Barberkniven; en kriminalroman om dommerformodninger.

Go ugle

This is a digital copy of a book thai was preservcd for general ions on library shelves before il was carefully scanned by Google as part of a projecl

to makc thc world's books discovcrable online.

Il has survived long enough Tor the copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whcthcr a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books

arc our galeways to thc pasl. rcprcscnling a wcalth ol'history. cullurc and knowlcdgc ihat's ol'tcn dillicult lo discover.

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from the

publisher lo a library and linally lo you.

Usage guidelines

Google is proud to partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to
prevent abuse by commercial parlics. iiiclutliujj pladujj lechnical reslrictions on aulomatcd querying.
We alsoasklhat you:

+ Make non -commercial u.se of the files We designcd Google Book Search for use by individuals. and we requesl thai you usc these files for
personal, non -commercial purposes.

+ Refrain from aiitoiatiteil t/nerying Do not send automaled queries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine
translation. Optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We encourage the
use of public domain malerials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it.

+ Keep it legal Whatever your use. remember thai you are responsible for ensuring ihat what you are doing is legal. Do not assume that just
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other

counlries. Whelher a book is slill in copyright varics from country lo counlry. and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of
any specilic book is allowed. Please do nol assume ihal a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manncr
anywhere in the world. Copyright iiifringcmcnl habil i ty can be quite severe.

About Google Book Search

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover ihc world's books wlulc liclpinjj aulliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search ihrough llic lul I lexl of this lu mk on llic web
al |_-.:. :.-.-:: / / books . qooqle . com/|

Go ugle

Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online.

Den har overlevet længe 1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog.

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret 1 fra

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der

ofte er vanskelig ni opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige.
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at,
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni 1 projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet.

• Overhold regierne

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogso»'iiiii|;

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at ilet hjælpfy forfatte re og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa |http : //books . google , coiti|

t

415SE6

•AT- fALLE-ROSENKRANTZ-

EMENONJKE
n-c-n ØO&MANCEL- V-ll

NOrasK-fOiAS

BARBERKNIVEN

N'*

Published October 23rd nineteen hundred
and seven. Privilege of copyright in the United <

States reserved under the Aet approved March
third, nineteen hundred and five, by the author
Palle Rosenkrantz.

PALLE ROSENKRANTZ

BARBERKNIVEN

EN KRIMINALROMAN
OM DOMMERFORMODNINGER

(OMSLAGSTEGNING AF ARILD ROSENKRANTZ)

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

KØBENHAVN OG KRISTIANIA

1907

^ V »' -J -J ^

- »i ^

.J

-' ^ ^
<• « .-

J _

J « w. sJ J ° "'

J J ^ .> J J

J _ -

1 J .

TOG. No. 3 t 2 »Cg

TH
FU

^E NEW YORKJ

JBLICLIBRARY 1

415886

is

FR. BAGCBS KGL. HOF-BOGTRYKKERI
KØBENHAVN

cv t

« « • • ^» # • w * . *• v .

* * ^ • » . • * * - ". - °

* • V V w

9 *b * t> fa *•»-

fc „ ». -v

INDLEDNING

I

-Det er altsaa i Embeds Medfør, Ds. Naade søger
mig?

Grevinde Polly nikkede alvorligt. — Som konsti-
tueret Birkedommer i Edelsborg Birk. Netop! Kære
Skram, det kunde ikke være bedre! — Den gamle
Birkedommer Madsen vilde det være umuligt at have
talt til om dette. Umuligt! Men De, kære Skram, er
min Ven — ikke sandt? min trofaste Ven! Altsaa, —
Henrik og jeg har bestemt, at vi — at jeg ... . at gaa
hver til sit. Er det ikke det, det hedder paa Dansk?

Grevinde Polly Jernskæg var af Fødsel Amerikaner-
inde, og Birkedommer Skram syntes, at hendes Accent
tog ak det konventionelle bort af hendes Tale.

Birkedommer Skram var kun konstitueret i Anled-
ning af en Embedsvakance ; han var Assistent i Justits-
ministeriet og 38Aar; men som Søn af en Departe-
mentschef var han selvskreven til at gøre Karriere.
Skram var tillige stærkt indtagen i Grevinde Polly —
det var forresten alle Mennesker — ; han spillede
vidunderlig smukt Violoncel, og Grevinden elskede
Musik.

8

Deraf Venskabet, som havde varet i en Vinter, et
Foraar og en halv Sommer. Dertil kom, at Birkedom-
merboligen med sin Have med store, gamle Træer laa
lige overfor Slottet, kun skilt fra dette ved den gul-
grønne Slotsgrav.

Over den havde Grevinde Polly nu roet sin lille,
hvide Baad. Hun skulde jo tale med Birkedommeren
i Embeds Medfør. Hun og Lensgreve Henrik Jernskæg
havde altsaa bestemt at gaa hver til sit.

Hans var Grevskabet Edelsborg med Tilliggende af
Gods, Skove, Kirker og Tiender; hendes var — hun
selv, ikke andet.

Og dog syntes Skram, at Grevens var den mindste
Del.

La belle dame sans mercy — kaldte Naboerne Grev-
inde Polly, og saaledes var hun malet af en af Landets
første Kunstnere. En Florentinerinde, der vakte alles .
Haab, men intet lovede og derfor heller ikke behøvede
at holde Løfter. En Florentinerinde, som disse Renæs-
sancens Kvinder er genfødte i Nutidens Amerika.
Hendes Haar var brunligt, men i Solen lyste det med
gylden Glans; det var skilt og delt i svære Lokker,
der bruste om det fine, ovale Ansigt. Hendes Øjne
havde alle Farver, og ingen vidste den rettes Navn, og
hendes Mund var stundom buet og svulmende, stun-
dom sluttet og fast, næsten grusom. Hun bar altid,
uden Hensyn til Modens Krav, et udringet Liv, der lod
den slanke, hvide Hals fri. Hendes Hænder var Mona
Lisas, dem ingen glemmer, og hendes Skikkelse var

9

middelhøj og fyldig — egentlig for svulmende til det
ovale Ansigt og den slanke Hals.

La belle dame sans mercy!

Fremmed var hun for alle Egnens Folk, da hun som
attenaarig drog ind paa Edelsborg, fremmed var hun
den Dag, da hun med sit eget stille Smil betroede
Birkedommer Skram, at hun og Grev Henrik var
bleven enige om at gaa hver til sit.

Det undrede ikke Skram. Han spurgte blot:

Og Ivar?

Ivar! gentog Grevinden. — Han er i Dag rejst til
sit College — til Herlufsholm, dér skal han blive, til
han bliver Student. Han er nu en stor Dreng paa elleve
Aar — og De ved, Skram, det er Henriks Dreng, ikke
min. Henrik tog mig for at faa en Moder til sin Dreng,
endnu inden Drengen var født. Stamherren — det var
min første Pligt, og den opfyldte jeg. Jeg gav selv
Drengen Die og passede ham godt, saa længe han var
lille. Vi Amerikanerinder kan være gode Mødre. Men
Ivar var altid Stamherren — Henriks Dreng. Og det
skal han faa Lov at blive.

Han bryder sig ikke heller om sin Mor. Det ved De
jo. 'Ivar er Henriks Barn, ikke mit. Og jeg bryder mig
ikke om Børn.

Det vidste Skram.

Nu er jeg 30 Aar, fortsatte Grevinden — og hun
smilede lidt træt — 30 Aar, det vil sige, jeg har ikke
længe igen. Og jeg vil leve. De ved, jeg vil leve.
Henrik har givet mig min Frihed og derfor kommer
jeg til Dem: det er jo Dem, der har med det at gøre

10

ligesom med mine Tjenestefolk, naar de løber væk og
mine Hunde, naar de skal ind over Grænsen.

Skram nikkede. Jeg skal foretage den saakaldte
verdslige Mægling og —

Grevinden afbrød — og skrive en Ansøgning eller
hvad det nu hedder til Ministeren. Ministeren er min
Ven, han nægter mig ikke noget. Og De, kære Skram,
De gør jo ogsaa nok alt, hvad jeg beder Dem om?

Skram smilede. Jeg skal foretage den verdslige Mæg-
ling med al embedsmæssig Energi.

Det behøves ikke — Henrik og jeg er enige. Var
jeg lidt ældre, vilde jeg maaske blive. Her er jo kønt,
og Menneskene er rare. Jeg har vænnet mig til Dan-
mark, og jeg holder af Edelsborg. Men Livet, Skram

— jeg lader mig ikke bedrage for Livet. Og jeg har
ikke levet en Dag i mit Liv — jeg mener ikke i min
Musik, men i mit Liv, i det at være rigtig Menneske.
Ikke en eneste Dag, Det har jeg jo sagt Dem de hun-
drede Gange.

Og jeg har ....

Grevinden tog Skrams Haand og trykkede den let.

— De har været forelsket i mig, kære Skram, som den
pæne, velopdragne Jurist De er. Uden Dem var jeg
død af Kedsomhed i Vinter, da Onkel Julius Død tvang
os til at kukkelure hernede. Jeg er Dem hjertelig tak-
nemmelig, kære Ven. Deres Forelskelse har varmet
om mig. Jo, den har. Jeg var ellers død af Kulde. De
ser, De har paa to Maader frelst mit Liv i Vinter. Nu
skal De frelse mig en Gang til !

11

Grevindens Haand laa i Skrams. Han førte den til
sine Læber.

Hun lo.

Stakkels Skram ! De er virkelig forelsket. De maa
ikke blive vred, men de er det alle; selv Henrik —
— stakkels Henrik ! Det hjælper altsammen ikke —
ikke en Smule.

La belle dame sans mercy, sagde Skram; han var
virkelig begyndt at blive lidt varm.

Grevinden lo igen med sin korte, klingre Latter.

Jeg vil savne Deres Violoncel. Men jeg vil sige Dem
for Deres egen Skyld, at vil De ikke dø som Peber-
svend, saa maa De lære et andet Instrument. Jeg tror,
jeg kunde være bleven forelsket i Dem, hvis De havde
spillet Violin, og det ligesaa dejligt som De spiller Vio-
loncel. Men Stillingen, Skram, ikke sandt? Tolstoy
taler om den farlige Violin — Tolstoy har Ret ; men
som Duet for Klaver og Violoncel kunde selv ikke
Kreuzersonaten blive farlig. Det er Stillingen, ikke
sandt, Skram?

Og Grevinden lo igen — stille, lidt drillende.

Naa, nu ingen Dumheder. Det er Alvor, og De er
igen den stive Birkedommer, ligesom naar De forhører
Tyveknægtene dernede, eller Morderne — som De Vel
ikke har forbørt nogen af her i det skikkelige Dan-
mark. Henrik og jeg skal altsaa skilles, og det skal De
sørge for, det siger Henrik; han vil ikke have sin Gods-
forvalter blandet ind i det.

Grevinden rejser? — spurgte Skram.

Jeg rejser! — ja. — til Paris.

12

Alene?

Grevinden rynkede Brynene. Jeg vil gøre Dem op-
mærksom paa, at dette her er et Tillidshverv ; men De
maa ikke spørge mig om, hvad jeg vil gøre i Fremtiden,
for det siger jeg ikke. Og saa meget ved De om mig
allerede Skram, at hvad jeg ikke vil sige, det siger jeg
ikke, om man saa lagde mig paa en glødende Rist.

Og det vidste Skram, — Grevinde Polly var stærk,
stærkere end alle de Mennesker, han havde mødt. En
maaske undtagen — Helmuth Viffert.
• Der for en Tanke gennem Skrams Hoved.

Rejser Helmuth Viffert med til Paris?

Grevinden rejste sig hurtigt!

Nævner De det en Gang til, rejser jeg Hl Køben-
havn og lader alting ordne der af den gamle, sippede
Advokat. Fortiden ved De intet om, Skram, Nutiden
kender De, Fremtiden er min og min alene.

Om Forladelse, sagde Skram — han forstod, at hun
mente, hvad hun sagde. — Jeg skal kun for en Forms
Skyld vide, hvorfor De vil separeres fra Deres Mand.
Ds. Naade forstaar, at det kun er en Formsag.

Grevinde Polly smilede: — Det hele var en Form-
sag. Mit Giftermaal en Formsag. Jeg vilde være Grev-
inde, og selv om Navnet Jærnskæg lyder lidt underligt,
saa er det solidt og gammelt. Edelsborg er ogsaa solidt
og gammelt; skønt havde jeg vidst, hvor rædsomt det
saa ud, før jeg fik Henrik til at bygge det om, tror jeg
næppe, jeg havde taget ham. Men jeg var syg af det
andet — det, De ikke kender — og saa tog jeg Henrik.
Det var en Formsag. Henrik er for god til mig, meget

13

for god. Men det kan nu en Gang ikke hjælpe. Og
Stamherren er vel ogsaa for ham det vigtigste. Som
godt er. Henrik er kun 36 ; han kan gifte sig igen.

Deres Mand elsker Dem, Grevinde Polly. Det ved
De godt, — sagde. Skram alvorligt; og det var sandt,

Grevinden slog med Hovedet: Det gør De jo ogsaa,
Skram, det gør de allesammen, det har de altid gjort.
Kun jeg — jeg selv har aldrig før —

Grevinden blussede let, saa tav hun.

Skram turde ikke sige noget.

Det bankede paa Døren.

Det var Fuldmægtigen. Skrams Kontor laa lige op
ad Havestuen.

Kammerjunker Viffert vilde gerne tale med Birke-
dommeren ?

Bed ham vente.

Og sig ikke, at jeg er her, Holm, — faldt Grevinden
ind. — Han er vandt til at betragte Birkets Politifolk
som en Del af Slottets Tjenerskab.

Fuldmægtig Holm bukkede dybt og forlod Stuen.

Nu gaar jeg, Skram, samme Vej som jeg kom, —
til Søs. Lov mig ikke at sige et Ord til ham om det,
jeg har sagt og at fortælle mig alt, hvad han siger. De
spiser hos os i Aften, ikke sandt? Det er en Slags
Afskedsmiddag. Jeg rejser jo snart. Med Præsten har
jeg talt ; det gamle Vrøvlehoved sagde ikke noget, og
den verdslige Mægling kan vi passende tage efter
Kaffen i Aften, Jeg er kaad, ikke — men det er fordi,
det er forbi — forbi !

14

Og saa rakte Grevinde Polly Birkedommeren sin
Haand. Skram kyssede den to Gange.

Det var hans Ret.

Og Grevinden gik let henover Græsplænen ned til
de hængende Pile, hvor Baaden laa.

Hun kyssede paa Fingeren op mod Skram og gjofde
Baaden los, saa roede hun over mod Slottet, der spej-
lede sig stolt i det gulgrønne Vand.

Skram hørte* hvor hun sang, medens hun roede.
Det var Juvelarien af Faust, syntes han. —

II

Der maatte gaa nogen Tid. Grevindens Baad maatte
først dreje fra den smalle Kanal ned i den brede Sø
foran Slottet uden om de store, hængende Pile, ud
af Syne.

Skram stod lænet til Vinduskarmen og stirrede over
mod Edelsborg.

Skilsmisse! — nu havde Grev Henrik Jærnskæg
altsaa givet sit Samtykke og nu var det forbi — forbi.
Ogsaa for Skram. Nu drog hun ud i den store, vide
Verden, og han — han kunde drage tilhage til Hoved-
staden, til Kancelliet og de mange gule Konceptark, de
inderlig ligegyldige Akter, der føg sammen derinde som
Blade og fejedes væk som Blade.

Edelsborg var en Drøm og nu var Drømmen tilende.

Hvorfor skete dette netop nu? Hun tillod ham ikke
at spørge — og han vidste intet. Han havde kun haft
Øje for hende. De andre havde han ikke kymret
sig om.

Kammerjunker Viffert — der ventede derude! Han
kunde vente lidt endnu.

Baaden svingede om det skarpe Knæ, og hun nik-
kede til ham. —

Viffert kunde det ikke være, det var umuligt, —
denne halvgamle Kyniker! Og desuden, hvorfor saa

16

netop nu? Folk sagde, at hans Bekendtskab med hende
var ældre end hendes Ægteskab. Og hun kunde umu-
ligt — umuligt, !

Den unge Viffert, Kammerjunkerens Brodersøn, der
nylig havde forpagtet Skovgaarden. — Han var i hvert
Fald ung og køn, men ubetydelig, tavs; ret en Land-
junker, en indavlet Blodshest.

Og de to talte aldrig sammen. Sigismund Viffert
kunde vist slet ikke tale. Han var betaget, blændet af
den skønne Slotsfrue — men det var de jo alle, Grev
Henrik ogsaa — og dog havde han givet hende fri,
Lov til at drage, hvorhen hun vilde.

Der laa Edelsborg badet i Sol, Edelsborg med de
svære, røde Mure og det grønne Kobbertag, det lens-
grevelige Slot, der var hendes Hof, hvor hele Stiftet
samledes og hyldede hende som den ukronede Drdn-
ning. Miss Bradlaugh, en ung, amerikansk Skønhed,
hvis Historie hviskedes, men ikke kendtes. Grevinden
paa Edelsborg, der hidsede al Tale i Krogene og altid
førte an. Dronningen, der frivilligt vilde nedlægge sit
Scepter for at leve Livet !

De grønne Hængepile rammede de røde Sten, og
den gulgrønne Grav gav Slottets Billede igen i Guld.
Den sagnrige Borg skulde være bygget af den skønne
Edel Jernskæg, Kong Hans* Frille, hende, om hvem
Svenskerne sang i Rimkrøniken:

Jag sampnade åter mina man,
Och drog så vi till Swerige igen,
Min dronning Chirstin følgde och thå;

17

Jungfru Eddela gjorde och så,
Altid skulde hon åka med mig i sl&da;
Thet gjorde jag for lust og glfide,
Hon kunde val skfimpta med sin ord
Och tårning kasta (Jfver tafvelbord.

Jomfru Edel Jernskæg var Dronning Christinas Jom-
fru, saa ægtede hun Hr. Torben Bille, og han blev ved
hende en stor Mand. Hr. Torben var taalsom og vilde
ikke miste sin Konges Huldskab. Derfor var Kong
Hans ofte hans og Fru Edels Gæst paa Vordingborg
Hus, og Sagnet fortæller, at da Fru Edel laa paa Sotte-
seng og Kongen stod hos, talte hun om Samvittigheds-
nag for Synd ved ham, men Kongen sagde: Ædel var
du i Livet, saa og i Døden.

Sagnet meldte ogsaa, at Fru Edel havde bygget Edels-
borg af sammenlagte Gaarde, Kongens Gave. Hendes
Slægt var vel uddød som Adelsslægt, hendes Moder
var alt kun en Guldsmeds Datter af Næstved; men
senere under Enevælden blev en Mand, der regnede
sig til hendes Slægt, ophøjet i grevelig Stand, og Edels-
borg blev hans Grevskab.

Stort var det og godt. Godset var ikke solgt fra, og
5000 Tdr. Land Skov laa til det, samt 12 prægtige
Kirker. Kapitalen talte de 2 Millioner og Hartkornet
var 1200 Tdr. eller saa. Grev Henriks Fader havde
været en stor Mand, en af Rigets første, Grev Henrik
selv var kun stor af Vækst, skulderbred og før, meget
mild af Sind — Godheden selv, som det hedder, men
tung og uden yK vindetække. Han elskede sin Hustru,

Barberkniven. 2

18

nærmede sig hende i dyb Ærbødighed, som var hun
af finere Stof end han.

Og nu havde han givet hende sin Frihed, for at hun
efter 12 Aars Ægteskab kunde leve Livet! —

Skram vendte sig rask og gik hen til Døren, der
førte ind til Kontoret.

Kammerjunker Viffert rejste sig; han havde siddet
paa en Stol ved Pulten og talt med Fuldmægtigen om
Vejr og Vind.

Træd nærmere, Hr. Kammerjunker, sagde Skram.

Og Kammerjunkeren traadte nærmere. —

Der er Mænd, der lever et langt Liv i blide Kaar,
omgivne af Rigdom til Overflod, kun betænkte paa at
nyde dette Liv for sig alene. Saadanne Mænd gifter
sig aldrig, de elsker mange Kvinder lidt og sig selv
over al Maade. De klæder sig efter Modens sidste
Krav, de bærer gyldne Ringe og Diamanter, de rejser
meget, men ser sjældent mere end Hoteller og Bou-
doirer. De ved meget om faa Mennesker, men intet
om de mange, og de derudenfor eksisterer ikke for
dem. De arbejder ikke; højt regnet jager de og spiller
Kort eller vædder paa Fuldblodsheste. Men de har all id
travlt, saa travlt, at de maa have en Kammertjener til
at hjælpe dem i Tøjet. De spiller kanhænde ogsaa paa
Børsen, men kun for at vinde Penge, og intet, de gør,
sætter Frugt ude i Samfundet. De ernærer nogle Skræ-
dere, nogle Opvartere og nogle løse Kvinder, der lever
højt paa dem.

Og naar de dør, husker ingen dém, skønt alle kendte
dem, medens de levede. Deres Gods tilfalder fjerne

19

Slægtninge, der i Aar har ventet paa den Død, de selv
frygter og strider mod i lange Aar.

Saadan en Mand var Kammerjunker Helmuth v.
Viffert. Han var dansk, men kunde for den Sags Skyld
ligesaa godt have været Russer eller Franskmand.

Middelhøj, slank, elegant, med stærkt, sort Over-
skæg, for sort til det tynde, sirligt redte Haar og de let
rynkede, slappe Træk. Hans krumme Næse bøjede sig
med fine Fløje over dette kulsorte Skæg, og hans brune
Øjne spillede under de tætte Bryn. En Esterhazytype,
som den findes i Monte Carlo og — hos Kellnerne
paa de store Londonske Westend Restauranter.

v. Viffert havde bjerget sig. Som ung gjorde han,
Søn af en halvfattig Godsejer, gale Streger og blev
sendt til Amerika. Han debuterede som Cowboy, pas*
serede Sølvminerne og blev Eventyrer i New York.
Han forstod Kvinderne, og Kvinderne paaskønnede
ham. En skønne Dag var han rig. Og han forstod at
bevare sin Rigdom. Han satte Kursen efter Europa og
levede en Række Aar i Paris. Man gjorde ham ved en
Hoflejlighed til Kammerjunker, og det blev han ved
med at være. Han ejede ingen Ærgærrighed, kun en
vis Magelighed, en grænseløs Egoisme, desuden en
sand Mani for Klæder.

Grev Henrik, der var et Par Aar yngre end han,
havde truffet ham i Paris og dér blev de Venner,
v. Viffert havde blændet den unge Greve, da denne
som nybagt, juridisk Kandidat var bleven sendt til
Gesandtskabet i Paris. Viffert tog sig paa at fordærve

2*

20

Grev Henrik, det lykkedes kun halvt; Grev Henrik
giftede sig, og Viffert blev Husven paa Edelsborg.

Mere end det, tilføjede onde Tunger; dog derom talte
de stille, og intet kunde bevises derom. Men Viffert
havde sine egne Værelser paa Edelsborg og der slog
han sig ned; for hvert Aar, der gik, blev det længere
ad Gangen. Sluttelig regnede man ham med til Huset,
og Stamherren kaldte ham Onkel.

Man^sagde, Grev Henrik var mut mod ham, men han
var Grevindens mattre de plaisir. Vin og Mad forstod
han sig paa, og en Kotillon kunde han opføre som
ingen.

Grevinden kedede sig og elskede at danse. —

Tag Plads, Hr. Kammerjunker — sagde Skram og
skød en Stol hen til Viffert.

Kammerjunkeren rykkede sig lidt i Sædet, Stolen
var haard, den var hjemmegjort i Staden.

Kære Øvrighed, — sagde Viffert. Jeg kommer til
Dem i en meget alvorsfuld Anledning. Krepencen, min
Herre, selve Krepencen, det er en nederdrægtig For-
nemmelse at skulle afbryde Spillet, naar man har Ind-
sats nok og ved, at de andre vil spille videre, mais
enfin c'est inévitable.

Altsaa, det klapper herinde. Professoren kalder det
Arteriosclerose, hvad der lyder plausibelt og det ytrer
sig ved, at Pustet en Gang imellem gaar fra en, saa
man maa være forberedt paa at forlade Livet uden selv
at kunne arrangere Sortien. I Grunden er det Satans
ubehageligt. Tænk om det hændte paa et — lad os
sige — intimt Sted, hvad, — væmmeligt. Jeg kan

21

ikke lade være at tænke paa det, og det berøver mig
stundom baade den fornødne Appetit og den desværre
saa absolut fornødne Andagt. —

Kort sagt, jeg maa lave et Testamente.

Ah, sagde Skram. —

Netop, fortsatte v. Viffert. Jeg ønsker selv efter min
Død at have et Ord med, naar Byttet deles. Jeg har
nogen Formue, og de forsultne Æsler af Slægten Viffert
skal ikke have en Hvid. De har sjoflet mig nok, da det
kneb og krøbet nok for mig, da det var gaaet opad.
De hader mig, og jeg — jeg foragter dem. Je les
méprise — voila tout.

De kan disponere over Deres Formue, som De vil,
sagde Skram. — De har jo hverken Hustru eller Børn.

Ingen ægte Børn, — lo Kammerjunkeren. Og de
udenoms er afgjort kontant. Plebejere af alle Nationali-
teter, la recherche de la paternité est interdite. De
tæller ikke. Men ser De, jeg ønsker at vide, om man
i sit Testamente kan bestemme alt, hvad man har
Lyst til?

Naar det ikke strider mod Lov og Ærbarhed — jo.
Jeg antager ikke, at Hr. Kammerjunkeren vil stride
mod Lov og Ærbarhed?

Absolut ikke — De ved, hvad Hs. sataniske Maje-
stæt gjorde, da han blev gammel ; han gik i Kloster. Det
gør jeg ikke, jamais, det skulde da være et Nonne-
kloster — men jeg forsoner mig med Loven og Ærbar-
heden. Ser De, jeg testamenterer Grevinde Polly alt,
hvad jeg ejer, hun bryder alligevel ud en # Dag og saa
skal hun ikke savne de tilvante agréments.

22

Det gav et Sæt i Skram.

Hun bryder ud, mon cher — løber af Landet, ikke
med dem, men med en Knøs med et glat Ansigt og
saa < • • •

Er det Kammerjunkerens Mening at optage denne
Bryden ud som en Klausul i Testamentet? Det tan-
gerer dog Strid med Ærbarhed, —

Skram forsøgte at smile, men Smilet blev lidt bittert.

Ingenlunde, sagde Viffert. — Hør blot og slaa iøv-
rigt hende ud af Hovedet. De er for dansk, kære Øv-
righed, og Polly bliver aldrig dansk, i hvert Fald ikke
dansk med Dem. Nej, ser De, jeg vilde bede Dem om
at trække et Testamente op for mig, hvori Grevinde
Polly indsættes til min Universalarving, selvfølgelig
med Pligt til at sørge for Gravsted og Obsequium samt
min sidste, lille Erobring etc. — men som Universal-
arving paa en Betingelse, den: at hun ikke gifter sig
med — pas nu paa, nu kommer det — med Sigismund.

Skram studsede.

Viffert lo. De stejler, Øvrighed. Mais c'est vrai. De
har ikke mine Øjne, men hvor det gælder Fruentim-
mer har jeg en sjette Sans. Jeg ser durch igennem
dem, de søde Asner. Det har jeg altid gjort, og derfor
har de aldrig kunnet snyde mig. Nec illa — hun heller
ikke. Dog derom ikke mere. Altsaa hvis hun gør den
Dumhed, saa arver hun intet.

Hvem saa? a — spurgte Skram lidt hæst. Dette her
var nyt og satte ham.

Lad os sige, saa deler vi Klatten ; det er vel en seks
syv Hundrede Tusind — ja, saa meget er det — i 3

23

lige store Dele. Henrik faar en, det vil ærgre ham og
drille de Vifferter, Leonie, De ved Grevindens kvikke,
lille, franske Zofe faar en, hun er min sidste Erobring,
skønt jeg vel ved, at jeg deler hende med Henriks
valet de chambre, Hr. Jørgen Madsen af Skudderløse.
De bliver komplet fjollede af de mange Penge, Resten
løser vi op i en Række umulige Veldædigheder, hvor
de forsvinder.

Kan De lave det, saa bliver De Executor og kan
gifte Dem paa det, naar De bliver kureret. De egner
Dem ikke til at være Ungkarl, og De er for decideret
en Gentleman til, at jeg vil insultere Dem med mit
mildest talt lidt impropre Mammon. Med de andre er
det en anden Sag. De har haft mig paa Kosten i en
Række af Aar.

Skram havde størst Lyst til at sige nej, men han be-
tænkte sig. En Formue er en Formue, og et Dødsfald
er et Renselsens Bad for det urette Mammon — i hvert
Fald for en juridisk Betragtning. Og Skram var Jurist.

Hvornaar skal Testamentet være i Orden ? spurgte
han forretningsmæssigt.

Helst i Morgen, sagde Viffert. Jeg rejser snart til
Aix les Bains for at blive af med min Gigt, og Fanden
ved, om jeg nogensinde vender tilbage. Arteriosclerose
er ikke godt, og jeg hiver undertiden nederdrægtig
efter Vejret.

Efter Jagtanstrængelsen? sagde Skram, for at sige
noget.

Jeg gaar ikke paa Jagt mere, sagde Viffert, Det er
snurrigt, men jeg kan ikke lide ladte Skydevaaben. Jeg

24

elsker Livet — jeg elsker det. Men i de senere Aar
har jeg faaet en snurrig Fornemmelse. Jeg er bange
for, at jeg skal skyde mig selv, hoppe ud af Vinduet
fra 4. Sal eller kaste mig foran et Lokomotiv. Ved De,
det er en Satans Fornemmelse, denne Frygt for at
komme til at begaa Selvmord, den gør, at jeg ikke en
Gang barberer mig selv. Jeg føler ikke Lyst til at
skære Halsen over paa mig med en Ragekniv, men
jeg ved Fanden ikke, jeg er alligevel bange for at
gøre det. Ja, De ler, men det er skam ikke morsomt.
Jeg lider ofte bandsat under det selv. Jeg lader mig
barbere hos denne rædselsfulde Sørensen paa Torvet ;
var det ikke, fordi det absolut strider mod Modens
Krav, gik jeg med Fuldskæg som en Høstarbejder. Jeg
hader Barberknive.

Man er naturligvis ved at blive Idiot, det er Sagen ;
saa denne Arteriosclerose har muligvis den højere Be-
stemmelse at redde en fra at gøre sig komplet latterlig.
Thi det vilde være le comble, at jeg, der ikke tør spise
Vindruer, som jeg elsker, af Frygt for Blindtarms-
betændelse og giver en lille Formue ud til Baderejser
aarlig, skulde begaa Selvmord. Men saadan er jeg;
jeg er saa bange for mit eget kostbare Liv, at jeg gaar
rundt og ryster for mine mulige Selvmordsattentater.

Og derfor gaar j^ ikke paa Jagt mere. C'est
ridicul.

Kammerjunkeren lo med sin lidt tørre, hæse Latter.

Skram trak paa Skuldrene.

De mener begyndende Paralyse, sagde Viffert! Nej,
det kaverer jeg for. J'ai toujours pris des mesures de

25

précaution; — men Idiot bliver man alligevel og der-
for er det Tid at tænke paa Testamentet.

Viffert rejste sig. Elegant, spændstig, trods de slappe
Træk. Kun et halvthundrede Aar gammel og alligevel
— færdig.

Det tænkte Skram, men han sagde ikke noget; han
kunde godt være tavs, og Kammerjunkeren interesse-
rede ham kun som et psykopathisk Fænomen. Blot var
der dette med Grevinde Polly — Han var jaloux, mu-
ligvis havde han Grund dertil, i hvert Fald havde han
haft en vis Ret.

Det vilde Skram vide.

Hr. Kammerjunker, sagde han. — Tror De ikke,
man vil skumle, naar De indsætter Grevinde Polly til
Deres Universalarving?

Lad man det, svarede Viffert filosofisk. Mig generer
det ikke, jeg er jo død til den Tid, og desuden vil det
kun smigre min Forfængelighed. Hun er dejlig, og hun
har ganske simpelt været sublim. Aa, De skulde have
kendt hende i Paris foren 13, 14 Aar siden; Merveil-
leuse ! En Friskhed, en Teint som en Rose, en Gorge.
Som Pige, forstaar De, endnu i Flor — alene for det,
har jeg ikke levet forgæves. Nu — aa, kære Ven,
ingen Sammenligning — og alligevel — denne for-
dømte Arteriosclerose, det er hendes Skyld, forstaar
De, hendes alene. Der er ikke det Mandfolk til, hvis
Hjerteklapper kan staa for den excitation.

Skram havde størst Lyst til at gribe den lille Ky-
niker i Halen og klemme til. Han betvang sig og sagde
kort:

26

Naar De har kendt Grevinde Polly som ung Pige,
hvorfor giftede De Dem saa ikke med hende?

Det skal jeg sige Dem, sagde Viffert og smilede. Det
har altid været mit Princip, naar jeg mødte en dejlig,
ung Pige — af Selskabet forstaar sig, med de andre
plejer jeg aldrig at gøre store Ceremonier — at se at
faa hende gift med en af mine Venner. That is so con-
venient, you know, og det sparer en selv en Pokkers
Bunke Vrøvl. Ser De, jeg har altid haft en sand hor-
reur for at blive cocu, nu blev de andre det, og jeg fik
de rene Glæder. Naa, hvis dette havde været Tilfældet
med hende, vilde jeg ikke have sagt det. Hun var for
god til mig. Det forstaar De bedre.

Nu ved De det. Skriv saa Testamentet efter det. De
har været mig en god Kamerat i 5 Maaneder, De kan
ikke fordrage mig — quand méme. Jeg kan betro Dem,
at Henrik hader mig. Jeg har altid stillet mig ganske
ligegyldig overfor Mandfolks Følelser for mig. Og nu
— au revoir.

Dermed gik Kammerjunkeren, og Skram smækkede
Vinduer og Døre op paa vid Gab.

Han stod og stirrede over mod Edelsborg. Denne
Viveur var ikke Kong Hans i Sagnet om Fruen paa
Edelsborg. Det sagde han jo selv. Men var det mere
end et Tilfælde, at han kom og forlangte et Testamente
af den Art, skreven samme Dag, samme Time som hun
havde betroet Øvrigheden, at hun vilde — som hun
sagde — bryde ud?

Og var der en Trediemand?

27

Lov mig ikke at sige et Ord til ham om, hvad jeg har
sagt — og sig mig alt, hvad han siger. Det var hendes
Ord, det var en Ordre.

Og Skram vilde lystre, saavidt det kunde forenes
med hans Embedspligt; „saavidt", det var Dressur fra
Kancelliet.

III

Grevinde Polly havde forlangt, at Edelsborg skulde
ombygges; det var en pittoresk, halvforfalden Rede,
hvoraf kun Halvdelen var beboet Grev Henrik havde
ladet en fremragende Arkitekt under Grevindens Over-
opsigt rekonstruere det gamle Slot og opført det i fuld-
endt Renaissancestil, ganske vist med Indrømmelser til
Beboeligheden. Edelsborg var et Vidunder og særlig
Spisesalen var pragtfuld.

Det var en Hal, der optog hele første Etagen i Slot-
tets sydlige Fløj, dens Længde var 35 Alen og der var
otte Alen til Loftet. Loftet selv var bjælkelagt med Ud-
skæringer i Træ af Vaabenskjolde og Figurer stærkt
forgyldte og malede i Farve direkte efter Raadhuset i
Siena — Loftet for alle Lofter. Væggene mellem de brede
Vinduer var gamle Kirkepaneler samlede alle Vegne
fra og sindrigt sammenstillede med stærkt udskaarne
Figurer; i Mandshøjde gik en bred Gesims Stuen
rundt, dækket med sjældne, venetianske Glas, Rhinsk-
vinskrus og svære Sølvbægre. Tapetet var ægte Gyl-
denlæder, det saas kun lidt, ti i hver Firkant var op-
hængt to Billeder af tidligere Ejere af Edelsborg, dels
Originaler af flamsk Skole, dels Kopier fra Galleri-
og andre Herregaardsbilleder og ægte Jens Jueler.

29

To mægtige, florentinske Lysekroner var ophængte
i Loftet, der derved deltes i tre Kvadrater, og for Sa-
lens Ende lige mod Syd var et kolosalt Glasvindu, ud-
ført i New York efter en stor Malers Tegning, en Kopi
af Altertavlen i Odense, der forestillede Kong Hans og
Dronning Christina med deres Børn. De blyindfattede
Ruder med deres dybe, blaa, røde og grønne Farver lod
Lyset ind som over en Kirkes Alter og sluttede Salen
med dyb, alvorsfuld Majestæt.

Der var dækket til sex den Eftermiddag, og Bordet
stod midt i Feltet under de to Lysekroner. Solen gød
sit Skær ind fra de fire Vinduer mod Vest ; Sollyset var
skarpt og blinkede af Gravens Flade. Der var kun Hu-
sets Folk, Grevinden og Greven, de to Vifferter og saa
Skram og Distriktslæge Kyhn; — Hoflægen, som han
kaldte sig selv.

Bordet var dækket med et Væld af Blomster fra høje,
forgyldte Empire Vaser, grupperede om en Opsats med
stive Guder og Gudinder, der spejlede sig i ovale Glas-
felter. Borddækningen tog rigelig 4 Timer for to Gart-
nerelever under Grevindens specielle Opsyn, og det
var Opgaven hver Dag at variere Arrangementet. Det
gjaldt særlig om at skabe Ly og Læ mod Genboer.
Grevinden elskede den intime Konversation, og det
var hendes største Glæde at anbringe mægtige Blom-
sterdekorationer midtbords, der skjulte Ægteherrernes
Færd for den let jaloux Ægtehustru paa den anden
Side. Hun var en Mester i at sætte Folk til Bords;
blot sørgede hun altid for at give de unge Ægtemænd

30

unge og livlige Borddamer, mens hun forbeholdt deres
unge Fruer de ældre Honoratiores. Selv sad hun for
Enden af Bordet og kunde ved Arrangementets Sne-
dighed overse det hele gennem Blomsterbuer, huggede
som Glimer for hende. Fra denne sin Oversigtspost
holdt hun ved smaa, drilske Bemærkninger Ilden ved-
lige under Veddet.

Hun interesserede sig for Herrer, — Damer kedede
hende, hun tyranniserede dem i Læ af sin Værdighed
som chåtelaine.

Den Dag havde hun arrangeret en lille, dækket Krog
for sig selv og to Herrer — Skram, som hun tog til
Bords og udmærkede med særlig Grandesse, og Sigis-
mund Viffert, der næsten ikke fik spist for blot at sidde
og stirre paa hende.

Grev Henrik sad lige overfor hende ved den anden
Bordende, flankeret af Kammerjunkeren og Distrikts-
lægen.

Af og til fløj Vifferts skarpe Bemærkninger over
Blomsterhækken som Tennisboldte over et Net, Grev-
inden sendte dem tilbage, hyppigt saa stærkt og jord-
langs, at de blev hos ham ; men af og til lykkedes det
dog ham at sende Bolden til hende, saa hun maatte
beholde den. Skram syntes, Duellen var skarpere end
sædvanlig, Grevinden blev efterhaanden forstemt, og
Distriktslægen overtog Ledelsen af Samtalen.

Distriktslæge Kyhn var en ældre, martialsk Herre
med Henri quåtre. Han besad Huslægens overlegne
Ro, isprængt med et Stænk af Hovedstadsdoktorens

31

Professor-Overtogenhed ; men 20 Aars Ophold mellem
Bønder havde alligevel mærket ham, og Elegance var
der ikke. Snarere kunde han docere lidt, dvæle lidt
vel længe i sine egne Ord og saa ærtede Grevinden
ham. Men han var en klog Mand, og hans Parader var
værdige.

Han var ivrig Sociolog og henimod Maaltidets Af-
slutning plejede han gerne at faa Lov til at brede sig
over sine Emner, der alle bar Præg af frisk Tilførsel
ad Bogvejen. Viffert supplerede ham godt fra Forsøgs-
marken, Kammerjunkeren havde set mange Menne-
sker og Byer og lært deres Sæder at kende ; men ved
Hovedstegen var Kammerjunkeren gerne lidt apa-
thisk.

Det er en Misforstaaelse, — docerede Distrikts-
lægen — at tale om en Udvikling af Mennesketypen
gennem Urformen Jæger til Fisker, Hyrde, Nomade og
videre til Stadbeboer. Menneskene har altid været be-
stemte af deres Opholdssted, og alle Former har til alle
Tider været der. De er der endnu. — Tag nu Jæger-
typen — den Type, der for at leve ødelægger det,
hvoraf den lever, udrydder det uden at sørge for For-
nyelse. Den Type finder vi i Krigerstanden, i Lensad-
len og i Dem Hr. Kammerjunker, — De er en udpræ-
get Jægertype!

Viffert lo. Jeg siger med Papageno: jeg er en Fugle-
fænger jeg — og vor brave Vært.

Distriktslægen skyllede et stort Glas Bordeaux ind
under Henri quåtren. — Greven er, læg Mærke til

32

det, trods sin Værdighed decideret af Hyrdetypen. Den
Type, der freder om det, hvoraf den lever, der sørger
for Eftertiden, værner og bygger op. Det er den danske
Gaardmandstype, Hovedtypen herhjemme. Bondeæt-
terne, hvoraf vore gamle Slægter er rundne.

Og jeg? spurgte Grevinden over Blomsterhækken.

Deres Naade er ... .

Papagena, indskød Viffert spottende. Decideret Jæ-
gertype. Øvrigheden er derimod en interessant Blan-
ding af dem, der feder det, hvoraf han lever, for at
slagte det af en Gang i Tiden. Noget i Lighed med
Fedekvæg-opdrættende Bønder i Jylland i Modsætning
til Malkekvæg, producerende i Midtsjælland. Det er
uhyre interessant.

Distriktslægen passede paa og faldt ind.

Det er interessantere, end De tror; for i disse Theo-
rier ligger Forstaaelsen af hele den europæiske, poli-
tiske Situation i Øjeblikket.

Naada, — indskød Viffert, nu bliver det indviklet.

Jo, ser De, fortsatte Distriktslægen. Hele Bevægel-
sen i Rusland kan forklares ud fra Opfattelsen af Fol-
ket som patriarkalske Hyrdefolk. Den Samfundsorden,
som er specifik østeuropæisk, sætter Patriarken, Her-
ren, religiøst over det lille Samfund. Man skal lystre
ham, han er der. Bliver han Tyran, uudholdelig, saa
maa man af med ham, udrydde ham, dræbe ham. Det
sker ved Explosioner. Vesteuropæeren, Jægeren, der
er langt mere agressiv i sit Væsen, har efterhaanden
fundet helt andre Midler til at uskadeliggøre sine Ty-

33

ranner med. Han skaber Love og Institutioner, der sæt-
ter Tyrannen i Skak, uskadeliggør ham, støder ham ned
i Folket.

Det lyder meget godt, sagde Viffert, men efter Deres
Theori, Doktor, skulde Henrik f. Ex., som altsaa er de-
cideret Hyrde og ser saare patriarkalsk ud, være den
iblandt os, der griber til Bomben, medens f. Ex. jeg,
der er Jæger i sociologisk Forstand, skulde gribe til
— lad mig sige Mundlæderet.

Det vilde jeg tro, sagde Distriktslægen.

Skram smilede. Hvorledes forklarer De saa, kære
Doktor, at den danske Nation, som er Hyrdenation, er
langt mere genegen til at gribe til Mundlæderet end til
Bomben?

Jægerindflydelse fra oven decideret, svarede Di-
striktslægen. Danske Bønder slaar ihjel, de slog Knud
ihjel, og de havde flaaet Adelen, hvis man ikke havde
sat Foden paa deres Nakke. De havde skudt Estrup,
hvis de havde faaet Lov til det, og vil man nu prøve
paa at stænge dem ude, efter at de har smagt Magtens
Sødme, saa slaar de ihjel — for Fode.

Grev Henrik smilede; han fulgte en Diskussion lang-
somt og gav sig god Tid til at tænke.

De mener altsaa, at jeg, for at befri mig for en Tyran,
paa Hyrdevis vilde dræbe ham?

Gudbevares, sagde Distriktslægen. Jeg mener selv-
følgelig ikke, at Lensgreven vilde begaa et Mord, men
Deres Naturel vil unægtelig, uden at De selv reage-
rede, indgive Dem den Tanke at slaa ihjel. Som Udvej

Barberkniven. 3

34

blot. Jeg tvivler selvfølgelig ikke om, at Greven aldrig
har været i en saadan Situation men ....

Viffert afbrød.

Det tager De fejl i, Distriktslæge, jeg kan fortælle
Dem, at vor ypperlige Vært, den blideste af alle blide,
en Dag i Paris — 4

Helmuth, afbrød Greven skarpt, og hans Ansigt blev
mørkerødt.

Passons nous au dessus de qa. — sagde Viffert og
tømte et Glas Champagne.

Men der blev stille ved Bordet.

Desserten var budt om, og de tre opvartende Tje-
nere havde forladt Salen. Det ønskede Grevinden.
Desserten var Intimitetens Tid, saa var Tungerne løste,
og de profane skulde være borte.

Viffert brød Tausheden.

For at blive ved Hyrdetypen; din trofaste Tjener
Jørgen — der vel nok af vor lærde Doktor vilde blive
klassificeret som Hyrde, thi han ligner dig saa meget,
at jeg undertiden tvivler paa den salig Excellences æg-
teskabelige Troskab — har "det forresten ganske paa
samme Maade. Som De ved — Hds. Naade Grevinden
benytter nemlig elskværdigt enhver Lejlighed til at
gøre opmærksom derpaa — har jeg interesseret mig for
den smaa Leonie, der uden at være Prinsesse minder
mig om Paris, det eneste Sted, hvor en menneskevær-
dig Tilværelse kan føres af en Ungkarl. Hun skal være
ringforlovet med Jørgen. Siden min fortræffelige Fran-
Sois absenterede sig med en Del af mine Kontanter, har

35

jeg maattet lade mig mishandle af Barber Sørensen paa
Stadens Torv, fordi jeg ganske simpelt ikke tør lade
Jørgen barbere mig. Jeg har stadig en kildrende Fø-
lelse af, at denne Hyrdetype kunde falde paa at skære
Halsen over paa mig.

Grevinden lo. Der kan De se, Distriktslæge, hvad
der kommer ud af at være lærd. Nu forstyrrer De hele
Middagsandagten og bliver maaske Skyld i, at Helmuth
optræder med Fuldskæg paa trods af Moden og kommer
til at ligne en Gedebuk.

Ingenlunde, kære Polly — ingenlunde, svarede Vif-
fert. Jeg vil nu barbere mig selv. Jeg vil overvinde en
vis Nervøsitet og forsøge, om jeg har glemt det. Skade,
at man ikke i Sladderkøbing kan faa en ordentlig Bar-
berkniv, saa vilde jeg begynde med at øve mig her,
medens vi er en famille, og jeg kunde paaregne Over-
bærenhed, selv om Resultaterne blev middelmaadige.

Grev Henrik var tilsyneladende atter formildet. Han
smilede godmodigt. Du ved, Helmuth, at jeg har to
Etuier med fortræffelige, engelske Knive ; det ene staar
til din Raadighed, naar du vil.

Ho Ho, lo Viffert. De har Ret, Doktor, nu kommer
Hyrdenaturen op i Henrik, blot ligesom hos Øvrig-
heden kombineret med noget Jægerblod. Han ønsker
selvfølgelig, at jeg skal foretage Exekutionen. Men for
at komme bort fra Blodtørstigheden, hvad Type tror
De min kære Nevø Sigismund hører til, Hr. Doktor?
Han har, medens vi har siddet tilbords, ikke sagt et
eneste Ord, men stirret paa sin smukke Borddame med

3*

36

et Par Øjne, som om han vilde sluge hende, medens
hun, der aabenbart ikke interesserer sig for vor Kon-
versation om Barberknive, hvisker til ham og ser ven-
ligt paa ham.

Er det Hyrdenatur eller Jægernatur?

Grevinden skød sin Stol tilbage med et rask Stød. —

Hun hævede Taflet.

IV

Det var varmt ved Solnedgang, og Luften var stille.
Parvis gik man rundt i Haven mellem de store, sjældne
Træer, der bredte sig paa det silkebløde Grønsvær mel-
lem Kanalerne med de sære, snørklede Broer.

Distriktslægen og Viffert diskuterede endnu Ty-
perne, skønt Viffert af og til kastede spejdende Blikke
efter Grevinden og den unge Mand, der syntes ham at
5erne sig vel langt fra alfar Vej.

Greven stod paa Højen i Parkens Udkant i dyb Sam-
tale med Skram. Han talte dæmpet og alvorligt som en
dybt bedrøvet Mand, hvis Sorg er stærkere, end han
evner at dølge den, saaledes som han efter sin Natur
vilde det.

Hun har altsaa talt med Dem. Det skal altsaa være?
Skram, kan ikke De, De som er saa meget klogere end
jeg, sige mig, hvorledes jeg skal beholde hende? Jeg
vil, forstaar De, jeg vil.

Skram rødmede let. Jeg forstod Grevinden saaledes,
at det var en Aftale, at Greven frivillig ....

Grev Henrik afbrød. Frivillig — jeg kan jo ikke
tvinge. Forstaar De, naar hun vil gaa, hvor kan jeg
saa tvinge hende? Men hun maa ikke gaa, forstaar De,

38

hun maa ikke. De tror maaske, jeg er *- hvad skal jeg
sige — kold, uden Følelse eller saadan. Det er jeg ikke,

— det vil sige, — naar jeg blot kunde forklare det. —
Det man plejer at kalde Elskov, jeg siger Elskov for at
bruge et stærkt Ord, — det er mig maaske fremmed.
Jeg har aldrig brudt mig om Kvinder. Kan man sige,
det er ikke som Kvinde, jeg elsker hende, for det er det
ikke, det er som Menneske, bare som Menneske. Og
hele Livet gaar itu for mig, om jeg mister hende.

Skram blev lidt urolig —

Greven forstaar, at det er svært for mig at trænge
mig ind mellem Dem og Grevinden og at

Greven lagde sin stærke, store Haand paa Skrams
Skulder og saa paa ham med sit kønne, aabne Blik.

Kære Skram, ogsaa De er forelsket i min Kone. Det
ved jeg godt. Det er jo alle Mænd, fordi hun vil det.
Jeg forsikrer Dem, jaloux er jeg ikke. Jeg trænger hel-
ler ikke til Fortrolighed, men De skal jo ind i dette her;
De skal jo efter Loven. Lad mig saa sige det rent ud.
Min Kone kunde godt have et Sværmeri — for Fanden

— ja — jeg taler rent ud. Jeg kunde vide det og taale
det. Et, to om det skulde være, maaske hellere tre end
et. Men hun skal være hos mig, for jeg kan ikke und-
være hende. Det forstaar De ikke. Hele den Side af
Tilværelsen er mig saa ligegyldig, jeg har ingen Drif-
ter, har aldrig haft. Men i det Øjeblik, man tager hende
fra mig, skærer man et Stykke Kød ud af min Side.

Forstaar De?

Kunde det da ikke ordnes? — spurgte Skram lidt uro-

39

ligt. Han var i Grunden slet ikke saa glad ved Grevens
Fortrolighed.

Greven rystede paa Hovedet. Hun vil ikke. — Jeg
kunde sige Dem det hele, burde maaske gøre det —

Greven afbrød.

Skram traadte et Skridt fremad, og Greven fulgte.
De gik ned gennem den høje Lindealle, for hvis Ende
Slottet laa mørkerødt i Solnedgangen.

Greven talte langsomt, ligesom om han gravede hvert
Ord frem.

Skylden er Helmuths. Jeg hader Helmuth. Hader
ham. Men jeg har taalt ham i lange Aar, fordi hun
vilde det, fordi hun ikke kunde undvære ham. Efter-
haanden er mit Had bleven koldt. Jeg holder af Men-
nesker, af alle Mennesker, og jeg duer ikke til at hade.
Jeg har prøvet at fprstaa, og jeg har arrangeret mig.
Det kan man. Jeg har i hvert Fald kunnet det og har
egentlig været ret lykkelig. Jeg forlanger ikke meget,
og jeg har jo- ellers mere, end jeg behøver. Jeg siger,
jeg holder af Mennesker, og alle Mennesker holder af
mig, det ser jeg jo daglig her paa Godset, hos Nabo-
erne — allevegne, Folk er saa gode og venlige mod
mig, — Polly ogsaa, De aner ikke, hvor hun er god og
kærlig imod mig. Og saa vil hun alligevel bort nu. —
Jeg forstaar ikke hvorfor.

Skram begyndte at forstaa, men han var for retlinet
en Natur til at dele sig. Han stod helt der, hvor han
stod, og han stod hos hende. Selvfølgelig var Grev Hen-
rik en prægtig Mand, et usædvanligt Menneske, maa-

40

ske meget for god til denne Verden, sikkert ikke skik-
ket til at leve i den. Men alligevel, dette her var
Skram for meget. Lad gaa med Oxe, Asen og alt godt,
som der staar i Skriften, men den Kvinde, man holder
af, ejer man, eller man mister hende.

Men Forholdet til Viffert interesserede ham. Han
kunde ikke rigtig spørge — men prøvede derpaa.

De tror altsaa, at det er Viffert, der forlanger det?
sagde han.

Hvor ved jeg, lød Svaret. Hun siger, hun vil rejse,
vil leve Livet, vil være fri. Og da han er den eneste
— absolut den eneste.

Skram kunde ikke tro.

Tror De ogsaa, han er den eneste? . . .

Greven saa forundret op; saa sagde han:

Selvfølgelig, ellers havde hun fortalt mig det. Polly
fortæller mig alt. Hun har talt til mig om Dem. Hun
ved godt, at De er indtaget i hende, og hun sætter
megen Pris paa Dem. Hun vilde aldrig skjule noget
for mig. Hun kender mig jo og ved

Nede for Enden af Alleen kom Grevinden og Sigis-
mund Viffert imod dem. Grevinden standsede et Øje-
blik som for at bøje af, men saa fortsatte hun og sty-
rede lige mod dem.

Greven gik raskere fremad.

Der er nu unge Viffert, sagde han, en prægtig, køn
Karl, som jeg holder af. Ham bryder Polly sig slet ikke
om, hun siger, han er dum. Det er han slet ikke. Han
er fortræffelig begavet, kun lidt tavs. Køn og elskvær-

41

dig og dygtig er han ogsaa. Men han keder hende lige-
frem —

Skram skottede op. til den overbærende Ægtemand,
der nød sin Kones Fortrolighed ogsaa paa usædvanlige
Punkter.

Det var nok alligevel Kammerjunker Viffert, Jæger-
typen, der var paa det rigtige Spor.

Men Skram tav og besluttede at bruge sine Øjne og
sin Forstand.

Grevinden kom hen til dem, og de fulgtes ad op mod
Slottet. Hun gik lidt forud med Skram.

Hvad vilde saa Viffert? spurgte hun.

Gøre Testamente, sagde Skram lidt spodsk. Han
tror, han skal dø.

Ja saa, sagde hun og standsede et Øjeblik. Hvem skal
saa arve ham?

Det tør jeg vist ikke sige?

Sig det alligevel, sagde hun befalende og fæstede sit
Blik skarpt paa Skram.

Skram betænkte sig et Øjeblik ; saa sagde han :

Det bliver Deres Mand og Leonie. Det var ikke helt
sandt.

Grevinden blev blodrød.

Forbigaar han Sigismund?

Skram havde ikke ventet dette Udbrud, men egent-
lig var han ret tilfreds med det, og han besluttede sig
til ikke at sige mere. Han syntes i Grunden, han stod
lige midt i det og forstod det hele bedre end nogen af
de andre.

Det var klart, at Knuden blev strammet.

42

Grevinden gik hurtigt fremad, hun talte ikke, og
Skram forstod, at den, hun nu vilde tale med, var Kam-
merjunker Viffert.

Han kunde jo selv bestemme, hvor meget han
vilde sige, og Skram havde bevaret den fornødne Tavs-
hed om Testamentet, som han besluttede at gøre fær-
digt endnu denne Aften. —

Tag Dem en rigtig lang Cigar — den der, det er en
ægte Garcia, og den varer en Time. Mig vilde den
slaa ihjel paa fem Minutter. Skænk Dem saa en Whisky
og Soda ; i Aften skal nemlig det Testamente skrives.
De undskylder et Øjeblik.

Kammerjunker Viffert fjernede sig fra Taarn værelset,
hvor Skram sad i en læderbetrukken Lænestol og gik
ind i Sovekamret.

Skram saa sig om i Værelset. Det var femkantet med
Ruder i Nord og Øst. Væggene var dækkede med Re-
produktioner efter iranske Kunstværker, Heste og Sol-
dater. Midt over Sofaen hængte „TannhauserimVenus-
berge" og en Gruppe skønne Kvindehoveder i lidt ba-
nal Stil. Et Herregaardsgæsteværelse med fast Beboer,
et Ungkarleværelse uden særlig Stil. Mellem de to
Vinduer var Væggen skraa og her var en Dør til Taarn-
trappen ; iøvrigt var der i Værelset to andre Døre, en
ud til Korridoren og en ind til Soveværelset, en mindre
tofags Stue. Værelserne laa i anden Etage umiddelbart
over Herskabets Soveværelser.

Viffert kom igen iført en kort, koket Rygejakke med
flerfarvet Snorebesætning.

Da bankede det paa Døren.

Kom ind, sagde Viffert lidt ærgerlig. Saa tilføjede

44

han: Paa denne Tid af Natten skulde man da tro, man
kunde sidde og sludre uforstyrret.

Det var Grevens Kammertjener Jørgen.

Hvad vil De, Jørgen? spurgte Viffert og drejede sig
i Sædet mod Tjeneren.

Jørgen rakte en lille Æske frem mod Viffert.

Viffert tog den.

Ah, sagde han, det er de berømte Barberknive. Her
skal De se, Øvrighed, den nydeligste Æske med 7 fine,
engelske Knive.

Skram tog Æsken og betragtede Knivene.

Viffert havde rejst sig og bøjede sig over ham.

Vil De se, der staar graveret i dem Sunday, Monday,
Tuesday og saa videre. Det er et lille Raffinement;
hver Dag har sin Kniv, saa slider man ikke mere paa
den ene end paa den anden. Det er en smuk Gave.
Flot er Greven.

Jørgen blandede sig i Samtalen: Hr. Greven har en
Kasse til nøjagtig som denne her. Han bruger dem
hver Dag, jeg maa lægge en Kniv frem hver Aften til
næste Morgen ; saa følger Greven med Dagen, skaljeg
sige os.

Viffert lo. Det ligner den ordentlige Sjæl. Tak, stil
Æsken her paa Bordet og overbring min Tak. Det er
vel de rigtige, lad mig se, jo, Dagene er der fra Søn-
dag til Lørdag. Hils Deres Herre og sig ham, at jeg
skal prøve paa at skære Halsen over paa mig selv med
disse fortræffelige Knive og gøre det til hans Ihukom-
melse.

Jørgen bøjede sig gravalvorlig og tog Knivene.

45

Sæt dem ind paa Bordet i Sovekamret, sagde Viffert
— og hør saa. Er De den eneste, der er oppe?

Nej, sagde Tjeneren, Taffeldækkeren er ikke gaaet
hjem endnu.

Godt, sagde Viffert, I skal faa 10 Kroner hver, naar
I vil vente en halv Times Tid, jeg har Brug for Jer
begge to. Ikke sandt, Hr. Birkedommer, vi kan afgøre
dette endnu i Aften, det vil jeg helst, der skal nemlig
kun skrives to Ord, og De er jo selv Notarius publicus.

Skram smilede; — Skal vi ikke hellere vente til i
Morgen? sagde han.

Nej, paa ingen Maade, — sagde Viffert bestemt. I
Aften skal det være.

Altsaa, De venter Jørgen.

Jørgen bukkede og gik.

Viffert tav til Døren lukkede sig efter ham, saa sagde
han med et lidt bittert Smil.

Hvis jeg, som jeg har berørt for Dem før, skulde
gøre denne fortræffelige Tjener og hans endnu fortræf-
felige Herre den Tjeneste at benytte disse syv Knive
til at overskære Pulsaaren paa den højre Side af min
Hals, var det dog nok saa heldigt at have Papirerne i
Orden til imorgen.

Med mindre man vilde opsætte denne Operation til
Dagen brød frem, faldt Skram ind. For ærligt talt,
Hr. Kammerjunker, der er dog en Ting, vi Mennesker
kan være vis paa — Døden løber ikke fra os —

Og — føjede han til — De kunde dog maaske allige-
vel tage fejl i den Antagelse, at Greven kunde ønske
Deres Død?

46

Her er Papir og Pen, sagde Viffert, lad os nu blot gaa
i Gang med Testamentet.

Skram tog Pennen, dyppede og skrev med sin lige,
elegante Kontorhåand, hvad Viffert om Eftermiddagen
havde forklaret ham. Det faldt ham ikke engang ind
at spørge, om Teksten skulde ændres. Kun da han
kom til Veldædigheden, spurgte han, hvem der skulde
betænkes og hertil svarede Viffert, at det kunde Exe-
kutoren bestemme. Det er Skik at have to Exekutorer,
sagde Skram. Godt, saa tag Dr. Kyhn med, sagde Vif-
fert, han er en ypperlig om end lidt kedelig Sociolog.

Medens Skram skrev, sad Viffert og læste i en Roman.

Skram læste Testamentet op og Viffert fandt det ud-
mærket. De to Tjenene blev tilkaldte, og uden at Teks-
ten blev oplæst for dem, underskrev de Testamentet^
som Notarialvidner, idet Birkedommeren forklarede
dem, at han optraadte som Notarius.

Testamentet beholdt han. for at det kunde indføres
i Notarialprotokollen.

Da Formaliteterne var i Orden, tog Viffert en Tegne-
bog frem, og idet han gav Jørgen en Tikroneseddel,
sagde han med et Smil. Nu kan De fortælle Deres
Kæreste, at skulde noget menneskeligt passere mig, er
hun sikker paa at arve en Formue, der maaske kan
gøre Dem til Proprietær.

Jørgen tilkastede Kammerjunkeren et skarpt, vredt
Blik, som Skram ikke kunde undgaa at bemærke.

De to Tjenere gik.

Nu begynder det at blive silde, sagde Viffert, og nu
tror jeg, vi begge trænger til at gaa til Ro. Jeg er Dem

47

meget taknemmelig, fordi De har villet fungere som
Embedsmand udenfor Deres Kontortid. Jeg skal i hvert
Fald ikke plage Dem mere. Og nu Godnat.

Han rakte Skram sin hvide, ringbesatte Haand.
Skram tog den, den var lidt fugtig; han syntes ogsaa,
Viffert saa træt ud og at han, da han slap hans Haand,
tog sig til Hjærtet.

De ser træt ud, sagde Skram.

Viffert trak paa Skuldrene. — Det er det Hjærte. Naar
saa man blot kunde faa Nattero ; undertiden kan det
nemlig være generende nok at ligge og snappe efter
Vejret, som en Aborre, der er bleven halet paa Land.
Men hvad skal man sige. Man har haft Livets Behage-
ligheder i de første halvthundrede Aar, man maa be-
lave sig paa desagréments i de næste halvthundrede.
Det kan saamænd ellers godt være, at det bliver mig,
der kommer til at følge Dem til Jorden. Energien har
jeg, det kan jeg forsikre Dem om.

Saa gik Skram.

Det var sent, men Maanen var oppe, og da Skram
stod ved sit Vindu og saa over mod Slottet, laa det i
det blege Maaneskær fast og lukket som i dyb, rolig
Søvn. Fra Vifferts Værelse lysteet Skær udover Graven,
og Skram syntes ogsaa, han kunde se en smal Lys-
stribe fra Grevindens Værelse under Vifferts.

Han var træt og gik til Ro henimod Midnat.

FØRSTE BOG

BARBERKNIVEN

Barberkniven.

I

Det var næste Morgen Kl. 1 O 1 /*- Birkedommer Skram
sad paa sit Kontor og læste en Forhørsakt igennem.
Han løftede Hovedet fra Akterne og saa ud over Haven
og Slotsgraven, Vejret var klart og varmt. Henimod
Anlægsbroen ved de hængende Pile nærmede sig Grev-
indens lille Baad. Skram rejste sig. Det var en Mand
der roede. Baaden lagde til. Manden steg i Land og
fortøjede den til den frønnede Pæl. Det var Taffel-
dækkeren Ole Hansen, den graanede Hovmester paa
Edelsborg.

Hvad mon han vil, tænkte Skram og tog igen Plads
ved Skrivebordet. Den gamle Mand gik hurtigt over
Plænen og stod snart inde i Stuen. Birkedommeren
maa undskylde, sagde han, men der er sket en forfær-
delig Ulykke i Nat,

Skram for op.

Kammerjunkeren har aflivet sig.

Hvad siger De? — Naa — Skram maatte tilstaa, at
det egentlig ikke var overraskende. Han havde tænkt
sig, noget lignende kunde ske.

Hvordan ? spurgte han.

Han har skaaret Halsen over paa sig med en Bar-
berkniv.

52

Naa, sagde Skram. — Hvorledes fandt De ham ?

Det var ikke mig, Hr. Birkedommer, sagde Taffel-
dækkeren ; hans Stemme skælvede som dens, der længe
har forberedt sig paa at fortælle noget forfærdeligt og
endelig kan faa det sagt. — Jørgen fandt ham, da han
gik op med Barbervand. Klokken var over ti, før plejede
Kammerjunkeren ikke at ville vækkes, og det var jo
silde i Nat, da Birkedommeren gik. Han laa i Sengen,
som om han sov, men Jørgen saa, der var en fæl
Flænge i Halsen paa ham, og Sengen drev af Blod.

Har De set ham?

Nej. Jørgen kaldte straks paa mig, jeg var i Lag med
Sølvtøjet, men jeg synes det var saa ledt at se, saa gik
jeg herover. Jørgen mente, det var bedst, jeg gjorde
det som den ældste.

Naa, sagde Skram, ja saa ved De vel ikke mere. Er
der gaaet Bud til Distriktslægen ?

Jørgen telefonerede ; de sagde, Doktoren kom straks
— , saa vilde Jørgen vente saalænge; det var Frøkenen,
han talte med.

Og Greven? spurgte Skram.

Greven er kørt over til lille Mosgaard Teglværk med
Godsforvalteren allerede i Morges, og Grevinden red
ud med Johan anden Kusken Kl. 9.

Naa saaledes, sagde Skram. Gaa straks over til Di-
striktslægen og se, om han er hjemme, saa tager vi
derover i Baaden. — Kan den bære fire Mand?

Jøsses ja, sagde Olsen, og, saa gik han over til Di-
striktslægen, der boede skraas overfor Birkedommer-
boligen.

53

Skram aabnede Døren til Kontoret, hvor kun Per-
sonalet for Tiden opholdt sig.

Fuldmægtig Holm, sagde han, det var i rette Tid,
Kammerjunker Viffert fik oprettet det Testamente, De
sidder med der. I Nat har han skaaret Halsen over
paa sig.

Hvad siger De?

Fuldmægtigen sprang op.

Skram trak paa Skulderen. Sket er sket. Han er
død. Verden tabte ikke noget videre, og faa vil sørge.
Det er lige saa godt, vi straks tager den Ligsyns-
forretning. Baade Greven og Grevinden er ude. Lad
Jensen gaa over til Sygehuset og faa bestilt en Ambu-
lance, hvis de har det; tag De Protokollen og følg med
over i Baaden. Der kommer Taffeldækker Olsen med
Distriktslægen.

Politibetjent Jensen rejste sig hurtigt for at gaa efter
Ambulancen.

Jensen, sagde Skram — ikke et Ord til nogen. Dette
her maa holdes skjult, saa længe det er muligt. Jeg vil
ingen Sludder have til Bladene.

Distriktslægen traadte ind.

Skram tog hans Haand.

Det er forfærdeligt, sagde Doktoren, og jeg som
gik og spadserede med ham i en hel Time i Aftes og
spillede Billard med ham senere. Der var intet at
mærke.

Naa, sagde Skram ; jeg skrev hans Testamente igaar
Aftes; det lod til, at han havde Hastværk med at komme
af Sted. Og efter hvad jeg i Aftes fik at vide, forbavser

54

det hele mig slet ikke. Det gælder kun om at skaane
Grevinden og Greven for Folkesnak og Bladsludder.

Fuldmægtig Holm stod med Protokollen, og de tre
Herrer gik ned til Baaden, som den gamle Taffeldæk-
ker allerede havde gjort los.

Medens de roede over Graven, sagde Skram med et
Smil til Distriktslægen: Jeg kan glæde Dem med, at
De er Exekutor i Boet, det er paa en 6 — 7 Hundrede
Tusind Kroner, altsaa nok værd at tage med.

Jeg, sagde Doktoren og gabede forbavset.

Ja, De og saa min Ringhed. De har imponeret Vif-
fert igaar Aftes med Deres Sociologi; De ved, den
Videnskabelighed betaler sig. Naar nu denne lille For-
retning er overstaaet, faar De noget at vide, som vil
interessere Dem. Men derom senere.

Saa roede de videre i Tavshed —

Kammerjunker Vifferts Lig laa i Sengen afklædt,
henstrakt som i Søvn. Sengen stod op ad den indven-
dige Væg parallelt med Vinduet. Liget laa paa Ryggen
med Hovedet drejet halvt fra Væggen. I Halsens
venstre Side saas et gabende Saar; den højre Arm laa
langs Siden med Haanden lidt drejet ind over Legemet,
og mellem Fingrene laa en hvid Barberkniv, tilsølet af
Blod. Lagenet var vædet af Blod, der var dryppet over
Sengekanten ned paa Gulvet.

Doktoren traadte hen til Sengen og bøjede sig over
Liget. Den dødes Ansigtstræk var rolige, Øjnene luk-
kede, han saa ud, som om han sov. Næsen traadte
skarpt frem, og Skægget tegnede sig graaligt over den

55

lukkede Mund. Men bortset fra Flængen i Halsen, var
der intet uhyggeligt ved Liget.

Skram, sagde Doktoren, da han havde undersøgt
Liget, der er noget her, jeg ikke forstaar.

Skram traadte nærmere og betragtede Liget.

Han har baaret sig ad som et Fæ, fortsatte Dok-
toren. Naar man vil skære Halsen over, snitter
man i Siden — her — hvor Pulsaaren er. Det Snit
her er omtrent midt for, fra venstre. Det giver i Al-
mindelighed ikke Døden. Og se Blodet! Det er jo
ingen Ting, der burde have været et Fossevæld efter
saadan et Snit, og her er jo daarlig nok et Vandfad
fuldt. Jeg kan ikke forstaa, at han har kunnet blive
liggende med det Saar. Ja, han kan jo have læderet
Vena jugularis, og det kan have givet en Luftemboli i
Lungerne; det faar vi at se, naar vi snitter ham op,
men det ser underligt ud. Munden er ogsaa helt lukket,
Og Øjnene — naa ja, det giver sig vel. Kniven holder
han regulært nok i højre Haand — let, ser De — den
hænger ved Haanden.

Skram vendte sig. — I Stuen stod foruden de to
kun Fuldmægtig Holm.

Det er sandt, sagde Skram. Jensen kan ikke være
her endnu, Vejen er lang uden om Byen og Slots-
graven. Hvor er Olsen?

Her, lød Taffeldækkerens Stemme fra Forværelset.

De maa komme ind, sagde Skram.

Kan jeg ikke blive fri, jeg er en gammel Mand, sagde
Taffeldækkeren ; her er Jørgen. —

Jørgen, kaldte Skram — saa betænkte han sig et

56

Øjeblik og siagde : Nej — lad os saa vente til Jensen
kommer.

Jørgen er et ypperligt Vidne, sagde Distriktslægen.

Det var ham der fandt Liget, sagde Skram; ham kan
vi alligevel ikke bruge som* Retsvidne, han skal selv
afhøres.

Kom herind, kaldte han.

Jørgen traadte ind.

Skram saa vist paa ham.

De fandt Kammerjunkeren som Lig?

Ja, svarede Tjeneren, hans Ansigt var ubevægeligt,
men meget alvorligt.

Og De har ikke rørt ved Liget?

Nej, Hr. Birkedommer, svarede Jørgen.

Skram betragtede ham udforskende, saa sagde han
roligt:

Led De Kammerjunkeren, mens han levede?

Jørgen løftede Hovedet og sagde fast: Nej, Hr. Birke-
dommer, han var et meget slet Menneske og har gjort
os alle meget ondt. Herren være ham naadig, hvor
han nu er.

Distriktslægen studsede.

Det er godt, Jørgen, sagde Skram, gaa saa ind i den
anden Stue.

Skram lukkede Døren.

Distriktslægen bøjede sig over Liget. Venen maa
være overskaaren, et Snit i Pulsaaren vilde have givet
Blodsprøjt helt op i Loftet. Jeg kan ikke forstaa dette
her, men naturligvis det er Selvmord, det kan kun
være Selvmord.

57

Derom er jeg overbevist, sagde Skram. Jeg spurgte
selv Viffert i Gaar Aftes, om han tænkte derpaa; det
vilde jeg ikke have gjort, hvis der ikke havde været
Grund til det. Motiverne kan vi senere tale om. Des-
uden havde han en Hjærtésygdom. Det ved De vel?

Nej, sagde Distriktslægen — det har han aldrig talt
til mig om. Han troede* ikke paa Læger, sagde han.
Hjærtésygdom — siger De?

Distriktslægen rystede paa Hovedet.

Skram fortsatte: Jeg er tilbøjelig til at tro, at han har
haft et Anfald i Nat og saa af denne og de andre
Grunde har gjort det forbi. —

Det er et fjollet Snit, sagde Distriktslægen — vi maa
skære ham op. Det kan vi gøre paa Sygehuset. Jeg vil
gerne have Ligets Stilling fastslaaet, saa kan vi flytte
det straks; vi kan sejle det over til Sygehusets Have
paa den anden Side af Graven.

Politibetjenten meldte sig.

Saa tog de et Syn over Liget og Stillingen i Sengen.

Skram stod med Barberkniven i Haanden. Han
drejede den, saa Solen glimtede i det brede Blad.

Snurrigt nok, sagde han. Igaar fortalte han mig, at
han ikke holdt af at have en Barberkniv i Haanden,
han var bange for, at han skulde faa Lyst til at skære
Halsen over paa sig selv. Denne Kniv her fik han i
Aftes forærende af Greven, han sagde . . .

Skram tav pludseligt, han vendte sig og gik hen til
Toiletbordet, hvor Etuiet med Knivene stod. Vil De
se, Distriktslæge, der har været Methode i det; paa
Ryggen af denne Kniv staar Tuesday. Det er Tirsdag

58

i Dag, han har villet have Orden i Tingene. Her skal
De se de andre Knive.

Birkedommeren aabnede Etuiet.

Med et tog han et Tag om Distriktslægens Arm.

Doktor, sagde han, dette her er galt. — Vil De se?
I Aftes saa jeg selv disse Knive i Etuiet, de er mær-
kede paa Ryggen med Ugedagenes Navne og ordnede
fra Søndag til Lørdag. Her er den Kniv, vi fandt i
Ligets Haand.

Skram hviskede dette til Distriktslægen. Fuldmæg-
tigen og Jensen stod inde i Forværelset, hvor Proto-
kollen var opslaaet paa det store Bord ved Vinduet.

Distriktslæge, sagde Skram — dette her er galt. Vil
De se Knivene her. Søndag, Mandag, Tirsdag, Onsdag,
Fredag — Torsdag mangler — og saa Lørdag. Og paa
Kniven her staar Tirsdag.

Distriktslægen forstod det ikke.

Jo, ser De, fortsatte Skram i samme dæmpede Tone.
Jeg saa selv i Gaar Aftes disse Knive i Etuiet, de er
beregnede til at benyttes efter Dagene, der er angivet
paa dem. Og jeg ved bestemt, at i Gaar Aftes var der
syv Knive mærkede med Ugens Dagnavne. Nu er der
ogsaa syv Knive, men de to er mærkede tirsdag, og
Torsdags-Kniven mangler.

Jeg forstaar ikke, sagde Distriktslægen, hvor er det
muligt?

Skram dæmpede sin Stemme helt ned til Hvisken :
Nede paa Grevens Toiletbord staar en Kasse med syv
Knive akkurat Mage til denne, og jeg siger Dem, i den

59

vil De finde to Torsdags-Knive og Tirsdags-Kniven
mangler. Forstaar De det nu —

Distriktslægen var bleven bleg.

Det betyder, sagde han ....

Mord, sagde Skram — den Mand har ikke begaaet
Selvmord ; han er myrdet.

Distriktslægen gik langsomt hen til Sengen.

Skram vedblev : Jeg husker tydeligt, at han i Gaar
Aftes i Spøg indicerede, at han vilde skære Harsen
over paa sig selv. Han gjorde det med højre Haand,
men som De ganske rigtig antydede, han førte Haan-
den hen over Pulsaaren paa højre Side af Halsen.

Det er et Mord.

Hvem kan have begaaet det?

Skram tav.

Distriktslæge Kyhn, sagde han efter en Pause. De
og jeg er Embedsmænd, og vi har vore Pligter; vi er
Exekutorer af denne Mands Testamente. De kan stole
paa, at jeg gør min Pligt. Men jeg siger Dem allerede
nu, var jeg fri og uafhængig af mit Embedsansvar, saa
sluttede jeg denne Sag som en Selvmordssag. De be-
høver ikke at sige noget, Dr. Kyhn, jeg kender min
Pligt. Blot beder jeg Dem, for at jeg kan opfylde
den, at tie. Vi foretager et legalt Ligsyn og angiver
Selvmord som Dødsaarsag. Alle Omstændigheder taler
derfor. Saa foretager De Obduktionen og i Mellem-
tiden undersøger jeg Sagen. Forstaar De, det kan jeg
kun gøre, naar Gerningsmanden tror sig i Sikkerhed.
Kun De og jeg ved, at det er Mord, for alle andre er
det Selvmord.

60

Distriktslægen nikkede tavs.

Kl. 12, da Greven vendte hjem fra sin Udflugt, var
Ligsynet sluttet, og Kammerjunker Vifferts Lig bragt
paa en Baare over til Sygehuset, hvor Distriktslægen
skulde foretage Obduktionen.

Den frygtelige Begivenhed kunde ikke holdes skjult,
og ud paa Eftermiddagen talte hele Byen om Kammer-
junker Vifferts Selvmord. Men fra Slottet fik man intet
at vide, og Birkekontoret nægtede enhver Oplysning.

II

Skram var en dygtig Jurist, hans Examiner var fine ;
hans Opdragelse havde været ledet af en Fader, der
selv var Departementschef og meget fin Jurist; fra sin
tidligste Ungdom havde han i sin Faders Hus haft Lej-
lighed til at se og høre Landets berømteste Dommere,
selv havde han fungeret paa et Birkekontor ved Køben-
havn og efter en 5aarig Ansættelse i Justitsministeriet
været konstitueret i Kriminal- og Politiretten. Han for-
stod sine Sager og var desuden en dannet og meget
belæst Mand, der havde gjort Studiet af Forbrydelser
til sit Livs Studium, men tillige benyttet sin Tid til at
studere Mennesker.

Skram var Aristokrat ; han tilhørte en gammel, dansk
Adelsslægt, hans Fader var konservativ, og det var han
selv ogsaa, politisk set. Han havde gjort den Opda-
gelse, at den rette Fordomsfrihed, den egentlige Fri-
sindethed, langt snarere træffes i Kancelliets udskregne,
støvede Kontorer, hos gamle Stokbureaukrater og hos
de højeste Retters aldersstegne Assessorer end paa
Talerstolen i Rømersgade. Det vil sige, han erkendte,
at de frisindede Ideer, Anerkendelsen af Folkets Ret
og navnlig Folkets selvstændige Ret til uden paatvun-
gen, faderlig Forsorg at styre sig selv efter egne Love
hævdedes klart og rent af Demokraterne, og deres

62

Teorier var, syntes han, i og for sig uangribelige. De
havde Ret, fuldkommen Ret — i Teorien. Men i
Praxis fornægtede de selv deres Ret. Arbejderne var
de første til at raabe paa Politi, de første til at kræve
Straf og Samfundsbeskyttelse, de første til at fordømme
og forfølge paa Indskydelse alene. De stod midt i det,
de kunde ikke hæve sig til det rolige Overblik, den
Uinteresserethed, der alene hos den enkelte kan fostre
det rene Frisind.

Disse fine, gamle Herrer, der havde set saa meget,
forstod alt og tilgav det meste, hvad enten de nu var
Læger, Præster, Dommere eller Købmænd, havde
Skram taget til Forbillede selv fra ganske ung Kan-
didat. Vi unge maa da for Pokker kunde gøre de gamle
Herrer det efter, havde han tit sagt. Ungdom i Forbin-
delse med klog Besindighed og vidtskuende, forstaa-
ende Klogskab er uovervindelig.

Det var hans Maal ikke at være gammelklog, men
at være ung og dog de gamle lig i Klogskab.

Og derfor levede Skram altid med Tøjlen strammet;
han vilde forstaa og saa handle. Han vilde ingen Ret
træde for nær og hævde Retten ved altid at hævde det
formaalstjenlige og det, han tillige følte var retfærdigt.
Det gav hans Arbejde en egen sindig Ro, under hvil-
ken en evig Higen ulmede som Ild under Aske. Ude-
fra set blev hans Handlinger ikke altid forstaaede, og
hans Samtidige rystede paa Hovedet ad ham.

Men den gamle Departementschef forstod sin Søn,
selv om han smilende rystede paa Hovedet ad ham.

63

De hvide Haar er Alderens Krone, sagde han, de kom-
mer med Tiden. —

Skram følte, at her var en Sag, der krævede sin
Mand helt. Den maatte vokse frem i absolut Stilhed
udefra. Han følte sig overbevist om, at der forelaa et
Mord. Han hastede ikke med Mistanke, han kæmpede
endog mod den, fordi han ikke vilde tage fejl. Han
vilde ikke begynde med en Hypotese, der havde Rod
i noget, som ikke sprang frem af selve den Situation,
han først havde forefundet. Ved at tvinge sin Mistanke
tilbage, vilde han udelukke alle Fejlgreb. Det gjaldt her
ikke om at handle hurtigt, thi der var ikke Spor, der
kunde udslettes. Der var kun en Omstændighed, der
maatte klares, en rørlig Genstand, der maatte fast-
holdes, „Barberkniven", Sheffield Klingen, mærket paa
sin Ryg med Ugedagsnavnet Tirsdag! Og det eneste,
Skram derfor gjorde, var at medtage Etuiet med
Knivene og selve den Kniv, han havde taget af
Ligets Haand. Medens Tjeneren syslede med Baaren,
gik han hurtigt ned ad Taarntrappen, der førte
ned til Soveværelserne paa 1ste Sal. Han aabnede
Døren, der førte ind til Lejligheden og stod i Grev-
indens Soveværelse, der altsaa laa umiddelbart under
Vifferts Dagligstue, hvor de to den foregaaende Aften
havde siddet.

Værelset var udstyret med megen og stilluld Luxus;
åer var ingen tilstede, og Skram gik hurtigt hen over
Gulvet til en hvidlakeret Dør i den modstaaende Væg.

64

Han havde set Lejligheden før og stod, da han aabnede
Døren, i Grevens Paaklædningsværelse.

Her stod et stort Toiletbord med Spejl ligefor Vin-
duet; paa den hvide Dug laa Børster, Kamme og alle-
haande rare Toiletredskaber, og midt paa Bordet ved
Siden af en blank, lille Metalskaal en Barberkniv ganske
Mage til den, han havde set paa Kammerjunkerens
Værelse. Han tog Kniven, den bar paa Ryggen Mær-
ket Torsdag.

Skram kastede et Blik rundt i Stuen. Alt var i
strærig Orden, Grev Henrik var en Mand, hvem enhver
Uorden var imod, han var næsten overdreven omhyg-
gelig med sin Person, sine Klæder og alt omkring sig.
Paa en Etagere ved Vinduet saa Skram en lille Kasse,
— Mage til Etuiet, han holdt i sin Haand ; han traadte
hen til Etageren og aabnede Etuiet. Og som det maatte
være, var det, i dette Etui var der en Torsdagskniv
Mage til den, der laa paa Bordet, men ingen Tirsdags-
kniv.

Skram tøvede et Øjeblik. Det var øjensynligt, at
Greven havde opsat Barberingen til senere paa Dagen,
den lille Skaal var ikke benyttet, og Kniven var øjen-
synlig lagt frem til Brug, ikke henlagt efter Brug.
Altsaa vilde Greven, naar han kom tilbage, fuldende
sit Toilette; han maatte opdage, at det ikke var den
rette Kniv, han maatte opdage, at der var sket en Om-
bytning — og saa ....

I et Tilfælde vilde han tie — et Tilfælde, som Skram
havde forudset, men holdt hen mellem de andre Mulig-
heder. I alle andre Tilfælde vilde han tale — og saa . . .

65

Skram overvejede. Vilde det være rigtigt at lægge
den rette Kniv paa det rette Sted? Baade han og Di-
striktslægen havde jo konstateret det mistænkelige
Tilfælde ; det tilhørte Akten — for at bruge en juridisk
Vending. Altsaa for saa vidt kunde det være ligegyl-
digt. Men ved at handle saaledes angreb Skram Be-
vismaterialet og gav Slip paa et Holdepunkt, der i et
bestemt Tilfælde kunde have stor Værdi.

Hvad skulde han gøre?

Han vendte sig hurtigt og gik gennem Grevindens
Stue hen til Vindeltrappen, der førte op til Taarn-
værelset. Da han naaede Værelset, stod Distriktslægen
alene foran Sengen og undersøgte de blodplettede
Lagner.

Doktor, sagde Skram, følg med.

De fulgtes ad ned til Grevens Paaklædningsværelse,
og medens Doktoren stod hos, uforstaaende, byttede
Skram Knivene om, saa den Kniv, der kom til at ligge
paa Toiletbordet, btev en Tirsdagskniv, som den skulde
være.

Doktor, sagde Skram, jeg har ikke Tid til at forklare
Dem, hvorfor jeg gør dette, det ser mærkeligt ud, men
jeg har mine Grunde dertil. Jeg mærker nu her med
min Blyantsstift den Kniv, vi fandt her paa Bordet, og
anbringer den i det Etui, vi tog deroppe. Der hører den
sikkert hjemme. Jeg beder Dem give nøje Agt derpaa.
Jeg skal senere fortælle Dem, hvorfor jeg gør det. Nu
gaar vi hjem; hvis De vil spise Frokost med mig, skal
jeg forsøge paa i faa Ord at sætte Dem ind i hele den
foreliggende Situation. Barberkniven er i Virkeligheden

Barberkniven. 5

66

det eneste Grundlag for min Viden i denne Sag. Den
kan være ganske overordentlig simpel og være tilende-
ført, inden Sol gaar ned. Men den kan ogsaa være saa
indviklet, at baade De og jeg maaske vil betænke os
adskillige Gange, inden vi slutter den af.

Kom saa og lad os gaa, her kan vi alligevel ikke ud-
rette mere.

Saa gik de.

III

Distriktslægen spiste Frokost hos Skram, og under
Maaltidet talte de om Sagen. Skram hørte ikke til dem,
der straks skænker fuld Tillid, men i denne Sag var
Distriktslægen hans Medvider, den eneste indviede.
Dertil kom, at Dr. Kyhn under en Vakance fungerede
som Stiftsfysikus og derfor vilde blive den eneste Em-
bedslæge, der fik med Sagen at gøre. Distriktslægen
var en frisindet og fordomsfri Mand, og en Mand
Skram i enhver Henseende kunde stole paa. Han lyt-
tede meget interesseret til Birkedommerens Beretning
og brummede af og til misbilligende og opmuntrende.

Da de sad i Birkedommerens Havestue ved Kaffen,
spurgte saa Doktoren :

Hvad vil De gøre?

Det mindst mulige, sagde Skram. Jeg havde ube-
tinget mest Lyst til at aquiescere ved Selvmordet.
Viffert var mig imod, og desuden var han temmelig
forberedt paa at dø, og hans Død er ikke noget Men-
neske til Fortræd, men derimod til Gavn og Glæde
for alle de, der overhovedet berøres deraf. Dem,
kære Doktor og mig ikke undtagne. Nu er der imid-
lertid det snurrige ved os Mennesker, at vi rent in-
stinktmæssig af Samfunds-Selvopholdelses-Drift stritter
imod Forbrydelse. Jeg vilde selv som Lægmand være

68

utilfreds, uhyggelig ved at vide, at et Mord gariske stille
indregistreredes som Selvmord. Som Embedsmand kan
jeg aldeles ikke finde mig i det, og som dette Steds Øv-
righed er jeg pisket til at tage Affære.

Det vil De altsaa? sagde Doktoren.

Selvfølgelig, var Svaret.

Men hvor vil De begynde?

Det skal jeg sige Dem, svarede Skram. Ser De, Vif-
ferts Værelse laa paa 2den Etage, Døren til Korridoren
var aflaaset, det plejede den altid at være. Døren til
Taarnets Vindeltrappe var ikke aflaaset. Han har en
Gang forklaret mig, at han hadede at ligge for aabne
Døre, men at han paa den anden Side var bange for at
brænde inde i Søvne, naar der ikke var aaben Indgang
til ham. Han sov nemlig meget haardt. Den gode Vif-
fert var meget ængstelig for sit Liv. Naa, her paa Edels-
borg, sagde han, var det saa rart, for sin Dør til Korri-
doren kunde han laase, Døren til Trappen kunde han
rolig lade staa, thi Trappen førte dels op til Leonie
Kammerjomfrus Værelse, og dette lille Væsen sov altid
for laasede Døre, selv om hun efter hans udtrykkelige
Ønske lod Døren til Trappen staa. Nedefter førte Trap-
pen til Grevindens Soveværelse, der ved Paaklæd-
ningsværelset var adskilt fra Grevens, men hendes Dør
var ogsaa altid laaset mod Korridoren. Endelig mun-
dede Trappen i Stueetagen ud til Tjenerværelset, hvor
Jørgen deler Kammer med Tjenerdrengen John.

Ser De, i denne Gruppering har De alle de Perso-
ner, der kan være Genstand for Mistanke. John lader
jeg ude af Spillet.

69

Og Grevinden! faldt Doktoren ind.

Selvfølgelig ogsaa Grevinden.

Tilbage bliver Greven, Jørgen og Leonie. Af disse
falder Mistanken først paa Jørgen. Han er ganske vist
en skikkelig Karl, om hvem intet ufordelagtigt er be-
kendt, men han er den sidste, jeg har set sammen med
Viffert, og den, der fandt ham. Desuden har han selv
— og Viffert da ogsaa — udtalt sig om et let forstaae-
ligt Had, han skulde nære til den myrdede. Jeg har
selv hørt Viffert fortælle ham, at han ved Kammerjun-
kerens Død vilde blive en holden Mand, og Viffert fore-
slog ham selv den Metode til Aflivning af Arveladeren,
der virkelig ogsaa er bleven bragt til Anvendelse. Her-
til kommer, at han, som den der lagde Grevens Kniv
frem hver Aften, kan tænkes at have kunnet gemme
den til Anvendelse, som sket er, og senere faa den Ide
at benytte de andre ganske lignende Knive til at skjule
Forbrydelsen — eller hvis dette synes Dem haartruk-
ket, da det jo var Jørgen selv, der har stillet Etuiet ind
paa Kammerjunkerens Toiletbord, have haft den Ide at
ombytte Knivene før Mordet. Det er ganske vist det
eneste vanskelige fcunkf, at han ; har taget fefl af Kitii-
vene — men det kan dog forklares derved, at det en-
gelske Tuesday og Thursday let kan forveksles af en
Mand, der som Jørgen ikke kan engelsk. Hans Uvi-
denhed forklarer ogsaa hans kejtede Snit. Han har let
Adgang til at snige sig op paa Kammerjunkerens Væ-
relse og let Adgang til at snige sig ned. Som De ser,
der foreligger et pragtfuldt Sætjndicier, der vilde være
tilstrækkelige til at foretage en øjeblikkelig Anholdelse

70

og være meget egnede til at virke paa en Jury. Den
stakkels Jørgen er i Grunden ganske værgeløs, og der-
for er jeg heller ikke videre hidsig efter at slaa ned
paa ham.

Hvad hans Kæreste angaar, saa stiller Sagen sig for
hende saaledes, at hun vanskelig vilde kunne undgaa
at blive betragtet som hans Medskyldige, Ideen vilde
lettere opstaa i hendes kvikke, lille, franske Hoved, og
hun er selvfølgelig lige saa forgabet i den kønne, dan-
ske Tjener, som hun er modbydelig ved den mølædte
Kammerjunker, hun af rent financielle Grunde har fun-
det sig i. Hun er fordærvet og usædelig og derfor et
fortræffeligt Objekt for en sædelig Retfærdighedside,
enten den fremtræder i en Enkeltdommers eller en
Jurys Skikkelse. De vil give mig Ret i, kære Doktor,
at i de ni af ti Tilfælde vilde det være ikke alene klogt
men endogsaa en ligefrem Pligt at slaa ned her. Arrest,
Forhør, Opdyngning af Indicier og Affæren kunde være
tilendebragt med Bravur paa otte Dage.

Hvorfor gør De det ikke? sagde Doktoren ud af en
vældig Røgsky.

Fordi De heller ikke vilde gøre det paa en blot og
bar Formodning. Ingen af os vilde være tilsinds at be-
gaa et Justitsmord for denne Herres Skyld eller for
nogen andens, og vi har foreløbig kun beskæftiget os
med Stuen og Kvisten. Herskabet paa første Sal har
vi ladet være ude af Betragtning.

Tja — sagde Doktoren, det smagte han paa.

Vi undtog Grevinden, det var vi enige om, og det
vil jeg vedblivende gøre. Ikke fordi hun egentlig skulde

71

være uden Interesse i Vifferts Død. Hun er endog hans
Arving, men det er mig overhovedet umuligt at tænke
mig Grevinde Polly som Lady Macbeth. Naar jeg siger
umuligt, mener jeg dermed, at denne Tanke er mit
yderste Refugium, naar alt andet slaar fejl, og at jeg
kun vil støtte den paa en mundtlig Samtale med hende
selv, ikke paa Formodninger. Jeg vil endog udelukke
den med Vold, om den skulde melde sig.

Med Greven er det en anden Sag. Han har selv sagt
mig, at han hader den Mand ; han sætter Grevindens
Beslutning om at forlade ham i Forbindelse med Vif-
fert, han har sikkert — Hyrdenatur som han efter De-
res Teori er — ofte kredset om den Tanke at rydde
ham af Vejen, og der er jo dog kun et Skridt fra Over-
læg til Handling. For at naa ViflPerts Værelse ved Natte-
tid skulde Greven ganske vist passere Grevindens
Soveværelse, men det er vel ikke aflaaset ind til hans
Værelse. Vanskeligere stiller det sig med Knivene.
Efter hele sin Natur vilde han næppe her have taget
fejl. Han vilde vel nok have været bevæbnet, naar han
skred til Gerningen — der har jo i Gaar været talt
nok om at skære Halse over — men han vilde, skulde
man synes, ikke have kompromitteret sig ved at tage
en fejl Kniv af Etuiet. Det er et vanskeligt Punkt.
Naar jeg derfor før Frokost foretog den Ombytning af
Knivene paa Grevens Toiletbord, saa skete det med
den Hensigt at lægge en Fælde for ham.

De anser altsaa ham for Gerningsmanden — den
ædle, retsindige Grev Henrik! —

Hyrden, sagde Skram med et Smil. Jeg har jo sagt

72

Dem, jeg mistænker ingen, men jeg kunde tænke mig,
at han kunde have haft Grund til Mordet. Han maa i saa
Fald have været saa nervøst ophidset, at han af ren
Nervøsitet har begaaet Fejlen, da han vilde erstatte
Kniven. Han vil ikke kunne lade være med at opdage
sin Fejltagelse, naar han nu ved sin Tilbagekomst skal
til at benytte sin egen Kniv og saa vil han være sat
paa sin Post. Jeg undervurderer ikke den Omstændig-
hed, at jeg i Gaar Aftes har set, at der i det Etui, Jør-
gen bragte Kammerjunkeren fra Greven, fandtes et
helt Sæt Knive med de rigtige Ugedagsnavne, men De
maa selv erkende, at hvor det gælder en Mistanke for
Snigmord rettet mod en saa almindelig anset, ja lige-
frem æret og elsket Mand som Grev Henrik Jernskæg,
Lensgreve, Kammerherre og Ridder af Dannebrog, er
det ikke nok, at en ung, konstitueret Dommer paastaar
midt om Natten efter en Middag paa 8 Retter med til-
hørende Vine og adskillige Glas Whisky og Soda at
have set nogle matslebne Navne bag paa nogle Bar-
berknive. Og andet er det jo i Virkeligheden ikke.

Nej, sagde Doktoren, det kan De have Ret i. Men
paa den anden Side indser jeg ikke, hvorledes det
skulde gøre Sagen bedre, at De har ombyttet Knivene.

Derved opnaar jeg en meget vigtig Ting. Jørgen,
som altsaa kan være Gerningsmanden, men som, hvis
Greven er Morderen, er ganske uskyldig, holdes helt
udenfor al Diskussion om Knivene. Begge to er de
næppe skyldige, altsaa vilde det ikke kunne undgaas,
at de talte om det mærkelige i, at der i Grevens Etui
var to Torsdagsknive. Jeg ønsker slet ikke, at der skal

73

tales om disse Knive før påa rette Tidspunkt. Den
skyldige, der ikke kan have lagt Mærke til Ugedags-
navnet paa Kniven — i saa Fald vilde Fejlen ikke
være bleven begaaet — skal ikke have Lejlighed til
at tale om Knivene. Den uskyldige skal forblive i den
Tro, at der foreligger et Selvmord, saa længe til jeg
ønsker Mordet diskuteret. Selve Ombytningen vil jeg
altid kunne konstatere ved Hjælp af Dem.

Det kan være fornuftigt, sagde Doktoren, men jeg
synes nu alligevel, Knivene er saa udmærket et Holde-
punkt.

For mig, for os, afbrød Skram. De giver os en næsten
positiv Vished for, at der er begaaet et Mord. Jeg kan
ikke have taget fejl, det ved jeg; jeg læste tydelig alle
Ugedagsnavnene i Gaar Aftes. Men der er Forskel paa
de Momenter, der skaber Dommerens Vished, og de
Momenter, der betinger et Bevis for andre, der ikke
har Dommerens subjektive Vished. Det er paa dette
Punkt, utallige Forhørsdommere med Urette lider
Skibbrud overfor den offentlige Mening, der ser med
Mistillid paa Dommerformodninger. Jeg forlanger aldrig,
at andre skal tro paa de Bevismidler, der kun ligger
aabne for mig. Det jeg her har at gøre, er at spille med
Knivene, saaledes, at de mistænktes Udsagn om dette
Punkt fælder dem, fordi de strider mod mine, og jeg
ingen Interesse har af at lyve.

Vil De da ikke spille Knivene ud endnu? spurgte
Doktoren.

Nej, svarede Skram. Jeg vil i Dag — og maaske i

74

Morgen med — behandle Vifferts Død som et Selv-
mord uden at lade nogen Mistanke komme frem. Jeg
vil ikke som Dommer, men som Ven af Grevens Hus,
tale med alle dets Beboere om Selvmordet, og om Bar-
berkniven vil jeg tie. Det skulde gaa mærkeligt til, om
ikke jeg med dette skarptslebne Vaaben i Baghaanden
skulde være i Stand til allerede i Morgen — for ikke
at sætte for tidlig en Termin — at tale med Vished om
det, hvorom vi to nu alligevel kun taler i meget slet
funderede Hypoteser.

Besørg De nu Obduktionen, det er vel bedst allerede
nu at indlede denne Forretning, ved hvilken jeg ikke
behøver at være personlig til Stede.

Saa vil jeg allerede i Dag tale med Greven og Grev-
inden om Selvmordet.

Og Parret Jørgen og Leonie?

Ogsaa disse to vil jeg tale med. Politiprotokollen
lader jeg blive hjemme hos Holm og Betjenten. Her
er Gudskelov endelig et Tilfælde, hvor man kan und-
lade den fordømte Politibetjentrapport, der optagen af
ustuderede, ukultiverede Folk, kun kan forkludre en
saa indviklet Sag.

De er ikke Demokrat? lo Doktoren.

Det er jeg ikke, sagde Skram bestemt. Jeg giver
med Glæde Folket, hvad Folkets er, jeg anerkender
Menneskenes Ligeberettigelse overfor Lovene og hader
Tyranner og Overgreb, men jeg gaar ikke saa langt
at sige, at en Mand skal være værdifuld, netop fordi
han i Viden staar tilbage for mig. Jeg saa helst Høje-

75

steretsassessorer benyttede som Opdagere paa Politi-
kamret — selvfølgelig i dertil egnede Sager som f. Ex.
denne.

Derefter skiltes de to Herrer for hver for sig at gaa
i Gang med Arbejdet.

IV

Birkedommeren maa undskylde, men Greven er i
Færd med at klæde sig om.

Skram stod i Vestibulen paa Slottet, han havde ladet
Jørgen kalde.

Det faar ikke hjælpe, sagde Skram, i Dag kan vi
ikke tage Hensyn til det. Jeg maa tale med Greven
straks.

Greven er i Færd med at barbere sig, sagde Jørgen
lidt uvilligt, det er umuligt at forstyrre ham. Jeg skal
melde Birkedommeren straks.

De bliver her, sagde Skram kort og skød Tjeneren
til Side. Ikke for alt i Verden vilde han lade den Lej-
lighed gaa fra sig.

Han gik hurtigt op ad Trappen og stod foran Grevens
Paaklædningsværelse ; han slog et kort Slag paa Døren
o^traadte ind. » f ;• '

Greven stod foran Spejlet, den ene Side af hans
Ansigt var sæbet ind, i højre Haand holdt han en Bar-
berkniv. Han saa lidt forundret paa Skram, men Grev
Henrik var en altfor velopdragen Mand til at give sin
Forundring Udtryk i Ord.

Greven maa undskylde, sagde Skram, men jeg maa
tale med Dem. Efter hvad der er sket —

Greven ikke saa meget som antydede, at Birke-

77

dommeren dog vel nok kunde have ventet, til han
havde faaet Sæbeskummet af Ansigtet. Han pegede
paa en Stol og sagde smilende :

Maa jeg blot blive færdig med dette her. Vi har haft
Ulykker nok i Dag af en Barberkniv*

Saa føjede han til: Maa jeg bede Dem, Skram, be-
tragte alt det, jeg sagde i Gaar, som usagt. Om de Døde
kun godt og ved Graven sænker man Kaarden.

Skram tog Plads og betragtede fra Siden Greven,
der begyndte at føre Kniven over den venstre, ubar-
berede Kind.

Greven har skaaret sig, sagde Skram — det var da
ikke min Skyld? I saa Fald beder jeg Dem tusinde
Gange undskylde.

Greven sænkede Kniven. Nej, sagde han, det gjorde
jeg, før De kom. Det er for Resten noget, der aldrig
sker for mig, og underlig nok staar det i Forbindelse
med stakkels Viffert.

Hvorledes? spurgte Skram; han holdt Vejret af
Spænding.

Greven pegede paa Toiletbordet, og Skram saa, at
der foran paa Bordet laa en Kniv med Bladet hvilende
paa Sæbekoppen.

Jo ser De, i Gaar forærede jeg Viffert de usalige
Knive, som han altsaa har villet benytte til den for-,
færdelige Handling. Jeg sendte Jørgen op med dem i
Aftes, og jeg kan nok huske, vi saa paa dem, men jeg
kan alligevel ikke forstaa, hvorledes det er gaaet til.
Vi maa have blandet Knivene, hvis De vil se paa

t -

78

Kniven, der ligger der; den hører hjemme i det andet
Etui.

Skram rejste sig med et Ryk og greb efter Kniven.

Greven fortsatte. Mine egne Knive er ganske vist
en Slags Søsterknive til dem, jeg gav Viffert, men jeg
har ladet dem trække af extra til mit Brug. Vil De se
denne her — den er en Ubetydelighed smallere i Klin-
gen, ser De, en ren Ubetydelighed. Men jeg, som er
vant til at bruge den og kunde barbere mig i Mørke,
har alligevel, da jeg, uden at bemærke det, tog den Kniv
i Haanden, De nu holder, tilføjet mig et lille Snit her
i Hagen. Det er ingen Ting. Men det underlige er blot,
at det sker i Dag. Vi maa alligevel have byttet om paa
Knivene.

Skram lyttede aandeløs.

Jeg holder strængt ov«r, at Jørgen lægger den Kniv
frem, der svarer til Dagen. De ser, der staar Tuesday
paa Deres. Og det er jo muligt, eller rettere det er
umuligt andet, end at Jørgen i Gaar har rodet med
Knivene i de to Etuier. Man kan ikke straks se For-
skellen, men hvis De holder Klingerne parallele, vil De
opdage det.

De Knive, Viffert fik, er altsaa ikke ganske ens med
disse? spurgte Skram.

Nej, det ligger i Aftrækningen, men de er gode nok
— og, føjede Greven alvorligt til, de har jo desværre
vist sig altfor brugbare til den Benyttelse, Viffert vilde
gøre af dem. Havde jeg tænkt paa det, havde han ikke
faaet dem.

Skram betragtede endnu Knivene.

79

Greven er altsaa ganske sikker paa, at denne Kniv
hører hjemme i Vifferts Etui?

Ja, det er udenfor al Tvivl. Det saa jeg straks. Jeg
skal have sagt det til Jørgen. Jeg vilde nødig have de
Knive forbyttede.

Skram lagde Kniven paa Bordet.

Hr. Greven maa undskylde, sagde han, men som
Politimester maa jeg indstændig bede Hr. Greven om
ikke at omtale dette til Jørgen.

Hvad mener De? spurgte Greven forbavset.

Skram rømmede sig. jo, sagde han, jeg kan for-
tælle Greven, at ved et besynderligt Tilfælde er det
netop med en Tirsdagskniv, at Kammerjunker Viffert
har skaaret Halsen over paa sig. Kniven beror altsaa
foreløbig i Retten — det vil sige hos mig — ligesaa
gør Etuiet. Jørgen kan altsaa ikke berigtige Ombyt-
ningen, og jeg maa som Politimester forlange — elier
jeg mener, indtrængende henstille til Greven, at De
ikke med et Ord omtaler dette til nogen.

Greven betragtede Skram med et meget forbavset
og ganske uforstaaende Blik.

Skram maatte sige noget, saa sagde han:

Der er selvfølgelig ingen som helst Mistanke om,
at Viffert ikke skulde have begaaet Selvmord. Der er
under Ligsynet intet bemærket til Protokollen om noget
saadant, men det drejer sig nu en Gang om et Men-
neskes Død, og vi maa lade alle Muligheder staa aabne.
Den Omstændighed, at Selvmordet er sket ikke ved
Hjælp af en Kniv, der hørte til det Etui, Greven har
skænket Viffert, men ved Hjælp af en anden, kan være

!

80

og er maaske ogsaa betydningsløs, men for mig som
Politimester er intet betydningsløst.

Greven begyndte at forstaa.

De tror da vel ikke, at Jørgen .... Det er aldeles
udelukket.

Skram afbrød. Jeg tror aldeles intet, Hr. Greve, men
jeg maa bede Dem ikke sige et Ord til nogen, ikke en
Gang til Hds. Naade om dette. Det gør intet, naar kun
De og jeg ved det. Det kan blive forfærdeligt for Jør-
gen, naar det kommer ud. Greven erindrer selv, hvilke
Ord der faldt ved Bordet i Gaar Aftes. Jeg behøver
blot at nævne Navnet Leonie.

Nu forstod Greven det hele.

De har Ret, Skram, sagde han, selvfølgelig har De
Ret. Ikke et Ord siger jeg. Jeg skal selv rense den
Kniv.

Skram faldt ind. Hvis Jørgen selv opdager dette og
taler til Greven om det, vil det jo være det bedste Be-
vis for, at han er uskyldig.

Uskyldig! sagde Greven — De tror altsaa alligevel?

Nej, sagde Skram, jeg tror ingen Ting; men jeg ved,
at naar sligt hænder i et Hus, som er hændet i Deres
i Dag, vil der komme til at lyde saa mange Ord ude-
fra, at de færrest mulige bør tales fra Huset selv. Jeg
vil ikke forstyrre Greven — det bliver alligevel ikke
til noget med Barberingen, saa længe jeg er her.

Skram smilede og rejste sig. Jeg venter i Biblioteket.

Som De vil, sagde Greven. Jeg ser, der bliver en
hel Del mere at tale om, end jeg havde tænkt.

Maaske, sagde Skram ; men i hvert Fald, Grev Jern-

81

skæg, paa mig kan De stole, som jeg i enhver Hen-
seende stoler paa Dem.

Greven bøjede Hovedet, og Skram gik.

Han gik langsomt hen ad den brede Korridor, og
idet han gik, gentog han stille for sig: Et er da i hvert
Fald vist — ham er det ikke. Saa rettede han sine
Skridt mod Vifferts Værelser.

Barberkniven.

Skram maatte erkende, at Kammerjunker Viffert
havde været en forsigtig Mand. Bevidstheden om, at
hans Sygdom kunde afslutte hans Liv brat og uden at
give ham Tid til Forberedelse, havde foranlediget ham
til at tilintetgøre alt, hvad der ved hans Død kunde
kompromittere ham selv og andre.

I hvert Fald fandtes i hans Gemmer, som Skram nu
omhyggeligt undersøgte, kun gamle, ligegyldige Breve
og Regnskaber. Hans Værdipapirer angaves depone-
rede i Credit Lyonnais i Paris, fra hvilken Bank han
havde et Akkreditiv paa et ret betydeligt Beløb og en
Chequebog.

Skram bladede i Chequebogen og standsede ved det
sidst afrevne Blad. Han studsede og læste: Leonie
Chaubert 10,000 Frcs. — og Dato: Dagen forud.

Altsaa havde Kammerjunkeren Dagen forud givet
Leonie en Cheque paa 10,000 Frcs., et meget betyde-
ligt Beløb til en Kammerzofe, selv om man følte sig
forpligtet overfor hende.

At Viffert subsidiært havde indsat hende til Arving
af et langt betydeligere Beløb, betød jo intet. Dels skete
dette under Forudsætninger, som maaske aldrig kom
til at foreligge. Grevinde Pollys Giftermaal med Sigis-
mund kunde man jo dog ikke regne med, der var jo

83

endnu ingen definitive Skridt truffet til Ægteskabets
endelige Opløsning. Derimod var de 10,000 Frcs. en
Kendsgerning, — de var betalte.

Denne Omstændighed talte ogsaa stærkt imod, at
Leonie skulde være medvidende om Mordet. Der
maatte siges ikke at være mindste Grund for hende
til at myrde, en Mand, der lige havde foræret hende
10,000 Frcs. endnu inden dette Beløb var hævet. Om
Arven kunde hun jo intet sikkert vide, og i hvert Fald
vilde hun næppe paa dette Tidspunkt have foretaget
noget Skridt til at hidføre Arveladerens Død.

Skram besluttede straks at tale med „Mamsellen",
som hun hed paa Slottet, og da han havde ladet Taffel-
dækkeren staa til Disposition, om han skulde faa Brug
for Medhjælp, ringede han paa Ole og bad ham kalde
Mamsellen ned.

Mamselle Leonie kom. Hun var en middelhøj, slank
Pariserinde, med spillende, brune Øjne og den af
Franskmændene ofte priste petit nez retroussé. Hendes
Ansigt og Væsen var indsmigrende frækt, men ikke
utiltalende. Hun førte sig decent og net, var fix, ung
og køn. Nu var hun lidt benauet, men det forstod
Skram.

Han tiltalte hende paa Fransk for at være sikker paa
Forstaaelse og bad hende tage Plads.

Mamselle satte sig paa Kanten af en Stol, medens
hun skottede til Døren, der førte ind til Værelset, hvor
Liget var fundet.

De har i Gaar faaet en Cheque paa 10,000 Frcs. af
afdøde Hr. Viffert? spurgte Skram, idet han, for yder-

84

ligere at stemme Mamselle til Andagt, tog en Tegne-
bog frem og noterede paa de hvide Blade i en lille, i
Læder hæftet Notitsbog.

Ja monsieur, sagde Mamselle, lidt genert.

Hvorfor har De faaet dem? spurgte Skram videre.

Mr. Viffert satte Pris paa mig, sagde Mamselle lidt
knibsk. Han gav mig den som en dot: Monsieur maa
vide, jeg skal giftes med Jørgen, Grevens valet de
chambre.

Havde Afdøde nogen særlig Grund til at sætte Pris
paa Dem ? Kendte han Deres Forældre, eller stod han
paa anden Maade i Forhold til Dem?

Nej, sagde Mamselle lidt forlegen — han satte Pris
paa mig . . .

Skram ansaa det for rigtigt at tage det Parti at være
Forhørsdommer, men han var aldrig raa. Hensynsfuld-
hed, selv mod en overbevist Forbryder, hørte til hans
faste Principer. Og Mamselle var kun parisisk og
maaske lidt umoralsk. — Jeg har faaet overdraget at
exekvere Hr. Vifferts sidste Vilje, fortsatte Skram, og
der findes deri Bestemmelser, der synes at tyde paa, at
der har bestaaet et Slags Forhold mellem Dem og Af-
døde. De forstaar Mamselle, at jeg ikke ønsker at
være indiskret, men som Embedsmand maa jeg under-
tiden tilsidesætte visse Hensyn mellem Mennesker, og
det er derfor ikke for at fornærme Dem, men kun af
rent embedsmæssige Aarsager, jeg spørger Dem, om
De var Hr. Vifferts Elskerinde?

Der kom et lille, spagfærdigt Ja fra Mamselle Leonie.

H vorlænge har dette Forhold bestaaet? spurgte Skram.

85

5 Maaneder — kort efter Hr. Viffert kom hertil.
Han var saa gentil og desuden jo gammel. Jeg er fattig,
meget fattig og vilde gerne giftes, men jeg havde jo
ingen dot, og Madame la Comtesse vilde ikke give
mig nogen.

De behøver ikke at undskylde Dem, Mamselle, sagde
Skram godmodigt. Jeg er Ungkarl og forstaar særdeles
godt denne Situation. Jeg har heller ikke noget imod
de 10,000 Frcs., de er Deres uden Hensyn til Døds-
faldet, men jeg maa paa den anden Side gøre Dem et
Par Spørgsmaal, som De maa besvare.

Hjertens gerne, sagde Mamselle. Hun var helt for-
nøjet over den lette Maade, hvorpaa Skram ledede
Underholdningen; hun følte fast Grund under Fødderne
og begyndte endog at sende sine kvikke Øjne ud, som
de vævre Spejdere de var. Hun betragtede allerede
Skram som det kønne Mandfolk, han var. Og Mand-
folk forstod hun aabenbart, den lille Pariserinde !

Hvornaar fik De den Cheque? spurgte Skram.

Jeg vil sige Sandheden, sagde Leonie.

Det haaber jeg, svarede Skram.

Godt, jeg fik den i Nat Kl. 1 eller 2; Jeg var gaaét
i Seng, og saa bankede det paa min Dør. Jeg vaag-
nede. Jeg plejer ikke at laase Døren til Trappen, der
er jo ingen Fare for Røvere, og jeg troede, det var min
Kæreste, der undertiden kommer op for at tale lidt
med mig om Fremtiden. Jeg blev noget forbavset ved
at se Mr. Viffert. Han plejede sjældent at besøge mig
paa mit Værelse. Men som sagt, det var ham. Det
var Maaneskin, og han tændte ikke Lys.

H

86

Han vilde tale med mig, sagde han ; jeg var meget
søvnig og syntes ikke, det var passende, men han vilde
nu tale med niig, og da han var saa gentil, kunde jeg
ikke godt sige Nej. Han sagde, han havde faaet den
Ide, at jeg skulde gifte mig med Jørgen og derfor havde
han skrevet denne Cheque. Han vilde rejse til Aix les
Bains i Dag, sagde han, derfor vilde han sige mig
Farvel. Jeg blev virkelig rørt over denne gentillesse,
meget rørt, jeg anede jo ikke, at han vilde dø samme
Nat.

Og hvor længe blev han saa hos Dem? spurgte
Skram.

Aa, kun et Kvarters Tid eller saa, jeg var lidt ner-
vøs for Jørgen og desuden, det var jo ikke passende,
selv om Mr. Viffert havde været særdeles gentil.

Klokken var altsaa over et, da han gik?

Ja, monsieur.

Klagede han over Ildebefindende ?

Mamselle tænkte sig om. Jo, svarede hun, han sagde,
hans Hjærte klappede lidt stærkt. Han sagde nogle
Vittigheder om sit Hjærte. Mr. Viffert var altid saa
morsom. Jeg satte megen Pris paa ham, han var saa
gentil.

Og Jørgen ? spurgte Skram lidt sarkastisk, satte han
ogsaa Pris paa ham ?

Mamselle rystede paa Næsen. Jørgen er en meget
fornuftig Knøs, sagde hun; han ved meget vel, at der
gælder andre Regler for de store end for de smaa.
Han elsker mig og er mig tro, og jeg elsker ham. Og

87

gør jeg noget galt, gør jeg det i hvert Fald kun for
hans Skyld.

Dertil sagde Skram intet. Som praktisk Jurist havde
han for længst erfaret, at de skønne, gyldne Sætninger
om de smaas Ret ikke alene trues af det, man kalder
Vold fra oven, men ogsaa af en nedarvet Underklasse-
følelse, der intetsteds trives saa vedholdende som hos
Kvinder og Mænd af Folket, der er Tyende og lever i
de stores Huse. Det var i og for sig naturligt, at Mam-
selle gjorde sig Kammerjunkeren indbringende, selv
om det ikke var smukt. Det»var forstaaeligt, at hendes
praktiske Hjærtenskær tolererede dette lukrative For-
hold, men det var naturligvis ikke ideelt. Saadan noget
sker; i gode, gamle Dage var det en meget hyppig For-
teelse, der hængte sammen med le droit de seigneur
og det patriarkalske Husbondeforhold; med Social-
demokratiets Aarhundrede harmonerer det slet, og god
og sund Frihedsfølelse vil vel ogsaa faa Bugt med det.
Skram kunde ikke undgaa disse Betragtninger, medens
han opmærksomt iagttog den lille, kokette Pariserinde,
der ivrigt sad og forsvarede sin Kærlighed til den
danske Bondekarl og de Opofrelser, hvortil denne Kær-
lighed førte hende.

De er Pariserinde?

Ja, svarede Mamselle. Min Fader var Soldat, min
Moder Vaskerkone. Jeg kom som helt ung i Huset hos
en Skuespillerinde som Bonne, og en af hendes Elskere,
en Officer, fik mig anbragt i et gentilt Hus, fordi han
fandt mig chic. Derfra kom jeg til en Grevinde, der
opholdt sig i Cannes, og der traf jeg Madame la Com-

88

tesse, der fæstede mig og har været meget god mod
mig.

Hvor gammel er De? spurgte Skram.

24 Aar.

Det var vist sandt.

De siger altsaa, at Mr. Viffert forlod Dem efter Kl. 1.
Lagde De Dem saa til at sove?

Nej, sagde Mamselle lidt genert, jeg syntes, jeg
maatte fortælle min Kæreste denne glædelige Begi-
venhed og saa tog jeg en peignoir om mig og løb ned
ad Trappen. Hans Værelse ligger nede i Stuen ved
Foden af Trappen. Der sover han og John, men John
sover som en Sten, saa jeg kunde godt underholde mig
med Georges.

Det gjorde De altsaa. — H vorlænge? spurgte Skram,
hvem dette nu i høj Grad interesserede som Forhørs-
dommer.

Mamselle rødmede dybt.

De kan rolig sige det til mig, sagde Skram venligt.
— Herregud, jeg er selv et Mandfolk.

Det kom langsomt fra Mamsellen, der øjensynlig
generede sig lidt« « — Klokken var syv, sagde hun og
tilføjede rask, — men vi bestemte Bryllupet og talte
om Fremtiden og vor Lykke. —

Og John sov?

Ikke hele Tiden, sagde Mamsellen. Jeg tror nok, han
vaagnede Klokken halv syv, for han sagde noget til
Georges.

Opdagede han Dem — ?

Mamsellen rødmede.

89

Jeg tror det nok, for han lo saadan i Morges ved
Frokosten dernede.

Ja, kære Mamselle, sagde Birkedommeren, nu har
De jo været overordentlig aabenhjærtig imod mig. Det
kommer ikke videre, og Deres 10,000 Frcs. kan De
hæve i Banken ; hvis De ønsker det, skal jeg gerne
hjælpe Dem, det er jo dog muligt, at man ellers kunde
falde paa at gøre Vanskeligheder nu, Mr. Viffert er
død. Blot maa De sige mig, om Jørgen har næret noget
Nag til Mr. Viffert — f. Ex. udtalt sin Glæde over hans
Død eller sligt?

Mon Dieu, sagde Mamselle. Nej, han sagde kun, at
det var godt, at det nu var forbi, og nu kunde vi gifte
os for de 1 0,000 Frcs.

Sagde han det, inden han vidste, at Mr. Viffert var
død?

Mais oui — ja — det sagde han — i Nat. I Dag
har vi talt om det frygtelige, der er sket, men jeg har
jo aldrig prøvet at fortælle Georges, at jeg var en
Helgen, og han har vidst det hele og ikke været vred.

Heller ikke paa Mr. Viffert?

Ih nej, Mr. Viffert vaf'jø^aa gentil. '

Skram maatte erkende, at den Mistanke, han kunde
have næret til Jørgen og hans Kæreste, maatte svinde
ind til meget lidt. Hele Fremstillingen bar Præg af
Sanddruhed. Den lette, næsten pludrende Maade, hvor-
paa hele denne Nats Begivenheder blev fortalt af en
lille Pige, der tog Livet paa sin Maner uden dybe
Overvejelser med al dets Selvfølgelighed, bar i sig selv
Troværdighedens Præg. Hun havde intet at skjule og

90

derfor fortalte hun tillidsfuldt alt. Et saadant lille Træk,
som, at hun havde ilet med at betro sin Jørgen deres
Lykke og tilbragt Morgenen i hans Værelse, hvor John
snorkede og vaagnede med en Vittighed, talte for hende.
To skumle Mordere var disse ikke; nej v det var en
snusfornuftig, dansk Bondekarl og en praktisk, parisisk
Pige, der havde vundet en Lod paa 10,000 Frcs. i
Livets Lotteri. Det var udelukket, at Jørgen kunde
have myrdet Viffert før Kl. 2, hvis Pigen talte sandt,
og det gjorde hun sikkert, det beviste Chequen. Viffert
havde faaet den Ide, efter at Skram var gaaet, ellers
havde han omtalt den. Leonie havde straks, efter at
Kammerjunkeren havde forladt hende, listet sig ned til
Jørgen og her var et regulært Alibi til Kl. 7 for Jørgen.
At Jørgen saa Kl. 7, da alt var lyst og Slottet vaag-
net, skulde have listet sig op og skaaret Halsen over
paa Viffert til Tak for Chequen, var paa Forhaand ret
utroligt.

Alt naturligvis under Forudsætning af, at Leonie
talte sandt, men det var i og for sig ikke svært at kon-
statere.

Hertil kom, at Jørgen, for virkelig at begaa Mordet,
skulde have listet sig den lange Omvej — Grevindens
Soveværelse kunde han jo dog ikke passere — og tage
Kniven, som laa paa Grevens Bord, liste sig videre op
til Viffert og igen ned til Grevens Paaklædningsværelse
Kl. 7 til 7^2 om Morgenen. Det skulde nok vise sig
ved en Undersøgelse, at Jørgens Alibi var i Orden.
Men kunde Skram saa overhovedet begynde en Under-
søgelse, der nu kun kunde rettes mod en bestemt Person ?

91

Eller havde Greven Ret? var Knivene ombyttede af
Jørgen og var det et Selvmord? Umuligt! han havde
jo selv set Knivene, de var der som de skulde være,
Dag for Dag i Etuiet!

Monsieur, sagde Mamselle lidt tøvende. Den afdøde
Mr. Viffert gav mig et Brev at besørge til hans Nevø,
Mr. Sigismund Viffert. Jeg maatte ikke sende det med
Posten. Jeg har det endnu, jeg vilde have — jeg
kunde ønske, monsieur, at give Dem det Brev.

Skram studsede.

Jeg ikke alene ønsker det, det er Deres Pligt. Et
Brev fra en Mand, der er død under saadanne Om-
stændigheder, skal leveres til Øvrigheden. Giv mig det.

Mamsellen kom frem med Brevet.

Skram rejste sig og gik hastig ned i det Værelse,
hvor han den foregaaende Aften havde siddet med
Viffert.

Dér brød han Brevet og læste.

VI

Edelsborg, sidste Aften før min Afrejse.

Min gode Sigismund!

Du er opdragen af din Fader, min Hjærtebroder, til
at betragte mig som Familiens mauvais sujet. Du har
behandlet mig med din irriterende Velopdragenhed, nu
da Du og dine ikke kunde sjofle mig. Vi er ikke Ven-
ner, og dette er ingen Venskabstjeneste. Du faar Bre-
vet under Forhold, der ikke kræver Forklaringer fra
Brevskriverens Side. Din Dom om mig er mig lige-
gyldig, men Du skal aldrig arve noget efter mig, heller
ikke hende.

Du vil maaske behage at læse disse Optegnelser for-
fattede til Belæring for en iøvrigt i alle Dyder vel op-
lært Yngling. Der brister maaske en enkelt Illusion,
men saa er ogsaa Hensigten med disse Linier naaet.
Mine Memoirer er altsaa tilegnet Dig som Rettesnor.

Altsaa læs.

I Brevet var indlagt et Manuskript af ældre Dato,
skrevet med Kammerjunkerens elegante Haandskrift.

„Jeg skriver altsaa her mit Livs Roman. Jeg er enig
med en betydelig dansk Kritiker, der desværre aldrig
kritiserer mere, i den Anskuelse, at Jeg-Romanen er
forkastelig, ikke desto mindre vil Du forstaa, at jeg,

93

der agter at fortælle min personlige Roman, maa be-
nytte Jegformen. Jeg springer Forældre og Barndom
over. Gudskelov er det gaaet af Mode at tage Helten
paa Vuggen og skildre hans Barndom ; det vilde des-
uden næppe være noget nyt for dig, om jeg berettede,
hvorledes jeg, født af fattige, men dydige Forældre,
flaskedes op af en Hedeboamme og meget hurtig fik
min Bid af Frugten paa Kundskabens Træ. Jeg er al-
deles overbevist om, at der i min Barndomshistorie
ikke findes et eneste Moment til Bedømmelse af min
senere Skæbne.

Altsaa det springer vi roligt over. Der var, da
jeg som 17-aarig Yngling debuterede i Hovedstaden
som vaurien, alligevel Laster nok, i hvilke jeg ikke
endnu var helbefaren. Kan det interessere dig, vil jeg
dog bemærke, at jeg i 1 8 Aars Alderen skrev en falsk
Vexel, der bestyrtede Familien i saa høj Grad, at jeg
med Tvangspas blev exporteret til Amerika. Jeg vil
ikke spilde Tiden med indskudte, moraliserende Be-
tragtninger, men jeg kan dog ikke afholde mig fra den
Bemærkning, at en Mand meget godt kan være helt
hæderlig, . fordi han skriver en følsk Vexel i 18 Aars
Alderen. Det er min eneste virkelige Forbrydelse, og
jeg tør nok paåstaa, at den staar temmelig højt i Ræk-
ken af mine andre umoralske Handlinger.

Men som sagt, man slog Haanden af mig. Hjem-
vendte, skrivende Amerikanere vil kunne underrette
dig om, hvorledes mine første Aar forløb derude i the far
west. Jeg dvæler kun ved det, der er typisk for mig
personlig, og der maa jeg straks sige, at jeg efter ad-

94

skillige, virkelig ganske hæderlige Forsøg paa at bjærge
mig* gjorde en Opdagelse, som blev bestemmende for
mit Liv. Jeg opdagede Kvinden som Mandens Stig-
bøjle. Jeg forlanger ikke, at du skal acceptere dette
som en ny Opdagelse gjort af mig. Jeg ved særdeles
vel, at mange Mænd til alle Tider har benyttet Kvin-
den som Stigbøjle. Dette at gøre et godt Parti er jo
noget, hvortil man afretter fattige Mænd af god Familie;
at gifte sig Penge til er ligesaa fortjenstfuldt som at
gøre en god Examen eller finde en effektiv, traadløs
Telegrafi. Mange fortræffelige Mænd pynter deres
Fædreland netop i Kraft af deres Giftermaal med Penge.
Man kan ogsaa leve af Kvinder paa en mindre nobel
Maade. Det ved jeg godt alt sammen. Men det nye
eller rettere det for mig særlige i min Metode var det,
at jeg ikke giftede mig, det har jeg aldrig kunnet be-
kvemme mig til, jeg er født Solist og hader Husvarme.
Jeg har heller aldrig ladet mig underholde af Kvinder,
jeg praler ikke af det, men jeg har ikke behøvet det.
Jeg har benyttet dem — tout simplement.

Det begyndte med Forlovelser. — I Amerika for-
lover man sig let ; jeg har været forlovet mindst 20
Gange, altid med nette, anstændige Piger, der er gaaet
lige saa jomfruelige ind i den følgende Forlovelse, som
de gik ind i min. Den varede ikke længe ad Gangen,
men jeg var meget net og hensynsfuld og staar paa den
skønneste Fod af Verden med mine forhenværende,
hvoraf nogle formodentlig nu er Bedstemødre. I en
Aarrække skaffede dette mig adskillige fortræffelige
Pladser i hæderlige Virksomheder. Jeg skiftede lidt

95

hyppigt, men fraregnet en enkelt Undtagelse matf jeg
sige, at min Virksomhed som „Forlovet" er at ligne
med en Trappe, der fører opad, smukt garneret med
levende Blomster, hvis søde Duft jeg indaandede uden
at bryde dem. Det er meget let, naar der altid er kun-
stige Pragtblomster nok at tage til ved Siden af.

Saa blev jeg ældre, op i de tredive, og det passede
sig ikke rigtigt for mig at være forlovet. Jeg sprang
saa resolut de gifte Koner over og slog mig paa Enker.
Af dem er der altid et stort Udvalg i det amerikanske
Selskab. Jeg havde efterhaanden erhvervet mig nogen
Forretningskundskafr, og jeg har altid været heldig i
Spil. Ogsaa i Børsspil var jeg ikke uheldig. Jeg lavede
Penge. — Det morer mig at fremhæve, at min Virk-
somhed, der til Tider kunde være anstrengende nok,
satte adskillige Hjul i Bevægelse, men det mest posi-
tive JJ dbytte var de Penge, den malede ned i min egen
Lomme. Jeg har været Forretningsfører for adskillige
noble, unge Enker i de forenede Stater og behandlet
dem særdeles godt og samvittighedsfuldt. Jeg vil ikke
her tale om Intimiteter, fordi disse ikke havde anden
Betydning for mig end den, at de temmelig store
Udgifter til de kunstige. Pragtblomster udgik af mit
Budget. De paagældende Damer er alle endnu mine
Venner, og jeg tør smigre mig med et virkelig nobelt
Eftermæle.

En skønne Dag opdagede jeg, at jeg var en velstaa-
ende Mand, og som alle Folk med medfødt Kultur, det
Jiar jeg nemlig ubestrideligt, begyndte jeg at længes
efter Europa. Jeg vil ikke anstille Sammenligninger

96

mellem den gamle og den nye Verden ; de er i Reglen
tomme og banale, men for en Adelsmand med Midler
er Europa alligevel Stedet og Europa alene — London,
Wien, Paris, Rom, det er ligegyldigt hvor, men Europa
er Stedet.

Jeg afviklede altsaa min sidste Enke og drog til
Paris, og nu er det egentlig først min Historie begyn-
der at vedkomme det, hvormed jeg agter at berige din
Viden.

Jeg installerede mig i et pænt, lille Hus i Square de
Roule, ikke langt fra Madeleine Kirken og lagde mit
Kort rundt omkring. Det danske Gesandtskab kendte
mine Bankforbindelser og min Familie hjemme. Jeg
blev accepteret, og det traf sig saa heldigt, at den
danske Gesandt førte et ekvisit fint Hus, der bragte
mig i Berøring med en Række franske Adelsfamilier,
hvoraf Republiken er stolt.

En Republik er nemlig altid mere stolt af sin Adel
end et Kongerige, det er absurd, men bekræftet af
Virkeligheden.

Mine amerikanske Forbindelser havde jeg i Behold,
og jeg kom saaledes efter kort Tids Forløb til at danne
en passerelle mellem det fineste blaa, franske Blod fra
Frants den Førstes Dage og den nye Verdens Pluto-
krati. Jeg maa sige, at jeg endnu ikke var mere vel-
havende, end at jeg lod Plutokratiet betale, og det vilde
more dig at se mine Optegnelser over de Beløb, som
Mr. Thompson fra Detroit og Mr. Smith fra Denver be-
talte mig for en Invitation til Hertugen af la Roche-*
foucaulds og Madame de Saint Legers Saloner.

97

Jeg var dyr, men jeg fungerede upaaklageligt og
havde en fin Næse for Mennesker. Jeg er empirisk
Psykolog paa en Hals, og hvis jeg blot havde gidet,
kunde jeg have skrevet de mondaine Novellister søn-
der og sammen. Det har jeg imidlertid aldrig gidet,
og derfor forbigaar jeg ogsaa her overfor dig Enkelt-
heder i Tavshed. Det var i Aaret 1890, at jeg
gjorde Bekendtskab med en amerikansk Koncert-
sangerinde, der havde spillet en Rolle i Kejserdøm-
mets sidste Dage og var forsvundet fra Paris med
salig Tempereur Plonplon. Himlen maa vide, hvad
hun havde været i de mellemliggende tyve Aar. Selv
paastod hun, at hun havde været gift med en halvfor-
rykt Doktor i Argentina, og ingen kunde modsige
hende. Hun havde en Datter paa 18 Aar, der hed
Polly og var simpelthen vidunderlig. — Jeg kan be-
dømme Kvinder, men ikke beskrive dem. Jeg tror for-
øvrigt heller ikke nogen kan det. Jeres J. P. Jacobsen
maler for meget, og stakkels Gretchen, der er lys-
levende, er ikke beskrevet, allerede af den Grund, at
hun forekommer i et Drama. Jeg skal altsaa forskaane
dig for et Porsøg paa at beskrive Polly Bradlaugh. Du
kender hende, som hun er nu, den Gang var hun d'une
fraicheur inexprimable. — Hun var simpelthen fuld-
endt. Atten Aar er atten Aar og for Øjet! Grace de
Dieu, et Mandfolk som jeg maa have Krav paa Respekt,
hvor det gælder en saadan Bedømmelse.

Mama Bradlaugh var, hvordan det saa end har hængt
sammen med" Argentina, ikke videre velhavende, ikke
meget fin, og Stemmen var selvfølgelig fløjten, druknet

Barberkniven. * 7

1

98

i Embonpoint. Men hun var imposant og ikke fra-
stødende. Du kender disse Mødre, der virker som
memento mori, naar de lancerer deres dejlige Døtre;
saadan var hun slet ikke, hun lovede tværtimod en
giftefærdig, moden Mand en vis rolig Alderdom — paa
Datterens Vegne. Hun var facil, musikalsk, elskvær-
dig, kort sagt indbydende, og Datteren var dejlig som
en Gudinde. Men som sagt, Mama var ikke rig. Hun var
godt lanceret af en gammel Staldmester fra Plonplons
Dage og blev vel modtaget. Men Giftermaal er en al-
vorlig Sag, og i Paris, hvor der er saa mange virkelig
smukke, giftefærdige Partier, er Skønhed ikke nok.
Mrs. Bradlaugh kunde have faaet en sorgfri Alderdom,
naar hun vilde have ofret Datteren til Halvverdenen.
300,000 Frcs. aarlig og eget Hotel kunde Miss Brad-
laugh lettelig have faaet; der var et Par russiske Fyr-
ster, af dem der tæller deres Rigdom i Sjæle, som var
mere end villige til det. Men Polly var forstandig og
— lad mig føje til, viljekraftig.
Jeg tror, det var hendes Forstand og Viljekraft, der

rt

reddede hende, hvis vi her skal tale om Redning. Jeg
anser nemlig for mit Vedkommende Stillingen som
priviligeret parisisk Elskerinde for nok saa attraavær-
dig som Stillingen som dansk Ministerfrue. Men det
er en Smagssag.

Det jeg nu vil fortælle dig, er du den første, der
nogensinde erfarer, men da det er af gennemgribende
Betydning for Forstaaelsen af mig og af hende, maa
jeg fortælle det, og beder dig lægge Mærke dertil.

Jeg blev allerede første Aften, jeg saa Polly, blændet

99

af hendes Skønhed; jeg lod mig forestille for Mama,
og takket være min Rutine i at behandle Enker, vandt
jeg hurtig hendes Fortrolighed. Jeg har gode Manerer,
har set en Del og er ulastelig i min Optræden. Des-
uden saa jeg for 13 Aar siden ganske godt ud endnu,
og Penge havde jeg — selvfølgelig ikke paa langt nær
hvad Polly Bradlaugh havde Krav paa, men enfin, jeg
var noget. Jeg blev Damernes Kavaler, gjorde dem
Tjenester, skaffede dem Indbydelser, gratis selvfølgelig,
baade i amerikanske, engelske og franske Kredse. Jeg
blev optaget i deres meget nøje afpassede Husstand, jeg
foreslog selv at negociere deres lille Kapital, kort sagt,
jeg blev det meste for dem, hvad en erfaren Lods i det
parisiske Selskab kan blive for to Damer, der ikke er
noget og vil være noget betydeligt. En Tidlang gjorde
jeg det gratis, jeg er af Naturen ret stort anlagt, og jeg
kan se bort fra øjeblikkelig Fordel. Desuden havde jeg
i den Tid netop betydeligt Held paa New York Børsen
og grundlagde det, som jeg nu ikke ubeskedent tør
kalde min lille Formue. Ja, jeg har skam en Gang været
Ejer af over en Million Kroner, ganske vist kuri kort,
men det var netop i de Dage. Jeg var lige ved at be-
slutte mig til at gifte mig med Polly — eller, da jeg
nu har bestemt at være ligesaa ærlig som en aktio-
neret Tyv overfor sin Defensor, lad mig saa tilstaa,
jeg friede til hende. Det var Betagelse, en dyb Be-
tagelse, der ikke har det mindste med virkelig Kær-
lighed at gøre, det har jeg siden filosoferet mig til, og
jeg maa bemærke, at jeg har haft Tid nok til at filoso-
fere over denne min Sjælstilstand, for med Skam at

415886

100

sige, min Betagelse er den samme i denne Time og
har været den samme i over tolv Aar. Jeg kalder det
ikke Kærlighed, fordi min Følelse er ganske blottet for
ethvert Stænk af Altruisme, og det tror jeg nok op-
skriftsmæssigt hører med til Kærlighed. Men endnu
den Dag i Dag er jeg lidenskabelig betaget af denne

Kvinde og med den Betagelse dør jeg —

hvis jeg ikke dør af den.

Jeg friede og hun sagde Nej. Jeg er lidt af et Mand-
folk, og jeg satte mig for at bryde af. Hun sagde selv-
følgelig noget om Venskab og Broderfølelse og Erkendt-
lighed, alt det, Kvinder siger ved saadanne Lejligheder,
formodentlig af en Art Næstekærlighed, der vokser ud
af Katekismen. Det bed imidlertid ikke paa mig. Jeg
gjorde hende meget udførligt rede for mine Følelser,
jeg overdrev ikke, tværtimod jeg lapsede mig med min
Egoisme, men jeg lagde ikke Skjul paa, hvad jeg vilde
og vilde hun ikke som jeg, saa var det forbi. Jeg har
aldrig været og vil aldrig være Nar for en Kvinde.

Jeg tror, jeg har en Evne til at tale til Kvinder. Jeg
gør mijg aldrig den Ulejlighed at forsøge paa at gen-
tage niiije gylctne Urd. Lfeg itlærke til, at séW den
mest drevne Romanforfatter ikke mægter at gengive
en Forførelsesscene overbevisende. Og der er mange
Klodrianer, baade i Træsko og lyseblaa Soldaterben-
klæder, der klarer dette som Virtuoser — i Livet. Det
ligger nemlig ikke i Ordene, men i Blodet, i hele In-
terieuret. Paa Scenen kan det ikke gøres allerede af
den Grund, at de to Agerende, med Tugt at melde, ikke

101

kan gaa i Seng sammen. I Musiken kan det gøres,
det kan illudere et Sekund.

Kort sagt, jeg vil ikke referere, hvad der skete;
men netop fordi Polly Bradlaugh ikke elskede mig, og
jeg ikke elskede hende, netop fordi hun forsmaaede
mig og dog ikke vilde miste min Assistance, som hun
ansaa for værdifuld, blev hun min Elskerinde.

Jeg hader fysiologiske Undersøgelser over Drifter,
og jeg skal forskaane dig for ethvert Forsøg paa at for-
klare, hvorledes dette gik til. Jeg skal endogsaa i Sand-
hedens Interesse erkende, at det hele i Begyndelsen
rummede ikke saa lidt af en Skuffelse for mig, og dog
var der i hele dette hemmelighedsfulde Forhold et vist
Pikanteri, der ikke kunde andet end virke æggende.
Polly havde Vilje og jeg havde Vilje og jeg maa sige,
men det er ikke for at prale, at min Vilje straks tog
Overtaget og beholdt det.

Min Position var stærk nok til, at jeg kunde skærme de
to Damer, og jeg maa, igen uden derfor i mindste Maade
at forsøge paa at prale, hævde, at jeg manøvrerede
særdeles habilt,, Jeg underholdt, ikke de to Damer, jeg
understøttede dem næppe, pg miqe Gaver var baadé
diskrete og beskedne. Jeg administrerede "deres lille
Kapital med Omsigt, tog vel af og til en mindre Risiko
og sørgede for, at der altid var nok. Det varede et
Aar. Mama blev selvfølgelig Medvidende; den kære
Sjæl haabede vistnok paa Ægteskab, hun kendte ikke
mig, og den gamle Verden var ny for hende. Jeg selv
var rolig, det var min faste Hensigt, at Polly skulde
gøre et Parti, og det var nu Maalet for mit Arbejde.

102

Saa gjorde jeg pludselig en Opdagelse, der foruro-
ligede mig. Jeg erkender, at det jeg nu vil fortælle er
vanskeligt at forstaa for den, der ikke har gjort sig De-
tailler ved det kritiske i Pollys og mit Liv klart. For
mig selv er det let forklarligt, og du vil maaske kunne
forstaa det.

Polly gjorde Bekendtskab med en rig, engelsk Adels-
mand, Lord Newton, en net, ung Mand, der ikke im-
ponerede mig, men som havde 100,000 £ om Aaret og
en pæn Titel. Han var stærkt betaget af hende, uaf-
hængig, uden mødrene Paahæng og havde Lyst til at
gifte sig med hende. Mrs. Bradlaugh og jeg var meget
stærkt stemte for Partiet, det vilde have været latterligt
ikke straks at gribe til, og Polly var betaget af den unge
Mand. Jeg tror næsten, hun var forelsket i ham. Vi
talte om det, og til min store Forbavselse erklærede
hun bestemt, at med den Mand vilde hun ikke gifte
sig- J e g sagde, hvad man i saadant Tilfælde kan sige ;
jeg var som sagt stemt for Partiet, men hun vilde ikke.
Det kom ikke til en Scene mellem os, men min Tone
blev lidt heftig, og hun sagde rent ud, at hun ikke
vilde bedrage denne Mand, han var for god til hende.
Det var altsaa mig, hun attakerede. Jeg forstod det
godt, og jeg er vant til, at Kvinder gør mig Bebrejdel-
ser, fordi de har fundet Glæde og Tilfredsstillelse ved
at være mine Elskerinder. Det er hjslt naturligt og et
Moment hos Kønnet, enhver fornuftig Mand regner
med, rent bortset fra, at det er ganske uretfærdigt og
inkonsekvent. Men enfin, saadan er de jo skabte, og
saadan glæder de os. Dog det særegne i dette Tilfælde

103

var, at Polly var paa Veje til at forelske sig i Englæn-
deren og hævede ham i sin vaagnende Kærlighed til
en saadan Højde, at hun egentlig helt højkirkeligt,
hvad der ikke var hendes Vane, strøede Aske i sit.
pragtfulde, brungyldne Haar. Og hun sagde noget, som
et Øjeblik var ved at tage al min Overlegenhed fra
mig: Helmuth, sagde hun, jeg husker endnu Ordene,
som det var i Dag — vil du dø for din egen Haand, saa
giver jeg ham mit Ja?

Det lyder frygtelig taabeligt, men i Grunden var det
naturligvis ikke saa dumt. Der er noget i hende, noget
virkeligt urkraftigt, altovervældende, noget rent in-
stinktivt, som jeg aldrig har kunnet forstaa eller for-
klare, men som jeg forresten har kunnet benytte og
altid har regnet med. Jeg svarede selvfølgelig, at intet
var mig fjernere end den Art selvopofrende Handlin-
ger, at jeg befandt mig særdeles vel i Livet og hadede
Døden. Kort sagt, jeg slog det hen. Men hun var syg
i lang Tid derefter, og denne unge Englænder har hun
aldrig glemt. Naa han knækkede Halsen et Aar efter
under en Steeple Chase, men da var Polly allerede
gift med Henrik Jernskæg.

Nu kommer vi nemlig til Hs. Ifiøjvelbaarérihed Ge-
malen.

Grev Henrik Jernskægs vita ante acta vil jeg ogsaa
forskaane dig for, allerede af den Grund, at det kun
ufuldstændig er mig bekendt, og jeg tror ej heller, det
er særlig interessant. Jeg husker ham første Gang fra
vort Møde i Bal Bullier i Paris, og vi sluttede vort Be-
kendtskab ret eftertrykkeligt derved, at jeg straks den

104

første Aften havde den Ære at redde hans Liv. Jeg
har ofte siden fortrudt, at jeg gjorde det, men det er
mig en udsøgt Trøst at videj at han sikkert har fortrudt
det i endnu højere Grad — i hvert Fald, at det var
mig, der øvede Daaden. Alligevel var det Pokkers fikst
gjort af mig, og da jeg ønsker, at du ogsaa skal se mig
fra en anerkendt mere flatterende Side, skal du faa
det hele.

Grev Henrik var bleven sendt til Paris som Lega-
tionssekretær efter absolveret juridisk Embedseksamen,
udelukkende med det Formaal for Øje under kyndigt
Opsyn at blive fordærvet. Han var nemlig for naiv,
og hans Fru Mama, der var en fornuftig Kone, kunde
nok se, at det er ikke nok for en Mand, der skal have
Fremgang her i Livet, at besidde alle Dyder, der maa
et vist Kvantum Laster til, for at det overhovedet skal
gaa.

I de gode, gamle Dage importerede vi dem fra Pa-
ris, det var noget, Rangklasserne vidste, og noget der
var Skik selv over Rangklasserne. Altsaa blev Stam-
herre t Qrev Henrik, udrustet med en Ledsager og en
spækket ^ørs,^^^! Paci&j Ledsageren var* en juri-
disk Kaitdid**, der senere har drevet det ualmindelig
vidt flan var perfekt i alle Dele ogsaa i Laster, men
Tiden tillader mig ikke at dvæle nærmere ved ham.
Grev Henrik lignede en Lohengrin; han havde den
Gang et meget stort lyst Skæg, som han senere ofrede
paa det ægteskabelige Alter, fordi det generede hans
Kone. I Bal bullier generede det Franskmændene, der
antog ham for Tysker og kaldte ham sale Allemand.

105

Herover blev den 3 Alens hærdebrede Kæmpe rasende,
som saadanfte store, Hdt drukne Mandfolk kan blive,
Mama havde 6ft Rem af dfen Grundtvigske Hud, og
Sønnen havde faaet sin Del af Remmeti. Han gebær-
dede sig stundom som en Viking og slog et Par pari-
siske Studenter i Gulvet, fordi de generede ham.

Hans Mentor havde af Legationen faaet mig anvist,
jeg kom lige hjem fra Monte Carlo og havde mødt de
to Landsmænd i Bullier. Der blev som altid i Paris
stor Opstandelse, megen Skrigen, og der kom Dolke
frem. Henrik var rasende og vilde partout kvæle den
mest essige af Angriberne; stærk som en Bjørn er
han jo. Mentor, der aabenbart troede, han var i Figaro
paa Vesterbro, løb efter Politi, og dette tog selvfølgelig
Parti mod le sale Allemand. Henrik blev fuldkommen
vild og havde ufejlbarlig slaaet Spirrerne ihjel. De
blanke Vaaben kom frem, og saa var det, at jeg, der
fra min Ungdom i the far west, trods min spinkle Le-
gemsbygning, hår et vist Tag paa at gøre lyst om mig,
lige i sidste Øjeblik fik drejet et Par Arme af Led paa
Ordenshaandhæverne, sprængt en Reservedør og'bragt
Stamherren i SikkerHed. Det er ødeles sikkert, at fég
reddede hans Liv, Politiet havde afgjort hugget ham
ned, han var jo den angribende og dertil antaget for
at være Tysker; i de Dage var Tysken endnu mere
forhadt i Paris end nu, hvor Politiken lader til at tage
andre Baner.

Vi sad paa et Par Vintønder i en Baggaard og lagde
Planer for Fremtiden. Henrik kaldte mig sit Livs Red-
ningsmand, trykkede mig til sit Hjærte, som det store

106

Barn han var; vi sluttede Fostbroderskab for Livet, og
den næste Dag klarede jeg og Hs. Excellence Gesand-
ten Affæren i Seine Præfekturet og fik Mentor udløst,
han sad i Politi*rrest som Fange tagen paa Valpladsen.

Jeg gjorde dette her endnu flottere, end jeg beskri-
ver det, men jeg gider som sagt ikke prale, og desuden
har Livet senere glattet mine Fortjenester ud. Men
Henrik og jeg blev uadskillelige, og saaledes blev han
introduceret hos Damerne Bradlaugh. Mama blev straks
charmeret i ham. Han var jo saa ejegod det Skind, han
ligefrem straalede af Hjærtensgodhed. Polly fandt ham
mærkelig qua Type, men var iøvrigt behersket. Der
var indtraadt en vis Kølighed mellem hende og mig
siden Affæren med Lorden, en Kølighed, der af og til
blev afbrudt af en næsten rovdyragtig Vildskab, der
ikke kan beskrives, men iøvrigt hører til mine værdi-
fuldeste Minder. Jeg har aldrig været de store Følel-
sers Mand, dette her gjorde mig urolig. Desuden var
jeg uheldig i mit Børsspil, i det hele taget uoplagt, og
saa fik jeg den usalige Ide at stifte et Parti mellem
Polly,øg Henrik.

Ja, det sync&dMv&ike om, ipin dydige Hf., Nevø, men
det er jo ikke en Helgens Historie, du læser. Jeg kan
derfor uden Kommentarer holde mig til Faktum, Mama
var henrykt, Henrik var forelsket som en Anglertyr,
og Polly netop efter en Krise saa meget nede, at det
tiltalte hende at bringe sig selv som Offer. Det er en
Situation, man kan regne med — selv hos de stærkeste
Kvinder.

107

Men nu kommer der igen noget besynderligt, Polly
forlangte paa det bestemteste, at Henrik skulde kende
hendes Forhold til mig. H'er var ikke Tale om, at jeg
skulde forsvinde, dø eller sligt, nej tværtimod, men hun
vilde ikke bedrage den ejegode Vikingesjæl ; han skulde
kende hende o. s. v. Jeg fandt det først absurd, ved
nærmere Overvejelse tiltalte Ideen mig. Den smagte
lidt af daarlige, franske Romaner, som jeg altid har
været forfalden til og desuden vilde jeg ugerne helt
give Slip paa hende. Naar Vikingen altsaa med aabne
Øjne gik ind til det, var jeg forskaanet for en Situation,
der alligevel en Gang vilde genere mig.

Altsaa jeg tiltraadte Pollys Plan, jeg gjorde mere end
det, jeg arrangerede det hele. Det blev gjort, som om
selve Ohnet kunde have været Mester for det. Mama
encouragerede Vikingen, han stammede og friede paa
temmelig slet fransk, og Polly svarede, at hun umuligt
kunde, og at jeg vidste hvorfor.

Saa optraadte jeg; nu maa du erindre, at jeg var
Fostbroderen, Vikingens Livs Frelser, Vennen, kort
sagt Situationen var lagt tilrette. Jeg strittede mod, saa
sagde jeg alt; og déri'kære Sjæl btøvuatøiindeiié dyster.
Han gik paa egen Haand i et Par Dage, såfa kom han
tilbage og betroede mig en hel Del om sin kære Mo-
der, sit Navn, sin Slægts Ære, hvortil jeg køligt be-
mærkede, at han havde Ret, men at jeg aldrig giftede
mig, og at jeg egentlig betragtede Pollys og mit Even-
tyr som endt og tænkte paa at trække mig tilbage fra
Damerne. Du synes selvfølgelig, at dette her er mod-

108

bydeligt, mig forstaar du, og min Optræden forbavser
dig ikke, men du kan naturligvis ikke begribe, at hun,
Engelen, kunde handle saaledes. Jeg skal prøve paa at
forklare dig det. Demimonden stod for hende som den
stadig truende Rædsel. I Paris er Skridtet ikke langt,
og det bliver gjort oftere, end man tror. Det gøres
sjældent paa en Gang, men Vejen var netop den, Polly
havde betraadt: en Forfører — in casu jeg — der trods
sin Nederdrægtighed har en stærk Indflydelse over den
paagældende unge Kvinde og som glider ud mod Peri-
ferien. Polly havde ladet en Chance gaa, hun havde
handlet efter en dyb, indre Tilskyndelse og haft Lej-
lighed nok til at overtænke, om hun havde handlet
klogt eller dumt. Lorden var over alle Bjerge, Situa-
tionen var usikker, og her kom den brede, danske
Dogge og klarede det hele. Polly havde i sin Kreds
set konventionelle Giftermaal nok, hun havde ved mig
lært en Side af Livet at kende, som unge Kvinder af
hendes Selskab først lærer at kende i Ægteskabet. Hun
vidste, hvad det var. Lad mig indskyde, at jeg efter
min Erfaring anser la pudeur som et aldeles yskater-
ligt, kvindeligt,' Smykke og aldrig vilde kunne tænke
mig at gifte mig f. Ex. med en Enke. Det er Alvor.
Naa, jeg tænker overhovedet ikke paa at gifte mig,
men jeg ønsker at understrege, at det, der for os Mand-
folk betyder saa uendelig lidt, det er for Kvinden alt.
Derfor leve Kyskheden, min dydige Nevø.

Polly, som senere har faaet hele Herredømmet over
sig selv, og som du for mig gerne maa kalde en over-

109

ordentlig fin Natur, var i det Øjeblik overfor en Mand,
hun ikke elskede, kun en Pige, der var kommen galt
af Sted og trængte til at repareres, voila tout. Helt
fjollet er de gode Socialdemokraters Theori om Menne-
skenes Lighed nemlig ikke.

Og da Vikingen var forelsket som en Martshare, blev
de naturligvis gift med min og Mamas Velsignelse. Jeg
kan garantere for, at vi alle fire ved den Lejlighed op-
traadte som de ladies and gentlemen, vi var. Det fødes
man jo med, trods Socialdemokraterne.

Nu fik du altsaa Ægteskabshistorien. I det første Aar
holdt jeg mig paa Afstand, saa kom Begivenheden, deri
indtraf programmæssigt, og da Henrik var en Lensgre-
ves ældste Søn, han selv nu Fader til en Dreng, er-
holdt han Papas og Mamas Absolution ; Papa gik saa
hen og døde, og Henrik arvede Grevskabet.

I Mellemtiden lukkede jeg quasi sønligt Mama Brad-
laughs Øjne i Riva ved Gardasøen, og da jeg højtidelig
havde lovet det kære Menneske at holde Øje med
Polly, nærmede jeg mig forsigtig Dueslaget. Jeg fandt •
de to Turtelduer hver paa sin Pind, Polly kedede sig,
og Henrik agerede GoiaafhmeHEféf^blfev nfig straks
klart, at Polly ikke brød sig om Barnet, og at hun ikke
elskede sin Mand. Mit Løfte til hendes salig Moder tro
gjorde jeg smaa Skridt for at etablere det hele, men
forekom mig selv under disse inderlig ridicul. Polly
var dejlig, og Minderne var der. Ikke alene hos mig.
Den Kvinde har et forunderligt dybt, erotisk Tempera-
ment, og jeg har ofte selv sagt mig, at det sikkert kun

110

er Overfladen, jeg har formaaet at bringe til Krusning.
Men hun skylder mig meget i Erotik, og det ved hun.
Det kalder hende tilbage til mig, hun lægger mere i
det, end jeg nogensinde har kunnet, og der er en egen
Vildskab i hendes Følelse for mig eller mod mig, som
man vil.

En Dag kommer Henrik forfærdet op paa mit Væ-
relse og fortæller mig, at hans Kone har sagt ham, at
hun elsker mig endnu. Han stoler paa mig som en
Mand af Ære, ved hverken ud eller ind og spørger
naivt mig til Raads. Nu maa jeg erkende, at jeg aldrig
har haft noget tilovers for dette Mandfolk. Jeg har red-
det hans Liv, det vilde jeg i et lignende Øjeblik have
gjort overfor enhver ligegyldig Person. Jeg har spist
hans Mad, drukket hans Vin, redet hans Heste og skudt
hans Vildt. Giftermaalet arrangerede jeg for Pollys
Skyld, han var mig i denne Henseende inderlig lige-
gyldig. Altsaa jeg har ingensomhelst Samvittighedsnag
overfor ham.

Jeg sagde derfor rent ud til ham, at det vilde stride
mod hele min Livsplan at bede en saa smuk Kvinde
som Polly ofri ikke at elske mig, at jeg selvfølgelig var
parat til at rejse, men at jeg ikke garanterede for Føl-
gerne, hvis hun rejste med. Hvad de to saa har snak-
ket om, det ved jeg ikke, men han bad mig selv blive,,
og siden har vi to talt om Polly som en kær, fælles
Veninde vi begge højagtede. Jeg blev den, der bragte
den gamle Verden ind i hendes nye Hjem, og det har
hun kun haft Glæde af. Vi har begge opført os sær-

111

deles korrekt, og det, der maaske for ti Aar siden
kunde faa vort Blod til at syde — ja lad mig sige det
saaledes — det virker ikke mere explosivt. u

Paa Foden af Manuskriptet var tilføjet: „Det er Hi-
storien, og har den en Moral, saa burde det være denne :
Moralen leve, — for dette her har i Grunden ødelagt
mig Tilværelsen. Naar man gifter sig, saa ved man, at
det enten er forbi med Friheden, eller at man bliver
Pascha. Naar man bærer sig ad som jeg har baaret mig
ad, saa har man alle Ulemperne ved at være gift og
ingen af Behagelighederne, og af disse ret forstaaelige
Grunde raader jeg dig fra at prøve det Experiment

Nu er Polly igen forelsket — i dig, det er Affæren
med Lorden om igen, men hun er ikke atten Aar mere,
og hun er ikke naiv, thi hun har i en Række af Aar
gaaet i Skole hos mig.

Du ser i Pollys Resignation overfor den Mand, hun
var ved at blive forelsket i, noget skønt, som vi i den
kristne Lærdi opdragne Mennesker overhovedet altid
ser i Resignationen, navnlig i andres Resignation. Og
jeg erkender, at selv jeg bøjer mig for dette. Derimod
ser du, og det ganske uafhængigt af al Katekismus, i
hendes, Hengivelse til mig noget om ikke nedværdi-
gende saa dog, skal vi sige mindre ophøjet. Lad mig
alligevel oplyse dig paa dette Punkt. En Kvinde, der
hengiver sig til en Mand, følger i de ni af ti Tilfælde
sin Natur. Der kan være stillet Skranker mellem hende
og Faldet, disse kan være af social, etisk eller religiøs
Natur, det er Forhindringer, som kan tages, og som

112

ofte bliver tagne. Og lad mig sige det straks, det er
hans Kunst. Der er virkelige Forførere til, selvom de
er forbandet sjældne. Og en saadan Helvedes Ud-
sending var jeg. Jeg siger det ikke for at prale, jeg
har forført en Kvinde, som maaske ikke noget andet
Mandfolk paa Jorden kunde have forført. Men læg
Mærke til det, jeg har maattet betale Indsatsen. Jeg
har betalt paa den i 1 2 Aar, og jeg rester endnu.

Enfin, jeg betaler, maaske.

Men ikke for at du skal inkassere Beløbet. Din Ma-
donna, din utilnærmelige skal du kende, og du skal
vide, at i hende lever, hvad jeg har indgivet hende i
de mange Aar, hun var min, og min har hun været.

Du maa ikke tro, at jeg meddeler dig dette for din
Skyld, du kunde maaske sætte dig ud over det ; men
jeg har sagt hende, at du skulde vide alt, og hun har
truet mig for at forhindre det, hun har tryglet og
grædt. Du vil maaske filosofere, skønt du ikke synes
skabt til denne Syssel. Hun har haft en Mand. Hun har
haft to Mænd.

Fortræffelig Filosofi, min dydige Nevø, men læs
endnu en Gang Beretningen om denne Kvinde. Da
hun lod Lord Newton gaa, kunde hun ikke lyve, nu be-
gynder hun med at lyve for dig.

Vil du, trods mine faderlige Raad, tage imod hende,
godt, saa tager du mig med i Købet, og jeg skal arron-
dere Idyllen. Vær forvisset om det.

Læs dette højt for hende og hør saa, hvad hun
lyver en fraværende Mand paa. Jeg har sagt hende,

113

at du skulde erfare alt, og hun vil sikkert handle der-
efter.

Din Onkel

Helmuth v. Viffert.

Skram foldede Papirerne sammen og forlod Værel-
set. Det gjaldt nu at lægge ny Plan bygget paa en ny
Viden.

Barberkniven.

VII

Lady Macbeth \

Skram sad i Biblioteket og bladede i en illustreret
Shakespeare. — Billedet var ikke særlig ypperligt,
navnlig var Lady Macbeths Ansigtsudtryk tomt og
dumt, men Scenen var der: klædt i folderigt mere
græsk end skotsk Gevandt stod den ranke Lady med
udslagent Haar under en mægtig Stenhvælving. Ved
hendes Side paa en bredt Kapitæl stod et osende Lys.
Hun knugede sin venstre Haand mod den højre, som
for at gnide et Mærke bort.

Yet here's a spot.

Og i Baggrunden saas Lægen og Selskabsdamen.

Hark, she speaks —

Out dammed spot — out I say —

Og Lady Macbeth paa Billedet fik de Træk, han
kendte saa godt, la belle dame sans mercy. Hun vilde
ikke tale, ikke til sig selv engang. Hendes Mund vilde
være lukket, sluttet fast og grusom, som den kunde
være det, naar hendes Læber havde lukket sig efter en
hvas Haan.

Med en pludselig Indskydelse rejste Skram sig og
gik til Telefonen, der var anbragt paa en Væg i Biblio-
teksværelset.

Han standsede et Øjeblik tøvende, saa ringede han.

115

Det varede lidt, inden der blev svaret.

Han ringede igen.

Giv mig Skovgaard, sagde han.

Saa maa De have — sted, var Svaret.

Vil det vare længe? spurgte han, og han var ved at
slippe sit Forsæt. Men Tilfældet vilde, at — sted kom
straks, og han fik Forbindelse med Skovgaard.

Er Forpagteren hjemme? spurgte han, og Forpagte*
ren var hjemme. Om det var vigtigt?

Jo, det var Birkedommer Skram, og det var meget
vigtigt.

Det varede lidt.

Saa kom Sigismund Viffert til Telefonen.

Er det Hr. Viffert? spurgte Skram, og det var det.
Jeg har den sørgelige Meddelelse at gøre Dem, at De-
res Onkel Kammerjunker Viffert er død i Nat. —

Død!

Ja — han har skaaret Halsen over paa sig med en
Barberkniv.

Der lød intet Svar.

Er De der?

Ja. — Ønsker Birkedommeren, at jeg skal komme
over til Edelsborg endnu i Dag?

Nej, det er ikke nødvendigt. Vi har afholdt Ligsyn,
og Liget er bragt til Amtssygehuset. Men hvis det pas-
ser Dem i Morgen — eller for Resten — jeg havde i
Gaar Aftes en Samtale med Deres Onkel, og jeg er
Exekutor i hans Bo. Det kan være, jeg kommer over
til Dem endnu i Aften. Jeg ønsker ikke, at man paa
Edelsborg erfarer noget derom.

8*

116

Ved Greven det? — lød Spørgsmaalet i Telefonen.

Greven ved det — Grevinden er redet ud i Morges
og ikke vendt tilbage endnu. Vi venter hende. Jeg tele-
fonerer fra Edelsborg, jeg skal have en Konference
med Greven. — Er De der?

Det varede lidt. Skram stod med Hørerøret i Haan-
den. Han ventede roligt.

Saa lød en anden Stemme i Telefonen — det var
Grevindens.

Skram nikkede hen for sig — det var kun, hvad han
havde ventet.

Er det Skram? — det er Grevinden.

Jeg hører det, Deres Naade.

Viffert fortæller, at Helmuth har begaaet Selvmord!

Det har han.

Og Henrik? —

Greven tager det roligt. Alle tager det roligt her.
Jeg bliver nødt til at tale med Ds. Naade om hans Te-
stamente, det er besynderligt — naa, derom i Morgen —

Grevindens Stemme lød lidt usikker. Sigismund Vif-
fert siger, at De ønsker at tale med ham?

Ogsaa det, sagde Skram. — Det var hurtigt, den
Besked var gaaet videre, tænkte han.

Bed Henrik om at lade den nye Motorvogn køre
frem og kom saa herover med Chaufføren, jeg er paa
Skovgaard, og jeg vil tale med Dem straks og her. —

Skal jeg give Greven den Besked? spurgte Skram.

Ja, lød Svaret.

Og hvis Greven ønsker at komme med? spurgte
Skram.

117

Saa siger De ham, at jeg ønsker at tale alene med
Dem, og beder ham vente, til vi kommer hjem. Jeg
lader Johan ride hjem med Hestene.

Som Deres Naade vil; altsaa paa Gensyn.

Skram ringede af.

Han tog Plads i en af Bibliotekets dybe Lænestole
og slog Benene over Kors, som han plejede, naar han
sad alene med sine Tanker. —

Viffert havde altsaa Ret — Grevinden var paa Skov-
gaard, og Selvmordet vilde ikke faa Indflydelse paa
hendes Planer — hvis ikke — hvis ikke —

Døren gik op, og Greven traadte ind.

Han saa oprømt og smilende ud.

Jeg har maaske ladet Dem vente lidt længe, sagde
han, men for ikke at vække Jørgens Mistanke benyt-
tede jeg den mindre gode Kniv. Det tog lidt længere
Tid og krævede Forsigtighed. Nu er det overstaaet.
Lad os saa tale om, hvad der skal ske. Vil De have en
Cigar?

Skram takkede, og Cigarerne blev tændte.

Jeg har tænkt en Del paa det, De sagde, fortsatte
Greven. De har fuldkommen Ret, der maa ikke komme
den mindste Folkesnak om dette. Hvad vil De angive
som Motiv til Selvmordet?

Skram rystede paa Hovedet. Det er naturligvis aldrig
saa let at sige, hvorfor Folk gør sligt. Næringssorger er
udelukkede, Viffert var jo en meget formuende Mand,
Kærlighedssorger har det vel næppe været, dertil var
han en altfor inkarneret Egoist. Jeg tror, det er den
Hjærtesygdom, han havde, i Forbindelse med en sygelig

118

Tvangsforestilling, som han forresten meget interessant
beskrev for mig igaar. Han elskede Livet, sagde han,
og var bange for at begaa Selvmord. Derfor gik han ikke
paa Jagt, kunde ikke bestige Bjerge og Taarne, vilde
nødig barbere sig selv. Kort sagt, det var bleven en
Tvangstanke hos ham, hans Hjerne har ikke fungeret
normalt. Jeg antager, det vil blive det, den engelske
Coroner jury kalder momental insanity. Forresten vil
jeg ikke gaa paa Jagt efter hans Motiver, men overlade
det til Dr. Kyhn.

Greven nikkede. Det er klogt. Jeg beder Dem glem-
me alt det, jeg sagde i Gaar; jeg var ophidset, jeg
nærer ingen Tvivl om, at min Kone nu efter Vifferts
Død vil se anderiede? paa meget, og jeg vil ikke prøve
paa at skjule for Dem, at dette Dødsfald ikke volder
mig den Sorg, saadant burde.

Skram smilede. Der er vist ingen, der begræder
Viffert. Det er Egoisters Lod, og den rummer ingen
Ubehageligheder for dem selv saalidt som for andre.
En stilfuld Begravelse, voila tout, vilde Viffert selv
have sagt.

Jeg har sat Pris paa den Mand, sagde Greven alvor-
ligt — for længe siden. — Naa, om de døde kun godt;
han var en begavet og i visse Henseender en dygtig
Mand. Elskværdig var han ikke, og hans Karakter var
ikke god. Nu er han død. Lad os ikke tale mere om
ham. Hvem skal arve?

Skram trak paa Skuldrene. Det er jeg vist ikke be-
føjet til at udtale mig om endnu. Testamentet skrev jeg
i Gaar Aftes, da Herskabet var gaaet til Ro, det er be-

119

synderligt og vil vel ogsaa volde en Del Splid og Ær-
grelse. Det er fuldkommen lovligt og skal nok holde.

De mener, der bliver Proces.

Ja, man vil vel paastaa, at.Viffert har været sindssyg,
da han skrev det. Jeg har ikke undersøgt, hvem Ar-
vingerne efter Loven er, men de melder sig vel nok.
Den Tid den Sorg.

Greven sad taus en lille Stund, saa løftede han
Hovedet.

Og De er aldeles sikker paa, at der foreligger et
Selvmord?

Hvorfor spørger Greven om det?

De har jo selv sagt, at der kunde falde Mistanke paa
Jørgen — Leonie er vel Arving, det vilde ligne Hel-
muth — Det vilde jo i saa Fald være Deres Pligt at
anstille en Undersøgelse. Jeg garanterer for Jørgen,
han er hæderlig og tro som Guld, men det vilde lige-
godt paa en uhyggelig Maade henlede Bladenes Op-
mærksomhed paa den hele Affære — De forstaar.

Skram rejste sig.

Jeg forstaar det godt, Hr. Greve, men De maa kende
mig saa meget, at De ved, at jeg kun i yderste Nøds-
tilfælde vil foretage noget Skridt, der kunde vække Uro
og Ubehag i et Hus, hvor jeg har mødt saa megen
Elskværdighed og Gæstfrihed. Jeg maa gøre min Pligt
som Embedsmand, jeg skal søge at forene den med min
Skyldighed som Deres Ven.

Greven trykkede hans Haand.

Jeg stoler paa Dem, Skram. Men det kan altsaa
tænkes?

120

Det er meget usandsynligt, sagde Skram. I hvert
Fald vil det afhænge af Distrikslægens Obduktion, med
andre Ord Greven skal i hvert Fald faa fuld Besked,
inden jeg paa Embedsvegne foretager noget Skridt i en
saadan Retning . . .

Polly er ikke hjemme, sagde Greven hurtigt. Hun er
redet ud i Morges med den Besked, at hun ikke vendte
hjem til Frokost. Jeg formoder, hun er hos Arenfeldts
paa Hvidkilde eller maaske paa Taarnborg, men De
forstaar, at jeg under disse Omstændigheder ikke vil
telefonere rundt efter hende. Rygtet er naturligvis alle-
rede ude. Jeg selv fik Meddelelsen, inden jeg kom hjem
fra Teglværket, af en Landpost. Jeg ønsker ikke, at De
telefonerer efter Grevinden. Hun faar det tidsnok at
vide og —

Selvfølgelig, sagde Skram. Forresten ved jeg, hvor
hendes Naade er. Hun er taget over til Skovsgaard,
det er vist en Aftale med unge Viffert fra i Gaar. Jeg
skal derover i Anledning af Testamentet, og Grevinden,
som jeg har talt med i Telefon, bad mig spørge Greven
om at stille Motorvognen til min Disposition nu.

Greven studsede.

Paa Skovsgaard, og hun ved det — hvorledes tog
hun det?

Meget roligt, sagde Skram. Grevinden er jd mærk-
værdig stærk. Men hun vil gerne tale med mig.

Saa kører vi derover begge to, sagde Greven og gik
til Telefonen for at ringe til Stalden.

Vent lidt, sagde Skram. Jeg vilde bede Greven lade
mig køre derned alene. I Tilslutning til det, vi talte om

121

i Gaar Aftes, tror jeg, at jeg netop i Dag vil kunne ud-
rette noget, og De ved, at ingen varmere end jeg øn-
sker, at Forholdet her ikke ændres. Særlig efter hvad
der er sket. Jeg er i Besiddelse af nogen Takt og nogen
Menneskekundskab. Jeg tror, Greven skulde gøre, som
jeg foreslaar.

Lad gaa, sagde Greven.

Foreløbig venter jeg altsaa paa Vognen, sagde Skram.
Greven sørger nok for, at Værelserne bliver laasede og
ingen faar Adgang dertil.

Som De ønsker, sagde Greven. Har De Brug for
mig?

Nej Tak, var Svaret.

Saa vil jeg se at faa mig lidt Mad og skrive et Par
Breve. Jeg er til Tjeneste naar som helst De ønsker.

Skram bukkede.

Greven ringede. — De vil ikke have noget at spise?
spurgte han.

Nej Tak, sagde Skram, jeg har spist. Jeg maa be-
stille noget, der er endnu en hel Del, der skal være
besørget inden Aften.

Saa skiltes de.

ANDEN BOG

GREVINDE POLLY

I

Grevens Automobil var en stor rød Brassier Vogn
paa 30 Hestes Kraft; den var betrukken indvendig med
brunt Læder, aaben, med to Sæder, og den mægtige
Lygte skinnede i Solen omkap med det svære blank-
beslagne Carosseri. Skram sad paa Bagsædet, hyllet i
en Støvkappe og lod Chauffeuren om Vognen. Han
vilde tænke.

Der var 3 gode Mil til Skovgaard ad Am tslande vejen,
der løb gennem et stærkt kuperet Terræn. Vognen
stod stille, det var som trak man Landskabet bort under
den. Vejen var et bredt gulhvidt Baand paa vældige
Ruller langt borte og Landskabet lidt langsommere end
Vejen med gule Marker, Gaarde og Kirker med Skove
i Horisonten som en fast Bræmme, der var udenfor
Maskineriet.

Chauffeuren havde Ordre til at sætte Farten op over
det tilladte, Skram havde Hastværk, og med hæse
Trompetstød fo'r den store, røde Vogn forbi de lave
Hytter, forbi Bystjøvle og Krohaver, udenom Kirke-
gaardenes Kampestens Gærder fremad, opad og nedad,
glidende, vuggende imod Mødet.

Skram tænkte over Sagen. Han holdt af at føle sit
Ansvar, han var aldrig gladere, end naar han stod over-
for en Afgørelse, der betød, at en ny Situation var

126

skabt af ham, baaret af hans Personlighed, bygget paa
hans Kraft. Og en saadan Afgørelse forestod. Havde det
drejet sig om én jævn borgerlig Familie, var dette
Skuespil bleven udspillet i et jævnt, borgerligt Hus,
vilde ingen dansk Retsbetjent have tøvet med at skride
ind og det strax. At der forelaa et Mord var givet, thi
med en Kniv, der Kl. 8 Eftermiddag var lagt frem paa
Grevens Toiletbord i 1. Etage kunde Kammerjunker
Viffert ikke Kl. 2 Nat begaa Selvmord, i hvert Fald
ikke uden at hente Kniven, og at han mellem Kl. 12
og 2 skulde have ombyttet en af de ham overbragte
Knive fra Etuiet med Grevens Kniv, var utænkeligt.
Han skulde saa have passeret Grevindens Soveværelse
eller i hvert Fald adskillige Trapper og Grevens Sove-
værelse, thi Døren til Grevens Paaklædningsværelse
var aflaaset om Natten. Det havde Skram konstateret.
Skram vidste ogsaa bestemt, at der i Etuiet havde været
7 Knive med de 7 Ugedages Navne indgraverede i Klin-
gens Ryg. Han kunde ikke paa dette Punkt have taget
fejl. Altsaa efter alt det, der forelaa, maatte en Person
efter Kl. 2 Nat, paa hvilket Tidspunkt Kammerjunkeren
var vendt tilbage fra sit natlige Besøg hos Mamselle
Leonie, have skaffet sig Adgang til ham. Han maatte
vel først have haft Tid til at gaa til Ro og sove ind, før
3 kunde det altsaa ikke godt have været. Paa dette
Tidspunkt maatte Jørgen og Leonies Alibi kunne fast-
slaas. Grev Henrik kunde denne Person ikke være,
thi han vilde ikke have henledt Skrams Opmærksomhed
paa den Omstændighed, at Knivene i de to Etuier ikke
var ens, hvis han selv, som Morderen altsaa havde

127

gjort, havde ombyttet en Kniv fra sit eget Etui med en
Kniv fra Kammerjunkerens, netop i den Hensigt at
skjule Forbrydelsen.

Det kunde naturligvis tænkes, at en meget snedig
Forbryder kunde benytte en saadan Taktik, men en saa-
dan snedig Forbryder var Grev Henrik ikke. Han var
en Mand, der gik lige paa. Lidt tung, ikke noget sær-
lig lyst Hoved, men ærlig og trohjærtet. En saadan
Mand kunde godt en Gang i sit Liv begaa en Forbry-
delse, han kunde ogsaa foretage sig Skridt for at skjule
den, det er SelvOpholdelsens Drift og har mindre med
fordærvet Natur at gøre end en lettroende Forhørsdom-
mer undertiden antager, men der maatte i hans Forsvars-
taktik findes Linier, der stod i Forhold til hans Natur.
Hvis han havde foretaget Ombytningen, vilde han sik-
kert ikke have overset Ugedagsnavnet, han, der pedan-
tisk holdt paa, at hver Dag havde sin Kniv, han for
hvem disse Ugedagsnavne daglig spillede en Rolle. Og
havde han overset dette, i Nervøsitet, i denne uforstaae-
lige Blindhed, der ofte ledsager Forbrydelser, saa vilde
hans Reflexion være bleven vakt ved at have Kniven
i Haanden. Han vilde aldrig have ledet den Mand,
der kunde blive ham farlig, ad et Spor, der var unødigt
at benytte, fordi denne Mand ikke noget Øjeblik havde
yttret Mistanke om, at der forelaa Mord. Ikke heller
under Samtalen om Jørgen havde Greven et Øjeblik
talt som den, der var skyldig. Skram følte sig fuldt
overtydet om, at han ikke havde Ret til at angribe her,
og at ethvert Angrebspunkt savnedes.

Men Kammerjunker Viffert var myrdet. Det var saa

i

1

128

godt som udelukket, at Morderen kunde være kommet
udefra. Det maatte være en af Slottets Beboere og det
kunde efter det oplyste kun være en — Grevinde Polly.

Hun havde Motiverne. Det var klart, at Aarsagen til,
at hun nu vilde „leve", var en hæftig Sensommerforel-
skelse i Sigismund Viffert, den Mand, hun havde opsøgt,
inden Kammerjunkerens Lig endnu var koldt. Viffert
havde truet hende, det stod jo at læse i Brevet. Han
havde sagt, at han vilde fortælle sin unge Nevø alt
Det vilde sige, at han vilde berøve hende det Madonna
Skær, der straalede fra hendes Skikkelse, at han vilde
gøre den unge Mand seende, gøre detsaaledes, at Trold-
dommen brast. Og for at dette ikke skulde ske, maatte
han dø. Det var klart. Grevinde Polly havde en Gang
før staaet over for en saadan lidenskabelig Kærlighed,
den Gang havde hun sagt til Viffert — hvis du døde.
Nu hændte det hende atter, nu kendte hun Mennesker,
hun kendte Livet, og hun kendte Viffert, nu spurgte
hun ikke, om han vilde dø, nu tog hun hans Liv, me-
dens han sov, fordi det var det sikreste, og fordi det
hun vilde, var hans Død.

Hun havde ikke vidst noget om Knivene, maaske
overhørt Bemærkningen ved Middagsbordet. Derfor
tog hun Vaabnet med sig, den skarpe Kniv, hun vidste,
var fremlagt paa Grev Henriks Bord. Det gjaldt for
hende om at dræbe Viffert, mindre om at skjule sin For-
brydelses Spor. Han maatte dø, før det blev Dag, thi
riaar Dagen kom, vilde han tale, det havde han sagt,
og hun vidste, han vilde holde Ord. Hun havde ikke
tænkt, hvorledes hun vilde dølge sin Gerning; der var

129

vel Midler nok og der var andre i Huset end hun. Hun
veg næppe tilbage for at lede Mistanken over paa en
anden, paa Jørgen eller maaske paa Henrik. Hun anede
ikke, at Viffert havde skrevet og givet Leonie Brevet til
Besørgelse, og hvorledes skulde Nogen uden at kende
dette falde paa at mistænke hende? Saa sneg hun sig
derop efter at have lyttet og fulgt Trin paa Gulv og
Trapper med ængstelig Spænding. Han sov, og hun
myrdede ham. Da det var sket, saa hun sig om og
opdagede Knivene; hun indsaa straks, at hun kunde
tage den tungeste Del af Byrden, Mistanken mod andre
bort. Hun kendte Knivene, men lagde ikke Mærke til
Ugedagsnavnet; som Kvinde interesserede hun sig ikke
for Barberknive eller kendte sin Mands Toiletfinesser.
Hun tog i Blinde, tog Torsdagskniven og listede sig til-
bage til sit Sovekammer, lidet anende, at et Tilfælde
kunde have stillet hende Ansigt til Ansigt med Kam-
merjomfruen, der ikke, som Grevinden maatte tro, sov
sin rolige Søvn i Værelset paa Kvisten.

Og saa — tidlig den næste Morgen var hun reden
ud, bort fra al Uro og Uhygge ved Daadens Opdagelse,
bort — for at træffe ham og lægge Planer for Livet,
det Liv hun vilde med sin Frihed.

Medens den gulhvide Vej, som Baandet paa de væl-
dige Ruller, droges bort med Skram og den store, røde
Vogn, hamrede disse Tanker i hans Hjærne. Saaledes
var det gaaet, og paa dette kunde han, hvad Øjeblik
han vilde, arrestere Grevinde Polly Jærnskæg og sigte
hende for overlagt Mord, den Brøde., hvis Straf kun var
en — Døden.

Barberkniven. 9

130

Men vilde han det?

Han tænkte ikke mere paa det ungdommelige Svær-
meri, der havde behersket ham i den lange Vinter og
Vaar og Sommer. Nej Tilfældet skulde foreligge rent.
Den Lod, han vilde berede Grevinde Polly, skulde være
den samme, som han vilde berede enhver Kvinde, der
havde handlet som hun. Han tænkte ikke et Øjeblik paa
at vise Skaansel. Skram var en heftig Modstander af
Mordet i Retfærdighedens Tjeneste, som han kaldte
Dødsstraffen, men han var ligesaa skarp mod den, der
kaldte denne Straf til Virksomhed — Morderen. Han
forstod ikke en Eugen Schaumanns Heltemod, Mordet
paa Bobrikof var maaske et Tyranmord, men det var et
Mord. Skram krævede Livet som Ret for alle. Kun
Nødværgedrabet, hvor Liv sattes mod Liv, kunde han
tilgive, endda han ønskede selv dette undgaaet. Paa
dette Punkt var han Fanatiker og ung var han jo endnu.
Han kunde altsaa ikke tænke paa at vise Skaansel.
Ikke saaledes at han vilde Gengældelsens Onde over
hendes Hoved, men han vilde, at hun, der havde brudt
Samtilværelsens første Krav, Kravet paa Respekt for
Næstens Liv, skulde tage Samtilværelsens Reaktion
mod dette Brud — Straffen.

Saa sikker var han i sin Sag, at han stillede hende
og Straffen Ansigt til Ansigt i sine Tanker og holdt alle
andre Muligheder ude.

Hensigten med denne hans Færd var den at bringe
Straffen til hende, — Straffen, der af Samfundet var
lagt i hans Haand.

Paa dette Punkt var der ingen Tvivl, ingen Tøven

131

hos ham. Som Tordenskraldet følger Lynet, skal Straf-
fen følge Brøden, hvor Samtilværelsens klare Bud bry-
des. Det er ikke Strafferet, det er Selvopholdelsesdrift.

Men hvorledes? — hvilken var den Vej, han skulde
betræde? Thi selv om Billedet af Brøden i hans Tanker
var tegnet klart og følgerigtigt, saa hver Fejl var ude-
lukket, saa var det ikke dermed tegnet med samme
Skarphed for Samfundets, for de andres Øjne.

Og skal Straffen, som Tordenskraldet følger Lynet,
følge Brøden, saa maa det Samfund, for hvis Skyld der
straffes, se Lynet og høre Skraldet med den Aarsagstro,
som er Menneskenes eneste Vished. Det er ikke nok,
at den Haand, der hæver sig til Straffen, er sikker, det
maa kendes, at den ikke fejler, thi intet Menneske
straffer for sin egen Skyld; mellem to er ikke Straf —
ikke sædelig Straf.

Men hvorledes tegnede nu dette Billede af hendes
Brøde sig for de andre, de der ikke som han varvidende
og seende?

Viffert var død, det stod fast; men det kunde være
et Selvmord; det stod at læse foreløbig i Edelsborg
Birks Politiprotokol, at det var et Selvmord og der var
kun en, der med Selvoplevelsens Sikkerhed vidste, at
det ikke var saå. Motiverne kendte kun hun og han.
Hun havde følt deres drivende Kraft, han havde læst
den Myrdedes Ord, der uden at tale om denne Kraft
lod ham forstaa, at den kunde vokse sig stærk hos
hende. Men ikke en Gang hendes Mand, der paastod,
at hun intet skjulte for ham, anede, at hun elskede
Sigismund Viffert, og Skrams eneste Viden var Brevet,

132

der intet direkte udtalte. Den Styrke, der prægede
Vifferts Brev, havde skabt Skrams Vished, men kun fordi
denne Vished voksede frem af hans Viden om Barber-
kniven. Naar Skram gentog Fortællingen for at vække
Visheden og alene med dette Formaal, vilde den have
mistet sin Urkraft, den vilde blive et rent Bevismoment,
Genstand for Tvivl og Tro — en Dommerformodning.
Brevet selv sagde intet, Skram kunde, ligesom ved Te-
stamentet, undergive det den Fortolkning, han vilde.
Og hun vilde sige Nej. Han mindedes hendes Ord:
hvad jeg ikke vil sige, det siger jeg ikke, om man saa
lægger mig paa en glødende Rist. Hun vilde som Inka-
kongen dø med de Ord paa Læben: heller ikke jeg
ligger paa Roser, men tale vilde hun ikke.

Og Knivene ! — Distriktslægen havde set dette, men
han havde ikke set Knivene Aftenen forud, og Grevens
Ord lød endnu i Skrams Øren : Saa maa der være sket en
Ombytning, det er mærkeligt, men det kan jo være sket!
Saa maa der være sket en Ombytning! — eller Skrams
egne Ord : der kan være læst fejl af Tuesday og Thurs-
day, to Bogstaver i faa Millimeters Højde paa Ryggen
af en smal Knivklinge, og en Sigtelse for Snigmord
mod Grevinde Polly Jernskæg til Edelsborg!

Socialdemokraterne vilde maaske tro det — men
den velsindede Middelstand, for ikke at tale om de
store!

Aldrig. Paa en Fogeds Ord dømmes ingen fra Livet!

Sigte Grevinde Polly Jærnskæg for Mord paa Grund-
lag af to Bogstaver paa en Barberkniv! Ovenikøbet læste
midt om Natten efter en Herregaardsmiddagl Nej, det

133

var Selvmord, det kunde enhver da se allerede af det
Jag, Kammerjunker Viffert havde haft med Testamentet.
Den unge Dommer var paa Vildspor. Det er godt at
have en vaagen Øvrighed, men det er alligevel bedre
at betro Retfærds Sværd til en gammel, sindig Mand
end til et Brushoved, der, for at vinde et Navn, stormer
løs og lægger Menneskeskæbner øde!

Et Brushoved, der stormer frem, ledet af Ærgerrig-
hed] Men Skram, der vidste, var den eneste, def vid-
ste, var beredt til at tage Ansvaret.

Og det stod fast, her skulde ingen Fejl begaas. Men
det er en Fejl at drage Sværdet, naar det ikke kan svin-
ges. Hver Gang Retfærds Sværd svinges hiod Folkets
Villié, svinges, uden at Folket ser, hvorfor det svinges,
faar Eggen et Hak, og den blanke Klinge bliver ved
saadant Misbrug en sløv Sav.

Hellere — tusindfold hellere Brøde uden Straf end
Straf uden Brøde, og Brøde maa, for at være Brøde,
ses af alle.

Thi alle straffer, aldrig den ene. —

Nu tegnede Skovgaards røde Tag sig for Skram der-
henne mellem de grønne Træer. Hic Rhodus hic salta!

II

Grevinde Polly stod paa Trappen, da Motorvognen
rullede op foran den udhugne Sandstens Portal. Sigis-
mund Viffert stod hos. De to hilste venligt og alvorligt,
som Lejligheden bød og snart var Skram bænket i
Skovgaards store, gammeldags Havestue, foran hvis
smalle Vinduer de tætte Frugttræer flettede et skær-
mende Værn mod Solen.

Kort og klart fortalte han om det, der var sket, han
dvælede udførligt ved Testamentsaffattelsen og Vifferts
besynderlige Hastværk. Han talte om Hjertesygdom og
Tvangsforestillinger, dvælede længe ved det besynder-
lige Sammentræf med Barberknivene som bragtes Vif-
fert midt om Natten og sluttede med nogle almindelige
Ord om den Afdøde, hvis sørgelige Død ikke var noget
Tab, en Hændelse, der snart vilde blive glemt.

De to hørte tavse paa ham.

Viffert betaget, alvorlig og rolig.

Grevinde Polly kvindeligt deltagende, lidt uhyggelig
berørt, maaske endog lidt bedrøvet.

Og Liget? spurgte hun.

Det er allerede bragt til Sygehuset, der skal den
legale Obduktion foretages og saa er Sagen sluttet.

Saa talte de om den Afdøde, og Ordene faldt, som
Skram havde ventet. Helmuth Viffert var død, og hans
Eftermæle var det, han fortjente.

135

Grevinde Polly søgte at undskylde ham. Hun frem-
hævede hans ensomme Liv, hans Ungdoms haarde
Kampe, hans Slægts Uret imod ham, og hans ejendom-
melige Begavelse og store Dygtighed paa enkelte
Omraader.

En net Ligtale, syntes Skram, en saadan, som han
havde ventet.

Men det var tydeligt at mærke, at Grevinde Polly
interesserede sig stærkt for Hensigten med Skrams
Komme til Skovgaard.

Skrams Hensigt var ene den at træffe hende, være
den første, der bragte hende Bud og faa bekræftet, at
det var Sigismund Viffert, hun havde kaaret Dernæst
ønskede han en Samtale i Enrum med hende, endnu
inden hun havde talt med nogen og overskuet de Mu-
ligheder, der frembød sig for Fremtiden.

Med andre Ord, hun skulde isoleres til det første
Forhør.

Men dette kunde han jo ikke angive som Aarsagen
til sit Komme.

Derfor sagde han: Jeg har villet tale med Dem, Hr.
Viffert, som den Afdødes nærmeste Slægtning, forinden
jeg paatager mig det Hverv, der af Afdøde er lagt paa
mig. Testamentet er et Led i de Omstændigheder, der
kæder sig om Selvmordet, og jeg vil ikke, at Deres
Navn skal inddrages i Sagen, uden at jeg først har talt
med Dem. Hvis Ds. Naade altsaa tillader mig et Par
Minutters Samtale med Hr. Viffert

Sigismund afbrød. Det er unødvendigt, kære Hr.

136

Birkedommer ; Grevinde Polly og jeg har ingen Hem-
meligheder for hinanden.

Ah, sagde Skram.

Da der nu er sket noget usædvanligt, sagde Grev*
inden helt roligt, har jeg ikke noget imod, at De ved,
at Sigismund Viffert er Aarsagen til de Skridt fra min
Side, som jeg omtalte for Dem i Gaar. Jeg behøver vel
ikke at sige mere.

Skram bøjede sig. — Den første Del at hans Mission
var tilende; Viffert havde altsaa, som han alt formodede,
haft Ret.

De vil altsaa nu fortælle os, fortsatte Grevinden,
hvilke Bestemmelser Helmuths Testamente indeholder
med Hensyn til Sigismund — og mig.

Det slog Skram, at dette „og mig" betød, at Grev-
inden allerede den foregaaende Aften havde drøftet
Testamentet med Viffert. Havde han nu sagt hende alt?
Det maatte prøves.

Kammerjunker Viffert fortalte mig ikke i Gaar Aftes,
at han havde meddelt Ds. Naade Indholdet af Testa-
mentet. Det er ikke korrekt af mig som Embedsmand
at meddele det til andre end Hr. Viffert, Afdødes Arving,
selv om Ds. Naade ønsker det. Og da jeg gerne vil være
korrekt, vilde jeg helst først vide, om Ds. Naade alle-
rede kender det?

Ja, sagde Grevinde Polly; jeg ved, at jeg er hans
Arving paa visse Betingelser, men — føjede hun til, lige-
som fortrydelig over at hun havde talt — saa er det jo
meningsløst, at De ikke vilde sige det til mig. Det havde

137

jeg ikke ventet af Dem, Skram. Eller er Testamentet
forandret?

Grevinden blussede let, og det slog Skram, om han
maaske ikke her alligevel havde begaaet en lille Fejl.
Paa et saa uvæsentlig Punkt burde han ikke have rejst
Vanskeligheder, navnlig da hun rimeligvis vidste Be-
sked.

Han tog sig hurtigt i det og sagde smilende : Ds. Naade
maa undskylde lidt Embedsmandsvigtighed ; den sande
Aarsag er den, at jeg virkelig føler mig genert ved at
diskutere disse Betingelser paa Tremandshaand. Som
Ds. Naade altsaa vil vide, forlanger Afdøde, at De skal
afgive en Erklæring om, at De ikke nogensinde vil ind-
gaa Ægteskab méd Hr. Viffert, hvis Deres nu toestaa-
ende Ægteskab, som Afdøde venter, skulde blive hævet.

Maa jeg fortsætte?

Grevinden blev blussende rød. Skram studsede. Vid-
ste hun det ikke? Men nu var det sagt, og Skram fort-
satte.

Denne Betingelse, der paa en Gang udelukker den
nærmeste Arving fra Arv paa en dobbelt Maade, er i
og for sig stødende. Den er ikke vel egnet til at offent-
liggøres og desværre lader den sig ikke tilsidesætte.
Det, jeg ønskede, var en Erklæring fra Hr. Viffert, der
kunde foreligge samtidig med Testamentets officielle
Fremlæggelse for Arvingerne og tage Brodden af den
besynderlige Antagelse, Testamentet opstiller.

Grevinden saa lidt beundrende paa Skram, og det
vat velfortjent, syntes han selv, for denne Vending var
virkelig vellykket, saa meget som mere som den var

138

impulsiv, dikteret af Øjeblikkets Krav. Hvad hun ikke
vidste.

Skram fortsatte. Naar jeg kunde fremlægge en saa-
dan Erklæring, vilde enhver kunne forstaa, at den Af-
døde havde taget mærkelig fejl. Jeg mente saa, Ds. Naa-
de, at hvis De, hvad jeg paa dette Tidspunkt ikke kunde
vide, uden Betænkelighed vilde afgive Erklæringen,
kunde gøre dette uden Skær af Mistanke vilde falde paa
Dem. Det drejede sig jo kun om en Selvmorders besyn-
derlige Ideer.

Hvad mener De da nu, da De ved mere? spurgte
Grevinden. Hun stolede aabenbart helt paa Skrams bon-
sens og juridiske Dygtighed.

Ja, sagde Skram, hvis det er Ds. Naades Hensigt at ind-
gaa Ægteskab med Hr.Viffert om tre Aar og under Forud-
sætning af, at Bevilling dertil af Øvrigheden meddeles,
saa er det jo vanskeligt at afgive en Erklæring om, at
det ikke er Deres Hensigt I saa Fald vilde jeg raade Dem
til at tage det Parti at erklære, at De under ingen Om-
stændigheder vilde tage mod en Arv, hvortil der paa et
Tidspunkt, hvor De er Grev Henrik Jernskægs Hustru,
fremsættes en Insinuation, der kun kan være fornær-
melig for Dem. En saadan Erklæring skal jeg med For-
nøjelse affatte for Dem og dermed falder alle Tvivls-
spørgsmaal bort.

Tillige med Arven, sagde Grevinden og lo kort.

Tillige med Arven, gentog Skram og saa forskende
paa hende. Men Ds. Naade kan selvfølgelig ogsaa gøre
noget andet. De kan, i det mindste foreløbig, opgive de
Planer, De maatte nære, afgive en Erklæring som den
forlangte og tiltræde Arven. Skulde De saa ændre Deres

139

Opfattelse og ønske Ægteskab, saa er det klart, at De
maa tilbagebetale det fulde Beløb til de berettigede Ar-
vinger. Jeg maa dog bemærke, at en saadan Erklæring
vil jeg, efter det passerede, ugerne affatte for Ds. Naade.

Det vil sige, at han forfølger mig ud over Graven,
sagde Grevinden og bed sine Tænder sammen.

Skram saa paa hende — den grusomme Mund, tænk-
te han. Hun fortrød sit Udraab og sagde hurtigt:

Hvem er de andre?

Grev Henrik — Mamsel Leonie og offentlig Velgø-
renhed efter mit og Distriktslæge Kyhns Skøn.

Det mente De dog, De havde Bemyndigelse til at
sige? sagde Grevinden skarpt.

T a, sagde Skram. Ds. Naade vidste det jo.

Nej, sagde hun — det har han dog undset sig ved at
fortælle mig.

Det er imidlertid saaledes, sagde Skram. Jeg forud-
ser Vanskeligheder; men jeg, der som Notarius atte-
sterede Testamentet, maa hævde, at Kammerjunkeren
var ved sin Fornufts fulde Brug, og de trufne Bestem-
melser maa respekteres af alle Vedkommende.

Jeg maa tale med Dig om det, Sigismund, sagde Grev-
inden.

Ordet Du brugtes almindeligt mellem Naboerne paa
de Egne, og det betød for saa vidt ikke noget. Skram
havde ikke før hørt Grevinden sige det til Viffert, men
det var jo ogsaa først nu, han havde erfaret noget om
deres Forhold, og han var overbevist om, at dette Du
i og for sig intet betød.

Der er ogsaa god Tid, sagde han. Det synes jo altsaa
blot, som om jeg ikke havde behøvet at søge Hr. Viffert.

1

140

Jeg forstaar, at De vil ignorere de Kommentarer, der
kan blive knyttet til det besynderlige Testamente og op-
sætte Bestemmelsen til senere. I saa Fald er egentlig
mit Ærinde røgtet. Jeg vil foretage en Registrering, som
jeg skal indkalde Arvinger og fremlægge Testamentet;
jeg har optaget en Frist af 3 Maaneder til Afgivelse af
Erklæringen og i denne Tid vil meget kunne ændres. Min
Stilling er kun den at opfylde Testamentets Ordlyd og
sørge for Aktiverne, der efter hvad Afdøde har sagt mig
andrager en 6 til 700,000 Kr. Altsaa en betydelig For-
mue.

De to sad tavse.

Og andet Ærinde havde De ikke? spurgte Grevin-
den efter nogen Tid.

-Jo, sagde Skram. I Grunden havde jeg et andet
Ærinde, og jeg kan ligesaa godt angive det med det sam-
me, særlig da jeg næppe nogensinde faar det røgtet.

Det var aabenbart Kammerjunker Viffert magtpaa-
liggende at hidføre et Brud mellem Ds. Naade og sin
Nevø. Han har haft skarpere Øjne end vi andre, ja end
Grev Henrik selv, tør jeg vel nok sige nu, da De har
beæret mig med Deres Fortrolighed. Og han har sat sig
i Hovedet at ville forhindre, lad mig sige — dette Parti.
Han efterlod et Brev til Hr. Viffert der, hvori han ind-
trængende foreholder sin Nevø om det urigtige i at
træde mellem to Ægtefæller. Dette Brev er i mit Vær-
ge, og det bør vel rettelig overgives til Adressaten.

Skram talte udelukkende til hende; han mærkede,
at hun forstod ham, hun blussede og bevægede sig
uroligt i Sædet.

141

Hun afbrød. Og det Brev har De med?

Ja, sagde Skram.

Har De læst det? spurgte hun kort.

Skram kunde høre hendes Hjerte slaa — Hun vid-
ste, hvad der stod i Brevet.

Ja, sagde Skram. Det var min Pligt som Embeds-
mand.

Deres Pligt at læse et Brev der ikke er rettet til
Dem? sagde hun.

En Selvmorders uafsendte Breve skal Øvrigheden
gøre sig bekendt med. Det er blot mit Ærinde at sige
Hr. Viffert, at Brevet ikke vil blive udleveret ham, før
jeg har sluttet Sagen.

Sigismund Viffert forstod aabenbart ikke Grevindens
Bevægelse. Han sad, som han plejede, og stirrede paa
hende. Hans smukke, regelmæssige Ansigt udtrykte
Sorg. Hun var nu lidt bleg men rolig og navnlig syntes
Skram, at hendes Mund var fast sluttet — uden Naade.

Han forstod ogsaa godt, at Fortiden var uigenkalde-
lig forbi. Han. var ikke hendes Ven; han havde sagt
hende, at Vifferts Hemmelighed ikke vilde gaa i Gra-
ven med den Døde men leve i ham. Og om det blev
Kamp , maatte han afgøre. Men saaledes vilde han
det, det var hans Natur imod at føre Kamp under
Venskabs Maske. Her gjaldt det haardf imod haardt.
Skulde han besejre hende, maatte han vinde en Sejr i
Kraft af sin større Styrke og sin gode Sag, hun lod sig
saa vist ikke overliste. Og nu var han naaet saa vidt,
at hun anede en Fare, fordi den Dødes Hemmelighed
levede endnu og var forvaret hos en Mand, der havde

142

Magt til at benytte den, og som hun ikke kunde bryde
med, fordi han var Sjælen i alt det, der skulde ske. —

Grevinden rejste sig.

Jeg maa hjem, sagde hun. Vi kan altid tales ved i
Morgen, Sigismund. Endnu i Aften vil jeg tale med
Henrik. Jeg ønsker ikke at være hjemme i disse Dage.
Lad dem saa tale saa meget de vil om mig og om Dig
— om ham ogsaa. Det kan vi tale om i Morgen. Skram,
har De mere at sige Hr. Viffert, eller vil De følge mig
til Edelsborg, som Aftalen var?

Skram bukkede —

Efter hvad jeg har erfaret, er der ikke mere for mig
at gøre. Jeg forstaar godt, at Ds. Naade ønsker at tænke
over dette, og jeg skal holde Testamentet tilbage, saa
længe at Ds. Naade og Hr. Viffert kan faa Tid til at
enes om den Optræden, De maatte finde formaalstjenlig,
ligesom jeg selv til enhver Tid er rede til at lette Dem
de i dg for sig ikke saa lidt vanskelige Skridt. Brevet
staar som sagt til Deres Disposition, naar Sagen er slut-
tet, hvilket vil ske en af de første Dage.

Viffert spurgte, om Skram ønskede en Forfriskning.

Det gjorde Skram og der blev bragt Vin og Brød.

De drak i Tavshed, men Skram saa, hvorledes hendes
Blik hvilede forskende paa ham.

Dette var kun en Forpostfægtning, der var en lang
Vej til Maalet endnu, og i Realiteten var Skram endnu
langt fjernet fra dette.

Men der forestod ham en Samtale paa Tomandshaand
med hende uden andet Vidne end den franske Chauf-
feur, der ikke forstod et Ord dansk.

III

En lille halv Mil fra Skovgaard ligger i Skovbrynet
en gammel Kæmpegrav og over den hvælver sig høje
Bøge. Det er en Runddysse, og midt paa Højens Top
staar en Stensætning af svære Sten bevoksede med Mos.
Dyssen ligger ikke langt fra Landevejen, og en Sti fører
ind over det Kampestens Skovgærde der skiller Skov
fra Ager. Fra denne Høj er en vid Udsigt over Landet
mod Sydvest, der skraaner bølgende nedad mod Havet,
og Skovene fletter ved Sensommertid deres Grønt imel-
lem de gulnende Marker, de hvide Gaarde og Kirkerne
med de røde Trappegavle; langt ude i Horisonten, tit-
tende frem over grønne Bakker, ligger den lille By med
det spidse Kirkespir og Edelsborg med det grønne
Malmtag, og bag dette bfinker Havet blaat, naar Solen
glider mod Vest.

Vinden var Sydvest, og medens Vognen rullede frem-
ad, slog den kølig og skarp mod Passagerernes Ansigter.
Det var vanskelig at tale, og Grevinden bød Chauffeu-
ren standse.

Skram, sagde hun — vi har før talt sammen paa dette
Sted — jeg ønsker at tale med Dem ; lad os gaa op paa
Højen mellem de store Kampesten og byde Tiden hvile,
medens vi taler. Senere kan vi tie og indhente, hvad
der trods vort Bud maatte ile fra os. —

144

Skram bøjede Hovedet og stod ud af Vognen. Han
rakte Grevinden sin Haand, og hun sprang let ned paa
den graa, støvlagte Vej. Chauffeuren drejede Vognen
ind ved en Stente og satte sig roligt til at vente, som
den der ikke selv ejer sin Tid.

Grevinden og Skram fulgtes ad til Dyssen. Hun stod
et Øjeblik og stirrede ud over de gulnende Marker,
saa sagde hun med et bedrøvet Smil :

Skram, alt dette er mit, og jeg forlader det dog. gerne
— for at følge ham.

Skram sagde intet.

Hun fortsatte. Der var en Tid, da ieg virkelig var
stolt og glad ved at eje alt dette, og dog lærte jeg snart
at jeg ikke rigtigt ejede noget, fordi jeg kun ejede det
som et hele, det var for stort at dele ud i smaat. Jeg
er mere fremmed for dette Land, nu jeg staar i Begreb
med at. forlade det, end da jeg kom. Den, der skal føle
Glæde ved at eje dansk Land, maa dele sin Ejendoms-
ret med andre ; her er det de smaa, der hersker over
de store, og disse smaa ejer det danske Land. Med dem
har jeg aldrig kunnet dele det. De troer mig ikke, og
jeg har aldrig kunnet vinde dem.

Skram betragtede hende, som hun stod der i Solskæ-
ret. Hans Fjende, hende med hvem han kæmpede, hende
han vilde besejre, ikke for at eje hende, men for at styrte
hende i en dyb Afgrund, hvor hendes Skønhed og Rig-
dom vilde være som Guldet for den, der vansmægter i
en Ørken. Hendes Ansigt var ikke, som han kendte
det tilforn, det var ikke den smilende Dronning, ikke

.145

la belle dame sans mercy. Det var en bedrøvet Kvinde,
der fortrød. —

Hun vendte sig hastig mod ham.

Skram, sagde hun, er De min Ven eller min Fjende?

Hun saa skarpt paa ham, hun vilde have Svar.

Jeg har intet Krav paa Ds. Naades Fortrolighed, sag-
de Skram roligt. Jeg har hidtil bestandig troet, at jeg
var Ds. Naades Ven. Men der er Handlinger, hvormed
Mennesker — selv en Kvinde som De — mister mit
Venskab.

Betyder det, at De er min Fjende? spurgte hun i
samme bedrøvede Tonefald.

Jeg kan ikke lide den Maade, hvorpaa De tager denne
Sag, sagde Skram. Jeg siger Dem det rent ud. Elsker
De Sigismund Viffert, saa har hverken jeg eller andre
Ret til at stille os imellem Dem og Deres Kærlighed.
Men saa byder Ærens Love, at De tager alle Følgerne
af denne Deres Kærlighed.

Dette sagde Skram for at lede hende bort fra den
Vej, hun traadte.

Er det Testamentet, De tænker paa? spurgte hun.
— Tror De virkelig, at dette for mig spiller nogen Rolle
nu? — Er det muligt at Viffert har bagtalt mig i Bre-
vet til Sigismund for at skille os ad? — Skram, nu
skal De sige mig, hvorfor De vilde tale med Sigismund?
Vilde De — min Ven — forraade mig overfor den,
jeg elsker?

Skram rystede paa Hovedet. Nej — jeg vilde se, om
han var den, De elskede. Thi dette har De aldrig sagt
mig. De har endog forbudt mig at spørge derom.

Barberkniven. 10

146

I Gaar, sagde hun stille. Men i Dag er ikke i Gaar,
meget er ændret. Nu trænger jeg til Deres Fortrolig-
hed, til Deres Venskab, og nu taler jeg til Dem om det,
hvorom jeg i Gaar ikke vilde tale. Ja, jeg elsker ham.
Han er Livet, jeg ikke har levet i de Aar, der gik. Jeg
klynger mig til Livet, jeg vil det. Og De skal hjælpe
mig nu, da jeg er stedt i Nød!.

Hun greb hans Haand.

Skram, jeg spørger Dem ved vort Venskab — vil De
nægte at hjælpe mig? — Giv mig det Brev. Giv mig
det nu?

Har hun myrdet Viffert, spurgte Skram sig selv, og
hans Blik blev koldere og fastere ved dette Spørgsmaal.

Ds. Naade maa vise mig, at De vil min Fortrolighed,
sagde han. Og først naar jeg ser det, kan jeg svare.
Thi jeg maa vide, hvorledes jeg skal hjælpe, jeg maa
vide, om den Hjælp, De forlanger, er en saadan, at jeg
kan yde den. Og Brevet har jeg ikke Ret til at give
Dem.

Hendes Blik var kun bedrøvet. Hun saa paa Skram
og sagde stille :

Mændene er Egoister - — alle!

Saa tog hun Plads paa en af de store Sten uden om
Dyssen ; hendes Haand legede med Blomsterne i Mos-
set, og hun bevægede Foden ganske lidt, utaalmodigt,
syntes Skram. Men hun maatte tale først.

Saa saa hun op.

Hvad Tid forlod De ham i Aftes, Skram?

Henved Midnat, svarede Skram.

147

Ved De, åt han straks efter at De havde forladt ham
bankede paa min Dør?

Skram studsede — paa Deres Dør. Var De da ikke
gaaet til Ro?

Jo, sagde hun, men jeg sover slet. Jeg laa og læste.
Jeg ligger og læser til den lyse Morgen. Det er en Vane.
Det vidste han. Helmuth Viffert og jeg kendte hinanden
godt, og han har ofte siddet om Natten ved min Seng,
naar de andre sov.

Dette sagde hun ganske naturligt uden at forklare det.

Skram tav.

Grevinden fortsatte. Han bankede paa min Dør, som
ikke var aflaaset. Leonie plejer at benytte denne Ind-
gang, hun sover ovenpaa — det vil sige over hans
Værelser.

Dette vidste Skram — han undrede sig blot over, at
Viffert som det syntes havde aflagt Grevinden et Besøg,
før han havde ulejliget sig op paa Kvisten til hendes
Kammerpige. Men dette var vigtigt, og derfor tav han.

Jeg troede, det var Leonie, som undertiden kommer
ned til mig om Natten. Jeg troede det, fordi han og jeg
var skiltes som Uvenner samfne Aften, og jeg havde
sagt ham, hvad jeg længe havde ønsket at sige ham.

Det var ham.

Han sagde ikke meget. Han bad mig glemme, at
han havde været vred. Han vilde ikke skilles fra mig
i Vrede. Han vilde rejse tidlig den næste Morgen og
ikke se mig, før jeg ønskede det. Han var ydmyg og
talte mildt. Jeg ved, at han kunde tale alle Sprog. Jeg
kendte hans Tale, og den ejede ingen Magt over mig mer.

10*

148

Jeg er for gammel, sagde han — , og Alderdommen
har ingen Ret. Lov mig blot, at han ikke bliver mere
for Dig, end jeg har været.

Jeg svarede ikke, for jeg vilde ikke tale. med ham
om det.

Han talte om gamle Dage, om Ting, som kun han og
jeg ved, Ting, som jeg ikke kan tale med andre om.

Jeg svarede ham ikke. —

Saa spurgte han mig, om jeg vilde blive vred, hvis
han nu talte med Henrik. —

Henrik sover, sagde jeg. — Jeg ved, at min Mand
altid sover fast til Solen er oppe. For Resten ved Du,
føjede jeg til, at Du intet kan sige Henrik, som jeg
vilde forbyde Dig at sige ham.

Sigismund, indskød han. —

Og jeg svarede: En Gang erfarer han det dog, saa
lad ham ligesaa godt erfare det af Dig som af mig.

Han gik hen til Døren til Henriks Paaklædnings-
. værelse, som ikke er laaset, aabnede den og traadte
ind i Stuen. Det var ikke helt lyst, jeg hørte det klirre,
som om han rørte ved Toiletbordet, der støar midt for
Vinduet. Jeg lyttede, saa kom han tilbage. Han stand-
sede foran min Seng og stirrede paa mig. Jeg gøs et
Øjeblik ; det slog mig, om han nu havde taget Barber-
kniven i Henriks Værelse, om han —

Han maa have set paa mit Ansigt, hvad jeg tænkte.
Lyset fra min Læselampe faldt skarpt ned over mig,
for han sagde med et Smil:

Nej, Polly. Du skal leve — lev vel. Og saa gik han.

Skram sad foroverbøjet og lyttede til denne sæl-

149

somme Fortælling. Hvorfor fortalte hun det? Hvorfor
drog hun det eneste faste Holdepunkt bort under hans
Tro? Hun, der ikke kunde vide, hvad han troede og
hvorfor han troede det. Hun fortalte ham, at Viffert
selv havde byttet Knivene! Fortalte hun det uden at
vide, at Knivene var forbyttede, uden at nævne dem?
Hun kunde jo ikke fra andre vide noget derom, og han,
den eneste, der vidste noget, havde ikke sagt et Ord
derom.

Hvorfor fortalte hun ham dette?

Var det, fordi det var Sandhed ; hun kunde jo ikke
ane, at han troede, det var hende, der havde myrdet
Viffert. Eller anede hun det? Men hvorledes kunde
hun saa vide, at det netop var de ombyttede Knive,
hvorpaa det kom an. Hun havde jo dog — om hun var
Morderske — taget fejl, og hun var ikke paa Edels-
borg, da Jørgen fandt Viffert som Lig. Hun kunde have
opdaget sin Fejl tidlig næste Morgen, før Huset var
vaagnet. Men saa havde hun rettet den.

Skram følte, at Grunden veg under ham. — Var
dette sandt, saa var Viffert ikke myrdet, men død for
sin egen Haand. J

Hun sad foran ham og saa paa ham med det samme
bedrøvede Blik.

Forstaar De, Skram, at det, jeg nu har fortalt Dem,
kan jeg ikke fortælle saaledes, at han erfarer det. Jeg
ved, at jeg mister ham, om han erfarer det, som maa
være forbi — nu da Helmuth er død. Og forstaar De
nu, Skram, at jeg ræddes ved at tænke, at De ikke er
min Ven. De, som har min Skæbne i Deres Haand og

150

kan tvinge alt det frem for Lyset, som er sket paa
Edelsborg i denne sidste Nat. Dem tør jeg fortælle alt
— men saa maa De skaaire mig. Det er det, hvorom
jeg beder. Og saa maa De give mig Brevet.

Skram løftede Hovedet. Mener Ds. Naade, at jeg
ikke skal afholde Forhør over Dem, ikke søge at trænge
til Bunds i Motiverne til Vifferts Selvmord. Det for-
staar jeg godt. Jeg har aldrig unødig villet lægge alt
dette blot for en maabende Mængde. Derfor behøver
De ikke at frygte. Men hvorfor fortæller De mig dette
uopfordret?

Fordi jeg føler, at jeg kunde blive nødt til at tale.
Da De fortalte mig, at Viffert havde begaaet Selvmord,
slog det mig straks, at Vaabnet maatte være den Kniv,
der laa paa min Mands Bord. Selv havde Viffert ingen
Barberknive ; det var hans taabelige Tvangstanke, at
han frygtede for at skære Halsen over paa sig selv.
Det har han sagt mig tidt. Han turde ikke bære ladte
Vaaben, turde ikke bestige Taarne og høje Bjerge, ja
knap nok staa paa en Perron, naar et Tog kom bru-
sende ind, alt af Frygt for Selvmord. Han, der var saa
bange for at dø. Derfor har ban hentet Kniven i min
Mands Paaktddningsværelse. — Men Døren til dette
er laaset indvendigt. Altsaa maatte han passere mit
Sovekammer. Forstaar De nu, hvorfor jeg maatte for-
tælle Dem dette?

Skram forstod det.

Da Grev Henrik havde vist ham Forskellen paa de
to Knive, havde han straks følt sig overtydet om, at
Greven ikke var Morderen. Da Leonie havde berettet

151

ham om, hvad der var sket om Natten paa Edelsborg,
havde han straks været rede til at indrømme, at hver-
ken hun eller Jørgen kunde have Del i den Gerning,
der var begaaet. Der var i ingen af disse to Beretnin-
ger den overbevisende Styrke som i Grevindens be-
drøvede Fortælling, der forklarede alt, ogsaa det, som
kun han vidste.

Og dog var hans første Tanke ikke den: hun er
uskyldig. Nej, det Tankelyn, der gennemfor hans Hoved,
var dette: hun har telefoneret til Distriktslæge Kyhn,
og han har fortalt hende alt. Nu lyver hun for at lede
mig paa Vildspor. Skram følte, at Mistanken var der,
den Mistanke, som ingen Dommer, han være nok saa
stærk, kan staa imod.

Har Deres Naade talt med Distriktslæge Kyhn?
spurgte han.

Med Kyhn — i Dag — Nej, — hvorfor spørger De
om det? Hun saa forundret op.

Fordi jeg ikke er alene om dette, sagde Skram roligt.
Ved Ligsyn virker Dommeren og Lægen sammen, og
det bliver nødvendigt at vise Kyhn samme Fortrolighed,
som Ds. Naade vi$er mig.

Kyhn har i mange Aar været min Læge, sagde hun.
Ham stoler jeg paa, og hvad jeg siger Dem, kan jeg
ligesaa vel sige ham. — Bedre maaske, fordi han er
ældre end De. Betyder dette, at De alligevel ikke øn-
sker — Fortrolighed?

Nej, sagde Skram — det betyder det ikke. Det be-
tyder kun, -at jeg ikke tør love at tie med alt overfor
Kyhn.

152

Hun havde altsaa ikke talt med Distrikslægen.

Kan det undgaas, at jeg i Forhør eller hvad De kal-
der det, bliver spurgt om døt, som De nu altsaa ved ?

Det skulde jeg tro, sagde Skram. — Særlig hvis Ds.
Naade resolut vil renoncere paa al Arv efter Viffert.

Hvorfor det? spurgte hun og saa forbavset op.

Ds. Naade maa erindre, at det, som skete i Nat paa
Edelsborg, ikke har Vidner; ved hemmelighedsfulde
Dødsfald som dette løses Tunger, der ellers er bundne.
Mod giftig Sladder kan ingen værge sig og . . .

Grevinden rejste sig.

Mener De, at noget Menneske skulde vove at tro,
*t jeg — at jeg havde myrdet Helmuth for at arve hans
lumpne Penge?

Ja, sagde Skram roligt.

Grevinden blussede.

Det troede De maaske selv?

Ja, sagde Skram — jeg troede ikke, De havde myr-
det VifTert for at arve ham, men jeg troede, lige til De
fortalte mig dette, at De havde myrdet ham for at hindre
ham i at tale til sin Nevø, som han havde truet Dem
med at gøjre, og det,, at, De bad om Brevet, .bestyrkede
min Tro. Nu ved De det.

Grevinden var nu helt bleg; hun stod lænet til en af
de store Sten. Hendes Hænder var knyttede og hendes
Tænder fast sammenbidte.

VifTert har i Brevet, De har læst, fortalt Sigismund,
at jeg har været hans Elskerinde, maaske endogsaa, at
jeg har været hans underholdte Elskerinde, en Even-

153

tyrerske han har fundet. Og derfor byder De mig denne

Haan !

Jeg beder Ds. Naade betragte ihig som Dommer,
sagde Skram. Det er det, jeg er. Mit Hverv fører med
sig, at jeg maa tilsidesætte de Hensyn, som Mænd
ellers paalægger sig overfor Damer. Det var derfor,
jeg ikke kunde svare, da Ds. Naade spurgte mig, om
jeg var Deres Ven. Jeg kan ikke være det, saa længe
mit Dommerhverv byder mig at søge Vished, hvor
andre kan nøjes med Formodninger. Jeg har haft Aar-
sag til at tro, at Viffert var myrdet. Jeg har ikke talt
til nogen derom. Jeg har haft Aarsag til at tro, at De
var den, der havde myrdet ham, og jeg har fundet det
rigtigt at sige Dem dette. Nu ved De det altsaa.

Det var, som om Skoven over dem lukkede sig og
skjulte de gulnende Marker og de hvide Gaarde, skjulte
Havet, der blinkede derborte bag Byens røde Tage og
Edelsborgs blanke Taarne. Det var, som stod Skram i
den lille, skumle Stue paa Raadhuset og holdt Forhør,
som blev Kæmpehøjen Bordet med det grønne Klæde,
grønt som Mosset paa de store Sten.

Skrams Hjerte bankede, hans Puls slog heftig, men
det var, som stod han foran en stor Afgørelse i en Sag,
hvortil hans Hverv havde ført ham ; det var den samme
Bevægelse, han følte første Gang han som Dommer
hørte Tilstaaelsen fra en skælvende Barnemorderskes
Mund.

Og hun, der stod foran ham, stod for Skranken —
Skranken, bag hvilken han sad, sikker som Dommeren
i sit Sæde.

154

Hans Ord var Taktik — ikke et Menneskes Ord til
et andet.

Hun gik et Skridt fremad, saa sagde hun med et
bedrøvet Tonefald :

Kom. Hr. Birkedommer, lad os gaa, jeg fryser. Jeg
vil hjem.

Han fulgte hende, hun vinkede ad Chauffeuren, der
drejede Vognen frem fra Stenten ud paa Vejen.

Vil De sidde ved Siden af mig, Hr. Birkedommer,
sagde hun. Jeg vil køre selv, det vil gøre mine Ner-
ver godt.

Som Ds. Naade vil, sagde Skram.

Hun smilede vemodigt. De er da ikke bange for at
køre med mig — nu ?

Jeg er aldrig bange, svarede Skram roligt.

Saa tog de Plads, og hun satte den store, røde Vogn
i Bevægelse.

IV

Ned ad Bakke gik det og mod Vinden. Grevinden
talte ikke, hun sad med Hænderne paa Rattet, let for-
overbøjet, medens Vinden tog i hendes Haar. Denne
tætte Chauffeurkappe gjorde hendes Skikkelse uforme-
lig, tvang den ned mod Rattet, ned mod Vognen, som
var hun sammenvokset med den.

Og Luften bed trods Solskæret.

Heller ikke Skram talte. Hans Tanker dvælede ved
det samme Spørgsmaal. Har hun vidst eller blot anet,
at de to Knive var ombyttede? Hvem kan have sagt
hende det? Eller er hun uskyldig? Er dette Selvmord?
Har Viffert i Døden villet hævne sig og kastet Mis-
tankens Skær over det Hus, der hadede ham og som
han hadede?

Viffert var i Stand til det. Han var i Stand til at
lægge sine Planer ondt og koldt. Selv hans Besøg hos
Leonie og Chequen kunde i denne Forbindelse for-
staas. Brevet var et aabenbart Led i hans Plan. Mis-
tanken skulde ikke rettes mod de ligegyldige, mod
Tjenerskabet, nej højere op, mod Grev Henrik eller
hende.

Havde Viffert naaet sin Hensigt?

Eller løj hun?

Fra første Færd havde Skram fulgt en rolig, vel-

156

overvejet Plan. Han syntes selv, at Heldet havde fulgt
ham — for meget. De misundelige Guder havde stand-
set hans Skridt og slynget ham ud i Uvishedens Mørke.
Thi nu vidste han intet. Og den Vished, der havde
tvunget ham fremad, var nu Tvivl. Tvivl paa alt. Han
Han stod alene, — han, Dommeren, der vilde værne
mod Misgerning og derfor løftede sit Vaaben mod dem,
han skulde værne.

Viffert havde altsaa begaaet Selvmord. Han saa den
Dødes magre Ansigt med det kyniske Smil. Der nar-
rede jeg Dem, Øvrighed — lidt Spænding, lidt Afslap-
pelse. Voila tout!

Hvorfor havde han ogsaa sagt dette til hende. Hvor
dumt at vække hendes Vrede, hvor raat at krænke
hende. Var hun uskyldig, havde han handlet, som en
klog Mand ikke bør handle. Og han var ikke alene
Dommer, han var ogsaa Mand.

Det havde han glemt.

Fremad gik det mod den bidende Blæst over det
bølgende, bakkede Land.

En halv Mil fra Edelsborg gaar Vejen nedad Bakke
og ^kærer Jernbanelinien. Det er en Privatbane, og
og der er ikke Led ved Overkørslen, en Snes Alen fra
denne staar blot en Afviserpæl med et paamalet „Pas
paa Toget". Toget er let at passe paa, Banelinien skæ-
rer Vejen i en ret Vinkel, der gaar opefter fra Byen, og
der er kun faa Tog. Til begge Sider ses Banelinien i
henimod en halv Fjerdingvejs Længde.

Klokken var henimod 5, og Toget fra Byen arbej-
dede sig tungt opover den lange Bakke.

157

Naar vi at komme over? spurgte Skram.

Vi kan prøve det, sagde Grevinden. — De har jo
travlt.

Som Ds. Naade vil, sagde Skram.

Farten var nu 10 Mil i Timen, langt over tilladt Køre-
hastighed, og de Vejfarende vendte sig og rystede paa
Hovedet, medens Vognen fjernede sig under korte,
hæse Brøl, og Støvet stod som en Mur bag dem og
laa henover Vejen som en Taage, hvor de for frem.

Nu nærmede de sig Banelinien.

Det gaar ikke, sagde Skram.

Det skal gaa, lød Svaret.

Grevinden pressede Munden sammen og tog et Tag
i Regulatoren. Stenene fløj for Hjulene og slog mod
Vejens Træer.

Er De bange, Skram? spurgte hun drillende.
. Jeg har sagt, jeg er aldrig bange, svarede Skram og
lænede sig tilbage mod Ryglænet, idet han stemmede
Fødderne fast mod Vognbunden.

Det var altsaa hendes Hensigt at køre Vognen ind i
det frembrusende Tog. Det kunde højst vare nogle
Sekunder, saa vilde det ske, ske kort med et Brag,
med et Slag, og saa var det hele forbi.

Nu var det for sent.

Toget peb advarende — en to tre fire Gange og den
femte — Faresignalet.

Chauffeuren rejste sig i Sædet bag i Vognen og
raabte:

Brems — Brems —

Men Grevinden bed Tænderne sammen.

158

Nu maatte det ske. Der stod en tæt, hvid Damp fra
Lokomotivet. Det bremsede, medens Fløjten skar gen-
nem Luften. Men det var umuligt, nu kunde Toget
ikke bremses, det maatte over Vejen, det maatte skære
ind i den rullende Vogn, som lydløst for frem som et
stort, blodigt Projektil fra en Kæmpekanon.

Saa bøjede Grevinden sig ned mod Haandtaget.
Skram saa hvorledes hendes Fod søgte Bremsen. Han
var selv en øvet Chauffeur og forstod straks Faren.

Fra Toget lød Lokomotivførerens hæse Raaben, me-
dens Vinden førte Dampen ned over dem, saa den slog
varm, fugtig mod deres Ansigter.

Standsede Farten, maatte Sammenstødet ske.

Og resolut bøjede Skram sig mod hende og slog hen-
des Fod fra Bremsen. Han bøjede sig over mod hende.
Hendes venstre Haand hvilede paa Rattet, den højre
førte hun ned mod Bremsen, der sad over Trinbrædtet.
Hun vilde standse Vognen med et Ryk lige midt for
Toget. Skram spændte alle Muskler, hans venstre
Haand følte sig frem til Regulatoren paa Rattet, og han
stillede den saaledes, at Maskinens hele Ydeevne toges
i Beslag. Saa tog han i Rattet og holdt det støt, for at
ikke Vognen skulde svinge ud og vælte. Bøjet hen over
hende, næsten knælende i Bunden af Vognen, hin-
drede han hende i at udløse Maskinens Kobling til
Vognen og med venstre Haand slog han hendes højre
Arm bort fra Haandbremsen.

Det susede om hans Hoved, medens Vognen for
frem. I et Nu følte han over sig det store, grønmalede

159

Lokomotiv med Lygte og Beslag og mærkede den glø-
dende Hede dernede fra.

Et Sekund, saa var det forbi — og Vognen jog ned
ad Bakken, medens Jorden rystede bag ved dem af
Toget, som gled frem med stemmende Bremser og skur-
rende Hjul.

Skram skød Grevinden tilside, skød hende helt over
mod Sidelænet; hun veg slapt. Han greb selv om
Rattet, kendt som han var med Vognen, slog Koblingen
fra Drivhjulet og pressede langsomt Bremsen ned,
medens han sindigt dæmpede Farten, og Vognen skur-
rede henad Vejen mens Hjulene stod stille.

Saa stod Vognen — den sitrede endnu som en Gan-
ger efter et vildt, vanvittigt Løb.

Skram vendte sig mod hende, hun var bleg, men
hendes Øjne brændte.

Chauffeuren stod rystende paa Vejen og bag dem
lød de korte Dampstød fra Toget, der atter satte sig i
Bevægelse op ad Bakken.

Der kom Folk til ; de vilde tale, men da de saa Birke-
dommeren, tav de.

Skram rejste sig.

Skal vi bytte Plads, sagde han roligt og bestemt. Nu
er Ds. Naade nervøs; og han bad Chaffeuren tage Plads
i Vognen igen.

Saa gik de sindigt fremad med Skram ved Rattet.
Men da Støvet atter rejste sig mellem dem og de
maabende Vejfarende bag dem, sagde Skram med et
stille Smil vendt imod hende:

160

Hvorfor gjorde Ds. Naade dette? Jeg mistænker
Dem jo ikke mere?

Grevinde Polly tav.

Men hun var dødbleg, som hun laa i det dybe Sæde,
hyllet i den folderige Kappe.

V

Amtssygehuset var en stor, rød Bygning, der laa paa
en Skrænt ned mod Slotssøen, omgivet af en stor,
skyggefuld Have.. I et Hjørne af Haven, skjult bag
store Træer, laa et lille Lighus, prydet med et Kors,
skjult for de syge, for at de ikke skulde mærke Dødens
Nærhed. Rummet var lille med brede Vinduer, der
sad højt. Det var nu helt tomt, blot stod der midt paa
Gulvet et Dissektionsbord, og her arbejdede Distrikts-
lægen med to Sygepassere.

Distriktslægen var iført sin hvide Hospitalskittel,
hvis Ærmer var opsmøgede. Hans Arme var tilsølede
med Blod.

Paa Bordet laa afklædt, viljeløs under Kniven, Liget
af Helmuth Viffert.

Skram stod lænet mod Muren og røg en Cigaret.
Han var helt rolig efter Optrinet paa Landevejen. Ob-
duktionen interesserede ham ikke, men Distriktslægen
havde sendt Bud til ham, at han maatte komme.

Det var egentlig ikke hans Hensigt at lade foretage
en legal Obduktion. Han havde fast besluttet at tro
Grevinden. Ganske vist maatte han undersøge, om det
var muligt, at hun kunde have haft Anelse om dette
Moment — Barberknivene — men i og for sig var

Barberkniven. 1 1

162

dette lidet troligt. Paa Distriktslægens Diskretion kunde
han stole. Den Mand var vant til at tie og tav.

Distriktslægen arbejdede nervøst.

Naa, sagde Skram, er De nu færdig? Har De set,
hvad der var at se?

Skrams Blik strejfede det sønderflængede Legeme
uden Uhygge. Han var vant til at se sligt, det berørte
ham ikke. Han længtes efter at komme hjem og hvile.
Thi nu var han træt.

Ja, sagde Distriktslægen, nu er jeg færdig. Han gav
et Tegn til Medhjælperne, at de skulde træde tilbage,
og nærmede sig Skram.

Skram, sagde han hviskende. Vi har haft Ret i vor
Antagelse, blot er Sagen forløbet noget anderledes, end
vi har tænkt. Denne Mand har, som De bemærkede i
Morges, lidt af en meget fremskreden Arteriosclerose,
en gennemgribende Forkalkning af Hjertets Arterier,
og dette har medført hans Død ; han er død pludseligt,
medens han laa i sin Seng. Snitsaaret er ikke livsfar-
ligt, det er bibragt ham, efter at han er død. Dfet vil
altsaa sige, at al Tale om Selvmord er udelukket —
selvfølgelig er han heller ikke myrdet; han er død
af Forkalkning af Hjertet, som man populært vilde
kalde det.

Blodet susede for Skrams Øren. Altsaa dog —

Han svarede ikke, men saa opmærksomt paa Distriks-
lægen. —

Denne fortsatte. Det er, som De ser, et meget inter-
essant Tilfælde. Jeg troede et Øjeblik, trods Deres
skarpsindige Hypothese om Knivene, at der kunde

163:

være en Mulighed for et Selvmord i Forbindelse med
Hjærtetilfældet. Men Fundet gør dette i høj Grad usand-
synligt for ikke at sige udelukker det ganske.

Og De er vis paa, Doktor, sagde Skram, at det ikke
er min Knivhypothese, der indgiver Dem en forudfattet
Mening? Jeg vil sige Dem, at jeg er bleven bange for
forudfattede Meninger. Jeg tør sige Dem, at de i Dag
alle har slaaet fejl. Selv ikke Knivhypothesen holder.
Jeg skal forklare Dem senere hvorfor ; nu er det nok at
sige, at den er betydningsløs. De maa altsaa se helt
bort fra den.

Distriktslægen rystede paa Hovedet.

De Herrer Jurister kan naturligvis tage fejl af saa-
kaldte psykiske Kendsgerninger, de kan ogsaa tage fejl
i Kombinationer af reelle Kendsgerninger. Vi Læger
arbejder strængt empirisk, og paa vore specielle Felter,
der hvor Kniven har Ordet, tager vi sjældent fejl. Her
er en Fejltagelse saa godt som udelukket. Enhver Læge
vil kunne forstaa, at mine Slutninger ikke alene er
de rigtige, men ogsaa de eneste. Jeg kan altsaa kon-
statere, at her foreligger et pludseligt Dødsfald, der
skyldes en kronisk Lidelse hos Manden. Som Acces-
sorium, men notabene efter at mors er indtraadt, kom-
mer dette ret ufarlige Snitsaar, der i og for sig ikke
kunde have medført Døden. Ja, jeg tør endogsaa sige
— idet jeg dog understreger, at jeg her befinder mig
paa Hypothesernes Hav — at Morderen har standset
Snittet eller i hvert Fald ført det med mindre Kraft —
ikke gennemført det, fordi han har maattet se, at han
skar i en død Mand. Her er overhovedet slet ikke Tale

n*

164

om egentlig Blødning, men kun om en Udsivning af
Blod, fordi en Vene er overskaaren, maaske indenfor
et Tidsrum efter Døden, hvor der endnu har været en
vis Bevægelse i Blodlegemerne.

Det var meget, sagde Skram.

Ja, det er maaske for meget, sagde Distriktslægen ;
som jeg sagde, dette sidste er Gætning, men om selve
Hovedsagen hersker der ikke mindste Tvivl, og jeg for
mit Vedkommende føler ingen Betænkelighed ved at
afgive mit Skøn over Fundet i fuld Overensstemmelse
med det, jeg her har sagt.

Er De færdig med Forretningen? spurgte Skram.

Fuldkommen, sagde Doktoren, nu kan De for mig
gerne begrave ham. Hvis De da ikke mener, vi skal
lade en anden Læge se paa det?

Ikke nu, svarede Skram hurtigt. Lad os gaa —

Jeg skal blot gøre Toilette, sagde Doktoren, saa er
jeg til Tjeneste. Jeg vilde for Resten ogsaa gerne tale
med Dem.

Har De sagt noget til Folkene her om det, De for-
talte mig?

Intet, sagde Doktoren, den Slags Ting taler jeg ikke
om med Personalet.

Skram stod ude i Sygehusets Have og stirrede over
mod Slottet. Altsaa var Kampen aabnet paany.

Hvorfor gjorde De det — jeg mistænker Dem jo ikke
mere?

Det havde været hendes faste Forsæt at styre Vog-
nen ind imod Toget, at spille va banque om hans og
hendes Liv, at udslette dem begge af Jorden, for at der

165

kunde blive Tomhed ved deres Død. Hun vidste jo
ikke, at Distriktslæge Kyhn var underrettet om det
mistænkelige, at Sagen ved hendes Daad netop vilde
tvinges frem. Hun troede, at han alene vidste og der-
for skulde han dø med hende.

Han havde troet, det var Exaltation, krænket Stolt-
hed, vanvittig Vrede over hans Mistanke. Nu begyndte
han at forstaa, at Aarsagen laa dybere, selv om han
ikke begreb, hvorfor hun havde fortalt ham, hvad hun
havde fortalt om Vifferts natlige Besøg. Løgn var det
vel, selv om han ikke kunde fatte, hvorfor hun løj netop
saaledes. Men det, hvorom det nu gjaldt, var at faa at
vide, hvornaar hun havde hørt, at man havde fundet
Viffert som Liv.

Det var en Sag, og en Sag blev det.

Sig mig, Skram, sagde Distriktslægen, er det straf-
bart at skære Halsen over paa en død Mand ?

Efter dansk Ret, ja, svarede Skram, idet han fulgte
med Doktoren hen ad Havens brede Hovedallé. Det
er det, man kalder en putativ Forbrydelse, et Forsøg
med utjenlige Midler. Det staaende Exempel i Syste-
met er det, at en Mand forsøger at forgive en anden
med et Stykke Sukker i den Tro, at man kan dø af
Sukker. Det straffes i Danmark som Forsøg, det vil
side med en forholdsvis ringere Straf. Der er for Resten
Lande, hvor man ikke straffer saadanne Handlinger,
og personlig er jeg ikke Tilhænger af en saadan Straf.
Man kan ikke slaa en død Mand ihjel. For Resten er
det hele Spørgsmaal meget interessant. Det er Spørgs-
maalet om putative og imaginære Forbrydelser. En

166

imaginær Forbrydelse vilde det være, om en Mand skar
i et Lig og troede, at dette var strafbart, vel vidende
at det var et Lig. Her er Vildfarelse om de retlige
Virkninger det afgørende Moment.

For at blive ved vort Tilfælde; hvis den paagældende,
Morderen — lad os kalde ham det — har vidst, at
Viffert var død og af en eller anden Aarsag skaaret
en Flænge i hans Hals, saa er denne Handling ikke
strafbar og bliver ikke strafbar, fordi vedkommende
mulig selv tror, at den er det. Har han derimod troet,
at Viffert levede og blot sov, bliver hans Handling
strafbar, fordi Fejltagelsen her refererer sig til det fak-
tiske, ikke til det retlige.

De vil altsaa kunne forstaa, at Tilfældet er meget
kompliceret, men tillige, at det ikke har den Interesse,
som vi formodede, før De ved Deres Undersøgelse
fik fastslaaet, at Døden skyldtes Hjærtesygdommen.
Medens jeg paa det Standpunkt, vi stod i Morges, ab-
solut ikke kunde tænke mig at holde mig tilbage fra
en Undersøgelse for at konstatere, hvem denne Morder
kunde være, maa jeg ærligt indrømme, at jeg nu, under
Hensyn til Sagens Beskaffenhed og de øvrige forelig-
gende Omstændigheder, som det hedder, er meget
stærkt stemt for at faa Dem til at blive enig med mig
om, at der vel foreligger en Død af Arteriosclerose,
men at denne er indtraadt under et Selvmordsforsøg.

Det kan jeg ikke, sagde Doktoren, for det tror jeg
ikke; jeg mener

Vel muligt, afbrød Skram. Men de Herrer Læger er
jiu altid saa bandsat sikre i deres Sag, medens vi

167

Jurister idelig maa arbejde med Usikkerhed. Naar det
nu for en Gangs Skyld er opportunt at slaa lidt af paa
Sikkerheden, saa bør de Herrer ikke stille dem saa
stejlt paa deres Ufejlbarhed!

De stod nu paa Torvet ud for Birkedommerboligens
Facade.

Jeg faar travlt, Distriktslæge, sagde Skram, men se-
nere kunde jeg have Lyst til at tale med dem ; jeg skal
sende Dem Bud.

Som De vil, sagde Doktoren, og de skiltes.

Kontoret var aabent endnu.

Har her været nogen? spurgte Skram.

Intet af Betydning, svarede Fuldmægtigen. Forpag-
ter Viffert fra Skovgaard telefonerede nylig, at han
kom herind i Aften.

Skram standsede et Øjeblik, saa sagde han : — Aa
hør, Holm, bed telefonisk Jørgen og Mansel Leonie
om at komme herover endnu i Aften og tage John med.
Jeg maa tale med dem. Og De, Jensen, gaa over paa
Slottet og giv Grevinden et Brev, som jeg nu vil skrive.

Skram skrev Brevet og Politibetjenten gik.

Hvad blev det til med Obduktionen? spurgte Fuld-
mægtigen.

Skram trak paa Skuldrene. Intet nyt, sagde han.
Det er et almindeligt Selvmord, som maa behandles
diskret. Det skylder vi dem derovre.

Dermed gik han ind paa sit eget Kontor.

VI

Skulde hun alligevel have erfaret noget om Kni-
vene? Det var godt nok med disse Formodninger;
Skram havde fremsat dem som de fødtes i hans Hjerne,
og de kunde begge være rent forkerte. Naar han tænkte
sig om, formede disse natlige Begivenheder sig egent-
lig som et helt Romanoptrin, og det var ikke langt fra,
at der var et virkelig burlesk Skær over dem. Scenen
var en ægte, dansk Herregaard, en Fløj af denne hvoraf
fire Etager var beboede. 1 Stuen boede Tjeneren, paa
første Sal Grevinden, paa anden Sal den myrdede Vif-
fert og øverst oppe under Taget Kammerjomfru Leonie.
De fire Etager forbandtes ved en Vindeltrappe, der førte
op gennem et Taarn. Paa denne Vindeltrappe havde
der altsaa den Nat været en Færdsel, der, selv om der
i og for sig ikke var noget urimeligt deri, dog nærmede
sig stærkt til det Usandsynlige.

Grevinden fortalte, at Viffert Kl. halv et ad denne
Vindeltrappe var gaaet ned til hendes Værelse. Han
skulde saa efter 10 Minutters Forløb atter være pas-
seret Trappen. Ved et Tiden skulde han, hvis Leonie
havde talt sandt, atter have passeret Trappen for at
give Mamsellen Chequen og Brevet. Dette var ikke
usandsynligt, da Mamsellen jo havde Chequen og Bre-
vet. Og da Viffert fandtes død i sin Seng paa 2. Sal,

I !

I

i ■ i

| 169

I • i

| maatte han atter ad Trappen være vendt tilbage til sit

Værelse. At Leonie dernæst ad samme Trappe havde
øgt ned til Jørgen kunde vel bevises ved Vidner, saa-
vel som at hun atter, ganske vist først Kl. 7 var vendt '

tilbage til sit Kammer. Men endnu stod den vigtigste
Benyttelse af Trappen tilbage. Var det Grevinden der
Kl. 2 eller saa ad samme Vej havde søgt op til Værel-
serne paa 3. Sal, og var da det sket, som var Genstand
for Skrams Formodninger?

Skram maatte — med et Smil — tilstaa for sig selv,
at der havde været en Passage paa denne Trappe den
Nat, som en fransk Lystspilforfatter vanskelig kunde
have budt sit Publikum. Og alligevel, i det Øjeblik det
drejede sig om Realiteter, maatte man bøje sig for
Muligheden af, at det kunde være saaledes. Arrangeret
som Theater eller Romanoptrin var det hele usandsyn-
• ligt og unaturligt, som Led i en Række faktiske Tildra-
gelser, var det Muligheder, man maatte regne med.
Man kunde skyde nogle Led ud, og derved gøre det
hele sandsynligere, men saa stod man uden Forklaring
paa Tildragelser, der var tegnede i Livet med dets
Tilforladeligheds Præg. Viflfert var fundet med et Snit
i Halsen, som han ikke kunde have bibragt sig selv.
Og Leonie havde en Cheque, hun først havde faaet
efter Kl. 12 Nat.

Skram sad i sit Kontor og noterede paa et Folioark,
der laa foran ham. Han havde endnu ikke foretaget sig
noget positivt Skridt. Ganske vist havde han forhørt
Leonie, og under en Samtale, han havde haft med
Grevinden, havde hun tilstaaet for ham, at Viflfert havde

170

været i hendes Værelse og egentlig ogsaa sagt, at han
selv havde ombyttet Knivene. Det vil sige direkte
havde hun ikke sagt dette, hun vidste slet ikke noget
om de to Sæt Knive, hun troede kun, at Viffert havde
taget Grevens Barberkniv, den Kniv hvormed Daaden
var øvet. Hun maatte altsaa aflægge endnu en Tilstaa-
else, den, at hun havde deltaget i Processionen paa
Trappen i de natlige Timer og betraadt Vifferts Værelse
efter hans Død.

Og for at faa denne Tilstaaelse, havde Skram bedt
hende komme til ham endnu den samme Aften. Vilde
hun komme? Hun vilde sikkert ikke gentage det mis-
lykkede Selvmordsforsøg, og Skram havde jo sagt, at
han ikke mistænkte hende mere, i Brevet havde han
omtalt, at han under visse Omstændigheder vilde til-
intetgøre Brevet.

Vilde hun tilstaa?

Det blev hans Kunst at opnaa dette. Thi endnu havde
han intet foretaget sig, De forskellige Formodninger
havde krydset hans Hjerne, han havde prøvet dem paa
Virkeligheden og var naaet til et acceptabelt Resul-
tat — et Resultat, hvorved han maatte smile, et
Theateroptrin, der vilde falde et kritisk Publikum for
Brystet !

Det bankede og Mamsel Leonie traadte ind med
Jørgen. Skram modtog dem venligt og bad dem tage
Plads: han nedskrev saa, idet han spurgte hende ud,
den Forklaring, hun allerede havde afgivet. Hun gen-
tog den uden Afvigelse. Jørgen sad under dette Forhør,
der førtes paa Fransk, stille og stum paa en Stol.

171

Skram bad nu Mamselle forlade Værelset og forhørte
derefter Jørgen, der ordknapt, men yderst troværdigt,
afgav en Forklaring, som stemmede med Mamsellens.
John, der havde opholdt sig i Forkontoret, afgav sin
Forklaring dybtrødmende og noget forlegen, men den
lod ikke nogen Tvivl tilbage hos Skram om, at alle
disse Mennesker talte fuld Sandhed. Anden Del af
dette Forhør bestod deri, at Skram konstaterede, at
Mamsellen Kl. 8 1 / 3 havde banket paa hos Grevinden,
der var vaagen, havde hjulpet hende med Paaklæd-
ningen, idet Grevinden straks havde iført sig sin Ride-
dragt og ladet John bestille Hestene. Derefter havde
hun nydt sit Morgenmaaltid og var reden ud. Hun
havde talt med Greven, der var kørt ud ligesom hun
forlod sit Værelse, men ellers havde hun ikke talt med
andre end Leonie, John og Taffeldækkeren, der var-
tede op ved Frokostbordet tilligemed Jørgen. Under-
vejs havde hun ikke kunnet erfare noget, der kunde
indgive hende den Ide, at opfinde Beretningen om
Vifferts natlige Besøg. Hvad han havde erfaret paa
Skovgaard, derom maatte Sigismund Viffert vidne.

Skram slog altsaa nu fast, at Jørgen og Leonie ikke
kunde mistænkes, og at Grevinden maatte have været
paa Vifferts Værelse, hvis hun under sit Besøg paa
Skovgaard havde været vidende om Helmuth Vifferts
Død. Herefter dimitterede han med nogle venlige Ord
Tjenerskabet og beredte sig paa at modtage det fjerde
Vidne, Sigismund Viffert.

Den unge Mand kom. Han kom af sig selv og altsaa
maatte han have noget paa Hjærtet. Skram forstod, at

172

det var ad denne Vej han skulde naa den Tilstaaelse,
han tragtede efter. Men medens han den Gang, Motor-
vognen førte ham til Skovgaard, uden Skaansel vilde
fælde hende, der havde taget et Menneskes Liv, saa
var hans Maal nu et andet. Han vilde lægge denne
Sag til rette for hende, maaske skaane hende. Og dog

— slette det skete af hendes Liv vilde han ikke. Hvis
hun havde løftet Kniven mod den sovende Mand, var
han end hendes Fjende, saa skulde hun ikke gaa bort
ved den unge Mands Side, for at leve Livet som om
intet var hændet. Der var et Retfærdighedskrav, som
skulde tilfredsstilles — ikke for en almindelig Domstol,
men Menneske og Menneske imellem.

Derfor var hendes Tilstaaelse nødvendig for Skram,
der var Fogden, Fogden, indom hvis Distrikt alt dette
var hændet.

Hr. Viffert, sagde han — maa jeg bede Dem tage
Plads og sige mig, hvad jeg skylder Æren af Deres
Besøg?

Den unge Mand stammede lidt. Jeg syntes, jeg
maatte tale med Dem. Sagen er nemlig den, at Grev-
inde Polly og jeg har aftalt — hun har jo selv sagt det

— saa De ved det, at vi — at hun og jeg skulde be-
gynde et nyt Liv ... .

Skram nikkede. Det kom mig overraskende.

Ogsaa mig, sagde Viffert skikkeligt og blev blodrød.
Hun er jo en Dronning, en Madonna saa ren, saa
stolt —

De havde maaske tænkt Dem en Beundring paa
Afstand? sagde Skram. Og nu i Dag har hun over-

173

rasket Dem — Aladdin ! Har De virkelig aldrig nogen-
sinde tænkt Dem, at hun — Skram tøvede, saa føjede
han smilende til — elskede Dem?

Aldrig, sagde Viffert. Jeg vidste, at hun ikke var
lykkelig, det kunde jeg jo se, men tale til hende om
Kærlighed, hvor kunde jeg det? Og desuden var hun
jo gift med Henrik. —

Det var altsaa først i Dag, spurgte Skram, at Grev-
inden sagde Dem, at hun havde Planer, og at De blev
som himmelfalden af Lykkefølelse?

Det gjorde jeg. Jeg troede næppe mine egne Øren.
Det overvældede mig. — Men det jeg vilde sige Dem,
er noget helt andet. Grevinde Polly vil altsaa skilles
fra sin Mand. Men saa maa jeg gaa fra Forpagtningen,
jeg kan jo ikke være hans Forpagter. Jeg ejer ikke
noget; tværtimod, jeg maatte sætte mig i Gæld, da jeg
overtog Besætningen og Inventariet efter Joachimsen,
der havde Skovgaard før mig. Jeg kunde vel nok have
faaet Onkel Helmuth til at hjælpe mig, han var jo
meget rig. Jeg troede det idetmindste. Men nu forstaar
jeg ikke et Muk af det hele.

Jo, sagde Skram, da er det ellers ikke svært at for-
staa. Deres Onkel har anet, hvad hverken De eller
nogen anden har opdaget. Han var Grevindens Ven
og han var Grevens. Han har villet forhindre, at hun
brød ud. Og hvem kan vel fortænke ham deri?

Men hvor kunde hun da imorges sige mig, at hun
var rig og uafhængig? At nu endelig den Time var
kommen, da hun kunde følge sit Hjertes Bydende?

Skram trak paa Skuldrene, men han spidsede lige-

174

godt Øren. Hun har vel ment, at Greven vilde give
hende en stor Apanage!

Nej, sagde Viffert, det kan hun ikke have ment, hun
sagde udtrykkeligt, at hun ikke vilde modtage en Skil-
ling af Henrik.

Hun kan vel have vidst, at Deres Onkel var død, og
han kan jo have sagt hende, at hun var hans Arving,
uden at føje til, at der var den fatale Bestemmelse.

Skram saa skarpt paa den unge Mand;

Umuligt, sagde han troskyldigt. Hun vidst jo ikke,
at Onkel Helmuth var død!

Jamen ser De, det tror jeg hun vidste, afbrød Skram,
Deres Onkel har i Gaar Aftes sagt hende det. Og naar
De tænker Dem rigtig om, vil det nok falde Dem ind,
at Grevinden ikke blev overrasket ved Dødsbudskabet.

Viffert stammede, — nej — nej — De har Ret, det
blev hun ikke, hun tog det meget roligt. De har Ret,
hun maa have vidst det.

Dr De sikker paa det?

Ja næsten — eller rettere, jeg er helt sikker derpaa.
For da, jeg talte om at meddele Onkel Helmuth, hvad
der var sket mellem os, smilede hun med saadan et
underligt Smil. Og da jeg spurgte, hvorfor hun smilede,
svarede hun blot, bryd dig ikke om Onkel Helmuth,
han er ude af Sagaen. Det er først nu, det falder mig
ind — men saadanne var hendes Ord.

Skram gned sine Hænder.

Altsaa, sagde han, har Grevinden vidst, hvad der
vilde ske og blot forregnet sig med Hensyn til Arven.
Det er Skade, for De kan ikke ernære en Kone som

175

hende. De er sikkert for stolt til at tage Penge af
Greven og selv har De kun Gæld. Jeg siger Dem be-
stemt og det var vel egentlig derfor De kom til mig ;
hverken De eller Grevinden faar en Skilling i Arv
efter Kammerjunker Viffert.

Den unge Mand rødmede.

Hr. Birkedommer, De har ikke Ret til at fornærme
mig. For mig drejer det sig ikke her om Penge, og jeg
er vant til at arbejde.. Jeg er fattig og født i Fattigdom,
men jeg har lært at bruge mine Hænder, selv om jeg
skal tage Plads som Forvalter igen.

Godt Ord igen, sagde Skram venligt. De klarer Dem
nok — men hun? Kan De forsvare at tage hende bort
fra alt det, der nu er hendes. De er jo dog en nøgtern
og rolig Mand, Viffert! Tænk Dem nu lidt om. Det er
en Grille hos hende. Hun er 6 Aar ældre end De;
De tilbeder hende mere end De elsker hende. Hvis
det nu skulde vise sig, at hun havde taget fejl af sig
selv, at alt dette kun var et Lune, en Grille, født af
Kedsomhed og Lede. Hvis det skulde vise sig, at hun
var en helt anden end De tror. Hvordan vilde saa
De raade Bod paa det, der ved Deres Ubesindighed
er fejlet?

Viffert blussede.

De siger — tage fejl. Af hende tager ingen fejl. Hun
kan ikke lyve. Hun har som et uerfarent Barn ægtet
Grev Henrik, hun gjorde det for sin Moders Skyld,
fordi Moderen ellers vilde lide Nød i sin Alderdom. Hun
har aldrig begaaet nogen lav Handling, aldrig løjet eller
bedraget nogen. Og det vover heller ikke De at paastaa.

176

Hr. Viffert, sagde Skram, De forivrer Dem. Jeg paa-
staar ingen Ting. Det er ikke heller min Skik at bag-
tale Mennesker, der har vist mig Venskab. Men om
De tog fejl, om Grevinde Polly nu var en helt anden
end De tror? Om De nu ikke var den første Mand, hun
havde elsket? Forstaa mig, det er blot et Tankeexperi-
ment. Vilde De saa alligevel, trods alt, tage det Ansvar
paa Dem at føre hende ud af den Herlighed, hvori hun
lever, til det De som en fattig Landmand kan byde
hende ?

Jeg forstaar mig ikke paa den Slags, sagde Viffert
kort, jeg er selv en ærlig Mand, og Deres Tankeexperi-
menter kommer ikke mig ved. Jeg har set dybt i hen-
des Øjne, og hun lyver ikke. Den Kvinde, jeg skal
kalde min, maa være uden Plet og Lyde, som hun er
det. Og naar hendes Ægteskab med Grev Henrik er
hævet, skal det være slettet af hendes Liv, det eneste,
der nu skiller hende fra mig. Jeg tager ikke en anden
Mands Hustru, men hvis hun frivillig kommer til mig
med sin Kærlighed ....

Viffert tav.

Og hvis hun nu ikke havde sagt Dem den fulde
Sandhed? spurgte Skram roligt.

Viffert rejste sig hastigt for at gaa.

Skram standsede ham og sagde fast og bestemt.
Hr. Viffert, Klokken er nu 8. Klokken 10 skal jeg
holde Forhør i Anledning af Deres Onkels Død. Vil
De saa være saa venlig at indfinde Dem her i mit
Kontor. Det er en Sag af stor Vigtighed, der staar for.

~ 177

Viffert saa uforstaaende paa ham. Saa bøjede han
Hovedet til Svar og gik.

Skram fulgte ham til Døten, saa gik han hastig til-
bage til sit Værelse, idet han hviskede hen for sig: Hun
vidste altsaa, at han var død. —

Var det da Usandhed, naar hun fortalte, at Viffert
selv havde hentet Kniven i Grevens Paaklædnings-
værelse? Det kunde være sandt, og Skram maatte
erkende, at naar den Omstændighed, at Grevens Kniv
fandtes i Afdødes Haand, straks vakte hans Formod-
ning om Mord, saa kunde Viffert særdeles vel have
regnet med dette og hentet Kniven for netop at kalde
den vakte Formodning til Live.

Men Dødsaarsagen da? Var det Mord, Selvmord
eller blot Død af Hjerteslag?

Barberkniven. 12

VII

For Skram var hans Musik Hvile. Naar han en Dag
havde arbejdet stærkt, og Tankens Kamp føltes ved en
let Pressen i Baghovedet, kunde han stoppe op, skyde
Arbejdet til Side og tage Celloen frem. I Timer kunde
han saa sidde med Ryggen mod Vinduerne bøjet over
Instrumentet — saa kunde han sætte det fra sig og
hvile uden at tænke — tage det til sig igen, spille ud
i det store intet. Beethovens Cellosonater var det, han
helst spillede, han spillede dem ikke alene, han levede
Mesterens Tanker igennem, uden at hans Hjerne ar-
bejdede, blot ved at følge Tonerne, ligesom stirre efter
dem, naar de døde bort for at følges af nye.

Og den Aften var Skram træt, han vilde spille det
bort altsammen, alle disse krydsende Tanker og Kom-
binationer, for blot at beholde den Tanke tilbage, der
tøyde Vøerd. Han yUde isolerei jiQrø fra M\£ Fejlslut-
ninger, laegge om dem et Væv af Beethovens Sonater,
der skulde fjerne al Induktion fra andre Forestillinger
og Tanker.

Han mærkede ikke, at Døren til Haven gik op, han
spillede fordybet i Tonerne uden at vide, at hun stod
bag ham, stille lyttende, angst for at bevæge sig og
bryde Tonernes Trolddom.

Da han rejste sig, blev han hende var. Han bøjede

179

Hovedet, som man hilser en Ven, og satte Celloen hen
i en Krog. Saa traadte han hen til hende og tog hendes
Haand.

Tak fordi De kom, sagde han.

Og Tak fordi De spillede for mig, sagde hun og saa
ham lige i Øjnene. Hendes Blik var fugtigt, dugget
som af Taarer. Han syntes, hun var bleg, og hendes
Træk var trætte.

Hun tog Plads i en dyb Lænestol tæt ved Døren, og
han stillede sig i Døraabningen lige overfor hende. Det
var ved Solnedgang, og Klokkeslagene fra Kirken lød
henover Parken og Slotssøen.

Kommer De for at tale eller for at tie? spurgte
han.

Hun smilede. Jeg maa vel tale, nu De har talt til
mig i det Sprog, jeg elsker højere end noget andet.
Jeg tager mine letsindige Ord tilbage, Skram. De skal
aldrig vælge andet Instrument end Celloen. Celloen er
Mandens Instrument, og De Skram er en Mand.
• Tænker De paa det lille Intermezzo foran Toget,
spurgte han. Det var Selvopholdelsesdrift, ikke andet.
Jeg har «ndnu ©fr^D&gs Gerning eller to at 'udrette.
Saa maaske vi kan følges derhen, hvorfra man ikke
vender tilbage. Men ikke før. De kommer altsaa for at
tale og saa vil jeg tie.

Jeg skylder Dem en Forklaring for dette Indfald,
sagde hun. Maaske vil De forskaane mig derfor. Jeg
var ikke Herre over mig selv. Jeg kan, naar Rædsel
griber mig, instinktmæssig, uden at kunne staa imod,
øve Gerninger, som jeg i rolige Øjeblikke ikke kunde

12*

180

tænke paa, og' da jeg styrede Vognen mod det frem-
brusende Tog, da var det ikke mig selv men stærkere
Magter, der vilde det, en Magt som jeg maatte lyde:
Naa, det blev jo intet og — ikke sandt, her i Verden,
hvor saa meget bliver, er det til ingen Nytte at dvæle
ved det, der blev til intet?

Nej , sagde Skram — det taler vi altsaa ikke
mere om.

Hun fortsatte idet hun saa op paa ham med sit van-
lige, faste Blik : Da De sagde mig, at De troede, jeg
havde myrdet ham, var det, som slog De mig over mit
Ansigt med en Pisk. Det bed og sved, som Haan svider
og bider. Jeg kender Dem jo kun som den stille, lidt
vemodige, tavse Mand, der sad hos mig i de lange Vin-
teraftener, talte lidt og lyttede meget, naar vi ikke lod
Tonerne tale og begge tav. Jeg kunde ikke fatte, at De
kunde være raa; Mænd kan vel alle være raa — men
de bedste kun mod Kvinder — de elsker. Og De,
Skram, har altid staaet i Venskabets kølige Fjernhed.
Jeg troede et Øjeblik, at det var Dommeren, der talte,
den hensynsløse Dommer, som jeg ikke kender, men
otai hvehi jeg tidt har hørt Tale. Men tfét var ikke Dom-
meren, det var Manden der talte. Og derfor forstod jeg
Dem slet ikke.

I Aften har jeg tænkt over det — og nu forstaar jeg
det bedre. Han har talt til Dem, han har nævnet mit
Navn, maaske fortalt om alt det, der knyttede ham og
mig sammen, om Aars Lidelse for en Aftens Svaghed.
Og dét Billede, De har dannet Dem af mig, forviske-
des og blev til et helt andet — ikke sandt?

181

Skram tav.

Jeg forstaar Dem, Skram, sagde hun — og jeg er
ikke vred paa Dem. Ikke længere. Vi taler til hinanden
som to Mennesker i Løndom. Jeg er i Nød, i bitter
Nød. I Morges troede jeg, at Solen skulde staa op for
mig, lyse over Livets Dag,, og nu i Aften, Skram, i
Aften gaar den ned for stedse, om ikke De byder den
at staa op paany. Jeg vil ikke, forstaar. De, jeg vil ikke
lade Lykken vriste fra mig.

Skram smilede. Lykken! Hvem skulde tro, at De,
saa rolig De er, saa meget De har set og levet, vil søge
Lykken i det uvisse. Jeg forstaar Dem saa godt. De
vil ikke, at denne unge Mand, i hvem De tror at skulle
finde det, De kalder Livet, skal vide. De har før forsøgt
at være ærlig, og De tror, at denne Deres Ærlighed har
sløret Lykken for Dem. Nu vil De fødes paa ny med
Fødselens Intethed bag Dem, og saaledes tror De at
kunne faa Tag i Lykken!

Hun bøjede Hovedet til Svar.

Men De tager fejl, Grevinde Polly — der er Men-
nesker,^ for hverø lykken stiger frem af Haye, hvis
Dybder ingen kender og ingen spørger ojp. Men for de
allerfleste af os og da for enhver, der ser, er Lykken i
Nuet en Harmoni, en Treklang af Fortid, Nutid og
Fremtid. Vi nødes til at drage Fortiden ind i Nutiden
og af Sammenspillet mellem Fortid og Nutid skabe
Fremtiden. Det er Lykkens Treklang. De kan ikke
stænge Undertonen ude, for den vil klinge gennem al
Deres Livs Lykke. Og De skal vide, at det er Livets
Hemmelighed, at Sorg og Smerte kan blive Underklang

182

for dyb og sand Lykke. Vi Mennesker, der har set
Livet, kan ikke leve Fortiden berøvet, den være saa
bitter og mørk den være vil.

Der er ikke Tale om mig, sagde hun, men om ham.
Jeg vil, at han skal tage mig til sig som den, jeg er,
uden at vide hvad jeg var.

Skram trak paa Skuldrene. Det er svært for mig at
tænke paa ham. Jeg ser ham kun som det, De vil, ikke
som andet. Og De kender ham ikke — De kender ikke
ham, og De vil ikke, at han skal kende Dem. Tror De,
at det er Vejen mod den Dag, De vil. Nej, det er Vejen
ud i en Nat, der ikke bliver som Sommerens Nætter i
de unge Aar, der er lyse og fulde af Vellyst og Vel-
klang, som Sommerens Nætter er det, men det bliver
graa og tung Vinternat, naar Sindet tynges og Ungdom-
men svinder. De lever Deres Liv ikke i det, der sker
uden om Dem, som vi gør, der staar i Døgnets Ar-
bejde, De lever Deres Liv i dets Afspejling af Deres
egne Tanker. Der er Kvinder, som føler stærkt og dybt
for en Mand, som lever deres Liv i de daglige Sysler
med Hus og Børn, som reder Seng o£ fejer- Gulv, sty-
rer Hus og lapper Linhed, som kun er store i deres
enkle, dybe Kærlighed til Mand og Børn, selv om de
synes smaa. Saadanne Kvinder kan vinde en Mand
helt, saa han ikke spørger om andet end det Glimt,
han daglig ser af deres dybe Kærlighed, som er deres
Aandslivs eneste Indhold. Var De saadan, kunde De
prøve at leve paa Fremtiden alene. Men saadan er De
ikke. De er ingen Gretchen med lyse Fletninger og et
Hjerte, der giver. De kan ikke heller glemme, og De

183

kan ikke leve alene i Nuet. Formaaede De det, havde
De brudt med Viffert for længe siden, De maatte dræbe
ham for at blive alene. —

Hun saa op. — —

Dræbe ham, gentog Skram fast.

Hun sad stirrende hen for sig, medens Skram talte.
Han drejede sig, gik hen over Gulvet uden at tale lige-
som ventende, at hun skulde spørge — men hun tav.

De maa ikke tro, Grevinde Polly, at dette er et For-
hør, det er ikke et Forhør, jeg er ikke Deres Dommer,
jeg ønsker ikke at vide, hvad der skete derovre i Nat,
og — Viffert er død. Men jeg beder Dem sige mig, der
er Deres Ven, hvorfor De vil skænke Dem selv bort til
en Mand, der ikke er Dem værd, handle som den Aan-
dens Stormand, der tager en Bondepige i sit Hus som
sin Hustru, kun fordi hun er ung, frisk og smuk og som
saa forspilder sit Liv, mens han til ingen Nytte be-
græder sin Daarskab. Det vil jeg vide?

Han stod atter foran hende, lænet til Dørstolpen og
saa ned mod hende. —

Hun talte langsoiptr dvælende ved hvert Ordr

Jeg har læst et Steds, at Naruren kalder os; der
kommer den Stund, da Slægten længes efter at vende
tilbage til Naturen, hvorfra den gik ud. Denne Stund
er kommen for vor Tid, den er kommen for mig. Det
enkle, det usammensatte, det sande — det, der kun
vil, hvad Mennesket ved egen Kraft kan naa og vil det
i Takt med Naturen, det drager mig, der har levet mit
Liv i kunstigt Lys, i en prægtig Hal, hvor Solen var

184

stænget ude og Lysekronerne var tændte fra Morgen
til Aften. Jeg har hørt saa mange Ord, jeg længes mod
Tavshed. Jeg har set saa mange Farver i deres sære
Spil, jeg længes mod faa, der staar rent, skarpt mod
hverandre. Jeg har været hinsides godt og ondt, jeg læn-
ges mod de faa, faste Krav; jeg længes fra de mange
skiftende Nydelser mod de faa, enkle Glæder, mod en
eneste dyb Følelse, — Gretchens, om De vil. Jeg har
hersket, nu vil jeg lyde, alle har søgt at gætte mine
Ønsker, spejdet efter mine Vink, nu vil jeg selv spejde
og søge selv at bøje mig under én tung Vilje. Og alt
det, jeg søger, kan han give mig. Jeg er træt, jeg gaar
ikke i Kloster, thi der vilde jeg blive ene med mine
Tanker, og det vilde ikke blive Hvile, Men jeg vil
vælge mig en Følgesvend, der vil alt det, mod hvilket
jeg længes.

Det vil altsaa sige, at De alligevel gaar i Kloster,
blot ikke ensom i Kloster, men i Kloster til ham. De
talte altsaa ikke sandt, da De fortalte mig, at De vilde
leve Livet, fordi De var ung endnu. Det er jo slet ikke
det, De vil. Naa, jeg holder Dem ikke tilbage fra denne
nye Form fqr Forsagelse, men jeg forlanger en Ting
af Dem, ikke for min egen Skyld men for Deres. —
Med lukkede Øjne maa De ikke gaa ind til dette. De
skal kende ham, og De kender ham ikke. Jeg forlanger
ikke, at De ydmygt skal skrifte og bede ham tage Dem,
til Naade, men jeg forlanger, at De skal sige ham, hvad
der skete i Nat. Sige ham alt.

Hun saa spejdende op.

185

Han fortsatte dæmpet.

Jeg er ikke Pedant ; jeg kunde tænke mig Verden

uden nogen Gengældelse, og jeg føler mig ikke kal-

I det til at dømme for mig selv. Jeg dømmer kun, hvor

| dette Hverv er lagt paa mig. Men jeg tror, at De i

Nat har staaet Ansigt til Ansigt med Deres døde

i Fjende, staaet i stiv Rædsel. Og det, der da skete, skal

han vide. Forstaar han det ikke, er han Dem ikke

værd. Han skal ikke forstaa det med sin Forstand, men

han skal begribe det usammensat, saaledes som al

menneskelig Handling virker paa alle Mennesker. Vi

kan alle opfatte alt med de Midler, enhver af os har

til sin Raadighed. Forstaar han det, saa tør De følge

ham. Men jeg siger Dem, han forlader Dem. Og saa

skal De lade ham fly, som han vil. Det er bedre at

I være ensom alene end ensom med en anden. —

Hun svarede ikke men stirrede hen for sig. —

Han er her, sagde Skram — han venter derude,
jeg hørte ham komme før. Tal med ham nu. Jeg
sagde Dem, jeg er ikke Deres Dommer, jeg er Deres
Ven.

Sig hvad De vil og sig det som 'Dé 1 vil, men be niaa
vide, at om De ikke taler nu, vil De tale en Gang i
Fremtiden og saa er det for sent; eller De vil tie og
saa vil De sidde i den Hal, hvori De siger, De altid
, forhen har siddet, og Solens Lys vil være stænget ude
som før.

Hun svarede ikke, Skram gik hurtigt til Døren — .

Hun rejste sig saa for at gaa, men hun blev staa-

186

ende i Døren og stirrede over mod Edelsborg over det
gulgrønne Vand.

Der stod hun tavs lænet mod Dørstolpen, da Sigis-
mund Viffert traadte ind.

Han var alene. —

« »» . < .

VIII

Skram gav sig god Tid. Han skrev nogle Breve sid-
dende ved Pulten i Forkontoret, saa tog han sit Hat og
gik ud. Han gik paa maa og faa ud ad mod Fjorden,
der laa blank i den lyse Aften, ud langs Vejen, der
førte mod Pynten, hvor Fjorden blev til Hav. Han
tænkte ikke, han gik kun fremad og sugede Aftenbrisen
ind i stærke Drag.

Der var et Kvarters Gang til Pynten og et Kvarters
Vej tilbage. Det blev en halv Time, og han vilde ind-
rømme dem en Time. Skram vidste vel, hvor Menne-
skers Magt glipper. Han havde som Dommer staaet
over for den stive Tavshed, der i svundne Tider tvang
Retfærds Haandhævere til at bruge Bødlens Bænk og
de gloende Tænger. Han vidste, hvor hjælpeløs en
Mand kan staa over for den, der ikke vil. Men Skram
var ogsaa taalmodig, og det var hans Styrke, at han
altid gav Tid. Den der regner med Tiden, som var al
Tid hans, er Herre over Evigheden, og det er Menne-
skenes Svaghed at tro, at Tiden løber fra dem. Thi som
Hertugen af Wien siger i „Measure forMeasure" til den
fangne Claudio: du haster mod Døden, naar du tror,
du flyr den. Al Hast er mod Døden. Livet kommer til
den, der venter. —

Skram rettede sine Skridt til Distriktslægens Hus.

188

Doktoren ventede ham. Han lukkede ham ind i Stu-
dereværelset og bad ham r tage Plads.

Doktor, sagde Skram, jeg vil ærlig tilstaa Dem, at
jeg nu er alvorligt i Knibe. Jeg har efterhaanden ud-
dannet mig en Teori med Hensyn til Undersøgelse og
Konstatering af Misgerninger, der meget afviger fra
den almindelige. Paa -Indicier som Rettesnor for Dom
tror jeg ikke, de tilfredsstiller slet ikke den menneske-
lige Vishedstrang, og de efterlader en nederdrægtig
Uvished, der gør Skade ude i Folket. Vidnebeviset er
det sletteste af alle Beviser, det optræder med en lov-
fæstet, hævdvunden Autoritet, der paa Forhaand giver
det en vældig Overvægt, men i vor Tid med dens tu-
sindtallige Indtryk, med hele det kombinerede Sam-
funds- og Følelsesliv har det vist sig, at Folk bogsta-
velig talt ikke kan vidne. Vidneudsagn er ikke længere
Førstehaandsreferater af set og hørt, de er Domme af-
sagte af imkompetente Dommere.

Det eneste Bevismiddel, jeg bøjer mig for, er egen
Tilstaaelse. Naar en Mand siger, han har begaaet en
Forbrydelse, er jeg under aJipiqÉtølige Forfold tilbøje-
lig til at ,trø ham. Og jeg tror ikke, jeg praktisk vilde
fælde nogen Fordømmelsesdom, hvis jeg ikke havde
en Tilstaaelse. Det gælder saa blot Maaden, hvorpaa
den erhverves. Det har længe været Skik at klemme
Tilstaaelser ud af de sigtede; det kan gøres, men det
kan ogsaa gøres under Misbrug, der angriber Resul-
tatets Sikkerhed.

Min Maade er at arbejde med Dommerformodninger,
at danne mig et Skøn om, hvad der er sket og søge

189

mine Formodninger bekræftede. Det er i og for sig den
almindelige Maade, men Faren er den straks at tage
Parti. Det er i Almindelighed en Svaghed at skifte Me-
ning. For min Metode er det en Nødvendighed. Jeg
lader Formodningen opstaa af de Kendsgerninger jeg
iagttager, jeg lader dem svinde og kæmpe indbyrdes.
Mit Maal er en Gang at standse ved den eneste, jeg
accepterer, og saa forelægge den for den, jeg anser for
skyldig. Hvis min Formodning er rigtig, hvis jeg kan
eftervise alle de Veje, ad hvilke jeg er naaet til den,
saa er der Sandsynlighed for, at jeg faar Tilstaaelsen,
d. v. s. jeg sejrer i den logiske Tvekamp.

Doktoren nikkede. — Det er almindelige Bemærk-
ninger, Skram, jeg er unægtelig mere nysgerrig efter
det specielle. Hvem mistænker De?

Grevinden, sagde Skram kort.

Grevinden, sagde Doktoren og gabede af Forbav-
selse. Det er noget helt nyt.

For Dem, ikke for mig; nu hvor det ikke drejer sig
om Mord men om et letters Tilfælde, nærer jeg ikke
nogen Betænkelighed ved at gøre Dem delagtig i min
Hemmelighed." Defr var fet Øjeblik, da jeg tvivlede. Hun
fortalte mig med rene Ord, at Viffert selv havde været
nede i Grevens Paaklædningsværelse, passeret hendes
Sovekammer, forstaar De, og bemægtiget sig den Kniv,
hvorpaa vor Hypothese byggede. Da hun umulig kan
have vidst, at der var noget i Vejen med Knivene, var
jo det hele forklaret ved Vifferts Nederdrægtighed, som
ikke undrede mig. Nu derimod stiller Sagen sig noget
anderledes. Viffert har ikke begaaet Selvmord, allerede

190

af den Grund, at han var død før hans Hals blev over-
skaaren. Ikke sandt?

Saaret er decideret poslniortelt, svarede Doktoren.

Godt. Vi staar altsaa overfor en ny Gaade, der imid-
lertid kan løses. Viffert har hentet Barberkniven i den
Hensigt at benytte den. Han vilde skære Halsen over
paa sig selv. Det er kun hans pludselige Død, der har
forhindret hans Selvmord. Nu frembyder der sig to
Muligheder.

Enten har han ligget død i Sengen uden at holde
Barberkniven i Haanden — lad ham saa have op-
givet sine Selvmordsplaner eller endnu ikke naaet til
Forberedelserne. Kniven har i hvert Fald ligget paa
Bordet ved Sengen eller maaske paa Sengen. Saa kom-
mer hun — ikke for at myrde ham men for at tale med
ham. Hun har maaske fortrudt, at hun ikke svarede
ham — maaske ment, at hun alligevel kunde be-
væge ham til at tie og rejse. Hun har set ham ligge
der og troet, at han sov. En pludselig Indskydelse, Blin-
ket af Kniven eller hvad ved jeg, har revet hende med
sig. Hun har grebet Kniven og skaaret til, og saa har
huns, som De ansaa for rimeligt, opdaget* lat-hun skar
i et Lig. i) tr

Hvis dette er rigtigt, foreligger der et Forsøg paa et
Drab, der i Betragtning af de forhaandenværende Om-
stændigheder kan medføre Straf efter Straffelovens Pa-
ragraf 186 jfr. Paragraf 46, som vil indskrænke sig tiL
et Par Aars Forbedringshus. Det vil falde mig haardt
at skride ind, for dels er jeg en principiel Modstander
af at anvende Straf for putative Forbrydelser, som i

191

store Kulturlande er straffefri og vistnok bør være det,
dels taler saa inderlig meget for at lade Sløret falde
over denne Handling, som næppe kan have været fuldt
tilregnelig. Men en Konflikt er her og det er min Pligt
som Embedsmand at skride ind.

Det var altsaa den første Mulighed, sagde Doktoren,
og nu den anden?

Den anden, sagde Skram, er endnu besynderligere
men ikke desto mindre den, jeg er mest stemt for at
antage. Viffert har besluttet at skære Halsen over paa
sig under saadanne Omstændigheder, at Mistanken om
Mord vilde falde paa andre. Hans stadige Hentyden til
dette overfor mig i Gaar Aftes bestyrker mig i denne
min Antagelse. Grevinden har sikkert talt sandt, da hun
fortalte mig om hans natlige Besøg. Men Viffert har
gjort mere, han har væbnet sig med Kniven, lagt sig
tilrette, og saa er han død, hans Hoved er sunket til-
bage, hans Hjerte er bristet, som Digterne vilde sige.
Hun er kommen, og hun har set, at han er død. Mærk
Dem det, det er ikke utænkeligt, det var lyst, Klokken
maa have været to. Hele Situationens Uhygge, hans
Ansigtsudtryk, dea festsluttede Mund, Ligfarvenuog
Kniven har standset hendes Skridt, fyldt hende med
Rædsel. Og under denne Rædsels Magt har hun handlet
som en Søvngænger, næsten mekanisk grebet Kniven
og skaaret til, skaaret i Kadaveret, der laa foran hende.

Det lyder underligt, men det kan være rigtigt, og jeg
skulde tro, det er rigtigt. Denne hendes Handling er
absolut straffefri. Thi der kan ikke være Tale om paa
dette Grundlag at rejse Sag mod hende.

192

. Doktoren rystede paa Hovedet. Det lyder underligt
— men det er jo muligt.

Ja, sagde Skram, det synes mig langt mere forstaae-
ligt, at en Kvinde som hun kan give efter for en ner-
vøs, sygelig Trang til at skære i denne døde Mand,
end at hun skulde kunne begaa et Mord, eller blot et
Drab. En Kvinde med hendes Naturel maa tirres op
til Handling, den passive Søvn er ikke nok ; men Dø-
den selv, Døden har skreget imod hende og udløst
hendes Handletrang i denne vanvittige Daad.

Det er slet ikke utænkeligt, sagde Doktoren —
psykologisk forklarligt er det i hvert Fald. Men hvad
vil De saa?

Det skal jeg sige Dem, lød Svaret. Jeg benytter disse
to, lad mig kalde dem Dommerformodninger saaledes
imod hende, at hun maa fortælle mig, hvilken der er
den rigtige.

Og saa?

Saa vil jeg endda forbeholde mig min Stilling til
Sagen, hvis jeg tør regne paa Dem.

Hvad mener De med det ? spurgte Doktoren.

Jeg vil spørge Dem, Doktor, om De, hvis jeg paa
mit Embedsansvar finder det rigtigt at slutte Sagen, vil
være med til at lade det staa hen, at Hjertelammelsen
kan være indtraadt under Selvmordsforsøget.

Det vil genere mig som Retslæge, sagde Doktoren,
for, ærlig talt, jeg anser det for umuligt ; saa vilde Blod-
udtrædningen have været langt større, og Saaret vilde
have set anderledes ud. Som jeg sagde, det er en post-
mor t el, ikke en intravital Læsion.

193

De Herrer Læger er nu saa Pokkers visse i deres
Sag, sagde Skram, jeg vilde i dette Tilfælde være mere
beskeden. Jeg kan jo dog tænke mig den Mulighed, at
De tager fejl.

Saa kan De jo kalde et Overskøn, sagde Distrikts-
lægen lidt mut. Det generede ham, at man tvivlede
paa hans visum & repertum.

Godt Ord igen, sagde Skram. Denne Sag skal enten
blive en Sag, der skal sætte Landet paa den anden
Ende, eller den skal lægges tilrette i Stilhed. Der gives
ikke noget tredie. Vil De være med til det sidste, hvis
jeg gør det?

Ja, sagde Doktoren.

Saa skal De faa Bud fra mig imorgen. Jeg stoler
altsaa paa Dem.

Dermed skiltes de.

Barberkniven. *3

IX

Skram traf Grevinde Polly alene i Kontoret til Haven,
da han vendte hjem. Hun sad i Døraabningen og stir-
rede over mod Slottet.

Da hun hørte Skram komme, rejste hun sig hurtigt
og gik hen mod ham.

— Ønsker Deres Naade, at jeg tænder Lys? spurgte
Skram.

Nej, sagde hun hurtigt. Det vilde være Synd. Natten
er saa smuk, og jeg elsker Mørket.

— Og Ensomheden, føjede han til. Deres Naade,
nu er det kommet dertil, hvortil det maatte komme.
Jeg havde ventet at træffe Dem alene, og nu maa De
tale til mig. Jeg er ikke Deres Fjende, men jeg er nu
i dette Øjeblik Deres Dommer. Jeg har ventet og ladet
det ske der er sket. De er ikke vant til at skælve for
nogen og dog har De i Dag skælvet for mig. Jeg er
ærlig nu, jeg har spillet et Dobbeltspil med Dem. Nu
kan det Spil være tilende, hvis De vil det.

Hun traadte et Skridt tilbage. Truer De, Skram ?

Nej, sagde han fast. Jeg truer ikke, men jeg vil have
Vished. Jeg mistænker ikke Dem for at have myrdet
Viffert, fordi jeg ved at denne Mand er død af et Hjerte-
slag. Men jeg ved ogsaa, at De, Grevinde, har staaet

195

ved hans Seng i Nat, og jeg spørger Dem blot om dette
ene : vidste De da, at denne Mand var død ?

Skram saa ikke hendes Ansigt, men han skimtede
Omridset af hendes Skikkelse, fornam at hun skælvede.

Saa sagde hun hæst:

Vil De udlevere mig til den maabende Pøbelhob?

Nej, sagde Skram. Jeg har sagt Dem hvad jeg vil.
Jeg vil Deres Tilstaaelse.

Hun gjorde et Skridt frem mod Døren, Skram greb
om hendes Haandled.

Jeg viger ikke fra Dem, Deres Naade. De er i min
Vold.

De har altsaa lokket mig til Dem, lokket mig i et
lumpent Baghold. Hun søgte at gøre sin Haand fri.

Skram talte kort og bestemt:

De har Valget, Deres Naade. Enten taler De til mig
som til en Ven, eller jeg ringer og kalder mit Personale
til, saa er Broen kastet af bag os begge, saa er der
Forhør og saa kan ingen standse det der vil udvikle
sig af dette.

Vil De slippe min Haand.

Skram slap.

Hvorfor sagde De ikke dette før, før han kom?

Fordi jeg vilde give Dem en Chance. Jeg giver altid
den, med hvem jeg kæmper en fair— Chance. Havde De
talt ud til ham og havde han været den De troede, saa
havde han bragt Dem i Sikkerhed og havde haft et
Forspring, som jeg vanskelig nu kunde have indhentet;
ihvertfald ikke uden et farligt Skridt, det vilde have
kostet mig stor Anstrengelse at foretage. Jeg traf Dem

13*

196

her alene og forstod, at enten har De ikke talt eller
ogsaa har han ikke været den De troede. Hvad der er
sket, er mig ligegyldigt, jeg forstaar at det er forbi.

Hun bøjede Hovedet. De har Ret. Jeg talte ikke, jeg
nænnede det ikke, han er kun et Barn. Jeg har ikke
taget fejl af ham, men af mig selv. Det er forbi, som
De siger — helt forbi. Og nu beder jeg Dem, lad mig
gaa.

Deres Naade, sagde Skram. De har sat Deres Liv i
Vove en Gang i Dag, og da var De saa lidet hensyns-
fuld ikke at regne med mit. Den ene Gang er nok. Tal
til mig, sig mit alt. Jeg er ikke et Barn, De har selv
gjort mig den Ære at sige mig, at jeg er en Mand.
Godt, jeg er en Mand og jeg kan bære Dem frelst ud
af dette, om De vil det.

Hvad vil De vide? spurgte hun hæst.

Jeg har sagt Dem det. Jeg ved at Helmuth Viffert er
død af et Hjerteslag, men jeg ved ogsaa, at en anden
har flænget hans Hals med et Snit af en Barberkniv.
Denne anden er De. Og jeg spørger Dem blot, om De
kom for at tage hans Liv? . . .

Nej, Nej, Nej, sagde hun.

Godt, De kom altsaa ikke for at tage hans Liv. Men
da De traadte ind i hans Soveværelse, saa De ham ligge
i Sengen som om han sov. Kniven holdt han i sin højre
Haand.

Ja, hviskede hun næppe hørligt.

Og De traadte hen til Sengen i den Tro, at han havde
begaaet Selvmord. De maatte træde herhen, ikke sandt?

197

De kunde ikke forlade Værelset uden at have forvisset
Dem om at han var død?

Han havde jo sagt til mig, at han vilde dø, sagde
hun. Det var som kom hun til sig selv under Skrams
Tale.

De bøjede Dem over ham og saa at han var død . . .

Saa var det jeg uden at gøre mig klart, hvad der
skete, greb Kniven og skar. Jeg vilde han skulde synes
død, den Død, hvormed han havde truet. Jeg hadede
den Mand Skram, hadede ham nu ved Døden.

Skram tog hendes Haand. Forhøret er endt, Deres
Naade. Jeg siger Dem det paa mit Æresord som Mand,
ingen Øvrighed har noget Ord at tale med Dem for det
der er sket. Og ingen skal erfare noget derom undtagen
Doktoren og jeg. Forhøret er endt, og Sagen er endt
med Forhøret. De er fri, Deres Naade — forstaar De
fri, og De behøver intet at frygte.

Hun tøvede.

Men ønsker De at sige mig mere, saa er jeg villig
til at høre alt, hvad De har at sige. Og selv tror jeg, at
det nu vil gøre Dem godt at tale ud.

Hun nikkede blot.

Der er svalere dernede, sagde han — og de fulgtes
ad over Havens gruslagte Gang ned mod de grønne
Pile, der hængte over Gravens stille Vand. Nattevinden
susede i Pilenes Toppe og krusede Vandet, der i Mørket
var dybgrønt og sukkende slog mod Landingsbroen og
Stensætningen under Græskanten.

Hun talte først.

Har han skrevet noget ondt om mig? spurgte hun.

198

Nej, sagde Skram. Han har skrevet noget ondt om
sig selv. Saa meget, at jeg kunde tro, at De havde be-
sluttet at dræbe ham for at lukke den Mund, der i lange
Aar havde haanet og saaret Dem.

Til mig sagde hun, fortalte han i Nat, at han vilde dø,
men han føjede til, at han vilde blive hos mig i Døden
og at Sigismund skulde erfare alt. Derfor søgte jeg ham
igen. Ikke for at dræbe ham. Jeg kunde ikke have hævet
min Haand mod ham. Jeg var i hans Vold, jeg vilde
være fri. Men han skulde selv skænke mig Friheden.
Det kom helt anderledes. Jeg troede i Dag, at alt var
forbi, jeg anede jo ikke, at De vilde forfølge mig. Jeg
troede De var min Ven, Skram.

Det er jeg, sagde Skram alvorligt. Jeg har vist Dem
mit Venskab stærkere end De maaske har set det. Og
dog, havde De været hans Morder, jeg turde give Dem
i Øvrighedens Haand. Min Pligt havde jeg ikke brudt.

Hun smilede sørgmodigt. Og det var Dem, Skram,
der en Gang troede De elskede mig?

Grevinde Polly, sagde Skram. De har skænket mig
Deres Fortrolighed i Aften. Om jeg beholder den, vil
De maaske en Gang erfare, hvad Kærlighed er.

Hun saa paa ham og tog hans Haand.

laften besegler vi altsaa blot vort Venskab.
. Skram talte stille og fast som han plejede, naar hans
Ord skulde trænge dybt ind:

Og da Sigismund Viffert forlod Dem, forstod saa han
at det var forbi?

Ja, sagde hun.

Men hvor kunde De da tillægge Deres Følelser for

199

ham en saadan Vægt, at De kunde bryde med alt for
at leve paa ny, som De kaldte det. Hvor kunde De hos
mig vække en saadan Formodning om Deres Følelsers
Dybde, at jeg kunde tro, at De af Kærlighed til denne
unge Mand kunde — kunde begaa et Mord. For det ved
De, det troede' jeg?

Det var Selvopholdelsesdrift, Kamp for Lykken, for
Livet. Jeg var i Helmuths Vold. Han sagde, at han
elskede mig, men hans Kærlighed til mig var kun en
Del af hans Kærlighed til sig selv, den eneste sande
Kærlighed han kunde føle. Jeg har før forsøgt at bryde
ud, han stillede sig mod mig, jeg faldt til Føje for at
prøve det paany og atter tvinges tU at vige. Jeg var
hans Træl og kunde ikke bryde hans Magt. Jeg sam-
lede alle mine Tanker om Sigismund Viffert for ved
hans Hjælp, uden at han anede noget, at bryde den
Trældom, der bandt mig. Jeg følte, at det kunde kun
ske ved Kærlighed. Jeg digtede Sigismund, større end
han var, som jeg digtede min Kærlighed til ham større
end den var. Det blev en Tvangstanke hos mig. Og
da saa Helmuth saa det og prøvede at spærre mig den
Vej, jeg vilde følge, bad jeg til, at han maatte dø, jeg
frydedes ved, at han sagde han vilde dø. Men da jeg
forstod, at han selv efter Døden vilde true mig, blev
jeg greben af Rædsel. Saa var det alt det skete, som
De har gættet, uden at jeg forstaar hvordan. —

Jeg forstaar det altsammen, sagde Skram. Blot er
det mig ikke klart, hvorledes den døde Mand skulde
kunne forfølge Dem. Hvor kunde han skade dem? Han
kunde lade den unge Viffert vide, hvad der var sket

200

mellem dem og ham. Men de kunde jo selv taget Brod-
den af hans Ord. Sigismund Viffert ved, at De er Grev
Henriks Hustru. Om han elskede Dem, maatte han
have kunnet tilgive Dem, at De — havde været hans
Onkels Elskerinde!

Det vilde jeg han ikke maatte have at vide. Endnu i
Gaar Aftes stod alt mit Haab til ham, og det ved jeg,
havde han erfaret det, havde jeg mistet ham.

Skram smilede.

Og nu i Aften bad De ham selv gaa?

Der er sket meget i Dag, Skram, sagde hun. — Og
jeg har lært den Mand at kende der kan skærme mig. —
Ogsaa mod mig selv.

Saft overgiver jeg Vifferts Brev til Ilden og begraver
Mindet om ham selv i Glemsel, sagde Skram.

Hun rakte ham sin Haand, idet hun rejste sig, og de
skiltes. Men Skram stod ved Broen og stirrede efter
Baaden, der gled henover det dybtgrønne Vand, over
mod Slottet med de stærke Mure.

De stod ikke mere stængende mellem ham og hende.

SLUTNING

Saa er den Sag sluttet, Doktor, sagde Skram, og der-
med er denne Dag vel indledet, her bliver en Del at
gøre, og vi to, som Exekutorer, faar et stort Arbejde.

Det var Morgen, og Distriktslægen sad i Birkedom-
merboligens Havestue ved det store, grønklædte Bord,
Skram benyttede som Arbejdsbord.

Distriktslægen var alvorlig, det havde kostet ham
Kamp at overvinde sig til at se bort fra noget, som han
ansaa for hævet over al Tvivl. Men Skram gav ham
gode Grunde for sin Beslutning. Viffert var død af et
Hjerteslag, ikke myrdet, og Grevinden havde for Skram
tilstaaet, at hun i en Art pludselig Vanvid havde givet
efter for en uimodstaaelig Indskydelse og sat Kniven i
den døde Fjendes Hals. Det kunde godt oplyses ved et
Forhør, men det var ikke til gudeskabt Gavn og der
var ikke et Menneske, der vilde erfare noget.

Distriktslægen brummede: Havde dette Drama været
udspillet ovre hos den fordrukne Bødker paa Hjørnet
der, saa havde maaske hele Huset nu siddet oppe i
Arresten og ventet Dom.

Doktor, sagde Skram, mærk Dem mit Ord. Jeg vil
Lighed for alle, men jeg vil ikke, at denne Lighed skal
bringes tilveje derved, at der skal øves Uret mod dem,
mod hvem man nu, fordi de staar højt i Samfundet,
ikke øver Uret. Den sande Retfærdighed bestaar deri

204

at være ligesaa retfærdig mod de smaa som mod de
store; den bestaar sandelig ikke deri at være ligesaa
uretfærdig mod de store som mod de smaa. Himlen
give, at disse letforstaaelige Principper kunde gaa op
for alle de smaa som for de store. Jeg har været ret-
færdig. Jeg har ikke kunnet gøre andet, end hvad jeg
har gjort.

Doktoren smilede. De har jo slet intet gjort, Skram.

Netop, kære Doktor, og det er i de ni af ti Tilfælde
det, en Dommer skal gøre. Men det lærer de gode Folk
vist først meget sent. Jeg har søgt at forstaa Sagen
Tomme for Tomme, og jeg har foretaaet den. Hvis jeg
var bleven staaende ved en af mine fejle Formodninger,
som de fleste gør, er det ikke dermed givet, at jeg ikke
alligevel havde naaet det rette, men jeg vilde have
naaet det ad en Omvej — som de fleste gør — og bragt
Ulykke og Sorg over mange.

Og at jeg ikke har gjort det, er det hvori jeg føler,
jeg har Ret. De skulde ane, hvor mange vanvittige
Fejlslutninger der Dagen i Gaar har krydset min
Hjerne. Det rigtige kom først, da jeg havde kastet et
Blik paa den døde Mands Hjerte og .... i mit eget.

For Resten var min største Fejltagelse den, at jeg
troede, en Kvinde kunde dræbe en Mand, der vilde
stille sig mellem hende og den, hun mente at elske.
En Kvinde kan dræbe en anden Kvinde af denne Aarsag
— men ikke en Mand. Det var en Dommerformodning
uden rigtig psykologisk Begrundelse, og dem skal vi
tage os i Agt for, Doktor.

205

I Grunden er der kun et Moment, der ikke er helt
oplyst ; det er, hvorledes hun har kunnet tage Kniven
af den døde Mands Haand og sætte dens Æg i hans
Hals. Hun siger selv, at en uimodstaaelig Trang drev
hende dertil, en Art Vanvid maa det altsaa have været,
og det er naturligvis tænkeligt, skønt den Art Udbrud
af Vanvid hos sjælssupde Mennesker næppe tør gøre
Krav paa Forstaaelse. Sandt er det imidlertid, derom
nærer jeg ingen Tvivl. Men det gælder jo ikke alene
om den objektive Sandhed, ogsaa om en rimelig Be-
grundelse. Og her synes jeg, Lægen maatte kunne sige
et Ord.

Jeg finder slet ikke dette saa vanskeligt at forklare,
sagde Doktoren. Gaar vi ud fra en sjælelig Anspæn-
delse, en Sætten alt ind paa et Kort, en Samlen af alle
Aandsevner rettede imod et bestemt Maal og føjer vi
saa ind i denne Samlen af Kraft den pludselige Afslap-
pelse, da det viser sig, at der intet er at kæmpe imod,
saa synes det mig ikke vanskeligt at forstaa Ideforbin-
delsen. Viffert har altsaa ligget udstrakt i sin Seng med
Kniven i sin Haand ; hendes Tanker har været rettede
paa Selvmordet, og Lysten til dets Fuldbringelse er
bleven en Tvangsforestilling hos hende. Hun har jo altid
kredset om dette, at denne Mand skulde forlade Livet
for sin egen Haand. Tvangstanken fødes, og den Hæm-
ning, den Motivsættelse, der skal hindre dens Ud-
førelse, svækkes, idet dens kraftigste Modforestilling :
Du skal ikke ihjelslaa, ikke kommer til at forligge.
Hun følger altsaa Tvangstanken villieløst og griber om
Kniven, hvis Skarphed hun, som Kvinde og ukendt

206

med dette Vaaben, ikke kan bedømme. Snittet bliver
dybere, end hun har tænkt, der flyder Blod, hun
standser og bliver atter Herre over sig selv. Resten er
naturlig Selvopholdsdrift. Jeg maa sige, jeg forstaar det
særdeles godt og anser det ikke heller for svært at bi-
bringe andre Forstaaelsen. Enhver Læge vil De med
Lethed kunne faa til at forstaa det. Men De har Ret i,
at det er bedst, at denne Sag sluttes, som De foreslaar.

Det synes jeg, sagde Skram. Altsaa er denne Sag
hermed sluttet. Nu skal vi to til at være Exekutorer,
det er ikke svært, thi der en kun een Arving, Grevinde
Polly, og Velgørenheden bliver snydt for sin Arvepart.
Leonie og hendes praktiske Elsker maa nøjes med de
10,000 frcs. De derimod, kære Doktor, faar hele Exe-
kutorsalæret, hvilket vil sætte Dem i Stand til at drive
omfattende sociologiske Studier.

Vil De da gøre det gratis? spurgte Doktoren for-
bavset. Hvorfor, om jeg tør spørge?

Skram lo.

Nej, kære Dokter. Men jeg ønsker ikke at opgøre
Kammerjunker Vifferts Bo.

Hvorfor det? spurgte Doktoren forbavset.

Fordi Tiden maaske vil føre med sig, at det bliver
mig der kommer til at lære hende, hvad det vil sige at
leve.

GYLDENDALSKE BOGHANDEL • NORDISK FORLAG

PALLE ROSENKRANTZ

FRUEN PAA HAVREHOLM. 3 Kr. 50 Øre. 1899

BJØRNØ. 3 Kr. 75 Øre. f 1900

EN TILSTAAELSE. 1 Kr. 50 Øre. „ 1900

RETSBETJENTE. 4 Kr. 50 Øre. 1901

MORDET I VESTERMARIE. 4 Kr. 1902

HVAD SKOVSØEN GEMTE. 3 Kr. 50 Øre. 1903

DET TREDIE SKUD. 3 Kr. 50 Øre. 1904

KONGELIG ELSKOV. Historisk Roman fra Re-
næssancetiden. 2. Oplag. 4 Kr. 50 Øre. 1904

ANNA BOLE YN (Kongelig Elskov II). 4 Kp. 250. 1905

MARKISEN AF CARABAS, en munter Roman.

4 Kr. 50 Øre. 1905

AMTSDOMMER STERNER, en Kriminalroman

om Indicier. 2 Kr. 75 Øre. 1906

BENT BILLE. Historisk Roman. 5 Kr. 1906

AMY'S KAT. En Kriminalroman. 3 Kr. 50 Øre. 1907

GIOVANNA VERGA, Landsbyhistorier fra Sici-
lien. Autoriseret Oversættelse. 3 Kr. 1899

f

FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
KØBENHAVN

JUL 1 4 1937