tS tn me me Gi Å 


Library of the Museum 


OF 


COMPARATIVE ZOOLOGY, 


| | AT HARVARD COLLEGE, CAMBRIDGE, MASS, 


] 

| an A ; BO a earn sc average. 

NAG 
FE | The gift of Fe à Me A box 
= ù | 


No. IR, 098 


5 À À | un 


| ERTEILT TEE EHER 
. - Te any på a 3 u LS ARE (a di à ng > 
å eo på Le 4 ol 
= A 
Ti r 
i 

AE 
+ > 
2 


3 


a Se ot 
at 7 j rg - w 
A eres 
Fs ee 
el vi 
rs 
u ae a si aed 
Ne | pr er - 
45 D er 
a ie: 
I a j 
Vaud i 
ll Dat > 
“ ~~ » 
vi je. 
P æ 
On Hd 
i 
sår Å 
nm )e- å p 
Vas x 
Pi 
rm 
yr al 
på 
re 
Oe A ; | 
Ke "tt - 
ny A 
“ ms % Å 
“ <= 
+ . 
>» + 
nr 
å { 
2 L 
5 NA 7 
5 AR" 
-~ Må é 
Pi rod 
L > all 0 
Es À 
M A, 
ne 


Br PF CE 
io et dg 
® 2-3 Å 
u 0 
> 


B 
i 
> 
5 
‘ 


EN à 


er, Ve Po or 
i å US © 
ex 
ET, 
(CSA 
i TE A oe re ver” u 
| pf 8 KJE 
dar per ret Å vuf > 
ba 7), er 
- å p 
X * 
ME) 
' 
N 
å “ re 
! 
4 Ca 
. 
| 
* 
L 
ns 
| 
I * 
| u 
EM 
} L 
5 
‘ 
" 
è 
. 
‘ 
i 
a, 
7 


Å 


Tromso-Museums 


Aarshefter. 


XX. 


TED 5-44 


Trouse. 
Trykt i Tromsøpostens Bogtr. ved M. Astad, 


1888, 


Freahold: 


Karl Pettersen: Den nord-norske fjeldbygning. Afdel. II. 1. 

A. E. Törnebohm: Karakteristik af några bergartsprof från nord- 
liga Norge a os i 

J. Sparre Schneider: Oversigt over de i Norges arktiske region 
hidtil fundne Coleoptera. (Fortsættes.) . . . . . . 81. 

Karl Pettersen: Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 


JE EST EET 185, 


Den nord-norske tjeldbygning. 
Af 


KARL PETTERSEN. 


Anden afdeling. 
Geologiske bygningsforholde. 
B. Sedimentære bygningsgrupper. 


Indlandsgraniten bygger som i forste afdeling nærme- 
re pavist et sterre sammenhængende felt langs efter græn- 
sestregene mellem Norge og Sverige. Den træder her frem 
efter de vide fjeldmarker, der fra Lünnes-javre og den øst- 
lige del af Altvandet breder sig videre nordover. Fra rigs- 
grænsen falder disse fjeldmarker mod syd ned mod den 345 
m. hejtliggende Torne-træsk, mod est gar de under svagere 
afheld over 1 sjø- og skogmarkerne pa svensk side. Mod 
vest skyder de sig derimod under et forholdsvis stejlere af- 
held ind under de yngre sedimentære dannelser, som bygger 
kjeldragets højfjeld Det vil heraf fremgå at indlandsgrani- 
ten, ifald den overalt havde tradt frem fri for yngre bedæk- 
ninger, vilde have dannet en forholdsvis bred hejryg — med 
tophejder af opimod 3000 (941 m.) — der falder langsomt 
mod øst men derimod forholdsvis stejlt mod vest. Ved Tor- 
ne-treskens brede indsenkning er denne hojryg transversalt 
gjennemskaret. Medens indlandsgraniten med de til samme 
knyttede gneisafdelinger sägodtsom eneradende træder frem 


i dagen efter det langslutte estlige afheld helt ned til den 
1 


9 Karl Pettersen 


bottniske bugt, skyder den sig derimod fra højryggens vest- 
lige randkant straks ind under de yngre sedimentære lag- 
rækker, der bygger Kjøldraget. Her vil den således alene 
være at påvise langs efter enkelte af de dybere indskjærin- 
ger efter Kjøldragets mægtige højfjeld. 

Kjøldraget, der således hyppig tildels efter længere 
sammenløbende linjer stiger op umiddelbart fra den vestlige 
randkant af de af indlandsgraniten byggede fjeldmarker, har 
i regelen sin største højde lige i nærheden af disse. Her 
kan det som før påvist stige op i toppe, der når adskilligt 
over 5000' (1569 m.) Mod vest sænker Kjøldragets højlinjer 
sig stadig ned om endi det hele ikke efter nogen stærk måle- 
stok. En lignende sænkning træder ogsaa frem efter de 
vestenfor Kjøldraget liggende fjeldpartier, der herfra breder 
sig frem til de longitudinale sundløb. Langs efter disse når 
de højere fjeldtoppe i regelen ikke højere op end til mellem 
3 a 4000' (941 a 1255 m.), hvorvel de også her enkeltvis 
kan stige op til omkring 1255 m. 

Som i første afdeling nærmere påvist træder urfjeldet 
på forskjellige steder frem langs efter de dybere dalspalter — 
inden disse vestenfor Kjøldraget fremstigende højfjeldspartier. 
Endvidere bryder her frem navnlig efter landområdets nord- 
lige del mægtige partier af gabbroartede massiver. Forev- 
rigt er disse fjeldpartier helt byggede af lagrækker af sedi- 
mentære dannelser. Nedenfra opad lader disse sig udskille 
i følgende mere selvstændige grupper: 

a. Dividalsgruppen 
b. Balsfjordgruppen 
c. Tromse glimmerskifer-gruppe. 

Ligesom højfjeldspartierne således som nævnt stadig 
sænker sig i retning fra est mod vest, sa er det samme i 
det hele og store ogsa tilfeeldet med skifergrupperne, som 
bygger disse. Denne jevne sænkning star abenbart i et be- 
stemt afhengighedsforhold til indlandsgranitens afheld mod 


Den nord-norske fjeldbygning 3 


vest. Da Dividalsgruppen danner den ældste umiddelbart 
over indlandsgraniten liggende afdeling og den dertil sam- 
menlignelsesvis optræder med ringe mægtighed, vil der alle- 
rede på forhånd være at forudsætte at den vestover efter 
dagfladerne snart ganske vil kunne tabe sig under de yngre 
grupper. Så er også tilfældet. I strøget om Torne-træsk, hvor 
den træder frem stærkest udviklet, danner den alene et smalt 
bælte, der her er at følge fra øst med vest som en bandstribe 
gjennem 10 a 12 kilm. længde. Den viser herunder en lang- 
som sænkning fra 2000' (627 m.) over havfladen ned til træ- 
skens vandspejl (345 m.) og skyder sig herfra ind under 
Baldsfjordgruppens lagrækker, uden længere vestover noget- 
steds atter at træde frem i dagen. Nedefter den dybt ind- 
skårne Dividal optræder efter dalens bundfladerog de lavere 
niveauer efter dalsiderne lagrækker, der ligger ind under 
- Dividalsgruppen og er disse under stadigt afheld udover at 
følge ned over til højde over havfladen af omkring 125 m. 
— også her umiddelbart liggende over den mod vest stadig 
- heldende granitiske undergrund. Længere vestover træder 
herhen hørende lagrækker intetsteds frem i dagen. Efter 
Nord-Reisen-elv optræder ligeledes en til Dividalsgruppen 
hørende afdeling umiddelbart over den her frembrydende ind- 
landsgranit. Men også denne afdeling skyder sig tilligemed 
indlandsgraniten snait ind under lagrækker tilhørende en 
yngre skifergruppe, uden nogetsteds ned efter denne dybt 
indskårne dal atter at træde frem i dagen. 

Balsfjordgruppen, der længst mod øst i strøget om 
Torne-træsk først træder frem i en højde over havfladen af 
opmod 3000’ (941 m.), sænker sig pa samme måde stadig 
mod vest. Paa norsk side træder den i regelen frem ligefra 
bundfladerne af de dybere indskårne dale. Den er videre 
at påvise på forskjellige steder efter sundløbene fra havfla- 
den op efter de lavere niveauer. 

Glimmexskifergruppen, der længst mod øst i strøgene 


À Karl Pettersen 


om Tornetresk antagelig først vil findes at træde frem ihoj- 
der over havfladen af noget over 4000’ (1255 m.), blir mer 
og mer fremtrædende, jo længere man når mod vest. Langs 
efter sundlebene bygges fjeldgrunden helt fra fod til top of- 
te af lagrækker, der tilharer denne gruppe. 

Det mest betegnende led inden Dividalsgruppen dannes 
af rene lerskifere eller lerstensdannelser. Inden Balsfjord- 
gruppen bygges lagrækkerne af milde krystalliniske eller 
halvkrystalliniske lerglimmerskifere og finstribede kvartsiti- 
ske hardskifere — inden glimmerskifergruppen derimod af 
mere tykbænkede stærkt krystallinisk prægede glimmerski- 
fere. Bergarten viser säledes en stadig voksende krystalli- 
nitet i rækken nedenfra opad. Da lagstillingen efter Kjel- 
draget og det navnlig for de hejere liggende afdelingers ved- 
kommende i regelen nærmer sig horisontalfladen vistnok med 
tilknytning til svage belgeformige bejninger, er det åben- 
bart at dette her nævnte mærkelige petrografiske forhold ik- 
ke for nogen mere væsentlig del kan være at henføre til 
bergdannende trykkræfter. Man skal her imidlertid alene 
foreløbig nævne dette, men skal senere nærmere komme til- 
bage til dette spørgsmål. 


I. Dividalsgruppen. 


a. Detailbeskrivelse. 


Langs efter indlandsgranitens vestlige randkant og vi- 
dere afheld herfra ind på norsk side er den granitiske un- 
dergrund på flere steder — og det allerede for lang tid til- 
bage — fundet umiddelbart overdækket af lagrækker af ler- 
skifere i veksel med hårde kvartsiter og med tilknytning af 
konglomeratartede dannelser. Disse optræder på de forskjel- 
lige steder under i det væsentlige så samstemmende forholde, 
at der allerede på forhånd syntes at skulle være stærk grund 
til at sammenstille disse spredt optrædende dannelser som 


Den nord-norske fjeldbygning. 5 


led under en mere selvstændig bygningsgruppe. Da de for 
denne gruppe mest karakteristiske afdelinger først er bleven 
pavist langs efter Dividalen pa norsk side, har gruppen der- 
af faet sit navn. Senere undersegelser har imidlertid godt- 
gjort at Dividalsgruppen optreder sterkest udviklet efter 
Torne-træsk pa svensk side. Her ligger ogsa bygningsfor- 
holdene i sin helhed ganske anderledes klart tilskue end til- 
fældet er efter Dividalen og forevrigt i det hele pa norsk 
side. Trods dette antages det dog at vere rettest indtil vi- 
dere at holde fast ved det oprindelig engang for gruppen 
givne navn. 

Pa kartet vil gruppens lagrækker findes opfert med fio- 
let som forskjellige brede bandstrimler, der felger indlands- 
granitens vestrand. Der har vistnok ikke veret anledning 
til mere i sammenhæng at forfølge gruppens fremtræden ef- 
ter den lange linje, der på kartet vil sammenbinde de ud- 
skilte brudstykker. Det vil således fortiden ikke med be- 
stemthed kunne afgjøres, om ikke disse forskjellige brudstyk- 
ker i virkeligheden skulde kunne findes i indbyrdes nærme- 
re tilknytning end den, der synes at skulle fremgå gjennem 
de hidtil gjorte aflæsninger. 

Gruppens lagrækker har hidtil været fulgt efter for- 
skjellige kortere og længere båndstrimler på norsk side — 
således efter strøgene om Dividal og efter Nord-reisen-elv. 
På svensk side er den fulgt gjennem et længere på det 
nærmeste helt sammenhengende belte, der fra grænsestrø- 
gene mod Norge først spænder sig frem i sydlig retning 
ned henimod Tornetræsk og derpå under en skarp svingning 
bøjer af i vestlig retning, indtil noget forbi udmundingen af 
den i Træsken faldende Orta-jokki. 

Knyttes kartets båndstriber sammen efter en fortlø- 
bende linje, viser denne en længde af omkring 100 kilom. 
Dette vil dog ikke på langt nær betegne feltets hele længde 
under forudsætning af at disse striber skulde danne brudstyk- 


6 Karl Pettersen 


ker af et oprindeligt mere sammenhængende hele. Af Hummels 
oversigtskart*) fremgår det at til gruppen hørende lagrækker 
ogsa træder frem gjennem en længere bandstribe, der fra 
Torne-træskens sydlige side spænder sig frem videre sydover. 
Den ligger på en vis måde i forlængelse af striben på den 
nordlige side af træsken. Af Hummels beskrivelse fremgår 
det også at disse må danne dele af et oprindeligt sammen- 
hængende hele, i ethvert tilfælde efter dagfladerne udskilt 
ved træskens brede og dybe spalte. En anden båndstribe 
stikker efter Hummels oversigtskart frem efter strøgene om 
Qvickjokk og en tredie end videre efter strøgene om Horn- 
afvan. Denne sidste har jeg haft anledning til noget nær- 
mere at undersøge under en i 1877 foretaget rejse fra Salt- 
dalen på norsk side tvertover halvöen til Piteå ved den 
bottniske bugt*) og kunde jeg allerede dengang med fuld 
bestemthed sammenstille denne her optrædende afdeling med 
Dividalsgruppen på norsk side. Afdelinger efter al sandsyn- 
lighed tilhørende denne gruppe er endvidere i de sidste 2 a 
3 år af et par svenske geologer påvist på forskjellige andre 
punkter langs efter Lapmarkerne. Af Fr. Svenonius er så- 
danne således påvist ved Vuolle Kaltum-jaur samt ved 
Peur-aur — begge steder beliggende i Lule-Lapmark, — samt 
endvidere ved Tjåg-elven i Pite-Lapmark. Og endelig har 
Gørtzell i 1885 påvist herunder hørende afdelinger sålangt 
mod syd som ved Stor Uman ved 65° n. br. Dividalsgrup- 
pen er således — om end brudstykkevis — fulgt fra Nord 
Reisen-elv i nord 69° 30’ sydover til Stor-Uman altså 
gjennem en lengde af 4, bredegrad. 

Det er som ovennævnt fortrinsvis efter strøgene om 
Torne-træsk at bygningsforholdene træder således frem, at 
det lader sig gjøre at anstille mere omfattende undersøgelse 


*) Berättelse om malmfyndigheter inom Gelivara og Juckasjärfvi 
Nordbottens len Sveriges geologiska nndersgkning. Stockl 1887. 
**) cfr Det nordlige Sveriges og Norges geologi. Arch. for Math og 
Naturv Kristiania 8 Bd. 1873, | 


Den nord-norske fjeldbygning 'n 


ligeoverfor Devidalsgsuppens optræden. Fra den granitiske 
undergrund, der enerädende og oftest udækket breder sig 
frem fra est af indtil foden af det egentlige Kjeldrag, rejser 
dette sig efter de lavere niveauer oftest under en stærk 
stigning, der pä forskjellige steder afsætter stejle næsten 
vertikale 157 a 188 m. heje bastionsformige fremspring. 
Opad afsluttes denne terrasseformige afsats itemmelig brede 
indover sagte stigende flader, der lidt etter lidt gar over 
i det egentlige hejfjeld. Tidnopakte lengst mod est — 
netop der, hvor Kjeldraget under en skarp svingning fra 
nord-syd slår om til øst-vest — samt Tuopt noget længere 
mod vest danner tvende sädanne fremspring med stejle og 
negne vægge. Disse lavest liggende afsatser efter det egent- 
lige Kjeldrag er fra Tidnopakte vestover mod Ortajokki 
fra den granitiske undergrund op til hejkanten bygget af 
til Dividalsgruppen herende lagrækker. Fra Tidnopakte 
kan man med øjet følge afdelingen under tilsvarende for- 
holde nordover op mod rigsgrænsen. Til nærmere belysning 
af bygningsforholdene hidsættes et par her opgåede profiler. 
Fig 25 tavle IV er trukket fra træskens vandspejl 
straks vestenfor Raunavaras kegleformige halvø i nordlig 
retning op til foden af Tidnopakte, op over dennes stejle 
afsats og videre indefter kjøldragets højfjeldsmarker. 
a) Den granitiske undergrund, der under jevnere stigning 
når optil en højde af 2000’ (627 m.) over havfladen. 
b. Efter den nedre halvdel af den herfra stejlt opstigende 
fjeldside er fjeldgrunden overalt dækket. De her lig- 
gende løse bergartbrudstykker fandtes væsentlig dannet 
— ved siden af talrige granitiske flytblokke — af grå 
kvartsiter ligesom også af Dividalsgruppens let kjende- 
lige røde og grønlige lerskifere. Man er her åbenbart 
nået opover granitfeltet. De granitiske flytblokke er 
efter al sandsynlighed tilført fra granitfeltet længere 
mod nord og øst, hvor grunden skyder sig op til højder 


Karl Pettersen 


over hevfladen af opimod 3000’ (941 m). Brudstyk- 
kerne af kvartsit og lerskifer må være ført ned fra 
styrtningerne ovenfor (b) eller de tilgrænsende fjeld- 


partier. Selve undergrunden op efter (b) — der som 
nævnt overalt fandtes overdækket — er efter al sand- 


synlighed bygget af under Dividalsgruppen hørende 
afdelinger. 


ce) Efter de vertikale udækkede fjeldvægge, der bygger 


d) 


e) 


afsatsens øvre halvdel, stikker frem mægtige masser af 
en ejendommelig efter al sandsynlighed klastisk berg- 
art. Denne dannes af en mørk kvartsitisk grundmasse, 
hvori er indblandet en lerskiferartet substans. Berg- 
artens afløsningsflader eller skiktflader findes oftest 
dækket med en mørk lerskiferartet hinde. På sine 
steder kan stenen antage et vist granitartet præg, — 
antagelig dannet af brudstykke-materiale af indlands- 
graniten, der således er indkittet i den kvartsitiske 
grundmasse. Stenen er på sine steder indfældt med 
kulsur kalk og bruser tildels stærkt for syre. Den 
optræder i tykke bænke, der viser en på det nær- 
meste horisontal lagstilling. 

At slutte fra de nedenunder efter (b) liggende brud- - 
stykker af Dividalsskifere kan der være nogen grund 
til at forudsætte at denne kvartsitiske, delvis kon- 
glomeratartede, bergart kan skyde sig ind under lag- 
rækker af Dividalsskifere eller veksle med sådanne. 
Da bergvæggene opefter var utilgjængelige, var der 
imidlertid ikke anledning til at søge forholdet i så 
henseende nærmere undersøgt. 

sorte ler- eller lerglimmerskifere, tildels finstribede 
hårdskifere, — under 20" nordlig indskyden. 

Her bryder frem efter en opstikkende isoleret knaus 
en grå gneis eller granitartet sten. Petrografisk min- 
der den ikke om indlandsgraniten, Gneisens forhold 


Den nord-norske fjeldbygning 9 


til de omgivende skifere var der forevrigt ikke anled- 

ning til her nærmere at bestemme. 

f) Det bagenfor (e) sagte opstigende hojfjeld fandtes over- 
alt overdækket og fast fjeldgrund intetsteds at stikke 
frem. De lose bergartbrudstykker, som her la udstreet 
i stort mal, dannedes samtlige af finstribede hardskifere, 
der petrografisk ejensynlig var at henfore til Balsfjord- 
gruppen. Forevrigt lagde vejrforholdene beklageligvis 
hindringer i vejen for at følge bygningsforholden e 
videre opad. 

Efter det heromhandlede profil har man altså først 
den granitiske undergrund, derover — vistnok overdekkede 
— lagrekker af til Dividalsgruppen herende led, antagelig 
nærmest konglomeratartede eller kvartsitiske lagrekker, 
derover en kvartsitisk afdeling (c), der tildels kan antage 
et konglomeratartet preg, og som optreeder i en megtighed 
af 2 a 300" (63—94 m). At der inden denne sidstnævnte 
afdeling eller umiddelbart over samme vil vere at pavise 
lagrækker af gronne eller rede lerskifere kan der vistnok 
vere al grund til at forudsætte. Herover optræder en af- 
deling (d), der dannes af sorte ler- eller lerglimmerskifere. 
Hvorvidt disse sorte skifere tilhorer Dividalsgruppen eller 
den hejere liggende Balsfjordgruppe lader sig for tiden ikke 
afgjere. Lignende skiferafændringer kan på sine steder 
optrede inden den utvivlsomme Dividalsgruppe, men star 
forevrigt 1 petrografisk henseende enkelte afændringer inden 
de lavest liggende niveauer af Balsfjordgruppen temmelig 
ner. Henregnes disse sorte skifere til Dividalsgruppen vil 
denne her optræde i en samlet mægtighed af opimod 1000" 
(314 m) — i modsat tilfælde vil dennes mægtighed her ikke 
nå højere op end til omkring 700' (220 m.). Det herfra opsti- 
gende højfjeld bygges derimod af lagrækker, der tilhører 
den utyivlsomme Balsfjordgruppe. | 

Lagstillingen inden disse her omhandlede til Dividals- 


10 Karl Pettersen 


gruppen herende afdelinger viser en svag nordlig indskyden, 
der aldrig overstiger 20°. Gruppens lagrækker skyder sig 
herunder ind under afdelinger af krystallinisk eller rettere 
halvkrystallinisk prægede skiferdannelser, der tilhører den 
yngre Balsfjordgruppe. Hvorvidt lagstillingen inden disse 
to forskjellige bygningsgrupper er indbyrdes afvigende eller 
ikke, var der på grund af fjeldgrundens overdækning efter 
grænsestrøgene ikke anledning til at aflæse, At slutte 
fra forholdene, som de træder frem efter de forskjellige 
andre hidtil opgåede grænsestrøg, er der dog vistnok snarest 
grund til at forudsætte det sidste. 

Fig 26. Profil fra Tornetræsk i nordlig retning til Tuopt. 
Indlandsgranit. 
grøn lerskifer. 


CO 3 


sort tæt kvartsit. 
d. gron lerskifer. | 

De grønne lerskifere er her petrografisk ensartede med 
de grenne Dividalsskifere og findes her, — ganske som 
tilfældet er langs efter Dividal — 1 veksel med tætte kvart- 
siter, der snart kan vise en lysere snart en mørkere tildels 
endog helt sort farve, rimeligvis at tilskrive en indblanding 
af kulstof. Fjeldgrunden mellem indlandsgranitens afslut- 
ning og lagrækkerne (b) fandtes dækket og mere umiddelbar 
kontakt var her således ikke at påvise. Hvorvidt konglome- 
ratartede dannelser her skulde optræde under lerskiferen 
kan således ikke siges. 

Dividals gruppens endelige afslutning opad blev på 
dette sted ikke nået. Antagelig vil gruppens lagrækker 
stikke frem lige optil højkant af de her opstigende stejle 
styrtninger, hvis nedre parti bygges af afdelingerne (b), (c) 
og (d) — i lighed med forholdet op efter Tidnopakte. Af- 
delingen vil i så tilfælde have en mægtighed af omkring 600° 
(188 m.). 

Medens Dividalsgruppen ved Tidnopakte først træder 


Den nord-norske fjeldbygning 11 


frem i i en hejde af lidt over 2000’ (627 m.) over havfladen, 
— ved Tuopt i en højde af omkring 1600° (439 m.) — duk- 
ker den derimod ved udmundingen af den 5 a 6 kilom, 
vestenfor Tuopt liggende bergelv Orta-jokki allerede frem 
ved Træskens vandspeil i en højde over havfladen af 345 m. 
I forening med den granitiske undergrund viser gruppen 
således en stadig sænkning fra Tidnopakte vestover. 
Fig 27 tavle IV. Profil langs efter Ortajokkis nedre 
løb — fra udmunding op til fos. 
a. et lag konglomeratartet sten, indeholdende brudstyk- 
ker af ældre grundfjeld. 
b. grå kvartsit. 
sorte lerglimmerskifere i svævende lagstilling. 


6 


d. 9a 13m. megtige lagrækker af rede lerskifere, — under 
svingninger 1 faldvinkel fra vsv. til ono. 

e. derover hard kvartsit i 20 a 30’ (6 a 9m.) mægtighed. 

f. derover ret mægtige lagrækker af sorte og røde ler- 
skifere: Elven har gravet sig sit leje dybt ned gjen- 
nem disse og styrter sig efter dette her frem som en ret 
anseelig fos. 

Bygningsforholdene fulgtes her opad til en højde over 
træsken af 3 a 400' (94 a 125 m) Afdelingens endelige af- 
slutning opad näedes ikke pà dette punkt, men landskabets 
bygningsforholde syntes dog at skulle pege hen pa at denne 
ikke kunde ligge meget højere. 

Dividalskiferne er fra Ortajokkis udmunding endnu at 
følge videre vestover langs efter træskens vandflade og 
stikker her også frem udover sammes bundflade sålangt, som 
øjet kan følge denne. Lagstillingen afbøjes efterhånden, 
lagenes faldvinkel er regelmæssig vestlig og blir alt stær- 
kere, jo længere man når frem mod vest. Omtrent 2 a 8 
kilom. vestenfor Ortajokkis udmunding når denne vestlige 
faldvinkel op til 45° og her afsluttes afdelingen, idet deu 
skyder sig ind under lagrækker af halvkrystalliniske til Bals- 


12 Karl Pettersen 


fjordgruppen herende skifere. Langere vestover vil afde- 
linger tilhorende Dividalsgruppen intetsteds vere at pävise. 
Ifald sadanne i virkeligheden skulde brede sig endnu videre 
vestover, vil de tilligemed den granitiske undergrund ligge 
i lavere niveauer end dagfladerne af de dybeste fjeldind- 
skjæringer vestover. 

Den her omhandlede afdeling af Dividalsgruppen, der 
langs efter Træskens nordside er fulgt fra stregene om rigs- 
grændsen til Orta-jokki gjennem en lengde af omkring 20 
kilom., bygges saledes nedenfra opad af konglomeratartede 
dannelser, sandstene, merke og lyse kvartsiter i veksel med 
rede og grenne lerskifere. 

Konglomeratet dannes af brudstykker af indlandsgra- 
niten sammenkittede med et merkt bindemiddel — ofte med 
overgang til sandstensartede dannelser. Konglomeratet ind- 
tager — savidt hidtil iagttaget — altid de lavest liggende 
niveauer. Ved gruppens afslutning mod vest ma konglo- 
meratdannelser, om de her skulde optræde, ligge adskilligt 
lavere end træskens vandspejl I sä henseende skal dog 
bemærkes at Hummel udtrykkelig fremhæver at konglo- 
meratet er at pavise savel under som i og ovenfor lerskife- 
ren — en pästand, hvis rigtighed jeg her ingenlunde med 
bestemthed skal kunne benægte. Under mine befaringer 
langs efter træskens nordside stødte jeg dog intetsteds på 
forholde, der bestemtere syntes at skulle pegei den retning. 
Over konglomeratet og sandstenen optræder lagrækker af 
hårde kvartsiter i veksel med røde eller grønne lerskifere 
således som det vil sees af profilet opover Tuopt og efter 
Orta-jokkis nedre lob. Kvartsiterne, der oftest er temmelig 
glimmerfri og således snarest kan være at betegne som 
kvartskifere, viser snart en lysere, snart en mørkere indtil 
næsten sort grundfarve. Afdelingens mest betegnende led 
dannes af lerskifere snart af en grønlig snart af en rødlig 
grundfarve. Bergarten viser sig tildels ret udpræget skifrig 


Den nord-norske fjeldbygning 13 


men træder dog ofte frem mere tykbænket og merc som en 
lerstensdannelse end som egentlig skifer. Stenen viser en 
mat glansles oftest temmelig ru overflade og brudflade 
og afgiver en temmelig stærk lerlugt. Brunrøde og grønne 
farveafændringer veksler ofte. Efter det her omhandlede 
felts østlige afdeling træder lerstenen frem mest med den 
smudsiggrønne grundfarve, hvorimod den efter strøgene om Orta” 
jokki forherskende viser sig rødlig og her i regelen med 
stærkere udpræget skifrighed, mens den gronlige afændring 
optræder mere forherskende tykbænket. Den grønlige farve 
er forøvrigt den mere oprindelige, den rødlige derimod afle- 
det og fremkaldt ved oxydation af lerstenens jernoxydul. 
Grønne og røde båndstriber kan derfor også optræde veks- 
lende i et og samme håndstykke og skiferen antager da en 
smuk flammet struktur. Selv inden de renere grønlige 
afændringer kan stenen, når den holdes mod lyset under en 
vis vinkel, vise et svagt rødligt skjær — et tegn til en 
begyndende oxydationsproces. 

- Lagstillmgen inden den her optrædende afdeling at 
Dividalsgruppen nærmer sig i regelen horisontalfladen. Lagene 
viser desuden en svag heldning mod nord eller nordvest 
og først henimod afdelingens afslutning i strøgene fra Orta- 
Jokki vestover vokser lagenes heldningsvinkel efterhånden 
op til omkring 45° — og kan lagstillingen her tildels være 
ledsaget af stærkere foldninger, der tyder hen på at fjeld- 
grunden efter disse strøg har været udsat for indvirkninger 
af forholdsvis stærke trykkræfter. 

Afdelingens svagt heldende lagrækker skyder sig altid 
indover, — det er mod vest og nord —ind under yngre dannelser 
og taber sig således her snart for øjet. Mod øst og syd 
afsluttes afdelingen derimod ved lagrækkernes udgående med 
stejle styrtninger, som falder ned mod den granitiske under- 
grund, der herfra udækket breder sig frem mod syd som 
mod øst efter højfjeldsmarkerne. Da den vertikale højde af 


14 - Karl Pettersen 


disse af Dividalsgruppens lagrekker byggede styrtninger 
kan na op til 4 a 500’ (125 a 175 m.), vil det være äben- , 
bart at afdelingens her pa det neermeste horisontalt stillede 
lagrekker oprindeligt ma have bredt sig adskilligt videre 
frem over den nu afdekkede granitiske nndergrund. I 
henhold til Hummel optræder ostenfor Tornetræsk efter et 
opimod 30 kilom. langt bælte, — der skjær sig frem fra 
Haukivara og Luossavara nordover til Kurravare og herfra 
videre til forbi Poigitenjårtvi — en afdeling af konglomer at- 
dannelser med lerskifere, der sammenstilles med de omhand- 
lede afdelinger ved Torne-træsk. Undergrunden dannes her 
af en efter Hummels opfatning til urberget hørende helle- 
flintafdeling, hvis øvre parti dannes af en grå fiolet helle- 
flintartet kvartsit, der igjen overdækkes af en mørk lerskifer- 
artet helleflintskifer. Ovenpa kvartsiten og de til samme 
hørende mørke skifere ligger et konglomerat, der’ er dannet 
af brudstykker af disse underliggende bergarter. Konglo- 
meratet er i almindelighed laget. Hojere op antager 
konglomeratet et sandstensartet præg og indeslutter derunder 
indlejninger af gragren og grå glinsende skifer, der igjen 
overdækkes af en mægtig kvartsitisk sandsten. 

At denne over helleflinten liggende afdeling af kon- 
glomerat og sandsten i virkeligheden som af Hummel frem- 
holdt kan være at indordne under Dividalsgruppen er der 
vistnok al grund til at forudsætte. De i sandstenen ind- 
lejede lag af den grågrøune skifer synes med al bestemthed 
at skulle pege i den retning. Et spørgsmål kan det for- 
øvrigt være om ikke også de underliggende helleflintartede 
kvartsiter helt skulde være at udskille fra urberget og deri- 
mod snarere være at indordne under den egentlige Dividals- 
gruppe. Hvorledes nu også forholdet i sidstnævnte henseende 
kan være, så vil der paa den anden side være al grund til 
at antage at denne her omhandlede fra den egentlige Divi-: 
dalsgruppe 1 strøget om Torne-træsk så langt udskilte afde- 


Den nord-norske fjeldbygning 15 


ling oprindelig mä have været knyttet mere umiddelbart til 
hovedfeltet. Der kan säledes være megen sandsynlighed for 
at den ved Torne-træsken fremstikkende afdeling af Divi- 
dalsgruppen i sin tid mä mer eller mindre sammenhængende 
have bredt sig frem mod ost mindst sa langt som til Hauki- 
vara og Luossavara og i sa tilfælde muligens ogsa helt ned 
til den bottniske bugt. At der i streget fra Haukivara ost- 
over til den bottniske bugtikke er påvist nogensomhelst rest efter 
tidligere her optrædende mere udbredte afdelinger, der kunde 
vere at sammenstille med Dividalsgruppen, vil i så henseende 
ikke kunne være at tillæge nogen afgjørende betydning. 
Efter Torne-træsken ligger Dividalsgruppen wumiddel- 
bart over indlandsgraniten, og denne danner også efter fel- 
tets hele længde gruppens egentlige undergrund. Den største 
højde, hvortil gruppens lagrækker når op, kan være at sætte 
til omkring 2700' (847 m.) o. h. Østenfor skyder granitfeltet 
op til højde af omkring 3000° (941 m.), og når graniten 
således her opimod 100 m. højere end Dividalsgruppens 
øverstliggende lag. Granitfeltets højest opskydende partier 
findes således intetsteds ov rdækket af Dividalsgruppen. 
Den nære tilknytning, hvori Dividalsgruppen i strø- 
gene om Torne-træsk står i til den underliggende granit, 
peger allerede på forhånd hen på at materialet til denne 
gruppes lagrækker for den væsentligste del må være hentet 
fra den underliggende granit. For konglomeratet og sand- 
stens-dannelsernes vedkommende ligger sageni så henseende 
i ethvert tilfælde klar. Men er dette tilfældet, saa er det 
en naturlig selvfølge at til gruppen hørende aldelinger i det 
store taget først vil være at treffe i højder, der ligger no- 
get lavere end de højeste opstigende partier af den egentlige 
undergrund. Navnlig vil dette gjelde det finere slam, som 
har afgivet materialet for lerskifer- eller lerstensdannelser, 
der først kan have afsat sig efter lavere liggende niveauer. At 
granitfeltets højest opstikkende partier heller ikke tidligere kan 


16 Karl Pettersen 


have været overdækket af til Dividalsgruppen herende dan- 
nelser, ma der saledes antagelig vere al grund til at forud- 
satte. 

De ovenfor omhandlede forholde under Dividalsgruppens 
optræden under dens sammensted med den underliggende 
indlandsgranit i streget fra Tidnopakte vestover mod Orta- 
jokkis udmunding peger hen på at fjeldgrunden her må have 
lagt ind under indvirkninger af sænkningskræfter. Ved 
Tidnopakte stiger den granitiske undergrund som nævnt op 
til en hejde over havfladen af omkring 2000 ‘ (627 m.) ved 
Tuopt til omkring 1600’ (502 m.) og ved Ortajokkes udmun- 
ding er den sunket ned til træskens vandspejl 1100 ‘ (345 
m.). Gjennem en længde af omkring 10 kilom. sænker den 
granitiske undergrunds overflade sig saaledes 282 m. Divi- 
dalsgruppen viser herunder en tilsvarende sænkning gjennem 
det hele lagsystem, idet den nedre som øvre grænselinje efter 
feltets hele lengdei det væsentlige antagelig bevarer den samme 
afstand. En lignende sænkning gjør sig også gjeldende efter 
den over Dividalsgruppen liggende Balsfjordsgruppe. Da 
Dividalsgruppens lagrækker fra Tidnopakte vestover mod Tuopt 
ikke viser nogen synderlig forrykning fra den oprinde- 
lige horisontale lagstilling, men forrykningen herfra videre © 
vestover stadig er voksende, indtil lagstillingen ved grup- 
pens endelige afslutning viser 45" vestligt eller nordvestligt fald, 
må den granitiske undergrunds sænkning være foregået lang- 
somt og jevnt men med stadig voksende intensitet fra Tid- 
nopakte vestover. Svingningsaksen for denne sænkning må 
således være at trække i omkring sydvestlig til nordostlig 
retning fra Tornetræsk nordover mod den norske grænse 
efter en linje, der ligger noget østenfor Tidnopakte. 

Den samlede mægtighed af de til gruppen efter strø- 
gene om Torne-træsk hørende afdelinger er at sætte til om- 
kring 6 a 700’ (188 a 220 m.). En nærmere bestemmelse 


Den nord-norske fjeldbygning 17 


af mægtigheden af de forskjellige underafdelinger lader sig 
for tiden ikke afgive. Efter hvad hidtil er iagttaget synes 
de indbyrdes vekslinger mellem de petrografisk afvigende 
underled i det hele også at være noget for hyppige og for 
uregelmæssige til at nøjagtigere forholdstal i så henseende 
her skal kunne afgives. 

Som tidligere nevnt breder indlandsgraniten sig fra 
Torne-træsk nordefter over rigsgrænsen, træder her frem om 
Lønnes-javre og den østlige de] af de to i nærheden af sam- 
me liggende fjeldsjøer Gievndne-javre og Alt-vandet — af 
hvilke det første ligger i en høyde over havfladen af 1800’ 
(565) og det sidste i en højde af 1600' (502 m.). Mod vest 
når indlandsgraniten frem til henimod det østlige afhæng af 
det til Kjøldraget hørende noget over 5000' (1569 m.) hejt- 
stigende Rokomborre. Fra Lonnes-javre og Alt-vandet fort- 
sætter indlandsgraniten videre nordover efter de opimod 
2000‘ (627) højtstigende fjeldmarker (den orografiske hoved- 
afdeling e), der herfra breder sig frem nordover til strøgene 
om. Dividal. 

Til nærmere belysning af bygningsforholdene her hen- 
vises til profilrits fig. 28 tavle IV. Dette er trukket fra Kai- 
vare med grænserøs no. 278 i nordvestlig retning frem til 
Rokombores østlige afhæng. 

Indlandsgraniten bygger fjeldgrunden fra rigsgrænsen 
vestover til Røgskar (Sovanovski) — et lavere højfjeldsskar, 
der fra Altvandet fører over til det søndenfor liggende 
Gievndne-javre. Ffter skarets østlige side bryder her en 
massiv bergart frem, der efter dagpartierne overalt bærer 
granitens præg. Ved tilfældigvis her på et punkt op imod 
skarets kulmination efter det nordlige afhæng at søge ud- 
slået et stykke fast berg i en sådan tilsyneladende ren 
granitisk bænk, overraskedes jeg højlig ved her at erhoide 
et håndstykke af en åbenbart klastisk bergart. Den danne- 


des af en grønlig mørk temmelig tæt grundmasse, hvori var 
ane 2 


18 | Karl Pettersen 


indfattet afrundede korn og brudstykker af kvarts, — ofte 
halvt mandelformige. Jeg segte nu at folge den massive 
bænk nedefter skaret, men overalt hvor bergarten nærmere 
undersøgtes, viste den sig som en ren granit. Jeg søgte nu 
atter tilbage til det punkt, hvor den første stuffe blev ud- 
slået, men det lykkedes ikke trods megen søgen atter at 
finde punktet, — overalt traf jeg nu blot den rene granit. 
En prøve af den nævnte bergart har jeg nylig oversendt til 
Herr. A. E. Tørnebohm, der velvillig har underkastet den 
cn nærmere undersøgelse og derom i en foreløbig meddelelse 
dat. Falun 17 juni 1887 udtaler sig således. »Den tilsendte 
prøve er en sandsten eller en sparagmit, — om man så vil — 
bestående hovedsagelig af vel afrundede korn al kvarts og 
feltspalth, for størstedelen mikroklin. Et korn at turmalin 
såes 1 præparatet. Også dette var vel afrundet. At slutte 
fra bindemiddelets udseende har sandstenen været udsat for 
en metamorfoserende indvirkning. Hvorledes forholdet i så 
henseende kan være, kan fortiden ikke afgjøres uden en 
nøjagtigere undersogelse, hvortil jeg dog her på stedet 
mangler de nødvendige hjelpemidler.e | 

At man her i virkeligheden har for sig en rest af til 
Dividalsgruppen hørende sandstensdannelser, indlejet i for- 
dybninger i den oprindelige granitiske undergrund, kan neppe 
være tvivl underkastet. Gjennem nærmere undersegelser 
vil det måske fremgå at tilsvarende sandstensdannelser efter 
strøgene her vil være at påvise også på andre steder og 
måske tillige også i noget mere samlede masser. 

Røgskarets kulminationsflader er stærkt overdækkede 
og det lykkedes ikke efter disse at finde fast fjeldgrund 
her at stikke frem. Med den nys omhandlede sandstens- 
dannelse for øje vil der vistnok kunne være nogen grund 
til at forudsætte at den faste undergrund her delvis kan 
bygges af Dividalsgruppens røde eller grønne lerskifere. 

Fra den vestlige side af Røgskaret rejser sig et højere 


Den nord-norske fjeldbygning 19 


åsdrag, der skyder sig vestover frem til det 2700‘ (847 m.) 
højtstigende Gjedeskar, der fra Altvandet under Rokomborres 
estlige afheng forer over til Gjevndne-javre. 

Et profil fra Altvandet op til Gjedeskarets kulmination 
viser felgende forholde, se fig 29. 

a. de lavere afsatser fra Altvandet opefter til en hajde af 
omkring 500’ (157 m.) over vandspejlet fandtes sterkt 
overdekkede, og det lykkedes ikke her at pavise fast 
berg. 

b. Her træder frem en grå kvartsit i ret anseelig mæg- 
tighed. Denne overlejes at 

c. lagrækker af sort eller graligsort ler- eller lerglimmer- 
skifer — 1 svevende til horisontal lagstilling. 
Afdelingerne (b) og (c) vil petrografisk snarest være 

at indordne under den yngre Balsfjordgruppe og er profil- 
ritset fig 28 opkonstrueret under denne forudsætning. 

Efter dette har man altså efter profilrits fig 28 
underst indlandsgraniten. Denne skyder sig mod vest ind 
under afdelinger af Dividalgruppens sandstensdannelser og 
muligt også lerskifere. I overlejningsforhold til denne gruppe 
optræder til Balsfjordgruppen hørende sorte kvartsitiske 
lerglimmerskifere — alt i svævende til horisontal lagstilling. 
Opefter Rokomborres østlige afhæng bygges fjeldgrunden af 
lagrækker af hornblendeskifere, der viser en omkring nord- 
sydlig strøgretning med 20" vestligt fald, og som efter al 
sandsynlighed tilhører en bygningsgruppe, der er yngre end 
de nysnævnte til Balsfjordgruppen hørende lagrækker. Herom 
nærmere senere. 

Profilrits fig 30 er hentet fra den nordlige side af Altvandet. 
Det fører fra de granitiske fjeldmarker mod vest opover 
Kjøldragets østlige afheld til top af det 1720 m. høje Kiste- 
field. Bygningsforholdene op efter. Kistefjeldet har det 
vistnok ikke været anledning til: direkte at undersøge, men 
er profilet afsat i overenstemmelse med de slutninger, der 


20 Karl Pettersen 


herom antoges at kunne drages ved at felge dem i nogen af- 
stand fra Altvandets sydlige side. 

a. Indlandsgranit 

b. tilhører antagelig Dividalsgruppen. 

Ce Balsfjordgruppen. 

d. Tromsø glimmerskifer-gruppe. 

Lagrækkerne inden afdelingerne (b) og (c) viser en 
svagt bølgeformig på det nærmeste horisontal lagdeling. 
Lagrækkerne inden den højest liggende afdeling (d) derimod 
et noget stærkere regelmæssigt afheld mod vest eller nord- 
vest. | 

Som det af den her leverede fremstilling vil sees, fore- 
ligger der for tiden — nar den ovennævnte sandstensartede 
dannelse ved Rogskar fraregnes, — forevrigt intet ligefremt 
bevis for at Dividalsgruppen her vil findes stærkere repræ- 
senteret. Der vil desuagtet dog pa forhand vere al grund 
til at forudsætte at sa i virkeligheden kan være tilfældet. 
Ligesom bygningsforhoidene her temmelig bestemt synes at 
skulle pege i den retning, så skal hertil endvidere føjes at 
der nede ved gården Strømsmo i det øverste af Bardo langs 
efter Bardoelvens leje fandtes brudstykker af de for Divi- 
dalsgruppen så karakteristiske lerskiferdannelser. Disse må 
utvivlsomt være bleven ført ned efter Bardoelven fra strøge- 
ne om Alt-vandet, hvorfra Bardoelven har sit udløb. Ned- 
efter Bardoelven — fra Altvandet nedover — er afdelinger 
tilhørende Dividalsgruppen intetsteds bleven fundet stikkende 
frem i dagen, og er der også i henhold til de hidtil gjorte 
aflæsninger heller ingen sandsynlighed for at sådanne her 
‘ skulle være at påvise i fast berg. 

Efter højfjeldsmarkerne, der fra Alt-vandet breder sig 
nordover langs efter Divielvens øvre løb, er fjeldgrunden i 
regelen overdækket med myrland. Hvor undergrunden her 
er fundet stikkende frem i dagen, bygges den altid af ind- 
landsgraniten. | 


Den nord-norske fjeldbygning 21 


 — Indlandsgraniten skjær sig som tidligere nævnt fra 
fjeldmarkerne sammenhængende ned efter Dividalen nedover 
til Øvrefos — 7 a 8 kilom. ovenfor garden Frihedsli. 
Den bygger her fjeldgrunden ikke alene langs efter dal- 
bunden men træder ogsa frem op efter de lavere niveauer 
langs efter de fra begge sider opstigende fjeldskräninger. 
Her optræder i bænke mellem graniten udprægede konglo- 
meratdannelser. Konglomeratets grundmasse dannes af en 
sandstensartet forbindelse af sma kvarts- og feltspatkorn, 
hvori er indæltet talrige kvartsbrudstykker — oftest stærkt 
afrundede tildels nesten kugleformige af opimod 15 ctm. gjen- 
nemsnit. Konglomeratet er stærkt rustfarvet, feltspathen er 
grälig hvid oligoklas, kvartsen er tildels smudsig gra men 
oftest er de sma afrundede korn glasagtig gjennemsigtige, af en 
vandklar i det grenlige stikkende farve. Ogsa svagt rosen- 
rød kvarts sees undertiden derimellem. 

Antagelig i nær tilknytning til dette konglomerat er 
på sine steder at påvise en renere sandstensartet dannelse 
af en gulagtig til smudsiggrå farve. Fra den af de gul- 
grønne korn dannede grundmasse stikker hist og her frem 
indtil 4 a 5 m. store afrundede gjennemsigtige kvartskorn. 
Sandstenen er rigt spættet med punkter af udskilt kaolin, 
så den således gjerne kan kaldes en kaolin-sandsten. I 
dagen er stenen rødlig til rustfarvet. Den synes ganske fri 
for indblandede glimmerskjæl. 

Konglomeratet og graniten ligger i bænke således om 
hinanden, at de oftere i dagen synes at danne et sammen- 
hængende hele. Forholdene her falder således ganske sam- 
men med de, hvorunder den omhandlede sparagmitartede 
sandsten optræder i strøget om Altvandet. 

Konglomeratet og sandstenen optræder forøvrigt her 
på forskjellige lokaliteter og indbyrdes således udskilte, at 
der deraf ikke lader sig uddrage bestemte slutninger med 
hensyn til det indbyrdes forhold eller den gjensidige rækkefølge. 


boo 
bo 


- Karl Pettersen 


Konglomeratet her ma antagelig vere at sammenstille 
med de af Hummel omhandlede konglomeratdannelser pa 
svensk side og ma, da det ligger umiddelbart over indlands- 
graniten og 1 fordybninger efter dennes overflade, være at 
indordne under Dividalsgruppen som samme ældste led. Li- 
gesom konglomeratdannelserne pa svensk side opad gar over 
i mere finkornige sandstensdannelser, sa vil Dividalens sand- 
sten antagelig nærmest veere at opfatte som et lignende til- 
knytningsled til det her optreedende konglomerat og saledes 
være at opføre i rekke nedenfra opad som det andet led 
inden Dividalsgruppen. 

Forevrigt optræder savel konglomeratet som sandste- 
nen her — efter hvad hidtil er iagttaget — intetsteds i me- 
re samlede partier men i det hele kun hojst underordnet. 

Lanes den østlige side af Dividalen i strøgene om Øvre- 
fos rejser sig Skakteräsen, der stiger op til en hejde af op- 
imod 2600’ (684 m). Bygningsforholdene her vil findes frem- 
stillede ved profilrits fig. 31 tavle IV. 

a. Granit 

b. Lagrækker af Dividalsgruppens røde og grønne lerski- 
fere i indbyrdes vekslende bandlag — i svævende til 
horisontal lagstilling. 

c. Herover lerglimmerskifer - — tildels FRANS og sited 
sort streg. 

d. mild grenlig kloritisk glimmerskifer i veksel med kvart- 

_ sitiske lag. Streg og faldvinkel variabel — faldvin- 

kelen dog altid svag 

Afdelingerne (c.) og (d.) tilherer den yngre Balsfjord- 
gruppe. 

Det skal bemærkes at afdelingen (b.) ikke ligger sa- 
ledes umiddelbart over (a.) at der imellem disse ikke skulde 
vere levnet plads for konglomeratartede dannelser. Efter 
mellemrummet fandtes fjeldgrunden dækket og der var sa- 


Den nord-norske fjeldbygning 23 


ledes ikke anledning til i så henseende her at sage forholdet 
nærmere aflæst. 

Anaselven skjær sig frem efter højfjeldspartierne fra 
Dividalens vestlige side og falder efter et løb af 10 
a 11 kilom. ud ji Dividalen — omkring 5 kilom. ovenfor 
den nys nævnte Øvre-fos. Følges Anaselven opefter fra 
dens udmunding i Divielven, træffes først den granitiske un- 
dergrund, der udækket stikker frem fra Dividalens bundflade 
opover til højden af 1 a 200 m. over denne. Fra det punkt, 
hvor graniten her slipper i dagfladerne, er undergrunden 
gjennem lange strækninger overdækket- Først op imod en 
af Anaselvens fossefald i en højde af omkring 300 m. over 
Divielvens leje eller omkring 470 m. o. h. træffes en graligsort 
temmelig tet magnesiaholdig kalksten, gjennemsat med ärer 
af hvid kalkspath. Lagenes stregretning er svævende, fal- 
det i regelen svagt og overtiger neppe 15°. 

Denne magnesiaholdige kalksten tilherer den yngre 
Balsfjord-gruppe. Led, der kan være at indordne under Divi- 
dalsgruppen, er ikke pavist efter dette profil. Imidlertid vil 
der kunne vere adskillig sandsynlighed for at det lange 
overdekkede mellemrum mellem graniten og magnesiakalken 
kan skjule afdelinger, der tilhorer den sidstnævnte gruppe. 

Langs efter Anaselvens øvre lob — langt udenfor gra- 
nitfeltets område, — spender sig pa flere steder frem brede 
og høje sandåser, bygget af en grovkornig sand, der dannes 
af brudstykker af granit, glinsende Balsfjord-skifere og selv 
af Dividalens sandsten. Der kan vistnok kuns være liden 
grund til at forudsætte at materialet af granit og sandsten 
fra Dividalen skulde være ført hidop efter Anaselven. Snarere 
synes dette at skulle pege hen på at der på sine steder efter 
Anaselvens øvre del vil være at påvise i dagen frembrydende 
partier af indlandsgranit ligesom også af enkelte under Divi- 
dalsgruppen hørende afdelinger. Da Anasvandene, hvorfra 
Anaselven har sit udløb, ligger noget lavere end 2000° (627 m.) 


24 Karl Pettersen 


0, h. vil der fra højdeforholdene efter elvens indskjæringslinje 
at slutte antagelig heller ikke være noget til hinder for en 
sådan forudsætning. Man har i så hensende at henvise til 
forholdene, således som de træder frem efter strøgene om 
Torne-træsk og Alt-vandet. | 
_ Profilrits fig. 32 tavle IV er trukket fra Divielven ved 
Øvre-fos i sydvestlig retning over åsdraget til Anaselv. 

a. Granit 

b. Efter et temmelig langt dækket mellemrum tyndlaget 
— kvartitisk lerglimmerskifer, og derover. 

c. hard kvartsrig lerglimmerskifer — på det nærmeste i 

horisontal lagstilling. 

Afdelingerne (b.) og (c.) tilhører Balsfjordgruppen, men 
også her vil der vistnok kunne være grund til at forudsætte, 
at fjeldgrunden efter det lange overdækkede mellemrum mel- 
lem (a) og (b.) vil kunne findes delvis bygget af afdelinger, 
der er at indordne under Dividalsgruppen. 

Noget nedenfor Øvre-fos afsluttes det mere sammen- 
hengende granitfelt. Herfra videre nedefter dalen vil hyp- 
pig såvel efter dalbunden som efter de lavere niveauer af de 
fra begge sider opstigende fjeldskråninger være at påvise lag 
af den grønne eller røde lersten, der igjen overlejes af en 
smudsiggrå kvartskifer rigt indsprængt med brun udskilt 
jernhydroxyd — alt i en på det nærmeste horisontal lag- 
stilling. 

Fra gården Frihedsli sænker dalbunden sig langsomt 
gjennem en længde af 14 kilom. indtil den såkaldte Nedre- 
fos, hvor elven gjennem en trang rende styrter sig ned efter 
et par mindre fossefald. Efter dalbunden her stikker ind- 
landsgraniten frem på forskjellige steder i mindre udskilte 
partier. Forøvrigt dannes fjeldgrunden overalt, hvor den 
findes trædende frem i dagen, af lagrækker af Dividalsgrup- 
pens røde og grønne lerskifere. Nedre-fossens rende er ud- 
skåret i sådanne skiferdannelser. Ved lav elvestand her segs 


Den nord-norske fjeldbygning 25 


et stort antal afi skiferen indgravede større og mindre gryde- 
formige dannelser snart i vertikal, snart i skrå og ikke så 
sjeldent også i nogenlunde horisontal stilling. Ved Slip- 
elven, der falder ud i Divielven i strøget mellem Frihedsli 
og Nedre-fos, har man først granit, derover grøn lersten og 
derover igjen Balsfjordgruppens lerglimmerskifere. Ned efter 
dalløbet træder Dividalsgruppens brune, røde og grønne ler- 
skifer oftere frem som en bænkedelt mere ulaget lersten, der 
forøvrigt er gjennemsat af parallele antagelig sekundære 
afsondringsflader. Hvor bergarten optræder bestemtere lag- 
delt, viser den i regelen et svagt nordligt fald. 

Profilrits fig. 33 er optrukket efter en linje, der forer tvert- 
over dalen op efter fjeldskråningerne til begge sider af sam- 
me 1 retning fra øst mod vest — straks ovenfor Nedre-fos. 

a. Dividalsgruppens grønne og røde lerstensdannelser. Dis- 
se optræder langs efter dalbunden ligesom ogsaa op efter 
de lavere niveauer af fjeldskråningerne til begge sider. 

b. Derover tyndlaget kvartsskifer i konform lagstilling med 
den underliggende lerskifer. Efter dalens østlige side 
viser lagene en svag nordostlig indskyden, langs den 
vestlige derimod en 20 a 30° sydvestlig indskyden. 
Lagenes tykkelse kan variere fra4a5 mm. til 80 mm. 
Bergarten viser en smudsig grå grundfarve, og er den 
rigt spættet med små pletter afjernhydroxyd. Kvarts- 
skiferen træder oftere frem som en sort kulstofholdig 
skifer, der affarves for blæserøret. 

c. Efter dalens østlige side overlejes kvartsskiferen af en 
sort hårdskifer — i konform lagstilling med den under- 
liggende kvartsskifer. 

d. Efter de tilsvarende niveauer efter dalens vestlige side 
bygges fjeldgrunden af en sort hårdskifer — ligeledes 
i konform lagstilling med den underliggende kvarts- 
skifer. 


¢, Renere præget glimmerskifer i veksling med kvartsitiske 


26 Karl Pettersen 


lag — de sidste indflettet med gronlig kloritisk glim- 

mer og sparsomt fordelte blade af brun glimmer. 

Afdelingerne (a) og (b), der tilsammen har en mægtig- 
hed af 3 a 400’ (64 a 125 m), tilhører Dividalsgruppen, de 
hejere liggende afdelinger derimod den yngre Balsfjord- 
gruppe. 

De omhandlede forholde langs efter Dividalen vil 
mere samlet findes fremstillet pa profilrits fig 34, der er 
trukket langs efter dalens østlige side fra fjeldmarkerne i 
støget om rigsgrænsen nedefter til Nedre-fos. 

a. Indlandsgranit. 

b. Dividalsgruppens konglomerat- og sandstens- 
dannelser. 

Gi « lerskifer. 

d. « kvartsskifer. 

e. Balsfjordgruppens lagrækker. 

Hvad konglomeratet og sandstenen angär, sa træder 
disse her ikke frem under sädanne forholde, at der deraf 
lader sig opstille bestemtere mäl for deres mægtighed. De 
optræder i det hele ikke i mere samlede masser, men altid 
som mere spredte indbyrdes udskilte smäpartier. 

De grønne og røde lerskifere eller lerstensdannelser 
viser en mægtighed af opimod 200° (63 m.), kvartsskiferafde- 
lingen en mægtighed af opimod 300° (94 m.) Da lagstillingen 
her pa det nærmeste er horisontal, vil megtigheden for 
Dividalsgruppen efter disse strøg være at opfore med om- 
kring 500’ (157 m) og, nar konglomeratet og sandstenen 
heri medregnes, til op imod 600’ (188 m.). Gruppens mæg- 
tighed her vil saledes pa det nærmeste falde sammen med 
den, der som ovenfor pavist er radende langsefter Torne- 
træsk. 

Medens konglomeratet og sandstenen overalt, hvor de 
træder frem, danner gruppens dybeste liggende afdeling, vil 
det pa den anden side antagelig vere klart at konglomerat- 


Den nord-norske fjeldbygning 27 


dannelsen i sin hele almindelighed ikke altid er gaet forud 
for lerskiferdannelsen. Den ferste er vel 1 regelen knyttet 
til strandpartierne langs efter den daværende hav- eller 
vand-stand, medens det finere slam samtidig fors længere 
ud og afsættes pa sterre dybde. Forsavidt vil dannelsen 
af disse forskjellige underafdelinger kunne vere samtidige. 
Under forudsætning af en under gruppens dannelsestid 
foregaende forandring i det indbyrdes forhold mellem den 
faste fjeldgrund og havfladen (eller ferskvandsjoernes vand- 
spejl), vil der naturligvis heller intet kunne vere til hinder 
for, at konglomeratdannelsen pa sine steder kan have fundet 
sted, efter at lerskifer-materiale er bleven afsat pa andre. 
Der vil således heller ikke være nogen grund til at forud- 
sætte at konglomeratartede dannelser i regelen skulde vere 
at træffe under lerskiferen. Hvor lermaterialet er afsat i 
sterre afstand fra de oprindelige strandlinjer, mà skiferen 
i regelen ligge umiddelbart over den granitiske undergrund. 

Som det vil sees af den her leverede fremstilling over- 
lejes Dividalsgruppen af Balsfjordgruppens lagrækker under 
en pa det nærmeste samstemmende lagstilling. I så hen- 
seende vil der fra forholdene, som de her er at aflæse, ikke 
være at hente mere bestemte vidnesbyrd for, at man her har at 
skjelne mellem tvende af hinanden mere uafhengige gruppe- 
dannelser. Anderledes vil derimod sagen synes at skulle 
stille sig, nar man nærmere fester sig ved den i petrogra- 
fisk henseende sa stærke forskjel, som her gjør sig gjældende. 
Og sammenstiller man disse efter Dividalen optrædende for- 
- holde med de, der er rådende langs efter Torne-træsk, sa 
vil der vistnok være al grund til at holde disse to her 
omhandlede grupper ud fra hinanden som tvende indbyrdes 
af hinanden uafhængige bygningsled. 

Fjeldmarkerne indenom Dividalen langs efter grænse- 
strøgene er som tidligere nævnt stærkt myrdækkede og den 
faste fjeldgrund vil her kuns højst sparsomt findes stikkende 


28 Karl Petterson 


frem og dannes i sä tilfælde altid af indlandsgranit. Der 
kan dog vere adskillig grund til at forudsette, at der under_ 
de udbredte myrdækninger pa sine steder vil kunne vere 
at påtræffe rester af til Dividalsgruppen hørende afdelinger. 
Lige i nærheden af Cufca javre, der ligger på -de brede 
fjeldmarker nordenfor Store Jerta, bemærkedes således lag 
af Dividalsgruppens grønne og røde lerskifere, der skjød 
sig ind under en svag nordvestlig faldvinkel. Straks 
nordenfor Cufca javre opunder foden af det herfra opstigende 
højfjeld stikker derimod frem lagrækker at hårde skifere 
med indlejninger af den for Balstjordgruppen karakteristiske 
tætte gulhvide magnesia-kalk (dolomit). Disse afdelinger af 
karakteristiske Dividalsskifere og de dolomitførende lagræk- 
ker ligger indbyrdes således udskilte, at der vistnok ikke 
her er anledning til mere direkte at fastsætte afdelingernes 
plads i følgerækken. Dividalsskifernes vestlige faldvinkel 
synes dog at tyde hen på at de kan skyde sig ind under 
de dolomitførende lagrækker. 

Fra strøgene om Dividalen- nordefter er indlandsgrani- 
ten ganske tilbagetrængt pa norsk side og vil ferst ved Nord- 
Reisen igjen findes at bryde frem idagen. Efter hele dette 
lange streg mangler ethvert spor af Dividalsskifere eller an- 
dre til denne gruppe herende afdelinger, og vil disse atter 
forst findes at træde frem i forbindelse med graniten ved 
Nord-Reisen, 

Den anseelige Reisenely kan som tidligere nævnt med 
bâd befares fra udmundingen indefter gjennem en længde af 
omkring 60 kilom. Her stænger Reisenfossen en videre frem- 
trængen tilbads. 

Ved Reisenfos bryder indlandsgraniten frem efter dal- 
bunden. Elvens vandmasse presses her pa to 6 à 700 m. 
fra hinanden liggende punkter sammen i tvende smale ren- 
der — her sakaldte porte —, hvoraf den nederste skjær sig 
frem mellem indlandsgranit pa den ene side og lodret stille- 


Den nord-norske fjeldbygning- 29 


de lagrækker af kalkstensforende glimmerskifer pa den anden. 
Den evre port ligger derimod helt indskäret i granit. 

Profilrits fig. 35 er lagt tvertover dalen — noget ne- 
den for øvre port — opefter fjeldpartierne til begge sider 
af dalen. 

a. Granit. 

b. mild brunlig til grenlig lerskifer, der ligger umiddelbart 
over graniten under en svag antiklinal lagstilling — 
altså med svagt fald indover efter dalens begge langsi- 
der. 

c. Derover tæt hornstensartet kvartsskifer — petrografisk 
ganske samstemmende med kvartsskiferen efter Divida- 
len. Lagstillingen er på begge sider af dalen i fuld 
overenstemmelse med den underliggende skiferafdeling (b). 

d. Opefter højfjeldsvidderne stikker overalt frem lagrækker 
af kvartsitisk skifer tildels i veksling med kvartsrige 
lerglimmerartede hårdskifere. Disse viser overalt en 
omkring øst-vestlig strøgretning med 20 å 30° nordligt 

- fald. 

Afdelingen (b) skiller sig vistnok i petrografisk hen- 
seende noget fra Dividalens grønne og-rede lerskifere, men 
det antages dog at skulle være al grund til at indordne og- 
så denne under Dividalsgruppen. Som tilfældet er efter for- 
skjellige lokaliteter i strøgene om Tornetræsk og langs efter 
 Dividalen, ligger lerskiferafdelingen også her som en smal 
båndzone umiddelbart over indlandsgraniten og overlejes på 
den anden side af en laget kvartsskifer (c), der petrografisk 
ganske er at sammenstille med kvartsskiferafdelingen langs 
efter Dividalen. Som denne optræder den her også umid- 
delbart over lerskiferen. 

Mere tvivlsomt kan forholdet i så henseende stille sig 
ligeovenfor den kvartsitiske afdeling (d), der bygger fjeld- 
grunden efter de svagt stigende højfjeldsvidder langs Reisen- 
dalens nordøstlige side. Skarpere grænse mellem denne af- 


30 | Karl Pettersen 


deling og den lavere liggende kvartsskifer (c) har der ikke 
været at påvise, ligesom også begge afdelinger optræder i 
en pa det nærmeste konform lagstilling. Følges bygnings- 
forholdene herfra imidlertid udover efter dalens nordostlige 
side og sammenstilles de forøvrigt med forholdene, som de 
træder frem efter prænsestrøgene om Kolta javre og Kilpis- 
javre indenfor Skibotten, så peger alt hen på at man også 
her har for sig afdelinger, der ligger ind under Balsfjord- 
gruppen. 

Horisontal-rits fig. 36 viser bygningsforholdene efter 
Nedre-port. 

a. Reisen granit. 

b. Lag af stejlt til vertikalt stillede glimmer- eller lerglim- 
merskifere, der viser en strøgretning af n. 20° v. Ler- 
glimmerskiferen indeslutter lag af milde kulstofholdige 
skifere og desforuden ogsa lejer af en groy- og leskor- 
nig krystallinisk kalksten, rigt indflettet med grenlig 
klorit. Hvorvel der at slutte fra den her optrædende 
glimmerskifers petrografiske forholde vistnok intet væ- 
sentligt vilde vere til hinder for at indordne disse lag- 
rekker under Tromsø glimmerskifer-gruppe, synes dog 
sävel den i kalkstenen optrædende klorit ligesom ogsa 
de mellem glimmerskiferen optrædende indlejninger af 
kulstofholdige skifere ligeså snart at pege hen pa at 
denne afdeling kan tilhøre Balsfjordgruppen. Og denne 
forudsætning vil også synes såmeget mere berettiget, 
som afdelinger tilhørende den egentlige glimmerskifer- 
gruppe ligger så langt fjernede fra dette punkt, at deri. 
sig selv vistnok kuns kan være ringe rimelighed for at 
en enkelt rest af denne skulde kunne findes optrædende 
her. Hvorledes nu også forholdet i så henseende kan 

være, sa vil det i enhver henseende være givet at afde- 
linger tilhørende Dividalsgruppen ikke længer vil være 
at påvise efter dagfladerne. 


Den nord-norske fjeldbygning på 


Langs portens vestlige side må fjeldgrunden antagelig 
have været udsat for stærke sænkninger, hvorunder den gra- 
nitiske undergrund, der endnu stikker frem efter den østlige 
side, er sunket ned under dagfladen og med den også Divi- 
dalsgruppen. Heraf den stejle lagstilling efter afdelingen 
(b), der stikker så stærkt af mod den næsten horisontale 
lagstilling, der så regelmæssig råder inden skiferafdelingerne 
efter de indenfor liggende strøg. 

Profilrits fig. 37 er trukket fra et punkt noget ne- 
denfor Nedrefos — fra elven opefter fjeldpartierne ved da- 
lens nordostlige side (det såkaldte Brændeberg). 

a. Sort hardskifer streg o—v fald svagt n. 

b. kvartsitisk skifer med samme strøg og fald. Efter de 
lavere niveauer viser stenen en i det granlige stikkende 
farve, — rimeligvis at tilskrive en indblanding af klor- 
it. Opover højfjeldsfladerne gar bergarten over til en 
gulhvid sandstensartet kvartsitisk skifer med indvoksede 
krystalliniske feltspathkorn. De i stenen indflettede 
- glimmerskjæl er i regelen hvide eller sølvglinsende, un- 
dertiden dog også brunligsorte. Disse gulhvide kvarts- 
itiske skiferlag er ganske ensartede med de til Balsfjord- 
gruppen hørende dannelser efter grænsestrøgene om Kol- 
ta- og Kilpis-javre — der senere nærmere skal blive 
omhandlet under afsnittet »Balsfjordgruppene. 

Da også afdelingen (a) er at indordne under Balsfjord- 
gruppen, må altså Dividalsgruppens lagrækker — om de her 
skulle være at påtræffe — være at søge i niveauer, der lig- 
ger under dalens bundflade. Nighed med forholdet, som det i sa 
henseende træder frem i strøgene om Torne-træsk, Altvandet 
og tildels også efter Dividalen, skyder indlandsgraniten sig 
også her fra Reisen-elvens Nedre-port med stærkt afheld ned- 
ad og taber sig tilligemed de umiddelbart over graniten til 
Dividalsgruppen hørende afdelinger under yngre sedimentære 
grupper, uden nogetsteds længere ned efter dalfuren atter 


Pate ay + . 


39 Kar! Pottersen 
at træde frem 1 dagen. 


b. Gruppen i samlet oversigt. 


Som det vil fremga af foregaende fremstilling er Divi- 
dalsgruppen etter Kjeldragets sstlige afhæng altid fundet i 
et bestemt tilknytningsforhold til indlandsgraniten og liggen- 
de umiddelbart over denne. Fra den vestlige randkant af 
granitfeltet, hvor dette skyder sig ind under hojfjeidets yng- 
re sedimentære dannelser og derunder vestover sænker sig 
ned under et temmelig stærkt afheld, vil Dividalsgruppens 
lagrækker på samme mädei regelen findes liggende over den 
granitiske undergrund efter de dybere indskjæringsfurer, ind- 
til den længere frem atter skyder sig ned under dagfladen 
omtrent samtidig med graniten. I noget større afstand fra 
de punkter, hvor indlandsgraniten efter dagfladerne finder 
sin endelige afslutning mod vest, vil der heller ikke — efter 
hvad hidtil er iagttaget — være at påvise 1 fast berg afde- 
linger, der kunne være at indordne under Dividalsgruppen. 
I så henseende træder forholdene helt ensartede frem på de 
forskjellige steder, hvor der hidtil har været anledning til 
herom at anstille nærmere undersøgelser. 

I retning fra syd mod nord har Dividalsgruppen en 
ganske anseelig udbredelse, idet den her — om og hidtil blot 
påvist som forskjellige kortere eller længere båndstrimler — 
som før nævnt er fulgt fra Stor-Uman i svensk Lapmark 
nordover til Nord-Reisen på norsk side. I retning fra øst 
mod vest viser gruppen derimod en sammenlignelsesvis højst 
ringe udbredelse. I strøgene efter Tornetræskens nordside 
er den således fra øst mod vest alene at følge gjennem en 
længde af omkring 11 kilom., idet den her tilligemed den 
granitiske undergrund sænker sig helt ned under træskens 
vandspejl. Der er imidlertid al grund til at forudsætte at 
graniten ikke her med engang skyder sig med sin vestside 
stejlt ned mod dybet, men at den derimod herfra videre vest- 


Den nord-norske fjeldbygning 33 


over viser et afheld, der nogenlunde kan svare til det, der 
er radende efter den over træskens vandflade liggende afde- 
ling fra Ortajokki østover til Tidnopakte. Men i så tilfæl- 
de vil der vistnok også være al rimelighed for at de til Di- 
vidalsgruppen horende lagrekker, der fra Ortajokki estover 
til Tidnopakte optreder i et sa regelmessigt overlejnings- 
forhold til graniten, pa samme made vil fortsætte videre 
vestover under dagfladerne ligeså langt, som graniten måtte 
nå frem. En sådan forudsætning vil også finde en yderli- 
gere stotte, nar man fester sig nermere ved forholdene, som 
de træder frem efter Dividalen. Denne skjær sig som før nævnt 
fra de østenfor Kjøldraget liggende fjeldmarker ned efter 
gjennem selve Kjøldraget og munder efter et løb af omkring 
40 klm. udi Målselven, der her i sammenstødet ligger i en 
højde over havfladen af omtrent 80 m. Etter denne dybt 
indskårne dal er indlandsgraniten fra fjeldmarkernes vestli- 
ge randkant at følge nedefter gjennem en længde af 25 klm. 
for her i en højde over havfladen af omtrent 125 m. ganske 
at tabe sig under dalens bundflade — og på det nærmeste 
samtidig med graniten også Dividalsgruppens  afdelinger. 
Efter Torne-træsken viser den granitiske undergrund et af- 
held mod vest, der nogenlunde falder sammen med det, der 
råder efter de tilsvarende dele af Div dalen gjennem dens 
øvre løb. Itald Tornetræskens indskjæringsbækken mod vest 
havde som en dalfure skåret sig ned på lignende måde som 
Dividalen, så skulde man antagelig have fundet såvel indlands- 
graniten som Dividalsgruppen at træde frem ligesalangt vest- 
over, som tilfældet er efter Dividalen. At drage sikre slut- 
ninger herom lader sig vistnok ikke gjøre, sålænge man ale- 
ne har at støtte sig til forholdene, således som de træder 
frem efter dalfladerne. For tiden kan man dog i ethvert 
blive stående ved den kjendsgjerning at Dividalsgruppen bre- 
der sig vestover frem ligesålangt som indlandsgraniten og 


altid i umiddelbart overlejningsforhold til denne. 
å 


34 Karl Pettersen 


Pa den anden side er der forskjellige omstendigheder, 
der med mer eller mindre bestemthed peger hen pa at Divi- 
dalsgruppen oprindelig ma have bredt sig adskillig lengere mod 
øst end tilfældet er nu. I strøgene om Tidnopakte og Tuopt 
ved den nordlige side af Torne-tresk rejser sig fra den gra- 
nitiske undergrund det egentlige hejfjeld efter de lavere ni- 
veauer i en stejlere afsats, der pa sine steder afsætter frem- 
spring med vertikale indtil et par hundrede meter høje styrt- 
ninger. Disse er fra fod til højkant bygget af til Dividals- 
gruppen hørende lagrækker, der skyder frem i en pa det 
nærmeste horisontal lagstilling. Den oprindelige lagstilling 
kan säledes ikke her efter nogen nævneværdig mälestok ve- 
re bleven forrykket. De stejle styrtninger, som gruppens 
lagrækker her så regelmæssigt viser udad mod øst som mod 
syd, er saledes abenbart dannet ved det udenfra indad stadig 
fortsatte udgravningsarbejde. Da lagsystemets her pa det 
nærmeste horisontalt stillede lagrækker efter de lodrette 
styrtninger har en megtighed, der nar op til 200 m., ma 
gruppens nuværende ost- og sydgrænse i ethvert tilfælde lig- 
ge temmelig langt indenfor de oprindelige grænser. Ser man 
hen til de orografiske bygningsforholde, säledes som de træ- 
der frem efter de østenfor liggende vide fjeldmarker, vilde 
der heller ikke være noget til hinder for at forudsætte, at 
Dividalsgruppen oprindelig kan have bredt sig milevidt ud- 
over disse. At så i virkeligheden kan have været tilfældet 
synes også at skulle fremgå af forholdene, således som de 
træder frem på Hummels førnævnte oversigtskart. Som før 
nævnt optræder i henhold til dette ved Luossevara og Kiru- 
navara — omkring 50 kilom. østenfor den ovenomhandlede 
ved Tornetræsken optrædende afdeling af Dividalsgruppen 
— en ligeledes til denne gruppe hørende afdeling. Fra Ka- 
ravare fortsætter den nordover forbi Poigitens-jårfvi, hvor 
den bygger anseelige bergmasser med bratte afhæng. På 
Hummels kart har denne afdeling en samlet længde af om- 


Den nord-norske fjeldbyning 35 


kring 30 kilom. Denne nu isoleret liggende gjennem stærke 
trykkrefter sammenklemte afdeling danner efter al sandsyn- 
lighed alene en svag rest af tidligere mere udbredte felter, 
som i sin tid antagelig pa den ene side ma have stået i me- 
re umiddelbar forbindelse med afdelingen ved Tornetræsk og 
på den anden side måske også kan have bredt sig langt 
længere mod øst — rimeligvis endog helt ned til den bottni- 
ske bugt. I ethvert tilfælde vil der vistnok være al grund 
til at forudsætte at Dividalsgruppen oprindelig kan have 
haft en overordentlig vid udbredelse udover de svenske og 
finlandske Lapmarkers af granit og gneis byggede undergrund. 

Dividalsgruppen vil under denne forudsætning have 
bredt sig som et dække udover forholdsvis store områder 
efter de strøg, hvor uudergrunden bygges af indlandsgrani- 
ten og de til samme knyttede gneisafdelinger — uden noget- 
steds at brede sig videre frem udenfor de nærmeste grænser 
af dette område. Af dette oprindelige udover den graniti- 
ske undergrund nogenlunde jevnt udbredte dække er imid- 
Jertid den forholdsvis største del sporløst forsvunden. Nu 
træder afdelingen mere sammenhængende frem alene langs 
efter Kjøldragets østlige afhæng og endvidere langs enkelte 
dybere brudlinjer, som efter dette skjær sig videre frem mod 
vest. At slutte fra forholdene, som de her kan være at af- 
læse, kan der imidlertid være al grund til at forudsætte at 
gruppen breder sig mere sammenhængende vestover under 
de yngre lagrækker, som bygger Kjøldragets højfjeldspartier 
og at den vestover vil være at følge i det hele og store li- 
geså langt som indlandsgraniten. Indlandsgraniten skyder 
sig imidlertid under et temmelig stærkt vestligt afheld ind 
under disse yngre dannelser, og vil — at slutte fra forholdene 
som de træde frem efter Dividalen — allerede i en afstand 
af 20 a 25 kilom. fra Kjøldragets østlige afhæng have sæn- 
ket sig under bundfladerne af de dybeste dalindskjæringer. 
Da Dividalsgruppen her skyder sig frem ligesalangt mod 


36 Kar) Pettersen 


vest, vil dækket altsi— under forudsætning af at forholdene 
i det hele overalt er nogenlunde samstemmende — have en 
brede efter de over havfladen liggende niveauer, der gar op 
imod 20 a 25 kilom. og i ethvert tilfeelde neppe pa noget 
sted vil kunne gå ud over dette mal. Men dette her overdæk- 
kede forudsætningsvis mere sammenhængende felt må dog som 
nævnt vistnok kuns være at opfatte som en svag rest af et 
oprindeligt efter den nordskandinaviske halvø vidt udbredt 
felt. 

Når gruppens afdelinger efter de svenske og finlandske 
Lapmarker på det nærmeste sporløst er forsvundne, medens 
de efter de vestenfor liggende højfjeldspartier endnu er at 
påvise under sine mere oprindelige forholde, så er dette na- 
turligvis at henføre dertil, at eroderende og udgravende kræf- 
ter efter disse forskjellige lokaliteter må ligeovenfor grup- 
pens bygningsled have virket under helt forskjelligartede for- 
holde. I så henseende skal dog bemærkes, at der i og for 
sig ingen rimelighed er for at erosionen gjennem de tidsrum, 
da disse landsstrøg kan forudsættes at have lagt over hav- 
fladen, i det hele og store skal have virket med større in- 
tensitet langs efter halvøens østside end langs efter dens 
vestside. Der kan vistnok være mulighed for at fordelingen 
meliem hav og land i enkelte af de forangäende tidsperioder 
kan have været adskillig afvigende fra de nuværende. Øster- 
seen med den bottniske bugt kan således måske i tidligere 
perioder have været sat i direkte forbindelse med strøgene 
om det hvide hav. Sådanne forholde vil dog her neppe have 
kunnet fremtvinge stærkere erosionsvirksomhed end den, der 
stadig må have rådet langs efter halvøens vestside. Fra afslut- 
ningen af den kambriske eller siluriske tid må nemlig de nord- 
norske kyststrøg have lagt ud mod et åbent verdenshav, som 
i det hele og store lige ned til nutiden har bevaret sit sær- 
egne karakterpræg. De meteorologiske forholde må derfor 
langs efter kyststrøgene mod dette efter al sandsynlighed al- 


Den nord-norske fjeldbygning 37 


tid have været overordentlig gunstige for erosionsvirksom- 
heden og til enhver tid vistnok ligeså gunstige, som forhol- 
dene kan have været det langs efter halvøens østlige side. 

Når Dividalsgruppens lagrækker således trods de umå- 
delige lange tidsrums uafbrudte erosionsvirksomhed dog langs 
efter halvøens vestlige side er af denne forbleven sågodtsom 
urørte ned til vor tid, så må dette efter al sandsynlighed 
være at henføre til den omstændighed, at gruppens lagræk- 
ker efter de svenske og finlandske Lapmarker ikke i lighed 
med forholdet efter Kjøldraget kan have været efter nogen 
tilsvarende målestok beskyttet mod erosionens virksomhed 
ved yngre mægtige overdækninger. Kjøldraget med sine 
mægtige lagrækker af yngre sedimentære dannelser kan så- 
ledes ikke — i ethvert tilfælde ikke efter nogen med de nu- 
værende forholde tilnærmelsesvis samstemmende målestok — 
tidligere have bredt sig synderlig nr mod øst end til- 
fældet er nu. 

Gruppens lagrækker dannes af konglomerater, sandstene 
samt. røde og grønne lerskifere, de sidste ofte i veksel med 
hvide og mørke kvartsiter. 

Konglomeratet optræder mere lokalt og i så tilfælde 
altid som det dybest liggende led, — umiddelbart over gra- 
niten, ofte i fordybninger eller kløfter i selve den granitiske 
undergrund. Bænke med konglomerat vil her kunne findes 
således i tilknytning til granit, at man, når forholdet ikke 
nærmere undersøges, må tro overalt at have for sig ren gra- 
nit. Da konglomeratet på den ene side er sammensat af 
brudstykkemateriale af den underliggende granit og på den 
anden ganske er fri for indkittede brudstykker af de yngre 
over graniten liggende skiferafdelinger, må det på ethvert 
sted, hvor det stikker frem, utvivlsomt danne gruppens æld- 
ste led. Som en stranddannelse kan konglomeratet under 
vekslende niveauforholde mellem fjeldgrunden på den ene og 
havstanden (eller ferskvandenes vandstand) på den anden si- 


59 Karl Pettersen 


de have været under dannelse gjennem gruppens hele afsæt- 
ningsgeriode. Konglomeratet vil derfor også på de forskjel- 
lige steder være at påvise i indbyrdes ulige niveauer og der 
vil således vistnok være al grund til at forudsætte at disse 
forskjellige partier kan være dannet under noget forskjellige 
tider. Denne konglomeratets optræden i ulige højder efter 
granitfeltets vestlige afhæng peger hen på at indlandsgrani- 
ten under Dividalsgruppens afsætningsperiode i det hele og 
store har haft et afheld mod vest, om og dette — som det 
vil fremgå navnlig af forholdene efter Torne-træsk — kan 
have afveget fra det nu rådende 

Konglomeratet bygger — efter hvad hidtil er iagttaget 
— aldrig større mere sammenhængende felter, men optræder 
altid i mere lokalt udstrøede småpartier. 

Gruppens mest betegnende led dannes af grønne og re- 
de mer eller mindre udpræget skifrige lerstensdannelser. I 
dagfladerne og brudet viser stenen altid en mat farve og 
stærkt ru overflade. Den røde afændring er et omdannelses- 
produkt af den grønne og fremkaldt ved oxydation af lerste- 
nens jerngehalt. Røde og grønne afændringer veksler derfor 
hyppig med hinanden, eftersom oxydationsprocessen på de 
forskjellige steder kan have skredet frem stærkere eller sva- 
gere. På sine steder kan den grønlige afændring trade stær- 
kere frem, på andre derimod den røde. Ofte kan bergarten 
endog i et og samme håndstykke vise sig som en flammet 
skifer med vekslende uregelmæssig tegnede grønne og røde 
båndstriber. 

De røde og grønne skifere optræder i hyppig veksel 
med hårde oftest temmelig glimmerfattige kvartsiter. Kvarts 
iterne er oftere indfældt med et bituminøst stof og viser i 
så tilfælde en mørk graligsort grundfarve. De kvartsitiske 
dannelser optræder dels mere underordnet mellem lerskiferen, 
men andre steder også i mægtigere masse og som et mere 
selvstændigt underled. I sidste tilfælde danner bergarten 


Den nord-norske fjeldbygning 39 


en hard smudsiggra kvartsskifer, hvis grundmasse i regelen 
findes rigt spættet med brune pletter af udskilt jernhydroxyd. 
Denne afdeling træder navnlig frem langs efter de nedre dele 
af Dividalen ligesom ogsaa ved Reisen-fos i en megtighed 
af 60 a 70 m. Den ligger umiddelbart over lerskiferen og 
danner her saledes gruppens yngste led. 
Gruppen bygges i henhold hertil nedenfra opad af fel- 
gende afdelinger : 
a. Konglomerat 
b. Sandsten 
Grenne og rede lerskifere i veksel med lyse og mer- 
ke kvartsiter. Megtighed opimod 80 a 90 m. 

d. smudsig gra brunlig spættet kvartsskifer. Mæg- 
tighed 90 m. 

Gruppens samlede megtighed kan være at opføre med 
180 til 220 m. — og kan på enkelte steder måske nå op til 
opimod 250 m. 

Gruppen mangler i henhold til de hidtil gjorte aflæs- 
ninger ganske indlejninger af krystallinisk kalksten eller mag- 
nesiaholdig kalksten, — indlejninger, der er så hyppige og 
så betegnende for de højere liggende her optrædende skifer- 
grupper. De til gruppen hørende sandstensartede dannelser 
har derimod på sine steder vist sig svagt indblandet med 
kulsur kalk. 

Gruppens lagrækker viser i regelen en lagstilling, der 
kuns fjerner sig svagt fra horisontalfladen. Fuldstændig 
horisontal lagstilling er dog på den anden side intetsteds at 
påvise. Efter de forskjellige her omhandlede båndstrimler 
er faldvinkelen regelmæssig udenfra indad Efter Nord-Rei- 
sendal ligesom også efter Dividal falder lagrækkerne således 
svagt indad til begge sider af dalen — lagstillingen er her 
altså regelmæssig antiklinal med en bred luftsadel efter selve 
dalindskjæringen. I strøgene efter Torne-træskens nordside 
falder lagstillingen efter den brede kurve, hvorunder grup- 


40 Karl Pettersen 


pens lagrækker her trader frem i dagen fra Tidnopakte 
vestover mod Tuopt og Ortajokki ligeledes regelmessig indad 
— altsa her mod nordvest til nord under en vinkel, der nep- 
pe vil overstige 20°. Dette her langs efter træsken sa re- 
gelmessigt optrædende forhold peger antagelig hen pa at 
man her har for sig den ene afdeling af en antiklinal fold, 
hvis anden afdeling har dannet de nu helt eroderede til grup- 
pen hørende lagrækker, der tidligere — som ovenfor nævnt 
— antagelig har bredt sig udover fjeldmarkerne østover. 
Stærkere forrykkelser inden den oprindelige lagstilling 
er alene påvist efter en enkelt snævrere begrænset lokalitet 
— nemlig mod gruppens afslutning i strøgene om den i Torne- | 
træsken faldende fjeldelv Orta-jokki. Her blir lagstillingen 
stejlere og skyder lagene sig under en 45" nordvestlig fald- 
vinkel ind under den yngre Balsfjordpruppe. I strøget fra 
Tidnopakte vestover mod Orta-jokki sænker den granitiske 
undergrund sig med sin øvre flade jevnt nedad og dermed 
også afdelingerne tilhørende den overliggende Dividalsgruppe. 
Da gruppens lagrækker her efter den længste strækning der- 
under bevarer sin oprindelige lagstilling temmelig uforrykket 
og først længst mod vest, — som ovenfor nævnt — med en 
stejlere faldvinkel skyder sig ind under yngre dannelser, vil 
dette forhold antagelig nærmest være at henføre til lokale 
sænkninger efter den granitiske undergrund — sænkninger, 
som må have fundet sted ikke alene efter Dividalsgruppens 
men også efter den højere liggende Balsfjordgruppes dannel- 
sestid At slutte fra den i det hele så lidet fremtrædende 
forrykning i lagstillingen inden Dividalsgruppen må denne 
i det hele-have foregået temmelig jevnt og langsomt men 
dog med en noget voksende intensitet i retning fra øst mod 
vest. I modsat tilfælde måtte der upåtvivlig have været at 
påvise større forrykninger fra den oprindelige lagstilling i 
strøget fra Tidnopakte vestover mod Orta-jokki. 
Dividalsgruppen optræder — i henhold til hvad hidtil 


Den nord-norske fjeldbygning 41 


er pävist — altid i et umiddelbart overlejnings-forhold til 
indlandsgraniten og de til samme knyttede gneisafdelinger 
og er ikke bleven pavist udenfor disses nærmeste omrade. 
Heri ligger antagelig en bestemt udtalelse for at gruppen 
på en eller anden made ma stå i et nært tilknytningsfor- 
hoid til graniten. Der synes at skulle vere al grund til at 
forudsætte at materialet til gruppens lagrækker for den ve- 
sentligste del ma være hentet fra den granitiske undergrund. 
Hvad gruppens konglomeratdannelser angar sa ligger sagen 
i så henseende også klart for en dag. Disse ere nemlig helt 
dannede af brudstykke-materiale fra den underliggende gra- 
nit. Det samme gjelder antagelig også de til konglomeratet 
så nært knyttede sandstensdannelser. Fuldt så påtageligt er 
vistnok ikke forholdet at aflæse ligeovenfor gruppens kvarts: 
iter og lerkifere eller lerstensdannelser. Der er imidlertid 
på den ene side — efter hvad der kan sees — intet til 
hinder for at forholdet også her kan være det samme. Et 
bestemtere vidnesbyrd synes derimod at skulle kunne hentes 
fra de forholde, hvorunder lerskiferen træder frem ligeoven- 
for graniten. Det fine slammaterial til lerskiferdannelsen 
må naturligvis være ført ned fra højere liggende niveauer og 
derunder have afsat sig efter den lavere foranliggende grund. 
Skulde materialet til de her omhandlede lerskifere være hen- 
tet fra indlandsgraniten, så vil det være klart at lag af grup- 
pens lerskifere ikke vil kunne være at påvise efter granit- 
feltets højest stigende fjeldpartier, men at sådanne derimod 
først vil træde frem efter lavere liggende niveauer. Sa er 
også tilfældet her. Det skal i så henseende fremholdes at 
graniten efter disse strøg stiger op til højder over havfladen 
af op til 3000’ (941 m.) Dividalsgruppens lagrækker ligger 
derimod altid lavere. I strøget om Tidnopakte, hvor grup- 
pen i henhold til de hidtil gjorte aflæsninger skyder op til 
den største højde, er denne at sætte til omkring 2700' (847 m.) 
0. h, Dividalsgruppen vil således s>lv hvor forskjellen er 


49 Karl Pettersen 


mindst,, endnu ligge omkring 100 m. lavere end de højest 
fremspringende granitiske partier, medens forskjellen i s& 
henseende i regelen træder endnu langt skarpere frem. Tid- 
ligere kan forholdet i sä hensende efter al sandsynlighed end- 
nu have været stærkere afvigende. Medens Dividalsgruppens 
afdelinger efter Kjøldraget ved yngre bedækninger har været 
beskyttet mod senere erosioner, har den granitiske fjeldgrund 
efter de udækkede høifjeldspartier igjennem umadelige tids- 
rum været udsat for atmosfæriliernes destruerende indvirk- 
ning. De granitiske højfjeldspartier må således vistnok tidli- 
gere have raget adskillig højere op over Dividalsgruppens 
højest liggende afdelinger end tilfældet er nu. 

Et ligefremt bevis i denne retning kan dog i og for sig 
ikke være at hente heraf, da muligheden for at tidligere 
her optrædende overdækninger sporløst kan være forsvundne 
gjennem lange tidsrums stadig fortsatte erosionsarbejde, natur- 
ligvis ikke lader sig benægte. 

Et stærkere vidnesbyrd i her omhandlede retning synes 
derimod at kunne hentes fra følgende forudsætning. Skulde 
materialet til lerskiferdannelsen være udgået fra graniten, 
så måtte der på forhånd vistnok være rimelighed for at 
lerskiferen, der er dannet af det fineste slam, efter 
granitfeltets udadskrånende overflade på en vis må kile sig 
ud i retning indefter mod det granitiske højfjeld og først 
optrede i noget større mægtighed længere udover efter 
lavere liggende niveauer. Således træder også forholdet frem i 
det hele og store såvel langs efter Tornetræsken som langs 
efter Dividalen. Ved Tidnopakte ved Tornetræsk, hvor Di- 
vidalsgruppes lagrækker som nævnt skyder op til den største 
højde, og hvor de ogsaa ligger nærmest ind mod granitfel- 
tets højest stigende partier, optræder lerskiferen endnu kuns 
højst underordnet, medens skiferafdelingens megtighed her- 
fra vestover mod Orta-jokki i det hele viser en stadig voks- 


Den nord-norske fjeldbygning 43 


ende mægtighed. Langs efter Dividalen er forholdene helt 
samstemmende hermed. 

Det her fremholdte gjelder som nævnt alene Gruppens 
- lerskiferafdelinger. Skulde gruppeni sin helhed være udgäet 
fra graniten, må der være at forudsætte at den i det 
store kiler sig ud i retning fra granitfeltets højpartier såvel 
mod ost som mod vest. Hvorledes forholdet i så hensende 
har været langs efter den østlige side, så kan derom intet 
siges, da den her på det nærmeste sporløst er forsvundet. 
Langs efter den vestlige side synes den — at slutte fra for- 
holdene langs Tornetræsken — i virkelighed her at skulle kile 
sigud. Ved Tidnopakte — længst mod øst — viser gruppen 
med sine forskjellige afdelinger af kvartsit og skifer samlet 
den forholdsvis største mægtighed. Hertil kommer endvi- 
dere at vestover på norsk side, hvor afdelinger af urfjeld 
på flere steder findes stikkende frem langs efter de dybere 
indskjæringer, overdækkes urfjeldet altid af lagrekker til- 
hørende den yngre Balsfjordgruppe, uden at Dividalsgruppen 
her noget sted vil være at påvise. 

De her omhandlede forholde lader sig således som det 
synes i det hele ret vel indordne under den ovennævnte for- 
udsætning. Der er på den anden side heller ikke grund til 
her stærkere at fæste sig ved en anden forudsætning — den 
eneste som antagelig her modsætningsvis kunde fremholdes 
— nemlig den at materialet til Dividalsgruppen for nogen 
mere væsentlig del skulde være tilført fra vest af. I så til- 
fælde måtte gruppens optræden væsentlig have været ind- 
skrænket til de strøg, der ligger ind under den granitiske 
fjeldgrunds vestlige side og derimod ikke have bredt sig 
over den granitiske højryg udover landstrøgene fra sammes 
østlige side, — i ethvert tilfælde ikke uden efter en højst 
indskrænket målestok. Som tidligere omhandlet er der imid- 
lertid al grund til at forudsætte at Dividalsgruppen netop 


44 Karl Pettersen 


efter disse streg oprindelig ma have haft en endog særdeles 
sterk udbredelse. 

Der vil saledes blive at drage den slutning at materi- 
alet til Dividalsgruppen i det hele og store er hentet mer el- 
ler mindre direkte fra indlandsgranitens vidt udbredte felt, 
og at materialet dertil fra dettes højfjeldspartier er afsat til 
begge sider såvel mod vest som mod øst. 

Forholdet mellem Dividalsgruppen og den umiddelbart 
over samme liggende Balsfjord&ruppe træder oftest ingen- 
lunde så klart frem, at skarpere grænser her altid vil være 
at optrække. Lagstillingen inden disse to grupper er langs 
efter de fælles grænsepartier oftest ganske konform. Strati- 
ficationsforholdene kan således i og for sig ligesåsnart 
tjene til støtte for en forudsætning om, at der her foreligger 
et enkelt nærmere sammenknyttet bygningskomplex. Der er 
dog på den anden side andre omstændigheder, der synes 
stærkt at skulle tale til gunst for den opfatning, at en skar- 
pere sondring heri virkeligheden må være at opstille. I 
petrografisk henseende er der således en gjennemgående sterk 
forskjel mellem Dividalsgruppens rene lerskifere og lerstens- 
dannelser på den ene side og Balsfjordgruppens halv kry- 
stallinisk prægede lerglimmerskifere på den anden side. Over- 
alt indtager disse halv-krystalliniske dannelser de højere lig- 
gende niveauer og optræder i overlejningsforhold til lerski- 
ferafdelingen. Lag af den renere Dividalsskifer er — selv 
i underordnet optræden — intetsteds påvist mellem Bals- 
fjordgruppens afdelinger. Petrografiske overgangsformer mel- 
lem disse dannelser mangler — såvidt hidtil iagttaget — 
ganske. På et enkelt sted nemlig straks vestenfor Ortajokki 
ved Torne-træsk, hvor Dividalsgruppens typiske lerskifere 
skyder sig under til Balsfjordgruppen henførte halvkrystal- 
liniske skifere, træder også forholdet således frem, at der 
i det mindste her ikke synes at skulle kunne være tvivl un- 
derkastet, at man i virkeligheden befinder sig ved greensen 


Den nord-norske fjeldbygning 45 


mellem to mere selvstændige grupper. Balsfjordskiferne er 
vistnok her ved et kort overdækket mellemrum efter dag- 
fladen udskilt fra Dividalsskiferne og umiddelbar kontakt 
har säledes her ikke været at pavise. Mellemrummet er dog 
for kort til at der skulde være nogen rimelighed for at jevnere 
petrografiske overgange far lerskiferne til de halvkrystallini- 
ske skifere her skulde være at påvise. Grænsen må således 
her være at betegne som bestemt og skarp. Grænseforhol- 
dene mellem Dividalsgruppen og Balsfjordgruppen efter strø- 
gene om Torne-træsk vil findes nærmere fremstillet i pro- 
filrits fig. 88. Dette er efter sin østlige afdeling trukket 
langs træskens nordside fra Tidnopakte vestover og videre 
over Sørdalspasset ned til Sørdalen. 

Der er ovenfor søgt påvist at materialet til Dividals- 
gruppen for den væsentligste del må være hentet fra det 
underliggende urberg — indlandsgraniten med de dertil knyt- 
tede gneisdannelser. For Balsfjordgruppens vedkommende 
vil en sådan forudsætning derimod ingenlunde kunne gjøres 
gjældende. Dertil optræder denne gruppe ikke alene i for 
stor mægtighed, men den tårner sig endvidere under en i 
det hele kuns lidet forrykket lagstilling op til en højde af 
3 å 400 m. over de østenfor liggende højest fremstikkende 
partier af indlandsgraniten. Også dette vil — under den 
ovennævnte forudsætning for Dividalsgruppens oprindelse — 

med bestemthed pege hen på at disse to her omhandlede 
| grupper må være at opføre som indbyrdes af hinanden uaf- 
hængige bygningsled. 

Men medens det på den ene side således antages at 
skulle være al grund til her at forudsætte en gruppesondring, 
kan det på den anden side derimod vistnok være vanskeligere 
på ethvert sted at optrække den virkelige grænse. Fjeld- 
grunden vil meget ofte findes stærkt overdækket netop efter 
de egentlige grænsestrøg. Navnlig vil det ikke med bestemt- 
hed lade sig sige, hvorvidt den ovenomhandlede til Dividals- 


46 Karl Pettersen 


gruppen henlagte kvartsskifer, der langs efter Dividalen lige- 
som ogsa i Nord-Reisendal i stregene om Reisen-fos optræ- 
der umiddelbart over lerskiferen, skal være at henføre til 
Dividalsgruppen eller til Balsfjordgruppen. Fra strøgene om 
Torne-træsk foreligger der intet, der kan tjene til herom at give 
bestemtere oplysning. Vestenfor Orta-jokki, hvor Dividalsgrup- 
pen som før nævnt optræder med mægtige lagrækker af røde 
lerskifere, skyder disse sig altså umiddelbart ind under Bals- 
fjordgruppens lagrækker. Her mangler altså Dividalens og 
Reisenfossens mellemled af kvartsskifer. Heller ikke har der 
andre steder langs efter Torne-træsken været anledning til 
at påvise afdelinger af kvartsskifere, der petrografisk kunde 
være at sammenstille med de nysnævnte dannelser. Da disse 
kvartsskifere imidlertid altid ligger under de renere typisk 
prægede Balsfjordskifere og petrografisk stærkt afviger fra 
de til Balsfjordgruppen knyttede kvartsiter, synes der på 
forhånd dog snarest at skulle være grund til, som her er 
gjort, at indordne disse renere kvartskifere under Dividals- 
gruppen. 

Med hensyn til gruppens aldersforhold skal kunne frem- 
holdes følgende: 

Mørtzell påviste i den før omtalte afdeling ved Stor- 
Uman i den der optrædende gra-grenne lerskifer aftryk af 
Olenellus Kjerulfi, Linrs. Han fandt her tillige et fragment 
af en anden trilobit, der ikke lod sig bestemme men som 
antages at skulle tilhøre Ellipsocephalus «Nordenskjeldi, 
Linrs.*) På samme sted forefandtes talrige blokke af en 
mørkere næsten sort fossilfri lerskifer og desforuden også 
enkelte løse kalkstene af en mørkegrå i det blå faldende 
hård med svovlkiskjørtler indsprængt kalksten. Denne inde- 
holdt fragmenter af Paradoxides elandicus Sjegr. Mørtzell 
antager at disse fossilførende kalkstene må tilhøre en gruppe, 


*) Cfr. G. Holm: om Olenellus Kjerulfi: Geol. F, Forh. Bd. IX. pag. 513. 


Den nord-norske fjeldbygnin g 47 


der er yngre end den olenellusferende lerskiferzone. Den 
fossilforende kalksten her synes ogsa sterkt at minde om 
den til den hejere liggende gruppe knyttede bläliggrä kalk- 
sten, der i mægtige masser optræder efter stregene om det 
indre af Balsfjorden. 

Fr. Svenonius har pä de tidligere omhandlede steder i 
Lapmarkerne, — nemlig ved Tjægelven, ved Peuraur samt 
ved Vuolle Kaitumjaur — forefundet forskjellige fossiler, 
navnlig Hyolithes. Han bemærker endvidere i skriftlig med- 
delelse at det er lykkets ham at konstatere at de hyolith- 
forende skifere tilherer den af Mörtzell i Vesterbottens lap- 
mark pätrufne olenellus Kjerulfi zone. Svenonius fremhæver 
derunder endvidere, at disse her omhandlede fossilferende 
afdelinger — at slutte fra petrografiske ligesom ogsä fra strati- 
grafiske hensyn — ma være at henføre til Dividalsgruppen. 

Selv har det ikke lykkets mig at påvise fossiler inden 
de af mig befarede afdelinger af Dividals-gruppen. Jeg skal 
dog 1 så henseende tilføje, at jeg opefter Tidnopaktes afheld 
— ved den nordlige side af Torne-træsk — fandt et løst 
brudstykke af en hård smudsiggrå sandstensartet kvartsit, 
der viste et flere mm. dybt næsten cirkelrundt aftryk af om- 
kring 25 mm. gjennemsnit. Aftrykkets bundflade var svagt 
konkav og overdækket med en kulstofholdig hinde. Dette 
brudstykke blev indsendt til A. E. Törnebohm til nærmere 
undersøgelse og af ham forevist Prof. G. Lindstrøm. Denne 
bemærkede at det vistnok ikke lod sig gjøre af dette aftryk 
at drage bestemte slutninger om, hvorvidt det kunde være 
at henføre til noget fossil, men tilføjede samtidig at der kunde 
være mulighed for at det var at tilskrive en Obolus. Lig- 
nende udtalelser er afgivne også af andre specialister, for 
hvem aftrykket har været forevist. Da den fauna, der led- 
sager Olenus Kjerulfi i Skandinavien, i henhold til Linnar- 
son og Brøgger dannes af Ellipsocephalus Nordenskiøldi Linrs, 
Axionellus primævus Bregg, Hyolithes sp. ind. Metoptoma 


48 Kar) Pettersen 


sp., Lingulella Nathorsti Linrs, Obolus sp. (?), Discina 
sp.?*) kan der vistnok pa forhand vere adskillig sandsynlig- 
hed for, at ovenomhandlede aftryk i yirkeligheden kan vere 
at tilskrive en obolus. 

Dividalsgruppen vil i henhold hertil være at sammen- 
stille med Olenellus-zonen efter de sydligere dele af Skandi- 
navien. Den er saledes ældre primordial. I Skane overlejes 
Olenellus-zonen (ifelge Nathorst, Torell, Linnarson og Tull- 
berg) af Paradoxides Tessini-zonen, i Norge ifølge Brøgger af 
- Parodoxides ölandicus-zonen.*) 


II. Balsfjordgruppen og Tromsø 
glimmerskifergruppe. 


Med fradrag af hist og her fremstikkende partier af 
urberg samt den i den hele kuns svagt repræsenterede Divi- 
dalsgruppe bygges Kjøldraget forøvrigt af lagrækker, der lig- 
ger ind under de ovennævnte to grupper. Det samme gjæl- 
der også fjeldpartierne, der stiger frem mellem Kjøldraget 
og de longitudinale sundløb ligesom også den indre ørække 
— idet dog Dividalsgruppen her er ganske tilbagetrængt. 
Lagrækker tilhørende ovennævnte to bygningsgrupper vil 
endvidere være at påvise på forskjellige steder efter den 
ytre ørække, men findes her i det hele forholdsvis kuns svagt 
repræsenteret. 

Balsfjordgruppen og Tromsø- glimmerskifer- gruppe er 
forøvrigt i sin gjensidige optræden indbyrdes så nært til- 
knyttede, at det i flere retninger vil være hensigtsmæssigt 
under den mere detaljerede fremstilling på ethvert sted at 
omhandle begge disse bygningsled — således som forholdene 
overalt arter sig — nedenfra opad. Senere vil der da under 
en særskilt oversigtlig behandling være anledning til bestem- 


*) Cir. G. Holm 1. c. pag. 514. 
*) G. Holm 1. c. W. C. Brøgger „Paradozides ølandicus miveauet ved 
Ringsaker i Norge“ Geol. for. forh. Bd. VI pag. 143. 


Den nord-norske fjeldbygning 49 


tere at fæste sig ved de særegne forholde, hvorunder hver 
enkelt af disse bygningsled i geologisk som orografisk hen- 
seende træder frem som tvende indbyrdes mer eller mindre 
selvstændige hovedled. 

Der har allerede under det foregaende afsnit, der om- 
handler Dividalsgruppen, gjentagne gange veret anledning 
til at belyse denne gruppes forhold til de ovennævnte yngre 
grupper og det navnlig til Balsfjordgruppen. I sa henseende 
skal der henvises til de ovenfor omhandlede profilrits fra 
n. 28 til 38, hvor Balsfjordgruppen overalt vil findes at op- 
træde i et bestemt overlejningsforhold til den ældre Divi- 
dalsgruppe. Efter enkelte af de nysnævnte profilrits vil der 
endvidere findes afdelinger tilhørende Tromsø kalkstensførende 
glimmerskifergruppe at bygge fjeldgrunden op efter de højest 
opstigende fjeldpartier. 

Det gjensidige forhold i Balsfjordgruppens optræden 
ligeovenfor den ældre Dividalsgruppe vil findes nærmere be- 
lyst under foregående afsnit. Der er der også peget hen 
på at stratigrafiske og navnlig petrografiske forhold med 
megen bestemthed syntes at pege hen på at her i virkelig- 
heden må foreligge tvende indbyrdes uafhængige bygnings- 
led. Hertil kommer endvidere at medens Dividalsgruppen 
i det hele og store kiler sig ud mod vest, så er det omvendte 
— hvad der nærmere vil kunne fremgå under den følgende 
detailbeskrivelse — tilfældet med Balsfjordgruppen. Materi- 
alet til disse to nævnte bygningsled må således efter al sand- 
synlighed i det væsentlige være udgået fra modsatte kanter. 
Med hensyn til spørsmålet om, hvorvidt disse to grupper er 
indbyrdes udskilte ved en kortere eller længere tids mellem- 
rum, så vil der for tiden — efter hvad der i så henseende 
har været anledning til at aflæse — ikke være anledning 
til herom at drage bestemte slutninger. Der skal herunder 
dog bemærkes, at der måske vil kunne være nogen grund 
til at forudsætte at Balsfjordgruppens begymdelsesperiods 


50 | Karl Pettersen 


delvis kan falde sammen med Dividalsgruppens afslutnings- 
periode. Under denne overgangstid vil slammateriale anta- 
gelig have strømmet sammen såvel fra øst som fra vest og 
sedimentære lag kan herunder være bleven dannet af slam- 
materiale fra begge tilstrømningssider. Efter de dybest lig- 
gende niveauer af den egentlige Balsfjordgruppe er der så- 
ledes — og det langt vestenfor Dividalsgruppens endelige 
afslutning mod vest — på enkelte steder at påvise tynde 
lag af sorte rene lerskiferdannelser, der petrografisk adskil- 
ler sig stærkt fra Balsfjordgruppens almindelige halv kry- 
stalliniske skiferdannelser, mens de på'den andeu side forøv- 
rigt åbenbart må ligge ind under denne. De optræder imid- 
lertid overalt kuns som højst underordnede dannelser. For- 
såvidt disse sorte lerskiferdannelser skulde være udgået un- 
der en sådan for begge grupper fælles overgangstid, må den- 
ne i ethvert tilfælde kuns have været af forholdsvis ganske 
kort varighed. 

Medens Balsfjordgruppen nedad således i det hele må 
være at opfatte som bestemt begrænset, vil det derimod ofte 
være forbundet med større vanskelighed at bestemme den vir- 
kelige grænseafslutning opad mod glimmerskifer-gruppen. 
På enkelte steder vil der vistnok være at påvise som det 
synes ret bestemte grænser, der er betegnet ved stærke 
vekslinger, ikke alene i petrografisk men også i stratigrafisk 
henseende. Her synes der i virkeligheden at skulle forelig- 
ge en bestemt gruppegrænse. Oftest falder dog stratifica- 
tionsforholdene på det nærmeste helt sammen inden begge 
tilstødende afdelinger, hvorimod stærke vekslinger i petro- 
grafisk henseende træder frem under helt samstemmende for- 
holde efter vide og sammenhængende områder. Også dette 
synes. nærmest at skulle pege hen på at der kan være at 
optrække en grænse mellem tvende indbyrdes mere selvstæn- 
dige bygningsled. Hyppig vil imidlertid Balsfjordgrup- 
pen og den yngre glimmerskifergruppe findes også i petro- 


Den nord-norske fjeldbygning 51 


grafisk henseende säledes at gà over i hinanden, at det i 
ethvert tilfælde for tiden vil være ugjerligt her at optrække 
bestemtere grænser. Her kan det ofte gjælde bade mægtige 
og tildels ogsa udbredte lagrækkedannelser, hvorom der kan 
rejses tvivl, hvorvidt de rettelig bør vere at henføre under 
den ældre eller yngre gruppe. 

Til en nærmere belysning af de her omhandlede byg- 
ningsforholde skal man sage disse fulgt efter en mer eller 
mindre sammenhengende linje fra strøgene om Torne-træsk 
på svensk side vestover til sundløbene pa norsk side. Fra 
et punkt i denne linje skal man dernæst følge dem videre 
nordover til strøgene om Balsfjordbotten. Denne fremstilling 
vil da kunne tjene som et støttende grundlag for den efter- 
følgende lokale detailbeskrivelse af bygningsforholdene efter 
strøgene fra Ofoten nordover til Kvænangen. 

Profilrits fig. 38 er trukket langs efter nordsiden af 
Torne-træsk på svensk side og rits fig. 39 herfra videre efter 
Tornepasset ført over til norsk side og her fortsat langs den 
østlige side af Sørdalen indtil Rubbens afheld mod Bardoel- 
ven i nærheden af gården Strømsmo. Bygningsforholdene 
efter dette profil skal her i korthed søges fremstillede. 

Som tidligere påvist i foregående afsnit om Dividals- 
gruppen afsluttes dennes lagrækker noget vestenfor Orta- 
- jokki ved Torne-tresk og skyder sig her under et 45° vest- 
ligt eller nordvestligt fald ind under lagrækker, der i pe- 
trografisk henseende afviger ganske væsentlig fra Dividals- 
gruppens røde og grønne lerskifere og lerstensdannelser. 
Disse dannes af milde halvkrystaliniske skifere — nemlig 
tyndlagede grønne til sorte lerglimmerskifere med indlej- 
ninger af magnesiakalksten, af grønlige og sorte finstribede 
hårdskifere og renere tyndlagede kvartsiter. Disse skifer- 
dannelser minder petrografisk straks om Balsfjordskiferne 
navnlig således som de er prægede langs efter strøgene 
om Målselven. De optræder her oftest i smuk og regelmæs- 


52 Karl Pettersen 


sig lagdeling og viser i grænsepartierne mod Dividalsgrup- 
pen et temmelig regelmessigt 30 a 40° vestligt eller nord- 
vestligt fald. Lidt længere vestlig sees inden disse lagræk- 
ker tvende temmelig brede band af en hvidlig sten at spænde 
sig frem indbyrdes ligelöbende ned efter fjeldsiderne under 
et langt løb lige ned til træsken. Disse dannes afen hvidlig 
. magnesiakalksten og ligger som lejer mellem skiferens lag- 
rækker. De viser således et omkring 40? nordvestligt af- 
held. Lagstillingen inden skiferafdelingen fortsætter på sam- 
me måde et godt stykke vestover og, såvidt der kan sluttes 
fra de gjorte aflæsninger, overskrider man i retning fra øst 
mod vest stadig yngre og yngre lag inden en og samme af- 
deling. | 

Ved Snuorojokkis udmunding bygges fjeldgrunden af 
lagrækker af tyndskifrig smukt laget kvartsitisk skifer til- 
dels i veksling med lerglimmerskifer — alt på det nærmeste 
i horisontal lagstilling. Snuorojokkis anseelige fos skjær 
sin rende dybt ned gjennem disse lagrækker. De tykkere 
skiktlag af den kvartsitiske skifer lader sig i regelen klyve 
i papirtynde blade. Inden denne afdeling stikker ogsaa frem 
som mere underordnet sorte buklede lerglimmerskifere og 
milde grenlige glimmerskifere. 

Opefter det sydlige afhæng af Snuoro-tjåk, der fra et 
temmeligt bredt jevnt stigende underland rejser sig op straks 
indenfor (østenfor Snuorojok), bygges fjeldgrunden indtil en 
højde af omkring 1200° (376 m.) over træskens vandspejl 
eller 721 m. over havfladen af lagrækker af grønne lerglim- 
merskifere, indfældte med små granater. Også opefter Snuoro- 
tjåk ligger skiferne i svævende til horisontal lagstilling og 
stikker således frem efter fjeldvæggene ovenom det af løst 
jordsmon overdækkede underland. Dette bygges antagelig 
af lignende lagrækker som de, der træder frem efter de la- 
vere niveauer om den i nærheden liggende Snuorojokki. Pe- 
trografisk danner de granatindfældte skifere op efter Snuoro- 


Den nord-norske fjeldbyning 53 


tjak som et mellemled mellem Balsfjordgruppens mere typisk 
prægede lerglimmerskifere og Tromsø-gruppens stærkere kry- 
stallinisk prægede glimmerskifere. Den finstribede struktur 
peger imidlertid hen på at disse skiferdannelser må tilhøre 
den samme afdeling som kvartsiterne ned ved Snuorojokki. 

Længere vestover langs efter den brede Storvik, der 
skjær sig ind fra træsken, bygges fjeldgrunden af grå kvart- 
sit i smuk lagdeling med mørk halvglinsende glimmer på 
skiktfladerne. Kvartsiten ligger også her i svævende til 
horisontal lagstilling. 

Omkring 3000 m. østenfor træskens vestlige botten 
bygges fjeldgrunden laugs stranden af grå skifere med ind- 
lejninger af grå magnesiakalksten og i veksel med sorte bi- 
tuminøse skifere ofte med sort streg. Lagstillingen tildels 
svævende men slår på sine steder om til 20" nordvestlig 
indskyden. 

Ved træskens vestlige botten optræder sorte milde ler- 
glimmerskifere i veksel med grå lerglimmerskifer. Lagstil- 
lingen er snart svævende snart mere variabel tildels med 
tilknytning af stærkere snoing, mens der på andre steder 
igjen kan vise sig en mere regelmæssig faldvinkel af om- 
kring 20° v. til n. v, 

Fra den vestre botn af den 345 m. højtliggende Tornetræsk 
fører langslutte skogbevoksede skråninger op til Polnavand, 
der ligger lige ved grænserøs n. 272 i en højde af 220° (69 m.) 
over træskens vandspejl. Fra Polna-vand har Sørdalselven 
sit udløb. Denne strømmer i lige nordlig retning gjennem 
det trange ufarbare Sørdalsskar, gjennemleber den egentlige 
Sørdal og falder ved gården Strømsmo udi Bardoelven. 

Om Polna-vand bygges fjeldgrunden af milde grønlige 
glimmerskifere under noget variabel lagstilling. Længere 
frem efter Sørdalsskaret milde sorte halvkrystalliniske ler- 
glimmerskifere. Fra Sørdalsskarets midtparti stikker der 
frem en afdeling af urberg, der dannes af en noget granitisk 


54 Karl Pettersen 


udviklet gneis. Denne fortsætter herfra ned langs skaret og 
efter de øvre partier af den egentlige Sørdal og overlejes af 
lagrækker af halvkrystallinisk lerglimmerskifer. Disse dan- 
nelser ligger åbeubart ind under den samme afdeling, der 
bygger fjeldgrunden langs efter Torne-træsken fra Orta-jokki 
vestover. 

Da Sørdalsskaret som nævnt er ufarbart, må færsels- 
vejen fra Tornetræsk til Sørdalen på norsk side lægges over 
det til omkring 2600' (816 m.) højtstigende Tornepas (Sør- 
dalspas), der ligger på den østlige side af Sørdalsskaret. 
Fra Torne.træsken opefter til Tornepassets kulmination er — 
fjeldgrunden stærkt overdækket. Hvor denne findes at stik- 
ke frem, dannes den af lerglimmerskifer, der tilhører den 
samme afdeling, der er fulgt efter træsken. Opimod passets 
kulmination afløses denne afdeling af lagrækker, der dannes 
af en storbladig rent præget glimmerskifer under en syd- 
sydostlig indskyden. — Denne lagstilling afviger som det 
synes ret bestemt fra den, der er rådende inden den lavere 
liggende afdeling af lerglimmerskifere, hvor lagstillingen ef- 
ter disse strøg viser en temmelig regelmæssig nordvestlig 
faldvinkel. De stærkt afvigende forhold i petrografisk hen- 
seende ligesom også den antagelig varierende lagstilling sy- 
nes her at skulle pege hen på en gruppegrænse. Denne re- 
nere stærkt krystallinisk prægede glimmerskifer vil herfra 
findes enerådende at bygge fjeldgrundenhelt op til øverste top- 
højde af de langs passets østside opstigende højfjeldspartier. 

Straks vestenfor passets kulminationspunkt omkring 30 
m. lavere end dette træffes et 6 a 7 m. mægtigt lag af en 
hvid eller grålighvid tæt magnesiakalk (dolomit), der over- 
lejes af en tyndlaget bituminøs skifer med sort streg i ret 
megtige lagrækker. Her er man åbenbart igjen kommet — 
ned til den under glimmerskiferen liggende afdeling af halv- 
krystaliniske skifere. Efter højfladen af det mod nord i det 
store svagt heldende Tornepas bygges fjeldgrunden af milde 


Den nord-norske fjeldbygning 55 


sorte bituminese lerglimmerskifere ofte med sort streg, og 
lengere frem — og säledes efter noget lavere liggende ni- 
veauer — af milde finskjellede glimmerskifere, der ligesom 
skiferne op efter Snuorotjak ved Torne-træsk danner som et 
petrografisk mellemled mellem de halvkrystalliniske lerglim- 
merskifere og de rent krystallinisk prægede glimmerskifere. 
Disse finskjellede skifere optræder her tildels under stærkt 
bejet og snoet lagstilling, og er — trods sin noget afvigende 
petrografiske habitus — åbenbart at indordne under lerglim- 
merskiferens afdeling, idet de optræder i veksling med renere 
lerglimmerskifere. Lagstillingen er noget variabel — vest- 
ligt til nordvestligt fald fra 30 til 40° dog temmelig forher- 
skende. Efter de stejle Stagge-nunni bakker, hvor passet 
under stærkt afheld falder ned mod den egentlige Sørdal, 
bygges fjeldgrunden af en hård lerglimmerskifer, der under 
45° vestligt fald skyder sig ind under Sørdalsskarets oven- 
omhandlede granitisk prægede gneis-afdeling. Gmeisen op- 
træder her saledes i et overlejningsforhold til lerglimmerski- 
feren — hvad der dog ikke kan vere det oprindelige for- 
hold. Følges gneisafdelingen nemlig videre frem efter Ser- 
dalen, sa vil lerglimmerskiferen her oftere findes i et mere 
bestemt overlejningsforhold. Ogsa efter Staggenunni-bakker- 
ne optreder lerglimmerskiferen i partierne nermest gneisen 
under en regelmæssig temmelig stejl lagstilling. Efter den 
nordlige del af Tornepasset afviger lagstillingen saledes gan- 
ske væsentlig fra den ellers inden lerglimmerskiferens afde- 
ling jevnt radende svage til svævende lagstilling. Der er 
säledes al grund til at forudsette at stærke forrykkende 
kræfter i sin tid har været i virksomhed langs efter det dy- 
be og trange Serdalsskar. 

- Ganske i overenstemmelse med forholdene, som de træ- 
der frem langs efter Sørdalspasset, fortsætter fjeldbygningen 
udefter Sørdalen langs sammes østlige side. De stejlt stigende 
fjeldvægge er her fra den efter de øvre partier af dalen 


BG Karl Pettersen 


fremstikkende Serdalsgneis og længere frem helt fra dalbun- 
den op til højder over havfladen af omkring 2000’ (626 m.) 
bygget af lagrekker af milde lerglimmerskifere i svag bøl- 
geformig lagstilling. De højere opstigende fjeldpartier helt 
op til top er derimod bygget af lagrækker af glimmerskifer 
af udpræget krystallinisk struktur. 

Som bygningsforholdene træder frem efter det her om- 
handlede profil langs Tornetræsken fra Dividalsgruppens vest- 
lige afslutning her og videre frem til Sørdalen på norsk side 
og langs dennes østlige side til Bardoelven, vil fjeldgrunden 
her findes bygget af tvende indbyrdes mere selvstændige se- 
dimentært afsatte hovedled, det ene liggende umiddelbart over 
det andet. Den ældste lavere liggende afdeling bygges af 
lagrækker af milde halvkrystalliniske lerglimmerskifere, tynd- 
lagede kvartsiter, finstribede hårdskifere og sorte milde bi- 
tuminøse skifere med sort streg — alt under hyppig og 
uregelmæssig veksling. Inden denne skiferafdeling vil der 
endvidere hyppig være at påvise mer eller mindre "mægtige 
indlejninger af magnesiakalksten og tildels også af ren do- 
lomit. Allerede under befaringen langs efter Torne-træsken 
modtager man som ovenfor nævnt et stærkt indtryk af at 
disse halvkrystalliniske skiferdannelser må være at indordne 
under den såkaldte Balsfjordgruppe, der så udbredt optræder 
på norsk side og vil dette også på det mest afgjørende fin- 
des bekræftet ved at forfølge forholdene videre frem til Sør- 
dalen og Bardoelven. Her går afdelingen umiddelbart over 
i Balsfjordgruppen, der fra strøgene om Balsfjorden tidligere 
er bleven fulgt efter fastlandsstrøgene opover Bardo og Sør- 
dalen. 

Den højere liggende afdeling bygges derimod af hårdere 
helt krystalliniske skifere, der dannes af mer eller mindre 
kvartsrig glimmerskifer samt tildels også af hornblenderski- 
fer, med overordentlig hyppige indlejninger af en oftest no- 
get uren grovkornig krystallinisk kalksten. Denne afdeling, 


Den nord-norske fjeldbygning 57 


som langs efter profilet bygger hejfjeldspartierne fra en hej- 
de af noget over 2000’ (627 m.) opover til øverste top, ligger 
derimod ind under Tormse glimmerskifergruppe, der ligeledes 
tidligere fra kyststregene mod vest er bleven fulgt østover 
til Bardo og Sørdalen. 

Som det vil fremgå af profilritset og den dertil knyt- 
tede beskrivelse viser den ældre af halvkrystalliniske lag- 
rækker byggede afdeling fra Orta-jokki vestover gjennem en 
længere strækning en temmelig regelmæssig nordvestlig ind- 
skyden på 40° a 45°. Vestover blir faldvinkelen efterhånden 
svagere og 1 strøgene om Snuorojokki er lagstillingen på 
det nærmeste horisontal. En horisontal til svævende lag- 
stilling er herfra fremdeles rådende et godt stykke vestover 
nemlig indtil eller forbi den brede fra træsken indskydende 
bugt Storvik. I strøgene om træskens vestlige botten viser 
lagstillingen oftest en 20" vestlig til nordvestlig indskyden. 
Langs efter Sørdalspasset (Tornepasset) er en vestlig indsky- 
den temmelig forherskende, men ved siden deraf kan lag- 
stillingen ofte vise sig temmelig variabel — på sine steder 
endog med tilknytning af stærke bugtninger og snoinger. 
Der vil i henhold hertil være sandsynlighed for at lagstil- 
lingen i strøget fra Ortajokki vest over til Tornepasset kan 
skjule forskjellige svingninger i faldretningen med dertil 
knyttede brede svagere bølgeformige foldninger. Det vil så- 
ledes fra disse strøg ikke være anledning til at drage bestem- 
tere slutninger med hensyn til mægtigheden af den lavere 
liggende af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling. Føl- 
ges afdelinger derimod videre langs efter Sørdalen til fjeld- 
massens afheld mod Bardoelv, — hvis vandflade her ligger 
i en højde af omkring 250’ (78 m.) over havfladen — så vil 
lagstillingen inden denne fra dalbunden opefter træde frem 
på det nærmeste horisontal dog med svage brede bølgefor- 
mige bugtninger. Forholdet er i så henseende klart at af- 
læse langs efter Sørdalen, hvor fjeldmassen i regelen stiger 


58 Karl Pettersen 


op i stejle udækkede styrtninger. Afdelingens mægtighed 
her vil nogenlunde tilnærmelsesvis være at opfere med opi- 
mod 2000’ (627 m.) 

Mens Dividalsgruppen — efter hvad hidtil er aflæst — 
ganske mangler indlejninger af krystallinisk kalksten, træder 
sadanne derimod stærkt frem inden den hejere liggende af 
halvkrystalliniske skifere byggede gruppe. Kalkstensdannel- 
serne ere forevrigt her oftest steerkt magnesiaholdige og sa- 
ledes petrografisk nærmest at betegne som magnesiakalksten. 
Efter det her omhandlede profil trader magnesiakalksten 
frem pa forskjellige steder snart i tyndere mere underord- 
nede lag snart i megtige lejer. Tvende sadanne stikker ef- 
ter profilet frem inden sammes østlige del ikke langt fra 
grænselinjen mod den underliggende Dividalsgruppe og säle- 
des her antagelig mellem afdelingens ældste lagrækker. Et 
6 a7 m. megtigt lag af en hvid grålig temmelig tæt rene- 
re dolomitartet sten stikker frem op imod kulminationen af 
Torne-passet, — her altsa inden afdelingens hgjest liggende 
lagrækker. Tyndere lag af indlejet magnesia-kalksten vil 
endvidere være at påvise på forskjellige andre steder lan;s 
efter profilet. Det vil heraf fremgå at indlejninger af mag- 
nesiakalksten — som ovenfor nævnt — ingenlunde er knyt- 
tet til mere bestemte niveauer, men at sådanne vil kunne 
være at påvise inden afdelingens forskjelligste niveauer. 

Den højere liggende af helkrystalliniske skifere bygge- 
de afdeling træder efter profilet først frem ved Torne-pas- 
sets kulmination i en højde over havfladen af 2600 (816 m.) 
Der er imidlertid al sandsynlighed for at herunder hørende 
dannelser også vil findes at bygve fjeldgrunden ‘efter de 
egentlige højfjeldspartier, der stiger frem nordenfor Træsken 
opimod grænsestrøgene til norsk side. Ved Tornepassets 
kulmination bygges denne højere liggende afdeling af en ty- 
pisk storbladig glimmerskifer i en noget svævende lagstil- 
| ling men dog som det synes med en forherskende sydsyd- 


Den nord-norske fjeldbygning 59 


ostlig indskyden. Lagstillingen her er saledes antagelig af- 
vigende fra den, der råder inden den lavere liggende afle- 
ling af lerglimmerskifere. Den stærke petrografiske afvigel- _ 
se ligesom også de som det synes afvigende stratifications- 
forholde peger her nærmest hen på en gruppegrænse. Den- 
ne højere liggende afdeling af krystalliniske skifere fortsæt- 
ter herfra nordover og bygger i overlejningsforhold til ler- 
glimmerskiferafdelingen de egentlige højfjeldspartier helt til 
Bardoelven. 

At det høje fjeldparti, der stiger op langs den vestlige 
side af Sørdalen — m:]lem denne dal og Salangsdal —i det 
væsentlige er bygget ganske i overenstemmelse med fjeld- 
partierne langs efter dalens østlige side, vil fremgå af pro- 
filritset fig. 40. Dette er trukket fra bunden af Sørdalen 
ved dens udmunding i Bardodalen opefter det såkaldte Stor- 
fjeld, der under bratte vægge stiger op til en højde over 
havfladen af omkring 4000 (1254 m,). Nedenfra opad træ- 
der her trem: 

a. Urfjeldets gneis opefter til en højde over havfladen af 
500' (157 m.) 

b. mørke kulstofholdige skifere med sort streg under et 
svagt nordvestligt fald. 

c. mørk tyndlaget lerglimmerskifer 

d. første optrædende lag af magnesiakalk (dolomit) af en 
hvid gul farve og temmelig tæt i brudet. 

e. derover — altid i konform lagstilling — tyndlaget 
lerglimmerskifer, noget stærkere krystallinisk præget 
end lerglimmerskiferen inden de lavere liggende niveau- 
er. 

f. atter et lag af en tæt gulhvid dolomitisk kalksten. Ovenfor 
(f.) er fjeldgrunden dækket. I en højde af omkring 
627 m. o. h. skjær sig her frem en terrasseformig fla- 
de op under de stejle utilgjængelige styrtninger, der 
herfra fører op efter det egentlige højfjeld. Nedras 


60 Karl Pettersen 


spender sig frem i brede bandstriber efter de stejle 
styrtninger ned mod den terrasseformige flade. Dette 
nedras dannes udelukkende af härde krystalliniske ski- 
fere nemlig tykbænket granatforende glimmerskifer og 
tildels også hornblendeførende skifer, indblandet med 
blokke af den for glimmerskifergruppen så karakteristi- 
ske grå krystalliniske kalksten. 

Afdelingerne fra (b.) opefter til og med (f.). der dan- 
nes af halvkrystalliniske skifere, ligger åbenbart ind under 
den samme lerglimmerskiferafdeling, der fra Torne-træsken 
er fulgt langs efter Sørdalens østlige side indtil Bardoelven. 
Fra den ovennævnte terrasseformige flade opefter til højeste 
top bygges derimod fjeldgrunden af stærkt krystallinisk præ- 
gede skifer — ganske i overenstemmelse med bygningsfor- 
holdene langs efter den østre side af dalen. Graensen mel- 
lem disse to i petrografisk henseende så stærkt afvigende af- 
delinger synes at ligge efter terrassefladens indre kant. 
Lagstillingen inden disse to afdelinger vil forøvrigt på det 
nærmeste falde sammen. Da denne kuns viser svagt afheld, 
vil afdelingernes mægtighed her nogenlunde kunne bestemmes 
ved den vertikale afstand mellem de lavest og højest liggen- 
de lag. Lerglimmerskiferens mægtighed vil i henhold her- 
til her være at opføre med omkring 1500' (470 m.) glimmer- 
skifer-gruppen med omkring 2000’ (677 m.) 

Det ovenfor omhandlede fjeldparti, der stiger frem langs 
Sørdalens østlige side, er ved Bardoelv udskilt fra det under 
Kjøldraget liggende fjeldparti (no. 4 pag. 19—20 afdeling I,) 
der begrænses ved Bardo:lv, Målselv og Divielv. Til nær- 
mere belysning af bygningsforholdene. efter dette mægtige 
og vidt udstrakte fjeldparti hidsættes profilerne fig. 41—44. 

Fig. 41 er trukket fra gården Strømsli i Bardo — straks 
ovenfor den førnævnte gård Strømsmo i nordvestlig retning 
op til top af den 4500' (1411 m.) høje Skinskartind. 

8. Urfjeldets gneis i vertikalt stillede lagrækker, 


Den nord-norske fjeldbygning 61 


b, Sorte milde lerglimmerskifere i svævende til horison- 
tal lagstilling bygger fjeldgrunden opefter de fra Bar- 
dodalen opstigende fjeldsider indtil de vide hejfjeldsind- 
skjæringer, hvorpå Strømsmosætrene er lagte. Disse 
breder sig under langsom stigning opunder Skinskar- 
tinden, hvis fod ligger i en højde over havfladen af 16 
a 1800’ (502—565 m.). Fjeldgrunden efter disse vide 
højfjeldsmarker er stærkt overdækket og fast berg har 
der efter disse ikke været anledning til at iagttage. 

c. Skinskartindens fod er bygget af en hard kvartsitisk 
glimmerskifer med merk skjællet glimmer. Bergarten 
er stærkt krystallinisk præget og minder ikke lenger 
om den lavere liggende lerglimmerskifer. Lagenes 
faldvinkel er regelmæssig 20° no. og synes säledes at 
afvige fra den mere svævende til horisontale lagstilling, 
der er radende i den lavere liggende afdeling. 

d. Højere op medes lagrækker af mørke kvartsitiske skifere 
i tommetykke lag med svagt nordostligt fald. 

c. Hornblendeskifer i veksel med härde kvartsrige glim- - 
merskifere helt op til top. Denne spænder sig frem 
som en lang skarp egformet ryg, ligelebende med ski- 
ferens stregretning. 

Forholdene er saledes her i det vesentlige ganske 
ensartede med de, der rader efter profilritset no. 40. Den 
lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling 
(b.) har her en mægtighed af omkring 420 m., medens mæg- 
tigheden af den højere liggende af härde krystalliniske skife- 
re byggede afdeling når op til omkring 2500° (784 m.). 

Som ovenfor nævnt synes lagstillingen inden den højere 
liggende afdeling at afvige fra den, der råder inden afdelin- 
gen nedenunder, Da lagstillingen inden begge afdelinger imid- 
lertid intetsteds afviger noget stærkere fra horisontalfladen 
og afdelingerne her heller ikke i dagen træder mere umiddel- 
bart sammen, vil der i så hensende herfra ikke kunne drages 


62 Kar] Pettersen 


sikrere slutninger i denne retning. Mere afgjerende som 
grænsebestemmelse er derimod den stærke petrografiske for- 
skjel, der her gjer sig gjeldende. 

I overenstemmelse med bygningsforholdene efter det 
nys omhandlede profil 40 vil disse ogsa findes at traede frem 
langs efter Bardoelven, indtil denne ved kirkestedet Kirkemo 
under en skarp bejning svinger om i lige nordlig retning. 
Herunder afsluttes det her omhandlede fjeldparti mod vest 
ved Grahegda og den straks nordenfor samme indtil 1491 m. 
hojtstigende vestre Istind. Fjeldpartiet falder her overalt 
under stejlt afheld ned mod Bardoelven. 

Profilrits fig. 42 er trukket fra ast mod vest fra Grä- 
hegdas top tvertover Bardodalen og op til top af Stor-Ala, 
der fra den vestlige side af dalen stiger under stejle styrt- 
ninger op til en højde af 4000’ (1255 m.). Stor-Ala rejser 
sig som en af de hejeste toppe inden det vidudbredte fjeld- 
parti, der tidligere er omhandlet under no. 6 pag 9 afdeling I, og 
som danner et led inden de af fjorde og sunddale gjennemskarne 
udenfor Kjeldraget liggende fastlandstreg. 

Opefter Grähegde bygges fjeldgrunden af felgende lag- 
rækker. 

a. tyndlagede stribede grønne kloritiske skitere, der vi- 
ser en strøgretning af O. 40" S. med 20 a 30° nordost- 
ligt fald. Skiferen indeslutter årer af krystalli- 
nisk kalksten. 

b. grønne milde skifere i konform lagstilling med (a.) 

ec. krystallinisk kalksten i mægtige lagrekker. Indskyd- 
ning fremdeles indover, dog synes lagstillingen at skul- 
le variere noget fra den, der råder inden de lavere 
liggende afdelinger (a.) og (b.) 

d. Lagrækker af renere granatførende glimmerskifer. Lag- 
rækkerne (a.) og (b.) der når op til en højde af om- 
kring 1800' (565 m.) dannes af halvkrystalliniske ski- 
fere. Herfra op til top bygges fjeldgrunden af stær- 


Den nord-norske fjeldbygning 63 


kere krystallinisk prægede skifere. Man gjenfinder sa- 
ledes ogsa her under helt tilsvarende forholde de to 
i petrografisk henseende sa skarpt udskilte hovedled, 


der bygger fjeldpartierne i stregene om Serdalen og 


Ovre-Bardo. Kalkstenslagene (c,) tilhører den højere 
liggende skifergruppe. 
Felges bygningsforboldene op efter Stor-Ala vil man 


nedenfra opad overskride felgende lagrækker: 


ay 


Efter udgravninger langs landevejen vil man pa flere 
steder træffe lag af sorte milde skifere, der petrogra- 


fisk nærmest vil være at betegne som renere lerskifere. 


Disse dannelser optræder forøvrigt her kuns højst spar- 
somt og underordnet. De viser et fald indover (vest- 
over.) 

sorte og grønne finskjællede lerglimmerskifere under 
en nord-sydlig strøgretning og 30" vestligt fald. 
skiferen antager her en hårdere struktur med noget 
stærkere udviklet krystallinitet, men er dog fremdeles 
at betegne som lerglimmerskifer, 

opefter et her fremtrædende flåg med stejle til verti- 
kale vægge bygges fjeldgrunden af en skjællet glinsende 
glimmerskifer, der optræder i 0,2 m. mægtige lag un- 
der en vestlig indskyden. 

hård kvartsitisk glimmerskifer med hvide glimmerskjæl. 
Strøgretning n-s faldet 45° v. 

amfibolitiske finstribede skifere i konform lagstilling 
med (e,). Ligner petrografisk endnu Balsfjordgruppens 
finstribede hårdskifere. 

renere glimmerskifer. 

første kalkstenslag i en højde over havfladen, der på 
det nærmeste falder sammen med den, hvorunder kalk- 
stenslagene (c.) optræder opefter Grahøgda. Lagenes 
strøgretning n-s, faldet 45" vestligt. 

hårde mørke skifere under sydvestlig indskyden, 


64 Karl Pettersen 


“k, opefter højeste top ren krystallinisk præget glimmer- 
skifer i stærk synklinal lagstilling. | 
Også her bygges fjeldgrunden af tvende petrografisk 

uligt prægede afdelinger nemlig en lavere liggende, dannet 

af halvkrystalliniske skifere, en højere liggende af hårde re- 
nere krystallinisk udviklede skifere, — den hele fjeldbygning 
forøvrigt af lagrækker under en på det nærmeste konform 
lagstilling. Disse to hovedafdelinger er imidlertid her gjen- 
nem jevnere petrografiske overgangsforholde indbyrdes nær- 
mere tilknyttet end tilfældet synes at have været efter de 
ovenfor omhandlede profiler. Efter grænsepartierne vil man 
derfor let kunne komme i tvivl om, hvorvidt man befinder 
sig inden den lavere eller højere liggende afdeling. At lag- 
rækkerne à, — c, med sin milde halvkrystalliniske struktur 
ligger ind under den lavere afdeling er sikkert og på den 
anden side kan der heller ikke råde nogen tvivl om at lag- 
rækkerne fra (g,) op til top, — der er stærkt krystallinisk 
prægede, — tilhører den højere liggende afdeling. Mere 
tvivlsomt vil sagen i så henseende synes at kunne stille sig 
ligeovenfor lagrækkerne d, og e, der istrukturel henseende dan- 
ner som et slags mellemled mellem den halvkrystalliniske ler- 
glimmerskifer og den helkrystalliniske glimmerskifer. Disse 
dannelser overlejes imidlertid af lagrækkerne f, der optræder 
med en stærkt udpræget finstribet struktur og er i så hen- 
seende ganske at sammenstille med de inden Balsfjordgrup- 
pen så hyppigt fremtrædende finstribede hårdskifere, Der 
antages således her at kunne være nogen grund til at ind- 
ordne lagrækkerne f, og dermed også d, og e, under den 
lavere liggende halvkrystalliniske skiferafdeling, der således 
opad vil blive at afslutte med f, Lagrækkerne g, tilhører 
derimod åbenbart den højere liggende afdeling. At det før- 
ste kalkstenslag h, opefter Stor-Ala-profilet ligger i en høj- 
de, der på det nærmeste falder sammen med den, i hvilken 
det første kalkstenslag (c.) optræder efter profilet over Grå- 


Den nord-norske fjeldbygning 65 


høgda synes også at skulle pege hen på, at grænselinjen mel- 
lem den lavere og højere liggende afdeling op efter Ala må 
være at drage som her er gjort. Kalkstenslagene (c.) efter 
Gråhøgdaprofilet ligger nemlig — som det vil sees — mere 
umiddelbart over lagrækker af milde halvkrystalliniske ski- 
fere. 

Fortsættes profilet fra Stor-Ala videre vestover efter 
det vidstrakte fjeldparti, hvorunder Stor-Ala ligger, så vil 
også her lagrækker af milde halvkrystalliniske lerglimmer- 
skifere være at påtræffe på forskjellige steder efter de dy- 
bere liggende indskjæringer. Disse dannelser vil dog her 
efter retning fra øst mod vest træde mere tilbage ligeoven- 
for lagrækker af den renere krystallinisk prægede glimmer- 
skifer. Længst mod vest mod sundløbene bygges fjeldgrun- 
den fra fod til top af lagrækker af glimmerskifer med hyp- 
pige indlejninger af grålighvid grovkornig krystallinisk kalk- 
sten. Den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byg- 
gede afdeling sænker sig således i retning fra Sørdalen og 
Bardo vestover stadig — mer er mindre regelmæssig — ned 
til lavere og lavere niveauer, indtil den ud mod sundløbene 
ofte ikke længere vil findes trædende frem i dagen, men deri- 
mod helt må være at søge inden niveauer, der ligger under 
havfladen. 

Det ovenfor under Kjøldraget liggende fjeldparti, hvor- 
til Skinskartind, Gråhøgda og Istinderne hører, afgrænses mod 
nord ved den her i øst-vestlig retning flydende Målselv. I 
strøget mellem Divielven ved dens udløb i Målselv og den 
omkring 20 kilm. vestenfor i Målselven udfaldende Kirges- 
elv rejser fjeldpartiet sig op fra dalbunden som en stejl tem- 
melig sammenhængende fjeldmur, der opad afsluttes i for- 
skjellige ved højtliggende fjeldskar udskilte toppe, hvoraf flere 
når op til højder af omkring 4000' (1255 m.) og tildels ad- 
skilligt herover. 


Protilritsene fig 43—44 vil levere en nærmere belys- 
5) 


66 


Karl Pettersen 


ning af bergbygningsforholdene her, saledes som de træder 
frem langs efter Malselven. 


Fig 43 er trukket fra garden Tillermoen ved Malsel- 


ven — tversoverfor Øvrebygdens kirke — i sydlig retning 
op imod det herfra opstigende Storfjeld. 


à. 


Øvrebygdens granit (granitisk gneis) — cfr. Afd. I pag. 
157 — bygger fjeldgrunden nedenfra op til en hejde af 
omkring 220 m. o. h. 

mægtige lag af en temmelig ren klæbersten, der spæn- 
der sig — mer eller mindre sammenhængende — gjen- 
nem anseelig længde under horisontalt leb. 

gronne, snoede og stærkt pressede, halvkrystalliniske 
skifere. 

härde kvartsrige tyndlagede skifere, der viser en svæ- 
vende lagstilling, hvilken dog äbenbart mä være af se- 
kundær oprindelse. De vertikale tversnit af disse lag- 
rækker findes nemlig tegnede med finstribede linjer, der 
— at slutte fra petrografiske forholde — mä betegne 
de oprindelige stratificationsflader. Disse viser sig stærkt 
snoede, forvredne og brækkede og vil derunder kunne 
danne kurve og fletningslinjer, der er helt uafhængige 
af de nu fremtrædende stratificationsforholde. Stærke 
trykkrefter ma säledes äbenbart i sin tid her have 
været i virksomhed. 

en merk tyndlaget glimmerskifer, der viser en ‚temme- 
lig svag sydvestlig indskyden. 

Det herfra opstigende hejfjeld med sine stejle fjeldvæg- 
ge er op til øverste top bygget af rene helkrystalliniske 
glimmerskifere. 

Lagrækkerne (c.) og (d.) tilligemed klæberstenslaget (b.) 


tilhører den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere byg- 


gede afdeling. Hvorvidt lagrækkerne (e.) skal være at hen- 
føre til den lavere eller højere liggende afdeling, skal her la- 
des uafgjort. I petrografisk henseende danner bergarten her 


Den nord-norske fjeldbygning 


som et mellemled mellem de halv- og helkrystalliniske skifere. 
Henføres disse lagrækker til den lavere liggende afdeling, så 
vil denne — når man fæster sig ved den her rådende på det 
nærmeste horisontale lagstilling, — have en mægtighed at 
omkring (280 m.) Da deme svævende lagstilling som nævnt 
imidlertid er af sekundær oprindelse, lader den virkelige mæg- 
tighed sig her ikke bestemme med nogen tilnærmelsevis 
nejagtighed. Inden den højere liggende afdeling af renere 
glimmerskifer falder de enkelte lag, efter hvad der kan iagt- 
tages, ganske sammen med den mere oprindelige lagdeling. 
De trykkræfter, der har indvirket saa stærkt forrykkende 
på lagordningen inden den lavere liggende afdeling, kan så- 
ledes ikke have virket på lagstillingen inden den højere lig- 
gende atdeling, men må have afsluttet sin virksomhed inden 
dennes tidligste 'afsætningstid. De krefter, der har frem- 
kaldt den inden begge afdelinger nu på det nærmeste sam- 
stemmende lagordning, ma derimod være at henføre til et 
tidsrum, der ligger efter den yngre afdelings afslutningstid, 

Ifald forholdet er dette, — og der synes at skullø 
være adskillig sandsynlighed for at så er tilfældet — så vil 
heri være at søge et vidnesbyrd for at begge disse to her 
omhandlede bygningsled i virkeligheden må være at opfatte 
som tvende indbyrdes mere selvstændige bygningsgrupper. 
De petrografiske overgangsforbolde, som på forskjellige ste- 
der synes at træde frem efter grænsepartierne mellem den 
højere og lavere liggende afdeling, vil ligeovenfor det her 
omhandlede forhold neppe kunne være at tillægge nogen 
mere bestemmende vægt i modsat retning. 

Profilrits fig 44 er trukket omkring 10 kilom. østenfor 
n° 43 fra gården Skjeggesnes inden Målselvens Øverbygd 
først langs efter Bejnelvens indskjæringsspalte i retning fra 
nv. til so. op til den 950' (298 m.) højtliggende Øverby-sæ- 
ter og herfra i sydlig retning op til Stor-Ruten. Dette 
tjeld rejser sig — noget vestenfor Divielvens udleb i Mals- 


68 Karl Pettersen 


elven — op til en højde af omkring 4000’ (1255 m.) 

a. Pvrebygdens granit-gneis, der bygger fjeldgrunden op 

til en hejde af 700’ (220 m.) o. h. 

b. härde grønne skifere med megtige lag af en gulhvid 
temmelig tæt dolomit, derover lag af lerglimmerskifere 
i veksel med kvartsiter — alt i en svag belgeformig 
pa det nærmeste horisontal lagstilling. 
grønlig-hvide kvartsrige hardskifere. — 
hvid kvartsit, pa skiktfladerne med et tyndt overdrag 
af et grenligt kloritisk mineral. 

e. mægtige lag af en uren vegstensartet bergart, 

f. lag af en mørk krystallinisk kalksten — i en hejde at 

1700’ (533 m.) o: h. 

Ovenfor (f.) stikker frem en lang temmelig bred terras- 
seformig trinflade — den såkaldte Lille Ruten. Denne skjær 
sig frem til foden af Stor Rutens herfra stejlt stigende fjeld- 
veg. Efter Lille-Rutens terrasseflade er fjeldgrunden over- 
alt overdækket. Ffter Stor Rutens herfra opstigende nøgne 
fjeldvægge sees lagrækkerne at ordne sig i lange svagt bøl- 
geformige bugtninger. Selve fjeldvæggene ere utilgjængelige 
Derimod falder i brede båndstrimler ned efter disse styrt- 
ningerne mægtige urder, der helt er dannede af blokke og 
brudstykker af mørk tyklaget glimmerskifer og grå krystal- 
linisk kalksten. Trods langvarig eftersøgen lykkedes det ikke 
i disse at påvise det ringeste spor af bergarter, der petro- 
grafisk kunde være at sammenstille med de halvkrystalliniske 
skiferdannelser efter de lavere liggende niveauer. Der synes 
derfor her at skulle være al grund til at slutte, at Stor-Ru- 
tens højfjeld fra Lille-Rutens terrasseflade op til højeste top 
er bygget af lagrækker af helkrystalliniske skifere, der inde- 
slutter indlejninger af grålig grovkornig krystallinisk kalk- 
sten. 

Man har saledes ogsa her de to samme petrografisk 
stærkt afvigende bygningsled, nemlig en lavere liggende, sam- 


ae 


Den nord-norske fjeldbygning 69 


mensat af lagrækker af halvkrystalliniske skifere og en umid- 
delbart derover liggende, der dannes af renere krystallinisk 
prægede skifere. Lagstillingen inden begge disse afdelinger er 
på det nærmeste konform. Den nærmer sig horisontalfladen 
men er derunder mærket med brede bølgeformige bugtninger. 
Heller ikke her vil der være at påvise nogen skarpere be- 
tegnet grænse mellem de to afdelinger. Medens lagrækkerne 
(e.)—(e.) utvivlsomt tilhörer den lavere liggende afdeling, 
lagrækkerne opefter Stor-Ruten den højere, kan det derimod 
være spørgsmål underkastet, til hvilken af disse afdelinger 
de mørke kalkstenslag (f.) rettelig bør være at knytte. Pe- 
trografisk kan denne kalksten tilhøre den ene afdeling lige- 
sågodt som den anden. Henfores den til den lavere iliggen- 
de afdeling, så vil denne her afsluttes ved Lille-Rutens brede 
terrasseformige trinflade og forholdet vil i så henseende her 
ganske falde sammen med det, der træder frem opefter pro- 
filet ved Storfjeld i Sørdalen. Den lavere liggende af halv- 
krystalliniske skifere byggede afdeling afsluttes også der ved 
en lignende trinflade. 

Ligesom tilfældet er efter profilet fra Tillermoen opef- 
ter Målselvens Storfjeld (fig. 43) så optræder også her lag af 
vegstensartede dannelser som underordnede led inden den la- 
vere liggende afdeling. Som senere nærmere skal blive på- 
vist, vil vegsten på forskjellige steder findes knyttet til den- 
ne afdeling, 

Profilrits fig. 45 giver en samlet oversigt over berg- 
bygningsforholdene i strøget mellem Divielv og Kirgeselv. 
Den er trukket over Ruten, Storfjeld og Alapen. 

Som det vil sees af den her leverede fremstilling, er 
bygningsforholdene efter det under Kjøldraget byggede vid- 
strakte fjeldparti — der er fulgt langs efter Bardoelv og 
Målselv gjennem en længde af omkring 80 kilom. — i det 
hele og store helt ensartede. Dels fra en undergrund af ur- 
fjeld, der træder frem efter de øvre dele af Bardo og Måls- 


70 Karl Péttersen 


elv, og dels ligefra dalbundene efter de vestenfor liggende 
strøg bygges fjeldgrunden op til øverste top af lagrækker 
af skifere under en noget svævende lagstilling ofte under 
tilknytning af brede bølgeformige bugtninger. Lagenes fald- 
vinkel overstiger herunder sjelden 209, mens strøgretningen 
temmelig forherskende viser n. 50 a 60" v. Petrografisk gjør 
der sig en stærk forskjel gjeldende i skiferrækkernes struk- 
turforhold, eftersom de er knyttede til lavere eller højere 
liggende niveauer. Medens lagrækkerne efter det lavere ni- 
veau viser en i det hele gjennemgående mild til halvkrystal- 
linisk struktur, træder de derimod efter det højere niveau 
frem som hårde stærkt krystallinisk prægede skifere. Ski- 
ferdannelserne lar sig således naturligen udskille i tvende 
umiddelbart på hinanden følgende og i ethvert tilfælde pe- 
trografisk særlig udprægede etager. På sine steder kan dis- 
se afdelinger vistnok synes på en vis made at gå overi hin- 
anden gjennem petrografiske overgangsled, så der her tildels 
vil kunne rejse sig tvivl om, hvor den egentlige etagegrænse 
rettelig bør være at drage. I det hele og store antages der 
dog langs efter disse strøg at skulle foreligge ret bestemte 
grænser. | 

At disse forskjellige bygningsafdelinger falder sammen 
med de fornævnte efter Sørdalen optrædende grupper nemlig 
Balsfjordgruppen og Tromse-glimmerskifer-gruppe vil være 
abenbart. 

Sammenstilles bygningsforholdene efter de langs det 
omhandlede fjelddrag optrukne profiler n. 40—43 og knyttes 
hertil end videre profilritset no. 39, der er trukket op efter 
fjeldpartiet fra den østlige side af Seidalen, så vil man på 
disse forskjellige steder nedenfra opad have 

| Profil n° 39. 40. 41. 42. 83 
1) Urfjeldet-. 2.0 «i. amdt.. 157, 150. 0.120. 2200 
2) Den af halvkrystallini- | 
ske skifere byggede etage « 627. 570, 565. 502, 596 «: 


Den nord-norske fjeldbygning 2 


8) Etagen afhelt krystalliniske skifere op til top (1255 a 1400 m ) 

Efter profilritset no. 42 stiger urfjeldet vistnok op til 
en højde af 313 m. men da det i en højde af 220 m, findes 
overdækket af et megtigt til etagen 2 henhørende lag af 
vegstensartet sten, er denne sidsnævnte højdebestemmelse 
her bleven benyttet. 

Langs den nordlige side af Hk ved i strøget fra 
Øverbygden vestover til Tagelven rejser sig det øformig ud- 
skårne fjelddrag Mauken. Dette ligger ind under de af 
fjorde og sunddale gjennemskärne fastlandsstrøg og er her 
opførte som no. 11 pag. 12 under den orografiske oversigt i 
afdeling I. Bygningsforholdene langs efter Mauken vil findes 
nærmere fremstillede i fig. 46, der er trukket efter dragets 
hele længde. Som det vil sees træder her frem følgende 
bygningsled: 

a. Tvende indbyrdes udskilte afdelinger henhørende under 
urfjeldet (tidligere omhandlede i afdeling I pag 157—158.) 

b. Lagrækker dannede af halvkrystalliniske lerglimmer- 

- skifere, finstribede hårdskifere tildels med hyppige ind- 
lejning af en dolomitartet magnesiakalksten. Lagstil- 
lingen tildels noget variabel — en omkring øst-vestlig 

strøgretning, spillende meilem n. 60 0. og n. 60° v 

med svagt indtil 20° nordligt fald, er dog derunder stærkt 

fremtrædende. Denne afdeling bygger fjeldgrunden her 
op til en højde af omkring 600 m. o. h. og falder for- 
holdet i så henseende på det nærmeste sammen med 
det, der som ovenfor vist er rådende efter fjeldpartiet 

langs dalens sydlige side (cfr. fig 44). 

c. Omtrent fra dragets midte rejser sig fra den af afde- 
lingen (b) byggede rygflade Mauktindernes mægtige masse 
op til en højde af 1243 m. o. h. Efter dette højfjeld er fjeld- 
grundenafhårde krystalliniske skifere nemlig glimmerskifer 
med svage indlejninger af kalksten i veksel med hornblen- 
deskifer og tildels også med gneisartede lag (øjegneis), 


Fi, Kar! Pettersen 


Lagstillingen op efter den estre Mauktindes stejle 
skråninger viser en nord-sydlig strøgretning med vestligt 
fald af 20 a 30° og synes säledes at afvige fra den mere 
ost-vestlige stregretning, der rader inden den lavere liggende 
afdeling. Da lagstillingen imidlertid inden begge afdelinger 
i regelen trader frem med en svagere faldvinkel og heller 
ikke altid er ganske konstant, vil der herfra neppe være 
grund til at drage bestemte slutninger om en diskordant lag- 
stilling. Hertil skal endvidere føjes, at glimmerskiferen ef- 
ter Mauktindens øverste tophøjde optræder i temmelig svæ- 

Petrografisk skiller i ethvert tilfælde skiferafdelingen, 
der bygger den egentlige Mauktind, sig skarpt ud fra de 
halvkrystalliniske skifere inden den lavere liggende afdeling. 
Bygningsforholdene er således her i det væsentlige fuldt sam- 
stemmende med de, der er rådende langs efter det ovenfor 
omhandlede under det egentlige Kjøldrag liggende fjeldparti. 

Bygningsforholdene fra Målselven nordover til strøge- 
ne om Balsfjorden vil findes nærmere belyste ved profilrits 
fig. 47. Dette er trukket i retning fra syd mod nord tvert- 
over Mauken, Tagvandet, Omasvarre ned til bunden af Bals- 
fjord, videre langs fjordens vestside til kirkestedet Tennes 
og herfra tvertover fjorden op efter den her omkring 1400 
m. højtstigende Svartnestind. 

Følges profilet fra syd mod nord, så har man først 
Maukens fjelddrag med sine to ovenfor omhandlede bygnings- 
led nemlig: 

a. den af halvkrystalliniske skifere byggede afdeling, 
b. derover Mauktindens krystalliniske skiferstrata 

Den lavere afdeling (a.) fortsætter nordover, bygger 
det op imod 565 m. højtstigende åsdrag Omasvarre, der sky- 
der sig frem langs den nordlige side af Tagvandet. Efter 
Omasvarres højpartier antager bergarten et renere glimmer- 
skiferartet præg. Muligt at her træder frem svagere partier 


vende lagstilling. 


Den nord-norske fjeldbygning 73 


af den hejere liggende afdeling. Fra Omasvarres nordlige 
afhæng efter det af lave mildt formede asdrag gjennemsatte 
underland, der ferer ned til bunden af Balsfjorden, bygges 
fjeldgrunden af milde grønne kloritiske skifere i tilknytning 
til mægtige nedlag af en temmelig finkornig blålig-mørk kalk- 
sten, Fra bunden af Balsfjorden udefter til kirkestedet 
Tennes bygges fjeldgrunden af grønne kloritiske skifere. 
Lagenes strøgretning spiller regelmæssig omkring øst-vest, 
mens faldvinkelen, som i regelen er svag og sjelden oversti- 
ger 20", efter profilets længde flere gange vil sees under flere 
brede bølgeformige bugtninger at slå om fra sydlig til nord- 
lig. Profilet afsluttes længst mod nord ved Svartnestinden. 
Denne er fra fod til top bygget af hyppigt vekslende lag- 
rækker of sandstensartet kvartsit og milde ofte kloritiske ler- 
glimmerskifere, der viser en regelmæssig strøgretning af nm. 
60° v. med 10 a 20" sydvestligt fald. 

Da Svartnestinden stiger op til en højde af 1400 m. 
og den fra fod til top er bygget af den halvkrystalliniske 
skiferafdelings svagt heldende lagrækker, træder denne så- 
ledes her frem med en mægtighed, der ganske betydelig 
overstiger afdelingens mægtighed efter de ovenfor omhand- 
lede strøg. | 

Petrografiske ligesom stratigrafiske forholde vidner på 
det bestemteste for, at Maukens halvkrystalliniske skiferaf- 
deling tilhører den samme afdeling, som i det foregående 
nærmere er fulgt fra strøgene om Torne-træsk vestover til 
Bardo og Målselven. Denne halvkrystalliniske skiferafdeling 
fortsætter, som vist i profilritset fig. 46, videre nedover til 
strøgene om Balsfjorden. I enkelte retninger antager ski- 
ferafdelingen efter sidstnævnte strøg vistnok i petrografisk 
henseende et præg, der kan afvige noget fra det, der er rådende 
efter de indenfor liggende fastlandsstrøg. De finstribede 
härdskifere træder langs efter Balsfjorden helt tilbage og det 
samme er også tilfældet med de ellers inden den halvkry- 


74 Karl Pettersen 


stalliniske skiferafdeling så hyppigt optrædende indlejninger 
af magnesia-kalk og dolomitartet sten. Langs efter Bals- 
fjorden bygges afdelingen hyppigt af milde grønne renere 
kloritiske skifere med tilknytning af lag og lagrækker af 
mørk temmelig finkornig kalksten, der her ofte kan optræde 
i ganske anseelir mægtighed. Hertil kommer endvidere ind- 
lejninger og mægtigere lagrækker af sandstensartede kvart- 
siter og på sine steder også rene sandstene. Trods denne 
i enkelte retninger noget afvigende petrografiske habitus 
lader det sig dog med bestemthed påvise, at skiferafdelingen 
om Balsfjorden ligger ind under den halvkrystalliniske afde- 
ling efter de indenfor liggende fastlandsstrøg. 

Som de geologiske undersøgelser er blevne fremmede 
efter dissø strøg, blev den her omhandlede bygningsafdeling 
først påvist efter landpartierne om Balsfjordbunden og derfra 
efterhånden forfulgt videre frem efter fastlandsstrøgene. Bals- 
fjordskiferne blev derunder allerede tidlig udskilt som en: 
egen gruppe under navn af Balsfjordgruppen, der fra først 
af således alene omfattede skiferafdelingen efter det for- 
_boldsvis snævert begrænsede Balsfjordbækken. 

Hvorvel denne skiferafdeling efter strøgene om Bals- 
fjorden — som ovenfor nævnt — i enkelte retninger træder 
frem noget særlig udpræget, antages der dog ikke heri at 
skulle ligge nogen stærkere grund til at opgive den for af- 
delingen engang opførte navnebetegnelse. Afdelingen vil så- 
ledes i det følgende blive betegnet under navn af «Balsfjord- 
gruppen.» | 

Profilrits fig. 48 følger bygningsforholdene fra Svart- 
nestinden videre udefter langs Balsfjord til henimod de ytre 
sundløb. 

Længst mod sydost stiger Svartnestinden her frem med 
sine ovenfor omhandlede lagrækker af grønne kloritiske ler- 
glimmerskifere i veksling med sandstensartet kvartsit — alt 
henhørende under Balsfjordgruppen, Svartnestindens skarpe 


Den nord-norske fjeldbygning 75 


højtop afskjæres straks mod nordvest ved en dyb hojfjelds- 
kløft og vestenfor denne fortsætter draget som en egdannet 
skarp højryg videre vestover. Denne højryg bygges af kry- 
stalliniske glimmerskifere tildels i veksling med gneisartet 
glimmerskifer, der viser en regelmæssig strøgretning af n. 
30° o. mod 45° vestnordvestligt fald. Lagstillingen er her 
altsa stærkte afvigende fra den, der rader efter Svartnestin- 
dens halvkrystalliniske skiferafdeling. Umiddelbar kontakt 
mellem Balsfjordgruppen og den krystalliniske skiferafdeling 
lykkedes det her ikke at pavise. Derimod var der anled- 
ning til i så henseende at aflæse forholdet efter den øvre 
del af den dybt indskårne Andersdal, der skjær sig ind un- 
der Svartnestinden langs efter sammes østlige side. Her fal- 
der fjeldmassen 1 stejle udækkede styrtninger ned mod An- 
dersdalen og her var der god anledning til at se, hvorledes 
lagrækkerne til den lavere liggende Balsfjordgruppe skjød 
sig under en afvigende lagstilling ind under den højere lig- 
gende af krystalliniske lagrækker byggede skiferafdeling. 
Balsfjordgruppen skyder sig således, som det af profilet vil 
sees, mod vest ind under den krystalliniske afdelings mere 
stejlt stillede lag, og optræder denne afdeling således læn- 
gere mod vest helt enerådende fra fjordbreden opad. Længst 
mod vest indeslutter denne hyppige indlejninger af krystal- 
linisk grovkornig kalksten. 

Disse krystalliniske skiferdannelser ligger ind under 
den såkaldte Tromsø glimmerskifergruppe, der altså ligger 
umiddelbart over Balsfjordgruppen. At de afdelinger af kry- 
stalliniske skifere, der — som i det foregående påvist — efter ind- 
landsstrøgene på forskjellige steder er fundet i overlejnings- 
forhold til Balsfjordgruppen, ligeledes ligger ind under Tromsø 
glimmerskifergruppe, vil der allerede på forhånd være al 
grund til at forudsætte. At så i virkeligheden også er til- 
fældet, vil nærmere blive godtgjort i den efterfølgende loka]- 
beskrivelse, 


76 Karl Pettersen 


I henhold hertil vil der altså her blive at skille mellem 
tvende større vidt udbredte og som det synes mere selv- 
stændige bygningsled nemlig 

a. den lavere liggende af halvkrystalliniske skifere dan- 
nede Balsfjordgruppe. 
b. den højere liggende af krystalliniske skifere byggede 

Tromsø glimmerskifergruppe. 


orne ha 


bd. Dividals-gruppe 
a. granit 


TT ZZ Blond gr ~~ 
b.-cDividals-grippe > 
a. grantt agranit 


2 va Fig. 29 


ie 

i 

| på 

fi g 3000" 

AE on IST OA PES = 
} Oxtazolckı ZT al Nand er = | 

I 4 SEN | | 

i x 7 pod å Kersh | 

HE lo fi SOGNET ES ee Be ee eee Sn 2 

Fr pe ste \dröd Lerskifer 


D liva rtyit 
a konglomerat 


=. 
= 
=== 
=== 


i PIE ha we LE å 
d glimmerskifer, tho: 


= 
So 
SE 
bg / 
/ 
K 
x 2 - p 
Guondne - jawre 
x 
y 
ry ] 


i Lø > — > { i & | I 

21.108 Éd FRA IE RE TC. lerglimmerskifer rn EN SANE ME 3 TT TR 
gå de ; “ D. Sandsten | 
ce. Balsfjord -gruppe | 


| |b Dividatls «gruppe. a.archæisk 


me 


Ic, Lerglm. sk. å. Horit lerglmsk: 
| 'b lerskiter 


a. granit 


Dividal 


meee eee eee ee — ERE dns, ns ne dise Ag Le #_ x! x ut» is — — — hi = Å — Å — _ 
clerglimmerskifer IN rolsd ve. glmskif 
å Ed kite 


a grant 


b.kivartsskiter 


læ. Lerskiler 


Å 4 oe i TE 
x à Mm u ri 
y 7 «va ra WW 
ge ite 2 Re V 
oe in EE i 
i WE sn ei: ais 
a > Rn, + Pad 4 "> 
we = i 0 << PA 4 Le 
Kg Jr Gr Pee) 
Då Mi 
å Mr N 
ne Seine: 
To hy 
NME candi 
På i À fut 
Je D 
* på + Mauss i N 
f at 
i PA 
44 Pi “4 ) y re LU K = 
} 
5 Å 
| - B 
| 
” 
Ki 
i k 
1, # f 
| fe 
| 
} 
£ ; | 
f 
£ 
Di 
pe 7 
På 
+ 
å ™ 
- 
EL 
= Hu 
-% ’ 
på * 
pa 
kl 
Ne 
| er 
. 
a? 
2 
4 


et 


vs ott sili 


FE 21 
Bi. ie E 
4 | © £ 
i 4 a ; 
å à Dodes-f ed 3 
3 4 2 å 
2 us 
het A se 
å EE men ee JEG REE GA 
NNO lc e 
: bu | 
— 2 | 
“ > = | 
£ > j b. steilt stillede lagrækker af kloritisk | 
wei ; ie 
an 3 = limmershitermed kalkstensindlefni 
7 | RE “à RSS { 7 EY 
| EE 5 = grant | 
. gi rå x x x ME | E » 
SO ekvartsskøer | ‘©  dhvarsitNo 
j blerskifer 6 
a.granıt 
Fig. 37 
i R a= 
In 
| så ES 
3 ma 
— 4000" A 2 È 
o eo 
a ee 
—% 6 À = 
REIER = = — 
er a ae I EST Se == | ‘a ae 
SD 5 barerit NON | c.glimmerskiter 
| b lerglimmerskifer 
asort hardskifer 


| a. grieis 


—— mm 
= ty 
TON ETE Corne POS NE en Mr 


a LOTS A 
hDividalsgrı wpe or 
a.granit 


Sovdals -tlv 


ae 
| 


Då | ' “as Jt) ere T1 2 > ae 5 
' å 1 a N AN 0 | ’ a | J D 
Lylim mers heter | c.glimmerskifer, hornble ndeskifer 
emagnessakalk. | > | : ean 
leg 2 Jailer | 72 lerglimmerskifer | 
c.magnesia kalk | | | a. gneis 


2 lerglimmerskiter 
«a gneis farchætsk) 
RD Sc KNE NLA ESN, 


, ee lad dal 


SY 
\ 
N 
3 


D ve -+ 


| 
| 
| 
| 
| 
| 
| 
I 
tf 
| 
7 
| 


J 
I 


Overby s «ter 


id. Vegsten. '¢ 6limmersisifer 
IR _, ¢ Kvartsit ‘b halo krystalliniske skifre 
12 ‚grönne skifere med dolomit. | * a reis med granit. 


Granit. 


[on EG 


> 


oi C. Krystalliniskeskifere. b glimmerskifer 
| ib. halv krystal-skilere — a halokryst. skifer 
a. gneis med granit a 


% 
D 
2 
på 
24000! Naukev 8 
2 = E 
; EIES G 
«2 F sue RE 
4. Se ee oz . 
ESS ve Balsfjord. 4 
“est DIE ee ODE fe 
EN ne pr 
S | b N — ere ee” 


Tee turklaring til Tan terma 
Urfjeld. Dividals:gruppe. Balstjord:gruppe. Tromsd ghmmerskifer gr. 
(kambrissk ) fsilurisk) (silirris ke.) 


IS 


i 
| 
I 
1 
| 


77 


Karakteristik af nagra bergartsprof 


fran nordliga Norge. 


Af A. E. Törnebohm. 


1) Sandsten, Rögskar vid Altvandet mot Riksgränsen.*) 
Kornen öfvervägande af quarts, sadana af fältspat dock 
temligen talrika. Bindemedlet gragult med en mängd sma 
kloritiska partiklar. 

2) Grå gneis, Kjedelelv, Sördalen i Bardo.**) Den 
makroskopiskt forherrskande bestandsdelen ar ljus fältspat i 
individer med 3 å 4 mm. tvärmätt. Mellan dem synes nå- 
got qvarts och mörka, glimriga strimmor, hvilka senare ej 
hafva någon parallel anordning, hvarför bergarten ej heller 
eger någon tydlig skiffrighet. Under mikroskopet visar sig 
qvartsen bilda finkorniga aggregat, aldrig större individer. 
Fåltspaten år dels ortoklas, dels plagioklas, bådadera starkt 
sönderdelade och rika på nybildningar, företrådesvis kalk- 
spat och epidot. Den nästan fullständigt kloritiserade glim- 
mern bildar finfjålliga strimmor. Accessoriskt finnas epidot 
med ortitkärnor, apatit, titanit och 3tt svart malmmineral, 
som dock mestadels år omvandlad i titanomorfit. 

3) Gramitisk gneis, Reisen Fos, Nord-Reisen.***) Röd, 
medelgrof, mycket glimmerfattig. Väsentligen består berg, 
artem af qvarts, ortoklas, plagioklas och mikroklin. Den 

på! ae Jemen ia un orke fjeldbygning“, afdeling II, pag. 18, 
%) Cfr. Pettersen, „Den nord-norske fjeldbygning“, afdeling I, pag. 152 


—154 Tr. M. ärshefte X. 1887. 
ee) 1, c. pag. 33—34. 


78 A. E. Törnebohm 


sistnåmnda år förherrskande och bildar utfyllningar mellan 
de öfriga. Ortoklaskornen äro ofta starkt vittrade, men ej 
sällan försedda med en frisk, pätagligen sekundär kant. 
Detsamma kan äfven förekomma hos plagioklasen. De 
mycket sparsamt närvarande biotitpartierna äro mestadels 
kloritiserade. Enstaka fjäll af muskovit förefinnas. Acces- 
soriskt finnas apatit mycket sparsamt och titanit nagot ym- 
nigare. Den senare är möjligen en nybildning efter nägot 
malmmineral. | 

4) Augitsyenit, Stamsund, Vest-Vagé.') Gulgrå, me- 
delgrof. Ortoklas vida öfvervägande, mestadels strimmig 
(mikropertitisk) och ofta nagot färgad af ett mörkt stoft. 
Qvarts sparsamt, mestadels sasom afrundade korn. Enstaka 
smä korn af ytterst fint streckad plagioklas. Grön augiti 
oregelbundna partier. Nägot brun glimmer, starkt sönder- 
delad. Acc: magnetit, apatit och nägot litet zirkon. 

5) Augitsyenit, Brettesnes, st. Molla, Øst-Lofoten.?) 
Mörkt gulgrä, groft medelkornig. Ortoklas öfvervägande, ofta 
mikropertitisk och färgad af ett fint, brnnt stoft. Plagioklas 
sparsam. Grön augit, brungrönt hornblende, olivin och nägot 
brun glimmer. Acc. apatit och magnetit temligen rikligt. 
Der och hvar mikropegmatitiska utfyllningar. 

6) Granit, Eide, Senjen.?) Röd smäkornig. Orto- 
klas och plagioklas, bäde starkt omvandlade, mikroklin frisk, 
förherrskande, utfyllande. Qvarts temligen riklig, ej sällan 
idiomorf. Muskovit och biotit sparsamt; den senare i regeln 
starkt omvandlad. Acc. apatit (och omvandlad ortit?). 

7) Gramitgneis, Bjarkö.*) Rod, teml. grofkornig. Mi- 
kroklin och plagioklas förherrskande; qvarts underordnad; 
grönbrun glimmer, delvis kloritiserad, sparsam. Plagioklasen 
späckad med kristaller af nästan färglös epidot, äfven der 
den år frisk. Gyttringar af ljus titanit. 

8) Maynetitgneis, Vest-Vågö, Lofoten.” Ljus, nästan 


1)]. c. pag. 44. ?) 1. c. pag. 51. 3) Lc. pag. 76. 9) Le. pag. 73, 9) L c. pag. 45, 


Bergartspro. fran nordliga Norge 79 


hvit, smäkornig, bestäende af omvexlande qvartsriga och 
mera fältspatrika strimmor. Fältspaten ar dels ortoklas, 
dels plagioklas. Enstaka sma fjäll af brungrön glimmer. 
Ace. makroskopiska korn af magnetit teml. rikligt, samt 
små mikroskopiska korn af zirkon. 

9) Granitgneis, toppen af Kinfjeldet, Hindö') Röd- 
aktig, temligen grof, någorlunde glimmerrik. Mikroklin och 
epidotspåckad plagioklas öfvervågande. Grénbrun glimmer i 
fjålliga gyttringar. Qvarts och mikropegmatit i småkorniga 
partier. 

10. Grönsten?) starkt epidotiserad, Rå, Kvedfjord, 
Hindö. 

11) Granit?) Kroken, Salangen. 

Ljusgrå, smakornig. Ortoklas, plagioklas, mikroklin, 
qvarts, obetydligt glimmer, dels ljus, dels mörk, den senare 
i regelu omvandlad. 

- 12) Dioritskiffer, Kroken, Salangsdalen.*) 

Epidotspåckad plagioklas (möjligen åfven ortoklas) öf- 
vervågande, hornblende och grönbrun glimmer temligen rik- 
ligt; titanit och apatit i anmårkningsvård mängd och ovanligt 
stora korn; något magnetit, obetydligt qvarts. 

13) Gneisgranit, Högfjället ofvanför Finland, Kvalö.°) 
Nåstan hvit, småkornig. Faltspat öfvervågande, mest pla- 
gioklas späckad med epidot och hvit glimmer, Qvarts tem- 
ligen riklig. Der och hvar större epidotindivider mellan falt- 
spaterna. 

14) Gneis, Högfjellet ofvanför Finland, Kvalü.f) Smä- 
kornig, ljus, temligen glimmerfattig, men tydligt skiffrig ge- 
nom glimmerns strimvisa fördelning. Qvarts temligen riklig. 
Ortoklas och plagioklas, båda spåckade med epidot (och an- 
tagligen äfven med zoisit) samt små fjäll af muskovit, syn- 
nerligast mot individernas kanter. De større epidotkornen 


1) 1. c. pag. 66. 2) L c. pag. 69. 3) 1. c. pag. 150. *) L c. pag. 150, 
*) Ofr.1l. c. pag. 96. % 1. c. pag. 97. 


80 A. E. Törnebohm. 


hafva ofta en kärna af ortit. Vidare förefinnas nagot hom- 
blende och brun glimmer samt temligen rikligt med titanit 
i sma afrundade korn, ofta gruppvis anordnade. 

15) Gneis, Thorsvag, Van-ö, Karlsö.!) Gra smakor- 
nig, jemnskiffrig. Ungefar samma mineralsammansättning 
som föregäende, dock saknas hornblende. Glimmer är dere- 
mot något rikligare nårvarande, mest dock kloritiserad. Ace. 
(utom titanit) åfven apatit, magnetit ock något litet zirkon. 

16) Granitgneis, Burö pr. Van-6.?) Ljusgrä, smakor- 
nig, i stuff otydligt skiffrig. Ortoklas och plagioklas, båda 
spåckade med epidot och muskovit; qvarts temligen riklig; 
både brun och hvit glimmer. 

17) Granit, Ljösö utanför Kvalö.?) Groft medelkor- 
nig, glimmerfattig, ljus, men rikligt späckad med mörkgrå 
faltspatkorn. Dessa aro af ett. mérkt stoft fårgad oligoklas, 
sasom visas af eg. vigten, 2,638, och af utslackningsvinklar- 
ne (på P 2° a 21/,°, pa M omkr. + 8°). Oligoklasen år den 
forherrskande faltspaten 1 bergarten, men derjemte finnes äf- 
ven ortoklas, ej färgad. Qvartsen förekommer dels sasom 
rundade korn inneslutna i oligoklasen, och dels äfven säsom 
utfyllningar. Vidare finnes något litet biotit samt spar af 
muskovit. Acc. apatit och zirkon, båda i mycket ringa 
mångd. 

18) Ofvanför Selnes, Kvalö*). Skarpkantiga fragment 
af qvarts och mikroklin inbåddade i ett pulver af samma 
mineral jemte något glimmer, epidot och titanit. Såkerligen 
någon krossad gneis eller granit. 


1) 1. sen pat 115.2) 16. pag. 115. 2) Le. pag. AA eae ese. 


PI å à i 
{2 cie å Sen > ee 


Oversigt over de i Norges arktiske 


region hidtil fundne Coleoptera. 


Af 
J. Sparre Schneider. 


Under det arbeide med undersøgelsen af evertebratfau- 
naen i Norges andel af den arktiske region, som nu har ve- 
ret fortsat gjennem mere end 11 år, har det foreløbig stillet 
sig som en hovedopgave for mig at samle materiale til så 
vidt muligt fuldstændige oversigter over alt, hvad der hid- 
til har været anmærket inden de forskjellige grupper, for 
ligesom at berede et grundlag af sikre observationer, hvor- 
på der senere kunde bygges arbeider af en mere speciel na- 
tur. 

I alle disse år har jeg således arbeidet rolig næsten 
udelukkende som faunist og zoogeograf, dels af personlig til- 
bøielighed, dels fordi jeg har båret en inderlig overbevisning 
om, at et så uudforsket felt, som det polare Norge endnu 
må siges at være, først og fremst trænger et sådant fauni- 
stisk oprydningsarbeide, hvormeget end tidens videnskabelige 


retning er tilbøielig til at tillægge den slags undersøgelser 


6 


89 J. Sparre Schneider 


en meget underordnet betydning, idet betragtningen her som 
ved alle nye bevægelser har let for at udarte til ensidighed. 

Men selv om ikke disse bevægerunde havde været til- 
stede, vilde jeg været drevet dertil af nationale hensyn, om 
jeg sa ma kalde det, idet det ikke mindst ma vere viden- 
skabsmandens pligt at markere det for den store civiliserede 
udenverden endnu heist uklare begreb «Norge», og i dette 
tilfeelde at udskille vor andel af det endnu mere tageagtige 
begreb «Lapland», hvormed selv den videnskabeligt dannede 
omfatter det hele nordenfor polarcirkelen beliggende Europa. 
Nu bindes vistnok ikke flora og fauna af politiske grændser, 
men bortseet fra den store forskjel 1 naturforholdene mellem 
Norge og Sverige, idet vi sidder inde med en langt sterre 
kyststrækning, et megtigt, det hele land opfyldende bjerg- 
system og en polar andel af halvøen meget forskjellig fra 
det nordlige Sverige, sa ber en «Fauna Svecica» ikke over- 
flediggjere en «Fauna Norvegica», eller med andre ord: ogsa 
de norske entomologer, der hidtil har arbeidet under usæd- 
vanlig ugunstige omstændigheder, ma det vere tilladt at gjere 
den videnskabelige verden bekjendt med sit fædrelands natur- 
frembringelser. Det skulde synes ligetil latterligt at matte 
pege herpa, men en sädan redegjorelse er ikke destomindre 
heist forneden, idet jeg blot henviser til den merkelige kri- 
tik af Siebkes «Enumeratio» i «Zoological Record» for 1875, 
som Schøyen med en velberettiget indignation har imødegået 
i Kristiania Vid. Selsk. Forhandlinger 1879. Den engelske 
anmelder leverer her en høist uberettiget og om mangel på 
enhver forståelse vidnende omtale af dette første forsøg på 
en samlet oversigt over Norges entomologiske fauna, en kri- 
tik, som kun kan undskyldes med et totalt ubekjendtskab 
til den skandinaviske halv-ø's politiske og geografiske forhol- 
de, et ubekjendtskab, der imidlertid ikke sømmer sig for en 
videnskabelig anmelder i vore dage, og som måske har bragt 
de få norske entomologers alvorlige arbeide i miskredit, hvor 


Coleoptera i Norges arktiske region 83 


de forsøgte at finde forståelse og mäske en smule anerkjen- 
delse. «Gyllenhal arranged according to Thomson», det er det 
resultat, anmelderen 1 «Zoological Record» kommer til ved 
sin bedømmelse af «Enumeratio», som om Gyllenhal nogen- 
sinde havde samlet i Norge eller i sit bekjendte opus «In- 
secta Svecica» pa nogen made er tradt udenfor den ramme, 
som verkets titel har betegnet! 

Den af Skandinaviens insektfauna heit fortjente svenske 
entomolog C. G. Thomson har 1 sit værk «Scandinaviens 
Coleoptera» på en måde også bidraget til at forage den 
almindelig herskende uklarhed 1 forstäelsen af Norges ento- 
mologiske forholde, säledes at vi fra et rent faunistisk stand- 
punkt seet havde veret bedst tjent med, om den ærede for- 
fatter havde ladet Norge helt ud af betragtning. Nar nem- 
lig undtages det materiale, som Zetterstedt og Boheman i sin 
tid medbragte fra sine norske reiser, har Thomson lidet eller 
intet havt at bygge på til sine opgaver over Coleopternes 
udbredelse i Norge, og synes således aldeles ikke at have 
taget hensyn til de mange reiseberetninger, som Siebke har 
udgivet lige fra 1850. Ikke destomindre heder det på snart 
sagt hver side «tota Scandinavia», hvor Thomson neppe har 
havt nogen angivelse for Norges vedkommende at støtte sig 
til, og sådanne løse opgaver er ofte høist vildledende. Jeg 
har således foretaget mig 1 første bind at opsummere de ar- 
ter, som angivelig er udbredte over «hele Skandinavien», og 
finder da af Carnivori alene ikke mindre end 40 arter, som 
endnu ikke er fundne i det nordlige Norge og med få und- 
tagelser neppe heller nogensinde vil blive påviste der; og alt 
i alt kunde jeg til denne fortegnelse have føiet flere hund- 
rede arter, som imidlertid ingen ret har til at figurere der, 
sålænge ikke en eneste opgave over deres forekomst forelig- 
ger. Det være forøvrigt langt fra mig at ville nedsætte 
Thomsons i deskriptiv henseende over al ros hævede arbeide 
men jeg har fundet det fornødent at påvise, at det hvad den 


84 J. Sparre Schneider 


geografiske udbredelse angär-ikke er fyldestgjerende ialfald 
for Norges vedkommende, en mangel, som jeg her har sat 
mig til opgave at afhjælpe. 

I det her forelagte arbeide er segt samlet alt, hvad der 
hidtil mig bekjendt er bleven offentliggjort angående Cole- 
opternes udbredelse i det polare Norge; disse opgaver følger 
her i kronologisk orden. 

L. Gyllenhal, Insecta Suecica. Optager kun etpar arter, 
der angivelig er fundne af Marklin ved «Nordkap». 

S. C. Sommerfelt. Saltdalens beskrivelse 1827. Opfo- 
rer 52 arter Coleoptera. At denne som alle lignende ældre op- 
gaver mà benyttes med stor forsigtighed, er selvsagt; i tyd- 
ningen af en del arter har jeg ikke vovet at ga sa langt 
som Scheyen, for enkeltes vedkommende kommer jeg til et 
andet resultat. 

J. W. Zetterstedt, Insecta Lapponica. Dette vigtige 
arbeides forfatter bereiste 1 1821 en sterre del af vor arkti- 
ske region fra Ofoten til Alten og synes at have samlet un- 
der gunstige omstændigheder, da han medbragte adskillige 
arter, som det endnu ikke har lykkes senere samlere at gjen- 
finde; hans opgaver udmærker sig ved en for den tid sjelden 
neiagtig angivelse af lokaliteter. Insecta Lapponica optager 
forøvrigt en hel del arter, der ikke kan indga i denne for- 
tegnelse, idet sävel Dovre som Nordre-Trondhjemsamt er 
medindbefattet af Zetterstedt, medens jeg med de nyere nor- 
ske zoologer setter polarcirkelen som sydgrændse for den 
arktiske region, säledes som nedenfor nærmere vil blive ud- 
redet. 

C. G. Thomson, Skandinaviens Coleoptera. Det af 
Zetterstedt hjembragte materiale er her pany bleven gjennem- 
gået og bearbeidet, men såvidt jeg kan forstå, er der for den 
norsk-arktiske regions vedkommende ikke tilkommet yderligere 
bidrag. Thomsons arbeide er fremdeles den vigtigste kilde 
til kundskaben om den skandinaviske halvøs Coleopterfauna, 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 85 


hvorfor jeg med de øvrige norske og svenske entomologer 
har fulgt hans systematik, forøvrigt et mindre væsentligt 
moment ved et begrændset faunistisk arbeide som det her 
af mig fremlagte, og med nogle få afvigelser også hans no- 
menklatur, ihvorvel jeg ikke hylder den stærke tendents til 
generisk monotypi, som i vore dage har så mange varme 
tilhængere. 

C. W. Schneider, Stettiner entom. Zeitung 1862. Bear- 
beider det af de to bekjendte Lepidopterologer Dr. Staudin- 
ger og Dr. Wocke i 1861 fra Finmarken medbragte materi- 
ale, der atter er bleven revideret af L. v. Heyden i samme 
tidskrift for 1866. De nævnte forskere opholdt sig den me- 
ste tid i Altens distrikt, men da indsamlinger foretoges un- 
derveis såvel langs Nordlands kyst som på Dovre, er det 
høist sandsynligt, at enkelte opgaver er fremkomne ved en 
forveksling af lokaliteter; forekomsten af Feronia versicolor og 
Agriotes obscurus ved Tromsø er således lidet sandsynlig, og 
bestemmelsen af enkelte arter som f.eks. Agabus chalconotus 
kan neppe være korrekt. 

H. Siebke, Enumeratio insectorum Norvegicorum II. 
1875. Til Zetterstedts opgaver kommer her endel arter for- 
nemmelig indsamlede af professor R. Collett på spredte lo- 
kaliteter i vor arktiske region. 

J. Sparre Schneider, Coleoptera iagttagne ved Tromsø. 
Tr. mus. årshefter II. 1879. Optager 134 i Tromsø nærme- 
ste omegn fundne arter, et antal, som jeg ved fortsatte un- 
dersøgelser har kunnet mere end fordoble. 

W. M Schøyen, Supplement til H. Siebkes Enumeratio 
ete. Kristiania Vid. Selsk. Forh. 1878. Tilfeier yderligere 
bidrag fra forskjellige punkter i det polare Norge, fornem- 
melig Østfinmarken, indsamlede af pastor Sandberg, ham selv 
og undertegnede. 

Fr. W. Måklin, Coleoptera indsamlade under den Nor- 
denskiöldska expeditionen 1875 etc, Kongl. svenska Vet. 


86 J. Sparre Schneider 


Akad. handlingar 1880. | Optager 70 arter indsamlede mel- 
lem Bode og Karlse; denne fortegnelse er senere bleven re- 
videret af prof. John Sahlberg i «Fintomologisk Tidskrift» 
for 1882 under gjennemgäelse af de i Stockholm opbevarede 
indsamlinger, hvorved endel feilagtige bestemmelser er bleven 
korrigerede. 

J. Sparre Schneider, «Nogle zoologiske iagttagelser fra Vardø». 
Tromsø mus. årsberetning for 1882. Opfe- 
rer 24 arter Coleoptera fundne på Vardø. 

— «— «Nordfuglø, en zoologisk skisse». Tromsø mus. 
årsberetning for 1884. Fra denne i det åbne 
Ishav udenfor Lyngenfjord beliggende ø med- 
bragte forfatteren 1 1884 65 arter Coleoptera. 
— 4 — «Dyrlivet på vore havskjær», Tromsø mus. 
årsberetning for 1887. Optager 64 arter 
Coleoptera, som forfatteren indsamlede på 
Hillesø udenfor Malangenfjord i slutningen 

af juni 1887. | 
Ved udarbeidelsen af denne opsats har prof, J. Sahl- 
bergs forskjellige publikationer over Finlands Coleopterfauna 
været mig af hoieste værd og interesse, og det er kun at 
beklage, at forfatteren endnu ikke har rukket at behandle 
faunaen i sin helhed, idet hidtil kun Carnivori, Palpicornes, 

Amphibii og Brachelytra er bleven bearbeidede. Med sin 

aldrig svigtende velvillie har dog min høitagtede ven søgt 

at afhjælpe denne mangel, idet han, foruden at gjennemgå 
en stor del af mine indsamlinger, også har tilstillet mig op- 
gave over en hel del arters udbredelse på Finlands område, 
således at jeg også udenfor de nævnte grupper har kunnet 
anstille disse sammenlignende undersøgelser angående udbre- 
delsesforholdene, der har været en hovedopgave under mine 
coleopterologiske studier. Stor tak er jeg ham derhos også 
skyldig for en fortegnelse over Coleoptera, som han indsam- 
lede i 1879 ved Bodø og i Saltdalen. Vigtige bidrag har 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 87 


jeg derhos modtaget af hr. forstkandidat A. Hagemann, som 
med stort held har gjort entomologiske indsamlinger i Salt- 
dalen, hvorfra foreligger en fortegnelse over c. 300 arter, 
desuden har han samlet i Beieren, ved Bode, i Skjærstad, 
Folden og Alten og med stor liberalitet meddelt vort muse- 
um af sine indsamlinger. 

Under gjennemgaelsen og ordningen af universitets- 
museets Coleoptersamling har derhos min ven bergkandidat 
Th. Miinster pa Kongsberg noteret alle arter, der skriver 
sig fra norsk-arktisk omrade, hvilke dels for mange ar til- 
bage er indsamlede af Sommerfelt og Esmark i Varanger og 
Tanen, dels af Schøyen er medbragte fra hans 3 arktiske 
reiser 1 1878, 79 og 81. Beklageligvis er denne ordning end- 
nu ikke længere fremskreden end til afslutningen af Brache- 
lytra, hvorved denne afhandling har måttet undvære et såre 
vigtigt bidrag, isærdeleshed et føleligt tab for Varangers ved- 
kommende, hvis Coleopterfauna endnu kun er lidet kjendt. 

Efter nu i såmange år at have havt mit hjem i det 
arktiske Norge har jeg selvfølgelig bedre end nogen anden 
fået anledning til at sætte mig ind i disse interessante trak- 
ters dyrverden, og uagtet Coleopterologien ikke egentlig har 
været dyrket som noget hovedfag, idet den marine fauna 
ved siden af Lepidopterne hovedsagelig har beslaglagt min op- 
mærksomhed, har jeg dog efterhånden sammenbragt et så 
betydeligt materiale, at det sammen med de ovenfor nævnte 
bidrag har forekommet mig tilstrækkeligt til deraf at vove 
en fremstilling af Coleopterfaunaen i det arktiske Norge, så 
ufuldkommen den end i det hele og store taget selvfølgeligt 
må blive. Mine ind samlinger, der tildels har været udførte 
med reiseunderstøttelse fra vort universitet, har strakt sig 
over hele Tromsø stift, fra Bodøtrakten til den russiske 
grændse; jeg har således samlet i Beieren, ved Bodø, på Grete 
i Stegen, Fagernæs i Ofoten, Lødingen, Trondenæs, Andenæs, 
Malangen, Balsfjord, Målselven og det nordlige Bardo, Tromsø, 


88 J. Sparre Schneider 


Lyngen, Nordfuglo, Kvænangen, Alteid, Bossekop, Tanen, 
Varde, Vadse, Nord- og Sydvaranger, men dog er det des- 
værre endnu kun Tromsø nærmeste omegn og en del af 
Mälselvens dalfore, til hvis fauna jeg ter sige mig at have 
et grundigere kjendskab, de øvrige trakter har kun været 
gjenstand for flygtige besøg. 

Ved for Norges fauna nye arter forståes sådanne, an- 
gående hvis forekomst hidtilintet har været publiceret, idet 
mange af dem vistnok har været fundne søndenfjelds af Mün- 
ster, uden at han dog hidtil har offentliggjort noget over 
sine mange interessante og merkelige fund. De med en 
stjerne (*) betegnede arter findes endnu ikke repræsenterede 
i Trosmø museums samling i arktiske eksplr.; denne anmærk- 
ning er nærmest beregnet på dem, der herefter måtte komme 
til at samle i det arktiske Norge, og opsatsen tjener tillige 
derved som en slags katalog for samlingen, som endnu ikke 
er ordnet og opstillet i sin helhed. 

Med hensyn til begrændsningen af Norges arktiske re- 
gion da har jeg med G. O. Sars og Schøyen sat polarcirke- 
len som en temmelig naturlig sydgrændse, og som et ikke 
uvæsentligt moment finder jeg den omstændighed, at granen 
(Abies excelsa) omtrent her fuldstændig ophører for først at- 
ter som Abies obovata i enkelte eksemplarer at vise sig ved den 
russiske grændse i Sydvaranger. Og om jeg så vilde have 
rykket grændsen endnu etpar breddegrader længere mod syd, 
så at vor arktiske region nogenlunde vilde have svaret til 
udstrækningen af Sveriges «Lapland», da vilde derved for 
denne anledning dog intet være vundet, eftersom hele stræk- 
ningen mellem Saltdalen og Trondhjem endnu i coleoptero- 
logisk henseende er et fuldstændigt terra incognita! 

Så indbydende det end måtte synes ved et arbeide som 
det her foreliggende at fordybe sig i reflektioner over den 
arktiske faunas herkomst, eller idetmindste i en ekstrakt af 
sine undersøgelser at fremlægge et positivt enderesultat, så 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 89 


har der dog hertil manglet mig 3 hovedbetingelser: tid, sag- 
kundskab og kjendskab til literaturen; jeg har derfor mâttet 
indskrenke mig til at fremlægge de forhandenverende fakta, 
sigtede sa omhyggeligt som muligt, og de bemerkninger, jeg 
har tilladt mig angaende arternes arktiske eller boreale ud- 
. spring, støtter sig hovedsagelig kun til udbredelsesforholdene 
pa den skandinaviske halve og Finland. 

Da jeg har troet det af interesse at få se kvaliteten af 
den arktiske regions fauna sammenlignet med det senden- 
fjeldske Norge, leveres nedenfor en tabel, hvori procentvis 
er udregnet forholdet inden de forskjellige ordener, idet jeg 
har valgt Kristiania og Tromsø som de to bedst undersøgte 
stationer; herved bemærkes, at Kristiania omfatter omegnen 
i temmelig vid udstrækning, medens Tromsø omslutter kun 
etpar kvadratkilometer. Om jeg istedetfor Tromsø havde 
valgt det noget længere ind i landet beliggende Målselvens 
dalføre, vilde karakteren være bleven en helt anden og fau- 
naen langt rigere, idet deri en hast lader sig opregne mere 
end 150 arter, som Målselven med sine ud:trakte skove og 
varmere klima frembringer fremfor det kjølige og skovfattige 
Tromsø; men da Målselven, skjønt ofte besøgt, endnu på 
langt nær kan siges at være tilstrækkelig undersøgt, vil Tromsø- 
trakten frembyde det korrekteste billede. Opgaverne fra 
Kristiania med totalsummen for det hele Norge skylder jeg 
Miinster, der udarbeidede dem januar 1882. Siden den tid 
er vistnok faunaen bleven beriget med et betydeligt antal 
arter, men Jeg har desværre ikke kunnet forskaffe mig op- 
gaver afen senere dato; dog vil forholdet mellem grupperne 
selv ved en betydelig forøgelse af arterne neppe i noget 
mærkbart mon forrykkes, antager jeg. 


90 J. Sparre Schneider 


Tromsø. 2... |. Krisitania Tota 
| (69° 40) |[Reglo arctica.| (590 554) | Norvegia: 
| 9/0 | 0/0 | 9j 0 of 0 

Carabidæ . . .. | 46 15.7 | 86 12.4 | 168 ‘| 201 10.1 
Natatoria . .. 20 6.8| 49 701: VI 4271408 5.5 
Palpicornes. . . | 8 27) 18 | 2.6 | 780 33 61 3.1 
Amphibii . ... 0 — 5 06 ot 0:71 45 0.8 
Brachelytra. . . | 118 40.3 | 198 28.6 | 347 20.5 | 398 19.9 
Clavicornes. . . | 20 6.8| 65 93! 191 11.3 | 228 190 
Lamellicornes . 7 244160 2.3) 50 3.0| -59 3.0 
Platysoma . .. 0 — 2 031 8 0.5 9 0.5 
Xylophagi ... 2 Osea + 2041 46 2:1 | 52 2.6 
Fungicola. . .. 7 JAM 24 3010008 3.01 10) 4.0 
Serricornes . . . | 19 Gar DR 8.311122 7:2; 143 Po 
Heteromera .. 4 MN 3.0| 63 3 SU | 3.9 
Rhynchophori . | 23 SET 10.3 | 260 15.5 292 14.6 
Longicornes . . 6 1420", 26 Bli Di 4, 72 3.8 
Phytophagi . . . | 10 | 32 ll 4.5 | 143 85 159 8.0 
Aphidiphagi .. 3 FO 411 16 11437 2.2 39 2.0 
Summa ..... | 293 | 694 1692 | 1996 


Den høie procent, som Brachelytra yder i den arktiske 
region og da specielt for Tromso’s vedkommende, grunder sig 
vistnok hovedsagelig på de 1 virkeligbeden rådende forholde, 
men jeg tror dog, at procenten for det søndenfjeldske som 
for hele Norge vil stige ved nøiere undersøgelser, da de hid- 
til kjendte 398 arter står i et altfor stort misforhold til de 
654, som Sahlberg allerede i 1876 anfører fra Finland. At 
de phytophage arter aftager mod nord, medens antallet af 
carnivore tiltager, er vel kjendte foreteelser; Natatoria vil 
vistnok efterhånden opnå en høiere procent i det polare Norge, 
da et betydeligt antal arter, der er fundne i det nordlige 
Sverige og Finland, vistnok senere vil blive påvist i Østfin- 
marken, hvis naturforholde er næsten ganske de samme som 
det nordlige Finlands. Forholdstallet for Serricornes synes 
at være temmelig det samme i nord som i syd og vil neppe 
væsentlig forykkes; endel phytophager, navnlig Rhynchophori, - 
vil uden tvivl blive påviste fra de indre varme dalfører, men 
forholdstallet vil neppe i noget mon forandres, da disse, så- 
velsom Lamellicornes, ved sin levemäde er lettere at iagttage 
og samle end de carnivore biller, 


Coleoptera i Norges arktiske region 91 


Som kjendskabet nu stär til Norges Coleopterfauna, op- 
tager den arktiske region vel '/, af det hele antal. I betragt- 
ning af de store landstrekninger, hvor endnu ingen samler 
har sat sin fod, ter det kanske ikke ansees for heit vovet, 
at anslä det antal arter, der virkelig lever nordenfor polar- 
cirkelen på norsk område, til c. 1000 arter; men allerede nu 
viser de 694, som denne fortegnelse opferer, at Norge vesten- 
for fjeldryggen ingenlunde, som Mäklin mener, er meget in- 
sektfattigt, men tvertsom afgiver et nyt bevispä de mærke- 
lige gunstige klimatiske forholde, som räder i vort fædreland 
og specielt i den arktiske region. Til en sammenligning kan 
anferes, at antallet af kjendte Lepidoptera i det arktiske 
Norge hidtil gar op imod 400 og udgjer ikke fuldt !/, af 
det i hele landet observerede antal, der fortiden omfatter 
1260 arter. For de evrige ordeners vedkommende er under- 
segelserne her nord endnu meget mangelfulde, lidet er der 
indsamlet, ei heller er det sparsomme materiale endnu bleven 
bestemt; men sameget har jeg dog seet, at antallet af Diptera 
er stort, og at parasithvepse og Tenthvredinider ei heller er 
fåtallige. På en oversigt af den arktiske regions Hymenoptera 
vil mine entomologiske studier herefter blive rettede. 

Tromsø i august 1888. 
J. S. Schneider. 


Coleoptera regionis arcticæ Norvegiæ. 
Caan aw Om... 
a. Carabicide. 


1. Cicindela campestris L. (69° 40) 

Hidtil kun bemærket på to langt fra hinanden beliggende 
punkter, nemlig i Beierens dalføre søndenfor Bodø samt ved 
Tromsø. På førstnævnte lokalitet så jeg i midten af Juli 
1880 nogle eksplr. på sandede veie omkring gården Storjord, 
og arten blev sammesteds observeret af to tyske videnskabs- 
mænd, brødrene Krause fra Berlin, med hvem jeg traf sam- 
men på min reise 1 Beieren. Forstkandidat Hagemann har li- 
geledes påtruffet den ikke sjelden i Beieren, men merkeligt 
nok ikke i Saltdalen med omliggende distrikter, hvilket nok- 
som viser, at den i sin forekomst her nord må være yderst 
lokal. Af ganske særlig interesse synes mig fundet ved 
Tromsø, ubetinget en af de interessanteste entomologiske ob- 
servationer, som det under et 11 årigt ophold i disse egne 
er faldt i min lod at gjøre. 28 juni i det abnorme og for 
insektlivet så ualmindelig gunstige ar 1883 fangede jeg et 
eksplr. i et udterret bækkeleie høit oppe i en ur på den 
nordlige skråning af Tromsdalen, idet det flei op på en lav 


*) Den anførte bredde angiver det nordligste punkt, på hvilket arten 
hidtil er bleven observeret, 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 03 


Salix; jeg bemærkede etpar stykker til, som undslap, uden 
at det senere har lykkes mig at finde flere. Den er i Fin- 
land funden nordligst ved Kuusamo (66°), dens nordgrendse 
i Sverige er mig ubekjendt. 

2. C sylvatica L. (69°40 ). 

Også Østfinmarken besidder en art af slægten, der nar 
samme heie nordlige bredde som foregaende, uden dog at by- 
de noget pafaldende i sin forekomst, da Sydvaranger med 
sin barskov og varme oplandsklima yder de nodvendige be- 
tingelser. Jeg tog et eksplr. i landeveien tat ovenfor Svan- 
vik ved Tsjoalmejayre 10 Juli 1882. I Finland nordligst 
bemærket ved Muonioniska (68°). 

Zetterstedt anfører C. hybrida v. maritima som funden 
af Boheman 1832 «ad litus maris in Lapponia Norvegica»; 
her er imidlertid Nordre-Trondhjemsamt og Dovre, hvor Bo- 
heman samlede, medregnet til Norges «Lapland», medens det 
arktiske Norge i denne min fortegnelse kun omfatter landet 
nordenfor polarkredsen. 

3. Carabus catenulatus Scop. (71°.) 

Enkeltvis og sjelden men med vidtstrakt udbredelse; 
hidtil kun bemærket langs kysten. Dvergberg pa Andeen i 
Vesterålen (pastor Revers), Fløifjeld ved Tromsø c. 300 m. o. 
h. et eksplr. 27 juni 1886 (seminarbestyrer Qvigstad), Bosse- 
kop i Alten (Staudinger), Hammerfest (Esmark), Rolfsehavn 
ner Nordkap (adjunkt Hornemann), Kistrand i Porsanger 
(Schøyen) samt ved Jakobselv i Sydvaranger (Sandberg). 

v. rufino J. Sahlbg. Sydvaranger (Schøyen). 

4. C. violaceus L. (7040). 

Spredt og enkeltvis. Saltdalen (Sommerfeldt), samme- 
steds også funden af Hagemann, der ligeledes har taget den 
almindelig i Beieren, Grete i Stegen (fru Gylche), Fløifjeld 
ved Tromsø et enkelt stykke c. 300 m. o. h. 22 juli 1888, 
Nordfuglø juli 1884 3 eksplr. (ipse), Alteidet (Zetterstedt) Ham- 


94 J. Sparre Schneider 


merfest (Scheyen). I russisk Lapmarken observeret op til 
Kola (69°). 

v. arctica J. Sahlbg. in lit. «Næsten ensfarvet sort og 
betydelig mindre.» Nogle eksplr. i Salten, ogsä pa Aresku- 
tan i Jemtland (Sahlberg). 

5. C. glabratus Payk. (10°). 

Den almindeligste art i slægten, som det synes hyppi- 
gere i de indre distrikter end ude ved kysten. Saltdalen 
almindelig udbredt, også i Beieren (Hagemann), i Målselvens 
dalføre bemærket på næsten alle af mig besøgte punkter, på 
Tromsøen og i Tromsdalen enkelte eksplr. med lange mel- 
lemrum, Hillesø talrig (ipse), hvorhos den opgives at være 
hyppig omkring Mestervik i Malangen; Bø i Vesterålen, al- 
mindelig i de indre distrikter af Sydvaranger i 1882 (Sand- 
berg). Af Zetterstedt funden på fjeldryggen i Torneå på norsk 
side. 

v. rufino J. Sahlbg. Saltdalen og Sydvaranger (Schøyen, _ 
Sommerfelt). 

6. C. nitens L. (70°). 

Saltdalen et enkelt eksplr., ved Bode temmelig hyppig 
(Hagemann), pa sidstnævnte lokalitet også funden af Schøyen; 
Evenæs i Ofoten 1 begge kjøn 16 juli (Zetterstedt.) Enkelte 
eksplr. er også af Sandberg fundne omkring Kirkenæs i Syd- 
varanger. Denne art har overhovedet i Norge en yderst 
sporadisk udbredelse, således at jeg selv under en snart 20 
årig samlervirksomhed på de forskjelligste kanter af landet 
aldrig har havt den forneielse at finde et eneste eksplr. af 
dette vakre insekt! 

7. Cychrus rostratus L. (70925). 

Udbredt men sparsom. Saltdalen (Hagemann), Bodø 
(Måklin), Grøtø (fru Gylche); selv har jeg taget den ved Tol- 
lå i Beieren, på Hillesø, Tromsøen, Fløifjeld, Masvik på 
Ribbenæsø samt ved Elvenæs i Sydvaranger, hvor den også 
ved Kirkenæs er funden af Sandberg. Kistrand (Schøyen). 


Coleoptera i Norges arktiske region 05 

v. pygmeus J, Sahlbg (Chaud.?). Eksplr. fra Tromsda- 
len er af Sahlberg bestemt saledes, medens individerne fra 
de øvrige lokaliteter, om end varierende noget i størrelse, 
dog nærmest går ind under hovedformen. 

8. Leistus ferrugineus L. (70°40 ). 

Udbredt men sjelden og hovedsagelig kun ved kysten. 
Saltdalen (Sommerfelt), Fløifjeld ved Tromsø flere eksplr. 
under skovgrændsen i 1883, 85 og 87, Mestervik i Malangen juli 
1887, Fagerli i Malselven juli 1888 et enkelt individ, Nord- 
fuglø 2 stykker (ipse), Hammerfest (Schøyen). I Finland er 
den hidtil nordligst bemærket til 63° og er som følgende at 
henføre til de boreale former. 

9. L. rufescens F. (70°). 

Yderst sjelden; den er kun funden i Alten af Staudin- 
ger, medens jeg selv har taget et enkelt eksplr. 12 juli 1885 
ved Elvevold i Kirgisdal, en sidedal til Mälselvdalen, under 
en sten på et fugtigt og skyggefuldt sted i skoven. I Fin- 
land kun funden til 61°30’. 

10. Pelophila borealis Payk. (70°40 ). 

Udbredt overalt og ofte ret hyppig, især ved elve og 
indsøer under stene og træstykker. Saltdalen, Hammerfest, 
Kistrand og Lakselv i Porsanger (Schøyen), af mig er den 
funden ved Tagvand, Bjerkeng, Grønlien og Moen i Malsel- 
ven, på Tromsoen, i Tromsdal, i Lyngen ved Skibotnelv, på 
Nordfuglø, ved Vesterelv i Nordvaranger samt ved Tsjoalme- 
og Bodsejavre i Sydvaranger. Den er overalt kun funden i 
lavlandet, idet Tagvand, det høieste punkt, ikke ligger stort 
over 150 m. o h. I Norge går den mod syd lige til 609, i 
Finland bemærket sydligst ved 63°. V. rufino, migrino et v. 
pedibus rufis forekommer om hinanden uden at være bundne 
til bestemte lokaliteter. 

11. Nebria gyllenhali Schoenh. (71°). 

Et af de almindeligste og mest udbredte insekter i vor 
arktiske region; i en eller anden af de nedenfor anførte va- 


96 J. Sparre Schneider 


rieteter er den noteret fra omtrent alle, savel af andre en- 
tomologer som af mig selv undersøgte punkter. 

a. forma typiea. Saltdalen, Bø i Vesterålen, Hillesø, 
Tromsø, Målselven, Malangen, Alten, Giæsvær, Porsanger, 
Polmak, Vadsø og Sydvaranger. 

b. v. besseri Fisch. (hyperborca Gyll.). I de sydligere 
distrikter og endnu ved Tromsø hovedsagelig alpin, i Fin- 
marken almindelig lige til havets bred. Saltdalen, Målselven, 
Tromsø, Nordfuglø, Porsanger, Varanger. 

c. v. balbii Bon. Enkeltvis pa Tromsøen, Nordtuglø, 
Giæsvær, Vardø, på sidstnævnte sted den udelukkende op- 
trædende form, samt ved Vadsø. 

d. v. schneidert Münster in lit. («pedibus flavis, elytris 
rubris») Denne form har jeg fundet enkeltvis ved Tromsø, på 
Nordfuglø samt ved Vadsø. 

12. N. nivalis Payk. (67°). 

Hidtil kun funden af prof. J. Sahlberg pa de heieste 
toppe i Saltdalen, säledes pa Badfjeld, men den ter vel senere 
blive pavist ogsa pa nordligere lokaliteter, da den i finsk 
Lapmarken er funden helt op i Utsjok (69°55 ). I Norge er 
den ellers kun observeret i Jotunfjeldene af Münster, fra hvem 
jeg har modtaget eksplr., der ganske stemmer med dem, som 
Sahlberg godhedsfuldt har overladt os. 

v. pedibus totis nigerrimis (Zett. v. c.) er funden mellem 
hovedformen. 

13. Notiophilus aqvaticus L. (70°22 ). 

Bemerket pa omtrent alle undersøgte lokaliteter fra 
Saltdalen til Sydvaranger, ogsa pa Varde, i lavlandet sa- 
velsom pa fjeldene. Høiest op er den af mig funden på 
Svendborgtind i Malselven omtrent 800 m. o. h. 

14. N. palustris Duft. (70°14"). 

Udbredt men sporadisk og sjelden. Saltdalen (Hage- 
mann), Bjerkeng og Fagerli i Mälselven flere eksplr. juli 


1888, Tromse, Fleifjeld og Nordfugle (ipse), Vadse (Scheyen), 


Coleoptera i Norges arktiske region 97 


Varanger (Sommerfelt). I Finland observeret nordligst ved 
65° og er som følgende en boreal form, agvaticus er neppe 
heller af arktisk oprindelse. 

15. X. biguttatus Fabr. (70° 14°) 

Som foregäende meget sporadisk og sjelden og hoved- 
sagelig ved kysten. Saltdalen (Hagemann), Fleifjeld et en- 
kelt eksplr. 23 august 1883 sammen med foregaende, Fagerli 
i Malselven et enkelt individ 1 august 1888, pa Nordfugle 
ret hyppig (ipse), Reno (Maklin), Kirkenes i Sydvaranger 
(Sandberg). I Finland til 67° 10". 

16. Trachypachys zetterstedtii Gyll. (692".) 

Et enkelt eksplr. af dette hoist sjeldne arktiske og for 
Norges fauna nye insekt var jeg sa lykkelig at finde på den 
sandede bred af Brandmokjærnet ved Bjerkeng i Målselven 
2 juli 1885. | 

17. Loricera pilicornis Fabr. (70° 14°). 

Udbredt og ret hyppig vestenfor Nordkap, i Østfinmar- 
ken kun bemærket på et enkelt punkt. Saltdalen (Hagemann, 
Sahlberg), Bødø og Alten (Schøyen), selv har jeg fundet den 
ved Hokvik i Ofoten, Trondenæs, Tromsø, Bjerkeng i Måls- 
elven, Finkirken på Ribbenæsø, Nordfuglø samt ved Tsjoal- 
mejavre i Sydvaranger. En art af boreal oprindelse. 

18. Clivina fossor L. (70°) 

Udbredt men lokal og sparsom. Saltdalen (Hagemann, 
Schøyen), Dyrø ved Dybvik (Zetterstedt), Bø i Vesterålen 
(Sandberg), selv har jeg fundet den ved Bodø samt Moen 
og Fagerli i Målselven, hvor den forekommer sparsomt på 
elvebredden. Varanger (Esmark). Den er også i Finland 
ifølge Sahlberg udbredt over hele området. 

19. Dyschirius globosus Hbst. (70°) 

Udbredt men kun bemærket på få lokaliteter. I Saltdalen 
meget almindelig (Hagemann), Moen i Målselven, Mestervik 
i Malangen, på Tromsøen ganske hyppig, Kjosen i Lyngen 


og Svanvik ved Tsjoalmejavre i Sydvaranger (ipse). 
7 


98 J. Sparre Schneider 


v. b. (maritimus Boh.). Et enkelt eksplr. ved Moen ; 
Mälselven 3 juli 1883 samt et par ved Mestervik i Malangen 
juli 1887, tæt ved søen; endel af Tromsø-eksplr.ne nærmer 
sig også stærkt til denne varietet, idet vingedækkerne kan 
være stærkere eller svagere metalfarvede, medens thorax dog 
oftest er sort. 

20. Elaphrus cupreus Dutt. (70°). 

Påfaldende nok hidtil ikke noteret fra nogen lokalitet 
søndenfor Tromsø omegn, heller ikke observereti Østfinmar- 
ken. Gibostad på Senjen (Zetterstedt), ved Præstvand på Tromsø- 
en og Tromsdalselvens udløb er den meget almindelig om 
våren efter isløsningen, ligeledes har jeg fundet den talrig 
ved Moen, Bjerkeng og Grønlien i Målselven i juli og august, 
ligesom et enkelt dødt individ blev taget helt nede ved søen 
ved Mestervik i Malangen juli 1887. Ved Bossekopi Alten 
observeret af Staudinger og Schøyen. 

v. c. & d. J. Sahlbg har jeg fundet ved Bjerkeng 1 1883. 

v. e. J. Sahlbg. (arcticus Dej.) eriet enkelt eksplr. fun- 
det ved Bossekop i Alten af Staudinger. 

21. E. lapponicus Gyll. (69740). | 

Hidtil kun bemærket på få punkter i vor arktiske re- 
gion, så den vistnok er meget lokal. Det første eksplr. fandt 
jeg 1 midten af August 1877 ved Klævand på Andenæs i 
Vesterålen, et andet har Jeg taget 18 august 1883 under et 
træstykke ved bredden af Tagvand i Målselven; ved Præst- 
vand på Tromsøen er den derimod enkelte år ganske talrig 
på de våde mostuer straks efter isløsningeu i begyndelsen 
af juni, men kun på en enkelt indskrænket lokalitet ved den 
sydlige bred, ligesom den kun er at finde i få dage; E. cu- 
preus har sit hjem lige i nærheden mellem græstuerne men 
synes aldrig at besoge sin nabo, og omvendt har jeg kun 
etpar gange fundet lapponicus udenfor sit territorium. 

Denne art varierer betydeligt og langt mere end de øv- 
rige arter, såvel i formen af thorax, som især 1’ oversidens 


Coleoptera i Norges arktiske region 99 


farve; de talrige farvevarieteter kan ordnes således: 

a. forma typica: supra æneo-cupreus. 

v. b, Sahlb.: viridis, costulis inter foveolas elytrorum 
aureo-rufis. Denne varietet er på Tromsøen næsten ligeså 
hyppig som den kobberfarvede og er efter min formening ube. 
tinget den arktiske regions vakreste skalvinge. 

v. c. J. Sahlbg: obscurior, supra æneo-niger; ikke fun- 
den af mig. 

v. d. nob.: supra viridi-niger. Tromsø, meget sjelden. 

v. e. nob.: supra violaceo-niger; eksemplaret fra Ande- 
næs, Tromsø flere stykker. 

I det søndenfjeldske Norge er denne rent arktiske art 
funden såvel på Dovre som sydligst under c. 6lde grad i 
Bergens stift af Minster, i Sverige og Finland er den deri- 
mod kun bemærket ovenfor 66de grad, såvidt mig bekjendt, 
Ifølge Sahlberg er den funden også i det nordlige Skotland» 
medens Stein & Weisses katalog kun anfører Lapland. 

22. E. riparius L. (709). 

Meget udbredt men hovedsagelig kun i de indre distrik- 
ter. I Saltdalen almindelig flersteds (Sahlberg, Hagemann), 
Moen, Bjerkeng, Bugtesæter i Mälselven, Tromsdalen 2 eksplr. 
i et tørt bækkeleie 21 juni 1883, Svanvik i Sydvaranger 
(ipse), Kobbervik sammesteds (Sandberg), Bossekop i Alten 
(Staudinger, Scheyen). Zetterstedt specificerer ingen lokalite- 
ter, men har vistnok fundet den ogsa i Norge. Mærkeligere 
varieteter har jeg ikke fundet, mest fremtrædende er den 
lyst kobberbrune form. Udbredt over hele Skandinavien og 
Finland, sjelden dog pa vestkysten (Sendmere if. Strem), i 
hvert fald ikke fundet i Sendre- Bergenhusamt, hvor jeg har 
samlet i 5 ar, medens cupreus derimod ved Bergen er heist 
almindelig. 

23. Blethisa multipunctata L. (69°40 ). 

Hidtil kun bemerket ved Tromsø og i omegnen. Pa 
Tromsøen et enkelt eksplr. 1877, ikke sjelden ved Præstvan- 


100 — J. Sparre Schneider 


det juni 1878, 83 og 88, ligesom jeg har taget et individ 
ved en brakvandsdam ved Tromsdalselvens udleb 30 mai 
1883; 2 eksplr. erholdtes ved Grønlien i Mälselven 14 august 
samme ar. Ellers er den mig bekjendt kun funden i det 
sydøstlige Norge, men der flersteds meget almindelig; i Fin” 
land er den observeret op til Enontekis under 68° 30°, dog 
bør den trods sin nordlige udbredelse neppe regnes til de 
arktiske elementer. 

* 24. Arctobia arctica Gyll. (70° 25°). 

Udbredt men meget sjelden. Hagemann har taget 2 
eksplr. i Junkersdalen i Saltdalen juni 1886, Kistrand i Pors- 
anger (Schøyen), Kobbervik i Sydvaranger (Sandberg), der- 
hos besidder universitetsmuseet eksplr. fra Finmarken ned- 
sendt af Jentoft. | 

Et heiarktisk insekt, der hidtil kun er kjendt fra svensk, 
finsk og russisk Lapland og det nordvestlige Siberien. 

25. Bembidium (Tachypus) pallipes Duft. (69° 8'-709) 

Meget sporadisk og sjelden. Ved Saltelven er den fun- 
den af Sahlberg, 2 eksplr. har jeg selv taget ved Moen i 
Malselven 3 og 9 juli 1883 i selskab med B. lapponicum og 
et 3die ved Svendborg ved den nordre ende af Fjeldfresk- 
vandet sammen med velox 20 juli 1888, derhos er den af 
Esmark medbragt fra Varanger. 

26. B. velox (L. 70°). 

Som foregäende lokal men selskabelig, hvor den findes. 
Med foregäende i Salten (Sahlberg), i stor mængde pa den 
sandede bred .ved Fjeldfreskvandets nordlige ende 20 juli 
1888 (ipse), Varanger (Esmark). 

var c. J. Sahlbg. (supra coeruleum) fandt jeg ved Svend- 
borg sammen med hovedformen. 

Denne art har en afgjort nordlig udbredelse men herer 
ligesom pallipes neppe til de egentlig arktiske elementer. Ud- 
bredt i det sydestlige Norge men endnu ikke bemærket ve- 
stenfjelds. 


Coleoptera i Norges arktiske region 101 


27. B. lapponicum (Zett.) Thomson (impressum var. b. 
lapponicum Zett.) (69%8'). 

Denne ægte arktiske form, der hidtil kun er bemærket 
i det nordligste Skandinavien, synes ligesom velox at være 
meget lokal men tør vise sig at have en lignende udbredelse. 
Af Sahlberg blev den i 1879 funden ved Saltelven i selskab 
med sin nære slægtning, ellers er den kun af forfatteren ob- 
serveret i Målselvens brede dalføre. Første gang fandt jeg 
den 10 juli 1877 i talrige eksplr. ved Moen i Målselven på 
den sandede elvebred og har senere samlet den der 3 og 9 
juli 1883 og 4 juli 1888, ved flere andre leiligheder var lo- 
kaliteten af flommen sat under vand; den har efterhånden 
vist sig at være udbredt langs hele dette vasdrag, i det jeg 
i den forløbne sommer (1888) har fundet den såvel ved Fa- 
gerli som Bjerkeng, hvilken sidste station ligger c. 40 kil. 
længere op i dalen, og på det sidstnævnte sted ikke alene 
ved elven men også ved bredden af et lidet kjern, «Brand- 
mokjernet», hvor jeg for første gang i stærkt solskin bemær- 
kede den brugende sine vinger ligesom velox. 

Den varierer noget i størrelse, dog langt mindre end 
velox, og er i farve endnu langt mere konstant; kun få eksplr. 
har jeg fundet, som afviger såmeget, at de kunde opstilles 
som en varietet (nigroeneum). Thomson angiver den som 
mindre end velox, men sammenlignet med talrige arktiske 
eksplr. af denne sidste er lapponicum gjennemsnitlig lige så 
stor. Fra enkelte former af velox med mørkere ben og an- 
tenner skjelnes den dog let ved formen af thorax, der afgi- 
ver et aldeles sikkert kjendemærke. 

Zetterstedt opdagede denne art ved Torneåelv i nærhe- 
den af Wittangi i juni 1821, men det er mig ubekjendt, 
hvorvidt den senere er funden på andre lokaliteter; det eneste 
som lapponicum i Riksmuseum i Stockholm etiketterede eksplr. 
befandtes af mig ved et besøg i 1884 at tilhøre velox, så den 
visselig endnu i Sverige er en rara avis, 


102 | J. »parre Schneider 


28. B. 2—punctatum L. (70°) 

Udbredt over det hele omräde og horer til de alminde- 
ligst forekommende arter. Salten (Hagemann, Sahlberg), Bjerk- 
vik og Evenes i Ofoten (Zetterstedt), Grenlien, Bjerkeng, 
Moen og Tagvand i Mälselven, Storstennæs i Balsfjord, Me- 
.stervik i Malangen, Tromsø, Polmak og Svanvik i Sydvar- 
anger (ipse). 

var. b. Gyll. forekommer hist og her mellem hovedfor- 
men, fundet i Balsfjord, Malangen, Malselven. 

29. B. fellmanni Mann. (70°). 

- Udbredt omtrent som foregående og på lignende loka- 
liteter, men den forekommer kun meget sparsomt. Saltda- 
len (Sahlberg), Moen, Fagerli, Bjerkeng, Mauken, Tagvand og 
Svendborg i Målselven, Tromsdal og Nyborg i Nordvaranger 
(ipse), Bjørkvik i Ofoten (Zetterstedt), Varanger (Sommer- 
felt, Esmark). 

v. ponojense J. Sahlbg. Denne af Sahlberg først fra 
Ponoj på Kolahalvøen beskrevne form har jeg i et enkelt 
individ fundet på Målselvens bred ved stationen Bakkehoug 
14 juli 1883. 

B. fellmanni er mig bekjendt sydligst funden ved Kri- 
stiania af Siebke og hører med de 3 følgende utvivlsomt til 
de arktiske elementer; prasinum har den videste udbredelse, 
hastii og fellmanni synes indskrænkede til Skandinavien og 
Finland. 

30. B. virens Gyll. (69%) 

Hidtil kun af mig fundet i et enkelt eksplr. ved Tag- 
vand i Målselven 1 august 1883 i selskab med fellmanni. 
Medens virens også går helt ned i det sydligste Norge, hvor 
jeg f. eks. i Hardanger har fundet den ganske talrig, anføres 
den af Sahlberg for Finlands vedkommende som bemærket 
kun i de nordligste trakter fra lidt søndenfor polarcirkelen. 

31. B. hastii Sablbg. (70°). 

Udbredt men sjelden og sporadisk. Hagemann opgiver 


Coleoptera i Norges arktiske region 103 


den at vere almindelig i Saltdalen, selv har jeg kun taget 
et enkelt eksplr. ved Moen i Malselven 3 juli 1883 samt 2 
stykker ved Fjeldfrøskvandets nordlige ende 20 juli 1888. 
Varanger (Sommerfelt). Angaende dens udbredelse i det son- 
denfjeldske Norge savner jeg opgaver, for Finlands vedkom- 
mende angiver Sahlberg den som sydligst funden ved Kem 
under 65de grad. | 

32. B. prasinum Duft. (olivaceum Gyll.) (70°). 

Ligeledes meget udbredt men enkeltvis forekommende. 
Hagemann har fundet et enkelt eksplr. i Saltdalen, 2 stykker 
har jeg selv taget ved Bjerkeng i Målselven juli 1886 og 88, 
hvorhos universitetsmuseet besidder eksplr. indsendt fra Var- 
anger af Sommerfelt. 

v. b. rufino J. Sahlbg. (kolstrømi Sahlbg) har jeg taget 
1 et enkelt lidet eksplr. ved Bjerkeng 5 juli 1888. 

v. €. obscurior J. Sahlbg. Ligeledes kun et enkelt stykke 
- ved Nordgård i Målselven 8 juli 1885. 

B. prasinum er funden adskillig udbredt i det sydøst- 
lige Norge helt ned til Kristiania, Thomson angiver Dalarne 
som den sydligste provins for Sveriges vedkommende, me- 
dens den derimod i Finland kun er kjendt fra de nordligste 
trakter. 

* 33. B. lunatum Duft. (67°) 

Meget sjelden, kun af Sahlberg funden ved bredden af 
Saltelven i 1879. Den er bemærket hist og her i det syd- 
østlige Norge, således også pa Dovre, men som overalt ellers 
forekommer den meget sporadisk og enkeltvis. I Finland er 
den mig bekjendt endnu ikke observeret, ligesom den over- 
hovedet har en vestlig udbredelse. 

* 34. B. littorale Oliv. (andrcæ Thoms). (67°.) 

Hidtil kun funden i Salten af Sahlberg ifelge meddelelse 
fra Miinster, medens den pa finsk side er bemerket helt op 
til Muonioniska under 68de_ grad. 

99, B, saxatile Gyll, (69° 40°) 


104 J. Sparre Schneider 


Udbredt i de to sydlige amter men hovedsagelig kun 
i de indre distrikter. Salten, Bode og Dybvik i Folden 
(Sahlberg, Hagemann), selv har jeg taget den ved Mestervik 
i Malangen, Moen, Bjerkeng og Sletten i Malselven, medens 
Miinster opgiver, at der i en tidligere sending fra mig og- 
så findes eksplr. fra Tromsø. 

v. c. J. Sahlbg. (elegans Stph.). Sammen med ho. 
vedformeu og ligeså hyppig forekommer denne vakre varie- 
tet i Målselven ofte i hele kolonier. Den ser vistnok ret 
ejendommelig ud, men er vel neppe andet end en temmelig 
konstant varietet af saxatile, til hvilken tydelige overgangs- 
former heller ikke fattes; den var hidtil kun kjendt fra Eng- 
land og finsk Lapland. 

* 36. B. distingvendum Duv. (70%? 

Etpar af Schøyen fra Bossekop i Alten i 1878 med- 
bragte eksplr. er bleven tillagt denne benævnelse, og Min- 
ster har hid også ført et af mig ved Moen fundet individ, 
sandsynligvis står man dog her kun ligeoverfor former af 
den variable saxatile. 

37. B. rupestre L. (bruxellense Wesm.). (69° 40%.) 

Udbredt i de to sydlige amter, og ligeså hyppig ude 
ved kysten. Saltdalen og Skjærstad (Sahlberg, Hagemann), 
Moen, Grønlien, Nergård, Bjerkeng og Svendborg i Målsel- 
ven, på Tromsøen meget almindelig, Tromsdal samt Kjosen 
i Lyngen (ipse). 

v. c. J. Sahlbg. Ved Præstvand pa Tromsøen fandt 
jeg 14 juni 1888 talrige eksplr. af en mindre race, der synes 
at kunne henføres til denne varietet; lignende eksplr. har jeg 
også fra Moen. 

Såvel denne som saxatile er måske ligeså snart at ud- 
lede fra et arktisk udspring, forøvrigt vanskeligt at afgjøre, 
da begge har så stor udbredelse i det nordlige Europa. 

38. B. contaminatum J. Sahlbg. (69° 40’). 

Denne hidtil kun fra Finland bekjendte art har det 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 105 


lykkes mig også at påvise ved Tromsø; 30 mai og 5 juni 
1883 fandt jeg ialt 14 eksplr. ved Tromsdalselvens udløb, 
hvor de løb om i det korte græs ved bredden af en brak- 
vandsdam, men kun på en enkelt liden plet, hvor bunden 
var leret. Senere har jeg forgjæves søgt den sammesteds, 
idet lokaliteten synes at være bleven forandret, måske ved 
at være bleven nedtrådt af kjør, og derved er også en an- 
den interressant art, Phædon concinnum, forsvunden fra stedet. 

39. B assimile Gyll. (69° 40"). 

Fra Svanvik ved Tsjoalmejavre i Sydvaranger med- 
bragte jeg juli 1882 et slet konserveret eksplr., som Sahl- 
berg har ført til denne art, der tidligere kun var bemærket 
ved Kristiania. 

40. B. schiippelit De}. (69° 9”). 

Denne for vor fauna nye art synes at være meget ud- 
bredt omend ganske lokal. Saltdalen og Bodø (Sahlberg), 
selv har jeg taget endel eksplr. ved Moen, Fagerli og Bak- 
kehaug i Målselven ved elvebredden samt ved Lanæs i indre 
Malangen under stene lige ved søen. Den er i Finland 
kun funden i de nordlige provinser og er utvivlsomt en ark- 
tisk form, skjønt dens udbredelse strækker sig lige til Eng- 
land. 

* 41. B. encum Germ. (67° 17). 

Ifølge opgave fra Miinster funden ved Bodø af Sahl- 
berg, der i den mig tilstillede fortegnelse imidlertid kun an- 
fører den fra Trondhjem. Ny for Norges fauna. 

42. Trechus rubens Fabr. (69° 40°). 

Hidtil kun bemerket meget sparsomt. Ved Hokvik i 
Ofoten et enkelt stykke august 1879, ved Bjerkeng i Mäls- 
elven ligeledes kun et enkelt individ august 1883, pa Tromseen 
har jeg derhos taget nogle fa individer 22 mai 1878 og 15 
juni 1880. Den nar ogsä i Finland næsten samme nordlige 
bredde som hos os, nemlig 68°, og ber maske betragtes som 
en arktisk form i noget udvidet forstand, 


106 J. Sparre Schneider 


43. Tr. 4-striatus Schrnk. (70° 14’). 

Temmelig udbredt i Tromsø amt, men kun bemærket 
ude ved kysten. Reno (Måklin), selv har jeg taget 2 eksplr. 
ved foden af Fløifjeld ved Tromsø 23 august 1883 og 25 
juli 1884, samt ikke få individer ved Løkvik på Nordfuglø 
juli 1884. Den er i Finland ikke observeret nordenfor 63° 
og må regnes til de boreale former, 

44. Patrobus excavatus Payk. (71°) 

Den typiske form optræder fornemmelig i de sydligere 
distrikter som f. eks. ved Bodø, uden at jeg ter sætte nogen 
bestemt graendse for dens udbredelse. Sålangt nord som her 
ved Tromsø optræder kun 

v. assimilis Chaud. (clavipes Thoms.), der er observeret 
næsten overalt som et af de almindeligste insekter såvel på 
øerne som i de indre dalfører og på fjeldene, hvor jeg har 
taget den optil c. 800 m. o. h. Denne mindre form er vist- 
nok nærmest at betragte som arktisk og alpin, men den 
går dog såvel i Finland som i Norge ned til 60° 

45. P. picicornis Zett (71°). 

Med samme udbredelse som foregäende og ligesa talrig, 
lige fra Bode til de indre distrikter af Sydvaranger, pa serne 
sävelsom pa fjeldene i de indre dalforer. 

v. rubripennis Thoms., som med de jevneste overgange 
flyder over i hovedformen, er i de sydligere trakter mere 
alpin og subalpin, i Østfinmarken forekommer den lige til 
havets bred og er der næsten ligeså talrig som hovedformen. 
På Svendborgtind i Målselven har jeg taget den i en høide 
af c. 800 m o. h. 

P. picicornis er en arktisk form. Hvor langt mod syd 
hovedformen går hos os, er mig ubekjendt; rufinovarieteten 
rubripennis har jeg i hvert fald fundet i Hardanger c. 1000 
m. 0. h., ligesom den forekommer på Dovre. I det sydlige 
Finland som i Danmark er den sydlige større form, v. d. au- 
stralis J. Sahlbg., (septentrionis Schiedte) funden sparsomt, 


Coleoptera i Norges arktiske region 107 


men om dens forekomst i Norge og Sverige er mig intet bekjendt. 

46. Miscodera arctica (71° 12°). 

Udbredt over hele feldtet, dog sparsom i de sydligere 
distrikter; den findes oftest pa tert terren under dybtlig- 
. gende stene. Storjord i Saltdalen (Hagemann), Fleifjeld et 
enkelt individ 28 august 1883 c. 700 m. o. h., Tønsvikfjel- 
det på fastlandet c. 20 kil. nordenfor Tromsø, Nordfuglø, 
Bossekop, Polmak (ipse), Altengård (Zetterstedt), Giæsvær 
og Nordkap (Collett), Kistrand i Porsanger, Vadsø (Schøyen), 
Varanger (Esmark). 

Skjønt utvivlsomt af ren arktisk herkomst går dette 
vakre og ejendommelige insekt påfaldende langt mod syd 
idet den endnu i lavlandet når den nordtyske slette. 

47. Cymindis vapariorum L. (basalis Gyll.) (70° 40°), 

Udbredt men meget sparsom og sporadisk. Saltdalen, 
Bodø (Hagemann, Schøyen), Svendborgtind og Akselfjeld i 
Målselven tilc. 800 m o. h. (ipse), Hammerfest (Hornemann), 
Alten (Zetterstedt), Kistrand (Schøyen). Den er hyppigere 
i de arktiske egne end søndenfjelds og er utvivlsomt af 
arktisk udspring. 

* 48. Dromius agilis Fabr. (70°). 

I universitetsmuseet står et eksplr. angivelig fundet i 
Polmak i Tanen af professor Esmark. Forekomsten af den- 
ne rent sydlige form under saa høi nordlig bredde synes 
kanske noget påfaldende, men denne fortegnelse byder jo 
nok af lignende tilfælde, og arten er desuden i Finland be- 
mærket lige til 66° 40’. 

* 49. Feronia versicolor Sturm (69° 40°)? 

Skal angivelig vere funden ved Tromse af Staudinger, 
men da en sa anselig art vanskelig skulde have undgäet 
samange samleres opmerksomhed, antager jeg det for heist 
sandsynligt, at der her har fundet en forveksling af lokalite- 
ter sted, saledes som for nogle andre arters vedkommende, 
der af samme grund vistnok med urette er indkomne i den 


108 J. Sparre Schneider 


norsk-arktiske fauna. Den er i Finland bemærket op ti 
67de grad, og F. lepida F. er funden endnu en Re nordli- 
gere, nemlig helt op til Muonioniska. 

50. Feronia nigra Fabr. (69° 40’). 

28 juni 1887 fandt jeg 10 eksplr. pa Hillesø ved ud- 
løbet af Malangenfjord i de steile urer mod vest. Den var 
hidtil ikke bemerket nordenfor Trondhjem og i Finland ikke 
ovenfor 64°, ligesom forekomsten idetheletaget er af megen 
betydning og interesse tor indvandringsspergsmaalet. 

51. F. nigrita Fabr. (69° 40°)?. 

I de sydligere distrikter, men meget sparsom. Dokmo 
i Beieren et enkelt individ juli 1880 (ipse), Lure (Scheyen), 
Bjerkvik i Ofoten (Zetterstedt). 

v. rhætica Heer. Angives som funden ved Tromso af 
Staudinger, men uden tvivl er den indsamlet på en sydligere 
lokalitet et eller andet sted i Nordlands amt. Arten gar i 
Finland mindst til 68de grad. 

52. F. strenua Panz. (erythropa Marsh.) (68° 50’). 

Også denne art har en mere sydlig udbredelse. Den 
er funden ved Solø i Beieren og Skjærstad i Salten af Hage- 
mann, Saltdalen (Schøyen), Bodø (Måklin), Grøtø (fru Gyl- 
che), og nordligst har jeg taget den i 3 eksplr. ved Tronde- 
næs præstegård august 1879. 

58. - F. diligens Strm. (70° 14’). 

Udbredt men sporadisk og i almindelighed meget spar- 
som. Saltdalen og Bodø (Schøyen, Hagemann), Mestervik i 
Malangen, Tromsø, Nordbotn i Kvænangen samt ganske al- 
mindelig på Nordfuglø, som ellers også er mærkbar ved 
hyppigheden af flere ellers sparsomme arter. 

Såvel denne som foregående angives af Sahlberg i Fin- 
land at gå op til de nordligste dele; efter udbredelsen i 
Finland tør man i vor arktiske region også vente at finde 
F. lepida, vulgaris, minor og mäske aterrima, der alle i na- 
boriget når en høi nordlig bredde, 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 109 


54. F. oblongopunctata Fabr. (69° 40°). 

Synes hovedsagelig kun at forekomme i de indre med 
skov forsynede distrikter og er hidtil kun bemerket pa et- 
par punkter. Hagemann har fundet den almindelig i Salt- 
dalen, selv har jeg taget den i nogle fa eksplr. ved Stor- 
stennes i Balsfjord og Bjerkeng i Malselven ved foden af 
levtrer (her Betula), ganske samme forekomstmade som i 
det sydlige Norge, og 29 juni 1888 et enkelt eksplr. i Troms- 
dal ved foden af en gammel radden birkestubbe. 

55. F. vitrea Dej. (borealis Zett.) (70°), 

Udbredt og tildels meget talrig i de to sydlige amter 
og navnlig daide indre distrikter. Saltdalen, Bejeren, Bods, 
Dybvik i Folden og Skjærstad (Hagemann), selv har jeg ta- 
get den iOfoten ved Fagernæs, Moen, Bakkehoug, Nordmo, 
Nergard, Svendborg og Malsnes i Malselven, Storstennes i 
Balsfjord, Mestervik i Malangen samt Bossekop i Alten, pa 
sidstnævnte sted ogsa observeret af Staudinger og Krafft. 
Det erret päfaldende, at den med sin talrighed og forevrigt 
jevne udbredelse endnu ikke er bemærket østenfor Nordkap. 
Dette er den eneste norske art af slegten, derer af utvivl- 
som arktisk oprindelse; hos os er den sydligst funden pa 
Reros af Miinster, medens den i Finland gar helt ned til 
60de grad. 

56. Amara aulica Panz. (68° 50’). 

En sydligere form, der hidtil er bemærket sparsomt og 
fornemmelig kun ved kysten. Af Schøyen er den funden i 
Saltdalen, ved Bode (Mäklin), selv har jeg taget nogle fa 
eksplr. ved Trondenæs præstegärd pa dyrket mark august 
1879 og i juli 1885 atter nogle stykker ved det i nærheden 
beliggende Harstadhavn. Den gar i Finland til 65° 40". 

57. A. alpina Fabr. (70° 40 ). 

I de sydligere distrikter alpin og derfor endnu lidet 
observeret, i Finmarken gar den ned til havets niva og fin- 
des af og til i selskab med A. forridu men synes at vere 


110 J. Sparre Schneider 


langt mere lokal og kræsen i valget af opholdssted. Salt- 
dalen (Sahlberg, Hagemann), ved Tromsø temmelig hyppig 
på Fløifjeldet ovenfor skovgrændsen fra 400—700 m, o. h., 
jeg har desuden taget den på Akselfjeld, Svendborgtind og 
Mauken i Målselven og Nyborg i Nordvaranger, Alten (Stau- 
dinger), Hammerfest (Hornemann), Giæsvær (Collet), Porsan- 
ger og Vadsø almindelig (Schøyen). På Finlands område er 
den ikke observeret søndenfor 67", vistnok fordi høiere fjelde 
fattes længere syd, i Norge er den derimod almindelig på 
Dovre under 62de grad. 

58. A. torrida Mig. (70° 40. 

Vistnok bemærket på ethvert undersøgt punkt og der- 
til et af den arktiske regions almindeligste insekter, men 
den forekommer i modsætning til A. alpina, såvidt jeg har 
kunnet udfinde, udelukkende i lavlandet, idet den dog af 
Sahlberg angives at forekomme også i fjeldregionen, og fore- 
trækker tørt græsbevokset terræn, hvor den navnlig tidlig 
om våren findes samlet i store kolonier og i mange farve- 
varieteter mellem metalsort og lys brungul. Den er i sin 
forekomst ren arktisk uden at jeg dog kjender dens wudbre- 
delse søndenfor polarcirkelen; antagelig falder dens syd- 
grændse ved c. 65°, ligesom i Finland, hvor den sydligst er 
observeret ved Kemi under 65° 40. 

59. À. apricaria Fabr. (70°). 

Almindelig pa dyrket terræn, hidtil dog kun sparsomt 
bemerket i Finmarken. Saltdalen (Hagemann, Scheyen), 
Grote (fru Gylche), Hokvik og Fagernæs i Ofoten, Lødingen, 
Tromsø, Hillesø, Storstennes i Balsfjord, Kjosen i Lyngen, 
Fagerli, Nergård, Bakkehaug, Bjerkeng og Sverresvold i 
Målselven, Mestervik i Malangen, Sopnæs 1 Langtjord i Al- 
ten (ipse), Tranø og Karlsø (Måklin), Bossekop, Børselv og 
Kistrand i Porsanger samt Fivenæs i Sydvaranger (Schøyen). 
I Finland er den ligeledes udbredt over hele området. 

60. A. consularis Duft. (67°). 


Coleoptera i Norges arktiske region 111 


Denne sydlige art er funden meget sjelden i Saltdalen 
af Hagemann, af hvem museet har modtaget et eksplr. Den 
er i Finland kun observeret til 63°. 

61. À. quenselii Schoenh. (70°). 

Meget udbredt men ikke synderlig hyppig. Saltdalen 
(Sahlberg, Hagemann), Harstad i Trondenæs, Tromsø og 
Fleifjeld til c. 650 m. o. h., Svendborg, Bjerkeng og Bakke- 
houg i Mälselven, Mestervik i Malangen, Kjosen i Lyngen, 
Aleknjarg i Polmak og Vadsø (ipse), Rene (Mäklin), Bosse- 
kop (Staudinger), Børselv i Porsanger (Schøyen), Varanger 
(Sommerfelt, Esmark). Medens den i Norge mindst går ned 
til den 60de grad og i Sverige helt ned til Skåne, anføres 
den fra Finland kun som forekommende i de nordligste di- 
strikter. 

* 62. A. ingenua Duft. (67°). 

Forekomsten af denne sydlige art så langt mod nord 
er også interessant, idet den ligesom À. consularis i Finland 
ikke er bemærket ovenfor 68". Den er af Hageman funden 
sjelden ved Solø i Beieren samt i Saltdalen, hvorfra den og- 
så er medbragt af Schøyen. 

* 63. À. longiceps J. Sahlbg. in lit. (67°). 

Ifølge meddelelse fra Sahlberg har han af denne endnu 
ubeskrevne art fundet et enkelt eksplr. pa toppen af Solvag- 
tind i Saltdalen i 1879. 

64. À. brunnea Gyll. (70°). 

Udbredt men ganske sparsom. Saltdalen, Beieren og 
Bode (Hagemann), Tromse, Storstennæs i Balsfjord, Bjerkeng 
i Mälselven en halv snes individer juli 1888, Aleknjarg 1 
Polmak, Elvenæs, Kirkenæs og Tsjoalmejavre i Sydvaranger 
(ipse), Alten og Kistrand i Porsanger (Scheyen), 1 Varanger 
er den ogsä observeret af Sommerfelt og Esmark. 

v. lapponica Sahlbg. (Harpalus sahlbergii Zett.) er funden af 
Hageman i Saltdalen og ved Storstennæs i Balsfjord af forfatte- 
ren. Er ligesåsnart af arktisk som boreal oprindelse, hos os 


112 J. Sparre Schneider 


synes den i ethvert fald at vere hyppigere nordenfor end 
sendenfor polarkredsen. 

* 65 A. bifrons Gyll. (69° 2°). 

Ifelge Mäklin funden i 2 eksplr. pa Trane i Senjen 29 
mai 1875 af professor Theel. Dette er en sydlig form, der 
1 Finland ikke er funden nordenfor 63°; kun bemærket pa 
få punkter i det søndenfjeldske Norge. 

66. À. pretermissa Sahlbg. (rufocincta Dej) (70° 14°). 

Som A. brunnea sparsom og endnu ikke bemærket 1 
Ostfinmarken. Saltdalen (Sahlberg), jeg har fundet den i 
flere eksplr. pa Akselfjeld i Malselven ovenfor skovgrændsen 28 
juli 1885, et enkelt stykke ved Alteidet og et ved Sopnæs 
i Langfjord i Alten i slutningen af juni 1878 pa, Nordfugle 
derimod ganske talrig ved Lekvik under stenei en ter brat 
skraning. Den gar savel hos os som i Finland helt ned til 
60°, men dens egentlige hjem er dog trakterne nordenfor po- 
larcirkelen, hvorved den karakteriserer sig som en utvivl_ 
somt arktisk form. 

67. À. erratica Duft. (69° 40’). 

Meget sjelden; hidtil kun funden i Saltdalen af Hage- 
mann og af Sandberg ved Be i Vesterälen og Kirkenæs 1 
Sydvaranger, pa begge lokaliteter kun et enkelt eksplr., samt 
af forfatteren i et enkelt stykke i Tromsdalen 29 juni 1888. 
Den var hidtil ikke bemærket i Norge; i Finland skal den 
ikke være sjelden i Lapmarken og derhos forekomme helt 
ned til c. 60de grad. 

68. A. interstitialis Dej. (69° 40°). 

Almindelig udbredt i de to sydlige amter og et af de 
for vor arktiske region mest karakteristiske arter, den er 
hidtil mærkelig nok ikke bemærket nordenfor Tromsø. Lige- 
som A. acuminata og similata i det sydlige Norge er in- 
terstitialis den art, som man oftest ser krybe på veiene i 
solskinnet, især midtsommers, medens de øvrige arter, når 
qvenselit undtages, her nord fører en mere skjult tilværelse. 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 113 


Den findes fornemmelig pa tert solbeskinnet terræn og mest 
pa dyrket land med gresbund. I Saltdalen meget alminde- 
lig, også bemærket ved Sole i Beieren, Bodø samt Dybviki 
Folden (Hagemann), selv har jeg fundet den ved Fagernesi 
Ofoten, Moen, Bakkehoug, Skjold, Bjerkeng og Tagvand i 
Malselven, Storstennæs i Balsfjord samt i Tromsdal og på 
Tromsøen, hvor den enkelte år optræder meget talrig. 

v. b. J. Sahlbg. forekommer almindelig. 

v. d. J. Sahlbg. Sjelden. 

Søndenfor polarcirkelen er den mig bekjendt kun fun- 
den i Jotunfjeldene af Miinster, medens den i Finland er ob- 
serveret helt ned til Helsingfors. Såvel denne som erratica 
har et utvivlsomt arktisk udspring. 

69. A. familiaris Duft. (69°). 

Meget sjelden; hidtil kun bemærket ved Bodø og i 
Saltdalen af Schøyen, selv har jeg taget et enkelt individ 
ved Nymo i Målselven 17 juli 1877. Den er i Finland ob- 
serveret op til 66°. 

70. A. ovata Fabr. (obsoleta Dej.) (67°). 

Denne for Norges fauna nye art er i flere eksplr. fun- 
den i Saltdalen af Hagemann, der har overladt museet etpar 
stykker. Den er i Sverige kun funden i det nordlige Skane, 
i Finland pa fa lokaliteter i det sydlige. 

* 71. A. nigricornis Thoms. (67°). 

Fundet af Hagemann i Saltdalen. Denne tidligere kun 
fra Sveriges og Finlands Lapmarker bekjendte art indføres 
saledes herved ogsa i Norges fauna. 

72. A. lunicollis Schiedte (69° 44’), 

Ligeledes ny for vor fauna. Saltdalen (Hagemann, 
Schøyen), selv har jeg taget et enkelt individ pa Fleifjeld 
ved Tromsø 17 august 1885 krybende på sneen c. 700 m. o. 
h., et andet ved Nordbotn i Kvænangen juli 1881. I Fin- 
land er den observeret sävel i de sydlige som de nordlige 


distrikter, i Sverige derimod kun i Skane. 
8 


114 J. Sparre Schneider 


13. A. communis Panz. (67° 17°) 

Dette er en mere sydlig form, der kun er funden ved 
Bodø if. Maklin samt i Saltdalen af Schøyen og Hagemann. 
I Finland er den observeret helt op til 68", og den tør vel 
også hos os blive påvist nordligere end hidtil er tilfældet. 

På finsk side er endnu følgende arter bemærkede til 
over polarkredsen, og en og anden af dem tør nok også fore- 
komme i vor arktiske region: silvicola Zim., tibialis Duft., 
httorea Thoms., acuminata Payk., trivialis Gyll., famelica Zim., 
similata Gyll., samt plebeja Gyll. 

74. Calathus micropterus Duft. (70°). 

Udbredt over hele området og bevarende samme leve- 
sæt som under sydligere bredder, idet den også her nord 
kun findes på skyggefulde steder i skovdistrikterne, men er 
forøvrigt ganske sparsom. Saltdalen og Bodø (Hagemann), 
Moen, Fagerli, Bjerkeng og Øvergård i Målselven, Storsten- 
nes i Balstjord samt pa Tromsøen (ipse), Lavangsfjeld 
(Stuxberg sec Måklin), Alten (Zetterstedt), Klvenæs og Kir- 
kenæs i Sydvaranger (Schøyen, Sandberg). Også i Finland 
udbredt over hele området, den må dog regnes til de bore- 
ale former. 

75. C melanocephalus L. (71° 12°). 

Udbredt overalt og på næsten ethvert slags terræn og 
vistnok det almindeligste skaldækkede insekt i vor arktiske 
region; den er også talrig på de yderste øer som Giæsvær 
og Vardø og findes navnlig om våren samlet i store koloni- 
er. Hovedformen forekommer mere i de sydligere distrikter 
og er på Tromsø høide ikke længere udpræget. 

v. nubigena Halid. går med de jevneste overgange over 
i hovedformen og er på fjeldene og i Østfinmarken næsten 
enerådende; enkelte eksplr. har thorax næsten helt begsort. 

76. UC. fulvipes Gyll. (67°). 

Af denne sydlige form er hidtil kun 2 eksplr. fundne 
i Saltdalen af Hagemann. I Finland er den if. Sahlberg 


Coleoptera i Norges arktiske region 115 


nordligst bemerket ved Gamla Karleby under 64°. 

77. Anchomenus gracilis Sturm. (69° 40’). 

Synes at vere meget sjelden, jeg har taget 2 eksplr. 
pa Tromsøen ved Præstvand 17 november 1884 og 22 juni 
1885, samt nogle få individer ved Grønlien i Målselven 14 
august 1883. Den findes ganske udbredt i det sydlige Norge 
og går i Finland op til 66°. 

* 78. À. pueilus De}. (pelidnus Gyll.) (679). 

Af denne for Norges fauna nye art har Hagemann 
fundet flere eksplr. ved Stornæs i Saltdalen i sommeren 1885. 
Fra Finland opføres den som gående lige op til 68°. 

79. À. fuliginosus Panz. (69° 40’). 

Meget sparsomt bemærket i de 2 sydlige amter. Flere 
eksplr. ved Stornæs i Saltdalen (Hagemann), selv har jeg 
taget et enkelt individ på Tromsøen 20 mai 1878, medens 
den i Målselvens dalføre synes udbredt og ikke sjelden, idet 
jeg der har taget den ved Moen, Grønlien og Bjerkeng under løv 
og stene ved elvebreddeni udtørrede damme på skyggefulde 
steder i skoven. Qgså denne art findes i Finland udbredt 
lige til de nordligste dele. 

Følgende af denne talrige slægts arter når i Finland 
til polarcirkelen eller høiere og kan ventes påviste også hos 
os: angusticollis Fabr., mannerheimii Dej., 6-punctatus L., eri- 
ceti Panz., dolens Sahlbg., bogemanni Gyll., 4-punctatus De 
Geer, consimilis Gyll., viduus Panz og piceus L. 

80. Harpalus luteicornis Duft. (70°). 

På tørre steder især langs stengjærder og i urer, ud- 
bredt i de to sydlige amter men sparsom. I Saltdalen fun- 
den ganske almindelig af Sahlberg, Schøyen og Hagemann, 
selv har jeg taget et enkelt stykke ved Øvergård og Fa- 
gerli i Mälselven, 2 eksplr. pa Hillesø, på Tromsøen og i 
Tromsdal synes den at være ikke så ganske sjelden. Karlsø 
og Rene (Måklin). Den er i Finland observeret til 67°. 

SL. H. 4-punctatus De}. (seriepunctatus Gyll. (709). 


116 J. Spare Schneider 


Synes at have udbredelse omtrent som foregäende, men 
den forekommer endnu langt sparsommere. Saltdalen (Ha- 
gemann), Grete 2 eksplr. (fru Gylche), Bode et enkelt indi- 
vid 14 juli 1880, 2 eksplr. pa Tromsøen og pa Fløifjeld 2%, 
77, 1/, 83 og !1/, 82 (ipse), Bossekop (Zetterstedt). Det af 
Mäklin som H. latus opferte eksplr., der blev fundet pa La- 
vangsfjeld (søndenfor Tromsø), hører også til 4-punctatus, 
hvad jeg under mit ophold i Stockholm 1884 personlig har 
kunnet overbevise mig om. Da AH. latus i Finland er ob- 
serveret lige op til 68°, tør den vel også senere blive fun- 
den i Norges arktiske region. H. 4-punctatus er såvel hos 
os som i nabolandene observeret helt nedi de sydligste distrik- 
ter, ialfald til 60°, men hører vistnok til de arktiske elementer. 

82. Bradycellus pubescens Payk. (71° 12°). 

Ifølge J. Sahlberg skal den være funden ved Nordkap 
af F. Sahlberg. Ved Tromsdalselvens udløb har jeg taget 
begge kjøn i stor mængde under tang og træstykker på den 
sandede strand i slutningen af mai og begyndelsen af juni 
1883 og atter sammesteds nogle eksplr. i august 1887, des- 
uden har jeg fundet den ved en brakvandsdam på Storsten- 
næs i Balsfjord, på Hillesø samt Ringvatsø august 1887 
og antager, at den på passende lokaliteter vil vise sig 
udbredt over hele den arktiske region. Af Gyllenhals varie- 
teter har jeg kun fundet enkelte eksplr. (hanner), der no- 
genlunde stemmer med hans var. d., og enkelte hunner af 
var. ¢.; de fleste afviger såmeget og synes at danne en så 
konstant race, at jeg vil tillægge denne form et eget varie- 
tets navn: 

v. f. nob. (tromsøensis). «Mas niger, maculis dua- 
bus frontalibus, palpis, ore, antennarum basi, apice femorum 
tarsisque ferrugineis, femina rufo-testacea, elytrorum basi ma- 
cula triangulari anoqve nigris.» Antennernes, palpernes og 
foddernes farve varierer noget, sa det navnlig er den ens- 
farvet sorte overside hos hannen og brungule hos hunnen 


Coleoptera i Norges arktiske region ti” 


som oftest med en sort basalflek på elytra, der forekommer 
mig ejendommelig; intet af de mig tilgjængelige værker om- 
taler denne aldeles konstante farveforskjel mellem begge 
kjøn, der i førstningen bragte mig på den tanke, at her 
forelå 2 forskjellige arter, førend jeg havde konstateret kjøn- 
net. 

På Finlands område er B. pubescens kun funden ved 
Hvidesøen, medens den hos os er bemærket helt ned til Kri- 
stiania; måske bør den rettest betragtes som en arktisk form. 

83. Bradycellus deutschii Sahlbg. (cognitus Dej.) (70° 2".) 

Jevnt udbredt dog ikke egentlig hyppig. Bødø og 
Solø i Beieren (Hagemann), Fagernæs 1 Ofoten, Trondenæs, 
Målsnæs og Bjerkeng i Målselven, på Tromsøen almindelig, 
Mestervik i Malangen, Storstennæs i Balsfjord, Kjosen i Lyn- 
gen, samt Alteidet (ipse), Tranø, Renø og Karlsø (Måklin), 
Bossekop (Zetterstedt), Varanger (Esmark). Dette er en ud- 
præget arktisk form, ihvorvel den også enkeltvis er funden 
helt ned til Kristiania og også skal forekomme i Danmark. 

84. B. placidus Gyll. (70° 14). 

Har en mere sydlig udbredelse og er mig bekjendt hid- 
til kun funden på Nordfuglø, hvorfra jeg juli 1881 medbragte 
flere eksplr.; i hvert fald besidder vort museum for tiden 
kun eksemplarer fra denne lokalitet, men den tør vel en og 
anden gang i mine tidligere samleår være bleven forvekslet 
med foregående og forsendt som deutschii. På finsk side er 
den bemærket op til Muonioniska under 68de grad. 

85. Aucupalpus collaris Payk. (70°). 

Udbredt i de 2 sydlige amter men meget lokal og spar- 
som, på tørt og sandigt terræn. Storjord i Saltdalen (Hage- 
mann), Bodø (Sahlberg), Lødingen, Svendborg i Målselven, 
Hillesø og Tromsdal (ipse), Renø og Karlsø (Måklin). Også 
i Finland når denne art en hei nordlig bredde, nemlig 68° 30’, 


118 J, Sparre Schneider 


b. Natatoria 

86. Haliplus fulvus Fabr. (70° 33°). 

Hovedformen er sjelden. Jeg har fundet nogle eksplr. 
i Fjeldfrøskelven ved Bjerkeng i Malselven samt i Jasopvand 
i Balsfjord, medens frøken B. Fsmark har medbragt 2 indi- 
vider fra en bæk ved Lebesby i Laksefjord i Østfinmarken. 
Den er i Finland kun observeret til 62° 40%. 

87. H. lapponum Thoms. (699 2") 

Denne form, der forøvrigt vanskelig lader sig oprethol- 
de som selvstændig art, har jeg fundet i stor mængde i 
Fjeldfrøskelven og navnlig i september 1878 taget den i 
hundredevis under barken på gamle i vandet sunkne træ- 
stammer og grene. Sammen med denne har jeg også fundet 
nogle eksplr. (hunner), der synes så afvigende, at Minster, 
der først fik dem til påsyn, anså dem for en egen art; Seid- 
litz har senere undersøgt denne formodede nye art og anser 
den for en form af lapponum. 

88. Hydroporus (Hygrotus) 5-lineatus Zett., (69° 2°). 

Forekommer ganske talrigi et kjern med mudret bund 
ved Bjerkeng i Målselven, men er hidtil ikke bemærket an- 
detsteds i vor arktiske region. Det er denne art, som under 
navn af H. reticulatus i «Enumeratio» er opført som funden 
af Sølsberg og forfatteren ved Bergen. Såvel i Finland som 
i Norge er den bemærket ned til 60—61°, men dens egent- 
lige hjem falder vistnok i mere nordlige trakter, hvorved 
den røber sit arktiske udspring. 

89. H. sanmarkii Sahlbg. (70° 33°). 

Meget sjelden. Jeg har fundet nogle fa eksplr. i Jasop- 
vand og Nordbyvand i Balsfjord i midten af august 1885, 
og nogle stykker har frøken B. Esmark medbragt fra Lebes- 
by i Laksefjord i 1882. Hidtil var denne sikkerlig arktiske 
art kun bemærket i Gudbrandsdalen af Siebke. 

90. H. alpinus Payk. (70° 22°). 

Enkeltvis i Fjeldfrøskelven ved Bjerkeng i Mälselven, 


Coleoptera i Norges arktiske region 119 


jeg har desuden klækket den af pupper fundne i et bække- 
leie ved Tagvand i Malselven; Collett har ogsa medbragt 
den fra Vardø i 1883. Den er hos os funden næsten helt 
ned til Kristiania, men i Finland ikke sondenfor 63°. 

91. H. dorsalis Fabr. (69° 2°). 

v. figuratus Gyll. Jeg har taget 3 eksplr. ved Bjerkeng 
i Malselven august 1883, de 21 Fjeldfrøskelven, det 3die 
under et træstykkei en halvt udtørret dam. Denne boreale 
art (hovedformen) var bidtil kun bemærket ved Kristiania. 

92. H. griseo-striatus De Geer (70° 25°). 

Meget udbredt. Salten (Sahlberg), Bø i Vesterålen 
(Sandberg), Bjerkeng i Målselven, Fløifjeldet og Præstvand 
på Tromsøen (ipse), Hasvik på Sørøen (Hornemann), Kistrand 
(Schøyen). Zetterstedt anfører den som forekommende «co- 
piose» i Nordland og Finmarken, jeg har hidtil kun fundet 
den ganske enkeltvis. 

v. rufino J. Sahlbg. er funden i Kistrand af Schøyen. 

93. H. lapponum Gyll. (70° 25%). 

Udbredt. Saltdalen (Sahlberg), ved Bjerkeng såvel i 
elven som navnlig talrig i et lidet vand på Mauken (ipse), 
Kistrand og Lakselv i Porsanger (Schøyen), Vardø (Collett). 

v. rufino J. Sahlbg. (= kolstrømi J. Sahlberg) er af 
Sahlberg funden høit oppe på fjeldene i Salten. Med fore- 
gående en rent arktisk form. 

94. H. arcticus Thoms. (69° 40’). 

Sjelden. Jeg har medbragt nogle eksplr. fra Bjerkeng 
og Øvergård i Mälselven tagne i et mudret kjern august 
1883, samt fundet et enkelt stykke i en liden vandsamling 
pa toppen af Fleifjeldet ved Tromso i en heide af henved 
700 m. o. h. 28 august samme ar. Ellers er den kun ob- 
serveret pa Dovre af Siebke og i Jotunfjeldene af Miinster, 
medens den derimod er udbredt over hele Finland helt ned 
til 60° 10’; fra Sverige angiver Thomson den kun fra Torneå 
Lapmark, 


120 J, Sparre Schneider 


95. H. erythrocephalus L. (70°). 

Sjelden. Nogle fa eksplr. har jeg fundet ved Bjerkeng 
i Malselven, Scheyen har taget den ved Lakselv i bunden 
af Porsangerfjorden, fra Varanger er den nedsendt af Som- 
merfelt. 

v. deplanatus Gyll. har jeg fundet ved Bjerkeng. 

96. H. planus Fabr. (70° 40”). | 

Udbredt men hidtil kun bemærket pa fa punkter, sa 
at den synes at vere temmelig lokal, ligesom den kun er 
funden langs kysten. Bode (Sahlberg, Schøyen), Hillese, pà 
Tromssen i mængde, ogsa i Tromsdal (ipse), Hammerfest 
(Esmark). Såvel denne som foregående er boreale former og - 
anføres som bemærkede over hele Finlands område. 

* 97. H. fuscipennis Schaum (70°). 

Af denne sjeldne og for Norges fauna nye art findes 
eksplr. i universitetsmuseet taget af Sommerfelt i Varanger. 
Det er en nordlig form, der i Finland er observeret spredt 
fra det sydligste op til 68° 20’. 

98. IT. subalpinus Thoms. (69° 40°). 

Sjelden og hidtil kun bemærket ved Tromsø, hvor jeg 
i juni 1878 har fundet den temmelig talrig i en des- 
værre nu ødelagt vandsamling i det nordre stenbrud. Den 
er forøvrigt i Norge kun observeret i Gudbrandsdalen og 
på Dovre af Schøyen og ligeledes kun i Finland på etpar 
punkter, nordligst ved Kuusamo (c. 66°). 

* 99. H. nigrita Fabr. (glabellus Thoms.) (67° 17°). 

Hidtil kun funden ved Bodø af Sahlberg, ifølge hvil- 
ken forfatter den i Finland ikke er observeret høiere end 
til 63° 40’. 

100. H. melanarius Sturm. (70° 40’). 

Sporadisk i de 2 nordlige amter; jeg har fundet 2 eksplr. 
22 juni 1885 i en groft tet ved Prestvand pa Tromssen, 
medens Schoyen har medbragt den sävel fra Alten, Hammer- 
fest som fra Porsangerfjord. Søndentor polarcirkelen er den 


Coleoptera i Norges arktiske region 121 


mig bekjendt ikke observeret i Norge, medens den i Fin- 
land er funden helt ned til 60°. 

101. H. memnonius Nicol. (69° 12’). 

Denne mere sydlige form, som hidtil kun var bemerket 
ved Brevik (59°), strækker sig også et godt stykke ind i 
vor arktiske region. I Saltdalen er den funden sävel af Sahlberg 
som Schøyen, og:5 eksplr. har museet modtaget af frk. Pe- 
tra Høegh, der fandt demi en brønd ved Kløven på østsiden 
af Senjenøen. Fra Sverige opgives den kun som funden i de 
sydligste provinser, medens den i Finland når op til 67°. 

102. IL. obscurus Sturm. (69° 2°). 

Kun bemærket på etpar punkter; jeg har taget den i 
stort antal i Brandmokjernet ved Bjerkeng i Målselven, og 
Schøyen har medbragt den fra Lakselv i Porsanger. Søn- 
denfor polarcirkelen er den også kun bemærket på få loka- 
liteter; den synes at være meget lokal. I Finland går den 
op til 68de grad. 

103. I. nigrellus Mann. (geniculatus Thoms., tartaricus 
Crotch.) (70°). 

Udbredt men ikke synderlig hyppig. Saltdalen, Ki- 
strand og Lakselv i Porsanger (Schøyen), Bjerkeng i Mäls- 
elven og Tromsø (ipse), Varanger (Sommerfelt). 

104. H. atriceps Crotch. (melanocephalus Gyll.) (70° 25°). 

Ved siden af HH. palustris den mest udbredte og al- 
mindelige art. Saltdalen (Sahlberg, Hagemann), Tromsø, Fløi- 
fjeld og Bjerkeng (ipse), Alten, Kistrand og Lakselv (Schøyen), 
Vardø (Collett). Såvel denne som migrellus er uden tvivl af 
arktisk herkomst. 

* 105. H. tristis Payk. (70° 40’). 

Synes at være yderst lokal, idet den hidtil kun er fun- 
den ved Hammerfest, hvor Schøyen tog den ganske talrig i 
juli 1878. I det sydligere Norge er den meget udbredt, og 
fra Finland anføres den som forekommende over hele om- 
rådet op til (69°). 


122 J. Sparre Schneider 


106. H. palustris L. (70°). 

Udbredt og almindelig især i muddrede kjern og dam- 
me med græsrige bredder. Saltdalen (Hagemann), Grenlien, 
Bjerkeng og Øvergård i Målselven, Andenæs i Vesterålen 
samt Kirkenæs i Sydvaranger (ipse), Polmak (Esmark). 

v. b. J. Sahlbg. har jeg fundet ikke sjelden blandt ho- 
vedformen. 

107. A. vittula Er. (69° 2’). 

Jeg har fundet nogle få eksplr. i Brandmokjernet ved 
Bjerkeng i Målselven 1882 & 83, men andetsteds i vor ark- 
tiske region er den mig bekjendt ikke observeret. Den var 
tidligere kun funden ved Kristiania, men fra Finland opfører 
Sahlberg den som udbredt over hele området. 

* 108. El striola Gy. (70" 25). 

Meget sjelden; Hagemann har fundet et enkelt eksplr. 
i Saltdalen i 1885, og Schøyen har taget den i Porsanger. 
Den er endnu ikke bemærket søndenfor polarcirkelen hos os, 
i Sverige forekommer den if. Thomson i det midterste og i 
Lapmarken, for Finlands vedkommende angiver Sahlberg den 
kun fra de nordlige egne op til 689, ligesom den overhove- 
det endnu kun er bemærket i disse Skandinaviens og Fin- 
lands mere polare trakter. 

109. H. umbrosus Gyll. (70°). 

Hidtil kun lidet observeret; jeg har fundet den i større 
antal i muddrede tjern omkring Bjerkeng i Målselven, me- 
dens Schøyen har medbragt den fra Lakselv i Porsanger. I 
det søndenfjeldske Norge er den iagttaget kun på etpar punk- 
ter, i Sverige og Finland skal den være overalt udbredt. 

Foruden disse 22 arter af slægten Ilydroporus tør end- 
nu følgende påregnes at blive efterviste som tilhørende også 
Norges arktiske region, da de i Finland alle når op til om- 
kring polarcirkelen eller derover: ineqvalis Fabr., reticulatus 
Fabr., impressopunctatus Schall., novemlincatus Steph., mark- 
lint Gyll., pictus Fabr., davisii Curt., septentrionalis Gyll, 


Coleoptera i Norges arktiske region 123 


hyperboreus Gyll., depressus Fabr., latus Stph., halensis Fabr., 
oblongus Stph., obtusipennis J. Sahlbg., rufifrons Duft., pu- 
bescens Gyll., rubripes J. Sahlbg., picicornis J. Sahlbg., lon- 
gicornis Sharp., brevis F. Sahlbg., monilicornis J. Sahlbg., 
glabriusculus Aubé., acutangulus Thoms., notatus Sturm., og 
lineatus Fabr., altså hele 25 arter, men enkelte af disse tør ° 
jo i sin udbredelse vere sa ostlige, at de ikke nar Norges 
omrade. At endel af disse 25 vil blive paviste 1 vor arkti- 
ske region, anser jeg dog for givet, iser nar de store ube- 
kjendte strækninger i det indre af Finmarken engang nar 
til at blive undersøgte. 

110. Acilius sulcatus L. (69°). 

Meget sjelden og sporadisk men med vidstrakt udbre- 
delse. Af freken B. Fsmark har museet modtaget et eksplr. 
fundet i Troldvand i Trondenæs august 1882, selv har jeg 
taget et enkelt stykke i Prestvandet pa Tromseen 8 juni 
1883, sammesteds atter 3 eksplr. 22 juni 1885, samt 2 i 
1888, men påfaldende nok har det hidtil endnu ikke lykkes 
mig at finde andet end hunner. 

Ifølge Sahlberg går også dens nære slægtning A cana- 
liculatus Nicol. helt op til Karesuando (68° 30') og kan så- 
ledes også ventes påtruffet i vor arktiske region; hidtil er 
den imidlertid kun bemærket op til Hamar under c. 61de 
grad. | | 

111. Macrodytes marginalis L. (69° 2°). 

Yderst sjelden. Sommerfelt anfører den fra Saltdalen 
men kan jo let have forvekslet den med lapponicus; ellers 
vides den kun observeret ved Øvergård i Målselven, hvor 
jeg tog 2 eksplr., han og hun, i et kjern med bled bund 16 
august 1883. I Finland forekommer den if. Sahlberg op 
til 68°. 

112. M. lapponicus Gyll (70° 22°). 

Udbredt og almindelig men, som det synes, fornemme- 
lig langs kysten. Saltdalen (Hagemann), Trondenæs, Bjerk- 


124 J. Sparre Schneider 


eng i Mälselven 1 enkelt eksplr., Præstvand pa Tromsøen i 
stor mængde under islosningen (ipse), Skjærve (Zetterstedt), 
Komagfjord (0. C. Fandrem), Lakselv i Porsanger (Scheyen), 
Vardø (Collett), Kjølnæs i Varanger (Esmark). 

v. septentrionalis Gyll. (fem). Den stribede form af 
hunnen er meget sjelden i det nordlige Norge; den er fun- 
den i Lakselv af Schøyen, og 2 stykker har jeg selv taget 
på Tromsøen. Af 24 individer fangede her 22 juni 1885 var 
9 hanner og 15 hunner, hvoraf 1 furet, af 43 stykker fan- 
gede sammesteds 15 juni 1886 var 33 hanner og 10 hunner, 
og heriblandt atter kun 1 eksplr. af v. septentrionalis. Efter 
meddelelse fra Sahlberg er denne form i det sydligste 
Finland (Åbo, Helsingfors) sjeldnere end den glatte, om for- 
holdet i det søndenfjeldske Norge savner jeg desværre nær- 
mere oplysning. 

113. Cymatopterus dolabratus Payk. (70? 25°). 

Udbredt men ikke synderlig hyppig. Junkersdalen i 
Saltdalen (Hagemann), Salten (Sahlberg), Stenvand i Salan- 
gen, Præstvand pa Tromsøen ikke sjelden (ipse), Kistrand i 
Porsanger (Schøyen), Vardø (Collett), Varanger (Sommerfelt, 
Esmark). Dette er en ægte arktisk form, der dog som en 
sjeldenhed såvel i Norge som i Sverige og Finland er funden 
helt ned i de sydligere distrikter indtil 60". 

114. OC. paykulli Er. (70° 25°). 

Udbredt som foregående men ikke synderlig hyppig. I 
Saltdalen ganske almindelig (Hagemann), Bjerkeng og Øver- 
gård i Målselven, pa Tromseen et enkelt eksplr. (ipse), i 
Altenelv almindelig (Staudinger), Kistrand og Lakselv i 
Porsanger (Schøyen), Kirkenæs i Sydvaranger (Sandberg). 
Skjønt også at betragte som en nordlig form er C. paykulli 
mere jevnt udbredt over hele Skandinavien og Finland. 

115. Rantus bi triatus Bergstr. (70° 25’). 

Udbredt og temmelig hyppig. I Saltdalen almindelig 
(Hagemann), Bo i Vesteraalen (Sandberg), pa Tromsgen i 


Coleoptera i Norges arktiske region 125 


Præstvand og en nærliggende mindre dam, Grenlien, Bjerk- 
eng og Øvergård i Mälselven (ipse), Kistrand og Lakselv i 
Porsanger (Schøyen). 

116. R. exoletus Forst. (collaris Thoms) (69° 2). 

Meget sjelden og lokal; jeg har taget nogle få eksplr. 
ved Grønlien og Øvergård i Malselven august 1883. Den 
synes overalt at være sjeldnere end foregående og at have 
en mere sydlig udbredelse; den er i Finland observeret til 
nær polarcirkelen. 

* 117. Ilybius uliginosus L. (70°) ? 

Denne art opgives at vere funden ikke sjelden pa Skad- 
davara i Alten af Staudinger, men jeg er tilbøielig til at tro, 
at en forveksling af lokaliteter har fundet sted. Den er i 
Finland nordligst funden til 64°, hos os ellers ikke norden- 
for Smelen (63° 30°). 

118. J. crassus Thoms. (67°). 

Af Sahlberg funden i Salten, andetsteds i vor arktiske 
region er den mig bekjendt ikke bemærket. Såvel i Finland 
som i Norge gar den helt ned til den 60de grad, medens 
den i Sverige hidtil kun, savidt jeg ved, er tagen i Lap- 
markerne. Det er en arktisk form, som synes at vere ejen- 
dommelig for Skandinavien og Finland. 

119. I. chalybeatus Thoms. (69° 2°). 

Af denne for Norges fauna nye og sjeldne art har jeg 
fundet et enkelt eksplr. ved Övergärd i Mälselven 16 august 
1883. Ogsä I. chalybeatus er en for Skandinavien og Fin- 
land ejendommelig art. 

I. subeneus Er. er af J. Sahlberg funden pa fjeldene 
ved Kilpisjärvi (69°), altsa lige pa den norske grændse, og 
kunde säledes vel med fuld ret indgä i denne fortegnelse, 
men jeg har foresat mig kun at optage de arter, der med 
bestemthed opgives fra norsk territorium, og må således 
udelade den af talrækken. | 

* 120, I. guttiger Gyll (70° 25%). 


126 J. Sparre Schneider 


Schøyen har fundet den ved Kistrand i Porsanger. 
Hidtil kun bemerketi det sydlige Norge, ligesom den i Fin- 
land ikke er bemærket ovenfor 64% 10' if. Sahlberg. 

121. I. angustior Gyll. (70° 25°). 

Dette er slægtens almindeligste repræsentant i vor ark- 
tiske region; den findes fornemmelig i større vandsamlinger 
med blød bund. Saltdalen og Bodø (Sahlberg), almindelig i 
Brandmokjernet ved Bjerkeng samt i Præstvandet på Troms- 
gen under isløsningen, dels ude i vandet dels endnui vinter- 
kvarteret ved bredden under gammelt løv (ipse), Kistrand 
og Lakselv i Porsanger samt Vadsø (Schøyen), Varanger 
(Sommerfelt). 

122. Agabus serricormis Payk. (70°). 

Udbredt men sporadisk og sjelden. Etpar eksplr. i 
Junkersdalen i Saltdalen (Hagemann), nogle få individer, 
hvoriblandt kun en enkelt han, har jeg fundet ved Grønlien, 
Bjerkeng og Øvergård i Maalselven august 1883, hvorhos 
den nordligst er taget ved Lakselv i Porsanger af Schøyen. 
Det er en arktisk form, der kun sparsomt er bemærket søn- 
denfor polarcirkelen ned til den 60de grad såvel i Skandi- 
navien som Finland. 

123. À. (Platambus) maculatus L. (70°). 

I klart og tildels rindende vand med stenet bund ud- 
bredt men temmelig sparsom. Jeg har taget nogle få indi- 
vider i Nordbyvand i Malangen, i Fjeldfrøskelven ved Bjerk- 
eng samt i et vand ovenfor Kirkenæs i Sydvaranger; af 
Collett er den også medbragt fra Finmarken. 

* 124. À. (Eriglenus) vittiger Gyll. (70° 25’). 

Denne ægte arktiske og for Norges fauna nye art er 
funden ved Kistrand i Porsanger af Schøyen. 

125. À. (Gaurodytes) arcticus Payk. (709). 

Denne art kan vistnok ansees for den almindeligste 
Hydrocantharid i de to sydlige amter, medens den derimod, 
maske mere tilfældigt, kun er observeret på et enkelt punkt 


Coleoptera i Norges arktiske region 127 


i Østfinmarken. Den pleier oftest at findes i et stort antal 
individer og foretrækker større vandsamlinger med uren 
bund og græsbevoksede bredder. Saltdalen (Sahlberg, Hage- 
mann), Nordskotvand i Stegen (frk. B. Esmark), Lågenvand 
i Trondenæs, Storstennæs i Balsfjord, Stabbevand i Malan- 
gen, Bjerkeng og Mauken i Målselven, i Præstvand på 
Tromsøen i allerstørste mængde, samt ved Kirkenæs i Syd- 
varanger (ipse), Skaddavara i Alten (Zetterstedt). Det er 
ret päfaldende, at den har undgäet Schøyen pa hans mange 
udflugter i Porsanger, der ellers har vist sig så rigt på vand- 
indsekter. À. arcticus er en ægte arktisk form, der dog 
undtagelsesvis er funden så langt mod syd som til 60° 21'i 
i Norge og 62° i Finland, medens den for Sveriges vedkom- 
mende kun anføres fra Lapmarkerne. 

126. A. (G.) zetterstedti Thoms. (70° 25°). 

Hidtil kun fundet som en stor sjeldenhed; medbragt fra 
Kistrand og Lakselv i Porsanger af Schøyen, der godheds- 
fuldt har overladt museet et eksplr. Dette er en ægte ark- 
tisk for Skandinavien og Finland ejendommelig art. 

127. À. (G.) confinis Gyll. (709) 

Udbredt men meget sparsom. I Saltdalen funden af 
Sahlberg, Schøyen og Hagemann, selv har jeg taget etpar 
eksplr. ved Bjerkeng og Øvergårdi Målselven i 1883; Schøy- 
en har desuden medbragt den fra Bossekop i Alten, og i 
universitetsmuseet står eksplr. nedsendt af Sommerfelt fra 
Varanger. Den synes at være ret hyppig på Dovre og er 
derhos funden i Gudbrandsdalen, ellers vides den kun obser- 
veret i Sveriges Lapmarker og hist og her i det nordlige og 
østlige Finland. 

128. A. thomsoni J. Sahlberg. (70° 40). 

Udbredt i Tromsø og Finmarkens amter. Jeg har fun- 
det den ret hyppig i en sterre dam pa Fleifjeld ved Tromse 
c. 550 m. o. h., Hammerfest (Esmark), Kistrand og Lakselv 
1 Porsanger (Schøyen), Varanger (Sommerfelt). 


128 J. Sparre Schneider 


v. coriaceus J. Sahlbg. Denne tidligere som en distinkt 
art betragtede form er funden hist og her med hovedformen. 
Fleifjeld (ipse), Hammerfest og Kistrand (Schøyen). 

v. rufino J. Sahlbg, Fleifjeld (ipse), Kistrand og Laks- 
elv i Porsanger (Schøyen), Varanger (Sommerfelt, Esmark). 

A. thomson er en rent arktisk form, der hverken i 
Skandinavien eller Finland er observeret søndenfor polarcir- 
kelen. | 

129. À. (G.) congener Payk. (70° 40). 

Hovedformen forekommer hovedsagelig i de mere syd- 
lige distrikter og er funden almindelig i Saltdalen af Sahl- 
berg og Schøyen. 

v. lapponicus Thoms. Udbredt og almindelig uden hen- 
syn til terrænet. Nordland og Finmarken «freqventer» (Zet- 
terstedt), Saltdalen (Sahlberg, Schøyen, Hagemann), Stene i 
Bø i Vesterålen (Sandberg) Grønlien og Bjerkeng i Måls- — 
elven, Tromsøen, Tromsdal og Fløifjeld (ipse), Alten (Stau- 
dinger), Hammerfest og Kistrand i Porsanger (Schøyen), 
Vardø (Collett), Varanger (Sommerfelt, Sandberg). 

130. A. guttatus Payk (70° 33°). 

Udbredt i rindende vand men ikke egentlig almindelig. 
Saltdalen (Schøyen), Kløven (frk. Petra Høegh), Bjerkeng og 
Tagvand i Målselven, Tromsø, Fløifjeld c. 500 m. o. h,, 
Lyngseidet og Nordfuglø (ipse), Lebesby i Laksefjord. (frk. 
B. Esmark), Polmak (Esmark). 

A. angusticollis J. Sahlbg. er af opdageren funden på 
et høit fjeld ved Kilpisjårvi på den norske grændse, men da 
nærmere lokalitet ikke er opgiven, må også denne art ude- 
lukkes af fortegnelsen indtil videre. 

131. A. (G.) tarsatus Zett. (melanarius Aube) (70°). 

Udbredt men meget sjelden og sporadisk. Saltdalen 
(Schøyen), et enkelt eksplr. har jeg fundet pa Tromsøen ien 
liden dam 6 juni 1883, i Varanger er den funden af Som- 
merfelt. I Finland er den ifelge Sahlberg ikke observeret 


Coleoptera i Norges arktiske region 129 


nordenfor 62° og kun funden pa en enkelt lokalitet, i Norge 
er den derimod søndenfor polarcirkelen bemerket hist og her 
op til Dovre, den er mäske rettest at henregne til de ark- 
tiske elementer. 

132. A. alpestris Heer (70° 40°). 

Udbredt og temmelig hyppig, især pa fjeldene i sterre 
vandsamlinger uden hensyn til bundens beskaffenhed. I Sal- 
ten almindelig (Sahlberg), Stene i Bøi Vesterålen (Sandberg), 
Stenvand i Salangen, Tromsøen, Fløifjeld (ipse), Mandsvand 
på Renøen (frk. B. Esmark), Hammerfest, Kistrand og Syd- 
varanger (Schøyen). 

A. bipustulatus L., der tildels ansees for at være stam- 
form til foregående og ikke specifik forskjellig, er almindelig 
i det sydlige Norge op til Dovre og i Finland til 62°. I 
«Enumeratio» opføres den endog som funden i Porsanger, 
men såvel denne som flere af de øvrige nævnte lokaliteter 
må vistnok refereres til alpestris. 

* 133. À. (H.) chalconotus Panz. (70°)? 

Angivelig funden ikke sjelden i Altenelven af Staudin- 
ger, ligesom Thomson opfører den som forekommende «al- 
mindelig over hele Skandinavien», men jeg anser disse op- 
gaver for høist tvivlsomme, da den i Finland kun meget sjel- 
den er funden på Åland, medens den eneste mig bekjendte 
lokalitet fra Norge er Asker ved Kristiania, hvor den: er 
funden af konservator Th. Helliesen. Hvad Thomsons angi- 
velse vedrører, så mener Sahlberg, at han kan have forveks- 
let den med. A. mimmi J. Sahbg. 

134. A. (G.) erichsoni Harold (nigroeneus Er.) (70° 25°). 

Sjelden og lokal men ganske udhredt. Jeg har fundet 
2 eksplr. ved Grønlien i Mälselven i en græsbevokset gren 
af hovedelven 17 august 1883, medens Schøyen har medbragt 
den fra Kistrand og Lakselv i Porsanger. Søndenfor polar- 
cirkelen er den kun funden ved Kristiania af Miinster, me- 


dens den for Finlands vedkommende skal forekomme over 
9 


130 J. Sparre Schneider 


næsten hele landet ned til 61°; den er en utvivlsomt arktisk 
form. 

Felgende arter gar desuden i Finland til polarcirkelen: 
Cymatopterus striatus L., Colymbetes grapei Gyll., Ilybius ob- 
scurus Marsh., Acatodes fuscipennis Payk., Friglenus femoralis 
Payk., Gaurodytes obovatus J. Sahlbg., obscuripennis J. Sahlbg., 
affinis Payk., biguttulus Thoms., borcellus J. Sahlbg., wasa- 
stjernæ Sahlbg. og mimmi J. Sahlbg. 


Palpicorrnes. 
a. Hydrophili. 


* 135. Limmebius truncatellus Thbg. (67° 17°). 

Denne mere sydlige form er kun af Sahlberg funden 
ved Bodø, medens dens hidtil kun var bemærket sparsomt i 
det sydøstlige Norge. I Finland er den hidtil kjendte nord- 
grændse 620 40". 

136. Helophorus gyllenhalii J. Sahlbg. (fennicus Thoms.) 
(70° 22°). 

Sjelden og hidtil kun bemerket i Østfinmarken. Et 
eksplr. har jeg taget pa Vardo 24 april 1878 under en sten 
i nærheden af byens vandværk, 2 stykker ved Vesterelveni 
bunden af Varangerfjord juli 1879, desuden har jeg sammen 
med Schøyen fundet nogle individer i en grøft i nærheden 
af kirken i Vadsø juli 1878. Den er også af Sommerfelt 
medbragt fra Varanger. Dette er en ren arktisk art, der 
ikke er observeret søndenfor polarcirkelen. 

137. H, agvahcus L. (68" 50). * 

Et enkelt eksplr. af Thomsons v. æqvalis har jeg fun- 
det i Lågen ved Trondenæs præstegård august 1879, ligesom 
Schøyen har medbragt den i flere eksplr. fra Saltdalen. Denne 
varietet, der tildels er bleven opfattet som en egen art 
(= frigidus Graëlls), er også bemærket flersteds i det sydlige 
Norge såvel ved Bergen som østenfjelds. I Stein & Weisses 
katalog opføres frigidus og æqvalis som forskjellige arter di- 


Coleoptera i Norges arktiske region 151 


stinkte fra aqvaticus; det er efter Sahlbergs bestemmelse jeg — 
her har @gvalis som en varietet af aqvaticus. 

* 138. H. æneipennis Thoms. (67° 17’). 

Funden ved Bode af dr. Theel ifelge Maklin. Savel 
denne som H. granularis L. er af mig tidligere angivne som 
forekommende ved Tromsø, men alle her fundne eksplr. synes 
at tilhøre planicollis. 

* 139. H. strigifrons Thoms. (67°). 

Denne for Norges fauna nye art er af Schøyen medbragt 
fra Saltdalen. Inden denne slægt trænges en grundig revi- 
sjon baseret pa et rigeligt materiale forat kunne bestemme 
arternes udbredelse inden vor arktiske region. 

140. H planicollis Thoms. (70° 25°). 

Den mest udbredte og almindelige art nest glacialis Den 
er af Scheyen funden i Saltdalen og Porsanger, Kleven (frk. 
P. Heegh), selv har jeg taget den pa Hilleso samt talrig pa 
Tromssen, hvor den forekommer savel i stillestaende som 
rindende vand. Hid hører også eksplr., som jeg har fundet 
ved Bergen og i Hardanger og i sin tid opfert som granu- 
laris, ligesom den er funden helt ned til Hvalserne. 

141. H. glacialis Villa (nivalis Thoms:) (70° 25°). 

Udbredt og oftest i stort antal. Saltdalen almindelig 
pa fjeldene (Sahlberg), pa Tromsgen ofte i stor mængde i 
sma regnvandsdamme om varen, Tagvand i Malselven samt 
pa Nordfugle (ipse), af Scheyen medbragt fra Kistrand i 
Porsanger. Det er en ægte arktisk art, der sondenfjelds 
kun forekommer i alpine trakter. 

Foruden de her nævnte tør senere undersøgelser mäske 
også tilføre vor fauna HH. tuberculatus Gyll., borealis F. Sahl- 
berg, lapponicus Thoms., erichsoni Bach., laticollis Thoms. samt 
pallidulus Thoms., der alle er fundne i Lapmarkerne til op- 
imod den 68de grad. 

142. Hydrobius fuscipes L. (70°). 

Temmelig udbredt men sjelden og sporadisk. Jeg har 


132 J. Sparre Schneider 


taget 4 eksplr. i Lagenvand ved Trondenes kirke august 
1879 og et meget stort individ ved Øvergård i Mälselven 
16 august 1883; den er desuden funden i Alten af Staudin- 
ger. Den er i Finland observeret op til 68" og skal der 
være almindelig over hele området, hos os er den noteret 
fra forholdsvis få lokaliteter. 

Laccobius minutus L. går på finsk område ligeså langt 
mod nord som foregående, ligeledes Anacæna variabilis Sharp. 
og globulus Payk, men hidtil er endnu ingen af dem bleven 
påvist i Norges arktiske region. 

* 143. Chætarthria seminulum Payk. (679). 

Hidtil kun funden i Salten af J. Sahlberg. Hos os er 
den ellers kun funden ved Kristiania, såvidt mig bekjendt, 
medens den for Finlands vedkommende angives som fore- 
kommende over hele territoriet. 

b. Sphæridiota. 

144. Sphæridium scarabæoides L. (679). 

Dette er en mere sydlig form, der hidtil ikke er fun- 
den længere mod nord end til Saltdalen, hvor den imidlertid 
efter Hagemanns opgave skal være ganske almindelig. 

145. Cercyon littorale Gyll. (709). 

Denne for kysten ejendommelige og tidligere kun ved 
Kristiania af Siebke observerede art er af Sahlberg funden 
ved Bodø og af migi et enkelt individ på Ribbenæsø ved Ju- 
tevik August 1887 under opkastet tang. Dens udbredelse 
er nordlig, og den er således også funden ved Hvidehavets 
bredder, men i det egentlige Finland kun ved Vasa. 

146. C. hemorrhoum Gyll. {69 40°). 

Meget sjelden; jeg har fundet et enkelt eksplr. under 
et træstykke på en våd eng ved Tromsdalselvens udløb 5 
juni 1888. Opgaverne om forekomsten i det sydlige Norge 
tror jeg for endel må bero på forveksling med nogen nær- 
stående art; den er således ifølge Siebke funden ved Kristi- 
ania «in stercore bovino» og Schøyen opfører den som al- 


Coleoptera 1 Norges arktiske region 133 


mindelig i Ringebofjeldene, men Sahlberg siger: «sällsynt un- 
der stenar og trädstycken ved gyttjiga stränder af dammar 
och vattenpölar», netop således som det eneste eksplr. blev 
funden her ved Tromsø, og Thomson siger ligeledes «såll- 
synt vid vatten». Den er i Finland kun anmærket på to 
lokaliteter, nordligst ved 60° 35". 

147. OC. anale Payk (70°). 

Ligeledes meget sjelden; på Tromsøen har jeg fundet 
et enkelt eksplr. 23 mai 1883, og et andet fundet ved Kir- 
kenæs i Sydvaranger har museet modtaget af Sandberg. 
Den er almindelig i det sydøstlige Norge og går i Finland 
lige til 68°. 

148. OC. hemorrhoidale Fabr. (70°). 

Udbredt og almindelig i de to sydlige amter. Saltda- 
len (Hagemann), Moen i Målselven, Tennæs i Balsfjord samt 
pa Tromsøen (ipse), Bossekop i Alten (Schøyen). Den er i 
Finland temmelig sjelden og påfaldende nok kun observeret 
i det sydlige op til 62°. 

149. OG. melanocephalum L. (70°). 

I selskab med foregående og oftest i stor mængde i 
fersk gjedsel. Når disse to arter findes noterede fra sa få 
punkter og fra det egentlige Finmarken slet ikke, er grun- 
den vistnok nærmest den, at man har torsømt at gjøre ind- 
samling, således som det ofte går med almindelige arter, 
der derved let kan komme til at mangle i en fortegnelse, 
hvor de ellers naturligen burde havt plads. Det tør dog 
kanske vise sig, at C. hæmorrhoidale ikke når Østfinmarken, 
men melanocephalum mangler neppe; den er funden af Hage- 
mann i Saltdalen, Stene i Bø i Vesterålen (Sandberg), An- 
denæs, Moen og Bjerkeng i Målselven, Tennæs i Balsfjord, 
Hillesø, Tromsøen, Tromsdal, Kjosen i Lyngen (ipse), Alten 
(Staudinger, Schøyen). 

150 C. unipunctatum L. (69° 40’). 

Synes at have en vidtstrakt udbredelse men er hidtil 


134 J. Sparre Schneider 


bemærket yderst sjelden. På Tromsøen har jeg taget et 
enkelt individ 23 april 1883, og et andet blev fundet ved 
Bodsejavre i Sydvaranger 13 juli 1882. Den forekommer i 
Finland almindelig overalt til 67" if. Sahlberg. 

151. Megasternum obscurum Marsh. (70° 14°). 

Af denne for Norges fauna nye art tog jeg 4 eksplr.i 
tør gjødsel på Nordfuglø 17 juli 1884; den var vistnok hyp- 
pig der, men jeg tog kun nogle få individer, da jeg ved før- 
ste øiekast holdt dem for Crypt. atomarium. Den er udbredt 
i det sydlige Sverige, men i Finland kun bemærket på et 
par punkter i det nordlige. 

152. Cryptoplcurum atomarium Fabr. (70°). 

Udbredt men i almindelighed temmelig sparsom. Troms- 
gen, Bjerkeng i Målselven ganske talrig i hestegjødsel 3 juli 
1885, ved Bossekop i Alten funden af Schøyen, fra Varan- 
ger medbragt af Esmark. Også denne er nærmest vel bleven 
overseet og derfor noteret fra så få punkter. Den er også 
i Finland overalt udbredt. 

Ami phibii. 

+ 153. Gyrinus natator L. (70°). 

Den opgives som funden af Staudinger temmelig hyp- 
pig i søerne pa Skaddavara i Alten men er päfaldende nok 
ikke senere observeret, sa den synes at vere meget lokal, 
uagtet den for Finlands vedkommende angives som forekom- 
mende almindelig over hele omradet. 

* 154. G. marinus Gyll. (70° 25°). 

Er kun af Scheyen funden i Porsanger. Dens udbre- 
delse i Finland er som foregaendes. | | 

155. G. opacus Sahlbg. (70° 25). 

Dette er den i vor arktiske region mest udbredte og 
almindelige art af slegten, men Gyrinerne synes dog ikke 


her nord at vere samlede i slige talrige skarer, som man 
ofte far se søndenfjelds. Salten (Sahlberg), Nordskotvand i 


Coleoptera i Norges arktiske region 135 


Stegen (frk. B. Esmark), i Brandmokjernet ved Bjerkeng i 
Mälselven har jeg fundet den ganske hyppig, hvorhos Scheyen 
har taget den talrig ved Kistrand i Porsanger. Denne art 
har en mere nordlig udbredelse og er ikke funden søndenfor 
polarcirkelen hos os, ligesom den for forste gang opferes 
som norsk. 

176. G. minutus Fabr. (69° 2°). 

Den forekommer ikke sjelden i Brandmokjernet ved 
Bjerkeng sammen med foregäende, men er hidtil ikke fundet 
andetstedt i vor arktiske region. Den er ogsa i Finland 
bemerket overalt op til de nordligste trakter henimod 
Tromsø heide. 

* 157. Parnus auriculatus Ill. (67°). 

Denne for Norges fauna nye art er funden i et enkelt 
individ ved Fiskvag i Saltdalen af Hagemann. For Fin- 
lands vedkommende anføres den nordligst fra 63° 40°. 


Brachely tra. 


158. Creophilus mazillosus L. (70°). 

Udbredt og ikke sjelden over det hele område. Salt- 
dalen (Sommerfelt, Hagemann), Grøtø i Stegen (fru Gylche), 
Bodø, Bjerkeng i Målselven, Tromsø (ipse), Bø i Vesterålen 
(Sandberg), Bossekop (Dr. Follum), Karasjok (Collett), Syd- 
varanger (Sandberg). Dens udbredelse omfatter også i Fin- 
land de nordligste distrikter. 

* 159. Leistotrophus nebulosus Fabr. (679). 

Denne også i det sydlige Norge temmelig sjeldne art 
er af Hagemann funden såvel i Saltdalen som ved Solø i 
Beieren. I Finland synes den at være overmåde sjelden, i- 
det Sahlberg angiver Kuusamo (669) som den eneste finske 
lokalitet. 

160. L. murinus L. (70°). 

Sparsom men wudbredt over det hele område. Saltda- 
len almindelig (Sommerfelt, Schøyen, Hageman), Bøi Vester- 


136 J, Sparre Schneider 


älen (Sandberg), Dokmo i Beieren, Tromse, Bjerkeng i Mals- 
elven (ipse), Sydvaranger (Esmark, Sandberg). I Finland li- 
geledes observeret overalt. 

161. Trichoderma pubescens De Geer. (69° 9°). 

Af Hagemann funden i et enkelt eksplr. ved Storjord 
i Saltdalen, og helt uventet fandt jeg selv et individ kry- 
bende i kjereveien ved Moen i Mälselven 4 juli 1888. Dette 
er en sydlig form, der i Finland ikke er observeret norden- 
for 60° 40’, medens den derimod for Sveriges vedkommende 
er funden ved Lyksele i Lapmarken af Zetterstedt. 

* 162. Staphylinus erythropterus L. (70°). 

Et enkelt eksplr. har Hagemann fundet i Skjærstad 1 
Salten 29 mai 1885, hvorhos den af Staudinger er medbragt 
fra Alten. Mig er den hidtil undgaet, men jeg antager det 
næsten for givet, at det skal lykkes mig engang at pavise 
den indenfor Tromse amt og da helst i Mälselvdalens skog- 
strakter. Ogsa dette er en mere sydlig form, der i Finland 
ligeledes kun som en sjeldenhed er funden nordenfor polar- 
cirkelen. 

Ocypus picipennis Fabr. opgiver Sommerfelt som fore- 
kommende i Saltdalen; men jeg vover ikke at optage den 
efter denne gamle angivelse, da en forveksling med Quedius 
molochinus let kan have fundet sted. Den er savel i Norge 
som i Finland kun funden i de sydlige distrikter cp til 62° 

*163. Philonthus splendens Fabr. (67°). 

Funden i et enkelt eksplr. i Saltdalen af Schøyen. Dette 
er en sydlig form, hvis udbredelse i Finland kun nar til 
629, ligesom den tidligere hos os var bemærket nordligst ved 
Bergen; for Sverige angiver dog Zetterstedt den som funden 
helt op til Karesuando (68° 30) af Grape. 

164. Ph. eneus Rossi (70° 22’). 

Udbredt over det hele omrade. Saltdalen, Skjærstad 
og Beieren (Hagemann), Bode (Schøyen), Kleven (frk. Petra 
Høegh), Bo i Vesterålen (Sandberg), Bjerkeng i Mälselven, 


Coleoptera i Norges arktiske region 137 


Tromsø almindelig, desuden har jeg taget den ved Finkirken 
pa Ribbenæsø, ved Vardø og Vadsø. Varanger (Esmark). 

* 165. Ph. umbratilis Grav. (67°). 

Denne mere sydlige form er kun funden i Saltdalen af 
Hagemann og var tidligere kun bemerket ved Kristiania. 
Dens udbredelse i Finland gar til 63° 40’. 

166. Ph. cephalotes Gray. (70°). 

Udbredt næsten som æneus, men den forekommer langt 
talrigere og er især almindelig ved Tromsø, ligesom den 
overhovedet i disse nordlige egne er slegtens almindeligste 
repræsentant, medens den i det sydlige Norge kun forekom- 
mer sparsomt. Saltdalen og Bodø (Hagemann), Be i Ve- 
sterålen (Sandberg), Trondenæs, Kløven, Moen, Grønlien, Ny- 
mo, Bjerkeng og Mauken i Målselven, Tromsø, Mestervik i 
Malangen, Hillesø samt Aleknjarg i Polmak (ipse), Karlsø 
(Måklin), Lakselv i Porsanger (Schøyen). 

v. megacephalus Heer har jeg fundet enkeltvis ved Tromsø. 

167. Ph sordidus Grav. (70°). 

- Udbredt men ganske sparsom, dog ligesom foregående 
hyppigere i det nordlige, hvad også Sahlberg anfører for 
Finlands vedkommende Saltdalen, et enkelt eksplr. (Hage- 
mann), Tromsøen, Sandeggen i Malselven, Mestervik i Malan- 
gen, Hillesø og Nyborg i Nordvaranger (ipse), Bossekop i 
Alten (Staudinger). 

168. Ph. varians Grav. (69° 40°). 

Dette er en sydlig form, der hidtil kun er funden i 
Saltdalen af Schøyen samt i et enkelt individ på Tromsøen 
8 juli 1887 af forfatteren. Den opgives ligeledes kun som 
funden i det midterste og sydlige Finland. 

169. Ph. puella Nordm. (69° 40’). 

Ihvorvel en sydlig form, der i Finland kun er obser- 
veret til 62°, går den dog langt op i vor arktiske region. 
Sahlberg og Schøyen har taget den i Saltdalen, selv har jeg 
fundet 2 eksplr. ved Moen i Målselven 11 juli 1877 samt 1 


138 J. Sparıe Schneider 


pa Hillesø i juni 1887, hvorhos Münster meddeler, at der 
blandt endel Ph. cephalotes fra Tromsø også er sendt ham 
eksplr. af puella. Den var hidtil kun funden ved Kristiania 
af Helliesen. 

* 170. Ph. politus Fabr. (67°)? 

Opgives fra Saltdalen af Sommerfelt. I hvorvel det er 
påfaldende, at den er undgået alles senere samleres opmærk- 
somhed, er forekomsten høist sandsynlig, da den i Finland 
er funden almindelig helt op til 68". Dog holder jeg det 
for ikke urimeligt, at Sommerfelt har havt følgende art for 
ele. 

171. Ph. decorus Grav. (70°) 

Dette er en udpræget sydlig form, der dog nar langt 
ind i vor arktiske region. Den er funden i Saltdalen sävel 
af Sahlberg som Hagemann, der ogsä har taget den i Skjær- 
stad 29 mai 1885, og i 1887 er den endog taget 1 Alten af 
handelsmand Bull efter meddelelse af Hageman, der har sendt 
mig eksemplaret til pasyn. Den var tidligere kun funden 
sparsomt ved Kristiania og Bergen, og er i Finland ikke ob- 
serveret ovenfor 62". 

172. Ph. marginatus Strøm. (Müll.) (70° 14). 

Udbredt men ikke synderlig talrig. Saltdalen (Sahl- 
berg, Hagemann), Moen og Nymo i Målselven, Tromsø, Hil- 
lesø og Nordfuglø (ipse), Lakselv i Porsanger (Schøyen). 

173. Ph. nigrita Nordm. (69° 40°). 

Ny for Norges fauna. Jeg har taget et enkelt individ _ 
i Tromsdalen ved Tromsø 1 juni 1878 og et andet pa Hil- 
lese juni 1887. Dens udbredelse er mere sydlig, dog er den 
if. Sahlberg funden op til Torneä, men er ogsa i Finland 
sjelden. 

Folgende arter af slægten er i Finland observerede til 
og over polarcirkelen og kan derfor med rimelighed ventes 
påviste som tilhørende også Norges polartrakter : Ph. rotun- 
dicollis Men., debilis Er., sangvinolentus Grav., varius Gyll., 


Coleoptera i Norges arktiske region 139 


albipes Grav., opacus Gyll., virgo Grav. og longicornis Stph. 

174. Gabrius nigritulus Grav. (69° 40’). 

Sjelden. Bode (Scheyen), selv har jeg taget et enkelt 
eksplr. ved Moen i Malselven 30 juni 1885 samt et pa Hil- 
lesa juni 1887; af Nordenskiöld er den if. Mäklin medbragt 
fra en unayngiven lokalitet i Tromsø stift. | 

v. trossulus Nordm. 2 eksplr. på Tromsøen 10 mai og 
7 juni 1888. 

Savel hovedformen som varieteten er i Finland fundne 
udbredte næsten over hele området. G. splendidalus Grav. 
er i russisk Lapmarken funden til over polarcirkelen og kan 
säledes ogsä paregnes at ville blive pavist i vor arctiske re- 
gion. 

175. Quedius molochinus Grav. (70° 40°). 

Almi: delig udbredt overalt og et af den arktiske re- 
gions mest karakteristiske insekter, dog synes den at være 
sjelden i Østfinmarken. Saltdalen og Beieren (Sommerfelt, 
Schøyen, Hagemann), Bodø (Sahlberg), Grete, Lavangsfjeld 
Renø og Karslø (Måklin), Trondenæs, Målsnæs, Øvergård og 
Bugtesæter i Målselven, Storstennæs i Balsfjord, Kjosen i 
Lyngen, Tromsø, Hillesø, Skarstjord på Ringvatsø, Alteid, 
Nordfuglø og Hammerfest (ipse), Bossekop (Staudinger), 
Varanger (Esmark). Den sortvingede form er sjelden, jeg 
har fundet den enkeltvis på Tromsø. 

* 176. Q. fuliginosus Grav. (709). 

Opføres fra Saltdalen af Sommerfelt og som medbragt 
fra Alten af Staudinger, dog er det påfaldende, at den er 
undgået alle senere samlere. Sommerfelt kan let have for- 
vekslet den med den sortvingede form af foregående, og hvad 
Staudingers opgave angår, da kan en forv: ksling af lokali- 
teter have fundet sted, som jeg også har omtalt ved enkelte 
andre af disse opgaver, såmeget mere, som den af ham også 
er medbragt fra Dovre. I Finland er den ikke funden nor: . 
denfor 62°, 


140 J. Sparre Schneider 


177. Microsaurus mesomelinus Marsh. (temporalis Thoms.) 
(709 25”). 

Udbredt men sjelden. Kleven pa Senjen (frk. Petra 
Høegh), pa Tromsøen har jeg fundet enkelte eksplr., Pors- 
anger (Scheyen), Kirkenes i Sydvaranger (Sandberg). 

178. M. levigatus Gyll. (70°). 

Udbredt og ikke sjelden i de to sydlige amter, men 
vistnok kun hvor Pinus vokser. Saltdalen (Scheyen, Hage- 
mann), selv har jeg taget den ganske hyppig i Malselven, 
ved Bjerkeng under barken af Pinus, pa Mauken i gjærende 
birkesaft samt i Iselvdalen under barken af Betula, pa sidst- 
nævnte sted i flere kil. afstand fra furuskov. Nordligst er 
den i Alten taget af Zetterstedt og Staudinger. | 

179. M. brevis Er. (69°). 

Af denne for Norges fauna nye art har jeg taget et 
enkelt eksplr. ved Elvevold i Kirgisdal i Målselven 12 juli 
1885 under en sten i en liden sandbakke tæt ved veikanten, 
men jeg kan ikke mindes, at der fandtes nogenslags myrer 
på stedet. Den skal i Finland ikke være sjelden over næ- 
sten hele området op til 67" 30. 

M. fulgidus er tunden helt op til Muonioniska (68°) og 
tør vel senere blive påvist også hos os. 

189. Raphirus umbrinus Er. (70° 14). 

Hovedformen er sjelden; Grøtø og Karlsø (Måklin), 2 
eksplr. på Tromsøen i 1878 (ipse). 

v. salinus J. Sahlbg. Denne større og næsten udeluk- 
kende til kysten bundne form er funden ved Bodø af Sahl- 
berg, medens jeg selv har taget talrige eksplr. ved Løkvik 
på Nordfuglø juli 1884. 

181. R limbatus Heer (maurorufus Thoms.) (70° 22°). 

Sjelden og lokal men vidt udbredt. Salten (Sahlberg), 
jeg har fundet et enkelt stykke pa Nipeen c. 22 kil. norden- 
for Tromsø mai 1878, flere eksplr. ved Jutevik på Ribbenæs- 
øen august 1887 og medbragt også et fra Elvenæs i Syd- 


Coleoptera i Norges arktiske region 141 


varanger juli 1878; af Collet er den funden pa Varde. Den 
er ogsa i Finland bemerket op til de nordligste trakter (68°). 

182. R. attenuatus Gyll. (70° 25 ). 

Meget udbredt og almindelig. Grete og Rene (Mak- 
lin), Tromsø, Moeni Mälselven, Hillese, Skarsfjord, Nordfugle, 
Aleknjarg i Polmak samt Varde (ipse), Bossekop i Alten 
(Staudinger), Matsjok i Tanen (Collett), Kistrand og Vadse 
(Scheyen), Varanger (Sommerfelt). 

183. R. boops Grav. (70° 25°). 

Udbredt som foregående, dog måske ikke fuldt så hyp- 
pig. Salten (Sahlberg), Trondenæs, Tromse, Skjæggesnæs, 
Iselvmosæter og Bjerkeng i Målselven, Polmak ved Aleknj- 
arg, Vardø og Vadsø (ipse), Rene (Måklin), Kistrand i Pors- 
anger (Scheyen). Sävel denne som foregaende er to for vor 
arktiske region meget karakteristiske arter, der vistnok er 
udbredte overalt i Skandinavien og Finland, men ialfald for 
Norges vedkommende er talrigst nordenfor polarcirkelen; 
R. boops var tidligere kun funden ved Kristiania. 

184. Othius lapidicola Kiesw. (melanocephalus og myr- 
mecophilus Maklin) (70° 22°). 

Meget udbredt og ret hyppig under stene helst på tørre 
steder. Salten (Sahlberg), Moen, Fagerli og Bjerkeng i 
Malselven, Hillesø, Tromsø, Nordfuglø, Vardø samt Elvenæs 
og Kirkr .æs 1 Sydvaranger (ipse), Karlsø og Rene (Mäklin), 
Bossekc ‘Staudinger). Denne art er hos os ikke funden 
sendenfor polarcirkelen, i Finland derimod bemærket hist 
og her over hele omradet; dog er den visselig at betragte 
som en arktisk form, 

185. O. myrmecophilus Kiesw. (69° 40’). 

Det har dog tilsidst lykkes mig at pavise den ægte 
myrmecophilus som tilherende den arktiske region, idet jeg 
har fundet nogle eksplr. ved Tennæs i Balsfjord 17 juni 1885 
samt 2 stykker pa Hilless i slutningen af juni 1888. Den 
er ny for Norges fauna og er at betragte som en sydlig 


. 142 J. Sparre Schneider 


art, der i Finland ikke er funden nordentor 62°, 

186. Baptolinus pilicornis Payk. (70°). 

Sparsom men temmelig udbredt; den er ingenlunde 
bunden til Pinus men forekommer ogsa under barken af 
Betula. Lavangsfjeld (Stuxberg sec. Maklin), selv har jeg 
taget enkelte eksplr. pa Flaifjeld ved Tromss samt ved Ten- 
nes i Balsfjord under birkebark og ved Bjerkeng og Øver- 
gard i Malselven, på det første sted under bark på furu- 
stokke, medens den af Staudinger er medbragt fra Alten. 
Sendenfor polarcirkelen er den hos os kun funden ved Kri- 
stiania; i Finland er den bemærket over hele omradet men 
kun som forekommende under barken af Abies efter Sahl- 
bergs opgave. 

187. Xantholinus punctulatus Payk. (69° 2’). 

Sjelden. Saltdalen (Hagemann), selv har jeg fundet et 
enkelt eksplr. ved Tillermo i Mälselven 1ste juli 1885 og et 
andet ved Bjerkeng 15 august 1883. Den er ogsa i Finland 
bemærket til over polarcirkelen, dog er den vistnok ikke af 
arktisk oprindelse. 

188. X. tricolor Fabr. (60° 40°). 

Sjelden. Saltdalen og Solø i Beieren (Hagemann), ved 
Trondenæs kirke 4 eksplr. 12 august 1879, 2 eksplr. ved 
Mestervik i Malangen 12 juli 1887 samt 6 stykker i en ur 
i Tromsdalen 30 mai 1883 (ipse). Denne art er boreal og i 
Finland ikke observeret nordenfor 62° 35' 

189. Lathrobium punctatum Geoffr. (brumnipes Fabr.) 
(70° 2°). 

Som foregående meget lokal og sparsom og kun funden 
i de to sydlige amter. Saltdalen 1 enkelt eksplr. (Hage- 
mann), Lavangsfjeld (Stuxberg sec. Maklin), selv har jeg ta- 
get nogle stykker ved Tennes i Balsfjord 17 juni 1885, 2 
eksplr. ved Bjerkeng i Målselven og et enkelt individ ved 
Alteidet 23 juni 1878. Ogsa denne art er vistnok af boreal 


Coléoptera i Norges arktiske region 143 


oprindelse, den forekommer dog ogsa i Finland over hele 
omradet op til 68°. 

*190. LZ. elongatum L. (67°). 

Er kun af Hagemann funden i Saltdalen, medens den 
for Finlands vedkommende opgives som funden overalt lige 
til 68°. 

191. L. boreale Hoch. (geminum Kraatz) (70°). 

Sjelden. Ifelge Maklin medbragt af Nordenskield fra 
fra Bode, Trane og Rene, medens jeg selv har fundet 2 
eksplr. pa Tromssen. Den var hos os hidtil kun funden ved 
Kristiania samt pa Dovre, medens den i Finland ikke er 
observeret nordenfor 62°. 

192. L. fulvipenne Gyll. (70° 40°). 

Udbredt men ikke egentlig hyppig. Saltdalen og 
Skjerstad (Hagemann), Tromse, Tromsdal, Nymo i Malsel- 
ven (ipse), Hammerfest (Hornemann), Kistrand i Porsanger 
(Schøyen). Ligesom foregående er også denne art mere bo- 
real end arktisk, da dens udbredelse går over en større del 
af Europa. 

193. ZL. baicalicum Eppelsh. (69° 40’). 

Sjelden; jeg besidder 3 eksplr. fundne pa Tromseen 26 
mai 1879, 11 mai 1882 og 23 april 1883, desuden blev et 
medbragt fra Mestervik i Malangen juli 1887. 

194. L terminatum Grav. (69° 40°). 

Et enkelt eksplr. taget pa Tromsøen 1 juni 1883 har 
Sahlberg bestemt som tilherende en varietet af denne art, 
der i Finland er funden op til 66° 20°. 

195. L. atripalpe Scriba. (69° 40). 

Ligeledes kun i et enkelt eksplr. fundet pa Tromseen 
24 mai 1883. Med hensyn til disse 3 arters udbredelse i 
det sendenfjeldske Norge, da kan der for øieblikket ikke si- 
ges noget derom, da de først i den aller sidste tid hos os 
er bleven udredede fra hinanden. 

196. LZ. longulum Grav. (69° 40’). 


144 J. Sparre Schneider 


Meget sjelden i vor arktiske region, idet jeg kun har 
fundet et enkelt eksplr. pa Hillesø 25 juni 1887. Dette er 
en boreal form, der hos os hidtil kun var bemærket ved 
Bergen og Kristiania; i Finland er den dog funden ved 
Hvidehavet henved den 65de grad. 

Cryptobium fracticorne Payk. er pa finsk område be- 
merket helt op til 68°, og Leptacinus formicetorum Mark. til 
67°, sa der er al sandsynlighed for, at de med tiden ogsa 
vil blive indlemmede i Norges arktiske fauna. 

197. Stenus juno Fabr. (69° 40°). 

I Saltdalen et enkelt eksplr. (Hagemann), jeg har fun- 
det den almindelig ved Præstvand pa Tromsøen og ligeså 
ved Bjerkeng i Målselven. 

Her som ved alle de senere må Brachelytra er at be- 
mærke, at de i denne fortegnelse givne data angående ud- 
bredelse i vor arktiske region i endnu bestemtere udtryk 
end ved de øvrige familier peger på, hvor heist utilstræk- 
kelige de hidtil drevne undersøgelser har været, idet disse 
smådyr, ofte så lokale i sin forekomst, kun på få punkter 
har været systematisk eftersøgte, således at selv vistnok al- 
mindelige arter kun findes optegnede fra en eller etpar lo- 
kaliteter. Kun Saltdalen, tildels Bodø men navnlig Tromsø 
med omegn kan i så henseende siges at være nogenlunde 
vel undersøgte. 

198. St. fasciculatus J. Sahlbg. (brachycerus Thoms.) 
(69° 40°). Er 
Jeg har fundet den temmelig talrig sammen med fore- 
gäende pa de väde græstuer ved bredden af Præstvandet 
på Tromssen om våren under isløsningen samt enkeltvis ved 
Bjerkeng i Målselven juli 1888. Andetsteds i vor arktiske 
region er den hidtil ikke bemærket, men udentvivl har den 
megen udbredelse, da den ifølge Sahlberg er funden over 
næsten hele Finland til lidt ovenfor polarcirkelen, medens 
Münster har taget den flersteds i det sydlige Norge; dog 


Coleoptera i Norges arktiske region 145 


er den vistnok temmelig lokal, og som ikke funden udenfor 
Skandinavien og Finland vel at betragte som en arktisk 
form. | 
199. St. speculator Lac. (boops Gyll.) (70°). 

Udbredt langs kysten, dog sparsom. Af Nordenskield 
medbragt såvel fra Bodø som Trans og Reno, selv har jeg 
kun fundet 4 stykker i Trondenæs 14de august 1879 samt 
et ved Moen i Malselven 4 juli 1888, desuden har jeg fâet 
et eksplr. fra Kjosen i Lyngen. Dens udbredelse i Finland 
gar næsten ligesa langt mod nord som hos os, dog er den 
uden tvivl af boreal herkomst. 

200. St. carbonarius Gyll. (70° 14’). 

Som foregaende; 2 eksplr. pa Trondenes præstegaard 
14 august 1879, 3 stykker har jeg fundet pa Tromsøen, og 
2 medbsagtes fra Nordfugle 1 1884. I Finland udbredt som 
speculator til 68». 

201. St. buphthalmus Grav. (69° 2). 

Kun et enkelt eksplr. har jeg taget ved Bjerkeng i 
Malselven 10 juli 1885. Den er udbredt over hele Finlands 
og Sveriges område, men var i Norge hidtil kun bemerket 
ved Kristiania. 

202. St. melanarius Stph. (nigripalpis Thoms.) (6% 2’), 

Af denne for Norges fauna nye art har jeg fundet 
flere eksplr. ved Bjerkeng juli 1883, I Finland observeret 
til lidt over polarcirkelen. 

203. St. palposus Zett. (argentellus Thoms.) (69° 40’). 

Udbredt men lokal. Ved Bjerkeng flere eksplr. juli 
1883, i Tromsdalen ved Tromsø et enkelt stykke 1 juni 
1878, i stort antal derimod på den sandede bred af Bodse- 
- javre i det indre af Sydvaranger 13 juli 1882 i selskab med 
Asiycops talpa. I Finland bemærket til næsten samme bred- 
de som hos os. Denne art tør som foregående nærmest be- 
tragtes som værende af arktisk oprindelse. 


204. St. canaliculatus Gyll. (69° 2°). åå 


146 J. Sparre Schneider 


Et enkelt individ har jeg fundet ved Bakkehaug i Mäls- 
elven pa den sandede elvebred 4 juli 1884. Angives af 
Thomson som almindelig over hele Skandinavien og er der- 
for optaget af Siebke i «Enumeratio», dog er ovennævnte 
det eneste mig bekjendte norske eksplr. Da den imidlertid 
findes udbredt i Finland lige til 68°, er maske dens udbre- 
delse mere østlig, og artens sjeldenhed i Norge grundet der- 
pa, hvis den ikke lader sig udlede af ligetil tilfældige om- - 
stændigheder. 

205. St. ruralis Er. (69° 6°). 

Denne for Norges fauna nye art synes at vere meget 
udbredt i vor arktiske region. Sahlberg har fundet den ved 
Saltelven, selv har jeg taget nogle eksplr. ved Moen, Bak- 
kehoug, Bjerkeng og Tagvand i Malselven. Hvorvidt den er 
funden i Sverige er mig ubekjendt, men fra Finland opgiver 
Sahlberg kun en eneste lokalitet fra 60° 30°; dens udbredelse 
i det polare Norge og sporadiske forekomst i Mellemeuropas 
bjergtrakter stempler deu som en sikker arktisk form. 

206. St. melanopus Marsh. (69° 2°). 

Denne sydlige arts optræden under så hei nordlig bredde 
er høist overraskende; jeg har fundet et enkelt eksplr. ved 
Bjerkeng i Målselven 5 juli 1883. Den er ny for Norges 
fauna, ligesom den kun er funden i det sydligste Sverige 
og i Finland kun ved Åbo (609). 

* 207. St. fuscipes Grav. (67°). 

Et enkelt eksplr. er funden af Hagemann ved Storjord 
i Saltdalen i 1885. Denne art, som hos os forøvrigt kun er 
funden ved Kristiania, vil vistnok vise sig at have en langt 
større udbredelse, da den både i Sverige og i Finland er ob- 
serveret over hele området lige til 68°. 

* 208. St. crassus Stph. (67° 17°). 

Denne for Norges fauna nye art er af Sahlberg funden 
ved Bode i 1879 og ter vel vise sig mere udbredt, da den i 
Finland gar op til Hvidehavet. 


Coleoptera i Norges arktiske region 147 


209. St. pusillus Stph. (69° 40%. 

Pa Tromssen forekommer den ikke sjelden om vären 
under stene og under nedfaldent lov endnu midti november, 
ellers er den mig bekjendt kun observeret ved Kristiania, 
ligesom det overhovedet er en sydligere form, deri Finland 
ikke er funden ovenfor 63° 50’. 

210. St. nigritulus Gyll. (68° 50). 

Kun et enkelt eksplr. har jeg fundet pa Trondenæs 
prestegard 14 august 1879. Dette er en udpreget sydlig 
form, der i Finland kun er bemærket til 60° 50’, medens 
den i Sverige er funden af Zetterstedt helt op i Torneå 
Lapmark ved Wittangi; Thomson angiver den dog kun som 
forekommende op til Stockholm. 

* 211. St. latifrons Er. (67°). 

Denne sjeldne art er kun funden i et enkelt eksplr. ved 
Storjord i Saltdalen 25 april 1885 af Hagemann. Dette er 
den eneste mig bekjendte lokalitet pa Norges omrade, idet 
angivelsen om forekomsten ved Bergeni «Enumeratio» grun- 
der sig pa feilagtig bestemmelse; fra Sverige angiver Thom- 
son den kun som funden ved Ringsjseni Skane, meden den 
endnu ikke er funden i Finland. 

* 212. St. brunnipes Stph. (unicolor Er.) (70°). 

Opgives som funden i et enkelt eksplr. i Finmarken 
(Alten?) af Staudinger, Med hensyn til forekomst forøvrigt 
i Skandinavien og Finland gjælder ganske det samme som 
for latifrons. 

213. St. binotatus Ljung (69° 2’). 

2 eksplr., af Sahlberg betegnede som en varietet af 
denne art, har jeg fundet ved Bjerkeng i Mälselven 2 juli 
1885 tagne med hav i græsset. Den er i Sverige sâvelsom 
Finland bemerket over hele omradet, i Norge ellers kun i 
det sydøstlige. 

* 214. St. pubescens Stph. (subimpressus Er.) (67° 17’). 

Er kun af Sahlberg funden ved Bode og ellers kun be- 


148 J. Sparre Schneider 


mærket ved Kristiania; for Finland opgives den som udbredt 
til henimod polarcirkelen. 

215. St. bifoveolatus Gyll. (69° 40°). 

Ikke sjelden ved Præstvand pa Tromseen i juni, flere 
stykker har jeg ogsa taget ved Bjerkeng i Malselven 1 juli 
1885 og 86. Ny for Norges fauna, men vistnok hidtil kun 
overseet søndenfjelds, da den i Finland forekommer over he- 
le omradet; den er vistnok at betragte som en arktisk form. 

* 216. St. impressus Germ. (679). 

Ny for Norges fauna, funden i Salten af Sahlberg. 
Den er i Finland kun bemærket til 62", og i Sverige lige- 
ledes kun i det sydligste. 

217. St. geniculatus Grav. (70°). 

Jeg har hidtil kun fundet et enkelt eksplr. ved Elve- 
nes i Sydvaranger juli 1878 under lev i birkeskov, og er 
dette den eneste mig bekjendte lokalitet inden Norges greend- 
ser; den har dog visselig sterre udbredelse, da den opgives 
som forekommende over hele Finland lige til 68°. 

218. St. flavipalpis Thoms, (70°). 

- Ny for Norges fauna; af Sahlberg medbragt fra Salten, 
selv har jeg fundet et enkelt individ ved Nyborg i Nord- 
varanger 2 juli 1879. Ogsä denne art forekommer over hele 
Finlands område og er måske at betragte som arktisk. 

219. St. erichsonis Rye (flavipes Er.) (70°). 

Kun et eneste eksplr. erholdtes ved Elvenæs i Sydvaran- 
ger under løv eller mose i skoven juli 1878, og andetsteds 
er den endnu ikke bemærket i Norge. Det er en sydlig 
form, der i Finland kun er iagttaget i det aller sydligste. 

* 990. St. palustris Er. (68° 30°). 

Af Zetterstedt funden ved Bjerkvik i Ofoten men ellers 
intetsteds bemærket i Norge, uagtet Sablberg for Finlands 
vedkommenbe angiver den som forekommende over hele om- 
rädet. 


Følgende arter er i Finland fundne til henimod polar- 


Coleoptera i Norges arktiske region 149 


cirkelen eller nordligere og kan saledes ventes at blive ob- 
serverede ogsa hos os: St. bimaculatus Gyll., lustrator Er., 
hyperboreus J. Sahlbg., proditor Er., scabriculus J. Sahlbg., 
lapponicus J. Sahlbg., nitens Stph., argus Grav., vafellus Er., 
opticus Grav., littoralis Thoms., biguttatus L., bilineatus J. 
Sahlbg., nanus Stph., tarsalis Ljung samt pallitarsis Stph. 

221. Oligota pusillima Grav. (69° 40’). 

Af denne for Norges fauna nye art har Hagemann 
fundet et enkelt stykke i Saltdalen, medens jeg selv har ta- 
get flere eksplr. på Tromsoen 22 mai 1885. Den er i Fin- 
land udbredt over næsten hele omradet til 68de grad. 

222. Gymnusa brevicollis Payk. (69° 40°). 

Hidtil kun bemærket ved Tromsø, hvor den om våren 
er funden enkeltvis under stene og gammelt løv ved bredden 
af Præstvandet. Søndenfjelds er denne nærmest boreale art 
kun funden ved Kristiaria. 

223. Myrmedonia humeralis Grav. (69° 20’). 

Udbredt men sparsom. Af Schøyen og Hagemann fun- 
den i Saltdalen, den sidste har også taget eksplr. i Skjær- 
stad samt ved Solø i Beieren; af mig er den erholdt ved 
Målsnæs, Tennes i Balsfjord 17 juni 1885 samt ved Fa- 
gerli i Målselven 1 august 1888, medens den af Zetterstedt 
blev funden ved Evenæs i Ofoten under stene ved søen 17 
juli. Dens udbredelse i Finland går over hele området til 
den 68de grad, den er dog vistnok af boreal herkomst. 

224. Astilbus canaliculatus Fabr. (70° 2°). 

Denne under sydligere bredder så almindelige art har 
i vor arktiske region vestenfor Nordkap en ganske vidtstrakt 
udbredelse men forekommer forholdsvis meget sparsomt. I 
Saltdalen ganske almindelig (Hagemann), selv har jeg taget 
den enkeltvis ved Mestervik i Malangen, Målsnæs, Svendborg 
og Øvergård i Målselven, i Tromsdalen, på Tromsøen, hvor 
den synes at være noget hyppigere og 2 juni 1887 blev fun- 
den hos en Myrmica, samt nordligst ved Alteidet juni 1878. 


150 J. Sparit Schneider 


Lavangsfjeld (Stuxberg sec. Mäklin). I Finland alm. udbredt. 
* 995. Alcochara brevipennis Grav. (69° 40‘)? 
Angives som funden ved Tromsø af Staudinger; jeg er 

dog tilbeielig til at tro, at en forveksling af lokalitet har 

fundet sted. Den er ellers kun bemærket ved Kristiania, 

medens nordgrendsen i Finland hidtil er 63° 40’. 

226. Baryodma mycetophaga Kraatz. (69° 40°). 

Denne for Norges fauna nye og sydlige form, der i 
Sverige kun er funden i Skane og i Finland ligeledes kuni 
det allersydligste, har jeg i vor arktiske region taget pa 2 
punkter, nemlig et eksplr. ved Svendborg i Malselven 25 juli 
1885 og et i Tromsdalen ved Tromsø 13 august 1884, der 
af Sahlberg er bestemt som var. obscurior. 

227. B. lanuginosa Gray. (69° 40°). 

- Af Sahlberg medbragt fra Salten, selv har jeg taget 
enkelte eksplr. ved Tennæs i Balsfjorden, i Tromsdal samt 
på Tromsøen fra mai til udgangen af oktober. Den har 
forevrigt en mere sydlig udbredelse og er i Finland kun be- 
mærket til 61° 30’, i Norge hidtil kun til lidt over den 60de 
grad og navnlig hyppig ved Bergen. 

228. B. villosa Mannh. (69° 40”). 

Ny for Norges fauna som vistnok for den skandinaviske 
halve overhovedet. Jeg har taget et enkelt eksplr. pa Hil- 
less 27 juni 1887. En sydlig form, der i Finland kun er 
bemerket til henved den 60de grad. 

229. B. mesta Grav. (69° 40’). 

Jeg besidder kun et enkelt eksplr. fra Tromse uden 
datumangivelse, vistnok fanget i 1878. Ogsa dette er en syd- 
lig form, der hos os nordligst er funden på Dovre, i Fin- 
land ligeledes kun bemærket i de sydlige trakter. 

230. B. succicola Thoms. (69° 40°). 

En interessant tilvækst til Norges fauna; jeg har fun- 
det et enkelt eksplr. på Tromsøen 22 mai 1878. Også det- 


Coleoptera i Norges arktiske region 151 


te er en sydligere form, der kun er bemærket på etpar 
punkter i det sydlige Sverige og Finland. 

231. B. moerens Gyll. (69° 40°). 

Er af Sahlberg funden i Salten, medens jeg selv har 
taget 2 eksplr. ved Tromsdalselvens udleb under tang 13 
august 1887. Var hidtil alene bemærket ved ;Kristiania, 
ligesom den i Finland er funden sjelden op til 62". 

232. B. lugubris Aub. (linearis Thoms.) (69° 40°). 

Et enkelt eksplr. har jeg taget i Tromsdalen ved Tromsø 
13 august 1884, og er dette den eneste mig bekjendte norske 
lokalitet, uagtet Thomson vistnok angiver den som forekom- 
mende over hele Skandinavien. Maske er dens udbredelse 
mere estlig, da den i Finland er funden overalt op til 67°, 

233. B. bilineata Gyll. (69° 40’). 

Ny for Norges fauna. Af Sahlberg funden ikke sjelden 
pa Bode ved seen, jeg har taget et eksplr.i Tromsdal 1 au- 
gust 1884 og atter 2 stykker 13 august 1887. Det er en 
sydligere form, der i Finland ikke er iagttaget nordenfor 63°, 

| 234. B. mitida Grav. (69° 40°). 

Ligeledes ny for Norges fauna. Jeg har fundet et eksplr. 
ved Moen i Mälselven 3 juli 1883 og 2 stykker, som Sahlberg 
har betegnet som var. fusconotata Rey, 1 Tromsdal 11 septem- 
ber 1887. Dette er vistnok ogsa en mere sydlig form, da 
den i Finland ikke nar polarcirkelen. 

I Finland er B. fucicola J. Sahlbg. og subtilis J. Sahlbg. 
fundne til polarcirkelen, ligesa Nanoglossa nidicola Fairm.. 
Thiasophila angulata Er., ingvilina Märk., Notothecta flavi- 
pes Grav., Phloeodroma concolor Kraatz og Ischnoglossa rufo- 
picea Kraatz. 

235. Leptusa analis Gyll. (69° 40’). 

Udbredt i Tromse amt. Lavangsfjeld (Stuxberg sec. 
Mäklin), selv har jeg fundet den enkeltvis ved Bugtesæter, 
Bjerkeng og Iselvmosæter i Mälselven, Tennes i Balsfjord 
og på Fløitjeld ved Tromsø 23 august 1883 under barken 


152 J. Sparre Schneider 


på Betula. Vistnok kun af tilfældige arsager vides den sen- 
denfjelds kun bemerket ved Kristiania, medens den i Fin- 
land er funden overalt til GT. 

* 936. Cratarea suturalis Mann. (70°). 

Denne art, der kun er funden i det allersydligste Sve- 
rige og Finland, men ikke bemærket nogetsteds i det son- 
denfjeldske Norge, angives funden i Alten af Staudinger. 

* 237. Thamiosoma sinuata Er. (700). 

Angives ogsa pafaldende nok som funden sammen med 
foregående i Alten af Staudinger. Denne art er ellers mig 
bekjendt kun funden i Tyskland og Frankrige. 

238. Falagria sulcata Payk. (69° 40’). 

Synes at vere meget sjelden i vor arktiske region, idet 
jeg kun har fundet 3 eksplr. pa Tromsgen i mai og juni 
1878. Den eri Finland udbredt over hele territoriet til 
68de grad. | 

* 239. Ischnopoda leucopus Marsh. (67°). 

Denne sydlige art, der hidtil kun var bemerket ved 
Kristiania, er af Sahlberg medbragt fra Salten. I Finland 
observeret til 62° 15". 

Calodera lapponica J. Sahlbg., ethiops Gr. og Thino- 
noma concolor Er. er i Finland fundne til over polareirkelen 
og vil mäske ogsä blive pävist hos os. 

240. Gnypeta cerulea Sahlbg. (69° 40°), 

Af Sahlberg medbragt fra Salten, på Tromsøen er den 
ikke sjelden ved bredden af Præstvandet i den våde mose, 
og jeg har taget den der såvel i juni som november; et en- 
kelt eksplr. fandt jeg også i bunden af Kalfjorden på Kval- 
øen under en sten ved søen 28 juli 1886. Dette er utvivl- 
somt en arktisk art, der i Norge ikke er bemærket sønden- 
for polarcirkelen, medens den i.Finland er funden fra det 
sydligste op til 661/,°. 

241. Gn. carbonaria Mannh. (69° 40’). 

Denne tidligere kun ved Kristiania fundne art har jeg 


Coleoptera i Norges arktiske region 153 


taget i et enkelt eksplr. pa Tromssen 29 mai 1883. I Fin- 
land er den bemærket over hele omradet næsten op til 
Tromse heide, dog er den vel nærmest at betragte som en 
boreal form. 

242. Aloconota immunita Er. (gregaria Er.) (69° 40’). 

Af Sahlberg medbragt fra Salten, jeg har taget den 
almindelig pa Tromssen i mai 1883 og derhos fundet et 
eksplr. ved Bakkehaug i Mälselven samt ved Jutevik pa 
Ribbenæsø under opkastet tang august 1887. Da den opfe- 
res som forekommende over hele Finland, er det vistnok 
nærmest af tilfeldige grunde, at den her for terste gang 
indferes i Norges fauna. 

243. Acrostiba borealis Thoms. (69° 2°). 

Af denne sjeldne og interessante art har jeg fundet et 
enkelt eksplr. ved Trondenes kirke i midten af august 1879 
ved at have i græsset, samt flere eksplr. i gjærende saft pa 
nyhugne birkestubber ved Bjerkeng og Iselvmosæter i 
Malselven juli 1888. 

*244. Hydrosmecta fragilis Er. (67°). 

Denne vistnok for Skandinavien nye art er af Sahlberg 
funden i et enkelt individ ved Bods. Det er en helt syd- 
lig art, der i Stein & Weisses katalog kun anferes fra Tysk- 
land og Frankrige. 

245. Myllæna dubia Grav. (69° 40’). 

Den forekommer almindelig i den vade mose ved bred- 
den af Prestvandet pa Tromseen og er funden sävel om 
våren under isløsningen som om høsten i midten af novem- 
ber. Med sin store udbredelse forøvrigt, i Finland op i 
Tornea Lapmark, vil den vistnok senere vise sig at have en 
langt sterre udbredelse inden vor arktiske region, men dens 
lokale levesæt gjer, at den lettelig oversees. 

Ocyusa maura Er. og Hydrosmecta longula Heer. er i 
Finland begge fundne helt op til den 68de grad. 

246. Oxypoda opaca Gr. (70°). 


154 J. Sparre Schneider 


Synes at vere sjelden i vor arktiske region; jeg har 
funden et enkelt eksplr. ved Blomholmen i Ramfjord ved 
Tromsø 25 juli 1877 og et andet ved Jutevik pa Ribbenæsø 
i midten af august 1887. Sahlberg angiver den som almin- 
delig over hele omrâdet op til Enare ved 69de grad. 

247. O. umbrata Gyll. (cuniculina Er.) (60° 40°). 

Af Sahlberg funden i Saltdalen, selv har jeg taget et 
enkelt eksplr. pa Tromsøen 29 mai 1883. Det er en mere 
sydlig form, der i Finland er bemerket til 63'/, grad, hos 
os hidtil kun funden ved Kristiania. 

248. 0. islandica Kraats. (69° 40’). 

Denne tidligere kun pa Island og etpar lokaliteter i 
det nordligste og sydligste Finland (ved Hvidehavet og Hel- 
singfors) fundne art, har jeg taget i 3 eksplr. pa Tromsøen 
1 mai 1882. 

249. 0. exigua Er..(69° 40’). 

Af denne ligeledes for Norges fauna nye art har jeg 
fundet et enkelt eksplr. pa Tromsgen 12 september 1879. 
Den er i Finland kun bemerket pa en enkelt lokalitet un- 
der den 66de grad, men er efter sin udbredelse forøvrigt 
maske ikke at betragte som en arktisk form. 

O. exoleta Er. samt Sphenoma abdominalis Mann. og 
planipennis Thoms. er pa finsk omrade observerede til og 
over polarcirkelen. 

250. Bessopora soror Thoms. (70° 14°) 

Sjelden men vistnok meget udbredt; jeg har fundet en- 
kelte eksplr. ved Malsnes 10 juli 1883, i Tromsdal 13 au- 
gust 1884 og pa Nordfuglø 17 juli samme ar. Den er ny 
for Norges fauna, i Finland kun fundet i det sydvestligste, 
i Sverige kun ved Stockholm, den er dog alligevel maske at 
betragte som en arktisk form. 

251. B. ferruginea Er. (69° 40’). 

Ligeledes enny erhvervelse for Norges fauna; jeg fandt 
et enkelt eksplr. ude på Hillesø 26 juni 1887. Når undta- 


Coleoptera i Norges arktiske region 155 


ges, at deni Finland ogsa er funden pa en lokalitet ovenfor 
polarcirkelen, har den udbredelse omtrent som foregaende og 
ter kanske ogsa være af arktisk oprindelse. 

B. annularis Mann. og hemorrhoa Mann. er i Finland 
fundne til 68de grad. 

252. Disochara longiuscula Grav. (60° 40”). 

Hist og her i Tromsø omegn; jeg har fundet den ved 
Bjerkeng i Målselven 5 juli 1883, Tagvand 8 august samme 
år samt på Tromsøen 17 november 1884, på hver lokalitet 
kun et enkelt eksplr. I Finland almindelig udbredt over 
det hele område, hos os forøvrigt kun bemærket ved Kri- 
stiania. 

253. D. funebris.  Kraatz. (69° 40°). 

Ny for Norges fauna som vistnok for Skandinavien 
overhovedet. Jeg har fundet et enkelt eksplr. pa Tromsøen 
i 1885, medens den af Sahlberg også er taget på Dovre. 
Fra Finland angives den kun som funden en enkelt gang 
i det mellemste ved 63° 40". 

254. Coprothassa sordida Marsh. (lividipennis Mannh.). 
(69° 40’). 

Denne ligeledes for Norges fauna nye art har jeg taget 
i et enkelt individ på Tromssen 23 mai 1883. Det er en 
sydlig form, der i Finland ikke er bemerket ovenfor 62°. 

Demosoma formiceticola Märk., Hygropora  nigripes 
Thoms. og Eurylophus grandiceps J. Sahlbg. ter mäske ogsà 
findes i vor arktiske region, da de i Finland er funden over 
polarcirkelen. 

255. Acrotona aterima Grav. (69° 40°). 

Atter en for Norges fauna ny art, som jeg har fundet 
på Tromssen sammen med fungi. Den er udentvivl kun 
bleven overseet sendenfjelds, eftersom den i Finland er ud- 
bredt overalt. 

256. A. fungi Grav. (70° 14°). 

Udbredt og almindelig. Saltdalen (Hagemann), Trang 


156 009, Sparre Schneider 


og Rene (Mäklin), Bjerkeng og Sandeggen i Mälselven, pa 
Tromseen i sterste meengde, jeg har desuden fundet den i 
Kalfjord på Kvaløen, pa Ribbenæsø, Ringvatsø og Nordfuglø. 

v. b. J. Sahlbg. har jeg fundet ved Moen i Målselven. 

*157. A. orbata Er. (69° 40". 

Opgives som funden ved Tromsø af Staudinger. Den 
er ikke bemærket i det sendenfjeldske Norge og i Finland 
ikke nordenfor 62'/, grad. 

A. orphana Er. gar i Finland mindst til 68° og mane- 
ler saledes vel neppe i vor arktiske region. 

258. Dinarea eqvata Er. (69° 2). 

Ny for Norges fauna. Den er af Sahlberg funden i 
- Salten, selv har jeg taget et enkelt eksplr. ved Tillermo og 
Bjerkeng i Målselven juli 1885. Da den i Finland er almin- 
delig udbredt, er den velaf rent tilfældige grunde ikke ble- 
ven observeret i det søndenfjeldske Norge. 

Den utvivlsomt arktiske D. arcana Er. er på finsk om- 
råde taget op til 68° og tør nok også findes hos os. 

259. Amischa analis Grav. (69° 40’). 

På Tromsøen ikke sjelden, et enkelt defekt eksplr. fra 
Nergård i Målselven hører vistnok også hid. Den er i Fin- 
land almindelig udbredt men hos os kun bemærket ved Kri- 
stiania. 

260. A. cavifrons Sharp. (70° 14°). 

Denne for Norges fauna nye art er vistnok temmelig 
udbredt i vor arktiske region; jeg har fundet den på Hillesø 
og Nordfugle i enkelte eksplr. Den er i Finland udbredt 
næsten som foregaende. 

261. Bessobia excellens Kraatz. (64° 40°). 

Jeg har medbragt et enkelt eksplr. fra Hilleso i 1887. 
Den er ny for Norges fauna og opføres ikke hos Thomson, 
medens den derimod er taget i det sydlige og mellemste 
Finland. 

* 262. Polystoma obscurella Gr.(?). . 


Coleoptera i Norges arktiske region 157 


Opferes af Thomson som forekommende lige til Fin- 
marken uden nærmere angivelse af lokalitet eller finder. 

263. Liogluta crassicornis Gyll. (70° 14°). 

Udbredt i Tromsø amt. Af Nordenskiöld medbragt fra 
Karlsø, selv har jeg taget den ved Bjerkeng i Målselven, i 
Tromsdal, på Tromsøen, Hillesø, Ribbenæsø samt Nordtuglø, 
dog mere enkeltvis. Søndenfjelds bemærket ved Kristiania, 
i Finland almindelig udbredt; den er ligesom L. alpestris 
uden tvivl at betragte som arktisk. 

264. L. alpestris Heer. (70° 14°). 

Udbredt som foregående. Tromsø, Fløifjeld ikke sjel- 
den til c. 500 m. o. h., også medbragt fra Nordfuglø. Den 
er såvidt mig bekjendt ny for den skandinaviske halvø, i 
Finland derimod hemeerket flersteds i Lapmarkerne. 

Følgende i Finland til over polarcirkelen fundne arter, 
Amidobia parallela Mann. og Bessobia monticola Thoms., tør 
måske også blive påviste hos os. 

265. Thinobæna vestita Grav. (69° 40°). 

Ny for Norges fauna; Sahlberg har taget den ved 
Bodø, selv har jeg fundet flere eksplr. ved Tromsdalselvens 
udløb under opkastet tang 13 august 1887, i Kalfjord på 
Kvalø samt .ved Mestervik i Malangen. Den er i Finland 
kun observeret ved den sydvestlige Kyst. 

266. Atheta graminicola Grav. (70° 14’), 

Slægtens almindeligste og mest udbredte art. Rens 
(Mäklin), selv har jeg fundet den ved Bjerkeng i Malselven, 
pa Tromse, Hilless, Nordfugle, Varde samt ved Svanvik i 
Sydvaranger. Den er ogsa i Finland almindelig udbredt 
overalt. 

267. A. fusca Sahlbg. (69° 40’). 

Kun 2 eksplr. har jeg taget på Tromsøen 10 mai 1882 
og 23 mai 1883. Den er ny for Norges fauna og savidt 
mig bekjendt hidtil kun funden i Tornea Lapmark, 

268. À. eremita Rye (70° 14). 


158 J. Sparre Schneider 


Meget udbredt. Tromsø, Hillesø, Nordfuglø og Vadsø, 
meget enkeltvis. Den er, såvidt jeg ved, endnu ikkn bemær- 
ket i det søndenfjeldske Norge, i Finland derimod hist og 
her over hele området; det er en utvivlsomt arktisk art. 

269. A. hygrotopora Kraatz (opacula Thoms.) (69° 40°). 

Hist og her. Moen i Målselven 3 juli 1883, Bjerkeng 
3 juli 1885, på Tromsøen i juni 1879. Den er ny for Nor- 
ges fauna, i Finland spredt over hele området. 

270. À. arctica Thoms. (69° 40°). 

Ogsa en ny rekrut for Norges fauna. Den er af Sahl- 
berg medbragt fra Salten, selv har jeg fundet flere eksplr. 
pa Tromsøen og i Tromsdal fra mai til august. Funden hist 
og her savel i det sydlige som nordligste Finland; den er el- 
lers kun bemerket i det nordlige Skandinavien samt pa Is- 
land og viser sig saledes som en ren arktisk form. 

271. A. aubet Briss. (breviceps Thoms.) (69° 40°). 

Et enkelt individ fandt jeg på Hillesø i 1887. Den er 
ligeledes ny for Norges fauna, i Sverige kun bemærket i 
Skåne, medens den fra Finland opføres som udbredt over en 
stor del af området op til polarcirkelen. Maske er også 
denne art af arktisk herkomst. 

272. A. melanocera Thoms. (volans Scrib.) (70: 14°). 

Af denne tidligere kun ved Kristiania iagttagne art 
har jeg taget flere eksplr. på Tromsø 7 mai 1877 og 17 juni 
1884, et i Kalfjord 28 juli 1886, og 2 stykker medbragtes 
også fra Nordfugle. Den anføres som forekommende almin- 
delig over hele Finlands område. 

273. À. punctulata J. Sahlbg. (69° 40’). | 

Ny for Norges fauna. Jeg har fundet et enkelt indi- 
vid på Tromsgen 29 mai 1883; den skal i Finland vere li- 
geså udbredt som foregående, men er ellers ikke funden uden- 
for disse nordlige lande, hvorfor den vel må betragtes som 
en arktisk form. 

274. À, clavipes Sharpe (69° 40’). 


Coleoptera i Norges arktiske region 159 


Af denne rent arktiske og for Norges fauna nye art 
har jeg fundet etpar stykker på Tromsøen 17 juni 1879 og 
23 mai 1883. Den er af Sahlberg i 1879 også taget på 
Dovre, af ham ellers kun funden i russisk Lapmarken, me- 
dens den mig bekjendt endnu ikke er bemærket i Sverige. 

275. A. socialis Payk. (69° 2°). 

Denne mere sydlige form, der i Finland ikke er obser- 
veret nordenfor 620, har jeg taget i et enkelt eksplr. ved 
Bjerkeng i Målselven september 1878. Søndenfjelds er den 
funden ved Kristiania. 

276. A. succicola Thoms. (69° 40'). 

Jeg har fundet den flersteds i Malselven pa gjærende 
birkesaft, nemlig pa Mauken, ved Bjerkeng, Svendborg og 
Sandeggeni juli 1885, i stor mængde desuden i Tromsdal 29 
juni 1888 pa en nyhugget birkestubbe. Medens den af Sahl- 
berg anfores som almindelig over hele Finland, var den mig 
bekjendt hidtil ikke bemærket indenfor Norges grændser. 

277. A. boletophila Thoms. (mas: patellata Fauv.) (69° 2’). 

Atter en tilvekst til vor fauna. Jeg fandt flere eksplr. 
af begge kjen i Boletus på Betula ved Øvergård i Malselven 
8 juli 1885. Denne utvivlsomt arktiske art er ellers kun 
funden i det sydlige Sverige samt hist og her i Finland op 
til den 67de grad. 

278. A. mortuorum Thoms. (69° 40°). 

Denne ligeledes for Norges fauna nye art har jeg fun- 
det ved Tromsdalselvens udleb under opkastet tang 13 au- 
gust 1887. Den er i Finland udbredt over hele omradet. 

279. A. celata Er. (69° 2°). 

Heller ikke denne art er tidligere bemærket i Norge, 
ligesom den i Finland kun er observeret til 62de grad. Et 
enkelt individ har jeg taget på Mauken i Mälselven 7 juli 
1885. | 

280. A. atramentaria Gyll. (70° 14°). 

Meget udbredt. Bodø (Sahlberg), selv har jeg fundet 


160 | J. Sparre Schneider 


den ved Bjerkeng i Mälselven, Tromse, Tromsdal, pä Hillese 
almindelig samt pa Nordfugle. Uagtet den af Thomson an- 
fores som almindelig over hele Skandinavien, kjender jeg in- 
gen lokaliteter fra det sondenfjeldske Norge, hvor den imid- 
lertid kun kan vere overseet, da den i Finland som det 
evrige Europa er almindelig udbredt. 

. 281. A. picipennis Mann. (æneipennis Thoms.) (69° 40’). 

Jeg har fundet 2 eksplr. i Tromsdalen ved Tromse 13 
august 1884. Ogsa denne er ny for Norges fauna, dens ud- 
bredelsesforholde forevrigt som foregaendes. 

282. A. longicorms Grav. (69° 40°). 

Denne sydligere art, der hos os kun var bemærket ved 
. Kristiania og i Finland ikke ovenfor 62° 20’, har jeg fundet 
i et enkelt individ pa Tromsøen 1 mai 1882, og 2 eksplr. 
er medbragte fra Bjerkeng i Målselven 4 juli 1885. 

283. 4. tibialis Heer. (70° 14°). 

Udbredt i Tromse amt. Tagvand i Malselven 8 august 
1883, Tromsøen 14 juni 1877 og 11 mai 1882, et eksplr. er . 
også medbragt fra Nordfugle. Den er ikke alene ny for 
Norge men hidtil ikke bemærket hverken i Sverige eller 
Finland, og efter Stein & Weisses katalog opferes den kun 
fra Mellemeuropas alper. 

234. A. frigida J. Sahlbg. (70° 14°). 

En egte heinordisk form, der først er bleven beskre- 
ven fra Sibirien, men senere af opdageren taget pa hans 
skandinaviske reise i 1879. Den er af Sahlberg medbragt 
fra Junkersdalen og Salten, selv har jeg taget den pa Flei- 
fjeld ved Tromsø 17 august 1885 samt pa Nordfugle juli 
1884. Ny for Norges fauna. 

285. A. diversa Sharpe (69° 40’). 

Af denne for Norge som Skandinavien overhovedet nye 
art har jeg fundet et eksplr. under opkastet tang ved Troms 
dalselvens udleb 13 august 1887. 

Felgende 20 arter af denne talrige slægt er pa finsk 


Coleoptera i Norges arktiske region 161 


omräde bemærkede til og over polarcirkelen og har saale- 
des udsigt til engang at blive indlemmede ogsà i Norges 
fauna: À. piligera J. Sahlbg., luridipennis Mann., gyllenhalii 
Thoms., elongatula Grav., ruficornis J. Sahlbg., debilis Er., 
nivicola Thoms., zanthopus Thoms., sericans Grav., boleticola 
J. Sahlbg., valida Kraatz., pilicornis Thoms., lapponica J. 
Sahlbg., lativentris J. Sahlbg., myrmecobia Kraatz., puberula 
Sharp., indiscreta Sharp., atricolor Sharp., arenicola Thoms., 
levana Muls. 

286. Dochmonota clancula Er. (funebris Thoms.) (69° 2’). 

Af denne sjeidne og for Norges fauna nye art har jeg 
fundet et enkelt individ ved Bjerkeng i Malselven 3 juli 
1885. Det er en udpreget sydlig form, der i Finland kun 
er bemærket til omkring den 60de grad. 

287. Geostiba circellaris Grav. (70° 14’). 

Udbredt og ikke sjelden; jeg har taget den ved Ner- 
gard i Målselven, i Tromsdalen, pa Tromsøen oftere, på 
Hillesø samt Nordfuglø. Den er i Finland udbredt overalt 
lige op til 69de grad, i det søndenfjeldske Norge, vel kun 
tilfældigt, blot noteret fra Kristiania. 

288. Hypocyptus leviusculus Mann. (69° 40°). 

17 november 1884 fandt jeg flere eksplr.i løv og mose, 
som var hjembragt fra en ekskursjon på Tromsøen. Den 
opføres her for første gang som norsk, men er også funden 
i det sydlige Norge af Miinster; i Finland er den bemærket 
op til 68de grad. 

Euesthetus leviusculus Mann. er i Finland funden lige 
til Muonioniska under 68de grad. 

* 289. Bledius tricornis Hbst. (67°). 

Denne ligeledes for Norges fauna nye art er af Hage- 
mann funden ved Sole i Beieren i 1885. Den er en boreal 
form, der i Finland kun er bemerket i det sydligste. 

290. Asiycops talpa Gyll. (69°). 


Inden vor arktiske region kun bemærketi det indre af 
11 


162 J. Sparre Schneider 


Sydvaranger, hvor jeg paa den sandede strand af Bodsejavre 
(Høihåjårvi) tog talrige eksplr. 13 juli 1882 i selskab med 
Stenus palposus. Heller ikke denne har tidligere været op- 
fert som tilherende Norges fauna, men den er funden ogsai 
det sydlige Norge af Münster. Dens udbredelse 1 Finland 
strækker sig næsten til samme bredde som hos os. 

291. Platysthetus nodifrons Mann. (69° 40°). 

Et enkelt eksplr. har jeg fundet på Tromsøen 16 mai 
1878. Mig bekjendt er den endnu ikke fundet andetsteds 
i Norge, i Finland er den ikke observeret nordenfor 63° 35", 
medens den hos os kuni det sydlige bemærkede Pl. cornutus 
Gr. der er funden over polarcirkelen. | 

292. Pyctocrerus arenarius Geoffr. (morsitans Payk.) 
(69° 40°). 

Udbredt i Tromsø amt; på Tromsøen sjelden, et eksplr. 
har jeg fundet ved Tillermo i Målselven 1 juli 1885. I Fin- 
land udbredt til 67de grad. 

293. Oxytelus rugosus Fabr. (69° 40%). 

Denne under sydligere bredder s& almindelige form sy- 
nes at vere sjelden i vor arktiske region, idet den hidtil 
kun er bemærket pa Tromsøen, hvor jeg har fundet endel 
eksplr. tidligt om varen under snesmeltningen, tildels inde 
i selve byen; 1.1883 var den ret hyppig men er ikke fun- 
den seoere. Af Sahlberg anfores den kun fra det sydligste 
og midterste Fininland og nar der saledes maske ikke til 
polarcirkelen. 

* 294. 0. (Caccoporus) piceus L. (70°)? 

Angives som funden ved Bossekop i Alten af Staudin- 
ger, men jeg er tilbøielig til at tro, at her foreligger en for- 
veksling med Zanycrerus laqveatus, der pa grund af sin hyp- 
pighed og udbredelse neppe vilde være bleven overseet, og 
at angivelserne fra det sydlige Norge ligeledes for endel 
skyldes en lignende forveksling. Thomson anferer den vist- 


Coleoptera i Norges arktiske region 163 


nok som almindelig over hele Skandinavien, men Sahlberg 
har den ikke i sin finske fortegnelse. 

295. Tanycrerus laqveatus Marsh. (luteipennis Er.) (70°). 

Udbredt og almindelig. Salten (Sahlberg, Hagemann), 
Moen, Mauken, Bjerkeng og Iselvmosæter i Malselven, Hil- 
lesø, Tromsøen og Tromsdal samt Aleknjarg 1 Polmak (ipse), 
Bossekop i Alten (Schøyen). Den er i Finland bemærket 
over det hele omräde og er mäske snarere at betragte som 
arktisk end som boreal. 

296. Anotylus nitidulus Grav. (69° 40). 

Sparsom; jeg har fundet et enkelt individ ved Moen og 
et ved Bjerkeng i Målselven samt på Tromsoen nogle få sty- 
ker på dyrket mark om våren. Den eri Finland udbredt 
som foregående, medens jeg fra det søndenfjeldske Norge 
kjender Kristiania som eneste lokalitet. 

297. Haploderus cælatus Grav. (69° 40’). 

På Tromsøen 2 eksplr. i mai og juni 1878 samt 1 
Tromsdal, i stor mængde i tør hestgjødsel ved Bjerkeng i 
Målselven 15 august 1883 på en holme i elven. I Finland 
bemærket overalt til 68de grad. 

= Følgende arter er i Finland observerede til opimod po- 
larcirkelen eller nordligere: Tænosoma corticina Grav., Thi 
nobius longipenmis Heer., Th. longicornis J. Sahlbg., hvorhos 
Syntomium æneum Mill. er funden i svensk Lapmarken, om 
indenfor den egentlige arktiske region er ikke opgivet. 

* 298. Conurus pubescens Payk. (67°). 

Af Hagemann taget i et enkelt individ ved Storjord i 
Saltdalen i 1885. Dette er en udpræget sydlig form, der i 
Finland ikke er observeret nordenfor 62'/,°. 

299. Tachyporus abdominalis Gyll. (69° 2°). 

Sjelden; jeg har taget et enkelt eksplr. ved Bjerkeng 
10 juli 1885 og etpar sammesteds juli 1888, desuden et ved 
Øvergård i Målselven 16 august 1883. Den har en mere 
sydlig udbredelse og er i Finland bemærket til 63" 40; hos 


164 J. Sparre Schneider 


os tidligere kun observeret ved Kristiania. 

300. T. jocosus Say. (69° 40°). 

Ligeledes sjelden; af Hagemann funden en enkelt gang 
i Saltdalen, medens jeg selv har taget et eksplr. 1 Tromsda- 
len 22 august 1883 og et andet, der danner en overgang til 
v. centrimaculatus J. Salbg. på Tromsøen 8 juli 1887, ligescm 
flere eksplr. juli 1888 erholdtes ved Bjerkeng og Fagerli i 
Mälselven. Den er ny for Norges fauna, men er i Finland 
bemeerket over det hele omrade. | 

301. T. chrysomelinus L. (69° 40’). 

Denne i det sydlige Norge sa almindelige art har og- 
så i den arktiske region vestenfor Nordkap en stor udbre- 
delse men er her nesten at kalde en sjeldenhed. Saltdalen 
temmelig almindelig, Skjærstad og Sole i Beieren (Hagemann), 
jeg har taget 2 stykker ved Moen i Målselven 30 juni og 1 
juli 1885, samt et individ i Tromsdalen 23 august 1883 og 
1 på Tromsøen. Fra Finland opgives den som forekommende 
over hele området. 

302. T. pusillus Grav. (69° 20°). 

På Trondenæs præstegård 2 eksplr. august 1879, på 
Tromseen almindelig om våren (ipse), et enkelt stykke på 
Renø (Nordenskiöld sec. Måklin). Dette er en sydligere art, 
som i Finland kun er observeret til 61de grad. 

303. I. scitulus Er. (69° 40). 

Forekommer på Tromssen almindelig med foregående 
og er hidtil vistnok kun overseet, da deni Finland forekom- 
mer overalt. 

304. T. mitidulus Fab. (brunneus Thoms.) (70° 14°). 

Denne sydlige form, der i Finland ikke er bemærket 
nordenfor 61° 30’, har jeg fundet i et enkelt eksplr. ved 
Mestervik i Malangen juli 1887, og et andet medbragtes 1 
1884 fra Nordfugle, hvilket Sahlberg har bestemt som var. 
obscurior. 

I Finland er 7. humerosus Er, og transversalis Gr. 


Coleoptera i Norges arktiske region 165 


fundne op til polarcirkelen og forekommer efter al sandsyn- 
lighed ogsa i det polare Norge. 

* 305. Tachinus humeralis Gr. (69° 50’), 

Et enkelt eksplr. er medbragt af Nordenskiöld fra Rene 
c. 25 kil. nordenfor Tromsø, mig er den endnu ikke forekom- 
met. I Finland bemerket til 67°. 

306. T. proximus Kraatz. (70° 40°). 

Udbredt over hele omradet. Salten (Sahlberg), Skjær- 
stad (Hagemann), Tromse, Iselvdalen og Nordfugle (ipse), 
Hammerfest (Esmark) Nyborg i Nordvaranger (Collett). I 
Finland’ kun funden i det nordlige under 67de grad, ligesom 
den vistnok overhovedet er at betragte som en arktisk art. 

307. T. pallipes Gr. (70° 30°. 

Udbredt som foregäende og temmelig hyppig, Salten 
(Sahlberg), Rene (Måklin), Bjerkeng og Iselvmosæteri Mäls- 
elven, Storstennæs i Balsfjord, Tromsø og Vardø (ipse), Ki- 
strand i Porsanger (Schøyen). På finsk område ligeledes ud- 
bredt overalt. 

8308. T. laticollis Gr. (69° 40°). 

Af denne for Norges fauna nye art har jeg fundet et 
enkelt eksplr. på Tromsøen 5 juni 1887. 

309. T. marginellus Fabr. (69° 40°). 

Synes at være temmelig sjelden i vor arktiske region; 
jeg har fundet et større antal eksplr. ved Tennæs i Balsfjord 
17 juni 1885, et enkelt individ i Tromsdalen 29 august 
1885 samt et på Tromsøen 14 oktober 1888. Såvel denne som 
laticollis er i Finland bemærkede til 67de grad. 

310. ZT. fimetarius Gr. (69° 2". 

Ligeledes sjelden; jeg har taget nogle eksplr. i gjærende 
saft på Betula ved Maukstad i Målselven 4 juli 1885. 

311. T. collaris Gr. (69° 50’). 

Udbredt i de to sydlige amter. Bodø (Schøyen), Salt- 
dalen og Solø i Beieren (Hagemann), Fagernæs i Ofoten, 
Trondenæs, Moen i Målselven, på Tromsøen meget talrig især 


166 J. Sparie Schneider 


om våren (ipse), Rene og Karlsø (Måklin). Både denne og 
foregående når på finsk område til over polarcirkelen; desuden 
er T. atripes J. Sahlbg. funden ved Muonioniska under 68de 
erad. 

312. Drymoporus elongatus Gyll. (70° 30°). 

Meget udbredt men sjelden. Saltdalen og Skjærstad 
(Hagemann), Bjørkvik i Ofoten og Bossekopi Alten (Zetter- 
stedt), Bjerkeng i Målselven et enkelt stykke 5 juli 1888 og 
et andet ved Moen 17 august samme år (ipse), Lakselv og 
Kistrand i Porsanger (Schøyen), Polmak (Esmark). Dette 
er en utvivlsomt arktisk form, uagtet dens udbredelse går 
temmelig langt mod syd. 

313. Mycetoporus boreellus J. Sahlbg. (69° 10°). 

Synes at være ikke så ganske sjelden i Målselven på 
fjeldene ovenfor skovgrændsen; jeg har taget flere eksplr. sä- 
vel på Mauken 7 juli som på Svendborgtind (7—800 m, o. h.) 
27 juli 1883. Den er ny for Norges fauna og mig bekjendt 
ellers kun funden ved Ponoj på Kolahalvøen samti det nord- 
lige Sibirien ved Jenisseis munding af Sahlberg. 

314. M. lepidus Gyll. (70° 30’). 

Udbredt men sjelden og meget enkeltvis. Ved Storjord 
i Saltdalen et enkelt eksplr. (Hagemann), Moen i Målselven 
et enkelt stykke 3 juli 1883, ved Bjerkeng ikke så ganske 
sjelden juli 1888, desuden medbragtes et eksplr. fra Svend- 
borg 20 juli samme år, et eneste individ har jeg derhos og- 
så fundet på Tromsøen 22 august 1882; af Schøyen er den 
medbragt fra Kistrand i Porsanger i2 individer. I Finland 
skal den være almindelig overalt. 

* 315. M. lapponicus J. Sahlbg. (Thoms.?) (679). 

Denne mig ubekjendte og for Norges fauna nye art er 
efter opgave af Sahlberg af ham funden i Salten. 

Følgende arter er på finsk side fundne til over polar- 
kredsen: M. mårkelii Kraatz, punctus Gyll. og ruficollis Mäkl, 

* 316, Ischnosoma splendida Gr. (67°). 


Coleoptera i Norges ar'-tiske region 167 


Er kun funden i et enkelt eksplr. ved Storjord i Salt- 
dalen af Hagemann. Pa finsk omräde angives den som al- 
mindelig udbredt til 68de grad; I. longicornis Mäkl. har også 
samme udbredelse, men er mig hekjendt endnu ikke påvist 
i Norge. 

* 317. Bryocharis cingulatus Mann. (67°). 

Denne mere sydlige og for Norges fauna nye art har 
Hagemann fundet i et enkelt individ ved Henriksnes i Salt- 
dalen. I Finland kun observeret til 62de grad. 

* 318. Bryoporus cernuus Gr. (70°). 

Meget sjelden; den er fundeu i Salten af Sahlberg samt 
i et enkelt eksplr. ved Storelven i Talvig 2 august af Zet- 
. terstedt og er forøvrigt en sydligere form, der i Finland 
ikke er bemærket nordenfor 63° 40". 

319. Br. rugipennis Pand. (71°). 

En egte arktisk form, der kun forekommer meget spar- 
somt og enkeltvis men ellers er udbredt over det hele om- 
rade. Den er funden i Saltdalen af Schøyen, selv har jeg 
taget et eksplr. pa Mauken i Malselven henimod skovgrænd- 
sen 7 juli samt 2 stykker pa Tromsøen 22 april 1877 og 5 
juni 1887, at Nordenskiöld er den under Vega-reisen med- 
bragt fra Mase i nærh>den af Nordkap, og i Varanger er 
den taget af Sommerfelt. I det sondenfjeldske Norge er den 
også funden af Münster, for Finlands vedkommende kjendes 
kun 2 lokaliteter fra Lapland. 

Såvel Bolitobius lunulatus L. som speciosus Er. er i 
Finland fundne op til 67de grad og kan således ventes at 
blive påvist også hos os. 

320. Lordithon pygmæus L. (69° 40'). 

Angives af Sommerfelt fra Saltdalen, medens jeg selv 
har taget et enkelt individ i sop i Tromsdalen 13 august 
1884 og medbragt et andet fra Bjerkeng juli 1888. I Fin- 
land skal den være almindelig udbredt overalt, og der går 
også L. trimaculatus Payk op ovenfor polarcirkelen. 


168 J. Sparre Schneider 


321. Olistherus substriatus Payk. (69° 40°). 

Denne hidtil kun ved Kristiania bemærkede art har jeg 
fundet i et enkelt eksplr. under barken pa Betula pa Flei- 
fjeldet ved Tromsø 28 august 1883. 

322. O. megacephalus Zett. (70°). 

Udbredt og ikke sjelden. Salten (Sahlberg), Lavangs- 
field (Stuxberg sec. Måklin), Bjerkeng og Iselvmosæter i 
Målselven ret almindelig, Fløifjeld under barken af Betula 6 
september 1881 og 22 august 1883 (ipse), Bossekop i Alten 
flere eksplr. (Staudinger). Begge arter, der i Finland er ud- 
bredte som hos os, og begge utvivlsomt er arktiske former, 
angives af Sahlberg kun som fundne under barken af bar- 
træer, den første på Abies, den anden på Pinus, men de 
fattes derfor ikke i trakter, hvor bartræer ikke vokser, og 
nøies da med Betula; det samme er tilfældet med Baptolinus 
pilicornis og vistnok flere andre arter. 

323. Anthophagus alpinus Payk. (70° 40°). 

Udbredt over hele området og temmelig hyppig især 
på Salices. Salten (Sahlberg), Trondenæs, Moen, Mauken, 
Bjerkeng, Svendborg, Iselvmosæter i stor mængdei Trollius, 
og Bugtesæter i Målselven, Tromsø, Nordfuglø og Polmak 
(ipse), Senjen, Lyngstind og Bossekop (Zetterstedt), Reipas- 
vara i Alten (Staudinger), Hammerfest (Schøyen). Det er en 
arktisk art, der imidlertid går helt ned i lavlandet endog i 
det sydligste Norge, i hvorvel den er hyppigsti alpine trak- 
ter, medens Sahlberg for Finlands vedkommende kun anfører 
trakterne nordenfor 66de grad. 

324, À. homalinus Zett. (69° 40°). 

Udbredt men ganske sparsom. Saltdalen og Sole i 
Beieren (Hagemann), Ofoten, Havnvik, Gibostad pa Senjen 
og Lyngen på Betula (Zetterstedt), selv har jeg taget et 
eksplr. ved Moen i Målselven og flere stykker ved Tagvand 
8 august 1883; samt et i Tromsdal 29 august 1885. Også 
dette er en arktisk art, uagtet den findes udbredt under 


Coleoptera i Norges arktiske region 169 


langt sydligere bredder, her dog fornemmelig i bjergtrakter, 
säledes over hele Finlands omräde, medens deni det sydlige 
Norge kun er lidet iagttaget. 

325. A. caraboides L. (70°). 

Udbredt som foregaende men ligeledes sparsom. Salt- 
dalen (Sommerfelt, Sahlberg), Trondenæs prestegard flere 
eksplr. i august 1879, Bjerkeng et enkelt individ 23 juli 1888 
(ipse), Bossekop i Alten (Zetterstedt). I Finland ikke be- 
mærket ovenfor 66de grad, Jigesom den vistnok neppe er af 
arktisk herkomst. 

326. Geodromicus plagiatus Fabr. (69° 2°). 

Sjelden i vor arktiske region; af Sahlberg medbragt fra 
Salten, selv har jeg taget den i flere eksplr. ved Moen og 
Bjerkeng i Mälselven i 1883, alle tilherende den sortvingede 
var. b. Gyll. Den er ogsä i Finland udbredt over hele om- 
rädet til 68° 20°, dog er den neppe at betragte som en ark- 
tisk form. 

327. G. globulicollis Mann. (70° 14). 

Denne ægte arktisk-alpine art er udbredt over hele det 
polare Norge men forekommer temmelig sparsomt og enkelt- 
vis. Salten og Bode (Sahlberg), Mestervik i Malangen, Moen, 
Bjerkeng og Bugtesæter i Målselven, Storstennæs i Balsfjord» 
Tromsø, Skarsfjord, Nordfuglø samt Aleknjarg i Polmak (ipse). 
I det søndenfjeldske Norge har jeg fundet den på fjeldene i 
Hardanger, for Finlands vedkommende anfører Sahlberg den 
som forekommende i det nordlige i fjeldtrakter med en en- 
kelt forekomst i det sydlige. 

Angående dens artsforskjellighed fra plagiatus er jeg at- 
ter kommen i tvivl, idet enkelte eksplr. fra Målselven synes 
at danne mellemformer; i typiske eksplr. synes de jo meget 
forskjellige og bør jo altid som udprægede racer belægges 
med særskilte navne. 

328. Lesteva longaelytrata Goeze (bicolor Fabr.) (69° 40°). 

Denne mere sydlige art, der i Finland ikke er bemær- 


170 J. Sparre Schneider 


ket ovenfor 64°, forekommer meget sjelden i det polare Norge. 
Den er funden ved Gibostad på Senjen af Zetterstedt, selv 
har jeg taget et enkelt eksplr. ved Præstvand på Tromsøen 
efter isløsningen. 

329. L. pubescens Mann. (69° 10°). 

Ligeledes meget sjelden, idet jeg kun har fundet et ene- 
ste individ ved Tagvand i Målselven 8 august 1883. Og- 
så dette er en boreal art, der hos os ellers kun er funden 
ved Bergen, medens den endnu ikke er bemærket i Finland, 
og i Sverige kun sjelden i det sydlige. 

330. Boreaphilus henningianus Sahlbg. (69° 40, 

Er uden tvivl meget udbredt i vor arktiske region men 
synes at vere særdeles lokal og sjelden, idet det hidtil kun 
har lykkes mig at finde to eksplr., det ene ved Bjerkeng i 
Målselven 5 juli 1888 og det andet ved Præstvand pa Tromsø- 
en 14 juni samme ar. At den også forekommer i Finmar- 
ken må vel ansees for givet, da de først opdagede eksplr. 
(9 aug. 1830) blev fundne i Utsjok ikke langt fra den norske 
grændse. | 

Forma b. (longicornis) J. Sahlbg., der ellers kun er be- 
mærket ved St. Petersburg og i det sydlige Finland, skal 
ifølge Kraatz (Berlin. Zeitschr. 1857) også være funden i 
Finmarken. 

331. Arpedium qvadrum Gr. (709). 

Hidtil kun bemærket i Tromsø amt. På Tromsøen har 
jeg fundet nogle eksplr. i mai og juni 1878 og 83, ved Bjerk- 
eng i Mälselven var den ret hyppig i juli 1888 under løv 
pa fugtige steder; desuden blev et enkelt individ medbragt 
fra Karlsø af Nordenskiöld. 

I Finland er den hidtil bleven funden udbredt op til 
67de grad, og savel denne som folgende er vistnok arktiske 
former, uagtet de endog i lavlandet gar ned til 60°. 

332. A. brachypterum Gr. (70° 22’). 

Udbredt og temmelig hyppig. Salten (Sahlberg, Hage- 


Coleoptera i Norges arktiske region 171 


mann, Bjerkeng i Målselven, Tromsø, Hillese, Nordfuglø, 
Vardø i mængde (ipse), Renø og Karlsø (sec. Måklin). 

333. Micralymna marina Strøm (70°). 

Vistnok udbredt over hele det polare Norge men hid- 
til på grund af sit ejendommelige levesæt lidet iagttaget, 
uagtet den ikke er vanskelig at finde. Af Sahlberg funden 
ved Bodø, selv har jeg taget den nogle gange på Tromsøen, 
i stor mængde på Hillesø og i enkelte eksplr. ved Skars- 
fjord på Ringvatsø, af Zetterstedt nordligst bemærket ved 
Langfjord i Alten. Den opholder sig fornemmelig under 
dybtliggende stene langt nedenfor flomålet, således at den 
står under vand en stor del at døgnet Trods den store ud- 
bredelse langs Mellemeuropas kyster tror jeg dog at den 
måske bør hetragtes som en arktisk form. 

I Finland er Arpedium brunnescens J. Sahlbg., og Cyl- 
letron nivale Thoms. fundne til over polarcirkelen, den sidste 
ved Kilpisjärvi lige ved den norske graendse. 

334. Olophrum fuscum Gr. (laticolle J. Sahlbg.) (69° 40°) 

- Denne sjeldne og for Norges fauna som for Skandina- 
vien overhovedet nye art har jeg fundet i et enkelt eksplr. 
pa Tromseen 11 mai 1882. 

Den er i Finland funden pa etpar lokaliteter i det syd- 
lige, nordligst ved 62° 10‘, og forekommer efter Stein & 
Weisses katalog i Rusland, Tyskland og England, ikke de- 
sto mindre er jeg tilbøielig til at anse den for en arctisk 
form, ligesom slægten overhovedet fornemmelig har arktiske 
repræsentanter. 

335. 0. alpestre Er. (alpinum Heer) (69° 40’). 

En særdeles interessant tilvækst til Skandinaviens fau- 
na, der hidtil kun var kjendt fra Mellemeuropas alper, men 
som nu godtgjer sin arktiske oprindelse. Jeg har taget 2 
individer på Tromsøen 1 juni 1883 og atter 2 eksplr. på 
Fløifjeldet 30 august 1887. 

386. 0. boreale Payk. (70° 22°), 


172 J. Sparre Schneider 


Meget udbredt dog intetsteds hyppig. Salten (Sahl- 
berg), selv har jeg taget den ved Moen og Bjerkeng i Mäls- 
elven, pa Tromsøen, Vardø og Vadsø. Det er en ægte ark- 
tisk form, som dog savel i Norge som Finland er iagttaget 
sendenfor polarcirkelen, hos os helt ned til Kristiania. 

337. 0. consimile Gyll. (69° 40°). 

Jeg har hidtil kun fundet den i flere eksplr ved Gren- 
lien, Bjerkeng og Svendborg i Malselven samt pa Fleifjeldet 
ved Tromsø 30 august 1887 i et enkelt individ, men den vil 
uden tvivl ved senere undersøgelser vise sig at have ligesa 
stor udbredelse i Norge som i Finland, hvor den er udbredt 
over det hele omrade. 

338. O. rotundicolle Sahlbg. (69° 40’). 

Meget sjelden, idet jeg kun har fundet 2 stykker pa 
Tromsgen 29 april og 11 mai 1882. Den er ny tor Norges 
Fauna, i Sverige bemærket i Lapland og Dalarne, medens 
den i Finland er funden hist og her fra Muonioniska under 
68de grad og ned til 60° 40’. Bade denne og foregaende er 
uden tvivl af arktisk oprindelse. 

Porrhodites fenestralis Zett. er funden savel 1 svensk, 
finsk som russisk Lapmarken og forekommer uden tvivl ogsa 
i det polare Norge. k 

339. Deliphrum tectum Payk. (70° 14°). 

Udbredt men meget enkeltvis. Salten (Sahlberg), Eve- 
nes i Ofoten, Tromsø og Raschtind oftere (Zetterstedt), 
Bjerkeng i Målselven et enkelt eksplr. i tør hestegjødsel 15 
august 1883, sammesteds også funden i juli 1888, Tromsøen 
29 juni 1884, Nordfuglø juli 1884, ligeledes kun enkelte in- 
divider. 

v. b. J. Sahlbg. har jeg i et enkelt stykke fundet på 
Fløifjeld ved Tromsø 25 juli 1884 c. 650 m. o. h, samt i 2 
eksp!r. ved Iselvmosæter i Mälselve: 27 juli 1888. I Fin- 
land er denne boreale art bemærket op til polarcirkelen. 

340, D. (Mannerheimia) arcticum Er. (70° 14°). 


Coleoptera i Norges arktiske region 173 


Denne høinordiske og for Norges fauna nye art har 
jeg medbragt i et enkelt eksplr. fra Nordfugle juli 1884. 
Hidtil kun funden i finsk og russisk Lapmarken. 

341. Acrulia inflata Gyll. (69° 40’). 

Meget sjelden; et enkelt stykke ved Tillermo i Mäls- 
elven i juli 1885, ligeledes et ved Iselvmosæter 27 juli 1888 
på en birkestubbe, pa Fløifjeld ved Tromsø har jeg taget 2 
eksplr., et under barken af Detula 23 august, det andet un- 
der en stor sten c. 650 m. o. h. 28 august 1883. Denne 
mere boreale art er i Finland bemærket over næsten hele 
området op til 68de grad. 

342. Anthobium lapponicum Mann. (70°). 

Denne arktiske form er vistnok noget lokal, idet jeg 
hidtil kun har bemærket den ved Bjerkeng i Mälselven, 
hvor den imidlertid erholdtes i et sterre antal eksplr. ved 
at have i Jyngen pa Brandmomyren. Af Zetterstedt blev 
den funden flersteds ret hyppig nemlig ved Bjerkvik i Ofo- 
ten samt pa Skjerve og Haksten. 

Felgende arter anforer J. Sahlberg som forekommende 
i Finland til og over polarcirkelen: Pycnoglypta lurida Gyll., 
Agrolocha fovulum Stph., Anthobium minutum Fabr. og granu- 
lipenne J. Sahlbg. 

343. Acidota crenata Fabr. (69° 40°). 

Hist og her, meget enkeltvis. Salten (Sahlberg), Bjerk- 
eng 5 juli og Mauken 7 juli 1883, Tromsdal 24 oktober 
1881, Fleifjeld 27 august 1885. I Finland bemerket over 
hele omradet; den ter vere af arktisk herkomst som slæg- 
ten overhovedet. 

344, A. qvadrata Zett. (70°). 

En sjelden heinordisk art. Bjerkeng 5 juli 1883, Mau- 
ken i Malselven 5 juli 1885 (ipse), enkelte individer pa 
Karlso (Nordenskield sec. Maklin); af Sahlberg er den fun- 
den pa toppen af Badfjeld i Saltdalen. Den er hos os ogs& 
funden talrig på Dovre, efter meddelelse af Sahlberg, og 


174 J. Sparre Schneider 


forekommer vistnok andetsteds inden det sydlige Norges 
alpine trakter, i Finland er den ikke funden søndentor polar- 
cirkelen. 

345. Etheothassa deplanata Gyll. (69° 40°). 

Denne sydligere art, der i Finland ikke er observeret 
nordenfor 61°, gar et langt stykke indi vor arktiske region 
men forekommer meget sjelden. Enkelte eksplr. ved Bjerk- 
eng i Mälselven september 1878 og juli 1885 og 88, et i 
Nordfjordbotn i Malangen juli 1887, begge steder krybende 
i vinduerne, et 5te individ har jeg taget med hav i gresset 
ved Tromsdalselvens udløb 13 august 1884. 

346. Phlocostiba lapponica Zett. (70°). 

Udbredt i de to sydligste amter. Af Hagemann er 
den funden i Saltdalen, flere eksplr. har jeg selv taget ved 
Bjerkeng juli 1885 og 88 samt et ved Tillermo i Malselven 
1 juli samme ar, et enkelt individ ved Bossekop i Alten 
(Staudinger). Dens store udbredelse over det nordlige Eu- 
ropa, Asien og Amerika karakteriserer den som en arktisk 
form. 

347. Phloconomus pusillus Grav. (69° 2°). 

Dette er en mere sydlig art, der i Saltdalen er almin- 
delig ifelge Hagemann, medens jeg selv kun har taget 2 
eksplr. ved Bjerkeng i Malselven 3 juli 1885. Den synes 1 
Finland ikke at na polarcirkelen. 

* 348. Omalium rivulare Payk. (69 40°). 

Miinster meddeler, at der blandt endel Coleoptera fra 
Tromse, sendte ham af mig, ogsa findes et eksplr. af denne 
art dateret Tromsø 1 mai 1882, men den er ikke senere 
gjenfunden og fattes i vor samling. Dens store sjeldenhed 
i det polare Norge er pafaldende, da den fra Finland angi- 
ves som almindelig over hele omradet op til 68de grad. 

349. 0. septentrionis Thoms. (69° 40’). 

Denne for Norges fauna nye art har jeg taget i 2 
eksplr. ved Bjerkeng i Mälselven 4 juli 1885, flere erholdtes 


Coleoptera i Norges arktiske region 175 


sammesteds i 1888 og et enkelt stykke blev i 1887 med- 
bragt fra Hillesø. Det er en utvivlsomt arktisk art, der 
dog i Finland er observeret savel i det sydlige som i Lap- 
land, ligesom dens udbredelse strekker sig helst ned til 
England. 

350. 0. riparium Thoms. (69° 40°). 

Sjelden. Den blev ferst funden i bunden af Lyngen- 
fjord under Fucus af J. Sahlberg, der ogsaa har medbragt 
den fra Bodø, selv har jeg taget et større antal eksplr. 13 
august 1887 ved Tromsdalselvens udleb ligeledes under op- 
kastet tang. Mig bekjendt er den endnu ikke i Norge fun- 
den sendenfor polarcirkelen og er heller ikke bemærket i 
Finland; maske ogsa denne rettest ber opfattes som en ark- 
tisk art trods den store udbredelse langs Mellemeuropas 
kyster. 

* 351. 0. leviusculum Gyll. (71° 12°). 

Funden under Fucus ved Bode af Sahlberg, ifelge Gyl- 
lenhall skal den ogsa vere taget ved «Nordkap» af Mark- 
lin, medens jeg ikke kjender nogen lokalitet sondenfor polar- 
eirkelen; visselig har denne arktiske art en stor udbredelse 
langs vore kyster, da den er observeret lige til Skotland. 

352. 0. excavatum Stph. (fossulatum Er.) (69° 40°). 

En mere sydlig form, der endnu kun lidet er iagttaget; 
af Hagemann er den funden i Saltdalen, pa Tromsøen er den 
ikke sjelden under stene om vären i snesmeltningen. I Fin- 
land gär dens udbredelse til 67°. 

353. 0. exiguum Gyll. (69° 2°). 

Meget sjelden; jeg har ved Bjerkeng i Mälselven juli 
1888 fundet nogle eksplr., som jeg tror må føres hid. 

Den er observeret sävel i svensk som finsk Lapmarken 
op til 67°, men har hidtil ikke været kjendt som norsk, 

* 354. 0. subtile Kraatz (70°)? 

Denne mig fuldstændig ubekjendte art opgives som fun- 
den ved Bossekop i Alten i et enkelt eksplr. af Staudinger. 


176 J. Sparre Schneider 


355. Megarthrus depressus Payk. (6% 40’). 

Har vistnok en stor udbredelse men er hidtil kun lidet 
bemerket. Jeg har fundet den enkeltvis pa Mauken, ved 
Bjerkeng og Iselvmosæter i Målselven i gjærende birkesaft 
samt ved Tennes i Balsfjord, 1 Tromsdalen og pa Tromse i 
gjedsel. Fra Finland opgives den som almindelig over hele 
omradet. 

356. M. sinuatocollis Er. (69° 2°). 

Denne hidtil kun ved Kristiania bemerkede art har 
jeg taget i et enkelt eksplr. ved Bjerkeng i Malselven juli 
1888. Sahlberg angiver også denne sem forekommende over 
største delen af Finland. 

Følgende arter er i Finland bemærkede til og over po- 
larkredsen og kan ventes påviste også hos os: Omalium lago- 
pinum J. Sahlbg., Phyllodrepa linearis Zett., Proteinus bra- 
chypterus Fabr., macropterus Gyll., clavicormis Stph., Megar- 
thrus denticollis Beck. samt Micropeplus tesserula Curt. 

* 357. Bibloporus (Pselaphus) bicolor Denny (67°). 

Denne sydlige og sjeldne art, der hidtil ikke har væ- 
ret opført som norsk, har Hagemann fundet i et enkelt eksplr. 
ved Storjord i Saltdalen i 1886. 

358. Bythinus bulbifer Reichb. (69° 15’). 

Ligeledes en sydlig art, der heller ikke har været kjendt 
som norsk; et enkelt individ fandt jeg i morkent træ ved 
Tennæs i Balsfjord 17 juni 1885, og et andet senere desværre 
bortkommet eksplr., som jeg tog ved Bjerkeng 6 juli 1888, 
har sandsynligvis også tilhørt denne art. 


O1avvicormnes. 


359. Necrophorus ruspator Er. (70°). 

Hist og her i de to sydlige amter. I Saltdalen almin- 
delig udbredt (Hagemann), selv har jeg taget 2 stykker på 
Tromssen i 1877 og 84 og fået et 3die fanget i juli 1887, 


Coleoptera i Norges ürktiske region 177 


desuden fandt jeg et enkelt eksplr. ved Alteidet juni 1878. 
I Finland nordligst bemerket ved Kuolajärvi (67°). 

360. N. mortuorum Fabr. (70°). 

Udbredt over hele omrädet og langt hyppigere end fore- 
gaende. I Saltdalen almindelig (Hagemann), Bjerkvik i Ofo- 
ten (Zetterstedt), Nymo i Mälselven (overlærer Nyhuus), 
Bjerkeng, Svendborg, Tromsø sjelden (ipse), Bossekop (Stau- 
dinger), Kirkenæs i Sydvaranger 4 eksplr. (Sandberg). I 
Finland observeret op til Muonioniska. | 

Ifølge Sommerfelt skal N. vespillo L. forekomme i Salt- 
dalen, men uden tvivl har han hermed ment en af de to fore- 
gaende der almindelige arter, sa jeg ikke efter denne tvivl- 
somme opgave ter optage den i fortegnelsen. Den gar i 
Finland til Uleaborg (65°). 

* 361. Necrodes littoralis L. (?). 

«Ad littus maris Nordlandici rarissime» if. Zetterstedt 
men uden nermere lokalitetsangivelse; maske hidrerer denne 
opgave fra eksplr. fundne af Boheman i det Trondhjemske 
og kommer således med urette ind i denne fortegnelse. 

362. Thanatophilus thoracicus L. (690 2"). 

I Saltdalen meget almindelig, desuden taget ved Sole i 
Beieren (Hagemann), 2 eksplr. ved Skjæggesnæs i Mälselven 
3 juni 1879, et 3die fandt jeg pa toppen af «Kalvehovedet» 
ved Bjerkeng 7 juli-1885. Det er en mere sydlig art, som 
i Finland er observeret til Sodankyla (67° 30’). 

363. Th. lapponicus Fabr. (70° 40°), 

En for den arktiske region meget karakteristisk og 
overalt udbredt almindelig art, somi de sydligere distrikter 
dog forekommer sparsomt ved kysten. Saltdalen og Beieren 
(Hagemann), Falkefjeld ved Tagvand (Nyhuus), Skjæggesnæs, 
Bjerkeng, Mauken i Malselven, Hillesø, Fløifjeld ved Tromsø, 
Alteidet, Polmak, Vadsø og i største mængde i Sydvaranger 
(ipse), Kvænangen, larven skadelig for poteterne (docent C. 


Aurivillius), Reipasvara i Alten (Staudinger), Hammerfest 
12 


i78 | J. Sparre Schneider 


(Hornemann), Porsanger (Collett). Det sydligste punkt, 
hvor den mig bekjendt er funden, er Ringebofjeldene i Gud- 
brandsdalen, hvorfra den er medbragt af Schøyen. 

364. Oiceoptoma opaca L. (70°). 

Udbredt i de to sydlige amter men synes at fattes i | 
Østfinmarken Saltdalen, Solo i Beieren, Skjærstad og Dyb- 
vik i Folden (Hagemann), Bodø (Sahlberg), Tranø (Måklin), 
Mestervik i Malangen, Moen i Målselven, hvor larven oftere 
er skadelig for haveveksterne, Mauken, Bjerkeng, Målsnæs, 
Tromsøen almindelig samt Kjosen i Lyngen (ipse), Bossekop 
i Alten (Staudinger, Krafft). | 

* 365. Phosphuga atrata L. (70°). 

Meget sjelden og spredt. Etenkelt eksplr. ved Solvågli 
i Saltdalen, ganske almindelig ved Vensæt i Skjærstad 1885 
(Hagemann), af Zetterstedt er den funden i Alten og angi- 
ves derhos at være medbragt fra Tromsø af Staudinger, 
hvilken angivelse imidlertid forekommer mig meget tvivlsom, 
idet jeg antager, at en forveksling af lokaliteter har fundet 
sted. I Finland bemerket til Paanajärvi (66° 20’). Såvel 
denne som foregående er at betragte som boreale former. 

Thanat. sinuatus F. og dispar Hbst. er fundne helt op 
til Muonioniska og tør måske også forekomme indenfor Nor- 
ges grændser. | | 

866. Pteroloma forstrami Gyll. (69° 15’). 

Synes at have adskillig udbredelse men forekommer 
overalt meget sjelden. Hagemann har taget flere eksplr. i 
en grusbakke ved Storjord i Saltdalen, selv har jeg kun fun- 
det 3 stykker i løbet af disse 11 år, nemlig et ved Storsten- 
nes i Balsfjord på vad mose ved en skovbæk 26 juni, et ved 
Sollien ved Tagvand 8 august og det 3die ved Bjerkeng 
under et træstykke ved elven 15 august, alle i 1883. Også 
Zetterstedt har fundet den i Nordland uden nærmere at an- 
give lokalitet; i Finland går den til 68°. Dette er en utvivl- 
som arktisk art, skjønt dens udbredelse går lige til Caucasus, 


Coleoptera i Norges arktiske region 179 


367. Spherites glabratus Fabr. (69°). 

Ganske udbredt men sjelden. Den er af Hagemann 
funden i Saltdalen samt ved Solo i Beieren, selv har jeg 
taget etpar stykker ved Maukstad i Malselven 7 juli, et ved 
Bjerkasen i Kirgisdal 11 juli 1885 og et i Iselvdalen 27 
juli 1888 pa birkestubber i den gjærende saft. Ogsa denne 
art ter have et arktisk udspring, da den pa finsk side er 
observeret til 68° ved Jokonga og overhovedet har en mere 
nordlig udbredelse. 

368. Hydnobius spinipes Gyll. (69° 40°). 

Hist og heri deto sydlige amter men meget sparsomt. 
Af Sahlberg medbragt fra Saltdalen, jeg har taget 2 stykker 
ved Moen 20 juli 1877 og 3 juli 1883, et ved Bjerkeng 
i Målselven i juli 1888, desuden håvet 2 eksplr.i Troms- 
dalen 13 august 1884. 

Dette er uden tvivl en rent arktisk form, der mig be- 
bekjendt i Norge ikke er funden søndenfor polarcirkelen, 
medens den i Sverige er iagttaget ned til 60de grad. På 
Kolahalvøen forekommer den til Ponoj (67°). 

369. Amisotoma picea Nlig. (70°). 

Udbredt over hele området men sjelden og enkeltvis. 
Saltdalen (Hagemann), selv har jeg fundet den på Fløifjeld 
ved Tromsø i et enkelt eksplr. 28 august 1884, ligeså et på 
Lyngseidet 2 august 1878 samt 2 lyst farvede individer 
under stene ved Næsseby kirke i Nordvaranger 6 juli 1879. 
Hvorvidt de ved Nymo i Målselven og Mestervik i Malan- 
gen på husvægge observerede eksplr. har tilhørt denne eller 
Leiodes glaber, lader sig ikke afgjøre, da de begge undslap 
ved at lade sig falde i græsset, men efter forekomstmåden 
tror jeg dog med temmelig sikkerhed, at de har tilhørt A. 
| picea. 

* 370. À. dubia Ill. (67°). 

Har en mere sydlig udbredelse, idet den hidtil kun er 
funden i Saltdalen af Sahlberg og Hagemann. 


180 J. Sparre Schneider 


* 371. A. parvula Sahlbg. (pusilla Zett.) (69° 22°). 

Er kun funden af Zetterstedt ved Gibostad pa Senjen 
22 juli i et enkelt eksemplar, ei heller er den mig pee 
observeret i det søndenfjeldske Norge. 

* 372. Leiodes humeralis Fabr. (70° 2). 

Ligeledes kun funden af Zetterstedt, der tog den pa 
fjeldryggen mod Tromsø samt ved Alteidet 13 juli og I au- 
gust. | 

373. 0 L.vaxillaris Gyll. (69° 29. 

Temmelig udbredt men vistnok meget lokal; af Zetter- 
stedt funden ved Bjørkvik i Ofoten, selv har jeg taget endel 
eksplr. ved Bjerkeng på Boletus i begyndelsen af juli 1888 
men på en meget indskrænket lokalitet. 

374. L. glaber Kugell. (69° 2°). 

Almindelig udbredt i Målselven på Boletus på Betila, 
men hidtil ikke bemærket andetsteds, uagtet den vistnok har 
en langt større udbredelse. Jeg har fundet den ved Iselv- 
mosæter, Maukstad, Bjerkeng, Øvergård og Bugtesæter i juli 
1835, 86 og 88, på førstnævnte lokalitet i gjærende birke- 
saft ellers som nævnt pa Boletus. 

* 375, EB orbicularis Hbst. (70% 2). 

Af Zetterstedt taget såvel ved Alteidet som i Alten, 
men den er ikke gjenfunden af senere samlere. 

Såvel denne som foregående tør maske betragtes som 
arktiske arter, og L. axillaris har ligeledes en mere nordlig 
udbredelse. 

* 376. Agathidium nigripenne Kugell. (679). 

Har en mere sydlig udbredelse og er kun funden af 
Hagemann i Saltdalen i et enkelt individ. Hidtil var den 
alene funden i Kristiania omegn. 

377. A. arcticum Thoms. (69° 2’). 

Af denne for Norges fauna nye art har Sahlberg fun- 
det nogle eksplr. i Salten i buskregionen 21 juli 1879, selv 
har jeg taget etpar stykker ved Bjerkeng i Malselven juli 


Coleoptera i Norges arktiske region _ 181 


1888. Den er af Sahlberg fundet flersteds i det nordvest- 
lige Finland til 68de grad. 

* 378. Catops tristis Payk. (67°)? 

Et defekt eksplr., fundet 1 Saltdalen af Hagemann, har 
Sahlberg med tvivl henført til denne art, der hidtil kun var 
bemærket ved Modum. 

379. GC. morio Fabr. (69° 40°). 

Udbredt men sparsom. Saltdalen (Hagemann), selv har 
jeg taget nogle eksplr. ved Mälsnæs 10 juli 1883 og ved 
Bjerkeng og Iselvmosæter juli 1888 samt etpar individer pa 
Tromsøen og i Tromsdalen om våren under stene; et tvivlsomt 
eksplr. er også fundet i Bø i Vesterålen af Sandberg. Pa 
finsk side er den ohserveret op til Muonioniska under 68°. 

380. C. nigricans Spence (69° 2°). 

Sjelden. Af Hagemann funden i Saltdalen, selv har jeg 
taget etpar stykker i vinduerne pa Bjerkeng i Målselven 
september 1878. Den var tidligere mig bekjendt kun funden 
ved Trondhjem af Siebke. | 

* 381. CO. fuscus Panz. (67°). 

Er kun i et enkelt individ taget i Saltdalen af Hage- 
mann. 

* 382. OC. substriatus Reit. (67°). 

Denne mig wubekjendte, for den skandinaviske halvøs 
fauna nye art, har Sahlberg fundet i et enkelt individ i Salt- 
dalen i midten af juli 1879. 

383. CO. coracinus Kelln. (69°). 

Ligeledes ny for Norge og vistnok også for Skandina- 
vien overhovedet; jeg har taget et enkelt eksplr. ved Sand- 
eggen 1 Kirgisdal i Malselven 12 juli 1885. 

384. C. hyperboreus n. sp. (69°). 

(,C. coracino Kelln. primo intuitu simillimus sed struc- 
tura antennarum distincta et ©. alpino magis affinis»). 

Sammen med ©. coracinus fandt jeg et enkelt eksplr. 
ved Sandeggen i Mälselven 12 juli 1885, hvilket Sahlberg 


182 


J. Sparre Schneider 


har erkleret for en ny art. Jeg har imidlertid af flere 
grunde ikke faet anledning til her at give en fuldstændigere 
beskrivelse, men haber at kunne levere en udferligere dia- 
gnose ved afhandlingens slutning affattet af min kollega Sahl- 
bergs kyndige händ; fur mig vilde det med et ufuldstændigt 
materiale kun vere at vove sig ud pa glatis at beskrive en 
ny art inden denne vanskelige slegt. 

385. C. (Sciodrepa) alpinus Gyll. (69°). 

Sjelden; hidtil kun funden af Hagemann 1 Saltdalen og 
af forfatteren ved Tillermo og Bjerkeng i Malselven i et enkelt 
individ juli 1883 og 88. I Finland er den observeret til Kare- 
suando (68° 30%), hvor den endnu ikkei Norge bemærkede 
C. nigrita Er. også er funden. 

386. Colon puncticollis Kraatz. (dentipes Er.) (69° 40°). 

Meget sjelden, idet jeg hidtil kun har fundet et eneste 
eksplr. på Tromsgen under en sten 22 mai 1880. Den var 
tidligere ikke bemerket i Norge. 

387. C. serripes Sahlbg. (hannen simplex Thoms.) (69° 40’). 

Ligeledes en ny rekrut for Norges fauna, som jeg har 
taget i et enkelt individ pa Tromsgen 16 juli 1886. I Sve- 
rige er den bemærket flersteds savel i det sydlige som nord- 
lige. 

388. Myloechus appendiculatus Sahlbg. (69° 40). 

Med C. serripes et enkelt stykke på Tromsøen 22 mai 
1880, sävidt mindes endog under samme sten. Heller ikke 
denne har tidligere været bemærket hos os, medens den i 
Sverige er funden flersteds i det sydlige. 

M. brunneus Latr. er af Sahlberg funden ved Karesuan- 
do i svensk Lapmarken under 68° 30' n. b. 

389. Scydmenus collaris Müll. (70° 14°). 

Ved Løkvik pa Nordfugle tog jeg et enkelt eksplr. juli 
1884; mig bekjendt er den forevrigt kun funden ved Kristi- 
ania. 

390. Trichopteryx fascicularis Hbst. (69° 40°), 


Coleoptera i Norges arktiske region 183 


Et enkelt eksplr. af denne for Norges fauna nye art 
har jeg fundet pa en birkestubbe i Tromsdalen ved foden af 
Fleifjeldet 30 august 1887. Ved Bjerkeng forekom juli 1888 
en ganske lignende art almindeligi ter gjedsel, og et eksplr. 
erholdtes ved Iselvmosæter, tilhørende denne eller følgende 
efter a] sandsynlighed. 

391. Tr. volans Motsch. (69° 30°). 

Med nogen tvivl har Sahlberg bestemt saledes et i 
Tromsdalen i en ur 30 mai 1883 fundet eksplr. Den har ikke 
tidligere været opført som norsk. 

Følgende i svensk og finsk Lapmarken observerede ar- 
ter kan også ventes påviste i det polare Norge: Stenichnus 
exilis Er., Trich. grandicollis Er, Tr. sericans Heer., thoracica 
Gillm., pumila Er., Ptilium minutissimum Gyll., hemorrhoi- 
dale Boh., kunzei Heer., oblongum Motsch.. Orthoperus brun- 
nipes Gyll., Clambus pubescens Redt. 

392. Scaphisoma subalpina Reitt. (69°). 

Denne for den skandinaviske halve nye og sjeldne art 
har jeg fundet i etpar individer ved Øvergård i Mälselven 
8 juli 1885 samt ved Bjerkeng i 1888 i Boletus pa Betula. 
Dette er uden tvivl en form af arktisk herkomst, 

393. Ips 4-pustulata L. (70°). 

Synes kun at forekomme i de indre varme dalstreg; 
den er säledes almindelig i Saltdalen, men bliver meget 
sparsom med den tiltagende nordlige bredde; etpar stykker 
har jeg taget ved Bjerkeng og Maukstad i Malselven 1879, 
85 og 88, og Staudinger har fundet den under barken af Pi- 
nus i Eibydal i Alten. I Finland til Muonio under 68°, 

394. Rhizophagus ferrugineus Payk. (70°). 

Som foregäende; den er af Hagemann tageti Saltdalen 
samt ved Sole i Beieren, af mig ved Bjerkeng i juli 1888, og 
af Staudinger er den funden under bark af Pinus ved Bos- 
sekop i Alten. En sydligere art, der i Finland er observe- 
ret kun til 63° 40% angivelsen tra Lapland er tvivlsom, 


184 3; sparre Schneider 


395. Rh. dispar Payk. (69° 40°). 

Udbredt i de to sydlige amter. Saltdalen (Hagemann), 
ved Bjerkeng i Målselven ret almindelig under barken af 
Betula 4 juni 1879, i stort antal har jeg taget den under 
samme forholde ved foden af Fløifjeldet 23 august 1883, og 
et enkelt individ erholdtes ved Tennæs i Balsfjord 17 juni 
1885. Gibostad på Senjen (Zetterstedt. I russisk Lapmar- 
ken bemærket nordligst ved Kantalaks under 67de grad. 

396. Rh. parvulus Gyll. (69° 2°). 

Synes at være temmelig udbredt i de 2 sydlige amter 
i skovdistrikterne, medens endnu ingen repræsentant for slæg- 
ten er bleven påvist østenfor Nordkap. Hagemann har fun- 
det den talrig i borehullerne af Tomicus bidens ved Storjord 
i Saltdalen, i Målselvens dalføre synes den udbredt overalt, 
og jeg har der taget den ved Tillermo, Bjerkeng og Mauk- 
stad, tildels meget talrig, såvel pa Boletus som i gjærende 
birkesaft. Den opgives som funden i Lapland, men med sik: 
kerhed er den nordligst observeret ved Uleåborg under 65° 
etter opgave fra Sahlberg. 

397. Brachypterus urtice Fabr. (68° 509, 

En sydlig form, der vistnok må være meget lokal i 
vor polare region, da jeg kun har fundet den ved Harstad 
i Trondenæs 14 juli 1885 men der i betydeligt antal. Den 
skal angivelig være funden i Lapland efter meddelelse fra 
Sahlberg. 

398. Cercus pedicularius L. (69° 10°). 

Jeg har kun fundet et eneste individ ved Tagvand i 
Målselven 8 august 1883. I Finland nordligst ved Avasaksa 
under 66° 25". 

399. Meligethes brassice Scop. (69° 40). 

Sjelden og sporadisk. Den er af Zetterstedt funden ved 
Evenæs i Ofoten samt Tromsø, selv har jeg taget endel eksplr. 
ved at håve i græsset på Trondenæs præstegård august 1879. 


Skal være funden i Lapland, angivelsen tvivlsom (Sahlberg). 
(Fortsættes). 


Skuringsmærker efter det 


nuværende strandbelte. 
(Andet bidrag). 
af 
Karl Pettersen. 


I en i Tromsø museums årshefte II. 1879 aftrykt af- 
handling «Skuringsfenomener i det nuværende strandbelte» 
søgtes fremholdt, at den stærke afglatning af berggrunden, — 
der ofte træder så udpræget frem langs efter strandbelterne 
og som i sin hele almindelighed plejer at opføres som et 
glacialt fænomen — tildels må være af postglacial oprin- 
delse. Der gjordes derunder blandt andet også gjeldende, at 
bølgeslaget mod strandklipperne i regelen fører med sig mas- 
ser af finere og grovere materiale og at det egentlige skur- 
ingsarbejde ofte må være at henføre til dette. Til denne 
afglatningsproces vil da slutte sig dannelsen af finere skur- 
ingsstriber, der vil kunne afsættes i de forskjelligste retnin- 
ger. Under den stadige skuring vil flerheden af disse blive 
mer eller mindre udvidskede, medens andre derimod på grund 
af særlige forholde i så henseende vil være bedre beskyttede. 
Disse sidste vil efter mer eller mindre begrænsede områder 
findes optrædende under en indbyrdes på det nærmeste sam- 


stemmende strøgretning. 
12* 


186 | Karl Pettersen. 


Under de i sidste Ar foretagne excursioner har der of- 
tere været anledning til at rette opmærksomheden mod dette 
spergsmal, og skal der her lidt nærmere blive gjort rede for for- 
skjellige iagttagelser, der.synes at skulle kunne tjene som 
støtte for berettigelsen af den her nævnte forudsætning. 

Karneslandet danner en lang tildels af lave asdrag 
. gjennemsat halve, der fra den vestlige side af Lyngenfjord 
— noget søndenfor Lyngsejdet — skyder sig ud i lige østlig 
retning. Berggrunden bygges væsentlig af en smuk hvid 
magnesiaholdig kalksten, der er rigt indflettet med søjler af 
et hårdt hvidligt feltspat-species. I kalkstenens forvit- 
rede dagflade stikker disse i regelen 1 stort mål frem som 
vorteformige udvækster. Efter den nordlige i vest-østlig 
retning fremspringende side af Karneslandet er den af kalk- 
stenen byggede fjeldgrund inden strandbeltet i regelen stærkt 
og særdeles smukt afglattet. Svagere skuringsstriber trader 
ret hyppig frem efter de afglattede dagflader. Efter halv- 
øens østlige del viser disse en regelmæssig strøgretning af 
n. 600 o., — efter den vestlige del afbejes strøgretningen 
til henim:d n. 40° 0. Så fuldstændig har afglatningsproces- 
sen her virket at selv de hårde feltspatkrystaller med sine 
gjennemskårne tversnitsflader helt er jevnede med kalkste- 
nens glattede dagflade. Såsnart man her imidlertid når op 
over det egentlige flomål, så vil man straks finde foltspat- 
krystallerne på sædvansmæssig måde igjen vorteformig at 
stikke frem fra kalkstenens ujevne og ru dagflade. 

Skulde afglatningen her i det hele være at føre tilbage 
til glaciale aktioner, så vilde det være åbenbart, at afglat- 
ningsprocessen måtte have virket op efter niveauer, der her 
ligger langt højere end det nuværende strandbelte. Det vil 
i så henseende vistnok på den ene side være at forudsætte, 
at eroderende kræfter i he] grad må have arbejdet på her 
at udvidske sporene efter en tidligere afglatning inden de 
niveauer, der gjennem lange tidsrum har lagt over havfladen, 


Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 187 


Der vilde saledes antagelig intet vere til hinder for at resul- 
tatet heraf kunde blive, at de harde feltspatkrystaller igjen 
vorteformig kom til at stikke frem fra den stærkere udvad- 
skede kalkstensflade. Men selv i dette tilfælde matte der 
dog antagelig vere al grund til at forudsætte, at de 
fremstikkende sojler efter de tidligere  gjennemskärne 
tversnit fremdeles maatte vise spor efter en tidligere afglat- 
ning. 

Under forudsetning af at strandbeltets glattede dagfla- 
der skulde vere at fore tilbage til glacialtiden vil der heller 
ikke vere nogen synderlig rimelighed for at samtidig afglat- 
tede dagflader efter de bagenfor højere liggende niveauer 
skulde gjennem udbrydninger i efterfølgende tidsrum helt 
være blevne afløste af nye dagflader. Ved at se hen til 
bygningsforholdene efter de her omhandlede lokaliteter vilde 
der i så tilfælde nemlig være al sandsynlighed for at det 
således udbrudte faste berg måtte have bredt sig ud også 
ud over de nuværende i strandbeltet liggende afglatnings- 
flader. Disse vilde i glacialtiden således ikke kunne have 
lagt i den egentlige dagflade og følgelig heller ikke på den 
tid have været udsatte for nogen direkte påvirkning af den 
skurende isstrøm. 

Der skal her imidlertid ikke lades ubemærket at der 
langs efter Lyngen på et par steder er at aflæse vidnesbyrd 
om at havfladen i en forholdsvis ny tid har stået adskillig 
højere end nu. Ved bunden af den lille Pollenfjord, der fra 
Lyngen som en sidefjord skjær sig ind i nordlig retning — — 
5 a 6 kilom. søndenfor Karneslandet — breder sig frem et 
sagte stigende af alluviale og diluviale masser bygget un- 
derland, der indover — mod nord — afsluttes i en svag 
volddannelse. Voldens højryg, der ligger i en højde over 
havfladen af omkring 120' (38 m.), omkredser det nævnte 
underland bueformig gjennem en anseelig lengde fra vest 
- mod øst. Ved at stige op efter fjeldsiderne fra Pollens vest- 


188 Zar] Pettersen. 


side saes underlandet mærket med en række pa hinanden 
ølgende parallelt løbende horisontale render, der skarpt stak 
frem som smalere eller bredere bånddrag. Ved at komme 
ned på selve underlandet havde man vistnok ondt for at 
gjenfinde de nævnte bånddrag, idet den smahumpede af tal- 
rige fremstikkende myrtuer opfyldte flade her antagelig i 
høj grad bidrog til at overskygge det virkelige forhold. At 
slutte fra det overblik, der vandtes fra højden op efter Pol- 
lenfjeldet, antages der dog at være al grund til at opfatte 
disse linjer som gamle bølgeslagslinjer — ganske i lighed 
med bølgeslagslinjerne på Skatøren på Tromsøen*). På grund 
af de nysnævnte forholde var der her ikke anledning til be- 
stemtere at fastsætte den højde, hvortil disse bølgeslagslinjer 
nåede op. Når denne her opføres med 19 a 22 m., vil den 
antagelig nogenlunde falde sammen med det virkelige for- 
hold. Til denne højde må havet i så tilfælde her have nået 
op og har herfra senere under en stadig og jevn sænkning 
trukket sig tilbage til sin nuværende stand. Lignende bølge- 
slagslinjer sees også at spænde sig frem efter det vide un- 
derland, som længere mod øst fra foden af den af kalksten 
byggede Pollennakke breder sig nordover mod Ørnesset. 
Efter al rimelighed må havstanden om Karneslandet 
have været underkastet tilsvarende forandringer som de, der 
har rådet efter det nærliggende Pollen. Men i så tilfælde 
måtte der naturligvis være al grund til at forudsætte, at af- 
glatningsprocessen på samme måde, som den nu træder frem 
langs efter strandbeltet, må have virket også efter de højere 
liggende niveauer op til omkring 40 m. o. h., efter som disse 
til enhver tid under den foranderlige havstand har lagt ind 
under strandbeltet. I henhold til de hidtil gjorte aflæsnin- 
ger er der imidlertid nu — som ovenfor nævnt — efter Kar- 
neslandet ikke ovenfor den nuværende havstand at påvise noget- 


*) (fr. Continentalmassers langsomme stigning eller sænkning. Tr. 
ärshefte I, 1878, 


Skuringsmærker efter det nuværende strandbelte. 189 


somhelst spor efter en tidligeres skuringsproces. I sa henseende 
skal dog ikke lades ubemærkes, at Karneslandet efter al sand- 
synlighed i en nerliggende tid har bredt sig adskillig længe- 
re frem mod nord end tilfeldeternu. De forskjellige sterre 
og mindre smäser og holmer — ligeledes for sterste delen 
byggede af den efter disse strog sa stærkt fremtrædende 
magnesia-kalksten — der stiger frem straks nordenfor Kar- 
neslandet, synes ogsa at skulle pege i denne retning. Steerke 
udbrydninger af den faste fjeldgrund ma her have fundet 
sted og der kan saledes antagelig vere mulighed for at de 
skurede dagflader efter de ovennævnte højere liggende niveau- 
er derunder helt er bleven udbrudte. Det vil forøvrigt 
lettelig sees at forholdet her, idet skuringsprocessen er ind- 
skrænket til det egentlige strandbelte, i så henseende vil kun- 
ne stille sig helt forskjelligf fra det, der vilde have trådt 
frem under den før nævnte forudsætning, at skuringsprocessen 
i det hele skulde være at føre tilbage til glacialtiden. 
Skuringsstriberne efter nordsiden af Karneslandet stry- 
ger som førnævnt efter sammes østlige del n. 60' o., efter 
den vestlige del derimod omkring n. 40° 0. Da de glattede 
dagflader, i hvilke striberne er indritsede, er jevnt afrundede 
til de modsatte kanter, vil det her ikke lade sig gjøre be- 
stemt at skille mellem stød- og læsider. Fra et glacialt 
standpunkt burde stødsiderne ligge mod sydvest og striberne 
altså løbe ud i nordostlig retning. En isstrøm, der skulde 
have skudt sig ud efter Lyngenfjord, måtte imidlertid utvivl- 
somt have afsatstriber, der pegte i mere nordlig retning. Sees 
hen til de orografiske bygningsforholde, vil det også være 
vanskeligt at påvise nogen anden lokal isstrøm, der skulde 
have skudt sig frem efter en med de omhandlede striber no- 
genlunde ligeløbende retning. Det synes således allerede i 
og for sig lidet rimeligt at disse striber kan være af glacial 
oprindelse. På den anden side skal derimod fremholdes, at 
disse striber her må antages at ligge lige i retningen for 


190 Karl Pettersen. 


det sjedrag, der hyppigst og tillige stærkest falder ind efter 
fjorden. Sjedragets retningslinje er vistnok her som ogsä 
ellers overalt stadigt vekslende. Men pa den anden side kan 
der antagelig vere grund til at forudsætte, at stribedannel- 
sen, som efter strandbeltet kan være 1 virksomhed under de 
mest forskjellige retningslinjer, dog ma trade mest udpræ- 
gede frem netop efter den linje, der ligger 1 retningen for 
det hyppigste og samtidig stærkest indsættende sjedrag. 
De øvrige stribedannelser vil derimod i hej grad være ud- 
satte for udvidskning under det vekslende sjedrags skurings- 
virksomhed. 

Ved Lyngsdalens udmunding — ved fjordens vestre side 
straks sondenfor Pollen — säes i strandbeltet i en her op- 
trædende ret mild ler- eller lerglimmerskifer skuringsstri- 
ber at stryge i retning fra so—no. De pegte säledes frem 
fra Skibottendal, der fra strøgene om rigsoreensen skjær sig 
ned til Lyngenfjord ved sammes ostlige side. Fjorden har 
her en ret anseelig brede og den hyppigst og stærkest frem- 
tredende vindretning er vistnok den, der setter ned efter 
Skibottendal. Ved Lyngsdalens udmunding ma det stærke- 
ste sjødrag også komme netop fra den retning. Fra hojfjeldet 
mod vest skyder vistnok en anseelig isbræ sig ned til Lyngsda- 
lens indre. Antagelig kan denne i sin tid have udfyldt den 
hele Lyngsdal ligetil dens udmunding. De her omhandlede 
skuringsstriber kan dog neppe vere at henfore til en sadan i sin 
tid udefter Lyngsdalen glidende isstrem. De synes dertil 
at skulle være afbøjede i noget for sterk sydostlig retning. 
Der er på den anden side heller ikke, som det synes, nogen 
synderlig rimelighed for, at de kunne være at henføre til en 
fra Skibotdalen kommende isstrøm. 1 ethvert tilfælde er 
der til dato ikke gjort sådanne aflæsninger, der skulde pege 
hen på, at Skibottendalens isstrøm har skudt sig frem tvert- 
over fjorden. At slutte fra den store masse af gneis- og 
gneis-granitiske blokke, der i strøget fra Pollen nordover til 


” 
dite E 


Skuringsmerker efter det nuværende strandbelte. 191 


Lyngsejdet er udstrøet efter de lavere niveauer indtil højder 
over den nuværende havstand af 120—150' (38—47 m.), er 
der vistnok at forudsætte, at en stærk isdrift fra Skibotten 
har bredt sig ud efter fjorden. Dette blokkemateriale er 
nemlig efter al sandsynlighed hentet fra Skibottendalens gneis- 
felt. Da disse blokke imidlertid — efter hvad hidtil er iagt- 
taget — ikke vil være at påvise til større højde end til op- 
imod 47 m. over den nuværende havstand, kan de ikke væ- 
re at henføre til nogen fra Skibotten udglidende sammen- 
hængende isstrøm, men må ligge ind under det samme drift- 
fænomen, der — som påvist på andre steder — har afsat 
sine mærker efter vide strøg over det nordlige Norge. 
Hertil skal endvidere knyttes følgende aflæsning, der er 
hentet fra den sydlige del af Tromsøen, — der, hvor kalk- 
stenen i strandbeltet findes rigt indgravet med skuringsstri- 
ber. Her bemærkedes en løs kalkstensblok, der viste skur- 
ingsstriber med en strøgretning, der faldt sammen med den, 
der her regelmæssigst optræder i de faste bergflader nemlig 
n. 30° 0. Blokken havde en længde af 1,6 m., en brede af 
0,9 m. og en tykkelse af 0,3. Den viste et afheld mod nord 
og lå med over havdelen af sin underflade på et lag af løse 
stene og grus, medens den anden del af underfladen havde 
gravet sig ned i auret, så dens undergrund ikke nærmere 
kunde undersøges. At slutte herfra ligesom også af blok- 
kens beliggenhed forøvrigt, kunde den ikke ligge på sit op- 
rindelige lejested, men måtte være flyttet. Skulde skurings- 
striberne på denne løse blok have været af glacial oprindel- 
se, måtte den under stribernes dannelsestid utvivlsomt have 
tilhørt det faste berg. At isstrømmen skulde have afsat 
disse striber på en løs liggende blok af så små dimensioner 
som denne og at denne ikke alene under selve skuringstiden 
men videre helt ned til vor tid skulde have lagt urokket, 
vil der vistnok ikke være nogen rimelighed for. På den an- 
den side vilde det også være at betegne som en ganske 


192 Karl Pettersen 


besynderlig tilfældighed, om den flyttede blok nu skulde lig- 
ge saledes til at dens under glacialtiden afsatte skuringsstri- 
ber netop kom til at vise samme stregretning som den gang, 
den là ind under det faste berg. Her synes säledes alt at 
skulle pege hen pa, at striberne ma vere dannede i en 
langt senere tidsperiode. Meni sa tilfælde vil det vel 
ligge nærmest at drage den slutning, at indgravningen 
har fundet sted inden det nuværende strandbelte. 

Det skal endvidere fremholdes at skuringsstriberne un- 
der det nuverende strandbelte — efter hvad der har veret 
anledning til at iagttage — navnlig vil vere at pavise ef- 
ter sadanne lokaliteter, der skyder sig transversalt frem 
mod retningslinjen for det hyppigst og stærkest indfaldende 
sjødrag, således særlig efter nesformige fremspring. Sjeld- 
nere vil skuringsstriber vere at pavise efter strandpartier, 
der spender sig frem mere longitudinalt efter fjordsidernes 
egentlige retningslinje. Også dette forhold lader sig — som 
det synes — lettest bringe i samklang med de forudsætnin- 
ger, som her er holdt frem. 

Uden forøvrigt her stærkere at skulle fæste sig ved 
den ovenfor antydede forklaring for stribedannelser, antager 
man at der, i henhold til hvad der ovenfor er fremholdt, 
kan være grund til at drage følgende slutning: 

«Bergfladernes afglatning og skurings- 
stribers indgraven kan udgå af sådanne kræf- 
ter, der til enhver tid kan være i virksomhed 
inden det egentlige strand belte. 

| ‘10 88. 


Å ng pi ge ae 


u 2 
er BE: h on 
ag" > 
ry 
Ne) 


EZ 


wet. 


> . +, 


+ M a ae 


al 190 
Gp fn A 


a ak 


Qt 267 90L ppog € 


“Til (LITE 


— 


Ds ee ‘ : ag, Å u ei; ES PG 
arts . . å 


u 


oS na paris a 


a ft 

À +, arts SE 

Cane". a J 
Peck i al 


we 
på PE 


ET TE Nå 


er 
foe