Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter

\

ce Aye

+
LE a
sie 2
=
Sy

4f
= 5

rk
AM»

> > L à
DL le > wert M
ne seer u fr
ne En re
rt © . = on en =.
e re : u

DET

RONGELIGE DANSRE

VIDENSKABERNES SELSKABS

NATURVIDENSKABELIGE OG MATHEMATISKE

AFHANDLINGER.

ELLEVTE DEEL.

MED 16 KOBBERTAVLER OG ET KORT.

KJOBENHAYN.
TRYKT I BIANCO LUNOS BOGTRYKKERIE,

1845.

vag

}
(Lee oa

v

posa

atl ABE Peas Andi

eats’ an

vi: ext ie Le

a : LES

AA PEA eat er LS FF al

Indhold.

Pme over Selskabets Embedsmænd og üvrige Medlemmer

Oversigt over Selskabets Forhandlinger og dets Medlemmers Arbeider for Aarene

AE arb Ra a ha ae aa a M ARE

Blik paa Brasiliens Dyreverden för sidste Jordomveltning, af Doctor P. W. Lund.

5te Afhandling: Fortsettelse af Pattedyrene, om de nulevende og
uddöde Arter af Rovdyrenes Familie. (ste Af-
deling: Hundegruppen .. .
De italienske Naaletræers geographiske og historiske Forhold, af Professor J. F.
SCROUW riots patents 5 tay 2 dde
Undersôgelser over Hvaldyrene, af Professor D. F. Eschricht.
iste Afhandling: Bemærkninger over Cetologiens tidligere og nær-

værende Skiebne . . . . . .

Side

XVII

83

129

Side
2den Afhandling: Anatomisk Beskrivelse af de ydre Fosterformer hos
to nordiske HAUTE, med Anvendelse paa
Physiologien og Zoologien . . . . . . . 203
3die — Om Fosterformerne i Bardehvalernes Ernærings-
og Forplantelsesredskaber . . . . . . . 284
dde — On YNæbhvalen) Sa. tu ARE el
Fortsalte Forsög for at bestemme den Mængde Kulsyre et Menneske udaander i

24 Timer, af Professor E. A. Scharling . . . . . . . . . . . 37

FORTEGNELSE

‘ over
DET KONGELIGE DANSKE VIDENSKABERNES SELSKABS
EMBEDSM/END oc ÖVRIGE MEDLEMMER.
(August 1845.)

Protector.

Hans Majestæt Rongen.

Secretair.

Ur. Hans Christian Orsted, Doctor i Philosophien og Medicinen, Conferents-
raad, ordentlig Professor i Physiken ved Kiöbenhavns Universitet, Direc-
teur for den polytechniske Læreanstalt, Commandeur af Dannebrogen og
Dannebrogsmand, Storkorsridder af Nordstjernen, Ridder af Ordenen pour
le merite dans les sciences et les arts, Ridder af Æreslegionen m. m.

Casserer.

Hr. Lauritz Engelstoft, Doctor philosophie, Conferentsraad, ordentlig Professor
“1 Historie og Geographie, Ordens-Historiograph, Commandeur af Danne-

brogen og Dannebrogsmand.

Archivarius .

Hr. Joakim Frederik Schouw, Doctor philosophiæ, Professor i Botaniken ved
‘Kidbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand,
Ridder af Nordstjernen.

Hr.

H T»

VI

Ordbogs-Commissionen.

Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien ved Kiöben-
havns Universitet, Secretair ved det store kongelige Bibliothek, Ridder af
Dannebrog og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m.

Johan Nicolay Madvig, Doctor philosophiæ, Professor i den latinske Philo-
logie ved Kiöbenhavns Universitet, Universitetets Bibliothekar, Ridder af

Dannebrogen m. m.

Niels Mathias Petersen, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kiöbenhavns

Universitet.

Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske

Antiquiteter ved Kiöbenhavns Universitet.

Casse-Commissionen.

. Jens Laurits Andreas Kolderup-Rosenvinge, Doctor juris, Professor, Medlem

af Universitets-Directionen, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand.
Andreas Schifter, Contre-Admiral, Fabrikmester ved Holmen, Commandeur
af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Johan Christopher Hagemann Reinhardt, Doctor philosophiæ, Etatsraad,
Professor i Naturhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Danne-

brogen og Dannebrogsmand o. s. v.

Frederik Christian Petersen, Doctor philosophie, Professor i Philologien
ved Kiöbenhavns Universitet, Provst paa Regentsen, Ridder af Danne-
brogen m. m. i
Meteorologisk Comite.

Hans Christian Örsted, Conferentsraad, Professor m. m.
Joakim Frederik Schouw, Professor m. m.

P. Pedersen, Magister, Observator.

Vil

Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regestum

diplomaticum.

Hr. Lauritz Engelstoft, Conferentsraad m. m.

Hr.

Hr

Jens Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Dr. Prof. juris m. m.
Christian Molbech, Etatsraad m. m.
Finn-Magnussen, Etatsraad m. m.

Johan Nicolay Madvig, Professor m. m.

Revisor.

Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i
Söe-Etaten.

Indenlandske Medlemmer.

Christian Heinrich Pfaff, Doctor, Conferentsraad, ordentlig Professor i
Medicinen ved Universitetet i Kiel, Commandeur af Dannebrogen og
Dannebrogsmand m. m.

Hans Christian Örsted, Doctor, Conferentsraad, Professor, Commandeur af
Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m., Selskabets Secretair.

Laurits Scheby Wedel Simonsen, Doctor Medicine & Phil.. Etatsraad,

Professor, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand m. m.

. Excellence Anders Sandée Orsted, Doctor juris, Geheimestatsminister, Ge-

Hr.

neralprocureur, Deputeret i det danske Cancellie, Storkors af Dannebrogen
og Dannebrogsmand m. m.

Lauritz Engelstoft, Doctor philosophiæ, Conferentsraad, ordentlig Professor
i Historie og Geographie, Ordens Historiograph, Commandeur af Danne-
brogen og Dannebrogsmand m. m.

VIII

Hr. Heinrich Christian Schumacher, Doctor juris, Conferentsraad, Professor,
Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand m. m.

- Frederik Christian Sibbern, Doctor Philosophie, Etatsraad, ordentlig Pro-
fessor i Philosophien ved Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen
og Dannebrogsmand m. m.

- Jacob Peter Mynster, Doctor Theologiæ, Biskop over Sjællands Stift og
Ordensbiskop, kongelig Confessionarius, Storkors af Dannebrogen og
Dannebrogsmand m. m.

- Erich Christian Werlauff, Doctor Philosophie, Conferentsraad, ordentlig
Professor i Historien ved Kiöbenhavns Universitet, Overbibliothekar ved det
store kongelige Bibliothek, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogs-
mand, Ridder af Nordstjernen m. m.

- Johan Christopher Hagemann Reinhardt, Doctor Philosophie, Etatsraad,
Professor i Naturhistorien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Danne-

brogen og Dannebrogsmand m. m.

- Joakim Frederik Schouw, Professor, Ridder af Dannebrogen og Danne-
brogsmand m. m.

- Jens Lauritz Andreas Kolderup-Rosenvinge, Doctor og Professor Juris,
Medlem af Universitetsdirectionen, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogs-

mand m. m.

- William Christopher Zeise, Doctor Philosophie, Professor i Chemien ved
Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Nordstjernen m. m.

- Georg Forchhammer, Doctor Philosophie, Professor 1 Mineralogien ved
Kiôbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Nordstjernen m. m.

- Frederik Christian Petersen, Doctor Philosophie, Professor i Philologien
ved Kidbenhayns Universitet, Ridder af Dannebrogen m, m.

Hr.

Re,

Christian Molbech, Etatsraad, Professor i Literairhistorien, Ridder af
Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ridder af Nordstjernen m. m.

Niels Nicolai Falck, Etatsraad, Professor i Lovkyndigheden ved Universi-
tetet i Kiel, Commandeur af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Andreas Schifter, Contre-Admiral, Fabrikmester ved Holmen, Commandeur
af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Georg Frederik Ursin, Doclor Philosophiæ,- Professor ved Kunstacademiet,
Ridder af Dannebrogen.

Finn-Magnussen, Geheime-Archivarius, Etatsraad, Doctor Philosophie,
Professor, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand, Ridder af St.

Annaordenens 2den Classe. .

Peter Wilhelm Lund, Doctor Philosophie, Ridder af Dannebrogen.
Hector Frederik Jansen Estrup, Etatsraad, Ridder af Dannebrogen.
Henrik Nicolai Clausen, Doctor Theologie, ordentlig Professor i Theo-
logien ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen.
Christian Georg Nathan David, Doctor Philosophie, Professor, Raadmand,
Ridder af Dannebrogen.
Johan Nicolai Madvig, Doctor Philosophie, Professor i den latinske Phi-
lologie ved Kiöbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen m. m.
Christian Friis Rottbéll Olufsen, Professor i Astronomien ved Kiöbenhavns
Universitet, Ridder af Dannebrogen. : x
Christian Ramus, Magister artium og Professor i Mathematiken ved Kiö-
benhavns Universitet m. m.
Christian Jürgensen, Magister artium, Professor, Lector i Mathematiken i
Söe-Etaten m. m. |
Johan Christian Drewsen, Kammerraad.
Niels Hofmann (Bang), Eier af Hofmansgave i Fyen, Ridder af Danne-
brogen.
Daniel Frederik Eschricht, Doctor Medicine, ordentlig Professor i Medi-
cinen ved Kidbenhayns Universitet, Ridder af Dannebrogen m. m.

2

Hr.

X

Henrik Carl Bang Bendz, Doctor Medicine, Lector ved Veterinairskolen.
Henrik Kröyer, Doctor, Inspecteur ved det kgl. Museum for Naturviden-
skaberne, Ridder af Æreslegionen.

Johannes Ephraim Larsen, ordentlig Professor i Lovkyndigheden ved Kiö-
benhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen.

Hans Mathias Velschow, Magister, Professor i Historien og de nordiske
Antiquiteter ved Kidbenhavns Universitet.

Niels Mathias Petersen, Professor i de oldnordiske Sprog ved Kiöbenhavns
Universitet.

Hans Larsen Martensen, Doctor Theologiæ og Professor i Theologien ved
Kiøbenhavns, Universitet, Hofprædikant.

Johan Christopher v. Hoffmann, Capitain 1 Artillerie-Corpset, Lærer i
Physik og Chemie ved den militaire Höiskole, Ridder af Dannebrog og af
den Russiske Wladimirs Ordens 4de Classe.

Christian Pingel, Doctor Philosophie, Inspecteur ved det kgl. Museum for
Naturvidenskaberne.

Peder Pedersen, Magister artium, Observator.

Johannes Japetus Smith Steenstrup, Lector ved Sorö Academie.

Gregor Wilhelm Nitsch, Etatsraad, Professor i Philologie og Veltalenhed i
Kiel, Ridder af Dannebrogen.

Rudolph Johannes Frederik Henrichsen, Magister artium, Rector ved
Odense Cathedralskole.

Caspar Frederik Wegener, Dr. phil.,.Lector ved Soröe Academie, Ridder
af Dannebrogen. å
Caspar Peter Paludan-Miiller, Dr. phil., Overlærer ved Odense Cathe-
dralskole.

Jürgen Schiödte, Docent ved Veterinairskolen.

Frederik Michael Liebmann, Docent ved Veterinairskolen.

Justus Olshausen, Professor i de orientalske Sprog ved Universitetet i Kiel.

Hr.

XI

Udenlandske Medlemmer.

Edvard Romeo Vargas de Bedemar, Greve, Kammerherre, Maltheseridder,

Commandeur af Dannebrogen.
Jens Rathke, Professor i Zoologien ved Universitetet i Christiania.

Excell. Fried. Heinr, Alexander v. Humboldt, Baron, preussisk Geheime-
raad, Kammerherre, Storkors af Dannebrogen m. m.

. Johan Jacob Berzelius, Friherre, Professor i Chemien i Stokholm, Com-

mandeur af Dannebrogen, Secretair ved det kongl. Videnskabernes Selskah
i Stokholm.

Friederich Creuzer, Geheimeraad, Professor i Heidelberg.

Louis Joseph Gay Lussac, Professor i Chemien i Paris, Medlem af det
franske Institut.

Carlo Rossini, Biskop og President for det herculanske Academie 1 Neapel.
Flauti, Professor i Neapel.
Robert Jameson, Professor i Mineralogien i Edinburgh.

Theodor Monticelli, Secretair ved Videnskabernes Selskab i Neapel, Com-
mandeur af Dannebrogen.

W. Lawrence, Professor, Chirurgus ved Bartholomæus-Hospitalet i London.

Johan Friederich Ludvig Hausmann, Holraad, Professor i Mineralogien i

Gottingen.

I

ral
-

Hs.

Hr

XII

. Leopold v. Buch, preussisk Kammerherre, i Berlin.

Carl Friederich Gaus, Hofraad, Professor ved Universitetet i Gottingen,

Commandeur af Dannebrogen.

Friederich Wilhelm Bessel, Professor i Kénigsberg, Commandeur af Danne-
brogen.

Colby, Oberstlieutenant i Ingenieur-Corpset, Chef for Gradmaalingen 1
England.

Excell. Sergius v. Ouwaroff, russisk Geheimeraad, President for Viden-
skabernes Selskab i Petersborg.

Joseph v. Hammer-Purgstall, österrigsk Friherre, Directeur for det orien-

talske Academie i Wien, Commandeur af Dannebrogen.

Paul Ermann, Professor i Berlin og Secretair for den physiske Classe af
Videnskabernes Selskab sammesteds.

David Brewster, Doctor Med. og Secretair for Videnskabernes Selskab i
Edinburgh.

Robert Brown, Medlem af Videnskabernes Selskab 1 London.

Christopher Martin Frähn, Doctor Theologie & Philosophie, Professor i
de orientalske Oldsager i St. Petersborg.

J. F. L. Schréder, Professor i Physik og Mathematik i Utrecht.
François Jean Dominique Arago, Professor i Astronomien i Paris, Secre-
tair for den mathematiske Classe i det franske Institut, Ridder af Danne-
brogen.

Julius Friederich Wilhelm Hershel, Baronet, Commandeur af Dannebrogen,
Medlem af Videnskabernes Selskab i London. ;
Louis Jaques Thenard, Baron, Pair af Frankrig, Professor 1 Chemien 1
Paris, Medlem af det franske Institut.

Christian Samuel Weiss, Professor i Mineralogien i Berlin.

XI

. Excell. Carl Friedr. v. Savigny, kgl. preussisk Statsminister.

. Gustav Hugo, Dr. Professor juris og Geheime-Justitsraad i Göttingen.

C. F. Eichhorn, Dr. og Professor juris, Geheime-Legationsraad.

Erik Gustav Geijer, Professor i Historien ved Upsala Universitet, kongl.
svensk Ordens-Historiograph m. m.

Nathanael Wallich, Doctor Philosophie, Directeur af den botaniske Have
i Caleutta, Ridder af Dannebrogen og Dannebrogsmand.

Christian Hansteen, Professor i Astronomien i Christiania, Ridder af Danne-

brogen.

. Excellence Wilhelm Struve, russisk Statsraad, Professor i Astronomien i

Dorpat, Commandeur af Dannebrogen.

. August Ditlev Tvesten, Professor i Theologien ved Universitetet i Berlin,

Ridder af Dannebrogen.

August Boekh, Geheimeraad, Doctor, Professor i Berlin m. m.

Jacob Grimm, Hofraad, i Berlin.

Wilhelm Carl Grimm, Professor, i Berlin.

Charles Babbage, Professor i Mathematiken ved Universitetet i Cambridge,

Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab i London.

Jean Marie Pardessus, Raad yed Cassationsretten i Paris, Medlem af det

franske Institut,

. Excellence Poul Heinrich Fuss, Statsraad, Secretair for Videnskabernes

Selskab i Petersborg.

. F. H. Link, Geheimeraad, Professor i Botaniken i Berlin.

von Martius, Doctor, Hofraad, Professor i Botaniken i München, Ridder
af Dannebrog.

Michael Faraday, Doctor, Medlem af det kongelige Videnskabernes Sel-

skab 1 London.

Hr.

XIV

Carl Ritter, Geheimeraad, Professor ved Universitetet i Berlin, Ridder af

Dannebrogen o. s. v.
Mitscherlich, Professor i Chemien i Berlin.
Chevreuil, Professor, Médlem af det franske Institut, Ridder af Dannebrog.

Hansen, Professor og Directeur for det Seeberger Observatorium ved
Gotha, Ridder af Dannebrogen.

Joh. Ant. Letronne, Directeur for det kongelige Bibliothek i Paris, Medlem
af det franske Institut m. m.

Carl Benedict Hase, Professor, Bibliothekar, Medlem af det franske

Institut m. m.

Charles Lyell, Esquire, Medlem af det kongelige Videnskabernes Selskab

1 London,

H. M. Ducrotay de Blainville, Medlem af det franske Instituts Viden-

skabernes Academie.

Carl Gustav Jacob Jacobi, Professor ved Universitetet i Königsberg.
Christian Gottfried Ehrenberg, Professor ved Universitetet i Berlin.
Johannes Müller, Professor ved Universitetet i Berlin.

Wilhelm Weber, Doctor, Professor ı Leipzig.

Hs. Excellence Frangois Guizot, Minister for de udenlandske Anliggender i

Frankrig, Medlem af det franske Institut.

. Friederich Christopher Schlosser, Hofraad, Professor i Heidelberg.

Johan Voigt, Professor i Königsberg, Ridder af Dannebrogen.
Friederich Wilhelm Joseph v. Schelling, Geheime-Hofraad.
Victor Cousin, Pair af Frankrig, Medlem af académie française.

Philip Conrad Marheineke, Professor ved Universitetet i Berlin.

By

Hr. Lambert Adolphe Jaques Qvetelet, Directeur for det astronomiske Obser- -
vatorium og Secretair ved Videnskabernes Selskab i Brüssel.

- Carl Ernst v. Baer, Medlem af det Petersborger Academie.

- Augustin Louis Cauchy, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes

Academie,
- George Biddel Airy, kongl. Astronom ved Observatoriet 1 Grenwich.
- J. Dumas, Medlem af det franske Instituts Videnskabernes Academie.

- Elias Fries, Professor i Botaniken ved Universitetet 1 Upsala.

OVERSIGT

DET KONGELIGE DANSKE
VIDENSRABERNES SELSRABS
FORHANDLINGER

DETS MEDLEMMERS ARBEIDER

FOR AARENE 1843—1844,

AF

CONFERENTSRAAD OG PROFESSOR H. C. ORSTED,
COMMANDEUR AF DANNEBROGEN OG DANNEBROGSMAND. SELSKABETS SECRETAIR.

XI. 5

en Yu DNA 5 OK

| devas er Wie AM ‚dran

For Aaret 1843.

Mödei den 6 Januar.

Professor Forchhammer meddelte nøgle geognostiske Iagttagelser over den sjællandske
Kridtformation.

Af tidligere Undersøgelser er det bekjendt, at de til Kridtformationen
hörende Dannelser, der findes i Stevens Klint fortsætte dem paa den hele Halvöe, der
ligger imellem Kjöge- og Præstüebugten og navnligen komme til Overfladen i Faxöe
Bakke, ved Tryggevælde og Herfülge. Det er endvidere bekjendt, at den til Kridt-
formationen hörende Kalksteen, som Forfatteren tidligere har betegnet med Navnet
Saltholms Kalk, findes under Kjöbenhayn og paa Amager, og at det sydvestligste Sted,
hvor denne Kalksteen endnu forekommer faststaaende, er ikke langt fra Thorslunde
imellem Kjöbenhavn og Roeskilde. Den hele Strekning imellem Thorslunde og Her-
fülge var hidtil geognostisk ubekjendt, idetmindste med Hensyn til de dybere liggende
Lag. Forfatteren havde allerede tidligere opkastet de Spörgsmaal, hvilken geognostisk
Beskaffenhed i Undergrunden havde foranlediget den dybt indskaarne Kjöge-Bugt imel-
lem Skrivekridtet paa Stevens Klint, og Saltholms-Kalken paa Amager og ved hvilken
Beskaffenhed af Jordbunden, Forekomsten af de stærke Kilder, Bröndkilden og Kilderne
ved Roeskilde, bliver bestemt. Disse Spörgsmaal ere nu blevne besvarede ved
den meget uventede Opdagelse af Grönsand i Nærheden af Kjöge. Forfatteren
skylder den fürste Notice af dette mærkværdige Forhold til Hs. Excellence, Geheime-

Stats- og Finants-Minister Grev W. Moltke, der sendte ham en Kasse med Stene op-
3*

XX

tagne i Lellinge Skov, hvis Udvortes viiste, at de ikke vare rullede og som en nærmere
Undersögelse betegnede som Grönsand. Forfatteren har senere sely paa Stedet under-
sögt dette merkverdige Lag.

Det bestaaer af en gréngraa mergelagtig Masse, hvori der forekommer en stor
Mengde Lag af fastere Steenarter udskilte, og disse fastere Lag ere deels Mergelsteen
af samme Farve som Mergelen, deels en meget fast temmelig reen blaaagtig Kalksteen
som har betydelig Liighed med den blaae Liaskalk, deels en guulaglig hvid Sandsteen,
Alle disse Lag höre til den samme Dannelse, de fore de samme Forsteninger og ere
altsaa ikkun underordnede Udviklinger. Lagene helde, saavidt som de ikke meget store
blottede Steder tillod at iagttage, i den östlige Deel af det fremragende Partie imod Ost,
i den vestlige Deel derimod imod Vest, paa begge Steder under en Vinkel, der ikke
overstiger 50. Af Forsteninger findes der en overordentlig stor Mengde, de fölgende
synes at vere identiske med andre Landes Grönsand-Dannelser: Robulina Comptoni,
Trochus Basteroti, Dentalium medium, dog trænge disse Bestemmelser til en nüiagligere
Revision med flere og bedre Exemplarer end Forfatteren i denne Vinter har kunnet
forskaffe sig. Foruden disse og mange andre Univalver og Bivalver forekommer der
en stor Mengde Tænder og andre Levninger af Fiske. Hverken de i det skaanske og
bornholmske Grönsand saa hyppige Belemniter, eller Ammoniter ere hidtil fundne der;
derimod forekomme Piggene af Lima spinosa, en Musling, der er characteristisk for
den til det yngre Grönsand hörende Plener Kalk i Sachsen,

Grünsandets Forekomst forklarer nu let hvorfor Havet har kunnet indskjære
saa dybt i denne Deel af Sjælland, da de faste Lag af Flint, der giver det blüde Kridt
Evne til at modstaae Bülgeslaget her aldeles mangle. Der bliver endvidere derved for-
klaret, hvorfor saa stærke Kilder, som Bröndkilde ved Kjögeveien, Kilderne ved Roes-
kilde her frembryde i en med Saltholms Kalkens Strygning parallel Linie. Disse Kilder
komme nemlig frem paa Grændsen af Saltholms Kalken og Grünsandsterrainet, De
nævnte Kilder ere ikke de eneste, der forekomme paa denne Linie; i Rye Sogn to
Mile Nordvest for Roeskilde forekommer en anden ligeledes meget stark Kilde, i hvis
Nærhed Saltholms Kalken atter findes faststaaende, og i denne Linies Fortsættelse fore-
kommer Vindekilde i Nærheden af Adlersborg, og Navnet Vallekilde som en Bye i
samme Egn förer, synes ligeledes at hentyde paa en stadig flydende Kilde, Betragter
man den, disse Kilder forbindende Linie, saa er den parallel med Saltholms Kalkens
Strygnings Linie, og naar vi nu sammenligne dermed den store Mængde af Grönsands-

Rullestene, der forekomme i Odsherred, saa vil der neppe blive levnet nogen Tvivl, at

XXI
det ved Kjöge opdagede Grönsand stryger igjennem hele Sjælland i et Belte, der er
parallel med Saltholm Kalkens Belte.

Dette Grönsands-Belte er derved fremfor alt mærkværdigt, at der forekommer
baade imod Nordost og Sydvest derfra nyere Lag, imod Syd nemlig Kridt med Faxö-
kalk og Liimsteen, imod Nord derimod Saltholms-Kalk, og Nord for dette Belle, atter
Skrivekridt, som Prof. F. i Sommer har opdaget faststaaende ved Steenlöse i Nerheden af
Slangerup. Ved disse Iagttagelser bliver det endmere stadfæstet, at de dybere liggende
faste Steenlag temmelig uregelmessigen hist og her naae op til Overfladen; de vise
endvidere, ligesom Saltholms-Kalks Beltet, at vore Rullestene af Kridtformationen ikke
ere flyttede langt fra deres oprindelige Hjem, og det bliver derved gjort mindre usand-
synligt, at vi en Gang med Tiden ville opdage faststaaende Ur- og Overgangsbjerge
indenfor det egentlige Danmarks Griendser.

Med Hensyn til Bröndboringen paa Holmen ere disse Iagttagelser et yderligere
Beviis for, at et mægligt Grönsandlag ligger under vort Kridt, og at dette Grönsandlag
er meget vandrigt, Det gjör det mere .sandsynligt, at man strax vil faae Wand, naar
engang de megtige overliggende Lag ere gjennemborede, og da dette Lag maa
slaae i Forbindelse med Höider i Sjælland, og ikke er adskilt derfra ved Sundet, saa
bliver det endmere at formode, at Vandet vil hæve sig over Jordbundens Niveau, eller

vil blive Springvand.

Selskabet modtog fülgende Skrifter:

Transactions of the American! philosophical Society held at Philadelphia. Vol. - 1.
Part. III, Vol. VIII. Part. I.

Proceedings of the American philosophical Society. Nr. 19, 20, 21.

N. F. Schwartz, om de danske Garverier.

Bulletin de la Société Impériale des Naturalistes de Moscou. 1842. II.

Index Plantarum anno 1840 a cel. Karrelin et Krilow in regionibus Allaicis collectarum,
qvas Societas imperialis naturae curiosorum Mosquensis pro mutua commuta-
tione offert.

Fischer de Waldheim, Catalogus Coleopterorum in Sibiria orientali a cel. Karelin col-

lectorum.

… XXII

Secretair S. Hjorth indsendte en forseglet Pakke, indeholdende Tegning og
Beskrivelse af en elektromagnetisk Maskine, hvilken Pakke han önsker opbevaret.

Müdet den 209% Januar.

SP ustitsraad Molbech forelæste et Brudstykke af den trykte Deel af Selskabets Historie.

Justitsraad Molbech havde i en Skrivelse til Selskabet |gjort folgende Forslag
til en stårre Offentlighed af dets Forhandlinger:

4) At der i Selskabets maanedlige Oversigter maatte ved hvert Aars Begyndelse
indføres en summarisk Extract af det foregaaende Aars Regnskab,

2) At Selskabets Forhandlinger maatte bekjendtgjåres saa fuldstændigt som muligt,
og Undtagelse kun gjöres af særegne Grunde; men at ingen saadan Undtagelse
maatte finde Sted med Hensyn til Understôttelser eller andre extraordinaire
Udgifter.

3) At Selskabets maanedlige Oversigter maatte samles og erholde Titelblad for
hvert Aar og tillige et Register, hvilket sidste Justitsraad Molbech tilbåd sig
at levere.

Det fårste Forslag, hvori Cassecommissionen havde erklæret sig enig, billigedes
ligeledes af Selskabet, idet det vedtog, at hvert foregaaende Aars Regnskab skulde,
naar det var revideret og decideret, optages i de maanedlige Oversigter.

I Henseende til det andet Forslag blev bemærket, at man i den senere Tid
allerede bavde begyndt med at publicere saadanne Forhandlinger, som man antog havde
almindelig Interesse; hvorhos det nu blev besluttet i Selskabets Möder at afgiöre hvilke
Gjenstande, der skulde optages i Oversigterne. Forsaavidt Pengeunderståttelser bevilges,
ville de i ethvert Tilfælde komme i Regnskabet og saaledes efter det første, af Sel-
skabet bifaldte Forslag, blive bekiendtgiorte,

Med Hensyn til det sidste Forslag bemærkede Secretairen, Conferentsraad

XXII

Orsted, at han allerede tidligere havde erklæret en saadan Foranstaltning at vere paa-
tænkt. Justitsraad Molbechs Tilbud, at levere Registret, modtoges med Taknemmelighed,
Justitsraad Molbechs Forslag om, at den Understöttelse af 100 Rbd, aarlig,
som Selskabet i 1838 bevilgede ham til et dansk Glossarium, men som hidtil ikke er
brugt, maatte begynde at löbe fra dette Aars Begyndelse, bley af Selskabet bifaldt.

Mödet den 10% Februar.

Conferentsraad Orsted meddeelte en Fortsettelse af sine Betragtninger over Lyset, med
Hensyn paa det Skjünnes Naturlere. Gjenstanden for denne Fortsættelse var de For-
hold, hvorunder der frembringes bestemte Figurer ifülge Lysets egne Naturlove. Her-
hen hörer Regnbuen. Det kunde ikke være Hensigten, ved denne Leilighed at gjentage
Regnbuens velbekjendte Theorie; det var nok at beraabe sig paa denne, som paa en
afgjort Sag. Regnbuens Figur er en nüdvendig Fülge af mathematiske Naturlove. Ved
den samme Naturhandling, hvorved denne Bue dannes, adskilles ogsaa de i det hvide
Lys indeholdte Farvestraaler, og en Farveharmonie udvikles, idet Lysets hele Farve-
indhold staaer for os baade i sin Adskilthed, som Fordelingen i Rummet medförer, og
i sin Heelhed; efterdi den sandselig opfattes ikke mindre som Eenhed end som Mang-
foldighed. Men hermed er hele Anskuelsens Indhold endnu ikke udtémt. Modsætningen
mellem den mörke Regnveg og det klare Lys opvækker tillige den eiendommelige Lys-
glæde. Regnbuen indeslutter en heel Tankeverden, hvori Lyset under sin Kamp mod
Môrket udfolder sin Skjünhed med en sand Seierspragt. Det forstaaer sig, at alt dette
kun finder sin fulde Anvendelse, forsaavidt som ikke andre Forhold, f. Ex. en mellem-
kommende uklar Luft, svækker Indtrykkets Reenhed.

Ved Indvirkning af polariseret Lys paa Krystaller eller Legemer, hvori der
ved fremmed Indvirkning hersker en eiendommelig Fordeling af den indvortes Spæn-
ding, frembringes Figurer, som deels ved deres eget Tankepreg have noget tilfredsstillende,
deels udmærke sig ved en Farvefordeling, ofte en Farvepragt, som tillige altid udgjöre

en Farveharmonie. Men ogsaa denne Forbindelse af Former og Farver er ikke tilfældig,

RL

men udgjör en Tankeheelhed, og giver os derved en sterk betegnende Formering af
Exemplerne paa skjönne Frembringelser ifölge de i Naturen sig aabenbarende Fornuftlove.
I nogle af disse Figurer træffer man ligesaa afstikkende Farvemodsætninger, som i
mange pompeianske Malerier, og derhos en med Naturen bestemt Farveharmonie.
Nogle skjönne Form- og Farveudviklinger frembyder ogsaa Lysstraalernes Vexel-
indgreb (Interferents). Blandt disse fremhævedes iser den eiendommeligt ordnede Sam-
ling af Lyspletter, som fremkommer ved de Frauenhoferske Forség, naar man setter
for Kikkerten en tynd Plade med tre Huller, som ligge i Hjörnepunkterne af et lige-
sidigt Triangel. Allerede Pletternes Fordeling, afbildet uden Farver, tilfredsstiller Oiet
ved en rig og eiendommeligt ordnet Mangfoldighed; men ved de dertil nüdvendigt

hörende Farver forhüies end ydermere Skjönheden.

Fra det islandske literaire Selskab havde Videnskabernes Selskab modtaget
fålgende Skrivelse : .

“Det kongelige danske Videnskabers Selskab har, som bekjendt, i sin Tid, nu
for næsten et hundrede Aar siden, foranstaltet den vigtige af Olufsen og Paulsen ud-
førte Reise gjennem Island, samt senere udgivet den af Førstnævnte forfattede Beskrivelse
over samme, som endnu, efter Selskabets Historieskrivers Yttring, kan ansees for et
klassisk Værk, og stedse vil indtage en hæderlig Plads i Danmarks videnskabelige
Literatur.

Har man end siden erholdt enkelte gode Værker, der oplyse Islands Beskaf-
fenhed og Tilstand i visse Dele, kunne de fleste af dem nu siges at vere deels for-
ældede, deels for ufuldstændige til at give nogen rigtig eller almindelig Kundskab om
Landet og dets Befolkning. Fra indeværende Aarhundrede har man endog næsten intet
betydeligt Skrift af denne Art af indenrigske Forfattere, hvorimod britliske, franske og
tydske Literatorer have udgivet forskjellige, tildeels meget kostbare Beskrivelser over
deres Reiser i Island, som naturligviis (hvor fortjenstlige end mange derved meddeelte
Efterretninger og Afbildninger maa erkjendes for at være) trænge til adskillige Berigti-
gelser og ingenlunde afhjelpe det i Danmark og Island fålte Savn af en almindelig
nåiagtig Beskrivelse over den sidstmeldte Oe, som endnu overhoved aldrig er blevet
fort i Pennen.

Dette Savn maatte naturligviis meest files af det i Aaret 1816 opreltede
Islandske literære Selskab, som endnu bestaaer, i to Afdelinger, af hvilke den ene har
sit Sede i Rekjavik, den anden i Kjöbenhavn. At gode geographiske Kort efter en
tilstrækkelig Maalestok — stôrre end den, der er bleven anvendt for det af Viden-
skabernes Selskab, med ovennævnte Reisebeskrivelse, udgivne Kort over Island, der
ellers var det förste nogenlunde brugbare — maa antages for at vere et af de aller-
vigligste Forberedelsesmidler for et Lands Beskrivelse er indlysende, men ogsaa de
savnedes for Islands Vedkommende, paa enkelte Sökort ner, lige til det 1ÿ%de Aar-
hundredes Begyndelse. Da begyndte den danske Regjering paa det store Forelagende,
at lade Islands Kyststrækninger, ved Officerer og Landmaalere, nüiagtig opmaale, og
det blev i en Række ‘af Aar virkelig udfürt, Adskillige gode Kyst- og Sükort ere ud-
komne som dette nüdvendigviis meget bekostelige Arbeides Frugter, men de ere egentlig
bestemte for de Söfarendes Brug. Virkelige, paa geometrisk Opmaaling grundede Land-
kort over Islands indre Strækninger og overhoved dets Bygdelag, m. m., mangle der-
imod endnu til Datum. Det islandske literere Selskab besluttede derfor allerede i
Aaret 1831 efter dels ringe Evner at bestræbe sig, for at afhielpe denne Mangel; det
havde dog ikke fattet slige Tanker, hvis ikke Mathematikeren, Adjunkt Björn Gunlögsen,
af sand Patriolisme havde paataget sig Opmaalings- og Kortaffatningsarbeidet uden alt
Honorar og blot betinget sig de nödtörfligste Diætpenge og de övrige Omkostningers,
Erstatning. Han bar siden, hver Sommer, fortsat dette möisommelige Arbeide og det
kan haabes i indeværende Aar at gaae sin Fuldendelse imöde. Det islandske literære
Selskab ansaae det derfor hensigtsmæssigt, at de mange efterhaanden af Hr. Gunlågsen affattede
specielle Kort sammendroges til 4 store over Landets samtlige Qvadranter, som kunde
saaledes publiceres i Kobberstik, at ethvert af dem vel kunde bestaae for sig selv, men
de dog alle, naar det ünskedes, kunde sammenfüies til et eneste meget stort Kort over
hele Island. Dette Arbeides Bestyrelse var Hr. Major v. Olsen saa god at overlage,
men det erfaredes da snart, at Udarbeidelse og Stikning af hvert af de 4 Kort ikke
kunde lade sig udfüre med en mindre Sum end 4000 Rhd. Dette oversteg diensynlig
det islandske literere Selskabs Kræfter, hvorfor det i Aaret 4835 henvendte sig til det
kongelige danske Videnskabers Selskab med Begjæring om Hjelp til Kortenes Udgivelse ;
dens Opfyldelse blev med sædvanlig Liberalitet tilstaaet og 500 Rigsbankdaler bevil-
gedes for det fürste Fjerdingkort over Island. Dette Korts Stikning er nu allerede
ferdig, og dets Udgivelse venter blot paa den sidste Correctur fra Hr. Gunlögsen, som

haabes at indtræffe hertil fra Island om et Par Maaneder. Et Aftryk af Korlet, i dets
XI, 4

uw
nærværende, ikke ganske fuldendle Tilstand, giver det islandske literære Selskab sig
dog nu den Ære at forelagge det kongelige danske Videnskabers Selskab.

Det andet Fjerdingkort over Island er vel allerede taget under Bearbeidelse,
men vort Selskab nærer nu det sikkre Haab, at det ikke vil komme til at behöve den
Hjælp derfor af Videnskahernes Selskab, som dette med saa megen Beredvillighed har
ydet det fürste Kort af denne Art. Derimod trænger det islandske literære Seiskab nu
héilig til en Understøttelse af samme Belöb for den paabegyndte almindelige Beskrivelse
over Island, til hvilket Værks Udförelse det (og flere) endvidere have truffet de For-
beredelser, som nu i Korthed skulle angives.

I Aaret 1839 udnævnte det islandske literere Selskabs kjøbenhavnske Afdeling
en Comitee, bestaaende af 5 Medlemmer, til at udarbeide en Plan for Islands almin-
delige Beskrivelse, og tillige til at udkaste de derlil hörende Opgaver og Spørgsmaal,
som, for enhver af Landets Egne kunde ventes besvarede af dets Sognepræster, Prov-
ster og Sysselmænd, samt andre Sagkyndige. Hvorledes dette Hverv blev udfårt vil
behageligst erfares af disse, her hosfålgende Aftryk og Oversæltelser:

1. En trykt Circulaire til Islands Provster og Sogneprester ;

lf, 70 trykte Opgaver eller Hovedspörgsmaal til, Landets Sognepræster ;

iil. En trykt Circulaire til Sysselmendene i Island;

IV. 42 forskjellige (tryk) dem til Lösning forelagte Opgaver ;

V. Dansk Oversæitelse af Spürgsmaalene til Islands Sogneprester ;

VI. Dansk Oversættelse af de Sysselmændene forelagte Opgaver;

Vil. Oversat Uddrag af Circulairen til Sognepræsterne forsaavidt den angiver den fore-
löbige Hovedplan for det paatenkte Verk.,

Besvarelser af disse Spörgsmaal og Opgaver udarbeidedes og indsendtes efter-
haanden i de paafölgende Aar fra vedkommende Embedsmend, — saa at de forskjellige,
saaledes fremkaldte Syssel- og Sognebeskrivelsers Antal nu er voxet til 150. Som
Pröver af dem tillade vi os at vedlægge 4 Præstekalds- eller Sognebeskrivelser i Ori-
ginalen og en kortfattet Sysselbeskrivelse, den eneste af de indkomne overhoved som
er affattet i det danske Sprog. Nogle af de ünskede Besvarelser mangle endnu, men
de haabes at ville indkomme i Aarets Löb.

Vigtige Bidrag til Islands Beskrivelse, forsaavidt dets Meteorologie angaaer, ere
allerede blevne fremkaldte eller forberedede ved det kongelige danske Videnskabernes
Selskabs Omhu og Understöttelse; — Vi nævne iser Justitsraad og Landphysikus

Thorsteinsens udfürlige Observationer, udgivne i dets Collectanea meteorologica. Desuden

XXVI

har Videnskabernes Selskab skjænket det islandske literære Selskabs Reikevigske Afdeling

45 Thermometre (efter Celsius’s Scala) og nogle flere har den kjåbenhavnske Afdeling

" senere oversendt til Landet, for meteorologiske Dagbögers Förelse paa beleilige Steder,

Vi tillade os i den Anledning at vedlegge som Bilage:

VIII. Vort Selskabs islandske Afdelings trykte Circulaire til 51 Sogneprester i Island,
udstedt den 20de Marts 1841, hvori de anmodedes om at holde meteorologiske
Dagböger efter

IX. et trykt Schema for disse, — hvorved det maa bemærkes, al Varme- eller Kulde-
graderne deri ünskes opgivne efter Reaumurs Scala, — da Videnskabernes Sel-
skabs ovenmeldte Gave ikke den Gang var bekjendt eller modtaget i Reikiavig,
-— og at Tagttagelserne kun forlangtes for et enkelt Tidspunkt i Etmaalet, nemlig
KI. 9 f. M.

Efter at de skjænkede Thermometre, med Forskrifterne for deres Brug, vare
komne vor Islandske Afdeling tilhende, afsendte den Instrumenterne til Vedkommende,
med en ny trykt og paa Islandsk affattet Circulaire af 20de August 4841, hvorved
lagttagelserne forlangtes anstillede efter Celsius's Scala, paa tre forskjellige Tidspunkter
i Etmaalet, nemlig Kl. 7 f. M., Kl. 12 Middag og Kl. 6 e. M. Samme Afdeling af
Selskabet har nylig tilsendt vor Kjébenhavnske 10 meteorologiske Dagböger förte i
nogen Tid til Udgangen af Aaret 1841 ved Sogneprester i Island; de ere blevne
afleverede til Observator Mag. Pedersen paa Videnskabernes Selskabs meteorologiske
Comitees Vegne til sammes behagelige Revision m. m.

End en meget vigtig: Forberedelse for det omhandlede Værk er skeet fra
Regjeringens Side, i det samme, i flere Aar efter hinanden, har foranstaltet natur-
videnskabelige Reiser i Island, ved Lector Steenstrup og Cand. Schiütte; de assisteredes
tildeels ved deres Undersögelser af en indfödt Islænder, Cand. philos. Jonas Hallgrimson,
som her ved Universitetet i nogen Tid havde studeret Naturvidenskaberne, iser Zoo-
logie og Mineralogie, dog meest med Hensyn til Island. Efter de Hrr. Steenstrups og
Schiöttes Bortreise, fortsatte Hr. Hallgrimson (tildeels efter given Anviisning) de nævnte
Naturforskeres, især den Foérstnevntes Undersögelser, og kom saaledes Lil at bereise
hele Island. Om de allerede bekjendte Frugter heraf kunne vi kun henvise til de Hır.
Elatsraad Reinhardts, Professor Forchhammers og Lector Steenstrups sagkyndige Om-
dömme, da disse Herrer meest have bidraget til at udvirke den Understittelse, som er
bleven Hr. Hallgrimson til Deel for hans vistnok möisommelige Reiser i Island, Men

just af den Aarsag, at han saaledes, ved Autopsie, har lært hele Landet at kjende, har
A+

aa

det Islandske literere Selskab auseet hans personlige Nerverelse her i Staden for nüd-
vendig ved Udarbeidelsen af Landets ved Selskabet foretagne physiske og topographiske
Beskrivelse m.m., hvorfor det i Fjor anmodede ham om at tage fra Island hertil, og
tilstod ham i den Anledning, fri Overreise samt for det förste en Understöttelse af
200 Rhd. Det indsees dog nu, at hans Ophold her maa udkræve en betydelig lengere
Tid end Selskabet da forudsatte, samt at det maa anlage flere faste Arbeidere (med
anstændigt Honorar eller Afskriverlén for Extrahering i Archiverne m. m.), naar Verket
skal kunne gaae nogenlunde hurtig fra Haanden. Dog vil dette meget overstige Sel-
skabets Kræfter, da dets hele faste Capital ikke belöber sig til stort mere end 8000 Rbd.,
af hvis Renter, en aarlig kongelig Naadegave og Selskabets ikke talrige Medlemmers
Gaver eller Bidrag, det, idetmindste, maa bekoste Udgivelsen af et Par trykte Bind
aarlig (foruden Opmaalingsarbeidet m. m.).

Af disse Aarsager seer det Islandske literære Selskab sig foranlediget til det
ærbüdige Andragende, at det kongelige Videnskabers Selskab gunstigst vil bevilge det,
i indeværende Aar, en Sum af 500 Rbd., til Hjelp for Udarbeidelsen af Islands paa-
begyndte almindelige Beskrivelse. . Dette Værk maa nödverdigviis först affaltes i det
Islandske Sprog, men kan tillige let lægges til Grund for en dansk Bearbeidelse deraf,
lempet efter de særegne Hensyn, som en saadan Udgave i sin Tid maa synes at

kunne fordre.”
Det Islandske literære Selskabs Afdeling i Kjöbenhavn, den 20 Januar 1843,

Finn-Magnusen,
p. te Formand.
J. Sivertsen

p. t. Secretær.

En i den Anledning nedsat Comitee algav derover fölgende Betenkning:

“Det Kongelige Danske Videnskabernes Selsbab har forlangt vor Betenkning i
Anledning af et Andragende fra det islandske literære Selskabs Kjöbenhavnske Afdeling
om i indeværende Aar at erholde en Sum af 500 Rbd. til Hjælp til Udarbeidelsen af
en almindelig Beskrivelse over Island.

Ligesom vi maa ansee en saadan almindelig Beskrivelse af Island for et baade
fra det videnskabelige og fra det praktiske Standpunkt meget gavnligt Foretagende,
saaledes skjönne vi ikke rettere, end at de, efter det udstedte Circulære fra Priester og
Sysselmend indkomne, Oplysninger i Forbindelse med de övrige Bidrag til Kundskab

om Landet, hvoraf det islandske Selskab er i Besiddelse, ville afgive et fuldstændigt

XXIX

Materiale til et saadant Værk; og naar dernæst Redaktionen overdrages til sagkyndige
og dygtige Mænd, hvorom Comiteen efter de Oplysninger, som Medundertegnede Mag-
nusen har meddeelt, ikke har Grund til at tvivle, er det at vente, at det hele Arbeide
vil blive heldigen udfört.

Vi tage, efter disse Omstændigheder, ikke i Betænkning at anbefale det islandske
Selskabs Andragende, og det saameget mindre, som Videnskabernes Selskab rimeligviis
om det var blevet forlangt, vilde have fortsat den til det islandske Kort givne Under-
stôttelse, der nu ikke længere behöves.

Med Hensyn til den i det islandske Selskabs Skrivelse i Slutningen gjorte
Bemærkning, at Værket nödvendigviis først maa affattes i det islandske Sprog, men at
det tillige kan legges til Grund for en dansk Bearbeidelse deraf, lempet efter de sær-
egne Hensyn, som en saadan Udgave maatte fordre: tillader Comiteen sig at yltre det
Onske og Haab, at der fra Selskabets Side vil i sin Tid blive sörget for en saadan
dansk Bearbeidelse, som naturligviis kan vere af et mere sammentrængt Indhold end
den islandske Original.

Kjöbenhavn den 2. Februar 1843.
J. Reinhardt. Schouw. Forchhammer.
Finn Mugnusen. Velschow.
Selskabet bifaldt Comiteens Betenkning og besluttede at Udgiften, om for-

nödent gjordes, skulde udredes af den disponible Capital.

Selskabet modtog fölgende Skrifter:

Bulletin de la Société impériale des Naturalistes de Moscou. 4842. Nr. 3.

Flora Batava. Nr. 125.

John M’Clellard. Some inquiries in the province of Kemon relative to Geology and
other branches of natural science. Calcutta 4835.

Indian Cyprinidee (of Asiatic researches XIX 2).

Atti della terza riunione degli scienziati Italiani, tenuta in Firenze nel Settembre 1541.

F, G. A. Argelander de fide uranometrie Bayeri. Bone 1842.

XXX

Mödet den 244 Februar.

Professor Zeise meddeelte Selskabet en af ham udfört Undersögelse over Producterne
af Tobakens törre Destillation og om Tobaksrögens chemiske Beskaffenhed. -Hovedre-
sultaterne af denne Undersögelse ere disse:

Det ved den törre Destillation udviklede og overfürte er, foruden de sædvanlige
Luftarter og Vand, ogsaa en egen Brandolie, forskjellige Arter af Brandharpix, Paraffin,
Ammoniak i Forening deels med Kuisyre og Eddikesyre, deels og fornemmelig med
Smorsyre.

Brandolien faaer man serskilt og i reen Tilstand ved paany at underkaste den
\jereagtige eller fedtagtige Masse, som overgaaer ved den térrede Destillation, en De-
stillation med Vand, og efter Afvanding af det saaledes erholdte Destillat formedelst
Chlorcalcium, rectificere den et Par Gange.

Den saaledes erholdte Tobak-Brandolie faaes af en svag guulagtig Farve, men
ved Henstand bliver den bruun; den er fuld gjennemsigtig, af en stærk, noget tobaks-
agtig, men dog særegen, ubehagelig Lugt, og en skarp, brændende Smag; dens Vægt-
fylde er 0,870, dens Kogepunkt omtrent 190. Den lader sig temmelig let antænde,
og forbrænder med en sodende Lue. Vand oplöser saa godt som intet deraf, Alcohol
og Æther optage den i ethvert Forhold. Kalium virker ved almindelig Temperatur kun
svagt derpaa, ved nogen Opvarmning derimod temmelig livligt; Olien bliver derved til
en tyk tjereaglig Masse. Den indsuger Saltsyreluft, men ei rigeligt, og bliver derved
til et rödbrunt tyktflydende Legeme; paa omtrent samme Maade forholder det sig med
Ammoniaklnft.

En qvantitativ Analyse deraf har lærl, at denne Olie er erholdt som et be-
stemt Stof; thi ifélge to vel overeensstemmende Forsög, bestaaer den af 11 Atomer
Kulstof, 22 Atomer Brint og 6 Atomer Ilt, og har fülgelig som Formel C‘‘H2202,

Koger man denne Olie 5 til 6 Timer med en meget stærk Kali-Oplösning
i et passende Apparat, hvorved Oliedampen stadig fortættes, saa at Olien tilbageföres,
og dernæst skrider til en Destillation, saa faaer man en guul Olie, ligeledes lettere
end Vand, men af en ganske anden Lugt, med et noget hôüiere Kogepunkt, og som
behandlet med Chlorcalcium ikke. udéver nogen Virkning, end ikke i en forhöiet Tem-
peratur, paa Kalium. Det vandige Residuum, tilbérligt fortyndet, filtreret og neutrali-

seret med Svovelsyre giver efter Indtörringen en Masse, hvoraf Alcohol udtrækker en

XXXI

stor Deel, og efter Fordrivning af Alcoholen har man et Salt, der i alle Maader for- _
holder sig som smérsyret Kali, og fülgelig ved Destillation med Phosphorsyren giver
Smörsyren med sin eiendommelige Lugt og olieaglige Beskaffenhed, og hvilken neu-
traliseret med Baryt giver et krystallisabelt Salt, der, kastet paa Vand, bevæger sig paa
Overfladen frem og tilbage i alle Retninger, idet det oplöses.

Ved den torre Destillation af Tobaken overgaaer tillige med hiin fedtagtige
Masse i betydelig Mengde en vandig, bruunröd, efter Filtrering klar Vædske, riig paa
Ammoniak. Ved Destillation for sig giver denne kun i ringe Mengde hiin Brandolie,
men naar den dernest underkastes Destillation med Tilsetning af fortyndet Svovelsyre,
overgaaer en suur, ufarvet Vædske, der forholder sig som en Oplösning af Smörsyre
tilligemed nogen Eddikesyre. Neutraliseret med Kali, eller med Baryt giver den
nemlig de omtalte Salte, hvoraf ligeledes ved Phosphorsyre blev adskilt en Portion
Smörsyre i frie Tilstand. Det fortjener derved at mærkes, at denne Syre derved end-
ogsaa faaes i beiydelig Mængde.

Man faaer ligeledes denne Syre, oplåst i Vand, naar hiin fedtagtige Masse, be-
friet ved Destillation med Vand fra Olie, underkastes Destillation med tilsat fortyndet
Svovelsyre. Derved overgaaer imidlertid fårst en bruun, tykt flydende, ildelugtende
Olie; men denne gav ikke ved Behandling med Kali Smårsyre,

Af det harpixagtige Residuum fra denne Destillation udtrækker Vandet, foruden
Svovelsyren; noget med bruun Farve. Behandlet efter fuldendt Udtömning formedelst
Vand og efter Térring, med Alcohol, uddrager denne en Portion Harpix tilligemed lidt
resterende Olie, og giver efter Indtörring en Masse, som vedbliver at holde sig blöd.
Naar Alcoholen har ophört at uddrage noget, oplöser Acetone endnu endeel. Udkoger
man Residuet med Acetone, saa udsætter sig ved Afkjöling et graabruunt Legeme,
som ved nye Oplösning udsætter sig langt mindre farvet som et fedtagtigt, ufarvet Le-
geme; og af en varm ætherisk Oplösning udskiller det sig næsten ufarvet, Dette for-
holdt sig ved nermere Pröve ganske som Paraffin.

Svovelkulstof udkræver, naar Acetone ei ‘virker mere, ennnu kun meget lidt.

Den sorte harpixagtige Remanens, efter Behandling med Vand, Alcohol og
Acetone, vel udtérret ved Opvarmning, frembyder et ret mærkværdigt Forhold med con-
centreret Salpetersyre. Paagydes nemlig noget af denne, saa udbryder snart en over-
ordentlig voldsom Ild overalt i Masser, hvorved den dog kun forandres til en seig,
graabruun Masse. Chromsyre og bruunt Blyoxyd med Svovelsyre giver intet lignende

dermed, Denne} Remanens indeholder Qvælstof. Paa en qvantitativ Undersögelse deraf

XXXII

havde Forfatteren ikke Grund til at anvende Tid, da Alt lod formode, at det ikke var
et reent eller bestemt Stof.

At Tobaks-Rög i det væsentlige indeholder de samme Stoffer som hine De-
stillations-Producter, lod sig formode, -efterdi det ved den sædvanlige Rygemaade for-
brændende Tobak stedse, ved at ophede en anden Deel, maa foranledige samme
Transmutation, som den, der frembringes ved Ophedningen af den törre Masse i et
Destilleerapparat.

Det Forfatteren oprindelig altraaede ved denne Undersögelse, var Kundskab om
Tobaksrügens chemiske Beskaffenhed, efterdi dens Lugt og övrige Forhold lod formode
noget særegent derved; men da det var lettere i tilbörlig Mængde at erholde Produk-
terne ved den sædvanlige törre Desiillation, rettede han Forsügese først paa disse.

For at kunne faae det fortættelige af Rogen til nærmere Undersögelse, foretog
han Rygningen ved Hjetp ‘af Brunners Aspirater paa den Maade, at et stort Porcellains -
pibehoved, fyldt med antændt Tobak, blev ved Glasrér sat i Forbindelse med Sugnings-
Cylinderen, og mellem denne og Hovedet anbragte han, for nogle Forsög, et vidt, med
Glasskaar fyldt Glasrör, .der blev holdt vel afsjölet; for andre ledte han Rogen
gjennem en Kalioplösning, og atter for andre Forsög blev den ledet gjennem for-
tyndet Svovelsyre.

I hiint Rör samlede sig i stor Mengde en bruun, fedt- eller tjæreagtig Masse,
lignende den, som overföres den ved den Lörre Destillation. Den oplöses for en meget
stor Deel af Äther, og det oplöste, befrict fra Ætheren, giver ved Destillation med
Vand den ovenfor beskrevne Brandolie, samt det harpixagtige Residuum.

Kaliluden viste sig, eflerat have optaget en tilbörlig Mangde af Rögen, riig
paa Smörsyre.

1 den fortyndede Svovelsyre, hvori var ledet Tobaksrög, havde udskilt sig et
graahvidt, dyndagligt Legeme, som samlet paa et Filter og tilbörlig udvasket snart an-
tog ı Luften en bruunröd Farve og blev pulverformigt. Det samme Legeme befinder
sig i det Vand, som overföres med Olien ved hiin Destillation med den fedtaglige
Masse, erholdt ved den törre Destillation, og udskiller sig, naar den overmæltes med
Svovelsyre. Dette Legeme er uoplöseligt i Vand, Alcohol, Æther, Syrer og Alcalier ;
ved Ophedning forkuller det sig. I hiint Vand befinder det sig, rimeligviis som Fölge
af at det endnu ikke har lidt den Ildning ved Luften, der sandsynligviis medförer den

bruunröde Farve, i oplöst Tilstand ved Ammoniak. Delte Legeme, der ogsaa synes at

XXXII

være et særeget Produkt af Tobaksbladenes chemiske Destruction, fortjente en nærmere,
Undersögelse, men Forfatleren har stedse faaet det i en for ringe Mengde.

Tobaksrögen indeholder fölgelig foruden Vand, Kulsyre, Eddikesyre, Ammo-
niak, ogsaa den særegne Brandolie, Smürsyre, fornemmelig i Forening med Ammoniak,
Paraffin, samt det, der giver Brandharpixen og hiint, efter Indvirkning af Luften, bruun-
råde Legeme, Det bör mærkes, at af Kreosot ei antraffes mindste Spor, hvilket
maaskee medförer, at Tobaksrégen ikke har det skarpe, navnlig ikke det Oinene an-
gribende ved sig, som Rogen af Tre.

Til Rygningen har Forfatteren brugt Portorico-Tobak,. men til den türre De-
stillation den priisbillige Biscop-Tobak Nr. 2.

Som bekjendt er der en stor Forskjel paa Nydelsen af forskjellige Sorter To-
bak, iser ved Rygning.

At anstille en sammenlignende chemisk Undersügelse med Hensyn dertil vilde
imidlertid neppe före dil noget, da sandsynligviis ber, som i saa mange lignende Til-
fælde, de Qvantiteter af visse Stoffer, som ere af betydelig Indflydelse paa Lugt og
Smag, ere for smaae for en chemisk Bestemmelse. Derimod kunde en grundig Under-
sögelse over Tobakens Bestanddele i det hele taget, blandt andet med Hensyn til det
deraf, som sandsynligviis ved Transmutation, giver Smörsyren, vere af Interesse; ogsaa

haaber Forf. ved Leilighed at kunne anstille herhenhörende Forsög.

Justitsraad Molbech havde indgivet fölgende Forslag:

„Idet jeg tillader mig, for det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab at
fremföre et Andragende, vedkommende en Sag, som jeg troer at kunne tillegge bety-
dende Vigtighed og dybt indgribende Indflydelse paa den danske Literatur: maa jeg
allerfürst bede om Undskyldning, fordi personlige Omstændigheder, der ikke giöre mig
til Herre over den fornödne Tid, nåde mig til at indskrænke Sagens Fremstilling til de
vigtigste Hovedmomenters kortest muelige Beröring.

Det vil vere de fleste af Selskabets Medlemmer bekiendt, at det, fra Begyn-
delsen af 1839 maanedlig udkommende ,,Tidskrift for Literatur og Kritik”, der traadte
i Stedet for det i 40 Aar bestaaende ,,Maanedsskrift for Literatur”, i Aar skal ophöre;
og det vil ei vere skiult for de med Tidens literaire og andre Forhold Fortrolige, at

XI. 5

XXXIV

——

Udsigten til atet andet dansk kritisk og videnskabeligt Tidsskrift af lignende Natur kunde
allöse det indgaaede, er meget mörk og ugunstig. Idet jeg allene fremhæver denne
Omstændighed som faclisk, troer jeg det aldeles ufornödent at udvikle eller bevise for
et Samfund af Danmarks fürste Lærde og Videnskabsmænd, hvor dybt og füleligt, hvor
skadeligt i nærmere og fiernere Virkninger, Savnet af et frit, af Parti-Anskuelser uhildet,
af den indre videnskabelige Vægt og Auctoritet baaret og stôttet Organ for den literaire
og scientifiske Kritik vil blive for den danske Literatur, i alle dens Grene og Retninger.
Uden en saadan uafhengig, selvstendig, videnskabeligt gyldig Kritik bliver Literaturen,
i Stedet for det stedse mere forædlede Frugtiræ , til et vildtvoxende, udarlende, af
Vangrene borttæret, i Marv og Kierneved indsvindende Tre, hvis forvanskede og for-
ringede Natur snart vil kjendes paa dets Frugter.

Jeg vil gjöre opmærksom paa tvende Omstændigheder. Det er ikke blot i
Frankrige, at man for lange siden har indseet dette, og at man derfor, ved i en lang
Række af henved 200 Aar, (fra 1665) fra Regjeringens Side, efter Colberts Plan, at
understötte Udgivelsen af ,,Journal des Scavans”, har stiftet, og under de störste hi-
storiske Omveltninger, med faa Aars Afbrydelse, indtil vore Dage bevaret det eneste,
egentlig universelt videnskabelige kritiske Tidsskrift, som Frankrige besidder, Man har
i Osterrige paa lignende Maade fremmet og vedligeholdt de bekiendte Wienske „Jahr-
bücher der Literatur”; man har i Preussen paa forskiellige Maader understöttet de Ber-
linske ,,Jahrbiicher für wissenschaftliche Kritik” — en kritisk Journal af strengere
videnskabelig Tendents og af större og mere udbredt Indflydelse, Ogsaa i Baiern har
det Münchenske Videnskabers - Academie (skiöndt Omstændighederne herved ere mig
mindre bekiendte) understôttet og deeltaget i Udgivelsen af en Literaturtidende; og
dog er det klart nok, at slige Understéttelser ere ulige mindre motiverede i Tydsk-
land — hvor et ikke lidet Antal kritiske Tidsskrifter, ældre og nyere, kunne bestaae
uden nogen Fremhjælp af den Art — end hos Os, hvor det literaire og videnskabelige
Publicum er saa indskrænket, og Omstændighederne for en egentlig, höiere og viden-
skabelig National-Literaturs Pleie og Trivelse i vore Dage ere saalidet gunstige.

Den anden Omstendighed, paa hvilken jeg vil tillade mig at henlede Sel-
skabets Opmerksomhed, er af en os nærmere liggende historisk Natur. Lige fra dets
Stiftelse har Selskabet i forskiellige Retninger og paa forskjellige Maader, betingede ved
Tidsomstændighederne og ved det Punkt, hvorpaa enhver Periode har staaet i viden-
skabelig Cultur, med Iver og Held arbeidet for denne Culturs Udvikling, ved deels af

egne Midler, deels ved at hentye til de danske Kongers Liberalitet, hvilke i et Aar-

XXXV

hundrede vare Selskabets og Videnskabernes Beskyltere, at fremkalde, fremhielpe og
befordre vigtige literaire og videnskabelige Foretagender i Danmark, der, uden Selskabet,
enten slet ikke vilde været udförte, eller i længere Tid vilde have slumret. -Det vilde
fore for vidt, her at gaae ind i det Enkelte. Selskabets Historie vil lære, at altid, hvor
et saadant Foretagende trængte til offentlig Fremhjelp og Anbefaling hos Regenten,
kunde det, under Forudsætning af at det var prövet og befundet al vere af sand Verdi
for Videnskabernes Fremvæxt og Udvikling i Fædrelandet, vere sikkret om at möde
en Aand og Villie til at fremme og understötte det. Skiöndt mindre væsentligt og af-
gjörende, vil jeg dog ogsaa nævne det Factum, at allerede meget tidligt (i A. 1752)
har det Forslag været bragt paa Bane i Selskabet, at det skulde foretage sig Udgivelsen
af en kritisk Journal — et Forslag,- der synes iser ved Udsættelse, og Mangel paa
Enighed om Planen for et saadant Arbeide, at vere gaaet tilbage.
Det er i Betragtuing af de ovenfor, skiöndt ikkun hurtig berörte Omstendigheder,
al jeg vilde tillade mig at andrage paa:
at det maatte behage det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab at tage i
Overveielse, hvilke Félger det vil have for den fædrelandske Literatur, hvis denne
aldeles skulde beröves et kritisk-videnskabeligt Organ, i et til Kritiken i Almin-
delighed indviet periodisk Skrift — og at, naar dette Tilfælde, som er at be-
frygte, snart vil indtræde, Selskabet da ligeledes vilde overveie, ad hvilken Vei,
ved hvilke Midler, og under hvilken Form og Indretning, enten under Selska-
bets Bestyrelse og Tilsyn (som vel vilde vere det Gnskeligste) eller med dets
Autorisation, og ved Hielp af en Understéttelse, enten fra Selkabets eller Regie-
ringens Side, en selvstendig, af Tidsskifte og Partiaand uafhængig, under dan-
dens og Videnskabens Frihed og frie Yttring bestaaende dansk kritisk Journal
maatte kunne grundes — og saaledes organiseres, at dens Existents, lige saa ual-
hengigen af de mercantile Forhold, som Udgivelsen af Selskabets Skrifter ere det,
maatte kunne vedvare, saalenge som den befandtes, ved Indhold og Udfôrelse,
at kunne vere den et saadant Foretagende tildeelte Understöttelse verdig.
Enhver mere speciel Omstendighed vil det her ei vere det passende Sted
til at afhandle, hvortil jeg heller ei for Oieblikket seer mig i Stand. Deter kun
Sagen jeg giver mig den Frihed i Almindelighed at foredrage, og som jeg tillader
mig paa det varmeste og indstændigste at anbefale til Selskabets Opmerksomhed.”
Kjobenhavn den 11. Mai 1843, erbödigst
©, Molbech.

5*

XXXVI

Herover havde en nedsat Comitee afgivet fülgende Betenkning:

„Allerede i Slutningen af Maimaaned forrige Aar paalagde Videnskabernes Sel-
skab Undertegnede at sammentræde for at afgive Betenkning over et af Selskabets Med-
lem, Hr. Justitsraad Molbech indgivet Andragende om, at Selskabet skulde virke for at
grunde en ny dansk kritisk Journal, der kunde udfylde det Savn, som folles i vor Li-
teratur. Strax efter at vi havde modtaget dette Hverv toge vi Sagen under Overveielse
og bleve enige om den Mening, vi derom vilde fremsætte; men da Selskabets Möder
paa samme Tid, som sædvanligt, ophérle i Sommermaanederne, blev Redactionen af
Betenkningen opsat, indtil Forhandlingerne i Selskabet atter skulde tage deres Begyn-
delse. Vi tilstaae, at vi ikke i de förste Vintermaaneder erindrede dette Anliggende,
og maae derfor udbede os Selskabets Tilgivelse, for at vi first nu afgive den forlangte
Betænkning.

Idet vi fuldkommen ere enige med Proponenten i at erkjende Önskeligheden
af et uafhængigt, med Dygtighed ledet, tilstrekkelige Kræfter forenende, kritisk Tids-
skrift for vor Litteratur, ere vi dog eenstemmigen af den Overbeviisning, at Videnska-
bernes Selskab ikke som Samfund er kaldet til at virke for Begrundelsen af et saadant
Tidsskrift, enten ved selv at forsöge at lade det udkomme under sit Tilsyn og sin Auc-
toritet, eller ved at understötte det ved Pengemidler eller ved at söge andenstedsfra at
skaffe det slig Understöttelse.

Videnskabernes Selskab beskæftiger sig ikke med Literaturen i dens hele Om-
fang, men kun med de ved dets Classeinddeling betegnede Videnskaber; et kritisk
Tidsskrift, som skulde udgaae under dets Auspicier, og hvorover det forbeholdt sig
Styrelsen, maatte, naar Selskabet ikke vilde overskride sin Competents, blive et Tids-
skrift for den strengt videnskabelige Literatur, og det endda med Udelukkelse af de tre
Facultetsvidenskaber, Theologie, Jurisprudents og Medicin, der ikke have nogen eller
dog kun en ufuldstændig og mere tilfældig Repræsentation imellem Classernes Medlem-
mer. Men derved vilde paa den ene Side Trangen til et kritisk Institut for vor Na-
tionalliteratur ikke vere afhjulpen og paa den anden Side vilde stundom Tidsskriftet
maaskee have et for indskrænket Stof. Dernæst er det vel klart og godtgjort ved fo-
regaaende Erfaring, at i det Hele de Mænd, der have Plads i Videnskabernes Selskab,
beskjæftigede deels med egne Forskninger, deels med Embedssysler, ikke ville være
meget ivrige Medarbeidere i et kritisk Tidsskrift, en Virksomhedsretning, hvortil Sel-
skabet heller ikke kan stærkt opfordre dem, da det meget mere bör önske at fremkalde

en positiv Production af dem i selvstændig Behandling af videnskabelige Opgaver.

XXXVII

Tidsskriftet maatte altsaa, forsaavidt ikke enkelte Medlemmer altfor villigt fyldte Rum-
met, overveiende udstyres med Bidrag fra Forfattere udenfor Selskabet; men at tilveie-
-bringe disse i tilstrækkeligt Antal og tillige af en saadan Art, at det Hele fik en vis
Eenhed og en Selskabet værdig Holdning, vilde efter vor Litteraturs Forhold være
overmaade vanskeligt. Hertil kommer, at Arbeider af Selskabets Medlemmer nådven-
digviis ofte maatte blive Gjenstand for Omtale og Betragtning i Tidsskriftet, hvorved
paa den ene Side Forestillingen om Critikens fuldkomne Frihed og Upartiskhed vilde
svækkes og paa den anden Side alligevel Misforhold fremkaldes i Selskabets Indre og
dets üvrige Virksomhed. Vi ansee disse Grunde for stærke nok til at afvende Tanken
fra ethvert Forség paa at begrunde et under Selskabets egne Auspicier udkommende
kritisk Tidsskrift, saa at vi ikke troe det fornådent at udvikle de ikke ringe Vanske-
ligheder ved at angive en. Form for Udfårelsen af en saadan Plan, navnlig ved imellem
Selskabets Medlemmer stedse at finde en Redacteur eller Redactionscomitee, der for-
bandt den fornådne Driftighed med videnskabelig Dygtighed og med Principer, som
Selskabet i det Hele billigede og som fremfor Alt ikke maatte gjåre Tidsskriftet især
til sin egen Tumleplads. Jo mere Selskabet maatte overlade det til Redacteuren eller
Redactionscomiteen, at sörge for Tilveiebringelsen af Bidrag, desto vanskeligere vilde
det hele Forhold med Selskabets Control blive. Vi kjende, foruden den af det baierske
Academie udgivne Litteraturtidende, der aldrig har vundet nogen synderlig Anseelse
eller Udbredelse, kun een under et Videnskabers - Selskabs Auctoritet udgiven kritisk
Journal, de gåttingske Anzeigen. Men disse, der udenfor Videnskabernes Selskab især
har det gåttingske Universitets hele dvrige talrige Personale og endeel andre Lærde
udenfor Gåttingen til Medarbeidere, have udelukkende indskrænket sig til den strengt
videnskabelige Litteratur (hvilket. i Tydskland let lod sig gjöre, især da stundom ogsaa
engelske og franske Værker recenseres), og, hvad Arbeider af det gåttingske Selskabs
Medlemmer angaaer, næsten alene (om ikke aldeles) til Anmeldelser skrevne af For-
fatterne selv. Hos os ere Forholdene aldeles forskjellige fra dem, der finde Sted i
Tydskland og Göttingen.

Ligesaalidet som nu Selskabet selv bör söge at begrunde og udgive et kritisk
Tidsskrift, ligesaalidet kan det efter vor Mening tilsige en deraf uafhengig kritisk Jour-
nal en varig Understöttelse, Selskabet er forpligtet til at anvende sine Pengemidler til
at fremme bestemte og begrændsede, inden dets Bedömmelseskreds faldende videnska-
belige Forskninger og Forelagender efter det Værd, som det maa tillegge dem, og den
Trang til Understöttelse, som det erkjender. At understôtte en Journalredaction, der

_ XXXVIII

blot ganske i Almindelighed foresatte sig at befordre Litteraturens Udvikling ved kritisk
Betragtning, der gjorde sig Litteraturen i et ganske andet Omfang til Opgave, end Sei-
skabet gjür det, der hverken vilde eller kunde forelægge Selskabet nogen Oversigt over
de Æmner, den vilde behandle, endnu mindre underkaste Behandlingen Selskabets Dom,
der endelig i sin af Selskabet uafhængige Bevægelse ofte kunde komme i stærk Mod-
sætning til Selskabets Mening, — dette vilde være aldeles at gaae udenfor Selskabets
Formaal.

Men hvad der hindrer Selskabet i at underståtte en almindelig kritisk Journal
af dets egne Fonds, hindrer det ogsaa i at gjöre Forsög paa at tilveiehringe Under-
stöttelse for en saadan Journal andensteds fra, navnlig fra Regjeringen, om vi endog
antoge, hvad vi ikke antage, at en med slig Understøttelse ifülge Anbefaling grundet
Journal vilde kunne indtage en riglig Plads og skaffe sig en ret frugtbringende Virk-
somhed i Litteraturen, Vort Selskab kan kun anbefale saadanne Foretagender til Re-
gjeringen, der i deres Heelhed falde indenfor Selskabets Opgaves Grændser, og om
hvis Planer og Midler det efter foretagen Prövelse kan afgive et begrundet Skjön.

Efter hvad vi saaledes have tilladt os at udvikle, maae vi indstille til det kon-
gelige Videnskabernes Selskab, at der ikke for det er Anledning til at foretage Noget
i det omhandlede Anliggende.”

Kjøbenhavn den 9 Februar 1843,

H. C. Örsted, Clausen. F, C. Petersen.
Schouw. u M. Madvig.

Selskabet bifaldt Comiteens Mening.

Mödet den 10% Marts.

Dee Möde blev holdt i det kongelige Palais, og Hans Majestæt Kongen behagede
selv at lede Forhandlingerne. Udkastet til Selskabets Budget blev forelagt af Kasse-
commissionen ved dets Medlem Etatsraad Rosenvinge, og Aarets Budget efter en om-
stændelig Dröftelse og de fornödne Afstemninger fastsat,

Ifålge Selskabets tidligere Beslutning meddeles herved Extract af Regnskabet
for 1842 samt det for 1843 vedtagne Budget.

a

Udtog af Regnskabet over det kongelige danske Videnskabernes Selskabs Ind-
tegter og Udgifter i Aaret 1842.

Indtegter. Rbd. Sk.
AS “Renter at pelskabets Fonds ANIME er 5574 ”
2. Fra del Classenske Fideicommis. . .. .. : . . . . .. es 200 2
3. CVediSaieratiSelskabelsEKorte. NL + <5) el eye = 420 83

Udgifter. Bbd. Sk.

ARE Gage OP MLONDINBER's m a © = one ele RUSTE ehh) Sue 885 ”
2. Renter til Samfundet for den danske Litteraturs Fremme, af .

den til Vidensk. Selskab indbetalte Capital . . . . . . . . . . 481 70
Sy. béta PC NOMME MEME en BRIAN RER 10 200 ”
M) SHaeigg SRG SS 6 aap oo co no oe c ES So 2768 42
RO rd baren och. MORE ec ere 63 64
6. Det magnetiske Observatorium.......... Et 311 64
aaembDenvmetecrologiske CONTE LENS oS NE 196 | 80
S. Udgivelsen af Collectanea meteorologica . . .. . . . . . .. 24 ”
9. Den artesiske Bröndboring, til Dækning af Omkostningerne 1844 625 37
40. Regestum Diplomaticum ..... PEON Oa ot CU 353 24
41. Samling af Diplomer, udgivne af Tistiteraad Molbech og Prof,

RÉF ER M ret tide ee ES 26 64
12. Samling af gamle Domme, udgivne af Etatsraad Rosenvinge 500 ”
43. Justitsraad Molbechs Dialectlexicon , . ... ......... 40 ”
14. Magister Drejers Symbolæ Caricologicæ, forelébigen.... . 30 “le
45. Tegninger til en Afhandling af Dr. Kroyer . ........ 25 "
46. Undersögelse af Vegetationen ved Inddæmningen i Odsherred 85 65
47. Selskabets Jubelfest, forelöbigen . . . > . ...... EL 241 | 72
AS. Rentermatwoptagnemlidany „un. sus, as 2) fells ter RS ARS . 62 ”
19. Selskabets Folier i Banken ..........- se ef Ie 32 ”
20. Et Expl. af Selskabets Guldmedaille tilbagekjsbt | Be eee 160 "
ZI Gratificationerga. nest «spe N CE ae 46 u
22. Brande, Lys og forskjellige mindre Udgifter.. ...... 195 73

Udgift i At | 7074 | 79
Indtégt - 9894 83

Udgiften större end Indtegten 1179 92

XL

Rbd. Rbd, Sk.
Ved Udgangen af 1841 var Selskabets Capital. . . . . 133,962.
Kassebeholdningen . . .. 450.
——— | 131,412 | »
Rbd.

Ved Udgangen af 1842 var Selskabets Capital. . . . . 132,550.*)
Kassebeholdningen .... 670

133,220 |) on

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Budget for 1843.

Indtegter. Sk.
4. Kassebeholdning ved Slutningen af 4842 . . . . .. "
2. Renter af Selskabets Fonds . .. 4... .. ”
3. Fra det Clasenske Fideicommis ................ ”
4, Ved Salg af Selskabets Skrifter ....... sind Oo OG ”
Udgifter. Sk.

« Gager og Lönninger . 06 <6 ss 20, ERROR 10 -
. Renter til Samfundet for den danske Litteraturs Fremme . . 4814 70
b LISTER CPP OR M à 400 ”

4
2
3
a1 SelskabetsiSkrilter‘, 0/4 35 m «ws. 0 on 0 te ee Re ee 2000 "
3
6
7

BELOTdhoBen TE ce en ee tench, ste cel En ee ENT 300
A UGG magnelıske2 Observatorium ee 400 ”
. Den meteorologiske Comilé........+.-.- PIT een 200 Z

Lateris 4366 70

+) Nemlig til 5 pC. 25,000 Rbd. Renten 1250 Rbd.

a at See SON) at ae 1 Ki) a
— pale Mog gpa nm NDE) age i
128,025 Rbd. 5837 Rbd.

Samt desuden en Capital
til 4 pC., hvoraf Renten
indtil videre staaer til
Disposition for Samfun-
det til den danske Lit-
teraturs Fremme.... 4,525 181

132,550 Rbd. 5518 Rbd.

+") Ved at bemærke den ringe Indtegt, som Salget af Selskabets Skrifter, efter de tidligere
Erfaringer, giver, hör det ikke oversees, deels at ikke blot Selskabets indenlandske og

Rbd. | Sk
Transport 4366 | 70
8. Collectanea meteorologica . . . . . . DR net AN ANDRE NE 20 u
Gee Densartesiske/BrondDOriDE ots. io. 2 000 =. sp sy xo ee ones 1000 | »
AO ae Kerestum@Diplamaheume.n cn ayers Ce CC cie ce i. 1000 | »
AR Samlingy ala Diplomerliren aue hr MENT ea rate 5 24 | mr
42.* Samling af gamle Love 2den Decl .............. 5007
ASER Magister Drejers SYMDOlEME NN. TR tremens! =| clit.) © 5 Bål ”
44. Tegninger til Dr. Kröyers Afhandling........... 3 45 | i
45. Undersôgelse af Vegetationen ved det Inddæmmede i Odsherred 100 | ”
SET eon Jee ita steve te, ao ose lo le less 758 | u
47. Magister Beckers Skrift: Udtog af Danske Gesandters Beretninger 250 | ”
48.* De besselske Soltavler . . . . . . . . . . . . Saar N 500 i
49.* Knudsens Bidrag til Danmarks Topographie i Middelalderen 100 Ø
20.* Subscription paa 40 Exemplarer af 2det Bind af Saxo samt til

Kobberne til dette Skrift ......... ARTE DRE dr aes 26012
21. Justitsraad Molbechs Glossarium . .. . . . . . . . . . . Fe 100 | 8

22.* En Beskrivelse af Island, udgivet af det islandske litteraire |
COS A ES ere ET EEE AN EIE NS JS ee 500 | »

23. Udgivelsen af nogle Documenter, der vedröre Christian den |
2dens Historie, ved Dr. Kalkar; indtil...........-6 200 | »
SNmsRSelskabetssikoliersi@banken di. at. CE ole e ne 32 | "
25 me GTalifiGatione rh: see baue Gye EL cd. i ae Mar Nes Gente be © HO or
26. Brænde, Lys og forskjellige andre Udgifter PATES TE AUS - 250 | »
SAR II Dispositionnn 1843 2 SOE a) obs ee ASRS en Ie 395 | »
I Alt | 11,156 70
Heraf skulle de med * betegnede Udgifter efter Selskabets Be- ;
slutning, udredes af det disponible Fond, tilsammen ........ 4,718 |”
63383 | 70.

Det bemærkes at adskillige af de ovenanförte Udgiftsposter ere grunde paa ældre
Beslutninger, og at rimeligviis ikke faa ei ville blive udbetalte i Aar, eller udredes
med et mindre Belöb.

nogle udenlandske Medlemmer erholde Skrifterne gratis, men at de ogsaa afsendes til en
Mengde udenlandske Selskaber, med hvilke vort Selskab staacr i Bytte-Forbindelse, og at
Forfatterne erholde 59 Frieexcmplarer af deres Afhandlinger, deels at Selskabet fra hine
udenlandske Samfund modtager Skrifter af meget betydelig Værdie, der skjænkes de her-
værende Bibliotheker og saaledes komme Videnskabernes Dyrkere til Nytte.

XI. 6

SEW _
Hans Majestet behagede allernaadigt at meddele Selskabet Indholdet af et Brev

til Höistsamme fra Orientalisten N. L. Westergaard, der med offentlig Understöttelse

bereiser' Indien og Persien. Brevet var dateret: Bombay den Aste October 1842.

Hr, Westergaard, hvis Opmærksomhed under Reisen i Særdeleshed er henvendt
paa Alt, hvad der kan sætte ham istand til efter hans Tilbagekomst at benytte og be-
arbeide den Skat af vigtige oldiranske (Zend- og Pehlvi-) og buddhistiske Monumenter,
som vore Bibliotheker eie, og som fülgelig ivrig efterforsker, hvad der staaer 1 For-
bindelse med den gamle zoroastriske Religion og Buddhismen, ankom til Bombay i
November 1841 efter fire Maaneders Overreise, men forblev blot til Slutningen af De-
cember i Bombay, da det var hans Hensigt at tilbringe den næste Regntid der. Fra
Udgangen af December til Midten af Juli 1842 bereiste han de Strækninger af Indien,
hvor mahrattiske og guzerathiske Folkeslag boe, og besögte de Steder, hvor Parser
opholde sig. De i Indien, nu for störste Delen i Bombay, boende Parser udgjöre en
ikke talrig, men riig Klasse, hos hvilken dog Sandsen for lærde Studier af deres
Oldtidsminder er ganske forsvunden. Deres anseteste Præster benylte kun de gamle
Religionsskrifter i guzerathiske Oversettelser, der atter ere gjorte efter nypersiske og
aldeles ucorrecte. Dog er det lykkedes W. at overkomme nogle faa ældre Stykker,
som hidtil ere ubekjendte i Europa, foruden de vigtigste guzerathiske Skrifter over den
parsiske Religion,

Med meget Held har W. undersögt de indiske saakaldte Huletempler, der for-
nemmelig findes i Præsidentskabet Bombay. Han henförer disse til to ganske adskilte
Klasser; den fürste tilhörer den simpleste og ældre Form af Buddhismen, som her
synes at have havt sit Hovedsede og til hvis Personificationer af Guddommen alle
Sculpturer indskrænke sig, den anden tilhörer Civaismen, der forlrengle Buddhismen
og fremstiller i stor Afvexling af Sculpturer den mere udviklede brahmanske Religions,
ser Cacta-Sectens Pantheon. De förste buddhistiske Huletempler, der findes paa endeel
forskjellige Steder, f. Ex. ved Mahar, 60 Mile Syd for Bombay og paa Öen Salsette
ere et Slags Hule- eller Bjergklostre, alle anlagte omtrent efter samme Plan, kun for-
skjellige ved Omfang og större eller mindre Kunst og Smag i Udförelsen. Hver har
en eller flere aflange og hvælvede Tempelhaller, hvori findes en Daghop (Gjemmested
for buddhistiske hellige Gjenstande) og undertiden Sculpturer af den siddende, sjelden
af den staaende Buddha, desforuden store, sædvanlig fiirkantede Kamre med Steenbænke
langs med Væggene, og et Antal af smaa og noget större Celler, som det synes, be-
stemte til Opholdssted for Disciple og ældre Munke, Overalt findes talrige Brönde og

XL

Vandbeholdninger. Mange, for störste Delen korte, Indskrifter, affattede i Palisproget
og skrevne med de eldre Charakterer (Hr. W. fandt kun en eneste i Sanskrit), omtale
de Personer, der for deres Saligheds Skyld have ladet disse Udhulinger udfore. De
brahmanske Huletempler ere blot bestemte til Templer, Varker af en forbausende
Skjönhed og Storhed, saasom de ved Ellora i Nizams Territorium (hvor der ogsaa
sydligere findes buddhistiske Huletempler) og paa Elephanta, tet udenfor Bombay.
Væggene i dem ere opfyldte med Sculpturer, der fremstille Civas og tildeels Vishnus
forskjellige Skikkelser, de tredobbelte Figurer af Parvati (civas Historie) og civa,
Scener af de to store episke Digte Ramayana og Mahabharata; ligeledes findes der
stedse een eller flere Afbildninger af Linga, det skabende Princips Symbol. Begge
Arter af Huletempler ere forresten, skjöndt af forskjellig Alder, ingentunde saa gamle
som man ofte antager. De buddhistiske ere alle eller for störste Delen yngre end
Pryaddsi, der i nogle af Hr. W. afskrevne og Professor Lassen i Bonn til Offentlig-
gjörelse tilstillede Indskrifter angiver sig som samtidig med Kong Antiochus den Store
af Syrien, og fölgelig ere de for stérste Delen yngre end det andet forchristelige Aar-
hundrede; de brahmanske Templer kunne neppe sættes hôiere op end til det femte
eller sjette christelige Aarhundrede; det var paa den Tid, at den Hindusect, til ‘hvilken
de höre, samlede Kræfter og kort efter optraadte som en heftig Forfôlger af Buddhismen.

Foruden disse Huletempler har Hr. W. undersögt de Templer og Tempel-
levninger, der tilhöre Jainsecten, en Sect, der fremtraadte senere som et Forsög paa
at lempe Buddhismen til Brahmamismen og til hvilken fornemmelig de indflydelsesrige
Banyaner i Guzerath höre. Disse Templer findes paa tre isolerede Bjerge paa Halvöen
Guzerath, Paliténa, Gernår og Abu, de to förste i Midten, det sidste paa den nordlige
Grendse, formedelst dets næsten europæiske Clima sterkt besögt af Europæerne i de
hede Sommermaaneder, et Sted, der i Aarhundreder har veret saare anseet og helligt.
Intet af Templerne her kan dog gjöre Fordring paa en hüiere Ælde end det 10de
christelige Aarhundrede. Nogle, f. Ex. de to af en riig Banyan Bhimeal paa Abu byg-
geile, ere meget pragtfulde, af Marmor, bedekkede med Sculpturer af en forbausende
Skjönhed.

Hr. Westergaards Plan havde været fra Indien at reise op gjennem Afghanistan
og de Lande, som ligge under Hindukush, hvor der enduu synes at findes Levninger
af de ældgamle Bactrier; men da.de sidste Begivenheder i Afghanistan for lang Tid
have spærret Adgangen for enhver Europæer, har han besluttet at gaae tilsöes til Per-

sien og der fornemmelig at besöge saadanne Steder, hvor endnu ingen europæisk Rei-

6*

XLIV

sende har været, navnlig Kerman og Yazd, samt tillige Ruinerne af de gamle Hovedstæder
Persepolis, Susa og Ecbatana, og at undersüge Alt, hvad der kan tjene til at oplyse
Persiens og Nabolandenes Historie for Mahomedanernes Invasion.

(Hs. Majestet Kongen har, foruden at bevilge den Hr. W. for to Aar tilstaaede
Understöttelse ogsaa for et tredie Aar, tillige ladet foranstalte, at han er bleven anbefalet
saavel til den engelske som til den russiske Legation i Teheran, hvorved hans Reise

og Ophold i Persien vil blive betydelig lettet og sikkret.)

Hans Majestæt behagede allernaadigst at uddele Exemplarer af Selskabets Medaille
i Anledning af dels Jubileum. Omkostningerne for denne Medaille erklærede Hans

Majestæt selv at ville overtage.

Müdet den 24% Marts.

Professor Forchhammer meddeelte en Undersögelse over Topasens chemiske Sammen-
sætning.

Denne Ædelsteen forekommer i Naturen under saa eiendommelige Forhold, at
den allerede af den Aarsag fortjener en nærmere Underségelse. Graniten er dens
egentlige Hjem, og her slutter den sig især til Glimmeren, bvoraf igjen de fluorrige
Varieteter fortrinsviis ledsage den, et Forhold der finder sin fuldkomne Forklaring i den
store Mængde Fluor, som Topasen indeholder. |

Mange af de meest udmærkede Analytikere have beskjefliget sig med dette
Minerals Undersögelse, fra Pott og Marggraf indtil Berzelius, men den ringe Overeens-
stemmelse imellem deres Analyser viser, at der endnu maa vere en Aarsag til Feil,
som ikke let undgaaes. Forfatteren, der fattede den Tanke, at Topasen muligen kunde
indeholde Phosphorsyre blev derved foranlediget til at analysere Mineralet, og erholdt
Resultater, der hverken stemte overeens indbyrdes eller med andre Analytikeres Forsög.

En fortsat Undersögelse förte til det Resultat, som allerede Berzelius har paapeget, at
man ved den almindeligen anvendte Methode ikke kan uddrage alt Fluor af Topasen.
Denne Methode bestaaer som bekjendt deri, at Mineralet smeltes med kulsuurt Natron,
og udtrækkes med Vand, hvorved Fluor i Forbindelse med Natrium oplöses og efterat
man har udskilt Kise!jorden og bortfjernet Kulsyren, bundfalder den med en Kalk-
oplésning. Det. kulsure Natron er ikke istand til at uddrage alt Fluor af Blandingen
og dette foranlediger de store Afvigelser. som forekomme i Analyserne, idet Fluor-
mængden bliver for lille, og Leerjordmængden for stor. Forfatteren bestemte Fluor
paa 2 forskjellige Maader, nemlig deels ved at glöde Topasen i en Hede, hvorved
Jernet med Lethed smelter og af Vægltabet som er FI®Si, beregner han Fluormængden,
deels ved at smelte Topasen med Kiseljord og kulsuurt Natron, og derpaa at uddrage
med Vand. Oplösningen indeholder Fluornatrium, kiselsuurt og kulsuurt Natron. Kisel-
"syren bliver först fjernet ved Tilsætning af Salmiak, hvorved næsten den hele Mengde
bliver udskilt, og Resten bundfældes ved en Oplösning af Zinkilte i Ammoniak. Kul-
syren uddrives ved et Overskud af Saltsyre, og den Portion deraf, som er optaget af
Vedsken, udpompes under Luftpompen. Ved en Tilsetning af Chlorcalcium og Am-
moniak bundfældes nu Fluorcalcium, som udtrekkes med Eddikesyre. Alle Vædsker
inddampes til Törhed, og udtrækkes med ammoniakalisk Vand, det Uoplöste samles paa
Filtrum, udvaskes, glides, smeltes med kulsuurt Natron, som udtrekkes med Vand og
behandles som for.

Forfalteren har erholdt meget nær overeensstemmende Resultater "paa begge
disse Maader, som f. Ex. Topas fra Lané’s Mine ved Trumbull, Connecticut N. America
tabte ved Glödning 23,535%, hvilket er liig 16,836% Fluor, medens den anden Me-
thode gav 17,35% Fluor.

Brasiliansk Topas tabte 23,03 = 16,50 Ftuor og gav efter den anden Methode
17,33% Fl.

Finbo Topas (Pyrophisalith) tabte efter Middeltallet af 2 Forsög 24,80% —
47,84% Fluor og gav ved den anden Analyse 17,79% Fluor. Kiseljorden er i saadan
en Mengde tilstede, at 2 af hele Kiselmengden gaaer ved Glédning bort med Fluor.
Leerjorden blev bestemt directe og Kiseljorden funden efter Fradrag: af den tilsatte
Kiseljord. Desuden blev Residuet fra Glödningen undersögt, og da Vægttabet og dets
Sammensætning var bekjendt, deraf Bestanddelene af den udecomponerede Topas bestemte.

Silicium, Fluor og Aluminium forholde sig som 5:6:7:, hvor Fluor og Alu-

minium ere Dobbeltatomer, Formelen kan vere:

XLVI

Fe ai + Si” Are” eller pt Si” + sj" are” eller pet Si? Ale + SE are‘

Analysens Resultat er i Procent:

beregnet bras. Topas amer. Top. Brodb. Top.
ij 34,88 55,96 55,16
Al? 94,92 . ARE IN j j
Si 39,27 : 39,09 35,66
16,50 i 16,86 18,00
Fl CA) ss ae LIL Ei Ae Dur
17,33 17,35
Middeltallene af dısse Forsög ere:
A 55,14
Si 35,52
Fl 17,21

Topasen er som bekjendt holoprismatisk med, een Gjennemgang lodret paa
Axen. Pykniten derimod har en Gjennemgang, der skjærer de prismatiske Afsondrin-
gers Axe under skjæve Vinkler, er derfor sandsynligviis hemiprismatisk. Dens Sammen-
sætning er ogsaa noget forskjellig fra den egentlige Topas.

Kisel, Fluor og Aluminium forholde sig som 5:6:6: og Analysens Resultat

er fölgende:

oe beregnet fundet
al? 51,09 51,25
si 38,27 39,04
Fl 18,59 18,48

107,95 108,77
Analysens betydelige Overskud hidrörer fra den Ht, som under Analyseringen

er optaget istedetfor det borttagne Fluor. Den egentlige Formel er

Fe a’ + Si? ar” eller FR sii + Si AI?

Professor E. A, Scharling havde forelagt Selskabet en Afhandling om den
Mængde af Kulstof, som i Löbet af et Døgn udskilles ved Menneskets Aandedræt

gjennem Hud og Lunger tilsammen.

XLVH

Denne Afhandling var ledsaget af fölgende Brev:

»Herved tager jeg mig den Frihed at oversende det Kongelige Danske Viden-
skabernes Selskab en Afhandling, hvis Gjenstand er Undersögelsen af, hvor stor en
Mengde Kulsyre et Menneske udvikler i 24 Timer. Vel besidder Videnskaben allerede
flere Arbeider over denne Gjenstand, med hvilken blandt Andre de berômte Chemikere
Lavoisier, Davy og Liebig have beskjæftiget sig; men de forskjellige Resultater, hvortil
man ved disse Undersögelser var kommen, gjorde det nödvendigt at anstille nye og
mere omfattende Forsög. Det Eiendommelige ved de af mig anstillede Forsög bestaaer
i Fölgende:

4) Jeg har valgt en Fremgangsmaade, hvorved jeg directe har været i Stand
til at bestemme den hele Mengde Kulsyre, som i en given Tid forlader Legemet.

2) De Personer, med hyilke jeg experimenterede, kunde efter Behag under
selve Forsögene tale, spise, arbeide. eller sove.

3) Forsögene ere anstillede med Personer af forskjellig Kjön og Alder.

Endelig troer jeg at have paaviist Muligheden af, at Bestemmelserne over den
Mængde Kulsyre et Menneske udaander i en given Tid, kunne blive af stor Vigtighed
i Lægevidenskaben.

Den fårste Række af disse Forsåg blev meddeelt i Naturforskernes Forsamling
i Stockholm, ikke uden et Bifald, som har opmuntret mig til at fortsætte mit Arbeide.
Efterat have sluttet nærværende Afhandling seer jeg at den höit fortjente franske Che-
miker Dumas, efter nogle forelöbige Forsög, er kommen til et Resultat, som stemmer
meget néie med det, hvortil de af mig anstillede Forsög have ledet. Ogsaa denne Om-
stændighed har fremkaldt det Onske hos mig, at forelægge det Kongelige Videnska-
bernes Selskab mine Undersågelser og vakt det Haab hos mig, at Selskabet vilde skjænke

disse sin Opmærksomhed.
Kjøbenhavn den 8de December 1842.
E. A. Scharling.

Den Comitee, som Selskabet i denne Anledning havde udnævnt, afgav sin Be-
tænkning ved Professor Jacobson, der indledede samme med en historisk Oversigt over
de herhen hörende tidligere Forsög.

Denne Betænkning er af fölgende Indhold:

„De af Hr. Professor Scharling foretagne Forsög for at bestemme Qvantiteten

af det Kulstof, der som Kulsyre ved Huden og Lungerne til forskjellig Tid af Dögnet,

A u

udskilles hos Mennesker af forskjellig Kjön og Alder, ere forelagne paa en meget hen-
sigtssvarende Maade, der tillader en större Nöiagtighed end man forhen har opnaact.

Resultaterne, der med Forsigtighed og Nöiagtighed deraf ere uddragne, ville,
naar Forsögene tilbörligen fortsettes, afgive vigtige Oplysninger for Physiologien.

Vi anbefale derfor Afhandlingen til Optagelse i Selskabets Skrifter, og fore-
slaae at Selskabet takker Forfatteren og opmuntrer ham til at fortsætte sine vigtige
Undersågelser.”

Kjübenhavn den 24de Marts 1843.

L. Jacobson. W. Zeise. G. Forchhammer. Eschricht.

Ifélge hvad der tidligere er besluttet, er Selskabets Kortarchiv tilligemed det
hele til Kortvæsenet henhörende Inventarium under 2Sde Febr. afgivet til den Kgl.
Generalstab, og Selskabets topographiske Virksomhed maa saaledes fra nu af ansees
som aldeles ophört.

Det er bekjendt, at vort Fædreneland, da Selskabet-begyndte sine Foretagender
til Topographiens Fremme, med Hensyn til dette Fag befandt sig i den samme mangel-
fulde Forfatning, som de fleste andre Lande, idet der nemlig hverken existerte ndiag-
tige Korter, eller var foretaget nogen almindelig Opmaaling, som kunde benyltes til
disses Udarbeidelse. At udgive et Dansk Atlas var altsaa et Foretagende af et serdeles
Omfang, med Hensyn til hvis Udförelse man saameget mere kunde vere i Forlegenhed,
da der dengang ikke var nogen bestemt Autoritet til hvem det kunde henvises, og Ar-
beidet tillige forudsatte Kundskaber, der i den Periode ikke vare saa almindelige som
de senere ere blevne. Under slige Forhold var der altsaa for Videnskabernes Selskab
tilstrækkelig Anledning til at overtage dette Foretagende.

Disse Betingelser for Selskabets Virksomhed i denne Retning forandredes
imidlertid senere væsentligt, idet det Danske Kortvæsen ogsaa fra andre Sider erholdt
en betydelig Understôttelse.

Det vil være tilstrækkeligt i denne Henseende at erindre om, at det, da Re-
gieringen besluttede at lade en Gradmaaling udföre i Holsteen, overdroges samme Be-
styrelse tillige at drage Omsorg for dette Hertugdômmes specielle Opmaaling og Car-
tering; at der i de üvrige Dele af Landet under den Kongelige Generalstabs Bestyrelse,

begyndtes Opmaalinger, hvis regelmæssige Fortsættelse lovede Udgivelsen af et af Sel-

XLIX

skabets Arbeider aldeles uafhengigt Dansk Kortatlas; og endelig at der af Private ud-
gaves flere Korlsamlinger, som, skjöndt de fremstode paa det ved Selskabets Opmaa-
linger tilveichragte Grundlag, havde selvstændigt Verd og Interesse formedelst den
nyere Fremstilling af det topographiske Detail.

Det kunde under disse stedse tiltagende Bestræbelser for den Danske Topo-
graphies Fremme ikke undgaae Selskabets Opmerksomhed, at dets egen, ved saa mange
andre Foretagender betingede, Virksomhed for dette Fag ikke kunde vere af samme
Vigtighed som under tidligere Forhold, og da altsaa alle de paatenkte Specialkort vare
udgivne, og tillige et til Samlingen passende Generalkort over hele Riget i Foraaret
4842 var blevet saavidt fuldendt, at det kun stod tilbage at illuminere de enkelte
Exemplarer, blev der taget den Beslutning at forestille Hs. Maj. Kongen de Grunde,
ifölge hvilke Selskabet nu ikke længere turde ansee sig for det hensigtsmessigste Organ
til Anvendelsen af de Pengesummer, med hvilke Regieringen understöttede Udgivelsen
af Danske Kort, og i Forbindelse hermed at frembære Onsket om at maatte udtrede af
det Forhold, hvori Selskabet i denne Henseende hidtil havde staaet. Andragendet herom
fandt Hs. Majestæts allernaadigste Bifald, idet det tillige behagede Hs. Majestæt at an-
ordne, at Selskabets Kortarchiv, naar Arbeiderne ophörte, skulde gaae over til den Kon-
gelige Generalstab som den Autoritet, under hvem det agtedes meest passende efter-
haanden at forene hele det Danske Kortvesen. Og da nu, under de herved foranle-
digede Underhandlinger mellem Selskabet og den Kongl. Generalstab, Staben velvilligt
rakte Haanden til en hurtigere Iværksættelse af den forestaaende Forandring ved at paa-
tage sig Illumineringen af det omtalte Generalkort, kunde Selskabet saaledes ansee sit
Hverv som tilendebragt, og overdrog det altsaa til Landmaalingscommissionen at for-

anstalte det Nödvendige med Hensyn til Archivets Aflevering, hvilket nu er skeet.

Selskabet modtog fülgende Skrifter:
Gelehrte Anzeigen der Münchener Academie B. 14 og de fürste 22 Numere for 1842.
v. Martius. Die Kartoffelepidemie der letzten Jahre, oder die Stockfäule und Räude
der Kartoffeln. München 1842.
J. Lamont. Ueber das magnetische Observatorium der Königl. Sternwarte zu München,
L. Spenzel. Ueber das Studium der Rhetorik der Alten. München 1842,
XI. 7

N

C. Höfeler. Betrachtungen über die Ursachen, welche im Laufe des 16ten und A7ten
Jahrhunderts den Verfall des deutschen Handels herbeiführten. München 1842.

v, Walther. Rede zum Andenken an Ignatz Döllinger. München 1841,

Flora Batava, Nr. 126 og 127.

van der Hoeven en Vriese. Tijdschrift voor naturlijke Geschiedenis en Physiologie.
8 Decl. 2e en 3e Stuk. 1842.

Mödet den 74 April.

Etatsraad Rosenvinge forelæste nogle Herredagsdomme fra det sextende Aarhundrede,
Da disse Domme ville blive trykte i den större Samling som Forfatteren agter at ud-
give, meddeles de ikke i nærværende Oversigt.

Selskabet modtog:

A. J. Sjøgren. Ueber das Werk des Kön. Dånischen Etatsrathes und Professors Finn
Magnusen ,,Runamo og Runerne” betitelt; Bericht an die Kaiserliche Akademie
der Wissenschaften auf Verlangen Sr. Excell. des Herrn Ministers der Volks-

aufklärung wirkl. Geheimer. Sergei v. Uwarow. Petersburg 1842. 8.

Modet den 21% April.

P rofessor N. M. Petersen meddeelte Beretninger om Tiden, da Knud Porse blev Her-
tug af Halland.

LI

Kilderne til vor Middelalders Historie ere höist ufuldkomne, hvilket ogsaa
gjælder om Begivenhederne under Christopher den Andens Regjering. En omhyggelig
Kritik er her nödvendig; men den er i Suhms store Værk, der danner Grundlaget for
vor Historieskrivning, enten ikke anvendt eller Anvendelsen forfeilet. Saaledes har det
ogsaa hidtil maattet ansees for uafgjort, naar Knud Porse blev Hertug af Halland og
hvem der gjorde ham dertil.

Efter Suhm, som har benyttet alle bekjendte Kilder, kan denne Begivenhed
henföres til Aarene 1324, 1323 eller 1326. Det förste grunder sig paa et Diplom, i
Fölge hvilket Kong Christopher den 11te November 1321 overlod Estland til Knud
Porse, der da allerede var Hertug af Halland og Samsö. Dette Diplôm viser da, ikke,
som Suhm antager, at Knud i dette Aar blev Hertug, men at han i November i dette
Aar allerede var det. At Kong Christopher gjorde ham til Herlug og gav ham Sön-
derhalland, Samsö og Holbek 1323, og at den udvalgte Konge Valdemar af Slesvig
1326 forlenede Hertug Knud med Sönderhalland, Samsö og Kallundborg, har Hvitfeldt.
En af vore gode Kréniker (Continuatio Chron. Dan. et precipue Sjalandiæ. Langeb.
Script. 6,523) siger, at Knud Porse fik Hertugdémmet Halland, Samsô og Holbek paa
Danehoffet i Nyborg 1326; og en anden (Chron. breve Danicum. Langeb. Script.
6,253) henfürer til samme Aar, at Knud Porse blev Hertug af Halland. Suhm vakler
imellem disse Bestemmelser (see især Hist. af Danm. 14, 431. 12, 46. 62. 113. 139);
Lagerbring (Svea Rikes Hist. 3,234 fgg.) ligesaa. De kunne ikke komme tilrette med,
hvorledes Hertug Knud blev forlenet med Estland, og dog ikke kom i Besiddelse deraf;
de kunne ikke ret forstaae, hvorledes han allerede 1321 kunde vere Hertug, naar han
först blev det 1323, og dog er der et Diplom derfor; de kunne ikke forklare sig
Knud Porses Oprör imod Kongen, der nylig havde viist sig som hans Velgjürer, 0. s. v.;
og alt dette fordi de ikke have indladt sig i nogen Undersögelse, om det der er anta-
get, virkelig forholder sig saa.

Denne Strid lader sig hæve ved at betragte de Diplomer, hvori Knud Porse
forekommer. Det maa antages, at han ikke havde Hertugtitel, uden at fore den; at
han ikke kunde kalde sig selv miles, naar han var dux; at han, naar han besad denne
Værdighed, ikke kunde sættes nedenfor Rigets Marsk og Drost iblandt andre milites ;
at hans Fjender vel kunde negte ham denne Titel, men ikke hans Venner, naar han
virkelig besad ikke blot den, men selve Hertugdémmet. Men naar dette ikke kan
nægtes, saa er det ogsaa vist, at Kong Cristopher aldeles ikke gjorde ham til Hertug
af Halland eller overhovedet gav ‚ham Hertugtitel; men enten gjorde Kong Valdemar

gr

Lil

det i Slutningen af Aaret 1326 paa Danehoffet i Nyborg, saaledes som hiin Krönnike
beretter, eller han blev det med Kong Valdemars Samtykke i det seneste i Begyndelsen
af Aaret 1327, for han ægtede Hertuginde Ingeborg af Sverrig (den 21de Juni 1327).
Thi han var endnu ikke Hertug paa de förste Dage af Danehotfet i Nyborg, den 15de
og 46de August 1326, og han var det, da han udstedte Halmstads Privilegier den
dite April 1327. Dette kan oplyses ved Diplomer. - Han kalder sig selv Kanutus
Porse miles i et Brev skrevet i Varberg in octava Epiphanie (den 13de Januar) 1324
(Lagerbring 3, 236); og han kaldes af andre Dominus Kanustus Porse i et Brev af
5. Marts 1325 (Lagerbring sst.) og i Conventio Scarensis af 44. Februar 1326 (La-
gerbring 3, 237. 238); ligeledes nævnes han efter Marsken eller Drosten blandt andre
milites i Ludvig Albrechtsens Forleningsbrev givet i Roskilde den 5. Juli 1325 (Hvitf.
1, 434), i Kong Valdemars Brev til Raadet og Menigheden i Gripswalde, givet sam-
mesteds og samme Aar den 26. Juli (Subm 12, 131 og Langebeks Afskrift i Geheime-
Archivet), og endelig i de paa Danehoffet i Nyborg den 45. og 46. August i samme
Aar udstedte Breve, hvorved Kong Valdemar forlenede Grey Gert med Sønderjylland
(Jutia), og Danmarks Riges Raad bekreftede denne Forlening (Langeb Script. 7,
355—356), Derimod udstedte han Halmstads Privilegier, hvori han kaldes Hertug
til Halland og Samsö, uden Tvivl allerede den 41. April 1827 (Richardsons Halland
S. 125); thi Læsemaaden Sabbatum Sanctorum Allehelgens Löverdag, der forudsætter,
at Allehelgens Dag altid maatte vere en Séndag, er ikke blot usedvanlig, men i sig
sely urimelig, hvorimod Sabbatum Sanctum, Paaskelöverdag (i dette Aar den 44. April)
er en almindelig bekjendt Fest. Og saaledes kaldes han ogsaa dei gratia dux Hal-
landie et Samsö i Foreningen imellem ham og de Norske, givet i Kongehelle den 15,
Juni 1327 (Thorkelin, Analecta p. 78), og saa fremdeles.

Det er ikke usandsynligt, at den sjællandske Krönnike har Ret i, at Knud
Porse fik Hertugdömmet Halland paa Danehoffet i Nyborg 1326, hvor den udvalgte
Konge Valdemar befæstede sit Herredömme ved at uddele Leen til alle dem, der havde
befordret hans Fremgang. Herimod strider ikke heller noget uden de tre Diplomer,
som Kong Valdemar paa een og samme Dag, den Ste October 1326, udstedte i Stral-
sund, ved hvilke han deels, som Formynder for Hertug Wartislaws Born, gav Stral-
sunderne en Forsikring af deres Rettigheder, deels tilstod, dem adskillige Friheder paa
Markedet i Skaanôr; thi i disse Diplomer anföres Knud Porse som, Vidne iblandt andre
milites (Suhm 12, 142. 143. Sartorius Gesch. d, Hanse, herausgeg. v. Lappenberg 2,

315—317). Disse Diplomers Ægthed eller Paalidelighed maa underséges; befindes de

LIN

gyldige (og de ere hos Sartorius meddeelte efter Originaler) saa kan Knud Porse vel
paa Danehoffet i Nyborg have erholdt Bekræftelse paa sine Besiddelser, men Hertugti-
telen maa han da have faaet eller antaget senere med Kong Valdemars Samtykke (jf.
Messenii Scond. illustr. T. 45 p. 55. Stjernmans Svea och Götha höfdingaminne,
Stockh. 1835. 2, 70.)

Hvorledes Hvitfeld kan være kommen til at henfåre Knud Porses Forlening
med Såderhalland til Aaret 1323, lader sig neppe forklare uden ved al antage, at det
var i dette Aar han erholdt Sönderhalland med tvende Herreder i Skaane i Pant for
14000 lådige Mark Sålv. Herom haves en Efterretning, i det mindste om at Knud
Porses Sønner havde dette Pant (Stora Rimkrönikan hos Hadorf S. 451; jf. Messenii
Scondia illustr. Vol. 2. T. 12 p. 474); og hvis man kunde antage, at Hvitfeldt havde
seet et Brev derom fra dette Aar, saa vilde hans Uefterretlelighed, der ellers er stor
nok, kun bestaae deri, at han af et Panteleen gjorde en Forlening med Hertugtitel.

At Knud Porse allerede 1321 var Hertug af Halland og i dette Aar blev for-
lenet med Estland, findes kun i eet Diplom, Denne Vildfarelse er let at oplyse, thi
dette Diplom er givet 1329. Det viser sig allerede af dets Indhold, og enhver kan
slutte det deraf, selv naar han ingen bestemtere Oplysning har; men heller ikke den
mangler. Det hedder i dette Diplom, der er trykt hos Suhm (12, 344) quod omnes
excessus, rancores, inimicitie et dissencionum materie qvecunqve inter ipsos in presentem
diem ventilati, sint in perpetuum annichilati, ex corde nostro radicitus exstirpati etc.
Det forudsetter altsaa, at der havde veret stor Strid og Uenighed imellem Kongen og
Knud Porse; men sligt fandt ikke Sted für eller i Aaret 1321, og heller ikke var der
Anledning dertil, Det hedder fremdeles, at Kong Christopher vilde bekræfte dette For-
lig, hvorved han overdrager Knud Porse Estland, postquam ultra passagium Beltissund,
scilicet in Fionia et Jutia, in regem recepti fuerimus et ibidem pro rege et domino re-
putati. Men Christopher havde allerede afgivet sin Haandfestning og var antagen til
Konge, ikke blot i Jylland og Fyen, men over det hele Rige, i Aaret 1320, hvorledes
kunde han da i det fülgende Aar udtrykke sig saaledes: at han vilde bekrefte Forliget,
naar han blev antagen til Konge ogsaa paa hiin Side Bellet i Jylland og Fyen? Disse
Ord kunde han kun bruge paa en Tid da han var berövet en Deel og just disse Dele
af sit Rige, medens han derimod havde gjenvundet Landene paa denne Side Bæltet.
Gjennemlöber man da i Tankerne hans Regjerings Historie, saa passe de paa ingen
anden Tid, end paa den, da han kom tilbage fra sin Landflygtighed, landede paa Laa-
land, og gik derfra over til Sjælland, hvor han saa i Ringsted udstedte dette Diplom

Nu kunde han, der maatte mætte sine graadige Fjender med den ene Deel af Landet
efter den anden, ogsaa gribe til det Middel at tilsikre Knud Porse Estland, ug nu kunde
han passende tale om den Tid, da ogsaa Jyder og Fynboer vilde erkjende bam for
deres Herre og Konge. 1 Langebeks Afskrifter af dette Diplom staaer der da urigtig
i Aarstallet primo for nono, hvilket sidste dog findes i nogle Aftryk. Blandt de Do-
cumenter, som Geheime-Archivet har erholdt fra Rigsarchivet i Königsberg, findes ogsaa
en Afskrift efter Archivets Urkundenbuch, i hvilken saavel Overskriften som Diplomet
selv angiver Udstedelsesaaret 4329: anno domini millesimo tricentesimo vicesimo nono
Ringstadis in de beati Martini episcopi. Endelig findes Diplomet nu trykt, efter Ori-
ginalen i Geheimearchivet i Schwerin, i Lisch Urkunden-Sammlung zur Gesch. des Ge-
schlechts yon Maltzahn (1, 450} med fölgende Anmærkning: „Gedruckt ist diese Ur-
kunde auch in Subm Hist. af Danmark nach Langebeks Abschrift von einer Original-
Ausfertigung im Archive zu Kopenhagen” (hvilket imidlertid er urigtigt) „jedoch mit
der falschen Jahrzahl 41324 obgleich in dem Schweriner Originale ohne Zweifel vice-
. simo noro steht, und nach innern Gründen die Urkunde auch nur in diesem Jahre aus-
gestellt seyn kann, da der junge Fürst Albrecht so eben” (i Diplomet kaldes han Al-
bertum domicellum Magnopolensem), ,,im Anfange des Jahres 1329, unter Vormund-
schaft zur Regierung gekommen war.”

Nu kan det ogsaa fattes, hvorledes det kunde gaae til, at Knud Porse ikke
kom i Besiddelse af Estland; thi i Fölge Diplomet skulde det overdrages ham inden
nestkommende Pindse, men han döde allerede i Pindseuge 4830 (Langeb. Script. 8,
512. Messenii Scond, illlustr. T. 45 p. 55).

Ved de her meddeelte Oplysninger vil der uden Tvivl ogsaa i andre Hen-
seender bringes mere Lys ind i Christopher den Andens Regjeringshistorie; men dette
maa overlades en udförligere Fremstilling. Kun dette bemærkes her: Han landede om-
trent midt paa Sommeren 4329 paa Laaland; den 24de Sept. finde vi ham i Kiöben-
havn, hvor han udstedte det Brev, ved hvilket han lovede aldrig at skille Estland fra
Kronen; den Alte November var han, som vi nu have seet, i Ringsted hvor han for-
ligede sig med Knud Porse, og overlod ham Estland; og Dagen efter paa samme Sted
forligede han sig med Grev Johan, hvem han overlod Femern og til hvem han pant-
satte Laaland, Sjælland og Skaane , i hvilket Forligelsesbrev tillige omtales den Sone
imellem Kongen og Knud Porse. Thi dette Diplom af A2te November 1329 er givet,
ikke som Hvitfeldt, og efter ham Suhm, bar, i Tingsted paa Falster, men i Ringsted,

hvilket noksom sees af Originalen i Geheime-Archivet, i hvilken der tydelig staaer

ENT

Ringsted og intet om Falster. Hyor der saaledes forhen var lutter Forvirring og Mod-

sigelse, er der i det mindste i noget bragt god Orden og Sammenheng.

Selskabet modtog fülgende Skrifter:

Van der Hoeven en de Vriese, Tijdschrift voor naturlijke Geshiedenis en Physiologie.
9. D. 4. St. 1842.

Beobachtungen des Kaiserlichen Universitäts-Sternwarte zu Dorpat, herausgegeben von

Midler, 9ter Band oder der neuen Folge 4ster Band. Beobachtungen von October
4840 bis Ende 1844 nebst einem Anhange.

Proceedings of the London electrical Society. Session 1842 — 43. Edited by the se-
cretary. London 1843.

Bulletin of the proceedings of the natural institution for the promotion of science etab-
lished at Washington in 1840. I. 4844. II. 1842.

Het Institut of verslagen en mededeelingen uitgegeven door de vier klassen van het
köninklyk nederlandsche Institut van Wetenschapen, Letterkunde en schoene Kun-
sten over den Jare 1844. Amsterdam 1842. 4 St.

Mödet den 5" Mai.

Conterentsraad Ørsted meddeelle en Udvikling af Læren om Glandsen.

Han begyndte med den Erklering, al det, som han havde at fremsælte, ikke
var vesentligt Nyt, men kun en Sammenstilling af bekjendte Sandheder; da imidlertid
denne Sammenstilling, saavidt han havde kunnet finde, intetsteds var udfört, holdt han
det ikke for upassende at meddele det erhvervede Overblik.

For desto lettere at vække Opmerksomheden paa det, hvorpaa det her kom-
mer an, gik han ud fra den: tilsyneladende Modsigelse i Foreningen af Sorthed og
Glands, da der ifülge hiin skal tilbagekastes saa lidet, ifölge denne saameget Lys som
muligt. For at oplöse denne Vanskelighed, maa man skjelne vel mellem de tvende

Maader, hvorpaa Overfladerne tilbagesende det Lys, som de wodtage fra et lysende Punct.

LVI

Ethvert saadant er Udgangspunktet for en Række af Atherbélger, Hyver ret
Linie, som fra dette Punkt kan drages lodret paa Bülgefladerne, betegner en Virknings-
retning og kaldes en Lysstraale. Da det Lys, som gaaer ud fra et Punkt, og falder
paa en Flade, optager et kegleformigt Rum, kaldes et saaledes begrændset Udsnit af et
Sæt Lysbölger*), en saadan udvortes begrændset men indvortes uendelig Samling af
Lysstraaler, en Lyskegle eller Straalekegle. Naar Straalekeglen falder paa en blank og
plan Overflade, kastes den saaledes tilbage, at alle Straalerne deri beholde deres gjen-
sidige Beliggenhed; saa at Oiet modtager dette tilbageböiede Lys ganske som om det
kom fra det lysende Punkt, kun med den Forskjæl, hvorpaa det dog her ikke kommer
an, at Oiet, som Intet veed om Retningernes Forandring, nu, forestiller sig Punktet
ligesaalangt bagved den blanke Flade, som det i Virkeligheden ligger foran samme.
Ogsaa da, naar den blanke Overflade ikke er plan, men har visse regelrette Former, f.
Ex. Kuglens, Hyperbolens, Parabolens, Keglens, Cylinderens Form, tilbagekastes Straa-
lerne saaledes, at de, der komme til Oiet, vedblive at höre til en falles Straalekegle,
endskjöndt dennes Figur bliver mere eller mindre forandret. Man kan sige, at Straa-
lekeglerne her tilbagekastes uforstyrrede, skjöndt ikke uforandrede. Som bekjendt vise
de Overflader, der tilbagekaste Straalekeglerne uforstyrrede, os Billeder af Gjenstandene,
eller ere Speile. Bestaaer en Overflade af mangfoldige meget smaa blanke, men fra
hverandre skilte Dele, saa vil dog Enhver af de tynde Straalekegler, som tilbagekastes
fra en saadan Deel, blive uforstyrret. Eftertanken maa erkjende enhver af disse smaa
blanke Dele for et Speil; Overfladen derimod, som et Hele betragtet, kan nu ikke
mere kaldes saa; men Blankhed frakjender man den derfor ikke. Fra Enhver af de
blanke Dele, skeer Tilbagekastningen efter Speilningens Love, og man kan derfor be-
_ tegne denne Tilbagekastning, som pleier at kaldes den regelrette, med Navnet den spei-
lende, hvorved Betegningen rykker Anskuelsen mærmere, Forsaavidt derimod de paa
Fladen faldende Straaler tilbagekastes fra de modtagende Dele i alle mulige Retninger,
oplåses de oprindelige Straalekegler. For saa vidt dette skeer — fuldstændig skeer det
aldrig — har man med rette kaldet denne Tilbagekastning den adspredende; men mere

betegnende kunde man kalde samme den oplåsende, hvorved man ogsaa forebyggede,

*) Af det Ord Sæt, i den her brugte Betydning, gjör man ikke den udstrakte og nyttige
Anvendelse i Videnskaberne, som det tilsteder. Det afhjelper den Trang, man saa ofte
föler til et Udtryk, for at hetegne en Mangfoldighed af Dele, som höre sammen.

LVI
at den Ueftertænksomme kunde forvexle den med den derfra himmelvidt forskjellige ad-
spredende Tilbagekastning, som bevirkes ved de udhyelvede Speile.

Det Lys, som kommer til vort Oie ved speilende Tilbagekastning, giver os
ingen Forestilling om de tilbagekastende Dele, men kun om Lysets Nerverelse, og,
naar Fladens Dele have en dertil passende indbyrdes Beliggenhed, om det lysudsen-
dende Punkt. Ved den oplösende Tilbagekastning faae vi derimod Kundskab om de
tilbagekastende Dele selv. Det synes ogsaa at vere ved denne Tilbagekastning at en
Deel af de modtagne Lysstraaler forsvinde for Omgivelsen, indsuges som man kalder
det. Ofte indsuges Mere af een Straaleart, det vil sige Lysbölger af en vis Sving-
ningshastighed, end af de üvrige, hvorved altsaa de tilbagekastede Straaler faae en vis
fremtredende Farvevirkning.

Dersom der gaves en Overflade, som blot udövede den speilende Tilbagekast-
ning, vilde den ikke sees, Ordet taget i den egentlige Forstand, endskjöndt man vel
vilde mærke dens Nærværelse ved dens speilende Virkning. For den egentlige Seen
vilde det vere, som om den var sort. Men ved enhver noksaa fuldkomment speilende
Flade, lider Lyset endeel oplüsende Tilbagekastning, hvorved bevirkes, at den ogsaa
bliver Gjenstand for den egentlige Seen. Paa den anden Side gives der ingen Over-
flade ved hvilken de modtagne Lysstraaler udelukkende lide den oplösende Tilbagekast-
ning. Men vi give Overfladerne Navn af glindsende eller glandslöse, alt eflersom den
ene eller den anden af de to Tilbagekastningsarter frembringer det mærkeligste Ind-
tryk paa os.

Det fortjener i höi Grad vor Opmærksomhed, at de samme Forandringer, som
forstærke Glandsen, svække den oplåsende Tilbagekastning og omvendt. Man seer dette
ved Poleringen af en mat Flade eller Matslibningen af en blank. 1 det förste Tilfælde
aftager Synligheden af de enkelte Dele, alt som Blankheden naaer en större Fuldkom-
menhed, og ved nogle Flader, f. Ex. Staal forsvinder den eiendommelige Farve i den
Grad, at man bliver tilböielig til at kalde Fladen sort. A andet Tilfælde, Matslibningen,
faaer Stoffets Eiendommelighed atter den tabte Deel af sin Indflydelse tilbage. Man
bliver endnu mere fortrolig med disse Forhold ved et Overblik over fölgende gamie
og nye Erfaringer. Jern i Pulvertilstand, saaledes som man faaer det ved Jerniltets
Behandling med Brindluft, er sort; men trykker man det sammen, giver det Jernets
bekjendte Glands og Farve. Det samme lader sig i det Væsentlige anvende paa alle
de Metaller, som kunne fremstilles i en pulveragtig Tilstand. Mange af dem ere i

deres fiintfordeelle Tilstand sorte eller graa, som Platin, Sölv, Bly, Arsenik, andre
XI. 8

LVI

farvede som Guld, Kobber; men ved Tryk eller en vis Delenes Sammenstilling, faaer
hver af dem sin bekjendte metalliske Glands og Farve. Man vilde feile, om man.
meente, at dette Forhold ikkun gjelder for den metalliske Tilstand. Polerer man et
Stykke rödt Jernilte, faaer det med Glandsen et staalgraal Skjær, og viser i samme
Grad mindre Rödhed jo fuldkomnere dets Politur er. Det samme gjelder om Zinober,
kun at det i den blanke Tilstand har en Farve, som mere nærmer sig Blyets, eller om
man vil Qvegsélvets, skjöndt med mindre livelig Glands. Indigo faaer ved Poleringen,
som bekjendt, en Kobberglands. Berlinerblaat faaer ogsaa ved samme Behandling en
egen mörkeblaa Glands, Man kan udföre beslægtede Forsög ved at stråe et eller andet
Farvestof paa Papiir, legge dette paa et haardt Underlag, og gnide det med et Stykke
haardt blankt Glas, Porcellain, Staal o. dl., man vil altid see Farven forsvinde i samme
Grad som Glandsen stiger. Med lignende Udfald kan man til saadanne Forsög anvende
malede Overflader, hvis Bindemiddel ikke giver Anledning til nogen betydelig Glands.

Ved Forsüg med alle disse polerede Overflader finder man, at Afspeilingerne
derfra ingen Farve medföre. Vel seer man ofte i Billedet et Farveskjær fra den tilba-
gekastende Flade; men dette hidrörer fra den oplösende Tilbagekastning, som altid blan-
der sig med den speilende. Jo mere Speilet ligger i Skygge, men Gjenstanden er vel-
belyst, jo mindre antager Speilbilledet dette Tillegsskjer. Speilbilledet af hver farvet
Gjenstand viser sig da næsten ganske med sin egen Farve, omendskjöndt det Legeme,
hvis Overflade bevirker det, ved den oplösende Tilbagekastning giver en ganske an-
den Farve.

Det Lys, som fra en glandslös Overflade kastes ind i en Skygge, vide vi er
altid farvel; er den samme Overflade poleret, faaer det til Skyggen kommende farvefrie
Lys en Overvægt, som staaer i Forhold til Poleringen. 1 det formürkede Kammer vi-
ser det sig ligeledes tydeligt, at det ved Speilningen tilbagekastede Lys ikke har Gjen-
standens Farve, endskjöndt det let blander sig med noget af det ved den speilende Til-
bagekastning udsendte Lys.

Da alle Vædskers Overflader ere blanke, maa de vise samme Forhold, og saa-
ledes befindes det ogsaa i Virkeligheden, Endskjöndt man havde ældre Forsög herover,
har Ö. dog bekræftet dette ved Forség med sterktfarvede Vædsker, f. Ex. mörkeblaat
Blæk, dybt rödfarvet Lakmusvand i sorte Kar. Farvede Glasarter vise samme Forhold.

Det ved oplösende Tilbagekastning udsendte Lys, findes ikke polariseret; men
derimod det ved Blankhed tilbagekastede. Uagtet dette Forhold ikke er blevet betvivlet,

vi man dog finde nogen Inleresse i at see det bekræftet ved nye, Sagen klart udta-

LIX

lende Forség. Dette skeer meget let, ved at polere cet Halve af en mat Overflade, og
derpaa lade den tilbagekaste Lyset under en nogenlunde spids Vinkel, til et, i Polarisa-
tionsvinkel stillet, Speil, som behörigt kan dreies, eller til et Polariskop; man seer da
det fra den blanke Deel tilbagekastede Lys kraftigt polariseret, det andet ikke. Bruger
man Savarts Polariskop, seer man vel nogle ganske matte Striber paa den glandslöse
Overflade, men paa den glindsende seer man kraftfuldt farvede Striber, Man merker
ikke at den! Fare, Overfladen vilde have i sin glandslöse Forfatving, har nogen Indfly-
delse paa de Farver, som Striberne i det polariserende Lys vise, hvilket atter bekræfter
den Overbeviisning, at den speilende Tiibagekastning er farvefri.

Ved at anvende Polering paa Stoffer, hvorpaa man för ikke har forsögt den,
vil man da vere i Stand til at bestemme Polarisationsvinkelen for mange Stoffer, og
deraf at udlede deres Brydningsexponent, naar andre Midler ikke lade sig anvende,

Af alt dette lærer man da, at det ved speilende Tilbagekastning udsendte Lys
ingen Deel har i det Farveindtryk, vi modtage af Legemerne, men at dette Indtryk kun
beroer paa den oplösende Tilbagekastning. Man seer ogsaa at Hvidhed og Sorthed,
som i det daglige Liv kaldes Farver, have det tilfælleds med de egentlige Farver, at de

beroe paa oplösende Tilbagekastning.

En galvanoplaslisk Buste af Hans Majestæt Kongen, udfört af polytechnisk
Candidat Faber, blev foreviist.

Fra Admiral M. Bille havde Selskabet modtaget en Skrivelse, hvori han yt-
trede det Önske, at Selskabet enten vilde lade anlegge en Navigalions-Hall i Helsingör,
eller dog fremme Anleggelsen af en saadan. Til herover at afgive Betenkning ud-
nævntes en Comitee bestaaende af Conferentsraad Ørsted, Professor Schouw, Comman-
deur Schifter, Professor Olufsen og Magister Pedersen.

Admiralen har givet Grundtrækkene af den foreslagne Indretning i folgende
Udkast til en forelöbig Bekjendtgjörelse:

„Til Bedste for Skibsfarten kan ventes, at et Institut for nautiske Meddelelser

vil aabnes i Helsingör for alle de Skibsförere, som passere Öresund,
Sr

LX

Institutet, som vi her forelöbigen ville kalde ,, Øresunds Navigations Hus“ eller

„Navigations Hall“ har til Formaal: at lette Navigeringen i de tilgrendsende Farvande,

at bidrage til nordisk Hydrografies Forbedring; at befordre Navigationens Practik, og 1

det Hele at virke for Skibsfartens Sikkerhed og gode Fremme.

1)

10)

De paatenkte Midler ere:

Navigations-Hallen tilbyder Skibsförerne Protocoller til Optagelse for nytttige
nautiske Efterretninger, saavel for de Nord fra Kommende, som for de Syd
fra Kommende; saasom angaaende passerte Fyrs Sigtbarhed og Pasning; an-
gaaende mödte Vrag, nyfundne Grunde eller andre Farligheder; angaaende nye
Indretninger ved Rheder, Havne og Lob; angaaende Lotseriers og Lotsers Ca-
racterer; tillige om Lodnings Resultater til Karters Forbedring, Rettelse eller
Bekreftelse; om befundne Strömninger og betydelige Misgisninger m. m., som
kan vorde nyttigt for Süvæsenet i det Hele, og iserdeleshed for de Amtsbrö-
dre, som söge didhen, hvorfra Forgængere nylig ere ankomne.

Disse ,,nautiske Notits“-Protocoller holdes beredte til beqvemt Eftersyn for de
Underretningsögende Skibsförere; Opsögningen af interesserende Gjenstande let
tes paa passende Maade.

Journal over de foregaaende Dages Veirlig og Strömning i Sundet, holdes rede
til Skibsförernes Eftersyn.

Ligeledes over Barometer- og Thermometer-Stand.

Paa Forlangende hjælpes til eller sörges for nautiske Instrumenters Prövning
og Justering.

For de til Prövning modtagne Instrumenters Qvaliteter meddeles paa Forlan-
gende Attest.

Chronometre og andre gode Uhre gives Adgang til Sammenligning med et Nor-
mal-Uhr, hvis daglige Gang findes noteret saavelsom dets (seneste Middags-)
Stand mod Greenwicher Middeltid (ogsaa mod Kjöbenhavns).

Chronometre og andre gode Uhre modtages for et Dögn eller lengere Tid til
at sammenligne med Normal-Uhret, der er under Control af Transit Instrument,
og remitteres med Notits over Gang og Stand,

Saadanne finere Uhre modtages til Regulering, Reengjöring og Reperatur, som
prompte besörges.

Daglig signaleres Greenwicher Middel-Tid, formedelst opheist Kugle paa den

Maade, som er indfört paa flere engelkse Söstationer,

LXI

Paa den Interesse, hvormed Foranstaltningen mödes af dem, for hvis Nytte den
er bestemt, vil det beroe om den skal udvides, saasom til:

44) at holde, til Udvalg for Navigatorerne, et Oplag af regulerte Chronometre, og
andre fine nautiske Instrumenter, som ikke findes hos Handelsmendene.

42) At signalere Barometer-Standen hver Aften og Morgen.

43) At organisere beqvem Signalering mellem Rheden og Landet.

14) At gjöre lysthavende Söfarere bekjendt med nyere nautiske Redskaber; eller
nye Anvendelser af de ældre; og paa Forlangende at meddele Raad og Anviis-
ning desangaaende. -

m. a. m.“
Comiteen afgav fölgende Betenkning:
„Det af Hr. Contreadmiral M. Bulle indgivne Forslag, hvorover Selskabet har
forlangt vor Betenkning, gaaer deels ud paa at tilraade Oprettelsen af, hvad han kalder

en Navigationshal, i Helsingör, deels paa at opfordre Selskabet til at virke for Udförel-

sen af denne Plan. Vi skulle först omtale Forslaget i Almindelighed, og dernæst un-.

dersöge, hvad der fra Selskabets Side kan vere at gjére i denne Henseende.
Hensigten med den af B. foreslaaede Indretning er al lette og sikkre Seiladsen
i vore Farvande, og som det vigligste Middel hertil har han angivet regelmæssige Tids-
signaler, saaledes som de allerede ere indförte paa flere fremmede, navnlig engelske
Stationer, Der skulde nemlig efter hans Forslag fra et passende Sted, som kunde sees

overalt paa Rheden, daglig signaleres Klokkeslettet efter Greenwichs eller Kjébenbavns

Middeltid, saa at ved Hjælp heraf ethvert Skib, der passerede Sundet, vilde vere istand

til, med Néiagtighed at bestemme sit Uhrs Stand mod Greenwichs Klokkeslet. Af hvor
megen Vigtighed dette er for Skibe, der ere forsynede med Chronometre, behöver in-
gen videre Oplysning; derimod kunde man maaskee indvende, at siden Chronometre
dog ikke anvendes ved Seiladsen i Nordsöen og Osterséen, ere saadanne Signa-
ler af mindre Vigtighed i Sundet. Men foruden at dog de Skibe, der fra oversüiske
Havne söge til Östersöen, eller omvendt, for det Meste ere forsynede med Chronome-
tre, saa maa den Omstendighed, at disse eller Uhre overhovedet ikke anvendes til
Stedbestemmelse ved Seiladsen i vore Farvande, just betragtes som en Mangel, man
bör söge at afhjælpe. Just paa korte Reiser, hvor mulige Ujævnheder i Chronometrets
Gang tabe saagodtsom al Betydning, afgiver dette Instrument det skarpeste Middel til
Længdens Bestemmelse; ja, naar man erindrer sig, at paa vore Breder en Feil af een

Minut i Klokkeslettet svarer til en Feil af to Mile i Længde, saa bliver det indlysende

OT

" LXI

at allerede et godt Lommeuhr kan i Ostersüen og Nördsöen give meget brugbare
Længdebestemmelser, i det Mindste som oftest meget ndiagtigere end dem, der erholdes
ved Bestikket, hvilket nu er saagodisom det eneste Middel, hvoraf Sömanden betjener
sig i disse Farvande. Men ligesom en saadan Anvendelse af Ubret kun bliver mulig
ved regelmæssige Tidssignaler, saaledes vil Indförelsen af disse ogsaa bedst tjene til at
vække Opmærksomheden herfor, og heri ligger endnu en Grund til at anbefale denne
Sag. Det lader sig nemlig ikke negte, at skjündt ikke saa faa af vore Koffardimænd
besidde baade Kundskab og Lyst til at benytte astronomiske Iagttagelser for at be-
stemme Skibets Plads i Söen, saa er Anvendelsen heraf, især paa kortere Reiser, dog
endnu ikke saa almindelig, som man kunde ånske, At nu en Indretning som den her
foreslaaede, ikke lidet vilde bidrage til at vække Sandsen herfor, deri maa Comitéen
være enig med Proponenten, hvis mangeaarige Erfaring har givet ham bedre Leilighed
end de Fleste til at lære Såmandens Onsker og Anskuelser at kjende. Hvad enten vi
derfor tage Hensyn til Söfartens Tarv i Almindelighed, eller til vore egne Sümænds
i Særdeleshed, saa kunne vi ikke Andet end ansee Oprettelsen af en Tidssignalerings-
Station ved Helsingör, som i høi Grad anbefalelig.

Foruden denne Hovedgjenstand for Indretningens Virksomhed har B. endnu en-
deel andre. Der skulde saaledes fra Stationen signaleres Barometrets Stand, samt om
det var i Falden eller Stigen; ogsaa skulde der paa denne modtages Chronometre til Sam-
menligning, saavel for Skibsförere, der under et længere Ophold ünskede at faae Gan-.
gen af deres Chronometre prövet, som fra Uhrmagere, der vilde benytte en saadan
Prövelse til Anbefaling for deres Fabrikater; endvidere skulde man modtage og atter
meddele alle Underretninger, der’i een eller anden Henseende kunde vere af Vigtighed
for Seiladsen i vore Farvande. Saa hensigtsmæssige som disse Forslag hvert for sig
kunde vere, anscer Comitéen det dog saameget mindre nödvendigt at omtale dem ud-
förligere, som disse og lignende Öiemed uden Vanskelighed ville kunne opnaaes just
ved de Midler, der udfordres for at tilveiebringe nôiagtige og tilstrækkeligt hyppige
Tidssignaler. Hertil er det nemlig aldeles nödvendigt, deels at indrette et Observato-
rium, forsynet med de til en skarp Tidsbestemmelse fornödne Instrumenter, deels at
ansette en kyndig Mand, hvem Bestyrelsen af og Ansvaret for den hele Indretning
kunde overdrages, og under ham een eller to Medbjælpere; og ved det samme Perso-
nale kunde da ogsaa de Arbeider udföres, som Hensynet til Forslagets övrige Punkter
vilde gjöre nödvendige. Men til at træffe disse Foranstaltninger afgiver Vigtigheden af

-Tidssignaleringen i og for sig, efter Comitéens Overbeviisning, et fuldkommen tilstræk-

LUX

keligt Motiv; kunne endnu andre gavnlige Formaal derved opnaaes, saa tjener dette til
. at anbefale Sagen saa meget mere,

Blandt disse skulle vi blot udhæve eet, som paa Grund af dets videnskabelige
Vigtighed specielt maa interessere Selskabet, nemlig de meteorologiske Observationer.
Naar nemlig Barometerstanden skal signaleres, saa ville jevnlige Iagttagelser med dette
Instrument blive nôdvendige; andre Observationer ville desuden deels fremkaldes ved
Hensyn til Anstaltens nærmeste Bestemmelse, saasom af Vindens Hyppighed og Styrke,
af Havets Stand og Strömmens Retning, deels uden foröget Uleilighed kunne forenes
med disse, og saaledes en rig Samling af Materialier til Veirforholdenes Bestemmelse
ulveiebringes fra et i meteorslogisk Henseende temmelig vigtigt Punkt. Hvorledes alt
dette hensigtsmessigst kan indrettes, saa at baade det praktiske og det videnskabelige
Formaal opnaaes, er det her ikke Stedet til nærmere at udvikle; naar det först bliver
hestemt, at Anstalten virkelig skal trede i Kraft, vil Selskabet vel faae Leilighed til at
yttre sig saavel herom, som i det Hele angaaende den Maade, hvorpaa Forslagets en-
kelte Punkter bedst kunne iværksættes.

Hvad nu angaaer den Deel af Proponentens Forslag, der gaaer ud paa, at vort
Selskab skulde virke for Udfårelsen af denne Plan, da kan Comiteen ikke være enig
med ham i at tilraade Selskabet enten selv at oprette en saadan Anstalt, eller overhove-
det at indlade sig paa nogen directe Ledelse af den. Foruden at Udgifterne ved Ind-
retningen og Vedligeholdelsen deraf vilde overstige Selskabets pecuniære Kræfter, maa
allerede Bestyrelsen af et Institut, hvis Hovedformaal dog er reent praktisk, antages at
ligge udenfor Selskabets Virksombed. Paa den anden Side kan dette imidlertid ikke
Andet end interessere sig for Planens Udfårelse, saavel med Hensyn paa det Udbytte,
de meteorologiske Iagltagelser vilde give, som i Erkjendelse af det Gavnlige i, at de
videnskabelige Hjælpemidler for Navigationen forfleres og gjüres saa let tilgængelige
som muligt; og, da Admiralen, uden Tvivl bevæget ved disse Betragtninger, bar viist
Selskabet den Tillid, at henvende sig til det, saa mener Comitéen, der er tilstrækkelig
Opfordring for Selskabet til at anbefale denne Sag til Hs. Majestæts allerhåieste Op-
mærksomhed. \

Kjöbenhayn d, 4. Mai 1843.
: HM. ©. Örsted. Schouw, Schifter. Olufsen. P. Pedersen.

Selskabet billigede denne Betenkning, og indgav i Overeensstemmelse hermed.

en allerunderdanigst Indberetning.

LXIV

Selskabet modtog fülgende Skrifter :

P. Flourens. Recherches expérimentales sur les propriétés et les fonctions du système
nerveux dans les animaux vertebrés 2de. edit. Paris 1842. 8.

— — Recherches sur le développement des os et des dents. Paris 1842, 4.

— — Eloge historique de Pyramus Decandolle Paris 1842, 4.

Mémoires de la société de physique et d’historie naturelle de Génève T. IX, P, 2,
Génève & Paris 1841 & 42. 4.

Bulletin de la socièté géologique. Vol. XII. Nr. 3, 4 & XIV. Nr. 1.

Modet den 19% Mai.

ustitsraad Molbech foredrog Selskabet en kort historisk Udsigt over Gotlands Forhold
til Danmark fra Valdemar Atterdags Tid indtil Christian den Fjerde,

Til de mærkeligste og mest egne historiske Forhold under Unionstiden, eller i
det A4de og 15de Aarhundrede, hörer Danmarks Besiddelse af den svenske Oe Gotland..
Det er et paafaldende Phenomen, at denne Oe, efterat den to Gange var bleven erobret
af de Danske under Valdemar Atterdag og Christian I, fra denne Konges Tid i 200
Aar blev uafbrudt i dansk Besiddelse, under alle de politiske Forhold, af meget for-
skjellig Natur, som i denne lange Tid fandt Sted imellem Danmark og Sverige. Det
var en Omstendighed, der, som bekjendt nok, under Unionstiden, allerede fra Erik af
Pommern af, gav Anledning til jevnlig gjentagne Besveringer fra svensk Side, at man
ikke gav Oen tilbage til Sverige; men disse Klager, og de derved foranledigede Under-
handlinger förte ikke til nogen Afgjörelse af det Spörgsmaal, /wilket Rige Gotland
egentlig skulde tilhöre. Det vedblev ogsaa efter 1448, ligesom för den Tid, at vere
et Klagepunkt: at den danske Regjering ikke vilde afstaae fra Besiddelsen af en Pro-
vinds, der tilhörte Sverige. De danske Konger, som uden Tvivl betragtede Strids-
spörgsmaalet fra den Side, at de ansaae Oen som et ervbret Land, vilde aldrig indlade
sig paa nogen egentlig Erklæring, endnu mindre paa nogen Restitution. Man kan vel
heller ikke formode andet, end at Regjeringen i Danmark ogsaa i biin Tid, og navnlig
i Dronning Margretes, har lagt en egen politisk Betydenhed og Verdi i Gotlands Be-

siddelse; og det kan tænkes, at man deels har seet en saadan Betydenhed i Staden
Visby, som en fra gammel Tid riig og mægtig Handelsstad, deels i Landets geogra-
phiske Beliggenhed, der syntes at maatte gjüre Besiddelsen af Gotland ligesaa beleilig
for en Stat, der med udbredt Magt maatte og vilde forsvare det erhvervede Over-
herredémme i Skandinavien, som denne Besiddelse var ubeqvem ‘og farlig for Sverrige:
iser efterat Erik af Pommern havde anlagt Slottet Visby, hvis Beliggenhed og sterke
Befæstning i saa lang Tid var i Stand til fat trodse alle Angreb. Det er imidlertid
ligesaa paafaldende, at man dog aldrig fra dansk Side under Unionskrigene benyttede
Gotland til derfra at foranstalte et Angreb ind i Hjertet af det üvre Sverrige, ikke
engang under den ‚lange syvaars Feide imellem Frederik den II. og Erik den XIV.,
som at det hele ikke, hverken under de tidligere Enighedsforhold, eller senere under
de tidligere Krigsforhold, eller senere under deres Udjevning imellem Gustay Vasa og
Christian den IIL., kunde lykkes Sverrige, enten ved væbnet Haand, eller ved fredelige
Underhandlinger at vinde Gotland tilbage, fürend det meest afgiorte Krigs-Uheld under
Christian den IV. medfürte Oens Tab for Danmark ved Brémsebro-Freden; saaledes at
Gotland dengang blev erobret i Holsteen og Jylland, ligesom ikke lenge efter Skaane,
Halland og Bleking erobredes i Sjælland, og i vore Dage Norge i Holsteen.

Endskjöndt Hovedomstendighederne ved Gotlands Occupationer fra Danmark af,
og Öens nærværende Besiddelse under afvexlende Forhold ikke ere ubekjendte; savner
man dog ganske, saavel en egen og fuldstændig Beskrivelse over det i flere Henseender
mærkelige og interessante Land, som en egentlig Historie af Oen baade under og efter
' den danske Periode; og adskillige hidtil uopklarede Punkter have fürst faaet Lys ved
de Kilder, som Voigts ypperlige Arbeide over den preussiske Ordens Historie, har gjort
tilgengelige: Forfatteren meddeelte en Oversigt, saavel af de tidligere Begivenheder, fra
Gotlands förste Erobring ved Valdemar den III., og de lange snart fredelige, snart
krigerske Optrin, der ledsagede Underhandlingerne om Oens Afstaaelse til Kong Albrecht;
og dens imidlertid paafulgte Occupation af de tydske Ordensriddere i Preussen;. som
ogsaa af de bistoriske Forhold, der paafulgte Erik af Pommerens Afsættelse, og Got-
lands Indtagelse med vebnet Haand under Christian den I., indtil at Landet, efter
Overgivelse af Sören Norby til Kong Frederik den I. (1536) blev i rolig Besiddelse
under den danske Krone til Afstaaelsen ved Brömsebro-Freden 1645.

LXVI

Professor Jiirgensen meddelte et nyt og kortere, Beviis for den Ligning, som
tiener til at bestemme Jordklodens Figur ved Iagttagelser over Pendulets Svingninger.

Det er bekjendt, at den Lov, hvorefter Tyngden, eller, om man vil, Secund-
pendulets Længde, varierer paa forskjellige Steder af Jordkloden, udtrykkes ved fülgende
Ligning:

Gqg= Go 1 + (Zu — a) sin? g} i

hvor @ er Tyngden, cp Stedets geocentriske Brede — eller ogsaa, naar man bort-
kaster meget smaa Stårrelser af anden Orden, den astronomiske —, u Forholdet mellem
Centrifugalkraften under Æqvator og Tyngden, og & Applatissementet. Den mathema-
tiske Deduction af denne Ligning er, saaledes som den findes hos Laplace i mécanique
céleste, og derefter er optagen Pontécoulant théor. anal. etc., meget sammensat, hvorfor
ogsaa de mechaniske Lærebôger, som Poissons 0. a., desangaaende henvise til méca-
nique céleste. De fülgende Bemærkninger have til Hensigt, at gjöre denne Deduction
simplere uden at opgive dens Almindelighed.

Attractionen af en hvilkensomhelst Spheroide paa et materielt Punkt bestemmes,

som bekjendt, ved at beregne fülgende bestemte Integral

os? ds cos dd Odd
en
hvor cos d= sin g sin 0 +-cos p cos 6 cos (A—w), og hvor r, p, w ere Polarcoordinater
(Rad, vect., Brede, Længde) for det attraherede Punkt, s, @, A for et Punkt i Spheroiden,
o Tetheden i dette Punkt og Integrationsgrendserne s = 0, s = Radius. vector for Sphæ-
roiden, 0——47, 0=+ 7, 4=0, A=2n. Efter disse Integrationer bestemmes
Attractionen i Retningen af r ved at differentiere V med Hensyn til denne Störrelse.

For en ensartet Kugle, hvis Radius =a giver Integrationen
2
= 27907 — 3 mer" naar r <a,

ge an r>
= 3 Me = marr>a.

For en fra en Kugle lidet afvigende Spheroide, hvis Radius vector for Over-

fladen er =a {! + «F (sin 6, sin À , hvor @ er en meget lille Stürrelse, forandres V til
dv É
V + (9 )ser (sin, sin), hvor s = a;

altsaa bliver til Verdien af V for Kuglen at foie

SURE NEN

F (sind, sind) cos@d dd}
v—ga?a N ve rain 2 ar coso+r?
For at udvikle dette Integral ville vi benytle en Sætning af Jacobi, det findes

i Crelles Journal 2det Bd. S. 223 f., og lyder saaledes:

Antages (1 —2zy + y?) mn 1+X, y+X, y? + etc.
a” (2? — 1)"
Zn mals ue 3...ndz”’

+ 1
i mF
brorat J FoX, dr = (— 1)"2",1,2.3., Al = "(02 —1).da,
| —4

idet F er en hvilkensomhelst Function, Af denne Ligning udledes, at mellem Griend-

VA X,, X"dz = 0 naar n = m,
2.
og [rar = On +1

Er altsaa X ef Function af x, og sættes

X—A AY, TAI.

_ saa er A, = en

Ogdar=AgiverX, =X,—..—1, er Værdien af X fora = 1 = 4, + 4, + 4, + etc.

Transformerer man nu Polarcoordinaterne 6 og À i Udtrykket for v til andre

saa er X,

serne — 4 og +1 er

lignende 0° og À’, regnede fra et Plan lodret paa Radius til det attraherede Punkt, saa
bliver cos d — sin 9‘, Elementet cos dd044 = cos H/d0’d}‘, og endelig F (sin 6, sin À) en
Function af @ og 47, der har den Egenskab, at den, naar 6/ = 90° bliver uafhængig
af 27, og = F (sing, sinw). Betragtningen af den sphæriske Triangel, hvis Sider ere
Complementerne til 0,6‘ og g, giver nemlig: sing —= sin # sing + cos@‘ cos‘ cos A’,
sin(A— w): sind’ = cos 6/:cos@, idet man regner À‘ fra det Plan, der gaaer igjennem ¢.
Setter man sin@/=z og betegner hiin Function ved f (x, À1), saa kan man altsaa antage
fCx, A) =X-+ Psind! + Q cos A/ + Rsin2d/ + S cos2A/ + etc.,
hvor X, P, Q o.s. v. ere Functioner af x af den Beskaffenhed, atz—=41 giver X = F (sing,
siny), P—0,Q=0 etc.; og Udtrykket for v bliver da:
; ge

XVI

f (a, 449 dx di’
4 mete ff autre — Rare + r?

al integrere fra =0 til 4’=27 og fra = —1 til = +1.

Den förste af disse Integrationer giver

Xdx
aes We Va? — Zarr+r

Med Hensyn til den anden Integration antage man
X=Ag+A,X, +4, X_ + etc.

og da endvidere (a2—2arz-+r?) kan udvikles i een af de to Former

m a, +5 x statt,
1 2 |
= + x, pain 5

eftersom r<a eller r>a, saa finder man, ifålge den oven anfårte Sætning,
r2

v = d'roa? « | ots dh + Bal dy dte mar <a

a
v= tee Da ld + 4+ 5 =: 1 da ete mar r > a.

Sammenligner man een af disse Udviklinger, t. Ex. den förste, med den til-
svarende Udvikling af det oprindelige Udtryk for v, idet man sætter
cos 6 ur

Ta a Poteet get eel,

sea finder man for et hvilketsomhelst n

so tt ff xin, sin À) P, a0 dd;

men F(sing,sinw) er Værdien af X for c=1, d.e.
F (sing, sin Y) = 49 +4, + 49 +...

Heraf fölger, at en given Function af @ og w kun kan tilstede een Udvikling af denne

Form, hvilken erholdes ved at forandre p og w til 0 og A, og derpaa anvende de

foregaaende Sætninger. Er altsaa den givne Function af Formen CA,, saa kommer

den ved Udviklingen tilbage i samme Form*). Fölgelig kunne to Rækker af Formen
Co 4g + Ci 4; + Co 49 + ete.
ikke vere identiske uden at de til samme Index svarende Led ere identiske.

Naar man til de fundne Udtryk for v füier de tilsvarende Udtryk V for Kuglen,
saa har man to Verdier af V for en eensartet fra Kuglen lidet afvigendeSpheroide, af
hvilke den förste finder Sted naar det attraherede Punkt ligger inden i Spheroiden,
den anden naar den ligger udenfor samme. Differentierer man disse to Udtryk med
Hensyn til a, saa finder man Verdierne af V for et spheroidisk Lag. Integreres
endelig disse Differentialer saaledes, at g og « tillige variere, og imellem de ved det
attraherede Punkts Beliggenhed bestemte Grendser, saa finder man V for en Spheroide,
bestaaende af eensartede Lag af forskjellig Tæthed og Afvigelse fra Kugleformen.

For et attraheret Punkt, beliggende enten inden i Spheroiden, eller paa dens
Overflade, erholdes saaledes fülgende Udtryk:

V=4n [foada +2fcaoadaA, +1 ScgdarA 1+ etc.)
24 E
eft om gt FE

5)
hvor Integralerne i den förste Deel gaae fra a — Værdien af det Lag, hvori Punktet
befinder sig, — hvilken vi ville betegne med a*, — til a=a, og i den sidste Deel
fra a=O til a=a*. Er Punktet paa Overfladen, saa falder den förste Deel bort.

Betragter ‚man Jordkloden som oprindelig flydende og sammensat af eensartede
Lag, saa maa, efter Hydrostatikens Regler, Coordinaterne r, g, w for ethvert Punkt af
dens Masse, naar det under Omdreiningen skal vere i Ligevægt, fyldestgjüre fölgende
Ligning: 5

V+ir* «2 cos? p=C,

hvor V betegner det oven anförte Integral, © er Omdreinings- Vinkelhastigheden, og
C en af Coordinaterne uafhængig Størrelse, Antager man Lagenes Form lidet afvigende
fra Kuglefurmen og indsætter det ovenfor fundne Udtryk for V, saa kan man bestemme
404340 elc., og dermed Lagenes almindelige Ligning. Men iforveien maa man ud-
vikle år? @* cos*@, eller blot cos*g, i en Række af ovenstaaende Form. Dette skeer,
ifülge de foregaaende Sætninger, ved af sætte

”) Det er denne mærkværdige Sætning, Laplace ved sine Undersøgelser har lagt til Grund ;
den er påa en, som det synes, mindre direct ae, beviist i méc. cél. Liv. 3 ch. 2
Nr. 10—11; see ogsaa Pontécoulant théorie etc. Vol. 2 p. 380, samt Legendre ex. de
calc. int. 5 partie § XI.

LXX

cos? 0 —1 — sin?0—=1— (xsinçp + Y! — x? cos pcos 4’)?
= X + Psin 4’ + Q cos 47 + ete.,
samt X=By+ B, XY, +B, X, + etc.

hvorved man finder

a f cos? Add’, fra 2 = Otil A’ = 27;
At,

B, tt Sina, fraæ——1 til e=+1.

Man erholder saaledes By = 3, B, =0, B, == 4 —sin*g, B, 0.s.v. =O, altsaa
cos? p— 3 + G—sin?p).
Betegnes tillige ved u Forholdet mellem Centrifugalkraftén r@* og Attractionen i Ret-

ningen r, saa er

av 2
rot =—( ) aan fon? day,
dr r2

naar smaa Störrelser af Ordenen «u bortkastes,
altsaa 3r2@° = 2 a J garda u
r

Indsætter man nu disse Verdier tilligemed Rækken for V i Ligevægts-

ligningen, setter
r=a* (1 + a* [45 + 4, +4, + etc.]),

udvikler og bortkaster Stérrelser af anden Orden med Hensyn til @ og u, saa giver
Sammenligningen af de Led, der have samme Index, alle Coefficienterne A constante,

undtagen Ag, til hvis Bestemmelse man finder fölgende Ligning:

# a? da 4 2
_@ Se fj „Sega da, ‚fee da oc,

af 2 a*3

hvor Integralerne tages fra a = O til a= af, og hvor C er en af p uafhængig Stör-
relse. Men vi have tillige forudsat, at Coefficienterne A blot ere Functioner af q og %,
men ikke af a og de deraf afhængige Stôrrelser. Begge Betingelser i Forening give,
ifölge Værdien af B?,

A, =hsin? g-+h, +
hvor h og k ere uafhængige af p og a, samt at Coefficienten til sin? g maa vere
Nul, d. e.

_@'foatda, , Saga: da, _ufoaaa 4
ae a*3 Da* 5
Altsaa ere Lagene Omdreinings-Ellipsoider, og Relationen mellem Ellipticiteten e*h og
u bestemt ved den sidstanförte Ligning. Denne Ligning faaer en simplere Form naar
man skriver a og « istedetfor af og «* og altsaa tager Integralerne fra a=O til a=a.
" Sælter man nemlig derefter cha? =8, altsaa
Pahgada=Bf patda—f apf ga? da,
og betegner S oa?da ved p, saa bliver Ligningen
Sraß+tuap—=0.
Integralet er taget fra a=( til a—a; differentieres altsaa med Hensyn til a, erholdes
paß+ ud (a?p)=0.

Denne Ligning bestemmer 8 og dermed «h naar p er bekjendt som Function
af a, d.e. naar Loven for Tæthedens Variation er given. Den viser, at dg maa være
negaliv, altsaa: 4) efterdi 8 begynder fra Nul, at Ø selv og dermed ogsaa &æh maa
være negativ, d.e. at Ellipsoiden er fladtrykt; 2) at 2, eller æha?, maå i Henseende til
sin numeriske Verdi voxe fra Centrum mod Overfladen, d. e. at Applatissementet ah
enten lillager, eller i alt Fald aftager i et ringere Forhold end Quadratet af a, der paa
en meget lille Störrelse nær er = Lagets Halvaxe, tiltager (see Méc. cél. Liv. 3, chap.
4, Nr. 34 og Pontécoulant Vol. 2 pag. 245).

Er Legemets hele Masse forenet i Centret, saa er p uafhængig af a, altsaa

B=—tua*, de. ah=— Lu.
Dette vilde vere det samme, som om Legemets materielle Punkter ikke vare under-
kastede hinandens indbyrdes Tiltrækning, men kun Centrets Tiltrekning i omvendt For-
hold som Afstandenes Qvadrater. Lagenes almindelige Ligning findes da let umiddel-
bart efter Hydrostatikens Regler.

Er Legemet eensartet, altsaa g constant, saa er p=4oa?, fölgelig

B=— ua’, de. ah=— du.

Er endelig Tætheden aftagende fra Centrum mod Overfladen, saa vil & have
en mellem disse Grendser indbefattet Verdi, som iövrigt ikke nærmere kan bestemnes
uden ved at kjende Loven for Tethedens Forandring. Tiltagende fra Centrum mod
Overfladen kan Tætheden intetsteds vere, naar Ligevegten skal vere stadig,

For nu at bestemme Tyngdens Forandring paa Jordens Overflade, differentierer
man den sidste Deel af Udtrykket V med Hensyn til r, tager Differentialcoefficienten

med modsat Tegn, idet man regner Tyngden positiv ned efler, subtraherer Centrifugal-

LXXil

kraften og indsætter endelig for r dens Verdi svarende til Overfladen. Men istedetfor
iforveien at anstille en nærmere Betragtning angaaende de hidtil ubestemte Coefficienter
A5 43% Ag, 0. S» Vs, er det simplere at gaae frem paa fölgende Maade. Da man
veed, at Overfladen er en fladtrykt Ellipsoide, saa antage man dens Ligning at vere
r=a(i—asin* g),

hvor altsaa a er Æquators Radius og & Applatissementet.. Udvikler man nu Functionen
—sin?p i en Række af Formen À: Adee A,+etc., saa finder man Ag=—3, A,=0,
A,=3—sin? g, Az =A,=....=0. Indsættes disse Værdier i den sidste Deel af V,

erholdes for Overfladen

2 2q ad nit
pain Le on ae peu "ung,

hvoraf, ved at differentiere med Hensyn til r,

(Mean Vest es_fneatia 4 3 fagets

dr (| r? r2 ra (3 —sin? a.

Setter man heri r—a (1—asin?p), udvikler og bortkaster smaa Störrelser af anden

og höiere Orden, saa har man fölgende Udtryk for Attractionen paa Overfladen:

a a+

2q a 24 4d
tae feed 4 FE fees a 43 f ag asp).

Men Applatissementet a afhænger, efter det Foregaaende, af u ved fölgende Ligning:
af oa? da Saga? da ufoaaa_,

a aÿ Saeki
Eliminerer man ved denne Ligning Integralet Saga? da og fradrager Centrifugal-

4x fo a? da
a?

Attraction, eller Tyngden paa Jordens Overflade under Breden œ, at være

G,—4An res (gu— a) Psin®gp} É

kraften ucos? gm, saa finder man den ved Centrifugalkraften formindskede

a* da
hvor td og hvor y betegner en meget lille Störrelse af samme Orden som

a og u. Setter man @—0, erholdes
G,=4n iD h
altsaa, naar meget smaa Störrelser af anden Orden bortkastes,
Ge Go fi (Gu— csin?p{ 2
hvilken Relation er uafhængig af enhver Forudsætning angaaende Tæthedens Forandring
fra Centrum mod Overfladen.

_UXXUT

. Professor Chemie Scharling havde indsendt fölgende Skrivelse:

„Da Undertegnede i Slutningen af 41842 tillod sig at meddele det Kongelige
Videnskabernes Selskab Resultaterne af nogle Undersögelser over hvormeget Kulsyre,
der forlader det menneskelige Legeme i 24 Timer, udtalte han den Mening, at fort-
satte Forsög paa den angivne Maade muligen kunde finde en betydelig Anvendelse i
forskjellige Retninger. I denne Mening er jeg nu bleven besiyrket ved Sammenligning
mellem mine og Andres Forsög, som deels ere bekjendtgjorte af Andral og Govaret,
deels privat meddelte mig fra Pbysiologen Valentin i Bern. Flere af vore Lager have
ligeledes viist Interesse for denne Sag, og fra forskjellige Sider, blandt andet fra
Videnskabsmænd i Sverrig og England, er jeg bleven opfordret til videre at fortsætte
disse Forség. Da endelig den af Selskabet nedsatte Comitee ligeledes har udtalt sig
gunstig over min Methode, og opmuntret til dens videre Anvendelse, saa vover jeg at
henvende mig til det ærede Selskab med den Begjæring, at det maa tillades mig at
fortsette og udvide denne Klasse af Forsög paa Selskabets Regning.

Blandt de forskjellige Retninger, i hvilke jeg ünskede at foretage Forsög, skal
jeg her nærmest tillade mig at antyde fölgende 3de: 1) Bestemmelser af den Mængde
Kulsyre, som under enkelte Sygdomme til visse Tider paa Dögnet deels forlader hele
Legemet deels enkelte Partier, 2) Bestemmelser over den Mengde Kulsyre, som for-
skjellige Dyr producere i en given Tid. 3) Undersögelser over Luften i vore Fængsler,
navnlig med Hensyn paa hvormeget Kulsyre den indeholder, Saavel fra Leger paa Hospi-
talerne, som fra Veterinairskolen har jeg modtaget Löfte om kyndig Medvirkning til
disse Undersögelser, til hvis Paabegyndelse jeg kun mangler de nödvendige Pengemidler.

Det vil nemlig vere nüdvendigt at anskaffe et eller maaskee flere nye og
fuldkomnere Apparater end det jeg for Tiden benytter, og navnlig behöves en betydelig
Mængde Qviksölv. Ved hvert Forsög anvendes omtrent 50 Pd. i 24 Timer, saa at
jeg i det mindste vilde behöve 100 Pd. naar jeg skulde foretage 2 Forsüg i Dégnet,
Hidtil har jeg hjulpet mig ved Laan af dette kostbare Materiale (2 Rbd. 2 Mk. pr. Pd.).
men i Længden kan dette ikke opnaaes, ligesom der altid tabes en Deel under Brugen.

Jeg antager derfor, at de nödvendige Anskaffelser ville medtage 3 à 400 Rbd,
hvorimod de löbende Udgifter, især forsaavidt Forsögene udföres paa Hospitalerne, ville
blive temmelig ubetydelige.”

Kjøbenhavn den 4de Mai 1843,

E. A. Scharling.
XL. - 10

_ EXXIV

Den Comite, hvis Mening Selskabet havde forlangt over dette Forslag, afgav
fålgende Betænkning:

„Angaaende det af Hr. Professor Scharling under 4de dennes til Videnska-
bernes Selskab gjorte Andragende, al han ved en Pengeunderstöltelse fra Selskabet maa
blive sat i Stand til at fortsælle sine Forsüg over Productionen af Kulsyre ved Respi-
rationen &c., have vi den Ære at bemærke:

De af Professor Scharling i denne Retning alt anstilte og Selskabet meddelte
Forsåg vandt, som bekjendt, ganske dets Bifald, og i Bedåmmelsen derover yttrede
man det Önske, at de maatte blive fortsalte og udvidede. Som man seer af Professor
Scharlings Skrivelse önsker han selv dette, navnlig ogsaa at kunne anstille Forsögene
med Patienter og Dyr; men han anmærker derhos, at der til Anskaffelse af de tilbör-
lige Apparater m.m. vil fordres en Sum af 3 til 400 Rbd., og denne Udgift ünsker
han udredet af Selskabet.

I Betragtning af at hiin Art af Forsög unægtelig er af videnskabelig Interesse,
og muligen ogsaa kan fåre til practisk-vigtige Resultater, samt med Hensyn til at just
for Tiden Opmærksomheden er vakt for slige physiologisk-chemiske [Undersågelser, kunne
vi ei andet end ansee det for ünskeligt, at Videnskabernes Selskab efter Evne vil bi-
drage til Udførelsen deraf.”

Kjåbenhavn den 15de Mai 1843.

W. Zeise. G. Forchhammer. ©. N. David. Eschricht.
HM. ©. Bendz. hi

Selskabet bevilgede 200 Rbd. til det anförte Oiemed, hvilke udredes af den

Sum, som i Budgetttet er sat til Disposition for indeværende Aar.

Lector Wilkens havde indsendt en Afhandling over de mathematiske Linier,
som kunne drages med Ovalverket. Den i den Anledning udnævnte Comite afgav fül-
gende Betenkning.

“Den af Hr. Lector Wilkens til Selskabet indgivne "Undersøgelse af de Linier,
som kunne drages ved Ovalverket” er fremkaldt ved Betragtning af Guillocheringens
Anvendelse til Forziringer, som skulle vere ueftergjürlige. Da man ved et eneste In-

strument kan frembringe en Uendelighed af tilsyneladende aldeles forskjellige Linier, vil

den Ukyndige, selv om han er i Besiddelse af Instrumentet, ikke kunne eftergjére en
ved samme construeret Forziring, da han ikke kan opdage, hvorledes de bevegelige
Dele i Instrumentet have været anordnede, Det er först ved en geometrisk Under-
sögelse af disse Liniers Natur overhoved, at man af deres specielle Form kan udlede
Betingelserne for deres Frembringelse ved det givne Instrument. Oplösningen af dette
Problem kunde ved förste Oiekast synes at maatte medföre Fare for Muligheden af
saadanne Forfalskninger af Banksedler, Vexler o.s. v., som Guillocheringen skulde tjene
til at gjöre umulige; men Forfatteren har rigtigen bemerket, at i dette, som i andre
lignende, Tilfelde er den videnskabelige Undersögelse den eneste grundige Vei til at
gjöre dette endnu mislige Vern aldeles paalideligt. Forfatteren har derfor givet en
Beskrivelse af det ved Guillocheringen saa hyppigen anvendte og i sin Construction
saa simple Ovalverk, og derefter mathematisk undersögt de forskjellige deels epicycloi-
diske Linier, dannede af to ligestore genererende Cirkler, deels elliptiske, som ved
dette Apparat kunne frembringes. Forfatterens Beregninger og tilhörende Constructioner,
hvorved disse Linier bestemmes, ere rigtige. Spürger man imidlertid, om herved er
vundet noget nyt Resultat for Geometrien, maa dette Spörgsmaal besvares benegtende.

Den Linie, som nmiddelbart ved Apparatet frembringes, er nemlig, ifölge
Loven for det beskrivende Punkts Bevegelse, en Conchoide med circuler Basis, ogsaa
kaldet Limax, först undersögt af Pascal, senere af Roberval (Mém. de l’acad. des
sciences avant 4699, T. 1H). Denne Linie fremkommer, som bekjendt, naar en Secant
omdreies om det ene Skjæringspunkt med en given Cirkel (hvis Diameter i Afhandlin-
gen kaldes e), medens et bevægeligt Punkt i Secantens Forlengelse beholder en ufor-
andret Afstand (r) fra det andet Skjæringspunkt. Den beskrives fülgelig ogsaa ved
Toppunktet af en bevegelig Vinkelhage, hvis ene Been gaaer igjennem det faste Punkt
i Cirklen, medens det andet Been rörer en anden Cirkel- beskreven med Radius r om
det Punkt i den förste Cirkel, som er diametraliter modsat til det faste Punkt. Det er
den bevægelige Slede i Ovalverket, som træder istedetfor Vinkelhagen, men Instrumentet
tjener til at gjôre Bevægelsen néiagtig, Limax er, som i alle udförligere geometriske
Lærebüger vises, en Epicycloide, dannet af to ligestore Cirkler, hvis Radius =r, og
hvor den rullende Cirkels Centrum er i en Afstand =4e fra det beskrivende Punkt,
saa at f. Ex. Limax bliver til en Cardioide, naarr =e. Hvad der i Undersögelsen
herom meddeles, indeholder intet Nyt.

Forfatteren viser endvidere, hvorledes Ellipser fremkomme, naar et fast Punkt

udenfor Ovalverket berörer et med dette bevægeligt Plan, stillet perpendiculært paa
10*

CORNE
Spindelen; men heller ikke dette, skjündt merkeligt i technisk Henseende, kunne vi
tillægge mathematisk Vigtighed.

Paa Grund heraf kunne vi ikke anbefale denne Afhandlings Optagelse i Sel-
skabets Skrifter, men vi formene, at Selskabet bör bevidne Forfatteren sit Bifald med
hans Undersügelse, hvis techniske Vigtighed det erkjender ligesaa vel som det Talent,
Forfatteren ved samme har lagt for Dagen.

Kjöbenhavn den 17de Mai 1843,

Ramus. Chr. Jürgensen Hof] mann.

Selskabet tiltraadte Comiteens Formening.

Fülgende Skrifter vare af Selskabet modtagne:

Dr. Robert Reman, Bericht über die Leistungen im Gebiete der Physiologie im
Jahre 1841.

Het Institut of Verslagen an Mededeelingen uitgegeven door de vier Klassen van het
koniklijk nederlansche Institut van Wetenschappen, Letterkunde en schoone
Kunsten over dem Jahre 1842. Nr. 1. |

Dr. Leuckhardt, Zoologische Bruchstücke. — Drei belmintologische Bruchstücke mil
2 Kupfert. Freiburg 4842. 4.

— De Zoopbytis corallinis et speciatim de genere fungia observationes zoologice.
Freiburg 1841. 4.

Journal of the Royal geographical Society of London. Vol XII. P. 4, 1842. 8.

Mödet den 2den Juni.

Poor. Zeise forelæste en Afhandling om et Product af Ammonium-Sulfocyanhydrat ved
Chlor. Dette Product, hvilket han for endeel Aar siden forelöbigt havde omtalt i sin

Afhandling om Virkninger mellem Syovelkulstof og en alcoholisk Ammoniak-Oplösning

LXXVH

som frembragt ved Tilkomst af et Jernoxidsalt og Saltsyre til hiint Salt, men som
ifölge hans senere Undersögelse ogsaa, og bedre, faaes ved Tilkomst af Chlorvand,
udskiller sig som et ufarvet, krystallinsk Legeme, uden Lugt, eller dog kun af en
svag svovelbrinteagtig Lugt.

Dets elementære Sammensætning har han nu fundet at være: C2N?S*H#, og
Sammensetningsmaaden antager han at vere C?N?S?—+-2H?S, hvorved det altsaa frem-
stiller sig som tvesvovelbrintet Svovelcyan.

I den vandige Oplåsning af Ammoniumsaltet, som har givet hiint Stof, har
man Chlorammonium og frembragt Svovelcyanammonium. Med Hensyn hertil er Theorien
af Virkningen mellem Saltet og Chloret, anvendt som Chlorvand i et passende Forhold,
denne, at 2 Atomer Ammonium-Sulfocyanhydrat = C4NSS6H2° give med 2 Atomer
Chlor: a) N°HS. Cl*, b) N°HS. C2N2S2 og c) C2N2S2 + H4S®,

Anvendes et Jernoxidsalt med en frie Syre, saa kan man, forstaaer sig, anlage
at 4 Atom Ilt bevirker Dannelse af Ammoniumoxid, som forener sig med Syren.

Flere af hiint Products Forhold fire til den antagne Sammensextningsmaade.
Digereres nemlig Productet med Blyoxid udrért med Vand, saa faaer man Svovelblye
og en Oplösning af Svovelcyan-Blye; og behandles det med en alcoholisk Kalioplös-
ning i mindre Mengde end fornöden til Oplösning af alt, saa indeholder det oplöste
blot Svoveleyan-Kalium og lidt Svovel, medens der forbliver uoplöst en Blanding af
Svovelkalium, lidt af Stoffet i uforandret Tilstand og lidt Svovel. Det er klart al disse
Virkninger aldeles stemme med den antagne Sammensætningsmaade,

Vand oplöser ubetydeligt af det tvesvovelbrintede Svovelcyan, Alcohol og Æther
mere, Acetone enduu mere. Disse Oplösninger reagere tydeligt sur. Ved Henstand
ved almindelig Temperatur af disse Oplüsninger, og hurtigt ved Ophedning, destrueres
det oplöste saaledes, at der fremkommer Svovelcyanbrint. Vel og nyligt tilberedet
tvesvovelbrintet Svovelcyan viser ingen Farveforandring, naar det overgydes med oplöst
Jernchlorid; men opvarmes derpaa Blandingen, saa faaes snart den sterkt blodröde
Farve. Med en vandig Kalioplösning giver det kun ved Ophedning lidt Ammoniak.
Ved den törre Destillation giver det i betydelig Mengde Svovelkulstof og lidt Svovel-
brint. Standses med Ophedningen i Oliebad, naar dette har naaet omtrent 480°, saa
har man som Residuum en sammensmeltet, deels bruunguul, deels lyseguul Masse,
hvoraf en Deel forsvinder ved sterk Hede under rigelig Udvikling af Ammoniak og

Svovelammonium, samt Svovel og Svovelkulstof-Ammonium, og man faaer lidt af et

LXXVHI

sortebruunt Residuum, som selv efter meget stærk Glödning efterlader lidel af en graa-

aglig Masse.

Selskabet modtog:

Corréspondance mathématique et physique de quelques célèbres géometres du XVIilme
siecle précédée d’une notice sur les travaux de Leonard Euler, tant imprimés
qu’inédits, publiée sous les auspices de l’academie impériale des sciences
de Saint-Petersbourg; par P. H. Fuss. Petersbourg 1843. Vol. 1—2. 8.

Coup d’eil historique de l'existence de l’academie impériale de Saint-Petersbourg.
Discours prononcé dans la séance solennelle de cette academie tenue en hon-
neur de son président le 37 Janvier 4843 par P. H. Fuss, seer. perpetuel.
St. Petersbourg. 1843. 8.

Mo det den 164 Juni.

Conferentsraad Ørsted forelæste Antegnelser til Selskabets Historie, Disse ville blive
tilsendte Medlemmerne i flere Afskrifter for at give dem Leilighed til at meddele
Bidrag og Berigtigelser.

Selskabet modtog: ;
Corpus Inscriptionum Græcarum, auctoritate et impensis academiæ litterarum Borussiæ
edidit Augustus Boeckius Academie socius. Vol. 2. fasc. 3. Berolini 1843. fol.
Archives du Muséum d’histoire naturelle, publiées par les professeurs administrateurs
de cet établissement. T. 2. livr. 3. T. 3. livr, 1 & 2. 4.

LXXIX

Mödet den 30! Juni.

Professor N. M. Petersen ferelæste fålgende Meddelelse om Betydningen af Ordene
Stipendium og Beneficium hos Saxo:

Da Saxo har skrevet sin Historie paa Latin, saa blive undertiden hans Ud-
tryk, iser de, der have Hensyn til Landets indre Forfatning, dunkle og utydelige. Det
er derfor nödvendigt, at före dem tilbage til de gamle danske Ord, som han paa Latin
har villet udtrykke; lykkes dette, saa bliver Udtrykket klart og Sammenhengen tydelig.
Ved nogle er denne Overfürelse ikke saa vanskelig; andre ere tvivlsomme, og derfor
af Forskerne antagne paa forskjellig Maade. Hertil höre blandt andre Ordene stipen-
dium og beneficium.

Det er en temmelig almindelig Mening, at Leensforfatningen i Danmark opstod
paa Knud den Stores Tid, fordi han, som det hedder, udstykkede Land til Besoldning
eller til Krigsleen (beneficia). Og dette, hedder det fremdeles, bestyrkes derved, at
Ordet stipendium, der ellers betyder Sold, under denne Konges Regjering antager Be-
tydningen Leen, og at Saxo efter denne Konges Tid stedse bruger Ordet stipendium
om Forlening (c, Rothe, Nordens Statsforf. 1, 207. Wedel-Simonsens Adelshist, S. 425.
jf. Rosenvinges Retshist. 4, 84. Anm. b). 'De, som antage dette, beraabe sig paa
Viderlagsretten. Men da Saxo just bruger Ordet stipendium der, hvor nan taler om
Videriaget, og vi have Viderlagsretten baade paa Dansk og i en latinsk Omskrivning,
saa kan man let overtyde sig om, at det her forekommende stipendium svarer til det
nordiske mali, og betyder ikke Forlening af Jord, men Sold i Penge eller i Varer af
tilsvarende Verdi. Hos Svend Aagesen (Langeb. Script. 3, 148) omskrives det derfor
ogsaa ved census stipendiarius. Den rette Betydning af Viderlagsretlens Ord: ok rættæ
thém rettelike mâle thérre er allerede oplyst af Prof. Larsen (om de danske Kongers
personlige Deeltagelse i Retspleien, S. 4). Ordet mali, gl. d. maale, betyder her, som
ellers, Sold, Lön i Penge eller Varer; at retta og at greita ere Synonymer (Orkney-
ingas. S. 274, jfr, J. L. 2, 77). Identiteten af Ordene stipendium og mdli, og at
deres Betydning er Sold, sees ogsaa deraf, at de nordiske Kilder kalde Tinglidet mala-
menn (Knytl. Kap. 7) og de engelske kalde det stipendiarü, solidarii (Langeb. Script. 2,
451. Anm. a); af det i England udbredte Danegeld (Danepenge), og af de Danskes
kortvarige Herredömme i England, der vilde have været anderledes grundfæstet, hvis

Tinglidet havde haft faste Jordeiendomme som Forleninger i Landet. At mali er Be-

EXXXS

taling i Penge, sees fremdeles af Haraldsslätta (Fornmannas. 6, 243), samt af de
svenske Love og Diplomer, hvor derved betegnes endog en Huskarls (Tjenestekarls)
Lån. Forskjellen imellem det og veitsla vil endelig blive indlysende for enhver, der
vil gjennemlæse de Steder i Kongespeilet, som handle om Kongens Huuskarle og Hird-
mend (B. 249—272). I Betydning af Sold forekommer det uden Tvivl ogsaa i J.L.
3, 7, hvor der tales om Kongens Mend og Biskops Mend, som skulle take thérre
male. Endelig oplyses dette Ord ved det sv. spanna mali, Afgift i Korn, forskjelligt
fra skipvist og @ttargield (Uplands og Vestmanna I.

For at overtyde sig om, at Saxo ikke efter Knud den Stores Tid bruger
Ordet stipendium i Betydning af benefieium, vil det vere tjenligt, at tydeliggjöre sig de
Betydninger, hvori begge disse Ord hos ham forekomme. Deraf kan nærværende Ud-
drag kun meddele det Vigtigste: Fleertallet stipendia bruges om en Samling af Krigere,
en Besetning, t. Ex. hos Saxo, ed. Müller S. 680. 683. Paa det sidste Sted betegner
det den Besætning, Svend Grade lagde i Viborg, ikke (som Hvitf. 1, 404 og Suhm
6, 86 mene) denne Byes Privilegier (jfr. Stedet om Roskilde, Saxo, S. 677. Langeb.
Script. 1, 372). Saxo bruger fremdeles stipendium om Gaver til geistlige Stiftelser
og de Geistliges Lin, f. Ex. S. 538. 580. Det sidste Sted er iser afgjürende, naar
man efterseer, hvori den kongelige Gave bestod. Paa samme Maade bruges Ordet af
Hamsfort (Langeb. Script.4, 307). Saxo bruger endelig Ordet stipendium om Krigeres
Sold. Saaledes tydelig ved Fortællingen om Harald Haardraades Bortreise fra Kon-
stantinopel, og om Veringernes Sold, S 554. 978. Ligesaa om Knud den Store,
S. 512; om Knud den Hellige, S. 582; om Sorteplog, S. 663. Saaledes ogsaa paa
det mærkelige Sted om Erik Lam, der gav sine Harmend Domæner istedenfor Sold
(vetera regum latifundia dono contulit stipendii loco), S. 671. Suhm (5, 604) har i
sin Oplysning om dette Sted indviklet sig i Modsigelse. Flere Steder, hvor Ordet
forekommer, ere S. 678. 685. 688. 689. 713. 805. 896. 945. Hvo der med Op-
mærksomhed vil gjennemlæse disse, vil overtyde sig om, at stipendium hos Saxo paa
Knud den Stores Tid og derefter har den Betydning, vi her have angivet, Naar man
paa samme Maade vil eftersee de Steder, hvor Ordet beneficium forekommer i en
Sammenhæng, som her kan komme i Betragtning, f. Ex. S. 624. 623. 626. 679 (jfr.
feodum i Langeb. Script. 4, 62). 693. 780. 949. 952. 965. 987, saa vil man lige-
ledes overtyde sig om, at Saxo dermed betegner et Leen, men, hvad Danmark angaaer,
kun saadanne, som overdroges de kongelige Prindser. En særskilt Betragining og nöie

Overveielse fortjene de Steder hos Saxo: S. 694 (jf. Knytl. Kap. 109), hvor stipen-

LXXXI

dium synes” at vere brugt eenstydigt med beneficium, og dette sidste forekommer med
Tillægsordet peculiare; S. 710. hvor der tales om ordo cquestris og ordo plebejus,
samt beneficia, som skulde tilstaaes dem; S. S05—806, hvor stipendium tillægges mi-
litibus, men en kongelig Prinds fordrede beneficia, ja endog forsögle at gjüre dem til
arvelige Leen, ligesom Kongen vilde gjöre Riget til et Arverige; og endelig S. 899,
hvor der omtales benefieium provinciale, og hvor dette modsættes stipendia, der ud-
betaltes ex fisco regio.

Resultatet af denne Undersögelse er, at Indretningen af Tinglid har ingen An-
ledning givet til vor Lensadels Oprindelse. Den Jord, som Hærmændenc besade, hvad
enten de havde faaet den ved Arv eller Kjöb eller Pant eller ved Gave af Kongen, var
deres egen. Og: saaledes var Forholdet endnu, da Jydske Lov blev givet. Ofte vendte
efter Hærmands Did den Jord, han havde eiet, tilbage til Skipen (Skibsreden), ikke
lil Kongen (J. L. 3, 18). Men det rette Leensforhold er saadant, at det Overdragne
udgaaer fra Kongen, og vender tilhage til ham.

Heller ikke opstod vor Leensadel af Styreshavnene. Den temmelig gamle
(Glossen i Rosenvinges Lovsaml. 3. 446. Var. 47) og nu næsten almindelige Mening,
at Styreshavne var en Gaard, der som et Leen var arveligt paa Mandsiden (Rosen-
vinges Retshist. 1,.88. Lovsaml. 3, 513) kan ei gives Medhold. Ordet styrishafne
betyder ikke Styresmandens Gaard. Ordene Havn, isl. håfn, og Havne, vore Loves
hafnæ (sv. hamna, fjef. hamnu) ere to forskjellige Ord, og ingen af dem betyder en
Gaard (et Bol). Ordet höfn, som vi nu kun have i Betydningen Havn, portus, be-
tegner oprindelig alt hvad man har og det indesluttede Sted, hvor man har noget.
Heraf lader alle dets Bemærkelser sig udlede, som yfirköfn, jardar höfn, skipshöfn,
fjärhôfn o.s.v. Skibets håfn betyder Mandskabet derpaa, og paa selv samme Maade
forekommer sv. hamn i Westmanna L. (hos Schlyter S. 116) og i Uplands L. (hos
Schlyter S. 94). Af Ordet Havn i denne Betydning, ikke af Havn, portus, afledes
hafnæ, der nermest betegner det Sede, som Baadsmanden (hdseti) indtog ved Aaren
(i denne Betydning forekommer det tydelig i Eriks sjæll. Lov 3, 48 og i J. L. 3, 2),
dernæst Udredningen af en Baadsmand med tilhörende Vaaben og Ledingsafgift. Paa
samme Maade betegner styrishafnæ nærmest del Sede, Styresmanden indtog ved Roret
(styri), dernest hans Embede som Skibets Befalingsmand, eller, som det i Thord Degns
Artikler hedder, navigii officium (Rosenvinges Lovs. 3, 464). Dette Embede, hvortil

hörte en vis Indtægt i Korn, var, ligesom flere vigtige Bestillinger i Middelalderen,

XL. u

I

arveligt paa Mandssiden, naar duelig Arving fandtes; men Loven giver ingen Anledning
lil at anlage, at der dertil var henlagt en Gaard som et arveligt Mandsleen.

Naar vore Love tale om Leen (len), saa forstaaes ogsaa derved Embeder, som
Ombudsmandens, den kongelige Fogeds og lign. Men dette Forhold, der, som Langebek
allerede har antydet, udviklede sig af Brydieforholdet, medförte ikke de Forrettigheder,
af hvilke Lensadelen var i Besiddelse. Den skylder derfor heller ikke disse Embeder
sin Oprindelse, men maa ansees som et fremmed Foster. Denne Forfatning blev först
overfört til Danmark den Gang, i Kong Christopher den andens Dage, da alt kunde
tages fra Kronen, som Gave, som Pant, som Leen, og ingen skammede sig ved at
tage det; og fürst fra denne Tid af have vi i vor Diplomsamling de rette Friheds- og
Leensbreve.

Etatsraad Reinhardt meddeelte Efterretninger fra Selskabels Medlem Dr. Lund
i Lagoa Santa, tagne af hans seneste Breve derfra. Efter disse var den störste Deel
af Aaret 1842 gaaet tabt for hans videnskabelige Undersögelser, da den i Provindsen
St. Paulo slagne Insurgentarmee trak sig, forfulgt af den keiserlige, op paa Höilandet,
hvor det kom til flere Skjærmydsler, af hvilke en forefaldt lige udenfor Lagoa Santa.
Da han maatte nedpakke sine talrige Samlinger for at have dem strax transportable,
blev hans Studium i Hjemmet afbrudt, og da de overalt slagne og adspredte Insurgent-
hobe ofte sögte deres Tillugt i de talrige Bjerghuler, hvilket paa længere Tid vil
gjöre dem usikkre, maatte hans sædvanlige Undersågelsesreiser derhen udsættes. Hans
Helbreds-Tilstand har ikke forværret sig. Ved det sidste Brevs Afgang fra Lagoa
Santa var han beskjæftiget med Udarbeidelsen af en Monographie over Bæltedyrenes
Familie, omfattende saavel de nu levende som de uddöde Arter; der blev Selskabet
forelagt den efterstaaende Conspectus Dasypodum og mange nye Tegninger af fossile
Knogler, henhérende til denne Familie.

Conspectum Dasypodum.

E. Dasypodes cinctoclamydes. Cingula mobilia. Pedes fossorii.
Scelides pentadactyle.
A. Das. cinctochl. holozosteres. Scutula loricæ omnia, aut teste saltem lum-

x

" LXXXIUII
baris majuscula, rectangula, serialia. Cauda tenuiter loricata, Antipedes
pentadactyli,
a. Lorica e cingulis mobilibus tota composita.

I. Gen. Chlamyphorus Hare.
b. Lorica scutulata, in medio ungulis mobilibus intersecta.

a, Les Cabassous C. Antipedum digiti 2 interni tenuissimi, elongati,
tres exteriores crassissimi, phalangibus inter se varie concretis valde
breviati unguibus validissimis prediti. Cingula 41—13. Cauda nudiuscula
aut squamata,

IL Gen, Xenurus Wagl. Cauda nudiuscula aut laxe squamata.
Dentes utrinque utrinsecus 7—10. Teste humeralis scutula regu-
lariter transversim serialia.

III. Gen. Priodon F. C. Cauda squamosa. Dentes utrinque utrin-
secus 17—26. Teste humeralis scutula transversim interrupte
serialia.

B. Les Encouberts C. Antipedum digiti tres exteriores interioribus
duobus licet breviores et crassiores, unguibusque validis armati, phalan-
gibus tamen inter se discretis excellunt. Cingula 6—7. Cauda squa-
mosa, basi annulata.

IV. Gen. Euphractus Wagl. Dentes cylindrici Iæves.

V. Gen. Chlamydoterium m. Dentes primores subeylindrici, mo-

lares compressi sulcati.

B. Das. cinclochl. hemizoteres. Scutula loricæ minuta polygona in quineunce
disposita aut subserialia. Cauda fortiter loricata, Antipedes tetradactyli.
VI. Gen. Dasypus Wagl. Cingula 6—9. Cauda elongata scutulata,
basi annulata. Scutula lorice subserialia.
VIL Gen. Tolypeutes III. Cingula 3—4. Cauda brevis granulata.

Seutula lorice in quincunce disposita.

HE. Dasypodes stereoclamydes. Cingula immobilia. Pedes vix
fossorii. Scelides tetradactyle.
VIII. Gen. Hoplophorus m.
IX. Gen. Pachyterium m.
11*

LXXXIV

Chlamyphorus.
1. Ch. truncatus Hare.
Xenurus.
a. Cauda nuda, sub solo apice squamata. Cingula 13.
4. X. nudicaudis m. Tatu-ay Az, Das. gymnurus III. Rengg. Säugth. Parag.
p. 290. Pr. Max. Beytr. IV. p. 529. Spec. huic. aff. fossilis occurrit.
b. Cauda verrucis obsita, Cingula 12.

w

X, cayennensis m.. Cabassou ou Tatou à 42 bandes Buff. Cuv. oss. foss. 2d.
ed. V. J. p. 420. T. XI. f. 7—9. 44. 48.

3. X. neglectus m. Cuy. I. c, p. 423. Differt a precedente, monente cl. Cuv. scu-

tulis frontalibus paucioribus, margine postico ossium nasalium transverso e, a.

c. Cauda laxa squamosa. Cingula 11.

4. X. squamicaudis m.
d. Species exstinctæ.
5. X. antiquus m.

6. X. intermedius m.
Priodon.
1. P. giganteus C. Grand Tatou. Az.
Eupbractus.
a. Dentes primores utrinque utrinsecus 4,
4. E. gilvipes Ill. Das. sexcinctus L. Tatou-poyou Az. Reng. Spec. huic, aff.
foss. reperitur.
b. D. primores nulli.
2. E. villosus. Das. villosus Desm. ‘Tatou velu Az.
3. E. marginatus Wagl. Das. minutus Desm. Talon pichiy Az.
Chlamydotherium.
4. Ch. Humboldtii, magnit. Tapiri.
2. Ch. majus, præced. parum majus.
Dasypus.
“a. Dentes transversim compressi (Euryodon m.) Sp, majores, exstincte.
1. D. sulcatus, magn. porci. |
2. D, punctatus, præced. parum. minor.
b. Dentes lateraliter subcompressi, aut cylindrici (Dasypus 8. str.)
a. sp. adhuc existentes.

LXXXV

3. D. longicaudis Pr. Max, D. novemcinctus L. Tatou noir Az. Sp. huic, aff.
foss. inven.

D. geometricus m.

5. D. punctatulus m.
6. D. mirim m.
7. D, auritus Il. Tatu-mulita Az. Das. hybridus Desm. Martin Proc, Zool.

Soc. 1837. p. 13.
B. sp. exstinctæ.
8. D. striatus.
9. D. intermedius.
10. D. gracilis.
Tolypeutes.
4. T. tricinctus L.
Hoplophorus,
4. H. Selloi, magn. bovis.
2. H. euphractus, magn. præced.
3. H. Meyeri. In honorem dixi cl. Hermann v. Meyer, viri e palæontologia meri-
tissimi. Magn. prec.
4. H. minor, magn. suis. Forsan in futurum a precedentib. disjungendus.
Pachyterium.
4. P. magnum, magn. bovis majoris.

Til denne Oversigt over Bæltedyrenes Familie i Almindelighed föies endnu eu
ny Forlegnelse paa de i denne Egn nulevende og uddöde Arter. Man vil af denne
Fortegnelse see, at enhver af Listerne, saavel den over de nulevende, som den over de
fossile Arter er bleven foröget med tre ny tilkomne Arter, og at Antallet af de fos-
sile Arter nu er ndiagtig det dobbelte af de nulevende,

Fortegnelse paa Birltedyrene fra Rio das Velhas Floddal,

Nulevende. Arternes Totaltal. Fossile. Arternes Totaltal.
1. Xenurus. 1. Xenurus. A
4, antiquus 44
4. nudicaudis lå 2. off. nudicaudi, Re

2. squamicaudis

+

3. intermedius. 3.

7

Nulevende,
2. Priodon.

4. giganteus
3. Eupractus.
4. gilvipes

4. Dasypus.

4. longicaudis
2. geometricus
3. punctatulus

4. mirim.

Arternes Totaltal.

3.

a Gt

LXXXVI

Fossile.

2. Euphractus.
4. aff. gilvipedi
3. Chlamydotherium.
4. Humboldtii
2. majus
4. Dasypus.
4. sulcatus
2. punctatus
3. aff. longicaudi
4. striatus
5. intermedius

6. gracilis

&

Hoplophorus.
1. euphractus
2. Meyeri

3. minor

ey

. Pachyterium.

4. magnum.

Arternes Totaltal.

Professor Ramus meddeelte en Afhandling “om nogle Curvers Rectification ved

elliptiske Functioner”, hvori först Hyperblens Rectification fremstilles , idet den sædvan-

lige Substitution, som dertil anvendes, fåres tilbage til de almindelige Principer for

Transformationen af elliptiske Integraler, hvorefter vises Rectificationen af den Curve

af 4de Grad, hvis Ligning er
(2? +-y2)"—a%a? +52 y? — 0,
og som dannes ved Overskjæringerne af alle Tangenter til Hyberblen med de paa disse

Tangenter fra Hyberblens Centrum nedfeldte Perpendiculærer.

Rectificationen afhenger

af den elliptiske Function af 3die Art. Den almindeligere Curve, hvis Ligning er
(w?+-y?)2@—a%a®+b2y2+1¢4 —0,

LXXXVO

findes at vere rectificerlig ved Functionerne af {ste og 3die Art, hvorimod det sidste
Led + 1c4 forandret til — 4c* giver en Curve, hvis Rectification almindeligen afhænger
af ultraelliptiske Functioner af 2den Classe, d.e. dem som fölge nærmest efter de
elliptiske (idet Quadratroden under Integraltegnet er tagen af et Polynomium af 5tc
eller 6te Grad). Af de speciellere Tilfælde, som give Anledning til mærkelige Re-
ductioner, fortjener iser at nævnes
Ca2+y2)2—a2(x2—y2) #4 ct = 0,

tilhürende den Curve, i hvilken ethvert.Punkt har til to faste Punkter Afstande, hvis Pro-
duct er constant. Rectificationen findes da at kunne udtrykkes ved den elliptiske
Function af {ste Art alene, hvorunder Lemniscatens Rectification er indbefattet ved at

sætte c —0.

Doctor A. Petzholdt i Dresden havde indsendt en haandskreven Afhandling
over Gletschernes Theorie. En af Selskabet valgt Comitee afgav derover fölgende
Betænkning:

„I Videnskabernes Selskabs næstsidste Måde blev der udnævnt en Comitee af
tre Medlemmer til at afgive Betænkning over en, til Selskabet indsendt, haandskreven
Afhandling „Versuch einer neuen Gletschertheorie von Dr. A. Petzholdt”, der udgjör
et Afsnit af Forfatterens om füie Tid udkommende Alpereise. Da det befandtes, at
hans Theorie fornemmeligen er bygget paa physiske Grundsætninger, saa anmodede Co-
miteen Hr. Conferentsraad Örsted om at tiltrede samme og deeltage i Affattelsen af
den Betænkning, vi herved have den Ære at forelægge Selskabet.

Det Punkt, hvorpaa Opmerksomheden i Serdeleshed har været henvendt ved
Undersögelsen af lisbreerne, er deres fremadskridende Bevægelse og dennes Aarsager.
Desuagtet har ingen af de hidindtil opstillede Theorier været i Stand til at forklare
dette Phenomen paa en fyldestgjörende Maade. Scheuchzer antog, at det var Vandet,
som foranledigede lisbreens Bevægelse, ådet det trængte ind i dennes Spalter fyldte
dem og, ved senere at fryse og under Frysningen at udvide sig drev lismasserne fra
hinanden. Men man bar oftere iagttaget betydelige lisbræer, som skrede frem, uden

at man paa deres Overllade blev Revner eller Spalter vaer. Desuden gaae disse, naar

LXXX VII

1

de virkeligen ere tilstede, i Regelen heelt igjennem lisbreen, og, hvor dette ikke er
Tilfældet, befindes de hyppigen at vere tomme. Saussure saae derimod i lisbræernes
Nedskriden igjennem Dalene ikkun en Nedglidning paa Skraaplanen, bevirket ved deres
egen Tyngde og understôtlet af de ved Jordvarmen under Isen frembragte Vandlöb.
Men i Almindelighed er Skraaplanens Heldningsvinkel hertil altfor ringe, ja i Höial-
perne ligge flere, og det netop af de störste og de meest udstrakte, lisbræer næsten
horizontale. Af de Nyere har Agassiz tildraget sig Opmærksomhed ved sine Under-
sôgelser over lisbreerne. Ifålge hans Theorie besidder Jökelisen en eiendommelig
porös Structur, som tillader Vandel at trænge dybt ned selv i den compacte lismasse.
Ligesom en Svamp er lisbræen efter ham fyldt med Vand, hvilket i sin Temperatur
stedse er ner ved Frysepunktet. Ved den ringeste Afkjöling fryser Vandet, udvider
sig, og med det den af samme overalt gjennemtrengte lisbre. Vi ville her ikke om-
tale de vægtige Indvendinger, som iser i de seneste Aar ere blevne fremförte mod
denne sindrige Theorie, men blot anföre, at lisbræernes Fremrykken i Löbet af Vin-
teren ikke lader sig forklare efter denne Theorie, fordi det nödvendige Vand da ikke
er tilstede. Infiltralionstheoriens Tilhæugere have derfor seet sig nödte til haardnakket
at nægte en Kjendsgjerning, som synes at være fuldkomment constateret, og at erklære
lisbreerne for stationaire i de egentlige Vintermaaneder.

Utilfredsstillet af alle sine Forgængeres Theorier, har Dr. Petzholdt opstillet
en ny, ifölge hvilken det ene og alene er de ved Temperaturomskiftninger i Isens
Rumfang frembragte Forandringer, som skulle foranledige Iisbreernes til enhver Aarstid
fremskridende Bevægelse. Han antager nemlig, at Isen paa samme Maade som Vandet,
naar dette er nær ved at gaae over til lis og medens det gaaer over hertil, udvider
sig ved synkende Varme. Da denne hans Paastand strider imod Placidus Heinrich’s
Forsög, stræber han at bevise den ved nye. Vi troe imidlertid ikke, at der var til-
strækkelig Grund til at fatte Mistillid til denne nöjaglige Physikers Forsög, uden for-
saavidt, at man for 40 Aar siden, da de bleve anstillede, ikke havde Hjælpemidler til
saa fine Talbestemmelser, som nu for Tiden. Viide Forf. hevise, at hine ældre Forsög
havde fort til falske Resultater, maatte man ünske, at han ved directe Maalninger havde
undersögt Isens Udvidelse. Han forkaster denne Fremgangsmaade, fordi han mener, at
Kilderne til Feil herved ere altfor talrige, til at man med Nytte kunde anvende den.
Men det synes dog utroligt, at man ikke skulde vere i Stand til at overvinde de her-
med forbundne Vanskeligheder. Forfatterens Valg er da faldet paa Forsög over Isens
Vegtfylde ved forskjellige Varmegrader under 0°. Men Vægtfylden lod sig ikke be-

LXXXIX

stemme uden ad en Omvei; thi de Vædsker, hvori man kunde veie Isen, vilde let
smelte denne eller trænge ind i dens Porer. Han valgte derfor at tilveiebringe en lis-
masse, som var omgiven af en tynd Metalhinde. 1 denne Hensigt fytdte han en Daase
af tyndt Sölvblik med luftfrit Vand, lukkede Aabningen ved Hjelp af en indskruet
Prop, nedsænkede derpaa Daasen i Æther, som stod i en koldgjürende Blanding, og
fik derved Vandet til at fryse, Daasen viste snart den Udvidelse, som ‘félger af Isens
Dannelse; men efterat denne maatte antages for tilendebragt, viste Vægtfylden sig for-
mindsket ved enhver Synken af Varmegraden og foröget ved enhver Stigen. Forsö-
gene synes at være anstillede med megen Flid og Omhu; men Sagens Natur medförer,
at man alligevel derved ikke erholder nogen sikker Overbeviisning. Da Forsügene ikke
ligefrem give Isens, men kun Sölvdaasens Rumfang, da denne forandrer sin Skikkelse
under Frysningen, da man ikke er sikker paa, atIsen under alle Omstendigheder slutter
ganske nôie til Daasens Sidevægge, ei heller kan stole paa at den hele lismasse har
Ætherens Varmegrad, saa efterlade Forségene megen Tvivl og kunne ikke gjendrive
de af Heinrich i sin Tid anstillede. Man maa imidlertid ünske nye Forsög til Sagens
endelige Afgjürelse. Ved disse maatte de egentlige Maalninger ikke forsömmes.

Forfatterens Mening, at Varmestraalerne ifélge Melloni’s Forsög kunne antages
med Lethed at trenge ind i Isen, beroer uden Tvivl paa en Misforstaaelse; Melloni
fandt nemlig, atikkun 6% af de höit stemte, fra en argantisk Lampe udgaaende, Varme-
straaler gaae igjennem lis af 2,6 Millimeteres Tykkelse, medens 39% gaae igjennem
Spejlglas af samme Tykkelse; Varmestraaler, som kom fra mindrre hüit stemte Varme-
kilder, gik aldeles ikke gjennem Isen.

lfölge et temmelig usikkert Forsög paastaaer Forfatteren, at lis er en meget
god Varmeleder; men dette strider aldeles mod den Erfaring, som man i vort Klima
ikke saa sjelden har Leilighed til at gjüre, at der nemlig udfordres en Frost af flere
Maaneders Varighed, for at frembringe et lisdekke af en Alens Megtighed.

Af virkeligt Værd synes de lagltagelser at vere, hvilke Forfatteren har an-
stillet over Isens Structurforhold, efterat denne i lengere Tid har været udsat for en
Temperatur, der ligger ner ved Smeltepunktet; men vi troe at burde bemerke, at
disse lagttagelser ikkun have en ringe Indflydelse paa den af Forfalteren opstillede nye
Gletschertheorie.

Da den indsendte Afhandling udgjir en Deel af et stérre Værk, som snart vil

udkomme, saa kan der ikke være Tale om en Optagelse deraf i Selskabes Skrifter,
XI. 12

Vi foreslaae derfor, at takke Forfalteren og at meddele ham en Oversattelse af nar-
værende Betænkning.”
Kjøbenhavn den 30. Juni 1843.

H. ©. Ørsted. Schouw. €. Forchhammer. Pingel.

Selskabet bifaldt Comitée-Betænkningen.

Generalkrigscommissair Falbe meddelte [Selskabet en Efterretning om hans
Arbeide over Afrikas Nordkyst i fülgende Skrivelse:

Jeg har i sin Tid meldt det ærede Selskab det forelöbige Resultat af min i
1837—-38 foretagne Reise i Provindsen Constantina og i Riget Tunis. Den fårste

,

Deel af ,,Excursions dans l'Afrique septentrionale,” indeholdende den Beretning om
Constantina, som jeg, efter denne Stads Erobring havde indsendt til Selskabet for Car-
thagos Exploration, har jeg havt den Ære, i sin Tid at tilstille Selskabet det originale
Manuscript og nogle trykte Exemplarer af. Jeg vedlægger nu til behageligt Eftersyn et
specielt Kort over Staden og dens Omegn (i vis Optagelse jeg var de franske Offi-
cerer behjælpelig og hvoraf en Original blev tilstillet Höisalig Kong Frederik den
Sjette), saavel som en Deel Udsigter af hine Egne, skizzerede paa Stedet, deels af
mig, deels af en ung fransk Maler: deres Udarbeidelse i Aquarel er foretaget i depöt
de la guerre i Paris, under mit Tilsyn.

Ligeledes har jeg tilmeldt det ærede Selskab Indsendelsen af de puniske og
berberske Steenskrivter, som jeg bjemsendte fra Tunis og som nu ere opbevarede i
det Kongl. Kunst Museum. Disse samt en Mosaique fra Carthago, der blev mig
skjænket af Selskabet for denne Stads Exploration, til Erindring om min Andeel i at
fremme dets Formaal, og nogle romerske Steenskrivter, der tilfaldt mig som Deel i
Udbyttet, fra de for det carthagiske Selskabs Regning foretagne Udgravninger, har jeg
tilsammen givet til det Kongl. Kunst Museum,

Endelig har jeg underrettet det ærede Selskab om, at jeg paa mine Toure
omkring i Riget Tunis havde samlet Materialier til et nyt Kort over en Deel af dette
Rige, og at jeg, da det ikke kunde forventes, at dets Udgivelse i Danmark nogensinde

vilde finde Sted, saa meget villigere havde modtaget det franske Krigsministeriums Til-

XCI

bud om at lade Kortet udgive fra le depot de la guerre; dog med den Forpligtelse, at
jeg forblev i Paris og udarbeidede mine Materialier, samt construerede mit Kort i
selve dette Instituts Locale og under dets Direction.

Original-Kortet, som jeg saaledes aflagde efter en Scala af 555600 forblev i
le depôt de la guerre tilligemed een, efter en Scala af 556600 tegnet Gjenpart deraf.
Efter’ denne sidste skulde Kortet graveres og saaledes udgjöre et fjerde, saa at sige
completterende Kort til de 3, som efler samme Scala ere udgivne over Riget Algier.

En Calque af det större Original-Kort havde jeg ved min Hjemkomst den
Ære at overrække Hans Majestæt, som har behaget at modtage det. Dette Kort har
Allerhöistsamme tilladt mig at forevise det ærede Selskab, som deraf kan see, hvor stor
min Andeel er i det fra Depot de la guerre nu udgivne Kort over Tunis, hvoraf jeg
tillader mig at offerere Selskabet to af de Exemplarer, som Directeuren, General-
Lieulenaut Pelet, med Krigsministerens Samtykke, har stillet til min Disposition.

-Endvidere tillader jeg mig at vedlægge, som henhörende til dette Arbeide:

4, Brouillon-Tegningen af Kortet over Tunis,

2. Et Folio-Hefte, indeholdende Tabellerne over de fra 121 Stationer maalte,
terrestriske Vinkler, som ere benyttede til trigonometriske Beregninger.

3. Et Folio-Bind, indeholdende Beregninger over de 500 Triangler, hvoraf Nettet
bestaaer, af SS dobbelte sphæriske Triangler for de geographiske Beliggenheder,
samt af corresponderende Barometer- Observationer og Zenithal Distancer for
Terrain-Höiderne,

4. Et Folio-Hefte, indeholdende den Deel af min Dagbog over de forskjellige

Excursioner og Reiser, som angaaer det geodetiske, astronomiske og topogra-

phiske Udbytte af dem. Hertil er föiet en Tabel over endeel hidtil kun i de

ældste geographiske Værker benævnte Steder, hvis Tilverelse jeg har bekræftet
og hvis Beliggenhed jeg har bestemt.
5. Et Folio-Hefte, indeholdende alphabetiske Tabeller over de Stæder, Ruiner,

Bjerge, Strömme &c., hvis Navne ere anførte i Dagbogen og aflagte paa

Kortet.

f=)

Et Folio-Hefte, indeholdende de geologiske Oplysninger, jeg har kunnet samle
paa mine Toure. De hertil bragte Préver af Mineralier, som omtales deri,
har Hans Majestæt behaget at give en Plads i sit Mineralie-Cabinet. Nogle
Doubletter har Professor Forchhammer faaet. De medbragte Planter har jeg

afleveret til Professor Schouw.
12*

XCil

ej

EL Hefte, indeholdende nogle Noticer over Landets Befolkning , især over den
nomadiske Deel, over dens' Fordeling under Landets Administration &c. &c.
8. En Mappe, indeholdende 20 topographiske Croquis og Detail-Kort over for-
skjellige Steder og interessante Puncter, samt 5Q architectoniske og Frihaands-
tegninger af antiqvariske Gjenstande.
9. To Prospecter af Tunis.

Af alle disse Piecer har Depot de la guerre en dersteds udarbeidet Original
eller en verificeret Gjenpart. De geographiske Resultater af min Reise ere dermed
udarbeidede og endte.

At General-Gouverneuren over Algier paa Expeditionen til Constantina i 1837
opretlede en videnskabelig Commission, som jeg er Medlem af, er det ærede Selskab
bekjendt, ligesom og, at jeg under mit Ophold i Paris blev foreslaaet af l’Académie
des inscriptions et belles lettres og udnævnt af Krigsministeren til Medlem af den
videnskabelige Commission, som i Januar 14840 begav sig til Algier. Paa General
Pelets Forlangende havde Krigsministeren bestemt, at jeg med en Generalstabs Officeer
og en Naturkyndig, under min umiddelbare Ledning, skulde fortsætte mine archæolo-
giske Undersögelser i Riget Tunis samt Opmaalingerne af dette Land indtil Grændsen
af Constantina og lengere Syd efter end mit Kort rækker.

Omstendighederne vare gunstige og Kaldet hederligt, iser for en Fremmed.

Jeg maa meget beklage, at mine Hjælpemidler ikke tillode mig at fölge dette
ærefulde Kald, da det vilde have bödet paa det manglende og ufuldkomne, som endnu
findes paa det udgivne Kort. Disse Mangler ville ikke saa let eller hurtigen blive ud-
fyldte, som man her i Landet troede det gjörligt. Uden’ at paaberaabe mig min Kund-
skab og Erfaring om Landet og Forholdene, skal jeg bede det ærede Selskab bemærke,
hvorlidet der i geographisk Henseende er udrettet fra Doctor Schavs 400 Aars gamle
Kort, indtil jeg i 1831—32 opmaalte Egnen af Tunis og Carhago, hvoraf en Deel er
udgivet ved det ærede Selskabs Understôttelse,

Uagtet de store Midler, som Frankrig og England have dertil, blev forresten
intet foretaget förend jeg atter log fat paa Landets Opmaaling i 1838. — Heller ikke
senere er der udrettet stort; thi de Itinerairer, som Capitain Pricot de St. Maire sam-
lede paa en Reise i Landet, der havde det algierske Cavalleries Remonte til Formaa ,
ere aflagte ved Hjælp af et Lomme-Compas, det eneste Instrument han havde med sig,
og vilde saaledes, hvor fortrieffelige baade de og hans Croquis af inange Steder end

ere, dog været lidet brugbare, hvis man i Depôt de la guerre ikke havde kunnet ståtte

XCUI

dem paa mine geodetiske Puncter. Det er ogsaa kun den Deel af dem, der have en

sand Værdie for Kortets Forögelse. Var der saaledes nogen Grund for det franske

Krigsministerium at önske Undersögelserne i Tunis fortsatte ved mig, var der fülgelig

end mere Grund for mig til, skjöndt fjernet fra den directe Andeel i den videnskabe-

lige Commissions Arbeider, at vise min Taknemmelighed for den Anerkjendelse mit

Arbeide havde erheldt, ved at give alle de Meddelelser jeg er i Besiddelse af.

Jeg har derfor begyndt Udarbeidelsen af den archeologiske Deel af min Reises

Udbytte med:

4.

En Afhandling over de hidtil bekjendte puniske og berberske Steenskrivters
Alder, hvilken jeg i afvigte Aar indsendte til Krigsministeriets Disposition,
som tilstillede den til den Commission af Académie des inscriptions ct belles
lettres, der er conslitueret for at bedömme og udgive de Arbeider, la com-
mission scientifique de l’Algerie har samlet. Den academiske Commissions
Secretair, Hr. Jomard, har underrettet mig om, at Afhandlingen er antaget
som et Bidrag til det Verk om Berberiet, som Regjeringen har betroet Com-
missionen Udgivelsen af. — Mit originale Manuscript af denne Afhandling ved-
lægges herved.

De latinske Steenskrivter jeg har forefundet paa min Tour, 150 i Tallet,
findes i vedfüiede Hæfte; de ere deels nye, deels ældre bekjendte, men ufuld-
komment læste eller afbildede. Her sees de efter en Scala, som giver en
klar Forestilling om Indskrivtens Form og Bogstavernes Störrelse, samt disses
Dannelse, der er vigtig for at kjende deres Tidsalder; med den væsentlige
Forbedring at Bogstaverne staae paa deres Plads ligesom paa Stenen, saa at
man ved at udfylde de större eller mindre Lacuner, saa meget lettere kan
supplere det Manglende. Ved nogle af disse Indskrivter har jeg vedhæftet de
Afskrivter jeg tog paa Stedet, paa dertil afstreget Papir. De vise den Maade
jeg har fundet at være den bedste, hvor man ikke kan have alle Apparater til
Calquering ved Haanden, eller hvor man ikke kan naae til Indskrivtens Plads,
eller hvor Skrivten er for stor til Calquering.

Det vilde være mig tilfredsstillende, ogsaa at kunne forelægge det ærede Sel-

skab den reenskrevne Relation af den archeologiske Deel af min Dagbog, men jeg har

stedse opsat denne Afhandlings Udarbeidelse indtil jeg fik Kortet publiceret,

Jeg forbeholder mig at meddele den, naar jeg, som det er min Hensigt, sen-

der den til Krigsministeriets Disposition, tilligemed ovenomlalte Hefte af romerske Steen-

“xe -
skrivler. Den vigtigste Deel af denne Afhandling vil angaae de Steder jeg har opdaget. —

Medens hiin Deel af Arbeidet saaledes var standset, har jeg beskjæftiget mig.
med den afrikansk numismatiske, og i denne Retning har jeg ved Hans Majestæts al-
lernaadigste Befaling om Forögelsen af de Kongelige Myntsamlingers afrikanske Suiter,
seet mig istand til at udarbeide et Catalog over Nord-Afrikas puniske, græske og ro-
merske Mynter, som ikke alene indbefatter alt hvad de danske Cabinetter eie og jeg
selv kjendfe, men ogsaa Alt hvad numismatiske Vaærker have bragt til vor Kundskab
om fremmede Cabinetters Indhold. Det var min Hensigt ogsaa at indsende dette Cala-
log til Paris, som et Bidrag til Verket over Algier, men efterat Hr. Magister Lind-
berg havde indvilliget i min Anmodning om at underkaste de afrikansk-puniske Mynter
en fornyet Grandskning, fik Sagen et ganske andet Udseende. Ved hans udholdende
Flid er det lykkedes ham at læse de hidtil ubekjendte 'puniske og numidiske Mynt-
Legender, og han har derved bragt os til Kundskab om tre Gange saa mange Stader
hvor puniske Mynter ere prægede, som man hidtil ahnede Tilverelsen af. Hans Maje-
stæt har desaarsag allernaadigst bestemt, at Verket maatte publiceres for det Offentliges
Regning og tilladt, at der til dets yderligere Fuldstendiggjérelse maatte udgaae en Be-
kjendtgjürelse herom, saavel til Udlandet som hersteds, af hvilken jeg tillader mig at
vedlægge nogle Exemplarer,

Magister Lindbergs Udkast til de Artikler, som skulle ledsage Beskrivelsen af
hver af de africanske Stæders Mynter, saavelsom det udarbeidede Catalog, fålger herved,
Det indeholder Beskrivelsen af 1600 Mynter, hvoraf 400 maa betragles som Doublet-
ter, da de kun adskilles ved Vægten. Det hedste hidtil bekjendte Værk: Mionnet
Descr. des médailles grecques, indeholder omtrent 800, hvoraf 150 ere Doubletter som
hine. Selv om de Suiter af Afstébninger, som med Grund kunne forventes fra mange
Cabinetter, ikke indlôbe, vil Værket dog blive det dobbelte af hiint og langt hensigts-
mæssigere udarbeidet; men hvor müisommelig end en saa langvarig, ved en Række af
et Par hundrede Værker gjennemfört og sammenlignet Compilation end har været, saa
har den dog kun ringe Verd imod de Opdagelser, som skyldes Magister Lindbergs
grundige og udbredte Kundskaber, og skal jeg i den Anledning bede det ærede Sel-
skab legge Merke til: at det er alene ham man skylder de vigtige Opdagelser i den
orientalske Numismatik, som det Kongelige Mynt-Cabinets Suiter af orientalske Mynter
have givet Stof til og som findes i hans derom skrevne Afhandlinger, hvoraf jeg ved-
lægger den endnu ikke udgivne over de Buvidiske Emirers Mynter. Disse fleersidige

Arbeider ere de eneste numismatiske, som ere udgangne fra det Kongelige Mynt-Cabi-

. XCV

net over udenrigs Numismatik sider Professor Ramus’s Catalog saae Lyset, og de for-
tjene vistnok Selskabets Anerkjendelse.

Jeg beder det ærede Selskab underrette mig om nogen af dets Medlemmer, i
de hermed fülgende Documenter skulde finde Noget, som var værd at legge Mærke
til eller egnede sig til Offentliggjörelse. Det eneste jeg selv for ‘Oieblikket kunde
troe skikket dertil, vilde vere en Beskrivelse af Kortet over Tunis, uddragen af de
vedföiede Materialier,

Det er mit Onske at det ærede Selskab vil tillade Opbevarelsen af disse mine
originale Afhandlinger i dets Archiv, naar jeg har afbenyttet dem til Udarbeidelsen af
den archeologiske Deel af mine Itinerairer, og det skal vere mig kjært om dette vi-
denskabelige Udbytte og de Oldsager jeg har foröget Museerne med, kunne ansees som
Erstatning for den Understüttelse jeg erholdt af Regjeringen til min sidste Reise i
Afrika.”

Kjøbenhavn den 1, Juni 1843,

Falbe.

En af Selskabet udnævnt Comitee afgav i den Anledning fölgende Beretning :

„Det kongelige danske Videnskabernes Selskab har udnævnt Undertegnede til
at sammentræde i en Comitée, for ved afgiven Betænkning at sætte Selskabet i Stand
til at give Herr General-Krigscommissair Falbe den Underretning, han üusker som
Svar paa en Skrivelse af {ste Juni d. A., der ledsagede de to Exemplarer af et ved
hans -Medvirkning i det kongelige franske General-Krigsdepot udarbeidet og derfra ny-
lig udgivet Kort over Riget Tunis, hvilke han skjænkede Selskabet, og de Afhandlin-
ger, Samlinger, Croquis, Tegninger og maleriske Udsigter hvilke han forelagde samme
i Mödet den 2den Juni sidstleden, og som i Forbindelse med nogle tidligere modtagne
Meddelelser indeholde det videnskabelige Udbytte af General-Krigscommissairens Reise
i Provindsen Constantina og Riget Tunis i Aarene 1837 og 1838. Ifölge denne Ud-
nævnelse have vi nu gjort os nærmere bekjendte med disse Arbeider, forsaavidt de
-ikke vare udförte med udelukkende Hensyn til ovennevnte Kort og alsaa maatte anta-
ges at vere fuldstændigen benyttede ved dettes Udarbeidelse. Vi have derved havt Lei-
lighed til, under Anerkjendelsen af den Omhu, hvormed disse Arbeider overalt ere ud-
forte, med Glæde at bemerke, at det er lykkedes Herr General-Krigscommissairen, ved
sin levende Interesse for Sagen og ved omhyggelig Benyttelse af de Fordele, hans
Stilling tilböd ham, foruden de til det nævnte Korts Construction fornödne Opmaalinger

XCVI

Observationer og Beregninger, at tilveicbringe en ret anseelig Mængde af Materialier
til Oplysning oni Tunis’s Antiqviteter, Ethnographie og Topographie, og vi tvivle ikke
om, at de, naar de blive offentliggjorte paa den af Samleren paatænkte Maade, ville
afgive betydende Bidrag. til néiere Kundskab om et Land, der i Oldtiden havde en
anseelig Folkemængde med höi Cultur, men i sin senere forvildede Tilstand kun har
veret saare lidet underségt, og derfor er kun meget lidet bekjendt. Med Hensyn til
det Spürgsmaal, Herr Generalkrigscommissairen fremsætter i sin Skrivelse, om hvorvidt
nogel i disse Samlinger, foruden det, han selv har bestemt at offentliggjére, af Selska-
bets Medlemmer maatte findes at egne sig til saadan Meddelelse, da kunne vi for vor
Deel ikke andet, end vere enige med ham i, at naar de archæologiske Materialier ere
blevne benyttede ved Udarbeidelsen deels af den af ham allerede begyndte Fremstilling
af den archeologiske Deel af Reisens Udbytte, deels af det annoncerede Værk om de
nordafricanske Mynter, vil uden Tvivl hele det dvrige Materiale, der egner sig til Of-,
fentliggjürelse, passende kunne benyttes til den af General-Krigscommissairen paatænkte
Beskrivelse af Kortet over Tunis, Vi forudsætte derved, at de allerede samlede og
ordnede Notitser om Landets Befolkning og sammes Fordeling i en saadan Beskrivelse
ville kunne finde en passende Plads, hvis de ikke ere bestemte til at oflentliggjöres
paa anden Maade. Med Hensyn til det af General-Krigscommissairen i Slutningen
af Skrivelsen yttrede Onske, at nedlægge sine originale Optegnelser, naar de ere blevne
benyttede, i Selskabets Archiv, foreslaae vi, at han fra Selskabets Side gjéres opmærk-
som paa, at Videnskabernes Selskab vel har et Archiv, men som kun er bestemt til
Opbevaring af dets egne Sager, og derfor, kun tilgængeligt for Selskabets Embeds-
mend, ikke egner sig til Gjemmested for andre Ting, end i alt. Fald saadanne, som
man kunde ünske vel bevarede under Laas og Lukke. Derimod vil et af de offentlige
Bibliotheker uden Tvivl være et mere passende Gjemmested for saadanne Sager, som
de her omhandlede, og maaskee kunde der navnligen gives Anviisning paa Universitets-
bibliotheket, som den offentlige Samling, Selskabet pleier at skjænke alle saadanne Sa-
ger, som det maatte komme i Besiddelse af, og af samme Grund ikke ünsker at inde-
lukke i sit Archiv.”
Kjôbenhavn den Yde Juli 1843,

F. C. Petersen. J. N. Madvig. Velschow.

Selskabet tiltraadte Comiteens Betænkning.

XCVII

Selskabet modtog:

Abhandlungen der königlichen Gesellschaft der Wissenschaften zu Gottingen. 4 Band
(1838—41). Göttingen 1843. 410.

Studien des Göttingschen Vereins Bergmännischer Freunde. B. 4, Heft. 3 u. B. 5.
Heft. 4. 2

Catalogue de 514 étoiles doubles et multiples decouvertes sur lhémisphere célèste bo-
real par la grande lunette de l’observatoire central de Poulkova et catalogue
de 256 étoiles doubles principales ou la distance des composantes est de 32
secondes à deux minules et qui se trouve sur l’hémisphère boréal, publieé
par l’academie impérial des sciences. St. Petersbourg 1843. Ato.

Table des positions géographiques principales de la Russie redigée par M. W. Struve.
Directeur de l'observatoire central de Poulkova. 4843. 4to,

Numerus constans putationis ex ascentionibus rectis stelle polaris in specula Dorpatensi
annis 4822—1838 observatis deductus, adjecta est disquisitio theoretica de
formula nulationis, auctore Chr. Aug. Peters in specula Pulcovensi astronomo
adjuncto. In scriptis Acad. imp. Petropol. 4842.

Airys tides and vaves; extracted from the Encyclopedia Metropolitana

Mödet den 34e November.

Pustitsraad Molbech forelæste nogle Forsvarsbemerkninger ved de i Selskabet forelagte
Antegnelser til dets Historie. Selskabet fandt ikke Anledning til at lade disse og de
tidligere Bemerkninger trykke. men anmodede Forfatterne om at meddele disse Bidrag
til Selskabets Historie til Ophevaring i Selskabets Archiv.

XI, + 15

D.

Executores testamenti i afg. Etatsraad Schous Bo tilmeldte Selskabet, at der
af den Afdöde var legeret det 50 Rbdir, aarlig for derfor at udsætte Præmier.

Professor Velschow udnævntes til Medlem af Ordbogscommissionen.

Mödet den 174 November.

Professor Eschricht opleste en Afhandling, som er bestemt at tjene til Indledning for
en Række Undersögelser over Hvalerne, han agter at meddele i dette Selskabs Skrifter.
Under Navnet Hvaler, bemærkede han, at han forstaaer alle egentlige Cetaceer, eller
hele Cetaceernes Familie med Undtagelse af de saakaldte planteedende (Dugong og
Manati), hvilke han med Blainville og Owen henregner til de Tykhudedes Orden,

Prof. E. gjorde opmerksom paa, at i alle Have findes flere eller færre Arter
af Hvaler — skjöndt dog overalt kun til visse Aarstider, da Hvalerne overhovedet ere
vandrende Dyr; — at deres Mengde — om end hvad de store Hvaler angaaer langt-
fra saa betydelig som forhen, dengang Kaskelotter og Rörhvaler vare almindelige Gjæster
ved de europæiske Kyster og Rethvalerne sværmede om Spitsbergen i uhyre Flokke,
— dog endnu er meget betydelig. Da fremdeles Hvalerne ikke kunne holde sig
skjulte paa Havets Dybde, men allerede i lang Afstand maae tiltrække sig de Süfarendes
og Kystbeboernes Opmerksomhed, og da de fra de tidligste Tider have veret et yderst
velkomment Bytte og Gjenstand for en ivrig Jagt, saa kunde det ikke feile, at hos de
Söfarende overhovedet og hos alle de Kystindbyggere, der drive Hvalfangsten, nöd-
vendigviis maatte uddanne sig en vis Kundskab om de forskjellige Hvalers Artsmærker
og Livsforhold. . Denne Kundskab have de Naturkyndige imidlertid kun lidet benyttet;
men heller ikke have Forfatterne over Hvalerne i Reglen havt Leilighed til selv at
iagttage, endsige nüiere at undersöge, flere Arter af Hvaler, og Cetologien har derfor
staaet, ligesom den endnu maa siges at staae meget lavt i Forhold til de fleste andre
Grene af Zoologien.

Af de ældre Forfattere pver Hvalerne synes kun Aristoteles at have stôttet

IC

sine Beretninger paa egne Undersögelser, ligesom ogsaa kun. han kan siges at have
havt en rigtig Forestilling om deres vigtigste Livsforhold. Senere indsneg sig mange
urigtige, tildeels eventyrlige Forestillinger om dem. Barderne f. Ex. antoges for deres
Oienbryn. Saa uriglige Forestillinger vise sig ikke alene i de naturhistoriske Skrifter
fra Middelalderen, skjöndt paa den Tid Hvalfangsten dreves ivrigt paa flere Steder af
de vesteuropæiske Kyster, og Hvalkjöd endog solgtes almindeligt paa Torvene i flere
af Normandiets Byer; de vise sig endnu hos flere Forfattere i det syttende og attende
Aarhundrede.

Hvalernes Artsadskillelse forsögte Artedi og Linne, uden selv at kjende Dyrene,
ved at opstille som Repræsentanter for særegne Arter de Individer, der vare iagttagne
af forskjellige Forfattere, et Forsög, der maatte trænge til mangfoldige Berigtigelser.
Af Delphinerne ere ogsaa de fleste Arter senere nöiere bestemte , og mange nye Arter
tilkomne; Kaskelotterne ere derimod efter Cuviers grundige Bemærkninger blevne ind-
_skrænkede til een Art. Rethvalerne (Bardehvalerne uden Rygfinner og uden Bugfurer),
som af Linné ligeledes henförtes til een Art, adskilles af Cuvier med Rette som
to Arter: en arclisk Art, den saakaldte Grönlandshval (Islendernes “Sletbag”) og
en antarclisk. Af Rörhvalerne eller — som iser de Söfarende benævne dem
— Finfiskene, opstillede Linné tre Arter, nemlig foruden den almindelige nordiske
Finfisk (physalus), der efter den ufuldkomne Beskrivelse af Martens urigtig antoges at
mangle Bugfurerne, to af Sibbald som artsforskjellige beskrevne Individer, hvilke vare
strandede ved Skotlands Kyster (boops og musculus). — Da Otto Fabricius i Grönland
erfarede, at man der adskilte fire Slags Rörhvaler, antog han — aldeles paa maae og
faae — de tre af disse lig hine tre Linnéiske Arter og den fjerde (Tikagulik), meente
han maatte vere den af Pontoppidan noget tidligere beskrevne Nebbehval, Balæna ro-
strata (de Nyeres Hyperoodon), i den falske Forudsætning, at Nebbehvalen. havde Barder.
Navnet Balena rostrata gik fra nu af over til at betegne en lille Art Rörhval, der dog
af de fleste Nyere slet ikke antoges at bestaae som særegen Art. Af de tre Linnéiske
Rérhvalbenevnelser overförtes Navnet “‘Boops” af Fabricius paa den ved Grönland
almindeligste ‘‘Kep rkak” ; Physalus derimod paa den i alle Henseender meget for-
skjellige “Tunnolik”, og Musculus paa Gréulendernes *Keporkarnak”, som dog Fabricius
aldrig fik at see. Derved forledtes de europæiske Zoologer til at antage Grünlændernes
Keporkak for den samme Art som den ved Europas, eller idetmindste ved Hollands,
Kyster almindeligste Art, der sæevanligen kaldtes Boops, og til at antage Grénlendernes

Tunnolik for en tvivlsom Art, ligesom den Linnéiske Physalus. Om den Fabriciske
13*

Musculus kunde man ligesaalidt have nogen Mening som om den Linnéiske, og Cuvier
anvendte atter Navnet paa et artsforskjelligt Individ fra Middelhavet, hvilket gav An-
ledning til at antage en egen stor Art af dette Navn at have hjemme i Middelhavet.
De Fleste antoge imidlertid ikke denne af Cuvier opstillede Art; derimod optoges, og
med störste Ret, en anden nordisk Art, nemlig den af Rudolphi og Brandt opstillede
B. longimana. Men da omsider Schlegel havde viist, at denne efter al Sandsynlighed
var artslig med den fra Sydhavet kjendte Balænoptera australis eller Balæna sulcata
antarctica, blev atter — idetmindste efter Schlegels Autoritet — alle egentlige nordiske
Rörhvaler (longimana ikke iberegnet) indskrænkede til een eneste Art, der af denne
nyeste Monograph over Hvalerne kaldtes Balæna sulcata arctica,

Den Usikkerhed, der ifélge denne Oversigt unegteligcn finder Sted i Henseende
til Rôrhvalernes Artsadskillelse, og som Fülge deraf ogsaa i Henseende til. deres geo-
graphiske Udbredning , maa, efter Prof. Es Formening, især tilskrives, at man har
hentet Kundskaben om Rörhvalerne fra de Undersögelser, der have kunnet anstilles paa
tilfeldig indbjergede Individer, Undersögelser, der altid ere meget ufuldstændige. Efter
Prof. E.s Formening kan Rörhvalernes Artsadskillelse langt sikkrere begrundes paa en
omfattende Beskrivelse af de Arter, der endnu paa enkelte Steder ere Gjenstand for
en regelmæssig. Fangst, navnlig af ,,Keporkaken‘* ved Kolonien Frederikshaab i Grön-
land og „‚Vuagehvalen‘‘ ved den norske Kyst i Omegnen af Bergen. Kun paa denne
Maade bliver man i Stand til at benytte Hvalfangernes rige Erfaringer om visse be-
stemte Arter til Videnskabens Fremme og kun paa denne Maade i Stand til at faae Be-
skrivelsen fuldstendig, nemlig indbefattende saavel Skelettet som de ydre Dele, og des-
uden alle hos hver Art væsentlig forskjellige Indvolde. — Idet paa hiint Sted Hr. Capt.
Holbøll. og paa dette Hr. Stiftamtmand Christie med en overordentlig Interesse for denne
Undersögelse have /bragt rige Materialier til Veie, er Prof. E. hleven sat i Stand til at
levere en saadan Beskrivelse over disse to Arter. Det har viist sig, at den grönland-
ske ,,Keporkak,** Fabricii B. Boops, er lig B. longimana Rud. Brandt, og at „Vaage-
hvalen” er en liden korthaandet Art af Rörhval, der forelébigen kan kaldes B. rostrata
(bergensis). Da fremdeles Prof. E. har faaet Leilighed til at undersöge et paa Sjellands
Nordkyst indstrandet Individ, og dette viste sig "aldeles forskjelligt fra hine to, men
derimod havde de Characterer, Cuvier har ansat for den af ham opstillede B. musculus,
og da han ogsaa af den grénlandske Tunnolik og Tikagulik har modlaget flere vigtige
Dele, haaber han i de fölgende Afhandlinger at bringe Spörgsmaalet om de nordiske

Rörhvalers Artsforskjellighed ner dets Afgjörelse,

Det har imidlertid ikke saameget været den zoologiske som fornemmeligen en
udiômmende anatomisk Beskrivelse, Prof. E. har sat sig til Formaal. I. denne Hen-
seende har han meent at burde gaae ud fra Fostrenes Undersögelse, den eneste Maade
at lere Delene af saa colossale Dyr at kjende i deres naturlige Leieforhold og Forbin-
delser, saavelsom at faae Sikkerhed om visse Organers Tilstedeverelse, om andre Deles
Antal og overhovedet at have de samme Dele af flere Arter opbevarede til’ indbyrdes
Sammenligning. I denne Henseende har Prof, E. ligeledes været særdeles heldig med
Hensyn til B. longimana og til Vaagehvalen. Efter Fostrenes Undersögelse har han
kunnet udstrække den til Moderdyrenes vigtigste Organer, saa at han troer at kunne
udstrekke Beskrivelsen af alle disse Arter til alle Alderne. — Undersögelsen har iöv-
rigt givet Anledning til flere physiologiske Betragtninger, hvorved den allerede i og for

sig vidtléftige Beskrivelse har maattet afdeles i flere forskjellige Afhandlinger.

Selskabet modtog fölgende Skrifter:

Archiv fir Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthiimer Schleswig, Holstein, Lauen-
burg und der angränzenden Länder und Städte. Herausgegeben von der
Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesellschaft für vaterländische Geschichte. 5ter Bd.
Altona 1843. 8vo.

Magnelishe und meteorologische Beobachtungen zu Prag, in Verbindung mit mehreren
Mitarbeitern ausgeführt‘ und auf öffentlichen Kosten herausgegeben von Karl
Kreil, Adjunkten der k. k. Sternwarte, 2ter Jahrgang, 4 Aug. 1840 bis 31
Julii 1341. Prag 1842. 4to.

Flora Batava No. 528. og 529. [

Akademischer Almanach der königlichen bayerschen Akademie der Wissenschaften,
München 1843,

Aunalen für Meteorologie, Erdmagnelismus und verwandte Gegenstände, redigirt von
Grunert, Koller, Kreil, Lamont, Plieninger und Stieffel, herausgegeben von

° J. Lamont. Jahrgang 1842. Heft 1—1. München 1842. 8vo.

Proccedings of the Zoological Society of London, April 29. 1843. London 1843. 8vo.

Reports of the Council and Auditors of the Zoological Society of London. April 29.
4843. London 1843, 8vo.

cil

Astronomical Observations, made at the Radcliffe Observatory, Oxford, in the year 1840,
by Manuel J. Johnson M. A., Radcliffe Observer. Vol. I. Published by or-
der of the Radcliffe Trusties. Oxford 1842. Svo.

Schriften der Sternwarte Seeberg. Ermittelungen der absoluten Störungen in Ellipsen
von beliebiger Excentricität und Neigung, von J. 4. Hansen, Director der
Sternwarte Seeberg. Aster Theil, welcher als Beispiel die Berechnung der ab-
soluten, vom Saturn erzeugten, Störungen des Enckeschen Cometen enthält.
Gotha 1843. 4to.

Bulletin de la Société Impériale des naturalistes de Moscou. 41842. IV. 1843.
I. 8vo.

Tijdschrift voor naturlijke Geschiedenis en Physiologie, uitgegeven door I. van der Hoe-
ven en W. H. Vriese. 40 Deel. 4, 2, 3 Stk. 1843. Svo.

Annali delle Scienze del Regno Lombardo-Veneto, apendice al Bim, 4842, sopra il
trasporto di materia ponderabile nelle scariche elettriche. Seconda edizione.
Padova 1843. Ato. :

De Galileo-Galilei circa Jovis satellites locubrationibus, qvæ in I, & R. Pitiana Palatina
Bibliotheca adservantur ad clarissimum ac reverendissimum Patrem Johannem
Inghiramium in Florentino Lyceo Scholarchum Eugenii Alberii brevis disqui-
sitio. Florentie IV id. Mai 1843. 4to.

Inscriptiones græcæ inedite. Collegit ediditque Zudovicus Rossius. Fasc. II. Athenis
4843. Ato.

11 politechnico, repertorio di studi applicati alla prosperita e coltura sociale, 29 & 30.
Milano 1842. 8vo.

Sur le coefficient sonstant dans l’aberration des étoiles fixes deduit des observations,
qui ont été executées à Yobservatoire de Poulkova par instrument de
Repsold, etalé dans le premier vertical par M. W. Struve. Saint-Petersbourg
1843. Ato.

Et Exemplar af det af Selskabet udgivne Skrift, Regesta diplomatica historic
Danice, blev fremlagt.

cit

Mödet den 15 December.

Professor Forchhammer meddelte Selskabet en Række af nye lagttagelser over Fric-
tionsstriber i Danmark.

Paa den östlige Skrænt af Faxée Bakke ligger en Kalkgrube, som förer Nav-
net Baunkulestumperne. Det er den östligste af alle Kalkkuler ved Faxöe og ligger
temmelig langt nede paa Bakkens mod Ost heldende Flade. Kalkstenen er her meget
fast og tat, og da man i Sommer afrömmede et nyt Stykke af Overfladen, fandt man
den bedekket af Striber og Ridser. Da Forfatteren besügte detté Sted i Juli Maaned
dette Aar iagttog han fôlgende Forhold: Overfladen af Stenen var aldeles glat sleben
og næsten speilende, I denne afslebne Flade findes en utallig Mengde finere og gro-
vere Striber indridsede, deels saa fine, at man kun seer dem formedelst Politurens Af-
brydelse, naar man holder Fladerne under den rette Vinkel imod Lyset, deels bredere
og tydeligere og indtil en halv Linies Dybde. Disse Striber ere ikke parallele; men
foruden nogle enkelte, som aldeles ikke fölge nogen Regel, ere 3 Retninger meget
skarpt og bestemt udtrykte, og paa Krydsningspunkterne kan man med Sikkerhed be-
stemme, hvilken Retning der er den yngre, og hvilken den ældre. Resultatet af disse
Undersögelser er, at de ældste og meest tydelige Striber stryge O. 2° N. og V. 20 S.
efter den sande Himmelegn. Det 2det System er det tydeligste af dem alle og stryger
mellem 0, 230 S., V. 230 N. og Ö. 18° S., V. 18° N, Det tredie og yngste Sy-
stem af Striber, som er mindre tydeligt end det mellemste og tydeligere end det æld-
ste System, stryger mellem 0. 43° S., V. 439 N. og Ö. 45° S., V. 45° N. eller
naar man ikke tager Hensyn til de smaa Afvigelser, stryger det ældste System Ö. og
V., det mellemste og tydeligste OSO. og VNV. og det sidste SO. og NV. Den Flade,
der var blottet da Forfatteren besögte Faxöe, var omtrent 40 Quadratfod, og ved Ro-
sendals Besidder, Hr. Greve Holcks Godhed, erboldt Forf. Tilladelse til at fore en stor
Plade deraf, som veiede c. 800 Pund, til Kjébenhavn, hvor den opbevares i Universi-
tetets mineralogiske Cabinet. De stribede Kalkstene vare bedækkede af 42 til 44 Tom-
mer Sand, hvorpaa der fulgte 3 til 4 Alen meget udmærket Rullesteensleer, hvori der
forekom enkelte Rullesteen af over en Cubikfods Störrelse og en stor Mengde mindre."
Ogsaa i Vemmetofte Kule er Kalkstenen stribet; men den blottede Flade var meget
lille; Striberne vare ogsaa her SO. og NV. Striberne paa Kalkstenen ved Faxöe vare

de tydeligste, Forfatteren har seet, hvilket aabenbart hidrörer fra den udmærket faste

CIV

og tætte Kalksteen, hvorpaa de bevægede Blokke have virket, Af disse anförte fagtta-
gelser fölger, at Stribningen paa Faxöe Bakke er ældre end Rullesteenslecrdannelsen.
Denne lagttagelse er meget vigtig med Hensyn til Dannelsestiden; thi da Forfatteren vil
kunne bevise ved lagttagelser paa Bornholm, at der forekommer Striber, som ere dan-
nede under de nuværende Forhold, ere disse forenede 'Iagttagelser et nyt Beviis imod
Theorien om den petridelauniske Flod, Dernæst er den forandrede Retning af Bevæ-
gelsen meget mærkværdig. Hvis det har veret en Flod, der har fört Stene med sig,
har den forandret sin Retning fra O. og V. til SO. og NV. Hvis det har været lisbræer,
maa ogsaa disse lisbræers Bevægelsesretning have forandret sig, hvilket ikkun lidet stem-
mer med lisbr&ernes Natur. Bölgeslaget derimod forandrer sig efter Strömmens og
Vindens herskende Retning, og at den i Ostersüen i Nærheden af de svenske og born-
holmske Kyster under en almindelig Hævning maalte forandre sig, er i höieste Grad
rimeligt. Dernæst er det indlysende, at Stribningen maa vere foregaaet under Vandets
Overflade, med mindre man vil antage, at Landet har lidt en Sænkning efter Stribnin-
gen. Thi, da Striberne findes bedækkede af flere Alen Sand og Leer, maa detle Ma-
terial vere afsat efterat Stribningen har fundet Sted, og da alle vore üvrige Iagttagelser
vise, at alle 3 Afdelinger af vor Rullesteensformation ere afsatte af Havet, saa maa
nödvendigviis, hvis ikke en Senkning har bragt den tidligere over Vandet varende
Bakke atter under dets Overflade, Stribningerne sely vere foregaaede under en Vand-
bedækning. Alle övrige Iagttagelser fre alligevel til det Resultat, at Landet i Strib-
ningens Tid har veret i en Hævningsperiode,

Det dverste Lag af Grönsandet i Skovhuusvænge ved Lellinge, er en blaagraa
fast Kalksteen; ogsaa denne Kalksteen er stribet, men Forfatteren kan ikke angive
Stribernes Retning, da Arbeiderne allerede havde nedbrudt Kalkstenen, für han iagttog
Striberne. Denne Stribciagttagelse ved Lellinge stadfæster paa en udmerket Maade
lagttagelserne ved Faxö, da der her ligger 46 à 20 Fod Blaamergel fuld af Rullestene
over den stribede Kalksteen, og Mergelen igjen er bedækket af Rullesteenssand.

Paa Bornholm forekommer der en stor Mengde Striber paa de faste Granit-_
Gneus Klipper. Rytterknægtens Top, det héieste Punkt af Bornholm, er ganske ud-
mærket og fuldkommen parallel stribet. Disse Striber stryge S. 42° V. og N. 42° 6,
Paa Rytterknægtens sydostlige Skrænt yar Stribernes Retning S. 330 V. og N. 33° Ö.
Den samme Retning fandtes paa Nordgrændsen af Rytterknægten, paa VSV. - Siden
derimod blev Stribernes Retning mere vestlig, nemlig S. 549 V. og N. 54° 0. Dog
var det her kun Furer og ingen egentlige Striber, Forfatteren kunde iagtlage, Ved

CV

Brogaarden i Aaker vare Striberne S. 28° V. og tætved Kæmpegaarden havde de brede
og dybe Furer og Striber en Retning af S. 3° V. og N. 3° 0.

En anden Række af Iagttagelser blev anstillet paa de faste Granitklipper i
Nerheden af St. Olskirke og imellem denne Kirke og Allinge. Stribernes Retning
svæver her imellem S. 480 V., N. 48° 0. og S. 780 V., N. 780 0., saaledes at de
nærme sig til en reen öst- og vestlig Retning. Den 3die Række af Iagttagelser blev
anstillet paa Hammerens Granitbakke og umiddelbart Syd for Hammersöen. Iagttagel-
serne give her noget afvigende Resultater, hvis Forskjællighed synes at blive bestemt
deels ved Höiden over Havet, deels ved Dalenes Retning. Det höieste Punkt havde en
Strygningslinie hos Striberne af V. 79 S, og O, 7° N. Dette var tillige den meest
vestlige Retning; alle de üvrige Retninger ligge imellem denne og S. 38° V. og N,
38° Ô., og de fleste og tydeligste Striber ere parallele med Hammersöen og altsaa
parallele med den Dal, der adskiller Hammeren fra det üvrige Bornholm. Hammerens
Granitklipper ere stærkere afslebne og tydeligere stribede end nogensombelst Granit-
klippe, Forfatteren ellers har seet. Og ligesom ved Faxöe er Slibningsmaterialet endnu
paa Stedet. Det er nemlig Sand, hvoraf hele Hammerens Klippe endnu er bedekket,
og som sandsynligviis ved den Ström af Havet, der gaaer imellem Bornholm og Skaane,
er bleven opkastet paa denne fremspringende Pynt, Den anden Aarsag, hvorfor Stri-
berne ere saa tydelige paa Hammeren, ligger i Granitens egen Beskaffenhed. Man seer
nemlig tydeligt, at Graniten ikkun, hvor den er fiintkornet, modtager Striber. Dette
bliver navnligen indlysende ved Betragtningen af en grovkornet Granit, som har et
Bælte af fiintkornet Granit, der atter er gjennemskaaret af en gangartig Masse af grov-
kornet Granit. Den fiinkornede Granit er overmaade smukt og parallel stribet, medens
den grovkornede kun har nogle enkelte, höist utydelige Striber og forresten paa Over-
fladen har en stor Mengde Huller, som hidröre fra bortslebet Glimmer. Dernæst vise
overhovedet ikkun de flade og afrundede Klipper Striberne, medens disse overalt mangle
hvor Granilgneusens Slenter ere stærkt heldende eller lodrette. Dette er sandsynligviis
Aarsagen, hvorfor Klipperne ved Stranden paa Bornholm næsten aldrig vise Striber.
Dog har Forf. iagttaget paa en flad Klippe imellem Allinge og Teign dybe Furer, hvis
Strygning var Ö. 17° N. og V. 479 S. d. v. s. lodret paa Kysten. Ved Betragtnin-
gen af Bülgeslaget viste sig, at disse Furer udslebes ved Vand og Sand, uden at Stene
udfordres dertil, Ikke langt fra dette Sted fandtes utydelige Striber i samme Retning.
Ved Hammershald, et fremspringende Forbjerg, fandtes i Vandskorpen Striber med 2

Strygningsretninger, der laae mellem Ö. 26° S. og V. 269 N. og Ö. 42° S, og V.
XI. eee lt

CVI

420 N. I det Hele taget er, naar vi undtage Hammeren, Landets Østkyst baade ved
Stranden og höiere oppe paa Klipperne meget fattigt paa Striber, hvorimod de fore-
komme overmaade hyppigt paa den sydlige og vestlige Side af Granitmassen. Med
Hensyn dertil gjør Forfatteren især opmærksom påa 2 Steder: det ene ved store Halde-
gaard mellem Boelskirke og Aakirkebye, hvor et Granitforbjerg strækker sig mod Syd
og paa hvis sydligste Deel en Mængde meget tydelige Striber låbe fra O. til V. Paa
Knuds Kirkes granitiske Forbjerg foiekommer der en stor Mængde Striber, og disse
ere i det hele taget lodrette paa Forbjergets Sider, saaledes at de meget betydeligen
forandre Retningen paa de forskjællige Steder af denne Urbjergmasse,

Foruden disse Striber paa faste Klipper, forekommer der endnu, men udeluk-
kende paa Vestkysten, store stribede Blokke. Forfatteren har seet dem paa Kysten
mellem Rånne og Udlåbet af Lesaae, og her findes de især i overordentlig stor Mængde,
deels under Grönsandets bratte Klipper ved Arnager, deels under den mindre höie
Klint ved Hammershald. Paa begge disse Steder og overalt paa Kysten, have Blok-
kene parallele Striber paa deres Overflade, og de forekomme ikkun, naar denne Over-
flade. er nogenlunde jævn. Aldrig har Forf. seet dem paa Stenenes nedre Flader og
altid ere Striberne lodrette eller næsten lodrette paa Kysterne. De stribede Stene ere
Granit af meget forskjellige Arter, Overgangssandsteen, og imellem Lilleaaen og Laes-
aacn, Keupersandsteen. Paa eet Sted laae der en Sandsteensblok paa en Skrent tæt
ved Kysten i et lille Aalöb, hvis Sider vare bratte og fulde af Rullesteen. Dens Steen
var stribet parallel med Aalöbet. — De to Klinter, ved hvis Fod de stribede Blokke
ere serdeles hyppige, indeholde begge meget faste og haarde Kisellag, og jeg maa an-
tage, at den eneste Grund, hvorfor de stribede Blokke ved disse Localiteter ere hyppi-
gere, ligger deri, at Klinterne, der bestandigen nedbrydes ved Bölgeslaget, derved le-
vere en stor Mængde haarde og skarpkantede Brudstykker, som ved Vandets Bevægelse
flyltes paa Blokkenes jævne Overflade, som derved stribes. Saameget synes uimodsige-
ligen at vere godtgjort ved disse Iagttagelser, at Blokkene ere stribede paa det
Sted og under de Forhold, hvorunder vi nu finde dem. De kunne ikke vere stribede
ved lisbreer, der vilde flytte dem og derved frembringe en aldeles uregelmæssig Slib-
ning. De kunne ikke være stribede ved den store Vandström, hvorom man antager, at
den har flyttet Blokkene selv, hvorved da disse ogsaa maatte være blevne uregelmæssigt
‚stribede; antager man derimod, at Bülgeslaget foraarsager Slibningen, saa finder For-
klaringen af det iagttagne Phenomen ingen Vanskelighed. Stribede Blokke synes at
vere hyppige ogsaa ved Danmarks üvrige Kyster. Forfatteren har fundet dem ved

CVII

Ostersöens Kyst, ikke langt fra Rödvig, og Hr. Stud. juris Wedel har ligeledes iagtta-
get dem ved Sundets Bredder Nord for Kjôbenhavn. De smaae Blokke som findes i
Rullesteenssanddannelsen, ere næsten alle höist uregelmessigen stribede; Hr. Lector
Steenstrup har saaledes fundet dem i Gruusgravene i Nærheden af Soröe, og i det
nordlige Sjælland findes de i enhver Gruusgrav. Det er det Material, som ved sin
Bevegelse har fremkaldt Striberne paa de store Blokke og faste Klipper.

Selskabet besluttede at lade besürge en Copie af den Gipsafstöbning som Prof.

Forchhammer foreviste, og at forære den til det engelske geologiske Selskab.

Selskabet modtog:

Noveaux Mémoires de l’Académie Royale des Sciences et belles-lettres de Bruxelles.
Tome XVI. Bruxelles 1843. 4to.

Mémoires couronnés et mémoires des savans etrangérs, publiés par l’Académie Royale
des sciences et belles-lettres de Bruxelies. Tom. XV. 2ème partie. 1841—
42. Bruxelles 4843. lo.

Bulletin de l’Académie Royale des sciences et belles-lettres de Bruxelles. Année
1812. Tom, IX. ?ème partie. Bruxelles 1842. Tom. X. ère partie.
Bruxelles 1843. 8vo,

Crtalogue des manuscripts de la Bibliotheque Royale des ducs de Bourgogne, publié
par ordre du Ministre de l’intérieur. Tom, HI.

- Repertoire méthodique 2ème partie. Bruxelles & Leipzig. 1842. to.

Annuaire de l’observatoire Royal de Bruxelles par Quetelet, 9ème & 10ème année.
Bruxelles 1842 et 1843.

Sur l’emploi de la boussole dans les mines, par Quetelet. Bruxelles 1843. 8.

Instructions pour Vobseryation des phénomènes periodiques. 4to.

Sur la difference des longitudes des observatoires royaux de Greenwich et de Bruxelles
par M. M. Sheephanks et Quetelet.

Verhandelingen van het provincial Utrechtsch Genootschap van Kiinsten en Wetenschap-
pen. Deel 4—10. Utrecht 1781—1821. 8.

Niewe Verhandelingen van het provincial Utrechtsche Genootschap van Kiinsten en We-

tenschappen. Decl 4—11. Ufrecht 1822—38, 8.
14*

cVill

Verhandeling over de oorzaken, wardoor onns Vaderland in’t Begin der zeventienden
ceuw in’t vorbrengen van voortreffelike schijvers, Dichters, Gelerden en Schil-
ders boven andere landen, zoo zeer heeft mitgemunt enz. Ter Beantwoording
eener Prijsvrage &c. van J. van Munen, Utrecht 1818. 8vo.

Verhandeling over de Weelde bij de inwoneren der vereenigde Nederlanden en derzel-
ver voortgang en invloed op den burgerstaat. Ter Beantwoording eener Prijs-
vrage, door J. van Manen. Utrecht 1820. Svo.

Verhandeling over het Kwaad Hofdzeer (Tinea capitis) door P. J. Blom, uitgegeven
door het provincial Utrechtsch Genootschap van Kunsten en Wetenschappen.
Utrecht 1839. 8vo.

Kammerjunker og Ritmester v. Oldenburg indsendte en Globus af 18 Tom-
mers Diameter, hvis Hensigt er at give en tydelig Fremstilling af de merkeligste phy-
siske Forhold paa Jordkloden. Adskillige af de tilstedeværende Medlemmer erklerede,
at de kjendte den, og ansaae den for et gavnligt Hjælpemiddel ved den geographiske
Underviisning i Skolerne, hvortil dens i Forhold til Störrelsen meget billige Priis og-

saa anbefaler den.

Selskabet modtog:
Systema materia medice vegetabilis Brasiliensis. Composuit Car. Frid. Phil. de Mar-
tius. Lipsie et Vindebonæ 1843. 8vo.

CIX

Müdet den 15% December.

Protessor Schouw meddelte en Oversigt over de geographiske og historiske Forhold,
som de italienske Lyngvecter (Ericacex & Vaccinieæ) frembyde.

Den almindelige Lyng, Calluna vulgaris, der spiller saa stor en Rolle i Nord-
europa, forekommer paa Alperne fra sammes Fod indtil Sneelinien; endnu i Posletten
danner den Heder, men i Appeninnerne bliver den sjeldnere og synes neppe at gaae
sydligere end 43/2° Brede. Derimod har Italien en anden Lyngvext, der, især Syd for
Nordapenninerne, bliver meget fremherskende: Erica arborea. Alperne og de nord-
ligste Apenniner frembyde en tredie Lyngform i Erica carnea, medens det mellemste
og sydligste Italien og Sicilien foruden E. arborea have 4 Lyngarter: E. scoparia,
multiflora, ramulosa og sicula, hvoraf nogle ere af meget indskrenket Udbredelse. —
Sydeuropa har flere Arter af Erica end Nordeuropa, men Arternes Antal tiltager ud
mod det atlantiske Hav saavel i Nord- som Syd-Europa.

Nord-Europa har to Arter af Slægten Arctostaphylos, nemlig uva ursi og alpina,
der i Italien kun forekomme i den alpinske Region af Alperne, og den förste Art
tillige i samme Region i Apenninerne. Derimod bar Sydeuropa i Arbutus unedo en
beslægtet meget udbredt Planteform, der spiller en vigtig Rolle især i Kystvegetationen
og som i Nordeuropa kun forekommer paa den milde Vestkyst.

Slegten Rhododendron har tre italienske Arter, ferrugineum, hirsutum, Chame-
cistus, som dog alle ere indskrænkede til Alpernes höiere Regioner og fattes i Apen-
ninerne. Ogsaa Loiseleuria procumbens findes kun i den alpinske Region af den först-
nevnte Biergmasse. .

De tre nordiske Arter af Slegten Vaccinium, nemlig Myrtillus, uliginosum og
vitis idea findes i de höiere Regioner af Alperne og Apenninerne, dog neppe syd-
ligere end 42°.

Adskillige nordeuropæiske Slegter: Andromeda, Ledum, Cassiopea, Phyllodoce,
Cassandra, Daboecia, Oxycoccus, savnes aldeles i Italien; andre, Loiseleuria, Arctosta-
phylos, Rhododendron og Vaccinium forekomme kun som Biergplanter og have deres Syd-
grændse enten i Alperne eller i Midten af Apenninkieden; saa at Middelhavsfloren kun
har to Siægter: Arbutus og Erica, eller i al Fald tre, naar Calluna regnes med. Vel
har Slegten Erica flere Arter der end i Nordeuropa, men med Hensyn til Individernes

Antal spiller den ikke den Rolle som Calluna vulgaris i Norden, — Lyngplanterne

cx

vise sig derfor i en betydelig Aftagelse ved at sammenligne Sydeuropa med Nordeuropa.

Det var ikke at vente, at de buskagtige eller halvbuskaglige Lyngplanter, som
kun forekomme i Alpernes eller Apenninernes höiere Regioner eller ikke have nogen
stor Betydning i Menneske-Livet, skulde i den Grad have vakt Opmærksomhed i Old-
tiden, at de kunde findes beskrevne af den Tids Skribenter. Derimod kunde man for-
mode at finde de Lyngvæxter omtalte, som characterisere Middelhavsfloren og fortrins-
viis et saa udmærket og udbredt Tree, som Arbutus unedo. Der er heller ingen
Tvivl om at de Gamles Arbutus eller, som den ogsaa kaldtes, Unedo, er denne Vext.
Plinius’s Beskrivelse deraf, hans Henviisning til Grækernes xouægoc og Theophrasts Be-
retning om dette Tre, der hos Nygrækerne hedder xsueove, hos Italienerne: Arbuto,
Albatro, Arbatresto, sætte dette udenfor al Tvivl. Hvad disse og flere Forfattere, Lu-
crets, Ovid, Virgil, yttre om dette Tree, viser, at det da ligesom nu, har spillet en
betydelig Rolle i Kystkrattene. ;

Derimod er det tvivlsomt om de Gamles Erica, sgeuxm, svarer til vor Erica.
Plinius taler om et ringere Slags Honning, Bierne trekke af denne Plantes Blomster,
men den Blomstringstid, han angiver, passer kun paa Ealluna vulgaris, som blot i

Overitalien er saa hyppig, at der kunde vere Tale om den,

Comiteen for Regestum Diplomaticum havde indsendt fölgende Brev:

„Af det Regestum Diplomaticum Danicum, til hvis Udgivelse Selskabet i Aaret
1841 har bevilget en Sum af 2500 Rbdir., er nu det förste Binds förste Afdeling,
fra 822 til 1397, 311 Pagg. eller 43 Ark in 4to, bleven færdig fra Trykken, saaledes
som Selskabet allerede har erfaret ved de til Sammes Medlemmer uddeelte Exemplarer
deraf, For at nu dette for den fædrelandske Historieforskning saa vigtige Hjelpemid-
del saasnart muligt kunde komme til offentlig Nytte, staaer alene tilbage at bestemme
Prisen, til hvilken det kunde vere at udsælge,

Saavel med Hensyn til saa meget muligt at lette Vedkommende Anskaffelsen
af et saa vigtigt historisk Hielpemiddel, som ogsaa i Analogie med hvad der ved andre
af Selskabet udgivne Skrifter har veret og er sædvanligt, troer Commissionen at burde
foreslaae Udsalgsprisen for den ovenmeldte, nu udkomne Afdeling af Regestum til
2 Rbdir. pr. Exmplr., hvilket er lidt over 4 Sk. pr. Ark.

cx!

Commissionen tilföier, at Trykningen af det förste Bind uafbrudt fortsettes, saa
at sammes anden Afdeling i næste Aar 1844 kan ventes fuldendt.

Commissionen for Udgivelsen af Diplomatarium og Regestum Danicum, Kjbenhavn d. 15 Decbr. 1843.

Engelstoft. Kolderup-Rosenvinge. C. Molbech. Finn-
Magnusen. J. Madvig.
Selskabet bifaldt den foreslaaede Udsalgspriis.

Til Medlem af den physiske Classe valgtes:

Mag. Art. Edvard August Scharling, Professor i Chemien ved Kjöbenhavns
Universitet.

Til Medlemmer af den historiske Classe:
Dr. phil. Caspar Frederik Wegener, Lector i Sorö, R. af Danneb.
Dr, phil. Caspar Peter Paludan-Müller, Overlerer ved Odense Cathedralskole.

Selskabet modtog:

Transactions of the American philosophical Society held at Philadelphia Vol. 8. Part.
2, 3. 1843. 1843.

Proceedings of the American philosophical Society. Nr. 22—25. 1842.

Flora Batava. Nr. 530.

Die Pehlewi-Legenden auf den Münzen der letzten Säsäniden, auf den ältesten Münzen
Arabischer Chalifen, auf den Miinzen der Ispehbed’s von Taberistan und auf
indo-persischen Münzen des östlichen Iran von D. Justus Olshausen.
hagen 1843. 8.

Lehrbuch der praktischen Heilkunde nach chemisch-rationellen Grundsätzen, von Dr.
Gottfried Christian Reich. Bd. 4. Lief. 2 & 3. Berlin 1843. 8.

Copen-

- Cx

Til hele Aaret henhürende.

1 det forlöbne Aar har Selskabet tabt sit höitagtede Æresmedlem:

Geheimestatsminister og Overkammerherre v. Mösting, Ridder af Elephanten,
Storkors af Danneb, o. s. v.

og tvende af dets ordentlige Medlemmer:

Vor, ved sine anatomiske og physiologiske Arbeider og Opdagelser berömte
Professor, Kgl. Livlæge og Overlæge ved Garden, Ludvig Levin Jacobson, Ridder af
Dannebrogen og Dbmd., Ridder af Nordstjernen, Commandeur af Vasaordenen, og

vor indsigtsfulde Mathematiker, Capitain og Lærer ved den militaire Höiskole,

Carl Ludvig v. Bendz, Ridder af Dannebrogen.

Ordbogscommissionen

har i Aaret 4843 holdt 44 Müder, i hvilke Revisionen af Bogstavet § fortsattes fra
Sortblakket indtil Spillegield. Trykningen af samme Bogstav, som i Aaret 1842 var
standset, er i forrige Aar atter begyndt, og vil nu, om endog ikke med Hurtighed,
uafbrudt blive fortsat. ' Ligeledes er Revisionen af Bogstavet T atter paabegyndt; og
Commissionen har Udsigt til. at kunne lade Trykningen af sidstnævnte Bogstav begynde
i Aar (1844) og fortsættes samtidigen med Trykningen af $.

For at fremme Arbeidet androg Commissionen hos Selskabet paa Valget af et
fjerde Medlem og foreslog dertil Professor Velschow, der efter Selskabets Beslutning

indtraadte i Commissionen, og har deeltaget i Möderne fra den 8de November.

Den meteorologiske Comitee

har i Aarets Löb modtaget Iagttagelser fra fölgende Steder:

Reikiavig, Justitsraad Thorstensen, fra 1842 Septbr. 1 til 1843 Aug. 31;
Barometret, Thermometret, Regnmængden, Vinden, Luftens Udseende, een Gang daglig,
8—9 Form.

Sammesteds, fra Samme, Barometeriagttagelser fra 4842 Septbr. 4 til 1843

Aug. 34, hver anden Time fra 6 Form. til Midnat.
Godthaab i Sydgrönland, Legen Bloch, 1842 Juli 4 til 4843 Juni 30; Baro-

CX |
metret, Thermometret, Vinden, Luftens Udseende, 3 Gange daglig, 10 Form., 4 og
40 Eftermidddag.

Stubbekjöbing paa Falster, Byfoged Buntzen, 1842 Jan. 4 til 1843 Septbr. 30;
Barometret, Thermometret, Luftens Udseende, dog Thermometret kun fra April 1843,
3 Gange daglig, 9 Form., 12 og 4 Efterm.

Christiansborg i Guinea, Chirurg Sannom, 1838 Marts 4 til 1842 Novbr. 30;
Barometret og Regnmængden, 4 Gange daglig, 8 og 10 Form., 2 og 8 Efterm.

Desuden ere de timevise Thermometeriagttagelser fortsatte paa Nyholms Hoved-
vagt, ligeledes de sædvanlige Iagttagelser i botanisk Have, over Havets Temperatur paa
Trekroners Batterie og ved Badehusene, over Regnens Hyppighed paa Nyholms Hoved-
vagt. Ved Deeltagelse af Pastor Jeger i Vederså ved Ringkjåbing har Comiteen end-
videre seet sig istand til al oprette en Station paa Jyllands Vestside; et Thermometer
er sendt derhen i Efteraaret, og de åvrige Instrumenter ere færdige til Afsendelse,

Udgivelsen af det 3die Hefte af collectanea meteorologica blev opsat, fordi
man ansaae det for hensigtsmessigst ved;Udarbeidelsen af Resultaterne tillige at benytte
den oyenfor anfårte lagltagelsesrekke af Hr, Sannom; imidlertid er Trykningen nu be-
gyndt, og Heftet vil udkomme i 1844,

Bröndboring.

1 Aaret 4843 begyndte Arbeidet med den artesiske Bröndboring den 24de
Marts, og forlsalles uden væsentlige Hindringer til den 25de October, i hvilken Tid
der arbeidedes i 467 Dage, Ved Slutningen af Arbeidsaaret 1842 var man med Boret
kommen til Dybden 538 Fod 4% Tomme under Oresundets daglige Vandspeil; ved
Arbeidets Ophör til 580° 8%. Fremgangen var altsaa 42/ 3Ye”, som er 16/ 7” mere
end i Aaret 1842, i hvilket der blev arbeidet i 199 Dage*). Den större Fremgang i
1843 maae tilskrives den mildere Grund: Flinten er nemlig bleven sieldnere og af
ringe Tykkeise og Kalken noget blödere end hidtil. Dette giver Haab om, at naar
Grunden vedbliver successivt at blive mildere, vil der gjöres ligesaa god Fremgang paa

stérre, som hidtil i enkelte Aar paa mindre Dybde.

“) Ved en Feiltagelse staaer i Beretningen for 1842 503’ 111/o” som den Dybde, ved hvilken
Arbeidet begyndte, istedetfor 512” 8”, Derefter var Fremgangen i 1812 kua 25'87/9”.
XI. 15

a,

‘Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regestum

diplomaticum.

Af det sidstnævnte Værk (jvfr. Oversigt f. Aaret 1842, S. 107) er Aste Binds
(ste Afdeling i 1843 bleven færdig, og udkommen under fölgende Titel: „REGESTA
DIPLOMATICA HISTORIÆ DANICAE. Index chronologicus Diplomatum & literarum, Hi-
storiam Danicam inde ab antiquissimis temporibus usque ad annum 1660 illustrantium,
que in libris hactenus editis vulgata sunt. Cura Soc. Reg. Scientiarum danicac. Tom.
I. pars prior ab Ao. 822 ad ann. 1397.” (Ogsaa med dansk Titel.) 344pp. Ato.
Förste Binds anden Afdeling er under Trykken.

Censur over de i Aaret 1843 indkomne Priisafhandlinger.
Physiske Classe.

‘Som Forsög paa at besvare det af den physiske Classe fremsatte Priisspörgs-
maal angaaende Veirligets Forandringer har Selskabet modtaget en Afhandling, affattet
i det tydske Sprog og med Motto: ,,les extrêmes se touchent”. Forfatteren heraf har
aldeles fulgt den af Dove valgte Fremgangsmaade, og i denne Henscende leveret endeel
værdifulde Bidrag til at fuldstændiggjüre de af denne Lærde anstillede Sammenligninger;
derimod har han, af Mangel paa Jagttagelser fra de nordlige Lande, ladet Sammenlig-
ningen mellem det nordlige og sydlige Europa for störste Delen uberört. Da han des-
uden udelukkende har indskrenket sig til at betragte Temperaturens Forandringer,
uagtet Opgaven angik Veirforandringer i Almindelighed, for hvilke navnlig Vindforhol-
dene upaatvivlelig have en ikke ringe Betydning, saa troer Selskabet ikke at kunne til-
kjende hans Arbeide Prisen.

Som Besvarelse paa det for det Classenske Legat i Aaret 1841 udsatte Priis-
spörgsmaal: „en nôiagtig Beskrivelse af de i Danmarks forskjellige Dele anvendte Me-
»thoder til Térvens Forkulling, saavelsom en indbyrdes Sammenligning af Producternes
Mængde, Beskaflenhed og Omkostninger,” var der indkommen en’ Afhandling med
Molto: ,,Det er altsaa klart, at Mangel paa Brændematerial og dets höie Priser for
Fremtiden 0. 5. v.”

Selskabet har fundet denne Afhandling udarbeidet med megen Flid og Omhu
og med en heldig Forening af theoretiske Kundskaber og Erfaring. Afhandlingen inde-

holder en Mængde paa lagitagelser i forskjellige Dele af Danmark og Udlandet stüttede

ey

Sammenligninger, der blive desto vigtigere, da flere Forsög ere anstilte med betydelige
Qvantiteter. Selskabet maa derfor ansee den ovennævnte Afhandling som et Arbeide,
der paa en særdeles tilfredsstillende Maade har fyldestgjort Priisopgaven, og derfor til-
kjegde den den udsatte Priis af 100 Rbd.

Forfatteren fandtes at vere polytechnisk Candidat Bendt Süborg Jürgensen.

Priisopgaver.
Den mathematiske Classe.

Det er bekjendt, at Iagttagelserne af Pleiadernes Bedækning ved Maanen. ere
af megen Vigtighed saavel med Hensyn til de geographiske Længdebestemmelser, som
med Hensyn til Bestemmelsen af Maanetavlernes Nöiagtighed.. Da nu de astronomiske
Forarbeider, som ved Undersögelsen af disse Iagttagelsers Resultat væsentlig ville komme i
Betragtning, for Oieblikket kunne ansees som tilstrækkelig fuldendte, idet nemlig ikke alene
den relative Stilling af 53 af Plejadestjernerne ved Bessel er bleven bestemt med höi
Grad af Nöiagtighed, men ogsaa Theorien om Formörkelsernes Beregning overhovedet
i den senere Tid ved forskjellige Forfattere har modtaget en betydelig Uddannelse, saa
udsetter Selskabet som Priisopgave: ;

At foretage en ny, til den praktiske Astronomies nuverende Tilstand svarende,
Beregning af alle, saavel i nyere som ældre Tider, observeerte Pleiade-Bedækninger,
ved hvilke de til Grund for Iagttagelserne liggende Tidsbestemmelser kunne antages at

have en med Hensyn til Iagttagelsernes Oiemed tilstrækkelig. Sikkerhed.

Den physiske Classe.

Benzoesyren fortjener ikke blot ved den Maade, hvorpaa den ved chemisk
Konst kan frembringes og forvandles, men ogsa ved det Forhold, hvori den staaer som
Planteproduct til det dyriske Stof Hippursyren, en udvidet Undersögelse. Til Oplys-
ning navnlig af dette Forhold er det vigtigt, ved tilbörligt anstillede Forsög at vere
forvisset om den angivne Forekomst af Benzoesyren i Græsarterne Anthoxanthum odo-
ratum og Hinrochloa borealis (Holcus odoratus Lin.) og om Mængden, hvori den er
tilstede i samme; ligesom det ogsaa er önskeligt at have vel anstillede Undersögelser
over flere Foderurter med Hensyn til denne Syre, Selskabet vil derfor belönne den

Afbandling, som bedst oplyser denne Gjenstand. !
15*

CXVI

Den philosophiske Classe.

At give en sammentrængt Fremstilling og grundig Vurdering af, hvad der
efter Kant er udrettet for Ethiken.

Den historiske Classe.

Blandt de mod Nord anlagte græske Colonier fortiener det Bosporanske Konge-
rige ved det cimmeriske Stræde i det nuværende russiske Taurien en besynderlig Op-
merksomhed, saavel paa Grund af denne Stats seregne geographiske Forholde og den
Indflydelse, disse i flere Henseender havde paa dens Stilling og Forfatning, som med
Hensyn til dens politiske Relationer og udstrakte commercielle Forbindelser.

Da denne merkelige greske Stats Historie endnu ikke er opklaret i den Grad
som det kan antages ved mere omfattende og derpaa i Særdeleshed rettede Under-
sôgelser at ville vere muligt, og da ogsaa saavel den noiagtigere Kundskab, der nu
haves om de vedkommende Egnes geographiske og locale Forholde, som de i senere
Tid efterhaanden gjorte Opdagelser af græske Mindesmærker, tilbyde Historieforskeren
nye Kiendsgierninger og Data, saa finder Selskabet Anledning til at fremsætte fålgende
Priisopgave:

Ved Hielp af en fuldstændig og opmærksom Benyttelse af Kilderne at levere
en saavidt mueligt oplysende Fremstilling af det græsk-bosporanske Kongerige, deels
med Hensyn til dets Omfang, Grændser og Naboforholde, deels i Henseende til dets
indvortes Forfatning og Tilstand, saavelsom dets udvortes politiske og commercielle
‘Forholde med Benytttelse af, og tilfüiede Oplysninger om de hidhörende Monumenter ~
fra den Tid, som endnu maatte haves tilbage i Mynter, Indskrifter, Ruiner af Byg-
ninger og Anlæg og andre historiske Minder; hvorhos Selskabet maatte ansee det for
hensigtssvarende og önskeligt, at Afhandlingen ledsages med et nüiagtigt, sammenlig-
nende geographisk Kort,

For det Thottiske Legat.
(Præmien 200 Rbd.)

At undersøge og fremstille de Love, hvorefter Metallegeringernes physiske
Egenskaber ere afhængige af deres Sammensætning.

CXVil

For det Classenske Legat.

1. Da den Mening er almindellg udbredt, at de forskjellige i Handelen fore-
kommende Saltarter spille en forskjellig Rolle med Hensyn til de dermed saltede Fiskes
Conservation og üvrige Egenskaber, ünsker Selskabet at foranledige en nôiagtig Under-
sögelse af denne Gjenstand, og fremsætter fölgende Priisopgave :

At samle og kritisk at bedömme Erfaringerne over den Indvirkning, som for-
skjellige Arter af Kogsalt udöve paa de Fiske, der skulle opbevares ved Hjælp af
Salt; at undersöge, paa hvilke Egenskaber hos de forskjellige Saltarter disse Virkninger
beroe, og at vise, hvilke af de hos os i Handelen forekommende Saltarter ere [de
bedste til Fiskesaltningen, og hvorledes man kan give de andre Saltarter de forlangte
Egenskaber. Præmien er 200 Rbd.

2. Da man i den senere Tid har begyndt at anvende forskjellige nye, garve-
stofholdige Legemer i Garverierne, saa bliver det saa meget vigligere for Garveren at
besidde et for ham beqvemt Hjælpemiddel til at bestemme Mængden af det Garvestof,
som findes i en eller anden vandig Oplösning. Selskabet udsætter derfor fölgende
Priisopgave: 7

At angive en Fremgangsmaade, hvorefter man med Lethed og Sikkerhed kan
bestemme Mængden af Garvestof i saadanne Oplåsninger, som benyttes i de nyere Gar-
verier. Præmien 400 Rbd.

3. Da vore Toldforhold gjåre det önskeligt, mcd Sikkerhed at kunne bestemme,
om en eller anden i Handlen forekommende feed Olie er reen Hampeolie eller kun en
Blanding, som indeholder Hampeolie, saa udsættes fålgende Priisopgave :

At angive en Fremgangsmaade, hvorved man fuldkomnere end ved de hidtil
bekjendte kan gjenkjende Hampeolie, og bestemme i hvilket Forhold den er tilstede i
en Blanding af fede Olier. Præmien 100 Rbd.

CX VIII

Besvarelserne af Spürgsmaalene, forsaavidt de ikke angaae vore fædrelandske
Sager, kunne være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller
danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med et
Motto, og ledsages med en forseglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand
og Bopæl, og søm bærer samme Motto. Selskabets i de danske Stater boende Med-
lemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Belönningen for den fyldestgjörende Besvarelse
af et af de fremsatte Spårgsmaal, for hvilken ingen anden Priis er nævnt, er Selska-
bets Guldmedaille, af 50 danske -Dukaters Værdie.

Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August 1845 til Selskabets Se-

cretair, Conferentsraad og Professor H. C. Orsted, Commandeur af Dannebrogen og

Dannebrogsmand.

å CXIX

For Aaret 1844.

Mødet den 5te Januar.

Professor Eschricht holdt et Foredrag over Hvalfostrenes ydre Former. Han viste, at
man i Almindelighed allerede paa Fostrene kan finde Charactererne for hver Art især,
og at man altsaa meget beqvemt kan benytte dem i Museerne fremfor de colossale
voxne Dyr. Saaledes viser sig allerede meget tidlig Rygfinnens Stilling hos Finhvalertie,
Brystfinnernes Form, hele Kroppens större Plumphed eller Smegtighed, Haarenes Antal
og Stilling omkring Munden og Neseborene, ved hvilke Tegn samlede hver Art vil
kunne bestemmes. Naar Exemplarerne ere ganske friske kan man selv kjende Farven
i en meget tidlig Alder. Rérhvalernes Bugfurer vise sig noget senere, ligesom ogsaa
Ryg- og Halefinne först længere hen i Fosterlivet anlage den blivende Form. Meget
forskjellig holder sig i hele Fosterlivet Hovedets Form og Störrelsesforhold, saa at det
er allermisligst derfra at hente Artscharactererne.

Ved at sammenligne en Rekke Fostre af forskjellig Alder have de Regler
viist sig, hvorefter de ydre Deles Form lidt efter lidt uddannes. De to. vandrette Hale-
Nlöie saaes allerede hos Delphinfostre af kun omtrent 4 Tommes Længde heelt ude paa
hver Side af Halespidsen, fra först af som neppe mærkelige Hudfolder, der lidt efter
Jidt antage Lancetform og senere krumme sig i forskjellig Grad hos de forskjellige
Arter. Rygfinnen uddanner sig paa samme Maade og omtrent samtidig med Halefldiene.
Udviklingshistorien, mener Prof. E. derfor, taler imod at ansee Halefléiene for analoge

Dele med Buglemmerne,

CXX

De yngste Hvalfostre fandtes ligesaa stærkt krummede som noget andet
Hvirveldyrfoster, men denne stærke Krumning mod Bugfladen gay Hvalfostrene et mere
fremmedt Udseende end den kan siges at give andre Fostre, eftersom hos de slirre
Hvaler Hovedet og Halen altid ere stillede stivt og ubüieligt i lige Flade med Rygraden.
Ved en nærmere Undersögelse viste det sig ogsaa, at Böiningen i Grunden aldeles ikke
laae i Ledene, men i selve Hovedbenenes og Hvirvlernes Form; thi hos Hralfostzene
sidder Nakkebenet egentlig i samme Stilling til Rygraden som hos de voxne Hyaler,
men Tindingbenene og Pandebenene hvelve sig fortil fra Rygside til Bugside, ligesom
det er Tilfældet hos andre Pattedyr i Fosterlivet og ligesom det hos Mennesket er
vedvarende. ‘Snuden er hos Hvalfostrene kort og bred, og vender hos de ganske
smaa Fostre ned- og bagad, hos de noget stérre lige ned mod Bugsiden. Hos intet
Dyr synes Formforandringerne at vere saa betydelige i Hovedets Dele som hos Hva-
lerne, thi deres Hjerneskal voxer forholdsviis saa lidt, og Kjæberne, især hos Barde-
hvalerne, forholdsviis saa uhyre, at hiin hos den voxne Hval bliver en ubetydelig Deet
af hele Hovedet, liggende heelt tilbage ved det store Hul i Nakkebenet.

At Fosterkrumningen ikke ligger i Delenes böiede Stilling, men i deres Form,
viste sig ogsaa ved Hvalfostrenes Hale, og Prof. E. havde derpaa udstrakt denne Under-
sögelse til Fostrene i Almindelighed og overalt faaet samme Resultater. Navnligen er
den Stilling, som Arme og Been have hos det menneskelige Foster, afhengig af deres
ufuldkomment forbenede Bruskes Form. Vedbliver denne Form efter Forbeningens
Fuldendelse, kaldes den ‘ved Födderne “Klumpfod”, der altsaa beroer paa en Feil i
Uddannelsen, ikke paa en for stærk Virksomhed af Büiemusklerne.

Paa fire Finhvalfostre, nemlig to af Vaagehvalen fra Bergen og to af den
grönlandske Keporkak, har Prof. E. overbeviist sig om, at den mærkværdige Opdagelse
af Geoffroy St. Hilaire, at Bardehvalerne i Fosterlivet have en Række Tender skjult i
Kjeberne, ikke alene gjelder for B. myslicetus men ogsaa for Finhvalerne. Tændernes
Antal er endog meget stort; de findes i begge Kjaber; de forreste ere mere lange og
tynde, de bageste mere runde og nogle af dem dobbelte. Ved at sammenligne dem
hos Fostre i forskjellig Alder lod sig endog eftervise, at de lidt efter lidt svinde fra
deres Spidser af, medens de ligge i Kjæberne, altsaa neppe nogensinde komme til i
Udbrud.

CXXI

Over en af polytechnisk Candidat Colding indsendt Afhandling, algav en nedsat
Comitee fölgende Betænkning:

“Hovedtanken i den Afhandling af polytechnisk Candidat Colding, hvorover
Selskabet har forlangt vor Betenkning, er, at de Krefter, som tabes for Maskin-
virkningerne ved Gnidningsmodstand, Tryk o.s.v. frembringe indvortes Virkninger i
Legemerne, f. Ex, Varme, Elektricitet o. desl., og at disse forholde sig som de tabte
Kræfter. For at bestyrke sin Mening har han anstillet en Række af Forsög over den
ved Gnidningen frembragte Varme.

Vi finde baade, at Hovedtanken fuldtvel fortjener en experimental Pråvelse, og
at hans Forsåg ere saa tilfredsstillende som man kunde forlange, med Hensyn paa de
Hjelpemidler, han havde til sin Raadighed. Vi foreslaae derfor at opmuntre ham til
Fortsættelsen af disse Forsög, ved at bevilge ham Hjelpemidler dertil, som antages ikke
at ville overstige 200 Rbdlr.”

Kjübenhayn den 4de Januar 1844.

H. ©. Örsted. Ramus. Hoffmann.

Til Revisor isledetfor afdüde Capitain v. Bendz valgtes Professor Ramus.

Müdet den 19% Januar.

Eutsraaa Kolderup-Rosenvinge forelagde Selskabet det andet Bind af det af ham paa
Selskabets Bekostning udgivne Udvalg af gamle danske Domme, afsagte paa Kongens
Retterting og paa Landsting. Han meddeelte i den Anledning nogle til Retshistorien
henhörende Oplysninger deels angaaende Bondestandens Vilkaar, deels angaaende Næv-
ningers og Sandemænds Domme, Ved at gjennemgaae de fem Herredags-Dombôger,
hvoraf de i 2det Bind meddeelte Domme fra Aaret 1537 til 1562 ere tagne, har han

optaget enhver Dom, som kunde tjene til at oplyse Bondens Tilstand i det nævnte
16

CXXI
Tidsrum, og han har derved fundet den Mening, som han har yttret i Fortalen til
iste Bind S. XXXI yderligere bestyrket, at vore Historikere fejle, naar de i Alminde-
lighed antage, at Bondestanden allerede paa den Tid var undertrykt. Med Undtagelse
af de Provindser, hvor Vornedskabet var indfört, vise en Mængde Domme det Mod-
satte; forekomme der end Exempler paa enkelte Lehnsmends og adelige Jorddrotters
Forsög paa at foröge Böndernes Afgifter eller paa at underkaste dem vilkaarlig Be-
handling, viser dog den hele Maade, hvorpaa Fæstebünder personlig forhandle deres
Sager for Kongen og Rigets Raad, og Sagernes Udfald paa Rettertinget, at den Under-
trykkelses Tilstand, som senere med stærke Farver skildres af Hamsfort, Ostersen o. Fl.,
endnu ikke kan vere indtraadt. Da det i denne Henseende er af Vigtighed at vide,
om Herremanden vilkaarlig kunde foröge Bondens Afgifter, oplystes af flere Domme, at
dette ikke var Tilfældet, og de Grunde, som Etatsraad Estrup i sit Skrift om Livsfæste
i Danmark (Kbhvn. 4842) har anfört for den modsatte Anskuelse, underkastedes en
nöjere Prövelse, hvilken findes meddeelt i Fortalen til det nu udkomne 2det Bind af
gamle Domme. Med Hensyn til Selvejerböndernes Forfatning gjorde Udg. opmerksom
paa en hidtil ubekjendt Ordinants af Kong Frederik d. Aste, som forbyder, at Bonde-
gods maa adsplitles; det er denne Bestemmetse, som er gaaet over i Christian d. 3dies
Recesser og i Christian den 5tes Lov 3—12—1; Hensigten med denne Befaling var,
at forebygge Bündergaardenes Deling ved Arv i smaae Lodder: een Arving skulde ude-
lukkende besidde Gaarden og Medarvingerne have Fyldest. Da der i Dommene findes
Exempel paa, at en Bondegaard har været deelt i 24 Dele, maa man udentvivl i hiint
Lovbud erkjende en Omsorg for Bondestandens Vel, som man ellers ikke har varet
tilbéjlig til at tillægge Frederik den Förste. Det synes at vere el af de Momenter,
som man har overseet i Bondestandens Historie, hvorledes den idelige Deling af Ejen-
dommene i smaa Lodder efterhaanden maatte bidrage til denne Stands Svekkelse i
samme Grad, som Adelens Magt tillog ved den Lethed, hvormed den paa Grund af
dens Skattefrihed kunde foröge sine Godsers Omfang. — Om Sandemends og Nev-
ningers Kjendelser give Herredagsdommene ikke faa Oplysninger, der just ikke tale
til Fordeel for Eedsvornes Domme, da en stor Deel af disse i den omhandlede Periode
bleve underkjendte. At man heller ikke paa Valdemarernes Tid havde en ubetinget
" Tiltro til disse Kjendelser, som et uforkasteligt Udsagn af den sunde Menneskeforstand,
saaledes som de, der nuomstunder fremtræde som Forfegtere af eedsvorne Retter,
jevnlig fremstille Sagen, viser allerede Jydske Lov (IL 7 og 42), som satte Sande-

mend og Nevninger under Biskoppens og de bedste Herredsmends Control, ligesom

EXXI

ogsaa efter Reformationen deres Domme bleve underkastede Prövelse först af den saa-

kaldte Landnevn og derpaa af Landstinget og endelig af Kongens Retterting.

Dr. Henrik Kroyer fremlagde et Arbeide over de nordiske Pyknogonider.

Denne lille Dyregruppe, om hvilken vor Kundskab endnu er saa særdeles
mangelfuld, berörer os vel ikke umiddelbart som paa nogen Maade gavnlig eller skade-
lig, og synes heller ikke i Naturens Huusholdning at spille nogen vigtig Rolle, saavidt |
man tör slulte af det ringe Artsantal, den ubetydelige Störrelse og Individernes sjæld-
nere Forekommen. Derimod savner den ikke Interesse i physiologisk og zoologisk Hen-
seende, efterdi den tilsyneladende frembyder en saa anomal Form, at det endnu ikke
har kunnet bringes til Afgjörelse, om den bör henstilles blandt Krebsdyrene eller de
edderkopagtige Dyr.

Den fortjente norske Naturforsker Hans Ström, Opdageren af denne Gruppe,
beskrev to Arter; en tredie Art lilföiede Otho Fabricius, en fjerde J. Rathke; og her-
med kan Rekken af de tilforn bekjendtgjorte nordiske Arter siges at være sluttet.
Gruppen modtager altsaa i denne Retning en ret anseelig Udvidelse, da Forf. troer at
kunne skjælne fjorten nordiske Arter, til hvilke endvidere kunde füies en bidtil ube-
skreven sydlig Form (fra Riv-Janeiro, den eneste, Forf. har truffet i Sydamerika).

De nordiske Arter henhöre under sex Slægter, af hvilke een er en ny, og fra
de övrige Pyknogonider i flere Henseender temmelig afvigende, Form; den bliver især
mærkelig ved en meget større Udvikling af den, ellers hos Gruppen rudimentære Bag-
krop, og viser i saa Henseende ligesom et Tilnermelses-Spor til den sædvanlige
Krebsdyrtype.

Ved den detaillerede Undersögelse af et forholdsviis betydeligt Antal Arter
mener Forf. at have vundet Adskilligt for en fuldstændigere og nöiagligere Karakteristik
af Ordenen i Almindelighed, saavelsom af dens nordiske Slægter. Ogsaa erhvervedes
enkelte Bidrag til Kjönnenes Adskillelse, hvilken her ingenlunde er saa let, som man
hidtil har antaget, efterdi Forf.s Undersögelse have ledet ham til det Resultat, at begge
Kjön hos de fleste — idetmindste blandt de nordiske — Pyknogonider ere forsynede
med Æggetraade (pedes oviferi). Endvidere meddeles Bemærkninger til Berigtigelsen

af nogle” Arters temmelig forvirrede Synonymi,

16*

CXXIV

Men især beriges Kundskaben om Ordenens Udvikling og Forvandling. Til
dette — tilforn aldeles mörke — Punkts Belysning gav Forf. for et Par Aar siden et
Bidrag (Naturh, Tidsskr. TIL 299 flg.; derfra optaget i Isis og fra Isis i Annales des
sc. natur.), i hvilket Ungerne af tre Arter, henhörende til ligesaa mange Slægter, be-
skreves, den ene Art gjennem to Stadier. Ved hans fortsatte Undersügelser kjendes
nu Ungernes förste Form, efterat de have forladt Aighylsteret, hos sex nordiske Arter,
henhörende til fem Slægter. Og idetmindste af een Slægt ligger Forvandlingen aaben
gjennem alle Stadier.

Arbeidet er iövrigt bestemt til at indlemmes i det franske Reiseværk over

Expeditionen til Spitsbergen.

Selskabet modtog:

Tijdschrift voor naturlijke Geschiedenis en Physiologie, uitgegeven door J. van der
Hoeven en H. W. de Vriese. A0de Deel. 4 Stk. 1843. 8.

Transactions of the geological Society of London. Second Series. Vol. VI, Part the
second. London 1812. 4.

Mödet den 2den Februar.

Professor Schouw meddelte en Beretning om det sidst udkomne 4Ode Hefte af
Flora Danica.

Til det sidst udkomne Hefte af Flora Danica kuytter sig Mindet om tvende
sörgelige Dödsfald; Erindringen om den Mand, der i 37 Aar forestod Værket og be-
sörgede en större Deel deraf udgivet end nogen af hans Forgiengere, — og om den
Mand, der i en ung Alder kaldet til at fortsætte dette kongelige Værk, bottreves,

medens han var i Begreb med at udarbeide det forelagte Hefte.

\'CXXV

Hornemann har ved at udgive 18 Hefter (1080 Tavler) af Flora Danica, ved
sin danske Plantelære, sine Reiser og sin udmærkede Liberalitet mod Botanikens üvrige
Dyrkere, evhvervet sig store Fortienester af Kundskaben om den danske Flora, ligesom
hans aabne, sandhedselskende, retsindige Charakteer og hans personlige Elskverdighed
fandt almindelig Anerkiendelse. Han endte derfor en lang, virksom og hæderfuld Bane;
og var hans Alder end ikke saa höi, at han, om han havde beholdt sin tidligere
Sundhed og Kraft, endnu kunde have virket, saa mildnedes dog Tabet ved Betragt-
ningen af hans sidste Aars Liv, i hvilken Aanden stedse indhylledes mere, saa at til-
sidst kun den egentlige Kjerne, den uendelige Velvillie og Kierlighed bley tilbage.

Anderledes var Forholdet med Drejer, 1 en tidlig Alder havde han, kiæm-
pende med trange Kaar, for störste Delen ved egen Kraft, ved fortrinlige Evner, sielden
Varme for Videnskaben og en Jernflid, arbeidet sig op til et betydeligt videnskabeligt
Standpunkt; flere vigtige Arbeider vare allerede udgivne, andre forberedte, da Düden
rev'ham ud af vor Midte. En umaadelig Brug af Snustobak — som siden ved retlig
Undersögelse befandtes at indeholde Blykalk — bidrog vesentligen til at foröge der.
Sygdom, han havde paadraget sig ved i den fugtige Sommer 1841 at gjöre en Reise
for Flora Danica.

Efter at Hornemann i 1841 om Foraaret havde udgivet det 39te Hefte af
Verket, vare hans Kræfter saa svækkede, at han anholdt om, at maatte som Medhjelper
autage Drejer, der allerede tidligere ved Reiser for Flora Danica og ved sin Flora Ex-
eursoria Hafniensis havde godtgiort sit Bekiendtskab med den indenlandske Flora, Faa
Maaneder efter döde Hornemann og nu havde Kongen den Tillid til den unge dygtige
Videnskabsmand, at han overdrog ham det Verk, der paa Titelen bærer Navne som
Ocder, O. F. Müller, Vahl og Hornemann. Drejer fortsatte med Iver det Arbeide,
han allerede som Medhielper havde begyndt, men en stor Deel af Vinteren 1844-42
var han sengeliggende, og han déde i Foraaret 1842.

Kongen fandt det rigtigst at udsætte Besættelsen af Udgiverposten, og forelöbi-
gen at overdrage Fuldfürelsen af det paabegyndte 40de Hefte til Dr. Vahl og Anmel-
deren ; og det var först i Juli 1843 at Bot, Docent Liebmann blev udnævnt til Flora
Danicas fremtidige Udgiver,

Aumelderen bemerkede, hvad der ogsaa vil sees af Texten selv, at næsten
det hele Arbeide efter Drejers Död skyldes Vahl; ikke blot har han ene besörget det
möisommelige Arbeide, som Tavlernes Trykning og Illuminationen medförer, men ogsaa

det videnskabelige Arbeide er i Hovedsagen hans Værk, Anmelderen har kun været

OSS,

Raadgiver og haft el almindeligt Tilsyn. Af de paa 60 Tavler afbildede 72 Planter
ere Tegningerne til

3 besörgede af Hornemann

19 af Drejer alene

22 begyndte af Drejer og fuldförte af Vahl, der, navnligen ved Mosserne

har haft det vigtigste Arbeide (Analysen),

48 af Vahl alene,

40 af Liebmann, för hans Reise til Mexico.

Af Plantearter, der ere nye, og her först aftegnede, indeholder dette Hette 8,
nemlig:

Corallorhiza ericetorum Drejer, en Art som er fundet af Botanikerne I. Lange
og Strom imellem Lyng ved Skillingskroen i Sielland, og som efter Drejers Mening er
forskjellig fra den der voxer paa Möen, hvilken han kaldte virescens (Ophrys Corallor-
hiza Lin.). Den nye Art er allerede antydet af Drejer i Kröyers Tidsskrift.

4 nye Arter af den talrige Slegt Carex nemlig: pratensis, nigritella, hemato-
lepis og filipendula, alle fundne af Vahl i Grönland, og den ene tillige af Lector Sten-
strup i Island; de ere kort forinden omtalle i Drejers Udsigt over de nordiske Cari-
ces i Kröyers Tidsskrift, og den ene tillige af Liebmann under Navn af C. Stenstrupii
i de skand. Naturf, Forhandl, 1840.

Dernest 3 nye Alger, fundne af Lector Stenstrup i de varme Kilder i Lau-
gerne ved Reikiavig i Island, og som give interessante Bidrag til Kundskaben om den
Varmegrad som visse Planter kunne udholde; nemlig: Scytonema Chthonoplastes, der
findes umiddelbart ved Bredden af en varm Kilde med en Temp. af 100 C. og som
danner Lag afvexlende med den af det varme Vand afsatte Kisel, paa lignende Maade
som Hoffmann Bangs Oscillatoria Chthonoplastes med afvexlende Sandlag bringer Hay-
bunden til at heve sig over Vandfladen i Odense Fiord. °

Spherozyga Japeti ved 33° C.

— thermarum ved 62—64° C.
Disse tre interessante Thermal-Alger ere tidligere omtalte af Liebman i de Skandinavi-
ske Naturforsk. Forb. 1840.

Foruden disse 8 nye Planter, indeholder Heftet 12 Planter, som ere nye for
den danske Flora eller kort forinden beskrevne i danske Skrifter, nemlig:

Colpodium latifolium.

Poa pendulina.

CXXVH

Saæifraga flagellaris.

Stellaria borealis.

Melandrium triflorum.

Carex festiva.

— fuliginosa.
Bryum elongatum alpinum.
— intermedium.
alle först fundne af Vabl i Grönland, med Undtagelse af Saxifr. flagellaris, der tidligere
blev fundet af Sabine i det nordlige Östgrönland.

Poa lara fra Island.

Bryum bimum. Paa Stenkulaske paa en indtaget Eng ved Strandmöllen.

Nostoc anisococcum, i et Vandkar i den bot. Have.

Ved at sammenligne dette Hefte med de tidligere vil man finde at Analyserne
ere langt fuldstændigere; dette gjelder iser om Mosserne, ved hvis Aftegning Vahl har
viist sit analytiske Talent. Illuminationen vil ogsaa findes at have gjort Fremskridt, som
skyldes hans Strenghed i at forkaste de mindre heldig udfürte Tavler.

Foruden Drejer og Vahl, have Liebmann, Steenstrup, Suhr, Steenberg, Lange
og Ström givet Bidrag til dette Hefte,

Udgivelsen af Flora Danica begyndte 1764 altsaa for 83 Aar siden. Der op-
staaer saaledes let det Spørgsmaal, naar skal dette Værk blive fuldfört?

Da Magister Drejer tiltraadte Udgivelsen paalagde Hans Majestet Kongen ham
at indgive en Plan, hvorefter Værket paa en hensigtssvarende Maade kunde sluttes,
saaledes at det blev et organisk afrundet Heelt. En saadan Plan blev udarbeidet af
Drejer og Anmelderens Betænkning derover indhentet, hvorefter Hans Majestæt re-
solverede :

4) At Kobberværket i Alt skal bestaae af 50 Hefter; altsaa endnu 40 Hefter ud-
gives. Tavlernes Antal, der nu er 2400, vil ved Verkets Slutning saaledes
blive 3000. Da der hidtil er udkommet et Hefte hvert andet Aar, vil saa-
ledes rimeligviis endnu 20 Aar hengaae inden Verket bliver fuldendt.

2) At alle Arter, af de i de danske Stater vildtvoxende Planter deri skulle vere
afbildede med Undtagelse af Svampe, Lavarter og Alger, i Henseende til hvilke
det ansees tilstrækkeligt at et vist Antal Arter repræsentere de vigtigste og
meest charakteristiske Former.

3) Derhos er der tilsagt Udgiveren Understéttelse til et Tillæg til -Kobberverket

CXXVIII

under Navn af ,,Genera plantarum phanerogamarum Flore Danice,“ bestaaende
af 200 Taler i 4to, der i Conturer og uden Illumination, skulle fremstille
nôiagtige Slægtsanalyser af de danske phanerogame Planter samt Bregner.
Men med dette Kobberværk er den oprindelige Plan af Værket ikke udtömt; dette
hidtil udgivne Kobberverk hedder „Icones plantarum sponte nascentium in regnis Daniæ, Nor-
vegiæ etc. — ad illustrandum opus de iisdem plantis Regio jussu exarandum Flore Da-

nice nomine inscriptum,”

Den egentlige Flora Danica, hvorved man efter den oprin-
delige Plan har forstaaet en udförlig Beskrivelse og Historie af alle i Riget forekom-
mende Planter samt deres Anvendelse, er aldrig udkommet. Oeders Nomenclator og
hans Lerebog (i alle 3 Sprog) ere Inledninger dertil og Hornemanns Plantelære et in-
terimistisk Surrogat derfor. Ogsaa for dette beskrivende Værk er taget Bestemmelse,
idet Kongen har befalet:

4) At den egentlige Flora Danica skal indeholde Arternes og Slegternes Kiende-
merker, Beskrivelse, Synonymie, geographiske Forhold, en kort Sammenligning
med tilgrendsende Florer, samt Angivelse af, hvilke fremmede Arter der dyr-
kes i Friland og kunne benyttes som Landets egne Planter. Delte Verk skal,
ligesom hidtil var Tilfeldet med Texten til Kobberverket, udkomme paa de
tre Sprog Dansk, Tydsk og Latin,

5) At der desuden skal udkomme paa de tre Sprog en Synopsis, der kun skal
indeholde Diagnoser og Voxesteder.

6) Hvad Planternes Anvendelse angaaer, som efter den oprindelige Plan ogsaa
skulde omhandles i Verket, da er der ikke paalagt Udgiveren nogen Forplig-
telse; men det er ham tilladt at benytte Tavlerne til særskilt at udgive de for
Forstmanden, Agerdyrkeren, Technologen, Medicineren og Pharmaceuten tien-
lige Planter, og kunne disse ledsages af Haandbôger, udgivne af Mend i de
forskiellige Fag, der med Held kunne bearbeide disse serskilte Dele af den

anvendte Botanik

CXXIX

°
Selskabet modtog :

Acta socictalis scientiarum fennice. Tomi 2di fasc. 1. Helsingforsiæ. 1843.
H. I. Link, Jahresbericht über die Arbeiten für physiologische Botanik im Jahre 1841.
Berlin 1843. 8vo.
— Ausgewählte anatomische botanische Abhandlungen. 2, 3 und 4 Heft.
Fol. Berlin.

Mödet den 164 Februari.

De behagede Hs. Maj. Kongen allernaadigst at vere tilstede og tage Forsædet i
dette Möde.

Professor Madvig forelæste en af Orientalisten Cand. N. L. Westergaard til
Hans Majestæt Kongen indsendt og af Allerhöistsamme Selskabet allernaadigst tilstillet
Udsigt over de videnskabelige Resultater af Hr. Westergaards Reise i Persien, dateret
Teheran d. 2den Novbr. 1843,

Hr. Westergaard, om hvis Ophold og Forskninger i Indien findes en Medde-
lelse i Oversigten over Selskabets Forhandlinger i Aaret 1843 S. 28 ff., ankom fra In-
dien til Bushire (Abuscher) ved den persiske Bugt den fürste Marts 1843. Hovedfor-
maalet for hans Reise til og i Persien var Undersôgelsen af den litterære Tilstand og
muligen bevarede Oldskrifter hos Ilddyrkerne, Gæbrerne, i det östlige Persien; et andet
Formaal var Efterforskningen og Undersögelsen af archeologiske Mindesmerker fra den
achemeniske (gammelpersiske) og sassaniske eller sassanidiske Tid (det nypersiske Rige,
som i det trettende Aarhundrede efter Christus afléste Parthernes Herredömme). Begge
disse Formaal fastholdt ham i det sydöstlige Persien, hvor han gik ud fra og vendie
tilbage til Shirdz til Slutningen af Junimaaned. i

XI. ' 17

CXXX

La
Gäbrer, disse Efterkommere af de gamle Perser, findes nu kun i Yäzd og de

nærliggende Landsbyer og i Mirman, og begge Steder er deres Antal kun ringe, i Yäzd
1000 Familier, i Kirman, formedelst Aga Mohammed Khans voldsomme Forfölgelse,
ikkun 100. De fleste ere Agerdyrkere, faa drive Handel, og disse besöge undertiden
de större Stader, dog uden at nedsætte sig der. Blottede for deres i Indien levende
Troesbrödres Energie og Driftighed, leve de i stor Uvidenhed baade i andre Henseen-
der og i hvad der angaaer deres Religion. To for Lærdom anseete Dasturer eller
Ypperstepræster, Kai Khusru og Shawer, vare döde, og hos deres Sönner, de nuvæ-
rende Dasturer, fandt W. intet videre Spor af Lærdom end Kjendskab til de liturgiske
Formularer og Böuner, af hvilke de havde lart Zendordene udenad uden at kjende Be-
tydningen. Med stor Forekommenhed viste de W. deres Mærkværdigheder, deres Ild-
templer og Begravelsessteder og deres Böger; men Antallet af disse sidste udgjorde i
det Höieste 30 af de almindeligste. Dog lykkedes det W, her at forskaffe sig nogle
mindre almindelige Pehlvi- (Pehlevi) Böger, og han antager, at man nu, naar han faaer
bragt hjem hvad han har erhvervet, i Kjöbenhavn vil have Copier af Alt, hvad den
store Forsamling af Dasturer eller Ypperstepræster under de fürste Sassanider redigerede
i Zend og oversatle af Pehlevi. Saavel om denne Redaction som om Zendsprogets
geographiske og chronologiske Stilling i Forhold til det i Kileskriften fremtrædende
oldpersiske Sprog, som det under Achemenerne levede i Vestpersien, i Forening med
hvilket Zendsprog danner den old-iranske Stamme, har Hr. W. allerede nu seet sig
istand til at opstille saare interessante Synsmaader, men hvis Meddelelse synes at burde
forbeholdes ham selv, ligesaavel som Udviklingen af hans Betragtning af den iranske
Sprogstammes sideordnede Stilling til den indiske og dens fra de med Sanskrit nærmest
sammenhængende Sprog adskilte Slægtskab og Forgreuing ind i Europa.

Saavel de achæmeniske Mindesmærker ved Pasargadæ som de langt vigtigere
Levninger af Persepolis har W. undersögt og, foruden at bekræfte Niebuhrs höist om-
hyggelige Copier af de persepolitanske Indskrifter, har han fundet og ved Hjelp af et
Telescop paa det Nöieste afskrevet nogle andre hidtil aldeles ubekjendte Indskrifter paa
Kongegravene i de ligeoverfor Persepolis liggende Bjerge, der baade i lingvistisk Hen-
seende ere höist vigtige og af betydelig historisk Interesse. De angase Darius Hysta-
spis og give hans Genealogie aldeles overeensstemmende med Herodot og en Folkefor-
tegnelse, der er vidlléftigere end den, som findes i en af Niebubr copieret Indskrift.
De ere (ligesom den niebuhrske) affaltede i tre Sprog, det oldpersiske, bvis Skriftcha~
racterer Prof. Lassen i Bonn, först, stöttende sig paa Rasks Opdagelser, har dechiffreret,

EXXXT-

et andet, i hvis af Bogstavskrift og Stavelseskrift forunderlig blandede Skriftssystems
Dechiffrering W. har gjort ikke ringe Fremskridt og som han er tilböielig til at antage
for det mediske Sprog, og et tredie, hidtil ikke dechiffreret.

Sculpturmonumenter fra Sassanidernes Tid har W. undersögt ved Shahpur,
Firuzabad, Darabjärd og Persepolis; Indskrifter findes kun paa det sidste Sted, alle i
Pehlevi; ogsaa disse har W. copieret. Alle de af ham copierede Indskrifter har han
sendt til Prof. Lassen.

Efterat have sluttet sine Undersögelser i disse Egne, drog W. mod Nord og
naaede den 26de Juli Isfahan, med det Forsæt at benylte den gode Aarstid til at gaae
mod Vest over de bakhtyariske Bjerge for at besöge de her liggende Ruiner af Bib-
lens Sushan og det persiske Susa. Den russiske Gesandt i Teheran. til hvem W. ved
Hans Majestæt Kongens Forsorg var anbefalet ligesom til den engelske Gesandt samme-
steds, havde sendt ham til Isfahan flere Anbefalingsskrivelser til de bakhtyariske Höv-
dinger, der leirede paa Veien igjennem Bjergene. Men samme Dag han betraadte Is-
fahan, frembröd en heftig Feber, som han havde paadraget sig ved at afcopiere Ind-
skrifter i den meest brændende Solhede og ved idelig at maatte nyde slet, saltagtigt
Vand, og som snart gik over til en Inflammation i Leveren og Underlivet, der i nogen
Tid gav ringe Haab om hans Liv. Velvillig Pleie, men ringe Lægehjælp fandt han
fürst hos den catholsk-armeniske Biskop, siden hos den armeniske Erkebiskop, og be-
nyttede, da det heftige Anfald var forbi, Tiden til at studere Armenisk, Reisen over
de bakhtyariske Bjerge maatte nu opgives, da baade den gode Aarstid var forbi og han
var for svag til at udholde Besverlighederne. Endnu syg bréd han op fra Isfahan og
naaede den 9de October Teheran,- hvor han ikke fandt nogen europæisk Lege, men
mödte en forekommende Velvillie hos de Gesandter, til hvilke han var anbefalet. Den
dde Novbr. agtede han at reise fra Teheran til Täbris, som han haabede at naae den
20de November. Derfra vilde han gaae til Tiflis og igjennem Rusland til Petersborg
og paa Veien baade gjöre sig nogenlunde bekjendt med det georgiske Sprog og de
caucasiske Dialecter og opholde sig nogen Tid i Kasan som Hovedsedet for Studiet af
mange östasialiske Tungemaal.

Senere Efterretninger fra Hr. W. haves fra Tiflis, ifélge hvilke han maa opgive Op-
holdet i Kasan. Hans Majestæt Kongen har saavel til Omkostningerne ved den sidste Deel af
Reisen som til Anskaffelse af adskilfige vigtige orientalske Sprogværker alter skænket
‚ Hr. W. en Understöttelse af 500 Rbd., hvorom han havde ansögt, og desforuden er

der af Communitetet, med kongelig Tilladelse, tilstaaet ham et nyt Bidrag af 300 Rbd.

væ

CXXXII

Professor Jürgensen meddelte et Bidrag til en anskueligere Fremstilling af Me-
chanikens Lære om et Legemes Hovedaxer. Denne udgjör et af da Capitler i den
analytiske Mechanik, hvor der ikke synes at vere Andet tilbage, end at gjöre Fremstil-
lingen saa simpel og klar, som muligt. Fölgende Uddrag af et utrykt Compendium
over Mechaniken er et Forsög herpaa.

Naar Verdierne af de 6 bestemte Integraler .

[an Ar [yrdn= B, Sam ==
[yzdm =D, fasdm=E, frydm = F,
for et givet fast Legeme ere bekjendte, findes Traghedsmomentet S med Hensyn til
en Axe, der gaaer igjennem Coordinaternes Begyndelsespunkt og danner Vinklerne a, fø,
y med Coordinataxerne, ved Ligningen
S= Asin °a@-+ B sin ?8 + Csin ?y
— 2D cos B cos y —2 E cos « cos y — 2 F cos a cos f.

Vil man finde, hvilke Verdier af a, 8, y der kunne gjöre S til et Maximum

eller Minimum, saa maa man forbinde denne Ligning med Ligningen

cos *@ + cos *8 + cos *y = 4,
differentiere med Hensyn til & og Ø og sætte ae 0 og (G)=°.
Denne Regning vilde blive noget vidtléftig; men det vil vere tilstrækkeligt at under-
sige Betingelserne for, at Træghedsmomentet med Hensyn til een af de givne Coordi-
nataxer sely kan vere et Maximum eller Minimum. Setter man derfor Træghedsmo-
mentet med Hensyn til f. Ex. z-Axen = T, saa har man

T= [@%+y%)dm= A+B,
og for en Axe, der gjör en uendelig lille Vinkel dy med denne, findes det ved i oven-
staaende Udtryk for S at forandre & til 900 + da, 6 til 900 + dB og y til dy, samt
bortkaste dæ?, dß?, dy? og da dB; man finder saaledes

S—T=daT=2Ddép+2Eda,

aT dT’
fölgelig de =2E, 2) = ? D.

For at altsaa z-Axen kan have den forlangte Egenskab, maa man have E=O
og D=O, og fülgelig vil der, for et hvilketsomhelst givet Punkt, taget som Coordina-
ternes Begynde!sespunkt, stedse vere tre paa hinanden lodrette Axer med denne Egen-
skab, saafremt man kan legge Axesystemet saaledes, at D=O, E=0, F=0, Disse

CNX
Axer ere Hovedazxerne, og at de anförte Betingelser stedse kunne opfyldes, viser föl-
gende Betragtning.

” Idet man igjen lader x-Axen, y-Axen og z Axen vere tre hvilkesomhelst ret-
vinklede Axer, betegne man ved À, u, » Coordinaterne for Punktet (x, y, z) med
Hensyn til tre andre retvinklede Axer igjennem samme Begyndelsespunkt, og sætte Inte-
gralerne med Hensyn til disse Axer

Adam = L, [dm = M, [pam EN:
fuvåm == P; Jam == Q, [udm == R:

Hvis man nu i Integralerne A, B,C, D, E, F, efter Reglerne for Coordinater-
nes Transformation udtrykker x, y, z som Functioner af A, u,v og derpaa, for at gjére
de sidstnævnte Axer til Hovedaxer, antager P= 0, Q == 0, R=O, saa bestemmes L,
M,N ved de samme Ligninger som man vilde finde ved efter hine Regler at transfor -
mere Ligningen

Aa®+By®+Cz°+2Dys+2Erzs+2Fay =1

ul LA? + Mu? + Nv?=1.

naar A, B,...N vare constarite Coefficienter (see Forf’s. analytiske Stereometrie $.
43—45). Heraf kan man slutte, at naar man tænker sig en Overflade af anden Grad,
i hvis Ligning

Ae®+By®+Bz:?+2Dyz+2Eaz +2 Fry=1
Coefficienterne A, B,... F ere proportionale med de ved samme Bogstaver betegnede Inte-
graler, saa ere de tre Integraler L, M, N proportionale med de tilsvarende Coefficienter i Lig-
ningen for den samme Overflade med Hensyn til dens retvinklede Diametre, og Hovedaxernes
Beliggenhed imod Axerne for a, y, z er den samme, som disse Diametres Beliggenhed mod
Overfladens oprindelige Coordinataxer. Da Integralerne L, M, N efter deres Natur ere
positive, saa er denne Overflade en Ellipsoide og Integralerne omvendt proportionale
med Qvagraterne af dens Axer, Herved er naturligviis tillige Tilstedeværelsen af tre
Hovedaxer for ethvert givet Punkt i (eller udenfor) et Legeme godtgjort.

Ere x-, y- og z-Axen Hovedaxer, saa bestemmes, ifölge det Foregaaende,

Traghedsmomentet med Hensyn til en hvilkensomhelst Axe ved Ligniugen
S = Asin ?œ + B sin *6 + C sin *y,
eller, ifülge Ligningen cos «+ cos 28 + cos 2% = 1,
S = (B + C) cos ?œ + (A+ C) cos ?B + (A + B) cos ?y,
hvor B + C, A+ C, 4 + B ere Treghedsmomenterne med Hensyn til æ-, y- og z-Axen.

En Ellipseide, bvis Axer a,b,c falde sammen med Hovedaxerne og forholde

CXXXIV

sig omvendt som Qvadratrédderne af de tre Træghedsmomenter med Hensyn til disse,
vil have til Ligning

ro Bee C:A+B.

a? 62 c
Drages til Punktet (x,y,z) en Halvdiameter, der med Axerne danner de tre
Vinkler a, B, 7, saa bar man, ved at dividere Ligningen for Ellipsoiden paa begge Si-
der med x? + y? + z? =r? = Qvadratet af Halvdiameterens Længde,
4, 4 4
rats 2a + m cos *ß SR cos ?y.

1
Altsaa f. Ex. CN M ER a:
r

a

d. e. Treghedsmomentet med Hensyn til en hvilkensomhelst Diameter forholder sig til
Træghedsmomentet med Hensyn til en Axe i Ellipsoiden, omvendt som Qvadratet af
dennne Diameter til Qvadratet af Axen. Af de tre Treghedsmomenter med Hensyn til
Hovedaxerne er altsaa det ene et Maximum, det andet et Minimum og det tredie hver-
ken et Maximum eller et Minimum. ‘

Poinsot har i et lille Skrift, betitlet: théorie nouvelle de la rotation des corps,
extrait d’un mémoire lu a l’Académie des Sciences de l’Institut, le 19 Mai 1834, pag.
21 f. gjort opmærksom paa den sidstnævnte Ellipsoide, hvilken han, med Hensyn til
Hovedaxerne igjennem Legemets Tyngdepunkt, kalder ellipsoide central. Dette Skrift
indeholder forresten ingen analytisk Udvikling; Afhandlingen selv, der, efter Uddraget
at démme, maa vere af stor Vigtighed, har Forf. af foranstaaende Meddelelse ikke
kunnet finde trykt.

Selskabet modtog:
Journal of the Royal geographical Society of London Vol. XI. Part. 2. 8.

Address to the Royal geographical Society of London, delivered at the auniversary
meeting on the 22d Mai 1843. By W. R. Hamilton. Esq. London 1843. 8.

_CXXXV

Mødet den 1°!e Marts.

Dette Möde blev holdt i det kongelige Palais og Hans Majestet Kongen behagede

sely at lede Forhandlingerne.
Udkastet til Selskabets Budget blev forelagt af Kassecommissionen ved dets

Medlem Elatsraad Rosenvinge og efter Dröftelse og de fornödne Afstemninger, blev

indeverende Aars Budget bestemt saaledes:

Indtægter. Rbd. Sk.

4, Kassebeholdning ved Slutningen af 1843..........- 4642 26

Qaanentersal Selskabets Honds les ste se ete e (Sa RET 5334 ”

en) Hraadet. Classenske. Eideicommis. «2... 00. = s s 200 ”

fo Fora Salzett afs Selskabets Skrifter: 1.1... 0. Sirene 400 ”

I Alt | 10,276 26

Naar herfra fradrages for Indkjôb af 2000 Rbd. i Kgl. Obligationer 2051 79
Bliver den saaledes anslaaede Indtægt 8224 43

Udgifter. Bbd. Sk.

4. Gager og Lénninger....-.... alarpstak sei ie) e 885 "

2. Til Samfundet for den danske Litteraturs Fremme...... 181 70

Sn NP ee ee rome node ele de Lo € 400 ”

4. Selskabets Skrifer.......... ER SÅ a SE 585 1500 ”

MEME ogen et cie care moines utide hunde. ME BEN cine 250 i
6. Det magnetisk - meleorologiske Observatorium........ 600 ”

7. Collectanea meteorologica . . : . . . . . . . site lente 226 ”

8. CH Den artesiske Bréndboring . . .. . . . . . . . .. u 4000 ”

9. Til 3die Bind af Etatsr. Rosenvinges Samling af gamle panne 500 D

40. Regestum Diplomaticum . ........... sept 800 "

Lateris 6342 70

+) Denne Indtzgispost var i Budgettet for 1843 opfört med 5518 Rbd. men er nu formindsket
med 184 Rbd. paa Grund af, at flere Selskabet tilhörende Obligationer til et Belöb a
6690 Rbd. ere realiserede i Aarets Lob. Efterat Selskabets renteberende Capital, der ved
Udgangen af 1842 udgjorde 132,562 Rbd., saaledes var nedsunken til 125,962 Rbd., er den
i Begyndelsen af indeværende Aar foröget med 2000 Rbd. i Kgl. Obligationer og udgjö
altsaa nu: 127,962 Rbd.

CXXXVI

Transport

44. Til Trykningen af en Afhandling af Magister Drejer . . . .

42. Tegninger til en Afhandling af Dr. Kréyer ...:.....

43. Til Undersögelse af Vegetationen i Odsherreds Bugt. . . . .

44. Pastor Magister Beckers Skrifl: Udlog af Danske Gesandters

LSOSGHOTTES? 61S ENS ne cie eee ee fe ce ale Ho RO
45. De besselske Soltavler . . . . + . . . 2 OD ||

46. Knudsens Bidrag til Danmarks Topoerapete i Middelalderen
47. Subscription paa 40 Exemplarer af 2det Bind af Saxo samt til
Kobberne i Saxo .......-. II Hr 0
48. Til Justitsraad Molbechs Glossarium ........ Bere
49. Til Udgivelsen af nogle Documenter ved Dr. Kalkar indtil
20. Til Dr. Hübertz Samling af Documenter vedkommende
FRANHUUSTFAR one: Mteizeikokefifehecne "> tete entente We Polis elve
24. Til Cand. Coldings Forsög ..... are er ane Po Re Re
Pe.) SelskabeisfHölien i Banken ut. ICE on 86
PS: Gualibkationersnaltnsilätt suet i lal SIG oie Ut meus
24. Brænde, Lys. og forskjellige andre Udgifterr..........
25. Til Disposition i Aarets Löb . ..... oo nd

Heraf skal den med + betegnede Udgiftspost udredes af det disponible Fond,
saa at Aarets Udgifter anslaaes til 8224 Rbd. 43 Sk.

‘

Ifélge Selskabets tidligere Beslutning meddeles herved Extract af Regnskabet
for 1843.

Indtægter. Rbd. Sk.
JE Reuter af Selskgbets Fonds 2 2 a sa uno. ee 5477 5
PR Era def Glasenske, Fideicommis: SEERNE cle sonen 200 ip
3. Ved Salg af Selskabets Skrifter for 2 Aar. . . . . . . . .. 337 40
4. For Omkostningerne ved Medaillen som Hs. Maj. Kongen bar

Gyerideet-wer TeMINOCLeLy 9. - leis) le! eee tente eier e neo ole 330 94.
batt 6845 | 43

Udgifter. Rbd. Sk.
ASeGarer pg, Honning eSATA yt oi dédie tatere 885 "
2. Renter til Samfundet for den danske Litteraturs Fremme, af
den til Videnskabernes Selskab indbetalte Capital ...... 481 70
en MSlSKaDets SLT ERA Re eue =. eee atte lee sels ells es 2334 48
Ave Ordhogente ewer ete UE Ter ER CES À Mere 39 44
5. Det magnetiske Observatorium og den meteorologiske Comité 480 14
6. Udgivelsen af Collectanea meteorologica. . . . . Se GeO One 50 ”
7. Den artesiske Bröndboring til Dækning af nern enge i
ASUS era Sieh esto MOST EE Se Geen c 997 60
8. Regestum Diplomaticum........ Seep Sasi a en 1059 68
9. Samling af gamle Domme, udgivne af Etatsraad Rosenvinge
PREM EECLac eure tates: ei atette Noa aile Meike SBS gele rs Ness - 500 "
40. Magister Drejers Symbolæ Caricologice ..... tt len ae 200 ”
44. Justitsraad Molbechs og Prof. Petersens Diplomsamling .. . 26 64
AA: Beslrivelse tal. Island) net. Hi. te dd here 16 2 500 ”
43. Prof. Scharlings Forsög over Aandedrattet....... non 200 v
fee oelskabetsmsubel testis: mercial SENER SANSERNE STENE BESES ARE 1069 2
aser Selskabets "Folier i Banken etes à Joa ee clo ols 5 32
A GemeGrHutilicatlOner cs erstehen Dette lei agente ee lotte Me MVL AE å 46 i
47. Brænde, Lys og forskjellige mindre Udgifter........ 371 63
I Alt 8973 69
Efter Budgettet 1843 skulde Nr. 7, 8, 9, 12, 14 udredes af det
Tone UW Gas Gio SSG oa co PER SO Sore cle 4126 54
Udgifter paa Aarets Conto altsaa: 4847 45
Rbd.
Ved Udgangen af 1842 var Selskabets Capital . . . . . 132,562.
Kassebeholdningen . . .. 670,
133,232 ”
Rbd.
Ved Udgangen af 1843 var Selskabets Capital. .... 125,962.
Kassebeholdningen .... 4,642.
130,604 "
18

C XXXVI

XI,

XXXVI

Det nye Samfund for den danske Litteraturs Fremme havde tilskrevet Viden-
skabernes. Selskab om at erholde Renterne af den Capital som det oplöste Samfund af
samme Navn havde overdraget Videnskabernes Selskab, udbetalt indtil videre, Selska-
bet bevilgede Renterne paa ny for 5 Aar.

Den i Anledning af Dr, Hibertz Andragende afgivne Comité-Betænkning var
af fülgende Inhold:

„Det kongl. Videnskabernes Selskab har i Skrivelse af den 2den f. M. forlangt
Undertegnedes Betænkning angaaende et til Samme indkommet Andragende fra Dr. med.
Hübertz, hvori denne anholder om Underståttelse til Udgivelse af en Samling af Docu-
menter til "Aarhuus Byes Historie, bestaaende af Afskrifter, fuldstændige eller i Udtog,
af Alt, hvad der findes i Archiverne i Aarhuus til dette Emne, til hvilken Samlings
Fuldendelse Selskabet tidligere har tilstaaet ham en Underståtning af 200 Rbd. Dr.
Hiibertz forklarer at bemeldte Samling indeholder omtrent 1000 Nr:, og at det Hele vil
udgjöre over 40 Ark trykte i almindeligt Octavformat. 1 den Forudsætning, at det
vilde have Vanskelighed, at faae det Hele udgivet, andrager han paa, at ham til Udgi-
velsen af en enkelt Periode, hvortil han foreslaaer de 400 Aar fra Christian den 4des
Död 1648 til 1747, og som han antager at ville fylde 20 Ark, maatte tilstaaes-en ny
Underståttelse af 200 Rhd.

Efter den Kundskab, som Underteguede allerede iforveien havde til Dr. Hü-
bertz’s Samling af Materialier til Aarhuus Byes Historie, og efter de Pröver deraf, som
han ogsaa nu har forelagt, kunne vi ikke andet end ansee det for ünskeligt, at disse
Materialier, som indeholde authentiske Bidrag til Statens indvortes Historie, og, om end
af forskjellig Betydenhed, for samme have Vigtighed og Interesse, maatte blive udgivet
i Trykken, dog saaledes, at ved Trykningen af bemeldte vidtlåftige Material-Samling et
passende og kritisk Udtog skeer af de vigtigere Actstykker, Documenter og Protocol-
Uddrag, og at Selskabet under saadan Betingelse ved en passende Underståttelse dertil
vilde medvirke, 1 denne Henseende skulde vi ansee det for meest hensigtssvarende:

4) at bemeldte Afskrifter eller Uddrag udgives aldeles i chronologisk Orden fra

den Tid af, Samlingen begynder — det ældste Document er fra 1404 — i

fortlåbende Nr. med vedtegnet Aar og Datum, samt med kort Angivelse af

CXXXIX

Indholdet i en tilfüiet Overskrift m. v., omtrent paa den Maade, som ved
Udgivelsen af det ved C. Molbech og N. M. Petersen foranstaltede Udvalg af
hidtil utrykte danske Diplomer er bleven fulgt og fölges.
2) at de udgives i samme Format, nemlig i stor Octav.
3) at — paa samme Maade, som for nogen Tid siden ved en lignende Anled-
ning blev tilstaaet Dr. Kalkar — Dr. Hübertz tilsiges en Understöttelse af 8
Rbd. for hvert trykt Ark i bemeldte store Octavformat indtil en Störrelse af
25 Ark, og at dertil bevilges en Sum af 200 Rbd. paa Budgettet for 1844.
hvorhos vi formene, at det kunde anbefales Dr. Hübertz deels, forinden han begynder
Trykningen, at raadföre sig med undertegnede Comite angaaende Arbeidets Udförelse
efter ovenangivne Punkter, deels ogsaa, efterat Trykningen er begyndt, at forelegge
den historiske Klasse eller Undertegnede nogle af de förste Ark, om man herved
skulde finde Anledning til at meddele Udgiveren nogen Bemærkning eller Vink.
Ved med denne Betænkning at henstille Sagen til Selskabets nærmere Be-
stemmelse, lade vi det tilstillede Bilag fålge tilbage.
Kjôbenhavn i Januar 1844.
Engetstoft, 3 Werlauff, Molbech, Velschow.

= Til bortdöde Medlemmers Minde.

Selskabet har i Löbet af forrige Aar tabt 3 af sine Medlemmer.

Dets Æresmedlem Hs. Exl. Geheimestatsminister Johan Sigismund v. Mösting;

Dets ordentlige Medlem af den physiske Classe Professor Ludvig Levin
Jacobson;

Dets ordentlige Medlem af den mathematiske Classe, Capitain v. Bendz, Lerer

i Mathematiken ved den militaire Höiskole.

Geheime-Statsminister v. Mösting var födt den 2den November 4759 paa

Moen, hvor hans Fader, Geheimeraad Frederik Christian v. Mösting, var Amtmand.
18 *

CXL

Hans Familie har sin Oprindelse fra Tydskland, men har nesten i 200 Aar staaet i
dansk Tjeneste. Han studerede ved Kjöbenhavns Universitet, blev 1782 Kammerjunker,
senere Auscultant i Rentekammeret, og 1789 beskikkedes han til Amtmand over Ha-
derslev östre Amt. 4803 blev han Storkors af Dannebrogen.

I 1804 kaldtes han til at vere President i det daverende tydske Cancellie.

I Aarene 4805 til 4811 var han-tillige förste Medlem af Feldtcommissariatet,
som fulgte Hovedqvarteret.

4808 blev han Ordensskatmester.

I en Deel af Aarene 1810 og 1811 forestod han Presidentposten i det danske
Cancellie, medens dets President Kaas som Medlem af den norske Regjeringscommission -
var fraverende.

Ved Rigsbankens Stiftelse blev han Overdirecteur for samme, men endnu i
Slutningen af 1813 blev han udnævnt til Finantsminister og Præsident for Rentekam-
meret, og ikke lenge efter udnævntes han ogsaa til Geheime-Statsminister. De to
förste Embeder nedlagde han allerede 4831 for sin fremrykkede Alders Skyld.

1815 (34. Juli) udnevntes han til Ridder af Elephanten,

og den Øde Februar 41846 til President for Statsgjeldsvæsenet og den syn-
kende Fond.

4826 (31. Mai) til Vicecantsler for de kongelige Ordener,

1828 (1. Novbr.) til Ordenscantsler.

4838 (2. Marts) blev han Chef for det store Kgl. Bibliothek, Museum for
Naturvidenskaben, Bestyrelsen af den Kgl. Kobberstiksamling og President for Commis-
sionen til Oldsagers Opbevaring,

1540 (22. Mai) blev han Overkammerherre. |

1 Forbindelse med disse höie Embeder og Æresposter var han endnu Præses
eller Medlem af mangfoldige vigtige Directioner og Commissioner,

4842 fik han, iovereensstemmelse med sit eget Onske, efterat have tjent i
60 Aar, under 3 Konger, Afsked fra sine allerfleste Embeder, med Bevidnelse af Hs.
Maj. Kongens allerhôieste Bifald for hans lange og tro Tjeneste, hvorhos Hs. Majestæt
forbeholdt sig endnu at höre hans Raad over vigtige Sager. Han vedblev endnu kun
at beholde de tre Embeder som Ordenscantsler, Overkammerherre og Chef for det store
Kongelige Bibliothek.

Hans höie Dannelse, skjönne Humanitet og Kjærlighed til Videnskaberne var

almindelig bekjendt. Han saae gjerne Videnskabsmænd hos sig, og viste en sand Iver

CXLI

for at udfinde de nödvendige Hjælpemidler til videnskabelige Foretagenders Fremme og
til Videnskabsmænds Understöttelse og Reiser, Han yttrede tit, at han betrag-
tede Videnskab, Kunst og Oplysning som det vigtigste Middel til Statens Magt og
Anseelse,

Vort Selskab viste sin Anerkjendelse af hans Værd ved den 12te Januar 14810
at vælge ham til sit Æresmedlem, 1 Aaret 1815 blev han Æresmedlem af det Kongl.
Academie for de skjönne Kunster. Det nordiske Oldskriftselskab valgte ham 4839 til
sin Præsident, Han blev desuden valgt til Æresmedlem af mange inden- og udenlandske
" patriotisk- videnskabelige Selskaber, som derved gave ham et vel fortjent Beviis paa
deres Anerkjendelse, |

En beslæglet Æresbeviisning, men af en langt sjeldnere Art, var det, at
Mädler i sit fortræffelige Maanekort, hvor saa mange Egne. af Maaneoverfladen ere
blevne nærmere oplyste og betegnede med Navn, har givet en af disse Egne Nav-
net Mösting.

I sine vigtige og höie Embeder har han stedse udmærket sig ved sin Retsin-
dighed, Velvillie, Klogskab og Fasthed. Han har i mere end et halvt Aarhundrede
bestyret omfattende Forretninger, hvorunder han har havt en stor Indflydelse paa mang-
foldige enkelte Menneskers Velfærd, og uhyre Pengeforretninger for Statens Regning
ere gaaede igjennem hans Hænder, uden at han har beriget sig. Hans beskedne For-
mue har han, langt fra at foröge, efterladt ringere. end han havde modtaget den.
Jeg siger dette ingenlunde for at ophöie Manden. Med Glæde og Stolthed kunne vi
sige, at det samme er Tilfældet med vore Embedsmænd ialmindelighed og de höie
iserdeleshed; men forbigaaes bor dette Trak dog ikke. Den Berömmelse man giver
en Mand for et velvilligt Sindelag , vilde have en mislig Anseelse, dersom den skulde
grundes paa enkelle Exempler: den maa vere bekræftet ved den almindelige Mening,
saaledes som i nærværende Tilfælde. Sin Klogskab og Fasthed lagde han for Dagen
i alle sine Forretninger, og navnligt i Finantsvesenet, hvor den störste Leilighed dertil
gaves. Idet jeg söger at belyse disse hæderlige Træk ved Exempler af denne Besty-
relse, er det dog langtfra min Hensigt at fælde nogen Dom om denne Bestyrelse selv.
Den samme Såmmelighedsfålelse, som vilde forbyde en skarp Dadel i de Mindeskrifter,
som et Selskabs Medlemmer bekjendtgjåre over dets Hedengangne, opfordrer paa den
anden Side til, ikke at fremsætte et afgjörende Bifald i Sager, hvorom Meningerne ere
deelte, og hvor man kunde synes at ville benytte en ubillig Leilighedsfordeel over dem,

som troe at burde forfægte den mindre gunstige Mening, Jeg vil derfor henholde mig

XL

til Charakteertrek og Forhold, som jeg troer man ikke vil finde Grund til at negte,
uden at indlade mig paa den Dom, der skulde feldes over enhver greben Forholds-
regel. Det er bekjendt, at han modtog dette Embede paa en Tid, da Rigets hele
Pengevesen, ja hele Velfærd efter en lang og ulykkeiig Krig befandt sig i det yderste
Forfald. Under hans Ministerium hævede Landet sig ud af disse sörgelige Forhold,
og gjorde betydelige Fremskridt, Dette vilde vistnok vere en stor Overdrivelse, om
man betragtede dette ene eller dog fornemmelig som hans Verk. De ulykkelige Aar,
som vare gaaede nærmest foran, havde veret en stor Skole for nesten hele Europa og
navnligt for os. Kongen selv saae Nödvendigheden af store Forandringer: den kloge
og hüierfarne Grev Godske Moltke medvirkede entidlang til Forholdenes Ordning, og
iser til det som vedkom Statsgjeldens Afbetaling: alle Finantsministerens Medarbeidere
og underordnede Medhjælpere vare gjennemtrængte af Overbeviisningen om Forbedrin-
gernes Nödvendighed. Hertil kommer den uskatteerlige Fordeel, som flåd af den sta-
dige Fred, under hvilken vort frugtbare Land maatte gjöre lykkelige Fremskridt. Men
naar man har lilstaaet alt dette, og hertil endnu füiet, at der ved Rigsbankanorduingen
var lagt Grund til den gode Tilstand, vort Pengevæsen siden har opnaaet,” kan man
ogsaa med Rette fordre indrémmet, at den Mand, under hvis Ledning Statscrediten ikke
blot hævede sig, men blev fuldkommen befæstet, og Papiirpengene, som baade havde
staaet i en yderst lav og dertil vaklende Priis, bragtes til lige Gangbarhed med Sülvet,
ikke havde arbeidet uden Nytte.

Det som allermeest udmærkede hans Finantsbestyrelse, var hans Omhu for
Landets Credit, bygget paa den punktligste Nöiagtighed i at opfylde enhver Forpligtelse
og overholde enhver Lov, hvorpaa disse vare grundede. Denne hans Tænkemaade
blev, umiddelbart efter at han havde tiltraadt Finantsbestyrelsen, sat paa den alvorligste
Pröve. Alle Hjælpemidler, hvorved Finantserne under den byrdefulde, alle Landets
Kræfter lammende Krig havde bestridt de dets Indtægter langt overstigende Udgifter,
vare forsvundne; paa Udstedelse af nye Repræsentativer havde Regjeringen i Begyndelsen
af 1813 håitidelig givet Slip; den Reservefond af 45 Millioner i Rigsbanksedler, der
var bestemt til at erstatte det saaledes opgivne Hjælpemiddel , blev under den truende
Stilling, som Danmarks Fiender antoge lidt efter Rigsbankens Stiftelse, og den derpaa
grundede dybe Nedsættelse af det nye Betalingsmiddel, udtåmt i faa Maaneder. Alle
Kasser vare tomme: paa Laan var der i det Oieblik ikke at tænke; og dog vare be-
tydelige Udgifter uundgaaelige, Det eneste Hjælpemiddel, som fra den foregaaende

Finantsbestyrelse endnu stod til hans Raadighed, var Stiftelsen af rentebærende saa-

in
kaldte Comiteesedler, som efter en tidligere Beslutning blev satte i Omlöb allerede 3
Uger efter at vor Mösting havde tiltraadt sit nye Embede, Disse skulde ifölge den
derom under Sde Januar 1844 udgangne Placat alene modtages i de kongelige Kasser
ved de paa Contracter grundede Betalinger, videre kunde man ikke gaae, uden at gjüre
Brud paa de i Rigsbankens Fundation givne Tilsagn, Imidlertid blev der af de Mang-
foldige, der havde taget disse Sedler i Belaling, gjort Forsög til at benytte dem i
Skattebetalingen, og det fremkaldte mange bittre Bemerkninger, at Finantserne ikke vilde
tage deres egne Sedler i Skatter. Velhavende Folk lode vere at betale, for under
Executionen at frembyde Comiteesedler i Betaling. Men intet af alt dette büiede
Mösting, der netop i den af saa mange Aarsager besværlige Begyndelse af sit Mini-
sterium maatte düie megen Ulilfredshed formedelst sin Ubdielighed i denne Hen-
seende, som de Fleste saae fra et falsk Synspunkt. Denne Fasthed i at holde over
Bankens Fundation bidrog ikke lidet til at hæve de saa dybt sunkne Bankosedler og
under den nu tilbagevendende Fred, uagtet dens uheldige Vilkaar og de vanskelige
Forhold, at gjenerhverve nogen Tillid til Finantserne. Til den paafölgende Termin
bleve alle Renter af Statspapirerne rigtigt erlagte, ligesom der heller ikke siden nogen-
sinde var Spörgsmaal om at jo Renter saavelsom Gager og alt andet, som Finantserne
havde at udrede, ndiagtigt bleve betalte og det til den bestemte Tid. Af Omhu for
" Crediten gjorde Finantserne under Möstings Bestyrelse Alt for al grundfæste Banken, der
nogle Aar efter hans Tiltrædelse til Ministeriet fik Navn af Nationalbank. Der blev
givet Slip paa Finantsernes i Forordningen af Ste Jan. 1813 grundede Ret til det mu-
lige Overskud. Finantserne paatoge sig at erstatte Banken Alt hvad Seddelindlösningen
kostede, og da desuagtet Coursen i 14819—1820 tog en höist uheldig Vending, op-
offrede Finantserne flere Millioner ved at paatage sig det Tab, som var forbundet med
et stort Banklaan, der blev aabnet 1320, ved hvis Hjælp der först kom nogen Fasthed
i Landets Pengevesen.

De mange heftige Opfordringer, som 1818 og 1819 skete af betrængte Eien-
domsbesiddere om en ny Reduktion eller en Forlengelse af det ved Forordningen af
5te Januar 1813 tilstaaede Moratorium til Lettelse for de Mange, der under den slette
Seddelpriis havde paadraget sig Gjæld, som siden var meget trykkende, fandt heller
ingen Indgang hos Mösting, derimod sögte han ved Laan fra Statskassen at afhjelpe
en Deel af disse Forlegenheder; men Vanskeligheden i at anvende dette Middel paa
de rette Steder, de skadelige Fölger som Pengevæsenets Forbedring medförte for Laan-

tagerne, og den Omstendighed at Staten selv paa samme Tid maatte gjöre Laan paa

CXLIV

byrdefulde Vilkaar, har givet Anledning til sterke Indvendinger mod denne Fremgangs-
maade. Dog vil man nu neppe mere kunne paastaae, at dette Foretagende endte med
Tab for Statskassen.

I Skaltevæsenet skete under Möstings Ministerium betydelige Forbedringer.
Ved Forordningen af 48de April 1848 indförtes en billigere og jevnere Fordeling af
Afgifterne, og bragtes en bedre Orden i Communernes Afgifter. Da lave Kornpriser
trykkede Landmanden, blev ikke alene en Deel af disse for det fürste eftergivet,
men dertil endnu füiet en Tilladelse til at betale det Ovrige med Korn til Priser, som
vare Yderne gunstige. Desuden blev denne Afgivtsmaade benyttet til at tilveiebringe
en bedre Behandling, en omhyggeligere Rensning og Törring af Kornet, idet man ikke
modtog slet Korn i Betaling, og satte Prisen paa det övrige efter Godhed og Vægt.
Dette har upaatvivlelig bidraget meget til de Forbedringer i vort Landbrug, som have
givet vore Varer en betydelig större Anseelse i Udlandet, end forhen, Desuden
gaves saavel Kongeriget som Hertugdémmerne adskillige Lettelser i de under Krigen
paabudne Skatter, og den 1810 paa 8 Aar paabudne Indkomstskat ophævedes al-
lerede 1815.

I hans Hjem berskede den skjönneste huuslige Tone ved Siden af den Finhed,
det höiere Selskabsliv giver. Hans Klogskab, som vel vidste at skjule hvad der ikke
maatte bekjendtgjöres, udelukkede ikke en aabenhjertig Meddeelsomhed over den langt
stérre Mengde af Gjenstande, som ingen Hemmelighed fordrede. Medens Statsmanden,
ja endog den egentlige Hofmand röbede sig i hans Underholdnings Tone, bragte hin
tillidsfulde Meddeelsomhed En let til at glemme begge, og at indbilde sig, at man
talte med en velunderretlet og fortrolig Omgangsven.

Han var tidligt, Aar 1785 den 22de Juli, indgaaet i Ægteskab med Fröken
Cecilie Christiane v. Krogh, med hvem han levede i et lykkeligt Ægteskab over 57
Aar. Ægteskabet var uden Born, men saa inderlig kjerligt, at det ikke blot var et
Monster, men endog kunde kaldes et sjeldent skjönt Monster.

H. ©. Orsied.

* qONEV,

IL.

Den 29de August 1843 berövedes dette Selskab et af dets ældste og virk-
somste Medlemmer, Navnet Jacobson lærte jeg allerede at kjende i mine Studenter-
Aar blandt Anatomiens og Physiologiens haderligste Repræsentanter; jeg lærte stedse
at agte det höiere, jo mere jeg selv blev fortrolig med disse Videnskaber, og medens
jeg var Vidne til hans utrettede, kraftige Virksomhed endnu i de sidste Aar, fornem-
melig ved Médet i Stockholm 1842, anede jeg ikke, saasnart at skulle opfylde det
hæderlige men sörgelige Hverv, her at hellige nogle Ord til den Hedengangnes Minde.

Ludvig Levin Jacobson var födt i Kjôbenhavn den 10de Jan. 1783. Da hans
Fader, Hof-Graveur og Medailleur Jacobson, efter Kjøbenhavns Ildebrand 1794, ved
hvilken han mistede sit hele Bohave, havde nedsat sig i Stockholm, blev han (1796)
i sit 13de Aar hensat til det tydske Lyceum dersteds, og studerede Legevidenskaben 1
Aaret 1799 först i Stockholm, men derpaa fra Aaret 4800 i Kjöbenhavn. 1804 tog
han ved det Kgl. chirurgiske Akademie en saa hederlig Examen, at han to Aar efter
(1806) ved samme Læreanstalt ansattes som Reservechirurg, og det paafülgende Aar
(1807) som Lector i Chemie.

Under Kjôbenhavns Bombardement gjorde Jacobson Tjeneste ved det i Fri-
murerlogens Locale i Kronprindsensgade oprettede Lazareth for Studenter og Livjegere;
men efter Capitulationen benyttede han Leiligheden til at Imre de engelske Feldtlaza-
rether at kjende, og udgav derefter en interessant Beretning ,,om Medicinalvæsenet ved
den engelske Armee” (Bibl. for Leger iste Bind 1809). — Vigtigere var imidlertid
en Meddelelse, som han paa samme Tid (1809) gjorde til det Kgl. Videnskabernes
Selskab. Han paaviste nemlig et nyt Organ i Pattedyrenes Hoved. Langsmed hver
Side af Neseskilleveggen, tet over Ganen, ligger det hos Pattedyrene i Form af en
huul Bruskcylinder, indvendig beklædt af en Sliimhinde, bagtil modtagende en Green
af Lugtenerven og fortil — gjennem de efter den danske Anatom Nicolai Stenson op-
kaldte Gange — udmundende paa Ganen tet bagved de midterste Fortender. At disse
Veie skulde vere Organet for en egen Sands, eller overhovedet vere andet end skjulte
Biafdelinger af Lugteorganet, have de Samtidige ikke villet indrömme;, men det Factiske
i Opdagelsen har vundet almindelig Anerkjendelse, og en hederligere Begyndelse paa
den ‘literere Bane er ikke bleven Mange til Deel. Videnskabernes Selskab tilstillede
ham dets Sölvmedaille; Cuvier gav en hæderlig Anmeldelse af Opdagelsen i Annales

du museum (Tome 48. 1811), og den almindeligt optagne Benævnelse: ,,det Jacob-
XI 19

CXLVI

sonske Organ” sikkrede Opdagerens Navn allerede en verdig Plads i Videnskabernes
Historie. (Organet er vidtlôftigere beskrevet i Veterinairselskabets Skrifter 2den Deel 1813).

Allerede 4809 fratraadte Jacobson sin Post som Lector i Chemie ved det chi-
rurgiske Akademie. 4S8if fik han Titel af Regimentschirurg og tiltraadte med offentlig
Understöttelse en Reise til Tydskland og Frankrig. 1 Paris fandt han i den store
Cuviers Huus en Modtagelse, der maaskee ikke lidet har bidraget til at opflamme den
Forkjærlighed, som han gjennem hele sit Liv bibeholdt for Undersügelser i Dyrenes
indre Bygning, og som han — hvad kun vil lykkes meget Faa — vidste at forene
med en usvækket Iver for den practiske Lægevidenskab.

Under sit Ophold i Paris meddeelte han flere Iagttagelser fra den sammenlig-
nende Anatomie: 1) over den hos mange Fugle meget store Næsekjertel, der som oftest
har sit Leie over Oinene, og som Jacobson kaldte glandula nasalis lateralis Stenonis,
Han angav at have fundet en analog Kjertel hos Mennesket og Pattedyrene i Alminde-
lighed, men liggende i selve Næsehulen. (Nouveau bulletin des sciences de la societé
philomatique 4813 April). 2) Over de allerede tidligere bekjendte lange, snoede rör-
formige Gange i Rokkernes og Haiernes Overkjæbe, fyldte med en tykflydende klar
Vædske. Han sögle at tyde dem som et særeget Sandseorgan (Nouv. bull. des sciences
de la soc philom. 4813 Septbr.). 3) Over et sereget Forlöb af Veneblodet fra Bug-
lemmerne, Halen og Underlivsvæggene hos Krybdyrene (Nouv. bull. des sciences de la
société philom. 1843 April). Dette var den förste Beretning om en af hans vig-
tigste Opdagelser, der i sin Heelhed dog först falder i en noget senere Periode af :
hans Liv. Fremdeles forelæste han (22 Juli 1813 i la Societé de la faculté de Med.
de Paris) 4) den förste Meddelelse af en af ham opdaget Nerveanastomose i Oret, hvis
Offentliggjörelse ligeledes falder i en noget senere Periode.

Ikke mindre end den sammenlignende Anatomie havde den practikke Medicin
og navnlig Chrurgien, i Paris beskjæftiget Jacobsons rastlöse Flid. Den Iver, hvormed
han benyttede de derverende Hospitaler og andre legevidenskabelige Indretninger, har
Selskabets hæderlige Secretair været Vidne til, da han paa samme Tid opholdt sig i
Paris. (Tale ved Prof. Jacobsons Liigferd den 3die September 1843 af H. C. Örsted).
Da han var ifærd med at tiltræde sin Hjemreise, modtog han (4813) Ordre fra den
danske Regjering at gaae til den franske Armee, ,,for at indhente Oplysninger om det
militaire Medicinalvæsen.”” Forsynet med en Anbefaling fra Hertugen af Bassano ankom
han til Gotha, hvor Larrey og især Desgenettes tog sig af ham. Han-marscherede med

Colonnen til Leipzig og gjorde her Tjeneste i et Lazareth udenfor Byen, men angrebes

CXLVH

“

af Lazarethfeberen og bragtes Döden ner. Imidlertid forefaldt Slaget ved Leipzig.
Den fjendtlige Armee bemegtigede sig Lazarethet og Kosakkerne udplyndrede det al-
deles. Da Jacobson omsider kom op fra Sygeleiet, eiede han intet uden det Linned,
han der havde baaret, og en Frakke, som tilfældigviis havde undgaaet den plyndrende
Fjendes Opmærksomhed. Til Lykke erfarede Professor Schwägrichen i Leipzig, der
allerede tidligere havde skjenket Jacobson megen Opmærksomhed, denne hans Stilling
Han forsynede ham med det Nödvendige og aabnede ham sit Huus under den paaföl-
gende Reconvalescens.

Snart viste sig en ny rig Leilighed for Jacobson til at studere det militaire
Medicinalvæsen under de Allierede, og ved Prof. Schwågrichen bley han sat i Stand
til at tage virksom Deel i Lægebehandlingen. Paa denne Tid modtog Schwägrichen
Anmodning om at anbefale en Læge, der kunde stilles i Spidsen for Medicinalvæsenet
i den engelsk-hanmoverske Legion. Blandt tre Læger, som Schwågrichen nævnte, var
ogsaa Jacobson, og, da han var meget fordeelagtigen bekjendt for Stieglitz i Hannover,
faldt Valget paa ham. I denne hæderlige Stilling forblev Jacobson til den snart paa-
fålgende Fredsslutning, da han (1814) vendte tilbage til Kjöbenhavn, Aaret efter
fik han Titlen af Professor, og fra Kiel creeredes han til Dr. med. & chirurgie
honorarius.

At han under sit Ophold i Hannover, paa en Tid den practiske Legevidenskab
i saa höi Grad maatte beskjæftige bam, ikke glemte den Forskning i Theorien, hvorved
hin faaer sit sande videnskabelige Verd, derpaa Jeverede Jacobson et smukt Exempel.
Han forefandt i Hannover Hjertet af en Patient, dåd af den saakaldte Blaasyge, som
opstaaer, naar Veneblodet ved en eller anden Feil i Karsystemets Dannelse meer eller
mindre forhindres fra at strömme til Lungerne og saaledes unddrages Vexelskiftet med
den ydre Luft. Jacobson fik Tilladelse til at undersöge Hjertet, og fandt i dette -
Tilfelde at Feilen laae i en yderlig Sneverhed af Lungepulsaaren og et abnormt Ud-
spring af den store Pulsaare (Aorta), men at Naturen til en vis Grad havde raadet
Bod paa Feilen derved, at Lungernes Erneringskar (Arteria bronchiales) vare meget ud-
videde, altsaa haade tilført Lungerne en langt större Blodmasse, end ellers
er Tilfældet. Da den samtidige Lærer i Halle, Joh. Friedr. Meckel, havde yltret denne
Udvei som et muligt Erstatningsmiddel for Naturen i Blaasygen, meddeelte Jacobson
sin Jagttagelse i el Brev til denne berömte Anatom, (See Meckels Deutsches Archiv
für die Physiologie 2. B. 1816).

1817 offentliggjorde han en meget vigtig Bemærkning. Bestemmelsen af
19*

CXLV II

Brisselet (Thymus) hos de spæde Pattedyr kjendes ikke. I de Formodninger, man
havde fremsat derom, spillede gjerne den Omstendighed en stor Rolle, at det hos de
vintersovende Dyr skulde tiltage betydeligt henad Tiden, da de falde i Dvale, og alter
vere stærkt indsvundet, naar de vaagne op deraf, Men Jacobson viste, at denne Paa-
stand hidrörte fra en Forvexling mellem det virkelige Brissel og de store Fedtmasser,
om hvilke alene hine Forandringer ved Vintersövnen kan siges at gjelde. (Meckels
Archiv 3. Band 1817). — Det paafölgende Aar (1818) offentliggjorde Jacobson den
tidligere omtalte Opdagelse af en hidtil upaaagtet Nerveforgrening indeni Orets Tromme-
hule. Denne Opdagelse, der har faaet en stor Betydningsfuldhed i Nervesystemets
Historie, meddeeltes i en Afhandling (Suppplementa ad otoiatriam) i det Kgl. medicinske
Selskabs Skrifter (Nova acta Vol. 4; the Lancet 1827; fremdeles i Meckels Archiv
1818; Repert. d’Anat. & de Physiol. Tome 2, 1826). Han forfulgte denne Opdagelse
ikke synderlig vidt, og anede vel end ikke, at han ved den indledede en Rekke Under-
sügelser i Nerveanatomien, der senere har beskjæftiget flere af de dygtigste Anatomer
— deriblandt ogsaa dette Selskabs hederlige Medlem, Dr. Bendz. Nerveforgreningen
förer ganske almindelig Navnet af den Jacobsonske Anastomose, og Hovedgrenen deri:
den Jacobsonske Nerve.

1 Aaret 1819 blev Jacobson Medlem af det Kgl. danske Videnskabernes Sel-
skab. Han var i denne Tid og indtil 1822 iser sysselsat med to Rekker Under-
sôgelser. — Den ene var af mere chemisk Natur, og bestod i at efterspore Urinaf-
sondringen hos lavere Dyr og hos Fostrene. Han viste Urinsyrens Tilstedeværelse i
Sneglenes saakaldte Kalksæk (Oversigt over det Kgl. danske Vidensk. Selsk. Forhandl.
4818—19; Journal de physique 1820; Meckels Archiv 1820) og i Fuglefostrenes
Allantois (Oversigt over Vidensk. Selsk. Forhdl. 1821—22; Meckels Archiv 1823). —
Den anden var en Fortsættelse af den ovenfor meddeelte Undersügelse om Veneblodets
særegne Forlöb hos Krybdyrene. Han opdagede nemlig, at et lignende Forhold finder
Sted hos Fuglene og Fiskene, altsaa at det gjelder for de tre lavere Hvirveldyrclasser
i Almindelighed. Hos alle disse Dyr gaaer Veneblodet fra Buglemmerne, Halen og
Underlivsveggene ikke altsammen umiddelbart gjennem Huulaaren ‘til Hjertet, saaledes
som Tilfældet er hos Pattedyrene, men for en stor Deel fürst — paa forskjellig Maade
hos de forskjellige Dyr — til Nyrerne og Binyrerne, hos /Fuglene tildeels ogsaa til
Leveren i Forening med den egentlige Portaare. I Nyrerne, Binyrerne og Leveren
blive disse Vener altsaa tilférende Vener — ligesom Portaaren er det hos alle Hvirvel-

dyr i Leveren — og fürst efterat Veneblodet har gaaet gjennem det fine Haarkarnet i

CIL

deres Indre, samler det sig atter, for i regelmæssige Vener at füres til Hjertet. (Overs.
over det Kgl. danske Vidsk. Selsk. Forhdl. 1816—17, 1817—18 og 1820—21. De
systemate venoso peculiari, Hafnie 1521, og i Isis 1822; Journal de physique 1821;
Philadelphia Journal of medie, and physic, Sc. Vol. 6. 4823. Angaaende Forholdet
i Binyrerne, see Overs, over det Kgl. danske Vidsk. Selsk. Forh. 4822—23, hvor
tillige omtales lignende Undersögelser over Binyrerne hos Fuglene af Etatsr. Reinhardt).

Blandt hans mindre vigtige Arbeider fra samme Periode bür ikke lades uomtalt
Opfindelsen af et nyt Underbindings-Instrument, hvorved Chirurgen kan fatte og under-
binde en beskadiget Pulsaare uden Medbjelp (Svenska Läkare Selsk. Handl. Gte Bind
1819 og Bibl. for Leger 3die Bind 41823), og nogle Undersögelser af Oiets indre
Dele (Supplementa ad ophthalmoiatriam; de humore oculi parum cognito. Med. Selskabs
Nova acta Vol. 2).

1822 indtraadte han som Regimentschirurg i den danske Armee, först ved
daværende Kongens Regiment, fem Aar senere ved H. M. Kongens Livgarde. Han
havde paa samme Tid en meget udbredt Lægepraxis, og 1823 begyndte hans lykkelige
Familieliv med hans nu eflerladte Enke. — Hvor stor hans Virksombed imidlertid ved-
blev som Naturforsker, derom vidner den lange Række af literære Arbeider, der frem-
deles udgik fra hans Haand.

4824 fremsatte han 4) en ny Theorie til Forklaringen af Oiets Evne at danne
et klart Billede paa Nethinden saavel af fjerne som nære Gjenstande. Han antog at
Lindsen kunde flyttes længere frem eller tilbage derved, at Vandvedsken kunde trænge
ind eller ud af den saakaldte Canalis Petiti gjennem en stor Mængde Aabninger, han
havde fundet paa dennes forreste Veg, om hvis Tilværelse hans Samtidige imidlertid
ikke have kunnet overbevise sig. (Oversigt over Vidsk. Selsk, Forh, 4824—1825; :
Sy. Lak. Selsk. Ärsberätt. für 1826. pag. 3—5). 2) En Række Forsög over de hvid-
blodige Dyrs Indsugningsevne, hvilken han tydeliggjorde ved at udsætte dem for en
Oplösning af jernblaasuurt Kali. I det ufarvede Blod lod denne farvede Oplösning sig
let iagttage, især dog naar man reagerede paa den ved Chlorjern. (Oversigt over det
Kgl. danske Vidsk. Selsk. Forhdl. 1824—25).

4825 efterviste han (see Overs. over Vidsk. Selsk. Forhandl. 1825—26)
4) Binyrernes mere almindelige Forekomst hos Fiskene, blandt hvilke hidtil kun Haierne
og Rokkerne vidstes at have dem; 2) gav han en} Udsigt over Lymphekarrene hos
de lavere Hyirveldyr, og efterviste navnligen det meget mærkværdige Forhold hos Kryb-
dyrene, at Lymphekarrene skedeformigt omgive Pulsaarerne. Denne hans smukke Op-

CL

dagelse blev pesten upaaagtet af hans Samtidige, udentvivl fordi den ikke, saaledes
som hans övrige Opdagelser, var indrykket i fremmede Journaler, men kun var an-
meldt i Oversigten af det danske Vidsk. Selsk, Forhandlinger, E, H, Weber bekjendt-
gjorde Forholdet hos Krybdyrene meget senere uden at kjende Jacobsons Opdagelse
deraf. Den saare mærkværdige Opdagelse, som Johannes Müller i Berlin senere gjorde
hos Fröerne, af egne Lymphehjerter, maa man, efter Jacobsons mundtlige Yttringer
antage, at han ogsaa tidligere har gjort, men man maa tillige tilstaae, at dette ingen-
lunde fremgaaer af hin korte Meddelelse, saa at i hvert Tilfælde Æren herfor tilkommer
-Johannes Müller. 3) Viste han at hos Fröerne meget hyppigen forekommer sand Her-
mapbroditisme, der ellers er saa höist sjelden hos Hvirveldyrene.

I samme og i det fölgende Aar (1826) meddeelte han Undersögelser af Cy-
claden, en lille Musling i vore Ferskvande, samt Iagttagelser over Dammuslingens Ind-
voldsorme. Med adskillige Tillæg udgaves disse Iagttagelser 1828, under Navn af
Bidrag til Blöddyrenes Anatomie og Physiologie, i dette Selskabs Skrifter 3die Deel
Pag. 258—298. ‘Den Anskuelse, han i disse forskjellige Beretninger fremsatte,, at de
smaa Bivalver, der ofte findes paa Muslingens ydre Gjellepar, ikke ere dens Yngel men
Snyltedyr, har imidlertid siden ikke bekræftet sig.

4827 viste han, at Vener, ved at gjennemskeres eller beskadiges, undergaae
den samme Helingsfremgang, som for Arterierne ifölge Andres Iagttagelser allerede var
bekjendt. (Overs. over Vidsk, Selsk. Forhandl. 1827—28).

4829 gjorde han 4) nogle interessante Meddelelser over Hinderne af Patte-
dyrfostrets Æg og 2) over Urnyrerne, de saakaldte Wolffske Legemer, eller — som
han efter nøgle foregaaende Forfattere benævnede dem — de Okenske Legemer. I en
tydsk Oversættelse udgaves disse sidstnævnte Undersögelser 1830.

Imidlertid havde Jacobson udtænkt et nyt Middel til at hæve een af de smer-
teligste Sygdomme, Mennesket kan vere underkastet, nemlig Blæresteen. 1 Frankrig
havde Amyssat og Leroy d’Etioles udtænkt at tilintetgjöre Stenen ved at anvende et
Boer i en lige Sonde, der fandtes temmelig let at kunne indbringes i Blæren gjennem
de naturlige Veie. Denne Maade at tilintetgjöre Blærestenen ved at at bore den,
bragtes især i heldig Udförelse ved Civiale, og den benævnedes Litothritien. Det af
Jacobson udtænkte Middel gik ud paa at lilintetgjöre Steneg ved at knuse den. Han
anvendte en sædvanlig Blæresonde i Form af et saakaldet Catheter, men indrettet saa-
ledes, at den lod sig ligesom spalte i 2 Grene og atter kraftigen skrue sammen,

Efterat den gjennem de naturlige Veie var indfort i Blæren, kunde Stenen ved dens

CLI

Hjelp temmelig let ‚faltes og knuses. Denne Operationsmaade fik Navn af Methodus
lithoclastica. Jacobson anmeldte den fürst 1820 i det Kgl. med. Selskab, senere
(1828—29) i det Kongl. Vidensk. Selskab, 1830 i Gerson-Julius Journal. Den vandt
almindeligt Bifald og er endnu, skjündt med flere Modificationer, i fuld Anvendelse.
Han selv brugte den som oftest med megen Held, og mange Syge skylde denne hans
Opfindelse Befrielsen fra svære Lidelser. Til de Hædersbeviisninger, han nåd i An-
ledning af denne Opfindelse, maa især regnes, at 1833 tilkjendtes han tilligemed Leroy
d’Etioles en af de Monthionske Præmier, stor 4000 fr. — Samme Aar udnævntes han
til, corresponderende Medlem af det franske Institut, Allerede 1829 var han bleven
hædret som Ridder af Dannebroge, 1836 blev han tillige Dannebrogsmand. Samme
Aar valgtes han ogsaa til Æresmedlem af det Kgl. medicinske Selskab.

1833 bekjendtgjorde Jacobson et Tilfælde af den tropiske Indvoldsorm, Filaria
medinensis, den saakaldte Guinea- Worm, hos en ung Mulat, der var kommen fra
Guinea. (Overs. over Vidensk. Forhandl., 1333—34. Nouvelles annales du museum
d'histoire naturelle Tome Ill). Af de to Orme, denne fandtes at have under Huden
af Foden, uddroges den ene heel; den anden brast, men gav derved Leilighed til meget
interessante lagttagelser over dens levende Yngel.

I flere Aar, navnlig fra 1831 af, var han meget sysselsat med at pröve det
chromsure Kalis og Chromsyrens Anvendelse saavel i technisk Brug som især i Læge-
praxis. Han viste en serdeles Forkjerlighed for dette Middel, og er han i denne Hen-
seende gaaet for vidt i sine Forhaabninger , vil han dog unegteligen altid beholde
Æren for at have paaviist flere hidtil ukjendte Egenskaber ved dette Middel (Overs.
over Vidensk. Selskabs Forh, 4831—32; 1834—35; 1836—37; 1840, 1844).

4841 viste Jacobson Urigtigheden af at ansee de Legemer, som Sulzer (1804)
havde iagltaget fra en Patient og beskrevet under Navn af Diceras rude, for at vere
Indvoldsorme, en Mening som jeg bavde forsvaret, da ganske lignende Legemer sendtes
mig som drevne fra en Patient paa Bornholm. Med stor Skarpsindighed viste han ikke
alene at de vare Plantedele, men endog fra hvilken Plante, nemlig at de vare Frö-
gjemmerne af Morbær. Omtrent samtidig var imidlertid Helminthologen Diesing med
Understöttelse af Botanikerne Endlicher, Unger og Fenzl i Wien kommet til samme
Resultat .efter Undersögelser paa et af mig til Wien sendt Exemplar.

1 4842 fik Jacobson Prædicat af Kongen af Danmarks Livlege; Sverrigs
‚Konge, der allerede tidligere havde benaadet ham med Nordstjerneordenen, valgte ham

under Mødet i Stockholm til Commandeur af Vasa- Ordenen, — Ved dette de skandi-

CLU
naviske Naturforskeres Möde viste Jacobson endnu den fulde Kraft, han altid havde
været i Besiddelse af. Han meddeelte flere af sine ældre, her allerede nævnte, Op-
dagelser, deels i den zoologiske, deels i den medicinske Afdeling, og desuden adskil-
lige nye Iagttagelser, saasom om Entozoer hos Mollusker og om Bækkenets Udvidelse
hos Pindsvinet under Dregtigheden, Men især maatte de af hans Meddelelser vække
almindelig Interessse, som angik Hjerneskallens tidligste Udvikling. Han troede at
have opdaget et fuldstendigt tidligere Bruskeranium som Forlöber for den blivende
Hjerneskal, og at denne dannes udenomkring det, altsaa et virkeligt Premordial- eller
Ur-Cranium. (See Förhandlingar vid de Skandinaviske Naturforskarnes tredje Mote i
Stockholm den 43de—19de Juli 1842, Pag. 739; Oversigt over Vidensk. Selskabs
Forh. 1842, Pag 90.)

Med dette vigtige Æmne synes han især at have veret sysselsat i den sidste
Halvdeel af 1842 og förste Halvdeel af 4843. Han vidste endnu i sit 61 Aar, lige-
som i den kraftigere Alder, midt under en udbredt Legepraxis, at vinde Tid til viden-
skabelige Undersögelser. Han var i sin fulde Virksomhed for Videnskaben, — da en
typhés Feber kastede ham paa Sygeleiet og endte hans daadfulde Liv.

Hvad jeg her har talt, vil Selskabet have fundet i Grunden kun at vere en
historisk Fremstilling af hvad Jacobson har udrettet. Held Enhver, hvem en saadan
simpel Fremstilling bliver til en Lovtale! Efterverdenen vil i denne Fremstilling. er-
kjende, at Jacobsen har virket meget og med meget Held for Videnskaben, Men den
vil ikke kunne lære at skatte alt hvad han har virket for den ved sin Personlighed.
Jacobson var ingen begavet Taler, ligesom han ei heller besad det Talent at indklæde
sine skriftlige Arbeiser i et smukt Sprog. Men hans Tale saavelsom hans hele Ydre
havde en Vardighed, der tilkjendegav Bevidstheden om, at hvad han sagde og gjorde
var rigtigt. Derved vandt han almindelig Agtelse og Tillid, Han nöd denne ikke
blot som Videnskabsmand, men i ligesaa höi Grad som Lege, især som Operateur.
Hans Indflydelse i det Kongelige medicinske Selskab saavelsom i dette Videnskabernes
Selskab var meget betydelig. Man var vant til at see ham — et af begge Selska-
bers ældste Medlemmer — stadigen ved hvert Måde paa en bestemt Plads og le-
vende at tage Deel i Forhandlingerne. - Foruden de mange Afhandlinger, som han i
begge Selskaber, ifölge den foregaaende Fremstilling, har havt at forelægge, bere Pro-
tocollerne Vidne om de mangfoldige korte Meddelelser, der, iser i det medicinske Sel-
skab, ikke lidet bidroge til at gjöre Méderne interessante og lærerige,

_ nu

Saaledes vil Jacobson længe savnes ikke alene af sine Venner og sin Familie
men af Videnskabsmændene overhovedet og af den danske Lægestand i Særdeleshed,
der i ham havde en af sine værdigste Repræsentanter.

D. F. Eschricht.

II.

Carl Ludvig Bendz blev föd i Odense d. 4 Januar 1797. Hans Forældre
vare Etatsraad Laurits Martin Bendz, Borgemester i Odense, og Regine Christence födt
Bang, Datter af Justitsraad, Amtsforvalter Bang i Odense.

Han nöd Underviisning i Odense Cathedralskole indtil han den 4 August 1809
blev antaget som Artilleriecadet, og gjorde der en saadan Fremgang, at han den 4 Au-
gust 1843 blev Officeer med to Aars Anciennetet. Fra December s. A. commanderede
han en kjürende Division paa Fyen, med hvilken en Overskibning til Als forgjæves
prövedes; i Aaret 1814 ansattes han ved Parken, som hörte til det ifélge Kieler Trac-
taten afgivne Contingent. Med dette rykkede han ind i Tydskland, og vendte i Som-
meren samme Aar tilbage til Rendsborg efter endt Feldttog. Vinteren 1814 tilbragde
han derpaa i Kjöbenhavn, for at deeltage i de yngre Officerers Ovelser og Underviis-
ning. 1 Foraaret 1845 vendte han tilbage til Rendsborg og ansaltes ved det Contin-?
gent, der rykkede ind i Tydskland i Anledning af Napoleons Tibagekomst, men som
efter Slaget ved Waterloo snart vendte tilbage, hvorpaa det Batterie, hvortil han hårte,
sattes paa Fredsfod. Fra 4315 til 1827 var han ansat ved Artilleriet, der laae i Gar-
nison i Rendsborg, og benyttede den Ro, han her kunde nyde, til at udvide sine
mathematiske Kundskaber, hvori han allerede som Cadet havde gjort mere end alminde-
lig Fremgang. Jeg behåver neppe af udpege, hvormegen selvstændig Kjærlighed til
Videnskaben et saaledes anvendt Garnisonsliv lægger for Dagen. Han blev ved sin
'Stilling som Officeer særlig kaldet til at sysselsætte sig med Brovesenet; og som Com-
mandeur for dettes Rendsborger-Afdeling, havde han Leilighed til i Aaret 1826 at slaae
en Bro over en Arm af Eideren i Hans Majestæt Kongens Nerverelse, hvilken lykke-
des saa godt, at Kongen ifölge General v. Haffners Anbefaling lod ham reise til Frank-
rig, for at gjére sig bekjendt med Brovesenet i den franske Armee. Han tiltraadte

XI. 20

denue Reise i Foraaret 4827, og opholdt sig et halvt Aar i Strasburg og et halvt
Aar i Paris. Ved sine Indberetninger og Forslag gav han det væsentligste Stöd til de
Forbedringer, det danske Pontonvesen har modtaget. — Neppe vendt tilbage i Foraa-
ret 1828, reiste han strax ifülge directe kongelig Ordre tilbage til Paris, for at udvide
sine mathemaliske Kundskaber, og gjöre sig bekjendt med den polytechniske Skoles
indretning. I Foraaret 4829 kom han tilbage og blev ansat til Tjeneste i Kjöbenhavn,
hvor han deels beskjæftigede sig med Forbedringer ved Brovæsenet, deels gik davæ-
rende Oberstlieutenant, nu Kammerherre og Generalkrigscommissair v. Abrahamson til-
haande ved de forberedende Arbeider til en Reorganisation af det militaire Skolevæsen,
Iser Oprettelsen af en fælleds Skole for Stabs-, Ingenieur-, Artillerie- og Veivæsen.
Dette Hverv fortsatte han siden, da Abrahamson paa nogen Tid bortkaldtes til Forret-
ninger udenfor Landet, directe under General v. Bülow, der som fungerende Chef for
Generalqvarteermesterstaben havde af Kongen faaet Befaling til at indkomme med Forslag
til Oprettelse af en militair Höiskole. Bendz fik derved en betydelig Indflydelse paa de
forberedende Arbeider, ved hvilke det förste Udkast til en militair Höiskole gjordes, og
han blev siden et meget virksomt Medlem af den Commission, som sattes til Udarbeidelsen
af det endelige Forslag. — For at skaffe Skolen den förste Adgang, blev det nödven-
digt at oprete en Forberedelses-Classe, hvorved Bendz overtog den mathematiske Under-
viisning, og ophörte fra nu af at gjöre Tieneste ved Artilleriecorpset. Da Höiskolen
traadte i Virksomhed, blev Bendz ansat som Lerer i Mathematik og den rationelle
Mechanik. — Samtidig hermed blev en Commission nedsat under General v. Bülows
Presidium til Landeadet-Academiets Reorganisation. Af denne Commission blev Bendz
Medlem, og bidrog vesentligen til at forskaffe den mathemaliske Underviisning ved
denne Skole et fastere Grundlag. — Som Fölge af de for Höiskolen fastsatte Bestem-
melser udarbeidede han en Ledetraad, der tryktes til Brug ved hans Forelesninger.
Da han ved Adgangsexamen til Höiskolen blev opmerksom paa, hvor lidt de mathema-
tiske Studier vare almindelig udbredte, understittede han af alle Kræfter Oprettelsen af
en privat Forberedelses-Skole, ved hvilken han selv optraadte som Lærer i Mathematik.
Denne Skole bestaaer endnu i fuld Virksomhed under dens Stifters, Professor Mariboes,
Bestyrelse. ’

Forskjellige indtraadte Forhold medfürte at Capitainerne Bendz og Kellner i de
senere Aar bleve de eneste tilbage ved Höiskolen af de Mænd, der havde været Med-
lemmer af Organisations-Comiteen, hvorved han fik en betydelig Indflydelse paa Skolens

üvrige Udvikling.

Som Lærer erhvervede han sig ved sit ypperlige Foredrag og sim Evne til at
vekke Interesse for Mathematiken hos sine Tilhörere, store Fortjenester.

Bendz blev den 2 Mai 1834 optaget som Medlem af det Kongelige danske
Videnskabernes Selskab, og var heri Medlem af Landmaalingscommissionen og Revisor.

Som et Beviis paa den Anseelse, hvori han stod for sine Indsigter, kan ogsaa
nævnes, at han blev Medcensor for de Prüveforelæsninger, som holdtes ved Universite-
tet for den mathematiske Lærepost, og efter hvilken Ramus blev udnævnt til Professor.

Efter et lamgvarigt Sygeleie déde han den 7 October 1843 efterat have levet
i 14 Aar i ægteskabelig Forbindelse med Auguste Wilhelmine, födt Jacobsen, Datter af
afdöde Skibsmegler Jacobsen her i Byen, efterladende hende med 4 Born.

M, €, Orsted.

Mödet den 154 Marts.

Professor N. M. Petersen meddeelte nogle Bemerkninger om Rasks Fremstilling af
Declinationssystemet. Forf. var af Grimms Mening, at Hankjön og Hunkjön ikke ere
afledte af Intetkjön. Han stöttede den især paa fölgende Grunde: Naar Rask mener
at Intetkjönnet er den Grundform, hvoraf de andre Kjönsformer ere komne, saa forud-
sættes, at det ene Kjön overhovedet kommer af det andet; men dette kan ikke antages,
De grammatikalske Kjün ere ikke opstaaede efter og af hinanden, men samtidige, i
Modsætning til hinanden, enten paa een Gang det Levendes og Livlöses Kjön (i adskil-
lige amerikanske Sprog, efter Humboldt) eller paa een Gang Hankjön og Hunkjön (i
de österlandske Sprog), og senere i Modsætning til disse et Intetkjön. Kjönsendelser-
nes Bygning i alle japetiske Sprog viser ogsaa, at man ved Hankjön har villet ud-
trykke noget Haardere, ved Hunkjön noget Blüdere, og, da Intetkjönnet dannede sig,
ved dette noget endnu Haardere end ved Hankjönnet. Fremdeles: Kjünsendelserne ere
opstaaede af Pronomina for de tre Kjön: han, hun og det (gr. dc, % too, senere for-
vandsket zo; lat. is (sus), ca, id (ill-ud); tydsk er, sie, es; isl. så (sas), su, pat, jf.
20*

vort ha-n, hu-n, det, 0.s. v., hvilke i alle disse Sprog ere selvsamme Ord, ifölge de
herskende Overgangslove); men da det nu er aabenbart, at disse Pronomina ikke ere
komne af hinanden (og ikke af zod o.s. v. overhovedet han ikke af det), saa kunne de
som Kjünsendelser heller ikke vere komne af hinanden. Endelig vil det ved Betragt-
ningen af alle regelmæssige Tillegsord vise sig, at deres Hankjôn og Hunkjön ikke
ere komne af deres Intetkjön (i Almindelighed er ikke engang dettes Endelse den herskende) :
dyndoc, er ikke kommet af dy«or, hvilket efter Rask selv er den oprindelige Intet- -
kjönsform, ligesaalidet som guter af gutes, gödr (og Hunkj. godu) af gott, eller vort
god af godt. Det samme gjælder om alle de af Rask anförte Exempler, naar man kun
vil betragte disse Ords oprindelige Former, ikke deres senere forvanskede Skikkelse;
man vil ved dem alle, for saavidt deres Oprindelse kan efterspores, finde, at kun deres
forvanskede Former give dem et saadant Udseende, at deres Hankjön synes ligefrem at
vere kommet af deres Intetkjön: Ejef. weyadov og Fl. weyadoı, jf. isl. mikill, vise,
at weyaç er en forvansket Form; i yagısıg for yaoueytg bestaaer Slutningen af en
Rod (et Navneord), der som Alkjön gjenkjendes i lat. -ans, som Intetkjin i ens
(ent-is), som Hunkjén i isl. önd, Aand, Væsen; til denne Rod er füiet de tre Kjöns-
endelser; 0. s. fremdeles. Som Beviis herimod kan ei tjene, at der imellem Böjningen
af Hankjüns- og Intetkjönsord hersker nogen Lighed (fuldstendig er den ingenlunde);
thi et der naturligt, at begge de Kjôn, der udtrykke det Haarde, ligge hinanden nær-
mere i sine Former end det, der betegner den blüdere Kvindelighed, uden at man der-
for kan antage, at det ene skulde have sin Oprindelse af det andet. Tværtimod maa
det ansees for naturligt, at den phantasirige Oldtid og den barnlige Menneskehed aller-
først opfattede hele Naturen som levende, og first senere fandt Udtryk for det Livlése.
Forf. betragtede idvrigt nogle andre Eiendommeligheder ved Rasks System. Disse Be-
merkningers Hensigt var imidlertid ikke at meddele noget hidtil Ubekjendt, men kun
at fornye Mindet om Rasks store Fortjenester af Sprogstudiet, og at udtale det Onske,
at Resultaterne af hans Granskning maatte komme mere til Anvendelse i Skolen og i
Livet, end hidtil har veret Tilfældet.

CLVII

Selskabet modtog fölgende Skrifter :

Transactions of the Cambridge philosophical Society. Vol. 8. Part. 3. Cambridge
4842. 4.

Transactions of the Royal Irish Academy. Vol. 149. Part. 2. Dublin, 1843. 4.

Mémoires de l’Académie Impériale des Sciences de Saint-Petersbourg. 6me serie:
sciences mathématiques, physiques et naturelles. Tome 5me, Are partie.
Tome ?me, 2de partie.

Mémoires de l’Académie Impériale des Sciences de Saint-Petersbourg. 6me serie:
scienses politiques. Tome 6me, Livrais: 4, 2, 3.

Mémoires présentés a Academie Impériale de Saint-Petersbourg par divers savans,
Tome 4me, 5me Livrais. 1843.

Recueil des actes des séances publiques de l’Académie Impériale des sciences de Saint-
Petersbourg, tenues le 29 Dec. 1840, le 31 Dec. 1811 & le 30 Dec. 1842.
St.-Petersbourg 1843. 4.

Noveaux Mémoires de la Société Imperiale des Naturalistes de Moscou. Tome 7me,
formant le 13me de la collection. Moscou 1842. 4.

Abhandlungen der mathem.-physikalischen Classe der Küniglichen Bayerschen Akademie
der Wissenschaften. 3ten Bandes 3te Abtheilung, in der Reihe der Denkschrif-
ten 16ter Bd. München 1843.

Abhandlungen der philosophisch-philologischen Classe der Königl. Bayerschen Akademie
der Wissenschaften, Sten Bandes Ste Abtheilung, in der Reihe der Denk-
schriften 4Ster Bd. München 1843.

Gelehrte Anzeigen der Königl. Bayerschen Akademie der Wissenschaften. Bd. 15.

Bulletin der Königl. Bayerschen Akademie der Wissenschaften. 4843. Nr. 1—53.

Deutsch und Welsch, oder der Weltkampf der Germanen und Romanen u.s.w. Vor-
trag, gehalten zur Feier der 84 Jahrestags der Königl. Bayerschen Akademie
der Wissenschaften d. 28 März 1843 von Dr. Hans Ferdinand Massmann
München 1843. 4.

Rede gehalten zu 84 Feier des Stiftungstages der K. Bayerschen Akademie der Wis-
senschaf. von ihrem Vorstande, dem K. Staatsrathe Freiherrn von Freiberg.

+ München 4843. 4.

Rede zum Andenken an den Hochwürdigsten Herrn Ignatz von Streber, gelesen in der
öffentl. Sitzung der Königl. Akad. der Wissensch, am 28 März 1843 von Dr.
Franz Streber. München 1843. 4.

CLVII

Astronomical Observations made at the Radclife Observatory, Oxford, in the Year 1844 —
by Manuel J. Johnson and M. A. Radclife. Observer Voll. Il, published by
ordre of the Radclife trustees. Oxford 1843. 8.

Proceedings of the London electrical Society. Part. 2, 6, 8. 1841—43,

Mödet den 29% Marts.

Prot. Olufsen meddeelte Resultaterne af en Undersögelse om Solformörkelsen, der
indtraf den Sde Julii 1842.

Til nærmere Oplysning om denne Undersögelses egentlige Oiemed bemærkedes,
at ligesom en enkelt Observation af en Formörkelse kun bliver et Middel til approxi-
mativt at bestemme den geogrgphiske Langde, saaledes kan man, naar denne samme
Formörkelse er bleven observeret paa flere forskjellige Steder, foruden den geographiske
Længde for ethvert af lagttagelsesstederne tillige bestemme adskillige andre astronomiske
Elementer, som vanskelig paa ånden Maade kunde erholdes med samme Nôüiagtighed.
Og til at foretage en slig Undersøgelse med Hensyn til den her omhandlede Formör-
kelse, havde der været saa meget större Anledning, deels, fordi denne Formörkelse
havde været total, i hvilket Tilfælde Omstændighederne for Problemets Låsning blive
gunsligere end ved de blot partielle Formörkelser, deels fordi der ved adskillige fore-
låbige Beregninger af andre Astronomer var opstaaet Formodning om, at et eller flere
af de fra Sol- og Maanelavlerne laante Regningselementer trængte til en Correction
af en uventet Stérrelse. Denne Formodning var ogsaa bleven bekræftet; thi medens
det havde viist sig, at det, for at bringe Iagttagelserne i Overeensstemmelse, kun blev
nødvendigt at anbringe en Correction af —2’ ved den Burkhardske Bestemmelse af
Maanens Radius, og 0,4 ved den Besselske Bestemmelse af Solradien, havde Under-
sögelsen derimod fört til det Resultat, at Feilen i den af Tavlerne angivne Distance
imellem Solen og Maanen steg indtil 24. Nédvendigheden af disse Correclioner godt-

gjordes ved al sammenligne de ved de ucorrigerede Sol- og Maanetavler erholdte Langder med

dem, der erholdtes, naar Tavlerne corrigeredes overeensstemmende med Undersögelsens
Resultater.

Tillige gaves en Oversigt over de mærkværdige Lysphænomener, der saavel
ved denne Formörkelse som ved forhen indtrufne totale Solformörkelser vare blevne
iagttagede, og der fremsattes den Formodning, at alle disse Phænomener muligen vilde
lade sig forklare som Fölger af Lysstraalernes Interferents.

Dernæst meddeelte han Maaneobservationer, udfürte af Magister Pedersen.

Professor Ramus fremlagde eu Afhandling om de ellipsoidiske Ligevegtsfigurer
af en homogen flydende Masse, roterende om en Axe og underkastet alle Delenes gjen-
sidige Tiltrekninger.

Det almindelige Problem, at bestemme alle de Figurer, som en flydende Masse
kan vedligeholde under sin uforandrede Rotation, idet Delene tiltrekke hinanden efter
en hvilkensombelst given Lov, er langt fra at kunne oplöses paa Videnskabens ner-
verende Standpunkt. Vel kan man, ifülge Theorien af Massers Attraction og ved at
stôlte sig paa Principerne i Hydrostatiken, fremstille den Differentialligning mellem de
variable Coordinater, som Ligevægtsfiguren skal tilfredsstille, men i denne Ligning ind-
gaaer et tredobbelt Integral, som skal udstrekke sig til de yderste Grændser for
Massen, og som fülgelig maa tages mellem Grændser, der selv afhænge af den sögte
Figur. Det er altsaa kun muligt at tilfredsstille denne Ligning ved Forsög, idet en
vis Figur antages som Hypothese, hvorefter man undersöger, om den tilsvarende Be-
stemmelse for det tredobbelte Integral som Function af Coordinaterne til det vilkaarlige
Punkt i Overfladen lader Differentialligningen falde sammen med den, som tilhôrer
samme Overflade, Denne Methode har man dog ikke med Held kunnet anvende uden
i det enkelte Tilfælde, hvor Tiltrækningen fölger den samme Lov, som regjerer de
store Bevægelses-Phænomener i Universet og som maa have virket til Dannelsen af
Himmellegemernes Figur, Tiltrekningen omvendt som Qvadratet af Afstanden, og man
har da fundet, at den flade Revolutions -Ellipsoide (lellipsoide de révolution aplati),
som frembringes ved en Ellipses Omdreining om den korte Axe, kan vere Ligevegts-
figur, idet den korte Axe er Rotationsaxe, men dog under Forudsetning af, at Rota-

tionshastigheden ikke overstiger en vis Grændse (Maclaurins Theorem). For denne

——
Grændse selv gives der kun een Revolutions-Ellipsoide; men saasnart Rotations-
hastigheden gaaer under denne Grændse og aftager til 0, ere to Revolutions-Ellipsoider
mulige, hvis Excentriciteter stedse mere fjerne sig fra hinanden indtil de yderste
Grændser O og 4, som fremstille paa den ene Side Kuglen, paa den ander det til alle
Sider i det uendelige udstrakte Plan, hvilken sidste Figur, analytisk taget, er ligesaa
vel som Kuglen en Ligevegtsfigur, naar Legemet ikke roterer. De to forskjellige El-
lipsoider, svarende til den samme Rotationshastighed , forudsætte iövrigt, som Laplace
har beviist, forskjellige primitive Impulser. — Fremdeles har Jacobi bemærket, at
ogsaa Ellipsoiden med tre ulige Axer, med den mindste Axe til Rotalionsaxe, er en
Ligevægtsfigur, forsaavidt Rotationen er under en vis Grændse; og at denne Figur
ingensinde tilstæder mere end en enkelt Oplåsning, idet enhver given Rotationshastighed
kun kan svare til en eneste ellipsoidisk Figur med tre ulige Axer. — Endeligen veed
man, at i Tilfældet af Attraction ligefrem proportional med Afstanden, idet et Legems
Attraction da kan bestemmes uafhængigen af dets Figur, erholdes den flade Revolutions-
Ellipsoide, med den korte Axe til Rotationsaxe, som enkelt Ligevægtsfigur, forsaavidt
Rotationen er under en vis Grændse. For en stürre Rotation erholdes Revolutions-
Hyperboloiden, frembragt ved en Hyperbols Omdreining om sin fürste eller anden Axe,
Rotationsaxen, hvilket forudsætter, at Fluidet er i Beröring med en fast Overflade; men
man bor ikke med Poisson (Traité de Mecanique, T. IM, p.542) slutte, at Ligevægts-
figurer med fri Overflade herved ere udelukkede, thi man har limiteret Oplésningen ved
at antage Tyngdepunktets Coordinater for constante, medens dog dette Punkt alminde-
igen forflyttes ved Forandring af Overfladens Figur.. Derimod er det mærkeligt, at den
fundne Oplésning ikke forudsætter Fluidets Homogeneitet, men at det kan bestaae af
homogene Niveaulag af forskiellige Tætheder. — Ved at combinere begge disse Til-
fælde af Attractionslove d. e. ved at antage Attractionen som Function af Afstanden

u at vereudtrykt ved
g
77 + Gu,

idet g og G ere positive Constanter, bliver det muligt at bestemme alle de ellip-
soidiske Ligevægtsfigurer af det givne homogene Fluidum, som kunde svare til en
given Rotation, idet alle Fluidets Moleculer gjensidigen tiltrække hinanden efter den
anførte Lov.

Disse Resultater lede naturligen til det Spörgsmaal, hvorvidt overhoved Ellip-

soiderne ere Ligevegtsfigurer af det homogene Fluidum, som antages ingen andre

CENT
Kræfter underkastet, end alle Delenes gjensidige Tiltrekninger efter en hvilkensombelst
given Lov, Function af Afstanden, i Forbindelse med Centrifugalkraften, som skyldes
den constante Rotation. Paa Grund af den Vanskelighed, som Beregningen af Massers
Altraclion frembyder, er dette Spørgsmaal hidtil ikke blevet besvaret. Nærværende Af-
handling beskjæftiger sig fornemmelig med at opklare dette Punkt, idet Undersøgelsen
støtter sig paa de af Lejeune- Dirichlet givne Formler for Ellipsoiders Tiltrækning. Ved
disse Formler, som forudsætte en Tiltrækning af Formen

9

uP
d. e. omvendt som pte Potents af Afstanden, ere de tredobbeite Integraler reducerede
til enkelte Integraler; men en Vanskelighed opstaaer derved. at man i de fleste Til-
fælde kommer til ubestemte Former, hvilken Vanskelighed kun hæves ved at bringe
Udtrykkene under en særegen Form, som leder til de saakaldte singulære Integraler
(les intégrales singulières), der blive at behandle paa en lignende Maade som ved de
andre Leiligheder, hvor denne Slags Integraler fremstille sig enten i den rene Analyse
eller i den anvendte Mathematik. Resultaterne kunne dernæst specielt anvendes paa
Kuglen, hvilket tjener til at controlere Rigtighedeu af denne Theorie; thi Kuglens At-
traction har som bekjendt ingen Vanskelighed og kan almindeligen fremstilles for en
- hyilkensomhelst Function af Afstanden. At Resultaterne blive aldeles overeensstemmende,

viser sig derved, at deres Sammenstilling giver

al ” p
FÅ a? (1 — 7?) m (1 —e? x°) ae

0
MELD A Pere ul

WERBEN a LU EN 3 DE as
Vag-Dp 395) °L For der

idet eQ 4. Denne Formel, som i sig selv indeholder et mærkeligt Theorem, hen-

hörende til de bestemte Integralers Theorie, bevises let ved begge Siders Udvikling
efter stigende Potentser af e, idet man dernest erindrer den bekjendte Relation mellem
de Eulerske Integraler af {ste og 2den Art. Den hele herhen hörende Beregning lader
sig ikke fremstille i Udtog, men fölgende specielle Exempel, som ogsaa i anden Hen-
seende er merkeligt, tjener til nærmere at oplyse denne Sammenstilling. Antag Til-
trekningen virkende omvendt som 4de Potents af Afstanden, altsaa p= 4. Ellipsoidens
tre Halvaxer vere betegnede a, 6, y, det tiltrukne Punkts Coordinater a,b, ¢, idet El-

lipsoidens Centrum er taget som Begyndelsespunkt og de coordineerte Axer lagte henad
XI. 21

CLXII
\
dens tre Axer. Ellipsoidens Masse vere betegnet ved M, de tre retvinklede Compo-
santer til den resulterende Tiltrekning, A, B,C, parallele med Axerne og virkende: til
Formindskelse af Coordinaterne a,b,c, Man vil da have:

4. naar det tiltrukne Punkt er indvendigt:

b :
A=gMP, B= gM zB, C—gM<P,
a@ 2 Y
1
= - - <
a? b? c? ,
be ee
af r( a; p? =) |
2. naar det tiltrukne Punkt er udvendigt: -
a b c
ig ye, B= 9M a P', ud ut
4

P'=

Sj a2 HE ga’
at ty! (1— Fa — u)

idet @’, 8’, y’, a’, b!, c’ bestemmes paa sædvanlig Maade ved

aa b €
a? = + aw, p/2 =p +, 7/2 = y? +o, ee jeta een

hvor æ betegner den enkelte positive Rod i den cubiske Ligning
at 2 c2
Fat Føty ta l
Ligger det tiltrukne Punkt paa Overfladen selv, falde begge disse Tilfælde sammen,
idet w — 0, og man finder da, at A, B og C blive uendelig store; men isærdeleshed
er det mærkeligt, at naar Punktet enten er udvendigt eller indvendigt, haves A, B, C
som endelige algebraiske Functioner, medens de som bekjendt for p — 2 ere elliptiske.
Naar @ = 8 — y, reduceres Ellipsoiden til en Kugle, og man kan da for Simpelheds
Skyld sætte b — 0 og c =O, hvorved B =O og C=O, hvorimod A bliver selve den
til Kuglens Centrum dirigerede Resultant.’ Denne bliver da saaledes bestemt:
1. naar det tiltrukne Punkt er indvendigt:
„ae MESA
a3 (aY—a2?)”
2. naar det tiltrukne Punkt er udvendigt:
nel Labbe
a2(a2—a?)

CLXUI

I begge Tilfælde betegner & Kuglens Radius, a det tiltrukne Punkty Afstand fra Kug
lens Centrum. Ligger det tiltrukne Punkt paa Kuglens Overflade, haves a = a, altsaa
ifölge begge Tilfælde A—a. Disse Resultater falde aldeles sammen med dem, som
directe udledes af den almindelige Theorie af Kuglers Tiltrekning. At Tiltrekningen
er uendelig, naar Punktet ligger paa Overlladen, kunde synes paradox; men ved en
nærmere Betragtning vil det indsees at vere en nüdvendig Folge af Sagens Natur. For
Attractionsloven 4 er det paa Kuglens Overflade beliggende Punkt tiltrukket i Retningen
u
mod Kuglens Centrum ved en Kraft
Ar. 39M
(p—1)(p—3)(p—5) «

Denne Störrelse er endelig, naar 3—p er positiv d. e. naar enten p er positiv < 3

DA) ?-+ (p—s) 07 7].

eller O eller negativ, og man erholder da simplere
don gM
een of”
som viser, at ‘Tiltrekningen er den sely samme, som hvis Kuglen blev remplaceret af
et enkelt Punkt beliggende i Kuglens Centrum, men som maatte have en Masse saa
stor som Kuglens Masse M mullipliceret med Tallet
3.27?
(3—p) (5—p)
p=—1, i Overeensstemmelse med det bekjendte almindelige Theorem af Laplace).
Derimod bliver Kraften A uendelig, naar enten p = 3, idet Udtrykket transformeres til
logarithmisk Form, eller p > 3. Den uendelige Værdie maa altsaa hidråre fra det

stærkere Forhold, hvori Attractionen mellem to Punkter kommer til at voxe ved deres

(hvilket Tal, naar p er under 3, alene bliver 4 for Værdierne p— 2 og

Nermelse til hinanden, og skyldes de nærmest omgivende Punkter af Massen. hvor-

. med det tiltrukne Punkt er i Beröring. Er dette Punkt indvendigt, vil baade den in-
denfor liggende Kugle og den omgivende Kugleskal give en uendelig Tiltrækning,

men, idet disse to Kræfter gaae i modsat Retning, frembringes en endelig Differents

som resulterende Kraft; hvorimod, naar det tiltrukne indvendige Punkt antages stedse

nærmere ved Overfladen og tilsidst at höre til Overfladen selv, voxer Tillrekningen i

det uendelige, idet den omgivende Kugleskal nærmer sig til at forsvinde.
Den fuldstendige Analyse af Ellipsoiders Tiltrekning leder til Besvarelsen af
det ovennævnte. Spörgsmaal, om ikke overhoved Ellipsoiden er en Ligevægtsfigur for :

det homogene Fluidum underkastet en constant Rotation saavelsom dets egne Deles
” 21*

> Saal

gjensidige Tiltreknjnger efter en hvilkensomhelst given Loy. Indskrenker man sig til
at forudsætte saadanne Kræfter, som aftage, naar Afstanden voxer, men voxe, naar Af-
standen formindskes (hvilke Kræfter ere de eneste, som forekomme i Naturen yed en-
kelte Punkters eller Masseelementers gjensidige Tiltrekninger), saa er Svaret benæg-
tende; thi det viser sig, at det alene er Tiltrekningen omvendt som, Qvadratet af Af-
standen, som tilsteder ellipsoidiske Ligevegtsfigurer af det homogene og roterende Flui-
dum. Vil man derimod admittere ogsaa saadanne Attractionskræfter, som voxe eller
aflage samtidigen med Afstanden, kunne uendelig mange andre Kræfter gjöre ellipsoidi-
ske Ligevægtsfigurer mulige, nemlig alle de, som forholde sig directe som en Potents
af Afstanden med en positiv Exponent, som ikke er under 4. Vel er der i denne
Undersögelse alene taget Hensyn til saadanne Attractioner, som forholde sig som Po-
tentser af Afstanden, men Resultatet udvides Jet til andre Krefter, idet Functionen af
Afstanden u tænkes udviklet efter Potentser. Den almindelige Tiltrekningslov, hvortil

ellipsoidiske Ligevægtsfigurer svare, kan fölgelig fremstilles ved en Række af Formen

Le tuts kG SC Cou ee
idet py, Pos Pas +++ ere alle positive, og Coefficienterne g, G, G,. Go, G3, ..- po-
sive cller 0. Den samme Analyse giver ogsaa Midlet til at bestemme de forskjellige
Ellipsoider, som for en given Attraction af den anförte Natur svare til opgivne Verdier
af Rotationshaslighed, Volumen og Tæthed, og man erholder almindeligen deels Revo-
lutions-Ellipsoider, deels Ellipsoider med tre ulige Axer. Specielt indbefattes herunder
Oplosningen af Problemet angaaende de ellipsoidiske Ligevegtsfigurer i Tilfældet af
den sædvanlige Tiltrakningslov omvendt som Qvadratet af Afstanden d. e. hvor 0 =
G=G,—G,=—G, .... Dette Tilfælde har været tidligere behandlet af forskjellige
Mathemalikere, men er dog ogsaa i nærværende Afhandling bleven nærmere undersögt,
da de Resultater, man herover havde fremstillet, i enkelte Punkter forekom mindre til-
fredsstillende, Tilfældet af tre ulige Axer er blevet undersögt af den berömte engelske
Mathematiker Ivory, men, som Liouville har viist, ikke heldigen, og i det seneste Ar-
beide herover, af den tydske Mathematiker C, O. Meyer, er den mindste Halvaxe,
hyorom Massen roterer, sat — 4, men heraf fölger, at de Ligevegtsfigurer, som der-
efter ere bestemte for den samme Rotation, maae for at kunne svare til den samme
Rolationsaxe, tilhöre Masser af forskjellig Störrelse; men dette Problem, som af den
nævnte Mathematiker er behandlet med fortrinlig Skarpsindighed, er ikke det, som

nærmest tjener til at opklare Sagen. Som de givne Störrelser maa man anlage: 4)

CLXV

Rotationshastigheden &; 2) Volumen V; 3) Tætheden 9; 4) Intensiteten af Attractions-
kraften (for Masseenheder i Enhed af Afstand) g. Heraf skal Ellipsoidens Figur findes,
nemlig de tre halve Axer

a, By 9
af hvilke & antages at vere den mindste, altsaa 2œ den Axe, hvorom Ellipsoiden rote-
rer. Betegnes ved e og e’ Excentriciteterne af de to gjennem denne Axe lagte ellip-

tiske Hovedsnit, nemlig

2 2
ef, of? ef TE
B° NE
og sættes
e= sind, À — (60, ef = sing’, À! = 1g0°,
samt
£2
H = kJ
67° V.go
findes
wate re, p= Vcos” 26 r=\/, Veosh a)
47cos?0 37100520"
idet 6 og 6° bestemmes ved 4 og A’, hvis Verdier blive at söge ifölge Ligningen
H=212\ EEE ddr
(1+49)2I4 VA+2272)8(1 +227)

(2)

— 272 pr 1+22 SA æ?(1—x°)dx |
à Vera rr VOTE

Denne Ligning kan almindeligen paa to Maader tilfredsstilles, som lede respective til
Maclaurins og Jacobis Theoremer. i
Förste Oplåsning: À 4", altsaa $=y, d. e. en Revolutions-Ellipsoide, og

ifölge (2), ved at udföre Integrationen og indsætte À = tg,

(8+1g°6)d—3tg6?

H= 1336 Y cos? cos? (3)
som tjener til at bestemme 6, hvorefter (1) giver
3 pry Ci oo ae 5
. 2 -\/= Br Bæ næ LA (4)
370 47cos@

Oplösuingen af den transcendente Ligning (3) lettes ved den til Afhandlingen föiede

Tavle, som fremstiller Værdierne af H svarende til de successive Verdier af @ i hele

Grader fra 0° til 90°; thi ved blot Inspection af Tavlen findes med en vis Grad af
" Tilnermelse de til den opgivne H svarende Vinkler 6. Denne Tavle viser, hvad
ogsaa en directe Undersögelse af Functionen tjener til at godtgjöre, at H i Intervallet
fra 0—0 til @=90° er bestandigen positiv, men ved disse Grendser selv 0, og at den

blot har et enkelt Maximum svarende omtrent til 2=58°. Man har nemlig:

e H

0,83867 | 0,13221
0,84805 | 0,13236

0,85717 | 0,13222

Er H liig sit Maximum d. e. H=0,13236, saa er kun en enkelt Revolutions-Ellip-
soide mulig; er H större end denne Verdie, ere Revolutions-Ellipsoiderne umulige ;
men er H under denne Verdi, erholdes to forskjellige Revotutions-Ellipsoider, der
stedse mere fjerne sig fra hinanden, eftersom H aftager, og som for H=O ere paa
den ene Side Kuglen (9=0), paa den anden Side Planet (690°).

Anden Oplösning: 2den og 3die Side af Ligning (2) giver, naar 2%—J/2

122 1—a2) 1—424/22?)dr
VA = =0, (5)
0. VU) (4 4-4/222)8

tjenende til at bestemme Ligevægts-Ellipsoiden med tre ulige Axer. Til À som given

bortdivideres,

kan der aabenbart kun svare en enkelt Værdie af 47, eflerdi venstre Side af Ligning
(5) er bestandigen aftagende, naar À’ er voxende. Det sees tillige, at man maa have
AA>1, da ellers alle Elementerne af Integralet vilde vere positive; fölgelig, naar À
antages at vere den störste af de to Störrelser À og À, maa man nödvendigen have
A>1 eller 97>45?, og tillige
6>6'>90°—8.

Specielt kunde man imidlertid have 6=6/, altsaa A=A‘, hvorved Ligning (5) redu-
ceres til

_AB-1327) ©

3+-1442+314

Heraf udledes 9=45" omtrent, som giver en Revolutions-Ellipsoide, hörende til den

— are (tg =A) —0. (6)

CRY
af de to Rekker, som med altagende Excentriciteter nermer sig til Kuglen, og sva-
rende til H=0,112. Denne .Verdie falder omtrentlig sammen med det-Maximum, over
hvilket kun Revolutios-Ellipsoider ere mulige, hvorimod der for enhver Verdie af H
under dette Maximum foruden de to Revolutions-Ellipsoider gives en enkelt Ellipsoide
med tre ulige Axer. Eftersom H nærmer sig til 0, ville de to elliptiske Hovedsnit,
bestemte ved Excentricitets-Vinklerne @ og 6’, stedse mere fjerne sig fra hinanden, saa
at medens de ved den överste Grændse faldt sammen og dannede en Revolutions-Ellip-
soide, ville de ved den nederste Grændse, idet 2=90°, 6’=0, give den rette Cylinder,
hvis circulere Grundflade er af en forsvindende Störrelse (ifélge (1) bliver &=0,
B=o , y=0). For nu at kunne til en opgiven Værdie af H, som er under det
nævnte Maximum, med Lethed bestemme de tilsvarende Verdier af 6 og @/, vil det
ogsaa her vere hensigtsmessigt at construere en Tavle, indeholdende 1°. @ fra 45° til
90°, 2°. de tilsvarende Vinkler 9" bestemte ved Ligning (5), 3°. de tilsvarende Vær-
dier af H bestemte ved Ligning (2). Gaaer man ud fra den Værdie af À, som er
bestemt ved Ligning (6), saa vil en lille Forandring af A til A+h gjöre, at 4° bliver
til 4‘—k, hvor k kan udtrykkes, idet dens höiere Potentser bortkastes, ved Integraler
af samme Slags som de, der indgaae i Ligningerne (2) og (5). Den hele Beregning
kan fölgelig skee successive, og lettes iövrigt ved Benyttelsen af de elliptiske Tavler;
thi alle de her forekommende Integraler kunne transformeres til elliptiske Functioner af
dste og 2den Art, med Amplitude—=@ og med en Modulus, hvis Complement —
For de smaae Verdier af 4‘ er det derimod simplere at udvikle i Række efter stigende
Potentser af denne Stürrelse, >

Den fuldstendige Theorie af de ellipsoidiske Ligevegts-Figurer, hvis Hoved-
punkter her korleligen ere meddeelte, finder vel ikke directe Anvendelse i den physiske
Astronomie, efterdi Himmellegemerne ikke kunne ansees for homogene; men alligevel
er denne Theorie nüdvendig for Besvarelsen af flere vigtige Spörgsmaale angaaende
disse Legemers Figur, og tjener blandt andet netop til i visse Tilfælde at godtgjöre
Heterogeneileten, idet Rotation, Volumen, Middeltæthed og Figur findes ved et Himmel-
legeme ikke saaledes at stemme med hinanden, som de homogene Ellipsoiders Theorie
vilde kræve det. Iserdeleshed finder dette Anvendelse paa Jordkloden, for hvilken de
fire nævnte Störrelser ere ndiagtigen bekjendte. Medens Planeterne saavelsom Solen
höre til de kugeldannede Revolutions-Ellipsoider d. e. som have en meget lille Excen-

tricitet, kjender man paa den anden Side intet Exempel paa de skivedannede Revolu-

_CLXVII

tions-Ellipsoider d. e, som have en meget stor Excentricitet. Hvad derimod de cylin-
drisk formede Ellipsoider angaaer, eller dem med tre ulige Axer, have nogle troet, at
visse Fixstjerners periodiske Lys muligen lod sig forklare ved Antagelsen af denne Fi-
gur. Det er vanskeligt at pröve, om denne Forklaring kan admitteres; men det vil
her vere tilstrækkeligt at bemærke, at naar Observator befinder sig i en saadan Ellip-
soides Aiqvatorialplan, vil den periodiske Forandring vere ham meest kjendelig, og at
den stærkeste og svageste Lysstyrke da maae forholde sig til hinanden som Arealerne
af de to elliptiske Hovedsnit d. e. som Ø:y eller omvendt som Cosinusserne af deres
Excentricitets-Vinkler, samt at Rotationstiden, hvoraf ¢ findes, vil vere liig den dob-

cos6/

belte Tidslengde af Perioden. Af
cosÜ

= som given udledes ifülge Ligning (3)

eller af den construerede Tavle Værdierne af @ og 0, saa at, da s ogsaa kiendes, be-
höver man blot at fastsætte en Hypothese med Hensyn til Tætheden 9, for at Volu-
men V ifülge (2) og dernæst a, ß, y ifülge (1) kunne blive bekjendte.

Modet den 12" April.

Professor C. Molbech forelæste: „Nogle Bemærkninger angaaende Celtiske Spor og
Levninger i Norden, og navnlig i Danmark.‘*

Beskaffenheden af det gamle Nordens Monumenter og Oldsager, deres Mangel
paa Indskrifter, symbolske Figurer og andre charakteristiske Prydelser, ligesom overho-
vedet taget Mangel paa Konstens Former og Stiil, setter dem i et andet Forhold, end
den antike Verdens Oltidsminder. Disse kan man næsten altid henföre til deres be-
stemte Tid og Sted; og de give sum oftetst en langt sikkrere Grund for Benyttelse ved
historiske Undersögelser, end de nordiske Monumenter. Derved har ogsaa Phantasien
kunnet spille en betydeligere Rolle i disse Oldsagers Undersögelse, og den er derved
kommen til langt större Virksomhed og Raadighed end i lignende videnskabelige Ar-

beider over den gamle Verdens Mindesmærker, Dette har bidraget meget til de usikkre

CLXIX

0g vaklende Hypotheser, hvorved man til forskjellige Tider har sögt at forklare
disse Monumenter og Antiquifeter, og at bestemme deres Tidsforhold og Oprindelse.
Der gives en Deel af samme, som man undertiden har tillagt celtiske Folkestammer,
hvilke tidligere, end de germanisk-gothiske, skulde have besiddet og beboet visse Stræk-
ninger af de scandinaviske Riger. Navnligen findes saadanne Mindesmærker og Old-
sager (nemlig særdeles af Bronce) saagodt som overalt i de danske Lande, med Indbe-
greb af Skaane, og et og andet Sted i det sydlige Sverige.

Andre, og deriblandt den nyeste Forfatter, der i systematisk Form har
fremstillet Grundtrækkene af den nordiske Archeologie, ‘ville derimod fraskrive Cel-
terne hine Mindesmærker, og navnligen tillægge de ældste Steengrave (Jettestuerne) en
os ubekjendt og endnu ældre Folkestamme; imedens han derimod tillægger gothiske
Stammer de i Danmark, hyppigst i noget af de scandinaviske Riger, forefundne Old-
sager, hvis Alder og Brug i delte Land han endog troer at kunne före ned til det Sde
og Øde Aarb. efter Chr. Heri er endeel, som endnu maa ansees for usikkert og uaf-
gjort; saaledes opfordrer den bestemte Liighed i Form og Charakteer, der findes imel-
lem bemeldte Steen-Monumenter og Bronce-Vaaben, Meisler m. m., som opgraves i
Danmark og Skaane, og samme Gjenstande i en Deel af det nordvestlige Europa og
paa de brittiske Oer, til en nåiere og skarpere Undersågelse og Bestemmelse af For-
holdet imellem hine og disse, end man hidtil har været i Besiddelse af.

Fornemmelig er Irland — fra umindelig Tid beboet af et celtisk Folkefærd,
der uden Tviyl meget tidlig har havt Samqvem med den gamle Verdens ældste såfa-
rende Handelsfolk, Phoenicierne — et Land, hvis Monumenter og Oldsager, i hvilke
ligeledes den omtalte Liighed finder Sted, fortjene de nordiske Archæologers Opmærk-
somhed, Det er blandt andet en paafaldende Mærkværdighed, at man i Irland har fun-
det de selvsamme Broncesager, som i Danmark ere hyppige nok, i overvetles Mængde;
ligesom det igien maa henlede Tanken paa fjernere Forbindelser i Oldtiden, at Kobber-
Sværd og andre Vaaben fra Irland have en paafaldende Liighed i Dannelse med slige
Oldsager, som man har fundet i sydlige Lande, f. Ex. i etrusciske Grave; og at den
Blanding af Tin med Kobberet, som ved chemiske Analyser er forefundet i de sidst-
nævnte Oldsager, i Forholdet sædvanligen netop er den samme, som man finder i de
nordiske Broncesager. Overhovedet er i disse, og i al den antike Bronce, man har
opdaget ved Jordfund i det nordlige og vestlige Europa, Tinnet det Metal, som al-
tid findes anvendt til Legeringen, for at give Kobberet en höiere Grad af Haardhed;
hvorimod den Bronce, der findes i Landene Østen for Oder og Volga, ‘i Almindelighed

XI. 22

CLXX

er dannet ved Blanding med Zink. Nu er netop Britannien Tinnets rette Hjem i Eu-
ropa; og skjündt dette Metal i Oldtiden ogsaa skal vere fundet andensteds, f. Ex. i
Spanien, hvor man nu ikke mere kjender det, er det dog vist nok, at de rige Tinmi-
ner i Cornwall have veret bekjendte fra den fjerneste Fortid; ligesom det uden Tvivl
var herfra, at allerede Phoenicierne hentede dette Metal, som Herodot (III. 145) til-
lægger „De Massiteriske Øer", og som ogsaa Cesar (B. Gall. V. c. 12) nævner som
et vel bekjendt Naturproduct (plumbum album) i Britannien; hvorimod det er mærke-
ligt nok, at han om Briterne siger: at Mobberet tilføres dem af Fremmede, (Man
kommer til at tænke paa, at overordentlig rige Kobberminer i Oldtiden dreves i Etru:
rien, og at de gamle Etruscer vare berömte for deres Færdighed i at bearbeide og
stöbe Kobberet, m. m.)

Ligeledes vare Celterne fra Oldtiden bekjendte for at besidde denne Ferdighed;
og i Irland, der aldrig, för i en ganske sildig Tidsalder, har havt andre Indbyggere
end af celtisk Stamme, findes ei allene, som alt er bemerket, Vaaben og Redskaber af
den antike Bronce, i störst Mengde, men endog saadanne Ringe, der have al Anseelse
af at vere benyttede (ligesom ogsaa visse Slags Guld- og Sölvringe, baade her og i
Norden) i Stedet for præget Mynt. Man kommer saaledes, ved flere Grunde og Om-
stændigheder, til den Overtydning: at Kobberet hos Celterne har været — vist nok ikke
allid det eneste — men dog fra den eldste Tid det almindeligste og mest bearbeidede
Metal; og finder man nu i det fierne, celliske Irland, i Britannien og i Danmark den
nöieste Overeensstemmelse i Former, Arter, Metallets Beskaffenhed og Legering, ved de
Redskaber, Vaaben, Ringe, Smykker m.m, af Bronce, som ere fælleds for disse Lande:
da ledes man uvilkaarligen til at antage et gammelt historisk Slagtskabsforhold imellem de
Folkestammer, der engang i disse Lande benyttede bemeldte Bronce - Sager; imedens
man dog, hvad Danmark angaaer, har Vanskelighed ved at antage, al disse Oldsager
her skulde vere oprindeligt forferdigede — især, om man vil mene, at det ikke var
en celtisk, men en gothisk Folkestamme, som i Norden har indfört og benyttet” dem.
Gotherne ere, efter alle historiske Spor, indkomne til Norden Osten fra; Celternes Spor,
Monumenter, Broncesager m. m. fire os derimod altid mod Vesten. Tinbroncen tilhö-
rer netop ikke de östlige, men de vestlige Lande; og at tænke sig i hiin fierhe Tids-
alder, som efter al Rimelighed — dersom Gothiske Stammer havde medfört Broncens
Brug til Danmark — maatte ligge lengere tilbage, end Saxers og Danskes Vikingstog
til Nordtydkland og Britannien, et saadant Handels-Forhold i Norden, at Fremmede

skulde have fort Kobber og Tin, eller var det endog raa Bronce, til Norden, og at man

CLXXE
her skulde have forædlet disse Metaller til stöbte Vaaben, Smykker m, m, har aldeles
ingen Sandsynlighed. Der bliver neppe andet tilbage, end at tænke sig celtiske Indbyg-
gere i en Deel af Seandinavien og Nordtydskland, tidligere end de gothiske; at Bron-
cen ved saadanne er indfört, og at disse Folkestammer kunne ei allene have medfört
- den dem egne Konst at forarbeide Kobheret; men at ogsaa Forbindelse med de vestlige
Lande , og navnligen med Britannien, er bleven vedligeholdt paa en eller anden Maade,
hvorved Tilförsel af den støbte Bronce kuude blive muelig.

Vil man derimod forkaste celtiske Indvandringer i bemeldte Deel af det nord-
lige Europa, og navnligen i Danmark forudsætte gothisk-germaniske Stammer som de
Indbyggere, der med deres Kobber-Redskaber skulle have umiddelbart aflåst en ældre,
ubekjendt Folkestamme, de steenbyggede Gravkulers og Steenredskabers Ophaysmænd og
Brugere: da er man ikke istand til at forklare, hvorfra Gother og Germaner, der ikke
saa tidligt kom i Beröring med Celter og Britter i Gallien og Britannien, skulde have
faaet og tilegnet sig „det celtiske Tin" (Kaooirevos zedtizoc: Aristol. Auscult. mira-
bil. c, 51), den celtiske Bronce, og Formerne til de deraf stöbte Vaaben og Prydelser
m. m. Man har da, under hiin Forudsætning, at Besidderne af de i Danmark 0.5, v.
fundne Bronce-Sager skulde have veret germaniske eller gothiske Stammer, neppe an-
den Udvei, end at tenke sig dem som oprindeligt Krigsbytte fra tidlige Vikingstog paa
Irland og Britannien, og da vel særdeles fra det förste Land. Om dette imidlertid kan
bringes i Overeensstemmelse med Tidsforholdene i Nordens ældste Sagnhistorie, er heel
uvist; men ikke mindre Usandsynlighed medförer den yttrede Formening: at Bronce-
vaabens og Redskabers Brug i Danmark skulde have vedvaret saa langt ned i Tiden
(til det Sde og 9de Aarh,) imedens Jernet for lenge siden maatte vere i Brug hos
alle Nabofolk. (Worsaae, Danm. Oltid. S. 409.)

Ikke mindre Vanskelighed have vi ved at forklare Grunden til, at samme
Slags Jettestuer, eller steenbyggede Grave, og andre Steenmonumenter, tilligemed de
disse tilhürende Steenredskaber og Vaaben, som vort Fædreland i Mengde fremviser,
gjenfindes saavel i visse Strekninger af Nordtydskland og Holland som i det nordlige
og vestlige Frankrige, i England, ja endog i de fjerneste vestlige Dele af Irland, hvor
"aldrig, saa langt historiske Spor og Minder naae, andre end celliske Folkeferd have
havt Hjem. At saaledes den saakaldte „„Steenalders‘* Monumenter og Oldsager omtrent
have samme geographiske Udstrækning og Grændser, som de ovenfor omhandlede Kob-
ber- eller Bronce-Sager, lige fra Skaane, eller fra Meklenborg, indtil den yderste Spids

af Irland: er en Omstændighed, som endnu frembyder mangen Vanskelighed for anti-

DIK
wie

CLXXII

quariske Conjecturer. Saaledes behöver overhovedet den nordiske Oltidsforskning endnu
mange og vidtlöftige Undersögelser af antiquariske Forhold i Irland, Britannien, Frank-
rige, Tydskland, m.v. inden den tår mene at have udtömt sit Stof, eller at have naaet
en nogenlunde sikker Grundvold for saadanne historiske Resultater, som man tår vente
sig med Rimelighed at kunne bygge paa den her omhandlede Classe af Fortidslevninger.
(Afhandlingen, hvoraf ovenstaaende Uddrag meddeles, er bestemt til Trykning i 5te Bind
af det ved Forf. redigerede ,,Historiske Tidsskrift.f*)

Selskabet modtog:

Transactions of the royal Society of Edinburgh. Vol. 45. Part. 3. 1843 4. Pro-
ceedings 24 & 22.

Ärsberättelse om Framstegen i Kemi och Mineralogi af Jac. Berzelius. 41844.
1842, 1843.

Berältelse om Astronomiens Framsteg. 4837—44.

Ärsberättelse om Technologiens Framsteg. 1841 af Pasch.

— om Zoologiens Framsteg. 1840—42 af Boheman. Andra Delen.

Kongl. Vetenskaps Academiens Handlingar för Ar 1841.

Annuaire magnétique et meleorologique du Corps des ingenieurs des mines de Russie
etc, publiées par Ordre de S. M. l'Empereur Nicolas 1 et sous les auspices
de M. le Comte de Cancrine par A. 7. Kupfer. Année 1844. Nr. 4 & 2.
St. Petersbourg. 4843. 4. i:

Meteorologische Beobachtungen aus dem Lehrbezirk der Kaiserlichen Russischen Uni-

versität Kasan,- auf Kosten der Universitat herausgegeben von Knorr.

_CLXXUT

Mödet den 26% April.

D. H. Bendz meddeelte nogle Bemærkninger over Bygningen af Tænderne hos
Pattedyrene, og foreviste flere dertil henhörende Præparater. Efterat Forfatteren korte-
lig havde gjennemgaact de forskjellige Tandsubstantsers Bygning, gik han over til Be-
skrivelsen af en hidtil kun lidet bekjendt Substants, der opstaaer ved en Forbening af
Tandkimen. Det var fornemmelig Hvalrossens og Spermacethvalens Tænder, hvor denne
Substants er stærkest udviklet, der havde været Gjenstand for Forfatterens Undersögel-
ser, og hvoraf her meddeles Fölgende:

Hos Hvalrossen danner den forbenede Tandkime en betydelig Deel saavel af
Huggetenderne, som Kindtenderne, og udgjör Axen af den solide Afdeling af Tanden,
hvis Spids den dog ikke naaer, med mindre Tanden er afstumpet ved Slidning. 1 Kind-
tænderne fortsætter Forbeningen sig ind i Axen af Tandkimen, og danner en temmelig
lang framragende Spids i Tandens Hule, naar Kimen paa en eller anden Maade er
fjernet. I Huggetænderne, hvis Huler ere meget store ,- strække flere tætstaaende cy-
lindriske Forlengelser sig ind i Kimen, der ere af samme Beskaffenhed x som
den enkelte i Kindtænderne, For det blotte Oie bestaaer denne Substants af smaa
rundagtige Legemer, der ere tæt forenede indbyrdes og give Massen et kornet Udseende.
Den kunde maaskee paa Grund heraf passende benævnes den kornede Tandsubstants,
Substantia granulata dentis. Den er gjennemskinnende, naar den slibes i tynde Plader,
og man bemærker da, at de klare gruppeviis samlede Korn (,4‘—1* Gjennemsnit)
ere forbundne med en hvid perlemoders-glindsende Substants, der har megen Lighed
med den egentlige Tandsubstants, Substantia propria dentis, og gaaer paa flere Steder
umiddelbart over 1 samme. Naar man undersöger den kornede Substants, ved Hjælp af
det sammensatte Mikroskop, seer man at Kornene bestaaer af en stor Mengde rundag-
tige Celler, hvis Begrendsning fra den dem forbindende klare Intercellulairsubstants ofte
er meget utydelig. I Midten af hver Celle findes en mörkere Plet, der snart er rund-
aglig, snart kantet, forgrenet, hvorved den faaer nogen Liighed med Beenkorn, fornem-
nemmelig dem, der findes i Tændernes Cement. Ved paafaldende Lys er denne Plet
hvid, og ved Anvendelse af fortyndet Saltsyre forsvinder den hvide Farve ligesom ved
Beenkorn, hvorfor den nu maa ansees at hidröre fra et Depositum af Beenjord. I flere
af disse hvide Pletter bemærkes et mindre rundt Legeme, som Forfatteren anseer for

en Cellekjerne. Der er altsaa en Analogi i det Væsentlige imellem de beskrevne

CLXXIV

Celler og egentlige Beenceller, nemlig en betydelig Fortykkelse af Cellehinden, hvorved
Cellens Hule meget formindskes; et Spor til Forgrening af denne Hule; en Deposition
af Beenjord i Hulen og dens Forgreninger; og endelig i flere Celler den tilbageblevne
Cellekjærne. Forfatteren fandt ved mikrometriske Udmaalinger, at Diametren af: en Celle
omtrent var —0,0007 Pariser Tomme, af Cellehulen —0,00035, af Cellekjærnen
== 0,00045. Cellerne ere saaledes ordnede, at de danne concentriske Lag, der under-
tiden ere mechanisk sprengte fra hinanden paa tyndt slebne Plader. De Celler, der
danne Midten af Kornene indeholde ofte mere Beenjord, hvorved de samlede sees for
det blotte Üie som en lille hvid Plet, omgivet af Kornenes halvgjennemsiglige con- ~
centriske Lag.

Kornene ligge ligesom indsenkede i den ovenfor omtalte hvidagtige perlemo-

, dersglindsende Masse. Betragtes denne sidste under det sammensatte Mikroskop, seer
man, at den bestaaer af utallige fine jevnlöbende forgrenede Ror, der i det Væsentlige
maa ansees for identiske med dem i den egentlige Tandsubstants. Dette godtgjöres
endydermere derved, at de ofte fortsette sig umiddelbart over i samme. De adskille
sig paa den anden Side fra Rérerne i den egentlige Tandsubstants ved deres uregel-
mæssige Leie. I det Hele taget kan man sige, at de udstraale fra Omfanget af Kor-
nene; men disses ubestemte Leie og Störrelse foraarsager, at Udstraalingen bliver me-
get uordentlig, saa at det faaer Udseende under Mikroskopet paa en tyndt sleben Plade,
som om Rörene slyngede sig uregelmæssigt imellem Kornene. De Forlængelser, som
strække sig ind i Tændernes Hule, ere aldeles byggede paa samme Maade som den
compakte kornede Substants, og opstaae ved en Sammensmeltning af særskilte utallige
Forbeninger, der findes i Tandkimen. Udviklingen af disse særskilte Forbeninger har
Forfatteren ikke hayt Leilighed til at forfölge i den friske Tandkime, hvorfor han ikke
har kunnet iagttage Cellernes Metamorphose inden Beenjorden deponeres i samme; saa
meget auseer han imidlertid for vist, at Tandkimens Celler underkastes en Forbrusk-
ning, hvorved deres Hinder betydeligt fortykkes, Ved at udtrække de jordagtige Be-
standdele af den kornede Tandsubstants ved Hjelp af Saltsyre, kan man let overbevise
sig om, at en Brusk danner det organiske Grundlag for samme. De særskilte Forbe-
ninger i Tandkimen ere i Begyndelsen meget smaae, af en rundagtig Form og voxe
efterhaanden sammen til stérre uregelmæssige Grupper; disse forene sig til de ovenfor
omtalte söileformige Forlængelser, der endelig lidt efter Jidt smelte sammen til den
complette kornede Tandsubstants. Ved at slibe en tynd Plade af en særskilt Forbening

bemerkes under Mikroskopet, at Kornene allerede her ere forbundne ved den med den

CLXXV

egentlige Tandsubstants analoge Masse. Foruden de mikroskopiske forgrenede Rör,
findes en Deel andre Canaler, der ere synlige for det blotte Oie, have en hvid Farve,
og maa nærmest sammenlignes med Marvcanalerne i Beensubstants. Forholdet af Kar-
rene” til den kornede Substants har Forfatteren ikke undersögt af Mangel paa friske
Tender af dette Dyr.

Endskjöndt den kornede Substants fremtræder med saa stor en Masse i Hval-
rossens Tænder, er dens Bygning ikke saa tydelig som i Spermacetavalen. Hos dette
Dyr ere Kornene af en betydelig Störrelse, ikke sjeldent 4 Tomme i Gjennemsnit, og
danne större og mindre Grupper, imellem hvilke en Substants, aldeles analog med den
egentlige Tandsubstants, slynger sig. Men hos dette Dyr danner den kornede Substants
ikke saadanne Forlængelser ind i Tandens Hule som hos Hvalrossen, og den begynder
langt sildigere at udvikle sig. Saaledes findes den hos Hvalrossen i det meget unge
Dyrs Tender, og strækker sig nesten lige op til disses Spids, hvorimod man hos Sper-
macethvalen först træffer den, naar Tænderne allerede ere betydeligt afslidte.

Hos Mennesket skal efter flere Anatomers Angivelse Tandkimen undertiden
forbenes i den fremrykkede Alder. Allerede Bertin (Traité d’Osteologie) har gjort op-
merksom herpaa; Rousseau (Anat. comparée du système dentaire, Paris, 1839. Pag.
68), E. H. Weber. (Hild. Anat. 4 B., Pag. 215), Erdl. (Abhandl. d. math.-phys.
Classe d. königl. bayer. Acad. d. Wissensch., 3 B. 2 Abth. München 1844. Pag.
504) angive flere Exempler herpaa. Purkinje og J. Müller (Müllers Archiv. 1836.
Pag. IV.) anfüre, at Canalen i Roden af ældre Menneskers Tender er beklædt med
den samme Substants, som overtrekker den udvendig.

Iblandt Rovdyrene fandt Retzius (Mikroskopiska undersökningar öfver Tändernes
särdeles Tandbenets struktur (K. V. A. Handlingar f. år 1836) p. 34) den kornede
Substants hos Phoca annellata, og beskrev den omstendeligere hos Trichechus rosmarus.
Hos dette sidste Dyr var den allerede G. Cuvier bekjendt (Vorlesungen, übersetzt von
Meckel, 3 B. p. 104), men denne Forfatter sammenlignede den med en Crystallisation.

Iblandt Gnaverne angiver Purkinje (Raschkow. Meletemata circa mammalium
dentium evolutione, § 18) at have fundet Forbeninger i Tandkimen hos Haren.

Hos de Tandlöse er den af Retzius (anf. Skr. p. 23 og 24) beskreven hos
Bradypus tridactylus og Dasypus novemcinctus.

Iblandt de Tykhudede har G. Cuvier (Recherches sur les ossemens fossiles)
fundet afrundede Knuder paa den indvendige Veg af Hulen i Elephantens Fortender

men han ansaae det for en sygelig Forandring af Tandkimen, ifölge hvilken den paa en-

CLXXVI

kelte Steder afsondrede mere af den egentligg, Tandsubstants. Rörfalteren formodede,
at dette maatte være et Analogon til den kornede Tandsubstants, der i sin förste Op-
rindelse sees paa samme Maade i Tænderne af Spermacethvalen. — I Tandkimen i
Svinets Tænder har Purkinje (Raschkow. Melet. § 18) fundet Forbeninger.

Iblandt Dröviyggerne har ligeledes Purkinje fundet Forbeninger i Hjortens
Tandkime.

Hos Hvalerne har Retzius fundet den kornede Substants i Tænderne af Del-
phinus delphis (anf. Skr. p. 395. Forfatteren har iagttaget den omhandlede Tandsub-
stants hos Spermacethvalen.

Forfatteren har benyttet den kornede Tandsubstants til at löse det Spörgsmaal,
om den egentlige Tandsubstants maa ansees for en Forbening af Tandkimen.

Ældre Skribenter, saasom Volcher Coiter, de Lasône, Jourdain og flere an-
dre ansaae den egentlige Tandsubstants for en lagviis Forbening af Tandkimen. Men
den löse Forbindelse, der findes imellem Tandkimen og den omgivende Tandsubstants,
bragte Hunter og Cuvier til at antage den sidste for et Afsondringsproduct, og efter-
som dette forégedes, skulde Tandkimen formindskes ved Indsugning. De fleste Anato-
mer hyldede denne Anskuelse, indtil Valentin, Leveillé, Owen, Henle og flere andre
udtalte sig for den ældre Mening. At Tandkimen let skilles fra den egentlige Tand-
substants er kun tilsyneladende, thi det yderste Lag af Tandkimen, hvis Væv er iferd
med at metamorphoseres, bliver ved Adskillelsen tildeels hængende ved den forbenede
Substants. Den mikroskopiske Undersögelse af den egentlige Tandsubstants har noksom
godtgjort, at den bestaaer aldeles af metamorphoserede Formelementer, der ikke kunne
frembringes ved en Afsondring. Vel kunde man endnu paastaae, at Tandkimen kunde
udskille en Modervædske hvori disse Elementer dannedes, metamorphoseredes, sammen-
smeltede og forbenede, hvorved den egentlige Tandsubstants kunde tenkes at opstaae
lagviis, og at Tandkimen da formindskedes ved en Indsugning. Men denne Forkla-
ringsmaade maa efter Forfatterens Formening falde bort, da de foreliggende Præparater
af Hvalrossens og Spermacethvalens Tender have viist, at en aldeles analog Substants
kan opstaae i Tandkimens Væv og omslutte de beskrevne runde Legemer i den kor-
nede Substants. Duvernoy har beskreven Tandkimen som bestaaende af to forskjellige
Dele, hvoraf den ene er forsynet med Kar og ansees af ham for et kjertelagtigt Le-
geme, der forestaaer Afsondringen af det Product, som skulde tjene til Forbening af
et ydre Tandkimen omgivende Lag. (L'Institut. 1842. No. 450, 451.). Ikke at
tale om at Tandkimens Bygning ikke har den mindste Lighed med en Kjertels, saa

CLXXVIL

vilde -efter Duvernoys Forudsætning kun en lagviis Forbening kunne finde Sted i Om-
fanget af den kjertelagtige Deel af Kimen; men der sees af Hvalrossens Tender, at

Kimen i dens hele Tykkelse er forvandlet til Beenmasse.

Professor Jürgensen meddeelte en Bemerkning angaaende den Paavirkning en
Axe lider derved, at et fast Legeme bringes i Rotation om samme.

Endskjöndt Poisson har gjort opmærksom paa, at Virkningen af et Stéd ikke
i sit Væsen er forskjellig fra Virkningen af enhver anden mechanisk Bevegekraft, har
han dog ikke bragt dette i Anvendelse paa den Paavirkning, et roterende Legemes Axe
lider, men blot paa Bestemmelsen af Omdreiningshastigheden (traité de mécanique, 2de
édition, Vol. II. pag. 96). Denne Betragtningsmaade lader sig imidlertid ligesaa let
anvende paa Bestemmelsen af Virkningen paa Axen, hvorved Fremstillingen faaer mere
Eenhed og Simpelhed.

Idet man kun betragter de paa Axen (z) lodrette eller med Planet ay paral-
lele Kræfter og betegner Axens Modstand ved U og V, der ere parallele med x- og
y-Axen og skjære z-Axen i Afsandene u og v fra Coordinaternes Begyndelsespunkt, be-
stemmes, som bekjendt, Bevegelsen og Modstanden (eller Trykket) ved Ligningerne:

d?x d?

y
Sie dm=SXdm+U, Se dm=SYdm-+-V,

zd?x zd*y
S ar dm=S:Xdm+ Uu, Se dm+Sz Ydm- Vo,

zd?y—yd?x
— 7er Am=S(xY—yX)dm.
Setter man æ=r cos (0-4-0), y=r sin (0+-œ), hvor 9 er den Vinkel, som et

i Legemet fast Plan, der gaaer igjennem z-Axen, danner med Planet az, og « den
Vinkel, som den paa z-Axen lodrette Radius vector r til Punktet (x, y, z) danner med
dette Plan, — saa at allsaa å er en Function af ft, men r og & uafhængige af denne,
— betegnes endvidere ved p og g Coordinaterne for Legemets Tyngdepunkt og ved M
dets Masse, saa faae de anförte Ligninger fölgende Form, idet man tager U og V med
modsat Tegn for at lade dem betegne Trykket:

XI. 23

CEXXVIN

d?0 da?
U=SXdm-+qM jo +p Te’
M à d?g d6*
V=SYam—pM ja +4M 8
dd dg?
Uu=SzXdM+ de Syzdm— FT; Sızdm,
d?9 dg?
Yo=SzYdm— 772 Sxzdm+ qe Syzdm,

d20
ae Sr*dm=S(xY—y X)dm.

Er Bevægelsen frembragt ved jevnt virkende Kræfter, saa bestemme disse Lig-
ninger saavel. denne, som Trykket paa Axen under Bevægelsen.

Er Legemet derimod sat i Bevægelse ved et Stöd, hvis Retning vi antage at
ligge i Planet zy, og som er anbragt paa Punktet (x, y), saa kan man forestille sig
dette som en Bevægekraft, der ved at virke i en meget kort Tid 7, i hvilken Legemet
ikke kjendelig bevæger sig, frembringer en Vinkelhastighed w. For altsaa at finde
denne, samt bestemme Stådet paa Axen, maa man multiplicere de fem Ligninger med

dt, og integrere fra t=O til t=7z. Erindres da, at x og y ere constante, og sættes

T T
S Ye Xatdm=Q, s nye Ydtdm=R,
9 0

hvor altsaa Q og R ere Stüdets eller den i Tiden 7 meddeelte Bevægelsesmængdes

Componenter, parallele med x- og y-Axen, saa giver först den femte Ligning
œSr?dm—=xR —yQ,

eller om man vil, wSr*dm=Po, hvor P er Stödet og @ dets Retnings Afstand fra Axen.

T T Ø
De fire förste Ligninger give dernæst, naar man sætter R Udt=H if Vat=K,
0 0
hvilke altsaa ere Stödets Virkninger paa Axen, og erindrer, at u og v samt %, y, P, q
ere at betragte som constante, at z==0, efterdi Stödet er anbragt i Planet xy, endelig
F ;
at 7, og altsaa ogsaa L w?dt=wo?7T er at ansee som Nul:

H=Q+qMa, K=R—pMo,
Hu=+a@Syzdm, Kv=—q@Sazdm,
hvilke ere de bekjendte Ligninger, der bestemme Stödet paa Axen (see Hansteens Lære-

bog i Mechaniken, 2den Deel, S. 595).

_ CLXXIX

Capt. Hoffmann fremviste en galvanisk dannet Kobberplade af 22// Længde og
46” Brede, og som var formet over en af Dessinateur Jantzen udfört galvanographisk
Tegning. Wed at anvende en temmelig fortyndet Kogsaltsoplösning til den kolde For-
sölvning af Grundpladen, og foretage Indgnidningen ved Hjelp af Bomuld, var det iyk-
kedes at erholde Overfladen af den galvonoplastiske Afformning fri for Sölv. For at
opnaae en större Reenhed i Trekkene, end almindeligviis kan frembringes med Pennen
alene, var Grundbilledet hist og her gaaet efter, snart med en spids Kobbernaal, snart
med en ikke altfor sterkt herdet Staalnaal, ved hvilken Fremgangsmaade ikke blot kan
tilveiebringes en overordentlig hoi Grad af Skarphed i Vinklerne og Omridsene, men tillige
vindes, at Fordybningerne i den galvaniske Kobberafformning erholde verticale Sidevegge
hvilket betydeligen letter Pladens Aftrykning. — Aftryk af forskjellige Plader, som vare
udfürte efter denne forbedrede Methode, forevistes.

Selskabet modtog. fölgende Skrifter:
Charles Morren. Prémices d’anatomie et de physiologie végétale. Liege 1841. 8.

— ! — Les femmes et les fleurs. Cinquième discours à l’occasion de la de-
stribution des médailles au concours de la treizième exposition des fleurs de
la Société royale d’horticulture de Liège. Liège 1838, 8.

— — Horticulture & philosophie. Sixième discours etc. Liege 1838.

— — Mémoires pour servir aux éloges biographiques des savans de la Bel-
gique. Bruxelles 1839 & 1843. 8.

— — Notice sur les collections de l’université de Liège,

— — Fleurs éphémères. Bruxelles 1843, 8.

— — K& Auguste Morren. Récherches sur la rubefaction des eaux et leur
aggrégation pour les animalcules et les algues. Bruxelles 4844. 4.

— — & Deville. To Afhandlinger om Vegetationen i Aarets Löb. A841
& 1842. (Af Mémoires de l’academie de Bruxelles. T. XV. & XVI.)

23*

_ CLXXX

Mödet den 104 Mai.

Professor Schouw meddeelte nogle Bemærkninger over en Samling af Blomstertegnin-
ger i den kgl. Kobberstiksamling.

I den kgl. Kobberstiksamling i Kjöbenhavn findes en Samling af Blomsterteg-
ninger i fire folio Bind, der ikke blot have Interesse fra Konstens Side, men ogsaa i
videnskabelig Henseende, navnligen fordi man deri kan finde Bidrag til Ziirplanternes
Historie, Denne Samling har tidligere været indlemmet i det støre kgl. Bibliothek og
er kommet dertil fra det hertuglige Bibliothek i Gottorp. Paa Bindene findes det got- :
torpske Vaaben og da deri forekommer en Bispehue og Bogstaverne C. A., maae det
antages for afgjort at Indbindingen har fundet Sted under Hertug Christian Albrechts
Broder Christian August, den saakaldte Administrator, der bestyrede den gottorpske
Andeel af Hertugdåmmerne i hans Brodersönssöns Mindreaarighed; han blev Biskop i
Lübek 1706 og döde 4726. Yngre end dette Tidspunkt kunne Tegningerne altsaa
ikke være, men vel ældre, —Hverken Samlingen selv, eller Werlaufs det kgl. Biblio-
theks Historie, eller Ekkards Bemærkninger i „Topographisk og oeconomisk Lommebog
over Kjébenhavns Mærkværdigheder, 4794,‘‘ som omtale disse Blomstertegninger, give
nogen Oplysning om Tiden eller Konstneren. — En Tradition paa Kongens Bibliothek
vil at Samlingen skyldes den, iser ved sine Tegninger af Surinamske Insekter, berömte
Konstnerinde Maria Sibilla Graf, födt.Merian, sædvanlig kaldt med sidste Navn. Da
hun blev füdt 1647 og döde 1717, kommer en saadan Forudsætning ikke i Strid med
det ovennævnte Datum, at Tegningerne ere indbundne mellem 1706 og 1726 — Endnu
kunde for den Mening, at Tidspunktet for Samlingen falder sidst i det 17de eller först
i det 48de Aarhundrede anföres, at der i denne rige Samling af Ziirplanter savnes
Aster chinensis, men findes Træpæolum majus. — Ifülge Dillens Hortus Elthamensis,
som udkom 1732, lader det nemlig til, at den fdrstnavnte Plante dengang var sjelden,
det hedder nemlig deri: at Prof. van Royen i Leiden havde sendt ham Fröe af denne
smukke Plante; — og hvad Tropæolum majus angaaer, skal den först vere bragt til
Europa i 1684 af Bewerning, — Saaledes kan man vel antage det for höist rimeligt,
at Tegningernes Alder. ikke er under 120 og ikke over 150 Aar. — I Henseende til
Landet, hvori Tegningerne ere gjorte, da tår det antages som afgjort, at det maae
vere i det mellemste Europa. Det er ikke skeet i Sydeuropa, thi nogle af de sydeu-

ropæiske Planter ere fremstillede i Balle. f, Fx. Cistus albidus; de vildtvoxende Plan-
o

_CLXXXI

ter som ere afbildede, ere saadanne som findes baade i Syd- og Nordeuropa med Und-
tagelse af Convallaria verticillata, der er nordeuropæisk; nogle Ophrys-Arter vise, at
Tegningen ikke kan vere skeet i de nordligste Dele af Furopa. — Da Madame Me-
rian opholdt sig deels i Frankfurt deels i Holland, er der fra denne Side intet imod at
bun kan vere Konstnerinden.

De 4 Bind indeholde 363 Tavler med 4481 Afbildninger; af de fleste Plan-
ter er der nemlig flere enten Afarter eller Arter paa samme Tavle. — Alle Tegnin-
gerne ere paa Pergament; de ere udförte i Gouache. Bladenes Störrelse er 194‘ i
Höiden, 143‘ i Breden.

Afbildningerne ere, som det synes, af fosrkjellige Hænder, og fra Konstens
Side af forskjellig Værd. De fortrinligste fortjene især Roes for den Flid og Farve-
sands, hvormed de ere udfürte. De ere i det Hele taget naturtro. Kun ved nogle Or-
chider, hvis Blomster frembyde besynderlige Ligheder med Insekter, Fugle og andre
Gjenstande, har Konstnerens Phantasie forledet til at foröge disse Ligheder. Paa Grund
af den néie Overeensstemmelse med Naturen, har det været muligt at bestemme de
allerfleste Tegninger; dog da Analyser mangle og Konstneren neppe har været Botani-
ker, efterlades undertiden nogen Tvivl. DHrr. Dr. Vahl og botanisk Gartner Weilbach
bave med megen Beredvillighed staaet Anmelderen bi i Bestemmelserne. Skjöndt
Konstneren neppe har haft botanisk Kundskab, ere dog Planterne til en vis Grad syste-
… matisk ordnede; Planter af samme naturlige Gruppe findes som oftest samlede, f. Ex.
Liliaceer, Caryophylleæ, Ranunculaceæ, Synanthere, Leguminosæ, og kun enkelte Gange
har en tilfældig Lighed eller et fælleds Voxested bragt forskjellige Planter sammen,
f. Ex. naar Coriandrum sativum er kommet til at staae blandt Iberis-Arterne, Agro-
stemma Githago ved Centaurea Cyanus. Navne findes kun vedföiet paa yderst faa, nem-
lig: Lilium persicum (Fritillaria persica), Primula veris, Ranunculi (Ranunculus asiati-
cus), Calendula (Tagetes patula), Malva (Althea rosea), Althea (Hibiscus syriacus),
Scabiosa (Scabiosa atropurpurea) Nasturc. Indic. (Tropæolum majus). — Tavlerne ere
ikke nummererede, Bindene ei heller betegnede.

De fleste afbildede Planter ere Ziirplanter, som i Mellemeuropa groe i frie
Land i Haverne. Med Udelukkelse af de tvivlsomme bliver Antallet af disse 238.
Af Vexthuus Planter (fra koldt eller varmt Huus) forekomme 47 Arter; af Frugter og
Kiökkenurter 15, af Ziir-Treer og Buske 25, og endeligen af vildtvoxende Planter 34,

hvoriblandt ogsaa Gresarter og Nelder,

CLXX XII

Af de ovennævnte 238 Ziirplantar, der voxe i Frieland, höre til

Europa i Almindelighed 130
Sydeuropa i Serdeleshed 75
205
De üvrige.ere: Nordamerika :
fra Vestasien: 44 Tradescantia virginica.
Tulipa Gesneriana. | Amaranthus paniculatus.
Fritillaria Imperialis. | Aster ericoides.
— persica. | — nove Anglie.
Lilium candidum. | Rudbeckia triloba.
— chalcedonicum. | Asclepias incarnata.
— pomponium. | Dracocephalum virginianum.
Muscari moschatum. | Corydalis glauca.
Hyacinthus orientalis. Oenothera biennis.
Centaurea moschata. | Sits Sane 2
Ranunculus asiaticus. Tagetes patula,
Pæonia albiflora. Argemone mexicana.
Lychnis chalcedonica, $ :
Althea rosea, ke ca -
an Amaranthus sangvineus.
Indien: 4 | Sydamerika: i. 3
Amaranthus caudatus. Ipomea purpurea.
= tricolor. Tropæolum majus.
Scabiosa atropurpurea. Helianthus annuus.
Carthamus tinctorius. 238

Altsaa 86 p. C. af Ziirplanterne ere europæiske, kun 6 p. Ct. amerikanske;
— en overordentlig Forskjel fra det Forhold som nu finder Sted, da vore Haver ere
prydede med saa stor en Mengde nordamerikanske, mexicanske, peruanske og chilensiske
Frilandsplanter. Jeg behöver blot her at nævne de americanske Slegter: Phlox med
dens mange Arter, Georgina med de mangfoldige Varieteter , Phacelia, Gilia, Leptosi-
phon, Nemophila, Pentstemon, Collomia, Oenothera, Clarkia, Fuchsia, Gaillardia, Core-
opsis, Calliopsis, Cosmea, Eschholzia, Calceolaria, Mimulus, Salpiglossis, flere Arter af

Lupinus, Salvia, Lobelia Ferraria. Blandt de asiatiske, som savnes i Samlingen vil jeg

CLXX XIII

nævne Aster chinensis, Pæonia Moutan, Kerria japonica; flere nepalske Potentiller, for-
skjellige Rose-Arter, Papaper bracteatum, flere Arter af Aconitum og Delphinium.

Da: Samlingen ikke indeholder noget betydeligt Antal af Væxthuusplanter og
det er uvist, om Konstneren har havt Leilighed til at see mange af disse Væxter, saa
er en Sammenligning med Nutidens Væxthuusplanter, langt mindre sikker. Dog fortie-
ner det at bemærkes: at vi ikke i Samlingen finde Camellier, Pelargonier og Erica-Ar-
ter, ingen Cacteer uden Opuntia vulgaris, ikke Primula chinensis eller Chrysanthemum
indicum og ingen Begonier.

De Frilandsplanter, som ifölge Samlingen, med Hensyn til Arter eller Afarter,

synes at have spillet Hovedrollen i Datidens Blomsterhaver, ere:

Tulipa Gesneriana. Anemone coronaria.

Hyacinthus orientalis. — hortensis.

|
|
|
|
|

Iris-Arterne. , Ranunculus asiaticus.
Crocus vernus. Papaver somniferum.
Narcissus-Arterne. Dianthus-Arterne.

'

Primula Auricula. | Althea rosea.

Professor Scharling foreviste et Fidtstof, udskildt af amerikansk Olie, som viste

en udmerket Lysbrydning.

Selskabet modtog : |
The Journal of the Royal Geographical Society of London. Vol. 13. Part I. 4843.
Annalen fiir Meteorologie, Erdmagnetismus und verwandte Gegenstände, herausgegeben
von Lamont, Hefte 5—8. 1843.
Dr. Felipe Senillosa. Programa de un corso de geometria etc. Buenos-Ayres 1825. 8.
A. Scacchi Dissertazione sistematica dei minerali per servire alle lezioni della minera-
logia. Napoli. 4844. 8vo.

CLXXXIV

Charles Lucian Bonaparte: Synopsis vertebratorum.,

— — Prodromus systematis herpetologiæ.

— — Cheloniorum tabula analytica. L

— == Supplement to the genera of North-American birds.

— — Notes to the proper entiteled description of ten species of
South-American birds.

— == On the distinction of two species of icterus, hitherto con-
founded under the specific name of Icterocephalus.

— — Di una nuova lucertola che é in Francia.

Het institut of Verslagen and Medeelingen uitgegeven door de vier Classen van het
koninklyk nederlandshe Institut van Wettenschappen, Letterkunde and schoone
Kunsten, 1842. 2. 3. 4 1843. 1. 2. 3.

Flora batava. 131 Lewering.

Mödet den 24% Mai.

Etatsraad Finn Magnusen forelæste en Afhandling ,,om de gamle Skandinavers Indde-
ling af Dagens Tider og forskjellige Spor deraf hos deres Efterkommere og flere be-
slægtede Folk.‘

Hedenolds Skandinaver gjennemstreifede Havene, ja opsögte endog fjærne
Verdensdele, endskjöndt de baade manglede Compasset og andre nautiske Hjelpemidler.
De vidste dog, forsaavidt det ved Hjelp af skarpt Syn og vedholdende Opmerksom-
hed lod sig gjöre, at skjelne og inddele Verdens Kanter efter Solens, Maanens og
Stjernernes Gang, samt derefter at udregne saavel Aarets Tider som Dagens Stunder
eller Timer.

Islænderne have fra Landets hedenske Tid af bevaret en egen Kalender, som
er grundforskjellig fra den romerske, saavel den Julianske som den Gregorianske, mer:
derimod (ved et System af 42 Maaneder, hver paa 30 Dage, med et Tilleg af Epak-

_CLXXXV_

terne), i Hovedsagen indrettet efter den Form, som Ägypter, Græker, Perser, Inder
o. fl. fordum fulgte, og som endnu fülges af de tvende sidstnævnte Folks Efterkommere.
Denne Kalender nedstammede nærmest fra det gamle Skandinavien (hvor enkelte af
Maanedernes ældste Navne endnu bruges). I nyere Tider veed man ikke at noget
Folk i Europa, med Undtagelse af Islanderne, har fulgt en saadan Aarsudregning; kun
blev en meget lignende, som en Efterligning af den Græsk-Ægyptiske, indfört i Franke-
tig i Revolutionstiden, men blev, efter faa Aars Forlöb, fuldkommen afskaffet. De he-
denske Nordboere inddeelte dog ikke Aaret i Dekader, men i Uger (vikur, i Enkeltt.
vika). Ugens 6 fürste Dage bleve af dem, ligesom af de fleste andre Europæere, saa-
velsom og af Inderne, helligede Sol, Maane og visse Guddomme, af hvilke 4 af de
sidstnævte og de saakaldte romanske Folk nærmest kaldtes efter Planeterne, hvis indiske
Navne mere lignede de skandinaviske end de romerske eller græske. Formodentlig har
ogsaa Löverdagen fordum i vort Norden baaret et lignende Navn, Ved de kristne
Geistliges Iver bleve disse hedenske Navne for Ugedagene afskaffede i Island, henved
1107, men i de tre nordiske Riger har man beholdt dem alle, næsten uforandrede,
lige til vore Dage. Vel lykkedes det Klerkerne at indfåre i Island den romersk-juli-
anske Kalender, med de til den füiede katholske Hüitider, Helgendage, Helligaftener,
Fastetider o. s. v., med Hensyn til alt det som angik Gudsdyrkelsen og dens Skikke
— men derimod kunde de ikke rokke den af Fristaten lovbestemte (paa ethvert Al-
thing for næste Aar hüitidelig forkyndte) Kalender, som nöie skulde fölges i alle verds-
lige Anliggender. En af dens Regler, lige modsat de kanoniske, löd saaledes: ,,Dagen
skal, i al (indenlandsk) Aarsudregning antages at komme för end Natten,"

Fra umindelige Tider af have Nordboerne inddeelt Horizonten i 8 lige Afde-
linger. En Verdenskant kaldtes af dem tt eller Att (endnu i Norge tt, paa Fær-
öerne Aft) svarende til det gamle tydske Eht, Lit af samme Betydning. Deres ældste
islandske Navne synes især at vere opkomne i det vestlige Norge, hvor de bedst kunde
passe, samt hvor de og, ligesaavel som paa Færüerne, endnu bruges af Almuen; de
ere nemlig blevne indförte til Island og Ferd af de ældste norske Kolonister. Ost,
Syd, Vest og Nord svare til de almindelige Benævnelser; derimod betyder Landnordr
(Landnord) i ovennævnte Dialekter NO, Landsudr (Landsyd o, s. v.) SO, Utsudr (Ud-
syd, Havsyd) SV og Utnordr (Udnord, Havnord) NV. De gamle Skandinaver antoge,
at Solen gjennemlöb enhver af disse 8 Afdelinger (Austrätt, Ostkanten o. s. v.) i 3
Timer; dette Tidslöb kaldtes Eikt, Eykt, Oikt, hvoraf endnu det norske og feröiske

Ökt, Ogt, der har den selvsamme Betydning. Levninger af dette Ords gamle Brug
Xi. 24

CEXXXVI

«

D

forekomme og, eller ere blevne lange bevarede i Danmarks og Sverriges Almuesprog.
Atterne og Eikterne afdeelte man atter i tvende lige Dele, som kaldes Ætting eller
Hälfeikt, endnu paa Fieröerne Halvökt, saa at Verdenskanterne i all bleve 16; enhver
af dem antoges Solen at gjennemlöbe i et Tidslöb der formodentlig iser haldtes Stund
(Stund) Dagsstund (endnu i Dansk Dagstund), svarende efter vor Regning til 14 Time.
Det hele Avttmdl (eller, som vi endnu udtrykke det Ætmaal, Etmaal) indbefattede saa-
ledes det hele Dögn, eller et Tidslöb af & Eikter (16 Stunder eller 24 Timer). Et-
maalet inddeelles ogsaa i 4 ulige Afdelinger:

4) Morgun (Morgen) 4 Eikt (2 Stunder, 3 Timer).

2) Dagr (den egentlige Dag) 3 Eikter (6 Stunder, 9 Timer).

3) Aftan (Aften) 4 Eikt (2 Stunder, 3 Timer).

4) Nott (Natten) 3 Eikter (6 Stunder, 9. Timer).

Af forskjellige Grunde kan man antage, at den borgerlige Dag eller Arbeids-
dagen-i Island har, ligesaavel som Aarsudregningen, været bestemt ved visse Love eller
Vedtægter. Arbeidsdagen maatle især bestemmes for den bedste Sommer- eller Höst-
tid, da det var af Vigtighed for Landboerne, at Arbeidsfolkene da i rette Tid skulde
tage fat paa det dem paalagte Værk, Den antoges at begynde ved Solens tilsyneladende
Indgang i Ostkanten (austrdtt) svarende til vort ONO eller Kl. 44 f. M. Ved det
selvsamme Tidsrum regne og Færüboerne, Nordmændene o. fl. at Arbeidsdagen begyn-
der. Islands ældste skrevne Lov kaldet Gragas (vedtaget 1121) med den dertil bô-
rende Kirkelov af 4123 omhandle mange Tilfælde, i hvilke Indbyggerne med Hensyn
til Arbeider, Tinge og andre offentlige eller paabudne Môder m.m. skulde iagttage visse
Stunder eller Tidspunkter af Dagen. Adskillige af de dertil hörende Bestemmelser vare
vel allerede optagne i den henved 927 affattede UlNjotslov, ja vel endog för i ældre
Vedtægter.

1 Mangel af Uhre og mathematiske Instrumenter maatte de gamle Skandinaver
overhoved, og Islenderne i Særdeleshed, söge at udfinde visse Bestemmelser for Da-
gens Stunder eller Timer paa andre Maader, nemlig disse:

4) af Solens tilsyneladende daglige Gang. Paa Islands almindelige Landsthing,
kaldet Althing, der fordum som oftest holdtes (fra Aaret 999 af) fra Torsdagen

i Sommerhalvaarets 41te Uge til Onsdagaften i den 43de, altsaa omtrent fra

den 18de (sidst 24de) Juni til 14 Dage derefter. Stedet, hvor Retten holdtes,

ved det saakaldte Zögberg eller Lovens Klippe, især Lovsigemandens (Laug-
mandens eller Præsidentens) Sede, var uforanderlig bestemt efter gammel Ved-

CLXXXVIT

tegt. Tider af Dagen, paa hvilke Herredshövdingerne skulde vere komne til
Tinget, naar forskjellige foreskrevne Retshandlinger skulde begynde o. s. v.,
bestemtes i Lovbogen ved Solens Skin paa visse faste Punkter, som Klipper,
Klöfte, Marke o,s. v. i Tingets nærmeste, ved særegen Beliggenhed udmærkede
Omegn, saaledes som det iagttoges fra Lovsigemandens Sede. Disse Bestem-
melser vare saaledes blot lokale, beregnede for et eneste Sted paa hele Lan-
det. Adskillige andre Retshandlinger, Arbeider (eller deres Ophir) o. s. v., som
skulde foretages, udenfor Landstinget, i andre Landets Egne, bestemtes til den
Tid, da Solen er eller sees midt (eller lige) i Ost, Vest o.s.v. Man maatte
altsaa paa enhver Gaard eller beboet Sted paa hele Landet såge at udfinde disse
Himmelkanter; da de vare fundne, maatte man, for ikke at glemme det saale-
des erfarede, tage Mærke paa dem ved visse Kjendetegn af den synlige Hori-
zont, som en Bjergspids, Fjeldtop, Höi, Dal, Klöft, Fos (Vandfald), Skjær
0, s. v.; hvor disse ikke havdes paa passende Steder, opförte man, istedet for
dem, Varder eller Pyramider af Steen, hvorved saa mange af Verdens 8 Ho-
vedkanter betegnedes, som kunde angives af Solens lengste daglige Gang.
Disse Tegn kaldtes Dagsmörk, Dagsmerker, samt Eiktamörk, Eiktemierker.
De betegnedes sjelden ved Himmelkanternes Navne, men derimod ved Benæv-
nelsen af den derefter antagne Tid af Dagen, som svarede til Solens tilsyne-
ladende Stilling i en eller anden Verdenskant. Visse Retshandlinger m. m,
bestemtes da i Loven efter Navnene paa de nysommeldte Dagstider eller Dags-
mærker, som endnu iagtlages overalt i Island.

Det er interessant at erfare, at den selvsamme Maade for ‘at udfinde
Dagstidens Gang lige til vore Dage er bleven brugt i det vestlige Norge,
Islands og Færüernes ældste Kolonisters nærmeste Hjemstavn. Saaledes be-
skrives den f. Ex. i Söndfjorden (1803) af Arentz: „Indbyggerne inddele et
»Ætmaal eller fuld naturlig Dag i 8 Tidslöb.... Til Solskive tjene dem alle
„omliggende Bjerge og Dale; thi ligesom Solen viser sig at staae over en vis
„Punkt af disse, vide de at henregne Tidens Lob til enhver af de für anfürte
„Afdelinger, ja endog temmelig ner undertiden til det virkelige Timetal paa
„Uhret, naar man spürger dem hvad Klokken er.“ Omtrent det samme beret-
tes af Landt om Færôüboerne. der dog i daglig Tale meest rette sig efter Æt-
terne eller Verdenskanterne, som haalga (9: halygaaet) Landsuur for Kl, 74
f. M., Landsuur Kl. 9 f. M. o. s. v.

. 24*

CLXXXVUL

Naar Skandinaverne fordum vare paa Sleder, hvor de ikke kjendte
de saakaldte Dagsmerker, rettede de sig blot efter Himmelkanterne og sögle
endog at erfare Stedets Beliggenhed (eller Himmelegn) ved at legge Mærke
lil den Skygge, som visse Gjenstande kastede, da Solen ved Middag stod
lige i Syd.

2) Af visse Stjerners tilsyneladende daglige Gang udredgnede Nordboerne fordum
Nattens Timer. Islenderne gjöre det endnu og rette sig især, paa ethvert be-
boet Sted, efter Syvstjernens Stilling, enten i en vis Verdenskant, eller over
de sædvanlige, ellers for Solens Löb om Dagen brugelige Dagsmerker.

3) Nattens Timer have Nordboerne forhen ogsaa udfundet af Maanens Gang og
Stillinger, naar den sees paa Himmelen, (f. Ex. paa Island): Naar den 41
Netter gamle Maane sees i Havsyd (S. V.) er det Dögnets A4de Stund eller
Kl. 12 e, M. Endnu kunne kyndige Islændere udregne enhver Maanes Alder
paa deres Fingre efter det saakaldte Fingrarim’s eller Daktylismens Regler.

4) Dagens og Nattens Stunder have Nordboerne og fordum (forsaavidt de boede
ved Sökanten) kunnet udregne efter Havets periodiske Forandringer, kaldede
Ebbe og Flod; deri have Islenderne endnu en overordentlig Ferdighed. Disse
Flodendringer staae som bekjendt i nöie Forbindelse med Maanens Qvarteer-
skifter, iser Ny- og Fuldmaane, saa at begge de sidstanförte Maader at ud-
regne Tiden paa derved maaite komme i en temmelig nöie Forbindelse.

Det ældste Islandske, paa vedtagne Dagstider og Dagsmærker grundede, Eikte-
system forandredes efterhaanden i Island og Norge, efter Kristendommens Indfårelse,
paa forskjellige Maader, især med Hensyn til Dagens antagne Begyndelse samt Benæv-
nelsen af visse Dagstider, hvilke de katholske Geistlige forandrede og forflyttede efter
deres egne saakaldte tidir (Tider), Messetider, horæ canonicæ, saa at Tidspunktet Dag-
mål f. Ex. forflyttedes fra Kl. 7% til Kl. 9 f. M. (tilligemed hele Stundens Begyndelse)
o.s. ¥. Herved forvirredes den gamle Dagsudregning meget for mange, indtil den höi-
lærde Laugmand Paul Vidalin (Arne Magnussens mangeaarige Ven og Medarbeider) for
mere end 400 Aar siden, i forskjellige endnu ikke udgivne Afhandlinger atter viiste
den gamle Etmaalsregnings rigtige Sammenhæng, De fremkaldte et heftigt Modskrift
af Biskop Jolin Arnason, til Forsvar for den nyere katholske Dögnsudregning, hvilken
han dog antog for at være bleven brugt i Norden fra umindelige Tider. Det har op-
levet 3 trykte Udgaver (den sidste af 1838), hvorfor det af mange i Island nu ansees

for at være vel grundet, endskjöndt Biskop Finn Johnson for længst (1780) har udgivet en

.

CLXXXIX

grundig Gjendrivelse deraf i en latinsk (og fülgelig kun lidet bekjendt) Afhandling.
Saavel deune Omstændighed, som Dagsmærkernes eller Dagstidernes Benævnelsers (for
det meste urigtige eller unôiagtige) Oversettelser i de trykte islandske Ordböger, for-
anledigede Afhandlingens udförlige Affattelse. Deri omhandles Dignets samtlige Eikter
og Stunder; de flestes rette Navne vare vel for en stor Deel udfundne af Paul Vidalin
og Finn Johnson, men her ere og de af dem ikke navngivne Halveikters eller Stun-
ders Benævnelser tilfüiede, efter nôiagtig Granskning i gamle, saavel trykte som utrykte
Skrifter, af hvilke ellers flere Beviissteder for ethvert Dagsmærkes Alder og rette Sted,
saavidt muligt, ere blevne samlede. Her ere og for förste Gang Dögnets samtlige 16
Stunders Bestemmelser og Benævnelser blevne jevnförte med tilsvarende norske, svenske
danske og nordfrisiske, tildeels fra Almuens Dialekter, — og endvidere med forskjellige
Ord af gamle gothisk-germaniske Sprog, hvilke Gram tildeels meente vare indbragte
til Danmark med de kristne Angelsaxer, endskjündt de vistnok ere meget ældre i
vort Norden. |
Til nermere- Oplysning for Læserne ere tilföiede:

4) en fuldstændig oldnordisk Etmaalsskive over Verdens 16 Kanter og de til dem
svarende Tidsafdelinger (Eikter og Stunder).

2) En sammenlignende Tavle, især med Nordmendenes og Feréboernes endnu
brugelige Ætter og Okter.

3) En sammenlignende Tavle over Middelalderens daglige katholske Messetider,
med deres islandske, angelsaxiske, ældre danske og endnu (i katholske Lande
eller Menigheder) brugelige latinske Benævnelser, hvoraf det erfares, at de
iblandt Islænderne (og sandsynligviis de ældste danske Kristne) vare 8, end-
skjündt de i Almindelighed kun regnes for 7.

4) En Tavle over Maanens Alder og Stillinger paa Himmelen, med Hensyn til de
gamle Islænderes Maade til deraf at erfare, hvilken Tid det var af Natten.
Her meddeles fülgende Oversigt over Dögnets 8 Eikter og 16 Stunder, jevn-

fort med vor nu brugelige Tidsregning.'

CXC

Se ee ee eee eas SEN EEE eee EN.)

Die. | Dög-| So- Klok- 3

SU nets | lens Sr Stunders eller Tidspunkters

P Stun-| Stil-

Eikt der h Mines Won Benevnelser,
I |Morgun, Morgen.) 1 |ONO.| 44 |Hirdis rismäl. Vedtaget og tildeels lovbefalet Tid
| til at staae op for Hyrder, samt for frie Arbeids-
2 folk i den bedste Sommer og Hösttid.
2 "Oz 6 |Rismäl. Den ellers almindelige Tid at staae op
om Morgenen. Tidspunktet, da den indtraadte,
4 = kaldtes Midr morgun eller Morgenens Midte.
11 |(Ondurd, On-| 3 | OSO.| 74 |Dagmdl, Dagens Begyndelse, ogsaa Dagverdarmdl
durn?) öndurdr Dagmaaltidets Time, af Dagverör, det nyere
dagr, den egent-| skandinaviske Daver, Davre 0.5. v., fordum
lige Dags förste) Nordboernes förste Hovedmaaltid,

'|Deel (m. m.) 4 | SO. | 9 |(Öndurn?) Morgunmal, Morgenmaal, især brugt
om den for Kvegets Malkning og andre Meieri-
arbeider vedtagne Tid. Klerkerne kaldte denne
Stund Dagmal, og den samme Benevnelse til-
lægges den nu af mange i Island,

WL |Hadegt (Höidag| 5 |SSO.|104 |Hädegi 2: høi Dag.

eller Middegi 6 S. | 12 |hestr dagr, den hôieste Dag (m. m.); Tidspunk-
(Middagstid.) e.M.| tet kaldes nu paa mange Steder i Island hddegi.
IV |(Undarn) Ofan-| 7 | SSV.| 14 |Undarn; nu almindelig kaldet Midmunda. Stun-
verdr dagr (den dens Begyndelse var den egentlig saakaldede
sidste Deel af Dags Midte, og kaldes nu ofte i Island Mid-
Dagen) m. m. degi, da Almuen kun pleier at spise kold, men
Morgen og Aften varm Mad. 1 gamle Dage
nöde de mere Velhavende paa denne Tid For-

friskninger eller sadde ved Drikkebordgt.
8 | SV. | 3 II Hedenold Eikt dags, efter Kristendommens

Indförelse Non.

V |Aftan (Aften). 9 | VSV.| 43 |Eiktarstadr, Dags-Eiktetidens Udlöb (da alt Ar-
beide, efter Kristendommens Indförelse, skulde
ophöre om Helligaftenen.

10 | V. | 6 |Tidspunktet kaldtes midr aftan, endnu midaftan
(Dansk Midaften). >

VI |Kvöld (Kveld)) 41 | VNV.| 74 |Nåttmål. Nattens Begyndelse, ogsaa Nättverdar-
Ondverd nowt mal, Natmaaltidets Time, af ndttverdr, det
(Nattens fürste nyere danske Nadvere, m m. Det var fordum

Afdeling) m. m Nordboernes andet Hovedmaaltid. g
12 | NV. | 9 |Kvöld. Kvöldmal (nu ofte kaldet Nattmal). Da

indtræffer i Island Kvægets anden Maikningstid.

VIl!Midnætti, Nat-| 43 | NNV.| 104 |Hättatimi, Sengetid.

tens midterste| 44 | N. | 12 |Mid nôtt, Nattens Midte (nu midnetti).
Deel (m. m.) f. M.
VIN Otta, Otte; ofan 45 |NNO.| 14 lotta; hana-otta,) det gammeldanske Otte
verd nott, den sil- (m. m.).
digste Deel af) 16 | NO. | 3 |Midøfta, Ottetidens Midte.

Natten (m, m.)

ee a

Endelig meddeles nogle Oplysninger om 8 Afdelinger af Dögnet hos forskjel-
lige andre gamle Folk, navnlig hos Inder og Birmaner, efter Baber’s, Gillchrist’s 0, fl.
trykte, samt Fuglsangs og Westergaards Forfatteren venskabelig meddeelle Underretnin-
ger. Deraf erfares det og, at Hinduerne, endnu sidst i det 18de Aarhundrede, udreg-
nede Dagens Timer, deels af Solens Stilling paa Himmelen, deels af Havets Ebbe

og Flod.

Mödet den 74 Juni.

Magister Pedersen meddeelte nogle Bemærkninger angaaende Guineas Klima, slottede
paa de lagltagelser sammesteds fra, som indeholdes i det under Trykken værende 3die
Hefte af collectanea meteorologica.

Hvad der ved Thermometeriagttagelserne iser tildrager sig Opmerksomhed, er
den store Uregelmessighed i Temperaturens daglige Middelforandring for samme Maa-
ned i forskjellige Aar. Forskjellen mellem Temperaturen ved Solens Opgang og den
om Middagen i en vis Maaned kan i et Aar vere meer end dobbelt saa stor som i et
andet; saaledes er Middelforskjellen mellem Temperaturen Kl, 7 Morgen og Kl. 12
Middag i Mai 1832 893, i 1833 209, i Septbr. 1831 291, i 1832 5°6, ligeledes
Middelforskjellen mellem Kl. 6 Morgen og Kl. 42 Middag i Decbr. 1829 891, i 1830
507 0. s. v. Og denne Uovereensstemmelse viser sig endogsaa, naar man sammenlig-
ner Middeltallene for hele Aar med hinanden indbyrdes, saaledes er Middelforskjellen
mellem Temperaturen ved Solens Opgang og den om Middagen i Gjennemsnit af Aaret
4829 699 og af Aaret 1830 594, ligeledes Middelforskjellen mellem Temperaturen Kl. 7
Morgen og Kl. 12 Middag i Gjennemsnit af Aaret 1831 306 og af Aaret 1832 5°98. Derimod
afvige Eftermiddags- og Aften-Temperaturerne kun lidet fra hinanden i de forskjellige
Aar, saa at altsaa Forskjelligheden fornemmelig bestaaer deri, at Temperaturen hæver
sig raskere i Löbet af Formiddagen og opnaaer tidligere sin höjeste Stand i et Aar end

i et andet, Hermed stemmer nu ogsaa den daglige Foraudring i Vindretningen godt

Bi Let
overeens, idet Sövinden (S.W.) indtræder tidligere i de Aar, der have en rask Stigen
af Temperaturen, end i de andre; saaledes ligger Middelvindretningen Kl. 9 om For-
middagen i Aarene 1829 og 32 mellem W.S.W. og SW. t. W., medens den til
samme Tid i Aarene 1830 og 31 er W. t. S., altsaa 1—2 Streger nordligere. Denne
Forskjellighed i Temperaturens daglige Gang synes iövrigt ikke at kunne forklares af
nogen Forskjellighed i Himlens mere eller: mindre bedækkede Tilstand; thi i denne
Henseende stemme de enkelte Aar saa godt som aldeles overeens, og selv ved Sam-
menligning af mindre Afsnit viser der sig kun ubetydelige Forskjeller.

I Henseende til Fugtighedsforholdene da har denne lagttagelsesrakke, der om-
fatter 8—9 Aar, bekræftet de Resultater, hvortil de fürste Aars Observationer ledede,
at nemlig Regnmængden paa Guinea er temmelig ringe i Sammenligning med andre
tropiske Landes, og at dens Fordeling i Aaret ikke stemmer med den man sædvanlig-
viis pleier at anlage for Steder paa denne Brede. Den aarlige Regnmængde udgjår
omtrent 21% Par. Tom., og fremtræder i Aarets Låb med to Maxima, et i Mai og
Juni med 5%” maanedlig, og et i October med 13°, og to Minima i Januar og Au-
gust, hvert med 3 Tomme. Maanederne Mai og Juni, hvis Regnmængde udgjör om-
trent Halvdelen af hele Aarets, kunne altsaa med Rette kaldes Regntiden; derimod er
Forskjellen imellem Regnmengden i October og i de üvrige Maaneder ikke stor nok,
til at man derefter kan tale om en tår Aarstid, naar man vil kalde hiin Maaned en
Regntid; den maanedlige Regnmengde i Tidsrummet Februar til April er næsten lige-
saa stor som i October, og i Juli endogsaa stérre. Hertil kommer at Regnens Hyp-
pighed fülger en ganske anden Lov; Regndagenes Antal, som i Maanederne November—
Februar i Gjennemsnit ere 2 maanedlig, bliver nemlig i Marts 4, i April 5—6, i Mai
9, i Juni 41 og i Maanederne Juli—October omtrent 6 maanedlig. Her er altsaa in-
gen dobbelt Periode; det störste Antal Regndage falder vel sammen med den störste
Regnmengde, og ligeledes det mindste med dennes Minimum i Januar; med derimod
have de Maaneder, hvori det andet Minimum og Maximum af Vandmængde falder, om-
trent ligemange Regndage og det et forholdsmæssig stort Antal.

Disse Forhold forklares imidlertid fuldkomment, naar man skjelner imellem de
to forskjellige Arter af Regn, der forekomme i Guinea, nemlig Travat- eller Bygereg-
nen og den jævne Regn. Ved en Travat forstaaer man en heftig, pludselig indtræ-
dende Blest, der i et Oieblik bedækker Himmelen med tykke Skyer, hvorpaa som of-
test fülger stærk Regn, ledsaget med Torden og Lynild, der sjelden varer længer end

nogle Timer, men undertiden gaaer over til en sagte Regn. Disse Travater forekomme

meget uregelmessig i Tidsrummet fra Begyndelsen af Decbr. til Midten af Februar,
saaledes at i enkelte Aar slet ingen indtræffer, i andre derimod flere om Maaneden; i
Gjennemsnit kommer omtrent een paa hver Maaned. I Tidsrummet fra Midten af Fe-
bruar til Udgangen af Juni indtræffe de regelmæssig hvert Aar, og hyppigst i Mai, der
i Gjennemsnit har 3—4, sjeldnest i Juni; fra Begyndelsen af Juli til Udgangen af
Septbr. udeblive de aldeles, men indfinde sig atter i Octbr. og Novbr., i Gjennemsnit
2 om Maaneden. I Henseende til den Vandmængde, der skyldes denne Art af Regn,
da maa det bemærkes, at saa godt som alt det Vand (over 3), der falder i Tids-
rummet Novbr.—Febr. hidrörer alene fra Travatregn, det övrige udgjör for alle fire
Maaneder tilsammen ikke 4; endnu i Marts og April kommer 3 af Vandmængden
paa Travaten, i Mai og Octbr. omtrent Halvdelen, i Juni kun } og i Juli—Septbr.
saa godt som intet. Heraf fülger altsaa, at den sædvanlige Regn forekommer kun
sjeldent og sparsomt i Marts og April, hyppig og rigelig i Mai og iser i Juni,
hvorpaa den aftager fornemmelig i Rigelighed, indtil den i August og Septbr. gaaer
over til Stévregn og Taage, og ender med et noget rigeligere Nedslag i Octbr., me-
dens den hele övrige Tid kan i denne Henseende ansees for saagodt som ganske tår,
Aaret deles derfor passende i to store Hovedafsnit, det fugtige fra Mai til Octbr. med
44 Dages Regn, der falder deels som Stöyregn, deels som rigelig, men dog jævn og
vedholdende Regn, og det törre fra Octbr. til Mai med 18 Dages Regn, der meest
bestaaer i enkelte, kortvarige, stærke Regnbyger; paa Grændserne mellem begge i
April og Mai og i Octbr. indtræffe disse Phænomener samlede.

Den jævne Regns Fordeling i Aarets Löb stemmer nu meget godt uvéreens
med Temperaturens og Lufttrykkets aarlige Forandringer, Fra Midten af Januar stiger
nemlig Temperaturen jævnt indtil Midten af April, da den naaer sit Maximum, medens
Barometret paa samme Tid har sin laveste Stand, Derpaa falder Temperaturen i Be-
gyndelsen langsomt, men i Slutningen af Mai og Juni meget rask, og denne pludselige
Afkjöling fortetter Vanddampene, hvormed Atmospheren er opfyldt, og frembringer den
stærke og vedholdende Regn, som udmærker dette Tidsrum, og som endnu yttrer sig,
dog med meget mindre Styrke i en Deel af Juli. I den paafölgende Tid synker Tem-
peraturen kun langsomt indtil Midten af August, der er Aarets koldeste Tid og tillige
Tidspunktet for den höieste Barometerstand; Vinden, som bestandig har antaget en syd»
ligere Retning,” fôrer Havets Dunster ind mod Kysten, Himlen er som oftest bedækket

og Luflen næsten mættet med Fugtighed; men, da Havets og Landets Temperatur pra

XI. Oe

\

CXCIV

denne Aarstid kun afvige lidet fra hinanden, og Temperaturforandringerne sdavel i Lôbet
af Dögnet, som fra Dag til anden kun ere höist ubetydelige, saa er der Intet der kan
foranledige sterke Nedslag. Alt som Solen nu nermer sig Stedets Zenith, stiger Tem-
peraturen raskere, medens Barometret falder; Dampene föres ved den opstigende Luft-
ström fra de lavere op i de hôiere, endnu ikke opvarmede Luftlag, og foraarsage derved
en kort Tid rigel;gere Regnfald, der dog snart vige for den större Varme og den mere
nordlige Vindretning , der medfürer en törrere Luft fra Landet og jager Dunsterne ud
over Havet, Fra Midten af November falder Temperaturen vel atter noget, men kun
ubetydelig; desuden bliver Vindretningen bestandig nordligere og gaaer i Decbr. og Ja
puar endog i længere Tid over til en vedvarende Nordost, der medbringer en hoi Grad
af Tôrhed; dette Tidsrum indtil ind i Marts ndmerker sig derfor ved en eensformig
Temperatur, klar Himmel og tör Luft.

Hvad angaaer Fordelingen af Travaterne, da synes denne at staae i ner For-
bindelse med Beliggenheden af Nordostpassaten. Dennes Sydgrændse flytter sig nemlig
fra 40—119 N. B., som er dens Beliggenhed i Juli—Septbr., indtil 4—5° N. B, i
Decbr.—Febr. Da nu Christiansborg ligger paa 54° N. B., saa er altsaa Nordostpas-
satens Sydgrændse længst borte fra Stedet i de Maaneder, da Travaterne ikke fore-
komme, og rykker det nærmere, alt som disse blive hyppigere. Det synes derfor ri-
meligt, .at betragte Travaten som en sporadisk Indtrengen af Passaten i det rolige
Bælte, og denne Anskuelse bestyrkes endmere derved, at Travaterne altid komme fra
samme Verdenskant, nemlig mellem N.O. og S.O., medens Vindens sædvanlige Retning
paa Kysten ligger mellem N.W. og S.W., og at de altid medföre en betydelig Afkjö-
ling, selv om de ikke bringe Regn, idet Thermometret ved Begyndelsen af en Travat
ikke sjelden falder i nogle faa Minuter 8—10 Grader, Det Eneste, som kunde synes
at tale herimod, er den Omstendighed, at Travaterne ere sjeldnere ved Vintersolhverv
end ved Jevndögnene, uagtet dog paa hiin Tid Passatgrændsen er Stedet allernermest ;
men dette hidrörer fra, at Passaten da er rykket saa langt ned, at Kysten selv oplages
deri, og istedetfor en uregelmæssig Indtrengen nu og da, fremtræder da ofle i længere
Tid en vedvarende Nordost, den saakaldte Harmattan, som, fordi den kommer til Ky-
sten over Orkenen, medbringer det Stév og den höie Grad af Törhed, man især pleier
at udheve som dens charakteristiske Egenskaber. Hermed stemmer det ogsaa, at Tra-
vaterne ere hyppige paa denne Tid i de Aar, da Harmaltanen udebliver, og omvendt

ikke forekomme, naar denne blæser regelmæssig og vedholdende.

CXCV

Herefter kan man altsaa anlage fölgende Aarstider for Guldkysten; den törre
Tid eller Harmattantiden fra December til Midten af Februar, den store Travattid fra
midt i Februar til midt i Mai, den store Regntid fra Slutningen af Mai til hen i Juli,
den fugtige Tid eller cing-sous Tiden i August og Septbr., og den lille Regn- og Tra-
vattid i Octbr. og Novbr. Dog ere disse Aarstider baade i Henseende til den Be-
stemthed, hvormed de fremtræde, og i Henseende til deres Udstrækning og deres
Grændsers Beliggenhed, större Afvexlinger underkastede, end man er tilböielig til at
antage om et tropisk Clima. Saaledes kan undertiden Hamattanen udeblive lige til Fe-
bruar, og derved Decbr, og Januar vere forholdsmæssig fugtige, ligesom omvendt
Regntiden undertiden tager sin Begyndelse først langt ind i Juni,

Efter Forslag af Professor Schouw bevilgede Selskabet et Tilskud af 84 Rbd.
87 Sk. til Udgivelsen af afdåde Magister Drejers Symbolæ Caricologicæ, hvilket Skrift
nu er færdigt.

Efter Forslag af Prof. F. C. Petersen besluttede Selskabet at forære et Exem-
plar af dets maanedlige Oversigter til hver af de under Universitets-Directionen sorte-

rende Skoler.

CXCVI

Mödet den 21% Juni.

Protessor Forchhammer forelagde Videnskabernes Selskab en Afhandling over den
Indflydelse som Tangen udöver paa Jordens Udvikling. De forskjellige Arter af Fucus-
Familien have hidtil kun lidet tiltrukket sig Chemikernes Opmærksomhed, Geognosterne
have slet ikke betragtet dem fra et almindeligt geognostisk Standpunkt, og, endskjöndt
de have erkjendt deres Hyppighed i forskjellige Formationer, ikke videre taget Hensyn
til den Indflydelse, som de uhyre Masser af disse Söeplanter kunne udöve paa den
chemiske Sammensætning af de ved Havet afsatte Jordlag. . Forfatteren, hvis Opmærk-
somhed ved geognostiske Betragtninger blev henledet paa Tangarternes mulige Indfly-
delse paa enkelte Lags Sammensætning, begyndte sine Undersögelser ved den chemiske
Analyse af Asken af en Mængde Tangarter, henhårende til de fleste Familier og fra
meget forskjellige Dele af Verdenshavet, som han skylder dHrr. Professor Schouws,
Dr. Vahls og Docent Liebmanns Velvillie.

Analysen blev fårt paa fålgende Maade: Den veiede Tang blev i en Porcellains-
skaal brændt i Muffeln, og Askens Vægt bestemt. Denne Askens Vægt er undertiden
mindre, undertiden större end Summen af Bestanddelene, og det hidrörer derfra, at
der deels blev uddrevet nogen Kulsyre af den kulsure Kalk, der maatte formindske
Vægten, deels at der blev noget Kul ubrændt tilbage, som var saaledes indhyllet i den
smeltede Aske, at Iten ikke kunde træde i Forbindelse dermed, Den veiede Aske blev
udtrukken med Vand, og af Oplåsningen blev Svovlsyren bundfældet ved Chlorbarium,
Baryten alter udskilt med Svovlsyre, Kalken bundfældet ved oxalsuur Ammoniak, Mag-
nesien bundfældet med Barytvand, og Overskudet deraf atter udskilt med kulsuur Am-
moniak, hvorpaa der blev tilsat noget Salmiak, Massen, uddampet til Törhed og
glådet, Den glådede Masse blev, veiet, oplåst, tilsat et Overskud af Chlorplatin, ind-
dampet til Térhed, oplåst i Spiritus af circa 40%, og Chlorplatinkalium bestemt.

Den i Vand uoplåselige Deel af Asken blev oplåst i Saltsyre, hvorved Sand
blev tilbage. Oplüsningen blev stærkt fortyndet med Vand og overmættet med Ammo-
niak. Det saaledes erholdte Bundsalt er i Tabellen over Analyserne opfårt som phos-
phorsuur Kalk med Leerjord og Jernilte, I de fleste Tilfælde blev det oplåst i Salt-
syre, blandet med stærk Spiritus og Kalken udskilt véd Svovlsyre, derpaa bleve Baserne

bundfældede med Ammoniak og nu viste efter Viinaandens Fordampning en ammønia-
I

CXC VII

halsk Blanding af CHA mon og Chlormagnium en meget betydelig Mængde Phos-
phorsyre. Den tilbageblivende Oplåsning blev ved oxalsuur Kali adskilt i Kalk og
Magnesiasalte, som bleve bestemte.

I de fleste Tilfælde blev det i Vand Uoplöselige saalænge udvasket, indtil det
ikke længer indeholdt Svovlsyre.

I nogle Tilfælde blev Chloret bestemt ved Sålvoplåsning, i andre derimod ikke.

Resultatet af disse Analyser findes opfört i folgende Tabel, hvorved kun er at
bemærke, at Svovlsyremængden er lidt mindre end den burde være, da der næsten

altid var dannet en ringe Mængde Svovl-Kalium — Natrum eller — Calcium.

_CXCVII

Findested.

Gruppe.

. Laminaria latifolia....

. Ecklonia buccinalis ...

. Chondrus crispus.....
. Chondrus plicatus ....
. Iridea edulis........

. Polysiphonia

Conferva fracta marina
WINE ge ee,

Caulerpa Sp. ........

Laminaria digitata ....

Padina pavonia ..... -
Durvillaea utilis......

Fucus vesiculosus ....

Halidrys siliquosa ....
Sargassum vulgare ...
— bacciferum . .

Furcellaria fastigiata .+

elongata
Bdenudala ..... Det

. Delesseria sanguinea: «

Hoffmansgave.
Havanna.
Vera Cruz.
Hoffmansgave.
Helgoland.
Cap.
Vestindien.
Chili,
Taarbek.
Grönland.

Hoffmansgave.

Campechebank.

Atlanterhavet.
Kattegat.
Kattegat.

Hoffmansgave.

Hesselöe.
Kattegat.

Hoffmansgave.

Kattegat.

Confervaceae.
Confervoideae,
Confervaceae,
Ulvaceae,
Confervaceae.
Siphoneae.
Phyceae,
Halyserideae,
Phyceae.
Halyserideae,
Phyceae.
Halyserideae.
Phyceae.
Halyserideae,
Phyceae.
Fucaceae.
Phyceae.
Fucaceae.
Phyceae.
Fucaceae,
Phyceae.
Fucaceae.
Phyceae.
Fucaceae.
Phyceae,
Fucaceae,
Florideae.
Cryptonemeae.
Florideae,
Cryptonemeae.
Florideae,
Cryptonemeae.
Elorideae.
Cryptonemeae,

Florideae.

Rhodomeleae.

Florideae.
Delesserieae,

11,27 | 1,89

34,75 | 4,46
4,04
2,86
16,22 | 2,06
15,65 | 3,44

CIC

Cblor.

2,41
4,77
0,13
ubestemt
3,85
0,23
2,30
2,34
4,28
ubestemt
ubestemt
ubestemt
4,20

0,05

4,34

et Spor

phosphor-
suur Kalk.

ubestemt

0,81

Kalk,

0,95
1,87
4,91
Kulsuur Kalk.
23,54
Kuls. Kalk uoplöst.
2,91
1,79
0,49
ubestemt.
4,03
3,33
1,08
Kalk.
1,44
4,02

0,45
0,81

Kulsuur Kalk.
0,29

Magnesia.

| 0,78
|

| ubestemt.

1,09

>
co
—

2,32

0,75

“ikke best. |

Kls. Magn.

Kali.

2,64

| ubestemt,

Natron,

5,62
| 1,05

5,22

5,82
0,81
4,44
3,86
2,25

0,86

2,02

2,69

ubestemt. |

| 0,08
Kiseljord.
0,11
| Kiseljord
0,48
Kiseljord
8,19
Mangan ??

4,20

0,19
Kiseljord.
0,04
| Mangan.

MOT
Sand.

0,48
Kiseljord.
1,56
Kiseljord
og Sand.

cc

Disse Tabeller vise meget tydeligen, at Tangarterne samle af Havvandet dets
sjeldne Bestanddele, nemlig frst og fremmest Svovlsyre, dernæst Kali og Phospborsyre.
De indeholde desuden altid en meget betydelig Mængde Magnesia og undertiden saa
lidt Chlor, at man maa antage det at hidröre fra en ringe, endnu vedhængende Mengde -
af Sövandets Salt, ogsaa maa man antage, at den kulsure Kalk i de fleste Tilfælde
hidrörer fra smaa, vedhengende Kalkskaller af Dyr.

Denne Sammensetning af Tangasken er af stor Betydenhed, thi den forklarer
mange Phenomener i Naturens store Liv.

Man er ifölge de nyere Undersögelser berettiget til at anlage, at Landplanterne
behüve som væsentlige Bestanddele de Mineralsubstantser, som findes i deres Aske, og
iblandt disse ere Svovlsyre, Phosphorsyre og Kali de vigtigste for de fleste Planter; men de
forekomme i Almindelighed ikkun i en meget ringe Mengde i Jordbunden, hvis op-
rindelige, ikke ved Gjödningen frembragte Frugtbarhed forstörstedelen’ beroer paa disse
Substantsers Nerverelse.

Men netop disse Stoffer ere oplöselige i Vand og fires ved Hjelp af Regn-
vandet omsider fra Jordbunden ud i Havet, saaledes at den dagligen gjentagne Virkning
bestandigen stræber efter at formindske Jordbundens Frugtbarhed, der maa erstattes ved,
at den dybere Jord bringes op til Overfladen, og dens nærende Dele ved den forenede
Virkning af Luft, Vand og Planterödder gjöres tilgjængelige. Som Vogtere omgiver
nu et Belte af Tang Kysterne, for at opfange Alt, hvad det ferske Vand forer fra
Landet ud i Havet, og naar, som det skeer ved vore Kyster, Tangen med Omhyggelig-
hed samles og föres paa Land, for at tjene som Gjödning, förer Landmanden derved
ikkun de Bestanddele tilbage til sine Marker, som Regnvandet havde udvasket deraf.

Det er bekjendt, at de smaa Crustaceer, iser af Amfipodernes Familie, for en
stor Deel leve af Tang, og hvilken Indflydelse Tangens Bestanddele have paa disse
Dyr, vil man bedst see af de analytiske Resultater, som jeg har erholdt ved Under-
sögelse af Reieskallerne, der bestaae af en saa ringe Mengde kulsuur Kalk, at den
sandsynligviis hidrörer fra andre lavere Havdyr, der have haftet sig paa. Reiernes Skal,
dernæst bestaaer den af en temmelig betydelig Mengde svovisuur Kalk, en omtrent
ligesaa stor Mengde phosphorsuur Magnesia, og den störste Deel udgjör phosphorsuur
Kalk. Man forstaaer nu, hvorfra Havets större Dyr, indtil de store Celaceer, faae den
_Phosphorsyre, som deres Knogler indeholde, da Crustaceerne umiddelbart eller middel-
bart udgjér en væsentlig Deel af deres Fôde, saaledes, at Phosphorsyren ogsaa her ved

Hjelp af Planterne overföres fra den uorganiske Natur til Dyreriget,

: CCI

Den Forandring, som Tangarterne lide ved deres Decomposition, naar de ved
Bülgeslaget kastes paa Stranden, er noget forskjellig fra den, som Landplanterne lide,
og endskjöndt Forfatteren endnu ikke kan bctragte sine Arbeider over denne Deel
af sin Opgave som sluttet, kan han dog angive fölgende Momenter i denne Gjæ-
ringsproces.

Faa Dage efterat Tangen, udblödet i Ferskvand, er udsal for en Temperatur
af 16-200, indtræder en Gjæring, ledsaget af en meget stærk Kulsyreudvikling, medens
en stærk, viinagtig Lugt giver sig tilkjende saaledes, at man neppe kan tvivle paa, at
det er den almindelige Viingjering, som foregaaer her og som maa beroe paa Decom-
positionen af een af Tangarternes nærmere, endnu ikke nüiere undersögte Bestanddele.
Der udvikles tillige en stor Mengde Kulsyre.

Efterat denne Gjering er standset, indtræder Forraadnelsen, ‘som i dette Til-
fælde antager en eiendommelig Charakteer derved, at Tangen indebolder en stor Mængde
svovlsure Salte, og den af Bischof allerede for lenge siden studerede Indvirkning, hvor-
ved der dannes Svovimetaller af Kalium, Natrium og Calcium, indtræder i en meget
höi Grad saaledes, at den ved Atmospherens Kulsyre udviklede SvovlLrinte forpester
Luften paa de Steder, hvor Séen opkaster Tangen paa Stranden, og det er en bekjendt
Sag at Sülvtôiet i Lyststederne langs med Strandveien i Nærheden af Kjébenhavn an-
léber med en Hinde af Svovlsülv. Paa Bornholms Vestkyst danner den raadnende Tang
et Lag af guult Svovljern, idet de oplöselige Svovlmetaller bundfælde Jernet- af en
Kilde, der flyder ud af et Borehul, som er neddrevet i den jernholdende Kulformation,
og det saaledes udfeldte Svovljern afsætter sig som en guul, metalglindsende Skorpe
paa de rullede Stene, der i Nærheden af Stranden ligge paa Havets Bund, At denne
Virkning maa være ny, seer man deraf, at rullede Muursteensstykker ere, ligesaavel
som rullet Granit, bedækket med Svovljern; at den maa foregaae endnu i dette Oie-
blik, bliver hoist sandsynligt. derved, at den borede, jernholdende Kilde neppe er 50
Aar gammel.

Denne Dannelse af Svovljern er ledsaget af en særegen Indvirkning, hvorved
det ved Vexelvirkningen af Svovlkalium og Jernilte dannede Kali træder i Forbindelse
med Lerets kiselsure Leerjord. Da denne Vexelvirkning er af en meget höi Vigtighed
for at forklare Phenomener, som håre til de ældre Dannelser, har Forfatteren anvendt
en stor Omhyggelighed paa at bestemme dette Forhold. Svovlsuurt Kali blev ved Glid-
ning med Kul forvandlet til Svovikalium, der blev udtrukket med Vand og denne Op-
lösning blev digereret med meget jernholdigt Leer fra Bruunkulformationen ved Staur-

XI, 26

cen

hoved i Fyen. Leeret blev strax sort, og efter 3 Dages Forlöb blev det udvasket med
den Omhyggelighed, at da det fra Filtret lébende Vand neppe viste noget Spor meer
til oplåste Substantser, blev Leret taget af Filtret, udrårt i en stor Mængde Vand og
samlet paany. Det saaledes fuldkommen udvaskede Leer blev indkogt med Saltsyre,
oplåst i Vand, bundfeldet med Barytvand, filtreret, Baryten bundfeldet med kulsuur
Ammoniak og det Hele inddampet og glüdet,
39,043 Leer, som ikke havde været udsat for denne Virkning, gav 0,184
Chlorkalium — 0,47 pCt. Chlorkalium — 0,30 pCt. Kali.
41,957 Leer, behandlet med Svovlkalium, gav 0,930 Chlorkalium = 2,22 pCt.
Chlorkalium = 1,40 pCt. Kali.

61,653 Leer, behandlet med Svoylkalium og udvasket paa den anförıe Maade,

gav 4,719 Chlorkalium = 2,79 pCt. Chlorkalium — 1,76 pCt. Kali.

I et tredie Forsög, som blev anstillet tidligere, end de to andre, lykkedes det
at udvaske det sorte Leer saa hurligt, at det dannede Svovljern forstörstedelen holdt
sig udecomponerel, medens Leret i de to nylig anförte Analyser havde antaget en guul-
råd Farve. Uheldigviis blev dette sorte Leer ikke veiet, förend det blev underkastet
en Analyse, og der kunde ikke erholdes noget qvantitativt Resultat, men efter Skjön
var Kalimængden i dette Tilfælde langt betydeligere, end i- det forrige, Der synes og-
saa at finde en Vexelvirkning Sted imellem det basiske svovlsure Jerntveilte, som dan-
ner sig ved Iltningen af, Svovljernhydratet, thi ved Oplösningen af de atter iltede Leer-
arter udvikledes ingen Svovlbrinte, og i Oplüsningen fandtes en saa overordentlig ringe
Mengde Svovlsyre, at man var nödsaget til at antage, at det af Leret bundne Kali har
decomponeret det basisk svovlsure Jernilte og er derved tildeels bleven gjort oplöseligt
i Vand. Da det er meget sandsynligt, at det er den kiselsure Leerjord, som binder
Kaliet, vil naturligviis Kalimængden i Leeret deels være afhængig af den tilstedeværende
. kiselsure Leerjord, deels af Jerntveiltets Mengde, deels ogsaa af den Tid, hvori Sub-
stantserne have kunnet indvirke paa hinanden. Forfatteren antager denne lagttagelse
for meget vigtig, thi den forklarer, hvorfor vort Marskleer , der i Aarbundreder har
været bevæget i et med Söplanter opfyldt Hav, indeholder en saa betydelig Mængde
i Saltsyre oplöseligt Kali, der uden Tvivl igjen er en af Hovedaarsagerne til dets
store Frugtharhed.

Ved den fortsatte Forraadnelse af Tangen svinder dens Masse bestandig mere
og mere, og endnu efterat Tangdyngerne ere bedækkede med en Vegetation af Strand-

planter, hvoriblandt især en Atriplex fremhersker, er Massen saadan gjennemtrengt med

cc

Vand, al man synker dybt ned i den og der udvikler sig bestandigen Gasarter. Om-
sider maa dog en torvagtig Masse blive tilbage, især naar et dækkende Lag udelukker
den athmospheriske Lufts Indvirkning; ikke desto mindre har Forfatteren aldrig fundet
Tangtörv og alle langs med hele Halvöens Vestkyst forekommende submarine Törvmas-
ser hidröre fra Land- og Ferskvandsplanter. Dau har derimod anfört et af Tang dan-
net Türvelag paa Oen Als. Da Tangarterne af de meest forskjellige Familier inde-
holde alle de samme Bestanddele, maa vi antage, at ogsaa de i ældre Jordperioder le-
vende Tangarter have havt en lignende chemisk Constitution, og vi ere ligeledes beret-
tigede til at formode, at deres Decompositionsproducter have været af samme Beskaf-
fenhed, som de, Tangen leverer for nærværende Tid. Forfatteren viste derpaa, at der
‘j een af de ældste Dannelser af den scandinaviske Overgangsformation forekommer en
Tangart, som Dr. Kröyer har opdaget i Allunskiferen ved Fogelsang i Skaane; Forfat-
teren har fundet den i Allunskiferlagene paa Bornholm og Hissinger synes at have iag-
taget den i Allunskiferlagene ved Berg i Östergöthland. Af denne Tang, Ceramites His-
singeri, har Hr. Liebmann havt den Godhed at meddele mig fülgende Characteristik:

„Alga cæspitosa filamentosa, ramosissima. Fila e basi communi (radice) ra-
diantia setam equinam crassa, fastigiato-ramosa dichotoma; substantia interna venis dua-
bus (siphoniis) creberrime genuflexis et invicem spiraliter tortis (in modum generum
Polisiphoniæ, Callithamnii, Grifitsiæ, Ceramii) percursa.

Fossilis alga vulgata in schisto bituminoso formationis transitionis Scania,
Bornholmiæ provenit; cespitosam crevisse patet, nam fila radiantia per strata varia in
omnibus directionibus stipata cernuntur.‘‘

En anden Fucoid fra den samme Overgangsformationssandsteen paa Kinnekulle
har Adolph Brogniart beskrevet under Navnet Fucoides circinnatus. Ceramites Hissin-
geri forekommer i stor Mengde i Allunskiferen og ikkuns der, dens tynde Traade ligge
imellem Skiferlagene over hinanden i alle Retninger, og den synes at vere charakte-
ristisk for Allunskiferen.

Den bornholmske Allunskifers chemiske Sammensætning er:

Kiseljord........ 59,86.
Leerjord ........ 15,89.
Svovlii AR IN MIO 88:

Berne? „2a ln, sil 0550:
Ra NE. 0,99.
78,06. : 4

26°

78,06
Magnesia........ 1,63
Kat CERN 3,72
Kulstof {css 8,65
MandARE.. eher 6,90
AME: Sh in anal ubestemt.
Qvelstof ....... . ubestemt.
Phosphorsyre. .... —

99,01.

Qvælstoffet i Allunskiferen viser sig deels ved den stærke Blaasyrelugt, som
udvikler sig, naar den med kulsuurt Natron smeltede Allunskifer overgydes med Salt-
syre, deels ved det Berlinerblaa, som udskiller sig ved denne Bebandling. Svovl-
mængden er större, end den her er angiven, da Svovlkisen for det meste udskiller sig
i smaa Partier, og Forfatteren udtrykkeligen valgte saadanne Stykker, hvori han ikke
kunde opdage udskilt Svovlkiis. Tilbagekalde vi nu Producterne af Tangens Decom-
position, finde vi, at de, naar der tillige er jernholdigt Leer tilstede, ere: Svovljern,
kaliholdig Leerjord, Magnesia, phosphorsuur Kalk, meer eller mindre reent Kulstof og
en stor Mængde Kulsyre. Allunskiferen indeholder alle disse Bestanddele, ledsaget af
mange Levninger af Tang, og udmerker sig desuden ved Mangel paa Kalk, en Sub-
stants, der forekommer i betydelig Mængde i de andre Skifere. Men denne kulsure
Kalk mangler egentlig ikke i Allunskiferlagene, den har ikkun sammentrukket sig 1
store, nyreformige, med bitumiüse Stoffer gjennemtrængte Masser, den saakaldte An-
thracolithis. Er det nu ikke i hôieste Grad sandsynligt, at det qvælstofholdende Kul-
stof, Svovikisen og Kaliet hidrörer fra Tangens Vexelvirkning med jernholdende Leer?
og Forfatteren har ikkun at forklare, med hvilken Virkning. den ellers i Skiferen ad-
spredte kulsure Kalk i deite Tilfælde kunde udtrækkes og samles i særegne nyrefor-
mige Masser. Det Middel, hvoraf Naturen betjener sig, for at udtrække og samle
Kalken, er Kulsyre oplist i Vand, som i de fleste Tilfælde har sin Oprindelse fra dybt
i Jorden liggende Aarsager. Men da vi her i Tangens Gjæring have en vedvarende
Aarsag til Kulsyrefrembringelse, behöve vi ikke at söge nogen anden Grund dertil og
vi ere berettigede til al antage, at dette kulsure Vand har oplåst Kalken, der har sam-
let sig og er udkrystalliseret paa de Steder, hvor Kulsyren kunde fordampe. Forf.

antog, at han kunde underkaste denne Tanke en yderligere Prövelse ved at forsöge

asia

paa at finde phosphorsuur Salt i Allunskiferen. Han smeltede derfor en Portion Allun-
skifer med kulsuurt Natron, overmættede den med Saltsyre og inddampede til Törhed
for at udskille Kiseljorden. Oplösningen blev overmættet med kaustisk Kali, for at
oplése Leerjorden, og, da Allunskiferen indeholdt Kalk i tilstrækkelig Mengde, kunde
han ifölge tidligere udförte Undersögelser vere sikker paa, at Leerjorden var fri for
Phosphorsyre. Det i kaustisk Kali Uoplöselige blev oplöst i Saltsyre, blandet med til-
strækkelig Viinaand og Kalken bundfældet med Svovlsyre, hvorpaa Vædsken blev fil-
treret, Viinaanden fordampet og den tilbageblivende Oplösning blandet med et Overskud
af kaustisk Kali. Den kaustiske Oplösning maalte nu indeholde al Phosphorsyre, den
blev blandet med Barytvand, saa lenge den gav et Bundfald, som derpaa blev samlet,
udvasket og brændt med Filtret , hvorpaa Barytsaltet, som bestod af svovlsuur, kulsuur
og phosphorsuur Baryt, blev inddampet med Salisyre og udtrukket med Vand. Am-
moniak bundfeldte nu phosphorsuur Bar,t, der for at faae den sidste afgjörende Prove,
blev samlet, udvasket med Filtret og digereret med Svovlsyre. Den svovlsure Oplös-
ning blev overmættet med Ammoniak og} blandet med en amoniakalsk Oplösning
af Chlormagnium og Chlorammonium, hvorved Forfatteren erholdt et stærkt Bundfald
af phosphorsuur Magnesia-Ammoniak, Paa denne Maade blev det fuldkomment afgjort,
at Allunskiferen indeholder phosphorsuur Kalk, unegtelig i en meget ringe Mengde,
men dog tilstrækkelig for endydermere at bevise Tangens Indflydelse paa disse
Lags Dannelse. ;

Det har i lang Pid været iagttaget, at Allunskiferen med sine Kalknyrer har
sine særegne Forsteninger, som for en stor Deel bestaae af smaa Trilobiter, s. s. ala-
tus, gibbosus sclerops, pisiformis, levigatus o.s.v., og det er nu klart af det Fore-
gaaende, at disse Crustaceer repræsentere for sin ældgamle Dannelsesperiode de mange
smaa Arter af Crustaceer, iser Amfipoder, der i Tusinder findes i den paa Stranden
opkastede Tang.

Forfatteren udviklede derpaa disse Iagttagelsers geognostiske Betydning og viste,
at de forklare, hvorledes Bestanddele, især Svovl og Kali, som man i Almindelighed
har været meget tilbdielig til at taake sig ved Sublimation fremkomme fra Jordens
Indre, ere samlede ved Planternes Medvirkning af det store Verdenshav, hvor Resi-
duerne af tidligere Jorddannelser og Produkterne af forstyrrede Bjergmasser samle sig;
disse Iagttagelser forklare endvidere, paa hvilken Maade den store Mængde Kali, der
hidrårer fra Feldspathens Decomposition, atter bliver optaget af Jorden og man vil ikke

finde hine Fortidens store Virkninger utrolige, naar man belænker, at Sargassumhavet

RES

i det atlantiske Ocean indtager et Belte af en Længde af 27 Bredegrader mellem
490—46° N. Br. og en Brede af 30—40 Mile.

Man har ved Betragtning af Bjergmassernes Metamorphose hyppigen fundet
det overordentligt vanskeligt at forklare, hvorfor enkelte Skiferlag havde lidt store For-
andringer og vare gaaet over, for at danne krystallinske, kaliholdende Silikater, medens |
andre nærliggende ikke havde lidt en saadan. Forandring. Et Lag af Tangskifer, om-
givet af andre Leerskiferarter, vilde lide en saadan Forandring, naar den blev udsat
for en tilstrekkelig Varme, og den bornholmske Allunskifer indeholder ligesaameget
Kali, som den bornholmske Granitgneus, medens det Natron, som denne indeholder, og
som mangler i Allunskiferne, let kan tænkes at hidrére fra Havvandets Kogsalt,

Forfatteren har endnu ikke fortsat sine Undersögelser over andre Lag, og han
bemerker ikkun, at der i Danmark endnu forekomme to andre Formationer, der sand-
synligviis skylde Tangarterne deres Svovlkiis, nemlig den anden Kulformation paa Born-
- holm og Bruunkulformationens Lag af Allunjord. 1 den fürstnævnte forekommer Fucus
intricatus i stor Mengde, men Leerlagene mangle fordetmeste, og derhos kunne ingen
Lag danne sig, der vare umiddelbart brugbare til Allunfabrikationen. I Allunjorddan-
nelsen forekommer en stor Mængde Svovlkiis og Leeret indeholder Kali, medens Kalken,
ligesom i Allunskiferen, er samlet i særegne Partier Denne sorte Jord indeholder en
stor Mængde Kulstof udskilt, men hidindtil har man ikkun opdaget organiske Levninger

af Südyr, derimod ingen Tangarter.

Etatsraad Wedel Simonsen sendte 27 Exemplarer af No. 4 af hans Beskrivelse

over Odense til Omdeling blandt Selskabets Medlemmer.

Selskabet modtog fölgende Skrifter:

Proceedings of the American Philosophical Society held at Philadelphia for promoting
useful knowledge. Vol. IT. Philadelphia 1843. 8.

Mémoires de la Société de Physique et @Histoire naturelle de Génève. Tom X. Ire
partie. Geneve 1843. 4

CCVII

Naturkundige Verhandelingen van de Hollandsche Maatschappy der Wetenschappen te
Harlem. Twede Versameling. 2 Deel. Harlem 1842, 4.

Saggi di naturali esperienze fatte nell’? Academia del Cimento. Terza edizione Fiorentina,
preceduta da notizie storiche dell’ Academia stessa et sequilata da alcune
aggiunte, Firenze 4811. 4.

Atti della seconda riunione degli scientiati italiani tenuta in Torino nel Settembre 1840.

Report of the tenth meeting of the british association for the advancement of science,
held in August 1844. 8.

Report to her Majestys principal Secretary of state from the poor law commissioners
on the inquiry into the sanitary condition of the labouring population of Great
Britain; with appendices. London 1842. 8.

Observations of the aurora borealis from september 1832 to september 1839. By
Robert Snow Esq. London, printed for private circulation. 4842. 8.

Proceedings of the Royal Irish Academy. Part, VI. 4841—42. Dublin, 1843. 8.

Bulletin de la Société impériale de Naturalistes de Moscou. 4843. No. 2, 3.

Anatomie générale de la peau et des membranes muceuses par P. Flourens. Paris

1843. 4.
Recherches microscopiques sur le système nerveux par Adolphe Hannover. Copenhague
4844. 4.

On the action. of the rays of the solar spectrum, on vegetable colours and on some
photographic processes. (Aftryk af Philos. Transactions 1842).

S. Elliot Hoskins M. D. Researches on the decomposition and disintegration of phos-
phoric vesical calculi and on the introduction of chemical decomponents into
the living bladder, (Aftryk af Philos. Trans. 4843.)

— — Table for extemporary application of corrections for temperature to barome-
trical observations. Guernsey 1842, 8.

Philosophical Transactions 4839. 4840. Part. 2. 4844. 4842. 1843. Part. 1.

Det Londonske Videnskabernes Selskabs Medlemsliste for 1840.

Samme Selskabs Proceedings 1842. No. 51—55.

Adress of the most noble the Marquis of Northampton the president, read at the an-
niversary meeting of the Royal Society on Nov. 30. 1842. London 1842. 8.

Erster Zusatz zu der Schrift über Galvanismus als chemisches Ileilmittel u.s. w. von

Dr. Gustav Crusell. St, Petersburg 1842. 8.

ee rn nn mn

CCV

Mödet den 15! November.

P:otessor Eschricht foreviste to Misfostre, det ene et Kalvefoster med Cyclopie og
Sammensmeltning af de ydre Oren tvert om Halsens forreste Flade, det andet et men-
neskeligt næsen fuldbaaret Foster, paa hvilket Cyclopie var forenet med Sireneformen.

Han gjorde opmærksom paa, at ligesom disse tre Former: Örenes Sammen-
smeltning og Sirenedannelsen vistnok med Rette stilles i samme Klasse (Meckels „Ver-
schmelzungsbildungen”), maae de ogsaa antages at beroe paa een og samme Sygelige
Betingelse. At de skulde kunne henföres til Standsningsformerne (,,Hemmungsbildun-
gen”), vovede end ikke Meckel at antage, skjöndt ellers saa tilbdielig til at henföre
de medfødte Misdannelser herunder. Först Huschke (ved den tydske Naturforskerfor-
samling i Hamborg 1830) fremsatte den Paastand, at virkelig Cyclopien og de ydre
Örens Sammensmeltning kunde föres herhen; Cyclopien nemlig, forsaavidt Oinene paa
deres tidligste Udviklingstrin vise sig som en enkelt Grube af Kiimhinden, der snart
efter uddannes til en blæreagtig Udvidelse foran Hjerneblererne, og derpaa lidt efter
_lidt sondrer sig i de to Sideblærer, der udvikles til Oienkugler! de ydre Orens Sam-
mensmeltning, forsaavidt de ydre Dele af Hôreredskaberne (navnlig det Eustachiske
Rör, Trommehulerne og de ydre Öregange), uddannes af det förste Par Halsspalter
(eller, som de oftere benævnes, Gjelle- eller Visceralspalter), der selv fra first af ere
forenede i Middellinien. 1 Henseende til Héreredskaberne har Huschkes Paastand faaet
en vesentlig Bekraftelse ved Reicherts Undersögelser over Visceralbuerne, og ved denne
Bekræftelse maa den lignende Anskuelse af Cyelopien som en Standsningsform tillige
vinde Tillid,

Der opstaaer saaledes det Spørgsmaal, om den samme Anskuelse skulde kunne
overföres paa Sirenedannelsen. Prof. E. gjorde opmærksom paa, at det Særegne ved
denne Dannelse ikke ligger blot i Buglemmernes Sammensmeltning, men ligger saa
meget i den Omstændighed, at de altid tillige ere dreiede saaledes, at Knæerne og
Tæerne vende bagud, Hvad nu denne. sidste Omstændighed angaaer, forklarede Prof.
E., at den virkelig er normal paa Yderdelenes tidligste Udviklingstrin.

Naar Buglemmerne först komme tilsyne, ligge de med Büiefladen (Fodsaalen)
fladt op mod Underlivet; Tæerne vende opefter og Kneerne svare i denne Periode,
ligesom alle andre Ledes Strækside, til Legemets Rygflade, , Det er i denne Stilling

ikke med Tommeltaacn, men tvertimod med den lille Yaa, at Benene vende mod hin-

_ CCIxX |

anden, og hvad enten den sireneagtige Sammensmeltning tænkes oprindelig eller skeet
i den tidligste Tid, kan den ifélge heraf kun finde Sted mellem hvad senere kaldes deres
ydre Rande. Under, den regelmæssige Uddannelse trækkes Benene stedse mere ud, fra hin-
anden, saaledes at Knæerne först dreies udad, dernest om mod Böiesiden af Legemet,
altsaa i hele Bevægelsen beskrivende en fuldstændig Halvkreds; ere de sammenvoxne,
kan denne Dreining naturligviis ikke finde Sted. Ved deres videre Uddannelse büies
de da kun fra Bugfladen nedefter, og beholde iövrigt den oprindelige Retning, hvilken
netop er den, der, som ovenanfürt, altid finder Sted ved Sirenedannelsen. Udviklings-
historien forklarer her altsaa idetmindste denne tilsyneladende saa besynderlige Omsten-
dighed ved Sirenedannelsen, ligesom den forklarer de fleste Misdannelser af denne
Klasse — eller, om man vil, disse sygelige Former oplyse Udviklingshistorien.

Prof. E. gjorde endnu opmerksom paa, at Cyclopformen, betragtet som en
oprindelig normal Form, maaskee ogsaa kunde siges at forklare et af de vanskeligste
Puncter i Oiets Physiologie, nemlig den bekjendte Omstændighed, at Harmonien mellem
de to Oine ikke svarer til Symmetrien, idet de to Puncter i begge Nethinder, der
maae paavirkes samtidig for at Indtrykket skal blive et enkelt, ikke ere de to, der
svare til hinanden efter Legemets Symmetrie, men de to, der ligge lige langt tilhöire
eller tilvenstre, det ene altsaa ligesaameget indefter som det andet udefter — og idet
hver Muskel i et af Oinene har en Muskel i det andet Oie, med hvilken den nödven-
digviis maa virke samtidig, men at denne ligeledes ingenlunde er den efter Symmetrien
analoge Muskel. Dette udvikledes nöiere paa fülgende Maade.

1 det cyclopiske Öie kan naturligviis endnu slet ikke vere Tale om en Har-
monie, lig den, der nys anfürtes at finde Sted mellem begge Oinene indbyrdes. Den
enkelte Nethinde svarer ved sin Halvkugleform ganske til det for os liggende Rum;
dens höire Sidedeel til alt hvad der ligger til venstre, dens venstre til alt hvad der
ligger til hdire. Begge Sidedele er fuldkomment symmetriske, men aldeles ikke har-
moniske. Sandsningen i den ene Sidedeel er ganske uafhengig af Sandsningen i den
anden, Seenerve-Grundrörene til Nethindens höire og venstre Sidedeel aldeles isolerede
lige fra deres peripheriske Ende indtil deres ukjendte Endepunkt i Nervesystemets Cen-
traldeel. — Det Samme gjelder om Öiels ydre Dele. Det cyclopiske Øie kan, paa
Grund af sin Symmetrie, ikke have samme Muskulatur som hvert af de adskilte Öine;
det har kun Muskulaturen til de to Öines udvendige Sidedele, og disse — langt fra
at staae i et harmonisk Forhold, hvorved den enes Virkning vilde heve den andens

XI. 27

GER

— staae nelop i et antagonistisk Forhold til hinanden, saa at f. Ex. den venstre M.
rectus externus giver efter, naar den höire trækker sig sammen 0. s. v.

Det gjelder nu at opfatte den Forandring, hvorved det cyclopiske Oie bliver
til to Oine, i dens egentlige Væsen.

Gjennemgaaer man alle Cyclopiens Grader hos Misfostrene, fra det enkelte
runde Øie i Middellinien til de to fuldkomment adskilte, kun endnu for tet til hin-
anden staaende Oine, saa kan man enten forestille sig Forandringen som en Indsnöring
af det cyclopiske Øie i Middellinien, eller som en Spaltning, hvorefter hver Halvdeel
rykker ud til sin Side, medens lidt efter lidt to nye Halvdele voxe til imellem dem.

Det er den sidste Anskuelse, der ubetinget maa antages for den rigtige. Paa
lignende Maade tænker man sig Fremgangen, naar en Polyp ved at spaltes paa langs
bliver til to Polyper. Man tænker sig den efter Gjendannelsens (Regenerationens) Love,
ifölge hvilke det Nydanede altid er ligt det Tabte, altsaa at i dette Tilfælde til hver af
Halvdelene voxer en ny Halvdeel lig den fraskaarne.

Paa lignende Maade kan man endog forestille sig Oprindelsen til Dobbeltmis-
fostrene overhovedet. Man kan némlig tænke sig ethvert Dobbeltmisfoster opstaact
derved, at Kimen meer eller mindre dybt er bleven spaltet, og at paa hver Side i
selve Spalten den fraskilte Deel er voxet meer eller mindre fuldstændigt ud paa ny.
Med denne Anskuelse stemmer idetmindste Formen af hvert Misfoster, hvis Fordobling
gaaer ud fra Middellinien. Aldrig findes hver Sidedeel dobbelt paa samme Side (aldrig
f, Ex. to héire Been til höire, to venstre Been til venstre); men altid ere de to Side-
dele ligesom trukne ud fra hinanden, og til Indsiden af hver især viser sig en meer
eller mindre fuldstendig Gjentagelse af den fraskilte Sidedeel. Ved den fuldstændige
Fordobling udgjör altsaa hver af Dobbeltdelene et symmetrisk Hele (f. Ex. en fuldsten-
dig Nederkrop) som et fuldstendigt Complement til den ikke fordoblede Deel af Or-
ganismen (Overkroppen), og med denne (Overkroppen) staaer ogsaa hver af Dobbelt-
delene (Nederkroppen) i selvsamme anatomiske Forhold, som den analoge Deel uden-
for Fordoblingen.

De to Oine, betragtede som en Fordobling af det oprindelige cyclopiske Oie,
maae altsaa hvert for sig bestaae af en ydre Halvdeel lig den ene Sidedeel af Cyclop-
diet og en indre Halvdeel, der i det höire Oie er en Gjentagelse af Cyclopöiets venstre
Halvdeel, i det venstre af dets höire.

Dog af det hidtil Fremsatte vilde det endnu kun være forklaret, om hvert Oie

var i sig sely fuldkomment symmetrisk ligesom i hiint Exempel hver af Nederkroppene,

CCXI

og fuldkommen ligt det oprindelige cyclopiske Oie ligesom hver af hine Nederkroppe.
Men det Seregne i Oinenes gjensidige Forhold 0% deres Forhold til Bevidstheden ligger
meget mere deri, at det ene Öies indre Halvdeel, uden just at vere det andet Öies
ydre Halvdeel aldeles lig i Form, kun i Henseende til Functionen er en saa simpel
Gjentagelse deraf, at det Functionelle kan siges at vere forblevet enkelt, skjündt Or-
ganet fordobledes. Sammentrekningen af det ene Oies udvendige lige Muskel förer
nüdvendigviis Sammentrækningen af det andet Oies (ikke udvendige, men) indvendige
lige Muskel med sig, og enhver Sandsning paa den ene Nethindes indvendige Side
smelter aldeles sammen med Sandsningen paa den anden Nethindes (ikke indvendige,
men) udvendige Side. De to Synskredse sandses som en enkelt Synskreds, og vel
sandses Contourerne af hvert Oies Billede, men kun som to Aftryk paa een og samme
Plan. I Oinenes rette Stilling falde de to Aftryk ndiagtigen paa hinanden, og vi sandse
de to Contourer som en enkelt; ved Oinenes Divergens falder det ene Aftryk noget
udenfor det andet, og vi sandse Contourerne dobbelt, som to lige Billeder, der gribe
ind i hinanden,

For at forklare denne höist paafaldende saakaldte Harmonie mellem Oinene,
maae vi fortsætte den ovenfor givne Fremstilling af Fordoblingens Væsen.

Det blev anfört, at ved Dobbeltfostrene hver af Dobbeltleddene staaer i selv-
‘samme anatomiske Forhold til den ikke fordoblede Deel, som den analoge Deel uden-

for Fordoblingen.
Hvis f. Ex. i fölgende schematiske Figur af en normal Orga-

A nisme fra a i den ene Ende (A) udgaaer en Streng til & i den anden
Ende (B) og fra c til d, saa vil, om den ene Deel (B) fordobles, For-
| holdet ikke blive som i folgende Træsnit
aire
jhe
|
=: .
{|
EL

Lol
=
+

_ COXII

men saaledes, at Strengen fra a i den ikke fordoblede Ende (A) ved Fordoblingsstedet
selv bliver dobbelt og gaaer med sin ene Green, ligesom ellers,
til Dt, med sin anden til det tilsvarende Sted i B? (b?), og
saaledes fremdeles. Paa denne Maade viser Anatomien af Dobbelt-
‚misfostrene, at det forholder sig i alle Legemets Systemer, og
kun derved kommer hver af Dobbeltdelene til at staae i selv-
samme anatomiske Forhold til den ikke fordoblede Decl, som
ellers den analoge Deel i et normalt Legeme. Hver af Dob-
beltdelene bliver derved i lige Grad en umiddelbar Fortsættelse
af den ikke fordobblede. Deel, og hver af dem i lige Grad et

fuldstendigt Complement dertil.

Lade vi i ovenstaaende Figurer f. Ex. B forestille Hovedet, A Kroppen, saa
bliver det klart, at paa et Misfoster med to Hoveder maa enhver Indvirkning paa et
Sted af den enkelte Krop forplante sig gjennem Sandsenerverne til det analoge Sted i
begge Hjerner. Lade vi derimod A forestille Overkroppen, B Nederkroppen, saa ind-
sees det, at paa et Misfoster med dobbelt Nederkrop maa en Villiesyttring, der fra
Hjernen forplanter sig |gjennem Rygmarven, samtidig virke ind paa de analoge
Muskler i begge Nederkroppene, og omvendt, at det om en Indvirkning paa Nederkrop-
pene ikke maa kunne skjelnes paa hvilken af dem den er skeet. Tanke vi os endelig
i den förste Figur A at forestille Hjernen, B det cyclopiske Öle, ab og cd Nerverne
til Oiet, saa maa, efter det her Fremstatte, Forholdet af disse Nerver fra den enkelte
Hjerne til de to Öine — forudsat at vi her tör anvende Lovene for Fordoblingen —
blive som i den tredie Figur, og samtlige Phenomener af Öinenes Harmonie finde
derved deres Forklaring.

Selskabets berömte udenlandske Medlem, Prof. Johannes Müller i, Berlin, har
allerede viist, at Nethindernes Harmonie vilde vere forklaret, om man turde antage, at
hvert Grundrér i begge Seenerver spaltede sig i to Grene, der, imod den ellers al-
mindelig i Legemet herskende Symmetrie, gik til to harmoniske Puncter i de to Net-
hinder. Men hverken han eller Andre. har vovet at antage dette Forhold, da det strider
baade mod Reglen for Grundrérenes Udelelighed og mod Loven for Symmetrien, Ved
at betragte Oinene som en Fordobling af det oprindelige cyclopiske Oie, finder Anta-
gelsen ingen Vanskelighed, thi Forholdet fülger endog strengt taget af de ved Fordob-
_lingen gjeldende Love. Naar Nervegrundrörenes Udspringssted forbliver enkelt, medens
deres peripheriske Bestemmelsessted fordobles, maae de nödvendigviis selv fordobles,

CCXIII

det vil sige spaltes i to Grene. Dette er imod Reglen for den normale Organisme, i
hvilken al Sammenblanding af Sandsning og Bevegelse er forhindret; men det ligger
ganske i Fordoblingens Natur, ved hvilken netop en saadan Sammenblanding vides at
finde Sted, ligesom den finder Sted for de to Üine. At de to Grene af det spaltede
Nervegrundrör ikke forlébe efter Symmetriens Lov, strider imod den almindelig gjel-
dende Regel for den normale Organisme, men stemmer fuldkomment med den for
Dobbeltformerne herskende Lov.

Hvad her er anfört til Forklaring af Nethindernes Harmonie, gjelder med
samme Ret for Oienmusklernes. Den paafaldende Samtidighed i Sammentrekningen af
de (ikke symmetrisk, men) harmonisk stillede (om dette Udtryk tér bruges) Muskler
forklares fuldkomment efter Dobbeltformernes Regler, og kan kun forklares efter dem.

Men ved at anvende denne Forklaring paa Oienmusklernes Bevegelsesnerver,
vise sig overordentlige Vanskeligheder i dens Gjennemförelse fra Anatomiens Side.

Allerede ved Nethinderne ere de to harmoniske Dele (den indvendige Halv-
deel i det ene og den udvendige i det andet Oie) ikke ganske eensdannede. Ved
Öienmusklerne treder en bestemt Ulighed op mellem de harmoniske Dele — og denne
Ulighed gjelder fornemmelig for selve deres Nerver. Den indre lige Muskel f. Ex.
staaer i Harmonie med den ydre lige i det andet Oie, og dog har hiin en Green af tredie
Nervepar, denne derimod af det sjette Par. Man maatte altsaa, for at gjennemfüre
Forklaringen antage, at i det indre af Mellemhjernen (Mesencephalon) eller dybere i
Rygmarven fandt en fuldkommen Sammensmeltning Sted mellem den ene Green af tredie
Par til det ene Oie og det sjette Par til det andet Öle. En lignende Sammensmelt-
ning maatle antages at finde Sted mellem det tredie Nervepars Green til den nedre
skraa Muskel i det ene Oie og det fjerde Nervepar i det andet.

Sammensmeltningen maatte ligesom ved Seenerverne finde Sted mellem selve
Nervernes Grundrér, og den er her ikke mere usandsynlig end hist. At i Hjernens
og Rygmarvens Indre finder en saa uudfoldelig Forvikling Sted af Nervernes Grundror,
at en Forbindelse lig den formodede mellem forskjellige Nervepar nok kunde autages
at hestaae, maa ligeledes indrömmes.

Dog maa det paa den anden Side indrömmes, at disse Vanskeligheder, som
Anatomien lægger Forklaringen i Veien, især ved Oienmusklerne, ere meget væsentlige,
og at det maa henstilles til en ny Periode i Videnskaben, hvorvidt de ville kunne hæves.

1 hvert Fald synes det at maatte staae fast, at de to Oines hôist paafaldende

Harmonie i Strid med Symmetrien maa hente sin Forklaring fra Udviklingshistorien,

CCXIV

og navnlig fra Oiuenes oprindelige cyclopiske Sammensmeltning, eftersom deres Har-
monie i physiologisk Henseende netop stemmer overeens med Lovene for Dobbeltfor-
merne. Skulde den ved en dyberegaaende Anatomie ikke findes ligeledes at stemme
overeens dermed i anatomisk Henseende, saa at Phænomenet var uforklarligt under
den blivende Form, saa vilde man i Oinene faae en uventet Bekræftelse paa en fra
mange Sider fremsat, skjöndt ikke paa strengt videnskabelige Undersögelser bygget
Paastand, at ogsaa paa Dobbeltmisfostre, hvis Centralnervesystemer ere selvstændige
hvert for sig, de lige Dele (f. Ex. de to höire Arme indbyrdes) kunne staae i et vist
harmonisk Forhold indbyrdes. Endog om de siamesiske Brödre Chang og Eng, hvis
Forening kun fandt Sted mellem Navle og forreste Brystflade, ere saadanne Paastande
blevne offentliggjorte, hvis Verdi dog maa ansees for meget problematisk.

Selskabet modtog:
Nordalbingische Studien oder Neues Archiv der königl. Schleswig-holsteinisch-lauen-
burgische Gesellschaft, Aster B. dstes Heft.

Mödet den 15% November.

P:rötessor Eschricht foreviste og forklarede to Tilfælde af Graviditas abdominalis.

Det ene var et saakaldet Lithopædion af et Lam. Slagter Hansen i Helsingör
havde i dette Efteraar (11te October) fundet det i Nettet, der omgiver Vommen, af et
” ellers sundt Faar, og ved at sende det til Universitetsmuseet havt den "Opmærksomhed,
at lade Faarets indre Födselsdele fölge med. Herved var det blevet muligt, at finde
Stedet, hvor Æggets Udtredelse af de naturlige Veie var gaaet for sig. Omtrent midt
paa den höire Æggeleder (Tuba Fallopiana) ‘saaes nemlig et Brud, mellem dette og
Boren (Uterus) var Æggelederens fine Gang aldeles fyldt med Blod og derved netop

CCXV

særdeles stærkt i Öine faldende. Man maa her nödvendigviis anlage, at Ægget har
naaet til midt i denne Æggeleder, at der — af en eller anden ubekjendt Aarsag —
er skeet et Brud, og at Ægget derved er sluppet ‘ud i Underlivshulen, hvor det tilfæl-
digviis har fæstet sig til Nettet i Nærheden af Maven, og her i Begyndelsen har fun-
det de til Fostrets Ernæring nödvendige Livsbetingelser, men at Fostret dog er dödt i
Utide og nu, ved at indhylles i en trevlet Bindemasse og hentürres, har kunnet for-
blive paa Stedet uden Hinder for Moderdyrets Helbred.

I Anledning af dette Tilfælde omtalte Prof. Eschricht et andet, som for flere
Aar tilbage var iagttaget af Prof. Dreyer og allerede oftere offentligen meddeelt uden
dog endnu at have fundet sin egentlige Forklaring, — En Kone, frugtsommelig i 5te
Maaned, faldt, ved at bukke sig, dåd om. Man fandt Fostret, tilligemed en Mengde
udtraadt Blod, i Underlivet mellem Tarmene. Moderkagen, der kun tildeels var lösnet
(uden Tvivl ved Konens for voldsomme Böining af Kroppen), sad paa de venstre Side-
dele af de indre Födselsdele; man antog at det var i den venstre Æggeleder, altsaa at
her fandtes en Graviditas tubalis. Men Prof. Eschricht var allerede, da dette Præparat
først forevistes, bleven opmærksom paa, at det saakaldte gule Legeme (corpus luteum)
ikke fandtes i den venstre, men i den håre Æggestok. Man troede nu, nådvendigviis
her at maatte vælge mellem fölgende to Antagelser, enten at Ægget var traadt fra höire
Æggeleder ind i Livmoderens Hule og derfra op i höire Æggeleder, eller at det ved
Udtrædelsen af den höire Æggestok var bleven opfanget, ikke af Æggelederen paa
samme (höire) Side, men af den paa den modsalte (venstre) Side. Begge Forklarin-
ger vare unægteligen meget usandsynlige; den sidste forekom dog at være det noget
mindre end den fårste og tillige at bekræftes ved et særeget Leieforhold af Moderen
og Æggelederne. Livmoderen var nemlig overordentlig skjæv, Modergrunden heldende
stærkt til hôrre Side. Paa denne Side (hvor ogsaa corpus luteum fandles) sad Ægge-
,Stokken tæt til Modereu, og Æggelederen syntes for kort til at naae den, Paa den
modsatte Side derimod (hvor Moderkagen fandtes) var Æggelederen fæstet, ikke til
Modergrunden. men til Moderhalsen og iövrigt af usædvanlig Længde. Den meget
ulige Længde af Æggelederne tilligemed Moderens Skjævhed maatte nådvendigviis an-
tages paa een eller anden Maade at staae i Forbindelse med det naturlige Leie af
Ægget, og syntes navnlig at bekræfte. den sidstnævnte Forklaring, ifålge hvilken Ægget
paa höire Side ikke havde kunnet opfanges af den meget korte Æggeleder, men vel af
den usædvanlig lange paa venstre Side,

Imidlertid har en nöiere Undersøgelse af Præparatet, som findes i Universitetets

: COXNE _
zootomisk-physiologiske Museum, overbeviist Prof. Eschricht om, at Sagen forholder
sig anderledes. Moderkagen er nemlig ikke fæstet i Æggelederen, ligesom denne ei
heller er brusten, men överst paa den bageste Flade af det venstre brede Moderbaand
Cigamentum latum), og Tilfældet maa altsaa forklares saaledes, at Ægget, ved den
höire Æggestoks Bristning, ikke kunde opfanges af Æggelederen paa samme Side paa
Grund af dens Korthed, altsaa faldt ud i Underlivshulen og ganske tilfeldigt fik Fæste
paa det angivne Sted af Moderens Sidedele. — Prof, Eschricht udviklede derefter
noget nüiere den overordentlige Kraft, et saa lidet — for det blotte Oie neppe synligt
— Æg udöver paa Moderorganismen, idet denne, selv naar Ægget fester sig paa et
aldeles fremmedt Sted, maa yde det Beskyttelse og Næring, om det end skulde füre
til dens egen Undergang.

Selskabet modtog fölgende Skrifter:

Flora Batava Nr. 132.

J. J. A. Worsaae: Runamo og Braavalleslaget, et Bidrag til archæologisk Kritik.
Kbhavn 4844. 4to.

Nova acta Regie socielatis scientiarum Upsaliensis. Vol. XII. Upsaliæ. 1844. Ato.

A. Hannover, Bericht über die Leistungen der Skandinavischen Litteratur im Gebiete
der Anatomie und Physiologie in den Jahren 4844-4843. (Aus dem Archiv
für Anatomie, Physiologie und wissensch. Medicin). Berlin. 4844. 8.

Philosophical Transactions fer the year 4844. Part 1.

The Journal of the Royal Geographical society in London. Vol. 14 4844. 8.

Archives du Museum d’histoire naturelle. T. 2. Liv. 4. & T. 3. Liv. 3. 4,

Kreil, Magnetische und meteorologische Beobachtungen zu Prag. 4ter Jahrg. (Isten
Aug. 1842—31sten Decbr. 1843).

Midler, Beobachtungen der kaiserlichen Universitäts Sternwarte in Dorpat, 40ter Band.
(Beobachtungen des Jahres’ 1842 nebst einem Anhange). Dorpat. to.

van de Hoeven en de Vreese, Tijschrift voor naturlijcke Geschiedenis en Physiologie.
41 Deel. St. 1 & 2.

K. F. Ph. v. Martius, Das Naturell, die Krankheiten, das Arzlthum und die Heilmittel

der Urbewohner Brasiliens. München. 8.

CCX VII

J. F. Lud. Hausmann, Geologische Bemerkungen über die Gegend von Baden und
Rastadt (aus dem 2ten Bande der Abhandlungen der Göllinger Gesellschaft
der Wissenschaften). Göttingen. 1844. 4to.

Studien des Göttinger Vereins Bergmännischer Freunde. B. 5. H. 2 (Meddeelt af
Hausmann.)

Observationes astronomicæ in specula regia Monachensi institute. Vol. Vi. VII. X.
RT NTS NIE

Eug. Chevandier, Recherches sur l'influence de l’eau sur la végétation des forêts,
(Manuskript.)

Gräberg de Hemsöe. Ultimi progressi della Geografia (Estratto del 6 Vol. del politec-
nico di Milano). Milano 4843. 1844. ;

Ambr. Fusinieri, Risposte sulla rugiada, sulla scomparsa della neve ed altri articoli dei
Signori Melloni e Bellani.

— — Risposte al dottore Bartoiomeo Rizo sopra varj punti di mecanica molecolare.

A. Ferrai Rodigino, Progretto di Riforma dei teatri musicali. Venezia. 1844. 8.

Luigi Muzzi, Iserizioni pe’ solenni funerali a Maria Carolina Arciduchessa d’Austria
etc. (Il politecnico Nr. 31—34).

Disse 3 Skrifter ere meddeelte af Gräberg de Hemsöe.

Extrait du programme de la société Hollandaise des sciences a Harlem pour l’année 1844.

Wedel-Simonsen, Bidrag til den fyenske Kongeborg Rugaards, dens Lens og dens Læns-
mænds Historie, 3die, 4de Stykke (i 22 Exempl. til Omdeling blandt Selska-
bets Medlemmer).

Mödet den 294 November.

Protessor Forchhammer meddeelte fölgende Bemærkninger:
Hr. Candidat Worsaae har i et lille Skrift ,,Runamo og Braavalleslaget” an-
grebet Resultatet af den Undersögelse af Runamo, som Videnskabernes Selskab lod ud-

fire ved en Commission, bestaaende af Etatsraad Finn Magnusen, Justitsraad Molbech
Ar 28

GEXVIH

og mig. Da den Deel, som jeg har taget i denne Undersögelse, ikke forandres ved
Hr. Etatsraad Finn Magnusens senere Arbeider over de kunstige Liniers Natur og Be-
tydning, maa jeg ansee det for rigligst, at jeg uafhængig af mine Herrer Colleger for-
svarer den Deel af Beretningen, hvorfor Ansvaret ene hviler paa mig, nemlig den phy-
sisk-geognostiske Undersögelse af Stedet selv, og, da Hr. Worsaaes Fremstilling af
mit Votum i denne Sag er meget urigtig, anförer jeg her den mig vedkommende Deel
af Beretningen : |

„I Runamos Granitflade findes en Trapgang, hvis Steenmasse er tæt, sort og
meget haard, hvori der forekommer en Mængde smaa gule Svovikiispunkter og, hvad
der er langt inleressantere, netop her udkiler den sig, det vil sige, den bliver smallere
og smallere indtil den tilsidst forsvinder. Dette Forhold, som sandsynligviis findes ved
alle Trapgange, iagttages ikkun sjeldent der, hvor ingen nyttige Mineralier foranledige
en Forfölgelse af Gangen ved Bjergbygning, og jeg, Forchhammer, bar, omendskjöndt
jeg har undersögt og forfulgt en stor Mængde Trapgange, aldrig seet det for. Gan-
gens Strygning er Nord-Nordost og Syd-Sydvest; den kiler sig ud imod Syd-Sydvest,
men, forend den saaledes forsvinder, forlader den sin lige Retning og danner flere Büi-
ninger. Man indseer ogsaa let, at den Klöft, som er frembragt ved Jordrystelsen og
udfyldt ved Trapmassen, ikkun der, hvor denne forenede Virkning var stærkest, kunde
blive bred og uafhængig af Granitens Afsondringsflader; at den derimod paa andre
Steder maatte blive mindre mægtig, og derfor tildeels fålge Hovedsteenmassernes Aflis-
ningsflader.”” N

„Paa den nordöstlige Skrænt af-Runamoklippen har denne Gang en Megtighed
af 28 Tommer, og 42 til 16 Alen derfra findes i Gangens Strygnings-Retning en
Klöft i den bratte Granitvæg, som uden al Tvivl hidrörer derfra, at Trappen er ud-
vasket og nedfaldet.”

; »1 Trapgangens Béininger og Udkilinger har man villet see en Slanges Figur
og en vis Lighed kan ikke miskjendes, men jeg, Forchhammer, gjentager: disse ydre
Omrids og denne Figur ere aldeles tilfældige og blot Naturens Værk. Paa Slangen
findes der Linier i Trappen og det er disse Linier, hvilke man undertiden har anseet
for Runer, undertiden derimod betragtet som Naturspil.”

„Der forekommer to Arter af Linier paa Trapgangen :”
1) Nogle, som fra Gangens ene Grændselinie gaae tværs over til den anden.
Mange af disse fortsættes dybt ned i Klippen og have overalt den samme Brede, Dette

er Revner, saaledes som de overalt vise sig i Trapgange, og som.især i de smalle

CCXIX

Gange bestandigen gaae fra den ene Begrændsuingsilade til den anden, hvorved de til-
lige vise en stor Parallelismus.”

»2) Andre Linier udfylde derimod med deres Længde ikke den hele Trap-
gangs Brede. De ere afbrudte nær ved Randen, og paa et Par Steder, hvor man har
kunnet undersüge dem ndiere, finder man, at de ikke gaae ned i den dybere liggende
Masse. Disse Linier ere upaatvivlelig et Konstproduct, sandsynligviis Runer. Det,
som endnu mere bekræfter denne Mening er, at disse sidste Linier undertiden ende
med en lille Trekant, saaledes som vi danne den ved et F, en Form, der ikke vel
kan tænkes under disse Forhold frembragt ved Naturen, Endelig bekræftes den Me-
ning, at disse Linier ere Konstproducter, ogsaa derved, at de paa et Sted meget tyde-
lig gaae over i Graniten. Da Trap og Granit ere meget forskjellige Steenarter, og
her skarpt adskilte, saa er det ikke vel tænkeligt, at Revner i Trappen skulde fort-
sætte sig ind i Graniten, noget, som jeg, «Forchhammer, heller aldrig har iagttaget.
Naar nu enkelte Linier, som ved Runamo er Tilfeldet, fra Trappen virkelig fortsattes
ind i Graniten, saa maa dette vere en Konstvirkning, og man kan formode, at de skylde
en ubehændig og uövet Konstner deres Oprindelse. Jeg, Forchhammer, maa derfor
ogsaa for mit Vedkommende ansee det for afgjort, at en Deel af de Linier, der findes
paa den saakaldte Slange i Runamo, ere konstige. Ogsaa af de naturlige Revner ere
flere tydeligen benyltede til lignende Tegn. Man erkjender dette ved de kileformige
Fordybninger, som de vise paa flere Steder.”

„Efterat jeg, Forchhammer, saaledes havde overbeviist mig om, at der fore-
kommer konstige udhugne Streger paa Trapgangen ved Runamo, bleve vi enige om
den Maade, hvorpaa vi vilde lade Monumentet aftegne, og da Mineralogen og Geogno-
sten i dette Tilfælde maatte have en afgjürende Stemme, blev det vedtaget, al jeg,
Forchhammer, ene skulde bestemme, hvilke Linier der maatte antages at være indhugne
‚af Menneskehaand, og hvilke der maatte forudsættes at skylde Naturen deres Oprindelse.
Fremgangsmaaden var nu félgende:”

„Enhver enkelt Linie blev undersögt, og de Linier, som jeg ansaae for ind-
hugne, efterskrevne med Krid. Derpaa tegnede Hr. Christensen, som havde ledsaget
os, först de saaledes udmærkede Linier med sterke Streger, og siden de andre, som
jeg ansaae for Revner, med fine Linier. Den fölgende Dag sammenlignede alle Com-
milleens Medlemmer Tegningen med de naturlige Forhold.”

Saaledes er een Tegning fremkommen, som vi gjengive med to Kobbertavler,
hvoraf den ene viser alle konstige Linier (Runer?) med sterk Sverte, medens alle

25 *

‘CCXX

naturlige Revner ikkun ere antydede, og den anden Kobbertavle viser ogsaa disse Li-
nier med samme Styrke som de andre, hvilket er Tilfældet i Naturen, Den sidste
Kobbertavle er altsaa et Portrait af Runamo; ved den förste derimod har der været
benyttet Kritik; men, jeg gjentager det, denne Kritik var udelukkende bestemt ved den
naturvidenskabelige Undersågelse, og ingen forudfattet Idee om Tegnenes mulige Betyd-
‘ning kan have havt Indflydelse derpaa, da Runebogstaverne ere mig, Forchhammer,
aldeles ubekjendte.”

Der gaaer igjennem Hr. Worsuaes Bog en Grundtanke, som udtaler sig paa
mange Steder, nemlig den, at jeg har forfårt Etatsraad Finn Magnusen til at see Runer
i Runamo’s Tegn og til at forsöge paa deres Udtydning:- „‚Imidlertid,’” siger Worsaae,
„er det aabenbart, at en saa lærd og kyndig Mand som F, Magnusen neppe vilde have
.understôttet sin Mening om Hoby Kongsgaard med de ovenanförte svage Grunde,
„naar han ikke havde stolet paa Forchhammers Udsagn, at der i Runamo Trapgang
var indhugget Characterer” og ,,For det Förste maa F. Magnusen hverken ene eller
„meest bere Skylden, eftersom det udelukkende var paa den naturkyndige Forchlammers
Opgivende, han stolede, idet han erklarede de saakaldte kunstige Linier for Runer;
„hi under disse Omstændigheder er det meget undskyldeligt, at en for Runeliteraturen
»saa begeistret Mand, som F. Magnusen, kunde troe at have fundet Nöglen til Binde-
„Tuner, saameget mere som der virkelig gives Binderuner, der skulle låses paa lignende
»Maade, Havde Forchhammer ikke saa bestemt erklæret de fleste Revner for kunstige,
»vilde F, Magnusen neppe have vovet en Fortolkning.” . Jeg er derfor efter Hr. Wor-
saaes Mening den egentlig Skyldige. Jeg troer neppe, at jeg behåver at commentere
over det Urimelige, der ligger i denne Paastand, at jeg skal være ansvarlig for den
aldeles forkerte Anvendelse, som F,' Magnusen efter Worsaaes Mening har gjort af
min Undersögelse,

Den fårste Egenskab, som man kan fordre af en Kriliker, er Retfærdighed;
men jeg troer neppe, at nogen af mine Læsere vil kalde Hr; Worsaaes nylig anfürte
Dom retfærdig, og jeg kan ikke nægte, at jeg heri, saavel som paa mange andre
Steder i Bogen finder en Bestræbelse efter at lade mig især staae til Ansvar, en'Be-
stræbelse som jeg alligevel ikke har den ringeste Grund til at tilskrive noget fjendtligt
Sindelag imod min Person. Men, at Hr. Worsaae overmaade gjerne vilde vælte Skyl-
den for det, som han anseer for en stor Feiltagelse, fra en Archæolog over paa en
Naturforsker, synes mig at fremgaae temmelig klart af Bogens hele Tone og Tendens.

Naar man nu betænker, at det er Oldkyndigheden, der har önsket Hjælp af Naturforsk-

_ COXXI

ningen, og at denne Hjælp hverken kunde udvide vor Videnskab eller yde vedkom-
mende Naturforsker nogen stor Ære, kan man ikke kalde det meget passende at gjüre
et Forsög paa at paabyrde Naturforskeren ogsaa Ansvaret for det, som Archæologen
skal have forbrudt. Altsaa, selv om alle Hr. Worsaaes Premisser vare rigtige, vilde
hans Dom vere baade uretferdig og upassende. Men Præmisserne ere aldeles urigtige.
Jeg skal have sagt, at der i Runamo’s Trapgang var indhugget Characterer. Jeg finder
i hele Commissionens Beretning Ordet Characteer ikkun brugt paa fülgende Sted: ,.Jeg
„F. Magnusen, anseer det for upaatvivleligt, at de ved Runamo indhugne ældgamle
, Characterer ere Runer, nogle tildeels af disses mest bekjendte Art,” derimod bruges
Ordet Characterer i det korte Udtog, som i Videnskabernes Selskabs Program for 1832
gives af Commissionens Beretning, hvor de enkelle Medlemmers Mening ikke er frem-
hævet. Naar mine i gammelt Skrift kyndige Colleger erklærede disse Linier for Cha-
racterer, havde jeg ingen Grund til at afvige fra deres Mening. Jeg skal endvidere
have sagt, at de kunstige Linier ere sandsynligviis Runer. Dette Sted findes i
Commilteens Beretning Pag. 40 men, da jeg ellers i Beretningen altid udtryk-
keligen vedföier mit Navn, hvor mit specielle Studium förer mig til et Resultat,
hvilket her ikke er skeet, og, da jeg allerede paa neste Side udtrykkeligen erklerer,
at jeg ikke kjender Runer, kan denne Bemerkning ikke hidrére fra mig, og enhver,
der leser Beretningen med nogen Opmerksomhed igjennem, maa overbevise sig om,
at jeg med den störste Omhyggelighed har undgaaet at udtale nogen Mening om de
kunstige Liniers Betydning som Skrifttegn, et Spörgsmaal, der aldeles ikke vedkom
min Opgave. Jeg har altfor megen Agtelse for Hr. Worsaaes redelige Alvor ug Iver
for sine Studier, at jeg skulde troe, at denne Feil er forsætlig, jeg kan ogsaa let til-
give den; men for en saa streng Kritiker, som Hr. Worsaae er, maa den vere meget
ubehagelig, og naar en forudfattet Mening om min Bröde kunde bringe ham til at
misforstaae saa klare Ord, svækker han hos Andre Tilliden til sine övrige Resultater.
Jeg gaaer nu over til Hr, Worsaaes Kritik af de af mig opstilte Grunde for
at antage en Deel af Linierne paa Runamo Trapgang for kunstige. Jeg har saaledes
som fremgaaer af Beretningen, især omtalt 2 Kjendetegn, nemlig at 1) nogle Linier
gaae fra Trappen over paa Graniten (Hr. Worsaae siger, at det ikkun er een Linie;
da Commissionens Tegning ikkun viser een saadan Linie, og jeg nu ikke kan angive
de andre, skal jeg ikke stride med ham om dette Punct), og at 2) en Mengde af
Tverlinierne ikke gaae ud tilGrendselinien imellem Trap og Granit, men standse noget

förend de naae den.

CCXXH

Med Hensyn til Nr. 4 bemærker Hr. Worsaae, at Hovedtrapgangen ikke langt
fra dette Sted udsender en meget smal Arm, hvorved det Stykke Granit, hvorpaa den
omtalte Linie forekommer, bliver omgivet af Trap. Han antager det nu for en Tilfæl-
dighed, at den omtalte Linie træffer sammen med en kunstig Linie i Trappen. Jeg an-
saae det efter en omhyggelig Undersögelse ikke for et Tilfelde, ligesaa lidt som jeg
kan ansee Linien i Graniten for en Revne, da en virkelig Revne ikke vilde have stand-
set midt i det af Trappen indeslultede Granit-Stykke, men vilde bave fortsat sig til den
meget smalle Arm af Trapgangen. For at blive forstaaet ogsaa af den i disse Forhold
mindre kyndige Læser maa jeg her bemærke, at naar en skjör Masse revner, saa fort-
sætter Revnen sig-næsten altid, enten üieblikkeligen eller meget snart efter at den har
begyndt at danne sig, indtil den træffer paa en Afbrydning af Massen, enten en anden
Revne eller en Masse af en anden chemisk Natur. Derfor borer man for en Revne !
Glas for at forhindre den i at gaae ud til Randen og derfor sammensetter man Kar,
der skulle modstaae stærke Explosioner, af Plader af forskjellige Metaller, Denne Linie
der gaaer over paa Graniten, findes paa en af Hr. Worsaaes Afstöbninger; selv der vil
man neppe vere tilbüielig til at betragte det som en tilfældig Sammentræffen. Med
Hensyn til Nr. 2 ere saavel Prof. Nilsson i Lund som Worsaae enige med mig i at
mange Tværlinier ikke gaae ud til Graniten, men Nilsson anförer og Worsaae stadfæ-
ster det, at der hyppigen ligger en Revne tværs for disse Tværlinier. Worsaae angiver
disse Revners Styrke ikke nöiere. Nilsson siger derimod udtrykkeligen, at de ere fine
Sprekker. Nilsson og Worsaae slutte nu deraf, at disse fine Længde-Sprækker have
standset Tværrevnerne. Jeg vil et Oieblik med Hr. Worsaae antage, at baade Længde .
og Tværlinierne ere naturlige Spsækker: da maa de förste for at kunne forhindre
Tværrevnernes Fortsættelse naturligviis enten være ældre eller i det mindste samtidige
med disse, og maalte da ogsaa have lidt den samme Forandring ved Forvittring. Man
indseer derfor aldeles ikke, hvorfor Forvittringen ikkun har angrebet Tværsprækkerne
og forvandlet dem. til „trinda fårar,” som Nilsson siger, medens Længdesprækken er
endnu en ,,fiin springa,” som han fårst opdagede ved nærmere Undersügelse med Mei-
selen, Jeg kjender ikke en saadan næsten vilkaarlig Virkning af Forvittringen, og des-
uden forekommer der Længdelinier i den mellemste Deel af Gangen, som i deres Cha-
racteer ikke ere væsentligen forskjellige fra Tværlinierne. Vilkaarligheden i Hr. Wor-
saaes Forklaringsmaade forekommer mig derfor indlysende. Nilsson og Worsaae finde,
at der fra mange af de af mig for kunstig ansete Linier gik en fiin Sprække ned à

Dybden. Dette har jeg ogsaa bemærket ,,ogsaa af de naturlige Revner ere fiere tyde-

CCXXIUE

ligen benyttede til lignende (kunstige) Tegn.‘* Jeg kan derfor paa ingen Maade opgive
den Mening, at der paa Runamo Trapgang forekomme kunstige indhugne Linier. Dette
var det forste Spørgsmaal, som Commissionen forelagde mig, og derom har jeg i Be-
retningen udtrykt mig ganske bestemt.

= Den anden Opgave var nu at udpege de Linier , som kunde ansees for kon-
stige. Med Hensyn hertil tor jeg aldeles ikke haabe at have undgaet Feiltagelser; til
at bestemme Kjendsgjerningen i Almindelighed kunde jeg udvælge de tydeligste Linier,
men hvor det kom an paa at skjünne i alle enkelte Tilfælde, vare Misgreb maaskee
uundgaaelige. Jeg har ogsaa i Beretningen udtrykt mig med Varsomhed om denne
Opgave, ,,jeg bestemte, hvilke Linier der maatle antages at vere indhugne af Menneske-
haand, og hvilke der maatte forudsættes at skylde Naturen deres Oprindelse.” ,.Enhver
Linie blev undersågt og de Linier som jeg ansaae for indbugue'" &c.

Jeg kommer nu til den Beskyldning, at de tildeels efter Forchhammers Anviis-
ning optagne Afbildninger af Runamo ere aldeles upaalidelige. Committeen har i Be-
retningen sagt, al der ved Forfærdigelsen af Hoved-Tegningen er anvendt Kritik, Hr.
Worsaae kunde altsaa, som han ogsaa har gjort, angribe Grundsætningerne for denne
Kritik, men ved Bedömmelsen af Udförelsen af et af Kritiken afhængigt Arbeide, i dette
Tilfælde Tegningen paa Tab. IL, maa han stille sig paa vort Standpunkt, og ikke for-
lange, at vi, hvis Arbeide er udfört for 41 Aar siden, skulle staae paa hans. Dermed
falde altsaa Klagerne over de manglende Linier bort, da vi ansaae dem for naturlige,
uforandrede Revner, og altsaa ikke kunde optage dem i en Hoved-Tegning, der ikkun
skulde angive de kunstige Linier. Det er denne Udeladelse, der giver de 2 Tegninger,
nemlig Commissionens og Hr. Worsaaes et saa forskjelligt Udseende. ,,I Virkelighe-
den,“ siger Hr. Worsaae ,,fremviser Gangen et forvirret Billede af en stor Mengde
tildeels uordentlig sammenlöbende Linier.‘* Det var jo nelop dette forvirrede Billede,
som vi vilde oplése ved at udelukke alle naturlige og ved Kunst uforandrede Revner.
Vi troede at sikkre os imod den mulige Indflydelse, som en forudfattet Mening kunde
have, derved, at den af os, der anvendte den naturhistoriske Kritik, ikke kjendte Runer,

' og at den, der senere skulde bestemme de kunstige Limers Natur og Betydning, ikke
havde den ringeste Indflydelse paa Bestemmelsen af, hvilke Linier der skulde optages i
Tegningen. Mon Hr, Worsaae virkeligen har været ligesaa uhildet, mon han ikke fra
et historisk Standpunkt er kommen til det Resultat, at der ikke kunde findes Runer ved
Runamo, og derpaa har ledet efter Beviser for den naturlige Oprindelse af alle Linier,

som findes der? En anden af Hr. Worsaaes Anker er, at de Linier, som jeg ansaae

CCXXIV

for kunstige, ere meget for bestemt tegnede, og at de have samme Fyldighed og slutte
skarpt baade Siderne og for Enden. Denne Anke hidrörer igjen derfra, at Hr. Wor-
saae aldeles ikke har kunnet forlade sit Standpunkt og sætte sig ind i det, hvorpaa
vi stode, da vi foretoge Arbeidet. Den naturhistoriske Kritik hayde viist, at der paa
xunamo forekomme to Slags Linier: kunstige og naturlige, at deres Sammenblanding i
et „forvirret Billede‘* gjorde enhver Udtydning umulig, og vi betragtede det som vor
Opgave at gjengive Texten saa reen som vore Krefter tillode. At denne Adskillelse
af de kunstige og naturlige Linier ikke overalt har veret heldig, har jeg indrömmet
som muligt, men at man efter vor aabent udtalte Anskuelse vil bebreide os, at vi i
vor fürste Tegning ikke have gjengivet Linierne med deres absolute Tykkelse paa et-
hvert Sted, er Uret, da det var vor Opgave at give ogsaa for den i Naturvidenska-
berne ukyndige Læser et tydeligt Billede af det, som vi ansaae for et System af kun-
stige Linier. Den Skarphed, hvormed Linierne ere afridsede, er saaledes tildeels be-
grundet i vor Anskuelse; den ligger tildeels ogsaa deri, at vor Afbildning er Kobber-
stik, Hr. Worsaaes derimod Steentryk, som er langt bedre skikket til at gjengive slige
Gjenstande. Med Hensyn til de enkelte Figurer, som Hr. Worsaae ikke har kunnet
finde igjen, maa jeg bemerke, at ikke Forvittringen kan have forstyrret dem, men vel
de mange Vedkommende og Uvedkommende, som sikkert have besögt Stedet, siden
Commissionens Undersögelse atter har henledet Opmærksomheden paa samme. Nilsson
beskriver med hvilken Omhyggelighed han har sögt at undgaae Beskadigelsen af Teg-
nene, ikke desto mindre har han hugget med Meiselen for at undersüge dem, mon alle
de, som have besögt Stedet, have anvendt samme Omhyggelighed, mon ikke Kaadhed
kan paa dette eensomme og ubeskyttede Sted have forstyrret eet eller andet Tegn; som
Hr. Worsaae nu benytter som Beviis for Tegningens Upaalidelighed? Saameget altsaa
ikkun til Slutningen: for de Linier, som mangle i vor, Hovedtegning, er jeg ansvarlig;
de ere udeladte ifélge den Kritik, jeg har anvendt; det er ikke Mangel paa Paalide-
lighed, at de mangle, da det udtrykkeligen er sagt, at der er anvendt Kritik ved denne
Tegning; med Hensyn til de üvrige Feil, som Hr. Worsaae angiver ved denne Tegning,
skal jeg blot bemerke, at Hr. Theatermaler Christensen, som har forferdiget den, er
bekjendt som en meget nüiagtig Tegner; og selv, om jeg, som er ikkun lidet övet i
slige Sammenligninger imellem Tegninger og Tegn, hvis Betydning er ubekjendt, skulde
have overseet en Feil, saa vilde mine Herrer Colleger, til hvis Fag disse Sammenlig-
ninger höre, ikke have ladet den passere, og alle Commissionens Medlemmer sammen-

lignede Tegningen med Originalen. Hvor vanskeligt det forresten er med saadanne

CCXXV

Tegninger, kan man see af de Linier, som i deres Form nærme sig et D Nr. 22—23,
der findes fuldstændige saavel paa Commissionens som paa Worsaaes Tegning, men
som paa Worsaacs Gipsafstübning ere næsten ukjendelige.

Men, vil Læseren maaskee indvende, Hr. Worsaae har ikke talt om denne
Hovedtegning, men om den anden, der skal vere et Portrait af Runamo. Derpaa sva-
rer jeg, at Hr. Worsaae har meent den Afbildning, hvorpaa ikkun de kunstige Linier
ere gjengivne, omendskjöndt han har ladet den anden aftegne i sin Bog, Dette frem-
gaaer ganske klart af hans Ord: ,,da jeg saaledes af de ovenanförte Grunde havde for-
„visset mig om, at den ældre Afbildning af Runamo Trapgang var aldeles upaalidelig
„og ufuldstændig, kunde jeg naturligviis heller ikke nære den allermindste Tvivl om,
„at F. Magnusens hele Lesning og Fortolkning af Indskriften, der var grundet paa
„Afbildningen, ligeledes maatte vere fuldkommen urigtig.‘* Etatsraad F. Magnusen har
ved sin Fortolkning ikkun brugt Hovedtegningen, der indeholder ikkun de for kunstig
anseete Linier; ikkun ved denne Tegning har han sat Tallene paa den med Beretnin-
gen fölgende Kobbertavle. Her har Hr. Worsaae i sin Iver for at faae Tegningen og
dermed Fortolkningen dömt, omtalt begge Tegninger under eet, og overfürt de Bebrei-
delser, der muligen kunde tr&ffe den sidste, af os som en mindre vesentlig Sag be-
‘ handlede, Tegning, paa den forste.

Denne sidste Tegning bliver af Commissionen i sin Beretning med et maaskee
mindre heldigt Udtryk kaldet Portrait af Runamo. Den er mangelfuld, men ogsaa ved
Portraiter forsöger Kunstneren neppe at gjengive enhver Enkelthed, naar han kun frem-
stiller det Characteristiske og Vigtige. Hvor slet Portraiterne blive, naar man ikke
skjelner imellem det Vesentlige og Uvæsentlige, seer man bedst ved Daguerrotyperne,
Jeg skal alligevel nu forklare, hvorledes det forholder sig med denne Tegning, hvoraf
Leseren vil see, at den Feil, som er her begaaet, ikkun ligger i Udtrykket, og ikke
har havt den ringeste Indflydelse paa F. Magnusens Udtydning af Tegnene. Efter at
de for kunstig ansete Linier vare indtegnede, begyndte Hr. Christensen at tegne de an-
dre Linier; men Umuligheden af at tegne alle Revner og Sprekker blev snart indly-
sende, man udelod derfor de Linier, om hvis Natur som Sprækker der ikke var Tvivl,
og opförte ikkun dem, der muligen kunde forvexles med de kunstige Linier. Hvor
vanskeligt det er at give en rigtig Tegning af alle Linier paa Runamo, kan man lere
af Hr. Worsaae: ,,Kun maa jeg atter bemerke, at sely denne Tegning giver en ufuld-
stendig Forestilling om Runamo; det vilde vere forgjeves at söge at opdage og af-

tegne alle de fine Revner, hvoraf Gangen er giennemskaaret.“
XI. 29

COXXVI

Hr. Worsaae har den Fortjeneste at have taget Gips-Afstübninger af enkelte
Partier af Runamo. Omendskjöndt jeg nu paa ingen Maade kan indrömme, al det
Spörgsmaal, hvorom det her især dreier sig, nemlig om der findes kunstigen indhugne
Linier paa Runamo Trapgang, kan afgjöres ved Gipsafstübninger, saa beder jeg dog
Læseren at betragte dem; de Kjendetegn,-som jeg har angivet for at adskille naturlige
og kunstige Linier, ere ret vel udtrykte paa dem; han vil kunne see, hvorledes D
Tegnet er udtrykt i Gipsen, og vil ved en Sammenligning kunne overbevise sig om,
at ingen af de Kjendetegn, som jeg har anseet som Beviser for kunstige Linier findes
paa- Afstöbningen af Busemala Trapgang.

Förend jeg slutter, maa jeg endnu omtale en Forskjel imellem Hr. Worsaae
og mig, som bestaaer i den overordentlig store Sikkerhed, hvormed min Kritiker ud-
taler sine Resultater. Jeg har ikke kunnet opnaae samme Sikkerhed i alle mine Resul-
later, og jeg har en stærk Formodning om, at Forfatteren til ,,Runamo og Braavalla-
slaget“* skylder den faste Overbeviisning om sine physisk-geognostiske Resultaters Rig-
tighed til en vis Mangel paa Erfaring, som forresten er let undskyldelig hos en Mand,

hvis Fag disse Undersügelser ikke ere.

Etatsraad Finn Magnusen meddeelte derpaa fålgende Bemærkninger:

I Anledninz af Hr. Worsaaes nysudkomne Stridsskrift angaaende Runamo og
Braavalleslaget'" har jeg for min Deel kun lidet at foie til Prof. Forchhammers nu op-
læste Svar, da jeg næsten i et og alt maa henvise til det, som jeg forhen har skrevet
om denne Gjenstand i Videnskabernes Selskabs historisk-philosophiske Afhandlingers
6te Bind. Dog anseer jeg det ikke for overflådigt her at bemærke fålgende:

Da det 1833 af ovennævnte Mineralog var blevet oplyst, at en stor Deel af
Runamo's Figurer vare indbuggede, blev det min Pligt at såge at udfinde om de skulde
forestille Skrifttegn, hvis Art eller Betydning jeg kunde kjende eller udgrunde. Paa
selve Stedet fandt jeg (see Il. c. S, 41) at de for indhuggede antagne vare Runer,
nogle nemlig af disses mest bekjendte Art, andre derimod ubekjendte og saaledes blan-
dede med de andre, tildeels som Binderuner, at der neppe kunde haves noget Haab om
Andskriftens Dechiffrering. 1 fulde 10 Maaneder kom jeg ikke videre i den Henseende

i det jeg dog tit, men forgjæves, havde søgt at læse Skriften (efter Hr. Christensens

ee ee

CCXXVIT_

ß !
Afbildning) i sædvanligst Retning, fra Venstre til Höire, indtil jeg paa engang, ved at

begynde fra Höire (hvilket adskillige gamle Runeindskrifter fordre) troede at kunne læse
tre tydelige Ord i det oldnordiske (fordum i Island kaldet det danske) Sprog, og Re-
sten, mestendeels læst efter Binderunernes Regler, forekom mig da ligeledes som kjende-,
lige Ord i samme Tungemaal. Jeg nedskrev disse efterhaanden i den korte Tid af et
Par Timer, og mærkede da snart at det optegnede for det meste (nemlig med Undta-
gelse af hine tre förste og adskillige efter disse fülgende Ord) syntes at udgjöre alli-
tererede Vers i det ældste skandinaviske Versemaal. Af Begyndelsen (m. m.) troede
jeg at kunne slutte, at de formeentlige Vers vare fra Braavallakrigens Periode, efter
Sagnforskere som P. E, Müller, Werlauff og N. M. Petersen, henved Aar 735 e. Chr.,
altsaa et Par Hundrede Aar efter at man i Sydlandene kjendte Nordboernes saakaldte
barbariske Runer, der pleiede at skrives eller males paa Trætavler. Mit Dechiflre-
ringsforsüg meddeelte jeg strax den af Saxo og Sagaliteraturen höifortjente P. E, Müller,
som billigede det i‘Hovedsagen ganske (I. c. S.. 49—50). ”

Grundene for min paleographiske Udvikling af enhver Charakteer iser har jeg
sögt at oplyse ved Figurer i den ovenmeldte Afhandlings 4de Afdeling og i den 5te
selve Ordene, udtrykte ved sædvanlige Runer, hvorved jeg tillige viste, at de alle syn-
tes at tilhåre det danske Sprog, saavel det som brugtes i Danmark i Middelalderen,
som det der endnu bruges her, endskjöndt de naturligviis, som mange andre af Old-
sprogets Ord, tildeels efterhaanden have undergaaet visse til sin Tids Sprogbrug pas-
sende Forandringer, At alt dette skulde kunne udledes af naturlige Klipperevner fore-
kom mig vistnok aldeles utroligt.

Jeg omhandlede ellers (i 2den Afdeling) de hive Charakterer lignende Binde-
runers Beskaffenhed, saaledes som de forhen have været brugelige (lildeels som saa-
kaldte Trolddoms- éller Besværgelses-Runer) i Danmark, Sverrig, Norge, Island, Grön-
land og paa Ferdéerne, altsaa i det hele skandinaviske Norden, ja endog uden for samme.
Ved de hertil hörende Forskningers Resultater bestyrkedes jeg mere og mere i mine
Meninger om Runamoindskriftens Ægthed og dens af mig formeentlig udfundne Hoved-
indholds Rigtighed. ikke desmindre maatte Binderunernes Sammensætningsmaade holde
‘mig fra at anlage min Fortolkning for ufeilbar og derfor gav jeg min Afhandling om
det hele Æmne fölgende Titel: Forsøg til Runamo-Indskriftens palædgraphiske Udvik-
ling og Forklaring, med tilfüiede Undersøgelser over de den vedkommende Oldsagn, de
skandinaviske Runers ældste Hovedarter og Runernes gamle Brug blandt flere europei-

ske Folk Ved denne Afhandlings Udarbeidelse erfarede jeg, at mange ubekjendte eller
29%

CCXXVIIL

lidet bekjendte, men dog meget mærkværdige Runeminder endnu havdes i og udenfor
Norden; jeg besluttede derfor at fortsætte mine Undersågelser i den Henseende. Deres
Udfald beskrev jeg (I. c.) i en Tillægsafhandling under Navn af Granskninger og Be-
mærkninger om forskjellige med de i Norden saakaldte fremmede Runer betegnede og
flere særegne (tildeels nylig opdagede) Oltidsminder. Jeg nævner denne Omstændighed
af den Aarsag, at adskillige af de saaledes tilföiede og drôftede Indskrifler fuldstændig
bevise Runernes og især Binderunernes håie Ælde, Til hele Bindet füiedes saaledes
elleve Kobbere (foruden de tre, der nærmest angaae Runamo). Af dets mange Træ-
snit afgive henved 400 Exempler paa Binderuner, foruden Runamos saaledes fremstilte
Charakterer.

Hvad selve Rune-Indskriften angaaer, bestyrkedes jeg ved disse nye Forsknin-
ger endvidere i mine Meninger om den, men det er vel muligt, at jeg, ved at fölge
min Overbeviisning, har sat altfor megen Tillid til de af mit Fortolkningsforsög ud-
dragne Resultater og saaledes i adskilligt feilet, 1 al Fald maa jeg dog bede dem,
som med Hr. Worsaae ville ansee det for en Nullitet, at eftersee de af mig i oven-
nevnte Afhandlinger anförte Grunde for det Modsatte. De ville f. Ex. der finde æld-
gamle ægte Rune-Indskrifter, i hvilke Bogstaverne snart sees bagvendte, snart retvendte,
snart opvendie, snart nedvendte 0. s. v. En saadan Uorden var dog i Förstningen et
af den nysnævnte Forfatters vigtigste Kjendetegn paa Runamo-Indskriftens Uægthed,

Hr. Worsaae har ikke allene anvendt sin fordömmende Kritik paa den for-
meentlige Rune-Indskrift, men ogsaa udstrakt den til mine Yitringer om Braavalleslaget
og dets Tidspunkt, m. m. De ere fremsatte i min fårstnævnte Afhandlings {ste Afde-
ling, som tildeels förer Titel af udförligt Forsög til Rumano-Indskriftens historiske
Forklaring. Hertil foranledigedes jeg deels ved Saxos Efterretning om Harald Hilde-
tands Blekingske Indskrift, deels ved mit eget palæographiske Fortolkningsforség. Jeg
sögte tillige ved denne Leilighed at opklare adskillige dunkle Steder i Kildeskrifterne
og i Tidsreguingen for den sidste Periode af Danmarks mythisk historiske Tid. Ogsaa
her maa jeg overlade Bedömmelsen til kyndige og billige Læsere.

Derimod maa jeg selv rette disse Skrive- eller Trykfeil hos Hr. Worsaae
(S. 10) i hans Afskrift af mit Forsög til Rumano-Iudskriftens Omskrivning til latin-
ske Bogstaver :

i Alte Linie Frj (der ikke engang kan udtales) for Fri eller Fri, da man

fordum tit har skrevet ¢ for- ej;

_CONNIX

i I2te Linie ei for ej, der skulde vise den nysmeldte Skrivemaades riglig-
ste Betydning.

Med Hensyn til Tegningerne over Runamos Figurer, maa jeg först bemærke,
at jeg ikkun ansase det for at vedkomme mit Hverv at eftersee og undersöge de Li-
nier eller Trek, som af Comiteens Mineralog antoges for udhugne; saasnart disse vare
mig opgivne, confererede jeg dem med Hr. Christensens Tegning, paa hvilken jeg fandt
dem (ligesom jeg i Comiteeberetningen har sagt) at være rigtig afbildede, De som
naturlige Revner angivne Charaklerer ansaae jeg, fra mit Synspunkt, som Runegrand-
sker, for aldeles umærkværdige og min nærmere Undersögelse uvedkommende.

Dog maa jeg nu bemærke den hidindtil for andre end mig selv ubekjendle
Omstendighed, at jeg, medens Prof. Forchhammers Undersögelser og Tegnerens kunst-
mæssige Afbildning varede, gik omkring paa Klipperne, for nöie at betragte Trapgan-
gens Figurer og derved forelübig erfare, hvorvidt de lignede Runer eller andre mig
bekjendte Charakterer. Paa et Stykke Papir optegnede jeg, blot til min egen Efterret-
ning og aldeles löselig med Blyant, de Figurer, der iser forekom mig at ligne Runer
eller Binderuner, paa visse Steder nogle efter hinanden, paa andre adskillige enkelte,
uden videre Hensyn til deres indbyrdes Forbindelser, Forhold eller Fölgerekke. Der-
ved fattede jeg strax den Mening, at mange af dem maatle være kunstig indhugne og
især tillige være af Binderunernes Art, Da jeg ikke har lært Tegnekunsten, tillagde
jeg denne- Afridsning ingen Værdi, allermindst ved Siden af den da i Arbeide værende
kunstmæssige. Jeg viste den slet ikke til mine Medreisende, men beholdt dog Bladet
til Erindring om Runamo og den Maade, paa hvilken jeg first bragtes til den For-
modning, at Stedet med retle maatte svare til sit ældgamle Navn.

Hr. Worsaae har fremsat mange Anker mod vore Tegninger, idet han dog
selv klager over sine egnes ,,Mangelfuldhed"" og ,,Ufuldstendighed ,“* men yttrer tillige
„at det er overordentlig vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at give en fuldkommen
„Afbildning over en saa særegen Gjenstand. Mig forekommer det ogsaa, at det Stykke
paa 2den Tavle, der skal forestille de af mig som 32, b, 32, a, 31, 30 betegnede
Figurer ikke ganske svarer til en anden Fremstilling paa 3die Tavle af de samme efter
större Maalestok, Dette er dog det eneste Partie af Runamo, som hos Worsaae kan
sammenlignes med en anden af de ved nam meddeelte Tegninger.

Deels for al bevise sine Tegningers Rigtighed, deels for at kunne give aldeles
fuldstændige Afbildninger, tog Hr, Worsaae Gibsafstébninger af 4 Partier af Runamo

og 1 af Busemålas Trapgang; et tilsvarende Partie af den sidstnævnte er afbildet i

CCXXX

Steentryk paa den 5te Tavle, men ved at sammenligne denne med Gibsafstébningen,
vil man finde en höist uventet Forskjel.

Saavel af Oldgrandskere som af Mineraloger har jeg hört det yttres, at de
förste Gibsafstöbninger i en saadan Stirrelse og fra saadanne Originaler som de her-
omhandlede, lettelig kunne mislykkes af forskjellige Aarsager, f. Ex. at noget af Gib-
sen kan komme til at klebe ved Furer eller Linier paa den Gjenstand, hvoraf Afstöb-
ningen tages, at Gibsen, iser medens den er vaad eller fugtig, let er udsat for Beska-
digelse ved tilfældigt Tryk, som naar den flyttes langt bort, er uforsigtig indpakket o.s.v.:
hvorvidt dette er rigtigt, maa sagkyndige Bedémmere afgjöre. Derpaa kunde jeg dog
ikke andet end tænke, ved at sammenligne Figuren 23 paa Worsaaes 2den Tavle, med
hans dertil svarende Gibsafstöbning. Paa Steentrykket sees denne Figur som en lidet
i det excentriske faldende Oval, der i Midten er gjennemskaaret af en Streg eller Linie
som gaaer opad og udenfor hine Omgivelser. Paa Christensens Afbildning findes den
samme Figur, hvor dog Ovalen har en mere aflang Form, og paa denne selvsamme
Maade havde jeg i en Hast afridset den paa det ovenmeldte Blad, fordi jeg fandt, at
den saae ud som et E i Runer, der tit har den samme eller en meget lignende Skik-
kelse. Ved at sammenligne den lithographerede Figur med Gibsafståbningen kunde jeg
ikke gjenfinde den ene Halvdeel af Ovalen, -om hvilken jeg saaledes maa formode, at
den, i den fårste Gibsafståbning, maa ved et eller andet tilfældigt Tryk være bleven
udslettet eller beskadiget.

End et vigtigt Punkt maa jeg beråre. Hr. Worsaae skriver (S. 24): „Den
„Indvending ligger imidlertid meget nær, at Figurerne i Trapgangen paa Runamo kunne
»Være forvittrede i de ti —‘* (skal, som paa flere Steder i Bogen være elleve) —
.Aar, der ere forlöbne, siden Videnskabernes Selskabs Comitee var paa Stedet, og der-
»ved forandrede i den Grad, at de nu næsten ikke mere ere til at gjenkjende. Jeg
„indrömmer gjerne, at de muligen ere forvittrede noget, og at desuden enkelte af dem
„kunne være blevne beskadigede ved forskjellige Leiligheder‘* (0. s. v.) Om Forvit-
tringen har Prof. Forchhammer udtalt sig, men at Beskadigelserne ikke ere faa, troer
jeg ved Betragtningen af de nye Tegninger at kunne anlage. Til Runamo haves, saa-
vidt jeg veed, ingen Udsigt fra nogen menneskelig Vaaning; desuden mangler selve
Stedet al Hegn, Opsyn og Beskyttelse. Der kan altsaa meget været gaaet for sig i
hiin Mellemtid, som er os (og mulig de fleste andre) ubekjendt. Siden 1833 eller
1834 er Runamo vistnok blevet beségt af mange Reisende, og enkelte af dem vides at

have hugget eller skaaret i Klippen for videnskabelige Undersögelsers Skyld. Derhos

ét tons

CCXXXI

veed man, at det er adskillige Reisendes Skik, naar de komme til et eller andet be-
römt eller mærkværdigt Sted, at borthugge og medlage et eller flere Stykker, hvilke
de beholde som etslags Reliquier eller forevise som Curositeter, 0. s, v. Et paafal-
dende Exempel af denne Art (om end just ikke fra Runamo) kan jeg anfüre. 1 mine
ovennævnte ,.Grandskninger og Bemærkninger" (1. c. S. 569) berettede jeg, at Biskop
Steingrim Johnson i Aaret 1824 undersågte og aftegnede de mærkelige (uden al Tvivl
kunstig indridsede men Runamocharaktererne tildeels lignende og ligesom de horizontalt
anbragte) Runer og Binderuner i Paradishulen i Island. Hulen, som derved blev be-
kjendt, besågtes derefter (endskjündt den ligger afsides og er vanskelig at komme til)
af Reisende (tildeels fremmede Videnskabsmænd) og andre Nysgjerrige. Afg, Provst
Thomas Sæmundson (der havde gjennemreist det sydlige Europa) lod mig 1837 vide,
at han aglede paa ny at aftegne Hulens Indskrifter; jeg bad ham, ved den Leilighed,
nåie at eftersee en af dens störste og mærkværdigste Figurer. 1838 var han paa Ste-
det, men meldte mig tilbage, at han aldeles ikke havde kunnet betragte den samme Fi-
gur, da den, fürend han kom dertil, med Vold var blevet borthugget, ligesom han og
ellers havde erfaret, at hine midlertidige Besög ,,tildeels havde givet Anledning til flere
Skrifttegns Beskadigelse eller Omdannelse ved nye Ridsningers Tilsætning, m. v., som
paa saadanne Steder, hvor intet Opsyn haves, umulig kan forebygges" o. s. v. (I. c.
S. 571). Af disse Aarsager kom Sæmundsons Tegning i noget til at afvige fra den
Johnsonske over de samme Gjenstande. Slige (og flere) Erfaringer maa vistnok bidrage
til at fremkalde hos mig den bestemte Formening, at adskillige af Figurerne paa Runa-
mos Trapgang i delte Aar, 1844, (thi hverken Dag eller Maaned nævnes) da Dhrr.
Worsaae og Zeuthen vare paa Stedet, ikke have seet saalédes ud, som den 44de og
15de Juli 1833, da vi besaae det,

Selskabet modtog fålgende Skrifter:
B. Lewy, Recherches sur la composition de Pair atmosphérique.
— — Note sur la composition de la paraffine.

— — Note sur la cire des abeilles,

CCXX XII

B. Lewy & Boussingault Observations simultanées. faites à Paris & à Andilly prés
Montmorency pour rechercher la proportion d’acide carbonique contenue dans
Yair atmosphérique.

(Samtlige særskilte Aftryk af Annales de Chimie & de Physique.)

Da den Mening er bleven meget udbredt, at den berömte danske Botaniker
Martin Vahl aldrig var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab og denne Mening }
endog har fundet Indgang hos Mange af Selskabets nuværende Medlemmer, saa frem-
lagde Secretairen Mödeprotocollen, for Aarene 4775—1795, hvoraf sees, at Martin
Vahl den 4de Febr. 1794 optoges eenstemmigt til Medlem. Han synes -dog aldrig at
have deeltaget i Selskabets Forbandlinger, hvilket kan forklares deraf, at det dengang
var Lov, at et nyt Medlem, förstegang naar han mödte i Selskabet, skulde forelæse en
Afhandling, hviiken Betingelse Vahl ikke har opfyldt, rimeligviis fordi han tog saa virk-

som Deel i Udgivelsen af det naturhistoriske Selskabs Skrifter,

Médet den 13 December.

mn sm \

D. Kröyer meddeelte en Notice, betræffende en ikke ubetydelig Forögelse af den
grönlandske Fiskefortegnelse. 5 ‘

lfölge den, ved Etatsraad Reinhardt i Aaret 1838 bekjendtgjorte Revision af
Grönlands Fiskefauna belöb Arternes Antal sig (de i Tilleggene omtalte medregnede) til
64. Senere har Etatsraaden hertil föiet fire Arter, og Antallet af de grönlandske Fiske
stiger altsaa til 68; hvoraf dog endeel endnu ere usikkre, eller trenge til nærmere
Undersögelse, enkelte endog synes at maalte udgaae (til Ex. Cyclopterus minutus, der

kun er Ungen af Cyclopterus Lumpus). Kroyer seer sig for Ojeblikket istand til at

_CCXXXIN
foröge Fortegnelsen med fem, eller maaskee sex, nye Arter (omtrent ;';—75 af det
hele hidtil bekjendte Antal), hvilke for den allerstörste Deel skyldes den af Grönlands
Fauna meget fortjente Capitain Holböll. Arterne ere fölgende:

4) Aspidophorus spinosissimus Kr. Da denne Art allerede er beskreven i det
sidstudkomne Hefte af naturh. Tidsskrift, vil det vere tilstrækkeligt at henvise dertil.

2) Lycodes perspicillum Kr., udmærket ved en lys Grundfarve og mörke
Baand, samt ved to, Ojne lignende, Pletter paa Hovedets Pandeflade, hvilke have givet
Anledning til Artsben@vnelsen. Endvidere adskiller den sig fra de tidligere bekjendte
Lycodes-Arter ved ringere Straaletal i Finnerne, större Øjne 0. s. v.

| 3) Lycodes nebulosus Kr.? Da Grændserne for Artsafvexlingen endnu ikke
kunne ansees for fastsatte i Slægten Lycodes, maa det lades uafgjort, om den betegnede
Fisk virkelig er en ny Art, eller muligen kan henföres under een af de tilforn be-
kjendte. I adskillige Henseender nærmer den sig til Lycodes Vahlii.

4) Anarrhichas denticulatus Kr., bestemt forskiellig fra den eneste, hidtil sikkert
bekjendte nordiske Art, An, Lupus, Den udmerker sig saavel ved Hovedets Form som
ved Tænderues store Antal og spidse Form. Efter denne sidste Omstændighed kunde
man maaskee formode, at den er identisk med den af Glahn beskrevne Süulv, som
Fabricius ikke havde Leilighed til at undersöge, men optog som Varietet af den al-
mindelige Söulv under Navnet An. minor. Imod denne Formodning synes imidlertid
saavel Farven at stille sig, som dens overmaade betydelige Störrelse, hvori den endog
langt overgaaer An, Lupus,

5) Ceratias Holbélli Kr., en i flere Henseender höist mærkeligErhvervelse for
den grönlandske Fiskefauna: först fordi den henhörer til en, i sine allerfleste Led tro-
pisk Familie, de Armfinnede, af hviiken den grönlandske Fauna hidtil ingen Art besad;
dernest, fordi dens Organisation i flere Punkter afviger saa væsentligt fra de hidtil op-
stillede Slegter af denne Familie, at den bestemt maa betegnes som Forbillede for en
ny Slegtsgruppe; og endelig, fordi den er en ny Bekræftelse paa en, allerede for en
Deel Aar siden af Forf, fremsat Bemærkning, at nerstaaende og beslægtede Former i
de polare Have ofte naae en större Masseudvikling end i de tropiske, Medens alle i
de sydligere Have forekommende Arter af Familien ere smaae, eller höist af Middel-
störrelse, höre derimöd Lophius piscatorius og Ceratias Holbölli til de stérre Fiske og
ere denne Families Kiemper.

6) Macrurus Strémii Reinh., en Art, som ikke er ny for Videnskaben, men

kun for Grönlands Fauna, Allerede for adskillige Aar tilbage godtgjorde Elatsraad Rein-
SE 30

COXNXIV
hardt, at der i Norden forekomme to distincte Arter af Slegten Macrurus, een ved den
norske Kyst (M. Strémii) og en anden (M. Fabricii) ved den grönlandske. For ikke
ret lenge siden har Sundevall udgivet en lille Afhandling om Macrurus-Arterne, hvori
vises, at den grönlandske Art, eller M. Fabricii, ogsaa treffes ved Norges Kyst.
Og da nu Aréyer har erholdt et Exemplar af den norske Art fra det sydlige Grön-
land, bliver det endelige Resultat, at begge Arter ere fælleds for begge de nævnte

Localiteter.

I samme Måde meddeelle Conferentsraad Ørsted et Par korte Bemærkninger,

Den förste angik en Virkning, som det Ringsystem, hvoraf Saturn er omgiven,
maa udöve paa Vindforholdene i dens Atmosphere, Som bekjendt omgiver dette
Ringsystem Planeten fritsvævende i dens Æqvators Plan, og har, de smaa Mellemrum
iberegnede, en samlet Brede af mere end 6000 Miil, hvorhos den indre Rand har en
Afstand af næsten 4600 Miil fra Planetens Overflade, Medens den ene Halvkugle af
Planeten har Sommer vil derfor en stor Deel af den anden ligge i Skygge. Denne
Skygge vil udstrække sig over et bredi Bælte af den vinterlige Halvkugle, men ikke i
lige Tid over alle dets Dele. 1 dette Bælte, som löber parallelt med Planetens Æqva-
tor, vil Môrket vare længst mellem den 23° og 240 fra AEquator, nemlig over een
Trediedeel af Saturnusaaret, eller omtrent 40 Jordaar. Forskjællen paa Varmegraden i
den gjennem mere end 4144 Jordaar opvarmede Deel paa den ene Side, og den for-
holdsviis nærliggende kolde Strekning, som har en saa uhyre lang Natvinter, maa vere
meget betydelig. Af dette velbekjendte Resultat fölger, at der i de lavere Luftegne
maa foregaae en meget stærk Tilströmning af fortættet Luft fra den koldeste Deel til
den varmeste, og omvendt i de höiere Luftegne fra de varmere til de koldere, Ved
Planetens Omdreining maa den Luft, som nær Overfladen strémmer fra den vinterlige
Halvkugle hen mod Æquator, faae en östlig Retning, som formedelst Planetens mere
end 9 Gange större Radius og mere end dobbelt saa hastige Omdreining maa erholde
er stor: Virksomhed i Sammenligning med den paa Jorden. Luftströmningen maa fort-
sælte sin Vei fra Æquator videre hen mod det meesl opvarmede Belle, og paa denne
Vei faae en vestlig Retning. I de hôiere Luftegne maa de modsatte Bevægelser skee.

Ved disse heftige, modsatte og vexlende Luftströmme maa uhyre Veirkampe opstaae.

CCXXXV

Disse Slutninger er det unægteligt let at gjüre, og de kunne synes örkeslöse, da der
for Oieblikket ingen videre Anvendelse deraf kan gjöres; men det synes dog ikke unytligt,
at man efterhaanden samler alle de paa virkelige Naturlove grundede Slutninger, man
kan gjöre om Tilstanden paa andre Planeter. Jo hyppigere Tanken vender tilbage
hertil, desto större Sum af Materialier vil der opnaaes til en Fremtids Lærebygning.
Den anden Meddelelse angik et lille Redskab til at maale Tykkelsen af Glasset
i belagte Speile blot ved Afstanden mellem Billedet og en berörende Gjenstand. Et
Spörgsmaal fra en forhenværende Tilhörer havde bragt ham til at tænke derover. Naar
man legger en liden Gjenstand paa et Glasspeil, skulde man let fristes til at forestille
sig, at det klare Billed, som dannes ved Tilbagekastningen fra Amalgamet, maatte have
en Afstand af to Speiltykkelser fra Gjenstanden; men dette afviger meget fra Virkelig-
heden; Afstanden er langt mindre. Dette hidrörer, som man let kan tenke sig, fra
Straalebrydningen. Virkningen af denne kan naturligviis ikke være lige under alle
Vinkeler; men man kan let udfinde den, hvorunder Billedets Afstand for et berörende
Punkt er lig Speiltykkelsen. Det er nemlig klart, at de fra det berürende Punkt kom-
mende Straaler, efter at have lidt deres Brydning, ville indeni Glasset tilbagekastes fra
Amalgamsiden, efter de sædvanlige Love, og vilde vise Billedet i to Speiltykkelsers Af-
stand, dersom de gik ubrudte ud til Luften og Oiet. Man vilde da see Billedet under en
Vinkel, som udfylder Brydningsvinkelen til en ret; men' i Virkeligheden gaaer Straalen,
som ved Udgang og Indgang har lidt lige Brydning, ud under samme Vinkel, hvor-
under den faldt ind, og Oiet seer Billedet under den Vinkel mod Glasset, der udfylder
Indfaldsvinkelen til en ret. Den Vinkel, hvorunder man skal see Billedet i Glas-
tykkelsens Afstand, maa altsaa vere en saadan, at Cotangen af Indfaldsvinkelen er &
Cotangens af Brydningsvinkelen. For Brydningsforholdet 3 giver dette Indfaldsvinkelen,
følgelig ogsaa Udgangsvinkelen mod den lodrette 49° 48’, og en Vinkel mod Speilet
af 409124, Til at maale Glassets Tykkelse har han da truffet en Indretning, hvori
Sigtlinien danner den nævnte Vinkel med Glasset. Gjenstanden er et langt, smalt, ret-
vinklet Triangel af hvidt Papir, som med sin lange Kathete ligger op til Speilet, og er
inddeelt med lodrette Streger, der angiver Tiendedeellinier. Man seer da to Billeder,
som skjære hinanden, af hvilke det svagere kommer af Tilbagekastningen fra Glassets
Forside. De to Billeders Skjæringspunkt falder der, hvor Delingsstregen angiver Glas-
sets Tykkelse, Det stærkere Billeds Farve og Styrke, sammenlignet med Papiret, angiver

Glassels Klarhed og Farve, Instrumentet er blot bestemt for Handel og Vandel,

30+

CCXXXVI

Til indenlandske Medlemmer af den physiske Classe valgtes Docenterne ved
Veterinairskolen J. C. Schiödte og F. M. Liebmann og til indenlandsk Medlem af den

historiske Classe Professor J. Olshausen i Kiel.

Selskabet modtog fålgende Skrifter:

Transactions of the Zoological society of London. Vol. IE Part 2 & 3 og Pro-
ceedings etc.

Programme de la Are Classe de VJustitut Royal des Pays Bas pour les sciences, les
belles lettres et les beaux arts, annoncé dans la séance publique le 21
Août 1843.

Nieuwe Verhandelingen der eersten Klasse van het Koniglijk-Nederlandske Institut
van Wetenschappen, Letterkunde end Schoone Kunsten. 8, 9, 10 Deel.
1839—1844. Ato.

Het Institut of Verslagen en Mededeelingen utgegeven door de vier Klassen van het
Konigl. Nederl. Inst. 1843. 4 Heft. 1844. Svo.

Verhandlingen over het Verschil tuschen de algemeene Grondkrachter der Natur end de
levenskracht door C. @. Ontyd, Med. Doc. Amsterdam 1840. 8.

1 Anledning af Cand. Worsaaes Skrift om Runamo og de Bemerkninger, som
Prof. Forchhammer og Etatsraad Finn Magnussen havde meddeelt i Médet den 20de
November, fandt Justitsraad, Professor Molbech Anledning til at gjöre fölgende Be-
mærkning:

»Da jeg i sin Tid, efter Selskabets "Valg, deeltog i den i Sommeren 1833 til
Undersågelse af Klippen Runamo i Bleking afsendte Commission, og de af dens tvende

Medlemmer, Hr. Prof. Forchhammer og Hr. Etatsraad F. Magnusen meddeelte Oplys-

~

CEXXXVH

ninger om Klippens Naturbeskaffenhed og Forklaringer over Figurer eller Revner, som
forefindes i denne Klippes i Graniten leirede Trapgang, er bleven Gienstand for flere,
saavel af Naturkyndige, som af Antiquarer yttrede Tvivismaal; ligesom nyligen for et
eget archæologisk-kritisk Skrift af Hr. Cand, J. J. A. Worsaae, som Fölge af denne
Forfatters nye Local-Undersögelse og Aftegninger: har det ei kunnet vere anderledes,
end al man oftere udenfor Selskabet, ligesom ved en og anden Leilighed, hvor denne
Sag kom paa Bane i Selskabet, eller til Omtale blandt enkelte af dets Medlemmer, har
yltret sig angaaende min Deeltagelse i bemeldte Commission, enten som om jeg ogsaa
maatte vere deelagtig i dens Arbeide, og sammes publicerede Resultater; eller som om der
i al Fald maatte paaligge mig nogen Andeel i disses Bestyrkning eller Forsvar, ved at
slutte mig til de af Commissionens üvrige Medlemmer yttrede Meninger om Runamo.
Hertil kunde ogsaa nogen Grund söges i, at jeg har underskrevet Commissionens, den
A6de Nov. 1833 til Selskabet afgivne Beretning om dette Foretagendes Udfürelse, og
maatte saaledes forudsættes at have en eller anden Deel i denne Beretning. Denne
Deel strekker sig imidlertid ikke videre, end at jeg i sin Tid har skrevet Beretningens
förste Afdeling”), der’ paa en Maade indeholder en kort Udsigt over Runamos ældste
Historie fra de tidligste skriftlige Spor til Bekiendtskab med Stedet; og en ligesaa kort
Beretning om Udförelsen af det Commissionen af Selskabet paalagte Hverv, indtil det
Punkt, hvor de tvende Medlemmers Yttringer, hvis Mening og Dom over de forefundne
Figurer eller Klipperevner maatte vere afgiörende for Undersögelsens Resultat, tage
deres Begyndelse. Man vil ved at gjennemlöbe disse faa Sider, som mine Hrr. Col-
leger i Commissionen overlode til mig at udkaste, ikke finde nogen Yttring, der inde-
holder en bestemt Mening om Figurerne i Trapleiet maalte antages at vere indhugne,
eller antages for naturlige Runer; og at her ingensteds gaaes videre, end til en Be-
mærkning, som den p. 36 yttrede: at vi, efter först at have taget et andet Trapleie
i Klippen, Maklamo kaldet, i Oiesyn, og derfra begav os til Runamo, ,,ved at sammen-
ligne Total-Indtrykket af begge Steders Figurer paa Klippen maalte vere enige om, at
det med Runeskrift bekiendte Öie lettere maatte falde paa at antage en saadan Skrift
i Figurerne paa det sidstnævnte Sted, end ved Maklamo.” Det er först i Beretningens
Slutningslinier p. 41, hvor en saadan Mening, „at de ved Runamo indhugne ældgamle

Charakterer ere Runer” o.s.v. med Bestemthed yttres nemlig af det Medlem af Com-

*) Videnskabernes Selskabs historiske og philosophiske Afhandl. VI. Deel. Kbhvn. 1810,
p. 29—36,

CCXXX VIL

missionen, fra hvem allene en Yttring af den Art med nogen Vægt og Gyldighed kunde
udgaae, Hr. Etatsraad F. Magnussen; i hvorvel denne Lærde paa bemeldte Sted dog
fandt Anledning til at tilföie: ,,at der endnu neppe kan haves noget Haab, enten om de
forekommende Binderuners, eller overhovedet om Indskriftens rigtige Dechiffrering.”

Det kunde i Aaret 1833 ikke være dette Selskabs ærede Medlemmer, og
navnligen den historiske Classe, som Sagen nærmest vedrårte, ubekiendt, at Runeskrif-
ters Læsning paa Monumenter, og Runolôgien overhovedet, aldrig har hört til mine
Studier, Runeskrifterne har jeg altid kun betragtet fra et historisk Synspunkt; men fra
et saadant maatte vist nok en Indskrift af den Natur og Ælde, som den, man i: Aar-
hundreder har meent at finde i Runamo, ogsaa være mig af hoi Interesse og Bety-
denhed, og vække Ønsket hos mig, at finde Leilighed til selv at tage den i Oiesyn.
At Selskabets Valg faldt paa mig blandt Commiteens Medlemmer kan være foranlediget
ved mine tidligere Reiser i Sverrige, og mit Bekiendtskab med dette Land; og det
skeete, saavidt jeg erindrer, efterat Hr. Conferentsraad Werlauff havde erklæret, ikke at
kunne deeltage i Comitteen, til hvis Medlem han ligeledes var valgt, I Øvrigt kunde
jeg, ved de locale Undersögelser af Runamos Klippe kun være tilstede som Øievidne;
og jeg forlod dette Sted, vel med en noget stürre Formodning om, at der virkelig
kunde findes konstige Figurer indhugne paa denne Klippeflade, end den, hvormed jeg
var kommen der, men ikke mindre forundret, end jeg tilforn havde været, over en saa
besynderligt og saa unaturligt anbragt, i sit Slags eneste Runeskrift; og i ethvert Til-
fælde kun alt for tilböielig til, med vor sagkyndige Collega, Hr. Etatsraad Magnusen,
at ansee alt Haab om en Dechiffrering af Figurerne, saaledes som vi paa Stedet betrag-
tede dem, for at være forgieves.

I denne Tanke maatte jeg saameget mere bestyrkes, naar jeg forbandt de nye
Misligheder og Vanskeligheder, som Klippens Undersågelser og Betragtning fremkaldte,
med mine ældre Tvivl, enten overhovedet om en indhugget Indskrifts virkelige Tilvæ-
relse ved Runamo (en saadan Tvivl havde nemlig allerede for meer end 20 Aar siden
en af Europas stårste og mest erfarne Runekiendere, Antiqvaren Arendt, mundtlig bibragt
mig); eller i det mindste om Indskrittens Læselighed, — forudsat at den virkelig var
der — snarere i vore Dage, end for 600 Aar siden, i Valdemar den Astes Tid, da
Runernes Brug til Steenskrift endnu ei var ophört; da Runemestre,, eller Stecnhuggere.
fortrolige med dette Slags Skrift, altsaa maalte gives i Landet; og da Klippen havde
lidt Tidens og Menneskers Overlast i 6 Aarhundreder mindre, end i nærværende. Öie-

blik. Det blev nemlig nu ved Hr. Prof, Forchhammers Undersôgelse af Runamo-Klip-

CCXXXIX

pens Naturbeskaffenhed, hvorved hans allerede forud yttrede Formodning om, at en Trap-
gang der var leiret i en anden Steenart, fuldstændigt bekræftedes, tillige uimodsigelig
afgiort: at om der endog blandt de Streger eller Fordybninger, som fandtes i det smalle
bugtede Trapleie, der saa lenge har veret betragtet som Monument, vare endeel ind-
hugne, saa vare disse dog, efter vor ærede sagkyndige Collegas Dom, blandede med
naturlige Sprekker i Trap-Leiet. Den herved forégede Vanskelighed ved, fürend Læs-
ningen, at afgiöre, hvad der skulde ansees for de konstige eller indhugne Figurer, naar
disse vare blandede med ganske lignende naturlige Ridser, blev let indlysende for mig;
men da jeg ligesaa lidt turde tilegne mig nogen Stemme i mineralogiske eller geog-
nostiske Opgaver, som i runologiske, kunde jeg ikke andet end berolige mig ved, at
begge mine ærede Colleger og Venner, hver fra sin Side, de meest competente Vold-
giftsmænd, ved den nåiagtige detaillerede Undersögelse af hver enkelt Figur eller Sprække
i Trapgangen, og ved den derpaa fuldfårte Aftegning af samme. der underkastedes om-
byggelig Revison, maatte vere i Stand til at udrelte Alt hvad der lod sig giöre, for at
“bringe Vished i hiin vanskelige og mislige Sag. Det eneste, jeg allerede den Tid
savnede ved den locale Undersögelse, og hvorom jeg ogsaa mundtlig yttrede mig, var
et Forsåg paa at anbringe et Fac-Simile af hele Trapleiet med dets Figurer og Spræk-
ker. Et. saadant Foretagende havde ogsaa været paatænkt, men de medtagne Midler
(hvorved der dog ikke var tænkt paa nogen Afstöbning, hvis ganske tilfredsstillende An-
vendelse ogsaa endnu forekommer mig tvivlsom) fandtes utilstrækkelige; og det blev
saaledes opgivet. Da iövrigt Hr. Etatsraad Magnusen allerede der paa Stedet, efler at
hiin nöilaglige Undersôgelse var skeet, erklærede, at kun enkelte, usammenhængende
Runer lode sig udbringe af Stenens Figurer (hvilke Runer han, uafhængigt af Tegningen,
bragte paa Papir), blev jeg, ogsaa efterat Undersågelsen var foretaget, i det Hele tem-
melig ligegyldig ved videre Oplysning om Runamo; da man dog, som jeg indsaae, i
alt Fald ikke vilde komme videre, end tilforn. Flere ældre Runelæsere havde nemlig
troet, paa Klippen at kunne læse enkelte Runer; saaledes ogsaa nu.

Om den sildigere, af min ærede Collega, Hr, Etatsraad Magnussen, udgivne
Læsning og Forklaring om Runamo-Klippens Figurer, har jeg intet videre at yttre, end
at det, allerede fra det förste Oieblik da jeg erfarede Fortolkningens Art og Indhold,
var mig umueligt at tænke mig Sandsynligheden af, at en saadan Indskrift, i en Form,
der ellers ikke forekommer pra nogen eneste Runesteen, skulde være indhugget som
monumental Skrift paa en liggende Klippe, hvorover "desuden fra Arilds Tid har gaaet

en Herredsvei eller Skovvej. Det var, som bekiendt, Runestenens almindelige Charak-

teer i gamle Dage, al vere staaende (hvorfor det altid hedder: denne Steen reistes eller
sattes) ligesom det er, den christelige Liigsteens Charakteer at være liggende. Endelig
maa jeg ogsaa ligefrem vedkiende mig, at jeg endnu ikke har været i Stand til at faae
Overbeviisning om Mueligheden af at forklare saakaldte Binderuner, naar disse skulle
bestaae af en regellés Forbindelse af Streger, med alle uvisse Mueligheder af disses
Sammenföielse, anderledes end paa en vilkaarlig, og til Indbildningskraftens Raadighed
overladt Maade. Hvad iövrigt den Magnussenske Fortolkning af Runamo i dens Heel-
hed angaaer, da kan jeg om samme ikke have anden Mening end denne: at den er en
Læsning, ikke af nogen Steenskrift, men af den meddeelte Tegning af Runamo. Idet
jeg saaledes aabent og uden Forbeholdenhed vedkiender mig disse Meninger, maa jeg
tilsidst erklære, at jeg hverken finder Kald eller Anledning til, videre at blande mig i
nogen Discussion eller Polemik angaaende den ved Hr. Theatermaler Caristensen leve-
rede Tegnings Rigtighed, i Sammenligning med den af Hr. Worsaae meddeelle, eller
angaaende de i Runamo-Klippens Trapleie værende Figurer og Revner, Jeg kan der-
imod i ethvert Tilfælde nu ikke vere mere tilbüielig til at antage en Indskrift over
Braavalla-Slaget, indhugget i den jernhaarde og skiöre Trapsteen, end jeg havde nogen
stærk Tilböielighed hertil, saalenge jeg, uden at have besögt Stedet, tænkte mig Ru-
namo i mere Liighed med andre, sædvanlige Runemonumenter; fölgelig ogsaa indhugget

i den til disse Indskrifter i Norden altid anvendte Graasteen, eller Granit.

Til hele Aaret henhörende.

Ordbogscommissionen

har i Aaret 4844 holdt 44 Möder, i hvilke Revisionen af Bogstavet S er fortsat indtil
Ordet sqvulper. Trykningen af dette Bogstav er fortsat indtil Arket O i fierde Alphabet,
eller S. 664, som slutter med Ordet Sover. Den paatenkte Trykning af Bogstavet T
(Oversigt 1843, S. 119) har endnu ei kunnet begynde.

CCXLI

Den meteorologiske Comitee.

1 det under Comiteens Tilsyn staaende meteorologisk - magnetiske Obser-
vatorium er i Aar begyndt en stadig fagttagelsesrekke til Bestemmelse af den
daglige Forandring i forskjellige meteorologiske og magnetiske Elementer. Disse Iagt-
tagelser, der anstilles regelmæssig hver anden Time i Dögnet, toge deres Begyndelse
med Magnetometret ‘i Marts, fra Juni er hertil föiet Iagttagelser med Barometret og
Psychrometret, og mod Slutningen af Aaret med Bifilarmagnetometret. — Resultaterne
af disse Undersøgelser ville blive bekjendtgjorte, saasnart de omfatte et tilstrækkeligt
langt Tidsrum; her anfåres kun, at efter et Middeltal af samtlige i December anstillede
Iagttagelser var den absolute Declination mod Aarets Slutning

16? 52'0 West.,
og at den absolute Intensitet ved directe Maalinger, efter den Gaussiske Methode, lige-
ledes mod Slutningen af Aaret fandtes at være
1,6208.

lagttagelserne i hotanisk Have ere imidlertid fortsatte som tidligere, og Resul-
taterne deraf meddeelte i Oversigten over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resul-
taterne af de Iagttagelser, der anstilles over Vindens Retning og Regnens Hyppighed
paa Nyholms Hovedvagt, og over Havets Temperatur paa Trekroners Batterie. Ligeledes
ere de timevise Thermometeriagttagelser fortsatte paa Nyholms Hovedvagt.

Da Hr. Holmstedt, Adjunkt ved Realskolen i Aarhuus, . havde tilbudt Comiteen
at anstille meteorologiske Iagttagelser, er han i Sommer bleven forsynet med flere Ther-
mometre, hvormed han har begyndt at observere, og senere med en Regnmaaler. En
lignende er sendt til Pastor Jeger i Vedersö, der allerede siden ifior har anstillet regel-
mæssige Thermometeriagttagelser med et ham af Comiteen overladt Instrument,

1 Aarets Löb har Comiteen endvidere modtaget lagttagelser fra fül-
gende Steder:

Reikiavig , Justitsraad Thorstenson, fra 1843 Sept. 4 til 1844 Aug. 31; Ba-
rometret, Thermometret, Regnmengden, Vinden, Luftens Udseende, een Gang daglig,
S—9 Form.

Sammesteds, fra Samme, Barometeriagttagelser fra 4843 Sept. 4 til 1844
Aug. 31, hver anden Time fra 6 Form, til Midnat.

Godthaab, Legen Bloch, 4843 Juli 4 til 1844 Juni 15, Barometret, Thermo-

metret, Vinden, Luftens Udseende, 3 Gange daglig, 10 Form., 4 og 10 Efterm.
XI, 31

CCXLIT

Stubbehjöbing , Byfoged Buntzen, 1843 Oct. 4 til 1844 Nov. 30, Barometret
Thermometret, Luftens Udseende, 3 Gange daglig, 9 Form., 12 og 4 Efterm.

Endvidere har Comiteen af ældre Iagttagelser erholdt fra Apotheker v. Stöcken
i Ribe: 4) Iagttagelser med Barometer og Thermometer, anstillede af ham selv i Vi-
borg, 3 Gange daglig fra Sept. 1826 til Septbr. 1830; Thermometret fulgte med;
2) adskillige lagttagelser over Veirliget, Vegetationens Forandringer og Trækfuglenes
Ankomst, anstillede i Ribe fra 1786 til 1816. Endelig har Selskabets Medlem, Hr.
Hofman-Bang meddeelt Comiteen en Række Foraarsiagttagelser over Blomstringstiden af
forskjellige Planter, samt over Trækfuglenes Ankomst af Fröken Rosenberg og ham
selv i Aarene 14840—44.

Brondboringen.

Arbeidet begyndte den Øde April paa 580/8 Dybde under Oresundets dag-
lige Vandspeil, og endtes den 5te November paa 596‘ 4” Dybde. Der blev arbeidet
i 165 Dage. Grunden var uafbrudt haard Kalk med meget stærk Indblanding af Flint.

Commissionen for Udgivelsen af et dansk Diplomatarium og Regestum

diplomaticum.

Af det sidstnævnte Værk (jvfr. ovenfor Side CXIV.) er Trykningen af 1ste
Binds anden Afdeling, som begyndte i 1843, fortsat indtil p. 720, eller Aar 1520.
Denne Afdeling, som er bestemt at naae til 4536, og hvormed Bindet sluttes, vil blive

færdig og udkomme i 1845.

Censur over den i Aaret 1844 indkomne Priisafhandling.

Physiske Classe.

Over den for det Classenske Legat udsatte Priisopgave: „hvori Aarsagen til
det brændte Leers gavnlige Virkning paa Vegetationen er at söge,” er ikkun een Af-
handling indkommen, med Motto: ,,Hvad Planten behöver maa tilbydes den under en
et tilgjængelig Form.” Afbandlingen viser en i Chemien velbevandret Forfatter, og

indeholder velbeskrevne Forsüg, som vise, at brendt Leer, der har været udsat for

—

CCXLIT

Luften, indebolder Ammoniak, enten den er jernholdig eller ei, og at det er meget sand-
synligt, at denne Ammoniak ikke dannes af sine Bestanddele ved Luftens Indvirkning,
men optages kun deraf. Han giver derpaa vigtige Grunde, hvorfor han ikke tillegger
denne indsugede Ammoniak nogen væsentlig Indflydelse paa Plantens Ernæring, men
troer, at Virkningen af den brendte Leer fornemmelig beroer derpaa, at Kiselsyren ved
Kalkens Indvirkning under Brændningen er bleven forsat i en Tilstand, hvori den let-
tere oplöses og tilföres Væxterne, blandt hvilke Mange, navnligt Græsarterne, trænge
til’ denne Bestanddeel. Denne Afhandlingens sidste Deel er ikke saa tilfredsstillende
som den förste; thi, ei at tale om, at hans nye Forsög over Kalkens Indvirkning paa
Kiselen under Brændningen ikke kunne kaldes nogen egentlig Berigelse af Videnskaben,
da denne Sag allerede tilstrækkeligt var oplyst af de Chemikere, som have arbeidet
over Cementet, ere Beviserne for at Tilfürsel af Kiselsyren er Hovedaarsagen til den
gunstige Virkning, det brændte Leer under mange Omstendigheder udöver paa Plan-
terne, alt for svage, og Forsügene utvivisomt meget for faa. Men ved at tage Hensyn
paa Vanskeligheden og Vidtlôftigheden af Spörgsmaalets fuldstændige Besvarelse, og
tage i Betragtning, at Forfatteren har givet agtverdige Bidrag til Sagens Oplysning,
troer Selskabet at burde tilkjende ham den udsatte Belönning, hvorhos det opmuntrer
ham til fortsatte Undersögelser over denne Sag.

Forfatteren fandtes at vere Cand. philos. & polytech. Christen Thomsen
Barfoed.

Priisopgaver.

Den mathematiske Classe.

De Kjedebréker, i hvilke man kan udvikle de reelle Rødder i algebraiske
Ligninger af 3die og höiere Grader, med rationelle Coefficienter, men irreducible til
lavere Ligninger, besidde upaatvivleligen Egenskaber, analoge med dem, som ere fundne
for Ligninger af {ste og 2den Grad. Vel ophöre de endelige Kjedebréker, naar den
irreducible Ligning overstiger 4ste Grad, og Periodiciteten ophörer, naar den over-
stiger 2den Grad; men istedet herfor kunde andre Udviklingslove gives, som det især
med Hensyn til den ubestemte Analysis vilde vere af Vigtighed at kjende. Selskabet
forlanger derfor en Undersögelse af de almindelige Egenskaber ved disse höiere Kjæde-

bröker, idetmindste ved dem, som fölge nærmest efter de bekjendte, altsaa dem, som
31*

CCXLIV-

ere Udviklinger af de irrationale Cubikrödder af rationale Störrelser, saa at de alminde-
lige Love bestemmes, hvorefter saavel Leddene af Kjedebröken selv som ogsaa Leddene
i Rekken af de principale Convergenter indtil en hvilkensomhelst Orden kunne bereg-
nes, uden at man har bestemt alle foregaaende Led.

Den physiske Classe.

Det er ved mange nyere Undersögelser godtgjort, at Planterne foruden den
Kulsyre, som de optage af Luften, Vandet og Jordbunden, ogsaa behöve Qvælstoffor-
bindelser, og flere af Jordens uorganiske Substantser. De fleste dyrkede Planter erholde
deres Qvælstofforbindelser deels ved Gjödningen, deels ved Atmospherens Ammoniak,
deels synes de ved endnu ikke tilstrekkeligen oplyste Processer, at optage Atmosphæ-
rens frie Qvalstof, naar ikkun de övrige Betingelser for Plantens kraftige Væxt
ere tilstede.

Selskabet antager, at vigtige Bidrag til dette Spürgsmaals Oplôsning ville
kunne erholdes ved sammenlignende Undersögelser over den Indvirkning paa Planter-
nes Væxt, som deels Gjüdningen selv, deels Asken af den samme Art af Gjödning
frembringer, og det udsætter derfor sin Priismedaille for den bedste Afhandling, der
godtgjör hvilken Indflydelse Gjödningen og dens Aske have paa Planterne. Forsögene
maa anstilles saaledes, at Planter, der ere voxne i en ved Glödning for organiske Sub-
stantser befriet Jordbund, sammenlignes med Planter, voxne i en lignende Jordbund,
der deels er blandet med Gjödning, deels med Gjédningsaske. Sammenligningen maa
ikke blot skee med Hensyn til den torre Plantes Vægt, men ogsaa med Hensyn til alle
dens Bestanddele. Planterne maa om muligt undersôges baade forend de sætte Frö og
efterat dette er modent, og Selskabet önsker, at man vælger foruden Cerealier nogle

andre dyrkede Plantearter.

Den philosophiske Classe.

Da Striden imellem Middelalderens Nominalister og Realister i vore Dage
alter er bleven Gjenstand for de Philosopherendes Opmærksomhed, saa ünskes en paa
historiske Data stöttet Udvikling af denne Strids Betydning saavel i logisk som i theo-
logisk Henseende.

|
|
>
|

CCXLV

Den historiske Classe.

Bogvæsenets Tilstand hos os i Middelalderen er endnu ikke tilstrekkeligen op-
lyst, og en ndiere Undersögelse herom maa antages at ville blive et ikke uvigtigt Bi-
drag til den literaire Culturs Historie.

Selskabet finder sig derfor foranlediget til at gjöre en saadan Undersögelse til
Gjenstand for et Priisspörgsmaal og udsetler saaledes fölgende Priisopgave:

„At undersöge den danske Bibliograhie eller det danske Bogvæsens Beskaffen-
hed og Tilstand i Middelalderen indtil Bogtrykkerkonstens Indförelse i Danmark.‘

De Momenter, som ved en saadan Undersôgelse, hvortil Kildeskrifterne til den
danske Middelalders Historie , samt de i Bibliothekerne existerende Haandskrifter frem-
byde betydelige Bidrag, fornemmeligen maatte komme i Betragtning, vilde vere:

4. Den ydre Beskaffenhed af haandskrevne Böger fra den nævnte Periode,
som endnu existere eller vides at have existeret, med Hensyn til deres Materiale, For-
mat, Skriftart, Tegninger og Indbinding; Regler, som heraf kunne udledes til at be- '
stemme et Haandskrifts Alder; hvad der vides eller kan formodes om Afskrivernes
Personlighed.

2. De vigtigste Frembringelser af fremmed Literatur, deels fra den klassiske
Oldtid, dsels fra Middelalderen, som i nævnte Periode vides at have existeret i Dan-
mark, enten her afskrevne eller fra Udlandet indförte.

3. Haandskrevne Böger, som Gjenstand for Kjéb og Salg; deres Priser, de-
res Overdragelse ved Bytte, Gave, Testament m. m.

4. Bogsamlinger, deels tilhörende offentlige Institutioner, f. Ex. Klostere, Ca-
pitler, Kirker, Skoler, Gilder, deels, Private; Foranstaltninger med Hensyn til Bögers
Bevarelse, Benyttelse m. v.

5. Saadanne Bogsamlingers Skjæbne i den fölgende Tid, saavel för som efter
Reformationen. £

Det maa ansees nödvendigt, at Undersögelsen ogsaa udstrekker sig over Skaane,

Halland og Bleking,

For det Thottiske Legat.
(Premien 200 Rbd.)

1 den senere Tid benytter man, som bekjendt, meget hyppigen, iser i Frank-

rig, en af Kartoffelstivelse og Malt tilberedet Sirup, som let gaaer over i Viingjæring.

CCXLVI

Selskabet forlanger nu en paa Forség og Beregning stöltet Sammenligning imellem Tillav-
ningen af Brændeviin af Kartoffelstivelse, og den hvortil man benytter Kartoflerne umid-
delbart. Man önsker, at der især undersöges, hvorvidt de stérre Omkostninger, som
Stivelsens Udskillelse foranlediger, hæves ved et större og bedre Product, og ved den

Lethed, hvormed Stivelsen opbevares i Forhold til Kartoflerne,

For det Classenske Legat.

4. Man vise hvilke af Landets raa Producter, enten nu disse hidröre umid-
delbart fra Landets Jordbund, eller fra dets Dyrkning, eller fra det omgivende Hay,
ere bedst skikkede til derpaa at grunde en Fabrication, Man maa herved tage Hensyn
paa alle begunstigende Omstendigheder, som Letheden i at erholde Brændsel, Vandkraft,
billigt Arbeide o. s. v. Det forstaaer sig, at Stederne, hvor Anleggene bedst kunne
. skee, og, Grundene til deres Valg maae angives. Udviklingen maa gaae ind i et saa-
dant Detail, at der lader sig gjére Beregning over Fordelene, Selskabet önsker, at
Forfatterne især henvende Opmærksomheden paa saadanne Fabricationer, som hidtil en-
ten slet ikke eller kun i en ringe Udstrækning ere indførte hos os.

Da Selskabet neppe tår vente, at een Mand fyldestgjårende skal kunne be-
handle Spörgsmaalet i sin fulde Udstrækning, saa vil det ikke nægte mindre omfattende
Besvarelser Prisen, naar ikkun de valgte Gjenstande ere afhandlede paa en tilfreds-
stillende Maade.

Præmien er 100 Rbd. S. M. Man vil, dersom Omstændighederne dertil give
Anledning, ogsaa tildele mere end een Afhandling denne Præmie.

2. Der forlanges en Fremstilling af Bageriets Tilstand i Danmark, og en :
Undersögelse over hvorvidt denne svarer til Nutidens Indsigter og Erfaringer, Præmien
100 Rbd. S. M.

3. Bagerne i Kjåbenhavn maa af forskjellige Grunde benytte en betydelig”
Deel Gjær fra Hertugdömmene og Udlandet, hvorved de ikke sjeldent komme i Forle-
genheder, som have en ugunstig Indvirkning paa det Brod, de levere. Det vilde der-
for vere ünskeligt om Stivelse-Tilberedning af Hvedemeel, sat i Forbindelse med en
rigtig Benyttelse af de nyere Erfaringer over Plantelimens Evne til at fremkalde Gjæ-
ring, kunde lede til en Gjerfabrication, som hævede de omtalte Vanskeligheder for
vore Bagere.

Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 Rbd. for den, som efter Forsög

CCXLVI

nogenlunde i det Store, kan angive en Methode at vinde Gjar i en saa stor Mengde,
forenet med saadan Godhed og Billighed, at man derved efterhaanden kan erholde den

til Hovedstadens Bagerier nödvendige Gjær tilvirket i Sjelland.

Besvarelserne af Spürgsmaalene kunne i Almindelighed være affattede i det la-
tinske, franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog, Afhandlingerne betegnes
ikke med Forfatterens Navn, men med et Motto, og ledsages med en forseglet Seddel,
der indeholder Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærer samme Motto. Sel-
skabets i de danske Stater boende Medlemmer deeltage ikke i Priiseskningen. Belün-
ningen for den fyldestgjürende Besvarelse af et af de fremsatte Spörgsmaal, for hvilken
ingen Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Dukaters Verdie._

Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned 1846 til Selska-
bets Secretair, Conferentsraad H. C. Orsted, Professor og Commandeur af Dannebrogen

samt Dannebrogsmand.

ne

i

BLIR

PAA

BRASILIENS DYREVERDEN

FOR SIDSTE JORDOMVZÆLTNING

AF

Dr. P. W. LUND.

FEMTE AFHANDLING.

FORTSÆTTELSE AF PATTEDYRENE. OM DE NULEVENDE 0G UDDÖDE ARTER AF
ROVDYRENES FAMILIE.

LAGOA SANTA D. Anz OCTOBER 1841,

Fid, Sel, naturvid, og mathem. Afh. XI Deel, A

| 1
4
x
»
pi:
h
6
=
NE
”
*y
h
=>
ks
g
i
.

ee aabouy no MIA EI nano HAAAAMETAS Le HATTE

+ vi PES '
0 I Le
V io 1] mn

y vA
ei 2 ve
M , j
! é
'
4 ‘

nas

Naar bru me Afd

Eater root 3 area AO 7

a GVEA! WG, u

ORALE STE

RE AT BHA YAY OR

À \ My ? .

4 ‘
i 4 5 : È
EAGT AAGOTIO au AMAR AOD A.
. %
i A > 1
ah
+ }
É i
»
À 7 4 4 att th sf, vag tah nae Mh nu 10
i i k 7 il 5 a ~*
u 1 ]
g x 4 et
+ il
sulk’ 4 ir
N | ps I ‘ rt ey oy i

OM

DE NULEVENDE 0G UDDØDE ARTER AF
ROVDYRENES FAMILIE

PAA |

DET TROPISKE BRASILIENS INDRE HÖISLETTER

P. W. LUND.

FORSTE AFDELING: HUNDEGRUPPEN.

Lacoa Santa DEN 4°® Ocrorrr 1841.

Ne 0: 4 4
“Yh MATAR ACHES 00 ATTAQUE
SAL AAT ON
METTENT vin amer vrag i À
J ) asus u.

ARIWWRATTHUR orten ATEN

, bas PER: od nada para vocal at |

Brandt Pattedyrklassens Familier er der neppe nogen, der i den Grad
tiltrækker sig Palæontologens Opmærksomhed, som Rovdyrenes. Det er
denne, han skylder Opbevarelsen af en stor Deel af de Mindesmærker,
hvorpaa han bygger sin Kundskab om Forverdenens Fauna, da det er
afgjort, at i mange Tilfælde, Sammenhobningen af Knokler i Hulernes
Indre er bevirket ved Rovdyr, der have levet derinde og der fortæret
deres indslebte Bytte.

Endvidere tilbyde Rovdyrene.i deres indre Natur Forholde, der
gjöre dem skikkede fremfor andre Dyr til at tjene som ledende Stjerner
ved Undersögelsen af de fossile Arter. Af samtlige Skelettets Dele er
der ingen, der fuldkomnere har modstaaet Tidens og Elementernes Ind-
virkning, end Tænderne, deels paa Grund af deres fastere Textur, deels
som en Fülge af deres mere sammentrengte Former og ringere Omfang.
Til Lykke er det tillige disse Organer, der afgive de sikkreste og be-
stemteste Charakterer ved Bestemmelsen af Slægterne, ja ofte af Arterne,
men i ingen af Pattedyrklassens Familier opnaae de i denne Henseende
den Grad af Betydningsfuldhed, som i Rovdyrenes. Neppe udfolder
Tandsystemet i nogen anden Familie en lignende Mangfoldighed af Nu-
ancer, som i denne, saa at det ei blot afgiver fuldkommen bestemte Cha-
rakterer for alle Slegterne, men selv tilbyder tydelige Modificationer
for næsten alle Arterne.

Hertil kom for mig en særegen Grund til at foretage en speciel
Bearbeidelse af denne Familie, nemlig den Omstiendighed, at flere af dens
fossile Levninger syntes at hentyde paa större Afvigelser imellem For-
verdenens og Nuverdenens Former, end de fleste andre Familier, saa at
selv den Harmonie, som ellers overalt viste sig i det mindste i Grund-
preget af disse to Perioders Frembringelser, syntes at afbrydes i denne
Familie. Efterhaanden som mine Materialier forögedes, og mit Bekjendt-
skab med disse, ved fürste Blik saa tilsyneladende afvigende Former ud-
videdes, modtog imidlertid dette Resultat vedvarende Modificationer, men
en fuldkommen Reform underkastedes det, da jeg endelig saae mig i
Besiddelse af et manglende Sammenligningsled af den nulevende Dyr-
skabning, der kastede et uventet Lys over næsten hele denne Familie, og
Forholdet mellem dens underordnede Grupper.

Af de fem Grupper hvori almindeligviis denne Familie deles*),
og som omtrent svare til de fem linneiske Slegter: Viverra, Ursus,
Mustela, Felis og Canis, findes Repræsentanter af de fire sidste paa Bra-
siliens Höisletter saavel i den nulevende som i den uddöde Skabning.

+) Jeg tager Benævnelsen ,,Rovdyr” i den mere indskrænkede Betydning, altsaa med
Afsondringen af Insectivorerne og Chiroptera, der danne den ene Sidefamilie, og
den ôverste Familie i Myoideernes Orden: og af Sælhundene, der danne den ôverste
Gruppe i Acleidoternes laveste Familie Hvalerne. Udviklingsgangen i Rovdyrenes
Familie forekommpr mig denne. Fra Enhydris, (det nermeste Tilknyttelsesled til
Sælhundene) og fra Lutra gaaer igjennem Maargruppen to divergerende Udviklings-
linier, den ene gjennem Mephetis, Mydaeus, og Meles til Björnene, den anden gjen-
nem Galictis, Mustela, Putorius og Mellivora til Kattene, Disse to Grupper, Bjor-
nene og Kattene, danne de to modsatte Extremer med Hensyn til Tandsystemets Udvik-
ling til Kjöd- eller Plantenzring, idet hos hine den (kjöd ) skærende Deel af samme
er aldeles fortrængt af den (plante-) knusende Deel, medens hos disse omvendt den
knusende Deel er bleven aldeles fortrængt af den skærende. Fra disse to Grupper
stige Udviklingslinierne convergerende opad og mødes i den höieste Gruppe, Intel-
ligentsens Representant: Hundegruppen. Mellemledene paa den omnivore Side
(Bjornene) ere: Procyon, Nasua, Ailurus, Arctitis, Paradoxurus, de normale Vi-
verre, endelig Otocyon, hvilken sidste danner det fuldkomneste Bindeled imellem
Viverrerne og Hundene; paa den carnivore Side (Kattene): Hyænen og nogle un-
dergaaede Slægter, som Hyænodon og andre.

7
Gjenstanden for nærværende Afhandling vil vere den sidst omtalte af
disse Grupper eller

HUNDEGRUPPEN.

Af denne Gruppe var indtil de nyere Tider ingen Arter bekjendte
fra Brasilien. Hos den classiske Forfatter Marcgraaf, omtales intet Dyr,
som man kunde henregne til denne Slegt, og det faldt Azzara til Deel
at give den förste néiagtige Rundskab om to herhen hörende Arter fra
det tilyrændsende Paraguai. Senere Reisende i Brasilien efterviste snart
Tilstedeverelsen i dette Land ligeledes af to Arter, hvilke da, som al-
mindelig hændes, uden nermere Undersögelse antoges for identiske med
de to alt beskrevne. Den större af disse Arter fik Navnet: Canis jubatus,
den mindre, paa Grund af den antagne Identitet med den paraguaiske
Art: Canis Azzare.

I denne Tilstand forefandt jeg Kundskaben over dette Punkt af
Brasiliens Zoologie, da jeg begyndte mine Undersügelser over dens ud-
döde Fauna. De förste Eftergravninger bragte for Dagen tre Arter af
denne Gruppe, hvoraf den ene (Canis protalopex) viste sig nær beslægtet
med den mindre af de to beskrevne nulevende Arter, den der bar Navnet
Canis Azzaræ; den anden (Canis troglodytes) stemmede overeens i Stür-
relse med den större af disse Arter, Canis jubatus, men afveg meget i
Detaillen af sin Bygning; den tredie endelig fremböd i sin Tandbygning
saa afvigende Trek, at jeg befandt mig beföiet til at afsondre den fra
den egentlige Hundeslegt under Navnet Speothos pacivorus.

Dernæst underkastedes de nulevende Arter en nærmere Undersö-
gelse, og det fandt sig, at under Navnet: Canis Azzaræ vare to Arter
forvexlede, af hvilke den ene viser en betydelig Tilnærmelse til den af
Azzara beskrevne paraguaiske Art; den anden derimod er meget for-

skjellig og henhørende til Afdelingen af Chakalerne. For denne sidste

8

foreslog jeg Navnet Canis vetulus. Saaledes belöb sig i den sidst ind-
sendte Oversigt Antallet af de nulevende Former af Hundegruppen til
een Slægt med tre Arter, og af de uddüde til to Slægter med ligesaa
mange Arter, tilsammen to Slægter med sex Arter.

Senere Reiser og Undersögelser have sat mig i Stand til bety-
delig at forôge dette Tal, der nu er steget til toSlegter med fem Arter
for den nulevende, og til fem Slægter med syv Arter for den uddüde
Skabning, i alt fem Slegter med tolv Arter.

I Spidsen stille sig de normale Former, der kunne danne den

forste Undergruppe

charakteriseret ved Tilstedeværelsen af to Knusetender (dents tubercu-
leuses) paa hver Side bag ved Rovtanden, saavel i Over- som Underkjeven.
I denne Undergruppe adskiller

den egentlige Hundeslægt (Canis)

sig ved to paa tvers siddende Knuder paa den bagre Afsats af Rovtanden
i Underkjæven samt ved en tydelig afsat Tak paa denne Tands indre Side.

Den samme Modsætning, der i hele Familien viser sig i den re-
lative Fremhersken af den ene eller den anden af Tandsystemets Afde-
linger, den knusende eller den skærende, gjentager sig ogsaa i denne
Slægt, og bevirker en dobbelt Udviklingsrække, hvor paa den ene Side
den ene, paa den anden Side den anden af disse Afdelinger af Tandsy-
stemet bliver fortrinsviis uddannet. Hos den ene Række, den mere om-
nivore, tiltage de to knusende Kindtender i Overkjæven i Störrelse, Rov-
tanden i Underkjæven har den knusende Afsats större, og Takken paa
den indre Side sterkere, endelig er Rovtanden i Overkjæven kortere, tyk-
kere, forsynet:indvendig med en stærk Afsats, og bag denne med en frem-

9
springende Randkrave. Hos den anden Rekke, den mere carnivore, af-
tage Rousetenderne i Overkjæven i Störrelse, Rovtanden i Underkjæven
har den bagre knusende Afsats mindre udviklet, og den indre Tak mindre,
endelig er Rovtanden i Overkjeven længere og skarpere, uden fremsprin-

gende Randkrave paa den indre Side og Afsatsen ubetydelig.

Förste Afdeling: den omnivore Bække.

Til denne Afdeling höre alle de oprindeligen herlevende Arter af
Hundeslegten, hvilke fra det osteologiske Standpunkt, som det der nær-
mest bliver af Vigtighed ved nærværende Undersögelse, dele sig i to Un-
derafdelinger. eftersom Hjernekassen er forsynet, som hos Rovdyrene i
Almindelighed, med en fremspringende Issekam, eller mangler samme.

Jeg begynder med disse sidste.

Første Underafdeling: uden fremspringende Issekam.

§ 1. Nulevende Arter.

Mangelen af fremspringende Issekam angives af Cuvier (Oss.
foss. IV. p. 464) som eiendommelig for Rævene; imidlertid findes denne
Charakteer ogsaa hos herlevende Arter af Hundeslegten, der ei have
Pupillen sammentrækkelig i Form af en Linie, og som fölgelig ei höre
ind under Revenes Afdeling, Dette fra Pupillens Beskaffenhed hentede
Kjendeteon, hvorpaa man i Systemerne fornemmelig grunder Hunde-
slægtens Afdeling i to Underslegter: Ulvene og Revene, af hvilke de
förste have en stedse rund Pupil, medens hos de sidste denne ved Lysets
Indvirkning trekker sig sammen i Form af en Linie som hos Rattene,
medförer den Uleilighed, at det ikkun lader sig anvende paa levende
Dyr, og jeg tvivler derfor ikke om, at i Systemerne mangen en Art
staaer i Rævenes Afdeling

ow
Pid. Sel, naturvid. og mathem, Afh. XT Deel. B

der efter Beskaffenheden af dens Pupil maatte

höre hjemme i Ulvenes og omvendt. Af de tre herlevende Arter af nær-
værende Underafdeling har jeg ikkun bavt Leilighed til at iagttage een
levende, og overbeviist mig om Uforanderligheden af dens Pupils Kreds-

form; de to andres Plads bliver indtil videre ubestemt.

A. Pupillens Beskaffenhed ubekjendt.

Fôrste Art. Canis brasiliensis m.

Hoved middelmaadigt; krop og Lemmer stærke; Farve foroven og
paa Siderne mörkegraa, nedenunder smudsig isabelguul; et bredt Baand fra
Nakken langs Ryggen til Enden af Halen, samt Spidsen af denne sort;
ydre Side af Lemmerne nedentil rustbruun; okkerguul Plet bag Oret ;

Underkjæve graabruun.

Hele Længde 37” 6%, Legemet 25” Halen 42” 6“. Hovedet
ovenpaa graat; ethvert enkelt Haar sort, lyst ved Grunden, forsynet med
et guulhvidt Baand noget over Midten, hvorved fremkommer en spættet
guulgraa Farve. Paa Næsen ere Haarene kortere, noget mörkere og
næsten eensfarvet brune. Den nögne Ende af Snuden sort. Den övre
Deel af Siderne af Hovedet imellem Oret og Oiet er af samme Farve
som Hovedet ovenpaa, men lysere og mere trækkende i det gule. Öiet
er omgivet af en lysere guulagtig Indfatning; under denne Indfatning
löber et mörkere Baand, der fortsætter sig lige hen til under Öret. Un-
der dette Baand ere Siderne af Hovedet, eller Rinden, mat, noget smudsig
okkerguul. Denne Farve bliver mere levende bag Oret, paa hvis bageste
Flade den stiger noget op, men den største Deel af denne Flade er graa-
bruun. Den forreste, concave Flade af Oret er besat med lange ad-
spredte, hvidlige, men selve Randen tæt beklædt med korte isabelgule
Haar. Den okkergule Plet bagved Oret dannes blot aflange eensfarvede,
uringede Uldhaar. Underkjæven, til noget bag Mundvigen, graabruun;

ethvert Haar sortebruunt med en guulhvid Ring. Haarene i det sorte

11

Rygbaand meget lange, sorte, ved Grunden hvide, og desuden forsynede
med to hvide Ringe. Siderne af Kroppen mörkegraae, eller rettere spæt-
tede med sort og graahvidt, idet ethvert Haar er sort, ved Grunden lyst,
og forsynet med en hvid Ring. Hele Undersiden af Hals, Krop og Hale
smudsig isabelguul, mörkest paa Brystet imellem Forbenene; disse ere
paa den udvendige Side, fra noget over Haandroden af guulbrune med
to sortebrune Længdebaand, paa den indvendige Side mörk isabelgule.
Ryggen af Haanden fra ‘Tommeltaaen af mörkebruun. Den nögne Saal
af Haanden, saavelsom af Foden sortebruun. Den udvendige Side af
Bagbenene indtil Hælen er farvet som Siderne af Kroppen, kun at de
hvide Ringe paa Haarene efterhaanden gaae over i okkergule; langs
forreste og bageste Rand af Underlaaret en mörk Indfatning. Paa den
indvendige Side ere de af samme Farve som Forbenene; fra Halen af
nedad ere de udvendig og fortil guulbrune og med et mörkere Længde-
baand i Midten, og mürkere ovenpaa Foden; paa den bageste Side eller
Sokken ere de heel sortebrune.

Pelsen bestaaer af begge Slags Haar, kortere, finere og mere
krusede Uldhaar, og lengere, stivere og mindre krusede Börstehaar.
Disse sidste ere paa Ryggen 2} Tomme lange, paa Siderne og Bugen
noget kortere, kortest paa Hovedet og Lemmerne. Over Overleben, bag

_ Mundvigen og over Oinene staae som sædvanlig nogle lange Börster.

Synonymie.

Azara’s og Rengger’s Beskrivelser af Ræven fra Paraguay,
Aguarachay, stemme vel i Hovedsagen overeens med den her omhandlede
Art, men afvige dog i enkelte Punkter, saa at de lade mig i Uvished om
Identiteten af deres Dyr med det her beskrevne. Begge angive de
Haarene paa Panden og Issen som rédbrune med hvide Spidser, medens
den herlevende Art har dem sorte med et guulhvidt Baand over Midten

ogsaa angive de begge alle Underdelene hvide medens de her ere smudsig
Bt

isabelgule, og Rengger tilföier udtrykkelig, at han ei har bemærket nogen
Farveforandring hos den paraguaiske Art, med Undtagelse af, at den om
Sommeren er noget blegere, og at Ungerne ere mürkere. Ogsaa synes
efter hine Forfatteres Maal Halen at vere længere paa den paraguaiske
Art, idet Azara angiver hele Længden for 593” hvoraf Halen 14%, og
Rengger hele Længden 358” hvoraf Halen 15% 9, imedens den herle-
vende paa en Totallengde af 574“ har Halen ikkun 42 6. Endvidere
maa jeg bemærke, at det beskrevne Individ er det störste, jeg har seet
af den herlevende Art, hvorimod saavel Rengger’s, som især Azara’s
Angivelse af Störrelsen for den paraguaiske Art synes at antyde et större
Dyr.: I denne sidstes ,, Voyages dans l'Amérique méridionale” Tom. 1.
p- 299 angives Maalene anderledes, nemlig 58 hele Længden og Halen
12” 6, hvilke stemme mere overeens med mine, men Afvigelserne i
Farven, som jeg evenfor har gjort opmærksom paa, gjentage sig i Be-
skrivelsen paa dette sidstnævnte Sted.

Saavel Azara som Rengger bemærke udtrykkelig ved den para-
guaiske Art, at den har Pupillen sammentrækkelis i Form af en Linie,
saa at der ei kan vere nogen Tvivl om, at det af dem beskrevne Dyr
virkelig hörer til Afdelingen af Rævene, hvad jeg desværre, som ovenfor
bemærket, ei kan afgjöre, om den herlevende Art, som jeg ei har havt
Leilighed til at undersöge levende. For at bestemme hvorvidt denne
sidste hårer til Chakalernes eller Rævenes Gruppe, staaer mig derfor
indtil videre intet andet Middel til Raadighed, end Undersøgelsen af Byg-
ningen af Hovedskallen*).

Efter Cuvier er hos Chakalen, Ulven og Hunden, Panden imellem
Oienbrynfortsættelserne (apophyses postorbitaires) eensformig convex; de

*) Desværre mangler mig Marcel de Serres Afhandling om Adskillelseskjendemarkerne
i Bygningen af Hovedskallen imellem Hunden, Ulven og Ræven i Biblioth. univers,
1835 p. 289—245, hvorfor jeg blot maa holde mig til de af Cuvier (Oss, foss, 2.
ed. IV p. 464) angivne.

nævnte Fortsættelser stige noget nedad, og have ingen Gruber eller frem-
springende Kanter i Nærheden af sig foruden Tindingkammene, hos Re-
vene derimod er der en Grube eller Fordybning udenfor og noget foran
for enhver af Oienbrynfortsættelserne. Tages denne Charakteer til Ret-
tesnor, da er det her beskrevne Dyr en ægte Chakal, da den ei har
mindste Spor til nogen Grube eller Fordybning i Nærheden af Oienbryn-
fortsættelserne, hvilke ogsaa stige nedad som hos Hunden og Ulven, og
denne Dannelse er constant, som jeg paa flere Cranier af forskjellig Alder
har overbeviist mig om. (See T. XLII f. 1, 2 og 5). Denne Om-
stendighed synes vel saaledes at udelukke enhver Formodning om, at de
her sammenlignede to Dyr kunne være samme Art, imidlertid bemærker
jeg, at Rengger, ved Sammenligningen af Craniet af den paraguaiske
Art med det af den europæiske Ræv, udtrykkelig anférer, at Panden hos
den paraguaiske er mere hvælvet end hos den europæiske, hvorved det er
muligt, at han har sigtet til det omtalte Forhold.

Cuvier synes at have befundet sig i den samme Tvivlraadighed
i Anledning af et Dyr, hjembragt fra Brasilien af Hr. Auguste de St,
Hilaire, under Navnet Guaracha (Oss. foss. loc. cit). Efter Undersögelse
af dettes Cranium regner han det ubetinget til Chakalerne, men desuagtet
föier han til, at det sandsynligviis er Azara’s Aguarachay, uagtet det
neppe kunde vere ham ubekjendt, at Azara udtrykkelig tilskriver sin
Aguarachay en linieformig Pupil, hvad ogsaa Rengger bekræfter. Her
kan altsaa kun et af to Tilfelde vere muligt: hvis St. Hilaires Guaracha
og det her beskrevne Dyr ere identiske med Azara’s Aguarachay, da
er den af Cuvier for Chakalerne angivne Charakteer ugyldig; men hvis
denne Charakteer virkelig er grundet i Naturen, da kunne ingen af hine
to Dyr vere Azara’s Aguarachay, da denne er en uomtvistelig Ræv og
hine da vilde blive uomtvistelige Chakaler. [det jeg maa udsætte dette
Spörgsmaals Afyjürelse indtil der tilbyder sig en Leilighed for mig til

at iagttage et levende Exemplar af den her beskrevne Art, nödes jeg dog

selv i det Tilfelde, at det skulde vise sig, at det her beskrevne Dyr er
en Ræv, og ei, trods Bygningen af dets Cranium, en Chakal, til at an-
tage, at den er specifisk forskjellig fra den paraguaiske Art, paa Grund
af de antydede Forskjelligheder i Störrelse, Proportioner og Farve.

Det næste Spörgsmaal, der naturligen tilbyder sig, er, om den
her beskrevne Art skulde vere den samme som St. Hilaire’s Guaracha, i
Tilfælde af, at de begge ere forskjellige fra den paraguaiske Art. Jeg
har alt bemærket, at Cuvier henregner Guarachäen, ifölge Bygningen af
dens Cranium, til Chakalerne, og da ligeledes den her beskrevne Art
hesidder den af ham for denne Gruppe angivne Charakteer, vise de i
denne Henseende Tilnærmelse til hinanden. Hovedfarven af Kroppen
er ogsaa den samme, men derimod passer ei Cuviers Angivelse af Bene-
nes Farve, der efter ham ere sortebrune, medens de paa den her be-
skrevne Art ere rüdlig guulbrune. Det er mig for övrigt ubekjendt, fra
hvilken Deel af Brasilien St. Filaire har medbragt hünt Dyr, men jeg
formoder, at det maa vere fra den aller sydligste Deel af Landet, eller
vel fra Missionernes Land eller Cisplatina, deels paa Grund af Navnet
Guarachä, der er ubekjendt i de üvrige Dele af Brasilien, og som aaben-
bart er en Modification af det i Paraguai brugelige, af Guaranésproget
hentede, Navn Aguarachay, af hvilket Sprog endnu adskillige Ord bruges
i de til Paraguai grændsende sydligere Dele af Brasilien, der ere gaaede
af Brug i de üvrige Dele af Landet, deels fordi St. Hilaire ei omtaler
dette Dyr i de fire förste Bind af sin Reise, hvilke indbefatte Provind-
serne Minas geraes, Rio de Janeiro og Esperito santo. Men hvorledes
end dette maatte forholde sig, den af Cuvier for Guarachäen angivne
Farvetegning passer ei paa det herværende Dyr, der saaledes synes at
antyde sig som en ogsaa fra denne forskjellig Art.

Et tredie Dyr, der kommer i Betragtning til Sammenligning ved
Bestemmelsen af den her beskrevne Art, er den almindelig saakaldede

trefarvede Ræv fra Nordamerika, Forfatternes Canis cinerco-argenteus.
Led

Vel siger G. Cuvier i den anden Udgave af hans Ossemens fossiles Tom.
IV (1825) p. 464: „le renard tricolor ne parait pas exister dans l’Ame-
rique méridionale,” men i den anden Udgave af hans règne animal (1829)
4. p. 155 angiver han som dens Födeland ,,toutes les parties chaudes et
tempérées des deux Amériques” Jeg nödes derfor til at optage den i
Sammenligningskredsen, saa meget mere, som Cuvier paa det fürstnævnte
Sted angiver en osteologisk Charakteer for Craniet af Canis cinereo-
argenteus, der gjenfindes hos nærværende Art, nemlig at Tindingkammene
ei, som hos andre Dyr, forene sig til at danne en Issekam, men at de for-
löbe bagtil adskildte fra hinanden ved et stort ganske fladt og glat Mel-
lemrum, og først paa Baghovedbenet måde hinanden under en afrun-
det Bue.

Denne Cuviers Bemerkning néder mig til at gaae ind i nogle
Betragtninger over de af ham opstillede osteologiske Charakterer, der
skulle tjene som Adskillelsesmiddel imellem Hundenes, Ulvenes og Cha-
kalernes Gruppe paa den ene Side, og Rævenes paa den anden. ,,Hos
Arterne af den förste Gruppe” siger han „forene Tindingkammene sig
hurtig til en virkelig Issekam, hos Rævene derimod forene de sig vel ved
Begyndelsen af Issebenene, men danne ei nogen virkelig Kam, men blot
et Slags Baand, der först mod den bageste Ende hæver sig til en virkelig
Kam; og endelig hos den trefarvede Rev forlöbe Tindingkammene bagtil
adskildte langt fra hinanden, indtil de paa Baghovedbenet forene sig under
en Bue, og nu först danne en kort Ram.” Herved maa jeg for det
første bemærke, at denne sidste Charakteer findes hos alle tre herlevende
mindre Arter af Hundeslegten, hvoraf i det mindste den ene, C. vetulus, er
en ægte Chakal, og for det andet er denne Charakteer ikke andet end en Al-
dersmodification af det Forhold, som Cuvier angiver som charakteristisk hos
Rævene. I den yngre Alder nemlig viser sig som sædvanlig intet Spor
af nogen af disse Kamme, men saasnart de begynde at blive synlige, op-

træde de hos alle de tre herlevende Arter, under den af Cuvier for Re-

16

vene angivne Form, idet de vel forene sig med hinanden ved Begyndelsen
af Issebenene, men i hele Forlöbet over disse Been ei have sig til en
virkelig Ram, men blot danne, for at bruge Cuviers Udtryk, et smalt
Baand, hvilket, saasnart det naaer den forreste fremspringende, Spids af
Baghovedbenet, pludselig reiser sig til en skarp men meget kort Ram.
Dette Baand, istedetfor med Alderen at heve sig i Höiden til en Kam
som hos andre Dyr, tiltager bestandig i Brede, saa at hos de meget
gamle Dyr Craniet paa dette Sted tilbyder en stor oval ganske glat Plade,
der ligesom et Skjold beskytter Hovedskallen oventil, og giver den et
ganske fremmedt Udseende. EL samme Grad som denne Plade ved Al-
deren tiltager i Brede, bliver den ogsaa stærkere adskilt fra den üvrige
Deel af Hjerneskallen, og fölgelig dens Rande héiere og mere afbrudte.
See det unge skjéndt udvoxne Dyr T. XLH f. 1, det gamle Dyr
XLII f. 2.

Det sees heraf, at denne Charakteer, som Cuvier angiver som
eiendommelig for den trefarvede Ræv, og som ved fürste Oiekast maatte
forekomme at vere et vigtigt Argument til Fordeel for Antagelsen af Identi-
teten af nærværende Art med hiin, taber meget af sin Betydning; men en
anden Charakteer, som Cuvier angiver for Craniet af Canis cinereo-argen-
teus, tilintetejér enhver Formodning i denne Henseende. Han tilfører
nemlig, at hos denne Art Gruberne ved den indre Side af Oienbrynfort-
sættelserne ere endnu dybere end hos den europæiske Rev, imedens som
alt bemærket disse Gruber aldeles mangle hos det her omhandlede Dyr.

Denne Sammenligning afgiver tillige et paafaldende Exempel paa
det store Fortrin gode osteologiske Kjendetegn have fremfor saadanne
der ere hentede fra den ydre Form. Ligheden imellem den trefarvede
Rev og Ræven fra Paraguai er saa stor, at Azara’s övede Oie ei var
i Stand til at opfatte Forskjelligheden. Under sit Ophold i Paris erklæ-
rede han, efter Besigtelsen af et udstoppet Skind af den trefarvede Rev,

indsendt fra Nordamerika, dette Dyr for identisk med den paraguaiske

Art, og paa Grund heraf blev en Tegning forferdiget efter denne nord-
amerikanske Art, og indfért i hans Atlas, som forestillende den para-
guaiske Art; ogsaa Desmarest holder dem for overeensstemmende Arter,
imedens de fleste üvrige Forfattere, og navnligen Rengger, efter Tagtta-
gelse af begge i levende Tilstand, holder dem for forskjellige. Hvad
mig angaaer, da sammenholdt jeg forgjæves mit Dyr med Beskrivelsen
over den trefarvede Ræv, for at afgjöre hvorvidt de vare forskjellige
eller ei. Beskrivelserne over denne stemme ikke overeens indbyrdes, og
jeg saae vel, at Overeensstemmelserne imellem de to Dyr vare talrige,
men tillige bemærkede jeg smaae Forskjelligheder, der meest gik ud paa
Ubetydeligheder i Maal og Farve, saa at jeg lodes i den fuldkomneste
Uvished. Den eneste Bemærkning af Cuvier derimod, at C. cinereo-
argenteus har stærke Fordybninger ved Indresiden af Oienbrynfortsæt-
telserne löste Tvivlene paa en afgjörende Maade, efter at jeg havde over-
beviist mig om Mangelen, og, ved Sammenligning af flere Exemplarer,
om Constantheden af Mangelen af disse hos den herlevende Art.

Det neste Dyr, der staaer til at undersöge, er den Neuwiedske
Canis Azare. Er dette Dyr Azara’s Rev eller St. Hilaire’s Guaracha,
eller nerverende Art, eller den trefarvede Rev, eller en fra alle disse
forskjellig? Desværre har Prindsen udkastet Beskrivelsen efter et udstop-
pet Skind i hans Samling, ja endog uden Angivelse af Localiteten hvorfra
dette Skind hidrörer, og i Bemerkningerne over den saakaldte Brasilianske
Ræys Levemaade forvexler han de to af Brasilianerne en adskilte Dyr
Skovreven, Cachorro do mato, og Markchakalen, Rapoza. Saavidt af
den, nüdvendigviis ufuldkomne, Beskrivelse lader sig slutte, har dette
sidste Dyr ligget til Grund for samme, hvad jeg formoder, deels af
Maalene, deels af den lyse og ligesom afblegede Farve, som han til-
legger den. Men dette Dyr er en Chakal, og har intet tilfelles med
noget af de her sammenlignede Dyr, og mindst med Azara’s Aguarachay.
Navnet Canis Azaræ, der grunder sig paa Forudsætningen af dens Iden-

Vid Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Decl. C

18

titet med den paraguaiske Rev, kan derfor ei forblive for den, og maa
undgaaeligen, ved Afsondringen af de to urigtigen forenede Arter, gaae
over til den af Azara beskrevne, baade for at forebygge fremtidig For

virrin®

2, og selv for at opfylde Navngiverens upaatvivlelige Hensigt. Dog

herom mere under det vedkommende Dyr.

Et femte Dyr, der i Störrelse og Farve synes at komme nærvæ-
rende Art meget ner, er Forfatternes Canis cancrivorus, eller Skovhunden
fra Cayenne; ja Prindsen af Neuwied erklærer den endog med Bestemt-
hed (Beit. zur Naturgeshichte von Brasil. IV p. 612) for identisk med
Azara’s Aguarachay. Virkelig passer Beskrivelsen, hvad Farven angaaer,
næsten fuldkommen paa den herlevende Art, derimod ere Proportionerne
aldeles forskjellige, for saa vidt Maalene og Tegningen, der existerer over
dette Dyr (Buff. Suppl. VII T. 58) fortjene mindste Tiltroe. Dens hele
Længde angives til 59 hvoraf Halen 11“, hvilket giver for den cayen-
niske Art en langt kortere Hale, hvad ogsaa Tegningen udviser. Ogsaa
er Halen hos denne sidste langt kortere behaaret, hvad ogsaa i Beskri-
velsen over den udtrykkelig bemærkes, hvilket fjerner den meget fra
Halen af den herlevende Art, men endnu merefra den af den paraguaiske
og giver den mere Udseendet af en Hundehale. Cuvier, der har under-
sågt dens Cranium, regner den til Chakalerne, hvori han er bleven efter-
fulgt af alle senere Forfattere, og hvormed ogsaa Dyrets Levemaade
stemmer overeens, da den skal trække om i smaa Flokke, et Træk, der
aldeles ikke passer paa noget af de övrige her sammenlignede Dyr. Jeg
nådes .derfor til, efter de forhaandenværende Materialier, at ansee Skov-
hunden fra Cajenne for en en egen, fra alle de her sammenlignede meget
forskjellig Art.

Endelig er af Hr. Martins nylig en Ræveart bleven opstillet, der
skal höre hjemme paa Oen Chiloe, ved Patagoniens Vestkyst, og som
ligeledes i sin almindelige Farvetegning kommer nærværende Årt nær;

19

men ogsaa her antyde Maalene en specifisk Forskjellighed, da han giver
den paa en Totallengde af 33” en Hale af ikkun 9”.

Af disse Sammenligninger troer jeg saaledes at kunne slutte, at
den herlevende Skovrev er forskjellig fra alle hidtil for Sydamerika be-
skrevne Arter af Hundesleglen*), og navnlig med Bestemthed fra C.
erancrivorus, C. cinereo-argenteus og Canis fulvipes, og at den kommer
nærmest til Azara’s Aguarachay og St. Hilaires Guarachä, fra hvilke
den imidlertid ifölge de forhaandenverende Beskrivelser synes at afvige
i de alt angivne Punkter, hvorfor jeg nödes til at opstille den som en
egen Art, for hvilken jeg foreslaaer Navnet Canis brasiliensis, der hidtil
blev brugt som Synonym til C. Azaræ, da det er den Art i Brasilien,

der kommer Azara’s Rev nermest.

Udbredning og Levemaade.

Om Griendserne for denne Arts Udbredning kan jeg intet be-
stemme med Vished. Den er forekommet mig saavel i Skovstriekningerne
paa Landets Rystkjede i Provindsen Rio de Janeiro, som i de adspredte
Skove i det indre Höiland i Provindsen Minas; dog er den overalt et
temmelig sjeldent Dyr. Da den ei tilföier Landmanden nogen væsentlig
Skade, ei heller dens Pels er synderlig skatteret, forfölges den ei af Bra-
silianerne, hvilke imidlertid ei undlade at dræbe den, naar de tilfeldigviis
stöde paa den, et System de fölge ved alle Pattedyr overhoved.

Dens Opholdssted er næsten udelukkende Skovene; kun sjelden
forlader den disse, og det blot for at jage langs Randen af dem, eller
for at begive sig fra den ene til den anden, eller vel og for at besöge
en eller anden Hönsegaard i Nerheden. Denne dens Forkjerlighed for
Skovene bestyrker endmere min Tvivl om dens Identitet med den para-

guaiske Art, hvilken efter Azara ogsaa skal forekomme i de trælüse Pam-

+) Chakalen fra Falklandsøerne, (Canis antarcticus aut.) er for afvigende til her at
komme i Betragtning,
C*

20

pas i Syden for la Plata Floden. Det er et natligt og eensomt Dyr, der
skyer Mennesket. Da den imidlertid er meget stærk af Bygning, er det en
farlig Modstander for Hundene, hvilke i Almindelighed ei vise stor Lyst
til at angribe den, og som ofte gaae stærkt forbidte fra Kampen. Dens
almindelige Navn i Brasilien er Cachorro do mato d.e. Skovhunden; i
de Egne, hvor tillige den fölgende Art forekommer, hvilken Brasilianerne
kalde Rapoza d.e. Rev, kaldes stundom hiin, paa Grund af sin Lighed
med denne, Rapoza do mato d.e. Skovræv, eller Rapozao d. e. den store
Ræv, men hvor der tales slet hen om Rapoza, forstaaes altid den fölgende
Art. I Brasilien besidder den aldeles intet Ry for Snildhed og List som
vor Ræv, ligesom det overhoved synes, at de indvandrede Portugisere ei

have bemærket nogen synderlig Lighed imellem disse to Dyr.

Anden Art. Canis fulvicaudus.

Hoved lille, Legeme og Lemmer noget spinkle ; hvidgraa, nedenunder
isabelguul; Underkjeve sort, Strube hvid; Lemmer nedentil okkergule ;
Hale reveréd og en Plet af samme Farve ovenpaa.

Hele Længde 32” 6, hvoraf Legemet 201” Halen 12”. Höide
12” 9. Alle Overdele og Siderne af Hovedet og Kroppen hvidgraa,
ethvert Haar ved Grunden graat, opad sort med et meget bredt hvidt
Baand nær ved Spidsen. Indfatningen om Oiet og Oret trækker i det
gule; bag Orene en stor Plet, dannet blot af okkergule Uldhaar. Paa
Bagsokken en mårk Indfatning.

Denne Art har ved förste Oiekast megen Lighed med den nest-_
fölgende, fra hvilken den adskiller sig ved ringere Væxt, stumpere Hoved,
forholdsviis meget stærkere Bygning, lysere, i det guulagtige faldende
Grundfarve, og endelig ved sin ræverôde Hale, Forskjellighederne i
Beenbygningen skulle paa deres Sted angives.

Dens Opholdssted er, som den félgende Arts, de aabne Hüisletter

i det Indre af Landet. Om dens Levemaade er mig for övrigt intet

an
videre bekjendt, dog forekommer den mig i denne Henseende at stemme
overeens i det Hele taget med den næstfülgende Art, med hvilken den
i Almindelighed forvexles af Brasilianerne, skjöndt flere Jægere have op-
fattet Forskjellighederne imellem dem og betegne denne ved Navnet Ra-

pozinha vermelhada d.e. den rüdlige lille Rev.

B. Pupillen uforanderligen rund, Chakaler,

Tredie Art. Canis vetulu m. T. XL.

Hoved lille; Krop og Lemmer spinkle. Foroven lys askegraa ; neden-
under isabelquul; Strube hvid; Underkjeve sort; Hals og Bryst graagule ;
Spidsen af Halen og en Plet paa dens övre Fjerdedeel sort; Lemmer ne-
dentil isabelgule; okkerguul Plet bag Öret.

Hele Længde fra Spidsen af Snuden til Enden af Halen 55“ 6”.
Halen 14% Hoved 5” 7 langt, 5% 9“ bredt paa det Bredeste. Fra
Spidsen af Snuden til Oiets Begyndelse 2” 2 Orene 2 9 höie,
2¢ 4 brede. Skeghaarene 1“ 6” lange.

Farve: Alle Overdelene bleg guulagtig graae; Underdelene lys
isabelgule. Pelsen bestaaer af to Slags Haar: meget fine Uldhaar, der
ere lidt krüllede, i den nedre Halvdeel graae, lysest ved Roden, i den
övre Halvdeel bles okkergule; og Börstehaar, der ere meget lengere,
stive og lige, nedentil hvidlige, oventil sorte med et bredt hvidt Baand
ei langt fra Spidsen. Overdelen og Siderne af Hovedet af samme Farve
som Kroppen ovenpaa og paa Siderne. Paa Ryggen af Næsen blive
Haarene stedse kortere fortil og henad mod den nögne Ende mörkere,
saa at de umiddelbart ved denne ere brune. Skæghaarene korte, sorte.
Den négne Rand af Oienlaagene, samt en nôgen Plet foran samme sort;
ligesom den négne Ende af Snuden. Iris bruun. En Plet af korte hvid-

live Haar, nooet over 1 Jane og næsten 1” bred, bedækker Overlæbens
6 » nog & 05 3 ’

22
Sider mod dens forreste Spids. Den forreste Deel af Struben fra Spidsen
af Underleben til noget bag Mundvigen ganske bedækket med matsorte
Haar, hvilke stige bagtil op om Randen af Overleben og ledsage denne
i en Strekning; mod Spidsen af Underlæben er Farven noget lysere og
falder mere i det brune. Den övrige Deel af Struben er hvid, hvilken
Farve stiger noget opad Siderne af Hovedet. Paa Strubens sorte Deel,
saavelsom bag’ Mundvigen, staae enkelte lange sorte Börster; flere finere
hvidlige staae adspredte i Læbernes hvide Haarbedækning. Orene ovale,
mod Enden noget spidsere tillöbende, selve Enden afrundet. Den bageste
Rand deler sig nedentil, som sædvanlig hos Hundesleeten, i to Rlapper,
hvilke indeslutte en nögen bruunlig Taske, der almindelig er besat med
Carapaler. Randene af denne Taske, hvoraf den forreste har et dybt Ind-
snit, ere besatte med hvide Haar; disse blive, idet de stige op ad Orets
hageste Rand, stedse mere okkergule, og den forreste Rand er txt besat med
Haar af denne Farve. For övrigt er den concave Flade af Oret beklædt
med hvidlige Haar, medens den convexe nedentil er beklædt med bleg
okkergule Uldhaar (uden Indblanding af Börstehaar), hvilke opad mod
Örets Spids blive mere og mere graabrune. Paa Siderne af Halsen fal-
der Farven mere i det guulagtige end paa den övrige Deel af Kroppen,
hvilket kommer deraf, at det hvide Baand paa Börstehaarene er noget
bredere og trekkende i isabelguult; ogsaa strækker denne graagule Farve
sig her helt ned over Underfladen. Fra Krydset af stiger et graat Baand
ned over Skulderbladene, hvilket bliver stedse bredere nedad til, og deler
sig her i to Arme, hvoraf den forreste danner med den fra den modsatte
Side et smalt Halsbaand over den nederste Deel af Halsen, medens den
bageste stiger ned ad den ydre og forreste Side af Forarmen, hvor den ender
kort ovenfor Haandroden med en mürkere Plet. Den indvendige Side
af Forarmen er reen bleg okkerguul, hvilken Farve paa den indvendige
Side af Overarmen stedse bliver blegere og mere indblandet med graat.

Hele Forbenet fra Haandroden til Spidsen af Fingrene fortil glindsende

25

isabelguul, med en bruun Plet paa Midten, bagtil okkerguul. Rlöerne
graabrune. Brystet lys graaguult, noget mere graat end Halsen. Bugen
isabelguul. Den indvendige Side af Laarene er af Ryggens og Sidernes
Farve, men bagtil gaaer denne Farve, noget ovenfor Halen, over i en
bruun Plet, hvorved Fodens okkergule Farve stikker mere af. Den ind-
vendige Side af Laaret er meget bleg isabelguul og indblandet med graat.
Foden, fra Halen af, er fortil isabelguul med et lidet halvmaaneformigt
bruunt Tverbaand kort ovenfor Txerne, bagtil okkerguul med et sortebruunt
Længdebaand langs den indre Rand, hvilket begynder kort ovenfor Fod-
saalens Callositet, og, bestandig smallere opad til, ender, inden det naaer
Helen. Halen er i den forreste Halvdeel af Kroppens Farve, i den bageste
Halvdeel sort. En glindsende sort Plet befinder sig paa den bageste
Side i dens överste Fjerdedeel.

De unge Dyr have alle Farverne noget lysere, og den sorte Plet
ovenpaa Halen kommer först tilsyne i en Alder af to Maaneder.

I Midten af October bragte man mig en Unge af denne Art, der
kunde vere tre Uger gammel. Den blev meget hurtig tam, og ledsagede
mig hvor jeg gik. Den var af et meget muntert Naturel, og æggede be-
standig de omgivende Personer til at lege med sig. Om Natten forholdt
den sig rolig, men om Dagen var den jevnlig i Bevegelse, iser om
Morgenen og Aftenen. Den aad al Slags animalsk Kost, saavel raa som
kogt og stegt; fangede med Behændighed Rotter og Muus samt större
Insekter, som Grashopper og Cicader; ogsaa opsögle den begjerligen de
store Hunner af de bladskjerende Myrer, naar disse Insekter sviermede;
den drak gjerne Melk, men rörte ei ved nogen Slags vegetabilsk Rost;
ikkun Sukker slikkede den med Velbehag. Den var af en modig Natur,
og frygtede ei Dyr, der vare langt större end den. Da den förste Gang
saae en Hund, sköd den Börster og knurrede, blev imidlertid snart for-
trolig med den, og spögede med den, og siden den Tid sögte den uden

Sky alle Hunde den fik i Sigte, hvilke stürstedelen skræmmedes ved det

uvante Syn og flygtede. Dens Gang var let og behændig som Kattens.
Efter kort Tids Forléb antog den snart alle Egenskaber af en Huushund ;
den tog venlig og spégende imod Hvide og velklædte Personer, men saae
skjevt til Negere og sletkledte. Dens Venlighed og Fortrolighed for-
svandt imidlertid pludselig, saasnart den havde faaet et Rov, og Rovdyret
stak da frem; den bevogtede sit Bytte bidsk og knurrende og tillod ingen
at nerme sig. En Dag bragte man mig en gammel Han-Brölabe, som
Jægeren lagde fra sig paa Gaden udenfor Huset. Min Chakal fik den
snarl opdaget, kastede sig med Raseri over den, slikkede Blodet af Saa-
rene, og vergede om den med en saadan Bidskhed, at ingen af de sam-
menstimlende Personer vovede at frarive den Byttet trods mine Opfor-
dringer. 'Tilsidst lykkedes det ved at give til Priis en Hat, som den ud-
øvede sit Raserie paa, at bortvende Brölaben, men saasnart den bemær-
kede Savnet af denne, styrtede den med en saadan Forbittrelse ind paa
den tætteste Hob af de sammenstimlede Tilskuere, at disse lébe derfra,
og det var et höist pudseerligt Syn, at see et lille Dyr af Störrelse som
en Rat at forfölge i stærkeste Lib en Flok af Voxne, Drenge og Bürn,
der stöiende og leende lübe ned ad Gaden.

Da jeg efter dens hele Udseende holdt den for en Ræv, blev jeg
ei lidet overrasket ved at bemerke, at dens Pupil ei trak sig sammen i
Form af en Linie imod Lyset; jeg iagttog den derfor nöie og med Op-
mærksomhed, men overbeviste mig om, at selv naar den seer lige imod
Solen, dens Pupil bibeholder aldeles uforandret den fuldkomneste Kreds-
form. Efterat jeg havde havt den een Maaned, maatte jeg foretage en
Reise, der fjernede mig et Par Uger fra Huset; efter Tyendets Udsigende
tabte den strax sin Munterhed, dens Appetit aftog, tilsidst vægrede den
sig ganske for at nyde noget, og da jeg kom bjem fandt jeg den i sit
sidste Aandedret. j

Et Par Unger, der ligeledes bragtes mig i October, lykkedes det
mig ei at opféde af Mangel paa Melk. De düde efter et Par Uger.

Om Dagen holdt de sig af Frygt for Mennesker rolige, om Natten pik
de omkring, uophörlig udstödende deres Skrig, der bestaaer i et 7 Gange
gjentaget noget skingrende Bief, der har nogen Lighed med en Hönes
Raglen, og hvormed de sandsynligviis havde til Hensigt at kalde paa Moderen.

Denne Art forekommer hyppigt paa de aabne Höisletter i Brasi-
liens Indre. Den söger sin Tilflugt, og bygger sin Rede, i en eller
anden af de talrige underjordiske Gange hvormed Bæltedyrene undermi-
nere disse Sletter. Den kaster to til tre Unger. Saavel om Dagen som
i maaneklare Netter gaaer den efter sin Föde, hvilken bestaaer i mindre
Arter af Pattedyr og Fugle samt större Insekter, mest Græshopper.
Den flyer Mennesket, dog, naar den gaaer med Unger, forsvarer den
disse med Raseri mod hvilkensomhelst Fiende. En troverdig Mand har
fortalt mig, at han engang, ved at ride over en Mark, blev anfaldet af
een af disse smaae Chakaler, der med et saadant Raseri sögte at spærre
ham Veien, at han saae sig nödsaget til at skyde den, for at befrie sig
og sit Dyr fra den besværlige Modstander.

Den kaldes af Brasilianerne slet hen Rapoza, d.e. Ræv; under
tiden, for at adskille den fra den frst beskrevne Art, betegnes den med
det speciellere Navn: Rapoza do campo d.e. Markræv eller Rapozinha
>: den lille Ræv, i Modsætning til hiin, der da hedder Rapoza do mato
eller Rapozao d.e. Skovræven eller den store Rev; men i Almindelighed
kalder Brasilianeren denne sidste Cachorro do mato eller Skovhunden og
hiin slet hen Rapoza eller Ræven.

Uagtet denne Art i det Hele taget er at ansee for et gavnligt
Dyr, der udrydder en stor Mengde for Landmanden skadeligt Kryb, som
Rotter, Muus, Græshopper o.s.v., undgaaer den dog ikke det alminde-
. lige Lod, der træffer de vildlevende Pattedyr i Almindelighed i Brasilien,
at maatte tjene til Skydeskive for Jegerens Gever, naar Leiligheden til-
fældigviis tilbyder sig. Dens Skind benyttes ikke.

Det synes, som alt ovenfor berért, at vere et Individ af denne

Basel natirant..og mathem, Ah. SE Deel. D

26

Art, der har lagt til Grund for Prindsen af Neuwieds Beskrivelse af hans
Canis Azare, hvilken han holder for identisk med den paraguaiske Art,
og med hvilken han tillige, vad Angivelsen af Levemaaden, forvexler den
anden herlevende, férst beskrevne Art, C. brasiliensis. Denne dobbelte
Forvexling har alt medfört betydelige Forvirringer i Systemerne. Saaledes
have Fischer og Reichenbach under Canis Azaræ, (et Navn der vistnok
efter Prindsens Hensigt skulde udtrykke den af Azara först beskrevne
Art) istedet for den Azaraske Beskrivelse, der dog burde for en Sikker-
heds Skyld legges til Grund, benyttet den Neuwiedske, hvoraf er bleven
Fölgen, at en brasiliansk Chakal der ei findes i Paraquai, og som Azara
ei har kjendt, er traadt istedet for en paraguaisk Rev, som sandsynligviis
ei findes i Brasilien. Til Oplysning af denne paraguaiske eller Azaraske
Rev föier Reichenbach to Tegninger, hvoraf den ene (taget af Prindsen
af Neuwieds Abbild. zur Naturg. Bras.) forestiller en Chakal fra Brasi-
lien, den anden (taget af Azaras Atlas) en Rev fra Nordamerika. Da
Prindsen af Neuwieds Afbildning, formodentlig, paa Grund af at vere
gjort efter et udstoppet Skind, er endeel feilfuld, især i Proportionerne,
har jeg vedfüiet en 'Tegning, udkastet efter et levende og udfört efter et
friskt skudt Exemplar.

Denne Art adskiller sig fra den foregaaende ved större Væxt,
slankere Bygning, spidsere Snude, og endelig ved Farven, iser af Halen;
med C. brasiliensis lader den sig ei forvexle, da Forskjellighederne saavel
i Bygningen som i Farven ere meget ‘betydelige. Medens C. vetulus er
et spinkelt, slankt, höi- og tyndbenet Dyr, med et lidet Hoved, meget
spids Snude og lang Hale, er C. brasiliensis et sterkt bygget, undersæt-
sigt Dyr, med kortere og sverere Lemmer, stérre Hoved og kortere
Hale; især udmærker Halsen sig ved dens betydelige Styrke, saa at den .
endog er tykkere end selve Hovedet; men det hvorved de endog i lang
Afstand let kjendes fra hinanden er Farven, der hos C. vetulus falder i

det hvidlige, hos C. brasiliensis i det sorte.

27

Osteologisk Sammenligning

imellem Canis brasiliensis, C. vetulus og ©. fulvicaudus.

Skeletterne, der ere brugte til Sammenligning, ere af fuldkomment udvoxne, det af €,
fulvicaudus endog af et meget gammelt Individ,

Hovedskallen af C. brasiliensis, seet ovenfra Tab. XLII; af det
yngre Dyr Fig. 1; af det gamle Fig. 2. Samme seet fra Siden Fig. 5.
Samme af C. vetulus Fig. 4 og 5. Samme af C. fulvicaudus Tab.
XLIII Fig. 4 og 5.

Det förste der falder i Oinene, er den store Forskjel i den ab-
solute Störrelse. Den hele Længde fra Forranden af Skæretændernes
Alveolarrand til Randen af Baghovedkammen er hos den förste af disse
tre Arter 0,159; hos den anden 0,115, rg hos den tredie 0,096. Aag-
buerne gaae hos den förste jævnt ud fra Hovedet fortil, saa at det hele
Hoved, seet ovenfra, faaer en triangulair Form, medens de hos de to
sidste, og iser hos C. fulvicaudus, gaae i deres forreste Ende pludselig ud
fra Hovedet, saa at dette synes som pludselig indsnævret foran Roden
af Aagbuen. Hos C. fulvicaudus bue de sig meget stærkere ud fra Ho-
vedet, end hos de to andre Arter, som fölgende Maal vise. Den störste
Brede af Hovedet over Aagbuerne hos C. brasiliensis er 0,077, hos C.
vetulus 0,061 og hos den meget mindre C. fulvicaudus ligeledes 0,064.
Snuden er stærkest forlænget hos C. brasiliensis, og derpaa i aftagende
Progression gjennem C. vetulus og C. fulvicaudus. Deler man derfor
Hovedskallen i to Dele, hvoraf den ene regnes fra den forreste Ende til
midt imellem de to Oienbrynfremspringninger (processus postorbitales
Cuv.), den anden fra dette Punkt til den bageste Ende, da forholde hos
de tre Arter diste to Afdelinger sig saaledes til hinanden. Hos C. bra-
siliensis er förste Afdeling 0,082, anden 0,062, hos C. vetulus förste

0,066, anden 0,055; hos €. fulvicaudus förste 0,057, anden 0,052, hvilket
D*

28

giver som Forhold af den bageste Afdeling til den forreste for förste Art 1:
4,52, for anden 1: 1,20 og for tredie 1: 1,10. Ikke alene at Aagbuerne
staae sterkere ud hos C. fulvicaudus end hos de andre to Arter, men
selve Buen er hos hiin Art sterkere end hos disse, idet Breden af hver
enkelt Bue, er, selv absolut, betydeligere end hos den större Art C. vetulus.

Panden er tvers over Oienbrynfortsettelserne noget mere hvælvet
hos C. brasiliensis og C. vetulus, og disse Fortsættelser selv stige derfor
noget mere ned; hos C. fulvicaudus er Panden her noget mere fladtrykt,
og de nævnte Fortsættelser gaae mere lige ud til Siden; ogsaa ere de
hos denne sidste forsynede med et svagt Indtryk ved deres indre Side, et
Indtryk, som Cuvier angiver som eiendommeliot for Rævene, og hvilket
ganske mangler hos C. brasiliensis og C. vetulus. Tévrigt maa jeg be-
mærke, at Pandens Hvelving tildeels afhænger af Alderen, da den hos
ynere Dyr er sterkere, og efterhaanden aftager med Alderen.

I Dannelsen af Tinding- og Issekammene ere de tre Arter endeel
forskjellige fra hinanden, og denne Deel af Craniet afgiver let opfattelige
Kjeudetegn til at adskille dem indbyrdes, hvorved det dog bliver nödven-
digt, nöie at opfatte de Forandringer, disse Kamme gjennemlöbe i de for-
skjellige Aldersperioder. Jeg betragter först det unge, men fuldkomment
udvoxne Dyr. Hos C. vetulus forene sig de tvende Tindingkamme me-
get hurtigt med hinanden, nemlig ved Begyndelsen af Issebenene, og löbe
nu som et smalt Baand langs Sammenfüiningen af disse Been, til de
måde Spidsen af Baghovedbenet, hvor de reise sig i Form af en Kam.
Hos de to andre Arter derimod löbe Tindingkammene en langt lengere
Strekning bagtil adskilte fra hinanden, men bestandig nærmende sig
samme til de först forene sig ved Baghovedbenet. Det Mellemrum,
de efterlade imellem sig i deres Forlöb over Issebenene, danner derfor
et Baand, der er bredere i sin forreste Ende, og bliver bestandig smallere
bagtil, medens det hos den foregaaende Art er linieformigt og lige

smalt overalt.

29

Fra Siderne af dette Baand udgaae nu med Alderen de Udbred-
ninger, hvorved det efterhaanden forvandles til en glat Plade i Form
af en Lyre, skjéndt med nogle Modificationer hos de forskjellige Arter.
Hos C. brasiliensis er denne Plade meget bredere fortil end hos de to
andre Arter, og smallest er den hos C. vetulus; bagtil derimod er den
hos de to sidste Arter mere afrundet, hvorimod den hos C. brasiliensis
léber spidsere til.

Underl;jeven frembyder, foruden den meget iöinefaldende Forskjel
i Störrelse, den Hovedforskjellighed, at hos C. brasiliensis er den nedre
Rand nesten lige, derimod hos de to andre svagt buet, hvorfor denne
Rand bagtil böier sig pludselig opad hos den förste, derimod mere jevnt
hos de to sidste. C. vetulus og C. fulvicaudus adskilles let fra hinanden
derved, at hos denne sidste Underkjæven er forholdsviis kortere og hôiere,
som fölgende Udmaaling udvise:

Hos C. brasiliensis er Underkjeven 0,108 lang, 0,015 hii,

— vetulus — — 0,086 — 0,012 —

— fulvicaudus — — 0,075 — 0,012 —

Lengden er maalt fra Skæretændernes Alveolarrand til Enden af
den bageste Fremspringning, Höiden under Midten af Kjödtanden. En
anden Charakteer, hvorved C. brasiliensis adskiller sig fra de to andre
Arter, er, at den bageste Fremspringning er meget bredere.

Tænderne ere hos C. brasiliensis meget större end hos de to an-
dre Arter, og afvige desuden i fölgende Punkter: Skæretænderne ere
svagere trelappede (hvilket Cuvier angiver som en Charakteer for Ræ-
vene). Rovtanden saavel i Over- som Underkjeven mere langtrukken,
derimod de knudrede Kindtænder i Overkjæven bredere paa tvers. C.
fulvicaudus adskiller sig fra de to andre derved, at dens Tænder ere
trængte tættere til hinanden, og at den tredie Spidstand i Overkjæven har
paa sin bageste Rand to Takker, medens den hos de to andre Arter kun

har een, endelig at den fjerde Spidstand i Underkjeven har en Tak paa

pe

sin forreste Rand, hvilken mangler paa de to andre. Den tredie Spidstand
i Underkjeven har hos C. brasiliensis og C. fulvicaudus to Takker paa
bageste Rand, hos C. vetulus kun een.

Den övrige Deel af Skelettet. Den langt större Styrke af Halsen
hos C. brasiliensis end hos €. vetulus viser sig paafaldende i Störrelsen
af Halshvirvlerne. Medens Forskjellen i Totallengden imellem disse to
Arter er saare ubetydelig, ere Halshvirvlerne hos hiin meget större, som
filgende Maal af epistrophus vise:

Dens Længde hos C. brasiliens. 0,046, C. vetul. 0,055, C. fulvicaud. 0,032.
— Brede — — — 0,028, — 0,020, — — 0,019.

Hos C. vetulus er den forholdsviis lengere og tyndere end hos
de to andre Arter. De fölgende Halshvirvler ere hos C. brasiliensis for-
holdsviis kortere og stærkere end hos de to andre, og have en hüiere
Kam eller Form, hvilken hos C. fulvicaudus er svagest. Hos denne
sidste helde Ryghvirvlernes Fornfortsættelser meget stærkt bagtil, mindre
hos G: vetulus, mindst hos C. brasiliensis. Lendehvirvlerne hos C. vetulus
udmerke sig ved serdeles Smalhed eg Spinkelhed, saa at de hos den
mindre Art C. fulvicaudus ere ligesaa store og stærkere byggede; hos
C. brasiliensis ere de forholdsviis meget sterkere. Alle tre Arter have
25 Halehvirvler, hvoraf de 5 sidste ere ligesom forkrüblede. Hos C.
vetulus ere Ledene længst og tyndest; hos C. brasiliensis kortest og tyk-
lest. Hos C. vetulus og fulvicaudus viser sig fra 8de Halehvirvel af, en
fremspringende Plade fortil paa Siden af Legemet (Side- eller Tverfort-
sættelsen: processus transversus), hvilken mangler hos C. brasiliensis
(denne T'verfortsættelse findes og hos Hunden og Palæocyon troglodytes).
Skulderbladet har hos alle tre Arter et fremspringende Hjörne paa forreste
Rand noget ovenfor Midten; det er bredest og har den forreste Rand mest
buet hos C. brasiliensis; hos C. vetulus er det smalest og har forreste
Rand mindst buet; C. fulvicaudus staaer i disse Henseender midt i mel-

lem begge. I Bygningen og Proportionerne af Lemmernes lange Rör-

knokler, viser sig en meget iöinefaldende Forskjel imellem de tre om-
handlede Arter. Hos C. vetulus ere de nôiagtig af samme Længde som
hos C. brasiliensis, ja Skinnebenet er endog 4 lengere, medens Tykkelsen
knap er mere end Halvdelen af den hos hiin Art. ©. fulvicaudus staaer
med en betydelig ringere absolut Stérrelse, i Proportionerne af denne

Deel af Skelettet imellem begge, dog nærmere ved C vetulus.

§ 2.
Fossile Arter, henhörende til denne Underafdeling af Hundeslegten.

I fossil Tilstand ere mig forekomne i de herværende Hulers Jord-
. nedlag Levninger af tre Arter af Hundeslegten, der vise mere eller
mindre Overeensstemmelse med de tre nysbeskrevne nulevende Arter.
Den förste af disse synes at komme meget nær til den störste af
de nulevende Arter, Canis brasiliensis, hvilken den dog overtreffer i
Stürrelse og sverere Proportioner. Jeg besidder af den en höire Under-
kjæve, der viser at hidrôre fra et ungt Dyr; desuagtet er den större, end
Kjæven af flere udvoxne og gamle Individuer af C. brasiliensis og ligeledes
hver enkelt Tand; den har den nedre Rand lige, som hos C. brasiliensis,
men er forholdsviis tykkere, og paa den udvendige Side mere convex end
denne; ogsaa er Tandhullet for den sidste Knusetand meget större hos den
fossile. Endeel Tender, som jeg henförer til denne Art, vise sig constant
större og Hugtenderne tykkere end de tilsvarende af C. brasiliensis, ligesom
Skæretænderne paa den fossile have dybere indskaarne Lapper, end hos
den nulevende Art. Endelig besidder jeg et venstre Laarbeen, der uagtet
hidrörende fra et ganske ungt, endnu epiphyseret Individ, dog har nöi-
agtig samme Maal som hos gamle Individuer af C. brasiliensis. Disse
Levninger, der hidröre fra Hulerne Lapa da pedra dos Indios Nr. 1 og
Lapa do Bahu*) synes saaledes at hentyde paa en uddöd Art af Hunde-

*) For at undgaae unödvendige Gjentagelser, ved at anfore for enhver af de fossile
Arter de andre Dyr, i Selskab med hvilke dens Levninger ere forckomne, angiver

slegten, meget lig den nulevende C. brasiliensis, men noget större end
denne og noget forskjellig i Detaillen af sin Bygning.

Den anden Art grunder sig fornemmelig paa den T, XVII
Fig. S—10 afbildede Underkjæve (fra Lapa d’ Anna Felicia), der hid-
rörer fra et gammelt Individ, som Tændernes afslidte Tilstand udviser.
Lengden af Tandrekken fra den anden Spidstand af er 0,051. Dette
Maal er hos C. brasiliensis 0,052, hos C. vetulus 0,042, og hos C. ful-
vicaudus 0,057. Den fossile Art var altsaa af Stürrelse som C. brasili-
ensis, eller lidet mindre, derimod betydelig större end de to andre Arter.
I Formen derimod afviger den ganske fra hiin, og stemmer med disse,
forsaavidt som den nedre Rand ei er ret, men svagt buet, og Overgan-
gen i den bageste opadstigende Deel ei skeer med en pludselig Böining,
men i en jevn Overgang. Ogsaa hælder den forreste Rand af den opad-
stigende Arm sterkt bagtil, som hos de to sidste, og stiger ei lodret i
Veiret, som hos den förste. Som en Folge af det lige Forlöb af den ne-
derste Rand hos C. brasiliensis er Underkjæven bagtil meget höiere end
fortil, medens den hos de to andre Arter, paa Grund af den nederste
Rands Büiniog bevarer omtrent den samme Höide overalt; dette sidste er
ogsaa Tilfældet med den fossile. Den udvendige Side er concav, den
indre convex. Dette er omvendt hos de tre nulevende Arter, hvor den
ydre Side er convex, den indre plan. Ikkun hos C. vetulus og fulvicau-
dus findes et svagt Spor til en Længdefordybning paa den udvendige
Side umiddelbart under den överste Rand.

Hvad Formen af Tænderne angaaer, da stemmer den overeens med
C. brasiliensis og C. fulvicaudus deri, at den tredie Spidstand har to
Takker paa sin bageste Rand, medens den hos C. vetulus ikkun har een.

jeg blot Hulen eller Hulerne i hvilken de ere fundne, og ved Slutningen af Af-
handlingen vedföies en Fortegnelse paa de angivne Huler med Anforelse af alle de
i enhver af dem fundne Arter, hvorved Læseren sættes i Stand til, ved enhver fo-
rekommende Art, at kunne eftersee de öyrige, der ere fundne sammen med den.

Den fjerde Spidstand mangler Takker paa den forreste Rand, der udmærker
C. fulvicaudus, hvori den fossile stemmer overeens med C. brasiliensis
og C. vetulus. Det fremgaaer af denne Sammenligning, at den fossile
Kjæve har tilhört et Dyr, forskjelligt fra de nulevende Arter, hvormed
den er bleven sammenlignet, og af Stürrelse noget mindre end C. bra-
siliensis, men mærkelig stürre end de to andre Arter.

Disse Slutninger ere blevne bestyrkede ved et Stykke af en venstre
Overkjæve (fra Lapa da pedra dos Indios Nr. 4), der viser sig noget
mindre end det tilsvarende hos ©. brasiliensis, derimod mærkelig større
end hos de to andre Arter, og i Formen af Tænderne forskjellig fra
Canis brasiliensis derved, at den förste Knusetand er mindre, og i sin
indre Deel böiet tilbage, medens den hos hiin er större og gaaer lige
ind paa tvers.

Endelig har jeg i en Hule, til hvilken Vandet af en udenfor lig-
gende Landsö har sit Indlöb, og i hvilken Levninger af uddöde og nu-
levende Dyrearter laae udspredte imellem hinanden (Lapa da Lagoa do
Sumidouro), fundet Dele af Skelettet af en Art af Hundeslegten, der i
Hovedsagen stemme overeens med de tilsvarende af C. fulvicaudus.
Disse Rnokler ere af et metallisk glindsende, bronceagtigt Udseende, og
af næsten metallisk Klang, saa at de i alle Tilfælde ere af en höi Alder,
men hvorvidt Dyret, hvorfra de hidrüre, var forskjelligt fra den nulevende
C. fulvicaudus, tår jeg ikke afgjåre.

Af detre her omhandlede Arter, antyde de to förste alt ved deres
Forekomstforholde sig som uomtvisteligen samtidige med endeel uddüde
Dyreformer; ogsaa er det viist, at de begge, men fornemmelig den anden,
tilstrækkelisen afvige fra de nulevende Arter, saa at vi ledes til at erkjende
dem for eiendommelige, en tidligere Jordperiode tilhörende, nu uddöde
Arter. For den förste af dem foreslaaer jeg Artsnavnet Canis robustior,
for at antyde dens Forhold til den nærgrændsende nulevende Art: ©. bra-
siliensis; den anden er alt optaget i de tidligere Fortegnelser under Nav-

id, Sel, naturvid. og mathem, Afh XI Deel. E

Så

net Canis protalopex. Hvad den tredie Art angaaer, da tillader hverken
Localiteten, under hvilken dens Knokler ere fundne, at aføjåre med Be-
stemthed, om den har levet samtidig med nu uddåde Dyreformer, skjündt
disses Udseende i alle Tilfælde vidne om en meget håi Alder, ei heller
dens osteologiske Undersügelse at bestemme med Sikkerhed, hvorvidt
Dyret, de tilhérte, var identisk med den nulevende Canis fulvicaudus,
eller ei. Jeg anförer den derfor med Spörgsmaalstegn og uden Num-
mer paa Listen af de fossile Arter, ‘og tillægger den indtil videre intet

særegent Navn.

Anden Underafdeling: Hjerneskal uden fremspringende Issekam.

Canis jubatus Desm.

Den betydelige Stürrelse, som denne Art opnaaer, har forskaffet
den, i de zoologiske Lærebüger, Navnet af den brasilianske Ulv, et Navn,
der i alle andre Henseender ikkun finder en meget uegentlig Anvendelse
paa den. Saavel i Tandbygningen, som i den hele ydre Form og i Le-
vemaade afviger den aldeles fra dette glubske Rovdyr, og indtager sin
Plads i den modsatte Udviklingsrække af Hundeslegten. Den knusende
Deel af Tandsystemet er den, der har den fremhersken Udvikling, medens
den skærende Deel er tilbagetrængt, Forholde, der nærmere skulle blive
udviklede i den paafölgende osteologiske Sammenligning imellem dette
Dyr og den europæiske Ulv.

I hele den ydre Form er der næsten intet, der minder om Ulven.
De meget hôie og smekkre Been, den lange Hals, det lille Hoved og den
spidse Snude giver den et meget forskjelligt Udseende, og denne Forskjel
vedligeholder sig i dens hele Holdning, ja selv i dens Gang. Guaraen
er i Almindelighed mager og slet næret, dens Gang eller Löben er
ligesom vaklende og usikker, ja umiddelbart efter at den har reist sig

fra sit Leie endog haltende. Alle disse Trak hentyde paa et Dyr af

55

langt svagere og mindre frygteligt Naturel end vor Ulv, og Guaraen
modsiger ei heller Rigtigheden af denne Slutning ved sin Levemaade.

Det er i Regelen et uskadeligt Dyr for al Slags Avl. Vel hæn-
der det undertiden, at Ømstændighederne drive et og andet Individ til at
forgribe sig paa et Lam, og at et förste lykket Forsög har kunnet op-
muntre til flere, ja et Exempel er mig endog bekjendt, hvor en Land-
mand har seet sin hele Foreavl gaae til Grunde ved dette Dyrs Forföl-
gelser; ogsaa er det vist, at den i enkelte Tilfælde forgriber sig paa ny-
fødte Kalve, men alle saadanne Tilfælde höre til Undtagelserne, og kunne
neppe finde Plads i en almindelig Skildring af dette Dyrs Levemaade.
Dens Feighed og Frygtsomhed fjerner den i Almindelighed fra Men-
neskets Vaaninger, og af den Grund kan den ei heller blive farlig for
Fjærkræet, hvilket den ellers sandsynligviis ei vilde skaane naar Leilig-
heden tilbåd sig.

Intet Exempel er bekjendt, at Guaraen nogensinde har angrebet
et Menneske i hvilkensomhelst Alder. Bemærker den samme i Tide, flyer
den; seer den sig pludselig overrasket, reiser den Börster, viser Tender
: og knurrer, men selv angrebet eller saaret ved Skud eller paa anden
Maade værger den sig ei, men söger sin Redning ved Flugten. Den
samme Frygt den viser for Mennesket, viser den ogsaa for dennes Led-
sager, Hunden. Gjéen af den mindste Hund jager den paa Flugten;
imidlertid nære de fleste Hunde en ligesaa stor Frygt for den, eller i det
mindste Ulyst til at forfölge dens Spor. Seer den sig paa Flugten for
disse berövet al Udsigt til Redning, da söger den et Rygstöd imod Rlip-
per, Træer eller tæt Krat og værger sig da med Fortvivlelse og ei uden
Held imod disse, der forresten lade dens Aadsel urört.

Hvori dette usle Dyrs Næring egentlig bestaaer, er lidet bekjendt.
Efter dets Excrementer at slutte, udgjör Frugten af en Art træagtig Nat-
skygge (Solanum lycocarpum A.St. H), hvilken af den Aarsag af Bra-

silianerne har faaet Navnet: Fruta de lobo, eller Ulvefrugt, Hovedbe-

E*

standdelen af samme*). Nest efter denne Frugt synes Grieshopper at
indtage den vigtigste Plads, hvoraf man ligeledes som oftest finder Spor
i dens Excrementer, Den jager forresten alle Arter af smaa Pattedyr
og af hönseagtige Fugle, og forfölger deres Spor med samme Hurtighed
og Sikkerhed som en Stöverhund, imidlertid synes disse ikkun at udgjöre
en mere tilfældig Bestanddeel af dens Nering. En ivrig Jeger, der
ofiere har havt Leilighed til at skyde dette Dyr, har berettet mig, at han
altid har fundet dens Tarmekanal tom, og ikkun indeholdende Stykker af
Kul, hvoraf jeg slutter at den, plaget af Hunger, som dens Feighed hyp-
pig maa udsætte den for, begnaver Barken af Campostræerne, hvis
Overflade, paa Grund af den aarlige Markbrand, stedse er forkullet.
Ogsaa i Sukkerplantagerne lister den sig undertiden ind og begnaver
Sukkerrürene.

Flere Forsög ere mig bekjendte, der have været gjorte for at
temme dette Dyr. Det vænnes med Lethed til Huset, og söger ei siden
at undflye, men da det er et sörgeligt, lumskt og skye Dyr, der ei viser
nogensomhelst Hengivenhed mod den, som pleier det, og da det desuden
paa ingen Maade lader sig vænne af med at dræbe det mindre Huuskræ,
ere alle blevne kjede af Forsöget, og have tilsidst seet sig nödsaget til
at skille sig ved deres utaknemmelige Gjæst. I tam Tilstand æder den
alle Slags Smaadyr man kaster for den, selv Slanger; dog giver den
Ulvefrugten Fortrin for alt andet. Ogsaa andre Frugter, som Oranger
0.5. v. og Sukkerrér æder den gjerne,

Det sees heraf, at Guaraen ved sin Levemaade bekræfter de Slut-

+) I et senere Brev dat, 15de Januar 1843 har Forfatteren meddeelt fölgende Efter-
retninger om dette Dyrs Næringsmidler: „da jeg har en levende Guara (Canis juba-
tus) à mit Huus, kan jeg nu télfoie nogle Bidrag til dens Levemaade, Den afviger vir-
keligt fra alle bekjendte Arter af Hundeslægten ved sin Forkjerlighed for vegeta-
bilsk Føde. Dens kjwreste Spise ere alle Slays Frugter, som Ananas, Meloner,
Vandmeloner, men fremfor alt Bananer (Frugten af Musa paradisiaca) og Frugten
af Solanum lycocarpum.”

ninger, der lade sig uddrage af Betragtningen af dens Tandsystem, at
den nemlig hörer til de mindst kjüdædende Arter af Hundeslægten. Ja
det synes endog, at den ei er istand til at fordöie det fastere Kjåd af
de större Pattedyr. Azara beretter om et tamt Individ, der döde fordi
det ei kunde fordöie raat Oxekjöd, og Rengger meddeler et lignende
Forsög med dette Neringsstof, hvilket den vel slugte men kastede op
igjen ufordüiet. Dens Opholdssted er de aabne eller med tynd Kratskov
bedækkede Sletter i det Indre af hele det varmere Amerika. At den
fortrinsviis skulde söge sumpige Egne, som Rengger angiver, er mig ei
bekjendt for Brasilien, men i alle Tilfælde forekommer mig Azara’s Er-
klering overdreven, at den i Paraguai udelukkende opholder sig i Sumpe
og paa oversvômmede Steder. Det synes at denne sidste Forfatter har
ladet sig henrive formeget af sin forudfattede Idee om Identiteten af
hans Aguaraguazu med Barreres Roupara eller Rrabbehunden fra Ca-
yenne, en Forvexling, der kun kan forklares af Azara’s isolerede Stilling
og hans Tilbüielighed til at gjenkjende sine paraguaiske Arter i ethvert
Dyr hos Buffon, der blot viste et eller andet Overeensstemmelsestrek med
de af ham beskrevne*). Til Fordeel for denne Idee antog Azara, at
ogsaa Guaraen fornemmelig levede af Krabber, som den opsöger i Sum-
pene, men dette betvivles med Rette af Rengger, der benegter Tilværelsen
af disse Krustaceer i Sumpene i Paraguai, ligesom ogsaa Prindsen af Neu-
wied meget rigtig har bemærket det samme for Hiisletterne i Brasilien.
Den gaaer efter sin Féde saavel om Dagen som om Natten iser
i maaneklare Netter, hvor man da hörer dens forunderlige fjerntlydende
Skrig, hvilket bestaaer i tre afbrudte Lyd, der omtrent udtrykkes ved

+'8Selv den indiske Jagdleopard (Gueparden, Felis jubata), trods dens fjerne Fædreland
og dens Stilling?i Watteslegten, gaaer ei fri for at trækkes ind i Kredsen af de
efter hans Mening [med hans Aguaraguazu afgjort identiske Arter, paa Grund af
dens Manke, og Buflon maa hore dröie Ord for, at han har ladet sig fore bag Lyset
af Pelshandlerne, der have bemalet hans Aguaraguazuskind med Pletter for at give
dem en hoiere Priis, og saaledes forvandlet dem til Guepardskind.

dens guaranitiske Navn A-gua-ra, af hvilket aabenbart den brasilianske
Benevnelse ,,Guara” ikkun er en Modification, Tillegsordet guazu (den
store), hvormed den i Paraguay betegnes til Adskillelse fra den mindre
Aguara-chay (Canis Azaræ), er i Brasilien gaaet af Brug, da ingen For-
vexling her kan finde Sted ved Mangelen af den sidste Beiævnelse. De
portugisiske Indvandrede overförte paa den, paa Grund af dens Störrelse,
Navnet Lobo (Ulven), hvilken Benævnelse for Tiden bruges aldeles ifleng
med det indiandke Navn Guard.

Guaraen forfölges vel egentligen ei af Brasilianerne, hvilke dog
ei lade nogen Leilighed gaae forbi, hvor de tilfældigviis træffe paa den
til at dræbe den, deels i Overeensstemmelse med deres almindelige Ud-
ryddelsessystem af alle stérre vildtlevende Pattedyrarter, deels for at be-
nytte dens Skind, der afgiver fortræffelige Saddeldækkener, samt dens
Hugtender, der bæres som formeentlig virksomme Amuleter imod Slan-
gebid.

… Jeg kan ikke slutte dette Dyrs Naturhistorie uden at omtale et
Factum, der er bleven mig berettet af sagkyndige Jegere, som grundet
paa egne Erfaringer, nemlig at Guaraen i tam Tilstand parrer sig med
Huushunden, og at ved denne Krydsning fremkomme Bastarder, der
vel ere fortrinlige Jagdhunde, men dog af Brasilianerne skattes ringe i
denne Egenskab, paa Grund af at de mangle Evnen at kunne gjöe, og
fülgelig Jegeren sættes ud af Stand til at erfare naar og hvor de have
opjaget noget Vildt. Hvo tænker ikke herved paa de stumme Hunde,
som ved Erobringen af Amerika paa flere Steder forefandtes hos Ind-
vaanerne? Imidlertid tilstaaer jeg, at jeg ei kan undertrykke min Tvivl
om Rigtigheden af dette Factum paa Grund af den ei ubetydelige Afstand,
hvori disse to Dyr befinde sig fra hinanden i de væsentligere Punkter af
deres Organisation, Tvivl, som kun egne umiddelbare Iagttagelser, eller
aldeles upaatvivlelige Erfaringer af fordomsfrie Mænd kunne hæve.

59

Osteologisk Sammenligning
imellem Guaraen, Ulven og Hunden.

I Bygningen af Craniet saavelsom i Tandsystemet viser Guaraen
meget betydelige Forskjelligheder fra Ulven og Hunden. De vigtigste
ere fölgende: 4°, er Craniet hos Guaraen mindre; Totallengden fra Skæ-
retændernes Alveolarrand til Enden af Baghovedkammen er 0,240, hos
Ulven 0,250*), til Forranden af Baghovedhullet 0,210, Ulven 0,220.
2°. er hos Guaraen Snuden langt mere forlenget, som fölgende Maal
udvise: Fra forreste Ende til midt imellem Oienbrynfortsættelserne, Ulven
0,140, Guaraen 0,145; fra sidstnævnte Punkt til Enden af Baghoved-
kammen, Ulven 0,150, Guaraen 0,106; 5°, Aagbuen springer hos Gua-
raen stærkere ud fra Hovedet, især i forreste Ende, end hos Ulven og
Hunden, hvor det er selve Kjæven, der bagtil bliver pludselig bredere,
og udsender Aagbuen næsten i samme Flugt; derimod er selve Aagbuen
smalere hos Guaraen; 4°, Underkjæven er hos Guaraen smalere og mere
lige, saa at dens underste Rand er mindre buet, iser bagtil, hvor den hos
Ulven og Hundeu gjør en stærk Böining opad ved Overgangen til den
opadstigende Green. Denne er hos Guaraen bredere forfra bagtil.
Den överste Rand stiger i sin bageste Deel, hvor den indeholder Knusetæn-
derne, hos Hunden stærkere opad, og den hele Rjæve, seet ovenfra, dan-
ner hos Hunden en stærkere $ formig Böining.

Tænderne vise meget kjendelige Forskjelligheder, hvorved er at
bemerke: 4°, at hvor Guaraen afviger fra Ulven og Hunden, er det for
at knytte sig til de herlevende mindre Arter af Hundeslegten, C. brasi-
liensis, vetulus og fulvicaudus, hvilke den virkelig, hvad Tandsystemet
angaaer, fuldkomment gjengiver i en större Maalestok, og 5°, at alle

Forskjellighederne af Guaraens Tandsystem fra Ulvens og Hundens paae

*) Maalene af Guaraen ere tagne efter to udvoxne Individuer; de af Ulven efter Cu-
vier’s Oss, foss, 2 Ed, IV p. 459.

FRE

ud paa at gjøre det mindre morderiskt, mindre skikket til Rjüdnæring
og mere til Planteföde. De vigtigste Forskjelligheder ere fülgende : 4°
De to knudrede Kindtender i Overkjæven ere hos Guaraen forholdsviis
stérre, ndiagtig som hos de tre mindre herlevende Arter af Hundeslegten.
Den forreste er ligesaa bred som Rovtanden er lang, og den bageste er
kun 2, kortere. Hos Hunden derimod er den forreste af samme relative
Størrelse, som den bageste hos Guaraen, nemlig „% kortere paa tvers end
Rovtanden er lang, den bageste derimod meget mindre, nemlig ikkun 7%
af Rovtandens Længde.. Sammenlignes de brasilianske Arter af Hun-
deslegten indbyrdes med Hensyn til det relative Störrelsesforhold af Rov-
tanden og den forreste Knusetand, da faaes fölgende Scala:

(Rovtanden er maalt langs den yderste Rand; Knusetandens

Længde ligesaa, dens Brede tvers over Midten).

Lengde | Brede af
Længde af forreste Bee forrest
af Rov- | Forhold, | af Rov- | este | Forhold.
Knuse- Kausc-
tanden, tanden.
tand, tand.
C. fulvicaudus. 0,008 |0,008 (1: 1,000] 0,008 | 0,009 |1: 1,065
_ brasiliensis. (0,012 0,014 1: 0,91710,012 | 0,012 |1: 1,000
ee 0,009 0,008 1: 0,888] 0,009 | 0,009 (1: 1,000
- jubatus. 0,019 0,015 1: 0,789] 0,019 | 0,017 11: 0,895
- familiaris. 0,017 0,011 1: 0,647] 0,017 | 0,012 1: 0,706
Palæocyon troglodytes.| 0,028 0,016 (1: 0,571] 0,028 | 0,019 11: 0,678

Foruden den större Brede er den Forreste knudrede Rindtand hos
Guaraen ogsaa længere end hos Ulven og Hunden, maalt ved den ydre
Rand, og denne Rand forlåber paralel med Hovedets Længdeaxe, medens
den” hos Ulven og Hunden gjör en Vinkel med samme med Spidsen
bagtil. Som en Fülge af denne stürre Længde af Tanden sidde de to

kegleformige Takker ved den yderste Rand fjernere fra hinanden hos

4A

Guaraen end hos Ulven; endvidere er hos Guaraen den bageste af disse
to Takker forholdsviis mere fremragende, saa at Tanden, seet fra Siden,
stiger bagtil næsten ligesaa langt ned som fortil, medens hos Hunden den
bageste af disse Kegler langtfra rækker saa langt ned som den forreste,
hvorfor Tyggefladen af denne Tand, seet fra Siden, stiger skraa opad
bagtil. Den indre Afsats har hos dem begge et Par stumpe Regler,
der svare til de omtalte ved den yderste Rand, af hvilke den forreste er
större og sidder mere indad, den bageste mindre og sidder mere udad;
hos dem begge danner den indre Rand af Tanden en fremragende Knude,
der tjener som en tredie Tuberkel, men denne Knude er hos Guaraen
stærkere udviklet end hos Hunden. Hele Afsatsen er bredere forfra
bagtil end hos Hunden. Den bageste knudrede Kindtand hos Guaraen
adskiller sig fra den hos Hunden og Ulven omtrent paa samme Maade
som den foregaaende, nemlig ved betydeligere Störrelse, forholdsviis
större Brede forfra bagtil, mindre Skraahed af den ydre Rand og af Tyg-
gefladen, og stærkere Udvikling af den indre Randophöining. Den har
paa sin indre Afsats to kegleformige KRnuder som den foregaaende; hos
Hunden ere disse mindre tydelige og sammensmeltende. 2°, Rovtanden
er meget forskjellig fra Ulvens. Hos denne sidste saavelsom hos Hunden
helder den forreste Lap langt stærkere bagtil, saa at dens Spids kommer
til at ligge omtrent under Midten af 'Tanden; hos Guaraen staaer den
lige ned, og dens Spids- svarer omtrent til forreste Trediedeel af Tandens
Længde. Dernæst er den indre Afsats hos Guaraen stærkere, men Roden,
som svarer til den, rekker hos Ulven og Hunden mere indad, saa at den
hos disse synes mere afsat. Endelig er den hele Tand forholdsviis mindre
hos Guaraen. Spidstænderne ere hos Guaraen kortere og hüiere end
hos Hunden, og mangle den bageste Afsats, som de hos denne have, og
som give dem Lighed med smaae Rovtænder, Hugtenderne ere tyndere,
endelig Skæretænderne meget svagere og mangle næsten ganske Sidetak-
Vid. Sel, naturvid, og mathem. Afh, XI Deel, F

42
kerne, der ere eiendommelige for Hundeslæpten, men som efter Cuvier
ere svagere udtrykte hos Rævene.

I Bygningen af Ryghvirvelsüilen er det mest paafaldende Trak,
hvorved Guaraen adskiller sig fra Hunden, den sterke Forlengelse af
Halshvirvlerne; saaledes har den anden og tredie Halshvirvel dobbelt saa
stor en Længde som Brede og Höide, imedens hos Hunden disse tre
Dimensioner ere omtrentlig lige. Fra fjerde Halshvirvel af aftager stedse
dette Misforhold, indtil Rrydshvirvlerne, der omtrentlig have samme Pro-
portioner som hos Hunden. Heraf forklarer sig Guaraens större Spin-
kelhed i Bygningen, især den længere Hals. Iüvrigt ere Tornfortsættel-
serne stærkere og mere lige opstaaende end hos Hunden. Antallet af
Hvirvlerne, der sammensætte Hvirvelsüilens forskjellige Afdelinger, er
det samme hos begge Dyr, dog bemærker jeg, at hos ældre Individuer
af Guaraen en fjerde Hvirvel, der hos Hunden altid er adskilt, voxer
sammen med Krydsbenet. Skulderbladet adskiller sig fra Hundens ved
en större Forlængelse af Acromion, saavelsom derved, at det fremsprin-
gende Hjörne paa forreste Rand sidder langt höiere oppe. Endelig ere
alle Knoklerne af Extremiteterne hos Guaraen overordentlig forlængede
saa at iblandt Hunderacerne ikkun Vindspilleren kan sammenlignes med

den i denne Henseende.

Anden Afdeling: den carnivore Række.

§ 1. Canis familiaris.
a, den oprindelige amerikanske Hund.

Det er bekjendt, at ved Gjenopdagelsen af Amerika ved Spanierne,
disse forefandt hos nogle af de mere civiliserede Folkeslag Hunde i
Tilstand af Huusdyr: saaledes i Peru, i Mexico og i Nygranada. Den
peruanske Hund (Run-Allco, Allco) holder v. Humboldt for en Varietet

45

af Faarehunden. Den er langhaaret, hvid- og bruunplettet, med op-
retstaaende tilspidsede Oren, og gjüer. De Hunde, som Alonso Herrera
i Aaret 1555 traf i Nygranada paa Sletterne imellem Meta, Arauca og
Apare (Majos eller Auries i Landets Sprog), vare stumme, og spistes
af Indvaanerne. Det samme var Tilfældet med den mexicanske Hund
(Techichi), hvilken v. Humboldt ligeledes holder for en blot Varietet af
den europæiske Huushun:l, og fra hvilken en anden, Itzcuinte-potzoli, ad-
skilte sig ved en Pukkel paa Ryggen*).

Hvorvidt disse Hunde have været indförte i Amerika i Tider, der
gik forud for Erobringen af Landet ved Europæerne, eller om de ned-
stamme fra een eller flere oprindelig amerikanske vilde Arter af Hunde-
slægten, er et ligesaa uafgjort Spürgsmaal, som det om Oprindelsen til
selve den amerikanske Menneskerace.

Allerede v. Humboldt fandt det store Antal af nögne sorte Hunde
paa flere Steder i Amerika, og især i Peru og Quito, paafaldende. Han
bemærkede, at de ei blot fandtes i Europæernes Nedsættelser, men selv
blandt Indianerne; desuagtet holder han for, at de ere indférte, deels fra
Vestkysten af Afrika ved Portugiserne, deels fra Canton og Manilla ved
Spanierne, det sidste i Overeensstemmelse med Spaniernes egen Erklæ-
ring, hvilke af den Grund tillægge denne Race Navnet Perro chino, eller
chinesisk Hund. Vist er det, at denne Hunderace er meget hyppig saavel
paa Vestkysten af Afrika, som i China, og den stærke Forbindelse, der
fandt Sted imellem disse Egne og de to erobrende Nationer, Spanierne
og Portugiserne, forklarer paa en meget naturlig Maade Indförelsen af
samme i Sydamerika. Til Fordeel for denne Mening maa jeg endnu an-
føre, ati Brasilien denne nögne Hunderace ikkun forekommer ved Kysten,
skjöndt i ringe Mengde, derimod mangler ganske i det Indre af Landet.

Rengger opkaster imidlertid Tvivl imod denne Antagelse. Efter

*) Ansichten der Natur 1. p. 107,
F*

44

at have ejort opmærksom paa, at flere indianske Sprog besidde en op-
rindelig Benævnelse for Hunden, hvoraf han slutter, at dette Dyr ogsaa
oprindelig har hört hjemme i Amerika, söger han at bevise, at disse nögne
Hunde ere Afkommet af een eller anden oprindelig amerikansk Hunde-
race. Hans Grunde ere fölgende: 1°, holdes denne nögne Hund i Pa-
raguai ei for at vere indfört fra Afrika; den kaldes der, som i de andre
spanske Stater, Perro chino; men Ordet chino har en dobbelt Betydning,
chinesisk og indiansk; Rengger mener nu, at det her er at tage i den
sidste Betydning, 2°, fordi denne Race, trods dens Heslighed og Ubrug-
barhed, er udbredt i stérre Mengde over det hele varme Sydamerika*)
end alle andre Racer, — 5°, fordi den mindre parrer sig med de andre
Racer, end disse indbyrdes, og Afkommet ei bliver halv behaaret, men
lig Moderen behaaret eller nögen, 4°, fordi man i denne Race finder
enkelte Individuer, der ei gjée, en Egenskab, Spanierne tillagde de Hunde,
de traf ved Apare, samt Techichihunden i Mexico, 5°, have Indianerin-
derne endnu en stor Forkjerlighed for disse skaldede Hunde, som de ei
_sjelden opfüde ved deres Bryst ved Siden af deres Born.

At de Nationer, hos hvilke Europæerne ved Opdagelsen af Landet
forefandt Hunde, maatte besidde et Navn for disse Dyr, er naturligt;
derimod er den omvendte Slutning fra Tilstedeverelsen af oprindelige
Stammeord til Betegnelse af Hunden hos en given Indianerstamme, til
dennes Bekjendtskab med dette Dyr for Europæernes Ankomst ei ganske
ufeilbarlig, da det er overeensstemmende med Erfaringen, og med barn-
lige Nationers Charakteer, at de ved det første Bekjendtskab de gjøre
med en dem fremmed Gjenstand, tillegge denne et Navn, taget af deres
eget Sprog, og udtrykkende dens Lighed med een eller anden dem be-
kjendt Gjenstand. Det er derfor af Vigtighed, nöie at afgjöre, hvorvidt

det hos en saadan Stamme forekommende Navn for Hunden, har eller

+) For Brasilien har jeg nylig viist, at denne Sætning ei gjælder.

45

har havt nogen anden Betydning. Af tre Stammer i Paraguai anförer
Rengger Benævnelsen paa Hunden, nemlig Abiponerne (Netegink) Len-
guaerne (Nektilaga) og Guaranierne (Yagua). Angaaende de to förste
seer han sig imidlertid ei i Stand til at afgjére, om denne Benævnelse
tillige har en anden Betydning; hos det sidste Folk derimod, (hvilket, paa
Grund af den store Udbredning af dets Sprog, bliver det vigtigste) er-
klærer han med Bestemthed at kunne benægte dette. Imidlertid, med
al min Erkjendelse af denne uforlignelige lagttagers Grundighed og Nöi-
agtighed, kan jeg dog ikke ansee denne hans Erklæring for hævet over
alle Tvivl; thi deels forekommer Ordet: Yagua næsten udelukkende i
Sammensætninger, der betegner Arter af Ratteslesten, som Yagua-rundi
(Felis Yaguaroundi Desm.), Yagua-tirica (Felis pardalis L) Yagua-ra,
Yagua-para eller Yagua-reté (Felis onca L), deels strider Betydningen af
dette sidste Navn (Yagua-reté) ligefrem imod Antagelsen af Renggers
Mening. Vel söger denne at udlegge Ordet Yagua-rete ved „Hundens
Legeme” men denne Afdeling kan, som meningslös, ei antages. Det kan
vel neppe vere nogen Tvivl underkastet, at dette Ord er en Udartning
af „Yagua-ete” der betyder „den virkelige, sande, eller egentlige Yagua”
og at r-et er indskudt for Vellydens Skyld. Denne Formodning bliver
endog til Vished ved Azara’s*) udtrykkelige Erklæring, at dette Dyr vir-
kelig i ældre Tider kaldtes Yagua-ete, ja at selv Endelsen “eté” frst
blev tillagt den ved Indförelsen af den europæiske Hund, paa hvilken
man overførte Ordet Yagua, der oprindelig tilkom hiint Dyr. Hvis der
behöves at tilföies flere Grunde for at gjendrive Renggers Mening, da
vil jee endnu anföre den Bemærkning, at i hele Brasilien, fra Amazon-
floden til Laplatafloden, hvor man ved Opdagelsen af Landet ei fandt
noget Spor til Hunde, dog overalt den store plettede Tiger, eller dens

sorte Varietet, bar Navnet Yaguarete.

*) Essai sur les quadrupedes de Paraguay 1. p. 117,

46

Hvad derimod Grundene angaaer, hvorpaa Rengger støtter sig,
for at bevise, at de i Paraguai saa hyppig forekommende någne Hunde
ere Afkommet af en Race, der allerede befandt sig i Landet ved dets
Erobring af Europæerne, da forekomme de mig meget vægtige, og man
kan vistnok til de alt ovenfor anførte Racer: Allio, Techichi, Majo og
Itzeuinte-potzoli. endnu fôie den någne Hund, (hvis den ei er identisk med
een eller anden af de nævnte, navnlig med Techichi eller Majo) der endnu
forekommer saa hyppig i de spansk-amerikanske Stater af Sydamerika,
som et amerikansk Huusdyr for Erobringen af Landet ved Europæerne.

Hvorvidt den af Rengger for andre indianske Sprog angivne Be-
nævnelse for Hunden virkelig er et oprindeligt Stammeord, der ei har
nogen anden Betydning, er jeg ei i Stand til at afgjöre; det vilde være
en Undersøgelse, der vistnok ei vilde undlade at kaste et vigtigt Lys over
Spürgsmaalet om Hundens Oprindelse i Amerika. For den Deel af dette
Land, der nærmest er Gjenstanden for disse Undersögelser, troer jeg
imidlertid med Sikkerhed at kunne antage, at et saadant Stammeord ei
existerer,

Foruden disse tæmmede Arter eller Racer af Hundeslægten om-
tales endnu en vildlevende Art ved Opdagelsen af Mexico, af Indvaanerne
Xaloitzeuintli kaldet, udmærket ved sin Størrelse og ved sin Haarléshed *).
Hvis dette Factum virkelig skulde vere grundet, da vilde det i flere Hen-
seender vere af hüieste Vigtighed, idet det deels vilde kaste et mærkeligt
Lys over Oprindelsen til den négne Hunderace i Sydamerika, og deels
afgive det förste Exempel paa en i den historiske Tid undergaaet Art i
den nye Verden, en Omstændighed, der igjen vilde kaste et Lys tilbage
paa Mexicos Historie, idet Udryddelsen af et sligt Rovdyr ikkun kan an-
tages som en Fölge af en meget gammel Cultur af Landet. Imidlertid

forekommer mig den anomale Beskaflenhed af Haarbedekningen (en

*) Humboldt paa anforte Sted,

47

Anomalie, der hidtil er uden Exempel iblandt vildtlevende Arter) snarere
at tale for at disse vilde Hunde vel ei have været andet. end en forvildet
Race af den tamme nögne Hund.

Af de for Tiden i Sydamerika levende vilde Arter af Hunde-
slægten er der forresten ingen, fra hvilken man med nogensomhelst
Grad af Sandsynlighed kan udlede Oprindelsen til denne Verdensdeels
antecolumbiske Hunde; og da man fremdeles i et Land, hvor Naturen
i detHele taget endnu er saa lidet paavirket af Mennesket, ei, som i den
gamle Verden, kan tage sin Tilflugt til Antagelsen af Udryddelsen af den
oprindelige vilde Stammeart, troer jeg at man uden Betænkning tor an-
tage, at dette Huusdyr har været indfört til Amerika udenfra. Hvad den
nôgne Race angaaer, da forekommer mig den Omstendighed, at den fin-
des i langt stårre Mængde paa Vestkysten af dette Continent, i Forbin-
delse med Klaproths Angivelse, at denne Race har existeret i China fra
de allerældste Tider af dette Lands Civilisation, neppe at levne nogen
Tvivl om, at den har været indfört til Amerika fra China af, skjündt i
Tider, der sandsynliaviis gik forud for denne Verdensdeels Erobring ved
Europæerne, et Factum, der ei bliver uden Betydning ved Undersögel-
serne over Oprindelsen til Amerikas Befolkning.

b, den indførte europæiske Huushund.

Af de forskjellige Hovedracer af Hunde findes meget faa rene i
Brasilien. De to Hovedformaal, hvorfor Brasilianerne opföde Hunde, ere,
deels til Bevogtning af deres Eiendomme, deels til Jagten. De til denne
sidste Hensigt tillagte Hunde ere ligesaalidet af nogen bestemt Race,
som de andre; deres Fortrinlighed beroer paa tilfeldige individuelle Egen-
skaber, hvilke imidlertid ofte ere arvelige, saa at en erkjendt god Jagt-
hunds Afkom fortrinsviis söges, uanseet Udseendet af samme. I Formen
staae disse Jagthunde i Almindelighed imellem Vindspilleren og vor al-
mindelige Jagthund, fra hvilken sidste de adskille sig ved Farven, der ei

er plettet, men i Regelen eensfarvet guulagtig. De have langt mindre

__ 48

Tugt, end vore Jagthunde, og Vildtet, de have opjaget, fortære de paa
Stedet, naar Jegeren ikke itide kommer til. Ved Hjemkomsten tilfalder
dem Indvoldene og selv endeel af Kjödet. Som en Folge af denne mindre
Tugt, gaae de ofte paa egen Haand i Skoven at jage, ved hvilken Lei-
lighed en og anden bliver et Offer for de omkringtrækkende Flokke af Vild-
sviin. Ogsaa have Jægere forsikkret mig, at Hunde, der ere blevne vante til
at jage Tiu'en (Lacerta Teguixin L), letteligen forgribe sig ogsaa paa
Slanger, og slige Hunde ansee de for fortabte, da de uundgaaeligen
blive et Offer for de giftige Arter af denne Familie.

De almindeligste jagtbare Dyr i Brasilien ere: Antaen, Hjortene
og Navlesvinene, og enhver Jagthund maa jage disse Dyr. En noget
forskjellig Jagtmethode fordrer Pacaen, og fölgelig egne dertil afrettede
Hunde, der kaldes Paqueiros. Meget faa Hunde jage Unzerne (Felis
concolor og Onca, caes onceiras) saavelsom Guaraen; særdeles skattede
ere derfor de Hunde, der jage alt Vildt unden Undtagelse. ‘Til Jagten
af Agerhöns og Vagtler (Rhynchotus rufescens og Notbura maculata)
bruges en egen Race af Hunde, der er aldeles den samme som vor
Hönsehund, og dette er den eneste rene Hunderace man træffer i Brasilien.

Af endnu mere blandet Udspring ere de Hunde, der opfödes til
Gaardhunde, störstedelen Blandinger af Slagterhunden, Bulbideren, og
slette Racer af Jagthunde. De have hverken det Mod eller den 'Troskab,
der udmærke den europæiske Hund, men gjöre destomere Larm, og blive
saameget farligere som de ikkun angribe ved lumsk Overfald bagfra.

Den almindelige Næring, hvormed Brasilianeren opföder sine
Hunde er en Grid af Maismeel, kogt i Vand, her Angu kaldet; men de
fleste Hunde vide desuden udenom at forskaffe sig animalsk Rost. Saa-
ledes er det alt ovenfor bemærket, at Jagthundene i deres Fritid gaae
paa egen Haand om i Skoven og jage, men et almindeligt Træk for alle
Hundene i Brasilien er, deels om Dagen, men iser om Natten at gaae

omkring paa Opsögning af Aadsler.

== 9 =

Uagtet saaledes Hunden i Brasilien aabenbart er gaaet nogle
Skridt tilbage imod Naturtilstanden, forekommer den dog intetsteds i dette
Land i forvildet Tilstand, som Tilfældet er i de udstrakte Sletter ved La-
platafloden,

Den almindeligste Sygdom hvoraf dette Huusdyr her lider, er en
Slags Skab (sarne kaldet), hvorved Haarene falde af, Huden excoriace-
rer og Dyret magrer af. Vilde man tage Brasilianernes Udsagn efter
Bogstaven, saa maatte Vandskrek vere en almindelig Sygdom i dette
Land, imidlertid har jeg ei veret i Stand til hidtil at forskaffe mig Vis-
hed om et eneste Tilfælde, der var hævet over alle Tvivl, imedens jeg
gjentagne Gange har overbeviist mig om, at Brasilianerne anvende dette
Navn, som de have medbragt i Sproget fra deres Stammeland Portugal
(cad demnado), aldeles uegentligen, saa at jeg, efter de Erfaringer,
jeg har havt Leilighed til at gjöre, troer mig befüiet til at erklære, at
denne frygtelige Sygdom aldeles mangler i dette Land, hvad ogsaa
Rengger bemerker for Paraguai, saa at det er indlysende, at Aarsagen

til den ingenlunde er at söge i stærk Hede og Mangel paa Pleie.

§ 2. Fossile Arter.

Canis lycodes.

Det er alt forhen bemerket, at alle de her nulevende Arter af
Hundeslegten tilhére den mere omnivore Afdeling af samme; derimod
synes Forverdenens Fauna at have besiddet een til den carnivore A fde-
ling henhürende Art, meget nærgrændsende til den europæiske Ulv.
Denne Formodning er grundet paa et Stykke af en underste Rovtand, af-
bildet Tab. XLV fig. 5, udgravet af den, ved Mangfoldigheden af sit pa-
leontologiske Indhold saa merkverdige Lapa da pedra dos Indios N. 4.
Den adskiller sig fra Guaraens ved en langt betydeligere Störrelse og
ved den mindre Udvikling af den indre Tak; med denne Tand hos de

Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. XI Deel. G

50

nestfileende Dyr kan den ei forvexles, paa Grund af Tilstedeværelsen af
denne Tak, der mangler hos disse. Derimod viser den den fuldkomneste
Overeensstemmelse saavel i Stürrelse som Form med den tilsvarende Tand
hos den europæiske Ulv. Indtil fuldstændigere Levninger sætte mig i
Stand til nærmere at kjende dette Forverdenens Rovdyr, foreslaaer jeg

for det Navnet Canis lycodes.

Den neste Slægt, Palæocyon,

der nu skal betragtes, og hvis anatomiske Forholde alle hentyde paa
en endnu mere udelukkende Rjödnering, knytter sig til Endepunktet
af den carnivore Udviklingsrakke i Hundeslegten De knusende Kind-
tender i Overkjeven aftage i Omfang, den indre Afsats paa Rov-
tanden i Overkjeven svinder ind til et Rudiment, den indre Tak paa
samme Tand i Underkjæven, saavelsom den indre Knude paa sammes
bageste Afsats forsvinde aldeles.

Dyret hvorpaa denne Slegt er grundet, er i de foregaaende Over-
sigter indbefattet i Hundesliegten under Navnet: Canis troglodytes.
Vistnok ere de Afvigelser, den fremviser i Tandsystemet fra Hundeslegten,
ei betydeligere, end at den kunde blive staaende i denne Slegt som en
egen Underslegt, men i Betragtning af, at den danner det förste Led
i en Kjæde af Former, der, stedse fjernende sig mere og mere fra Hun-
deslægten, danne en Overgang til Maarenes Gruppe, har jeg til en lettere
Oversigt af disse Former, fundet det tjenligere at fremhæve den som en
egen Slegtsform, saameget mere som de for samme eiendommelige Cha-
rakterer gjentage sig i flere Arter.

Den mig först bekjendte Art af denne Slegt, Palæocyon troglo-
dytes, var af Stürrelse som den europæiske Ulv, og omtrent af samme
Proportioner. Den levede i Hulerne, hvor den indslæbte og fortærede
sit Bytte, og den er en af Hovedaarsagerne til Knokleanhobningerne af

Forverdenens Dyr i disse. Hovedbestanddelen af dens Næring dannedes

of

af Arter af Slegten Dicotyles, men desforuden forekomme blandt dens
blodige Trophæer Levninger af en stor Mængde andre Dyr saavel större
som mindre.

Fra den nulevende saakaldte brasilianske Ulv, Guaraen, var dette
Forverdenens Rovdyr meget forskjelligt, saavel i sin hele Bygning —
hvilken endog var kraftigere og mere sammentrængt end hos den euro-
pæiske Ulv, medens Guaraen udmærker sig ved en meget spinkel og svag
Bygning — som iser Detaillen af sit Tandsystem, der i alle Punkter
udviser en Udvikling i den modsatte Retning af Guaraens.

Snuden er hos Palæocyon meget kortere end hos Guaraen; som
en Fülge heraf befinder sig foramen infraorbitale nermere ved Oienhulen
og Tænderne ere trængte tættere sammen; Overkjeverne vige bagtil stær-
kere fra hinanden, hvorved Snuden her bliver bredere, og Aagbuen löber
ved sit Udspring i lige Flugt med Overkjevebenet bagtil, medens den
hos Guaraen, paa Grund af Snudens Smalhed bagtil, ved sit Udspring
staaer stærkt ud fra Hovedet; ogsaa er, selve Aagbuen meget bredere
end hos Guaraen.

I alle de her omhandlede Forholde stammer Palæocyon nöie
overeens med den europæiske Ulv; kun synes Tænderne at vere trængte
endnu tættere sammen hos hiin end hos denne og at vere forholds-
viis större.

Underkjæven er forskjellig saavel fra Ulvens som fra Guaraens
derved, at dens indre Rand er lige medens den hos begge disse Dyr er
svagt buet; for üvrigt afviger den i enhver Henseende fra Guaraens ved
langt betydeligere Höide, Tykkelse og Korthed, saavelsom derved, at
Overgangen i den opadstigende Arm ei skeer ved en ganske jævn Böi-
ning som hos Guaraen, men ved en mere pludselig, som hos Ulven og
Hunden. Dens Længde er 0,160; Höide 0,052; Tykkelse 0,016;
Guaraens har disse tre Maal 0,170; — 0,026; — 0,014.

I Detaillen af Tandbygningen vise sig de störste Forskjelligheder
Gs

52

fra Guaraen. Hugtenderne, der hos denne sidste ere tynde, ere hos hiin
overordentlig tykke. De torodede Spidstender i Overkjeven afvige fra
Guaraens derved, at de paa den bageste Rand have en sterkt udtrykt
Tak, hvilken mangler hos denne sidste. Hos Hunden og Ulven ere disse
Tender lavere og bagtil forsynede med en lang totakket A fsats.

Rovtanden i Overkjæven udmærker sig fra Guaraens for det förste
ved sin langt betydeligere Störrelse, idet den er 0,028, medens Guaraens
kun har 0,020. I Formen afviger den derved, at den forreste Lap hæl-
der sterkere bagtil, og at den indre Afsats er langt ubetydeligere. I
dette sidste Punkt adskiller den sig ogsaa fra Hunden og Ulven, saavel-
som derved, at Roden, der svarer til denne indre Afsats, stiger lige opad,
medens den hos Hunden vender sig stærkt indad,

Den forreste Knusetand i Overkjæven er 0,020 bred og 0,016
lang. Hos det störste Exemplar af dea europæiske Ulv er efter Cuvier
(Oss. foss. IV p. 466) disse Maal 0,020 og 0,015. Den stemmer i sin
Form nölagtig overeens med den hos Hunden, kun at den forreste af de
indre Knuder er forholdsviis noget större, og den er fölgelig meget for-
skjellig fra Guaraens, som den ovenfor anstillede Sammenligning mellem
Hundens og Guaraens Beenbygning viser; hvad det relative Störrelses-
forhold mellem denne Tand og Rovtanden angaaer, et Forhold der varie-
rer betydeligt i de forskjellige Arter af Hundeslegten, og som afgiver
en god Charakteer ved Bestemmelsen af den givne Arts Stilling i Slægten
med Hensyn til den mere eller mindre carnivore Levemaade, da er, som
man kunde formode, Knusetanden forholdsviis mindre hos Palæocyon,
som den Pag. 40 opstillede Tabel udviser. Det sees af denne Tabel, at
Knuseevnen aftager i en regelmæssig Gang hos de herlevende Hundearter
i den der opstillede Orden, og at denne Aftagen gaaer over til Palæocyon,
fra hvilken den, som senere skal vises, fortsætter sig i de næstfülgende
Slegter.

Den bageste Knusetand er, hvad Formen af Kronen angaaer, nôi-

5D
agtig som hos Hunden, og fölgelig meget forskjellig fra Guaraens; deri-
mod viser sig i Dannelsen af Roden en Udartning til en mere rudimentær
Beskaffenhed, der bliver hüist interessant derved, at det er Begyndelsen
eller det förste Trin til en héiere Grad af Udartning, som vi senere skulde
see hos den nestfélgende Slægt, og som hos det sidste Led i denne
Rjæde af afvigende Slæptsformer ender med Tandens fuldkomne For-
svinden. Hos Hunden nemlig besidder denne Tand tre vel adskilte
Rödder af normal Længde; hos Palæocyon aftage disse i Længde, og
smelte mere eller mindre sammen med hinanden, Forholde som vise, at
denne Tand her allerede begynder at tabe i sin Betydning, Ogsaa er dens

Omfang forholdsviis noget mindre end hos Hunden.

Hvad Stillingen i Rnusetænderne i Overkjæven angaaer, da er
den som hos Ulven og Hunden, idet deres Tyggeflade hæver sig trinviis
opad, medens den hos Guaraen fortsætter sig i samme vandrette Plan

som den foranliggende Deel af 'Tandsystemet.

Af Tænderne i Underkjæven mangle mig Skæretænderne og de
fleste Spidstænder. Den anden Spidstand er forskjellig fra Hundens
derved, at den bageste Afsats er kortere og uden Tak, medens den hos
Hunden er længere og forsynet med en Tak. Dog den Tand, hvis
Betragtning bliver af hüieste Vigtighed, og som tilbyder de væsent-
ligste Forskjelligheder fra Ulve- og overhovedet fra Hundeformen, er
Rovtanden i Underkjeven. Hos alle Arter af Hundeslegten findes paa
den indre Side af denne Tand en tydelig afsat Tak, der tiltager i Stür-
relse jo mere Arten fjerner sig fra den udelukkende carnivore Retning;
hos Palæocyon mangler den aldeles. Ligeledes er hos alle Arter af
Hundeslegten denne Tands bageste Afsats forsynet med to Knuder, een
ved den ydre og een ved den indreSide. Hos Palæocyon er den
indre Knude forsvunden, og derved Knuseevnen af denne Tand be-

tydelig formindsket. Derimod have de to bag samme sig befindende

D4

knudrede Kindtænder bibeholdt den for Hundeslegten eiendommelige

Form.

I de övrige Dele af Skelettet tilbyder Palæocyon intet, der af-
viger fra den almindelige Hundeform; derimod sammenholdt med den
eneste her nulevende Art af Hundeslegten, der ved sin Stürrelse kan
trede i Sammenligning med den, vise sig meget betydelige specifiske
Forskjelligheder. Medens Guaraen, som alt bemerket, udmerker sig
ved en usædvanlig Spinkelhed i Bygningen, frembyder Palæocyon de
modsatte Forholde, saa at, til Exempel, de store Rörknokler af Extre-
miteterne hos hiin ere en Trediedeel lengere end hos denne, uagtet de
hos denne ere absolut tykkere end hos hiin. Sammenlignet med et Skelet
af en stor Hund af Bulbiderracen finder jeg omtrent de samme Propor-
tioner hos begge, imedens, hvad der lod sig vente, specifiske Forskjelligheder
vise sig i næsten alle Knoklerne. Formedelst Overeensstemmelsen i Been-
bygningen imellem Ulven og Hunden formoder jeg, at hiin vil vise sig i
samme Grad forskjellig fra Palæocyon som denne.

Den hidtil omhandlede Art P. troglodytes, er forekommet i to
Huler, Lapa da pedra dos Indios Nr. 1 og Lapa dos porcos; men for-
uden denne antyde nogle Levninger udgravne af Hulen Lapa vermetha
Tilstedeværelsen af en anden Art af samme Slægt, der med en ringere

Störrelse forenede en kraftigere Bygning Palcocyon validus.

See for Palxocyon troglodytes Afbildningerne Tab. XLIV Fig.
4—12, og Tab. XLV Fig. 1—5.

Vi henvende os nu til den

55

anden Undergruppe,

charakteriseret ved een Rnusetand bag Rovtanden i Underkjæven.

Den forste Slægt Speothos

udmærker sig ved to Knusetender i Overkjæven.

Denne Slegt förer endnu et Skridt videre i den carnivore Ret-
ning. Ved Siden af de Modificationer i Tandsystemet, der alt indtraadte
hos Palæocyon, og som havde til Virkuing en Indskrienkning i Knuse-
evnen, nemlig Forsvindelsen af Takken paa den indre Side af Rovtanden
i Underkjæven, og af den indre Knude paa dennes bageste Afsats, op-
trede her andre Modificationer, der endmere medvirke til dette Maal,
idet den bageste Knusetand i Overkjeven reduceres til et Rudiment, og
den i Underkjæven aldeles forsvinder. à

Denne sidste synes vel allerede hos nogle Arter af Hundeslegten
ei mere at spille nogen særdeles væsentlig Rolle. Saaledes har Marcel
de Serres gjort opmerksom paa, at den undertiden hos Huushunden
mangler paa den ene Side, og det samme er Tilfældet paa et af mine
Guara Cranier. Imidlertid vilde, selv om denne Tand tilfieldigviis skulde
mangle paa begge Sider hos et eller andet Individ af Huusbunden, hvor-
paa jeg ei finder noget Exempel angivet, dog den store Forskjel finde
Sted imellem dette Forhold og det hos Speothos, at hos hiin Mangelen
er tilfeldig, og fölgelig stedse idetmindste en Plads bliver aaben, hvor
en Tand kunde have siddet, imedens hos Speothos ei blot Mangelen er
constant, men selv paa Grund af Kjævens Dannelse ingen Mulighed er
givet for Tilstedeværelsen af en Tand bag den existerende Knusetand,
idet den vandrette Deel af Rjæven afslutter sig umiddelbart bagved denne
hvis bageste Deel endog er skudt noget op paa den opadstigende Arm.

I en foregaaende Afhandling har jeg troet at finde nogen Ana- '

56

logie imellem min Speothos og en Art Chakal fra Indien, som Hodgson
har beskrevet under Navnet Canis primævus, paa Grund af at hiin For-
fatter tilskriver dette Dyr ogsaa kun een Knusetand i Underkjæven. Imid-
lertid finder jeg denne Omstændighed ei omtalt i en senere Beskrivelse
over dette Dyr, under Navnet Canis dukhunensis, af Sykes, saa at jeg
formoder, at det vel har været en tilfældig Mangel, hvori jeg saa meget
mere bestyrkes derved, at Sykes tillægger den usædvanlig forlængede
Kjæver, hvilket lidet synes at stemme med en Aftagelse af Tændernes
Tal. Da i alle Tilfælde denne Forlængelse af Kjeverne sætter hans
Canis dukhunensis i det ganske modsatte Forhold af Speothos, der netop
udmærker sig ved en særdeles Forkortelse af Kjæverne, hvad alt dens
Natur, som et Overgangsdyr til Maarfamilien förer med sig, saa fore-
kommer mig den der paapegede Analogie at miste sin hele Betydning,
og fölgelig den paa samme grundede Formodning om en Tilnærmelse
imellem Sydamerikas fossile og Indiens nulevende Fauna at tabe en af
sine Stôtter.

Men, istedetfor denne Analogie, der gaaer tabt, optræder en ny
og interessantere; og denne nye Analogie, der ei er bygget paa Formod-
ning men paa umiddelbar Jagttagelse, anviser Speothos sin Plads imellem
ægte amerikanske Former. Denne Slægt danner nemlig den forbindende
Bro imellem den sidst omhandlede uddüde amerikanske Slægt Palæocyon,
og den nulevende ligeledes amerikanske Slægt Ietieyon, hvilken skal blive
Gjenstanden for den fålgende Undersögelse.

Slægten Speothos har hidtil ikkun tilbudt mig een Art, Speothos
pacworus, af Störrelse som Chakalen. Dette Dyr var sterkere af Byg-
ning end nogen bekjendt Art af Hundeslegten, lavere paa Benene, med
kortere Snude og meget kort Hale. Den levede i Hulerne, hvor den,
ligesom Arterne af den foregaaende Slægt, indslebte og forterede sit
Bytte, og saaledes foranledigede de i samme forekommende Ophobninger

af Knokler. Dens Rov bestod for den største Deel af Forverdenens

57

mindre Paca Art, Coelogenys laticeps, i det mindste i de Egne, hvor dette
Dyr var hyppigt, forresten af Cutiäer og mindre Dyr”).

Craniet af Speothos pacivorus (See Tab. XIX Fig. 4, 2 og Tab.
XLV fig. 4-9) er 0,151 langt fra Forranden af Intermaxillarbenet indtil
Randen af Nakkekammen, altsaa noget större end hos Canis brasiliensis, der
hardette Maal 0,157. Deles Craniet i to Halvdele, hvoraf den forreste ind-
befatter Snuden, nemlig fra Forranden af Intermaxillarbenene til midt
imellem Oienbrynfortsættelserne, den bageste indbefatter Baghovedet fra
sidstnevnte Punkt af til Randen af Nakkekammen, saa forholde disse to
Dele sig som 0,079 til 0,077, eller med andre Ord, de ere omtrent lige
store; delte er ogsaa Tilfældet med den europæiske Ulv, medens hos alle
her levende Arter af den egentlige Hundeslegt den forreste af disse Af-
delinger er mærkelig længere end den bageste. Hos €. fulvicaudus er
dette Forhold som 0,057 til 0,052, hos C. vetulus som 0,066 til 0,055,
hos C. brasiliensis som 0,082 til 0,062 og endelig hos C. jubatus som
- 0,145 til 01,06.

Som en Fölge af denne Snudens större Korthed hos Speothos er
ogsaa den benede Gane forholdsviis meget kort. Saaledes hos Canis
brasiliensis forholder Ganen sig til den üvrige Deel af Craniet som 1,407
til 1, hos Speothos derimod som 9,55 til 1; med andre Ord hos hiin er
den lengere end den bagenfor liggende Deel af Craniet, hos denne næ-
sten halv saa kort.

Derimod er Craniet af Speothos usædvanlig smalt imellem Öien-
brynfremspringningerne, idet Breden herover forholder sig til Længden
af Craniet som 4 til 4,441, medens hos Ulven dette Forhold er som
4 : 5,195.

*) Det classiske Opholdssted for dette Dyr var Hulen ved Cerca grande, til hvis Be-
skrivelse i den særskilte Afhandling over denne Hule jeg henviser, Angaaende
de i denne Hule forefundne Dyr, see Fortegnelsen paa Hulerne ved Slutningen af
nærværende Afhandling,

Vid. Sel. naturvid, og muthem, Afh. XI Deel. H

58

Tindingkammene forene sig til en en meget lang Issekam, der i
sin bageste Deel hæver sig betydelig for at stöde sammen med den over-
ordentlig héie Nakkekam, Forholde der tyde hen paa et med et kraftigt
Bid forsynet Rovdyr.

Dette er ogsaa Tilfældet i meget höi Grad. Tænderne ere saa
overordentlig store hos Speothos, at de ikkun findes af den tilsvarende
Stérrelse i Cranier af Huushunden der have dobbelte Dimensioner af
hiins. Hvad end mere foröger Styrken af dens Bid, er Snudens Korthed,
hvorved disse i sig selv kraftige Tænder blive trængte paa det tætteste
til hinanden, saa at, Hugtænderne fraregnede, aldeles intet Mellemrum
lades imellem Tænderne. |

Skæretænderne have den for Hundeslægten charakteristiske lap-
pede Form, ja endog i en fuldkomnere Grad, end hos de fleste ægte
Hundearter. Hugtenderne ere overordentlig tykke og stærke. Ligeledes
udmærke Spidstænderne, især den forreste eenrodede, sig ved deres be-
tydelige Störrelse. Den anden og tredie i Overkjæven have bagtil en kort
og skraa Afsats med een tydelig Tak, og ei, som hos Hunden, en lang
lige Afsats med to Takker. Spidstenderne i Underkjæven begynde at
fjerne sig fra Hundens derved, at de indvendig og bagtil udbrede sie i
en lille horizontal Flade, et Forhold som vi skulle see at tiltage hos den
næstfølgende Slægt, og som især bliver interessant derved, at det er en
Tilnærmelse paa den ene Side til Maarformen, og paa den anden Side
til Melketandsystemet hos Hunden, hvor denne Udbredning ligeledes
viser sig.

Rovtanden i Overkjæven bærer i Hovedsagen Charaktererne af
denne'Tand hos Hundeslægten. Den er forholdsviis stor, og forsynet med
en tydelig afsat indre Tuberkel, hvis Rod stiger lige opad, og ei, som
hos Hunden, skraa indad. Dog viser ogsaa denne Tand det første Skridt
i Overgangen til Maarformen derved, at den fortil har endnu en tredie,

vel meget lille, men dog tydelig Lap, hvilken mangler hos alle egentlige

Hunde, men som i den næstfélgende Slægt tager en större Udvikling, og
saaledes danner den umiddelbare Overgang til Maarene, hos hvilke denne
Lap er sterkt udtrykt, og danner een af denne Gruppes vesentlige Cha-
rakterer.

Dette Forhold tilbyder iévrigt ved Siden af en Tilnærmelse til
Maarformen, tillige, som det nysomtalte, en Gjentagelse af Melletandsy-
stemet hos Hundeslegten, hvor ligeledes denne lille Lap forekommer i
Rudiment paa Rovtanden i Overkjæven, og Speothos antyder sig saaledes
ligesom Maargruppen, hvis Repræsentant den i Hundegruppen danner,
som et lavere Udviklingstrin i Dyrerækken end den egentlige Hundeslægt.

Den forreste Knusetand i Overkjæven (Tab. XLY fig. 7) er dannet
som hos Hunden og Ulven, kun er den noget kortere forfra bagtil, og
skjævere langs den ydre Rand; ogsaa er den forholdsviis til Rovtanden
mindre, som fölgende Tal udvise, Længden af Rovtanden 0,016, Læng-
den af Knusetanden, 0,009, Forhold som 1 : 0,562; Brede af Knusetanden
0,011, Forhold som 4:0,687. Sammenlignet med den ovenfor givne
Tabel sees, at den aftagende Progression i denne Tands relative Stôrrelse
fortsætter sig her, Hos Hunden var det første Forhold som 1 : 0647,
hos Palæocyon 1:0,571, og her 1:0,562; det andet Forhold var hos
Hunden som 1 :0,706, hos Palæocyon som 1 :0,678, her er det 1 :0,687,
altsaa 'Tanden forholdsviis noget bredere udenfra indad end hos Palæo-
cyon, derimod smalere end hos Hunden, og meget kortere forfra bagtil
end hos begge. Den danner saaledes Overgangen til den næste Slægt,
hvor denne Tand er meget mindre.

Den bageste Knusetand i Overkjæven er en lille rudimentær, paa
tvers forlænget, forfra bagtil ganske smal Tand, med meget kort og ufuld-
komment uddannet Rod, der derfor let falder ud, og som mangler paa
mine Exemplarer. Dette Forhold er en Forberedelse til det, den næst-
folgende Slægt vil frembyde, som en Overgangsslægt til Maarene, nemlig
den totale Mangel af denne Tand.

H*

60

Ogsaa Rovtanden i Underkjæven (Tab. XLV fig. 6) fører et
Skridt videre fra Hundeformen, og et Trin höiere i den carnivore Ret-
ning. Hos Palxoeyon forsvandt paa denne Tands bageste Afsats den
indre Knude; men hvad der blev tilbage af denne Afsats var endnu en
Knuseflade, forsynet med en fremspringende Knude. Hos Speothos er
denne Afsats fra en knusende blevet til en skærende, idet den oventil sammen-
trykkes til en skerende Rand, som hos den mere carnivore Afdeling af
Maargruppen. Den indre Tak mangler aldeles.

Den eneste Knusetand i Underkjæven har to Rødder, og er af
Form som den forreste Rnusetand hos Hunden. Den som hos den egent-
lige Hundesliegt fölger paa samme, mangler her, som alt ovenfor er
antydet.

Den væsentlige Charakteristik af Speothos’s Tandsystem vilde
derfor være: at ved Siden af en fremherskende Udvikling af den skærende
Deel afsamme, den knusende Deel trænges tilbage, og at de Modificationer,
der derved opstaae i den specielle Bygning af Tænderne, alle ere saadanne,
der bringe den nærmere, ei til den ligeledes carnivore Gruppe af Kattene,
men til Maarene. Hovedmomenterne i denne Forvandling ere: 4, For-
svindelsen af den bageste Knusetand i Underkjæven, 2, den rudimentære
Beskaffenhed af samme Tand i Overkjæven, 3, Forvandlingen af den
nedre Rovtands bageste Afsats fra en Knuseflade til en Skærerand, og
Forsvindelsen af dens inderste Tak, 4, Tilkomsten af en tredie forreste Lap
paa Rovtanden i Overkjeven, og endelig 5, Tiltagelsen i Störrelse af
alle de skærende, og Aftagelsen i Stürrelse af de knusende Tænder.

I de övrige Dele af Skelettet viser vel Speothos den meste Over-
censstemmelse med Hundeformen, dog med enkelte mærkelige Tilnær-
melser til Maarene, Saaledes springer den forreste Rand af Skulderbladet
nedentil frem i en stærk Bue ligesom hos disse, og Albuebenet er oventil,
ligeledes som hos Maarene, hiiere og sterkere sammentrykt end hos

Hundene. Rérknoklerne af Extremiteterne, saavelsom Fingrenes og

61
Tæernes Knokler ere betydelig kortere og stærkere byggede end hos de
her nulevende Arter af den egentlige Hundeslegt, saavelsom Halens
Hvirvler, alt Forholde hvorved den viser sig som et Overgangsled til det
næstfølgende Dyr, og igjennem dette til Maarene.

Anden Slægt: Icticyon,
En Kousetand i Overkjæven.

I den sidste Afhandling, jeg havde den Ære at indsende til Sel-
skabet, omtalte jeg korteligen Opdagelsen af et Dyr, der danner en ny
Slegt i Rovdyrenes Familie. Jeg bemærkede ved den Leilighed, at Til-
værelsen af dette Dyr allerede i længere Tid havde været mig bekjendt
ved de Indfödtes Beretninger; men at jeg af disses Beskrivelser ei havde
kunnet bringe ud, til hvilken af denne Families underordnede Grupper
det maatte henhére, og at denne Uvished, langt fra at forsvinde, endog
forégedes, da jeg endelig var saa heldig at forskaffe mig selve Dyret.
Dets hele Udseende og Farve stemmede for Maarfamilien; Undersögelsen
af Craniet skulde da afgjére Spörgsmaalet, men desværre var dette paa
det ene Individ, der bragtes mig dödt (det eneste, jeg den Gang havde
til Undersügelse) ganske forknust, saa at jeg maatte indskrænke mig til
Undersögelsen af Tandsystemet. Dette udviste det for Maarfamilien
“hidtil som udelukkende eiendommeligt antagne Forhold af Tilstedeværelsen
af ikkun een Rousetand bagved Rovtanden saavel i Over- som Under-
kjæven. Denne Omstændighed virkede saa afgjörende paa mig, at jeg
troede ei at burde afsondre dette Dyr fra Maarenes Gruppe, i hvilken
den vilde danne et mærkeligt Overgangsled til Hundene, og foranledigede
Valget af Navnet Cynictis (Hundemaar), hvilket jeg imidlertid igjen maatte
opgive, som alt optaget for et andet Dyr, hvorfor jeg substituerede det

med Cynogale (Hundevæsel).

Nogen Tid efter Afgangen af hiin Meddelelse sattes jeg, ved
Döden af det andet Individ, i Stand til at fuldstændiggjüre denne Un-
dersögelse, hvilken til min store Overraskelse har fort til et meget for-
skjelligt Enderesultat. Det gaadefulde Dyr har viist mig i sin hele indre
Bygning at vere en fuldkommen Hund, eller med andre Ord at höre
hjemme i Underfamilien eller Gruppen af Hundene, i hvilken den danner
et interessant Overgangsled til Maarenes Gruppe. Denne Forandring af
dens Plads maatte ogsaa medföre en Forandring i dens Benævnelse,
hvilken desuden blev nüdvendig derved, at det af mig dengang foreslaaede
‘ Navn, som jeg af de mig sidst tilkomne Tidsskrifter bemærker, alt af
Hr. Gray nylig er bleven anvendt paa et andet Dyr; jeg har ikke troet
at kunne sætte et mere passende i Stedet end Icticyon eller Maarhunden.

§ 1. Nulevende Arter.
Icticyon venaticus. Tab. XLI.

Den almindelige Form og Proportionerne af dette Dyr ere plumpe.
Kroppen er stærkt bygget, Ryggen, især bagtil, bred og Lemmerne korte
og stærke, hvilket alt, i Forbindelse med den temmelig langhaarede Pels
og den korte Hale, giver det et vist bjürneagtigt Udseende, imedens
Farven og dens Fordeling minder om Maarene. Hovedet bærer det
samme Præg afPlumphed, som hele den övrige Krop; Snuden er kortere”
og tykkere end hos de vildtlevende Arter af Hundeslægten, ligesaa Orene
kortere og mere afrundede. Physiognomiet er uden Udtryk. Tierne,
fem paa For-, fire paa Bagfödderne, ere forbundne ved en stærk Svöm-
mehud, ligesom hos de herværende Slægter af Maarfamilien, Galictis og
Lutra. Dens Gang er en fuldkommen Taagang; dog holder den Saalen
af Foden mindre opret end de egentlige Hundearter, omtrentlig under
en Vinkel af 45°.

Udmaaling af et ungt Individ af Hunkjönnet, der endnu havde

endeel af sine Melketænder: Hele Længden fra Spidsen af Snuden til
Enden af Halen 25” 6, hvoraf Legemet udgjorde 19”, Halen 4” 6°“,
Hovedet 5” 2 langt og 5% 1 höit over Panden. Hiden af Dyret
10°, maalt saavel over For- som over Bagbenene. Fra Spidsen af Snuden
til den forreste Krog af Oiet 24% fra samme Punkt til den forreste Rand
af Oreaabningen 4 5%. Orene 4” 9 höie, 1% 5 brede. Længde
fra Albuen til Spidsen af Fingrene 67; fra Hælen til Spidsen af
'Tæerne 5% 8%.

Det andet Individ, en Han, der blev een Maaned ældre, havde
tre Tommer mere i Totallengde; men forresten alle Forholdene ligesaa;
det var i Begreb med at skifte sine sidste Melketænder, hvorfor jeg troer
at kunne anslaae det fuldkomment udvoxne Dyrs Totallengde til omtrent
50 hvoraf Halen 5%.

Pelsen bestaaer af begge Slags Haar: kortere, blödere og mere
kröllede Uldhaar, og lengere og stivere Börstehaar. Haarenes Længde
paa Ryggen er noget over een Tomme, paa Hovedet og Extremiteterne
ere de kortere; hele Hælen er bedækket med Haar lige til Ballerne under
Tæerne.

Farven bruunsort, Nakke og Hals oven lys rustguul. Denne sidste
Farve fortsætter sig noget henad Ryggen, hvor den efterhaanden gaaer
over i Kroppens mörke Farve; det samme er Tilfældet paa Issen. Den
bruunsorte Farve tiltager bestandig i Mörkhed bagtil saavelsom nedad.
Hannen havde Grundfarven mårkere, saa at den neden og bagtil gik
over i glindsende sort, den rustgule Farve var smudsigere; hos Hunnen
var Grundfarven lysere og det rustgule mere levende. Snuden sortebruun.
Orene udvendig af samme Farve som Nakken, indvendig beklædte med
hvidlige Haar.

Om dette Dyrs Levemaade er, paa Grund af dets sjeldne Fore-
komst, ikkun lidet bekjendt. Efter de faa Jægeres Angivelse, der have
kunnet give mig Oplysninger herom, trække de om i Skovene om

64

Dagen i Smaaflokke, og jage Vildtet paa samme Maade som Jagthunde,
og med en Bjeffen noget liig disses. Det Individ, jeg havde tamt, var
af et meget graadigt Naturel. Det aad alt, hvad der forelagdes det af
kogt Spise, saavel af Dyre- som Planteriget, dog gav det naturligviis raat
Rjöd Fortrin for alt. Melk drak det med Begjærlighed. Det var af et
sky og mistenkeligt Naturel, og viste intet Spor til den Dristighed og
Trodsighed, der udmerker Huronerne (Huro eller Galictis barbara og
vittata). Af og til, naar den blev utaalmodig over sit Fangenskab, ud-
stédte den nogle skingrende bjæffende Lyd, afvexlende med en Mengde
Modulationer af Toner, der havde den mest paafaldende Lighed med et
vranten Barns Skrigen. Den gravede gjerne og med megen Færdighed,
hvoraf jeg slutter, at disse ogsaa i vild Tilstand grave sig Huler i Jorden,
for der at sége Tilflugt og bygge Rede. Ungernes Antal synes at vere
fire, da i den Flok, hvortil de to mig overbragte Individyer hörte, efter
Folkenes Udsagn, der fangede dem, forekom to större Individuer, der

sandsynlie-viis vare Forældrene, og fire mindre, Ungerne.
9 Vo ? g

Bemerkninger over Beenbygningen.

Craniet (Tab. XLII fig. 1—5) frembyder alle de for Hunde-
slægten eiendommelige Charakterer, og det er ei blot i Modificationerne
af Tandsystemet at Tilnermelsen til Maarfamilien yttrer sig.

Snuden er forlenget som hos Hundene, medens den hos Maarene
er stærkt forkortet; som en Fölge heraf sidde Aagbuerne hos hine længere
tilbage end hos disse, hvad og er Tilfældet hos Icticyon. Disse to For-
holde give Physiognomiet af Craniet hos disse to Grupper et ganske for-
skjelligt Udseende, og anviser ved fürste Oiekast Icticyon sin Plads iblandt
hine. Den under Aagbuens bageste Deel sig befindende Ledhule for
Underkjæven er, som hos Hundene, ikkun afsluttet bagtil, hvorimod den
hos Maarene ogsaa er afsluttet fortil ved en lodret Væg, hvorved denne
Ledflade her forvandles til en dyb halveylindrisk Canal. Den lodrette

6

Plade, der bagtil begraendser denne Ledflade, lægger sig hos Ecticyon, paa
Grand af Aagbuens Tilbagetræden, txt op til Pauken, og umiddelbart
bag denne Plade befinder sig en Aabning (Udfürselsgang for en Sinus
venosus). Disse to Forholde ere nölaglig som hos Hunden, medens hos
Maarene, paa Grund af Aagbuens Fremrykken, denne Plade fjerner sig
langt fra Pauken, og den nævnte Aabning befinder sig langt bagved
Pladen.

Ganens Beendekke slutter bagtil ved Enden af Tandr&kken, som
hos Hundene, medens den hos Slægterne af Maarfamilien fortsætter sig
et langt Stykke bagenfor samme. Underöichullet befinder sig, ligeledes
paa Grund af Snudens större Forlængelse, i en vis Afstand fra Oien-
hulen, imedens det hos Maarene af den modsatte Grund udmunder umid-
delbart i samme, adskildt ikkun ved en meget smal linieformig Beenveg.
Paa Grund af den unge Alder af de undersögte Individuer manglede
endnu Issekammen, derimod var allerede Baghovedkammen meget stærk;
hos Individuer af samme Alder af Galictisslegtens Arter begynder den
endnu ei at vise sig. Tindingbenets Skældeel stiger, som hos Hundene,
höiere op paa Siderne af Hovedet end hos Maarene. Foramen opticum,
spheno-orbitale og rotundum befinde sig i en Rekke umiddelbart efter
hinanden, som hos Hundene, hvorimod hos Maarene de to sidste ere ryk-
kede langt tilbage fra det første. Fra det runde Hul fører en Canal
bagtil, der udmunder umiddelbart foran det @gformige Hul; denne Ca-
nal findes ogsaa hos Hundene, men mangler hos Maarene. Endelig ere
processus pterygoidei interni adskildte fra Rilebenet, en Charakteer, hvor-
ved ligeledes Hundene adskille sig ei blot fra Maarene, men fra alle öv-
rige Rovdyr, hos hvilke de selv i den yngste Alder ere sammenvoxne
med dette Been.

‘Tandsystemet. Mangelen af den bageste Knusetand i Over- og
Underkjeven hos Icticyon vilde efter den af Cuvier for Maargruppen an-
givne Charakteer, strængt taget nåde til at sætte dette Dyr i denne Gruppe.

Vid. Sel. naturvid. og muthem, Afh. NT Deel.

66

Men Formen af de enkelte Tender strider imod at stille Dyret i denne
Gruppe, og bekræfter de Resultater, hvortil Betragtningen af Craniet ledede,
det hirer hjemme i Hundegruppen, i hvilken Gruppe det imidlertid, med
Hensyn til dette Organsystem, danner et merkeligt Overgangsled til
Maarene.

Skæretænderne have den for Hundeslegten eiendommelige Form,
idet de i Overkjæven ere tre-, de i Underkjæven tolappede; ja Lapperne
ere endogsaa tydeligere afsatte end hos nogen af de mig bekjendte egent-
lige Hundearter. Den ydre i Overkjæven er som hos Hundene hugtands-
artig, De ere alle usædvanlig store. Det samme gjelder om Hugtæn-
derne, der udmerke sig ved deres overordentlige Tykkelse, ligesom hos
Maarene. Spidstsenderne, i Antal som hos Hunden, ere meget store og
stærke; de staae i deres Form aldeles i Midten imellem Hundenes og
Maarenes, idet de blive kortere og höiere end hos hine, og de i Underkjæven
faae bagtil og indad en flad Afsats, hvortil allerede Speothos viste den
förste Antydning, hvilket tillige, som allerede ved Speothos blev viist, er
en Tilnærmelse til det ufuldkomne Melketandsystem.

Rovtanden i Overkjeven, hvis Form afgiver saa vigtige Slegts-
charakterer i Rovdyrenes Familie, har i Hovedsagen den for Hundeslegten
eiendommelige Form. Hos Slægterne af Maarfamilien udsender denne
Tand en lang Tverfortsættelse paa den indre Side, der udgaaer fra dens
midterste Lap; hos Hundene er denne Afsats meget kortere og befinder
sig ved den forreste Ende af Tanden. Disse to Charakterer gjenfindes hos
Icticyon. Ikke desto mindre yltrer sig ogsaa i Dannelsen af denne Tand
Overgangen til Maarformen derved, at den er forsynet med en tydelig
tredie Lap, der tilkommer alle Maarslegter, derimod mangler hos Hun-
dene, og hvoraf Speothos, som vi have seet, viser det fürste Spor. Den
bagre Lap er ved et lille Indsnit i üvre Rand deelt i to Afdelinger.

Af höieste Interesse er Betragtningen af Knusetanden i Over-
kjeven. Den viser sig for det förste meget forskjellig fra Maarfor-

men, der charakteriseres ved en stærk Forlængelse indad, hvilken i den
Grad udvider sig, at Tanden i sin indre Ende er lengere forfra bagtil
end i sin ydre. Hos Hunden er det omvendt, saa at denne Tand her
altid er lengere udadtil end indadtil, nærmende sig mere eller mindre
den triangulære Form. Det er ogsaa Tilfældet hos Icticyon, hvor denne
Tand indvendig bliver endog endnu smallere end hos de egentlige Hunde,
og antager en fuldkommen triangulær Form. Hos Hundene er denne
indre Afsats besat med tre Knuder, to tvers over Midten, og den tredie
dannet ved en Fremspringning af selve den indre Rand; hos Icticyon
mangle de to Knuder i Midten, og ikkun den tredie eller inderste er
bleven tilbage. Hvad der giver dette Forhold en særdeles Interesse, er
den Omstendighed, at denne Bygning hos Icticyon er en nôiagtig Gjen-
tagelse af den, der viser sig i Melketandsystemet i Hundeslegten, idet
det tillige aabenbart er en höiere Udvikling i den carnivore Retning.
Virkelig staaer Hundens Bid i Melketandsperioden, med Hensyn til Byg-
ningen af denne Tand, paa et höiere Trin i denne Retning, end i den
fuldkomne Udviklingsperiode, i hvilken de stiger et Trin nedad; Icti-
cyon derimod, der efter sin Natur var bestemt til en mere udelukkende
kjüdædende Levemaade, vedligeholder sig, efter Vexlingen af Melketæn-
derne, paa dette Trin, og den blivende Kousetand gjentager sig derfor
nüiagtig under samme Form, som Melketanden. Forövrigt adskiller denne
Tand sig fra Hundens ved den större Ulighed af Keglespidserne paa den
ydre Rand, Hos Arterne af den omnivore Række af Hundeslegten ere
disse To i Antal, og omtrent af lige Stürrelse; hos dem af den carnivore
Række bliver den forreste Tak stürre end den bageste, og et Rudiment til
en tredie, forreste, viser sig; disse Forholde tiltage hos Speothos og have
hos Icticyon naaet deres stérste Höide, saa at her den ydre Rand er vir-
kelig tretakket med en stérre Tak i Midten, og en mindre for og bag.
Endau mere end i Qverkjevens er Overgangen til Maarformen

synlig i Underkjevens Tandsystem. Skæretænderne have, som bemærket
I*

68

den hos Hundeslæpten charakteristiske Form. Spidstenderne staae midt
imellem Ilundens og Maarenes; Rovtanden er dannet ganske som hos
Speothos, kun er den bageste Afsats forholdsviis mindre; derimod er den
knusende Deel af Underkjævens Tandsystem bleven forvandlet til den
rene Maarform, idet den forreste torodede Knusetand er forsvunden, og
ikkun den bageste eenrodede bleven tilbage.

Ligesom det blivende 'Tandsystem hos Icticyon tilbyder en sær-
egen Interesse som Overgangstrin imellem to Grupper af Rovdyrenes
Familie, saaledes bliver dens Melketandsystem af ei mindre Vigtighed,
idet det frembyder et Forhold, hvortil hidtil ingen Analogie er mig bekjendt.
Rovtanden i Overkjæven i det blivende Tandsystem saae vi at vere for-
synet med den sædvanlise Afsats paa sin indre Side; vel var den for-
holdsviis lille, men dog meget tydelig afsat. Denne Afsats findes ogsaa
i Regelen hos alle Rovdyr paa Melkerovtanden, kun at den er rykket
noget mere tilbage. Hos Ictieyon derimod mangler den i denne Periode
aldeles. Wel er Roden, som svarer til denne Afsats, ogsaa her, i Over-
censstemmelse med den almindelige Regel, rykket lengere tilbage, men
den bærer ingen kegleformig Fremspringning; alt, hvad der bemærkes,
er en yderst ubetydelig, med Email overtrukken, Opsvulmning ved det
Sted, hvor denne Rod gaaer over i Tanden.

Jeg har i en foregaaende Afhandling gjort opmerksom paa, at
den eneste nulevende Rovdyrslegt, hos hvilken denne Mangel af indre
Afsats paa Rovtanden i Overkjæven omtales, er Cynailurus eller Gue-
parden, samt at jeg blandt de fossile Levninger havde fundet en lille
Tand, der bar denne Charakteer, hvorfor jeg ansaae mig forpligtet til, i
Videnskabens daværende Tilstand, at henföre den til et Dyr af denne
Slægt, Da nu en ny Form er bleven bekjendt, som deler denne Cha-
rakleer, var naturligviiis mit forste Værk at sammenligne den fossile Tand

med den af Vetieyon, og jee bemærkede strax saa stor en Overeensstem-

69

melse imellem dem, at jeg ubetinget maatte henföre denne Tand til et
Dyr af samme Slægt.

Slægten Cynailurus ophårer saaledes at udgjüre en Bestanddeel
af Brasiliens fordums Fauna, og følgelig falder den Analogie bort, som
Tilstedeværelsen af denne Slægt maatte meföre imellem dette Lands
uddåde og Indiens nulevende Dyreskabning.

For üvrigt stemmer Icticyon i sin Tandvexel og i den relative
Form af Melketænderne til de blivende Tænder overeens med Hunden.
Ikkun Knusetanden i Overkjæven er mig ubekjendt i Melketandsystemet.

De övrige Dele af Skelettet. Det første, der tiltrækker sig Op-
mærksomheden ved Betragtningen af Ryghvirvelsüilen, er den usædvanlige
Styrke af de forreste tre Halshvirvler, der ei blot viser sig i deres bety-
delige Störrelse men ogsaa i Tykkelsen af deres Vægge, hvorved de
blive usædvanlig massive og tunge, et Forhold, hvortil jeg intet lignende
Exempel finder iblandt de üvrige Rovdyrformer, hvoraf jeg besidder
Skelet eller Tegning. Atlas udmærker sig desuden ved den overordent-
lige Længde af Buen. Tverfortsættelserne ere ogsaa stærkt fremsprin-
gende, og af samme Proportioner som hos Hunden, hvorimod de hos
Maarene ere forholdsviis kortere forfra bagtil.

I Bygningen af den anden Halshvirvel afvige Hundene meget
vesentligen fra Maarene derved, at den üvre Kam hos disse sidste bagtil
löber ud i en lang fri Torn, der hæver sig höit op over de bageste led-
fladebærende Fremspringninger, medens hos hine denne Kam bagtil gaaer
umiddelbart over i disse Fremspringninger*). Ogsaa heri viser Icticyon
sit Sleetskab med Hundene, idet den frie Torn mangler, derimod afviger
den fra alle mig bekjendte Rovdyr ved den overordentlige Höide af
Tverfortsættelserne, der her danne en bred lodret Plade, medens de i

Regelen hos Rovdyrene fremtræde i Form af en smal Torn. Forresten

+) Denne frie Torn findes ogsaa hos Björnene og i mindre Grad hos Kattene, hvor-
imod Viverrerne i dette Forhold slutte sig til Hundene,

=o

er den forholdsviis noget kortere end hos Hundene, hvorved den nærmer
sig til Maarene.

Den tredie Halshvirvel afviger fra Hundenes derved at den üvre
Flade af dens Bue, der hos Hunden er næsten en horizontal Plade, er
her i Form af et Tag, og at Kammen er stærkere. Maarene have paa
denne Halshvirvel en Torn, Hundene, og i Overeensstemmelse med dem
Icticyon, en Ram. Den 4de og 5te Halshvirvel aftage i Störrelse og
med den 6te ophörer aldeles den abnorme Udvikling der charakteriserer
de forreste Halshvirvler; denne sidste er endog forholdsmæssig til Hun-
dene svag; især den nedadstigende vingeformige Deel af Tverfortsættel-
serne; ligeledes er Tornen svagere end hos Hundene.

I Antallet af Ryghvirvlerne viser ligeledes Icticyon Slægtskab
med Hundene, idet den som disse har 15, imedens i Maarenes Familie
dette Antal ei synker under 14, men vexler imellem dette Tal og 16.
Tornene paa de bageste Ryghvirvler helde mere bagtil end paa Hundene.
Lendehvirvlerne ere i samme Antal som hos Hundene, 7, medens de hos
Maarene vexle fra 5 til 6; ikke destomindre antyder Ictieyon sig ogsaa
her som en Overgangsform til Maarene, for saavidt som den förste Len-
dehvirvel har ganske Udseendet af den sidste Ryghvirvel hos Hundene,
og bærer ikkun et næsten umærkeligt Rudiment til Sidefortsættelserne,
saa at man, ved at gaae ikkun efter Formen af Hvirvlerne, vilde tilskrive
Icticyon 14 Ryg- og 6 Lendehvirvler, som endeel af Maarene, men denne
förste, en Ryghvirvel lignende, Lendehvirvel bærer ingen Ribbeen, saa
den ubetinget maa henregnes til Lendehvirvlerne. Forövrigt adskille
Lendehvirvlerne hos Icticyon sig fra dem hos de egentlige Hunde ved
kortere Torn- og Sidefortsættelser, Krydsbenet bestaaer, som hos Hun-
dene og Maarene, af tre sammenvoxne Hvirvler. Halen dannes af tretten.

Skulderbladet stemmer i sin almindelige Form overeens med det
hos Hunden, og er som hos denne, langstrakt, medens det hos Maarene
er kortere og bredere; ogsaa er Tornen paa Kammen lidet udtrykt som

71

hos Huushunden; derimod danner den forreste Rand nedentil en stærkere
fremspringende Bue, hvilket er en Tilnærmelse til Maarene. Det frem-
springende Hjörne paa den forreste Rand, der i Almindelighed findes hos
Hundene, mangler her, ligesom hos Maarene, saa at Icticyon, hvad dette
Been angaaer, viser sig som en fuldkommen Middelting imellem Hunde-
og Maargruppen. Overarmbenet er en af de charakteristiske Knokler
ved hvilke Hundene adskille sig fra Maarene. Hos hine er dette Been
gjennemboret over den nedre Ledflade, derimod mangler Aarecanalen
ved den indre Condylus. Hos Maarene ere disse Forholde omvendte:
den förste Aabning mangler, derimod er den sidste tilstede. Icticyon
stemmer i den Henseende overeens med Hundene. Albuebenet er i det
Hele dannet som hos Hunden, men forholdsviis kortere og sterkere, og
især udmerket ved en overordentlig stærk Opsvulmning af det nedre Led-
hoved. Hos Maarene er dette Been mere sammentrykt, imidlertid viser
Icticyon ogsaa i denne Henseende Tilnærmelse til sidstnævnte Familie
ved en större Höide og Sammentrykthed af Albuebenet i sin övre Ende,
som den overhoved i Bygningen af dette Been knytter sig nöie til den
fossile Slægt Speothos. Radius stemmer i sin hele Form paa det nüieste
overeens med Hundens, og er meget forskjellig fra Maarenes; kun afvi-
ger den i Proportionerne fra den almindelige Hundeform derved, at den
er forholdsviis kortere, og har det nedre Ledhoved meget sterkt opsvul-
met. Bækkenet er i Hovedsagen af samme Form som hos Hundene, og
forskjelligt fra Maarenes; det udmærker sig ved sin usædvanlige Tykkelse.
Laarbenet adskiller sig fra Hundenes ved en ringere Böining efter Læng-
den, saavelsom ved den stérre Brede af det nedre Ledhoved, to Forholde
hvorved det nermer sig Maarene, mellem hvilke og Hundene den med
Hensyn til dette Been staaer nôiagtig i Midten. Skinnebenet har den
for Hundeslegten charakteristiske Form. Legbenet lægger sig hos Hun-
dene i den nedre Halvdeel tæt op til Skinnebenet, hvorimod det hos Maa-
rene i dets hele Længde er vidt afsondret fra samme. Icticyon viser sig

72

ogsaa i denne Henseende som et Overgangsled imellem disse tvende
Grupper, idet Legbenet i den langt större Deel af sit Forléb er adskildt
fra Skinnebenet, og ikkun imod den nederste Ende lægger sig tæt op til
samme, Haandroden er aldeles dannet som hos Hundene, og har intet
andet tilfzelles med Maarene, end at det trekantede Been har Ledfladen
imod Albuebenet concav, medens den hos Hundene er convex; ogsaa
Fodrodens Been ere ganske overeensstemmende med Hundenes og afvi-
gende fra Maarenes, det samme gjelder om Mellemhaand- og Mellemfod-
benene, samt om Finger- og Taaledene; ogsaa er Tæernes Antal fire

som hos Hunden, imedens Maarene have fem.

§ 2. Fossile Arter.

Det er alt ovenfor bemærket, at en fossil Tand, jeg hidtil saae
mig nödsaget til at henføre til Slægten Cynailurus (Tab. XVIII fig. 1-5),
ved Sammenligning med det nye Dyr, hvorpaa jeg har grundet Slegten
Icticyon, viste sig, at hidrére fra en Art af denne Slægt. En nôiere Un-
dersögelse viser, at den fossile Tand er endeel större, og i Detaillen af
Bygningen noget forskjellig fra samme Tand hos den nulevende Art.
Foruden denne fandt jeg i samme Hule en anden Tand, der i lang Tid
var mig gaadefuld, og som ligeledes først fik sin rette Tydning ved Be-
kjendtskabet med denne nulevende Slægt. See Tab. XLV fig.7. Den har
endeel Lighed med den bageste Knusetand i venstre Overkjæve af Pa-
leocyon troglodytes, hvorfra den dog væsentlig adskiller sig ved Tilste-
deværelsen af tre lange og fuldstændige Ridder; men det vedhængende
Stykke af Ganen viste, at det ei var den bageste, men den forreste Knu-
setand, idet forved den befinder sig det fordybede triangulere Stykke af
Ganen, der indesluttes i den Vinkel, som Rov- og Knusetanden danne
med hinanden. Sammenlignet med den tilsvarende Tand hos Hundear-
terne, (de encste Dyr der kunne komme i Betragtning til Sammenligning)

viste sig den væsentlige Forskjel, at den indre Afsats ei bærer 5 Knuder,

som hos Hundene, men ikkun een. Vel bemærkede jeg, at dette Forhold
hos Hundene findes hos denne Tand i Melkeperioden, men at det ei
kunde vere en Melketand af en Hund, viste deels Tandens meget solide
Beskaffenhed, deels den sterke Fordybning af Ganen foran den, en For-
dybning, som ei findes i hiin tidligere Periode. Jeg lagde den da tilside
som forelübig ubestembar, og den vilde vist have blevet dette for be-
standig, havde ei den uventede Acqyisition af Slægten Ecticyon sat mig
i Stand til at oplyse dette Punkt.

Den fossile Tand afviger fra den af Icticyon venaticus derved, at
den er forholdsviis bredere, og derimod kortere ved den ydre Rand, saa
at dens Totalform nærmer sig mere til en langtrukken Fiirkant, imedens
den af Icticyon venaticus omtrentlig danner en Trekant; ogsaa er den
fossile betydelig större.

Endelig maa jeg endnu omtale en tredie Tand (Tab. XLV fig. 8. 9,
der ikkun kan henregnes til et Dyr nergriendsende til Icticyon. Det er
- den venstre Rovtand i Overkjæven, der ved Mangelen af en tredie forreste
Lap viser at hidröre fra et Rovdyr af Hundegruppen; men det hvorved
den afviger fra alle bekjendte Slegter i denne Gruppe, er Mangelen af
den indre Afsats. Da dette samme Forhold bemærkes hos Slægten Ic-
ticyon i Melketandsperioden, er det aabenbart til denne Slegt at den
fossile knytter sig nermest. At den fossile Tand imidlertid ei er en Mel-
ketand, viser Stillingen af Roden, der svarer til den manglende indre
Afsats, hvilken ei er rykket tilbage imod Midten af Tanden, som Tilfældet
er i Melketandsperioden, men sidder henimod den forreste Ende, et Forhold
der charakteriserer denne Tand hos Slægterne af Hundegruppen i det
fuldkomment udviklede Tandsystem. Denne Tand antyder saaledes et
Tandsystem, der er rykket endnu et Skridt videre frem i den carnivore
Retning, idet det eiendommelige carnivore Forhold, den optraadte hos
Icticyon som et forbigaaende Phenomen, indskrænket til en vis Periode i
Individuets Udvikling, nemlig Mangelen af den indre Afsats, her antager |

Vid. Sel, naturvid, og mathem. Afh. XI Deel, RK

74

en vedvarende Charakteer, og dette Forverdenens Dyr dannede saaledes et
endou yderligere Led i den Række af Slegtsformer, vi have seet at ud-
gaae fra den egentlige Hundeslegt, for at knytte den til de carnivore
Former af Maargruppen. Den bærer slet intet Spor til nogen tredie for-
reste Lap, og heri stemmer den med den egentlige Hundeslegt, og afviger
fra Speothos og Icticyon, hvor et Rudiment til denne Lap er tilstede.
Endelig afviger den i Dannelsen af den bageste Lap saavel fra de egent-
lige Hunde som fra Maarhundene, og nærmer sig til Rattehundene, eller
Hyænerne, derved at denne Laps Skærerand ei stiger bagtil skraa opad,
men skraa nedad.

Denne and antyder saaledes en til Ecticyon nxrgrandsende, men
dog fra den generisk forskjellig, undergaaet Dyreform, for hvilken jeg
paa Grund af den anförte Mangel af indre Afsats paa Rovtanden i Over-
kjæven foreslaaer Navnet Abathmodon (« priv. B«duos Trin, Afsats og
odovs Tand). Hvorvidt for övrigt de to först omtalte Tender hidröre fra
dette Dyr eller fra en undergaaet Art af den virkelige Slegt Icticyon,
lader sig indtil videre ei afgjére; i sidste Tilfælde vilde Fortegnelsen paa
de fossile Arter foréges med een, der kunde bære Navnet Icticyon major.

Som Hovedresultater af de i nærværende Afhandling indeholdte
Undersøgelser udgaae:
1. At tolv Arter af Hundenes Gruppe deels forhen beboede, deels
endnu beboe Rio das Velhas’s Floddal;

at af disse tolv Arter syv ere uddüde og fem endnu levende;

su

at de syv uddöde Arter tilhörte fire forskjellige Slegter: Canis, Pa-
leoeyon, Speothos og Abathmodon;
4, de fem nulevende Arter derimod ikkun to Slegter, Canis og Icticyon.

Qt

at fölgelig de tre Slægter, Palæocyon, Speothos og Abathmodon
ere uddüde;

at af de tre uddöde Slægter to dannede de forbindende Mellemled
imellem de to Slægter der ere blevne tilbage, Canis og Ecticyon, den
tredie fortsatte med endnu et Led den Udviklingskjæde, der sluttede
i den nulevende Skabning med Slægten Icticyon, ved hvilken Hun-
degruppen knytter sig til den carnivore Række af Maargruppen.

at fölgelig Fortidens Fauna var rigere end Nutidens, saavel paa
Slegts- som paa Artsformer af denne Gruppe af Rovdyrenes Familie;
at alle Arterne fra enhver af de to Perioder ere forskjellige indbyrdes*) ;
den tidligere opstillede Sætning om Tilstedeværelsen i Brasiliens for-
verdenlige Fauna af Slegtsformer, der for Tiden ere eiendommelige
for den gamle Verden, har lidt nogle Indskrenkninger, idet 1) Slægten
Cynailurus eller Gueparden gaaer ud af Fortegnelsen for hiin Fauna,
og i dens Sted trader en ny eiendommelig amerikansk Slægt Icticyon
eller Abathmodon, og 2) Slegten Speothos ved fuldstændigere Sam-
menlisninger har viist i Stedet for den formodede Tilnermelse til en
indisk Form (Buancuen, Canis primævus Hodgs) en væsentlig Over-
censstemmelse med den nysnævnte amerikanske Slegtsform, Ecticyon.
De to eneste Slægter, der endnu blive tilbage paa Listen af Brasiliens
forsvundne gerontogxiske Former ere Antilopen og Hesten.

+) Een Art har jeg ganske udeladt af Betragtningen, den med Canis fulvicaudus over-
eensstemmende fossile Art, da det baade er tvivlsomt, hvorvidt den er af samme
Alder som de övrige her omtalte fossile Arter, deels hvorvidt den er identisk med
eller forskjellig fra C, fulvicaudus,

K+

Fortegnelse paa Pattedyrarterne, der ere fundne i enhver
af de i denne Afhandling omtalte Huler.

4
2
5
4

ais
8.
. Canis robustior.

11.

10

12
15

Sad

7

BS CULO m

A. Lapa da pedra dos Indios Nr. 4.

. Dasypus punctatus.
. Euryodon.
. Ocnotherium gigas.
—6. Platyonyx Sp. 3.
Tapirus altifrons.
9. Dicotyles Sp. 2.
— protalopex.
lycodes.

. Palæocyon troglodytes.

14.
45.
16.
17.
18.
19.
20.
21.
22.
23.

Icticyon major.

Smilodon populator,

Felis eruta.

Nasua ursina.

Coelogenys laticeps.
Dasyprocta aff. caudate.
Anema gracilis.
Hydrochærus aff. Capybaræ.
Loncheres elegans.

Mus sp.

B. Lapa do Bahu.

. Myrmecophaga aff. tetradactylæ.

. Dasypus aff. mirim.
aff. octocincto.

. Xenurus aff. nudicaudi.
. Chlamydotherium Humboldtii.
6.

Hoplophorns euphractus.
. 8. Platyonyx Sp. 2.

9—11. Cervus Sp. 5.

12

14.
45.
16.
47.
48.
19.

KØ =

. 15. Dicotyles Sp. 2.
Tapirus altifrons.
Mastodon.

Equus neogæus.
Smilodon populator.
Felis aff. concolori.
Canis robustior.

. Nasua ursina.
. Nasua aff. sociali.
. Coelogenys laticeps.

major.

. Dasyprocta aff. caudate.
. Lepus aff. brasiliensi.

. Myopotamus antiquus.

. Synoetheres magna,

. Loncheres elegans,

. Anema gracilis.

. Mus aff. mastacali.

+ — — expulso.

— lasiuro.

. — — fossorio.

C. Lapa d'Anna Felicia.
4. Mastodon sp.

5. Canis protalopex.

Auchenias minor.
Leptotherium minus.

. Tapirus altifrons.

> hem

mS STO OT CTS m

77

D. Lapa da Lagoa do Sumidouro.

. Dasypus aff. mirim.
— suleatus.

majus.
Br Bucklandii.
. Cervus stat. palustris.
Antilope maquinensis.
9. Dicotyles sp. 2.
Felis protopanther.
— stat. pardalis.

: Chlamydotherium Humboldtii.

42. Canis aff. fulvicaudo.
45. Lutra aff. brasiliensi.
44. Hydrochærus sulcidens.
45. Coelogenys.

16. Lepus.

17—19. Mus sp. 5.

20. Anema.

91. Loncheres.

22, Homo.

E. Lapa dos porcos.

4. 2. Dicotyles sp. 2.

kan
Qt

kan jen
Ge

%
2.
3.
4.

5.

en
SHAT OT OT ==

3. Palæocyon troglodytes.

F. Lapa vermelha.

. Myrmecophaga aff. jubatæ.
. Xenurus aff. nudicaudo.
5 Clamyofherium Humboldtii.

majus.

N Hors euphractus.
. Platyonyx Owenii.

. Megatherium Laurillardii.
. 9. Cervus sp. 2

. 11. Dicotyles sp. 2.

42.
. Smilodon populator.
. Felis stat. concoloris.
. Palzocyon validus.

Tapirus altifrons.

46. Galictis intermedia.
47. Mephitis.

18—20. Didelphis sp. 3.
21—25. Mus sp. 5.

24. Loncheres.

25. Lepus.

26. Anæma.

27. Dasyprocta.

28. Coelogenys laticeps.
29. — major.
50. Hydrochærus sulcidens.
31. Vespertilio.

G. Lapa da cerca grande.

Platyonyx.

Cervus.

Dicotyles.

Speothos pacivorus.
Abathmodon fossilis.

6. Galictis robusta.

7. Coelogenys laticeps.

8. Dasyprocta aff. caudate.
9. Loncheres aff. eleganti.
10. Mus aff. aquatico.

78

Nyeste Fortegnelse paa Slegterne og Arterne af Rovdyre-

Nulevende, Fossile.
4. Lutra brasiliensis L. 4. 4. Lutra aff. brasiliensi.
9, Galictis barbara L. 2. 2. Galictis major.
— vittata L, 3. — intermedia.
5. Mephitis sp. 4. 3. Mephitis sp.
Anden Gruppe Ursine.
4. Nasua solitaris Pr. Max. 5. 4. Nasua ursina,
— socialis Pr. Max. 6. — aff. solitariæ,
— — social.
Tredie Gruppe Feline.
5. Felis Onca L. 7. 5. Felis protopanther.
— concolor L. 8. — statura concoloris.
— pardalis L. 9, — stat. pardalis.
— Jaguaroundi Desm. 10. — erufa,
— mitis F. Cuv. 11. — pusilla.
6. Smilodon populator
Fjerde Gruppe Canine.
7. Abathmodon fossilis.
? Icticyon major.
G. Icticyon venaticus m. 412, 8. Speothos pacivorus.
7. Canis jubatus Desm. 15. 9. Palæocyon troglodytes.
— brasiliensis m. 14. — validus.
— vetulus m. 45. 10. Canis lycodes.
— fulvicaudus m, 46. — robustior,
— protalopex.

nes Familie fra Rio das Velhas’s Floddal..

Förste Gruppe Musteline.

? aff. fulvicaudo.

FOU

16.

Om © IS =

Forklaring over Afbildningerne.

Tab. XL.
Canis vetulus.
Tab. XLI.

Icticyon venaticus.

Tab. XLIT.

. Hovedskallen af Canis brasiliensis, ungt Dyr.
. samme af samme, gammelt Individ,

. samme af samme, seet fra Siden,

. Hovedskallen af Canis vetulus seet oven fra.

. samme af samme sect fra Siden.

Tab. XLIII,

4—3. Hovedskallen af Icticyon venaticus.
A. Hovedskallen af Canis fulvicaudus seet ovenfra.

5. samme af samme seet fra Siden.

Tab. XLIV.

Paleocyon troglodytes.
Höire Underkjæve.

+

. Rovtanden i hôire Underkjæve seet ovenfra.

oo =

. forreste Knusetand 1 samme.
. bageste Ditto.

. yderste Skjeretand i höire Overkjæve.

PS

. forreste Spidstand i Overkjeven.

. sidste Kindtand i Overkjæven.

. Stykke af höire Overkjæve med Rovtanden og forreste Knusetand.
. Dito med tre Spidstænder.

@ © NS ©

|
&

|
son

80

. Hugtand af venstre Underkjeve.
. Rovtanden af venstre Overkjeve seet fra Siden.

. Samme seet lodret paa Tyggefladen.

ab. XLV.

. Tandrækken i venstre Overkjeve af Palæocyon troglodytes.

. forreste Knusetand i höire Overkjæve af samme, seet fra Tyggefladen.
. Stykke af Rovtanden i höire Underkjæve af Canis lycodes.

. venstre Overkjæve af Speothos pacivorus.

. Stykke af venstre Underkjæve af samme, visende Mangelen af Tand-

hullet for den bageste Knusetand.
Rovtanden i Underkjæven af samme.

- Knusetanden i venstre Overkjæve af Icticyon major.
. Rovtanden i venstre Overkjeve af Abathmodon seet forfra.
. Samme scet fra Siden.

Tab. XLVI,

— 4-3. Underkjæven af Galictis intermedia.

— A—5. samme af Galictis barbara, gammelt Individ.

— 6—7. Underkjæven af samme, Ungt Dyr.
— 8—9. Samme af Gallictis vittata.

29027 9 dDAI 3 buagsurppoy

——<— ee EEE ——

TX IRZ PQ US GE U0D-120.17 SDI BUNTY AT TIX AS APP bo au PA

+,

TIL GEL.

par Uh ag EMP LIAUYUNY PLOT MM WEIS

711274 bo 72422704 AS PY

an ae

>

id. Seenaturo og math She ADD Lund brasforverden 2° Un Luttedgr Tab XLII.

es
af ave yl al

=

Vid Sel. natiuroog mith. Sh NID Dr NZL und Brasforverden SFAfhPattedyr. TabXLI.
Tr a Tann

wht
h '
.
=
i
i
!
UR R
1 Zum
1

jen Oh wary

MER KR TE
pate
Ne”

LA

a

Vid. Sel. naturv.og math, Sk. XLD Dr WLund Bras. Forverden 3” Afh. Pattedyr Tab xXLui.

Fig.

Fig 10

Fig Hl

—

a

er

Vid. Sel. naturv. og math. Sk XIDDr. WLund Bras Forverden 5! Afh. ”altedyr. Tab-XLV:
|
|

Fig.3

Fig.2

—>

Vid Sel naturo.og math Sk XI DDr W hund Bras: Forverden FE. th Tattedyr. Lab ATV.

Hoffensberg £ Traps Ftabl

81

Indhold.

Om de nulevende og uddåde Arter af Rovdyrenes Familie paa det tropiske

Brasiliens indre Hoisletter.

Fårste Gruppe. Hundegruppen .
Første Undergruppe To Knusetænder i en
Förste Slægt Canis L. - iR:
Förste Afdeling. Omnivore Rekke - 3 À €
Förste Underafdeling uden fremspringende Ps :
S 4. Nulevende Arter . He Re
A. Pupillens Beskaffenhed heure MEL ce
Canis brasiliensis m. . . .
Canis fulvicaudus m. i
B. Pupillen uforanderlig rund .

Gants wetulus mr: 05 <6 117 Ce

Osteologisk Sammenligning imellem due tre Arter,

§ 2. Fossile Arter .
Canis robustior
Canis protalopex .
Canis aff. fulvicaudo RON RS MEET
Anden Underafdeling. Hjerneskal med RER Isseliam
Wars UDAMS DER RER. NE 2
Osteologisk Sammenligning imellem Guaraen, Ulven
og Hunden . s 2
Anden Afdeling: den carnivore nena é
§ 4. Nulevende Arter.
Canis familiaris L. :
a, den oprindelige amerikanske Hund,
b. den indførte europæiske Huushund.
§ 2. Fossile Arter .
Canis lycodes
Vid, Sel. naturvid, og mathem. Afh, XI Deel. L

82

Ånden Slept) Baleocyonrm. CCC D

Paleoeyon troglodytes: . .¢ 8 20 NON hl

Palæocyon validus . . . 5 054

Anden Uudergruppe. Een Knusetand bag Rosie i een . 55

Förste Section Rovtanden i Overkjæven forsynet med en indre Afsats. 55

Förste Slægt Speothos. To Knusetænder i Overkjæven . . . . . 55

SPeOTROS parcmworus.. =“ I EU COR

Anden Slægt Icticyon. Een Knusetand i Overkjæveu. . . . . . 61

SM: NolevendesArter .) hun: of. rer tit AMOR

Ickeyan venaticus. | LU. Sal ws MOT 4 SIR

G2; Eossile: Arter, He Neue. an lens, ieee. ONE

taletiegan-imajorss l'ont leanne. Ans RES

Anden Section. Rovtanden i Overkjæven uden indre Afsats . . . . 74

Abathmodon. . . . Seer TNA ON a. 2

Abathmodon fossilis PPT TO RE ene

Hovedresultaterne af Afhandlingen . . . . . . ; oy Ae re AN
Fortegnelse paa Pattedyrarterne, der ere fundne i RR. af de ; Afhand-

lingen omtalte Huler. . . . . . . soa © . 76
Nyeste Fortegnelse paa Slegterne og Arterne Ranger Familie frs

Rio dos VelhasiEloddal! 4: "0 CE ER Be) 7e

Korklaring, af Afbildningerne 70" AMEN dl. UT

DE ITALIENSKE NAALETRÆERN

GEOGRAPHISKE OG HISTORISKE FORHOLD.

PROFESSOR.

4 ae Paar Ein : i L
ees en |
DT ARE at
» TE Ald Mk 24. SO
Ie fad N 1 i mt

ira in, TK Ai,

oe Dr Abid cae Be
RE Rn Vs RN i ;

) a 5 en, u Lio Wi) nis NT" At M +

K Fa =, 4

l'A à Libre 4 CA, a u (At Å ‘ Une

NT |
OUI VA: ‘ ù run | ;

eR aa ee ©
i; ‘gi ue £: =
L
x ‘
i ‘
, 1
LI Fig
{
{ À
7 fini
M
t
4 i Pu
+ LE 72
: = i MRC
i {
RAT
VÆG"
J ’
”
L
ni i
i TUE <
L2 i
a
\ MN
M. h à 5
- ' va
bt. bs i ‘
> > À : A
? : ve "NYE
wr CL

Denne Udsigt over de geographiske og historiske Forhold, som de ita-
lienske Naaletræer (Coniferæ) 1) frembyde, udgjör en Deel af mit större
Arbeide over Italiens Klima) og Vegetation. Da den danner et Heelt
for sig, har jeg forud forelagt den for Selskabet og meddeler den herved
til det stérre Publicum. Den kan tjene som Prüve paa Behandlings-
maaden af de Plante-Familier, der spille en betydeligere Rolle i Italien.

I. Fyrreslegten (Pinus).

1. Den nordiske Fyr. (Pinus sylvestris Lin. 2).

Lambert Pinus, forste Udgave Tab. 1. Nouveau Duhamel ou Traité des Arbres, Tome
V. Tab, 66,

Dette Træ forekommer hyppigt i Italien paa Alpernes Sydside
ligefra Friaul til Nizza (Tagliamento-Dal, Piave-Dal, Mte Baldo, Legnone,
Valtellina, Simplon, Mte Cenis, Colde 'Tende)3) iser i sandet Jordbund i de
flade Dale. Dog er den mindre udbredt end Röd- og Hvid-Granen og Ler-
ken. Efter nogle Angivelser findes den ogsaa i de nordligste Apenniner +);

1) Slægten Ephedra er her udelukket.

2) Herunder indbefattes: P, uncinata DC. P. rotundata Link, P. mughus Jacq.
non Scopoli.

3) De i Parenthes auförte Localiteter ere, forsaavidt ingen Forfatter er tilföiet, saa-
danne hvor jeg selv har fundet Arten.

4) Monte Ginepro efter Nocca og Balbis Flor. Tic. p.II 195. Ligurien og Montferrat
efter Allioni Fl. Ped. IT. 177 og Bertoloni Amoenitates p. 51. Paa Höie hiinsides
Superga efter Balbis Flora Taurinensis.

a
og hvis ved disse Angivelser ingen Forvexling finder Sted med nerbe-
slegtede Arter, bliver Sydgrændsen her, thi Stedangivelserne fra den
övrige Deel af Apenninerne samt fra Sicilien höre til andre Arter.

Den üvre Grændse paa Alpernes Sydside er efter et Middeltal
5000 Pariser Fod over Havet, enkelte Steder gaaer den op til henved 6000/
(Col de Tende), medens den paa Nordsiden neppe kan sættes hüiere end til
4000’. I Almindelighed gaaer den ikke dybere ned end til 2000’, men
stundom til 1000’ (Tolmezzos Niveau), ja enkelte Steder vel endnu lavere
cf. Ex. ved Tagliamento),

Denne Arts Nordgrændse i Skandinavien falder ved 69—70°
(Wahlenberg, v. Buch). Den spiller i den skandinaviske Halvée og den
nordlige Deel af den üsteuropæiske Slette en meget betydelig Rolle i
det den her danner store Skove, ligesom den ogsaa opnaaer en betydelig
Höide. Dernæst forekommer den i Skotland, i de sandede Sletter i Nord-
tydskland (dog for det meste plantet) og ligeledes i de mellemeuropæiske
Biergmasser og i Dalene paa Nordsiden af Alperne (Chamounix, Wallis,
Rhindalen, Graubünden, Tyrol, Bayern, Rärnthen). Mod Vesten udbreder
den sig til Pyrenæerne (Decandolle Bentham!) hvorimod de Angivelser
man har fra Spaniens Halvüe og Grækenland, neppe vedkomme denne
Art. Ogsaa for Nordasien og Caucasus angives den, men det er tvivl-

somt om Arten er identisk eller kun analog (Ledebour. Link 2).

2. Dverg-Fyrren (Pinus Pumilio Hanke).
Waldstein & Hitaibel Pl, Hung. Tab. 149.

Denne Fyrreart forekommer paa Alpernes Sydside saavel i de
östlige (Tyrol, Baldo, dorso d’Abramo, Maloggia), som i de vestlige

1) Decandolle Mémoire sur la Géogr. des plantes de France. Mém. de la société
d’Arcueil T. 3, p.312. Loiseleur Flora Gallica 2, p.331. Bentham Catal. des plantes
indigènes des Pyrenées ete. p. 111.

2?) Ledebour Flora Altaica. IV.199. Link Abh, der Berl. Acad. 1827 og Linnæa 15 B. p. 489.

87 ;

Dele (Simplon, Col de Tende), dog ere Overgangsformer af Pinus
sylvestris saa hyppige og Adskillelsen mellem disse og Pumilio saa van-
skelig naar Koglerne mangle, at jeg ikke tör indestaae for, at jo maaskee
nogle af de anfürte Voxesteder kunne höre til de alpinske Former af
Pinus sylvestris. Den stiger op over Trægrændsen, dog neppe hüiere
end til 7500’, og forekommer neppe paa lavere Höide end 4000’; den
trives bedst i fugtig moradsig Jordbund.

Dvergfyrren findes ogsaa paa Alpernes Nordside, den er hyppig
i Karpatherne, hvor den danner en Region ovenover Gran-Regionen,
mellem 4100—5600° (Wahlenberg); ogsaa i Riesengebirge forekommer
den (Wimmer 1).

Ld

3. Majella-Fyrren (Pinus magellensis ad interim).

I den överste Region af Monte Amaro (den höieste Deel af la
Majella) voxer en lav buskagtig Fyr, der synes at vere forskjellig fra
Alpernes Dvergfyr. Den har, som denne, nedliggende krumme Grene
og stive noget krummede tet staaende Blade, dens Kogle er endnu mindre
end hos Dvergfyrren og derhos kugelrund; dernæst forekommer der ofte
tre Blade i samme Skede og endeligen udmærker den sig ved meget store
hindeagtige nedentil sorte Knopskjæl (perulæ), som blive siddende ved de
forlængst udviklede Blade. Jeg kunde vere tilbüielig til at ansee den
for en alpinsk Form af Pinus Laricio eller rettere for en Art der staaer
i samme Forhold til denne som Pinus Pumilio til P. sylvestris, thi et
Exemplar af Laricio fra Bögens Region paa samme Bierg, Valle dell’
Orfenta, som Gussone har meddelt mig, har mindre Rogler og korte stive
noget krummede Blade, hvortil kommer at der ogsaa hos Laricio stundom
viser sig 5 Blade i Skeden; da imidlertid Rnoppen paa den her omhand-

lede Fyr aldeles ikke er penselagtig som hos Laricio, men tvertimod meget

1) Wahlenberg Flora Carpathorum p. 311. Wimmer Flora von Schlesien p. 339.

8
budt, kan det neppe vere en Afart af Laricio. Jeg henstiller derfor til de ind-
födte Botanikeres nærmere Undersögelse om denne Fyrrebusk bör udgiöre
en egen Art; og ligeledes om den buskagüge Fyr der groer paa Toppen af
Mte Pollino i Calabrien, og som jeg kun fandt uden Kogler, hörer til samme
Art (magellensis) hvilket efter de geographiske Forhold er rimeligt 1),
eller til Pumilio. Den fürstnævnte (magellensis) er udentvivl den samme
som anföres under Navn af P. Pumilio hos 'Tenore og som P, Mughus
af Gussone 2).

Pinus magellensis begynder paa Mte Amaro ved Büsens üvre
Grændse 5600’ og gaaer næsten op til Toppen, nemlig til 8500’, den
bidrager her væsentligen til at danne en Buskregion. Den paa Mte Pol-
lino forekommende Fyrrebusk voxer mindre udbredt mellem Serra di Dol-

_cedorme og det egentlige Mte Pollino paa omtrent 6200’ Höide.

4. Den corsikanske Fyr (Pinus Laricio).
Nouveau Duhamel. V. Tab. 71 & 67 fig. 2.

Paa Etna er denne Fyrreart meget almindelig og danner Skove
mellem 4000 og 6000’ Höide. Efter Tenore3) findes den paa Bjerg-
massen Sila i Calabrien, og danner ligeledes der Skove. Efter
Gussones Meddelelse forekommer den ogsaa paa Majella i Bögens
Region i Valle dell’Orfenta®) og rimeligviis hérer hertil hvad der af
Tenore tidligere (Flore Neapolitane Prodr. og Geographie physique)

er "anført som P. sylvestris, senere (Flora Neapolitana T. V), som

1) Dog bemærkes at de lange vedvarende Knopskiæl fattes paa de af mig samlede
Exemplarer.

2) Tenore Flora Neapolitana V 269. Gussone Pl. rar. p. 259.

3) Tenore: Geographie physique & botanique du royaume de Naples. p. 75. Flor.
Neap. V. 267.

+) See ovenfor under P. magellensis.

89
P. nigrescens fra Apenninerne. Efter Savi!) har den tidligere maaskee
endog voxet i de toskanske Apenniner.

Den er först bleven bekjendt fra Corsika, men efterhaanden fundet
i flere Egne af Sydeuropa. Saaledes skal den efter Webb findes paa Mte
Monserrat i Spanien, efter Griesbach paa Mt. Athos, efter Hawkins
paa Taygetus, Cyllene og flere Steder paa de grieske Bierge og ligeledes an-
gives den efter Webb at voxe paa Bierget Ida paa Creta samt i Phrygien 2).

Den Afart, som Tenore kalder calabrica og hvoraf jeg har Exem-
plarer fra den botaniske Have i Neapel, svarer fuldkomment til Duha-
mels Figur samt til det store bekjendte Træ i Paris. Exemplarerne fra
Etna og Majella have ikke saa lange og slatne, men kortere og stivere
Blade og staaer i saa Henseende mellem P. Laricio og nigricans Host
(austriaca Hiss) efter Exemplarer fra den botaniske Have i Wien. Maa-
skee hörer Pinus pyrenaica ogsaa hertil. Fra Haven i Wien har jeg ogsaa
Exemplarer af P. Pallasiana Lambert som voxer paa Rrim3). Begge disse
Planter komme meget nær til Laricio og maaskee vil det vere rigtigst
at forene dem alle tre til een Art. 1 saa Fald udstrækker denne Art sig
ogsaa til de östlige Alper (dog neppe paa Sydsiden) og til Ungarn; thi
hertil hérer nok ogsaa Pinus Pinaster Rochel Plante Banatus rariores
Tab. 59 fig. 81.

Denne Art af Fyr eller — hvis man ikke anseer den for identisk
med de nævnte Arter — i al Fald den og dens meget nærstaaende For-
mer have en betydelig Udbredelse i Middelhavslandene. Efter Nouveau
Duhamel*) skal Michaux’s Pinus rubra vere den samme Plante og denne

altsaa ogsaa forekommer i Canada; det blev i saa Fald den eneste Pinus

1) Savi Alberi di Toscana. I. 153.

2) Webb Iter hispanicum. 10. Griesbach Reise durch Rumelien u. nach Brussa. 1 B.
357. Laudon Arboretum IV, 2203.

3) Biberstein antager det for Pinus Laricio. Flora Taurico-Caucasica Suppl. p. 623,
4) Vol. V. pag. 240,
id, Sel,naturvid. og mathem, Afh, XI Deel. M

90
Art, som var fælles for begge Continenter. Men denne Paastand trænger

til nærmere Bekræftelse.

8 Rystfyrren (Pinus Pinaster).
Lambert t. 4. 5. N. Duhamel V. Tab. 72. & 72his f. 1.

Voxer i sandede Sletter og paa lavere Bierge langs Nordapenni-
nernes Sydside og Mellem-Apenninernes Vestside (Pegli, Sestri, Spezia,
Sarzana, Viareggio, Macchia di Pisa, Mte Pisano, efter Savi!) ogsaa
i de sienesiske Maremmer og adskillige af de foran A penninkjeden liggende
Bierggrupper, og efter Brocchi?) ogsaa paa Mte Argentaro. Sydligere
forefindes den ikke, ligesom ikke heller Nord for Apenninerne. Vel er
den bleven angivet at voxe ved pianura del Cavallino i Nerheden af Ve-
nezia (Pollini, Naecari?) men de Exemplarer deraf jeg forefandt paa dette
Sted, rigtignok uden Rogler, höre til Pinus Pinea, thi de unge Blade
vare randhaarede og de ældre tyndere og ikke saa stive som hos P. Pinaster.

Den Form, som har kortere Blade og mindre Rogler (Duhamel
fig. 72 bis fig. 1) synes fortrinsvüs at tilhöre de lavere Bierge, den med
længere Blade og större Kogler derimod til de sandede Sletter, Den
største Höide, hvortil denne Art naaer, er 2800’ (Mte Pisano).

Foruden at dette Træ ogsaa forekommer ved den franske Mid-
delhavskyst, spiller det en betydelig Rolle paa Frankrigs Vestkyst hvor
det danner de store (tildeels dog plantede) Fyrreskove i Hederne (les
landes) og gaaer mod Nord indtil Mans*). Det er ogsaa meget almindeligt
paa Portugals Vestkyst og det sydlige Spanien (Link5). Derimod höre
Angivelserne fra Österrig og Ungarn rimeligviis til P. austriaca. Dog
angives den af Visiani6) som voxende paa OerneBrazza, Lesina, Curzola.

1) Alberi di Toscana I. 151.

2) Bibl. Ital. XI. 238.

3) Pollini Flora Veron. 3. p. 136. Naccari Fl. Vencta 5. p. 47.
+) Nouv. Duhamel. V. p. 242.

5) Berliner Abh, 1827. p. 175. Linnea B. 15. p. 498.
6) Visiani Flor. Dalm, I. 199.

91

6. Pinien (Pinus Pinea).
Lambert 6. 7. 8 N. Duhamel V. 72 bis fig. 3 & 75

Pinien forekommer i sandede Kyststrækninger i Toskana og Ro-
merstaten Vesten for Apenninerne (Viareggio, Macchia di Pisa, Ostia) og
paa de liguriske og toskanske Höie, (Pegli, Sestri, langs Arnodalen, Prato)
for det meste i Selskab med P. Pinaster, med hvilken den ikke sieldent
danner Skove. Efter Bertoloni!) er det den som danner den store Fyrreskov
ved Ravenna (Pinete Ravennate). Efter Allioni2) findes den ogsaa
i Grevskabet Nizza. Det er imidlertid tvivlsomt om den paa disse Steder
— i al Fald paa alle — er oprindelig vild. I Pianura del Cavallino
forekommer den, under ugunstige ydre Forhold, lav, formodentlig frem-
kommet ved Fröe, som tilfældig er kommet derhen3), I det üvrige af
Italien er den meget almindeligen dyrket ligefra Alpernes Fod til Sicilien.
Den findes i Almindelighed ikke paa större Höide end 1000—1509/, men
i de sydligere Dele af Italien dog undertiden indtil 2000" (Ariano).

Efter Sibthorp+) findes den i sandede Kyststrækninger i det vest-
lige Pelopones, rimeligviis under lignende Forhold som i Mellemitalien.
Ligeledes paa Oen Meleda efter Visiani 5). Dyrket er den fælles for alle
Middelhavslandene.

7. Den aleppiske Fyr (Pinus halepensis 6).
Lambert T. 10 & 11 (med Udelukkelse af den enkelte Kogle) N. Duhamel V. S. 70,
Denne Fyrreart savnes Nord for Apenninerne, men derimod er

den meget udbredt langs med begge Sider af denne Biergmasse ligefra

1) Bertoloni Amoenit. 233.

2) Allioni Fl. Ped IT. 177.

3) See ovenfor S. 90.

1) Prodr. Flor. Græcæ. 1. 247.

>) Flora Dalmatica. I. 200.

°) Link og 11, antage P. halepensis oy maritima som to Arter: Linnea XV, 495. 496.

M*

f 92

dens Forening med Så Alperne til Sydspidsen, saavelsom i Sicilien
(Genua, Sestri, Nervi og Chiavari, Carara, Mte Nero, Terni, Caduta delle
Marmore, Nera Dalen, Spoleto, mellem Otricoli og Narni, Capri, Pesto efter
Exempl. fra Giordano, Gargano, Terranova paa Sydkysten af Sicilien) 1).
Den findes saavel i sandet Jordbund som paa Rlippegrund, dog bedst i sidste.
Den stiger neppe höiere op over Havfladen end 2000’ (La Somma mellem
Terni og Spoleto).

Den aleppiske Fyr hårer til Middelhavsfloren. Foruden i det syd-
lige Frankrig (Frejus, Toulon: Decandolle, Loiseleur, Mt. Ventoux: Mar-
tins) forekommer den paa de dalmatiske Öer og Fastlandets Ryst: Visiani, i
Grækenland: Sibthorp, Hawkins, Chaubard, i Syrien, Nordafrika: Defon-
taines, og i Spanien: Cook) 2).

8. Den calabriske Fyr (Pinus brutia. Tenore).
Tenore Flora Neapolitana Tab. 200,

Denne Art, som kommer ner — maaskee for ner — til P. hale-
pensis men adskilles ved næsten siddende Kogler og længere Blade, og
den mere rue Endeflade af Rogleskiællene, voxer efter Tenorei Calabrien
(navnligen paa Aspromonte) mellem 2400—3600‘3). Jeg har Exemplarer
fra Aspromonte meddelte af Giordano og fra den botaniske Have i Neapel
avlede af Fröe fra Calabrien.

Der er hidtil ingen sikker Angivelse om at den skulde findes

udenfor Italien 4).

1) Ogsaa ved Comiso efter Exemplarer meddelte af Tineo, og paa le Madonie efter
Tineos og Gasparinis Meddelelser.

?) Decandolle Flor. Fr. III. 274, Loiseleur Flora Gall II. 331. Martins Mt. Ventoux p.
45 Visiani Fl. Dalm. 1 200, Sibthorp Flor, Gr. Prodr. If, 247, (under Navn af
P. maritima). Chaubard Flore de Pelop. 64. Nouv. Duhamel V. 239. Desfont.
Fl, Atl. I. 352 Loudon Arboretum IV, 2234,

3) Tenore Flora Neapolitana p. 266. Geogr, phys, p. 76.

5) Webb angiver den med Sporgsmaalstegn som voxende ved Cadix, Iter hispanicum p. 10.

95

9. Zirbelfyrren (Pinus Cembra).
- N. Duhamel V. Tab. 77. Lambert Tab, 23, 24,

Forekommer i Alpernes höiere Regioner fra Tyrol indtil Mt. Cenis,
dog sporadisk (Maloggia, Val Engadina, Spliigen, Mt. Cenis), mellem
4000—6500-.

Den findes ligeledes paa Nordsiden af Alperne fra Osterrig til
Savoien og Dauphiné. Udenfor Alpesystemet forekommer den i Karpa-
therne: Wahlenberg!) og Altaibiergene: Ledebour?). Om den, der
findes i det östlige Siberien, er forskjellig, maa vel endnu ansces for

tvivlsomt.

IT. Granslægten (Abies).

1. Rödgranen (Abies excelsa).
N. Duhamel V, Tab. 80. Lambert Tab, 25.

Meget udbredt og skovdannende i Alperne, lige fra den östligste
til den vestligste Grændse, (Nanus, Saifnitz, Tagliamento, Piave, Baldo,
Dorso d’Abramo, Stilfserjoch, Legnone, Valtellina, Bregaglia, Splügen,
St. Gothard, Simplon, Mte Cenis. Efter Martins ogsaa paa Nordsiden af
Mt. Ventoux)3). Den hersker især mellem 4000—6500’, stiger enkelte
Steder op til 7000’ (Stilfser Joch) paa hvilken Höide den dog bliver
dvergagtig; og den gaaer ned til 1000’ (Tolmezzo). Den forekommer
endnu paa de isolerede Hüie Eugancerne (Rua 1200’); men savnes deri-
mod paa hele Apenninkieden.

Dette Træ er meget udbredt i Skandinavien, især paa Ostsiden
af Biergmassen, hvor det naaer til 67° Brede, i den üsteuropæiske

og nordeuropæiske Slette, ligeledes i de mellemeuropæiske Biergmasser

1) Wahlenberg Flora Carpathorum 309.
2) Ledebour Flora Altaica, IV, 200,
3) Martins Mt. Ventoux p. 22.

94

fra Vogeserne til Rarpatherne. Det findes ogsaa i Pyrenæerne (Bentham) 1).
Derimod savnes det aldeles i alle Middelhavslandene, selv. paa Biergene.
Det tilsvarende nordasiatiske Tre er efter Ledebour og Link 2) en anden
Art (Picea obovata).

2. Hvidgranen (Abies pectinata).
- N. Duhamel V, Tab. 82. Lambert Tab. 30,

Udbredt over hele Alpemassen fra den üstlige til den vestlige
Grendse. (Baldo, Dorso d’Abramo, Val Bregaglia, Spliigen. Efter Allioni
i de piemontesiske Alper)3). Den forekommer især mellem 2000—4000/
men gaaer dog ned til 1000 og op til 4500; ligesom Rödgranen findes
den paa Euganeerne (Rua).

I hele Apenninkieden ligefra dens nordligste til dens sydligste Ende
træffes Hvidgranen. (Mte Scavone efter Flor. Tic II. 195, Cimone, Alpi
Apuane, Falterona, Camaldoli, La Vernia, Montamiata efter Savi Alb. di
Toscana I. 156, Lionessa, Mt. di Ascoli, Gransasso, Mie Vergine efter Te-
nore Sylloge 477, Mte Pollino, La Sila efter Tenore Geogr. phys. p. 76,
Aspromonte). Dens Höidebzlte er nordligere 1000—4200’, sydligere
2000—5500’ (Mte Pollino). Efter Tineos Meddelelse findes den ogsaa
paa Le Madonie i Sicilien #).

Hvidgranen findes paa Nordsiden af Alperne og i de mellemeuro-
pæiske Biergmasser (meget udbredt i Vogeserne), derimod hverken i den
nordeuropæiske Slette eller de nordiske Biergmasser. Nordgriendsen
falder omtrent ved 50°, i Harzen er den kun plantet. Den træffes efter

Bentham 5) i Pyrenæerne men, som det synes ikke i de övrige spanske

1) Bentham Cadalogue des plantes des Pyrenées p. 111,

2) Ledebour Flor. Alt. IV. 201. Link Linnæa 15. p. 518.

3) Allioni Flor Flor. Ped. Il. 179.

1) Samenl: ogsaa Tenore Ricerche, og Ralinesque Chloris Etnensis.
5) Catalogue p. 111.

Biergmasser. Paa de hüiere græske Bierge er dette Tra almindeligt
ifölge Sibthorps Beretning 1), ligeledes angives det af Chaubard fra Tay-
getus, hvor det danner en Region. Den nordasiatiske Hvidgran er efter
Ledebour?) en anden Art (Abies sibirica); maaskee gielder det samme

om den caucasiske.

III. Lerkeslegten (Larix).

1. Lerketreet (Larix europea).
N. Duham. V. t. 79. f. 1. Lambert Tab. 35.

Udbredt, skovdannende, tildeels herskende i Alpernes höiere Re-
gioner fra Ost- til Vest-Grændsen. (Tagliamento, Piave, Baldo, Dorso
d’Abramo, Stilfserjoch, Legnone, Val Bregaglia, Maloggia, Spliigen,
Simplon, Mt. Cenis, Col de Tende). Dens egentlige Region er mellem
5000 og 6500’, men stundom gaaer den op til 7000’ og bliver da ofte
dvergaglig, men ogsaa ned til 2000’ ja endog til 1500’ (ved Piave).

Den savnes aldeles i Apenninerne.

Paa Alpernes Nordside er den mindre hyppig end paa Sydsiden.
Udenfor Alperne forekommer den i Rarpatherne3) og i den üsteuropæi-
ske Slette, men hverken i den nordeuropæiske Slette, den skandinaviske
Biergmasse eller Pyrenæerne; ligesom den ogsaa savnes i Grækenland
og den spanske Halvée. Det sibiriske Lærketræ er efter Ledebour +)
en forskjellig Art (Larix sibirica).

1) Sibthorp Flor, Gree. Prodr, II 248. Chaubard Flore du Péloponèse. p. 61.
2) Ledebour Flora Altaica IV. 202,

3) Wahlenberg Flor. Carpath. 313.

*) Ledebour Flora Alt. IV, 204

96

IV. Cypreslegten (Cupressus).

1. Cypressen (Cupressus sempervirens).
N, Duhamel III. Tab. 1.

Som dyrket Træ, i Haver og Alleer, paa Rirkegaarde o. s. v.,
udbredt over hele Italien fra Alpernes Fod til Calabrien, saa og paa
Sicilien. Hist og her forvildet. Den trives i Mellemitalien indtil
2000—2500 over Havet.

Den er almindelig udbredt i Landene omkring Middelhavet, Græ-
kenland, Barbariet, Libyen o.s. v.1) formenes at vere vild i det græske

Archipelagus og Lilleasien.

V. Eneberslegien (Juniperus).

1. Alminde.ig Eneber (Juniperus communis).
N. Duhamel VI. Tab. 15. fig. 1.

Særdeles almindelig udbredt i Alperne fra Ost- til Vestgrændsen,
fra Foden til omtrent 5000’ Höide, hvor den aflöses af den næste, nær-
beslægtede Art (Karsch, Tagliamento, Baldo, Legnone, Bregaglia,
Splügen, Mt. Cenis). Ogsaa i Posletten (Pianura del Cavallino og
Eugancerne); paa Apenninerne omtrent til samme Höide som i Alperne
(La Bocchetta, Borghetto, Pontremoli, Cimone, Pianoro, Pietramala,
Alpi Apuane, Prato, Mte Pisano, la Vernia, Montamiata, Terni, Spo-
leto, Rieti, Lugnano, Aquasanta, Ascoli); paa Rysthöiene og i Kystslet-
terne indtil omtrent 40° Brede (Genua, Viareggio, Macchia di Pisa,
Monte Limone, Montenero, Ostia, Mt. Mario); neppe sydligere, i det
mindste ikke i Sletten, Den forekommer i tör sandet Jordbund, i Heder
og Skove.

Den er udbredt over hele Nordeuropa lige til Lapland. I Pyre-

1) Sibthorp Flor, Græcæ. Prodr. II. 248. Chaubard Flore du Peloponèse p, 64. Des-
fontaines Flora Atl. Il. 854. Viviani Flore Libycæ Specimen p. 60.

næerne efter Bentham 1), ogsaa i Spanien og Grækenland, dog som det
synes kun i Biergene, samt paa Caucasus?). Efter Pursh og Hooker
findes den ogsaa i Canada, Newfoundland, ved Huron Söen og paa Nord-
amerikas Vestkyst indtil Sitcha; — efter Capt. Webb endog i Nepal og
Boutan3). Den sidste Angivelse tiener dog vel til nærmere Bekræftelse.

2. Dverg Enen (Juniperus nana).

Den træffes i Alperne i den subalpinske og alpinske Region, neppe
under 5000” eller over 7500’ (Baldo, Stilfser Joch, Legnone, Maloggia,
Alpe di Lago, Simplon, Mt. Cenis, Col de Tende); i de apuanske Apen-
niner efter Exemplarer meddelte af Bertoloni den yngre; paa Monte
Velino og maaskee ogsaa paa andre Apennintoppe, der heve sig til en
tilstrækkelig Höide.

Nord for Alperne forekommer den i Karpatherne (Wahlenberg),
i Lapland indtil de nordligste Dele (Wahlenberg) i Altaibiergene (Lede-
bour) i Grönland (I. Vahl mundtlig) og Nordamerikas nordligste Egne
(Hooker)4). Den skal efter Webb ogsaa findes i Portugals hüie Bierge5).

9. Enen med kalvkugelformede Ber (Juniperus hemisphæ-
rica Presl).

I den övre, nögne Region af Etna findes en lav nedliggende

Eneber Art meget almindelig. Paa Grund af Voxestedet antager jeg

1») Bentham Catal. p, 93.

2) Webb Iter hispanicum p. 10. Sibthorp Flor. Gr. Prodr. If. p. 262. Chaubard
Flore du Peloponèse p. 65. Bieberstein Flora Taurico Caus. I. 425, Cfr, C. A,
Meyer Bericht 1831 p. 41.

3) Pursh Flora Americæ sept. II. 646. Hooker Flora boreali americana I. 165.
Laudon Arboretum IV. p. 2491.

1) Wahlenberg Flora Carpath. 322. Flora Lapponica 276. Ledebour Flora Altaica
IV. 299. Hooker 1. c.

5) Webb Iter hisp. p. 10.

id, Sel, naturvid. og mathem. Afh, XI Deel, N

98

den for Presl’s Juniperus hemisphærica 1), skiöndt jeg ikke har fundet den
i Frugt. Dens Hôidebælte kan efter mine egne samt Phillippis og Carlo
Gemmellaros2) Angivelser bestemmes til 50007000. Efter Tenore er
den af Gussone ogsaa fundet paa Aspromonte og flere af Calabriens
Bierge3).

Paa Mte Sibilla, Mt. Amaro og Gransasso har jeg i den subal-
pinske Region fundet en Enebærbusk som meget ligner den fra Etna,
og som har noget fladtrykte Ber; dog er jeg uvis om det ikke er en
Biergvarietet af Juniperus communis.

Udenfor Italien er den hidtil ikke fundet.

4. Ceder-Enen (Juniperus Oxycedrus).

Denne Art, der er væsentlig forskiellig fra J. macrocarpa, som
ofte gaaer under dens Navn, har jeg fundet i Apenninerne mellem
1000—35000’ (mellem Otricoli og Narni, mellem Norcia og Castelluccio,
paa Mt. Gargano). Efter Tenore voxer den ogsaa paa Mte. Salviano*)
Rimeligviis hörer hertil en Angivelse af Orlandini5): Gabbreto di Mte
Auto e dei Monti Rognosi.

Da denne Art ideligen forvexles med den fölgende, er det van-
skeligt at bestemme dens Voxekreds udenfor Italien. Jeg formoder at
den i Sydfrankrig almindelige Oxycedrus (Cade) hirer hertil, ligesom
ogsaa den, der efter Sibthorp er almindelig i (Grækenland og det græske
Archipelagus, navaligen paa Bierget Helicon 6) og i Dalmatien”). Ri-

meligviis forekommer den ogsaa paa den spanske Halvöe.

1) Presl. Flora Sicula p. XL. 2

2) Philippi Etna. Linnea 7 B. p. 762. C. Gemellaro Cenno sulla vegetazione ete.
3) Tenore Sylloge. 483,

4) Tenore Sylloge 488 Flora Neapolitana V, 282.

») Zuccagni Orlandinis Kort.

6) Sibthorp Flor, Gr. Prodr. II. 263,

7) Visiani Flor. Dalm, I, 202.

99 2

5. Enen med store Ber (Juniperus macrocarpa Sibth.).

Den voxer ved de sandede Ryster og paa Klipper langs Mid-
delhavet; (Macchia di Pisa, Montenero, Ostia, Lago di Licola, Lago
di Patria, Cuma). Rimeligviis ogsaa langs det adriatiske Hav (Apulien
efter Tenore) 1). I Sicilien efter Exempl. meddelte af Tineo.

Den findes i Grækenland efter Sibthorp, i Spanien ved Cadix efter
Webb) 2, og fra Barbariet har jeg seet den i Desfontaines Herbarium
under Navn af Oxycedrus. Rimeligviis er den udbredt over alle Mid-
delhavskyster.

6. Sevo-Enen (Juniperus Sabina).
Vollständige Sammlung Offic. Pfl. Düsseldorf.

Den forekommer saavel i Alperne (Pfunds, Lombardiets Bierge
meddelt af Odescalchi) som i Apenninerne (Castelluccio, Gransasso, Ma-
jella). Nogle italienske Forfattere anföre den som voxende paa Klipper
ved Havkysten, men jeg formoder at man i saa Henseende har forvexlet
den med Juniperus phænicea. Allioni, Pollini, Brocchi og Tenore angive
den kun som Biergplante, og anderledes har jeg heller ikke fundet dens
geographiske Forhold.

Efter Bentham findes den i Pyrenæerne, efter Sibthorp og Chau-
bard i Grækenland, og efter Webb paa den spanske Halvöe, begge
Steder som Biergplante3). Den forekommer ogsaa paa Nord- og Vest-
siden af Alperne, efter Ledebour i Altaibiergene og paa Caucasus efter
Meyer+). Den angives af Hooker ogsaa at voxe i Canada indtil Saskat-

chawan ved Huron Söen og i Rocky Mountains 5).

1) Tenore Sylloge 483.
2) Sibthorp Flor, Gr. Prodr. If. 263, Webb Iter hisp 10,

3) Bentham Cat. 95. Sibthorp Fl. Gr, Prodr. II. 264. Chaubard Flore du Pelopo-
nese p. 65. Webb Iter hisp. 10.

1) Ledebour Flor. Alt. IV. 298. C.A. Meyer Bericht, 1831. p. Al.
>) Hooker Flora boreali-americana II. 166. Allerede tidligere angivet af La Pilaye.
*

100

7. Den phoeniciske Ene (Juniperus phenicea) 1).
N, Duhamel VI Tab. 17.

Den findes langs Kysterne af Middelhavet paa Klippegrund,
ligefra Nizza og Oneglia til Calabrien og Sicilien og ligeledes ved det
joniske og adriatiske Hav fra Tarent og Gallipoli til Cherso (Nizza efter
Allioni, Montenero, Terracina, Castel Fusano, Gargano. Efter Tenore
og Gussone ved Lecce, Taranto, Gallipoli, efter Roch paa Cherso 2). Fra
Castellamare i Sicilien meddelt af Gussone). Findes neppe uden paa
ringe Höide over Havet.

Den er almindelig udbredt om Middelhavet, i Grækenland og det
græske Archipelagus (Sibthorp, Chaubard), rimeligviis ogsaa i Levanten;
paa Barca Plateauet (Viviani), Barbariet (Desfontaines) og den franske
Middelhavskyst (Decandolle Loiseleur 3).

VI. Barlind (Taxus).

1. Almindelig Barlind (‘Taxus baccata).
N. Dubamel. I. Tab. 19.

Den forekommer sporadisk saavel i Alperne (Legnone, Baldo
efter Pollini, Piemonts Bierge efter Allioni%)) som i Apenninerne (Cima
dei monti, Montamiata efter Santi, Subiaco efter Sebastiani & Mauri, Monte
Acuto ifülge Orsini, Mt. Gargano efter della Torre og Giordano, Matese
efter Tenore)5), — men neppe nogetsteds vild i Sletten. Den nedre Grændse

1) Juniperus lycia antager jeg som Synonym,

2) Tenore Sylloge p. 484. Flora Neapolitana V, 282. Gussone Pl. rar. p.370. Koch
Syn. Flor, Germ. 665.

3) Sibthorp Flor, Gr. Pr. II. 264. Chaubard Flore du Poloponese p. 65, Viviani
Flore Libycæ Spec. 61. Desfontaines Flora Atlant, II. 371. Decandolle Flor, Franc.
III. 279. Loiseleur Flora Gallica I. 552.

4) Pollini Flor. Ver, III, 193. Alloni Fl. Ped. II. 182,

5) Santi. Giorn, Agrario, Savi Alb. di Toscana I. 210. Sebastiani & Mauri. Fler. Rom.
Pr. 339, Tenore Sylloge 484. Flora Neapolitana V. 282,

101

er 1000’ i Alperne 2000’ i Mellemapenninerne; den övre Grændse falder
i Naaletræernes Region i Alperne og i Bögenes paa Apenninerne.

Den findes paa Alpernes Vest- og Nordside, i de mellemeuro-
pæiske Biergmasser samt i Skotland og paa den skandinaviske Halvöe.
Nordgrendsen er 61° i Skandinavien (Gefle, Bergen), 58° i Skotland 1).
Den forekommer ogsaa i Pyrenæerne, i Spanien efter Ortega, og i Græ-
kenland som Biergplante, samt paa Caucasus2). Efter Hooker ogsaa ved
Huron Söen og fl. Steder, dog antage andre den som voxer her for en

egen Art under Navn af Taxus americana 3).

Tilbageblik.

Betragte vi först Alperne, saa finde vi, efter det Foregaaende, at de
frembyde ti Coniferæ, nemlig: Pinus sylvestris, Pumilio, Cembra; Abies
excelsa, pectinata;' Larix europea; Juniperus communis, nana, Sabina;
Taxus baccata. Alle de europæiske Slegter ere saaledes her repræsen-
terede, I Henseende til Hôideforholdene ere de fordelte paa fölgende
Maade:

Til den alpinske Region höre Juniperus nana og Pinus Pumilio.
Til Naaletræernes Region: Pinus Cembra, Larix europa, Abies excelsa
hvoraf de to sidsfe ogsaa gaae lavere ned. Til Bögens og Egens Region:

Pinus sylvestris, Taxus baccata, Juniperus communis, Abies pectinata,

1) Hartman Skand. Flora 3 Edit, p. 241. Watson Geogr. Verth. der Gewächse
Grossbritt. übers, v. Beilschmied p, 196,

2) Bentham Catal. p. 124. Sibthorp Flor. Gr. Prodr. Il, 265. Chaubard Flore du
Peloponèse p. 65. Bieberstein Flora Taurico Caucasica T. Il. p. 427. C.A. Meyer
Bericht. 1831, p. 40.

3) Hooker Flora boreali-americana If. 167,

102

Juniperus: Sabina. De gaae hist og her ned i Kastaniens Region.
Juniperus communis treder endog ned i Posletten.

Det nordlige Europa fremkyder kun 6 vildvoxende Coniferæ; af
disse findes 4 paa de brittiske Oer nemlig: Pinus sylvestris, Taxus baccata
Juniperus communis og nana; i Skandinavien kommer hertil Abies excelsa;
i den nordlige Deel af den üsteuropæiske Slette: Larix europea.

I de mellemeuropæiske Biergmasser forekomme foruden disse
Arter endnu to nye Arter nemlig Abies pectinata og Juniperus Sabina,
i Riesengebirge og Karpatherne desuden: Pinus. Pumilio og Cembra.

I Alperne samles de nord- og mellem-europæiske Arter, ikke en
eneste savnes. Denne Rjendsgjerning turde maaskee ikke blive uvigtig i
plantehistorisk Henseende, skiéndt man ikke derved kan ansee det for
beviist, at alle nordeuropæiske Arter skulle være nedvandrede fra Alperne.

Alperne ere saaledes rigere paa Arter end det nordlige Europa.
I Naaletræernes Region spiller dette Slags Træer den samme Rolle som
i Skandinavien, den nordlige Deel af den östeuropziske og visse Egne af
den nordeuropæiske Slette og de mellemeuropæiske Biergmasser. Dog
indtage navnligen i Nordeuropa Naaleskovene et langt större Areal, og
indbefatte langt flere Individer end i Alperne. I Norden træde Naale-
treerne alle ned i Sletten, i al Fald kun med Undtagelse af Juniperus
nana; ogsaa paa Nordsiden af Alperne er dette Tilfældet med de der
voxende Naaletræer, med Undtagelse af de alpinske Arter (P. Pumilio,
Junipus nana), og dem der vel höre til Naaletræernes Region men nær-
me sig til den alpinske Region (Larix europea, Pinus Cembra). De fore-
komme her ikke blot i Dalene og Terasserne men selv ved Alpernes Fod;
dette er derimod ikke Tilfældet med Naaletræerne paa Sydsiden, af hvilke,
strengt taget, ikkun Juniperus communis gaaer ned i den lombardiske Slette.

Med Pyrenæerne have Alperne endeel Naaletræer tilfælles: det er
sikkert Tilfældet med Pinus sylvestris, Abies excelsa, Abies pectinata

Juniperus communis og Sabina, og Taxus baccata; maaskee med flere, men

105

neppe med Larix europea og Pinus Cembra, der ere östlige Former.
Pyrenæerne frembyde ingen eiendommelige Former uden man vil antage
Pinus uncinata for en egen Art.

Af de nordeuropæiske Arter have Larix europæa og Abies excelsa
deres absolute Sydgrendse ved Alperne. Hermed er ogsaa Larix Slægten
begrændset, hvorimod Abies Slægten vedligeholdes i andre Arter. Pinus
sylvestris er ogsaa i Hovedsagen begrændset ved Alperne, om end enkelt
sparsom Forekomst skulde finde Sted sydligere, men andre Fyrreformer træde
istedet saa at Slægtsformen vedligeholdes. — Taxus baccata, Juniperus nana
og communis gaae lengere mod Syd, de to förste dog kun som Biergplanter,
under koldere klimatiske Forhold. Af de Naaletræer, som have deres Nord-
grendse i de mellemeuropæiske Biergmasser gaae Abies pectinata og Juni-
perus Sabina ligeledes sydligere, men ogsaa kun som Biergplanter. Pinus
Cembra derimod findes ikke sydligere. Pinus Pumilio, eller i al Fald en
analog Form, gienfindes under lignende klimatiske Forhold i Apenninerne.

Den store Poslette har ingen Naaleskove; kun Juniperus com-
munis viser sig paa Heder og Sandstrækninger, og de sydlige Former
Pinus Pinea og Cupressus sempervirens fremtræde her blandt de dyrkede
Tr&er, der pryde Haverne. Paa de af Sletten isolert opstigende Euga-
neer forekomme derimod begge Granformerne.

Med Apenninerne begynder Middelhavs-Floren. Holde vi os her
for det Förste kun til Sletter, Dale og Höie og stige ikke op over det
immergrönne Bælte (Regio sempervirens), saa have vi tre Fyrrearter nemlig:
Pinus Pinaster, Pinea og halepensis, tre Arter af Eneber: Juniperus
phenicea, macrocarpa og communis, og endelig, skiöndt kun forvildet,
Cupressus sempervirens. Uagtet Arternes Antal saaledes er ligesaa stort
som i det nordlige Europa, saa er her færre Hovedformer; og skiöndt
man finder Skove af Fyrretreer og Krat af Eneber, saa kunne disse
dog i Henseende til den Rolle, de spille, ingenlunde sammenlignes
med de nordiske Arter. — Af de tre Fyrrearter höre Pinus Pinaster til

__ 104

Vesteuropa, dog kun dets sydlige og mellemste Deel. (Frankrigs Vest-
kyst, Portugal, Spanien). Den gaaer i Italien ikke sydligere end 42° og
findes neppe åsten for Appenninerne. Den anden Art, Pinus Pinea,
synes at være oprindelig vild i et lille Bælte af Mellemitalien, baade ved
Vest- og Östkysten, men er forüvrigt meget udbredt som dyrket Tree
over hele Italien og de åvrige Middelhavslande. Den tredie Art Pinus
halepensis er særdeles udbredt paa begge Sider af Apenninerne, ligesom
den hirer til Middelhavslandenes almindeligste Tresorter. De to Ene-
bærarter: Juniperus macrocarpa og phænicea, ere meget almindelige ved
begge Kyster og ligeledes ellers i Middelhavslandene; J. communis er
udbredt til 40° i Sletten.

Apenninernes Skovregion dannes fornemmeligen af Lévtreer især
Kastanie og Eeg i den nedre Deel, Båg i den övre; dog fremtræder
iser i Bogens Region ogsaa Naaletræer, og det deels de Former som
forekomme i Alperne, nemlig Abies pectinata, Taxus baccata, Juniperus
communis og Sabina, deels nye Former nemlig: Pinus Laricio, der frem-
træder paa Etna, i Calabrien og i Abruzzerne, og som ogsaa forekommer
i andre Bierge i Middelhavsbekkenet, Pinus brutia, der efter vor nærvæ-
rende Kundskab, er eiendommelig for Calabrien, og Juniperus Oxycedrus,
der synes baade at have östlig og vestlig Udbredelse.

Det er kun faa Toppe af Apenninerne som hæve sig op til den
subalpinske Region, hvor dette imidlertid er Tilfældet, som paa Majella
der viser sig en lav krybende, med Pumilio analog, Fyrreart, Pinus
magellensis. Dernæst Juniperus nana i de nordlige Apenniner, paa Mt.
Velino og maaskee flere Punkter, og endeligen Juniperus hæmisphærica
paa Etna i Calabriens Bierge og maaskee paa Abruzzernes hüieste Punkter.

Betragtes Italien Syd for Posletten under Eet, uden at adskille
Regionerne, saa har det 16 Arter, altsaa et stérre Antal end Alperne,

men dette var ogsaa at vente eftersom her Middelhavsklimatet, Mellem-

u AR

europas og Nordeuropas Rlimater og Polar-Klimatet efter Höiden aflöse
hinanden. Dog savnes Hovedformerne: Larix, Cembra og Abies i
strengere Forstand, ligesom heller ingen nye Hovedform træder til uden
den dyrkede Cypres.

Grækenlands Halvö og de græske Oer synes, hvad Naaletræerne
angaaer, i det Væsentlige at stemme overeens med Italien. I Sletterne
voxe: Pinus Pinea og halepensis, Juniperus macrocarpa og phænicea, Cu-
pressus sempervirens; paa Biergene: Pinus Laricio, Abies pectinata,
Taxus baccata, Juniperus communis, Oxycedrus, Sabina, dog fremtræde
som eiendommelige: Abies cephalonica og Abies Apollinis Link. Ogsaa
den spanske Halvö synes, saavidt vor ufuldkomne Kundskab strækker, at
have betydelig Lighed med Italien. Fælles ere: Pinus Pinaster, hale-
pensis, Juniperus macrocarpa, Cupressus sempervirens i Sletten, — Taxus
baecata, Pinus Laricio, Juniperus Sabina, communis og nana i Biergene.
I Sydspaniens Bierge mellem 5500—6000° forekommer efter Boissier:
Abies Pinsapo, som savnes i Italien,

Nordsiden af Afrika og navnligen Atlas og Barca Plateauet frem-
byde endeel af de italienske Former, navnligen Pinus halepensis og Pinea,
Cupressus sempervirens, Juniperus phænicea, macrocarpa, — men ogsaa
en ganske ny Form, nemlig Callithris quadrivalvis. Syden for Atlas forsvin-
der Naaletræernes Gruppe aldeles. De canariske Oer have en særegen
Fyrreart: Pinus canariensis, og to Arter af Eneber, der rimeligviis ere
eiendommelige. Ogsaa Syrien og Lilleasien have endeel tilfælles med
Italien, nemlig i det mindste de Arter, som ogsaa findes paa Afrikas
Nordkyst. Paa Libanon træder den mærkelige Form Cedrus til, der er
meest analog med Lerken blandt de nordiske Former.

Ifölge de ovenfor anförte Forfattere forekomme tre af de euro-
pæiske Enebærarter: Juniperus communis, nana og Sabina ogsaa i Nord-
amerika. Da de to første ogsaa findes i det nordligste Europa er dette
en Stadfæstelse paa den betydelige Overeensstemmelse der finder Sted

Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh. XL Decl. 0

a

mellem de polare og subpolare Lande i begge Continenter; mere paafal-

dende er Forekomsten af J. Sabina, der först viser sig i Mellemeuropa.

Det nordamerikanske Taxtre anföres af nogle som identisk med det euro-

pæiske, af andre som en egen Art. Forövrigt er Nordamerikas Rigdom

paa Naaletræer af Fyrre-, Gran-, og Lærke-Formerne noksom bekiendt,

men alle Arter, selv de nordligste, ere forskiellige fra de europæiske.

De italienske Naaletreers Historie.

At Pinien (Pinus Pinea), i Oldtiden, ligesom nu, har veret almin-

delig, fornemmeligen som dyrket Plante, er udenfor al Tvivl; man kaldte

den simpelthen Pinus.

4) Plinius siger om den i Modsætning til Pinaster: at den er grenet i

Toppen, medens den sidstnævnte er det i Midten!). Ovid har den
samme Piniens særegne Form for Oie naar han siger, at den har
opkiltrede Haar, eller en Top med stive Haar 2).

Plinius anförer det som noget Beundringsverdigt, at Pinus samti-
digen bærer modnende Frugter, Frugter som skulle modnes neste
Aar, og dem som forst skulle blive modne om tre Aar3). Dette er
Tilfældet med Pinien, men ikke med nogen anden i Italien forekom-
mende Art.

Samme Forfatter tillegger den en meget stor Frugt; det er ogsaa
den Art blandt de italienske som har den störste Frugt. Han siger
Nödderne liggei Rum og ere beklædte med en Bedækning af Rust 4)

') Histoire naturelle de Pline par Ajasson de Grandsagne Paris 1831 Lib. XVI.

sec. XVII. ,,Pinaster nihil aliud est, quam pinus sylvestris, mira altitudine, et a
medio ramosa, sicut pinus in vertice”,

2) Gvid. Metam. (Edit Gierig) X 103, ,,succincta comas hirsutaque vertice Pinus”.
») Plinius Lib. XVI. Sec. XLIV. ‚‚In maxima tamen admiratione Pinus est: habet

fructum maturescentem: habet proximo anno ad maturitatem venturum, ac deinde
tertio”.

) Ikke just rustfarvet, som man i Almindelighed oversætter, men pulveragtig.

107

for at de kunne ligge blødt. Han forudsætter at Riernerne ere spi-
selige, hvilket ikke passer paa nogen anden end denne og Cirbelnüden
i Alperne!). Ogsaa Apicius taler om Pinienödder, nuclei pinei,
og nævner dem som Ingredientser af en meget sammensat Ret 2);
de bruges ogsaa nu i Rogekonsten. — Plinius3) taler om en Afart
med brækkelig Skal, som han kalder terentinske Nödder, en Afart
som ogsaa nu er kiendt og iser dyrkes i det Neapolitanske; han siger
endvidere at man bevarer Pinienödderne ved at sylte dem i Hon-
ning #) — ogsaa nu veed man, at de ere meget udsatte for at blive
harske, hvorfor man lader dem blive i Koglerne.

4) At Pinietræet da, som nu, blev dyrket i Haverne og anbragt ved
Landhusene sees af Palladius’s, Varros, Columellas og Catos For-
skrifter, for hvor og naar man skal saae og höste PinienüdderneS). —
Virgil siger, at Pinien er det smukkeste Træ i Haven og Horats taler
om en Pinie, der ragede frem over hans Villa6), og Varro siger at
Pinien benyttes til Grændseskiæl mellem de forskiellige Eiendomme 7),

5) Endeligen findes i Pompeji og Herkulanum Piniekogler afbildede
paa Frugt- og Rjökken-Stykker og i Arabesker; — og i Herkula-

num har man fundet forkullede Piniekierner, —

1) Plinius Lib. XV. Sect. IX. ,,Grandissimus (fructus) pineis nucibus — intus exiles nu-
cleos lacunatis ineludit toris vestitos alia ferruginis tunica, mira nature cura molliter
semina collocandi. — In melle decoctos nucleos Taurini aquicelos vocant”.

2) Apicius de opsoniis & condimentis (Amstel. 1709). Lib, I. 33.

3) Plinius Lib. XV, Sect, IX, „Harum genus alterum terentinæ, digitis fragili
putamine”,

4) See Note 1.

5) Palladius Novb. VII. 9-12. Feb. XXV 33. Mart. X. 37, Varro. I. 15. Columella
Lib.V. Cap. 10, Sect. 14. og Cato Cap. 23. (Seriptores rei rusticæ, edit: Schneideri)

5) Virgil Bucoliea (Edit. Forbiger) Eclog VII. 65. ,,Fraxinus in sylvis pulcherrima,
Pinus in hortis”. Horatii Lib, 3. Ode 22. „Piuus imminens ville”.

7) Varro Lib. 1. 15.

O*

108

I Almindelighed forstaaes altsaa Pinien, naar der hos de romerske
Skribenter nævnes Pinus, men udentvivl har Ordet stundom en mere
generisk Betydning og gielder for flere Arter af Fyrreslegten. Pinus
nevnes ikke sieldent som et Træ, der giver Bygningstémmer iser Skibs-
témmer, ja det bruges endog figurligt om et Skib1); men Piniens Ved
er ikke synderligt godt til Témmer. At Ordet Pinus ogsaa er brugt
generisk, bliver rimeligt deraf at Plinius anvender Ordet i Pluralis paa
et Sted, hvor det er aabenbart at der tales om flere Arter2),

Efter at Plinius har talt om Pinien nevner han Pinaster3), om
hvilken han siger, at det er ikke andet end en vild Pinie, som udmerker
sig ved sin store Höide og derved, at den er grenet i Midten, at den giver
rigeligere Harpix end Pinien og den voxer, siger han, ogsaa i Sletten. —
Tanken falder her strax paa Pinus Pinaster; den voxer i Toskana sammen
med Pinien og adskilles der endnu ved Navnet Pino selvatico medens
Pinien kaldes Pino domestico; den er mere harpixydende end denne, har
ikke dens Krone og den voxer saavel i Sletten som paa lave Bierge.
At den ikke nu gaaer lenger mod Syd end til den 42°, kan ikke anföres
mod denne Fortolkning, thi deels nævner Plinius ikke udtrykkelig at den
forekommer i det romerske og det neapolitanske, deels kan den maaskee
tidligere have veret mere udbredt; saaledes taler Santi i hans Reiser om
en stor ödelagt Fyreskov i det Sienesiske, som'strakte sig fra Floden Om-
brone til Castiglione. — Der er imidlertid en vigtig Grund imod denne
Antagelse, — der siges nemlig, at Pinaster er af overordentlig Höide;
dette passer ikke, thi Pinus Pinaster er omtrent af samme Höide som

Pinien. — Af samme Grund udelukkes den ellers saa almindelige P. ha-

1) Virgil. Buccol. Eel. IV. 38.
2) Plinius Lib, XVI, Sect XXXII. ,,pinis”.
3) Plinius Lib, XVI, Sect XVII. ,,Pinaster nihil aliud est quam pinus sylvestris mira

altitudine, ct a medio ramosa — Copiosiorem dat hee resinam. — Gignitur & in
planis”,

109

lepensis, thi den er endog endeel lavere end Pinien. Derimod passer
dette særdeles vel paa Pinus Laricio, der paa Corsica opnaaer den for-
bausende Höide af 140—150 Fod, i Sila i Calabrien 120—150/1).
Den Omstendighed at Plinius’s Pinaster ogsaa skal voxe i Sletten passer
mindre godt, eftersom Laricio er et Biergtræ, dog skal den efter Tenore
stundom enkeltviis forekomme i Sletten. Den rimeligste Maade at löse
disse Tvivl paa er at antage, at Plinius under Pinaster har forstaaet baade
Laricio og Pinaster, der ikke ere hinanden saa ulige. — Pinus sylvestris kan
her ikke vere meent, da den findesi Alperne paa en vis Höide over Havet,
eller tillige sparsomt i de nordligste Apenniner; og heller ikke der er
udmærket ved sin Stammes Höide.

Efter at have talt om Pinaster, vedbliver Plinius at tale om de
forskjellige Fyrrearter og siger da: De fleste troe at det (nemlig Pinaster)
er det samme Træ som voxer langs Italiens Kyst og som med et andet
Navn kaldes Tibulus, men det er tyndere, mere opkiltret og uden Knuder,
det bruges tilde liburniske Skibe og er næsten uden Harpix. Jeg skjün-
ner ikke reftere end at her menes Pinus halepensis; denne Fyrreart er
almindelig udbredt langs de italienske Kyster, den har tyndere Stamme, glat
Bark, og naar den bliver ældre, danner den oventil et Hoved eller en
Dusk, og faaer saaledes stårre Lighed med Pinien end de andre Arter.
»Succinctior”, mere opkiltret, er netop det samme Udtryk, som Ovid bruger
om Pinien. Dog passer det ikke, at den næsten ingen Harpix skal
indeholde. At Pinus halepensis i al Fald i Oldtiden fandtes i Italien
kan godtgjöres derved, at den er aftegnet paa Væggene i Pompeji.

Efter derpaa at have omtalt de to Arter af Gran samt Lærken,

siger Plinius: det siette Slags Naaletræe er Teda i egentlig Forstand,

') Tenore Géogr. phys. et bot. du royaume de Naples p. 75.

2) Plinius Lib. XVI. Sect, XVII, ,,Easdem arbores alio nomine esse per oram Italiæ,

quos tibulos vocant, plerique arbitrantur, sed graciles succintioresque et enodes
liburnicarum ad usus, pæne sine resina.

110

som har större Overflödighed paa Saft end de üvrige, men dog mindre
og mere flydende Saft end Rödgranen; den bruges til Fakler ved hellige
Forretninger 1). — Dernæst hedder det hos samme Forf. paa et andet
Sted: Tiere koger man i Europa af Tæda?). Det forekommer mig, at
her nærmest maae vere meent Pinus sylvestris; thi det er netop den Fyr,
hvoraf ogsaa nutildags især faaes Tiere 3); den har megen og letflydende
Harpix og den bruges ogsaa nu i Alperne ganske almindelig til Fakler.
Forresten kan dertil ogsaa |bruges andre Arter, og dette bliver ogsaa
klart deraf, at Plinius kalder hiin Fyrreart Teda i egentlig Forstand.
Ordet 'Tedæ har derfor ogsaa den almindelige Betydning af Fakler.

De Gamle havde for Skik at sætte Harpix af Naaletræerne til
Vinen eller at sænke Fyrrekogler ned i Fadene for at bevare Vinen.
Denne Skik, der naturligviis giver Vinen Afsmag, er endnu i Brug.
Dertil benyttedes vist dengang, som nu, forskiellige Arter. Heri maa
maaskee såges Oprindelsen til at de Gamle satte en Fyrrekogle i Enden
af Thyrsusstaven; det var en Piniekogle, thi den fremstilles rundagtig.
Deraf kommer vel ogsaa den almindelige Skik i Italien, at hænge en
Fyrregreen som Skildt udenfor de Vertshuse, hvor der sælges Viin.

Ovid lader Ceres tænde Fyrregrene (Pinus) i Etnas Ild, da hun
sögte efter sin Datter Proserpina2). Denne Fremstilling af Mythen for-
udsætter saaledes, at Etna ogsaa den Tid havde Fyrreskov, og det er

altsaa den corsicanske Fyr, som her menes.

1) Plinius Lib. XVI. Sect. XIX. ,,Sextum genus est teda proprie dicta, abundantior succo
quam reliqua, parciore liquidioreque quam in picea: flammis ac lumini sacrorum
etiam grata”.

2) Plinius Lib. XVI. Seet XXI, „Pix liquida in Europa e teda coquitur navalibus mu-
niendis multosque alios ad usus”.

3) Forövrigt omtaler Plinius sammesteds ogsaa Tiere af Træer i Syrien og som benyttes
ved Indbalsamering i /Egypten; men det maae da vere en anden Art.

4) Ovidius Fast, (Edit: Merkel.) IV. 493. ,,Illic accendit geminas pro lampade pinus”.

LA

ait :

Af Grantreer omtaler Plinius og de évrige romerske Skribenter
to Slags: Abies og Picea, ligesom der og nu i Italien forekommer to Arter:
Rödgranen, der blot voxer i Alperne, og Hvidgranen der er udbredt saa-
vel over Alperne som hele Apenninkieden. — Linné antog at Abies var
Rédgranen, Picea Hvidgranen og gav derefter sine botaniske Benævnelser
paa disse to Sorter Gran; de Nyere mene, at Linné har forvexlet disse
to Træer. Derved er en stor Forvirring opstaaet i Synonymien.

Naar det hos Plinius hedder: at Picea elsker Bierge og Kulde og
at Abies voxer paa de höieste Bierge ligesom om den skyede Havet 1) —
saa skulde man vere tilbüielig til at give Linné Medhold, thi skiöndt
begge ere Biergtræer, saa gaaer dog Rödgranen hüiere end Hvidgranen.
Men foruden at man ikke med Strenghed kan holde sig til den Forskiel
der ligger i Ordene „in excelso montium” og „montes & frigora” i Hen-
seende til Skrifter fra en Tid, da Begreberne om de plantegeographiske
Forhold endnu vare saa lidet bestemte, saa gives der mange vægtige
Grunde for at fortolke Ordene Abies og Picea paa den modsatte Maade:

4) Rédgranen hedder paa italiensk: Pezzo, Hvidgranen: Abeto. Lige-
ledes har i Grækenland Hvidgranen beholdt det gamle Navn:
éhcémm 2), der svarer til Plinius’s Abies.

2) Plinius siger at Fréene hos Picea ere meget smaae og sorte3); men
Rödgranen har meget mindre Fröe end Hvidgranen.

3) Samme Forfatter tillegger endvidere Picea i Modsætning til Abies min-
dre og tyndere Kogler*). Mindre ere Rödgranens Kogler vel ikke,

') Plinius Lib, XVI. Sect. XVIII. ,,Picea montes amat atque frigora” — ,,Situs (abietis)
in excelso montium, ceu maria fugeret”. Cfr. Virgil Buccol. Ecl. VII. 66: „Abies
in montibus altis”. Georgie: II. 256—258. ,,At sceleratum exquirere frigus difficile
est: piceæ tantum taxique nocentes interdum, aut hederæ pandunt vestigia nigra”,

7) Sibthorp Prodr, Flore Græcæ p.

3) Plinius Lib, XVI. Sect. XIX. ,,Piceæ (habent nucleos) minimos ac nigros; propter
quod Græci phthirophoron eam apellant”.

1) Plinius ibid. ,,Piceæ vero totis paniculis minoribus & gracilioribus”. ete.

4)

5)

6)

7)

2)

DD)
a)
=)

men dog i Almindelighed tyndere i Forhold til Lengden. Det hedder
om Abies, at Huntreerne ingen Nödder bære"), hvilket Sprengel
forklarer saaledes, at derved sigtes til den Egenskab hos Hvidgranen,
at Skiællene falde fra Axstilken, noget som ikke er Tilfældet med
Rödgranen.

Samme Forfatter siger om Abies, at den formedelst sine vingeagtige
Blade bliver saa tæt, at Regnskyl ikke gaae igiennem ?). Dette passer
særdeles godt paa Hvidgranen, hvis Blade sidde i to Rader paa
Grenene og derved give dem Lighed med Fuglenes Vinger.
Endvidere yttrer samme Forfatter, at Abies har den meest udbredte
Form af alle og er mere tilrundet3). Dette passer bedre paa Hvid-
granen end paa den mere pyramidalske Rüdgran. Veddet af Abies
er efter den oftenævnte Forfatter blödere og lettere at bearbeide 4).
Hvidgranens Ved lader sig bedre skiære og er fortrinligere til
Tömmer.

Oldtidens Forfattere gave begge Gransorter Tillegsnavnet den
mörke: „nigra” eller „nigrans” 5); men Plinius siger, at Abies har
et muntrere Udseende 6), hvorved vel menes at den er mindre mörk.
Dette passer ogsaa bedst paa Hvidgranen.

Picea giver efier Plinius meest Harpix og derhos et Slags hvide
Perler, der ligne Rögelse saameget, at man ikke kan skielne dem

derfra, naar de blandes dermed; dette er Nytten afPicea; hos Abies

Plinius ibid, ,,Hæc (pauiculæ) Abietis masculæ primori parte nucleos halient, non
item feminæ?”,

Plinius ibid. ,,Abies — folio pinnato densa ut imbres non transmittat” Samenl. forresten
Lib, XVI. Sect. XXXVIII. hvor det om Bladene saavel hos Picea som hos Abics
hedder ,,insecta pectinum modo”; egentlig passer dette kun paa Hvidyranen.

Plinius ibid, „Abies € cunetis amplissima est — arbore rotundior”.
Plinius ibid, „Materie mollior & utilior”,
Virgil Æneide VIII, 599 „nigra abiete” IX. 87,, nigranti picea”,

Plinius ibid. ,,Hilarior in totum’.

8)

9)

10)

115
derimod er det efter ham en Feil naar den giver Harpix, da den er
bestemt til Tömmer og Skibe; dog yttrer han at ogsaa Veddet af Picea
bruges, men til Bræder, Baller og andre mindre svære Ting 1). Det er
meget begribeligt at Plinius ved den i Alperne vildvoxende Rüdgran
fornemmeligen tænkte paa Harpixen, ved Apenninernes Hvidgran
derimod især paa Tömmeret.
Om Picea hedder det hos samme Forfatter, at den skyder frem
igjen naar man har brændt den af2). Som bekiendt lader Rödgra-
nen, netop fordi den er tilbüielig til at skyde frem igjen, sig meget
lettere beskisere end Naaletræerne i Almindelighed.
Samme Forfatter tillegger Abies en enkelt Rod. Dette passer paa
Hvidgranen der har Pælerod, men ei paa Rüdgranen3). |
Endelig fortiener det at bemærkes, at Vitravius*), naar han taler om
Bygningstümmer fra Apenninerne, kun nævner Abies ei Picea.

Det tör da vel ansees for afgjort, at Romernes Abies var Hvid- |

granen, Picea derimod Rödgranen. At Hvidgranen dengang. som nu

voxede i Apenninerne er klart; men nogen Tvivl kunde der vere om ikke

ogsaa Rödgranen da forekom i denne Biergkiæde, medens den nu savnes

der.

Plinius siger nemlig: at Picea er et Düdningetræ, at det bruges til

at sætle udenfor Lighuse som et Tegn, og at det anvendes grönt til Död-

1) Plinius Lib. XVI Sect. XVIII. ,,Picea plurimam resinam fundit, interveniente candida

*)
>
*)

gemma tam simili thuris, ut mixta visu discerni non quæat. — Materies (abietis expe
tite navigiis) præcipua trabibus et plurimis vite operibus. Resina ei vitium, unde
fructus unus piceæ. — Materies pice ad fissiles scandulas, cupasque et pauca alia
secamenta”, og Sect. XIX. ,,Piceæ perfusa resina”. Abies bruges ogsaa figurligt om
Skib f. Ex. Virgil Georgicon, II. 68. „et casus abies visura marinos”. Sammenl.
Æneiden VIH. 91.

Plinius Lib. XVI Sect. XIX. ,.Picea repullulat”,

Plinius Lib. XVI. Sect. LVI. ,, (Radices) singulares abieti”.

Vitruvius Lib. II. C, 10. ,,de abiete supernate & infernate” hvorved aabenbart for-
staaes: paa hiin og denne Side af Apenninerne, ei paa denne og hiin Side Havet,
som Rode oversætter. Sammenl. Plinius Lib. XVI. Sect. LXXVI. „Roms Abies
infernas supernati præfertur”

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel, P

oe

ningebaal!), Men denne hyppige Anvendelse synes at forudsætte at Réd-
granen voxede nærmere end i Alperne 2). Sagen finder imidlertid sin
Forklaring deri, at man havde indfört den i Haverne, hvor den let lod
sig beskjære. Dette tilföies udtrykkelig af Plinius netop der, hvor han
taler om dens Anvendelse ved Liigbegjængelser 3), og det er ikke usand-
synligt at man ogsaa for denne Anvendelses Skyld har dyrket den. Ogsaa
paa andre Steder, tales om Picea som saaes4). At Rüdgranen ikke
voxte vild i Oldtiden i Apenninerne, bliver dernæst især klart af det
ovennævnte Sted hos Vitruvius, hvor der kun tales om Abies. Et
Sted hos Plinius, som endnu kunde vække Tvivl er det, hvor han siger
at den til Viinfadene benyttede meest anseete Beg er den brutiske (cala-
briske) og at denne kommer af Picea5). Men et Paralelsted hos en an-
den Forfatter giendriver, som jeg trocr, tilstrækkeligen dette Argument.
I en af de Capitler af Dionysius Halicarnasensis 6), som den berömte
Philolog Maj har gienfundet, nævnes de Naaletræer, som findes paa Bierg-
massen Sila i Calabrien og der omtales derhos den brutiske Beg som
vindes paa dette Bierg. Han nævner tre Slags Naaletr&er: Acım, som han
siger er himmelhöi, zevxq zeige, og mc. Sammenholdes hermed Broc-
chis Beretning om de Naaletræer, som nu forekomme paa denne skovrige

Biergmasse 7), saa finde vi hos ham ligeledes angivet tre, nemlig: Hvid-

1) Plinius Lib, XVI. Sect. XVIII, ,,Feralis arbor, & funebri indicio ad fores posita
ac rogis virens”.

2) Samnl. ogsaa Lib. XVI, Sect. XIV. „Cortex et fagis, tiliæ, abieti, pice in magno
usu agrestium”,

3) Plinius Lib. XVI. Sect. XVIII. „Jamtamen & in domos recepta, tonsili facilitate”,

4) Plinius Lib. XVI. Sect. XXIII. ,,Picea feritatis paulum mitigate satu”. Sml. Lib XV
Sect. IX. ,,Picea sativa”.

5) Plin. Lib. XIV, Sect. XXV. „Pix in Italia ad vasa vino condendo maxime probatur
Brutia, Fit e piceæ resina”. Sml, Lib. XVI. Scet. XXII.

6) Dionysius Haliearn. Lib. XX. 15, 16.

7) Brocchi Oscervazioni sulla Sila. Memorie dell’Istituto del regno Lombardo Ve-
neto T, 8.

115

granen, som svarer til sem; P. Laricio som efter al Rimelighed er
mevin mac den fede Fyr, (reven er en generisk Benævnelse for de egent-
lize Fyrrearter, ogsaa Pinien kaldes revx7) endeligen P. brutia — som da
maa blive wc. Denne Benævnelse findes ogsaa hes Theophrast;
vel er der forskiellige Meninger om hvilken Fyrreart han dermed har
meent, men i al Fald maa det vere en Fyr ikke en Gran; og saaledes
sees det, atder ogsaa i den Tid kun var een Granart paa de calabriske
Bierge, nemlig Hvidgranen.

Ved at tale om Pinienödderne og den Afart deraf, som har bræk-
kelig Skal, tilföies hos Plinius, at der endnu er et tredie Slags, som han
kalder „nuces Sappiniæ”, de komme af Picea sativa og Nödderne have
istedetfor Skal en Hud, der er saa blöd at den spises med!). Her maae
ligge en Feiltagelse til Grund, da Granens Rierner ikke ere spiselige.
Man kunde troe, at han havde hört noget om Nödderne af Pinus Cembra,
som voxe under de samme geographiske Forhold som Rödgranen, og at
han har troet at de kom heraf; men derimod taler dog at Zirbelnödderne
have en haard Skal ligesaa vel som Pinienödderne, og at han siger de

komme af den dyrkede Picea?).

Endelig fortiener det at bemærkes, at Plinius omtaler en ved sin
Störrelse mærkelig Stamme af Hvidgran, der blev seet paa et Skib

som efter Caligulas Befaling overfürte en Obelisk fra Ægypten 3).

1) Plin. Lib. XV. Sect. IX. ,,Tertium (genus) Sappiniæ e picea sativa, nucleorum cule
verius quam putamine, adeo molli ut simul mandetur”,

2) Et andet Sted hedder det derimod at „Sapinus” er Stammen af ,.Abies” efter at
Barken er taget af og lagt i Vand. Lib. XVI. Sect. LXXVI. „Abietis que pars a
terra fuit, enodis est: hee qua diximus ratione, fluviata decorticatur, atque ita sa-
pinus vocatur”. Saml, ogsaa Lib. XVI. Sect, XXIII.

3) Plin. Lib. XVI. Sect. LXX VI, „Abies admirationis præcipuæ visa est in navi, que
ex Ægypto Caji principis jussu obeliscum in Vaticano circo statutum quatuorque
truncos lapidis ejusdem ad sustinendum eum aduxit”.

P*

116

At de gamle Romeres Larix er det samme som vort Lærketræ,
troer jeg: maae ansees som afgjort, skiöndt der er opvakt Tvivl derimod;
det vil derhos blive klart af det Fölgende, at dette Træ da, ligesom nu,
kun voxede i Alperne.

4) Træet hedder nu i de italienske Alper Larice.

2) Plinius siger at Veddet er langt fortrinligere end hos Rédgranen,
at det ikke bedærves og vanskeligen forgaaer, at det er fortrinligt
i Vand; at det derhos er rödligt og har en stærkere Lugt!). Frem-
deles at Stammen ligesom hos Hvidgranen er meget hüi2), tykkere og
höiere end hos Rüdgranen, at Barken er glattere, Bladene mere laadne,
federe, tættere og mere büielige og blüde, medens Rüdgranens Blade
ere mere fiernede, törre og tyndere og ligesom mere frosne?). Skiöndt
denne Beskrivelse i Enkelthederne hist og her ikke er ganske rigtig,
svarer den dog i det Hele saaledes, at der neppe kan vere Tvivl om
at Lærketræet er meent, Det er en Feil naar Plinius regner Lærken
til de immergrönne Træer, ligeledes naar han antager dens Ved for
uforbrendeligt og nægter den Kogler*), Feil der imidlertid blive for-
klarlige naar man antager, at Lærken, dengang som nu, kun groede i
" Alperne.

3) Den samme Forfatter yttrer, at der af Lærketræet flyder en honning-

1) Plinius, Lib. XVI, Sect, XIX: ,,Materies præstantior longe (picea), incorrupta vis,
mori contumax: rubens præterea et odore acrior”. ibid. XVI, Sect. LXX VIII.
„Cariem vetustatemque tardissime sentiunt Larix, Robur ete.” & ibid. Sect. LXXIX
„Larix in humore præcipua”.

2) Plinius Lib, XVI. Sect. LXXVI. ,,Hæ (Larix & Abies) omnium arborum altissimæ
ac rectissimx”.

3) Plinius Lib, XVI. Sect. XIX.,,Sed picea minus alta quam larix, illa erassior, levior-
que cortice, folio villosior, pinguior et densior, molliorque flexu. At piceæ rariora
siccioraque folia et tenuiora ac magis algentia”.

4) Plinius Lib. XVI. Sect. XIX. „Omnia ea (Conifer) perpetuo virent”. Sect. XX XIII,
„Silvestrium generis folia non decidunt — larici” ibid. XIX. „Larix nec ardet nec
carbonem facit, nec alio modo ignis vi consumitur quam lapides”. ibid. ,,E ramis
generum horum panicularum modo nucamenta squamatim compacta dependent, præ-
terquam lariei”.

117

farvet Saft som aldrig störkner, hvorved vistnok den venetianske
Terpentin er antydet!).

4) Et serdeles vigtigt Vidnesbyrd for, at Lærken i Oldtiden ligesom
nu kun har voxet paa Alperne, have vi i et Sted hos Vitruvius.
Han siger nemlig: Lærketræet er kun bekiendt for Beboerne af de
Municipier, som ligge i Nærheden af Pofloden og det adriatiske
Havs Kyster 2). Han gjör derpaa den samme vildfarende Paastand
som Plinius, at Lærketræets Ved er uforbrendeligt, og anfürer som
Beviis herfor, at da Cæsar krigede i Alperne og beleirede et Castel
kaldet „Larignum” vilde han opbrænde et Taarn, men til sin Forun-
dring saae han, at Taarnet ei blev beskadiget af det rundt om an-
tendte Baal. Da de Beleirede senere havde overgivet sig, og de
bleve spurgte om hvoraf det kom, at 'Tömmeret i Taarnet ikke brændte,
saa viste de Cesar de Træer, hvoraf Témmeret var taget, hvilke
paa disse Steder fandtes i stor Mængde og som havde givet Castellet
sit Navn. Dette Slags Tömmer, tilföier han, föres ned ad Pofloden
til Ravenna, Ancona og flere Municipier i den Egn. Endeligen
bemærker han, at hvis der var Leilighed til at bringe det til Rom,
vilde det der vere meget nyttigt, da man kunde bruge det som Mid-
del mod Ildebrand ved at anbringe det under Tagskiegget. Ogsaa
han taler om den honninggule Saft, der flyder ud deraf og han til-
fôier, at den bruges som et Liegemiddel mod Svindsot. Vildfarelsen
om Lærketræets Uforbrendelighed er forresten let forklarlig, thi
naar dette Træes Ved i lang Tid er udsat for Veirliget og især for
Snee og Frost, brænder det vanskeligt.

5) Det her oplyste geographiske Forhold stadfæstes ogsaa ved Plinii

1) Plinius Lib. XVI. Sect. XIX. ,,Plusculum huic erumpit liquoris, melleo colore,
atque lentiore nunquam durescentis”.

2) Vitruvius Lib. II. Cap. IX. „Larix vero qui non est notus nisi his municipalibus
qui sunt circa ripam fluminis Padi et littora maris Adriatici”.

118

Bemærkning, at Lerken har samme Voxested som Rödgranen 1),
samt ved det Sted, hvor det hedder: at da en Bro i en Naumachie
var brændt i Rom, befalede Keiser Tiberius at fælde Lærketræer i
Rhetien (altsaa i Alperne) for at gjüre den istand 2). Noget længere
henne3) hedder det: det störste Tömmer som i hans Tidsalder var
seet i Rom var et, som Reiser Tiberius, for Mærkelighedens Skyld,
havde ladet udstille paa Naumachie-Broen og som vedvarede indtil
Neros Theater blev bygget. Det var en Bielke af Lerketre, 120
Fod lang og 2 Fod i Tykkelse.

Det er ovenfor bemærket, at Cypressens Forekomst i Italien tyder
hen paa, at den er et indfört Tre. Dette bestyrkes ogsaa ved Plinii
Beretning; han siger at Cypressen er et fremmed Træ som er kommet
fra Creta og i Begyndelsen var vanskelig at dyrke*). At Cato kalder
Træet det tarentinske, mener han hidrörer derfra, at det först er bragt
til Tarent5). Ifélge en Beretning, som Plinius har taget fra Theophrast®),
skal den pyramidedannede Afart af dette Tre voxe paa de üverste Toppe
af de idaiske Bierge og hvide Bierge paa Creta hvor der ligger evig Snee,
hvorover Plinius selv undrer sig, da Træet ellers kun lykkes i de varme

Egne7). Dette er udentvivl en Vildfarelse, men Theophrast yttrer kun:

1) Plinius Lib. XVI Seet, XIX. ,,situs idem (ac piceæ)”.

2) Plinius Lib. XVI, Sect. LXXIV, ,,Sic certe Tiberius Cæsar concremato ponte Nau-
machiario larices ad restituendum cædi in Rhætia præfinivit”.

3) Plinius Lib. XVI. Sect, LXXVI. ,,Amplissima arborum ad hoc xvi existimatur Romæ
visa, quam propter miraculum Tiberius Cæsar in eodem ponte Naumachiario expo-
suerat advectam cum reliqua materie: duravit ad Neronis Principis amphitheatrum.
Fuit autem trabs e larice, longa pedes 120, bipedali crassitudine æqualis”,

4) Plinius Lib, XVI. Sect. LX. ,,Cupressus advena et difficillime nascentium fuit. —
Huic patria insula Creta”,

5) Plinius ibid. ,,quum Cato Tarentinam eam appellet: credo quod primum eo venerit”.

6) Theophrast hist. plant, Lib. IV, Cap. I.

7) Plinius Lib, XVI. Sect. LX. „Illa (Cupressus femina >: pyramidalis) vero etiam
non apellato solo, ac sponte, maximeque in Idæis montibus & quos Albos vocant,
summisque jugis, unde nives numquam absunt, plurima, quod miremur: alibi non
nisi in tepore proveniens”’.

119

Cypressen skal voxe paa disse sneebedækkede Biergtoppe og man kan let
have forvexlet Træets Forekomst paa Middelhöiden og paa Toppen.
Ved Somma i Lombardiet staaer et Cyprestræ, som Napoleon skaanede
da Simplon-Veien blev anlagt; det er 121 engelske Fod höit og har en
Omkreds af 25 Fod en Fod fra Jorden. Denne Tykkelse, sammenholdt med
Træets langsomme Væxt, leder til at antage, at det har en meget hii
Alder; efter et gammelt Sagn skal det vere plantet det samme Aar som
Christus blev fédt, men Abbé Belèse beretter, at efter en gammel mai-
landsk Krônike existerede dette Træ allerede i Julius Cæsar Tid, altsaa
et halvt Aarbundrede för Christus!). Plinius taler om en Cypres i Rom,
der sagdes at vere ligesaa gammel som Byen selv, og som faldt om under
Neros Regiering2). I ethvert Tilfælde er det |saaledes sikkert, at Cy- |
pressens Dyrkning i Italien gaaer langt tilbage i Tiden. Cato og
Varro3) tale om, naar Fréet skal saaes og berette at den blev dyrket i Ha-
verne som Grændsetræ, den sidste Forfatter og Columella*) anbefale
Veddet særdeles til Pele for Viinstokke. Den Skildring, Plinius giver af
dette Trz er forövrigt kun lidet fordeelagtig 5): „Det er trevent til at voxe,
frembringer en unyttig Frugt, nemlig et stygt Ber, det har bittre Blade,
en sterk Lugt, giver ikke engang en behagelig Skygge og kun lidt Celler
löst) Ved, saa at det forsaavidt neppe kan betragtes for mere end en Busk”.
Han skielner de to Afarter, den pyramidalske, som har oprette Grene og den

horizontale med udbredte Grene, hvilke Former han feilagtigen anseer for

1) Laudon Arboretum Vol. IV. p. 2470. Herom kunde vel forresten den mailandske
Krönikes Forfatter ikke have nogen sikker Kundskab.

?) Plinius Lib. XVI. Sect. LXXXVI. ,,Fuit cum ea (Lotos in Vuleanali quod Romulus
constituit, æquæva urbi) cupressus æqualis, circa suprema Neronis principis prolapsa
atque neglecta”. :

3) Cato 28. 151. Varro I. 15.

4) Varro I. 26. Columella IV. 26.

5) Plinius Lib XVI. Sect, LX. ,,Natu morosa, fructu supervacua, baecis torva, folio

amara, odore violenta, ac ne umbra quidem gratiosa, materie rara, ut pene fruti-
cosi generis’,

des.
Hun og Han!). Han omtaler dernæst, at Cypressen kan beskiseres og at
man deraf danner tykke Hækker der holdes under Saxen samt at man former
forskiellige Figurer og Fremstillinger af Jagter, Flaader og andre Ting
ved Hjelp af dette Træ 2),

At de Gamles Juniperus svarer til den nærværende almindelige
Enebærbusk kan neppe ansees for tvivlsomt. Det italienske Navn Ginepro
svarer dertil. Plinius siger, at den har Torne istedetfor Blade, at den bærer
Frugt hele Aaret igjennem og at den fiorgamle Frugt ogsaa bliver sid-
dende. Han yttrer, at det ingen Blomster har og tilföier, at nogle urig-
tigen paastaae, at der er to Slags, hvoraf det ene har Blomst det andet
Frugt3); rimeligviis har man herved forstaaet de to Riön, der ere adskilte
paa forskiellige Planter, og Plinius har saaledes i Hovedsagen Uret naar
han erklærer denne Mening for falsk.

Ved Oxycedrus forstod saavel de greske som romerske Skribenter
Juniperus Oxycedrus samt rimeligviis tillige macrocarpa, som de vist
ligesaa lidet adskilte derfra som mange af de nyere Botanikere. Plinius
taler om den i Forbindelse med J. phænicea, og siger at Oxycedrus ligner
Enebærbusken og har spidse stikkende Blade; derved skilles den netop let fra
phænicea. Ligeledes passer det naar han siger, at den er grenet og knudret,
og at Frugten er saa stor som Myrtens. Derimod kan man ikke kalde
Frugten söd. Og naar han synes at forudsætte, at den kun voxer i Phæni-

1) Plinius ibid. ,,Duo genera earum: meta in fastigium convoluta quæ et femina ap-
pellatur, Mas spargit extra se ramos”.

2) Plinius ibid. ,,Nune vero tonsilis facta in densitate parietum coercitaque gracilitate
perpetuo tenera. 'Trahitur etiam in picturas operis topiarii, venatus, classesve, &
imagines rerum tenui folio, brevique & virenti semper vestiens”.

3) Plinius Lib. XVI, Sect. XXXVII. ,,Junipero spina pro folio est”, ibid. XLIV.
» Juniperus annifera habetur: novusque fructus cum annotino pendet”. ibid. Sect,
XL. ,,Nec Juniperi florent. (Dette siges sammesteds ogsaa om picea, larix og pinus)
Quidem earum duo genera tradunt, alteram florere nee ferre, que vero non floreat
ferre protinus baccis nascentibus, que biennio hæreant. Sed id falsum: omnibusque
iis dura facies semper”.

121
cien, er det en Feiltagelse, rimeligviis foranlediget derved, at han har

benyttet græske Forfattere 1).

Ogsaa Juniperus phenicea var de Gamle bekiendt, under Navn
af Cedrus, Cedrus minor, Citrus, Citrea. Den sammenstilles baade
hos Plinius og hos Vitruvius med Eneberbusken og Oxycedrus, men der
tilföies, at denhar Blade som Cypressen, hvilket netop er det meest idine-
faldende Riendemerke paa J. phænicea?), og viser aldeles klart, at her hver-
ken kan vere Tale om den libanonske Ceder, som de Gamle ogsaa tillagde
dette Navn, eller om Citrontræet som de ligeledes kaldte Citrus. Naar Pli-
nius paa det anfürte Sted taler om den store Ceder (Cedrus major), saa
er det tvivlsomt om her menes den libanonske Ceder eller Juniperus phæ-
nicea som Tre. For det sidste kunde tale at efter Beskrivelsen Riönnet
er adskilt paa forskiellige Planter, men derimod: at der tales om Veddets
Evighed og Anvendelse til Gudebilleder. Fröet siges at ligne Cypres-
sens; dette passer bedre paa Juniperus phenicea end paa Cedrus, for-
udsat at Plinius tilbörligen adskilte Fröene og det saakaldte Ber. Ce-
derens Frée ere meget större og have en stor vedvarende Vinge, Rime-
ligviis har Plinius forvexlet disse Planter med hinanden 3), — Saavel
hos de ældste Botanikere efter Videnskabernes Gjenfödelse, som endnu
kaldes Veddet af Juniperus phænicea hyppig Cedertre. Naar samme

1) Plinius Lib, XIII, Sect. XI. ,,Juniperi similem habent Phænices et cedrum minorem.
Duo ejus genera Lycia et Phenicia, diflerunt folio: nam que durum, acutum, spi-
nosum habet, oxycedros vocatur, ramosa et nodis infesta: altera odore prestat, Fruc-
tum ferunt myrti magnitudine, dulcem sapore”,

2) Plinius Lib. XVI. Sect. XLIV. „Citree & Juniperus — anniferæ habentur”. Vi-
truvius Lib. II. 9, „Arboris ejus (Cedri) sunt similes cupresseæ foliaturæ”.

3) Plinius Lib. XIH. Sect. XI. „Et majoris cedri duo genera: que floret, fructum non
fert: frugifera non floret: et in ea antecedentem fructum occupat novus. Semen
ejus Cupresso simile — Materie vero ipsi æternitas: itaque et simulacra deorum
ex ea factitaverunt”.

Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh, XT Deel. Q

122

Forfatter taler om, at der ved Atlas hos Maurerne findes mange Træer
af Citrus, og at man af Veddet laver overordentlis kostbare Bord-
plader, der have fremkaldt en stor Luxus hos Romerne!), saa kan
man spörge, om her menes Juniperus phænicea, der i Nordafrika op-
naaer en större Höide end i Italien, eller Callitris quadrivalvis, der efter
Desfontaines forekommer paa Atlas og udyrkede Höie i Barbariet, eller
endeligen den libanonske Ceder, der efter nogie nyere Beretninger ogsaa
skal forekomme paa Atlas.

De Gamles Sabina maa ogsaa antages for vor Juniperus Sabina.
Den anföres blandt de immergrönne og naar det hedder: at der er to
Slags, den ene med Tamariskens den anden med Cypressens Blade, saa
teederved rimeligviis taget Hensyn til de to Slags Blade som denne
Busk frembyde og hvoraf det ene Slags ere smaa korte tiltrykte og ord-
nede i fire Rader og virkeligen ligne Cypressens, det andet Slags ere
lange og udstaaende og have Lighed med Tamariskens?),

At de Gamles Taxus svarer til det Træ vi nu benævne saaledes,
maa ligeledes ansees som afgjort. Plinius omtaler det ved Slutningen af
Naaletræerne, siger at det ligner disse og at det er det eneste som bærer

Ber, at det er mörkt, tyndt, sörgeligt og uden Harpix?). Paa et andet

1) Plinius Lib. XIII. Sect. XXIX, „Atlas mons peculiari proditur silva de qua diximus.
Confines ei Mauri, quibus plurima arbor citri et mensarum insania, quas femine
viris contra margaritas regerunt. etc”,

2) Plinius Lib. XVI. Sect. XX XIII. ,,Folia non decidunt —sabine”. ibid. Lib, XXIV.
Sect. LXI. ,,Herba Sabinæ, brathy appellata a Græcis, duorum generum est: altera
tamarici similis folio, altera cupresso; quare quidem creticam cupressum dixerunt”.
Urigtigt er det, at han kalder det en Urt, thi det er en Busk.

3) Plinius Lib. XVI Sect. XX ,,Similis his etiamnum aspectu est, ne quid præterea
tur, taxus, minime virens, gracilisque et tristis, ac dira, nullo succo, ex omnibus
sola baceifera”.

125

Sted henféres Taxtræet til de immergrönne, og paa et tredie omtales
Veddets Varighed!). Træets mörke Udseende og stærke Skygge som
ogsaa Lucanus omtaler2) har giort, at de Gamle betragtede det som
et til Underverdenen indviet Tre, Saaledes setter Silus Italicus, idet
han beskriver Underverdenen, et uhyre stort Taxtre deri3), og Clau-
dian lader Furierne bære Fakler deraf4). Det var i Oldtiden en al-
mindelig Mening, at Taxtræet var giftigt, derfor hedder det hos Pli-
nius5): at Hantræets Frugt er skadelig, at Bærrene, iser i Spanien,
indeholde en dödelig Gift, ja at man har havt Exempel paa at Viin-
fade, giorte i Gallien af dette Triees Ved, have bragt Döden, og at i
Arkadien Giften er saa sterk, at man döer naar man sover eller
spiser under dets Skygge. Columella kalder derfor Taxtræerne „Taxos
nocentes” 6), Claudian „pestiferas” 7), og saavel Columella som Virgil
siger, at Bierne flye det8). Den hyppige Omtale af Taxtræet hos de
Gamle lader formode, at dette Træ, dengang som nu, voxede baade i Al-
perne og Apenninerne. Man kiendte i Romernes Tid, som alt bemærket,
den Konst at beskiære Træer og danne dem i alleslags Former til Pry-
delser i Haverne (opus topiarium); men dertil anvendtes Cypressen, Bux-
bomen og Rödgranen, men, som det synes, ikke Taxtræet, rimeligviis fordi

dette Tre kræver et koldere Klima og derfor i Italien kun var et Biergtræ.

1) Plinius Lib. XVI. Sect. XXXINIT. „Folia non decidunt abieti ete. — taxo”. Lih.
XVI. Sect. LXX VII. ,,Cariem vetustatemque non sentiunt eupressus, cedrus — taxus’’

2) Lucani Pharsalia Edit: Weber. Lib. VI. 645: ,,Phoebo non pervia taxus opacat”,

3) Silus Italieus Edit. Ruperti Lib 13. 595. 596.

4) Claudianus Rapt. Pros. Edit, Gesneri. 3. 386. ig

5) Plinius Lib. XVI. Sect. XX, „Mas noxio fructo. Letale quippe baccis, in Hispania
præcipue venenum inest, Vasa etiam viatoria ex ca vinis in Gallia facta, mortifera
fuisse compertum est et esse in Arcadia tam presentis veneni, ut qui obdormiant
sub ea, cibumque capiant moriantur’’,

6) Columella IX. 4. 3,

7) Rapt. Pros. 3. 386.

5) Columella 1, c. Virgil Ecloge IX. 30,

Q*

LR

Italien frembyder, som ovenfor bemærket, 20 Arter af Naaletræer1)},
Europa hinsides Alperne kun 10 Arter, men Forholdet er omvendt, naar
der tages Hensyn til Individernes Antal, Naaletreerne i Nordeuropa
danne Skove af umaadeligt Omfang, og spille saaledes der en Hovedrolle.
I Italien derimod, — med Undtagelse af Alperne, paa hvis Middelhöide de
indtage en egen Region og frembyde store Skove, — findes kun forholdsviis
smaae og spredte Fyrreskove, der ikke vesentligen bidrage til at characteri-
sere den italienske Natur. Langs Kysten af den genuesiske Havbugt og ned
til Romerstaten findes vel nogen Skov af de for Middelhavslandene eien-
dommelige Fyrrearter: Pinus Pinea, Pinaster og halepensis; i Rystkrattene
spille de sydeuropæiske Enebærarter en ikke ganske ubetydelig Rolle; —
i nogle Egne af Apenninerne, f. Ex. ved Vallombrosa, Camaldoli og over-
hovedet den höiere Deel af Toskana, treffe vi Granskove; Abruzzerne frem-
byde ogsaa nogen Naaleskov; betydelige Naaleskove findes paa Bierget
Sila i Calabrien, hvor deels Ædelgranen, deels den corsicanske og den
calabriske Fyr ere de herskende; endeligen har Etna Fyrreskove. Men
Alt dette er dog kun lidet i Sammenligning med de nordeuropæiske

Naale-Skove.

At Naaletræerne saaledes langt sparsommere ere tildelte Ita-
lien, det viser sig overalt i den underordnede Rolle, de spille i Men-
neskelivet. Kun i Alperne seer man endnu Nordens travle Virksomhed
med at fælde Naalestammerne, bringe dem ned ad Biergskrænterne, flaade
dem paa Floderne, sauge dem paa Saugmillerne, og indskibe Stammer
Bielker og Bræder, Udenfor Alperne fremtræder denne Skovdrift kun

höist sporadisk og i ringe Omfang.

Medens Skandinaviens og det nordlige Ruslands Huse nesten

1) 21, hvis Cypressen regnes med.

125

ganske ere byggede af Naaletræernes Témmer, medens i det mellemste
Europa Tömmeret indtager en væsentlig Deel af Bygningerne og i det
mindste benyttes til Bjelker, Gulve og Trapper, saa er i Italien (Alperne fra-
regnede) næsten Alt og navnligen Trapper og Gulve af naturlige eller
brændte Steen. I Skandinavien og Rusland afgive Naaletræerne Gierdesta-
ver, og benyttestil Broer, ja selv til Veie; — i Mellemeuropa see vi foruden
mange Trebroer, Haverne omsluttede af Plankeværker og Stakitter, hvortil
Naaletræerne levere Hovedmaterialet; — i Italien forsvinde Træbroerne og
‘Haverne indesluttes af héie Mure. — Nordens Vandrender og Pælebyg-
ninger aflöses i Italien af murede Vandledninger og Dæmninger. Da
Italien, med Undtagelse af Alperne, har saa faa Biergverker, saa finder
heller ikke i denne Henseende den store Forbrug Sted af Naaletræernes
Ved, som Norden frembyder. Skibsbyggeriet er, ligesom Skibsfarten, i
Syden mindre betydelig end i Norden; Genua henter sit Skibstémmer
iser fra de vestlige Alper og fra Corsica; Venezia og Triest deres fra de
östlige Alper, Neapel faaer sit fra Sila. Dog indföres ogsaa Skibstöm-
mer fra fremmede Lande. — Dette gielder ogsaa om Tiere, Beg og de
fleste Harpix-Produkter; dog er der et af disse Produkter for hvilket
Venezia er et Hovedudförselsted, nemlig den venetianske Terpentin, der
kommer af Lærketræet fra Alpernes höiere Regioner. Ogsaa af Gra-
nerne erholdes Terpentin paa Alpernes Sydside; den indsamles af ita-
lienske Binder, der vandre til Biergene og klavre op ad Stammerne for

deri at giöre Indsnit.

I Italiens Haver spille Cypressen og Pinien en langt betydeligere
Rolle end de Naaletræer der benyttes i de nordeuropæiske Haver, med
Undtagelse af England, hvor det skiönne Cedertræ udholder Klimatet for-
medelst den milde Vinter og hvor man sætter saa megen Priis paa Pineter

af Fyrresorter fra alle Verdenskanter.

126

Der er mange Efterretninger, der tyde hen paa, at Italien og navn-
ligen Apenninerne tidligere have været meget mere skovrige og altsaa ogsaa
rigere paa Naaletræer end for nærværende Tid; men da denne Gienstand
paa et andet Sted vil blive udförligere omtalt, vil jeg her indskrænke
mig til at bemærke, at Roms Huse efter Cornelius Nepos vare tekkede
med Bræder indtil Krigen med Pyrrhus!), altsaa i henved 500 Aar, at
efter Dionysius Halicarnassensis det Tömmer som huggedes paa Sila var
tilstrækkeligt for hele Italien baade til Skibsbrug og til Bygninger, og
at Romerfolket havde stor Indtegt af Bortforpagtningen af den bruttiske
Begs Tilvirkning?) Ogsaa Nord for Alperne var Taxtræct alminde-
ligere i Oldtiden end nu; Cæsar beretter dette i Henseende til Gallien
og Germanien3). — I Middelalderen blev Taxtræet især ödelagt ved den
store Handel som Venetianerne drev med Veddet deraf; inden Krudtet
blev opfundet var der nemlig stærk Sögning efter dette Ved, der er for-
trinligt skikket til Buer 4).

Det denne Afhandling vedföiede Kort fremstiller den geogra-
phiske Fordeling af de italienske Naaletræer. Profilerne ved Foden

1) Plinius Lib, XVI. Sect. XV. „Scandula contectam fuisse Romam ad Pyrrhi usque
bellum annis 470, Cornelius Nepos autor est”,

2) Dionysius Halicarnassensis Lib. XX. 15. 16.

4) Cæsar de Bello Gallico, VI. 31; „Cativoleus — taxo, cujus magna in Gallia Gei-
maniaque copia est, se exanimavil”,

4) I Skotland forbod man af denne Aarsag Udforsel af Taxtræets Ved.

127

give Höideforholdene. Betegnelserne i det övre Hjørne ere bestemte
til at vise de Retninger, i hvilke de enkelte Arter udbrede sig, naar
man tanker sig Alperne og Apenninerne som Udyangssteder. De
brudte Linier antyde at Udbredelsen er afbrudt, enten fordi der ligger
Sletter mellem to Biergmasser (f Ex. mellem Alperne og Apenninerne)

eller Havet bryder Voxekredsen.

i ï | i Fi AL
! | | ii
i, stat" Nea SGT. mn '
etz ie; ar mu
| Loan + ai joker :
| | | y Li ail À Eon! ist ‘pions
PE ing =’ sa ie mailen BR D) mraisinie An,
$ en. AR
? à iiss PURE ae. immense Migs
fy de D aa: OMA HUE
M: LPS ON TAN EME "Te te SYS PLAT
N VAR Mi don 7A, 4 À igen TER

à sd Phat’? APNE, att fee) TNR hil MATOS Loto IN

Er i; 4 "+:
eg Fo hay iy a US å i j

SEE Life, VEN Ee, NERE AN Tru DAT? SÅ sd, MÅ

A SEN DRE gs My ot ee Le “ic | AAN, Vus a

ARE RT) an we 5 a K N hi

' i
fi N u a N
Lt die nn ihe nie si
ANT ye. engi Ar u” Lane
U i * 2
‘ ' TA Pi

i of u ¥ à “gil viens

| LR PAL AI A 4 Di ar NL

L! 9

wets Ma diss
å x u i
ey MV" os ue |
AL pak penne aii, Thins de CT wa

i Eg ar ‘neue \
damien er: D CAM RE à

7,
u à ÿ
SEN A

i,
Lut
vi i
Î
Pr ER
Pat fi
SOREN
ed

Tid. Sel. nature. oy math. SKALD. Sehouw om de ital. Naaletrwer .

ANE

11

vre PERVIREN.

PINUS PINEA (cv.

Alp erne .

Wy fa
Piniis sylvestris Abies ewcelsa Lari europaa. Pinus Cembra
7 :
Pinus Bumilio | Zuniperus nana
x KELD: i
= >
Touperus communis Turaperus Sabina Abies pectinate Taxus baccata

Apenninerne

(oe ee

Zuuperus nana Tuniperus communis Juniperus Salina Abies pectinata

Ae I ei

Taurus baccata Pinus Pinaster Pinus Laricio Tmiperus Oxycedrus

(Baus magellensis Pinus brutia Tuniperushemispharica )

— — ————

Pinus Pinea Pinus halepensis … Tuniperus phardcea.

Juniperus macrocarpa Gipressus sempervirens

25000

12000

doo0e
7000
6000
5000
4000

3000

10000

7000

Jooo

3000

1000

/ Pons Pineashalepensis. Tuniperus
macrocarpa- Tuniperus phanicea

Cupressus sempervirens .

Sicilien

\

\CUPRES

MAC

Tuhiperus hemisphuvica

7 Pinus Laricio

UNDERSOGELSER

OVER

HVALDYRENE

AF

DAN. FREDR. ESCHRICHT.
PROFESSOR VED KJOBENHAVNS UNIVERSITET.

FORSTE AFHANDLING.
BEMÆRKNINGER

OVER

CETOLOGIENS TIDLIGERE OG NÆRVÆRENDE. SKJEBNE.

Vid. Sel, naturvid, og muthem, Afh, XI Deel. R

ET ane ME 4 m ‘ge A IV FH i TH ede Yon ‘ih En
i x de adv ÿ i
WEY" EFF > EN 5 ke
WAVE ve
5 PA 3 u. mse 2 “ i |
ia uy vie r A wey un A
' TR aif 2 fF 6 å a
he Y wes a - i
LAURE S
N i 4 » a wor
j it A RIDER DENE; sa a8
Ales AT ORIN emceninan WY Kon
+, D r -
| ee etry re eno

AVS et mace), DEC CE

on
‘
à i
ry
»
»
=

PRICES» AE |

f " 4 Kr Y i

ALS : ie BAR $y? MA fre GER
a Pla

pA VE ee stunt we weg, ik PCA À

re,

4 Å
PAU ' PAU FR
i
i
U

‘ =
+. -
4 "A

i é “
u
i”

rl |
1
jp SA La i” N Ht i

HI «ayrene (Cetaceerne) have altid hört og höre endnu til de mindst
nôiagtigt kjendte Dyr, hvad enten vi tage Hensyn til Artsbestemmelsen
og den geographiske Udbredning eller til Anatomien og Physiologien.

Denne Sætning, der i sin Almindelighed indrémmes af alle Zoo-
loger og Zootomer, gjelder naturligviis i meget forskjellig Grad for de
forskjellige Slags Hvaldyr*).

For Delphinerne gjelder den vel i det hele bu mindst. Flere
Arter af disse have endog tilbudt en rig Leilighed til Undersögelse, og
Leiligheden er bleven benyttet af mange udmerkede Forskere. Saaledes
især de Delphinarter, der til visse ‘Tider af Aaret indfinde sig ved be-
stemte Kyststrekninger og blive Gjenstand for en regelmæssig Fangst.

Delphinerne nemlig, og Hvaldyrene overhovedet, ere vandrende
Dyr, og deres Vandringer ere, som Dyrenes i Almindelighed, underka-
stede en vis Grad af Regelmæssished. — Marsvinene vise sig f. Ex. om

*) De saakaldte græsædende Hvaldyr (Cetacea herbivora) vil her intet Hensyn tages
til, da Forfatteren, efter Blainville og Owen (Proceedings of the zoological society
of London Part VI 1838 Pag. 44—45), maa ansee dem for enten at hore til Pa-
chydermerne eller at danne en egen Orden. Rigtigheden af, at de efter deres hele
Bygning aldeles ikke kunne stilles sammen med Cetaceerne, har Forfatteren over-
beviist sig om ved Dissection af en ung Dugong, sendt fra Leiden til Universitetets
zootomiske Museum i 1843.

R*

152

Foraaret (Marts—Mai) i Isefjorden — komme altsaa nordfra; om Efter-
aaret og Vinteren gaae de derimod sydfra ind i det lille Belt. Dette
kan neppe forklares anderledes, end at de om Foraaret gaae ind i Öster-
söen, og da let forvilde sig i de nordlige Fiorde, om Efteraaret og Vin-
teren derimod sige tilbage til Rattegattet. Hvorvidt iövrigt denne deres
Forandring af Opholdstedet skeer alene for at jage Vaarsilden og Höst-
silden, eller maaskee for at söge det aabne Hav under den strenge Vinter
— kan her forelöbigen henstilles uafyjort, — Om Delphinus delphis beretter
Belon (Vhistoire naturelle des estranges poissons marins Paris 1551 4to
Cap. XXXIX pg. 25, b) ifölge Opgivelsen af Kystbeboerne ved det
sorte Hav, at den hvert Aar paa en bestemt Tid gaaer fra Middelhavet
gjennem Marmorahavet til det sorte Hav, i hvilket den opholder sig en vis
Tid förend den vender tilbage. — Paa de Kyststrekninger, hvor saaledes
Delphinflokke aarligen vise sig, har almindeligviis Fangsten veret i Gang
fra ældgammel Tid. Fiskerne have snart maattet legge Merke til, at
disse Flokke af store Dyr lade sig skremme af ethvert voldsomt Slag
paa Vandets Overflade og af Stéien i Baadene, altsaa kunne jages lige-
som paa en Klappejagt og drives op paa lav Grund, hvor de maae blive
et let Bytte. — Aristoteles omtaler denne Fangemaade som brugt ved
Grækenlands Kyster (Historia animal. IV Cap. 8. 6, Edit. Schneider;
Edit. Scaliger Pg. 479). Fiskerne omringede Delphinerne med deres
Baade og dreve dem tæt sammen, gjorde derpaa pludselig en stærk Sti,
og joge dem derved ind paa Strandbredden, hvor de löb sig fast. Lig-
nende Fangst synes at have været brugt i det höie Norden för det 12te
Aarhundrede, thi det hedder i Kongespeilet (Einersens Udgave Pag.
4120—21) at ,,Hnidinger” (som formodentlig er Grinden, Delphinus glo-
biceps, skjündt de siges hverken at have Tænder eller Barder) „blive
idelig fangne og jagede op paa Land i Hundredetal, og er det megen
Underholdning for Folk hvor mange af dem blive fangne”. — Som be-
kjendt, drives Grindefangsten paa en ganske lignende Maade endnu ved

155

Fieröerne (sce derom: Debes,. Færoæ & Færoa reserata 1675. Pag.
455-162, men især Lyngbye i Tidsskrift for Naturvidenskaberne 1825
4 Bd. Pag. 204—252) og ved Norge i Skogsvang i Sunds Præstegjæld,
Sündre Bergenhuus Amt, hvor de kaldes Springhvaler eller Springere
(see: I. Kraft Topographisk statistisk Beskrivelse over Norge Pag. 611;
Blom, Reise i Nordlandene og igjennem Lapland til Stockholm i April
1827; fremdeles N. Hertzberg og Greve i Tillæg til Morgenbladet Nr.
490, 1840). Samme Fangemaade anvendes fremdeles ved Middelfart for
Marsvinene, og den har vistnok ogsaa her sit Udspring fra ældgammel
Tid. Et eget Interessentskab af Marsvinefiskere i Middelfart bestaaer
for Tiden (efter Hr. Capt.-Lieutenant Irmingers venskabelige Meddelelse)
af 50 Personer; men i Aaret 1595 talte det 36 Medlemmer (Jon Erichsen
i Islandske Literatur-Selskabs Skrifter for 1781). (Ved Jægerspriis fan-
ges Marsvinene med Garn, en Fangemaade, der vel er ulige yngre). Om
lignende Foreninger ved Frankrigs Kyster i det 41! Aarhundrede see
Cuvier Oss. foss. VI, 274,

Fra saadanne regelmessige Fangesteder haves almindeligviis den
sikkreste og bedste Leilighed til at erholde visse Delphinarter til Under-
søgelse. Imidlertid fanges, som bekjendt, ogsaa paa mangfoldige andre
Steder af de europæiske Kyster af og til Marsviin eller andre Delphin-
arter, og da de fleste ikke ved deres Størrelse yde betydelige Vanskelig-
heder for Transporten eller have synderlig Pengeværdi, maae de altid
temmelig let have været at faae for Naturforskerne.

Det er udentvivl fra Delphinernes Undersøgelse, at Aristoteles
gjorde de meget rigtige Angivelser om Hvalerne overhovedet, at de ere
varmblodige, lungeaandende Dyr, at de féde levende Unger og give dem
Die, altsaa have Charactererne for Pattedyr. Senere er især Marsvinets
Anatomie saa ofte og tildeels saa godt bleven behandlet, at idetmindste
degne Hval kan siges at være omtrent lige saa nöie kjendt som de fleste

andre Pattedyr. (Literaturen see især hos Rapp die Cetaceen 1857 pag.

154

8-9 og pag. 19. Dertil er endnu kommet de senere anatomiske Under-
sögelser af Stannius i Erster Bericht von dem zootom-physiol. Institute
der Univers. Rostock 1840 og Müllers Archiv 1841). — Ogsaa flere
andre Delphinarter kjendes baade i ydre Form og Skelet tilstrækkeligt
nôie for Artsbestemmelsen (see iser Schlegel Abhandlungen aus dem
Gebiete der Zoologie und vergl. Anatomie 4 Heft Leipz. 1841); men om
mange andre Arter kan dette neppe endnu siges at vere Tilfældet, og til
de indre Organers Form slutter man i Almindelighed kun fra Marsvinets
eller den egentlige Delphins, endskjöndt f. Ex. D. Orcas meget afvigende
Levemaade turde gjöre Paalideligheden af denne Slutning temmelig tvivl-
som. — Til en nöiere Kundskab om de nordiske Delphiner haaber jeg i
det Félgende at kunne levere nogle ikke uvigtige Bidrag.

See vi fra Delphinerne først hen til det nærbeslægtede Hvaldyr,
som de nyere Zoologer have kaldt Hyperoodon, da har dette Dyr fra
ældgammel ‘Tid været velbekjendt ved alle de nordlige Haves Kyster, i
Norge under Navn af Nebbehval (rigtigere Næbhval), i Island som And-
hvalur eller Andarnefia, paa Færôerne som Dögling. I Systemet fik det
(ved Pontoppidan og ©. F.Müller) Navn af Balena rostrata, men ved en
besynderlig Feiltagelse (af Otto Fabricius) overförtes dette systematiske
Navn paa en Bardehval. Derved gik Næbhvalen aldeles i Glemme hos
Zoologerne, og den maatte opdages paa ny ved de engelske og franske
Kyster. Den opstilledes derefter under Navnet Delphinus bidens, senere
Ancylodon, Heteroodon og endelig Hyperoodon, hvilke sidste Navne nok-
som tilkjendegive de overmaade urigtige Forestillinger, man i nyere Tid
har havt om den. Skelettet har iövrigt været underkastet Cuviers clas-
siske Bearbeidelse, og af dets Involde haves en kun alt for lidet paaagtet

Beskrivelse ved J. Hunter (i „Observations on the structure and oeconomy

ka
of whales”, Philos. transact. Vol. 77, 1787). 1 en fölgende Afhandling
vil man finde flere Oplysninger om dette Hvaldyr, hentede fra nogle sær-
deles vel vedligeholdte Dele, som Hr. Districtslege Haalland har nedsendt
fra Vestmannö 1839.

Af Narhvalen, om hvis Tand i Middelalderen herskede saa
eventyrlige Forestillinger, haves nu ikke alene flere velvedligeholdte
Skeletter, men ogsaa den ret gode Afbildning af Scoresby (Account
of the arctic regions 2, Tavle 15). Den synes altid at have holdt
sig til det héie Norden, og kun i ganske enkelte Tilfælde at have naaet
til Nordsöen (f. Ex. det 1756 ved Kysten i Omegnen af Bremen forulyk-
kede Individ, see Albers Icones ad illustr. anat. comp., og det samme
Aar i September i Elben indbjergede, see Anderson Nachrichten von Island
&e. 1746 8vo. pg. 20%. At der skulde gives flere Arter af denne paa-
faldende særegne Form, er der ingen Anledning til at formode. Den
Fabriciske Monodon spurius, Delphinus anarnacus, er, som i en fölgende
Afhandling vil vorde efterviist, ikke andet end Nebhvalen. Dens indre
Organer ere iövrigt meget lidt kjendte. (Hjertet beskrevet af I. A. Albers
i Vidsk. Selsk. Skrifter for 1808 Pag. 179). At den lange Tand sidder
i Overkjæbebenet, og ikke i Mellemkjæbebenet, blev, forunderligt nok,
först viist 1857 af Rapp (die Cetaceen pag. 46).

Af Raskelotter kjendes ikke andre Arter end den af Hvalfangerne
saakaldte ,,Spermhval*)” (Sammenl. Beale the natural history of the Sperm
Whale London 1859 Pag. 22). — Denne vides, ifölge Hvalfangernes
Erfaringer, at have sit Hovedopholdsted i Sydhavet, fornemmeligen in-

*) Denne Benevnelse, skjöndt en Efterligning af det engelske „Sperm-whale” og kun
en Forkortniug af det meget betegnende ,,Spermacet-whale” synes at vere nok saa
antagelig som ,,Kaskelot”, der ifölge Cuvier (ossem, foss, V. I. pg. 328) er ct baskisk
Ord af ,,Cachau” 9: en Tand.

Sen

denfor Vendekredsene omkring de forskjellige Ogrupper og nordpaa til
omtrent 40° nordlig Brede iser ved Japan. I mindre Mengde treffes
den i Atlanterhavet, saasom ved de Capoverdiske Oer og ved Azorerne
(40°), hvor endnu enkelte Hvalfangere gaae paa Jagt efter den*). Fra
Atlanterhavet streifer den ikke sjelden ind i Canalen mellem England og
Frankrig, eller henad Skotlands Kyster, i enkelte Tilfælde selv op til Is-
land. Sydpaa treffes den endnu om Cap Horn, hvor navnligen Hr.
Schneider — som jeg senere vil faae Leilighed at omtale — saae flere
store Individer i de sidste Dage af Decemher 1842. — Den treffes sæd-
vanligen i store Flokke (Schools), der enten dannes af Hunnerne med
deres Unger og enkelte Hanner som Förere, eller af lutter unge Dyr;
de gamle Hanner gaae oftest enkelte.

* Spermhvalerne leve fornemmelig af Blæksprutter, desforuden kun
af Fisk (Beale Sperm Whale pag. 54), og ere aldeles fredelige Dyr
(Beale 1. c. pag. 4—8), kun at Hannerne indbyrdes føre blodige Kampe
(Beale Le. pg. 37).

De ældre Forestillinger om Kaskelotter vare meget forskjellige
herfra. Man antog flere forskjellige Arter, indtil Cuvier med udmærket
Critik viste (Ossem. foss. V. I. pg. 328—558), at disse alle, paa Physeter
macrocephalus ner, kun vare at ansee for store Delphiner, og Rigtigheden
heraf kan jeg, ved Capt. Holbölls Meddelelser, navnligen bekræfte med
Hensyn til de af Otto Fabricius anförte Physeteres. Hans Ph. Catodon,
Grünlændernes ,,Pernak”, er nemlig virkelig, om ikke den egentlige D.
orca, saa dog en nærbeslægtet, hidtil ubeskrevet Form, og hans Ph. mi-
crops, Grünlændernes „Ardluk”, er (ikke just D. globiceps, som Cuvier
formodede, men) den egentlige nordiske Sværdfisk (D. orca), kjendelig
ved sin paafaldende höie Rygfinne. — Man antog fremdeles, og- saaledes

*) 1839 f. Ex. traf Capt. Södring (see hans Dagbog udgiven af Holbech Kbhvn. 1841
Pag. 12) ved Azorerne en Skonnert-Brig, som kun agtede at fiske der og under
Africas Vestkyst.

er

selv Cuvier, at Raskelotterne vare glubende Dyr, der ikke alene anfaldt
Sælene, men ogsaa andre store Hvaler. Men dette beroede sikkerlig kun
paa en Forvexling med de glubende Delphiner (Sværdfisk, D. orca), en
Forvexling, der lettelig opstaaer naar, som ofte skeer, Naturforskeren kun
faaer Tænderne til Undersögelse, thi Sværdfisketænder ligne tildeels, og
ere tildeels næsten lige saa store som Tænder af middelmaadig store Sperm-
hvaler. — Endelig meente man med god Grund at kunne antage Kaske-
lotterne for en maaskee endog fortrinsviis til den nordiske Fauna hörende
Form, thi ikke alene hine feilagtig for Kaskelotter antagne Delphiner,
men ogsaa den virkelige Spermhval, Physeter macrocephalus, kjendtes
fornemmeligen ved de Individer, der jevnligen drev ind paa Kysterne af
Holland, England og Skotland, i enkelte Tilfælde ogsaa af Holsteen
(navnl. 1720, 51 Debr. see Anderson Nachrichten von Island, Grönland
&e. Pag. 216). — Den vidstes fremdeles at have veret kjendt ikke alene
af de gamle Islændere (under Navn af „Burhval” eller „Bardhval”, see
Rongespeilet, Einersens Udgave Pag. 127), men ogsaa af Grønlænderne
(under Navn af „Rigutilik”, see Fabrieii Fauna groenl. Pag. 41).

For nærværende Tid viser Kaskelotten sig imidlertid saa godt som
slet ikke i de nordlige Farvande, I Davisstrædet have de engelske Hval-
fangere, saavidt vides, aldrig truffet den (see Beale I. c. pg. 188), og Capt.
Holböll, som i 15 Aar har været förste Embedsmand i den sydlige Halv-
deel af de danske Besiddelser i Grönland, har ikke alene aldrig seet noget
Spor til den, men ved at forelægge Grinlenderne Tegningen af den har
han fundet, at denne Form end ikke som et Minde nu for Tiden er dem
bekjendt. Ved Hollands Kyster synes den sidste Inddrivning af en Ka-
skelot at vere indtruffet i Aaret 1781. (See Bodel Nyenhuis i Algemeene
Konst en Letter-Bode voor het Jaar 1856 Nr. 10, 41 og 58).

Det er unægtelig paafaldende, at dette Hvaldyr i den Grad kan
vere forsvundet i de nordlige Farvande. Flere Zoologer antage, at den
i Norden forhen temmelig almindelige Kaskelot kan have været en fra

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. S

158

den i Atlanterhavet og Sydhavet levende Spermhval forskjellig, nu saa
godt som udryddet Art; Andre mene, at Kaskelotten lidt efter lidt er
fortrængt fra de nordlige Farvande til de sydlige og iser til det store
Verdenshav. Men begge Antagelser synes ikke at stemme med den
Kjendsgjerning, at Raskelotterne ingenlunde ere blevne forfulgte i de nord-
lige Have, at tvertimod en egentlig Raskelotfangst næsten slet ikke synes der
at have været drevet. Der foreligger ingen sikker Jagttagelse, som kunde
berettige til at antage en Artsforskjellighed, og Spermhvalens Forsvinden i
Norden lader sig heelt vel forklare af dens voldsomme Forfölgelse i
Atlanterhavet fra Midten af det 18de Aarhundrede, Vi kunne vel antage,
at Spermhvalerne forhen ligesom nu fortrinsviis have holdt sig til de
varmere Himmelströg, men at de, saalænge deres Mengde endnu var be-
tydelig i Atlanterhavet, meget hyppigere derfra streifede ikke alene ind i
Nordsöen men ogsaa nordpaa til Farvandet om island og Baffinsbugten.
De i disse nordlige Farvande iagttagne Raskelotter gik næsten altid en-
kelte eller parviis, ikke i Flokke. (Den af Anderson anförte Meddelelse
fra en Grönlandsfarer omen Flok Kaskelotter i Davisstrædet er i alt Fald
meget usikker, og det kan meget sandsynligen have veret en Grindeflok). —
Paa den nordligste Deel af Frankrigs Vestkyst derimod, nemlig i Audierne-
Bugten inddrev i Aaret 1784, 14de Marts, en heel Flok af 50 Individer
(Bonnaterre Cetologie Pag. 15); men denne Kyst ved Atlanterhavet
ligger kun 8° nordligere end Azorerne, hvor Spermhvalerne endnu for
Oieblikket ere ret hyppige.

I Middelhavet synes Kaskelotterne altid at have været sjeldne Gjæ-
ster, skjéndt flere Exempler kjendes af Individer forulykkede paa Italiens
Kyster og der benævnede Capidoglio. Cuvier antager rigtignok at de
Gamles Orca kunde have været en Kaskelot (Plinii libri de animalibus
ed. Cuv. Vol 2dum Paris 1828 Pag. 9 Note 5; Ossem. foss. V. 1. Pag.
287), men han gaaer derved ud fra den Forudsætning, at Raskelotterne ere
glubende Dyr, hvilket efter de nyere Erfaringer har viist sig at vere urigtigt.

159

Aristoteles synes tydeligen at have characteriseret Kaskelotten
under Navn af Phalaina (de animalibus Lib. I. Cap. V, Ed. Schneider Cap.
IV) derved, at Blæsegattet sidder paa Panden, medens det hos andre
Hvaldyr sidder i Nakken, en Characteer, der er langt sikkrere — naar
man ved Panden forstaaer den forreste Deel af Hovedet paa det levende
celler med de blöde Dele endnu beklædte) Dyr — end den af de Nyere
mere hyppigt anförte Characteer, at Kaskelotten har Tænder i Underkjæben
alene, da den, som bekjendt, har smaa Tænder i Overkjeben, i alt Fald
skjulte i Gummen.

Aristoteles’s nærmeste Efterfölgere kjendte intet til Raskelotterne,
og overförte Navnet Phalaina paa Bardehvalerne, som Aristoteles havde
kaldt Musculus. — Senere lerte man Raskelotterne at kjende i meer eller
mindre ufuldkomne Tegninger af de især ved Hollands Kyster indstran-
dede Individer, See f. Ex. Jonstonus de piscibus & cetis Amstd. 1657
Tab. 42. Om en egentlig Raskelotfangst ved de europæiske Kyster haves
ingen bestemte Angivelser. At imidlertid de i Middelalderen af Baskerne
fangne Hvaldyr tildeels have været Raskelotter, er meer end sandsynligt
saavel ifülge Biskaierbugtens Beliggenhed som ifölge bestemte Angivelser,
hvorom lengere henne vil vorde Tale.

Raskelotfangsten synes iövrigt at vere udsprungen fra Amerika,
hvor de Indfüdte allerede meget tidligt siges at have drevet den ved Ka-
stespyd, hvortil var fæstet en kort Line med en stor Blok af let Træ,
for at udmatte den saarede Hval under Dykningen. (Beale the Sperm-
whale pag. 158*). Anglo-Amerikanerne begyndte Kaskelotfangsten fra

+) I Oppians Halieutica (Ste Bog 46—350 Vers) findes en vidtlöftig poetisk Beskrivelse
af en Hvalfangst, som aabenbart ikke er taget efter Naturen, og hvori f. Ex. anföres
at man anvendte en colossal Medekrog hvorpaa var festet Leveren eller Overarmen
af en Oxe (Vers 148), men for hvilken dog en sand Begiveuhed synes at ligge til
Grund. I denne Beskrivelse tales navnligen om store oppustede Blierer, der vare
fæstede til Medekrogens Toug, for at tvinge Hvalen opefter, Dyret beskrives som
meget colossalt, og med store Tender, Det vil vistnok vere höist vanskeligt at ud-
finde, hvilket Hvaldyr her muligviis kan vere meent, især naar det ikke kan op-

S *

140

Boston 1720 (Phil. transact. Vol. 55 Nr. 587 pg. 259) först nær Rysten,
senere stedse lengere ude i Atlanterhavets varmere Zoner. 4771 var
den i fuld Gang fra Nord-Amerika, 1775 fra England (Beale 142), der-
paa fra Frankrig. Omtrent 1782 gik ogsaa fra Danmark et Skib paa
Kaskelotfangst i Atlanterhavet ved Brasiliens Kyster (Schr. der Berlin.
Gesellsch. naturf. Freunde 5 Bd. Pg. 465). :

Ved denne, især i sidste Halvdeel af det attende Aarhundrede,
med saa megen Iver drevne Fangst mindskedes i Atlanterhavet Kaske-
lotternes Antal overordentlig. Fra samme Tid er det ogsaa, at de næsten
forsvandt i de mere nordlige Farvande, skjündt de her aldrig vare blevne
forfulgte, et tydeligt Tegn paa, at de tidligere her forekomne Individer
tillige og maaskee fornemmelig havde deres Hjem i Atlanterhavets var-
mere Egne. Det sidste bekjendte Tilfelde af en i Nordsöen forulykket
Kaskelot indtraf, som ovenfor anfört, 1781.

i det 49¢e Aarhundrede fik Spermhvalfangsten derimod et heelt
nyt Opsving, da man begyndte at drive den i Sydhavet og der gjorde
et meget rigt Udbytte. Spermhvalfangsten i Sydhavet er endnu i fuld
Flor og drives med störst Iver fra England, idet flere Hvalfangerskibe
herfra ene og alene holde sig til Spermhvalerne, medens fra Amerika og
Frankrig baade udsendes færre Skibe og kun saadanne, der tage Ret-
hvaler og Spermhvaler ifleng og almindeligviis fleest af hine. Med lig-
nende Bestemmelse udrustedes 1859 den förste Sydhavsfarer fra Kjå-
benhavn ved Handelshuset Holm og Sånner, nemlig Barkskibet Concordia,
Capt. Sédring. Der fangedes kun 3 Spermhvaler (Debr. 1859, men
20 Rethvaler Osten for Ny-Zeeland. (See Capt. Sédrings Dagbog ved
Holbech Kbhvn. 4844). 1841 udrustedes samme Skib paa ny og fan-
gede (ifélge den ombordværende Liege, Hr. Schneiders, venskabelige Med-

lyses, hvorfra Oppian har hentet Beretningen. Han selv levede kun i Lilleasien
(Cilicien), paa Oen Melile i det adriatiske {av (delende sin Faders Forviisning) og
i Rom, i Begyndelsen af det tredie Aarhundrede,

141

delelse) 5 Kaskelotter — hvoraf de 4 i Atlanterhavet (nemlig 5 ved
Tenerifa October 1841 og 1 ved Tristan d’Acunha i Novbr. s. A.) — og
1 i Sydhavet (ved Jarvies Oen næsten under Linien i October 1842),
men 18 Rethvaler. Endelig er i Aar, 1844, af samme Handelshuus et
större Skib udrustet til Sydhavet under samme Förer.

Enhver maa fra først af antage, at denne nu saa ivrigt drevne
Hvalfangst i Sydhavet tilbyder en god og let Leilighed til Erhvervelsen af
anatomiske Gjenstande af Spermhvalen, og maaskee lægge det de om-
bordværende meer eller mindre for Naturvidenskaben Interesserede til
Last, at denne Leilighed næsten aldrig benyttes. Ved nüiere at erfare,
hvorledes den ufravigelige Fremgangsmaade er med de fangne Sperm-
hvaler, seer man imidlertid let, at Leiligheden til videnskabeligt Udbytte
derved er meget mislig, og at der navnlig er meget lidt Haab om at faae
Skelet eller Indvolde endog af et mindre Dyr nogenlunde fuldstendigt
ad denne Vei. (Af et större Dyr vilde Kroppen end ikke kunne bringes
ombord til Skelettering.) For at oplyse dette, vere det tilladt at hidsætte
Fremgangsmaaden ved Afspækningen eller ,,Flensningen” efter de Med-
delelser, jeg skylder Hr. Schneider, der som Lege deeltog i det danske
Hvalfangerskib Concordias anden Reise 1841—43. ‘

Saasnart Hvalen er dræbt, bugseres den til Skibet og fastgjöres
til Siden af det. To ,,Stillinger” af brede Planker anbringes udvendig
paa samme Side og tjene til Stade for to af Baadstyrerne, der ved
Hjelp af smaa Spader med meget lange Skafter udföre Afspækningen.
Om Livet have de et Bælte, hvori et Sikkerhedstoug er fastgjort. — Om
den ene af Hvalens Finner anbringes en Kjætting*); den heises i Veiret

og sættes af i Ledet. I Sammenhæng med denne Finne afskeres nu

*) Beale beretter (Sperm-whale pg. 185) at Spækkets Allösning begynder med, at Een
med et Sikkerhedstoug om Livet stiger ned paa Hvalen, for at feste en Krog i
Spækket, og han beskriver denne Forretning (,,to hook on”) som meget farlig. og i
haard Sögang yderst anstrængende.

142

Spækket i Form af en Strimmel, 11—2 Alen bred; Strimlen skæres i
Skruegang omkring Hvalens Krop heelt ned til Halen, og under dens
Aflésning maa man altsaa dreie dette colossale i Vandskorpen hængende
Legeme lige saa mange Gange, som Strimlen gaaer skrueformigt omkring
det (omtrent 9—10 Gange). Naar Finnen er kommen ombord, stikkes
et rundt Hul i den medfölgende Strimmel, og deri indbringes et Oie af
et tykt stærkt Toug, som fiestes ved en bred Tverpind. Derpaa afskæres
Finnen, der bruges ituhugget som Brændsel under Trangryderne.
Strimlen opheises til under Mærset; man stikker da atter Hul i den ne-
derste Ende af Strimlen, indbringer Slyngen og Tverpinden, og gjen-
nemskærer Strimlen ovenover. Det opheisede Stykke fires ned i Stor-
lugen, og man begynder nu paa det neste Stykkes Opheisning. Til Op-
heisningen bruges altid to Tailler, den ene bærer det Stykke, der er op-
heiset og derpaa nedfires, den anden er fæstet i det næstfålgende Stykke,
saa at ingen Forsinkning finder Sted. Fra Storemers gaae Tailleléberne
hen til Fokkemers og derfra ned til Spillet. Her ere alle de Folk an-
bragte, som kunne undveres, thi der maa en betydelig Kraft deels til at
löfte det store Stykke Spek, der fra Hvalen naaer op til tet under Mærset,
og deels til at afrive det fra Hvalkroppen. I uroligt Veir er Afspæk-
ningen et farefuldt Arbeide for de dermed nærmest Beskjæftigede; ja selv
det övrige Mandskab er ofte udsat for Beskadigelse derved. Skibet
slingrer og krænger i Reglen meget stærkt, medens Masten sukker og
knager under den svære Vægt; mange skarpe Instrumenter haves i Brug,
og naar, som undertiden skeer, Strimlen slipper, idet den lésskeres, kan
den, ved at slingre frem og tilbage, knuse hvad den træffer paa.
Saasnart det sidste Spek er aftaget, overgives Skroget til Böl-
gerne og disses graadige Beboere, thi Hundreder af Haier samle sig ofte
omkring Byttet. — Hovedet skeres (Beale Sperm-Whale pg. 186) af i
Begyndelsen af denne ,,Flensning”, og man lader det flyde til Skibets Ag-
terende, indtil den er fuldendt og Skroget gjort los. Da hales Hovedet

145
frem og aabnes, for at den flydende Spermacet kan üses ud. Den hele
Masse af blöde Dele üverst og fortil paa Hovedet (,,the junk”) skæres
af og heises, medens det Ovrige af Hovedet gaaer til Bunds, ombord
for at skæres i lange fiirkantede Stykker. Kun af smaa Spermhvaler
tages ofte hele Hovedet ombord.

Man vil let indsee, at medens en saadan Reise paa Hvalfangst
giver den meest udmerkede Leilighed til at studere Dyrets Levemaade
og Opholdsteder, tildeels ogsaa til at gjére sig bekjendt med dens ydre
Former, giver den kun hüist ringe Leilighed til at bjerge Skelet og Ind-
volde, end sige til at anstille en grundig anatomisk Undersögelse paa selve
Stedet. Intet Under da, at medens vore Kundskaber om Spermhvalen
i de först anförte Henseender i den sidste Tid have vundet saa meget
(Literaturen see hos Schlegel: Abhandlungen aus dem Gebiete der Zoo-
logie und vergleichenden Anatomie 1 Heft. 1841 Pag. 34), ere de der-
imod i Henseende til Dyrets indre Bygning blevne aldeles tilbage. Kun
deres Skelet kjendes temmelig fuldstændigt (Cuvier Ossem. foss. V. I.
Pag. 558—348) efter Exemplarer fra tidligere Indstrandinger ved euro-
pæiske Kyster, deres blöde Dele saa godt som slet ikke.

Bardehvalerne adskilles med Rette fôrst og fremmest i de to
Slegter: 1) Balæna stricte sic dicta, Bardehvalerne uden Rygfinne og
uden Bugfurer, de nyere Hvalfangeres ,,Rethvaler”*), og 2) Balænoptera,

*) Navnet „Rethval” have de nyere danske Hvalfangere optaget efter det engelske
„Right-whale”, skjondt de ældre Benævnelser: ,,Hvalfisk” eller ,,Hval” eller ,,Fisk”
dog endnu bestandigen ere meget almindelig brugte, Det islandske ,,Sletbap” vil
vistnok have langt större Vanskelighed med at faae Borgerret i det danske Om-
gangssprog, idetmindste hos Hvalfangerne, der rimeligviis aldrig have hort dette
Navn og derimod ideligen hére den engelske Benævnelse, Unægteligen lyder Ordet
„Rethval” ogsaa bedre i danske Oren end „Sletbag”.

RU

Bardehvalerne med Rygfinne og med Bugfurer: Rörhvalerne eller, som
de ogsaa passende kaldes, ,,Finhvalerne”. Af disse have de förste, som
bekjendt, i flere Aarhundreder været Gjenstand for en overordentlig ivrig
Fangst, de sidste mangfoldige Gange været indbjergede ved de europæiske
Kyster, og det maa forekomme Enhver ved første Oickast ubegribeligt,
at saavel hine som disse desuagtet ere overmaade ufuldstændigt kjendte,
ja at den i Spidsen for denne Afhandling stillede Sætning netop for dem gjel-
der i fuldeste Maal, nemlig at de höre til de mindst nüiagtigt kjendte
Dyr, hvad enten vi tage Hensyn til Artsbestemmelsen og den geogra-
phiske Udbredning eller til Anatomien og Physiologien.

Af Rethvalerne adskiller man siden Cuvier almindeligviis to Arter:
den nordlige, Balena mysticetus, og den sydlige, B. australis. Det er
ikke usandsynligt, at under hvert af disse Navne indbefattes idetmindste
to forskjellige Arter. Om B. australis antager selv Cuvier det (Ossem.
foss. V. 4. pg. 568—69), og om B. mysticetus bringes man idetmindste
til at formode det ved flere saavel ældre som nyere Angivelser (Scoresby
Ace. 2, 211).

Men i hvert Fald synes Hvalfangerne at kjende alle de sydlige
Rethvaler fra de nordlige ved deres mindre Störrelse, livligere Bevægelser
og iser derved at de ere besatte med visse Cirripeder, nemlig Coronula
balænaris, de Ældres Balanus polythalamius compressus, og Tubicinella
(paa hvilken jeg atter har fundet en egen lille Otion, meget forskjellig fra
Otion auritum). Disse Cirripeder sidde især paa Kronen (9: den överste
Deel forrest paa Snuden) ofte saa tet, at denne faaer en ganske hvid
Farve. (Tubicinella sidder, efter Hr. Schneiders Meddelelse, kun paa
Kronen, Coronula desuden især paa Halen og Finnerne. De Süfarende
spise dem og angive deres Smag lig den af Hummer). — Paa de nord-
lige Rethvaler vides aldrig at vere iagttaget Balaner (hvorimod atter B.
Boops Fabr. ganske almindeligen er besat med Diadema balænaris). See

145
f. Ex. Scoresby Account 4, 475—474; Chemnitz Schriften der Berl.
Gesellsch. nat. Freunde 5 Bd. pg. 465 og Conchyl. Tom. VIEIL pg. 296.

Den nordlige Rethval eller, som den ogsaa kaldes, Grénlandshvalen,
Balæna mysticetus L, Islændernes „Sletbakr,” er ved den levende For-
fölgelse, som den var underkastet især i det 174¢ og 18de Aarhundrede
ved Spitzbergen og i Aarene 1818 (efter Ross’s og Parry’s förste Reiser)
til 4850 i Indlöbet til Barrow-Street, aftaget saa overordentligt i Antal,
at dens Fangst, der forhen dreves af flere hundrede Skibe aarligen, nu
neppe sysselsætter meer end en halv Snees engelske Skibe Gsær fra Hull)
i Baffinsbugten. Omkring Spitzbergen, hvor den forhen færdedes i over-
ordentlig Mængde, synes den næsten at vere udryddet, og det Samme
gjelder om St. Lorenzbugten. Sædvanligviis tænker man sig herved, at
Grönlandshvalen ikke blot er formindsket i Tal, men ogsaa at den lidt
efter lidt har trukket sig mere tilbage mod Nordpolens evige Tis. Var
denne Forestilling rigtig, saa maatte Rethvalerne tidligere, da de forekom
hyppigere ved Spitzbergen og St. Lorenzbugten, have været sjeldnere i Baf-
finsbugten ; men dette lader sig ingenlunde eftervise, thi den förste Söfarende
i denne Bugt, Baffin, 1616, traf her Hvaler i Mængde (Scoresby Acc. 1,
87—88). — Forandringen i den nordlige Rethvals geographiske Udbredelse
maa vel altsaa snarere forklares omtrent paa samme Maade som den Foran-
dring, der er foregaaet i Spermhvalernes Udbredelse (see Pag. 458). Det
er bekjendt, atikke alene blandt Standdyrene, men ogsaa blandt Trakdy-
rene hvert Individ med sit Afkom eller sin Familie holder sig til et vist ind-
skrænket Strög af den hele Region, hvori Arten er udbredt. At dette ogsaa
gjelder for Hvalerne overhovedet, lærer man blandt andet af et Exempel,
som er fortalt i Sibbalds Phalenologia nova (Pag. 85). En Rårhval
nemlig (afbildet sammesteds Tavle 5), som fangedes i en Bugt af Skot-
land, havde i 20 Aar været kjendt af Fiskerne paa et Hul i Rygfinnen,
og deraf faaet Navnet ,,Hollie-Pyke”. — Rethvalens Forsvinden ved Spitz-
bergen og St. Lorenzbugten kan saaledes vel forklares ene og alene

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel, T

ms

derved, at fortrinsviis de Individer ere udryddede, der paa en vis Tid af
Aaret sögte Tilflugt til dette Sted. Efter denne Anskuelse vil Udbre-
delsen, skjéndt betydeligen indskrænket, dog ingenlunde kunne siges
at vere forrykket. — Hvor betydelig man iövrigt har at tænke sig denne
Indskrenkning, med andre Ord, hvor langt Syd paa man egentlig bör
antage at den nordlige Rethval tidligere har strakt sig, er naturligviis
overmaade vanskeligt at bestemme. At den tidligere regelmæssigen har
svermet omkring de europæiske Kyster, og at det navnligen var denne
Hval (see Cuv. oss. foss. V. 4. pag. 564), der i det 44'e—15¢e Aarhun-
drede var Gjenstand for en ivrig Fangst i Biskaierbugten, kunde maaskee
finde Medhold deri, at Sydhavets Rethvaler endnu den Dag i Dag fjerne
sig ligesaa meget fra den sydlige lisregion, som Biskaierbugten er fjern
fra den nordlige. Sydhavets Rethvaler træffes nemlig i Atlanterhavet
indtil 27° sydlig Brede (Scoresby Ace. 2, 529), saavel ved den afrikanske
Kyst (Wall-wyk) som ved den amerikanske (St. Catharina), og i Syd-
havet ved Amerikas Kyst til 50° (Coquimbo). Talrigst synes de i den
sydlige Deel at vere (Novbr., Dechr., Januar og senere i May, Juni,
Juli, deres Kalvetid) ved Ny-Zeeland (Södrings Dagbog Pag. 55—56),
der ligger under 58—40°, altsaa betydeligt udenfor lisregionen. Men det
gaaer neppe an, i saa Henseende at slutte fra een Art til en anden, Vi bör
meget mere ved Bedömmelsen af det Spörgsmaal, hvorvidt Syd paa den
nordlige Rethval tidligere har strakt sig, kun gaae ud fra, at dens Leve-
maade dengang i det Vesentlige har været netop saaledes, som den er
det for Oieblikket. I denne Henseende bliver det iser vigtigt at kjende
dens Forholdende paa de forskjellige Tider af Aaret, og Ingen har bedre
Leilighed til at give Oplysninger herom, end de paa Grönlands Kyster
stadigen bosatte Naturkyndige. Paa Capt. Holbölls Vegne kan jeg
herom meddele Fülgende.

Ved Grönlands Vestkyst vise Rethvalerne sig til ingen Tid af
Aaret sydligere end 65° (Sukkertoppen). Kun et Par Gange har en

enkelt ung Hval forekommet noget mere Sönder paa, navnlig paa 64°
(Godthaab). Ved 66—69° sees Rethvalerne derimod hvert Aar, men
ved 66—67° (Holsteinsborg) kun fra December til Marts, ved 68—69°
(Diskobugten) fra December til Enden af Juni. De vise sig omtrent
samtidig ved hele denne Ryststrekning (fra 66° til 69°), komme altsaa
formodentlig Vest eller Nordvest fra. Wed at forlade denne Kyststræk-
ning — den sydlige Deel deraf i Marts, den nordlige i Begyndelsen af
Juli — trekke de Nord efter. Ved den nordligste Deel af de danske
Besiddelser paa Grönlands Vestkyst, 71—75°, (Upernavik District), vides
Rethvaler kun at vere seet om Sommeren indtil Juli Maaned og om
Efteraaret i October og November. I denne Maaned har man selv i de
senere Aar undertiden truffet den der i stor Mengde. Fra Juli til Oc-
tober har Rethvalen aldeles forladt hele den beboede Deel af det danske
Grönlands Vestkyst. Efter Grönliendernes Beretning skal man derimod
hver Sommer see Rethvalen i Fiordene indenfor Rystlandet mellem
71—75°, saasnart Isen tillader deres Ophold der. (Det var ogsaa i Juli
Maaned 1616, at Baffin i den efter ham opkaldte Bugt traf de mange
Hvaler i FV ostenholme-Sound, 764°, og Whale-Sound, 773°. See Sco-
resby Acc. 1, 87—88).

Denne Trekken af Rethvalen staaer ganske i Overeensstemmelse
med Isens Beskaffenhed i de arctiske Have. I August til September
Maaned ere disse Have meest aabne, og Rethvalerne sverme da formo-
dentlig især mellem Amerika og Nordpolen; i October og November söge
de Baffinsbugten; i December, da Isen ogsaa i den danner et fast Over-
trek, drage de Sönder paa til Davisstrædet og til Diskobugten; men i
Marts holde de sig allerede mere Nord efter, og i Juli, da Baffinsbugtens
Lis brækker, drage de höiere op i den, og forblive der til September, da
de atter, udentvivl fornemmeligen gjennem Barrows-Strædet, gjæste Havet
nærmest Nordpolen.

Med de ovenstaaende Opgivelser af Capt. Holböll kunne vel ogsaa
TT *

148
de fra Amerika givne Beretninger bringes i Overeensstemmelse. Dudley
siger (Phil. transact. Vol. 55 Nr. 587 Pag. 261): „In the fall of the year
(September?) the right Whales go westward” (maaskee især gjennem Hud-
sonsbugten for at drage höiere nordpaa) „and in the Spring they are hea-
ded eastward” (ved Grönlands Kyster). |

Den nordlige Rethval sees ifölge heraf altid at holde sig meget
ner til Isen. At den foretrækker at leve mellem Isen fremfor i det aabne
Hav, viser sig (efter Capt. Holböll) ogsaa deri, at den selv i Decbr. og
Januar Maaned sees enten at holde sig ved den saakaldte Vestiis, som
paa denne Aarstid almindelig findes i Davisstrædet udenfor Holsteinsborg
(66—67°) og ned mod Sukkertoppen (65°), eller at opholde sig i Fior-
dene ved Kanten af den faste Lis.

Sige vi at udfinde hvorledes den nordlige Rethval tidligere er
bleven iagttaget at forandre sit Ophold til de forskjellige Aarstider i
Havet Osten for Grönland, da synes Resultatet at være — som man turde
vente — aldeles lignende. — Hvalfangerskibene begyndte deres Fangst
ved Spitzbergen altid i Mai eller Juni; i August saaes ingen Rethvaler
mere — og de vare da aabenbart dragne mere Nord efter. Scoresby
angiver desuden udtrykkeligen (Acc. 2, 214) hvorledes de, undertiden
endog alie paa eengang, droge Nord paa, især i Juli. Ogsaa her maa
det altsaa antages, at Rethvalerne i August —September Maaned svær-
mede nærmest Nordpolen. Ved Spitzbergen færdedes de fra Juni til
August, altsaa paa den Tid, da de Vest for Grönland vare nordligst i
Baffinsbugten. I October og fremdeles i alle Vinter- og Foraars-Maa-
nederne, den Tid, da Hvalerne ere nédsagede til at sôge længst bort fra
Norpolen, maae de nödvendigviis ogsaa her være gaaede mere Sönder
paa, tildeels maaskce hiinsides Nordpolen ind gjennem Beringsstriedet, for
hvilken Formodning de af Scoresby meddeelte Erfaringer tale, at Ret-
hvaler ere fangne ved Kamschatka med Harpuner fra Hvalfangerskibe ved

Spitzbergen (Scoresby 1, 8—9) — men for stôrste Delen formodentlig

149
nærmest Kanten af Isen i Havet omkring Norges og Islands Kyster,
maaskee især henad Grünlands Vestkyst; thi Martens angiver udtrykke-
ligen (Spitzbergische oder Grénlandische Reise Beschreibung Hamburg
1675 pag. 108): „Der Wallfisch hat auff das Vorjar seinen Lauff ge-
gen Westen bei Alt-Gronland und Jan Meyen Eiland. Darnach lauft
er gegen Osten bey Spitzbergen”. Grönlandshvalen viste sig tidligere
ogsaa regelmæssigen hvert Aar ved St. Lorenzbugten (see Dudley i phil.
transactions Vol. 55 Nr. 587), men her ere Forholdene ogsaa meget lig
dem i Davisstredet. St. Lorenzbugten ligger vel paa samme Brede som
Biskaierbugten, men den ligger derhos isotherm med Island, og — hvad
der er end vigtigere — Strömmen i Davisstriedet nordfra fölger altid
langs den amerikanske Kyst; Isen fra Baffinsbugten fölger med den og
ligger om Vinteren i stor Mængde ved denne Bugt og om Nyfoundland
(see Scoresby Account 1, 26%. Ved Spitzbergen holdt Rethvalerne sig,
efter Scoresbys Beretning (Acc. 2, 209 sqq), i Reglen tæt op til Kanten
af Isen eller imellem denne.

Ifülge disse Opgivelser, der ere hentede fra de tilforladeligste
Wilder, maa man nödvendigviis ansee den nordlige Rethval for et Hvaldyr, "
der fremfor noget andet, maaskee med Undtagelse af Narhvalen, holder
sig i Nærheden af Isen. At enkelte, især unge Dyr, undtagelsesviis skeie
ud herfra, og at saaledes enkelte Rethvaler have viist sig ved Skotlands
og Englands Kyster, især i meget haarde Vintre, er hermed let forene-
ligt; men at stérre Flokke aarligen skulde have indfundet sig i Biskaier-
bugtens milde Vande, synes at vere uforeneligt med Dyrets Levemaade.

Endnu meget bestemtere vilde denne Mening kunne udtales, hvis
man turde stole paa Noéls Angivelse (Tableau historique de la pêche
de la baleine Paris an VIN pag. 15), at Hvalerne ikke opholdt sig i
Biskaierbugten uden fra Efteraars- til Foraarsjevndögn; thi Efteraars-
jevndögnet er netop den Tid, hvor den nordlige Rethval holder sig
allermeest nordlig, og altsaa paa ingen Maade kunde vise sig Syden for

dens vanlige Grendser. Men det maa tilstaaes, at denne Angivelse af
Noël, der med en vis Forbeholdenhed er givet efter de ældste Baskiske
Manuscripter*), maatte nærmere undersöges for at vinde Tillid, Hos de
ældre naturhistoriske Forfattere, saasom Rondelet, Scaliger, staaer angivet
at de indfandt sig, ikke ved Efteraarsjevndégn, men omtrent paa den
korteste Dag af Aaret, i Slutningen af December. „In gaditano oceano
non ante brumam conspici balænas” var overhovedet en idelig efter Pli-
nius gjentaget Sætning (hist. natur. Lib. IX Cap. V eller efter andre
Udgaver Cap. VD.

Grönlandshvalen maa ifölge Ovenstaaende antages for et Dyr, der
udelukkende har holdt sig, ligesom den endnu kun holder sig, til de kolde
Himmelegne, navnlig til Nærheden af Isen; Sydhavets Rethvaler nærme
sig derimod Linien indtil den 27°. I det Hele taget höre fülgeligen dog
Rethvalerne aabenbart kun til de koldere Zoners Fauna; indenfor Ven-
dekredsene vides aldrig endog noget Individ at være blevet seet. Ret-
hvalerne hiinsides og dennesides Linien ere altsaa skilte fra hverandre
ved et meget bredt, for dem ugjennemtrengeligt, Bælte, og man maa fra
först af ledes til at antage, at denne Adskillelse falder sammen med den
i de to opstillede Arter. Denne Antagelse synes ogsaa at ligge i den
Nomenclatur, som den udmærkede Zoolog Dr. Schlegel har foreslaaet
(Beyträge &c. Heft 1) af de to Arter Rethvaler nemlig Balæna arctica
og antarctica; men da maatte ogsaa i Sydhavet de Rethvaler, som i stor
Mengde færdes om Kamschatka, höre til hiin, ikke til denne Art, og dog
angiver Dr. Schlegel selv (I. c. pg. 56), at disse med större Ret maae
tælles til B. mysticetus antarctica”, en Angivelse, som jeg idetmindste
kan bekræfte derved, at Rethvalerne fra Farvandet om Kamschatka have

for paa Snuden (,,Rronen”) talrige Coronula og Tubicinella — de cha-

*) „Il parait, d’après les plus anciens manuscrits Basques, que les Baleines whabiterent
point ce golfe durant toute l’année, & qu’elles n’y séjournoient que depuis Véqui-
noxe d’automne jusqu’à celui du Printems”.

451

racteristiske Balaner for Sydhavets Rethvaler. Hr. Schneider, hvis ven-
skabelige Meddelelser ovenfor allerede ere benyttede, har deraf medbragt
mig flere udmærket smukke Stykker, hvilke ere hensatte i Universitetets
zootomiske Museum. Men endydermere har Hr. Schneider erkleret, at
de Rethvaler, som han i 1842 saae jages af det danske Hvalfangerskib Con-
cordia i Nærheden af Ramschatka, aldeles ikke lignede alle hidtil udgivne
Afbildninger af den nordlige Rethval. Han har meddeelt mig en Teg-
ning af en saadan Sydhavs-Rethval fra Ramschatka, og da han har havt
serdeles megen Leilighed til at iagttage disse Dyr paa sin Reise, og ikke
er uövet i at tegne, troer jeg den fortjener Opmerksomhed, skjöndt kun
udkastet efter Hukommelsen., Den afviger fra den Scoresbyske A fbild-
ning af Grönlandshvalen især derved, at Kroppen er mere für bagved
Brystfinnerne; disses bagre Rand har en mindre afrundet Vinkel, deres
fordre Rand er mere lige; Haleflöiene ere smallere; Ophöiningen for
Blesegattet er mindre fremstaaende; forrest ovenpaa Snuden findes den
saa characteristiske Ophöining med Cirripederne: „„Kronen”. En stor
hvid Plet med uregelmæssig takket Omkreds optager det Meste af Bugens
Flade, og strækker sig meer eller mindre hen under Underkjæben; iöv-

rigt er Farven aldeles sort*).

Allerede ovenfor (Pag. 148) omtaltes de Tilfælde, som Scoresby
har opgivet af Rethvaler, tagne ved Kamschatka med Harpuner fra Spitz-
bergen-Hvalfangerne. Her maa altsaa en Krydsning finde Sted mellem

*) Under Trykningen af dette Ark modtager jeg fra Hr. Dr. Schlegel i Leiden, efter
et tidligere givet Lofte, nogle Correcturark af Pladerne til det vigtige Værk, Fauna
japonica, med hvis Udgivelse han i denne Tid er beskjæftiget. Blandt disse Plader
findes ogsaa to Afbildninger af Sydhavets Rethval, hans Balæna sulcata antarctica,
I det Væsentlige stemme de overeens med Schneiders Afbildning, navnlig i Hen-
seende til Farven, Kronens Udseende o.s. v.; men den angivne Forskjel i Finnernes
Form, i Modsætning til Grönlandshvalen, er her ikke udtrykt; ligesom ogsaa Ha-
len og Læberne her angives som ulige mere plumpe end efter Schneider.

de to Arter, og denne synes fornemmelig at bestaae deri, at Grönlands-
hvalen i nogle Tilfælde streifer ind i Sydhavshvalens Gebeet. Men at
ogsaa det Modsatte kan indtræffe, derfor taler idetmindste eet Tilfælde,
meddeelt af Chemnitz i „Schriften der Berliner-Gesellschaft naturf.
Freunde” (5. Bd. Pag. 465—465).

En dansk Skipper, siger han, der af nogle anseete kjöbenhavnske
Kjébmend var udsendt paa Raskelotfangst til de sydlige Farvande, gik
paa Hjemfarten stærkt nordpaa, og omtrent mellem Nyfoundland og Is-

land fangede han „en Nordkaper” *).

„Auf der grossen Nase und dem sehwarzen ungeheuren Kopfe
„des Nordeapers”, hedder det, „hatten unsere Abentheurer die Wallfisch-
jäger, lauter weisse Schönpflaster angetroffen, davon sie nach ihrer ei-
genen Aussage gar leicht einen Sack voll hätten mitbringen können”.
Af disse saakaldte „Schönpflastre” bragte Captainen et Par Stykker, og
de befandtes at vere den af Walch i „Naturforscher” 10 Stück (pg.85)

beskrevne og (Tab. 4) afbildede balanus polythalamius compressus, der er

*) Til de Benævnelser, der af forskjellige lagttagere ere blevne brugte i de forskjel-
ligste Betydninger, hvorved navnligen stor Forvirring er fremkaldt i Cetologien,
hører især Ordet ,,Nordkaper”. Cuvier synes ubetinget at ville have alle de Hvaler,
der i de nordlige Farvande ere blevne kaldte saaledes, betragtede som ecnsartede
med Grönlandshvalen (Ossem, foss, V. 1 pg. 361), skjondt han selv angiver (ibid.
pg. 362), at Capcolonisterne med dette Navn forstaae den omkring Cap-Kysten
sværmende Sydhavs-Rethval. Det angivne Tilfælde kan imidlertid dog vel bevise,
at idetmindste ved enkelte Leiligheder Hvalfangerne ogsaa i Norden have brugt
Benævnelsen ,,Nordkaper” i den Forstand som Capcolonisterne bruge den, og det er
udenfor al Tvivl, at i andre Tilfælde under ,,Nordkaper” forstaaes en eller anden
Rorhyal eller maaskee en Delphinart, nemlig i de Tilfælde, hvor der udtrykkelig
angives at de ere fiskeædende (Zorgdrager Wallfischfang Nürnberg 1750. 4. Pag.
112), thi Rethvalerne leve ikke af Fisk, Dog er det meget antageligt, at Cuviers
Paastand gjelder i de allerfleste Tilfælde (f, Ex. Martens Reise Pag, 106), hvor
Nordkaperen skildres som en Rethval, der især sværmer omkring Nordkap og kun ad-
skiller sig fra Grönlandshvalen ved at vere mindre stor og mere livlig; thi de unge
Rethvaler holde sig, efter at have forladt Moderdyrene, i Reglen sammen i Flolike
(Holböll), ligesom de unge Spermhvaler (sce Beale 1, ec. pg 51).

155

de Nyeres Coronula*). Chemnitz tilföier: „Den Nordkaper soll man in
dem Bau seines Kürpers von einem gemeinen Wallfische durch nichts
andres unterscheiden 'können, als an seinen unruhigen Bewegungen, und
an diesen weissen balanis, mit denen jedesmal sein dicker Kopf und seine
plumpe Nase wie mit weissen Warzen besetzt erscheint, da auf gemeinen
Wallfischen kein Stück derselben jemals angetroffen wird”. (Sammenl.
Angivelserne herom i Chemnitz Conchylien-Cabinet VIET Pag. 296)

Det er ifölge de foregaaende Meddelelser vel temmelig vist, at
Rethvaler overhovedet aldrig have færdedes ved de europæiske Kyster —
Islands og de nordligste Kyster af Lapland altid undtagne — og at selv
tilfældige Indbjergninger af demi alt Fald maae have været yderst sjeldne
og uden mindste Indflydelse paa Videnskaben.

Hvis derimod det havde ligget i Rethvalernes Natur, regelmæssig
at gjæste de europæiske Kyster, vilde rimeligviis en Fangst af dem have
uddannet sig meget tidligt. Thi af alle Bardehvaler give Rethvalerne
ikkealene det allerstörste Udbytte ved deres Barder og Spek; men de ere
tillige end ikke saa vanskelige at fange som Spermhvalerne. Wed at mod-
tage Stikket af Harpunen eller Landsen, ere de nemlig ikke saa vilde som
disse og meget mindre end Rörhvalerne; og hertil kommer, at de endnu
almindeligere end Spermhvalerne, ved at modtage den fürste Harpun,

söge mod Havets Bund (Hvalfangernes „to sound”), undertiden endog i

+) I Henseende til Bestemmelsen af Balanen maa Chemnitz ansees for en paalidelig
Autoritet. Det kan ikke betvivles, at det jo har været en af de flade parasitiske
Balaner (Coronula), ikke en af de höie (Diadema), hvilke desuden aldrig forekomme
paa Rethvaler (men saavidt vides, kun paa B. Boops Fabr.). Hvorvidt Slægten
Coronula indeholder flere Arter, er ikke afgjort af Conchyliologerne og kommer her
heller ikke i Betragtning, da det i alt Fald er en for de nordiske Hvaler fremmed
Form; men fra Nyholland har jeg ved Hr. Preiss modtaget en Coronula, der er
meget forskjellig fra den af Walch og Chemnitz beskrevne, hvorimod saavel de
jeg har faaet ved Hr. Müller, Lege paa Hvalfangerskibet Concordias fürste Reise,
fra Rethvaler, fangede ved Nyseeland, som de, Hr. Schneider har medbragt fra
Rethvaler i Sydhavets nordlige Deel ved Kamschatka, ganske stemme overeens
med den.

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. My

— 454
næsten lodret Retning, hvorved de udmattes overordentlig, deels ved det
uhyre Tryk af den overliggende Vandmasse (200 til henimod 800 Favne
höi) og deels ved det lange Savn af Aandedrættet. Unge Individer
»drukne” endog ofte ved denne Leilighed, og synke da (Scoresby Acc.
2, 255), aabenbart fordi deres Lunger have udstédt saa megen Luft, at
de ere blevne tungere end Vandet. I denne udmattede Tilstand angribes
de let med Landserne og modtage ved dem de dræbende Saar. Endelig
holde Rethvalerne sig i Reglen, naar de opgive Aanden, ligesom Sperm-
hvalerne, flydende paa Vandet, hvorimod de ulige mindre fede Rörhvaler
almindeligviis strax synke og derved gjerne gaae tabte").

De ældste Rethvalfangere ere vistnok Grénlenderne. Deres Frem-
gangsmaade var meget lig den ovenanförte af Amerikanerne (Pag. 159)
med Kaskelotterne, kun at de istedetfor det lette Træ brugte opblæste
Blærer (Holböl), rimeligviis navnlig den af Fabricius (Vidensk. Selsk.
Skrifter for 1807—1808, Ste Bind Pag. 151—159) beskrevne Harpunpiil.
Deres Fangemaade lignede altsaa den af Oppian beskrevne (v. pg. 159 Anm.).

Ogsaa fra Island og Norge, angive flere Forfattere, at tidligere
har været drevet Fangst af Rethvaler, eller idetmindste af store Hvaler

overhovedet, f. Ex. Noël (Tableau historique de la pêche de la baleine

*) At denne Synken af den döende Hval maa vere en nödvendig Fölge af en ringere
Fedme, er en Selvfélge. Den grönlandske Keporkak (B. Boops Fabr.), der synes
at vere den fedeste af alle Rörhvaler, synker (efter Capitain Holbölls Opgivende)
i Maanederne Mai, Juni, Juli og August, da den er magrest, ikke derimod senere
paa Aaret, da den er federe; de drægtige Hunner, der altid ere forholdsviis fedest,
holde sig snarest flydende, De övrige Arter af Rörhval synes altid at synke ved
at opgive Aanden. Imidlertid er det vist, at ogsaa Rethvalerne og Spermhvalerne
undertiden synke (see f. Ex. Capt. Södrings Dagbog pag. 49, hvor — forunderligt
nok — i Oktober Maaned af 14 dræbte Rethvaler ikke færre end 6 siges at vere
gaaet tabte ved at synke). Undertiden skal dette Tilfælde endog indtræfle med meget
fede Individer, og man antager da som Grunden, at Stikket har rammet Lungerne,
Hr. Schneider har imidlertid forsikkret mig at have seet Rethvaler flyde med utal-
lige Brystsaar, medens andre sank efter et Par Landsestöd, og han anfører vist
meget rigtigen som Aarsag, at Vandet da er trængt ind i Luftveiene (maaskee iser
i den store, af Sandifort [Nieuwe Verhandelingen der Iste Klasse van het Koninkl.
Ned. Instit. Deel III pag. 223 sqq.] beskrevne Sæk paa Strubehovedet),

15 |
Paris an VII. Pag.5—9) og Scoresby (Account of the arctic regions
Vol. 2 Pag. 5—11); men disse Angivelser fortjene kun meget betinget
Tillid. Noel (1. e. Pag. 7) og efter ham Scoresby (Account 2, 6-10),
sige, at i den af Kong Alfred den Store udgivne Reise af Nor-
manden Other, som findes i J. Langebeks Scriptores rerum danica-
rum medii evi, Tom. If, Hafnie 1775, fol. pag. 107, skildres Hvalfang-
sten som værende i fuld Gang ved Norges Kyster allerede i det Øde
Aarbundrede; men det er dog aabenbart alt for ubestemt hvad der i
denne ældgamle Beretning menes med Hvaler. At det ikke har været
store Hvaldyr fremgaaer allerede deraf, at Other angiver at have nedlagt
60 i to Dage. I de islandske Beretninger fra det 17de Aarhundrede om
Rethvalfangsten anféres den kun som udfürt af Spaniere og Franskmænd
(f. Ex. i Bartholin Hist. anat. rar. Centur IV pag.279). Som Beviis
for Islendernes tidligere Hvalfangst anförer Noël (pag. S—9) et Sted af
Rongespeilet (Einers. Udg. Pag. 121); men her er det aabenbart Grinden
(Delphinus globiceps) der menes. Om „Sletbagen” siges tvertimod ud-
trykkelig (Pag. 128): „De Folk, som fare paa Söen, frygte den meget,
thi dens Natur er at spöge med Skibe.” Kun om „Reidur” (et Slags
Rörhval) siges: den bliver endog ofte fangen af Fiskerne, for dens Stil-
heds og Spagfærdigheds Skyld.” Alt tyder hen paa, at Nordens Indbyg-
gere overhovedet aldrig have været dristige Hvalfangere.

I Olafsens Reise (I, 546) siges rigtignok, at i forrige Tider, da
Indbyggerne havde Mod og Evne, byggede visse Mænd, som gjorde
Haandværk af Hvalfangsten, store og stærke Baade, og saadanne to eller
tre gjorde Selskab for at jage Hvalen.” Men det tilföies udtrykkelig:

’

„at den aldrig blev angreben uden inde i Fiordene,” og det er sikkerligen
kun Rörhvaler her tales om. Fremdeles siges (pag. 547): „for nærvæ-
rende Tid ere de endog meget bange for Hvalerne”, og anföres dernæst
„fersk Tyremüg, Svovl, Eener-Riis, Muskat-Nödder, samt stærk Stüien,

som de hedste Midler at jage dem bort med.” Om Feringerne siges
yr

156
ogsaa i det 17de Aarhundrede, at de ikke dristede sig til at befatte sig
med de store Hvaler, navnlig Rörhvaler og „Troldhvaler”, men sögte at
fordrive dem ved Bævergeil eller Enebærtræ (Debes Færoa pg. 167-172).

Paa hvad Tid den saa indbringende Fangst af Rethvaler har be-
gyndt at drives af de europæiske Folkeferd, er vel ingenlunde let at af-
gjôre. Dog synes saa meget at indlyse af ovenanförte Bemærkninger,
at den first har begyndt, da Hvalfangerskibene vovede sig længere bort
fra: de europæiske; Kyster, navnlig ad Nordpolen til, og Historien. be-
retter, at dette skete i det 15de eller 16de Aarhundrede, først ved Ba-
skerne, der i Begyndelsen gik til St. Loreazbugten og senere henimod
Spitzbergen, efter dem ved Englænderne og Hollænderne, tildeels Fransk-
mændene, samt at ikke faa Skibe gik ud fra de nordtydske frie Handels-
steder og tildeels fra Danmark (see Noël Pag. 17—52 og Scoresby
Ace. 2, 18).

Fangsten af Rethvalerne, saaledes som den udföres af Hvalfanger-
skibene, er imidlertid lige saa ugunstig for det videnskabelige Udbytte,
som den af Spermhvalerne (see ovenfor). — Afspiekningen foretages
af Sydhaysfangerne, ifölge Hr. Schneiders venskabelige Meddelelse, paa
samme Maade som af Spermhvalen (see Pag. 141-142). Til Bardernes
Udtagelse „overhugger man, efterat det förste Stykke af Spækstrimlen er
indbragt, Overkjæben. En Mand med et Toug om Livet nedlades til
den Ende paa Hyvalen, Txt bagved Spouthullerne (Blesegattet) fæster
han en Krog, og ved en dertil anbragt Taille löftes Hovedet, noget op i
Vandfladen, hvorpaa Overkjæben med en stor Oxe gjennemhugges, om-
trent i selve Spouthullerne. Denne Afhugning er et saare besværligt
Arbeide; Manden har et usikkert, slibrigt Fodfæste, og Hvalkroppen
skvalper op og ned i Vandet; hvert Oieblik overstyrtes han af en Sé, og
han maa være meget opmærksom paa, ikke at komme ind mellem Hvalen
og Skibet, hvor han dieblikkelig vilde blive knust. Saasnart Overkjæbe-
benet er gjennemhugget, lüsne de paa „Stillingerne” staaende Baadsty-

457

rere med deres langskaftede Spader den: bageste Deel af Ganehuden: med
de deri siddende Barder, for at desi Sammenhæng med de üvrige Barder
kunne föres ombord med Overkjæben, og ikke, ved at blive tilbage paa
Hyalen, skulle gaae tabt.

Ved Rethval-Fangsten i de nordlige Polarhave var, og er-endnu;,
Fremgangsmaaden ved Afspekningen temmelig forskjellig fra den i Syd--
havet anvendte. Scoresby beskriver den (Account 2, 288 - 502), og
Capt. Holböll bekræfter at den endnu er, saaledes: Efterat Hvalen er
sikkret ved Siden af Skibet, stige Harpunererne, havende deres: Födder
bevæbnede med ,,Sporer” (lig lissporer), ned paa den. To Baade,
hver under Styrelse af en eller to unge Matroser, tjene til Oplags-
sted for deres Knive og andre Instrumenter: Efter Anvisning: af
»Spækskæreren” (Speksioneer) dele de Huden med Spækket. ved dybe
Indsnit i aflange Stykker, hvert paa § til 1 ,,Ton” (à 8 danske Tünder),
fæste en Krog med Taille i hvert af dem og skære dem lös, medens
de hales i Veiret. Afspækningen skeer först paa Underlivet og Under-
kjæben, de eneste Dele der ere over Vande; derpaa dreies Hvalkroppen
först om paa den ene, dernæst paa den anden Side; begge Finnerne tages
af, fremdeles Læberne paa: begge Sider, hvorved Barderne blottes og
skæres ud i Sammenhæng. Afspækningen fortsættes imidlertid paa begge:
Sider af Kroppen og tilsidst paa Ryggen. Ogsaa Kjæbebenene (Under-
kjæben) bringes ombord (hver af dem giver omtrent 4.dansk'Pønde Tran).
Efter Scoresby fuldendes hele Flensningen i omtrent 5—4 Timer, men
ogsaa han omtaler den at vere i urolig Så besværlig og farlig, i haard
Sögang uudförlig.

Det vil efter den her givne Oversigt forekomme höist sandsynligt,
at Rethvalerne have været aldeles ukjendte for de europæiske Naturfor-
skere indtil det 16de Aarhundrede, da den egentlige Fangst i Nordpol-
regionerne begyndte — i alt Fald efter enkelte forudgangne dunkle Be-
retninger om Grönlandshvalen fra de höinordiske Lande og maaskee om

4158
den sydlige Rethval fra det indiske Archipel. Med Hvalfangsten i det
16de Aarhundrede kom de store Barder af Grönlandshvalen til Europa;
de gik i Handelen, og brugtes allerede dengang til at stive Klæderne med
samt til Stave for Rirkebetjenterne (Belon, La nature & diversité des
poissons. Paris 1555. 8vo obl. Pag.4). De förste paalidelige Efter-
retninger om den nordiske Rethval fik man ved Martens „Spitzber-
gische oder groenlandische Reise Beschreibung gethan im Jahr 1671”;
senere bragte de saare talrige Hvalfangere mange nye Beretninger om
dens Levemaade f. Ex. dens Svömmefierdighed, dens Udholdenhed under
Vandet, dens Parring, dens Kjærlighed til Afkommet o.s. v., men især
om dens Fangst; ved Scoresby fik man desuden en bedre Tegning af
Dyret (Account 2, Tavle 12 og 15).

Hvor misligt det imidlertid endnu staaer sig med vore Kund-
skaber om et saa mangfoldigen iagttaget Dyr, secs bedst deraf, at man
endnu ikke er bleven enig om, hvorvidt de langtfra synlige Straaler, der
stige op fra Hvalernes Blesegat eller Spouthul (Næseborene), ere Vand-
straaler eller Dampsüiler.

Meget almindelig yttres Forundring over, at saa faa Dele ere
blevne hjembragte af de mange hundrede eller tusinde europæiske Hval-
fangerskibe; men man har neppe tilstrækkeligen overveiet den Stilling,
hvori en Samler maa befinde sig ombord paa et Hvalfangerskib under
den Travlhed og Tummel, som der finder Sted under Flensningen af
den udenfor Skibet svævende Colos. Det höist ubetydelige Udbytte, som
John Hunter fik ved en af ham udrustet Skibschirurg paa et Hval-
fangerskib (Phil. trans. Vol. 77 Pag. 572) og som netop for dets Ubetyde-
lighed saa ofte er blevet omtalt i Skrifter — et Stykke Hud med Snylte-
dyr — er omtrent hvad alle Samlere, saavel tidligere som nyere, have
faaet hjem med Hvalfangernes Skibslæger i de medgivne Glas og Rasser.
Dog kan derhos ventes Oinene og Orebenene, saafremt disse Dele sidde
ved den ombordbragte Deel af Overkjæben; af et ungt Individ vel og

159

hele Craniet. Om et fuldstendigt Skelet af et nogenlunde stort Individ
kan man derimod neppe gjöre sig Haab ved denne Leilighed, om man
end var villig til at udrede de overordentlig store Omkostninger, som
dermed nédvendigviis maatte vere forbundne. At imidlertid i enkelte
Tilfælde nogle Indvolde maatte kunne faaes, sees allerede deraf, at idet-
mindste 6 eller 7 smaa Fostre af Rethvalen vides at være blevne hjem-
bragte eller ombord undersøgte. Et Foster opbevares i Pariser-Museet,
et i Stockholmer-Rigsmuseum (udentvivl det, der anföres i Linnés Mu-
seum Adolphi Frederici. Holmiæ 1745. Fol. Pag. 51). Camper har
havt et Par til Undersögelse (observations anatomiques sur la structure
interieure et le squelette de plusieurs especes de Cetaces. Paris 1820);
J. A. Bennet et andet (Natuurkundige Verhandelingen van de Koning-
lijke Maatschappy der Wetenschappen te Haarlem. V D. 4 St. Amsterd.
1809), og Roussel de Vauzeme et tredie (L’Institut 1854 Pag. 289
Nr.69; Annales des sc. natur. 1854. Pag. 125).

De Dele af Rethvalerne, der have veret underkastede en mere
eller mindre tilfredsstillende Undersögelse, ere iser Skelettet af den syd-
lige Rethval, der af et ved Cap indstrandet Individ förtes til Paris
(Cuvier oss. foss. V. I Pag. 574 og 578-381), Craniet af den nordlige
Rethval (Camper og Cuvier), Huden (iser Breschet og Roussel de Vau-
zeme: Ann. des sc. natur. 1854, 2, Pag. 167 og 521), Fedtet og Bar-
derne (J. Hunter Phil. transact. 1787), Oinene og Örene (Literaturen
i Rapp, die Cetaceen), Strubehovedet (Sandifort: Nieuwe Verhan-
delingen der Aste Klasse van het Koninkl. Ned. Instit. Deel LI Pag. 225
sqq-), Fostrets Indvolde (Camper, J. A. Bennet, Roussel de Vauzème L. c.)
og de i dets Kjæber skjulte Tender (Geoffroy St. Hilaire, Annales du
Museum d’hist. natur. X. 1807. Pag. 564). (Literaturen findes vidtlöf-
tigen hos Rapp: „die Cetaceen”.) Om de allerfleste af de her nævnte

Dele kunne nærmere Oplysninger imidlertid ansees for önskelige, for

160

ikke at omtale de mange Dele og de mange Livsyttringer, der endnu
henstaae uundersögte.

I Aaret 4845 -bragtes en nyfödt Hvalunge, taget af en engelsk
Hvalfanger under Grönlands Vestkyst ved Godhavn (69°), til Kjöbenhavn
i Saltlage ved Hr. Major Fasting. ‘Den overlodes det Kong]. naturhi-
storiske Museum, hvorfra en til Videnskabens Fordringer svarende Be-
skrivelse tor forventes af de ydre Dele og Skelettet. Indvoldene, der
særskilt sendtes nedlagte i Salt, bleve ved Directionens udmærkede Li-
beralitet overladte Universitetets zootomiske Museum, og ville udgjöre
Gjenstanden for en af de fölgende Afhandlinger. Overhovedet tör det
maaskee haabes, at inden föie Tid langt mere tilfredsstillende Sendinger
af den nordiske Rethval ville kunne komme fra de danske Colonier i

Grönland, end fra Hvalfangerskibene overhovedet kunne erholdes.

Medens Rethvalerne aldrig have forekommet, Kaskelotterne nu
idetmindste saa godt som slet ikke mere forekomme ved de europæiske
Kyster, og medens Haabet om en nöiere Kundskab til dem synes for-
nemmelig at maatte beroe paa det höst uvisse videnskabelige Udbytte fra
Hvalfangerskibene, — forholder det sig ganske anderledes med Rôrhva-
lerne eller Finhvalerne*) (Balænoptera).

+) Der er ingen tilstrækkelig Grund, til at formode, at nogen af Bardehvalerne med
Rygfinne skulde mangle de saa characteristiske Furer paa Bugsiden, eller at nogen
anden Hval skulde have dem. Enhver Benævnelse hentet fra disse Furer er altsaa
meget betegnende, og virkelig have Kystbeboerne, der i Reglen kun faae Hvalerne
at see drivende som döde Kroppe med Bugen i Veiret, meget almindeligen givet
disse Hvaler et Navn derefter. Saaledes Islænderne: ,,Rengisfiskar”, Normændene :
„Rörhval” eller ,,Rürqval”, hvoraf det Franske ,,Rorqual”, der endog er brugt som
et barbarisk-latinsk Slægtsnavn ,,Rorqualus”. De Söfarende derimod, der kjende
disse Dyr som fritsvömmende, og maaskee aldrig faae deres Bugflade at see, kalde
dem naturligviis snarere efter Rygfinnen (Fin-whales eller Finbacks). I Reglen
faaer dog kun een Art, og gjerne den almindeligste eller störste fortrinsviis et af

ee

Finhvaler færdes endnu, ligesom i de ældste Tider, under alle
Bredegrader, saavel under Linien som i Havene under begge Polerne,
paa den östlige saavelsom paa den vestlige Halvkugle, men — som de
store Hvaler overhovedet — færdes de fortrinsviis eller næsten udeluk-
kende i de store aabne Have. I de mere indesluttede, saasom Östersöen
eller Middelhavet, synes de til ingen Tid regelmæssigt at have opholdt
sig. De Rörhvaler, der ere iagttagne ved Frankrigs Middelhavskyst*)
eller ved Pommerns Ryst**), have i de allerfleste Tilfælde været döde,
for Strömmen drivende Kroppe. De, der vare levende (f. Ex. det ved
Riigen 1828), ere saa yderst faa, at de maae ansees som forvildede Indi-
vider. Plinius siger kun (de animalib. lib. IX, 6): ,,Balænæ et in nostra
maria penetrant”. Efter ham er det maaskee kun Martens, der (i sin Reise
Pag. 108) siger, at have seet Finfisk, 1675 i Martsmaaned, „vor (?) der
Enge (Strahl) von Gibraltar in der Mittelländischen See.” At det i
alt Fald er aldeles umedholdeligt, at en særegen Art af Finhval skulde
have sit egentlige Hjem i Middelhavet, saaledes som G. Cuvier og F.
Cuvier have villet antage, vil i en fölgende Afhandling nærmere blive
godtgjort.

Intetsteds ere Finhvalerne stadigt blivende til alle Aarstider. De
ere Trækdyr, ligesom Hvaldyrene overhovedet. Deres Triekken viser sig

idetmindste tildeels betinget af Aarstiderne; thi f. Ex. ved Grønlands

disse Navne. Saaledes anvendes Navnet Reidur i Kongespeilet kun paa de største
Rörhvaler, Grünlændernes ,,Keporkak” (den ,,riflede”) kun paa B. Boops Fabr.,
Nordmæudenes Rörgval ikke f. Ex. paa ,,Staurhynningen,” Men ogaa Navnet Fin-
whale eller Finback anvendes af de Söfarende fortrinsviis paa de almindeligste
store (korthaandede) Finhvaler, ikke just paa den største Art, der kaldes ,,Sul-
phur-bottom” eller paa de saa almindelig omtalte Hump-backs eller ,,Bunchs.”

+) F. Ex, i Marts 1797 (see Lacepède hist. nat, des Cétacés pg. 132) og den 27 No-
vember 1828 (see Companyo mémoire descriptif & ostéographie de la baleine &c.
Perpignan 1850. 4to), 7

++) April 1825 ved Rügen (see Rosenthal & Hornschuch; Epistola de balanopteris
quibusdam Gryphiæ 1825).

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh, XT Deel. X

162

Vestkyst forsvinde de om Efteraaret og komme igjen om Foraaret (Hol-
bill), og ved Spitsbergen indfandt „Finfiskene” sig (Martens Reise Pag.
108) i August, netop ved Rethvalernes Forsvinden. ,,Mense certe Martio
secundum auctores versus mare glaciale migrare incipiunt, & Septembri
remigrant, tenebras & horrorem ejus maris fugientes; & partim ad Ame-
ricam , partim in hasce Europe oras vadunt: ingruente sane vere aut au-
tumno in nostro littore projieiuntur,” siger Sibbald (Phalænologia nova
Octav-Udg. London 4775. Pag. 105). En vis Art Finhval viste sig ui
ligen ved Bermudas-Öerne fra Begyndelsen af Marts til Enden af Mai.
(Phil. transact. No. 4. 1664—65. Pag. 15).

Men Finhvalernes Trækken retter sig ogsaa vesentligen efter Fi-
skestimernes, thi alle Finhvaler ere fiskexdende. Synet af talrige Damp-
stötter paa Horizonten, Tegnet paa en sig nærmende Flok af store Hva-
ler, var selv for de Kystbeboere, der ikke dreve nogen egentlig Hval-
fangst, altid höist glædeligt, da det tillige var Tegn paa de sig nermende
Fiskestimer*). Visse Finhvaler fik endog fortrinsvis Navnet: Silde-
driver (Sildareki), og Overtroen gjorde disse Hvaler hellige, saa at Lo-
ven fastsatte Straf for deres Nedlæggelse **).

Finhvalerne færdes deels enkelte eller i ringe Tal sammen (saa-
ledes sædvanlig de egentlige store ,,Finfisk”), deels i Flokke. Af den
saakaldte Hump-back-whale stüde de Söfarende, iser i Sydhavet, under-
tiden paa saa stort et Antal sammen, at Havet synes bedækket af dem,
saavidt Oiet naaer. — Lig Trækdyrene overhovedet söge de ofte med
stor Forkjerlighed til visse Steder. Wed Grönlands Vestkyst f. Ex. söger
„Keporkaken” endnu, saaledes som den altid skal have gjort, fortrinsviis

til „Pissubbik” (64° 40/), eller til Kysten omkring Jacobshavn (69°) og

*) See f. Ex. Pontoppidan Norges naturlige Historie 2, 194.

++) Christ. Stes norske Loy Ste Bog 12 Cap, Art. 5, see Melchior danske Stats Patte-
dyr pg. 265.

om Frederikshaab (62°). At det kan vere de samme Individer, der
aarligen gjæste de vante Opholdssteder, derpaa anförtes et mærkeligt
Exempel i det Foregaaende (Pag. 145). Som oftest er det vel ved
deres Beliggenhed, at visse Bugter fortrinsviis indbyde Finhvalerne.
Afgjort er det, at deres, ligesom Delphinernes, Fangst altid fortrinsviis
har kunnet drives i visse Bugter, saasom endnu i Omegnen af Bergen.

Der kan heller ingen Tvivl vere om, at enhver Finhval jo altid
var et kjerkomment Bytte for de fleste Kystbeboere. Som Nierings-
middel foretrække Grønlænderne Huden (navnlig dennes Papillærlag::
Grünlændernes „Mattak”), fremdeles Finnerne og Halen; af Norges
Kystindbyggere spises (efter Stiftamtmand Christies Opgivende) ogsaa
gjerne Tungen, Hjertet og Nyrerne. Rjôdet er haardt og seigt; det
spises vel af Grünlænderne og tildeels af Norges Rystindbyggere, men
bliver dog, som det synes, ganske almindeligen tilsidesat for Delphin-
kjédet. (De Gamle holdt Rjödet af Hvaldyr for ufordöieligt. Galen kal-
der det excrementiticlt; i Middelalderen holdtes Tungen „inter delicias”,
men iövrigt spistes Rjüdet i Reglen ikke). Ogsaa Knoklerne af de
store Finhvaler ere meget brugbare og sögte, ikke alene af Grünlæn-
derne, men af Rystindbyggerne i Almindelighed.

Imidlertid er Udbyttet af Finhvalerne aldeles ikke at sætte i Lig-
hed med det af Rethvaler eller Spermhvaler. Kun af visse Finhvaler,
navnlig de langhaandede, der indfandt sig ved Bermudasöerne, de saa-
kaldte Hump-back-whales og af den grönlandske Reporkak (der i en se-
nere Afhandling vil blive paaviist höist sandsynligen at vere samme Art)
er Udbyttet af Tran lénnende, om end ikke ner i den Grad som det af
Ret- eller Spermhvaler. De üvrige Arter, idetmindste de grönlandske,
have et meget tyndt Fedtlag, der kun indeholder lidet Olie. Barderne
ere af alle Finhvaler slette eller ubrugelige Handelsvarer.

Paa de europæiske Kyster erhvervedes de fleste Finhvaler sikker-

ligen altid ved tilfældige Indstrandinger. Imidlertid synes ogsaa en regel-

X*

_ 164
mæssig Fangst af dem allerede i en meget fjern Tid at have været dre-

vet paa visse Steder.

Den Fangemaade, man først anvendte mod dem, var beslægtet
med den, der ovenfor (Pag. 152) anförtes allerede i Aristoteles’s 'Tid at
vere bleven anvendt mod Delphinflokkene. Naar en Finhval enten i
sin hidsige Forfélgelse af Fiskestimerne eller ved en forfeilet Cours var
kommet ind i en indesluttet Bugt, sögte man först at holde den fra at
gaae ud, og dette lykkedes almindeligen, naar kun en enkelt Mand ban-
kede paa Relingen af en Baad ved Indlöbet. Den indespærrede Hval
maatte nu nödvendigviis bukke under for de Pile, Harpuner eller Land-
ser, der gjerne i Mængde*) udsendtes paa den. Naar den efter kortere
eller længere Tid opgav Aanden, sank den til Bunds, og man ventede
nu, indtil den ved de under Forraadnelsen udviklede Gasser lettedes op
til Overfladen, hvilket ifélge en ældgammel Erfaring skeer i Löbet af
det andet Dögn. (Saaledes angiver allerede f. Ex. Debes i Færoa Pag.
159 om Grindehvalen: ,,hvilcke der ere nedsiunckne paa Dybet, opflyde
anden Dagen, oc drifver til Landet.”)

Det ældste Vidnesbyrd om denne Fangemaade af store Hvaler er
fra det Gte Aarhundrede af Isidorus, Biskop af Sevilla (Originum Lib.

*) At man almindeligviis ikke havde havt nodig at give den mange Stik, folger af
den ganske almindelig bekjendte Erfaring, at Hvaler let die af Fölgerne selv af
et forholdsviis ringe Saar, Et Tilfælde, fortalt af Otto Fabricius, giver et godt
Excmpel herpaa. Han slog engang, ved at roe mellem en Flok af Keporkak (B.
Boops Fabr.) sin Sofuglepiil i en af dem, og denne löb bort dermed. Efter flere
Dage bragte en Gronlender ham hans Piil, som var fundet i et opdrevet Eval-
Aadsel (Vdsk, Selsk. Skr. 6te Bd. 1ste H. pg. 79). — Capt. Holböll har oplevet lig-
nende Tilfælde. 1 1808 om Efteraaret jayedes en Fuglepil, af en Penneposes
Tykkelse med ct Træskaft af 5 Fods Liengde, ind mellem Barderne af en fritsvom-
mende Tikagulik (B. rostrata Fabr.); Dagen efter drev den dod i Land med Pilen,
1830 om Efteraaret drev en anden Tikagulik dod i Land ved Godthaab med en
Flintekugle i Ryggen, omkring hvilken Saaret var stærkt boldent. — At Döden dog
ikke altid folger paa ct saa lidet Saar, derom vidne de mange Exempler paa Hvaler,
fangne med ældre Harpuner eller store dybe Ar.

165

XIE Cap. 6). Kystbeboerne i Sevillas Omegn beskjöd Hvalerne med
löse Kastespyd i Form af en Trefork, og — som der udtrykkelig angi-
ves — overlod dem derefter til sig selv, indtil de ved Forraadnelsen
hævedes til Overfladen. Dog er det uvist, hvorvidt Talen her virkelig
er om Finhvaler og ikke snarere om store Delphiner.

Lignende Fangemaade anvendes endnu den Dag i Dag paa Vaa-
gehvalen ved Norges Kyster. Det gjelder at holde den indespærrede
Hval fra at forlade Bugten (see ovenfor). Man beskyder den med Ra-
stespyd indtil den synker, udmattet af Blodtabet, og venter derpaa, til
den i det neste Dögn, i Reglen ved den tredie Flod, atter hæver sig til
Overfladen. (Det Nærmere ved Fangsten see hos Ascanius Icones rerum
naturalium Sdie Hefte Text til Tab. 26. Pontoppidan Norges naturlige
Historie 2, 195. Melchior den danske Stats Pattedyr Pag. 266—267.)
I Tilleg til Morgenbladet 1840 No. 190 berettes Fangsten noget for-
skjelligt af Greve. Der siges, at det sædvanligviis varer 9, ja selv 14
Dage, inden man faaer den indespærrede Vaagehval saa udmattet af Pile-
skuddene, at man anseer den for at vere Döden nær. „Da først vover
man sig til den i Baade, kaster Harpuner i den, lader den, for at ud-
mattes mere, slæbe 20 eller 50 Baade efter sig, og faaer den saaledes til
at opgive Aanden, hvorpaa den bringes i Land.” (Denne Fremgangs-
maade for at faae en Hval dræbt, som kun bliver 12—14 Alen lang,
synes dog at vere alt for omstændelig, for ikke at sige grusom.)

Det er aabenbart, at denne ældste, simple Fangemaade af Fin-
hvalerne ikke er tjenlig i rum Så. Af et Rastevaaben vil en Hval aldrig
döe förend nogen Tid senere, og da paa et mere eller mindre fjernt Sted.
Synker den, vil den saa godt som altid gaae tabt, da den, hvis ei Haierne
fortere dens Fedtlag, saa at den bliver for tung til at kunne heves ved
de udviklede Gasser — höist sandsynligen vil drive for Strömmen, og
komme op, hvor det ikke staaer til Banemændene at bemægtige sig
den. Alligevel anvendes denne Fangemaade virkelig i rum Sö af Lap-

lenderne i Finmarken. De beskyde Hvalerne med Pile, bierende Eierens
Mærke, og overlade det til et gunstigt Tilfælde, om det dide Dyr vil
komme i deres Verge. (Sir Arthur de Capell Brooke i „Travels in Nor-
way” Pag. 500. Boies Tagebuch gehalten auf einer Reise in Norwegen
1817, Schleswig 1822, 8vo, Pag. 260.)

For at sikkre sig Leiligheden til paa ny at angribe Hvalen, og
især for at sikkre sig den selv, naar den opgiver Aanden og synker,
vilde det vere nödvendigt at anvende Harpunen (med tilhörende Line),
ligesom denne almindeligen anvendes ved Fangsten af Rethvalerne og
Spermhvalerne. Men herimod stille sig ganske overordentlige Vanske-
ligheder. Finhvalerne låbe nemlig meget stærkere Fart end hine (Sco-
resby Acc. 1, 480), og — hvad der er langt vigtigere — Finhvalerne
såge ikke — saaledes som Rethvalerne og Spermhvalerne i Reglen gjøre
(Pag. 455) BEES SEN leikiile sig saarede, til Bunds, men flygte med
hele den dem mulige Fart afsted i selve Vandskorpen. Dette hænder
ogsaa underliden med Rethvalerne og Spermhvalerne, og ganske almin-
deligen gaaer da Dyret tabt. En Finhval vilde kunne låbe med Harpu-
nen i flere Dage; og at lade sig trække efter, om Nogen havde Mod
dertil, vilde endda neppe före til det forénskede Maal: at bibringe Hva-
len nye Saar og bemægte sig den; men kun drage Hvalfangerbaaden
med en dådtruende Fart i uberegnelig Afstand fra Hvalfangerskibet
eller Kysten, indtil Linen sprang og gik tabt tilligemed Hvalen. Sco-
resby beretter (Account 1, 480) tre Tilfælde af denne Art. Halle tre
Tilfælde sprang Linen; i det ene, da Finfisken var mistaget for en Ret-
hval, trak den i omtrent 4 Minut 480 Favne Line ud af Baaden. Let
af Martens (Reise Pag. 126) berettet Tilfælde, der ligeledes skete ved
en Feiltagelse af Harpunereren, omkom hele Baadens Mandskab.

Finhvalerne lade sig altsaa i det Hele taget ikke fange paa denne
Maade. Dog gjelde de her fremsatte Vanskeligheder vistnok i meget

forskjellis Grad for de forskjellige Slags Finhvaler. Mindst gjelde de

167

efter al Sandsynlighed for den lille grénlandske Tikagulik (B. rostrata
Fabr.), om hvilken rigtignok Fabricius siger (F. gr. Pag 44) at den ikke
fanges af Grünlænderne formedelst dens Hurtighed („ob veloeitatem”),
men som dog Capt. Holböll mener neppe vilde kunne mægte Baaden,
saa at Grünlænderne maaskee nok kunde jage den, hvis de ellers ansaae
dens Fangst for lénnende. — Ved Bermudas-Öerne er det afgjort, at
Amerikanerne tidligere bave fanget en Art Finhvaler med Harpunen,
skjöndt rigtignok med temmelig lidt Held. Efter mange forgjeves For-
sög, hedder det (Phil. transact. No. 4 Pag. 11), prövedes Fangsten paa
ny med udvalgt Mandskab i Slutningen af det 17de Aarhundrede. Ved
47 Angreb fik de Harpunen fast en 42 Gange og driebte derved to
gamle Hunner og 5 Unger. Den ene af de Gamle var 88 Fod lang
og hver Brystfinne 26 Fod, hvoraf allerede kan skjönnes at det har været
langhaandede Finhvaler. Den harpunerede Hval siges (Pag. 12) at have
trukket Baaden efter sig 6 eller 7 leagues (1}—4} danske Mil) i 1— 3
Time. — Denne Beretning viser Muligheden, men bekræfter tillige Far-
ligheden og Usikkerheden af Harpunfangstens Anvendelse paa dette Slags
Hvaler, nemlig de langhaandede.

Den eneste Maade, hvorpaa Finhvalerne med nogenlunde Sikker-
hed kunne fanges i rum Sö, synes at bestaae deri, at man, ved at gaae
dem tet paa Livet, begynder Angrebet ved et næsten öieblikkelig dræ-
bende Stik. Lykkes det, da gjelder det derpaa kun om at sikkre sig
Kroppen, hvis den synker.

Denne Fangemaade, der maaskee fordrer mere Dristighed og
större Færdighed, end alle europæiske Hvalfangere i Reglen have Lei-
lighed at udvise, er allerede i en lang Aarrekke anvendt af Grünlæn-
derne ved Colonien Frederikshaab paa „„Keporkaken” (B. Boops Fabr.),
og ©. Fabricius har allerede givet en god Beskrivelse deraf i dette Sel-
skabs Skrifter for 1809—1810, Gte Bd. 1 H. Pag. 76—78. — Flere Mend

ere samlede i en af Grünlændernes störste Baade (de saakaldte Rone-

168
baade)*). Man söger at komme den ganske tæt paa Livet, medens den
ligger stille paa Vandfladen. ‘Til den Ende roer man med löse Rajak-
aarer, som ellers kun bruges til Kajakker. Med dem staae Mændene
opreiste til begge Sider, og ved at stéde det ene Endeblad af dem næ-
sten lodret ned i Vandet og füre det kraftigen agterud (en Ronings-
maade, der kaldes „at pagaye.” Holbéll), bringe de Baaden meget hur-
tigt og næsten Iydlöst fremad. Tvende af de bedste Harpunerere stille
sig i Forenden, hver med sin Landse. Det gjelder at stikke Hvalen tat
bag een af Brystfinnerne og derved træffe Hjertet, og dette udföre de
med en saadan Ferdighed, at det ikke ganske sjeldent lykkes, at see den
trufne Hval dieblikkeligen opgive Aanden (Holbéll). Er den mindre"
heldigt stukken, men dog saaledes, at dens Kriefter kjendeligen aftage,
forfölges den, og man söger at lentse den indtil den er dåd; thi den
taaler flere Stik, naar man ei træffer Hjertet. Den dræbte Hval bindes
til Baaden ved Remme og buxeres af flere Baade i Land.

Ved denne Keporkakfangst, der gjör Grénlenderne saa megen
Ære, er (efter Capt. Holbölls Meddelelse) i de senere 6 Aar bleven ind-
fort en saare væsentlig Forbedring af Hr. Kjöbmand Meyer i Frederiks-
haab. Den bestaaer i, öieblikkelig efter Bibringelsen af det dræbende
Landsestik, at anvende Harpunen paa sædvanlig Maade. Den dödelig
saarede Hval vil nemlig i alt Fald neppe have stürre Svémmekraft end
en Rethval i Almindelighed, og man kan benytte de to umaadelig store

1

+) Fabricius siger, at disse Baade ere vel belagte i Bunden med epblæste Kobbeblærer
(det vil sige: Blærer dannede af et heelt Sælskind, sædvanligviis af den lille Phoca
hispida, Holb.), for at forbindre dem fra at synke, ifald de skulde kastes omkuld
ved et Slag af Hvalens Hale; men Capt. Holböll har gjort mig opmærksom paa, at
det ikke kan have været den meget svagtbyggede Konebaad man har villet forhin-
dre fra at synke, om den rammedes af et Slag af Hvalens Hale, da den ved ethvert
saadant Slag uundgaaeligen maa aldeles sénderslaaes; det var meget mere hver en-
kelt Mand der til sin egen Frelse pleiede at fore en saadan Blære med sig, hvilken
meget hensigtsmæssige Forsigtighedsregel dog i senere Tid næsten altid forsönames.

Fordele af Harpunens Anvendelse, nemlig at sikkre sig Leilighed til et
nyt Angreb, og at sikkre sig selve Hvalen om den synker.

Der er al Grund til at antage, at denne Fremgangsmaade ogsaa
lod sig udföre paa andre Rörhvaler end Keporkaken (B. Boops Fabr.),
thi de ere i Almindelighed ikke vanskeligere at komme nær, mindst den
store Finhval, ,,Finfisken”, „Tunnolik” (B. physalis Fabr.), der aldeles
ikke synes at rébe Frygt for de sig nærmende Baade. Saarede af Land-
sen, vilde de i Reglen ikke have Kraft til at bortdrage Harpunlinien, og
ved at synke vilde de mindre Finhvaler („Tikagulik”, B. rostrata Fabr.)
ved samme Line kunne holdes oppe ved Haandkraft, de store i alt Fald
ved en i Baaden anbragt Vinde. Men Grénlenderne have ingen synder-
lig Begjærlighed efter disse Finhvaler, der afgive saa godt som ingen
Tran, og hvis smaa Barder kun ere brugbare ved at opskrabes, som et
Slags Rrélhaar. At Fangemaaden endnu aldeles ikke er prövet paa de
store korthaandede Finhvaler, ligger iövrigt ogsaa deri, at hine dristige
Hvalfangere kun findes i det sydlige Grönland, ved Frederikshaab, me-
dens den egentlige „Finfisk”, Tunnolik, kun nærmer sig Kysterne af det
nordlige Grünland, hvor den opholder sig om Sommeren, men, ved at
forlade Grönlands Ryster om Efteraaret, gaaer ude i Dybet indtil den
dreier om Grönlands sydligste Spidse. (Holbül).

Men saa villig man kan vere til at indrémme denne nye Fange-
maades Anvendelighed paa alle Finhvaler, saa varsom bör man vere
med at antage, at Rystbeboerne nogetsteds skulde have brugt den sæd-
vanlige Harpunfangemaade ved andre Finhvaler end netop de langhaan-
dede (hvortil den grönlandske Reporkak hörer), de eneste, der give no-
get synderligt Udbytte af Fran, og de eneste, om hvilke man med Be-
stemthed veed, at de have været Gjenstand for regelmæssig Fangst i
aaben Sö, nemlig ved Bermudas-Öerne og ved Grönland. De euro-
pæiske Hvalfangere lade Finhvalerne i Almindelighed, navnlig altid de
saakaldte Finbacks og Sulphur-bottoms, gaae aldeles uforstyrrede, ofte

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Y

|

saa ner ved Skibene, at de saa at sige kunne naaes med Hænderne.
Kun de saakaldte Hump-back-whales, der give forholdsviis mere Tran,
fanges undertiden, i Mangel paa bedre Udbytte, inde i Bugter, sædvan-
ligviis paa den ovenfor om Rörhvalfangsten angivne Maade (Pag. 164).

Der er ovenfor (Pag. 149) blevet givet formeentlig gode Grunde
for, at de store Hvaldyr, der tidligere have veret Gjenstand for Fangst
ved visse europæiske Kyster, navnlig i Biscaierbugten, ikke kunne have
været Rethvaler. Efter de her om Fangsten af Finhvalerne fremsatte
Bemerkninger, vil det maaskee vere det meest passende Sted at under-
söge, hvorvidt de kunne ansees for at have veret Finhvaler.

Det er vist, at Baskerne idetmindste i det 16de og 17de Aarhun-
drede ved deres egne Kyster dreve Fangsten med Harpun, og der er al
Grund til at troe, at denne Fangemaade allerede meget tidligere har
været anvendt af dem. Harpunens Brug er overhovedet en meget gam-
mel Opfindelse. Albertus magnus omtaler en Hvalfangst af Hollænderne
i det A5de Aarhundrede, udført med Harpun, der enten udslyngedes ved
Haandkraft eller ved en egen Slyngemaskine. Men, hvad der er end
mærkeligere, allerede Strabo beretter (Geographie 1 Bog. I den Gros-
kurdske Oversættelse Berlin 1851, 8vo, Iste Deel Pag. 59), at Harpunen
med tilhürende Line brugtes ved Sværdfiskefangsten i Strædet ved Sici-
lien*). Hivalfangsten i Biscaierbugten beskrives ret tydeligt af Rondelet,
Aldrovandi, og især hos Scaliger i hans Udgave af Aristoteles historia
de animalibus (Tolose 1619 Pag. 251): „E specula bascus cum balænam
excepit, signo dato eonscendunt omnes lembos. Fuscinas ferreas alligatas

fune prælongo injiciunt, inde aufugiunt relicto ferro. Illa adeo excan-

*) Det er formodentlig ogsaa Fangsten med Harpun, der ligger til Grund for Oppians
poetiske Fremstilling i hans Halieutica Ste Bog, skjöndt istedetfor Harpun omtales
en Krog med Mading. Den övrige Beskrivelse passer nemlig godt paa Harpunfang-
sten: Baadenes tause Tilnærmelse, Hvalens Nedstigen i Dybden med slap Line,
efterat Krogen har faaet Fæste 0. s, v. (sammenl. Pag. 139 Note,)

deseit, ut cicat tempestates, mare verrat, piscatorias evertat. Cauda
maxime pugnat: ubi lassata est diuturna agitatione, de integro aggressi
vulnerant, donec in vitalia ferrum adactum interimat, Inde multo re-
mulco in terram trahunt: inter se lingvam & pingue partiti, eætera vulgo
relinquunt vilia.” „Quodsi cetus percussus statim in mare abeat”, tilföier
Ulysses Aldrovandi (de cetis Lib. 1. Capiendi ratio) funes abseindunt, &
oleum atque operam se perdidisse conqueruntur. Sin statim in fundum
descendat &e.” — Man seer, at denne Fangemaade, ifölge de ovenfor an-
givne Erfaringer fra den nyere Hvalfangst, egner sig fortrinlig for Ret-
hvaler og Spermhvaler, ligesom den sikkerligen ogsaa kan anvendes paa
större Delphiner, men er meget mislig ved de langhaandede, og saa godt
som uanvendelig paa de almindelige större Finhvaler. Flere ældre For-
fattere, f. Ex. Rondelet (de piscibus Lib. 16), sige udtrykkeligen: „‚eadem
ratione orcæ, physeteres omnesque similes beluæ capiuntur, quam hic
semel expositam aliis locis non repetemus: supervacaneum id enim foret.”
At det meget almindeligen har været Raskelotter, gjöres sandsynligt saa-
vel ved Bugtens Beliggenhed ved det atlantiske Hav, hvor de dengang
vare saa hyppige, som ved den omtalte Fangemaade og det store Ud-
bytte disse Hvaldyr afgive af Tran. Om Barderne tales endydermere
ikke, hvorimod Scaliger cl. e. Pag. 254) anförer: „Ex ejus capite olei
factum quantum multa gallica dolia caperent.” Endelig angiver ogsaa
Rondelet dl. c. Lib. 16 de physetere), som det synes fra en meget tro-
værdig Rilde (Capellanus, Kong Henrik af Navarras Livlege, „qui non
procul a Bajonne habitat, quo in sinu quotannis beluæ eapiuntur”) ud-
trykkelig, at Harpunen anvendtes paa Kaskelotterne. —— At ogsaa ved
Skotlands Kyster Raskelotter have været bedre kjendt end Finhvaler,
synes en Bemærkning hos Sibbald (Phalænologia. Qctavudgave London
1775 Pag. 85) at bekræfte. En Finhval var inddrevet 1692 i en Bugt
(fretum Moraviense), ,,at quamvis vulgus id expectabat, nullum tamen
Sperma ceti in ea conspectum fuit.” — Men Fangsten er i Biscaierbugten

Y«

472
ogsaa bleven anvendt paa en stor Hval, som kaldtes ,,Gibbar (a gibbero
dorso, id est in tumorem elevato, in quo est pinna”, Rondelet lib. 46
Cap. 42). Navnet tyder aabenbart hen paa de saakaldte ,,Bunch” eller
Hump-back-whales, de eneste Finhvaler, som give et lönnende Udbytte i
Tran, de eneste som ogsaa nu undertiden söges af Hvalfangerne (og,
efter hvad i en fölgende Afhandling vil nöiere blive udviklet, höist sand-
synligen de samme Hvaler som de ved Bermudas-Öerne fangne, og som
Grünlændernes Keporkak). To Omstændigheder staae imidlertid i Veien
for at give Benævnelsen denne Tydning. Den ene er, at Rondelet ud-
trykkeligen angiver om denne Gibbar (hans Balæna vera): ,,pinnæ in
ventre breviores & minores” — hvilket aldeles ikke passer paa Hump-
back-whales, og den anden er, at Navnet ,,Jubartes”, det forvandskede
„Gibbar”, efter flere Forfatteres Opgivende nu skal anvendes af de Sö-
farende paa de store korthaandede Finfisk. — Saaledes maa Spürgsmaalet
om hvilke store Hvaldyr fangedes i Biscaierbugten, foruden Kaskelotter,
forelöbigen henstilles med den Bemærkning, at ligesom Stedet forbyder
at antage dem for Rethvaler, saaledes forbyder Fangemaaden og det
lénnende Udbytte af Tran at antage dem for de almindelige Finhvaler
(&. Boops autorum og rostrata). — Flere Steder omtales de store ,,Rib:
been” — sikkerlig Underkjæbebeen af store Finhvaler — hvormed Ba-
skerne omgjerdede deres Haver. Det er ikke usandsynligt, at man af
disse endnu kunde finde enkelte Stykker, og at Arten derpaa lod sig be-
stemme.

I de allerfleste Tilfælde, hvor Talen er om store Hvaler fangne
ved de europæiske Kyster, saasom ved Normandiets og Hollands, og
navnlig hvergang Hvalerne kaldes ,,Gras-pois”, det Navn, der nu, foran-
dret til Grampus, anvendes af Englænderne paa næsten alle store Del-
phiner, maa man nödvendigviis være mere tilböielig til at antage det for
at have været Delphiner, og altsaa ogsaa blive tilböielig til at holde med
Noël, naar han anseer de saakaldte „Walmanns” ved Normandiets Ky-

175

ster for simple Marsvinefangere, skjündt Cuvier (oss. foss. V. I, Pag.
275) udtaler sig derimod. — Hvis det friske Hvalkjüd, som i det 14de
og 15de Aarhundrede var en sögt Handelsvare paa Torvet i flere af
Normandiets Byer (Noël pêche de la baleine Pag. 14), har været andet
end Tungerne, saa maa det ogsaa have veret Delphinkjöd alene, thi af
de större Hvaler vrages Rjödet næsten af alle Nationer som seigt og
mindre velsmagende. „Caro musculi nullo est in pretio, lingua sola
comeditur”, siger f, Ex. Rondelet (de piscibus lib. 16 Cap. ID.

Ifölge alt Ovenstaaende maa det vel indrémmes, at en egentlig
Finhvalfangst neppe nogensinde har været drevet paa en saadan Maade
eller i et saadant Omfang ved de europæiske Ryster, at derved kunde
tilbyde sig en gunstig Leilighed til Dyrenes Undersügelse — med Und-
tagelse i alt Fald af den paa enkelte Steder i indesluttede Bugter drevne
Fangst. Det vil fremdeles vere sat uden for al Tvivl, at vi ved Hval-
fangerskibene vel kunne vente overordentlig vigtige Meddelelser om Fin-
hvalernes Levemaade og Udbredelse, samt om deres Særkjender fra hin-
anden indbyrdes og fra de andre Hvaler, for saavidt Serkjenderne kunne
hentes fra Iagttagelser paa de frit svömmende Dyr, men aldeles ikke for-
saavidt de maae hentes fra de indre Dele, samt at man saa godt som
slet ikke tår haabe ved Hvalfangerskibene at faae hjembragt enten Skelet
eller andre Dele til nærmere Undersøgelse.

Leiligheden til Finhvalernes nöiere Undersögelse, navnlig i Hen-
seende til den indre Bygning, har altsaa i ældre Tid og lige til nærvæ-
rende Oieblik næsten ganske været indskrænket til det Udbytte, dér kunde
gjöres ved de tilfældige Indbjergninger ; og disse mener man almindelig-
viis have tidligere været langt byppigere paa de europæiske Kyster, lige-
som Finhvalernes Mængde i Farvandene deromkring var ulige større.

Denne Mening er saa almindelig antaget, at det maaskee kunde
synes overflödigt at undersoge dens Rigtighed noget nåiere. Det kan
imidlertid i intet Tilfælde have været den Forfølgelse, disse Dyr have

174

lidt, hvorved deres Mengde skulde veret formindsket; det maatte snarere
vere den levende Fersel af Skibene ved Rysternes tiltagende Befolkning
og de talrigere Havneanleg. Hvor betydelig denne Formindskelse af Fin-
hvalernes Antal i Farvandene om de europæiske Kyster kan anslaaes til,
vil naturligviis vere meget vanskeligt at beregne. Men sikkerlig er den
langt mindre betydelig, end man sædvanligviis antager, ja det er endog
vel muligt, at Finhvaler endnu den Dag i Dag forekomme ligesaa hyp-
pigt ved de europæiske Ryster, som nogensinde. I den ovenfor (Pag.
157) omtalte Fortegnelse af Bodel Nyenhuis angives kun 10 eller 15
Rörhvaler, om hvis Indstranding ved de hollandske Kyster haves sikkre
Efterretninger fra Aaret 1402 til 1791, nemlig 1402, 1405, 1500,
4501, 1520, 1522, 1566(2), 1577, 1682, 1791. Denne Liste kan
maaskee ansees for meget ufuldstendig; men den synes dog at give en
temmelig Vished for, at Indbjergningerne af Rörhvaler i ethvert givet lige
Tidsrum af det 15de, 16de og 17de Aarhundrede neppe har været större
end i Aarrekken 1800 —1845, da ikke mindre end 6 Individer ere ind-
strandede ved Holland, nemlig 1811, 1826, 1827, (18552, 1856,
1840 og 1841 (see Bodel Nyenhuis I. e. og Schlegel Abbandlungen in dem
Gebiete der Zoologie und vergleichenden Anatomie 4 und 2 Heft, Leiden
1841, 1845. Ogsaa ved Norges KRyster synes Rörhvaler, især i Ber-
gens Omegn nu at vere lige saa hyppige, som de nogensinde, saavidt
Historie og Tradition naaer, have været,

Ved Danmarks Ryster indbjerges for Tiden heller ikke saa ganske
sjeldent en eller anden Rörhval; men det gaaer dermed endnu, som det
vel altid har gaaet. Meget sjeldent bliver den skaanet til Brug for viden-
skabelige Undersögelser, tvertimod som oftest, i Haab om et betyde-
ligt Udbytte af Tran og Barder, strax hugget op af Rystbeboerne, förend
nogensomhelst Efterretning om Tilfieldet er naaet til Videnskabsmændene
i de större Stæder. — I Aaret 1856 drev en stor Rörhval, vistnok over

70 Fod lang, op paa Vestkysten af Jylland i Nerheden af Aggerkana-

475

len, men uagtet al min Umage og betydelig Pengeopoffrelse kom jeg
kun i Besiddelse af dens Cranium i en temmelig beskadiget Tilstand.
Aaret efter derimod meldte Hr. Herredsfoged Wedel-Heinen i Varde
mig, at en lille Hval var indbjerget paa Kysten af hans Herred, og at han
havde erhvervet sig Skelettet, hvilket han tilböd mig som Gave. For
denne særdeles Opmerksomhed aflægger jeg herved offentligen min Tak-
sigelse. — Samme Aar skal en stor Hval være dreven op ved Veile,
men strax bleven sönderhugget af Kystbeboerne, — Paa flere Steder af de
danske Kyster skulle ligge Stykker af Hvalskeletter, f. Ex. paa Seierö,
Hesselö. — Endelig havde jeg den Glæde i Efteraaret 1841, i Tide at
blive underrettet om en stor død Rörhvals Indbjergning paa Nordvest-
pynten af Sjælland. Jeg reiste ufortövet derhen, og Beretningen om
Udbyttet af denne Reise vil udgjére Gjenstanden for en af de fölgende
Afhandlinger. — I Löbet af de sidste 9—10 Aar ere altsaa idetmindste
fire Rörhvaler indbjergede paa de danske Kyster, og intet Vidnesbyrd
haves for, at det tidligere skulde være skeet oftere i et Aartiende*),
Hvad der saaledes synes at gjelde for Hollands, Norges og Dan-
marks Kyster, kan vel antages at gjelde for de europæiske Kyster i Al:
mindelighed, og det turde vere höist sandsynligt, at ligesom en egent-
lig Fangst af Finhvaler altid har veret meget ubetydelig ved de euro-
pæiske Ryster, har ogsaa de tilfældige Indbjergninger af dem forhen
maaskee slet ikke været större end for nerverende Tid, i alt Fald neppe
i nogen væsentlig Grad. — Man beraaber sig meget almindelig paa de
Beretninger, der haves fra mangfoldige Kystlande om Mængden af Hval-

*) Schonevelde siger i sin Ichthyologia fra 1624 (Pag. 24): ,,Etsi Cetacei hi pisces &
marine beluæ littoribus ducatuum Slesvici & Holsatiæ non admodum familiares
sunt, fit tamen nonnunquam ut vel mortuæ e mari ejiciantur in siccum, vel per
æstum maris in Oceani & Balthici littora altius, deferantur, ibique recedentibus
aquis relinquantur & hereant,” Denne Angivelse kan med fuld Ret siges at pjelde
for nærværende Tid.

176

fiskebeen, hvormed Indbyggerne omhegnede deres Haver eller Marker.
Saaledes — ligesom allerede i Alexanders Tid Ichthyophagerne — i Mid-
delalderen Baskerne og Skotterne. Men for heraf at uddrage nogen
Slutning om de indbjergede Hvalers Mengde, maatte man nödvendigviis
have Underretning om, hvorvidt denne Indhegningsmaade var almindelig,
og hvor tætte Hegnene vare. I Aarenes Lib bliver Mængden af de
colossale Been fra inddrevne Hvaler, selv om der kun forulykker een eller
to Individer aarlig, lettelig stor nok i et Rystland, for at adskillige Gjer-
der deraf kunne opföres. — Porte, dannede af en Hvals to Underkjæbe-
been, ere endnu i vore Dage ikke sjeldne i Nærheden af Kysterne. En
Reisebeskriver vil fortrinsviis omtale dem, og lade uomtalt de mangfol-
dige Porte, dannede paa mere sædvanlig Maade.

Have de tilfældige Indbjergninger af Finhvaler paa de europæiske
Ryster altid været omtrent lige saa sjeldne og lige saa usikkre som for
Oieblikket, saa have de vel ogsaa altid veret forbundne med ligesaa
mange og ligesaa store Vanskeligheder for videnskabelige Undersögelser.
Hvor mange og hvor store disse Vanskeligheder ere, veed maaskee
kun den, der nogensinde selv har været tilstede ved en saadan Ind-
bjergning. Naturforskeren underrettes almindeligviis first seent om
Tilfældet og kommer först til Stedet, naar Hvalen allerede er halv op-
hugget — de indre Dele forraadnede. Han er altid uforberedt paa det
besværlige Arbeide, og træffer ved sin Ankomst til Stedet mangfoldige
Hindringer ved Kroppens ugunstige Leie, Eiernes Egennytte og Til-
skuerhobens Paatrengenhed. Det vil maaskee aldrig lykkes af et og
samme Individ at faae baade et Omrids af de ydre Former og en Be-
skrivelse af de indre Dele. Det er et stort Held, om det lykkes at faae
enten hiint alene eller nogle enkelte af disse, eller maaskee hele Ske-
lettet. Det er i Almindelighed endog altid de samme Dele, der gaae
tabt: af Skelettet iser Bækkenbenene og Brystbenet, de yderste Led af
Fingrene og enkelte Hvirvler eller Ribbeen — hvorved uheldigviis Sam-

177

menligningen mellem Skeletterne indbyrdes, især i Henseende til Arts-
bestemmelsen, bliver meget mislig; af de ydre Dele gaaer især Rygfinnen
tabt — der atter uheldigviis netop er en af de vigtigste Dele for at hen-
fore Dyret til de af de practiske Hvalfangere opstillede Arter. Man
faaer derfor aldrig en kun nogenlunde fuldstændig Beskrivelse af et In-
divid, der kunde opstilles som Repræsentant for en vis Art, og
man kan ei heller med Sikkerhed erstatte det Manglende ved det, der er
fundet hos et andet Individ, da man ikke kan være sikker paa Artslig-
heden.

De store Besværligheder, en Naturforsker har at kjæmpe med
ved en saadan Indbjergning af en Hval, ere iüvrigt allerede flere Gange
blevne beskrevne. (See f. Ex. Vrolik i Tijdschrift voor natuurlijke Ge-
schiedenis en Physiologie door van der Hoeven en Vriese IV 1857—38
pg: 5—4; Historien om den store Finhvals Indbjergning ved Ostende
5 Novbr. 1827 i Algemeene Konst en Letter-Bode voor het Jaar 1827
Nr. 48 ved van Breda, og fremdeles i Osteographie de la baleine &e. ved
Dubar Bruxelles 1828; Historien om Hvalstrandingen ved St. Cyprien
paa Frankrigs Middelhavskyst den 27. Novbr. 1828 i Mémoire descriptif
& Ostéographie de la Baleine etc. af L. Companyo, Perpignan 1850 o.s. v.)
I en af de fölgende Afhandlinger vil gives et nyt Bidrag dertil ved
Beretningen om den 1842 ved det nordlige Sjælland indbjergede Rörhval
(see Pag. 175).

Ved at see hen til alle de Vanskeligheder, der ifölge ovenstaaende
Fremstilling legge sig i Veien for Undersögelsen af Finhvalerne, bliver
det forklarligt, om vor Rundskab endog til dem, skjöndt endnu som altid
svermende omkring de europæiske Kyster, ikke findes at vere rykket videre
frem, end vor Rundskab til Rethvalerne og Spermhvalerne. Og virkelig

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Z

178

vil en Oversigt over, hvorledes Cetologien i Henseende til Finhvalerne
har uddannet sig til dens nerverende Standpunkt, kun alt for tydeligt
vise, at netop disse Hvaldyr, saavel i zoologisk som i zootomisk Henseende,
ere nok saa lidet kjendte som nogen anden Slægt blandt Pattedyrene, eller
maaskee blandt Hvirveldyrene overhovedet.

Aristoteles hentede sine meget rigtige Forestillinger om Hvalerne
overhovedet — som allerede anfört — fornemmeligen fra Delphinernes
Undersögelse, de eneste Hvaldyr, som han kan antages at have faaet til
Undersögelse fra selve Middelhavet. Men han havde dog tillige en meget
rigtig Forestilling ikke alene om Kaskelotterne (see Pag. 159), men ogsaa
om Bardehvalerne, og disse sidste har han neppe kunnet lere at kjende
uden fra de Stykker og de Oplysninger, som erhvervedes ved Alexanders
Tog til det indiske Hav, hvor, som bekjendt, Nearchs Flaade stédte paa
store Hvaldyr, som man sögte at forjage ved Lyden af Trompeter, men
paa hvis Kyst Nearch ogsaa havde Leilighed at iagttage en inddrevet
Finhval, der endog beskrives ret tydeligt, navnlig med Hensyn til Bar-
dernes Sæde. (Arriani de expeditione Alexandri libri VIN). Hvilken
Bardehval det har været, kan kun besvares dermed, at det har været en
Art af Finhval, thi Rethvaler færdes neppe saa hüit oppe i det indiske
Hav. Denne Finhval altsaa kaldte Aristoteles Mysticetus*). At der
vare flere Arter af Finhvaler og af Bardehvaler overhovedet, havde han
neppe nogen Anledning til at antage.

Aristoteles’s Efterfélgere i Naturstudierne havde, som bekjendt,
hverken hans gode Leilighed eller hans Talent, og Kundskaben om Hval-
dyrene udartede meer og meer, ligesom de fleste andre Grene af Natur-

videnskaberne. Forvexlingen mellem de forskjellige Slags Hvaldyr ind-

”) Schneider (Artedi Synon. pise, pg. 159) fortolker Mysticetus som 6 uvs To xytosd: „mus
qui ad cete pertinet”, hvilket synes at vere en meget sögt Fortolkning. Langt sim-
plere synes Ordet at kunne forklares sammensat af uuse& og xnros altsaa „Skjegge-
hval” med Hensyn til dens af Aristoteles givne Charakteer, at den har Haar i Munden,

179

byrdes og mellem dem og andre store Sédyr (iser Haier), Misforstaaelser
af tidligere Forfattere, Overtro og Lyst til at fortælle vidunderlige Hi-
storier — gjorde Cetologien til en Labyrinth af Urigtigheder og Fabler
med enkelte indstréede Sandheder *).

Om Finhvalerne — de eneste den Tid kjendte Bardehvaler —
vare Forestillingerne saa urigtige i hele Middelalderen, at man, vildledt
af Plinius (see nedenstaaende Note), antog Barderne for Oienbrynene til
Hvalernes formeentlig colossale Oine. Saaledes ikke alene Albertus
magnus i det 454 Aarhundrede**), men ogsaa Belon i Midten af det
164, da Barderne af Grönlandshvalen, bragte til Europa ved Hvalfan-

*) Plinius siger (XI, Sct.62 Cap, 36v.37): „Musculus marinus, qui balænam antecedit, nul-
los habet dentes: sed pro iis, setis intus os hirtum & linguam etiam ac palatum”, Tager
man dette iden Betydning: ,.Bardehvalen, som er större end Kaskelotten, har ingen
Tender, men istedetfor disse er dens Mund indvendig og selv Tungen og Ganen
besat med (de indad aldeles haarede) Börster”, da indeholder dette ingen anden
Feil, end at ogsaa Tungen antages besat med Bardehaar. Men saaledes fortolket
stemmer dette Sted, der ventelig er taget fra Aristoteles, slet ikke med et andet
Sted — der ventelig er taget fra en anden Forfatter. Han siger nemlig (IX. Sect, 88,
Cap. 62): ,,amicitiz exempla sunt balana & musculus: quando pregravi superciliorum
pondere obrutis ejus oculis, infestantia magnitudinem vada prænatans demonstrat,
oculorumque vice fungitur”. Her sees hiint Udtryk ,,musculus qui balænam ante-
cedit” taget i den Forstand, at musculus svömmer foran Balæna, og denne skildres
som et Dyr med frygteligt store —Oienbryn, Her er altsaa 1) det bekjendte For-
hold mellem Naucrates ductor og Haierne overfort paa Hvalerne (en meget poetisk
Bearbeidelse deraf gives af Oppian i Halieutica Ste Bog Vers 66—110; senere
gjentoges det med større eller mindre Tiltro hos alle ældre naturhistoriske For-
fattere); 2) ,,Balæna” gjort til en Bardehval — i hvilken Betydning Ordet fra nu
af sees for det meeste at vere brugt, og 3) Barderne antagne for Oienbryn,

**) Hans Ord ere: „Spissum & nigrum habet corium super oculos suos, qui sunt valde
magni, ita quod quindecim homines large capit fovea unius oculi, & aliquando capit
20: et sunt additamenta per modum ciliorum cornea longitudinis 8 pcdum, & minus
& plus, secundum quod piscis est major vel minor: et hee additamenta cornea sunt
in figura magne falcis (cum qua secant gramina) & sunt ducenta quinquaginta
super oculum unum, & totidem supra alterum, & ex parte latiore radicantur in pelle
& ex parte strictiore separantur, nec eriguntur ita quod ripescant porrecta de corpore
sed jacent disposita a radice oculi versus tempora piscis, ita quod apparent unum
os latum sicut magnum vannum, & utitur eo piscis pro coopertorio oculi sui tempore
magne tempestatis”. En underlig Forvexling af Mundhule og Oiengrube!

Z*

180
gerne fra Spitzbergen, allerede vare i fuld Brug”), — Hans Samtidige
Rondelet angav omsider (de piscibus Lugduni 1554 fol. Lib XVI, Cap.
41) deres Sæde i Munden, men rigtignok som siddende saavel i Under-
kjæben som i Overkjæben. — Endnu i det 47de Aarhundrede anførte
enkelte Forfattere, at Barderne sad udvendig paa Hvalerne; Schonevelde
f. Ex. (Ichthyologia Hamburg 1624 pag. 24 sqq) udtrykkelig mod Ron-
delet, at de sad langs ned ad Kroppens Sider, (En Afbildning af en
saadan fabulös Form findes iövrigt ogsaa hos Rondelet, de piscibus Lib.
16 Cap. 14, under Navn af Scolopendra cetacea). Middelalderens natur-
historiske Skribenter kunde have faaet bedre Underretning om Bardernes
Sæde enten fra Nearchs ovenomtalte (Pag. 178) Beskrivelse, eller fra
»Rongespeilet”, der antages skrevet i det 12t Aarhundrede. I dette
anföres paa flere Steder Barderne udtrykkelig at sidde i Munden. Fuld-
stendig Oplysning i Henseende til Bardernes Sæde opnaaedes endelig
hos Rethvalen ved Martens i hans Reiseberetning (1672), og hos Fin-
hvalerne ved Sibbald (Phalænologia nova 1692),

Ligesom de ældre naturhistoriske Forfattere havde serdeles vrange
Forestillinger om Bardernes Sæde, saaledes synes de aldeles ikke at have
kjendt noget til de for Finhvalerne saa characteristiske Bugfurer, dem
hvorfra de gamle nordiske Kystbeboere almindeligviis hentede Navnet
for den almindeligste Finhval (Rürqval, Reidur og ,,Reporkak”, som, efter
Capt. Holbölls Meddelelse, betyder „den riflede”). Rondelet saae dem
for förste Gang paa et Individ, der laae inddrevet paa Frankrigs Middel-

havskyst med Hovedet skjult i Vandet. ,,Corpore” siger han (de pise.

*) Belons Ord ere (la nature & diversité des poissons Paris 1555 pag. 4): „Ce qu’on
appelle la coste de Balene, dont les dames font anjourd’huy leurs bustes, & arron-
dissent leurs verdagades: & que les bedeaux d’aucunes eglises portent en guise de
baguettes, ce sont certaines pieces coupees & tirees de ce qui sert de sourcilz a la
Balene, & luy couvre les yeulx, & est garnie d’un certain poil fort long aux extre-
mitez: c’est ce que les Latins appellent Pretenturas, & qu'ilz disent luy servir de
mire & conduicte dedans Peau”.

181

Lib. 16 Cap. 14) ,,erat striato, nescio an natura an eventu quodam, ut
ob pinguedinem a sole liquefactum, partibus aliis desidentibus, aliæ pro-
minentes manserint, quemadmodum in striatis columnis aliæ partes emi-
nent, que striæ vocantur, alie cave, que canaliculi & strigiles”. Sibbald
beskrev dem først meget tydeligt (Phalænologia nova 1692), men An-
derson (Nachrichten von Island, Grönland etc. Hamburg 1746) kjendte
endnu saa lidt til dem, at han kun omtaler dem med fölgende Ord (pg.
498): „Seine Haut liegt ihm gleichsam los auf dem Leibe, mit vielen
Falten und Runzeln”.

En stor Forvirring herskede ogsaa lige indtil det 184° Aarhun-
drede angaaende Blæsegattene hos de store Hvaldyr overhovedet. De
vare af Aristoteles og Plinius kaldt Fistulæ; man tænkte sig disse som to vidt
fremstaaende Ror, hvorfra udstödtes høie Vandstraaler, og saaledes viste de
sig iOlai magni æventyrlige Afbildninger (Hist. de gentibus septentr. Romæ
4555); men i Analogie med Forholdet til Haierne antog man fremdeles disse
Spröitehuller forskjellige fra Næseboerne, og da nu nogle Iagttagere ikke
nævnte Spröitehullerne men Neseboerne, opstod utallige Forvexlinger og
Misforstaaelser, hvorom endnu vil blive Tale i en af de fölgende Af-
handlinger.

Hvad enten der altsaa forhen har veret eller ikke har veret stérre
Leilighed ved de europæiske Kyster til at undersüge Finhvaler, vist er
det, at de naturhistoriske Forfattere lige indtil Slutningen af det 17de
Aarhundrede kun i ganske enkelte Tilfælde selv have iagttaget et ind-
bjerget Individ deraf, og da ikkun undersøgt det meget overfladisk. Den
ene væsentlige Forskjel mellem Rethvalen og Finhvalerne, Manglen af
Rygfinne, synes Rondelet (de pisc. Lib. 46 Cap. 14) först at have an-
givet, formodentlig ifölge Hvalfangernes Beretninger fra Polarhavet.
En Adskillelse af Finhvalerne i flere Arter var neppe Tale om paa den
Tid. Martens (i hans paa egne Iagttagelser rige Skrift: Spitzbergische
oder groenlandische Reise Beschreibung gethan im Jahr 4671. Hamburg

182

1675. 4to) adskiller, overeensstemmende med de Erfaringer, han havde
Leilighed at gjöre paa et Hvalfangerskib, særdeles strengt mellem Ret-
hvaler og Finhvaler, men antyder aldeles ikke, at der blandt de sidste
skulde findes forskjellige Slags, kalder dem meget mere kun med det
almindelige Navn „Finfisk”, og omtaler ikke deres Bugfurer — overeens-
stemmende med den indskrænkede Leilighed, man fra et Skib har til at
iagttage de fritsvémmende Hvaldyr.

Særdeles vigtigt blev da det afSibbald 1692 udgivne Skrift, Pha-
lainologia nova, sive observationes de rarioribus quibusdam balænis in
Scotiæ littus nuper ejectis, Edinburgi 1692 4to, senere London 1775.
8vo). Sibbald erkjendte tilfulde hvori hans Samtidige feilede i Studiet
af Naturen. Han siger (Octavudgaven London 1775 Pag. 2): ,,Universa
natura inspicienda est. Quod cum nulli homini concessum sit, collatis
per omnes gentes studiis investiganda rerum Natura est; & que quæque
Regio nova protulerit exponenda. Nee præjudiciis indulgendum est, quod
proclive est iis qui de integra rerum Natura systemata scribunt, dum
super paucis exemplis theoremata extruunt, eaque pro veris ut data sup-
ponunt, que accurato scrutinio falsa deprehenduntur. Historia Naturalis
etiam Scriptoribus sæpe causa erroris est, quod eam nimis arctis terminis
includant, & ad sux mentis captum metiantur, Seposita ergo omni an-
ticipatione, ipsa rerum Natura inspicienda est, eaque solum proferenda,
quæ accurata super ea meditatione, non nostris aut aliorum suspicionibus,
sed rerum fide nituntur”. Saa rigtigt fattede Sibbald Naturstudiets Væsen !

I Sibbalds Phalænologia træffes ikke alene flere egne Iagttagelser
af indbjergede Hvaldyr, men ogsaa den förste bestemte Inddeling af Hval-
dyrene overhovedet. Bardehvalerne adskilles i de tofinnede (Rethvalerne)
og de trefinnede (Finhvalerne), om hvilke han blandt andet rigtigen an-
giver (pag. 67), at de have Næseboer og ikke fremstaaende Spröiterör.
Af Finhvaler iagttog han selv to. Den förste (1690 Novbr.) var 46

Fod lang; Rygfinnen sammenlignes med et Horn, var altsaa lang og

41835
smal. Han holdt den for at vere af det Slags Hvaldyr (ex eo genere),
som Aristoteles kalder Mysticetus og Plinius musculus, fordi den havde
„pilos in ore suillis similes”. Den anden (1692 Sptbr.) var den allerede
(Pag. 145) omtalte „Hollie-Pyke”, og, paa Grund af at Underkjeben
fandtes forholdsviis meget bredere paa dette Individ, ansaaes den af Sib-
bald for en seregen Art. Den var iövrigt 78 Fod lang, Brystfinnerne
40 Fod lange; Rygfinnen 3 Fod lang og 2 Fod höi, Afstanden mellem
den og Haleflüiene over 12 Fod og 10 Tommer. — En tredie Rörhval,
der angaves at vere 80 Fod lang, drev samme Maaned paa denne Ryst,
og Sibbald henförte den til samme Art, dog uden selv at have seet den.

De forskjellige Skrifter, der udkom i Europa i förste Halvdeel
afdet 184 Aarhundrede, udbredte intet nyt Lys over Hvaldyrenes Historie
overhovedet eller Finhvalernesi Særdeleshed. Egede (det gamle Grönlands
nye Perlustration Kbhvn. 1741) omtaler af Bardehvaler 1) Finfisk, 2) Ret-
hval og 5) Nordkaper — ved hvilken Adskillelse han aabenbart viser,
ikke at have benyttet Grünlændernes, men kun de europæiske Hvalfan-
geres og Forfatteres Anskuelser. — Anderson (Nachrichten von Island,
Grönland &c. Hamburg 1746) anförte, uden egne Undersögelser, foruden
den almindelige „Finfisk”, endnu Gibartes (Jupiterfisk) og (efter Dud-
leys foregaaende Anmeldelse) Nordamerikanernes Bunch eller Hump-back.

Imidlertid begyndte Naturhistoriens systematiske Periode ved Ud-
givelsen af Linnés „Systema Nature”. I Henseende til Hvaldyrene fulgte
Linné ganske sin Ven og Samtidige Artedi. Han stillede dem som en
egen Orden (Plagiuri) blandt Fiskene, hvilket dog rettedes i 10de Udgave.
I denne Udgave (4759) adskiltes fire Arter af Bardehvaler, nemlig
Rethvalen (Mysticetus), den egentlige eller Martens’s Finfisk (physalus)
og de to Sibbaldske Arter. — Denne Artsadskillelse fik almindelig
Indgang. Den Martenske Finfisk antoges at mangle Bugfurerne;
de to Sibbaldske fik Navnene boops og musculus, hvorved endnu skete
den Forvexling, at det sidste Navn tillagdes den med den angivne bredere

184

Underkjæbe, skjöndt det netop ikke var den, Sibbald havde kaldt saaledes”).
Hövrigt angaves ved hver Art især en forskjellig Stilling af Blæsegattet,
eftersom de forskjellige Beskrivere havde benævnt dettes hos alle lige
Plads enten ,,frons” eller „medium caput” eller ,,vertex” ; og den ældre Vild-
farelse, at Blæsegattet var forskjelligt fra Næseboerne, gav endnu bestan-
dig Anledning til, at det snart benævnedes „fistula” snart ,,nares”.

Det er let at see, at denne hele Artsadskillelse af Finhvalerne
kun var begrundet deels paa den löse (og urigtige) Formodning, at Mar-
tens’s Finfisk ikke havde Bugfurer, deels paa den usikkre Angivelse at
een af de Sibbaldske Finhvaler havde en bredere Underkjebe. Natur-
ligviis kunde derefter de af og til indbjergede Finhvaler aldrig bestem-
mes, og de maatte alle gaae ind under det fxlleds Navn »boops”, hvorved
man almindeligviis forestillede sig et fra de Söfarendes ,,Finfisk” (physalus)
forskjelligt Dyr.

Medens saaledes Zoologerne aldeles ikke havde kunnet udfinde
en Artsforskjellighed blandt Finhvalerne, vare Kystheboerne ved de paa
Hvaldyr rigere Have komne til et ganske andet Resultat.

Som den lengst bekjendte Fortegnelse paa de forskjellige Hvaldyr
overhovedet kan man vel nævne de gamle Islænderes, der staaer i Kon-
gespeilet (12e Aarhundrede). Foruden „Hafgufan” og to andre fabel-
agtige Dyr („Horshvalur og Rödkemming”), for hvilke de glubende Del-
phiner — Orca — og maaskee Haierne ligge til Grund, anföres 21 for-
skjellige Arter, hvoraf idetmindste de 7 ere Delphiner, 4 Hyperoodon,

+) En væsentligere Forvirring bragte Linné ind ved senere, efter egen Iagttagelse af
et Rethvalfoster (see ovenfor Pag. 159) at tillægge mysticetus den samme Charac-
teer: „maxilla inferiore multo latiore” (Mus, Ad. Frider, Pag. 52), og derpaa i 10de
Udgave af Syst. nat. at sige om den Sibbaldske Finhval: ,,modo hic a mysticeto
sufficienter distinetus”.

185

4 Narhval, 1 Kaskelot og to Rethvaler (Sletbag og Nordhval). Til Fin-
fiskene synes at maatte henregnes 6, nemlig „Skielling”, ,,Ravnhval”,
„Geirhval”, „Fiskedriveren”, ,,Haver-Kat” og „Beidur”. — Denne For-
tegnelse ligger til Grund for næsten alle senere fra Island, navnlig den
af Thomas Bartholin (Hist. anat. rar. Cent. IV Hafn 1657 pag. 272 hist.
24) meddeelte. De til Finfiskene hürende synes at vere: ,,Skieljungur,
Sandlæja, Hrafn-Reidur, Geirreidur, Sildarreki, Haffur-Kitte, Hafreidur og
Stepireidur”. Her findes altsaa endnu to Arter (Sandlæja og Hafreidur)
föiede til dem i Kongespeilet. — Hos Torfæus (Gronlandia antiqua Haf-
nie 1700) er kun Rongespeilets Fortegnelse ligefrem oversat. — I den
Kgl. danske Veterinairskoles Bibliothek findes i et islandsk Manuscript, med
dansk Oversættelse og raa Afbildninger i Omrids, en Fortegnelse, der
ligeledes fornemmelig er begrundet paa den i Rongespeilet, men desuden
indeholder flere af de hos Bartholin gjorte Filfüininger og andre lignende.
Maaskee er dette en Copie af den Original, hvoraf Bartholins Forteg-
nelse er taget.

De nyere Islendere skjelne ikke ner saa mange Slags Rörhvaler
eller Hvaldyr overhovedet. [det 18de Aarhundrede regnede de, efter Olaf-
sen (Reise igjennem Island, Soré 1772, 4to 1 D. Pas. 541), tilde Bardehva-
ler („Skidisfisk”), som mangle Bugfurer, ikke alene „Sletbakr” men ogsaa
„Houfubakr”, et Navn, der tydeligen minder om Hump-back eller Bunch og
Baskernes Gibbar, men paa hvilken udtrykkelig angives at Bugen er slet.
Blandt Rörhvalerne (,,Rengis-Fiskar” eller „Reydur”’) nævnes kun en stor
og ‚en lille Art, nemlig „Steipe-Reydur” og ,,Hrafn-Reydur” eller ,,Hrefna”’,
og desuden — hvad der vidner om Beretterens ringe Kundskab om Dy-
rene selv — Andarnefia, de Norskes „Nebbe-Hval”, Færüernes „Dög-
ling”. Denne Beretning om de höinordiske Hvaler er, som bekjendt,
afskrevet paa mangfoldige Steder.

Ogsaa i de nyere Fortegnelser, som Anglo-Amerikanerne have
opgivet fra St. Lorenz-Bugten, nemlig Dudley (Phil. transact. Vol. 55,

Vid. Sel. nuturvid. og mathem, Afh, XI Deel. Aa

Le

1725, Pag. 258) og Hector St. John (Forster i otie Stykke af Beiträge zur
Völker- und Länderkunde) findes kun faa Arter. Af Finhvaler har den
Förste kun: 4) the Finback-whale og 2) the Bunch or Humpback-whale;
den sidste ligeledes kun to, nemlig Sulphur-bottom og Humpback eller Bunch,
De Söfarende have i nyere Tid fortrinsviis optaget disse Benævnelser, og
adskille især Hump-back eller Bunch fra Fin-back og Sulphurbottom.
Den sidste angives for at vere den störste,

Overhovedet synes de ældste Fortegnelser, som fortrinsviis hidröre
fra Kysternes Stambeboere, altid at indeholde det störste Antal af for-
skjellige Hvaldyr. Saaledes er navnlig den efter Aleuternes Opgivelser
af Chamisso (Acta Leop. Carol. Tome XII, 2, Pag. 249 med Figurer
efter Indbyggernes raa Omrids) meddeelte Liste paa de forskjellige
Hvaler endnu talrigere end Kongespeilets, medens derimod Pallas (Zoogra-
phia rosso-asiatica Vol. 4 Peterb. 18354) kun anförer tre Arter af Finhvaler
ved de russiske Polarkyster.

Disse forskjellige Angivelser om Artsforskjelligheden blandt Hval-
… dyrene overhovedet og Finhvalerne i Særdeleshed bleve kun meget lidt
paaagtede af Zoologerne. Kongespeilets og Bartholins Fortegnelse stod
vel aftrykt, sædvanligviis med mangfoldige Forvanskninger af Ordene,
hos de fleste ældre Forfattere, men uden nogensomhelst Indflydelse paa
de opstillede Resultater. — Stürre Held havde de esquimoiske Grünlæn-
deres Liste. Den indeholdt fire forskjellige Finhvaler, nemlig: „Tikagulik,
Keporkak, Keporkarnak og Tunnolik”. — Otto Fabricius kom til Grönland
og lærte her denne Adskillelse af de derværende Finhvaler at kjende.
De to fürste fik han Leilighed til selv at iagttage, og han anerkjendte
dem som artsforskjellige. Havde han ved Siden af de erfarne Kystbe-
boeres Merker sögt at udfinde mere videnskabelige Artscharacterer, saa
vilde han med Rette vere bleven anseet som Begrunderen af Finhvaler-

nes Artsadskillelse, ligesom han var det af Sælenes. Men ulykkeligviis

187

gik han — overeensstemmende med den 'Tids Aand — ud fra den meget
slet begrundede Forudsætning, at disse grönlandske Finhvaler vare Re-
præsentanterne for de i Systemet allerede opstillede Arter. Af saadanne
havde han hine tre Linnéiske: physalus, boops og musculus, og for en
fjerde Finhval troede han at kunne antage den af Pontoppidan kort för
(Norges naturl, Historie 1755. 2 Bd. pg. 200) under Navn af Balæna ro-
strata opstillede „Nebbehval” (de Nyeres Hyperoodon), idet han ved de
datidige ufuldstendige Beskrivelser forlededes til at antage den for at have
Barder.

Saaledes skete det, at skjéndt Fabricius havde en rigtig og tem-
melig tydelig Forestilling idetmindste om de tre af hine grénlandske Fin-
hvaler, maatte han dog, ved at tillægge dem disse hüist usikkre systema-
tiske Navne, næsten vælge i Blinde. Rigtigst valgte han maaskee ved at
kalde den store grönlandske Finhval, ,,funnolik”, physalus; men han havde
selv aldrig seet den, thi den fanges aldrig, men faaes kun ved tilfældige
Indstrandinger, som neppe forekomme uden i det nordlige Grönland,
og yderst sjeldent ved Frederikshaab, hvor Fabricius levede. Han kunde
derfor i sin Fauna gr. ikke angive at den havde Bugfurer, skjündt denne
Angivelse dog netop her var langt nédvendigere end ved boops og ro-
strata. Wel udtalte han sig senere (Vid. S. Skr. 6. D. Pag. 65) udtryk-
keligen derover, med de Ord, at det var ,,den store Rörhval (altsaa med
Ror eller Furer paa Bugen) eller store Sildhval som han holdt for Fin-
nefisken, i Grönland kaldet Tunnolik, som er Balæna Physalus Linnzi” ;
men denne hans Forklaring blev, saavelsom hele den Afhandling, hvori
den forekom, saa godt som aldeles upaaagtet, og Navnet physalus maatte
forlede de europæiske Zoologer til at antage den store grünlandske Fin-
fisk ,,Tunnolik” for en Bardehval med Rygfinne og uden Bugfurer. — At
Fabricius kunde falde paa at anvende det Linneiske Navn boops paa Grün-

lendernes Keporkak, kan kun forklares ved den aldeles intetsigende Cha-
Aa*

188

racteristik, som dengang ledsagede de forskjellige Finhvalers Navne i Syste-
met. Vist er det, at denne Keporkak er en Art, som dengang og endnu
lenge efter slet ikke var bekjendt af de europæiske Zoologer (Balænop-
tera longimana), og maatte vere ny for Fabricius. Formodentlig har Fa-
bricius ladet sig lede deraf, at Keporkaken var den almindeligste store
Finhval ved de grönlandske Kyster, og boops var det Navn der anvendtes
paa de fleste store Finhvaler, der indstrandede ved Europa. — Om mu-
ligt endnu uheldigere var det, at Fabricius tillagde den lille grönlandske
Bardehval, Tikagulik, det systematiske Navn rostrata, det vil sige ansaae
den for det samme Dyr som Andarnefia eller de Nyeres Hyperoodon, om
hvilken ulykkelige Feiltagelses Félger vil blive talt i en senere Afhand-
ling. Naar Fabricius endelig tillagde den af ham aldeles ukjendte grün-
landske Repokarnak Navnet musculus, saa var det vel kun, fordi der ikke
vare andre Navne for Finhvaler tilbage i det linneiske System at vælge
iblandt.

Pabricii Fauna groenlandica (Hafniæ 1780, 8vo) fik snart en af-
gjürende Indflydelse paa Bestemmelsen af de höinordiske Dyr, og saale-
des navnligen af Hvalerne. Balena rostrata optoges ganske almindelig
som en ny Bardehval (hvorved Nebbehvalen maatte gaae af Glemme), og
man troede at kjende fire Finhvaler, nemlig den glatbugede (physalus,
som ogsaa fik det gamle Navn Gibbar), den almindelige store Finhval
(boops, som fik Navnet Jubartes), den store Finhval med den brede Un-
derkjæbe (for hvilken Sibbalds Hollie-pyke laae til Grund, men som be-
holdt Linnes Benævnelse musculus) og den lille Finhval (som beholdt
det den ved en Feiltagelse tillagte Navn rostrata). Disse fire Arter ind-
fortes i alle systematiske Værker ikke alene hos Compilatorer, som f. Ex.
Bonnaterre (Cetologie Paris 1789 4to), men ogsaa hos Lacepède i hans
berömte histoire naturelle des Cétacés Paris XII, og selv hos den af

Kundskaben om Rethvalerne saa höit fortjente practiske Hvalfanger Sco-

189

resby (Account of the arctic regions Edinb. 1820. 8vo). Desmarets
tilföiede (Mammalogie Paris 1820. 4to) endnu fire Arter fra det japan-
ske Hav, ifölge de derfra til Lacepède sendte Beretninger.

For den store Georg Cuvier kunde en saa löst begrundet Arts-
bestemmelse ikke vere tilfredsstillende. Han viste (Recherches sur les
ossemens fossiles Paris 1822, 5die Udgave 1825 Tom. V, 4 pg. 564-565)
Sandsynligheden af, at den glatbugede Finhval aldeles ikke existerer, at
Navnet Jubartes vel kun er det forvandskede Gibbar ligesom ogsaa
»Jupiterfisk”, at musculus Fabr. ikke er opstillet uden efter Grünlæn-
dernes Fortællinger, og endelig at rostrata Fabr. i Grunden ikke havde an-
den Characteer end dens Lidenhed, der ogsaa maatte tilkomme unge Dyr
af stérre Arter. Han antog derfor, at alle nordiske Finhvaler maaskee
kun henhöre til een eneste Art, hvorimod han opstillede en ny Art ,,Ba-
lenoptera australis” efter et fra Cap tilsendt Skelet med paafaldende lange
Brystlemmer og flere andre let iöinefaldende Characterer; men desuden
antog han en egen Art i Middelhavet efter enkelte tilsendte Been fra et ved
Frankrigs Sydkyst inddrevet Exemplar (1797). Denne sidste Art kaldte
han mediterranea. — Dog tilföier Cuvier efter denne med saa streng
Critik indférte Reform, at han ingenlunde vil paastaae, der ikke skulde
vere flere Arter, men kun opfordre til nye Iagttagelser, uden hvilke endog
alt, hvad man har over denne Gjenstand, ikke vil kunne fortjene Navn af
Videnskab,

Den Cuvierske Balænoptera australis optoges eensstemmigen som
en ny Art. Hans B. mediterranea derimod ingenlunde af Alle, skjöndt
den syntes bekræftet ved et paa Frankrigs Sydkyst 1828 indstrandet
Exemplar. (Companyo Memoire descriptif & osteographie de la baleine
&e. Perpignan 1850. 4to; F. Cuvier histoire naturelle des Cétacés 1856.
Pag. 554 sqq)

Paa den anden Side gjorde flere Erfaringer det meer end sand-
synligt, at der virkelig findes en seregen lille Art af Finhval i de nord-

190

lige Farvande. Foruden Otto Fabricii Vidnesbyrd tjente især en af Knox
meddeelt Iagttagelse (the naturalist’s library. Mammalia Vol. VI Edinb.
1857. 8vo Pag. 142 sqq) som Beviis herfor. Det af ham iagttagne In-
divid var fanget i Februar 1854 i Firth of Forth. Det var kun 10 Fod
langt og havde kun 41 Par Ribbeen og i Alt 48 Hvirvler — medens
den almindeligere Finhval har 15 Par Ribbeen og 63 Hvirvler — en
Forskjellighed som ingenlunde kan antages hos Individer af een og samme
Art. — Den norske Vaagehval vidstes desuden kun at blive 20 til 50
Fod, og at vere fundet drægtig kun 28 Fod lang (see Melchior: den
danske Stats og Norges Pattedyr Kbhvn. 1854 Pag. 266). Dr. Kroyer
bekræftede denne Erfaring og sügte at opstille som ydre Artsmærker for
denne lille Art, at „Barderne ere hvide af Farve og deres to Rekker
fortsættes lige til Overkjebens Ende, hvor de löbe sammen; Brystfin-
nerne ere hvide mod Midten saavel paa Under- som Overfladen”, medens
B. Boops efter Fabricius har sorte Barder, og foran i Kjæben et aabent
Rum uden Barder, og dens Brystfinner paa Overfladen ere ganske sorte
paa Underfladen ganske hvide. Dr. Kröyer gik herved ud fra den ikke
rigtige Forudsætning, at boops Fabricii var eensartet med boops Autorum
(Naturhistorisk Tidsskrift 2. Bind, 6. Hefte 1840 Pag. 657).

Endnu langt bestemtere characteriseret som særegen Art var
imidlertid det ved Elbmundingen 4824 indstrandede Individ, som derfra
bragtes til Berlin og iagttoges af Rudolphi (Abhandl. der Rünigl. Aka-
demie der Wissenschaften zu Berlin aus dem Jahre 1829. Berlin 1852
Pag. 155 sqq) og I. F. Brandt (Medicinische Zoologie von Brandt und
Ratzeburg À Band Berlin 1829 Pag. 122 sqq). Hvad der strax afgav
dets Særkjende vare de lange Brystfinner, idet de udgjorde over 2 af
hele Dyrets Længde. Vel mindede disse lange Brystfinners Form stærkt
om den Fabriciske Beskrivelse af hans Boops: ,,Pinnæ pectorales magne
obovate oblongæ, margine postica integræ, regione cubiti parum fracte,
antice autem rotundato-crenatæ” (F. groenl. Pag. 56); og Rudolphi næ-

19

rede virkelig den Formodning (Pag. 155), at her först var den egentlige
B. Boops Fabr., men da han dog savnede flere andre af Fabricius an-
givne Characterer, navnligen de tre Rader runde Ophöininger paa Over-
kjæben, hvorpaa Fabricius setter megen Priis som Artsmierke, og Navnet
boops desuden, som Rudolphi saa rigtig bemærker, er brugt i mange for-
skjellige Betydninger, opstillede han dette Individ som Repræsentant for
en egen Art, under det passende Navn: longimana. Denne Rudolphiske
B. longimana taltes af flere, især tydske, Zoologer som den tredie Art af
Rörhval ved Siden af australis og boops, saasom af Brandt og Rapp,
hvorimod de franske og engelske Zoologer, endog Monographen F. Cuvier,
synes ganske at have overseet denne hele mærkværdige Lagttagelse.
Imidlertid stod denne B. longimana lenge som et Særsyn i de
nordlige Haves Fauna. Det var aabenbart nok, at den maatte vere et
langveisfra forvildet Individ, thi et saa characteristisk colossalt Dyr kunde
ikke antages at have sit egentlige Hjem i Nordsöen eller endog i dennes
Nerhed, uden oftere at vere blevet iagttaget. Og dog lode sig kun ef-
tervise ganske enkelte Tilfælde af lignende langhaandede Finhvalers Fore-
komst ved de europæiske Kyster, navnligen ved Skotland (Transactions
of the Wernerian Society Tom 4 pag. 201), maaskee endnu det af Ascanius
(Tcones rerum naturalium Kbhvn. 4806. Tab. 26) afbildede Individ.
Derimod fandtes saadanne langhaandede Finhvaler omtalte stadigen at fo-
rekomme ved Bermudas-Öerne (Phil. transactions Nr. 4 pag. 41, see
ovenfor Pag. 167) Men ogsaa den Cuvierske Balenoptera australis har
meget lange Brystfinner og blandt de Afbildninger, Chamisso har givet
(Nova acta Acad. Leop. Carol. Vol. XID af Aleuternes Trefigurer af
Hvaler, har især een (Tab. 42 Fig. 5) af dem ikke mindre lange. For-
modningen laae saaledes overmaade nær, at den ved Elbmundingen stran-
dede B. longimana, ligesom og hiin ved Skotlands Kyster indstrandede
langhaandede Rôrhval, kunde vere Individer, der vare forvildede fra Syd-
havet eller Atlanterhavet, med andre Ord, at de kunde vere samme Art

492
som Cuviers Balenoptera australis. Men paa den anden Side var der
meget der talede for, at B. longimana maaskee snarere var ligeartet med
den Fabriciske B. Boops, og Rudolphi var, som allerede anfört, mere
tilböielig til denne sidste Antagelse, uagtet de ikke ubetydelige Uover-
eensstemmelser med den Fabrieiske Beskrivelse.

Sammenligningen mellem Skeletterne ansaaes da, ligesom endnu,
for den meest afgjérende. Denne Sammenligning lod sig anstille mellem
longimana og Sydhavets Finhval, thi af denne sidstnævnte havdes G. Cu-
viers Beskrivelse efter Pariser Museets Exemplar, og netop i den meente
Rudolphi at finde al for vesentlige Afvigelser fra de for longimana fundne
Forhold, til at en Artsidentitet kunde antages. Keporkakens Skelet var
derimod aldeles ubekjendt. Fabricius omhandler det ikke, og intet euro-
pæisk Museum vidstes at besidde noget Stykke deraf, endsige et fuld-
stendigt Exemplar. Her var Veien altsaa endnu aaben for Formodninger.
Dog var det aabenbart mere sandsynligt om et til Nordsöen forvildet Sö-
dyr, at det var kommet fra Havet om Grönland end fra Sydhavet. Imid-
lertid viste Schlegel (Beiträge zur Characteristik der Cetaceen i hans Ab-
handlungen aus dem Gebiete der Zoologie und vergleichenden Anatomie
1. Heft. Leiden 1841. 4to), at denne formeentlige Uovereensstemmelse
mellem Skeletterne af longimana og Sydhavets Finhval kun laae i en
besynderlig Feiltagelse af Rudolphi, idet denne ved at slaae efter i Cu-
viers Ossemens fossiles havde ‚forvexlet Beskrivelsen af Balæna australis
med Beskrivelsen af Balænoptera australis, (en Feiltagelse, som paa den
meest forunderlige Maade atter er begaaet af Fredr. Cuvier; see Schlegel
Pag. 45). Schlegel lærte desuden Sydhavets langhaandede Rörhval at
kjende i flere Exemplarer fra Japan og Java, og bestyrkedes fuldkom-
men i Artsligheden mellem B. longimana og australis, hvilke han nu til-
sammen kaldte Balæna sulcata antarctica. Det udförligere Beviis for denne
Artsidentitet vil han iövrigt först levere i den forventede Fauna japonica.

B. longimana maatte, efter hans Mening, vere et sydfra gjennem Atlan-

195

terhavet forvildet Individ, thi den langhaandede Form af Finhvalerne
antog han at vere egen for Sydhavet, den korthaandede for de nordlige Ver-
denshave. Selv til Grönland meente han at den antarctiske Finhval maatte
kunne komme, eftersom Fabricius ved Beskrivelsen af sin Boops idet-
mindste tildeels syntes at have havt en B. sulcata antarctica for Oie.
Derved gik den af de fleste tydske Zoologer opstillede tredie Finhvalart
atter ind, og da Schlegel ikke vilde anerkjende den saakaldte Middelha-
vets Finhval, musculus F.Cuv., hvis væsentlige Characteer saltes i en
meget bred Underkjebe, da han heller ikke vilde indlade sig paa de
Grunde for en Artsforskjellighed, der ere hentede fra Stürrelsen og de
forskjellige Angivelser af Hvirvelantallet eller fra Tagttagelserne af smaa
drægtige Individer — saa bleve Finhvalerne ved ham atter reducerede til
2 Arter: Balæna sulcata arctica, der indbefattede alle de korthaandede, og
B. sulcata antarctica, der indbefattede alle de langhaandede Individer.
Ifölge Dr. Schlegel skulde altsaa den nordlige Halvkugle i Grun-
den kun have een eneste Art af Finhval, nemlig de korthaandede, og
den sydlige ligeledes kun have eet Slags, nemlig de langhaandede — kun
at undtagelsesviis den ene eller anden Art kunde gjæste den fremmede Halv-
kugle. Disse Resultater, hvortil denne nyeste Monograph over Hvalerne er
kommet, hvis Stemme i et zoologisk Spörgsmaal maa have den störste
Vægt, bevise noksom, at alle de hidtil angivne Artsforskjelligheder mel-
lem de korthaandede Finhvaler indbyrdes ikke ere tilfredsstillende for Vi-
denskabsmanden; men de bevise sikkerligen ikke, at jo andre og mere
tilfredsstillende Characterer skulde vere at finde. G. Cuvier erklerer sig
lige utilfreds (Oss. foss, V. 4 pg. 566) med de hidtil givne Artscharac-
terer for Finhvalerne indbyrdes — skjéndt han dog antager to Arter af
korthaandede (see Pag. 189) —, men hvad han paa neste Side tilföier, er
allerede anfört (Pag. 189) som vidnende om, hvor liden Vægt han selv

lagde paa de Resultater, der af de forhaanden værende Erfaringer kunde
uddrages.

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Bb

194

At nu virkelig Spörgsmaalet om Finhvalernes Artsforskjellighed
ingenlunde kan ansees for at vere tilfredsstillende besvaret paa den af
Dr. Schlegel angivne Maade, og at meget mere det af Cuvier anförte
Savn af nye Oplysninger gjelder endnu med fuld Styrke, godtgjör alle-
rede den Omstiendighed, at alle practiske Iagttagere af Hvalerne, saavel -
i Syd som i Nord, paa det Bestemteste skjelne flere Slags iblandt dem.
Hvalfangerne i Sydhavet adskille navnligen Hump-backs (eller Bunch),
Finbacks og Sulphur-bottoms. De kjende dem fra hverandre deels paa
den forskjelligt dannede Rygfinne, deels ogsaa paa den forskjellige
Svömme- og Blæse-Maade, Rjendemærker i hvis Anvendelse Hvalfan-
gerne ere særdeles övede. Paa den anden Side har Capt. Holböll givet mig
de tilforladeligste Beviser for, at de grönlandske Finhvaler: ,,Keporkak,
Tunnolik og Tikagulik” ere indbyrdes aldeles forskjellige Dyr. ,,Kepor-
kaks” Artsforskjellighed indlyser allerede deraf, at den alene er Gjenstand
for Fangst, den spædeste Unge saavelsom den fuldt Udvoxne — men in-
gen af de andre Slags; og at „Tunnolik” er artsforskjellig fra „Tikagu-
lik”, indlyser strax deraf, at den förste af disse Finhvaler, der kun nær-
mer sig Kysterne af det nordlige Grönland, allerede som diende Unge
er lige saa stor som den drægtige eller med sin Unge gaaende „Tikagu-
lik” og 5 til 4 Gange större end Ungen. Capt. Holböll har fremdeles
givet mig stor Sandsynlighed for, at der i Grönland findes idetmindste
endnu een Art Finhval, Keporkarnak, maaskee to Arter. Regne vi nu
hertil, at G. Cuvier, denne vigtige Autoritet, ogsaa efter Skeletternes Un-
dersögelse har opstillet to Arter af store (korthaandede) Finhvaler ved
de europæiske Kyster, nemlig hans boops og hans Musculus eller medi-
terranea (see Pag. 189), saa maatte man vistnok let kunne overbevises
om, at der virkelig gives flere Arter Finhvaler saavel i Syd som i Nord.
— Men denne Overbeviisning bliver Videnskaben kun til Nytte ved
at opfordre til det egentlig videnskabelige Arbeide, og dette staaer
endnu tilbage at udföre, det nemlig: at udfinde, hvori disse forskjellige

JS .

Arters Characterer bir sættes, og hvorvidt hine i Sydhavet adskilte Ar-
ter ere forskjellige fra dem i denordlige Farvande. Som Bidrag til dette
Maals Opnaaelse vil man finde en ikke ubetydelig Række Undersögelser
i nogle af de félgende Afhandlinger.

Hovedopgaven, som Forfatteren har stillet sig, er imidlertid Hval-
dyrenes anatomiske Undersøgelse. Den zoologiske udsprang i Grunden
kun af den Nødvendighed, at faae de undersögte Individer nåiagtig be-
stemt, og dette lod sig — saavidt Forfatteren ifölge de forudskikkede An-
skuelser kunde skjønne — efter Videnskabens nærværende Standpunkt
aldeles ikke udfére. Denne Mangel maa antages endnu at hæfte ved alle
tidligere anatomiske Beskrivelser af indbjergede Rörhvaler, og den vil
først kunne hæves, om de beskrevne Individer maaskee senere af selve Be-
skrivelsen lade sig bestemme. Men Beskrivelserne have heller aldrig i
og for sig kunnet gjöre Krav paa at være tilfredsstillende for Zoologen
eller Zootomen. Paa Grund af de ovenfor (Pag. 176) angivne Vanske-
ligheder ved Undersøgelser af disse colossale Kroppe, har man hverken
paa selve Strandingsstedet kunnet gjöre Undersögelsen endog kun nogen-
lunde omfattende og nüiagtig, eller kunnet indbjerge de vigtigste Dele
endog kun nogenlunde fuldstændigt for senere Undersøgelse. Samtlige
i de europæiske Museer hidtil opstillede Skeletter ere meer eller mindre
defecte, især i Henseende til Brystbenet, Bækkenbenene og Fingerledene,
som oftest ogsaa i Henseende til Hvirvel- og Ribbeen-Antallet; fornem-
meli om de førstnævnte Knokler hersker endnu stor Usikkerhed, og de
mere skjult liggende Knokler af Hovedet have endnu aldeles ikke kunnet
undersøges. Af de indre Organer har hidtil kun saare ufuldkomne Brud-
stykker været opbevarede i Museerne, og hvor stor Uvished der hersker

i Henseende til dem, kan bedst skjünnes af den mærkelige Angivelse,
Bb*

196

der i Aaret 1858 er giort, af den fortjente Prof. Wrolik (Tijdschrift
voor natuurlijke Geschiedenis en Physiologie. 4de Deel Pag. 8 sqq.), at
den störste Deel af Tarmene og Maverne skulde ligge i en egen Sæk
mellem Bugmusklerne og Huden. Om man altsaa end just ikke vil ind-
römme, at vore Kundskaber til Finhvalernes indre Organer ere saa ind-
skrænkede, som de angives at vere af Vrolik cl. c. pag. 2—5), da i alt
Fald John Hunter har givet en rigtignok kort og ufuldstendig, men dog
paalidelig Oversigt af Brystets og Bugens Indvolde hos en liden Rörhval
(B. rostrata?) i Phil. transact. Vol. 77, 4787 (Observations on the eco-
nomy of Whales), maa man dog sande, at mangfoldige af de indre Dele
hos Bardehvalerne overhovedet og Rörhvalerne i Særdeleshed endnu ere
aldeles uundersögte og at de samtlige trænge til at undersöges nüiere.
Det er blevet sagt, at et Arbeide over Finhvalerne, der for Tiden
skulde kunne stifle sand Gavn for Videnskaben, maatte vere stôttet paa
nye Iagttagelser og Undersügelser, og det er blevet paastauet, at saa godt
som intet kunde haabes fra de europæiske Hvalfangerskibes Fangst, me-
get lidt fra de tilfældige Indbjergninger ved de europæiske Kyster. Det
gjadlt altsaa at finde nye Kilder til dette Studium. — En saadan har For-
fatteren troet kunde findes i den regelmæssige Fangst af Bardehvaler, og
navnlig af Finhvaler, der endnu drives paa visse Steder, nemlig i Omeg-
nen af Bergen og ved de grünlandske Colonier. — Vel vilde man tage
Feil ved at troe, at Erhvervelsen af de nüdvendige Dele ikke ogsaa her
skulde have store Wanskeligheder. Ved den i Bergens Omegn anvendte
Fangemaade (Pag. 165) har Naturforskeren i intet Tilfælde let med at
undersöge Kroppen og de allerede halvt forraadnede Indvolde, end sige
med at erhverve Skelet eller Indvolde. Fangsten betragtes som en Fol-
keforlystelse; af Ascanius sammenlignes den endog med Romernes Sö-
fegtningsforlystelser, og ved Siden af Naturforskeren troe mangfoldige
Tilskuere sig lige berettigede til at undersüge, hver paa sin Maade. Et
stort Antal Personer ere Hvalens egentlige Eiere, hver med forskjellig

197

Andeel: den, der först opdagede Hvalen, den der first saarede den, den
der gav den det dræbende Pileskud (hvilket kjendes paa de Mærker, der
ere vedhæftede hver Piil især), Banemanden ved sidstforudgaaende Hval-
fangst eller endog hans Arvinger, Enhver overhovedet, som har hjulpet
til ved Fangsten — med alle disse Folk maa underhandles, og Mangen
afstaaer meget nödigen fra sin Andeel. En Deel af Spækket brændes
strax til Tran, det meste nedsaltes saavelsom Kjüdet, for senere at spises;
men det meest uheldige, især for Zoologen, er, at Halefinnen og
Rygfinnen holdes for at vere det allerlekkreste, og at Underkjabebenene
söges med stor Begjærlighed, da de, som bedre taalende Slid end Töm-
mer, anvendes til de saakaldte ,,Kvalbeen” i Baadene. Man vil heraf
skjönne, at foruden de nödvendige meget betydelige Vanskeligheder ved
Undersögelsen og Opbevaringen af colossale Dyrs Dele, mide her især
de, at Kroppen aldrig kan faaes uden allerede halvforraadnet, ikke un-
dersöges uden idelig Forstyrrelse af Eierne og af Tilskuerne, ikke er-
hverves uden vidtlöftige Underhandlinger, og at især enkelte meget vig-
tige Dele, saasom Halefinnen, Rygfinnen, Underkjæben o.s. v. i de fleste
Tilfælde ville gaae tabte for Videnskaben. Endelig vil man see, at det af
de forskjellige Hvaler — forudsat at der virkelig gives flere Arter —
egentlig kun er den saakaldte Vaagehval, man kan have Haab om at
faae. — Ikke færre eller mindre Hindringer måde ved Hvalfangsten i Grön-
land. Jeg troer ikke at kunne gjére bedre, end derom at gjengive den
udmerket erfarne Captain Holbölls egne Ord, som ere tagne af et Ma-
nuseript over Grönlands Cetaceer, hvilket han har anbetroet mig til Af-
benyttelse for disse Afkandlinger, og som ved flere Leiligheder vil
tjene til Oplysning, hvergang dog med Anförelse af hans egne Ord
og af hans Navn.

„Det kunde muligen antages”, siger han, „at det vilde være saare
„let at faae de nödvendige Dyr til Undersøgelse og Opmaaling i Grönland,
„hvor der findes en saa stor Mengde Cetaceer; men dette er ingenlunde

198

» Tilfældet, uagtet Individernes Antal af flere Arter (f. Ex. Balæna Boops
„Fabr. og Delphinus albicans) er saa stort, at jeg ikke troer at overdrive
„naar jeg siger, om man endog giver Cetaceerne en lang Levetid, vilde
„man dog, naar alle de Individer som die en naturlig Düd drev til Kysten,
„faae mere Spæk end man behövede, og ikke have nédig mere at efter-
„strebe de levende Cetaceer, ja neppe engang at fange Sxlhunde. Men
„at finde en död Cetacee hörer i den Grad til Sjeldenhederne, at det
„ulige oftere indtræffer paa Jyllands Kyst end paa enhver Kyststrækning
»i Grönland af samme Udstrækning. Aarsagen til denne sjeldne Fore-
»komst af dåde Cetaceer, formoder jeg er den Mængde Haier, der her
„opfylde Havet og vise sig som ved et Trylleslag, saasnart en Hval eller
„et andet stort Södyr er dödt, især dog naar Dyret döer under Vandet,
„mindre naar det drebes i Vandskorpen. Disse graadige Dyr fortære
„strax det Spek som er under Vandets Overflade, og da Spækket især
„holder Kroppen oppe, synker denne derved stedse mere, og giver Haierne
„stedse meer at tere paa, indtil den omsider falder tilbunds for ganske
„at vorde deres Bytte. Kjödet angribe de ikke synderligen, saalenge der
„endnu er Spæk paa Kroppen. Wed Norges og andre Landes Kyster er
„det ikke sjeldent, at en dåd Hval hæver sig fra Bunden, naar Forraad-
„nelsen begynder; i det grönlandske Hav er, og maa det ifölge Oven-
„staaende vere yderst sjeldent.

„Men findes engang en död Hval, da er man ofte ikke nermere
„Maalet; thi Grünlænderne ere lige saa begjxrlige efter Huden (Matak)
»0g Spækket, som Haierne. Saaledes hender det da meget sjeldent, at
„nogen Europæer i Grönland kommer til at see en Hval heel og holden.
„Idetmindste ere altid Haleflöiene afskaarne, thi disse ere iser en Deli-
»catesse for Grünlænderne.

„Hertil kommer endnu, at naar man undtager de mindre Delphi-
„ner, fanges kun to Arter Cetaceer i Grönland, nemlig Rethvalen, Ba-

»læna mysticetus — hvilket dog nu er saa sjeldent, at i de 15 Aar jeg

199
„har veret Inspecteur i Sydgrönland, er kun fanget sex Individer — og
»Keporkaken, Balena Boops Fabr., der ofte fanges ved Colonien Frede-
„rikshaab. Er man nu endog tilstede hvor en Hyal fanges, vil det dog
„blive saare vanskeligt at faae den nöie undersögt, förend Grünlænderne
„flense i den. Mig er det aldrig lykkedes, ja jeg tvivler endog paa, at
„det nogensinde vil lykkes, med mindre man engang bliver nærværende
„ved en Hvals Fangst kort efter en foregaaende Fangst. I Henseende
„til de indvendige Dele, da beskadiges disse vel ikke af Grünlænderne,
„men det er forbausende hvor hurtigt deres Forraadnelse begynder. En
»Hval, fanget idag, vil imorgen have Endvoldene i Oplösnings Tilstand”,

Men paa den anden Side lovede disse Fangesteder visse Fordele,
der kunde blive af störste Indflydelse paa Cetologien.

4) Paa hine Fangesteder paastaae de erfarne Mend, at der vir-
kelig findes flere forskjellige Slags Finhvaler, og det er af disse kun eet
Slags, som jages, men dette jages i alle Aldere, og kjendes med Be-
stemthed af Fiskerne fra de övrige Rörhvaler. 1 Grönland og fortrins-
viis ved Frederikshaab, jages navnligen kun Reporkak, Fabricii Balæna
Boops, ikke derimod Repokarnak, Tunnolik eller Tikagulik, der alle lige-
ledes ere Finhvaler (see Pag. 186); i Norge jages kun Vaagehvalen, ikke
derimod Storhvalen eller Sildhvalen. Ifölge heraf maatte man, sely hvis
Angivelser om de flere forskjellige Arter er rigtig, dog altid kunne stole
paa, at de nedsendte Stykker hörte til en vis bestemt af disse Arter, hvil-
ket man aabenbart ikke kan ved de tilfældige Strandinger. Delte er ved
Hvalernes Undersögelse af stor Vigtighed, da man af saa colossale Le-
gemers Dele ikke lettelig kan faae alle fra et og samme Individ. Her altsaa
lod det sig vente, idetmindste af enkelte Arter lidt efter lidt at faae en
fuldstændig Kundskab om en Finhvals ydre Former og indre Bygning.

2) Men ved at faae Dele af disse bestemte Finhvalarter i alle Al-
dere, af begge Kjün og fra flere forskjellige Individer, maatte det frem-
deles vise sig, hvorvidt Alders-, Kjüns- og individuelle Forskjelligheder

strække sig hos disse Hvaler, Herved atter maatte man komme til Vis-
hed om, hvorvidt de ved tilfældige Indstrandinger iagttagne Individer
kunne ansees for hörende til samme Art eller ei. |

Fra disse Fangesteder altsaa lod det sig haabe at faae Stof til en
Rekke nye Undersögelser over Finhvalerne. De fülgende Afhandlinger
ville allerede tilstrækkeligen vise, at dette Haab opfyldtes endog over For-
ventning. Paa hver af Fangestederne vandt jeg en Ven, der med en
betydelig Indflydelse ifölge sin Embedsstilling, forbandt den meest le-
vende Interesse for Naturvidenskaberne. Deres Venskab for mig og
deres Interesse for mine Undersögelser var saa ubetinget, at jeg kunde
stole paa, fra begge Steder at faae Alt, hvad der overhovedet paa Stedet
var at faae henhörende til mine Undersögelser, og trods de store Van-
skeligheder, der, som ovenfor anfört, ere forbundne med at faae Dele af
store Hvaler og besörge dem i god Tilstand bortsendte, har jeg ad denne
Vei faaet et saa rigt Stof, at saavel Alders- som Rjüns- og individuelle
Forskjelligheder tydelig nok lade sig eftervise for disse to Arter: den
grönlandske Keporkak og den norske Vaagehval. Saameget skylder jeg
mine Venner: Herr Capt. Holböll i Grönland, hvem jeg allerede skylder
saameget i Forveien, og Hr. Stiftamtmand Christie i Bergen. Jeg veed
ikke at takke dem, uden ved at benytte det mig betroede rige Stof efter
bedste Evne og sörge for, at deres mange Opofrelser ikke blot komme
mig, men Videnskaben til Gode.

Blandt de mange tilsendte Dele vare ogsaa to Fostre af den grön-
landske Reporkak, hvoraf det ene skyldes den nu afdüde Kjébmand Egede i
Upernavik, og tre Fostre, temmelig ulige i Udvikling, af den norske Vaa-
gehval. Wisse Fostre have fremfor alle de övrige Dele veret til störste
Nytte ved mine Underségelser. Cuvier (ossemens foss. V. 1. 367) me-
ner, at man, da det er umuligt at have alle Delene af saa colossale Dyr
i et Museum, fortrinsviis bér holde sig til Skelettet eller i alt Fald til

Hovedet. Jeg er overbeviistom, at hos Bardehvalerne Hovedet ingenlunde

201

hirer til de Dele, paa hvilke Artscharactererne ere lettest at kjende, og
Hovedet er derhos af stérre individer altid meget vanskeliot at erholde.
Derimod troer jeg, at af et dregtigt Dyr — og de fangne Hvaler ere
meget ofte dregtige Hunner — ingen Deel er vigtigere til Artsbestem-
melsen og Undersögelsen af de ydre og indre Dele overhovedet, end Fo-
stret, medens tillige Fostret hörer til de mindst agtede Dele i de Folks
Öine, der kun söge Spæk og Been. I Fostret kan man ikke alene faae
en fuldstændig Oversigt over hele Skelettet, især ogsaa over de lösere til-
heftede eller lettere brækkelige Dele deraf, som tildeels ere de allervig-
tigste ved Artsbestemmelsen; men man faaer dem tillige i deres natur-
lige Leie og Forbindelse. Man faaer foruden det fuldstendige Skelet
tillige alle de blöde Dele, og ogsaa dem faaer man i deres naturlige Leie
og Forbindelse, Man kan oversee alle Delene med eet Blik. Man faaer
saa at sige hele Hvalens Anatomie i Miniatur — og det er netop det,
som man ved disse colossale Dyr trænger til. Man faaer Leilighed til
at have Individer af forskjellige Arter eller flere Individer af samme Art
stillede ved Siden af hverandre til Sammenligning, en Fordeel som vil
vurderes af Enhver, der har seet flere Hvaler, men i ganske forskjellige
Stillinger og til forskjellig Tid, ja af Enhver, der har villet sammenligne
de store Hvalskeletter i Museerne. — Denne Anvendelighed af Hvalfo-
strene som Repræsentanter hver for sin Art, saavel i Henseende til de
egentlige Artsmærker som til Bygningen overhovedet, kan imidlertid kun
gjelde paa en meer eller mindre betinget Maade. E alle Tilfælde maatte
en muligst fuldstændig Sammenligning skee med de tilsvarende Dele hos
de voxne Dyr — og her var det især saa vigtigt, at jeg kunde stole paa,
fra disse Fangesteder at have Dyr af samme Art. De fölgende Under-
sögelser ville vise, at Anvendeligheden maaskee er sikkrere og gjelder
for flere Dele end man skulde vere tilböielig til at formode. Dog ville
de tillige vise, at den i Henseende til adskillige Organer og Forhold vir-
kelig slet ikke gjelder, og i hvert Fald gjelder den naturligviis atter kun
Vid. Sel. Hatirvid, og muthem. Afi, XI Deel. Ce

202

for Fostre af en vis Grad af Modenhed. Ganske smaa Fostre maatte til
denne Anvendelse komme ulige mindre i Betragtning. — Men saadanne
Hvalfostre, navnligen de, paa hvilke endnu Foetalkrumningen var
kjendelig, og af saadanne fik jeg flere af Vaagehvalen, bleve i en anden
Henseende interessante, idet Foetalformerne overhovedet her i mange
Henseender vare lettere iöinefaldende end paa Fostre af nogetsomhelst
andet Dyr. Udbyttet af disse smaa Hvalfostres Undersögelse vil findes
i flere af de fölgende Afhandlinger; med Hensyn til de ydre Former er

det fremstillet i den nestfölgende.

UNDERSOGELSER

OVER

HVALDYRENE

AF

DAN. FREDR. ESCHRICHT,
PROFESSOR VED KJOBENHAYNS UNIVERSITET.

ANDEN AFHANDLING.
ANATOMISK BESKRIVELSE

AF

DE YDRE FOSTERFORMER HOS TO NORDISKE FINHVAL - ARTER,
MED ANVENDELSE PAA PHYSIOLOGIEN 0G ZOOLOGIEN.

Cc*

D'UN NE al
eee

ly

Le ©
Li

up

fa LOS or

di vaks Per

Avan AA. TANGAGE 1H ia kn: nem sat a
Beate A) ALU. dd ANT à

,.
| W MY
JAN
Li 7 tye
I HE
\
i

' y \ d
ib |
ofr MN \ bite or a
à UA ! N il 4 LL PIN q er (NÆ sde AN FRONT wae
N RV i j ' th ane u,‘ ee i
Ar BEN a ae nn Vite
5 ande M N fi
= LA | A « M i A
; th Me
TI “tt N 1
MR TE Ge HAUSSE ANT
ann DATE AANETOAT
Sete LEE UA ran
DERWEREIF DET © rit ty TN
å = N

Fr
RAI
at Fray ly
mær i
yh CR
7
L 4
W
I) Ud
tN
’.
h À
L
YA RN
UN
i UP TAN 1.4
A u VASEN |
\ AS ae
Da WA IVER |)

I den foregaaende Afhandling (Bemærkninger over Cetologiens tid-
ligere og nærværende Skjebne), der maa ansees som en Indledning til
denne Række ,,Undersågelser over Hvaldyrene”, blev det (Pag. 201)
yltret, at til Artsbestemmelsen og til Undersøgelsen af de ydre og indre
Dele overhovedet hos de större Hvaler egne sig Fostrene ganske for-
trinligen. :
Det tilföiedes imidlertid strax, at i alle Tilfælde maatte de hos
Fostrene gjorte Iagttagelser söges bekræftede hos de voxne Dyr, samt
at ganske smaa Fostre maatte komme ulige mindre i Betragtning til denne
Anvendelse, hvorimod de i en anden Henseende bleve interessante, idet
nemlig Foetalformerne her i visse Henseender vare lettere iöinefaldende
end paa Fostre af Pattedyrene i Almindelighed.

En saare gunstig Leilighed til at undersége Finhvalerne efter
denne Plan opnaaedes ved de forskjellige Gjenstande, jeg, fornemmeligen
ved Hr. Stiftamtmand Christies Omsorg, fik tilsendt fra Bergen af den
norske Vaagehval (Aste Afhandling Pag. 165). Ikke mindre end 5 Fostre
af denne Hval i temmelig forskjellig Alder overlodes mig af denne min
Ven og Velynder; et fjerde tillodes det mig at benytte til Sammenligning,
forinden det sendtes til Professor Müller i Berlin, og endelig modtog
jeg, da denne Afhandling allerede ansaaes for færdig, af Hr. Höeg i Ber-
gen, alter to smaa Fostre af samme Art, hvis Undersögelse endnu

kunde indlemmes i Afhandlingen. Paa den anden Side vare af Moder-
dyrene til disse Fostre lidt efter lidt ikke alene Skelettet og stürste Delen
af Indvoldene og de andre blöde Dele blevne mig tilstillede, ved Stift-
amtmand Christie og i 1844 ved Hr. Höeg i Bergen, men forskjellige
Stykker af dem endog i flere Exemplarer. Af Finnerne vare desuden
sendte Papiirmönstre, af enkelte Knogler ogsaa Gibsaftryk.

Undersögelserne fik dog först deres fulde Sikkerhed, ved tillige
at kunne forfölges paa en anden Art af Finhval, nemlig den grönlandske
Reporkak, Balena Boops Fabricü, hvoraf to Fostre og fuldstændige
Skeletter af unge og gamle Dyr samt de fleste Indvolde kom i min Verge,
næsten alene ved Hjelp af Capt. Holböll, der som min Ven og som Viden-
skabsmand ganske og aldeles deelte min Iver for Undersögelsen, og tillige
som Inspecteur i det sydlige Grönland, hvor denne Finhval er underka-
stet en regelmæssig Fangst (see förste Afhandl. Pag. 167), havde den
bedste Leilighed til at tilveiebringe det sjeldne og kostbare Stof.

Som förste Udbytte af disse Undersögelser leveres herved en Be-
skrivelse af de ydre Former hos Fostrene af den norske Vaagehval og
den grönlandske Reporkak. Til Beskrivelsen af Vaagehvalfostrene ere
knyttede nogle Bidrag til Bardehvalernes Udviklingshistorie, og Sammen-
ligningen af Formerne hos de to forskjellige Arter giver Anledning til,
ved Undersögelsens Slutning, at pröve Hvalfostrenes Anvendelighed til
Artsbestemmelsen efter de ydre Former.

Beskrivelse af sex Vaagehvalfostres ydre Former.

Af de sex Vaagehvalfostre er det mindste afbildet paa den förste
Tavle, Fig. 1 i naturlig Stérrelse. Det var, efter Hr. Stiftamtmand
Christies medfölgende Skrivelse af 29de Mai 1840, taget af en Hval, som

nn)

man havde fanget 8 Dage iforveien, og det havde saaledes ved Modta-
gelsen kun henligget et Par Uger i Brændeviin. Ogsaa fandtes det i
det Hele taget vel bevaret, skjöndt Halefligene vare lösrevne og Navle-
strengen dybt udrevet. Det bar Preget af et frisk, spædt Foster i hele
Kroppens Trindhed, Hudens Farvelüshed, Gjennemsigtighed, Glathed,
Blödhed; i alle Delenes Stivhed og Spændighed (Elasticitet), hvorved
deres Stilling blev den samme, hvergang Fostret lagdes frit hen — en-
delig i denne Stilling selv, der netop var den i Fig. 4 afbildede, nemlig
Kjæberne og Halen böiede mod Bugfladen, Brystlemmerne liggende fladt
mod Brystet, Munden tæt tilsluttet.

At det var et Foster af et stort Dyr laae allerede udtalti de for-
holdsviis'store Maal af saa spæde Former: Det veiede 74 Lod. Dets
Længde lod sig ikke ret vel bestemme, paa Grund af hele Legemets Büi-
ning mod Bugsiden. En Snor, lagt stram fra Snudespidsen til Halens
bageste Deel, maalte langs Ryggens Middellinie 116°, langs Bugens 84.
I den böiede Stilling var Afstanden mellem Legemets to Endepuncter
88”; Længden af en Linie, som tænktes fört gjennem Mundspalten og
Rygraden, og som vel nærmest vil kunne sættes som Legemets egentlige
Længde, udgjorde 96.

Hvalformen gav sig strax tilkjende i den vandrette Halefinne, i
Manglen af Buglemmer og i Brystlemmernes Finneform. Det dobbelte
Næseboer (Fig. A) characteriserede det fremdeles som en Bardehval,
skjöndt intet Spor fandtes til Barder, og Rygfinnen characteriserede det
som en Finhval eller Rörhval (Balenoptera), skjöndt heller intet Spor
endnu fandtes til Bugfurer. — Det var et mandligt Foster. i

Af de 96“, som hele Fostrets Længde kunde ansættes til, faldt
omtrent”) de 28” paa Hovedet, 42° paa Kroppen (fra Nakkeledet til

+) Udmaalinger i Linier ere altid meget usikkre paa blöde, boielige Dele; men især
blive de det, naar Grændserne ikke ere bestemt og skarpt angivne. De ofte gjen-
tagne Udmaalinger paa disse Fostre faldt næsten aldrig fuldkommen cens ud.

208

Gattet regnet), og 26 paa Halen. Overkjeben (fra dens forreste
Spidse til Næseboernes bageste Ende) var 4” lang, Hjerneskallen (fra
Neseboernes bageste Ende til Baghovedets Forbindelse med Atlas) i lige
Gjennemsnit 18921, men i sin hvælvede Omkreds forfra bagtil ud-
gjorde den næsten 2”.

Hovedet havde, ligesom hos de udvoxne Bardehvaler i Alminde-
lighed, Form af en Kegle, eller maaskee rettere af en fürsidig Pyramide,
hvis to Siderande dannedes af Underkjæbens Grene (Fig. 1), medens den
överste, meget stumpe Rand (Fig. A) faldt paa Overkjebens, og den
nederste endnu stumpere paa Underkjæbens Middellinie (Fig. 2). Men
Retningen af dette pyramidalformede Hoved var paa en meget mærk-
verdig Maade aldeles forskjellig fra den hos de voxne Hvaler. — Iste-
detfor at det hos disse gaaer i lige Linie med Rygraden, hvilken Stilling
er meget bestemt og fast ved Halsens overordentlige Korthed og de umaa-
delig stærke Nakkemuskler, stod det hos dette Foster stivt büiet mod
Bugsiden (Fig. 1). Pyramidens nederste Rand gik ud fra Halsböiningen
i en Vinkel af omtrent 4389 ; dens üverste Rand derimod stod i en Vinkel
af 90° til Ryggens Middellinie, kun at denne Vinkel, der dannedes af
Hjerneskallen og nærmest af Issen, var stærkt afrundet.

Hjerneskallen var hvælvet og afrundet (Fig. 4).. Den udgjorde
den stérre Deel af hele Hovedet. Den egentlige Overkjæbe var meget
mindre, og havde, ved sin trekantede, fortil tilspidsede Omkreds og sin
fladtrykkede Form, en vis Lighed med et fladt og tilspidset Fugleneb
(Fig. A). Dens to skraa Sideflader begrandsedes indbyrdes ved en i
Middellinien forlöbende Höiryg (Pyramidens överste Rand).

. Nærmest Panden udbredte denne Höiryg sig i Form af en tre-
kantet, noget fordybet Flade for Neseboerne. Disse vare ikke ganske
tilsluttede og syntes at have en svagt Sformig Büining. Vilde man aabne
dem, da maatte det skee ved at trække deres ydre Rand udad; denne viste

sig da afrundet og umærkelig gaaende over i den ydre Væg af Næsens

209

Sliimhinde, hvorimod den indre Rand var skarp og urokkelig. Næse-
boerne havde en Længde af 13%, og vare bagtil fjernede 2, fortil 4”
fra hinanden. Deres Afstand fra Munden udgjorde 10’, fra Baghovedet
omtrent 15.

Oinene (Fig. 1) vare forholdsviis meget stérre end de voxne
Hvaldyrs. De bedækkedes for störste Delen, dog ikke ganske, af Oien-
laagene; Oienspalten var forholdsviis kort, knap 14 lang. (Til tredie
Oienlaag og til Taarepuncter fandtes hverken hos dette eller de andre
Hvalfostre noget Spor). Oinenes Leie var tet over den bageste Deel
af Mundspalten, og Overkjæben udvidede sig paa dette Sted betydeligt. —
Aabnedes Munden, saa fandt man den indre Mundhud ikke slet saa dybt
spaltet, saa at Mundvigen indvendig faldt omtrent under Oiets Midte,
medens den ydre Mundspalte laae lidt bagenfor Öiet.

En udvendig Oreaabning kunde ikke kjendes med Sikkerhed paa
den glatte Hud; men ved senere at forfölge Öregangen indvendigfra,
fandtes, at Stedet, hvor denne med en punctagtig Aabning stöder til
Huden, laae tæt bagved Underkjæbens Forbindelse med Overkjæben, 6
bagenfor Öiet, i omtrent lige Linie med Öienspalten. Den betegnedes
her ved en overordentlig svag, men dog med det blotte Öie kjendelig,
knopagtig Fremstaaenhed.

Bag hvert af Næseboerne stode 2 enkelte meget smaa Haar, det
inderste 4° bagenfor og lidt udenfor Neseborets bageste Vinkel, det andet
4°“ udenfor det igjen. Hvert af Haarene stod i et eget Hul paa en
svag knopagtig Forhöining. — Tre andre spæde Haar stode paa lignende
Maade i en med Munden parallel Rekke, omtrent midt mellem Öien-
hulen og Overkjæbens forreste Spidse. Haarenes Afstand indbyrdes og
fra Kjebens Rand udgjorde omtrent 11. (see Fig. 1).

Underkjeben (Fig. 1) var omtrent 1 længere end Overkjæben.
Den sluttede overalt tæt til hin, men stod tillige overalt lidt mere frem,

saa at den næsten kunde siges at omfatte Overkjæben med en fremsprin-
Vid, Sel, naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Dd

gende Fold (Læbe), Overgangsdelen mellem den ydre Hud og Mund-
huden. Dette gjaldt ogsaa om Kjæbernes Spidse. Underkjxben stod
her saaledes frem, at dens forreste Rand gik i lige Linie med Overkjæbens
överste Flade (see Fig. 1), og Mundaabningen kom til at ligge 14
bagenfor Snudens Spidse. — Foran Öinene syntes Underkjeben at vere
noget udsveiet, for at passe ind i den her smallere Overkjebe. Udsvei-
ningen laae idetminste ingenlunde blot i dens Stilling, men nok saa meget
i dens Form.

Ogsaa paa Underkjæben stod, i omtrent 1-14 indbyrdes Af-
stand, en Række Haar, 4 i Tallet. Det forreste var omtrent fjernet 8/
fra Kjæbens forreste Spidse og 1° fra Mundaabningen. Det stod lidt
mere fortil end det andet Haar paa Overkjæben. Det bageste var fjernet
8” fra Mundvigen og 2 fra Mundaabningen. Hele Rækken var altsaa
ikke ganske parallel med Munden, men fjernede sig bagtil fra den. (Fig.4).

Mellem Underkjæbens Sidegrene (i regio submentalis) stode de
blöde Dele temmelig frem, men Huden var aldeles glat, uden mindste
Spor til Længdefurer (Fig. 2).

Kroppen (Fig 1) var ganske trind, lidt smallere for- og bagtil;
bredest ved Navlen; nemlig 4” 8%; smallest ved Overgangen til Halen,
nemlig her 9“ i Tvergjennemsnit, 10°“ i Höiden. Kroppen syntes ikke
at vere büiet, eftersom Hvælvingen (Convexiteten) paa Rygsiden, der hid-
rérte fra Rygradens Krumning, var mindre stærk end selve Bugens Hvæl-
ving. En Nakkeknude (tuber cervicale) var ikke tydelig.

Rygfinnen fandtes paa den bageste Deel af Ryggen tæt ved dens
Omböining mod Halen. Den dannedes af en simpel Hudfold paa Ryg-
gens Middellinie. Dens fastsiddende Rand var 5° lang, dens Höide 2);
Omridset (Fig. B) forestillede omtrent en Parabol med vidtudspilede Grene,
omtrent lige (3) lange, den forreste dog maaskee lidt længere. Den
stod ikke frit frem, men var bukket om mod Ryggens höire Side. Dens

211

forreste Rand var fjernet 58° fra Halespidsen, naar Maalet toges langs
henad Rygsidens hvælvede Middellinie.

Bugsiden af Kroppen (Fig. 1) hævede sig jævnt, fra Halsböiningen
og fra Gattet af, mod Navlen. Denne Hvælving af Bugen var lidt stær-
kere end Ryggens, omtrent 5° i Höiden paa en Længde (fra Halsböi-
ningen til Gattet) af 5%. Navlens Afstand fra Halsböiningen var 2”, fra
Gattet 47 1%. (Navlesnoren selv var dybt afreven).

Lemmets Afstand fra Gattet udgjorde 4%, fra Navlen 10’. Det
havde den hos Hvaldyrene bekjendte Form af et langt, smalt, hvalse-
dannet, stærkt tilspidset Legeme. Dets Længde udgjorde omtrent 51,
men heraf var kun den 1‘ omgiven af den rérformige Forhud (Præpu-
tium). Dens ubedækkede, lidt over 247” lange, Deel var dreiet Sformigt,
og laae op imod Bugens höire Side.

Gattet, som netop laae i Fordybningen af Halens Böining, var en
langagtig, tæt tilsnåret lille Aabning.

Mellem Gattet og Lemmet stod Huden i Midellinien noget frem
som en svag, men skarp, Fold: Raphe. Txt op til denne, omtrent midt
mellem Lemmet og Gattet laae et Par omtrent 4 lange, ganske smalle
Aabninger. De stode lidt tættere sammen bagtil, her kun adskilte ved
selve Raphe. — Den höire var lidt större og lidt mere aabenstaaende, og
derfor tydeligere, end den venstre. Desuden laae den lidt mere fremad
mod Lemmet.

De finnedannede Brystlemmer vare fæstede kjendeligt nærmere til
Bugfladens end til Rygfladens Middellinie. Den meget korte Overarms-
knogle var (sammenlign Tavle2 Figur d’) kun fri med sin forreste Rand.
Den överste Rand af Brystlemmerne dannedes fortil af den store, flade, krog-
formige, bruskede Fremstaaenhed, der gaaer ud fra Ulna’s forreste Ende.
lévrigt havde den frie Deel af Brystlemmerne (Underarmen og Haanden)
Form af en sterkt tilspidset, flad Triangel, eller af en Lancette, og laae

tet an til Kroppens Bugflade, Spidserne vendte bagtil og nedad, saa at
Dd*

212

de næsten stödte sammen paa Underlivet i en 4” Afstand fra Navlen.
Brystfinnernes Længde udgjorde 414%, hvoraf 4” faldt paa Underarmen,
71/ paa Haanden (Haandroden iberegnet); deres Brede var foroven 54
i Midten 4”, men derfra og mod Spidsen aftog den stedse mere over-
eensstemmende med deres Lancetform. Paa Grund af Hudens Indskrump-
ning ved Viinaandens Indvirkning, var den indre Adskillelse mellem de
fire Fingre let kjendelig udvendigen.

Grændsen mellem Krop og Hale maa betegnes ved en Tverlinie
paa Höide med Gattet. Paa Rygsiden faldt denne Tverlinie lidt bagved
Rygfinnen. Denne Linie faldt tillige i den egentlige Böiningsvinkel for
Halen, thi Gattet laae netop i selve denne Vinkel. Imidlertid fandt Ha-
lens Büining Sted i hele dens Længde, saa at den overalt var hvælvet
paa Rygsiden, udhulet paa Bugsiden. — Halens Form var væsentlig for-
skjellig fra Kroppens deri, at den aldeles ikke var trind, men (Halefinnen
eller Halefligene ikke iberegnede) stærkt sammenklemt (compressus), med
en temmelig skarp Rand saavel paa Ryg- som paa Bugsiden. (See Fig. 2).
— Breden af Halen tog altsaa meget betydeligen af, idet den fra 9
tilsidst, mellem Halefinnens Flige, blev knap 1, hvorimod Höiden kun
aftog fra 10 til 5‘, med Undtagelse af den yderste Spidse mellem Ha-
lefligene, der fortyndedes til omtrent 417”, — Paa de sidste 9 saaes
Halen at have veret forsynet med de to vandrette Haleflige. De vare
nesten ganske afrevne, men ere her afbildede i den Stilling, som de ved
Tilpasning syntes at have indtaget. Hver af dem havde en trekantet
Omkreds med afrundede Hjørner, dog ikke ganske eensdannede paa
begge Sider. De havde en aldeles flad Form, og vare kun 14
tykke; ved den fastsiddende Rand dog lidt tykkere. Siderandene vare
noget længere, nemlig 10—41””, svagt bölgeformig krummede ved at staae
hvælvede frem i Midten af deres Forlöb. — De syntes at have naaet lidt

ud over Rygradens yderste Spidse, saa at Halen her vilde have havt et

215

lidet Indsnit. — Breden af Halen med begge Halefligene, eller af hele
Halefinnen, udgjorde 4” 103.

Det nestmindste Foster var et af de i Mai 1844 tilsendte. Saa-
vidt vides, er det taget af en Hval, fanget i April samme Aar. Det var
ligeledes mandligt og veiede kun omtrent 1 Lod mere, nemlig 83 Lod.
Ogsaa var det kun lidet lengere, nemlig langs Ryggens Middellinie
41244, langs Bugens 1054”, Axen af Legemet omtrent 107‘. Men
det var ulige mindre fyldigt; Kroppen ikke trind, men sammenklemt.
Det kan vel antages fra först af at have veret et mere magert Foster;
dog hidrörer den ringere Grad af Fyldighed for en stor Deel vel derfra,
at det har ligget tört i nogen Tid. Overhuden var ogsaa overalt falden
af, og Farven eens rödlig hvid. Iüvrigt var det særdeles vel vedlige-
holdt, navnlig var saavel Halefligene, som ogsaa en Deel af Navlestræn-
gen endnu paasiddende.

Hovedets Krumning var lige saa stiv og urokkelig som paa det
mindre Foster, men ikke saa sterk, idet den langs Rygfladens Middel-
linie dannede en Vinkel af 111°, langs Bugfladens af 145° og i Axen
omtrent 155°. Endnu langt större var Forskjellen i Henseende til Krum-
ningen af Halen, idet denne, paa omtrent 8—10° nær, gik i Flugt med
Rygraden,

Hjerneskallens Mvælving og overveiende Störrelse fremfor Over-
kjæben var, paa Grund af den större Magerhed, nok saa iöinefaldende,
som paa det mindre Foster. Den nys givne Beskrivelse af hiints Rjæber
passede, paa meget faa Omstændigheder ner, ogsaa paa dettes. De an-
givne Haar fandtes paa de samme Steder, de to bagen og udenfor hvert
af Næseboerne ogsaa i samme Antal; men paa hver Side af Overkjæben
vare fire Haar, hvoraf de to midterste paa venstre Side stode meget tæt

sammen, og paa hver Side af Underkjæben var Haarenes Antal fem. —
Neseboerne vare noget mere lukkede.

Rygfinnen var af selvsamme Form som paa hiint mindre Foster,
Den gik bagtil umærkelig over i en meget lav, men skarp Fold i Ryg-
gens Middellinie, en Forskjel, der vel kun beroede paa Legemets större
Magerhed. Den laae bukket om til hüire Side, ligesom paa det mindste
Foster. — Brystfinnerne havde mindre tilspidsede Ender, og Haandens
forreste Rand var ikke saa kjendelig hvælvet, men snarere ganske lige.
Deres Stilling var omtrent midt imellem den lodrette og vandrette (Fo-
stret tænkt liggende paa Bugen).

Navlestrængen sad ved Fostret i en Længde af omtrent 4. Den
var meget mager og kjendeligen sammensat af fire sterke Kar, hvoraf
de to med mere aabenstaaende Mundinger (Venerne) laae fortil (mod
Hovedet), de to andre (Arterierne) bagtil; alle fire, men især de bageste,
stærkt fremstaaende paa Strengens Snitflade. — Den forholdsvise Af-
stand mellem Navlen, Lemmet, Gattet og Halespidsen var som hos det
mindste Foster. Lemmet havde ogsaa samme Form, og laae paa samme
Maade bôiet henad Kroppens höire Side; dog var det mere lige og noget
mere, nemlig omtrent halvt, bedækket af Forhuden. Dets hele Længde
udgjorde 5‘, altsaa endog noget mindre end paa hiint. — Den lille
Hudfold paa Bugens Middellinie mellem Lemmet og Gattet, „Sömmen”
(Raphe), var her meget tydelig fra Forhuden af, men tabte sig henimod
Gattet. — Tet op til denne Sim, noget foran dens Midte saaes de
to smaa Sprækker, omtrent $/ lange, som ogsaa fandtes paa det mindste
Foster. — Gattets Form var ulige mere tydelig, end paa det först be-
skrevne Foster, hvor det laae temmelig skjult i Vinklen af Haleböiningen.
Det havde en svagt trekantet Form, med en spids Vinkel fortil og en af-
slebet Rand bagtil.

Halen syntes paa dette Foster mere höi og smal, med skarpere
Rande for oven og neden. Ved Udmaaling fandtes den nærmest Gattet

215
41% höi, 54 tyk i Legemets Axe, henad Halefligene 8 høi og kun
21% tyk. Det kunde tydeligt sees gjennem Huden, at den kjédede Deel
af Halen kun udgjorde de 4“ af hele Halens Höide, medens en kamagtig
Hudfold med Fedt og Trevlevæv dannede de 2 paa Ryg- og Bugside.
Halefligene havde næsten samme Form som paa Afbildningen af det
mindste Foster. De vare snarere noget kortere, idet hele Halefinnens
Brede kun udgjorde 17‘, medens den paa det mindste Foster er angivet
19’. Dog maa det herved bemærkes, at Maalet paa det förstbeskrevne
er mindre sikkert, da Fligene ikke vare iagttagne paa deres naturlige
Plads. — Indsnittet paa Halefinnens bageste Rand var som paa Afbild-
ningen af det mindste Foster er angivet; den bagre Rand af hver Side-
flig mindre fremstaaende i sin midterste Deel; Spidserne af Halefinnen

nok saa afrundede som paa Afbildningen.

Det tredie Foster i Rekken var det andet af de i Mai 1844 ned-
sendte, quindeligt, kun lidet större end det sidstbeskrevne, mindre magert,
og for saavidt bedre vedligeholdt, at Overhuden for en stor Deel endnu
sad paa, hvorimod Navlestriengen var afreven og Halefligene kun tilhef-
tede med en Traad. Det var, efter Hr. Höegs Opgivende, taget af et
Moderdyr, som dræbtes Natten mellem den 28de og 29de April 1844.

Den endnu paasiddende Overhud tillod at iagttage Farven paa
störste Delen af Legemet. Den fandtes i det Hele taget graa paa Ryg-
siden, hvid eller hvidgraa paa Bugsiden. Den graa Farve var meget
mörk överst paa Rygsiden fra Hjerneskallen til noget bagenfor Höiden
af Brystfinnerne, noget lysere fandtes den paa Overkjæben og paa Hale-
finnens överste Flade, meget lysere var den paa den bageste Halvdeel
af Kroppens Ryg. Siderne af den temmelig sammenklemte Krop havde
kun et svagt Sker af graat, der dog atter var sterkere over Brystfin-

216

nerne. Paa disse var den graa Farve indskrænket til den nederste Halvdeel,
og her atter til nærmest den bageste Rand i en Brede af 1}, men tem-
melig mürk og kjendelig paa begge Finnens Flader. Kun paa den ne-
derste tredie Deel af den udvendige Flade strakte den mérkegraa Farve
sig næsten heelt hen til den forreste (nederste) Rand. Halefinnen var
paa Bugfladen ufarvet, ligesom Kroppen. Paa Underkjæben var Over-
huden afrevet.

Dets Pægt var 111 Lod, altsaa omtrent 5 Lod mere end det sidstbe-
skrevnes. Dette laae aabenbart for en stor Deel i dets större Fyldighed
i Forhold til hiint magre Foster; thi dets Længde var ingenlunde syn-
derlig betydeligere.

Den udgjorde langs Ryggens Middellinie 135, langs Bugens
108°, langs Legemets Axe 114/”. I det naturlige Leie var imidlertid Snu-
despidsens Afstand fra Halespidsen kun 412 Paa en meget paafal-
dende Maade, var nemlig Hovedets Krumning paa dette Foster næsten
lige saa sterk som paa det mindste Foster. Dets Vinkel med Kroppen
langs Rygsiden udgjorde 110°, langs Bugen 142°, og langs Axen 126°.
Halens' Krumning, skjéndt ubetydelig i Forhold til det mindste Fosters,
var dog kjendeligere end paa det næstmindste, nemlig omtrent 165°.

Haarenes Antal var betydeligt stürre. Bag Næseboerne stode
nemlig, «foruden de to sædvanlige paa hver Side udad, endnu tre andre
tæt til Middellinien imellem de to Næseboers bageste Hjürner. Af disse
tre stode de to paa venstre Side, nemlig det ene tæt til Middellinien, det
andet 4/” mere udad, saa at det nærmede sig paa 2/ Afstand til det inderste
af de to ydre Haar. Paa höire Side manglede det tilsvarende til hiint
nærmere Middellinien. Af Haarene langs Mundaabningen stod paa
Overkjæben paa hver Side 4 i sædvanlig Orden; paa Underkjæben til
höire 5, men til venstre 7 Haar i den sædvanlige, bagtil med Mundranden
divergerende, Bue. — Men desuden fandtes endnu paa den allerforreste
Deel af Underkjæben, netop hvor denne fortil böier sig op foran Over-

217

kjebens Spidse, to Lengderader af Haar, tæt til Middellinien, nemlig
kun i 4 indbyrdes Afstand. Paa höire Side vare Haarene meget
kjendelige, 7 i Tal, med Spidserne stillede opad og udad; paa venstre
Side kjendtes de kun ved 7 svage tilsvarende Knopper i Huden,

Rjebernes og hele Hovedets Form, tillige med alle deres enkelte
Deles, var iövrigt ganske som paa de nysbeskrevne Fostre; Öienspalterne
vare endnu noget mere tillukkede, især paa höire Side. Det Samme
gjaldt for Neseboerne, især midt paa, hvorimod de for- og bagtil stode
temmelig aabne. Oreaabningen var lige saa vanskelig at opspore som sæd-

vanlig, men dog at kjende paa samme Sted som paa hine mindre Fostre.

Kroppen var ogsaa paa dette Foster temmelig sammenklemt og
af samme Form. Brystfinnerne vare endnu mindre tilspidsede end paa
det sidstbeskrevne Foster, iüvrigt af samme Form og forholdsviis samme
Størrelse. Rygfinnen stod ogsaa paa samme Sted, havde samme Form
og samme Störrelse, laae endog paa samme Maade böiet ned til höire
Side. Navlestedet fandtes paa samme Sted og stod i samme Afstand
fra Gattet, men den qvindelig Füdselsvei laae ulige nærmere ved dette,
nemlig 2—3/“, og derimod 14” fra Navlen.

Indgangen til den quindelige Födselsvei skjultes for en stor Deel
af den stærkt fremliggende Milder (Clitoris). Böiedes denne tilbage,
saaes Indgangen at have en Vidde af omtrent 1’“. Dens bageste Rand
gik umærkelig over i Moderskedens üvre Veg, der i Middellinien stod
frem som en Höiryg og her syntes at have en lille Aabning, ventelig
til en Kjertelgang. Paa Indgangens forreste Rand var Rilderen og dens
Forhud fæstet. Denne omfattede Kilderen kun netop ved dens fastsid-
dende Deel, og steg med sine to Grene indefter paa Indgangens forreste
Rand. Kilderen havde Form af en stærkt sammenklemt Valse (Cylinder);
dens nederste Rand var rendeformig udhulet. Men den var saa stærkt
böiet og dreiet til venstre, at dens frie Spidse kom til at vende heelt

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh, XT Deel. Ke

218

fortil, istedetfor bagtil, og dens concave, udhulede Rand ligeledes fortil,
istedetfor opad. I denne krogformige Stilling var den ikke let at maale
nôiagtig; dens Længde tænkt i lige Linie kunde kun omtrentligen sættes
til 44/7. — Paa hver Side af Födselsveiens bagre Deel saaes den ganske
tet tilsluttede lille Sprekke for Vortegruberne, omtrent 4/” lang.

Halen syntes, paa Grund af den stérre Fyldighed, mindre sam-
menklemt og skarprandet end paa det sidst bekrevne Foster. Narmest
bag Gattet var den 41’ hii, 6° tyk; en halv Tomme længere bagtil
8” höi, 4 tyk; ved Halefligenes Udspring 54 hii, og 347” tyk. Paa
det sidstnævnte Sted var nemlig Tykkelsen forholdsviis betydeligere, idet
de blåde Dele her stode noget frem, ligesom en svag Rod til hver af
Halefinnens Flige. — Halefinnen selv havde nåiagtig samme Form som

paa det nysbeskrevne Foster.

Det fjerde Foster i Rækken var det andet af de ved Stiftamtmand
Christie i Aaret 1840 nedsendte. Det var, efter hans Opgivende, taget
af en Vaagehval i Sommeren 1859, hvis Skelet blev afhændet til Pari-

ser-Museet.

Det var gvindeligt, 151// langt i Axemaal. — Paa enkelte Steder af
Kroppen var det noget beskadiget, Halefinnens Flige vare afrevne og
hortkomne, Overhuden ligeledes afrevet; men Hovedet, Brystlemmerne,
Rygfinnen, samt de indre Dele overhovedet, fandtes meget vel bevarede.

Uagtet det var ikke ubetydeligt stårre end de sidst beskrevne to
Fostre, var dog Fosterkrumningen af Halen ulige stærkere. Overkjæben
dannede med Issen en Vinkel af omtrent 115°, saa at den var böiet
4 mere henad den blivende Stilling end paa det mindste Foster, Under-
kjæben stod til Brystels forreste Flade i en Vinkel af 450, istedetfor 158°.

219

Haarene langs Munden fandtes ogsaa her paa samme Steder af
Over- og Underkjæben, og omtrent i forholdsviis samme Afstand indbyr-
des (2), men de vare tydeligere fremtraadte. Overkjeben havde paa
höire Side 4, paa venstre 5; Underkjeben paa höire Side 6, paa venstre 7.
Bag ved Neseboerne stode udad 5 Haar til höire, 2 til venstre Side.
Mellem Næseboerne kunde Haarene ikke opsöges, paa Grund af Hudens
Beskadigelse.

Til Bugrynker fandtes ei heller hos dette Foster det mindste Spor.

Störrelsesforholdene af Legemets forskjellige Dele vare ikke kjen-
deligen forandrede, idetmindste ikke i den Grad, at deraf kunde uddrages
sikkre Resultater, naar man tager Hensyn til den ringe Sikkerhed, hvor-
med Maaling i Linier og halve Linier kan lade sig udföre paa blöde,
büielige og elastiske Dele, hvis Grændser ikke ere skarpt afsatte. — Dog
syntes Overkjæben ikke alene absolut, overeensstemmende med hele Lege-
mets Væxt, men ogsaa relativt, at vere noget længere, og Hjerneskallen

at staae mindre hvælvet frem. —

Neseboerne stode noget mindre aabne, idet deres ydre stumpe
Rand, tillige med den indenfor liggende Sliimhinde, i Form af en tyk
Hudsvulst, syntes at være trængt hen mod den indre Rand, som var skarp
og dannedes af en tynd Hudfold. Deres Afstand fra Kjæbens forreste
Spidse udgjorde 1 24, istedetfor 10// hos det mindste Foster, hvilket
udgjür en ganske liden relativ Forögelse i Afstanden. — Öienspalternes
Størrelse (3) og Oienlaagenes Uddannelse, saavelsom Öinenes Stilling:
til Mundspalten, var omtrent som hos de mindre Fostre. — Den yderst svage
knopagtige Fremstaaenhed, der betegner Stedet, hvor Oregangen stöder
til Huden, laae paa hver Side 10/ bagenfor Öiet.

Underkjæben forholdt sig, saavel i Form som i sin Stilling til
Overkjæben, ganske som paa de forhen beskrevne Fostre.

Rygfinnen var heller ikke kjendelig forandret i Form eller Stilling.
Ec*

220

Dens Afstand fra Issen var 64”, fra Halespidsen 53“. I Længden, eller
rettere i sin Anheftelse paa Ryggens Middellinie, var den kun voxet fra
5 til 6, i Hôiden fra 21” til 5 — Brystfinnerne vare voxede noget
stærkere, nemlig fra 15 til 184. — Deres Form var ganske lancet-
agtig, med meget svagt hvælvede Siderande. Deres Stilling var noget
mere vandret end paa de mindre Fostre, saa at deres Axer, ved at for-
længes, vilde have stédt sammen omtrent ved Füdselsveien. Det maa be-
mærkes, at paa Afbildningen af Armknoglerne til dette Foster (Tavle IL,
Fig. d) er deres Stilling angivet mere vandret og ligelöbende med Skul-
derbladet, end i det naturlige Leie. — Navlens Afstand fra Kilderen
udgjorde 4” 5/”, fra Gattet 17 9.

Indgangen til de quindelige Födselsdele (Tavle II, Fig. e) var
temmelig vid, 1/7 lang. Ved dens forreste Hiörne sad Rilderen (Clito-
ris (a). Den var meget lig Lemmet, havde en ganske kort Forhud (b),
lig Lemmets, der steg ind paa Bugveggen af Vulva med to tet til hin-
anden liggende Grene, Kilderbaandene (Frenulum Clitoridis), Den
fremragende Deel af Kilderen var 4 lang, men böiet overmaade stærkt
til höire Side, saa at Spidsen kom til at vende heelt fortil. Den var
trind, næsten af samme Tykkelse (3°) i hele Længden. Langs dens
hule (concave) Rand forlöb en kjendelig Fure. De to som Rilderbaand
betegnede Længdefolder adskiltes ved en anden dyb Fure i Middellinien.
Denne Fure forte til den lille Aabning for Urinröret, hvorigjennem det
lykkedes at bringe en Svinebörste fra Blæren af. — [Indgangen til Moder-
skeden laae ganske tet ovenover Indgangen til Urinröret. — Paa hver
Side udenfor de egentlige Kjünsdele saaes den lille, tæt tillukkede, Sprække
(Tab. I, Fig. e, c), der betegner Gruben for Vorten. Begge Sprekkerne
vege bagtil lidt ud fra hinanden.

Gattet (Tavle IT, Fig. e, d) havde Form af to smalle Sprækker,
der fortil stødte sammen i en ret Vinkel. Denne Form, som Gattet meget

221

almindeligen har hos Hvaldyrene, opstaaer derved, at den vandret liggende
Endetarm, ved at aabne sig i Gattet, fortil danner en skarp Vinkel med
den ydre Hud, bagtil derimod med sin bagre Veg gaaer umerkelig

over i den.

Halens Böining var mindre sterk end hos det mindste Foster, men
dog langt sterkere end paa de to sidst beskrevne Fostre, skjöndt Udviklin-
gen ellers var saa betydelig videre fremme. Omtrentligen kan Haleböi-
ningen sættes til 145°. Halens Form havde ikke undergaaet nogen kjende-
lig Forandring. Ved Gattet var den 4” 2 höi, 6 bred; omtrent
paa Midten 11 höi, 5 bred.

Det femte Vaagehval-Foster *), som jeg har havt Leilighed at
undersöge, var temmelig betydeligt stérre end de foregaaende, veiede nem-
lig 51%, og havde en Længde af omtrent 18” langs Legemets Axe.
Det var, efter Hr. Stiftamtmand Christies Opgivende, tilligemed et andet
Foster af samme Störrelse udstödt af en Hval, medens denne haardt for-
fulgtes med Pileskud i en Vaag, Marts Maaned 1845. Stiftamtmanden
havde afstaaet det til Prof. Johannes Müller i Berlin, men, med denne min
udmærkede Vens Indrömmelse, tilstaaet mig at afbenytte det til Under-
sögelse, forinden det sendtes til sit Bestemmelsessted.

Det var et quindeligt Foster, godt vedligeholdt. — Paafaldende
maa det vistnok siges at vere, at, skjöndt det var saa betydeligt större

end de hidtil beskrevne Fostre, var desuagtet Halens og iser Hovedets

+) Et Vaagehvalfoster, 217 mindre end dette, findes kort beskrevet, men meget vidt-
loftigen udmaalt, af Dr Kroyer i naturhistorisk Tidsskrift 2,626 sqq. Skade at Af-
bildningen i Træsnit er mislykket i en paafaldende Grad,

222

Rrumning meget iöinefaldende. En Snor, lagt stram hen langs Ryggens
Middellinie fra Snude- til Halespidse, maalte 21”, langs Bugens omtrent
17“, langs hele Legemets Axe 18”; men i det naturlige Leie var Af-
standen mellem Snude- og Halespidse kun 164‘. Hovedets Fosterkrum-
ning var paa Rygsiden omtrent 150°, i Legemets Axe omtrent 140°.
Halens Krumning syntes omtrent at kunne sættes til 165°, men var ikke
ner saa bestemt som ved de mindre Fostre, da alle Ledene havde faaet

en ulige större Blödhed og Biielighed.

Overhuden sad endnu meer eller mindre fast paa flere Steder
af Legemet, navnlig omkring Munden og paa Finnerne. Farven kunde
saaledes her endnu skjelnes. Paa Overkjæben viste det sig, at den graa
Farve tabte sig i 5“ Afstand fra Munden, saa at her gik en ufarvet
Rant langs Mundspalten, hvorimod omvendt paa Underkjæben den hvide
Farve langs Munden gik over i graat; ja den graa Farve strakte sig
her endog, især fortil, ind over Kjæbens Rand, saavidt Mundhuden her
dækkede Underkjæbebenet. Rygfinnen var hvid, med Undtagelse af
Spidsen og nærmest ved den fastsiddende Rands forreste Deel, hvor den
var graa. Brystfinnerne vare paa begge Flader ligeledes hvide, med
Undtagelse af deres bageste nederste Deel mellem Fingrenes Udstraaling,
hvor de vare sortegraa. Halefinnen var, i det Hele taget, graa paa den
överste, hvid paa den nederste Flade; men paa hiin var hele den forreste
Rand hvid, i en Brede af 21“. Bagenfor denne var den graa Farve
mörkest, lidt efter lidt blev den lysere bagtil, saa at den bageste Rand
kun havde et svagt graat Skjær. Omvendt blev den nederste Flade, der
ellers var heel hvid, mörkere langs hele den bagre Rand.

Af de 18”, som Legemets Længde udgjorde langs Axen, faldt
51” paa Hovedet, 74” paa Kroppen og 51” paa Halen. Fra Overkjæbens
Spidse til Næseboernes bageste Hjørne var 3”, derfra til Issens Hvælving
2”, og atter derfra til Nakken 2.

zn

Hjerneskallen var næsten lige saa hvælvet som paa de sidst be-
skrevne ulige mindre Fostre, overeensstemmende med at ogsaa Foster-
krumningen var omtrent lige saa betydelig. — Overkjeben var ikke kjen-
deligt forskjellig i Form fra de mindre Fostres, dog maaskee lidt mere
udtrukket i Længden. — Neseboerne forholdt sig paa samme Maade. De
vare 4” lange og havde Form af en enkelt Bue med Hvælvingen indad,
saaledes dog, at de i deres forreste tredie Deel næsten gik jævnsides
Middellinien, her i 44° indbyrdes Afstand, i de bageste to tredie Dele
derimod krummede sig ud fra hinanden, saa at deres bageste Hjérner
stode } Tomme fra hinanden. 1 Længden af deres forreste tredie Deel
dannede Overkjæben en dyb Længdefure imellem dem; bagtil udvidede
denne sig, ligesom Næseboerne vege ud fra hinanden. I denne udvidede
Deel af Furen saaes tre Haar ligesom paa det andet, tredie og fierde
Foster, dog saaledes, at her to Haar stode til höire Side, eet paa venstre.
Bagved og udad for hvert af Næseboerne saaes de samme to Haar, som
ogsaa fandtes paa alle de andre Fostre. Det inderste stod 4” fra Næse-
borets bagre Hjörne, det andet 2“ udenfor det. Ligeledes fandtes
langs Munden paa forholdsviis samme Sted, 4 Haar, hvert i omtrent 5
Afstand fra Mundspalten. * De vare alle rettede bagtil og nedad.

Underkjeben syntes, saavidt skjönnes kunde paa de her langt
mere bevægelige og blöde Dele, at have hævet sig paa samme Maade
frem foran Overkjebens Spidse, som paa de mindre Fostre. Idetmindste
var den omtrent 21 længere, og paa sin forreste Deel (5°) næsten
formet som et opstaaende spidst Næb, paa hvis forreste convexe Flade
saaes to Længde-Rækker Knopper, i 14 indbyrdes Afstand, som Spor til de
to Rækker Haar. Hver Række var kun 5° lang. — Fremdeles stod ogsaa
her paa denne Kjæbe langs Mundspalten, i en Bue, som bagtil veg læn-
gere fra Munden fortil (54/, bagtil 6), altsaa i samme Stilling og omtrent

224

paa forholdsviis samme Sted som paa de mindre Fostre, paa höire Side
4, paa venstre 5 Haar. Flere af dem vare dog kun kjendelige ved de gjen-
nemborede Knopper, hvorfra de udspringe; de, som vare tydelige, saaes
at vere rettede fortil og nedad.

I Henseende til Formen af Underkjæben, forholdt sig Alt som ved
de mindre Fostre. Huden mellem Kjxbens to Sidegrene (regio subma-
xillaris) var noget slap, saa at den næsten hang poseagtigt frem, — De
blivende Bugfurer kunde ikke med Sikkerhed skjelnes blandt de mange
tilfældige Rynker paa Huden.

Kroppen var temmelig fladtrykt. Medens Hovedets störste Brede,
der faldt tæt ovenfor Oinene, udgjorde 3” 4“, og Brystkassens, lige foran
Armene, omtrent var 3” til en Höide af 47 5°, udgjorde Tykkelsen
foran Navlen kun 2” 6 til en Höide af 47 40“ — hvilken overhovedet
var den störste paa hele Legemet — tæt bagenfor Navlen 2 1 til
en Höide af 4” 2, og ved Gattet 47 2” til en Hüide af 2” 6”.

Rygfinnen sad med sin bageste Deel omtrent paa Höide med
Mellemkjödet (mellem Födselsdelene og Gattet). Dens fastsiddende Rand
udgjorde 1 4“, traadte altsaa fortil betydelig frem foran Höiden af Féd-
selsdelene. Dens forreste Ende var fiernet i lige Linie 97 2 fra Issen,
dens bageste 5/5 fra Halespidsen. — Den havde en paafaldende afvi-

gende Form fra Rygfinnen paa de mindre Fostre,

var nemlig böiet meget stærkt tilbage, saa at den
pa havde en överste hvælvet, en bageste huul Rand, og en
f … lige bagtil vendende, stump Spidse. — I lige Linie
en udgjorde dens Höide omtrent 9. — Den stod ikke

frit op, men var meget mere büiet om mod den hüire Side, uden dog

her at ligge tat til Kroppen.

Det paasiddende Stykke af Navlestrengen havde en Længde af

225

44 5, Det var 1 tykt, fürkantet med afrundede Hjörner, der frem-
bragtes ved de fire Blodkar, to fortil og to bagtil. Disses overrevne
Ender stode frem 2/ i Snitfladen af Strængen, og viste sig kegleformede,
idet de fra en Tykkelse af 23% trak sig sammen mod Snitfladen til 4,
saa at deres aabne Mundinger vare meget smaa. De vare alle fire om-
trent lige store, og havde særdeles faste Vægge; de to bageste laae ikke
tet til hinanden, men havde et stort 4“ vidt Kar med tynde, aldeles
sammenfaldne Vægge imellem sig (Urachus). I Axen af Navlestrengen
fandtes et tomt Mellemrum, der dog vel kun var fremstaaet ved Cellevæ-
vets Sammensynken. Bugens Overhud steg 3° ned paa Navlestrengen,
og hörte her pludselig op, ligesom afskaaret. Strængens egen Overflade
var besat med mange 4—}“ höie og omtrent 1 tykke Raopper i 1—1
indbyrdes Afstand. Især stode de tæt paa de to Sideflader. Paa den
bageste Flade, mellem de to bageste afrundede Hjürner, fandtes de ikke,
hvorimod her langs Middelfuren forléb en svag Ophöining (Raphe).

Mellem Navlestrængens forreste Flade og Halsböiningen var om-
trent 5 5% fra dens bageste Flade til Indgangen af de qvindelige Föd-
selsdele 2/ 21, til Gatlet 2 10%. — De ydre Födselsdele og Gattet
vare ganske som paa det Foster, hvis Beskrivelse fålger efter dettes, og
da en Afbildning er givet heraf Tavle IL, Fig. E, henvise vi hertil. Kun
saameget fortjener endnu at bemærkes, at ligesom Delene alle vare min-
dre i Forhold til Fostrets mindre Störrelse (fra Rilderforhudens forreste
Deel til Gattet kun 61 istedetfor 18), saaledes vare de forholdsviis der-
imod noget bredere, nemlig den fremspringende Deel af Födselsveiens ba-
gre Deel (Tab. IT, Fig. E ©) 2] bred (paa det större Foster 44), —
Rilderen laae næsten ligesaa lige bagud som paa dette större Foster, ind
mellem Skamleberne, dog büiet lidt til Höire. Vortegrubernes Spræk-
ker vare omtrent lige saa tydelige som paa det store Foster, sente,
især paa venstre Side, tæt tilsluttede.

Vid, Sel. naturvid. og mathema. Afh. XI Deel. Fe

Brystfinnerne vare ikke nær saa afvigende i Form fra de andre
Fostres som Rygfinnen, men dog for saavidt forskjellige, at Haandens (e) for-
reste Rand var endnu mere lige

VA end paa det andet og tredie Fo-

\ ster i denne Rekke, eller rettere

u endog svagt udhulet, saaledes som

ioe vedfüiede Afrids viser. Finnnens

BS Stilling var omtrent som paa de

PAK. \ tre mindste Fostre, aldeles ikke
N NY vandret som paa det største, der
nen N vil blive beskrevet næst efter dette,
\ og end ikke saa meget nermende

Bay sig den vandrette Stilling som paa
det sidst beskrevne Foster.

Halen maalte, fra Gattet til Halespidsen regnet, 5% 7%. Den var
meget fladtrykt. Nærmest ved Gattet udgjorde dens Tykkelse 44 1 til
en Hüide af 27 5/7; 2” længere bagtil 61/ til en Höide af 47 6;
Tykkelsen altid angivet efter Middellinien over Rygraden, medens den nær-
mere den översie og nederste Rand var langt ringere, Randene selv næsten
skarpe. Begge disse Rande forlængede sig hen over Halefinnens üverste
og nederste Flade som en svag Kam i Middellinien, der först tabte sig
omtrent 2—3/” foran Halefinnens midterste Indsnit. (Sammenl. Tavle IL

Fig. C.)

Halefinnens Form var temmelig lig den af det störste (endnu ikke
beskrevne) Foster (afbildet Tavle IL Fig A og C). Dog var hver af
Fligenes bageste Rand mere huul, og Endehjörnerne mere spidst frem-

trukne bagud, Hele Finnens Brede udgjorde 4” Yu,

297

Det sjette Vaagehval- Foster, hvilket Hr. Stiftamtmand Chri-
stie sendte mig i October 1842, nedlagt i Saltlage, var ligeledes ct
quindeligt, men ulige större og mere udviklet end alle de hidtil beskrevne,
eftersom dets Længde udgjorde 341”, dets Vægt 144 & (efter Indspröit-
"ningen med Vox i Arterierne). — Moderdyret var, ifölge denne min Vel-
ynders skriftlige Meddelelse, fanget den 25de Julii s. A. 2 Mile fra Ber-
gen. Uheldigviis kunde hans der paa Stedet værende Commissionær ikke
måde strax, da Dyret var dræbt, og, som Fülge deraf, blev det dieblik-
keligen sånderhugget, saa at intet andet var at erholde deraf, da han
fik Bud derhen, end Fostret og nogle Indvoldsorme (Ascaris), hvilke
ligeledes ere komne i min Verge. Da Stiftamtmanden netop paa den
Tid var fraverende paa en Reise, blev Fostret lagt i Salt istedetfor i Viin-
aand. Da jeg modtog det, var Overhuden for störste Delen lésnet eller
falden af, og den begyndende Oplösning var overhovedet kjendelig over-
alt. Underkjeben var knækket paa den ene Side. Navlesnoren dybt
afrevet, eller rettere udrevet. — Faa Dage efter Modtagelsen bleve Puls-
aarerne indspréitede med Vox og Cinnober ved Hr. Regimentschirurg
Ibsen, og med temmeligt: Held. Fostret nedlagdes derpaa i Viin-
aand i flere Dage, hvorefter den nöiere Undersögelse anstilledes, der her
meddeles, forsaavidt den gik ud paa de ydre Former. Det findes afbildet i
tre Gange formindsket Maalestok paa den anden Tavle Fig. A; Ryg- og
Halefinnen serskilt i Fig. B og C; Armens Osteologie i naturlig Stör-
relse Fig. D; Indgangen til Kjönsdelene og Gattet ligeledes i naturlig
Störrelse Fig. E.

Saavel Legemet i det Hele, som alle dets Dele i Sxrdeleshed
bare umiskjendelige Tegn paa en langt mere fremskreden Udvikling.
Det Indıryk, som dette Foster gjorde paa Tilskueren, var meget forskjel-
ligt fra det af de mindre Fostre. Medens disse toge sig ud som meer
eller mindre spæde Fostre, henhörende til Hvaldyrenes Familie, tog dette

sig ud som en Hyal i formindsket Maalestok.
Fi*

re
ID
A

En Foetalkrumning var ikke tydelig; thi vel stod Hjerneskallen tem-
melig stærkt hvælvet i Veiret, og foran den steg Overkjæben tagformigt
ned fortil; men Mundspalten laae dog omtrent i lige Linie med Ryg-
raden, eller lod sig idetmindste let bringe i denne Stilling, da saavel
Nakkeledet som Rygraden overhovedet var böieligt uden at vere elastisk.
Det samme gjaldt for Halen, — Ogsaa Armene og Underkjæben vare
slappe i deres Lede. Hine lode sig let bringe i den vandrette Stilling,
hvori de ere aftegnede Tavle IZ, men i det naturlige Leie laae de med
Spidserne stærkere nedad.

Overhuden kjendtes, forsaavidt den endnu var tilstede, at vere
fast, skjéndt overmaade tynd. Den havde, i det Hele, paa Rygsiden en
sort, paa Bugsiden en blegröd Farve. Samme Farveforskjel fandtes den
at have paa Halefinnen. Dog saaes en svag sortegraa Kant heelt om-
kring dennes hvide Bugflade. Paa Armenes udvendige Flade syntes den
sorte Farve at have indkrænket sig til Spidsen og til den nederste (ba-
geste) Halvdeel af den bagre (övre) Rand. Men ogsaa paa deres ind-
vendige Flade saaes Farven ved den nederste Deel af den bageste Rand
at vere graasort, skjündt ikke saa udbredt som paa den udvendige.

Af de 543”, som hele Længden udgjorde, faldt 10 paa Hovedet,
45” paa Kroppen og 91” paa Halen. Hovedet udgjorde altsaa mellem
4 og 4 af hele Legemets Længde. — Underkjæben stod 4” længere frem
end Overkjæben, og båiede sig næsten krogformig op foran den.

Overkjæben (fra dens forreste Spidse til Næseboernes bageste
Ende regnet) var 51” lang, Hjerneskallen (fra Næseboernes bageste
Ende til Baghovedets Articulation med Atlas) ål” — altsaa nu over 1 kor-
tere, istedetfor paa det mindste Foster 4 Gang længere end Overkjæben.
Hele Hovedet havde samme Pyramideform som paa de mindre Fostre,
kun at dets Stilling var saa forandret, og at Hjerneskallen var mindre
hvælvet. Den stürste Brede af Hovedet faldt tet bagved Oinene, og

udgjorde 47 1“. — Til Barder fandtes intet Spor, med mindre nogle

229

(4--5) meget svage Tverfolder af Ganehuden turde vere at betragte
som saadanne.

Neseboernes forreste Ende laae 41” fra Overkjebens forreste
Spidse. De vare 1” lange, fortil fjernede 2, bagtil 847” fra hinanden;
concave udad, convexe indad. Skilleveggen imellem dem var udhulet
paa langs paa sin fritstaaende üverste Veg. — I den bageste Deel af
denne Udhuling, næsten midt mellem de to Næseboers bageste Hjörner,
stod et lidet Haar til venstre Side men txt ved selve Middellinien. Mere
bagtil og udad for Næseboernes bageste Hjörner kjendtes de samme to
Haar, som ogsaa vare fundne paa alle de andre Fostre. En Linie, trukket
tvert hen mellem de to inderste af disse Haar, faldt 2 bagenfor Ne-
seboernes bageste Hjörner og havde en Længde af 22“; det yderste
Haar stod paa hver Side 5 mere udad og fortil.

Oinene laae næsten aldeles ubedækkede af Oienlaagene, der for
störste Delen vare afrevne. De ere blevne tilföiede paa Afbildningen
saaledes, som de antoges at have været stillede, i Analogie med de andre
Fostre.

Den udvendige Öreaabning opdagedes först efter en meget om-
hyggelig Undersögelse som en punctformig Aabning paa en yderst svag
og lille Fremstaaenhed 21” bag Öiet, 11 bag Mundvigen, 94 bag Snu-
despidsen, i lige Flugt med Overkjæbens frie Rand, tæt bagenfor og
ovenfor Tindingbenets udvendige stærke Fremstaaenhed.

Af Haarene langs Mundspalten fandtes paa Overkjæben 5 paa
hver Side, hvoraf det forreste og bageste vare 5, de midterste 6 fjer-
nede fra Rjæbens Rand. Det forreste Haars Afstand fra Snudespidsen
udgjorde 2” 4’, det andets 5“, det tredies 5 5%, det fjerdes 5” 11%,
det femtes 4” 6, og dettes Afstand fra Oiets forreste Ende udgjorde
17 10’. Den indbyrdes Afstand udgjorde mellem det forreste og andet
Haar 12, mellem det andet og tredie 67”, mellem tredie og fjerde 7,

og mellem fjerde og femte 8.

Paa Underkjæben fandtes 4 Haar paa hver Side. Det forreste
sad 5 7°, det andet 4 2; det tredie 5, det fjerde 5” 6 fra Un-
derkjæbens Spidse; men de to forreste vare kun 5 fjernede fra Kjæbens
överste Rand, det tredie 7° og det fjerde 10°, saa at de to bageste
vare rykkede om paa Underkjebens nedre Rand- — Ogsaa paa den frem-
springende Hage fandtes flere Haar, dog kunde de ikke tælles, da Huden
her var temmelig beskadiget.

I Henseende til Underkjebens Form og Stilling til Overkjeben
var ingen kjendelie Forskjel tilstede fremfor hos de spædere Fostre.
Desto större var Forskjellen forsaavidt, at Bugfurerne vare meget tyde-
lige i hele Egnen mellem Underkjæbens Sidegrene, tildeels endog paa
disse Sidegrene selv, og paa Brystets underste Flade. Liengst til Siderne
naaede disse Furer kun til lige bag Armböiningerne (15 fra Hagen),
men i Midten til omtrent 2” fra Navlen (eller 19‘ fra Hagen). Alle
Furerne forlöb paa langs; men kun de inderste löb ganske lige og jævn-
sides, saa at man kunde forfülge hver enkelt af dem lige fra Hagen til
den bageste Ende, 2” foran Navlen. De fleste andre Furer lode sig
kun forfölge Halvdelen eller Fjerdedelen af den hele Strækning, da de
tabte sig umerkeligen, hvorimod nye Furer imellem dem bleve tydeligere
og ligesom erstattede dem. Udad til begge Sider var Furernes Forlöb
mere böiet, især omkring Mundvigerne og Armenes Anheftelse. Paa
enkelte Steder smeltede her ogsaa to Furer sammen til een. — De dy-
beste Furer, navnligen indadtil, vare omtrent 4% dybe. Paa disse syntes
den indvendige Rand i Reglen at være mere skarp, den udvendige mere
afrundet, som om de vare indskaarne skraat udvendigfra, Men de fleste
Furer vare langt mindre dybe, mange næsten ukjendelige. Deres Antal
lod sig derfor heller ikke bestemt, men kun ganske omtrentlig, angive til
50—60 i hele Breden. Den furede Bughud lod sig med største Lethed

trække ud i Breden, og den i Furerne skjulte Deel af Huden viste sig

—

da lysere og blidere, om end Overhuden var falden af saavel udenfor
som indenfer Furen.

Kroppens Form lod sig ikke bestemme med Sikkerhed paa Grund
af de blöde Deles store Slaphed. Kroppens stürste Tykkelse syntes at
falde omtrent 2” foran Navlen, og et Kredsbaand, som her lagdes rundt
om Kroppen, maaltes at udgjüre 18“. En ret i Oine faldende Aftagelse
i Tykkelsen viste sig först ved Overgangen til Halen.

Rygfinnen var fjernet 263” fra Snudespidsen; dens fastsiddende
Rand havde en Længde af 2”, og dens bageste Ende stod 93” fra Ha-
lespidsen. Dens Form (see Fig. B) var, ligesom paa de fire mindste
Fostre, parabolisk, og kun forskjellig deri, at den forreste Rand var for-
holdsviis længere, saa at den meget stumpe Spidse heldede lidt bagud,
og at den bageste Rand var noget huul. Finnens Höide udgjorde om-
trent 1”. Den stod temmelig frit, men faldt dog lettest over til den
höire Side. Dens bageste Halvdeel stod lige over den qvindelige Féd-
selsvei, men selv dens bageste Ende stod endnu 2” mere fortil end Gattet.
Alle disse Forhold stemmede overeens med dem paa de mindre qvindelige
Fostre. Fra Underkjæbens Spidse til Navlens Midte var 24”; Nav-
lesnoren var dybt afreven.

Den qvindelige Födselsvei (Fig. E) laae med sit forreste Hjørne
243" bag Underkjæbens Spidse, 53 bag Navlens Midte. 1 dette for-
reste Hjörne fandtes Kilderen, hvoraf dog kun Forhudens nederste Kant
var synlig, paa Grund af Skamlæbernes Fremtrieden. Först ved at büie
disse til Siderne, saaes Forhudens to op- og bagtil stigende Grene; Kilderen
selv var sammenklemt, svagt vingeagtigt indskaaret paa Spidsen, 5 lang.
Mellem dens to Grene (Crura) forlöb en meget dyb Fure i Midtlinien
af Födselsveiens forreste Hjørne. Den bageste Veg af Moderskeden (c)
traadte saa stærkt frem fortil, at den berörte Rilderen. Indgangen til
Moderskeden var altsaa snever i Midten, hvorimod den saavel fortil, paa

Siderne af Rilderforhuden, som iser bagtil paa Siderne af hiin midterste

252

fremspringende Deel forlengedes rendeagtigt, og Enderne af disse ba-
geste Render vare kun fjernede 2 fra Gattet (d), medens den midterste
Indgang til Füdselsveien var 41“ derfra. — Ved hver Side af Indgan-
gen til de qvindelige Füdselsdele, omtrent 5 fra hver af de store Læ-
ber, eller i 40% Afstand fra hinanden indbyrdes, fandtes en 4 lang
Sprekke (e), i Bunden af hvilken skjelnedes den endnu meget lille Vorte
(f). Paa Grund af Hudens Slaphed vare dog disse Dele meget vanske-
lige at kjende.

Gattet (d) laae 12 bagved Füdselsveienes forreste Vinkel, altsaa
253” bag Underkjæbens Spidse. Ogsaa i det sprang den bageste Væg
betydeligt frem, hvorved Aabningen fik Form af en sphærisk Vinkel med
to bagtil divergerende Furer.

Brystlemmernes frie Deel havde en Længde af 4 10, dog saa-
ledes, at deres nederste (forreste) ophüiede Rand var 5” ‘6, den üverste
(bageste) fordybede kun 3” 4. Underarmens Længde var omtrent 4”
9, Haandens 2° 5%. De vare fæstede i lige Flugt med Mundvigen,
141” bag Underkjæbens Spidse. Overarmledet var næsten ganske ind-
hyllet i Huden. Hele den frie Arm havde omtrent samme Lancetform
som paa de mindre Fostre, og lige stor vil man maaskee finde Over-
censstemmelsen i Knoggel- eller rettere Brusk-Bygningen ved en Sam-
menligning mellem de tre Brystlemmer: Fig. D af det störste, Fig. d af
det fjerde Foster i Rækken, Fig. d’ af det mindste Foster, alle tre af-
bildede i naturlig Stérrelse (Tab. ID.

Halen (Tavle IE Fig. C) var ved sit Udspring 5 höi og lige saa
bred. Afstanden af Gattet fra Halespidsen var 9. Saavel paa Ryg-
som paa Bug-Side var Halen næsten kamformigen ophöiet. — Halefligene
indtoge den bageste tredie Deel, 3 Tommer, af Halen. Deres Form var
temmelig forskjellig fra den hos de mindste Fostre, I Stedet nemlig for
den paraboliske Form hos hine, hvorved den forreste og bageste Rand

omtrent vare lige hvælvede (see Tab. I paa Fig. 1 og 2), var paa dette

235
stürre Fosters Haleflige kun den forreste Rand hvælvet, den bageste lige
eller endog svagt udhulet; og i Stedet for at hele Halefinnen (Halen med
sine Flige) hos de mindste Fostre kun var omtrent 2 Gange saa bred
som lang (209, udgjorde dens Brede hos dette större Foster 84”,
dens Længde 23”, altsaa omtrent 5 Gange saa meget. Tévrigt havde
Halefligene, især paa Rygsiden (Fig. C), flere Rynker, der syntes at an-
tyde, at de vare indskrumpne fra en endnu betydeligere Brede. Den

yderste Spidse af hver Haleflis var stump og vendte udad og bagtil.

Bidrag til Bardehvalernes Udviklingshistorie.

Naar iden her givne Beskrivelse de sex Fostre ordnedes efter deres
tiltagende Störrelse, meentes de naturligviis tillige at vere ordnede efter deres
tiltagende Alder og stigende Udvikling. Denne Mening syntes i Begyn-
delsen at gjelde, ikke alene for Fosterlegemet i det Hele taget, men
ogsaa for hver af dets enkelte ydre Dele. Thi fra först af havde kun
tre af Fostrene staaet til min Raadighed: det fürste, fjerde og sjette i
Rækken, og ved disse maatte unegteligen alle Delene synes, i samme
Forhold som Störrelsen tiltager, lidt efter lidt at antage de mere blivende
Former. At navnligen det förste eller mindste Foster tillige var det
mindst udviklede, saavel i det Hele som i alle enkelte Dele, derom vid-
nede ikke alene den större Blödhed, Farvelöshed, Trindhed, Stivhed eller
rettere Spændekraft (Elasticitet) af alle Dele, men især den stærkere
Krumning af Hoved og Hale -— aabenbart den for alle spade Fostre af
Pattedyr, Fugle og egentlige (skelbelagte) Rrybdyr særegne Böining —
fremdeles den ubetydelige Fremspringen af Ryg- og Halefinne, og overhove
det alle de i selve Beskrivelsen anförte Former af hver enkelt Deel. Paa det

Vid, Sel, naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Gg

fjerde Foster vare alle disse Fosterformer svagere, paa det sjette og störste
vare de overalt, undtagen ved Rygfinnen, næsten forsvundne. — Men de
tre senere tilkomne Fostre (det andet, tredie og femte i Rækken) viste;
at Forandringerne hos de forskjellige Fostre snart kunne skee hurtigere,
snart langsommere for hver af Delene. Saaledes var Halekrumningen
næsten svundet paa det andet og tredie Foster, skjündt endnu temmelig
stærk paa det fjerde, og kjendelig selv paa det femte i Rækken; Hovedets
Krumning var svagere paa det andet end paa det tredie og fjerde; endelig
var Rygfinnen betydelig forandret paa det femte Foster, skjéndt Hoved
og Hale her endnu viste Fosterkrumningen, næsten uforandret paa det
sjette Foster, skjåndt dobbelt saa stort og i alle andre Henseender saa
meget betydeligere fremme i Udvikling.

Ingen vil falde paa at antage lige saa mange forskjellige Arter af
Finhvaler som her viser sig Forskjelligheder i Tidsfélgen af de enkelte
Deles Udvikling; vi maae altsaa nédvendigviis indråmme, at hos de for-
skjellige Hvalfostre af samme Art skeer Udviklingen ikke lige rask i alle
Delene; og vimaae opgive, af en enkelt Deels Fosterform at kunne slutte
til Udviklingsgraden af de övrige. Men ingenlunde ville vi derfor give
Slip paa den Antagelse, at jo Udviklingsgangen i hvert enkelt Organ
er den selv samme for hvert Foster, og at jo af Organets tilstedeverende
Fosterform hvergang kan sluttes til dets forudgaaede Forandringer.
Meget mere ville vi nu, efter at have fuldendt Beskrivelsen af de sex
Fostres ydre Former, forsöge at opstille de Regler, som Udviklingen maa
antages at folge ved flere af dem. Dertil ville adskillige Bemærkninger

knyltes, som selve Beskrivelsen ellers maatte kunne synes at fremkalde.

Det meest Særegne for flere af disse Hvalfostre, og fortrinsviis
for de spædeste, er Hovedets og Halens Böming mod Bugsiden. Det

er, som allerede anfért, aabenbart ganske den samme, som findes hos
alle spæde Fostre af Pattedyr, Fugle og egentlige Krybdyr. (Fröerne
staae i denne, som isaa mange andre vesentligere Henseender nermere til
Fiskene). Men denne Fosterkrumning er her mere paafaldende end i
Almindelighed, ikke just som om den ellers aldrig skulde vise sig paa
saa store Fostre, men fordi neppe noget andet Foster kan faae et mere
fremmedt Udseende derved, end Hvalfostrene.

Til det, meest Characteristiske i Hvalformen hörer nemlig ellers
netop, at baade Kjæberne og Halen ligge i lige Linie med den övrige
Rygrad. — Hvalernes hele ydre Form er, som bekjendt, en reen Fiske-
form. Baghovedet sidder hos dem, ligesom hos Fiskene, tæt op til den
yderst korte Hals, saa at Hovedet i det ydre Omrids gaaer ligesaa umer-
keligt over i Kroppen, som denne i Halen; thi, som bekjendt, tager Hva-
lernes Hale sig ved sin Retning og Tykkelse ud som en umiddelbar For-
lengelse af hele den tykke Krop, netop som hos Fiskene, medens den hos
de üvrige Pattedyr kun tager sig ud som en tyndere paasat Deel.

Men det Vigtigste herved er, at denne Stilling af Hoved og Hale
er meget fast og stiv, næsten ubevægelig. — Halen paa en Hvals Le-
geme lader sig med allerstörste Lethed büie meget sterkt til begge Sider,
hvilken Büining kommer nærmest den vrikkende Bevægelse, som den gjör
under Svömningen, ligesom hos Fiskene, endskjéndt Halefinnens vandrette
Stilling lettelig kunde give Anledning til en anden Forestilling *). -— Ad
Ryg- og Bugflade lader Halen sig ikke let böie, og at det maa vere saa-
ledes, seer man strax paa selve Halens Form. Den er nemlig altid sam-
menklemt, comprimeret, ikke fladtrykt, deprimeret; skarpkjület paa Ryg-
og Bugflade, bred paa begge Sideflader (sammenlign Tavle I Fig. 1, 2
og Tavle I Fig. A og ©). Ved at böie en Hvals Hale til Ryg- eller

+) Kaskelotten siges dog under det hurtigste Lob at slaae Vandet opad og nedad,
medens Hovedet samtidig stiger ned og op (Beale the Sperm-Whale London 1859
pap. 40).

Ge *

a

256

Bugflade, bôier man den paa Höikant, og dette kan man ikke vente at
skulle skee lettere her end overalt ellers. — Den sterke Böining af Vaage-
hvalfostrenes Hale, skjündt lige saa sammentrykt som hos de voxne Hvaler,
maa altsaa vistnok kaldes paafaldende.

Er Halen egentlig kun bestemt at büies til begge Sider, saa er
Hovedet egentlig bestemt til slet ikke at büies. Fasthed er Characteren
i dets Forbindelse med Rygraden. Denne Fasthed blev nödvendig, deels
ved den umaadelige Tyngde, Hovedet faaer især ved Bardernes Frembrud,
deels ved dets Bestemmelse, med Snuden lige forud at gjennemskære
Vandet som en fast Kile ved Halens Kraft. Lader Halen sig kun van-
skelig båie mod Ryg- og Bugflade, saa gjelder dette endnu mere for
Hovedet. Halshvirvlerne danne, som bekjendt, tilsammen en enten aldeles
eller dog næsten ubevægelig, kort Cylinder; Ryghvirvlerne tillade kun en
höist indskrænket Böining; hele Béiningen skal altsaa udföres ved Arti-
culationen med Atlas; men ogsaa dennes Bevægelighed er overmaade
indskrænket — Hovedet sidder paa Hvalerne omtrent lige saa stivt som
paa en Fisk, og Hvalerne staae i denne Henseende i Modsætning til alle
andre svömmende Pattedyr, thi disse, f. Ex. Selene, holde under Svüm-
ningen Hovedet höit tilveirs, kneisende med Nakken.

Gaae vi tilbage til Fostrene, saa kunde man af Kjebernes Ret-
ning mod Bugsiden maaskee ved fürste Oiekast lade sig forlede til at
antage, at her fandt en sterk Flexion Sted mellem Halshvirvlerne eller
mellem Atlas og Hovedet. Men virkelig staae disse Dele i samme lige,
ubüielige Stilling til hverandre hos disse Fostre som hos nogen Hval
overhovedet. Foetalkrumningen ligger ikke i Halsens eller Nakkens Boi-
ning, den ligger — i Ansigtets forskjellige Stilling til Hjerneskallen. An-
sigtet sidder nemlig hos disse Fostre ikke paa Hjerneskallens forreste
Deel i lige Flugt med Rygraden, saaledes som Tilfældet er hos Hvalerne

i Almindelighed, men det sidder paa Hjerneskallens nederste Deel (Bug-

257

flade); det har altsaa en Stilling analog med Ansigtets Stilling hos Men-
nesket.

Den indre Undersögelse viser fremdeles, at denne Ansigtets Stil-
ling, ligesom den i og for sig er analog med dets Stilling hos Mennesket,
saaledes ogsaa hidrörer fra en ganske analog Aarsag, nemlig Hjerne-
skallens hvælvede Form. Denne Hvælving (see Tab. I Fig. 1) dannes
her, ligesom f. Ex. hos det menneskelige Foster, af Pandebenene og de
brede Sidebeen (ossa parietalia).

Til yderligere Oplysning af det saa fremmede Udseende, som de
spede Hval-Fostre have, meddeles her Omridset i naturlig Störrelse af
et Narhvalfoster, omtrent 23” langt, og af et Hvidfiskefoster paa om-
trent 11%,

\
(3 \
Me ya \
UT \
(yw |
Ls |
= |
N a y
LEE 7 24
Sr

hvilke vi i det Félgende oftere ville have Leilighed at see hen til igjen.
Her vil det kun vere nédvendigt at henlede Opmerksomheden paa An-
sigtets lodrette Stilling hos det stérre Foster (af Narhvalen), og paa dets
stærke Nedböining hos det endnu spædere Foster (af D. albicans).
Paa det sidstnævnte sees ogsaa serdeles tydeligt Issens sterke Frem-

. 258

springen over Fiirhéiene, netop som hos andre meget spæde Patte-
dyrfostre.

Ved at gaae ud fra det menneskelige Legemes Udviklingshistorie,
og ved at finde mange af dettes forgengelige Foetalformer at vere bli-
vende hos et eller andet Dyr, har man tidligere anseet den Regel gjel-
dende, at de hôiere Former altid maatte udvikles gradevüs gjennem den
hele Rekke af lavere, og at det menneskelige Legemes Former allerede
derved gave sig tilkjende som de höiest staaende, at de viste sig som En-
demaalet i Udviklingen. Imidlertid har allerede v. Baer viist det Een-
sidige i denne Anskuelse, idet man med lige Ret vilde kunne paastaae
om mange andre Dyr, f. Ex. om Fuglene, at deres Former stode hüiest.
Reglen bör aabenbart forandres derhen, at overhovedet de meest forskjel-
lige Former udvikles af een fælleds Grundform, saa at alle Hvirveldyr ere
indbyrdes meest lige i deres spædeste Dannelse, og derfra udvikles hver
for sig i meer eller mindre afvigende Retninger. Alligevel synes dog
endnu den Anskuelse at have staaet urokket, at den tidligere Form altid
maa ansees for den lavere i Forhold til den sildigere, og man troede ikke
at kunne finde noget bedre Beviis for et Dyrs lavere Standpunct, end
Vedligeholdelsen af de tidligere Overgangsformer, iser naar den viste
sig i de vigtigere og ædlere Organer. Og dog lærer selve Hjerneskallens
og hele Hovedets Udvikling, sammenlignet hos de forskjellige Pattedyr,
at ikke alene Hjerneskallens store Omfang i Forhold til Ansigtet, hvor-
paa Mennesket med Rette sætter saa stor Priis, eftersom det beroer paa
selve Hjernens tilsvarende Störrelse, men at ogsaa den for Mennesket
characteristiske Stilling af Ansigtet paa Hjerneskallens Bugside, hvorved
Kjæberne komme til at beskrive en ret Vinkel med Rygraden — er en
for alle Hvirveldyr [ælleds Foetalform. Hos Mennesket viser den sig
blivende; hos Hvalerne forandres den maaskee meer end hos noget andet
Pattedyr. En stor Anatom fra en foregaaende Periode i Videnskaben

har udhævet Ligheden mellem et spædt menneskeligt Foster og en udvoxen

259
Hval i Henseende til Legemets Form; men for Hovedet gjelder en modsat
Regel. Langtfra at det menneskelige Hoved skulde i en tidlig Foetal-
periode, findes ligt en Hvalfısks Hoved, er det tvertimod Hvalens Hoved,
der i en tidlig Periode har en fjern. Lighed med Menneskets, hvilken
Lighed den ved Udviklingens Fremgang aldeles taber.

Gaae vi nu til at betragte Halen, saa har, som allerede anført,
dens Böining, skjöndt fuldkommen analog med alle Hvirveldyrs Foetal-
krumning, dog det Paafaldende ved sig, at den finder Sted paa Höikant,
altsaa netop i den Retning, i hvilken ethvert Legeme allervanskeligst lader
sig béie. Og alligevel er Böiningen mod Bugsiden hos disse Fostre, selv
efter at de have ligget et Par Aar i Viinaand, saa sterk, at den vanskelig
lader sig hæve*), og strax kommer tilbage, naar man holder inde med
Strækningen. Man falder ved den første Betragtning lettelig paa den
sædvanlige Forklaring, at Halens Büiemuskler ere ulige stærkere end dens
Sirelimuskler, eller, naar man ved Eftersyn finder at det forholder sig
lige omvendt — at de idetmindste ere kortere eller fordeelagtigere anbragte.
For altsaa at see, hvad Andeel Musklerne overhovedet have i denne Böi-
ning, skar jeg dem igjennem, ja tog dem heelt bort i en betydelig Stræk-
ning — men Böiningen vedligeholdt sig lige sterk paa den af Musklerne
blottede Deel. Foetalkrumningen ligger altsaa ved Halen ligesom ved Ho-
vedet ikke i Musklernes Contraction, end ikke i Ledenes Stilling, men i
selve Skelettets Form. For endelig at lære denne særegne Form at kjende
ved de enkelte Hvirvler, gjorde jeg gjennem et stort Stykke af Halen et
dybt Liengdesnit langs Middellinien, og skjöndt Forskjellen i Höiden paa
Rygsiden og Bugsiden neppe var iöinefaldende ved hvert enkelt Hvirvel-
been, var den dog tydelig nok i et större Stykke af hele Hvirvelsöilen.

Ved disse Erfaringer synes det at være tilfulde godtgjort, at Foe-
talkrumningen af Rygraden beroer paa selve Formen af dens Bruskbyg-

*) Efter 4 Aars Uenliggen er den rigtignok bleven temmelig slap.

ER
ning, navnlig derpaa, at Rygsiden i Begyndelsen gaaer raskere frem i
Udviklingen end Bugsiden (Visceralsiden), at fülgeligen Hvirvlernes
Grundstykker (corpora vertebrarum) og Mellembruskene i Begyndelsen
ere kortere (forfra bagtil regnet) mod Bugsiden end mod Rygsiden, og
end Buedelene (arcus vertebrarum) — fuldkommen i Analogie med hvad der,
som bekjendt, er Tilfældet i Hjerneskallens Udvikling. Derpaa beroer
den paafaldende Forskjel af det mindste Fosters Liengde paa Rygsiden
(116) og Bugsiden (82); derpaa hele Legemets Krumning, der vel
lader sig udstrække ved ydre Kraft, paa Grund af Bruskenes Spænde-

kraft, men strax kommer tilbage, saasnart den ydre Kraft giver efter *).

Det er en almindelig gjeldende Regel, især for Pattedyrene, at
under Legemets Væxt aftager Hovedet forholdsviis i Størrelse. — Denne
Regel synes ogsaa at vere anvendelig paa Vaagehvalen. Hos det mind-
ste Foster udgjorde Hovedet, idetmindste naar det maaltes efter Hjerne-
skallens Hvælving, forholdsviis lidt mere (736; eller 25, altsaa henved 4)
af hele Legemets Længde end hos det störste (omtrent 2). Dog maa
det tilstaaes, at Maalingen paa de smaa Fostre er meget usikker ved den
ulige Længde af Rygsiden og Bugsiden. Sikkrere maa Sammenligningen
ansees at vere mellem det store Foster og Moderdyrene. Skeletter af
disse ere udmaalte af Stiftamtmand Christie og af Dr. Kröyer (i naturh.
Tidsskrift 2, 650—651).

Af en drægtig Hun var Skelettet 25/ 2, Hovedet 5° 8” (Christie)
— — = = 95: 8, — 6 (Kréyer)

— anden = = 272, , 154424

*) At en fuldkommen analog Lov gjelder for Yderdelens Böining paa Fostrene af alle
höiere Hvirveldyr, haaber jeg i en særskilt Afhandling snart at faae Leilighed
. til at vise.

244

Efter disse tre Udmaalinger af dregtige Hunner udgjorde Hove-
det altsaa (68, 7%) 1%) noget under 4, ‚men noget over 2 af hele
Legemets Længde. Som imidlertid de fleste deslige Udmaalinger ere
langt usikkrere, end de bestemte Talangivelser skulde lade formode, saa
ere de det iser her. — Hvirvlerne staae selv paa de stürste Individer
af Hvalerne betydeligt fra hverandre. Hvorvidt Skelettet viser de rette
Længdemaal, beroer ganske paa, hvorvidt disse Afstande behörigen ere
iagttagne ved Opstillingen. Er dette ikke skeet, da leder Udmaalingen
lettelig til aldeles urigtige Resultater.

Sikkrere turde det være, af det endnu uaabnede Dyr at faae hele
Lengdemaalet, og i alt Fald senere at maale Hovedet. Det i 1844 ved
Hr. Höeg sendte Skelet angaves at være af en drægtig Hun, som var 51
Fod lang. Paa det térrede Hoved var Afstanden mellem Nakken og
den bruskede Snudespidse 647, Lægges hertil 4° som omtrentlig opvei-
ende Bruskens Indtörring ved Snudespidsen og de borttagne blüde Dele,
bliver Forholdet som 7 til 51, altsaa meget nær ved 3. Imidlertid
seer man strax, at ogsaa denne Udmaalingsmaade har sine store Vanske-
ligheder og ingenlunde heller kan kaldes paalidelig. — Run saameget tår
vel sættes som temmelig sikkert, at Hovedet hos de drægtige Individer af
Vaagehvalen udgjör noget over 2 af hele Legemets Længde, altsaa kjen-
deligen mindre end hos Fostrene, hvor det udgjör 2 eller henved 4.

Hos Vaagehvalen synes altsaa virkelig den almindelige Regel at
holde Stik, at Hovedets relative Størrelse aftager under Væxten, end-
skjöndt vistnok i mindre Grad end hos Pattedyrene i Almindelighed;
thi Formindskelsen fra 2 til 2 kan neppe siges at være meget betyde-
lig. — Hos andre Bardehvaler kunde Hovedets relative Stürrelse maa-
skee aftage endnu mindre. Paa det iStokholmer-Museet opbevarede Fo-
ster af Grönlandshvalen (B. mysticetus), 164 langt, fandt jeg, da Un-
dersögelsen velvilligen indrémmedes mig af Prof. Retzius og Sundevall i
Sommeren 4842, at Hovedet indtog næsten 6”, altsaa lidt over 4. Det i

Pid. Sel. naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Hh

we
Parisermuseet opbevarede Foster af samme Hval er, ifölge venskabelig
skriftlig Meddelelse af Hr. Laurillard, 29/ langt, og Hovedet indtager
deraf 93”, altsaa næsten 4 af hele Længden; men hos den voxne
Grönlandshval synes, saavidt man kan démme af Hvalfangernes Beretnin-
ger, næsten et lignende colossalt Störrelsesforhold at finde Sted.

At Hovedet hos Bardehvalerne forholdsviis mere forbliver i sit
oprindelige store Omfang, er saameget mere paafaldende, som dets Stör-
relsesforhold i Grunden er langt betydeligere, end Tallet tilkjendegiver.
Hovedet ansættes kun til 3 eller 4 af hele Legemets Længde, fordi man
— hvad man ellers aldrig gjör for Pattedyrene — regner Halens Længde
med til Kroppens; ellers vilde man maatte ansætte det til det Halve eller
derover. (Desforuden er Hovedet tillige den tykkeste Deel — og det
hele Legeme, hvoraf dets Længde optager en saa betydelig relativ Deel,
er, absolut taget, det colossaleste i hele Dyreverdenen!)

Men medens Bardehvalernes Hoved saaledes under Væxten kun
forandres lidet i sin relative Störrelse — undergaaer det i sin hele
Bygning den betydeligste Forandring, som vel overhovedet kan opvises i
Skelettets Udvikslingshistorie hos Hvirveldyrene.

Hovedets store Omfang har hos Fostrene en ganske anden Be-
tydning end hos de voxne Dyr. Hos Hvalfostrene hidrörer Hovedets
stürre Omfang, ligesom hos Fostrene i Almindelighed, fra Hjerneskal-
lens og Hjernens betydelige Overvegt, ingenlunde fra Ansigtsdelenes,
hvilke tvertimod alle ere forholdsviis smaa. Hos de voxne Hvaler der-
imod hidrörer Hovedets Omfang netop for allerstörste Delen fra Rjæbe-
benenes uhyre Udvikling, for en ulige mindre Deel fra Tykkelsen af
Hjerneskallens Been — men aldeles ikke fra en Forstérrelse af selve
Hjernen eller fra en Udvidelse af det for Hjernen bestemte Rum. Lig-
heden mellem Foster og Moderdyr i Henseende til den relative Störrelse
er her altsaa aldeles ikke Lighed i Henseende til Form eller Bygning: —
Til yderligere Oplysning af Hjerneskallens store Overvegt hos Hval-

245

dyrene, henvises til de to ovenfor meddeelte Omrids Pag. 257. Hjerne-
skallen er paa disse to Fostre forholdsviis til hele Legemet endnu större,
paa Grund af Fostrenes större Umodenhed; men Kjæberne ere tillige
mere langstrakte end selv hos de betydelig ældre Bardehvalfostre, rime-

ligviis fordi 'Tandudviklingen tidligere forberedes.

Som en af de meest characteristiske Dannelser for Finhvalerne
maae Bugfurerne nævnes. Intet Spor fandtes til dem paa de fire smaa
Fostre; med Sikkerhed kunde de heller ikke skjelnes paa det femte, 17—
18” lange. De viste sig först hos det stürste (55/) af Fostrene. Hvor-
meget dette endnu er tilbage fra Fuldbaarenhed, vil i en fölgende Af-
handling blive efterviist; her kan det kun paastaaes, at det ikke endnu har
naaet Halvdelen af dets fulde Fosterlengde; thi dette fölger af Melchiors
Angivelse (danske Stats Pattedyr Pag. 266), at i en Vaagchval paa 28/
Længde, fanget i November Maaned, fandtes et Foster paa 8’, medens det
her beskrevne ikke havde fuldt 5° Længde. Man kan altsaa angive saame-
get, at Bugfurerne uddannes hos Vaagehvalfostrene en rum Tid förend disse
have faaet deres halve Fosterlengde. De vise sig fra fürst af ikke just
som Folder, men snarere som Furer, og strax i deres fulde Længde.
Navnet „Bugfurer” synes altsaa at maatte foretrækkes for „Bugfolder”
eller Bugrynker, og Navnet „Rörhval” synes ogsaa af denne Grund altid at
vere bedre end „Rynkehval”, om det end ikke havde Sprogbrugen for sig.

Ikke mindre eiendommelige Dele for Rörhvalerne ere Rygfinnerne
og Halefligene, og det vil ikke vere uden Interesse at efterspore deres

Udviklingsmaade.
Hh*

En

Rygfinnens Form paa de voxne Vaagehvaler er bleven mig nöie
bekjendt, da Hr. Stiftamtmand Christie ikke alene har sendt mig den
til Moderdyret af det störste nys beskrevne Foster, men ogsaa Papir-
mönster til en anden driegtig Vaagehvals Rygfinne, efterklippet medens
den endnu var aldeles frisk. Da dette Mönster næsten var aldeles ligt hiin

i Salt opbevarede, gives her et 14 Gange formindsket Omrids deraf.

er Man seer, at den har Form af et sterkt sammen-
GØS klemt Horn, med Spidsen böiet bagud, saa at den
2“ faaer en convex Rand fortil, en huul bagtil.

Finnens lodrette Höide paa det 25 Fod lange
Moderdyr udgjorde 143”, dens fastsiddende Rand
var 191 lang.

Ved hermed at sammenligne Rygfinnen paa Fostrene, viser For-
skjellen sig meget stor, ikke alene paa alle de fire mindste, hvor den var
saa godt som aldeles eens, men ogsaa paa det stürste af de sex. Paafal-
dende er det derimod, paa det femte Foster, skjündt ikke alene meget
mindre end det sjette, men ogsaa ved sin Hoved- og Halekrumning tilsynela-
dende langt mindre udviklet i det Hele, at see Rygfinnen have en
Form, der unæpgteligen kommer den blivende Form meget nærmere.
Det lader sig neppe af de givne Erfaringer bestemme, hvorvidt denne
Uregelmæssighed skal antages for en enkelt Deels usædvanlige Forudilen
i Udviklingen, eller maaskee for en ganske tilfældig Omstendighed. I
sidste Tilfælde maatte man ledes til at mistvivle om, at Rygfinnens Form
overhovedet skulde være anvendelig som Artsmærke for de forskjellige
Finhvaler.

Derimod kan det neppe vere tvivlsomt, at Rygfinnens Form jo
i hvert enkelt Tilfælde fra først af har været lig den paa det mindste
Foster, nemlig lig en svag Hudfold med to convexe Rande og en me-
get stump Spidse, eller rettere med en enkelt buet Rand. Saaledes
fandtes den ikke alene paa alle hine fire mindste Vaagehvalfostre, men

245

saaledes har jeg ogsaa havt Leilighed at see den paa flere meget spæde
Delphinfostre. IFinnens Form paa det störste Foster (Tavle II Fig. A)
have vi formodentlig et Overgangstrin til hiin blivende Form; men om
den forinden regelmessigen antager den hos det neststérste Foster iagt-
tagne Form (Pag. 224), maa her forelöbigen henstilles uafgjort.

Hver af Halefligene hos Hvaldyrene udvikler sig ganske paa
samme Maade som Rygfinnen. Ogsaa en saadan har jeg faaet nedsendt,
ligeledes ved Hr. Stiftamtmand Christies Omsorg, af en voxen Vaage-
hval, fremdeles Papirmönster af hele Halefinnen af Moderdyret til det
störste sidst beskrevne Foster. Dens Omrids gives her i 24 Gange for-
mindsket Maalestok.

Stiller man de mindste Hvalfostres Halefinne sammen med denne, saa
viser Forholdet mellem een af Fligene hos hine og een hos denne sig
strax særdeles ligt Forholdet mellem begges Rygfinne; men til Oplysning
kan jeg endnu anföre Formen af Halefinnen paa de to allerede paa-
beraabte smaa Fostre af Narhval og Hvidfisk.

Paa det mindste af disse Fostre (af Hvidfisken) ere Halefligene
endnu saa smaa, at de kun ville bemerkes, naar Enden af den krummede
Hale stilles lige paa Ryg- eller Bugfladen. De vise sig da som to sær-
deles lave Sidefolder, hvorved Haleenden faaer Form af et Spyd (Træsnit
Pag. 248). Paa det noget större Foster, af Narhvalen, ligesom ogsaa paa
et andet af Hvidfisken af samme Störrelse, ere disse Sidefolder voxet lidt
mere frem, hvorved Bladet i denne Spydform viser sig noget bredere

(See Pag. 257). Som bekjendt, ere Halefligene paa de voxne Nar-

hvaler og Hvidfiske lige saa stærkt udtrukne i Breden, som hos de fleste
andre Hvaler.

Det kan ifölge heraf neppe betvivles, at jo Halefinnen hos Hval-
dyrene dannes saaledes, at paa Sidedelene af Halens Spidse vise sig to,
i Begyndelsen yderst lave, trekantede Folder, hvoraf hver især lidt efter
lidt voxer frem paa samme Maade som Rygfinnen.

Halefligene hos Hvalerne ansees af Mange for at være analoge
med de hos dem manglende Buglemmer, og unzgteligen taler deres
vandrette Stilling for denne Analogie, ligesom og Sxlenes Buglemmer,
skjöndt forsynede med en fuldstændig Beenbygning og med stærkt udvik- .
lede Negle, dog have en lignende simpel Finne- eller Aareform og ligge
tæt mod Halen. Imidlertid bliver dog denne Analogie i flere Henseen-
der hüist tvivlsom. Halefligenes Plads paa Enden af selve Halen, i en’
betydelig Afstand fra de smaa Bakkenbeen, giver aabenbart en vægtig
Modgrund, som kun vilde have veret at afvise, hvis Udviklingshistorien
havde godtgjort, at de fra frst af, medens Halen endnu var kortere, sad
mere ved Siden af den, end paa den. Men ifölge de her meddeelte Jagt-
tagelser forholder det sig ganske anderledes. Hivalernes Hale har alle-
rede meget tidlig i Fosterlivet en betydelig Længde og Styrke, og Ha-
lefligene sidde fra först af heelt ude paa Enden af selve Halen, i en
betydelig Afstand fra Gattet og fra Bakkenet. — Derimod vise Hale-
fligene sig i deres Udvikling aldeles analoge med Rygfinnen, der selv
er en ganske ny, hos Hvalerne tilkommende Huddannelse.

*

Ogsaa om Brystfinnernes Stürrelse og Form hos de voxne Vaage-
hvaler har jeg havt Leilighed til at skaffe mig saa godt som fuldstændig
Oplysning, idet mine Hr. Correspondenter i Norge et Par Gange have
sendt mig dem frisk afskaarne og i deres naturlige Sammenheng med

m
de blöde Dele. (Paa törre Skeletter mangle næsten altid de yderste Led,
og i hvert Fald er Fingrenes Længde mindsket kjendeligen ved Bruskenes
Indtörring). Længden af Brystfinnen paa det 34” lange Moderdyr var,
fra Skulderbladet til den længste Fingers yderste Bruskspidse, 4 5%,
hvoraf 2’ 4” faldt paa Over- og Underarm, 2° 1” paa Mellemhaand og
Haand. Den relative Længde af hele Finnen var altsaa 55: 572,
eller lige 4 af hele Legemet, hvoraf de 28, faldt paa Over- og Under-
arm, de 25, paa Mellemhaand og Haand. Paa det störste, 55° lange,
Foster var Brystfinnen fra Skulderledet til Spidsen af det sidste Fingerled
(see Tavle IL Fig. D) 5”, altsaa ligeledes netop + af hele Lege-
mets Længde, og deraf faldt de 23” paa Over- og Underarm, 2}” paa
Haanden. Paa det mindste (omtrent 96° lange) Foster var Finnen efter
samme Maal 14”, altsaa, saavidt af de her meget usikkre Maalinger kan
dömmes, atter omtrent 4 af hele Legemet, og af de 14” faldt ogsaa her
den större Deel, 8, paa Over- og Underarm.

Den paafaldende Overeensstemmelse, der viser sig i Brystlem-
mernes relative Længde hos endog smaa Fostre og voxne Individer
af Vaagehvalen, synes i samme Grad at finde Sted i Henseende til
deres Form. De ere hos dem alle lancetdannede, saaledes dog, at den for-
reste Rand er mere convex, den bageste mere lige og kun noget frem-
staaende ved Mellemhaandens fremspringende Brusk. Den forreste Rand
ligger tæt op til Beenbygningen i Underarmen og Haanden (Radius og
Pegefingrens Led), den bageste gaaer kun temmelig nær og noget skraat
forbi de to sidste Fingres yderste Led. De nedsendte Brystlemmer af
voxne Vaagehvaler lignede næsten ganske dem afFostrene. (Hvorved det
maa bemærkes, at disse paa den anden Tavle, Fig D, d og d’, ere teg-
nede noget vel convexe paa hele den nederste eller forreste Rand) At
der iövrigt ved denne Deel kan forekomme Afvigelser i Formen, derpaa
have vi seet et mærkeligt Exempel i det femte Foster (Pag. 226).

Selv paa de ganske spæde Fostre af Narhvalen og Hvidfisken

me NM

(Pag. 237) ere Brysthnnerne ingenlunde synderlig forskjellige i Form fra
de voxne Dyrs. Saa korte og brede som paa hine Omrids, ere de al-
tid netop hos disse to Arter af Hvaldyr. Men i denne Form gjenkjende
vi ogsaa let den Grundform, hvoraf Pattedyrenes Arme i Almindelighed
udvikle sig, Menneskets ikke undtagne. 1 Brystfinnerne hos disse to
Arter have vi et Exempel paa Organer, der hos Hvalerne forblive paa
et for Pattedyrene i Almindelighed tidligere Udviklingstrin. Ligheden
med andre Pattedyrfostres Brystlemmer bliver især stor ved Svömme-
hindens stærke Indsænkning mellem Fingrene (see det mindste Hvid-
fiskefoster (Pag. 237).

Til de ydre Organer, der hos Hvalerne have en særegen Form,
höre /Næseboerne, eller, som de her kaldes, Spröitehullerne eller Blæse-
gattet. — De stode paa de smaa Vaagehvalfostre forholdsviis temmelig
vidt fra hinanden, overeensstemmende med en almindelig Lov i Udvik-
lingshistorien. Hos Delphinerne kunde det maaskee formodes, at Næse-
boerne ogsaa i en tidligere Tid endnu ere adskilte. Imidlertid ere de dog
allerede forenede hos alle mine Delphinfostre, selv paa det allerede flere
Gange omtalte lille Hvidfiskefoster , saaledes som af hosstaaende Omrids

vil sees.

Paafaldende turde det vel siges at vere, at de ydre Oreaabninger
selv hos de mindste Vaagehvalfostre vare saa overordentlig smaa, at neppe

Nogen vilde kunne finde dem selv paa den ganske glatte Hud, uden forud
at kjende deres Plads. Da nemlig Reichert har viist (Müll. Archiv 1857
Pag. 152), at Oregangene ere Levninger af den fürste Visceralspalte,
maatte man formode, hos alle spade Fostre, Hvalernes ikke undtagne, at
finde dem forholdsviis meget store. Men at de virkelig ogsaa ville findes
saaledes, om man faaer tilstrækkelig spæde Fostre til Undersügelse, derom-
vidner Forholdet, hos hiint lille Hvidfiskefoster (Pag. 257). De ydre
Oreaabninger ere her ikke alene relativt, men absolut stérre end paa store
Hvaldyr, og den Knop, hvorpaa de i Almindelighed ere anbragte, staaer
her mærkelig frem. — At dette Forhold imidlertid svinder meget tidligt
paa Hvaldyrenes Fostre, saa at Oreaabningerne blive overordentlig smaa,
have vi allerede seet paa Vaagehvalens Fostre, og jeg kan hertil föie, at
have fundet dem saaledes paa Fostrene af den grönlandske Keporkak
(B. Boops F.), paa det i Stokholm opbevarede Foster af den grönlandske
Rethval (Balæna mysticetus), og paa mangfoldige Fostre af Marsvinene
og andre Delphinarter.

At Öinene ogsaa hos Hvaldyrenes Fostre ere des större og desto
mindre bedækkede af Oienlaagene, jo spædere Fostret er, behöves kun at
antydes. Öienlaagene synes at vise sig forholdsviis tidlig, efter hiint Hvid-
fiskefoster at dömme. Paa de ældre Fostre ligge de tet tilsluttede, lige-

som hos de noget ældre Fostre i Almindelighed.

Medens paa de spædeste Vaagehvalfostre ikke alene savnedes
Barder, men ogsaa Bugfurer, og medens kun Ryg- og Halefinne stode som
væsentlige Characterer for dem som Hvaldyr, fandtes paa den anden Side
allerede hos de spædeste Fostre enkelte Haar langs Munden saavel paa
Over- som Underkjæbe, fremdeles bag Næsen, og paa de større Fostre
desuden paa Hagen.

Vid, Sel. naturvid. og mathem. Afh, XI Deel. Ji

Enkelte Haar omkring Munden ere allerede lenge kjendte paa
Delphinernes Fostre, navnligen paa Fostrene af D. phocæna og D. del-
phis. Klein afbildede dem (1744) i Historia piscium (Missus II Tab. 2).
Langt senere gjordes i en særegen Afhandling opmærksom paa dem af
Rousseau (Ann. des sciences natur. Tome XXI 1850 pag. 551). Tagt-
tagelsen bekræftedes af Rapp (die Cetaceen 4857 pag. 110) med den
Bemærkning, at hos Marsvinet altid ere to paa hver Side. Dette kan jeg
bekræfte efter særdeles talrige Erfaringer paa Marsvinefostre, især fra Fan-
gestedet ved Jægerspriis men ogsaa fra Grünland og andre Steder; dog
saaledes, at i sjeldne Tilfælde findes tre paa hver Side.

Men hertil kan jeg endnu föie, at disse Haar rigtignok falde ud
kort efter Födslen, men at man almindeligviis dog selv paa store
Marsviin endnu kan kjende de to Gruber paa hver Side, hvori de have
siddet. Disse to Gruber paa hver Side af Marsvinets Overkjæbe have
ogsaa været sete for lang Tid siden, men kun givet Anledning til at be-
styrke en af de mange Vildfarelser, som tidligere herskede om Hvalernes
Bygning og Livsforhold. Man antog Hvaldyrenes Blæsegat meget al-
mindeligen for analogt med Haiernes og Rokkernes Språitehuller, og
meente derfor, at der, ligesom hos disse Dyr, saaledes ogsaa hos Hva-
lerne maatte findes særegne Næseboer. (See åste Afhandling Pag. 181).—
Paa et Marsviin, 4 Fod langt, fandt de la Motte (Klein Historie piscium
naturalis Missus 1, Gedani 1740 pg. 24) de to Gruber paa Overkjæben,
hvoraf Haarene vare faldne ud, og — han antog dem for Neseboer.
»Foramina duo subtilissima, siger han, in unoquoque rostri latere ares
designabant, unumque pollicem cum dimidio ab apice rostri, latera versus
dissita”. I Missus Il, 1744 giver Klein en meget god Afbildning af
Dyret; (Tab. Hi B.); de to Haargruber findes paa sædvanligt Sted (a, a),
og han gjentager de la Mottes Tydning (pag. 26) med de Ord: „Nares
sunt pusilli, de quibus in Missu Imo”, uagtet han paa en anden ligeledes
meget god Afbildning (Tab. AI B) af et Marsvinefoster i naturlig Stör-

251

relse afbilder de to characteristiske, stive, krumme Haar, hvert i sin Grube
paa venstre Side, — Endnu Schneider holder sig (Sammlung vermischter
Abhandlungen zur Aufklärung der Zoologie und Handlungsgeschichte
Berlin 178% 8vo pag. 18% til denne 'Tydning af de la Motte og Klein.

I den nævnte Afhandling angiver Rousseau fremdeles, at saadanne
Haar ogsaa ere fundne paa to Delphinfostre, som fandtes i Dussumiers
Sending til Pariser-Museet. Hertil kan jeg föie, at jeg ogsaa paa Grin-
den (D. globiceps) har fundet dem, men tre paa hver Side, og endvidere
paa to Delphinfostre med meget höi Rygfinne fra Bergen otte paa hver
Side; paa ct sydamerikansk Delphinfoster ligeledes otte, men stillede an-
derledes og héiere oppe paa Snuden. Paa de to Fostre af Hvidfisken,
D. albicans, som jeg har kunnet undersøge , fandtes derimod intet Spor
til Haar omkring Munden eller Blesegattet.

Efter hvad der om Marsvinene nys anförtes, maa man vere til-
böielig til at antage, at Haarene ogsaa hos disse Delphinarter kun höre til
Fosteralderen, og senere i alt Fald kun efterlade Spor i de Gruber, hvori
de have siddet. Imidlertid afgiver dog Inia boliviensis et Exempel paa,
at ogsaa de voxne Dyr kunne have saadanne — og ventelig de samme Haar,
som viste sig paa Fostrene.

Hvad Bardehvalerne angaaer, er det mig ikke bekjendt, at de tid-
ligere bestemt ere angivne paa Fostrene. Dog er det hüist sandsynligt
de to Rethvalfostre, som Camper havde til sin Raadighed, hvorfra han
hentede den Angivelse (i Observations anatomiques sur la structure in-
térieure & le squelette de plusieurs espèces de Cétacées Paris 1820
4to pag. 49), at Rethvalens Snude (,,mufle”) henimod Spidsen er forsynet
med nogle enkelte Haar, som ere analoge med Mundskjæget (,,les mou-
staches”); men Cuvier, der besörgede Udgaven af Campers Værk, til-
föiede i en Note, at han tvivlede meget om disse Haars Existens, hvoraf
han intet Spor havde truffet hos nogen egentlig Hval (,,Cétacé propre-

ment dit”). — Saaledes neddyssedes denne Jagttagelse, indtil den tilsy-
li"

neladende fornyedes paa den store ved Ostende 5 Novbr. 1827 indstran-
dede Rörhval. I „Algemeene Konst- en Letter-Bode” for 1827 Nr. 48
pag. 545 beretter van Breda, at „foruden de flade Barder havde Dyret
endnu paa Spidsen af Munden en Dusk (,,eenen :bos”) af runde Barder,
eller rettere af tykke Haar, hvilke, ved Roden forenede ved en flleds
Hinde, vare skilte fra de övrige i deres hele Langde, og paa deres Spid-
ser splittede i meget fine Haar”. Han selv saae dem kun efter deres
Udrivelse, men Dr. Jansen fra Ostende angav for ham, at have iagttaget
dem paa deres naturlige Plads forrest paa Ganen. Disse haarede eller
börsteformige Dele mener nu van Breda ere de af Camper angivne Haar.
De skulle ogsaa af Skelettets Eier, Hr. Ressels, almindeligviis forevises
og udgives for Haar. At her imidlertid finder en Forvexling Sted, og
at disse Haar forrest paa Ganen ikke ere andet end de forreste börste-
formige Barder, grundforskjellige fra de af Camper angivne Haar paa
Overlæben, haaber jeg tilfulde at skulle godtgjöre i en senere Afhandling
om Barderne*).

Ved mit Ophold i Stokholm 1842 aabnedes mig ved mine höitag-
tede Venner, Prof. A. Retzius og Prof. Sundevall, Leilighed til at under-
sige det i Rigsmuseet opbevarede 164” lange Foster af en Rethval (Aste
Afhandl. Pag. 159. Paa Underkjæben kunde jeg ikke finde Spor til
Haar; men paa Overkjæben troede jeg at finde dem i en Række smaa
Knopper, der stod foran hvert Næseboer, 8 paa venstre, 6 paa höire Side.
Tvivlsom er jeg dog bleven, fordi Camper og de Iagttagere, der strax
skulle nævnes, udtrykkeligen sige, at de stode henimod Snuden. Maaskee
ere disses Spor blevne al for utydelige, efterat Stykket har henligget en
saa lang Aarrække å Viinaand. — At imidlertid baade den nordlige og

*) Den selvsamme Forvexling begaaer Eble i hans Lehre von den Haaren (Wien
1831), naar han (pag. 156) angiver, at Cuvier tilskriver Balena lunulata, (?) formo-
dentlig Inia, sorte, stive Börstehaar paa Kjeberne, men at disse maaskee ikke ere
andet end de allerede af Aristoteles beskrevne börsteformige Tender hos Hvalfisken.

255

den sydlige Rethval have saadanne Haar, og at Cuvier har havt stor Uret
i at gjöre den Camperske Angivelse tvivlsom, for ikke at omtale hans
aabenbare Uret i at benægte dem hos Hvaldyrene overhovedet, lære vi
af Martens og Scoresby paa den ene, og de nyere Hvalfangeres Beret-
ninger paa den anden Side. Martens siger (Grönlandische und Spitz-
‘bergische Reise Pag. 90): ,,fornen an den Lefftzen unten und oben
sitzen kurtze Haar”. Scoresbys Ord ere (Account of the arctic regions
Edinb. 1820 Vol. I pag. 458): „A slight beard, consisting of a few short
scattered white hairs, surmounts the anterior extremity of both jaws”. —
At Sydhavets Rethval har lignende enkelte Haar om Snuden, har jeg
faaet sikker Efterretning om ved Hr. Schneider, Lægen paa den fra Rjö-
benbavn i 1841—45 udrustede Sydhavs-Hvalfanger.

For endelig at komme tilbage til Finhvalerne, saa er kun een
Tagttagelse bekjendt derom, nemlig af Brandt og Rudolphi paa B. lon-
gimana (Medicinische Zoologie. Berlin 1829. 1 Bd. pag. 122 og Af-
bildningen Tab. XV Fig. 2, — Abhandl. der Kin. Akad. der Wissensch.
zu Berlin aus dem Jahre 1829 Pas. 155), hvorom lengere henne i denne
Afhandling néiere vil blive Tale. — Paa andre Finhvaler vides de ikke
nogensinde at vere iagttagne. Hvorvidt de navnlig forekomme paa de
voxne Vaagehvaler, har jeg ved mine Correspondenter i Bergen bestræbt
mig at komme til Kundskab om, men hidtil kun faaet det Svar, at Ingen no-
gensinde har angivet noget derom. Men selv om de ogsaa blandt Finhva-
lerne i Almindelighed ikkun skulde findes paa Fostrene, vil det dog af
alle de her meddeelte Iagttagelser vere indlysende nok, at Haarvæxten
ingenlunde er ganske fremmed for Hvaldyrene, men tvertimod meget al-
mindelig i denne Familie omkring Munden og Næsen.

Haarvæxten viser sig altsaa hos Hvalerne netop paa de Steder,
hvor den overhovedet hos Pattedyrenes Fostre first træder frem. At
nemlig Haarvæxten paa Pattedyrenes Fostre i Reglen begynder omkring
Munden, navnligen paa Overleben, troer jeg at kunne slutte af en Række

a
Iagttagelser. At ogsaa paa det menneskelige Foster det første Haarud-
brud ingenlunde skeer paa een og samme Tid over hele Hudoverfladen,
men deels over Oinene som Oienbryn, deels og især som Mundskjeg, og
overhovedet rundt omkring Munden, findes fremsat i min Afhandling „om
Haarenes Retning paa det menneskelige Legeme” (Bibliothek for Læger
Nr. 4, 1858 Pag. 6; Millers Archiv 1857).

Ogsaa i andre Henseender stemme Hvalernes Fosterhaar overeens
med de åvrige Pattedyrs og Menneskets. De ere overmaade tykke og
stive, meer eller mindre böiede eller krusede; men ogsaa paa det menne-
skelige Foster fandt jeg (I. c. Pag. 6 og 7), at Fosterhaarene ingenlunde
strax efter deres Udbrud have den blöde, duunagtige Beskaffenhed, der
senere udmærker dem, at de tvertimod ere temmelig stive. — De findes
saavel paa det qvindelige som paa det mandlige Foster, og hos begge
Kjôn i samme Antal, hvorom allerede Sammenligningen mellem Vaage-
hvalfostrene vidner, og hvorom mine særdeles talrige lagttagelser paa Mar-
svinefostrene endnu mere have overbeviist mig; men ogsaa hos Menne-
sket findes hine forste Haar omkring Munden i den förste Halvdeel af
den femte Svangerskabsmaaned saavel paa de qvindelige som paa de
mandlige Fostre, uagtet Haarvæxten paa dette Sted senere træder ganske
tilbage hos Qvinden.

Det er iövrigt ingenlunde en Selvfölge, at Haarene paa de voxne
Hvalers Snude skulde være de samme som de paa Fostrenes. Hos selve
Mennesket have vi, i det qvindelige Legeme, et Exempel paa Haarvæx-
tens höist forskjellige Sæde i Fosterlivet og i den voxne Alder. Men
for Hvalerne er det dog idetmindste meer end sandsynligt, at Haarene
hos de voxne staae netop paa selvsamme Sted som paa Fostrene, og hvor-
vidt hvert enkelt Haår virkelig er det samme som det, der fandtes i Fo-
sterlivet, eller kun eet, der senere har aflåst det ved en Fælding, kommer
herved ikke i Betragtning, da en saadan Aflösning eller, som den kaldes,
Fælding af Haarene, er ganske almindelig selv allerede i Fosterlivet.

al

Antallet af Haarene var ikke ganske det samme hos alle Vaage-
hval-Fostre; men dog var saavel deres Tal, som iser deres Plads og Ret-
ning, mere overeensstemmende, end man maaskee vilde formode om saa
uvæsentlige Dele. Af de her givne Erfaringer synes den Regel at kunne
opstilles, at de to bagen- og udenfor Næseboerne staaende Haar ikke
alene komme overordentlig tidligt frem, men ogsaa vedblive til henimod
Midten af Fosterlivet uden at foröges i Tal; fremdeles at tre Haar paa
hver Side af Overkjæben og fire paa hver Side af Underkjæben ligeledes
bryde meget tidligt frem, samt at disse hist neppe tiltage höiere end til

fem, her til syv.

De ydre Rjönsdele vise de samme Fosterformer, som vi kjende
fra andre Pattedyrs Udviklingshistorie. Dertil hörer især den betydelige
Fremragning af Lemmet og hilderen, samt Forhudens Korthed. Den
rörformige Skede, som omslutter Lemmet hos de voxne Hvaler, ligger
rigtignok ligesom sammensmeltet med den övrige Hud, langs Middelli-
nien af Bugen til tæt hen mod Navlen; men Udviklingshistorien viser, at
den fra först af viser sig som et tydeligt Præputium, der först lidt efter
lidt voxer heelt sammen med Huden.

Særdeles Opmærksomhed fortjene de to smaa Rjertelmundinger,
som ere beskrevne hos de mandlige Hvalfostre noget foran Gattet, tæt
op til Middellinien af Bugen. — De to Gange, som her udmunde, fore
til et Par smaa, men meget tydelige Rjertler. De findes vistnok hos alle
Han-Hvaldyr. Idetmindste har jeg ikke alene fundet dem hos Fostrene
af Vaagehvalen og af den grünlandske Keporkak, som strax vil nærmere
blive beskrevet, men ogsaa hos alle Fostrene af flere Delphinarter, for-
saavidt jeg deraf har havt mandlige Exemplarer, navnlig af D. phocæna,
albicans og globiceps. — Hos dem alle fandtes de i forholdsviis samme

Be,

Afstand fra Gattet, men i meget ulige Afstand fra Lemmet, alt eftersom
dette, under Udviklingens Fremgang, havde fjernet sig meer eller mindre
derfra — eller rettere alt eftersom Forhuden var voxet meer eller mindre
frem mod Navlen, medens Rjertelmundingerne vare forblevne paa deres
oprindelige Plads. Paa det mindste Hvidfiskefoster (Pag. 248) erkjendtes
de ved Lupens Hjelp; paa et omtrent 1” större med blotte Öine; paa
hiint fandtes de endog lidt nærmere ved Lemmet end ved Gattet, og for-
holdsviis temmelig ud til Siden; paa det stårre vare de allerede fjernere
fra Lemmet end fra Gattet, og rykkede tættere sammen. — Höist sand-
synligen ere disse Kjertelmundinger, der tilligemed selve deres Rjertler
vise sig saa tidlig i Fosterlivet, ikke forgængelige, men blivende Dele.
Idetmindste ere de endnu tydelige paa store Marsviin, kun at de ved selve
Udmundingstedet ere forenede til een større Aabning i Middellinien. —
Denne er endog overmaade let idinefaldende, saa at det vistnok maa
undre, at den næsten synes at vere bleven aldeles overseet af Anatomerne
og Zoologerne. Kun Pallas beskriver Kjertlerne hos Hvidfisken i föl-
gende Ord (Zoographia rossica 1, 282): „In ima regione ventris, utrin-
que ad anum, sinus cutis externæ bini approximati, singuli continentes
carunculam acinosam, rubicundam, respondentem glandulæ subcutaneæ,
fere coadunatæ, extrorsum osculo hiantes. Hæ vestigia mammarum ‘in
masculo?” Mod denne Beskrivelse veed jeg intet at bemærke, uden at
Pallas angiver deres Leie ,,utrinque ad anum”, da de dog paa mine fire
Hvidfiskefostre findes i forholdsviis lige Afstand foran Gattet, og, navnlig
i Analogie med deres senere Leie hos Marsvinet, paa den voxne Hvidfisk
uden al 'Tvivl findes i samme Forhold fjernet derfra. At de ikke kunne
være beliggende ved Siden af selve Gattet, synes allerede at fålge deraf,
at de, som Pallas rigtigen angiver, ere „fere coadunatæ”. Den mindre
nåiagtige Angivelse om deres Plads har maaskee ikke alene forhindret
Andre fra at finde dem igjen, men især fraholdt Andre fra at tiltræde
den givne Tydning af dem som Mælkekjertelgange. Rapp siger nemlig

257

(Cetaceen pag. 177): at „da de ikke findes ved Siden af Kjönsdelene, men
ved Siden af Gattet, der dog hos Handyret ligger langt fra Rjünsdelene,
synes denne Formodning ikke at vere grundet”. Men de ere i Virke-
ligheden ikke nærmere ved Gattet, end Melkekjertelgangene ere det hos
Hundyrene; de ligge fremdeles i Grunden ganske tæt til Lemmet, nemlig
til dettes Rod, og det er kun tilsyneladende, at Lemmet har fjernet sig
fra dem ved Forhudens gradvise Tilvoxning til Bugens Middellinie. —
Den eneste Forskjel i deres Leie i Modsætning til Hundyrets Melkekjer-
telgange er egentlig, at de ligge saa ganske tat sammen ved Middellinien,
medens de hos Hunnen ere adskilte ved Födselsveien; men dette forklares
let af denne Veis Forsvinden hos Hannen. — Jeg maa derfor tiltræde
Pallas’s Tydning, fremfor at antage disse Kjertler for analoge til de hos
flere Rovdyr, Gnavere o.s. v. ved Gattet beliggende, især da intet Spor
til andre lignende Kjertler findes hos Hunnerne.

Et Forhold, der allerede giver de meget spæde Hvalfostre et sær-
eget, fra andre Pattedyrfostre forskjelligt Udseende, er den umærkelige
Overgang, som finder Sted mellem Kroppen og Halen (see f. Ex. Omridset
af det spede Hvidfiskefoster Pag. 257). Denne umerkelige Overgang
bevirkes aabenbart især ved Halerodens overordentlige Tykkelse, men
tildeels ogsaa derved, at Bughulen i sin bagre Deel lidt efter lidt bliver
smallere, og her kun indeslutter Nyrerne, de langtrukne Kjünsdele, Urin-
blæren, der ligeledes er meget smal, og af Tarmröret kun den lange,
midt mellem Nyrerne ligesom indskudte Tyktarm (see Tavle i Figur 2).
Leveren ligger altsaa forholdsviis langt fortil, og atter som Fölge deraf
findes Navlen hos Hvaldyrene længere fortil end vel hos noget andet
Pattedyr. Afstanden mellem den og Gattet var hos alle Vaagehvalfostrene
omtrent lige mellem } og 1 af Bugfladens Længde fra Snude til Halespidse.

Under Vaagehvalens Væxt i Fosterlivet lader sig overhovedet ikke

Vid, Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Rk

258

nogen Forandring tydelig eftervise i Delenes forholdsvise Afstand, med
Undtagelse af dem, der fölge med Kjwbernes og Hjerneskallens ulige
Udvikling og, om man vil, ligeledes med Undtagelse af Lemmets tilsy-
neladende Fremadrykken mod Navlen. Ligesom Afstanden mellem Navle
og Gat hos alle Fostrene var mellem 4 og 4 af hele Bugfladens Længde,
saaledes udgjorde Hovedet hos dem alle mellem 4 og 1, Halen noget
over 4 af hele Længden. Rygfinnen stod altid med sin bageste Rand
txt foran Höiden af Gattet, med sin forreste omtrent lige paa Grændsen
mellem Rygeens anden og dens sidste Trediedeel. Hvorvidt alle disse
Forhold ogsaa svare til dem hos det voxne Dyr, er hidtil desværre ikke
blevet udmaalt. Forelöbigen kan vel den Omstændighed, at de ikke
kjendeligen forandre sig under den halve Deel af Fosterlivet, give et
Sandsynlighedsbeviis for, at de heller ikke senere væsentligen forandres.

Ligesom Stôrrelsesforholdene mellem de forskjellige ydre Dele
af Legemet, og selv Formen af mange iblandt dem ikke forandre sig
kjendeligen under Fosterlivet, forsaavidt her har kunnet iagttages, og
tildeels end ikke senere efter Födslen, saaledes synes det ogsaa at for-
holde sig med Legemets Farve. — Den Tid i Fosterlivet, paa hvilken
Hudens Farveforskjelligheder trade frem, er ingenlunde den samme for
alle Pattedyr. Hos Mennesket trader, som bekjendt, Negernes sorte Hud-
farve först frem kort efter Födslen, og begynder omkring Kjénsdelene;
hvorimod Esquimoerne allerede ved Füdslen have en stor blaasort Plet
over Lænderne, der senere forandrer sig til den for alle Folkeferd
af denne Stamme egne mörke Olivenfarve, og udbreder sig over hele
Legemet. (P.E, Saabye Brudstykker af en Dagbog, holdt i Grönland
1770—1778 Pag. 179. Capt. Holböll bekræfter Angivelsen aldeles). Hos
de fleste Pattedyr sees Hudens ofte saa brogede Farvning allerede i den
fürste Tredie- eller endog Fjerdedeel af Fosterlivet, og saaledes er det
udentvivl ogsaa hos Hvaldyrene. Marsvinets blaagraa og hvide Farvespil,
der er mere afvexlende end det ved förste Oiekast og efter de forhaan-

29

den værende Afbildninger skulde formodes, findes allerede paa Fostre
af mindre end À Fods Længde, kun at det Hvide har et stærkt rödligt
Skjær, Især bevares Farvespillet særdeles tydeligt paa Fostre, der gjem-
mes i Saltlage; men ogsaa paa Viinaandsexemplarer holder det sig i
mange Åar, kun at de ere nedlagte medens de endnu vare friske, saa at
Overhuden ikke er faldet af. Paa de mig fra Norge og fra Sydamerika
sendte Delphinfostre (pag. 251) af 4 til 44, Fods Længde er Farvespillet
mellem graat og hvidt end mere characteristisk, og paa de to ligeartede
fra Norge er det aldeles eens hos begge.

For at komme tilbage til Vaagehvalen, er der al Grund til at
antage det Farvespil, som beskreves paa det femte og sjette Foster, for
netop at være det, som findes paa den voxne Vaagehval; thi deels var
det, saavidt kjendes kunde, eens paa begge, deels er det neppe i og for sig
troligt, at et Skifte heri skulde finde Sted, og endelig angiver Dr. Kröyer
Farven for Vaagehvalens Brystlemmer*), de eneste Dele af Kroppen, hvis

Farve er bleven beskrevet, netop saaledes, som den var paa Fostrenes.

[TER

Beskrivelse af de ydre Former paa et Foster af
»Reporkak” (B. Boops Fabr.).
Allerede i Aaret 1859 modtog jeg af den nu desværre afdöde

Assistent Egede i det nordlige Grönland et Foster af den grönlandske

Reporkak, næsten 45 Tommer langt. Det var nedlagt i Salt og i en

+) Dyret selv fik Dr, Rroyer ikke at see, skjondt to Individer fangedes under hans
Ophold i Bergen, da han ikke fik Underretning om den ene Fangst, og var saa
uheldig at komme for sildiy ved den anden saavel til at see Drabet, som til at sce
det dræbte Dyr optages af Vandet. (Naturlistor. Tidsskrift 2, 623—624).

Kk *

260

begyndende Oplösningstilstand. Da jeg dengang heller ikke endnu havde
saa stor Interesse for Hvalernes Undersügelse, som den jeg senere fik,
bleve kun de vigtigste Indvolde udtagne og nedlagte i Viinaand, hvorpaa
Skelettet blev udarbeidet, uden at en nöiere Undersögelse af Legemets
ydre Forhold i Forveien anstilledes. Men de opbevarede Dele, især
Skelettet, have været til stérste Nytte ved de senere Undersögelser. Det
var navnlig under Udarbeidelsen af dette Skelet, at jeg blev opmærksom
paa Armenes uforholdsmæssige Længde (see Tavle III Fig. 1 og 4,
hvorved et nyt Lys opgik for mig i Bestemmelsen af de nordiske Fin-
hvaler, og paa Tænderne i begge Kjeber — der ville blive omhandlede
i en nestfileende Afhandling.

Med stor Længsel imüdesaae jeg derefter Nedsendingen af et
andet Keporkakfoster, og denne Længsel tilfredsstilledes i Aaret
1840 ved Capitain Holbölls Forsorg. Det mig ved denne Ven ned-
sendte Foster var ligeledes opbevaret i Salt, men vel vedligeholdt. Det
var 35 Tommer langt, altsaa ved et overordentlig heldigt Tilfælde
omtrent lige saa langt som det ene i den foregaaende Afhandling beskrevne
(men först senere nedsendte) Vaagehvalfoster. Jeg har sörget for, at
dette Hvalfoster blev afbildet (Tavle MI Fig. 1) under samme (omtrent
3 Ganges) Formindskelse, i samme Stilling, af samme Lithograph under
min omhyggelige Veiledning. Wed et eneste sammenlignende Öiekast
paa de to lige store Fostre, stillede ved Siden af hinanden, maatte man
see, at de hörte til aldeles forskjellige Arter; jeg vover at haabe, at det.
Samme vil være Tilfældet ved et eneste Oiekast paa de to Afbildninger,
Tavle IE Fig. A og Tavle III Fig. 1.

Ligesom det grönlandske Rörhvalfoster var af samme Störrelse,
som det stürste af hine sex Vaagehvalfostre, saaledes var det i lige Grad
udviklet. Ogsaa her vare alle Spor af Foetalkrumning forsvundne. For-
til gik Hjerneskal og Overkjebe, bagtil Halen i lige Flugt med Ryg-
gen. Bugfurerne vare lige saa tydelige, maaskee endog noget tydeligere.

261

Men jo mere disse to Fostre vare hinanden lige i Störrelse og Udvik-
lingsgrad, jo tydeligere Rörhvalformerne vare uddannede hos dem,
desto skarpere og haandgribeligere traadte Forskjellighederne frem, som
fandt Sted imellem dem.

Hovedet og hele Kroppen vare ulige tykkere og plumpere; Brystfin-
nerne paafaldende lengere, Halen af en forskjellig Form; Rygfinnen baade
anderledes formet og stillet paa en anden Plads, nemlig længere fortil. Vel
var dette Foster mandligt, altsaa kjönsforskjelligt; men enhver mulig For-
modning om, at de nysangivne Forskjelligheder skulde kunne tydes herved,
maatte i alt Fald forsvinde ifülge den Overeensstemmelse, som i det Fore-
gaaende er bleven paaviist mellem de smaa mandlige og qvindelige
Vaagehvalfostre,

Udmaalingerne viste Fölgende:

Fra Snudespidsen til Rygfinnens forreste Ende var . . 22”
(hos Vaagehvalen 24)

_— _ bageste Ende var . . 234
(hos Vaagehvalen 254)

Fra Underkjæbens Spidse til Navlens Midte var . . . . 184”
(hos Vaagehvalen 21)

_ — Lemmet var ........ 25”
(hos Vaagehvalen til Rilderen 244)
— — Gallen 26”

(hos Vaagehvalen 261)

Heraf sees, at Halen hos begge Fostre omtrent har samme
Længde, men at Rygfinnen hos Vaagehvalen sidder tæt foran Höiden af
Gattet, altsaa tet foran Halen, hos Keporkaken omtrent 2/ mere fremad
paa Ryggen, nemlig lige foran den bageste Trediedeel af hele Legemet.

Nöiere betragtet forholdt samtlige Dele sig paa fölgende Maade:

Hovedet var 103” langt, altsaa 4, eller forholdsviis 51, længere
end paa den (644 lange Vaagehval, paa hvilken det var 10”, Mendet var

262

53” bredt mellem Oinene (Vaagehvalfostret 4 1), altsaa forholdsviis
paafaldende meget bredere.

Hjerneskallen hvælvede sig kjendeligen paa Hovedets bageste
Deel (ligesom paa’ Vaagehvalfostret). Formen af hele Hovedet var
omtrent som paa Vaagehvalfostret, kun at det overalt var bredere
og stærkere. (Overkjæben sees afbildet Tavle IV Fig. C). Under-
kjeben stod omtrent 47 ud foran Overkjæben, ligesom paa Vaage-
hvalfostrene; dog var Forholdet ikke tydeligt at opfatte, paa Grund af
Underkjæbens Brud i Midten. Mundens Længde, fra Hagen til Mund-
vigen, udgjorde 74”. |

Næseboerne stode 43” fra Kjæbens forreste Spidse (hos Vaa-
gehvalen 43”). De vare aldeles lukkede, og toge sig ud som to
smalle buede eller meget svagt S formede Sprækker, med Convexi-
teten indad og bagtil, 8 lange (Vaagehvalens 1” lange), De conver-
gerede fortil, hvor deres indbyrdes Afstand udgjorde 2, og divergerede
bagtil, hvor den belöb sig til 8. Rummet imellem dem var kun meget
svagt fordybet. Öinene sad tæt over Mundvigen. Öienlaagene syntes
udviklede nok til at kunne bedække dem. Til tredie Oienlaag og til
Taarepuncter fandtes intet Spor.

Den ydre Oreaabning fandtes paa hyer Side 2” 11/ bag Oie-
spalten, 5 under en Linie, der forlængedes fra denne lige bagud.

Paa Over- og Underkjæben fandtes flere Rnopper, i hver Knop
et Haar. Disse Knopper kunne vel altsaa kaldes Haarknuder, Paa
Overkjeben vare 26 (see Tavle IV Fig. C), paa Underkjeben 52,
foruden en Deel, omtrent 50, meget smaa foran paa Snudespidsen.
Af hine 26 vare 5 stillede lige i Middellinien paa en der forlö-
bende Ophüining, 2 paa hver Side af Blesehullerne og 9 paa höire,
8 paa venstre Rand temmelig uregelmessigen i to Rader. Symmetrien
var, som ogsaa Tegningen viser, skjöndt ikke fuldkommen, dog ikke at
miskjende. — Paa Underkjeben vare Haarene fortrængte hen mod

265

Randen af Benet, medens hele Middeldelen var optaget af Længdefu-
rerne, og paa Furerne stode ingen Haar. Paa venstre Side var Haa-
renes Antal 19. De kunde temmelig tydeligen eftervises ordnede i to
Rader. Paa höire Side derimod stode kun 13 Haar og meget uregel-
mæssigen *).

I regio submentalis var Huden overmaade slap og nedhengende.
Muligviis hidrörte dette, idetmindste tildeels, fra en begyndende Oplös-
ning af de indenfor liggende blöde Dele (Tungen). Er denne Formod-
ning rigtig, saa vil Afbildningen af denne Region vere temmelig afvi-
gende fra Formen i den naturlige Tilstand,

Bugfurerne strakte sig fra den indvendige Rand af Underkjeben
til Navlen. [alt taltes, saavel fortil som bagtil, 21 eller 25 Furer, men
de fleste af dem forléb ikke hele Strekningen uafbrudt. Mellem de
dybere Furer opstod nemlig, seet forfra bagtil, andre mindre dybe og
mere uregelmæssige, der mere bagtil selv udvikledes til dybere, medens
hine forsvandt. Nogle af Furerne, navnligen de yderste, vare meget
korte; de ved Middellinien de længste. En egentlig Sammensmeltning
af to Furer fandtes ved nærmere Undersögelse ikke nogetsteds (skjöndt
det et Sted paa Fig. I tat foran Brystfinnen synes at vere angivet). —
Furerne havde overhovedet en ringe Dybde, maaskee ikke 4“, men
kjendtes meget bestemt i alt Fald derpaa, at Huden i dem var ganske
glat, tilsyneladende hudlös (med en kun tynd Overhud). Deres Forlöb'
syntes at vere noget bölgeformig, maaskee kun paa Grund af Hudens
Slaphed.

Navlestrængen var besat med flere vorteagtige Knopper, ligesom
hos flere Drövtyggere.

Lemmet var formet som hos de smaa Vaagehvalfostre. Dets
Glans var blottet ligesom hines, men mere slapt hængende. Dets Af-

*) Efter nu at have henligget 4 Aar i Viinaand ere disse Knopper blevne overmaade
utydelige, Haarene for störste Delen faldne ud.

264

“ stand fra Navlen udgjorde 43”, fra Gattet 51”. Det var 14“ langt, og
deraf var 4 indsluttet af Forhuden, der hang aldeles frit ned fra Un-
derlivet.

En Tomme bagved Lemmet, 23” foran Gattet, fandtes tet til
Bugens Middellinie, navnlig i kun 41 indbyrdes Afstand, to Sprakker
i Form af et Par Buelinier, 4° lange, convexe udad, concave indad,
bagtil noget convergerende, aabenbart de samme Kjertelmundinger, som
ovenfor (Pag. 255) ere beskrevne paa de mandlige Individer af Vaage-
hvalen og flere Delphiner. De vare tæt tilsluttede.

Gattet havde Form af en vinkeldannet Sprække, med Toppunctet
fortil og de to noget buede, 2’ lange, Grene bagtil.

Rygfinnen (Fig. 2) havde en convex forreste överste Rand og en
lidet concav bageste Rand, der steg næsten lodret ned, men dog lidt bagud.
Finnens överste Top var böiet som en liden stump Krog bagud, hvorved
den bageste Rands Concavitet forögedes. Finnens Höide udgjorde 3” ;
dens anheftede Rand var 44” lang. Den var stærkt sammenklemt (com-
pressa); dens Tykkelse altsaa ubetydelig.

Halen var ved Gattet 2” bred til en Höide af 21”; 41% længere
bagtil var den 4” bred til en Höide af 4” 44. Fra dette Sted af
reiste sig paa hver Side af Halen en Liengdeforhöining som Roden til
Halefligen paa samme Side. Ved disse to Sideforhüininger og Halens
üverste og nederste Rand fik Halen foran Halefligene en mere fürkantet
Form.

Halefinnen vises bedst paa Afbildningen (Fig. 5). Dens Brede
var 83. Det meest Characteristiske i dens Form synes at ligge i den
krogagtige Omböining indefter af begge dens yderste Spidser. Dens
bageste Rand var meget kjendeligen uregelmæssig takket, ligesom af-
gnavet, navnligen langt stærkere end paa Vaagehvalfostret.

Af alle Dele vare Brystfinnerne de, der ved deres Störrelse og
Form vare de meest characteristiske.

265

De maalte, fra Axelhulen til den yderste Fingerspidse regnet,
lidt over 8”, altsaa næsten 4 af hele Legemets Længde (hos Vaagehvalen
kun 47 10” altsaa omtrent 4). De havde i det Hele taget vel en lig-
nende Lancetform som Vaagehvalernes, men vare forholdsviis smallere.
Udmerket var iser deres forreste Rand ved en Rekke bölgeformige
Ophüininger.

For at see, hvorvidt denne Bölgeform maatte hidröre fra
Beenbygningen, sammenlignedes den strax med den skeletterede Arm af
det större Individ, og denne findes afbildet Tab. II Fig. 4 i naturlig
Stérrelse. Udvendigen omkring den er anbragt selve Armens Omrids,
og man vil deraf see, at virkelig hver enkelt bölgeformige Ophöining
svarer til en bestemt Deel paa Skelettet. Den överste Ophöining af den
forreste Rand (Fig. I og 4 a) svarer nemlig til Overarmen og til Under-
armens överste Deel, den anden og betydeligste (b) til Underarmens
nederste Ende og til Haandroden; de paafölgende to smaa Ophöininger
svare til de to överste, og den Ste store Fremragning til det sidste Led
af den første Finger (Pegefingren). Nedenfor denne Fremragning
folge 5—6 utydeligere og svagere Ophöininger, hvoraf hver svarer til
et Led mellem to af den anden og længste Fingers Afdelinger. Paa
den bageste Rands nederste Deel findes ogsaa 7—S meget smaa
Ophöininger, men disse svare ikke til bestemte Steder af det indenfor
liggende Skelet.

IV.

Om Hvalfostrenes Anvendelighed til Artsbestemmelsen efter
de ydre Former.

Ved Sammenligningen mellem de sex Vaagehvalfostre indbyrdes
viste sig flere tildeels ikke uvæsentlige Forskjelligheder. Men disse vare
Vid. Sel. naturvid, og mathem, Afh, XI Deel. LI

pane:

enten saadanne, som ogsaa vise sig imellem enhver anden Arts Fostre af
ulige Udviklingsgrad — saasom i Hovedets og Halens Krumning, i Hjer-
neskallens og KRjæbernes forholdsvise Störrelse, Haarenes Antal o. s. v. —
eller saadanne, som i alt Fald letteligen forklares paa samme Maade —
saasom i Manglen eller Tilstedeværelsen af Bugfurerne, i Rygfinnens og
Halefinnens Form og Störrelse.

Af ganske anden Natur vise Forskjellighederne sig ved Sammen-
ligning mellem Vaagehvalfostrene paa den ene Side og det grünlandske
Foster paa den anden. Vi vilde have erkjendt dem i Almindelighed for
Artsforskjelligheder, om end kun eet af Vaagehvalfostrene havde staaet
til vor Raadighed, men vi kunne det med saa meget desto stürre Sik-
kerhed, da Sammenligningen har kunnet skee baade med et Foster af
samme Störrelse (55), og med Fostre af ulige Kjén og Alder — overalt
med samme Udfald. — Ligesom overhovedet ved enhver Sammenligning
det Forskjellige trader lettere frem end det Lige, bliver det ogsaa nu,
ved at udstrække Sammenligningen til det grünlandske Foster, ret tydeligt,
hvad alle Vaagehvalfostrene havde tilfelleds. Nogle af dem vare mere
trinde, andre mere smalle; men i Modsætning tl det grünlandske Foster
maae de alle forekomme os at være slanke, smalle og langstrakte, Deres Ha-
lefinne var af ulige Form efter deres forskjellige Udviklingsgrad, men i
Modsætning til dem alle staaer Keporkakens Haleform som ganske ny.
Haarene afveg ligeledes i Antal — men disse Afvigelser vare kun ube-
tydelige i Forhold til det ulige stérre Antal hos Keporkaken, og deres
Plads og Ordning var hist overalt eens — her ganske anderledes. — Men
desforuden trade hos det grönlandske Foster nye Former op, som maae
vere dybt begrundede i Skeletbygningen og i de væsentligste Legems-
forhold overhovedet: de paafaldende lange Brystfinner, den korte Krop i
Forhold til Hovedets og Halens Störrelse.

Vi lære af disse Hvalfostres Iagttagelse forelöbigen saameget, at
idetmindste to Arter af nordiske Finhvaler lade sig adskille paa deres

267

Fostres Ydre, og skjüadt det ikke udtrykkeligen fölger deraf, at alle Ar-
terre overhovedet lade sig adskille ad denne Vei, da Artsforskjellighe-
derne idetmindste ikke i de ydre Former tör antages altid at træde saa
kjendelig frem, bliver der dog al Grund til at formode, at det virkelig
lod sig udföre i Almindelighed. Allerede derved vilde være overordentlig
meget vundet for Cetologien, og Hvalfostrenes Betydning vilde ikke været
anslaaet for höit i den {ste Afhandling (Pag. 201), selv om de for Fo-
strene gjeldende Artscharacterer ikke skulde være anvendelige paa de voxne
Dyr. — Men der er al Grund til at formode, at virkelig de for Fostrene
gjeldende, og største Delen saa let iöinefaldende Characterer ere fuldt
anvendelige paa de voxne Dyr. For at prove denne Formodnings Rig-
tighed, gjelder det fårst og fremmest at sammenligne de paa Fostrene
iagttagne Forhold med dem hos de voxne Individer, forsaavidt de ere
kjendte. Med Hensyn til Vaagehvalen blev Sammenligningen med de
ydre Dele af det voxne Dyr givet ved hver Deel især, forsaavidt sikkre
lagttagelser havdes; en fuldstændig Sammenligning kunde ikke gives, da
Ingen endnu har leveret en Beskrivelse af Vaagehvalens Ydre.

Af den grønlandske Keporkak, hvortil det beskrevne Foster hörer,
haves Fabricii Beskrivelse i Fauna groenlandica (Hafniæ et Lipsiæ 1780
pag. 36--59) og i dette Selskabs Skrifter (for 1808—1809, 6te Bind
Aste Hefte). Vor første Opgave vil være dermed at sammenligne den
her givne Beskrivelse af Fostret, og undersøge, forsaavidt Afvigelser finde

Sted, hvorvidt de maatte være af subjectiv eiler objectiv Natur.

Fabricius giver i sin Fauna groenlandica følgende Characteristik
for den ørånlandske Keporkak: ,,Balena fistula duplici, dorso extremo
3 ” plıcı,
protuberantia pinnæformi, capite recto obtuso, ventre sulcato”. I denne

Characteristik er det aabenbart kun Hovedets angivne Form, der kan

LI*

268 _

have nogen Betydning som Artscharacteer for en Finhval, eftersom
det dobbelte Blæsehul, Rygfinnen og Bugfurerne tilkomme alle bekjendte
Finhvaler uden Undtagelse.

Den angivne stumpe Form af Hovedet beskriver Fabricius nöiere
deels i selve Fauna groenl. med de Ord: ,,rostrum rectum, elongatum
magis magisque angustatur, desinens tamen apice satis lato obtusoque”,
deels i Vidensk. Selsk. Skrifter 6te Bind Pag. 66 med félgende Ord:
»Hovedet er temmelig langsnudet, og bliver fra Næsehullerne eller fra
Midten af, mere og mere afkneben til Forenden, som dog er ubetydelig
bred og but afrundet, thi det er alene Siderne og Underdelen der knibes
noget af, Panden eller Overdelen gaaer ingenlunde skraa ned, men staaer
lige ud”. — Den Afbildning, der ledsager denne Afhandling, giver hans
Mening end tydeligere tilkjende, idet den viser Overkjæbens Gjennemsnit
omtrent lig en Kaskelotoverkjæbes i formindsket Maalestok. Hvor megen
Vægt, han lægger paa denne Snudens stumpe Form, synes ogsaa at ind-
lyse deraf, at han paa Grund deraf kalder Reporkaken: „Stubhvalen”, og
forledes til at antage nogle af de Hvaler, der paa Grund af deres afstum-
pede Hoved ere kaldte ,,Butskop,” for at være lig den, ja endog sætter
Grindehvalen (Delphinus globiceps) blandt dens Synonymer.

En saadan afstumpet Form har Overkjæben imidlertid aldeles ikke
paa mine Fostre; men en saadan afstumpet Form — har heller hverken
Capt. Holböll eller mine andre Venner, der kjende den grönlandske Ke-
porkak meget nüie, paa nogen Maade villet anerkjende. Da nu, saavidt
mig bekjendt, heller ikke nogen Efterretning ellers er at finde om en
Finhval med en saaledes dannet Overkjæbe, saa nådes man vel til at
antage, at Fabricius i denne Henseende, ved een eller anden Forvexling,
har gjort en unüiaptig Angivelse.

Om Næseboerne siger Fabricius, at de findes ,,circiter medio ca-
pitis in tuberculo eminente, quas autem operculo communi claudere valet, _

ut quasi una videantur”. I den danske Afhandling hedder det: ,,Sproi-

ee

tehullerne staae i en höihvxlvet Bukkel, men naar den med sin Deksel
fra begge Sider lukker til over dem, blive de kun som eet, da Sidedæks-
lerne röre hinanden i Midten.” Denne „Bukkel” kan vistnok antages at
udvikle sig med Alderen, Hvorledes det forholder sig med det omtalte
»Operculum” eller Sided:ekslerne”, haaber jeg senere at kunne meddele.

Vigtigere er en paafölgende Angivelse. Fabricius siger (F. gr. pg.
36-57): ,,Ante nares in vertice capitis tres ordines convexitatum circularium,
huic forsitan peculiare quid”, og i dette Selskabs Skrifter 6te Bind
Pag. 66: Panden eller Overdelen af Hovedet har dette Besynderlige,
hvorved denne Hval maaskee bedst kunde skjelnes fra alle andre, at foran
Nesehullerne gaae tre Rader fladrunde Bugler, som ere kredsrunde, i
Ligning med en laqveret Snuusdaase, nemlig: een Rand langs Midten
og een paa hver Side, der give et artigt Syn, da ellers ikke paa Hvalen
findes Sligt.”

At disse Bugler, der af Fabricius fandtes paa Overkjeben i tre
Længderækker, ere de samme smaa Ophüininger, som iagttoges paa det
grönlandske Foster, hver Bugle med et enkelt stivt Haar, vil neppe kunne
betvivles, og at Fabricius har overseet dem paa Underkjæben kan maa-
skee forklares derved, at man sjeldent har Leilighed at iagttage en stor .
Hval baade paa Ryg- og Bugsiden. — De tre Rader Bugler paa Over-
kjeben staae iövrigt alt for stærkt udhævede paa den Fabriciske Afbild-
ning, og deres to Siderækker, efter Fostret at domme, alt for langt fra
KRjæbens Rande; men dette kan man ikke regne saa nôie, naar man tager
Hensyn til hele Tegningens Beskaffenhed. — At Fabricius netop om disse’
Dele angiver, at hans Boops maaskee bedst ved dem kunde skjelnes fra
alle andre, maa baade opvække Tanken om disse tilsyneladende uvæsent-
lige Deles Vigtighed for Artsbestemmelsen og tjene til særdeles Bekræf-
telse af Fostrenes Anvendelighed dertil overhovedet.

Om Underkjæben hedder det hos Fabricius, „at den er lidt kor-
tere og smallere end Overkjæben, og skyder med sin underste Side

m
skraa op mod den;” men paa Afbildningen er Underkjæben tvertimod
lidt længere og fremspringende foran Overkjæben, ligesom den er det
paa Fostrene, og jeg maa endog betvivle, at Underkjæben virkelig paa
nogen Bardehval skulde vere kortere end Overkjæben, da dette ikke godt
stemmer med hiins Bestemmelse at optage de fremragende Barder ved
Mundens Lukning. At dette ogsaa skeer hos Reporkaken, siger Fabri-
eius endog udtrykkeligen: „in maxilla inferiore cavitas, lamellas oblique
inlus tendentes excipiens”.

Fabrieius’s Udtryk om Brystfinnernes forreste Rand, at den er
„afrundet og ved mange Buer udkælet”, og om Halefligene, at de ere:
„rotundato-acuti, margine antica integri, postica crenati”), passe saa godt
paa mine Fostre, at man derved paa den ene Side faaer Tillid til disse
Characterer for Keporkaken, paa den anden Side faaer yderligere Tillid
til Fostrenes Anvendelighed ved Artsbestemmelsen. — At idvrigt paa
den af Fabricius til den danske Afhandling givne Tegning Halefligene
ligetvertimod Fabricii eget Opgivende, ikke have Spor til de omtalte
Takker paa den bageste Rand, ere lige brede i hele deres Længde og
ganske stumpe ved Enden, viser kun hvor liden Tillid denne Tegning
fortjener; ligesom ogsaa hans Angivelse, at der i Brystfinnerne findes
5 Fingre, maa holdes hans Uvanthed med anatomiske Undersögelser
til Gode.

Ved Bugfurernes Beskrivelse méder en meget besynderlig Uover-
eensstemmelse. Fabricius beskriver dem som: ,,se invicem cingentes (dua-
bus semper antice posticeque concurrentibus & angulum formantibus,
sicque extimis longioribus) a lateribus magis rotundatas. I den danske
Afhandling beskriver han dem endnu tydeligere som strengt concentriske.
Han siger nemlig, at de „löbe jævnsides ved hinanden efter Kroppens
Længde, dog saaledes, at de for og bag måde hinanden to og to fra
begge Sider, til at danne spidse Vinkler, men til Siderne ere udbredte
afrundede; derved blive de yderste Furer større i Omfang, og gjüre

ae 8

stumpere Ende-Vinkler, thi de indringe de indre, som nüdvendig maae
blive mindre, og have des spidsere Ende-Vinkler. Disse Furer kan Hva-
len efter Behag udvide og sammensnerpe.” Paa Afbildningen er dette
concentriske Forléb af Bugfurerne paa hver Side og deres parvise Sam-
menstöd i Middellinien fremstillet som aldeles skarpt. — Paa Fostret
var, som man af Beskrivelsen vil have seet, Forholdet af Bugfurerne
ganske forskjelligt. Men de af mine Venner fra Grönland, der have seet
Fabricii Afbildning, have ogsaa forsikkret mig, at de aldrig have seet
noget lignende, hverken hos Keporkaken eller hos nogen anden Rörhval,
skjöndt en saa paafaldende regelmæssig concentrisk Form umuligen kunde
have undgaaet deres Opmerksomhed. Man kan maaskee forklare sig en
Feiltagelse af Fabricius derved, at han ikke har havt Leilighed til at
oversee hele den forreste Deel af Bugsiden — og virkeligen er det i de
allerfleste Tilfelde ikke let at faae en tydelig Oversigt af en saadan i
Brendingerne liggende Colos, om man ellers kommer til, förend den er
opskaaret. Grønlænderne have maaskee kun bragt ham et Par store
Stykker af Bugens Hud, og dertil fortiet, hvormeget de underveis havde
skaaret af for at tilfredsstille deres egen Appetit, og Fabricius har maaskee,
stolende for meget paa deres Udsagn, sat Stykkerne sammen efter bedste
Skjén, hvorved det concentriske Sammenstöd af Furerne let kunde opstaae.

Et andet Punct, hvori Fabricii Beskrivelse ikke ganske stemmer
med den af Fostret givne, er Rygfinnens Plads. Fabricius siger derom
(Fauna gr. pg. 57): „dorso extremo protuberantia pinnæformi” og senere;
»Pinna dorsalis a capite remotior circiter supra anum,” og i den danske
Beskrivelse (Pag. 69): den „sidder ner ved Sporen og omtrent over
Gatboret, altsaa meget langt fra Hovedet.” — Ved Sporen kan her
naturligviis ikke menes Halefligene, men ogsaa dens Plads over Gattet
er, efter Fostret at dömme, for langt bagtil, thi paa Fostret stod selv
den bageste Rand af Rygfinnen et Par 'Tommer foran Höiden af Gattet.

Overhovedet kan Rygfinnen, efter mine Undersögelser paa Fostrene, hos

272

Reporkaken ikke siges at sidde langt bagtil i Sammenligning med Vaa-
gehvalen. Den fandtes nemlig lige foran Grændsen mellem Ryggens to
bageste Trediedele, hos Vaagehvalen derimod lige bagved denne Grændse-
linie, altsaa tvertimod saameget længere fortil, som Rygfinnens egen Længde
udgjör. — Man vil maaskee antage, at her — uagtet vi ved Vaagehvalen
troede at vere komne til det modsatte Resultat — kunde finde en For-
andring Sted under Legemets Væxt. Men vi have god Grund til at
troe, at det i denne Henseende ikke forholder sig anderledes hos Kepor-
kaken end hos Vaagehvalen.

Gapt. Holböll har nemlig i en skriftlig Meddelelse over de grön-
landske Hvaldyr, som i disse Afhandlinger oftere er og fremdeles vil
blive benyttet, paa det Bestemteste opgivet, at Rygfinnen hos Keporkaken
sidder betydeligt lengere fortil end paa visse andre Finhvaler. „Af

Grönlands fem Finhvaler,”

siger han — thi saamange forskjellige Arter
antager han der at vere — „have de tre Rygfinnen omtrent midt paa
Ryggen, nemlig Reporkak, Tikagulik og Reporkarnak; de to andre have
Rygfinnen meget nermere Halen, nemlig Tunnolik og B. microcephala
mihi.” Capt. Holböll bruger overhovedet Rygfinnens Stilling og Form
som et Hovedskjelnemerke for de forskjellige Finhvaler, og der er neppe
Tvivl om, at et Artsmærke hentet herfra har den store Fordeel, især at
kunne anvendes paa de fritsvömmende Dyr. En nöiere Prive af dette
Artsmærkes Verdi kan först senere hen i Löbet af disse Undersögelser
vere at anstille; her maa Angivelsen kun tjene til Hjemmel for vor
Paastand om Fabricii mindre paalidelige Angivelse i denne Henseende.

Hvorvidt Rygfinnens Form hos den voxne Keporkak er forskjellig
fra den hos Fostret, kan ikke endnu angives efter egen Undersögelse.
Capt. Holbölls Yttringer give Grund til at antage en meget væsentlig
Forskjellighed, som i en senere Afhandling ventelig vil kunne nüiere
omhandles, da en i Salt nedlagt Rygfinne af et voxent Individ tör ventes
nedsendt fra Grönland.

275

Ifôlge ovenstaaende Bemærkninger bliver det vel meer end sandsyn-
ligt, at de Puncter i den Fabriciske Beskrivelse af hans Balæna Boops,
der staae i Modstrid med den, vi her have givet af det grönlandske
Hvalfoster, væsentligen beroe paa unüiagtig Opgivelse fra Fabricii Side,
og at Fostret ikke mindre i Henscende til dem, end til de ydre Forhold
i Almindelighed, giver et tilforladeligt Billede af selve det voxne Dyrs
Ydre.

I den förste, indledende Afhandling omtaltes (Pag. 191), at den
Rudolphi-Brandtske B. longimana af Rudolphi var bleven formodet at
kunne vere den egentlige B. Boops Fabricii, men dog var bleven opstil-
let som en ny Art, fordi flere Puncter i den Fabriciske Beskrivelse ikke
stemmede med de paa B. longimana gjorte Iagttagelser. — Er vor Paastand
rigtig om de Forandringer, der maae gjöres i den Fabriciske Beskrivelse,
for at give et rigtigt Billede af den grönlandske Reporkak, saa vil man
finde, at Uovereensstemmelsen mellem den og den Rudolphiske og
Brandtske Beskrivelse for allerstörste Delen falder bort, — f. Ex. i
Henseende til Rjæbernes Form, Bugfurernes Forléb. I Henseende til
Farven stemmer Brandts Beskrivelse af B. longimana endog meget godt
med den Fabriciske, navnlig i Henseende til de sorte Pletter paa den
ellers hvide Bugflade.

1 een Henseende kunde det synes, som om Uovereensstemmelsen
forblev lige stor, nemlig i Henseende til de paa B. longimana savnede
Knuder eller Bugler paa Overkjeben af Keporkaken. Rudolphi antog
disse af Fabricius angivne Bugler med Rette for eensartede med dem,
han og Brandt fandt paa Underkjæben af longimana, og i hver af hvilke
efter Fiskernes Udsagn skulde have siddet nogle stive Haar. saaledes
som ogsaa Brandt har ladet afbilde. Men da Fabricius ikke omtaler

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Mm

274
lignende Bugler paa Underkjæben, meente Rudolphi d.c. Pag. 155): at
disse Udvæxter vel maatte vere noget Sygeligt eller Tilfældigt, der snart
kunde vise sig paa eet Sted, snart paa et andet.

At imidlertid disse Bugler, der af Fabricius fandtes paa Over-
kjæben i tre Længderækker, af Brandt og Rudolphi langs Underkjæbens
Rand, ere de samme smaa Ophöininger, som paa det grönlandske Foster
iagttoges saavel paa hiint som paa dette Sted, hver Bugle med et enkelt
stivt Haar, vil neppe kunne betvivles. At saadanne Haar tilligemed de
Fremstaaenheder, hvori de have Rod, vise sig hos Hvalerne temmelig
bestemt, saa at de navnligen neppe kunne antages nogensinde alle at ville
mangle enten paa Over- eller Underkjæben, have vi vistaok gyldig Grund
til at antage efter de foregaaende talrige Iagttagelser. Naar vi hertil
füie, at Fabricius beskriver dem saa bestemt paa Overkjæben, og at Ru-
dolphi og Brandt fandt dem saa tydelige paa Underkjeben af voxne Dyr,
maae vi blive aldeles bestyrkede i, at de virkelig ere blivende saavel paa
hiint som paa dette Sted. At Fabricius alligevel ikke har angivet dem
paa Underkjeben, troede vi bedst at kunne forklare ved Hvalens ugun-
stige Leie; at Rudolphi og Brandt ikke kunde finde dem paa Overkjæben,
turde maaskee tildeels vere at tilregne en lignende Grund, eller maaskee
den Beskadigelse, deres Exemplar havde undergaaet og for hvilken, efter
Skelettet at dömme, fornemmelig Overkjæben havde været udsat, maaskee
ogsaa den Omstændighed, at Buglerne, som de övede Iagttagere sögte
efter, maatte ifölge Fabricii Beskrivelse antages at vere langt större og
langt mere iöinefaldende, end de nogensinde ere det.

Antage vialtsaa, at den Rudolphi-Brandtske B. longimana virkelig
er eensartet med den Fabriciske B. Boops, hvoraf vi mene nys at have
beskrevet et Foster med alle denne Arts Serkjender, saa fülger deraf,
at vi ikke kunne antage, at andre Forskjelligheder have fundet Sted
mellem det Individ, hine udmærkede Forskere havde Leilighed at un-

275
dersöge, og vort nysbeskrevne Foster, end saadanne, som kunne tillægges
den meget ulige Alder eller i alt Fald tilfeldige Omstendigheder.

Som en Aldersforskjellighed viser sig aabenbart, at Hjerneskallen
paa Brandts Afbildning aldeles ikke hvælver sig udvendigen. Selv at
Brystfinnerne ere angivne noget længere, nemlig over } af hele Legemets
Længde, medens de hos Fostret udgjorde 8, kan maaskee forklares paa
denne Maade, maaskee dog ogsaa ved den store Vanskelighed, det unæg-
teligen har at give ganske nôiagtige Udmaalinger af saa colossale Dele.

Hvad Formen angaaer, da maa man overhovedet langt mere holde
sig til Brandts Beskrivelse end til hans (Müllers) Afbildning (Medizin.
Zoologie Tab. XV. Fig. 2), paa hvilken navalig Brystfinnerne ere ud-
forte med liden Nöiagtighed, saa at endog af de characteristiske Ophöi-
ninger paa den forreste Rand kun een findes angivet.

Ved critisk at gjennemgaae den Fabriciske Beskrivelse, maatte vi
paastaae, at Rygfinnen deri var angivet siddende for langt bagtil, i den
Brandtske maae vi paastaae, at den er angivet for langt fortil. Brandt
siger nemlig, at den sad over Navleregionen. Dette vilde være omtrent
” midt paa Ryggens Længde. Imidlertid har Brandt paa det voxne Individ
neppe med Sikkerhed kunnet bestemme Navlens Plads, der hos Hval-
dyrene altid falder forholdsviis langt fortil (see Pag. 257). Den Brandtske
Angivelse maa, efter den givne Afbildning at dömme, forstaaes derhen,
at Rygfinnen stod over Regionen nærmest foran Lemmet; thi med sin
bageste Rand sees den at naae lidt ud over Höiden af denne, kun med
sin forreste Rand kan den, saavidt skjünnes, netop have naaet til Höiden
af Navlen. — Jeg kan ikke tilbageholde den Mening, at selv dette Sted
er angivet for langt fortil, og at overhovedet Rygfinnen i den Henseende
ligesaalidt som i Henseende til Form og Störrelse er heldigen gjengivet
af Brandt. Men for at godtgjöre denne Mening, maa jeg endnu oppebie

de lovede nye Sendinger fra Capt. Holbüll.

M m *

276

I Henseende til Hvalfostrenes Anvendelighed til Artsbestemmelsen
efter de ydre Former, mene vi efter de i denne Afhandling meddeelte
Undersögelser at kunne opstille folgende Sætninger.

Til de meest characteristiske Dele for Bardehvalerne, nemlig Bar-
derne, viser sig paa Fostre, der endnu ikke have naaet en tredie Deel af det
fuldbaarne Fosters Længde”), ikke mindste Spor; Bugfwrerne vise sig hos
Finhvalerne først omtrent ved Slutningen af denne Tid. Alligevel kjendes
selv meget spæde Fostre lettelig ikke alene som Hvaldyr, paa Kroppens umer-
kelige Overgang til Halen og nogetsenere paa de sig ved Enden af Halen
visende Haleflige (Pag. 246), men ogsaa som Bardehvaler nemlig ved det
dobbelte Neseboer og som Finhvaler ved den lave Rygfinne.

I flere Henseender ere saavel Stérrelsesforholdene som Formerne
af de ydre Dele paa Hvaldyrene, og navnlig paa Finhvalerne, endnu
meget forskjellige hos Fostre, der endnu ikke have over 4 af deres fulde
Længde. Især er Forholdet mellem Hjerneskal og Kjæber meget for-
skjelligt; det Sted, hvor Lemmet træder frem ligger meget længere til-
bage; Rygfinnen og Halefinnen have en ganske anden Form. — Men i
andre Henseender ligner Fostret allerede paa dette Udviklingstrin saa
godt som ganske det voxne Dyr. Brystfinnerne have allerede naaet den
Form og idetmindste omtrentlig de Störrelsesforhold, som de siden be-
holde; Rygfinnen staaer paa samme Plads, navnlig i Forhold til Gattet;
Farven er, saavidt skjünnes kan, som paa de voxne Individer, og visse
Seregenheder, saasom Haarvexten paa Rjæberne, ere allerede meget
tydelige.

Herved er det nu vist, at man först og fremmest, endog med

+) At det 35‘ lange Vaagehvalfoster omtrent havde naaet 4 af sin fulde Længde, vil
forst i en folgende Afhandling tilborligen kunne bevises. Her vere det kun be-
merket, at Beviset vil blive stôttet paa, at 1) et Vaagehvalfoster, efter Melchior
(den danske Stats og Norges Pattedyr Pag, 266) er iagttaget paa 8%”, og 2) en
nyfodt, efter Knox (Natural, library Vol VI. pag. 142), paa 10’. Thi at hans Ror-
qualus minor er samme Art, haabe vi at godtgjore,

277

Lethed, saa at sige ved förste Oiekast, kan kjende de langhaandede Fin-
hvaler fra de korthaandede, endog paa meget spæde Fostre, især ved den
saa characteristiske Form og Længde af Brystfinnerne, men ogsaa ved
Rygfinnens forskjellige Plads, den forskjellige Haarvext omkring Munden
og hele Legemets ulige Förhed og Plumphed. — Man vil indrömme, at
disse Skjelnemerker, der navnlig gjelde mellem B. Boops Fabricii og den
norske Vaagehval, og nærmest ere hentede fra Undersögelsen af Fostrene,
have större Betydningsfuldhed, end de, som tidligere lode sig angive, som
f. Ex. de af Dr. Kroyer til Adskillelse netop af disse to Arter givne,
nemlig at paa Vaagehvalen ,,Barderne ere hvide af Farve, og deres to
Rækker fortsættes lige til Overkjebens Ende, hvor de löbe sammen;
Brystfinnerne ere hvide mod Midten saavel paa Under- som Overfladen,
medens B. Boops efter Fabricius har sorte Barder og foran i Kjæben et
aabent Rum uden Barder, og dens Brystfinner paa Overfladen ere ganske
sorte, paa Underfladen ganske hvide”. (Naturhist. Tidsskr. 2. Deel 1840
Pag. 657.) ;

Der bliver endnu kun Spörgsmaal om, hvorvidt ogsaa de for-
skjellige Arter af korthaandede eller af langhaandede — om saadanne
skulde gives — ere at skjelne fra hverandre indbyrdes paa Fostrene, uden
at tye til de indre Deles Undersögelse. — Spürgsmaalet kan ikke endnu
besvares med Vished, da Ingen hidtil har havt Leilighed til at sammen-
ligne Fostre af to forskjellige Arter i een af disse Finhvalgrupper.

Vi ville her altsaa kun anföre de Grunde, der tale for, at det
virkelig tér antages at kunne skee, og paa hvilke Dele Artsmærkerne især
tör forventes.

Brystlemmerne ville her neppe kunne afgive Merker, thi virkelig
synes disse ikke at afvige synderlig i forholdsviis Længde hos de formeent-
lig forskjellige Arter korthaandede Finhvaler, ci heller synes de i Formen
engang at afvige saa stærkt hos dem som vi have fundet det mellem det

femte Vaagehvalfoster i Rækken og de övrige. — Ryg- og Halefinne ere

Ms

fra först af eens formede hos alle, og at Afvigelser forekomme tilfældigt
have vi seet af samme femte Foster i Rækken. — Större Haab tör vi vel
sætte til Rygfinnens forskjellige Plads, ifélge den ovenfor (Pag. 272)
anförte Bemærkning af Capt. Holböll. Dog staaer det endnu tilbage
at erfare, om ikke maaskee de grünlandske Arter, der angives at have
Rygfinnen lengere fortil, begge ere langhaandede, de andre korthaandede.
Paa den ulige Plumphed eller Smegtighed af hele Legemet tår aldeles
ikke bygges, da alle korthaandede Finhvaler synes at udmerke sig ved
den sidstnævnte Egenskab i Modsætning til de langhaandede og til Ret-
hvalerne.

Det er derfor, som det synes, snarere paa tre, i og for sig mindre
vesentlige Forhold, vi her kunne fæste vort Haab som Artsmerker, nemlig:
Størrelsen, Farven og Haarveecten.

Fostrets Störrelse kan naturligviis kun i visse Tilfælde afgive et Arts-
mærke. Men bekræfter det sig, hvad Capt. Holböll har meddeelt mig,
at den nyfödte ,,Tunnolik” næsten er lige saa stor som den voxne „Ti-
kagulik” (Sammenl. 4ste Afh. Pag. 194), hvilke dog begge ere korthaan-
dede Arter, saa vil et Foster af hiin Art fra Svangerskabets sidste 'Tre-
diedeel eller Halvdeel aldrig kunne tages for et Foster af denne eller af
Vaagehvalen. — Fremdeles vise, om vi ikke feile, allerede de her givne
Iagttagelser, at de tidlige Fosterformer, saasom Fosterkrumningerne, paa
de större Dyr endnu ere kjendelige paa (absolut taget) större Fostre;
thi det mindste Vaagehvalfoster, hvorpaa Krumningerne vare saa stærke,
er allerede stérre end mange fuldvoxne Pattedyr. Det turde altsaa
maaskee sluttes, at et forholdsviis stort Hvalfoster, hvorpaa de tidlige Fo-
sterformer endnu vare kjendelige ogsaa maatte vere af en af de stürre
Arter. — Dog maa det indrémmes, at efter at vi have lert de tre Vaa-
gehvalfostre at kjende, som ere beskrevne som det 2det, Zdie oo 5te 3
Rekken, og deraf have sect, at de tidligere Former ikke forsvinde til

m
samme Tid hos alle Individer, kunne vi ikke tillegge denne Omstæn-
dighed ner saa megen Vægt, som det forinden syntes at kunne antages.

At Farven allerede paa Fostrene kan tjene til Artsmerke, derfor
tale især de ovenfor (Pag. 258-59) meddeelte Iagttagelser paa Delphinfostre
og fremdeles den Overeensstemmelse, der synes at finde Sted mellem de
forskjellige Vaagehvalfostre indbyrdes og deres Moderdyr (Pag. 259).
I Farvespillet hersker rigtignok ikke den Mangfoldighed hos Hvaldyrene
som hos de fleste andre Pattedyr. Den graalige Farve paa Rygsiden
og den hvide paa Bugsiden er næsten overalt fremherskende; dog vil en
nermere Undersügelse sikkerligen vise en bestemtere Fordelingsmaade af
disse to Hovedfarver som særegen for hver Art. Skade, at især paa
yngre Fostre Farven taber sig aldeles med Overhudens Affalden (paa
ganske spæde viser den sig aldeles ikke). Kun’ paa större Fostre kan
Farven endnu længere Tid efter kjendes paa selve Huden.

At Fosterhaarenes Antal, Plads og Stilling kunde blive et væ-
sentligt Adskillelsesmiddel af de forskjellige Finhvaler — derfor behöve
vi neppe at anfüre yderligere Grunde, efter de ovenfor meddeelte Erfa-
ringer. At de idetmindste tildeels kunne tjene til Delphinernes Adskil-
lelse, synes at ligge for Dagen efter hvad derom blev fremsat (Pag. 250-51).
Paa Marsvinefostre af 44 Længde ere de to characteristiske Haar paa
hver Side endnu ikke frembrudte, men deres Spor kjendes meget tydeligt
i to fremstaaende hvide Knopper. For Finhvalerne er denne Anvendelig-
hed af Fosterhaarene kun bleven godtgjort til Adskillelsen af to Arter —
men disse ere ogsaa de eneste hvoraf hidtil Fostre have kunnet under-
söges. — At Haarene selv for voxne Finhvaler skulde kunne tjene som
Artsmerker, synes at vere et alt for dristigt Haab — og dog har allerede
den gamle Fabricius sagt om hine Haarknuder paa Reporkaken, at ved
dem denne Hval maaskee lettest kunde kjendes fra alle andre.

BR D eut di still sim. that ha ob
ere: dati Ser boues dk ii DRE AT ies genden |v
PAR Fireman es Gib nah ne. neg oh alte

7 confit ghd erry conte hat sti dala (Ce. ES gel} wg. me Le

| ; dy rained ene aimée pes mit, see
{REL mir BETONT" iets BITTE ‘holley Boot ei vo tante ge hag al vide

sat Pie ot centres ot LOS COEUR dy, bs atte wath i

| woken ye sig a keiner revel elaine murs: #34 #rohod
A orbite spam ri Hirao rer Pacte ath ay cag see
Le KEE STEDSE ra ar ee arena
ys ME abr By de qu th dagen snerige st:

hat:

PACE > eae ab À adobe t} ciment yin taeda, ra tk ony he ,

Aa De DES | LUTTE wig Mase aan pik ets: Joe Naga | pe,
à TO de Date à à cube har ana et tenta at 4
, LO De dried pa wi NES alas dove ain lly À
ASS i Wh. ru le ah ball» ist

| het Wilken ab oe KS h lc mp et,

a iid rena (oct id opt éme 1 PAPA PM + pa
| | ARAB pet sid nich rab hard andl apple il ioe ds J
aoe a Ree. ai hc ran. ale HABE STAR EEE

a mailehs Segoas wohnt sog anvil ence, vl dif 1h vi
1: D'LA satiety Da BIETE LE Bu 27 1775 7) 377) SPP EN"
ER Die mph: rok Babe EEE ET TREN ue mene
ORAN nie us LL ala cigare
que (eee sisted lad sion «à pi:
EN Äh ei à eal vik
FIN BEGGE "SES CR ih ae i E
A ea Ter soute folden. Se sud salaud à LL
| Dicke neh nn. RL pers ;

ESS Ru f ur A on M mar all

UNDERSØGELSER

OVER

HVALDYRENE

AF

DAN. FREDR. ESCHRICHT,
PROFESSOR VED KJOBENHAVNS UNIVERSITET.

(4

TREDIE AFHANDLING.
OM FOSTERFORMERNE

I

BARDEHVALERNES ERNERINGS- OG FORPLANTELSESREDSKABER.

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Nn

MRR AA a are
NZ MON | | | er
Ne NEO CET ES de

en ATTEND CR D TTV RA

FANER SCARS AU Pen” ur

Be er ER ER ATI A ARE dir oon

oa cy) | AE RHC ANR FINDE En,

[an el Sn PART io
‘ a0 À at
y . | di is h

| | i »
6 U

ie i |

+ i 1 + & ASK

vw mpl UREN. aT

Ligesom Hvalfostrene i den foregaaende Afhandling benyttedes til Stu-
diet af Hvalernes ydre Former saavel i zoologisk som i physiologisk Hen-
seende, saaledes ville de i denne Rekke Afhandlinger efterhaanden blive
benyttede til Studiet af alle de indre Dele. Begyndelsen skeer herved
med Ernerings- og Forplantelsesorganerne, og paa Grund af Æmnets
Vidtlåftighed vil det i denne Afhandling nærmest kun behandles med
Hensyn til de Former, der maatte være eiendommelige for selve Fostrene.
Til den Ende leveres herved 4) en udførlig Beskrivelse af Ernærings-
og Forplantelsesorganerne hos de mindste til min Raadighed staaende
mandlige og qvindelige Bardehvalfostre, nemlig det 8‘ lange mandlige
og det under Nr. 4 i foregaaende Afhandling opførte 44 lange qvin-
delige Vaagehvalfoster, og dernæst 2) Beskrivelsen af en for alle Barde-
hvaler fælleds höist mærkværdig Fosterform, nemlig deres Tender i Fo-

sterlivet.

Beskrivelse af to smaa Vaagehvalfostres Ernærings- og
Forplantelsesredskaber.

Det mindste Vaagehval-Foster aabnedes ved et Længdesnit langs-

med og til venstre Side af Brystets og Underlivets Middellinie (Tab. I.
Nn*

Fig. 2). Huden var ikke synderlig tyk; Musklerne temmelig svage paa
Brystvæggene, men særdeles tykke og stærke paa Underlivet (Fig. 2 y).
Efterat Bugvæggene paa Brystet og Underlivet vare slaaede ud til Si-
derne, og Hjerteposens forreste Væg sliaaret bort, toge Indvoldene sig
saaledes ud, som Afbildningen (Tab. I Fig. 2) viser i naturlig Störrelse.

Af de 52% (hos det større Foster 73‘*), som Afstanden udgjorde
mellem Snudespidsen og Gattet, faldt omtrent 2 (23”) paa Mundhulen
og Halsen (til den överste Deel af Brisselet), lidt over 4 (14) paa
Brysthulen, maalt fra dennes forreste Spidse til Mellemgulvets meest hvæl-
vede, forreste og midterste Deel (f), men over 2” ad Rygsiden til; næsten
21° (51) faldt paa Underlivet, maalt fra Mellemgulvets meest hvælvede
Deel til Gattet

Organernes Leie var overeensstemmende med det hos Pattedyr-
fostrene overhovedet, især overmaade ligt det hos Delphinfostrene. — Mel-
lemgulvet var stærkt kjüdet og stod meget stærkt hvælvet frem med sin
forreste, midterste Deel (f), ligesom det i en endnu höiere Grad end hos
de andre Pattedyr i Almindelighed steg dybt ned paa Rygsiden. Bryst-
hulen indtog saaledes en forholdsviis meget stor Plads, især for et Foster
fra en saa tidlig Periode. — Alle Organer laae i deres sedvanlige Huler.
Der var intet Spor til en Udskeielse af Lungerne fremad for Strubeho-
vedet, eller af Tarmröret ud imellem Bugmusklerne.

Overst i Brystet saaes Brisselet (a), bestaaende af to adskilte Si-
dehalvdele, hvoraf den höire laae noget mere fremad, og i Fostrets Ryg-
leie bedækkede omtrent 4 af den venstre. — Hjerteposen, der havde en
betydelig Tykkelse og Fasthed, især ved dens Forening med Brysthinden
(ec), sad bagtil fast paa Mellemgulvets toppede Hvælving (fj. Den var
hverken bedækket af Brisselet eller Lungerne, men laae frit mod Bryst-

veggen. Den blev aabnet, og Hjertet (b) saaes derved i sit naturlige

*) De i Parenthes angivne Maalinger ere altid af det 11“ lange, qvindelige Foster,
der i 2den Afhandling er beskrevet som det fjerde i Rækken.

285

Leie, med Spidsen — der dog især i denne Stilling viser sig overmaade
afrundet og næsten ikke fremstaaende — dreiet til Hüire. Furerne mel-
lem de to Kamre saaes tydelig; Forkamrene skjultes næsten af Brisselet.
Lungerne (d, e), syntes ikke ganske at udfylde Brysthindesekkene; især
bagtil efterlode de et uopfyldt Rum ved Mellemgulvets bageste Deel lige
_ over Nyrerne. De vare forholdsviis til de övrige Organer meget store,
iser hos et saa spædt Foster. Deres Overflade var glat.

Bughulen indtog ikke saa stort et Rum som Brysthulen, hvilket
dog kun vil findes, naar man tager Hensyn til Mellemgulvets Stilling.
Den var indknebet fortil og bagtil; dens störste Vidde faldt i Midten,
noget foran Navlen. Dens forreste indknebne Halvdeel omfattedes telt-
formigen af Mellemgulvet og indesluttede Maverne (g) med den lille Milt
Ch), Leveren (i) og den nögleformig sammenslyngede Tarm (k). Nettet
(Omentum) var ikke tydeligt. — Maverne laae heelt om til den venstre Side
og toge sig ud omtrent som et spaltet Hjerte. Man saae nemlig kun den
anden Mave (g) og ganske lidt af den fürste, paa hvilken Milten ch) var fæ-
stet. Begge disse Maver vare fortil forenede, bagtil löbende ud hver i en
stump Spidse. Leveren (i) var aldeles oplöst paa de större Blodkar ner,
hvilke med deres talrige Forgreninger fyldte Rummet til höire Side af
Maverne under Mellemgulvets Hvælvins. Den syntes at have været me-
get lille, nemlig omtrent kun af Störrelse som Hjertet. — Tarmen (k)
var overordentlig snoet og dannede et næsten kuglerundt Nögle, der strakte
sig fra Maverne til Nyrerne, bedækkende den bageste Deel af hine og den
forreste tredie Deel af disse. I Omfang udgjorde dette Nögle omtrent
lige saa meget som Hjertet, og noget mere end Maverne. Ved nöiere
Eftersyn fandtes den lille, 2 lange Blindtarm. Bugspyttekjertlen
(Pancreas) saaes först senere ved Delenes Sondring og Udskærelse. —
Den bageste Halvdeel af Underlivet var især opfyldt af de meget store
Nyrer (m, n), mellem hvilke Endetarmen (D gjorde sit lange, kun meget
svagt snoede, Forlöb, og dernæst af Stenene (0, p) og Urinbleren (u),

hvis Forbindelse med Navlen (æ) var overreven. — Bughinden gik stramt
hen over Nyrerne, men igjennem den kunde man tydelig kjende deres
Sammensætning af overordentlig mange smaa runde Afdelinger (Mal-
pighiske, Pyramider). — Binyrerne laae skjulte i Dybden ved Nyrer-
nes forreste Ende. — Stenene viste sig som to langagtige, smalle Le-
gemer paa den bageste Deel af Nyrernes Bugflade. De laae i Lege-
mets Længderetning, kun lidet convergerende bagtil, omfattedes fuldstæn-
digen af en Bughindefold, og vare ved denne heftede til Udsiden af Ny-
rerne ved et Kris, Mesorchium. Bistenene (Epididymides) strakte sig fra
Stenenes forreste Ende langs med deres udvendige Rand og fortsattes i
Seedgangene, vasa deferentia (q, r), der ved Stenenes bageste Ende plud-
selig saaes at vende sig sterkt indad (s, t) og stöde sammen i Middellinien.

Efterat denne Oversigt var taget af Delene i deres naturlige Leie,
bleve de hver for sig undersögte nöiere. I Fremstillingen heraf vere
det tilladt at begynde med Underlivsorganerne. Maverne med Spiseröret
og Tarmen (med Undtagelse af Tyktarmens ba-
geste Ende) gives i et Tresnit af det större Fo-
ster, efterat Delene tildeels vare foldede ud fra
hinanden,

Spiseröret (a) var tykvægpet, men fortil meget
snevert, saa at en 4“ tyk Sonde her opfyldte det;
ad Maven til blev det betydelig videre. Det havde
9—6 Længdefolder indvendigen, hvoraf især een
var meget stærk.

Af Maverne var den förste (b), til venstre
Side liggende, tykvagget, 5% (7) lang, 2 (59
bred, ægformig, med den spidse Ende bagtil.

287

Til denne spidse, blinde Ende var Milten (c) befæstet. Ved at aabne
Maven fandtes begge Aabningerne oppe ved den stumpe Ende. Indtræ-
delsesaabningen for Spiseréret laae paa dens üverste (mod Rygsiden
vendte) Væg; Udgangen (eller Aabningen til den anden Mave) 4/” derfra
mere til Höire men ligeledes heelt oppe ved den forreste, stumpe Ende.
Begge Gjennemgange vare omtrent lige rummelige. Hele Indersiden af
Maven var stærkt foldet paalangs. Tre sterke Længdefolder vare umid-
delbare Forlengelser af Spiserörets Længdefolder; de üvrige opstode ved
Spaltning af fire andre stærke Folder, der udsprang fra Aabningen til
den anden Mave. Ved Mavens blinde Ende stüdte disse Folder sammen.
Paa Rygveggen og den höire Veg vare alle Folderne stærkere end paa
den venstre Veg. Mellem de to Aabninger gik et Par Folder paa tvers
mellem Længdefolderne, uden at de dog med Sikkerhed kunde betragtes
som et Slags Rende fra Indgangen til Udgangen. Paa det mindste Fo-
ster vare Folderne ulige svagere end paa det större; paa Bugvæggen
endog neppe kjendelige. Ved Indgangen til den anden Mave holde alle
Folderne pludselig op.

Den anden Mave (d) var omtrent to Gange rummeligere end den
første, 6 (10) lang, 5” (5°) bred. Den laae langs den første Maves
höire Side, men strakte sig ud over den saavel fortil, som især bagtil,
saa at disse to ægformige Mavers blinde bageste Ender, ved at staae ud
fra hinanden, frembragte det hele Organs Lighed med et spaltet Hjerte.
Dens Vægge vare tynde som almindeligt Skrivpapiir; Indersiden var be-
sat med en stor Mængde smaa rundagtige Fremstaaenheder. Dens Ud-
gang fandtes i den modsatte Ende af Indgangen, nemlig i den bageste.

Efter denne anden Mave, og i det naturlige Leie skjult af den,
fulgte den tredie, i Form af en tarmagtig men tykvægget Deel. (e, f),
omtrent 4 (6/7) lang og 14 (2) bred. Indgangen til den havde
Form af en kort (4—1/) og meget smal Gang med tykke Vægge (e).
Det vilde endog ikke lykkes at bringe en fiin Sonde igjennem den. Selve

Le
den tredie Mave (f) var 21” (3) lang, og havde en rummelige Hule
med Lengdefolder.

Milten var fæstet paa den förste Maves venstre Rand, indtil
Spidsen. Den var 241 (54) lang, 3 bred, flad, fiirkantet med afrun-
dede Hjörner; dens bageste Rand noget bredere end den forreste. Wed
et Indsnit fra den af blev den bageste Deel af Milten svagt gaflet. Paa
det stérre Exemplar var den derimod næsten halvmaaneformet.

Tarmens forreste Deel var udvidet i Form af en seregen (4de)
Mave (g), 14“ (214 lang og bred. Den var meget tykvægget ligesom
den övrige Tarm, og syntes indvendigen besat med Papiller ligesom Tarm-
sliimfladen overhovedet. Derefter dannede 'Tarmen en Böining (k, D lig
Tolvfingertarmen hos Mennesket. Denne Böining laae skjult i capsula
mesocoli, og omfattet af den laae Bugspyttekjertlen (Pancreas) ch). Over-
gangsstedet til den övrige Tyndtarm (1) gik bag Tvertyktarmens Krös,
og laae skjult af dette og af Tvertyktarmen (m, n).

Leveren var aldeles oplöst paa de större Blodkar ner, hvilke med
deres talrige Forgreninger fyldte Rummet til höire Side af Maverne under
Mellemgulvets Hvælving. Den syntes at have veret forholdsviis meget
lille. Galdegangen laae meget tet til Pancreas og forenede sig med
dennes Udföringsgang ner ved deres fælleds Indsenkning i Tarmen, 34
(5/”) fra Pylorus. Deres Udmunding paa Sliimhinden laae 2/ længere
fortil.

Den üvrige Deel af Tyndtarmen var overordentlig stærkt snoet
og dannede næsten et kuglerundt Nögle, som strakte sig fra Maven til
Nyrerne, bedækkende (i Fostrets Rygleie) den bageste tredie Deel af hiin
og den forreste tredie Deel af disse. I Omfang udgjorde dette Nogle i
sit naturlige Leie hos det mindste Foster omtrent 7° i Længde og Brede,
5% i Tykkelse (fra Ryg- til Bugside); hos det stårre Foster 477” i Læng-
den, 9“ i Breden, 6 i Tykkelsen. ‘T'yndtarm og Tyktarm vare ikke
kjendelig forskjellige i Vidden, for begye udgjorde den 47” (1); men

289

Grendsen imellem dem betegnedes ved Blindtarmen (m). Ogsaa denne
havde samme Vidde som de üvrige Tarme. Dens frie Deel var kun 3
(14 lang, og laae saa tæt presset til den nermestliggende Deel af 'Tynd-
tarmen, at den efterlod et dybt Spor deri. Desuden kunde Blindtarmen
i en Strækning af 13.“ (5°) forfölges som en med ‘Tarmen kun tildeels
sammensmeltet Deel. ‘Til en tidligere Forbindelse med Navleblæren,
altsaa til et Diverticulum ilei, fandtes intet Spor. Blindtarmen laae hos
det större Foster heelt til hüire Side i Tarmknippet, og ad Ryggen til,
10” fra dets forreste, 7’ fra dets bageste Ende, Fra det steg Tyktar-
men fortil, béiede sig (m, n) over Tarmknippets överste Rand, dækkende
Tolvfingertarmens Overgang til den övrige Tyndtarm (k, 1), og steg med
tre svage Buer mellem Nyrerne bagtil. Ved Bugens Aabning saaes denne
Deel af Tyktarmen, især naar Nyrerne böiedes lidt ud fra hinanden,
ganske frit i en Strækning af 3 hos det lille, 11” hos det større Foster.
Först naar Tarmnöglet löftedes i Veiret fremad, og Blæren böiedes til-
bage, saaes den nedstigende Deel af Tyktarmen i hele sin Længde af 11”
hos det lille, 217 hos det större Foster. Hele Tarmens Længde blev
udmaalt paa det större Foster, efterat Kröset var afklippet i hele Leng-
den, og de sterke Böininger, saa godt det lod sig gjöre, trukne ud. Tynd-
tarmens Længde fandtes paa dette 11 lange, qvindelige Foster 26”,
Tyktarmens 51.

Binyrerne laae txt foran Nyrernes forreste Ende. De vare skjulte
af 'Tarmnöglet, den höire navnligen af Tolvfingertarmens Böining og
Pancreas. De havde hos det lille Foster Form af Lindser, 2 i Længde
og Brede, 1“ i Tykkelse. Den höire laae omtrent }’“ mere fortil end
den venstre. I det större Foster vare de kun lidet större, 5° brede, 2”
lange og stillede noget nermere til Nyrernes indre Rand. (See de to
nærmest efterfölgende Træsnit a).

Nyrerne vare meget store. De fyldte næsten hele den bageste
Halvdeel af Underlivet. Imellem dem laae 'Tyktarmen skjult i Dybden,

Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Oo

290

og desuden tildeels den langstrakte Urinblære. De havde en aflang: flad-
trykt Form. Deres Længde udgjorde 10% (18), deres Brede 43//
(6), deres Tykkelse 23/7” (51). De laae paa langs, dog ganske lidt
divergerende bagtil. I deres naturlige Leie syntes de at være langt tyk-
kere end de virkelig ere, eftersom de fyldte hele Underlivets Höide fra
dets Ryg- til dets Bugvæg; men dette hidrörte derfra, at tæt over dem
(seet fra Bugsiden ,,under dem”) ligge de overordentlig stærke og tykke
Psoas-Muskler. Bughinden gik fladt hen over Nyrerne, men igjennem
den kunde tydelig kjendes deres Sammensætning af overordentlig mange
smaae runde Knopper eller Malpighiske Pyramider. Paa den frit liggende
Overflade kunde tælles 3 til 400 saadanne Knopper, de fleste skarpt be-
grændsede, nogle dog nöiere forenede med een eller to andre, Paa det mindre
Foster var hver af dem i Gjennemsnit omtrent 1--1/, paa det större
næsten 4, og efter en omtrentlig Beregning maa hver Nyre bestaae af
henved 3000 saadanne Knopper. De vare ordnede i stårre Bundter, i hver
af hvilke viste sig omtrent 12—30 Knopper udvendigen. Nyrernes Blodkar
(Træsnit c) gik fra Rygraden skraat tilbage hen til dem, og traadte ind paa
deres indre Rand, 5 (5°) fra den överste Ende; Udföringsgangen (d)
steg derimod ud af deres nederste Ende. Til en hilus renis fandtes, ifålge
heraf, ikke mindste Spor.

Nyrernes Udföringsgange, Ureteres (d), vare
forholdsviis meget tykke (1—1/). De steg först
svagt convergerende tilbage, men derpaa hos det
mindre, mandlige Foster, pludselig ned mod Bug-
siden og stüdte, ved at vende sig lidet fortil, paa
Blærens (e) bageste Deel, i hvilken de indmundede i
omtrent 1° indbyrdes Afstand. I Vinklen, hvor de
pludselig forandrede Retning, laae Sædgangen (n).

Blæren (Tab. I, Fig. 2 u, Træsnit e) var
lang og smal, og strakte sig fra Underlivets ba-

291

gre Deel, 2 foran Lemmets Plads udvendigen, til Navlen, en Strækning
hos det lille Foster af 8‘; dens Brede var i Midten 21’, men ved begge
Ender meget mindre. Den var forholdsviis overmaade tykvægget. Langs
begge dens Siderande forlöb Navlepulsaarerne (f). Paa sin bageste Deel
optog den, som allerede anfört, de to Uringange (d) paa Rygsiden.

Urinblerens bageste Deel forlengede sig i Urinröret, Urethra
(g), som var omtrent 3/” bred. Dette steg bagtil, tæt foran Endetarmen
(0). Imellem begge laae först Sedgangene (n), men omtrent 2 ba-
genfor Blæren traadte disse ind i Urinröret, og dette laae nu umiddelbart
til Endetarmen i en Strekning af 4, navnlig lige til bag Bækkenbenenes
(i) bageste Ende, hvor det böiede sig fra Endetarmen fortil. Allerede
4 bagved Blæren omfattedes Urinröret paa Bugsiden af et Legeme, som
dannede en liden knopagtig Udvidelse fortil og en anden lengere bagtil
ch), og som udentvivl maa sættes lig en Prostata. Fra Bakkenbenene
udsprang Lemmets to cavernöse Legemer (k), og Urinröret lagde sig i
Furen imellem dem paa Bugsiden. Saaledes dannede Urinröret fra nu
af en Deel af Lemmet (1) og mundede ud paa dettes concave Rand tæt
ved Spidsen.

Til Urnyrerne (corpora Wolfiana) vilde det ikke Iykkes at finde
noget tydeligt Spor.

Stenene (Testiculi) viste sig (Fig. 2 0, p, Træsnit Pag. 290 m)
i det mindste Foster som to lange, valsedannede (cylindriske) men noget
sammentrykkede Legemer, den venstre 51”, den höire 5 lang, 11—11/
brede, men knap 4“ tykke, i Bughulens bageste Deel, paa den mere udad
liggende Deel af Nyrernes Bugside, liggende i Legemets Læng deretning,
dog noget convergerende bagtil; fortil nemlig i 5, bagtil i 2“ indbyrdes
Afstand. De omfattedes fuldstændigen af en Bughindefold, og vare ved
denne heftede til Udsiden af Nyrerne ved et Krös, Mesorchium. Folden

strækkede sig videre fortil, formodentlig som en Skede for Blodkar; bagtil

O0*

292

fortsatte Folden sig, indhyllende en Stræng af Cellevæv, Gubernaculum
eller Mesorchiagos (Tresnittet r), paa hver Side af Endetarmen.

Bistenene, Epididymides, (Træsnit q) strakte sig fra Stenenes for-
reste Ende langs med deres udvendige Rand og fortsattes i Sedgangene,
vasa deferentia (Tab. I, Fig. 2, q, r), der ved Stenenes bageste Ende
pludselig gik stærkt indad (see Tab. I, Fig. 2 og paa Tresnittet den >
paa langs stribede Gang n), og her liggende mod Indsiden af Urin-
gangene, netop ved disses Omböiningsvinkel (see Tresnittet), Saa-
ledes stödte de to Sedgange sammen i Middellinien og steg nu tet ved
hinanden i en Strækning af 5° bagtil, mellem Endetarmen og Urinröret,
for omsider at munde ud i dette (see ovenfor).

Lemmet bestod af de to cavernöse Legemer og Urinréret med
dettes svampede Legeme, som dog ikke var tydelig kjendeligt. De to
cavernöse Legemer udsprang paa Bekkenbenene (i), to smaae valsedannede
Brusklegemer, 21 lange, 3 brede, i Egnen mellem Lemmet og Gattet,
lidt nærmere ved dette, med deres forreste Ender lidt nermere indbyrdes
end med de to bageste. Paa deres nederste Rand sad de cavernöse Lege-
mer, iövrigt satte sig betydelige Muskler fast paa dem i flere Retninger.
Fra disse Bækkenbeen strakte de cavernöse Legemer (k) sig fortil, skjulte
under Huden i en Strækning af 5, indtil de tilligemed Urinröret traadte
frem og bleve synlige udvendigen, saaledes som beskrevet er i den 2den
Afhandling (Pag. 2411), 5° foran Gattet (p).

De quindelige Födselsdele bleve undersögte paa det fjerde Fo-
ster i Rekken. Æggestokkene viste sig som to lange valsedannede
Legemer (a) lig Stenene i det mindre Foster, 44. lange, 14 tykke,
altsaa ikke alene relativt, men ogsaa absolut kortere end Stenene hos det
mindre Foster, ikke kjendelig bredere end disse, men ligesaa tykke som
brede, altsaa mere valseformede, ikke sammentrykkede. De laae langt mere
udad end Stenene hos det mindre Foster, og mere divergerende fortil; her
nemlig i 15“, bagtil 74” indbyrdes Afstand, skraat hen paa den bageste

Deel af Nyrernes Bugflade. Langs med Æg-
gestokkenes ydre Rand laae AEygelederne (b).
\ De omfattede AEggestokkenes forreste udad
à liggende Ende kappeformigen, netop lig et Ca-
| put epididymidis, og forlöb langs deres ydre
‘| Rand, den höire kun i en svag Bölgelinie, den
venstre med tre korte men sterke Bugter, hvor-
_ ved den fik et knudret, næsten moniliformt Ud-
seende. Fra hiin deres forreste Udvidelse steg
en Fold af Bughinden fortil lig Bughindefolden
paa Stenene. Imellem Ægpelederne og Æg-
gestokkene vilde det ikke lykkes at gjenkjende
tydelige Spor paa Urnyrer. AEggelederne
stödte i en Vinkel af 420—150° til Livmo-
derens Horn (d), men udad steg de runde

Moderbaand (i) næsten i samme Retning
som Ægpgelederne bagtil. Livmoderhornene laae ganske paa tvers,
og i Middellinien af Legemet stüdte de sammen i Moderlegemet. De
vare 44/4 lange, 1‘ tykke, ganske valsedannede, smallere ved deres
ydre og indre Ende, deres forreste Rand svagt convex, den bageste lige
eller neppe mærkelig concav. Wed at stéde sammen i Middellinien böiede
de sig tillige lidt bagtil mod Moderlegemet (e). Dette laae lige i Lege-
mets Middellinie, var fortil og bagtil næsten 4 tykt, men i Midten noget
smallere. Dets Længde udgjorde 4”, Til Siderne, mellem Moderlege-
met og de runde Moderbaand, vare de brede Moderbaand (c) udspilede, saa
at ved disse og Moderen hele denne bageste Deel af Underlivet deeltes
paa tvers i to Dele. Disse brede Moderbaand vare paafaldende tykke
(omtrent 1‘), men ganske glatte paa begge Flader. — Modermunden om-
fattedes paa sedvanlig Maade af Moderskeden, Vagina (f), som var meget
stor (8 lang) og vid (5), temmelig tyndvægget, indvendig forsynet

294

med 8 Tverfolder, hvoraf især 5 eller 4 vare meget bestemte og næsten
heelt kreds- (ring-) formige. De forléb ganske parallelt med hinanden;
deres frie Rand vendte bagtil, Modermunden saaes i det Indre af Mo-
derskeden som en tynd Kredsfold, og en tynd Sonde kunde med Lethed
derigjennem bringes ind i Moderlegemets bagre og bredere Halvdeel.
Ved Aabningen af Moderskeden fandtes denne temmelig opfyldt med en
rödlig Sliim. — Moderskeden omfattedes bagtil af Bækkenbenene (@). Disse
vare halvmaaneformede, 5 lange, smallere og trindere i deres forreste,
bredere og fladere i deres bageste Halvdeel, men ved den bageste Ende
igjen meget tynde. De convergerede fortil, divergerede bagtil. Imel-
lem dem fandtes Indgangen til de qvindelige Fédselsdele, Vulva, en for-
holdsviis rummelig Aabning, omtrent 14‘ bred, hvis överste (bageste)
Væg steg meget længere bagtil (mod Gattet) og var forsynet med stærke
Længdefolder, Rilderen sad ved dens forreste Vinkel som en lille kegledan-
net Tap, overmaade stærkt krummet til hdire. Dens frie Spidse var kun 4‘
lang. Fra dens concave Rand steg to smaae baandformede Folder tilbage
(frenula clitoridis), og udenfor dem sad en anden sterkere Fold paa hver Side
(labia majora). Mere udad fandtes Aabningen for Vortegruben, som en
tet tilsluttet Sprække. 5’ bagenfor Kilderen laae Gattet, der syntes at

bestaae af to fortil i en Vinkel sammenstödende Sprækker.

Hjertet, hvoraf her gives en Træsnit-Afbildning saavel fra det lille
som det store Foster, var 7’ (11) i Længden og ligesaa meget i Bre-
den, 23 (4) i Tykkelsen. Hjertekamrene vare 5 (7%) lange, zu
(11) brede. FW fray NE

295

I det Hele var Hjertet altsaa meget bredt og fladt. Udspringet
af Aorta (a) og A. pulmonalis (b) var som hos Pattedyrfostrene i Al-
mindelighed. Den sidstnevnte gik for störste Delen over i Lungegre-
nene; Ductus arteriosus var meget snever. Fra Aorta udgik de samme
tre Stammer (c, d, e) som hos Mennesket. En dyb Fure, der gik skraat
fra venstre til höire til Hjertespidsen, betegnede Skillerummet mellem
de to Kamre. Hjertespidsen, der vendte temmelig bestemt til höire, var
meget stump og dannedes egentlig kun af det venstre Kammer, der her
stod lidt frem ved Siden af Hjerteskillerummets Fure, medens det höire
Hjertekammer snarere traadte lidt tilbage. Wed at aabne Hjertet, fandtes
Væggene af begge Kamre særdeles tykke. Kamrene vare fuldstændigen
adskilte. Forkamrene stode i Forbindelse ved det aflange Hul, men
Klappen var paafaldende stærkt uddannet og saaledes formet, at den ved
Indblesning i det höire Rammer trængte tragtformig ind i det venstre
Kammer, og kun havde en temmelig lille Aabning til Blodets Gjennemgang
ved sin stumpe Spidse. (Et lignende Forhold synes iövrigt at finde Sted
hos mange andre Pattedyrfostre, uagtet jeg ikke erindrer derom at have
seet bestemte Angivelser).

Om Lungerne blev det allerede ovenfor sagt, at de, skjündt for-
holdsviis store hos et saa spædt Foster, dog ikke syntes ganske at have
udfyldt Brysthindesækkene. Deres Længde udgjorde næsten 11/, men
vilde, efter Brysthindesekkene at dömme, für deres Indskrumpning have
udgjort næsten 2“. — Deres Overflade var glat, uden Spor til Deling i
Lapper. Iüvrigt var deres Form som hos Pattedyrene i Almindelighed,
kun at deres Mellemgulvsvæg stod endnu meget mere steil fortil vendt
end hos Pattedyrene i Almindelighed, og at deres bageste Flade altsaa
var meget længere end deres forreste.

Brisselet, Thymus (Tab. I, Fig. 2 a), var ikke stort, 1” (næsten 2”) i
Længden, 3” (1) i Breden. Det bedækkede kun de store Pulsaarestammer,
ikke den over Hjertekamrene liggende Deel af Hjerteposen. Det bestod af to

_ 296

adskilte Sidehalvdele, hvoraf den höire paa det lille Foster laae noget
mere fremad og i Fostrets Rygleie bedækkende omtrent 4 af den venstre.
Paa det större Foster var den höire Sidedeel skilt i to Dele, en forreste
og en bageste, hvilken sidste laae lidt ned paa höire Kammer. — Dets
Farve var hvidlig med et Anströg af graaagtigt Rödt. Dets Sammen-
sætning af mange smaa Underafdelinger, der toge sig ud som rundagtige
Korn, var overmaade tydelig. Hver af de to Sidedele maalte omtrent
4 i Længden, 5° i Breden, 43” i Tykkelsen, |

Snittet forlengedes paa det lille Foster fortil, og herved kom til
Syne: Tungebenet (Træsnittet a, b, b) med de to Griffeltungebeen (ce, c)

297

og Tungemusklerne (d, d, d), Skjoldbrusken Ce, f, f, g, g, h, h) og de mellem
den og Tungebenet liggende Muskler, samt de mellem den og Brisselet
ct, t) liggende blöde Dele, navnlig Muskelsekken (x) og Skjoldbrusk-
kjertlen (s,s). I det fürste af de her givne Træsnit ere disse Dele frem-
stillede fra Bugfladen, i det andet fra den venstre Side. I sidstnævnte
Træsnit er ogsaa den mere i Dybden liggende Aandepibe antydet, der
hos alle Hvaldyr dannes af Strubelaaget (i) og Krammerhuusbruskene
(k). m er det venstre, n det höire Kammer, o det venstre, Forkammer,
p den venstre Lunge, x Lungepulsaaren, y Aorta, z den venstre Carotis.

Brisselet ct, t) stöder fortil op til Luftröret, som dog her paa
dets Bugflade skjultes af den Muskelsæk (r), der af större Bardehvaler
er bleven bekjendt ved Hunters og Sandiforts Beskrivelser. 2Omkring
den laae til hver Side af Luftröret, i 2 indbyrdes Afstand, to Horn af
Skjoldbruskkjertlen, glandula thyreoidea (s,s), som to flade, aflange Le-
gemer, 2 lange, 1 brede, nærmende sig indbyrdes med deres bageste,
fjernende sig med deres forreste Ender.

Löftedes Brisselet i Veiret, fandtes, at disse to Sidehorn forenedes
ved en Mellemdeel (corpus glandulæ thyreoidex), der var fortil concav,
bagtil. convex, saa at hele Rjertlen havde Form af en Halvbue, hvoraf
kun de to Flöie vare ubedækkede af Brisselet.

Tungebenets Form og Störrelse sees paa det förste Tresnit (a, b, b).
Det var heelt brusket, og bestod af et Midterstykke, Tungebeenslegemet
(a) med to Sidehorn (b, b), med hvilke det dog kun syntes at danne een
sammenhængende Brusk; og de to Griffelbeen (ossa styloidea) eller maaskee
rettere Griffeltungebeen, ossa stylohyoidea, der, ligesom hos Delphinerne, laae
foran Tungebenet i en Buelinie, som löb temmelig jevnsides med Tunge-
benets Sidehorn (eller bagre Horn), men steg heelt op til Nakkens Side-
dele. Indad syntes de at ligge löse i Kjôdet, men have dog udentvivl
her ved Baand været fæstede til de ganske nærliggende to smaae Side-

Vid, Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Pp

298
tapper paa Tungebeenslegemets forreste Rand (see Træsnittet). 'Tunge-
benets bageste Rand var ganske plat, svagt concav.

Tungebeenslegemet tilligemed dets Sidehorn var 104“ fra den
ene Side til den anden. Forfra bagtil var Tungebenslegemet 1},
Hornene 3” i Gjennemsnit. Griffelbenene vare 4 lange, 3 tykke;
deres indbyrdes Afstand i Midten udgjorde 2. Fra Underkjæbens
forreste Spidse vare Griffelbenene fjernede 14, Tungebeenslegemet 13.

I 11 —51“ Afstand bag Tungebenet laae Skjoldbrusken (e, ff, gg).
Dens forreste Rand var i Midten sterkt eoncav, og dens Coneavitet be-
grendsedes af de to smaae fremspringende forreste Horn cf, f). Udad
ster de to bagre Horn (y, g) tilbage for at feste sig paa Ringbruskens
Sideflader, tæt ved deres bageste Rand. Skjoldbruskens bageste Rand
stod i Midten frem som to Spidser (h, bh); men udad mellem disse og de
to bagre Horn var den paa hver Side stærkt udhulet. I Breden var
Brusken 1”, Afstanden mellem de to forreste Horn 2}, Længden af
hele Brusken fra Spidsen af de to forreste Horn til Spidsen af de to
bageste Horn udgjorde 5%.

Mellem Tungebenet og Skjoldbrusken forlöb talrige muskulöse
Lengdefibre: m. thyreo-hyoideus (h). Disse blev skaarne bort fra Bug-
siden, hvorpaa Strubelaaget kom tilsyne, som en höi, smal, tynd Brusk.
Den blev böiet ned (i) over den forreste eoneave Rand af Skjoldbrusken,

INN hvorpaa to tynde tet til hinanden liggende blöde Lapper

"ae ck, k) kom tilsyne, hvilke tilhöre Kræmmerhuusbruskene.
Til begge Sider af dem stige den blüde Ganes to bageste

Buer (m, m) bagtil og nedad. Paa det större Foster,
paa hvilket Indvoldene allerede vare tagne ud, blev Tungebenet og Skjold-
brusken tilligemed de mellemliggende Muskler og Strubelaaget spaltede
i Middellinien og slaaede til Siden, ligesom ogsaa hine Klapper paa
Kræmmerhuusbruskene böiedes ud fra hinanden, saa at deres indre Flade
kom tilsyne ck, k). Det blev da tydeligt, at indeni Strubehovedet er

Indgangen til det egentlige Luftrér ringformigen om-
sluttet af Kræmmerhuusbruskene (k n, k n), som en
aflang Aabning cl), der vender sterkere nedad end fortil.
Ved at borttage den blöde Beklædning af Bruskene,
viste det sig, at Ringformen opstaaer derved, at fra hver
af Kremmerhuusbruskenes bageste Ende stiger en Fort-
sættelse (n) nedad og baptil, og stöder sammen (0) med
den fra den anden Side indeni selve Strubehovedets Hule.

Nöiere betragtet viste fölgende Forhold sig mellem
Ringbrusken, Kræmmerhuusbruskene og Strubelaaget.
Ringbrusken (sce det tredie af de herstaaende Træ-
snit x) danner kun en Halvring paa Rygsiden. Den
bestaaer nemlig kun af Rygstykket eller Pladen, der her

var 5 hii, 4 bred, og af to smaae flade, korte Side-
dele (y). Dens bageste Rand sluttede til den förste Luftrörs-
ring paa Rygsiden og paa begge Sider (med sine to
Sidedele); dens forreste Rand var meget kortere, og dens to
Siderande steg, som Fölge deraf, skraat nedad tilbage, om-

trent som paa Ringbrusken i det menneskelige Legeme, om man

paa den tenker sig den midterste forreste Deel af Ringen borte.
Seet fra Siden tog Ringbrusken (x, y) i sin Forbindelse med Luftröret
og Kremmerhuusbruskene (z) sig næsten ud som hos Mennesket. Lede-
fladen for Skioldbruskens bageste Horn fandtes ogsaa omtrent paa samme
Sted (y) som hos Mennesket. Först ved at see disse Dele fra Bugsiden
faldt de væsentlige Forskjelligheder i Öinene, der nys ere antydede, nemlig
at Ringbrusken ikke naaer hen til Bugfladen, og især at derimod Kr&m-
merhuusbruskene, der ere forholdsviis store og tykke, forlenge sig hver
med en lang, tyk Tap hen til Bugsiden og her i Middellinien stéde til
hinanden, saa at Luftröret ved dem lukkes broformigt paa Bugsiden.
Mellem disse Tapper, eller denne Bro fortil, og Ringbruskens Sidedele
Pp*

CR

tilligemed den förste Luftrörsring bagtil, bliver et ikke ubetydeligt Mel-
lemrum, der beklædes og lukkes ved en Hinde (see paa det 2det Træsnit
Pag. 299 0). Saaledes skeer det, at de to Rræmmerhuusbruske omfatte
Indgangen til det egentlige Luftrör, eller, om man vil, danne den förste
Ring af selve Luftröret (sammenlign Pag. 299).

Bremmerhuusbruskene (z) vare allerede i og for sig forholdsviis
store og tykke, men fortil forlængede de sig hver i en meget tynd, flad
og blöd Brusk (k/), der var ligesaa lang som det övrige af Brusken
og indhyllet i en Fold af Sliimhinden. Paa Rygsiden (deres överste
Rand) vare" disse to Folder eller, som de ovenfor kaldtes, Klapper
lildeels forenede, paa Bugsiden (deres nederste Rand) vare de frie
og kunde her slaacs ud fra hinanden (første Træsnit Pag. 299). I
det naturlige Leie laae de med de to indvendige Flader tet op mod
hinanden og lukkede saaledes for Adgangen til Luftröret paa Rygsiden
og paa Siderne; paa Bugsiden laae Strubelaaget (i) op til dem, saa at
disse tre Bruske tilsammen dannede hvad ovenfor (Pag. 297) kaldtes

Aandepiben, i Form af et kjölleformigt Legeme, der reiste sig

Vi fremfor Tungebenet bag den blöde Gane, saaledes som Til-

iz, fældet, som bekjendt, er hos Delphinerne. Imidlertid var Ind-

trengningen bag den blöde Gane ind i Nesen her ingenlunde

saa nöie som hos Delphinfostrene, hos hvilke den blöde Gane forlænger

sig kredsformig over paa Svælgets bageste Veg, saa at kun et rundt

Hul förer fra Munden til Nesen, hvilket Hul aldeles opfyldes af hiin
Pyramide (Kræmmerhuusbruskene og Strubelaaget). |

Strubelaaget havde Form af en fladtrykt Kjölle. Dets bageste

; tyndere Deel (a) var fæstet til den överste (indvendige) Flade af

lg Skjoldbrusken; dets forreste, bredere Deel (b) bestod af to Blade, ,

| der forneden (c) og fortil (b) vare fæstede til hinanden, foroven

1 (d) vare frie. Saaledes dannede de en Slags Hætte, der (i) om-

fattede Kræmmerhuusbruskenes (k) nederste Rand og altsaa lukkede for

501

Adgangen til Luftröret. Strubelaaget var med sin tyndere Deel, som
allerede anført, fæstet til Skjoldbrusken. Dets nederste eller ydre Flade
var desuden fæstet til Tungebenet og til de blide Dele mellem det og
Skjoldbrusken. Det var saaledes kun frit med sin ovenfor Tungebenet
fremstaaende Deel. Dets Sidedele vare desuden fæstede ved vingeagtige
Folder, der gik udenom de klapagtige Folder paa Rræmmerhuusbruskene
og salte sig paa disse Bruskes üverste Flade (ligamenta ary-epiglottidea).

Rummet imellem den överste Luftrérsring, Ringbrusken (x)
og Kremmerhuusbruskenes Tapper (n, n, 0) anförtes at vere lukket ved
en Hinde, der (Iste Træsnit Pag. 299) sees at vere beklædt med Strube-
hovedets Sliimhinde, langs Kremmerhuusbruskenes nedstigende Tapper
besat med Rækker af store Sliimkjertelaabninger (q, q). Denne Sliim-
flade er den överste Væg af hiin Sek, der udvendig paa Strubehovedet
viser sig som en Muskelsæk (Træsnit Pag. 296 r) og omfattes af Skjold-
bruskkjertlen (s,s). Gjennem Aandepiben, mellem Strubelaaget og Rræm-
merhuusbruskene, föres man vel langs Rygsiden ind i det egentlige
Luftrör (1), men nærmere Bugsiden derimod föres man langs Indersiden
af Strubelaaget og dettes Sideflöie (ligamenta ary-epiglottidea) forbi Luft-
rörsaabningen (1) ind i denne Sek, som ligger paa Luftrörets Bugside,
fæstet til dets membranöse Deel og iövrigt beklædt med et meget tykt
Muskellag, hvorved den hele Sek fra Ydersiden tager sig ud som en
Kjédsek (r). Udvendig er Sækken omfattet af Skjoldbruskkjertlen (s, s)
og fra Bugsiden tildeels skjult ved Brisselet (Træsnit Pag. 296 t). Sæk-
kens bageste blinde Ende laae 5% bagenfor Indgangen til Luftröret (D.

Fra 'Tungebenets og Griffeltungebenenes forreste Rand steg
talrige Muskelfibre fremad mellem Underkjebens Sidegrene. Ved at
see hen til den betydelige Afstand mellem disse indbyrdes, kunde man

302
formode, at Mundhulen allerede fra Tungebenets forreste Rand af var
meget bred, men dette viste sig ved Indskerelsen af de blöde Dele langtfra
at vere Tilfældet. Paa Tresnittet Pag. 296 vise Muskeltrevlerne i denne
Egn (d, d, d) sig ordnede i to Sidepartier og en Mellemafdeling, i hvilken
Fibrene ligge mere paa tvers. I de nærmeste 6/” foran Tungebenet
var det kun denne sidstnævnte Afdeling, der dannede Bunden af Mund-
hulen. Denne var her altsaa overmaade smal, rörformig; det var den
bageste Deel af Munden, der hos Hvaldyrene overhovedet fortjener Navn
af Ganeréret. De stærkere Muskelbundter fra Tungebenet og Griffel-
tungebenene laae paa Siden af det, og samlede sig først foran Ganeröret
i omtrent 8% Afstand fra Tungebenet til et tykkere Kjödlegeme, eller
en egentlig Tunge.

Seet fra Mundhulen viste denne sig temmelig bred og stor,
dog ingenlunde heller her (i den egentlige Mundhule i Modsæt-
ning til Ganeröret) optog den hele Mellemrummet af Underkjæbens
Sidegrene. Dens forreste Spidse laae nemlig paa det lille Foster 1// bag
Underkjæbens Spidse, og paa hver Side var et Rum fortil af 5, mere
bagtil af 2 uopfyldt. Dens hele Længde udgjorde saaledes 47 2,
dens Brede 6}. Den var tillige temmelig fri. "Ved Spidsen stod nemlig
51”, ved hver Side 14° frit frem over Sliimfladen, saa at hele dens
fastsiddende Flade kun udgjorde 547” i Breden, og Tungebaandet (frenulum
linguæ) var 947” fjernet fra Underkjæbens Spidse. Paa det større Foster
vare Forholdene ikke kjendelig forskjellige. Tungen var fortil meget
flad og tynd, svagt tilspidset, udhulet paa den üverste Flade. Bagtil var
den derimod temmelig tyk (5%. Paa Overfladen var den langs Middel-
linien aldeles glat, ad Siderne neppe kjendeligt ru, saa at egentlige
Tungevorter (papillæ) neppe lode sig eftervise. Ogsaa dens Rande
vare glatte.

Mundhulens nederste Væg omkring Tungen var ligeledes glat, hist
og her med Aabninger for Rjertelgange. Spyttekjertler opdagedes ikke.

Paa Ganen fandtes heelt fortil, netop i selve Vinklen af den spidse
Overkjæbe, en lille 'Tap med en punctformig Fordybning. Tæt bagved
den var paa hver Side en spaltformig Aabning, der forte til en kort,
blind Grube, aabenbart Spor til de Steensonske Gange. lövrigt var
ogsaa Ganehuden aldeles glat, navnlig uden mindste Spor eller Antydning
til Barder.

Bagtil bliver Ganen lidt efter lidt smallere, og Mundens Sidevegge
rykke stedse tættere sammen. Nærmest bagved Mundvigerne slutte de
ganske tet til Tungen, der selv bliver meget smal. Seet for fra, medens
Kjæberne aabnes vidt fra hinanden, tager Mundhulen sig ud som en spaltet
Sæk, i hvis Bund bagtil findes en mindre Aabning: Indgangen til Gane-
röret, der allerede er omtalt ovenfor (Pag. 502).

Den ydre Huds Overgang til Mundhulen viser sig tildeels i Form
af Hudfolder eller Leber. Paa Overkjæben ere de, iser bagtil, langt
mindre fremstaaende end paa Underkjeben og skilte fra Ganen ved en
ganske smal, men temmelig dyb Fure, der lidt efter lidt taber sig fortil
ved Overkjæbens Spidse, indesluttende hiin ‘Tap forrest paa Ganen, men
bagtil strækker sig til tet foran Öinene. Paa Underkjæben sidder Leben
paa selve den överste Rand.

Langs med Læberne — paa Underkjæben umiddelbart til deres In-
derside, paa Overkjæben skilt derfra ved hiin meget smalle Fure — sæn-
ker Mundbuden sig svagt ned i en dyb, temmelig bred Rende. Disse Ren
der fortjene i alle Henseender Navn af Tandrenderne, og da deres Ind-
hold kan ansees for den allermærkeligste Fosterform i Bardehvalernes

Bygning, vil det blive gjort til Gjenstand for en særegen Afdeling af
denne Afhandling.

1 ovenstaaende Oversigt af de meget smaae Bardehvalfostres Splanch-
nologie vil man i de fleste Henseender have fundet en vesentlig Over-

ns

_ 304
eensstemmelse med andre Pattedyrfostres, og navnlig Delphinfostres, indre
Bygning. Med Undtagelse af Spyttekjertlerne, savnedes intet af de hos
Pattedyrene i Almindelighed. forekommende Indvolde, selv ikke Skjold-
bruskkjertlen, hvilken Hunter ikke kunde finde paa den af ham un-
dersögte lille Finhval, og ei heller af Nogen senere vides at vere ing
tagen hos Bardehvalerne.

Leiet og Forbindelsen af de forskjellige Indvolde var i det Hele
taget ligesom hos Pattedyrfostrene i Almindelighed, navnligen fandtes
intet Spor til en Udskeielse af Tarmkanalen mellem Bugmusklerne eller
til nogen lignende Afvigelse fra de almindelige Leieforhold hos Pattedyr-
fostre af lige Udvikling.

Iser var Ligheden i mange Henseender meget stor med Delphin-
fostrenes Indvolde. Saaledes navnlig i Henseende til Mavernes Form,
Nyrernes Stürrelse, Form og Bygning, Urnyrernes tidlige Svinden, Kjéns-
delenes Former; Bugens og Brystets gjensidige Störrelsesforhold, Lun-
gernes Form, Aandepiben, Ganeröret, Manglen af Spyttekjertler.

Det vilde kunne menes, at disse Overeensstemmelser mellem Bar-
dehvalerne og Delphinerne i Fosterlivet senere kunde hæves; De paa-
fölgende Undersögelser ville imidlertid vise, at Forandringerne under Ud-
viklingen af disse Organer ere de samme for Bardehvalerne som for Del-
phinerne — f. Ex. i Henseende til Mavernes Störrelsesforhold — saa at
den oprindelige Lighed senere vedbliver, og til at formode dette Resultat
föres vi allerede, ved at see, at paa den anden Side ogsaa de Forskjellig-
heder, der vides at bestaae mellem begge disse Hvaldyrfamilier, have
kunnet eftervises paa disse smaae Fostre.

Til saadanne Særegenheder i Bardehvalernes Splanchnologie, i Mod-
sætning til Delphinernes, hörer Tilstedeværelsen af en Blindtarm, Hjertets
större Brede, Strubehovedets særegne Dannelse og Luftrérets Muskelsæk,
Mundens store Brede — Former, der allerede alle have været meer eller
mindre kjendte ved tidligere Undersügelser — og man vil allerede deraf

Pe HE

kunne slutte, at der selv i en udförlig Beskrivelse af Bardehvalernes
Splanchnologie ikke maa ventes paafaldende nye Opdagelser. Efterviisnin-
gen af Brissel og Skjoldbruskkjertel vil i alt Fald ikke kunne regnes dertil.
At, i Almindelighed taget, selv et saa spædt Foster af et saa co-
lossalt Dyr giver en god Forestilling ikke alene om Slægtens, men selv
om Artens indre Bygning, kan her kun forelöbigen antydes. Beviset
derfor vil först kunne föres, naar i en senere Afhandling en udförlig Be-
skrivelse gives af större Fostre saavel af Vaagehvalen som af den lang-
haandede Finhval. I det Hele taget vil Forskjellighederne i disse to Ar-
ters indre Bygning findes kun at ligge i Störrelsesforhold eller andre
mindre vesentlige Omstendigheder, men selv i disse vil almindeligviis
Artsseregenhederne allerede kunne eftervises paa hine spæde Fostre.
Imidlertid gjelder det her Anförte ikke ubetinget, 1 Indvoldene
af de undersøgte Finhvaler har jeg idetmindste fundet en meget stor og
uventet Forskjellighed i Dannelsen af Tarmens Sliimhinde. Forskjellig-
heden træder virkelig frem allerede i Fosterlivet, men paa saa spæde Fo-
stre, som de her beskrevne, vil den neppe kunne eftervises. Hvad det
dernæst angaaer, at Uligheden mellem Bardehvaler og Delphiner ikke
skulde blive större under Legemets Udvikling, da staaer som en hüist
iöinefaldende Undtagelse Bardernes senere Dannelse, og denne Undta-
gelse bliver saa meget stérre, som Bardehvalerne virkelig, forend Bar-
derne begynde at dannes, ere forsynede med Tender, en Omstendighed,

som i det fölgende Afsnit nærmere vil blive beskrevet,

EL.

Om Bardehvalernes Fostertænder.

Som en ganske isoleret lagttagelse af største Interesse har i lang
Tid staaet den af Geoffroy Saint-Hilaire (Annales du museum Whist.
Vid. Sel, naturvid. og mathem. Afh. XI Deel, Q q

506

natur. X 1807 pag. 56%), at han paa Underkjæben af et Rethval-Foster
(Balæna mysticetus) har iagttaget en Rende, udklædt med en Hud lig
Pattedyrenes Gummer, og i denne tydeligen seet: „des germes de dents”,
der forekom ham „distribues comme les dents elles-mêmes des cachalots”.

Den i saa faa Ord meddeelte Iagttagelse er citeret af flere For-
fattere, saasom af Meckel (Syst. der vergl. Anat. 4, 1829 Pag. 515),
Carus (Zootomie 1854, 1, Pag. 250). I senere Angivelser af Lagtta-
gelsen nævnes imidlertid ikke Underkjæben, men Overkjæben. Saaledes
först i den nye Udgave af Cuviers anatomie comparée, hvori det (IV Aste
Afd. 1855 Pag. 618) blandt Tilleggene, formodentlig efter nyere Under-
sögelse af Præparatet i Pariser-Museet, hedder: „Au reste, les baleines
ne manquent pas absolument de dents. M. Geoffroy-St.-Hilaire en a
découvert les germes dans les os maxillaires supérieurs d’un foetus de
baleine. Nous avons vu, dans la préparation qui en est conservée au
Musée d’Anatomie du Jardin du Roi, Vos maxillaire supérieur gauche
ayant un large canal dentaire ouvert, dans lequel il ya une série de petits
corps coniques ou arrondis, blancs, crétacés, formant comme des capsules;
on distingue dans l’une d’elles le bulbe membraneux qui a sécrété la
coque calcaire, que l’on ne peut s’empécher de reconnaître pour un germe
de dent avorte”.

I Frederic Cuviers Værk: ,,de l’histoire naturelle des cétacés (1856)
Pag. XXVIII af ,,discours préliminaire” er Angivelsen skeet med fölgende
Ord: ,M. Geoffroy Saint-Hilaire, en ouvrant le canal dentaire de la machoire
supérieure d’un foetus de baleine, observa, dans toute la longueur des
parties membraneuses qui la remplissaient, de petits corps ronds, blan-
châtres, du diamètre d’une ligne et séparés les uns des autres par un
intervalle de même étendue, Ces corps vus au microscope ressemblent
à des capsules dans quelques-unes desquelles pénètre un pédicule d’appa-
rence membraneuse; elles sont composées de deux couches ou de deux

james, Vextérieure jaunätre, et l’intérieure très-blanche. Sous une forte

__ 307
loupe, toutes deux paraissaient percées de pores très-nombreux; la blanche
en avait plus que la jaune, et celle-ci était la plus flexible. Tout annon-
cait en elles une nature calcaire, et Mr. Geoffroy y vit avec raison des
germes de dents. Le pédicule est sans doute formé du bulbe dentaire, et
les deux parties dont les capsules se composent sont peut-être l'émail et
la matière osseuse”.

I Rapp’s ,,die Cetaceen” (1857) findes (Pag. 127) den samme
Geoffroy’s Iagttagelse omtalt saaledes: „Bey dem Geschlecht Balæna
fehlen die Zähne; aber nach einer merkwürdigen Beobachtung von Geoffroy
Saint-Hilaire findet man beim Foetus des grönländischen Wallfisches im
Oberkiefer eine vom Zahnfleisch ausgefüllte Rinne, und in diesem Zahn-
fleisch liegen die Keime von Zähnen in Gestalt von fast linsenförmigen,
knochenähnlichen Körpern. (Ich sah das Präparat in dem Museum für
vergleichende Anatomie in Paris). Sie verschwinden aber spurlos mit
der weitren Entwicklung des Thieres”.

Ogsaa i Schlegels „Abhandlungen aus dem Gebiete der Zool. und
vergl. Anat. (I, 1841. Pag. 55) angives Overkjæben, skjöndt kun Geoflroy’s
oprindelige Meddelelse citeres.

Den i ovenstaaende Citater anförte Tilstedeværelse af Tænder i
Fostret af Rethvalen (B. mysticetus) har jeg ved mit Ophold i Stockholm
i Juli Maaned 1842 havt Leilighed til at bekræfte paa det i Rigsmuseet
opbevarede Foster, 164° langt (see {ste Afhandl. Pag. 459). Ved mine
höitagtede Venner, Hr. Prof. Retzius og Hr. Prof. Sundevall, tillodes det
mig at lösne Huden paa den ene Side af Over- og Underkjxben over
den langs med deres Alveolar-Rand gaaende brede Fure. Tænderne
fandtes saavel i Over- som i Underkjæben, især dog tydeligen i Overkjx-
ben. 52 taltes her paa den aabnede Side; men de större Mellemrum
imellem nogle af dem satte det udenfor al Tvivl, at flere fra forst af have
været tilstede. I Underkjæben stode de omtrent lige saa tæt, altsaa i
omtrent samme Antal.

Oq”

i <

Det vil sikkerligen ikke vere uden Interesse at erfare, at saadanne
Fostertender ikke alene findes hos Rethvalerne, men ogsaa hos Finhva-
lerne, navnligen hos den grénlandske Keporkak, Balæna Boops Fabr. (B.
longimana Rud.) og hos Vaagehvalen, — altsaa ventelig hos Bardehva-
lerne overhovedet i Fosterlivet — saaledes som de fölgende Linier nüiere

ville udvise.

Paa de spiedere Fostre af Finhvalerne er den paa hver Side meest
udad liggende Deel af Overkjæbebenenes Ganeplade endnu slet ikke dannet.
Istedetfor at denne Beenplade hos de voxne Dyr stéder sammen med
Overkjæbebenenes udvendige eller Ansigtsplade i en skarpt besrændset
Rand, gabe disse to Plader hos Fostrene vidt fra hinanden, og udad
langs Overkjæben staaer Veien aaben til en bred og dyb Spalte, i Bunden
udklædt med en temmelig glat, skjöndt meget porös, Beenveg, hvorved
den begrændses fra den lösere Beenmasse. Ansigtspladen strækker sig
ikke synderlig videre udefter end Ganepladen, og Spalten imellem dem
kommer altsaa til at vende mere udad end nedad, saa meget mere som
Ganepladen udefter hvælver sig noget nedad. Ikke destomindre er denne
Spalte aldeles analog med den brede Spalte i Overkjæbebenet hos Del-
phinerne, hvori Tænderne have deres Fæste, og altsaa ligeledes med Tand-
hulerne (alveoli) i de évrige Pattedyrs Overkjæhebeen, og den fortjener
allerede paa Grund heraf Navn af Tandspalten, fissura alveolaris eller
dentalis. Forrest strækker den sig lige til Spidsen af Overkjebebenene og
—saavidt skjünnes kan — af Mellemkjæbebenene; bagtil, tæt foran Mund-
vigen, forlænges den bueformigt indad paa Overkjæbebenenes Ganeflade,
fölgende langs med Ganens bagre Sidetap paa Overkjæbebenene (analog
med den bageste Ende af processus alveolaris hos Pattedyrene i Almin-
delighed), heelt ud til dennes Spidse — altsaa netop som Tandhulerne
hos Pattedyrene i Almindelighed. En ganske lignende Spalte strækker

_ 509

sig langs begge Underkjæbens Sidegrene i hele deres Lengde. Den
ligger i Grunden paa deres üverste Rand, men i Kjebens naturlige Stil-
ling er den dreiet stærkt indad, svarer altsaa til den udadvendende analoge
Spalte i Overkjæben.

Indenfor Læberne i begge Kjæber fortsætter Mundhuden sig hos
Finhvalfostrene over disse Tandspalter. Paa Underkjeben gaaer den
temmelig stramt hen over Spalten; paa Overkjæben sænker den sig noget
ind i den, og danner her en ganske glat, flad Rende eller Grube, der
ligesom selve Spalten (Pag. 508) er rettet stærkt udad men ved Mund-
vigen forlenger sig ind paa Ganen, nermende sig den fra den anden
Side i en svag Buelinie. Paa Underkjæbens Grene er Gruben kun svagt
antydet og rettet indad. Gruberne fortjene fuldkomment Navn af Tandgru-
berne eller Tandrenderne. De underliggende Spalter ere nemlig ikke alene
analoge med Tandhulerne hos Pattedyrene i Almindelighed, men i dem
ligger ogsaa hos Bardehvalernes Fostre et fuldstændigt Set Tender.

At Mundhuden, som allerede aufört, gaaer hen over disse Spalter
og kun svagt sænker sig ned idem, gjentages udtrykkeligen, fordi Geoffroy,
ved i sin oprindelige Angivelse (see ovenfor Pag. 305—506) kun at nevne
at en Hud lig Pattedyrenes Gummer udklæder Renden (eller Spalten), uden
at omtale at desuden den egentlige Gumme beklæder og lukker den, let
kunde give Anledning til den Forestilling, at Tandkimerne stode frit paa
selve Gummen. Dette kunde man saa meget lettere ledes til at troe, da
alle Tandkimer overhovedet, ifölge Goodsir (Edinburgh medical and sur-
gical journal Vol IH, pag. 1), fra først af skulle staae frit paa Gummerne,
og först senere, ved en sekformig Indkrængning af Gummehuden, sænkes
ned i Tandrenderne. Men ligesom denne Periode hos Pattedyrene i Al-
mindelighed falder meget tidligt i Legemets Udvikling (hos det menne-
skelige Foster i Slutningen af anden Maaned), saaledes maa det ogsaa
vere Tilfældet hos Bardehvalerne; thi Tandspalterne ere allerede lukkede
af Gummehuden paa det mindste Vaagehvalfoster (8/ 5 langt). Paa

a

samme Maade gik Gummehuden ogsaa hen over dem paa det i Stockholm
opbevarede Rethvalfoster, der er 461” langt; det maa altsaa saameget
mere vere Tilfældet paa det i Parisermuseet, da dette, efter Hr. Lauril-
lards private Meddelelse, er 29 langt.

Vi vende tilbage til Beskrivelsen af de langhaandede Finhvalfo-
stres Tandspalter.

Den over Spalterne gaaende Gummebud er temmelig fast. Under
den ligger en egen mindre fast og mindre tyk Hinde, som udklæder hele
Spalten og nöie er forenet med det laxe Cellevæv, hvormed den er fyldt,
Nöiere betragtet viste dette Cellevæv sig meer eller mindre bestemt ordnet,
deels som en Række af Sekke, deels som Tverskillerum imellem dem
(see Tab. IV Fig. A). Dog var denne Ordning ikke saa bestemt, som
den citerede Tegning synes at vise. Sækkene vare kun lidet faste; man
behövede ikke at klippe dem op, for at trenge ind til de indesluttede
Tender; ved Pincetten lode de sig med Lethed plukke op i Form af
Cellevevstraade. Tverskillerummene dannedes af et endnu lösere Celle-
væv, og paa de fleste Fostre viste de sig meget lave og utydelige (Fig. B).

Efterat det lésere Celleviev tildeels var pillet af Veien med Pin-
cetten, saaes indeni Tandspalterne den hele Række Fostertænder (see
Tavle IV Fig. B: höire Underkjæbe af det större Foster) i Form af
blöde coniske Fremragninger, bekledte med en haardere Skal, der enten
var ganske tynd og gjennemsigtig eller noget tykkere og kalket. Meest
uddannede fandtes de kalkede Tender i de langhaandede Fostre paa 40
og 55 Tommer; i de mindre var Forbeningen af Tænderne mindre eller
endog slet ikke fremme. Det Sidste gjaldt endmere for de smaae Vaa-
gehvalfostre, og paa de större var Tændernes Ralksalte for en stor Deel
oplöste, rimeligviis af den længere Henliggen i Saltlage. Det er ogsaa
hine to Fostres Tænder, der fortrinsviis ere lagte til Grund for Beskri-
velsen, skjöndt Tænderne desværre i ingen af dem vare skaanede fuld-

stendigen.

1 Overkjæben af det störste langhaandede Foster fandtes paa höire
Side 28 Tender (Tab. IV Fig. B), paa venstre omtrent ligesaa mange,
men det forholdsviis store Mellemrum mellem nogle af Tænderne gjør
det meer end sandsynligt, at desuden en Deel Tænder er gaaet tabt ved
Skeletteringen. Dette bekræftes aldeles derved, at i tre andre Fostre af
B. longimana, der senere med Forsigtighed ere aabnede, fandtes fra 46
til 51 Tænder paa hver Side af Overkjæben. I Underkjeben er Tæn-
dernes Antal noget mindre. I det næststürste Foster (55) fandtes i
Underkjæbens höire Green (Tab. IV Fig. A) 42 Tandsække, og de dan-
nede en uafbrudt Række, saa at det er vist, at ingen er gaact tabt, uden
maaskee i den forreste Deel, hvor Benet (som saa hyppigen er Tilfældet)
var knækket og ikke indeholdt Tandsekke eller Tænder. I et andet
mindre Foster af samme Art fandtes smaae meget smalle Tender i Un-
derkjæben indtil heelt hen ved Symphysens Inderside, men det hele Antal
var dog ikke stérre, maaskee fordi de bageste endnu ikke vare uddannede.

Sætte vi altsaa Tallet efter de to fuldstendigste Rækker, saa vil
det blive idetmindste 186 for den langhaandede Finhval.

Størrelsen af disse Tænder faldt imellem 4/ og 14. — De be-
stode, som aabne Tænder i Almindelighed, afen huul, kapselformet Been-
eller Kalk-Deel — den egentlige haarde Tand — og en blöd Kime, som
udfyldte deres indre Hule. Men den haardeeller egentlige Tand var over-
ordentlig tyndvegget og sluttede tæt omkring den forholdsviis store Kime.
— Formen var temmelig forskjellig, men kunde dog for dem alle henföres
til en Valse (Cylinder), der enten var mere kort og tyk (Tab. IV Fig. A:
40), eller mere lang og smal (Fig. A: 1). Ved Toppen vare de alle
sterkt indknebne, de allerfleste endog overmaade sterkt, saa at Toppen
selv paa mange af dem tog sig ud som en meget tynd paa Tanden ansat
Krog eller Spidse (Tab. IV Fig. A: 1, 10, 42). Paa det större Fosters
Tender var dog denne Spidse meer eller mindre ligesom afslebet (Fig.

B: 4, 5, 6, 7, 15, 16, 17, 18, 24, saa at man ogsaa fra Toppen kunde

| Ol
=
re

trænge ind i en Hule af Tanden (Fig. B: 5), men denne Hule var adskilt
fra den egentlige Riimhule ved en kalket Tverveg. — Nogle af Tæn-
derne vare, saavel paa det store som paa det lille Foster, dobbelte, eller
bestode af to sammensmeltede runde ‘Tender, dog saaledes, at denne
Sammensmeltning ved nogle (Fig. B: 17) var mindre, ved andre mere
fuldstændig (Fig. B: 6). — Deres ydre Overflade var temmelig glat,
undtagen üverst oppe omkring den tapformige Spidse, hvor der, især paa
det større Fosters kuglede Tænder, fandtes en stor Mængde ganske smaae
kegledannede Spidser, der hver for sig selv havde en Hule, i hvilken
andens Hule dog i de fleste Tilfælde forlængede sig. Paa mange af
Tænderne vare ogsaa disse smaae Spidser ligesom afslebne, og i deres
Sted fandtes da kun Huller paa Tanden. — Den haarde Tandmasse var
paa de stårre Fostre kalket af Udseende og Consistens. Dog er den
paa det næststürste Fosters Tender nu, efter at Fostret har ligget henved
5 Aar i Viinaand efter først at have ligget i Salt, meget skjör, ligesom
halvoplöst. En Adskillelse af Emaille og Dentine var ikke at erkjende.

I det næststårste Fosters (35) Underkjæbe hörte af de 42 Tender
paa höire Side (Fig. A) de 9 forreste til de mere höie og smalle, altsaa
mere valsedannede Tænder. Dog var denne Form meest udtalt paa den
allerforreste (Fig. A: 1), som fandtes i omtrent 3” Afstand fra Middel-
linien (Symphysis). Den var 11 höi, lige bred, nemlig lidt over 4
i hele sin Höide, havde altsaa ganske Form af en Valse (Cylinder), men
paa Toppen af denne Valse stod en knap 4 höi, meget smal og noget
kroget kegleformet Spidse. — Lignende Form havde den anden og tredie
Tand i denne Række, men fra 4de til Øde gik Valseformen lidt efter lidt
over i Kugleformen, og den 10de (Fig. A: 10) kan allerede regnes til
de runde Tænder. Alle de folgende Tænder i denne Række lignede
enten mere denne eller den (i Fig. A: 42 afbildede) endnu tykkere og
rundere 42de Tand, kun at den 48de i Rækken var en dobbelt 'Pand.

Paa de runde Tender udgjorde saavel Breden som T ykkelsen omtrent 3.

515

Den störste Brede faldt ikke nærmest Grundfladen, men midt over disse
runde Tænders bugede Deel.

I det næststürste Fosters Overkjæbe hörte de 51 Tænder paa venstre
Side alle, med Undtagelse af den forreste, som var valsedannet og smal,
til de runde Tænder, Blandt disse var den 7de, 14de, 15de, 25de og
24de dobbelte, de övrige enkelte. Deres Störrelse var omtrent lig de
rundes i Underkjeben: 3 i Höide og i Brede; dog vare de 6 bageste
kjendeligen mindre.

I det störste Fosters Overkjæbe var Ordningen af disse forskjellige
Slags Tender temmelig afvigende herfra. Paa den höire Side, hvor den
med Sikkerhed kan angives (Tab. IV Fig. B), kunde de tre forreste (Fig.
B: 1, 2, 5) endnu regnes til de smalle Tænder, den 4de (B: 4) til en
Overgangsform mellem dem og de runde, men allerede de to næstpaa-
folgende (Fig. B: 5,6) vare dobbelte Tender. Alle övrige Tender vare
runde, med Undtagelse af den 17de Tand, der bestod af to sammenvoxne,
men endnu hver for sig fuldstændige, runde Tender. Alle Tænder i
denne Overkjæbe vare sterkt afslebne paa Spidsen, med Undtagelse af
de 4 forreste og den allerbageste (B: 28). De i Underkjæben af det
större Foster endnu forefundne bageste Tænder vare formede lig de
mindre runde i Overkjæben af samme Foster (B: 15).

Af Vaagehvalfostre har jeg undersögt fem med Hensyn til Tæn-
derne, nemlig fire af dem, der beskreves i den anden Afhandling, og
desuden endnu et meget stort, over 6 Fod langt, som jeg modtog sidst i
Januar 1845 fra Hr. Höeg i Bergen. — Paa det sidstnevnte vare Bar-
derne allerede udbrudte; Tandspalterne fandtes aabne, men uden Spor til
‘Tender eller Tandkimer. -- Af de fire mindre Fostre havde de tre mindste,
der vare mellem 8” og 11“ lange, kun Tandkimer, i Form af en tæt-

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Rr

staaende Række runde, blöde Knopper, 1—1/ store, liggende tæt under
det dobbelte Hudlae-

u’
Foster (8) vare disse smaae Tandkimer kun tydelige i den forreste

som beklæder hver af Tandrenderne. I det mindste

Halvdeel af hver Rjebe, men i det 9 lange fandtes de i hele Længden
af Kjzberne, omtrent 40 paa hver Side. 'Til en egentlig Tanddannelse
var endnu intet Spor i Fostrene paa 8—11/ Længde.

Desto tydeligere viste Tænderne sig paa det 35” lange Vaage-
hvalfoster. Tandrenderne aabnedes i Over- og Underkjæbe paa venstre
Side. I det laxe Cellevæv, som opfyldte dem, laae i Overkjæben 44, i
Underkjæben 40 meget tyndvæggede Sække, gjennem hvilke man lettelig
kunde see de underliggende Tænder. Deres Antal kan for Vaagehval-
fostrene vel altsaa sættes til 168 i det Hele. De allerfleste vare lange
og smalle, især i Underkjæben; Sækkene vare fæstede, ligesom med en
Stilk, til den Hinde, der beklæder Renden, og rettede meget stærkt med
Spidsen af Tænderne fortil, stærkest ved de bageste Tender. De vare
kjendelig mindre end i de langhaandede Fostre, i det Hele omtrent 4
höie, de störste neppe 4 höiere; de mindste, der tillige vare de forreste,
vare kun 4“ höie. De vare i det Væsentlige formede som den lang-
haandedes Tænder; de fleste hörte til de valsedannede, idet de kun vare
omtrent halv saa brede som höie, eller endog ligt smallere; men de ba-

geste hörte ogsaa her til de runde Tænder.

Det maatte vere mig magtpaaliggende, at lære disse Fostertænders
mikroskopiske Bygning at kjende, og jee har stræbt efter at udfinde den,
uden dog at vere kommet til et ganske tilfredsstillende Resultat. Paa
Grund af deres meget stærkt hvælvede Overflade og betydelige Sprédhed,
vilde det ikke lykkes mig eller nogle af mine heri mere övede Colleger

at slibe dem til ret gjennemsigtige Skiver, og skjündt meget tynde lode

315

de dog ikke Lyset tilstrakkeligen falde igjennem, for at den finere Bygning
med Bestemthed kunde opfattes.

Den valseformede eller næsten kuglerunde tynde Skive, der ud-
gjorde den egentlige, benede Tand, var i fugtig Tilstand temmelig büielig.
- Ved Törring blev den kridhvid og meget spröd.

Ved svag Forstörrelse viste den sig ligesom porös; det paafaldende
Lys lod Kalklaget see som et uregelmæssigt kridhvidt Net; det gjen-
nemfaldende Lys viste Maskerne af Nettet næsten som ganske gjennem-
sigtige. Wed stærkere Forstürrelse fandtes imidlertid i Maskerne af det
grovere Net finere Ralkstraaler, der selv havde Form af uregelmæssige
Forgreninger. I visse Stillinger af Tanden syntes disse finere Ralk-
straaler at gaae ud fra et bestemt Middelpunkt, der ofte var udvidet som
en större Kjerne — eller rettere en Beencelle — i andre Stillinger toge
de sig ud som Grupper af smaae forgrenede Stammer.

Det grovere Ralknet bestod paa de fleste Steder tydeligen af hule
Kalkrôr, der temmeligen uregelmzssigen udbredte sig overalt i den tynde
Beenskive, og paa mange Steder forbandt sig indbyrdes,

I mange Tilfælde viste sig paa Tandens Overflade en meget re-
gelmæssig Udbredning af tynde, næsten ganske lige Striber eller Furer;
men jeg maa ansee dem for Revner, eftersom jeg kun fandt dem i Tæn-
derne, naar de, efter den lange Henliggen i Viinaand, udsattes for
Torring.

I Tydningen af de to Ralksystemer maa jeg antage de grovere
Rörforgreninger for de saakaldte Marvrör, den finere Ralkstraaling for
analog med Knoklernes forgrenede Rallceller. Man kunde derefter
antage disse Kalkskiver, der i Formen og Leiet aabenbart forestille
Tender, i Henseende til Bygningen for simple Beendannelser; men saa-
ledes omtrent maa Dentinen vel altid vise sig, naar den strax efter det
yderste Lags Dannelse er bestemt til atter at forsvinde. Dentinerérene
kunne i dette Tilfælde neppe faae Tid at udvikle sig, eftersom de voxe

Rr*

516

lidt efter lidt i Længde, alt eftersom Forbeningen gaaer videre frem
indad Kimen til, og Marvrör, der dog ogsaa findes i enkelte andre Pat-
tedyrs Tænder, komme her ventelig til at spille samme Rolle som i
Knoklerne ved Beenmassens Indsugning.

Det grovere Net af Kalkstraaler laae især indad mod Kimen, den
tyndere Beenmasse med de finere Kalkstraaler især udad, og paa enkelte
Steder kunde disse to Dannelser undertiden adskilles som to forskjellige
Lag. Det er formodentlig denne Adskillelse, hvortil sigtes i det ovenfor
(Pag. 506) af Frederik Cuviers Verk givne Citat; men i intet Fald vil
det ydre Lag kunne ansees for Glassur. Skal en Modsætning her antages
at finde Sted, saa maa det vistnok vere den mellem Dentine og simpelt
forbenet Tandkime, en Anskuelse, hvortil jeg vil have Anledning at
komme tilbage i den neste Afhandling (om Næbhvalen).

Af ovenstaaende Iagttagelser kunne vel fölgende Sætninger ansees

for at vere beviste.

4) Den af Geoffroy Saint-Hilaire paa et Foster af en Rethval gjorte
Opdagelse, at Bardehvalerne i Fosterlivet have ‘Tender skjulte i Kje-
berne, er paa det Fuldkomneste bleven bekræftet.

2) Forholdet finder ikke alene Sted hos Rethvalerne, men ogsaa
hos Finhvalerne, idetmindste hos de to Arter, paa hvilke det hidtil er
blevet eftersögt.

5) Tænderne findes ikke alene i Underkjæben eller alene i Over-
kjeben, men i begge Kjæberne i regelmessige Rækker.

4) Deres Tal er meget betydeligt, og kan navnligen for B. lon-
gimana angives at vere i Underkjeben idetmindste 84, i Overkjieben

idetmindste 102, altsaa ialt 186; for Vaagehvalen i Underkjeben 80, i

517

Overkjæben 88, ialt 168. Dog synes Tallet hos de forskjellige Individer

ikke at vere nölagtigt det samme.

9) Det ere virkelige Tænder, bestaaende af en haard Tandbe-
standdeel og en stor Rime; men den haarde Tandbestanddeel synes kun |
at bestaae af Dentine med ufuldkomne Ralkstraaler og store Marvrör.
De ere indsluttede i Tandsække, som findes ordnede i Rekker i en dyb
Rende af Overkjæbebenene og af Underkjæben.

6) I deres Form ligne de meest Delphinernes Tender, kun at
Spidsen almindeligviis er stærkt afsnöret fra Tandens övrige Legeme.
Efter den imellem dem stedfindende Forskjellighed kunne de inddeles i
de lengere, smallere, valsedannede og de bredere, tykkere, kugleformede.
De fürste findes fortil og kunne tildeels sammenlignes med Skæretænder
Gncisivi). I Underkjæben er intet Væsentligt til Hinder for denne Sam-
menlisning, men vel i Overkjeben, thi det lader sig ikke med Bestemthed

angivé at en eller de to forreste sidder i Mellemkjæbebenet*).

Blandt de rundere, tykkere Tænder fandtes enkelte i Overkjæben
dobbelte, hvilket kunde give Anledning til at sammenligne dem med Mo-
lares majores; men hverken deres Antal eller deres Plads var bestemt,
og de kunne endog findes allerforrest i de runde Tenders Rekke, lige

bagved de hüie, smalle.

Ligesom disse Bardehvaltender overhovedet meest ligne Delphi-

nernes, saaledes staae de atter, ved en Mængde smaae Spidser omkring

7) Hos Delphinerne, idetmindste hos Marsvinene, have Mellemkjebebenenc heelt fortil
to Tænder paa hver Side, hvoraf dog den yderste egentlig har sin Kime netop i
Forbindelsen mellem begge Benene. Hos Marsvinene findes altsaa virkelig et Par
Skæretænder i Overkjæben, og de ere ogsaa tilligemed de nærmeststaaende i Over-
kjæben smallere og lengere end de andre. Endnu tydeligere have de 2 eller 3
allerforreste Tender paa hver Side af Delphinernes Underkjebe Form af Skære-
tender. De sidde lige ved Symphysis paa Benets forreste Flade og ere rettede
stærkt forud. Yovrigt træfler man sjelden disse løstsiddende Tender endnu paa

Skeletterne,

den store Spidse, nærmest til dem hos Inia (see Fred. Cuvier de l’histoire
naturelle des Cétacés Afte Tavle).

7) Om Bardehvalernes Tender i Fosterlivet kan, efter de hidtil
gjorte Iagttagelser, fölgende Udviklingshistorie antages at vere efterviist.
Det første Spor til deres Sække og Rimer viser sig meget tidligt i Fo-
sterlivet, navnlig medens Rygraden endnu har sin Foetalkrumning, især
fortil i begge Rjæber. Saaledes idetmindste efter en Tagttagelse paa et
Vaagehvalfoster (Pag. 514). — Deres fulde Udvikling have Tænderne —
dog altid endnu indesluttede i Tandsækkene indeni Rjæbernes Render —
hos Fostre, der omtrent have naaet 3, af Moderdyrets Störrelse. Saa-
ledes tår man vel slutte deraf, at de fandtes fuldt udviklede hos et Re-
porkakfoster paa 55°, hvortil Moderdyret bliver 55 Fod og derover, og
hos et Rethvalfoster paa 29” (ifölge Hr. Laurillards private Meddelelse),
hvis Moderdyr opnaaer omtrent 50’—60° i Længden. Kort efter svinde
Tænderne, medens de endnu ligge indesluttede i de af Gummerne skjulte
'Tandsekke. Deres Svinden begynder fra Spidsen af, og gaaer formo-
dentlig rask frem, Dette tår vel antages af den Omstendighed, at deres
Slid allerede var saa fremrykket paa det större Reporkakfoster. Hövrigt
synes allerede i Kimernes Form at være sat en Grændse for Tændernes
Vext; thi de ere ikke, som de aabne Tender, bredere, men smallere
ved Grundfladen. — Efterat Bardernes Fremvæxt er begyndt, findes intet
Spor mere til dem. Idetmindste lykkedes det ikke at finde noget saadant
paa et 6° langt Foster af Vaagehvalen.

Bardehvalernes Fostertænder kan vistnok ansees for et af de mierk-
værdigste Exempler paa den oprindelige Lighed i Formernes uendelige
Mangfoldighed. Organer og Organsystemer, hvis Nytte er almindelig
udbredt, dannes ogsaa i de Tilfælde, hvor deres Brug synes aldeles at

519

maatte falde bort. De dannes i disse Tilfelde ufuldkomnere, dog ingen-
lunde i sparsomt Tal: 186 Tender udvikles i et Fosters Kjæber, uden
at vere bestemte til nogensinde at bryde frem!

Hvalerne sættes almindeligviis paa det nederste ‘Trini Pattedyrenes
opadstigende Række, fordi deres blivende Former — idetmindste forsaa-
vidt de komme udvendig tilsyne — tildeels ere Overgangsformer for de
övrige Pattedyr. Men i Tænderne findes et modsat Exempel. Blivende
hos næsten alle övrige Pattedyr, ere de forgængelige Overgangsformer
for Bardehvalerne. Bardedannelsen er ofte bleven anfört som Exempel
paa Organernes lavere Standpunkt hos Hvalerne; men, ved at anvende
den ellers almindelige Maalestok, hvorefter enhver Overgangsform ansees
for en lavere Form, maatte Barderne sættes over Tænderne. At imid-
lertid denne Maalestok ikke er rigtig, troer jeg end tydeligere at have
viist i den foregaaende Afhandling, i Anledning af Forandringen i An-
sigtets Stilling hos Hvalerne.

Forklaring over Tavlerne til 2den og Sdie Afhandling,

Aste Tavle.

Fig. I: Det mindste Vaagehvalfoster, i naturlig Störrelse, fra Siden.

A, Sammes Overkjebe, seet ovenfra,

A as Rygfinne.
- 2: Samme Foster med Brystet og Bugen opskaaret.

a Brisselet, b Hjertet, c Hjerteposen og Brysthinden, d,e höire og venstre Lunge,
f Mellemgulvet, g den anden Mave, h Milten, i Leveren, k Tarmnöglet, 1 Endetarmen,
m,n höire og venstre Nyre, 0, phöire og venstre Steen, q, s höire Sædgang, r, t venstre
Sædgang, u Urinbleren, v Lemmet, w Gattet, x den gjennemskaarne Hud, y de gjennem-
ee Bugmuskler, z de gjennemskaarne Brystvegge, æ Navlens Inderside, 6 Navlens
Yderside.

320

Qden Tavle.

Fig. A: Det 344” lange Vaagehvalfoster i omtrent tre Gange formindsket Maalestok (2den
Afhandling Pag. 227).

B: Sammes Rygfinne i naturlig Störrelse,

C: er Halefinne i halv =

D: ra Brystfinne i fuld — J
d: Det 11” lange Vaagehvalfosters Brystfinne i naturlig Störrelse (2den Afh. Pg, 218).
d': Det 84 - _ = ERA | CS

E: De ydre Kjünsdele af det 344” lange Vaagchvalfoster i fuld Storrelse.
a Kilderforhuden, b Kilderen, c den stærkt fremtrædende bageste Veg af Mo-
derskeden, d Gattet, e Sprekken for: f Melkekjertelvorten.

Fig. e: De ydre Kjonsdele af det qvindelige Foster paa 11“ (samme Afhandling Pag. 220).
Bogstaverne som i Fig. E.

odie: Tavle.

Fig. 1: Det 39“ lange Foster af den grönlandske langhaandede Finhval (2den Afhandling

Pag. 260) omtrent 3 Gange formindsket.
a, Overarmens Forbindelse med Underarmen,
b, Underarmens Forbindelse med Haandroden,
c, sidste Led af Tommelfingeren.

- 2: Samme Fosters Rygfinne i naturlig Störrelse.

= 8; 3 à BHaleflnne — =

- A: Osteologien af det 45” lange gronlandske Fosters Brystfinne i naturlig Storrelse.
a, b, c, som ved Fig. 1.
d, den forbenede Deel af Skulderbladet,
e, f, den bruskede — — —
g. den forbenede Deel af Overarmknoklen,
h, i den bruskede — — —
k, den forbenede Deel af Ulna,
1, m den bruskede — — —
n, den forbenede Deel af Radius,
0, p den bruskede — — —
q, r, 5, t, u, v Haandrodens bruskede Knokler.
x, y, 2, æ Det forbenede Stykke af Mellemhaandens Ade, 3die, 2den og Iste Knokkel,
xa, xb; ya, yb; za, zb; wa, eb samme Knoklers bruskede Stykker;
xl—x3: den fjerde Fingers Led,
y!—y$: den ödie Fingers Led,
z1—78; den 2den Fingers Led,
z1—@3: den forste Fingers Led.

4de Tavle.

Fig. A: Den halve Underkjebe af det 35” lange grönlandske Foster med Tandrenden
aabnet, Naturlig Störrelse.
1, 10, 42: den ste, 10de, 42de Tand. 4 Gange forstörret.
- B: Den ene Tandspalte af det 45” lange grönlandske Fosters Overkjæbe. Naturlig
Störrelse.
De enkelte Tænder. 4 Gange forstörrede, ere betegnede med Tal efter deres
Plads i Rekken forfra regnet.
- €: Den övre Flade af det 35” lange grönlandske Fosters Overkjæbe, til at vise Elaar
knudernes Stilling.

Vid. Sel. naturo. og math. Sk. XID. Prof Eschricht om Hvalerne. Tabl.

3
E Fortling iith oltensberg& Traps Etabl

Vid. Sel. nature. og math Sk. XTD Prof. Eschricht om Hvalerne. Tab IE.

OO
Ir Eschridit del Hoftensberg & Trap’ Etabl

Fortin ich

2

Tab. I.

Etabl,

ig

Hoflensberg € Trap:

del

Pr.Eschricht

Vid.Sel.naturv. og math. Sk. XT D. Prof Eschricht om Hvalerne.

fr

Tab. Ill

E Fortling lith

Hottensberg & Traps tabl

I.naturv og math. Sk. XID. Prof Esehrieht om Hvalerne

Vid. Se

UNDERSOGELSER

OVER

HVALDYRENE

AF

DAR. FREDR. ESCHRICHT,
PROFESSOR VED KJÜBENHAVNS UNIVERSITET.

FJERDE AFHANDLING.

om

NEBHVALEN.

Vil. Sel. naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Ss

924
stemtere (Sk. F. 404 Anm.) med de Ord: „Hit hör utan tvifvel äfven
Monodon spurius Fabr, f. gr.” — Paa den anden Side havde allerede
Olafsen (Reise 1772, I, 545) udtalt, at Islandernes Andarnefia „uimod-
sigelig er de Norskes Nebbehval og Færüernes Dögling”, hvilket imid-
lertid var blevet næsten aldeles upaaagtet, (undtagen at Oken 1816 i
Lehrbuch der Naturgesch, 5 Th. 2 Abth. pag. 680 anfürer Dögling som
Synonym til Hyperoodon), indtil endelig Melchior (Danske Stats og Nor-
ges Pattedyr 1854 pag. 294) ved et ham fra Fieröerne sendt Omrids af
Dyret gjorde det üiensynligt, at Döglingen er en Hyperoodon.

Samler man alle disse forskjellige Angivelser under Eet, saa ligger
den Formening overmaade ner, at den af franske og engelske Iagttagere
for et nyt Dyr beskrevne Hyperoodon turde vere det samme Dyr, som
den fra Arilds Tid paa Island under Navn af Andarnefia, paa Færüerne
af Dögling, i Grönland af Anarnak bekjendte Hval; men denne Forme-
ning trengte dog til en Bekræftelse, hentet fra umiddelbar Undersögelse,
og jeg fik en udmerket Leilighed dertil i Aarene 1841, 1845 og 1844
ved Sendinger fra Districtslæge Haalland paa Vestmannö og Capt. Holböll
i Grönland, den ene bestaaende af Snuden, Finnerne og de fleste Ind-
volde af Andarnefia, samt en Afbildning af hele Dyret, de to andre
Sendinger bestaaende af et gammelt og et ungt Anarnak-Hoved. Ved
disse Hjelpemidler er jeg bleven sat i Stand til ikke alene at bekræfte
Artsidentiteten af disse Dyr, men ogsaa at give en Deel nye Bidrag til
Kundskaben om deres indre Bygning. De herhen hörende Undersögelser
tilligemed en historisk Oversigt over dette mærkværdige Dyrs Skjebne i
Literaturen ville udgjére Indholdet af nærværende Afhandling.

Med Hr. Haallands Sending fulgte en Beretniog om Dyrets Fangst,
som formeentligen fortjener her at finde en Plads.

Hr. Haalland skriver saaledes til mig: „Löverdagen den 25de
„September 1844 opdagede nogle Fiskere herfra Vestmannö Nord for
»Öen tvende store Sédyr, hvilke de antog for at vere Marsviin. De vare

„temmelig nær Landet, og ved Fiskernes Nærmelse, der kun skete af
„Nysgjerrighed, flygtede det ene til Söes, hvorimod det andet styrede
„mod Landet og kom ind imellem nogle store Stene, saa det blev umuligt
„for det at komme enten frem eller tilbage. Fiskerne, som her saae et
„godt og sikkert Bytte, roede til og huggede et Par store Kroge i Dyret,
„hvoraf den ene kom i det venstre Øie, saa at dette blev aldeles édelagt:
„Derpaa sprang to Mand ud og gav det et Par dybe Snit i Halsen, saa
„at det kom til at forblöde sig. Hort efter at dette var skeet, var jeg
„saa heldig ved en Hændelse at komme derhen. Söen fandt jeg rundt
„om i Bugten farvet saa röd som Blod. Det var det Dyr, som Islæn-
„derne kalde Andarnefia og en Hun. Denne Leilighed, som i Mands
„Minde er den först indtrufne her paa Vestmannö, benyttede jeg strax
„for at kunne forskaffe Dem de af Dem attraaede Dele af Hvaler. Dyret
„var endnu levende, da jeg kom dertil, og jeg henvendte derfor min Op-
»mærksomhed först og fremmest paa dets Aandedrat. Det skete omtrent
„hver 2—Sdie Minut, saaledes at der först kom en Deel Vand ud, der
„af Brendingen var skyllet ind i Blesehullet, hvorpaa fulgte en Söile af
„Vanddampe, der var at sammenligne med Udaandingen af en Hest, der
„har löbet stærkt i Kulden, At Söilen var saa lav, maa vel tilregnes
„Dyrets Mathed og store Blodtab. Udaandingen var hver Gang forbun-
„den med en hvislende Lyd, hvoraf man derimod ved Indaandingen ikke
„sporede det mindste.
„Da Dyret var dödt, hvilket først skete efter et Par Timers For-
„löb, begyndte Islenderne Afspekningen, uagtet Dyret laae saa langt ude
»i Vandet, at de maatte vade ud indtil Bæltestedet. Forud for Afspæk-
„ningen havde jeg imidlertid begyndt at maale Dyret og de forskjellige
„Deles Stilling. Dets Længde var i lige Linie fra Snudespidsen til
Haleklöften.......... BIO, ADN EE 18’ 8”
fra Haleklöften til Rygfinnens bageste Deel . ...... 6 4"
- Rygfinnen til Blesehullet (efter Ryggens Runding) 10° 1”

Gabets Lanpdes bus" dies alias but apne
. . Se . . . . 4 € 1

fra Mundvigen til Oiet i lige, Tinie... 15k alsisyerd «(dye 4 21

. = - Armens forreste Rand... 2222.20. D, As

»Blæsehullet fandtes ligeoverfor Oiet, og var af den Vidde, at
»Jeg kunde bringe min ene Haand ind deri. Dets Gang var tragtformig
„og styrede bagtil og nedad. Gattet var lige under Rygfinnen. Hove-
„dets videste Omfang var 7° 4”; Brystets 104 Nærmest Hovedet fandtes
» svage Bugrynker” (?). ,,Spakket var meget seigt og haardt at skære
si, omtrent 2/ tykt og af henimod 3 Skpd. Vægt,

„Ved Brystets Aabning fandt jeg Arteria intercostales liggende
„meget tydelige i lignende Slangegange, som i den Delphinus phocæna,
„jeg ı 1859 havde den Ære at dissicere for Dem, og i ligesaa rigelig
»Mængde. Lungerne indskar jeg for at eftersee, om der fandtes Indvolds-
„orme i samme, men opdagede ingen. — Bag i Munden sad to, tre
» Tænder,

yl Maven fandtes flere Næb af en Cephalopod, Stykker af en
»Fiskerygrad, mere eller mindre angrebne af Fordüielsen, en Holothurie,
»en Sepia og en Loligo, desuden en Deel Indvoldsorme, som jeg formener
„er en Art Strongylus. Jeg afskar Snuden, Halen, Rygfinnen, Bryst-
»finnerne, Hjertet med Arcus Aorte, Lungerne og hele Tarmkanalen
»med Milten, Pancreas og et Stykke af Leveren, hvilke Dele nedsendes
»i Salt, hvorimod det håire Oie medfålger i Chromsyre og Hjernen i
„Viinaand,

»Medens jeg var ifærd med at udtage Hjernen, overraskedes jeg:
„af Mörket, hvorfor denne blev lidt beskadiget paa den höire Halvdeel.
„Jeg var desuden meget tret, og havde ikke en tér Traad paa mit Le-
„geme, da jeg for det meste maatte arbeide i Söen, og Brændingerne
„flere Gange gik over Hovedet paa mig. Det Ovrige af Arbeidet maatte
„da opsættes til neste Dag; dog lod jeg af Forsigtighed Hovedet, hvoraf
» jeg endnu agtede at udtage Örene, bringe saa höit op paa Stranden, at

327

„det antoges at ligge sikkert for Vandet. Men om Natten ved Flodtiden
„reiste sig en heftig Storm; Havet steg over sin almindelige Höide, og
„den efterladte Deel af Hovedet skylledes bort*)”.

At det Hvaldyr, hvorom her handles, og som af Islenderne paa
Vestmannö benævnedes ,, Andarnefia”, var en Hyperoodon, saaes strax
af den med Sendingen fölgende Tegning, ved den saa characteristiske
tynde, trinde, korte Form af Snuden i Modsætning til det stærkt op-
staaende Forhoved, de paafaldende smaae Brystfinner, den mörke Farve
over hele Kroppen o.s.v. — til Bekræftelse paa hvad de ovenstaaende
Angivelser om Dyrets Stürrelse og om dets Mangel saavel paa Barder
som paa et fuldstændigt Tandsæt allerede noksom tilkjendegav.

Rroppen var paa den Haallandske Afbildning fremstillet temmelig
smækker, omtrent som paa den Hunterske Figur (Phil. transact. Voll. 77
Tab. 19); Panden — eller rettere Forhovedet stod steilt i Veiret bag den
tynde Snude, omtrent som paa den Baussardske (Rozier obs. sur la phys.),
meget mere end paa den Vesmaelske Afbildning (Nouveaux mém. de
Pacad. roy. de Bruxelles Tome 14. Notice zoologique sur un Hypéroodon).
Vesmaels A fbildning,hvorafjeg tillader mig her at give et formindsketOmrids :

i SR TN) RTS
DZ j ne we ve za

*) Merkeligt nok skete den samme Nat ogsaa ved Sjællands Nordvestkyst en paafal-
dende Forandring i Veiret, men i modsat Retning, saa at Havet blev glat som et
Speil og aabnede mig Adgang til den der inddrevne store Finhval, som blev omtalt i
forste Afhandling (Pag. 175) og som i en folgende vil blive nöiere beskrevet under
Navn af B. musculus,

528

synes ellers i det Hele taget at vere den paalideligste, og selv den derpaa
angivne Form af Forhovedet synes at fortjene Tillid derved, at den svarer til
Formen af de to hüie Beenkamme paa Overkjæbebenene. Men alle andre
Afbildninger vise Forhovedet bag den tynde fremragende Snude mere
steilt, endog ganske lodret til Næbet. Saaledes f. Ex. Melchiors (den
danske Stats og Norges Pattedyr 1854 Tab. 9) og ligeledes en Origi-
nalafbildning, som venskabeligen er meddeelt mig ved Hr, Capt. Irminger
og hvoraf her gives et formindsket Omrids:

da den, især i Henseende til Hovedets Dannelse og Kroppens Form,
tildeels turde have Fortrinet. (Den er taget efter en af fire Individer, der
indstrandede i det lille Balt mellem Strib og Middelfart den 14de No-
vember 1838, og hvoraf det ene var 27 Fod langt, det andet 24, de
to kun 8 Fod lange). — Det turde derfor vel vere, at Forhovedets svagere
Hvælving paa det Vesmaelske Exemplar hidrörte fra, at de blöde Dele,
navnlig Fedtet, ved den stærkt fremrykkede Forraadnelse (Vesmael |. c.
pag. 6) vare faldne sammen.

De vilsendte Finner af det Haallandske (48° 8” lange) Exemplar
vare nedlagte i Salt og ganske friske, saa at jeg kan give aldeles sikkre

529

Maalinger af dem. (Papiirsménstre opbevares i Universitetsmuseet). Bryst-

finnerne havde fölgende Form:

\

à Det lengste Gjennemsnit af den egent-
| lige frie Finne gik langs den forreste
Rand (fra a til b) og var 2/ 4“ langt;
den bageste frie Rand af den ovale Finne
(b—c) var i lige Linie 1/ 2”; den ovenfor
liggende Linie (c—d) antyder den bage-
ste Rand af Skulderbladet. Rygfinnen

var retopstaaende med en forreste hvælvet, en bageste

huul Rand og en svagt tilbageböiet Spidse. Dens
Höide var et Par Linier over 47, dens Længde (fra
za til b) 47 54”.

| Halefinnen, hvoraf her gives et
LEA : Omrids af den ene Sidehalv-
deel, havde den almindelige
Form af denne Finne hos Hval-
dyrene. Dens Brede (fra a til b)
4 | udgjorde 2’ 11/, dens Höide
6 (fra e til dy 17 6%.

Jeg gaaer nu til Beskrivelsen af de tilsendte Indvolde, blandt
hvilke især Fordöielsesredskaberne og Hjernen gav Stof til interessante
lagttagelser. Wed Undersögelsen af Mundhulen vare de to fra Capt.
Holböll sendte Hoveder af Anarnak — der i eet og alt viste sig som

Hyperoodon-Hoveder — til væsentlig Nytte, saameget mere, som det
Pil. Sel. naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Tt

550

mindste af dem fandtes at have de samme Udmaalinger som det ved Hr.
Haalland sendte Brudstykke, der endnu var beklædt med de blöde Dele,
altsaa udentvivl ligeledes af et omtrent 19/ langt Individ. Det "andet
Anarnak-Hoved er saa ulige större, at det maa have tilhört et omtrent
30/ langt Individ. Det er udmærket vel vedligeholdt og staaer som et
af Pragtstykkerne i Universitetets zootomiske Museum. Et temmelig
fuldstændigt Skelet af Næbhvalen, opstillet i den Kgl. Veterinerskole,
har jeg kun lidet benyttet, da det laae udenfor min Plan her at gjennem-

gaae hele Dyrets Osteolopie.

Om Nebhvalens Mundhule.

For at faae en fuldstændig Forestilling om Næbhvalens Mundhule,
vil det vere nödvendigt, first og fremmest at betragte Formen af dens
fijæber. Campers Afbildninger af Hovedet (Observations anatomiques sur
la structure intérieure et le squelette de plusieurs espèces de Cétacés,
Paris 1820 Tab. 15—16), skjündt i det Hele taget unæpgteligen gode,
indeholde flere Mangler og Feil, og Cuviers Afbildninger (Ossem. foss.
Ed. 4to V, 1. Tab. 24 Fig. 19, 20, 22) ere kun Copier af disse med
alle deres Mangler og Feil. Til de sidste hirer fornemmelig, at Under-
kjeben (Camper Tab. 15 Fig. 2; Cuvier Tab. 24 Fig. 22) er afbildet
omdreiet, nemlig med sin nederste Rand op imod Overkjæben.

Seet fra Siden tager Underkjæben sig saaledes ud, som det förste
af Tresnittene paa neste Side viser. Spidsen af Rjæben er fremstillet
opad; den fortil concave Rand, tildeels betegnet med Bogstaver, er den

överste, den fortil convexe derimod er den nederste Rand af Underkjeben.

Fk. NR

Det maa bemærkes, at Tegningen er gjort efter det
Haallandske (18/ 8” lange) Exemplar, paa hvilket den bageste
Trediedeel var hugget af, hvorfor denne kun er antydet med
puncterede Linier efter det stérre grönlandske Exemplar.
(Til det lille grönlandske mangler Underkjæben).

Bringes Underkjæben i sin rette Stilling til Over-
kjeben, saa slutter den i de to forreste Trediedele tet op
dertil med den överste Rand af Sidegrenene, nemlig fortil
til Randen af den meget smalle Gane, i Midten til dennes
Sideflader; i sin bageste Trediedeel derimod lægger den sig
kun op mod Sidefladerne af Vingebenene. — Dens Ledefla-
der sidde, som hos Delphinerne og Kaskelotten, ınidt paa
den bageste Rand af Sidegrenene og ere rettede ovenfra
nedad. Forbindelsen med Ledehulen skeer ogsaa som hos
Delphinerne i Almindelighed.

Cuvier anförer (1. c. Pag. 527) om Under-
Ejæben, at dens Symphyse ikke er længere end paa
de almindelige Delphinarter, men denne Angivelse
kan ikke vere hentet fra en Nebhvalunderkjebe i
dens naturlige Sammenföining.

Underkjæbens to Sidegrene ere nemlig hos
Næbhvalen virkelig sammenvoxne fortil i næsten 4
af deres Længde, kun at denne Sammenvoxning
ikke finder Sted i deres hele Höide, men fornem-
melig langs deres nederste Rand, saa at Underkjx-
ben i hele denne Strekning (i Underkjæbens forre-
ste Trediedeel) forneden danner en skarp Kjél (jzvn-
för hosfüiede Triesnit), foroven derimod en rende-
aglig Fordybning.

Langs Sammenvoxningen er Næbhvalens Un-

Tr

532

derkjæbe overordentlig smal, næsten som Kaskelottens; men i den mel-
lemste Trediedeel vige dens Sidegrene i en spids Vinkel ud fra hinanden,
og i den bageste Trediedeel bliver deres indbyrdes Afstand meget be-
tydelig,

Paa det store (5/ 1” lange) Hoved er Underkjæben 4 2/lang; den
indbyrdes Afstand af Sidegrenenes bageste Ender 47 10“, hvorimod Un-
derkjæbens Brede ved Snudespidsen kun udgjür 1—14 Tomme. Paa det
mindre Exemplar, der endnu er beklædt med de blöde (indtörrede) Dele
(de tre vedföiede Træsnit), udgjör Længden af den tilbageblevne Deel
2 3”, Breden forrest 4”, men 4” mere bagtil 21, bagest 7” 1. —
Underkjæben er iövrigt, saavelsom Overkjæben, kjendelig skjev. Dens
Middellinie, forlænget fortil, stéder mod Snudespidsens höire Hjörne.

See vi fra oven ned paa Underkjæben, medens den
endnu er beklædt med de blöde Dele, saa finde vi— som
allerede anfört — den forreste Trediedeel formet som en
flad Rende. Den midterste Trediedeel er ogsaa temmelig
smal, især naturligviis fortil. I denne midterste Deel af
Underkjæben udkledes Mellemrummet mellem dens Side-
grene af blüde Dele, overtrukne af Mundens Sliimhinde;
men kun bagtil (mellem k og n) hæve de sig svagt som
en Tunge (m) uden kjendelig fri Spidse og uden synder-
ligt frie Siderande*). Den indtérrede Tunge (m) var paa
dette (187 8” lange) Individ 6” lang, 5” bred. Den for-
reste, brede Rand af Tungen ligger paa det her beskrevne Præparat
4’ 41” bag Snudespidsen, og den vil i alt Fald neppe kunne strækkes frem
til Foreningsstedet af Underkjæbens Sidegrene, der ligger 1/ fra Snude-

spidsen. Gabet angives af Haalland at have været 1/7” langt, og Tungen

*) „Sa langue adherente à sa mâchoire inférieure un peu rude et garnie d'un bord
dentelé, ainsi que la partie avancée du tour de la mâchoire supérieure, de trois
lignes ou à peu près”. (Baussard 1, c, pag, 202).

335

ligger altsaa i den bageste Deel af dette som en tyk, lidet bevægelig
Deel — hvad man maaskee ikke skulde have ventet, efter Snudens spidse
Form at dümme. Paa den Vesmaelske Afbildning synes iévrigt Tungen
at være angivet ved den røde Fremstaaenhed bagest i det svagt aab-
nede Gab.

Bagved denne egentlige Tunge saaes Mundens Sliimhinde fra
Under- og Overkjæbe (n) at trekke sig sammen til et temmelig smalt
Rör (see det andet Træsnit Pag. 551 0): aabenbart det for Hvaldyrene
eiendommelige Ganerör.

Sliimhinden paa Underkjæben var langs Sidegrenenes överste Rand
temmelig ru af utallige fine, men haarde Ainopper. Lignende Knopper,
men endnu finere og endnu talrigere, gjorde Sliimhinden noget ru paa
Sidegrenenes Inderside. |

Næbhvalens Gane er, som allerede kan dömmes af Underkjæbens
Form, meget smal, ved selve Snudespidsen, selv paa store Individer, kun
mellem 4 og 2” bred. Indtil Midten af sin Lengde bliver den lidt efter
lidt bredere, saa at den her paa den 182’ lange Næbhval er omtrent 6”,
medens hele Ganens Længde udejör 2)’; paa det meget store Hoved
omtrent 7—8” til en Længde af 5 9”.

Denne smalle Gane staaer paa Hovedets Grundflade frem som en
höi Rjöl, der dog for störste Delen (paa det efterfilgende Træsnit fra b
til i og ved g, g) er udhulet paa langs.

Ganchuden gaaer kun lidt op paa Sidefladerne af denne Rjöl, paa
det 183° lange Individ kun omtrent 1, saa at Ganens Brede og dermed
tillige Mundens, i det hôieste kan sættes til 6, paa det störste Individ vel
omtrent til 7—8“. — Næbhvalen staaer saaledes i Henseende til Mundens
Form i en meget bestemt Modsætning til Bardehvalerne, hvis Gane og
Mundhule er saa bred som selve det colossale, plumpe Legeme.

De Been, hvoraf Ganen sammensetles, ere de samme, som hos

Hvalerne i Almindelighed, nemlig Overl;pebebenene (a, a), Ganebenene

334
(h), Vingebenene (g, g) og Mellemkjæbebenene*) (b); men
den forskjellige Andeel, som hvert af disse Been tager i Ga-
nens Sammensætning, er meget forskjellig fra den hos Bar-
dehvalerne. Ganebenene (h) tage hos Næbhvalen nemlig en
meget ringe Deel i Ganens Sammensætning, Vingebenene
danne den hele bageste Trediedeel deraf, medens et ganske
omvendt Forhold finder Sted hos Bardehvalerne. Mellem-
kjæbebenene indtage störste Delen af Ganens forreste Tredie-
deel; Plougbenet stikker kun frem paa to Steder (i og D.

I den forreste Trediedeel er Ganen rendeformig ud-
hulet paa langs, idet Mellemkjæbebenene og Plougbenet her
(med Undtagelse af allerforrest) ligge höiere end Overkjæ-

bebenene. Disse danne altsaa her (ec, c) to Lengdeforhöinin-

ger, een paa hver Side, der i den midterste Sdie Deel forene
sig i Middellinien, saa at hele den midterste 'Trediedeel af Ganen ud-
gjør en Hüiryg (a, a) i Modsetning til den forreste Trediedeel. Men
endnu langt sterkere stige de to Vingcheen (g,g) frem, kun at de fortil
i Middellinien adskilles ved en dyb Længdegrube. Vingebenene danne
overhovedet to dybt nedstigende Beenkamme, i Modswtning til de to cha-
racteristiske Beenkamme paa Overkjæbebenene, der omtrent staae lige
over dem.

Beklædt af de blöde Dele har Ganen ikke overalt den samme Be-
skaffenhed. Dens Overflade er regelmæssigen deelt i ganske glatte og i

meget ru eller hvasse Strög. Nærmest Middellinien, navnlig i Fordyb-

*) Efter Cuviers Afbilduing§(ossem. foss. V, 1, Tab, 24 Fig. 19) at domme, vilde
Mellemkjebebenene endog strække sig langs de forreste to Trediede!e af Ganens
Middellinie indtil de smaae Ganebeen. Paa denne Afbilduiny staaer nemlig Mel-
lemkjæbebenenes Mærke b ogsaa paa de to Beenstykker i Middellinien mellem Ploug-
benets forreste (i) og bageste Fremragning (1); men ved nærmere Eftersyn vil
man finde, at disse to Beenstykker, hore Overkjæbebenene til, og kun skilles fra
disses Hovedstykke ved en smal, men dyb Fure (see Fræsnittet)

ningen (b—i) og paa Höiryggen (fra d til e) er den glat og
(paa det térrede Exemplar) guul af Farve. Den glatte Höiryg
(foran e) med den gule Farve er det Sted af Ganen, som lig-
ger lige over Tungen. Fortil og til Siderne er Ganehuden

sort; paa hele den forreste Deel, samt nermest udenom For-

dybningen og Höiryggen, altsaa især paa Overkjæbebenenes
IE to Liengdeforhöininger, er den meget ru og hvas, idet Over-
JÅ huden her danner utallige smaae (}—1/ høie) tildeels skarpe
Fremstaaenheder. Nærmest udenfor disse Længdeforhåininger,
M hvor Ganehuden stiger noget op ad Overkjæbebenenes Side-
Aalen, følger et glat, omtrent 3” bredt Bælte, men uden om det atter en
med meget smaae skarpe Hops: besat, omtrent 1” bred Rand, der be-
tegner Ganens yderste Grændse, og dermed tillige den Linie, der ved
Mundens Lukning beröres af Underkjæbens Sidegrene.

Baussard har, som bekjendt, beskrevet (l. e. pag. 202) disse
Knopper paa Ganen. Hans Ord*) passe ganske til Forholdet, saaledes
som det viser sig paa det i Universitetsmuseet opbevarede Preparat, og
man har udentvivl havt lige saa stor Uret i at betvivle hans Angivelses
Rigtighed (f. Ex. Vesmael 1. c. pag. 6), som man har været uheldig med
at tyde dem som — Ganetænder, og derefter (Lacepède Histoire natur.
des cétacées. an XII pag. 520) indföre Ordet den Ganetandede (Hypero-
odon) som et Slegtsnavn i Pattedyrklassen. — Med Barder — Dele,
der allermindst vilde passe paa den overordentlig smalle Nebhvalgane —
have de ingen videre Lighed, end at de, ligesom disse, höre til Horn-
dannelserne.

Af Tender har Næbhvalen, som bekjendt, almindeligviis kun to

*) „Le dedans de la mâchoire supérieure et le palais sont garnis de petites pointes
dures et aigues, d’une demie ligne d’élévation etun peu inégales” (I. c. pag. 202). —
Skade er det idvrigt, at paa Raussards Tegning er sat en Række fremstaaende
spidse Legemer langs begge Kjæberne, der endog paa den omtrent 50 Gange for-
mindskede Afbildning ere omtrent 4” høie

ee Mk

forrest i Underkjæben (Træsnit Pag. 552), der dog först bryde frem paa
ældre Individer. Paa det store grönlandske Hoved. staae de kun 5” frem
af Kjæben, iövrigt formede og liggende saaledes, som paa Vesmaels Afbild-
ning (1. c. Tab. 2 Fig. 4). Paa de to mindre Exemplarer fandt jeg dem
först efter Gummernes Indskærelse, liggende i samme Stilling som paa
det store Hoved, og af samme Form, 41 4 lange.

At Næbhvalen, foruden disse to bekjendte större Tænder heelt
fortil i Underkjæben, endnu kan have een eller to mindre ved Siden af
dem, er ogsaa bekjendt nok. (See Chemnitz Beschäftigungen der Berlin.
Geselsch. natur. Freunde 4ter Band Pag. 185; Fredr. Cuvier de l’histoire
naturelle des Cétacés, pag. 247; Schlegel Abhandl. aus dem Gebiete der
Zoologie und vergl. Anat. 1 Heft pag. 29); men at den ogsaa kan have
nogle flere lengere bagtil, eri alt Fald kun udtalt meget ubestemt, f. Ex.
af Oken (Naturgeschichte 5 Theil 2 Abth. Pag. 680). Naar Schlegel
(l. e. pag.29) siger: „die kleinen, spitzigen, nach vorn gerichteten, stark
an der Spitze rückwärts gekrümmten Zähnchen fallen frühzeitig aus; es
sind daher deren gewöhnlich nur einer, zuweilen aber auch zwei vorn auf
jeder Seite im Unterkiefer vorhanden” — saa synes han at have kjendt
flere Tænder hos Næbhvalen, saameget mere, som de to fortil i Munden
neppe kunne kaldes „kleine Zihnchen” og aabenbart ei heller falde tidligt
ud, da de tvertimod férst træde frem paa fuldvoxne individer. Imidlertid
seer man, at ogsaa denne Angivelse af Schlegel om Tender hos Næb-
hvalen, foruden de store forrest i Underkjæben, er meget ubestemt. Det
var mig derfor meget behageligt overraskende i Haallands Beretning at
læse, at han havde fundet to, tre Tænder bag i Munden paa det ned-
sendte Exemplar.

Jeg eftersaae strax Tandkjidet og fandt virkelig tre smaae Ten-
der fremme i Overkjæben og to i Underkjæben. I Overkjæben fandtes
de netop paa den udvendige ru Rand, der ved Mundens Lukning stöder
sammen med Underkjæben, een paa venstre Side (Træsnit Pag. 555, z)

4: 74 bag Snudespidsen, og to paa höire Side (samme Træsnit x, y), af
hvilke den ene omtrent stod tvertoverfor den paa venstre Side, den anden
41” mere fortil. De to i Underkjæben frembrudte Tænder ere nu faldne
ud, og jeg kan ikke bestemt angive deres Plads.

Alle disse Tænder ragede kun 1 eller 2“ frem over Tandkjüdet.
De vare temmelig spidse, meget krumme, og stode ganske uregelmæssigen,
den ene med Spidsen båiet udad, den anden fortil, den tredie bagtil, saa
at de overhovedet ikke synes at have været bestemte til nogensinde at
benyttes af Dyret.

De her omtalte enkelte smaae Tænder maatte aabenbart tilhøre et
mere fuldstændigt Tandsæt, og skjéndt det — især efter den ovenfor an-
forte Yttring af Schlegel — var at formode, at de üvrige Tænder alle-
rede vare faldne ud, maatte dog Tandkjüdet eftersees, om de muligviis,
ligesom de store Fortænder, endnu slet ikke skulde være brudte frem.

Til min store Glæde fandt jeg virkelig en fuldstændig Række
smaae Tænder skjulte i begge Rjæber paa hver Side. Paa höire Side
af Overkjæben sees endnu paa Præparatet den hele Række, bestaaende
af 12 Tænder, og imellem den Ste og 6te er aabenbart een falden ud,
saa at der i det mindste har været 13 i Alt. Paa venstre Side troer jeg
at mindes, at Antallet ved Tandkjodets Lisning i Efteraaret 1841 var
ligesaa stort; men de fleste af dem faldt ud paa Transporten til Natur-
forsker-Forsamlingen i Stockholm 4842. Af de 42 Tænder paa hiire

- Side var det den 7de, forfra regnet, der stod frit frem. Den findes
iövrigt meget tæt til den bagefter fålgende (8de), skjündt disse Tænder
ellers have temmelig lige Mellemrum indbyrdes af omtrent 5“. Den
staaer altsaa i Grunden udenfor Rækken — skulde det maaskee være en
tilbagebleven Mælketand, og det skjulte Tandsæt svare til de blivende
Tænder? Den forreste af de 42 Tænder sad 40% bag Snudespidsen, den
bageste 4 9” mere bagtil.

I Underkjæben vare Tænderne paa venstre Side blevne blottede i

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Vv

338

Efteraaret 1841, men de faldt alleud ved samme Leilighed som de i Over-

kjæben.

Q kr

Paa höire Side fandtes ved min sidste Undersögelse 1844 11
Tænder, hvoraf dog nu (Januar 1845) allerede den bageste
er falden ud. Den Sde, Øde og 10de ere — formodentlig ved
et af Snittene til Randsagelse af Kjeberne — tvert gjennem-
skaarne, saa at de vise sig som smaae runde Beenskiver med
et Hul i Midten. Denne hele Række Tænder paa Underkjx-
hens höire Side er afbildet i fuld Størrelse i hosföiede Træsnit.

Tandrækkerne i Underkjæben staae lidt (23) længere
bagtil end de i Overkjæben, den forreste Tand nemlig 103”
bagved de to store Fortender, 42” 9“ bag Snudespidsen;
den bageste 5” 2 mere bagtil. Jövrigt vil man, efter hvad
ovenfor (Pag. 351 og 555) er angivet om Kjæbernes Tilpas-
ning, finde, at de netop staae i de Linier, der ved Mundens
Lukning svare til hinanden, nemlig paa Overkjæben langs det
ydre ru Belte, paa Underkjæben langs den üverste Rand.

Tændernes Plads i Underkjæben er antydet paa det Aste
Træsnit Pag. 551 (i—k) ved Puncter, eet for hver Tand. Man
seer, at de staae bagenfor Sidegrenenes Sammenvoxningssted,
mellem det og Tungen, altsaa næsten i hele den Strækning,
hvor de to Rjæber slutte til hinanden, med Undtagelse af den
forreste Spidse. Fortil kunde man vel formode, især i Ana-
logie med Forholdet hos Kaskelotten og Gangesdelphinen, at
Tandrækkerne havde strækket sig endnu længere, men bagtil

neppe betydeligt, thi ved Tungeroden (see Træsnittet Pag.

332) er ogsaa den egentlige Mundhules bageste Ende, idet den her gaaer

over i Ganeröret, som ligger langs Vingebenenes nederste Flade.

Tændernes Form sees bedst paa det ovenstaaende 'Træsnit. Den

var omtrentlig eens for dem alle. Man seer, at de ere trinde, stærkt
krummede, liggende med deres hvælvede Rand udad, den hule indad,

939

pegende med den temmelig stumpe Spidse fortil og tildeels opad og
indad. Deres Længde var mellem 2 og 5‘, deres Tykkelse henved 4.
Deres stumpe Rod stak aldeles ikke ned i Tandrenden af Kjieberne,
Roden syntes endog kun at staae i meget svag organisk Forbindelse med
Tandkjödet; Tænderne laae tilsyneladende kun ved Indtérringen fæstede
indeni Tandkjédet. Wed Skeletteringen maae disse Tender altsaa altid
gaae tabte med de blöde Dele, og heri ligger sikkerligen Aarsagen til, at

de hidtil næsten slet ikke ere blevne iagttagne.

Jeg maatte nödvendigviis ônske at lære disse affieldige Abortiv-
Tænder at kjende i deres mikroskopiske Sammensætning, og Hr. Regi-
mentslege Fbsen havde den Velvillie at slibe mig en Længdeskive af een
af dem samt en Rekke Tverskiver af en anden. Paa den 5te Tavle har
jeg i forste Figur givet hiin fuldstændigt i omtrent 56 Ganges Forstör-
relse, og i den anden Figur et Brudstykke af een af Tverskiverne omtrent
72 Gange, forstörret.

Som ydre Beklædning af Tanden skjelnes nærmere Roden et Lag
Tandkit (Cement) med Beenkorn, nærmere Spidsen derimod et Lag, hvori
sees en Række meget tynde og tœtstauende, næsten parallele, kalkede Straa-
ler, for störste Delen svagt krummede, nærmest Spidsen sterkt bölgede,
alle med den indre Ende vendt mod Roden, overhovedet snarest lig-
nende Dentinens Ralkstraaler i de fleste Pattedyrtænder. Dette Lag var
overmaade haardt og sprödt, paa Tversnittene ogsaa for störste Delen
sprunget af ved Slibningen, hvorfor det mangler paa 2den Figur. Paa
störste Delen af dens ydre Flade findes et endnu yderligere, klart, skjort
Lag, der udentvivl er Tandkit, skjündt dets Beenceller ikke ere tydelige.
Henad Tandens Spidse trængte denne yderste Masse paa enkelte Steder
(a, a) i Form af Tapper dybtindi det rörede Lag, og havde tillige en guul

Vv*

ER ÆRØ

eller rédguul Farve. Paa alle Steder, hvor den saaledes trængte meer
eller mindre tapformigt ind, var ogsaa det rürede Lag veget tilbage,
hvorved det saavel paa sine Flader som i sine tynde Ralkstraaler havde
antaget en bølget Form.

Fra Tandens indre Masse overhovedet ere disse beklædende Lag
skilte ved en skarp Linie, undtagen længst nede ved Roden, hvor 'Tand-
kittet smelter sammen dermed og desuden aldeles opfylder Aabningen
paa Rodspidsen.

Tanden bestaaer iövrigt af en benet Masse, hvis mikroskopiske
Kalkdele kun for en liden Deel have den i Pattedyrtændernes Dentine
sædvanlige Form af lange, tynde, jævnsideslåbende Straaler eller Rör,
for en större Deel derimod Form af Korn eller Celler, meer eller mindre
kantede eller forgrenede og med deres Grene tildeels forenende sig i
Form af Net. Nærmest Axen af Tanden findes i denne benede Masse,
som sædvanlig, en Hule, og den er deels paa Indersiden af sine Vægge
beklædt med, deels ogsaa meer eller mindre opfyldt med en rödguul Masse,
rimeligviis den indtürrede og derhos forbenede Kime, eftersom den indchol-
der en stor Deel Beenkorn. Paa mange Steder minde disse ved deres runde
Form tydeligen om den af Dr. Bendz (Oversigt over det Kgl. danske
Vidsk. Selsk. Forhandlinger for 1844 Pag. 66) i Kaskelottenderne be-
skrevne Substantia‘ granulata. Men desuden har Hulen en tyk benet
Indfatning, kridhvid af Farve, og staaende i néieste Sammenheng med
Cellerne og Straalerne i den benede Masse.

Men Hulen i disse abortive Næbhvaltænder har ingenlunde, som
Tilfældet pleier at vere med Kiimhulen i Pattedyrtænder overhovedet,
en med Dentinens Overflade omtrent concentrisk Form. Den er meget
mere, ligesom i de fleste Fisketænder og især i Haiernes, sterkt forgrenet.
At forfélge dens Forgreninger lader sig neppe gjøre uden ved at sam-
menligne flere Snit af samme Tand, iser da Grenene altid ere meer eller

mindre krummede, saa at de paa den lige Snitflade vise sig afbrudte,

skjündt de ikke ere det i deres naturlige Forhold. Ved denne Under-
sögelse kom især de ovenanförte 6 Tversnit til Nytte, der vare tagne af
een og samme Tand.

Den grenede Hule har sin Stamme nærmere ved Roden i Form
af en, i Forhold til de övrige, större Udhuling i Tandmassen, der for-
neden lukkes af det gjennem Rodspidsen trængende Tandkit. Den for-
længer sig, som det synes, almindeligviis i to Hovedgrene paa langs af
Tanden nærmest dens Axe; den ene af dem naaer op til den överste
Trediedeel, og spalter sig her i to Lengdegrene, der strække sig heelt
ud til Spidsen. Men fra alle disse Længdegrene gaae talrige Tvergrene
ud til Siderne, som dog altid i nogen Afstand fra denne indre Tand-
masses Overflade spalte sig og atter antage Længderetningen.

Jo mindre disse Forgreninger fra Tandhulen ere, desto tykkere
er forholdsviis deres kalkede ydre Væg, og desto mere ere de indvendigen
opfyldte af den gule Masse, eller denne selv er heelt forbenet, saa at dei
deres Gjennemsnit vise sig heelt hvide. Alligevel kjendes de selv i dette
Tilfælde lettelig fra de övrige Kalkdannelser i den benede Masse, deels
paa deres langagtige eller runde Form, alt eftersom Snittet har truffet
dem paa langs eller paa tvers, deels og især paa den Stilling, som de egent-
lige mikroskopiske Ralkdannelser i Beenmassen iagttage i Forhold til dem.

Disse mikroskopiske Kalkdannelser have enten Form af Beenkorn,
Celler, eller af tynde Straaler, Kalk-Rôr. Af Cellerne ligger först et
enkelt Lag ganske tet til denne indre Tandmasses Overflade. De enkelte
Celler ligge her meget tæt til hinanden og skjelnes ikke lettelig uden ved
sterkere Forstürrelse. Lidt mere indad findes, jævnsides med dette Lag,
et andet af större og mere spredte Beenceller. Det er omfattet saavel
udad som indad af et lyst gjennemsigtigt Bælte, og skilles derved hist fra
det yderste Lag, her fra de dybereliggende Ralkdannelser.

Foruden disse ydre Lag af Beenceller, der aabenbart ere analoge

med de peripheriske Beenceller, som Retzius först har paaviist i Dentinen

342
af Pattedyrtenderne i Almindelighed, ligger ogsaa omkring hver enkelt
Green af Riim- eller Marvhulen et tæt Lag af Beenceller, der samlede
ved svag Forstörrelse vise sig som en mælkehvid Masse, i Gjennemsnittet
som en mælkehvid Plet. Fra Marvrörene ere disse Pletter altid skilte ved
et lyst Bælte. i

Endelig ligger endnu, især i den midterste Trediedeel af'Tandens
Længde, nærmest Axen, forsaavidt Rummet her ikke optages af de store
Marvrér, en Samling af store Beenceller, der synes at staae i et mere
umiddelbart Sammenhæng med Hulernes eller Rörenes Beenvægge.

Alle Beencellerne ere meer eller mindre takkede og forgrenede.
Deres Grene ere deels kortere, og ved disse korte Grene danne saavel
de store Celler nærmest Tandens Axe som de mindre peripheriske om
hvert enkelt Marvrör indbyrdes et Net — deels længere, i Form af lange
meget tynde Ralkstraaler, der paa mange Steder aabenbart vise sig som
de bekjendte Ralkrér i Pattedyrenes Dentine. Disse tynde Straaler komme
især ved stærkere Forstörrelse overalt frem i de omtalte lyse, gjennem-
‚siglige Bælter. De forbinde Marvrörenes Beenvegge med de omgivende
Celler; de længste af dem ligge mellem de stérre centrale Lengderör og
det næstyderste Lag Beenkorn (de större og mere spredte), og allertydeligst
vise de sig nærmere Roden straalende ud fra Stamhulens Sidevægge
(Fig. 1). Ligesom i Pattedyrtænderne i Almindelighed kunne disse Kalk-
ror forsaavidt siges at have deres Udgangspunct fra Hulens Sidevægge,
at de forgrene sig henad de peripheriske Celler.

I det lyse Bælte mellem de to yderste Lag Beenceller findes ogsaa
enkelte fine Kalkstraaler, hvorved de to Lag synes at træde i indbyrdes
Sammenhæng.

Den her beskrevne Bygning af Næbhvalens abortive "Tænder maa
for saa vidt vistnok ansees saare mærkelig, som den danner en særdeles
tydelig Overgang mellem Pattedyrenes og Fiskenes Tandbygning. Skjündt

nemlig i flere Puncter temmelig overeensstemmende med Tandbygningen

345

hos Selene og Hyalrossen, hos Delphinerne og Kaskelotten samt hos
Dovendyrene, synes den dog, ved den saa sterkt forgrenede Marvhule, at
komme endnu nermere til Bygningen af Haitender, saaledes som især
Owen har fremstillet denne (Odontography, part 4, London 1840. Pag. 52).

Den vesentlige Forskjel i denne Tandbygning fremfor i den hos
Pattedyrene i Almindelighed synes begrundet i Næbhvaltændernes særegne
Bestemmelse, heelt at skulle forbene og derpaa indsuges paa samme
Maade som Beenmasse i Almindelighed. Kiimhulens Forgrening bærer
aabenbart Præget af den oprindelige Forgrening af Kimens Blodkar;
disse maae ifölge heraf have veret store, deres Forgrening have været
dendritisk. Dentinedannelsen (som nu vel ganske almindeligen an- —
sees for en modificeret Forbening af kimen) bepyndte, som almindeli-
gen, med Dannelsen af Beenceller nærmest Overfladen. Men istedetfor
at ellers Forbeningen gaaer gradeviis fra Overfladen indad, uden at nye
Beenceller dannes, men kun de peripheriske Cellers Grene forlænges i
lange jævnsidesliggende Grene ind ad Riimhulen til, gjentages i Næbhval-
tanden den sædvanlige Form af Dentinedannelsen omkring hvert enkelt
Marvrör, idet et peripherisk Lag Beenceller legger sig omkring det, netop
som ellers i hele Dentinens Peripherie omkring den store enkelte Kiimhule,
og fremdeles voxe ogsaa fra disse peripheriske Beenceller af anden
Rang (de mælkehvide Masser eller Pletter) tynde Kalkstraaler ind mod
Kiimhulens Forgreninger eller Marvrör. Ved det store Antal af disse
kan den sædvanlige Rördannelse fra de yderste Beenkornlag til den store
Marvhule kun gaae for sig paa enkelte Steder, især nærmere Roden, hvor
denne Hule er större og uden Sidegrene. -- Men omsider indtræder en
sand Forbening omkring de stérre Blodkar i alle deres Forgreninger
(hvorved deres Spor faae Form af grovere Ralkrör) og i det Inderste af
Kimen nærmest Axen, eller med andre Ord: her dannes Tandkit, lige-
som ved en ganske lignende Dannelse Adgangen til Hulen aldeles lukkes,
og al Forbindelse med den övrige Organisme ved Hjelp af Blodlibet

aldeles standses i den heelt forbenede Tand. — At fra det yderste Tand-
kitlag nærmere Spidsen af Tanden ogsaa stige Marvrör ind i Glassuren,

synes at antyde en Oplösning, hvortil ogsaa den er bestemt.

De blöde Dele til Næbhvalens Svælg fulgte ikke med den Haal-
landske Sending. I Henseende til Svalgets Bygning hos dette Hvaldyr
har jeg derfor kun at gjöre opmærksom paa Ganerörets Længde, da
det begynder (see Pag. 555) ved Vingebenenes forreste Ende, og aaben-
bart maa strekke sig langs hen ad disses nedre Flade til deres bageste

Rand, hvor Næsegangene sees at stige steilt, men meget skjevt i Veiret.

Strubehovedet var heller ikke blandt de tilsendte Dele, men vel
Luftröret tilligemed Lungerne. Dettes förste, anden og tredie Ring om-
fattede hver for sig hele Omkredsen. Den fjerde og femte smeltede sam-
men paa höire Side, saaledes, at den femte her gik over i den fjerde,
hvorved opstod en korsformig Krydsning imellem dem indbyrdes. — Bag-
ved den &de Ring udgik den hos alle Hvaldyrene forekommende hüire
Sidegreen; den Øde og 10de Ring fortsatte sig over paa den. Den 11te
og 42te Ring vare sammensmeltede til hüire Side. — Bagved dem skete
Delingen i de to Bronchi. Den venstre var större end den höire og
syntes at vere den egentlige Forlængelse af Luftröret. Hver Bronchus
steg, medens den udsendte alle Stamgrene kun fra sin udvendige Side,
og tillige stedse blev tyndere, langt ned ad den bageste Lungespidse til.

Lungerne ere ikke blevne opbevarede. De havde den hos Hval-
dyrene sædvanlige Form, vare nemlig ikke inddeelte i Lapper og meget
stærkt forlængede langs Rygfladen.

Hjertet var fladt, bredt, dets Spidse ganske afstumpet. Over
Kamrene var Breden 164, Længden kun 441”, — Det gjemmes opskaaret
i Viinaand. A Forkamrene sees de kamformede Muskler meget stærkt
uddannede, det aflange Hul aldeles lukket. I Kamrene er Klappen til
Forkammermundingen som hos Pattedyrene i Almindelighed, og paa
Grund af den betydelige Störrelse er denne Dannelse smukt i Öine fal-
dende. Fligene ere ikke strengt sondrede, og deres Antal derfor ikke
let at bestemme; paa hüire Side lader sig adskille to store og to mel-
lemliggende mindre. Senetraadene (habenæ tendinex) fæste sig, som
sædvanligt, paa Fligenes Udside tæt ved deres Siderande. Deres Ud-
spring paa Ramrenes indre Væg skeer ikke fra egne vorteformige Muskel-
fremstaaenheder (M. papillares). Musklerne danne paa Ramrenes Inderside
Net, omtrent som M. pectinati i Forkamrene, og Senetraadene udspringe
umiddelbart fra Maskerne i dette Net. Imellem Maskerne sænker Ram-
renes indre Væg sig til en Dybde af 1”, ja paa et Sted af Skilleveggen
nærmest Spidsen endog 2” dybt. Hfölge denne Bygning blive Ramrenes
Vægge naturligviis af meget ulige Tykkelse, fra 2 til 1” eller, i höire Kam-
mer, endog kun 5, — De halvmaaneformede Rlapper findes meget ud-
dannede i begge Pulsaarerne; Noduli Arantii ere særdeles tydelige, især i
Lungepulsaaren. Denne er 23” i Gjennemsnit (fladt sammenfalden 4),
dens Vægge 13 tykke. — Aortabuen er stærkt udvidet, har 44” i Gjen-
nemsnit, medens den nedstigende Aorta kun har 43 Hiins Vægge ere
paa den convexe Rand 2/” tykke, men paa den concave 5‘, dennes paa
den convexe Rand 3%, paa den concave 41 tykke. — Fra Aortabuen
sees 4 Stammer at udspringe: 1) Truncus anonymus dexter, 11 i Gjen-
nemsnit; 14 længere til venstre 2) Carotis sinistra, 9’ i Gjennemsnit
(Væggene 3 tykke); 5) ganske tet derved en lille Arterie (21 i Gjen-
nemsnit), som er rettet til höire og bagtil; 4) i 2” Frastand derfra Sub-
clavia sinistra, 1 i Gjennemsnit (Væggene 1/4 tykke).

Vid, Sel, naturvid. og mathem, Afh. XI Deel. Xx

316

Om Næbhvalens Maver.

Om Nebhvalens Maver kjender jeg kun tre Angivelser, og disse
ere særdeles afvigende fra hinanden indbyrdes. Den ældste er af Dale
(the history and antiquities of Harwich and Dovercourt, 1750 pag. 412),
itölge hvilken den skulde vere „single and almost square”. Den anden
er af Baussard (I. c. pag. 205 og 204), og ifölge den har Næbhvalen
tre Maver, der korteligen beskrives. Den tredie Angivelse er af J. Hunter
(phil. transact. 1787 Pag. 407). Denne classiske Tagttager siger, at han
i „the Bottle-nose Whale”, som man med Rette antager hos ham at be-
tyde Hyperoodon, har fundet syv Maver, hvorved dog maa bemærkes, at
han for Marsvinet (the Porpoise) angiver fem Maver, saa at Næbhvalen

dog kun vilde have to flere end det.

Af de nævnte tre lagttagere kan Dale, eller rettere Mr. Allen, hvem
han siger at skylde denne anatomiske Beretning, neppe fortjene nogen Tillid;
ei heller synes Baussard at fortjene den, naar man tager Hensyn til, at han
i samme Beskrivelse angiver at Hjertet kun havde eet Rammer, I Mod-
sætning til dem staaer Hunters Navn som en udmerket Borgen for enhver
anatomisk Beskrivelse; men syv Maver er dog noget saa aldeles usæd-
vanligt saavel hos Hvirveldyrene i Almindelighed som og hos Hvalerne
i Særdeleshed, at man neppe ubetinget turde troe paa den, især da Hunter
aldeles ikke beskriver disse 7 Maver nüiere. Paafaldende er det ogsaa,
at i Everard Homes „Lectures on comparative anatomy” (Vol. Il ‘Tab. 40
og 41) findes afbildet Maverne af ,,the bottle-nose porpoise” ganske som
Delphinernes i Almindelighed. Homes Meddelelser ere som oftest vel
egentlig selve Hunters; dennes ganske isoleert staaende Angivelse maatte
ved denne tilsyneladende Modsigelse tabe end mere i Tiltro, og Leilig-
heden til at bekræfte eller gjendrive den, synes ikke hidtil at have veret

givel nogen senere Iagttager.

Paa det mig tilsendte Exemplar var Forholdet fölgende.

Den förste, med Spiserörets meget tykke Overhud beklædte, Mave
var afskaaret paa et lidet, omtrent 2“ langt Stykke nær, der kun havde
2” Vidden. Den tykke Overhud standsede pludseligt ved Indgangen
til den næste Mave. — Milten, der hos Hvalerne altid er fæstet til denne
förste Mave, fulgte særskilt med. Den var 15 lang, 2” bred og 2 tyk;
trekantet i Midten, flad oven- og nedentil, meget tyndere i sin nederste
Trediedeel. Iüvrigt af Udseende som Pattedyrenes Milt i Almindelighed.

Mellem den förste Mave og Tarmen fandtes to store Udvidelser,
saa at man strax ved fürste Oiekast maatte med Baussard tælle tre Maver
i Alt. Den förste af dem, altsaa den anden Mave, stod ved en omtrent
4“ viid Aabning i Forbindelse med den förste. IForm var den omtrent
lig Menneskets Mave i omvendt Stilling fra venstre til höire. Den havde
nemlig en hvælvet, længere Rand (21°), der vendte mod Bagkroppen, og
en noget huul, kortere Rand (10), der vendte fortil; men dens blind-
sekastige Udvidelse (fundus) laae til höire henimod Udgangen, dens
smallere Deel laae til venstre ved Indgangsaabningen. I lige Linie ud-
gjorde dens Længde 1‘ 8”; dens störste Vidde, ved Blindsækken, 11.
Dens Sliimflade var ganske blöd, derhos stærkt rynket og rödlig af Farve,
saaledes som Hvaldyrenes anden eller egentlige Mave kan siges at cha-
racteriseres.

Mellem denne Mave og Tarmen viste sig, som allerede anfört,
udvendigfra kun endnu een stor Udvidelse, 2/ lang, 40” i sin største
Vidde. Den havde, ligesom den anden Mave, en hvælvet Rand bagtil og
en svagt udhulet Rand fortil. Men da den aabnedes, kom et saare eien-
dommeligt Forhold for Dagen, idet nemlig denne tilsyneladende enkelte
Mave, ved ikke mindre end sex ringformede Klapper, de fleste med tem-
melig smal Aabning, var deelt i 7 aflukkede Rum af forskjellig Stérrelse.
— Man vil altsaa hos Næbhvalen i Alt kunne tælle, ikke alene med Hunter
syv, men endog 9 Maver. Men ligesom disse syv Rum udvendigen viste

sig som een enkelt Mave, saaledes havde de ogsaa alle paa deres Inder-
Kx*

58
side een og samme Beskaffenhed af Sliimhinden. Den var glat, blöd,
hvidlig af Farve, uden kjendelige Fremstaaenheder, altsaa saaledes som
sædvanligviis den tredie Mave viser sig hos Delphinerne.

Gaae vi efter Antallet af Rummene, saa ere Næbhvalens Maver alt-
saa rigtignok overmaade forskjellige fra de andre Hvaldyrs; men gaae vi
efter Rummenes indre Bygning, navnlig deres Sliimhindes Beskaffenhed,
saa er den i det Viesentlige meget overeensstemmende dermed. Den
forste Mave viser sis nemlig her, ligesom hos Delphinerne og hos Hva-
lerne overhovedet, som en blindsækformet Udvidelse af Spiserörets ne-
derste Deel — og for andet kan den vel hos alle Hvaldyr neppe ansees,
naar man tager Hensyn til dens Bygning, der ganske er lig Spiserörets,
og det skjündt Milten er fæstet til den og skjöndt de nedslugte Fiske al-
deles oplöses i den, saa at intet af Beenraden træder ind i den anden
Mave. Næbhvalens anden Mave viste sig lig den tilsvarende hos Marsvi-
nene og hos Hvaldyrene overhovedet, og maa vistnok hos den saavelsom
hos de andre Hvaldyr ansees for den egentlige Mave. — De Udvidelser,
der hos Hvaldyrene fölge nærmest efter den anden eller egentlige Mave,
er det altid misligt at betegne med Tal, da derved ikke kan undgaaes
Vilkaarlighed. Almindeligviis findes hos Hvaldyrene kun een större Ud-
videlse efter hiin egentlige Mave, og den er altid meer eller mindre lang-
agtig eller rörformet, ofte lig en tykkere Tarm; men hos flere Arter findes
saavel foran som bagved den et lille Overgangsrum, hist fra den egent-
lige til den tarmformede Mave, her fra denne til 'Tolvfingertarmen, Af
disse to Overgangsrum er dog det förste neppe andet end en lille Udvi-
delse i selve Indsnöringen, og den tarmformede Mave bör fölgelig altid,
om man ellers vil betegne Maverne med Tal, sættes som den tredie i
Rekken. Den sidste Udvidelse endelig, der af Nogle tælles som en fjerde
Mave, af Andre som en femte, er aabenbart kun den forreste, udvidede
Deel af selve Tolvfingertarmen.

Telle vi altsaa kun tre Maver hos Marsvinene og hos Hvalerne

549
i Almindelighed, saa er det aabenbart nok, at de syv sidste Rum hos
Næbhvalen tilsammen forestille den tredie tarmformede Mave, deelt ved
en Række Pylorus-agtige Skillerum eller ringformede Klapper i syv for-
skjellige Afdelinger.

Den tredie Mave hos Hvalerne der, som nys blev anfért, altid er
meer eller mindre langstrakt, tarmformig, danner altsaa selv en Overgang
til Tarmen, og kunde maaskee endog regnes som den förste Afdeling af
denne, — Mærkeligt er det i saa Henseende, at vi paa Farmens Sliimflade
hos Nebhvalen finde en Form, der minder stærkt om hiin Klappedannelse.
Dog forinden dette nöiere forklares, vil det maaskee være passende at
omhandle den formeentlige Nytte af en saa ofte gjentagen Indsnöring,
forsaavidt den synes at kunne udledes af Mavernes Indhold,

I den første Mave fandt Hr, Haalland (see Pag. 526) flere endnu
uoplåste Dele: en Loligo, en Sepia, en Holothurie og en Fiskerygrad;
i den anden Mave og i alle de fölgende Afdelinger saae Indholdet omtrent
eens ud og bestod af en broget Blanding af fölgende, i Farve, Form og
Consistens stærkt mod hinanden afstikkende Legemer: 4) flere tusinde
Blækspruttenæb, 2) sammenviklede blöde baandagtige Dele, der ved nöiere
Undersøgelse viste sig at vere halvoplöste hornede Rygskjolde af Onicho-
teuthis eller Loligo, 5) utallige meer eller mindre oplåste, sprukne og
brustne Oienlindser af Blækfisk, og endelig 4) adskillige tusinde langag-
tige, trinde Legemer, fra 3” til 2% Længde, 7 til 2 Tykkelse, gule eller
mælkehvide af Farve, ofte med et rosenrådt Skjær, De lignede ingen
bekjendte Indvoldsorme; flere bleve sendte til mere övede Helminthologer
for nærmere at undersøges, uden at jeg erfarede at Nogen havde udfun-
det deres Natur. Omsider er det lykkedes mig, ikke alene at bestemme
dem som Spermatophorer (aabenbart af de fordöiede Blækfisk), men endog
at udfinde deres Bygning temmelig nüiagtig.

Da en nöiere Meddelelse om disse halvfordöiede Dele i Næbhva-

lens Maver ligger alt for fjernt fra denne Afhandlings egentlige Æmne,

350
vil det vere hensigtsmessigere at gjöre den til Gjenstand for en særskilt
lille Afhandling i det Fölgende. Her maa kun den Egenskab, som alle
disse fire, ellers saa forskjelligartede, Legemer have tilfelleds, komme i
Betragtning, nemlig deres Ufordöielighed.

At alle hine Dele nemlig maae være meget svært oplöselige, föl-
ger allerede deraf, at de overhovedet fandtes i den anden og fålgende
Maver, medens alle övrige Dele af de slugte Dyr vare oplåste, ligesom
ogsaa hos Delphiner og, saavidt jeg har kunnet erfare, hos Finhvalerne
alle nedslugte Fiske oplöses allerede i den förste Mave, uvist iövrigt om
ikke Beenradene gylpes op.

Men skjöndt de omtalte haarde, tildeels spidse og skarpe Legemer
laae i overvættes stor Mengde i de övrige Maver, fandtes intet Spor til
dem i 'Tarmen, og Antagelsen synes saaledes at ligge meget ner, at hine
mange Skillerum i den tredie Mave nærmest ere bestemte til at lægge
g er fuldendt.
Om Blækfiskenæbene i Nebhvalens Maver melde flere ældre Tagttagere
(Hunter 1. c. Pag. 411, Baussard 1. c. Pag. 204). — At ogsaa det övrige

her angivne Indhold ikke usædvanligt men tvertimod almindeligviis findes

dem Hindring i Veien for at trede ud, inden deres Oplösnin

deri, synes allerede at ligge i Sagens Natur, og har jeg ogsaa faaet be-
krieftet ved et Par private Meddelelser (især om det i Rielerbugt 1801
tagne Individ).

Nebhvalen har ingen Blindtarm og overhovedet ingen Adskillelse
af Tarmen i en Tyndtarm og Tyktarm. Dens Lengde blev ikke maalt,
da Kriset ikke kunde lösnes paa Grund af den tilsigtede Undersögelse
af Lymphekarrene, men den syntes at vere omtrent 3 Gange længere end

Kroppen. Dens Vidde var omtrent 144—2”.

991

Om Tarmens Sliimflade hos Næbhvalen.

Det er bekjendt nok, at man i Hvaldyrenes Anatomie almindelig-
viis er gaaet ud fra enkelte Delphinarters, iser Marsvinets, ja at man i
de fleste Henseender har antaget de her forekommende Former som al-
mindeliggjeldende for alle Hvaldyr. Dette synes ogsaa at have været Til-
fældet med Tarmrörets Inderside. Som bekjendt, findes hos Marsvinet
4—6 af og til afbrudte eller indbyrdes sammensmeltede, temmelig höie
Længdefolder i hele Tarmens Forlöb, Rjertlerne ligge næsten alle anho-
bede imellem to af dem; Tarm-Trevlerne ere neppe kjendelige; paa mange
Steder synes Tarmens ganske glatte Udseende neppe at tillade at antage
dem. Denne Form har man meget almindeligen antaget som en for alle
Hvaldyr gjeldende. Idetmindste antydes ikke nogen Forskjellighed heri
i de större og classiske Haandböger for den sammenlignende Anatomie,
saasom J.F.Meckels System (4ter Theil 1829 Pag, 528—529) eller
Cuviers Leçons d’anatomie comparée (2de Edit. Tome IV, 2 partie 1855
Pag. 268—269).

Denne Forestilling om Lengdefoldningen som characteristisk paa
Hvaldyrenes Tarmflade havde ogsaa jeg, da jeg 1829 besaae det Ma-
cartneyske Museum i Dublin, og her fandt et serdeles godt indspröitet
og paa langs opskaaret Tarmstykke af en ganske særegen Form, der end
mere overraskede mig, da det sagdes at vere af en Hval. Da Prof.
Macartney saae min Interesse for dette Stykke, viste han mig den sær-
deles Velvillie, at give mig det i Foræring, Det staaer nu i Universi-
tetets zootomiske Museum, og jeg har ladet det afbilde Tab. VI Fig. 4
og 2 i naturlig Størrelse, Man seer (Fig. 4) en Mengde Tverklapper,
alle rettede med den frie Rand bagud, og meget eiendommelige i Form
og Forbindelsesmaade. Blandt alle disse 'Cverklapper findes nemlig ingen
at vere ringformet eller at omfatte hele Tarmrörets Vidde; men hver især

viser sig kuppelformet, med Hvælvingen fortil og indad, stöttende sine

352

Buer paa to bagvedliggende Klappers Hvælving, og bærende Buerne af
to fortil liggende Klapper paa sin egen Hvælving. Denne Dannelse
gjentages i det mindre indeni hver af disse Klappers Hvælving, saa at
man, ved at see lige ind deri (Fig. 2) opdager, indesluttet af hver især,
to eller fire mindre men eensformede Klapper, og alter indesluttet i hver
af disse mindre Klapper et Par smaae, men ganske lignende Klapper af
tredie Orden. De större, umiddelbart i Tarmen sig aabnende Rum. ere
af temmelig ulige Størrelse, men jo videre de ere, desto mangfoldigere
deles de paa den anførte Maade, saa at de mindste Rum alle blive om-
trent lige store, og saaledes viser sig ogsaa Omkredsen af deres blinde
Ende eller Bund paa Tarmens Udside. Blodkarrene omfatte dem her saa-
ledes hver især, at paa hele Tarmen hver Maske i Rarnettet betegner Bun-
den af en af de mindste Tarmhuler eller Tarmeeller. Retningen af de
mindre Klapper er ganske lig den af de større, altsaa skraa med den frie
Rand og med Mundingen ned og indad. Fürer man en Sonde ind under
een af de större Klappers Hvælving, saa kommer man naturligviis indi
een af de mindre Celler, og overbeviser sig let derom paa Tarmens Ud-
side omtrent 4“ længere fortil, uden at det er let forud at bestemme, i
hvilken af de herværende meer eller mindre sexkantede smaae Afdelinger
man vil mærke Sondespidsen. — Blodkarrenes Forgrening paa disse
Tarmklapper tager sig særdeles smukt ud, og Afbildningen giver kun et
meget ufuldkomment Billede deraf, især da Blodkarrene paa den ikke
ere farvede.

Det her angivne og afbildede Forhold er allerede meget godt be-
skrevet af Hunter i hans ofte omtalte classiske Afhandling (pag. 409) med |
fölgende Ord: „In the Bottle-nose the inner coat, through nearly the
whole track of the intestine, is thrown into large cells, and these again
subdivided into smaller; the axis of which cells is not perpendicular to a
transverse section of the intestine, but oblique, forming pouches with the

mouths downwards, and acting almost like valves, when any thing is

353

attempted to be passed in a contrary direction: they begin faintly in the
duodenum, before it makes its quick turn, and terminate near the anus”.
Præparater, ganske lige det her afbildede, navnlig ogsaa i Henseende til
den udmærkede Injection, forefindes i det Hunterske Museum Nr. 709—712
(see Descriptive and illustrated catalogue of the physiological series of
comparative anatomy contained in the museum of the royal college of
surgeons in London. 1855. 4to pag. 210—211), og det er hüist sand-
synligt, at det mig af Prof. Macartney overladte Stykke hidrörer fra det
samme Individ som de i det Hunterske Museum, formodentlig injiceret
af Hunter selv. Professor Owen, Forfatteren af hiint Catalog, angiver
Dyret som Delphinus Dalei Cuv., hvilket er synonymt med Hyperoodon,
og som Hjemmel har han ved skriftlig Meddelelse anfôrt mig Hunters
egne Manuskripter.

At en saa hiist afvigende Form af Tarmens Sliimflade skulde
forekomm. hos Næbhvalen, er hverken för eller efter Hunter bleven om-
talt af nogen lagttager, og Hunters bestemte og tydelige Angivelse synes
at have vakt saare ringe Opmærksomhed, idetmindste udenfor England.
Længe förend jeg fik Leilighed til at undersöge Næbhvalen, havde jeg
imidlertid opdaget en meget lignende Form i den grünlandske langhaan-
dede Finhvals Tyndtarm (Boops Fabricii), altsaa i en Afdeling af Hva-
lerne, hvor man vist neppe heller skulde have ventet den, da mange lagt-
tagere — og med fuldkommen Ret — angive i Finhvalernes ‘Tyndtarm
at have fundet simple Folder (de Fleste sige Længdefolder, Vrolik
Tverfolder).

Dette Forhold hos den langhaandede Finhval sees til Sammenlig-
ning afbildet Tab. VI Fig. 5 og 4 paa den endnu meget friske arm
I hele T'yndtarmens Forlöb strække sig Tverfolder, hvoraf hver især op-
tager störste Delen af Farmvidden, nemlig kun mangler ved Tilhæftnings-
stedet af Kråset. Folderne gaae alle parallele, dog ikke ganske paa tvers,
men tillige lidt skraat. Fra hver af disse Tverfolders bageste Flade

Vid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. My

354

strække sig mange korte Længdefolder, i temmelig lige store indbyrdes
Afstande, hen til den nærmeste Tverfold, saa at hele Tarmoverfladen
deles i utallige celleformige Rum med store fiirkantede Mundinger. De
vende alle, ligesom hos Næbhvalen bagud, og indeni hver af dem gjen-
tager sig ogsaa her den samme Form i det Mindre, saa at man fra den
större Celle föres ind almindeligviis i 4 mindre, hvoraf hver ender sig, i
2—5” Afstand lengere fortil end Udmundingen i Tarmen, som en lille
Blindsek. Skrælles Muskelhinden af Tarmen, saa sees den meget tykke
Sliimbinde i Form af utallige, meget regelmessigen stillede, Blindsække,
alle vendende Bunden fortil. (See Tavle VI Fig. 4). — Sliimfladen er
lodden, men ikke ved Tarm-Trevler lig dem hos Pattedyr og Fugle i
Almindelighed, snarere ved smaae Fremstaaenheder lig dem f. Ex. paa Stö-
rens Tarmflade. De utallige dybe Celler fandtes i den friske Tarm fyldte
med Sliim, og deres Rensning var ligesaa langvarig og möisommelig, som

man vil have fundet den af Stürens Pancreas (eller appendices pyloricæ),

Da en cellet Form af Tarmens Sliimflade almindeligviis kun an-
gives om Blindtarmen hos Stellera og Manatus; da det dog altid kunde
ansees uvist om Hunter ved Bottle-nose-Whale — et Navn, der hos hver
Iagttager næsten betyder et forskjelligt Dyr — virkelig har forstaaet Næb-
hvalen, da jeg derimod med Bestemthed havde fundet denne Form hos
den langhaandede Finhval, maatte jeg være meget spændt paa, om jeg
skulde gjenfinde den i det mig fra Hr. Haalland sendte Individ. Og
virkelig fandt jeg den saa ganske stemmende med Hunters Beskrivelse,
at jeg kun endnu kan have lidet at tilföie til det ovenfor meddeelte Citat
af Hunter og det kortelig udkastede Billede af hans Præparat.

Den allerede beskrevne Celledannelse strakte sig virkelig langs
hele Tarmen, fra Tolvfingertarmen af og heelt ned gjennem Endetarmen.

Imidlertid viste sig dog henad denne til, og især i Endetarmen selv, en
ret mærkelig Afændring deri. Cellerne bleve nemlig mere langstrakte
og med deres længste Gjennemsnit stillede mere paa langs end paa tvers
af Tarmröret. Længst tilbage syntes omsider Cellerne at vere udtrukne
til ganske enkelte, meget lange, lidet dybe Celler, eller, med andre Ord,
den hele Celleform oplöste sig i nogle, lidet vundae Længdefolder, der
krydsede sig med flere, svagere Tverfolder — altsaa omtrent det hos
Hvalerne almindelige Forhold af Tarmens Sliimflade.

Den höist eiendommelige Form af Næbhvalens Tarmflade synes
altsaa at opstaae ved en skrueformig Krydsning af de mere almindelige
Længde- og Tverfolder. Ved Tarmens bageste Ende faae Liengdefol-
derne Overvægten, Tverfolderne synke ind. Wilde man ansee den tredie
Mave for en Deel af Tarmen, saa kunde man sige, at ved Tarmens for-
reste Deel forholder det sig omvendt; thi de sex ringformede Skillevegge
i Næbhvalens tredie Mave kunne med Rette stilles lige med en Række
simple, men fuldstendige Tverfolder, som om allerede her skulde antydes

den forestaaende overveiende Foldedannelse i Tarmen. (Saml. Pag. 549).

Om Næbhvalens Mælkekar.

I Næbhvalens Krös vare Melkekarrene saa store, at de ikke alene
letteligen saaes med blotte Öine, men endog strax maatte vække enhver
Iagttagers Opmærksomhed. Min Ven, Hr. Regimentslege Ibsen, hvis
Hjelp jeg saa ofte har tyet til, naar mine Undersögelser fordrede en
mere konstfærdig anatomisk Behandling, paatog sig Præparationen med
sædvanlig Forekommenhed, og, om hans Præparater af Lymphekar ikke
allerede havde erhvervet ham europæisk Berömmelse, vilde vistnok de to,
han har udarbeidet af Nebhvalens for Universitetets zootomisk-physiolo-

giske Museum, i og for sig vere i Stand dertil. Paa 7de Tavle har jeg
Yy*

Le
3)

»

afbildet et Stykke deraf i naturlig Störrelse, og jeg har derpaa anvendt
den störst mulige Nüiagtighed, saa at hver enkelt Green paa Tegningen
letteligen vil kunne gjenfindes paa Præparatet, og ingen Green paa dette
vil blive savnet paa hiin. Skjiéndt de indspröitede Blodkars råde og
og grönne Farve, der paa Prieparatet stikke saa smukt af mod de ind-
spröitede Lymphekars Sölvglands, ikke er gjengivet paa Tegningen, vil
man dog lettelig skjelne de tykke Venegrene og de ledsagende ulige
tyndere Arteriegrene, forsaavidt den grove Injectionsmasse var trængt
ind idem, De finere Rargrene i Kröset bleve udeladte i Tegningen for
ikke at overfylde den. Det törrede Tarmstykke er anlagt med reen sort
Farve, for at Blod- og Lymphekarrene kunde vise sig desto tydeligere.

Paa Tarmen vil man legge Mærke til det dobbelte System af
Lymphekar. Det ene bestaaer af lutter lige, strækkede, lidet forgrenede
Rar, alle löbende langs med Tarmrürets Axe. Dets Indsprüitning er
kun lykkedes hist og her. Det tilhörer nærmest Bughinden (Peritonzum).
— Det andet er forgrenet dendritisk, med lutter meget uregelmæssigt
snoede Grene, ofte anastomoserende. Det gaaer mere i Dybden, ad
Slümfladen til, og er aabenbart de egentlige Melkekar, vasa chylifera.

Dette dobbelte System af Lymphekar paa Tarmkanalen have alle-
rede flere ældre Anatomer henledet Opmærksomheden paa. Saa tydeligt,
som det her ligger for Dagen, veed jeg ikke at have seet det paa noget
Præparat. De bedste Præparater af 'Tarmlymphekar, der forevises i Mu-
seerne, synes almindeligviis at være af Skildpadder (Chelone mydas); men
sjeldent seer man tydeligt paa dem meer end det overfladiske System,
medens de dybere ere skjulte ved extravaseret Qviksülv, der viser sig som
gule Rugler. Paa det her beskrevne Præparat er saa godt som intet
Extravasat, alle Karrene vise en bestemt Rürform, meget svagt knudret

. xd Klapperne.
Begge Systemer synes iövrigt at samle sig fælleds i de större

Grene ved Tarmens hule Rand, og derfra at stige radiært hen over Kriset

397

henimod dettes Anheftelse, deels følgende med de större Venegrene,
deels ogsaa forlöbende i Mellemrummet imellem dem. Under dette Forlöb
forene sig i Reglen to eller tre til een större Green, iser nærmere ved
Tarmen; nogle holde sig dog ganske isolerede, ofte netop et eller andet
Lymphekar af usedvanlig Tyndhed. Alle ere mildt krummede i Slan-
gegang; jo tyndere Rarret er, desto talrigere men mindre ere dets Krum-
ninger. De tykkeste af Lymphekarrene have omtrent 1/ i Gjennemsnit,
de tyndeste vel neppe 27”, |

Lymphekjertlerne ligge anhobede omkring de stürre Karstammer
i Kröset, uden at forene sig til et Pancreas Aselli. For at naae hen til
dem, löbe Lymphekarrene ofte et Stykke Vei skraat hen over Venestam-
merne, — Injectionsmassen var næsten overalt traadt ind i Kjertlerne, men
intetsteds gaaet [igjennem dem. En egentlig Injection af Lymphekjert-
lerne var altsaa ikke lykkedes. Kjertlerne havde det paa Injectionspræpa-
rater sædvanlige gule, knoppede Udseende som hidrörer fra det i deres
Masse extravaserede Qviksülv, og dette vil maaskee i og for sig vere
tilstrækkeligt til at vise, at Lymphekarrene ikke beholde deres fulde Vidde
i Rjertlernes Indre, i hvilket Fald Injectionen ikke synes at kunne have
havt Vanskelighed med at træde igjennem dem. Men end ydermere seer
man idetmindste paa enkelte af Rjertlerne ret tydeligt, hvorledes Lym-
phekarrene forholde sig strax ved deres Endtrædelse i dem. Dette er
gjengivet paa Tegningen ved den meest nedadliggende Rjertel. Man seer
nemlig, at hvert Lymphekar ved at trade ind i Rjertlen deler sig dendritisk
i flere endog meget smaae Grene. Det Samme i omvendt Retning
maa aabenbart finde Sted ved Karrenes Udtrædelse af Rjertlerne, og
Forholdet er altsaa ligt Venernes i Leveren; de indtredende Lym-
phekar svare til Portaaren, de udtrædende til Levervenerne. Om i Rjert-
lernes Indre de mindste Lymphekargrene kun danne Net og Anastomoser,

vides ikke, men der er neppe Grund til at antage Udvidelser paa dem,

allermindst store sinusagtige Udvidelser. Hvad man har troet at see

heraf, ligger det kun alt for nær at tyde som Konstfrembringelser.

Om Nebhvalens Hjerne,

Af de Dele, som fandtes i den Haallandske Sending, staaer endnu
kun Hjernen tilbage at beskrive.

Den var udmerket godt vedligeholdt. I et Anker med Viinaand
laae den i en Skaal omgivet med Bomuld saaledes, at den ikke havde
kunnet lide andet Tryk end af sin egen Vægt. At denne kan have ind-
virket paa dens Form, maatte man fra först af ledes til at befrygte ved
at see den. Den var nemlig langt (omtrent 4 Gang) mere höi end lang,
derhos dobbelt saa bred som lang, saa at dens Grundflade (‘Tavle 8
Fig. 1) var meget mindre end dens forreste og bageste Flade (Fig. 2),
og virkelig laae den i Skaalen paa den forreste Flade, og havde her en
Plathed, som aabenbart hidrérte fra Trykket.

For om muligt at komme til Vished om, hvorvidt den nærværende
Form stemmede overeens med den naturlige, formaaede jeg Hr. Dr. Bendz
ved den Kongl. Veterinærskole til at lade Hovedet paa det i Skolens
Museum opstillede 214° lange Næbhvalskelet save igjennem (i mit Verge
fandtes dengang ikke noget endnu), og lod en Gipser tage Aftryk af Hjerne-
skallens Hule. Dette Gipsaftryk, der vilde vise Hjernens Form, hvis Hjer-
neskallens Indre kunde antages at have veret aldeles opfyldt af selve
Hjernen, var 6” langt, 101” bredt, 73” höit. Ogsaa efter disse Maal
viser det sig, at Næbhvalens Hjerne er mere høi og især meget mere bred
end lang, hvilket vel er overeensstemmende med den hos Delphinerne
fremherskende Form, men dog her i en usædvanlig stærk Grad. Dog
synes den forreste Deel af den nederste Flade (Tavle 8 Figur 1) ved
Trykket at vere bleven tvunget lidt tættere hen imod Seenerverne. Paa

359
den anden Figur, der forestiller den bageste Flade, er den lille Hjerne
og Rygmarven büiede ned, hvorved Bjælken (a), Fürhöiene (b, b, c, c)
og den lille Hjernes Forlengelser til dem ere komne for Dagen.

lövrigt ere disse to Afbildninger udförte af mig med den aller-
störste Nöiagtighed efter den særdeles vel vedligeholdte Hjerne, saaledes
som den viste sig omtrent 6--7 Uger efterat den var udtaget af Dyret.

Denne Hjerne er næsten dobbelt saa stor som Menneskets, 4 i
Længden, 6” i Höiden, 8” i Breden. Hjernevindingerne ere maaskee
de talrigste, noget Dyr endnu har afgivet Exempel paa. De ere med
störste Troskab gjengivne paa Afbildningerne med alle deres aldeles usym-
metriske Former. I det Hele vil man gjenfinde de sædvanlige Forhold
ved Hvaldyr-, navnlig Delphinhjernerne, dog er den lille Hjerne usæd-
vanlig urelmæssig og bugtet, især Permis (Fig. 2 f, f, f).

Rygmarven, der synes at have veret meget tynd (Fig. 2 k), ud-
vider sig, som forlænget Marv, meget sterkt til Siderne. Den fjerde
Hule bliver derved meget bred. Man skjelner tydelig Pyramiderne (Fig.
4k, Fig. 2 g, g,), Oliverne (Fig. 1 m, m; Fig, 2 h, h) og corpora re-
stiformia (Fig. 2 i, i).

Foran den forlængede Marvy ligger det saakaldte Trapezium (Fig.
1 i,i), der, som sædvanliot, nærmest Middellinien er afbrudt ved flere for
Dagen liggende Strenge af Pyramiderne. Disse Strenge (Fig. 1 h, h),
8 i alt, springe serdeles stærkt frem og synes fortil tildeels at smelte
sammen indbyrdes, Broen (Fig.1 g) har et betydeligt Omfang, men er
flad. «Paa dens Rygside sees (Fig. 2) Fürhöiene, af hvilke de bageste
(e, €) ere noget större og strække sig mere udad. Bagtil stöde den lille
Hjernes forreste Forlængelser op til dem, fortil bedækkes de tildeels af
Bjælkens bageste fortykkede Deel (tuber impositum).

Paa Hjernens Grundflade (Fig. 1) sees foran Broen crura cerebri
vige meget stærkt ud fra hinanden til Siderne. I Hjørnet foran dem

sees de sammensmeltede Vorteforhdininger og foran dem den brustne

— 560

Tragt. Derpaa fölger det stærkt i Breden trukne Chiasma og foran det
til Siderne det graa Lag, der ligger nermest under de stribede Legemer,
og strækker sig ind i de Sylviske Gruber.

Studiet af Nerverne og deres Udspring fremböd flere interessante
Puncter paa denne Hjerne.

Lugtenerverne vilde det lenge ikke lykkes mig at finde, og jeg
blev meget overrasket ved omsider at finde dem netop der, hvor de nær-
mest maatte være at sige i Analogic med deres Plads hos andre Pattedyr.
De ere unægtelig meget tynde, skjöndt ikke tyndere end omtrent f. Ex.
det fjerde Par hos Mennesket, men derhos ere de meget blöde. Ved
deres Udspring ere de ulige bredere, have Form af en lille trekantet |
blöd Plade (Fig. 1, 4), der reiser sig fra Hjernens Grundflade tæt bagved
den med Vindinger besatte Deel, og aabenbart har en ydre Rod langs
med denne Deels bageste Rand, en midtere fra den eensformede graa
Overflade og desuden en indre Rod. Den saaledes dannede lille, blöde,
graa trekantede Plade trækkes i sit forreste Hjörne ud i den egentlige
tynde Lugtenerve, som paa venstre Side, men ikke paa hüire, strax finder
en Længdefure, hvori den legger sig.

Angaaende det andet, tredie og fjerde Nervepar troer jeg at kunne
henvise til Afbildningen. Paa höire Side ere alle Nerverne afskaarne
nær ved deres Udspring, hvorved dettes rette Sted i Reglen bliver langt
tydeligere. Alle Nerverne ere betegnede med det Tal, de have i Systemet.

Det femte Par seer man paa venstre Side som en særdeles tyk
Nerve, der fra Broens Sidedeel legger sig op mod den forreste Deel af
den lille Hjerne. Paa höire Side, hvor den er skaaret af, seer man sær-
deles tydeligt dens dobbelte Udspring, som portio major (N. sentiens
faciei mihi) og som portio minor (N. masticatorius), den sidste i Form
af en Række tynde Trevler (betegnede 5 mot), stillede: palisadeformigt i en
Bue omkring den indvendige Side af Félelsesnerven.

Det sjette Par sees paa sædvanligt Sted tæt bag Broen. Det

561

syvende og ottende Par lægge sig meget tet op mod den lille Hjernes
Grundflade i en egen dyb Grube. Det ottende Par er, som sædvanligt
hos Hvaldyrene, paafaldende tykt, og synes endnu lidt tykkere end det
virkeligen er ved den meget udviklede saakaldte portio intermedia (be-
tepnet int.), der, skjöndt hörende til Ansigtets Bevægelsesnerve, dog er
langt nöiere forenet med Hörenerven.

Ved det niende og tiende Par er det Merkelige, at de begge
udspringe med to Rekker Rödder, hvoraf den ene ligger mere indad, den
anden mere udad (see Figuren). Imidlertid har jeg ved at eftersige
dette Forhold paa andre Dyrs Hjerner, fundet det ogsaa meget tydeligt
hos Hesten, og det turde maaskee være ganske almindeligt, skjöndt jeg
ikke erindrer at have-seet det anført i Bügerne, og ei heller har havt
Leilighed til at overbevise mig derom paa Menneskets Hjerne.

Binervens Rådder (42) gik i Flugt med den inderste Række af
Lungemavenervens (Radices N. vagi).

Tungemuskelnerven udsprang, som altid, mere indad mellem Py-
ramiderne og Oliverne (11), i Flugt med de første Halsnervers indre
Rödder (1*, 2*, 3%. Skjøndt Mellemrummet mellem den og det sjette
Par var temmelig betydeligt, lod sig dog uden Vanskelighed den hele
enkelte Række eftervise, som alle Bevægelsesnervernes Ridder udgjåre
(med Undtagelse af det fjerde Par), fra de nysnævnte Halsnervers forreste
Ridder, 'Tungemuskelnerven, det sjette, syvende Par, gjennem Tygge
nerveröddernes smulike Række, henimod det tredie Par.

Hjernen blev skaaren igjennem i Middellinien, og derved kom
alle de indre Dele tilsyne, i hvilke dog Forholdene ikke viste sig forskjel-
lige fra dem hos Hvalerne i Almindelighed og Delphinerne i Særdeleshed,
saa at en nærmere Beskrivelse deraf, mere passende vil faae Plads i en

senere udförligere Afhandling over Hvaldyrenes Hjerne.

Vid Sel. naturvid, og mathem, Afh. XI Deel. Li

562

Historisk Oversigt over Næbhvalens Literatur.

Efterat have meddeelt det Udbytte, som de ved Capt. Holböll
og Hr. Haalland sendte Dele have tilladt mig at gjöre til Andarnefias
eller Næbhvalens Anatomie, turde det maaskee nu, da det neppe længere
vil betvivles, at dette Dyr er det samme som de Nyeres Hyperoodon, som
Grünlændernes Anarnak og Færüernes Dögling, have en vis Interesse at
tage et historisk Overblik over den hele Rekke af Fata, som dette Dyr

har havt i Literaturen.

Den ældste Angivelse af Næbhvalen findes i Frongespeilet. 1 dette
Værk, der antages at vere fra det 12te Aarhundrede, hedder det (Einer-
sens eller Soröe-Udgaven i 410 1768 Pag. 125) i den danske Oversæt-
telse: „Videre ere der endnu to Arter af Hvaler, af hvilke den ene hedder
Andhval (Andhvalur), men den anden Svinhval (Svinhvalur) og blive de ikke
större end 25 (26) Alen*), og det endda kun de, der kunne blive de störste;
og ere de Hvalfiske ei ædelige for Mennesker, thi den Fedme som smæltes
af dem, kunue hverken Mennesker, eller noget andet Dyr, som æder deraf,
fordöie hos sig, thi det rinder allevegne igiennem Mennesket, og ligesaa
igiennem Tree, ja det vil endog ikke holde alt for vel, naar det staaer
i nogen Tid, om det var Horn”. Lignende Egenskab tillægges, som strax
nöiere vil blive fremsat, Döglingens Spæk af Færingerne.

I Th. Bartholins Fortegnelse over de ved Island forekommende
Hvaler, hvilken han (Historiar. anat. rar. Centuria IV. Histor. 2% Hatniæ
4657) siger, at en islandsk Priest har sendt til Olaus Worm med Afbild-
ninger af hver Art iser, hvilke han dog „datä industria, ut opere par-
ceret” har udeladt, lyder Angivelsen saaledes (pag. 275): „Sextum And- .
hvalur seu Andarnefia, quod rostrum habeat anati simile. XV ulnas, que

*) Hvis ikke alle Hvaler og Dyr overhovedet ere blevne næsten to Gange mindre i de
sidste 6 Aarhundreder, saa kan den gamle islandske Alen ikke have været stort
mere end en nuværende dansk Fod.

maxima est longitudo, non excedit. — Septimum Svinhvalur sive Durner
XXX cubitorum. Maximum XXXV ulnas assequitur. Hie cetus ut ct
Andhvalur, inter eos non numerantur, quibus hominibus vesei permissum,
eorum namque pinguedinem concoquere non possunt, aut ullum aliud
animal, penetrat enim omnia. Hic Durner dentibus præditus est optimis,
nisi ob senectutem corrumpantur. Ipsius mortis causa proprii capitis
moles plerumque existit”. Svinehvalen, som et Dyr der er dobbelt saa
stort som Andhvalen, omtrent 60 til henved 70 Fod, og har Tender,
som først falde ud i den höie Alder, samt et umaadeligt stort Hoved —
kan neppe vere noget andet nulevende Dyr end en Spermhval. And-
hvalen eller Andarnefia er noksom betegnet allerede ved sit Navn, der
endau den Dag i Dag er det, hvorved Hyperoodon betegnes paa Island.
Den angives her rigtigen til ikke at blive stürre end 15 Alen eller 50 Fod.

I Ferox & Færoa reserata af Lucas Jacobson Debes Kbhvn. 1675
lyder Beretningen saaledes (Pag. 162): „Her fangis ocsaa et andet slags
Hval i Landet, som kaldis Déglinge, oc bekommis de gemeenligen udi
en Haffa her i Landet, nemlig Qvalboe udi Suderöe, dog sjelden udi
Vaag udi samme Suderöe, oc det ordinarie om Hôsten, tre eller fire hvert
Aar, eller sex i det höyeste: Oc dersom de slaa feyl et Aar, komme de
dobbelt et andet Aar. De ere 14 a 16 Alen lange, oc derhos meget
tycke, vel fire Alen udi Diametro, der de ere tyckiste. De fangis paa en
selsom Maneer. Thi naar Folcket seer dennem uden for Fiorden, roe de
ud til dem med Liner i Baaden, dersom det er ondt i Söen, at de icke
kunne komme til dennem, jage de dennem ind, som mand pleyer at giöre
ved Grinden: Men er det stille i Söen, roe de txt til Hvalen, hvileken
blifver stille liggende hos Baaden, mueligt hand mener at det er hans
Mage, midler Tjd sticke de et Hul udi det tycke Flesk, gemenlig udi
Öyen-Laaget, hvor udi de giöre Linen fast; Stinget smerter hannem intet,
men alleniste kildrer hannem, oe derfor taaler hand det ketteligen. Naar

de saaledis hafve giort Linen fast, roe de til Saanden med hannem, hvort

364
hen hand lader sig letteligen drage, de andre folge efter, indtil de faa
dennem alle ind paa Saanden: Da de i lige maader giöre Liner faste udi
de andre Hivale, men de andre Ender aff Linerne giöre de faste paa
Landet om store Stene; da de fare ud til dennem med Baade, oc sticke
dennem med deris Hval-Spinde, indtil Blodet forlöber dennem, til Döden,
da Folcket maa vige oc tage sig vare: Thi de slaa da forferdeligen.
Udaff disse Döglinge duer intet Kiödet, ey heller Flesked til at fortære:
Thi dersom de æde noget der aff, trænger det sig igiennem Svede-Hul-
lerne, saa deris Rlxder blifve gule oc lucte der af. Thi Tranen er
saa subtil i sig selff, at det skal vere meget stercke oc tætte Træer, som
det skal holde. Det er meget merckeligt, at denne Hval Döglingen kom-
mer gemenlig ingensteds ind i Færüe uden udi Suderöe, ov det fornem-
meligen udi Qvalböe-Fiord, oc det Aarligen om Hösten, ved Michae-
lis 'Tjd”.

Disse Beretninger fra Norden synes ikke at vere blevne bekjendte
for andre Landes Zoologer, uagtet Kongespeilet haves paa Latin og
Bartholins Centuriæ ere skrevne i dette Sprog; Debes Beskrivelse af
Færåerne er idetmindste oversat paa Engelsk 1676 (see Scoresby Acc.
I, 498). Men selv om de havde været nöie bekjendte, vilde man af dem
alene umuligen kunne have hentet Characterer for Arten. Det kunde
derfor ikke vere anderledes, da Dale i Aaret 1750 (i „History and anti-
quities of Harwich and Dovercourt, first collected by Silas Tailor, with
notes and observations relating to natural history”. London 1759. Ato.
Appendix pag. 412) beskrev en qvindelig Næbhval paa 14 Fod, som var
strandet ved Malden i Grevskabet Essex 1717, paa samme Tid som en
mandlig paa 21 Fod var strandet ved Bradwell, end at den blev anseet
for et hidtil ukjendt Dyr. Han selv kunde ikke finde noget andet be-
skrevet Dyr, hvortil dette kunde henföres undtagen den af Martens og
ventelig af de Süfarende overhovedet saakaldte Butskop. Det vilde vere

ret vigtigt til Oplysning af Dyrets Levemaade, om denne Artsidentitet

Mn la

bekræftede sig, thi om Butskopperne siger Martens (Reise Pag. 95): „Sie
lauffen nahe an den Schiffen, denn man sie wol mit einem Stocke
stossen kan, und halten lange bey den Schiffen an, das ander grosse
Fische nicht so lange thun, denn wen sie Schiffe sehen scheuen sie sich
dafür”. Med hvilken Beskrivelse da maatte sammenholdes Fabrieii An-
givelse (Fauna gr. pag. 52) om Anarnaken: „Habitat in alto mari, raris-
sime oras accedens. — Non facile se immergendo caudam ostendit; sed
sæpius pro more habet, retrorsum de aqua assurgere ad pinnas pectorales
usque, ante, non post navigia se ostendere lubens”. — Den af Martens
om Butskoppen angivne Störrelse „16, 18 biss 20 Schue”, og Form af
Finnerne samt især af Snuden passe godt paa Næbhvalen. Det hedder
(Pag. 95): Des Butskopfs Kopf gehet fornen stumpf nieder, an dem ein
Schnabel, der forn und hinten gleich dicke ist, weswegen er auch von
dem Tunin unterschieden ist, an welchen der hinter Theil dicker und
fornen spitzer ist”). — Men Martens Butskopf adskiller sig ved Farven,
som angives bruun paa Ryggen, bruun og hvid marmoreret paa Panden

og hvid paa Bugen.

I hvert Fald havde Dale aabenbart Uret i at oversætte Butskopf
ikke alene med Bottle-head men ogsaa med „Flounders-Head”, som om
Ordet „But” betydede „Butte”, Pleuronectes; men heller ikke G. Cuvier
(Regne animal 1829. I, 28) og hans — selv de tydske — Oversættere
have Ret i at derivere det af „Boot, en Baad”, Navnet betyder aaben-
bart „Stumphoved”, af det nedertydske Ord „buti”, dansk: ,,but”, holl.
„bol” 9: „afstumpet, kort og tyk”. Det er vel iövrigt höist sandsynligt,

at de Séfarende under Navnet Butskopf forstaae flere stumphovede Del-

*) Ved denne Leilighed bor advares mod den meget upaalidelige franske Oversættelse
i Recueil de voyayes au Nord Tome II Amsterd. 1715. 12mo, pag. 145, hvor dette
Sted oversættes med: „‚le Butskopf a le museau tout d’une même grosseur et sans
pointe, en quoi il diflére du Dauphin qui a le museau en pointe”.

Rk.

phiner, ligesom ogsaa Schlegel. under „die Butzköpfe” opstiller D. glo-
biceps, Rissoanus og leucas (Abhandl. 1 Heft. 1841 Pag. 55).

klein opstillede det Daleske Dyr (Historie piscium natur, prom.
Missus 2. 1741. pag. 15) som: Balena ore rostrato. Balæna tripinnis,
edentula, minor, rostro parvo.

1 Erich Pontoppidans: det fürste Forsög paa Norges naturlige
Historie, Kbhvn. 1755. 4to (2den Deel Pag. 200) siges, i Opregnelsen
af de mindre Hvaler: „Hr. Wilhelm Frimann, Sogne-Præst paa Manger
„beretter, at.han eengang har sect en liden Hvalfısk af 10 à 42 Alens
»Længde, hvilken havde fra For-Hovedet hengende en oval Tryne, skabt
»næsten som et Gaase-Næb, deslige hverken han eller det medhavende
„Folk erindrede sig nogen Tiid at have seet. I det jeg skriver herom,
„tilsendes mig en anden Relation om selvsamme Fisk, som jeg vil kalde
»Balænam rostratam, eller Nebbe-Hval. Den blev 1750 fanget paa
»Eskevigen ved Fridrichshald af Hr. Oberst- Lieutenant Kolbiörnsens
„Folk, var 26 Fod lang og havde i Rives en Unge 6 Fod lang. Dens
„Neb, som allermest adskiller den fra andre, saavelsom dens ganske Skab-
hing, sees paa det hosfüiede Kaabber-Stik”. Derpaa gaaer Pontoppidan
over til at omtale Döglingen, uden at han iövrigt berörer, at der mellem
den og Nebbehvalen skulde antages en Artsidentitet.

At Pontoppidan ikke kjendte Dales lagttagelse eller Kleins Beret-
ning derom, i alt Fald ikke fandt Artsligheden imellem dem, kan natur-
ligviis ikke undre. Derimod maatte man have ventet i den paafölgende
A2te Udgave af Linnes Systema Nature (1766) at finde Déglingen, eller
Nebbehvalen, eller Dales Floundershead under Rleins nys anförte Charac-
teristik opstillet enten som een eller flere Arter, hvilket ikke er Tilfældet.
Først Gunnerus gjorde (1767 i sine Anmærkninger til Leems Beskrivelse
over Finmarkens Lapper Pag. 500) midt iblandt en stor Deel forvirrede
Meninger om Hvalernes Artsbestemmelse den gode Bemærkning: „Mar-

„tens Buts-Ropf, som nogle holde for at være den samme som Englen-

367
»dernes Bottle- eller Floundershead, som Hr. Klein kalder B. ore rostr.
»&e., og som bliver Islændernes Andhvalur eller Andarnefia og Hr. Pro-
„eantzler Pontoppidans Balæna rostrata eller Nebbe-Hval”.

Olafsen (i hans og Povelsens Reise gjennem Island. Soröe 1772.
4to. I, 545) omtaler som en af de tre mærkeligste Arter Hval ved Islands
Vestkyst: Andarnefia og kalder den Balæna (minima) rostro longissimo
& acutissimo. „Den er”, siger han, ,,meget kjendelig; Navnet haver
„den faaet af et Ande-Neb, hvilket Hovedet foran ligner, og er uimod-
„sigelig de Norskes Nebbe-Hval (med Henviisning til Afbildningen hos
»Pontoppidan) og Færüernes Dögling; thi Oliens besynderlige Fiinhed
seller Flygtighed, som der mældes om, passer sig til ingen Hval uden
„denne. I Island kunne hverken Træ- eller Leerkar holde den, og Glas,
„som den er i, bliver ogsaa fugtig udvendig; hvis man tager den ind,
„treenger den strax igjennem Legemet. Den bruges derfor meget i Island,
„som et smærtestillende og fordeelende Middel, viser og herlige Virk-
„ninger ved Hævelser, Bylder og alleslags Inflammationer. Denne Hval
„er sedvanligst i Island 40 til 12 Alne, og bliver i det höieste 14 til
„15 Alne lang. Den findes tidt baade paa Vestfiordene og ved Vester-
“Jükelen, deels opdreven, deels löben paa Grund af Uforsigtighed. Men
„dens fornemste Stade er dog i Öefiorden paa Nordlandet, hvor den
„jevnlig blev harpuneret og drevet paa Land for 60 til 100 Aar siden.
„Riödet bliver spiist”.

Fire Aar senere udkom ©. F. Müllers Prodromus Zoologix da-
nice (1776). Han optog Pontoppidans Nebbehval og Olafsens Andar-
nefia som een Art, ved til Pontoppidans Artsnavn B. rostrata at föie
Olafsens Characteristik: „minima rostro longissimo & acutissimo”. Som
Norsk Trivialnavn angiver han ikke alene Nebbe-Hval men ogsaa Buts-
kopf, islandsk Andarnefia, Færüisk Dögling og Sandæta — hvilket sidste
Navn ikke forekommer i Debes Beskrivelse men derimod i Kongespeilet,

og det er svært at indsee hvad der har bevæget Müller til at stille dette

368
Navn herhen. Som Rilder citerer han Egedes Grönlands Perlustration,
Pontoppidans Norges Naturh., Olafsens Islandske Reise og Debes Feria.
Cilationen af Egede kan kun vere med Hensyn til Butskopf, og hvad Egede
har meent med sin Butskop (det gamle Grönlands nye Perlustration
Kbhvn, 1741. 4to. Pag. 41), er ikke svært et udfinde. Alt hvad han siger
om den er nemlig aabenbart kun en Oversættelse af Martens, ligesom
overhovedet hans Angivelser i Naturhistorien næsten ganske og aldeles
ere tagne, ikke af Naturen eller Grünlændernes Beretninger, men af be-
kjendte Böger. Ved Butskop har han kun meent hvad Martens har meent,

og han fortjener i saa Henseende ikke at opstilles som Autoritet.

Fra nu af maatte Navnet Balena rostrata antages at have faaet
Hjemmel i Terminologien. Det betegnede Döglingen, Andarnefia, Nebbe-
hvalen, Dales Floundershead: kort sagt de Nyeres Hyperoodon og intet
andet Dyr. Navnet var heller ikke ganske upassende. Slegtsnavnet Ba-
lena stéder rigtignok for Tiden, da vi ved Balæna ikke letteligen kunne
tenke os uden en Bardehval. Men efter det Linneiske System kunde
Nebhvalen ikke let finde Plads i noget andet Genus, da Hvaldyrene kun
havde de 4 Genera: Monodon, Physeter, Delphinus og Balæna, hvilke vare
fastsatte efter Tændernes Mangel eller deres Tilstedeværelse enten i Over-
kjæben eller Underkjæben alene eller i begge Kjæber. Man kjendte
dengang endnu ikke Næbhvalens Tender. Havde man seet de to store i Un-
derkjæben, vilde man vistnok have sat den til Physeter, havde man seet
flere i begge Kjæber til Delphinus. Men det synes endydermere, som
om idetmindste de Zoologer, der ikke selv havde seet Dyret, virkelig —
eftersom man ellers ikke kjendte noget Hvaldyr uden Tiender, der ikke
* havde Barder — antoge, at Nebhvalen var en Bardehval. Intet Positivt
var nogetsteds anfürt om deres Mangel, og aldrig er, saavidt vides, no-
gensinde et Skelet eller et Hoved af en Dögling nedsendt fra Færüerne

til en Zoolog, heller aldrig nogen Andarnefia förend det her i denne Af-

— 569
handling beskrevne. Pennant, efter saa rigtigen (Brit. zool. IV, 55) at
have stillet Dales Floundershead sammen med Pontoppidans Nebbehval
omtaler derhos meget mal-a-propos: ,,Belon describes and figures a fish
very much resembling, if not the same with this: he says it furnished
whale bone &e”.

Det var ifülge det Ovenanförte ganske i sin Orden, at Pastor
Chemnitz kaldte den af ham beskrevne Hval (Beschäftigungen der Berlin.
Gesellschaft naturf. Freunde 4ter Bd. 1779. Pag. 485—189), der aaben-
bart var en Næbhval ,,Balena rostrata oder Schnabelfisch” ; det var over-
maade rigtigt at han benægtede at der kunde vere Barder paa en saa
smal Overkjæbe, og det var en saare heldig Opdagelse, at han fandt de
to forreste ‘Tender, tilligemed en mindre paa den ene Side. Men alle
disse Fortjenester forspildte han ved en Rekke Feiltagelser: 1) ved at
anfôre som Synonymer ikke Nebbehvalen, eller Döglingen eller Andar-
nefia, men — B. Boops, Physalus! — altsaa de med Barder forsynede
Finhvaler, i samme Afhandling, hvori han selv saa rigtig viser at dette
Dyr ikke kunde have havt Barder; 2) ved, efter lenge at have betænkt
sig, hvad der var Underkjæbe og hvad Overkjæbe — vildledt ved dennes
to paa langs staaende Beenkamme paa Overkjabebenene, omsider at be-
stemme sig til det Urigtige, og antage den, hvori Tænderne sad, for Over-
kjæben, skjöndt han selv undrer sig over, at den bevægelige Rjæbe skulde
vere Overkjeben.

Otto Fabricius (Fauna groenlandica 1780) traf i Grünland to
Hvaldyr, om hvilke han var i Tvivl, hvilket monne vere Balæna rostrata
eller Næbhvalen. Det ene var Grünlændernes Anarnak, om hvilket han
siger (Pag. 51): „Caro & !ardum supra modum purgantes; hine nomen
ejus groenlandieum, quod est ,,cacare faciens”, qua proprietate Torfæi
@: Speculi regalis, hvoraf Torfæi Fortegnelse kun er et Uddrag) Svin-
hvalr & Andhvalr proxime accedit”, men — han opdagede to Tænder for
i Munden, der endou ikke vare kjendte hos Nebhvalen, og — ved et meget

Fid. Sel. naturvid. og mathem. Afh. XI Deel. Aaa

beklageligt Uheld — begik han selv samme Feiltagelse som Pastor Chem-
nitz, forvexlede Underkjæbe med Overkjæbe, og maatte nu henstille
Anarnaken til Genus Monodon. — At Fabricius virkelig har begaaet
denne Feiltagelse, har vistnok allerede @. Cuvier og maaskee Nilsson
anet, især da Chemni'z, der vel omtrent kan stilles lige med Fabricius i
anatomiske Kundskaber, netop havde begaaet samme Feil. At det vir-
kelig forholder sig saaledes, og at Anarnaken virkelig er det samme Dyr
som Næbhvalen og de Nyeres Hyperoodon, er allerede ovenfor bleven
fremsat og bekræftes end yderligere ved fölgende Meddelelse af Capt.
Holböll, som er taget af hans allerede i min förste Afhandling over
Hvaldyrene omtalte Manuskript over de grönlandske Cetaceer:

»Anarnak. Dette Dyr forekommer yderst sjelden paa Grönlands
„Kyst, og jeg har aldrig seet det levende. 1829 drev et dödt Exemplar
„ind noget nord for Godthaab, men blev strax saa ödelagt, at jeg aldeles
„intet Begreb kunde danne mig om dets Form, skjöndt jeg var reist til
»Findestedet, saasnart jeg fik Underretning om at det var fundet. Endog
»Underkjæben var savet i flere Stykker. Overdelen af Hovedet var heelt
„uden Tender, men i Underkjæben fandtes to ganske smaae indadböiede
»Tænder, der næsten vare skjulte af Tandkjödet. De godthaabske Gade-
„drenge spolerede om Vinteren af Raadhed den Deel af Hovedet, jeg
„med Besvær og Omkostninger havde hjembragt. Grénlenderne fandt
» Spek og Matak meget velsmagende, men det var saa stærkt purge-
„rende, at Spækket næsten üieblikkelig passerede Legemet, og det ganske
„ufordöiet og uden at medföre Smerte eller andre Fölger”.

Det andet grönlandske Hvaldyr, som Fabricius med Tvivl antog
for Müllers B. rostrata, var Grünlændernes ,,Tikagulik”, den mindste
Bardehval, som tilmed har en meget smal Snude. Paa den passede
Müllers af Olafsen tagne Beskrivelse af Næbhvalen: ,,Balæna minima,
rostro longissimo & acutissimo” ret godt. Fabricius havde rigtignok

Tvivl om Næbhvalen skulde have Barder. „E descriptionibus datis”,

siger han, ,,nil certi concludere possum de laminis vel dentibus (ut nota
essentiali) non expressis verbis memorato, licet a Miillero post Olafsen
inter Balænas numeretur”. Men han valgte virkelig den uheldige Vei,
at antage hiin lille grönlandske Bardehval for eensartet med Nebhvalen
og paa den at overföre det systematiske Navn: Balæna rostrata, hvorpaa
Nebhvalen allerede havde faaet Hævd. Han anförte desuden under sin
Bardehval alle Næbhvalens bekjendte Navne som Synonymer: B. rostrata
Müller, Andhvalr, Andarnefia, Dögling og Nebbehval, skjündt de to sidste
Navne med Tvivl.

Saa utilfredsstillende, saa vildledende viste sig her den af den
linneiske Skole givne korte systematiske Characteer! Saa uheldig viste
sig Tilsidesættelsen af de af de erfarne Fiskere og Almuesfolk udhævede
Kjendetegn! Det fra de ældste Tider i Norden velbekjendte Dyr, Ronge-
speilets Andhvalur, som man var saa godt paa Veie til at erkjende for
hvad det er, tabtes aldeles afSigte. Thi saa stor var ©. Fabricii Autoritet
med Hensyn til den höinordiske Fauna, at fra nu af alle Zoologer uden
Undtagelse ved Balæna rostrata, altsaa ogsaa ved Andarnefia, Dögling og
Nebbehval, forstode en lille Bardehval, hvorimod det blev anseet for for-
ældet eller næsten for en Feil derved at forstaae Hyperoodon, uagtet det
dog netop kun beroede paa en positiv Feiltagelse, at Navnet Balæna ro-
strata table denne Betydning.

Den nüiere Kundskab om Nebhvalen maatte fra nu af hentes fra
de paa Englands og Frankrigs eller Hollands Ryster fangne Individer. —
I Aaret 1785 fangedes en Næbhval paa 21 Fod i Themsen ovenfor
(,,above”) London-bridge, og kom i den store Anatom John Hunters
Hænder. Resultaterne af hans Undersögelser ere, som bekjendt, indflet-
tede i hans ,,Observations on the structure and oeconomy of whales” read
June 28, 1787 (i Philos. transact. Vol. 77. Pars 4), en Afhandling der
ikke alene for hiin Tid, men endnu for Öieblikket bør ansees for den

vigtigste Samling af paalidelige anatomiske Lagttagelser over Hvaldyrenes

A aa*

372

indre Bygning, og hvori navnligen saa godt som det Eneste findes, der
endnu hidtil er blevet offentliggjort om Næbhvalens Indvolde. — 1789
gjorde Baussard sine visseligen meget paalidelige Iagttagelser over de to
ved Honfleur fangne Individer. Det Anatomiske i hans Beskrivelse er
uden synderlig Værdi, og den gode og nye Bemærkning, som den inde-
holdt, nemlig at paa Ganen findes smaae haarde Tapper, 4 hüie, blev
for Compilatorerne og Systematikerne, der vare saa tilböielige til at finde
Overgangsformer til Fiskene, Anledning til maaskee den störste Feilta-
gelse, der endnu er begaaet med Hensyn til Nebhvalen, den nemlig,
hvorved den fik Navnet „den Ganetandede”, Hyperoodon (af Lacepede.
Histoire naturelle des cétaceés. Paris Pan XIE pag. 520). Som eensartet
med den opförtes af Lacepède Pontoppidans Nebbehval og Dales Individ
samt alle de forskjellige Hvaldyr, der af een eller anden Forfatter vare
blevne kaldte Butskop, hvorimod Hunters individ (efter Bonnaterre) op-
förtes som en egen Art under Navn af Delphinus diodon, og Anarnak
atter dannede et nyt Genus.

Gaaer man ud fra den nu vistnok aldeles sikkre Bestemmelse, at
Nebhvalen, Döglingen, Andarnefia og Anarnak ere eet og samme Dyr
og det samme som de Nyeres Hyperoodon, saa har neppe noget Dyr
faaet saa mange Navne som det. Antallet deraf overstiger langt det
Antal Individer, der ere blevne omtalte at vere fangne. Og derhos ere
samtlige dets systematiske Navne grundede paa een eller anden urigtig
Forestilling om dets Tandforhold. Saaledes: ,,Delphinus diodon, edentulus,
Hyperoodon, Uranodon, Ancylodon, Heterodon, i den seneste Tid Hypodon.

G. Cuvier bragte omsider (Regne animal 1817, Noter til Campers
Cétacés 1820) nogen Orden ind i den Forvirring, som fandt Sted i An-
givelserne om dette Dyr, især med Hensyn den dobbelte Betydning af
Navnet Balæna rostrata. Den egentlige Oprindelse til Forvirringen fandt
han maaskee ikke, ligesom det undgik ham, at Andarnefia og Döglingen

maatte indföres i Hyperoodons Synonymie. Ostcologien gav han, deels

375

i den af ham besörgede Udgave af Campers ovenfor citerede Værk, deels
i Ossemens fossiles paa en i de fleste Henseender tilfredsstillende Maade.
Nebhvalens nyere Skjæbne i Literaturen findes hos F, Cuvier
histoire naturelle des Cétacés 1856 pag. 240—251. Om Anarnaken frem-
setter han (Pag. 215—216) den ikke heldige Gisning, at den som en
egen Art skulde kunne stilles sammen med Chemnitzs „Schnabelfisch”,
da de begge (feilagtigen) ere sagte at have to ‘Tender i Overkjæben,

En af de nyeste Beskrivelser over Næbhvalen er Vesmaels i „Nouv.
mem. de l’acad. de Bruxelles XII.” med en smuk Afbildning. I det nyeste
Verk over Cetaceerne af Schlegel (1841) omtales Nebhvalen under
Navn af Delphinus Hyperoodon (Pag. 28—29).

Hvad af skandinaviske Naturforskere imidlertid er leveret til Op-
lysning om Næbhvalen, synes ikke at have havt nogen mærkelig Indfly-
delse pax Videnskabens Gang i det Hele. Dette maa saa meget mere
beklages, som de Angivelser og de Formodninger, der findes derom hos
Nilsson og Melchior vistnok kunne betragtes som de rigtigste og hel-
digste, der overhovedet endnu ere givne om dette Dyr.

Af Skeletter eller andre Dele af Næbhvalen ere, saavidt vides,
hidtil intet nogensinde blevet sendt fra Færüerne, Island eller Grönland.
Derimod haves et Skelet i den Kongl. Veterinærskoles Museum paa Chri-
stianshavn, Ejôbt i Riel 1807 ved Prof. E. Viborg, og de to ovenanförte
Anarnak-Hoveder findes nu i Universitetets zootomisk-physiologiske Mu-
seum tilligemed alle de blöde Dele af det Haallandske Exemplar. Ve-
terinairskolens Skelet er efter al Sandsynlighed af det Exemplar, som
strandede i Rielerbugt den Sdie Debr. 1801, og hvoraf en ret god Af-
bildning og Beskrivelse skal vere udgivet i Kiel af C. D. Voigts. Denne
Bog findes rigtignok ikke i noget af de Rjöbenhavnske offentlige Bibliothe-
ker, men den citeres af F. Cuvier i hans histoire naturelle des Cétacés (pag.
244), hvor han for Resten taler om denne Begivenhed som ,,un fait an-

cien qui parait être resté jusqu” à ce jour éiranger à la science”.

974

lövrigt er maaskee Indbjergningen af Næbhvaler ikke saa over-
ordentlig sjelden paa de danske Kyster, som man af Mangel paa Beret-
ning derom almindeligviis antager. Hr. Capt.-Lieutenant Irminger har
meddeelt mig en Tagttagelse af fire Næbhvaler, som han saae indstran-
dede i det lille Belt den 14 November 1858 (see ovenfor Pag. 328).

Slutning.

Den fra den fjerne Oldtid ved alle höinordiske Kyster saa velbe-
kjendte Hval, af Nordmændene kaldt Næbhval, af Islenderne Andhvalur
eller Andarnefia, af Færingerne Dögling, af Grünlænderne Anarnak, let
kjendelig for de uvidenskabelige men erfarne Kystbeboere ved Snudens
Dannelse, der mindede dem om et Andenæb, og ved Spækkets sterkt
laxerende Egenskab, blev altsaa indfért i Systemet under Navn af Balæna
rostrata, men med ensaa ufuldkommen Characteristik, at man ansaae den
for en Bardehval, og at en saadan nu virkelig synes at skulde beholde
Navnet. Da Næbhvalen senere selv kom Naturforskere i Hænde, an-
saaes den for et nyt Dyr, beskreves som oltest feilagtigt iser med Hensyn
til Tænderne, eller Beskrivelserne misforstodes, og alt efter Systemati-
kernes derefter dannede Forestillinger om Dyret — eller rettere om de
iagttagne Individer, — fik det en stor Mengde forskjellige Navne, af
hvilke det for Tiden endnu berer det allersletteste, forsaavidt deri ligger
en Paastand, der ikke alene er urigtig, men endog stridende imod Grund-
reglerne for Pattedyrenes Organisation.

Nebhvalen viser ikke alene i sin ydre Legemsform, men endmere
i sin indre Bygning saa mange vigtige Særegenheder, at dens generiske
Adskillelse er tilstrekkeligen begrundet; men Navnet Hyperoodon kan
dette Genus neppe beholde, efterat det maa ansees for aldeles afgjort, at

her ligesaalidt som ellers i Pattedyrklassen findes Tender paa Ganen.

Nye Navne bör altid undgaaes, hvor ikke ganske særegne Grunde tale
for deres Indförelse, men saadanne ere her aabenbart tilstede. Meest
passende synes Slegtsnavnet at burde tages fra de gamle Nordboers Be-
nævnelser Andhval eller Næbhval, altsaa maaskee Chenocetus eller Rhyn-
chocetus, og jeg tillader mig at foreslaae det sidste. Artsnavnet vilde da
vel kunne blive vulgaris, forudsat at alle hidtil beskrevne Næbhvaler vir-
kelig höre til een Art. Den meget lysere Farvning som nogle lagttagere
have angivet for Bugen, og som ikke er hverken Kjôns- eller Alders-
merke, ei heller afhengig af Aarstiden, kunde maaskee fortjene noget
nôiere at undersöges Betydningen af. For Oieblikket er der ikke tilst-æk-
kelig Grund til at antage flere Arter.

Blandt de mange Serkjender for dette Hvaldyr bir vel Snudens
Form nævnes férst, saa paafaldende ved Modsætningen af den forreste
meget smalle, næbformede Deel til det pludseligt sig næsten lodret hæ-
vende höie Forhoved. Ryg- og Halefinne ere ikke synderlig characteri-
stiske; Brystfinnerne ere maaskee mindre end paa alle andre Hvaldyr.
Skelettet frembyder, som bekjendt, saa let i Oine faldende Characterer,
som neppe noget andet Hvaldyrs, især Hovedet ved Snudens Form, Ga-
nens Smalhed og de mærkelige höie Beenkamme paa Overkjæbebenene,
men ogsaa Hvirvlerne ved deres stærke Tjérnespidser, Ribbenene ved
deres ringe Tal o.s, v. (see Cuvier i Ossem. foss. og Schlegel l.c.). Det
Samme gjelder om hele den évrige Bygning, hvoraf kun behöves at ud-
hæves den svage Tandudvikling, den ru Gane, den korte Tunge, men iser
Mavens og Tarmens ovenfor vidtliftigen beskrevne Eiendommeligheder.

Jeg tager ikke i Betænkning blandt Dyrets Særkjender ogsaa at
nævne Spekkets stærkt laxerende Egenskab. Zoologerne af den Linneiske
Skole oversee rigtignok gjerne enhver Characteer, der ikke er taget fra
Legemets ydre Former, men Cuvier har kert os tillige at agte de indre
Deles Former som Slæpts- og Artsmerker, og selve Næbhvalens Skjebne i

Literaturen kan tjene til Advarsel mod at forsmaae uvidenskabelige men

376

erfarne Folks Merker, hentede fra en eller anden Egenskab ved de dem
velbekjendte Dyr. Havde Fabricius holdt sig mere til Færingernes Cha-
racteristik af Döglingen og Grönliendernes af Anarnak, end til ©. F. Müllers
korte, utydelige systematiske Beskrivelse, saa havde han fundet deres Arts-
lighed indbyrdes samt med de Norskes Nebbehval, og en lang Række
Vildfarelser vilde have været undgaaet i Cetologien*).

Næbhvalens Størrelse synes at vere indtil 50‘, maaskee selv der-
over, men Individer paa 25° Fod maae ansees for voxne, forsaavidt de da
have Unger; i Modersliv er fundet et Foster 6/ langt (see Pag. 566);
Unger paa 16° fölge endnu med Moderen (see Pag. 528). De leve ikke
i Flokke, men gaae enkelte eller parviis, Han og Hun med een eller
to Unger.

Næbhvalen lever fortrinsviis af Blæksprutter, navnlig Onichoteu-
this, men tager ogsaa Holothurier og enkelte Fiske.

Den findes i alle de nordlige Have; men viser sig kun om Efter-
aaret ved Islands, Feréernes, Norges, Englands og Frankrigs Kyster,
især netop i sidste Halvdeel af September. I lille Belt er den iagttaget
i November; ved Kielerbugt i December. Den söger med en vis For-
Ejærlighed til visse, bestemte Bugter, saasom ved Færüerne til Qvalboe
ved Suderö.

Hvorvidt den strækker sig ad Asiens og Amerikas Kyster, eller
Syd paa, vil ikke vere let at afgjöre. Steller skal (efter Schneider: ver-
mischte Abhandlungen zur Aufklärung der Zoologie und Handlungsge-
schichte Berl. 1784 Pag. 214) tale om et ham ubekjendt Dyr, som
Russerne kalde Söulv, hvis Fedt, i samme Oieblik det indtages, lig Qvik-

*) I Henseende til den angivne Egenskab ved Næbhvalens Spek, laae det idvrigt
meget ner at formode, at heraf kunde vindes et udmærket Legemiddel. Af Fin-
nerne og især af Hovedet i den Haallandske Sending lob en stor Mengde klar
Olie ud, og jeg formaaede Nogle til at tage en Theeskeefuld ind deraf, men til
min Forundring virkede det ikke purgerende. Det fortjente dog maaskee at under-
kastes nôiagtigere Forsög.

177 eee

Vid Sel. nature og math. Sk. XID. Prof Eschricht om Hvate Tab TV

Vid. Sel. naturv. og math. Ske. XD. Prof. Eschricht om Hvalerne. Tab. VI.

Hoftensbery & Traps tabl

E Fortling lith

Tab. VI

Vid. Sel.naturv.og math. Sk. AT D Prof Eschricht om Hvalerne.

yi OROLT 79077 9 BOL 9 O12 9S Up OH LP YILYIST 47

TIA 901 ‘ausappayy 2410 24224428 Jod] TIX AS UP bo anpou pas PU

377

sölv gaaer, uden at volde Smerte, igjennem hele Tarmröret. Pallas
(Loographia rossica I, Pag. 286—287) omtaler samme Egenskab hos 5
Arter Physeteres, som han dog ikke selv har lært at kjende. Senere
Undersögelser maae afgjüre, hvorvidt her dette eiendommelige Mærke

skulde lede paa det rigtige Spor.

Forklaring over Tavlerne til denne Afhandling.

5te Tavle.

Fig. 1: En Længdeskive af een af Næbhvalens smaae Sidetænder, omtrent 36 Gange for
störret (see Pag. 339). m, m: den yderste Tandmasses (Tandkittets) tapformige
Indtrengen i det rörede Lag (Glassuren),

a, Denne Længdeskive i naturlig Störrelse.

: Et Kreds-Snit af en Tverskive (b) af een af disse Tender, omtrent 75 Gange
forstörret.

Begge Skiverne ere afbildede paa sort Grund med paafaldende Lys.

to

6te Tavle.

- 1: Det indspröitede törrede og opskaarne Tarmstykke af Nebhvalen fra det Macart-
neyske Museum i Dublin (see Pag. 351). Naturlig Störrelse.

: Det samme Præparat, liggende saaledes, at man kan see ind i Cellerne.

- 8: Et lidet Stykke af Tyndtarmens Sliimflade hos B. Boops Fab. (longimana Rud.),
fuld Störrelse (see Pag. 353).

: Udsiden af det samme Tarmstykke, Muskelhinden slaaet til Side (see Pag, 354)

io

7de Tavle.

Et lidet Stykke af Nebhvalens Tarm med tilhørende Deel af Kröset i fuld Stör-
relse. Arterier, Vener og Melkekar indspröitede. Praparatet tôrret; Tarmen anlagt
med sort Farve (see Pag. 355- 358).

Sde Tavle.

Fig. 1: Nebhvalens Hjernegrundflade i fuld Størrelse. Den forreste Deel ved Trykket
tvunget lidt nermere hen mod Seenerverne end i det naturlige Leie. Paa hôire
Side ere alle Nerverne skaarne tættere af.

Pid, Sel, naturvid. og mathem, Afh. XI Deel, Bbb

578

1, 1: Lugtenerverne; 2, 2: Seenerverne foran Chiasma; a og b, b: Chiasma;
2, a: de samme bagenfor Chiasma; 8: tredie, 4: fjerde; 5, 5: femte Nervepar; 5 mot:
Tyggenerven (N. masticatorius eller den motoriske Deel af Ste Par); 6: sjette; 7: syvende
Par; int. deu saakaldte portio intermedia af 7de Par; 8: Hörenerven; 9: Glossopharyn-
geus; 10: Vagus; 11: Hypoglossus; 12: Accessorius; 1*, 2*, 3”: de tre forreste Halsner-
vers indre eller forreste Rödder. a, b, b: Chiasma N, opticorum; c: de forenede Emi-
nentiæ candicantes; d: den overrevne Tragt (Infundibulum); e: Crura cerebri; f, f: de
graa Lag nærmest under de stribede Legemer; g: Pons Varoli; h, h: de under Trape-
zium for Dagen liggende Pyramidestrenge; i, i: Trapezium; k, k: de nederste (forreste)
Pyramider; 1; Fissura mediana inferior; m, m: Oliverne.
Fig. 2: Den samme Hjerne, seet fra den bageste Flade. Fuld Storrelse.

a: Den bageste Deel af Bjælken (Tuber impositum corporis calosi); b, b: de for-
reste, c, e: de bageste Fiirhöie; d, d: den lille Hjernes Forlengelser til Fiirhöiene; e:
Tractus Nervi optici; f, f, f: Vermis superior cerebelli; g, g: den överste Plade af de
nederste Pyramider, sete fra den Ade Hule; h, h: Olivarstrængene; i, i: corpora restifor-
mia; k: Gjennemsnitfladen af Rygmarven.

FORTSATTE FORSOG

FOR AT BESTEMME

DEN MÆNGDE KULSYRE,

ET MENNESKE UDAANDER I 24 TIMER,
AF

KH. A. Scharling. i
PROFESSOR VED KJOBENHAVNS UNIVERSITET.

Bbb*

Pe. eset, LA n A OSS) ee ae ee
a Fy I 3 ¢ n te J Be ni
bi eo N ¥ 7 I N = 1

4 \ 5 um # t

AT N | vi
id 1 AR j Th!
| ba à a CA = # y À
. ’ . é a
7 | 1 |
‘ f 1 = eus, Pi '

i Th EAT A wine Pt Seh eee baie # a ms:

| aba) 4 y ‘ i DANS Mau LEN Bl cd ar
BOAT Ae iF ' “disait han oleh aisha ; DRE RN ve

ét ie REC u J Men "6 Le he RUE ı ' CNRC ree DC QU A

1 Fra La ho % CPS LR u We ck FA NE PTTR
FT ‘4% L
Ye | ' apré ver @ oi dr td ” A AN ey opus
als eS ADR EME Re

‘ [a ie we Kir
u! ER PRE Pie

a: nt av var ann di À

Mt de bed msi Nh wae
ri ni {| Le | \ Dante yet by ow 4
ro we Daher Nr 177 at EEE sow) Was LL ay |

Wire, "> a NØ. F av ining i; tie m hr ae, 4
gine, Re ng, er

due: dr x Amalie Apa eu død os gn ying ett th
wad +, beh i MAN ya Salat LIMIT he apy w ig #

se ÿ tie i

AT re

wo ap dun 06 mt AOC dd TS

mee est PRE MEME ve

Doré: 3 MU A "NUE At er m Yo ki “iT ) (y
Va à | RM CE Er. ER 225 PP, aber Taya iT WO g
TO à: ax SLT AR à i ! HR

hk f p | x

À pi AN: corinne re ER oa Ze
oe AJA TE EME a ih et PAR Fy: dr ety 1 Bit u % ;

aera Ane ‘

i

HE rr ALS Mt ek hc USER
er eh ht NS Sek es “10% # NAT ES À Når
AV i: nt ES TUDSER "At, CHR Uy fh Le vieu | nr N

SL ARRENE ee à veu
NA | un ) 2 4 ER " ”. ‘ Men te À

ig h hr ss a N 3 oe FN AA
} des or EN, wh ara |; Vee" FS

Ener at jeg i Naturforskernes Forsamling i Stockholm 4842 havde havt

den Ære at meddele Resultaterne af mine Undersügelser over Qvantiteten

af det Kulstof, deri Form af Rulsyre gjennem Hud og Lunger forlader det
menneskelige Legeme i Dögnet, have Franskmændene Andral og Gavaret
forelagt det franske Academie en Afhandling over samme Gjenstand,
med den Forskjel, at disse ene have bestemt Mængden af den Kulsyre,
som forlader Legemet gjennem Nesen og Munden. Heller ikke have
de udstrakt deres Forsög til forskjellige Tider i Dögnet, men anstillet dem
alle mellem Kl. 4—2 om Middagen.

Da Andral og Gavaret have gjort Forsög med 70 Personer af
forskjellig Rjôn og Alder, maatte jeg önske at kunne anstille en Sam-
menligning mellem deres og mine Resultater. Men en saadan Sammen-
ligning kunde ikke skee, förend Forholdet mellem den Mængde Rulstof,
som forlader Legemet gjennem Næse og Mund, og den Mengde, som
muligen forlader Legemet uden at gaae gjennem Nese og Mund, var
bestemt. Jeg har derfor foretaget en ny Række af Forség for at oplyse
dette Forhold, hvortil jeg knyttede et andet Spörgsmaal, nemlig om nogen
mærkelig Mængde af den udaandede Kulsyre holdes tilbage i Rlæderne.
Til disse Forsåg anbragtes en Aabning af 11 'Tommes Gjennemsnit i
Laaget paa mit Apparat. Heri indsattes et lufttæt, elastisk Rör, som
var forbundet med en Maske af Cautschuk. Masken blev spændt saa

tæt som muligt paa Hovedet af den Person, som indesluttedes i Rassen.

Drengen og Karlen, som benyttedes til disse Forsög, vare under

nogle aldeles nögne, men under andre havde de deres sædvanlige Kleder

paa. I begge Tilfelde erholdtes lige Resultater, saa at den Frygt, at

nogen mærkelig Mængde Kulstof skulde holdes tilbage i Rlederne, har

viist sig ugrundet. Naar Personerne vare nögne under Forsøget, havde

jeg sørget for, at Værelset var saa stærkt opvarmet, at Vedkommende

ikke frös.

Da jeg ved disse Forsüg ikke kunde antage Luften i Kassen for

mættet med Fugtighed, saa blev Luften i Pröverörene udtérret ved Chlor-

calcium, för Undersøgelserne for at bestemme Kulsyre-Mængden foretoges.

Resultaterne af disse Forsög ere folgende:

En voxen Karl uddunster i 4 Time omtrent 0,575 Gram Rulstof.
En Dreng paa 40 Aar 0,124 „

En Pige paa 10 Aar 0,124 i

En Pige paa 49 Aar 0,272 „

Drages disse Qvantiteter Kulstof fra de i mine tidligere Forsøg

27

”

99

erholdte, saaledes, at hvor intet Forsög har været anstillet fra Kl. 1—2,

der benyttes Middeltallet af de to Forsög, som ere anstillede i den nær-

meste Tid för og efter denne Time, da erholdes fölgende Resultater*) :

Kulstof, uddunstet
af hele Legemet
i 1 Time.

Nr. 1. Mandfolk, 28 Aar. 11,740 Gram

uden at gaae gjen-
| nem Nese og
Mundi 1 Time.

0.373 Gram
Oust

0194

Nr. 2. Mandfolk, 16 Aar. 1

Nr. 3. Dreng, #5 Aar, 6,55
Nr. 4. Pige, 19 Aar. 8,316
Nr. 5. Pige, 10 Aar. 6,196

0,070

0,104

Kulstof, uddunstet) Kulstof, som er udaandet gjennem

Næse og Mund

efter Scharling.

11,367 Gram
10,519

6,496

3,044

6,072

efter Andral og
Gavaret.

12,4 Gram
10,0

2.9**)

7

6

*) Den i Oversigten over Selskabets Forhandlinger anførte Tabel er urigtiy.

**) Da Andral og Gavarct fandt 6,s Gram for en 10 aarig Dreng som var meget ud-
viklet, medens Drengen, jeg prövede, var spinkel og kun 93 Aar, saa har jeg anfort
5,9 Gram, hvilket er Middeltallet af Andrals Angivelse for en Dreng paa 8 Aar

og en Dreng paa 10 Aar.

CE

Heraf vil det sees, at der findes en stérre Overeensstemmelse
mellem de i Paris anstillede Forsög og mine, end man skulde have for-
modet efter de forskjellige Individer og Undersügelses Methoder, der ere
blevne anvendte.

Da Forsögene over, hvormeget Kulstof der gaaer igjennem Huden,
nermest ere anstillede for at finde, hvormeget man i det Höieste burde
drage fra den Mængde Kulstof, som forlod hele Legemet, saa kunne
de anférte Resultater egentlig ikke ansees som endelige Besvarelser af
det Spørgsmaal, om Huden overhovedet bidrager til Udviklingen af
Kulsyre; thi de smaa Qvantiteter, som bleve fundne, kunde muligen
hidröre fra en eller anden öieblikkelig lille Utæthed mellem Perso-
nernes Ansigt og Masken, eller fra Anus; men selv om dette, hvad
jeg iövrigt ikke har nogen bestemt Grund til at antage, virkelig har været
Tilfælde, da forstyrres dog aabenbart herved ikke Overeensstemmelserne
mellem mine og Andrals og Gavarets Forsög paa nogen væsentlig Maade.
Medens det derfor har været mig en Glæde at see, at disse Forsög
ere blevne optagne gunstigt af flere Forfattere, kan jeg ikke forbigaae
den Bemærkning: at saavel Weinlig i Pharmaceutisches Centralb. 1845
Side 764, som Marchand i sin „Lehrbuch der physiologischen Chemie” Side
449, har Uret i at sammenligne Andrals og Gavarets Talstörrelser med
Middeltallene af mine Forsög, som for en Deel ere anstillede til Tider,
hvor den udviklede Mængde af Kulsyre er mindre end paa andre Tider
af Dögnet. Som en Fölge heraf udvise Andrals og Gavarets Forsig
ved disse Sammenstillinger et noget större Resultat end mine Forsög,
men at dette i Virkeligheden ikke er Tilfældet, vil sees af ovenstaaende
Tabel.

Professor Liebig misbilliger den af mig benyttede Fremgangs-
maade, idet han antager, at man lettere kan bestemme Kulstofmængderne
i Neringsmidlerne og Excrementerne, end i den udaandede Kulsyre, lige-
som det ved en Undersögelse over, hvormeget Rög der dannes af noget

Tobak, er lettere at bestemme Rügens Vægt ved først at veie Tobaken,
og senere den tilbageblevne Aske, end ved at opsamle og veie den under
Rygningen dannede Rög*). Det vil imidlertid vere klart for Enhver,
som har forsögt paa at bestemme, hvormeget et Menneske fortærer, at
herved fremtræde saamange Vanskeligheder, at det næsten grændser til
Umulighederne med Sikkerhed at kunne opnaae den nödvendige Nöiag-
tighed, naar ikke særegne Omstændigheder begunstige en saadan Under-
sögelse. Professor Liebig troer at have truffet saadanne ved nærmest
at have rettet sine Undersögelser paa Mennesker, hvis Födemidler leveres
fra det Offentlige. Han har saaledes til Grundlag for sine Forsög og Be-
regninger nermest benyttet nogle Angivelser over, hvad der i Casernen
er leveret i een Maaned til Brug for 855 Soldater.

Efter min Mening bevise disse Angivelser imidlertid ikke, hvad de
skulle; thi nogen Sikkerhed for, at der virkelig er leveret, hvad der er
angivet, hayes ikke, og kan efter Sagens Natur ikke haves. Ei heller
kan den omtrentlige Bestemmelse af, hvormeget Kulstof der indeholdes i
en Soldats Excrementer (see Side 292 Die organische Chemie in ihrer
Anwendung auf Physiologie und Pathologie) ansees for tilfredsstillende.
Af disse Grunde og ikke fordi jeg har overseet de mange Vanskeligheder,
som frembyde sig ved ligefrem at hestemme Vægten af den udaandede
Kulsyre, var det, at jeg fandt mig opfordret til at underkaste denne Sag
en Undersögelse paa en anden Maade end den af Professor Liebig valgte.
At Professor Liebig har overseet dette forundrer mig mindre, end at
han fremsætter den Daddel over mine Forség**): at der ikke er taget
tilstrækkelig Hensyn til om de Personer, med hvilke Forsøgene ere an-
stillede, vare hungrige eller om de nylig havde spiist; ja tilföier endog

*) Bemerkungen über das Verhältniss der Thier-Chemie zur Thier-Physiologie. Von
Liebig. S. 21—22.
**) Uagtet mit Navn ikke er nævnet (Bemerkungen etc. von Liebig Side 22) formoder
jeg dog, at Dadlen gjelder mine Forsög, da det er mig ubekjendt, at Andre have
" experimenteret over denne Sag med Mennesker indesluttede i en Kasse.

den Forsikring, at havde man medgivet Vedkommende i Kassen en Flaske
Viin, eller för Forsöget givet dem en dygtig Portion Levertran, saa vilde
Resultaterne uden al Tvivl have været ganske andre.

Herpaa tvivler vistnok Ingen; men Enhver, som med Opmerk-
somhed har læst Beskrivelsen over mine Forsög, vil netop finde, at jeg
saavidt muligt har taget Hensyn til alle de Omstændigheder, som alle-
rede Prout i sin Tid antog at have en betydelig Indflydelse paa Respi-
rationen; og den fremsatte Dadel er altsaa ubeföiet.

Med mere Ret gjør Liebig opmærksom paa, at hans Angivelse af
27,8 Lod Kulstof gjelder for Mennesker, som daglig exercere i 4 Timer,
og som altsaa have havt stærk legemlig Bevægelse; hvorimod Personerne,
som indespærres i en Rasse, maae forholde sig rolige. Men heraf følger
da kun, om vore Forsøg iövrigt ere lige rigtige, at mine Forsög bedre
end Liebigs tjene til at angive, hvormeget Rulsyre saadanne Personer
udaande, som ikke have saa stærk legemlig Bevægelse, at den kan lignes
med fire Timers Exercering; hvilket vel gjelder om Pluraliteten af
de mere dannede Mennesker, og navnlig om næsten alle Fruentimmer.
Vel har Professor Liebig videre angivet, at i en ham bekjendt Huushold-
ning fortærede 9 Personer (4 Born og 5 Voxne) i Gjennemsnit hver 49
Lod Rulstof daglig; men da denne Beregning tildeels beroer paa en
aldeles vilkaarlig Bestemmelse af, hvormeget Kulstof der er gaaet bort i
Excrementerne*), saa har denne Angivelse kun lidt at betyde. Noget
lignende gjelder om Angivelserne over, hvormeget Kulstof Fangerne i de
af Liebig omtalte Fængsler nyde.

For imidlertid at tilveiebringe en fuldstændigere Sammenligning

af vore Forsög, har jeg efter Opgivelser, som ville blive nærmere omtalte

*) Die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Physiologie und Pathologie Side 37.
in dieser Haushaltung wurden im Monat verbraucht 151 Pfd. Schwarzbrod ete. ete.
der Kohlenstoff der Gemüse und Kartoffeln, des Wildprets, Geflügels und FVeins
für die Exeremente angeschlagen .

Vid. Sel. naturvid. og mathem, Afh, XI Deel. Cece

i det Fölgende‘, sögt at udfinde, hvor meget Kulstof der har været inde-
holdt i de Næringsmidler, som beregnes for hver Matros paa de konge-
lige danske Orlogsskibe. Wed disse Beregninger har jeg benyttet Prof.
Liebigs Analyser over Rulstofmængderne i Rjöd, Brod ete. i ovennævnte
Skrift. Resultatet heraf har været, at hver Matros i det Höieste er-
holder 22% Lod Kulstof daglig; fra denne Qvantitet maa drages det Kul-
stof, som gaaer bort i Excrementerne (efter Liebig 1,21 Lod).

Men herved maa endvidere erindres, at de angivne Qvantiteter
Neringsmidler, hvori de 22} Lod Kulstof findes, rimeligviis ere större
end de Qvantiteter, som virkelig ere fortærede; thi, ikke at tale om, hvad
der under Neringsmidlernes Tilberedning og Uddeling spildes, saa er
det naturligt, at Proviantforvalterne ingen Grund have til at udsætte sig
selv for noget Slags Tab ved en for lille Angivelse, men en aldeles nöi-
agtig er det, efter Forholdenes Natur, næsten umuligt at give.

Som en Fülge heraf feiles neppe ved at antage, at den Mængde
Kulstof, som i Gjennemsnit er uddunstet af hver Matros som Rulsyre, har
veret mindre end 24 Lod.

Disse Matroser vare paa Ovelsestog, og have derfor havt meget
mere Arbeide end Söfolk i Almindelighed; de have derfor uden Tvivl
uddunstet mere Kulsyre end Folk, som arbeide mindre. Men heraf
sees da, forsaavidt man vil bygge paa saadanne Beregninger, at den Mængde
Kulstof, ct stærkt arbeidende Mandfolk i Almindelighed uddunster som
Kulsyre i 24 Timer, er betydeligt mindre end 27,8 Lod.

Nær beslegtet med Undersøgelserne over den Indflydelse, som de
legemlige Anstrængelser have paa Respirationen, ere Undersügelserne
over Varmens Indflydelse paa samme. Professor Liebig har i det oven-
nævnte Værk ,,die organische Chemie in ihre Anwendung auf Physiologie
und Pathologie” blandt andet sögt at vise, hvorledes de klimatiske For-
hold maae udöve en stor Indflydelse paa Respirationen; og gaaende ud

fra den Hypothese, at Mennesker og Dyr i de koldere Lande indaande

mere Ilt, og afgive en större Mængde Varme, end i de hede Egne, kom-
mer han til den Slutning, at Mennesker og Dyr ikke alene behüve en
stürre Mængde Neringsmidler i de koldere Egne, men ogsaa meget kul-
stofrigere, end i de varme Lande. Ja han mener endog, at Beboerne
af de varme Lande vilde blive syge, om de nöd samme og ligesaa mange
Næringsmidler, som Beboerne af de koldere Lande*)

For at bekræfte disse Sætninger anförer han blandt Andet, at
Englænderne tabe deres Appetit, naar de komme til Jamaica, og at Sa-
mojederne fortære en Mængde Fisk, Rjüd, Tran og 'Felle, hvilke sidste
Stoffer, som bekjendt, ere særdeles rige paa Kulstof. Af lignende Grunde
antager han, at Menneskene i det tempererede Klima behöve en heel
ottende Deel mere af Næringsmidler om Vinteren end om Sommeren.

For at de ovenanfürte Erfaringer imidlertid skulde have nogen
bevisende Kraft, er det ikke nok, at de ere sande, men det maa endvidere
undersøges, om ikke andre og vægtigere Grunde, end Varmeforskjellen i |
Atmospheren her gjøre sig gjeldende.

Hvad den Erfaring angaaer, at Englænderne og andre Beboere
af de temporerede Klimater tabe deres Appetit ved at komme til de var-
mere Lande, da bevises herved ikke, at de samme Personer derfor ud-
aande mindre Kulsyre i de varme Lande, end i de kolde; og selv det til-
syneladende Rigtige i Liebigs Slutning falder aldeles bort, naar man
sammenligner de forskjellige Beboeres Levemaade i eet og samme Klima.
Hvad de varme Lande angaaer, da har vor bereiste insigtsfulde Lands-
mand, Lector Liebmann, meddeelt mig efterfålgende Fortegnelser over
de daglige Neringsmidler, som de velhavende Spaniere nyde i Mejico,
under en Middelvarme af 25° C, samt over den Rost, den simple Indianer

erholder, naar han paa Reisen ledsager den Fremmede eller iövrigt ar-

beider for Andre.

+) See Side 23.
Cee*

— 588

Spansk-americansk Spiseseddel under 25° C Middelvarme.

Morgen Kl.6. Chocolade med fiint Bröd (2 Led tår Chocolade).

Rl. 9. Varm Frokost. — 2 Speileg (stegte i Svinefedt), Bacalao
(Bergfisk, stuvet med Fedt), Ryllingefricasee, Frijol (sorte Bonner, stegte
i Fedt med Lög og spansk Peber).

Kl. 11. Frugt, Syltetüi, et Glas Viin.

KI. 2. Middagsmaaltid. 4) Caldo (en Kop Bouillon), 2) Olla
podrida (bestaaende af 5 Slags Kjöd og 12—16 Sorter Grént*), 5) Fisk
med Oliesauce. 4) Guisado (forskjellige Ragouter). 5) Asado (stegte
Fugle eller Vildg. 6) Salater. 7) Frijol. 8) Rage. 9) Dulce (Syltetöier).

KI. 7. Chocolade med Bröd.

Kl. 44. Varm Aftensmad. 1) Stegt Kylling. 2) Salater. 5)
_Frijol.

42 varme Tortiller (Maiskager) omtrent af 11 Lods Vægt hver
spises i Reglen til Dagens Maaltider.

Indianernes Rost bestaaer i Reglen af 15 store Tortiller, som om-
trent veier 4 Lod hver, med Salt og spansk Peber.

Forundres man over de Masser af Födemidler, som en for-
hungret Samojed kan nyde, da maa man vistnok ikke mindre gjøre
det ved at see den magelige Spanier (hvis hele Dags Arbeide bestaaer
i at ride en Tour), saaledes daglig fortære en Mengde fede Nerings-
midler, som langt overgaaer hvad vi Nordboere, selv i den strængeste
Vinter, fortere; og dog lever Spanieren i Mejico, som anfört, under
en. Middelvarme af 25° C, og i et Land höit over Havet. Endnu
et Par andre Exempler paa almindeligt Fraaseri i hede Klimater skal

jeg tillade mig at anföre. Heber**) fortæller saaledes: ,,Jeg morede

*) Ved Anretningen sorges meget omhyggeligt for, at hver især erholder noget af
alle denne Rets Hovedbestanddele.

++) Narrative of a journey through the upper provinces of india from Calutta to
Bombay Side 45,

»mig i Das ved at see de indfödte Matroser spise. De sad i en Kreds
„paa Dækket med en uhyre Skaal Riis og en lille Sauceskaal fuld af
»Rarrie, stærkt kryddret med Hvidlüg, som var opstillet mellem hver Sdie
„eller 4de Mand, Den Mængde, de spise er uhyre, og beviser fuldkom-
„men, at den almindelige Mening om Risens store nærende Kraft er falsk.
»Tvertimod troer jeg, at en Fjerdedeel Kartofler vilde vere tilstrækkelig
„tl at mætte de kraftigste og stærkest arbeidende Folk etc.” — At Hebers
Mening om Risens nærende Kraft er urigtig, berettiger ikke til at tvivle
om Sandheden af, at Risen forteres i meget store Qvantiteter.

Af en Landsmand, som ligeledes omtaler Hinduerne som meget
stærke Spisere, naar de ikke af Fattigdom tvinges til Maadehold, fortælles,
at Hinduerne ikke spörge deres Born, om de ere mætte, men lægge
Haanden paa deres Mave for at füle, om der kan rummes meer. Hvad
de velhavende Hinduer angaaer, da beretter James Johnston*) og He-
ber**), at de ere hengivne til at fortere umaadelige (immense) Qvanti-
teter af det saakaldte „Ghee”, en Art halvsmeltet Smör, tilberedt af
Buffaloens fede Mælk.

Vende vi os fra de varmere Lande til Polarlandene og navnlig
til Grönland, hvorom de paalideligste Efterretninger haves, saa stemme
forskjellige Videnskabsmænd og Embedsmænd, som i længere Tid have
levet i Grünland, overeens i, at de ikke antage, at Europæerne i Reglen
fortere mere i Grönland end i Danmark. Vor fortjente Landsmand,
Botanikeren Vahl, som har levet mange Aar i Grünland, erklærer, at han
sædvanlig gik hele Dage paa Jagt i Fjeldene, fra den tidlige Morgen til
langt hen paa Eftermiddagen, uden at nyde andet end een eller to Skibs-
tvebakker; og det Maaltid, han nöd ved Hjemkomsten var ikke större, end
det han her nyder efter en Dags Vandring.

Hvad selve Grønlænderne angaacr, da erklærer Capitain Holbôll,

*) The influence of Tropical climates on european constitutions Side 505.
*) I det anforte Værk Side 45.

300
Inspecteur i Sydgrénland, som har levet det meste af 23 Aar i Grünland,
at de Indfédte i Reglen ikke fortære mere end Europæerne, men da de
kun nyde eet ordentligt Maaltid i Dögnet, fortære de unægteligt ved dette
stérre Qvantiteter, end Europæerne, (som i det mindste spise 5 Gange,
undertiden 5 Gange i Dågnet) fortære ved hvert enkelt Maaltid.

Naar Grünlænderne i den koldeste Tid lide Mangel paa Fåde, da
kan denne afhjelpes ved daglig at tilstaae hver fra 4 til 4 Pd. tort Brod
og en ubetydelig Qvantitet Spæk eller Fran. Overhovedet tiltager Brugen
af tilførte Næringsmidler, saasom Brod, Gryn, Erter, Meel og navnlig
Kaffe i en höi Grad, medens Nydelsen af Sælhundekjåd aftager, noget,
som blandt andet aldeles taler mod Nüdvendigheden af at nyde saa kul-
stofrige Næringsmidler i de koldere Egne af Jorden.

At Grønlænderne imidlertid ofte fraase er udenfor al Tvivl.
Præsten Funch anförer saaledes i det af ham udgivne Skrift, som förer
Navn af 7 Aar i Nordgrönland: ,,Grünlændernes Letsindighed er meget
stor med Hensyn til at fraase og fortære alt paa engang, hvad der gives
dem til flere Dages Underhold. At forsyne sig for en kommende Tid
have de endnu ikke lært, hvorimod de med stor Taalmodighed sulte i
flere Dage.

Men herved maa endvidere bemærkes, at den Tid, da Grönlien-
derne fraase stærkest, er netop den, hvor de mindst lide af Kulde; thi
deels er det om Sommeren, hvor de som oftest have Næringsmidler nok,
deels medförer en riig Fangst om Vinteren, at deres smaa Jordhuse nu
oplyses og opvarmes ved Tranlamperne saaledes, at baade Grönlienderne
og Europæerne ere nådte til at aflægge de fleste Klæder, saalænge de
opholde sig i Jordhusene. „Heden i disse Boliger er som i en Badstuc,
saa at Beboerne næsten sidde någne””). 28°C skal være den sædvan-

lige Varme i disse Boliger, hvilke i det mindste Fruentimmerne kun sjel-

*) Petersen: Hans Eycdes Levnct, Side 25,

a,

dent om Vinteren forlade, og da altid vel bedækkede med Rlader af Siel-
hundeskind, saa at den ydre Rulde ikke afkjüler dem mere end Euro-
pæerne. Betænker man endvidere, at Luften i en saadan lille Stue, hvori
mange Mennesker ere forsamlede, og hvor Tranlamperne brende uden
Ophir, snart maa blive riig paa Kulsyre, da er her netop en stor Mangel
paa frisk Luft, og langt fra, at-en större Udvikling af Kulsyre ved Re-
spirationen skulde finde Sted, er der Grund til at formode det Modsatte.

At Beboerne i de tropiske Lande, som nesten altid leve i den
frie Luft, eller i Boliger, hvor en rask Luftvexling finder Sted, befinde
sig under Forhold, som ere langt gunstigere for en fri Respiration, kan
ikke betvivles.

Disse Erfaringer ere imidlertid ikke de eneste Grunde, hvorved jee
troer med Rette at kunne paastaae, at vore nerverende Kundskaber om
Varmens Indflydelse paa Respirationen endnu ere aldeles utilstrækkelige
til at begrunde de af Liebig fremsatte Sætninger. Jeg har nemlig hen-
vendt mig til det kongelige danske Admiralitet med Anmodning om at
erholde Oplysning om, hvilke Slags og hvor store Qvantiteter Nærings-
midler der ere forbrugte paa Séetog til forskjellige Egne af Jordkloden.

Admiralitetet har havt den Velvillie at tilstille mig nedenstaaende
nölagtige Fortegnelse over alt, hvad der er medgaaet 4) til Bespiis-
ning af 76 Mand paa et Tog til Vestindien fra 44 April 1842 til 9de
October 4845; 2) til Bespiisning af 85 Mand paa et Tog i Nordsöen
fra Iste Mai til 50te Juli 1844; 5) til Bespiisning af 497 Mand paa et
Tog i Östersöen, Nordsüen og ind i Atlanterhavet fra Aste Mai til 24de
August 1841.

: > Rosiner sir : 0
Salt Oxe- | Fersk Oxe- SEEN . . | Byggryn à | Erter à 14 | Risengryn. | Bankebyp. Hvide
EE kjöd. kjöd. TOME Ta a eae wlapTd} Le a 12 La | à 10 Le
SIE LEE SIE LE & SIE LA % | Sk& LBS & & Tdr. Skp. Ot.|Tdr, Skp. Ot.|Tdr. Skp. Ot|Tdr. Skp. Ot.|Tdr. Skp.
25 17 9146 A 3/20 « 11| 9 191323} 3833 3827, |8 2 47/25 °S 57 2 1 53) 10 » B33] « 9 ae
Forte

aa ml 7 7 15138 13 12; 8, 12,

over hvilke og hvormange Provisioner der ere medgaaede til Bespiisning af 497 Mand paa

| | |
|

36 9 10163 12 3116 1 53/20 1 334

|

*) Ved Angivelserne af Flesk og Rjöd ere Been, Sener ete. regnet med. Vægten heraf maa altsaa først subtraheres for

nelse

Ordinairt Fiint Pot = RE
haardt Brod|haardt Brod | Bled nun 4 Dalers Öl.) ? Be
210 Lø | à 10L& | * ;
Tdr. LG & (Tdr. L& % Tdr. L& & | Tdr. Pot. | Tdr. Pot.
18 9 21 1138 6 | 17 131 1134 23
nelse

85 Mand paa

49 71

nelse

Tog til Östersöen, Nordsöen og ind i Atlanterhavet fra 4de Mai til 24de August 1841, begge incl.

| |

| |

|

fm 9 8] 372 133
|

|

beregner hvormeget Kulstof de her anførte Vægte indeholde,

Fid. Sel, naturvid, og mathem. Afh. XI Deel.

Dansk
Brænde-
viin.

Pot.
3943

2085 7

|
|
|

Rum.

Pot:
32673.

|
|

|

Madera-|Terrago- Eddike

viin,

Pot.
9357

naviin,

paa et Tog til Vestindien fra 14de April 1842 til 9de October 1845, begge incl.

Thee.

Pot.
915:

Pot,

4083,

et Tog til Nordsöen fra {ste Mai til 50te Juli 1844, begge incl.

|
|
7

495%;

&
162,7;

132

330

7814

|

|

Ddd

"

GI
=
es

Ran man i videnskabelig Henseende fæste Tro til Vedkommendes
Angivelser over, hvad et Regiment Soldater fortærer i en given Tid, saa
kan man sikkert endnu bedre stole paa Angivelserne i ovenanförte Tabel;
thi Matroserne tår ikke före Proviant om Bord, og efter Officerernes
Udsigende forteres den givne Kost, med Undtagelse af, hvad der spildes
ved Uforsigtighed eller Kaadhed.

Ligesom Professor Liebig har jeg udregnet, hvormeget hver Mand
daglig har erholdt af den hele Masse, saaledes, at der er udregnet Mid-
deltal af Togene Nr. 2 og 5 for at sammenligne dem med Tallene fra
Toget Nr. 4.

= Herved finder man, at Sirup og Sukker, Gryn, Erter og Rosiner
ere forbrugte aldeles i samme Quantiteter; derimod er paa‘Foget til Vest-
indien daglig af hver Mand fortæret mere
4,7 Gram Flesk
ALS … saltet Kjéd
16,46 „ fersk Rjüd
29,96 Gram

Da Professor Liebig regner 25,05% Kulstof i 100 Dele Kjåd,

udkommer et Overskud af 6,90 Gram reent Kulstof. Ligeledes er der

paa dette Tog fortæret saameget Brændeviin og Viin mere end paa de

to andre Tog, at en omtrentlig Beregning giver et Overskud af 15,26
Gram Kulstof; Summen af disse Quantiteter Kulstof udgjör altsaa et
Overskud af 20,16 Gram.

Derimod er der paa dette Tog nydt 21,27 Gram Smör mindre
end paa Togene Nr. 2 og 5. I „Handwörterbuch der reinen und ange-
wandten Chemie herausgegeben von Liebig ete.” findes Side 995 anfört,
at almindeligt Smör omtrent indeholder 4 Rjernemelk; regnes hertil endnu

dg Salt"), saa bliver den egentlige Vægt af Fedtstoffet kun 17 Gram;

aS

*) Lehrbuch der rationellen Praxis der landwirthschaftlichen Gewerbe, von Otto, S. 947.

395

regnes heri 70% Kulstof, da erholdes i det Hele 44,9 Gram Rulstof.
Ligeledes er der nydt mere Bröd paa Togene 2 og 5; men dette har
været tilberedt af usigtet Rugmeel, medens det fine haarde Bröd, som
Mandskabet erholdt paa Toget Nr. 4, var tilberedt af sigtet Hvedemeel.

Beregnes 100 Dele grovt Bröd lie 67 Dele fiint haardt Bröd
(Rug angives at indeholde 65,6” Meel*), og beregnes Kulstofmengden
heri til 50% (Liebig regner kun 45% i tört Rugbréd), da fremkommer
en Forskjel af 5,55 Gram Kulstof i de ulige Qvantiteter Bréd, der er
fortæret. Herved bör dog ikke forglemmes, at efter flere Söofficerers og
Skibsføreres Erklæring omgaaes Folkene i Reglen meget üdselt med det
grove Bröd, som de ikke agte; saa at mangt et Stykke grovt Brod deels
kastes til Dyrene om Bord, deels i Söen, hvorimod de omgaaes sparsom-
meligere med det finere Bråd.

Adderes de 41,9 Gram Rulstof af Smörret og de 5,55 Gram
Kulstof af Brédet, saa erholdes 17,45 Gram, hvilken Størrelse angiver,
hvormeget mindre Kulstof Matroserne paa Toget til Vestindien have for-
tæret end Matroserne paa Togene Nr. 2 og 5. Men denne Størrelse er
2,71 Gram mindre end den, der udtrykte, hvormeget der var fortæret
mere i Flesh, Kjod og Brændeviin paa Toget til Vestindien. Eller med
andre Ord, uagtet der har været nogen Forskjel i Beskaffenheden af Næ-
ringsmidlerne, saa ere de Qvantiteter Rulstof, som Vedkommende have
nydt daglig, paa det nærmeste lige store. Kulstoffet af Klidet fra Rug-
brödet er ved denne Beregning antaget at gaae uforstyrret gjennem Le-
gemet.

Et lignende Resultat kommer man omtrent til ved ligefrem at be-
stemme Vægten af de faste Næringsmidler, som ere nydte paa de for-
skjellige Tog; thi medens hver Mand paa Toget til Vestindien daglig
har erholdt 855 Gram (eller omtrent 55 til 56 Lod), har hver Mand

”) See L. Gmelin Handbuch der theoretischen Chemie 3 B, Side 1348.

Ddd*

396

paa de andre Tog daglig erholdt 855 Gram"). Af de flydende Varer
er der nydt ligemeget Ol; derimod er der paa Toget til Vestindien til-
staaet hver Mand „35 Pot Viin og Brændeviin mere end paa de andre Tog.

Sammenlignes disse Angivelser med Lector Liebmanns, at India-
nerne i Mejico daglig paa Reiser fortere 15 Tortiller eller Maiskager,
hvoraf hver omtrent veier 54 til 4 Lod, saa findes her en tilnermende
Overeensstemmelse, som altid fortjener at fremhæves. Paa de Skibe, som
udsendes til Grönland, udgjör den tilstaaede Rost omtrent 64 Lod daglig;
men herved maa bemærkes, at dette er langt mere end de i Reglen for-
tere, hvilket sees deraf, at de sælge betydelige Quantiteter i Grönland,
hvorfor Skipperne erklære sig ude af Stand til at opgive, hvormeget der
virkelig fortzres.

Skulde man af disse Facta kunne bestemme, hvormeget Kulstof
hvert individ daglig har udaandet, da maatte man ogsaa vide, hvormeget
Kulstof der i Gjennemsnit udtömtes med Excrementerne, men disse Data
hayes ikke, og jeg maa derfor indskrænke mig til at henlede Opmerksom-
heden paa den bestemte Erfaring: at uagtet Matroserne paa Toget til
Vestindien omtrent levede 44 Maaneder i det hede Klima, saa har dette
ikke bevirket nogen formindsket Brug af de Quantiteter Födemidler, som
i Almindelighed ere bestemte paa de kongelige Skibe.

Vil man altsaa ikke antage, at der er udaandet lige saa meget
Kulstof i de varme vestindiske Egne, som i de koldere nordlige, da maa
en större Deel af Födemidlerne i ufordöiet Tilstand atter vere udfört af
Legemet i de varmere Klimater end i de kolde; men i ethvert Tilfælde
er det aabenbart, at fra Beretningerne om, hvormeget eller hvorlidet
Jordens forskjellige Beboere nyde, lader sig ikke ligefrem bevise, at Ind-
aandingen af varmere Luft fordrer eller gjér det nédvendigt, at man skal
spise og drikke mindre, end ved Indaanding af koldere Luft.

+) Brödets Vægt beregnet paa ovenanförte Maade som fiint haardt Brod.

is 0

Efter min Mening har Vanen den meest afejérende Indflydelse
paa, hvormeget eller lidet et Menneske vil nyde, naar han iövrigt har fri
Raadighed. At de fleste Mennesker fortære langt flere Næringsmidler,
end der nödvendigen behöves for at erstatte det udaandede Kulstof, vil
vistnok Enhver erkjende, som enten har iagttaget sig selv eller sine nær-
meste Omgivelser. At denne Lyst til at overfylde sig, om jeg tör bruge
dette Udtryk, formindskes ved forskjellige Omstendigheder, hvoriblandt
Ro og Varme have en betydelig Indflydelse, staaer ikke til at nægte, Naar
den dovne Lazaron hverken filer Trang eller Lyst til at spise og drikke
saa meget som Nordboen, da er det vistnok langt mere paa Grund af, at
han altfor höit taxerer Nydelsen af at vere fri for Arbeide, end fordi han
ikke uden Skade for sin Sundhed kan taale at spise mere. Hüvrigt
mangler det heller ikke paa Beretninger om Italienernes Fraaserier. Man
behöver kun at see Tischbeins Brey fra Neapel af Ade Juli 1787
til Göthe.

Der maa altsaa først anstilles directe Forsög over Varmens Ind-
flydelse paa Respirationen, för man med Sikkerhed kan fremsette nogen
Dom om denne Sag. Hvorledes disse Forsög bedst kunde udföres, derom
kan man unzgtelig have forskjellige Meninger, men afgjort er Sagen for
Oieblikket ikke, og jeg skal derfor i sin Tid tillade mig at henstille til det
kongelige danske Videnskabernes Selskab, om det ikke maatte finde Grund
til at understötte de nüdvendige Undersügelser herover.

Dr. ©. Rohlrausch*) udtaler sig ligeledes mod den Mening, at
den större Udvidelse som Varmen frembringer i Atmosphæren, kan afgive
nogen bestemt Grund til at antage en formindsket Kulsyredannelse under
Respirationen, i de hede Klimater.

Uden at undersöge nærmere, hvorvidt der fortæres mindre i et

varmt end i et koldt Klima mener han, at man ret vel kan forklare

+) Physiologic und Chemie in ihrer gegenseitigen Stellung ete, von Dr, ©. Koblrauseh
Side 92—94,

398

sig en lige stor Udvikling af Kulsyre i varme og kolde Lande derved,
at Lungerne og Brysthulen, maaskee ligesom Pupillen i Oiet, udvider
eller sammentrækker sig, alt som Legemets Tarv fordrer det. Wed det
sædvanlige Aandedræt udvexles mellem 20 til 25 Cubiktommer Luft;
men ved at aande dybt kan en Vexling af 100 til 200 Cubiktommer
finde Sted.

Ved en Forskjel i Temperaturen af 50° C vilde Luften omtrent
udvides „4, eller istedetfor 20 Kubiktommer maatte der vexles mellem
25 og 24 Rubiktommer i hvert Aandedrag; men en saadan Forskjel ind-
træffer kun den korteste Deel af Aaret, thi deels er Sommeren i Grün-
land ofte meget varm, deels tilbringe Grünlænderne, som anfört, en stor
Deel af Aaret i deres varme Huse, saa at man neppe i Gjennemsnit kan
regne Temperatur-Forskjellen större end 40 til 15° (Reikavigs*) Mid-
delvarme er 5} og Palermos 44° C), hvorved samme Mængde Luft kun
vil udvides 1, eller 7; heraf følger altsaa, at man i Palermo i hvert
Aandedrag maa vexle 24 Kubiktommer, medens man i Grönland vexler
20 Kubiktommer, for at samme Mengde Ht kan deeltage i Livsfune
tionerne.

Jer har ikke villet undlade ogsaa at gjøre opmærksom paa denne
Hypothese for at vise, hvor lidet der kommer ud af denne Slags Over
veielser, naar man ikke har de nödvendige Facta. Nogle Forsög, an-
stillede i de tropiske Lande, vilde væsentlig tjene til at give Oplysning
over dette Forhold.

Som een af de Grunde, hvorfor jeg har troet at burde henvende
en særegen Opmierksomhed paa denne Gjenstand, maa jeg nu anföre, at

for man har de nöiagtigste Angivelser over, hvormeget Kulsyre sunde

+) Da jeg ikke kjender nogen Angivelse af Middelyarmen i Grönland, som iövrigt maa
være meget forskjellig for Nord- og Sydgrönland, har jeg her anfört en Angivelse
over Island, som ligger imellem 68% og 663 Grad Nordre Brede, medens Grönlands
Sydspids begynder med 59° Nordre Brede,

599
Mennesker udaande under de sædvanlige Forhold, vil det næsten være
umuligt at drage Slutninger af Undersügelserne over, hvormegen Kulsyre
et Menneske udaander i forskjellige Sygdomme.

Denne sidste Klasse af Undersögelser har ikke destomindre været
Gjenstand for en müisommelig Række af Forsög, som Dr. Hannover og
jeg omtrent i 44 Aar have været beskjeftigede med. Vel ere vi endnu
langt fra at vere komne til bestemte Resultater, men da det kun har været
ved det meget ærede Selskabs Bistand, at vi ere blevne forsynede med
mere passende Apparater end jeg tidligere havde til min Raadighed, skal
jeg kortelig meddele Gangen i vort hidtil udförte Arbeide, samt meddele
en Beskrivelse over Apparaterne og Arbeidsmaaden.

Da jeg ikke er Læge, har jeg maattet overlade min Medarbeider,
Herr Dr. Hannover, at skaffe de Patienter, hvormed Forsögene ere an-
stillede, ligesom han i sin Tid vil offentliggjöre, hvad der af disse Forsög
har lægevidenskabelig Interesse.

Paa dette Sted vil det vere nok at bemærke, at vi i Serdeleshed
have anstillet Forsög med Patienter, som have havt Phthisis i forskjellige
Grader, og Patienter, som leed af Chlorosis.

Forségene ere alle foretagne om Formiddagen og gjerne to Forsög
strax oven paa hinanden med samme Patient, dog saaledes, at Rassen
blev behörig luftet ud mellem Forségene. Af 6 Patienter med Phthisis
have 5 udaandet mindre Rulsyre end sunde Personer af samme Kjün og
Alder. Forsögene med den 6te udviste ingen kjendelig Formindskelse.

Af Patienter med Chlorosis er hidtil gjort Forsög med 4; og
herefter synes der ikke at vere nogen Grund til at antage, at denne Syg-
dom bevirker nogen Forandring i Udviklingen af Rulsyre.

De üvrige Forsög ere anstillede med Patienter som leed af 1) chro-
nisk Betændelse i Lungernes Sliimhinde, 2) Hjertesygdom, 3) albumineus
Urin, 4) Blæresteen, 5) Guulsot.

00

Det Apparat, som Dr. Hannover og jeg i den senere Tid.have
anvendt til vore Undersögelser over, hvormegen Kulsyre et Menneske ud-
aander i en given Tid, er 47 Tommer langt, 72 Tommer höit og 56
Tommer bredt. Træet i den ydre Rasse er 14 Linier tykt, og de 4 Si-
destykker, hvoraf Dören udgjör det ene, saavel som Bunden og Loftet,
ere ved 6% Skruer samlede saaledes, at man let kan adskille og flytte
Kassen. For at undgaae Muligheden af, at nogen mærkelig Quantitet
Kulsyre skulde fortættes i Traets Porer, ere alle de indvendige Sider
beslaaede med Zinkplader og kun i de Fuger, som dannes ved Beröringen
af to Flader er der anbragt en tår fast Kit af Kridt og Svinefedt. I
Doren ere anbragte 6 ordenlige Ruder, Figur 3. C, hvorved Kassen
altsaa næsten er ligesaa lys, som Værelset hvori den staaer; desuden
ere der anbragte 6 smaa Ruder, Fig. 3 C’, saaledes, at man uden
fra kan see om Qviksülvet löber ud, naar Skaalene sænkes ned”), samt 4
smaa Ruder paa Siderne for at aflæse de i Kassen anbragte Thermo-
metre Fig. 2. C”.

Da jeg for at formindske Haarrérskraftens Virkning i Glasrérene
i den senere Tid anvendte Glasrör af 48 til 20 Tommers Höide og 6
Liniers Brede Fig. 1 og 2 a, a, var det ikke godt muligt at benytte en
Fjeder af Tre til at holde Skaalene med Qviksélv op, Fig. 1 og 2. b,b,b;
der blev derfor anbragt en Jern-Yxetstang med en passende Modvægt,
Fig. 2 h, saaledes, at man med Lethed kan sænke og hæve de Tresten-
ger, Fig. 2, f, hvor Skaalene med Qviksölv ere anbragte.

Derved, at Kassen saaledes er bleven meget stor, stiger i Reglen
Kulsyre Mængden kun til 4 eller 4 heel , og det vilde derfor aldeles
ikke lönne Umagen at anvende et Kaliapparat for at optage den lille
Mængde Rulsyre, som kunde föres bort af den bortgaaende Luft. Skulde
nemlig Luftstrémmen circulere saa hurtigt, at et kjendeligt Tryk paa

+) See Beskrivelsen over det ældre Apparat i X Deel.

401

Barometret frembragtes, da vilde man vanskeligt först kunne erholde en
fuldkommen Udtörring, og senere undgaae, at der ikke medreves en större
Vægt af Ralioplösningens Vand, end den tilførte Rulsyre kunde udgjöre.

Hertil kommer endnu, at da det langt mere ved disse Forsög
kommer an paa at bestemme de relative Forhold, som finde Sted mellem
Mængderne af den udaandede Rulsyre hos Sunde og Syge, end paa en
absolut Bestemmelse, saa undgaaes ved at udelade Udtörrings- og Kali-
Apparaterne et höist besverligt Arbeide, hvis Udförelse ikke kan lönne
den derpaa anvendte Tid og Umage. I Reglen lod man 40 Potter Vand
löbe ud, hvorved altsaa paa det nermeste unddroges Rassen 2160 Kubik-
tommer Luft, hvori omtrent findes mellem 6 à 8 Gran Rulsyre eller
2 à 5 Gran Kulstof. Denne Störrelse vexler naturligviis lidt efter Luft-
trykket og Temperaturen i Kassen, men kan i ethvert Tilfælde beregnes,
forsaavidt man anseer denne Correction nödvendig.

Derved, at altsaa den Quantitet Kulsyre, som udvikles under For-
söget, fordeles i et saa stort Rum, bliver det af yderste Vigtighed, at de
forskjellige Aflesninger af Luftmengderne i Rürene skee med den
yderste Omhu.

I denne Henseende kan man ikke være forsigtig nok for at und-
gaae en ulige Varme for de forskjellige Rér; navnligen tår man ikke
stille Rörene saaledes, at Trek fra Vinduer eller Döre kan komme til
at virke paa dem. Ligeledes maa man erindre, at efterat Rörene ere
bragte ud i Værelset, hengaae i de fleste Tilfælde i det mindste 12 Timer,
for Luften antager een og samme Varme idem alle. Ligeledes; bør man
sörge for, at Rörene under Aflesningen altid holdes i samme Retning.
For at opnaae dette anbragtes en faststaaende Opstander paa hvert Qvik-
sülvbasin, med to faste Grene, i en Afstand af omtrent 4 Fod. Ved at
gribe hvert Rör med en Tang, og derpaa holde det txt op til de to
Vinkler, som dannedes af de paa behörig Maade udskaarne Grene, Iyk-
kedes det at opnaae en taalelig Sikkerhed i saa Henseende.

Vid. Sel, naturvid. og mathem, Afh. XI Deel, Eee

402

Qviksölvkasserne (som vare af Tre og hvoraf man havde 4, saa
at Rörene fra 4 Forsög omtrent eenstidig kunde aflæses) vare aldeles
fyldte med Qviksölv, saa at man ved Aflæsningen kunde holde Öiet lige
med Qviksülvets Overflade. Ikke desto mindre bliver det dog umuligt
at kunne aflæse med al den Skarphed, man maatte önske, og navnlig
hendes det ikke sjeldent, at Haarrörskraften giver Anledning til Feilta-
gelser, naar man ikke med stor Omhu flere Gange bevæger Rüret nogen-
lunde sterkt op og ned.

Ligeledes er man ofte i Tvivl om, hvilken Bröksdeel man skal an-
give, hvor Aflæsningen ikke directe kan skee efter en af de hele Afde-
linger paa Röret. Vil man derfor stræbe efter den störst mulige Nüiag-
tighed, bir man aflæse Rörene to Gange, naturligviis efter et Mellemrum
af nogle Timer. Beregnes herefter et Middeltal, som svarer til Middel-
temperatur og Middelbarometerstand, for saa vidt disse have lidt nogen
Forandring, da vil man i Reglen erholde den rigtigste Maaling, man kan
opnaae, og navnlig erholder man herved Leilighed til at controllere begge
Aflesningernes Rigtighed. Da nemlig Udvidelsen eller Formindskelsen
i Rörene forholdsviis maa blive den samme for alle Rérene, saa kan man
ved simpel Regning snart see, om den behörige Overeensstemmelse finder
Sted, eller i Mangel heraf foretage en ny Aflesning.

Paa denne Maade maa man rigtignok i det Mindste foretage 6
forskjellige Aflæsninger til hvert Forsög; men den herpaa anvendte Umage
lönnes ved i Tide at opdage Feil, som, senere bemærkede, ikke staae til
at rette. — Med Hensyn til Beregningen af Forsögene er efterföl-
gende Formel benytiet. Ved alle Beregningerne har polytechnisk Exa-
minand Thomsen havt den Godhed at assistere, ligesom han ogsaa har

beregnet den benyttede Formel.

405

Beregning af Formlen.

Kaldes Rumfanget af den i Röret indespærrede Luft 4 (Aste
Maaling), Varmen t og Lufttrykket b; det Rumfang, som bliver tilbage,
efter at Vanddampene ere borttagne 4’ (2den Maaling), Varmen t/ og:
Lufttrykket b/; endelig Rumfanget efterat Rulsyren er borttaget 4” (Sdie
Maaling), Varmen i” og Lufttrykket 6”; saa findes Rulsyremengden som
Differentsen mellem Rumfangene A’ og A”, efter at disse ere henförte

til O° Varme og 556° Lufttryk. Altsaa er den i Röret tilstedeværende

Rulsyremengde:
Ab! Ab 4 ( Ab! Ab
~~ 356 (1 + ml) 7 356 (À + mt’) ~ 356\1+mt 1+ m),

naar m er Luftens Udvidelsescoefficient.

For at bestemme Mængden af den i Kassen værende Kulsyre, kan
man reducere den deri indeholdte Luft til Varmen t og Lufttrykket b,
hvorved den er samme Omstændigheder underkastet, som Luften A.
Lad Ø vere Rassens Rumfang, 7 Varmen og B Lufttrykket af den deri
værende Luft, saa er Rassens reducerede Rumfang
AB (1 + mt)
ba+mT)

Kaldes Rumfanget af den i Rassen værende Kulsyre k, saa er u

RK 2

‘=

altsaa
_ Re RB (1 + mt) Ah! Abt
A 336 4b (1 + m 7) (; tme 1+ er)
RB (i + mt) Ab! Abt!
~ 556.0 ((+m Ty er +mt) AA+ a)

Ved Forsöget bestemmes a og = som Middeltal af tre lagttagelser

SEM ee
A» A

yi 30 eh Fe Sættes =
4! Ad ET
a+9+4 ae 4 =a", saa bliver

4
mr

Eee*

C=

bla’ —a/4) b'(a'—&)

404

RB A-+mtg ab’ ab! |
3.356.0 1+m Ti + mi 1+ mt”

Hvis a‘, a’, 6 have samme Betydning efter Forsöget, som a‘, a’,

T för Forsöget, saa bliver Mængden af den efter Forsöget tilstedevæ-

rende Rulsyre

k'=

RB A+mty eb are ]

35.5560 1 +möli+mr 1 + mi“

og Mængden af den i | Mellemtiden udviklede at Na

RBA mt) | 1 5 tht (add LK mel I ab ing a/b) |}

3.596. |1+ mold + mt‘ | AL mt Der f+ mt I-+mt“

| be pe al lle )

3.3556 |1+mt li +mT 4 + mel À Be cay Pre
al’ ad a'—a!! amd
AtmT At LT non D,

men det sidste Led er meget lille i Sammenligning med det förste og

ki —h=

Nu er hvor d=# — T';

kan som oftest ganske udelades. Derved bliver
C= RB(A+mt) b(a//— tt) uy b'(a'-—a") (2)
5.556.b(d + mM T)JÅL 4+ mi” À + int?
Vil man endnu mere forkorte Beregningen, da sættes
b’—b“ = 04, t4— t= 0"; thi da bliver
a—a! F b'nd/
4 +mt A+ mt nus Ce Ce] De À + mt Ai + int a ‘|
hvilket sidste Led er ringe i Forhold til det förste, og naar hiint Led
udelades, bliver

C= . RBI“ A + mi) (eal! — a fa”). (5)
5.536.b(1+m T)( + mt)

€’ angiver Kulsyrens Mængde i Kubiktommer; multipliceres denne Stör-
relse med 0,14850, erholdes Gran Kulstof, hvis Vægt i Gran altsaa bliver

‚_ 014850. RB“ A+ mt
C= ol at + al). 4
5.55604 + m D) + mi’) (a/—a"—a' + a) (4)

_ 405 NØ
Ved at benytte (2) istedetfor (1) bortkastes et Led, hvis Störrelse nu
skal undersöges. Ledet er nemlig:
RBA-+mt) at 6“ mo me a b! m d
5.536. LA+mt)A+m0)A+mT) ci Fand
For Beregningen af dette sættes alle Lufttryk lige med 556, og Stör-
relserne À + mt, 1 + mt’, 1+ mt“, 1+ mT, 1+ mg alle liig 1, hvorved
Berigtigelsen bliver:
LR m0 (e/a) = — & R m (a/—ea’’)

Den Størrelse, der udelades i (5), er folgende:

RBA + mt) (a’—e’) Fe m 0 M af)
5.336.b01-+ m DT) + int”) MU + mt’ )

Behandles Faktorerne for Varme og Lufttryk ligesom forhen, da erholdes:

1 Je (a‘—a’) (mo + aa)
L \ 356

Settes her m = hvilket kun kan have en Indflydelse paa Hundrede-

a
556
delene af Gran Rul, da bliver Stérrelsen
4 Rm (a'—e) (0 + 0).
Füies disse to Berigtigelser til (4), da er
c—0,0001473 k PU + mb _
bA-+mT) A+mt”)

0,0495 Rim [eyo + (aa) (0 + |.

(a! — a — + a) —

Beregningen af (¢/—a/—a/ + a’) skeer lettest saaledes:

424 "A AN
5 5 + eh 6

ala = 4 a Su ees

4 4, A.
ee leg
A A, A ?
hvilken Beregning lettes, naar man forud beregner Quotienten 1 for

A
de Verdier af A, der kunne forefalde. Den övrige Deel af Beregningen

skeer da ved Logarithmer, idet man tillige indretter Tabeller, der angive
Log (1 + mt).

a
Forklaring over Figurerne paa Pladen.

Figur 1 viser den aabne Kasse. Fig. 2, den gjennemskaarne Kasse, Fig. 3,

Dören. Fig. 4, den ydre Side af Loftet. Fig. 5, Mechanismen til at holde paa Glasrörene.

A.
B.

Bogstavernes Betydning er den samme i alle Figurerne,
Trekassen; den indre Metalbelægning er ikke aftegnet.
Differentialbarometret.

©, C’, C7. Forskjellige Glasruder.

D.
E.

ne

Hengslerne for Doren.

To Stykker Tre med Haandtag, som anvendes for at nedtrykke de Stykker Træ, f,
som bere Skaalene med Quiksölv.

To Hylstere af Kobber, som tjene til at foröge Kassens Rumfang saaledes, at de
üverste to Glasrér kunne fyldes med Luft fra Kassens överste Deel, naar Quiksöl-
vet lober ud.

Et Messinghylster, hvori Glasröret K anbringes.

Et Messinghylster, hvori et Kaliapparat kan anbringes for at lade Luft uden fra
komme ind i Rassen.

Skruer, hvormed Kassens enkelte Sider forbindes.

Et böiet Glasrör, som, sat i Forbindelse med et Gassometer, tjener til at trække Luft
ud af Rassen,

Glasrörene.

Skaalene med Quiksolv,

Mechanismen til at holde paa Rörene, naar Quiksölvet i dem skal löbe ud. Figur 5
viser denne Indretning tydeligere.

To Stykker gjennemboret Zink-Blik, som tjene til at befordre Luftens Blanding i
Kassen, fremfor naar Ind- og Udströmningen skete ligefrem gjennem Aabningerne
G og H.

To Stykker Træ, hvorpaa e, ce, e ere befæstede, Disse Stykker ere ubevzgelige.

To Stykker Tre, hvorpaa g, 5 8 8, g. g ere fastgjorte, Disse to Stykker hvile paa
Vægtstængerne i og ere foroven forsynede med Staalcylinderne k, k, som gaae
lufttæt ud gjennem Kassens Laag.

Knæbüiede Stykker Tre, som ved Hængsler ere fæstede til f, og som tjene til derpaa
at anbringe Quiksölvskaalene.

Contravægt.

Vægtstang.

Vid. Sel.naturv.og math Sk AZD. Scharling om d. Mangd: Linls. som et Menn. dagt. udaanden

Fang:

ss

ni

407

REGISTER

det Kongelige danske Videnskabernes Selskabs

naturvidenskabelige og mathematiske Afhandlinger.

XI Deer.

A:

Aandedrettet, see Rulsyre.
Abathmodon fossilis, 74.
Abies 98—95, 111, 112, 113, 114.

— Apollinis, 108.

— cephalonica, 105.

— excelsa, 93, 101—105, 111—114.

— pectinata, 94, 101-105, 111-115. 124,

— Pinsapo, 195.
— sibirica, 95.
Aguara, Canis jubatus, 34—38, 39—42,
Aguarachay, 11.
Aguaraguazu, 97.
Aleppisk Fyr, 91,
Allco, Run-Allco, 42.
Allio, 46.
Anarnak, 869.
Ancylodon, 134.
Andarnefia, 185, 327, 562, 367.
Andhval, 362.

Apparat, Scharlings, til at undersöge hvor-
meget Rulsyre et Menneske udaander, 400,

Ardluk, 186.

B.

Balena antarctica, 150,
— arctica, 150.
— australis, 144, 191.
— mysticetus, 144.

Vid. Sel. naturvid. og mathem. :#fh. XI Deel.

| Balænoptera, 143.

— boops (Fabr,), 161, 167.
az = = Beskrivelse af
et Fosters ydre
Former, 259.
== physalis, 169.

= rostrata, 134—169, 368.

| Bardehvaler, 137, 143.

_ Bidrag til deres Udviklingshi-
storie. 233— 259.

—_ om Fostrenes indre Bygning,
281—5320.
_ om Fostertenderne, 305—3 19,

Barlind, almindelig, 100.

Blik paa brasiliens Dyreverden för sidste
Jordomveltning af Dr. P. W. Lund. Ste
Athandling. Fortsættelse om Pattedyrene.
Om de nulevende op uddöde Arter af
Rovdyrenes Familie, 1—82,

Bottle-Head, 365.

Brasiliens Dyreverden, sce Blik cte.

Bunch, 161.

Butskopf, 364.

C.

Cachorro do mato, Canis brasilieusis 10-20
27—31.

Callithris quadrivalvis, 105, 122.

Canis antarcticus, 19.
— Azarae, 17, 26.
— hrasiliensis, {0--20, 27 31

Ffi

408

~

Janis cancrivorus, 19.
cinereo-argenteus, 14, 19.
dukhunensis, 56.

familiaris, 42—49,
fulvicaudus, 20—21, 27—31,
fulvipes, 19,

jubatus, 34—88, 89—42.

lycodes, 49—50. |

primaevus, 96.

robustior, 31—34,

sp. fulvicaudo affin., 34.

troglodytes, 50—54,

vetulus, 21—26, 27—31,

Ceder-Enen, 98, |
Cedrus, 105, 121.
major, 121.

protalopex, 31—34, |
|
|

minor, 121.

Cetologien, Bemærkninger over dens tidli-
gere og nerverende Skjebne, 129—202.

Chinesisk Hund, 43.

Coronula balænaris, 144, 158.

Cupressus sempervirens, 96, 103, 105, 118,
119, 120. '

Cynailurus, 69.

Cypressen, 96, 103, 105, 118, 119, 120, 125,

D.

Delphiner, 131—134. |
Delphinus anarnacus, 185,

bidens, 134.

delphis, 132.

slobiceps. 132, 136, 155.
orca, 136.

D:adema balænaris, 144. 153.
Durner, 363.

Dverg-Ene, 97.

Dværg-Fyr, 86.

Dögling, 185, 368.

E.

Elarn, 114, 115.
Ene, almindelig, 96.

Ene Ceder, 98,

Dværg. 97.

med halvkugleformede Ber, 97.

med store Ber, 99.

phoenicisk, 100.

Sevo, 99.

Eneber, almindelig, 96.

Enebærslægtens italienske Arter, 96—100,
120—122.

Eschricht, D. F., Professor, Undersögelser
over Hvaldyrene, 129—878, — I. Om Ce-
tologiens tidligere og nærværende Skjæbne.
129—202. II. Anatomisk Beskrivelse af
de ydre Fosterformer hos to nordiske Fin-
hval-Arter, med Anvendelse paa Physio-
logien og Zoologien, 203—279. III. Om
Fosterformerne i Bardehvalernes ,Ernæ-
rings- og Forplantelsesredskaber, 281-820.
IV. Om Næbhvalen, 321—378.

F.
Felis jubata, 37.

| Finback, 161.
Finfisk, 162, 169.

Finhvaler, 160—195.

anatomisk Beskrivelse af de ydre
Fosterformer hos to nordiske
Arter, 203—279,

Finwhale, 161.

| Fiskedriveren, 185.

Flounders-Head, 365.

| Fortegnelse over hvilke og hvormange Pro

visioner, der ere megaaede til Bespiisning
af Besetningerne paa 3 Kongelige Orlogs-
skibe, 392—393. 7
Fortsatte Forsög for bestemme den
Mengde Kulsyre ct Menneske udaander
i 24 Timer. Af E, A. Sharling, 379—406.

at

| Fosterformerne i Bardehvalernes indre Byg-

ning, 281—320,

| Fostertænder hos Bardehvalerne, 305—319.

Frutta de lopo, 35.
Fyr, aleppisk, 91.
— calabrisk, 92, 124.

Fyr, corsicansk, 88, 124.

Fyrreslægtens italienske Arter, 85—93.

Dværg, 86.
Kyst, 90.

Majella, 87.
nordisk, 89.
Zirbel, 93.

G.

Geirhval, 185.

Geirreidur, 185.

Gibbar, 172.

Ginepro, 120.

Gran Hvid, sec Hvidgranen.

Granslægtens italienske Arter, 95—99.

Rod, see Rüdgranen.

Gras-pois, 172.
Grinden, 152,
Grönlandshvalen, 145,

Guara, Canis jubatus, 34—38.

Guaracha, 13.
Gueparden, 37.

H.

Haflur-Ritte, 185,
Hafgufan, 184,
Hafreidur, 185.
Haver-liat, 185.
Heteroodon, 134,

Hjerne, Næbhvalens, 358—362.

Hnidinger, 132.
Hnufubakr, 185.
Horshvalur, 184.
Hrafn-Reidur, 185.
Hrefna, 185.
Humpback-whale, 162.

Hundegruppen, de brasilianske Arter 7 og fg.
Hunden, osteologisk sammenlignet med Canis

jubatus, 39—42.

Hunden oprindelige amerikanske, 42—47.

Huushunden, deni Amerika fra Europa ind-

den peruanske, 42.

forte, 47—49.

BR

|

Hvaldyrene , Undersögelser over dem,
129—378.

Hyalfostre, om Anvendeligheden af deres
ydre Former til at bestemme Hvalarterne,
265—279.

| Hvidgranen, 94, 101—105, 111—115, 124.

| Hyperoodon, 134, 321—378,

I.

| Icticyon, 61—74:

+

|
|

\

letieyon major, 72—74.
— venaticus, 62—72,
Itzcuinte-potzoli, 43, AG.

d.

Jubartes, 172.
Jupiterfisk, 189,
Juniperus, 120,
_ communis, 96, 98, 101, 102, 105,
104, 105, 120.

— hemisphærica, 97, 104.

— macrocarpa, 99, 103, 104, 105,
120.

— nana, 97, 101, 102, 103, 104,
105.

— Oxycedrus, 98, 99, 104, 105,
120.

— phænicea, 99, 100, 103, 104,
105, 120, 121, 122.

— Sabina, 99, 101, 102, 103, 104,
105, 106, 122.

Ri.

Kaskelotten, 135—145.
Keporkak, 161, 167, 180, 186,
— Beskrivelse af et Fosters ydre
Former, 299.
Keporkarnak, 194.
Rigutilik, 137,
Koupara, 37.
Fff*

410

Kulsyre, Scharlings Forsög over den Mængde
et Menneske udaander 379—406.
Kystfyrren, 90.

L.

Larix, 116—118.

europea, 95, 101, 102, 103, 116-18.

sibiriea, 95.

Lund, P. W., Blik paa Brasiliens Dyrever-
den för sidste Jordomvæltning, Ste Afh.
Fortsættelse af Pattedyrene. Om de nu-
levende og uadüde Arter af Rovdyrenes
Familie, 1—82; Iste Gruppe, Hundegrup-

pen, 7; Forste Undergruppe, 8; den egent-
lige Hundeslæpt (Canis), 8; 1 Afd. den
omnivore Rekke, 9; uden fremspringende
Issekam, 9; nulevende Arter, 9; Canis
brasiliensis, 10; Canis fulvicaudus, 20;
Canis vetulus, 21; Osteologisk Sammen-
ligning;meilem de 3 foreg. Arter, 27; Fes-
sile Arter, 31; med fremspringende Isse-
Osteologisli
Sammenligning imellem Guaraen, Ulven

kam 34; Canis jubatus, 34;

og Hunden, 39; 2 Afd. den carnivore
Række, 42; nulevende Arter, 42; Canis
familiaris, 42; Fossile Arter, 49; Canis
lycodes, 49; 2den Slægt Palæocyon, 50;
% Undergruppe, 55; Slægten Speothos, 55;
Speothos pacivorus, 56; Slægten icticyon,
61; Nulevende Arter, 62; Icticyon vena-
ticus, 62; Fossile Arter, 72; Abathmodon
fossilis, 74; Fortegnelse paa de Pattedyr
der ere fundne i hver af de omtalte Hu-
ler, 76; Nyeste Fortegnelse paa Slegter
og Arter af Rovdyr fra Rio das Velhas
Floddal, 78; Forklaring over Afbildnin-
gerne, 79.
Lærketræet, see Larix europa.

M.

Majo, 46.
Markræv. Canis vetulus, 21—26, 27—3].
Marsvinenes Vandringer og Fangst, 181, 133.

Mattak, 163.

Maver, Næbhvalens, 346—350.
Monodon spurins, 135.

Mundhule, Næbhvalens, 330—344.
Musculus, 139.

Musculus marinus, 179.

Mysticctus, 178,

Melkekar hos Nebhvalen, 359—358.

N.

Naaletreer, italienske, deres geographiske
og historiske Forhold, 83—127.

Narhvalen, 135.

Nebbehval, 184, 185.

Nectilaga, 45.

Nétégink, 45.

Nordkaper, 152,

Nebhval, 134, 185, 321—378.

0.

Orca, 138
Otion, 144.
Oxycedrus, 120.

P.

Palæocyon, 50—54,

Palæocyon trogledytes, 50— 54.

validus, 54.

Patienter som lide af Phthisis udaande min-
dre Kulsyre, 399. Le

Pernak, 156. :

Perro chino, 43.

mevzn mevod, WIA, 115,
Phalaina, 139. ° ’
Phoenicisk Ene, 100.
Physeter Catodon, 136.
macrocephalus, 186, +
microps, 136.
Picea, 111, 112, 113, 114, 115:
obovata, 94.
” sativa, 115,
inaster, 108,

Pinien, 91, 106, 125.
Pinus, 106, 108.
Pinus austriaca. 89, 90.
— brutia, 92, 104, 115.
— calabrica, 89.
— canariensis, 105.
— Cembra, 93, 101, 102, 103. 115.
— halepensis, 91, 103, 10%, 105, 108,
109, 124.
— Laricio, 88, 104, 105, 109, 115, 124.
— magellensis, 87, 104,
— maritima, 91.
— Mughus Jacq., 85, Gus. 68.
— nigricans, 89.
— Pallasiana, 89.
— pinaster, 89, 90, 91, 108, 105,
124.
— Pinea, 90, 91, 108, 104, 105, 106,
424,
— pumilio, 86, 88, 101, 102, 103.
— pyrenaica, 89.
— rubra, 99.
-- sylvestris, 85, 101, 102, 108,
110.
— uncinata, 103.
mvs, 114, 115.

108,

109,

R.

Rapoza, Rapoza do campo, Rapozinha, Ca-
nis vetulus, 21—26, 27—31.
Rapoza do mato, Rapozao, Canis brasiliensis,
10—20, 27—31.
Rapozinha vermelhada, 21.
Raynhval, 185.
» Reidur, 155, 161, 180, 185.
Réngisfiskar, 180, 185.
Rethvaler, 145—160.
Rorqval, 160, 180,
> Rorqvalus, 160.
Rovdyr, brasilianske, nulevende og fossile
_ Arter, 5 og fig.
~Run-Alleo, 42.
_ Rey, Canis vetulus, 21—26, 27—81.
" U Rödgranen, 93, 101—105, 111—114,

Rodkemming, 184.
Rôrhvaler, see Finhvaler,
Rorqval, 160.

S.

Sabina, 122,

Sandlæja, 185.

Sandæta, 367.

Sarne, Skab hos den amerikanske tamme
Hund, 49.

Scharling, E. A., Prof., Fortsatte Forsög
for at bestemme den Mængde Kulsyre, et
Menneske udaander i 24 Timer, 379—A06.

Scharlings Apparat, see Apparat, 400,

Schouw, J. F,, de italienske Naaletræers
geographiske og historiske Forhold, 83-127.

Sevo-Ene, 99.

Sildareki, 162, 185.

Sildedriver, 162.

Skab, s. Sarne.

Skjeljungar, 185.

Skjelling, 185.

Skidifisk, 185.

Skovhund, see Skovræv.

Skovræv, Canis brasiliensis, 10—20, 27-51.

Sletbag, 155.

Sletbakr, 145, 185.

Speothos pacivorus, 55—61,

Spermhval, 135.

Springhvaler, 133.

Staurhynningen, 161.

Steipe-Reydur, 185.

Stepireidur, 185.

Svinhval, 362.

Sulphur bottom, 161.

Sværdfisk, 136, 137.

T.

Taxus, 122— 193.
Taxus americana, 101.
— baccata, 100, 101, 102, 103, 104,
105, 122, 123, 126.

Techichi, 43, 45.
Teda, 109, 110,

412

Tibulus, 109. X.
Tikagulik, 370,
Troldhvaler, 156. Xaloitzeuintli, 46,
Tubicinella. 144.

U. | Y.
Ulv, den brasilianske, Canis jubatus, 34-38.
Ulvefrugt, 35.
Ulven. osteologisk sammenlignet med Canis

Yagua, 45.
Yagua-eté, 45.

jubatus, 39—42, Ka REN:
V. — -reté, 45.
Vaagehvalen, 165, 190, RTE CPR

x — -tirica, 45.
— Beskrivelse over sex Fostres ”

ydre Former, 206—233.

— over den indre Bygning, 282 Zz...
—305. ii
Vandskræk i Brasilien, 49. | Zirbel-Fyrren, 98,

41

Ld

d

REGISTER

til

Oversigterne over det Kongelige Danske Vi-
denskabernes Selskabs Forhandlinger og
dets Medlemmers Arbeider

i Aarene 1843 og 1844.

Aarhuus, Bidrag af Archiv-Kilder til denne
Byes Historie, ved Dr. Hübertz, S.
CXXXVHI—CXXXIX,

Allunskifer paa Bornholm, dens chemiske

Sammensætning, 8. CCIII,

Barfoed, Ch, T., vinder en Classensk Præ-
mie. S. CCXLI.

Bendz, ©, L., hans Minde ved H, €. Örsted,
8. CLIN—CLV,

Bendz, H., Bemærkninger over Tændernes
Bygning hos Pattedyr, -S. CLXXIH—
CLXXVI.

Bille, M., Skrivelse til Selskabet om at
fremme Anlægget af en Navigationshall
i Helsingör. S, LIX, Betænkning der-
over. S, LXI—LXIII,

Blomstertegninger fra det Gottorpske Bi-
bliothek, S, CLXXA—CLXXXIII,

Bondestanden i Danmark, urigtig Forestil-
ling om dens Tilstand i det 16de Aarh,
S, CXXI—CXXII,

Bröndboring, Selskabets, CXTM, CCLXHIT,

Boger og Shrifter, skienkede til Selskabet.
S, XXI. XXIX. XLIX. L. LV. LXIV

LXXVI, LXXVII, XCVII CI CI,
CVII. CVIH. CXL CXXIV. CXXIX,
UXXXIV, CLYII—CLVII, CLXXIH,

CLXXIX, CLXXXII. CLXXXIV, CCVI
—CCVIE! CCXIV. CCXVI, CCXXVII.
CCXXXI-CCXXXil, CCXXXVI.

Vid, Sel, naturivd. og mathem. Afh, XI Deel,

Celtiske Spor i Norden, og ‘om "Celtiske
Monumenter i andre europæiske Lande.
S, CLXVIN—CLXXI,

Cetaceerne, om deres (og navnlig Rürhva-
lernes) hidtil ufuldkomne Arts-Bestem-
melse og Anatomie, S, IC—CI,

Colding, polytechn, Candidat, Forsög over
den ved Gnidningen frembragte Varme: -
Betænkning derover, S.CXXI,

Commissionen for det danske Diplomatarium
og Regestum diplomaticum, S, CXIV,
CCALIT.

Dagens Inddeling hos de gamle Nordboer,
S, CLXAXXIV—CXCI,

Danske Væxters Beskrivelse, et tilkommende
Værk, i Forbindelse med Flora danica
S. CXXVII—CXX VIII,

Dasypodes (Beltedyr), Udsigt over denne
Dyr-Families Slegter og Arter af P. W.
Lund. S. LXXXH—LXXXVI.

Esehricht, D. F., Indledning til en Række
Undersögelser over Hvalerne (Cetaceerne),
S. XCVIILCi, Om Hvalfostrenesydre For-
mer, S.CXIXC XX, Mindeskrift over L. L,
Jacobson. S. CXLY—CLIII. Beskrivelse

S. CCVIII—CCXIV.
Beskrivelse over to Tilfelde af graviditas
abdominalis, S. CCXIV—CCXVI,

Estrup, H. F. J., Prövelse af hans Mening,
at Herremanden i ældre Tider vilkaarli-
gen kunde ferége Lan ’gilden,. S, CXXIT,

Ggg |

over to Misfostre,

414

Fabers galvanoplastiske Buste af Hs, Maj.
Kongen, S, LIX,

Falbe, C. T., meddeler Selskabet Efterret-
ning om hans Arbeider over Afrika’s
Nordkyst. S,XC—XCV, Comittee-Be-
tænkning herover, S.XCV—XCVI.

Flora Danica, dette Verks 40de Hefte
(XIV, 1.) anmeldes, og dets seneste Skiebne
berettes, S.CXXIV-CXXVII. Den af H, M.
Kongen bifaldte Plan til Værkets Fort-
sættelse og Fuldférelse. S. CXXVII—
CXXVIII,

Forchhammer, G., geognostiske Iagttagelser
om den siællandske Kridtformation, S,
XIX—XXI, Undersôgelser over Topasens
chemiske Sammensetning, S, XLIV-XLVI.
Nye Jagttagelser over Frictionsstriberne i
Danmark. S, CIH-CVII. Om denIndflydelse
Tangen udôver paa Jordens Udvikling: S,
CXCVI-CCVI. Bemærkninger i Anledning
af Worsaaes kritiske Skrift: ,,Runamo og
Braavalleslaget.” S. CCX VII—CCXXVI.

Frederik I,, en vigtig, hidtil ukiendt For-
ordning af denne Konge, som forbyder
Udstykning af Böndergaarde. S, CXXHI.

Gebrer (liddyrkere), i Persien, deres An-
tal og Tilstand, S,CXXIX—CXXX.

Glandsen, Udvikling af Læren om samme,
S, LV—LIX.

Gletscherne, om deres Theorie, af D. 4.
Petzholdt, LXXXVII- XC,

Gnidning (Friction), Forsög til Beregning
af Kræfternes Tab ved samme i Maskin-
virkning. S.CXXI,

Grönlandske Fiskearter, fem nye, beskrevne
af H. Krøyer, S, COXXXIL-CCXXXIV,

Grönsand, opdaget i Nærheden af Kiôge.
S, XIX—X XI.

Guinea, om dette Lands Clima, S. CXCI—
CXCY.

Hiort, S., Secretair, indsender en forseglet

Pakke med Beskrivelse af en clectromag-
netisk Maskine, S, XXI.

Hofmann, J. C., fremviste en, efter en for-
bedret Methode udfort, galvanisk dannet
galvanoplastisk Kobberplade. S, CLXXIX.

Hollböll, Capitain og Inspecteur i Grönland,
beriger den grönlandske Fauna ved nye
Fiskearter, S, CCXXXHT,

Hübertz, I. R., Dr, Med., Betenkning over
hans Andragende om Understüt'else til
at udgive Archiv-Bidrag til Aarhuus Byes
Historie, S. CXXXVII—CXXXIX,

Hvalfostre, om den tidlige Udvikling af deres
Former, S,CXIX—CXX,

Jacobson, L. L., Mindeskrift over ham af
D, F. Eschricht, CXLV—CLII,

Islandske literaire Selskab bevilges en Un-
derstöttelse af 500 Rbd, til Udarbeidelsen
af en almindelig Beskrivelse over Island.
S. XXIV—XXIX.

Jürgensen, C., Deduction af den Formel
der tiener til at bestemme Jordkloden.
Figur ved Pendulets Svingninger, S.LXVI
-LXXII. Bidrag til en bedre Fremstilling
af Mechanikens Lære om et Legemes
Hovedaxer. S, CXXXH—CXXXI, Om
den Paavirkning, en Axe lider ved el fast
Legemes Rotation om samme. S, CLXX VII
CLXXVIM, .

Knud Porse, Hertug af Halland, S,L-LV

Kortvæsenets Inventarium og Kort-Archivet,
afgivet til den Kongelige Generalstab.
S. XLVIII—XLIX,

Krøyer, H., om de nordiske Pyknogonider,
S, CXXIII—CXXIV, Meddeler For-
ögelser til Kundskab om de grönlandske
Fiskearter, S, CCXXXII—CCXXXIV.

Leer, det brændte, Afhandling om dets
Indflydelse paa Vegetationen, S, CCXLIT
—CCXLIN.

4

Liebmann, F. M., vælges til Selskabets Med-
lem. S.CCXXXVI.

Lindberg, J.C., hans Oplysning af puniske
Mynter, og hans vigtige Opdagelser i den
Orientalske Numismatik. S. XCIV.

Lund, P. W., fortsatte Efterretninger om
hans videnskabelige Arbeider i Brasilien,
S. LXXXIL

Lyngvexter, de Italienske, S, CIX-CX,

Magnussen, F., om de gamle Skandinavers
Inddeling af Dagens Tider. S. CLXXXIV—
CXC,
saaes Skrift „Runamo og Braavallaslaget.”
S, CCXXVI—CCXXXI.

Medaille, i Anledning af Selskabets Jubi-
leum, bekostet af H. Ni, Kongen, S.
XLIV,

Medlemmer, nye, optagne i Selskabet. S.
CXI. CCXXXIV,

Meteorologisk Comitee, dens Virksomhed,
S. CXEH—CXIH. CCXLI—CCXLII,
Misfostre, iser de dobbeltdannede,

CCVHI—CCXIV.

Molbech, C., forelæser et Grudstykke af Sel-
skabets Historie. S. XXII, . Indgiver et
Forslag til en större Offentlighed af Sel-
skabets Forhandlinger, S, XXIJ—XXIII.
Forslag angaaaende et videnskabelig-kritisk
dansk Tidsskrift, S, XXXIII—XXXV. Hi.
storisk Udsigt over Gotlands Forhold, fra
Valdemar Atterdag til Christian IV. S.
LXIV—LXV. Forsvarsbemerkninger ved
Antegnelserne til Selskabets Historie, S,
XCVII, Bemærkninger ang, Celtiske Spor
og Levninger i Norden, S, CLXVIII—
CLXXU. Bemærkninger i Anledning af
Undersôgelsen af Runamo i Aaret 1833,
mm. S. CCXXXVI—CCXL.

Mösting, J. S., Overkammerherre, m.m.,
Selskabets Medlem, Mindeskrift over ham
af H, C. Ørsted, S, CXXXIX—CXLIV.

Bemærkninger angaaende FWor-

S.

>

>

Oldenburg, G. F., indsender et Exem-
plar af sin physikalske Jord-Globus. S.
cVill.

Olshausen, J., vælges til Selskabet Medlem,
S. CCXXXVI.

Olufsen, C. F. R., Resultater af en Under-
søgelse af Solformörlelsen den 8de Juli
1842. S. CLVJII—CLIX,

Ordbogscommissicuen, dens Forhandlinger.
S. CXlI. CCXL.

Pedersen, P., Mag., Bemærkninger om
Guineas Clima efter Iagttagelser paa Ste-
det, S. CXCI—CXCV,

Petersen, N. M., Undersögelse om Knud
Porse, Hertug af Halland. S. L—LV,
Om Betyduingen af Ordene Stipendium
og Benefictum hos Saxo, S$, LXXIX—
LXXXH. Bemærkniuger om Rasks Frem-
stilling af Declinationssystemet. S. CLY—
CLV}.

Petzholdt, D. 4., (i Dresden), haandskreven
Afhandling over Gletschernes Theorie:
Betænkning over samme, S. LXXXVII—
XC.

Priis-Afhandlinger og Priis-Opzaver.
CXIV—CXVIH. CCXLII—CCXLVH.

Pyknogonider (Söspindler, om denne Slægt
af Havdyr i de nordlige Vande, af H.
Krøyer. S. CXXIII- CXXIV.

S.

Ramus, C., Afhandling om nogle Curvers
Rectification ved elliptiske Functioner.
S. LXXXVi—LXXXVIl. Om de ellip-
soidiske Ligevegtsfigurer af en homogen
flydende Masse. S.CLIX—CLX VIH.

Rasks Declinationssystem ,
over samme, særd. om Riönsformernes
Dannelse. S, CLY—CLVI.

Regestum diplomaticum danicum angaaende,
S.CX-CXI. Commissionen for samme, S.
CXIV-CCXLI.

Bemærkninger

416

Rosenvinge, J. L. A. Kolderup-, meddeelte
Herredagsdomme fra det 16de Aarundrede.
S.L. Udvalg af gamle {danske Domme,
2det Bind, forelegges Selskabet, med Op-
lysninger om Bondestandens Vilkaar i
16de Aarh, S. CXXI—CXXIII.

Runamo i Bleking, Bemerkninger angaaende
dette Steds Undersögelse, foranstaltet af
Selskabet i A. 1833, ved Forchhammer,
S. CCXVH—CCXXVI, ved Magnussen,
S. CCXXVI--CCXXXI, ved Molhech, S.
CCXXXVI—CCXL.

Sandemend og Nævninger, om deres Kien-
delser i det 16de Aarh, S, CXXII.

Saxo, om Betydningen af Stipendium og
Beneficium i hans Historie. S. LXXIX—
LXXX.

Saturn, om denne Plancts Ringsystem. S.
CCXXXIV—CCXXXY.

Scharling, E. A., Afhandling om Mængden
af Kulstoffet, som i et Dögn udvikles,
S, XLVI-XLVE. Betænkning over samme,
S. XLYH. Søger og bevilges en Un-
derstöttelse til fortsatte Forsôg over denne
Gienstand. S. LXXIM—LXXIV. Fore-
viser et Fidtstof af amerikansk Olie. S.
S. CLXXXIII.

Schiödte, J. C., vælges til Selskabets Medlem.
S, CCXXXVI.

Schou, J. H., legerede Selskabet 50 Rbd.

aarlig til Premier. S,XCVIII,

Schouw, J. F., Oversigt af de italienske
Lyngvæxters geographiske og historiske
Forbold. CIX-CX. Beretning om 40de Hefte
af Flora Danica. CXXIV-CXXVIII. Be-
merkninger over en Samling af ældre Blom-
stertegninger i Vandfarver, fra det forrige
Gottorpske Bibliothek, S. CLXXX—
CEXXXIIT,

Selskabets Forhandlinger, Udvidelse af deres
offentlige Meddelelse. S. XXI[--XXIIL.

Stellands Bridformation, fortsat fra Stevns '

Klint, paa Halvöen imellem Ridge- og
Præstücbugt. S.XIX—XXI. -

Tangarternes Indflydelse paa Jordlagenes
Dannelse og Udvikling, S. CXVI—CCVI.

Tidsskrift, et kritisk- videnskabeligt, ang,
Savnet af et saadant i Danmark, m. m,
S. XXXIN—XXXVIII, —

Tobak, dens Destillation, og Tobaksrögens
chemiske Beskaffenhed, S. XXX—XXXIII.

Topasen, om dens chemiske Sammensætning,
S. XLIV—XL VI,

Tunis, geographisk antiqvariske Oplysninger
om dette Land (af €. T. Falbc). S, XC
XCV.

Tendernes Bygning hos Pattedyr, særdeles
hos Ilvalrossen og Spermacethvalen, S.

| CLXXUI—CLXXVIL.

Pant, M., om hans Optagelse i Selskabet.
(jvf. Vid. Selsk. Hist, S. 526 No. 83). S.
CCXXXIL.

Velschow, J. M., indtræder som Medlem af
Ordhogscommissionen, S, CXH.

Videnskabernes Selskab, Udvidelse af dets
Forhandlingers offentlige Meddelelse, S.
XXIN—XXIN. Dets Forsamling hos H, M.
Kongen. XXXVIII, Dets Regnskab for 1842
og Budget for 1843, XXXIX-XLI, Dets to-
pographiske Virksomhed ophører, S.X LV III
—XLIX, Bevilger en Understøttelse til
det islandske literaire Selskab S, XXIV—
XXIX, ligeledes til Prof, Scharlings Under-
sögelser, S, LXXIII—LXXIV, Angaaende
dets Historie af ©. Molbech. S, LXXXVII
Etatsraad Schous Legat til Selskabet, S.
XCVIII. Nye Medlemmer optagne, S,
CXL Ved Döden afgaaede Medlemmer,
CXIL Dets Forsamling under H,M.Kongens
Forsæde, d. 16de Febr, 1844, S, CXXIX.
Dets Måde hos Hans Majestæt, d. Iste
Marts, S, CXXXV. Dets Regnskab for 1843
og Budget for 1844, S, CXXXV-CXXXVHL

417

Bevilger et Tilskud til Udgivelsen af Mag.
Dreiers ,,.Symbolz caricologicae.” S. CXCV.
Nye Medlemmers Valg. S, CCXXXVI. Sel-
skabets Commissioners Arbeider. S, CCXL
—CCXLU. Physisk Priisafhandling til
kiendes en Classensk Præmie, S. CCLII—
CCLIIT. Priisopgaver, udsatte i Aaret
1844, S, CCXLIII—CCXLVII,.

Leise, WW, Undersøgelse over Producterne
af Tobakkens törre Destillation. S. XXX
-XXXIII. Om et Product af Ammonicum-
Sulfocyanhydrat med Chlor, S. LXXVI—
LXXVIII,

Zend-Sproget, og dets Forhold til de ældste
persiske Sprog i Rileskrifterne, oplyst ved

| WWestergaard, S. CXXIX—CXXXI.

Zeuthen, ©. O., aftegnede Runamo og flere
Trapgange i Bleking 1844, til et Skrift af
Worsaae. S, COXXXI.

WF estergaard, NV, L,, Brev til B. M. Kongen
om hans Reise i Indien og Persien, S*

XLII-XLIV. Udsigt over de videnskabelige Orstea, H. ©., fortsatte Betragtninger over

Resultater af hans Reise i Persien, i et
Brev til H. M. Kongen, S. CXXIX-CXXXI.
Wilkens, Afhandling over de mathematiske
Linier, som kunne drages med Ovalver-
ket; Betænkning derover, S. LXXIV—
LXXV.

Worsaae, J.J, A., undersögte Runamo 1844,
CCXXVI. Om hans Kritik over Resultaterne
af Runamos, Undersøgelse i Aaret 1833, af
Forchhammer, S. CCXVII-CCXXYI, af F.
Magnussen, S. CCXXVI—CCXXXI, (jvf.
Molbech, C.). .

Lyset med Hensyn til det Skiönnes Natur-
lære, S, XXIN—XXIV. Udvikling af Le-
ren om Glandsen, S. LV—LIX. Anteg-
nelser til Selskabets (trykte) Historie. S.
LXXVIII. Mindeskrift over J. L, Mösting.
S. CXXXIX—CXLIV, Over ©. L. Bendz,
S. CLUI—CLIV. Om Saturns Ringsy-
stem og sammes Indilydelse paa denne
Planets Atmosphere. S. CCXXXIV—
CCXXXV. Om et Redskab til at maale
Glassets Tykkelse i belagte Speile. S.
CCXXXY.

{ D: 2
Wi
ar EN
Le . ”
+ M
ve

“4 ”

MN alaax. ta bis ra Bar, LER Ta AL LD emp Ao
3

Pas *
z Sa, Ya A SA
ER 3 i
5
à 1
N ;
5 wel Là vf
| FAN

OAM bays “sro Dt u Hs JUL ag aT te LA Sit 4 2 N We a seat 1 he! ie i
1177 il TI Le D'un Rt ey Ae +. ' ' d'huiles bel tsi” 2

noi A ie SDS eh a HELSE AE FRE LO BRU ans Tr
Pe Lai EN ons ain) fuite
114

‘eg À ra QU NT bee be i Så + 4

Pir a! wor er ai VEN 5% RÅ würd Hei AN sy PAIN Ed ue
74 .! i

vitser ARR ENT ahh 307 + 1 Din PR ib ing 3" a pearly

Re IE TL UE RT N Rare ak side rcs ta a: ree Vind: a

Rena Sa | ker: ELBE SE wi

“yet qu van Laser ER) er: ' en ke"

= aan > wiht $ Moe | ‘ 4 + he CEE US LCL GER UA à Sinan ay

i es x i phe u | u HDI ODA ER “its Je

gavn Ree HU)! SR In um: A Ain qt ver Sete USS TERRE
wie oye 308 04 agent! Woks air LT oe RR. SE “Ye Mantes © Ç |
Peet à PODN PUCES POS À vo CORSA E TT SR re 5 SS 6 avant Ban V3 MIN
ld BER rs SK ANM ør. ‘ Sata iho dln oa Sve we HET E ae
SE SAREEN EAR SEES SART ons | ye RS TE a uen TE
NE Ca Be COR ENT Pate A RE SE TUE de ic tee mæt
Beem co tte nirer do erst)
PR

,
&

one

Bel acheter’ a he 1e ua peau placa L Be 7
Peg eat, * sig se HAL Sate! Conte + d'outils nai atte FOREN
MULTI LE: CE CET CAMERA PELSEN! | "da Pi avi fh | MALTA CORTE THEN Le 46

sd FN EN RÅ Era, ARE DEE EL ‚armani
at og diol:

aging

Tas CA ERR?

| SNA ARE LE AN

DL ie iy

É
1

EN ig)

B:

Ÿ