-

,■. U *L - -

■ '-: ;

i

■ ■.

ik

La.ni

- ' ".'' ! y./f'.

Kaaeayr;

<t~ ^7

xi. Landboskrifter, woo.

udgivne med Understøttelse af det Raben-Levetzauske Fond af det Kgl. danske Landliusholdningsselskal).

Vort Landbrugs Skadedyr

blandt

Insekter

og andre lavere Dyr,

Af

Sofie Rostrup.

Med 48 Afbildninger.

Kjebenhavn. Hovedkommission: Det Sehubotheske Forlag.

Bianco Lunos Kog-trykkeri.

1900.

Forord.

Af Det kyl. danske Landhusholdningsselskab er det blevet mig overdraget at forfatte et Skrift om Insekters og- andre lavere Dyrs Angreb paa Landbrugets Kulturplanter. Hen- sigten med Skriftet skulde være at give Landmændene en praktisk Vejledning, ved Hjælp af hvilken de kunde skaffe sig Oplysning om Aarsagerne til de af Dyr foraarsagede Sygdomme paa deres Marker, faa nærmere Underretning om disse Dyrs Levevis og saa vidt muligt faa Kundskab om Midler, med hvilke de kan bekæmpes.

Med dette Maal for Øje har jeg udarbejdet forelig- gende Skrift, hvor Hovedvægten er lagt paa Beskrivelsen af den Maade, paa hvilken Planterne angribes, samt de ska- delige Dyrs hele Levevis, som det er nødvendigt at kjende for at kunne bekæmpe dem paa en praktisk Maade. Dog har jeg ikke ment helt at kunne forbigaa en almindelig zoologisk Beskrivelse af Dyrenes Bygning og Slægtskabsforhold, da det uden Kjendskab hertil ikke vil være muligt at naa til rigtig Forstaaelse af disse Smaaskabningers Liv.

Det forste Afsnit giver en kort Oversigt over de Midler, ved Hjælp af hvilke man direkte eller indirekte kan be- kæmpe de skadelige Dyr. Derefter gennemgaas Dyrene i følgende Orden: Rundorme, Bænkebidere, Tusindben, Insekter, Mider og Snegle, idet der forud for hver af disse Afdelinger gaar en almindelig Beskrivelse af de paagjældende Dyrs Bygning. Endelig følger som et sidste Afsnit en Nogle til Bestemmelse af Dyrene. Nøglen er ordnet efter Værtplan- terne og er. saa vidt muligt, bygget paa Angrebets Ka-

rakter, uden at det dog har været muligt helt at forbigaa Dyrene som Udgangspunkt.

I Texten lindes 43 Figurer, fremstillende Dyrene og de af disse angrebne Planter eller Plantedele. Af Figurerne er de 20, der er forsynede med *, originale, tegnede og skaarne i H.P.Hansens xylografiske Etablissement; de 23 er laante: fra hvilken Forfatter eller hvilket Værk findes tilføjet ved Figurerne.

De fleste af de i Skriftet omtalte Dyr findes lier i Landet; dog har jeg ikke ment helt at burde forbigaa de Dyr, der i andre Lande optræder ødelæggende paa Kultur- planter, der ogsaa dyrkes her i Landet, da de maaske i Fremtiden kan indfinde sig her, og det, selv om dette ikke skulde blive Tilfældet, dog kan have Interesse at vide Besked om Dyr, der ideligt omtales i Beretninger fra vore Nabolande.

Paa Rejser, jeg i de senere Aar har foretaget med Understøttelse fra Landbrugsministeriet, har jeg indsamlet en Del praktiske Erfaringer, saaledes at jeg ud fra Selvsyn har kunnet give Beskrivelse af de fleste Angreb; dog er der flere af de omtalte Dyre- Arter, jeg ikke har truffet i Virksomhed paa Markerne; i saa Tifælde har jeg maattet benytte andre Forfatteres Beretninger om dem.

En Mængde værdifulde, praktiske Oplysninger har jeg modtaget af Dr. E. Bostrup, hvem det er mig en kjær Pligt herved at takke for den Beredvillighed, hvormed han altid har ladet mig faa Del i og nyde godt af sine mange- aarige Erfaringer paa Plantepatologiens Omraade.

Endelig maa jeg bringe de mange Landmænd, jeg paa mine Kejser har besøgt, min Tak for den Interesse, de har vist mine Undersøgelser, og den Hjælp, de har ydet mig ved disse.

April 1000.

Sofie Rostrup.

Indhold.

Side

I. Forholdsregler til Bekæmpelse af hvirvelløse Dyrs Angreb paa Landbrugets Kulturplanter 1.

II. Rundorme, Nematoda 6.

Stængelaalen, Tylenchus devastatrix 8.

Hvedeaalen, T. Tritici 12.

Bygaalen, T. Hordei 14.

Roeaalen, Heterodera Schachtii 16.

Rodaalen, H. radicicola 23.

III. Leddyr, Arthropoda 25.

A. Krebsdyr, Crustaceae 29.

Bænkebidere, Oniscus 29.

B. Tusindben, Myriopoda 29.

C. Insekter, Insecta 30.

1. Retvingede. Orthoptera 38.

Jordkrebsen, Gryllotalpa vulgaris 39.

Ørentvisten, Forficula auricularia 41.

Thrips secalina 43.

Phloeothrips frmnentaria 44.

Korn-Blærefoden, Thrips cerealium 45.

Hør- Blærefoden, T. Lini 45.

Hylde-Blærefoden, T. Sambuci . 45.

2. Næbmundede, Ehynchota 45.

Bladlus, Aphididae 4H.

Bedelusen, Aphis Papavcris 50.

Vikkelusen, Siphonophora Viciae 51.

Ærtelusen, S. Pisi 51.

Kaallusen, Aphis Brassicae 52.

Kartoffellusen, A. Solani 52.

Kornlusen, Siphonophora cerealis 52.

Havrelusen, Aphis Avenae 53.

Cikader, Cicada 51.

Tæger. Heteroptera 55.

II

Side

3. Biller, Coleoptera 57.

Løbebiller, Carabidae 60.

Axløberen, Zabrus gibbus 60.

Aadselbiller, Silphidae 63.

Den sortglinsende Aadselbille, Silfha atrata . 64.

Den matsorte Aadselbille, S. opaca 65.

Den tværrynkede Aadselbille, S. reticulata . . 65. Glansbiller, Nitidulidae 65.

Rapsglansbillen, Meligeihes aeneus 65.

Chryptophagidae 67.

Runkelroebillen, Atomaria liveavis 67.

Torbister, Scarabaeidae 69.

Den almindelige Oldenborre, Melolontha ml- garis 70.

Gaasebillen, Phyllopertha horticola 77.

Smældere, Elateridae 78.

Kornsmælderen, Agriotes lineatus 79.

Andre Smælder-Arter 83.

Bladbiller, Malacodermata 83.

Dascillus cervinus 84.

Snudebiller, Curculionidae 85.

Bladrandbiller, Sitones 85.

Roesnudebillen, Otiorhynchus Ligustici .... 87.

Kaalgallesnudebillen , Ceuthorhynchus sulci- collis 87.

Rapssnudebillen, Baridius chloris 89.

Kornbillen, Calandra grunar in 90.

Spidsmussnudebillen, Apion 91.

Frøbiller, BrucMdae 92.

Ærte-Frøbillen, Bruchus Pisi 93.

Bønne-Frøbillen, B. rufimanm 93.

Den almindelige Frøbille, B. grananns .... 94 Barkbiller, Scolytidae 94.

KløverbarkbiUen, Hylesinus TrifoKi 94.

Guldbiller, Chrysomelidae 94.

Kartoffelbillen, Chrysoméla decemlineata . . . 95.

Renfanbillen, Adimonia Tanaceti 97.

Kaaljordloppen, Ealtica oleracea 98.

Den gulstribede Jordloppe, ET. nemorum. ... 99.

Kornjordloppen, //. vittula 100.

Rapsjordloppen, Psylliodes chrysoeephalus . . . 101.

KornguldbiUer, Lema cyanella og L. melanopa 104.

Den plettede Skjoldbille, Cassida nebulosa . . 105. MLariehens, Coccinellidae 107.

III

Side Den haarede Mariehøne, Coccinella globosa. . 107. C. conglobata 107.

4. Aarevingede, Hymenoptera 108.

Bladhvepse, Tenthredinidae 109.

Kaal-Bladhvepsen, Athalia spinarum 109.

Træhvepse, Uroceridae 111.

Halmhvepsen, Cephus pygmæus 111.

5. Sommerfugle, Lepidoptera 113.

Smaasommerfugle, Mierolepidoptcra 114.

Møl, Tineidae 115.

Kornmøllet, Tinea granella 115.

Det iranske Kornmøl, SHotroga cerealella . . 116.

Stængelmøllet, Oxenheimeria taurella 117.

Kaalmøllet, Plutella cruciferarum 118.

Kommenmøllet, Depressaria nervosa 119.

Humlemøllet, Gracilaria fidella 120.

Viklere, TortHcidåe 121.

Hørvikleren, Conchylis epilinana 121.

Ærteviklere, Grapholitha nebritana og Gr. dorsana 121.

Timothé vikleren, Tortrix paleana 122.

Pyralider, Pyralidae 124.

Græsmøl, Crambus 124.

Græspyraliden, Anerastia lotella 125.

Kaalpyraliden, Pionea forficalis 126.

Rapspyraliden, Orobena extimalis 126.

Høpyraliden, Ephestia elutella 127.

Melpyraliden, E. Kiihniclla 128.

Storsommerfugle, Macrolepidoptera 130.

Natsommerfugle, Heterocera 130.

Ugler, Noctuidae 131.

Gammauglen, Plusia gamma 131.

Humleuglen, Hypena rostralis 133.

Knoporme, Agrotis 134.

Kartoffelboreren, Hydroecia micacea 137.

Nætuglen, Naenia typica 137.

Kvikuglen, Hadena basilinea 138.

Græsstraauglen, H.strigilis 139.

Stængeluglen, H. didyma 139.

Roduglen, 11. monoglypha 140.

Ærteuglen, Mamestra Pisi 141.

Pileurtuglen, M. Persicariae 111.

Kaaluglen, 31. Brassicae 142.

Podergræsuglen, Neivronia popularis 144.

IV

Side

Grræsuglen, Charaeas graminis 145.

Dagsommerfugle, Rhopalocera 146.

Hvidsværmere, Pieris 146.

6. Tovingede, Diptera 149.

Myg, Nemocera 150.

Kaal-Clalmyggen, Cecidomyia Brassicae .... 156.

Den hessiske Flue, C.destructor 151.

Hvedemyggen, C. Tritici 154.

Den orangegule Hvedemyg, C. aurantiaca . . 156.

.Saddelmyggen, C. eqnestris 157.

Ærtegalmyggen, C. Pisi 158.

Komskjænderen, C. cerealis 159.

Eng-Rævehalens Galmyg, Oligotrophus Alo-

pecuri 160.

Have-Haarmyggen, Bibio hortulanm 161.

Stankelben, Tipula 162.

Fluer, Brachyceru 164.

Den maaneplettede Kartoffelflue, Eumerus lu-

nulatu* 164.

Kaalfluen, Anthomyia Brassicae 165.

Bedefluen, A. conformis 166.

Korn-Blomsterfluen, A. coarctata 166.

Lupinfluen, A.funesta 167.

Gulerodsfluen, Psila Rosae 167.

Timothéfluen, Cleigastra flavipes 169.

Den graa Bygminérflue, Hydrellia griseola . . 169.

Den gule Bygflue, Clilorops taeniopus 171.

Fritfluen, Oscinis Frit 174.

D. Spindler, Arachnida 178.

Spindemiden, Tetranychus Marius 179.

(Talmider, Phytoptidae 180.

IV. Bløddyr, Mollusca 181.

Snegle, Gastropoda 181.

V. Tabel til Bestemmelse af de i foreliggende Skrift omtalte Dyr, ordnede efter deres Værtplanter 187.

Navneliste over de omtalte Dyr 228.

I.

Forholdsregler til Bekæmpelse af lnirvellose Dyrs Angreb paa Landbrugets Kulturplanter.

Hampen mod Sygdomme hos Planter falder ligesom Menneskets Kamp mod sine egne Sygdomme i to Hoved- grupper: Forebyggende Midler, svarende til Hygiejnen, og Udryddelses-Midler, svarende til Midicin og Ki- rurgi. Ligesom Hygiejnen i de civiliserede Menneskesam- fund stedse er traadt mere og mere i Forgrunden, saaledes bor der paa vore Marker lægges mest Vægt paa de fore- byggende Midler. Landmanden maa bestandig være paa sin Post for at hindre Sygdommen i at trænge ind paa hans Marker, eller, hvis den er til Stede, for at hindre den i at angribe Planterne ved at gjore disse mindre mod- tagelige for Smitte eller, hvis Smitte ikke kan undgaas, gjore dem modstandsdygtige over for Sygdommen.

For at hindre Sygdommen i at faa Indpas maa man noje paase, at syge Planter eller Plantedele ikke indfores. Kod- og Roeaalen kan saaledes indfores med Planter, Hvedeaal, Frobiller, den sorteKornormo.fi. med Fro (ved Froanalyse bor man sørge for at undgaa disse slemme Gæster), Melpyraliden og Møl med Mel, Klid, tørrede Frugter osv. , den hessiske Flue med Halm, Koeaalen med Affald osv. — Desuden kan man forhindre Indvandring af visse Dyr ved at omgive de truede Marker med Grøfter.

For at beskytte Planterne imod Dyr, der allerede er til Stede, er der forskjellige Forholdsregler at iagttage: Valg af det rette Tidspunkt for Udsæden (Fritfluen, Bygfluen, Lupinfluen, Runkelroebillen), rationel Vexel-

1

drift (Nematoder) , Udryddelse af saadanne vildt- voxende Planter, der angribes af de samme Dyr som de dyrkede Planter og derfor tiltrækker Dyrene, saaledes Planter af de Korsblomstredes Familie (Jordlopper), Melde (Skjoldbiller), o. fl.

For at Planterne ikke skal bukke under for eller blive altfor stærkt svækkede af Sygdommen, er det af Vigtighed at vælge saadanne Plante-Arter og Varieteter, der passer til Klima og Jordbund. Dernæst maa man sørge for at skaffe Planterne hurtig og kraftig Væxt ved drivende Gjodning (Chilisalpeter o. 1.), i det hele holde Markerne i god Drift, dræne dem og holde dem rene for Ukrudt.

Som Udryddels esmidler kan benyttes Indsam- ling og Tilintetgjorelse af Dyrene eller Forgift- ning ved Kemikalier.

Indsamlingen kan enten foretages af Mennesker eller af insektædende Fugle og Pattedyr. 1 første Tilfælde kan det gjøres direkte ved Hjælp af Hænderne eller med Maskiner eller indirekte ved Hjælp af Fangst- planter eller udlagte Plantedele som Lokkemad. Som Exempel paa, hvad der i denne Henseende kan udrettes med Hænderne, henvises til Dr. Bergsøes forskjellige Beretninger om Oldenborreindsamlingen. Særlig virksom vil en saadan Indsamling være af Larver, hvor man kan lade Børn følge efter Ploven eller samle ind ved Koeop- tagningen. Ikke alene Oldenborrelarver, men ogsaa Knoporme og Smælderlarver vil kunne samles paa denne Maade, Kaalorme kan man komme til Livs ved at trykke Æggene eller de ganske smaa Larver ihjæl, inden de spreder sig paa Planterne, Øren tviste vil med Held kunne samles i omvendte Urtepotter e. 1., o. s. v. Til at fange springende Insekter (Jordlopper, Cicader) har man konstrueret Maskiner med klæbrige Fjælle.

Fangstplanter anvendes særlig overfor Nematoder, hvorom nærmere ved Roeaal. — Smælderlarver og andre indsamles med Held i Kartoffelstykker eller andre Plante-

3

dele, der yndes af dem; man lægger saadanne ned i Jorden i en bestemt Afstand fra hinanden og tager dem atter op efter en Tids Forlob; der kan da have samlet sig en stor Del Larver i denne Lokkemad.

I det andet Tilfælde kan man dels benytte Hus fugle (Høns og Ænder) dels overlade Indsamlingen til de vilde Fugle og Pattedyr, der af sig selv bidrager til at holde Insekterne indenfor visse Grænser; dog kan Mennesket ogsaa her gribe ind dels ved Fredning af disse Fugle og Pattedyr, dels ved at gjere Jorden tiltrækkende for dem.

Benytter man Hons og Ænder, da tilraades det at fodre disse med Grenfoder om Morgenen, inden de drives ud paa Marken, for at de ikke skal faa Lyst til at hakke i Bladene, og om Aftenen, naar de kommer hjem, med Kraftfoder, for at de lettere skal lade sig drive ind. I Tysk- land har man konstrueret kjorende Honsehuse for mere ra- tionelt at kunne fere Fuglene rundt paa Markerne.

Som insektædende Fugle og Pattedyr kan nævnes: Stæren, Raagen, Maager, Muldvarpen, Spidsmus o. fl. Dog kan flere af disse ikke ubetinget regnes for nyttige, og Sporgsmaalet, om de ber fredes, kan derfor være tvivlsomt. Raagen, der er særdeles nyttig, hvor der er mange Larver, kan derimod anrette ret betydelig Skade, hvor dette ikke er Tilfældet, idet den saa æder Korn efter en stor Maalestok. At Stæren ikke altid er en velset Gjæst, vil være en be- kjendt Sag. Om Muldvarpen, der er fredet, fortjener dette, er meget tvivlsomt; de Tusinder af Regnorme, den for- tærer, og de Gange, den graver i Roe- og Kornmarker, hvorved Planterne løsnes og visner, taler ikke til Fordel for den. Omvendt kan ogsaa Fugle, der ellers anses for skadelige, undertiden optræde som nyttige, saaledes rensede Spurve for et Par Aar siden en Roemark ved Forsøgs- stationen ved Lyngby for Bladlus.

Som ovenfor nævnt maa man sørge for, at Larverne bliver tilgængelige for Fuglene, ved at gjøre Jorden los og fremfor alt ved at bringe dem frem for Dagens Lys: hvor vigtigt dette er, ses af de store Skarer af Fugle, frem

1*

for alt Maager, — i de senere Aar fjærner disse sig mere og mere fra Stranden for at finde Larver — der følger efter Ploven. Kaagen egner sig udmærket til at finde Larverne nede i Jorden; med sit skarpe Blik opdager den hurtig, naar der er noget i Vejen med Planterne, og borer da Næbet ned i Jorden for at hente Ophavsmanden frem; mange Oldenborrelarver bliver paa denne Maade fortærede. Undertiden kan det rigtignok hænde, at den tager fejl og kommer til at gjøre Skade, idet den forvexler Roeplanter, der efter Udtyndingen hænger med Bladene, med Planter, der er gnavet af Larver.

Som Midler, der kan bruges til Forgiftning af Dyrene, anbefales forskjellige Kemikalier, der enten kan være flydende og da skal sprøjtes ud, eller tørre og da skal pudres ud over Planterne. Sprøjtning maa kun finde Sted i tørt Vejr og ikke, naar Solen skinner; Pudring skal finde Sted tidlig om Morgenen , naar Duggen endnu ligger paa Planterne.

Vil man benytte saadanne Kemikalier, maa man vide Besked med den Maade, paa hvilken Dyrene tager deres Føde til sig: om de har bidende Munddele og saaledes kan forgives ved, at de Plantedele, de lever af, er forgiftede, eller de har sugende Munddele og saaledes ikke inficeres ved, at der er sprøjtet Giftstof paa Planterne. I sidste Tilfælde maa man vælge Kemikalier, der kan dræbe Dy- rene ved Berøring.

Pifter Schøyen*) anføres de vigtigste Kemikalier, der bør anvendes til at sprøjte med.

Overfor Dyr med bidende Munddele er det virksomste Middel Parisergrønt, der er en kemisk Forbindelse af Arsenik og Kobber. Dette bor leveres i Dejgform for lettere at kunne blandes med Vand og bør kjøbes paa Flaske, ikke i Blikdaaser, da disse fortæres af Stoffet, som

i Schøyen: [nsekt- og sopfordrivende Midler. is<>7. — : Om Anvendelsen af insekt- og sopfordrivende Midler i Have- bruget. L893.

derved tørrer ind og bliver haardt. Til 20 Liter Vand tages 10 Gr. Parisergrønt. Man udrører det først i lidt Vand og spæder det senere op. Stoffet opløses ikke af Vandet, men kan en Tid holdes svævende i dette i fint fordelt Tilstand, hvorfor man under Sprøjtningen maa røre om i Vædsken, for at Pulveret ikke skal synke til Bunds. Sprøjtningen maa ikke finde Sted længere, end til det begynder at dryppe fra Bladene, da disse ellers vil tage Skade af Giften. Efter Fordampningen af Vandet vil Pa- risergrøntet blive tilbage som en tynd Belægning paa Blade og Stængler. Det tilraades til Blandingen at sætte lige saa megen Kalk som Parisergrønt, da man herved sikrer sig mod Beskadigelse af sartere Plantedele. Gift- mængden er saa ringe, at der ikke er Fare for Forgiftning af Mennesker eller Husdyr.

Et andet Middel, der i de senere Aar benyttes en Del og med Held har været anvendt overfor Kaalorme, er Antinonnin, der i tor Tilstand er explosivt og derfor i Handelen faas i Dejgform, tilsat med Sæbe og Glycerin. Det har en rød Farve og opløses let i Vand.

Som Middel til udvendigt Brug anbefales Petrole- um s emulsion, der er sammensat af Sæbe og Petroleum. Det laves paa følgende Maade: lU Kg. Sæbe (helst en fast Fedtsæbe, i Mangel heraf grøn Sæbe) opløses under Kog- ning i 41/« Liter blødt Vand og blandes, efter at være taget af Ilden, med 9 Liter Petroleum, hvorpaa Blandingen i koghed Tilstand pumpes eller piskes kraftig sammen i 5—10 Minutter, indtil den danner en jævn, fiødelignende Emulsion uden Oljedraaber i. Før Brugen opspædes Emul- sionen med blødt Vand ; til 1 Del Emulsion benyttes fra 9 — 20 Dele Vand. Helst bor Emulsionen laves, lige før den skal benyttes. Vil man gjemme den, bor dette ske paa et køligt Sted, for at den ikke skal skilles ad, da de udskilte Petroleumsdraaber vil brænde Bladene. Er den skilt ad, maa man med Forsigtighed opvarme den igjen og sammenarbejde den.

Ogsaa Tobak s afkog anbefales til Sprøjtning. Et

6

Kg. Tobaksaffald af det allersimpleste, der baade er det kraftigste og det billigste, overhældes med indtil 20 Liter kogende Vand og staar et Dogn og trækker, hvorefter det afsies. Til hver Liter kan tilsættes 25 Gr. Sæbe for at gjøre Vædsken endnu virksommere.

Til at fordele Kemikalierne jævnt over Planterne har man forskjellige Apparater: Haand-Pustere og Sprøjter, større Sprøjter til at bære paa Ryggen eller Brystet, store, der anbringes paa Hjul og saaledes kan kjøres om, o. s. fi\

I denne Oversigt er der kun omtalt almindelige For- holdsregler; hvad der videre kan anvendes overfor hvert enkelt Dyr, er omtalt i den specielle Del.

II. Rundorme (Ncmatoda).

Rundormene er lange, trinde, uleddede Dyr, i Reglen tykkest paa Midten og tyndere hen imod begge Ender. Der findes intet Hoved. I Forenden findes Mundaabningen, der kan være forsynet med Læber eller være væbnet med Kitin- torne og Spidser. Tarmkanalen er et lige Ror, der udmunder i Bagenden af Dyret. De fleste af dem lever som Snyltere i Dyr eller Planter, hvorfor de er hvide og mangler Øjne. Kjønnene er adskilte; som Regel er der langt flere Hunner til Stede end Hanner. De to Kjøn kan i Reglen kjendes fra hinanden paa Størrelsen , idet Hunnen som oftest er større end Hannen. Hos de Heste Rundorme har Bag- enden tillige forskjellig Form hos de to Kjøn; meget ofte er saaledes Hannens Bagende ombøjet, medens 11 minens er lige. Blodkarsystem er ikke til Siede, hvorimod der lindes et saakaldet Vandkanalsystem, der fungerer som Ex- krei ionsorgan.

Rundormene er som Regel æglæggende og ganske overordentlig frugtbare; én Hun kun saaledes lægge liere

Millioner Æg. Denne Frugtbarhed er nødvendig for Artens Vedligeholdelse, idet Ynglen er udsat for store Farer, da den i Keglen ikke tager Ophold der, hvor Moderdyret lægger Æggene.

Til Kundormene horer tiere af Menneskets Snyltedyr: Spolormen, Børneormen, Piskeormen, Trikineno.fi. Ogsaa flere af vore Husdyr er plagede af snyltende Rundorme, saaledes Hestene, i hvis Krøspulsaarer Pallisadeormens Larver danner Svulster; ogsaa hos Faar, navnlig Lam findes Pallisadeorme i Maven, Leveren eller Luftvejene. De Rundorme, der snylter hos Planter, kaldes paa Grund af deres Lidenhed Dværgrundorme eller Anguillu- liner: hyppig gaar de under Navn af Nematoder, der er den systematiske Betegnelse for alle Rundorme. Den populære Betegnelse for dem er Aal.

AnguilBulinorne er nogle smaa, kun faa Mm. lange Dyr. Deres Hud er meget tynd, og i Modsætning til de andre Nematoder lægger de kun temmelig faa Æg, der til Gjen- gjæld er forholdsvis store og udvikles meget hurtig.

Anguillulinerne optræder dels som Saprofyter, levende af raadnende organiske Stoffer f. Ex. Klisteraalen og Ed- dikeaalen, dels som Parasiter i eller paa levende Planter. Disse sidste lever imidlertid ofte længere Tid frit i Jorden og kan da let forvexles med de saprofy tiske J or daal. Et sikkert Kjendemærke paa de Anguilluliner, der ernærer sig af levende Planter, er, at de har en spids, hul, ud- skydelig Snabel i Svælget, som bruges til at gjennembore Plantevævet, hvorefter Plantesaften trænger ind i dens Hulrum og opsuges i Svælget, idet en muskulos Sugemave virker som Pumpeapparat. At en saadan Snabel er til Stede, viser, at de lever af Plantesaft, hvorimod man ikke af dennes Tilstedeværelse kan slutte, at man har med skadelige Dyr at gjore, thi mange borer Hul paa Plante- rødder uden derfor at gjore nogen videre Skade.

De skadelige Anguilluliner omfatter to Slægter: Ty- len c hu s og Heterodera, der kan kj endes fra hinanden paa, at de drægtige Het er oder a-Hunner svulmer op og

'Fig. 1 Rødkløver, angreben af Kl. ( Tyh nchv8 devastatrix).

bliver citron- eller pære- formede, medens Tylen-

c hu s -Hunnerne hele Livet igjennem bevarer deres slanke Aaleform.

Til Ty len c hus -Slæg- ten hører : Stængel- a a 1 e n (T. devastatrix Kuhn), Hvedeaalen (T. Tritici Duj.) og Bygaa- len (T.Hordei Schoyen).

Til H e t e r o d e r a-Slæg- ten : K o d a al e n (H. radi- cicola Greeff.) og K o eaa- len (H. Schachtii Sch.)

Stængelaalen (T. deva- statrix Kuhn).

Stængelaalen blev forste Gang funden 1858 i Blom- sterhoveder af Kartebolle (Dipsacus) og beskreven af Kuhn under Navn af A n g u i 1 1 u 1 a Dips a c i : i 1867 blev den fundeu i Rug, der led af den saa-

kaldte Stængelsyge, Tvskernes Stockkrankheit, senere i Havre, Boghvede, Kløver, Log, Hyacinther og Kartofler. Oprindelig blev de beskrevne som selv- stændige Arter hos de fleste af disse Planter, men det viste sig senere, at de alle tilhorer samme Art,

og denne Art har da faaet Navnet Tylenchus devasta- trix Kuhn. Da den snylter paa saa mange forskjellige Plante- arter — foruden de ovenfor nævnte: Lucerne, Hvede, flere Græsser samt en Mængde vildtvoxende Planter — vil det ikke være heldigt at give den Navn efter en af disse Vært- planter; RitzemaBos kalder den Stængelaal, da den i Modsætning til flere andre Aal ikke angriber Roden men Stængel og Blade.

Her i Landet er Stængelaalen funden paa Kløver, Rajgræs og Kartofler. Paa den førstnævnte er den meget almindelig og gjor hvert Aar en ikke ringe Skade; den gaar derfor her i Landet under Navn af Klo ver aal en.

De angrebne Kløverplanter bliver i Reglen stærkt for- tykkede ved Grunden og ofte abnormt forgrenede, under- tiden danner Knopperne rundagtige eller ægformede, hvid- lige Galler ; oftere voxer de dog ud og danner Skud , der enten bliver hvide, forkortede og tykke med lidet udviklede Blade, eller deres nedre Del holder sig saadan, medens den øverste bliver grøn og mere normal, eller Skuddene er grønne i hele deres Længde, men Bladene mindre og af en lysere grøn Farve end paa de sunde Skud, hvorved Planten tit kan faa et friskere grønt Udseende end de normale Planter; dog vil i Reglen et mere gulgrønt Skj ær vise, at Sygdom er Aarsag til dette tilsyneladende friske Ydre. Hyppigst optræder den i Pletter paa Kløvermarkerne. Midt i Pletterne er største Delen af Planterne døde; nær- mest ved disse lindes Planterne stærkt angrebne, men efterhaanden som man fjærner sig fra Centrum, forsvinder Sygdom ssymptomerne. Ofte finder man dog ogsaa de an- grebne Planter spredte mellem de sunde.

Paa Rug er Stængelaalen endnu ikke funden her i Landet, men i Rhinprovinsen, Westphalen og flere andre Egne i Tyskland og Nederlandene har den gjort overor- dentlig stor Skade. Da dens Optræden paa denne Plante er nærmere undersøgt end paa Kløver, vil denne i del følgende blive omtalt noget nærmere. Aalene vandrer ind i de unge Rugplanter, naar disse har faaet de første 2 3

10

Blade; om Vintren giver Sygdommen sig ikke til Kjende paa Planterne, men om Foraaret, naar Plantens Væxt foregaar hurtigere, og Aalenes Antal i Planten er tiltaget dels ved ny Indvandring fra Jorden , dels ved Formering af de allerede tilstedeværende, faar Planten hurtig et mon- strøst Udseende. Længdevæxten hæmmes, medens en stærk Fortykkelse finder Sted — hyppig kan Planten være helt knoldformig opsvulmet forneden; Bladene er ofte krusede, fordi Cellevævet tiltager i Tykkelse paa de Steder, hvor der er mange Aal; i Reglen skrider Planten ikke, men dør tidlig; voxer den videre, kommer der smaa Ax frem, men Kornene er smaa og indskrumpede, og Planten visner i Keglen bort temmelig tidlig. Forøvrigt kan en stængel- syg Eugplante se meget forskjellig ud. Aalene kan lindes overalt i Stængel og Blade, men mest i den nedre Del af Planten, aldrig i Avner eller Blomster. Naar Planten visner, vandrer Aalene ned i Jorden, der saaledes hvert Aar inficeres paany; anderledes forholder det sig, naar Vært- planterne er Hyacinther eller andre Løgvæxter, hvor Jorden ikke inficeres, naar man blot sorger for at tage Løgene op , inden de raadner bort. Man kan saaledes ganske rolig lægge ny Løg paa en Mark, der har været fuld af syge Løg, medens en ny Udsæd af Rug paa en Mark, der forrige Aar var hjemsøgt af Stængelsyge, er sikkert hjemfalden til -Ødelæggelse. Aalene kan leve i lang Tid uden at tage Fode til sig, de dør ikke mellem Indlast- ningen og Saaningen , ja end ikke et Aars Brak er til- strækkeligt til al dræbe dem ; Æggene og Ungerne kan nemlig taale Indtorring og ligger saaledes skindøde, indtil Fugtighed atter vækker dem, hvorfor de altid holder sig i Jordens Overflade; længere nede, hvor Jorden er fugtig, kan de ikke leve ret længe, da de ikke uden under Dvaletilstanden kan undvære Fode i længere Tid. Syg- dommen optræder ligesom hos Kløver i Begyndelsen plet- vis paa Marken. Ved Aalenes Vandring i Jonlen breder »len sig elterhaanden over større Arealer, men ogsaa I il længere borte liggende Marker kan den føres, idet der,

11

selv om største Delen af Aalene ved Planternes Død van- drer ned i Jorden, dog ofte bliver nogle tilbage i de visnede Straa, der let med Gjødning kan bringes over paa en anden Mark; de indtørrede Aal kan ogsaa let, hvis Jord- bunden er los, fores videre med Vinden; er den fastere, da kan de føres med Vandet, hvis det har regnet stærkt; endelig kan Mennesker og Dyr ogsaa udbrede dem, idet den inficerede Jord hænger ved Fødderne.

Som Middel mod Sygdommen maa naturligvis forst og fremmest anbefales rationel Vexeldrift; Rugdyrkning Aar efter Aar paa samme Mark — en Fremgangsmaade, der navnlig tidligere var hyppig — vil altid befordre Syg- dommens Tiltagen. Man kunde maaske indvende, at overfor en Aal, der gaar paa saa mange forskjellige Planter, kan Vexeldrift ikke have nogen videre Virkning, men det har vist sig, at selv om de paa de forskjellige Planter levende Aal alle tilhører samme Art, saa kan der dog være Tale om flere biologiske Racer. Ved Forsøg har det vist sig, at Aal, der gjennem flere Generationer har levet i én Planteart, nødig og først efter længere Tids Forløb angriber andre Arter, der ellers hører til deres Værtplanter; saaledes kan Boghvede ganske godt trives i Jord, der er stærkt inficeret med Aal fra Rug. Ved Vexeldrift vil Sygdommen til en vis Grad holdes nede, men den vil ikke udryddes; Aalene er, som tidligere nævnt, ikke døde, fordi de i et Aarstid eller mere ikke har givet Livstegn. Som en mere radikal Kur har Kuhn anbefalet dyb Bearbejdelse af Jorden, saaledes at den inficerede Jord kommer ned, den rene op. Ved et Forsøg har det vist sig, at i Jord, der var vendt til et Par Fods Dybde, trivedes Rug udmærket det følgende Aar, medens et Stykke Jord ved Siden af, der kun var bearbejdet i Overfladen, var stærkt angrebet. Kuhn anbefaler ogsaa Fangstmetoden, der her be- staar i at besaa Jorden tæt med Rug og om Foraarel skaffe denne væk, derefter med Boghvede, der alter rykkes op, og om muligt endnu en Gang Boghvede, en meget radikal men ogsaa meget kostbar Fremgangsmaade. Ril zema

12

Bos mener, at Boghvede ikke er heldig at anvende som Fangstplante overfor Aal, der i længere Tid har levet i Rug, men anbefaler derimod, ogsaa som mindre kostbart, efter at Vinterrugen er rykket op, at saa Sommerrug til Afgrode; dels vil en stor Del Aal bortskaffes med Vinter- rugen, dels vil Sommerrugen, der voxer hurtigere og kun i kortere Tid huser Snylterne, ikke lide saa meget ved Angrebet som Vinterrugen.

Hvedeaalen (Tylenchus Tritiei Duj).

Hunnens Længde er 2xk- — 5 Mm., Hannens c. 2. Bag- enden er tilspidset hos begge Kjon ; hos Hunnen aftager den jævnt i Tykkelse, hos Hannen mere pludselig. Hvede- aalen lever i Hvedekorn eller maaske rettere i Galler, der er traadt i Kornenes Sted; saadanne omdannede Hvedekorn er mørkebrune eller sorte, mindre end de normale, kortere og ofte skarpt kantede. De besidder en haard, træagtig Skal og indeholder en hvid Substans, der ligner Mel, men i Virkeligheden bestaar af en Masse smaa Orme, omtrent Vio Mm. lange, der ligger ubevægelig slyngede ind imellem hverandre. Dette er Hvedeaalens Yngel, paa hvilket Sta- dium Hanner og Hunner endnu ser ens ud. De kan i tør Tilstand holde sig levende i mange Aar: man har endog Exempler paa, at 25 Aar gamle Galler indeholdt levende Aal. Saasnart der kommer Fugtighed til, lever Dyrene imidlertid op; indtræder der atter Tørke, ligger de igjen skindøde; dette kan gjentage sig flere Gange. Ved hver Overgang fra Skindød til aktivt Liv forbruges der imidlertid en Del af den i deres Legeme ophobede Keserve- aæring, hvorfor Ormen kun kan taale et vist Antal saa- danne Overgange.

Naar af Aal angrebne Hvedekorn bliver saaede sammen med sunde, og der trænger Fugtighed ind i dem, lever Ormene op og arbejder sig, naar Skallen er bleven til- strækkelig blod, igjennem denne og ud i Jorden. Her skal de kunne vandre indtil 20 Cm. De trænger derpaa ind i

13

de fremspirende Hvedeplanter og overvintrer i disses Hjærte- skud. Om Foraaret, naar Planten voxer videre, gaar de højere og hojere op mellem Bladskederne, indtil de træffer de unge Ax. Ormens Virksomhed i den unge Hvedeplante kan bevirke, at denne omdannes paa lignende Maade som de stængelsyge Rugplanter: i Reglen sker dette dog kun i ringe Grad, da der ikke er flere end de indvandrede Orme til Stede, eftersom denne Aal forst bliver kjensmoden i Hvedekornene og forplanter sig her. Haberlandt har i Løbet af nogle Foraarsmaaneder undersøgt en Række in- ficerede Hvedeplanter, om hvilke han har meddelt følgende: Den først undersøgte Hvedeplantes Ax, der endnu var helt dækket, havde en Længde af 1 Cm. og Smaaaxene var 1 Mm. lange. Hvor de over hinanden siddende Smaaax lagde sig hen over hinanden, fandtes der hele Nøgler af smaa Orme. Ved Slutningen af Maj undersøgte han igjen en Hvedeplante: Axet var nu lVs Cm. langt, der fandtes ingen Orme mellem Smaaaxene, da de nu var trængte ind imellem Blomsterne, hvoraf hvert Smaaax er dannet. Den 9. og 10. Juni blev en tredje Piante undersøgt: Axet var nu skredet og mellem Blomsterne saas ingen Orme. Disse var vandrede ind i Frugtknuderne, der var betydelig op- svulmede, mørkere grønne og mere glinsende end de nor- male. Blomster med saadanne omdannede Frugtknuder manglede i Reglen Blomsterskjæl og Støvdragere; disse var aabenbart paa et tidligt Tidspunkt blevne ødelagte ved Ormenes Sugning. I sjældnere Tilfælde fandtes der smaa Rester af dem, eller, hvad der var hyppigere, Ormene var ogsaa vandrede ind i Støvdragerne og havde omdannet disse til smaa Galler. Saaledes kunde der i én Blomst foruden den større Frugtknudegalle findes én eller flere Smaagaller, som var fri eller sammenvoxede med den store Galle. I de største, altsaa de nederste Blomster i Smaa- axet, fandtes der 16—20 Orme, i de midterste 10—12, i de øverste 4— G; i de smaa Støvdragergaller var der ofte kun et Ormepar. Haberlandt talte i Blomsterne af et Ax over 500 Aal. Kjønsmodenheden indtræffer kort efter

14

Indvandringen i Frugtknuden. Fra den 10. Juni begyndte Hunnerne allerede at lægge Æg; Æglægningen varer 6 — 9 Dage, og Antallet af Æg varierer mellem 550 og 1600. I en allerede brun farvet Galle, der blev undersøgt d. 2. Juli, fandtes der endnu 5 levende Hunner, der imidlertid snart var færdige med at lægge Æg. Af de fleste Æg var allerede Ungerne krobne ud ; de var 0,8 — 0,9 Mm. lange og havde en Tykkelse af 0,015 Mm. Den 22. Juli var alle Gallerne brune eller sorte, og den foreløbige Udvikling af de unge Orme tilendebragt; samtidig var de ikke angrebne Hvedeax modne.

I Almindelighed omdannes ikke alle Kornene i Axet, hvilket dog kan finde Sted.

Hvedeaalen er endnu ikke funden her i Landet , men i Sverrig, Tyskland, England, Frankrig, Schweiz og Italien optræder den hyppig.

Som Middel mod Hvedeaalen maa anbefales l) Yex- el drift, idet der nemlig altid falder en Del syge Korn af paa Marken under Indhostningen ; saas der nu Hvede paa samme Mark næste Aar, vil Aalene strax forefinde deres Værtplanter , naar de lever op af Dvalen ; findes der der- imod ingen Hvede, vil Aalene dø, idet de ved indtrædende Fugtighed vækkes op af deres Skindød og sulter ihjæl. -) Ingen Udsæd af syge Korn. Disse vil let kunne renses fra, da de altid er mindre end de normale Korn. Man kan ogsaa dræbe Aalene ved i 24 Timer at lade Saasæden henligge i en Blanding af 1 Kilo engelsk Svovl- syre og 150 Liter Vand, en Blanding, der ingen Indflydelse har paa Kornenes Spireevne.

Bygaalen (Tylenchus Hordei SchSyen).

Bygaalen lover i Spidsen af de fine Rodtrævler paa Byg og Marehalm, hvor den frembringer krogformede Galler. Ved dette Angreb skades Planten meget: dels lider den ved Aalens Sugning, dels gjores de line Redder, gjennein hvilke »len skulde opsuge NæriDg, ved deres Omdannelse

ir>

uskikkede til dette Hværv, hvad der skader Planten langt mere end det forste. Planterne gulner derfor snart, visner og gaar i Keglen ud for Skridningen. Skrider Axet, bliver dette svagt, og Kornene faa og daarlige.

Allerede fra 1829 er der fra Lom i Norge blevet klaget over en Sygdom paa Bygget, som man gav Navnet « Kroken » efter de omdannede Redder. Aarsagen til Sygdommen er imidlertid forst bleven kjendt ved Se høy en s Undersøgelser i 1885. Af ham er Dyret beskrevet og har faaet Navnet Tylenchus Hordei. I Begyndelsen af Firserne optraadte den ogsaa i svensk Norrland. Kun fra disse to Lokaliteter kjendes den paa Byg, hvorimod den her i Landet hyppig op- træder paa Marehalm ; i Odenseegnen er den tillige funden paa E n g - E a p g r æ s. Faren for Angreb paa Byg er saaledes til Stede, hvorfor Landmændene bor have deres Opmærksomhed henvendt paa den. Hvis Sygdommen skulde indfinde sig i en Egn paa Byg, bor Marehalmen lier udryddes, og Bygavl ophore i nogle Aar. Kampen mod dette Dyr, der har saa faa Værtplanter, kan nemlig lettest fores gjennem Udhungring. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at lade Jorden ligge Brak ét Aar, da disse Dyr ligesom deres nærbeslægtede indtørrede kan holde sig levende i flere Aar.

Paa de angrebne Steder i Marken bor Planterne øjeblikkelig graves op og brændes, ligesom Jorden nøjagtig maa undersøges , og de lose Rodknolde samles og tilintetgjores. Vil man være meget forsigtig, graver man dernæst en Groft om det angrebne Stykke, da Knoldene let med Regn- vand kan skylles over paa den tilgrænsende Jord. Ogsaa Mennesker og Dyr kan sprede Aalene, idet Knoldene, naar Jorden er fugtig, let hænger ved Træsko, Dyrenes Hove

Fig. 'J. Marehalm med

G-aUe, frembragt af

Bygaalen ( 'l'nU nchus

Hordei)-

16

eller Vognhjulene. I Lom er det gjentagne Gange iagttaget, at Sygdommen optræder stærkere i en fugtig Sommer end i en tor; ogsaa Agervanding, der her benyttes en Del, har bidraget til deres Udbredelse.

Roeaaleii (Heterodera SchacJdu Schmidt).

Roeaalen er en af Aarsagerne til Jordens saakaldte Roetræthed; heraf maa man dog ikke slutte, at det ude- lukkende er Roer, den angriber: den er tværtimod meget lidet kræsen i Valget af Værtplanter; man har iagttaget den paa henimod 30 forskjellige Plantearter, horende til flere Familier. Af dyrkede Planter angriber den saaledes Beder, alle Arter Kaal, Raps, Rybs, Kartofler, Rug, Byg, Hvede, Havre o. fl.

I Larvetilstanden er Ormene forst slanke, aaleformede, tyndere mod begge Ender; senere bliver de tykkere, og kun Forenden er tyndere. Paa dette Stadium finder der en ganske mærkelig Proces Sted med de Larver, der skal udvikles til Hanner: de indre Organer trækker sig tilbage fra Væggen og forsynes med en ny Hud. Den gamle Hud danner nu kun et Hylster om det ny Individ , der efter- haanden voxer saaledes i Længde, at den maa ligge sam- menrullet for at faa Plads indenfor Larvehuden. Denne sprænges dernæst, og Hannen slipper ud som et slankt, aaleformet Dyr. Hunnen derimod svulmer mere og mere op og bliver tilsidst flaske- eller citronformet. Kjonsaab- ningen, der til at begynde med ligger paa Bugsiden, trænges ud i Bagenden, og Tarmaabningen , der ligeledes ligger paa Bugsiden, men nærmere ved Bagenden, rykker op paa Rygsiden. Paa dette Stadium sidder de udvendig paa Rødderne og viser sig for det blotte -Øje som smaa mælke- hvide eller gullighvide Legemer, der naaer en Længde af c. 1 Mm. Kun Forenden er endnu tynd og forsynet med en Braad, med hvilken den sidder indboret i Plantevævet. Hunnen fyldes nu efterhaanden med Æg, der lidt efter lidt trænger de indre Organer ud af deres Leje; til Slut

17

degenererer Tarmkanalen og Muskulaturen, og Hunnen er da kun en dod Sæk eller Rugepose om Æggene, af hvilke der kan findes c. 350 i én Hun. I Ægget , der naaer en Størrelse af henved Vio Mm. s Længde og V25 Mm. s Bredde, udvikles nu i Løbet af kort Tid Fostret, der sprænger Æggeskallen og naaer ud i Moderdyrets Krophule, hvorfra det vandrer gjennem Kjonsaabningen ud i Jorden. Ved at bugte Kroppen bevæger Ormen sig gjennem Jorden, indtil den finder en Rod, der egner sig for den — en saadan er i Almindelighed en Rodgren af 1 Mm. s Tykkelse — , i denne borer den sig nu ind, dybere og dybere, indtil den er helt gjemt; dens Tilstedeværelse giver sig da til Kjende ved, at Roden svulmer op paa det Sted, hvor den huser Ormen, stærkt, hvis det er en Hun, saa at Over- huden brister, kun i ringe Grad, hvis det er en Han, hvorfor Overhuden ikke brister. Hannen borer sig selv, naar den er sluppen ud af Larvehuden, ud i Jorden, hvor da Befrugtningen foregaar.

Udviklingen fra Æg til kjonsmodent Individ skal kunne tilendebringes paa 4 — 5 Uger, saa at der i Løbet af et Aar vil kunne fremkomme 6 — 7 Generationer. Det vil heraf fremgaa, at det er et ganske overordentlig talrigt Afkom , der alene i Lobet af et Aar kan nedstamme fra et Ormepar.

Roetrætheden giver sig til Kjende ved, at Planterne i Slutningen af Juli i Almindelighed pletvis paa Marken faar et blegt og mat Udseende. De ydre Blade bliver efterhaanden mere og mere gule og plettede og visner til Slut; de indre Blade voxer endnu en Tid, men naaer ikke den normale Størrelse. Hvis Planten er stærkt angreben, visner disse ogsaa, og Toppen bliver helt sort ; selve Roen er slap. Kjodet bliver brunt og begynder efterhaanden at raadne, idet Forraadnelsen skrider frem fra Toppen. Er Planten derimod mindre stærkt angreben, visner de indre Blade ikke, beholder tværtimod i Modsætning til de nor- male Planter, hvis Top allerede begynder at visne, længe et frisk grønt Udseende, idet der hele Tiden dannes nye

■2

18

Hjærteblade om end af langt ringere Størrelse end de nor- male. Ogsaa Rodsystemet er anderledes hos de syge end hos de normale Planter. De første danner nemlig en Mængde Siderodder, saakaldte Hungerrødder, der hurtig dør, hvorefter der dannes nye; herved frembringes der et helt Rodnæt, som aldrig findes hos en normal Plante.

Er Marken stærkt angreben, kan Angrebet ses allerede i Juni Maaned, ja paa denne Tid kan endog en Mængde Planter være helt døde. Er Marken bleven smittet ved Gjodning med Roeaffald, kan en tidligere sund Mark paa én Gang vise Sygdomssymptomer; udbreder Aalene sig derimod paa normal Vis, vil Sygdommen altid optræde pletvis.

I Aaret 1859 fandt Schacht de citronformede Hun- ner paa Rødderne af Roer, men forst i 1871 blev Dyret beskrevet af Schmidt og fik Navnet Heterodera Schachtii. Dog er det først ved Kun ns Undersøgelser fra Begyndelsen af Firserne, at man ret har faaet Kendskab til dette Djr og derigjennem har kunnet tage Kampen op mod det. Det eneste Middel, man tidligere havde benyttet, var stærk Gjoden, navnlig med Kali, hvilket var ret uvirksomt.

For at hindre Aalene i at brede sig maa man aldrig bruge Affaldet fra Sukkerfabrikerne som Gjodning, und- tagen man er sikker paa, at Sukkerroerne har været absolut fri for Roeaal, heller ikke Staldgjodning, naar der fodres med syge Roer, da der let kan spildes noget af Fodret. Mennesker og Dyr kan ogsaa slæbe Plantedele med, hvorfor deres Fodtøj og Hove maa renses omhyggelig, naar de har været paa syge Marker. For at Vandet ikke skal skylle Ormene med sig, graver man Render, hvori det kan løbe. De unge, slanke Orme er i Stand til at vandre temmelig vidt omkring, hvorfor man ved Grave maa isolere de angrebne Marker fra de rene. En saadan Grav skal have en Dybde af henved 1 Meter og i Bunden en Bredde af l/2 Meter. Bunden dækker man med Ætskalk og fornyer denne en Gang imellem, navnlig efter stærk Regn. Ukrudt langs Gravens Sider bor fjærnes, saasnart det viser

19

sig, navnlig Agersennep og Kiddike, der i hej Grad be- gunstiger Eoeaalens Formering.

For at udrydde Aalen anvendes Kuhn s Fangstmetode. Fire Gange Udsæd og Tilintetgjorelse af Fangstplanter vil kunne bringe en træt Roemark til atter at bære normal Afgrode. Arbejdet med at oprykke Fangstplanterne og tilintetgjore dem er imidlertid besværligt og kostbart. Kuhn har derfor fundet paa en nemmere Maade at gaa frem paa. Han prøvede paa at saa Roer paa en Bunke oprykkede Fangstplanter, hvis Rødder var fulde af Aal, hvorved det viste sig, at Roerne aldeles ikke blev angrebne ; han sluttede heraf, at Aalene vilde blive tilintetgjorte, naar man sorgede for, at Planterne visnede paa det Tidspunkt, da Aalene befandt sig inde i Rødderne, idet deres videre Udvikling saa vilde stanse af Mangel paa Næring; holdt dette Stik, kunde man anvende Hestekraft i Stedet for at rykke Planterne op med Hænderne; der vilde herved spares megen Tid. Han gjorde Forsøget paa en Mark, om hvilken Ejeren erklærede, at der her aldrig mere vilde kunne dyrkes Roer, og Resultatet var glimrende.

Den bedste Fangstplante er Sommerrybs, der saas tæt allerede i April Maaned. Strax efter Tilintetgørelsen af den første Udsæd, skal den anden følge og saa fremdeles. Det gælder nu om at træffe det rette Tidspunkt for Til- intetgj øreisen af Fangstplanterne, det Tidspunkt nemlig, hvor de flest mulige Aal er vandret ind i Rødderne. Ind- vandringen sker ikke pludselig, men lidt efter lidt; man maa derfor ikke ødelægge Planterne for tidlig, men paa den anden Side maa man ikke vente saa længe, at Han- nerne allerede er begyndt paa Udvandringen. Det rette Tidspunkt er kommet, naar de først indvandrede Hanner har antaget Aaleformen indenfor Larvehuden. Ti Dage efter Udsæden maa man begynde at se efter, om Rodop- svulmingerne er begyndt at vise sig, og saa snart dette er Tilfældet, undersøger man, hvorvidt Aalene er naaet. Paa de senere saaede Fangstplanter kan det tit være van- skeligt at finde Opsvulmningerne, da Ormenes Antal allerede

20

er betydelig formindsket; kan det derfor ikke lade sig gjore, eller bliver det for vanskeligt at foretage de mikroskopiske Undersøgelser, maa man odelægge Planten, naar det fjerde Blad er udviklet, det femte lige anlagt.

Fremgangsmaaden ved ødelæggelsen af Fangstplanterne er efter Kuhn følgende: Ved Hjælp af et Redskab (Drill- hacke), der gaar Marken igjennem i to hinanden krydsende Retninger , afskæres eller oprives Planterne. Første Gang lader man den gaa til en Dybde af c. 3 Cm. under Jordens Overflade, anden Gang 5 Cm. Under dette Arbejde maa man passe paa, at der ikke ophobes Planter paa Knivens Æg; sker dette, maa man holde stille og fjærne disse. Der- efter bliver Marken harvet, hvorpaa man lader den i Ro til næste Dag. Findes der nu Planter, der endnu staar friske, maa disse hakkes op med Haandhakker. Herefter bliver Marken grubbet og harvet og endnu en Gang grubbet paa- tværs ved Hjælp af den saakaldte « Kuhns Grubber-) , der faas i J. Zimmermann & Cos Fabrik for Landbrugsmaskiner i Halle a. S. Denne skal indstilles til en Dybde af 18 Cm. Efter anden Grubning bliver der harvet en Gang til. Der- efter pinjes Marken saaledes, at Furerne har en Bredde af 15 Cm. og en Dybde af 25 Cm. Herved kommer Planterne ned paa Bunden af Furerne og dækkes af saa megen Jord, at enhver Rest af Liv hurtig kvæles. I tørt Vejr og Sol- skin vil Planterne være døde for Pløjningen, i fugtig! Vejr kan de derimod endnu paa dette Tidspunkt være grønne og temmelig friske. Selv om dette er Tilfældet, vil de dog hurtig dø efter Nedpløjningen, naar de blot er løsne fra deres Forbindelse med Jorden. Strax efter Pløj- ningen saar man den ny Udsæd. — Den store Bladmasse, der saaledes kommer ned i Jorden, tilfører denne en stor Del Kvælstof, saa at man ved Gjodningen kun behover omtrent Halvdelen af den ellers nødvendige Kvælstof- mængde.

Efter nogle senere Forsøg af Kuhn er der ogsaa naaet et godt Resultat, uden at hele Aaret er optage! af Fangstplanter. Der tilintetgjores da forst om Foraaret

21

én Fangstplanteafgrøde, hvorefter der dyrkes Hamp; efter at denne er hostet, saas der atter Fangstplanter. Denne Metode benyttes i to paa hinanden folgende Aar. I Stedet for Hamp , hvis Dyrkning flere af Sukkerroedyrkerne af forskjellige Grunde ikke ynder, kan ogsaa Kartofler be- nyttes. Principet er da at dyrke tidlige Kartofler som sildige , for at der ogsaa her kan gaa en Fangstplanteudsæd forud.

Kuhn har ved sine grundige Undersøgelser og gj en- nem mange Aar fortsatte Forsøg indlagt sig meget stor Fortjeneste; han har gjenvundet store Arealer, hvor Roeavl var fuldstændig umulig, for Sukkerroedyrkning. I Halle er der en Forsøgsstation, ledet af Kuhn, der er oprettet med det Maal for Øje at undersoge Sygdomme hos Roer, og da særlig den af Roeaalen frembragte Roetræthed, og foretage Forsøg til Bekæmpelse af den. I de senere Aar tager den sig ogsaa af Sygdomme paa andre Kultur- planter.

Siden Halvfjerdserne har Roeaalen været kjendt her i Landet og har gjort en Del Skade paa Sukkerroerne i Odenseegnen. Dog synes den ikke at brede sig paa disse, hvorimod den optræder mange Steder paa Havren og synes i betænkelig Grad at brede sig paa denne over hele Landet. Mange Steder, navnlig i den nordlige og østlige Del af Sjælland og Fyen, er Havremarkerne i de senere Aar helt eller delvis blevne ødelagte af dette Dyr. I Reglen viser Sygdommen sig ogsaa her pletvis, men den kan brede sig over hele Marken. Havren, der kommer sund og kraftig op, svækkes tidlig og overvoxes da af Ukrudt eller i Bland- sædsmarker af Bygget. Forøvrigt kan dette ogsaa angribes af Roeaalen, men aldrig i den Grad som Havren.

Mærkeligt er det, at Aal fra inficeret Havrejord ikke angriber Roer og omvendt; der synes saaledes at have dannet sig to biologiske Racer af den ene Art, noget, man ogsaa har iagttaget for Stængelaalens Vedkommende. For saa vidt kan det være berettiget at tale om Roeaal og Havreaal. Fra Stationen i Halle advares »ler meget ivrig

22

1 >

l ;L 3, Havre med drægtige Hunner af Etaeaalen (Heterodera Schachtii).

23

imod at dyrke Roer , hvor Havren har været angreben ; her i Landet synes der ikke efter de Erfaringer, man hidtil har gjort, at være nogen Grund til denne Forsigtigheds- regel; en Aal, der i flere Generationer har levet paa Havre, synes hellere at sulte end at tage til Takke med Beder og Planter af de Korsblomstredes Familie. Derimod maa der paa det kraftigste advares imod at saa Havre eller Blandsæd flere Aar i Træk i en med Havreaal inficeret Mark. Hvor længe Marken maa anses for at være infi- ceret, er det desværre for Tiden umuligt at sige. Paa en Gaard, hvor Havreaalen hvert Aar har gjort stor Skade, blev et Aar Havren i Blandsæden stærkt angreben 3 Aar efter, at der paa samme Mark var iagttaget Angreb paa ren Havre; et andet Aar, hvor Mellemtiden var den samme, og Havren havde været meget stærkt angreben, stod Bland- sæden aldeles fortrinlig. Om Ormene i første Tilfælde har ligget i Dvale eller har levet af organiske Substanser i Jorden, eller Angrebet skyldes en ny Infektion, vides ikke.

Imidlertid viser det sig stadig, at god Drift af Jorden og stærk Gjoden, navnlig med Salpeter, gjør Planterne modstandsdygtige mod Dyrenes Angreb. Ad denne Vej er det sikkert, der maa gaas frem, hvis Landmanden skal holde Dyrene Stangen ; kun hvor Jorden en Gang er bleven meget stærkt inficeret, og hvor Havren derfor hvert Aar odelægges, bliver det nødvendigt at gribe til saa radikale Forholdsregler som indtil videre at opgive Havreavl.

Rodaalen (Heterodera radicicola Greef).

Udviklingen af denne Orm foregaar paa lignende Maade som hos sidst omtalte Art. Larvehuden, hvori Hannen udvikles, er ikke afrundet bagtil, men har et tilspidset, haleagtigt Vedhæng. Hunnen svulmer op til et pære- eller llaskeformet Legeme, der imidlertid ikke bryder ud gjennem Værtplantens Overhud, men bliver i Gallen, hvor Befrugtningen foregaar. Ungerne forlader Moderdyrets

24

Legeme som lU Mm. lange Dyr. I Almindelighed forlader de den gamle Galle, der derefter visner og der, vandrer ud i Jorden og opsøger en ny Rod eller et Sted paa samme Eod, der er nærmere Rodspidsen, sjælden mere end en eller nogle faa Mm. fra denne. Undertiden bliver Ungerne i Gallen, hvis f. Ex. kun Barken har været angreben af den første Generation; de vandrer da dybere ind i Plantevævet og opnaar Kjonsmodenhed her. Gallen bliver da fleraarig.

Gallen har forskjellig Form hos enkimbladede og to- kimbladede Planter; hos de første er de langagtige, hos de sidste kugleformede, hvorved de faar nogen Lighed med Bælgplanternes Bakterieknolde. I Reglen er Gallerne meget smaa, men kan, navnlig naar de er fleraarige, blive saa store som en Ært. Hos enaarige Planter vandrer Ormene ud af Gallerne om Efteraaret, hvorimod de overvintrer i disse hos perennerende Planter. Om Foraaret finder den væsentlige Indvandring Sted.

Denne Aal er endnu mindre kræsen i Valget af Næ- ringsplanter end den foregaaende; den er funden paa c. 50 Plantearter, horende til en Snes forskjellige Familier. Hidtil har den ikke været betragtet som videre skadelig for Kulturplanter, og i Virkeligheden er ogsaa den Skade, den gjør, langt ringere end den, der foraar- sages af de andre lier nævnte Rundorme. Planter, paa hvis Rødder der findes saadanne Galler, viser ofte meget stor Tilbøjelighed til Dannelse af Siderødder, hvorfor Rod- systemet ikke ødelægges af denne Snylter. Forøvrigt er dens Skadelighed hojst forskjellig, eftersom den angrebne Plante er én- eller fleraarig, i sidste Tilfælde beror det igjen paa, om Rodsystemet er blivende eller nydannes hvert Aar. Er Planten enaarig, dør Ormen samtidig med, at Gallen dør; denne gjor da ingen videre Skade. Er Planten fleraarig og saaledes skal fortsætte Livet, efter at de af Aalene angrebne Dele er bortraadnede, stiller Sagen sig anderledes. Har den en Rodstok, gor Aalene ingen videre Skade: her dør jo bestandig de ældre Dele, medens der stadig dannes nye. Findes der derimod ingen Rodstok,

25

og de overjordiske Dele bestandig skal dannes fra samme Kod, vil Parasiten nok kunne blive temmelig besværlig — besværligere, jo mindre tilbøjelig Planten er til at danne Siderødder.

Udhungringsmetoden vil vanskelig kunne benyttes overfor et Dyr, der lever i saa mange forskjellige Plante- arter; af samme Grund vil heller ikke Fangstmetoden kunne anvendes med samme Held overfor den som overfor Roe- aalen, idet en Del af dens Værtplanter er perennerende Arter, der vanskelig kan udryddes. Dog vil den Omstæn- dighed, at Ormen indenfor de mange Plantearter foretrækker enkelte, bevirke, at disse Yndlingsplanter med noget Ud- bytte kan benyttes som Fangstplanter, naar man kun saar og tilintetgjør dem i rette Tid. Havesalat ynder den saa- ledes meget, hvorfor denne kan benyttes som Fangstplante; Kløver og andre Bælgplanter er ogsaa særlig yndede; paa saadanne Marker maa man derfor benytte selve Afgrøden som Fangstplante. I begge Tilfælde maa man rykke Plan- terne op og brænde dem i Maj— Juni, paa hvilken Tid de indeholder flest Snyltere.

Rodaalen er her i Landet kun funden i Botanisk Have i Kjøbenhavn paa en Balsamineart. En anden Gang- var den paa Vej til at blive indført i Landbohøjskolens Have med nogle Klematisplanter fra Berlin. Heldigvis blev disse undersøgte, for de blev plantede, og Rødderne viste sig da fulde af Heteroderagaller, hvorefter hele Sen- dingen blev brændt.

III. Leddyr (Arthropoda).

Leddyrenes Række har sit Navn af, at Legemel er sammensat af Led eller Ringe; disse er beklædte med en mere eller mindre haard Skal, som bestaar af et hornagtigt

26

Stof, Kitin, og tjener som en Slags ydre Skelet, hvortil Musklerne fæstes. Mellem disse Ringe er der en blød Hud, som ofte kan udvides i hoj Grad f. Ex. hos Hunner, naar dennes Bagkrop fyldes med Æg. Naar Dyrene kommer ud af Æggene, er Huden blod; men efterhaanden, som de voxer, bliver den haardere; det er derfor nødvendigt, at den skiftes gjentagne Gange i den Periode, hvori Dyret voxer. Den ny Hud er da ganske blod og lys, men hærdes hurtig, bliver brun og haard, hvis Dyret færdes frit, mere blod og lys, hvis Dyret lever paa skjulte Steder; i sidste Tilfælde maa den dog skiftes for Væxtens Skyld, da den efterhaanden bliver til en tør og stiv Hinde, der ikke kan udspiles.

Paa hver Bing kan der sidde et Par tilloddede Ved- hæng, der kan optræde som Sanseredskaber, Mundlemmer, eller Bevægelsesredskaber, og som i ethvert Tilfælde hos det voxne Dyr altid er leddede.

Ogsaa i det Indre giver Leddelingen sig til Kjende, navnlig ved Nervesystemet. Sammenligner man den indre Bygning med Hvirveldyrenes, da er en af Hovedforskjellig- hederne den, at der her intet indre Skelet findes; dernæst ligger Organerne omvendt, saaledes at Hvirveldyrenes Ryg- side kommer til at svare til Leddyrenes Bugside og om- vendt. Paa Bugsiden ligger saaledes Nervesystemet, der bestaar af en dobbelt Række af Knuder, én i hvert Led, forbundne med en dobbelt Snor. Den forreste Bugknude ligger under Svælget og staar ved to Snore i Forbindelse med en Knude over Svælget, Hjærnen. Fra Knuderne (Ganglierne) gaar der Nervetraade til de forskjellige Le- gemsdele, fra Hjærnen saaledes til Øjne og Følehorn. Denne oprindelige Type kan nu modificeres paa forskjellig Maade; for det første forsvinder i Reglen ved Sammen- smeltning det dobbelte Anlæg, dernæst smelter ofte flere eller færre af Knuderne sammen, hvilket hyppig staar i Forbindelse med Sammensmeltning af de tilsvarende Ringe. Hjærtel ligger paa Rygsiden og bestaar af en Række Kamre, adskilte ved Klapper; Blodet kommer ind gjennem Spalter

27

paa Siden og fores enten fremad (Insekter og Tusindben) eller baade frem og tilbage (Edderkopper og Krebsdyr). Fra Hjærtet udgaar der en eller flere Pulsaarer (Arterier), ligesom der ogsaa kan findes Blodaarer (Vener), der samler det kulsyreholdige Blod i Legemet og forer det til Aande- drætsorganerne og herfra igjen til Hjærtet. Udviklingen af dette Aaresystem kan være højst forskjellig; hos nogle (Edderkopperne og Krebsdyrene) kan der være et meget rigt System til Stede; hos Insekterne derimod findes der saa at sige ingen Aarer; men fælles for alle Leddyr er det, at Aarerne altid afbrydes brat, saa at Blodet i hvert Til- fælde i en Del af sin Bane lober frit om mellem de for- skjellige Organer, hvilket aldrig er Tilfældet hos Hvirvel- dyrene, hvor Aarerne altid begynder eller slutter med et Haarkarnæt, saaledes at Blodet kan sive fra det ene Haar- karnæt ind i det andet. Blodet er farvelost uden Blod- legemer.

Som Følge af dette mangelfuldt udviklede Blodkar- system er Aandedrætsorganerne i Keglen højt udviklede. Da Blodet ikke er i Stand til at bevæge sig hen til et bestemt Sted, hvor det kunde komme i Forbindelse med Luften, maa denne føres rundt i Legemet, hvilket hos de luftaandede Leddyr finder Sted i et fint udviklet System af Luftrør, der forgrener sig rundt i Legemet paa lignende Maade som Aarerne hos Hvirveldyrene. Indgangen til disse Luftrør er Aandehullerne, knaphulsformede Spalter, der kan aabnes og lukkes, og som findes i forskjelligt Antal paa Siderne af Dyret. Tarmkanalen, der er af en noget forskjellig Type, eftersom Dyrene lever af Rov eller Planteføde, er hos nogle et lige Ror, medens den hos andre falder i sondrede Afsnit: Spiserør, Mave og Tarm. I Spiserørets forreste Del udmunder der Spytkirtler: det er i Reglen udstyret med en Kro og er ofte i den bageste Del muskuløst og virker som Tyggemave. I Tarmen ud- munder urinafsondrende Ror.

Leddyrene er paa faa Undtagelser nær sa>rkjonnede og formerer sig som Regel efter en forudgaaendo Parring.

28

De fleste er æglæggende, nogle levendefødende. Undertiden formerer de sig ved ubefrugtede Æg; dog er det kun meget faa Leddyr, der udelukkende formerer sig paa denne Maade. I Reglen afløses denne Formeringsmaade til sine Tider af en Formering ved befrugtede Æg. Enten optræder der kun to Generationer: én Hungeneration om Foraaret, der lægger ubefrugtede Æg, og en Han-Hun-Generation senere paa Aaret, der lægger befrugtede, i Reglen overvintrende Æg. Eller der optræder hele Sommeren igjennem, hvor der er rigeligt med Fode, Hungenerationer, den ene efter den anden; først sent paa Sommeren optræder der en Han- Hungeneration, hvis befrugtede Æg overvintrer. Endelig findes der enkelte Smaasommerfugle, af hvilke der flere Aar igjennem kun optræder Hungenerationer; kun hvert 5 — 6 Aar optræder der Hanner. En saadan Formerings- maade, med hvilken der ofte følger en ikke sjælden be- tydelig Forskjel mellem Hungenerationernes og Han-Hun- generationernes Bygning og Levemaade, har man kaldet Heterogoni. For øvrigt bruger man ogsaa dette Udtryk, hvor Formeringsmaaden hele Tiden er den samme, og hvor kun Generationerne er forskjellige i Farve, Form, Bygning og Levemaade. — Ved Generationsskifte forstaar man, at ukjonnede og kjonnede Generationer vexler med hin- anden. De ukjonnede Generationer formerer sig ved Kim, Deling eller Knopskydning, aldrig ved Æg. Hyppig bruger man imidlertid Udtrykket Generationsskifte om al cyclisk Forplantning, hvorved forstaas : at Afkommet ikke ser ud som Forældrene; men at der skal flere Slægtled til, inden den oprindelige Form vender tilbage.

Leddyrenes Række deles i 4 Klasser: Krebsdyr, ( Tusindben, Insekter og Spindler (Edderkopper). Af disse er Insekternes Klasse baade den talrigste og den, der spiller slorsi Rolle for Landbruget, idet den omfatter en Mængde skadelige Dyr, medens der til de tre andre Klasser kun horer faa Dyr, der gjør Skade paa .Mark og Eng.

29

A,

Krebsdyr (Crustaceae).

Af denne Klasse vil vi her kun faa Lejlighed til at omtale

Bænkebiderne (Oniscusj,

der er graalige Dyr, som opholder sig paa mørke, skygge- fulde Steder: i Kjældere, under Stene, Urtepotter, Mos, Barken af Træer osv. og ernærer sig mest af henraadnende Plantedele, medens de dog ogsaa angriber levende Planter. Mest Skade gjor de i Kjældere, hvor der opbevares Kar- tofler, Kaal, Frugt o. a. ; i Haverne æder de nedfalden Frugt samt Frugten paa Espalier, ligesom ogsaa Potteplanter i Haver og Væxthuse angribes. Særlig farlige er de for Kimplanter, vel navnlig, naar disse er saaede i Urtepotter; dog siges de ogsaa at skulle kunne gjore Skade paa saa- danne ude paa Markerne; Ritzema Bos har saaledes iagttaget dem i Færd med at æde unge Majs- og Tobaks- planter samt Kimbladene af Bønner.

Gartnerne tilraader at dække Urtepotter med Kim- planter omhyggelig med Glasskiver. Besmoring af Træ- værk med Tjære tilraades ligeledes, da Bænkebiderne herved hindres i deres Bevægelser. I Kjældere kommer man dem bedst til Livs ved at samle dem i raadden Frugt, hvor de fortrinsvis vil søge hen ; ligeledes kan man samle dem som ørentviste i hule Gjenstande.

B.

Tusindben (Myriopoda).

Til denne Klasse horer dels Rovdyr, Skolopendrene, dels Planteædere, de ægte Tusindben; disse sidste lever væsentligst af raadnende Plantedele, men flere Arter har man dog iagttaget i Færd med at æde af friske Planter. De fleste Tusindben er trinde og ruller sig, naar de bliver

30

bange, sammen enten som en Spiral, naar de er lange og tynde (Julus), eller som en Kugle, naar de*, er korte og brede (Glomeris) ; kun én Slægt (Polydesmus) er fladtrykt og ruller sig ikke sammen. Flere Arter af Slægten Julus gnaver i Roer, Gulerødder, Kartofler samt Kodderne af forskjellige Planter ; Kimplanter af Ærter, Bonner og Koer skal de være ret slemme imod, ligesom de kan æde ud- saaede Ærter og Bønner helt tomme. Polydesmus har man iagttaget gnavende paa Rødderne af unge Rapsplanter. Selv om det ikke kan bestrides, at de gnaver i friske Plantedele, maa man dog være varsom med at skyde Skylden paa disse Dyr, selv om man tinder dem i syge Planter. Oftest indfinder de sig sikkert i Planterne, naar disse i Forvejen har været angrebne af andre Dyr eller Svampe. Tusindbenene kan indsamles i Kartoffelstykker ligesom Smælderlarverne.

Insekter (Insecta).

Insekternes Legeme bestaar af tre Afsnit: Hoved, Bryst og Bagkrop; heraf kommer Navnet Insekt, der be- tyder indskaaren.

Paa Hovedet sidder der flere Par Vedhæng, hvoraf man kan slutte, at det er dannet af flere Ringe, men disse er smeltede saaledes sammen, at det ser ud, som om det kun bestaar af én Ring. Brystet bestaar af tre Ringe, Bagkroppen af indtil 10. Paa Hovedet sidder der et Par tavlede eller sammensatte øjne. Tavlede kaldes de, fordi Overfladen bestaar af en Mængde sexkantede Facetter, som i Reglen kun ses ved Forstørrelse; til hver Facet svarer der et Øje, hvorfor de kaldes sammensatte. Disse Ojne kan ofte være meget store, saaledes at de endog kan støde sammen i Hovedets Midtlinje og dække hele Overfladen. Foruden disse sammensatte Øjne kan der ogsaa findes nogle, i Almindelighed 3 sjældnere 2 eller 1 enkelte Ojne, Punkt-

31

øjne. Der findes ogsaa Insekter, som kun har disse enkelte øjne f. Ex. Lopper og Lus. Dernæst bærer Hovedet et Par følehorn (Antenner), leddede Vedhæng af forskjellig Form : traadformede, borsteformede, tenformede, perlesnor- formede, kølleformede, vifteformede osv. Disse bærer San- sehaar og benyttes som Foleredskaber, maaske ogsaa som Hore- og Lugteredskaber. Endelig kommer vi til Munden, der oventil lukkes af Overlæben, en Forlængelse af Ho- vedets Hud, og som paa Siden er forsynet med tre Par Mundlemmer: Kindbakker, første og andet Par Kjæber, af hvilke sidste de nederste Dele er voxede sammen, saa at der af dem dannes en Underlæbe, der lukker Munden nedentil. Kindbakkerne er de egentlige Rideredskaber ; det er haarde Kroge, der klipper vandret forbi hinanden. Deres inderste Del er knudret, deres yderste skarp. Er den inderste Del stærkest udviklet, saa Kindbakkerne er korte og brede, lever Dyrene af Planteføde; er den yderste Del mest udviklet, saa at de bliver lange, spidse og syl- dannede, lever Dyret af Rov. Kindbakkernes Form vil saaledes afgive et godt Kj endemærke paa, om det er nyt- tige eller skadelige Dyr, man har med at gjøre. Den yderste Del af Kjæber og Underlæbe er omdannet til tynde, leddede Vedhæng, de saakaldte Følere eller Palper. Disse Kjæbe- og Læbepalper benyttes til at rense Føden med, til at smage paa den med, til at fastholde den, medens den tykkes og til at stoppe den ind i Munden med.

Disse Munddele kan hos nogle Insekter omdannes til en Sugemund, der atter kan være forskjellig indrettet, eftersom Dyret kun skal bruge den til at suge med eller tillige til at stikke Hul paa Dyrs eller Planters Hud med.

Hovedet bærer altsaa Sanseredskaberne og Redskaberne, der skal benyttes ved Fodens Optagelse. Brystet bærer Bevægelsesredskaberne. Det bestaar af tre Ringe: For-, Mellem- og Bagbryst, af hvilke det første bærer første Par Ben, det andet andet Par Ben og første Par Vinger, det tredje tredje Par Ben og andet Par Vinger. Under- tiden er alle Brystringene fri, undertiden er de alle sam-

32

menvoxede, undertiden kan den første være fri, medens de to sidste slutter sig nærmere til Bagkroppen. Lemmerne er leddede og bestaar af følgende Afsnit: Hofte, Hoftering, Laar. Skinneben og Fod, der atter, i hvert Tilfælde hos det fuldtudviklede Insekt, bestaar af flere, i Keglen 5 Led, af hvilke det sidste oftest bærer to Kløer. Vingerne er Hududposninger, bestaar altsaa af to Lag, ud mellem hvilke Luftrorene fortsætter sig; naar disses Væg hærdes, bliver de til Ribberne, der danner Skelettet i Vingerne. Enten er begge Vingeparrene ens udviklede og bruges da begge som Flyveredskaber, eller det forreste er af en fastere Beskaffenhed og bruges til at beskytte det bageste, sam- menfoldede Par under Hvilen. Undertiden kan det bageste Vingepar mangle (Fluer og Myg), undertiden begge Vinge- par (Lopper og Lus).

Bagkroppen bestaar af et forskjelligt Antal Ringe: det højeste Antal, der kan findes, er 10. Disse smelter ofte sammen indbyrdes, eller de sidste skyder sig ind i de foregaaende eller er omdannede til en Braad. Hver Ring- er dækket af et Rygskjold og et Bugskjold, mellem hvilke der findes en blod, udvidelig Hud; ofte er det kun Bug- delene, der er omdannede eller indskudte, saa at man paa Rygsiden kan tælle flere Ringe end paa Bugsiden. Bag- kroppen bærer aldrig virkelige Lemmer ; kun hos Sommer- fugle- og Bladhvepselarver sidder der nogle uleddede, vorte- formede Fødder, der er disse Dyrs vigtigste Bevægelsesred- skaber. I Spidsen af Bagkroppen kan der sidde nogle parrede Vedhæng, der kan være traadformede (Jordkrebs) eller kan danne en Tang (Ørentvisten). Endelig kan den bære en Læggebraad , der undertiden kan fungere som Giftbraad. Bagkroppen indeslutter Kjonsorganerne og største Delen af Fordøj elsesredskaberne.

Kun hos meget faa Insekter har Dyret, naar det kommer ud af Ægget, det samme Udseende som i voxen Tilstand. Man siger derfor om Insekterne, at de gjennem- gaar Forvandling. Denne kanenten være fuldstændig eller ufuldstændig. I begge Tilfælde er de paa det første Sta-

33

dium vingelose og kaldes Larver. Er Forvandlingen fuld- stændig, indskydes der efter Larvestadiet et hvilende Puppestadium, hvor Vinger, Lemmer osv. vel er til Stede, men ligger foldede sammen. Efter en Tids Puppehvile kryber nu det fuldtudviklede Individ (Imago) ud af Puppe- huden; det ser saaledes ud, som om Forvandlingen sker pludselig i det øjeblik, Imago kryber ud, men i Virkelig- heden er den foregaaet langsomt under hele Puppetilstanden. Er Forvandlingen ufuldstændig, mangler dette hvilende Puppestadium ; Forvandlingen skrider da ogsaa tilsyne- ladende suksessivt fremad. Efter et forskjelligt Antal Hudskifter faar Larven smaa, ubrugelige Vinger og kaldes da Nymfe, men paa dette Stadium slutter den sig, baade hvad Udseende og Levemaade angaar, fuldstændig til Larve- stadiet. Medens der hos Insekter med fuldstændig For- vandling altid er meget stor Forskjel paa Larven og Imago, er dette forskjelligt hos Insekter med ufuldstændig For- vandling; lever Larve, Nymfe og Imago samme Sted, som Tilfældet er med Græshopper, Tæger o. s. v., er der ingen videre Forskjel paa deres Udseende; lever derimod Larve og Nymfe i Vand som Guldsmedenes, medens Imago er et Luftdyr, er Forskjellen temmelig betydelig.

Den Tid, Insektet tilbringer paa de forskjellige Stadier, er meget varierende. Nogle Æg udklækkes efter faa Dages eller Ugers Forlob, andre overvintrer; endelig er der Æg, som hviler i et Par Aar, inden de udklækkes. I Keglen er Tiden, der hengaar, inden Larven kryber ud af Ægget den samme for hver Dyreart, i hvert Tilfælde for hver Generation, men man har Exempler paa, at af Æg, der er lagt samtidig, udvikles nogle det første Aar, andre det andet og atter andre det tredje. Sin længste Tid tilbringer Insektet som Larve. Larvetilstanden er Dyrets Ædeperiode: Larven skal æde for selv at voxe, men den skal ogsaa æde for at samle Reservenæring til Puppestadiet. Det er ofte, navnlig hos Planteædere, aldeles forbavsende, hvormeget en Larve kan æde; flere Sommerfuglelarver æder saaledes daglig 2 — 3 Gange saa meget, som de selv vejer; ganske

34

vist kommer kun en Del af det Dyret til Gode, idet store Mængder gaar bort som Exkrementer. Larven æder uaf- brudt og afbrydes kun i sit Fraadseri , naar Huden er bleven stiv og uelastisk og skal erstattes af en ny , blød Hud. Den trækker sig da oftest tilbage til et skjult Sted og mister sin Ædelyst en kort Tid ligesom Fuglene, naar de skifter Fjer. Larvetiden er af meget forskjellig Varig- hed. Nogle æder færdig i Løbet af kort Tid, medens andre udstrækker deres Ædeperiode over flere Aar, Olden- borrelarven saaledes over tre Aar. Det er meget forskjelligt, hvor kræsne Larverne er i Valget af deres Føde; nogle holder sig kun til enkelte Plantearter, andre lever af flere forskjellige, dog oftest beslægtede Planter, atter andre har derimod saa lidet forfinet en Smag, at de æder af alle de Planter, de træffer paa. At vide Besked om Dyrenes (.Værtplanter« er af meget stor Vigtighed, naar man skal tage Kampen op imod dem. Puppestadiets Varighed va- rierer ogsaa meget; hos nogle strækker det sig kun over Dage eller Uger, hos andre overvintrer Puppen ; hos nogle Insekter, hvor der optræder flere Generationer om Aaret, er Puppetilstanden for Foraarsgenerationemes Vedkommende af meget kort Varighed, medens Høstgenerationens Puppe hyppig lever Viutren over; dog kan det ogsaa være Larven, der her overvintrer, saa at Puppetilstanden ogsaa her er af kort Varighed. Som Puppe tager Dyret ingen Føde til sig, men som ethvert levende Væsen aander den, og ved det hermed følgende Stofskifte slides der stadig paa dens Legeme; dette Tab maa erstattes ved Reservenæringen, som er ophobet under Larvetilstanden i Form af Fedt (« Fedtlegemet..); af dette bruges der saaledes under hele Puppetilstanden, hvorfor Puppen er betydelig vægtigere i Begyndelsen end lienimod Slutningen af denne. Herved vil det ogsaa let forklares, at Larven ofte er betydelig større end det fuldtudviklede Insekt. Medens Puppen saaledes for- bruger Reservenæringen , omdannes den efterhaanden saa vel i det Ydre som i det Indre, indtil endelig Imagoskik- kelsen ligger fuldt udviklet inden i Puppehuden. Iraago-

35

stadiet paahviler Forpligtelsen til at sørge for Artens Be- staaen: Formeringen er altsaa det fuldt udviklede Insekts Opgave. Dyret lever derfor i Reglen kun kort Tid som fuldt udviklet Insekt, længere, jo længere det varer, inden der bliver Lejlighed for den til at parre sig. Kan man forhindre, at der finder en Parring Sted, kan man endog i flere Aar holde Liv i et Insekt. Efter Parringen er Hannernes Livsopgave fuldendt, hvorefter de snart dør, eller i ordnede Insektsamfund som Biernes bliver dræbt som unyttige Væsner. Hunnerne har endnu Æglægningen at besorge; denne kan strække sig over længere Tid, endog over flere Aar. Hunnen er nemlig forsynet med et Sædgjemme, hvori Sæden opbevares, saa at Æggene be- frugtes, naar de passerer forbi dette.

Som Folge af denne Arbejdsdeling paa de forskjellige Stadier gjør Insektet størst Skade som Larve; dog er der ogsaa fuldtudviklede Insekter, der ikke foragter gastrono- miske Nydelser, ja som endog kan lægge en temmelig stor Graadighed for Dagen og saaledes anrette en ret be- tydelig Skade (Oldenborren).

Insekterne udgjør en overordentlig talrig Dyreklasse: den er rig baade paa Arter og Individer, rigere, jo rigere Planteverdenen er, hvorfor Troperne frembyder den største Mangfoldighed, medens den bliver fattigere og fattigere mod Polerne. Insekterne formerer sig i overordentlig høj Grad, men Ynglen er ogsaa udsat for mange Farer, saa at kun en Del af den naar til fuld Udvikling. Den første Betingelse for, at en stor Del af Ynglen skal kunne be- vare Livet, er, at der forefindes tilstrækkelig Næring for den. Naar Larverne lever af vildtvoxende Planter, vil der i Reglen ikke være Overflødighed af Næring til Stede, da disse som oftest optræder spredt: men dyrker man nu Planter, der er nærbeslægtede med de vildtvoxende, behover Larverne ikke at æde fra hinanden , hvorfor en stor Mængde vil kunne naa at udvikles. Heri ligger en af Grundene til, at Dyr, der ikke tidligere har gjort videre Skade, paa én Gang kan optræde ødelæggende (f. Ex. Kar-

3*

36

toff elbillen, Skjoldbillen o. s. v.). V e j r f o r h o 1 d en e spiller ogsaa en stor Rolle, skjont Insekterne er temmelig haard- føre overfor ublidt Vejrlig; mest udsatte for dets Indvirk- ning er de i Parrings- og Æglægningstiden, ved Udklæk- ningen af Ægget samt i Larvetilstanden umiddelbart efter et H udskifte. Koldt og vaadt Foraarsvejr, stærke Regnskyl eller vedholdende Tørke om Sommeren, tidlig indtrædende Efteraarsfrost og vexlende Frost og Tovejr om Vinteren er ikke heldige Vejrforhold for Insekterne. Talrige Fjen- der indskrænker desuden Insekternes Antal meget. Flere Pattedyr (Pindsvin, Muldvarpe, Spidsmus, Flaggermus), en Mængde Fugle, Krybdyr og Padder lever saaledes af In- sekter; men ogsaa indenfor Insektverdenen har de plante- ædende Insekter Fjender, der enten optræder som Rovdyr eller som Snyltere; til de første horer f. Ex. Lobebiller, Rovbiller, Guldsmede, Gravehvepse o. h\; som Snyltere optræder Snyltehvepse og nogle Fluer, som lægger deres Æg i andre Insekters Æg, Larver eller Pupper og bevirker, at disse dor, inden Udviklingen er tilendebragt; Imago- skikkelsen naaes i hvert Tilfælde aldrig. Endelig kan pa- rasitiske Svampe ogsaa odelægge Insekter.

Alle disse Faktorer vil i Reglen virke saaledes hæm- mende paa Insekternes Udvikling, at de ikke rent tager Overhaand. Enkelte Aar kan Forholdene stille sig heldigere end sædvanlig for Insekterne; der lægges da en stor Mængde Æg, af hvilke et større Antal end sædvanlig kommer til Udvikling, Larverne gaar mere end sædvanlig fri for Snyl- ternes Angreb o. s. v. Man kan saaledes tale om »Insektaar« ligesom om «Frugtaar». Men heldigvis holder saadanne for Insekterne gunstige Forhold sig ikke Aar efter Aar; saaledes vil i Regien med den stærke Udvikling af de planteædende Insekter ogsaa disses Fjender, navnlig blandt Snyltehvepsene optræde i større Mængde; og i Løbet af faa Aar vil An- tallet atter være bragt ned til det normale.

Insekterne inddeles efter deres Munddele og Vinger paa lulgende Maade:

37

Insekter med uf nid stændig Forvand- ling.

Insekter

med fuld stændig

Forvand- ling.

smalle, Bagvingerne .... Skindvingede

Forvingerne læderagtige o

Bidemund brede Flyvevinger

Hjælmkjæbede (Græshopper o. s. v.)

ell. Retvingede Begge Vingepar Flyvevinger, gjennemsigtige med

mange Aarer Netvingede

(Begge Vingepar Flyvevinger, gjennemsigtige med faa Aarer Cicader og Bladlus.

Næbmundede ] Forvingerne halvt læderagtige, Bagvingerne Flyve-

I vinger Tæger.

Begge Vingepar Flyvevinger, gjennemsigtige eller uigjennemsigtige med mange Aarer. . Florvingede (Myrelever og Vaarfluer).

Forvingerne haarde Dækvinger, Bagvingerne Flyve- vinger Dækvingede (Biller).

Begge ATingepar Flyvevinger, gjennemsigtige med

faa Aarer Aarevingede

(Myrer, Bier og Hvepse).

r Begge Vingepar Flyvevinger, skjælklædte og Sugemund . uigjennemsigtige. . . Skjælvingede (Sommerfugle).

I I Par Vinger Tovingede (Myg og Fluer).

Bidemuin

Af disse kommer vi dog i det Følgende ikke til at beskæftige os med Netvingede og Florvingede, idet der ikke lindes nogle for Landbruget skadelige Insekter blandt disse.

Larver og Nymfer af Insekter med ufuldstændig For- vandling vil i Reglen meget let kunne kjendes. Folgende Oversigt vil kunne benyttes til at henføre Larverne af In- sekter med fuldstændig Forvandling til deres respektive Ordner :

A. Bevægelige Larver.

a. Med Vortefødder.

1. 1ste Par Vortefødder sidder paa 2. Bag- kropsring Bladnvepselarver.

2. 1ste Par Vortefødder sidder paa 3. Bag- kropsring Sommerfuglelarver.

b. Uden Vortefødder Billelarver

og Larver af Florvingede.

38

B. Maddiker.

a. Med tydeligt, kitiniseret Hoved . . Billelarver.

b. Med utydeligt Hoved . . Stilk hveps elarver

og en Del af de Tovingedes Larver.

c. Uden Hoved . . Larver af Fluer og Galmyg.

1. Hjælmkjæbede ell. Retvingede (Orthoptera).

Hos de Hjælmkjæbede er Munddelene udviklede som kraftige Bideredskaber. Navnet Hjælmkjæbede stammer fra, at Kjæbernes Yderflig er hjælmformet og dækker over Inderfligen.

Til denne Orden horer de Skind vin g ede og de Netvingede samt nogle Smaafamilier, som staar mere isolerede, saaledes Springhalerne*), Pelslusene og Blærefødderne; de Sidstes Munddele danner en Snabel og er indrettede til Sugning. Hvad Munddelene angaar, burde de altsaa henføres til de Næbmundede, men i andre Henseender er de nærmere beslægtede med de Hjælm- kjæbede.

Hos de Netvingede, hvilke vi som sagt her ikke faar nærmere med at gjore, er Larverne i Reglen en Del forskjellige fra de fuldtudviklede Insekter, saaledes hos Guldsmedene og Døgnfluerne, hvor Larver og Nymfer lever i Vandet, medens de fuldt udviklede Insekter er Luftdyr. Hos de andre Familier derimod ser Larverne og Nymferne i alt væsent- ligt ud som de fuldtudviklede Insekter.

:) Til Springhalerne ( Podureme) hører Lipura armata, el lille hvidt Dyr, der hyppig tindes i meget store Mængder i Urte- potter og ofte ses massevis svømme og springe om i Vandet, der er Løbet ud i Underkoppen.

39

Jordkrebsen {Gryllotal'pa vulgaris Latr.)

er et brunt, henved 2 Tmr. langt, og ved sin ejendom- melige Form let kjendeligt Insekt. Forbrystet er stort og hvælvet. Bagkroppens forreste to Tredjedele dækkes af de stive Forvinger; Bagvingerne, der er en Del længere end Kroppen , foldes sammen paa langs og bojer som lange Spidser ned mellem de to Halenokker, hvormed Bagkroppen ender. Ejendommelige er Forbenene, der er indrettede som

Fig. i. Jordkrebsen (Gryllotalpa vulgaris). a fuldt udviklet Insekt, 6 Hule,

c gnavede, visne Planter, d Æg i naturlig Størrelse, e en nogle Dage

gammel Jordkrebs omtrent 2 Gange forstørret (efter Schilling).

Graveredskaber i Lighed med Muldvarpens. Larven, der til at begynde med ikke er større end en Myre, er i Be- gyndelsen hvid og mangler Vinger. Efterhaanden kommer disse frem, først som ganske smaaSkjæl; senere bliver de, efter hvert Hudskifte, storre og større, samtidig med at Farven bliver mørkere og mørkere. Æggene lægges i Slutningen af Juli indtil 2—.") Hundrede sammen i en Kede i Jorden: af disse udvikles efter c. 3 Ugers Forløb

40

Larverne, som er fuldt udviklede næste Aar i Maj Maaned. Jordkrebsen ynder tor, løs, især sandet Jord. Inden Æg- lægningen graver Hunnen i en Dybde af c. 10 Cm. en Hule af Størrelse som et Honseæg. Væggene glattes og gjøres faste ved Hjælp af Slim; fra Hulen fører vandrette Gange udad samt tillige nogle lodrette for at bortlede Fug- tighed fra Reden, eller for at Hunnen, der ikke som de fleste andre Insekter dør umiddelbart efter Æglægningen, men lever en Tid for at beskytte Æggene, kan trække sig til- bage hertil, naar der er Fare paa Færde. Reden anlægges helst paa et solaabent Sted med løs , helst nylig gjødet Jord. Naar Ungerne kommer ud af Ægget, bliver de en Tid i Reden under Moderens Opsyn og lever af Gjødning eller finere Planterødder: først senere spreder de sig og lever paa egen Haand. Om Vintren ligger Larverne i Dvale efter først at have gravet sig lidt dybere ned i Jorden; naar Vejret bliver mildt om Foraaret, vaagner de op og begynder igjen deres skadelige Virksomhed, idet de fortærer Rødderne af de mest forskelligartede Planter, især urteagtige, men ogsaa træagtige. Dog er Jordkrebsene ligesom sine Nærbeslægtede — Græshopper, ørentviste o.a. — ikke udelukkende Planteædere, de fortærer ogsaa Orme og Intektlarver: ja deres egne Larver er ikke engang sikre for deres Efterstræbelser. Man skal endogsaa have iagttaget, at en Jordkrebs, der var hugget midt over, gav sig til at fortære sin egen afhuggede Bagkrop. Ikke alene ved at æde Planterødder gjør Jordkrebsen Skade men ogsaa ved at grave Gange i Jorden tæt under Overfladen ; Planterne, navnlig de unge, løsnes herved og visner paa lignende Maade som ved Muldvarpens Gange. Meget strænge og tørre Vintre taaler Jordkrebsene ikke. ligesom en meget tør Sommer ogsaa kan dræbe dem. Flere In- sekter, Fugle og Pattedyr efterstræber dem.

1 Tyskland og Italien foraarsager Jordkrebsen en Del Skade \r,u\ Marker, i Planteskoler og Haver; her i Landet gjør den næppe udenfor Haverne nogen nævneværdig Skade.

41

Kun i den sydlige Del af Landet er den nogenlunde al- mindelig.

Den bedste Maade at komme Jordkrebsene til Livs paa er ved at odelægge deres Reder. Dette maa helst ske i Juni— Juli. Deres Gange og Reder kan man let rinde, da Planterne over dem visner hen. Efter Regnvejr vil det lettest lade sig udføre, da Gangene saa let falder i øjnene. Man har ogsaa forsogt at fange Jordkrebsen ved at grave Urtepotter, hvis Hul i Bunden først lukkes med en Kork- prop, ned i deres Gange i Jorden, saaledes at Urtepottens Rand er sænket lidt under Gangen. Jordkrebsen vil da falde ned i disse Fanggruber, hvor de let vil kunne samles, da de ikke kan arbejde sig op ad Væggene.

Ørentvisten (Forficula auricularia L).

Ørentvisten har et langagtigt, fladt Legeme og naaer en Længde af 15—21 Mm. Det rodbrune, hjærteformede Hoved er bojet lodret nedad og gaar bagtil over i en smal Hals. Paa Hovedet sidder der et Par smaa borsteformede Folehorn og et Par smaa kugleformig fremspringende, sorte Øjne. Brystet er brunt, Bagkroppen mørk kastanjebrun og ender med en Tang, der hos Hannen er større og har buede, paa den indvendige Side takkede Arme, hos Hunnen mindre med lige, ikke takkede Arme. Benene er gule. Forvingerne er meget korte, stive Dækvinger, under hvilke Bagvingerne foldes sammen baade paa tværs som hos Billerne og paa langs som hos de øvrige Skindvingede. Den ligner meget en Rovbille og holder ogsaa som denne Bagkropsspidsen bojet opad og fremad. Tangen bruges dels som Vaaben, dels til at folde Vingerne ud af deres sammenlagte Stilling under Dækvingerne, maaske ogsaa til at folde dem sammen og gjemme dem.

Om Dagen sidder den som oftest skjult i mørke Kroge og kan da tilfældigvis komme ind i Ørene paa Mennesker, der har lagt sig til at sove i det Frie: men at den særlig

42

skulde ynde denne Lokalitet, eller at den fra den ydre øregang skulde kunne æde sig ind i Hjærnen, er en ren Fabel. Derimod gjor den Skade baade i Haver og paa Marker, da den fortrinsvis lever af Plantefode. 1 sode Frugter som Æbler, Pærer, Blommer o. s. v. æder den runde Huller, ogsaa Roer og Gulerodder skal den angribe. Mest Skade gjor den i Haver, hvor den odelægger Blomster, navnlig Nelliker og Georginer. Paa Kornmarkerne ser man dem ofte sidde i Axene og æde af Kornene, baade Rug, Hvede og Byg. Allerede i April Maaned lægger Ørentvisten sine Æg, der er 1 Mm. lange, ovale, hvidlige. De aflægges i Hobe paa 15—20 under en Sten eller vissent Lov. I Modsætning til andre Insekter holder den Vagt ved Æggene eller sidder rugende over dem, og skal endogsaa samle Æggene, hvis en unænsom Haand skulde sprede disse. Ogsaa Ungerne, der kommer frem efter en Maa- nedstids Forlob, holder den Vagt over og samler om sig, ligesom en Høne sine Kyllinger. Ungerne er i Be- gyndelsen hvide, uden Vinger og forsynede med et Par Børster i Steden for Tangen. De voxer meget langsomt, først i September Maaned er de kjonsmodne: dog formodes Parringen først at foregaa om Foraaret, da Hanner saa vel som Hunner overvintrer.

Den Omstændighed, al Ørentvistene om Dagen holder til paa skjulte Steder, kan man benytte sig af, idet man paa saadanne Steder, hvor der er mange Ørentviste, an- bringer hule Gjenstande: Ror, hule Stængler, Kræmmerhuse, Klove, Vidiekurve e. 1. ; i disse vil der da samle sig en Mængde Orentviste, som man saa kan ryste ud, hvor Underlaget er fast, og træde ihjæl; men man maa være rask i sine Bewægelser, da Dyrene bevæger sig hurtig og strax vil søge henimod et andet Skjul.

43

Blærefødder (Physopoda).

Til Blærefodderne horer kun én Slægt: Thrips*), almindelig kjendt under Navn af Kolerafluer**). Det er meget smaa (1—2 Mm. lange) traadtynde Dyr, der har deres Navn af, at de paa det sidste Fodled i Stedet for Kløer har en Hæfteskive eller Blære. Med deres Mund- dele frembringer de fine Saar paa Planternes Overhud og suger Saften ud af Plantevævet. De har fire smalle, ens- artede, bagtil divergerende Vinger, hvis Rande er forsynede med lange Fryndser. De lever paa en Mængde forskjellige Planter, navnlig i Blomsterne; varme Sommerdage er de i meget livlig Bevægelse og kan da ofte forekomme i store Sværme, der flyver En lige i Ansigtet og kan blive meget generende, idet de kryber hen over Huden og endogsaa finder Vej ind i Haaret. Af de her i Bogen omtalte Planter er det især Korn, Græsser, Bælgplanter og Hor, der beskadiges af Blærefødder.

Thrips secalina Lind.

De fuldtudviklede Insekter er rødbrune, Larverne farve- løse. De træffes ofte i store Mængder paa Hvede, Rug og Byg, hvor de kan gjøre megen Skade ved at udsuge Kor- nene. De opholder sig indenfor Skeden og suger paa denne og tillige paa Axet, hvis dette ikke er naaet ud af den. Især paa Rug ser man meget hyppig her i Landet An- greb af denne Blærefod. Har Angrebet fundet Sted inden Skridningen, ser man større eller mindre Partier af Axel.

*) I den nyere Tid har man rigtignok underafdelt den i flere

Slægter. :i I Kolerasomren 1853 var de nemlig (som altid i varme Somre)

til Stede i meget stor Mængde, hvorfor Folk antog, de var

Skyld i Koleraen dier i hvert Tilfælde paa en (Iler anden

Maade stud i Forbindelse med den.

44

omdannede til tynde, haaragtige Traade. Finder Angrebet derimod Sted, efter at Axet er skredet, synes Planten ikke at lide noget videre herved. Dyrene nøjes da med at be- arbejde Skeden, der bliver hvid og oppustet paa dette Sted. Byg ses ogsaa hyppig angrebet af Blærefødder. Saadanne Bygplanter holdt sig i Reglen lave, havde op- pustede, ofte brunlige Skeder og skred i Reglen ikke; fandt dette undertiden Sted, var Axet altid meget svagt.

Man har ment, at visne Ax paa Græsser og Korn, fremkomne ved en Beskadigelse af Straaet over øverste Knæ, kunde skyldes Blærefødder ; dette er dog vist næppe sandsynligt.

Pliloeothrips f'ruineiitaria Bel.

Det fuldtudviklede Insekt er sort, vinget, ll/s Mm. langt, Larven er rød eller gulligrød, Nymfen rod. Under Blomstringen kan Blærefødder af denne Art findes i stor Mængde i Rug- og Hvedeax, hvor de stikker Hul paa Frugt- knuderne og udsuger disse, saa at der ingen Korn dannes. Avnerne bliver uberørte af dem. Saa snart Kornene begynder at modnes, forsvinder Dyrene af Axene. Om Foraaret lægger Dyrene Æg i Axene af Rug, Hvede og nogle Græsser bl. a. Kng- Rævehale, i Reglen kort for Skridningen ; allerede i Maj kan man træffe fuldtudviklede Larver. Forøvrigt finder man ældre og yngre Larver samt fuldtudviklede Insekter hele Sommeren igjennem til ind i August: der maa saa- ledes fremkomme flere General ioner i Løbet af Sommeren. Efter de fleste Forfatteres Angivelser overvintrer Blære- fødderne enten som Larver eller som fuldtudviklede In- sekter i Stubben; har der været stærkt Angreb, bor man derfor sorge for at ødelægge denne, ved at pløje don dybt om Efteraaret.

45

Korn-Blæreibden {Thrips cerealium Hal.).

De fuldtudviklede Insekter er sortebrune, Hannerne vingeløse, Hunnerne vingede; Larverne er gullige. De er hyppig til Stede i Axene af vore Kornsorter, men synes ikke at gjore nogen videre Skade. De skal ogsaa kunne findes paa Ærter, hvor de ved at suge paa Bælgene skal bringe disse til at visne eller i hvert Tilfælde til at standse i Væxten.

Hor-Blærefoden (Thrips Lini Ladur.)

gjor i Frankrig stor Skade paa Horavlen, idet Planterne allerede i April — Maj bliver gule og visner som Følge af Larvernes S ugen paa Rødderne. Det fuldtudviklede Insekt suger paa Planternes overjordiske Dele.

Hylde-Blærel'odeii (Thrips Sambiici Heeger)

er 2 Mm. lang, lysebrun. Den skal undertiden angribe Bladene af unge Bonnevikker, saaledes at de bliver sorte og skrumper ind. Bælgene af flere Vikkearter ser man undertiden standsede i deres Væxt og visnede, hvilket rimeligvis skyldes Angrebet af denne Blærefod.

Næbmundede (Ehynchota ell. Hemiptera).

Hos de Næbmundede findes der en Snabelskede, dannet af Underlæben, der hos nogle rager frem, hos andre er bojet ned under Kroppen. Indeni denne Skede ligger Kindbakkerne og Kjæberne som spidse Naale, med hvilke de kan stikke Hul paa Dyrs og Planters Overhud. Kind- bakkerne lægges saaledes mod hinanden, at der imellem dem dannes to Ror, gjennem det ene af hvilke Spyttel flyder ned paa Foden, inden den opsuges gjennem det

46

andet. Larverne og Nymferne ser i alt Væsentligt ud som de fuldtudviklede Insekter.

Til de Næbmundede horer Bladlus og Cikader samt Tæger.

Bladlus og Cikader (Homoptera).

Hos Bladlus og Cikader er Brystringene forenede til ét Afsnit, der i hele sin Bredde er forenet med Bagkroppen. Baade For- og Bagvingerne er udviklede som Flyvered- skaber, hindeagtige og kun udstyrede med faa Ribber.

Bladlus (Aphididae).

Bladlusene er smaa, bløde og sarte Dyr med lange, tynde Følehorn og Ben , enten vingelose eller forsynede med fire lange, meget tynde Vinger, der under Hvilen ligger tagstillede hen over Kroppen og rager et godt Stykke ud over denne. Forvingerne er længere end Bagvingerne. Paa Bagkroppen findes hyppig et Par opstaaende Ror, igjennem hvilke Bladlusene afsondrer en klæbrig Væske, som er disse ellers saa forsvarsløse Dyrs Værge overfor andre Dyr, hvis Bevægelser hæmmes, naar Benene kommer i Berøring med den. Bladlusene er grønne, gullige eller brunlige, aldrig haarklædte, men hyppig dækkede i større eller mindre Udstrækning af støvagtige Udsondringer, der let falder af, men da udskilles igjen. Med deres Stikke- redskaber borer de Hul paa Planterne, særlig de overjor- diske Dele, men heller ikke Rødderne gaar fri for deres Angreb. 1 Almindelighed sidder de tæt ved Siden af hverandre i Kolonier, ja kan beklæde Stænglen og Skud- spidsen som et helt Overtræk. Er Bladene ældre, danner • ler sig ved Bladlusenes Sugning gule Pletter paa Oversiden; disse breder sig efterhaanden , og Bladet visner og falder af. Er Bladene eller andre angrebne Plantedele yngre,

krummer og bukler de sig, idet de voxer mindre paa den Side, hvor Bladlusene suger, end paa den modsatte, hvor- ved der dannes en helt lukket Bolig for Bladluskolonien; unge Blad- og Blomsterknopper gaar ofte fuldstændig ud ved deres Sugning. Paa flere Planter, navnlig træagtige, dannes der ofte Galler af et højst ejendommeligt Udseende, saaledes paa Gran koglelignende Skud, paa Ælm og Poppel pungformede Bladgaller, paa den sidste ogsaa kugleformede Bladstilkgaller, idet Stilken er bleven udiladet og spiral- vreden, men hyppigst er de ovenfor nævnte buklede, ofte farvede Blade (saaledes rode paa Ribs), eller krusede, sam- menrullede Blade eller Skud f. Ex. paa Ribs, Stikkelsbær o. a. Grunden til, at Bladlusene i Reglen optræder i store Mængder, er deres uhyre Frugtbarhed. Naar Saftstrømningen i Planten er meget livlig, tager Bladlusene rigelig til sig af Saften, og omsætter hurtig denne i Afkom. Bladlusene føder i Regien levende Unger, der udvikles af ubefrugtede Æg. Medens Moderdyret fortsætter sin Sugning, skydes Ungen baglæns ud af Bagkroppen, uden at denne Akt i mindste Maade lader til at forstyrre det. Ungen søger at faa fast Fod under sig ved Hjælp af sine Ben ; naar dette er lykkedes, kommer forst Hovedet frem. Dette gj en tager sig med Minutters, Timers, Dages eller Ugers Mellemrum, alt eftersom Vejret er varmere eller koldere, gjennem- snitlig 30—40 Gange. Ungen ser ud omtrent som Mo- derdyret; den skifter Hud lire Gange, for den er fuldt udviklet. Hertil medgaar i Almindelighed 14 Dage, eller, hvis det er varmt, langt kortere Tid; man har saaledes Exempler paa, at Ungerne allerede efter 4 Dages Forlob er blevne forplantningsdygtige. Saaledes skrider nu For- meringen videre Generation efter Generation hele Sommeren igjennem. Heraf vil det fremgaa, at det er et meget talrigt Afkom, det oprindelige Dyr under gunstige Vejrforhold (Varme, Fugtighed, ikke for stærk Blæst) kan blive Stam- moder til. Mellem de vingeløse Ammer (Ammer kaldes saadanne Hunner, der formerer sig uden forudgaaende Be- frugtning) ser man hyppig vingede Individer kravle om;

48

disse optræder for at sprede Arten paa flere Individer af den samme eller en nærstaaende Planteart. Hver Blad- lusart har nemlig sin eller sine bestemte Værtplanter, idet nogle er mere kræsne i Valget end andre. Hos nogle Bladlusarter har man fundet, at der regelmæssig finder et Værtskifte Sted. En Art skifter saaledes mellem Humle og Kræger, en anden, der i Forsommeren lever paaÆlme- blade, optræder senere som Rodlus paa Græsser. Ved Bladlusenes Vandringer ned i Jorden, spiller Myrerne en stor Rolle. Myrerne ynder nemlig meget den sode Saft (Honningdug), der afsondres gjennem Bladlusenes Gat og væsentlig bestaar af Plantesaft. For nu at kunne holde Bladlusene som en Slags Malkekoer i deres underjordiske Gange, besørger de Gravningen for Bladlusene, hvis hele Bygning aldeles ikke er indrettet paa at grave. Om Efter- aaret optræder der en Generation af vingede Hanner og uvingede Hunner, der efter forudgaaende Parring lægger ét eller nogle faa overvintrende Æg hver. Disse anbringes, hvis der finder Værtskifte Sted, paa den Plante, hvor Vaargenerationerne lever. Lever Bladlusene derimod under Forhold, hvor ingen Vexlen af Aarstider gjor Afbræk i deres Spise- og dermed følgende Formeringslyst f. Ex. i Væxthuse, behøver denne Han -Hungeneration slet ikke at optræde; de kan da formere sig paa samme Vis Aar efter Aar og overvintre paa et hvilketsomhelst Stadium af deres Liv.

Bladlusene gjor altid Skade, dels ved det Stoftab. Planten lider ved deres Sugning, dels ved den af disse afsondrede Honningdug, der som et klæbrigt Overtræk kan bedække store Dele af Planten, ja endog kan sprojtes længere bort paa andre Planter eller fra Træerne falde ned paa urteagtige Planter under deres Kroner. Denne Honningdug klistrer Spalteaabningerne sammen og hindrer saaledes Bladene i deres Aandedræts- og Fordampnings- virksomhed; derna^st forbereder den ofte Svampeangreb, idet Sporer, der fores rundt med Vandet, IH bliver hæn- gende fast i den.

4! I

Paa de af Bladlus beboede Plantedele findes der ofte et hvidligt, melet Overtræk, "Meldug" (ikke at forvexle med den til Svampene horende Meldug); denne bestaar af Hudrester, der efterlades ved hvert Hudskifte. Ved Hjælp af denne Meldug kan man altid erkjende Aarsagen til Angrebet, selv om Dyrene er flyttede over paa en anden Plante.

Der anbefales en Mængde Midler imod Bladlus, Midler, der ofte med Held kan benyttes overfor Potteplanter, i Væxthuse og Haver, men vanskelig kan anvendes paa storre Arealer. Potteplanter bor man rense og af børste eller dyppe hele deres Top i Vand eller Sæbelud. I Væxt- huse og Haver kan man sprøjte med Vand eller andre Vædsker: Tobaksafkog, Sæbelud, den Nesslerske Vædske*), Kochs Vædske**), Lysol***), Antinonnin, Petroleumsemul- sion.I Væxthuse kan man ogsaa anvende Aphitoxin, der an- bringes paa ophedede Jærnplader; Røgen fra Stoffet skal da dræbe Bladlusene. I Bladlus snylter flere Svampe, blandt andre Verticillium Aphidis Rostr., der under- tiden kan frembringe Epidemi i Bladluskolonier. Efter E. Ro s trup f) er Svampen meget smitsom og kan saa- ledes med Held indføres i sunde Bladluskolonier. Pa Markerne bliver det vel for kostbart og besværligt at an- vende kunstige Midler; heldigvis har Naturen selv serget for en Del Udryddelsesmidler : Stærke Regnskyl, Blæst og

*) 40 Gr. Fedtsæbe, 50 Or. Amylalkohol, 200 Gr. Spiritus til 1

Lt, Vand eller 30 Gr. Fedtsæbe, 2 Gr. Svovlkalium, 32 Gr.

Amylalkobol til 1 Lt, Vand. *) 1 Kg. grøn Sæbe i 5 Lt. varmt Vand, hvortil efter 12 Timers

Forløb sættes et Uddrag af 250 Gr. Kvassiatræspaaner i 5 Lt.

Regnvand. Det Hele fortyndes med 40 Lt. Vand. **) Er et Tjæreprodukt, der kan kjøbes færdigt hos Schulie og

Mayr i Hamburg og koster i smaa Kvantiteter 2 Mark pr.

Pund; i store Portioner er det meget billigere. 50— 1 00 Gr.

sættes til 10 Potter Vand, helst Regnvand. En stærkere Op

løsning skader let Planterne. f) Videnskabelige Meddelelser fra Naturhist. For. 1893.

4

50

1

H.P.H

- Pig, 5. Frøplante af Run- kelroe med Bedelus (Aphis Papaveris). a Larve uf en vinget Lus (efter Taschi □ berg), h Larveaf en vingeløs l.u c fuldtude iklel \ ingeløs Lus.

Kulde, der jo ikke horer til Sjælden- hederne i vort Klima, vil saaledes dræbe en Mængde af dem. Dernæst har de ogsaa, navnlig indenfor In- sektverdenen, talrige Fjender, der hurtig indfinder sig i Bladluskolonier: Mariehons, baade Larver og fuldtud- viklede Insekter, Bladlusloven (Larven af et til de Florvingedes Orden horende, døgntiuelignende Insekt), Larver af nogle Fluer (Syrphus), Snyltehvepse, Gravehvepse o. s. v. Nedenfor nævnes nogle af de for Landbruget mest skadelige Arter.

Bedelusen (Aphis Rumicis L. el. A. Papaveris F.).

Bedelusene er sorte; de vingelose c. 2 Mm. lange med sort Bestøvning, de vingede lidt mindre, glinsende sorte, Bagkroppen ofte spillende i det grønlige. Den forekommer i store Mængder paa Bønnevikker, Sæd- vikker og Ærter, paa Foderbeder og en Mængde vildtvoxende Planter. Det vil være en af Landmændene vel kjendt Sag, at Hosten af Bøn- ne vikke (Hestebønne) hyppig slaar fejl som Følge af Bladlusan- greb. 1 Begyndelsen af Juni indfinder de sig i Spidsen af Skuddene, først i mindre Antal, men hurtig forme- rende sig saa stærkt, al Topskuddene viser sig som en sort Masse. Saa- snart man opdager dem i Topskud- dene, bør disse afskæres og omhyg-

51

gelig skaffes af Vejen; Bønnerne tager ingen Skade af denne Beskæring, der endog skal gavne Planten, naar den udføres i god Tid; tager man ikke i Tide denne Forholds- regel, kan Angrebet ikke standses, idet Lusene vandrer nedad, saa ingen Beskæring mere er mulig. Den samme Forholdsregel bør man tage overfor Runkelroer, der dyrkes til Frøavl. Saa snart Blomstringen begynder, maa man daglig tilse dem , for at Afskæringen kan begynde i rette Tid; faar Lusen Lov at brede sig uhindret, vil Frøavlen for en stor Del mislykkes.

Vikkelusen (Siphonophora Viciae Kalt.).

De vingeløse Bladlus er 21h — 3V* Mm. lange, mat- grønne, de vingede noget mindre, sorte med grøn Bagkrop. De findes fra Juni til September ligesom Bønnelusen men i langt ringere Antal i Toppen af forskjellige Bælgplanter: Sædvikker, Bønnevikker, Fladbælg 0. s. v.

Ærtelusen (Siphonophora Pisi Kalt.).

De vingeløse Bladlus er 4 Mm. lange, græsgrønne med morke Rygstriber, de vingede noget mindre, ligeledes grønne, men med et til Dels rødbrunt Bryst ; saa vel indenfor de vingeløse som de vingede forekommer der brunliggule Individer. Denne Art forekommer ofte i stor Mængde paa forskjellige Bælgplanter, baade dyrkede og vildtvoxende, samt paa en Del andre vildtvoxende Planter. Navnlig paa Ærter optræder de ofte i stor Mængde fra Juli til Sep- tember og skader Ærtehøsten meget. Oversprøjtning med forskjellige Vædsker (Se S. 49) vil kunne anvendes i det Smaa, men paa større Arealer lader der sig næppe anvende noget virksomt Middel overfor dem.

4*

52

Eaalluseu (Aphis Brassicae L.).

Kaallusen naaer en Længde af 2 Mm. Baade de vingede og de vingeLose er dækkede af blaagraat Støv, men under dette er de grønne, de uvingede olivengrønne, de vingede mere mørkegrønne, begge med sorte Gruber paa Siderne af Bagkroppen. Fra Maj til September træffer man dem paa Bladene af forskjellige Korsblomstrede; i Juni Maaned falder de over Kaalen og formerer sig her ganske overordentlig i Løbet af Juli Maaned. De sidder paa Undersiden af Bladene, paa hvis Overside der danner sig blæreformede, opadhvælvede, gullighvide Bukler. 1 tørre Somre findes de hyppig paa Rutabaga og Turnips, men Kegnbyger vil i Reglen fjærne dem, saa Skaden paa Markerne sjælden er videre stor.

Kartoffellusen {Aphis Solani Kalt.).

De c. 2V2 Mm. lange græsgrønne Bladlus findes paa Undersiden af Bladene og paa de unge Skud af Kartofler og nogle andre Planter. Ved Sugningen dannes der paa Bladets Overside gule Pletter, der efterhaanden bliver rød- brune og tilsidst smudsigbrune.

Paa Kartoflens underjordiske Dele træffes en anden Bladlus, Tychea Phaseoli Pas s., der ved sin Sugning- kan bevirke, at hele Planten bliver syg.

Kornlusen (Siphonophora cerealis Kalt.).

Kornlusen er lidt over 2 Mm. lang; de vingelose er grønne eller rødbrune med fedtglinsende Rygside og mat Bugside, de vingede er rødligbrune, kun Bagkroppen er grøn med sorte Punkter paa Siderne. Følehornene er lige saa lange som hele Dyret og er indleddede paa to fremspringende Knopper. — Fra Juni til August optræder den paa Axene af alle vore Kornsorter, hvor den suger paa Avnerne, Ax- og Blomsterstilkene og Skeden samt undertiden

53

paa Bladene; ogsaa paa fiere Græsser rindes den f. Ex. paa Hundegræs, Rapgræs, Hejre og Fløj eisgræs. Byg og Havre skades, navnlig i tørre Somre, hvor Planterne allerede er svækkede af Tørken, meget af denne Bladlus. Planterne holder sig lave og skrider ved stærkt Angreb slet ikke; hvis de skrider, er Axene ofte golde eller har kun faa og daar- lige Kjærner. «Hvidax» ved Grunden af Havretoppen kan skyldes disse Bladlus; i saa Tilfælde vil man kunne finde Dyrene eller i hvert Tilfælde Rester af dem ; findes der ingen saadanne, skyldes Angrebet Fritfluer eller vistnok meget hyppig ugunstigt, især for koldt Vejr i Tiden før Skridningen.

Æggene, der er valseformede, afrundede i begge Ender og glinsende sorte, har man ofte fundet massevis i Stub- bene sammen med de vingeløse Hunner. Tidlig Nedpløj- ning af Stubben vil derfor være et virksomt Udryddelses- middel mod disse Dvr.

Havrelusen (Aphis Avenae Fab.).

Havrelusen er af samme Størrelse som Kornlusen, men Formen er lidt anderledes, idet Kornlusen er ægformet, medens denne er aflang, omtrent lige tyk i hele sin Længde. Følehornene naaer kun til Bagkroppens Begyndelse og er indleddede direkte paa Hovedet. De vingeløse Individer er mørkt græsgrønne, dækkede med hvidt Støv; de vingede har sort Hoved og Bryst, kun Bagkroppen er grøn med fire sorte Pletter paa hver Side. Den optræder paa Havre og Byg samt paa flere Græsser f. Ex. Kvik, Fløj eisgræs og Timothé. ikke paa Axene som den foregaaende, men ind- vendig i Bladskederne, der bliver oppustede og noget afblegede, samt paa Bladene, der da ofte er spiralformig sammenrullede. Ofte finder man paa Bladenes Underside smaa Kolonier, bestaaende af éi Stamdyr og dettes Yngel; paa Oversiden giver Koloniens Tilstedeværelse sig til Kjende ved en rødbrun Plet. Optræder de paa unge eller svage Planter, kan de gjøre meget stor Skade; Blade og Straa

54

bliver redbrune, og efter faa Dages Forlab falder Planterne visne om. For at hindre et saadant Angreb bor man saa Kornet tidlig og ved passende Midler som Chilisalpeter eller anden drivende Gjodning sorge for hurtig og kraftig Væxt.

Cikader.

Cikaderne er nær beslægtede med Bladlusene og lever af Plantesaft som disse, men de forekommer sjælden i Kolonier som Bladlusene, er ogsaa langt bevægeligere end disse, springer eller flyver fra en Plante til en anden; af disse Grunde er den Skade, de forvolder paa Kulturplanter, i Reglen kun ringe. En Undtagelse herfra danner Dværg- cikaden (Jassas sexnotatus Fall.). Angreb af den her i Landet er ganske vist ikke kjendt, men fra Tyskland berettes der om meget store ødelæggelser, foraarsagede af den. Hvert Aar findes den paa Enge og lever af at ud- suge Græsserne, men enkelte Aar optræder den i saa uhyre Mængder, at den fra Engene breder sig til Kornmarkerne, om Efteraaret Vintersæden, om Foraaret mest Vaarsæden, til Kartofler, Sukkerroer, Vikker, Kløver og andre Bælg- planter. Den forstbeskrevne «Jassusepidemi» optraadte i Schlesien 1863, den næste samme Sted 1869, men den varede hvor Gang kun ét Aar. I 1885 optraadte den meget skadelig i Bohmen. Forst i 1892 viste Epidemien sig igjen i Schlesien og fortsattes i 1893, i hvilket Aar den ogsaa bredte sig over Sachsen, Brandendurg, Pommern og Vestpreussen. Da Dyret ogsaa lindes her i Landet og Angreb af den saaledes ikke er udelukket, vil vi her om- tale den lidt nærmere. Den kan blive 3SU Mm. lang, er lysegul med sorte Tegninger; sit Artsnavn har den faaet af, at den paa Hovedet og Forbrystet har 6 sorte Prikker; forøvrigt varierer Tegningen meget. De fuldt udviklede Dyr overvintrer paa Marker og Enge under Jordknolde o. 1. Æggene, der er aflange, gullige med lo røde Øjepletter og

■^

har en Længde af 1 Mm., lægges spredt eller rækkevis paa Korn eller Græs paa Bladene eller indenfor Skeden, i Reglen under Overhuden. Efter faa Dages Forløb kom- mer Larverne frem og begynder strax at suge af Planterne, idet de springer fra den ene Plante til den anden. Efter c. 4 Ugers Forløb er Dyrene fuldt udviklede, og Æglæg- ningen begynder paany i Juni og Begyndelsen af Juli. I Juli og August træffer man Cikaderne af denne anden Sommer- generation. Da Cikaderne til at begynde med fra Engene vandrer ind over Kornmarkerne, bliver disse altid angrebne fra Randen ; har en saadan Invasion fundet Sted, bør man derfor pløje den ned, naar Planterne er fulde af Æg. Til at fange Dyrene med anvendes i Tyskland en af Kuhn konstrueret Fangstmaskine, der kjøres rundt paa Marken og er indrettet saaledes, at Dyrene bliver hængende i et med Larvelim bestrøget Stof; man har ogsaa anvendt Brædder, besmurte med Vognsmørelse.

Meget almindelig optræder paa alle mulige Planter detsaakaldte G i øge spyt, en skumagtig Vædske, afsondret af Skum cikaden (Tettujonia spumaria L.). Den lægger sine Æg paa Planterne, og Larverne, der er overordentlig bløde og sarte, afsondrer gjennem Bagkroppen denne Vædske, indeni hvilken de lever som Larver og Nymfer for at beskyttes mod Sol og Fjender. Efterhaanden som Udviklingen skrider frem , tørrer Skummet ind. Findes de i store Mængder, kan de frembringe Krusning af Bla- dene og Forkortning af Stængelstykkerne, men gjør ellers ingen videre Skade og nævnes kun her, fordi det er et Fænomen, der ikke kan undgaa Ens Opmærksomhed, naar man færdes en Del i det Frie.

Tæger.

Hos Tægerne er den første Brystring fri , medens de to sidste slutter sig til Bagkroppen og ligesom denne dækkes af Vingerne, saaledes at man kun paa Rygsiden

56

ser lidt af Mellembrystet som en Trekant, Rygskjoldet, mellem Vingerne. Forvingerne er udviklede som Dæk- vinger og er læderagtige, kun Spidsen er hindeagtig. Paa Ryggen fremkommer der en Figur som en Konvolut, hvis forreste og bageste Trekant er dannet af Rygskjoldet og det hindeagtige af Forvingerne, medens Sidetrekanterne er dannede af Vingernes læderagtige Dele. Tægerne afsondrer en oljeagtig Væske, der meddeler alt, hvad de rorer ved, en ubehagelig Lugt og Smag. Det vil saaledes være et velkjendt Fænomen, at Jordbær, Hindbær, Brombær og andre Frugter ofte kan have en ubehagelig Smag; denne hidrører fra Bær tæger, der kryber om paa Planterne. Nogle Tæger optræder udelukkende som Rovdyr, andre dels som Rovdyr dels som Planteædere, atter andre udeluk- kende som Planteædere ; af de to sidste Grupper er der flere, der gjor Skade i Marker og Haver.

I Haver angribes næsten alle Prydplanter, saa- ledes meget hyppig Lev- køjer, samt i Urtehaver de forskjellige Kaalsorter

*Fig. 6. Kaaltægen (Strachia oleracea). Til af flere Tægearter: Ca-

bøjre et fuMt udviklet Insekt ; i Midten en . ... , .

Nymfe ; til ven,t re en Larve. 1 O C O l" 1 S b 1 p U II C t a t 1 1 S

(gulgrøn med sort Ryg), Lygus pratensis, Orthotylus nassatus, Cydnus bicolor (glinsende sort med hvide Pletter), Strachia oleracea — Kaaltægen — blaagrøn eller metalglinsende grøn, Hunnen med røde, Hannen med hvide Pletter. Navnlig hvor Planterne staar tæt, og der kun er ringe Tilgang af Luft, gjør Tægerne stor Skade. Langvarigt Tørvejr og varmt Solskin begunstiger ligeledes Angrebet,

Kartofler angribes hyppig af Kaaltægen og flere Lygaeusarter : Blomsterne falder af, og Stængler og Blade bliver brunplettede og krusede af deres Sugning: ligeledes har man fundel deres Æg dybj inde i Blad- stilkene.

57

Turnips, li u t a b a g a og B e cl e r kan undertiden være saa stærkt hjemsøgte af Kaal tægen , Engtæger {Lijgus campestris og rimeligvis ogsaa L. prut en si s) og Penta- toma juniperinum, at de staar fuldstændig hentorrede.

Paa Rugax har man iagttaget en okkergul Tæge, Aelia acuminata, sugende de unge Kjærner ud.

Humletægen (Capsus vandalicus Rossi) suger Saften af Blade og Grene af Humle. Den holder sig skjult mellem Bladene, men dens Tilstedeværelse giver sig til Kjende ved de Saftdraaber, der flyder ud af Saarene, som frem- kommer ved dens Stik. Dens Sugning skal kunne give Anledning til Dannelse af Hexekoste.

Da Tægerne oftest angriber en Mark fra Yderkanten og forst langsomt breder sig ind over den, vil man i hvert Tilfælde paa mindre Arealer temmelig let kunne standse deres Fremtrængen, miar man griber Sagen an i rette Tid. Af- bankning er det bedste Middel men det anbefales ogsaa at sprøjte det angrebne Areal med Petroleumsemulsion.

3. Biller (Coleoptera).

Billerne har en typisk Bidemund, saaledes som denne tidligere er beskreven ; Kindbakkernes Form varierer i højeste Grad efter Dyrenes Levemaade. Første Brystring er fri ligesom hos Tægerne, og af anden Brystring ses der ofte en Trekant, Rygskjoldet, mellem Vingerne. Forvin- gerne er haarde Dækvinger, under hvilke Flyvevingerne ligger foldede sammen. Undertiden mangler disse, og Dækvingerne kan da voxe sammen i Midtlinjen. 1 Al- mindelighed er næsten hele Bagkroppen dækket af Dæk- vingerne, hvorfor Rygsiden af Ringene er temmelig blød; men undertiden er disse Vinger smaa, saa at en stor Del af Bagkroppen bliver fri og derfor ogsaa haardere (Rov-

58

biller, Oljebiller). Følehornenes Form og Længde er meget forskjellig og afgiver et godt Kj endemærke mellem de for- skjellige Grupper af Biller. Fodens Form ændres paa for- skjellig Maade efter Dyrenes Levevis. Fodleddenes Antal kan variere paa følgende Maader:

5 Led i alle Fødderne (Torbister, Løbebiller, Rovbiller, Vandkalve, Hvirvlere, Vandkjærer, Pragtbiller o, s. v.).

5 Led i Forfødderne, éP^MellemA og* Bagfødderne (Melbiller, Oljebiller, spanske Fluer o. s. v.).

Tilsyneladende 4 Led i alle Fødderne (Snudebiller, Guld- biller, Træbukke o. s. v.).

Tilsyneladende 3 Led i alle Fødderne (Mariehøns).

Den 5-leddede Fods Form varierer atter, eftersom Dyrene skal færdes paa Jorden, i Vandet, i Træerne eller andetsteds. Lange, tynde Fødder lindes hos Dyr, der hurtigt strejfer om paa Jorden (Løbebiller). Brede, ud- videde, filtede Fodled findes hos Dyr, der skal færdes klatrende (Pragtbiller). Bagbenene er Svømmeben o: brede, flade og randhaarede, hos Dyr, der svømmer (Vand- kalve). Forbenene kan være Graveben o: Laaret er tykt for at give Plads til kraftige Muskler, Skinnebenet kort, stærkt sammentrykt, takket i Randen, da det er det egent- lige Graveredskab, medens Foden, der ikke skal benyttes, bliver ganske lille for ikke at være i Vejen under Grav^ ningen (de fleste Torbister). Tilsyneladende 4 eller 3 Led findes hos de fleste Biller, der færdes paa Planter. Plantefodens Led er brede, filtede paa Undersiden; det Led, der ser ud som det næstsidste, er delt i to Lapper; imellem disse sidder det virkelig næstsidste Led som et lille kugle- formet Vendeled, ved Hjælp af hvilket Kloleddet kan løftes op, saa at der ikke slides paa Kløerne under Klatringen (Snudebiller, Træbukke, Guldbiller). Hos Marie- hønsene er et af Fodleddene faldet bort, men ellers er Foden bygget paa samme Maade som en almindelig Plantefod.

Ligesom der er en uendelig Variation indenfor de fuldtudviklede Biller, saaledes er der det ogsaa indenfor

59

Larverne. Deres Levevis varierer i højeste Grad, og den heraf folgende Forskjel i Ydre er endnu mere iøjnefaldende end hos de fuldtudviklede Biller. Indenfor Billelarverne kan man opstille tre Typer: den rodende, den gravende og den fritbevægelige. De to forste lever altid af Plante- føde, den sidste enten af Rov eller af Planteføde. De rodende Larver lever saadanne Steder, hvor deres Føde omgiver dem, saa at de ikke behøver at bevæge sig videre for at skaffe sig den: i Frugter, levende eller dødt Træ (Larver af Snudebiller, Frø biller, Barkbiller, Træbukke, Pr agt biller, Borebiller). De er bløde, hvide, uden eller med rudimentære Lemmer, men med et haardt, kitiniseret, altsaa mørkt Hoved, hvorved de altid kan kjendes fra Maddiker, horende til andre Ordener. De gravende Former lever ligeledes paa skjulte Steder, hvorfor de ogsaa er bløde og hvide, men da de ikke har Føden umiddelbart om sig, maa de finde den i det omgivende Medium; deres Lemmer er derfor udviklede, om end ikke i høj Grad, da Bevægelsen for en stor Del iværksættes ved, at de skubber sig frem (Larverne af Torbisternes store Gruppe). De fritbevægelige Former er kitiniserede, altsaa mørke og haarde og har veludviklede Lemmer. De er enten Vand- eller Landdyr. I første Tilfælde er Bag- kroppen eller Lemmerne udstyrede med en Bræmme af Svømmehaar (Vandkalvenes Larver). Landformerne strejfer enten frit om og lever da som oftest af Rov (Larver af Løbebiller og Rovbiller), eller de bevæger sig gjennem de øvre, løsere Jordlag eller i trøskede Træ- stubbe, hvor deres haarde, slanke Krop let kan skyde sig frem, hvorfor Lemmerne her er mindre udviklede (Smæl- derlarverne).

Følgende Tabel vil tjene til at give en Oversigt over de almindelige Billelarver:

1. Frit bevægelige. A. Kitiniserede

a. Rovdyr, med lange, spidse, syldannede Kindbakker.

60

1. Vanddyr Van dkal vel arver.

2. Landdyr.

«. Med ét Fodled, Kloleddet, der er væbnet

med 1 Klo Rovbillelarver.

[•i. Med to Fodled, Kloleddet i Reglen væbnet

med 2 Kløer Lobebillelarver.

b. Planteædere med korte, brede Kindbakker.

1. valseformede, gule eller lysebrune

S m ælder larver.

2. flade, bænkebideragtige, paa Ryggen mørke- brune Aadselbillelarver.

B. Bløde . .. Larver af Guldbiller, Mariehøns og

Rapsglansbillen.

Hvide, bløde, mindre bevægelige.

A. Med tydelige Lemmer; Kroppen lang og krum . . .

Torbistlarver.

B. Uden eller med rudimentære Lemmer.

a. Kroppen tyk, lidt krummet; ingen Lemmer . . . Larver af Snudebiller, Frø bi 11 er og Bark- biller.

b. Kroppen ikke krummet.

1. Hovedet stort og bredt . Træbukk el arver.

2. Hovedet lille, trukket ind i det brede For- bryst Pragtbillelarver.

Lobebiller (Carabidae).

Løbebillerne er baade som Larver og fuldtudviklede Dyr slanke, langstrakte, mørke Dyr, der bevæger sig med stor Hurtighed. De er udprægede Rovinsekter, kun ganske enkelte lever af Planteføde.

Axloberen (Zabrus gibbus F.)

er en Lobebille at c l."> Mm. s Længde og c. 6 Mm. s Bredde. Kroppen er højt hvælvet, tyk. næsten valseformet, Paa

61

Ryggen er den fedtglinsende sort; Følehorn og Munddele er rødbrune; Undersiden og Benene er brune eller rod- brune. Dækvingerne er punkteret stribede. Larven naaer en Længde af 20—26 Mm. og en Bredde af 3 — 4 Mm. Den er fladtrykt, omtrent lige tyk i hele sin Længde, idet den kun imod Bagenden bliver tyndere. Foruden Hovedet, der er sortebrunt og forsynet med kraftige Kind bakker, kan man tælle 12 Ringe, der med Undtagelse af den sidste er kvadratiske og paa Oversiden dækkede af fir- kantede, mørke Kitinplader, der dækker de 3 Brystringe fuldstændig, men paa Bagkropsringene bliver baade kortere og smallere, saa at den bløde, lyse Hud viser sig paa Si- derne og ogsaa ofte mellem Ringene. Paa den sidste Ring sidder der et Par led-

dede Tappe, Halenokker, imellem hvilke Gattet kan skydes ud som et 13. Led. Paa hver af Brystringene sidder der et Par kraftige Ben, som ender med 2 Kløer. Hos alle andre skadelige Bille- larver findes der kun én Klo. I Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli kommer

Billen frem af Jorden. Om Dagen holder den sig skjult under Jordknolde eller Stene, men om Natten kryber den op ad Straaene paa Rug, Byg og Hvede, sjældnere Havre. Naar den er naaet op til Axene, holder den sig fast med de to bageste Par Ben; med det forreste Par aabner den Avnerne og begynder da at æde af Kornene, helst de unge mælkede, som den æder helt op; er Kornene haardere, æder den i Reglen kun den blødeste, indre Del af dem. Billen omklamrer Straaet saa fast med sine Ben, at selv stærk Storm ikke kan ryste den af; den gynger frem og tilbage med Planterne og fortsætter sit Maaltid trods Bevæ- gelsen. Hunnen lægger sine Æg i smaa Hobe i Jorden

Fig. 7. Axloberen (Zabrus gibbus) Larve (efter Taschenberff).

62

ved Grunden af de Planter, den lever af. Larven, der ligeledes er Planteæder og det paa en anden og langt skadeligere Maade end Billen, begynder allerede om Efter- aaret sit Angreb, men rigtig graadig tager den først fat det følgende Foraar. Om Dagen opholder Larven sig i lodrette Huler, den har gravet i Jorden indtil en Dybde af nogle og tyve Cm. Om Natten kommer den frem og angriber de overjordiske Dele af den unge Sæd eller Græs, hvis der ikke er Korn til Stede. Redderne rører Larven aldrig. Med sine Kindbakker gnaver Larven i Bladkjødet, særlig af de unge Blade; Ribberne lader den i Alminde- lighed staa, i hvert Tilfælde de ældre Blades. Ofte an- griber den selve Hjerteskuddet, hvorved de unge Planter hurtig ødelægges helt. De angrebne Planter trækker Larven ofte paa Regnormevis ned i Hulen med sig. Paa denne Maade huserer Larven indtil sit 3dje Aar, da den for- pupper sig i Jorden i en Udvidelse af den gamle Larve- hule for efter en Maaneds Forløb at komme frem som fuldt udviklet Insekt. Kun Efteraar og Foraar gjør Larven Skade paa Kornsorterne, da den aldrig angriber de voxne Planter: formodentlig lever den om Sommeren af Insekter, Regnorme o. s. v. I Fangenskab har man i hvert Tilfælde set baade Larven og Billen ernære sig paa denne Maade. Om Vintren tager den ingen Føde til sig.

I 1812 er det første Angreb iagttaget af dette Dyr; forst i 1832—33 optraadte den atter ødelæggende paa Hvede i Italien. Fra Tredserne mældes der hyppig om Angreb af den navnlig i den østlige Del af Europa. Kun enkelte Aar optræder den som virkelig Ødelægger af Korn- sorterne; de andre Aar maa man antage, at den holder til i Enge og paa Græsmarker; dette bekræftes ogsaa ved, at det særlig er Kornmarker, der følger efter Eng eller Græsmark, eller støder op til saadanne, der angribes af Axløberen. Rimeligvis er det kun i Aar, hvor den op- træder i usædvanlig Mængde, at den søger til Kornmar- kerne. Der vil derfor ikke være nogen Grund til at be- kymre sig om den, før den har vist sig paa en Mark.

63

I Reglen angribes Marken først fra Kanden , hvorfor man bor pløje Forplejningen ned, hvorved der rimeligvis vil kunne ødelægges en Del Æg. Man kan da her saa Ærter, Vikker, Klover, Kartofler eller andre Planter, der ikke angribes af Axloberen. Saa snart Kornet er hostet, maa man bearbejde Marken, dels for at Larverne ikke skal have unge spirende Planter at leve af om Efteraaret, dels for at' komme Dyrene til Livs, idet man efter Ploven kan indsamle dem ligesom Oldenborrelarver. Da Larverne lever i tre Aar, bor man ikke saa Korn de første Aar paa en Mark, hvor der har vist sig stærke Angreb. For at hindre Dyrenes Udbredelse anbefales det at grave en Groft om det angrebne Stykke og hælde Kalkmælk i denne.

Skjont Billen findes overalt her i Landet og i enkelte Egne endogsaa er almindelig, optræder den meget sjældent i saa stor Mængde, at den kan siges at gjore nogen videre Skade, og Larven er mærkværdig nok aldrig iagttaget.

Aadselbiller (Silphidae).

Aadselbillerne er flade elliptiske Dyr med et lille nedadbøjet Hoved, der næsten skjules af det pladeformig udbredte Forbryst. Følehornene er kølleformede. Dæk- vingerne er længdefurede og skjuler hele Bagkroppen. Naar man rører ved dem, afsondrer de en brun, stinkende Vædske og anstiller sig som døde. Larverne er mørke- brune, flade, bænkebideragtige.

Baade Biller og Larver lever sædvanlig af Aadsler og er derfor nyttige, men flere Arter kan under særlige For- hold angribe levende Planter og optræder da som Skade- dyr, saaledes den sortglinsende Aadselbille (Silpha atrata L.), den matsorte Aadselbille( Silpha opaca L.) og den tværrvnkede Aadselbille {Silpha reticulata F.) o. fl.

64

I Frankrig, England, Holland og Norge klages der navnlig over 5. opaca. I Tyskland og vist ogsaa her i Landet optræder hyppigst S. atrata som Planteæder.

Den sortglinsende Aadselbille [Silpha atrata L.).

Denne Art er glinsende sort, det store tæt og groft punkterede Brystskjold har opadbøjede Siderande og dækker over Roden af Vingerne. Dækvingernes Yder- og Inder- rande er ligeledes opadbøjede; mellem disse Rande findes der tre ophojede Lister med rynket punkterede Mellemrum. Larven er paa Ryggen dækket af sorthaarede Skjolde; paa Undersiden er den lysere og blod. Ringene tiltager i

Bredde fra Forenden til Midten for derefter atter at blive smallere bagtil. Paa sidste Ring sidder der et Par tilspidsede

Vedhæng, bag hvilke Gattet kan skydes ud. De Fig. s. Den sortglinsende Aadseibiiie tre Brystringe bærer hver

(Silpha atrata) med Larve (efter Taschen- et par korte Ben. Billen

ligger om Vintren i Dvale under Stene, Jordknolde o.l., tidlig om Foraaret kommer den frem, parrer sig og lægger sine hvide, runde Æg under vissent Løv eller under Jordoverfladen, idet den strækker sin Bagkropsspids ud som et Læggeror. Efter 14 Dages Forlob kommer Larverne frem omtrent midt i Maj Maaned. Snart holder de sig skjult, snart strejfer de frit om og lever ligesom Billen af Aadsler og Snegle, er altsaa nyttige Dyr; men er der store Masser af dem, og den dyriske Næring saaledes ikke er tilstrækkelig, gaar de over paa Planter f. Ex. Runkelroer og Sukkerroer og æder her graadig af de unge Blade, som de fuldstændig kan skelettere, saa Planterne dor eller sættes langt tilbage. Efter 4 Hudskifter, umiddelbart efter hvilke de er hvide for efter en Timestids Forlob atter at antage deres sorte

65

Farve, er de udvoxne, graver sig derefter nogle Tommer ned i Jorden og forpupper sig. Efter en halv Snes Dages Forløb fremkommer det fuldtudviklede Insekt.

Om den matsorie Aadselbille (Silpha opaca L.) beretter Schøyen fra Norge om gjentagne Angreb paa Bygmarker og Kaalvæxter. Ligeledes er der mange Beretninger om dens Angreb paa Runkelroer og Sukkerroer. Fra Holland foreligger en Meddelelse om et Angreb paa Raps af det fuldtudviklede Insekt.

Den tværrynkede Aadselbille (Silpha reticulata F.) skal ogsaa af og til foruden paa Roer være iagttaget paa Rug og Byg, hvor den æder Bladene fra Randen af.

Det tilraades at lægge dode Dyr — Mus eller andre Smaadyr — omkring paa de angrebne Marker: Billerne ventes da at ville søge bort fra Roerne , hidlokkede af deres na- turlige Føde. Frisk Gjodning med meget forraadnende Affald hidlokker Dyrene; skal saadan Gjodning anvendes, maa det tilraades at gjøde om Efteraaret. Til Foraars- gjodning bor man kun anvende lagret naturlig Gjod- ning eller Kunstgjødning. S c hø yen tilraader at over- gjøde de angrebne Planter med Superfosfat eller med en Blanding af Gaskalk, brændt Kalk, Sod og Svovlblomme dels for at forjage Dyrene dels for at fremskynde Planternes Væxt. Det har ogsaa vist sig hensigtsmæssigt at drive Høns ind paa de angrebne Marker. Forovrigt er det vistnok sjældent, at de flere Aar i Træk angriber en Mark; der behøves derfor ikke saa kraftige Forholdsregler overfor Aadsel- billerne som overfor mange andre Insekter.

Rapsglansbillen ell. Glimmerbøssen {Meligethes aeneus F.)

er en lille metallisk grøn eller blaalig Bille af lidt over 2 Mm. s Længde og IV2 Mm.s Bredde. Den er omtrent lige tyk i hele sin Længde, afrundet for- og bagtil. Dæk- vingerne er tæt og fint punkterede. Følehornene er kolle- dannede og mørke, Benene af samme Farve. Rapsglansbil- lerne ligner Jordlopper, men kan let kjendes fra disse ved ikke

5

at have Springben. Larven ligner ligeledes en Jordloppe- larve, er valseformet og gullighvid med sort Hoved. Paa hver af de første 11 Kinge findes der 2 brune Kitin- prikker, paa den tolvte, der er vorteagtig forlænget 3.

Benene er meget korte. Den kan naa

en Længde af c. 4 Mm.

« Billerne overvintrer i Jorden og

kommer frem tidlig om Foraaret; alle- V rede i April Maaned ser man dem i 1 travl Bevægelse paa Blomsterstandene af Raps, Rybs og andre Korsblomstrede. De gnaver Hul paa Knopperne, i hvilke der ofte kan samles 3 — 4 Stykker, og fortærer Støvdragerne og Stovvejen. De angrebne Blomster visner, og Billerne kryber da ind i nye. I Solskin flyver de livligt om mellem Blomsterne og parrer sig. Efter 3—4 Dages Forlob lægger Hunnerne Æg. Ved Hjælp af et fremskydeligt Læggeror anbringer de et Æg ad Gangen i en Knop. Saa- ledes hjemsøger de Knop efter Knop, indtil deres Æggeforraad er udtomt, hvorefter de dør. Findes der flere Larver i én Knop, hvad der ikke sjæl- dent er Tilfældet, skyldes disse forskj el- lige Hunner. I Løbet af 8 — 14 Dage kryber Larverne ud af Æggene og be- gynder paa samme Levevis som Moder- dyret: naar de har ædt Indmaden ud af én Blomst, kryber de hen til en ny og fortsætter her. Er <I<t ikke flere Knopper til Stede, eller er Larverne komne sent til Udvikling, kryber de om og æder af Stængler, Blomster og Skulper, eller de gnaver sig ind i disse sidste og fortærer de unge Frø. 1 Løbet af en Maaneds Tid eller mindre er Larven fuldvoxen: den lader

neden en Plante med Billen og dens Larve i naturlig Størrelse; for

oven samme for- størrede (citer Land- mandsbogen).

67

sig da falde ned til Jorden, hvor den forpupper sig i et løst Spind. Efter en 14—16 Dages Puppetilstand kommer den fuldtudviklede Bille frem og fortsætter strax sine For- gængeres Ødelæggelsesværk. Muligvis frembringes der endnu en Generation samme Aar. Naar Vejret bliver koldere, kryber Billen ned i Jorden og overvintrer her.

For at der ikke hele Somren igjennem skal være pas- sende Næring til Stede for Dyrene, maa man sørge for at holde Jorden ren for de Ukrudtsplanter, som de særlig- ynder, navnlig Agersennep og andre vildtvoxende Kors- blomstrede og Ranunkler. Dernæst bor man i Egne, der hjemsøges meget af denne Bille, sørge for at dyrke Raps- og Rybsvarieteter, der afblomstrer hurtigt. Erfaringen skal have godtgjort, at radsaaede Planter ikke lider saa meget ved Angrebet som bredsaaede. Radsaaede Marker egner sig ligeledes bedre til Indsamling af Dyrene end de bred- saaede. Fra Østrig berettes der, at Indsamling med Held har været anvendt. Man lod Drenge gaa Markerne igjen- nem Række for Række; i den ene Haand holdt de et vaadt Næt, med den anden rystede de hver Plante over dette. Indholdet blev Tid efter anden hældt over i større Sække og senere dræbt i kogende Vand. Arbejdet blev foretaget fra tidlig om Morgenen til Kl. 12. Fra 12—3 blev der holdt Hvil: i den Tid sværmede nemlig Billerne; efter Kl. 3 tog man atter fat paa Arbejdet. Ind- samlingen maa foregaa paa varme, stille Dage, da Billerne, naar det er koldt og blæsende, sidder saa fast paa Plan- terne, at de ikke lader sig ryste af; dernæst maa man fore- tage Indsamlingen strax, naar Billerne kommer frem, inden Æglægningen har fundet Sted. I varme og tørre Somre optræder Dyrene talrigst ; Regn og Blæst er til Skade baade for de æglæggende Hunner og for Larvernes Udvikling.

Ruiikelroebilleii (Atomaria Unearis Steph.)

er en højst 1 — 1V2 Mm. lang, temmelig flad, langagtig ægformet Bille. Den er lysere eller mørkere brun, tyndt

5*

beklædt med graa, tæt tiltrykte Haar. Følehornene, der sidder tæt ved Siden af hinanden og er af samme Længde som Hoved og Forbryst tilsammen, er ligesom Benene lysere. Forbryst og Dækvinger er fint punkterede.

Dyret lever i Reglen i raadnende Plantesubstanser, men gjør dog baade som fuldtudviklet Insekt og Larve ofte meget stor Skade paa Roemarker. Naar der om Foraaret viser sig Spring i en Roemark, idet Kimplanterne mange Steder slet ikke er komne op over Jorden, eller de smaa Planter staar med Kimbladene gulnede eller visne over Jorden, er denne Bille ofte den skjulte Fjende. Prøver man at rykke Planterne op, gaar de itu; men graver man dem forsigtigt op og undersøger Rødderne, vil man finde de smaa Dyr i fuld Aktivitet med at ødelægge Planten. Enten gnaver Billen Kimstænglen over, inden Planten er naaet op af Jorden, eller den gnaver paa Roden og den underjordiske Stængel af de lidt ældre Planter; de gnavede Steder bliver hurtig sorte. Meget af den saakaldte « Rodbrand«, der antages at stamme fra for megen Kulde og Fug- tighed om Foraaret , skyldes disse smaa Dyr. Bliver det nu mildt og varmt i Vejret, læges temmelig hurtigt Saarene (hvis Planterne ikke har været saa stærkt angrebne, at de visner) , idet friske Dele voxer hen over de syge Steder, ganske som ved Rodbrand; men Planten er natur- ligvis altid bleven sat en Del tilbage ved Angrebet, ja ofte slaar Roerne helt fejl, idet Pælerodens Væxt standses, og denne erstattes af et Knippe Rodgrene, et Tilfælde, der ogsaa kan fremkomme uden Dyrs Medvirkning, ved at den unge Pælerod støder imod en Sten eller andre faste Legemer f. Ex. en Klump uopløst Gjodning eller lignende. 1 klart varmt Solskinsvejr kryber Billerne frem af Jorden og æder af Bladene; om end Skaden, de herved forvolder, langt fra er saa stor som den, der foraarsages ved det underjordiske Angreb, kan de dog ødelægge en hel Del, idet de, naar de optræder i stor Mængde, kan afblade en Plante fuld- stændigt.

69

For at hindre Billernes altfor stærke Formering er det naturligvis vigtigt at sarge for rationelt Sædskifte, hvad der nok kan lade sig gjore, hvor der kun dyrkes Foderroer, men vel undertiden kan have sine Vanskeligheder, hvor Driften er baseret paa Sukkerroedyrkning. Man maa da sorge for at saa Roerne meget tæt, for at der kan blive et tilstrækkeligt Antal sunde Planter tilbage efter Angrebet. Har Marken allerede de foregaaende Aar vist sig angreben, bor man ikke saa Roerne i den, men vælge et sundt Stykke Jord hertil og forst plante Planterne ud i den angrebne Jord, naar de er blevne større og mere modstandsdygtige, et Middel, der ganske vist kun lader sig anvende paa mindre Arealer.

Torbister (Scarabaeidae el. Lamellicornia).

Til denne Familie horer der en stor Mængde Insekter, der alle lever af Planteføde. Blandt disse findes vort ska- deligste Insekt, den almindelige Olden borre og den mindre Gaasebille, som ogsaa gjor en Del Skade, der- næst nogle sjældnere Oldenborrearter samt Skarnbasser, Gjodningsbiller o. a., som ingen Skade gjor, og Eghjorte, Boghjorte og Valsehjorte, der gjor Skade i Skove. Tor- bisterne er plumpe, tykke Dyr ofte med livlige Farver og Metalglans. De har meget karakteristiske Følehorn: de sidste 3— 7 Led er nemlig paa den indvendige Side trukne ud til Blade, der lægges sammen eller foldes ud, alt efter- som de er i Ro eller Bevægelse, hvorfor man ogsaa kalder disse Biller vifte- eller bladhornede (Lamellicornia). For- benene er Graveben. Forbrystet er tykt og stort. Forvingerne dækker hele Bagkroppen eller lader kun den allerbageste Spids ubedækket. Ofte har Hannerne sekundære Kjonsmærker (o: saadanne, der ikke staar di- rekte i Parringens Tjeneste) i Form af Udvæxter paa Hoved og Forbryst, stærkere udviklede Følehorn og Kind-

70

bakker o. s. v. Larverne har et tykt, blødt og krumt Le- geme med temmelig korte Lemmer; kun Hovedet er haardt. De mangler Øjne, har korte Folehorn og veludviklede Bideredskaber. De er i det Hele taget indrettede til at føre en gravende Tilværelse paa skjulte Steder og leve af Plantefode. De vigtigste herhenhørende Dyr er:

Den almindelige Oldenborre (Melolontha vulgaris L.).

De største Exemplarer naar en Længe af 3 Cm., de mindste kun Halvdelen. Følerviften bestaar hos Hannen af 7 store Blade, hos Hunnen af 6 smaa. Det sidste Bag-

48Mt^

Fig. 10. Den almindelige Oldenborre (Melolontha vulgaris). Larve, Puppe, flyvende Hun op: en Han, der arbejder sig frem af Jorden. (Efter Ritzema Bos).

kropsled er trukket ud i en lang, stump Spids, der kan strækkes mere eller mindre udenfor Dækvingerne. Farven er sort, Dækvinger og Ben rødlige eller gulbrune. Dæk- vingerne er forsynede med talrige korte, hvide Haar, der giver dem et melet Udseende; disse slides imidlertid for en stor Del af under Arbejdet for at komme op af Jorden, hvorved de bliver mere eller mindre blanke. Larverne ud- mærker sig ved at have længere og kraftigere Ben end deres nærbeslægte og ved, at deres Kindbakker har en skarp ikke indskaaren Skærerand. De 7 første Ringe er foldede

71

paa tværs, de 5 følgende derimod glatte. De to sidste Ringe udvides til en Sæk, der bliver mørk af de gjennem- skinnetide Exkrementer, medens den øvrige Del af Kroppen er smudsig hvid.

I Maj Maaned kommer Oldenborrerne frem af Jorden: i Begyndelsen af Maaneden, hvis Vejret er mildt, i Slut- ningen af denne eller endog i Begyndelsen af Juni, hvis det er koldt. Uden som Regel at foretage lange Rejser slaar de sig ned i Træernes Kroner; om Dagen hænger de i de tynde Grene uden at foretage sig noget, men om Aftenen sværmer de livligt om og æder graadigt af Bladene: idet de med Kindbakkerne omfatter Randen, æder de Stykke for Stykke af Bladet, indtil de til Slut naar ind til Midt- ribben. Meget kræsne er de ikke i Valget af deres Fode; mest ynder de Egeblade, men tager i øvrigt til Takke med de fleste træagtige Planters Blade og Knopper; Lind, Ælm, Ask og El bliver dog sjælden gnavede af dem. Af Naale- træer hjemsøger de kun Lærk, Ædelgran og unge Gran- skud. Urteagtige Planter søger de kun til, naar der ingen træagtige Planter findes, eller disse alt er afbladede. Selv- følgelig skades Træerne meget ved at blive afbladede, da deres Assimilationsevne derved forringes eller helt gaar tabt: man har ogsaa paavist, at de Aarringe, der dannes i Oldenborrernes Flyveaar, er meget smallere end de til- grænsende; ja unge Træer kan endog dræbes som en Følge af Afbladningen ; Frugttræer giver ingen Frugt hverken i Oldenborreaaret eller det følgende Aar, da ogsaa Knopperne bliver ædt. Men dog er Skaden , der foraarsages af dem for Intet at regne mod de ødelæggelser, Larverne forvolder.

Faa Dage, efter at Billerne er begyndt at sværme, finder Parringen Sted. Naar Hannerne kommer frem er de fuldkommen kjønsmodne; hos Hunnerne derimod er Æganlæggene endnu ganske unge, hvorfor Sæden opbe- vares i Sædgjemmet, og Æggene først befrugtes, naar de passerer forbi dette. Omtrent 14 Dage, efter at Hunnerne er komne frem, er Æggene modne, og Hunnerne lader sig

72

da falde ned paa Jorden, graver sig ned i denne og lægger her deres Æg: 20, hejst 30 Stykker tæt ved hverandre nogle Tommer under Jordoverfladen; disse er smudsighvide eller gullige, elliptiske, omtrent ll/a Linje lange og 1 Linje brede og forsynede med en temmelig blød Skal. Herefter kommer de atter frem og giver sig til at æde; der ud- vikles nu paany Æg, og efter andre 14 Dage graver de sig atter ned og lægger et lignende eller lidt ringere Antal Æg. Endnu en tredje Gang kan dette gjentage sig. I Slutningen af Juni og Begyndelsen af Juli dør de Olden- borrer, der har undgaaet deres talrige Fjenders Efterstræ- belser; i Reglen graver de sig ned i Jorden og dør der. Løs, humusrig Jord vælges fortrinsvis af Hunnerne til at lægge Æg i; det er derfor ikke tilraadeligt i Oldenborre- aarene at have løse Brakmarker i Nærheden af Skove, Krat eller Alléer paa Egne, der lider meget af Olden- borrerne.

Efter 4 — 6 Ugers Forlob kommer Larverne ud af Æggene; den første Sommer bliver de i Reglen i Nær- heden af hverandre og gjor næppe stor Skade, da de for en stor Del lever af Planterester i Jorden eller af finere Rødder, og i hvert Tilfælde er det forst sent paa Sommeren, at de er til Stede. Om Efteraaret graver *) de sig længere ned i Jorden og tilbringer Vintren i Dvaletilstand. Det følgende Foraar kommer de atter op i Overfladen og ædet- nu rot graadigt af Rødderne, saa at de navnlig noget hen paa Sommeren kan gjore stor Skade ; dog forst næste Foraar og Sommer begynder de rigtig at rasere Markerne, hvori de findes, idet de ikke skaaner selv de kraftigste Rødder, medens de vandrer fra Plante til Plante. Endog træagtige Planters Rødder gaar de ikke af Vejen for, er Rødderne for tykke til, at de kan gnave dem over, af-

Larven arbejder sig frem i Jorden dels ved Hjælp al' Benene, dels ved at skovle med Hovedet, dels ved at stemme den inid terste Del af Ryggen og Bagenden, der begge er ru, idet de er besatte med ganske korte Torne, imod Jorden.

73

barker de dem. Deres Tilstedeværelse giver sig nu til Kjende ved, at Planterne — Græs, Korn, Roer o. s. v. — gulner og visner. Senere hen paa Aaret dræbes Rod- frugterne sjældnere af dem, men Roerne bliver gnavede paa lignende Maade som af Knoporme, saa at de mister betydeligt i Værdi, ja stundom kan de være fuldstændig udhulede. Efter endnu en Vinters Dvaletilstand fortsætter de det følgende Foraar deres graadige Levevis; men Skaden, de gjør, er dog denne Sommer ikke saa stor som den fore- gaaende, da de allerede tidligt paa Sommeren, som Regel ved St. Hansdags Tid, i kolde Somre noget senere, graver sig dybt indtil 1 Fod ned i Jorden, hvor de danner en Hule og forpupper sig. Efter 5—6 Ugers Forløb, alt- saa i Slutningen af August forvandler de sig til Biller. Lige efter Forvandlingen er Dækvingerne og den største Del af Bagkroppen hvide og bløde, medens den øvrige Del af Dyret er mørk og kitiniseret; i Løbet af et Døgn er imidlertid ogsaa disse Dele blevne hærdede og mørke. Billen bliver nu i Jorden til det følgende Foraar og graver sig først op, naar Varmen begynder; særlig i lune For- aarsaftener myldrer de op af Jorden.

Insektets Levetid ' er altsaa 4 Aar, i hvert Tilfælde i de nordligere Lande som Danmark, Nord- og Mellemtyskland ; i Sydtyskland, Schweitz og Frankrig derimod kun 3 Aar. Af disse 4 Aar tilbringer det de 3 som Larve. Kun om Sommeren arbejder den, om Vintren ligger den i Dvale. Hvor dybt den gaar ned, afhænger af, om Jorden er frossen mere' eller mindre dybt ned. I Reglen befinder Larverne sig nogle Tommer nede; den største Dybde, hvori de er fundne, er nogle og tyve Tommer. Larver, der er overraskede af Frosten, kan man finde i den frosne Jord; man har Ex- empler paa, at saadanne indefrosne Larver er levet op igjen i Varme.

Allerede i det Foregaaende er benyttet Udtrykket Ol- denborre aar, hvorved forstaaes et Aar, der er særlig rigt paa Oldenborrer, medens der næsten ingen lindes de mellemliggende Aar. Det vil være Læseren bekjendt, at i

74

Egne, hvor der er mange Oldenborrer, indtræffer et saa- dant Oldenborreaar eller Flyveaar hvert fjerde Aar, medens der i Egne, der ikke hjemsøges videre, ikke er nogen Forskjel paa Oldenborrernes Antal de forskjelligeAar. At der fremkommer saadanne Flyveaar, maa forklares ved, at et Aar en Gang har været særlig heldigt for Olden- borrerne: Vejret har været passende for dem, der har været rigelig Føde, og der har været sparsomt af Fjender til at indskrænke deres Antal; de vil da formere sig særlig talrig , og største Delen af Ynglen vil naa til fuld Udvikling; det fjerde Aar derefter vil da blive Olden- borreaar. Men hvis nu de samme for Oldenborrerne hel- dige Forhold indtraadte flere Aar i Træk, skulde man vente, at der kunde komme flere paa hinanden følgende Oldenborreaar. Hvis imidlertid Aaret efter et Oldenborre- aar ogsaa var særlig heldigt for Dyrene, vilde de unge Larver allerede finde Jordbunden optagen af Oldenborre- larver; det første Aar kunde de nok slippe igjennem, da de kan leve af Humus, men det følgende Aar maa de nødvendigvis komme til at sulte, da de ældre Larver allerede har gjort rent Bord; og ikke alene af Sult vil deres Antal indskrænkes: endnu en anden Fare lurer paa de smaa Larver, idet de ældre Larver optræder som Kanni- baler over for deres yngre Slægtninge. De Enkelte, der slipper igjennem disse vanskelige og farefulde Forhold, vil til Gjengjæld hævne sig paa det næste Oldenborreaars Yngel og gjøre deres til, at denne farlige Generation udtyndes. I Egne, hvor der ikke er mange Oldenborrer, vil disse Forhold ikke indtræde: hvert Aars Larver vil finde rigelig Næring. Oldenborrernes Antal vil derfor være omtrent det samme hvert Aar. De Heste Steder her i Landet falder Oldenborreaaret Aaret før et Skudaar, altsaa 1879, 83, 87, 91, 95 o. s. v., i enkelte Egne to Aar fer: det sydøstlige Hjørne af Sjælland og en Del al' Lolland. Heldigvis optræder Oldenborrerne ikke lige talrigt i alle Oldenborreaar. 1 Halvtredserne gjorde de saaledes megen Skade; derefter aftog de i Antal, indtil de atter i Halv-

75

fjerdserne og Firserne indfandt sig i store Mængder; de senere Aar er deres Antal atter aftaget. Det Samme, vil man finde, gjælder ogsaa andre skadelige Insekter, og Aar- sagerne er de samme: jo mere Insekterne paa Grund af Tidernes Gunst tiltager i Talrighed, i des højere Grad vil ogsaa deres Snyltere — Svampe og Dyr*) — indfinde sig, idet de for dem gunstige Forbold ligeledes øger deres Antal. Muligvis er Nedgangen i Halvfemserne ikke alene en Følge heraf, men kan ogsaa skyldes den ihærdige Ind- samling, der har fundet Sted, og kan saaledes ventes at blive en varig Nedgang.

Oldenborrerne er i de Egne **) , hvor de optræder i større Mængde, hvad der ikke er nogen Sjældenhed her i Landet, det skadeligste Insekt for vort Landbrug, ligesom baade Larven og Billen gjør megen Skade i Skove og Haver. Det er derfor et af de faa Insekter, Landmændenes Opmærksomhed allerede i mange Aar har været henvendt paa, og det eneste Insekt, man baade officielt og privat har taget Kampen op imod, nemlig ved Indsamling, det eneste Middel, der hidtil har vist sig virksomt. De Forsøg, man har gjort paa, ved Hjælp af Kemikalier eller Snylte- svampe***) at komme dem til Livs, har desværre vist sig temmelig resultatløse.

Maaden, hvorpaa Indsamlingen foregaar, vil der ikke være Grund til at gaa nærmere ind paa, da den er vel kjendt. Her skal kun anføres nogle Regler, som det er aldeles nødvendigt at iagttage: Indsamlingen bør foregaa om Morgenen, medens Billerne hænger dvaske i Træerne;

*) For Oldenborrens Vedkommende, i hvert Tilfælde her i Landet,

særlig en Bakterie. f Efter Bergsøe: »Resultaterne af Oldenborreindsamlingen i

Aarene 1887 og 1891* er Svendborg, Odense, Vejle og Aarhus

Amter mest hjemsøgte; derefter følger Præstø, Ribe, Randers

og Holbæk Amter. *) Isaria densa angriber i Frankrig og Tyskland jævnlig i stor

Udstrækning Larverne ; her i Landet er den ogsaa fundet baade

paa Billen og Larven.

76

kun i vaadt og køligt Vejr kan man med Udbytte fort- sætte Indsamlingen op ad Dagen. Indsamlingen bor be- gynde, saa snart Insekterne viser sig, og fort- sættes, indtil de er forsvundne, selv om Udbyttet ikke er stort hverken i Begyndelsen eller Slutningen. For at det arbejdende Personale ikke skal sloves herved, bør Oldenborreprisen derfor være større paa disse Tider end paa det Tidspunkt, hvor de er til Stede i stor Mængde. Indsamlingen skal foregaa i alle angrebne Egn e.

Gjennemføres Indsamlingen ikke rationelt og systematisk, er den kun til liden Nytte.

Indsamling af Larverne bør findeSted2Aar forud for Flyveaaret. Ved Larveindsamlingen yder Naturen selv den aller største Hjælp, nemlig de in- sektædende Fugle: Raager, Stære, Maager o. s. v.*). Den Haand, Naturen her rækker os til Hjælp, bor man med al Kraft understøtte: 1) ved at frede de insekt- ædende Fugle og 2) ved at gjøre Larverne til- gængelige for Fuglene. Ganske vist skal en Mark være meget ødelagt af Larver, før Landmanden pløjer den kostbare Afgrøde ned: men er Angrebet naaet saa vidt, at der maa saaes paany Gang efter Gang, for at f. Ex. en Roemark kan give et tarveligt Turnipsudbytte, da stod Landmanden sig sikkert bedre ved helt at opgive at faa Udbytte af Marken og derved faa Lejlighed til at bearbejde den hyppigt, selv om Tiden og Arbejdskraften er kostbar. De store Skarer af Maager, der selv langtfra Kysten følger Ploven, viser, hvilket Udryddel- sesvær k der her foreg aar.

Til Oldenborreindsamlingen medgaar der hvert Olden- borreaar temmelig store Summer, som udredes dels af

• Ogsaa Oldenborrerne fortæres af fiere Fugle. Et Sted paa Pyen, hvor der i 1899 var store Mængder al' Oldenborrer, blev disse i Løbet al' faa Dage fuldstændig fortærede af en Flok Alliker, der, efter i et Par Dage at have set til i Elo, pludselig kastede sia- ovn- Træerne, hvori Oldenborrerne sad.

77

Staten dels af Kommunerne. Nogle af disse kan faaes ind igjen ved at anvende de indsamlede Oldenborrer, der paa Grund af deres Kvælstofholdighed har Værdi baade som Foder til Svin og Hons og som Gjodning. Anvendes de som Foder, maa man sorge for, at de blandes med andre mindre kraftige Næringsmidler, da de, anvendte alene, vil virke skadeligt*).

Til samme Slægt som den almindelige Oldenborre hører den sortrandede Oldenborre (Melolontha hippocastani F.), saaledes kaldet, fordi Dækvingernes Siderand er sort. Den og dens Larve gjor Skade ganske paa samme Maade som den almindelige Oldenborre, men den er langt sjældnere her i Landet. Den ynder endnu mere end denne let Jord, tindes derfor kun paa magrere Steder, næsten kun i Jylland. Den gaar længere Nord paa end den alminde- lige Oldenborre: i Norge findes denne saaledes slet ikke, men er erstattet af den sortrandede.

Nærbeslægtede er endvidere flere mindre Oldenborrer, der kun har 3 Blade i Folehornskøllen og mangler Bag- kropsgriflen : St. Hans Oldenborren (Rhizotrogus solstitialis L.), lysebrun med lange, strittende Haar, Hedeoldenborren {Rh. Fallenii Gyll.), markere brun, >atoldenborren (Serica brun- nea L.), rodlig lysebrun, glat, dugget og

Gaasebillen el. flaveoldenborreii (Phyllopertha horticola L.).

Denne har en kortere Krop end de foregaaende, bliver 8 — 10 Mm. lapg, er glinsende mørkebrun med gulbrune Dækvinger. 1 Juni Maaned optræder Billerne, ofte i stor Mængde, navnlig i Haver, hvor de æder Bladene af saa- vel træagtige som urteagtige Planter ; ogsaa udenfor Haver

•) I ovenstaaende Skildring er gjentagne Gange benyttet Iagt- tagelser af Dr. E<»as Dansk Forstzoologi 1888).

78

optræder de tit, især paa lavere Træer og Buskads. Hun- nerne lægger Æggene i Jorden, og Larverne lever af Rødder. Her i Landet har de gj en tagne Gange optraadt ødelæggende paa Græs- og Kornmarker. Larverne udvikles allerede i andet Aar til Biller ; de ligner smaa Oldenborrelarver, men kan kj endes fra disse ved Hjælp af Munddelene og Gattet. ,_. „ n .... ,_. , Optræder de i meget stor Mængde,

*Fig. 11. Gaasebillen (Phyl- r °

lopertha horticoia). Biiie og kan man ogsaa her anvende Ind- Larve- samling. Nedbankningen af Insek-

terne maa foregaa meget tidligt om Morgenen, da de er meget livligere end Oldenborrerne og, saa snart Solen be- gynder at varme, flyver om fra Blad til Blad.

Smældere (Elateridae).

Smælderne er langstrakte Biller, der er omtrent lige brede i hele deres Længde og har en stærk Fordybning mellem For- og Mellembryst, hvorved der paa dette Sted fremkommer stor Bevægelighed. Deres Navn hidrører fra at de paa Bugsiden har et Apparat, hvorved de, naar de ligger paa Ryggen , kan kaste sig i Vejret. Benene er nemlig saa svage, at Dyrene ikke kan vende sig om, naar de ligger paa Ryggen, hvorfor de benytter denne Metode til at vende sig om. Springapparatet bestaar af en Torn paa Forbrystet, der passer ind i en Grube paa Mellembrystet. Tornen trækkes nu ud af Gruben og stilles med Spidsen paa Grubens Forrand, ved at Forbrystet bøjes tilbage, saa at dette skraaner nedad fortil, medens Bagkroppen og de to Bryst- ringe, der slutter sig hertil, hæves saaledes, at den skraaner ned mod Bagenden. Den midterste Del af Dyret er altsaa hævet et Stykke over Underlaget. Pludselig lader Dyret Tornen glide ind i Gruben, og samtidig smækker den Del af Dyrets Legeme, der før var løftet op fra Underlaget, imod

7«. i

dette, hvorved Dyret kastes op i Luften, jo højere, des fastere Underlaget er. Smælderne er i Almindelighed morkt far- vede, ofte metalglinsende. Følehornene er savtakkede eller kamformede.

Larverne er langstrakte, cylindriske, eller noget flad- trykte og stærkt kitiniserede, hvorfor de let glider fra En, naar man tager dem mellem Fingrene. De ligner meget Melorme, men kan kjendes fra disse ved, at Kjæberne og Underlæben er voxede sammen til en Plade under Hovedet. Benene er meget lidt udviklede; de bevæger sig ved at bugte Kroppen , og ved Hjælp af deres Legemsform og Haardhed kommer de let igjennem Jorden.

Billerne gjør ingen Skade; men Larverne af flere Arter er meget skadelige paa Marker og Enge, i Haver og Skove, medens andre Arter lever af raadnende Plantesub- stanser enten i Jorden eller i Stubbe og saaledes ingen Skade gjør. De skadelige Smælderlarver tilhører to Typer, der kan kjendes fra hinanden paa deres sidste Led; hos nogle, Agriotes- Arterne, er dette tilspidset; hos andre er det udfladet til et Haleskjold, der som oftest bagtil er gaffeldelt, Athous- Arterne ogdenmusefarvedeSmælder (Lacon murinus L.), men ogsaa kan være udelt, Etater aeneus. De sidste, der i det Hele er større og mere flad- trykte, findes mest paa Roe- og Kartoffelmarker; de første mest paa Korn- og Græsmarker. Den almindeligste og derfor vel ogsaa den skadeligste af Smælderlarverne er Larven af

Koriismælderen el. den gule Traadorin (Agriotes Uneatus L.j.

Billens Længde er 10 Mm., dens Bredde 372 Mm. Hovedet ses meget lidt ovenfra. Forbrystet er stort, stærkt hvælvet, og Baghjørnerne er trukne ud i to kraftige Spidser. Dækvingerne er ved Grunden af samme Bredde som Kor- brystet men afsmalner fra Midten henimod Bagenden ; de er forsynede med 8 Længderækker af sorte Punkter. Dyret er paa

80

Fig. 12. 1 ii Kornsmælderen (A<irin/is /innitus) i h <lcn gule Traadorm (efter Taschenberg) ; •'. Larve af den musefarvede Smælder (Lacon mwrinut), 3 Bygplante, angreben al' den gule Traadorm (efter EUtzema Bos).

Grund af tæt Haar-

klædning gulgraat paa Ryggen, ni orkere paa Bugen, hvor Be- haaringen ikke er saa tæt. Larven er lang, tynd og valseformet,

glinsende gul med enkelte Børstehaar ; det sidste Led løber ud i en brun Spids og er forsynet med to sorte Indtryk. Paa Midten af hver Ring findes der en Læng- defure. Bugen er i Midten indtrykt; men paa hver Side lober der en ophøjet Liste, hvilke to Lister for- enes under Ende- leddet.

Billen kommer frem af Jorden om Sommeren; den lober om alle Vegne: paa

Planter, paa Veje, paa Marker og Enge, men gjør ingen Skade: om Vintren skjuler de sig, og først det følgende Foraar par- rer de sig og lægger derefter Æg i Jorden, i Modsætning til 01- denborren helst iGræs-

eller Kl overmarker,

81

derimod ikke i Roejord, der bliver hakket og bearbejdet meget, og hellere i leret Jord end i løs, sandet Jord. Larven boer nu i Jorden henved 5 Aar og ernærer sig af Planterodder, men kan ogsaa tage til Takke med Plante- rester. Den forpupper sig i Jorden i Maj— Juni og kryber efter en kort Hviletilstand op af Jorden som fuldt udviklet Insekt.

Larverne æder i deres lange Levetid meget graadigt af en Mængde forskjellige Planter. Den unge Sæd lider saa- ledes meget ved deres Angreb: Vintersæden i Oktober — November, Vaarsæden i April- Maj. Larven æder da af den underjordiske Stængel, saa at de unge Planter gulner og visner; hyppigst ses dette Fænomen om Foraaret paa Havremarker: eller Larven gnaver den spirende Kimplante over, saa Planten slet ikke kommer op over Jorden. Særlig skades paa denne Maade dybt saaet Korn, da der her dannes et langt underjordisk Stængelstykke. Er Kornet derimod saaet mindre dybt, og der derfor kun dannes et kort underjordisk Stængelstykke, er der mindre Lejlighed for Larven til at angribe dette; i Stedet for æder den af Rødderne, hvad der ikke er saa farligt for Planter med Trævlerod, med mindre der er mange Larver om én Plante, saa at en større Mængde af Rodderne ødelægges. Ogsaa noget ældre Kornplanter angribes af Larverne, idet disse borer sig ind i den nederste saftige Del af Skuddet, der derved kan blive gult og gaa ud. En Plante, der er an- greben paa denne Maade, kan i Reglen kjendes fra en af Oldenborrer angreben Plante, paa, at paa denne sidste gulner samtlige Skud, medens den af Smælderlarven an- grebne Plante kan staa frisk med et enkelt gult Skud. Unge Roeplanter lider meget ved deres Angreb: her gnaves der af Roden, og da denne Plante har en enkelt ugrenet Rod, vil dette have Plantens Død til Følge. Lagte Kar- tofler kan gjennemgnaves saaledes, at de slet ikke spirer: ligeledes kan de unge Kartoffelplanter odehægges, idet Larverne æder af de underjordiske Stængler. Endvidere lider alle saftige Rødder og Stængeldele: Roer, Gulerødder,

6

82

Kartofler o. s. v. meget ved deres Angreb, idet Larverne gnaver Gange i disse.

Som allerede nævnt lægger Smælderne helst deres Æg i Græs- og Kløvermarker ; det gjælder derfor om at gjere disse utilgængelige for dem. Med dette for Øje har man ladet Faar afgræsse Markerne i Marts— April, hvorved Jorden bliver trampet fast; Tromling vil kunne udrette det Samme. Ikke alene kan man herved hindre Smælderne i at komme ned i Jorden for at lægge Æg, men man vil ogsaa dræbe en Mængde Smældere, der — udviklede af Puppen — hindres i at komme op til Overfladen. Da Larvernes Levetid strækker sig over flere Aar, er det en Selvfølge, at en én Gang angreben Mark vil blive ved at lide under Angrebet ogsaa de følgende Aar. Da Smælderne er meget lidet kræsne i Valget af Næringsplanter, vil Sædskifte ikke være noget virksomt Middel overfor dem ; kunde man end finde en Kulturplante, de ikke yndede, og som det kunde betale sig at dyrke et enkelt Aar, vilde Larverne meget vel kunne opholde Livet ved at fortære Planterester i Jorden, og der vilde da Intet være udrettet ved dette For- søg. Hyppig Bearbejden af Jorden vil være heldig (fler- aarige Græsmarker bør derfor afskaffes, hvor der er mange Smælderlarver), idet Larverne herved kommer op til Over- fladen og da kan indsamles af Børn efter Ploven, hvis ikke insektædende Fugle kan besorge Indsamlingen, hvad her ganske vist ikke nær vil have det Resultat som overfor Oldenborrelarverne, da Smælderlarverne er meget hurtige i deres Bevægelser og derfor meget snart vil være et Stykke nede i Jorden igjen, hvis ikke et Fuglenæb eller en ind- samlende Haand øjeblikkelig er til Kede. Pupper, der kommer op til Overfladen, vil altid gaa til Grunde. Det anbefales meget at bruge Kartofler som Lokkemad ved Indsamlingen. Man skærer Kartoflen i to eller lire Stykker efter dens Størrelse og anbringer disse Stykker i Jorden ; til disse vil Larverne søge, og den næste Dag samler man dem da ind. Paa denne Maade kan man rense Jorden for en Mængde Larver; men paa større Marker vil Frem-

83

gangsmaaden maaske anses for saa besværlig, at det ikke kan betale sig at anvende den ; i mindre Jordbrug vil den derimod vist nok vise sig praktisk. Forgiftning af Saa- kornet har ingen Virkning; det Samme maa som Regel siges om insektfordrivende Stoffer og kunstig Gjodning, fraset at drivende Gjodning (Chilisalpeter, Superfosfat o. s. v.) over for alle Angreb har en vis Virkning, idet det giver hurtig og kraftig Væxt og derved gjor Planterne mere modstandsdygtige over for deres Fjender. Dog anbefales Gjoden med simple Rapskager, der indeholder megen Sennep, da Larverne gærne æder disse, men ikke taaler Senneppen. Endelig anbefales Dræning og Kalkning af Jorden, hvor denne er fugtig, da Larverne trives bedst i fugtig Jord, og Kalken afvander denne.

Blandt andre skadelige Smældere kan nævnes: Den mørke Kornsmælder {Agriotes obscurus L.), der gjor Skade paa de samme Planter som den almindelige Korn- smælder og i Kjokkenhaver, Salatsmælderen {Agriotes spu- tator L.) i Kjokkenhaver, Athous hirtiis Hbst. paa Roer, Athous haemorrhoidalis F. i Blomsterhaver og paa Raps, den musefarvede Smælder (Lacon murinus L.), en af vore største og mest almindelige Smældere, hvis Overflade er marmoreret af graa Behaaring, i Kjokkenhaver, paa Cikorie, Gulerødder, Kaal o. s. v., samt endelig den kobberglinsende Smælder (Elater aeneus L.) i Kartoffelknolde.

Bladbillerne (Malacodermata)

har et langstrakt, i hele Længden næsten lige bredt Legeme. Navnet har de af, at deres Beklædning er temmelig blod, hvorfor Dækvingerne bøjer og krummer sig naar de er døde. Billerne lever paa Blomster og Planter, af Plantesaft eller Dyr. Larverne lever i Reglen af dyrisk Føde.

Herhen horer :

6*

84

Dascillus cerviims L.,

der ikke andet Steds fra er kjendt som Skadedyr. I 1895 fik Dr. Boas*) den tilsendt fra Falster fra en c. 150 Td. Land stor Mose, der bortauktioneredes til Høslæt. I de sidste 12—14 Aar var Græsvæxten taget saa stærkt af, at de Numre, der tidligere var blevne betalte med c. 170 Kr., nu kun kostede c. 60 Kr. Over hele Arealet fandtes Lar- verne mere eller mindre talrigt (paa en Del af det fandt man saaledes gjennemsnitlig G — 10 Larver pr. Kva- dratalen) i Jorden, der ved Larvernes Gnaven var adskilt fra den oven over liggende Græstorv, under hvilken der var et helt Lag af deres Exkrementer, saa at Larverne rimeligvis i hvert Tilfælde for en Del var Skyld i Miseren.

Larven er ca. 20 Mm. lang og henimod 3 Mm. bred ; den er fladtrykt, næsten lige bred i hele sin Længde, idet kun Brystringene er lidt bredere end den øvrige Del af Kroppen. Hovedet er stort og mangler Øjne, men har veludviklede Folehorn og kraftige Kindbakker. Lemmerne er velud- viklede. Det sidste Bagkropsled , der er lidt længere end de foregaaende, bærer to korte Torne. Den er lysebrun, glat og kun sparsomt behaaret. Ledehuden mellem Ringene er ikke her lys som hos andre Insektlarver, men brun. Huden er fast, men ikke haard. Det udviklede Insekt er kun c. 10 Mm. langt, aflangt ovalt og svagt hvælvet. Det er blegbrunt og dækket af korte, tiltrykte Haar. Hovedet er rettet nedad og ses ikke ovenfra. Folehornene er lange og traadformede.

I Maj Maaned kommer Billerne frem. Larven, der lever i Moseenge og ernærer sig af Græsrodder, lever rimeligvis som saadan i to Aar. Den forpupper sig om Foraaret.

:) Tidsskrift for Skovvæsen Bd. 5.

85

Snudebiller (Curculionidae).

Snudebillerne danner en overordentlig talrig Familie, til hvilken der hører flere for vort Landbrug skadelige In- sekter. Navnet har Familien faaet af, at den forreste Del af Hovedet er trukket ud til en kortere eller længere Snude, paa hvis Spids Munden sidder. Folehornene er kølledan- néde og i Reglen knækkede og har -deres Plads paa Snuden, mere eller mindre fjærnet fra Grunden af denne. Formen er i Almindelighed stærkt hvælvet ; men alle Overgange fra en lang, smal til en kort, rund Krop findes. Legemet er i Almindelighed dækket af skjælagtige Haar. Vingerne dækker hele Bagkroppen. I Reglen flyver de ikke meget, ja nogle har endog ganske mistet Flyveævnen, idet Flyve- vingerne ikke er udviklede, og Dækvingerne voxede sammen med hinanden. Fadderne er ægte Plantefødder (se S. 58). Naar de tror sig i Fare, lader de sig i Reglen falde ned paa Jorden med Lemmer og Følehorn trukne ind til Kroppen. Hunnen bider med Kindbakkerne, som sidder paa Snudespidsen, Hul paa Plantevævet, lægger Æg og anbringer disse, i Reglen et ad Gangen, inde i Hullet.

Larverne er hvide, bløde, fodløse Maddiker med en kort, lidt krummet, stærkt tværrynket Krop ; kun Hovedet er haardt og brunt; de lever næsten altid skjult, borende i de forskjelligste Plantedele eller paa Rodder, af Blade, Ved, Knopper, Frugter o. s. v.

Bladrandbillerne (Sitones)

er temmelig langstrakte, smalle Snudebiller med en kort Snude. Billerne æder Bladene af Bælgplanter; de har faaet deres Slægtsnavn af, at de altid æder Bladene fra Randen, saa at denne bliver mere eller mindre kunstig udrandet: ofte kan Bladet blive ganske regelmæssig tandet. Deres Udvikling kjender man foreløbig kun lidt

86

til*). Den skadeligste Art er den stribede Bladrandbille (S. lineatus L.). Den kan naa en Længde af henved 5 Mm. og er graalig eller graagrøn, idet den sorte Bundfarve skjules af Skjæl. Dækvingerne er stribet punkterede, og Strib- ningen tegner sig tydelig ved, at hvert andet Mellemrum er

dækket af lysere Skjæl; paa samme Maade dannes der tre lyse Linjer paa Forbrystet.

Billerne er meget almindelige paa dyr- kede Bælgplanter: Kløver, Ærter, Vik- ker og Hestebønner, hvor de løber hurtigt

om og i Solskin træffes flyvende om mellem Planterne. Larven skal leve i Jorden og gnave paa Rødderne af de samme Planter. Generationen er enaarig. Unge Planter kan Billen skade en Del, ja den kan endog, navnlig naar Vejret er tørt, dræbe dem, idet Udviklingen af Blade ikke kan ske tilstrækkelig hurtigt. Ældre Planter tager ingen videre Skade af deres Gnav.

Sædskifte er naturligvis af Vigtighed overfor disse Dyr; Bælgplanteafgrøder efter hinanden paa samme Mark vil yde dem altfor gunstige Betingelser. Afrystning af Bil- lerne vil være heldig, men er vanskelig at foretage, naar Talen er om saa lave Planter.

*Fig. 13. Den stribede Bladrandbille (Sitonei lineatus) samt et af denne snavet Rødkløverblad.

ct Frank fandt i Juli 1893 i Pommern Larverne af Sitones grisens ædende saa graadigt af Rødderne paa hvide Lupiner, at Planterne paa store Strækninger døde. T Midten af Juli for- puppede de sig 1—2 (hu. dybt i Jorden, og i Begyndelsen af August kom Billerne frem.

87

Roesimdebilleii (Otiorhynchm Ligustici L.)

er en 11 Mm. lang Snudebille med en tyk, omvendt æg- formet Bagkrop. Bundfarven er sort, men en tæt Skjæl- klædning giver den et matgult Skjær. Dens Yndlings- plante er Lucerne; fra denne vandrer den kun bort, naar Marken pløjes op. Den begiver sig da over paa Roemarker, om saadanne findes, men er forovrigt ikke kræsen i Valget af sine Næringsplanter. Da Billen ingen Flyvevinger har, kan man let ved Grofter holde den borte fra Roemarkerne, idet den nemlig ogsaa klatrer meget daarligt og derfor vil samle sig paa Bunden af Groften, hvor man da, naar Bunden er fast, let kan trampe dem ihjel. Billen overvintrer i Jorden og kommer frem i Marts, April, Maj og kan da blive ret farlig for de unge Roeplanter: ogsaa Hvedemarker, angives det fra Tyskland, bliver angrebne af den. 1 Amerika samler og dræber man Billerne paa Lucernebundter, forgiftede med Arsensalt.

Den findes her i Landet, men om noget større An- greb af den forlyder der Intet.

Paa lignende Maade lever nogle Cleo nu s-Arter; i Rusland og Ungarn optræder saaledes en Art ofte i stor Mængde paa Roemarkerne og er meget frygtet. Larverne lever i Rødder af forskjellige Planter og er ogsaa fundne i Roer, hvor de, hvis de skulde blive almindelige, kan gjøre adskillig mere Skade end paa de overjordiske Dele.

Kaalgallesnude billen ( Ceuthorhynchus sulcicollis Gyll.).

Ceuthorhynchus- Arterne er smaa, uanselige, kort æg- formede Biller, med Undersiden mere hvælvet end Over- siden. Snuden er lang, men bojet ind under Brystet, saa at den er skjult, naar Dyret ses fra Oversiden. Den her nævnte Art er sort og har en dyb Længdefure paa Forbrystet og dybt stribede Dækvinger. Larverne lever i forskjellige

88

Korsblomstrede: Kaalsorter, Raps, Rybs, Agersennep, Kid- dike o. s. v. i kugleformede Galler lige under Jordover- fladen i Reglen paa Grænsen mellem Rod og Stængel. I hver Galle findes der kun én Larve, men Gallerne kan smelte sammen til et helt Komplex med flere Rum i. Inden Forpupningen vandrer Larverne ud af Gallen og gaar ned i Jorden, hvor de forpupper sig i et Jordhylster: efter c. 4 Ugers Forløb ud- vikles Billerne, kryber op af Jorden og flyver om mellem de blomstrende Korsblomstrede for at æde af disse. Hunnen lægger nu Æg i Planternes underjordiske Dele, og Følgen heraf er, at det omliggende Væv giver sig til at voxe paa abnorm Maade, saa at der dannes en Galle. I Begyn- delsen voxer Larven kun lang- somt, saa at der tilsyneladende intet Dyr findes i Gallen, naar man skærer den op. Først naar der er dannet rigelig Næring, begynder Larven at voxe: Gallen bliver nu hul, og inde i den kan man finde en Larve samt Exkrementer og afgnavede Plantedele. De tidligt fremkomne Biller læg- ger Æg, saa at der kan frem- komme to Generationer om A.aret; Larverne af den sidste Generation overvintrer i Gallen og forpupper sig om Foraaret.

Kun naar Gallerne er tilstede i stor Mængde paa Planterne, skades disse en Del : det vi! davære at anbefale at oprykke og tilintetgjore de Planter, paa hvilke der

*Fig. 15. Hvidkaa] medGalleraf Ki snudebillen (Ceuthorhynehus stOcicoUis)

89

tindes lukkede Galler o: Galler, der endnu indeholder Larver.

Centhorhyachus assimilis Pk., der ligner den foregaaende Art meget, lever om Foraaret paa blomstrende Kaal, Raps o. s. v., hvor Billen gnaver paa Blomster og Knopper, og Larven æder de umodne Fro i Skulperne.

Rapssimdebillen (Baridius chloris F.)

er langstrakt , omtrent dobbelt saa lang som bred , noget fladtrykt og meget haard. Farven er glinsende grøn, under- tiden blaalig. Dækvingerne er stribede. Snablen, der er omtrent af samme Længde som Forbrystet, er skærpet fortil, saa den faar en vis Lighed med en Gnaverfortand, hvorfor Dyret i Tyskland gaar under Navn af Musetandsnudebillen. Om Foraaret kom- mer Billen frem af Jorden og lægger sine Æg i Bladhjørnerne eller i Stænglerne af Korsblomstrede: fra Tyskland angives Kaps og Rybs, og her i Landet er Larverne fundne i Turnips. Larverne æder Gange i Stænglerne og Bladstilkene, ja gaar endogsaa helt ud i Midtribben i Bladene og, hvad der er endnu *Fig- 16- Turnips-

„ „, , ° . , , . ,. , stængel gnavet af

værre for Planten, ned i den underjordiske Larven af Raps- Stængel og Koden, hvor de forpupper sig. snudebillen <v.„ Efter 14 Dages Forløb er Billen udviklet, men bliver i sit Skjul til det følgende Fornar.

Findes Dyrene i saadanne Planter, hvis overjordiske Dele hugges af, bør Stubbene trækkes op og tilintetgjøres. Det nytter ikke at pløje dem ned, da Dyrene med Lethed arbejder sig op af Jorden.

Andre Arter lever paa lignende Maade i Blomkaal og Karse.

90

Kornbillen el. den sorte Kornorm (Calandra granaria L.).

Kornbillen er en lille, sort eller brun Snudebille af langstrakt, elliptisk Form. Snuden er lang, tynd og svagt buet; de knækkede Folehorn sidder ved Grunden af den. Forbrystet er tæt punkteret og ikke meget kortere end Dæk- vingerne, der er stribet punkterede. Længden er c. 4 Mm., Bredden 1—1 V« Mm.

Billen hører egentlig ikke hjemme hverken her i Landet eller i Tyskland, men er indført med Korn fra Orienten (f. Ex. "Sortehavsbyg") og har gjentagne Gange optraadt meget skadeligt. I det Frie yngler den ikke i vort Klima; men i lukkede Rum, hvor der opbevares Korn, trives og forplanter den sig udmærket. Om Foraaret kommer den

Fig. 17. Kornbillen eller den sorte Kornorm (Calandra granaria). Til venstre

Puppe og Bille forstørrede; til højre Larve og Bille paa Bygkorn i naturlig

Størrelse (efter Kitzema Bos).

frem fra sit Vinterskjul, bider Hul paa et Korn, i Almin- delighed paa det Sted, hvor Kimen ligger, og lægger et Æg ind i dette; saaledes gaar den fra det ene Korn til det andet. Antallet af Æg i én Hun skal være indtil 150. Larven æder sig ind i Kornet længere og længere, indtil dette tilsidst bliver helt udhulet og fyldt af Exkre- menter; derefter forpupper den sig inden for Skallen og slipper i Begyndelsen af Juli ud af denne som fuldt ud- viklet Insekt. Dette lægger nu atter Æg i Kornene, hvor- ved der frembringes en ny Generation, som er fuldt ud- viklet i September Maaned. Om Vintren skjuler Billerne sig inde i Korndyngerne, i Revner i Gulve eller Vægge, i Reglen flere sammen, for at der kan udvikles mere Varme. For at holde Billerne borte fra Kornoplag maa man sørge for: 1) at Rummene er rene, tørre og luftige, 2) at

91

Kornet holdes tort og udsættes for frisk Luft ved hyppig Kastning, særlig om Foraaret og i Juli Maaned, paa hvilke Tider Dyret lægger Æg, ligesom det ogsaa kan anbefales at lægge Drænror gjennem Dyngerne, for at Luften kan passere herigjennem , og 3) at Vægge og Gulve er faste og glatte uden Sprækker og Huller, hvori Dyrene kan soge Ly. Skal der gjemmes Korn i Rum, hvori der forrige Aar har været Kornorme, maa Rummene renses godt, alle Rester af gammelt Korn fjærnes og Væggene pudses og over- stryges med Kalk, hvori der er blandet Karbolsyre. Bil- lerne kan, naar de om Foraaret kommer for at lægge Æg, og naar de i September gaar i Vinterdvale, opsamles under et Faareskind, som derpaa forsigtig rystes over kogende Vand. De kan ogsaa, naar de opholder sig i Korndyngerne, dræbes ved, at disse opvarmes i en Ovn. Ved at lægge Kornet i Blod kan endelig de angrebne Korn fraskilles, idet kun disse svømmer ovenpaa.

Spidsnmssimdebiller (Apion).

Til Slægten Apion hører der en Mængde indenlandske Arter, der alle er smaa, langsnudede og af et omvendt pæreformet Omrids. Snuden er tynd og bærer paa den nedre Halvdel et Par kølleformede, ikke knækkede Følehorn. Dækvingerne er kortere eller længere ægformede og slutter tæt om Bagkroppen.

Billerne flyver livligt om mellem Blomsterne og æder disse og unge Blade af en Mængde forskjellige Planter. Paa nogle faa Arter nær gjor de imidlertid paa Grund af deres ringe Størrelse ingen eller kun liden Skade.

I Kløverhoveder lever der nogle Arter:

A. apricaiis Hbst., A. assimile Kirb. og A. Trifolii L.

Efter Overvintringen parrer Billerne sig paa Kløver- planterne; Hunnerne bider derefter Hul paa Kløverblom- sterne og lægger deres Æg i disse, flere i et Hoved.

*

92

Larverne æder af de unge Frugter og kan paa denne Maade gjøre megen Skade. De angrebne Hoveder kan kjendes fra de sunde paa, at de hurtigt visner. Larverne forpupper sig mellem de visne Blomster, og efter kort Tids Forlob kommer Billen frem (i Slutningen af Juli) og frembringer sandsynligvis endnu samme Aar en ny Generation, hvorfor det vil være heldigt, om Kløvermarkerne paa dette Tidspunkt er slaaede. Ved den sædvanlige Hosttid af Klø- veren er Larven fuldvoxen; det tilraades derfor at slaa Kløveren noget tidligere end sædvanligt,

*Fig.l8.Apion , T t • , ,-t ■ -,

apricans. da Larverne saa muligvis kan hindres i deres videre Udvikling ved den i Stakken frembragte Varme. Hvis Billerne udvikles her, har man ogsaa ment, at Manglen paa Plads vil bevirke, at deres Vinger ikke bliver tilstrækkelig udviklede, saa at de hindres i at komme ud og lægge Æg. Der vides intet sikkert om, hvor Over- vintringen finder Sted ; formodentlig kan Billerne over- vintre baade i Kløverstubben og i det indhostede Hø.

I Vikkebælge lever Apion Craecaé Grm.

I Kløverstængler gnaver Anion seniculuui Krb. og A. virens Brbst.

F r ø b i 1 1 e r (Bruchus).

Frøbillerne danner en Familie, der er meget nærbe- slægtet med Snudebillerne, men deres Snude er ikke forlænget. Larverne ligner smaa Snudebillelarver. Billerne er smaa, bredt ægformede, næsten firkantede, flade paa Ryggen og hvælvede paa Bugen. Hovedet holdes lodrel og bærer foran Øjnene et Par svagt kølleformede Fole- horn. Forbrystet er mere bredt end langt, fortil small, bagtil bredt, og slutter nøje lil Dækvingerne, der er tæi aaarede og ikke meget længere end de to Vingers Bredde. Bagtil er Vingerne afskaarne, saa Bagkropsspidsen er fri. Henene er svage, og ligesom Snudebillerne lader de sig falde, naar de tror sig i Fare.

93

Hunnerne lægger deres Æg i Blomsterne af forskjellige anter, og Larverne gnaver sig ind i Bælgene og derpaa i Froene, der udhules af dem. Er ét Fro ikke tilstrækkeligt til deres Ernæring, gaar de ind i et nyt og forpupper sig i det sidst udhulede. Billerne overvintrer i Froene. Et Fro, der er beboet af en Frobille, kan kjendes paa, at det er forsynet med en lille, rund, gjen- nemskinnende Plet; naar Larven har gnavet sig ind i Froet, voxer nemlig Overhuden ud over det frembragte Hul. Paa dette Sted vandrer Billen senere ud, idet den tynde Skal løftes af som et Laag. Om Foraaret kommer Billerne med Frøene ud paa Markerne og kryber ud i Jorden. De angrebne Fro er i Heglen ikke spire- dygtige; dog kan dette være Tilfældet, naar kun Kimbladene, men ikke Kim- / ,, /"#\ stænglen eller Kimroden, er beskadiget. |^* '!| \^/

Man kan bekæmpe disse Biller dels ved at sørge for aldrig at anvende an- grebne Frø til Udsæd, dels ved at dræbe Dyrene i Frøene, naar det er nødvendigt

, i j- j-i tti i -n T^i *Fig. 19. Ærte-Frøbillen

at anvende disse til Udsæd. For Ærte- (Bruchw Msi). Tilhøjre Frøbillens Vedkommende sker dette paa en Ært, hvoraf Dyret er

r. i n ,,, ! t li ■ i krobet ud; til renstre

følgende Maade: man udsætter i nogle en Ært med Dyret i. Timer Ærterne for en Varmegrad af 50—60 ° C, hvilket ikke skader Ærternes Spireævne, men dræber Dyrene, eller man behandler Ærterne i en halv Snes Minutter med Svovlkulstof i et lukket Ruin , hvor- efter man atter spreder dem ud i Luften, for at Svovlkul- stoffet igjen kan fordampe.

Af vigtigere Arter kan nævnes: Ærte-Frøbillen (B.Pisi L.) 472 — 5 Mm. lang, sort med brune og hvide Pletter, frem- bragte ved Behaaring; den gjor megen Skade i Egne, hvor der Aar efter A ar dyrkes Ærter paa de samme eller nær ved hin- anden liggende Marker. Den er gjentagne Gange indførl her i Landet med Ærter, men kan ikke holde sig i vort Klima. BtMine-Krøbillen (B. rufimanus Schonh.) 3V2— 4 Mm. lang, meget lig den foregaaende, men smallere, i Hestebonner.

94

Den almindelige Frøbille (B. granarius Payk.) 3 V2 Mm. lang, glinsende sort med hvide Tegninger, i Vikke- og Flad- bælgarters Fro. I indfort Rodklo ver fro findes meget hyppigt Larver af Frobiller*). Ved Froanalyse bor man vare sig imod disse indførte Bruchusarter, der i høj Grad kan forringe Frøets Værdi.

Barkbiller ( Scolytidae)

er smaa, cylindriske Dyr, der ligesom Frøbillerne er meget nær beslægtede med Snudebillerne, men ogsaa mangler den forlængede Snude. Det mest karakteri- stiske for dem er den Maade, hvorpaa Æggene lægges og Larverne lever. Moderdyret gnaver sig ind under Barken, hvor det laver en Gang, i hvilken det lægger sine Æg; Larverne gnaver sig atter Gange ud fra Modergangen; disse Gange bliver som en Følge af Dyrenes Væxt rummeligere, jo længere de er fjærnede fra Modergangen. Det er særlig træagtige Planter, der hjemsøges af disse Dyr; Gangene, der ofte er meget regelmæssige, vil være de fleste af Læ- serne bekj endte.

Én Art vil der dog være Anledning til at omtale her, nemlig Klører-Barkbillen (Hylesiniis Trifolii Miill.), da dens Larver gnaver i den ovre Del af Kløverens Rod. Billen er begbrun, IV2— 2 Mm. lang, lever paa Kløver og lægger sine Æg i sammes Rodstok. Larven er IV2 Mm. lan£, lemmeløs, hvid med brunt Hoved.

Guldbiller (Chrysomelidae).

Guldbillerne er temmelig smaa Dyr, bar i Reglen en kort sammentrængt Form og er hvælvede paa Ryggen og

») O. Rostrup: Aarsberetning Ira Dansk Frøkontrol 1898, S. 30.

95

flade paa Bugen. Hovedet er skudt ind i Forbrystet, der i Almindelighed har en tydelig Siderand. Følehornene er temmelig korte, hyppigst traad- eller svagt kolleformede og er indleddede enten foran eller mellem Øjnene. Foden er en ægte Plantefod ligesom Snudebillernes. Larverne er fritbevægelige, med veludviklede Lemmer. Kroppen er i Almindelighed temmelig kort og blod, ofte livligt og broget farvet. Omkring Gattet har de hyppigt en blod Hæfteskive, ved hvilken de for Forpupningen hæfter sig til en Plante. Den hos mange Arter brogede Puppe bliver da hængende med Bagenden i den afkrængede Larvehud.

Saavel Larver som Biller færdes som oftest frit paa træ- eller urteagtige Planter, hvis Blade de skeletterer eller helt opæder. Enkelte Larver er Minérere.

Kartoffel- el. Kolorado billen (Chrysomela decemlineatah.).

Denne berygtede Bille er 10 Mm. lang og 7 Mm. bred, er elliptisk af Form og af Farve smudsig gul med 11 sorte Længdestriber paa Dækvingerne. Larven naaer en Længde af 12 Mm. Den er tyk og kjodet, bredest paa Midten. Benene er korte og svage. Farven er hos den udvoxne Larve glinsende orangegul med enkelte sorte Partier og Tegninger. Denne Farve indfinder sig forst hos den voxne Larve; som yngre er den først blodrod, derefter blaaligrod, saa smudsig kjedl'arvet. Puppen er smudsig rod og findes i Jorden.

Billen opholder sig om Vintren i Jorden, men kommer frem fra sit Skjul, saa snart de unge Kartoffelspirer viser sig over Jorden. Paa disse kryber den nu om og æder de unge Blade fra Randen af. Kort efter at Billerne er komne frem, parrer de sig, og efter 12 — 14 Dages Forløb begynder Æglægningen. De i Begyndelsen lysegule, senere morkeÆg klæbes med den ene Ende i storre eller mindre Hobe til Bladene. Én Hun skul kunne producere 700 — 1200 Æg, som den i Lobet af c. 40 Dage flyver om og afsætter paa nævnte Maade. Efter 5 — 8 Dages Forlob

96

kommer Larverne ud af Æggene og æder nu Kar- toffelbladene paa samme Maade som Billerne, idet de dog kun benytter Dagen til deres Ødelæggelsesværk, medens de om Natten skjuler sig i Jordrevner ved Grunden af Planterne. Efter 17— 20 Dages Forlob er Larven udvoxen : den graver sig da indtil 8 Cm. dybt ned i Jorden og for- pupper sig lier for efter c. 12 Dages Forlob atter at vise sig som fuldtudviklet Insekt. Som en Folge af denne korte Udviklingstid kan der i det mindste fremkomme 3 Generationer om Aaret. Folgen er, at der hele Sommeren er et Mylr af Biller og Larver, saa der aldrig undes Kar- toffelplanterne Ro: hvert nyt Blad, der kommer frem, bliver ojeblikkelig gnavet, hvoraf folger, at Planten bliver sat ud af Stand til at frembringe Knolde.

Er der en Tid ingen Føde at faa paa Kartoffelplanterne, er Larverne i Stand til at sulte nogle Dage i Jorden, indtil Planterne atter begynder at skyde. Biller og Larver kan ogsaa en Tid tage til Takke med vikltvoxende Planter: Tidsler, Pileurter, Gaasefod og forskjellige Korsblomstrede. De fuldtudviklede Insekter kan endelig flyve fra én Kar- toffelmark til en anden.

Indtil Midten af dette Aarhundrede levede Billen paa en vildtvoxende Natskyggeart i det vestlige Amerika. Da Kartoffelavlen bredte sig til de tidligere udyrkede Egne, fik Billen imidlertid Smag for denne Kulturplante. 1 L859 mældes der første Gang om større Odeheggelser af den, men hurtigt bredte den sig fra Mark til Mark, overskred 1865 Missisippi og naaede 1870 til New York. Skrækken bredte sig fra Amerika til Europa; man tog sin Tilflugt til Forbud mod Indførsel af amerikanske Kartofler, hvad der, som det vil være fremgaaet af det Ovenanførte om Billens Levevis, ikke var til nogen som helst Nytte: Bil- lerne lever ikke paa eller i Knoldene og kan derfor akkurat lige saa godt indføres med et Skib, der gjemmer en hvilken som helst Ladning, som med et Skib. der er ladet med Kartofler. Hvor let kunde ikke en Bille falde ned paa el Skib eller i I Mennesker eller Varer slæbes om Bord paa

D7

et Skib; og det Befrygtede skete virkelig ogsaa: gjentagne Gange har Billen vist sig i Tyskland, men ved energiske Forholdsregler har man faaet den udryddet, inden den fik Tid til at brede sig paa større Omraader.

Som -Odelæggelsesmidler overfor Koloradobillen anbe- fales det at indsamle den, saa snart den viser sig, at op- grave og odelægge Planterne paa den angrebne Mark eller at overhælde Marken med Petroleum og derefter tænde Ild paa den: for øvrigt har man Exempler paa, at Lar- verne under denne radikale Kur har skjult sig i Jordrevner for atter at vise sig, naar ny Spirer kom frem. I Amerika har man i de senere Aar med Held anvendt Oversprøjt- ning med en Opløsning af Schveinfurtergrønt i Vand.

Reiifaiibillen (Adimonia Tanaceti L.)

er en glinsende sort, 9 Mm. lang og 5 Mm. bred Bille med groft rynket punkterede Dækvinger. Larven er sort paa Ryggen og smudsiggrøn paa Bugen. Paa hver Ring findes der to Rækker glinsende sorte Vorter, der løber ud i Torne. Den optræder med to Generationer om Aaret, af hvilke den første viser sig i Maj eller Be- gyndelsen af Juni. Saa vel Biller som Larver ser man hyppigt i store Mængder paa forskjellige vildtvoxende Planter, af hvis Blade de gnaver. Men baade fra Tyskland og Norge berettes der, at de *Fig. 20. Renfanbiiien gjentagne Gangre er 2'aaet over paa Udimonia Tanaceti).

i 1 j f ni i. 1 • l o, 1 Larve °* BilIe-

dyrkede Planter og har gjort stor Øde- læggelse. Paa Enggræsser, Kartofler og Sukkerroer har de optraadt og har afbladet disse lige saa fuldstændigt som Kartoffel bil! en.

Som Middel imod denne Bille har man anvendt Ind- samling, ligesom man ved dybe Grøfter har hindret Lar- verne i at vandre over paa andre Marker.

98

Jordlopper (Haltica)

er smaa ægformede eller elliptiske Guldbiller med stærkt fortykkede Baglaar. Bagbenene er nemlig Springben, ved Hjælp af hvilke de let kan komme fra én Plante til en anden, uden at de behøver at berøre Jorden, paa hvilken de ikke er egnede til at færdes, da denne vilde klumpe sig under deres filtede Fodsaaler. Larverne er bløde med et haardt Hoved og 3 Par korte Ben.

Den største Skade forvoldes i Reglen af de fuldtud- viklede Biller, der navnlig angriber Kim planter af de Kors- blomstredes Familie. Særlig i varme, tørre Somre kan Jordloppeangreb blive meget følelige; stærke Eegnskyl vil i Reglen fordrive dem. I det Følgende omtales de vigtigste Arter, der gjør Skade paa vore Marker.

Kaal- Jordloppen {Haltica oleracea L.)

er en elliptisk, stærkt hvælvet, blaalig grøn, metalglinsende Jordloppe af 4 — 5 Mm. s Længde og lidt over IV2 Mm. s Bredde. Fodleddene og Følehornene er sorte; paa Over- siden er den fint og tæt punkteret. Larverne naaer en Længde af G Mm. og er sortebrune med sort, glinsende Hoved. Set fra Siden faar de et regelmæssig takket Udseende, fordi der paa hver Ring findes to Rækker mørke Vorter, der hver bærer et Børstehaar. Paa den sidste Ring findes der et Par Vorter, som de kan skyde sig frem med.

Billerne overvintrer i Jorden og kommer frem om Foraaret; de opsøger strax Kimplanter eller i hvert Til- fælde ganske unge Planter, især af de Korsblomstredes Familie: Kaal, Raps, Radiser, Levkøjer 0. s. v., men skal dog ogsaa kunne angribe Ærter og Beder. De æder her Kimbladene og Kimknoppen eller de ganske unge Blade og kan saaledes gjøre ganske overordentlig stor Skade. Kit er kort Tids Forløb Lægger nu Hunnerne Æg, dog 1 Keglen ikke paa de af dem selv beboede Planter, der, af- bladede, som de er, ogsaa vilde vde ringe Næring til

99

Larverne. Disse findes derimod i Reglen paa Dueurter og Natlys og gjor altsaa ingen videre Skade; selv om de findes paa dyrkede Planter, er det altid paa ældre Indi- vider. I Løbet af 6 Uger tilendebringes hele Udviklingen, hvis Vejret er heldigt, medens Kulde og Fugtighed kan virke hæmmende paa den. Man vil heraf kunne forstaa, at der kan udvikles fiere Generationer, 3 eller flere i Lobet af Sommeren, og at man hele Sommeren igjennem vil kunne træffe Biller saa vel som Larver. Pupperne findes i Jorden i en Kokon.

Da Billerne overvintrer i Jorden, maa det fraraades at have Frobede i Nærheden af Jord, hvor der staar gamle Kaalstokke; ved Rødderne af disse vil der altid findes en Mængde Biller, som de unge Kaalplanter om Foraaret strax vil hidlokke.

Den gulstribede Jordloppe (Haltica nemorum L.)

er ægformet, sort med grøn Metalglans. Forbrystet og Dækvingerne er fint punkterede, og paa hver af disse sidste løber der en bred, gul Længdestribe. Den nederste Del af Følehornene og den yderste Del af Lemmerne er gulbrune. Længden er 2—3 Mm., Bredden 1 Mm. Larven naaer en Længde af 4—5 Mm., er gullighvid med brunt Hoved og har et brunt Skjold paa første og sidste Ring samt spredte, mørke Vorter med Børstehaar. Om Foraaret kommer den overvintrede Bille frem og kan træffes skarevis paa unge Planter af de Korsblomstredes Fa- milie, hvis Blade de gjennemhuller, saa Bladkjodet ved stærkt Angreb fuldstændigt forsvinder. Da Udviklingen her som hos den foregaaende Art foregaar meget hurtigt, i Løbet af c. 40 Dage, fremkommer der flere Generationer efter hinanden, saa man kan træffe Biller hele Sommeren igjennem lige fra Maj til September. Størst Skade gjor de imidlertid om Foraaret paa de unge Kimplanter, der i varmt og tørt Vejr kan blive ædt fuldstændig bort, medens stærke Regn- skyl og Kulde fordriver dem paa samme Maade som Bladlus.

100

Æggene lægges enkeltvis paa Bladene : Larven borer sig ind under Overhuden og danner hvide Minérgange: først ganske smalle, derefter bredere, efterhaanden som Larven voxer. Gangene bliver lidt efter lidt morkere, efterhaanden som de fyldes af Larvens Exkrementer. I Løbet af 16 Dage er Larven udvoxet, hvorefter den borer sig ud af

Fig. 21. Den gulstribede Jordloppe (Haltica nemorum), Larve og Hille. Rapsblad med Larvegange « (efter Ritzema Bos).

Bladet, falder til Jorden og forpupper sig under Jordover- fladen. Det er her ligesom hos den foregaaende Art det fuldt udviklede Insekt, der gjor den største Skade.

Den bekæmpes paa samme Maade som den foregaa- ende Art.

Korn-Jordloppen {Haltica vittula Kedt.)

ligner den foregaaende, men er lidt mindre og har en smal gul Længdestribe paa Dækvingerne. Billerne frembringer

101

ved deres Gnav hvide Striber paa Bladene af Korn, idet de følger Mellemrummene mellem Ribberne, og i Reglen lader Overhuden paa Bladets Underside blive staaende. Op- træder Billerne saaledes paa ældre Planter, er de ikke farlige, men paa den unge Sæd kan de gjore ret alvorlig Skade, idet de gjennemhuller og odelægger de unge Planter, hvad der af og til har været Tilfældet i Sverrig og Rusland. Larverne, der er 4 — 5 Mm. lange, graahvide med skinnende sort Hoved og Nakkeskjold, med mange mørke Vortepletter og sortagtige Brystfødder, angriber Straaene ligeover Rød- derne og gnaver Huller, saa Straaene let knækker over lige- som efter Angreb af den hessiskeFlue, men det knækkede Sted har efter Jordloppelarvens Angreb sønderrevne, brune Kanter. Billen overvintrer i Agerstubben, hvorfor det tilraades at pløje denne ned om Efteraaret eller tidligt om Foraaret og derefter tromle Pløjemarken med en tung Tromle. I Sverrig har man som Middel mod denne Jordloppeplage med Held anvendt Karbolsyre og Roeolje i Forholdet 9: 100, hvoraf man blander 7 Liter med 50 Liter Jord. Denne Blanding staar Natten over og udstrøs derefter tidligt om Morgenen: dette gjentages efter 3 — 4 Dages Forlob.

Hahica rutipes L., en henved 3 Mm. lang, gulrod Jordloppe med grønne eller blaa Dækvinger, æder Huller i Bladene af Ærter og Bønner. Haltica ferruginea Scop.

er 2V2 Mm. lang, lysegul. Dens Larve er 4 Mm. lang, smudsig hvidgraa med brunt Hoved: fra Tyskland med- deles, at den udhuler de unge Havreplanters Stængel lige over Rodhalsen, saa at Planterne gulner og visner. Haltica Eiiphorbinc Schrk. er IV2— 2 Mm. lang, glinsende mørke- grøn; den æder Blade, Stængler og Kapsler af Hor.

Raps-Jordloppen (Psylliodes chrysocephalus L.).

Raps-Jonlloppen er 4 Mm. lang, elliptisk, paa Ryggen stærkt hvælvet. Kurven er glinsende sorteblaa eller sorte-

102

gran, kun en Del af Hovedet, noget af Folehornene og Benene er rodbrtine. Dækvingerne er tydelig punkteret stribede. Det bageste Benpar adskiller sig ved flere For- hold fra det tilsvarende Benpar hos de foregaaende Jord- loppearter, hvorfor denne Art henfores til en egen Slægt. Foden er nemlig ikke indleddet paa Spidsen af Skinne- benet, men nærmere hen imod Midten , og forste Fodled er omtrent lige saa langt som de øvrige tilsammen og danner en Vinkel med disse. Ogsaa ved sin Angrebsmaade er den forskjellig fra de foregaaende Jordloppearter, idet det her er Larverne, der anretter den egentlige Øde- læggelse. Disse naaer en Længde af 7 Mm., er smudsig hvide og besatte med enkelte Borstehaar. Hovedet er rodbrunt: paa forste Ring findes der et brunt Skjold, lige- som det sidste Led er haardt og brunt.

Fra Marts Maaned og hele Sommeren igjennem til langt hen paa Efteraaret sidder Billerne paa Rapsplanter (ogsaa paa Kaal og Levkojer), og æder Huller i Bladene og Skulperne. Æggene lægges enkeltvis i Bladhjørnerne, og da hver Hun lægger mange Æg, kan Æglægningen strække sig over flere Dage, ja endog Uger. Larverne udvikles hurtigt og borer sig ind i Bladstilkene, som de, efter- haanden som de voxer, fuldstændigt udhuler, saa at Bladene visner. Ofte kan de fra Bladstilken gaa ind i den unge Stængel, saa at hele Planten odelægges; en paa denne Maade angreben Mark kan se ud, som om Tlanterne var svedne bort af Frosten.

Larven overvintrer i Vinterrapsen og æder om For- aaret kortere eller længere Tid i dennes Stilke og Stængler, alt eftersom Æggene er blevne lagte tidligere eller senere. Naar Larven er fuldt udviklet (i Februar, Marts, April), gnaver den sig ud og lader sig falde til Jorden, i hvilken den forpupper sig. Efter 8 — 14 Dages Forlob kommer Billen frem af Jorden, og Æglægningen begynder nu igjen i de overvintrende Planters nedre Bladhjerner. Hoved- skuddet odelægges da i Reglen, men ofte kan nogle af de nedre Sideknopper udvikles, voxe op og bære Blomster; i

103

Reglen er disse dog svage, da de tager Kraften fra hin- anden. Ofte angribes ogsaa disse Stængler, saa at de knækker over, inden Froene modnes. En paa denne Maade angreben Mark skal kunne se ud, som om Mennesker eller Dyr havde gaaet omkring og trampet den ned.

Viser Vinterrapsen sig stærkt angreben om Foraaret, er der intet x\ndet at gjore end at pleje den ned og der- efter saa Byg, Havre, Ærter, kort sagt en eller anden Sommerafgrøde, kun ikke Sommerraps, da denne vil blive odelagt akkurat paa samme Maade som den unge Vinter- raps. I Reglen vandrer Billerne ikke over paa ny Marker, hvorfor de vil sulte ihjel, naar deres Næringsplanter ikke mere dyrkes paa Marken. Det tilraades overfor Raps-Jord- loppen at saa Vinterrapsen enten meget tidligt, for at Planterne kan være kraftige, naar Larverne begynder deres Angreb, eller at saa den meget sent, for at Jordlopperne ingen passende Sted kan rinde til Æglægning. Det vil dog, da Jordlopperne udvikles til forskjellig Tid, og Æg- lægningen saaledes kan strække sig over lang Tid, være meget vanskeligt at finde det rette Tidspunkt for Saa-

Psylliodes affinis Payk. er 2— 2V2 Mm. lang, gulbrun, med rodligt Forbryst og sort Underside. I 1892 overfaldt den nogle Kartoffelmarker i Tyskland i den Grad, at Blad for Blad visnede og faldt af.

Som almindelige Forebyggelses- eller Udryddelsesmidler af Jordlopper anbefaler Ritzema Bos følgende :

For det første skal man holde sine Marker rene for Ukrudt af de Korsblomstredes Familie, thi dette Ukrudt vil tiltrække Jordlopperne. Agersennep 0. a. kommer nemlig som oftest frem for de kultiverede Planter og afgiver saa- ledes frisk, tillokkende Føde for Jordlopperne, naar de om Foraaret kommer frem ; herfra vil de saa senere sprede sig over de kultiverede Planter paa de samme eller tilstedende Marker. Er en Mark meget uren, anbefales dyb Pløjning,

104

da Ukrudtsfrøet saa enten slet ikke spirer, eller dette i hvert Tilfælde sker senere. Da det særlig er Kimplanterne, der lider ved Jordloppernes Angreb, er det vigtigt at bringe disse til at voxe saa hurtigt som muligt ved at anvende passende drivende Gjodning. I stærkt angrebne Egne til- raades det at saa de af Jordlopperne yndede Planter tæt, dels for at Planterne skal voxe hurtigere, da Jorden hin- dres i at udtørre, ved at den tætte Plantebestand skygger, dels for at der ved Udtyndingen kan være tilstrækkeligt af sunde Planter tilbage efter Jordloppeangrebet. Endelig kan man anvende forskjellige Stoffer (til at pudre med, hvis de er tørre, eller til at sprøjte ud, hvis de er flydende), der enten dræber Jordlopperne eller holder dem borte fra Planterne. Pudringen maa finde Sted lige efter Regn eller om Morgenen, medens Duggen endnu ligger paa Planterne, Sprøjtningen meget tidligt om Morgenen eller sent om Aftenen, men aldrig om Dagen, naar Solen skinner. Til Pudring anbefales: pulveriseret Hønse-, Due- eller Hestegjødning paa Arealer, hvor Planterne endnu ikke er komne frem, Landevejsstøv, Brændeaske eller Kalkpulver (o: friskbrændt Kalk, opløst i saa lidt Vand, at Kalken let falder fra hinanden og kan pulveriseres) , hvor Planterne er komne frem. Fra England berettes, at en Landmand med stort Held anvendte følgende Middel: 0,36 Hh. frisk Gaskalk, 0,36 Hl. frisk Kalk, 2,7 Kg. Svovl og 4,5 Kg. Sod blandedes godt sammen og udstrøedes fint pulveriseret paa 0,8 Hektare. Af flydende Midler anbefales særlig det «Wundramsche» Middel o: Malurtafkog. Endelig kan man fange Jordlopperne paa dertil indrettede Redskaber, der bestaar af et med Tjære overstrøget Brædt, der fores hen over Planterne, saaledes at Dyrene bliver hængende fast i Tjæren.

Korii-dUildbiller (Lema cyanella L. og L. melanopa L.).

Den Fyrste er helt blaa og af 4V; Mm.s Længde, den Anden har et gulrmlt Forbryst og bliver lidt større.

105

Saa vel Biller som Larver æder af vore Kornsorters og Græssers Blade, saaledes at der dannes langstrakte, hvide Pletter, idet de æder Kjødet mellem Ribberne og lader Undersidens Overhud blive staaende. Deres Gnav kan ligne Sneglegnav, men er ikke glinsende af indtørret Slim. Skaden , der forvoldes af dem , er ikke videre stor. Lar- verne er 4 — 5 Mm. lange, gullige, tykke og slimede.

Skjoldbiller (Cassida).

Skjoldbillerne har deres Navn af, at den hvælvede Rygside har Form af et Skjold i Lighed med Skilpaddernes, idet Forbrystets og Dækvingernes Rande fortsættes et Stykke udenfor Kroppen og skjuler denne fuldstændigt; medens Skilpaddernes Skjold er udelt, bestaar Skjoldbillernes saaledes af to Afsnit. Hovedet er lille og i Reglen skjult af Forbrystets forreste Rand. Folehornene er svagt kølle- formede og sidder tæt ved hinanden paa en lille Forhøj- ning mellem Øjnene. Larverne udmærker sig ved, at Bagenden er forsynet med to Halebørster, der bæres smækket op over Dyrets Rygside og tjener til at fastholde Dyrets Exkrementer, der som et Skjold beskytter den bløde Larve mod Solens Straaler. Larver og Biller fortærer Bladene af forskjellige urteagtige Planter. Kun én Art gjor Skade paa dyrkede Planter, nemlig

Den plettede Skjoldbille (Cassida nebulosa L.),

der er elliptisk, 5 — 7 Mm. lang og 3 — 5 Mm. bred. Som ung er den paa Oversiden grøn med sorte Pletter, som ældre har den de samme sorte Pletter, men er rustbrun med rødlig Kobberglans. Undersiden er sort; paa Dæk- vingerne findes der Længderibber og Punktstriber. Den gulgrønne Larve er flad, langagtig oval og afsmalner jævnt bagtil. Paa Siderne er den forsynet med fine, hvide, tornede Sidegrene. Puppen, der ellers harmest Lighed med det fuldtudviklede Insekt, er ligesom

106

Larven forsynet med tornede Sidegrene, 5 paa hver Side. I Begyndelsen er den lysegron, men bliver senere mørkegrøn. Billerne overvintrer i Jorden eller under vissent Løv. Om Foraaret kommer de frem og begynder at æde af Bladene paa Mælder {Chenopodium- og Atriplex- Arter). Efter at have parret sig, lægger de Æg i smaa Hobe paa Undersiden af Bladene; Larverne holder sig i Begyndelsen samlede i Grupper; senere spreder de sig over Planten,

men holder sig dog i Almindelighed til Un- dersiden af Bladene, medens Billen æder af Oversiden. Saa vel Biller som Larver æder ofte saaledes af Bla- dene, at Ribberne staar tilbage som et Næt, dækket af Overhuden paa den ene Side. men hyppigst dannes der Huller som ved Jord- loppegnav; dog er Hul- lerne her i Reglen større. De ældre Lar- ver og Billerne kan ogsaa æde Bladene fra Randen. I varmt Sol- skinsvejr udvikles Lar- verne hurtigt, de fæster sig da med Bagenden til det Sted, hvor de sidst har ædt, og forpupper sig, idet den indskrumpede Larvehud bliver siddende omkring Puppens Bagende. Efter c. 8 Dages Forlob kommer Billen ud af Puppehuden; den lægger atter Æg, saa at der i det mindste fremkommer lo Gene- rationer, i varme Somre tre, om Aaret. Fra "Mælderne » *),

Fis. 22. Den plettede Skjoldbille (Cassida

nebulosa). Larver, Puppe og Bille (efter

Taschenberff).

*) Hvid ni c I c i G-aasefod (Chenopodium album).

10'

der som bekjendt er en meget almindelig Ukrudtsplante paa Roemarker, gaar de meget hyppigt over paa Roer og Beder, som de kan afblade, saaledes at disse lider meget betydeligt derved. Fra Tyskland og Holland klages der hvert Aar over dem, ligesom Angreb af denne Bille ogsaa er meget almindelige her i Landet.

Som Middel imod dem maa det anbefales 1) at holde Roemarkerne rene for Mælder , 2) at pløje de angrebne Marker dybt om Efteraaret, da Billerne overvintrer under Jordoverfladen og endelig 3) at drive Ænder og Høns ind paa de angrebne Marker.

Mariehøns (Coccinellidae).

Mariehønsene har ligesom de sidst nævnte Familier Plantefødder, som imidlertid her er dannede af 4 Led, altsaa tilsyneladende 3-leddede. De fleste Mariehøns er nyttige, da de lever af Bladlus og Skjoldlus; kun neden- staaende Arter lever af Planteføde og gjør Skade paa samme Maade som Skjoldbillerne, nemlig:

Den haarede Mariehene (Coccinella eller Epilachna globosa Jll.).

Den er næsten halvkugleformet, tæt haaret paa Over- siden, rustrød med sorte Pletter, 3 — 4 Mm. lang. Larven er oval, gullig-hvid, sortprikket, for- synet med 3 Par Ben, der sidder spærret ud til Siden. Baade Biller og Larver gnaver Bladene af Lucerne og Kløver: ,

° Hi.'. 23. ( ocetnella con-

ogsaa Kartofler skal den angribe. giobata Gyii.

Coccinella conglohata Gyll., der er gul med sorte. 4-kantede sammenflydende Pletter, har jeg her i Landet truffet i Færd med at æde Bladene af Runkelroer.

Optræder de i meget stor Mængde, maa det tilraades at indsamle dem ved Afbankning.

*t

108

4. De Aarevingede (HymenopUra).

De Aarevingede har Kindbakker, der er indrettede som Bideredskaber og bruges til at afgnave og bearbejde dels Fodemidler dels Stof til Redebygning. Men foruden disse Bideredskaber har flere af de Aarevingede et Slikkeredskab, dannet af den lange, haarede Tunge, der paa hver Side er omgiven af Kjæber og Underlæbe; med dette Slikkeredskab kan de hente Honning op af endogsaa lange Kronrør, f. Ex. Kløverens. De tre Brystringe danner et fælles Hele og er enten i hele deres Bredde forbundet med Bagkroppen (Plante- hvepsene) eller ved en Stilk, dannet af den eller de første Bagkropsringe (Stilkhvepsene). Vingerne er ensartede med faa Ribber, hvis Forgrening i Vingerne afgiver et godt Kjendemærke mellem de forskjellige Familier af de Aare- vingedes Orden. Hunnerne er i Almindelighed forsynede med et Læggeror, der enten bruges til at lægge Æg med (Plantehvepsene og Snyltehvepsene) eller som Giftbraad (de fleste Stilkhvepse).

Hos Stilkhvepsene er Larverne Maddiker : bløde, hvide, lemmelose med et lille, utydeligt Hoved. Plantehvepsenes Larver er derimod ikke Maddiker, men er mere eller mindre bevægelige.

Af Stilkhvepsene, hvortil hører Myrer, Gedehamse, Snyltehvepse, Honningbier o.s. v., vil ingen blive omtalt her i Bogen. Til Plantehvepsene, som omfatter Blad- og Træhvepse, horer to for Landbruget temmelig skadelige Dyr: Kaal-Bladhvepsen og H a 1 m hvepsen

Blad h v ep s e n e (Tcnthredwidw ).

Bladhvepsene har et kort Læggerør, der ikke rager udenfor Bagkroppen og derfor ikke ses. Bladhvepsenes Larver ligner meget Sommerfuglelarver og har ligesom disse vorteformede Bagkropsfødder ; det første Par sidder

109

imidlertid her paa den anden Bagkropsring, saaledes at de i alt faar 6 Par Bagkropsfødder. Dernæst adskiller de sig fra Sommerfuglelarverne ved kun at have ét Øje paa hver Side af Hovedet. Dette Øje kan ofte ses uden Forstørrelse, da det tit har en anden Farve end Hovedet. Naar Lar- verne er fuldt udviklede, spinder de sig ind i en Kokon paa Blade eller i Jorden og bliver i Reglen endnu i lang Tid i denne som Larver; forst faa Uger for det fuldt- udviklede Insekts Fremkomst forpupper Larven sig. Lar- verne lever af Blade eller Frugter; nogle lever i Galler, navnlig paa Pil. Æggene lægges i Almindelighed i Blade eller andre Plantedele, efterat Hunnen med sin Braad har ridset et lille Hul i Overhuden.

Kaal-Bladkvepsen ell. Flejlsormen (Athalia spinarum Fabr.).

Kaal-Bladhvepsen er 7—« Mm. lang, gul, med glinsende sort Hoved og sorte Tegninger paa Brystet; den yderste Del af Skinnebenene og Fødderne er sortringede. Vingerne er glasklare, gule ved Grunden, med sort Forrand. Lar- ven er valseformet, tværrynket, grøn med sort Hoved, Kyggen er mere eller mindre sortagtig, Siderne vortede.

I Maj Maaned kommer den første Generation af Hvepse frem. Den lægger sine Æg paa Turnips og Rutabaga, i det Hele taget paa al Slags Kaal og Sennep samt paa flere vildtvoxende Korsblomstrede. Hunnen ridser med sin Læggebraad Hul paa Bladpladens Underside og lægger sine Æg i Bladkjødet. Larverne kommer ud af Æggene efter 6 Dages Forlob : de sidder ofte spiralformigt sammen- rullede paa Bladets Underside og æder enten fra Blad- randen mellem Ribberne, eller de æder langagtige Huller i Bladet; naar disse har naaet en bestemt Størrelse, for- lader de dem og begiver sig til et frisk Sted paa Bladet eller til et andet Blad. Naar der er flere Larver til Stede, kan der af disse laves saa mange Huller, at disse til Slut flyder helt sammen, og kun Ribberne bliver tilbage. Larven skifter Hud fire Gange; de afskudte Huder bliver i Reglen

110

siddende paa Bladene, saa man paa disse kan kjende Op- havsmanden til Skaden, selv om Dyret ikke mere er til Stede. Efter omtrent 6 Ugers Forlob er Larven udvoxet; den kryber da ned i Jorden (til 1 — 2 Cm. s Dybde) og for- pupper sig her i en Kokon, til hvilken der fastklæbes Jordpartikler. Pupperne kan allerede udklækkes i August, saa at Hvepsen optræder med to Generationer, af hvilke den sidste da altid er den talrigste, eller de udvikles først det følgende Aar, og der er da kun én Generation. Der berettes fra

Fig. 24. Kaal-Bladhvepsen (Athalia spinarum ). Turnips- blad med Lurvor, Fiøjlsorme (of'ter «Lan(linanrlsbogen »)•

England om denne Hveps, hvorledes den kan optræde i store Sværme og føres langt bort med Vinden : én Gang- skal saadanne Sværme være komne fra Holland til England, en anden Gang fra Frankrig, ja endogsaa fra Norge. Man har da kunnet se Masser af dem ligge døde ved Stranden, trættede af den lange Flugt eller dræbte af Kulden.

Hons og Ænder æder gærne Larverne, hvorfor man kan benytte dem til Udryddelse af disse, saafremt det ikke kan skade Afgrøden, at de drives ind i den. Ogsaa Ind-

111

samling af Larverne kan med Held benyttes, navnlig medens Planterne endnu er unge. Bestrøning med Sod skal ogsaa kunne redde selv temmelig medtagne Marker.

Træhvepsene ( Uroceridae) .

Træhvepsene har et langt Læggerør, med hvilket de borer Hul i Træ eller Straa, hvor de derpaa lægger deres Æg. Træhvepsenes Larver er hvide og bløde, uden Bagkrops- fødder, men med 3 Par uleddede Brystfødder, hvilke dog mangler hos den nedenfor omtalte Træhveps. De fleste Træhvepse anbringer deres Æg i træagtige Planter, mest Naaletræer, i hvis Ved Larverne borer dybe Gange. For- pupningen foregaar et Stykke indenfor Overfladen, og det fuldtudviklede Insekt baner sig da Vej ud i det Frie gjennem et af det selv gnavet Flyvehul.

Halmhvepsen (Cephus pygmæus L).

Halmhvepsen er en slank, 6—8 Mm. lang Træhveps med et stort Hoved , der ved en dyb Indskæring er skilt fra Kroppen. Øjnene er meget store og fremspringende. Farven er glinsende sort med gule Tegninger; paa Bag- kroppen findes saaledes gule Tværbaand. Larven er fodløs, blød, glinsende gullighvid, med dybe Indsnit mellem Ringene. Den er tykkest fortil: navnlig er de tre forreste Ringe tykkere end de øvrige, og er forsynet med et lille, nedadrettet Hoved. Længden er 8—9 Mm.

I Maj og Juni kan man træffe Hvepsen siddende paa Axene af Græs og Korsorter. Hunnen lægger sine hvide, ovale Æg (12 — I5j enkeltvis paa Rug-, Hvede- og Byg- planter eller Græsser; ved Hjælp af Læggebraadden an- bringer den dem i det øverste Knæ paa disse Planter. Naar Planterne af Sne eller af andre Grunde er blevne for- sinkede i deres Væxt, er de for lave til, at Hvepsen med sin Læggebraad kan naa ned til det øverste Knæ. Den gjor da flere mislykkede Forsøg paa at lægge Æg, hvorved

112

Skede ogAx beskadiges: Axene kan da blive fjeragtigt op- trævlede og hvide. I Tyskland skal saadanne ejendommelige Angreb af den være temmelig hyppige. Finder imidlertid Æglægningen Sted paa normal Maade, baner Larverne, der udvikles i Løbet af c. 14 Dage, sig Vej ind i Straaet og lever af afgnavede Dele af Straaets Indervæg. I Reglen vandrer de nedad fra det ene Led til det andet; men de kan ogsaa træffes med Hovedet opad og med angrebne Led baade over og under sig, hvilket viser, at de er i

Stand til at vende sig inde i Straaet. De er i det Hele taget raske i deres Bevægelser: vil man fange dem, bevæger de sig med stor Hurtighed ned igj en- nem Straaet. De skal være hyppigst paa Rug og Hvede; her i Landet synes de særlig at ynde Byg, som meget hyppigt er angrebet af dem : paa en meget stor Bygmark paa Sjælland har jeg saa- ledes fundet c. 10°/o Plan- ter angrebne af dem. Af Græsser har jeg fundet dem paa Agerhejre og Rajgræs. De angrebne Planter kan kj endes paa, at de ovenfra nedad faar et vissent Udseende, og de lette, næsten golde A\ staar oprette, medens de sunde og mere grønne Ax ved Kornenes Vægt bojer sig. Kort for Host plejer Larven at være udvoxel ; den er da naaet ned til Grunden af Straaet; her eller i Rodhalsen lægger den sig til Hvile, idet don forst spinder et Laag over sig. Saaledes overvintrer den, og forst c. 14 Dage, for Hvepsen viser sig, forvandler den sig til Puppe. Da Larven altsaa efter Høsten bliver tilbage i

Fig. 25. Halmhvepsen (Cephus pygmaeus). Hun forstørret, Larve i naturlig Størrelse, samt forstørret, nederste Del af et Rug- straa med en Larve (efter 'Landmands- bogen »)•

113

Stubben, maa denne pløjes dybt ned. Undertiden kan man dog ogsaa endnu midt i April finde Larven hojere oppe i Straaet, endnu ikke udvoxet; ved tidlig Host kan det derfor tit være tilstrækkeligt at meje Kornet, saaledes at Stubben bliver kort. Larverne, der kun kan leve af friske Plantestoffer, torrer da ind og dor.

5. Sommerfugle (Lepidoptera).

Sommerfuglene har en lang Sugesnabel, der ikke kan bruges til at stikke med, men er indrettet til at pumpe Saft op af Blomsterne. Denne Snabel er dannet af de to Kjæbers Flige, der er rendeformede og falsede sammen til et Ror, som under Hvilen ligger rullet ind som en Spiral og dækkes af Underlæbens haarede Palper; ved Hjælp af to Luftror, som fortsættes ud i Snablen, kan denne let pustes ud, naar den skal benyttes. De tre Brystringe er smeltede sammen og forbundne med Bag- kroppen i hele dennes Bredde. Hele Kroppen er tæt haar- klædt. Begge Vingepar er ensartede og beklædte med korte, brede, stilkede Haar eller Skjæl, det saakaldte Stav, der meget let gaar af ved Beroring. Larverne har en tyk, blod Krop, glat eller haaret; kun Hovedet er haardt. Paa dette sidder der paa hver Side en Gruppe afGsmaa -Øjne, som imidlertid ikke kan ses uden Forstørrelse, korte Føle- horn og, i Modsætning til den fuldtudviklede Sommerfugl, en veludviklet Bidemund. Kindbakkerne er kraftige, men korte og brede, da Larverne lever af Plantefode ; de øvrige Munddele er meget lidt udviklede. Paa Underlæben sidder der et fint Rør, hvorigjennem den Vædske udføres, der størknet danner deres Spind. De tre Brystringe bærer hver et Par korte, leddede Lemmer; men Larvens egentlige Bevægelsesredskaber er nogle uleddede Vorter paa Bag- kropsringene, i Reglen 5 Par, siddende paa 3., 4., 5., 6.

114

og 9. Bagkropsring; hos nogle (Maalerne) findes kun de sidste to Par, hvorfor den midterste Del af Kroppen under Bevægelsen krummes opad, idet Bagkropsspidsen nærmes til Brystet. Paa Vorterne sidder der nogle smaa Kroge, som enten er ordnede i en Krans, med Krogspidserne vendende udad i Forhold til Vortens Centrum (Smaa- sommerfugle, Microlepidoptera) eller i en Række paa Vortens indre Rand (S tor sommerfugle, Macrolepidop- tera). Denne Række er at betragte som en Rest af Smaa- sommerfuglenes Krogkrans, hvis ydre Del er falden bort. I Overensstemmelse hermed vender Krogenes Spids ind imod Dyrets Axe, og de paa to lige overfor hinanden sid- dende Kroge kommer til at virke saaledes imod hinanden, at Larverne med dem kan omfatte Plantedele. Sommer- fuglepupperne er ejendommelige ved, at Vinger, Lemmer og Folehorn ligger pressede ind imod Kroppen , saa at man kun ser Randene af dem springe frem. Det ser ud, som om Puppen er overtrukken med et Lag Fernis; Fæ- nomenet fremkommer ved, at den indadvendende Side af Vedhængene er ganske tynd og blød, medens den udad- vendende Side er fast kitiniseret. Nogle Pupper er om- givne af en hel Kokon af Spind, medens andre kun er fæstede til deres Omgivelser ved Hjælp af en Traad om- kring Livet eller fra Bagkropsspidsen.

Af denne Orden er det, som det vil være fremgaaet af det Ovenanførte, kun Larverne, der gjør Skade.

Smaasommerfugle (Microlepidoptera).

Smaasommerfuglene er i Reglen meget smaa, sarte Sommerfugle med lange, børsteformede Følehorn ; de fleste holder sig skjult om Dagen.

Til Smaasommerfuglene horer følgende Familier: Træ- borerne, Sækspinderne, Fjer vingerne, Møllene, Viklerne og Pyraliderne. Til de tre sidste Familier hører liere for Landbruget skadelige Sommerfugle.

115

Mol (Tineidae).

Kornmellet, den hvide Kornorm (Tinea granella L.).

Møllet er sølvfarvet med mørke Tegninger. Larven er gullighvid med lysebrunt Hoved og Nakkeskjold og besat med enkelte, næppe synlige Borstehaar. Den naaer en Længde af 10 Mm. I Juni Maaned sværmer Sommer- fuglen ; enkeltvis kan man ogsaa træffe den senere indtil ind i September. Om Dagen sidder den stille paa Mure, Bjælker, Døre og Vinduer, om Aftenen derimod flyver den livligt omkring og lægger sine Æg (100 eller fiere), idet den anbringer ét eller to ad Gangen paa et Korn. Larven kommer frem efter 10 14 Dages Forlob og begynder strax at æde af Kornene. Naar den har ædt noget af et Korn , gaar den over til et nyt, spinder dette sammen med det første og begynder derpaa at æde af det. Paa denne Maade kan

, . , ,__ __ T, Fig. 2(5. Den hvide Korn-

den sammenspinde 20—30 Korn; paa orm (Tinea graneUa) t Kornene og i Spindet fastklæbes dens Larve tma sammen-

, . -> „ , , j p l t\ ^ spundne Bygkorn med

hvide Exkrementer, der for en stor Del Bxkrementer, s puPPe bestaar af ufordoj ede Kornrester. I Au- noget forstørret, 3 Møl i

. 0 . , T , . naturlig Størrelse (efter

gust — September er Larven udvoxet; Ritzema Bos),

den kryber da op til Overfladen af Korndyngen og bevæger sig uroligt frem og tilbage for at finde en passende Plads til Overvintring. I det den kryber om, spinder den hele Tiden, saa at en lang Traad betegner dens Vej; paa denne Maade kan hele Dyngen overtrækkes med et tæt Spind. I Revner i Bjælker, Vægge og Lofter eller sjældnere i et udhulet Korn spinder den sig nu en Kokon af Form som et Rugkorn ; heri overvintrer den og forpupper sig forst faa Uger, for Sommerfuglen kommer frem.

Som det vil fremgaa af det Ovennævnte, kan dette

116

Møl gjøre megen Skade, ikke alene ved at fortære Kornene, men ogsaa ved at gjøre de resterende Korn urene.

Det er af Vigtighed at kaste og vende Kornet hyppigt, særlig i Juni og Juli, da de unge Larver er meget øm- findtlige, og en stor Del derfor paa denne Maade vil gaa til Grunde. Dernæst bor man sørge for at tætte alle Revner i Vægge, Lofter, Bjælker o. s. v., saa at Larven ikke kan finde noget passende Sted til at spinde sig ind i. Af de voxne Mol kan man let om Dagen dræbe en Del, da de paa denne Tid af Døgnet sidder stille paa Væggene; er disse hvidkalkede, falder Møllene saa meget lettere i øjnene. I smaa Vandbeholdere kan man ogsaa fange en Del, især naar Vejret er tørt; Møllene kommer for at slikke Vand og falder da let ned i dette og drukner.

Det franske Kornmel (Sitotroga cerealella Oliv.j.

Larven ligner Kornmøllets Larve, men er miudre, 7 Mm. lang, nøgen, hvid, med svagt brunligt Hoved. I Frankrig- har dette Mol i mange Aar været bekjendt, og herfra har det udbredt sig til flere andre Lande med Korntrans- porten ; ogsaa til Danmark er det indført. Larven findes i alle Slags Kornsorter. I Modsætning til Kornmøllets Larve tager den til Takke med et eneste Korn, i hvilket den æder sig ind gjennem Spidsen. Forpupningen finder Sted i det samme Korn i den ene Længdehalvdel, medens den anden fyldes med Exkrementer. Saadanne beboede Korn er lettere end de normale, svømmer ovenpaa Vand og lader sig let trykke sammen. Man bliver langt van- skeligere opmærksom paa denne Art end paa Kormøllet, da den ikke forurener Kornet. Efter Nogles Mening op- træder den kun med én Generation, efter Andres med to; Sommergenerationen skulde da lægge sine Æg paa Axene, medens Kornet staar paa Marken.

117

Stæiigelmellet eller Hvidaxmollet (Oxenheimeria taurella W. V.).

Stængelmøllets Larve bliver 17 — 21 Mm. lang. De unge Larver er grønlige med brune Længdestriber paa Ryggen : efter Overvintringen bliver de benfarvede. Ho- vedet, der er meget lille, er noget mørkere; over de smaa, sorte Aandehuller rindes der som Kest af de tidligere Længdestriber en mere eller mindre tydelig mark Stribe. I Juli Maaned flyver Sommerfuglen og lægger sine Æg enkeltvis paa Græs. Larven æder sig ind i Hjærtet af de unge Skud. Den træffes hyppigt paa Vintersæd, hvorhen den maa være vandret fra Græs i Nærheden; maaske kan dog ogsaa nogle senere udviklede Sommerfugle have lagt deres Æg paa Vintersæden. Fra Tyskland berettes om Larvens Angreb paa den unge Vintersæd : Planterne bliver fortykkede og Hjærtebladet gulligt og vredet. Paa denne Maade odelægger de om Efteraaret en Mængde Planter og overvintrer derefter i Hjærtet af en Plante. Om Foraaret tager de atter fat paa deres Odelæggelsesværk, idet de vandrer fra den ene Plante til den anden. Dette Foraars- angreb giver sig tydeligere tilKjende end Efteraarsangrebet og er ofte iagttaget her i Landet. Paa den Tid, Kornet skrider, ser man hyppigt Planter, der bliver tilbage, idet Larven har overgnavet Straaet over øverste Knæ ; eller man ser et vissent Ax komme mere eller mindre frem af Skeden ; trækker man i Straaet, er dette lost eller gaar let over paa det ovenfor nævnte Sted. Planter, der angribes senere, skrider paa normal Maade, men Axene faar da et unormalt, forpjusket Udseende, hvorved de kan kjendes fra de friske. Skærer man de angrebne Stængler op , finder man sjældent Larven, der gaar fra en Plante til en anden. Den kryber ind indenfor den øverste Skede og gnaver sig ind i Straaet over overste Knæ; herfra æder den sig nu ned igjennem Straaet, idet den gnaver Tværvæggene igjennem paa samme Maade som Halmhvepsen. Sin Bane betegner den ved sit Gnav; Straaet bliver ligesom skrabet af ind-

118

vendigt og fyldes mere eller mindre af skjælformede, af- gnavede Partikler. Larven maa søges i en frisk Plante; saa snart Angrebet giver sig tilKjende i Toppen, er Dyret borte, med mindre det er angrebet af Snyltehvepse: da kan man finde Rester af Larven og Snyltehvepselarver i denne eller paa et senere Stadium frit i Stænglen. 1 Juni er Larven udvoxet, og der danner sig nu mellem Bladene et fast, rørformet Hylster, idet den spinder Bladene sammen: efter nogle Dages Forlob forpupper den sig. Som det vil fremgaa af det ovenfor Nævnte, varer Puppetilstanden kun en Maanedstid. Der vil vanskelig kunne findes noget Middel til at udrvdde dette Skadedyr.

Kaalmellet (Plutella

Fig.27. Kaalmøllel (Plutella cruciferarum). (i Larver gnavende af Blomkaal, hh ind- spundne Pupper paa et Kaalblad, c Puppe, udtagen af Spindel d Sommerfugl fly- \ ende, e den samme i lis il<' i efter von Schilling).

cruciferarum Zell.).

Kaalmollets Larve bliver indtil 7 Mm. lang, er tykkest paa Midten og bliver tyndere mod begge Ender. Den er gran med sort Hoved og er forsynet med spredte Haar, siddende paa smaa Vorter. Sommerfuglen optræder med to Generationer om Aaret. Den første flyver i Maj , den anden i August. Om Dagen sidder den stille paa Planter . men om Af- tenen flyver den og lægger sine talrige Æg paa Bladene af en Mængde forskjellige Planter, særlig af de Kors- blomstredes Familie, baade \ ildtvoxende ogdyrkede f. Ex. alle Kaalsorter, Køer o. s. v. Larverne sidder paa Under- siden af Bladene under et

119

tyndt Spind ; foruroliges de, lader de sig falde til Jorden hængende i en tynd Traad. I Blomkaal gnaver de sig ind i Hovederne; undertiden gaar de ind i Kaalskulperne og fortærer de umodne Fro. I Begyndelsen af Juli er Larverne udvoxede og forpupper sig da paa Planterne i et tæt Spind. Efter c. 3 Ugers Puppehvile kommer den anden Generation frem. Dennes Larver gjør Skade i August — September paa samme Maade som den første Generation; men Skaden er her langt større, idet denne Generations Larver er langt talrigere ligesom hos Kaalens Hvidsværmer. Overfor disse Larver kan man benytte samme Midler som overfor andre Kaalsommerfugle, men de er betydeligt vanskeligere at faa fordrevne, da de er smaa og sidder i Spind paa Undersiden af Bladene. Desuden bor man sorge for at holde Jorden og de tilgrænsende Agerkanter fri for Ukrudt af de Korsblomstredes Famile*).

Komineuinollet (Depressaria nervosa Haw.).

Dette lille rodlig graabrune Mol holder sig skjult om Dagen og sidder med Vingerne lodret omsluttende Kroppen. Om Aftenen flyver det eller lober hurtigt omkring. Larven er 15 Mm. lang, olivengrøn, gulstribet. Møllet overvintrer og lægger om Foraaret sine Æg paa Bladene af Kommen og andre Skjærmplanter. Larverne omspinder Blomsterne og de unge Frugter og fortærer disse; de er meget bevæ- gelige, slaar om sig, naar man berører dem eller lader sig falde til Jorden i en Traad. I Løbet af 5 Uger eller mindre er Larven voxen; den gnaver sig nu ind i den øvre Del af Stænglen og laver sig ovenover det frembragte Hul en Hule, hvori den forpupper sig med Hovedet nedad. Indtil 30—40 saadanne Huller skal man kunne finde paa én Kommenplante, hvorved denne kommer til at minde om en Fløjte; man har derfor givet dette Møl Navnet

*) Sammen med dette Mø] optræder paa samme Maade et nærbe- Møl: Plutella armulatella.

120

«Pfeiffer» ligesom Rapspyraliden. Efter c. 14 Dages Forløb slipper Sommerfuglen ud. I Tyskland har den odelagt Kommenkulturer i en saadan Grad, at man har maattet ploje disse ned. Som Middel imod den anbefales det, naar Larverne er gaaet ind i Stænglen, at fjærne de angrebne Planter, eller, hvis Marken er helt odelagt, at pløje Jorden, efter at de angrebne Stængler er afskaarne og brændte.

Ft Par andre Arter : tinlerodsmollet (D. depressella Hb.) og D. douglasella St. lever paa samme Maade paa Gule- rødder. Bladene paa Gulerødder sammenspindes og for- tæres af D. purpurea Haw. og D. applana F.

Hnnilemollet (Gracilaria fidella Reutti).

Larverne er gullighvide og træffes i September Maaned paa Humle, hvis Blade de gnaver af, idet de ruller dem ind fra Spidsen og derved danner et Hylster om sig ganske paa samme Maade som Sirenmøllet, som man saa hyppigt ser vansire Sirener i Haver. Humlemøllet er ikke fundet her i Landet.

I Bladene af forskjellige Græsser og Bælgplanter mi- nerer flere Møllarver, saaledes at der enten laves Gange indenfor Overhuden, eller at alt Bladkjodet ædes, hvorved Bladet bliver hvidt. Disse Bladminérere hører til Slægterne Elachista og Coleophora, af hvilke den sidste udmærker sig ved, at Larverne kun minerer, medens de er unge: senere danner de sig et Hylster af afskaarne Bladstykker eller lignende, og siddende i dette Hylster æder de udvendigt fra af Bladene. Disse saakaldte Sækbærere træfies hyppigt paa Bladene af Frugttræer, El, Birk o. s. v. 1 Humleblade minerer lliimloii:in< iniollci (Cosmopteryx eximia Ihv.).

121

Viklere (Tortricidae).

Horvikleren (Conchylis epilinana Zell.).

Hørviklerens Larve er 6V2 Mm. lang, hvidlig graa med sortebrunt eller sort Hoved. I Juni Maaned træffer man den enkeltvis i Horkapsler, hvor den fortærer Froene. Den lysegule Sommerfugl lægger sine Æg i Blomsterne, og Larverne gnaver sig ind i Frugtknuden. Hullet lukker sig efter den ; men Stedet, hvor den trængte ind, vil dog ved nærmere Betragtning kunne kjendes paa, at det er mørkere end den øvrige Væg; dens Exkrementer ophobes nemlig her og skimtes igjennem Væggen. Larven forpupper sig i Kapslen; før Forpupningen gnaver den imidlertid et Flyvehul i Væggen til Sommerfuglen, dog saaledes, at Overhuden skaanes. Dette gjennemsigtige, runde Vindue viser altid tydeligt Puppens Tilstedeværelse. I Juni — Juli sværmer Sommerfuglene, der lægger deres Æg i senere udviklede Horplanters Blomster. Denne anden Generation overvintrer som Pupper i Hørkapslerne.

Den raadyrfarvede Ærtevikler (Grapholitha nebritana Treitschke), den maaneplettede Æ. (G.dorsanaF.) 0. fl.

I de grønne Ær- tebælge findes Lar- verne, af hvilke den første er 7— 8 Mm. lang, bleggrøn med brunt eller sort Ho- ved og Forbryst og paa hver Ring bæ- rer spredte, mørke Vorter, hver med et

Borstehaar. Den anden bliver 14 Mm.

Pig. 28. Ku Ærtevikler. ( de< fuldkomne [nsekt,

forstørret, 8 samme i naturlig Størrelse, 3 en be-

gnavel .Kil med Larven, i Larven, forstørret

(efter Landmandsbogen ).

122

lang, orangegul med brunt eller sort Hoved og Forbryst; de borstebærende Vorter er her brungule.

Naar Ærterne blomstrer, flyver Sommerfuglene efter Solnedgang og lægger deres Æg enkeltvis eller to — tre sammen paa Frugtknuden eller den unge Bælg. Larven, der kommer frem efter c. 14 Dages Forløb, æder sig ind igjennem Væggen, der atter voxer sammen. Den æder nu af de unge Ærter, idet den gaar fra den ene til den anden — ofte spindende dem sammen — og bedækker dem med sine Exkrementer. De af Larver beboede Bælge modnes tidligere end de sunde; naar de aabner sig, kryber Larverne ud, lader sig falde til Jorden og forpupper sig under Over- fladen af denne i et Spind. Ved en dyb og omhyggelig Bearbejden af Jorden umiddelbart efter Indhostningen vil en Mængde Larver kunne tilintetgjores.

Paa Gulerødder lever selskabeligt de benfarvede, gulhovedede Larver af Grapholitha rufillana WIL, spinder Frugtskjærmene sammen og fortærer Frugterne.

Timotliévikleren {Tortrix paleana Hb.).

Timothévikleren er en lille, hvidgraa Sommerfugl med lysegule Vihger med hvidgule Frynser. Larven naaer en Længde af 12 — 14 Mm., er fløjlssort med stærkt afstik- kende, hvide Vorter, forsynede med 1, 2 eller 3 sorte Punkter, hvoraf hver bærer et hvidt Haar. Hovedet er sort, Halsskjoldet brunt med gulbrun Forrand og Midt- linje.

1 1892 er denne Sommerfugl første Gang iagttaget som Skadedyr paa Mark og Eng; den er udbredt over hele Mellemevropa og findes ogsaa her i Landet, men vides ingen Steds at have foraarsaget større Skade undtagen i Finland, hvor den i de senere Aar har anrettet betydelige Ødelæggelser. Nedenstaaende Beskrivelse af dens Optræden er et Uddrag af E n z i o Reuters Beretning : « Tortrix Paleana Hb. En ny fiende iill våra ångar och åkrar«. Hele Sommeren igjennem skal man kunne træffe Sommer-

123

fuglen. Lavven optræder allerede i Juni Maaned og til ind i August. Den ynder særlig Timothé og Rævehale, angriber ogsaa Havre ogKlover, men skal derimod ladeFiorin- græs staa urørt. Den spinder to eller tre Blade sammen til et beskyttende Hylster om sig eller nøjes stundom med at forbinde begge Randene af samme Blad. Siddende i dette rorformede Bo æder nu Larven af Væggene, idet den fortrinsvis vælger de nedre Dele af Bladene og kun tager til Takke med bløde, friske Partier; Karstrænge og hele Spidsen af Bladet forbliver urørt, ligesom den heller ikke vælger Blade, der tidligere er angrebne af andre Dyr eller paa anden Maade er beskadigede. Efter saaledes kritisk at have fortæret, hvad der smagte den i det første Bo, laver den sig et nyt Ror og begynder atter her sit Ødelæg- gelsesværk. Saaledes fortsættes Hærgningen fra Blad til Blad, medens Straaene bliver saa godt som urørte. Selv om kun en ringe Del af Bladet er angrebet, visner det dog i hele sin Længde. Efter denne Larvens Levevis vil det let kunne forstaaes, at den til Trods for sin ringe Størrelse i Løbet af kort Tid kan ødelægge et stort Areal. Ved Angrebet i 1892 ødelagdes saaledes i én Egn omtrent 21 Tdr. Land. Frøet, der var anvendt til Udsæd, var indfort fra Ud- landet, hvorfor man var tilbøjelig til at mene, at Dyrene som Æg var indførte med Frøet. Imidlertid iagttog E n z i o R e u t e r senere, at Sommerfuglen lagde sine Æg lavt nede mellem Timothéstraaene ved Jordskorpen , undertiden paa unge, grønne Skud; den Mulighed, at Æggene skulde kunne indføres med Frøet, er altsaa udelukket. Rimeligvis har Dyret ogsaa tidligere levet spredt i Finland, men særlig- gunstige Betingelser har bevirket, at dets Antal er blevet- forøget i saa høj Grad. En saadan pludselig Optræden af Skadedyr er langt fra uden Sidestykke. Som Tilfældet plejer at være, tiltog heldigvis sammen med Sommerfuglen ogsaa dennes Snyltere: tre forskjellige Snyltehvepse.

Det er meget vanskeligt at komme disse Dyr til Livs. Udhungringsmetoden, hvilket lier vil sige: at afmeje Mar- kerne, saasnart Larverne begynder at vise sig, for at be-

124

røve dem Betingelserne for deres Ophold, vil ikke være saa virksomt overfor disse som overfor mange andre ska- delige Dyr, da Timothéviklerens Larve kan tage til Takke med adskillige vildtvoxende Græsser og andre urteagtige Planter, og da den tilmed er hurtig i sine Bevægelser og saaledes let kan opsøge sig ny Felter for sin Virksomhed; i det Mindste burde Agerrener og nærliggende Græs- marker underkastes samme Behandling som det angrebne Stykke. Det radikaleste Middel vilde være at oppløje de angrebne Marker, hvilket ogsaa i 1892 blev praktiseret paa et meget angrebet Terrain. Kuren viste sig af gjen- nemgribende Virkning, idet Larverne i 1894 var fuldstændigt forsvundne.

Pyralider.

Græsmol *) (Omnibus sp. div.).

Disse Pyralider er silkeglinsende, brune eller hvide og opholder sig om Sommeren mellem Græsset. Om Dagen sidder de stille paa et Græsstraa hyppigt med Hovedet nedad og Vingerne slaaede sammen om sig som en Kappe; gaar man gjennem Græsset, flyver de op og sætter sig paa samme Maade et kort Stykke derfra. Om Aftenen flyver de livligt om og lægger deres Æg mellem Græsset. Lar- verne er hvidlige, graa eller brunlige, besatte med mørke Vorter med Børstehaar. De spinder Jordpartikler sammen til Kør omkring sig, kryber om og æder af Græsrødderne. De overvintrer i Rørene og forpupper sig næste Sommer for kort Tid efter at udklækkes.

Schoyen**) meddeler, at de 189G for første Gang- er iagttagne som Skadedyr i Norge. Det angrebne Areal

:: Skjønl Slægten Crambus hører til Pyraliderne er Navnet Græs mø] dog bibeholdt for at skjælne dem fra den følgende, der er kjendt under Navner G-ræspyraliden.

' Schoyen : Beretning Skadeinsekter og Plantesygdomme i 1896.

125

var et syv Aar gammelt Engstykke med delvis tørvholdig Bund. I Slutningen af August og den første Halvdel af September aad de Græsset over ved Roden, saa at det laa lost og vissent, og under Græsset fandtes en Mængde Larver. Fra Amerika berettes der om disse Larvers Angreb baade paa Græs og Kornsorter, navnlig efter ompløjet Eng. Her i Landet er der. saavidt bekjendt, endnu ikke iagttaget nogen Skade, forvoldt af disse Dyr: men Slægten er hos os repræsenteret af mange Arter.

Saa snart Angrebet begynder, bor man, hvis det kan lade sig gjore, ploje Markerne op, eller i hvert Tilfælde overharve de angrebne Partier, for at Larverne kan komme frem for Dagens Lys; de vil da let blive et Bytte for Fuglene. Indfinder disse sig ikke af sig selv i tilstrækkelig Mængde, kan man drive Hons, Kyllinger og Ænder ud paa Marken.

Græspyraliden (Anerastia lotella Hb.).

Larven er tendannet og bliver c. 17 Mm. lang. Farven er bengul; hver Ring med Undtagelse af de to forreste har en rosenrød Tværplet, der atter hver har tre endnu livligere farvede Pletter, hvorved der paa Ryggen dannes tre Længde- rækker , af hvilke den midterste er den utydeligste. I Juni— Juli flyver Sommerfuglen om Aftenen og meget tidligt om Morgenen og lægger sine Æg paa forskjellige Græsser, af hvilke Larverne ernærer sig. Disse sidder i lange Spind over Roden af Græsserne, men kan ogsaa gaa højere op paa Planterne. De overvintrer i Spindene og forpupper sig om Foraaret. Undertiden angriber de Rug og Hvede, i hvis Straa de skal kunne grave sig ind: Larverne maa da være vandrede fra Græs over paa Vinter- sæden, eller muligvis er nogle Hunner blevne udviklede senere end de andre og har saaledes kunnet lægge deres Æg paa den unge Vintersæd. Som Middel mod dem anbefales dyb Nedpløjning af Planterne, saa at de i Rørene siddende Larver derved kan hindres i at blive udviklede.

126

Kaalpyraliden (Pionea forficalis L.).

Larven kan blive indtil 20 Mm. lang. Kroppen er tykkest paa Midten og bliver tyndere mod begge Ender. Farven er gulgrøn med utydelige lysere og mørkere Længdelinjer. Ligeover Aandehullerne træder en ophøjet hvid Længde- linje tydeligt frem. Hovedet er lysebrunt. Enkelte Børster findes spredte over hele Kroppen. Sommerfuglen, der op- træder med to Generationer om Aaret, flyver første Gang i Maj Maaned; denne første Generation, der aldrig optræder i stort Antal, lægger sine Æg paa Bladene af forskjellige Kaalsorter og vildtvoxende Korsblomstrede. Larverne skjuler sig mellem Bladene og spinder nogle Traade for Indgangen til deres Opholdssted. Naar de er udvoxede, kryber de ned i Jorden og forpupper sig der i en Kokon. I August Maaned optræder den anden Generation, der atter lægger sine Æg paa Kaal; og Larverne af denne Generation, der er langt talrigere end af den første, kan i September og Oktober gjore stor Skade paa Kaalen. 1 Oktober kryber de ned i Jorden, hvor de overvintrer i en Kokon; først om Foraaret forpupper de sig.

Indsamling er det eneste Middel, der kan anvendes overfor disse Larver.

Rapspyralideu (Orobena extimalis Se).

Larven er af samme Størrelse som den foregaaende og har ligeledes sin største Tykkelse paa Midten, men bliver tyndere mod Bagenden end mod Forenden. Af Farve er den gullig med en bred , graa Længdestribe paa hver Side. Paa Ryggen findes der fire Længderækkcr af mørke Vorter. Hovedet er sort, Halsskjoldet ligeledes men med en gul Midtlinje.

I Juni — Juli flyver Sommerfuglen, der er gul med rustfarvede Tegninger. Om Aftenen og Natten parrer den sig og lægger sine ovale Æg paa forskjellige dyrkede og

127

vildtvoxende Korsblomstrede: Raps, Rybs, Radise o. s. v. Larven spinder Skulperne sammen med et hvidt Spind og gnaver fra dette Spind som Opholdssted Hul paa Skulperne; idet den stikker Hovedet og Forkroppen ind igjennem dette Hul, æder den nu de umodne Fro. Paa hver Skulpe æder Larven en Række Huller, hvorved Skulperne faar Lighed med en Flojte; herfra stammer det tyske Navn « Pfeiffer-. Naar Larven er udvoxet, kryber den ned i Jorden og overvintrer i et ægformet, indvendigt silkeagtigt Spind tæt under Jordens Overflade. Om Foraaret forpupper den sig, og efter 3—4 Ugers Puppetilstand kommer Sommerfuglen frem.

Som Middel mod den anbefales dyb Ompløjning af Jorden. Ligeledes maa det undgaaes andet Aar at have Rapsmarker i Nærheden af Marker, der var angrebne Aaret forud.

Her i Landet findes endnu to Arter af samme Slægt: Sædpjraliden (O. frumentalis L.) og O. stranientalis H. Lar- ven af den første siges undertiden at angribe den unge Vintersæd om Foraaret. Efter Taschenberg skal den leve paa samme Maade som den foregaaende Art. Den er gulgraa paa Ryggen og smudsiggraa paa Bugen; de sorte Aandehuller ligger midt i en bred gul Længdelinje, der danner Grænsen mellem den gulgraa og smudsiggraa Farve. Længden er 25 Mm. Larven af O. stramentalis skal efter Opgivelse fra Frankrig ogsaa angribe den unge Vintersæd.

flepyraliden (Ephestia elutetta Hb.).

Larven er 12 Mm. lang, lysegul med mange mørkere Pletter. I Juli Maaned optræder de smaa brungraa Som- merfugle i Huse, men forsvinder imidlertid hurtigt igjen efter at have lagt deres Æg paa tørrede Plantedele: Hø, Korn, Frugter o. s. v. Larverne, der kommer frem i Au- gust Maaned, er meget bevægelige. De æder graadigt alle mulige Plantedele (ja angriber endog Insektsamlinger) og

128

fylder de udædte Huler med sammenspundne Exkrementer. Store Mængder af Hø kan paa denne Maade blive ødelagt, da Larverne ikke holder sig til et enkelt Sted. Til Slut forpupper de sig og efter nogle Ugers Forlob kommer Som- merfuglene frem.

Melpyraliden *) (Ephestia Kiihniella Zell.).

Melpyraliden er en lille uanselig Sommerfugl, hvis c. 12 Mm. lange Larve lever i Meloplag og Moller og gjor overordentlig stor Skade dels ved at ødelægge Melet, dels ved med sit tætte Spind at forurene alle Apparater, Sigter. Sold o. s. v., saa at de bliver ganske ubrugelige**). Baade i Europa og Amerika optræder den , men hvor den oprindelig hører hjemme, er det vanskeligt at afgjøre: ingen af Ver- densdelene vil kjendes ved den, men beskylder gjensidig hinanden for at have bragt den til dem ; let kan den selv- følgeligt ogsaa indføres som Æg, Larve eller Puppe med Korn, Mel eller tomme Sække. 1 1877 skal den første Gang- være iagttaget af Kuhn i Halle, hvor den foraarsagede stor Ødelæggelse i en Mølle, der formalede amerikansk Hvede. I 1881 optraadte den første Gang i Holland og bredte sig de følgende Aar her og i Belgien. I 1887 og 1888 foraarsagede den stor ødelæggelse i Melmagasiner i England. I Begyndelsen af Halvfemserne er den kjendt fra Sverrig***), i Danmark er den ogsaa funden en enkelt Gang. I 1889 skal den første større -Ødelæggelse have fundet Sted i Nordamerika. Pesten, som man her kaldte den, udbrød i en By i Canada, og det med en saadan Voldsomhed, at Guvernementsregjeringen i Ontariodistriktet

*) Dette Navn anvender Taschenberg om Asopia farinalis.

Dennes Larve æder Mel, Straa, Korn, men skal dog- ikke have

gjort storre Ødelæggelse.

Mrlinollets (Endrosis lacteella W. Vj Larve lever ligeledes i

IMelforraad, Klid, ton-ede Frugter o.s. v. ") Sven Lampa: Berattelse til Landtbruksstyrelsen 1894.

129

maatte gribe ind for at faa Sygdommen undersøgt og for- søge paa at finde et Middel til at hindre dens Udbredelse. Følgende berettes fra Ontario: I Marts Maaned saaes enkelte smaa Sommerfugle flyve om i Værelserne i en Mølle, uden at man dog lagde videre Mærke hertil. I April havde Sommerfuglene spredt sig over de øvre Etager: i Maj iagttog man Larver i Melet, og i Juni var de til Stede i overordentlig stor Mængde. I Juli var de tiltaget i en saadan Grad , at man besluttede sig til at lukke Møllen en Dag eller to , for at en ordentlig Rengjøring kunde tinde Sted. Alt blev vasket med Sæbevand og Kalkvand: det Indre af Bygningen fra Gulv til Tag, PJle- vatoren og alle andre Maskiner, ikke det mindste Hul eller Gjemmested blev forbigaaet. Derpaa sattes Maskinerne igjen i Gang; men efter fire Dages Forlob var Sigter, andre Redskaber og Maskiner igjen overfyldte med Sommer- fugle, Larver og deres Spind, saa at det blev nødvendigt at foretage en yderligere Rengjøring. Man kom imidlertid til den Overbevisning, at det ikke kunde nytte at fore- tage videre Udryddelsesforsøg i de gamle Lokaler, men at disse maatte opgives og en ny Mølle bygges! Den svenske Statsentomolog Sven Lampa mener, at naar en Mølle først er stærkt inficeret med disse Møl, er det nødvendigt i nogen Tid efter Rengjøringen at holde den lukket, for at Dyrene kan do af Sult eller blive tvungne til at ud- vandre. Muligvis kan det gaa an i denne Tid at benytte den til Rugmaling, da Dyrene kun skal angribe Hvede- mel, hvilket dog forst nærmere maa undersøges. Den engelske Landbrugsentomolog Frøken Ormerod tilraader, at der ved Hjælp af Slanger føres hed Damp rundt overalt, hvor Dyrene er til Stede. Dette vil maaske kunne være virksomt overfor disse Møl, der baade som Sommer- fugle og Pupper synes at være langt mere modstands- kraftige end andre lignende Smaavæsner. Først og fremmest opfordrer Sven Lampa Alle, der har med Forhandling eller Tilberedelse af Hvedemel at gjøre, til at have Øjnene med sig, for at de kan opdage Fjenden, inden

9

130

den tager Overhaand og det er for sent til, at der kan gjeres Noget for at blive den kvit. Det er aldeles for- bavsende, saa burtigt Dyrenes Antal kan tiltage i en ganske overordentlig høj Grad. Efter anatomiske Under- søgelser skal én Huns Bagkrop kunne indeholde næsten 700 Æg.

Stor sommer fugle (Macrolepidoptera).

Storsommerf uglene deles almindeligt i to Hovedgrupper: Natsommerfugle ( Ihterocera) og Dagsommerfugle {Rhopalocera).

Natsommerfugle (Heterocera).

Natsommerfuglenes Følehorn er ten-, børste- eller traad- formede, hyppigt, især hos Hannerne, haarede, takkede eller grenede. Vingerne er i Hvilen næsten altid nedliggende. Farven er i Reglen graalig eller brunlig, navnlig paa For- vingerne og har paa disses Overside ofte meget karakteri- stiske Tegninger, der bevirker, at Sommerfuglene falder sammen med deres Omgivelser, og altsaa optræder som Beskyttelseslighed.

De fleste Natsommerfugle flyver om Aftenen og om Morgenen, men kan dog skræmmes op om Dagen. Enkelte er virkelige Dagflyvere, dog i Almindelighed ikke saa af- hængige af Solskin som Dagsommerfuglene. Larverne er meget forskjellige Pupperne er enten skjulte i Jorden eller indhyllede i et Væv, der dog hos enkelte kun bestaar af faa Traade.

Ti! Natsommerfuglene hører bl. a. Aftensværmerne, Spinderne, Uglerne og Maalerne. Af disse kommer vi i del Følgende kun til at beskæftige os med Uglerne, af hvilke mange Arter er meget skadelige.

131

Uglerne (Noetuidae).

Uglerne er middelstore, mørke, graalige eller brunlige Sommerfugle, som paa Forvingerne har de saakaldte Ugle- mærker, efter deres Form benævnede Nyremærket og Ring- mærket, det ferste øverst; hertil kommer ofte endnu et tredje Mærke, Tapmærket.

Folehornene er temmelig lange, borsteformede, med meget korte eller ganske uden Sidegrene. Benene, navnlig Bagbenene, er lange og kraftige; ved Hjælp af disse kan flere af dem gjore hurtige, smuttende Bevægelser. Kroppen er robust uden dog at være plump; Vingerne er temmelig smaa, men stærkt byggede og holdes under Hvilen tag- formet eller fladt, i sidste Tilfælde oftest krydsende over Ryggen. Flugten er kraftig og summende, hos enkelte mere flagrende. De fleste Ugler skjuler sig om Dagen paa mørke Steder eller mellem nedfaldent Lov eller sidder stille paa Træstammer eller Stene, hvor de er beskyttede ved, at de paa Grund af deres Farver falder sammen med Underlaget. Larverne er nøgne eller kun tyndt besatte med smaa bløde Haar. De Fleste fører et skjult Liv enten inde i Planter eller frit i Jorden, af hvilken de da som Regel kun kommer frem om Natten, eller de er ægte Jord- larver, der lever af Rødder og kun sjældent kommer til Overfladen: saadanne Jordlarver har altid mørke Farver med en utydelig og ensformig Tegning. Larverne for- vandler sie næsten alle i Jorden.

(Tamuiaugleii (Plusia gamma L.).

Gammauglen har faaet sit Navn af en lys metal- glinsende Figur paa Forvingerne af Form som det græske Bogstav ;-. Af Farve er den morkegraa, rødlig og lyst og mørkt marmoreret. Larverne, der bliver 25 — 30 Mm. lange, er let kjendelige fra andre Uglelarver ved, at de mangler de to første Par Vortefødder, hvorfor de bevæger sig paa lignende Maade som Maalerne. De forreste Krop-

9*

132

ringe er smallere end de øvrige og Hovedet meget lille. Farven er grøn eller blaagrøn , lysere eller mørkere efter de Planter, paa hvilke Larven lever. Paa Kyggen har den 6 fine, hvide Længdelinjer samt en gullig Linje over Fød- derne. Hovedet er brunlig grønt med sorte Sider. Hist og her findes enkelte Børstehaar, medens Larven ellers er nøgen. Sommerfuglen flyver fra Maj til November og optræder med mindst to Generationer om Aaret. Den overvintrer i Almindelighed som halvvoxen Larve, men undertiden som

Pig. -2!». Gammauglen (Plusia gamma). Sommerfag] og Larve i efter Taschenberg).

Æg, Puppe eller fuldt udviklet SommerfugL Som en Følge heraf kan man træffe Larverne til enhver Aarstid, men hyppigst fra Slutningen af Juni til Midten af August. Hunnen lægger ca. 400 Æg enkeltvis paa Bladene af de mest forskjellige Planter, hvoraf Larverne ernærer sig, dog sjældent paa træagtige Planter, Korn og Græs: deres Ynd- lings! ede blandt dyrkede Planter er Hor, Hamp, Kaps og alle andre Kaalsorter, Bælgplanter og Sukkerroer. Paa Grund af den grønne Fan e falder de ikke meget i Øjnene. De forpupper

133

sig i et lost Spind paa deres Værtplante, og efter 2 — 3 Ugers Forlob kommer Sommerfuglen frem heraf. Den er meget almindelig, men optræder i Reglen temmelig spredt, hvorfor den Skade, den foraarsager , ikke bliver meget iøjnefaldende; kun naar den enkelte Aar optræder flokkevis, kan den fuldstændigt afblade Planterne. Som en saadan Landeplage optraadte den i 1879 over hele det vestlige Evropa, ligesom den i 1829 i den hollandske Provins Groningen i Forening med den lille Ka als vær mer (Pieris Rapaé) foraarsagede en Skade, der ansloges til 320,000 Holl. Gylden. Larverne vandrede skarevis fra den ene Mark til den anden, overvindende alle Hindringer, saa vel naturlige som kunstige: Hækker, Grofter, opstaaende Brædder o. s. v. Overalt blev Planterne paa deres Vej af- bladede; kun Kornet blev staaende urørt.

Da Larverne sidder lost paa Planterne, lader de sig nemt ryste af. Til Indsamling af Larverne er der i Tysk- land konstrueret en Maskine, der fabrikeres af Zimmer- mann & C o., Halle a. S. Ved Hjælp af Koste fejes Larverne ned i nogle Trug med lodrette Vægge, hvoral' de tømmes ud ved Enden af hver Plovfure. Paa mindre Arealer kan man overlade Indsamlingen til Hons, der gærne æder Larverne.

Humleuglen (Flypena rostralis L.).

Larverne er slanke, lysegronne med et gennemskin- nende, mørkt Rygkar og to fine hvide Sidelinjer over Aandehullerne. Længden er 22 Mm. De lever paa Humle og Brændenælder. Paa Grund af deres livlige Bevægelser med Kroppen til Siderne og opad har man kaldet dem Spring- larver. De sidder paa Bladene langs en af de kraftigere Ribber og æder herfra meget hurtigt Bladkjødet; ofte spinder de Bladene sammen til et Hylsier om sig.

134

Jordugler (Knoporme) (Agrotis).

Af disse findes der flere Arter, der baade i Udseende og Leveniaade stemmer temmelig nøje overens, og som derfor her vil blive behandlede under Et. De vigtigste af disse Arter er: Vintersæduglen (A. segetum Tr.), Ypsilonuglen (A.exclatnationisL.) og Hvedeuglen *) (A. Trittet L.).

Jordugler kaldes disse Sommerfugle, fordi deres Larver udelukkende, i hvert Tilfælde om Dagen, arbejder under Jorden; ogsaa i Henseende til deres Udseende kan denne Benævnelse være passende, da de er jordfarvede. De ud- voxede Larver kan blive indtil 50 Mm. lange og er valseformede. Farven er graalig med kun lidet iøjne- faldende Tegning. Smaa mørkere, glinsende Hornskjæl, hvert med et Børstehaar. er fordelte regelmæssig paa Leddene, saaledes at de paa Ryggen danner 4 Længde- rækker og paa Siden 2, idet én Række ligger over de sorte Aandehuller, én under dem. Over Fødderne og paa Bugen findes ogsaa flere Rækker, der dog kun ved Glans ikke ved Farve adskiller sig fra Bunden. Karakteristisk for Larverne er den Maade, hvorpaa de ruller sig sammen, nemlig som en Spiral med Hovedet i Centrum. Sommer- fuglene adskiller sig fra alle andre Ugler ved, at de under Hvilen ikke holder Vingerne tagstillede men derimod lodret ligesom Dagsværmerne. Forvingerne er askegraa eller brunlige; Bagvingerne hos Hannerne snehvide, hos Hunnerne brunliggraa.

Sommerfuglene kan træffes hele Sommeren igjennem fra Maj til ind i September, dog mest i Juni— Juli. De flyver om Aftenen. Æglægningstiden retter sig efter Flyve- tiden (dog lægges de fleste Æg i August), hvorfor Larver

i Evedeuglen kan ogsaa lægge sine Æg i Axene af Kornsorterne; dens I, ;uvc lever da paa samme Maade som Kvikuglens. Dette opdagede Linné allerede L750. I L777 optraadte den i saa stor Mængde i Sverrig, al deri nogle Rugax kunde tindes 2— .'> Larver. Under Aflæsningen dryssede Larverne i Massevis af paaGulvet. Flere Steder i Østrig er disse Larver bemærkede i Bvedeax.

135

af forskjellig Størrelse kan træffes samtidig hele Aaret igjennem. De lægger deres Æg, der ligner Valmuefrø, enkeltvis i Jorden i Nærheden af Planter eller hyppigere paa Blade og Stængler ved Grunden af Planten. I Løbet af c. 14 Dage kommer Larverne frem. Om Dagen holder de sig altid skjulte nede i Jorden og æder Rødderne af forskjellige Planter: den unge Vintersæd, Raps, Kaal o. s. v. eller borer sig ind i Roer, Beder, Gulerødder eller Kar- tofler, i hvilke de laver dybe Gange eller som de fuldstændigt udhuler; jeg- har saaledes set Foderbeder, hvor kun en ganske tynd, rød Skal var tilbage. Lever de paa denne Maade, kommer de vistnok heller ikke om Natten frem over Jordoverfladen. De Planter, der staar dybest i Jorden, skades ofte mest, idet Larverne hyppigt gnaver den øverste Del af Roden helt over, saa Toppen let lader sig trække af saadanne Planter. Jeg har saaledes gjentagne Gange lagt Mærke til, at Turnipssorter, der stod dybt i Jorden, blev helt ødelagte, me- dens de, der stod højere, ikke blev standsede i deres Væxt, men vel kunde være meget ødelagte af Larvernes Gnav. Lever de derimod af Rødder af Korn- sorter eller af Roer om Foraaret, hvor Roen endnu ikke er dannet, gaar de i Almindelighed om Natten og undertiden om Dagen i mørkt Vejr op over Jorden og æder de overjordiske Dele, navnlig Hjærtet af Planterne; undertiden trækker de ogsaa ligesom Stankelbenlarverne Blade eller unge Planter med sig ned i deres Hule under Jorden. Ofte vandrer Larverne fra en Plante til en anden, idet de nøjes med at overbide Hoved- roden; saaledes kan én Larve ødelægge mange Planter. Naar Vinterkulden begynder at indfinde sig, graver Lar- verne sig omtrent 4 Tommer ned i Jorden, nvor de laver

Fig.30. Vintersæduglen (Agrotis segetum) Som- merfugl og Larve (Knop- orm) (efter Taschen- berg).

136

sig en oval Hule; her overvintrer de i Almindelighed som Larver, sjældnere som Pupper. Om Foraaret kan de endnu i nogle Uger gjere Skade, inden de forpupper sig i Jorden.

Som Middel mod disse Larver maa Indsamling anbe- fales: paa Roemarker har man saaledes ladet Børn følge dem, der gravede Roerne op, og indsamle Larverne, der i Almindelighed sad ved hver Roe; i Følge en Opgivelse fra England indsamledes der paa denne Maade af hvert Barn tusinde Larver om Dagen. Paa Marker, hvor der skal saaes Vintersæd, bør man, hvis de er stærkt angrebne, "saa denne saa sent som muligt, for at Larverne kan være gaaede i Vinterdvale, inden Kornet spirer. Ved Efterårs- pløjningen vil ogsaa en stor Del af Larverne, naar de kommer frem for Dagens Lys, blive et Bytte for Fugle, ligesom naturligvis Indsamling efter Ploven med Held vil kunne anvendes. Svin skal ogsaa om Efteraaret kunne benyttes til at rode Larverne op af Jorden og æde dem. Er Vintersæden allerede om Efteraaret stærkt odelagt, bør man pløje den ned og saa paany, efterat Jorden er renset. Skal Jorden først benyttes om Foraaret, og der saaledes kan blive Lejlighed til en sen Pløjning, maa denne endelig være dyb, for at man kan naa ned til Larverne i deres Vinterkvarter. Indsamling ved Lygter om Natten tilraades ogsaa, men kan dog vel kun faa praktisk Anvendelse paa mindre Arealer f. Ex. i Haver. Varm Gjodning, navnlig Hestegjodning skal tiltrække Larverne, hvorfor det maa fraraades at benytte saadan paa stærkt hjemsøgte Marker; kunstig Gjodning vil i saa Tilfælde være at an- befale.

Knopormene er udbredte paa den nordlige Halvkugle i et Bælte fra den 04. til den 40. Breddegrad fra Nord- amerika over Evropa til Asien. Her i Landet gjer de hvert Aar stor Skade.

137

Kartott'elboreren

(Hydroecia micacea Esp.)

Sommerfuglen har rødlig graabrune Forvinger; den er almindelig udbredt paa fugtige Enge i August og September. Larven er graalig kjodfarvet med rødlig Ryglinje; Siderne er gullige med en sortprikket Fodstribe; Hovedet er rod- brunt. Den overvintrer som Larve. S trom siger om den, at den i Maj og Juni findes i Stængler og Rodder af Sump- planter f. Ex. Glyceria specta- bilis. I 1893 blev den flere Steder i Holsten funden bo- rende i de nedre Dele af Kar- toffelstængler, især i de tid- ligere Sorter.

Fig. 31. Kartoffelboreren (Hydroecia

micacea). a Larve i en udhulet Stængel, 6 Pupe i Spind, c Sommer- fugl (efter fod Schilling).

Nætugleii (Naenia typica L.)

er en gulgraa Natsværmer med graabrune, gulplettede For- vinger. Larven naaer en Længde af henved 50 Mm., er graabrun , mork paa Ryggen , lysere paa Bugen med en bred rødliggraa Fodstribe under de hvide Aandehuller. Den er tykkest bagtil og aftager jævnt i Tykkelse mod For- enden ; det næstsidste Led er højere end de øvrige. Uglen flyver i Juni — August, men ses ikke om Dagen. Larverne, der kommer frem i Slutningen af August, æder paa denne Tid og det følgende Foraar Bladene af en Mængde for- skjellige saa vel træagtige som urteagtige Planter: saaledes nævnes baade Græsser og Kornsorter.

138

Kvik- eller Axuglen (Hadena basilinea W. V.)

er en c. 20 Mm. lang Sommerfugl med lyst rødliggraa Forvinger og graabrune Bagvinger. Larven, der naaer en Længde af 30—35 Mm., er brungraa med fem hvidlige Længdelinjer.

I Maj og Juni flyver Sommerfuglen ; Parringen fore- gaar om Natten, hvorefter Hunnerne afsætter deres Æg- samlede paa Blade og Stængler af Græs, af hvilke Larverne strax, naar de slipper ud af Æggene, begynder at æde. Her skal de dog ikke gjore nogen videre Skade, men ofte lægger Hunnerne Æggene paa Kornsorterne, og Larverne æder sig da ind i de bløde Korn og lever af disse; naar de bliver større og ikke kan faa Plads i Kornet, tager de Plads mellem Avnerne og æder fra Oven af videre af Kornene, selv efter at disse er blevne haarde. Larverne overvintrer og æder om Foraaret videre af, hvad der fore- findes, Græs eller ung Sæd, eller, hvis den er fort med ind i Laden, Kornet, naar man ikke ved tidlig Tærskning hindrer den deri.

Er Larverne til Stede i stor Mængde, vil man ved Indkjorslen kunne feje en Mængde sammen og tilintet- gjøre dem. I det Frie overvintrer Larverne i Jorden eller under Stene, hvorfor Stubben hurtigst muligt maa ned- plojes. Den er meget almindelig her i Landet, men An- greb paa vore Kornsorter er, saa vidt vides, ikke iagttaget. Fra Norge berettes der af Se hov en, at den angriber alle fire Kornsorter.

Ganske paa samme Maade lever den sjældnere mat- tegnede Natugle {Hadena sordida Bkh.), hvis Larve er brun med mørke Længdelinjer*). Paa Græsser og paa Vinter- sæden, efter Overvintringen især paa de grønne Ax, lever Larven af Eremobia ochroleuca Esp., der er bleggrøn eller

:i < »iii Larven af H. scolopacina Esp. skriver Strom: Den Lever paa Græs og Græsrødder, men gaar undertiden ogsaa om Dagen (i)) paa Græsstraaene og synes isår at fortære Toppen. Den er skifergraa med lysere Ryg og Rygsidelinjer.

139

gulgrøn med to matgraa Rygsidelinjer og en hvid, foroven sortkantet Fodstribe over de sorte Aandehuller. Længden er 32 Mm.

Græsstraa-Uglen (Hadena strigilis L.).

Larven er smudsig hvidagtig eller gulbrun, paa Ryggen rodlig med hvid Ryglinje; Sidelinjerne rodagtige. Den lever i Græsstraa, navnlig Hundegræs, som den udhuler til helt ned i Roden. Ved sin Gnaven i Stænglen bringer den Axene til at visne paa lignende Maade som Halm- hvepsen gjor det. Paa samme Maade lever Larven af Hadena bicoloria, der er bleggul, paa Ryggen rodlig, uden Linjer*).

Stængeluglen eller flvidaxuglen {Hadena didymaEsj).)**).

er brungraa med lysere eller mørkere rødligbrune, flammede Forvinger: Nyremærket har en hvid Indfatning. Larven er 26 Mm. lang, grøn med to rosenrøde Længdelinjer og en gulagtig Fodlinje under de sorte Aandehuller.

Sommerfuglen flyver paa den Tid, Kornet skrider. Den lægger sine Æg mellem Axet og Bladskeden; Larven***) skal nu leve enten af Kornene, naar disse begynder at udvikle sig, eller krybe ned igjennem Bladskederne og for- tære Saften, der skulde ernære Axet samt tilsidst æde Straaet over ved øverste Ledknude, saa at Axet visner og sidder løst i Skeden. Larven findes tillige ofte inde i

* Larven af Elachista Atricomélla Stt, se Pag. 120) der som

ung minerer i Bladene af Eundegræs o.a., borer sig senere ind

i Stænglen og ned i Roden. **) Linnés Pyralis secalis er muligvis identisk med Hadena didyma,

med hvilken den stemmer overens i Levemaade, muligvis med

Eremobia ochroleucha Esp. '*) Schoyen: De for Ager, EngogHave skadeligste Insekter og

Smaakrvb. L875.

140

Straaets Hulhed, idet den gnaver sig ind igjennem et Hul i Straaets Ydervæg og kryber ned igjennem Røret med Hovedet nedad. I tyske Haandbøger angives det, at den borer sig ind i Straaet af Hvede, Rug og Græsser foroven og udhuler dette ned imod Roden. I Folge egne og Dr. E. Rostrups Iagttagelser findes der her i Landet af og til i udhulede Rugstraa med visne, løse Ax en grøn Ugle- larve af samme Tykkelse som Straaet, der slutter tæt om Dyret, som sidder indeklemt og kun kan skyde sig lang- somt frem i Røret, der forøvrigt fyldes med Dyrets Ex- krementer, et Angreb, der ser aldeles ud som Stængel- møllets. Om dette Dyr er Larven af Hadena didyma er tvivlsomt; efter Strøm skal dennes Larve nemlig leve «paa Græs, om Dagen oftest skjult mellem Stene eller Rødderne»; snarere er det Larven af Eremobia ochroleucha Esp. Saa vel Hadena-Arterne som Eremobia ochroleucha overvintrer som Larver.

Roduglen (Hadena monoglypha Hfn.).

Larven er 43 Mm. lang, smudsiggraa, stærkt glinsende. I Juli og August flyver Uglen. Den lægger sine Æg enkeltvis ved Grunden af Græsplanter. Larverne kommer frem i Slutningen af August: de gjør ikke megen Skade om Efteraaret, da de overvintrer som Smaa efter et eneste Hudskifte; men det følgende Foraar i April og Maj kan de gjøre stor Ødelæggelse paa Enggræsser. De afbider Blade og Straa ved Grunden og kan paa denne Maade lave sig hele Gange igjennem Græsset. I Maj forpupper de sig. Sommerfuglen er meget almindelig her i Lande! og træffes om Dagen siddende paa Plankeværker og Træ- stammer. Paa samme Maade lever Larverne af den tegl- stensrode !Nat ugle (Hadena lateritia Hfn.) ; denne er mørke- graa med brune Aandehuller og brunt Hoved.

141

De følgende Arter hører til en Slægt, der staar nær ved den foregaaende , men adskiller sig fra den ved, at Hunnen ingen Læggebraad bar. og ved, at Øjnene ikke er behaarede. Mamestra-Arterne overvintrer som Pupper: Plejning eller Gravning af Jorden om Efteraaret maa derfor anbefales.

Ærteuglen {Mamestra Pisi L.).

Larven er c. 45 Mm. lang, cylindrisk, fløjlsagtig sortebrun eller mørkegrøn med to brede svovlgule Længde- striber paa Ryggen og en smallere paa hver Side. Hovedet og Bugen er rødlige. Sommerfuglen er lys rødbrun med blaaliggraa Tegninger; den flyver i Juni— Juli om Natten og lægger sine Æg enkeltvis paa en Mængde forskjellige Planter, særlig Bælgplanter : Ærter, Vikker, Bønner, Kløver o. s. v. , hvis Blade Larven fortærer. Naar man berorer denne, slaar den først frem og tilbage med Forkroppen og lader sig derpaa falde til Jorden, hvor den ligger sammenrullet en Tid, for derefter hurtigt at begive sig til en ny Plante. Den forpupper sig i et løst Spind i Jorden og overvintrer som Puppe; denne er glinsende sort. Den er almindelig, men i Reglen ikke til Stede i store Masser, hvorfor den Skade, den gjor, ikke er betydelig. Optræder den i stor Mængde, bor den indsamles.

Paa Ærter og en Mængde andre Planter lever paa lignende Maade Larven af Pileurtiiglen (M. Persicariae L.): denne Larve kan kjendes paa, at den sidste Del af det ellevte Led er højere end den øvrige Del af Kroppen. Hunnen lægger sine 20— 30 Æg samlede. Om Dagen kan man hyppigt se Sommerfuglen sidde i det øvre Hjørne al Vinduer: den er let kjendelig paa det kridhvide Nyremærke med sort Kjærne. Larven er grøn eller violetgraa med mørkere Tegninger, nemlig en firkantet Rygpiel paa 1ste Ring. en trekantet paa 4. og 5. og en aflang rund paa den 11.

142

Kaaluglen {Mamestra Brassicae L.)

har glinsende brune, gullig og sort marmorerede Vinger. Larven er lysere eller mørkere smudsig grøn med en lys, sortkantet Ryglinje; paa Siderne findes i Almindelighed en, ofte afbrudt, lys Sidelinje; mellem Ryg- og Sidelinje findes der paa hver Ring en sort Skraastribe, der paa den 11. Ring flyder sammen til en bred hesteskoformet Tegning, bag hvilken der i Almindelighed findes en lysere Plet.

Fig. 32. Kaaluglen (Mamestra Brassicae). Sommerfugl og Larve (efter Taschenberg).

Den optræder med to Generationer, af hvilke som sæd- vanligt Hostgenerationens Larver gjor størst Skade. Af de i Jorden overvintrende Pupper fremkommer i iMaj den første Generation. Om Dagen holder den sig skjult og træffes ofte i Værelser. Den lægger sine rundagtige, rib- bede, grøngullige Æg enkeltvis paa Bladene af Kaalsorter, Foderbeder, Salat og forskjellige andre Planter. Efter c. 14

148

Dages Forløb kommer Larverne frem og skjuler sig mellem Bladene. I Løbet af en Maaned er de udvoxede og gaar da ned i Jorden og forpupper sig. I Slutningen af Juli og August optræder den anden Generation. De af denne Generations Æg fremkomne Larver er langt talrigere end den første Generations. 1 August, September og Oktober finder man dem paa Kaal og forskjellige Haveplanter (Georginer), hvor de æder Huller i Bladene, saaledes at de lader Ribberne og i Reglen ogsaa Bladranden blive tilbage; da de optræder enkeltvis, ikke som Hvidsværmernes Larver hobevis, gjor de paa denne Maade ingen videre Fortræd; men senere æder de sig ind i Hvidkaals- og Blomkaals- hoveder og kan her gjøre stor Skade, idet de rundt om- kring i disse laver sig Gange, der fyldes med deres Ex- krementer, hvorved Hovederne begynder at raadne.

Medens de endnu lever paa Bladene, kan de fordrives paa samme Maade som Hvidsværmerlarverne (se Pag. 149). Man har ogsaa anbefalet Sprøjtning med Sæbevand eller Bestrøning med Kalk: efter nogle Timers Forløb maa der da følge Oversprøjtning med Vand. Mod Larver i Ho- vederne anbefales rigelig Vanding med Vand, der har staaet i to Dage over Stenkultjære og trukket Lugten af denne i sig. Naar Vandet fordamper, fordunster ogsaa Lugten fra Hovederne.

Paa Kaal træffes ogsaa Larven af Geinyseuglen (M. olera- cea L.), der har rødbrune Vinger med hvidrandede Ugle- mærker, Nyremærket i Midten lyst brandgult. Den flyver kun om Natten. Larven er grøn eller gulbrun med hvide Længdelinjer og en Række hvide, sortkantede Prikker paa hver Side. Endvidere liaasefoduglen (M. Trifolii Rott.) der hyppigt ses flyve om mellem Blomster solvarme Ef- termiddage: Forvingerne er lyst gulagtig graa med rust- farvede Skygger. Mærkerne er mørkt kantede, Nyre- mærket helt eller forneden udfyldt med mørkt skifer- graat. Larven er gron med en rod, hvidkantet Stribe

144

under de hvide Aandehuller. Endelig kan man ogsaa paa Kaal træffe Skræppeuglen (Acronyda Rumicis L.), en mørke- graa Ugle, der flyver i Maj — Juni Larven er sortebrun, rustbrunt haaret. Paa hver Side af Ryggen findes en Række hvide, kantede Skraapletter og en hvidgul, rod- plettet Sidestribe. Ringene er besatte med rode Vorter, og paa 4. Ring findes der 4 brune Haarduske i en Tværrad (Længde 34—38 Mm.). Den lever paa flere baade træagtige og urteagtige Planter.

Larverne af de to nedenfor nævnte Sommerfugle lever omtrent som Hadena monoglypha og H. lateritia og kan gjøre stor Skade paa Græsmarker og Enge.

Fodergræsuglen (Neuronia popularis F.).

Forvingerne er lyst sortebrune: alle Ribberne fint hvide. Larven bliver c. 50 Mm. lang, er valseformet og bliver tyndere baade for- og bagtil; den er fast og glin- sende, ligesom ferniseret. Paa Ryggen er den broncefarvet, fint sorttærnet med tre lysebrune, hos de unge Larver næsten hvide Længdelinjer; Bugen er lys graabrun og ved en gul Linje skilt fra Ryggen. Sommerfuglen flyver fra Slutningen af Juli til Begyndelsen af August og lægger c. 150 Æg dybt nede mellem Græsset eller paa Græsrødderne, hvorfor Hunnen ogsaa er forsynet med en Læggebraad. Larverne, der udvikles samme Aar og overvintrer under Græs, Stene eller i Jorden, begynder dog først det følgende Aar (Maj, Juni) paa deres -Ødelæggelser. De æder baade Blade og Straa, men altid ved Grunden af Planten, hvorfor denne hurtigt helt visner. Kun om Natten er den i Virksomhed, medens den om Dagen ligger sammenrulle! under Sten.« og Jordklumper. Den forpupper sig i Jorden.

Om Natten kan Larverne ved Hjælp af Lygter tindes og indsamles: ellers er der intet videre af gjøre for at komme disse Larver til Livs.

145

Græsuglen (Charaeas Qraminis L.).

Larven er lidt mindre end Foregaaendes, mere graalig og har 7 lyse Længdestriber paa Ryggen og Siderne. Sommerfuglen er gul- eller rodligbrun med lyse gul- agtige Mærker. I Levevis stemmer den med den Fore- gaaende, men optræder mere periodisk, undertiden spar- somt, andre Aar i stor Mængde. I saadanne Aar har man paa Grund af Mangel paa Fode set den foretage Vandringer; den kan da anrette betydelig Skade paa Enge. I Juli og August flyver Sommerfuglen og lægger indtil 200 Æg i mindre Hobe ved Grunden af Græs-Stængler og Blade. Larven, der kommer frem efter c. 3 Ugers Forløb, holder sig skjult under Græs, Stene og Jordklumper og æder kun om Natten ; men ligesom Fodergræsuglen er det forst det følgende Foraar efter Vinterhvilen, at den rigtig tager fat og ødelægger Græsset, indtil den i Juni Maaned forpupper sig.

Ligesom Stankelbenlarver er det navnlig paa ældre Enge med torvholdig Bund, at den gjor Skade. Schoyen tilraader at harve Mosen op og gjøde med Kalk eller maaske Gaskalk. Petroleumsemulsion kan ogsaa anvendes i Forholdet 1 : 10.

Paa Græsrødder lever foruden de to sidstnævnte og de tidligere nævnte Hadena-Arter ogsaa nogle Hepialus- Arter: H. Humuli L. Hannens Forvinger er glinsende hvide, Hunnens lyst okkergule med teglrøde Pletter. Lar- ven er gulagtig hvid med brunt Hoved og Nakkeskjold og sorte Prikvorter og Aandehuller, Længde 40—44 Mm. Den 'æder Rødderne af Humle, Nælder, Græs og udhuler Gule- rødder. H. lupulinns L. Hannen er rødlig eller gullig- graa, Hunnen mat brungraa. Larven er smudsig hvidgul og ligner den Foregaaende meget, men er lidt mindre. Endvidere Apamea testacea Hb., der er lyst gulgraa: Lui ven er smudsig kjødfarvet med et gulbrunt Hoved : Længde 33 Mm.

10

146

Dagsommer fugle (Rhopalocera).

Dagsommerfuglenes Følehorn er kølleformede og ugre- nede. Vingerne er store og holdes under Hvilen lodret opad. Undersiden af Bagvingerne og Forvingernes Spids har paa Grund af Hvilestillingen afvigende Farve og Teg- ning; oftest er de fint marmorerede og tjener til at bringe Dyret til at falde sammen med de Gjenstande, hvorpaa det sætter sig.

Dagsommerfuglene er udprægede Soldyr og flyver mest om Formiddagen; længe far Solen gaar ned, eller naar Himlen overtrækkes med Skyer , sætter de sig til Hvile. Larverne er i Beglen frit levende. Pupperne indesluttes ikke af noget Spind, men fæstes ved en Traad i Bagenden eller tillige ved en Traad om Livet.

Af Dagsværmerne vil der kun være Grund til at om- tale Hvidsværmerne (Pieridaé) o: de almindelige, hvide, sortplettede Sommerfugle, som man saa hyppigt ser sværme solvarme Sommerdage. Deres Larver er de saakaldte Kaalorme, som afblader Kaal og andre Planter, især hø- rende til de Korsblomstredes Famile. 3 Arter af denne Slægt angriber Kulturplanter: Den store Kaal-Hvidsværmer (P. Brassicae L.), den lille Kaal-Hvidsværmer (P. Rapae L.) og Raps-Hvidsværmeren (P. Napi L.). Af disse er den Første den almindeligste, hvorfor vi i Beskrivelsen holder os til denne.

Den store Kaal-Hvidsværiner (Pieris Brassicae L.).

Begge Vingeparrenes Bundfarve er mælkehvid; paa For- vingerne er Kanterne sorte, navnlig det yderste Hjørne og den bageste Rand, hvorfra den sorte Farve breder sig over paa Bagvingerne. Hos Hunnen findes desuden to runde, sorte Pletter paa Midten af Forvingerne. Larven, der naaer en Længde af 33 Mm., er i Begyndelsen lysegrøn, senere

147

gulgren eller svovlgul med en Mængde sorte Pletter, der paa Siderne flyder saaledes sammen, at der dannes en gullig Længdelinje paa Ryggen og paa hver Side over Fadderne. Puppen har en lignende Farve som Larven; fortil løber den ud i en stump Pandetap; paa Brystet og Bagkroppen rindes der lignende fremspringende Tappe. Den hænger lodret paa Plankeværker eller lignende Steder, i Almindelighed med Hovedet nedad.

Allerede i Maj Maaned sværmer Sommerfuglene og lægger deres Æg hobevis paa Undersiden af Bladene af Korsblomstrede, mest vildtvoxende, da der ikke er mange

Fig. 3. Den store Kaal-Hvidsværmer (Pia-i* Brnxsicoc). Æglæggende Hun, Larve og Puppe (efter Ritzema Bos).

dyrkede fremme paa denne Tid. Æggene er i Begyndelsen gronlige, senere gule, længderibbede og pæreformede. Efter omtrent 14 Dages Forløb kommer Larverne frem, sidder i Begyndelsen samlede paa Undersiden af Bladene mellem Ribberne, men breder sig senere over hele Planten, og kan endogsaa, naar der ikke er tilstrækkelig Næring paa deres Fodested, opsøge sig en ny Foderplads. Allerede i Juni Maaned er disse Larver udvoxede, og efter en kort Puppetilstand kommer i Juli Maaned den anden Gene- ration frem og lægger sine Æg paa Kaal, Turnips, Ruta- baga, Raps og andre dyrkede Korsblomstrede, hvoraf der

10*

148

nu findes rigeligt Forraad. Larverne, der fremkommer af disse Æg, er det, man i Juli og August kan træffe i saa stor Mængde paa Kaal, at de fuldstændigt kan afblade den, saa at kun de kraftige Ribber bliver tilbage. I August- September forpupper Larverne sig paa Plankeværker, Træ- stammer, Mure o. s. v., hvor de overvintrer, for atter om Foraaret at komme frem som fuldtudviklede Sommerfugle. Undertiden kan der, naar Vejret er smukt, fremkomme endnu en tredje Generation om Efteraaret. Medens Som- mergenerationen kan gjore overordentlig megen Skade ved at afblade hele Marker med Kaal og Rutabaga, er Foraars- generationen mindre skadelig, for det Første, fordi den for største Delen lever paa vildtvoxende Korsblomstrede, og fol- det Andet, fordi denne Generation er langt mindre talrig end Sommergenerationen*), der udvikles saa hurtigt og derfor ikke er udsat for de mange Farer, der truer hin i Form af Kulde (Alt, hvad der ikke har forpuppet sig, inden Frosten indfinder sig, vil nemlig dræbes), Fugle eller Snyltehvepse, der lægger deres Æg saa vel i Larver som i Pupper. De Første hjemsøges navnlig af Microgaster glomeratus, som man kan se sværme omkring Larverne, der bugter Kroppen frem og tilbage for at undgaa Snylte- hvepsenes Brod. Med denne indføres en Mængde Æg i Larven, der derefter maa tjene til Føde for Snyltehvepsens talrige Yngel; først umiddelbart før Forpupningen vandrer Larverne ud af deres Værtdyr, der herved dræbes; uden paa den døde Larve forpupper Snyltehvepsene sig nu i

') Som Exempel paa dennes Talrighed anføres en Beretning fra Ringstedegnen i »Tidsskrift for Landøkonomi* 1885: Ud fra en Skov kom der en umaadelig Sværm af hvide Sommerfugle, saa af Meddeleren red som i et stærkt Snefog. cSværmen var saa tæt, at man vanskelig kunde se Grjenstande igjennem den, og jeg antager, at den havde en Bredde af en- a tohundrede Men og var vel dobhelt saa lang . Sværmen slog mil over en Kue mark, hvor der efter nogle Dages Forløb saas Milliarder af Mg. De heraf fremkomne Larver blev tor en stor Del for tærede af Stære og Krager.

149

gule Kokoner. Saadanne Kokoner maa man selvfølgelig vogte sig for at tilintetgøre, da Menneskene i Snylte- hvepsene har et af deres bedste Værn mod Sommerfuglenes Overhaandtagen.

Som Middel mod Kaalorme benyttes Indsamling, helst af Æg eller Larver, medens de endnu er unge og sidder samlede. Fra Amerika anbefales det at bestrø Bladene med en Blanding af 1 Del Insektpulver og 4 Dele Mel eller læsket Kalk, som i Forvejen har henstaaet tillukket i 24 Timer, for at Duften af Pulveret kan trække godt ind i Blandingen. Bestrøningen foretages, medens Bladene er fugtige, helst tidligt om Morgenen, og saaledes, at Lar- verne kommer i direkte Berøring med Pulveret.

Larverne af de to andre Hvidsværmer-Arter er mat- grønne, fløjlsagtige, 26 Mm. lange. De adskiller sig i deres Levevis fra den omtalte, ved at Æggene lægges enkeltvis, og ved at Pupperne, der optræder noget senere, anbringes paa Værtplanten. Den almindeligst forekom- mende af disse to Arter er Pieris Bapae L.

6. De Tovingede (Diptera).

De Tovingede har en stikkende Sugemund, der i det Ydre ligner de Næbmundedes. Underlæben danner ogsaa hos disse en Snabelskede, der imidlertid oventil er mere aaben, hvorfor den lukkes af den forlængede Overlæbe; denne er hul paa Undersiden og danner et Sugerør, der lukkes nedentil af Kindbakkerne, hvis saadanne er til Stede, og ellers af Tungen. Denne er hul, og igjennem den ledes Spyttet ud, saa at det blandes i Føden, inden denne opsuges. Stikkeredskaberne er hos nogle Kindbakker, hos andre Kjæber eller Tunge; hos flere Tovingede mangler imidlertid Stikkeredskaberne, og Munden kan da kun be- nyttes som Sugeredskab , saaledes hos Stuefluen , der kun

150

lever af Vædsker, som er frit tilgængelige. Bremserne (ikke at forvexle med Gedehamse eller Klæger, som det er almindeligt i daglig Tale) tager slet ingen Fode til sig som udviklede Insekter, hvorfor hele Snablen mangler. Brystringene danner et fælles Hele. Kun det første Vinge- par er til Stede; som Rest af det andet Par kan 2 smaa Skjæl, der sidder ved Grunden af de saakaldte Svingkøller, betragtes.

Til de Tovingedes Orden horer Myg og Fluer; det bedste Kjendemærké mellem disse er Folehornenes Længde: hos Myggene er de altid veludviklede, hos Fluerne derimod meget smaa.

Fluelarverne er Maddiker: bløde, hvide, lemmeløse og i Reglen hovedløse. Pupperne er de saakaldte Tønde- pupper, saaledes kaldte, fordi den sidste Larvehud ikke afkastes, naar Dyret forpupper sig, men bliver siddende som et tørt Hylster uden om Puppen. De fleste af de Myggelarver, vi her beskæftiger os med, er ligeledes hoved- løse Maddiker, men som oftest farvede: gule, gulligrøde eller mønjerøde; andre Myggelarver f. Ex. den almindelige Mygs, Stankelbenenes og Haarmyggens har derimod et lille rundt Hoved. Pupperne er som oftest fri, ikke indesluttede af Larvehuden.

Til denne Orden hører der en Mængde Insekter, der er skadelige saa vel for Planter som for Mennesker off Dvr.

Myg (Nemocera).

KaaKialmyggen {Cecidomyia Brassicae Winn.)

er en knap lVs Mm. lang Myg med en mørk, hist og her af Behaaring sølvglinsende Forkrop ; Bagkroppen er kjod- rød med sorte Tværbaand, Svingkøllerne kjodrøde eller rødgule. Larven er 2 Mm. lang, mælkehvid, med gennem- skinnende gul Tarmkanal. Den lever selskabeligt fra Slut-

151

ningen af Maj til ind i Juni i Skulperne af forskjellige Kaalsorter, Kaps og Rybs og fortærer Froene. Skulperne svulmer op paa de Steder, hvor Larverne opholder sig, bliver tidligere gule end de normale og springer snart efter op, saa at Larverne kan falde til Jorden, hvor de for- pupper sig. Efter 10—15 Dages Forlob kommer Myggene frem. Rimeligvis optræder den med flere Generationer paa andre Korsblomstrede.

Den hessiske Flue {Cecidomyia destructor Say).

Hunnen kan blive indtil 3V2 Mm. lang og er sort af Farve, dog er en Del af Bugen samt Sommene mellem Bagkropsringene og en Længdestribe paa Oversiden af

F\g. 34. Den hessiske Flue (Cecidomyia destructor), nat Størrelse og forstørret (efter El. Ormerod).

Bagkroppen blodrode*); hele Kroppen er beklædt med sorte Haar. Hannen, der er sjældnere og mindre (knap 3 Mm. lang), er lysere og mere smudsigbrun, da den sorte Grundfarve skjules af en rodlig gul Behaaring. Vingerne, hvori der kun er meget faa Ribber, er haarede baade paa Over- og Undersiden samt frynset haarede i Randen ; i Hvilestilling rager de et Stykke udenfor Bagkroppen, hos Hannen længere end hos Hunnen. Larven, der bliver c. 3 Mm. lang, er i Begyndelsen valseformet, gulrod plettet: senere bliver den mere ægformet og glasklar. Fedtlegemerne viser sig paa hver Side som en kompakt, gullig hvid

*) Den rede Farve forsvinder næsten fuldstændigt efter Døden.

152

og i Midten skinner Tarmkanalen igjennera med sit gronlige Indhold. Puppen, i hvilket Stadium Dyret er lettest kjendeligt, er glat, kastanjebrun, i Bagenden kegle- formig afstumpet, i Forenden afrundet, saa at den ligner et Horfrø, hvorfor den i England gaar under Navnet: Flax seed.

I Slutningen af April eller Begyndelsen af Maj kommer Myggene frem, men kun i blikstille, varme Aftener ser man dem sværme. Hunnerne lægger da de- res Æg (80—90) en- keltvis eller to ad Gangen paa de nederste Blade af de endnu unge Hvede-, Rug- og Bygplanter. Omtrent otte Dage efter eller noget længere, hvis Vejret er køligt, kommer Larverne frem og glider ned mellem Straaet og Skeden, hvor de begynder at suge paa Straaet over sidste eller næstsidste Knæ, hvorved dette paa det angivne Sted visner og skrumper sammen. Her forpupper Larven sig ogsaa, naar Kornet begynder at blive modent. Straaet knækker let paa det angrebne Sted af Blæst eller stærk Regn; er Marken stærkt angreben, kan den derfor komme til at se ud, som om en Flok Kreaturer havde traadt den ned, eller en Haglbyge havde odelagt den.

1 August — September kommer anden Generation af Myg frem og lægger sine Æg paa den unge Vintersæd. Larverne kryber ned imellem Bladskederne og det ganske

Fig. 35. Bygplante. 1 Straaet knækket som Følge af Angreb af den hessiske Flue (Ceddo- myia destructor). 3 »Skeden bøjet til Side for at rise lu Pupper over et Knæ (efter Kl. Ormerod).

153

unge Straa og kan foraarsage Fortykkelse ved Grunden af Planten, der ofte dør, især hvis der er riere Larver til Stede. Allerede for Vinteren er Larverne udvoxede; de forlader da Planterne, kryber ned i Jorden og overvintrer her. Forst det følgende Foraar forpupper de sig, og efter c. 14 Dages Forlob viser de fuldt udviklede Myg sig.

Vintergenerationens Angreb ligner meget Fritfluens, og efter Se hov en skal Sommergenerationens Angreb, naar Dyrene ikke er til Stede, kunne forvexles med Korn- jordloppelarvens; dog vil det angrebne Sted i Almindelighed se noget fors kjelligt ud, da Jordloppelarven gnaver, medens Myggelarven suger; ved den Forstes Angreb har derfor gærne det knækkede Sted sønderrevne, ofte brunfarvede Kanter.

Dyret har faaet Navnet den hessiske Flue, fordi man, da den efter den nordamerikanske Frihedskrig 1778 optraadte meget talrigt i Nordamerika, — rigtignok fejl- agtigt — mente, at den var slæbt ind med Halm af de hessiske Lejetropper. Senere har den navnlig 1850 — 57 optraadt meget skadeligt i forskjellige Egne af Nordamerika: i Staten New York foraarsagede den saaledes i 1886 et Tab, der angives til 100,000 Dollars. 1 flere Egne af Tyskland, Østrig, Rusland og Sydevropa har den alt i en længere Aarrække optraadt skadeligt, fra 1886 ogsaa i England og Skotland, fra Begyndelsen af Halvfemserne, særlig fra 1892, i Norge.

Her i Landet mente man at være forskaanet for dette berygtede Dyr og var kun bange for, at den skulde blive indført fra Nabolandene; men i 1896 viste det sig, at vi alt havde Dyret hos os, idet jeg i Jylland fandt et Par Exem piarer paa Byg; senere har jeg fundet den adskillige Steder ligeledes paa Byg baade paa Fyn og Sjælland ; ogsaa paa Rug er den fundet enkelte Steder. Rimeligvis har vi allerede haft den i mange Aar, men saalænge den kun optræder spredt, lægger man ikke videre Mærke til den.

Fra Norge meddeler Schoyen, at den kun optræder med én Generation og kun paa Byg. Det Første er maaske

154

ogsaa Tilfældet hos os (i hvert Tilfælde har man endnu ikke truffet paa noget Angreb af Vintergenerationen), men Sommergenerationen er , som ovenfor meddelt , funden baade paa Byg og Rug.

For at hindre Udbredelsen maa man vogte sig for Indførsel af Halm fra Egne, der er stærkt angrebne. Ved en saadan Indførsel af Halm, maaske kun som Emballage, forklarer Frk. Ormerod den pludselige Optræden af Dyret i Skotland i 1886, hvor den tidligere aldrig havde været set. Endnu findes den som sagt kun spredt her i Landet; men skulde den en Gang optræde i større Mængde, da maa man endelig være varsom med ikke at udbrede de Pupper, der bliver siddende paa Straaet og saaledes føres med i Hus, men fodre Halmen op saa hurtigt som muligt, samt opbrænde alt Affald efter Tærskningen og Rensningen og ikke føre det ud paa Møddingen, da der kan være mange Pupper heri. Frk. Ormerod, der har iagttaget flere Angreb i England og Skotland, skriver om, hvorledes Straaet ved Tærskningen let knækker over ved det an- grebne Sted, saaledes at Puppen falder ud og blandes med Kornet. Hun nævner som et Exempel herpaa, at der en Gang i én Haandfuld Affald blev talt 15 Pupper. Endelig- er det, da Dyret ofte bliver siddende paa Stubben*), af Vigtighed at pløje Marken umiddelbart efter Indhost- ningen, en Forholdsregel, der vil kunne benyttes med Held ogsaa overfor forskjellige andre Dyr.

Hvedemyggeu (Cecidomyia Tritici Kirby)

er en lille citrongul, blødhaaret Myg med en meget lang- Læggebrod. Følehorn og Ojne er sorte, Benene smudsig- gule. Længden fraregnet Læggebrodden er c. I1/* Mm.; Brodden kan blive dobbelt saa låner. Hannen er lidt

:,:i I Sommeren l<s'.»'.t fandt jeg saaledes adskillige Pupper og Puppehuder paa Stubmarker.

155

mindre. Larven er 3 Mm. lang, i Begyndelsen glasklar, senere gul i forskjellige Skatteringer. Forenden er spids, Bagenden bredere; det næstsidste konkave Led optager det sidste lille firtandede Led. Paa Siderne træder Aande- hullerne i'rem som smaa fremadrettede Rør. Den ruller sig kredsformig sammen og kan da kaste sig et langt Stykke frem. Puppen er citrongul og c. IVa Mm. lang.

I Maj eller Juni kommer Myggene frem af Jorden, hvor der det foregaaende Aar har været Hvede eller Rug, og her finder Parringen Sted; medens Hannerne bliver paa deres Fodested, drager Hunnerne ud for at opsoge Hvedemarker; i Nødstilfælde tager de til Takke med Rug eller Kvik. I Skumringen kan man se dem sværme om Axene for at lægge Æg; hele Natten igjennem fortsættes dette. Idet Hunnen gjennemborer Avnerne, lægger den 3—10 Æg i hver Blomst; naar der desuagtet ofte kan findes flere Larver sammen, indtil 30, er det, fordi flere Hunner har hjemsøgt samme Blomst. Den enkelte Mygs Levetid er kun et Par Dage, medens Myggesværmene kan holde sig en 6—7 Uger; paa en enkelt Mark holder de sig dog kun c. 14 Dage: fra Axene begynder at skride, indtil Blomstringen begynder.

Efter 8 Dages Forløb kommer Larverne ud af Æg- gene, glider ned til Frugtknuden og begynder at suge paa den. Er der mange Larver i én Blomst, bliver denne gold; er der færre, kan der dannes et rigtignok kun lille og ofte vanskabt Korn. I Begyndelsen er Angrebet ikke meget iøjnefaldende, men henimod Høsten giver det sig tydeligt til Kjende. Ved stærkere Angreb kan hele Axet være goldt og tyndt; det holder sig da opret og rager op over de sunde, og efter kort Tids Forløb visner baade Ax og Straa. Ved mindre stærke Angreb dannes der kun Spring i Axene.

Efter 3 Ugers Forlob er Larven udvoxet, i Regnvejr lidt tidligere end i tort Vejr, altid i Juli eller August: den lader sig da falde til Jorden, arbejder sig nogle

156

Tommer ned i denne og overvintrer her som Larve. Forst 14 Dage, for Myggene viser sig, finder Forpupningen Sted.

I 1776 blev den første Gang iagttaget i England; senere er den optraadt saa vel i Nordamerika som rundt om i Evropa. 1 Danmark er den flere Gange optraadt hærgende.

De Midler, man, især i Nordamerika, har forsogt at anvende imod den, er efter J. C. Schiød te*) følgende:

1) At soge at dræbe de æglæggende Hunner (paa den Tid, de sværmer over Markerne) ved at rage med Svovl. Man antænder Klude, dyppede i smeltet Svovl og fæstede paa Stokke, der anbringes rundt om paa Marken, især paa Vindsiden. Dette gjentages flere Gange, saa længe Hveden staar i Blomst. 2) At sage at hindre Æglæg- ningen samt dræbe Æggene og de spæde Larver ved Overpudring med Kalk eller Træaske over de blomstrende Planter. IV2 Fjerdingkar Kalk eller Aske angives som tilstrækkeligt for en Td. Land. Hvis det er fornadent, gjentages Overpudringen to eller tre Gange. 3) Som det virksomste Middel at saa tidligere om Efteraaret og senere om Foraaret. 1 første Tilfælde vil Kornet være blevet haardt, inden Myggen kan komme til at lægge sine Æg, og i sidste Tilfælde vil Myggen være forsvunden , inden Planten kommer i Blomst.

I de Egne af New-England , hvor Hvedemyggen har anrettet størst Skade, har man maattet beslutte sig til aldeles at opgive at dyrke Vinterhvede flere Aar i Træk.

Den orangegule Hvedemyg {Cecidomyia aurantiaca Wagn.)

er en lille, knap 2 Mm. lang, orangegul Myg med sorte- brune Følere og lysebrune Ben. Hunnen har en kort, ikke udskydelig Læggebrod. Larven ligner i hoj Grad den

Beretning om Angreb af Insekter paa Hvede. Afgiven til Indenrigsministeriet af Prof. Schiødte. November 1855.

151

Foregaaende og skifter ogsaa Farve: er først glasklar, senere bleg og tilsidst intensiv orangegul; Puppen har samme Farve. Den lever sammen med den almindelige Hvedemyg i Hvede- og Rugax, men adskiller sig i Levemaade fra denne ved, at Hunnen ikke kan gjennembore Avnerne, men maa skyde Æggene ind mellem disses Spidser, dernæst ved, at den forpupper sig i Axene, medens hin forpupper sig i Jorden. Som en Følge heraf kan man bedre værge sig mod denne end mod hin: en Mængde Pupper vil nemlig kunne findes mellem Tærskeaffaldet, der derfor maa brændes og ikke føres paa Møddingen.

Saddelmyggen {Cecidomyia eqvestris Wagn.)

er kirsebærrød, gult haaret med brune Følehorn. Bryst- stykket er paa Oversiden sortebrunt, Benene brune. Hun- nen er 3V2 Mm. lang, Hannen noget mindre. Larven er blodrød med kornet Overflade, og Tarmkanalen med dens Indhold skinner igjennem som en sort Længdestribe; ligesom hos de to foregaaende Arter staar A andehullerne ud paa Siderne som korte Rør. Larven kan ikke springe ; dens Længde er 4—5 Mm.; Puppen er blodrød, 3 Mm. lang.

Myggen sværmer, før Hveden skrider (i Maj— Juni); den lægger sine Æg ved Grunden af det øverste Blad, og Larven glider da ned i Skeden og anbringer sig over øverste Knæ ; idet den suger paa Straaet, frembringer den en Fordybning af Størrelse som den selv med ophøjede Rande; navnlig ved Enderne dannes der en ophøjet Tvær- vold. Er der flere Larver til Stede, kan Skederne blive oppustede. Larvens Sugning skal ikke skade*) det an- grebne Straa, hvorimod den fremkalder en rigeligere Saft-

Man har flere andre Exempler paa, at Galledannelse er en Slags Reaktion, hvorved Planten bliver modstandsdygtig over for Dyrenes Angreb.

158

tilstrømning end normalt til dette Skud, hvad der vil gaa ud over de andre Skud paa samme Plante. Ved Hvede- hosten falder Larverne til Jorden, hvori de overvintrer; forst om Foraaret forpupper de sig.

Galler af den ovenfor beskrevne Form har jeg flere Gange fundet paa Byg og en enkelt Gang paa Rajgræs, men som oftest var de tomme; en enkelt Gang har jeg i en saadan Galle fundet en hvid Maddike: hvis denne har frembragt Gallen , er det altsaa ikke Saddelmyggen, vi her har at gjøre med. Planterne havde tilsyneladende ingen Skade taget.

Ærte- Galmyggen (Cecidomyia Pisi Winn.).

Den 2 Mm. lange, lysegule Myg lægger sine Æg i de unge Bælge. Larverne, der er mælkehvide, med en gulliggrøn, gjennemskinnende Tarmkanal, 3 Mm. lange, lever i Hundredvis i Bælgene og fortærer Frøene. De kan bevæge sig springende. Ved Manglen af Hoved vil de let kunne kjendes fra Ærtesnudebillens og Ærteviklerens Larver.

Bælgene, der er beboede af disse Myggelarver, bliver gulplettede og brister let; Larverne falder da til Jorden, forpupper sig og bliver endnu samme Sommer til fuldt- udviklede Insekter, der overvintrer.

1 Rap s skulper lever Larverne af Cecidomyia ochra- cea Winn.; disse bevirker, at Skulperne svulmer op, og Frøene ødelægges.

1 Blomsterknopperne paa Kj ællingetand lægger Cecidomyia Loli Deg. sine Æg; Larvernes Sugning bevirker, at Blomsterne ikke springer ud, men omdannes til for- tykkede, rodlige Knopper.

I sammenfoldede Kløverblade lever de rodlig gule, 2 Mm. lange Larver af Klovcr-tialmyggou (Cecidonyia Tri- folii Lw.).

159

Paa Lucerne og andre Seglebælg- Arter lever Larverne af Cecidomyia Onobrjchidis Br. i sammenfoldede Blade, der omdannes til blege eller rødlige oppustede, bælglignende Galler.

Koruskjænderen {Cecidomyia cerealis Saut.).

1 1813—16 optraadte dette Dyr paa Hvede- og Byg- marker i Wurtemberg og anrettede forfærdelige Ødelæg- gelser paa disse. Amtsfysikus Dr. Sauter har givet en Beskrivelse saa vel af Angrebet som af Dyret, hvilket han gav Navnet Tipida cerealis. Beskrivelsen er noget ufuld- stændig, men i hvert Tilfælde fremgaar det tydeligt af den, at Kornskjænderen er en Galmyg (Cecidomyia). Senere er den efter Prf. Cohns Meddelelse optraadt hærgende i Sommeren 1869. Schøyen omtaler i sin Aarsberetning fra 1892 nogle smaa rode Maddiker, der findes paa Byg ovenover Knæene mellem Skede og Straa, og ved at tære paa disse bringer begge Dele til at visne og raadne bort. Han mener, at disse Larver er identiske med de af Sauter beskrevne, og tilføjer, at de rimeligvis er al- mindelig udbredte hvert eneste Aar, men kun med mange Aars Mellemrum optræder i saa stor Mængde, at man lægger Mærke til den Skade, de forvolder. Her i Landet har jeg fundet smaa, røde Maddiker paa Kug og Byg, dels over de ovre Knæ mellem Straa og Skede eller minerende paa den indvendige Side af den Sidste, dels nede ved Grunden af Planterne paa samme Maade som i den øvre Del eller i de smaa visne Skud; ogsaa i Rugstub har jeg- fundet dem. Om Skaden, de forvolder, tør jeg ikke med Bestemthed udtale mig; hyppigt var Axene svage, med faa og daarlige Korn, naar de fandtes over øverste Knæ, hyppigt knækkede Straaene, naar de fandtes ved Grunden; men om dette Fænomen skyldes disse Larver, er usikkert; i hvert Tilfælde kan det Samme finde Sted, uden at disse er til Stede. I Henseende til Levemaade, Størrelse og Farve stemmer disse Larver med de af Sauter og

160

Schøyen omtalte; men om de virkelig er Larverne af den berygtede Kornskjænder, er tvivlsomt.

Sauter beretter følgende om Kornskjænderen: Larven er mønjerød, lidt over 3 Mm. lang; den lever selskabeligt fra nogle faa indtil c. 60 mellem Straa og Skede. Hunnen lever næppe et Degn og lægger i Lobet af dette talrige Æg mellem Bladskederne. Efter omtrent 14 Dages Forløb kan man allerede med blotte Øje bemærke Larverne, og efter andre otte Dages Forløb begynder Straaet at blive sygt. I den fjerde Uge gaar ødelæggelsen frem med Kæmpeskridt, og efter endnu otte å tolv Dages Forlob er Marken for største Delen ruineret. Efter denne Beskrivelse af -Ødelæggelsen er det intet Under, at Sauter tilraader en saa radikal Kur som at afmeje Marken, naar Larve- angrebet begynder. Omtrent 6—8 Uger bliver Larverne i Skederne, da falder de til Jorden, gnaver sig ofte flere Tommer ned og laver sig en lille Hule, hvori de som Larver tilbringer hele Vinteren, ja undertiden et Par Aar, inden de bliver til fuldt udviklede Insekter.

Eng-Rævehalens Galmyg (OUgotrophus Alopecuri Reut.)*)

er IVa Mm. lang, har et brunt Bryst, en honning-gul Bagkrop og bleggule, haarede Vinger, hvis største Bredde ligger bag den anden Tredjedel af deres Længde. De ud- voxede Larver kan naa en Længde af næsten 2 Mm. og en Bredde af l/s Mm. og er monjerode eller orangegule. 1 Juni Maaned findes Larverne i Eng-Rævehalens Blomster, sædvanlig 1 i hver; findes der flere, er de af forskjellig Størrelse og stammer aabenbart af Æg, lagte af forskjellige Hunner. Om Foraaret skal Larverne ernære sig af Støv- korn , senere hen af selve Frøene. Larverne overvintrer i Frøene og forpupper sig i disse.

Fra England, Sverris: o«; Finland berettes om Ode-

') Enzio Reuter: Zwei aeue Cecidomyinen. 1895. A.cta So-

cietatis pro Fauna et Flora Fennica. XI. Nr. 8.

161

læggelser af denne Myg. Fra Aaret 1893 har den optraadt meget ødelæggende flere Steder i Jylland; paa Gaardbo- gaard ødelagde den saaledes nævnte Aar*) Froavlen af Eng-Rævehale i den Grad , at Tabet ansloges til mange Tusinde Kr. Noget Middel imod den har man desværre endnu ikke fundet.

Larven af Asphondylia luibellataruin F. Lw. lever i Gulerodsfrø, der omdannes til oppustede Galler.

Have-Haarinyggen (Bibio hortulanus L.)

er en glinsende sort Myg med en mere plumrTog sammen- trængt Krop end de Foregaaende, hvorved den faar en Del Lighed med en Flue. Hunnen, hvis Rygskjold og Bag- krop er gulligrod, er 9 Mm. lang, Hannen lidt mindre. Larven er 15 Mm., valseformet, smudsig graabrun, forsynet med et sortebrunt Hoved. Paa Midten af hver Ring findes der en Tværrække af bløde Torne, og hver Ring er desuden ved Tværrynker delt i tre Afsnit, hvorved Larven faar et rynket Udseende. Puppen er fint rynket, valseformet, 9 Mm. lang og ligner noget en Sommerfuglepuppe.

I Slutningen af April eller i Begyndelsen af Maj kommer Myggene frem af Jorden. De færdes i Sværme; naar det er godt Vejr, flyver de med sti vt nedhængende Ben, naar det er koldt, sidder de ubevægeligt paa Planterne og kan da let afbankes. Hunnerne lægger deres Æg hobevis indtil Hundrede og derover i Jorden. Larverne, der arbejder i Fællesskab, lever af Rødder, levende eller døde, og kan paa denne Maade gjore stor Skade, navnlig i Haver, men ogsaa paa Marker f. Ex. Rug- og Bygmarker. Det første Aar er Skaden ikke stor; forst det følgende Foraar, naar Larverne er udvoxede, bliver Skaden følelig. Efter nogle faa Ugers Puppetilstand kommer

*) E.Rostrup: Oversigt over Landbrugsplanternes Sygdomme i 1893. Nr. 10.

11

162

Myggene frem. Larvernes Tilstedeværelse i Jorden giver sig til Kjende ved, at de roder denne op, saa at der dannes smaa Jordhobe og Huller, som Myggene senere kommer frem af. Ved Hjælp af denne Larvens Arbejds- maade i Jorden kan man i hvert Tilfælde i Haver uden Vanskelighed finde dem og indsamle dem; paa Marker derimod lader de sig vanskeligt bekæmpe*).

Stankelben [Tipula).

Larverne af denne Slægt lever fortrinsvis af raadnende organiske Stofler; dog er der riere Arter, hvis Larver an- griber Kulturplanter, idet de navnlig fortærer disses Rødder. Af saadanne skadelige Arter kan nævnes: T. maculosa

Fig. 36. Stankelben (Tipula oleracea). Fuldt udviklet Insekt og Larve (efter Taschenberg).

Hffmsg. hovedsagelig paa sandet Bund, T. oleracea L. i frugtbar Havejord og T. pratensis L. paa fugtige Enge.

Stankelbenene er store, meget langbenede Myg; de stikker ikke, men lever af Blomstersaft. Deres Larver er rynkede, graalige, valseformede Maddiker med et lille sort Hoved, der kan trækkes ind i forste Brystring; Munddelene danner kraftige Bideredskaber. Den bageste Ring er for- synet med 6 Vorter og to store A andehuller. Længden

*) Flere nærstaaende Arter kan ogsaa optræde som Skadedyr paa Kulturplanter, medens det ellers mest er halvraadne, vegeta bilske Stoffer, disse Larver lever af.

163

er 20 — 30 Mm. Puppen, der har omtrent samme Størrelse, er brun; Vinger, Lemmer og Folehorn ses liggende tæt tiltrykt til Kroppen ligesom hos en Sommerfuglepuppe. Den sidste Kropring er bevæbnet med Torne, hvoraf der ogsaa kan findes nogle paa de andre Ringe; ved Hjælp af disse Torne arbejder den sig op igjennem Jorden mod Slutningen af Puppetilstanden. Myggene kommer frem af de halvt op over Jorden ragende Puppehylstre fra Juli til henad Eftersommeren. Navnlig i September Maaned ser man dem sværme dansende om med Bagkropsspidsen bojet ned mod Jorden for at aflægge Æggene i eller paa denne. Æggene er sorte, langagtige, noget bojede. Alle- rede om Efteraaret angriber Larverne Græsser og den unge Vintersæd; om Vinteren ligger de i Dvale i Jorden, men skal undertiden, naar Markerne dækkes af Sne, kunne findes liggende i Mængde paa denne, forstyrrede i deres Vinterhvile. Det følgende Foraar tager de fat med for- nyet Kraft og æder nu af Kornsorterne, Græsser, Klover, Roer, Beder, Kartofler, de fleste Kjokkenvæxter osv. , er altsaa ikke kræsne i Valget af deres Næringsmidler. Om Dagen æder Larverne af Rødderne, om Natten kommer de derimod frem og æder af de unge Planter, som de fortærer fuldstændigt, eller hvis tiloversblevne Rester de trækker med sig ned i Jorden. I Graavejr kan de ogsaa om Dagen træffes over Jorden, ellers gaar de allerede meget tidligt om Morgenen ned i denne.

Rundt omkring fra horer man Klager over Stankel- benlarver. Fra England lyder deres Skudsmaal endogsaa, at de er Landmandens og Gartnerens værste Fjende. Fra Norge beretter Schøyen hvert Aar om deres Angreb paa Kornmarker og Enge særlig i Vestlandet. I Danmark gjor de ogsaa hvert Aar Skade paa Roer, Kornmarker og Græs. Næsten altid er deres Angreb værst paa gamle Græsmarker eller paa Afgrøder efter saadanne *), da Hun- nerne særlig ynder at lægge deres Æg mellem Græsrødder,

*) Buus og Rostrup: Angreb af Stankelbenlarver paa en Byg- mark. Tidsskrift for Landøkonomi. 5. R. 3. B.

164

og Larverne her uhindret kan faa Lov til at udvikle sig. De synes at trives bedst i Nærheden af Kysterne.

For at værne Engene, som kan odelægges saaledes af dem, at Græsset ligger som et lost Dække, der med Let- hed kan trækkes af med Haanden, anbefales det at dræne disse og i det Hele holde dem i god Stand*). — For at hindre Æglægningen bor man ploje Græsmarkerne saa tidligt som muligt efter Høslet, inden Æglægningen har fundet Sted, eller f«r Opplojningen lade Kreaturer afgræsse dem, saa at Jorden kan blive trampet fast til, hvorved den bliver uskikket til at lægge Æg i; ogsaa anbefales en Overgjodning med Gaskalk eller Salt for Opplojningen, da dette skal bevirke, at Græsbunden mister sin Tillokkelse for de æglæggende Hunner, ja muligvis ogsaa tilintetgjor de allerede lagte Æg. — For at udrydde Larverne an- befales det samme Middel som overfor Smælderlarver, nemlig at gjode med billige Rapskager. Om Natten eller meget tidligt om Morgenen kan man ogsaa dræbe en Mængde Larver ved Tromling, og dem, der ikke dræbes, vil den haarde Jord bindre i at arbejde sig ned igjen, saa at de vil blive et let Bvtte for insektædende Fugle.

Fluer (Brachycera). Den maaneplettede Kartoffelflue {Emnerus iunulatus Meig.)

er en 6— 7Vs Mm. lang, metalgran Flue med graa Pletter paa Siden af Bagkropsringene. Larven er graagul, 8—10 Mm. lang. Tidligere har den kun været kjendt som skadelig- for Hyacinter, i hvis Log og Stængler den æder; men i de senere Aar er den gjentagne Gange iagttaget paa Kar- tofler, hvis Stængler den udhuler, idet den begynder et Stykke under Jorden og derefter vandrer opad, hvad der bevirker, at Stænglen raadner og Løvet visner.

*) Schbyen: Beretning om Sygdomme og Skadedyr for 1895.

165

De følgende 4 Arter horer til Blomsterfluerne (An- thomyinae) , hvis Larver lever under højst forskjellige Forhold: nogle i Vand, andre i Gjødning og atter andre i levende Planter, ja én og samme Art kan træffes i raad- nende Plantestoffer, i Gjødning eller minerende i levende Planters Blade eller Redder. Formodentlig føres Larverne med Gjodning ud paa Markerne og giver sig her i Lag med de dyrkede Planter.

Kaalfluen (Anthomyia Brasskae Bouché)

er 6 Mm. lang, askegraa; den forreste Del af Hovedet er sølvhvidt med en ildrod Trekant. Paa Rygsiden af Brystet findes der hos Hannen tre brede sorte Længdestriber, paa Bagkroppen én saadan, samt sorte Tværbaand. Vingerne er ved Grunden gullige, ellers hos Hannen røgfarvede, hos Hunnen glasklare. Hele Kroppen er hos Hannen tæt besat med sorte Børster, medens der hos Hunnen kun findes meget faa saadanne. Larven er 9 Mm. lang, valseformet, glat, gullighvid ; sidste Led er stumpt og skjævt afskaaret, i Randen besat med 10 smaa Vorter. Puppen er gullig- brun, fint tværrynket; Hovedenden er sort, Bagenden ligner Larvens.

Tidligt om Foraaret kommer Fluen frem; den lægger nu en Mængde Æg paa de underjordiske Stængler af Kaal, Raps, Turnips og Rutabaga , saa dybt som muligt nede i Jorden. Efter 10 Dages Forløb kryber jLarven ud af Ægget, borer sig ind i Stænglerne eller Roerne og laver Gange under Overhuden; de angrebne Partier gaar efterhaanden i Forraadnelse. Paa Plantens overjordiske Del giver An- grebet sig til Kjende ved, at Bladene bliver blege og visner bort. Som Puppe lever den 2—3 Uger i Jorden; 8 Uger er tilstrækkeligt til hele Udviklingen fra Æg til fuldtudviklet Insekt, hvorfor den kan optræde med flere Generationer. Den overvintrer som Puppe eller som fuldtudviklet Insekt.

For at bekæmpe dette Angreb maa man. saa snar! det viser sig, optage de inficerede Planter og brænde dem

166

samt i Hullerne strø Gaskalk eller hælde Vand, blandet med Guano , Lud eller et andet skarpt Stof. Frøken Ormerod anbefaler at strø Gaskalk paa hele den an- grebne Mark om Høsten for at dræbe Pupperne. Dernæst maa man paa en af disse Dyr inficeret Mark ikke det følgende Aar dyrke Planter af de Korsblomstredes Familie *).

Bedefluen (Anthomyia conformis Fall.)

ligner meget den almindelige Stueflue, men er askegraa og besat med Børster, 6 Mm. lang. Den overvintrer som Puppe og kommer om Foraaret frem og lægger sine Æg paa Undersiden af Bladene af de unge Sukker- og Runkelroer. Larverne, der i udvoxen Tilstand er 8 — 9 Mm. lange, borer sig strax ind i Bladene og fortærer Bladkjodet indenfor Overhuden, saa at de visner. Paa denne Maade kan de ofte gjøre følelig Skade, da de unge Planter, der endnu kun har faa Blade, ikke taaler at miste disse. Larverne gaar fra Bladene ned i Jorden, hvor de forvandler sig til rødligbrune Tøndepupper, af hvilke Fluerne efter en halv Snes Dages Forløb kommer frem. Der forekommer derfor ogsaa hos denne Art flere Gene- rationer om Aaret, men de senere Generationers Angreb er ikke saa farlige, da Roeplanterne er blevne større og derfor bedre taaler Tabet af nogle Blade.

Tæt Saaning af Roerne maa anbefales, for at der efter det første Angreb endnu kan blive et tilstrækkeligt Antal Planter tilbage**).

Korn-Blomsterfluen (Anthomyia coarctata Fall.)

er 6 — 7 Mm. lang, gullig graa, sortbehaaret. Den op- træder med to Generationer om Aaret og gjør Skade

N) Flere andre Fluelarver kan ogsaa forekomme i de underjordiske Dele af Kaal og andre Korsblomstrede: Anthomyia radicnin M.eig., A. gnava Meig., A. trimaculata Bouché, Lasiops occulta Meig.

; Som Bladminérere i lieder nævnes ogsaa Larverne af Anthomyia nigritorsis Zett., Aricia Betae Holmgr. og A. Spinaiiae Holmgr.

167

paa lignende Maade som Fritfluen. De overvintrende Larver lever i Hjerteskuddet af Rug- og Hvedeplanter; i April-Maj gaar de ned i Jorden og forpupper sig. Den anden Generation lever paa samme Maade i Sommerhvede og Byg.

Lupinfluen (Anthomyia funesta Kuhn)

er 4V2 Mm. lang, brunligt eller hvidgraat behaaret. Pup- perne overvintrer i Jorden. Fluen, der kommer frem i Midten af Maj , lægger sine Æg paa Lupinkimplanter. Larverne, der bliver indtil 6 Mm. lange, æder sig ind i Roden, Stænglen og Bladene: de Sidste visner, Roden og Stænglen bliver sorte, og Planten dor hurtigt.

Tidlig Saaning af Lupinerne, helst for Udgangen af April, har vist sig virksom overfor disse Fluer.

Gulerodsfluen (Psila Bosae Fabr.)

er en 4—5 Mm. lang, glinsende sort Flue med gule Ben og gult halvkugleformet Hoved, der er næsten lige saa bredt som Brystet. Larven er 5 Mm. lang, glat, glinsende, gullighvid; i den tilspidsede Forende ses to sorte Mund- kroge, i den bredere Bagende to sorte Spidser med Aande- hullerne. Puppen er lysebrun, tværrynket; dens Bagende er skjævt afskaaren og ligesom Larvens forsynet med to korte, sorte Spidser; den overvintrer i Jorden. Tidligt om Foraaret udvikles Fluen og lægger sine Æg i Jorden ved Grunden af Gulerodsplanter; Larverne vandrer læn- gere ned og gnaver Gange i den nedre Del af Gule- roden ; Gangene, der er smalle og brune og løber i Siksak, fyldes efterhaanden med Exkrementer, og de omliggende Dele raadner. Guleroden mister sin sode Smag, bliver bitter og lugter ubehageligt. Ved stærkt Angreb bliver Toppen gul og visner; trækker man en saadan Plante op, ser man ofte de tynde Larver rage frem af Roden. En saaledes angreben Gulerod kalder man i daglig Tale orm- stukken. Efter kort Tids Forløb er Larverne udvoxede,

168

gaar ud i Jorden og forpupper sig. Hen paa Sommeren kommer en ny Generation frem, som strax lægger Æg paa samme Gulerodsmark, og de derefter fremkomne Larver

F%. 37. Gulerodsfluen (Psila Ro- me). 1 Larve i nat. Størrelse, 2 forstørret, 3 Puppe i nat. Stør- relse, 4 forstørret. Gulerods- plante, angreben af Gulerods- fluens Larver (e) (efter Rit- zema Bos).

fortsætter saaledes de Forstes ødelæggelsesværk. Fluen angriber ogsaa Turnips og Kutabaga.

De syge Gulerodsplanter bor man trække op saa tidligt som muligt, medens de endnu huser Larverne af første Generation; disse oprykkede Planter kan uden Skade anvendes som Foder. Ved Oprykningen maa man være forsigtig over for de friske Planter, der staar tæt op ad

169

de syge: passe paa ikke at beskadige dem og lade dem være blottede for Jord, da et aabent Saar vil hid- lokke Fluerne af anden Generation. I det Hele maa man arbejde paa at forhindre, at Jorden bliver hullet eller revnet, da dette vil lette Insektets Æglægning. Maaske kan man paa stærkt angrebne Marker med Held anbringe et tyndt Lag Kulpulver for at hindre Fluernes Æglægning. Det er ogsaa anbefalet at vande Jorden med Gasvand før Saaningen, at bestro Planterne med Sod eller Torvesmuld, som er blandet med Karbolsyre eller Petroleum, samt at overbruse med Vand, hvor der til hver Liter er sat to Vinglas Parafinolje eller med Petroleumsemulsion i 10 — 12 Dele Vand.

Timothéfliien

(Cleigastra flavipes Meig.)

optræder paa Timothé paa lignende Maade, som Bygfiuen paa Byg; dog gnaver den vist sjældent saa dybt, at Straaet angribes, hvorfor Skridningen ikke hindres. Æggene lægges om Foraaret paa det overste Blad ; Larven arbejder sig ind indenfor Skeden og angriber Dusken ovenfra. Den gnaver sig en Gang, der snor sig spiralformigt ned ad Dusken; dog kan ogsaa større Partier være fortærede helt rundt, enten Spidsen eller et Parti midt paa Dusken. I Slutningen af Juni gaar Larven ned i Jorden og forpupper sig. Kun hvor Timothé dyrkes til Froavl, gjor denne Flue Skade. Den er overordentlig *Ftø. 38. Timothé,

t . , ,. , . T , , angrebet af Timo-

almindelig her i Landet. théfluen (cieiga.

.-■tru flavipes).

Den graa Bygminérflue [Hydrellia griseola Fall.)

er henved 3 Mm. lang, ertsbrun, med tæt Behaaring, der giver den et graaligt Udseende; Svingkøllerne og Bagfød-

170

derne er gullige, Øjnene metalglinsende grønne. Larven er lidt over 2 Mm. lang, glasagtig, tilspidset mod begge Ender; bagtil er den forsynet med to Aanderer, der sidder paa et udskydeligt Led; paa den levende Larve ses tydeligt to store Luftrorsstammer, der fortsætter sig fremad fra Aandehullerne. I Forenden ses en kort Mundkrog af Form som en Stemmegaffel, der skydes ud og ind sam- men med det første Led. Puppen er mørkebrun; i For- enden er den afrundet, medens Bagenden løber ud i to Spidser.

Larven lever minerende i Bladene af Byg, Havre og nogle Græsser. Paa tidlig saaet Sæd, hvor Bladene forst angribes efter Skridningen, gjør den ingen videre Skade; men finder Angrebet Sted paa et tidligere Stadium, og Skeden, der indeslutter Axet, bliver udsuget, ødelægges Axet. Fra Egne ved Østersøens Kyster berettes der om store Ødelæggelser, foraarsagede af den paa sildig saaet Byg. ødelæggelsen, hedder det, begynder, naar det tredje Blad er udviklet; de angrebne Blade bliver først gulplet- tede, derefter gule og visne; det næppe én Fod høje Skud hænger med Spidsen, og Axet gaar til Grunde i den ud- tørrede Skede.

Her i Landet har jeg kun set ét større Angreb af den, nemlig paa Rajgræs og Fioringræs i Græsplæner*), hvor- imod jeg aldrig har fundet den i Korn; derimod har jeg gjentagne Gange fundet Larver og Pupper af Ceratomysa denticornis Panz. i Bladene af Byg og en enkelt Gang af Havre. 1 Keglen fandtes de i den øverste Skede og svæk- kede undertiden denne, saa Axet havde vanskeligt ved at skride **).

s) Gartnertidende. 1897. S. 142.

: Som Minérere i Korn og Græsblade nævnes for øvrigt fol gende: Agromyza lateralis Meig., A. Graminis Kalt., A. lami- natet Lw., Phytomyza cinereiformis Hardy, Ph. atra Meig., I 'li. MUH Kalt og Meromyza saltatrix Fb.

I Lucerneblade minerer Agromyza nigripes Meig. og Phytomyza affinis Fall.

171

For at gjøre Planterne modstandsdygtige overfor An- greb af Minérere maa man anvende rigelig kvælstofholdig Gjodning.

Deu gule Bygflue (Chlorops taeniopus Meig.)

er en 3 — 4 Mm. lang, gul Flue med en kort og bred Bag- krop. Folehornene og en lille Trekant mellem Øjnene er sorte, ligeledes tre større og to mindre Længdelinjer paa Brystets Rygside og fire Indsnit paa hver Side af Bag- kroppen. Fødderne er lidt mørkere end Benene, Sving- køllerne hvide og Vingerne glasklare. Larven er c. 6 Mm. lang, gullighvid, gjennemsigtig. Puppen er gulbrun, noget fladtrykt, og bliver smallere mod begge Ender.

I Midten af Maj eller lidt senere kommer Fluen frem og lægger Æg paa Hvede, Rug, Byg og nogle Græsser. Den opsøger kun saadanne Planter, hvor Axene er ganske unge og skjulte et godt Stykke nede i Skeden. Her an- bringer den sine Æg enkelt- eller parvis paa Bladene tæt nede ved Grunden. Larven lader sig glide ned indenfor Skeden og begynder strå?, at suge paa Straaet. Ofte be- gynder den helt oppe i Axet og arbejder sig saa nedefter, idet den ved sin Sugning frembringer en Fure paa den ene Side af Straaet. I Begyndelsen æder Larven kun Overhuden, men længere nede bliver Furen dybere, for saa atter mod den nedre Ende at nærme sig Overfladen. 1 Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli forpupper

I Kløverblade: Agromyza carbonaria Zt-tt., A. Trifolii Kalt. og Phytomyza atra Meig.

I Bonn er og Vikker: Agromyza scutellata Fait. og A. Vieiae Kalt,

I Ærter: Phytomyza Pisi Kalt.

I Humle: Agromyza frontalis Meig.

I Kartofler: Agromyza pusilla Meig.

I Raps: Phytomyza femoralis Br.

172

*Fig. 39. En Bygplante, angreben

af den gule Bygflue (Chlorops tae-

nioput). Ved Siden af denne

Bygfluen og dens Puppe forst.

Larven sig i Furen ; denne er brunlig og dens Rande i Reglen fortykkede. I Almindelighed fortykkes ogsaa den under det angrebne Sted liggende Del af Planten, samtidig med at Længdevæxten hæmmes og Skridningen ikke finder Sted; saaledes angrebne Planter kjen- des let paa deres korte, tykke Tenform. Naaer Axet udenfor Skeden, bliver Kjærnerne kun faa og daarlige, ofte ejendommeligt hornformede. Kun naar Planten er meget kraftig og voxer hur- tigt, kan den voxe sig fra An- grebet, idet Larven ikke taaler at blottes, men torrer ind, naar den kommer frem i Luften og Lyset.

Hvede siges at være Fluens Yndlingsværtplante; her i Landet har jeg dog kun truffet den paa Byg, men her er den rigtignok ogsaa meget almindelig; næppe en eneste Bygmark gaar helt fri for dens Angreb; men Pro- centmængden af angrebne Plan- ter varierer i aller hojeste Grad; en enkelt Gang har jeg set en Bygmark i den Grad angrebet, at ikke et eneste Ax var skredet. Sildigt saaede og daarligt pas- sede eller kolde og fugtige Marker er "som Regel mest angrebne.

"Efter c. 3 Ugers : Forlob

173

kommer Fluen frem og opsoger nu unge Vintersædsplanter eller, hvis saadanne ikke findes, Græs. Paa disses Blade lægges paany Æg; Larven bevæger sig ind indenfor Skeden og derefter stedse dybere ned, indtil den naar Hjærtet, hvor den overvintrer. Først om Foraaret giver dens Nærværelse sig imidlertid til Kjende: det angrebne Sted for- tykkes ofte i ganske overordentlig høj Grad, samtidigt med, at Længde- væxten hæmmes, hvorfor disse Skud snart overvoxes af andre Planter eller af et sundt Sideskud.

1 Keglen optræder paa samme Egn kun én af Generationerne paa Korn, hvilket er en naturlig Følge af, at begge Generationer sjældent vil finde Kornplanterne paa det for dem egnede Stadium til Æglægning, og derfor i det mindste den ene Gene- ration maa tage til Takke med Græs.

Som Middel mod den gule Byg- flues Angreb maa tilraades tidlig Saaning af Vaarsæden og sildig Saa- ning af Vintersæden , saa at den Første er naaet for vidt frem for Fluen , og den Sidste endnu ikke forefindes , naar Æglægningen skal finde Sted. Dernæst er det her som overfor næsten alle Angreb af Vig- tighed, at Jorden holdes i god Drift og gjødes rigeligt, saa at Planterne kan voxe fra Angrebet*).

HP.r.-

*Fig. 40. En Bygplante, hvis Skede er aabnet, saa at man ser Furen og det af Bygtluen angrebne Ax. I Furen ses Pappen.

*) Andre nærstaaende , men betydeligt mindre Arter: Uvedellucn

174

Fritfluen (Oscinis Frit L.).

Denne Landmandens værste Fjende blandt Fluerne er 2 — 3 Mm. lang, metalglinsende, sort med brun Bug, gule Fødder og lyse Svingkøller. Larven bliver c. 3 Mm. lang, er hvidlig og valseformet med spids Hovedende. Puppen er glinsende brun, oval, spidsest i Forenden, i Bagenden for- synet med to stumpe Kitinspidser. Leddelingen er ikke meget iojnefaldende, Længden er c. 2 Mm.

Fritfluen optræder i Almindelighed med tre Genera- tioner om Aaret. Foraars g enerationen flyver alle- rede i Slutningen af April og Begyndelsen af Maj og lægger sine rødlige Æg paa unge Havre- og Bygplanter (Sommerrug og -hvede og Græsser), idet den klæber et Æg ad Gangen til Undersiden af Bladene. Efter kort Tids Forlob kommer Larven frem og kryber op paa Oversiden af Bladet**), videre ned i Bladskeden og søger hen til Hjærtet, som den enten angriber udvendigt fra, eller den baner sig Vej ind i Stænglen og arbejder sig opad mod Spidsen; et saadant Skud bliver selvfølgelig

En af Fritfluelarver angreben Plante kan forøvrigt se højst forskjellig ud, eftersom den er angreben af én eller flere Larver, ligesom ogsaa Angrebet afhænger af Plantens Udviklingstrin og Modstandskraft. Bliver Planten an- greben paa et meget tidligt Tidspunkt, eller angribes den af flere Larver, visner den i Keglen og raadner bort; er den mere modstandsdygtig, eller Angrebet er mindre stærkt, holder den sig grøn, men mister Evnen til Længde- væxt, hvorimod den fortykkes og danner flere Sideskud end

(Chloropn lineata Fabr.) og Ch. Herpinii (luer. skal frembringe lignende Misdannelser, den Første mest paa Hvede, den Sidste paa Byg. **) Efter Krank skal de unge Larver, for de vandrer indenfor Skederne, undertiden opholde sig længere Tid paa Bladene, hvor de ved deres Gnaven frembringer en Mængde blege, syge Pletter.

175

normalt. Saadanne lave Planter overvoxes hurtigt af de sunde og bliver staaende som Græs i Bun- den. Undertiden ser man et af Skuddene voxe lidt hojere op end de andre, men det øverste Blad er i Keglen gult, da Hjærtet er angrebet. Har Planten været videre i sin Udvik- ling, eller er ikke alle Skuddene blevne angrebne, kan et enkelt Straa voxe videre og sætte Ax, men Kjærneudbyttet af dette er i Almin- delighed daarligt ; ofte rinder man Lar- ver eller Pupper i de visne Skud*) ved Grunden af en saa- den enlig Top.

Naar Larven skal til at forpuppe sig, kryber den ud og tager Stade indenfor de ydre Skeder. I Slutningen af Maj eller Begyndelsen af Juni finder man denne Generations

pllnnm.. „f j;™ *Fig. 41. En Havreplante, angreben af Fritfluen

r UJipbl , til Uisse (Oscinis Frit). Vod Grunden er Skederne fjernede,

n /I \7i VI ad i T nhaf nf fi;l!l at llir ses lo Pupper i uat. Størrelse. Ved Siden

UUWhlbb 1 IjOUei til uf panten en Fritflue og dennes Puppe forst.

*) Saadanne Larver og Pupper i visne Skud ved Grunden skyldes ofte den anden Generation ; der kan da hyppigt være tiere og det ret kraftige Toppe.

176

*Fig. 42. Toppen af en

Havreplante med golde Ax.

Fritfluelarver har udsuget

de mælkede Korn.

en halv Snes Dage den anden Ge- neration, der lægger sine Æg enten som den første paa unge Planter, om saadanne findes , f. Ex. vildtvoxende Græsser, eller i unge Skud*) ved Grunden af Havre- og Bygplanter, i hvilket Tilfælde de ikke skader Plan- terne synderlig (jeg har endogsaa fundet saadanne Planter med indtil 6 kraftige Toppe), eller paa de øverste Blade af ældre Havre- og Bygplanter, der endnu ikke er skredne. Larven arbejder sig nu ned til det unge Ax, ind mellem Avnerne og udsuger de endnu mælkede Korn , hvorved en stor Del af Toppen kan blive gold**). Ogsaa de ældre, haardere Kjærner angribes af Larverne, der gnaver Huller i dem og forvandler dem til et brunligt Pulver. Et saadant Angreb ses ikke udvendigt, da Avnerne omslutter Kornet paa normal Vis***). Fra dette Angreb stammer Linn é s Benævnelse Frit- flue, idet »frit« paa svensk betegner en let Vare.

Denne anden Generation kan ogsaa give Anledning til visne Ax, naar

*) Efter Frank skal dette Fænomen især vise sig hos Planter,

der har lidt Hagelskade eller er angrebne af Stængelaal,

da saadanne Planter har mere Tilbøjelighed til at skyde nye

Skud end de sunde Planter. *) Saadanne golde Ax kan ogsaa skyldes 15 lad lus eller ugun

stigt, især for køligt Vejr før Skridningen; men i saa Tilfælde

findes de altid ved Grunden af Toppen. '*) Angrebet kan dog give sig til KLjende ved, at den nedre Inder

avne dækker den øvre, medens denne paa sunde Ax ses som et

fladt Legeme paa Kjærnens furede Side.

177

Larverne ikke angriber Axene men Straaet over øverste Knæ; det visne Ax lader sig da let rykke ud af Skeden. Det overbrækkede Straa er altid galligt og sammenskrumpet ved Angrebsstedet; er det derimod frisk, ligesom over- skaaret, hvad man ikke sjældent finder hos vore Korn- sorter og nogle Græsser, har Fritfluen ingen Skyld heri; det skyldes da vistnok rent mekaniske Aarsager.

Larverne forpupper sig i Axene efter c. 3 Ugers For- løb, og efter en kort Puppetilstand optræder den tredje Generation i August-September; den lægger sine Æg paa unge Planter: Rug eller Hvede, om saadanne findes, ellers vildtvoxende Græsser, der da bearbejdes ganske paa samme Maade som Vaarsæden om Foraaret. Larverne forpupper sig om Efteraaret og over- vintrer som Pupper.

Fritfluen optræder overmaade almindeligt i alle Egne af Landet og gjor overordentlig megen Skade, navnlig paa Havre. Ligesom man paa en Bygmark aldrig vil søge forgæves efter Bygflueangreb , saaledes gaar det med Fritfluer paa Havremarker. I hvor høj Grad de er angrebne, varierer ogsaa her af de samme Aarsager som hos hin. Et enkelt Sted har jeg- set en Havremark, hvor der ikke blev udviklet «,. io _,,,

HFig. 43. Ældre

ét Straa og alle Planterne holdt sig lave. Bygkorn, gna-

Af ovenstaaende Beskrivelse af Fritfluens ^de af Fritflue-

larver.

Levevis vil det fremgaa, at det er af stor Vigtighed, at Vaarsæden saas saa tidligt som muligt, for at Planterne inden Fluens Æglægningstid kan være voxede fra det for denne gunstige Stadium, eller i hvert Tilfælde være naaede saa vidt, at Angrebet ikke skader dem saa meget; ligeledes at Vintersæden bor saas saa sent som muligt, saa Efteraarsgenerationen ingen Rug- eller Hvedeplanter finder at lægge sine Æg i, men maa tage til Takke med vildtvoxende Græsser. For yderligere Forsigtigheds Skyld bør man paa Egne, der lider meget af Fritflueangreb, skille Vinter- og Vaarsæds-

12

178

marker fra hinanden ved Planter, der ikke hører til Græs- serne, f. Ex. Ærter, Kløver, Kartofler ell. a.

Paa denne Maade kan man for en stor Del holde Fritfluerne borte fra sit Korn, men man udrydder dem ikke herved, da der altid vil være Græs, hvori de kan lægge deres Æg. For at udrydde dem foreslaar Frank at fange dem paa følgende Maade: I Slutningen af Au- gust eller Begyndelsen af September pløjer man nogle Furer i den angrebne Stubmark og saar Rug heri. Til disse unge Planter vil nu Fluerne søge; pløjer man dem derfor ned i Oktober eller November, vil man kunne øde- lægge en hel Del. Ligeledes vil Fluerne søge til de unge Rugplanter, der om Efteraaret kommer op af de Korn, der bliver liggende paa Markerne; ved Pløjning af Stub- marken vil derfor ogsaa en Del Larver dræbes.

Har Fluerne om Efteraaret ødelagt en Vintersæds- afgrøde, bør denne nedpløjes inden April Maaned, da der ellers fra en saadan Mark er Fare for Invasion paa Vaar- sædsm arkerne.

D.

Spindler {Araehnida).

Spindlernes Legeme bestaar af to Afsnit, idet Hovedet og Brystet er smeltede sammen til ét Afsnit, Hovedbryst- stykket. Paa dette sidder der et forskjelligt Antal af enkelte Øjne, 2 Par Munddele og 4 Par Lemmer. Føle- horn findes ikke. Bagkroppen kan være leddet eller uleddet. Blodkarsystemet er temmelig højt udviklet, hvorfor Luft- rørene helt eller delvis er erstattede af Lunger. Forvandling gjennemgaas i Reglen ikke. Indenfor Spindlernes Klasse optræder kun Miderne som Planteædere. Bagkroppen er hos disse i Reglen uleddet og smeltet sammen med Hovedbryst- stykket. Munddelene danner i Almindelighed en stikkende Sugemund. Miderne gjennemgaar en Slags Forvandling, idet de som Larver kun har 2 eller hyppigere 3 Par Ben.

179

Spindemiden ell. den rede Spinder (Tetranychus telarius L.)

er en lille, rødlig, oval Mide af 1U Mm. s Længde. Baade paa Kroppen og Benene sidder der en Mængde Borster, af hvilke tre paa Skuldrene er særlig lange og iojnefal- faldende. Lidt foran disse sidder der paa hver Side et lille sort øje. Mellem andet og tredje Benpar er der et større Mellemrum , medens første og andet sidder tæt sammen ligesom tredje og fjerde. Foran første Par Ben sidder der et Par korte Kjæbepalper, der for en Del skjuler Snablen, der ligger rettet nedad og saaledes ikke kan ses ovenfra. Æggene er hvide.

Spindemiden lever ofte i stor Mængde paa Under- siden af Bladene af mange forskj ellige Plante-Arter under et af Dyret selv frembragt, silkeglinsende Spind. De angrebne Blade faar paa Oversiden hvidlige eller rødlige, senere gule eller gulbrune, gjennemskinnende Pletter, frembragte ved Midernes Sugning; paa Undersiden findes et melet Lag, dannet af Hudrester, Æg og fastsiddende eller om- kringløbende Mider, der Alt dækkes af et Spind, dannet af meget fine Traade. Bladrandene kan ogsaa bøje sig eller rulle sig ind. Pletterne, der til at begynde med er smaa, breder sig efterhaanden over Bladene, saa at disse til sidst visner og falder af. Planten faar efterhaanden et sygeligt Udseende og hyppigt ender det med, at den gaar ud; navnlig er dette Tilfældet med yngre Planter, hvor de unge Blade angribes, efterhaanden som de kommer frem. 1 tørt og varmt Vejr formerer Miderne sig især i over- ordentlig høj Grad. De optræder paa en Mængde Planter, saa vel træagtige som urteagtige; af Landbrugsplanter er særlig Bælgplanter, Roer, Kornsorterne, Græsser og Humle hjemsøgte. Henimod Vinteren bliver deres Farve mere intensiv rød. De overvintrer i Jorden, under vissent Løv i Stubben eller paa træagtige Planter i Knopperne eller i Revner i Barken.

i det Frie lader der sig næppe foretage noget mod dem, medens Tobaksrygning, Rensning med Sæbelud eller

12*

180

koldt Vand alene med Held kan benyttes overfor dem paa Potteplanter i Stuer og Væxthuse, hvor de ofte kan gjøre megen Skade; ogsaa frisk Luft er gavnlig for saadanne angrebne Planter.

Andre Mider har jeg fundet optrædende som Skadedyr paa Havre og forskjellige Græsser.

De af Mider angrebne Havreplanter var lave og svage, Skederne oppustede og rødlige, og oftest skred Planterne slet ikke; skete dette, var Toppen daarligt udviklet med faa og daarlige Smaaax. Angrebet er vist ret almindeligt her i Landet, hvorimod jeg ikke har set det omtalt i Be- retninger andet Steds fra.

Visne Ax paa Græsser er et meget hyppigt Fænomen; naar disse skyldes Angreb over øverste Knæ, er vistnok Mider ofte Aarsagen. Straaet er da udsuget, saaledes at der hyppigt kun er en tynd Stræng tilbage, dannet alene af Overhuden , hist og her med smaa fortykkede Partier, hvor Vævet ikke er suget helt ud. Hele det angrebne Sted ligger krøllet sammen og gaar let itu. Blære- fødder (Thrips) beskyldes i Reglen for at være Aarsagen, men e.r det vist næppe.

Galmider {Phytoptidaé).

Galmiderne er mikroskopiske, firbenede Mider med en langstrakt, mangeleddet Bagkrop. For Landbruget spiller de en meget ringe Rolle, medens de ellers i Naturen ikke kan undgaa at vække Opmærksomhed, fordi de paa en Mængde, navnlig træagtige, Planter foraarsager Udvæxter (Galler), der iovrigt kan være af højst forskjelligt Ud- seende. De optræder paa Kornsorter og Græsser i Blom- sterne, og paa forskjellige Bælgplanter kan de omdanne Blomster og Blade.

181

IV. Bloddyr (Mollusca).

Bloddyrene kaldes saaledes, fordi de intet Skelet har, hverken ydre eller indre, hvorfor de er i Stand til at ud- vide og sammentrække deres Legeme i ganske overordentlig høj Grad. De omgives i storre eller mindre Udstrækning af en Hudfold: Kappen. Denne er i Stand til fra sin ind- eller udvendige Side at afsondre en Kalkmasse, der i første Tilfælde ofte kun bestaar af usammenhængende Kalkkorn, i sidste derimod af en sammenhængende Skal, hvori Dyret kan trække sig ind. Paa Undersiden af Kroppen findes der i Reglen en muskuløs Fodskive, der i Almin- delighed anvendes som Bevægelsesredskab.

Til Bloddyrene horer Snegle, Blæksprutter og Mus- linger. Kun blandt Sneglene finder man Dyr, der gjor Skade paa Landbrugets Kulturplanter.

Snegle (Gastropoda).

Sneglene aander enten ved Lunger eller Gjæller; de gjælleaandende lever næsten udelukkende i salt Vand, de lungeaandende enten paa Land eller i fersk Vand. Kun de paa Land levende Lungesnegle har vi her Anledning til at beskæftige os med. Lungen er en Hule, hvis Væg er gjennemvævet med et fint Næt af Aarer, hvortil Luften kommer ind gjennem et Hul paa højre Side af Dyret. Sneglene har et Hoved, paa hvilket der hos Landlunge- sneglene sidder et Par øjestilke og et Par Følerstilke, der alle kan krænges tilbage i Hovedet. Munden er vel ud- rustet med Bideredskaber, dels i Form af en Hornkjæbe i Overmunden, dels i Form af en Raspetunge o: en mu- skuløs Tunge, der paa sin Overflade er forsynet med et Baand, der bærer en Mængde smaa Kitintænder. Naar

182

de bider, virker Overkjæben mod Raspetungen ; Tænderne paa denne tjener tillige til at senderdele Føden. Foden er en Krybesaal, ved Hjælp af hvilken Dyret skyder sig hen over Underlaget.

Nogle af Landsneglene er nøgne; Kappen har hos disse Form af et ovalt, fortykket Skjold fortil paa Ryggen. Under denne ligger Lungehulen. Paa sin indvendige Side afsondrer Kappen Kalkkorn eller som hos den almindelige graa Agersnegl en tynd Kalkplade. Andre Landsnegle har en spiralvreden Kappe, som ikke alene dækker over Lungehulen , men ogsaa omslutter Indvoldene. Denne Kappe afsondrer udvendigt en Kalkskal, som hele Dyret kan trække sig tilbage i. Overalt fra Overfladen er Sneglene i Stand til at afsondre Slim, des mere jo større og mere velnæret Sneglen er. Denne Slim hjælper dem til at glide hen over Underlaget, ligesom den ogsaa kan tjene dem paa samme Maade som Edderkoppens Spind , idet de ved Hjælp af en Slimtraad kan komme fra en Gren eller Plante over paa en anden. Storknet Slim, der viser sig som silkeglinsende Striber, betegner Sneglens Vej og rober saaledes Fjenden, der om Dagen holder sig skjult. Fug- tighed er en nødvendig Betingelse, for at Sneglene skal kunne trives; kun i fugtige Somre eller paa fugtige Steder vil man kunne mærke større Skade, forvoldet af disse Dyr. Det er derfor af Vigtighed overfor dem ligesom overfor flere andre skadelige Dyr at holde Marken godt drænet. Solhede og Tørke virker skadeligt, ja dræbende, navnlig paa de nøgne Snegle, der intet Hus har som Tilflugtssted mod Solens Straaler. Sneglene, i hvert Tilfælde de nøgne, arbejder derfor kun om Natten, med mindre Vejret er fugtigt; om Dagen sidder de gjemte i Jorden eller under Stene, Brædder, Blade og deslige. Er Vejret meget tort, kan de sidde saaledes skjulte i længere Tid, indtil der atter kommer Fugtighed i Luften; varer Torken meget længe, kan den tørre dem fuldstændigt ud og dræbe dem.

Landsneglene er alle tvekjønnede, men kan ikke be- frugte sig selv. Parringen finder Sted fra Juni Maaned

183

og i de følgende Sommermaaneder. Efter nogle Ugers Forlob begynder Æglægningen, særlig i August, September eller endnu senere. Æggene, der er runde, glasagtige, lyse og meget elastiske, lægges i større eller mindre Hobe i Revner i Jorden, under Græs, Mos eller raadnende Plante- dele, hvor Solstraalerne ikke kan naa dem. Sneglene fort- sætter Æglægningen i længere Tid; én Snegl kan i Løbet af nogle Dage lægge flere Hundrede Æg. Eftersom Vejret er mere eller mindre gunstigt, udvikles Æggene hurtigere eller langsommere; er det varmt, kan de udvikles i 3 eller 4 Uger; er det koldere, varer det længere; hyppigt overvintrer Æggene, navnlig naar de er lagt sent. Man kan derfor træffe Snegleunger baade om Efteraaaret og om Foraaret i April — Maj. Æggene er overordentlig sejge og taaler baade Kulde og Varme; ved stærk Varme skrumper de ind; men kommer der atter Fugtighed, svulmer de igjen op. De smaa Sneglelarver, der, naar de slipper ud af Æggene, er 2 Mm. lange, naar de trækker sig sammen, 10 Mm., naar de strækker Kroppen, adskiller sig kun fra de voxne ved Størrelsen. I den første Tid holder de sig samlede; snart begynder de imidlertid at spredes, tager ivrigt Fode til sig og kan være udvoxede efter omtrent 6 Ugers Forløb.

Sneglene dør ikke som Insekterne, naar de har lagt Æg, men kan blive flere Aar gamle og formere sig flere Gange, naar Vejret er dem gunstigt. De gjør megen Skade baade paa Marker og i Haver. I Haverne æder de Bladene af alle Slags Grøntsager; Jordbær og Frugt spiser de ogsaa gærne. De Snegle, der gjør mest Skade paa Markerne, er den nøgne graa Agersnegl {Limax agrestis L.), der bliver c. 5 Cm. lang, er rødlig graa paa Ryggen og lysere graa eller hvidlig paa Fodskiven, og Ravsneglen (Siiccinea putris L.), der har et tyndt, graaligt, spidst Snegle- hus med en stor Skalmund. Paa Markerne æder de det unge Korn, Kløver, Roer og Kaal, idet de særlig vælger de unge, saftige Plantedele; undertiden skal de ogsaa angribe de underjordiske Plantedele, f. Ex. Kartofler, der

184

skal kunne udhules af dem. Er Efteraaret mildt, begynder Skaden allerede paa den Tid, hvorfor det er af Vigtighed at saa Vintersæden saa tidligt som muligt, for at Plan- terne kan være kraftige, naar Sneglene begynder deres Angreb ; i modsat Tilfælde begynder de forst deres Øde- læggelsesværk om Foraaret. Om Vinteren skjuler de sig i Jorden; jo koldere det er, des dybere gaar de ned. Sneg- lene gnaver inde paa Bladpladen , ikke fra Bladranden : paa Korn og Græs, hvor Ribberne gaar parallelt med hin- anden mod Bladets Spids, vil Gnavet vise sig som Længde- linjer ligesom Guldbillernes og Jordloppernes Gnav, men kan kjendes fra disses ved den torrede, glinsende Slim, der efterlades. Ogsaa Kj æraerne, navnlig af Rug, fortæres af Snegle. I 1862 er et saadant Angreb af den graa Ager- snegl iagttaget flere Steder i Landet*): »Kort for Mod- ningsperioden viste de sig i saadan Masse, at man ved Sol- opgang kunde finde indtil 9 Snegle paa et Ax. De gnavede Hul i de vaade, mælkefyldte Kjærner og udsugede Væd- sken, saa at kun den tørre Skal blev tilbage; da Kjærnen blev fastere og indeholdt Mel, gnavede Sneglene i den overste Ende, hvad de kunde overkomme fra Aften, og indtil næste Dags Solskin drev dem ned til Jorden ; i Regn eller taagede Dage forbleve de paa Axet. Efterat Rugen var mejet og sat i Hob, samlede Sneglene sig ved disse, og fandtes om Natten i store Masser paa Vip- perne ...... I 1898 blev et lignende Angreb af Rav- sneglen iagttaget paa Fy en.

Ofte ser man paa vore Kornmarker Straa, der er knæk- kede over , eller , naar man rykker i dem , knækker over, enten lige ved Jordoverfladen eller lidt under den, saaledes at der kan findes nogle Rødder over det knækkede Sted. Man har aldrig bemærket Dyr ved den knækkede Plante, men undertiden er den graa Agersnegl om Morgenen tidligt funden i Nærheden. Sandsynligvis er denne .Mis- dæderen. Der er iagttaget saadanne knækkede Straa hos

Tidsskr. tur Landøkonomi. 8.R. 10. B. 1862. Side 457.

185

alle vore Kornsorter; i Sommeren 1898 var Angrebet særlig hyppigt paa Hveden: fra de forskjelligste Egne af Landet blev der klaget over dette Angreb.

Sneglene fortæres af Muldvarpe, Svin, Ænder, Høns, Krager, Stære og andre Fugle, Frøer, Tudser og nogle Rovinsekter. Deres værste Fjender er imidlertid Kulde og navnlig Tørke. Som Middel til at dræbe dem til— raades det at bestrø Markerne med Stoffer, der udtrækker Vand af dem, f. Ex. Kogsalt eller Kalk. Det Sidste, der ikke er kostbart, er liere Gange anvendt med Held; man benytter frisk læsket Kalk, der let pulveriseres, og udstrer heraf en halv Snes Hektoliter pr. Hektare. Udstrøningen maa foregaa meget tidligt om Morgenen, medens Sneglene endnu er fremme, ti rører Kalken dem ikke, tager de ingen Skade. For at værne sig mod Kalken udsondrer Sneglene en Mængde Slim, der danner et Hylster om dem, som de derefter snart forlader. Saar man nu atter Kalk ud paa samme Maade som første Gang efter 10—15 Mi- nutters Forløb, er Sneglene ikke i Stand til atter at ud- skille Slim; og uden dette Beskyttelsesmiddel vil de strax, naar de berøres af Kalken, skrumpe ind og dø. Denne Fremgangsmaade gjentager man flere Morgener efter hin- anden, og man vil da snart have udryddet Sneglene af Marken. Ved en saadan Kalkudstrøning kan øjne, Ansigt og Hænder let angribes, hvorfor man bor iagttage den Forsigtighedsregel at gnide Øjenbrynene med Olje før Ud- strøningen, og bagefter ikke at vaske Ansigt og Hænder med Vand, men med Olje.

Er Afgrøden paa en Mark helt ødelagt, og man saa- ledes ikke behøver at tage Hensyn til Planterne, vil Tromling i tørt Vejr eller Harvning i fugtigt Vejr kunne dræbe en Mængde Snegle. Man kan ogsaa ødelægge Sneg- lene ved at strø et Bælte af Avner, helst af Byg, langs Markerne, hvor disse støder op til Steder, hvor Sneglene kan gjemme sig om Dagen: Græs- eller Kløvermarker, Diger osv. Sneglene vil da paa deres Vandringer om

18(5

Morgenen eller Aftenen blive hængende fast i Avnerne og omkomme under deres Bestræbelser for at blive fri.

Indsamling kan ogsaa anbefales i hvert Tilfælde paa mindre Arealer. Man anbringer Brædder eller Tagsten omkring paa Jorden; under disse vil Sneglene krybe ind, naar de om Morgenen søger Skjul, og Børn vil da med Lethed kunne samle dem. De indsamlede Snegle kan bruges til Foder for Ænder, Høns eller Svin.

187

V.

Tabel

til Bestemmelse af de i foreliggende Skrift omtalte Dyr, ordnede efter deres Værtplanter.

Hvede.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

Side

Angreb paa Koden.

AA. Rødderne ædes udvendigt fra af Larver.

a. Med Lemmer.

aa. Med Vortefødder : Knoporme

(Agrotis-Arter) 134

bb. Uden Vortefødder.

1. Kroppen haard, cylindrisk eller ti adtry kt, gul : Smældere (Agrio- ^s-Arter o. a.) 79

2. Kroppen blød, trind og krum, hvid: den almindelige Ol- den borre ( Melolonth a vul- garis L.) 70

b. Uden Lemmer: Stankelben {Tipula- Arter) 162

BB. Rødderne suges indvendigt eller udvendigt.

a. Roeaal (Heterodera Schachtii Schmidt) frembringer som yngre smaa Fortykkelser paa Rødderne; senere bryder Hunnerne ud og sidder som smaa runde, mælke- hvide Legemer paa disse 10

b. Bladlus sidder i Kolonier paa Rød- derne og suger paa disse 46

188

Side

B. Angreb paa det underjordiske Stængelstykke. De unge Planter gulner og visner: Smælderlarver (Ag riotes- Arter) æder af de unge Planters Stængel eller gnaver denne helt over 79

II. Angrel) paa tie overjordiske Dele.

A. Unge Planter.

AA. Planterne ædes udvendigt fra.

a. Der efterlades storknet, glinsende Slim paa Planten : Den graa Agersnegl (Limax agrestis L.) æder om Natten Huller

i Bladene og gnaver af Bladspidsen . . . 183

b. Der efterlades ingen Slim paa Planterne, aa. Biller.

1. Hvælvede, springende: Kornjord- loppen ( Haltica vittula Redt.) gjennemhuller Stængler og Blade . 100

2. Flade, ikke springende: A ad s el- biller (Silpka- Arter) skeletterer Bladene eller æder dem fra Kanden 63

bb. Larver.

1. Med Lemmer.

a. Med Vortefødder: Knop orme (Agrotis- Arter) æder om Natten eller i Graavejr ogsaa om Dagen Stængel og Blade og trækker undertiden Resterne med sig ned i Jorden 134

j3. Uden Vortefodder: Ax lob er en (Zdbrus gibbus Fb.) æder af Bla- dene mellem Ribberne eller æder Planten fra Grunden af, saa at den visner; de trækker ofte Resterne med ned i Jorden . . 60

2. Uden Lemmer: Stankelben (Ti- /Hila-Arter) æder om Natten Plan-

189

terne fra Grunden af og trækker ofte Resterne med ned i Jorden . 162 BB. Planterne angribes indvendigt fra af Larver (Maddiker) og er ofte fortykkede.

a. Larver med to tydelige Hager i Forenden og to fremspringende Vorter med Aande- hullerne i Bagenden. Længde c. 3 Mm.: Fritfluen (Oscinis Frit L.) 174

b. Larver uden synlige Hager i Forenden og uden vorteformede Fremspringninger i Bag- enden.

aa. Længde 3 Mm., hvid: den hessiske

Flue (Cecidomyia destriictor Say) . . 151 bb. Længde 7 Mm., gullighvid: den gule

Bygflue (Chlorops taeniopus Meig.) 171 cc. Længde 5 Mm., smudsighvid: Korn- Blomster fluen (Anthomyia coarc-

tata Fall.) 167

CC. Planterne udsuges: Dværgcicaden (Jassus sexnotatus Fall.) frembringer ved sin Sugen brune Pletter paa Bladene, der efterhaanden

visner 54

Ældre Planter.

AA. Angreb ved Grunden af Planten.

a. Straaet gulner*): Smæld er larver (Agrio- tes- Arter o. a.) borer sig ind i Rodhalsen 79

b. Straaet knækker over ved Grunden.

aa. Den graa Agersnegl (Limax agre- stis L.) gnaver Straaet over om Natten 183

bb. Larven af den hessiske Flue (Ce- cidomyia destructor Say) suger paa Straaet. Puppen findes i Alminde- lighed over eller under Knækket . . . 151

cc. Larven af Kornjordloppen ( Haltica

6 ) Hvis hele Planten gulner, skyldes Angrebet Oldenborre larver.

190

Side

vittula Redt.) gnaver Straaet over; Kanterne er brune og uregelmæssigt

gnavede 100

BB. Angreb paa Straaet eller Bladene eller begge Steder.

a. Angreb baade paa Straa og Blade.

aa. Dyrene springende: Dværgcicaden (Jassus sexnotatus Fall.) frembringer ved sin Sugen paa Blade og Straa brunlige Pletter, der kan føre til, at disse eller hele Planten gulner og visner. Angrebet er dog sjældent farligt for ældre Planter 54

bb. Dyrene ikke springende: Kornlusen {Siphonophora cerealis Kalt.) lever i Kolonier indenfor Skeden eller under- tiden paa Bladene og frembringer ved sin Sugen lyse, torre Pletter 52

b. Angreb paa Straa og Skede. Over Knæene, særlig det øverste, findes smaa, menjerøde Larver, der suger paa Straa og Skede, saa at Axet kan blive sortebrunt og vissent; undertiden minerer Larverne indenfor Skedens Overhud: K or nskj æn- der en (Epidosis cerealis Sauter) 159

c. Angreb paa Straaet alene.

aa. Angrebet udenpaa Straaet.

1. Planterne holder sig lave, skrider

i Almindelighed ikke og er oftest

fortykkede.

a. Planten er opsvulmet; ned ad den ene Side af Straaet over øverste Knæ findes der en Fure, frembragt af Larven af den gule B y g f 1 u e (CMorops tae- niopus Meig.) 171

/?. Skeden er oppustet, Straaet ikke

191

Side

gnavet. Indenfor Skeden findes Kolonier af Kornlusen (Sipho- nophora cerealis Kalt.), der suger paa Straaet; Skeden bliver ofte

hvidlig eller rødlig 52

2. Plantens Længdevæxt standses ikke : Larven afSadelmyggen( Cecido- myia eqvestris Wagn.) frembringer over Knæene, særlig det øverste, sadelformede Fordybninger med en ophøjet Vold omkring. Er der mange saadanne Galler til Stede,

bliver Skeden oppustet 157

bb. Angrebet indeni Straaet, hvis Tvær- vægge gjennemædes af Larver.

1. Med Vortefodder: Stængeluglen (Badenet didyma Esp.)*) 139

2. Uden Vortefødder: Halmhvepsen (Cephus pygmæus L.) 111

Angreb paa Bladene.

aa. Ved Sugning frembringes der Pletter paa Bladenes Overside :Spindemiden (Tetranychus telarius L.) er Aarsag til disse, der i Begyndelsen er smaa, langagtige og hvide, men senere breder sig over Bladene, der bliver gule eller brunlige og visner. Paa Undersiden af Bladene findes der en hvidlig, melet Masse, bestaaende af Spind, Dyr, Æg og afskudte Huder 179

bb. Bladene gnaves udvendigt af Biller. 1. Der dannes hvide, aflange Pletter, idet Overhuden paa den ene Side, i Reglen Undersiden, bliver staaende.

Larven af G ræ spy ral i den (Anerastia lotella Hb.) skal ogsaa kunne findes i Straaet.

192

Side

a. Dyrene springende: Kornjord- loppen (Haltica vittula Redt.) 100 ft. Dyrene ikke springende: Guld- biller (Lema cyanella L. og L. melanopa L.). Biller og Larver 104 2. Bladene skeletteres eller ædes fra Banden: Aadselbiller (Silpha-

Arter) 64

cc. Bladene mineres af riere Fluelarver

(Agromyza-krter) 170

e. Angreb paa Skeden alene: Blærefødder (Thrips secalina Lind.) sidder i Kolonier indenfor Bladskeden i Reglen over øverste Knæ og frembringer her store gullige eller

hvidlige Pletter 43

CC. Angreb paa Axet.

a. Axet er vissent, Angrebet stammer fra Straaet. Se under II, B, AA og BB.

b. Angrebet finder Sted paa selve Axet. aa. Baade paa Avner og Korn.

1. Avnerne er omdannede til tynde, haaragtige Traade. Hele Partier af Axet er vissent og indeholder ingen Korn: Larverne af en Blære- fod (Thrips secalina Lind.) bear- bejder Axene for Skridningen: efter denne er Dyrene borte 43

2. Avnerne er ikke omdannede, kun visne eller plettede: Korn lu sen (Siphonophora cerealis Kalt.) suger paa Axene og Axstilkene 52

bb. Alene paa Kornene.

1. Kornene er omdannede til smaa, sortebrune Galler, der indeholder en Mængde mikroskopiske Orme: Hvedeaalen ( Tyl endt us Trit ici Needh.) 12

193

Side

Kornene er udsugede, bortædte eller gnavede.

a. Der findes størknet, glinsende Slim paa Axet : Den graa Agersnegl ( Limax agrestis L.) og Rav snegl en (Siiccinea putris L.) afgnaver og udhuler

om Natten Kornene 183

/}. Der findes ingen størknet, glin- sende Slim.

aa. Fuldtudviklede Insekter. x. O rentvisten (Forficula auricularia L ) udhuler

Kornene 41

y. Biller: Kornløberen (Zabrus gibbus Fab.) æder om Natten de halvmodne Korn, idet den begynder ved Grunden af Axet og gaar opad eller udhuler Kornene fra oven .... 60 fift. Larver.

x. Med Lemmer. Sommer- fuglelarver : Larverne af Ax uglen (Hadena ba- silinea W. V.) o. a. æder sig som smaa ind i de blode Korn: som større sidder de mellem Avnerne og æder Kornene fra oven, selv efter at disse er

blevne haarde 138

y. Uden Lemmer.

xx. Avnerne bliver i Al- mindelighed gul- ell. sortplettede. Gule, som ganske unge glas- 13

194

Side

klare Larver udsuger Frugtknuden og de unge Korn: Hvede- myggen {Cecido- mijia Tritici Kirby) og den orangegule Hvedemyg (Ceci- domyia aurantiaca

Wagn.) 154

yy. Avnerne bliver ikke plettede. Hvide Lar- ver fortærer de unge Korn: Fritfluen (Oscinis Frit L.) . . 174 yy. Baade Larver og fuldtudvik- lede Insekter: En Blære- fod (Phloeothrips frumen- taria Bel.) angriber Frugt- knuderne, saa at der ingen Korn dannes. Det fuldt- udviklede Insekt er sort, Larverne derimod røde og gulligrøde 44

Rug.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

Se under Hvede.

Foruden af den almindelige Oldenborres Larve har der ogsaa her i Landet været Angreb paa Rug af Larven af Ha ve ol denbor ren (Phyllopertha horti- cola L.) 77

II. Ingreb paa de overjordiske Dele.

A. Unge Planter.

AA. Planterne ædes udvendigt fra. Se under Hvede.

195

Side

BB. Planterne angribes indvendigt.

a. Bladene bliver smalle, krusede og krum- mede, og Planten i Reglen fortykket. Dyrene er mikroskopiske: Stængelaalen [Tylenchus devastatrix Kuhn) 8

b. Bladene omdannes ikke. I Hjærteskuddet findes der Larver. Se under Hvede II, A, BB.

CC. Planterne udsuges. Se under Hvede. B. Ældre Planter.

AA. Angreb ved Grunden af Planten. Se under

Hvede. BB. Angreb paa Straaet eller Bladene eller begge

Steder.

a. Angreb baade paa Straa og Blade.

aa. Planten er fortykket, ofte knoldformig opsvulmet, Bladene ofte krusede eller snoede. Planten skrider i Alminde- lighed ikke, men der tidligt. Dyrene er mikroskopiske og lever indeni de nedre Dele af Straaet: Stængelaalen {Tylenchus devastatrix Kuhn) .... 8

bb. Planten bliver ikke monstrøs. Dyrene er synlige uden Forstørrelse; de suger udvendigt paa Planten. Se under Hvede II, B, BB, a.

b. Angreb baade paa Straa og Skede. Se under Hvede.

c. Angreb paa Straaet alene.

aa. Angrebet udenpaa Straaet. Planterne holder sig lave, skrider i Almindelighed ikke og er oftest fortykkede. Se under Hvede II, B, BB, c, aa, 1. bb. Angrebet indeni Straaet, hvis Tvær- vægge gjennemædes af Larver. 1. Med Vortefødder.

a. Larven er i Keglen til Stede i L3*

196

Sule

det angrebne Straa: Stængel- uglen (Hadena didyma Esp.). 139

ft. Larven er ikke mere til Stede i det angrebne Straa, naar Axet er vissent, med mindre den er angreben af Snyltehvepse : S t æ n- gel møllet (Oxenheimeria tau-

rella W. V.) 117

2. Uden Vortefødder : Halmhvepsen

{Ceplnis pygmæns L.) 111

d. Angreb paa Bladene. Se under Hvede.

e. Angreb paa Skeden alene. Se under Hvede. CC. Angreb paa Axet.

a. Axet er vissent , Angrebet stammer fra Straaet, Se under II, B, AA og BB. c.

b. Angrebet tinder Sted paa selve Axet.

aa. Baade paa Avner og Korn. Se under

Hvede, bb. Alene paa Kornene; disse er udsugede,

bortædte eller gnavede.

1. Der findes størknet, glinsende Slim paa Axet: Snegle. Se under Hvede II, B, CC, a.

2. Der rindes ingen størknet, glin- sende Slim.

a. Fuldtudviklede Insekter.

aa. Tæger. En langagtig, æg- formet, okkergul Tæge, Aelia acuminata L., udsuger de unge Korn 57

/9/9. 0 r e n t visten ( Forficula auricularia L.) udhuler Kor- nene 41

yy. Biller. Se under Hvede II, B, CC, aa, y. /?. Larver. Se under livede 11. B,

CC, fifi.

197

Side

Baade Larver og fuldtudviklede Insekter. Se under Hvede II, B, CC, w.

Byg.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

A. Angreb paa Roden.

AA. Rødderne ædes udvendigt fra af Larver. Se

under Hvede. BB. Rødderne suges indvendigt eller udvendigt.

a. Spidsen af de unge Rødder er omdannede til krogformede Galler: Bygaalen {Ty- lenchus Hordel Schøyen) 14

b. Der dannes ingen (i hvert Tilfælde næppe synlige) Galler paa Rødderne. Se under Hvede I, A, BB, a og b.

B. Angreb paa det underjordiske Stængelstykke. Se under Hvede.

II. Angreb paa de overjordiske Dele.

A. Unge Planter.

AA. Planterne ædes udvendigt fra. Se under

Hvede. BB. Planterne angribes indvendigt af Larver (Maddiker) og er ofte fortykkede.

a. Vinterbyg. Se under Hvede II, A, BB.

b. Sommerbyg.

aa. I Forenden af Larverne lindes to ty- delige Hager, i Bagenden to frem- springende Vorter med Aandehullerne. Længden c. 3 Mm.: Fritfluen (Os- cinis Frit L.) 174

bb. Hagerne i Forenden er ikke synligt1, der findes ingen vorteformede Frem- spring-muger i Bagenden. Længden

198

c. 7 Mm.: Korn-Blomsterfluen

{Anthomyia coarctata Fall.) 166

CC. Blade og Straa udsuges.

a. Dyrene lever kolonivis og springer ikke: Havrelusen (Aphis Avenae Fab.) suger paa Undersiden af Bladene, hvorved der paa Oversiden fremkommer rodbrune Pletter. Ved stærkt Angreb bliver Blade og Stængler rødbrune, og Planterne falder visne om 53

b. Dyrene lever ikke i Kolonier og er sprin- gende: Dværgcikaden (Jassus sexno- tatus Fall.) frembringer brune Pletter paa Bladene, hvorved disse visner 54

DD. Bladene mineres af den graa Bygminér- flue {Hydrellia griseola Fall.), Ceratomyza denticornis Panz. o. a. Bladene bliver først gulplettede, senere affarvede og visner til

Slut 159

B. Ældre Planter.

AA. Angreb ved Grunden af Planten. Se under Hvede.

BB. Angreb paa Straaet eller Bladene eller begge Steder.

a. Angreb baade paa Straa og Blade. Se under Hvede.

b. Angreb paa Straa og Skede. Se under Hvede.

c. Angreb paa Skede og Blade. Indenfor Skeden findes Kolonier af Havrelus {Aphis Avenae Fab.), der suger paa denne. Planten holder sig i Keglen lav, Skeden bliver oppustet og Bladene ofte spiral- formig rullede 53

d. Angreb paa Straael alene

aa. Angrebet udenpaa Straaet. Se under Hvede II, B, BB, c, aa.

199

bb. Angrebet indeni Straaet, hvis Tvær- vægge gjennemædes af Larver : H al m - hvepsen (Cephns pygmæus L.) ... 111

cc. Straaet overgnaves over øverste Knæ : Fritfluen (Oscinis Frit L.)*) . . . . 174

e. Angreb paa Bladene.

aa. Ved Sugning frembringes der Pletter. Se under Hvede II, B, BB, d, aa.

bb. Bladene gnaves. Se under Hvede II, B, BB, d, bb.

cc. Bladene mineres af riere Fluelarver: den graa Bygminérflue {Hydrellia griseola Fall.) , Ceratomyza denti- cornis Panz. o. li 169

f. Angreb paa Skeden alene. Se under Hvede II, B, BB, e.

CC. Angreb paa Axet.

a. Axet er vissent. Angrebet stammer fra Straaet. Se under Hvede.

b. Angrebet finder Sted paa selve Axet.

aa. Baade paa Avner og Korn. Se under Hvede.

bb. Alene paa Kornene, der er bortædte, udsugede eller gnavede af fuldtudvik- lede Insekter eller Larver. Se under Hvede II, B, CC ,9.

Havre.

Angrel) paa de underjordiske Dele.

»Se under Hvede.

') Undertiden finder man Straaet paa samme Sted ligesom skaarel fuldstændigt regelmæssigl over. Dette Pænomen skyldes vistnok rent mekaniske Aarsager.

200

II. Angreb paa de overjordiske Dele. side

A. Unge Planter.

AA. Planterne ædes udvendigt fra. Se under

Hvede. BB. Planterne angribes indvendigt af Larver.

a. Med Lemmer: Jordloppelarver {Haltica ferruginea Scop.) udhuler Straaet lige over Kodhalsen; de unge Planter bliver gule og visner, for det 3die eller 4de Blad

er skudt frem 101

b. Uden Lemmer: Fritfluen (Oscinis Frit L.) 174

CC. Blade og Straa udsuges. Se under Byg. DD. Bladene mineres. Se under Byg.

B. Ældre Planter.

AA. Angreb ved Grunden af Planten. Se under Hvede. (Dog angriber den hessiske Flue ikke Havre.)

BB. Angreb paa Straaet eller Bladene eller begge Steder.

a. Angreb baade paa Straa og Blade.

aa. Planten er fortykket osv. Se under

Rug. bb. Planten bliver ikke monstros. Dyrene

suger indvendigt paa Planten.

1. Dyrene er mikroskopiske, Planterne ofte rodlige med oppustede Skeder: meget hyppigt (inder der ingen Skridning sted: Mider 180

2. Dyrene er ikke mikroskopiske. Se under Hvede II, B, BB, a.

b. Angreb paa Skede og Blade. Se under Byg 11, B, BB, c.

c Angreb paa Straaet alene.

aa. Straaei udsuges af Bladlus. Se under Hvede II, B, BB, c, ,?.

201

bb. Straaet overgnaves over øverste Knæ: Larven af Fritfluen (Oscinis Frit L.) 174 (I. Angreb paa Bladene.

aa. Ved Sugning frembringes der Pletter. Se under Hvede.

bb. Bladene gnaves: som oftest dannes der hvide, aflange Pletter, idet Over- huden paa den ene Side, i Regelen Undersiden, bliver staaende.

1. Dyrene springende: Kornjord- loppen {Haltica vittula Redt.). . 100

2. Dyrene ikke springende: Guld- biller (Lema cyanella L. og L. melanopa L.). Biller og Larver . 104

cc. Bladene mineres. Se under Byg II, B, BB, e, cc. CC. Angreb paa Axet.

a. Axet er vissent, Angrebet stammer fra Straaet. Se under II, B, AA og BB.

b. Angrebet finder Sted paa selve Axet.

aa. De mælkede Korn er udsugede, Av- nerne blege og tomme: Hvidax*).

1. .Mellem Smaaaxene findes der Blad- lus eller Efterladenskaber af disse i Form af afskudte Huder: Korn- lusen (Siphonophora cerealis Kalt.) 'rJ

2. Der findes ingen saadanne Efter- ladenskaber.

a. Indenfor Avnerne i et eller flere af Smaaaxene findes der en hvid Maddike eller en brun Puppe; den sidste kan ogsaa ligge frit

Hvidax hos Havre kan ogsaa fremkomme som Følge af uhel- dige Vejrforhold, navnlig for stærk Kulde i Tiden før Skrid ningen, det er da altid de nederste Smaaax, der er golde; naar de derimod skyldes Dyr, navnlig Fritfluer, kan de golde Ax hnde< baade ved (i runden, i Midten og i Spidsen.

202

Side

mellem Axene: Fritfluen (Os-

cinis Frit L.) 174

ft. Dyrene er mikroskopiske, Planten ofterødfarvet: Galmider (Phij-

toptus tenuis Nal.) 180

bb. De ældre Korn er gnavede; der dannes ikke Hvidax: Fritfluen (Oscinis FritL.) 174

Fodergræsser.

I. Angreb paa Roden.

A. Rødderne ædes udvendigt fra af Larver. AA. Med Lemmer.

a. Med Vortefødder.

aa. Lever i Rør af sammenspundne Jord- partikler, udfodrede med Silkespind: Humlehov er en (Hepialns Hiimuli L.) 145

bb. Der spindes ikke Rør.

1 . Valseformede : K n o p o r m e(Agrotis- Arter) 134

2. Spoleformede, Hadena-Arter .... 140

b. Uden Vortefødder, aa. Kroppen blød.

1. Fladtrykt, ikke krum: Daseillus cervinus L 84

2. Trind, krum : den a 1 m i n d e 1 i g e Oldenborre (Melolontha vulgaris L.), Have- Olden bor ren {Phyl- lopertha horticola L.) og andre Torbister ti<>

bb. Kroppen haanl: Smældere (Agriotes-

Arter) 79

BB. Uden Lemmer : S t a n k e I b e n ( Tipula-Avter) L62 l'». Rødderne suges indvendigt eller udvendigt. AA. Der dannes Galler paa Rødderne.

203

Bide

a. De unge Rodspidser omdannes til opsvul- mede, krogformede Legemer: Bygaalen (Tylmchus Hordei Schoyen) 14

b. Knoldformede Opsvulmninger spredte paa Rodtrævlerne : R o d a a 1 e n ( Heterodera radiclcola Greef.) 23

BB. Der dannes ikke Galler paa Rødderne*).

a. Smaa runde, mælkehvide Legemer findes spredte paa de ofte stærkt forgrenede Rodder : R o e a a 1 e n {Heterodera Schachtii Schmidt) 16

b. Bladluskolonier paa Rødderne .... 48

II. Angreb i Rodhalsen af Sommerfuglelarver.

A. Smaasommerfugle.

AA. I Ror af sammenspundne Jordpartikler:

Græs møl {Gramhus) 124

BB. I Spind over Roden af Græsserne: Græs-

pyr aliden {Anerastia lotella Hb.) 125

B. Storsommerfugle.

AA. Kroppen valseformet.

a. Jordfarvet, glinsende: Knoporme {Agro- //N-Arter) 134

b. Smudsig kjodfarvet: Apamea testacea Hb. 145 BB. Kroppen bliver tyndere bagfra fortil: Næt-

uglen {Nænia typica L.) 137

CC. Kroppen spoleformet.

a. Grundfarven graa eller rodliggraa: Rod- uglen {Hadena monoglypha Hfn.) og den teglstensrode Natugle (//. lu- teritia Hfn.) 140

b. Grundfarven bronce, paa Ryggen mørkere, paa Bugen lysere.

aa. Fem skarpt afsatte lyse Længdebaand

*) I hvert Tilfælde ikke synlige uden Forstørrelse.

204

Side

paa Ryggen: Foder g ræsuglen

(Neuron ia popularis F.) 144

bb. Tre mindre tydelige, smallere, lyse Længdebaand paa Ryggen: Græs- uglen (Charceas graminis L.) . . . . 145

III. Angreb paa (le overjordiske Dele.

A. Baade paa Straa og Blade.

AA. Planterne fortykkes og busker sig stærkere end normalt.

a. Dyrene mikroskopiske: Stængelaal (Tg- lenchus devastatrix Kuhn) 8

b. Dyrene ikke mikroskopiske. Smaa hvide Larver i Hjærtet eller indenfor Skederne eller brune Pupper indenfor Skederne: Fritfluen (Oscinis Frit L.) 174

BB. Planterne gnaves udvendigt fra,

a. Der findes storknet, glinsende Slim paa Planterne: den g raa Agersnegl (Limax agrestis L.) 183

b. Der findes ingen storknet Slim: Som- merfuglelarver, Kvikuglen (Hadena basilinea W. V.) og den mattegnede Natugle (Hadena sordida Bkh.) .... 138

( '( !. Paa Straa og Blade findes der violette Knuder : G r æ s a a 1 ( Tylenchus graminis).

B. Paa Straaet alene.

AA. Planten holder sig kort; Skridningen hindres ofte: Kornlusen (Siphonophora cerealis Kalt.) suger paa den overste Del af Straaet. 52

BB. Plantens Længdevæxt standses ikke.

a. Straael udhules af Larver.

aa. Med Vortefødder: Hadena-Aitex . . . lo!) bb. Uden Vortefødder: Halm hvepsen (Ceplin.< pygmæus L.) 111

b. Straaet beskadiges over overste Knæ.

205

Bide

aa. Straaet gnaves : Fritfluen (Oscinis Frit L.) 174

bb. Straaet udsuges: Mider eller Blære- fødder (Thrips) 180

C. Paa Blade og Skeder; Skederne hyppigt oppustede, Planterne forkortede: Hav r el u sen (Aphis Avenae Fab.) 53

D. Paa Bladene alene.

AA. Bladene spindes sammen 2—3 til et Hylster og fortæres indvendigt fra af Timothé- vikleren (Tortrix paleana Hb.) 122

BB. Bladene spindes ikke sammen.

a. Bladene gnaves.

aa. Guldbiller og deres Larver (Lema

cyanella L. og L. melanopa L.) . . . 104 bb. Sækmol (Coleophora) 120

b. Bladene suges.

aa. Paa Undersiden af Bladene findes der en hvidlig, melet Masse: Spinde- miden (Tetranychus telarius L.). Se nærmere under Hvede II, B, BB, d, aa.

bb. Der findes ingen hvidlig, melet Masse paa Bladenes Underside : D v æ r g - cikaden (Jassus sexnotatus Fall.). Se nærmere under Hvede II, B, BB, a, aa.

c. Bladene mineres af Larver, bliver hvid- plettede eller hvide og visner.

aa. M addiker , forskjellige F 1 u e 1 a r v e r (Hydrellia griseola Fall. og Agromyza- Arter) 169

l»l). Sommerfuglelarver, Mol (Elachista og Coleophora) 120

E. Paa Axet.

AA. Axet vissent, Angrebet stammer fra Straaet.

Se under III. B, BB. BB. Angrebet sker paa selve Axet.

206

Side

a. Større Partier af Axet eller Toppen an- gribes.

aa. Smaaaxene bliver golde: Blære- fod der (Thrips) 44

bb. Der gnaves af Larver.

1. Sommerfugle: Eremobia ochroleuca Esp. og Hadena scolopacind Esp. 138

2. Fluer: Timothéfluen {Cleigastra flavipes Meig.) 169

b. Frugtknuderne eller Frøene angribes af Dyr indeni disse.

aa. Frugtknuderne opsvulmede, mørkerøde, Avnerne ofte stærkt forlængede: Dy- rene mikroskopiske : Nematoder (Tylenchus Phalaridis o. a.).

bb. Frugtknuderne ikke omdannede. Frøene fortæres indvendigt af Maddiker, Eng-Rævehale saaledes af E n g - Rævehale-Galmyggen {Oligotro- phiis Alopecuri Reuter) , S tr a n d - svingel af en ikke beskreven Diptér- larve o. il 160

Boghvede.

I. Angreb paa Koden af Larver.

A. Med Vortefødder: Knop orme {Agrotis- Arter) . . 134

B. Uden Vortefødder.

AA. Haarde, cylindriske eller fladtrykte, gule eller

brune: Smældere {Agriotes-kvtQv) 79

BB. Bløde, trinde, krumme, hvide, den almin- delige Oldenborre {Melolontha vulgaris L.) 70

II. Angreb paa de overjordiske Dele.

A. Stængelstykkerne bliver korte og tykke: Planten naar ikke til Blomstring; Dyrene er mikroskopiske

207

og lever inden i Stænglen: Stængelaalen (Ty-

lenchus devastatrix Kuhn) . 8

B. Planten gnaves af Sommerfuglelarver.

AA. Med 3 Par Vortefodder: Gamma uglen

(Plusia gamma L.) 131

BB. Med 5 Par Vortefodder: Knop orme

(Agrotis Tritici L.) 134

Hør.

I. Angreb paa hele Planten.

Planten tørrer hen og visner: Hør-Blære foden (Thrips Lini Lad.) suger som Larve paa Rødderne, som fuldtudviklet Insekt paa de overjordiske Dele . . 45

II. Angreb paa de underjordiske Dele.

Se under Boghvede.

III. Angreb paa Blade og Stængel.

A. Bladene bliver plettede og visner; paa Undersiden findes der et hvidligt, melet Spind: Spindemiden (Tetranychus telarius L.) 179

B. Blade og Skud gnaves.

AA. Af Biller: Jordlopper (Haltica Euphor-

biae Fb.) 101

BB. Af Sommerfuglelarver.

a. Med 5 Par Vortefødder: Ærteuglen (Mamestra Pisi L.) 141

b. Med 3 Par Vortefødder: G am m au gi en (Plusia Gamma L.) 131

C. Spidsen af Skuddene omdannes til kugleformede Galler, der bestaar af sammenpakkede og fortyk- kede Blade: Galmyg (Cecidomyia sp.)

208

IV. Angreb paa Kapslerne.

A. Biller: Jordlopper (Haltica Euphorbiae Fb.) gnaver udvendigt paa Kapslen 101

B. Sommerfuglelarver: Hor vikler en {Conchylis epilinana Zell.) lever indeni Kapslen 121

Humle.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

A. Der suges paa Rødderne: Roeaal (Heterodera Schachtii Schmidt). Se nærmere under Hvede . . 1(5

B. Der gnaves paa Rødderne.

AA. Tusindben: den traadtynde Julus guttu-

latus Fb 30

BB. Insektlarver.

a. Med Vortefodder: Humlebor er en {Hepia- lus Humuli L.) æder af Rodderne og huler Rodstokken ud 145

b. Uden Vortefødder.

aa. Haarde, cylindriske eller fladtrykte, gule eller brune : Smældere (Agriotes- Arter) 70

bb. Bløde, trinde, krumme, hvide: den almindelige Ol den bor re (Melo- lontha vulgaris L.) og andre mindre Torbister 70

II. Angreb paa de overjordiske Dele.

A. Angreb paa Bladene og Skuddene. AA. Bladene udsuges.

a. Paa Undersiden af Bladene findes der en hvidlig, melet Masse; Bladene bliver rød- plettede (K ob b er b r a n d) : S pin de m i d e n (Tetranychus telarius L.) 170

209

Side

b. Paa Bladene findes der Honningdug; de angrebne Blade bliver mørke og falder af: Bladlus (Aphis Humuli Schrk.) 48

c. Paa Bladene findes hverken Spind eller Honningdug.

aa. Dyrene springende: Dværgcikaden (Jassus sexnotatus Fall.) 54

bb. Dyrene ikke springende: Humle- tægen (Capsus vandalicus Kossi) . . 57 BB. Bladene gnaves.

a. Der findes storknet, glinsende Slim paa Planten, Snegle gnaver Huller i Bladene, aa. Nøgne: den graa Agersnegl (Limax

agrestis L.) 183

bb. Skalbærende: Helix- Arter 182

b. Der findes ingen størknet, glinsende Slim.

aa. Sommerfuglelarver.

1. Bladene rulles ind fra Spidsen: Humlemøllet (Gracilaria fidella Keutti) 120

2. Bladene rulles ikke ind.

a. 5 Par Vortefødder: Pile ur t- uglen (Mamestra Persicariae

L.) og fl.a 141

/?. 4 Par Vortefødder: Humle- uglen (Hypena rostralis L.) . 133 y. 3 Par Vortefødder: Gamma- uglen (Plusia Gamma L.) . . 131 bb. Biller: Roesnu debillen {Otiorhyn- chus Ligustici L.) gnaver Knopperne

og de unge Skud 87

CC. Bladene mineres.

a. Sommerfuglelarver: Humleminérmollet (Cosmopteryx eximia H\v.).

b. Fluelarver: AgromyzafrontalisMeig.o.&. 171

14

210

Side

B. Angreb paa Humlekopperne.

AA. Kobberbrand. Se under II, A, AA, a. BB. Bladlus. Se under II, A, AA, b.

Kartofler. I. Angreb paa Knoldene.

A. Knolden er angreben indvendigt af mikroskopiske Dyr. Brunlige , i Midten lysere , Pletter strækker sig mere eller mindre dybt ind i Knolden, hvis Overflade ofte bliver sortegraa, bølget og foldet: Stængelaalen (Tylenchus devastatrix Kuhn) . . 8

B. Knolden gnaves udvendigt fra.

AA. Tusindben: Julus guttulatus Fb 30

BB. Insektlarver.

a. Med Lemmer.

aa. Med Vortefadder : K n o p o r m e (Agrotis-

Arter) 134

bb. Uden Vortefødder.

1. Kroppen haard, cylindrisk eller flad- trykt, gul eller brun: Smældere (Agriotes- Arter og den kobber- glinsende Smælder (Elater aeneus L.)) 79

2. Kroppen blod, trind, krum, hvid: den almindelige Oldenborre (Melolontha vulgaris L.) 70

b. Uden Lemmer : S t a n k el b e n ( Tipula-

Arter) 162

C. Knolden og de øvrige underjordiske Dele udsuges: Bladlus (Tyckea Phaseoli Pass.) 52

II. Angreb paa de nederste Dele af Stænglen, der udhules over eller ander Jordens Overflade af Larver.

A. Med Lemmer.

AA. Med Vortefodder: Hydroecia micacea Esp. . 137 BB. Uden Vortefødder: den kobberglin sende

Smælder (Elater aeneus L.) 83

211

Side

B. Uden Lemmer: den maaneplettede Kartoffel- flue (Eumerus lunatulus Meig.) 164

III. Angreb paa Stængel og- Blade.

A. Der suges paa Planten.

AA. Bladlus: Kartoffellusen (Aphis Solani Kalt.) sidder paa Undersiden af Bladene; paa Oversiden fremkommer der rodlige, til— sidst smudsigbrune Pletter 52

BB. Tæger: Ka al tægen (Strachia oleracea L.)

og Ly g æns- Arter 56

B. Der gnaves paa Planten.

AA. Der findes storknet, glinsende Slim paa Planten: den graa Agersnegl (Limax agrestis L.) 183

BB. Der findes ingen størknet, glinsende Slim.

a. Biller.

aa. Springende: Jordlopper (Haltica ferruginea Scop. og Fsylliodes affinis Payk.) 101, 103

bb. Ikke springende.

1. Sorte, med gule Længdestriber paa Vingerne: Koloradobillen (Chrysomeladecemlineata L.), baade Biller og Larver 95

2. Sorte, uden Længdestriber: Ren- fanbillen {Adimonia Tanaceti L.), baade Biller og Larver .... 97

3. Rødbrune, med sorte Pletter: den ha ar ede Mariehøne (Epilachna globosa L.), baade Biller og Larver 107

b. Sommerfuglelarver.

aa. Med 5 Par Vortefødder: Knop orme (Agrotis- Arter) 134

bb. Med 3 Par Vortefødder: Gamma- uglen (Plusia Gamma L.) 131

14*

212 Beder (Runkelroer, Sukkerroer).

I. Aiigrel) paa unge Planter.

Side

A. Der suges paa flodgrenene: Ro ea al en (Hetero- dera Schachtii Schmidt). Se nærmere under Hvede 16

B. Der gnaves af Planten. AA. De underjordiske Dele.

a. Tusindben: Julus guttulatus Fb. og J. terrestris L 30

b. Insekter.

aa. Biller: Runkelroebillen*) (Ato- maria linearis Steph.) gnaver af Roden og de underjordiske Stængeldele, saa disse bliver sorte. Paa samme Maade skal ogsaa Larven optræde GT

bb. Larver.

1. Med Lemmer.

a. Med Vortefødder: Knop orme

(Agrotis- Arter) 134

/?. Uden Vortefødder.

aa. Kroppen haard, cylindrisk eller fladtrykt, gul eller brun : S m æ 1 d e r I a r v e r

(Ag riotes- Arter) 79

/9/9. Kroppen blød, trind og krum. hvid: den almindelige Olden bor re (Melolontha vulgaris L.j 70

2. Uden Lemmer: Stankelben (Ti- pula- Arter) 162

BB. De overjordiske Dele. a. Biller.

aa. Springende: Kaalj ordloppen (Hal- tica oleracea L.) æder Kimblade, Kim- knop eller de ganske unge Blade ... 98

•) Den skal ogsaa kunne æde af Bladene.

213

bb. Ikke springende.

1. Brede, nåde: A ad s el biller (Sil- pha atrata L. og S. opaca L.) . . 04

2. Smalle, hvælvede, cylinderformede: Roesnu debillen (OHorhynchus Ligustici L.) 87

b. Larver, sorte, bænkebideragtige: Aads el- bil ler {Silpha- Arter) 64

II. Angreb paa ældre Planter.

A. Angreb paa de underjordiske Dele.

AA. Der suges paa Rodgrenene: Roeaalen (Hete- rodera Schachtii Schmidt). Se nærmere under

Hvede 16

BB. Der gnaves i Roen af Larver.

a. Indvendigt: Snudebiller (Cleonus- Arter) 87

b. Udvendigt.

aa. Med Vortefødder : K n o p o r m e (Agrotis- Arter) gnaver Gange ind i Roen (kan undertiden hule den helt ud) eller gnaver Roen helt over, hyppigst lige under

Rodhalsen 134

bb. Uden Vortefødder.

1. Kroppen haard, cylindrisk eller fladtrykt, gul eller brun: Smæl- dere*) (Ag riotes- Arter og Athous hirtus Hbst.) gnaver den unge Roe over eller gnaver Gange ind i Roen 79

*) Et mærkeligt Angreb, der maaske kan skyldes Smælderlarver, har jeg iagttaget paa Roemarker i Nordfyn. Et Stykke under Jorden var Roerne snørede ind, saaledes at den nederste Del kun ved en tynd, vissen Stilk st.nl i Forbindelse med den øvre Del; i flere Tilfælde var Forbindelsen brudt, saa den øverste Del sad som et kort, kegleformet Legeme, der let lod sig trække op af Jorden.

214

Side

2. Kroppen blød, trind og krum, hvid: den almindelige Oldenborre {Melolontha vulgaris L.) gnaver den nedre Del af Eoen over, saa at Planten gulner; ogsaa de øvre Dele

kan angribes 70

B. Angreb paa de overjordiske Dele. AA. Angreb paa Bladene.

a. Der suges paa Bladene.

aa. Paa Undersiden af Bladene findes der hvidt Spind: Spindemiden {Tetra- nychus telarius L.). Paa Oversiden faar Bladene lyse Pletter, der efter- haanden breder sig, og visner .... 179

bb. Der findes intet Spind, men ofte Honningdug: Bedelusen {Aphis Pa- paveris F.) 50

b. Der mineres i Bladene: Roe fluen (An- thomyia con fonnis Meig.) o. fl. (skal ogsaa kunne gaa ind i den øverste Del af Koden) 166

c. Der gnaves af Bladene, aa. Biller.*

1 . Springende : J o r d 1 o p p e r ( Haltica- Arter) 98

2. Ikke springende.

a. Brede, temmelig flade, skjold- formede, gulgrønne eller brune: den plettede Skjold bille (Cassida nebulosa L.) gnaver enten Huller i Bladene eller Pletter, hvor Ribberne og Over- huden paa den ene Side bliver staaende 105

/?. Brede, Hade, sorte: A ad s el- biller (Silpha-Arter) gnaver hyp- pigst Bladene fra Randen ... 63

--. Langstrakte, hvælvede, cylinder-

215

Side

formede: Snudebiller (Otio- rhynch us-Atter og Cleonus-Arter) 87 o. Halvkugleformede : Coccinella

conglobata Gyll 107

bb. Larver.

1. Med Vortefødder. a. 5 Par.

aa. Forskjelligt farvede, gronne og brune med enkelte Bor- stehaar: Mani estra- Arter . 141

Øø. Jordfarvede, glinsende, uden Haar :Knoporme (Agrotis- Arter) 134

/9. 3 Par: Gamma uglen (Plusia

Gamma L.) 131

2. Uden Vortefødder.

a. Korte, brede, gronne med hvide Tegninger: den plettede Skjoldbille ( Cassida neba-

losa L.) 105

/?. Mere langstrakte, bænkebider- agtige , morkebrune : A a d s e 1 -

biller (Silpha-Arter) 63

y. Tykke, bløde, stærkt haarede: Coccinella conglobata Gyll. . . 107 BB. Angreb paa Stængler, Blade og Blomster af Planter, der dyrkes til Frøavl: Bedelusen (Aphis Papaveris F.) 50

Roer (Turnips og Rutabaga), Kaal og- Raps.

I. Angreb paa do underjordiske Dele.

A. Der suges paa de fine Rodgrene: Koeaalen (Hete- rodera Schachtii Schmidt). Se nærmere under Hvede 10

B. Der ædes af Roden eller den underjordiske Stængel.

216

AA. Biller: Runkelroebillen {Atomaria li- nearts Steph.). Se nærmere under Beder . . 67 BB. Larver.

a. Der dannes kugleformede Galler, hyppigst lige under Rodhalsen : Kaalga lle-Snude- b i 11 en (Ceuthorhynchus sulcicollis Gyll.). I hver Galle findes én Larve, eller Gal- lerne er smæltede sammen til et Komplex med flere Larver i 87

b. Der dannes ikke Galler, aa. Larver med Lemmer.

1 . Med Vortefødder : Knoporme (Agrotis- Arter). Se nærmere under Beder 134

2. Uden Vortefødder.

a. Kroppen haard, cylindrisk eller fladtrykt, gul eller brun: Smæl- dere (Agriotes- Arter , Athotts- Arter , Lacon murinus L.). Se

nærmere under Beder 79

ft. Kroppen blod, trind og krum, hvid: denalmindeligeOlden- borre (Melolontha vulgaris L.j. Se nærmere under Beder .... 70 bb. Larver uden Lemmer.

1 . Med tydeligt, brunt Hoved : Rap s - snudebillen (Baridius c/t/or is F.) borer sig frem inde i Marven fra den overjordiske Stængel ned i den underjordiske Stængel og Roden

og forpupper sig her 89

2. dden tydeligl Hoved: Kaal- B I o m s t e r 11 u e n (Anthomyia Bras- sicae Bouché) æder udvendigt af Stængel og Rod eller gnaver Gange tæt under Barken ; de angrebne Dele gaar i Forraadnelse 165

217

II. Angreb paa de overjordiske Dele. Side

A. Angreb paa Blade og Stængler. AA. Dyrene minerer.

a. I Stænglen, Bladstilken eller Ribberne, aa. Larver med Lemmer: Rapsjord-

1 o p p e n (Psi/lliodes chrysocephalus L.) borer sig ud af den overjordiske Stængel under et Sideskud og forpupper sig i

Jorden 101

bb. Larver uden Lemmer: Rapssnu de- billen (Baridius chloris F.) vandrer ned i den underjordiske Stængel og forpupper sig her 89

b. I Bladkjodet.

aa. Larver med Lemmer: den gulstrib ede

Jordloppe (Haltica nemorum L.) . 99 bb. Larver uden Lemmer: Fluelarver . 171 BB. Planten angribes udvendigt fra.

a. Dyrene suger.

aa. Der findes Honningdug og afskudte Huder: Kaallusen (Aphis Brassicae L.) suger paa Blade, Stængler og Blomsterstande; Bladene kruses og bugtes ofte 52

bb. Der findes ingen Honningdug og af- skudte Huder: Ka al tægen (Strachia oleracea L.) 56

b. Dyrene gnaver.

aa. Der findes storknet, glinsende Slim: den graa Agersnegl {Limax agre- stis L.) 183

bb. Der findes ingen storknet , glinsende Slim. 1. Biller.

a. Springende: Jordlopper {Hal- tica nemorum L. , H. oleracea L., Psijlliodes chrysocephalus L.) 98

218

Side

f}. Ikke springende*).

o.a. Brede, temmelig flade, skjold- formede, gulgrønne eller brune : den plettede Skjold bille (Cassida ne-

bulosa L.) 105

/?/?. Brede, flade, sorte: Aad- selbiller (Silpha-ÅTter) . . 63 Larver. a. Med Vortefødder.

aa. 6 Par: Ka al-Bladhvep- sen (Athalia spinarum Fb.) 109 #0. 5 Par.

#. Lever i Spind paa Under- siden af Bladene: Kaal- m øllet (Plutella cruci-

ferarum Zell.) 118

y. Lever frit.

xx. Haarede : Hvid- sværmere (Pieris-

Arter) 146

i/t/. Nøgne, i hvert Til- fælde kun med spredte Borstehaar: Mame-

stra-Årtev 141

yy. 3 Par : Gammauglen (Plu-

sia Gamma L.) 131

$. Uden Vortefødder.

aa. Slanke, graasorte: Kaal- j ord lop pen (Haltica ole-

racea L.) 98

/?/9. Langstrakte, bænkebiderag- tige, mørkebrune: Aadsel- biller (Silpha- Arter) . . . 63

*) Oldenborrer skal i Flyveaarel kunne afblade Planterne fuld stændifft.

219

Bide

;-;-. Korte, brede, grønne med hvide Tegninger : den plet- tede Skjoldbille (Cassida nebulosa L.) 105

B. Angreb paa Blomster.

AA. Dyrene suger paa Blomsterne: Kaallusen

(Aphis Brassicae L.) 52

BB. Dyrene gnaver paa Blomsterne.

a. Snuden forlænget: Ceuthorhynchus assi- milis Pk. . . 89

b. Snuden ikke forlænget: Kap s gi an s billen (Meligethes aeneus F.). Bille og Larve . 65

C. Angreb paa Skulper og Fro.

A A. Skulperne spindes sammen : R a p s p y ralide n

(Orobena extimalis Scop.) . 126

BB. Skulperne spindes ikke sammen.

a. Biller: Rapsjordloppen {Psylliodes chrysocephalus L.) 101

b. Larver.

aa. Med Lemmer: Rapsglansbillen

(Meligethes aeneus F.) 65

bb. Uden Lemmer.

1. Med brunt Hoved: Ceuthorhynchus assimilis Pk. lever enkeltvis i Skul- perne °9

2. Uden Hoved: Kaal-Galmyggen (Cecidomyia Brassicae Winn.) lever selskabeligt i Skulperne 150

Gulerod. I. Angreb paa de underjordiske Dele.

A. Tusindben: Julus guttulatus Fb 30

B. Insektlarver.

AA. Æder i det Indre af Roden, a. Uden Lemmer.

220

Side

aa. Med Hoved, Længde 15 Mm., Kroppen rynket: H a ve- Haar myggen (Bibio

hortulanus L.) Kil

bb. Uden Hoved. Længde 5 Mm., Kroppen glat: Gulerodsfluen (Psila Rosae

Fabr.) 167

b. Med Lemmer: Humleboreren (Hepialus

Humuli L.) 145

BB. Æder Roden udvendigt fra.

a. Larver med Vortefødder: Knop orme (Agrotis- Arter) 134

b. Uden Vortefødder.

aa. Kroppen haard, cylindrisk eller flad- trykt , gul eller brun : Smældere (Agriotes lineatus L. og Lacon mu- rinus L.) 79

bb. Kroppen blod, trind og krum, hvid: den almindelige Oldenborre (Melolontha vulgaris L.) 70

II. Angreb paa do overjordiske Dele.

Angreb paa Bladene.

AA. Bladene sammenspindes og fortæres: Mol

(Depressaria- Arter) 120

BB. Larverne lever frit paa Bladene og gnaver af

disse: Pileurt-Uglen (Mamestra Persi-

cariae L.) og andre Storsommerfugle .... 141 Angreb paa Stængelen. AA. Der suges paa Stængelen: Bladlus (Aphis

Papaveris Fb.) 50

BB. Der gnaves Huller i Stængelen: Mol (De-

pressaria-Arter) 120

angreb paa Skjærmene, Blomsterne og Frugterne. AA. Angreb paa Blomsterne: Mol (Depressaria-

A.rter) spinder Blomsterne sammen og for-

tærer dem 120

BB. Angreb paa Frugterne.

221

Side

a. Frugterne omdannes til oppustede Galler: Larven af en Galmyg (Asphondylia Um- bellatarum F. Lw.) lever i Gallen 161

b. Frugterne omdannes ikke, men sammen- spindes og fortæres: Gul er ods vikler en (Grapholitha rufillana Wlk.).

Kløver. I. Angreb paa de underjordiske Dele.

A. Dyrene er mikroskopiske, snylter indeni Rødderne og frembringer Galler: Rodaalen (Heterodera radiciola Greef.) 23

B. Dyrene er ikke mikroskopiske og gnaver Rødderne indvendigt eller udvendigt; der fremkommer ingen Galler.

AA. Der gnaves indvendigt i den øvre Del af Roden : Larven af Klaverbar k billen (Hylesinus Trifolii Mtill.) 94

BB. Der gnaves udvendigt paa Roden.

a. Larver med Lemmer.

aa. Kroppen liaard, cylindrisk eller flad- trykt , gul : Smældere (Agriotes- Arter) 79

bb. Kroppen blød, trind og krum, hvid: den almindelige Oldenborre (Me- lolontha vulgaris L.) og den noget mindre Haveolden bor re (Phyllo- pertha horticola L.) 70

b. Larver uden Lemmer.

aa. Kroppen hvid, lidt krummet: den stribede Bladrandbille (Sitones lineatus L.j 86

bb. Kroppen graa, valseformet: Stankel- ben (Tipula- Arter) 162

222

II. Angreb paa de overjordiske Dele.

A. Hele Planten bliver monstrøs, forgrener sig stærkt og faar korte, opsvulmede, ofte hvidlige Skud: Stængelaalen (Tylenchus devastatrix Kiihn) snylter i de nedre Stængeldele*) 8

B. Planten bliver ikke monstres. AA. Der suges paa Planten.

a. Paa Undersiden af Bladene findes et hvid- ligt, melet Spind; paa Oversiden dannes hvide, senere visne Pletter: Spinde- miden (Tetranychus telarius L.) .... 179

b. Der findes intet hvidligt, melet Spind paa Bladene: derimod hyppigt klæbrig, glinsende Honningdug: Ærtelusen (Si- phonophora Pisi Kalt.) suger paa Under- siden af Bladene og paa de unge Skud . 50

BB. Der gnaves paa Planten.

a. Der findes størknet, glinsende Slim: Agersnegl.en (Limax agrestis L.) . . . 183

b. Der findes ingen storknet, glinsende Slim. aa. Angreb paa Stængelen: Larver af

Snudebiller (Apion- Arter) gnaver

indeni Stængelen 92

bb. Angreb paa Bladene.

1. Bladene mineres: Fluelarver (Agromyza Trifolii Kalt. o. 11.) . . 171

2. Bladene gnaves. «. Biller.

aa. Gnaver Bladene fra Kanden: Bladrandbiller (Sitones- Arter) 86

:; Enkelte Partier af Planten kan af andre Grunde være mon- strnse: der kan saaledes tindes Stængelgaller, Eoiopgaller, Blom- stergaller, rullede eller foldede Blade, hvilke (laller skyldes Galmider, Galmyg og Snudebiller. Da de er sjældne og ingen praktisk Rolle spiller, medtages de ikke i Nøglen.

223

ftft. Gj en nem huller eller skelet- terer Bladene.

x. Springende: Jordlop- per (Haltica- Arter) gj en- nemhuller Bladene. ... 98 y. Ikke springende.

xx. Halvkuglelbrmede: denhaaredeMarie- h o n e {Epilachna glo- bom 111. j 107

yy. Flade: densortglin- sende Aadselbille (Silpha atrata L.) . 64 /?. Larver.

aa. Med Lemmer.

x. Med Vortefødder.

xx. 5 Par: Ærteuglen (Mamestra Pisi L.) og Pi le urt uglen (M. Persicariae L.) . 141 yy. 3 Par: Gamma- uglen (Plusia Gam- ma L.) 131

y. Uden Vortefødder: den haarede Mariehøne (Epilachna globosa 111.) . 107 fifl. Uden Lemmer: K lo ver- gal myggen (Cecidomyki Trifolii Lw.) lever fiere sammen i sammenfoldede

Blade 158

cc. Angreb paa Blomster og Frugter.

1. Hovederne visner: Larverne af S p i d s m u s s n u d e b i 1 1 e r (Apion- Arter) æder de unge Frugter ... 91

2. Hovederne visner ikke; Larverne

224

Bide

lever i Frøene : en F r o b i 1 1 e (Bruchus sp.) 94

Lucerne og andre Sneglebælgarter.

A. Angreb paa de underjordiske Dele: Tusindben (Jnlus londhiensis Leach.) 30

B. Angreb paa de overjordiske Dele.

AA. Bladene sammenfoldes og omdannes til blege eller rødlige, oppustede, bælglignende Galler: Cecidomyia Onobnjchidis Br 158

BB. Planten gnaves af Roesnudebillen (Otio-

rhynchus Ligustici L.) 87

Se iovrigt Klover.

Kj ællingetand.

A. Blomsterne omdannes til rodlige, opsvulmede, luk- kede Galler: Kjællingetand-Galmyggen (Ce- cidomyia Loti D. G.) 158

B. Spidsen af Skuddene omdannes til ægformede Galler, dannede af de tæt sammenpakkede, bruskede Endeblade: en Galmyg (Diplosis Barbichi Kieff.).

Se iovrigt Klover.

Ærter.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

A. Tusindben, Julus- Arter , beskadiger væsentligst Kimplanter og spirende Fro 30

B. Insektlarver.

AA. Med Lemmer.

a. Med Vortefødder : Knoporme [Ag rot 'i is- Arter) 134

b. Uden Vortefødder.

aa. Kroppen haard, cylindrisk eller Had- trykt, gul: Smældere (Acfriotes-Artei) 79 bb. Kroppen blød, trind og krum. hvid:

225

Side

den almindelige Oldenborre (Me- lolontha vulgaris L.) og den noget mindre Haveolden borre (Pkyllo-

pertha horticola L.) 70

BB. Uden Lemmer.

a. Med mørkt, latiniseret Hoved: den stri- be de B la dr an dbille (Sitones lineatus L.) 86

b. Med lyst, ikke kitiniseret Hoved: Have- Ha ar myggen (Bibio horttdanus L.) . . 161

II. Angreb paa Blade og Stængler.

A. Der suges paa Planten. Se under Klover II, B, AA.

B. Der gnaves paa Planten.

AA. Der findes storknet, glinsende Slim: Ager- sneglen (Limax agrestis L.) 183

BB. Der findes ingen størknet, glinsende Slim.

a. Bladene mineres: Phytomyza Pisi Kalt. laver slyngede, brune Gange 171

b. Bladene gnaves udvendigt fra. aa. Biller.

1. Bladene gnaves fra Randen: Blad- randbiller (Sitones- Arter) .... 86

2. Bladene gjennemnulles: en Jord- loppe (Haltica rufipes L.) .... 101

bb. Larver.

1. Med 5 Par Vortefødder: Ugler (Mamestra-Avter) 141

2. Med 3 Par Vortefødder: Gamma- uglen (Plusia Gamma L.) .... 131

III. Angreb paa Bælge og Fro.

A. Angrebet udvendigt paa Bælgene: Korn -Blære- foden (Thrips cerealium Hal.) suger paa de unge Bælge, saa at disse standses i deres Væxt eller visner 45

B. Angrebet indvendigt i Bælgene.

AA. Larver med Lemmer: Ærteviklere (Gra- pholitha- Arter) gnaver af Ærterne, idet de

15

226

Side

gaar fra den ene til den anden og forurener

dem med deres Exkrementer 121

BB. Larver uden Lemmer.

a. Med Hoved: Ærte-Frobillen (Bruchus Pisi L.) lever enkeltvis indeni Ærterne . 93

b. Uden Hoved: Ærte-Galmyggen (Ceci- donnjia Pisi Winn.) lever samlede i de unge Bælge og æder de umodne Ærter . 158

Esparsette.

Se under Ærter.

Lupin.

De unge Planter visner: Larven af Lupinfluen (Arithomyia funesta Kuhn) æder sig ind i Roden, Stængelen og Bladene 167

Se iovrigt under Ærter.

Vikker.

I. Angreb paa de underjordiske Dele.

»Se under Ærter.

II. Angreb paa Blade og Stængler.

A. Dyrene frembringer Galler.

AA. Bladgaller. Bladene foldes sammen og om- dannes til opsvulmede, bælgagtige Legemer: Vikke-Galmyggen ( Cecidomyia Viciae Kalt,).

BB. Stængelgaller. Stængelen svulmer op; indeni disse Opsvulmninger lever Larven af en Spidsmussnudebille (Apion Gyllerihallii Schrnk.).

B. Dyrene frembringer ikke Galler. AA. Der suges paa Planten.

a. Spindemiden (Tetranychus telarius L.). Se nærmere under Kløver 179

227

Side

b. Vikkelusen ( Siphonophora Viciae Kalt.) og B e d e 1 u s e n (Aphis Papavens F.) frem - bringer redbrune Pletter paa Bladene, især i den øverste Del 50

c. Blærefødder (Thrips Sambuci Heeg.) bevirker, at Bladene bliver sorte og skrumper sammen 45

BB. Der gnaves paa Planten.

a. Der findes storknet, glinsende Slim paa Planten: Agersneglen (Limax agrestis

L.) 183

b. Der findes ingen storknet, glinsende Slim. aa. Bladene mineres: Fluelarver (Agro-

myza-Aiter) 171

bb. Bladene gnaves udvendigt fra. Se under Ærter II, B, BB, b.

III. Angreb paa Bælge og Frø.

De unge Bælge udsuges, standses i deres Væxt og

visner: Blærefødder (Thrips*)) 45

Bælge og Frø gnaves.

AA. Larver med tydeligt, kitiniseret Hoved.

a. Gnaver paa Bælge og Frø: Spidsmus- snudebiller (Apioh Craccae Grm.) ... 92

b. Gnaver enkeltvis indeni et Fro: den al- mindelige Frobille (Bruchus grana- rius Payk.) 94

BB. Larver uden Hoved: Galmyg (Cecidomyia sp.) lever samlede i de unge Bælge og for- tærer Frøene.

') Formodentlig T. Sambuci Heeg.

228

Navneliste over de omtalte Dyr.

Side

Aatlselbiller 63

Aarevingede 108

Acronycta Rumicis 144

Adimonia Tanaceti 97

Aelia acuminata 57

Aftensværmere 130

Agersnegl, den graa 183

Agriotes lineatus 79

— obscurus 83

— sputator 83

Agromyza carbonaria .... 171

— frontalis 171

— graminis 170

laminata 171

— lateralis 170

— nigripes 171

pusilla 171

scutellata 17.1

Trifolii 171

— Viciae 171

Agrotis exclamationis .... 134

— segetum 134

— Tritici 134

Anerastia lotella 125

Anguillula Dipsaci 8

Anguilluliner 7

Anthomgia Brassicae .... 165

— coarctata . ... 167

— conformis .... 166

ftmesta 1<>7

gnava 166

— nigritorsis. . . . L66

— radicum L66

— tHmaculata ■ . . 166

Side

Anthomyinae 165

Apamea tcstacea 145

Aphididae 46

Aphis Avenue 53

— Brassicae 52

— Papaveris 50

— Rumicis 50

— Solani 52

Apion apricans 91

— assimile 91

— Craccae 92

— Trifolii 91

— seniculwm 92

— virens 92

Arachnida 178

Aricia Betae 166

— Spinaciae 166

Arthropoda 25

Asopia /'arinalis . 128

Asphondylia Umbellatarum 161

Athalia spinarum 109

Athous haemorrlioidalis ... 83

hirtus 83

Atomaria linearis 67

Axløberen 60

Axuglen 138

Baridius chloris 89

Barkbiller 94

Bedefluen L66

Bedelusen 50

Jlili in lin >i ul c nus 161

Biller 57

Bladhvepse 108

229

Side

Bladlus 46

Bladrandbille, den stribede. 86

Bladrandbiller 85

Blomsterfluer 165

Blærefødder 43

Blodbiller 83

Bloddyr 181

Brachyeera 164

Bruchus granarius 94

— Pisi 93

— rufimanus 93

Bygaalen 14

Bygflue, den gule 171

Bygminérflue, den graa ... 170

Bærtæger 56

Bønne-Frøbillen 93

Calandra granaria 90

Calocoris bipunctatus .... 56

Capsus vandalicus 57

Carabidae 60

Cassida nebulosa 105

Cecidomyia aurantiaca . . . 156

— Brassicae .... 150

— Gerealis 159

— destructor ... 151

— eqvestris .... 157

— Loti 158

— ochracea .... 158

— Onobrychidis . . 158 Pisi 158

— Trifolii 158

Tritici 154

Cephns pygmæus 111

Ceratomyza dentieornis . . . 170

Ceuthorhynchus assimilis . . 89

— sulcicollis . 87

Charaeas graminis 145

CJilorops Herpinii 174

— lineata 174

— taeniopus 171

Chrysomela decemlineata . . 95

Chrysomelidae 94

Side

Cikader 54

Cleigastra flavipes 169

Cleonus 87

Coccinella conglobata .... 107

— globosa 107

Coccinellidae 107

Coleophora 120

Coleoptera 57

Conchylis epilinana 121

Cosmopteryx eximia 120

Crambus 124

Crustaceae 29

Curculionidae 85

Cydnus bicolor 56

Dascillns cervinus 84

Depressaria applana .... 120

— depressella . . . 120

— douglassella . . 120

— nervosa 119

— purpurea. ... 120

Diplosis Barbichi 224

Diptera 149

Dværgcikaden 54

Elachista 120

— atricomella .... 139

Elater aeneus 83

Elateridue 78

Endrosis lacteella 128

Eng-Kærehalens Gralmyg . . 160

Engtæger 57

Ephestia elutella 127

— Kuhniella 128

Epilachna globosa 107

Eremobia ochroleucu .... 138

Eumerus lunulatus 164

Fluer HH

Fløjlsormeii 109

Fodergræsuglen 144

Forficula av/ricularia . ■ ■ ■ 11

Fritfluen 174

230

Side Frøbille, den almindelige . . 94 Frøbiller 92

Gaasebillen 77

Gaasefoduglen 143

Galmider 180

Gainmanglen 131

Gemyseuglen 143

Glimmerbøssen 65

Glomeris 30

Gracillaria fidella 120

Grapholitha dorsana .... 121

— nebritana ... 121

— rufillana. . . . 122 Gryllotalpa vulgaris .... 39

Græsmøl 124

Græspyraliden 125

Græsstraauglen 139

Græsuglen 145

Guldbiller 94

Gulerodsfluen 167

Gulerodsmøllet ........ 120

Hadena basilima 138

— bicoloria 139

— didyma 139

lateritia 140

— monoglypha .... 140

— scolopacina 138

— sordida 138

strigilis 139

Halticu Euphorbiae 101

— ferraginea 101

— nemorum 99

oleracea 98

— rufipes 101

vittula 100

Ealmhvepsen 111

Eave-Haarmyggen 161

Haveoldenborren 77

Havreaalen 21

Havrelusen 53

l fedeoldenborreii 77

Side

Hemiptera 45

Hepialus Humuli 145

— lupulinus 145

Hessiske Flue 151

Heterocera 130

Heterodera radicicola .... 23 — Schachtii .... 16

Hjælrakjæbede 38

Homoptera 46

Hnmleminérmwllet 120

Humlemøllet 120

Humletægen 57

Humleuglen 133

Hvedeaalen 12

Hvedefluen 174

Hvedemyg, den orangegule 156

Hvedemyggen 154

Hvedeuglen 134

Hvidaxmøllet 117

Hvidaxuglen 139

Hvidsværmere 146

Hgdrellia griseola 170

Hydroecia micacea 137

Hylde-Blærefoden 45

Hylesimis Trifolii 94

Hymenoptera 108

Hypena rostralis 133

Høpyraliden 127

Hør-Blærefoden 45

Hørvikleren 121

Insecta 30

Insekter 30

Jassns sexnotatus 54

Jordkrebsen 39

Jordloppe, den gulstribede . 99

Jordlopper 98

Jordugler 134

Julus 30

— gwttulatus 208

— londinensis 224

terrestiis 212

231

Side

Kaal-Bladhvepsen 109

Kaal-Blærefoden 45

Kaalfluen 165

Kaalgallesnudebillen 87

Kaal-G-almyggen 158

Kaalh vidsværmer, den lille. 146 — , den store 146

Kaaljordloppen 98

Kaallusen 52

Kaalnaøllet 118

Kaalpyraliden 126

Kaalorme 146

Kaaltægen 56

Kaaluglen 142

Kartoffelbillen 95

Kartoffelboreren 137

Kartoffelflue, den maaneplet-

tede 164

Kartoffellusen 52

Kloveraalen 9

Kløverbarkbillen 94

Kløver-G-almyggen 158

Knoporme 134

Kolerafluer 43

Koloradobillen 95

Konunenmollet 119

Kornbillen 90

Korn-Blomsterfluen 167

Korn-Guldbiller 104

Kornjordloppen 100

Kornlusen 52

Kornmøl, det franske .... 116

Kornmøllet 115

Kornorm, den livide 115

— , den sorte 90

Kornskjænderen 159

Kornsmælder, den mørke . . 83

Kornsmælderen 79

Krebsdyr 29

Kvikuglen 138

La con mitrinus 83

Lamellicornia 69

Side

Lasiops occulta 166

Leddyr 25

Lema cyanella 104

— melanopa 104

Lepidoptera 113

Limax agrestis 183

Lipura armata 38

Lupinfluen 167

Lygaeus 56

Lygus campestris 57

— pratensis 56

Løbebiller 60

Maalere 130

Macrolepiåoptera 130

Malacodermata 83

Mamestra Brassicae 142

— oleracea 143

— Persicariae .... 141

— Pisi 141

— Trifolii 143

Mariehøne, den haarede . . 107

Mariebøns 107

Meligethes aeneus 65

Melmøllet 128

Melolontha hippocastani . . 11

— vulgaris 70

Melpyraliden 128

Meromyza saltatrix 171

Microlepidoptera 114

Mider 17K

Myg 150

Myriopoda 29

Møl 115

Naenia typica 137

Natoldenborren 77

Natsommerfugle 130

Natugle, den mattegnede . 138 , den teglstensrode . 140

Nematoder 6

Nemocera 150

Neuronia popnlaris 144

232

Nocttudae . . Næbmundede

Nætuglen . .

Side 131 45 137

Oldenborre, den almindelige 70

— , den sortrandede 77

, St. Hans- .... 77

Oligotrophus Alopecuri ... 160

Orobena exstimalis 126

— frumentalis 127

— stramentalis .... 127

Orthoptera 38

Orthotylus nassatus 56

Oscinis Frit 174

Otiorhynchus Ligustici ... 87 Oxenheimeria taurella ... 117

Pelslus

Pentatoma juniperina . . Phloeothrips frumentaria Phyllopertha horticola . Physopoda .

bl 44 77 43 Phytomyza affinis 171

— atra 171

— cinereiformis . . 171

— femoralis .... 171

— MUH 171

— Pisi 171

Phytoptidae 180

Phytoptus tennis 202

Pieridae 146

Pieris Brassicae 146

— Napi 146

— Rapae 146

Pileurtuglen 141

Pionea forficalis 126

Plusia gamma 131

1'hth lla annulatella I 1!»

— cruciferarum . ... 118

Podurer 38

Polydesmus 30

Psila liosae 167 ,

Psylliodes uf/in i* 103 j

Side Psylliodes chrysocephalus . . 101

Pyralider 124

Pyralis secalis 139

Rapsglansbillen 65

Rapshvidsværmeren 146

Rapsjordloppen 101

Rapspyraliden 126

Rapssnudebillen 89

Ravsneglen 183

Renfanbillen 97

Retvingede 38

Rhizotrogus Fallenii .... 77

— solstitialis ... 77

Rhopalocera 146

Rhynchota 45

Rodaalen 23

Roduglen 140

Roeaalen 16

Roesnudebillen 87

Rundorme 6

Runkelroebillen 67

Saddelmyggen 157

Salatsmælderen 83

Scarabaeidae 69

Scolytidae 94

Scopola margaritalis .... 126

Serica brunnea 77

Silpha atrata 64

— opaca 65

— reticulata 65

Silphidae 63

Siphonophora cerealis .... 52

Pisi 51

— Yiciae .... 51

Sitones grisens 86

lineatus 86

Sitotroga cerealella 116

Skjoldbille, den plettede . . L05

Skjoldbiller 105

Skræppeuglen 1 14

Skumcikaden 55

233

Side ]

Smaasommerfugle 113

Smælder, den kobberglinsende 83

— , den musefarvede . 83

Smældere 78

Snegle 181

Snudebiller 85

Sommerfugle 113

Spidsmussnudebiller 91

Spindemiden 179 !

Spinder, den rede 179 I

Spindere 130

Spindler 178

Springhaler 38

Stankelben 162 ]

Storsommerfugle 130 I

Stængelaalen 8

Stængelmøllet 117

Stængeluglen 139

Strackia oleracea 56

Succinea putris 183

Sædpyraliden 127

Tenthredinidae 108 i

Tetranychus telarius 179

Tettigonia spumaria .... 55

Thrips 43

— cerealium 45

— Lini 45

— Sambuci 45

— secalina 43

Tiniothéfluen 169

Timothévikleren 122

Tinea granella 115

Tineidae 115

Tipula maeulosa 162

Side

Tipula oleracea 162

— pratemis 162

Torbister 69

Tortricidae 121

Tortrix paleana 122

Tovingede 149

Traadorm, den gule 79

Træhvepse 111

Tusindben 29

Tylenelms devastatrix .... 8

— graminis 204

— Hordei 14

— Trit id 12

Tæger 55

Ugler 131

Uroceridae 111

Vikkelusen 51

Viklere 121

Vintersæduglen 134

Ypsilonuglen 134

Zabrus gibbus 60

Ærte-Frøbillen 93

Ærte-Galmyggen 158

Ærtelusen 51

Ærteuglen 141

Ærtevikler, den maaneplet-

'tede 121

Ærtevikler, den raadyrfar- vede 121

Ørentvisten

11

Rettelser.

Pag. 32, L. 8—9 f. o. Læs : ... Luftrørene, Nerverne og Blod- banerne fortsætter sig. Senere klapper Væggene sammen, saa at Hulrummet forsvinder undtagen i de stærkt kitiniserede og paa forskjellig Maade forgrenede Ribber, der danner Skelettet i Vin- gerne.

Pag. 65. Foran Rapsglansbillen indskydes: G Ian s bi 11 er (Ni- tidulidae).

Pag. 67. Foran Runkelroebillen indskydes: Chryptophagidae.

BBfwsaft -

C^M^J

SMITHSONIAN INSTITUTION UBRARIES

3 ^Dflfl D03D713fl fl

nhent SB931.R83 Vort landbrugs skadedyr blandt insekter

!

■

.

■

m * 3*-

*rKJ^ <;**

rt>'/.'

'

i

■

;

w^m^

.

-.

. ,

.

U's>'l*V