Forhandlinger i Videnskabs-selskabet i Christiania

My rs En

Bl dr
> m-
en
v m-.
Åre ÅR ener eve å ee dr DE JE rev ET NE EN Babies BD de Amur EEE NE jer are NA DE sedler
korn PET ET ea NED rn Um hele ip VAD Bt] dt Dr) Åp Bd ted AD md 1 BA nd Ford sprer Fntdtg i rd!

rene ESN NN NENNE EN EE VEN ENN ENN NNN NE er een peer erste

ne øl mlt Dm ene Dai for Rnet 6 Pdf at) Made ladd ie FG dr ad: 2-8 de at 9-10 dte ar hsd 100 PP: > ri) EN pin rdp bd De RAM EN AEG Ek rdurelindtr ste

pe fa æ hd ee
- ø-
gr
i de
ne ur
- 1906e
veg
-—- VE EE = -Å K
tv ste pm Gar Pr 3-0 DÅ Pr rn al Hm dB Bd mim md er EE ST avieieeeind se EE EE ENE EEE NN drep pen De Bm pp tk 18 Tam Pr Min Vi rd
— pe uer ur AA rs EN NNN ae NN missed rie das kreerte ild Braste Fabien re Don bid Ha Br bn rart 3 i br
torvet hat sot knferiteprgden best det bd ok ri I ng ip N23 HA N e D aree er NS SN
3 mld tp i Ten en Ba bm Pr Nr rn

Å Å
DN

MUS
MANE

FORHANDLINGER

I

- VIDENSKABS-SELSK ABET

I CHRISTIANIA

AAR 1906

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI

agsan

FORHANDLINGER

VIDENSK ABS-SELSK ABET

I CHRISTIANIA

AAR 1906

EE mm —

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 199522
1907

Indhold.
Side
Foredrag og Afhandlinger.
No. 1. P. A. Øyen. Det sydlige Norges ,boreale* Strandlinje . . 1—839
- 9. Olai Skulerud. Om vin-Navnenes Behandling i Nedre

MMelemarkenfoe Bamble SJ NNN 1539
- 3. Ove Dahl. Botaniske Undersøgelser i Indre Ryfylke å . 1—36
- 4. Adolf Hoel. Den marine Grænse ved Velfjorden . . . . 1—15
- 5. Victor Moritz Goldschmidt. Die Pyrolumineszenz des
Ouarzestsre kkrog eee SEG 149
HI GT OJE. Ar Bo Der leke ”Brasvcephal og fen VL
synløee Udbredningsfelt aS RNET 1—21
- 7. P. A. Øyen. Femten Aars glaciologiske fee ES
8. GC. Bugge. Studien iiber Kugelgesteine I. . . . .. . 1—926

- 9. Konrad Nielsen. Akeentueringen 1 tyrkisk (mans) 1-21

- 10. S. Eitrem. Notes on some Greek Literary Papyri . . . . 1—13
Oversigt over Selskabets Møder i 1906 m.m... LL 22222 1—78

DET SYDLIGE NORGES
BOREALE* STRANDLINJE.

AF

P. A. ØYEN.

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 1.)

CHRISTIANIA,
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.

1906.

Det sydlige Norges ,boreale'* strandlinje.
Af
P. A, Øyen.

Fremlagt 1 mødet i den mathematisk-naturvidenskabelige klasse
iste december 1905.

Se stilling i den sydlige del af vort land i den
umiddelbart forud for 'Tapes-niveauets tid liggende ,boreale*
periode har jeg allerede ved et par tidligere anledninger ** ganske
kortelig berørt, og i tilslutning til de meddelelser, jeg fremlagde
til trykning i selskabets møde 193 1905, skal jeg ved denne an-
ledning fremlægge resultatet af endel studier angaaende denne
strandlinjes stilling.

Berven-banken.

Allerede sommeren 1898 havde jeg anledning til at under-
søge en forekomst af marine skjæl ved Berven i nærheden af
Helgeraaen, som baade ved sit faunistiske præg og ved sit rent
stratigrafiske forhold fuldstændig skilte sig ud af en ved samme
anledning systematisk undersøgt række af skjælbanker i nærheden
af Barkevik. I hølde med Berg kirke, der paa rektangelkartet
angives til en høide af 35 m. o. h., udbreder der sig en af sand
og grus bestaaende strandflade, opad begrænset af en tilsvarende

i Christiania Vid.-Selsk. Skr. Math.-naturv. Kl. 1903, Nr. 7. Pag. 44—45,
78—79.

? Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1905, Nr. 4. Pag. 18.

Vid--Selsk. Forh. 1906. No. 1. 1

4 | P. A. ØYEN. [No. 1.

terrasselinje, der tegner sig meget udpræget saavel i topografisk
relief som i jordbundens dyrkning. I denne terrasses overflade-
lag lykkedes det her kun at finde Littorina obtusata Lin. var.
littoralis. ;

Ved Bervibækken blottedes imidlertid ved en anstillet prøve-
gravning følgende profil: Øverst 4 dm. mørkegraa muldjord og
derunder 1,6 m. temmelig renskyllet sand med indtil hovedstore
stene, der endnu viste fremtrædende isskurede former; under
dette sandlag laa et rigt skjælførende lag, hvis øverste 3 dm.
bestod af temmelig ren middelsgrov sand, men dybere af en
mere fin og lerblandet, hvor imidlertid allerede 1 en dybde af 3
dm. videre undersøgelse hindredes af indtrængende vand. Da vi
senere kommer tilbage til de faunistiske forhold, skal her kun 1
sin almindelighed anføres, at denne molluskfauna ved Berven
viser et udpræget tidligere geologisk præg end faunaen i de nær
i samme høide liggende banker ved Barkevik og viser sig 1
modsætning til de derværende mere littorale banker at være af
en mere sublittoral karakter. Allerede dette var et forhold, som
med det daværende kjendskab til vore postglaciale banker van-
skeliggjorde, for ikke at sige umuliggjorde identifieringen af
denne sublittorale bankes plads i den geologiske tidsfølge.

Nordsjø-bankerne.

Den følgende sommer, 1899, havde jeg anledning til at
besøge de fra Keilhau's og Sars's tid saa bekjendte banker ved
Nordsjø; foruden at undersøge disse noget nøiere lykkedes det
mig ogsaa at fremfinde endel nye forekomster, saaledes at der
nu i denne egn staar til raadighed for en sammenligning ikke
mindre end ti forskjellige banker, rigt skjælførende, dels i samme
og dels i noget forskjellig høide over havet. Samtidig anstillede
jeg 29 og 80 august med to aneroidbarometre 35 iagttagelser af
barometertrykket, altsaa ialt 70 høidemaalinger, for at bestemme
høiden af de respektive terrasser og banker. Nu er det rigtignok
saa, at aneroidmaalinger ofte er meget usikre, ja ofte endog 1
høi grad unøiagtige; men jeg antager dog, at man ved det her

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,,BOREALE* STRANDLINJE. D

indførte aneroidnivellement med stadig kontrol tør gjøre regning
paa nogenlunde sikre resultater. De 70 høidemaalinger er saa
senere beregnet ved reduktion til de to meteorologiske stationer
Dalen og Færder og ved at gaa ud fra de med sædvanlig be-
redvillig imødekommenhed fra kanalkontoret opgivne fastpunkter,
Nordsjø niveau 15,1 m. o. h., Løveid nederste slusehøide 9,0 m.
o. h. og elvens høide nedenfor samme sluse 4,5 m. o. h.

Aamdalstrand-banken.

Ikke langt fra Løveid sluser har man paa den nordøstlige
side af Nordsjø den bekjendte fossilforekomst ved Aamdalstrand;
lige forbi gaar der ind en lang, smal vig af Nordsjø. Selve
den art- og individrige skjælbanke begynder 1 et par meters
høide over Nordsjø, men her i meget udraset og nedgledet til-
stand, og fortsætter op til en høide af ca. 9 m. Gjennem en
blanding af skjælmasse og lerblandet, graa sand blottedes i
dennes øvre del følgende profil, nedenfra opad: nederst tynde
vekslende lag af sand og ler, derpaa 1—92 dm. meget fin, graa
sand tildels sterkt lerblandet, derover 1—92 dm. fin, graa sand
med enkelte skjælrester, derpaa 1,5 dm. en blanding af ler og
sand, derover 1,5 dm. middels fin sand, saa igjen 1,5 dm. en
blanding af ler og sand; derover fulgte saa det skjælførende lag,
af noget forskjellig mægtighed, hvorfra materialet er taget til
den i det følgende meddelte statistiske analyse. Ft forholdsvis
rigt grønsvær bredte sig her over bankens muldlag, og i omeg-
nen breder sig i denne høide et udpræget marint terræn, terras-
ser og erosionsformer. Det skjælførende lag bestaar for det
meste af hele og smuldrende molluskskaller med en forholdsvis
liden iblanding af finere og grovere sand. Over denne banke
hæver sig imidlertid ind mod dalsiden i en høide af ca. 3 m.
nok en, næsten udelukkende af rent skjælsmulder bestaaende
banke, hvis indhold en foreløbig undersøgelse angiver at bestaa
af sterkt smuldrende anomia-, mytilus- og balanusrester, men
hvoraf den statistiske analyse har fremdraget en fauna, der
ingen væsensforskjel viser fra den lavere liggende bankes uden

6 P. Å. ØYEN. [No. 1.

for saa vidt, at den i modsætning til denne udpræger sig som
en meget nær egte littoralfauna; de to banker maa derfor være
af samme alder, kun afsat paa forskjellig dybde. Høiden, 27 m.
o. h., maa saaledes meget nær, muligens med en eller et par
meters forskjel, svare til strandlinjens stilling paa den tid, disse
banker afsattes.

Det første og vigtigste skridt bliver nu at skaffe rede paa
den indesluttede faunas karakter. Allerede den foreløbige under-
søgelse viste enkelte træk, der for mig udelukkede denne banke
fra rækken af de ved Barkevik undersøgte; men med mine
daværende forudsætninger var dette kun et resultat af negativ
art. Ogiaarenes løb har lidt efter lidt, efter hvert som jeg paa
de forskjelligste steder lærte vort lands postglaciale afleiringer
nølere at kjende, den tanke med større og større nødvendighed
paatvunget sig mig, at man her stod ligeoverfor en ,inversion*
af strandlinjen; men det afgjørende bevis manglede. Imidlertid
har dette 1 forbindelse med mine studier over den ,arktiske*
strandlinjes stilling og forhold bevirket, at jeg gjentagne gange
saavel paa mine ekskursioner med de studerende som i mine
forelæsninger ved universitetet med styrke har betonet, at det i
sin almindelighed ingenlunde er sikkert, at de høieste strandlinjer
er de ældste, eller med andre ord at høiere liggende strandlinjer
i vort land bestandig er ældre end lavere liggende; et positivt
eksempel viste jeg saa paa Jæderen. I foreliggende tilfælde var
jeg paa grund af faunistiske forhold nødt til at anse banken ved
Aamdalstrand, sammen med de tilsvarende banker i samme trakt,
for ældre end Tapes-niveauets. Men længer var det her umulig
at naa, førend jeg som i selskabets møde 19% 1905 kunde frem-
lægge beviset for, at den ,atlantiske* depression ogsaa havde
naaet op til vort lands mere centrale del, og samtidig bestemme
denne depressionsgrænses høide over havet samt depressionens
omtrentlige størrelse, hvorved strandlinjens stilling omkring Kr:-
stianiafjordens indre del forud for denne depression ogsaa var
bestemt.

I

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE.:

Aamdalstrand-bankens fauna.

For at skaffe nærmere rede paa den faunistiske karakter af
ovennævnte banke ved Aamdalstrand har jeg udført følgende
statistiske analyse:

Terebratulina caput serpentis Lin. forekom 1 et enkelt
brudstykke af et mindre eksemplar, forøvrig af den typiske
form.

Waldheimia cranium Möll. forekom 1 et enkelt brudstykke
af et mindre eksemplar, forøvrig af den typiske form.

Anomia ephippium Lin. forekom i den typiske form, snart
af den mere flade, snart af den mere hvælvede type, mere eller
mindre rundagtig eller tildels noget mere langstrakt; formen naar
til sine tider næsten den hemisfæroide. Længden naar op til 21
mm., men er dog som regel noget mindre, ja ofte endog i
betydelig grad, og gaar hos den hemisfæroide type neppe over
15 mm. Af den typiske form optaltes 215 og af den hemi-
sfæroide 30 eksemplarer. Desuden forekom var. cylindrica 1 en
længde af 15 mm. i 3 eksemplarer, var. transversocylindrica i
1 eksemplar, var. elongata i en længde af 22 mm. i 3 eksem-
plarer og squamulalignende juvenilformer af længde op til 12

mm. i 7 eksemplarer. Altsaa tilsammen 259 eksemplarer.
Anomia aculeata Lin. forekom i den typiske form af længde
op til 16 mm. i 11 eksemplarer.

Anomia patelliformis Lin. forekom i den typiske form af
en længde op til 38 mm., men de fleste eksemplarer betydelig
eller ialfald noget mindre; formen er enten den nær kredsrunde
eller noget mere langstrakt, snart af den mere flade, snart af den
mere hvælvede type. Optalt 394. Dertil føles 5 eksemplarer af
længde op til 22 mm. af en næsten hemisfæroid form, et 27 mm.
langt eksemplar af cylindricaformen og et 22 mm. langt eksem-
plar af elongataformen; ialt saaledes 401 eksemplarer. Hos
denne typiske form har man to skarpt adskilte muskelindtryk,
et større øverst tilhøire og et mindre nederst tilvenstre. Om end,
som de morfologiske forhold viser, forbindelsen mellem denne
type og striata-typen er meget nær, saa anser jeg det dog for
fuldt berettiget at skille temmelig skarpt mellem disse to, dels

8 P. A. ØYEN. [No. 1.

paa grund af enkelte morfologiske træk og især paa grund af
de rent geologiske forhold. Foruden hovedformen fandtes ogsaa
endel mellemformer mellem de to nævnte typer; denne inter-
mediære form viser foruden i ydre habitus ogsaa en tilnærmelse
mellem de to typer deri, at de to muskelindtryk er rykket saa
nær hinanden, at de tangerer. Denne intermediære form naaede
en længde af 38 mm. og fandtes i den normale, mere flade
form i 8 eksemplarer, i en næsten hemisfæroid type 1, 1 eylin-
dricatypen 1 og 1 transversocylindricatypen 1, ialt saaledes 11
eksemplarer.

Hvad der imidlertid i denne forbindelse har krav paa en
særskilt opmærksomhed er, at denne intermediære varietet synes
at føre over 1 en paa overfladen omtrent glat, til sine tider med
lidt uregelmæssig bølget overflade og saaledes tildels i det ydre
ofte af nogen lighed med Anomia ephippium var. electrica
(Forbes & Hanley: History of British Mollusca, PI. 55, Fig. 7),
hvilken den forsaavidt synes at staa meget nær; muskelindtryk-
kene forholder sig dog 1 størrelse og anordning paa samme
maade som hos Anomia patelliformis, dog foregaar tildels en
sammensmeltning, der undertiden fører over i et enkelt, utydelig
afgrænset muskelindtryk. Af denne form, der naar en længde
af 44 mm., optaltes 18 eksemplarer. |

Anomia striata Brocchi forekom med en længde af op til
45 mm., snart i den mere typiske, flade form (2) og dels i en
noget mere hvælvet (1), saaledes ialt 3 eksemplarer. Den her
optrædende form adskiller sig noget fra den i vore lerformationer
forekommende, men vistnok kun med den forskjel, som betinges
af bundens beskaffenhed, thi skulptur og muskelindtryk er de
samme. Den fine striering og det omvendt ottetalformede muskel-
indtryk er konstante karakterer. Den foregaaende undersøgelse
har vist os en række varianter; men dette konstante forhold hos
denne art, at tilnærmelsen mellem muskelindtrykkene bestandig
skrider forbi tangentlinjen, og man saaledes tilsyneladende kun
faar et muskelindtryk, viser efter min mening, i forbindelse
med den karakteristiske striering og denne arts geologiske op-
træden, at det er fuldt berettiget at udskille den for sig, end-

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 9

skjønt man naturligvis ikke maa glemme det nære slegtskab,
hvori den utvilsomt staar til foregaaende art.

Hinnites pusio Lin. forekom i et enkelt eksemplar af for-
holdsvis ringe størrelse, men forresten af den typiske form.

Pecten islandicus Måll. forekom 1 større eller mindre brud-
stykker af 6 eksemplarer, hvis maximumhøide synes at naa
henimod 70 mm.

Pecten septemradiatus Mill. forekom i brudstykker af 4
eksemplarer af den typiske form i en høide af op til 45 mm.

Pecten tigrinus Mall. forekom i den typiske form af en
høide op til 26 mm., snart af en mere flad, snart af en mere
hvælvet type, ialt 27 eksemplarer.

Mytilus edulis Lin. forekom 1 den typiske form, snart al
en mere ret, snart af en mere bøiet type, snart noget slankere,
snart noget bredere, for det meste ensfarvet, men ogsaa mere
undtagelsesvis 1 den smukt stribede form. Længden naar 85
mm.; dog tyder enkelte brudstykker paa noget større eksempla-
rer. Ialt optalt 90. |

Mytilus modiolus Lin. forekom i den typiske form, snart
af en noget slankere type, 7 mm., snart af en noget bredere
og fladere, 65% mm., snart mere ret og snart mere bøiet ventral-
kant, snart med jevn graagul overflade, snart med blegrøde og
bleggule concentriske baand. Ialt 125 eksemplarer.

Nucula nucleus Lin. forekom i den normale form og
størrelse i en længde af optil 12 mm. Ialt 8 eksemplarer.

Cardium echinatum Lin. forekom i den typiske form, snart
af en mere skjæv, snart af en mere ret type, snart mere tynd-
skallet og snart noget tykkere; længde indtil 50 mm. Antal 35.

Cardium edule Lin. forekom i den typiske form, men dog
af en forholdsvis mere skjæv type; mindre eksemplarer er dog
tildels mere rette. "Ganske smaa eksemplarer nærmer sig ofte
den runde ,boreoarktiske* type, saadan som denne kjendes fra
Grorud og Bredvold, uden dog at naa dennes transversoelliptiske
form, hvori den f. eks. optræder ved Skrællene. Længden naar
50 mm. og enkelte brudstykker tyder endog paa noget større
eksemplarer. Ialt et antal af 36.

10 | P. A. ØYEN. [No. 1.

Cardium fasciatum Mont. optraadte 1 den typiske form
med længde 138 mm.; antal 8.

Cyprina islandica Lin. forekom 1 den typiske form, især
som brudstykker, men ogsaa enkelte ganske smaa, hele skaller;
længden naar 85 mm., men de fleste er betydelig mindre. [alt 21.

NMicamia banksii Leach forekom i den typiske form, snart
af en noget fladere, snart af en mere hvælvet type, tildels 1 hele,
samklappede skaller; længden naar 17 mm. Antal 14.

Astarte compressa Lin. af den normale form og størrelse
forekom 1 to hovedtyper, den ene med fortykket ventralkant i
længden 34 mm. med 17 eksemplarer og den anden med tynd
ventralkant 1 længden 26 mm. med 4 eksemplarer, saaledes
ialt 21.

Timoclea ovata Penn. af den normale form naaede en
længde af 18 mm., snart 1 en mere flad, snart i en mere hvælvet
type, dels noget skjæv, dels mere ret, tildels i hele samklappede
eksemplarer; ialt 176.

Dosinia lincta Pult. i den normale form naaede en længde
af 30 mm.; antal 2.

Lucinopsis undata Penn. i den normale form naaede en
længde af 32 mm., men var som regel betydelig mindre; antal 8.

Lucina borealis Lin. i den normale form naaede en længde
af 28 mm., men var som regel noget mindre, tildels i hele sam-
klappede eksemplarer; 1alt 17.

Aæinus flexuosus Mont. forekom 1 et enkelt, forholdsvis
lidet og noget defekt eksemplar, der muligens viste en ganske
liden tilnærmelse til Axinus sarsi Phil.

Mactra elliptica Brown forekom i den normale form, snart
af en mere bred, snart af en mere slank type, den første ofte
noget tyndere, den sidste tykkere, men ellers holder tykkelsen
sig som regel omkring den normale. Denne form kunde muligens
betragtes som den for det her omhandlede niveau mest karak-
teristiske, og man kunde derfor passende indføre betegnelsen
Mactra-niveauet. For en nølere oversigt foretoges følgende
analyse:

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 11

Længde 10—15 mm. Antal 5. Procent 1,5

— 15—20 — — 28. — 6,8
— 20—%5 — — 106. 0545
— 25—30 — — 188. — 55,8
— 30—39 — — 18. — 3,9
— 34 — — 1. — 0,5
— dd — -— TL — 0,5

Antal 3837. Procent 100,1.

Abra longicallis Sc. forekom i et par smaa eksemplarer,
meget smaa, men ellers af den normale form.

Macoma calcaria Chemn. forekom i den typiske form.
Længden naar rent undtagelsesvis omtrent 45 mm.; den mere
almindelige er dog 38 mm., men hyppigst er dog den mere
tynde, sabulose form med længde 26 mm. Antal 29.

Macoma balthica Lin. forma typica, rotundato-trigona, af
længde 18 mm. forekom i 9 eksemplarer.

Solen ensis Lin. forekom i den typiske form i et stort antal
brudstykker, der søgtes sammenstillet til 16 eksemplarer. Stør-
relsen var det paa grund af den defekte tilstand ikke mulig med
sikkerhed at fastsætte; dog tyder enkelte brudstykker paa en
længde henimod 170 mm.

Periploma prætenwis Pult. forekom i et enkelt, noget mindre
eksemplar, forresten af den typiske form.

Thracia villosiuscula Macg., en art, der af de forskjellige
forskere opfattes noget forskjellig, naaede en længde af 30 mm.
og forekom 1 15 eksemplarer. Jeffreys opfatter denne art som
en varietet af Thracia papyracea Poli og angiver, at saavel
hovedarten som varieteten gaar op til Island, medens der sam-
tidig ogsaa angives en intermediær form (British Conchology,
Vol. IIT, Pag. 37). Kobelt betragter den ogsaa blot som en
artsvarietet (Prod. Faun. Moll. Test. Pag. 316), medens Sars skuil-
ler mellem de to arter (Moll. Reg. Arct. Norv. Pag. 83, 84, 355).
Endskjønt de her foreliggende eksemplarer sikkert nok tilhører
villosiuseula-typen, tør Jeg dog ikke bestemt paastaa, at denne
er konstant, da variationen er betydelig, men nærmest synes at

12 | P. A. ØYEN. [No. 1.

finde sted inden denne type. Den forskjeilige morfologiske habitus
sammen med den forskjellige geologiske optræden af de to her-
omhandlede former synes mig dog at berettige en distinktion,
endskjønt slegtskabet vistnok er meget nært.

Thracia convexa Wood forekom 1 et enkelt eksemplar af
normal form og størrelse.

Mya truncata Lin. forma typica som en i det hele temmelig
tyndskallet form forekom tildels i hele samklappede eksemplarer,
men mest i enkelte skaller og især som brudstykker, hvoraf 71
lodes ud af betragtning som vistnok tilhørende, om end noget
tvilsomt, andre optalte individer; formen er snart noget bredere,
snart noget slankere, som regel den normale type. Ganske smaa,
unge eksemplarer viser en paafaldende lighed i ydre form med
juvenile former af Mya arenaria. For en nærmere oversigt
foretoges følgende analyse:

Længde 20—30 mm. Antal 12. Procent 45

— 380—40 — — 928. — 10,4
— 4050 — — 119. — 44,2
— 50—60 -— — 99. — 36,8
— .60—62 — — 11. — 4,1

Antal 269. Procent 100,0.

Saxicava pholadis Lin. forekom 1 den typiske form af en
snart bredere, snart mere slank type, men i det hele temmelig
tyndskallet, ofte meget deform; unge eksemplarer har hyppig en
noget ,arctica*-lignende form. For en nærmere oversigt fore-
toges følgende analyse:

Længde 10—20 mm. Antal 26. Procent 10,8
— 20—30 — — 9%. — 39,6

— 380—36 — — 111. — 463

— 36—39 — —. 8. — 3,9
REG Antal 240. Procent 100,0

De 8 største eksemplarer maaltes: 3 var 37 mm., 38 var
38 mm., og 2 var 39 mm.

Pholas candida Lin. i den typiske form naaede en længde
af 48 mm. Antal 44.

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 13

Zirphæa crispata Lin. forekom 1 den typiske form med en
længde indtil 91 mm., dog de fleste betydelig mindre. Optalt
ialt 22 eksemplarer.

Patella vulgata Lin. forma typica. Længde 30 mm. Antal 2.

Tectura virginea Mill. forekom 1 en middels lav varietet
af den typiske form. Længde 7 mm. Antal 2.

Emarginula fissura Lin. i den typiske form naaede en
længde af 12 mm. Antal 8.

Gibbula cineraria Lin. forekom i den typiske form, dels i
en høiere og dels 1 en lavere varietet, og 1 normal størrelse.
Antal 8. |

Gibbula tumida Mont. forekom 1 et enkelt eksemplar af den
typiske form om end noget liden.

Capulus hungaricus Lin. forekom i et par eksemplarer af
den typiske form med en længde af 30 mm.

Velutina lævigata Penn. forekom i et enkelt eksemplar af
den typiske form og normale størrelse.

Lunatia intermedia Phil. forekom i 3 eksemplarer af den
typiske form og normale størrelse.

Littorina littorea Lin. forekom i den typiske form af en
længde indtil 36 mm., de fleste dog betydelig mindre; den er
meget ødelagt og optræder for det meste kun som brudstykker.
Ganske smaa og meget unge eksemplarer er temmelig sterkt
spiralribbede og spiralstribede. Der optaltes ialt 77 eksemplarer.

Littorina obtusata Lin. forekom 1 et enkelt eksemplar af
den typiske form med nogen tilnærmelse til var. littoralis og 1
4 eksemplarer af var. littoralis.

Aporrhais pes pelecami Lin. forekom 1 et enkelt eksemplar
af den typiske form med en længde af 35 mm.

Clathurella linearis Mont. forekom 1 et enkelt eksemplar
af den normale form og størrelse.

Trophon clathratus Lin. forekom 1 et enkelt brudstykke af
et forholdsvis lidet, men ellers normalt eksemplar.

Polytropa lapillus Lin. forekom med et par eksemplarer af
længde 28 mm. i en mellemform mellem hovedtypen og var.
imbricata.

14 P. A. ØYEN. [No. 1.

Nassa incrassata Strøm forekom i den normale form og
størrelse med 4 eksemplarer.

Buccinum undatum Lin. forekommer 1 rigt varierende
former, fra saadanne der vistnok staar B. undulatum Möll.
temmelig nær, til saadanne der efterhaanden fører over 1 den
egte, normale type, som i store, tykke eksemplarer ikke sjelden
nærmer sig littoralis-typen. En samling, Jeg 1898 medbragte
fra Hagtorn (Krappeto), giver meget interessante tilknytnings-
punkter, idet en lang række varianter af undatum-typen er fælles
for de to forekomster. Ved Hagtorn findes endnu B. grønlan-
dicum Chemn. og B. cærulea G. 0. Sars, medens den egte
B. undatum mangler. Ved Aamdalstrand mangler derimod de

to førstnævnte, medens den sidste forekommer. Længde 95 mm.
Antal 100.

Følgende tabel giver en oversigt-over antalsforholdet:

Antal. Procent.
Terebratulina caput serpentis Lin. . 1 0,04
Waldheimia cranium Möll. . . . .. 1 0,04
Anomia ephippium Lin. . . . 2 4. 259 10,83
Anomia acueaa lin NN Låt 0,44
Anomia patelliformis Lin. . . . . 430 17,15
Anomia striata Broccii . . . . al SE 0,12
Himnitis pusio Lin. . SØR å 1 0,04
Pecten islandicus Mall. . . . 2: . 6 0,94
Pecten septemradiatus Mall. . . . | 4 0,16
PectenmuqgminussMmule 27 1,08
Mytusjedutstnaå NN 90 9,09
Mytlus modus 25 4,98.
Nucula nudeustin 9 NN 8 0,32
Cardium echinatum Lin. +. . 2 2 35 1,40
Cardium edule Lim NR 36 1,44
Cardium fasciatum Mont. . . . 2 | 8 0,32
Cyprina islandicea Lim. 91 0,84
Nicamia banksii Leach . : - 2 4. 14 0,56

Astarte compressa Lin. . 22-20 21 0,84

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,»BOREALE* STRANDLINJE.

Antal. Procent.

Timoclea ovata Penn. . 176 7,02
Dosinia tincta Pult. 9 0,08
Lucinopsis undata Penn. 8 0,82
Lucina borealis Lin. 17 0,68
Axinus flexuosus Mont. 1 0,04
Mactra elliptica Brown 337 13,44
Abra longicallis Se.. 8 0,08
Macoma calcaria Chemn. 29 1,16
Macoma balthica Lin. . 9 0,36
Solen ensis Lin. 16 0,64
Periploma prætenuis Pult. 1 0,04
Thracia villosiuscula Macg. 15 0,60
Thracia convexa Wood 1 0,04
Mya truncata Lin. 269 10,73
Saæicava pholadis Lin. 240 9,57
Pholas candida Lin. Ad 175
Zirphæa crispata Lin. DD 0,88
Patella vulgata Lin. 2 0,08
Tectura virginea Mill. 2 0,08
Emarginula fissura Lin. : 8 0,32
Gibbula cineraria Lin. 8 0,32
Gibbula tumida Mont. il 0,04
Capulus hungaricus Lin. 2 0,08
Velutina lævigata Penn. 1 0,04
Lunatia intermedia Phil. 3 0,12
littorina littorea Lin. . TI 3,07
Littorina obtusata Lin. . 3) 0,20
Aporrhais pes pelecami Lin. 1 0,04
Clathurella lUinearis Mont. 1 0,04
Trophon clathratus Lin. 1 0,04
Polytropa lapillus Lin. 2 0,08
Nassa incrassata Strøm 4 0,16
Buccinum undatum Lin. . 100 3,99
Tils.| 2508 100,06

16 P. Å. ØYEN. [No. 1.

Sammenligner man denne liste med den af Sars opførte
(Foss. Dyrelevn. fra Qvartærper. Pag. 55—59), saa vil man finde
den sidste langt rigere paa arter; men den statistiske analyse
har den fordel, at den giver et langt klarere indblik i den sted-
lige faunas egentlige sammensætning, og udstrakt til et større
omraade vilde den naturligvis ogsaa skaffe tilveie alle de arter,
som har levet paa stedet. Dette vilde imidlertid skaffe et saa
betydeligt arbeide, at tid dertil ikke har kunnet afsees; jeg skal
kun tilføie, at det ved andre undersøgelser er lykkedes mig at
gjenfinde de fleste af de af M. Sars angivne arter, ligesom ogsaa
det af ham efterladte materiale er gjennemgaaet. Den af Crosskey
og Robertson opførte artsliste (Proc. Phil. Soc. Glasgow, Vol. VI,
Pag. 353—355) har jeg ved denne kritiske gjennemgaaelse ikke
kunnet tage hensyn til, da jeg ikke har havt anledning til at se
det tilsvarende materiale.

Først maa man fra selve skjælbanken ved Aamdalstrand
udelukke følgende arter, der vistnok med sikkerhed kan antages
at være former, der befinder sig paa sekundært leiested, udskyl-
let af det underliggende, sandblandede ler:

Arca glacialis Gray, forma typica, længde 10 mm.

Leda permula Mill., forma typica.

Leda (caudata) minuta Mål.

Portlandia lenticula Möll., forma typica, længde 6 mm.

Portlandia lucida Lovén.

Portlandia (nana) frigida Torell.

Abra longicallis Sc.

Panopæa norvegica Sp.

Antalis striolata Stimps.

Philine qvadrata Wood.

Scissurella crispata Flmg.

Neptunea despecta Lin.

Taranis mörchii Malm.

Lepeta cæca Mull. Fundet ved Aafos, det. Tectura virgi-
nea Mill.

Angaaende enkelte af disse former kan der rigtignok med
en vis berettigelse reises det spørgsmaal, om de ikke tilhører

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 17

selve banken som saadan, saaledes f. ex. Leda minuta, Pano-
pæa norvegica, Neptunea despecta, Lepeta cæca; men hertil
kan man kun svare, at selv om saa skulde være tilfælde, saa
maa disse former 1 lighed med Abra longicallis og Pecten
islandicus paa dette sted 1 det her omhandlede selskab være af
helt relikt karakter og for saa vidt intet have at gjøre med
hensyn til bankens egentlige faunistiske beskaffenhed, der be-
stemmes af helt andre elementer. Det karakteristiske ved de
her opreguede former er nemlig deres egenskab af kolde dybvands-
organismer.

Vi skal derpaa gaa over til en 1 forbindelse med foran-
staaende statistiske analyse udført kritisk gjennemgaaelse af de
former, der indgaar som karakterelementer for den egentlige
Aamdalstrandbanke.

Anomia patelliformis Lin. er med sine varietetstyper temme-
lig udførlig behandlet i det foregaaende, ligesom ogsaa forholdet
til den nærstaaende Å. striata Brocchi. Medens Sars skiller
mellem disse to former (Moll. Reg. Arct. Norv., Pag. 15—16,
352), slaar Kobelt dem sammen (Prod. Faun. Moll. Test., Pag.
447) eller lader forholdet noget uklart. Jeg fremhævede, at det
saavel fra et morfologisk synspunkt som især fra et geologisk
var fuldt berettiget at skille mellem dem, og helt overensstem-
mende hermed er ogsaa deres geografiske og bathymetriske ud-
bredelse: Å. patelliformis som en til Lofoten gaaende littoral-
form og Å. striata som en 1 det sydlige og vestlige Norge ud-
bredt grundvandsform.

Pecten varius Lin., en grundvandsform tilhørende vort lands
sydlige og vestlige kyst, angives af M. Sars fundet 1 et enkelt
ungt eksemplar. Da det ikke har lykkedes mig at gjenfinde
denne art, og det heller ikke har lykkedes at gjenfinde Sars's
originaleksemplar, er jeg tilbøielig til at antage, at der har fundet
en forveksling sted med P. opercularis Lin., der paa dette sted
optræder i former, som 1 ung tilstand tildels har meget stor
lighed med P. varius.

Solen ensis Lin., en littoral og sublittoral form, der ifølge
G. 0. Sars lever langs vor sydlige og vestlige kyst helt til

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 1. 2

18 P. A. ØYEN. [No. 1.

Vestfinmarken paa 0—20 m. dyb, forekom noksaa almindelig og
1 store eksemplarer i banken ved Aamdalstrand. M. Sars har
paa en etiket i universitetets glacialgeologiske samling skrevet
Solen siliqva L.%, og 1 fuld overensstemmelse hermed finder
man ham (Foss. Dyrelevn. Qvartærper. Pag. 57, 105) anføre Solen
siliqva Lin. fra Aamdalstrand; imidlertid har han selv paa en
anden etiket skrevet ,ensis Linn.* som rettelse til et tidligere
, Solen siliqva*, men dette maa saaledes være efter udgivelsen
af anførte arbeide. Sars's originalmateriale, der omfatter saavel
hans egne som Keilhau's samlinger, viser sig imidlertid ved den
kritiske gjennemgaaelse kun at indeholde Solen ensis Lin. i den
typiske form, et resultat, hvis rigtighed professor G. 0. Sars
med megen imødekommenhed har vist mig den velvilje at kon-
trollere. Et par skaller, det ene 168 mm. langt, har en for-
holdsvis liden krumning, og den bagre halvdel nærmer sig sterkt
den rette linje, men faar dog ikke spor af den for S. siliqva
saa karakteristiske caudalbøining, og facetteringen beholder ogsaa
den for S. ensis karakteristiske form. Paa det største skal er
endog indvendig skrevet ,Solen ensis (Linn.)4. Den kun i det
sydlige og vestlige Norge levende form Solen siligva Lin. er
saaledes endnu ikke fundet i Aamdalstrandbanken.

Sazxicava pholadis Lin. forekom ved Aamdalstrand saavel
i den normale, fuldt udvoksede form, af mere littoral karakter,
som 1 den mere sublittoralt, paa noget dybere vand, levende
juvenile form, der vistnok er den af M. Sars herfra beskrevne
S. arctica Lin., der endnu ikke er fundet paa dette sted.

Littorina littorea Lin. forekom ganske almindelig 1 den
typiske form, saavel i fuldvoksne eksemplarer af den normale
type som 1 den karakteristisk spiralribbede og spiralstribede
juvenile form. Det er denne, der saavel 1 Keilhau's samling fra
Løveid og Aamdalstrand som 1 M. Sars's samling fra Aamdal-
strand er betegnet som L. rudis Mont. M. Sars's original-
materiale fra Aamdalstrand bestaar af tre smaa eksemplarer af
L. littorea 1 juveniltypen med sterkt fremtrædende spiralribber og
udprægede spiralstriber. En gjennemgaaende kritisk sammen-
ligning er her foretaget med recent materiale, som jeg selv har

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 19

indsamlet 1 Batofjord, paa Karmøen og paa Lister samt fossilt
materiale fra Kregemyrbanken (Jæderen) m. fl. st. Professor
G. O. Sars har erklæret sig enig i resultatet af denne compara-
tive undersøgelse. Efter dette er saaledes L. rudis endnu ikke
fundet ved Aamdalstrand.

Rissoa parva da Costa angives af M. Sars fundet i denne
banke. Da det endnu ikke har lykkedes mig at finde denne
egte atlantiske form, der hidtil ogsaa geologisk talt har vist sig
at være af ,atlantisk* alder, i materiale medbragt fra Aamdal-
strand, har jeg underkastet det foreliggende materiale en mere
indgaaende comparativ undersøgelse. I opfatningen af denne
arl har der gjort sig forskjellige anskuelser gjældende med hen-
syn til omfanget af varietetsbegrebet og med hensyn til begræns-
ningen af artsbegrebet. Forbes og Hanley gav en række for-
trinlige afbildninger af de forskjellige typer af denne efter deres-
opfatning paa varieteter temmelig omfangsrige art (History of
PiritskyMollusea, Pl. 76: Fig2, 6 PL Fig 67: P82
Fig. 1—4) og trak her, ligesom flere andre forskere har gjort,
R. interrupta Ad. md kun som en varietet under denne art.
Imidlertid fremhævede Sars skarpt forskjellen mellem disse to
(Moll. Reg. Aret. Norv. Pag. 181). Kobelt sluttede sig ogsaa til
denne opfatning (Prod. Faun. Moll. Test. Pag. 192—195) og op-
førte som R. parva kun de ovennævnte af Forbes og Hanley
PI. 76, Fig. 6 og PI. 77, Fig. 6, 7 afbildede former, medens de
øyrige henføres som Rissoa parva var. F. & H. under R. inter-
rupta kun som synonyme begreber (Prod. Faun. Moll. Test. Pag.
187—188). Hertil skal kun føies nogle generelle bemærkninger.
Mine sammenlignende morforlogiske studier ligesom især mine
geologiske undersøgelser har paatvunget mig den opfatning, at
disse to former bør holdes skarpt ud fra hinanden, det vil sige,
saa skarpt som de to formgruppers variation paa nogen maade
tillader. R. parva synes vistnok at danne en temmelig kon-
stant formgruppe, hvis type er fremstillet hos Forbes & Hanley
(I. c. Pl. 76, Fig. 6). Det samme kan derimod ikke siges om de
to grupper, med hvilke den træder i en tildels temmelig nøire
forbindelse, conchologisk seet, nemlig Rissoa interrupta Ad. og

20 | P. A. ØYEN. [No. 1.

Rissostomia octona Lin. (G. O. Sars), der begge er meget rige
paa varieteter, der tildels ofte i det ydre sterkt nærmer sig R.
parva. Forbes & Hanley (1. c. Pl. 77, Fig. 6, 7), der er samme
eksemplar, fremstiller endnu R. parva, men enkelte varieteter
af R. octona nærmer sig sterkt denne type. Den af Forbes &
Hanley (l. ce. Pl. 76, Fig. 2) som Rissoa parva var. discrepans
afbildede type er meget formrig og fører ofte varieteter, der til
sine tider, især ved slidte eksemplarer, kan være vanskelige at
skille fra R. parva, men er en egte R. interrupta. De af
Forbes & Hanley (1. c. Pl. 82, Fig. 1—4) fremstillede former er
alle glatte eller svagt foldede varieteter, der intet har at gjøre
med R. parva og derfor heller ikke volder stor ulempe ved be-
stemmelsen undtagen ved sterkt slidte eksemplarer, men er di-
stinkte varieteter af R. interrupta. Det kan 1 denne forbindelse
være interessant at mærke sig, hvorledes Forbes & Hanley med
sin varieftetsopfatning af disse to arter anskuer deres geografiske
og bathymetriske forhold: ,the form interrupta does not appear to
have so great åa range in depth, and is perhaps more abundant
in the north than in the south* (1. c. Vol. IIT, Pag. 108). Paa
grundlag af de nu nyvundne forudsætninger kan den af M.
Sars udførte bestemmelse af R. parva nærmere prøves paa hans
efterladte originaleksemplarer; men det bør straks bemærkes, at
uoverensstemmelsen for en væsentlig del har sin grund i en
forskjellig opfatning af artsbegrebet. Det viser sig nemlig, at
af M. Sars's originalmateriale tilhører fire eksemplarer en type,
der staar meget nær den hos Forbes & Hanley (I. c.) PI. 82,
Fig. 3 afbildede form og saaledes er en egte R. interruplta; et
enkelt, defekt eksemplar maa ogsaa nærmest henføres til ræk-
ken F. & H. (l. c.) Pl. 82, Fig. 1—4 eller (1. c.) Pl. 76, Fig. 2
og er altsaa ligeledes en egte R. interrupta; et par eksemplarer
stemmer temmelig nøle overens med den type, ,Rissoa incon-
spicua var. albula*, som er fremstillet af Forbes & Hanley (1. c.)
PI. 76, Fig. 7, 8, og som ogsaa af Kobelt opfattes som en egte
KR. inconspicua Ald. (Prod. Faun. Moll. Test. Pag. 187). Der
findes saaledes i M. Sars's samling ikke en eneste, egte R.
parva, et resultat, som professor G. 0. Sars med sin sædvan-

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 21

lige, beredvillige imødekommenhed har kontrolleret. R. inter-
rupta findes ifølge Sars (Moll. Reg. Arct. Norv. Pag. 359) langs
vor hele kyst paa 0—100 m. dyb, og ifølge samme forfatter
(1. c.) forekommer R. tnconspicua langs vor kyst helt til Vest-
finmarken paa 10—20 m. dyb.

Cingula soluta Phil. optræder ifølge mundtlig meddelelse
af professor G. 0. Sars langs vort lands vestkyst sandsynligvis
saa langt som op imod Lofoten. i

Om vi nu sammenfatter resultaterne af en komparativ
sammenstilling af den af M. Sars fra Aamdalstrand leverede
artsfortegnelse (Foss. Dyrelevn. Qvartærpef. Pag. 56—58) med
de i det foregaaende meddelle undersøgelser, saa erholder vi ialt
af egte mollusker 91 arter, der kan ansees som karakteristiske
elementer i den ,boreale* banke sammesteds. Af disse lever 1
nutiden 90 arter langs vor kyst som sublittorale, ja tildels endog
som egte littorale former. Hertil kommer saa den eiendommelige
Pholas candida Lin., som ikke længer lever ved vor kyst.

Sammenstillingen giver altsaa følgende:

JOrtNØstinmarken 200005 000 44.009
me Vestinmarken LS 297
kor Eonen rs NO
7 vestlige og sydlige former. . . . 77,
1 ikke længer levende ved vor kyst . 1.1 ,

Disse 8 sidstnævnte former bliver detderfor nødvendigt at
betragte lidt nærmere:

Anomia striata Brocchi findes langs vor syd- og vestkyst
til Beian og maa derfor mere betegnes som en vestlig end som
en egentlig sydlig form. Den fandtes 1 Aamdalstrandbanken
meget sjelden, kun 0.12 9.

Himnmites pusio Lin. findes langs vor syd- og vestkyst op
til den nordlige del af Trondhjems stift, og er saaledes ligesom
foregaaende art en mere vestlig form. I den her omhandlede
banke var den meget sjelden, kun 0,04 9.

Lepton mitidum Turt., der kun er funden ved vor vest-
kyst, forekom meget sjelden i banken ved Aamdalstrand, men

22 P. Å. ØYEN. [No. 1.

indgik ikke i den statistiske analyse paa grund af dennes hele
karakter.

Tellina crassa Gmel. er levende ligeledes kun fundet ved
vor vestkyst, saaledes ved Bergen og Beian; desuden har den
en vestlig og sydlig udbredelse til de brittiske øer og Gibraltar,
men synes uddød i Middelhavet. Thi fossil kjendes den saavel
fra Middelhavsegnene som fra de brittiske øer. I vort land er
den fossil kun kjendt 1 et eneste 45 mm. langt eksemplar, der
af M. Sars fandtes ved Aamdalstrand.

Thracia villosiuscula Macg. findes levende langs vor syd-
og vestkyst til Kristianssund, og allerede ovenfor henlededes op-
mærksomheden paa denne arts udpræget vestlige forekomst.
Som fossil har den 1 vort land en udbredelse, der mod nord
skrider betydelig forbi den geografiske.

Thracia convexa Wood findes levende langs vor syd- og
vestkyst til Kristianssund, men har som fossil i vort land en
videre nordlig udbredelse, idet den f. eks. er fundet af M. Sars
ved Trana nær Stenkjær. Fossil kjendes den endvidere fra de
brittiske øer og Middelhavsegnene; derimod synes den nu uddød
i Middelhavet.

Pholas candida Lin. findes nu ikke længere levende ved
vor kyst; men har sin udbredelse fra Skotland til Middelhavet.
Denne mærkværdige form, hvis indvandring til vort land vistnok
falder 1 det tredje eller sidste afsnit af den ,boreoarktiske*
periode, har som fossil inden vort lands grænser en temmelig
vid udbredelse, saaledes helt til det throndhjemske, hvor den
talrig findes paa flere forekomster. Tiden for dens uddøen er
endnu ikke sikkert kjendt, men synes i hvert fald ikke at ligge
nutiden særdeles nær. Denne art maa derfor ligesom ogsaa de
de to før nævnte, Tellina crassa og Thracia convexa under
et forholdsvis tidligt afsnit af vort lands postglaciale historie her
have fundet for sin trivsel gunstige forhold, hvorfor vi finder
disse vestlige og sydlige former ved vor kyst paa en tid, da
ellers vor havfauna har et gjennemgaaende helt andet præg.
Medens imidlertid Pholas candida allerede forholdsvis tidlig trak

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 25

sig helt bort fra vor kyst, har de to sidstnævnte kun trukket
tilbage til den sydlige og vestlige del af samme.

2
99

Coecum glabrum Mont. i nutiden særlig tilhørende vort
lands vestkyst, men ogsaa fundet imde 1 Kristianiafjorden, an-
gives af M. Sars 1 banken ved Aamdalstrand som forekommende
af og tilf, og med den erfaring, Jeg har fra dette sted, tror jeg
nok at kunne sige, at det maa være fra et ganske udstrakt
udpluk M. Sars har sine 26 eksemplarer. At den ikke er
kommet med i den statistiske analyse har vistnok sin grund 1
dennes art.

Samles det nu udviklede 1 en oversigt, saa har vi følgende:

Anomia striatia broen: 0 042900
Gnniesipusiolkm «SSE OG
Kenpiorniidunm due SN 000
hellimaerassom emnene 000
Thracia villostuscula Macg. . . . . 0,60,
Thracia convexa Wood +. 1-00 0,04,
Coecum glabrum Mont. . : . . . 000,

Dermed er vistnok ogsaa den betydning, som denne af vest-
lige og sydlige former bestaaende gruppe har for forstaaelsen
af denne bankes geologiske stilling, stillet i en med de virkelige
forhold mere stemmende belysning. Og den derved fuldstændig-
gjorte oversigt fremlægger for os denne bankes faunistiske præg
med utvetydige tal. Den hele gruppes samlede individantal be-
løber sig altsaa kun til omtrent 0,8 90.

Hertil kommer saa Pholas camdida Lin. med 1,75 90.

Naar man saa erindrer, at denne sidstnævnte gruppe paa
grund af sin eiendommelige optræden 1 dette tilfælde spiller en
mindre fremtrædende rolle, og naar man saa tager 1 betragt-
ning den foregaaende gruppes ringe procentbeløb, saa vil man
se, hvilken overveiende betydning de organismer har, som lever
langs vor nordlige kyststrækning. Dette giver derfor en ganske
sterk antydning om de klimatiske forhold paa den tid, det her
gjælder at udforske.

P. A. ØYEN. Norr:

bo
HE

Desuden fandtes 1 banken ved Aamdalstrand endel andre
dyrelevninger, som kun tjener til at bekræfte det allerede vundne
resultat, saaledes:

Et par placophorer:

Lepidopleurus cinereus Lin.
Boreochiton ruber Lowe.

Desuden forekom i den statistiske analyse et par echino-
dermer, nogle faa vermes og crustaceer:

Strongylocentrotus drøbachiensis Måll.

Echinus esculentus Lin.

Pomatoceros tricuspis Phil. af den normale type dels i
klynger og dels fastvokset, især paa anomia, modiola og mya.

Placostegus politus Sars af den normale type, meget talrig,
dels i smaa klynger og dels enkeltvis.

Eupomatus vermicularis Mull. af den normale type, saa-
ledes et meget vakkert, slyngende eksemplar fastsiddende paa
Mya truncata og dele af et mindre paa anomia, ligeledes paa
modiola.

Protula borealis Sars i klynger af den normale form og
størrelse.

Balanus porcatus da Costa, Darw. af den normale type,
tildels temmelig robust; ofte sammenvokset i klynger, ret hyppig
fastsiddende paa anomia. Ialt 88 eksemplarer; desuden 5 eksem-
plarer af en crenatus-lignende varietet. Saaledes ialt 93.

Balanus crenalus Brug. Darw. af den normale type, men
forskjellige varieteter, i det hele smaa eksemplarer, saaledes 7,
hvoraf 1 fastsiddende paa modiola. Paa smaa eksemplarer af
Buccinum undatum var fastvokset 8 smaa eksemplarer af en
porcatus-lignende varietet. Desuden fandtes 1 lidet eksemplar
af en norvegiæ-lignende varietet. Saaledes ialt 16.

Verruca stroemia Mall. Darw. af den normale type, fast-
siddende paa modiola.

Balanerne er ofte fastvokset paa smaa strandstene, hvor
da de lyse basalplader hyppig er at se. Desuden findes hyppig
smaa marleker af forskjellig form, som smaa kugler, ellipsoider

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 25

eller af mere uregelmæssig begrænsning, tildels indesluttende
skjælrester; saaledes fandtes f. eks. 1 en liden, mørkfarvet marlek
et smukt eksemplar af Leda pernula Mull. af den normale form

og størrelse.

Haugane-banken.

Denne banke ved Aamdalstrand staar ikke isoleret. Ved
samme anledning havde jeg nemlig ogsaa leilighed til at under-
søge en fuldstændig tilsvarende banke ved Haugane lige over
for Aamdalstrand paa den anden side af den fra Nordsjø ind-
gaaende vig. Banken véd Haugane svarer temmelig nær til det
lavere niveau ved Aamdalstrand. Banken ved Haugane inde-
holdt:

Waldheimia cranmium Mill. sjelden, men af normal form.

Anomia ephippium Lin. af den normale form og størrelse,
ret talrig, som regel nær kredsrund, af længde 21 mm. Ikke
sjelden forekommer den 1 en mindre form, dels af mere uregel-
mæssig type og dels af en mere regelmæssig, enten hemisfæroid
eller cylindricalignende, længde 12 mm.; enkeltvis forekommer
ogsaa var. squamula, ca. 10 mm.

Anomia patelliformis Lin. ret talrig i den normale form
af længde 36 mm., dels af en mere langstrakt og dels af en
mere rundagtig, nær kredsrund type. Fra denne fører en lige-
ledes temmelig sterkt repræsenteret mellemform over i den ganske
enkeltvis forekommende.

Anomia striala Brocchi. Om forholdet mellem disse to,
saavel med hensyn til den ydre skulpturs udvikling som med
hensyn til muskelindtrykkenes, er det tilstrækkelig at henvise til
den i det foregaaende meddelte udredning. 4. striata naar en
længde af ca. 45 mm. 4. patelliformis optræder ikke sjelden
I mere uregelmæssige former eller i saadanne af hemisfæroid
eller cylindricalignende type; ikke sjelden forekommer en form
helt svarende til den af Forbes og Hanley afbildede (History of
British Mollusca, PI. 55, Fig. 1 & 6).

Hinnites pusio Lin. forekommer i den normale form, længde
46 mm. og høide 50 mm., men meget sjelden.

26 P. A. ØYEN. [No. 1.

Pecten islandicus Möll. forekom 1 et enkelt, forholdsvis
sterkt buget skal, længde 65 mm. og høide 71 mm.

Pecten septemradiatus Mill. forekom ikke netop sjelden i
den normale type af længde 43 mm.

Pecten tigrinus Mill. forekom 1 et enkelt, forresten normalt
eksemplar af længde 24 mm. og høide 25 mm.

Mytilus edulis Lin. forekom noksaa hyppig 1 brudstykker
og tildels i hele skaller af den normale form og størrelse; enkelte
brudstykker tyder forresten hen paa forholdsvis store eksem-
plarer. ;

Mytilus modiolus Lin. forekomnier meget talrig, dels 1
brudstykker og dels i hele skaller, enkeltvis i noget forkrøblet
form. Formen er snart en relativt noget længere og smalere,
snart bredere og kortere; den brede form er gjerne mere tynd-
skallet end den smale, der kan være temmelig tykskallet. Læng-
den naar ca. 130 mm.

Cardium echinatum Lin. forekom dels i den mere typiske
form, snart i en mere rundagtig eller 1 en mere skjæv; den var
ikke sjelden og naaede en længde af 46 mm.

Cardium edule Lin. fandtes i et enkelt brudstykke af en
middelsstor, noget rundagtig form.

Cyprina islandica Lin. forekom talrig dels i brudstykker
og dels 1 hele skaller af den normale form, for det meste
af middels tykkelse, men tildels ogsaa temmelig tykskallet;
længde 105 mm.

Nicania banksii Leach var ikke sjelden og fandtes dels i
formen globosa, længde 16,5 mm. og høide 15 mm., dels i
den mindre form striata, men ogsaa 1 mellemformer mellem
disse to.

Astarte compressa Lin. forekom talrig i den normale type
af længde indtil 31 mm. Forlrinsvis optræder den med tyk
ventralkant, men ogsaa med tynd og midlere, i alle tilfælde glat
indvendig, og dette forhold synes ikke at staa 1 nogen umiddel-
bar forbindelse med den ydre form og skulptur; typen er snart

en noget kortere, snart en noget længere, men ogsaa midlere. |
Caudalkanten er snart mere ovalt afrundet, snart mere tvert

1906.] peT SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 27

afskaaret, men her ogsaa med midlere former; en anterior og
caudal afplatning af ribberne finder som regel sted, hyppig ogsaa
en ventral, men ikke bestandig. Ofte spores ogsaa en svag af-
platning af ribberne i umbonalregionen; ellers er ribberne som
regel skarpe og sterkt fremtrædende, men der findes ogsaa næsten
glatte eksemplarer.

Timoclea ovata Penn. forekom noksaa almindelig i den
normale form af længde indtil 18,5 mm.

Dosinia lincta Pult. var sjelden, men ellers af den normale
form med længde indtil 31 mm.

Tapes edulis Lin. forekom 1 et enkelt skal af længde 54 mm.
meget nær svarende til den af Forbes & Hanley afbildede
(History of British Mollusca PI. 25, Fig. 4).

Lucina borealis Lin. forekom sjelden, men ellers af den
normale form, om end forholdsvis liden.

Mactra elliptica Brown forekom talrig i den normale type,
snart 1 en relativt noget kortere, længde 32 mm. og høide
24 mm., snart i en relativt noget længere, længde 29 mm. og
høide 20 mm., men forbundet ved talrige midlere former, f. eks.
længde 34 mm. og høide 24 mm.; forholdet mellem længde og
høide staar saaledes 1 et vist, om end ikke fast forhold til stør-
relsen.

Macoma calcaria Ghemn. forekom i den normale form af
længde 35 mm.; ikke sjelden.

Solen ensis Lin. forekom i endel brudstykker tilhørende
eksemplarer af den normale form og størrelse.

Thracia villosiuscula Macg. var mere sjelden, men fore-
kom dels i den normale type, dels ogsaa i en form, der mere
nærmer sig til Thracia papyracea Poli uden dog at naa dennes
karakteristiske type.

Mya truncata Lin. var meget talrig i vekslende former,
tildels noget deform, af længde indtil 67 mm. Den optraadte
dels i en kort, caudalt tvert afskaaret form, længde 48 mm. og
høide 34 mm., uden kappebugt, men med talrige overgangstyper
til forma typica, længde 54 mm. og høide 32 mm., med ud-

28 | P. A. ØYEN. [No. 1.

præget, forholdsvis lang og dyb kappebugt. Saavel de korte
som de lange former er tyndskallede.

Sazxicava pholadis Lin. forekom talrig 1 den normale form,
længde 36 mm. og høide 17 mm., temmelig tyndskallet, ofte
noget deform.

Zirphæa crispata Lin. noksaa almindelig i den normale
form af længde indtil 80 mm.

Gibbula cineraria Lin. forekom sjelden, men forresten af
den normale form og størrelse.

Capulus hungaricus Lin. meget sjelden, men af normal
form 1 længden 30 mm.

Littorina littorea Lin. forekom talrig i den normale form
af længde 28 mm. Hos større eksemplarer fremtræder en tydelig
bugt paa sidste vinding og en udpræget mundkanal; mundaab-
ningen har en oval form. Der finder dog sted en gradvis for-
andring af disse karakterer til den mindre, strierede form med
en mere rundagtig mundaabning.

Aporrhais pes pelecani Lin. var sjelden, men forresten af
normal form og størrelse.

Polytropa lapillus Lin. var noksaa almindelig af normal
form, og enkelte brudstykker tyder hen paa en forholdsvis be-
tydelig størrelse.

Nassa incrassata Strøm var sjelden, men forresten af
normal form med længde indtil 12 mm.

Buccinum undatum Lin. optraadte talrig i noget forskjel-
lige former, dog 1 det hele tilhørende en midlere type med sterkt
fremtrædende longitudinalribber og udpræget spiralstribning;
brudstykker tyder paa en længde af ca. 100 mm. Denne type
har jeg ogsaa gjenfundet ved Kastestranden (Løveid), og en
meget nærstaaende type har jeg gjenfundet paa Alstenøen.

Desuden forekom nogle faa echinodermer, vermes og
crustaceer:

Echinus esculentus Lin.

Pomatoceros tricuspis Phil. af den normale form, tildels
fastsiddende paa anomia, var ikke sjelden.

1906.] DET SYDLIGE NORGES , BOREALE* STRANDLINJE. 29

Placostegus politus Sars var talrig tilstede i vel udviklede
former.

Balanus porcatus da Costa, Darw. var meget talrig af
normal form, tildels af en temmelig robust type. Den forekom
dels enkeltvis og dels i klynger, hyppig fastsiddende paa anomia.
Men sjelden forekom den i en crenatus-lignende varietet.

Balanus crenatus Brug. Darw. i typisk form.

Verruca stroemia Måll. Darw. i typisk form.

Der springer her i øinene en fremtrædende lighed mellem
banken ved Aamdalstrand og banken ved Haugane; den største
tilsyneladende uoverensstemmelse skriver sig vistnok fra den
mindre fuldstændige undersøgelse af den sidstnævnte banke.
Den faunistiske lighed og de topografiske forhold henfører disse
to banker til samme tid.

Aafos-banken.

Ved samme anledning undersøgte jeg ogsaa noget nølere
den før kjendte banke ved nedre Aafos; denne bestaar næsten
udelukkende af fint skjælsmulder, kun opblandet med lidt fint
sandblandet ler. Banken hæver sig ca. 3 m. over det omgivende
fladere terræn og har en høide af ca. 27 m. o. h. Dens sub-
littorale karakter er meget fremtrædende; men paa den anden
side viser forholdene, at dybden ikke kan have været særdeles
stor, antagelig ca. 2—3 m. Samtidigheden med de to ovenfor
omtalte banker bliver derved temmelig sikker. For at bringe
dette paa det rene udførtes en statistisk analyse; her at med-
dele denne i sin helhed vilde føre udenfor rammen af denne
korte afhandling, og jeg skal kun tilføie, at resultatet gav den
bedste overensstemmelse, kun med de mindre væsentlige for-
skjelligheder, der kan skrives paa de lokale forholds regning,
forskjelligheder der ogsaa kom tilsyne ved de to foregaaende
banker.

Løveid-banken.

Det af Keilhau (Nyt Mag. for Naturv. B. I, Pag. 182) og
Sars (Den postpliocene eller glaciale Formation. 1860, Pag. 56

30 P. A. ØYEN. [No. 1.

& Foss. Dyrelevn. Quartærper. Pag. 59) omtalte sted ved Løveid,
hvor lignende skjælmasser var fundet ligesom ogsaa balaner fast-
siddende paa selve fjeldet, fik jeg derimod ikke anledning til at
besøge. Der har gjort sig gjældende endel usikkerhed med
hensyn til høiden af denne banke (cir. M. Sars 1. c.). Og end-
skjønt høiden er angivet som nivelleret, tør den vistnok ikke
gjøre krav paa nogen større nøiagtighed; thi medens bankens
høide beregnet til havniveauet bliver 36,4 m. o. h., bliver den
beregnet til Nordsjøniveauet kun 33,2 m. o. h. Høiden nærmer
sig saaledes meget sterkt til den i det foregaaende for de tre
der gjennemgaaede banker antagne høide, men maa dog antages
åt repræsentere havniveauet til en lidt senere tid. Dette kunde
der tænkes en mulighed for at kunne afgjøre ved en komparativ
undersøgelse af de faunistiske forhold, endskjønt dette ved saa
nærliggende tidspunkter 1 en saavidt langt tilbage liggende periode
vistnok vil blive meget vanskeligt. I det mindste lader det sig
paa ingen maade gjøre ved hjælp af det 1 universitetets glacial-
geologiske samling opbevarede, efterladte originalmateriale fra
Keilhau's og Sars's undersøgelser; thi dette er nemlig for den
største del lagt sammen med materialet fra Aamdalstrand, og
særegne, skarpt udprægede varieteter synes ikke at være tilstede.
Som angivet fra Løveid findes kun: Anomia patelliformis, Ano-
mia patelliformis var., Hinnites pusio, Pecten septemradiatus,
Tapes pullastra, Polytropa lapillus, Trophon clathratus, Balanus
porcatus var.

I sammenlagt materiale fra Løveid og Aamdalstrand be-
stemtes følgende med U. G. betegnede arter, hvortil er følet de
af M. Sars (Den postpliocene eller glaciale Formation. 1360,
Pag. 56) fra Løveidet angive arter, M. S.

Anomia ephippium Lin. M. S.

Anomia patelliformis Lin. U. G.

Anomia patelliformis Lin. var. U.G.

Hinnites pusio Lim. U. G.

Pecien islandicus Mull. M.S.

Pecten septemradiatus Mill. U. G.

Pecten tigrinus Måll. VAG

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 51

Pecten striatus Mull. U. G.

Mytilus edulis Lin. U. G.

Leda pernula Mål. M.S.

Nicania banksii Leach. U.G.

Astarte compressa Lin. M.S. ,A. sulcata*.
Venus gallina Lim. U. G.

Timoclea ovata Penn. M.S.

Tapes pullastra Mont. U. G..

Mactra elliptica Brown. M.S.
Macoma calcaria Chemn. M.S.
Periploma prætenuis Pult. U. G.
Thracia villosiuscula Macg. U. G.
Mya truncata Lin. M. S. ,M. arenaria*.
Pholas candida Lin. U.G.

Antalis striolata Stimps. M.S.
Patella vulgata Lin. M.S.

Tectura virginea Mall. M. S.
Sentellina fulva Möll. M.S.
Puncturella noachina Lin. U. G.
Emarginula fissura Lin. U. G.
Velutina lævigata Penn. M.S.
Lunatia intermedia Phil. U. G.
Littorina littorea Lin. U.G.

Littorina obtusata Lm. U. G.

Onoba striata Mont. U. G.

Trophon clathratus Lin. U. G.
Polytropa lapillus Lin. U. G.

Nassa incrassata Strøm. M.S.
Buccinum undatum Lin. M.S.
Echinus drøbachiensis Måll. M.S.
Balanus porcatus da Costa, Darw. U. G.
Balanus crenatus Brug. Darw. U. G.

Kastestrand-banken.
Vi skal nu for at faa en tilknytning til et par andre fore-
komster betragte en afsætning, der i tid maa falde væsentlig

32 P. A. ØYEN. [No. 1.

sammen med de nu 1 det foregaaende betragtede banker om end
tilhørende et andet bathymetrisk niveau. En saadan findes ved
Kastestranden straks nedenfor Løveid sluser, en forekomst som
jeg underkastede en mere indgaaende undersøgelse sommeren
1899. Elven ligger her ca. 45 m. o. h., og 1 en zone mellem
2 0g 6 m.o. elven har man en fin, graa sand, temmelig rigt
skjælførende, især præget ved talrige mindre former. Selve
materialets beskaffenhed tyder paa, at dette er en afsætning paa
noget større dyb, antagelig kanske S—10 favne, noget der ogsaa
bekræftes ved den omstændighed, at man saavel af de mindre
som større former finder talrige hele eksemplarer in situ med
sammenklappede skaller. Over dette fossilførende lag kommer
saa en ny zone, 6—10 m. o. elven, ligeledes bestaaende af fin
sand, men uden fossiler eller ialfald fattig paa saadanne, tildels
lerblandet og cementagtig sammenkittet, ofte med rustbrune,
sterkt forvitrede partier; denne zone maa saaledes være dannet
under forholdsvis sterk slamafsætning, der har været ugunstig
for dyrelivet. En saadan udpræget sterkere afsætning af slam
og andre sedimenter vil kunne finde sted dels under perioder
med sterkere nedbør og dels under en positiv forskydning af
strandlinjen, idet i dagen forholdsvis sterkt forvitrede og opløste
ler-, sand- og gruslag efter hvert udsættes for de littorale kræfters
ødelæggende, flyttende og lagdannende arbeide. Vi skal saa
kaste et blik paa denne bankes faunistiske forhold:

Anomia ephippium Lin. var sjelden, og den optraadte i
en tynd, squamula-lignende form af længde 9 mm.

Anomia patelliformis Lin. var ogsaa meget sjelden, men
ellers af den normale form; længde 24 mm.

Mytilus edulis Lin. var ogsaa sparsom, men ellers af den
normale form.

Portlandia lenticula Möll. i et ganske lidet, ungt eksemplar
af normal type.

Cardium echinatum Lin. forekom noksaa almindelig 1 meget
pene, ofte hele eksemplarer af den normale form, dels den mere
glatte, glinsende og dels den mere robuste, snart med mere blad-
agtige tagger og snart med egte pigger. Længden naar 50 mm.

1906.] pET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 39

Cardium fasciatum Mont. var sjelden, men ellers af normal
form og størrelse.

Cyprina islandica Lin. var meget almindelig i store, tykke,
ofte hele eksemplarer af den normale type; længden ca. 100 mm.

Timoclea ovata Penn. var mere sjelden, men ellers af den
normale form og størrelse.

Venus gallina Lin. forekom i den typiske form af en længde
indtil 24 mm.

Lucinopsis undata Penn. var forholdsvis sjelden, men af
normal form med længde indtil 24 mm.

Lucina borealis Lin. var meget almindelig, men ikke særlig
stor, forresten af normal form, hyppig i hele, sammenklappede
eksemplarer af længde indtil 26 mm.

Aæinus fleæuosus Mont. med to udprægede caudalfolder,
nærmer *sig noget Å. sarsii, men ellers af en normal type, længde
8 mm. og høide 8 mm. Meget talrig.

Tellimya ferruginosa Mont. forekom 1 den typiske form
af længde 7 mm., ofte 1 hele eksemplarer.

Macoma calcaria Ghemn. forekom forholdsvis talrig 1 den nor-
male form, ofte i hele eksemplarer. Formen er forholdsvis lang, men
ellers nogenlunde ret, ofte med en sterk caudalbøining tilhørre.
Maaleeksempel: cauda 0,0, umbo 16,5, front 86,5 mm.; høide 26 mm.

Macoma fabula Gronov. i normal form af længde 12 mm.

Psammobia ferrøensis Chemn. forekom 1 den normale form
og størrelse.

Solen ensis Lin. forekom 1 et enkelt brudstykke, men for-
resten af normal form og størrelse.

Mya truncata Lin. var noksaa almindelig i den normale
form, dog gjerne forholdsvis lang og tyndskallet.

Saæicava pholadis Lin. var forholdsvis sjelden. Den op-
traadte 1 en liden, tyndskallet, juvenil form, der gjerne opholder
sig paa noget dybere vand og tidligere ofte har været bestemt
som Saxicava arctica Lin.

Lunatia intermedia Phil. forekom i et enkelt, lidet eksem-
plar af den normale type (cfr. Forbes & Hanley: History of
British Mollusca, PI. 100, Fig. 4).

Vid,-Selsk. Forh. 1906. No. 11. 3

34 P. Å. ØYEN. [No. 1.

Buccinmuim undatum Lin. forekommer 1 en midlere, normal
undatumtype med sterkt fremtrædende longitudinalfolder og
meget fremtrædende spiralstribning; længden naar ca. 90 mm.
Den samme formtype fandtes ogsaa ved Haugane i den ovenfor
beskrevne banke. Denne type fører til den ene side over i en
relativt længere form med længere spir og mindre fremtrædende
folder ofte af en mere bladet karakter, og paa den anden side
fører den over i den korte littoralistype med skarpe folder og
meget kort spir.

Balanus crenatus Brug. Darw. var sjelden og forekom i
en liden, men ellers normal form.

Verruca stroemia Mall. Darw. fandtes 1 den normale form
fastsiddende paa Cardium echinatum.

Skjælmassen er ogsaa paa sine steder cementagtig sammen-
kittet til et slags skjælkonglomerat, hvori tæt sammenkittet sees
den sqamulalignende Anomia ephippium, Cardium echinatum,
Cardium fasciatum, Balamus crenatus etc. Hyppig forekom-
mer ogsaa smaa, rustbrune, marleklignende konkretioner.

Berven-banken.

Vi har nu vundet et par momenter, der bringer en for-
staaelse af den tidligere omtalte banke ved Berven, af dens
faunistiske forhold og af dens geologiske stillng. Af denne
banke har jeg ogsaa foretaget en statistisk analyse, der end-
skjønt af mindre omfang dog har været tilstrækkelig til at skaffe
et godt indblik i den sammensættende faunas karakter; her skal
kun meddeles det generelle resultat: afsætningsforholdene maa
omtrent svare til Kastestrandsbankens og afsætningstiden muli-
gens falde noget senere, hvilket den med større sikkerhed gjør
for den øvre dels vedkommende, endskjønt den mere aabne be-
liggenhed ud mod havet her har bidraget ikke saa lidet til en
anden faunakarakter, hvorved den komparative bedømmelse ikke
bliver fuldt saa sikker, om end afvigelsen ikke vil blive saa
særdeles stor. At der paa dette sted har fundet en betydelig
ødelæggelse af strandoverfladen sted under den fremadskridende -

-

1906.] DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE* STRANDLINJE. 35

indsynkning, viser foruden det overdækkende materiales beskaf-
fenhed den omstændighed, at der findes indskyllet i den ,bore-
ale* banke ikke sjelden fossiler fra et yoldiaførende ler, end-
skjønt dette ler selv ikke var at finde ved den anstillede prøve-
gravning; der fandtes saaledes

Portlandia arctica Gray
Macoma calcaria Chemn.
Saxicava arctica Lin.
Lepeta caeca Mill.

af de inden denne egn for saadant ler karakteristiske former.

Om man nu sammenstiller beliggenheden af denne banke
med den tilsvarende ved Kastestranden og med de littorale
Nordsjøbankers, saa vil det naturligvis være meget vanskelig
med det nuværende lille kjendskab til de nævnte grundvands-
dannelsers hele forhold at danne sig nogen berettiget mening om
gradientens stilling og størrelse paa denne tid. Og hovedopgaven
bliver derfor indsamlingen af mere materiale.

Horten-banken.

Høsten 1904 havde jeg anledning til at anstille endel under-
søgelser ved gravninger for anlæg af Hortens ny vandledning.
Ved det nordlige hjørne af Gunnerudbakkens skjæring med øvre
Keisermarkgade stødte jeg her paa en interessant forekomst af
, boreale* fossiler, hvor saavel disse selv som den hele forekomst-
maade fuldstændig mindede om forholdene ved Berven, men
* profilet kunde her ved Horten studeres langt mere i detail:

1. Øverst kom omtrent 8 dm. gadefyld, væsentlig bestaa-
ende af rødliggraat porfyrgrus.

2. Derunder kom 2 m. strid sand og fint grus 1 nær hori-
zontal eller svævende strandskiktning.

3. Derunder 2 dm. grus med indtil hovedstore rullestene.

4. Derunder 2 m. graa, lidt rødlig sand, fin til middels i
kornet og tildels noget gruset.

9. Derunder 1—2 dm. sterkt grus- og stenblandet sand.

36 P. Å. ØYEN. [No. 1.

6. Derunder 5 dm. fossilførende, sterkt lerblandet grus og
sand. Af dette materiale afslemmedes først temmelig meget
lerslam, og det residuale materiale, der havde en blaagraa, noget
rødlig farve, bestod til omtrent 1/3 af fin, graa sand, omtrent 1/3
almindelig middelskornet, graa sand og omtrent 1/3 sand og grus;
1 samtlige disse prøver forekom indtil nøddestore stene. Inden
denne zone var der især et ganske tyndt, 1—2 cm., skikt, som
især udmærkede sig ved sin store rigdom paa fossiler. Jeg har
her foretaget en temmelig omfattende statistisk analyse, der
endnu ikke er helt afsluttet, men dog saa langt fremskredet, at
det generelle resultat, den nære overensstemmelse med bankerne
ved Kastestranden og Berven, allerede nu kan meddeles. Af
megen interesse var det ogsaa, at her ligesom ved Berven fos-
siler fra et yoldiaførende ler var indskyllet i den ,boreale* banke,
deriblandt Portlandia arctica Gray selv.

7. Derunder 8 dm. blaagraa, gruset og noget seig ler.

8. Fast fjeld.

Skiktningen holder sig gjennem den hele lagfølge 1 tilsyne-
ladende svævende stilling, hvilket stemmer med den af faunaen
antydede afsætningsdybde. Her og der sees en skiktning, der
antyder den sublittorale afsætnings nære forbindelse med en
Littoral; men i den middelskornede sand træder ikke skiktningen
tydelig frem. - Ifølge hr. ingeniør Rye's velvillige meddelelse er
høiden 33,3 m. o. h. Der optræder i denne høide en temmelig
godt udpræget terrasse, der endnu paa omkring et snes meter
stiger en to-tre meter ind mod bagvæggen, hvor enkelte smaa
klippeknauser stikker frem. Bagvæggen stiger derpaa forholds-
vis steilere op til den næste, sterkere skraanende terrasseflade,
der har en langt mere ujevn karakter. Vandledningsdelet, der
ligger 1 en nivelleret høide af 55,5 m. o. h., svarer nær til den
uregelmæssige terrassehøide. Her fandtes underst en knap meter
forholdsvis finere grus med indtil hovedstore stene og derover
- henimod halvanden meter grovt rullestensmateriale med /2—1 m.
store sten og blokke; det hele havde udseende af et tæt pakket
strandgrus. Og langs den indre kant, med fast, opstigende
fjeldside bag, laa talrige blokke af 1/2—2 m. tvermaal.

1906. DET SYDLIGE NORGES ,BOREALE" STRANDLINJE. 37
9

Slutningsbemærkninger.

Af forholdsvis saa faa forekomster over et saavidt stort
omraade at trække mere generelle resultater vil naturligvis være
beheftet med ikke saa liden usikkerhed, da spørgsmaalet om
relikte faunaelementer kan trækkes til og med sterkt i forgrunden.
Da imidlertid i foreliggende tilfælde flere banker viser en ud-
præget littoral karakter, bliver allerede af den grund forholdet
enklere, og da der samtidig optræder grundtvandsdannelser, sub-
littorale afsætninger 1 et mere, saavel faunistisk som dynamisk
bestemt forhold til de littorale, maa dette bidrage til at klar-
gjøre det noget dunkle spørgsmaal.

Imidlertid er forholdet mellem den ,boreale* (B) og den
»atlantiske* (A) (tapes-sænkningens) strandlinje i vort land saa
indviklet, at der vistnok endnu trænges en hel række syste-
matisk anlagte undersøgelser for at klargjøre saavel de mere
generelle som de mere detaljerede træk deri. Saa meget synes
imidlertid allerede det nu foreliggende kjendskab til disse to
tiders afsætninger og strandlinjer med nogenlunde sikkerhed at
antyde, at der har fundet sted en ganske lovmæssig inversion
af strandlinjen, idet landpladen under tapes-tiden har sunket og
en positiv forskyvning af strandlinjen har fundet sted.

Inversionen udtrykkes i den om Kristianiafjordens indre del
liggende zone ved B = 66,5 m. o. h. og A = 695 m. o. h.
I den perifere del, om Lister f. ex., hvor A =10m.o. h., bliver
inversionens størrelse mere usikker, idet B ikke direkte er be-
stemt, men efter de topografiske forhold antaget muligens at
svare til — 20 m. eller med andre ord at ligge 20 m. u. h.+*

Hvis man ud fra de her vundne kjendsgjerninger og ud
fra den her gjorte forudsætning om strandlinjens forskyvning
inden det her omhandlede tidsrum forsøger at beregne B for
Nordsjøbankernes vedkommende, finder man en værdi, der ligger
omkring 38 m. o. h. I det foregaaende blev her denne værdi

1 Christiania Vid.-Selsk. Skr. Math.-naturvid. Kl. 1903, Nr. 7, Pag. 44-45,
78—79.
? Christiania Vid.-Selsk, Forh. 1905, Nr. 4, Pag. 18.

38 P. Å. ØYEN. [No. 1.

empirisk fastsat til ca. 30 m. 0. h. Overensstemmelsen er der-
for saa god, som man for undersøgelser af den art med det
nuværende kjendskab til de her omhandlede forhold og love i
det hele kan vente. Størrelsen af tapes-sænkningen vil for
Nordsjøtraktens vedkommende ifølge ovenfor anvendte betragt-
ningsmaade beløbe sig til omkring 12 meter, hvilket meget sterkt
nærmer sig det forhold, som det nuværende kjendskab til
Tapesniveauets strandlinje langs vor kyst tillader at antage.
Ved at følge en saadan betragtningsmaade videre kommer man
til det interessante resultat, at den ,boreale* strandlinje skulde
skjære den nuværende omtrent paa strækningen Kristianssand—
Høivaag. De faunistiske forhold, saa vidt disse for tiden kjendes,
taler ikke imod en saadan antagelse.

I ethvert tilfælde haaber jeg, at nærværende undersøgelse
ikke er helt spildt, da den 1 det mindste har skaffet et indblik
i sammensætningen af den fauna, der karakteriserer en hel
række littorale og sublittorale afsætninger langs vort lands syd-
østlige kyststrækning.

Den foregaaende fremstilling har vist, at i sammensætningen
af den ,boreale" tids molluskfauna spiller i det sydøstlige Norge
det helt sydlige og vestlige element en meget lidet fremtrædende
rolle, hvorimod ,Golfstrømvandets* gruppe indtager en meget
fremskudt plads. Men ved siden deraf optræder en stor gruppe,
der 1 nutiden gaar helt over 1 Østfinmarken. Skulde man heraf
kunne trække nogen slutning med hensyn paa datidens klima-
tiske forhold, maatte man nærmest sammenligne det med nu-
tidens, naar man tænkte sig dette noget mere kontinentalt, det
vil sige i det hele noget strengere, tørrere og koldere, men med
en sommervarme, som ialfald under periodens sidste afsnit ikke
skulde staa saa særdeles meget tilbage for nutidens. Hermed
stemmer det derfor ogsaa meget godt overens, at de kuldskjære
løvtræers indvandring til vort land netop finder sted i denne
periode; eken, hasselen, lavlandsbirken m. fl., der i den efter-
følgende periode har sin blomstringstid og da naar en betydelig
nordligere udbredelse end 1 nutiden, holdt netop sit indtog i

1906.] =pET SYDLIGE NORGES ,BOREALE" STRANDLINJE. 39

denne tørre, noget kolde, men ved varme sommere karakteri-
serede tid.

Samtidig med tapes-sænkningens indtræden maa derfor, som
baade fauna og flora viser, et mærkeligt omslag have fundet
sted i de klimatiske forhold. Aarets middeltemperatur stiger,
men samtidig udjevnes i høi grad den store forskjel mellem som-
mer- og vintertemperatur. Klimatet bliver mere ,atlantisk*, og
det kontinentale præg forsvinder. Den paafølgende ,atlantiske*
eller tapes-sænkningens periode er derfor i modsætning til den
,boreale* en fugtig periode. Fra et kontinentalklima er altsaa
under den tid skeet et fremtrædende omslag i oceanisk retning.

Trykt den 3. februar 1906.

ad on rer
7

nl

»

OM VIN-NAVNENES
BEHANDLING

I FOGDERIERNE
NEDRE TELEMARKEN OG BAMLE

AF BRATSBERG AMT

OLAI SKULERUD

STUD. PHILOL.

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER For 1906. No. 2)

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI

1906

Om vin-Navnenes Behandling i Nedre Telemarken og Bamle.
Ved
Olai Skulerud.

Fremlagt i Videnskabsselskabets Fællesmøde den iste December 1905
af dr, philos. Am. B. Larsen.

DE følgende Behandling af vin-Navnene i Nedre Tele-
marken og Bamle grunder sig paa de af 0. Rygh samlede Op-
lysninger om disse Navnes Forekomst 1 ældre Tid og deres nu-
værende Udtale. Disse Oplysninger foreligger utrykte 1 0.
Ryghs Manuskript for Bratsberg Amts Gaardnavne i Rigs-
arkivet 1 Kristiania.

Der er desuden benyttet og leilighedsvis henvist til følgende
trykte Arbeider af O. Rygh: ,Norske Gaardnavne*, betegnet
ved NG. (med Angivelse af Bind), ,Norske Elvenavne*, betegnet”
sElven.*.

Forøvrigt er følgende Forkortninger anvendte: ,Brbg. Amt*
= ,Bratsberg Amts Beskrivelse" af Amund Helland, I-II,
Kristama 1900; B. K. = Bergens Kalvskind, Kristiania 1843
(antagelig fra 1360): D.N. = Diplomatarium Norvegicum; R.B.
= Biskop Eysteins Jordebog (den røde Bog), Kristiania 1879 (fra
ca. 1400); Sk. = Forskjellige Skattemandtal og Regnskaber fra
den tidligere Del af d. 16. Aarh., i danske Geheimearkiv, nu
under Udgivelse i Huitfeldts ,Norske Regnskaber og Jorde-
bøger i det 16. Aarhundrede*; St. = Stiftsbog eller Forteg-
nelse over Kirkernes Gods i Oslo og Hamar Stifter 1574—1577;

Vid.-Se!sk, Forh. 1906. No. 2. 1

4 OLAI SKULERUD. [No. 2.

gin. betegner ,gammelnorsk* (= oldnorsk). Med Hensyn til
andre Forkortelser henvises til ,Indledning NG.* Side V og VI
og S. 89.

Professor Storms Lydskrift er anvendt.

Indledning.

I et af O. Ryghs efterladte Manuskripter 1 Rigsarkivet,
;Grundord 1 Stedsnavne*, sættes Antallet af sammensatte vin-
Navne 1 Bratsberg Amt til 40 1 det Hele, fordelt saaledes, at
12 falder paa Bamle, 24 paa Nedre Telemarken og 4 paa Øvre
Telemarkens Fogderier.

Ca. 90% af det samlede Antal vin-Sammensætninger 1
Amtet er overensstemmende hermed at finde sammenhobet i
de relativt mindste af Amtets Fogderier, idet Nedre Telemarken
og Bamle tilsammen kun udgjør mellem 1/3 og 1/4 af Amtets
samlede Fladeindhold.

Af disse 900% falder igjen de 60 paa det nordøstlige Fog-
deri alene, uagtet dette knapt udgjør '/s af Amtets 14 143.87 km?.

Dertil kommer som en særlig Omstændighed for Nedre Tele-
marken, at dette Fogderi mere gjennemført end Øvre Telemarken
og Bamle 1 rent sproglig Henseende har bevaret det østnorske
Skille mellem kort og lang Stavelse, hvorelter f. Eks. Verber og
Nominer udlydende paa a i det gamle Sprog beholder dette å
efter oprindelig kort, medens det efter lang foregaaende Stavelse
er svækket til e. I Nedre Telemarken venter man derfor å priori
en mere lovmæssig Fordeling af Navnenes Form efter Stavelsens
Længde og Korthed end de to andre Steder, og denne Forvent-
ning vil 1 det følgende vise sig ganske rigtig at slaa til.

I det følgende vil først Nedre Telemarkens, dernæst Bamles
vin-Navne blive Gjenstand for en Behandling, der væsentlig tager
Sigte paa deres formelle Side.

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 5

Det første, man bliver opmærksom paa ved en overfladisk
Betragtning af de tostavelses vin-Navne, som findes i Nedre
Telemarken og Bamle, er den forskjellige Behandling af Endel-
sen, hvorved disse Navne falder i to ulige store Grupper, nemlig
de talrigere, der i Nutidens ægte folkelige Udtale ender paa a,
og de færre, der ender paa & (eller å eller 7).

I det følgende vies Kapitlerne I-III samt Kap. V væsent-
lig Nedre Telemarken; saaledes at det der sagte, hvor intet
andet udtrykkelig bemærkes, gjælder Nedre Telemarken alene.
Kap. IV gjælder begge Fogderier, medens Kap. VI hovedsagelig
er forbeholdt Bamle.

Kapitel I.
De, der ender paa a, er følgende:

1. Dolven, 72, 73 Solum, udtalt då tva eller dö tva.
De ældre Skriftformer er: i Dolfwinæ 1 Kilunum R. B. 37,
o. fl. (alle endende paa n eller nn).

*Dolvin. Navnet er en Sammensætning af Hankjønsordet gin. dalr
med vin.

2. Hollen 11, 12, 13 Hollen, udtalt hå Ila eller hö lla. —
a Hollini R. B. 14. D.N. IV 488. 1395. XII 29, a Holline D.N.
XIIT 1038. 1469, a Hallini D.N. I 338. 1377, 0. m. fl. (a Hollenæ,
a Hollinæ, a Hollena, a Hollynæ; Hollina sokn R. B. 8).

*Hollin. Navnet er en Sammensætning af Adjektivet gln. hallr,
»beldende*, med vin, — betegner altsaa en skraanende Græsmark, en
Græsmark, som ligger i en Helding. Navnet gjenfindes i Hiterdal, se
nedenfor. Hollen Sogn og Herred har Navn efter denne Gaard. I ægte
folkelig Udtale: hå lla eller hölla-soktn.

3. Helgen 53, 54 sammesteds, udtalt hæ tja. — Hælghinar
kirkia R. B. 14. Hælgina sokn R.B. 16. 18. Helgini s. R.B.
14 s. (m. fl., alle mdtil 1477 endende paa n + Vokal. Fra 1528

kun paa n eller nn).

*Helgin. Navnet er en Sammensætning af Adjektivet gln. heilagr,
shellig*, med vin, antyder altsaa efter sin Oprindelse et Forhold til den
hedenske Gudedyrkelse. Helgen Sogn har Navn efter denne Gaard. I ægte
folkelig Udtale: hæ tja-sokt'n.

6 OLAI SKULERUD. [No. 2.

4. Bjerven 58 sammesteds, udtalt bjærva. — Berghwin
R.B. 14 (senere mest Bierffuen(n); Bierffue 1585; Bieruenn 1602).

*Biargvin. Den nuværende Udtale grunder sig paa et *Biargvin,
der i Middelalderen maa have eksisteret Side om Side med det i Røde Bog
fundne Berghwin (se ovfr.).

Det hænder ikke sjelden, — som det vil sees ved flere af de ovenfor
og nedenfor citerede Navne, — at to mere eller mindre synonyme Former
af et Navn paa denne Maade manifesterer sig, enten begge i Middelalderens
Skriftformer, eller saaledes, at Middelalderens Skriftformer opviser den ene,
medens Nutidens Udtale grunder sig paa den anden.

Hunkjønsordet biorg, som her i Formen biarg forbundet med vin
ligger til Grund for Udtalen bjærva, synes at have havt Betydningen ,Li,
Fjeldside"; det er væsentlig kun kjendt i Stedsnavne. Medens et Bergvin
da nærmest betegner en Græsgang, hvor Fjeld stikker frem af Grunden,
skulde Biorgvin eller Biargvin snarere hentyde til Beliggenhedi i bratte
Omgivelser. — Det grammatiske Forhold skal vi her ikke indlade os paa.
Kun skal det bemærkes, at der er en Mulighed for, at biarg- slet og ret
er en ,brudt* Form af berg, altsaa Intetkjønsord og ganske synonymt
med dette. Jfr. fiall,n., ,Fjeld", i Stedsnavne paa Island - fell.

5. Oven 30 Lunde, udtalt 7va. — 1 Ovæne R. B. 192. 1
Quena D.N. X 139. 1444. Offuenn D. N. XIIT 156. 1520 (senere

væsentlig kun denne Form).

*Övin. Navnet er mulig en Sammensætning af Hunkjønsordet gln. 6,
Sideform til 6, å, ,Aa, Elv*, med vin. Det er isaafald blot en Sideform
til de andetsteds forekommende Navne Øn, Æn?, hvortil det forholder sig
paa en lignende Maade som Dolven ovfr. til det oftere forekommende Dølen,
Dælen. Om v'ets Bibehold i Dolven og Qven samt No. 4 0g 6 Bjerven,
der herved udsondres fra de øvrige vin-Navne i Amtet, se nærmere Kap. III
Slutning.

Det kan bemærkes, at der ikke er nogen nævneværdig Elv ved Gaar-
den, kun et lidet Aaløb i Dalsøkket paa Nordsiden, en saa ubetydelig Lo-
kalitet, at ovenstaaende Forklaring kan synes noget søgt. Man kommer der-
for til at tænke paa, om ikke en Stamme *6f- mulig ligger til Grund, den
samme som er bevaret i Folkesprogets o'venm (t. Eks. Saude), adj., ,tynd,
mager, liksom fortørret*; ,utæt, gisen". Gammel Form isaafald *Ö fin.

6. Bjerven 32 sammesteds, samme Navn som No. 4 ovir.
og udtalt paa samme Maade. — Bierffuen D. N. XIIT 156. 1520
(og saaledes den hele Tid, naar undtages Berfiwen Sk. 11,
Bierffue 1585).

7. Gaara 3 Bø, udtalt gå ta. — Gordina k. R.B. 10. i
Gordinæ, Gordini R.B. 11. k. åa Gardene D. N. I 711. 1496.

1 Se herom Noreen, Altisl. Gramm. $ 9I, 1.
2 Jfr. yIndledn. NG.* S. 41 og S.86. Det er vel dette Øn, som forelig-
ger i Navnet Øn 29 Hyllestad. — Øns kirkia; kirkian a Øn B.K. 28b.

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 7

i Gerdene (!) D. N. XIII 180. 1490 (fra nu af Gaarden(n) eller
Gaarde(ne)).

*Gordin. Navnet er enestaaende i denne Form.

I ,Indledn. NG.* S. 51 fremsættes to Muligheder for dets Forklaring.
Den ene er, at det er en Sammensætning af Hankjønsordet gln. garödr

med vin; den anden, at det kunde høre sammen med det eiendommelige,
uforklarede Navn Gord, nu Gol i Hallingdal.

S. Eiken østre 10 sammesteds, udtalt ci fa. — Eikini (nom.
og acc.) R. B. 11. å Æikim D.N. I 178. 18381. 215. 1841 o. fl.
(alle endende paa n eller nn).

*Eikin. Navnet er en Sammensætning af Trænavnet gln. eik, f,,
sEg*, med vin. Det findes ogsaa andetsteds i samme Herred, se nedenfor.

9. Borgen 51 sammesteds, udtalt dæ rja.

Det er en Feiltagelse, naar Navnet i 0. Ryghs Manuskript for Brats-
berg Amt opgives udtalt med Enstavelsestone. Ud fra denne Opfatning
kan man ikke betragte Navnet som en Sammensætning med vin, især da
overbevisende Skriftformer fra Middelalderen mangler. Givet derimod, at
det udtales med Tostavelsestone, hvad jeg mange Gange og ved forskjel-
lige Leiligheder har faaet Vidnesbyrd om, bliver ingen anden Forklaring
mulig. De ældre Skriftformer, som findes, stiller sig heller ikke i Veien
for en saadan Antagelse. Thi som det af de citerede ældre Skriftformer
for de hidtil berørte vin-Navne har været seet, fastholdes den Tradition at
skrive disse med n i Udlyden regelmæssig gjennem hele den nyere Tid
indtil vore Dage.

De ældre Skriftformer er: Borgenn 1585. Borienn 1602
(1 Halvgaard). Borgen 1665. 1723.

*Borgin. Navnet er en Sammensætning af det i Stedsnavne saa
hyppige Hunkjønsord gln. borg, ,befæstet Høide", med vin. Borg, f,
staar vistnok 1 Aflydsforhold til berg, n., hvormed det altsaa er nær be-
slægtet.

10. Eiken 62 sammesteds, samme Navn som No. 8 oven-

for, og udtalt paa samme Maade. — å Ekine D. N. VII. 457. 1462.
Ege Sk. 11. Ecke 1585 o. fl. (alle udlydende paa n (n)).

11. Kiken 26 Saude, udtalt f7 fa. — i Kikini R. B. 7. Kii-
ken 1585. Kicken 1665. Kichen 1728.

Navnet antages NG. IV, 1, S. 39, for at være et oprindeligt *Kikin,
sammensat af vin og en uforklaret Stamme kik-, som oftere forekom-
mer 1 Gaardnavne (se samme Sted). Navnet har dog rimeligere havt lang
Vokal i sin 1ste Stavelse (tilgrundliggende Form *Kikin). Herpaa tyder
for det første bestemt den nuværende Udtale, saavel af iste Stavelses
Vokal som af det posttoniske -1n (jfr. alle de foregaaende Eksempler).
Dernæst peger ovenstaaende Skriftform fra 1585 i samme Retning.

dd
på %

8 OLAI SKULERUD. [No. 2.

12. Løken 25 Hiterdal, udtalt lø fa. — 1 Løykenæ D. N.
III 670. 1477. Løkenn 1585. 1593 o. fl. (med ø og udlydende n). —

Tilgrundliggende er rimelig *Løykin, en oftere forekommende Sam-
mensætning af Hankjønsordet gin. leikr, ,Leg*, med vin. — Det er imid-
lertid ogsaa muligt at opfatte 1ste Led som løkr, ,dyb Bæk med svag
Strøm*, idet Skriftformen med øy i Diplomatariet (se ovfr.) ikke absolut
behøver at repræsentere nogen diftongisk Udtale; jfr. i Grøyninæ R.B. 37
for Gaarden Grini 57 Gjerpen, en Sammensætning af Ordet for ,Gran« med
vin. De naturlige Forhold taler snarere for den sidste Forklaring. Den
Del af Stiviåo, eller som den ogsaa kaldes Lökjaåo (40 = ,Aaen, Elven*,
se nærmere under No. 18 nedenfor), der grænser til Gaarden Løkja, er
nemlig omgivet af fugtig Jordbund, hvorpaa der vokser Or, Pil og Vidje,
og Elveløbet kaldes her endnu den Dag idag Stiviløkjinn. Stiviløkjinn
danner Grænsen mellem Eiendommene Løkjamoen og Løkja. Tilgrundlig-
gende isaafald *Løkin.

13. Hollen 98, 30 sammesteds, samme Navn som No. 2
ovenfor; udtalt ho lla. — 1 Hollim R.B. 5. Hollym D.N. X 18.
1315 (sen Afskrift) o. fl. (Hollene, Hollen(n), Holden).

Hermed er Rækken af sikre Nedre Telemarkiske vin-
Navne udlydende paa a 1 Nutidens ægte folkelige Udtale ai-
sluttet.

Anm. Der er ganske vist endnu nogle paa a udlydende Navne i Fogderiet,
der tildels har været opfattet som vin-Sammensætninger (saaledes af
O. Rygh og Am. Helland), men som jeg mener bør søges for-
klaret paa en anden Maade og derfor ikke tager med her. Se nær-
mere nedenfor Kap. V.

Kapitel II.

De sammensatte vin-Navne, der ender paa é (el. el. 7),
er følgende:

14. Skøien 33 Lunde, udtalt sko é. — Skudynn Sk. 12.
Skodinn St. 42. Skodum 1585. Skoddenn 1593. Skodenn 1602
(1 Fuldgaard). Schoddim 1612. Schøyen 1665. Schøien 1723.

*Skodin. Navnet gjenfindes i Bø, se No. 17 nedenfor.

15. Grini 39, 40 ibid., udtalt grv mi eller gr” né. — Greniæ
Sk. 11, Grenye Sk. 12 o. fl. (Grinie, Grinne, Grinnie, Grini).

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 9

*Grenin. Navnet er en Sammensætning af Trænavnel ,Gran*, i gin.
Form gron, f. (gen. granar) med vin. Navnet gjenfindes i Hiterdal, se
No. 21 nedenfor.

16. Skøien 34 Bø, samme Navn som No. 14 ovfr. og
udtalt paa samme Maade. — i Skodimi R. B. 9. Skodim, Skaadim
St. 45 b. 46. Skodinn 1585. Schøyen 1665. Schoien 1723.

Man er her saa heldig at have en Skriftform fra Middelalderen, der
fastslaar Navnet som et oprindeligt Skodin. Det er en Sammensætning
af den i Stedsnavne oftere forekommende Stamme skod- el. ikke om-
lydt skad-, over hvis Betydning man ikke er helt klar, med vin.

Den paafaldende Skrivemaade i Nutiden er importeret østenifra (jfr.
Skøien 101 Lunner, udtalt skøin). Mange Steder skrives Navnet Skaaden
og i Akershus og Jarlsberg og Larviks Amter Skui. De naturlige Forhold
taler her mægtig for den Antagelse, at det omstridte sko3-, skad- er
samme Ord som det angelsachsiske sceadu, engelsk shadow, shade,
sSkygge*, hvortil videre stiller sig det ensbetydende tyske Schatten.
Gaarden ligger nemlig ,baksølt* for en stor Del af Aaret, i Halvkreds
under et skyggende Fjeld paa dens sydlige og vestlige Side.

Qgsaa fra Gaarden Skøien No. 14 tager skyggende Fjeld (Hanto-
fjeldet) Solen væk i Kveldingen, længe før Solen gaar af Lundegaardene
fjEks:

17. Grivi 47 sammesteds, udtalt gr vi eller grv vé. —
a Groiwinæ R.B. 10. i Grafwin (trykt Grafwom) R.B. 6. Groffuin
D.N. XITI 130. 1490 (fra nu af altid e i Roden og som oftest

udlydende n(n)).

*Grefin. Vi har her et nyt Eksempel paa den ovenfor under No. 4
omtalte Eiendommelighed ved flere af disse Navne, at Middelalderens
Skriftformer opviser to mere eller mindre synonyme Sideformer, hvoraf i
dette Tilfælde den u- eller w-omlydte a Grofwinæ R. B. 10 er vraget, medens den
i-omlydte, udgaaende fra et Grafwin som i R.B. 6, ligger til Grund for
den nuvyærende Udtale. — Navnet er en Sammensætning af Hunkjønsordet
gin. grof (gen. grafar), ,Grav, gravet Fordybning*, med vin.

18. Stiven 91, 22 Hiterdal, udtalt stø vi. — Steffwin Sk. 11
o. fl. (Stiffuen, Stiven 1723).

*Stefin. Navnet er vistnok en Sammensætning af Hankjønsordet gln.
stafr, ,Stav, Stok*, med vin. Om iste Sammensætningsleds Forekomst
og Anvendelse 1 Stedsnavne, se Indledn. NG. Side 78. Det er ikke
umuligt, at der med ,Stav* her kan have været sigtet til en liden Elv eller
Bæk, som danner Skillet mellem Stivi søndre og Løkja, før den fal-
der i Hovedvyasdraget (Heddøla). Som alle Tverelve i Hiterdal gaar den
dog for det meste i skarpe Svinger og kan kun paa faa Steder siges at
være stavret, — og da kun for ganske korte Stykker. Det maatte i Til-
fælde forholde sig saa, at Elvens Løb var sammenlignet med Stave, der laa
i forskjellige Retninger. Jfr. det oftere forekommende Elvenavn ,Stavaa*,
Elvenavnene Skida (Elvens Løb har været sammenlignet med et Skid),

10 OLAI SKULERUD. [No. 2.

Flisa (med en Flis), Vala (med en rund ret Stok; Skida og Vala paavise-
lige flere Steder i Bratsberg). — Den omtalte lille Elv kaldes sti vigo (eller
Enggravs — eller Løkjaåo). I Glökstads ,Hiterdals Beskrivelse*, S.9,
kaldes den kun Stiveaaen.

Da Forklaringen af 1ste Led 1 Stivi som Elvenavn efter ovenstaaende
kan synes noget søgt, er det muligt, at man til Forklaring af en Sammen-
sætning ,»Stav" + vin maa finde noget andet at støtte sig til end Elve-
løbets Retning. Det kan da noteres, at ,Stav* hyppig anvendes som
Fjeldnavn.

En anden Forklaring giver 0. Rygh NG. IV, 1, Side 38, hvor det
antydes, at ste Sammensætningsled kunde være Hankjønsordet gin. stufr,
»Stubbe*. Dette synes dog vanskelig foreneligt med Gaardnavnets Form.

19. Ryen 831, 32, 33 Hiterdal, den Gaard, hvorpaa Hiter-
dal Stavekirke er bygget. Udtalt ryjy. — i Ryghene D.N.
I 632. 1464. Rygina D.N. IX 356. 1481. i Reginæ D.N. IX
342. 1477. a Rygina D.N. X 158. 1449 o. m. fl. (alle udlydende
paa n eller nn; undertiden med Tillæg af Vokal).

*Rygin. Navnet er sandsynlig en Sammensætning af Hankjønsordet
gin. rugr, Kornsorten, med vin. Navnet er maaske ikke absolut enestaa-
ende i Fogderiet. Med Skrivformen Roginæ 1 Diplomatariet ligger det
nemlig nær at sammenligne Skrivformen Ræghinispuæit R. B. 5 (æ feil-
skrevet for &?) for Ryentveit 4 Saude, en Gaard der forøvrigt ikke staar
i noget geografisk Forhold til Ryen i Hiterdal (se nærmere nedenfor Kap.
IV, B 38). o for y kan vel hænge sammen med den saakaldte a-Omlyd
(jfr. sv. råg, Rug). Skulde Ryen her og 1ste Led i Ryentveit i Henseende
til sproglig Oprindelse være identiske?

Hvis Ryen virkelig er en Sammensætning af rugr med vin, vil man
have at antage, at Akerdyrkning var kommet i Brug endnu før vin-Navn-
givningen ophørte, tiltrods for at selve Betydningen af Ordet vin synes at
henvise udelukkende til en Tid, da Fædrift var Næringsveien. Men der
findes dog sikre Eksempler andetsteds paa vin-Navne sammensat med
Navnet paa en Kornsort eller en Kulturplante, der dyrkes i Akre, som 1ste
Led: saaledes Lina No. 1 Kap. VI nedenfor, et interessant Vidnesbyrd om,
hvor tidlig Lindyrkningen har holdt sit Indtog 1 vort Land.

20. Ylen 635, 64 Hiterdal, udtalt yly med almindeligt I
(ikke tykt I, som i Ryghs Manuskript). — å Ylin D.N. I 136.
1317. Ylinar (gen.) D.N. II 272. 1856. a Ylini D.N. X 18. 1315
(sen Afskrift) o. fl. (Elyn, Ylyn, Yllyn, Ollien, Ylen).

*Ylin. Navnet er rimelig en Sammensætning af Hankjønsordet gin.
ylr (gen. yliar, nom. pl. ylir), ,Varme*, med vin, betegner altsaa rime-
lig en lunt beliggende Græsmark. Jeg tror, forudsat at iste Led virkelig
er ylr, ,Varme*, at Navnet har Hensyn til Solens varmende Magt paa
Stedet. Ylygrænden ligger vistnok paa Dalens Sydside, men da Gaardenes
Jorder er lange og svagt heldende, og vendt mod øst, er de mere udsat for
Sol end de fleste andre Gaarde paa den Side af Elven. De fleste andre

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 11

Gaarde paa denne Side er bratte og kommer allerede ved Vinternætstider
I Skyggen bag Aasen og er da solløse hele Vinteren over. Mod Norden-
vinden er der intet nævneværdigt, som tager af. Men Grænden ligger dog
hævet over den iskolde Sno langs Elvedraget, som jeg formoder er Ophavet
til selve Navnet Hiterdal (eg. ,den isende (,eitrande*) kolde Elvs Dal*).
Navnet skrives 1 Middelalderen oftest Heitradal, men ogsaa Eitradal
R. B. 7 (som kan staa for *Eitr-år-dalr). Der er i Hiterdal Spor til
sHalvemaal*.

Baade ved dette og det foregaaende Navn kunde man paa første
Haand tænke, at Ord med opr. lang Vokal indgik som 1ste Sammensæt-
ningsled. Ved Yly kunde man tænke paa Hunkjønsordet gln. ila, ,,Op-
komme*, skjønt y-Lyden da vilde falde vanskeligere at forklare; ved Ryjy
paa gin. ruga (hruga), f., ,Dynge*; heller ikke dette synes dog tilstede-
ligt p. Gr. af 2den Stavelses Bchandling.

21. Grini, 72 sammesteds, udtalt gre né. — å Grene D.N.
X 18. 1815 (sen Afskrift); senere Gren, Grin(n)ie, Grinne, Grini.

*Grenin. Samme Navn som No. 15 ovfr., se dette.

Hermed er Rækken af Nedre Telemarkens vi n-Sammensæt-
ninger udlydende paa & (eller eller y) i Nutidens ægte folkelige
Udtale, tilende. Vi har ment os berettiget til at opstille disse
som en Kategori for sig, modsat de paa a udlydende, dels fordi,
som vi har seet, é og å fakultativt veksler i enkelte Navne, dels
fordi, naar ø eller ? eller y alene har været valgt, som 1 sko 6,
Lunde, Bø; gre mé, Hiterdal; stø vi, Hiterdal; ry jy, y ly samme-
steds, — dette helt grunder sig paa den Vokalbalance, som er
det fælles Stempel paa alle disse Navne. Til denne Vokal-
balance svarer nemlig en Vokalharmoni og en Vokaludjævning
(herom se nærmere Kapitlerne III og IV).

Efterat i Middelalderens Navneform det defimtive Valg var
truffet mellem 1- og u-Omlyd, og videre det Spørgsmaal var
blevet afgjort, hvilke Navne der ifølge sin Natur skulde høre til
Kategori I, og hvilke til Kategori II, har denne sidste, som jo
optager os i dette Kapitel, endnu havt to Udviklingsmuligheder
for sig.

I det overveiende Antal Tilfælde gik det nu slig, at iste
Stavelses Vokal regulerede Vokalen i 2den Stavelse: skö 6, gre né,
ryjy, Yyly. Men man sporer ogsaa den omvendte Tendens:
gri mi (el. gri né), Lunde, gri vi (el. gri vé), Bø, str vi, Hiterdal. —
Liksom Udlydsvokalen 1 Grini (Lunde) og Grivi (Bø) er fakulta-
tivt snart 4, snart 6, saaledes har der 1 Middelalderen været en

12 OLAI SKULERUD. [No. 2.

Tid, da Sproget vaklede mellem disse to Tendenser, før det
endelig bestemte sig. Resultatet heraf er, at inden samme Bygd
to med Hensyn paa oprindelig Vokal fuldt identiske vin-Navne,
Grenin og Stefin, har fæstet sig ved hver sin Vokalharmoni.

Men NB. altid inden Grænsen for de palatale Vokalers Om-
raade. Dette er det mest paatagelige ydre Træk, som binder
disse Navne sammen.

Vi skal nu i det følgende Kapitel sammenholde Kategorierne
I og II og se, hvilke Slutninger der kan drages af deres for-
skjellige Behandling.

Kapitel IIL

Hvad er nu Aarsagen til en Spaltning af saa fundamental
Natur i Rod og Endelse af Navne, som paa Grund af sidste
Sammensætningsleds oprindelige Identitet i Form og Indhold
dog skulde forventes at høre sammen til al Tid?

Eftersom man trænger ind 1 Stoffet, viser Aarsagen sig
klart at være Aksentueringen i Forbindelse med Nasalforhol-
dene i Endelsen, de samme virkende Kræfter, som Prof. Axel
Kocek i to Afhandlinger 1 , Arkiv för nordisk Filologi* (Ny Följd
XIII og XV) har paavist som de differentierende Faktorer ved
den yngre a- og u-Brydning 1 fællesnordisk, altsaa paa en
ganske anden Tid og 1 en meget forskjellig Lydproces. Da
imidlertid baade Betingelserne og Følgerne er meget vel com-
mensurable, tror jeg at kunne kaste det fyldigste Lys over det
her behandlede Æmne, ved at stille det sammen med Vilkaa-
rene under Brydningen, saaledes som Prof. Kock lægger disse
1 Dagen.

I tostavelses vin-Navne har Endelsens forskjellige Aksen-
tuering, der var afhængig af lste Stavelses Længde og Korthed,
medført en forskjellig Behandling af det udlydende 1n.

1. I Stavelse med ,svag levis* eller ,levissimus* (Prof.
Koek), der fulgte efter lang 1ste Stavelse, svækkedes n'et tidlig,
eller gik tabt som Konsonant under Nasalering af den fore-
gaaende Vokal, der herved gradvis ,sænkedes* 9: fik en bredere

1906]. om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 13

og bredere Artikulation. Derpaa svandt Nasaliteten. Paa Grund
af iste Stavelses Overvægt, der havde Endevokalens Nasalering
tilfølge, er det meget tidlig kommet dertil, at der ingen Rapport
er mellem Vokalerne i de to Stavelser sterk nok til at hindre
Rodens eller Endelsens spontane Udvikling. Resultatet er det
rene orale a, som vi iagttog i Navnene af Kategori I.

2. I Stavelse med ,semifortis* eller ,stark levis* (Prof.
Kock), der følger efter kort iste Stavelse, holder n'et sig en
rum Stund længere; dette er jo i og for sig naturligt, da en
sterkere betonet Stavelse artikuleres tydeligere end en svagere
betonet, og dens forskjellige Elementer holdes bedre ud fra hin-
anden. Imidlertid kom ogsaa her en Tid, da n'et svandt under
Nasalering af den foregaaende Vokal; men denne Nasalering
varede saa kort, at den intet Spor afsatte i Vokalens Kvalitet.

Man synes 1 det hele at gjøre den Erfaring, at Nasalerin-
gens sænkende Indflydelse frembringer størst Forandring 1 den
svagt betonede Stavelse; saaledes har det franske Sprog nasalt
a i Præpositionen og Adverbiet en (latin inde), men nasalt æ
1 Substantivet vin (latin vinum), og dette kan kun forklares
derved, at Vokalens Nasalering indtraadte senere 1 Fortisstavel--
sen vinum end i Infortisstavelsen inde. Forskjellen i Ændrin-
gens Grad beror naturlig paa en Forskjel i Tiden for den vir-
kende Aarsags Indtræden.

Der kan i denne Forbindelse ogsaa peges paa det Faktum,
at Sænkning ved Nasaler 1 den fuldt betonede Stavelse i Nedre
Telemarken kun er paaviselig ved den labiale Vokal u, og ved
o og å kun forsaavidt som ,Aabning* ikke indtræder — derimod
absolut ikke ved Palatalvokalerne. Naar Nasalen derfor intet-
somhelst Spor har efterladt sig i Endevokalens Kvalitet i Nav-
nene af Gruppe Il, maa det komme deraf, at det udlydende -1n
her i den største Del af Middelalderen praktisk talt har
været behandlet som 1 fuldt betonet Stavelse. Her blev
Vokalen derfor upaavirket af Nasalen (svarende til den min-
dre sterkt sænkede Vokal i fransk vin), medens den i I,
hvor det udlydende -in stod svagere betonet, førtes helt til a,
ganske som i fransk en. — Om man antager, at Endelsen 1 II

14 OLAI SKULERUD. [Nor

paa Grund af Aksentueringen fik tidlig forlænget Vokal, iagt-
tager man i de lavere Dele af Øvre Telemarken (Fyresdal,
Kviteseid, Seljord m. fl.) den Fiendommelighed, at Sænkningen
ved Nasaler kun indtræder ved de korte, derimod ikke ved de
tilsvarende lange palatale Vokaler.

Det oprindelige -in 1 Kategori II skiller sig nemlig fra
det oprindelige + eller det oprindelige -it 1 Dativer, resp. be-
stemte Intetkjønsord, som Son dé, Da té (Saude), Ro'é (Hiter-
dal, af Rudit) — kun derved, at é her er konstant, idet Bøinings-
analogi virkede med, medens det i de ,korte* vin-Navne ifølge
Vokaludjævningens Kapricer veksler med å og 4.

Sideformerne med é 1 Lunde og Bø (grv né: grv må og grv vé:
gri vi) opfatter jeg som beroende paa Dialektens Trang til at
borteliminere en Vokal, der i Nutiden ellers ikke findes i Udlyd
af noget Ord i Dialekten; gln. -1, -1t i Udlyd er konstant blevet é.

Regelen for 2den Stavelses Lydudvikling i Nedre Telemar-
kens vin-Vavne er i faa Ord at udtrykke paa følgende Sæt:

Det oprindelige -in er efter lang lste Stavelse svæk-
ket til a,

efter kort saadan er det blevet staaende mere usvækket
som -å (eller -é eller -4).

Blandt de opregnede 21 Navne findes der ikke ét, som
strider mod denne Regel, det skulde da være Kiken 26 Saude,
der dog efter alle ydre Mærker at dømme har oprindelig lang
Vokal (se Kap. I No. 11) — ikke at tale om —, naar saa
mange Eksempler støtter den samme Hypotese —, at man da
næsten maa have Lov til at foretage en Kontraslutning.

At posttonisk Palatalvokal (1, e) + n i det hele, efter lang
Stavelse i Navne inden det her omhandlede Gebet, overgaar til
-a, fremgaar foruden af de 1 Kap. I anførte Navne, ogsaa af
Navnene Sanna, Sanda, Hvala, Gvaala, der forekommer paa
tilsammen 9 forskjellige Steder i Fogderiet, og som vil findes.
nærmere behandlet nedenfor (Kap. V).

Nasalkonsonantens Indflydelse paa Endevokalen træder klarest
i Dagen ved en Sammenligning af vin-Navnene med de ,lange*

1906]. om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 15

og y»korte* Tostavelsesord udlydende paa a 1 det gamle Sprog.
Et svækket 1 (eller e) + n gir -a, et svækket a gir e. kEiter
kort iste Stavelse derimod beholdes de samme Lyd som i (el. é
el. 4) resp. å (eller å).

Der er i Østtelemarken ikke faa Levninger af en Aksen-
tuering, som i ældre Tid maa have været almindelig udbredt over
det hele, hvorved Endelsen i korte Tostavelsesord faar en Bi-
tone, der ,leilighedsvis kan gaa over til Hovedaksent*. Fuld
Hovedtone paa 2den Stavelse har i Nedre Telemarken bl. a. føl-
gende Eksempler:

1. Navnet Sørgaarden 30 Saude, udtalt siga'rm i enkelte
Kredse; den sædvanlige Udtale er dog su garn.

2. Verbet hagtei ka, en Afledning af Hankjønsordet gin.
hagleikr, ,Kunstfærdighed*; se Ross Ordbog S. 290.

3. Hunkjønsordene hagie'tle og kabretle, se Iv. Aasen
Ordbog under Hagletta, f. og Kabretta, f.

Vaklende er Betoningen 1 tenor'n (best. m., ,skjør og haard
Ved*; blaé e& kommé å tenor n, siges om Sagbladet, naar det
skjærer 1 haardt Træ; gin. pinurr). Aksenttrykket fordeles her
mere ligelig paa begge. Derimod har spenør'n, best. m., ,Mølle-
jern* (se Aasen under Spenel, m.) atter mere afgjort Tonen
paa sidste, og det saa langt ud som Hollen.

Jeg nævner 1 Hast Former som hå gå (Have) af haga 1
Bø, Nes og Saude, ba gå af boga (Bue) desuden 1 Lunde, hvor
Vokaludjævningens Art tyder paa en gammel Hovedtone paa
sidste med deraf følgende tidlig Forlængelse af Fndevokalen, —
jør. i Hiterdal desuden spølå (spille), vøtå (vide) —, og gaar
videre til Tinn i Telemarkens nordøstlige Hjørne. Her er det
gamle Betoningsforhold endnu fuldt levende 1 den daglige Tale.

Gode Eksempler afgiver flere af Herredets Gaardnavne:
22 Vå tonn (,altsaa fem. pl.*, Bemærkning i Ryghs Manuskript),
90,3 U daår'n (skrevet Ullaren; Ulleren D. N. I 744. 1511), 108
Mø ty (vel dat. af melr, m., Sandbakke ved Elv), 129 Så &'m
(oprindelig *Soö(hjerm; Sod Elvenavnstamme = Søyör); jfr.
Ni s7, Tindølernes Udtale af Nisi 22 Gransherred, som vistnok

16 OLAT SKULERUD. [No. 2.

er oprindelig Nesin, en Sammensætning af Intetkjønsordet gin.
nes, et Forbjerg, med vin. Jfr. ogsaa Hå venn bygd >: Hovin
i Øvre Telemarken.

Det gamle Verbum segja (sagdi) gaar ved gj's Bortfald
og Hiatus over til sjå, hvorved Sammenfald med Ordet for ,,se*
indtræder: Så -me, ,siger vi". Proclisen drog desuden i samme
Retning.

Utallige Eksempler kunde endnu nævnes; men dette faar
være tilstrækkeligt.

Prof. Kock gjør sig 1 , Arkiv för nordisk Filologi, Ny Följd
XITI* det Spørgsmaal: ,Hvorfor er Brydning ikke indtraadt i
de ,korte* sterke Verber bera, stela, eta o. fl., medens den
har gjort sig gjældende i sterke Verber med lang Rodstavelse,
som gialda?* Svaret er vistnok: n'et holdt sig længere efter
kort iste Stavelse end efter lang; da dets konsonantiske Beskai-
fenhed gik tabt, varede Nasaleringen af den foregaaende Vokal
følgerigtig ogsaa længere 1 det første Tilfælde, og kun et unasa-
leret a voldte Brydning.

gNy Följd XV* 254 udtaler Professoren:

,Piter att hava å nyo granskat dessa frågor [om a-Bryd-
ningens Åarsager] skall jag emellertid hår nedan söka visa, att
på samnordisk tid den yngre u-brytningen icke intrådde 1 två-
staviga ord med kort rotstavelse, efter hvilkas åndelsevokal et
n-ljud tidigare förlorats. Dårigenom får man fullkomlig över-
ensståmmelse mellan reglerna för den yngre a-brytningen och
för den yngre u-brytningen.* S. 243 flgnd. ib. kommer Profes-
soren videre til det Resultat, at ogsaa ,ett a- og ett u-ljud, som
omedelbart efterföljdes af en altjåmt kvarståande nasal kon-
sonant, ljudlagsenligt vårkade brytning, vare sig att orden voro
lång- eller kortstaviga.*

Overført paa det her foreliggende Æmne vil dette sige, at
Navnene af Gruppe I er at sidestille med de (korte) To-
stavelsesord, der ikke fik Brydning, fordi 2den Slavelses Vokal
endnu var nasaleret paa den Tid, da Brydningen ellers ind-
traadte; efterat Vokalen var blevet nasal, ophørte enhver Rap-

1906]. om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. dr

port mellem Rod og Endevokal saavel i vin -Navnene som paa
Brydningens Omraade.

(Brydningen er jo i Grunden ikke andet end en regressiv
Åssimilation; og den progressive Åssimilation, som endnu kunde
tænkes at ville indtræde i vin-Navne af Gruppe I, er ganske
udeblevet; det viser Nutidens udlydende a).

Gruppe II er derimod at sammenstille med Ord som sial-
dan, iafnan (advv.), diorfung (Dristighed), iotunn (Jætte;
se nærmere Kock), hvor Brydning overalt fandt Sted, fordi
sultimas a- (resp. u-Jljud i seldan (resp. *etunr >1otunn)
ånnu icke var nasalerat*!. — Parallelt med, at sialdan 1 Nedre
Telemarkens Dialekt siden er blevet $c lla, er det, at Skoe,
Grini etc. nu har mistet n'et og Nasaleringen. — I begge Til-
fælde sporer man her et positivt Udslag af den herskende Rap-
port mellem Ordenes to Stavelser: i vin-Navnene dels en pro-
gressiv Åssimilation, som Skoe (Lunde, Bø), Grene, Ryjy, Yly
(Hiterdal) bærer Vidne om, dels en regressiv saadan, der aaben-
barer sig 1 Grini (el. Grine) [Lunde], Grivi (el. Grive) [Bø], Suvi
[Hiterdal], cfr. nærmere Kap. II; paa Brydningens Omraade
finder vi naturlig kun den sidste Tendens.

Ikke alene mellem den yngre a- og u-Brydning, men ogsaa
mellem disse Fænomener og vin-Navnenes formelle Udvikling
i Nedre Telemarken, er der saaledes utvilsomt en Parallelisme,
der viser, hvor sandt Professor Kock har seet, og giver et nyt
Indblik i hans Teoriers Rækkevidde.

Liksom der er to Brydningsperioder i nordisk, en ældre og
en yngre, saaledes er der ogsaa to Assimilationsperioder 1 vin-
Navnenes Lydhistorie, en ældre, med Virkning fra 2den Stavelse
til 1ste, hvoraf begge Gruppers Navne rammes, og en yngre,
som er dels regressiv og dels progressiv, men som er forbeholdt
Gruppe II alene.”

! Prof. Noreen hævder (Altisl. Gramm. 3 $ 91, 3, a, a og 8) en noget
afvigende Opfatning af a-Brydningen i nordisk; men de Eksempler,
som han anfører til Støtte for sin Særmening, synes ikke at have fuld
Beviskraft.

2 Selvsagt maa disse sees under en noget forskjellig Synsvinkel, forsaa-
vidt som den første Assimilation — den germanske Omlyd — er mid.

Vid.-Selsk.Forh. 1906. No.2. 2

18 OLAI SKULERUD.

[No. 2

Det er muligt, at allerede paa den Tid, da den første Åssi-
milation indtræder, har Endelsen været udtalt forskjellig, i enkelte
Former som win, i andre som yn eller in, men iethvertfald har
Palatalvokalen og n'et endnu været holdt vel ud fra hinanden i
begge Kategorier, og Omlyd indtraadte følgerighig 1 begge.

Man kan ikke undgaa at blive opmærksom paa den Eien-
dommelighed, at i1-Omlydens rette Felt synes at have været de
oprindelig korte*, medens de oprindelig lange overveiende viser
w-Qmlyd. Men om man herfra tør slutte, at der allerede paa
det Stadium af Navnenes Liv, der ligger forud for Omlydens Ind-
træden, har været nogen lovmæssig gjennemført Forskjel i Udtalen
af det enklitiske win mellem Grupperne I og II (saaledes at wet
i II var svundet før Omlydsepoken) er ikke dermed givet. Kun
har Spirerne været der til den senere Spaltning i Valget af Omlyd,
og disse Spirer synes da igjen at have ligget i Aksentueringen.?

Ved den Tid, da den anden Assimilation indtræder, maa
imidlertid Kløften have aabnet sig vid mellem de to Grupper.

delbar, d. v. s.: 2den Stavelses w eller i virker paa den forudgaaende
Stavelses Vokal gjennem de mellemstaaende Konsonanters Labialise-
ring eller Palatalisering; medens den anden Assimilation bunder i Lige-
vægtsforholdet. Dette taler dog efter min Mening ikke mod Rigtig-
heden af den følgende Fremstilling.
1 Skoe er her det eneste Eksempel, som ikke har i-Omlyd.
Det frembyder sig nemlig som en rimelig Løsning, at det enklitiske
win endnu havde sterk Bitone efter oprindelig kort iste Stavelse, paa
en Tid da det efter lang iste Stavelse havde faaet svag Bitone: og
Omlyd virkes kun af w, u eller 1, der stod i umiddelbart følgende
Stavelse med svag Bitone eller Ubetonethed. OQmlydens Indtræden er
derfor å priori at ansætte til et noget senere Tidspunkt 1 den korte
end i den lange Stavelse (iethvertfald hvor man opererer med Navnene
i tostavelses Form; de trestavelses Former af korte vin-Navne har
derimod naturlig faaet Omlyd paa samme Tid som de lange vin-Navne
(jfr. nedenfor S. 21), og Vekslen af to og tre Stavelser maatte afføde
Dobbeltformer, der saa kunde kjæmpe om Overtaget). Imidlertid gjen-
nemførtes w'ets Bortfald 1 større og større Maalestok ad analogisk Vei
(efterat dette Bortfald tidligere i visse Former var virket lydret af de
nedfr. S. 20 fremholdte Aarsager). Nu først sank 2den Stavelse i
Navnene af Gruppe II til svag Bitone, men nu var ogsaa”enhver Grund
til w-Omlyd borte, i og med w'ets Bortfald. Der blev da kun Plads for
i-QOmlyd, og hvad videre denne angaar, da er det efter hele den givne
Udvikling af det enklitiske -in sandsynligt, at den endnu kunde gjøre
sig gjældende i II paa en Tid, da dette var udelukket i I grundet
Tets Nasalering.

[Oo]

1906]. om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 19

Thi kun de opnindelig korte afficeres deraf; de oprindelig lange
udvikler sig frit videre, uden nogen indbyrdes Paavirkning de
to Stavelser imellem.

Aarsagen hertil er — som ovenfor fremholdt — rimelig at
søge 1, at n'et efter lang Iste Stavelse allerede dengang var
gaaet op 1 den foregaaende Vokal, og Næsevokalen havde ikke
tilbagevirkende Kraft. Heller ikke kunde den være Gjenstand
for den progressive Assimilations Virkninger (jfr. S. 17 L. 6 ovfr.).
Efter kort iste Stavelse blev n derimod staaende som Konso-
nant, og ret holdt sig en Tid lang oralt. Kun et oralt i havde
tilbagevirkende Kraft. Alene det unasalerede 1 kunde selv være
Gjenstand for den progressive Åssimilations Virkninger.

Medens Udlydsvokalen paa Brydningens Omraade endnu
bevarede sin Nasalitet efter kort iste Stavelse, paa en Tid, da
denne var gaaet tabt efter oprindelig lang — og herved opstod
Spaltningen —, har vin-Navnenes 2den Vokal — efterat den
første Assimilation havde udspillet sin Rolle — faaet Nasalering
efter oprindelig lang Stavelse paa en Tid da den endnu ikke
havde faaet Nasalering efter oprindelig kort iste Stavelse. Det
kan se ud, som om Forholdet derved er snudd op ned. Men i
Virkeligheden foreligger her — omend 1 yngre Tid og i en anden
Udgave — dog blot en Gjentagelse af den Udvikling af Tostavel-
sesords ultima, som paa et ældre Tidspunkt havde fremkaldt
eller ogsaa hindret den yngre a- og u-Brydning i nordisk.

Vin-Navnenes Behandling giver i det hele et godt Indblik i
Sprogets Værksted og viser Nedre Telemarkens — særlig da
de øvre Bygders — nære Slægtskab med Dialekten i det nord-
østlige Telemarken, Grandsherred, Hovin og Tinn. Stedsnavnene
er ofte at betragte som Forsteninger fra ældre Sprogperioder og
staar forsaavidt udenfor det almindelige Sprogstof, hvis Bevæ-
gelser de ikke — ihvorvel oprindelig groet ud deraf — i senere
Tid behøver at gjøre med*. WUdenfor disse Navne er Vokalhar-

1 Talende i saa Maade er Gaardnavnet Røkaa 13, 14 Hiterdal, af gam-
melt Reka, oprindelig Betegnelse for den Elv, der fra Reksjøen løber
forbi Gaarden sydover til Heddøla. Vi har her Nominativformen

bevaret af et oprindeligt kort svagt Hunkjønsord, medens de korte svage
Hunkjønsord ellers overalt i Østtelemarken udgaar fra de oblikve Kasus.

20 OLAI SKULERUD. [No. 2.

monierne e—e, — og y—g i det hele sjeldne i Nedre Telemarkens
Fogderi, medens de t. Eks. i Tinn — paa Grund af det forskjellige
grammatiske Udgangspunkt — den Dag idag er meget almindelige.

Derved at *Dolvin og *Ovin No. 1 og No. 5 ovfr. i
Middelalderen beholdt sit v, og ikke — som det almindelig er
Tilfælde — sammendroges til Dølin el. Delin, resp. Øn el.
Æn, er disse Navne blevet med i Kategori I af vin-Sammen-
sætninger, de der i Nutidens ægte folkelige Udtale udlyder paa a.

Ellers vilde det førstnævnte have overgaaet til den anden
Kategori, hvad der vilde havt sin store Interesse saa langt syd
som Solum —, men til Gjengjæld vilde det andet, liksom Fen
(Hollen), gaaet ganske tabt for vort Øiemed her.

Foruden som nævnt Dolva og Ova (hvis af *Ovin, og ikke
snarere af *Öfin) udmerker ogsaa Bjærva sig ved — i Modsæt-
ning til Amtets samtlige øvrige vin-Navne — at have bevaret
til Nutiden det v, som engang har staaet i Fremlyden af Ordet
vin, ogsaa hvor dette føiedes til som 2det Sammensætningsled.
Til Forklaring af denne Anomali kunde der fremdrages adskil-
ligt, som findes spredt rundt i Værker over nordisk Filologi;
se Noreen, Altisl. Gramm. ? $ 129, $ 220, $ 297, 1 d og Anm. 4
samt Kock Accentuierung S. 212. Se ogsaa Indledn. NG. S. 86
øverst. Enkelte har deri villet se Resultatet af skiftende Betoning i
det gamle Sprog, andre har gjort mig opmærksom paa, at u-Om-
lyden af wi til y tillige her kan have virket differentierende, idet de
antager en oprindelig Bøining, nom. *Öyn (hvorat Øn) men
gen. *Oviniar (hvoraf *Ovin og nu Ova). Ved Kontamina-
tion kunde saa Vokalen i fra gen. -viniar brede sig videre og
fortrænge Vokalen y, saa at man fik t. Eks. Möinsheimar
(= Møn, Helge Hundingsbane I 46) eller *Grenin (hvoraf nu
Grini). Endelig skulde efter Noreen, Altisl. Gramm.> $ 9297,
1 (d, e, f) w lydret svinde 1 visse Stillinger uden at afficere den
følgende Vokal (og saadan opfatter Noreen Möinsheimar, se
ovenanførte Sted), medens det lydret skulde blive staaende i
andre. Saa meget synes iethvertfald klart, at det altid er Voka-
len i (eller e), og ikke Vokalen y, som ligger til Grund for den
nuværende Udtale af vore tostavede vin-Navne, hvorledes dette

1906.] om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 21

nu end bliver at opfatte. Da imidlertid Spørgsmaalet endnu
ikke er tilstrækkelig udredet, paa samme Tid som det ved nær-
mere EFftersyn viser sig meget kompliceret, skal jeg her ikke
gaa nærmere ind derpaa, især da det jo ikke danner Hoved-
æmnet for nærværende Arbeide.

Jeg skal dog 1 al Korthed tillade mig at drage følgende
Parallel til det enklitiske vin”s Skjæbne:

Liksom det ovenfor er antydet, at Vekslingen mellem For-
mer med bevaret og Former med bortfaldt v af Ordet vin
mulig bunder i skiftende Betoning i det gamle Sprog, idet
Tostavelsesformer naturlig ikke havde samme Aksentfordeling
som trestavelses, saaledes tænker Prof. S. Bugge sig, efter
velvillig Meddelelse, ogsaa en noget lignende Veksling 1 visse
heim-Navne opstaaet. En Form som Kveim t. Eks. maa
tænkes at gaa tilbage til en gammel Tostavelsesform Höeimr
(nom.) eller Höeim (ace.), medens Sideformen Hæm peger
tilbage paa en gammel Trestavelsesform (t. Eks. d. sg.). Her
spores den mest indgribende Forskjel saavel i liste som i
2den Stavelses Behandling. 1ste Stavelse har i Trestavelses-
formen været udsat for sterkere Tryk, og en Følge heraf er, at
2den Stavelse igjen har været svagere betonet end i Tostavelses-
formen. I Nedre Telemarken findes Side om Side Vreim og
Roem, Hæm, Sæm.

Kapitel IV.

Spredte Træk ved vin-Navnene i Nedre Telemarken og tildels Bamle.

A. Lidt om Vokalharmoni og Vokaludjævning,"1- og w-Om-
lyd m. m.

Det falder naturlig med Formen sko é, hvorom se ovfr. Kap.
II No. 14 og No. 16, at sammenligne sku i i det Jarlsbergske
og i Akershus; jfr. ogsaa gui, begge Steder, af opr. Gudin.
sku å er et Eksempel paa det i Kap. IT Slutning omtalte Alter-
nativ II for ligevægtige vin-Navne i Nedre Telemarken; med
andre Ord paa regressiv Vokalassimilation. sko é i Nedre Tele-
marken er derimod, jfr. det samme Sted, fremgaaet af Alternativ

99 OLAI SKULERUD. [No. 2.

I: progressiv Virkning af 1ste Stavelses Vokal. Som vi ser, er
Princippet for Vokalharmonien det gamle norske: % kræver %,
ö kræver £.

Ved den Tid 1 Middelalderen, da de Processer er 1 Bevæ-
gelse, som faar afgjørende Indflydelse paa vin -Navnenes Skjæbne,
er samtlige Navne først Gjenstand for den regressive Assimila-
tions Virkninger: Valget træffes mellem i1- og w-Omlyd. I Kap.
I fik følgende Navne 1-Omlyd, eller i det mindste ikke w-Omlyd:
No. 8 Helgen, No. 4 og No. 6 Bjerven, No. 8 og No. 10 Eiken,
samt No. 11 Kiken. Følgende fik derimod w-Omlyd, eller i det
mindste ikke i-Omlyd: No. 1 Dolven, No. 2 og No. 18 Hollen,
No. 5 Oven, No. 7 Gaara, No. 9 Borgen og No. 12 Løken.

Af Kategori IT derimod er det kun No. 14 og No. 16 Skoe,
som opviser w-omlydt (eller iethvertfald ikke i-omlydt) Vokal;
alle de øvrige er udgaaet fra Former med palatal Themavokal,
enten fordi denne allerede paa Forhaand var det, eller ogsaa
blev det ved i-Omlydens Indtræden. En Følge heraf er, at
medens Skoe kun har Tiljævning mellem Vokalerne 1 de to
Stavelser, — idet kun Vokalharmoniens Fordringer opfyldtes —,
har alle de øvrige en fuld Udjævning.

Tilstedeværelsen af det lange lukte 0 1 sko é kan maaske
jævnføres med den i Hunkjønsordene tro 9, kno 9, fro o af troda
o.s.v. (Aasen Troda eller Trøda, f., Trædebræt i en Spinderok;
Knoda, f., Deig; Froda, f., Fraade, Skum)!. Jfr. ogsaa stå 6,
se Aasen under (Høy)stade (, Høstabel*), og Verbet skoa af
skoda (,skuet) 1 Øvre Telemarkens Dialekt (Fyresdal). Ellers
bliver nemlig fritstillet o eller o sædvanlig å i Nedre Telemar-
kens Dialekt.

At ikke Skui for Skoe vilde være utænkeligt i Nedre Tele-
marken, hvis den ovfr. som Alternativ II omtalte Tendens
havde seiret, synes man at maatte slutte sig til af hyppige Lige-
vægtsformer som kvi' ku, ,et Slags Ugræs*, vi ku, ,Uge*, spir tu,

" Det slappe udlydende e i disse Ord viser dog, at det oprindelige -a
eller -u, hvorfra det udgaar, har været behandlet som efter lang fste
Stavelse; -in i Skoe har derimod været behandlet som efter opr. kort
saadan.

1906.] om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 25

Stikke*, ,Pind*, f7 urr (tetrao, Hønsefuglen), o. s. v. (i Forhold
til f. Eks. kve kann (jfr. gin. kvikendi), ,Kjødet under Neg-
lene paa Mennesket*, be ta (m., Bite) o.s. v.). Jir. ogsaa vi us
i Saude og paa Lifjeld, af Vidhusar), i Forhold til det enkle
Ord ve (gln. vidr, m., ,Træ, Stok, Skov*). Medens videre det
vestlige Nedre Telemarken (Lunde, Bø) har rw'é, har det østlige
(Hiterdal) derimod roé af Rudit, og Saude ro 6 af i Rudi.

Ingen af disse Eksempler er dog helt ud analoge.

Den samme Vokalharmoni som foreligger i Skoe No. 14 og
16, udmærker ogsaa sterke Fortidsparticipier som sko té (skudt)
m. fl.; 5 for å her skyldes dog Analog: fra Infinitiv.

Vokaludjævningen 1 Grini, Grivi, Stivi belyses af Mands-
navnet 47 till af Ketill; i Tinn er é—4 overmaade hyppigt,
f. Eks. 1 svage Hankjønsord: bi ti, ,Bite* o.s.v.

Til Belysning af Vokaludjævningen i Ryjy No. 19 og Yly
No. 20 tjener Adjektivet og Adverbiet my fly (meget), Intet-
kjønsordene stylfy (Stykke), smyty (= Aasen Smele, en
Græsart; hertil vel Gaardnavnet Smylisaas 74, 1 Hiterdal), Han-
kjønsordet my f4yl, samt Gaardnavnet Lynydalen 86 Hjartdal.

Ved den i Grene No. 21 stedfundne Vokaludjævning er et
vin-Navn kommet paa lige Fod med sterke Verbers Fortids-
participier som e fø (,ædit, spist*), 1 Tinn ogsaa med svage Han-
kjønsord som ktevé (Kammer, lidet Værelse).

Man kunde ventet, at Themavokalen i Nutidens Udtale af
Gaara No. 7 Kap. I ovenfor havde været lukt langt o og ikke å.
Det er jo en Kjendsgjerning, at Vokalen o foran rd faar tidlig
Forlængelse og derfor behandles som gln. 6. Imidlertid tror Jeg
ikke, at man uden videre kan slaa o og o saadan ganske 1
Hartkorn, og Gaara er jo et opr. Gordin; jfr. i Nedre Tele-
markens Dialekt måt af morör, gen. maröar (Dyrenavnet Maar,
martes), men naturligvis ot af ord (n., Ord), o. s. v. Sæter-
navnet hårttn eller hå rtta 27 Gjerpen sammenstilles NG. IV, 2
S. 4 med holkn, n., ,stenig Grund, Klippegrund* eller hort, £.
(hortr, m.) ,Ujævnhed, Knude*; da det nu er vitterligt, at rt

1 Vidhusir (acc.) R. B. 10 for Vidhus paa Lifjeld.

24 OLAI SKULERUD. [No. 2.

m. H. t. Vokalbehandling stiller sig lige med rå, maa Vokalen
å for o her, forudsat at hort (hortr) ligger til Grund, skyldes
den Omstændighed, at tilgrundliggende er gin. 0, ikke 0; medens
dette raadede 1 alle Kasusformer, vekslede hint med a, hvad der
let bragte Forstyrrelse ind i den lydlovmæssige Udvikling.

B. Nye Sammensætninger af et oprindeligt vin-Navn med
øy, rud, tveit, eller holt, i eller uden geografisk Sammenhæng
med andre vin-Navne.

1. Griviøia under Grivi 47 Bø.

2. Eikenrud 63 sammesteds, udtalt ei faru. — Ældre
Skriftformer: Eichennrød 1612. Fchuurød 1665. Fichenrød 1798.

Navnet er en Sammensætning af det oprindelige vin-Navn Eiken
No. 10 Kap. I ovfr. med rud. Gaarden har da rimelig engang været Under-
brug under dette Eiken.

3. Ryentveit 4 Saude, udtalt r4 nntvett. — Ræghinispuæirt
R.B. 5 (senere: Rynn-, to Gange Ryen-).

Dette Navn opføres her kun med Tvil. Det staar ikke 1 geografisk
Sammenhæng med Ryen 31, 82, 33 Hiterdal. Hvis iste Sammensætnings-
led derfor er et opr. fRygin, hvilket synes at bekræftes af Skriftformen
i Røde Bog og den nuværende Udtale i Forening, maa Forholdet være
saaledes at forstaa, at det opr. Navn — den rene vi n-Sammensætning —
engang — paa samme Maade som Eikja i det nys eiterede Fikjarud — er
indgaaet som iste Led i et Partsnavn. Partsnavnet er saa siden udstrakt
til at gjælde hele den oprindelige Gaard. — Paa en lignende Maade maatte
i Tilfælde ogsaa det følgende Navn være blevet til.

4. Gripenstad 51 sammesteds, udtalt gri ppasta. — Grip-
pennstadt St. 44, Gropenstad 1585 (senere Grip(p)Jen-).

Dette Navn opføres her med end større Tvil, da iste Led ellers ikke
kan belægges som usammensat vin-Navn i Amtet. Her er det da kun
Udtale og Skriftform, som bringer os paa den Tanke, at iste Led er opr.
vin-Sammensætning. Sidste Led = sto3, f., ,Baadstø*, senere forvekslet
med stadir? Det kan bemærkes, at Gripenstad strækker sig med flade
Marker ned mod Stupet til Sauarelven nedenfor Sauar Gaarde.

Prof. S. Bugge meddeler mig en Formodning om, at Navnets gamle
Form kunde være Gripandastadir, hvor iste Led er genitiv af et præ-
sens participiunm gripandi, brugt som Mandstilnavn (jfr. Etanstad 91
Biri, NG. IV, 9, S. 15; af præs. part. etandi = etari, en Fraadser, brugt
paa lignende Maade). Med Overgangen fra grip- til gripp- sammenlign
isaafald Adverbiet fom reppas i det Jarlsbergske = tomreipes hos Aasen.

Før vi forlader Saude, skal endnu nævnes det blandt for-
svundne Navne i Herredet opførte Grærfuimsholt i Nesherred

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 25

R.B. 922, senere skrevet Grefsholt (1665), Grevsholt (1728).
grevanhölt og grevanhöltshellarn kjendes endnu som Jorde-
navn paa Gaarden Bergann i Nes (79 Saude). Navnet sættes
af Stedets Bønder naturlig i Forbindelse med, at en Greve skal
have bodd der i fordums Dage. Man skulde isaafald have ventet
Græifuans-, ikke Græifuinsholt, i Røde Bog. Skulde der heri
skjule sig et oprindeligt vin-Navn?

Her tages ogsaa med en sikker Sammensætning af lignende
Art fra Bamle Fogderi.

5. Menstad 69 Gjerpen, udtalt me'nsta. — Menstadt Sk. 11

(senere mest Meenstad(t)).

Navnet er at opfatte som *Mænarsto3, d. e. den høiere oppe lig-
gende Gaard Men's Baadplads eller Baadstø ned mod Elven; jfr. hvad
Fridrich Wilhelm Thue meddeler 1 sin ,Beskrivelse over Kragerøe Kiøbsted
og Langesunds-Fiorden eller Scheens Kiøbsted med dens Ladesteder*,
Kjøbenhavn 1789, S. 108: ,Hr. Cancellieraad von Løvenskiold formener, at
de saa nær Vandet (2: Skienselven) liggende Gaarde, Borrestad, Meenstad
og Follestad, har tilforn været Brygge-, Baade- eller Pramsteder under de
ovenfor liggende Gaarde Borge, Meen og Follaug, og deraf faaet deres
Navne.*

C. Saakaldte sammendragne vin-Sammensætninger 1 Nedre
Telemarken og Bamle, jfr. Kap. III Slutning. De er kun 3 1
Tallet. De synes alle at indeholde et Adjektiv som 1ste Sam-
mensætningsled.

Heraf hører de to nærmest følgende til de dunkleste af de
to Fogderiers vin-Navne.

1. Fen 95, 96 Hollen, udtalt fen. — i Fænæ R.B. 15.
Fæne (nom.) R.B. 38. i Fææn D.N. V 400. 1426. Feen D.N.
I 682. 1486. a Fænæs R.B. 15. i Fænæs R. B. 27.1 Fænes R.B.
189. Fænæs kirkia R.B. 15. Fenæs sokn R.B. 27. Fænes sokn
D.N. IV 456. 1392. Fænæs sokn D.N. IV 4883. 1395. Fæns sokn

R.B. 38. Senere sædvanlig ee, men ogsaa æ (engang æe).
Navnet er rimelig oprindelig *Fæn (ikke *Fé-vin). Det hører
maaske til Adjektivet gln. får (,broget, spillende i mange Farver*), der
forekommer oftest sammensat i det gamle Sprog (saaledes i Eddadigtnin-
ningen blåfår, ,blaaspraglet*, eitrfår ,edderspraglet*), men ogsaa usam-
mensat (v15 gim fåstan, Volundarkvida Strofe 5; superlativ). Om Ordet
se forøvrigt S. Bugge Norges Indskrifter med de ældre Runer I 82 flgnd.
Hvorledes dette i Tilfælde skulde blive at opfatte, tør jeg ikke udtale mig
om. Paa Adjektivet gin. får (,af ringe Antal; manglende*) tør man vel

26 —. OLAI SKULERUD. [No. 2.

ikke tænke. ,Brbg. Amt* II S. 348 opføres Navnet med gammel Form
Fæn, øiensynlig i Overensstemmelse med 0. Rygh, der sikkert har opfat-
tet det som oprindelig vin-Sammensætning (jfr. Kap. V nedenfor).

Samme Sted S. 845 læser man imidlertid: ,Den ældste Kirke i Her-
redet (2: Hollen) skal have staaet paa Gaarden Fæn, nu Fen, hvilket Navn
den rimelig har af en ved Gaarden liggende stor, nu for det meste op-
dyrket Myr.*

Denne sidste Forklaring, hvorefter Intetkjønsordet gin. fen, ,Sump*,
skulde ligge til Grund, er vel mulig, men synes dog kun vanskelig forene-
lig med de oven anførte Skriftformer fra Middelalderen, som gjennemgaa-
ende tyder paa en opr. lang Vokal opstaaet ved 1-QOmlyd af å. Fen-Gaar-
denes Beliggenhed taler desuden for en overordentlig tidlig Bebyggelse, og
der er Viner baade paa Nord- og Sydsiden.

2. Men 70 Gjerpen, udtalt men. — i Mæne R.B. %
(senere Meen, 1 Gang Men).

Dette Navn kan efter Formen være en Sammensætning med vin af
Adj. gln. mær, Sideform til mjör, nu mjaa(g), ,smal, smækker, tynd*,
et Adjektiv, der er hyppigt i Stedsnavne, særlig Navne paa Indsjøer.

*Mæn skulde da betegne den ,smale Græsmark*, modsat det oftere
forekommende Breidvin, Breidin.

Saavel denne Forklaring, som den ovenfor af Fen foreslaaede faar
blot betragtes som løst henkastede Gjætninger.

3. Høn 51 Bamle, udtalt høn. — 1 Hønæ R.B. 90. 22 s.
28 (senere Høn(n), Høen(n).

*Høön. Navnet er rimelig en Sammensætning af Adjektivet gin. hör,
Sideform til hår, ,høi*, med vin, hentyder altsaa rimelig til høi Beliggen-
hed. De naturlige Forhold stemmer hermed godt overens. Vistnok stiger
Lændet mod nord fra Høensgaardene, saa at Udsigten stænges paa den
Kant. Men mod syd falder Landskabet betydelig af, og Udsigten er do-
minerende.

Kapitel V.
vin-Sammensætning eller ikke?

Som ovenfor 1 Indledningen nævnt, sættes Antallet af vin-
Navne 1 Nedre Telemarken til 24 1 enaf 0. Rygh optagen
Statistik, der beror i Rigsarkivet.

Nu vil man ved at gjennemgaa de oven citerede vin-Navne
for Nedre Telemarken (nye Sammensætninger ikke medregnet),
komme til et Resultat af 92, nemlig foruden Navnene 1 Kapit-
lerne I og II, ogsaa Fen 1 4de Kapitel (se dette Kapitels C).

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 97

Jeg antager da, at 0. Rygh har regnet med ét Navn Sanna
for Hollen og ét Sanda for Bø Herreder. Desuden maa han
have taget det forsvundne Gaardnavn i Søydimi R.B. 12 (for
Lunde)* med i Rækken. Thi Borgen No. 9 (Kap. I) har af ham
ikke været opfattet som vin-Sammensætning (se Kap. I ovfr.).

Amund Helland, der jo har de gamle Navne paa Gaar-
dene fra 0. Rygh (se ,Brbg. Amt* Fortale), opfører nemlig 1
dette Værks Bd. II, S. 844 og S. 376, ét gammelt Sandin for
Hollen og ét for Bø. Sidstnævnte Sted opføres desuden Gaar-
den Borgens gamle Navn som Borg.

Sandin i Bø gjælder for Sanda 45 sammesteds. . Derimod
opføres Sanda 31 Bø med gammel Form Sandrinn?. Ogsaa
i Bamle Fogderi er der et Sanna (under Bjerketvet 45 Fidanger).
Heller ikke dette har af 0. Rygh været anseet for vin-Sam-
mensætning.

Med hvilken Hjemmel er nu denne Sondring af 1 Nutiden
ganske ensartede Navne foretaget? |

De angjældende Navne er:

1. Sanden 16 Hollen, udt. sa nna. — Gamle Skriftformer
mangler totalt.

2. Sanden 31 Bø, udt. sa nda. — 1 Sandenum 1 Kreanom
R.B. 9. Sande 1593. Sannde 1602 (1 Halvgaard). Sandenn 1612.
Sanden 1665. 1728.

3. Sanden 45 sammesteds, udt. sa nda. — Sanne Sk. 11.
Sandenn St. 46 b. 1585. 1593. Sanden 1602 (1 Fuldgaard). 1665.
Sanden med Billiechiøn 1728.

4. Sanna 45, 6 Eidanger, udt. sa' nna. — Gamle Skrilt-
former mangler.

Der er, som man ser, ingen fuldgod Hjemmel i Navnenes
gamle Skriftformer for at gjøre en saadan Sondring. Enten faar
man betragte dem alle som vin-Navne (de udlyder jo paa a,

! Dette nu tabte vin-Navn er interessant som Eksempel paa den ellers
i Amtet temmelig sjeldne Foreteelse, at et Elvenavn indgaar i vi n-Navn
som 1ste Sammensætningsled (her Søydr (jfr. Söve 24 Hollen, gam-
mel Form vistnok Søyda fi) eller mulig Sauör).

2 brbg/Amt” 11,09. 375.

28 — OLAT SKULERUD.

[No. 2.

liksom de 13 langstavede af disse), eller ogsaa faar man søge
en anden samlende Forklaring.

Denne mener jeg er givet ved Skriftformen i Sandenum
R.R. 9 (se No. 2 ovfr.), eller med andre Ord: den nuværende
Udtale er baseret paa bestemt dativ sg. af det enkle Ord
gln. sandr, m., ,Sand*. Vi skulde da her have en slaaende
Parallel til Udviklingen af det posttoniske -in i langstavede vin-
Navne. Og denne Opfatning tror jeg ogsaa er den, som 0.
Rygh har dannet sig om det ene af de ovenanførte Navne,
nemlig Sanda No. 2.

Jeg støtter denne Antagelse ved at citere Udtale og Skrift-
former for et med No. 2 ovfr. i Fortid og Nutid bevislig fuldt
analogt Navn, der forekommer paa seks forskjellige Steder i
Nedre Telemarkens Fogderi. Hankjønsordet hvåll (Sideform
til höll), ,isoleret Høide, helst en rundagtig*, træder her istedet-
for sandr.

1. Hvala 37 Hollen, udt. vata. — 1 Hwale R.B. 16
(senere Huall(e); Hvale 1723).

2. Hvala 47 ib., udt. vå ta. — 1 Hvalæ R. B. 27. i Huolen
R.B. 14 s. 1 Hwaleno R.B. 15 s. i Hwalenom D.N. XIII 75,
1429 o. fl.

3. Hvaala nedre 8 Lunde, udt. gvå ta. — i Hvalenom
R. B. 19. a Hualæ D.N. X 54, 55. c. 1360. a Hwalenom D.N.
V 9289. 1399 o. fl. |

4. Hvaala 4 Bø, udt. gvå' ta — 1 Hwale R.B. 9. Hualen
D.N. XI 817. 1566 o. fl.

5. Hvaala øvre 6 Saude, udt. gvå ta. — i Hwolenum i
Saudakrokenom R.B. 7. Hwalæn R.B. 40 o. fl.

6. Hvaala 43 Hiterdal, udt. gvå' ta. — a Thynnohualenom
D.N. I 609. 1455. (Thynno- er den i Nærheden flydende Elv
Tinne”s Navn 1 Eieform) o. fl.

Der kan endnu tilføies:

Ved Sanna No. 1 og No. 4 manglede der, som vi saa,
ganske ældre Skriftformer. Dette gives der ellers ikke Eksempler
paa ved vin-Navne 1 de to Fogderier Nedre Telemarken og

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 929

Bamle, noget som finder sin naturlige Begrundelse 1 den Kjends-
gjerning, at vin-Navnene regelmæssig lilligger de største og
bedste Gaarde inden hver Bygd og derfor sædvanlig er fyldig
repræsenterede ved Skriftformer lige fra Middelalderen. Kun i
meget faa Tilfælde er Skriftformerne ved vin-Navne saa faa,
og lidet værdifulde, som ved Sanda No. 3. — Endnu mindre
gives der Underbrug, som er nævnte med vin-Navne, saaledes
som Sanna No. 41 Tilfælde vilde være.

Flertalsnavne kan neppe nogen af dem være.

Thi disse har i Nedre Telemarken 1 Regelen beholdt sit r.
Eks. Sauar (2, 3, 4, 5 Hiterdal), Graavaar, 93 ib.; Vatnar 13 Bø:
Klevar (46 Saude), Sauar 49, 50 1b.; Ajer 18, 19 Lunde; Gravar
32 Hollen?. Og det samme Eidanger, hvori Sanna No. 4 findes,
opviser Nutidsformer som Lanner af gammelt Landir, Hasler
af Haslar. å

Man venter ganske vist ikke Tostavelsestonelag i Navne,
der udgaar fra best. dativ sg. af stærke Hankjønsord; denne
Form har nemlig overalt, hvor den forekommer 1 daglig Brug i
Norge nu, gjennemført Enstavelsestonelag; i Navne har dog
Forholdet let for at forstyrres af ydre Analogier. Desuden er
det ikke givet med absolut Sikkerhed, at Enstavelsestonelaget
eo 1pso vilde gjort sig gjældende i den udenfor visse Gaardnavne
totalt forsvundne bestemte Dativ af de sterke Hankjønsord i
Nedre Telemarken.

i Af de mulige Undtagelser, som findes (Bamle (1 Hiterdal), Grave (30
Bø), Vale (31 Hollen), udt. va 19), er der ingen som i Nutiden udlyder paa
a, og det er jo det, som er af Vigtighed for os her. Ved det første Navn
kan Indflydelse fra Herredsnavnet Bamle (se Kap. VI) have gjort sig
gjældende; ved det sidste kan Genitiven have seiret, hjulpet ved
Grændenavnet Vadlabør, nu val2bø, hvori Gaardnavnet i Eieform ind-
gaar som iste Sammensætningsled. Det andet, som skrives i Graffwæ
D.N. XI 802. 1560, og som skal udtales gravé, hvad 'jeg ogsaa selv
har overbevist mig om paa Stedet, bliver mig absolut uforklarligt, for-
udsat at Udtalen er rigtig opgivet; det er ikke sagt, at det er op-
rindelig Flertal. Vin-Sammensætning kan det neppe være, da det
samme Herred (Bø) har Grivi af grof + vin. Jfr. dog Grave 44
Seljord (a Grafuena i Selakersbøø D.N. XI 168. 1450. a Græfwine D.N.
V 560. 1452. i Grafuenæ D.N. XI 174. 1458).

30 — OLAL SKULERUD. [No. 2.

Kapitel VI.
Vin-Sammensætningernes Skjæbne i Bamle Fogderi.

A. I Bamle Fogderi findes følgende vin -Sammensætninger
udlydende paa aæ i Nutidens ægte folkelige Udtale:

1. Lina 18 Bamle, udt. na. Skal ogsaa udtales li nna.
— Lyne Sk. 11.- Linen D.N. VI 825. 1563 o. fl. (1 Gang ud-
lydende nn, 2 Gange i (j), 1 Gang e).

*Linin. Navnet er en Sammensætning af Intetkjønsordet gln. lin,
pLin*, med vin, har altsaa efter sin Oprindelse Hensyn til Lindyrkelse paa
Gaardens Grund.

2. Æsa 45 Bamle, udt. &€' sa. — Essen Sk. 11 (derpaa 3
Gange Essenn, 1 Gang Esse).

&G

*Æsin. Navnet er en Sammensætning af Hankjønsordet gin. åss,
Aas, langstrakt Høide", med vin. I den omvendte Orden, vin + aas,
indgaar de samme Led i det paa tre Steder i Øvre Telemarken fundne
Gaardnavn Venaas (jfr. Indledn. NG. S. 85).

Den Aas, hvorefter Gaarden her oprindelig er kaldet, og som siden
ved Vekselvirkning har optaget Gaardens Navn 1 sit som et nærmere karak-
teriserende Tillæg —, er Æsefjeld i Bamle, omtalt hos Am. Helland,
Bratsberg Amt II S. 191. Æsa Gaarde ligger i Dalen ned for Æsefjeld,
der her benævnes Æise Varde eller ogsaa Vardaas.

9. Mæla 4, 6 Gjerpen, udt. mø ta. a Mæröini D.N. I 75.
1294 (og saaledes stadig Mærdin eller Merdin, sædvanlig med
følgende 1, e el. a, 1 13 varierende Former paa utallige Steder).

*Merdin. 'To Forklaringer er rent formelt seet tænkelige ved dette
Navn. Det kunde være en Sammensætning af mers, f. (,, eine, Ruse, gjort
af flettede Grene til at udsættes 1 Stængsel over Bæk eller Aa*), med vin,
sigtende til, at der har været rig Leilighed til Fiske i Gaardens Nærhed.
Man spørger sig uvilkaarlig, om der er Elv eller Vand i Nærheden, hvor
Fiske passende kunde drives. Svaret maa nærmest blive benegtende. Der
strømmer nok en Elv et Stykke vestenfor, kjendt under Navnet Falkum-
elven, et Tilløb til Hovedvasdraget fra nord. Dennes Løb falder imidlertid
temmelig fjernt fra Mæla, adskilt derfra ved Skog og et lidet Dalføre. Jeg
tror derfor, at en anden Forklaring har mere for sig, nemlig at det er
Dyrenavnet mordr (gen. mardar), ,Maar*, der i en i-omlydt Form ind-
gaar i Navnet som fste Sammensætningsled.

Med Hensyn til Udtalen af Herredsnavnet Gjerpen, der vil
findes nærmere behandlet i B nedenfor, hersker der stor Usik-

1 f. Eks. Venaas 53 Seljord, udt. vø nås. a Vinass D: N. XI 722. 1489.

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 51

kerhed. Selv tror jeg oftest at have hørt jæ rpa-såkt'n, og det
er af den Grund, jeg har ladet det opføre under B. Andre paa-
staar imidlertid, at der kun siges jærpon eller jæ rpan-såkt'n,
og det er sikkert, at som Gaardnavn udtales Gjerpen blot paa
den første af disse to Maader. Telemarkingerne siger imidlertid
jærpa-soktn, og denne Udtale, der overensstemmende med,
hvad man venter, føler det oprindelige Gerpin til de øvrige
paa a udlydende vin-Navne 1 Bamle Fogderi, skal efter samstem-
mige Vidnesbyrd af indfødte og andre tidligere have været og
endnu tildels være herskende ogsaa 1 Herredet selv.

B. Følgende to vin-Navne, det sidste dog kun delvis, ud-
lyder i Bamle Fogderi paa et slapt e (2).

4. Bamble 53 Bamle, udtalt bam ta. — i Bamblyn R. B.
20. i Bamblene R. B. 21 s. (senere væsentlig Bamble).

*Bamlin. Navnet er en Sammensælning med vin af en Stamme
baml-, som forekommer to Gange 1 Bratsberg Amt, nemlig foruden her
ogsaa i et Gaardnavn i Hiterdal, skrevet i Bamblom R. B. 4 s. og udtalt
ba mt2 paa samme Maade som her.

»Bamle* er som bekjendt ogsaa Betegnelse for Sognet og Herredet,
hvori den ovennævnte Gaard 53 Bamle ligger; endelig er Navnet udvidet
til at gjælde hele det sydligste Fogderi i Bratsberg Amt.

Der har imidlertid her neppe fundet en direkte Overføring Sted fra
Gaard- til Sognenavn, slig som vi har iagttaget den ovenfor ved Hollen og
Helgen (Kap. I), og som Gjerpen umiddelbart nedenfor vil afgive et nyt
illustrerende Eksempel paa.

Herredets Navn skrives nemlig i Middelalderen:

um Bambler D.N. III 110. 1318. i Bamblum D.N. I 188. 1838. 0. m. fl.
St. (desuden i Banblom, i Bomblom, i Bamlum, i Babblum, i Bambla D.N.
XII. 183. 1448. Bamlee D.N. Bamlæ D.N. Bamble D.N.).

Medens Gaardnavnet 53 Bamle' er en Sammensætning med vin, er
Herredsnavnet, som vi ser, et gammelt Flertalsnavn, hvis Form i Fortid og
Nutid falder ganske sammen med det ovfr. nævnte Bamle 1 Hiterdal.

Det er nu sandsynligt, at Herredsnavnet, hvis nuværende Udtale kan
udgaa fra nom. pl., men ogsaa mulig grunder sig paa den gamle elliptiske
Genitiv i flertal Bamla (se Skriftformen i Bambla ovfr.), idet sökn f. Eks.
kan tænkes bortfaldt* —, at Herredsnavnet, siger jeg, har overført sin
Udtaleform paa Gaardnavnet 58 Bamle. Dettes naturlige Udvikling til en
Udtaleform paa -a blev derved kvalt i Fødselen.

: Jfr. a Fænæs R. B. 15, i Fænæs R. B. 27, i Fænæs R. B. 189, ved Siden
af Fænæs kirkia R,B. 15, Fenæs sokn R. B. 27 — gamle Skriftformer
for det af 0. Rygh som vin-Navn opfattede Fen 25, 26 Hollen. *

OLAI SKULERUD. [No

Od
bo

Stammen baml- er vistnok beslægtet med Folkesprogets Verbum
bemla, ,plaske, skvulpe*, hvortil Bemla som Navn paa en BElv, der falder
i Ua langt oppe 1 Skovbygden i Nes, Romerike (se Elvenavne S. 10).

Liksom det paa to Steder i Nedre Telemarken forekommende Gaard-
navn Sauar, har da Bamle vistnok Hensyn til Bækkebrus eller Elvesus i
Nærheden.

5. Gjerpen 59, 60 Gjerpen, opr. Gaardnavn, og endnu
brugt som saadant 1 Flæng med ,Præstegaarden*, udtalt jæ" rpon.

Den ægte folkelige Udtale er dog jæ rpa- el. jærpa-saktn
(cfr. forøvrigt ovenfor).

Ældre Navneformer: Gerpina, Gerpine, Gerpini, Gerpene
sokn (fra 2den Halvdel af 15de Aarh. ofte Gerpen s.). å Gerpini,
Gerpene, Gerpine, Gerpina. Gærpins kirkia R.B. 36 o. m. fl.
*Gerpin. Navnet er en Sammensætning, vistnok af en Stamme garp-,

hvis Betydning og Oprindelse ikke er sikkert forklaret, med vin. Navnet
er ikke enestaaende.

Da Gjerpen Præstegaard og endnu mere Kirken til alle Sider ligger
dominerende over Omgivelserne, synes det naturligt at anse første Led for
beslægtet med en Stamme jærp- (i Nutidsudtalen), der oftere forekommer
i Navne paa Høider. Saaledes er der en Holme i Farvandet ovenfor Skien,
som kaldes jærponskått, og NG. III S. 338 anføres der et Navn Jerp-
skaftet. ,Efter en Sæter jærpaon, der igjen kan have sit Navn efter
en Høide*.

En Støtte synes denne Forklaring at vinde deri, at Hofund (,,det
sig hævende Landskab*) som bekjendt er det gamle Navn paa den Del af
Herredet, hvor selve Gjerpensgaardene er situerede paa en af de høies!e
Punkter. Denne Forklaring synes imidlertid ikke at passe paa Gjerpen i
det Jarlsbergske.

Hvis Udtalen jæ rposåktn beror paa Tradition, er det
muligt, at det slappe udlydende e her gaar tilbage til et sent
middelaldersk a, opstaaet af ældre in paa samme Maade som 1
Lina, Æsa, Mæla og de i Kap. I for Nedre Telemarken opreg-
nede Navne..

Det er dog paafaldende, at dette åa senere — 1 Modsætning
til i de øvrige Navne — skulde være svækket til e. Maaske
kan Aarsagen være at søge 1 den Konsonantforbindelses Natur,

som her virkede Længden ved Position.

! Et tredje med disse fuldstændig analogt Navn, der forekommer paa
tre forskjellige Steder i de lavere Egne af Bratsberg, er Siljan i Bamle,
i Eidanger og i Solum, overalt sigtende til stillerindende Vand — Ud-
videlser af Bækkeløb — i Gaardenes Nærhed.

1906.] om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 35

Dette er imidlertid lidet sandsynligt. dJeg'ltror derfor at
burde fastholde: Den ægte Udtale jæ rpa, som maa antages
tidligere at ha” eksisteret og endnu siges at eksistere (cfr. Å
Slutning), er for det meste uddød. Udtalen jæ rpa 1 jæ, rpasåkt'n
beror ikke paa Tradition; den er fremkommen af Udtalen
jæ rpon — vistnok derved, at Byudtalens udlydende -n i Byg-
den har været opfattet som efterhængt bestemt Artikel, der
kunde sløifes, fordi sökn føiedes enklitisk til.

Hvad nu videre Udtalen jæ rpm angaar, mener jeg — med
Støtte 1 den Kjendsgjerning, at intet andet vin-Navn'i Nedre
Telemarken og Bamle i den ægte folkelige Udtale nu udlyder
paa n, — simpelthen, at den bør ansees for kunstig.

C. Følgende fem vin-Sammensætninger inden Fogderiet —
alle i Gjerpen Herred — udlyder i Nutidens ægte folkelige Ud-
tale paa å.

6. Hyni 7 Gjerpen, udtalt hy mi. — i Hynimæ R.B. 36.
37. i Henine D.N. V 287. 1400. Hønene Sk. 11. Hønim St. 42
(senere Hiønne, Hiønnie, Hønn, Hønie, Hønnie, Hynnj; Hynni

1723).

*Hyrnin? Navnet er rimelig en Sammensætning af Intetkjønsordet
gin. horn, ,Horn*, og 1 overført Betydning ,Hjørne, Vinkel", med vin.
iste Vokal er isaafald i-omlydt. Der er ellers som bekjendt Afledninger
af horn, hvor y mere paa første Haand hører hjemme: i Nedre Telemar-
ken endnu som svagt Intetkjønsord hymmna, best. hynnad (altsaa som
auga) eller ogsaa hymnmné, n. Dette sidste er i Nedre Telemarken meget
hyppigt i Stedsnavne (helst som Betegnelse for Underbrug eller Pladse) ..
Man har ogsaa Afledningen hyrna, f.

Navnet Hyrnin forekommer ogsaa andetsteds i Landet (se NG. III
S. 236).

Hyni Gaarde ligger nu paa begge Sider af Falkumelven, der her gjør
flere forholdsvis skarpe Sving. Det oprindelige Hyni har dog efter alt at
dømme ligget paa den østre Side, og er grundet paa en Tid, da Vestsiden
endnu var dækket af Skog. Navnet forklares rimeligst af Vinkel, som
Elven danner i det omgivende Land under sit Løb.

Man skulde rigtignok ventet, at den nuværende Udtale havde kort
Vokal + langt derpaa følgende n [hymmi]. Det er vel i Betragtning af,
at den nuværende Udtale er hymi, med langt y + derpaa følgende enkelt

i Eks. Hynne under Gaathaug 35 Saude, skrevet Hyni 1 Matrikelen
af 1889 og i Postadressebogen, — hvorved man let faar den falske Op-
fatning, at det er oprindeligt vin-Navn og identisk med det her om-
talte Hyni. Der er ogsaa et Hynne i Bø og et i Hjartdal, Øvre Tele-
marken.

Vid.-Selsk, Forh. 1906. No. 2. 3

34 OLAI SKULERUD. [No. 2.

mn, at Navnet af Am. Helland i , Bratsberg Amt* 1I, S. 286, opføres med
gammel Form Hynin.

Hvis denne Form er tilgrundliggende, vil Navnet være en Sammensæt-
ning med vin af Hankjønsordet gln. hunn, ,Unge, Barn", spec. ,Bjørne-
unge", endnu forekommende i (Øvre) Telemarken i Sammensætningen
hö mobero 9: en Binne med Unger.

Og deri vilde ikke være noget paafaldende. Vi saa ovfr., at en anden -
Vin lige i Nærheden, Mæla 4, 6 Gjerpen, mulig har Navn efter Dyret Maar
(martes).

Men der er en anden OQmstændighed som taler for den første For-
klaring.

Det er, at hunn, yBjørneunge*, neppe — om overhovedet — forekom-
mer 1 Norge 1 Stedsnavne.

Og selv om Typen -yrn- sædvanlig er blevet -ynn-, er det
dog tænkeligt, at det ogsaa skulde kunne repræsenteres af ym (jfr. i Nedre
Telemarken byt af byrödr, styt af stirör).

Hyrn- kunde blive til Hy dn-, og dette igjen til hym- med palatalt n
(efterat 3 først var overgaaet til Palatalvokal); n'ets palatale Natur svandt
derpaa; jfr. Am. B. Larsen om Ordet barn i norske Bygdemaal.

7. Limi 56 Gjerpen, udtalt 17 mi. — å Linimi (f) D.N. II
181. 1836. i Lymænæ D.N. VIII 391. 1456 (o. fl., undertiden ud-
lydende paa -ing).

*Limin (saaledes A. Helland). Navnet er mulig en Sammensætning
med vin af Hunkjønsordet gln. lim (gen. limar), ,tynd, smækker Kvist i
Toppen af et Træ eller yderst paa en Gren, som bærer Træets eller Grenens
Løv", jfr. lim, n., ,det fine Ris paa Grenene af et Træ, som bærer dettes
Løv* (Fritzner).

Der er dog en anden Forklaring, som synes fuldt saa vel begrundet,
det er, at iste Led egentlig er Hankjønsordet gln. limi, ,Riskost*. Navnet
maatte isaafald hentyde til, at Stedet var bevokset med en Buskvækst,
hvoraf man pleier at lage Limer (f. Eks. Bjerk, som der vokser usædvanlig

frodig med paa Stedet den Dag idag). Tilgrundliggende vilde da være
*Limin. Jfr. NG. VIII S. 25.

8. Grini 57 Gjerpen, udtalt gri ni. — i Grøyninæ, Grønynæ
R.B. 37. i Grænmæ R.B. 38 (senere mest Grine).

Om Oprindelsen se Kap. II No. 15 og No. 21.

9. Sanden 80 Gjerpen, udtalt sa'nni. — i Sandini R.B.
25 (senere mest Sanden).

Navnet er i formel Henseende — hvis virkelig oprindelig vi n-Sam-
mensætning (Hankjønsordet gln. sandr + vin) — noget ganske udenfor
alle Land, se nærmere nedenfor. Man kunde derfor tænke paa, at det var
ubestemt dativ sg. af det enkle Ord sand, jfr. i Dialekten fo mmi, ,,fundet*,
sottt, ,siddet* o. s. v. [Eksemplerne er dog ikke helt analoge, da der her
fulgte t i det gammle Sprog (funnit, setit)].

10. Sølen 82 Gjerpen, udtalt sæ ti. — i Søylini R. B. 230 s.
(senere Søl(ljen(n)).

1906.] om VIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 35

*Søylin. Navnet er en Sammensætning af den Stamme, som fore-
ligger i Hunkjønsordet søyla (hos Aasen), ,Søle, Dynd, Mudder*, med
vin — sigter altsaa — liksom det foregaaende Navn — efter sin Oprin-
delse til Grundens Beskaffenhed paa Stedet.

Det kan bemærkes, at Sanni og Søli er Nabogaarde. De
ligger begge langt syd i Gjerpen, paa Grænsen henimod Eidan-
ger, der hvor Udsigten aabner sig nordover hele Gjerpensdalen,
idet man fra Sletterne ved Porsgrund snur rundt Borgeaasen 1
Snevringen ved Augestad og kommer op 1 Høiden.

Som man ser, er det af hele det store Bamle Fogderi kun
Gjerpen og Bamle Herreder, hvori der findes vin-Navne.

I Indledningen ovfr. er Tallet af sammensatte vin-Navne 1
Bamle Fogderi sat til 12 efter 0. Ryghs Statistik.

Disse er nu igjen fordelt med en Halvpart paa hvert af de
to Herreder.

Til de 10 vin-Sammensætninger, som er opregnet i nær-
værende Kapitel, kommer nemlig for Bamles Vedkommende én
saakaldt ,sammendraget* vin-Sammensætning (ol. Høn 51
Bamle, se Kap. III Slutning), og for Gjerpen ligeledes én (nl.
Men 70 Gjerpen, se samme Sted).

Men dertil kommer for Bamle ogsaa ét helt usammensat
vin-Navn, det eneste, som findes 1 de to Fogderier; det er
Vinje 42 Bamle, udtalt vi nja (1 Vimiom D.N. V 9287. 1400).

Dette Navn gjenfindes i det nordvestlige Øvre Telemarken
1 Herredsnavnet Vinje (udtalt vi ji), som oprindelig er Gaard-
navn og endnu bruges som saadant.

I Middelalderen skrives dette 1 Viniar kirkiu D.N. XIII 20.
1360. a Wimiom D.N. IX 308. 1455. Vinia sokn D.N. I 551. 1437.

Det er vist ingen Tilfældighed, at det usammensatte Navn
saaledes netop kun findes paa to uhyre vidt adskilte Punkter af
Amtets Omraade, ved Grænserne for vin-Sammensætningsled-
dets Felt.

Man finder nemlig dette Træk ikke sjelden 1 Stedsnavne,
se herom Dr. Andr. M. Hansen 1 ,Landnaam* S. 38,

36 OLAI SKULERUD. [No. 2.

Man kan vanskelig — naar man sammenligner vin-Sam-
mensætningernes Form 1 Bamle med den, som. den samme
Gruppe Navne i Nedre Telemarken har antaget — værge sig
for en Følelse af, at Bamle jo for sin Part indeholder Negationen
af den Regel, som formuleredes i Kapitlerne IT og III.

Dette er ogsaa virkelig Tilfælde i noget Mon.

Thi der er vistnok utvetydige Tilløb til en lignende For-
deling efter Stavelsens Længde og Korthed, som den vi i Nedre
Telemarken var Vidne til; men saa gjør der sig en anden Ten-
dens gjældende, som til en vis Grad forstyrrer dette Forhold.

Lina, Æsa (Bamle) og Mæla (Gjerpen) har jo alle oprinde-
lig lang iste Stavelse og skal derfor regelret udlyde paa åa 1
den ægte folkelige Udtale.

Da Gaardnavnet Bamle, som det har været vist under No.
4 ovfr., bør komme ud af Betragtning, er Bamle Herred derved
reddet for Regelen. Det har kun Eksempler paa den Kategori
af vin-Sammensætninger, der har oprindelig lang iste Stavelse.

Ogsaa i Gjerpen er der Eksempler, som helt ud stemmer
med Regelen, nemlig paa den ene Side det nys nævnte Mæla
og rimeligvis Gjerpen — paa den anden Grini og mulig Limi.
Heller ikke Hyni behøver at danne nogen Undtagelse; forudsat
nemlig, at det er oprindeligt Hyrnin, kan det palatale n (se
under No. 16 ovfr.) antages at have holdt Udlydsvokalen i dens
oprindelige Leie og hindret dens Overgang til guttural Vokal.

Navnet Søli No. 10 ovfr. bliver dog altid uforklaret.

Jeg tror derfor ikke, at den for Nedre Telemarken opstil-
lede Regel uden videre raat kan overføres paa Gjerpen, men
kun med visse Modifikationer.

Medens i Nedre Telemarken Stavelsens Længde og Kort-
hed var alt afgjørende for Navnets lydlige Udvikling, saaledes
at Tendensen til Vokalharmoni og Vokaludjævning som en vir-
kende Faktor strengt konsekvent blev holdt udenfor de oprinde-
lig lange — for til Gjengjæld at brede sig frit i de oprindelig
korte —, har i Gjerpen denne Tendens grebet ud over det saa-
ledes begrænsede QOmraade.

Deraf den tilsyneladende Forvirring.

1906.] om vIN-NAVNENES BEH. I N. TELEMARKEN OG BAMLE. 97

Stavelsens Længde satte ikke her — 1 den Grad som i
Nedre Telemarken — Bom for Tendensen til Vokalharmoni.
Det viser sig nemlig — bortseet den hele Tid fra Sanni

Nr. 9 ovfr. — at de ,høie* palatale Vokaler 1, i, y, y og Dif-
tongen øy kræver å som fast Regel i anden Stavelse i Nutidens
ægte folkelige Udtale af Navnene, hvadenten første Stavelse er
oprindelig lang eller kort.

Derfor udlyder Hyni og Søli No. 6 og No. 10 ovifr. og Limi
No. 7 alle nu paa i.

Ved den ,lave* Palatalvokal e& har derimod en Fordeling
fundet Sted efter Stavelsens Længde og Korthed, saaledes at
Meröin gir mæ ta (se No. 3 ovfr.), men Grenin grv ni (se
No. 8). Herimod taler ikke Udtalen af selve Navnet Gjerpen,
hvorom forøvrigt se ovfr. Å Slutning og under No. 5.

Tendensen til Vokalharmoni og Vokaludjævning har saa-
ledes i Gjerpen havt et videre Felt end i Nedre Telemarken, og
en Følge heraf er, at en relativt større Del af vin-Navnene 1
Gjerpen nu udlyder paa -å (ja der er jo 1 Virkeligheden kun ét
afgjort a-Navn af otte).

Naar Vokalen é paa denne Maade havde fæstet sig i Ud-
lyden af en hel Række bekjendte Gaardnavne af samme Kate-
gori inden Bygden, var det videre tænkeligt, at den kunde springe
over til et i Henseende til 2det Sammensætningsled identisk
Navn, som ifølge 1ste Stavelses Vokal og Beskaffenhed 1 det
Hele skulde havt en anden Udvikling. Dette er den eneste
Maade, hvorpaa jeg kan forklare mig Sanni No. 9, der lydlov-
mæssig udviklet maatte blevet Sanna.

Man maa desværre — hvis man ikke griber til den Udvei at
anse Sandini R.B. 26 for egentlig Sandum (dat. pl.), hvad der
fra Skrifttrækkenes Side vel lader lader sig forsvare), og Udta-
len Sammni for beroende paa dativ sg. i Sandi (se under
No. 9 ovfr.) — medgive Vanskeligheden af at bringe samtlige
vin-Navne i Gjerpen ind under faste Regler for deres lydlige
Behandling. Det ser ud, som de faar arte sig temmelig kapri-

t Jfr. ,Grafwin (trykt Grafwom) R.B. 6, se Kap. II No. 18 ovfr.

38 OLAT SKULERUD. OM VIN-NAVNENES BEH. [No.2. 1906.]

ciøst. Derved stikker Gjerpen skarpt af mod Bamle Herred paa
den ene Side og Nedre Telemarkens Fogderi paa den anden.

Om Reglerne derfor ikke har kunnet formes med det Krav
paa Paalidelighed, den Prærcision eller den Konsekvense i
Gjerpen som ellers i de to Fogderier Nedre Telemarken og
Bamle, tror jeg dog 1 Hovedsagen at have truffet det Rette
ogsaa for dette Herreds Vedkommende.

Det er ikke alene i Bratsberg, at en Fordeling som den, vi
ovenfor har været Vidne til, er paaviselig i vin-Navnenes Form.
Kun synes der almindelig ikke at være den strenge Lovmæssig-
hed 1 Skillet mellem lang og kort Stavelse som i Nedre Tele-
marken, liksom Kløften almindelig heller ikke er saa vid mel-
lem ,lange* og ,korte". TI iste Halvbind af NG. IV, hvor de
12 øvre Herreder af Kristians Amt findes behandlede, opføres
der en Række vin-Navne, hvor -? hører hjemme efter opr. kort
1ste Stavelse (Fliti, Sili, Haadi, Brimi), -é derimod efter opr. lang
saadan (Tofte, Belle, Lykre, Hyrve, Frøise, Krøkje, Vekkje m.
fl). Af ca. 40 vin-Navne i denne Del af Kristians Amt er
der kun et, som synes at stride mod denne Regel, det er
Skaaden 82, 83 Nordre Fron, udt. skå'é, men dette forklares let
derved, at Tendensen til Vokalharmoni her har faaet Overhaand
paa samme Maade som ovenfor ved Gjerpen paavist. Se for-
øvrigt Indledn. NG. S. 85 følgende.

En hjertelig og ærbødig Tak bringer jeg Hr. dr. philos.
Am. B. Larsen, som har vist nærværende Arbeide den Inter-
esse at læse det igjennem i Manuskript, og derunder har med-
delt mig mange nyttige Vimk til Navnenes rette Forstaaelse i
formel og reel Henseende. Stor Tak skylder jeg ogsaa Hr.
Universitetsstipendiat Magnus Olsen, som med altid lige hjælp-
som og kyndig Haand har bistaaet mig under den første Ud-
arbeidelse.

Trykt den 28de Februar 1906,

Rettelser.

S. 8L. 3f.n. 17; skal være 16.
p 11 , 11 — u-Omlyd; skal være w-Omlyd.

BOTANISKE UNDERSØGELSER

INDRE RYFYLKE.

AF

OVE DAHL.

(CurisTraNIA ViDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 8).

CHRISTIANIA.
1 KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.
1906.

Botaniske undersegelser i indre Ryfylke.

Af
Ove Dahl.

IGG

(Fremlagt i møde i den mathematisk-naturvidenskabelige klasse 26 jan. 1906.)

1): indre del af Ryfylke, det nordligste af de to fogderier,
hvori Stavanger amt har været delt, tilhører det sydligste høi-
fjeldsparti paa vor vestkyst. Det er at betragte som en vidt-
strakt fjeldmark, der har sin største høide inde ved amtsgrænsen
(Skavlen 1575 m., Mælen ca. 1550 m., Vasdalseggen 1667 m.,
Snenuten 1607 m., Napen 1349 m., Blaafjeld, Nordre Lysekam
1324 m.) og gjennemskjæres af dybe, næsten parallele, i regelen
i nordøstlig retning gaaende revner, hvorigjennem Boknfjorden
sender sine arme langt ind i fjeldmassen”.

Sydligst har man Hølefjorden, der gaar ind 1 sydøstlig ret-
ning og med sin fortsættelse, den trange Frafjord, er 24 km.
lang. En fortsættelse af den sidste er den af steile fjeldsider
indesluttede Frafjorddal. 5 km. udenfor Frafjordens bund gaar
der ind en bugt til den ialfald i sin nedre del temmelig brede
Dirdal. Ft stykke længere ude fører paa østsiden den 7 km.
lange Espedal ind til Espedalsvandet. En af de merkeligste
fjorde i hele Ryfylke er dog den arm, som Hølefjorden sender

1 Høideangivelserne er i regelen hentede fra amtskartet. Ellers er flere
oplysninger om naturforholdene hentede fra Norges Land og Folk XI,
Stavanger Amt, af Boye Strøm. Kr.ia 1888.

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 3. 1

Å OVE DAHL. [No. 8.

ind i nordøstlig retning, 6 km. nord for Espedalens munding.
Det er nemlig den kun 1—2 km. brede, især 1 sin indre del af
steile fjeldsider omgivne Lysefjord, der borer sig 40 km. ind
blandt fjeldene. Lysefjordens revne fortsættes i den trange
Lysedal, der i nordøstlig retning fører ind mod amtsgrænsen.

Nord for Hølefjorden trænger vistnok Aardalsfjorden kun
henved 10 km. ind i landet, men indenfor dennes bund er der
kun et par kilometer over til det 12 km. lange, fjordlignende,
af steile fjeldsider omgivne øvre Tysdalsvand.

Nord for Aardalsfjordens munding kommer Fisters og
Hjelmelandsbygdens forholdsvis lidet indskaarne kyststrækning
ret overfor de store øer Randø og Qmbø.

Som en fortsættelse af Gardsundet mellem disse øer gaar
dernæst Jøsenfjorden 25 km. ind i nordøstlig retning. Denne
kun et par km. brede fjord er navnlig 1 sin indre del med sine
steile fjeldsider ganske et sidestykke til Lysefjorden. Paa fjor-
dens sydside gaar der ind en liden bugt til Tøtlandsvik, hvorfra
der kun er et par km. op til den brede og flade Vormedal, der
kun ved en smal aasryg adskilles fra det ovenfor nævnte øvre
Tysdalsvand. Indenfor Jøsenfjordens munding er der et par
dybe fjeldrevner, hvoraf den ene langs Førreelven fører ind til
amtsgrænsen. Syd herfor ligger Blaafjeldets mægtige høifjelds-
parti. Fra Valde 8 km. fra fjordbunden fører et dalføre over
til Suldal, hvorom nedenfor.

Nord for Jøsenfjorden kommer Fyfjorden, der gaar ca. 9
km. ind i østlig retning. Fra dennes bund gaar der en liden
fjordarm ind mod syd, der kun ved et smalt eide er adskilt fra
Jøsenfjorden, og en henved 8 km. lang fjord mod nord, der
igjen ved et smalt eide er skilt fra Sandsfjordens sydgaaende
arm, Lifjorden.

Sandsfjorden, der gaar ind 1 nordøstlig retning fra Bokn-
fjordens indre del, Nærstrandsfjorden, er med sine forgreninger -
den betydeligste af dennes arme. Yderst er den temmelig trang,
men længere inde udvider den sig, og ca. 25 km. fra dens
munding deler den sig i to arme, hvoraf den kun 1—17/2 km.
- brede, af steile fjelde omgivne Hylsfjord gaar ind ca. 20 km. i

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 5)

nordøstlig retning, medens den noget bredere Saudefjord fort-
sætter Sandsfjordens retning ca. 16 km. Hylsfjordens revne
fortsættes 1 et meget trangt dalføre, hvorigjennem der over
Hylsskaret er kort overgang til Vaage ved Suldalsvandet.

Fra Saudefjordens bund udgaar der flere dybe dalfører,
hvoraf Espelands- eller Aabødalen og Heireimsdalen 1 nordlig
retning og Storelvens dalføre, der gaar 1 nordøstlig retning til
Storlivandet og Hellandsbygden, hvorfra stølsdalen Slettedalen
fører mod nord med overgange til Røldal og Aakrefjorden.

Fra strandstedet Sand straks udenfor Hylsfjordens munding
udgaar i nordøstlig retning Sands- eller Suldalslaagens for største-
delen temmelig brede og flade dalføre, der i en længde af 19
km. fører ind til Suldalsvandet.

Suldalsvandet ligger 72 m. o. h., er 28 km. langt og dan-
ner 1 nordøstlig retning fortsættelsen af Suldalslaagens revne.
Det er omgivet af høie fjelde, der fleresteds falder steilt ned
mod vandet. Paa vandets østside fører Kvildals- og Aarhus-
eller Vetrhuselvens dalfører ind 1 fjeldmassen, paa vestsiden er
der ved Vaage, som ovenfor nævnt, overgang til Hylsfjorden.
Ved vandets øvre ende deler hoveddalføret sig 1 de trange dal-
fører Bratlandsdalen, Grubedalen og Kvandalen, hvoraf den
første fører over til Røldal, de to sidste til Haukelifjeldene 1
Telemarken.

Suldalsvandets østside indtil amtsgrænsen optages af det
høieste og vildeste fjeldparti i Stavanger amt. Herinde ligger
de ovenfor nævnte fjelde Vasdalseggen (regnes nu til Bratsbergs
amt), Mælen, Snenuten, vestre og østre Kallefjeld og Napen nær
og ved amtsgrænsen, og fra disse sænker fjeldplateauet sig lidt
efter lidt mod syd og vest, gjennemskaaret af dybe dalfører.
Flere saadanne forener sig i fjeldmassens sydvestlige del i Mos-
vandets (2,16 km.*) og Sandsætvandets (6,68 km.*) bassiner, og
syd for det sidste gaar fra øst mod vest Ulladalen, der forener
sig med Valdeelvens sydgaaende dalføre, der fører ned til Valde
ved Jøsenfjorden.

Straks udenfor Sandsfjordens udløb sender endelig Nær-
strandsfjorden en fjordarm 1 nordlig retning, der længere inde

6 OVE DAHL. [No. 3.

deler sig korsformig i den mod nord gaaende Sandsætfjord,
den mod vest gaaende Yrkefjord, der atter sender mod nord
den trange Vatsfjord, og den østgaaende Vindefjord, fra hvis
bund der kun er et meget smalt eide (Ropeidet) over til Sands-
fjorden, ret overfor Sand.

I geologisk henseende tilhører indre Ryfylkes fjeldmasse
grundfjeldets, skiferens eller gneis-kvartsitens formationer!. I
de sydligste herreder, Høle og Fossan er grundfjeldets granit og
gneis omtrent eneraadende. Gneis optræder saaledes i Dirdalens
nedre del og inde 1 Lysefjorden. I Strand bestaar herredets
største del, den østlige, af granit, medens skifer optræder nord
og syd for Bjøreimsvand. I Aardal er ligeledes granit den
fremherskende bergart, dog forekommer der ogsaa her tildels
gneis og paa de indre høiere fjelde paa nogle steder skufer,
hvorover der ligger gneis-kvartsit i de høieste fjelde, f. eks. paa
nordsiden af øvre Tysdalsvand og Dybedalsvand. I Fister er
skiferen mest udbredt paa øerne, graniten derimod paa fast-
landet, dog optræder der i Løvaasens nedre partier skifer,
i dens top gneis-kvartsit. I Hjelmeland bestaar bergarten paa
største delen af Jøsenfjordens sydside af gneis, medens nord-
siden væsentlig dannes af granit. I de høieste fjeldtoppe op-
træder lerskifere med overliggende gneis-kvartsit, saaledes 1
Gunlanuten og Risfjeldet paa nordsiden, Oksnefjeldet og Aasheia
paa sydsiden samt indenfor fjordbunden, især langs Førreelven
indtil Blaafjeld, hvis øvre partier ligeledes dannes af den over-
liggende gneis-kvartsitformation. I herredets vestligste dele,
øerne Ombø og Randø, sænker skiferen sig ned til havet. I
Jelse dækker ligeledes skiferen de vestligste dele af herredet
ned til havets niveau, medens grundfjeldets granit og gneis
fornemmelig optræder i den østlige del. I Sand dannes de
lavere strøg langs fjordene næsten overalt af grundfjeldets
granit og gneis, medens der særlig i høiderne forekommer skifer,

1 Hertil er væsentlig benyttet Geolog. oversigtskart over det sydlige
Norge, udg. af den geologiske undersøgelse 1877, Amund Helland:
Jordbunden i Norge, Kr.ia 1893, H. Kaldhol: Suldalsfjeldene i Norges
geol. undersøgelses aarbog f. 1903, samt den sidstes arbeidskarter til
Stavanger amts nordlige del, 1904—1905.

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. fi

saaledes paa Hestfjeldet, Rosheinibba, Vandvik—Lølandskaret
og store partier, især paa nordsiden af Hylsfjorden med over-
liggende gneis-kvartsitformation. I Saude træder især graniten
og gneisen frem langs fjordsiderne, medens der ellers over
disse bergarter hviler skifer med overliggende gneis-kvartsit-
formation, f. eks. i Slettedalen og Aabødalen. Fjeldpartierne
fra Saudefjordens østside til Skavlen og Svinestølnuten dannes
ogsaa af gneis-kvartsitformationen, rundt om omgivet af lavere
skiferpartier. Paa vestsiden sænker skiferen sig paa flere steder
henimod Hangenvik ned til fjorden, ellers omgiver den ogsaa
her de indenfor liggende høiere fjeldpartiers gneis-kvartsitforma-
tion. I Suldal optræder grundfjeldets gneis og granit paa begge
sider af Suldalslaagen og Suldalsvandet og dets saakaldte Tele-
marksformation i Vinjenuten ved Suldals kirke og Rossemyr-
nuten ovenfor Næsflatens kapel. De indre fjeldpartier paa van-
dets østside dækkes paa mange steder af skifer, saaledes Aust-
mannaheien, Dyreskarnuten, vestre Kallefjeld og Gjeteryggen,
Raufjeld, Urd- og Krokvasnuten, Havernaasnibba nær Bleske-
stad og dele af Skyvattenfjeld og Meien paa grænsen mod Bykle
samt store partier paa Kvandalens østside. De høieste fjelde
som Snenuten, Skardnuten, Steinkilnuten, Mælen og Troldskei-
nuterne tilhører ialfald i sine høieste partier den overliggende
gneis-kvartsitformation, medens der i de bratte styrtninger under
fjeldene i regelen optræder skifer. Det samme er ogsaa tilfældet
i de sydlige fjeldpartier: Napen og fjeldene ved Svine-, Sandsæt-
og Mosvand.

I Vikedal har skiferen størst udbredelse, kun paa et mindre
areal kommer grundfjeldets gneis og granit frem i dagen, saa-
ledes i den østlige del af Vindefjorden.

I klimatologisk henseende har de ydre dele af Stavanger
amt et udpræget havklima med mild vinter, men forholdsvis
kjølig sommer. lifølge Mohns klimatabeller har endog Skudenes
den høieste middeltemperatur her tillands (7,4” C.). I de indre
dele nærmer derimod klimatet sig mere oplandsbygdernes med
varmere sommere og længere og koldere vintere. Dog bidrager
ogsaa her havets nærhed til at gjøre vinteren mildere og bringe

8 OVE DAHL. [No. 3.

tidligere vaar end paa Østlandet. Det hænder saaledes kun 1
strenge vintere, at Suldalsvandet fryser til, men sommeren er
oftest saa kjølig, at snefonnerne mangesteds bliver liggende
sommeren over 1 ringe høider. Ifølge Helland (Jordbunden i
Norge, p. 194) er 26 km.* dækket af sne og is, hvoraf 12 km.?
falder paa Saude, 14 km.* paa Suldal.

Nøiagtige temperaturmaalinger foreligger ikke fra indre Ry-
fylke, men derimod fra det nordfor Suldal liggende Røldal. Til
sammenligning kan her anføres efter Mohns klimatabeller middel-
temperaturerne, henførte til perioden 1841—90, for Skudenes og
Røldal. (Se omstaaende tabel.)

Af dyrkbar mark findes der i indre Ryfylke forholdsvis
ringe arealer. Da fjordsiderne oftest er steile og dalførerne i
regelen trange og korte, er det især inde 1 fjordene og det nedre
af dalene, at der findes større partier af opdyrket jord samlet.
Mange steder skyldes denne gamle moræners eller terrassers
sand og grus, hvorover der kun hviler et temmelig tyndt muld-
dække, saaledes i Fossan ved indløbet til Lysefjorden og i Fra-
fjord og Dirdal inderst inde i denne fjord, 1 Aardal, i Hjelme-
lands dalfører (f. eks. i Vormedalen), rundt Saudefjordens bund,
i Sandsdalen og tildels i Suldal. Hvor underlaget er hensmuldret
skifer, bliver muldjorden dybere, f. eks. i den nordre del af
Strand, de ydre dele af Fister og Hjelmelands kirkebygd, Jelse,
halvøen mellem Sands- og Vindefjorden (de sidste to steder til-
lige kalkholdig lerbund), Hylsfjordens nordside. I skiferfeltene
findes ogsaa de bedste sæterdale 1 Ryfylke, f. eks. Aabø- og
Slettedalen i Saude og inde i Suldal. I de sydligere fjord-
distrikter, hvor underlaget er den haardere granit eller gneis,
findes derimod ude ved havet større partier, der er ganske golde
eller kun bevoksede med ener og lyng, og i de indre fjeldtrakter
oftest kun ensformige heier, der kun afgiver et magert beite.

I Lysefjorden er der vistnok den rigeste kirsebæravl 1 hele
amtet; men skifertrakterne, særlig 1 Hylsfjorden, vilde dog
utvivlsomt ved forsøg vise sig ligesaa egnede for frugtavl.

Hvad skovene angaar, er de fleste øer i Boknfjorden lave
og bevoksede med løvskov. Ved fjordenes indløb er derimod

ELSER I INDRE RYFYLKE.

=
TI

BOTANISKE. UNDER SØ(

1906.]

GLIV | SIL | GL | 991 | GöL | SöL | 76 OG LG OG | 98 L8 001 y ENE US PLS
8616 | 9L6G | 996 | 196 | 9CG | 981 | GYF | SOL 76 88 | OFF | 9L1 | VIG 976 rn (puepsuplp) puep$pey
8000 | 696 | SYG | &66 | LOG | GYL | STI | OOT 78 SL | OGL i SOL | 661 LP Kees
96CG | GGEG | 666 | 686 | 606 | 6YL | NGL | LOT 96 8 | LYL | LSL | &GG G tutti t r(urssog) øgsrpen
E616 | 6L6 | 996 | SPG | 916 | GLT | SYL | OOT 86 8 | 66F | TLL | SIG PSI Ea me % |DNSESNN
GILL | 666 | 906 | 66L | 691 | OFF | OFL | 6L 98 L9 | SIT | LEI | SSL 18 NN 5 IEPINS
GLYT | O1G | SLI | €91 | SPE | SIE 106 189 | 99 | 89 | TOF | Tar | E91 IG EE SEN
S89L | 966 | €06 | L8T | 691 | LET | 01 | LL LL v9 | SIL | LET | PS E66 tt tn tt ((8ppns) snyneA
= = = === — == = IE= == pa == —- = — = —= — 190 == = ITETITTEEE= =
JEV "29 | 'A0N YO Idag *Sny que ran Ry [dy «SpERp | 9994 | 'uef | I JOABY JOUONLIG
'o oprØH
'QUI9UONBIS PA Q061—9L8]
JOUONBAIISGO 49JJe "WU I IULODUIOUIØGPAN SQJGJUB JOY [LYS SunapprreperuUdar SINJNSUI 2YSIS0J0.109J0UI JEP
ef Jasjoeppaur opp —'epepppelf 30 apaoff 28uen op 1 opur sæst 1015 saapIas 19 UAPBUDULØGPAN
(FTP NOE 07 —tenuel) g% aneraduajpappier sjonene 19 UALPSIIJÆS I AYLA |
sø Vee Er GR Var ør GER Mø MG VEG es ør Mit KE LETING
ee eie SØM EG VG 1901 |OGL VIT 199 197 See On kue Ne pe GO PT ONA
4aaoy | 2g *AoN 140 | dog «Sny | ne tune TR | 1udy sjy q9,4[ | 'uer

10 OVE DAHL. [No. 3.

oftest fastlandet, især i de sydligere dele, næsten træbart. Langs
fjordene kan der ogsaa kun findes større samlinger af trær,
hvor siderne er mindre steile. De største arealer af skov findes
i Suldal, Jelse (skovrigest i forhold til arealet i hele amtet),
Fossan og Hjelmeland.

e største furuskove findes 1 Suldal, Jelse, Sand (især paa
halvøen mellem Hylsfjorden og Sandsfjorden) og Hjelmeland
(navnlig i Vormedalen 1 Jøsenfjorden).

I torvmyrerne findes fleresteds stubber af furu.

Paa gaarden Foss i Suldal findes (ifig. Helland) den eneste
større gruppe grantrær i amtet. Ellers findes der i Suldal hist
og her gran, men for det meste kun enkeltvis, saaledes nær
Vetrhusstølen Johnstøl en ca. 15 m. høi gran, der i brysthøide
har en omkreds af 80 cm., samt en liden unggran, paa Gran-
holmen mellem Gaukstøl og Haavestøl 1 gran, ved Bleskestad
1 gran, mellem Nystøldalen og Kornstøldalen op for Roaldkvam
1 gran, nær Roaldkvam 2 å 3 graner, paa vestsiden af elven
nær Nordmork 1 gran.

Rigest paa løvskov er Suldal, Fossan, Jelse og Hjelmeland.
I regelen dannes denne af birk. Af andre træsorter merkes or
(svartor især 1 de ydre, graaor især 1 de indre trakter), rogn,
asp, heg, ek (begge arter), hassel, lind, alm, ask (de 4 sidste
især under klippeskrænterne i de indre trakter).

Med hensyn til forholdet mellem opdyrket mark, skov og
udmark (og fast fjeld) kan henvises til følgende tabel fra Hellands
Jordbunden i Norge:

|

80 Vo EE

elg je|å å

| åp * | < Ga |un 22

|< | | [2]
åøk. å 6 | 51 | 1.0| 4.1 | 21.8 73.1 7 km? furuskov, 17 km? løvskov
Fossan . .| 1.1 | 0.2| 0.9 |10.8| 89.7 18 LG —
Strand . .| 5.7 | 1.1| 4.6 |25.0|69.8| 17 Ed ne —
Aardal .| 1.5102) 1.3 12.6) 86.9 2 * ie pg ST så —=
Hjelmeland. N = 2 — Mti E —
Fister ; J 3.3 | 0.6 Dr 25.6 T1 1 17 å på . 97 gå le
Jelse . | 4,5 | 1.0| 3.5 |49.1|53.4 45 , => 5 —
Sand. | 8.1 | 0.5 | 2,6 98.5 68.4 36 =D DE —
Saude. 1.7 | 0.8| 1.4|13.4 849 17 , = Da —
Suldal 1009/1091 H65 1R2 AD — JØ9E —
Vikedal . 49 | 1.0| 8.9| 8.6|86.5| 11 ="'p å —

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 11

Medens karplanternes udbredelse er forholdsvis godt
kjendt i den ydre del af Stavanger amt (specielt Jæderen og ydre
Ryfylke), hører amtets indre dele (Dalenes og Ryfylkes indre
distrikter) til de i denne henseende mindst kjendte dele af vort
land. På

I 1826 foretog de svenske botanikere Ahnfelt og Lind-
blom en botanisk reise til det sydvestlige Norge, hvorunder de
ogsaa besøgte en del af indre Ryfylke. Et uddrag af deres
reiseberetning er meddelt af Joh. E. Wikström i Årsberåttelse
om Framstegen uti Botanik för År 1826, p. 258—2811. Et af
reisens formaal var, efter hvad Wikström beretter, at undersøge,
om man ei i det sydvestlige Norge skulde støde paa noget af
det sydlige Europas fjeldvegetation eller endel af den skotske
floras særegenheder.

Fra Helle i Hyllestad i Sætersdalen drog derfor de nævnte
botanikere over Haahelleren og Suleskar til Lysefjordens bund.
Her bemerkede de Luzula silvatica (ny for Nordens flora)?
Carex atrata, Aira alpina og Stellaria longifolia. Ved
Andersaaen fandt de paa fugtige, mosklædte stene Hymeno-
phyllum peltatum, og paa klippevæggen mellem fossene voksede
Sazxifraga aizoides, Rhodiola rosea, Aspidium aculeatum
(rimeligvis * Braumii Spenn.), i skredet længere nede saaes
Cryptogramme crispa, 1 gruset langs elven Cornus suecica,
Alchemilla alpina, Rhodiola og Jumncus trifidus og kun et
par alen over fjordens niveau Oæyria digyna og Silene acaulis
samt næsten lige nede paa strandbredden — blandt Plantago
maritima — Saxifraga Cotyledon. I nærheden paa stranden
bemerkedes Haloscias scoticum, Linaria vulgaris, Mertensia
maritima, Stachys paluster, Armeria maritima. Disse planter
vokser vistnok endnu alle ved Lysefjordens bund, og vi faar
allerede her et indblik i nogle af eiendommelighederne ved vege-
tationen i det indre af Ryfylkefjordene ligesom ellers mange-
steds paa Vestlandet: fjeldplanter, der stiger ned i strandbeltet,

! Årsberåttelser om Vetenskapernes Framsteg. VII. Stockholm, 1827.
2 Med hensyn til nomenklaturen følges i det følgende væsentlig Haand-
bog i Norges flora af A. Blytt.

OVE DAHL. [No. 3.

og kystplanter (som Hymenophyllum og Luzula silvatica)
voksende lige ind til fjordbunden.

Fra Lysebunden vandrede Ahnifelt og Lindblom tilbage
over fjeldet og tog retningen mod nordøst til Bykle kirke. Vege-
tationen oppe paa Lyseheien skildres som yderst triviel: Azalea
procumbens, Vaccinia, Andromeda hypnoides og Salix her-
bacea. Nedover mod Bykle begyndte planter som Gentiana
purpurea, Rhodiola og Oxyria at blive almindeligere, 1 Lyse-
elvens dalføre bemerkedes Bartschia alpina og Veronica alpina,
og 1 løvskoven og paa bakkerne voksede Hieracium prenan-
thoides og H. ,boreale*.

Fra Bykle reiste de mod nord til Vattendalsvandet. Fra
denne vandring anføres Almus incana, Eriophorum alpinum,
Carex Buaxbaumii, Vahlodea atropurpurea, Betula mnana,
Saussurea alpina, Bartschia, Veronica alpina og Epilobium
alpinum. Ved nedstigningen til det nævnte vand saaes blandt
andet Salix myrsinites og Poa alpina og under en vandring
nordover paa de græsklædte fjeldskraaninger: Betula pubescens,
Juncus biglumis, Andromeda hypnoides og Salix herbacea.
I sandet ved Øreelvens munding bemerkedes: Cerastium al-
pinum, OC. trigynum, CVardamine bellidifolia, Saxifraga ai-
zoides fi. aurantia, Sagina Linnaei, Dryas octopetala, Oxyria,
Carex alpina, OC. atrata, C. Buxbaumii, OC. lagopina, C.
capillaris, UC. pulla; paa de fugtige klippeafsatser saaes Sazxi-
fraga mivalis og Rammeulus pygmaeus, i klippesprækkerne
voksede Cerastinm alpinum, Saxifraga oppositifolia, Poten-
tilla verna f. major Wahlenb., Rhodiola og Asplenum viride,
og ved snefonnerne optraadte Saxifraga rivularis, Ranunculus
pygmaeus og Cardamine bellidifolia. Ogsaa her gives der et
temmelig korrekt billede af høifjeldsfloraens sædvanlige vege-
tation, specielt saaledes som den viser sig ved og paa sneleierne.
Merkes bør særlig omtalen af Dryas, Potentilla verna f. major,
Salix myrsinites og Asplenum viride, der er planter, som
særlig udmerker gunstigere, skiferdækkede lokaliteter.

Gjennem smaaskov af birk og graaor (Alnus incana), hvor-
iblandt saaes Equisetum hiemale, paa Vattendalsvandets nord-

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 13

side kom de derpaa forbi det øvre Vattendalsvand op paa fjeld-
vidden. Op paa denne steg Gentiana purpurea, Hieracium
alpinum og Vahlodea atropurpurea. Her begyndte Ranun-
culus pygmaeus, Saxifraga rivularis og Eriophorum Scheuch-
zeri samt Luzula arcuata (vistnok *confusa Lbg.), der var
den blomsterplante, der her gik høiest op paa fjeldet.

Efter at have passeret veiens høidepunkt fulgte de et dal-
føre, der førte ned til Aarhus i Suldal. Ved veien saaes her
Sazxifraga rivularis, Dryas og Thalictrum alpinum, altsaa
ogsaa her et par af karakterplanterne for fjeldenes skiferflora.

Fra Aarhus roede de derpaa over Suldalsvandet og besteg
Vinjenuten, nær Suldals kirke. Her skal de have fundet samlet
alle de fjeldplanter, som de før kun havde seet spredt, saaledes
Saxifraga Cotyledon, S. rivularis, S. stellaris, S. nivalis, S.
aizoides og S. oppositifolia, Gnaphalia, Uerastia, Andromeda
hypnoides og Phyllodoce. Dog saaes ikke her paa den vest-
lige side af vandet Gentiana purpurea, der angaves at vokse
paa østsiden i selskab med Archangelica officinalis og Vahlodea
atropurpureda.

I urerne nedenfor nuten saaes Digitalis purpurea, Vero-
nica saxatilis, Origanmm vulgare, Calamintha Ulinopodium,
Arabis hirsuta og Anthyllis Vulmneraria, hvoraf de 4 sidste
er karakterplanter for urernes flora, og særlig bør fremhæves,
at en af de mest fremtrædende planter inden dette plantesam-
fund, Origanum vulgare, her altsaa udtrykkelig angives for
indre Ryfylke, hvorom mere nedenfor.

Hermed afsluttede Ahnfelt og Lindblom sine undersøgelser
af fjeldenes vegetation, idet de over Hyls- og Sandfjorden begav
sig til Stavanger. Fra denne reise bør dog anføres, at de paa
veien til Hylsfjorden (rimeligvis over Hylsskaret) bemerkede,
at ek og ask blandede sig med birk og furu, at svartor (Alnus
glutinosa) igjen blev raadende istedetfor graaor, at Aspidium
Braunti og Å. montanum voksede i fugtige klipperifter samt,
at Galinm saxatile, der især er almindelig paa havkysten, men
allerede var bemerket i Suldal, blev almindeligere. Paa strand-
klipperne ved Hylsfjorden saaes Rhodiola og ved Sand Sedum

14 OVE DAHL. [No. 8.

anglicum. Endelig kan anføres, at de ved Hjelmeland paa
klippeskrænterne ned mod havet bemerkede flere af de lavere
fjeldes planter, som Alchemilla alpina og Oxyria digyna samt
Circaea alpina, Verbascaum mnigrum og Woodsia ilvensis
*alpina, men fremfor alt, at de her som ny for landet opdagede
Centaurea phrygia (= U. pseudophrygia C. A. Mey.), der om-
trent samtidig ogsaa var fundet ved Mandal af distriktslæge
Wolff, hvem de senere besøgte ved afslutningen af reisen, der
fra Stavanger fortsattes til Jæderen, Dalene og Lister.

Skjønt Ahnfelt og Lindblom skuffedes i sit haab om at
finde en sydeuropæisk fjeldflora 1 vore sydvestlige fjeldtrakter,
er dog disse botanikeres reiseberetning af største interesse og
har lige til de sidste aar omtrent været den eneste underretning,
man har havt om karplanternes udbredelse i indre Ryfylke. I
Blytts Norges flora findes saaledes udenfor denne kilde kun
et par angivelser: Poa laxa angives at vokse paa Vinjenuten
(ifølge Sommerfelts herbarium), Rosa pimpinellifolia og et par
Hieracier anføres ifølge Lindeberg for Hjelmeland.

I 1885 og 1886 foretog cand. real. B. Kaalaas en under-
søgelse af mosfloraen i Ryfylke. I sin Ryfylkes mosflora?
skildrer han som et eksempel paa de eiendommelige vegetations-
forholde 1 Lysefjorden, hvorledes alpine planter som Saxifraga
Cotyledon og Qæyria digyna vokser lige nede ved vandet 1
selskab med Hedera Helix og llex Aquifolium, og A. Blytt
anfører 1 Bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse
(Ghr.ia vidensk.selsk. fhdl. 1897) et par spredte angivelser fra
Kaalaas' reise, nemlig Asplenum viride som voksende fleresteds
paa skiferen i fjorddistrikterne, Hymenophyllum fra Fossan i
Hølefjord, fra Lysefjordens og Jøsenfjordens bund samt fra et
par fjelde ved Sand, Lycopodium inundatum fra Roshei-

I Samme aar foretog ogsaa prof. M. N. Blytt en botanisk reise i det
sydvestlige Norges kysttrakter* indtil Lister, hvorefter han reiste til
Sætersdalen og øvre Telemarken. (Se herom Nyt Mag. f. Naturv. IX
p. 241—283). I 1833 botaniserede han ved Kristianssand, Egersund,
Stavanger og paa øerne i Boknfjorden (Nyt Mag. f. Naturv. XII p. 1
—76). I indre Ryfylke har han ei botaniseret.

2 Nyt Mag. f. Naturv. XXXI p. 134 flg.

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 15

nibba i Sand og Skarnuten 1 Suldal, Arabis petraea fra Førre-
elvens munding inderst i Jøsenfjorden og endelig Centaurea
pseudophrygia fra Valde i sidstnævnte fjord.

I de fortegnelser, adjunkt O. A. Hoffstad har givet over
Stavanger amts flora (Stavanger Museums Aarsberetninger 1891
og 1894), findes der kun faa nye specielle planteangivelser fra
indre Ryfylke. Fra Saude anføres Phyllodoce og Heracleum
sibiricum, Ranunculus platamifolius angives for Rødfjeld i
Suldal, Arabis petraea for Suldal, Saxifraga Cotyledom for
Hjelmeland og Rødfjeld i Suldal, Heracleum sibiricum for Sul-
dal, Lamium album for Hjelmeland.

I 1891 foretog lærer Askell Røskeland (bosat i Vennes-
land, nær Kristianssand), der i flere aar har botaniseret i Sæters-
dalen, en undersøgelse særlig af skuiferfeltet paa Meien og
Skyvattenfjeld paa grænsen mellem Bykle og Suldal, under-
søgelser, der ogsaa fortsattes det følgende aar, da han desuden —
foretog en rundtur fra Bleskestadmoen i Suldal mod syd om
Krokvasstøl, Gaukstøl og Mostøl til Johnstøl, hvor han botani-
serede paa Raufjeld, hvorefter han over vestre Kallevasfjeld
drog til Vattendal i Sætersdalen. Ved disse undersøgelser kunde
Røskeland 1 sine Undersøgelser over karplanternes udbredelse i
Stavanger amt (Stavanger Museums Aarsberetning for 1902) an-
føre en hel række fjeldplanter som ,nye* for amtet, deriblandt
foruden almindelige fjeldplanter ogsaa: Equisetum variegatum,
Carex rupestris, OC. ustulata, Trititum violaceum, Salix reti-
culata, S. myrsinites, Saxifraga cernua, Gentiana mivalis,
Erigeron umniflorus, Astragalus alpinus, der ved siden af
Dryas octopetala, som anføres for Skyvattenfjeld, Meien og
vestre Kallefjeld, særlig udmerker fjeldenes skiferflora.

Allerede under mine undersøgelser 1 1899 af de til Suldal
grænsende fjeldtrakter ved Haukelisæter 1 Vinje 1 Telemarken
havde jeg bemerket endel repræsentanter for denne vegetation,
og jeg havde derfor henledet Røskelands opmerksomhed paa at
forfølge denne vegetations udbredelse i Suldal, hvorfra Ahnfelts
og Lindbloms ovenfor anførte angivelser forelaa.

Efterat jeg dernæst 1904 havde botaniseret paa Lister og

16 OVE DAHL. [No. 83.

Jæderen, besluttede jeg endelig selv mere indgaaende at studere
indre Ryfylkes flora og foretog derfor samme aar et par ekskur-
sioner indover Hølefjorden til Dirdal og Frafjord samt indad
Lysefjorden til Lysebunden. I det følgende aar fortsattes disse
undersøgelser, hvortil jeg ligesom foregaaende aar havde under-
støttelse af universitetets stipendiefond, og jeg botaniserede da i
Aardal, Hjelmeland, ved Jøsenfjorden med tilhørende fjeldvidder
indenfor fjordbunden, i Sand og Saude, ved Hylsfjorden og til-
slut i henved to uger 1 Suldal.

Da jeg endnu ikke anser mine undersøgelser 1 disse trakter
for afsluttede, skal her kun leveres en foreløbig oversigt over
vegetationens sammensætning, og særlig vil jeg da behandle
vegetationen langs ljordenes sider, specielt i wrerne, og i den
del af de indre fjeldtrakter, som tiden tillod mig at undersøge. -

1. Vegetationen i de lavere fjorddistrikter.

I urer og løvskov, bestaaende af hassel, alm, ek (Quercus
pedunculata og 0. sessiliflora), ask og lind, især paa lokaliteter,
der vender mod syd, optræder en temmelig artrig flora. Af
saadanne lokaliteter kan nævnes: Frafjord og Dirdal inderst 1
Hølefjord, Lysefjordens bund, ovenfor Riskedalsvand i Aardal,
nordsiden af øvre Tysdalsvand, ovenfor Vaagen og Stenslands-
vand i Hjelmeland, Jøsenfjordens nordside især ved Ravnslid,
Valde og Hauge samt ovenfor Førre ved fjordbunden, Saude-
fjordens vestside henimod Hangenvik og paa østsiden henimod
Molde, Aabødalen (1 ,Lindeskaar*) i Saude, Hylsfjordens nord-
side, især ved Vandvik, Fatland og Bjerge, Hylen ved fjord-
bunden og derfra videre opad mod Hylsskaret, under Vinjenuten
1 Suldal ovenfor Hoftun og Vegge, Suldalsvandets vestside, saa-
som ved Vik og Vaage, ved Kvildal paa vandets østside 1 en
mod syd vendende ur, mellem Roaldkvam og Nordmork inden-
for bunden af Suldalsvand.

Som de mest karakteristiske planter inden denne vegetation
skal af A. Blytts ,boreale* element nævnes: Calamagrostis
Epigeios (hist og her, f. eks. Lysefjorden, Hylsfjorden, Vaage i
Suldal, Førre i Jøsenfjord) Dactylis glomerata (almindelig),

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 17

Festuca elatior (almindelig), F. silvatica (ovenfor Vaagen 1
Hjelmeland), F. gigantea (ei sjelden, især sammen med ask og
lind, f. eks. inderst i Lysefjord, ovenfor Riskedalsvand i Aardal,
ovenfor Vaagen 1 Hjelmeland, mellem Roaldkvam og Nordmork
i Suldal, ved Bjerge og Hylen i Hylsfjorden), Brachypodium
silvaticum (karakterplante paa omtrent alle de ovenfor nævnte
lokaliteter), Triticum caninum (almindelig), Polygonatum offi-
cinale (under en klippevæg henimod Hangenvik i Saude), Con-
vallaria majalis (ei almindelig), Knautia arvensis (almindelig),
Erigeron acer (hist og her, if. eks. Frafjord, Lysefjord, Førre 1
Jøsenfjord, Hylen i Hylsfjord, Vaage og Nordmork 1 Suldal),
Artemisia vulgaris (urer, f. eks. Hylen i Hylsfjord, Kvildal
ved Suldalsvand), Gnaphalium silvaticum (temmelig alminde-
lig), Lappa minor (hist og her, f. eks. i Lysefjorden, Hjelme-
land, Jøsenfjorden ved Førre, Hylsfjorden, Vaage og Hoftun i
Suldal), Lampsana communis (temmelig almindelig), Lactuca
muralis (urer, almindelig), Hieracium Auricula (temmelig al-
mindelig), H. Pilosella coll. (hist og her), Jasione montana
(tørre bakker og berg, ei sjelden, f. eks. Helle i Høgsfjord,
Eidene i Lysefjord, Aardal, Valde i Jøsenfjord, Sand almindelig),
Galium verum (især paa strandkanter: Aardal, Sand, Jøsen-
fjord), G. Aparine (urer, ei sjelden, f. eks. Lysefjord, Hylsfjord,
Vaage i Suldal), Asperula odorata (temmelig almindelig), Vi-
burnum Opulus (hist og her), Gentiana campestris (Espedalen
i Høgsfjord, Vormedalen og Valde 1 Jøsenfjord) Origanum
vulgare (Saudefjordens vestside henimod Hangenvik, Hylsfjor-
dens nordside fra Vandvik til Hylen i største mængde og ind-
samles der som krydder: under navnet mynte eller rævmynte,
under Vinjenuten i Suldal, langs Suldalsvandets vestside indtil
Vaage, ved Kvildal paa vandets østside, i en mod syd vendende
ur), Calamintha Clinopodium (temmelig almindelig), Stachys
silvaticus (almindelig), Verbascum Thapsus (temmelig alminde-
lig), V. nigrum (ei almindelig, f. eks. ovenfor Riskedalsvand i
Aardal, Bjerge 1 Hylsfjorden, Hauge 1 Jøsenfjorden ved stranden),
Scrophularia nodosa (almindelig), Linaria vulgaris (almindelig),
Veromica Chamaedrys (almindelig), Lysimachia vulgaris (især
Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 3 2

18 | OVE DAHL. [No. 8.

nær stranden, f. eks. Hjelmeland, Hylsfjorden), Torilis Anthri-
scus (ei sjelden, å. eks. Lysefjordens bund, ovenfor Riskedalsvand
og Tysdalsvand i Aardal, ovenfor Vaagen og Stenslandsvand i
Hjelmeland, Ravnslid i Jøsenfjord, ved Hylsfjorden, under Vinje-
nuten, ved Vaage og Kvildal i Suldal), Pimpinella Saxifraga
(temmelig almindelig), Sedum Telephium (ei sjelden, f. eks.
Hylsfjorden, Saude, Sand, Jøsenfjorden, Suldal), S. acre (ei al-
mindelig), S. anmmum (temmelig almindelig), Actaea spicata
(hist og her, i. eks. Frafjord og Dirdal i Hølefjorden, Jøsenfjorden
ved Førre, Hylsfjorden: Hylen og Bjerge, Vaage 1 Suldal), Tur-
ritis glabra (Vaage 1 Suldal), Arabis hirsuta (hist og her:
ovenfor Riskedalsvand i Aardal, Hylen i Hylsfjorden, Vaage 1
Suldal), Stenophragma Thalianum (hist og her, men overalt
hentørret ved min ankomst, saaledes 1 Frafjord og Dirdal 1
Hølefjorden, ovenfor Riskedalsvand 1 Aardal, Hylen og Fatland
i Hylsfjord, ved Vaage i Suldal), Viola Riviniana (ei aiminde-
lig), Arenaria trinervia (ei almindelig, f. eks. Saude, ved Hyls-
fjorden, Vaage i Suldal), Hypericum quadrangulum (alminde-
lig) H. perforatum (hist og her, if. eks. Dirdal 1 Hølefjorden,
Aabø i Saude, ved Hylsfjorden, under Vinjenuten 1 Suldal), H.
montanum (Bjerge i Hylsfjorden, Kilen nær Roaldkvam 1 Sul-
dal), Polygala vulgare (hist og her) Rhammus Frangula
(temmelig almindelig), Geramium KRobertianum (almindelig), G.
lucidum (Molde paa østsiden af Saudefjorden under en fjeldvæg),
Linum catharticum (ei almindelig, f. eks. ovenfor Riskedals-
og øvre Tysdalsvand i Aardal, ved Jøsen- og Hylsfjorden),
Epilobium montanum (almindelig), E. collinum (hist og her),
Circaea alpina (temmelig almindelig), Pyrus Malus (hist og
her, f. eks. Frafjord, Dirdal, Lysefjord, Jøsenfjord, Hylsfjord, ved
Suldalsvand), Cotoneaster integerrima (temmelig sjelden: oven-
for Riskedalsvand i Aardal, , Varmekro* paa Saudefjordens vest-
side nær Hangenvik), Sorbus Aria (især paa vanskelig til-
gjængelige fjeldskrenter, oftest kun enkeltvis og som spæde
skud, if. eks. i Frafjord i Hølefjorden, nær Lysefjordens bund,
ovenfor Riskedalsvand i Aardal, henimod Hangenvik paa vest-
siden af Saudefjorden, ved Bjerge i Hylsfjorden, nær Kvildal og

1906.) BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 168)

Lillehammer ved Suldalsvand; benævnes i Ryfylke almindelig
maaved), S. fennica (ved Vandvik i Hylsfjorden; fleresteds ved
gaardene, efter sigende oprindelig indplantet, f. eks. Lysebunden,
Helgenæs 1 Suldal), Crataegus monogyna (Bjerge i Hylsfjorden),
Rosa canina (Saudefjordens vestside henimod Hangenvik, ved
Bjerge og Hylen i Hylsfjorden), R. glauca (almindelig), R. mollis
(almindelig), Fragaria vesca (almindelig), Potentilla argentea
(hist og her, f. eks. Hylen og Vandvik i Hylsfjorden, Vaage i
Suldal), Agrimonia Eupatoria (ovenfor Riskedalsvand og øvre
Tysdalsvand i Aardal, ved Bjerge og Hylen i Hylsfjord), Geum
wbanum (almindelig), Anthyllis Vulneraria (hist og her: ved
øvre Tysdalsvand i Aardal, Førre i Jøsenfjord, Hylen i Hyls-
fjord, ved Kvildal, Vaage og under Vinjenuten i Suldal), Vicia
silvatica (almindelig), V. sepium (almindelig), Lathyrus pra-
tensis (almindelig).

Hertil slutter sig de særlig 1 klipperifter voksende bregner:
Asplenum septentrionale (almindelig), A. Ruta muraria (oven-
for Riskedalsvand 1 Aardal, Hylen i Hylstjorden), A. Tricho-
mames (almindelig), Woodsia ilvensis *rufidula (hist og her),
Polypodium vulgare (almindelig).

Artrigest og mest ublandet optræder denne vegetation paa
nordsiden af Hylsfjorden og paa vestsiden af Suldalsvandet, der-
næst kommer enkelte lokaliteter i det indre af Saudefjorden og
de undersøgte urer i Aardal. I de indre partier af Lysefjorden
frembyder de steile og nøgne klippeskrenter kun liden plads for
større bestande af de nævnte løvtrær med tilhørende mere af-
vekslende vegetation, og i de storstenede, tildels mosklædte urer
eller nylig dannede skred finder man i regelen kun enkeltvis en
eller anden af de almindeligste herhen hørende planter, medens
andre plantesamfund her er mere fremherskende.

Først inderst ved fjordbunden optræder her det boreale
element noget rigere repræsenteret, men er ogsaa her langt
fattigere paa arter end nordsiden af den trange Hylsfjord og
urerne paa den anden side af Hylsskaret ned mod Vaage ved
Suldalsvandet, hvor særlig Origanumbestanden bliver domine-
rende.

20 OVE DAHL. [No. 83.

Naar derfor dr. Andr. M. Hansen 1 ,Landnåm 1 Norge*
(Kristiania 1904) p. 61 flg. gjentagende fremhæver, at Origanum-
formationen (,kung-følget*) fuldstændig mangler inde 1 Ryfylke-
fjordene, er dette urigtigt, men har vistnok sin forklaring der,
at der ei hidtil i literaturen har foreligget udførligere under-
søgelser over karplanternes udbredelse i disse trakter. Rigtg-
nok anføres der 1 Ahnielts og Liudbloms reiseberetning, som
ovenfor nævnt, at Origanum vokser under Vinjenuten i Suldal,
og dette er ogsaa gjentaget i Røskelands ovenfor citerede af-
handling, men disse angivelser maa have undgaaet Hansens op-
merksomhed, særlig da dette voksested ei findes anført for Ori-
ganmum 1 Blytts Norges flora, hvor ellers Ahnfelts og Lindbloms
reiseberetning citeres.

Sammen med dette boreale element optræder fleresteds en-
del særlig paa vor kyststrækning forekommende planter (A.
Blytts ,atlantiske* flora), som: Aspidium aculeatum * Braunii
(temmelig almindelig lige til det inderste af fjordene, f. eks. i
Frafjorden, Lysefjordens bund, ved øvre Tysdalsvand i Aardal,
Hylen, Saude), A. montanum (ei sjelden, til fjordbunden), Blech-
num Spicant (saavel i de ydre som indre trakter, almindelig),
Holcus lanatus (hist og her, ogsaa inderst i fjordene, f. eks. i
Hylen), H. mollis (ei almindelig: Lysefjord, Saude, Hylen),
Sieglingia decumbens (temmelig almindelig, til de inderste fjord-
trakter), Lolium perenme (ei sjelden), Carex pilulifera (almin-
delig), Juncus squarrosus (fleresteds lige til det inderste af
fjordene), Luzula silvatica (især i de ydre trakter, dog ogsaa inderst
i fjordene, f. eks. i Lysebunden og indenfor Førre i Jøsenfjorden),
Allium ursinum (Saude, Hylsfjordens ydre del, angaves ogsaa
at vokse nær Roaldkvam 1 Suldal), Orchis masculus (Bjerge 1
Hylsfjorden), Platanthera montana (Saude, Hylen), Taxus bac-
cata (især paa steile fjeldskrenter, Hylsfjorden, Saudefjorden,
angaves ogsaa at vokse ved Sandvik og Roaldkvam 1 Suldal),
Almus glutinosa (vistnok især 1 de ydre trakter, men gaar dog
ogsaa ind til bunden af fjordene), Quercus sessiliflora (fleresteds
inde i fjordene, saaledes i Frafjord, Lysebunden (overgangsform
til Q. pedunculata), Bjerge 1 Hylsfjorden), Plantago lanceolata

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 21

(almindelig), Suceisa pratensis (almindelig), Arnica montana
(hist og her, især i de ydre trakter), Senecio silvaticus (især 1
de ydre trakter, almindelig), S. Jacobaea (fleresteds i mængde
til fjordbunden, f. eks. i Jøsenfjorden, Saude og Hylen), Cen-
taurea pseudophrygia (mellem Ravnslid og Valde 1 Jøsenfjord,
Hjelmeland ifølge Ahnfelt og Lindblom), UC. nigra (urer og skov-
eng: Hylen, Sand, Førre i Jøsenfjord), Hypochoeris radicata
(temmelig almindelig, især i de ydre trakter), Hieracia, Galium
saxatile (almindelig, ogsaa 1 de inderste fjordtrakter og i Suldal),
Lonicera Perichyymenum (almindelig, undertiden lige ind til
bunden af fjordene, f. eks. Frafjord, Lysefjord, Hylsfjord), Stachys
ambiguus (Fatland i Hylsfjorden, steril; Valde i Jøsenfjorden,
blomstrende, begge steder 1 ur), Digitalis purpurea (almindelig,
dog især i de ydre trakter; under Vinjenuten i Suldal iflg. Ahn-
felt og Lindblom), Sanicula europaea (Bjerge og Vandvik i
Hylsfjorden), Hedera Helix (især 1 det yderste af fjordene, sjel-
den længere inde, i. eks. i Lysefjorden, iflg. Kaalaas), Sedum
anglicum (i de ydre trakter), Cardamine silvatica (noget fugtige
urer: ovenfor Riskedalsvand i Aardal og under Vinjenuten i
Suldal), lex Aquifolium (klippeskrenter: Lysefjorden, å. eks.
ret overfor Eidene, angaves ogsaa at skulle forekomme 1 de
ydre dele af Hylsfjorden), Hypericum pulchrum (fortrinsvis 1
de ydre trakter), Polygala depressum (som foregaaende), Cir-
caea lutetiana (Lysefjord, ovenfor Riskedalsvand 1 Aardal, Bjerge
i Hylsfjord), UC. intermedia (ei sjelden, 1f. eks. Lysefjord, Fra-
fjord, Aardal, Saude, Hylsfjord), Rubus suberectus (hist og her).

Hertil slutter sig ogsaa endel af de planter, som er jevnt
udbredte i lavlandet paa tørre steder over den største del af
vort land (af Å. Blytts subarktiske flora), som Botrychium
Lunaria, Nardus strictus, Festuca ovina, Urtica dioica,
Rumex Acetosella, Achillea Millefolium, Antennaria dioica,
Campanula rotundifolia, Euphrasia officinalis (coll.), Gale-
opsis Tetrahit (formæ), Cornus suecica, Silene rupestris, Sagina
procumbens, Cerastinm vulgare, Epilobinm angustifolium,
Potentilla erecta, Rubus idaeus, Vicia Cracca, hvortil kom-
mer endel af de planter, der især vokser i selskab med ene-

[No. 3.

99 | OVE DAHL.

buske og furu, som Lycopodium amnotinnm, L. clavatum,
Carex pilulifera, Linnaea borealis, Empetrum mnigrum og
lyngvæksterne (Calluna vulgaris, Vaccinium Myrtillus, V.
uliginosum, V. vitis idaea).

I skyggefulde, ofte lidt fugtige birkelier, ved bækkeleier,
under overrislede bergvægge (ofte her afløsende de tørre urers
flora) optræder mangesteds en ret frodig vegetation (tilhørende
A. Blytts subarktiske element), hvis hovedrepræsentanter langs
fjordsiderne og Suldalsvand er: Equisetum silvaticum, Phego-
peris polypodioides, Ph. Dryopteris, Athyrium Filix femina,
Struthopteris germanica, Aspidium Filix mas, A. spinulosum
med if. dilatatum, Phalaris arundinacea, Milium effusum
(synes at være sjelden: Lysefjord, Hylsfjord), Agrostis vulgaris,
A. canina, Calamagrostis purpurea, Aira flexuosa, Å. caespi-
tosa, Poa trivialis, P.nemoralis, P. pratensis, Melica nutans,
Anthoxanthum odoratum, Carex vaginata, OC. pallescens, QC.
Goodenoughii, Scirpus caespitosus, Majanthemum bifolium,
Orchis maculatus, Rumex Acetosa, Valeriana excelsa, Solidago
Virgaurea, Cirsium heterophyllum, Sausswrea alpina, Leon-
todon autumnalis, Taraxacum officinale (coll.), Crepis palu-
dosa, Mulgedium alpinum (vistnok sjelden: Lysefjorden, ved
Vaage i Suldal), Hieracia, Galium palustre, G. uliginosum,
Campanula latifolia (sjelden) Ajuga pyramidalis, Myosotis
silvatica, Bartschia alpina, Melampyrum silvaticum, M.
pratense, Trientalis ewropaea, Pyrola minor, Angelica sil-
vestris, Anthriscus silvestris, Melandrium rubrum, Stellaria
nemorum, S. graminea, S. longifolia, Geranium silvattcum,
Geum rivale, Alchemilla vulgaris (coll), Ulmaria pentapetala,
Lotus corniculatus.

Hertil slutter sig trærne: Almus incana (sjeldnere i ydre
egne, hvor Å. glutinosa træder istedet), S. caprea, S. awrita,
S. nigricans, Populus tremula, Sorbus Aucuparia, Prunus
Padus.

Paa myrerne forekommer 1 fjorddistrikterne foruden endel
af de for de fugtige lier nævnte planter mange af de over det
hele land jevnt udbredte myrplanter — som Selaginella selagi-

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 23

noides, Carex dioica, UC. pauciflora, O. stellulata, OC. Persoonii,
C. canescens, C. Buzxbaumii, UC. Goodenoughii, UC. flava, UC.
Oederi, UC. pamicea, OC. limosa, UC. trrigua, O. rostrata, Erio-
phorum vaginatum, E. angustifolium, Triglochin palustris,
Juncus bufonius, Callitriche verna, Menyanthes trifoliata,
Pinguicula vulgaris, Andromeda polifolia, Vaccinitum Oxy-
coccos, V. uliginosum, Pedicularis palustris, Drosera longi-
folia, D. rotundifolia, Parnassia palustris, Montia fontana,
Viola palustris, V. epipsila, Epilobium palustre — ogsaa en-
del særlig i kysttrakterne almindelige, som Carex pulicaris
(især i de ydre trakter) UO. Hornschuchiana (Lysefjord, ved
øvre Tysdalsvand 1 Aardal med UO. fulva), Rhynchospora alba,
Juneus supinus, Narthecium ossifragum (almindelig, fleresteds
lige til fjordbunden), Callitriche stagnalis, Myrica Gale, Salix
repens (ei sjelden, lige til de indre trakter), Pedicularis sylvatica
(især i de ydre trakter), Erica Tetralix (almindelig), Rammneculus
Flammula (almindelig), Drosera intermedia (neppe sjelden).

Disse paa ifugtig grund voksende plantesamfund er talrigere
repræsenterede paa fjordenes skyggeside end paa solsiden, hvor
det ovenfor omtalte, i urerne forekommende, boreale element er
mere fremtrædende.

I forbindelse med disse fugtighed elskende kystplanter skal
ogsaa nævnes den lille moslignende bregne Hymenophyllum
peltatum, der særlig udmerker vor ydre kyst fra Farsund til
Nordfjord. I de undersøgte fjorde i Ryfylke gaar den vistnok
overalt ind til fjordbunden, saaledes i Hølefjorden til Frafjord,
i Lysefjorden til Lysebunden, i Jøsenfjord til Førre indenfor
fjordbunden.

Endelig maa nævnes, at mange fjeldplanter fra de omlig-
gende fjelde gaar ned i urerne eller skovlierne, hvor de blander
sig med de andre, ovenfor nævnte plantesamfund, eller optræder
paa de steile skrenter, der opad begrænser urerne og lierne eller
styrter steilt ned 1 fjorden. Af saadanne skal her nævnes:
Oryptogramme erispa (urer og klipperifter, ned til havets over-
flade, f. eks. i Lysebunden), Asplenum viride (paa skifer, tem-
melig almindelig i Sand, Saude og Suldal), Woodsia ilvensis

24 OVE DAHL. [No. 3.

* alpina (klipperevner, fleresteds), Carex atrata (urer: Lyse-
fjorden, Hylen, Vaage 1 Suldal), Juncus trifidus (Lysebunden,
iflg. Ahnfelt og Lindblom), Oæxæyria digyna (klippeskrenter,
bække, ned 1 strandbeltet, f. eks. inderst i Lyse- og Hylsfjorden),
Veronica saxatilis (1 urer, f. eks. i Hylen, under Vinjenuten
og ved Vaage 1 Suldal), Rhodiola rosea (klippeskrenter ned til
stranden, f. eks. inderst i Frafjord, Lyse- og Hylsfjorden), Sazxi-
fraga Cotyledon (ofte paa de lodrette klippevægge langs fjord-
siderne og ovenfor urerne, ei sjelden lige ned til strandbredden,
f. eks. i Lyse- og Saudefjorden), S. oppositifolia (klippeskrenter,
temmelig almindelig), 8. stellaris (ved bække, næsten til hav-
fladen), S. atzoides (paa fugtige klipper og ved bække, under-
tiden lige ned til stranden), Arabis petraea (ved Førreelvens
munding, inderst i Jøsenfjorden), Cerastium alpinum (klippe-
skrenter), Sagina Linnaei (som foregaaende), Alchemilla alpina
(temmelig almindelig 1 lavlandet) samt graavidjerne (Salix
glauea, S.lapponum) og subalpine myrplanter som Eriophorum .
alpinum, Tofieldia palustris, Betula nana og lignende.

Nogen udpræget og artrig strandvegetation optræder for-
holdsvis paa faa steder langs fjordsiderne, da fjeldene her mange-
steds styrter steilt ned i vandet eller kun levner en smal, af
bebyggelse oftest optaget fjærekant, men 1 regelen inde ved bun-
den af fjordene ved elvenes udløb, saaledes i Frafjord, Lyse-
bunden, Førre inderst i Jøsenfjorden, Hylen.

Af særlig for strandbeltet eiendommelige planter kan som
voksende blandt rullestene og paa sand nævnes: Elymus are-
narius, Åvena elatior, Glyceria maritima, Armeria maritima,
Atriplex hastatum, A. litorale, Rumex crispus, Galium Apa-
rine, Mertensia maritima, Scutellaria galericulata, Glaux
maritima, Haloscias scoticum, Cakile maritima, Silene mari-
tima, Sagina nodosa — sammen med ogsaa ellers hyppig i
strandvegetationen indblandede planter, som: Triticum repens,
Polygomum aviculare, Senecio vulgaris, S. Jacobaea, Stellaria
media, Potentilla Anserina, Vicia OCracca. Paa sumpig grund
eller fugtig strandeng optræder planter som Agrostis alba, Scir-
pus paluster, S. uniglumis, Juncus botmicus, Plantago mari-

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 25

tima, Aster Tripolium, hvoriblandt undertiden Lythrum Sali-
caria (f. eks. Saude og Hylsfjorden), Mentha arvensis (i. eks.
Saude, Hylsfjorden, Førre 1 Jøsenfjorden), M. aquatica (Saude),
Myosotis caespitosa.

Af strandplanter forekommer Plantago maritima (ligesom
paa Jæderen) ogsaa udenfor strandregionen (i. eks. ved Espe-
dalsvand i Fossan og mellem Vormedalen i Hjelmeland og øvre
Tysdalsvand 1 Aardal) og Silene maritima 1 Suldalsfjeldene,
hvorom nedenfor.

Engvegetation bestaar, saavidt jeg havde anledning til at
undersøge den, i fjordtrakterne kun af over det hele land al-
mindelige engplanter, som Alopecurus geniculatus, æAntho-
xanthum odoratum, Aira flexuosa, A.caespitosa, Poa annua,
P. pratensis, Agrostis camima, Å. vulgaris, Festuca ovina,
F. rubra, Rumex Acetosa, R. Acetosella, Achillea Millefolium,
Matricaria inodora, Chrysanthemum Leucanthemum, Leon-
todon autumnalis, Taraxacum officinale, Hieracia, Campa-
mula rotundifolia, Myosotis arvensis, Veronica serpyllifolia,
V. Chamaedrys, Euphrasia officinalis (coll.), Alectorolophus
minor, Ranmmeulus acer, Cerastinm vulgare, Stellaria gra-
minea, Viola tricolor, Melammdrium rubrum, Geum rivale,
Alchemilla vulgaris (coll), Ulmaria pentapetala, Trifolium
repens, T. pratense, Lotus cormiculatus, Lathyrus pratensis
— foruden flere af de ovenfor nævnte planter, alt eftersom
engen er mere eller mindre tør eller fugtig.

Af planter, der forekommer ved beboede steder, ved vei-
kanter eller som mere eller mindre tilfældigt ugræs i agre,
saaes kun faa udenfor de omtrent over det hele land paa saa-
danne lokaliteter almindelige. Nævnes kan Triticum repens,
Poa anmua, Urtica dioica, U. wrens, Chenopodium album,
Polygomm aviculare, P. Persicaria, P. lapathifolium, P.
Convolvulus, Rumex domesticus, Plantago major, Senecio
vulgaris, Carduus crispus, Cirsium lanceolatum, Achillea
Ptarmica (Sand og Saude), Sonchus arvensis, S. oleraceus,
Stachys paluster, Lamium purpurewm, Galeopsis speciosa,
G. Tetrahit, Ranmmeulus repens, Fumaria officinalis, Cap-

26 OVE DAHL. [No. 3.

sella Bursa pastoris, Sinapis arvensis, Viola arvensis, Sper-
gula arvensis, Silene venosa, Agrostemma Githago (Sand, nær
strandstedet).

Hertil kommer nogle faa, særlig paa Vestlandet almindelige
arter, som Senecio Jacobaea og Rumex oblusifolius.

Nævnes bør ogsaa her Echium vulgare, der fandtes til-
fældig indført i Lysebunden; ogsaa i Høle er den funden til-
fældig og ved Ogne jernbanestation paa Jæderen ved et hønseri.

Af ferskvandsplanter kan fra fjorddistrikterne nævnes: Eqwi-
setum fluviatile, Isoetes (vistnok begge arter) Potamogeton
natans, P. polygomifolius, P. rufescens, P. gramineus, Spar-
ganium affine, S. minus, Utricularia minor, Lobelia Dort-
manna, Uallitriche verna, U. stagnalis, Nymphaea alba. Ved
vandbredderne vokser planter som Rammeulus Flammula, R.
reptans, Lysimachia thyrsiflora, Menyanthes trifoliata, Jun-
cus supinus, Uarices (som UC. vesicaria, U. rostrata, C.
Goodenoughii) foruden andre af de ovenfor nævnte myrplanter.

2. Fjeldvegetationen.

Som ovenfor nævnt er fjordene og dalførerne 1 indre Ry-
fylke at opfatte som dybe revner i et forholdsvis temmelig høit
fjeldplateau, der har sin største høide 1 amtets nordøstlige del
og skraaner jevnt af ud imod kysten.

De vigligste undersøgelser, der foretoges i dette fjeldplateau,
var følgende:

I Saude undersøgtes Skavlen (1575 m.), paa grænsen mod
Suldal, fra gaarden Storli af samt foretoges en ekskursion til
fjeldtrakterne inde i Espelandsdalen.

Fra Førre i Jøsenfjorden i Hjelmeland gjorde jeg en tur
over Oddeheien til Blaafjeld paa grænsen mod Bykle.

Mere omfattende undersøgelser foretoges i Suldalsfjeldene.
Fra gaarden Hoftun nær Suldals kirke besteges Vinjenuten
(1092 m.) paa Suldalsvandets vestside. Desuden undersøgtes
flere fjeldpartier paa vandets østlige og nordre side.

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 27

Fra Osen ved vandets sydende foretoges saaledes en tur til
Steinstøl og Laanestøl mellem Svinevand og Sandsætvand. Her-
fra undersøgtes særlig fjeldet Napen (1 349 m.).

Ved Kvildal botaniseredes paa den nærliggende Austman-
nahei.

Fra Aarhus foretoges en længere tur til den gaarden Vetr-
hus tilhørende Johnstøl, hvorfra undersøgtes Raufjeld og Sne-
nuten (1607 m.).

Fra Roaldkvam ved vandets øvre ende besteges Mælen ved
indgangen til Kvandalen samt undersøgtes Havernaasnibba,
ret op for den gaarden Bleskestad tilhørende Nystøl.

Det viste sig overalt under disse mine undersøgelser, at
vegetationen var rigest paa arter og frodigst, hvor underlaget
var skifer, medens den var langt fattigere og ensformigere paa
gneis-kvartsitformationen, eller hvor det underliggende grundfjeld
traadte 1 dagen.

Paa Skavlen, der tilhører gneis-kvartsitformationen, iagt-
toges kun en triviel høifjeldsvegetation. Paa mere eller mindre
fuglige lokaliteter, især hvor sneen nylig var smeltet, saaes
planter som: Åitra alpina, Carex lagopina, OC. rufina, Erio-
phorum Scheuchzeri, Tofieldia palustris, Salix herbacea,
Oxyria digyna, Veronica alpina, Saxifraga stellaris, Ranun-
culus pygmaeus, Cerastium triggnum, Epilobium Horne-
manni, E. lacthflorum og E. anagallidifolium. Paa noget
tørrere lokaliteter bemerkedes Lycopodium Selago, L. alpinum,
Agrostis borealis, Poa alpina, CUarex Persoomii, C. atrata,
C. pulla, Juncus trifidus, Luzula spicata, Juniperus com-
mumnis, betula nana, Gnaphalium supinum, Hieracium al-
pinum, Phyllodoce coerulea, Arctostaphyllos alpina, Å. offi-
cinalis, Azalea procumbens, Andromeda hypnoides, Saxifraga
oppositifolia, Sagina Linnaei, Cerastinm alpinum, Viscaria
alpina, Silene acaulis, Empetrum nigrum, Alchemilla alpina,
Sibbaldia procumbens.

Paa de øverste golde partier saaes kun nogle faa karplanter,
nogle af de mest haardføre inden vor høifjeldsflora: Lycopodium
Selago, Poa laxa, Luzula arcuata *confusa, Cardamine bel-

28 OVE DAHL.

[No. 8.
lidifolia (klipperevner), samt paa sneleie fleresteds i mængde
Carex rufina og i faa eksemplarer en og anden af de ovenfor
nævnte fugtighed elskende høifjeldsplanter.

I lierne op for Storlivandet under Skavlen 'optraadte kun
den for birkelierne sædvanlige vegetation.

Heller ikke de undersøgte fjeldpartier inde i Espelandsdalen
udviste nogen interessant vegetation. Inde ved Klæk støl saaes
Vahlodea atropurpurea og oppe i lien nogle eksemplarer af
Listera cordata. Ogsaa her var Carex rufina hyppig paa de
øvre partier, men ellers bemerkedes kun de for Skavlen anførte
trivielle fjeldplanter, som Saxifraga stellaris, Cerastium trigy-
num, Viscaria alpina, Silene acaulis, Sagina Linnaei, de
nævnte arter af slegten Epilobium, Sibbaldia, Salix herbacea
og de fleste af de nævnte Carexarter. I lierne saaes blandt
den sædvanlige vegetation de grundstillede blade af Gentiana
purpurea, der skal findes fleresteds i Saudes fjeldtrakter og
paa fugtig grund inde i dalen nær Klæk støl Lycopodium inun-
datum, der særlig tilhører vor kystflora.

Heller ikke Vinjenuten i Suldal, der tilhører grundfjeldets
Telemarkformation, frembød synderligt af interesse. I urerne
under fjeldet var der, som ovenfor nævnt, tildels en fremtrædende
boreal flora, hvoriblandt især Origanum gjorde sig gjældende,
1 birkelierne optraadte endel af de sædvanlige repræsentanter
for livegetationen, og paa de fugtige skrenter og i klipperne var
der vistnok tildels, som ogsaa fremholdt af Ahnfelt og Lindblom,
paa sine steder en temmeltg righoldig samling af almindelige
fjeldplanter (se ovenfor side 18), men oppe paa plateauet var
vegetationen endnu fattigere paa arter end paa Skavlen. Ogsaa
her saaes Carex rufina i mængde paa fugtige steder, hvor der
længe havde ligget sne.

Af større interesse er derimod vegetationen oppe paa fjeldene
paa Suldalsvandets østside. Her optræder samtlige de for
Skavlen anførte almindelige fjeldplanter, og det paa gunstige
lokaliteter (som beskyttede klipperifter og fugtige klippeafsatser)
i temmelig artrige samlinger, og desuden, især paa skifrigt
underlag, en del sjeldnere arter.

1906.! BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 29

Fra skiferfeltet paa Meien og Skyvattenfjeld mellem Suldal
og Bykle anfører saaledes Røskeland foruden endel af de oven-
for nævnte almindelige fjeldplanter ogsaa: Vahlodea atropur-
purea, Juncus biglumis, J. triglumis, UCoeloglossum viride,
Salix lanata, Antennaria alpina, Erigeron neglectus, E. uni-
florus, Gentiana mnivalis, Saxifraga caespitosa, S. mivalis,
S. cernua, S. adscendens, Draba hirta og Alsine biflora
samt desuden følgende, der særlig udmerker skiferformationen i
vore fjeldegne: Asplenum viride, Carex rupestris, Gymna-
denia albida, Salix myrsinites, S. reticulata, Thalictrrum
alpinum, Dryas octopetala, Astragalus alpinus”!.

Den samme artrige flora udmerkede ogsaa det nærliggende
lave skiferfjeld Havernaasnibba, ret op for den Bleskestad
tilhørende Nystøl. Her var skiferfloraen repræsenteret ved Asple-
num viride, Woodsia ilvensis *alpina, Triticum violaceum,
Carex rupestris, C. capillaris, OC. ustulata, Gymnadenia al-
bida, Salix myrsinites, S. reticulata, Veronica saxatilis, Dryas.

Derimod udviste det høie fjeld Mælen ved indgangen til
Kvandalen paa gneis-kvartsitformation kun en meget fattig
vegetation, ialfald oppe paa plateauet. Paa de fugtige skraa-
ninger ned mod Steinbustølene var floraen vistnok rigere, men
kun de ovenfor omtalte. trivielle høifjeldsplanter bemerkedes.

Et af de interessanteste fjelde var derimod det temmelig
lave Raufjeld, op for Vetrhusstølen Johnstøl. Under dettes
steile skrenter, i de løse skiferurer og sprækker bemerkedes her
en særdeles frodig vegetation, hvoriblandt samtlige for Haver-
naasnibba anførte skiferplanter — med undtagelse, som det
syntes, af Carex rupestris og Thalictrum alpinum, men ti
gjengjæld fandtes her Arenaria ciliata 1 skifergruset og Carex
pedata oppe paa plateauet samt i en klippespræk nogle hen-
tørrede eksemplarer af en art Draba*.

! I universitetets herbarium findes desuden indsendt af Røskeland Arabis
petraeg fra Meien, nord for Lille Førresvand, og Sagina mivalis (=
inmtermedia Fenzl) fra Meien.

2 Stenglerne var bladløse og syntes at have været ganske glatte, roset-

bladene havde i randen baade udelte og gaffelgrenede haar og paa

fladerne desuden stjernehaar. Eksemplarerne kan altsaa tilhøre D.

[No. 3.

30 OVE DAHL.

Fra vestre Kallefjeld, hvor underlaget ligeledes er skifer,
anfører Røskeland Sazxifraga cermua, Dryas octopetala og
Erigeron uniflorus samt fra det nærliggende Kallevasleite
Equisetum variegatum. OQgsaa nær Sandvandstølen bemer-
kedes Dryas 1 selskab med endel almindelige fjeldplanter paa
fugtigt, skifrigt underlag.

Oppe paa Snenuten, rimeligvis amtets høieste fjeld, der til-
hører gneis-kvartsitformationen, var der derimod atter den samme
trivielle høifjeldsflora, der er anført for Skavlen. Paa de høieste
partier optraadte ogsaa her Poa laxa, Luzula arcuata *con-
fusa, Cardamine bellidifolia, Lycopodium Selago og lignende
af vore mest haardføre fjeldplanter, ved snefonnerne og, hvor
disse nylig var smeltede, den for saadanne lokaliteter konstante
vegetation med planter som Salix herbacea, Veronica alpina,
Ranunculus pygmaeus, Arabis alpina og Saxifraga rivularis,
hvortil kom ogsaa her i mængde Carex rufina. Rigest paa
arter var de fugtige skraaninger ned mod Kirkestemdalen.

I kløfter og paa fugtige skrenter under Austmannaheien
ovenfor Kvildal bemerkedes paa skifrigt underlag blandt andet:
Asplenm viride, Erigeron mneglectus, Veronica saxatilis,
Saxifraga Cotyledon, S. nivalis, S. caespitosa, Draba hirta
*rupestris og Potentilla verna *major, men oppe paa fjeld-
vidden var der kun en meget ensformig og triviel fjeldflora.

Af større interesse var derimod fjeldpartiet mellem Suldals-
vandets sydende og Napen. Oppe paa fjeldvidden bemerkedes
her under nogle fjeldknauser Arabis petraea. Carex rufina
saaes her fleresteds, ligeledes Poa laxa. Navnlig bør her
nævnes skiferpartierne langs veien ned til Steinstøl (ca. 750 m.
o. h.). Her opdagedes nemlig i aller største mængde Saxifraga
Aizoon, voksende 1 selskab med endel af de ovenfor nævnte
skiferplanter, som Asplenum viride, Triticum violaceum, Salix
myrsinites, Veronica saxatilis, Dryas octopetala og mindre

fladnizensis *lapponica, men er maaske snarere at henføre til D. hirta
*rupestris, der anføres fra Raufjeld af Røskeland, og hvoraf jeg ogsaa
selv saavel her som paa Havernaasnibba og andetsteds i Suldalsfjeldene
har seet sikre eksemplarer.

3)

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. ol

hyppige fjeldplanter som Juncus biglumis, Gentiana nivalis,
Erigeron neglectus og Draba hirta* rupestris.

Qgsaa ovenfor den ligeoverfor liggende Laanestøl (ca. 900
m. o. h.) fandtes den samme skiferflora, hvoriblandt ogsaa her
1 største mængde Saxifraga Aizoon.

Det nærliggende høie fjeld Napen, hvis høieste partier til-
hører gneis-kvartsitformationen, frembød derimod atter en triviel
vegetation, der ganske svarer til den for Skavlen, Mælen og
Snenuten anførte.

I selskab med denne skiferflora optræder paa flere steder
nogle af de ovenfor nævnte boreale planter, saaledes Convallaria
majalis (Meien (ifølge Røskeland), under Raufjeld), Hieraciun
Pilosella forma (Havernaasnibba), Galeopsis Tetrahit forma
(Solbrækkerne ned mod Steinstøl), Sedum annuum (mangesteds),
Arabis hirsuta (Havernaasnibba, Raufjeld, under Austmanna-
heien; ,ei sjelden i de indre dele af Suldal* ifølge Røskeland),
Cotoneaster integerrima (Havernaasnibba og Raufjeld), An-
thyllis Vulmeraria (Havernaasnibba, Raufjeld, Solbrækkerne ned
mod Steinstøl). Disse planter; der ellers særlig udmerker urerne
i de lavere trakter, viser sig ogsaa ellers hos os over birke-
grænsen blandt den arktisk-alpine skiferflora.

Sammen med denne saaes ogsaa ned mod Steinstøl Silene
maritima, der i vore kysttrakter ei altid er bunden til stranden,
men fleresteds pludselig optræder høit paa fjeldene eller paa
klipper langt inde 1 dalførerne!.

I fjeldlierne optræder fleresteds en meget frodig vegetation,
tildels sammen med birk (Betula odorata) og vidjearter (Sax
phylicifolia, S. nigricans, S. glauca, S. Lapponum). Særlig
skal her nævnes lierne under Snenuten ned mod Kirkesteindalen
og under Raufjeld. Fra det sidste sted, hvor denne vegetations
friskt grønne farve allerede paa lang afstand tager sig vakkert
ud mod de rødbrune fjeldskrenter, skal her anføres: Equisetum
arvense, E. pratense (ifølge Røskeland), E. silvaticum, Phego-

: Saaledes i Hardanger og Voss (ifølge S. K. Selland), i Sogn (ifølge A.
Blytt), fleresteds i det nordlige Norge (ifølge J. M. Norman, A. Notø
og Ove Dahl).

32 OVE DAHL. [No. 3.

pteris polypodioides, Ph. Dryopteris, Aspidium Filix mas, A.
spinulosum, Å. Lonchitis, Athyrium alpestre, A. Filix femina,
Oryptogramme crispa, Botrychium Lunaria, Selaginella
selaginoides, Anthoxanthum odoratum, Milium effusum,
Phleum alpinum, Aira flexuosa, Å. caespitosa, Melica nutans,
Molinia coerulea, Poa pratensis, P. nemoralis, P.caesia, P.
alpina, Carex Persoomii, UC. camescens, UC. Buxbaumii, C.
Goodenoughii, C. flava, U. vaginata, U. pamicea, U. pallescens,
Juncus alpinus, Luzula campestris (coll.), Orchis maculatus,
Polygonatum verticillatum (steril), Rumex Acetosa, Gnapha-
lium norvegicum, Saussurea alpina, Cirsium heterophyllum,
Hieracia, Myosotis silvatica, Bartschia alpina, Melampyrum
silvaticum, M. pratense, Euphrasia officinalis (coll.), Pingwui-
cula vulgaris, Pyrola rotundifolia, P. minor, Archangelica
officinalis, Angelica silvestris, Anthriscus silvestris, Ranun-
culus platanifolius, R. acer, Viola camina, Stellaria nemorum,
S. alpestris, Cerastium vulgare, Geranium silvaticum, Epilo-
bium lactiflorum, E. Hornemanni, Geum rivale, Alchemilla
vulgaris (coll.), Potentilla erecta, Ulmaria pentapetala, Rubus
idaeus, R. saxatilis, Prunus Padus, Lotus corniculatus.

Gentiana purpurea, der ei bemerkedes i lierne under Vinje-
nuten, saaes derimod paa nogle steder 1 fjeldlierne paa østsiden
af Suldalsvandet, men ligesom i Saude uden udviklet stengel.

Endelig bør anføres, at der i Suldalsfjeldene ligesom ellers
i vore kysttrakter forekommer endel af vore kystplanter subal-
pint paa fjeldmyrerne og i lierne. Af saadanne skal her nævnes:
Aspidium monita:: um (Skyvattenfjeld og Meien, ifølge Røske-
land), Blechnum Spicant (fleresteds; indtil amtsgrænsen paa
Skyvattenfjeld ifølge Røskeland) Carex pilulifera (fleresteds,
Bleskestadmoen op 1 vidjebeltet, ifølge Røskeland), Narthecium
ossifragum (i. eks. Skyvattenfjeld omtrent til vidjegrænsen, ifølge
Røskeland), Salix repens (under Raufjeld, Galtum saxatile
(fleresteds, f. eks. i Solbrækkerne ned mod Steinstøl, Erica
Tetraliz (paa fjeldmyre), Pyrola media (Bleskestad ved birke-
grænsen, ifølge Røskeland).

1906.] BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. 53)

Under den ovenfor nævnte ekskursion fra Førre inderst 1
Jøsenfjorden over Oddeheien henimod Blaafjeld iagttoges oppe
paa fjeldvidden en vegetation, der i alt væsentligt stemmer med
den fra Suldalsfjeldene anførte. Særlig skal her nævnes, at jeg
i det saakaldte ,Brystfruhvelv* paa skiferformationen stødte paa
flere af de arktiske skiferplanter, saaledes Asplemum viride,
Triticum violaceum, Gymmnadenia albida, Salix myrsinites,
Veronica saxatilis, Potentilla verna *major, Dryas octopetala
samt ogsaa her i mængde Saxifraga Aizoon og noget sjeldnere
fjeldplanter, som Erigeron meglectus, Gentiana nivalis, Saxi-
fraga Cotyledom (smaa eksemplarer), S. mivalis, Vahlodea
atropurpured.

Qgsaa her fandtes de boreale planter Anthyllis Vulneraria
og Cotoneaster integerrima samt den subarktiske Gymnadenia
comopea, her ligesom paa Raufjeld i Suldal sammen med denne
skiferflora.

I nærheden fandtes paa fugtig grund den i vore sydlige
fjeldtrakter meget sjeldne Carex rariflora. Ellers frembød fjeld-
vidden ogsaa her ligesom i Suldal og Saude paa haardere
underlag kun den samme trivielle høifjeldsflora, der ovenfor er
omtalt. Ogsaa her optraadte som overalt i de undersøgte fjeld-
trakter i Ryfylke Carex rufina paa fugtige sneleier og Poa
laxa paa de goldeste, høiest liggende partier. Særlig frem-
trædende var sneleiernes friskt grønne vegetation under Blaa-
fjelds steile skrenter. I sprækker under dette fjeld bemerkedes
ligesom under Raufjeld i Suldal nogle sterile individer af Con-
vallaria majalis.

Floraen i indre Ryfylke viser sig efter disse undersøgelser
at slutte sig nær til den, vi kjender fra Vestlandets fjorddistrikter
mellem Hardanger og Trondhjemsfjorden. Langs fjordene har
vi ogsaa her i urer og 1 bratte lier blandt alm, ask, hassel og
lind en mere eller mindre artrig boreal flora. At denne ei er
saa righoldig som i indre Hardanger og Sogn, har vistnok sin
-'væsentligste aarsag i de klimatiske forhold.

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 3. 3

34 | OVE DAHL. [No. 3.

Boknifjordens munding er ei dækket af nogen ydre skjær-
gaard, og dens arme trænger ei saa dybt ind 1 landet. En stor
del af kystplanterne gaar derfor ogsaa, som ovenfor nævnt, ind
til bunden af fjordene. I den ovenfor omtalte afhandling om
Ryfylkes mosflora har Kaalaas allerede paapeget dette for
mosernes vedkommende. Dog kan den boreale flora i Hyls-
fjordens og Suldalsvandets mere beskyttede revner 1 al fald 1
yppighed paa sine steder maale sig med de rigeste trakter
vestenfjelds. I vegetationens sammensætning er der i flere hen-
seender en merkelig overensstemmelse mellem Ryfylkefjordene
og de omtrent lige dybt indgaaende fjorde i Søndfjord, og floraen
langs Suldalsvandet minder meget om den, vi ellers har langs
vore fjordlignende indsøer fra Telemarkens vande til Jølster og
Strynsvand. Den omtalte vegetation paa skiferformationen dan-
ner ogsaa en fortsættelse af de kolonier, vi kjender fra Hardanger-
viddens skifere!, og vi har fra Jøsenfjordens bund og Suldals-
vandets østside til Vinje i Telemarken og Bykle i Sætersdalen
den sydligste, men noget spredte samling af Å. Blytts kolonier
af arktiske skiferplanter. Undersøgelserne er vistnok ikke endnu
afsluttede, men en sammenligning mellem de arter, der optræder
paa Ryfylkefjeldenes og Hardangerviddens skifere, kan dog alle-
rede nu gjøres. Fælles er planter som Asplenum viride, Equi-
selum variegatum, Triticum violaceum, Carex rupestris, U.
rariflora, OC. ustulata, Gymnadenia albida, Salix myrsinites,
S. reticulata, Veronica saxatilis, Sagina intermedia, Arenaria
ciliata, Thalictrum alpinum, Arabis petraea, Dryas octope-
tala, Astragalus alpinus.

Nævnes kan ogsaa i denne forbindelse, at Carex rufina,
der af Røskeland er fundet i Sætersdalsfjeldene og af mig tid-
ligere i Telemarkens vestlige fjelde, nu viser sig at have en
vistnok sammenhængende udbredelse ved vore bræer og over-
hovedet paa sneleie fra vore sydvestligste høifjeldspartier over

* Hardangerviddens flora er særlig studeret af Chr. Smith, M. N. Blytt,
N. Wille (Botanisk Reise paa Hardangervidden 1877 i Nyt Mag. f.
Natvdsk. XXV), Johan Havaas (Om vegetationen paa Hardangervidden
i Bergens Museums Aarbog f. 1902) og i de sidste aar af S. K. Selland.

v

1906.) BOTANISKE UNDERSØGELSER I INDRE RYFYLKE. OE

Hardanger og Voss (S. K. Selland), indre Sogn og de vestlige
Jotunfjelde (N. Moe og Å. Blytt), Sønd- og Nordfjord (Ove Dahl)
til Søndmøre (A. Blytt).

Endnu er vistnok ikke paavist i Rylfylkefjeldene flere af
Hardangerviddens skiferplanter som Phippsia algida, Elyna
Bellardii, Juncus castaneus, J. arcticus (findes dog i Røldal
og 1 Bykle i Sætersdalen), Salix polaris, Koenigia islandica,
Primula scotica, Alsine stricta, Melandrium apetalum, Pedi-
cularis Oederi, Potentilla nivea og Oxytropis lapponica.

Men paa den anden side er her allerede paavist to planter,
der ei ellers er fundet 1 det sydlige Norge, nemlig Carex pedata
og Sazxifraga Aizoon. Den første er en karakterplante for
skiferne og de grusede fjeldvidder i Tromsø stilt og er sydligere
kun fundet paa Dalevolafjeld i Størdalen (M. N. Blytt), i Stue-
dalen i Tydalen (iflg. Hartman Skandinaviens flora) og af mig
i Opdal (trakterne ved Gjevilvandet), i Tafjord i Søndmøre og
paa en enkelt lokalitet i den tilstødende del af Skiaaker. I
Sverige er den fundet i Lapmarken, Herjedalen og Jåmtland.
Paa Raufjeld i Suldal (59” 34") har den sin hidtil kjendte syd-
grænse. FEndnu merkeligere er vistnok forekomsten af Sazæifraga
Aizoon (59” 25—29%, der udenfor Norge forekommer 1 Mellem-
europas fjelde, Island, Grønland og Nordamerika. I Norge er den
tidligere kun fundet i Nordland, hvor den opdagedes af presten
L. L. Læstadius 1 1825 nær Balvand 1 Salten (ca. 67") og i
1869 gjenfandtes af botanikerne Schlegel og Arnell. I 1904
fandtes den af rektor Neuman paa de nærliggende Rossnefjelde.
I Botan. not. 1905 p. 263 flg. har den sidste fremholdt, at den
1 Salten fundne Saxifraga Aizoon adskiller sig fra den mellem-
europæiske i flere henseender, saaledes ved sin ringere størrelse
(kun 4—35, sj. 8 cm. høi), ved de omvendt ægrunde rosetblade,
der kun er dobbelt saa lange som brede (10—5 X 5—3,5 mm.)
ved den sammentrukne skjerm-kvastformede blomsterstand og de
næsten klokkeformig sammensluttende kronblade. Han mener
derfor, at den i Salten forekommende plante bør opfattes som
en egen underart af S. 4izoon, som han benævner * Læstadii,
der nærmest slutter sig til den af Jacquin opstillede 5 minor.

36 ove DAHL. BOTAN. UNDERS. I INDRE RYFYLKE. [No. 3. 1906.]

I modsætning hertil udviser de af mig 1 Ryfylkefjeldene be-
merkede eksemplarer alle mulige overgange mellem den mellem-
europæiske form (ax major) og 8 minor Jacqu. Paa de gunstigste
lokaliteter, f. eks. i Solbrækkerne ned mod Steinstøl nær Sand-
sætvand 1 Suldal, hvor den vokser i de beskyttede og fugtige
skiferurer og kløfter, bliver den meget frodig, ligner i høide og
den topformige blomsterstand eksemplarer fra Schweiz og Tyrol
med smale, kileformede rosetblade, der er 4—6 gange saa lange
som brede (18—25 X 3—5 mm.), men paa ugunstigere steder,
hvor der er mindre fugtighed, skiferen ei saa hensmuldret, oppe
paa den grusede, veirhaarde fjeldvidde eller endog side om side
med de store eksemplarer, men paa tørrere klipper, hvor der
var mindre jord for den, saaes individer. der ved sin skjerm-
kvastformig sammendragne blomsterstand, sine smaa rosetblade,
der undertiden knapt var dobbelt saa lange som brede (9-6 X
4—35,5 mm.), slutter sig til 3 minor Jacqu. og synes ialfald
habituelt at ligne *Læstadii Neuman. Denne synes derfor lige-
som den grønlandske og islandske form kun at være en efter de
lokale forholde udviklet form, der har fæstet sig 1 de arktiske
egne. Kronbladenes farve vekslede paa de i Ryfylke bemerkede
eksemplarer fra grønliggule til melkehvide, med eller uden røde
punkter og striber.

Trykt 22. mai 1906.

DEN MARINE GRÆNSE

VELFJORDEN

AF

ADOLF HOEL

(CHrSTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 4)

vr —————

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI

1906

Den marine grænse ved Velfjorden.
Af
Adolf Hoei.

Fremlagt i mode i den math.-naturvidenskabelige klasse 26de januar 1906
ved prof. Vogt.

JEG en reise, som jeg foretog for Norges geologiske under-
søgelse sommeren 1905, fandt jeg imderst i Velfjorden endel af
havet dannede huler og 1 2 af disse nogle skjæl.

Velfjorden skjærer sig ind 1 landet paa omtrent 651/2 9 n. b.;
den gaar fra NW—SE, er vel 20 km. lang og har flere arme.
En af disse er Langfjorden, som fortsætter hovedfjordens retning
og er 10 km. lang. Fjeldgrunden omkring denne arm udgjøres
af bergarter tilhørende glimmerskifer-marmoraidelingen, og fjor-
den er en typisk strøgfjord. Inde ved fjordbunden findes flere
marmorbænke. Her ligger ogsaa endel gaarde. Løsmaterialet
bestaar her for største delen af forvitringsprodukter af den løse
skifer. Marine terrasser findes ikke, ligesaalidt som jeg har iagt-
taget morænemateriale af noget slags.

Ca. 112 km. fra Langfjordens bund ligger fjeldet Aunhatten.
I dette fandtes 5 huler, hvis beliggenhed fremgaar af pl. I.

Den laveste hule begyndte med en forhal, 20 m. bred, 4 m.
høi og 12 m. lang. Denne gik i N—S. Saa gjorde hulen en
knæk og gik videre i NW-SE og blev samtidig trangere. For-
hallen var næsten parallelepipedisk, men hulen indenfor smalnede
af mod taget. Denne indre del var gjennemsnitlig 2 m. bred
ved bunden, som skraanede sterkt opad mod det indre og var
bedækket af en fin, svagt rødlig sand, hvori fandtes hovedstore
tilrundede stene. Bergarten, hvori hulen var indgravet, tilhørte

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 4. 1

4 ADOLF HOEL. [No. 4.

glimmerskifer-marmorafdelingen; marmor fandtes, men i liden
mængde. Væggene var meget ru med fremstaaende spidse
hjørner og kanter.

Den næste hule laa østenfor og 11 m. høiere end den fore-
gaaende. Den var jevn bred hele veien, ca. 2 m. bred og 21/2
m. høi. Den bestod ogsaa af 2 afdelinger. Den første gik 1
N200 WS 209 E og var 25 m. lang; den anden begyndte tæt
ved den indre ende af den første ca. 142 m. over dennes bund
og gik i NE—SW. Begge afdelinger var indgravet 1 ren mar-
mor, og smaa decimeterlange drypstensdannelser saaes baade
paa gulvet og i taget. Væggene var meget ujevne med svære
fremspring. De fulgte dog i det store og hele skiktfladerne.
Paa bunden saaes nogle tilrundede stene, men mest nedfaldne,
skarpkantede tildels svære blokke. Den indre afdeling var paa
bunden dækket af et fint dynd. Ved mundingen af den første
afdeling af hulen fandtes paa og 1 hulens vægge en fauna be-
staaende af følgende arter:

Pomatoceros tricuspis PH. i mængde.
Balamus creratus, BRUG., DArw., 1 expl.
Saxicava pholadis, Lin., i mængde.

Balanusexemplaret gik desværre tabt under et forsøg paa at
faa det løs fra væggen. Dens tversnit vil sees af omstaaende
fotografi.

Den øverste hule laa ret over den laveste, 27 m. over denne.
Den var omtrent 2 m. bred, vel 3 m. høi og 20—30 m. lang.
Paa bunden saaes mest skarpkantede nedfaldne blokke. Inderst
inde 1 hulen laa en ca. I m. mægtig stranddannelse: valnødstore
rullestene i en leragtig masse. Hulens retning var N 100 W-S
109 E. Den gik næsten hele veien 1 marmor. Ude ved mun-
dingen var baade vægge og tag fuldstændig gjennemeellede af-
huller efter Saæicava pholadis, Lin. I de fleste huller fandtes
saxicavaskallerne siddende. Desuden fandtes et brudstykke af
Pomatoceros tricuspis, PH.

Strøget af bergarten ved hulerne var N 209 W, faldet 509
mod E 209 N. Hulerne gaar altsaa 1 det store og hele i strøg-

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. å)

retningen, og væggene følger lagfladerne, hvilket sees af om-
staaende tversmt af den øverste hule.

Efter 2 barometerobservationer den *% 05, da et barometrisk
maximum med meget konstant lufttryk laa over dette strøg
(barometret forandrede sig 0,3 mm. i løbet af dagen ifølge vel-

Fra den mellemste hule i Aunhatten, Velfjorden.

villig meddelelse fra det meteorologiske institut) bestemtes høi-
den af disse huler. Maalingerne udførtes med et aneroidbarometer,
som var nøiagtig korrigeret før afreisen og lige før observationen
sammenlignet med stationsbarometret paa Brønnø. De 2 observa-
tioner, som foretoges, den ene om formiddagen, den anden om
eftermiddagen, gav resultater, der afveg et par tiendedels meter
fra hinanden. Jeg fandt, at bundens høide ved mundingen af:

6 ADOLF HOEL. [No. 4.

den øverste hule er 132 m. o. h.
melemsterr FARO

pp) laveste ” ” 105 ” D 5)

Da”saxicavaskallerne ogsaa fandtes i stor mængde 1 den øverste
BFEGA en Å ; 4 :
hules tag, og hulen er 3 m. høi, bliver den største høide, hvori

disse fandtes, 135 m. o. h. Dette er saaledes den høieste hidtil

SdeaSSooddaossSP

(BaaddeasoodssossoorossSS>a

Tversnit af den øverste hule i Aunhatten.

kjendte fossilforekomst i det nordlige Norge (>: nordenfor N.
Trondhjems amt). Hr. statsgeolog Rekstad har været saa venlig
at tage et par fotografier af blokke, som jeg medbragte fra
hulerne. Disse fotografier, som er 1 naturlig størrelse, giver en
udmærket forestilling om, hvordan væggene i hulerne ser ud.

Ca. 212 km. NW for Aunhatten ligger fjeldet Langskjellig-
hatten. I dette fjeld findes ogsaa et par huledannelser. Hulerne
ligger S 159 E for gaarden Langfjordøren, vel 1 km. fra husene.

Den øverste hule er en tunnel tvers gjennem fjeldet. Den
har omtrent samme tversnit hele veien: 2—9!/2 m. bred, 21/2
—3 m. høi; længden er 72 m. Hulens udseende forøvrig vil

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. I

sees af nedenstaaende horizontalprojektion og tversnit. Retningen
er 1 det store og hele NW—SE 0: parallel med strøget. Væggene
er noksaa ru, men følger i det væsentlige lagfladerne. Berg-
arten, som hulen gaar i. er marmor. Eu trang sidegrotte ud-

K---------eer rer ee ene ===>
3m

Tversnit af den øverste hule
i Langskjellighatten.

Horizontalprojektion af den øverste hule
i Langskjellighatten.

gaar et stykke fra den nordvestre ende. Bunden stiger noksaa
meget (6—7 m.) fra NW mod SE. Bunden var dækket af skarp-
kantede, fra vægge og tag nedfaldne blokke.

Ret ned for denne tunnel fandtes en ny hule. Fra et midt-
parti, C, udgaar 3 huler, som gaar helt ud 1 dagen, og en, som
ender blindt. En gaar steilt op mod NW. Dens munding ligger

S ADOLF HOEL. No. 4.

9 m. over C's bund, og den er 10 m. lang. Den anden gaar
mod E 10% N i omtrent horizontal retning 15 m.; derpaa bøier
den skarpt mod N. Denne yderste del er 5 m. lang, og dens
bund stiger 2 m. mod mundingen. Den 3die gaar nedad mod
N 109 W og er 18 m. lang; bunden sænker sig 5 m. Den 4de
er ganske smal og lav (man kunde saavidt krybe derind liggende
paa maven) og gaar 1 S nogle grader FE; længden er ca. 10 m.
Bredden og høiden er forskjellig paa de forskjellige steder. Mudt-
rummet CC er 31/2—4 m. høit, 4 m. bredt og 4 m. langt. Den
5 m. lange mod N gaaende hule er 3 m. høi og 3 m. bred.
Dette var den sædvanlige bredde og høide, men som det sees
af figuren, fandtes et par indsnævringer. |

Bergarten, hvori dette hulesystem var indgravet, var for
største delen marmor. Paa bunden saaes flere steder rulle-
stene, men paa de fleste steder saaes kun nedfaldne skarp-
kantede blokke. Dette var dog ikke tilfældet i den mod S gaa-
ende trange hule; dens bund var dækket udelukkende af valnød-
til nævestore udmerket godt tilrundede rullestene.

Høiden af de 2 huler 1 Langskjellighatten bestemtes samme
dag og paa samme maade som hulerne i Aunhatten.

Bundens høide
ved den nordvestre munding af den høieste hule 179 m. o. h.

Se sydøstre — KE D — 18 ME
i midtpartiet 1 den lavestehule GbE
Dette er altsaa høiden af rullestensforekomsten 1 den trange,
mod S gaaende hule. Fjeldet ret over hulerne havde en høide
af ca. 200 m.

Det første spørgsmaal, som her melder sig, er: Hvorledes
er disse huler dannet? Huler kan dannes paa 5 forskjellige
maader: enten ved brændingens arbeide paa kysten eller ved
elvenes erosion eller ved dislokationer. Den sidste dannelses-
maade kan der ikke være tale om for disse hulers vedkommende.
De maa enten være dannet af havet eller af elve. Hulerne 1
Aunhatten maa være dannet af havet. Den i dem fremfundne
fauna og deres hele udseende og beliggenhed kan jo ikke lade
tvil tilbage derom. Hulerne 1 Langskjellighatten er efter min

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. 9

mening ogsaa merker efter en tidligere havstand. Beviserne
herfor er flere. Bunden stiger i begge huler — 1 særlig ud-
præget grad i den øverste — fra de mundinger, som vender
mod NW. Disse mundinger har under dannelsen vendt ud mod -
det aabne hav, hvor bølgeslaget har virket med størst kralt.
Paa denne nordvestre side har den første begyndelse til hulen
fremkommet. Idet saa havet har ædt sig indover, maatte den

Lidt skematiseret horizontalprojektion af den laveste hule
i Langskjellighatten.

skraanende bund fremkomme; den er i virkeligheden et abrasions-
plan. Denne heldning af bunden gjenfindes derfor ved alle hav-
dannede huler. I det hele taget er disse huler 1 Langskjellig-
hatten saa fuldstændig analoge med hulerne 1 Aunhatten baade
m. h. t. forekomst og udseende, at de alle maa være dannet
paa samme maade. Deres mundinger vender mod NW, deres
retninger er NWSE, tversnit og dimensioner er — naar læng-
den undtages — fuldstændig ens. Det afgjørende bevis for, at

10 ADOLF HOEL. [No. 4.

elve ikke kan have dannet dem, er imidlertid, at deres mundinger
ligger 1 bratte fjeldskrænter, saa elvene havde ikke noget sted
at komme fra. Vi kommer derfor til det resultat, at alle de
ovenfor beskrevne 5 huler er dannet af havet.

Det næste spørgsmaal er: Af hvilken alder er disse huler
og den i dem opbevarede fauna?

Før vi gaar nærmere ind paa dette spørgsmaal, vil vi se
lidt paa, hvad man hidtil ved om den øverste marine grænse
heroppe. Det sidste og udførligste arbeide om de kvartær-
geologiske forhold paa Helgeland er Vogt og Rekstads arbeide
Søndre Helgeland* i Norges geologiske undersøgelses aarbog
no. 29. Forfatterne leverer her et isobasekart over Søndre
Helgeland. Dette er grundet paa høiden af strandlinierne ude
paa øerne, særlig Leka og Vega, og terrasserne inde 1 landet,
særlig i Vefsen og Svenningdalen. Forfatterne gaar ud fra, at
de høieste strandlinier betegner den øverste maritime grænse.
For at faa grænsen inde i landet, lægger de 5—10 m. til de
største terrassehøider. Ved interpolation paa dette kart findes
den øverste marine grænse inde ved Langfjordens bund at være
130 m. EFifter dette skulde de øverste huler inde ved Lang-
fjorden — nemlig den øverste hule i Aunhatten og begge hulerne
i Langskjellighatten — være ældre end den sidste istid. At saa
ikke er tilfældet med den øverste hule i Aunhatten, beviser den
fauna, som fandtes her. Det mest karakteristiske fossil var
Saæicava pholadis, L. Det var en meget liden form; de største
exemplarer var 6—7 mm. lange; men den almindeligste størrelse
var 4—5 mm. og endnu mindre. Den var meget tyndskallet.
Af skallets form at sige noget om varieteten er vanskeligt, fordi
dette var noget afrundet og deformeret paa grund af boringen.
Alligevel tillader denne musling os at drage en slutning om denne
faunas alder. I de sidste aar har nemlig Øyen fremfundet skjæl-
forekomster meget nær opunder den marine grænse paa en
række lokaliteter: i Kristiania omegn, 1 det trondhjemske og i
Nordland. Øyen har været saa venlig at vise mig Saxicava
fra disse forekomster, og overensstemmelsen med den af mig
fundne er aldeles utvilsom. Dette er et afgjørende bevis for, at

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. 11

faunaen 1 hulerne 1 Aunhatten og saaledes vel ogsaa disse selv
er af senglacial alder og stammer omtrent fra tiden for maximum
af nedsynkning. Endnu et bevis for fossilernes senglaciale alder
har vi deri, at det er akkurat den samme form af Saæicava og
den samme fauna forresten, som forekommer 1 hulen 1 185 m.s
høide og i den 1 116 m. Nu ved vi med sikkerhed fra før, at
havet herinde har naaet høiere op end 116 m. i den senglaciale
tid; skulde da fossilerne have. været interglaciale, kunde de van-
skelig have modstaaet havets erosion, da dette anden gang be-
skyllede dem. Fossilernes udmerkede opbevaringstilstand taler
sterkt imod, at de skulde være interglaciale.

Kan vi paa grundlag af den fremfundne fauna slutte noget
om, paa hvilket dyb den har levet? Hertil maa svares nei, da
arterne er altfor faatallige og ikke karakteristiske for noget be-
stemt dyb. Saæicava pholadis lever lige fra stranden og ned
til 60 favnes dyb; den er dog almindeligst ved 10—15 favnes
dyb. OQgsaa de to andre arter har en vid bathymetrisk udbre-
delse.” Merkes bør dog den paafaldende ringe størrelse af Saxi-
cava. Denne mollusk lever i ung tilstand paa dybt vand. Dette
skulde tyde paa, at de fundne fossiler har levet paa noget dybere
vand. Herimod kan indvendes, at ogsaa de af Øyen fundne
Saxæicavaer er meget smaa, og disse har levet paa grundt vand,
ofte bare 4—35 m. dybt. Den form af Saxicava, som levede langs
Norges kyster paa tiden for landets dybeste nedsynkning, var
altsaa meget liden. Øyens exemplarer er dog gjennemgaaende
ikke saa smaa som de fra Langfjorden, og jeg tror derfor allige-
vel, at disse sidste tilhører et noget større dyb. Ogsaa andre
forhold tyder herpaa.

Af disse forhold kan først nævnes forekomsten af Poma-
toceros tricuspis, PH. Denne er hidtil i vort land ikke fundet
paa et saa tidligt stadium som tiden for den dybeste nedsynk-
ning. En undtagelse danner dog nogle af bankerne i Aremark.
Jeg tror derfor, at Pomatoceros har levet senere end Saxicava
paa en tid, da landet allerede var steget endel heroppe.

En anden omstændighed tyder ogsaa paa, at den øverste
marine grænse ligger temmelig høit herinde. Vogt og Rekstad

12 Fi AporpiHorr [No. 4.

omtaler 1 sit før nævnte arbeide (1. c. pag. 68) endel strandlinier
ude ved kysten i Vik og Brønnø; disse ligger meget høit, og
forfatterne har vistnok været i tvil om deres betydning, at dømme
efter flere udtalelser i det nævnte arbeide (l. c. pag. 74 note og
pag. 100); de har saaledes ikke, saavidt kan skjønnes, taget
hensyn til dem under udarbeidelsen af sit isobasekart. Overalt
paa Søndre Helgeland, hvor der findes strandlmier, har man 2
trin; men ude ved kysten i Vik og Brønnø har man 8: et paa
110—115 m., et paa 121—123 m. og endelig et paa opimod
140 m. Dette sidste trin staar fuldstændig isoleret; det kan
vanskelig kombineres med noget af de andre. Ifølge Vogt og
Rekstad findes en af disse strandlimer langs østsiden af Malms-
fjeld i Vik 1 en høide af 159 m., en anden i vestsiden af Lysingen
i Vik 1 140 m. høide og en tredie op for 1. Reinfjord 1 134 m.
høide. Disse strandlinier er dog ikke de eneste beviser, vi har
for en saa høi havstand herude. Øyen har 1 et arbeide! be-
skrevet en havdannet hule herfra, Havlarsholet, 1 en høide af
138 m. Endvidere kan nævnes forholdene ved Torghathullet,
som ligger lige udenfor kysten af Brønnø. Ifølge Vogt og Rek-
stad har vi her følgende høider:

Det faste fjeld i hullets bund . . . Om
Den bølgeslikkede overflade er ea udviklet til 143 -
— — kan merkes - 146 -

Vogt siger om dette hul i ,Søndre Helgeland", pag. 99—
100: ,Torghathullet ligger netop i det niveau, som havet stod 1
under landets dybeste nedsænkning, da strandlinierne blev ind-
gravede. — Ved at interpolere mellem det høieste strandlinie-
trin paa Leka (40 km. mod SSV for Torghatten), paa Vega
(25 km. mod NNO) og 1 Vik og Brønnø (10—20 km. mod NO,
O og SO), faar man, at det høieste strandlinietrin paa Torget
skal have ligget i en høide af omkring 120 m. Nøiagtig kan
det ikke angives; niveauet kan godt have været 5—10, muligens
endog 10—15 m. høiere eller lavere — specielt skulde de høie
maal, som Rekstad har fundet for enkelte strandlinier 1 Vik

i Skilbotn. Archiv for Math. og Naturvidensk. 18 bind.

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. 15

og Brønnø, gjøre det sandsynligt, at man muligens skulde op-
føre 125 eller 180 m. istedenfor 120 m.*

Her maa dog merkes, at naar forfatteren nævner det høi-
este strandlinietrin i Vik og Brønnø, saa mener han aabenbart
det paa 121—123 m. Men nu synes jeg ikke, det gaar an at
se bort fra det virkelig høieste strandlinietrin her paa henimod
140 m. Jeg mener derfor, at den af forfatteren sidst som en
mulighed udtalte anskuelse er den rigtige, nemlig den, at strand-
linietrinnet paa Torget ligger 1 en høide af 150—135 m. Den
store høide, hvortil den bølgeslikkede overflade i Torghathullet
naar, synes at støtte denne opfatning.

Vi skal nu se, hvorledes dette kan kombineres med strand-
linierne længere ude paa Leka og Vega og med vore huler inde
1 Langfjorden. Det høieste strandlinieniveau paa Leka kan ifølge
Vogt sættes til 108 m. Afstanden fra Leka til isobasen gjennem
Malmsfjeld er 15 km., høidedifferensen 189—108= 31. Vi faar
deraf, at strandliniernes fald skulde blive 131; >: temmelig nær
2 m. pr. km. eller 6' 48". Til det samme resultat vilde vi komme
ved at sammenligne med Vega. Dette er imidlertid en saa stor
faldvinkel, at det er høist usandsynligt, at det øverste strand-
linieniveau paa Leka og Vega svarer til de øverste strandlinier
i Vik og Brønnø. Den største hidtil kjendte faldvinkel er anført
af dr. Andr. M. Hansen fra Romsdalen og er 4' 33”. Merke-
ligt er det dog, at om vi fortsatte med samme faldvinkel indover
landet fra Vik, vilde vi akkurat komme op 1 niveau med den
øverste hule i Langskjellighatten, 180 m., som altsaa da skulde
være den øverste marine grænse inde ved Langfjordens bund.
En rimeligere antagelse turde følgende være: Det øverste strand-
linieniveau 1 Vik og Brønnø fattes ude paa Leka og Vega. For
at faa den marine grænse inde ved Langfjordens bund kan man
gaa ud fra 140 m. strandlinien i Vik og ved hjælp af en pas-
sende gradient £ m. pr. km. eller 3' 24” finde det tilsvarende
trin derinde. At (1:1000) er en rimelig gradient, turde fremgaa
af Hellands, Vogts og Rekstads beregninger. Helland
har for det øverste strandlinieniveau 1 Tromsø amt fundet en
faldvinkel paa (1: 1146). Vogt og Rekstad har for niveauet:

14 ADOLF HOEL. [No. 4.

de øverste strandlinier paa Leka og Vega — de midlere strand-
linier i Vik og Brønnø — terrasserne 1 Svenningdalen fundet
(1:1375). Men delte niveau er, efter hvad jeg har forsøgt at
vise, ikke det høieste strandlinietrin paa Søndre Helgeland. For
det høieste skulde da (1:1000) synes at være en passende stør-
relse.

Afstanden fra Malmsfjeld til isobasen gjennem Langfjord-
bunden er 20 km. Med en gradient paa (1:1000) kommer vi
da til følgende høide for det øverste strandlinieniveau eller den
øverste marine grænse inde 1 Langfjordbunden: 139 m. + 20 m.
= 159 m. eller ca. 160 m. Dette er naturligvis ikke noget ab-
solut sikkert resultat. Men det synes mig at vinde betydelig 1
sikkerhed ved den omstændighed, at temmelig nær i denne
høide, nemlig 158 m., laa rullestensforekomsten i den laveste
hule i Langskjellighatten.

Vi kommer saaledes til følgende resultat: Alle huler inde
ved bunden af Langfjorden, undtagen muligens den øverste, har
1 senglacial tid ligget under vand og er sandsynligvis dannet i
denne tid; den høieste hule maa vi antage er af interglacial
alder. Den øverste marine grænse herinde er ca. 160 m. o. h.

Med hensyn til klimaet heroppe paa den tid, da landet
var dybest nedsænket, og tiden nærmest efter siger faunaen ikke
meget. Den fundne form af Saxicava er dog ikke nogen ark-
tisk varietet, og Pomatoceros tricuspis, LINn., er en boreal
form. Og da havet paa retur stod i niveau med den øverste
hule 9: i niveau med de mellemste strandlinier i Vik og Brønnø,
er der ikke tale om, at der kan have været hverken drivis eller
isfod heroppe; thi dette vilde øieblikkelig have ødelagt den fine
skulptur i hulernes vægge. Havet var altsaa i det væsentlige
isfrit paa den tid, og strandlinierne maa være dannet, mens
landet sank. Øyens før nævnte fund af dyre- og plantefossiler
(de sidste beskrevne 1 ,, Dryas octopetala, L., og Salix reticulata,
L. i vort land før indsjøperioden*. Chr. videnskabsselskabs forh.
for 1904, no. 1) giver os nøilagtigere oplysninger om klimaet.
Paa denne tid herskede i hele vort land et merkelig ensartet
klima; det var ikke høiarktisk, saaledes som man almindelig før

1906.] DEN MARINE GRÆNSE VED VELFJORDEN. 15

har antaget for Nordlands vedkommende, men omtrent et øst-
finmarkisk klima.

Forekomsten al de borende saæicava'er har ogsaa zoologisk
interesse, da saadanne tidligere kun er fundet paa 5 steder 1
vort land. Den ældste forekomst er fremfundet af 2 medlem-
mer af den franske Spitsbergenexpedition 1 1838, Robert og
Courcier, og er beskrevet af Keilhau). Den ligger ved veien
mellem Sandvigen og Gyssestad i Bærum 1 en høide af 150 fod.
Saxicavaskallerne findes her i en graa kalksten. Ved Jætte-
gryderne nær Brevik findes ogsaa Saxicava siddende i en graa
kalksten. Keilhau, som først har omtalt denne forekomst i
det før nævnte arbeide (1. c. pag. 224), angiver høiden til 90 fod.
Endelig er skaller af borende saæicava'er fundet i en hule 1
marmor ved Naustvik 1 Velfjorden af hr. direktør Frus 1 1898
og beskrevet af ham>. Forekomstens høide er 24 m. — Af
disse høideangivelser sees, at forekomsten 1 Langfjorden tilhører
et helt andet geologisk niveau end de andre.

Til slutning skal jeg faa lov til at fremføre min ærbødige
tak til d'hrr. prof. Vogt, dr. Reusch og amanuensis Øyen for
raad og oplysninger, hvormed de har bistaaet mig under mit
arbeide, endvidere til hr. statsgeolog Rekstad for hans udmer-
kede fotografier og til hr. prof. dr. Brøgger for hans velvillige
tilladelse til at benytte den glacial-geologiske samlings rige
sammenligningsmateriale.

: B.M. Keilhau: Reise fra Christiania til den østlige Deel af Christi-
ansands-Stift i Sommeren 1840. Nyt Magazin for Naturvidenskaberne.
Bind III, pag. 170.

> LP. Friis: Marmorforekomster. Pag. 33. Norges geol. unders. aarb.

for 1902.

Trykt den 6. april 1906.

Vip.-Sersk. Fora. 1906. No. 4. Pr 16

|
|

Vmm.-SeLsk. Forn. 1906. No. 4. Brdllk

å p HE
re tg I Sm ini tn

EEE

Prødlnie

No. 4.

1906.

Vip.-SeLSK. For.

DIE PYROLUMINESLENZ DEG QUARLES

VON

VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT.

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 5)

KRISTIANIA
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD
A. W. BRØGGERS BUCHDRUGCKEREI

1906

Die Pyrolumineszenz des Quarzes.
Von
Victor Moritz Goldschmidt.

Fremlagt i Videnskabsselskabets Fællesmøde den 9de Februar 1906
af prof. dr. W. OC. Brøgger.

1 Sommer 1904 fand ich bei Fefor (Gudbrandsdalen)
eine neue, sehr reiche Fundstelle von Quarzkrystallen, die auf
Spalten eines krystallinischen Schiefers aufgewachsen waren.
Eine spåtere Untersuchung zeigte, dass die dortigen Quarze in
auffallend starkem Grade pyrolumineszent waren. Soviel ich
aus der einschlågigen Litteratur ersehen konnte, schienen die
Untersuchungen tber diese Figenschaft des Quarzes noch nicht
abgeschlossen zu sein. Es lag daher nahe, die Pyrolumineszenz
an der Hand des vorliegenden Materials zu studieren.

Abgesehen von den Quarzen aus Fefor untersuchte ich
Material, welches ich an verschiedenen, hauptsåchlich sudnor-
wegischen, Fundstellen gesammelt hatte. Ausserdem war Herr
Prof. Dr. Brøgger so liebenswirdig, mir zahlreiche Quarze
aus der Sammlung der hiesigen Universitåt zu "berlassen. Herr
Prof. Th. Hiortdahl hatte die Gite, mir Quarze aus seiner
Privatsammlung zur Verfiigung zu stellen.

Zunåchst prifte ich die Behauplung L. Wöhler's und K.
v. Kraatz-Koschlau's, dass die Pyrolumineszenz der Mineralien
(auch des Quarzes) von der Fårbung derselben abhångig sei.

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 5. 1

å VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT.

[No. 5.

Im Folgenden gebe ich eine Ubersicht uber die Stårke der
Pyrolumineszenz, die von mir bei den verschiedenen Quarzen
beobachtet wurde. Als ,sehr schwach* wurde das Leuchten
bezeichnet, wenu es nur mit gut ausgeruhtem Auge zu bemerken
war. Als ,schwach* wurde das Leuchten bezeichnet, wenn
man es auf eine Entfernung von etwa 1 Meter wahrnehmen
konnte. Als ,måssig* bezeichnete ich das Leuchten, welches
den Quarz in etwa 1 Meter Entfernung scharf sichtbar machte.
Als ,stark* wurde das Leuchten bezeichnet, welches ermög-
lichte, die Uhr abzulesen. Die Untersuchungen der Lichtstårke
geschahen mit Krystallen oder Bruchsticken von etwa ? cm.
Långe. Das Erhitzen geschah in einem Reagenzrohr iber einer
Weingeistflamme; dasselbe Resultat erhålt man, wenn man die
Quarze in hochsiedende Flussigkeiten einwirft.
Selbstverståndlich benutzte ich eme Dunkelkammer, in der
die Möglichkeit fremden Lichtes ausgeschlossen war. In Fållen
von sehr schwacher Pyrolumineszenz wurde der Versuch mehr-
fach wiederholt, um ein sicheres Resultat zu ergeben.
Folgende Resultate wurden erhalten.
Wasserheller Bergkrystall von
Ausnahmslos bei mehreren
Heller Rauchqarz von Fefor: 100 Krystallen.
Starkes Leuchten.
Wasserheller Bergkrystall von Kongsberg:
Starkes Leuchten.
Sehr dunkler Rauchquarz vom Strimsthal, Tavetsch:

Starkes Leuchten.

Måssiges Leuchten.

Rauchquarz vom St. Gotthard:
Sehwaches Leuchten.

Derber Rauchquarz von Hankö:
Sehr schwaches Leuchten.

Sehr dunkler derber Rauchquarz von Arendal:
Sehr schwaehes Leuchten.

Sehr dunkler Rauchqarz aus Pegmatit von Halvorsrud (Raade):
Sehr sehwaches Leuchten.

Sehr dunkler Rauchquarz von Toskana:
Kein Leuchten.

QD

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES.

Grauer Rauchquarz von Schierke (Harz):

Sehr schwaches Leuchten.

Triiber weisser Quarz desselben Stickes von Schierke:

Sehr schwaches Leuchten.

Wasserheller Bergkrystall von Herkimer, New York:

Kein Leuchten.

Wasserheller Bergkrystall vom Vieschergletscher, Wallis:

Sehwaches Leuchten.
Wasserheller Bergkrystall von einem losen Quarzblock, Hankö:

Sehr schwaches Leuchten.

Tribe weisse Quarzkrystalle aus Drusen eines Granitblocks,

Hankö:

Sehr schwaches Leuchten.

Farblose Quarzkrystalle vom Egeberg bei Kristiania:

Kein Leuchten.

Triibe weisse Quarzkrystalle von Skaadalen bei Kristama:

Sehr schwacbes Leuchten.

Grobkrystalliniseher weisser Quarz von Bækkelaget bei Kri-
stiania :

Sehr schwaches Leuchten.

Tribe weisse Quarzkrystalle von Hallingdalen:

Sehwaches Leuchten.

Triber grauer Quarzkrystall von Kragerö:

Sehr schwaches Leuchten.

Derber weisser Quarz von Rutenfjeld bei Fefor:

Sehr schwaches Leuchten.

Derber weisser Quarz, stellenweise durch Eisengehalt rot ge-
fårbt, von Lomssæter bei Fefor:

Kein Leuchten.

Farblose Quarzkrystalle von Lomssæter bei Fefor:

Kem Leuchten.

Wie man sieht, konnte keine Abhångigkeit der Pyrolumines-
zenz von der natiirlichen Fårbung der Rauchquarze gefunden
werden.

Bekanntlich zeigen manche Quarze beim Erhitzen einen
intensiven empyreumatischen Geruch. L. Wöhler und K. v.

6 VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

Kraatz-Koschlau nahmen an, dass dieser Geruch in Verbin-
dung mit der Fårbung und der Pyrolumineszenz der Quarze stehe.

Dass diese Figenschaft des Quarzes von der Fårbung un-
abhingig sei, zeigte schon E. Weinschenk, indem er den
empyreumatischen Geruch bei farblosem Quarz vom St. Gott-
hard nachwies.?

Auch ich konnte keine Verbindung zwischen der Fårbung
des Quarzes und dem Geruch beim Erhitzen finden. Der empyreu-
matische Geruch zeigte sich bei den meisten der von mir unter-
suchten Quarze.

Nicht nachweisbar war der Geruch bei den Quarzen vom
Vieschergletscher, Herkimer, Lomssæter und bei dem wasser-
hellen Bergkrystall von Hankö.

Besonders intensiv war der Geruch des Rauchquarzes von
Hankø.?

Nach L. Wöhler und K. v. Kraatz-Koschlau rihrt der
Geruch von organischen Verbindungen her, die im Quarz einge-
schlossen oder dilut verteilt sind. Wie håufig organische Sub-
stanzen im Quarz vorkommen, zeigen die zahlreichen diesbeziig-
lichen Angaben in der Litteratur.

Um zu erfahren, ob die Pyrolumineszenz an den empyreuma-
tisch riechenden Körper gebunden sei, versuchte ich, diesen von
dem Quarze zu trennen. Als Trennungsmethode gebrauchte ich
Extraction mit Chloroform.? Als Ausgangsmaterial diente wasser-
heller Bergkrystall von Fefor, welcher grob gepulvert wurde.
Das Pulver zeigte starke Pyrolumineszenz und deutlichen
empyreumatischen Geruch beim EFrwårmen. Nach siebzehn-
tågiger Extraction mit Chloroform (bei Zimmertemperatur) zeigte
das Quarzpulver ganz unverånderte Pyrolumineszenz, jedoch fast
keinen empyreumatischen Geruch. Der Verdampfungsruckstand
des Chloroforms war leider nicht zu einer chemischen Unter-
suchung ausreichend.

Ein Dinnschliff des Quarzes von Fefor, der durch die gitige
Vermittlung von Herrn Prof. Brøgger hergestellt wurde, ergab,
dass der Quarz beinahe einschlussfrei ist.

Zur nåheren Untersuchung der Pyrolumineszenz gebrauchte

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES. 7

ich die Quarze von Fefor, von denen einige hundert Krystalle
zu meiner Verfgung standen. Dies gestattete, jeden Versuch,
zur Erzielung eimes sicheren Resultats, mit einer grösseren Ån-
zahl von Krystallen auszuföhren.

Zunåchst wurde gepröft, ob das Leuchten von dem um-
gebenden Medium abhångig sei. Es zeigte sich, dass dies nicht
der Fall ist. Der Quarz leuchtet in Luft, Paraffin, Anilin, Di-
phenylamin und in concentrierter Schwefelsåure.

Hierauf wurde untersucht, bei welcher Temperatur die Pyro-
lumineszenz auftritt. Dies geschah auf die Weise, dass der
Quarz in einer hochsiedenden Flussigkeit langsam erwårmt wurde.
Zuerst versuchte ich es mit Paraffin; dies musste jedoch auf-
gegeben werden, da die Figenlumineszenz des Paraffins% es un-
möglich machte, das erste Aufleuchten des Quarzes genau zu
beobachten. Daher benutzte ich reines Diphenylamin, bei dem
ich nicht die geringste Eigenlumineszenz wahrnehmen konnte.*
Allerdings hatte das Diphenylamin den Nachteil, dass es bei
långerem Gebrauch sehr an Durchsichtigkeit verlor.

Die Temperatur, bei welcher das erste schwache Leuchten
des Quarzes auftritt, ist etwa 15009 C. Diese Temperatur ist
fir alle Quarze von Fefor (ohne Einfluss der Fårbung) konstant.
Diese Konstanz gilt jedoch nicht fir die Quarze anderer Fund-
orte; so zum Beispiel leuchtet der Quarz vom Strimsthal erst
bei etwa 2509 C.

Bei 2009 C. leuchtet der Quarz von Fefor sehr deutlich;
das stårkste Leuchten zeigt sich bei Temperaturen von etwa
25009 C.; bei höherem Erhitzen konnte keine merkbare Zunahme
der Lichtintensitåt wahrgenommen werden. Die Stårke des
emittierten Lichts ist unabhångig von der Fårbung des Quarzes.

Zur Erlangung eines sicheren Resultats wurde die Anfangs-
temperatur des Leuchtens auch in Anilin? bestimmt. Auch
hierbei ergab sich för den Quarz von Fefor eine Temperatur -
von etwa 1509 C.

Ich versuchte auch, die Dauer der Pyrolumineszenz bei
konstanter Temperatur zu bestimmen. Ganz genaue Resultate
konnten hierbei nicht erhalten werden, da es sehr schwer ist,

8 VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

den Zeitpunkt zu bestimmen, bei dem die letzte, kaum sicht-
bare, Lumineszenz verschwindet. 1

Je 5 der zu prifenden Quarze von Fefor wurden in ein
Glasrohr eingeschmolzen; dieses wurde in einen Victor Meyer-
schen Erhitzungsmantel gehångt. Zur Frzielung konstanter
Temperaturen wurden Anilin und Diphenylamin benutzt. Der
zum Erhitzen gebrauchte Bunsenbrenner wurde alle 5 Minuten
ausgelöscht, um den störenden Finfluss fremden Lichtes zu ver-
meiden.

Fur den Quarz von Fefor wurden folgende Resultate erhalten.

Bei 1849 GC. zeigt sich deutliches Leuchten; dasselbe klingt
sehr langsam ab und entzieht sich erst nach 5 Stunden der
Beobachtung. Derselbe Quarz zeigt bei nochmaligem Erhitzen
auf 1849 C. keine Lumineszenz.” Wird derselbe Quarz auf
3029 GC. erhitzt, zeigt er wieder deutliches Leuchten, welches
etwa 20 Minuten wahrnehmbar ist.

Wenn man vorher nicht erwårmte Quarze auf 30209 C. er-
hitzt, zeigen dieselben starke Pyrolumineszenz, die jedoch nur
etwa 5 Minuten dauert, danach zeigt sich ein bedeutend schwå-
cheres Leuchten, welches etwa 15 Minuten sichtbar ist. Bei
erneutem Erwårmen auf 3029 GC. zeigt sich kein Leuchten.

Es ist anzunehmen, dass die Dauer der Pyrolumineszenz
etwas linger ist, als von mir beobachtet, da die doppelte Glas-
schicht einen Teil des Lichtes absorbierte.

Quarz von Fefor, der einige Zeit auf etwa 4009 C. erhitzt
wurde, zeigt bei nochmaligem Erhitzen keine Spur von Pyro-
lumineszenz.

Da die phosphoreszierenden Erdalkalisulfide ihre Leuchtfåhig-
keit durch Zerreiben verlieren,1" wurde der Quarz von Fefor
auch in dieser Beziehung geprift. Es zeigte sich, dass der Quarz
durch feines Pulvern nicht merkbar an Pyrolumineszenzfåhig-
keit verliert. Druckfarben konnten nicht beobachtet werden.

Zum Vergleich untersuchte ich Fluorit, den ich auf Tofte-
holmen (Kristianiafjord) gesammelt hatte. Dieser zeigte åusserst
helle Pyrolumineszenz, die durch feinstes Verreiben nur sehr

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES. 9

wenig vermindert wurde;** Druckfarben konnten auch hier nicht
beobachtet werden.

Die Farbe der Pyrolumineszenz des Quarzes war in allen
von mir beobachteten Fållen blåulichweiss. Leider war das
Phånomen zu liehtschwach, um mit den Spectroscopen, die zu
meiner Verfigung standen, untersucht zu werden. Durchdrin-
gende Strahlen konnten mittelst des Bariumplatincyaniirschirmes
nicht beobachtet werden. Die direkte Finwirkung des leuchtenden
Quarzes auf die photographische Platte konnte wegen der hier-
bei unvermeidlichen Wårmewirkung nicht geprift werden. Mit-
telst einer Camera mit doppeltem Auszug konnte nach einer
långeren Exposition kein Bild des leuchtenden Quarzes von Fefor
erhalten werden. Fin Vergleich wurde mit dem Fluorit von
Tofteholmen gemacht; schon nach einer Exposition von 90 Se-
kunden gab dieser ein deutliches Bild. Die chemische Wirkung
des vom Quarze emittierten Lichts ist also relativ gering.

Ich versuchte, die Ursache der Pyrolumineszenz des Quarzes
zu finden.

L. Wöhler und K. von Kraatz-Koschlau nahmen an,
dass diese Ursache in dem empyreumatisch riechenden organ:-
schen Stoffe zu suchen sei, der sich im so vielen Mineralien
findet. Wie ich gezeigt habe, muss diese Ansicht wohl auf-
gegeben werden.

Es wåre jedoch denkbar, dass das Leuchten des Quarzes

ein Fall von Tribolumineszenz sei, indem man sehr oft beob-
achtet, dass der Quarz beim Erhitzen zerspringt [besonders nach
den Flåchen (1011) und (0111)].
Die verschiedene Leuchtfåhigkeit der Quarze von verschie-
denen Fundorten liesse sich dann durch die sogenannte ,,tempo-
råre Tribolumineszenz”"* erklåren. Es zeigte sich aber, dass die
Pyrolumineszenz unvermindert auftrat, wenn man den Quarz so
allmålich und gleichmåssig erwårmte, dass keine Springe ge-
bildet wurden.

Es wurde auch untersucht, ob die Tribolumimeszenz der
Quarze an die Pyrolumineszenzfåhigkeit derselben gebunden sei.
Eine Prifung der Quarze von verschiedenen Fundorten ergab,

10 VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [Nor

dass alle dieselbe Tribolumineszenz zeigten,1? ohne dass ein
Finfluss der verschiedenen Pyrolumineszenz wahrzunehmen
war. Auch Quarz von Fefor, der durch Glihen seine Pyro-
lumineszenz verloren hatte, zeigte ganz unverånderte Tribo-
lumineszenz. Wie man sieht, scheint zwischen der Tribo- und
Pyrolumineszenz des Quarzes keine Verbindung zu bestehen.

Es war auch denkbar, dass die Pyrolumineszenz des Quarzes,
åhnlieh der Pyroelektrizitåt, nur durch die Ånderung der Tem-
peratur verursacht wird. Um diese Annahme zu priifen, wurde
Quarz von Fefor långere Zeit auf — 85? C. abgektihlt und dann
plötzich in Diphenylamin von + 10009 C. geworfen. — Hierbei
zeigte sich jedoch keine Lumineszenz; erst als der Quarz auf
1509 C. erwårmt wurde, konnte ich schwaches Leuchten des-
selben beobachten. Wie man sieht, muss auch diese Hypothese
verworfen werden.

Zurick blieb nur noch die Annahme, dass die Pyrolumin-
eszenz des Quarzes eine durch Erwårmung beschleunigte Phos-
phoreszenz sei.1+ Diese Annahme ist in sehr guter Uberein-
stimmung mit unserer Kenntnis der Phosphoreszenz.!? Es steht
ja auch fest, dass die Pyrolumineszenz des Fluorits eine, durch
Erwårmung beschleunigte, Phosphoreszenz ist.

Durch Phosphoreszenz lassen sich die Pyrolumineszenz-
erscheinungen des Quarzes leicht erklåren.

Man muss dann wohl annehmen, dass die natörliche Licht-
emission des Quarzes ebenso wie die des Fluorits bei Zimmer-
temperatur åusserst gering ist.

Der Quarz von Fefor zeigte nåmlich nach einjåhriger Auf-
bewahrung ohne Lichtzutritt keine merkbare Abnahme der
Pyrolumineszenz.

Dass der Quarz von Fefor bei gewöhnlicher Temperatur
nur sehr wenig Licht emittieren kann, zeigt sich auch daraus,
dass er nach 144 stindiger Exposition keine Schwårzung einer
hochempfindlichen Platte bewirkte.

Ein unzweideutiger Beweis dafir, dass die Pyrolumineszenz
des Quarzes eine Phosphoreszenzerscheinung ist, låsst sich nur
dadurch fihren, dass man die Pyrolumineszenz durch irgend-

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES. 11

welche Bestrahlung erneuert. Dieser Beweis ist mir, wie ich
zeigen werde, gelungen; hierbei stellte es sich auch heraus, dass
die verschiedenartigen Strahlen mit höchst ungleicher Stårke auf
den Quarz wirkten.

Zu den folgenden Versuchen gebrauchte ich Quarzkrystalle
von Fefor, die theils durch Glöhen, theils durch långeres Er-
hitzen auf gegen 400* C., ihre Pyrolumineszenz völlig verloren
hatten.

Zuerst wurde versucht, ob sich die Leuchtfåhigkeit des
Quarzes durch Sonnenlicht regenerieren liesse. Es zeigte sich,
dass mehrtågige Belichtung wirkungslos war.

Dann priåfte ich die Wirkung des elektrischen Lichtbogens.
Selbst nach 5 stindiger Bestrahlung zeigte der Quarz keine
Pyrolumineszenz, die ber die Grenzen der Beobachtungsfehler
hinausging. Um die Effektivitåt des Bogenlichtes zu unter-
suchen, bestrahlte 1ch damit eine Probe von Chlornatrium, die
vorher geschmolzen war. Nach einstiindiger Bestrahlung zeigte
das Chlornatrium starke weisse Pyrolumineszenz.16

Auch die Wirkung von tberspringenden elektrischen Funken
(einer kleinen Influenzmaschine) auf den Quarz wurde von mir
geprift.1” Fine Regenerierung der Pyrolumineszenz konnte nicht
beobachtet werden. Um die Effektivitåt dieser Bestrahlung zu
prifen, wurde Chlornatrium derselben ausgesetzt. Das Chlor-
natrium zeigte hierauf måssige Pyrolumineszenz. 3

Die Wirkung von Röntgenstrahlen wurde ebenfalls von mir
gepriift; es zeigte sich jedoch, dass die Pyrolumineszenz des
Quarzes durch eine Bestrahlung von 90 Minuten nicht regene-
riert wurde. Zum Vergleich wurde der schon fruher erwåhnte
Fluorit von Tofteholmen gegliht und dann den Röntgenstrahlen
ausgesetzt. Nach 15 Minuten war der Fluont wieder stark
pyrolumineszent.

Es liegt mir fern zu behaupten, dass die verschiedenen oben
erwåhnten Strahlen gånzlich unfåhig seien, die Pyrolumineszenz
des Quarzes zu erneuern. Mit den mir zur Verfiigung stehenden
Hilfsmitteln konnte ich jedoch keine Einwirkung beobachten.

Ich untersuchte auch die Wirkung von Becquerelstrahlen.

12 VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

Durch 3 wöchentliche Bestrahlung mit 250 Gramm Uranylnitrat
wurde die Pyrolumineszenz des Quarzes nicht erneuert.

Herr Prof. Birkeland war so liebenswirdig, mir 2 Radium-
pråparate zu leihen. Das eine Pråparat hatte eine Aktivitåt von
1000 Einheiten, das andere war etwas schwiåcher. Die Bestrah-
lung mit Radium geschah in der Weise, dass die Quarze nur
durch eine Luftschicht von dem Radiumbromid getrennt waren.

Es zeigte sich, dass die Pyrolumineszenz des Quarzes durch
starke Becquerelstrahlen regeneriert wurde.!” Quarz von Fefor
(nicht mehr leuchtend) zeigte nach 29 stindiger Bestrahlung mit
dem schwåcheren Radiumbromid beim Einwerfen in siedendes
Diphenylamin (Sp. 302” C.) måssige Pyrolumineszenz, die jedoch
schon nach einigen Sekunden verschwand.

Quarz vom Vieschergletscher (nicht mehr leuchtend) zeigte
nach derselben Bestrahlung in siedendem Diphenylamin sehr
schwaches Leuchten, welches auch nur einige Sekunden dauerte.

Quarz von Fefor (mcht mehr leuchtend) zeigte nach 100
stiindiger Bestrahlung mit demselben Pråparat sehr starke Pyro-
lumineszenz (bei 302*); schon nach 32 Sekunden war das
Leuchten nicht mehr sichtbar.

Quarz vom Egeberg (von Natur aus nicht leuchtend) wurde
durch 100 stundige Bestrahlung mit diesem Pråparat nicht im
Geringsten pyrolumineszent.

Quarz von Fefor (mecht mehr leuchtend) wurde nach 100
stiindiger Bestrahlung mit dem stårkeren Radiumpråparat sehr
stark pyrolumineszent (bei 802” C.); das Leuchten dauerte etwa
90 Sekunden.

Bei den Quarzen von Fefor zeigte sich sehr deutlich, dass
diejenige Seite des Krystalls, die wåhrend der Bestrahlung dem
Radiumbromid am nåchsten war, die hellste Pyrolumineszenz
zeigte.

Die Farbe des Leuchtens war wie bei der naturlichen Pyro-
lumineszenz blåulichweiss.

Es zeigte sich kein merkbarer Unterschied zwischen den
Quarzen, die ihre Pyrolumineszenzfåhigkeit durch heftiges Glihen
oder durch gelindes Erhitzen verloren hatten. Bei gewöhnlicher

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES 13

Temperatur konnte keine Phosphoreszenz des Quarzes unter
Finfluss der Radiumstrahlen dieser beiden Pråparate beobachtet
werden.

Ich bestrahlte die Quarze auch mit I Milligramm reinem
Radiumbromid von Buchler in Braunschweig. Wåhrend der Be-
strahlung war der Quarz durch eine Glimmerplatte von dem
Radiumpråparate geirennt. Folgende Ergebnisse wurden er-
halten.

Quarz von Fefor (nicht mehr leuchtend) zeigte nach einer
Bestrahlung von 10 Minuten schwache Pyrolumineszenz von sehr
kurzer Dauer (bei 302” GC.).

Nach einer Bestrahlung von 30 Minuten zeigte Quarz von
Fefor (nicht mehr leuchtend) starke Pyrolumineszenz von sehr
kurzer Dauer (bei 302” C.).

Quarz von Fefor (nicht mehr leuchtend) zeigte nach 48
stiindiger Bestrahlung sehr starke und sehr lange andauernde
Pyrolumineszenz (bei 302” C.). Nach der Bestrahlung zeigte
der Quarz schon bei gewöhnlicher Temperatur åusserst schwache
Phosphoreszenz.

Diese Versuche wurde mit dem Quarz von Fefor mehrmals
angestellt, wobei stets das gleiche Resultat erhalten wurde.

Mit diesem Radiumpråparat untersuchte ich auch Quarz von
Herkimer, den ich vorber auf völlige Abwesenheit von Pyro-
lumineszenz geprift hatte. Nach 48 stundiger Bestrahlung zeigte
der Quarz schwache Pyrolumineszenz von sehr kurzer Dauer
(bei 302” C.).

Quarz vom Egeberg (vorher auf Abwesenheit von Pyro-
lumineszenz gepröft) zeigte nach emmer Bestrahlung von 48
Stunden kaum merkbare Pyrolumineszenz von sehr kurzer
Dauer (bei 302” C.).

Nach einer Bestrahlung von 16 Tagen zeigte der Quarz
vom Egeberg schwache Pyrolumineszenz von sehr kurzer Dauer
(bei 302” GC.).

Durch Glöhen entfårbter Rauchquarz von Halvorsrud wurde
48 Stunden bestrahlt. Er zeigte darauf sehr starke Pyro-
lumineszenz von sehr langer Dauer (bei 302” C.).

14 VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

Eisenhaltiger Quarz von Lomssæter wurde auf völlige Ab-
wesenheit von Pyrolumineszenz gepruft und dann 48 Stunden
bestrahlt. Beim Erhitzen auf 302” C. zeigte er måssige Pyro-
lumineszenz von långerer Dauer.

Waåhrend der Bestrahlung mit diesem Radiumpråparat zeigten
alle Quarze, ohne merkbaren Finfluss der Pyrolumineszenzfåhig-
keit, sehr schwache Fluoreszenz.

Fårbung des Quarzes durch Radiumstrablen** konnte ich
bei diesen Versuchen nicht beobachten; wahrscheinlich war die
Dauer der Bestrahlung zu gering.

Da Kathodenstrahlen bekanntlich in vielen Fållen Phosphor-
eszenz erregen, wurde ihre Wirkung auf den Quarz geprift. Herr
Oberlehrer J. L. Dietrichson war so liebenswirdig, einige nicht
mehr leuchtende Quarze von Fefor in eine Entladungsröhre einzu-
schmelzen und 2 Stunden unter Wasserkiihlung zu bestrahlen.

Wåhrend der Bestrahlung zeigte der Quarz rotgelbe Fluor-
eszenz; nach der Bestrahlung phosphoreszierte er kurze Zeit mit
derselben Farbe. Bei 302” G. beobachtete ich måssige Pyro-
lumineszenz von langer Dauer; die Farbe der Pyrolumineszenz
war blåulichweiss. Unter dem Einfluss der Kathodenstrahlen
hatten die Quarze eine schwache bråunliche Fårbung an-
genommen. |

Bei Quarz vom Egeberg, der auf dieselbe Weise bestrahlt
worden war, konnte ich keine Pyrolumineszenz beobachten.

Wie man sieht, ist die Pyrolumineszenz des Quarzes eine
Erscheinung der Phosphoreszenz. Das ungleiche Verhalten der
Quarze von verschiedenen Fundstellen ist, wie schon J. Königs-
berger vermutete, möglicherweise darauf zurickzufthren, dass
die Phosphoreszenz von kleinen Mengen anorganischer Verun-
reinigungen bedingt ist.?1

Bei den kunstlieh dargestellten phosphoreszierenden Sulfiden
erwiesen sieh minimale Beimengungen von Kupfer und andern
Schwermetallen in fester Lösung als besonders wirksam. Der-
artige Verunreinigungen sind vielleicht auch in den Quarzen
enthalten; durch ihre wechselnde Menge liesse sich die ver-
schiedene Fåhigkeit zur Pyrolumineszenz erklåren. Es muss

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES. 15

bemerkt werden, dass zusammen mit dem Quarz von Fefor
kleme Mengen von Kupferkies, Pyrit und Magnetkies vorkom-
men. Ob es richtig ist, das verschiedene Verhalten der Quarze
auf diese Weise zu erklåren, werden vielleicht spåtere Unter-
suchungen zeigen.

Meinem verehrten Lehrer, Herrn Prof. Dr. W. GC.
Brøgger, spreche ich fir das Interesse und die Förderung,
die er dieser Arbeit zuteil werden liess, meinen verbindlichsten
Dank aus.

Kristiania, Februar 1906.

16

VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

1

9

Anmerkungen.

L. Wöhler und K. v. Kraatz-Koschlau. Tschermak's Mitteilungen
18 S. 304. 18 S. 447. (Chemikerzeitung 22. S. 3874. L. Wöhler.
Chemikerzeitung 24. 484.

Siehe auch: E. Weinschenk. Natirliche Fårbungen der Mine-
ralien, Zeitschrift fir anorganische Chemie 12. S. 875. Tschermak's
Mitteilungen 19. S. 144,

J. Königsberger. Uber die fårbende Substanz im Rauchquarz,
Tschermak's Mitteilungen 19. S. 148. (Chemikerzeitung 24. S. 794.
Handbuch der Mineralogie. Dr. Carl Hintze S. 18302.

E. Weinschenk. —=Natirliche Fårbungen der Mineralien. Tscher-
mak”s Mitteilungen 19. S. 144.

Um Missverstindnissen vorzubeugen, muss ich bemerken, dass die
Fundstelle dieses Rauchquarzes etwa 2 km. von der des Bergkrystalls
entfernt ist.

A. W. Wright, Zeitschrift fir Krystallographie und Mineralogie, 6.
S. 111. (Auszug). Uber gasformige Substanzen im Rauchquarz von
Brancheville.

Wollf. Gliihverlust des Quarzes. Journal fir praktische Chemie,
34. S. 297.

Chas. Reese. Uber Petroleumeinschlisse in Quarzkrystallen.
Journal of the American Chemical Society, 20. S. 795. Referiert im
chemischen Centralblatt 1898, II. S. 1149.

A. Forster. Studien iber die Fårbung der Rauchquarze oder
sogenannten Rauchtopase. Poggendorffs «Annalen der Physik und
Chemie, 143 (1871), S. 178.

Hj. Sjögren. Inneslutningar i en gångkvarts från Salangen i Norge.
Geologiska föreningens i Stockholms förhandlingar No. 233 (Februar
1965) S. 113.

Folgende Arbeiten konnte ich mir leider nicht verschaffen:

H. Hirscehwald. Irisierende organische Haut an einem Quarz-

krystall. Jahrbuch der Mineralogie, 1879. S. 877.

H. Struve. Uber Kohlenwasserstoffe in Si 0, von Finnland. Mém.

de I'acad. imp. des sciences de St. Petersbourg. (7), VI, No. 4. S. 26.

Diese Methode ist schon von Albert Brun benutzt worden, um Kohlen-
wasserstoffe aus Laven und Lapille zu isolieren.

1906.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES. 17

Siehe Albert Brun. Quelques recherches sur le Volecanisme, S.
vere, 19.

Siehe: Max Trautz. Studien tiber Chemilumineszenz. Zeitschrift

fir physikalisehe Chemie, LIII. S. 69. (1905).

Max Trautz gibt allerdings an, dass geschmolzenes Diphenylamin
luminesziert (Studien tiber Chemilumineszenz S. 90). Dass ich diese
Erscheinung nicht beobachten konnte, riihrt wahrscheinlich daher, dass
bei meiner Versuchsanordnung der Luftzutritt sehr beschrånkt wurde.

Anilin zeigt, an der Luft erhitzt, keine Lumineszenz.
Siehe: Max Trautz. Studien ber Chemilumineszenz. S. 90.

Hierin unterscheidet sich die Pyrolumineszenz des Quarzes von der
des Fluorits. Dieser Unterschied ist jedoch kaum von wesentlicher
Bedeutung.

Siehe; P. Lenard und V. Klatt. Öber die Erdalkaliphosphore.
Drudes Annalen der Physik. 15 (1904) S. 458.

P. Waentig. Uber Druckwirkung auf phosphoreszierende Sulfide.
Zeitschrift för physikalisehe Chemie, 44 (1903). S. 499.

Siehe auch: P. Lenard und V. Klatt. Drudes Annalen der
Physik, 12 (1903), S. 439.

Die geringfiigige Abnahme der Leuchtfåhigkeit låsst sich durch die
Wirkung der Reibungswårme erklåren.

Uber temporåre Tribolumineszenz siehe: Max Trautz. Studien iiber
Chemilumineszenz, S. 31.

Gefålltes Si Os zeigt nach Trautz keine Tribolumineszenz.

Diese Möglichkeit wurde schon von J. Königsberger vermutet. Siehe:
J. Königsberger. Uber die fårbende Substanz im Rauchquarz. Tscher-
mak”s Mitteilungen, 19, S. 148.

Uber die Wirkung von Wirme auf Phosphoreszenz siehe:

G. A. Bardetscher. Uber den Einfluss der Temperatur auf die
Phosphoreszenzerscheinungen, Inaugural Dissertation Bern 1889. Mit-
teilungen der naturforschenden Gesellschaft, Bern 1888, 5. 75—108.
Referat in den Beiblåttern zu Wiedemanns Annalen der Physik und

Chemie, 16 (1892), S. 742.

Otto Fiebig. Uber den Einfluss der Wirme auf Phosphor-
eszenz. Poggendorffs Annalen 114 (1861) S. 292.

P. Lenard und V. Klatt. Uber die Erdalkaliphosphore. Drudes
Annalen 15 (1904) S. 425, besonders S. 455.

Uber die Pyrolumineszenz von Alkalihaloidsalzen und ihre Ursachen
siehe: E. Wiedemann und G. C. Schmidt. Thermolumineszenz
von Salzen nach Bestrahlung mit Kathodenstrahlen. —Wiedemann's
Annalen, 64 (1898), S. 87.

Bekanntlich wird die Pyrolumineszenz des Fluorits durch iibersprin-
gende elektrische Funken erneuert, siehe: Henry Becquerel. Re-

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 5. 2

20

VICTOR MORITZ GOLDSCHMIDT. [No. 5.

cherches sur les phénoménes de phosphorescence produits par le
rayonnement du radium.

Comptes rendus de I'Académie des sciences (Paris), 129 (1899),
S: 912.

T. J. Pearseall. Des effets que produit I'électricité sur les miner-
aux que la chaleur rend phosphorescens. Annales de Chimie et de
Physique. Série II, 49 (18352), S. 387.

Siehe Anm. 16.

Bekanntlich wird auch die Pyrolumineszenz des Fluorits durch Bec-
querelstrahlen erneuert. Siehe: Henry Becquerel. Recherches
sur les phénoménes de phosphorescence produits par le rayonnement

du radium. Compt. rend. 129 (1899), S. 912.

Dr. F. Gie sel. Uber radioaktive Substanzen und deren Strahlen.
S. 16. Sonderausgabe aus der ,Sammlung chemischer und chemisch-
technischer Vortråge von Prof. Dr. Felix B. Ahrens Band VII.

Auch eine Lösung von Mangansulfat in Caleiumsulfat wird durch
Becquerelstrahlen pyrolumineszent. Siehe: E. Wiedemann. Thermo-
lumineszenz durch Radiumstrahlen. Physikalische Zeitschrift 2 (1901),
S. 269. Referiert in den Beiblåttern zu Drudes Annalen, 25 (1901),
S. 1832.

G. T. Beilby gibt an, dass eine Linse aus Bergkrystall nach 4
tiigiger Bestrahlung mit 380 Milligramm reinem Radiumbromid braun-
gefårbt wird und beim Erwörmen Pyrolumineszenz zeigt. Angaben
iiber die natirliche Pyrolumineszenz des betreffenden Quarzes fehlen.

G. T. Beilby. Phosphorescence caused by the Beta and Gamma
Rays of Radium.
Proceedings of the Royal Society, London, 74, S. 511.

George F. Kunz u. Charles Baskervillle konnten Quarz
nicht lumineszent machen.

Siehe; George F. Kunz and Charles Baskerville. The
Action af Radium, Röntgen-Rays and Ultra-Violet Light on Minerals,

The Chemical News and Journal of Physical Science, 89 (1904),
S. 1—6.

A. Miethe gibt an, dass Rauchquarz vom St. Gotthard nach
sehr intensiver Bestrahlung mit Radium keine Pyrolumineszenz zeigt.
Siehe: A. Miethe. Uber die Fårbung von Edelsteinen durch Radium.
Drudes Annaleu der Physik, 19 (1906), S. 633.

(Diese letzte Arbeit erhielt ich erst nach Abschluss meiner Unter-
suchung iiber die Pyrolumineszenz des Quarzes. Anm. d. Verf.).

Wie man weiss, nimmt Quarz durch Becquerelstrahlen eine Fårbung,
åhnlich der des Rauchquarzes, an. Wie beim natiirlichen Rauchquarz
verschwindet diese Fårbung beim Erwirmen; siehe:

C. J Salomonsen und G. Dreyer. Des colorations produits
par le rayons de Becquerel (application å la Cristallographie; déter-
mination colorimétrique de la radioaktivité).

Compt. rend., 139, S. 533—535.

6.] DIE PYROLUMINESZENZ DES QUARZES 19

N. Egoroff Sur le dichroisme produit par le radium dans le
quartz incolore et sur un phénoméne thermo-électrique observé dans
le quartz enfumé å stries.

Compt. rend., 140, S. 1027 —1028.

N. Georgiewski. Die Wirkung des Radiums auf Glas, Quarz
und andere Körper. Journal der russischen physikalisch-chemischen
Gesellschaft, 36 (1904). Physikalischer Theil. S. 1—6. Referiert in
den Beiblåttern zu Drudes Annalen 28 (1904), S. 1015.

Falls die natirlichen Rauchquarze durch Becquerelstrahlen gefårbt
sind, ist es merkwiirdig, dass sich keine Verbindung zwischen der
Pyrolumineszenz und der natiirlichen Fårbung der Quarze nachweisen
liess. Sicheren Aufschluss in dieser Frage wird man wohl erst er-
halten, wenn ein grösseres Material von Beobachtungen vorliegt.

Uber die Bedeutung anorganischer Verunreinigungen in phosphor-
eszierenden Sulfiden siehe:

P. Lenard und V. Klatt. Uber die Erdalkaliphosphore.

Wiedemann's Annalen, 38 (1889), S. 90. Drude's Annalen 15
(1904), S. 225, S. 425 und S. 688.

H. Griine. Phosphoreszierendes Zinksulfid. Berichte der Deut-
schen chemischen Gesellschaft, 37, S. 3076.

K. A. Hofmann und W, Dueca. Zur Kenntnis der phosphor-
eszierenden Stoffe. Ber. d. D. chem. Ges., 37, S. 3407. .

W. P Jorissen und W. E. Ringer. Phosphoreszierendes Zink-
sulfid. Ber. d. D. chem. Ges., 37, S. 3988.

P. Waentig. Zum Chemismus phosphoreszierender Erdalkali-
sulfide. Zeitschrift fir physikalisehe Chemie, LI (1905), S. 435.

Gedruckt 26. Mårz 1906.

DEN BLONDE BRACHYCEPHAL

OG DENS

SANDSYNLIGE UDBREDNINGSFELT.

AF

C. 0. E. ARBO.

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 6.)

CHRISTIANIA.
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.

1906.

kJ
eg
Er

ED

fe pen

Add Ve

Den blonde Brachycephal og dens sandsynlige Udbredningsfelt

af

C. 0. E. Arbo.

Foredrag holdt i Fællesmødet den 9de Febr. 1906.

Nå den anthropologiske Undersøgelse af vort Folk viser
det sig, at de blonde Brachycephaler hertillands ere udbredte
paa en saa eiendommelig Maade og indtage et saa stort Pro-
centforhold af Landets Befolkning, fornemmelig dog af Sør- og
Vestlandets Kystegne, at man ikke længer kan betragte dem
som blot nogle Undtagelser i den almindelige norske Befolkning,
men maa opføre dem som en forholdsvis betydelig, integrerende
Del af Nationen 1 det Hele.

I mange Bygdelag, f. Ex. paa Jæderen, udgjøre de jo, selv
om man, for at undgaa sandsynligvis Blandingsformer med den
norrøn-germaniske Skalleform, blot medtager dem, der har en
Cephalindex af 82 og derover, indtil 60—70 % af Befolkningen,
1 Dalerne 50 % og i Ryfylke 55 %, og i Søndfjord, hvor man
vistnok har den samme Type, om end mere blandet med mørke
Elementer, er Procentforholdet ogsaa særdeles betydeligt (Førde
f- Ex. 50 %).

Denne eiendommelige og udpræget charakteristiske Folke-
type blev jeg allerede paa min første Sessionsreise 1 1869 op-
mærksom paa; men først ved min Forflyttelse til Brigadelæge 1
Christiansand 1 1884 gaves der mig Leilighed til nærmere at

studere den, efter gjentagne forgjæves Forsøg tidligere.
Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 6. 1

4 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

I mit i sin Tid i Revue d'Anthropologie for 1887, T. I
udgivne ,,Carte sur indice céphalique en Norvége* har jeg først
antydet denne Brachycephalernes stærke og eiendommelige Fore-
komst hertillands, og i min 1 1894 i Ymer udgivne ,Udsigt
over det sydvestlige Norges anthropologiske Forhold* kommer
jeg nærmere ind paa Spørgsmaalet og giver der ogsaa en Be-
skrivelse af Befolkningens aandelige Charakteristik, ligesom jeg
senere i de anthropologiske Amtsbeskrivelser for Christiansands
Stift yderligere behandler denne Folketype set fra forskjellige Sider.

I sin 1 Videnskabs-Selskabets Forhandlinger for 1900 udgivne
Afhandling ,Om Jædertypen* har derhos Overlæge C. F. Larsen
givet en fortrinlig typologisk Studie over samme.

Siden den Tid er der saavel af Overlæge Larsen som af
mig selv indsamlet en hel Del videre lagttagelser fra andre
Kanter af Landet, som yderligere vise dens store Udbredning,
og samtidig foreligger der nu fra Udlandet Oplysninger, der
tyde paa dens Forekomst ogsaa dersteds. Jeg har derfor troet,
at Tiden var inde til atter at optage Spørgsmaalet om denne
Folketype og dens Herkomst til Behandling for muligens at
finde Traaden til Løsning af dette interessante ethnologiske
Spørgsmaal og forsøge at følge Sporene til Typens formodede
oprindelige Spredningscentrum.

En Tid lang kjendte vi kun denne Befolkning fra de levende
Individer; men da Universitetet 1 1894 fra Sole gamle Kirke-
gaard og senere fra et andet Sted paa Jæderen kom i Besid-
delse af en Samling Cranier, lærte vi ogsaa dens i høl Grad
charakteristiske Cranium at kjendel.

Det Cranium, som jeg her skal fremvise, danner en noksaa
god typisk Repræsentant for Racens Skalleform*.

Som man ser, en betydelig Bredde med forholdsvis stor
Korthed af Længdediameteren, in casu Længde 178 og Bredde
159 mm. med en Index altsaa af 89,3.

1! Senere viste det sig, at man gjenfinder Typen saavel 1 Craniesamlingen
fra Gimsø Kloster som fra Tønsberg.

? Billedet af Craniet med dets forskjellige Maal er med Forfatterens
Tilladelse trykt efter C. F. Larsens Norske Kranietyper S. 30.

1906.] DEN BLONDE BRACHYCEPHAL. 5)

MN
SÅ

6 COME NARBO: [No. 6.

Cephalindexen kan gaa helt til Hyper-, ja Ultrabrachycephali,
men holder sig i Almindelighed i Middeltal mellem 83—84,00.
Ved Krydsninger med Dolichocephalerne kan der opstaa eien-
dommelige Former, idet den store Længde bibeholdes, men
forener sig med en betydelig Bredde, saaledes at Indexen lige-
fuldt bliver brachycephal. I saadanne Tilfælde kan man vist-
nok med stor Sikkerhed formode, at man har med et Blandings-
cranium at gjøre. Oftest tror jeg dog Krydsningen mest virker
paa Ånsigtsdannelsen, der blir længere end ellers almindeligt
hos disse Brachycephaler.

Norma verticalis er rundagtig, af og til noget ovoid, Bag-
hovedet som oftest steilt affaldende, tuber oceipitalis i Alminde-
lighed dog bemærkbar. 'Tubera parietalia tilstede, men ei syn-
derlig markerede, Panden oftest steilere end hos Langskallerne
og med svagere arcus superciliares, ofte med temmelig bredt
Mellemrum, flade store tubera frontalia med flad glabella.

Frontalpartiet bredt og det øvre Temporalparti ofte paa
en charakteristisk Maade stærkt fremtrædende. Issecurven
svagt buet.

Ansigtspartiet bredt, saavel i diam. bizygomaticus som bhi-
malaris, Overansigtet kort, orthognat Profil.

Største Længde (Diam. antéro-post. max.) . . . . 178 mm.
— — Bredde (Diam. transversal max.) . . . . . 159,
Høide (Diam. vertical basilo-bregmatique). '. . . . 125 ,
Pandebredde(Diamontalmm (EN OSE
Forhovedbredde (Diam. stéphanique) >. 500
Issebredde (Diam: panetal) . > GODE
Baghovedbredde (Diam-. ocepital). GE
Basislængde . . > . ND
Ansigtsbredde (Largeur rs rs
Kindbredde (Largeu bimalare) SE
Overansigtslængde (Hauteur ophryo-alveolaire) . . . [71] ,,
Øienhulbredde (Largenoba NE
Ørenhøide (Haute FEE

Næsens Længde (Longueur du nez). 2 0 659006

1906.] DEN BLONDE BRACHYGCEPHAL. 7

Næsens' bredde (Largeur du nez) . 1:09 24 mm.
Ganens Længde (Longueur palatine) . . . . . . 49
Se bredder(Larseur paa AN ENN
Indices.
Længdebreddeindex, Indice céphalique ( 100 TE! SED
Længdehoideindex, —— 1. vertical ( 100 42) - 708 ,
Dap.
Breddehøideindex, — 89. vertieal ( 100 å 86
Dtrs.
Øveransigtsnder indie ka AN 199
Ørenbulmdex Indicevomame SS
Næsemder Indrcemasa SN NO
Garemdexy Indee plat NST

Paa det levende Individ vil man maaske især lægge Mærke
til den brede flade Pande med det eiendommeligt stærkt frem-
hvælvende øvre Tindingparti, de store flade tubera frontalia med
det flade nedre Midtparti.

Det brede, korte, noget flade Ansigt giver i Forbindelse
med de fremtrædende Temporalpartier og Pandetubera og den
store Kindbredde ofte et noget firkantet Indtryk.

Næsen er liden, kort og lav og ikke synderlig bred, 1 Al-
mindelighed med lidt concav Ryg, dog sjelden udartende til den
brakke brutale Proletarnæse, som man af og til finder 1 Østlan-
dets Byer og nærmeste Omegn, af og til en liden Bukkel paa
Midten og lidt opstaaende Spids (nez retroussé).

Kindbenene brede, men ei synderlig udstaaende.

Underkjævens Vinkel mellem ramus ascend. og corpus er
mindre stump end hos de langskallede Folk. Underkjæven ligger
derfor ligesom mere horizontalt (ved Blanding med Langskal-
lerne viser sig heri tydelig Forandring, corpus blir ligesom noget
hængende og Ansigtets Physiognomi derved længere og smalere
i Almindelighed).

Hagen er kort og tilspidsende, Tænderne kraftige og tæt-
siddende; ved Krydsning indtræder derimod ofte Uregelmæssig-
heder.

8 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

Hos Kvinderne kan Ansigterne af og til blive forbausende
flade og brede, og Skjønheder finder man neppe hos den rene
Type, om end Ansigtet kan være noksaa godlidende.

Nogen sexuel Dimorphisme er der ikke, hvad jo ogsaa tyder
paa Racens Ensartethed og Constants.

Teinten er i Almindelighed ei saa rødlet som hos Lang-
skallerne, men mere graalig bleg.

Haaret er som oftest gulblond og blond, af og til lyst rød-
brunligt, glat, en sjelden Gang svagt lokket. Ældre Folk bære 1
Almindelighed et stort gulrødligt Skjæg. Mørkt Haar er vistnok
i de fleste Tilfælde enten Effect af Blanding, eller man har
med en anden brachycephal Type (den mørke Brachycephal) at
gjøre.

Øinene ere lyse blaa, graablaa eller svagt blaaligbrune (Blan-
ding). Blikket er ikke saa skarpt og hvast, som man finder
hos Langskallen og især hos Fjeldfolket. Legemsbygningen er
god, i Almindelighed tætvoxen og kraftig, men for tyklivet til
at blive slank, Halsen kort, Skuldrene brede og rette. Hæn-
”derne korte og brede, Fødderne ligesaa, noget kjødfulde, men
velformede.

Intelligentsen er god og Opfatningen let. Folkelynnet fred-
sommeligt og i Ålmindelighed noksaa venligt, men ujævnt, saa-
ledes af og til mindre imødekommende og hjælpsomt. Der er
ingen legemlig Sprækhed og ingen Interesse for Legemsøvelser
eller Idræt; heller ikke aandelig er der noget egentlig Liv eller
Lethed. Sindet er mere alvorligt end livligt, ei sjelden ind-
advendt og grublende; man forstaar vanskelig Spøg og har ikke
let for at gaa med paa den Slags Samtale. Interessen fængsles
mest af alvorlige Ting og dybsindige Materier enten af religiøs
eller anden aandelig Art. De ere ivrige og interesserede Til-
hørere ved alleslags Foredrag i den Retning, de tale godt for
sig og med uforstyrrelig Ro, lade sig ikke bringe i Affect eller
forløbe sig i Hidsighed, hvilket vilde anses for en stor Skam
(en ,Daarlighed* = Daare lig).

Gemyts- og Følelseslivet synes 1 det Hele for meget udviklet
paa Villiens og Handlingens Bekostning; derfor blir der ofte

1906.] DEN BLONDE BRACHYGEPHAL. 9

Borgund, I. c. 94,97, I. f. 47,18, H. 1625 cm., lysblond Haar, blaabrune Øine.

Frøien, I. ceph. 80,20, I. fac. 74,48, H. 165, blond Haar, blaa Øine.

10 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

noget vegt over Befolkningen, og man kan ei altid regne paa
at have dem med sig trods givne Løfter, naar det rigtig gjælder,
og der er ofte lidet Sammenhold.

Selv i beruset Tilstand ere de i en mærkelig Grad med-
gjørlige og let at tale til Rette; de blir ikke kranglevorne eller
brutale og aggressive, som ei sjelden er Tilfælde med Lang-
skallerne.

Som nævnt er Typen fornemmelig udbredt i Kystegnene af
Sør- og Vestlandet, hvor den mange Steder udgjør Befolkningens
Hovedmasse. Den aiftager procentvis saavel indover 1 Fjordene
og Indlandet som østover og nordover, dog her med Afbrydelser,
hvor den atter optræder talrigere. Østover følger den ligeledes
om end i aftagende Grad Kystdistrikterne, kun med, som det
synes, en Afbrydelse mellem Jernestangen (det gamle Rygjarbit)
og Langesundsfjorden, og helt op i Christianiafjorden, ialfald til
Tønsberg, maaske ogsaa længere. Paa Østsiden af Christiamia-
fjorden har man den ogsaa, ligesom ei sjelden i Indlandsbyg-
derne Askim og Spydeberg og i Kystbygderne Raade og Rygge.

Paa Vestlandet fortsætter den sig opover i Ytre Søndhord-
land, om den end kan arte sig lidt forskjellig, dog ei egentlig
her paa den ydre Kystrand, hvor man finder en anden, mere
mesocephal Type (Striletypen).

Nordenfor Korsfjorden blir den igjen mere og mere almin-
delig paa Øerne her, i Sogn er den sjelden, men i Søndfjord
igjen talrigere.

Paa Kysten af Nordfjord og Søndmøre forekommer den og-
saa, om end ikke som forherskende, men 1 det Romsdalske vil
man i Hustad og Frænen Thinglag — Egne, der i Natur saa-
meget minde om Jæderen — igjen finde den forholdsvis hyppig.

Paa Nordmøres øer, paa Ørlandet og opover 1 Bjørnør og
Aafjorden har man den ogsaa; længere op strækker ikke mine
Undersøgelser sig, men efter Overlæge Larsens Undersøgelser i
det Throndbjemske skal den forekomme saavel inde i de indre
Throndhjems-Bygder, som opover i Nordland og Tromsø Stift.

Selv oppe i den øverste Del af Østerdalen (Tolgen og Os)
forekommer den mærkeligt nok temmelig talrig repræsenteret, om

1906.] DEN BLONDE BRACHYCEPHAL. Je

end i noget modificeret Form med større Legemshøide end van-
ligt og længere og smalere Ansigt.

Som flere Gange fremhævet er det en udpræget og meget
charakteristisk blond Type, og naar en enkelt Forfatter! har
villet paastaa, at denne Type oprindelig har været mørk, men
igjennem Krydsning med den blonde langskallede norrøne Be-
folkning er bleven blond, saa beror dette paa en Feiltagelse og
skriver sig fra vedkommende Forfatters Mangel paa selvstændige
Undersøgelser, idet de i Almindelighed ere blondere end Lang-
skallerne og Mesocephalerne. Det strider ogsaa mod, hvad i
Almindelighed er Regel under saadanne Blandingsforhold, hvor
det mørke Element synes med langt større Seighed at kunne
bevare sin Grundtype?*. Fra Sydtydskland har man jo ogsaa
noksom Bevis herpaa, idet disse af de blonde Folkevandrings-
stammer (Franker og Alemanner) engang befolkede langskallede
Bygder nu igjennem Blandingen med den tilbageblevne Urbefolk-
ning, sandsynligvis af keltisk-ligurisk, rhætisk Afstamning, ere
blevne forvandlede til mørke Kortskaller.

Den mørke Kortskalle, som ogsaa forekommer hertillands,
men er langt sjeldnere og ikke, saavidt jeg har fundet, nogen-
steds udgjør Bygdernes Hovedbefolkning, udmærker sig ved en
anden og langt finere og elegantere Cranieform og har specielt
en ganske anden og fyldigere Udvikling af tubera parietalia, der
ere forholdsvis svagt accentuerede hos den blonde Kortskalle,
hvorimod den igjen mangler dennes fyldige Udvikling af Tempo-
ralpartiet. pr

I levende Live er Forskjellen ikke mindre fremtrædende, og
den mørke Kortskalle vinder her vistnok Prisen med Hensyn
til Udseende.

Trækkene ere langt finere, regelmæssigere og mnoblere, og
man finder blandt dem af og til smukke mandlige Typer.

I Dr. Andr. Hansen 1 La Norveége saavelsom andre Steder 1 hans Arbei-
der (Landnåm 1 Norge).

2 Der foregaar saaledes en Formørkning af de blonde Racer, og 1 Sverige
saavelsom hertillands gaar denne i Retning fra Peripherien med Minsk-
ning imod det Indre (Anthropologia suecica).

12 C. 0. E. ARBO. (No. 6.

Denne Form forekommer hist og her over hele Landet,
men intetsteds 1 saa stort Antal, at den gir Befolkningen sit
bestemte Præg saaledes som den anden.

Medens jeg 1 sin Tid* har kaldt den blonde Kortskalles
Cranieform den finno-lappoide, som jeg dog nu er mere til-
bøielig til efter senere Undersøgelser kun at kalde den finnoide
eller kvænoide paa Grund af Ligheden med den tavastlånske
Cranietype, og jeg ved nærmere Granskning af Lappecraniet
finder, at dette specielt i Pande- og Tindingform, men ogsaa for-
øvrigt i meget differerer fra det andet, har jeg kaldt den anden
den keltoide, fordi den forekommer mig at frembyde den samme
typiske Form som de franske Anthropologer Broca og Topmard
i sin Tid kaldte le eråne celtique. Den har ogsaa megen Lighed
med den af Ecker i Grania Germaniæ meridionalis occidentalis
afbildede saakaldte Breisgauerform. Skalleformen er meget gam-
mel hertillands, idet det første GCranium af denne Skalleform,
jeg fik fat i, skriver sig fra en Gravplads paa Gaarden Horgen
paa Hadeland efter en forlængst nedlagt gammel Kirke.

Denne Cranieform forekommer ikke, saavidt jeg ved, 1 de
svenske og danske forhistoriske Skallesamlinger, 1alfald ikke fra
Stenalderen, muligens efter en overfladisk Undersøgelse 1 de
danske fra Broncealderen.

Den blonde Kortskalles Cranium — det finnoide eller kvæn-
oide — synes derimod at være det samme, som G. Retzius be-
skriver 1 sine Grania suecica antiqua ifra Stenalderen, og som
han finder ligner det nuværende tavastlånske. Efter dette skulde
altsaa denne Befolkningstype findes repræsenteret ogsaa 1 Sve-
rige og, saafremt det er den samme, hvad jeg er stærkt tilbøie-
lig til at antage, dens Ahner altsaa gaa helt tilbage til Landets
ældste Beboere.

Der foreligger rigtignok ikke nogen typologisk Beskrivelse
.af den nulevende brachycephale svenske Befolkning; men den
forekommer efter First og Retzius' Anthropologia suecica ialfald

! Stavanger Amts Anthropologi S. 98.

1906.] DEN BLONDE BRACHYGEPHAL. 13

i et Antal af 18,6 % 1 den sydligere Del af Landet (Skaane);
den i den nordlige Del af Landet forekommende hører jo ikke
herhen.

For Danmarks Vedkommende ere Forholdene fremdeles
ganske ukjendte. Ifølge en gammel Tradition synes imidlertid
ogsaa Finner (altsaa Brachycephaler?), at have forekommet der-
steds, idet et Sagn fra Malmøen i Bohuslån beretter, at
denne Øs oprindelige Befolkning, de godmodige og igjennem
formeget Indgifte aandelig degenererede og svækkede saakaldte
Malmøbarn* eller ,Malmøpyttar*, kom drivende paa et Isflag
ifra Jylland og ,vare Finner*).

I det sidste er der ifra Holland kommen en interessant
Meddelelse, idet en Dr. L. Bolk 1 Bull. et Mém. Soc. d'Anthro-
pologie*” meddeler, at Befolkningen i Nordholland og Frisland
bestaar af 2 ganske forskjellige Typer, den ene høi, blond og
langskallet, den anden lavere, blond, men kortskallet, altsaa
ganske som hos os.

Under en Reise i Scotland for ca. 14 Aar siden gjenfandt
jeg atter denne Type, især naturligvis paa de af Nordmændene
i sin Tid coloniserede Øer, men ogsaa paa Fastlandet.

I den af Prof. Sir William Turner udgivne Samling af
Skotske Oramietyper finder man den samme form igjen under
Fife No. 5, foruden naturligvis under Shetland>.

Ligeledes i Davis og Turnams Crania Britanmica fore-
kommer gjentagende Gange afbildet forhistoriske Cranier, som
tiltrods for den daarlige Tegning vistnok er det samme, frem-
byder ialfald stor Lighed.

Vi se altsaa, at denne Cranietype forekommer omtrent i
alle Lande rundt Nordsjøen, at den tilhører, hvad jeg i sin Tid

i A. E. Holmberg, Bohuslåns historia och beskrifning, I. B. S. 37 III. B.
S. 10.

2 Bull. et Mém. Soc. d'anthropologie, Paris 1904, T. 5, p. 578—586. Ref.
i Centralblatt f. Anthropologie X Jahrg. 1905, H. 3.

3 Å contribution to the craniology of the people of Scotland by Prof.
Sir W. Turner. Edinburgh 1908.

14 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

har kaldt Nordsjøracen, som jeg antog 1 forhistorisk Tid har
indtaget største Delen af Kysterne rundt Nordsjøen.

Det Spørgsmaal stiller sig da nu, hvilken Folkestamme til-
hører dette Cranium, og hvorfra er den egentlig kommen»?

Skalleformen er jo ganske forskjellig fra den norrøne eller
nordgermaniske — den har intet tilfælleds med denne og kan
ikke igjennem individuel Variation være udgaaet fra denne, lige-
saalidt som den kan tænkes opstaaet som Følge af Milieuet eller
Beskjæftigelsen. Den er for udbredt, og specielt dens Udbredelse
er for charakteristisk til, at det kun kan være Ffterkommere
efter Nordboernes Trælle, en Supposition, som er fremsat fra
enkelt Hold.

Den maa tilhøre en egen Stamme, som 1 forhistorisk Tid
er indvandret til Norges Sydvestkyst, hvor den paa Jæderen har
havt sit Udstraalingscentrum, hvorfra den har udbredt sig langs
Kysterne nordover og østover.

Efter G. Retzius findes som nævnt et noget tilsvarende
Cranium 1 Sverige allerede under Stenalderen. Vi har vistnok
ogsaa et Cranium ifra Stenalderen, men det frembyder igjen en
ganske forskjellig Type ligesaa ulig det af G. Retzius beskrevne
som den almindelige norrøne Type. Det kan neppe heller være
en blot individuel Variation, da det har vist sig istand til at
danne en egen Type, der fremdeles 1 atavistiske Repræsentanter
gaar igjen hist og her nutildags 1 Østlandets nulevende Be-
folkning.

Da Archæologien har paavist, at vi danne en saakaldt
archæologisk Provinds sammen med Sverige, Danmark og Nord-
tydskland, maa vi antage, at denne brachycephale Type ogsaa
hos os er indvandret søndenfra og sandsynligvis da allerede
under Stenalderen; og da dens Forekomst væsentlig er Udøerne
og Kysten, medens den regelmæssig aftager indover imod Fjord-
bundene og Indlandet, maa den fra først af have været et Kyst-
folk, som levede af Fiskeri og Jagt, og for hvem Fædrift og
Agerbrug var fremmed, altsaa en meget primitiv Befolkning.

Det tidligere nævnte af G. Retzius beskrevne brachycephale
Cranium saavelsom vor nulevende brachycephale blonde Befolk-

1906.] DEN BLONDE BRAGHYGEPHAL. 115

ning frembyder utvivlsomt Ligheder med det finske, speaelt
tavastlånske Cranium, og andre blonde Brachycephaler end Fin-
nerne forekommer mig bekjendt ikke.

Sydtydsklands Brachycephaler, hvortil en Forfatter! vil hen-
føre vore blonde Brachycephaler, ere derimod udpræget mørk-
haarede og tilhøre igjen to forskjellige Cranietyper, der ere be-
skrevne af von Hölder.

Man henvises altsaa ufeilbarlig til en med Finnerne be-
slægtet Stamme, som 1 sin Tid har befolket vor Sydkyst og
formodentlig er kommen over Havet fra den ligeoverfor liggende
Kyst af Nordifrisland eller Jylland.

Har der da virkelig å Fortiden været Finner saa langt
mod Vest her å Norden?

Den gothiske Forfatter Jordanes fra det 6te Aarh. efter Chr.,
der vistnok har faaet de bedste Underretninger om Norden fra
første Haand, nævner 1 sit bekjendte Værk Finner paa 3 for-
skjellige Steder her>. :

Først langt mod Nord som Naboer til Folket Adogit (=
Halogi? efter P. A. Munch; Andøens Beboere efter andre) om-
taler han Scretofennæ = de skiløbende Finner.

Efter saa at have nævnt en Del svenske Stammenavne
kommer han bl Finnaithiae, i hvilket Navn vi vistnok med
Rette tro at gjenkjende Navnet paa Beboerne af Landskabet
Finveden i Småland, der ogsaa 1 gammel Tid kaldtes Finneiöi.

Saa nævner han, idet han gaar vestover, igjen en hel Del
norske, temmelig let gjenkjendelige Stammer som Raumarici,
Ranarici, Grannii og kommer saa atter til Finmi, af hvem han
endog giver en folkepsychologisk Charakteristik, idet han siger:
sFinni mitissimi, Scandzae cultoribus omnibus mitiores*? — altsaa
de mildeste eller godmodigste, om man vil, af Scandzas Indbyggere.

De danne altsaa herved en ganske mærkelig Modsætning
til flere af de andre af ham nævnte Stammer, specielt Gautigoth,
der kaldes et hvast og krigslystent Folk; — de derimod maa

! Dr, Andr. Hansen, Landnåm 1 Norge.
? Jordanes, Getica S. 59. Ed. Th. Mommsen.

16 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

have været fredsommelige, og deres lige ere, siger han, Vinovi-
loth, som af enkelte er antaget at betyde Vingulmørks Beboere.

Jordanes skiller saaledes ganske tydelig mellem 3 forskjel-
lige finske Stammer, nemlig Scretofenni i det nordlige Norge,
som noget for sig, Finnaithiæ i det sydligere Sverige), og disse
Finni mitissimi i Syd-Norge, hvis Temperament han endog
saaledes nærmere charakteriserer.

Hertil vil jeg ogsaa føle, ati det gamle Beowulf-Kvad,
som Prof. Schick jo antog handlede om en gautisk Helt, nævnes
igjen Finni, som boende i Nærheden af Raumernes Kyst,
idet Helten paa sin Kapsvømning mod Breca af Strømmen blir
drevet hen til Finnernes Land *.

Alt peger jo saaledes, forekommer det mig, med Bestemthed
paa, at her har i tidlig Tid boet et Folkefærd, som kaldtes Finni.

Gaar man ud fra, at Jordanes med sine Finni mitissimi er
kommen til netop at betegne denne vor nuværende blonde Kyst-
befolkning i det sydvestlige Norge, er det jo ganske mærkeligt,
hvordan hans folkepsychologiske Gharakteristik ogsaa passer paa
disse Folk den Dag idag.

Efter mine tidligere givne Charakterskildringer af vore blonde
Kortskaller ere de jo virkelig endnu mitissimi og udgjøre vistnok
vort Lands mest fredelskende Befolkning. Den ethnologiske Op-
dagelse, at der i det sydvestlige Norge i overveiende Grad fore-
kommer en blond kortskallet Befolkning, som har en med de
nuværende Finlændere beslægtet Skalleform og med et til Jor-
danes” Skildring tilsvarende Folkelynne, maa derfor give denne
hans Meddelelse forøget Betydning.

Jeg har tidligere fremhævet?, at vor blonde Kortskalle, som
ikke oprindelig hørende til den norrøn-germaniske Folkestamme,
vist heller ikke har talt et nordgermanisk Tungemaal, men først
efterhaanden ved Berøring med de langt talrigere og sandsyn-

" Hos Adam af Bremen staar Finnedi, og Saxo kalder dette Grændse-
landskab mod Danmark ligefrem for Finnia og Indbyggerne Finnenses

(P. A. Munch, Det n. Folks Historie I. B. S. 93).
Beowulf X. V. 22, translated by J. L. Hall.
3 G. Retzius, Crania suecica antiqua, ref. af C. Arbo, S. 12.

OG)

1906.] DEN BLONDE BRACHYGEPHAL. 17

ligvis paa et høiere Culturtrin staaende norrøn-germaniske Stam-
mer har antaget nordisk Nationalitet.

Vore Sprogforskere sige nu, at har dette været Tilfælde,
maa denne Befolkning dog ialfald have efterladt sig nogle Spor
af sit Sprog, men dette har de ikke.

Jeg skal hertil for det første bemærke, at dette kortskallede
blonde kystfolk vistnok endnu befandt sig paa Stenalderscultur-
standpunktet, da nordiske Stammer under Bronze- eller Jern-
alderen indvandrede hertil, derhos vel ogsaa var et faatalligt
og spredt boende Fisker- og Jægerfolk, og at Stammer paa et
saa lavt og primitivt Culturtrin neppe kan forudsættes at efter-
lade sig synderligt sprogligt Spor, men i Almindelighed pleie
fuldstændig at gaa op 1 den høiere staaende Nationalitet.

Man kan derfor å priori neppe vente at finde efterladte Spor
af deres Sprog.

Dernæst skal jeg ogsaa bemærke, at der endnu hertillands
findes adskillige Ø- og Landskabsnavne, som man ikke har
lykkedes at forklare ud fra det norrøne Tungemaal.

Med Hensyn til et Folks Forsvinden og Opgaaen i et andet
siger Alex. Bugge 1 sit ,Det sidste Afsmt af Nordmændenes
Historie i Irland*:

, Historien synes atter og atter at lære os, at naar et Folk
ikke er naaet frem til national Selvbevidsthed og endnu ikke
har udviklet en Kultur, som det føler som sin personlige Fien-
dom, da har det let for at gaa lilgrunde og gaa op i en høiere
Kultur. Men er et Folk først kommet saalangt, da vil det ha
meget vanskeligt forat gaa tilgrunde.*

Om et Folk paa Stenaldersstandpunkt gjælder vel det første
i udpræget Grad.

At Folket med den brachycephale, finnoide eller kvænoide
Skalleform maa være indkommet her i Landet allerede under
Stenalderen, kan man vel efter Analogien i Sverige med det
tilsvarende Cranium med nogenlunde Sikkerhed antage. Dog
forekommer efter Retzius (1. c.) langskallede Cranieformer sam-

i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1904, II R. 19 B. S. 248,
Vid.-Selsk. Forh- 1906: No. 6. 9

18 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

tidig og er ogsaa de talrigste; men jeg er tilbøielig til at tro, at
Befolkningsforholdene i begge Lande har stillet sig adskillig for-
skjellig og Indvandringsveiene- været andre. Vi mangle dog
tilstrækkeligt craniologisk Material til med Bestemthed at kunne
dømme herom. Den blonde Kortskalles stærke Concentration
her henimod Norges Sydspids synes saaledes at tyde paa en
anden Indvandringsvei for denne end over Sverige. Syd-Norge
ligger f. Ex. Jyllands Kyster forholdsvis temmelig nær, og de
archæologiske Fund paa begge Steder frembyde saamange Lig-
hedspunkter, at en Indvirkning derfra 1 en tidlig Periode med
Bestemthed maa kunne forudsættes. Det Stykke over Havet
frembød selv i hine fjerne Tider ingen væsentlig Hindring, der-
paa har man talrige analoge Exempler fra andre Steder af
Kloden, ikke mindst fra Øerne 1 det stille Hav.

Først under den ældre Jernalder ved vi af de gamle Rune-
stene med Bestemthed, at Landets Befolkning talte et nordisk
Sprog, og samtidig ogsaa, at den norrøn-germaniske Stammes
Skalleform var langskallet. |

Den kortskallede Tilblanding, vort Folk har, maa derfor
med Nødvendighed forudsættes at være af ældre Proveniens:
senere ved vi ialfald den ikke kan være kommen, da ogsaa
den yngre Jernalders Folk har en udpræget langskallet Form.

Prof. R. Keyser og P. A. Munch har i sin Tid vistnok for
en Del bygget sin Theori om Finnerne som Norges første Be-
folkning paa denne Jordanes's tidligere nævnte Meddelelse.'

De har imidlertid, som vi kan se, nærmest herved tænkt
paa, hvad jeg for Klarhedens Skyld vil kalde Nomadefolket
Lapperne, og Almenheden har jo ogsaa her sørpaa forlængst
sammenblandet disse to Begreber — de mongoloide Lapper og
de ugriske Finner. 60

De har saaledes kaldt de af Kvæner befolkede Skovstræk-
ninger mellem Solør og Wermeland og mellem Lier, Modum .
og Ringerike for resp. ,Finskogene* og ,Finnemarka*.

1906.] DEN BLONDE BRACHYGCEPHAL. 19

Det er først nordpaa, man har opfattet at gjøre den rette
Distinetion mellem dem: Finnen (Kvænen) og Lappen, sand-
synligvis fordi de dertil indvandrede Finlændere stamme fra det
egentlige Kvænland (Kainulaiset = Østerbotn), medens de her
sørpaa vare fra, hvad de kaldte Storfinland (Tavastland og Sata-
kunta 1 Savolaks). BG

Havde disse vore store Historikere kjendt til, hvad den
anthropologiske Undersøgelse af Folket har bragt for Dagen, og
Archæologiens nuværende Resultater, vare de kanske gaaet over
til mine her fremsatte Anskuelser.

Det er jo saaledes ogsaa ganske paafaldende, hvormange
betydeligere Stedsnavne der her paa vor Sydvestkyst er for-
bundet med Finnenavnet. At en enkelt Gaard har et med Fin
sammensat Navn, har jo mindre Betydning og kan simpelthen
stamme ifra det temmelig almindelige Mandsnavn Fin eller
Græsset Finn (Nardus stricta), men anderledes Betyduing fore-
kommer det mig at have, naar hele Bygdelag faa Finne-
navnei.

Vi har saaledes Bygden Fimsland i Christiansands Opland,
Finnø, en betydelig Ø i Buknfjorden, med den ved Siden af lig-
gende store Bygdeborg, Finborgen kaldet, og Herredet Finnaas
paa Grændsen af Ryfylke og Søndhordland. Paa Finnø udgjør
Befolkningen med Index over 82 56% og i Finnaas 64,3, medens
den paa de omgivende Øer i Ryfylkefjordene kun er 34 % og i
det til Finnaas grændsende Fjære Thinglag er 52,7 %o.

Hertil kommer da den tidligere omtalte eiendommelige Tra-
dition om Malmøens Befolkning af i sin Tid paa et Isflag did-
drevne Finner fra Jylland og Beowulfkvadet med dets Beretning
om Heltens Svømmetur.

Gang paa Gang støder man her ved Skageraks Kyster paa
disse tilsyneladende saa gaadefulde Finner. Alt synes dog virke-
lig at tyde paa, at her har å sin Tid boet et Kystfolk, der har
gaaet under Navnet Finner, og som har strakt sig til henimod
Rygjarbit eller maaske længere (deres lige var jo efter Jordanes
Vinoviloth (Vingulmørk?), og hvis Efterkommere vi kanske gjen-

20 C. 0. E. ARBO. [No. 6.

finde nutildags 1 vor blonde Kortskalle, der fremdeles holder
sig mest til Kysten og endnu udgjør en saa stor Del af Befolk-
ningen her. Senere ere da de norrøne Stammer komne, har
undertvunget dem og tilført dem sin høiere Kultur og sit
Sprog.

Af stor Interesse vilde det for disse Spørgsmaals yderligere
Opklaring dérfor være, om nogle af Sveriges dygtige Anthro-
pologer f. Ex. vilde underkaste Finvedens Befolkning en typo-
logisk Studie, om man muligens kunde gjenfinde den saa let
gjenkjendelige blonde Brachycephal derborte i Smålands Skov-
bygder, til hvis magre og ulændte Trakter de sandsynligvis
ere blevne fordrevne af de senere indtrængende svenske Stam-
mer.

Nu stiller sig da tilslut det Spørgsmaal, hvorfra ere de
komme, disse blonde, finnoide Brachycephaler? |

Fra det nuværende Finland kan de jo ikke være komne,
og med Sydtydsklands mørke Brachycephaler har de som alle-
rede nævnt jo intet tilfælleds — men da vi i archæologisk Hen-
seende ses at have faaet vor GCultur søndenfra, maa vi alligevel
søge Forbindelsen t den Retning.

Som tidligere paavist gjenfinde vi ogsaa denne eiendomme-
lige brachycephale Type omtrent rundt hele Nordsjøens Kyster.
Vi kommer derfor til at tænke paa, at den bekjendte Anthro-
polog Priiner-Bey kanske kan have Ret, naar han i Solutré-
eramierne No. 5 og 4 tror at se finske og esthmiske Typer, og
at dette store Stenaldercentrum er denne Folketypes egentlige
Udgangspunkt. |

t Det gamle Finveden bestaar af Sunnerbo Hårad af Kronobergs Lån,
samt Öst- og Vestbo af Jönköpings Lin. Den store Indsjø Bolmen
var Finvedens Centralpunkt, og Landet skildres som magert og ulændt
(Magnus Höjer, Götaland 9, I. S. 818).

2? For Malmøens Vedkommende lader det sig vanskeligere gjøre, da
næsten hele den mandlige Befolkning i 1826 omkom paa Sjøen. Dog
var det et Forsøg værd, da jo Kvinderne vel maa være bevarede og de
i Almindelighed med Seighed holde paa Slægtstypen.

1906.] DEN BLONDE BRACHYCEPHAL. 21

Jeg har ikke selv set Samlingen, og Tegningerne 1 Quatre-
fage's og Hamy's store Værk ere temmelig ufuldkomne, men
nogen Lighed frembyder vistnok den der angivne Norma verti-
calis med vore blonde Brachycephalers*.

Archæologien vil maaske udgaaende fra de her omtalte
Synspunkter kunne give nogle Vink, og specielt tror jeg, at en
kartografisk Fremstilling af den saakaldte arktiske Stenalders
Udbredning vilde kunne virke oplysende.

Den norske Stenalders Typologi indeholder jo adskillige
interessante, endnu uløste Problemer, hvorpaa Dr. Andr. Hansen
i sit Værk Landnåm paa en fortjenstfuld Maade ialfald har hen-
ledet Opmærksomheden.

! Quatrefages og Hamy. Crania ethnica S. 67. Fig. 59 og 61. Fig. 58
ved la Truchére, Vallée de la Seille angiver maaske ogsaa samme Type.
I det Hele taget minde flere af de præhistoriske franske og belgiske
(Furfooz) Typecranier adskilligt om vore blonde Brachycephalers Norma
verticalis.

Trykt 29. Mai 1906,

FEMTEN AARS

GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER.

AF

P. A. ØYEN.

(CarisTrANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 7.)

CHRISTIANIA.
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.

1906.

Femten aars glaciologiske iagttagelser.
Af
P. A. Øyen.

Fremlagt i møde i den mathematisk-naturvidenskabelige klasse den 9de marts 1906.

D: jeg sommeren 1891, paa min første stipendiereise,
begyndte mine undersøgelser over Jotunheimens bræer, var en
systematisk undersøgelse af bræoseillationen ikke indbefattet i
den lagte plan. Det var bræernes rent fysikalske forhold og
deres geologiske betydning, som gjordes til gjenstand for mine
egentlige undersøgelser og studier. Imidlertid indsamlede jeg
de iagttagelser og oplysninger ogsaa angaaende dette spørgs-
maal, som tid og leilighed gav anledning til. Det var derfor
ogsaa først i det følgende aar, 1892, at jeg greb et par anled-
ninger til om mulig for fremtiden at skaffe en mere eksakt
bestemmelse af et par bræers forandringer, idet jeg da indhug-
gede mærker ved Storjuvbræen og Storbræen. Disse mærker
har det senere desværre ikke været mulig at gjenfinde, rimeligvis
paa grund af stenskred og elvebrud.

Imidlertid førte mine studier mig ind paa andre omraader,
og bræerne blev mere glemt, saa det hjalp ikke stort, at jeg I
1894 blev valgt som Norges repræsentant i den paa geologkon-
gressen 1 Zirich samme aar stiftede Commission Internatio-
nale des Glaciers, da forholdene i de nærmest følgende aar

Vid.-Selsk. Forh. 1906, No. 7. 1

Å P. A. ØYEN. [No. 7.

hindrede mig fra nogen videre befatning med disse spørgsmaal
og interessen for samme ogsaa blev svagere. Først de under-
søgelser, som jeg i de senere aar har foretaget med hensyn til
veksellagringen inden vort lands kvartære formation, og de deraf
fulgte resultater har igjen bragt tillive hos mig interessen for
spørgsmaalet om klimatvekslinger og dermed ogsaa for spørgs-
maalet om bræernes oscillation. Jeg har derfor ogsaa i de
senere aar paa forskjellig maade søgt at indhente endel af, hvad
der 1 de tidligere af forskjellige grunde blev forsømt. Det er
derved lykkedes at faa et billede, om end ikke paa langt nær
saa helt, som det kunde have været, af de sidste femten aars
bræforandringer i den sydlige del af vort land.

Om vi begynder vore undersøgelser med den sydvestligste
af vore større bræer, Folgefonnen, saa finder vi, at ved de to
største af dennes arme, Buarbræen 1 øst og Bondhusbræen i
vest, oscillationen i begyndelsen af nitiaarene indtog modsatte
faser.

Da jeg nemlig sommeren 1893 foretog endel undersøgelser
ved Buarbræen, blev det mig fortalt, at denne bræ skulde have
skredet noget frem i løbet af de næst foregaaende aar. Det
sidste decennium af forrige aarhundrede indledes altsaa for denne
bræes vedkommende med en positiv bevægelse!. Denne vedva-
rede til og med aaret 1893, da den med det følgende aar slog
om i en modsat, negativ, der for de fire aar 1894—97 beløb
sig til 50 m. Denne udprægede aftagen vedvarede til og med
1901, men vekslende. Den var større i 1896 og 97 end i nærmest
forudgaaende og efterfølgende aar; aaret 1900 var den noget
svagere, men 1901 usædvanlig sterk.

Aaret 1902 synes at have bragt en forandring med stor
snemængde den forudgaaende vinter og kold sommer. Folge-

i I den følgende fremstilling betegner en positiv (+) bevægelse i oseilla-
tionsfasen en fremadskriden, fremrykning af bræen, en negativ (—)
derimod'*en tilbagegang, aftagen. Ved det almindelig gjengivne fortegn
er intet nærmere udtalt om forandringens størrelse, medens en cirkel
omkring fortegnet betegner en sterkere forandring, et rektangel paa
samme maade en svagere.

1906.] FEMTEN AARS GLAGCIOLOGISKE IAGTTAGELSER. D

fonnen med tilhørende bræer, som paa en enkelt kjendt und-
tagelse nær havde svundet betydelig ind i det foregaaende decen-
nium, viste den sommer et betydeligt overskud af sne med en
almindelig tiltagen af bræerne. Dette kom især sterkt frem hos
den ovennævnte undtagelse, Mysevandsbræen eller Holmabræen,
som 1 det foregaaende decennium havde holdt sig stationær eller
til sine tider muligens svagt fremadskridende, men sommeren
1902 viste en udpræget fremrykning, der ogsaa gjorde sig ud-
præget gjældende det følgende aar, 1905. Denne tiltagen af
bræerne sommeren 1902 gav sig særlig tilkjende i de øvre partier,
medens selve brætungerne tildels viste noget afvigende forhold.
Det følgende aar gav ogsaa meget vintersne og en kold sommer
1903 med overskud af sne og en almindelig tiltagen af bræerne,
som især gav sig tilkjende 1 de øvre partier paa samme maade
som foregaaende aar, 1902, og som følgende 1904.

For Buarbræens vedkommende synes paa denne maade
endel modsigelse at have gjort sig gjældende. 'Thi medens de
med bræforholdene godt kjendte førere angiver, at denne bræ
skulde have vokset endel 1 aarene 1902, 1908 og 1904, angiver
Rekstad bevægelsen hos denne bræ 1900—1904 til — 150 m,
med vedvarende aftagen sommeren 1904.. Vi staar saaledes
her lige over for et allerede meget længe godt kjendt fænomen,
at den klimatologiske fase og en bræes oscillationsfase ikke
bestandig falder sammen. Forbes udtrykte dette meget træffende
paa følgende maade: ,Indeed, these oscillations evidently depend
sometimes on causes so local that we cannot be surprised at
the want of a general coincidence*”.

Dette er 1 og for sig et meget interessant fænomen, som
har en overordentlig stor betydning 1 glaciologisk henseende,
men bræer af denne type er slette klimatografer; thi bræer, der
kan betegnes som gode klimatografer, maa paa en udpræget og
regelmæssig maade følge de klimatologiske forandringer. —Alle-
rede den enkle undersøgelse af en bræes firnomraade, dens vei-
gebet og dens afsmeltningsfelt vil i de fleste tilfælde give tydelige
vink med hensyn til en bræes brugbarhed for studiet af klimat-
forandringer eller ei, men ofte er ogsaa mere indgaaende geogra-

6 P. Å. ØYEN. [No. 7.

fiske undersøgelser nødvendige. Allerede ved en tidligere anled-
ning? gjorde jeg opmærksom paa et erfaringsmæssig vundet
resultat, at de forholdsvis smaa og regelmæssigt byggede bræer
har vist sig som de bedste klimatografer.

Sammenstilles det ovenfor vundne resultat med hensyn til
Buarbræens forandringer i klimatologisk henseende, faar vi altsaa
følgende billede:

1891 1900
NU 92-95 94 (95196977 (9399 1000

vr BENN Be

idet i anden fortegnslinje er fremstillet brætungens fra den øvrige
bræ forskjellige forandringsfase.

Ved Bondhusbræen anstillede jeg endel undersøgelser som-
meren 1893. Endemorænelandskabet foran bræen gav da et helt
recent indtryk; nogen plantevekst af hvilkensomhelst art fandtes
nemlig ikke indenfor den større endemoræne, men derimod længere
ude, paa ydersiden. Bræen gik dengang ud 1 en sydvestlig og en
nordøstlig tunge, medens den egentlige bræelv i en henimod 7
m. høi bræport søgte sit udløb omtrent i midten for derpaa
efter en skarp bøiming 1 sydvestlig retning at søge over 1 nord-
østlig. Elven gjorde denne skarpe bøining afledet og svingende
netop paa indersiden af en mindre moræne, der var omtrent 3
m. lavere end den ydre, større, der hævede sig omtrent 6 m.
over det mellemliggende lavere og fladere sand- og rullestensfelt.
Denne ydre, større endemoræne kunde fra sidepartiet af den
sydvestlige tunge, og gjennembrudt af elven fra denne, følges
I en jevn, mindre runding rundt denne for derpaa kontinuerlig
at gaa over i en større, der antyder en mere sammenhængende
og betydelig større udstrækning af bræens midtparti og nord-
østlige del. Mellem denne moræne og den gamle, skogbevoksede
opdæmmedes elven fra den sydvestlige tunge delvis til en liden
bræsø. Netop ved den indre kant af denne gamle moræne,
hvortil bræen vistnok ved flere anledninger som en intermitte-
rende maximumstand har gaaet ud, laa ruinerne af en stor blok

1906.] FEMTEN AARS GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER. 7

af mindst 10 X 6 X 4 m. størrelse, som min fører tydelig
kunde huske blev opknust til en stenrøs ved en af bræens tid-
ligere fremrykninger. Paa bræen fandtes endel grus om end
sparsomt, og egentlige overflademoræner findes ikke, heller ikke
,dirtbands*. » Cote Gletscher* sees heller ikke i nogensomhelst
mere typisk form. Naar undtages den ældre og de to nyere
endemoræner synes den hele moræneafsætning ikke at have
noget mere regelmæssigt præg, men har snart karakteren af
mere sammenstuvet snart mere aflastet materiale.

I det decennium, der faldt umiddelbart foran mit besøg,
nemlig fra 1883—93, havde Bondhusbræen ifølge min førers
udsagn 1 det hele gaaet tilbage. Den negative bevægelse var
imidlertid udpræget fra 1892 af og vedvarede til og med aaret
1900. Dermed synes der at indtræde en forandring; thi i 1901
angives oscillationsfasen dels positiv dels negativ, det er rimelig-
vis den aarlige variation, som her har vildledet, og det ligger
derfor nærmest at antage den stationære tilstand. Det følgende
aar, 1902, synes forholdet at have været noget lignende, idet
dels angives en positiv og dels en negativ bevægelse; den statio-
nære tilstand er vel derfor ogsaa her den sandsynlige. Denne
bræ afmærkedes 1902, hvorfor der med det følgende aar begyn-
der mere eksakte bestemmelser af variationen. 1902—1908 var
saaledes variationen + 3 dm. Bing mener imidlertid med sikker-
hed, at variationen 1901—1903 var negativ. 1903—1904 var
oscillationen paa bræens nordøstlige hjørne + 16 m. og paa det
sydvestlige hjørne + 13 m. 1904—1905 var den henholdsvis
1 nordøst + 20 m. og 1 sydvest + 13 m.

Sammenstilles nu disse erfaringsmæssig vundne kjendsgjer-
ninger for Bondhusbræens vedkommende, saa faar vi følgende
billede af variationen:

1892 1900
2 OT SO 0203 002005

så == +11] 00 pb] ++

I sydvestlig retning for Bondhusbræen har man Pytbræen,
som jeg ogsaa undersøgte sommeren 1893 og senere har leveret

8 P. A. ØYEN. [No. 7

en særskilt beskrivelse af. Den havde da trukket sig lidt tilbage
fra en helt recent endemoræne, hvoraf spredte rester saaes ud
til siderne. Forholdene var for saa vidt fuldstændig tilsvarende
I Bondhusbræen, og vi har derfor vistnok ret til at slutte, at
variationen hos disse to bræer 1 de nærmest forudgaaende aar
har været ialfald nogenlunde ensløbende. Senere foreligger for
hvert aar beretninger, der giver anledning til af Pytbræens varia-
tion at opnaa følgende billede:

1892 1900

299 9 9590 995 900

+++ == + |] > + + +

Nord for Buarbræen har man oppe paa høiden vest for
Tokheim i Odda den saakaldte Blaadalsbræ eller Blaavands-
bræ. Denne bræ havde jeg ogsaa anledning til at undersøge
sommeren 1898. Morænelandskabet foran denne bræ mindede
1 høi grad om forholdene ved Bondhusbræen og Pytbræen, saa
man vistnok kommer det rigtige temmelig nær ved at antage
oseillationsfasen paa denne tid og i de nærmest forudgaaende
aar at være omtrent den samme. Fra de følgende aar har vi
ingen speciel beretning om forholdene ved Blaadalsbræen, men
ved at sammenholde for resten af aarhundredet variationen af
de tre ovenfor omhandlede bræer med den kjendsgjerning, at
Folgefonnen selv i denne tid var i bestemt og tildels temmelig
rask aftagen, kommer vi vistnok det sandsynlige meget nær ved
at antage Blaadalsbræens oscillationsfase for nær ensløbende.
Dette saa meget mere, som vi sommeren 1901 hører, at Blaadals-
bræen var i rask tilbagegang. Men dermed indtræder en foran-
dring; thi i de to følgende aar 1902 og 1903 har Blaadalsbræen
været 1 fremadskriden. Billedet samler sig altsaa 1:

1892 1900
2 95% %5(%(9% 999 0000 000000208063

HESS G+ +
Da jeg sommeren 1893 foretog endel undersøgeiser ved
Hardangerjøkelen, viste de fire bræer, der tager sit udspring
paa dennes østlige og sydlige side sig at være i aftagende.

1906.] FEMTEN AARS GLAGCIOLOGISKE IAGTTAGELSER. 9

I denne forbindelse har dette betydning kun for saa vidt,
at det viser samme variationsfase som Rembesdalsskaaken, der
ogsaa denne sommer viste en bestemt om end svag tilbagegang.
Og derved vinder igjen dette mere indirekte 1 interesse, at der
saavel dette aar som de to foregaaende indtraf skadeflomme 1
Simodalen paa grund af Dæmmevandets udbrudskatastrofer, hvor-
ved altsaa efter al sandsynlighed den samme oscillationsfase
kan følges endnu et par aar tilbage. Hvorledes forholdet var i
de nærmest følgende aar, kjendes ikke; men i 1897, 98 og 99
var den stationær, skjønt der 1 sidstnævnte aar var en ganske
svag aftagen i mægtighed. For de senere aar foreligger ingen
speciel beretning om Rembedalsskaaken undtagen for sommeren
1901, men da oseillationsfasen denne sommer var ensløbende
og ensværdig med Hardangerjøkelens i sin almindelighed, tør
man ogsaa gaa ud fra, at det samme, saa omtrent ialfald, har
fundet sted ogsaa 1 de nærmest tilstødende, saavel forudgaaende
som efterfølgende aar. I 1900 var Hardangerjøkelens aftagen
meget sterk og 1 1901 sterkere end i mands minde. Aaret 1902
med den sene vaar og kolde sommer bragte stationær bræstand.
Den kolde og regnfulde sommer 1903 bragte overskud af sne
med positiv oscillationsfase, men sommeren 1904 medførte igjen
en forholdsvis sterk svinding af bræerne. Det hele kan saaledes
sammenfattes 1 følgende billede:

1891 1900
NEROS 99 ODO

ee ee

Sommeren 1893 udstrakte jeg ogsaa mine undersøgelser til
et par af Jostedalsbræens grene, nemlig Boiumbræen og store
Suphellebræ, ligesom jeg samme sommer foretog en brætraverse
fra Fjærland til Olden.

Det er sandsynlig, at der har fundet sted en ganske svag
fremadskriden af bræerne i Fjærland omkring 1890; thi i 1889
siger Slingsby om Suphellebræen, at den ,is advaneing at
present *4.

10 P. A. ØYEN. [No. 7

Ved Boiumbræen anstillede jeg som nævnt endel undersø-
gelser sommeren 1893, og den var da 1 svag tilbagegang. For
det følgende aar foreligger ingen beretning, men med det derpaa
følgende, 1895, begynder sammenhængende meddelelser om en
aftagen, der vedvarede aarhundredet ud, og det er derfor sand-
synlig, at den samme langsomme aftagen ogsaa fandt sted i
1894 som 1 det foregaaende og de elfterfølgende aar. Især var
denne aftagen liden i aarene 1898 og 99. Men 1 1900 slog
bevægelsen om 1 positiv. Fra de senere aar foreligger eksakte
maalinger:

I retning E 1475 1899 1901 . += Sami
—»— 1901—1902 . .. + 8 m.
—»— 1902—1903 — 15 m
—»— 1903—1905 . . . = 61 m.
I retning N 17” E 1901—1902 . . . ++ 94 m.
—»— 1902—1903 . . . —= 11 m.
—»— 1903—1904 . .. = 14 m.
Oseillationen for Boiumbræen vil derfor give følgende billede:
1895 1900
93 94 95 96 97 98 99 00 1 2 068 4 G5
ERR EG

Ved store Suphellebræ foreligger beretninger tilsvarende til
Boiumbræen, og fra og med 1895 til og med 1899 har de to
bræer vist omtrent ensløbende og ensværdige oscillationsfaser.
Fra de senere aar foreligger ogsaa ved denne bræ eksakte
maalinger:

I retning W 33” N 1899—1903 . + 925 m.
—» — 1903 —1904 — 929 m.

I retning N 5" W 1901—1902 TT bjem
—» — 1902—1905 Å

I retning N 26” W 1899—1901 + 35 m
—»— 1901—1902 — 25 m
—» — 1902—1905 32,7 m
—»— 1903—1904

++ dl
(9)
No
RS)
3

je 1904—1905

1906.] FEMTEN AARS GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER. 11

Møretnings N 199 E (18992190 PE:
—»— 1901—1902 . . ++ 495 m.
—»— 1902—1908 . . = 8 m.
—»— 1903—1904 . . + 14 m.
—»— 1904—1905 . . = 71 m.

Som vi ved denne bræ maatte vente, viser tallene flere
eiendommelige resultater, der rigtignok udelukker denne bræ
fra de gode klimatografers række, men ikke desto mindre godt-
gjør, hvor vigtig en mere nøiagtig opmaaling af bræenden ofte
er. Det viser sig nemlig, at medens bræenden i enkelte retnin-
ger har rykket frem, har den samtidig 1 andre gaaet tilbage.
Oseillationsfasen har med andre ord vekslet i den perifere del.
Vi kan imidlertid udtage et middel, skjønt den saaledes erholdte
værdi vistnok 1 dette tilfælde ikke har nogen større reel betyd-
ning. Men vi faar da et billede af oscillationen, som det alligevel
kan have sin interesse at sammenligne med andre bræers:

1893 1900

95 94 % 96 97 98 99 00 41 2 08 4 G&

ss

Da jeg sommeren 1893 besøgte Olden, var de tre hovedbræer
der, Mjølkevoldsbræ, Briksdalsbræ og Aabrækkebræ, 1 tilbage-
gang, ligesom det samme havde været tilfældet aaret i forveien,
1892. Ved Briksdalsbræen var fra og med aaret 1887 anstillet
aarlige iagttagelser, og den havde i denne tid indtil 1893 stadig
været i tilbagegang, medens i det følgende aar, 1894, oscillations-
fasen dels angives positiv dels negativ, hvorved rimeligvis den
aarlige variation har spillet en rolle ved bestemmelsen, og bræ-
standen 1 det hele derfor nærmest bør betragtes som stationær.
Det er derfor sandsynlig, at disse tre bræer i de nævnte aar,
ialfald 1 det store og hele, har havt omtrent samme oscillations-
fase, og at man derfor kan sige, at sidste decennium af forrige
aarhundrede for Oldenbræernes vedkommende indlededes med
en negativ bevægelse 1 oscillationsfasen; dette saa meget mere,
som aaret 1895 bragte fremadskriden hos samtlige disse bræer.
I det følgende aar, 1896, var det samme tilfældet. Men dermed

19 P. A. ØYEN.

[No. 7.

indtraadle en forandring, idet oscillationsfasen hos samtlige disse
bræer det følgende aar slog om 1 negativ retning, i hvilken den
holdt sig noget forskjellig tid hos de forskjellige bræer, men hos

samtlige ud over aarhundredets slutning.

Mjølkevoldsbræen.

Variationen hos denne bræ er altsaa til
slutning fremstillet ovenfor. Senere er der

maalinger:
1899-1900
Po
90121002 NE
90221005
19081908 SE
190 VGNN NNN

Briksdalsbræen.

Variationen hos denne bræ indtil aarhundredets slutning er
fremstillet 1 det foregaaende. Senere er aarlige maalinger udført:

foretaget aarlige

15 em»
25,4 m.
SE PN
6,1 m.
6,1 m.
19,0 m.

S. f. elven
18992190 So
19002900 12 —
1901—1902 - == 29m.. —
1902-1903. . == 21 me ==
1903—1904 . . + 120 m.. —
1904—1905 . . + 145 m.. +
Aabrækkebræen.

Variationen hos denne bræ er ogsaa fremstillet i det fore-
gaaende til omkring aarhundredets slutning. Senere er ogsaa

her særlige maalinger udført:

aarhundredets

N. f. elven

12,7
3,1
2,8
5,6

18,9

m.

1906.] FEMTEN AARS GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER. 13

PN €900 SAN ES OM

19009901 1 Bm NER 1925 mr
19019009 263 59:
90229903 --. 21/92 0m HS 00m)
90820040 285 me Se 1000
02905 == AGE ES

Sammenstilles nu disse iagttagelser fra Oldenbræerne, faar
man følgenae billede af oscillationen:

Mjølkevoldsbræ. Briksdalsbreæe. Aabrækkebræ.
EFN

sete NE
1892 —1893 på = Are
eger 00 0 G
joe . å UG
1895£18% . . + S- ee
fog NN
fasong
seo
vem
me
1901—1902 å = EG
PENN
mme
1904 —1905 ME Hå fe

Sammenlignet med den nu studerede bræoseillation er det
interessant at se, hvorledes de mere erfarne førere ved Joste-
dalsbræen har anskuet og angivet sneforhold og klimatveksling
siden slutningen af forrige aarhundrede:

Sommeren 1897 var bræerne svært optinet og snemængden
derfor usædvanlig liden. 1898 var derimod et koldt aar med
usædvanlig stor snemængde. De tre aar 1899, 1900 og 1901
bragte lidet sne de forudgaaende vintre og havde varme somre;
men endskjønt snemængden aftog, formaaede dog ikke sommer-
varmen 1 disse aar at bortsmelte det hele overskud fra 1898,
saa at tiltrods for, at bræerne var svært optøet 1 1901, ja paa

14 P. A: ØYEN. [No. 7.

sine steder endog saa sterkt, at det hed, optiningen var sterkere
end i mands minde, var snemængden dog større end i 1897.
Sommeren 1902 var kold, ofte med nysne; men snemængden, der
1 det store og hele tiltog noget denne sommer, var dog ikke saa
stor som 1 1898, der var endnu koldere. I den nordlige del af
Jostedalsbræen, hvor snemængdens aftagen var meget sterk i
1901, fortsatte denne aftagen om end svagt ogsaa i 1902, og et
træk af særlig interesse var, at her denne aftagen var større i
øst end i vest. Med meget sne den forudgaaende vinter og med
kold sommer var 1 1903 sneforholdene omtrent de samme som
1 1902. Sommeren 1904 var kold, men den forudgaaende vinter
bragte lidet sne, saa om der end blev et overskud af sne dette
aar, var det alligevel lidet. Sommeren 1905 var ogsaa kold, og
den forudgaaende vinter havde bragt meget sne, hvorfor der dette
aar blev endel overskud af bræsne.

I denne forbindelse kan det have sin interesse at minde om,
at der saavel fra Hornindalsfjeldene og Romsdalen som fra
Lesjefjeldene og det nordlige Norge indløb meddelelser om, at
bræerne ikke havde været saa optøet og udsat for saa sterk aif-
tagen i mands minde som i sommeren 1901. Ja i Hornindalen
var endog Løvebræen helt bortsmeltet, og at dette har hændt
tidligere, kan selv gamle folk ikke mindes. Som regel havde
nemlig den forudgaaende vinter bragt lidet sne, og sommeren var
tør og varm. Af særlig interesse er, at fjeldviddens snemængde
denne sommer aftog fra vest mod øst og fra syd mod nord; ja
1 den sydlige del, Sætersdalsvidden, var endog snemængden
denne sommer større end den foregaaende.

Den følgende vinter bragte imidlertid meget sne, ja 1 Lesje-
skogstrakterne saa meget, at en 92-aarig kone ikke kunde mindes
en saadan vinter. Vaaren var kold og sen, og ligeledes som-
meren, saa aaret 1902 saavel i Hornindalsfjeldene som Roms-
dalen og Lesjefjeldene bragte overskud af bræsne.

Det østlige indland synes ogsaa 1 de senere aar 1 det store
og hele at have fulgt den ellers almindelige klimatoseillation.
Fra Vestfjorddalen berettedes i 1895, at Gausta i de sidste snes
aar ikke havde været saa snebar som den sommer. Og 1 august

1906.!

FEMTEN AARS GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER. 15

1897 var der praktisk talt ingen sne eller is i Ronderne. Som-
meren 1901 var der ogsaa mindre sne i Ronderne, end det
pleier at være; men den følgende sommer, 1902, øgedes sne-
mængden saavel her som i Telemarksfjeldene, og 1 1905 var
endog snefonnerne i Ronderne større og flere end den fore-
gaaende sommer, medens snemængden i Telemarksfjeldene som-
meren 1903 var større, end den havde været i den sidste men-
neskealder. Sommeren 1904 holdt ogsaa bræerne saavel i Ron-
derne som Telemarksfjeldene sig noget større end almindelig.

Da jeg sommeren 1891 begyndte mine undersøgelser i Jotun-
heimen, var bræernes forholdsvis sterke tilbagegang et af de
træk, som mest fængslede min opmærksomhed. Og førerne for-
talte mig gang paa gang, at bræerne havde minket betydelig 1
de sidste tredive aar.

Imidlertid kjendes nogle faa eksempler fra begyndelsen af
nitiaarene, der synes at antyde, at det lille fremstød, som vi
ovenfor saa havde fundet sted paa denne tid hos enkelte af
Jostedalsbræens grene, ogsaa havde gjort sig gjældende, om end
kortvarigt og svagt, ialfald i den vestlige del af Jotunheimen.
Men i det store og hele kan vi sige, at det er en almindelig
aftagen, som fortsætter og indleder det sidste decennium af for-
rige aarhundrede for bræernes vedkommende imden denne egn.
Det netop forudgaaende lille fremstød har været for kort og
svagt til at fængsle den mere almindelige opmærksomhed.

Og denne almindelige aftagen af bræerne inden denne egn
vedvarede saa til og med sommeren 1897.

Med aaret 1898 synes der saa at være indtraadt en for-
andring. For det fra 1897 løbende femaar faar man for Jotun-
heimens vedkommende følgende billede: -

1897 1898 1899 1900 1901

vestlige del == —- VEE GE)
centrale del — 0 0 == E)
østlige del = 0 — == E)

Forud for sommeren 1901 gik en vinter med lidet snefald.
Denne sommer udprægede sig ved en sterk varme og langvarig

16 P. Å. ØYEN. [No. 7.

tørke, og selv gamle folk kunde ikke mindes Jotunheimen saa
snebar. —Isløsningen paa fjeldvandene indtraadte ogsaa tidligere
end sædvanlig. Og et træk af særlig betydning var, at sne-
mængden aftog saavel i nordlig som østlig retning.

Den følgende vinter bragte imidlertid meget sne, vaaren var
sen og sommeren 1902 kold og vaad. Isen paa fjeldvandene
holdt sig længe, og der var et stort overskud af sne. Bræ-
standen var 1 det hele stationær, muligens paa sine steder med
en svag bevægelse 1 positiv retning.

Senere er ved en hel række af Jotunheimens bræer fore-
taget aarlige maalinger, saa man nu, efter hvert som flere og
flere bræer indgaar i denne maalerække, vil faa en serie eksakte
bestemmelser for at studere bræernes oscillation inden denne egn.

Den følgende tabellariske oversigt viser resultatet af de 1
Jotunheimen i de senere aar anstillede bræmaalinger. Ved et
X er betegnet afmærkning.

1901 1902 1903 1904 1905
Ringsbræ. «000 — 18,5 m.! +915m. —10m. — 8m.
Skagastølsbræ. . . >» + 926m. Om. — 1m.
Styggedalsbræ å X + 54m. — dm. + 4m.
Gjertvasbræ. . . . XX -40m. — 25m— 95m JJ 5ime
Maradalsbræ »X + T77m.
Midtmaradalsbræ »X + 56m. + 27m. + 05m
Bøverbræ . . . ... X — 1,3m.
Sandelvbræ . . ... »X — 45m. — 52m
Storbræen .... —830m: p —975m. — 683m
Vetlebræ ØE DÅ + 8,3m.
Søndre Nlaabræ . . XX + 23m. —1927m
Nordre IHlaabræ . . p — 79m. — 47m
Heimre Illaabræ. . DE —929238m. + 57m.
Storjuvbræ . . . . » Om. + 26m. — 5,1m. + 1,3m
Styggebræ X + 20 m Om —1832m. — 28m
Sveljenaasbræ. . . X —15m — 48m. —1836m. —90,6m
Tveraabræ X Om + 86m. — 82m. — 96m
Heilstugubræ . . . » Om —197m. —14m — 0,3m

Vestre Memurubræ X — 55m. — 59m. + 0,4m.

1 1899—1901.
? 1900—1901.

1906.] FEMTEN AARS GLACIOLOGISKE IAGTTAGELSER. de

1901 1902 1903 1904 1905
Østre Memurubræ. . . . > — 84m. —14m. — 10,9 m.
Glitterbræ X Om. + f14m. — 33m. — 1m.
Sletmarkbræe 1-0 X — 15m. — 45m.
Langedalsbræ . . . . .. DK — T7m. — 839m.
Svartdalsbræ . . . . .. »X — 17 m. — 7m.
Leirungsbræ . . . .. >»
Stemdalsbre ++ 2055 PG — 46m.

Faa som disse talrækker er, saa er de ikke desto mindre
meget interessante og giver anledning til flere betragtninger med
hensyn til klimatets indflydelse paa bræernes oseillation. Hoved-
hensigten har her været at meddele arbeidsresultaterne.

Men det er vistnok her, vi maa begynde. Vi maa begynde
med studiet af nutidens bræer for om mulig derigjennem at finde
de love, der bestemmer bræoseillationen. Først paa den maade
kan man om nogensinde ogsaa vente sig et klarere blik paa de
forhold, der betinger nedisninger i større maalestok, altsaa en
mere tilfredsstillende opfatning af selve istidsfænomenet end den,
som spekulation og hypotheser er istand til at give. Og her
har man intet andet at ty til end detailundersøgelsens lang-
somme og ofte trættende arbeide.

Literaturhenvisninger.

Norges geol. unders. aarb. 1905, IV, pag. 12.

Forbes: Norway and its Glaciers 1851, pag. 170—171.
Christiania Vid.-Selsk. Forh. 1904, no. 10, pag. 5-.
Den norske turistforenings aarbog, 1889, pag. 71.

hj FNS

Ved udarbeidelsen af disse arbeidsresultater er lagt til grund mine
tidligere afhandlinger om detle emne:
1. Isbræstudier i Jotunheimen (N. Mag. f. Naturv. B. 54).

2. Bidrag til vore bræegnes geografi (1. ce. B. 37, pag. 73 flg.).
8. Variations of Norwegian Glaciers (1. ce. B. 39, pag. 73 flg.).
4. Bræosecillation i Norge 1901 (1. c. B. 40, pag. 123 flg.).

5. Bræoseillation i Norge 1902 (1. ce. B. 41, pag. 187 flg.).

6. Bræoseillation i Norge 1903 (1. ce. B. 43, pag. 98 flg.).

7. Bræoseillation i Norge 1904 (1. c. B. 43, pag. 105 flg.).

8. Bræoseillation i Norge 1905 (1. e. B. 44, pag. 75 flg.).

9. Afmærkning af norske bræer ete. (1. c. B. 41, pag. 207 flg.).
10. Vore bræers oscillation (Naturen 1901, pag. 33 flg.).
11. Spredte bemærkninger om klimatveksling (l. c. 1905, pag. 361 flg.).
12. Pytbræen (Arch. for Mathm. og Naturv. B. XVII, nr. 2).
18. Dæmmevand (Bergens Museums aarbog 1894—95, no. 383).
14. Nogle bemærkninger om Jostedalsbræen (Bergens Museums aarbog
1906, no. 4).
15. Rapport. Com. Int. Glaciers 1897 (Arch. Sc. phys. et nat. Genéve,
t. VI, 1898, p. 69 flg.).
16. Rapport. Com. Int. Glaciers 1899 (1.
17. Rapport. Com. Int. Glaciers 1900 (1.
18. Rapport. Com. Int. Glaciers 1902 (1.
(I
l

c., t. X, 1900).
c., t. XII, 1901).

c., t. XV et XVI, 1903).
c., t. XVII, 1904).

c., t. XX, 1905).

19. Rapport. Com. Int. Glaciers 1908
20. Bapport. Com. Int. Glaciers 1904 (1.

Desuden har jeg i ,Naturen* og ,Den norske turistforenings aarbog*
i aarenes løb offentliggjort en række populære, mindre opsatser om det
foreliggende emne.

Men i foreliggende afhandling er da ogsaa udnyttet i sammentrængt
form resultatet af en hel række ikke tidligere offentliggjorte iagttagelser.

Trykt 24. August 1906.

STUDIEN UBER KUGELGESTEINE.

I. DER KUGELNORIT ZU ROMSAAS
VON

C. BUGGE.

(srt 3 PLANCHEN).

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 8.)

CHRISTIANIA.
IN KOMMISSION BEI JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BUCHDRUCKEREI.

1906.

Studien iiber Kugelgesteine.

I. Der Kugelnorit zu Romsaas.
Von
C. Bugge.

Fremlagt i Videnskabsselskabets Fællesmøde den 23de Marts 1906
af prof. dr. W. OC. Brøgger,

Die folgende Abhandlung ist die erste Mittteilung von
Studien tiber Kugelgesteine, wozu mir Professor W. GC. Brøg-
ger mit grosser Bereitwilligkeit Materialien tiberlassen hat.

Die petrographische Untersuchung ist an dem mineralogisehen
Institut der Universitåt vorgenommen worden.

Die Analysen habe ich Dank dem Entgegenkommen Pro-
fessor I. H. L. Vogts am metallurgischen Laboratorium der
Universitåt ausgefihrt.

Das Gebiet des Urgebirges in Smaalenene im sidöstlichen
Norwegen besteht aus archåischen Gneisen und Schiefern. Von
Eruptiv-Gesteinen kommt Granit håufig vor. Mitunter gibt es
auch Gabbrogesteine in steilen, kleinen Kuppen, die der Ero-
sion besser widerstanden haben und sich daher in dem sonst
flachen Terrain ziemlich stark geltend machen. In quantitativer
Beziehung spielen sie jedoch nur eine kleine Rolle, indem sie
in dem grossen Gneisgebiete beinahe verschwinden.

Diese Gabbrogesteine sind gewöhnlich sehr reich an dun-
keln Mineralien, wåhrend der Plagioklas oft etwas zuriicktritt,
wodurch diese Gesteine die Zåhheit, die ihre Widerstandskraft
gegen die Erosion bedingt, bekommen.

Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 8. 1

å C. BUGGE. [No. 8.

Die Gabbrokuppen sind wenig untersucht worden. Was
dazu beigetragen hat, sie bekannt zu machen, sind die Nachstre-
bungen der Bergleute nach begleitendem Ni-haltigem Magnetkies.
Welcher Art diese Gabbrogesteine sind, ist also nur wenig be-
kannt. Håufig sind die Pyroxenminerale in Hornblende um-
gewandelt, so dass man Uralitgabbros bekommt. Die magnetkies-
fiihrenden Gabbros sind gewöhnlich Norite.

Der Zweck dieser Abhandlung ist, eine eigentimliche
sphåroidale Entwickelung in einem dieser Noritgebiete, nåmlich
dem zu Romsaas in Askim ca. 45 km. suialich von Kristiania,
zu beschreiben. Betrachtet man die Profile, die Professor Vogt
von verschiedenen Noritgebieten in Norwegen)! gegeben hat,
wird man sofort beobachten, dass einzelne wie z. B. das von
Erteli zu Ringerike ein ganz flaches Profil zeigen, wåhrend es
bei anderen sehr steil ist. Dieses Verhåltnis gibt sich vielfach
in den Ortsnamen kund; so bei Mykleaasen bei Evje in dem
Såterstal (mykle = gross), Höiaas bei Tvedestrand (høi =
gross), Romsaas in Askim (Aas = kuppe) u. s. w. |

Eine Karte von Romsaas ist mir giitligst von Herrn Pro-

fessor Vogt tiberlassen.

Die Noritkupnne zu Komsaas

Sehiefriger Norit : Kugelnorit EE (ru ben -Tugötfnung

vo 10 20 50 K00m
NE 1

1 Zeitschrift för praktische Geologie. 1893, April.

1906.] STUDIEN ÖBER KUGELGESTEINE. 3)

Fin Profil nach L. Meinich genommen, zeigt 2 Norit-
kuppen, Romsaas und Kraakaas.

Romsaas ÅÄraakaas

V Ö
hansseftom

Hud å

Glorni: eTT

omnikkelværk

Profil von Romsaas und Kraakaas. !Die Verwerfung

Das Gebiet von Romsaas besteht hauptsåchlich aus einem
gråulichbraunen, schweren Norit, dessen chemische Zusammen-
setzung aus der Analysentabelle hervorgeht (ordinårer Norit,
Seite 18).

Im nördlichen Teile der Kuppe kommt ein an Plagioklas
verhåltnismåssig reicher Norit vor (die Analyse, Seite 18), der
dem Norit von Kraakaas åhnlich ist.

Der plagioklasreiche Norit enthålt ausser Plagioklas auch
Bronzit und Biotit, von Kies dagegen nur wenig oder gar nichts.

In der Pråparatsammlung des metallurgischen Laboratoriums
an der hiesigen Universitåt fand ich einige Pråparate des ordi-
nåren Norites von Romsaas, die zeigten:

1. Pråparat mit sehr wenig Kies.

Kies.

Apatit.

Rutil.

Bronnit.

Hornblende.

Plagioklas.

Quarz (wahrscheinlich zum Teil sekundår).
Ein wenig Biotit.

2. Pråparat mit etwas mehr Kies:

Kies.
Apatit.

6 C. BUGGE. [No. 8.

Rutil.

Bronnuit.

Weniger Plagioklas.

Quarz (wahrscheinlich zum Teil sekundår).
Ein wenig Biotit.

3. Mehr Kies.

Nur wenig Plagioklas.
4. Viel Kies.

Bronnit.

Hornblende.

Sehwach pleokroitischer Biotit.

Der Bronzit zeigt einen deutlichen, hellgriinen und rötlich-
braunen Pleokroismus und ist in diesen pyrrhotinischen Noriten
håufig von einem Kranze griiner Hornblende umgeben. Ein-
zelne Individuen können auch beinahe vollståndig in diese griin-
lieche Hornblende umgewandelt sein.

Die Hornblende ist hauptsåchlich grinlichbraun. Jedoch
kommt auch daneben eine farblose samt der oben genannten
griinen vor.

Hiufig zeigt sie Streifung nach 101 (Nordenskjöld).

Der Biotit ist meistens wenig pleokroitisch.

Der Plagioklas zeigt Zwillingstreifung, sowohl nach dem
Albitgesetze als auch nach dem Periklingesetze, und ist sehr
basiseh.

Ein wenig Quarz findet sich bisweilen in der Hornblende
eingeschlossen. Wenn der Kies stark hervortritt, titt der
Plagioklas zurck, so dass sich in Pråparaten mit tberwiegend
Kies der Plagioklas nur als eine Seltenheit nachweisen låsst.

Fe-Mg-Silikate werden also mit dem Kies unter Zuriick-
treten der Ca-Al-Silikate konzentriert, ein Umstand, der in Bezug
auf die norwegischen Pyrrhotinnorite schon friher von Professor
Vogt beobachtet worden ist.

Der Magnetkies in Noriten pflegt, wie bekannt, als Grenz-
facies aufzutreten.

1906.] STUDIEN UBER KUGELGESTEINE. 7

Zu Romsaas kommt die Hauptmasse des Kieses an dem
westlichen Abhang der Kuppe vor und hat sich hier in gewissen
Streichen gesammelt, wie L. Meinich, der in den siebziger
Jahren den Grubenbetrieb leitete, in seinem Bericht "ber das
Vorkommen sagt. Kies kommt ausserdem beståndig im Norite
vor, so dass es sehr schwierig ist, ein kiesfreies Stick zu finden.

Der Kies ist also im Gestein gleichmåssiger verteilt, hat
aber weniger den Charakter einer Grenzfacies, wovon wir sonst
so viele Beispiele in unserem Lande haben.

Der Ni-Gehalt ist nach Meinich ca. 4 %. Der Gruben-
betrieb ist långst niedergelegt worden, nachdem einige Tausend
Tons Erz ausgesprengt worden waren.

Der Kugelnorit.
Literatur:

L. Meinich: Om Forekomsten af Nikkelmalm 1 Smaalenene.
Nyt Mag. for Naturvid. 1879.

Th. Hiorthdahl: Mineralanalyser fra Romsaas. Nyt Mag.
f. Naturvid. 1879.

J.H. L. Vogt: Bildung von Erzlagerståtten durch Differentia-
tionsprocesse in basischen Eruptivmagmaten. Zeitschnit
fir praktische Geologie 1893, April.

H. Rosenbusch: Mikroskopische Physiographie.

K. v. Chrustsehoff: Uber holokrystalline makrovariolitische
Eruptivgesteine. 1897.

Brøgger & Båckström: Granit, Vasastaden ved Stockholm.
Geol. För. Förh., Stockholm. B. IX, Pag. 3807.

Meinich weist nach, dass die sphåroidale Entwickelung
auf den Rand der Noritkuppe begrenzt ist. Doch teilt er mit,
dass an verschiedenen Stellen in der Mitte des Norites in grosser

Entfernung von der Grenze, wie z. B. im sidlichen Teile der

Kuppe wie auch in der Nåhe des höchsten Gipfels, Partien mit

sphåroidaler Entwickelung gefunden worden sind.

Meinich gibt eine Analyse eines anthophyllitåhnlichen Bron-
zites, welcher von einer Kugel herrihrte, die in der Mitte des

8 C. BUGGE. [No. S.

Norites gefunden worden war. Gleichfalls hat er einen rötlich-
grauen Feldspat aus der Zwischenmasse des Kugelnorites und
einen griinlich-grauen Feldspat, ebenfalls aus der Zwischenmasse
herriihrend, analysiert (Siehe P. 17).

Er sagt, dass die Kugeln ,eine konzentrische dickschålige
Struktur also wie eine dickschålige Lauch* haben, wåhrend die
zwei Kugeln, die er in der Grube fern von der Grenze fand,
radialstrahlig waren.

Th. Hiorthdahl gibt zwei Analysen eines aus zwei Kugeln
ausgepfliickten Pyroxens.

K. v. Chrustsechoff hat die Sphåroiden als strahlig mit
einer åusseren Calotte aus Hornblende beschrieben. Ausserdem
hat er eine Planche beigelegt.

Die Zwischenmasse enthålt nach seiner Angabe 5 Glieder
von der Andesin-Labradorit- Anorthitserie, was weder mit
Meinichs Analysen noch mit meinen Untersuchungen iberein-
stimmt (vgl. P. 138).

Der Pyroxen, der von K. v. Ghrustschoff als triklin
aufgefasst wird, zeigt nach meiner Beobachtung in allen Schnitten
rhombische Auslöschung und den gewöhnlichen Pleokroismus
des Bronzites. Was vielleicht die Bestimmung des Bronzites
erschweren kann, ist die bisweilen starke Durchsetzung mit
Hornblende.

Er gibt daneben Analysen eines ,, Bronzit-åhnlichen Pyroxens*
und zweier Feldspate aus der Zwischenmasse (Siehe P. 17).

Die zwei Feldspatanalysen zeigen ziemlich gewiss die Mittel
der zwei vorkommenden Plagioklase, des Oligoklases und Labra-
dorits, die sowohl Meinich als ich gefunden habe. Sie sind
deshalb sehr nötzlich bei Mineralberechnungen von der Zwischen-
masse.

Varietåten von dem Kugelnorite.

Die sphåroidale Entwickelung des Norites muss als eine
Grenzfacies aufgefasst werden. Dass der Kugelnorit an die peri-
pherischen Teile geknipft ist, ist wie gesagt, schon von
Meinich nachgewiesen worden, dass er aber auch wirklich

1906.] STUDIEN UBER KUGELGESTEINE. 9

eine Grenzfacies von einer eigentiimlichen chemischen Zusammen-
setzung ist, kann chemisch nachgewiesen werden.

Die dem Gipfel von Romsaas nåher befindlichen sphåroi-
dalen Entwickelungen lassen sich auch als Grenzfacies beur-
teilen, indem angenommen werden muss, dass die Erosion im
zåhen Gesteine sehr gering gewesen ist.

Der Kugelnorit kommi in 3 verschiedenen Varietåten vor:
1) in einer grosskugligen Varietåt mit kartoffelgrossen und 9) in
einer kleinkugligen mit haselnussgrossen Kugeln.

In der Sten Varietåt sind die Kugeln durch lange spindel-
förmige, mit langen Schwånzen versehene Körper ersetzt.

Der gross- und der kleinkuglige Norit.

Diese 2 Varietåten lassen sich genau von einander unter-
scheiden, jedoch kommen alle Ubergånge von ganz kleinen An-
deutungen zur Kugelbildung bis zu kokosnussgrossen Kugeln
vor. Die Grösse der Kugeln nimmt allmåhlich ab, so dass die
grössten Kugeln sich der Grenze am nåchsten finden, wåhrend
die kleinsten am weitesten von der Grenze entfernt sind.

Die Planche II zeigt eine polierte Flåche des grosskugligen
Norites, und die Planche I eine des kleinkugligen.

An der Planche II sind die Kugeln von weissen Hillen
umgeben, die an der Originalplatte mit einer rostbraunen Farbe
hervortreten. Alles ausserhalb dieser Hiille ist Zwischenmasse,
in der das Schwarze Biotit, das Weisse Feldspat und Quarz ist.
Das Weisse unmittelbar rechts von der grossen mittleren Kugel
ist Kies. Der in den Kugeln vorkommende Bronzit zeigt gewöhn-
lich eine helle Farbe, die farbige Hornblende dagegen eine
dunkle.

An der Planche I tritt der Unterschied zwischen der Horn-
blende und dem Bronzit weniger deutlich hervor.

Die Sphåroiden sind gewöhnlich der Kugelform angenåhert,
jedoch mit vielen Unregelmåssigkeiten, so dass sie håulfig, wo
2 Sphåroiden zusammenstossen, eine Einkriimmung mit einer

10 C. BUGGE. [No. 8.

entsprechenden Auskrimmung zeigen, wo die Zwischenmasse
ilberwiegt.

Die Zwischenmasse des Kugelnorites ist ungleichmåssig ver-
teilt, indem in einzelnen Partien verhåltnismåssig viele Kugeln
mit nur geringen Spuren von der Zwischenmasse dicht zusam-
mengedrångt liegen, wåhrend in anderen Partien dagegen die
helle Zwischenmasse deutlicher hervortritt.

Man wird sofort beobachten, dass die Kugeln des gross-
kugligen weit besser als die des kleinkugligen Norites begrenzt
sind. Dieser Letztere scheint nicht dieselbe Tendenz zur sphåro:-
dalen Entwickelung wie der Erstere gehabt zu haben. Die
Struktur ist deutlicher und låsst sich besser beobachten, als bei
dem grosskugligen Norite.

An der Planche II ist es sehr ins Auge fallend, dass die
Kugeln eine radialstrahlige Struktur haben und von einer dunkel-
farbigen, nur wenige mm. dichten Calotte umgeben sind. Inner-
halb dieser Calolte lassen sich radialstrahlige helle oder dunkle
Partien, oft mm der Form eines Sektors, wo die Spaltbarkeit
gut hervortritt, unterscheiden. Von der dunkeln Calotte an kon-
vergieren håufig gegen das Centrum Strahlen derselben dunkeln
Farbe. Bisweilen kann man zwischen zwei dunkeln sektor-
förmigen Partien helle Strahlen beobachten.

Die Calotte um die Kugeln bewirkt, dass diese ausserordent-
Lich. zåh und deshalb sehr schwer zu zerschlagen sind, wåhrend
nicht viele Schlåge notwendig sind, um die Kugeln aus ihrer
Lage zu treiben. Ein wenig Biotit folgt dann dabei als eine
Hiille aussen an den Kugeln, wåhrend ein Teil als eine Schicht
in dem dadurch entstandenen Raume zuriickbleibt.

Bei dem kleinkugligen Norite tritt die Struktur nicht so
stark hervor. Die Calotte ist nur sehr schlecht entwickelt, wes-
halb die Kugeln auch nicht so gut gegen die Zwischenmasse
begrenzt sind, wie bei dem grosskugligen Norte. —Jedoch låsst
sich, und zwar am besten unter dem Mikroskope, eine radial-
strahlige Struktur sehr deutlich beobachten. gleichwie auch bei

1906.] STUDIEN ÖUBER KUGELGESTEINE. del

der Untersuchung hervorgeht, dass es bei den zweierlei Kugel-
noriten keinen wesentlichen Unterschied in Bezug auf die
Struktur oder Zusammensetzung gibt. Nur scheint bei dem
kleinkugligen Norite die sphåroidale Krystallisation nicht so
vollendet wie bei dem anderen zu sein. In chemischer Bezie-
hung besteht der Unterschied zwischen ihnen darin, dass der
grosskuglige an Fe-Mg-Silikaten ein wenig reicher, an Ca-Al-
Silikaten dagegen årmer ist. (Siehe P. 22).

Die Mineralzusammensetzung bei den Kugeln (grossen
wie kleinen) ist:

Bronzit.

Grine und grinbraune Hornblende.

Farblose Hornblende.

Ein wenig Biotit.

Sehr selten ein basischer Plagioklas.

Selten Apatit.

Rutil.

Ein wenig Kies.

Unter dem Mikroskope observiert man, dass die erwåhnten
sektorförmigen Schnitte aus Bronzit bestehen, der håufig mit
Hornblende stark durchsetzt ist, bisweilen sogar im dem Grade,
dass der Bronzit beinahe verschwindet. Diese Durchsetzung
mit Hornblende erinnert stark an die Perthitstruktur bei dem
Feldspat.

Die homogenen Bronzitschnitte zeigen im Gegensatz zu dem,
was K. v. Chrustschoff beobachtet hat, mit dem rhombischen
System iibereinstimmend auf Pinakoidschnitten immer parallele
Auslöschung samt einem deutlichen Pleokroismus: rötlichbraun
und hell griinlich.

Die Calotte, die die Kugeln umgibt, besteht hauptsåchlich
aus Hornblende, die zum grössten Teile farbig ist, was die
schwarze Farbe des Ringes an einer polierten Flåche hervor-
bringt.

Die erwåhnten dunkeln, von der Calotte oft gegen das Cent-
rum konvergierenden, Strahlen bestehen aus einer feinkörnigen,

12 C. BUGGE. [No. 8.

hauptsåchlich grinen und grinlichbraunen Masse von Horn-
blende, håufig doch auch aus Biotit. Diese feinkörnige Masse
findet sich oft in den centralen Partien, wo die sektorförmigen
Individuen zusammenstossen.

Die farblose Hornblende ist nicht pleokroitisch, wåhrend
die grine einen ziemlich starken Pleokroismus nach folgendem
Schema zeigt:

b=e - grinlich-braun
a - hell-gelb-grin
also: b=c>a.

Die 2 Hornblenden sind nahe verwandt. So trifft man sie
håufig lamellår zusammengewachsen oder mit einer unregel-
måssigen Grenze an, in welchem letzteren Falle jedoch die
Qrientierung so ist, dass die Auslöschung eine gemeinsame ist.
Die grine Hornblende zeigt håufig eine Streifung nach 101.

Der Biotit zeigt unregelmåssige Begrenzung und kommt
hauptsåchlich in den peripherischen Teilen sowie in der körnigen
Masse zwischen den grösseren Bronzitindividuen vor, alle Uber-
giinge von starkem bis zu ganz schwachem Pleokroismus zeigend.

Der Kies kommt sehr spårlich in unregelmåssigen Partien
vor, am håufigsten in den centralen Teilen der Kugeln.

Der Apatit ist sehr selten, wåhrend der Rutil oft sehr
reichlich als kleine braune Krystalle von håufig nur mikro-
skopiseher Grösse, aber daneben auch in grösseren Krystallen
oder in unregelmåssig begrenzten Partien vorhanden ist.

Die Zwischenmasse bei diesen 2 Varietåten des Kugel-
norites, d. h. die des gross- und die des kleinkugligen, besteht
aus einem sehr grobkörnigen Gemenge folgender Mineralien:

Plagioklas.

Quarz.

Biotit.

Apatit.

Rutil.

Der Plagioklas zeigt eine vorziiglige Zwillingstreifung auf
OP nach dem Albitgesetze, bisweilen kommt auch eine nach

1906.] STUDIHN ÖUBER KUGELGESTEINE. 13

dem Periklingesetze vor. Mittels der Auslöschung auf OP wurden
2 Plagioklase nachgewiesen. Der eine ist ein basischer Labra-
dorit (Ab, An,) mit einer Auslöschung auf OP="7" 15" und
entspricht ziemlich genau dem von Meinich analysierten rötlich-
grauen Plagioklas mit 52.83 % S10, (Siehe P. 17).

Der zweite ist ein basischer Oligoklas oder eher Andesin (Ab,
Ån»,) mit einer Auslöschung von 3" 30' und entspricht dem von Mei-
nich analysierten grinlich-grauen Plagioklas mit 58.59 % Si 0,.

Ausserdem habe ich einmal eine Auslöschung auf OP =
1” 15", die derjenigen eines sauren Oligoklases entspricht, ge-
messen.

Der Biotit kommt in ziemlich grossen Blåttern vor, die
eine Tendenz zur Bildung von Ansammilungen in der Nåhe der
Kugeloberflåche haben. Der Pleokroismus ist bisweilen schwach,
im allgemeinen jedoch ziemlich stark.

Als jiingster Bestandteil findet sich Quarz in unregelmåssig
begrenzten Individuen.

Der Kies kommt in ziemlich grossen Mengen vor, ist aber
ungleichmåssig verteilt und zeigt eine sehr unregelmåssige Be-
grenzung.

Der Rutil ist in braunen idiomorphen Krystallen vorhanden.

Norite mit spindelförmigen Sphåroiden.

Diese Varietåt ist von den 2 anderen, die beschrieben sind,
im wesentlichen verschieden, indem der starke Gegensatz zwl-
schen einer hellen Zwischenmasse und den dunkeln Sphåroiden
hier nicht hervortritt. Ferner ist sie besonders Biotit-reich und
stark schiefrig, indem die Biotitblåtter parallel angeordnet sind.
In diesem schiefrigen, Biotit-reichen Gestein kommen ausser den
spindelförmigen Sphåroiden auch kleine Knoten aus Quarz, Feld-
spat oder Bronzit-Hornblende, sowie lange helle Feldspat- oder
Quarz-streifen vor. Die Sphåroiden sind wie erwåhnt lang, spin-
delförmig und håufig mit langen Schwånzen versehen. Die

Grösse wechselt von einer ganz kleinen bis zu der einer Kar-
toffel.

14 C. BUGGE. [No. 8.

Die Mineralzusammensetzung dieser Sphåroiden ist
im wesentlichen dieselbe wie bei den kugelförmigen, jedoch
tritt die Hornblende wiel stårker als bei jenen hervor. Im
Gegensatz zu den kugelförmigen zeigen die spindelförmigen
Sphåroiden keine radialstrahlige Struktur. Hauptsåchlich bestehen
sie aus einem körnigen Gemenge von Hornblendeindividuen, die
indessen håufig mit der Långsrichtung parallel geordnet sind.
Die Sphåroiden liegen in der Zwischenmasse, die Långsrichtung
mit der Schiefrigkeit parallel. Es war ihnen leicht beizukommen,
da die Zwischenmasse von einer sehr lockeren (verwitterten)
Natur war. Die Zwischenmasse kann als Biotitschiefer mit
Plagioklas- und Quarz-Knoten, -Linsen und -Streifen bezeichnet
werden. Apatit ist in verhåltnismåssig grosser Menge vor-
handen. Mitunter kann man auch Rutil wahrnehmen.

Zwischen dem mit kugelförmigen und dem mit spindel-
förmigen Sphåroiden versehenen Norite besteht ein Ubergang, so
dass man zuerst nur kugelförmige, dann kugelförmige mit ein-
zelnen ellipsoidisehen, danach nur linsenartige, zuletzt spindel-
förmige Sphåroiden findet. (Siehe PI. ID.

Durch Beobachtung der Strukturrichtung dieser ie
stadien kann man darlegen, dass diese, welche bei den kugel-
förmigen Sphåroiden radial ist, bei den ellipsoidisehen und
linsenartigen Sphåroiden mehr parallel mit der Löångsrichtung
wird.

Es låsst sich auch zugleich beobachten, dass diese Ab-
ånderung der Strukturrichtung von einer Umwandlung des
Bronzites in Hornblende begleitet wird. Dadurch wird ein
Ubergang von einer Struktur nach einer bestimmten Richtung
zu einer körnigen Struktur verursacht. Diese Umwandlung in
Hornblende hat bewirkt, dass das letzte Stadium der bespro-
chenen Ubergangsreihe, d. h. in Bezug auf die spindelförmigen
Sphåroiden, nicht långer eine deutliche Strukturrichtung besitzt;
sie ist vielmehr körnig.

Dass diese Sphåroiden wesentlich aus Hornblende bestehen,
ferner lang und spindelförmig sind und in einer schieferartigen
Zwischenmasse liegen, leitet den Gedanken darauf hin, dass

1906. STUDIEN ÖBER KUGELGESTEINE. 15

diese Varietåt unter Druck gebildet sei, dass hier eine Aus-
walzung stattgefunden habe.

Vieles deutet darauf, jedoch muss es kein kleiner Druck
gewesen sein, der diese zåhen Kugeln håtte auswalzen können,
so dass es iiber dem ganzen Noritgebiete merkbar sein misste.
Und freilich ist es so, dass man bisweilen Spur von Druck ent-
decken kann; so sind z. B. die Plagioklaslamellen bisweilen ein
wenig gebogen, aber sonst verspirt man von Druckphånomenen
nur wenig.

Betrachtet man Planche II, scheint der Kugelnorit keinem be-
deutenden Druck ausgesetzt gewesen zu sein. Im Gegenteil, es
scheint vielmehr, als ob die Ein- und Auskriimmungen, die die
Kugeln zeigen, urspriingliche Krystallisationsrichtungen selen.
Die Kugeln zeigen nåmlich, wie gesagt, Auskrimmungen, wo
die Zwischenmasse in grösserer Menge vorhanden ist, und folg-
lich die Möglichkeit eines ungehemmten Wuchses am grössten
gewesen ist. Finkrimmungen kommen nur vor, wo es wenig
Zwischenmasse gibt.

In Bezug auf das Vorkommen dieser schiefrigen Varietåt
ist indessen die Figentimlichkeit zu merken, dass sie haupt-
såchlich zwischen dem ordinåren Kugelnorite und dem ordi-
nåren Norite vorkommt, so dass sie wie ein langer Streif der
Grenze zwischen diesen folgt. (Siehe die Karte P. 4).

Wie gesagt gibt es einen Ubergang zwischen dem schief-
rigen und dem ordinåren Kugelnorite, dieser Ubergang aber geht
doch so schnell vor sich, dass man ca. 1 m. von dem schiefrigen
Kugelnorit den ordinåren Nort finden kann. Gegen den ordi-
nåren Norit geschieht der Ubergang ebenso schnell. Wenn man
das Profil eines Stollens passiert, bekommt man gleich den
Eindruck, dass hier Gleitungen von dem Kugelnorite und
dem ordinåren Norite in gegenseitigem Verhåltnis stattgefunden
haben miissen, indem das Gestein verfault ist und zertriimmert
aussieht.

Bei nåherer Untersuchung geht auch mit ziemlich grosser
Sicherheit hervor, dass es die Verschiebung der 2 ungleichen
Massiven in wechselseitiger Beziehung ist, die die Auswalzung

16 C. BUGGE. [No. 8.

verursacht hat. Dass man es hier mit einer Verwerfung zu
tun hat, wird in hohem Grade dadurch beståtigt, dass beinahe
nur der Biotit und die ausgewalzten uralitisierten Kugeln ibrig
sind, wåhrend die hellen Minerale zum grossen Teile lings dem
Verwerfungsplan verwittert sind.

Ganggesteine.

Zu Romsaas kommen drei verschiedene Gånge vor, die den
Norit durchdringen. Sie sind entweder leukokrate oder melano-
krate.

Die leukokraten Ginge sind Granitginge, die håufig pegma-
titisch entwickelt sind. Sie bestehen aus Oligoklas, Quarz und
Biotit. Bisweilen enthalten sie ein wenig Kies. Zudem haben
Meinich wie auch Vogt einen Orthoklasgranitgang gefunden.
Ein Oligoklaspegmatitgang bildet nach Meinich in einer Strecke
die Grenze zwischen dem ordinåren Norit und dem Kugelnorit.

Die melanokraten Griinsteinginge kommen diese Gånge
durehsetzend vor. Sie bestehen aus langen Plagioklaslisten in
einer feinkörnigen Masse aus Hornblende und Plagioklas. Granat
kommt auch in grosser Menge vor, bisweilen auch Kies.

Diese Griinsteingånge durchsetzen in grosser Anzahl den
Norit, håufig zwischen den Bånken, wo die besten Ablösungs-
plane zu finden sind.

1906.] STUDIEN UBER KUGELGESTEINE. 7
Chemische Verhåltnisse.
Chrustschoff. Hiorthdahl. Meinich. Bugge.
Bronzitåhn- Pvr P Pyroxen aus
Mitehes Pyr- Or 1 FN Kugeln in | Biotit-
R | Kugeln. Kugeln.
oxenmineral. der Grube.
SiQ, | 53,57 51,76 53,14 54,24 37,64
TiOg 1,57
AlzOg 4,27 2,99 1,02 3,32 20,15
| p
Fe303 | 11, 0 : ) 9,83
FeO | 15,01 19,73 17,84 17,40
MnO | 0,12 0,38 0,40 0,49
Mgo 23,62 23,24 24,85 93,15 16,44
CaO 1,03 2,35 2,69 0,82 0,70
Kz0 | 7,01
Ev
oe 2,57
P,0; 1,23
H,0 1,70
Glih-
verlust 0,29 0,86
100,20 100,07 99,92 99,69 99,93
| Chrustschoff. Meinich.
|
| |
Feldspat Plagiokl Mittel
ee Roe Grue
| aus der aus der AN Chrust-
| Zwischen- | Zwischen- Eg Sr schoffs
| Feldspat. Feldspat.
| masse. masse. Analysen.
SiO | 56,25 57,15 52,33 58,95 56,70
Al2Og | 27,93 27,20 29,99 27,56
FezQ3 0,45 0,32 0,51 0,38
CaO 959 9,08 11,64 9,33
MgO 0,19 0,14 0,97 0,16
K,0 0,16 0,26 0,42 0,21
Naz0 5,49 6,01 4,80 5,75
Gliihver-
lust 0,22 0,27 0,24
100,28 100,43 100,66 100,33
Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 8. 9

18 C. BUGGE. [No. 8.

DER Kugel- Plagio-
Zwischen- X ; norit. Ordinårer klas-
Kugeln. norit. : å ,
masse. Sr Kleine Norit. vedk
E Kugeln. Norit.
Kugeln.

SiO, 61,28 51,55 53.99 52,75 50,81 51,87
Ti0, 0,40 0,58 0,53 1,19 ) 385 0,82
Al,03 21,58 4,45 8,85 10,29 : 17,56
FesQ3 0,22 0,50 0,41 0,85 3,17 0,83
FeO 1,59 14,50 11,25 11,92 8,90 7,20

FeS 3,88
MnO 0,20 0,50 040 |. 0,46 Spur
MgO 1,85 22,08 17,02 15,61 16,49 6,82
CaO 7,51 2,61 3,88 4,21 4,40 10,65
Na2Q 4,44 0,64 1,59 1,66 1,18 OM
K20 0,74 0,56 0,58 0,81 0,99 0,87
P20; 0,52 0,11 0,22 0,40 0,51 0,62
H,0 0,40 1,28 1,06 0,92 0,95 0,60
100,77 99,36 99,78 100,57 100,14 99,95

Um die chemischen Verhåltnisse zu studieren, habe ich an
dem metallurgischen Laboratorium der Universitåt einige Ana-
lysen gemacht, nåmlich von Zwischenmasse, Kugel, Kugelnorit
mit kleinen Kugeln, Biotit aus dem Kugelnorit genommen, ordi-
nårem Norit, der das gewöhnliche Gestein zu Romsaas ist, sowie
von einem an Plagioklas reichen Norite im nördlichen Teil des
Romsaas. Die Zusammensetzung des Norites mit grossen Kugeln
wurde in folgender Weise berechnet:

Die polierte Flåche wurde auf Millimeterpapier gezeichnet,
so dass der Umriss der ganzen Flåche milsamt den Contouren
der Kugeln hervortraten. Durch Zusammenzåhlung aller Quadrate
der Zwischenmasse und der Kugeln wurden die zwei Flåchen-
inhalte Z und K berechnet. Die specifischen Gewichte des
Kugelnorites und der Kugeln betrugen beziehungsweise 3,00

und 3,28.

1906.] STUDIEN UBER KUGELGESTEINE. 19

3S(ZyZ+ KYK) Das Gewicht des Kugelnorits.

32SKYVK das Gewicht der Kugeln.
Das Gewicht des Kugel- das Gewicht der
norits = das Gewicht der Kugeln — Zwischenmasse
das Gewicht der Kugeln. das Gewicht der Kugeln.
ÆL
=3>

Die Zwischenmasse verhålt sich also zu den Kugeln wie
1:3 und mit Hilfe dieser Zahlen kann die Analyse vom gross-
kugligen Norit berechnet werden. Die obige Berechnung konnte
mit grosser Genauigkeit bewerkstelligt werden.

Mineralberechnung.

Auf Grundlage dieser Analysen kann eine Mineralberechnung
ausgefihrt werden. Von Mimeralanalysen sind die erwåhnte
Biotitanalyse, die von K. v. Chrustschoff mitgeteilte Bronzit-
analyse samt dem Mittel seiner 2 Feldspatanalysen benutzt
worden. Diese Analysen entsprechen nåmlich einem zwischen
Oligoklas und Labradorit liegenden Plagioklas und stellen ziem-
lich genau eine Durchschnittsanalyse der Feldspatsubstanz der
Zwischenmasse dar.

Zwischenmasse.
| | | Subtrac-
| | Subtrac- 6 DE
Berechnet MgO— | CaO—- | NaO— | AlyOg— vi tion vom
| | 100 von
dureh | Gehalt. | Gehalt. | Gehalt. | Gehalt. | SiO—
| 100 9/,.
Gehalt.
|
9 Biotit..-.10 10,15
, Plagioklas. | 7481 | 73,44 | 71,12
PAØuarz er | | 15,04 | 15,45

Die Bestimmung des Plagioklases durch den CaO-Gehalt ist
die sicherste, weil dieser analytisch immer der genauesle isl.

20 C. BUGGE. [No. 8.

Indem bei der Berechnung der KFinfachheit wegen der
Apatit und Rutil wegabstrahiert wurden, erbalten wir als Re-
sultat, nachdem wir wieder diese Minerale eingefihrt und auf
100 % zuriickreduciert haben:

73,49 % Plagioklas.
14,97 , Quarz.
oJoeBbrott
1,18 , Apatit.
0,89 , Rutil.

100,00 90.
Kugel.

Subtrac-
Berechnet K20 - e Ka MgO— | FeQ- | SiQs— Mitel
on von ittel.

durch Gehalt. pr å Gehalt. | Gehalt. | Gehalt.
Om Bot: 7,6

SMBronzit. > 99,40 992,82 99,13 91,84 92,17

Nachdem die Accessorien wieder eingefuhrt und auf 100 9%
zuriickreduciert worden sind, erhålt man folgendes Resultat:
92,08 % Bronzit (Hbl.)
TAO Biotut-
0,23 , Apatit.
0,55 , Rutil.

100,00 9.
Kugelnorit mit kleinen Kugeln.

Hier, wo die Berechnung eine Reihe von Mineralen um-
fasst und wo es auch unsicher ist, ob der Bronzit und der
Plagioklas dieselbe Zusammensetzung wie die analysierten haben,
wird die Berechnung am sichersten unter Benutzung theoretischer
Formeln ausgefihrt. Der Biotit dagegen wird als mit dem ana-
lysierten identiseh aufgefasst, weil er denselben Charakter hat.

1906.] STUDIEN ÖBER KUGELGESTEINE. 21

Bei der Berechnung wird vorausgesetzt, dass der Plagioklas
0,15 % K,0 enthålt und dass der CaO-Gehalt des Bronzits
(Hbl) = 2,52 ist, nåmlich das Mittel der Bronzitanalysen
Hiorthdahls.

10,12 % Biotit.

34,88 , MgSiO,.
20,04 , FeSi0,.
0,81 , MnSiO,.
9.05 , CaSiQ,.
10,29 , CaAl,Si,0,.
KEEENSAISKOP.
0,24 , KAISi;0,.
092 , Apatt.
EO kutil

4,15 , Quarz.

211 , Al,0, in Hornblende.

LTL UG

Oder:
10,12 % Biotit.
60,88 ,, Bronzt (Hbl.)
4,15 , Quarz.
22,44 , Plagioklas.
0,92 , Apatit.
JE gRutl

99 7100,

Ordinårer Norit

13,00 % Biotit.

61,19 , Bronzit (Hbl.) und Rutil.
21,60 , Plagioklas.

1,18 ,, Apatit.

3,88 » Klies.

100,85 9%0.

29 C. BUGGE. [No. 8.

Plagioklas-reicher Norit.

Dieser gibt bei einer åhnlichen Berechnung:
10,25 % Biotit.
25,64 , Bronut.
61,94 ,, Plagioklas.
1,43 , Apatit.
EZ Rull

Spur Quarz.
100,08 90.
Resultat :
fa £ o ,
5 EN = 5 E én E 2 g 5 45 å 5
E & 2 2 nKoG | På | YE
S ME E aa $
(db) ft
Plagioklas. .. 73,49 | Spur. 18,86 99 44 21,60 61,94
Quarz: 14,97 0 3,14 4,15 | Spur. Spur.
Bob 9,97 7,19 789 | 10,12| 13,00 | 10,25
Bronzit (Hbl.). 0 92,08 69,02 60,89 61,19 25,64
Apatt "2 1,18 0,23 0,47 0,92 1,18 1,43
Rutil 2 0,89 0,55 0,52 1,19 0,82
Krespr å 3,88
100,00 100,00 100,00 99,71 100,85 100,08

Die Zwischenmasse besteht also hauptsåchlich aus Plagioklas
und Quarz mit ein wenig Biotit samt Accessorien, die Kugeln
grösstentells aus Bronzit und Hornblende, ein wenig Biotit und
Accessorien, wåhrend der Kugelnorit aus ungefåhr 1/4 Zwischen-
masse und 34 Kugel zusammengesetzt ist.

Das Muttergestein (ordinårer Norit) zeigt ungefåhr dieselbe
Zusammensetzung wie der Kugelnorit, doch ist die Quarzmenge
viel kleiner, beinahe verschwindend. Ausserdem gibt es in dem
nördlichen Teil des Berges einen an Plagioklas reicheren Norit.

1906.] STUDIEN UBER KUGELGESTEINE. DE

Eliminiert man alle Minerale, Plagioklas und Quarz aus-
genommen, erhålt man folgende Mengen auf 100 % berechnet:

| : |
. | Kugelnorit. å
Zwischen- Kueelpol Ge av Ordinårer
Ua | Grosse Kleine Norit
pe Kugeln. Kugeln. å
Plagioklas ... | 85,08 85,08 84,39 99—100 9.
Quarz 23 16,92 16,92 15,01 Spur.

Das Verhåltnis zwischen dem Quarz und dem Plagioklas
in dem gross-kugligen Norit ist also 16,92:83,08, und in dem
klein-kugligen Norit, der als Norit mit angehender Kugelbildung
aufgefasst werden muss, nåhert sich das Verhåltnis demselben
Wert, doch hålt dieser Norit ein wenig mehr Plagioklas, und
das Verhåltnis ist folglich in dieser Varietåt nicht so gross. Die
ordinåren Norite (das Muttergestein) zeigen nur Spur von Quarz,
und das Verhåltnis zwischen Quarz und Plagioklas bei diesen
ist viel niedriger als bei dem Kugelnorit.

Von der Grenze bis zur Mitte der Noritkuppe
nimmt also das Verhåltnis zwischen Quarz und
Plagioklas immer ab.

Ein åhnliches Verhåltnis (ca. 17:88) zwischen Quarz und
Plagioklas habe ich auch bei anderen Kugelnoriten gefunden.
Da mir aber zur Zeit nur ein sehr kleines Material zur Ver-
figung steht, werde ich mich auf die Bemerkung beschrånken,
dass ich bei Durchgehung von Quarz-Norit-Analysen immer ge-
funden habe, dass das besprochene Verhåltnis niedriger als
17:83 ist, bisweilen demselben Wert sich nåhernd.

Es gibt jedoch zur Zeit zu wenige Mineralberechnungen von
Quarznoriten um etwas bestimmtes hieriiber festsetzen zu können.
Nur soll ein Quarznorit aus Rægefjord im Egersundsgebiete in
dem siidlichen Norwegen erwåhnt werden. Er ist von Kolderup
beschrieben*, und eine Mineralberechnung ist ausgefiihrt worden.

I Die Labradorfelse des westlichen Norwegens I. Bergens Museums
Aarbog 1896.

24 C. BUGGE. [No. S.

SiO, 52,21 0 61,68 % Plagioklas.

AD EE 12,90 ,, Augit (Hornbl.)
Al,0, 19,24 10,71 , Quarz.
Fe,0, 10,46 , 11,05 ,, Ilmenit.
FeO — 2,89 , Apatit.
MnO — -
MgO 92386 ,
Gao T25r
Na,0 3,48 ,
KJOMFE00
POE LIA

100,45 9/0.

Das Verhåltnis zwischen Quarz und Plagioklas auf 100 9
berechnet ist 14,78: 85,29.

Weil die Kugeln eine scharfe Begrenzung gegen die Zwischen-
masse zeigen, kann man schwerlich etwas anderes annehmen,
als dass der Bronzit friher als die hellen Mineralen auskry-
stallisiert ist. Der Biotit steht auf dem Ubergangsstadium
Kugel-Zwischenmasse, also unmittelbar nach dem Bronzat und
zum Teil gleichzeitig.

Der Quarz kommt teilweise als Ausföllungsmaterial zwischen
Plagioklasindividuen vor und ist zuletzt ausgeschieden worden.
Rutil tritt in idiomorphen Krystallen auf, hauptsåchlich in den
Kugeln, ist also zuerst auskrystallisiert. Vielleicht ist ein TiO,-
Gehalt in Biotit, Bronzit und Hornblende sekundår als Rutil
ausgeschieden, indem mikroskopisch kleine Rutilkrystalle in den
erwåhnten Mineralen eingeschlossen in sehr grosser Anzahl vor-
kommen.

Der Biotit hat einen TiQ,-Gehalt = 1,57 9.

Kies und Apatil treten iiberwiegend in der Zwischenmasse
auf. Da man beide inmitten des Plagioklases finden kann, sind
sie folglich ålter als dieser.

Die Krystallisationsfolge ist also im wesentlichen: In den
Kugeln Rutil, Bronzit, Biotit; demnåchst in der Zwischenmasse
Kies, Apatit, Plagioklas, Quarz.

1906.] STUDIEN ÖBER KUGELGESTEINE. 25

In dem ordinåren Norite ist die Krystallisationsfolge bis zu
einem gewissen Grade dieselbe wie in dem Kugelnorit. Doch
ist nicht der ganze Brorit vor dem Plagioklas auskrystallisiert,
sie greifen vielmehr ineinander iber, so dass ein grosser Teil
des Bronzits und des Plagioklases gleichzeitig auskrystallisiert ist.

Es besteht also ein sehr wesentlicher Unterschied zwischen
den Krystallisationsfolgen in dem Kugelnorit-Magma (Lösung
von Bronzit, Plagioklas, Quarz u. s. w.) und in dem ordinåren
Norit-Magma (Lösung von Bronzit, Plagioklas u. s. w.)

In dem ersten ist der ganze Bronzit fruher als
der Plagioklas krystallisiert, in dem letzten dagegen
ist ein grosser Teil des Bronzits zur gleichen Zeit
wie der Plagioklas krystallisiert.

Das Vorkommen des Apatits.

Betrachtet man das Schema der Mineralberechnung des
Kugelnorits sieht man folgendes:

Kugelnorit. | Kugelnorit. Zvisel
O/g- Kugel. Grosse Kleine Me
Kugeln. Kugeln. Ma
Plagioklas ... Spur 18,36 29.44 73,49
Apatt....-. | 0,23 0,47 0,92 1,18

Der Apatitgehalt nimmt also mit dem Plagioklasgehalt zu,
und da dieser in der Zwischenmasse konzentriert ist, ist folglich
auch der Apatitgehalt viel grösser in der Zwischen-
masse als in den Kugeln.

Dieser Phosphorsåuregehalt ist vielleicht der Zwischenmasse
zugefiihrt worden durch eine pneumatolytische Tåtigkeit langs
dem Rande der Kuppe, nachdem die Kugeln schon auskrystalli-
sjert waren.

Gegen diese Annahme spricht der oben erwåhnte Zu-
sammenhang zwischen dem Apatitgehalt und dem Plagioklas-
gehalt.

26 C. BUGGE. STUDIEN ÖBER KUGELGESTEINE. |[No. 8. 1906.]

Nimmt man an, dass der Phosphorsåuregehalt nicht pneu-
matolytisceh herbeigefåhrt ist, kann man schwerlich das iiber-
wiegende Vorkommen des Apatits in* der Zwischenmasse auf
andere Weise erklåren als dadurch, dass der Apatit zum wesent-
lichsten Teile nach dem Bronzit krystallisiert ist, indem es wenig
glaublich scheint, dass die Kugeln erst in Tropfen ausgeschieden
und dann nach der Zwischenmasse krystallisiert seien.

Resumé.

Das Noritgebiet zu Romsaas ist in mehreren Beziehungen
eigentiimlich.

Das Charakteristische des ganzen Gebietes ist der unge-
wöhnlich grosse Reichtum an MgO und FeO. Die an Mgo und
FeO reichsten der vorkommenden Norite halten nåmlich 28—29
% dieser Oxyde; die an MgO und FeO årmsten zeigen auch
einen sehr hohen Gehalt davon, nåmlich 14—15 % MgO + FeO.
Der Kugelnorit enthålt ca. dreimal so viel Fe-Mg— Silikate
(Kugeln) als Plagioklas und Quarz (Zwischenmasse).

Zu Romsaas hat eine starke Differentiation stattgefunden.
Man kann mindestens 5 Differentiationsriehtungen unter-
scheiden, nåmlich:

1. Norit, relativ reich an Plagioklas.
Der nördlichste Teil von Romsaas und Kraakaas. Sehr
arm an Kies. Nord und Ost.
2. Bronzit-reicher Norit.
Die Hauptmasse von Romsaas. Sid und West. Kies-
haltig.
3. Bronzit-reicher Kugelnorit.
Im westlichen Teil; relativ quarzhaltig mit ein wenig
Kies.
4. Kies und Pyrrhotinnorite.
Wesentlich im westlichen Teil.
5. Verschiedene Gånge, leukokrate und melanokrate.

Gedruckt 6 August 1906.

1

Pr. I.

No. 8.

Vip.-SeLsk. Foran. 1906.

== ee

Pr. Il.

Vp.-SeLsk. Form. 1906. No. 8.

Cedar

eru JUDE

Vip.-Setsk. Forn. 1906. No. 8.

AKCENTUERINGEN

TYRKISK (OSMANISK).

KONRAD NIELSEN.

(CHRISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER FOR 1906. No. 9.)

—— of — ——————

CHRISTIANIA.
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD.
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI.

1906.

Akcentueringen i tyrkisk (osmanisk).
Af

Konrad Nielsen.

Foredrag 1 Vid.-Selsk. hist.-filos. klasses møde den 27de oktober 1905.

I sin afhandling om tyrkisk lydhistorie! nævner VirH.
GRØNBECH etpar gange, at man lidet eller ingenting ved om ak-
centens plads 1 de tyrkiske sprog. — S.87—88 siger han, efter
at have nævnt akcenten som den sandsynlige forklaring til visse
lydhistoriske fænomener: ,Det er jo en overmåde vanskelig sag
at behandle aksenten i sprog der er ganske uopdyrkede, ja hvor
vi næsten ikke ved noget om den nuværende betoning.* Og
s. 96 heder det: ,Man må også før eller senere komme til at
spørge hvor aksenten har ligget; foreløbig vilde det være dår-
skab at spekulere derover, siden vi ikke engang ved hvor den
nu ligger. I almindelighed er der vel tendens til at betone
sidste stavelse, men deraf følger jo langtfra at det altid har
værer sadan- Mr

Det er sandt og vist, at synderlig grei besked om akcent-
forholdene 1 tyrkisk faar man ikke af de foreliggende gram-
matiker.

I Raprorr's ,Phonetik der nördlichen Tirksprachen* findes
et kapitel med overskrift ,Der Wortton*.

En indledende paragral forklarer her, at hvad forf. kalder
; Wortton*, i de tyrkiske sprog har mindre betydning end i de
indo-europæiske sprog, idet de tyrkiske sprog, ligesom overho-

: Forstudier til tyrkisk lydhistorie. Af Vilh. Grønbech. Kjøbenhavn 1902.
Vid.-Selsk. Forh. 1906. No. 9. - 1

Å KONRAD NIELSEN. [No. 9.

vedet de ural-altaiske, betjener sig af vokalharmonien til at grup-
pere stavelser og stammer til et organisk hele. ,Der Wortton*
er her kun til for at opnaa velklang, det vil sige: den har kun
den opgave at give de monotont klingende stavelsesrækker en for
øret behagelig afveksling og endnu skarpere at markere sammen-
hængen mellem de agglutinerede stavelsesrækker.

I den følgende paragraf fortsættes der saa: ,Um dies zu
erreichen, wird in den Tiurksprachen jeder zu einem Worte zu-
sammengeleimte Silbencomplex von zwei Tonsilben eingeschlossen,
und zwar erhålt die erste (Stamm-JSilbe eine aufsteigende halbe
Tonerhebung, wåhrend auf der Schlussilbe der volle absteigende
Wortton ruht. Zwischen diesen beiden Tonsilben bilden die
tonlosen Silben eine Reihe gleichmåssiger Vocalverstösse.* Saa
følger eksempler og oplysninger om dialektiske afvigelser.

En ny paragraf forklarer saa, at denne ,Doppelton* skal
være begrundet i agglutinationens natur. Lignende forhold skal
gjenfindes i mongolsk og mandschuisk.

Jeg har citeret den foregaaende paragraf paa tysk, fordi en
ordret norsk gjengivelse vilde faa en ganske anden mening end
den, forf. tilsigter. Udtryk som ,tonestavelse*, ,opadgaaende
halv tonestigning*, ,den fulde nedadgaaende ordtone* vilde uvil-
kaarlig lede tanken hen paa musikalske forholde. Heller ikke
paa tysk kan udtrykkene siges at være synderlig klare.

Imidlertid fremgaar det af kapitlets slutningsparagraf, at det
ikke er de forskjellige stavelsers ,,tone*, ,den musikalske akcent*,
men den eksspiratoriske akcent, forf. taler om. Her opregnes

nemlig en række tilælder, hvor ,hovedtonen* ikke hviler paa
sidste stavelse, og der nævnes visse partikler, som er ,ubeto-

nede*.

Hvad der egentlig menes med de nylig citerede udtryk om
akcenten: ,opadgaaende halv -stigning* og ,den fulde nedad-
gaaende*, bliver rigtignok fremdeles noget dunkelt; men hoved-
indholdet af paragrafen maa kunne sammenfattes saaledes: de
tyrkiske sprog har i almindelighed hovedakcenten (og høieste
tone?) paa sidste stavelse af ordet, paa første stavelse falder en
biakcent.

1906.] AKCENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 5

Hvad særskilt det osmaniske sprog angaar, saa meddeler
grammatikerne i almindelighed, at hovedakcenten i regelen ligger
paa ordets sidste stavelse.

Saaledes heder det i Henry JeHLITsCHKA'S ,, Tiirkische Kon-
versations-Grammatik*, der udkom 1 1895 (s. 17):

Ord- og sætningsakcent har tilbøielighed til at holde sig
mod slutten af ordet, resp. sætningen. Akcenten hviler næsten
altid paa ordets sidste stavelse, især naar denne er en gramma-
tikalsk endelse. Derfor vil akeenten i denne bog senere kun
blive betegnet i undtagelsestilfælde, d. v. s. naar den ikke hviler
paa endestavelsen *

Og Pröntr's ,Rendszeres oszmån-lörök nyelvtan*, en tyr-
kisk grammatik paa ungarsk, som udkom 1 1899, gjør udtrykke-
lig opmerksom paa, at suffiks og bøiningsendelse sammen med
ordstammen er at opfatte som ett ord og stilles under én akcent.

saaledes skal hvert fikke sammensat* ord, hvormange suf-
fikser og bøiningsendelser det saa er forsynet med, have ak-
centen paa sidste stavelse . . .*

Saa nævnes eksempler. Af undtagelser findes ikke nævnt
andet, end at de forskjellige bøiningsformer af verbet ,at være*
(saaledes ogsaa flerstavelses-former) ligesom enstavelses konjunk-
tioner er ,fuldkommen akcentløse*.

I en .særskilt paragraf om spørgepartiklens plads 1 verbet
og de sammensatte verbalformers akcentuering udtales, at spørge-
partiklen altid er akcentløs, og at det samme er tilfældet med
verbet ,at være", ogsaa naar det føles til verbalstammer og
danner sammensatte verbalformer. Derfor er der flere tilfælder,
hvor den rigtige mening er betinget af rigtig akcentuering, idet
nemlig possessive suffikser har samme former som verbet ,at
være*, — kun at de er akcentuerede.

De andre osmanisk-tyrkiske grammatiker, jeg har havt an-
ledning til at se, giver alle paa én nær samme hovedregel om
akcentueringen: sidste stavelse har akcenten.

Men samtidig nævnes der adskillige undtagelser fra denne
hovedregel, — foruden partikler og bøiningsformer af verbet ,at

6 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

være* ogsaa endel ,stamord* og — fornemmelig — afledede
ord. Hvorfor netop disse afledninger skulde have en anden ak-
centuering end andre, derom gives ingensomhelst oplysning”.

Og saa er det at merke, at det slet ikke altid er de samme
undtagelser, som opføres af de forskjellige forfattere.

Den som har funderet over grunden til disse uoverensstem-
melser, vil med glæde gribe den forklaringsgrund, som man kan
slutte sig til af de indledende bemerkninger om akcentueringen
i LeoroLp PekorscH's ,Praktisches Ubungsbuch*?.

Den almindelige mening, at hovedakcenten paa faa und-
tagelser nær ligger paa sidste stavelse, skulde behøve en nærmere
forklaring: ,Først og fremst bør gjøres opmerksom paa, at be-
toningen i tyrkisk er vaklende, tilsyneladende endog ganske vil-
kaarlig og overhovedet ikke fremtræder særlig skarpt og pronon-
ceret

Efter dette skulde man kunne antage, at de indbyrdes mod-
stridende meddelelser om undtagelserne fra hovedregelen kunde
skyldes mislykkede generaliseringsforsøg. Undtagelserne skulde
for størstedelen ikke være konstante.

Men saa bringer ungareren I. Kunos 1 sin iaar udgivne
tyrkiske grammatik (fortsættelse af hans 1 1900 paabegyndte
»Ghrestomathia orientalis*) den overraskende oplysning, at
,styrke-akcenten* uden undtagelse falder paa ordets første
stavelse, medens ,høideakcenten* regelmæssig falder paa en af
ordets sidste stavelser.

Da udtrykkene forekom mig noget uklare?, bad jeg forfat-
teren om velvillig forklaring og fik da det svar, at ,styrke-

1 Sml. f. eks. den ,Traité de la prononciation turque*, som indleder

Yovussovur's tyrkisk-franske ordbog, s. 5 f.

Praktisches Ubungsbuch zur grindlicheren Erlernung der osmanisch-

tiirkisehen Sprache sammt Sehliissel. Von Leopold Pekotsch. Erster

Theil. Wien, 1894.

* Begyndelsen af afsnittet om akcenten, indeholdende de prineipielle ud-
talelser om sagen, lyder i oversættelse saaledes: ,Spørsmaalet om den
tyrkiske akcent er endnu ikke tilstrækkelig udredet i den videnskabelige
literatur. I almindelighed ved vi kun saa meget, at akcenten 1 de tyr-
kiske sprog regelmæssig er paa de sidste stavelser. Paa den anden
side synes det ligeledes bevist, at der i en vis samling af stavelser,

2

1906.] AKGENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 7

akcenten* (az erösségi hangsuly) er ordets hovedakcent, medens
,høide-akcenten* (a magassågi hangsuly) ikke betegner en fra
den eksspiratoriske akcent skilt musikalsk akcent — jeg havde
tænkt mig noget i lighed med forholdet 1 norsk og svensk —,
men en eksspiratorisk biakcent, ledsaget af høiere tone.

De undtagelser, andre tyrkiske grammatiker beskjæftiger sig
med, skulde altsaa gjælde biakcenten og ikke hovedakcenten.
Kunos anfører da ogsaa en anselig række saadanne undtagelser.

Under mit arbeide med tyrkisk i Budapest benyttede jeg
Kunos's lærebog — forfatteren var ogsaa min lærer —, og jeg
vænnede mig rent uvilkaarlig til at udtale tyrkisk ligesom un-
garsk med udpræget akcent paa ordets første stavelse.

Min overraskelse var derfor meget stor, da jeg første gang
fik anledning til at høre tyrkisk tale, og det straks blev mig
klart, at den tyrkiske akcentuering er aldeles grundforskjellig fra
den ungarske.

Det var i det primitive tyrkiske theater 1 Sofia. Stort for-
stod jeg jo endnu ikke af sproget; men det forstod jeg da ial-
fald, at den forestiliing, jeg havde faaet om den tyrkiske akcent,
var helt feilagtig. Istedenfor den skarpt udprægede ungarske
akcentueringsmaade, hvorefter ordets første stavelse altid har en
,skarpt skaaret* (scharf geschnitten), temmelig sterk akcent,
mens de følgende stavelser udtales med saa jevnt tryk, at det
er nogetnær umuligt at konstatere nogen biakcent, hørte jeg her
en stadig vekslen af sterkere og svagere akcent, — aldrig særlig
sterk og altid ,svagt skaaret* (schwach geschnitten). Hvor jeg
kunde skjelne de enkelte ord, var første stavelse snart ak-
centueret, snart ikke akcentueret.

lad os sige en sprogtakt, er to slags akcent at iagttage. Fn styrke-
akcent og en høide-akcent. Styrke-akcenten falder uden undtagelse
paa ordets første stavelse, høide-akcenten derimod regelmæssig paa en
af ordets sidste stavelser. Efter som rækken bedst klinger, eller efter
som udhævelsen af en vis mening kræver det. Og netop derfor er det
saa vanskeligt at indordne den sidstnævnte akeent under regler, som
ikke kjender undtagelse. Akcenten placeres regelmæssig saaledes, at
flerstavelsesordet eller sprogtakten ordner sig i visse rytmiske grup-
per. Hovyedsagelig med det maal for øie, at den skal mildne de lange
ords monotoni.*

8 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Qgsaa den musikalske akcent forekom mig grundforskjellig
fra, hvad jeg var vant til fra ungarsk, hvor jo de akcentuerede
stavelsers tone synker jevnt med trykkets aftagen, mens de
»uakeentuerede* stavelser opviser yderlig smaa intervaller, —
fraregnet visse spørgesætninger, hvorom mere nedenfor. Her var
en rig afveksling i tonehøiden, begrundet i, at ogsaa ,,biakcenterne<
var ledsagede af høiere tone. Etpar partikler (deriblandt spørge-
partiklen), som ifølge grammatikernes oplysninger skulde være
enklitiske, udmerkede sig ved en paafaldende sterk stigning
af tonen, og var saavist ikke helt ,ubetonede*, hvad eksspira-
tionsstyrken angaar heller. Indenfor de enkelte akcentuerede
stavelser havde tonen en merkbar tendens til stigning, helt
modsat forholdet i ungarsk. Og i spørgende sætninger fortsatte
den gjennemgaaende stigning af den absolute tonehøide helt til
sætningens slut, mens det derimod i korrekt ungarsk udtale
(hvor ikke jødisk præg gjør sig gjældende) er saa, at spør-
gende sætninger — uden spørgepartikel eller spørgeord — ikke
lader stigningen gaa længer end til sætningens næstsidste sta-
velse. Denne har da, hvadenten den er akcentueret eller uak-
centueret, en eksceptionelt høi tone, og ved sidste stavelse sker
der et pludseligt fald ned til grundtonen.

Forøvrigt var der ved sætningsakcenten, baade den musi-
kalske og den eksspiratoriske, i det hele samme forskjel fra un-
garsk som ved ordakcenten: det ord i sætningen, som har efter-
trykket, fremhæves mindre sterkt, og de største intervaller er
mindre end i ungarsk; men til gjengjæld frembyder anvendelsen
langt større afveksling.

Det var særlig forskjellen i anvendelsen af den musikalske
sætningsakcent, som var mig paafaldende. I ungarsk er denne
temmelig stereotyp: i fortællende sætninger bliver den lange
række af ensformig klingende ord — med høiere tone paa den
akcentuerede første stavelse og forøvrigt yderlig smaa intervaller
— foran hver liden stans i talen afbrudt ved en pludselig stig-
ning 1 tonen, hvorved ogsaa uakcentuerede stavelser faar en
merkbart høiere tone end ellers almindeligt. Denne pludselige
stigning gjentager sig saa regelmæssig, at ogsaa den bidrager

1906.] AKGENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 9

til at styrke det indtryk af monotoni, som ungarsk tale straks
gjør paa grund af den faste akcent paa første stavelse. — I
modsætning hertil byder tyrkisk stadig paa afveksling og lyder
fint nuanceret, hvad der ikke mindst skyldes en diskret anven-
delse af den musikalske sætningsakeent, ubundet af mekaniske
regler. Endnu en ting vil jeg nævne om sprogets musikalske
side: det forekom mig, at den tyrkiske tale gjennemgaaende be-
vægede sig 1 et betydelig høiere register end den ungarske.

Alt 1 alt fik jeg ved denne første anledning, jeg havde til
at høre tyrkisk, det indtryk af sprogel, at dets ,klang* — der
vel 1 første række bestemmes af akcenten, 1 videste betydning
af ordet, omend ogsaa arten af sprogets lydforraad og de an-
vendte lydforbindelser her spiller med ind — mest mindede om
fransk. Jeg har ikke nærmere studeret den franske akcent eller
fransk fonetik 1 det hele taget, saa jeg tør ikke udtale nogen
mening om, i hvilken grad dette overfladiske indtryk kan være
begrundet. Men jeg vil føle til, at dette første indtryk fik jeg
yderligere bestyrket i Konstantinopel, hvor jeg jo ofte havde
anledning til at høre fransk ved siden af tyrkisk, — vel at
merke fransk talt af saadanne, hvis morsmaal det var!.

Hvad jeg 1 Sofia havde lagt merke til vedrørende den tyr-
kiske akcent, havde straks 1 høi grad vakt min interesse, og
under det arbeide med sproget, som jeg saa fik anledning til i
Konstantinopel, havde jeg stadig akcentforholdene for øie.

Og henimod slutten af mit ophold der, da jeg var kommet
saa nogenlunde ind i det almindelige talesprog, gjorde jeg ak-
centueringen til gjenstand for en systematisk undersøgelse, ved
hvilken jeg benyttede mig af begge mine ,sprogmestere* sam-
tidig. Den ene af dem var rigtignok født bosnier, men kunde
fra barnsben af ogsaa tyrkisk og havde siden 14-aars alderen
tilbragt al sin tid i Konstantinopel. Han var nu 37 aar gammel,
færdig ,hodscha*, — theologisk kandidat. Den anden var yngre,
thbeologisk student, og kunde ikke tale andet sprog end tyrkisk.

* Til illustration af, hvad der ovenfor blev nævnt om forskjellen mellem

tyrkisk og ungarsk akcentueringsmaade, læste jeg her op en liden
tyrkisk anekdote med ungarsk og norsk oversættelse.

10 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Hans hjemsted var i Lille-Asien, et sted hvor sproget afviger
noksaa betydelig fra Stambul-dialekten. Men han havde nu
været saa længe hjemmefra, at han talte næsten ren Stambul-
dialekt. For akcentueringens vedkommende havde jeg aldrig
nogen møie med dialektforskjellen mellem de to. De stemte
altid overens paa dette punkt. Jeg søgte naturligvis stadig ved
at lytte til den levende tale at kontrollere de resultater, jeg saa-
ledes efterhaanden kom til om akcenten.

Det er imidlertid en selvfølge, at det paa saa kort tid (ikke
fuldt 8 uger i Konstantinopel) og med de mangelfulde forkund-
skaber, jeg havde, ikke var mig muligt at naa til nogen fuld
klarhed paa dette vidløftige og vanskelige omraade.

Jeg maatte væsentlig indskrænke mig til den eksspiratoriske
akcent. For den musikalske akcents vedkommende kunde jeg
have lidet eller ingenting at føie til den almindelige karakteristik,
jeg nys gav. Naar jeg nu siden taler om ,akcent*, mener jeg
dermed kun den eksspiratoriske.

Ogsaa denne er i et sprog som tyrkisk, hvor trykforskjellene
er saa smaa, vanskelig nok at studere uden hjælp af instrumenter,
og det være langt fra mig at mene, at jeg 1 alle enkelte til-
fælder har været istand til at bestemme akcentens plads med
fuld sikkerhed. Jeg har maattet opgive tanken paa at opstille
udtømmende regler.

Men det lykkedes mig ialfald at bringe paa det rene, hvilke
ting det er, som 1 osmanisk-tyrkisk er bestemmende for akcentens
plads, og for tostavelsesords vedkommende ser jeg mig istand
til at give detaljerede regler for resultatet af disse tings sam-
virken, mener altsaa her at kunne bestemme akcentens plads med
fuld sikkerhed. Det vil sige, naar vedkommende ord udtales
isoleret. I sammenhængende tale kan der indtræde forandringer,
men det almindelige syntes dog at være, at ordene beholder sin
eiendommelige akcentuering.

Det var netop tostavelsesord, jeg tog mit udgangspunkt i
ved undersøgelsen. Her var nemlig to tydelig adskilte grupper:
1) ord med forholdsvis sterk akcent paa første stavelse og 2) ord
med forholdsvis sterk akcent paa anden stavelse.

1906.] AKGENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 11

Jeg nævner endel eksempler fra disse to grupper, udeluk-
kende ord af tyrkisk oprindelse, eller eventuelt gamle laanord.

[Den her benyttede transskription følger det af tidsskriftet
»Finnisch-ugrische Forschungen* opstillede system.
å er en é-lyd, dannet med tilbagetrukket tunge, sml. det

russiske BI.

& = norsk ,aabent e*.

0 = norsk ,aabent o*.

4 = finsk u, omtrent som kort norsk ,lukket o*, f. eks.
1 ond.

8 er en stemt bilabial spirant.

w

er stemt s-lyd.
$ er en mellemlyd mellem tysk sch-lyd og den tilsvarende

norske lyd.

w <

er den til $ svarende stemte lyd.

y er en mediopalatal stemt spirant.

Kapitæler (3, D, G) betegner stemmeløse medier.

Tegnet . angiver, at lyden dannes forholdsvis langt bag i
vedkommende artikulations-zone: 4, e, de postpalatale klusiler
kg.

Omvendt skal tegnet . antyde, at lyden dannes forholdsvis

langt fremme: de præpalatale klusiler X, g.

Ved * betegnes mouillering: i, d' Vi, 4, å L vm.

Et efter tegnet for en stemt lyd betegner, at lyden har
stemmeløs afslutning: g*, r..

Tegnene for den eksspiratoriske akcent bliver i dette trans-
skriptionssystem stillede bagefter den bogstav, som angiver sta-
velsens sonant, saaledes, at et punkt oppe 1 linjen (*) betegner
sterkt tryk (,hovedakcent*), et punkt oppe og et nede (:) beteg-

ner middelssterkt tryk (,biakcent*).

12 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Det sidstnævnte tegn har jeg benyttet ogsaa for at betegne
den akcentuerede stavelse 1 tostavelsesord, hvor akcenten er for-
holdsvis mindre sterk (smil. s. 13 og 15).

Den musikalske akcent har jeg ikke betegnet 1 de her med-

delte eksempler.]

I. Akeenten paa første stavelse.
tatli, tatli ,sød, velsmagende, elskværdig*.
kanti ,blodig, blodfuld, -blodet*.
talg i sMusikinstrument, musik*.
e'ski ,gammel, antik*.

Köprii ,bro*.

ko'nd'2e yknop*.

Uso'rba ,suppe*.

Uåt'zme sStøvle*.

wsta ,mester*.

ind'åe ,fin, liden, subtil*.

kaldi ,forblev, blev igjen* (3 p. sg. impi.).
ge'ldi ,kom* (3 p. sg. impi.).

Jikti , rev ned* —3>—

sordu ,spurgte* —» —

bi'ldi ,vidste, kunde" —»—

I. Akecenten paa anden stavelse.
Usanark skar, fad*.
biitii'n ,hel*.

biji'k ,bart*.

1906. AKCENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 13

'
vm yfig , form*.

bulwt ,sky* (s.).

tsifsek ,blomst*.

sil san mus, rottef.

tugal ,sæk*.

ord» ,strømpe*.

kalar" ,forbliver, bliver igjen* (3 p. sg. præs.)
jikaær ,river ned* (8 p. sg. præs.).

SOra'T' ,spørger* — » —

bilir ,ved, kan* ere

Det er let at se, hvad der skiller disse to grupper: ordene
I første gruppe har lukket første stavelse, aaben anden stavelse,
omvendt har de i anden gruppe aaben første stavelse, lukket
anden stavelse (f'$, d'Z hører til samme stavelse, ,affricatae*).

Heraf skulde da kunne uddrages den regel: i ord med to
stavelser, hvoraf den ene aaben, den anden lukket, falder ak-
centen paa den lukkede stavelse.

Ved fortsatte undersøgelser vil man imidlertid finde, at
denne regel ikke holder helt stik. Det vil sige, for ord med
lukket første stavelse og aaben anden stavelse (iste gruppe)
gjælder den absolut, af ord med aaben første og lukket anden
stavelse vil man derimod finde en hel del, som alviger fra
regelen, idet første stavelse er akcentueret, rigtignok noget
svagere end i ordene i gruppe I.

Saadanne ord er f. eks.:
ba:lik ,fisk*, ai ,mund*, a:lin ,pandet, atsik ,aaben*,
V v 1 ;
tso:dzuk ,barn*, böjik ,stor%, o:kur ,han læser*, ka:lir

shan bliver tilbage*, ge:lir ,han kommer*, gö:riir ,han ser*.

14 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Disse præsensformer er særlig oplysende. Hvorfor siges
o:ku*, kalif, geir, gö:riir', med første stavelse akcentueret,
men kalar, jikar, sorar, bilir med akcenten paa anden
stavelse? Ligesaa: it'ser ,drikker*, göder »gaar*, döner
vender sigt, disser y,falder*, bulwr" ,finder*, bo(y)ær
ykvæler*.

Grunden maa aabenbart ligge 1 forholdet mellem ordets to
vokaler. Smil.
jikar — ka:lir*,

gider* — ge:lir'.

Et å 1 aaben første stavelse har overvegten over ? i lukket
anden stavelse, et e over å. Videre: 0 over u, Ö over %. Deri-
mod ikke f. eks. o over a (sorar, bo(y)ar) eller ö over &
(döner ) eller % over & (diiser').

Dette er allerede nok til at vise, hvad der maa til, forat en
vokal i aaben første stavelse skal faa akcenten paa bekostning
af vokalen i lukket anden stavelse. Den maa være aabnere,
have større klangfylde end denne.

Her er vi ved det andet hovedmoment, som bestemmer
akcenten i osmanisk.

Ser vi nu paa de tilfælder, hvor det førstnævnte moment
(lukket stavelse — aaben stavelse, eller omvendt) ikke gjør sig
gjældende, idet enten begge stavelser er lukkede eller begge
stavelser aabne, saa finder vi, at her bestemmes akcentens plads,
naar stavelserne har forskjellig vokal, udelukkende af forholdet
mellem de to vokalers klangfylde, saaledes altsaa, at et å seirer
over 0, %, 4, og et o overu, å (u og å pleier ikke at forekomme
sammen), og ligeledes et & har overvegten over 6,6, 4, %, et e (e)
over Ö, %, %i, et ö over 4, %, et % over %.

Som bekjendt holdes disse to vokalgrupper, dybe vokaler
og høie, i tyrkisk skilt fra hverandre, saa at egte tyrkiske ord
har enten bare dybe vokaler eller bare høie vokaler. Denne

1906.] AKGCENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 15

strenge ,vokalharmoni* gjøres der dog undertiden brud paa,
ogsaa i oprindelig tyrkiske ord. Især hørte jeg ofte å (eller å)
istedenfor 2.

Naar de to vokalisk eller konsonantisk udlydende stavelser
har samme vokal, ligger akcenten paa anden stavelse. I dette
tilfælde, overhovedet altid hvor begge stavelser har samme slags
udlyd, syntes akcenten at være noget svagere, end hvor akcen-
tueret lukket stavelse har en aaben stavelse ved siden af sig.
Smil. hvad ovenfor blev nævnt om akcentueret aaben stavelse
foran en lukket stavelse.

De følgende eksempler viser, hvorledes akcenten i tostavelses-
ord, paa den nys nævnte undtagelse nær, helt og holdent af-
hænger af vokalernes klangfylde, naar enten begge stavelser
er aabne eller begge lukkede.

I. Begge stavelser aabne.
a) Akcenten paa første stavelse:
ka:pi ,port*, dom ,fuld*, o:ku ,læst (2 p. sg. imperat.),

beri ,siden, fra — af*, deri ,hud*, de:li ,gal, ubesindig*, Kö.tå
slet, ondskabsiuld*.

b) Akcenten paa anden stavelse:

jika: ,vask* (2 p. sg. imperat.), oda: ,værelset, ged'ze:
»nat*, jine: ,attert. —

Med samme vokal i begge stavelser:

ata: ,fader*, kuru: ,tør*, deve: ,kamel*, disi: ,hundyr*,
sirit: ,hob, flok*.

II. Begge stavelser lukkede.

a) Akcenten paa første stavelse:
armuD »pære*, altin (altun) ,guldt, kaldim ,jeg blev
tilbage, sordum yjeg spurgte*, gördiim ,jeg saa", geldim
,Jeg kom*.

16 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

b) Akcenten paa anden stavelse:
jikma:k ,rive ned*, sorma:k ,spørge*, bulmak ,findet,
görme:k ,se", bilme:k ,vide, kunnet, disme:k "falde*. —
Med samme vokal i begge stavelser :
kalma:k »forblive*, balkam ,fjeldkjæde*, altsa:k »lav*,
buldu:m ,jeg fandt*, bildi:m ,jeg vidste, kunde*.

Jeg har valgt eksemplerne saa, at de ogsaa skulde vise,
hvorledes akcentueringen 1 helt analoge bøiningsformer kan
falde forskjellig ud, — alteftersom de bestemmende momen-
ter, jeg har paapegt, gjør sig gjældende.

For tydeligere at vise, hvorledes disse kan gjøre sig gjæl-
dende indenfor et paradigma, vil jeg tillade mig at anføre de
forskjellige kasusformer i ental af ordet a:t ,hest*:

Nom. at.

Akk. a:ti (begge stavelser aabne, første vokal har større klang-
fylde end anden).

Gen. —a:tim (den aabne første stavelses vokal har større klang-
fylde end vokalen i den lukkede anden stavelse).

Dat. ata: (begge stavelser aabne, samme vokal i begge).
(Allat.)

Iness. a'tta (første stavelse lukket, anden aaben).
(Adess.)

Flat. atta'm (begge stavelser lukkede, samme vokal i begge).
(Ablat.)

Den paastand, som forekommer i flere grammatiker, at en-
kelte affikser altid skulde have en særlig sterk akcent*, har jeg
saaledes ikke kunnet finde begrundet.

Jeg vil nu derfor ikke benegte, at der jo kan være nogen
forskjel med hensyn til akcenten mellem å. eks. iness.-affikset

i Saaledes siger f. eks. Pekotscr:

»Locativ [2: iness.] und ablativ hingegen sind gewöhnlich merklieh
betont*. ,Das charakteristische e od. 4 im modus der mögliehkeit
(zumal aber in dem der unmöglichkeit) ist in allen Zeiten stark
betont.—Im negativen generellen pråsensjedoch ist die betonung
nicht ganz feststehend". ,Das pluralsuffix ler, lar (lær) ist
sowohl am nomen als auch am verbum gewöhnlich merklich
betont*.

1906.] AKCENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 117

-da (-ta) og overgangspartiklen -da (-ta). Denne sidste er
nemlig helt enklitisk og behandles ligesom kopulaet -dir (-tér)
som et særskilt ord (merk den musikalske akcent).

Derimod har jeg ingensomhelst forskjel kunnet opdage
mellem bøiningsformerne af verbet ,at være" og de med dem
ligelydende possessive suffikser:

benim ,jeg er* og
benim ,min*.

I begge tilfælder kan sætningsakeenten (ikke mindst den
musikalske) komme til i nogen grad at forrykke forholdet
mellem de to stavelser.

Ogsaa tostavelsesord af arabisk og persisk oprindelse (nyere
laanord) følger i almindelighed de samme akcentueringsregler
som oprindelig tyrkiske (og gamle laanord). Kun er at merke,
at lange vokaler altid er akcentuerede. I tyrkiske ord fore-
kommer i almindelighed ikke lange vokaler. Det vil sige, der
er 1 begreb med at danne sig lange vokaler ogsaa i oprindelig
tyrkiske ord i osmanisk, — som resultat af konsonantbortfald.
Hvis to vokaler af samme slags støder sammen som følge al,
at konsonanten imellem (som regel 7) er faldt væk, saa synes
det endnu at være det almindelige, at der bibeholdes stavelses-
grænse mellem de to vokaler; men man kan ogsaa høre dem
udtalt 1 ett, -som lang vokal, og da akcentueret.

I arabiske og persiske ord er lange vokaler tildels blevet
forkortede 1 osmanisk; men oftest er de dog bibeholdt som
lange, — man kan ofte iagttage vaklen i udtalen, saaledes at
vokalen er lang i mere omhyggelig udtale, naar vedkommende
vil vise sin høiere dannelse, men kort 1 ureflekteret dagligtale —,
og disse lange vokaler er, som nævnt, akcentuerede, uden hensyn
til ordets fonetiske eiendommeligheder forøvrigt.

I flerstavelsesord af tyrkisk oprindelse er det de samme
momenter som i tostavelsesord, der i forening bestemmer ak-
centens plads. Men sagen bliver her meget mere indviklet.

Jeg nævner en del eksempler paa trestavelsesord.

Vid -Selsk, Forh. 1906. No. 9. 2

18 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Først for at vise, hvad indflydelse det har, om de enkelte
stavelser er aabne eller lukkede (samme vokal i alle tre sta-

velser):

1) Første stavelse lukket, de andre to aabne, — hoved-
akcent paa første stavelse, biakcent paa tredie:

ka'plama: »,dæk ikke til*.

9) Anden stavelse lukket, de to andre aabne, — hoved-
akcent paa anden stavelse, ingen biakcent:

ara'rsa ,hvis han søgte*.

3) Første og anden stavelse lukkede, tredie aaben, —
hovedakcent paa anden stavelse, biakcent paa første:

ka.lka'rsa ,hvis han stod op.

4) Tredie stavelse lukket, de to andre aabne, eller første
og tredie lukkede, anden aaben, eller alle tre aabne, — hoved-
akcent paa tredie stavelse, biakcent paa første:

aramak ,at søge”.

de:vele'r ,kameler*.
ka:plama'k ,at dække til*.

a rama" ,søg ikke".

de:vede* iness. af deve: , kamel.

5) Anden og tredie stavelse lukkede, første aaben, eller alle
tre lukkede, — hovedakcent paa tredie stavelse, biakcent paa
anden:

jazarla'r ,de skriver*.
kalkarlar ,de staar op*.

At forholdet mellem vokalernes klangfylde kan afstedkomme
ændringer 1 dette skema, viser i. eks.

ka:lirlar ,de staar opt,
sammenlignet med den nys nævnte form jaza:rla'r ,de skriver*.
Videre:
kaldirma'k ,at hæve",

sammenlignet med kalka:rla'r ,de staar op*.

1906. AKCENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 19

Der kan ikke blive anledning til her at gaa nærmere ind
paa disse ting. Jeg maa ogsaa indrømme, at mine optegnelser
for flerstavelsesords vedkommende er ufuldstændige og tildels
uklare. Imidlertid viser de tydelig nok, at det ogsaa her er de
forskjellige stavelsers bygning — om det er lukket eller aaben
stavelse —, som 1 forening med vokalernes klangfylde er be-
stemmende for akcentueringen.

Fremmede ord har her i større udstrækning holdt sig upaa-
virkede af de tyrkiske akcentueringsprineiper. Den vakling i
udtalen af oprindelig lange vokaler, som blev paapeget for to-
stavelsesords vedkommende, er her endnu almindeligere.

Naar adskillige verbalformer synes at stride mod antagelsen
af de nævnte principer for akcentueringen, saa har det sin grund
1, at vedkommende former behandles som sammensatte ord
(verbets stamme + en bøimingsform af verbet ,at være*).

Jeg har ved denne anledning kun villet paapege de prin-
ciper for akcentueringen 1 osmanisk, som jeg fandt ved at gaa
fra grammatikernes modsigende udtalelser og til undersøgelse af
den levende tale selv.

Selve disse principer er af en saadan art, at de ikke gjerne
kan antages at være kommet til gyldighed først 1 sen tid, — i
den grad synes de at passe til sprogets eiendommelige karakter.
Hvad skulde være mere egnet til at bestemme trykkets forde-
ling paa de paa udvortes maade sammenlimede stavelser, som
de tyrkiske ord bestaar af, end netop almindelig fonetiske, jeg
tør sige fysiologiske forhold, som de, vi ser virke 1 de nævnte
akcentueringsprinciper.

Hertil kommer endnu den omstændighed, at osmanisk er
almindelig anerkjendt som et særlig konservativt sprog indenfor
den tyrkiske sproggruppe.

Det tør saaledes antages, at de paapegede akcentuerings-
principer vil kunne faa adskillig betydning for studiet af tyr-
kisk lydhistorie.

Det turde heller ikke være udelukket, at de kan komme til
at faa et vist værd ogsaa for den finsk-ugriske sprogforskning.

20 KONRAD NIELSEN. [No. 9.

Det er allerede fuldt paa det rene, at den i finsk og lappisk
forekommende eiendommelighed, som nu gaar under navn af
kvantitetsveksling (tidligere alm. benævnt ,konsonantforsvagelse*)
skyldes en oprindelig vekslende akcent, betinget af, hvorvidt ved-
kommende stavelse var aaben eller lukket. Nu mener jeg, at
hvad her er oplyst om den osmaniske akeentuering, peger i retning
af, at vekslingen i osmanisk mellem tenuis (1 slutten af ord og
stavelser) og media eller spirant (mellem to vokaler) kunde være
begrundet i akcentveksling.

Skulde dette ved nærmere undersøgelse vise sig virkelig at
være tilfældet, saa vilde det kunne faa væsentlig betydning for
opfatningen af kvantitetsvekslingen paa finsk-ugrisk omraade.
Kan det paavises, at samme slags fonetiske forudsætninger har
ført til væsentlig samme resultat i tyrkisk som i de nævnte
finsk-ugriske sprog, uden at her kan være tale om oprindelig
sammenhæng, saa bortfalder dermed et af de vægtigste argu-
menter for at antage, at kvantitetsvekslingen 1 lappisk og finsk
gaar tilbage helt til det finsk-ugriske ursprog.

Hidtil har man jo havt valget mellem at antage dette eller
nøle sig med den nødudvei, at lapperne skulde have laant
vekslingsprineipet fra finnerne og saa senere givet det en videre
anvendelse. Denne sidste forklarmg kunde endnu lade sig høre,
hvis det var saa, at lapperne samtidig havde tilegnet sig fin-
nernes sprog helt og holdent. Men dette maa siges at være
meget tvilsomt. Vel er det, paa grund af lappernes store ulig-
hed med finnerne og de øvrige finsk-ugriske folk i anthropologisk
henseende, sandsynligt, at lapperne engang 1 tiden har byttet
bort sit oprindelige sprog mod et finsk-ugrisk; men at dette
skulde være det urfinske sprog paa et tidligt stadium, det kan
ikke siges at være bevist.

Har ,kvantitetsveksling* kunnet udvikle sig 1 tyrkiske og
finsk-ugriske sprog uafhængig af hverandre, kun som følge af,
at samme slags fonetiske forudsætninger har gjort sig gjældende
paa samme maade, saa maa dette antages ogsaa at kunne have
været tilfældet indenfor finsk-ugrisk omraade. Den store overens-
stemmelse i enkeltheder, som paa dette punkt bestaar mellem

1906.] AKGENTUERINGEN I TYRKISK (OSMANISK). 21

finsk og lappisk, maatte i saa fald skyldes senere paavirkning.
Der kan altsaa ikke bygges saa ret meget paa den finsk-lappiske
overensstemmelse, hvis ikke de andre finsk-ugriske sprog bærer
umiskjendelige spor af en oprindelig ,kvantitetsveksling*.

Trykt 12. juli 1906.

NOTES

ON
SOME GREEK LITERARY PAPYRI

S. EITREM.

(CHrISTIANIA VIDENSKABS-SELSKABS FORHANDLINGER 1906. No. 10).

——

CHRISTIANIA.
IN COMMISSION BY JACOB DYBWAD.
PRINTED BY A. W. BRØGGER.

1906.

%

OY kr
El å

Notes on some Greek Literary Papyri.
By
S. Eitrem.

Fremlagt 1 mødet den 3die mai 1906.

l.

AN following fragment of a lost tragedy has been
published by F. G. Kenyon through W. Crönert in Archiv får
Papyrusforschung vol. III p. I sqq. (cp. Pap. Lond. Il introd.).
I have read the papyrus in the British Museum without knowing
of Kenyon's publication. Ås my readings in several places
present some difference from those of the English scholar and
as the fragment is of special interest from a literary point of
view I think it worth while to publish the whole fragment once
more. lt may prove of some use to those who wish to make
further inquiries into these important remains of a lost tragedy
of Medea.

Col I: Col. II.
roe Fer £0VT0G:

20 eoadvonxa evtavdauvertavn : ++
HWOQOV naLvvyTOoLTALOVNU - >>
JELGOTT ON aLyEVGAD-VL* rn
--*Åa-v BD oGpene > o60080 9 99 2

BD -marort- TavTtovradsowmrdv : : : >>

Vid-Selsk. Forh. 1906 No 10. I

30

NuELO

WVYya
EQOVT

'TEKVWV

en

ee

10

15

20

EITREM.

*LOVKOLOUOIT
oÅtovpuy

KAKOLOEKDV

avadtasov :
EVVOVY *
KEKEV FELLV -
GLELLLUOT
HULELT >
OUvTOLGP NTT
EYE SEE
-uEV

-apov

VOEVES
dot

covu

OD OG

Col. HL.

+ 780 *

-vVÅYD -

20 Soga
owes NG

gn

* LICTTOA

-0VU

- UTOL

«AVTLOG

EG

ae: > dorey -

" TEVOVOLEV -

1906.] NOTES ON SOME GREEK LITERARY PAPYRI.

er AKOÅEVTUVÖ >

mel > evrovap»-

NG

100 > > >+t+-eyuevo >>> av:
10 - -yyi0 - xataniexdo > -o-

uLGOQAUVANXOEN *
nd - -øpakkeevo - t
«TNGÖETGNOKOEMVL - +A -
- uLOHATGLAUNQUNIN - * a
15 - - ovvtetwuDdnakuTdeEyrWroreT
-eE0vtvpeEdevosevdosEovdev - - ov
*TTAVTLTOVUIKUÅLVO - PoLDETL -
- GWOINATOLEVUNOOLOEN
-JaBntoovvphåeBes - 0 - Ea0
2000 ø 9 ep 000 0008n ou OL -
*UVELGOQUVOGOOLIE -
-0vsoruLlesasnona :

++ detyetortoyaonougdn -

2D +++ +LVPOGELVEPUTEKVOL -
-VONKEKOVUNEVOVO -
-EDLT OVIEDO OUATOV - : O1 -
*uo0UunNGOveELOKIHLOL -
*0VO * KAKWVETT -
or or Nu vos
DDD DE SET
om* 2 epeon

- OVOG -

6 S. EITREM. [No. 10.

Da OS 0 MO AO 0 ORO NO OG 0 oEnNAoyors

'XOQO0U

*vVALKESKODLVILOVITEÖOV

putdv sorud Or ADa NG VOUOLG

Or OG ORO FO OE OT LO å OE UO FO Dr

Ås for the readings in Col. II I have noted that im I. 1
we may read eovrog or xovrtog, followed by a letter which may
be aoro. L.T7 on : ov looks like oyx +77. L. 8 oåt or ou.
L.90cory. L. 21 9 or 8. Col. III 1.3 7vor za. L.5 vor
vorum. L,10 ex or ev (cp. Ken.). L. 13 the last x may be
read 10. L. 14 before å room for one or two letters. L. 15 and
l. 16: the last letters close the lines. L. 16 dev or def, then
something which looks like the upper part of an o. L.17 ett -
or ev ++ L. 18 second o written above the line. L. 19 v or
e&; over ao is written oa; has the copyist intended å correction
of xea0 into xa0a? The x looks very much like 0 - + L. 20
e or x or rest of x. L. YU 7 or or y. L. 28 tor ov sat.
L, 24 On or de. L. 26 vå or avd. L. 30 ex or &. L. 34 veuar
or poar.

It is not easy to make any conjectures as to the contents
of these scanty remains. L. 18 sq. of col. III seem to indicate
the effect of the poisonous gifts of Medea, ep. Seneca Med. 835 sqg.
and 926, Soph. Trach. 1052 sqq. — the poison might be said
to pass through the whole body, veins and heart. The wmmoov
of the victim Medea may mention in bitter remembrance of her
own pleasures of love which now are gone (Eur. Med, 497?
pel > + + vOrde yovårtuv og uarnv nexQWOUEIA | KUKOV 1005
åvdpög; ep. Phoeniss. 1625). L. 17 tovumakv oap 0id ét
seems to refer to the yæuot evdofor of Jason, Eur. Med. 592:
the revenge will soon come, the enemies shall see that Medea
has not got her bad reputation (Eur. Med. 298) in vain (&SAMac

1906.] NOTES ON SOME GREEK LITERARY PAPYRI. 7

doge? ep. Kenyon's reading). Then the other: "Why doest thou
want once more to see Jason utterly broken down before thine
enraged eyes (eido0Gv Og Got yåuove / åratnoev), do calm thy
furious look”. That must be the old nurse who is addressing
her. But Medea adheres to her purpose: volto yuo ztougdroetat
(Ken.) xal dy vå véxva sowå vor ouov xtevd. The answer såg 00
KATAOTI, Var vosetv Epv téuvorg / povéa. But Medea con-
tinues: the poisonous øå&oog that is concealed (xexovuuérvær,
éo9ntovr sc.) in the interior of the house must be brought
&x TOY doudrov and then to herself: Jaooet, Wwyn, XOCUNGOV

ijoedrouern eig Eoyov, ot yåg vir ye det nandv Erodv.

2.

The Antiope of Euripides. The new fragments are published
in the Cunningham Memoirs VIII (1891) by Mahaify; corrections
and supplements by Blass im Neue Jahrbucher för Philologie und
Pådagogik vol. 145 (1892) p. 578 sqg.

Fr. Å. The speaker seems to have maintained that alone,
without help from outside or above, the brothers can neither
resist nor escape the approaching enemy, but if Zeus is their
father, he will be sure to come and help them or he will be
sure to destroy Lycus, taking revenge on him through his sons:
GÅN elsteo huldg Zebg &yévvnaer smartno, ! opuket (pdeoeti) ueP
hudv 7 &y900v avdoa tiserat. L. 4 cp. Herc. fur. 1294. L. 9
ep. Androm. 694 otav to0rtata stokeulmr oTtNON (ørgartog Se.).
L. 12 sq. avd tjosovrov un yausiv uer ötwe, / st00dorrja I
eivat > - - or två hovrj|a å eivar if not szertj|a with Blass. L. 14
Jeoig y ot na|kov 160 or 00 y ov nalhov tod” åa ovumnayetv
piiors (cp. Hippol. 914 ov unv pikovg ye nåte uakkov 1 pikovg I
sovtELV Ölaarov OUG, ståTtED, Övørpakiag, Or. 665 tovsg pilovg! Ev toie
4015 or TOIS pikoLsw peke). L. 15 I have thought of 6oz[nv,
kaB|iv, téyv|nv, Bolyv (cp. Aesch.), and zxédjjv. Diels may have
hit the poimmt with zaylyv. L. 17 has Blass deciphered as
the most probable reading - £A - > %. It would be difficult to

8 S. EITREM.

[No. 10.

bring zvékas or zøiov mto the lacuna, & uéleog should not fit
well as to the sense and & «øteog would be too long for the gap.
Qne might think of 00 &yylo (uåk éyyve) or GN avrog,
but it seems most probable that the leader of the chorus would
address his fellow-singers as yéo0o0vrtes. L. 19 szterouv doasuoig
[haovoav or 2adovras. First Lycus asks where the men are
that have seized Antiope, then

Bra 5 ; ; ;
TOG ÖQWrreg; En sTOLUG NIOVOG;

vlveg ds nal
onmåvar etnf : > > viv yao Ev) séroug [ruiavyv
detvov vomilovr avrog ox UtLUATUG
[Hådor - -
The impatient questions of Lyeus bear witness to his hurry and
passionate character.

Fr. B. L. 4 sq. »ahøög Go elmeo o0i0da takwuueoda viv: /
poovoavr tw]| uhånv 1 Båiuov oteigerv 200, ep. Androm. 1099
poovour Erafavro.

Fr. C. L. 46 sgq.:

ov uer |[pdegeig] to mvetua sroheuluv,kupor

ZYX [ev uayn| zovov ov: [rov] & ” Aupiora

Åboav sehetm dia yeQov wvmriisuerov
Hvevua togonyr'var Troad. 756, Or. 864. ua ye0ov wu. ep.
Bacch. 733 90000 dt yeQOv oshouérvat. L. DT [utnojera, as
Or. 1208 uarxcorov utvnøer Aéyos. L. 62 sq.: Ederfag [avrog] vasd
åpovhiag Euag I && opfu Euot] doxovvrag ov eivar dog?

L. 69 Eoug [9 étouevog” Age]og eig xonynv Bak I - > -
076008 *owotøa (Wecklein) y;6.

3.

The 1leptxetoouévn of Menander; the new fragment has been
published in The Oxyrrynchus papyri vol. II no. 211 by Grenfell
and Hunt who have been assisted by Blass, ep. Dziatzko Fleckeisens
Jahrbucher fir class. Philol. Suppl. vol 27, p. 123 sgg. The

| Cp. Orestes 779 tives | möder mcoeloeod" gote T 84 moins 4doros, Cyel.

1138 vis I %70e 7000 aat tives vaiovoi vir, Iph. Aul. 83 vis I «5 ai I
Fåes ORIG

1906. NOTES ON SOME GREEK LITERARY PAPYRI. 9

literature concerning the supplements is given by Holzinger Bursian's
Jahresberichte 116, 1, 318.

Before the first line preserved 1” &uavtbv &romvisauui we have
to think of something like zeomwaun» Boozov. Then 1 64 [rovto
do or ovrmg voet; pånvapa as the editors supply I think
inappropriate in the mouth of the female servant Doris whom
we expect to cheer her despairing master in å somewhat more
polite way. L. 3 xwoig ø|» avtig åei. L. 4 oiov Aéyerg according
to the editors, but we should more probably expect oi[$ov Jloav
or some other command from the soldier than an outburst of
surprise (oi|uar uer ov would be too weak). His eagerness is
checked by the following condition. L. 5

&åv 00vundije, å[orr]ug [au raya,

as the editors and Blass supply the lacunae; Wilamowitz better:
&av zo0dvundnig åa|on|us [rotvderd Eyerv, adding ,sicher, dass
der ganze Vers die Bedingung, unter der Glykera sich versöhnen
will enthielt*. Weil: 8xv szoo9vunds åulæxjoo, [yerjøerar (or
perhaps better 7o oov ué&o0c?), which he translates: ,si ty y
mets de la bonne volonté, sans arriére pensée, cela se fera*,
but Weil does not cite any parallel instance of «xaxwg zt00 Svueiodar
used in this coneise way. Following Wilamowitz we might per-
haps read åzazwg avriv Egerv Or oc», but if we take the answer
of Polemon into consideration: ov» &våizxouw” «vr ovdrv, we are
led to supply å promise of good behaviour or due respect in
future as the condition imposed upon the violent soldier through
Doris by Glycera: e. g. «xaz0g Öéov veuer. Ånd in the same
way I should prefer åa more direct reference in the following line
to Polemon's admission of the correctness of Glycera's demands:

ova &vhinmou” av ovder, ev tov[r evhafet (nviaBov)

vITEDEV hÉYELG.

L. 9 the editors give in this form: &uovoov - eloeÅnive -
oluot [I7vaéorov I Og natå nonrog ti slinpas, but they have not
satisfied their different reviewers. Weil tries otuot [9vue, Suw
(with an elision which is surprising), Wilamowitz otuor [p>ovéo”
”Eowsg and it seems to be quite necessary to make the soldier
address åa weakness of his own character rather than his mistress

10 S. EITREM. [No. 10.

as the true cause of his "Bog, as an enemy who has taken
him by "main force” as he styles it in his military language.
The wanting word may have been oiuot [rov zta9ovg or xoAov
or tig voo0v, but more probably o7uot [4000 &uun.

L. 10 we might continue im this way: Og »atu xoatog
eikpas sfidor otdauds / ådekpov, ovgi orzv, but the å å in
the next line makes it necessary to supply Glycera as the subject
of some action previous to vvs &rapy2vov», e. g. efime yovr
&wot / ådekpor ovyi uorov. L. 12 where the editors have left
a lacuna Wilamowitz has filled up with his energetic å[dixeio9ac
doxøv much more successfully than Weil with his weak å|Aoylørwg
zavv, and in fact the gap must have given the direct cause of
the soldier's sudden fit of zaoowia:

öd ålåotmo 8yå
xal Eyhötvæog åvdowmos, åfrreogr Sonar
eVYUe EraQwvov» - towaood[» 1t åpeiåeto Or w avrig TTepet

AAÅOG 760 OV.

L. 13 the editors ærwioun» and Wilamowitz with Kaibel
&rnyyoun», but it may have been more natural to mention the
immediate result of his outburst of fury just now as Doris is
coming to announce Glycera's return than suddenly to turn upon
his own attempt of suicde.

L. 15 4. åyada - mooevøed og 0. I. uarsyåkfa uev ov;
d ua tyv” Apooditnv, aAX 8vedver[o oratov
o zarno &rek[ntlale.

It is superfluons to remark how pregnant the oath of Doris by
Aphrodite is just now. For øratov, an underskirt, I should
prefer otoånv (if not avrixa). Much trouble the uncertain
&rreEntale seems to cause. The editors translate: "her father
was supervising”, her dressing? or did he make further inquiries
into their relationship and her adventures? — or as Weil: ,,son
påre continuait de sonder ses sentiments*? wich seems to be
equally superfluous and strange. The facsimile does not help
much, but what we expect is rather that ihe father himself did not
oppose in any way the reconeliation of his daughter Glycera

1906.] NOTES ON SOME GREEK LITERARY PAPYRI. 11

with her former master, who is now to be her husband — 6
watno &reomordale? In 1. 31 sqg. at least, when he enters
the stage in company with Glycera, he delights mm his
daughter readily accepting the surrendering enemy, just at
the moment she herself has had the good fortune to refind
her parents; he does not want her to persist in her resent-
ment. The lacuna seems to give room for more letters
than indicated by the editors. L. 18 sq. I think the
supplement of the editors rather difficult Greek: evayyéha
Tor] yerovotour xoHfovuéror I [Iuerv] xleijvng evtuvynuving [tode,
and still more so the supplement of Weil xoy» oe vor velhetv /
ebayyéha TOY yEy0VOTWOY TO HOVNHEVOUS | pikovg Eneivyg ELTVInKVUIUE
zoté ,puisqu' elle a le bonheur tant désiré de retrouver enfin
ses parents* — evrvyelv pilovs modovuévovs is å very perplexing
construction. We should expect the sacrifice for good news to
refer to the soldier's reconailiation with the girl as well as to
her good fortune in finding her father and brother, but it is
difficult to make the corresponding Greek words agree with the
characters given by the editors. Perhaps sco9|ovrta ye referring
to øe in the previous line, or zod9[ewå ot to evayyéha.

L. 20 vi vov AP, oöpd0g yag héyers - 6 0 |evtvyog

utyeroog Erdov &ott - ty» br Jvåru (or oparttéru, Weil).

L. 20 Weil: 6 of xaou / udyetoog 8vdov &0ti, Wilamowitz
ö d [år Gyopag, whence the cooks regularly were hired, but rather
superfluous here.

L. 24 uakhov de nåyd otepavor åro Boluov moder

åpehov Erxuttodar Bobiouar.

So the editors, but an altar was likely to be very near to
him in front of the house, if he did not want to step in. Wei
åro Bolfuov Jeov, 1, e. ,»lautel de Dionysos, qui élait dans
Vorchestra*. Then which altar is meant, need not be more
expressly defined. I have thought of

orepavor tro Boluov xomarg for «aog)
åpehov &ridéodar Boliouar.
To refer szrJavwteoog øokkev av emo to the crown-wearing
orators on the Pnyx is far-fetched (Weil, "tu en serais bien

12 S. EITREM. [No. 10.

plus persuasif”). The point is sharp enough if we think of
Polemon robbing some god of his due possession in order to
make a more plausible appearance of sacrifieing to å god (Hermes).
The correction, if it be a variant, may simply imply that many
sacrificers are not in carnest.
In 1. 26 sg.:
TJ oyere E
d. not ur Euehhev 8&révar Of) go smarno,

Weil has felt the necessity of making the command of Polemon
correspond with the following assuranee of Doris that both the
bride and the father-in-law already were on the way when she
left them: xal uiv etc. Adhering to the reading of the editors
ATETE [ - ++] [he supplies åæyete [01] &]S|m vi” x00nr], laying
stress on &&0, but I think we might just as well be entitled to
stress EueAiev, meaning don't hurry, she is coming already”
ayete [viv Tåzovg yå dei (or retaining the uncertam = which the
publication gives, åyete [moa&ar dei taya). L. 29 is especially
difficult as the editors rather hesitatingly give E- >>>

v

AKONTOSE - I [| -] HNO : PAN[ , but the first N looks much
more like M (or 4?). Supposing the words to belong to Doris
we want a reason for her disappearing from the stage in company
with her master, 1. 30 eøeut xattn Øvwonsovø| , either she
observes that Polemon has already entered his house and shut
the door behind him in order to be quite safe from the
approaching father-in-law or she already hears the door being
opened in the neigbouring house (oiuor & åxovw TovG séÅag
Wopeiv Yioav). L. 30 ovumorsovø” [er vi det, the editors with
Blass; one might think of øvwunosovo [aøzokag or [adAiy too.

L. 34 Pataecus summons somebody to call for Polemon:
aA[X &ux]oreite vis af: > >> |» avrsfor — — (Gr.-H.-BL).
the uncertain å may be read as IT it is obvious to supply
&xnaheite vig Iohéuor avrov [bouw»!. Weil's doauwr does
not seem to fill the lacuna.

! ua is given as the last word by Weil, Dz.

1906.] NOTES ON SOME GREEK LITERARY PAPYRI. 13

L. 41 Hat. tv0 Åowtov &xihkadot oroattwrnNg [or Özwog
I7CQOITETEG TTOLNONG LODE Ev [Gvuoruerog
or perhaps better — as more characteristic of the soldier's
nature, ep. oToGTLUTNG Øv — uéd ng Or TOÅUNE Vær l (månotelg
uédre). L.44 sad vi st00Ew soQ0met&g; ovde [1nitote, Gr.-H.BI.;
better Weil orde [un ovao ,non, pas méme en songe*, in
much the same sense as otde özwørtoiv; possibly he has said:
«T have not even the least inclination for such things any more”,
otdé uort stodos (uot y Eowg). L. 46 åoxn [ueradohov | åyadwur

or ztaouÅoyn»).
Q DÅ

Correction to OQbservations on the Col. of Men. etc. Page 5, note 1

for mei” Naåtnyés read tvo Salte iver u. d.

Trykt 14 juni 1906.

OVERSIGT

OVER

VIDENSKARS-SELSKABETS MUDER

1906

MED FORTEGNELSE OVER SELSKABETS MEDLEMMER
OG
GAVER TIL DETS BIBLIOTHEK
M. M.

==="

DI

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS JACOB DYBWAD
Å. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI

1907

Indhold,

Oversigt over Selskabets Møder i 1906.

Pieblein fom æryptskekensomr NT
Broch, Meddelelser om en Reset SA SEE
Bjerknes, Anvendelse af Hydrodynamikens og Thermodynamikens
Principer til Forudberegning af Athmosfærens og Havets Tilstand
Lieblein, Sammenligning mellem det ægyptiske Tempel og Israeliternes
Mabernakelsk sa en NE SE Me stas
Yngvar Nielsen, Meddelelse om Gjøa-Expeditionens Indsamling af
Bihnorapkieatmuss kg SEERNE JR LE NR :
Brøgger, Meddelelse om Gjøa-Expeditionens geologiske Fund. . . ..
Arbo, den blonde Kortskallebefolkning 1 Norge .. . 2.22 ve 0 rs
S. Bugge, om Skrivemaaden af Navnet Hafrsfjord" . . . ..- . 4.
Taranger, om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen. . . .- 22.
P. Farup, enkelte Kulreaktioner ved høie Temperaturer . . . . ++.
Johan-Olsen, Undersøgelser om Elassofyter . . .. . +22 2 eee
Wille, om Ileonotheca botanieca Horti Bergiani . . . . ... AG:
Hertzberg, om Harald Haarfagres Tilegnelse af Odelen . . . . 2
Vogt, om Krystallisationsprocessen 1 de granitiske Eruptivbergarter.
Brøgger, Sylow, Reusch, om Jordskjælvet i San Francisco. . . . 2.
Marsberehingsfor 058 KOTA Hud se skoda SOLNES, SEN
Beretning om Nansenfondet for 1905—1906 . . . LL 22 oa 220
Hagerup, Det psykologiske Grundlag for Retten . . . . . 222 å
H. Gran, om Nydannelser og Arter i Planteriget. . . . . 224 os
S. Bugge, om Harald Haarfagres Modstandere i Hafrsfjord-Slaget
Broetssprogligtifra den slaviske Verden .- SEE
Johannessen, Mindetale over Brigadelæge Arbo . . . 2. 222 ;
VogeMindetalefover: WilbarMeyverhoter, JM
R. Collett, faunistiske Forhold 1 Sydpolarlandene . . . . 2.2 22 ev
GRAGranS Mindetale over HennklbsenNN
Lieblein, Bidrag til Kritik af Diskussionen om Harald Haarfagres Historie
G. A. Guldberg, de sekundære Kjønskarakterer. . . . . L 2222 os
Størmer, periodiske Bevægelser af Elektrotoner i Verdensrummet.
Møqe den marme Grænserved Lofoten SE ET
C. A. Bugge, Essæerne og den ældste Kristenmenighed . . . .. ..
Alexander Bugge, Novgorod som nordisk By . . .. 22 22 aa
Schjøtt, Epheterne i den attiske Historie . . . LL. 25
Nugvar Nielsen [Stensætnngen ved Valby NE

19

20

29
29
29

pep)

Johannessen, om den internationale Anthropologkongres i Cöln 1907.
Valg af en anthropologisk Komité for Norge . . . . 2. ;

S. Bugge, om en Runeindskrift paa en Sølvring fra Senjen. ;
Hertzberg, Meddelelse om Udgivelsen af K. Maurer's Vorlesungen her

altnordisehe Rechtsgeschcdhte ANE
Brøgger, Mindetale over S. Penfield. ; er
Alexander Bugge, Klostret paa Munkeby i Levanger Skyen oe

G. A. Guldberg, Beregning af Hvaldyrenes Volum og Vægt

P. Farup, Mekanismen ved kemiske Reaktioner i heterogene Systemer

Hertzberg, Redegjørelse for Macody Lunds Afhandling om de KG
norskeskyldsætnngeosv Fe

Aubert, Redegjørelse for hans Siden over den maleriske Dekor I
Sang Franceseo-kurkennøAsss

Hertzberg, Fund 1 Rigsarkivet af en ny Text af den Fame Oleana
med Melodi... Me er Gr

Valg af Embedsmænd fer 1907 SE FE er

/Fndringer 1 Selskabets Statuter NNN EE

Statuter for Videnskabs- Selskabet er Ændringerne så 7;
0 NE RA ME PS I er EE

Ga Me Byiteforbindelser med Sølgkabets BD Notbek
11906 (meddelt'af ANG Drolsum SAN SE

Videnskabs- Embedsmænd for 1907

Videnskabs-Selskabets Møder i 1907

Historisk-filosofisk Klasse. 19de Januar.

(Formand: Taranger. Sekretær: Konow).

1. Lieblein holdt et Foredrag om ægyptisk Religion og
opholdt sig nærmere ved et enkelt Punkt, foranlediget ved Le
Bon's Les premieres civilisations, hvori denne dadler Ægypto-
logernes skjæve Syn paa ægyptisk Religion. Forfatteren staar
paa rationel moderne Grund og gaar ud fra Principet om Men-
neskesiægtens fremadskridende Udvikling; han alviser derfor
Ægyptologernes Paastand om, at Ægypternes Religion 1 Løbet
af 4000 Aar ikke viser Udvikling eller Fremskridt. Foredrags-
holderen fremholdt, at han selv 1 sin ,Gammelægyplisk Religion*
(1883) har udtalt den samme Dom om Ædgyptologernes Feilsyn
som Le Bon.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen
og Konow.

2. Broch gav nogle Meddelelser om sin sidste Reise til
slaviske Lande, dens Formaal og Methoden ved de foretagne
videnskabelige Undersøgelser.

3. Derefter forhandledes indre Anliggender.

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 26de Januar.

(Formand: Nansen. Sekretær: Johannessen).

1. Bjerknes holdt et Foredrag om Anvendelsen af Hydro-
dynamikens og Thermodynamikens Principer til Forudberegning
af Athmosfærens og Havets fremtidige Tilstand. Han diskuterede

herunder den theoreliske Mulighed af Forudberegning af denne
1

9
Forudberegning og fremviste Resultaterne af nogle indledende
Arbeider til Forberedelsen af dette Problems Løsning 1 de Til-
fælde, hvor Observationer af Luftens og Havets Tilstand fore-
ligger paa Grundlag af de internationale Ballonopstigninger og
de internationale hydrografiske Expeditioners Resultater.

Mohn udtalte sin Glæde over at se de internationale
aéronautiske Observationer tagne under Behandling af Professor
Bjerknes og sin fulde Tilslutning til de af ham fremstillede
Methoder.

Steen fremhævede, at Meteorologerne for Tiden vandrer to
Veie: den dynamiske og den, som han for Kortheds Skyld vilde
kalde den elektriske. Prof. Bjerknes var efter hans Mening den,
der var kommen længst frem paa den dynamiske Vei, og han
ønskede ham tillykke med de opnaaede smukke Resultater.
Den elektriske Vei var man ganske nylig slaaet ind paa, men
dette udelukkede ikke, at man med overordentlig Interesse
imødesaa den videre Udvikling af Bjerknes's greie og klare
Theori.

Efter nogle kortere Bemærknmnger af Birkeland og
Størmer fremholdt Nansen i Anledning af Beregningen af
de internationale Havundersøgelser, at der efter hans Mening
syntes at være væglige Grunde for at antage, at der 1 Dybet var
meget store Bølger, som kunde have Høider paa 50 eller endog
100 Meter, men som ikke var synbare paa Qverfladen. Disse
Bølger gjorde det vanskeligt at trække sikre Slutninger fra
Observationerne paa de forskjellige Stationer med Hensyn til
Havets virkelige Tilstand til de forskjellige Tider. Det gjaldt nu
at lægge megen Vægt paa at komme til sikker Kundskab om
disse ukjendte Fænomener 1 Dybet og deres Forløb. Tilslut
udtalte han som Formand paa Selskabets Vegune en Tak for det
høist interessante Foredrag.

2. Til Trykning fremlagdes:
Ove Dahl: Botaniske Undersøgelser i indre Ry lleg Trykt
i Selskabets Forhandlinger for 1906 som No. 38.

3

Adolf Hoel: Den marine Grænse ved Velfjorden. (Frem-
lagt ved Professor Vogt). Trykt i Selskabets Forhandlinger for
1906 som No. 4.

Fællesmøde. 9de Februar.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G, A. Guldberg).

1. Lieblein paaviste de Ligheder, som findes mellem
det ægyptiske Tempel paa den ene Side og Israeliternes Taber-
nakel paa den anden Side. Det var den samme Tredeling i
Forgaarden, det hellige og det allerhelligste; 1 det allerhelligste,
hvor Dagens Lys aldrig trængte ind, opbevaredes den hellige
Kultusgjenstand: i Tabernaklet var det Pagtens Ark med de 10
Bud, 1 det ægyptiske Tempel var det Gudens Billede eller hans
Symbol. Pagtens Ark ligesom Ægypternes Gudeskrin blev baaret
omkring paa samme Maade 1 høitidelige Processioner, og saavel
paa Arkens Laag, Naadestolen, som paa Skrinets Laag hvilede
i samme Stilling to beskyttende Keruber, og endelig var der
foran Salomos Tempel opstillet to Søiler paa samme Vis, som
der foran det ægypliske Tempel stod to Obelisker.

I Anledning at Foredraget fremførte Mohn Bemærkninger,
hvortil Foredragsholderen replicerede.

2. Yngvar Nielsen oplæste et Brev, han netop havde
modtaget fra Kaptein Roald Amundsen, dateret Kings Point
14de Oktbr. 1905, hvori meddeltes, at Gjøa-Expeditionen havde
istandbragt en komplet Samling af Ethnographica fra Netchyillis-
Eskimoerne, der antagelig er de mindst kjendte af alle nulevende
Eskimoer, og som ikke har havt nogen Forbindelse med euro-
pæisk Civilisation.

Ligeledes meddelte Brøgger Indholdet af et netop fra
Kapt. Roald Amundsen modtaget Brev angaaende Expedi-
tionens geologiske Fund.

3. Derefter gav Arbo en Beskrivelse af den blonde Kort-
skallebefolkning hertillands samt dens Cranieform, som han fandt
mindede om Kvænens, og som efter G. Retzius allerede fore-
kom under Stenalderen. Den var hertillands saa talrig og udtalt,

4

at den maatte regnes for en integrerende Del ialfald af Sør- og
Vestlandets Befolkning. Han antog den for at høre til Landets
ældste Befolkning (Stenalderfolket) og altsaa indvandret før Lan-
dets øvrige langskallede norrøne Befolkning. Efter den Omtale,
den gotiske Historieskriver Jordanes (ca. 550 e. Chr.) giver af de
norske Folkestammer, troede han, at der ved, Finn: mitissimi*, >:
de blideste, godmodigste af Skandinaviens Stammer, er netop be-
tegnet denne Folketype, der den Dag idag frembyder de samme
Egenskaber i Modsætning saavel til de stridbare andre Stammer
som til ,Scretofennæ* 9: de skiløbende Finner i det nordlige
Norge. Efter nyere Undersøgelser fra Holland viser det sig, at
den samme Folketype udgjør en Del af Hollands og Frislands
Befolkning, og han antog, at man vilde gjenfinde den 1 alle
Lande rundt Nordsjøen, hvor den oprindelig vistnok har udgjort
en Kystbefolkning. Dens Udgangspunkt kan maaske være det
franske Stenaldercentrum ved Soloutré, hvor Pruner Bey troede
at kunne paavise finsk-esthniske Cranieformer.

4. Derefter fremlagde Generalsekretæren de siden
sidste Møde trykte Publikationer samt fra Moltke Moe til
Trykning en Afhandling af Jørg. Reitan: Aalens. Maalføre.
Trykt 1 den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1906 som No. 4.

Brøgger fremlagde en Afhandling af Victor Moritz
Goldschmidt: Die Pyrolumineszenz des Quarzes. Trykt i Sel-
skabets Forhandlinger for 1906 som No. 5.

Yngvar Nielsen fremlagde et større Arbeide af Oscar
A. Johnsen: De norske Stænder, Bidrag til Oplysning om
Folkets Deltagelse 1 Statsanliggender fra Reformationen til
Enevældet (1537—1661). Trykt 1 den hist.-filos. Klasses Skrifter
for 1906 som No. 5.

Historisk-filosofisk Klasse. 23de Februar.
(Formand: Taranger. Sekretær: Konow).
1. S. Bugge forelagde efter Initiativ af Professor Falk
Spørgsmaalet om Skrivemaaden af Navnet , Hafrsfjord* i Anledning
af Prægningen af en Medalje. Den nuværende Udtale paa Stedet

5)

er ,Haffjord*. Y. Nielsen bekræftede dette. Storm nævnte
fra Stavanger Formen ,Haisfjord*. Denne sidste var Bugge
og Torp (sl. Rygh, G. Storm) tilbøielige til at foreslaa, medens
Taranger, Y. Nielsen, Hertzberg, Ræder o. fl. talte for
Bibehold af den saalænge hævdede Form ,Halrsfjord* med r
mellem f og s.

2. Taranger indledede i et Foredrag en Diskussion over
Y. Nielsens ,Studier over Harald Haarfagres Historie* i ,,Histo-
risk Tidsskrift* 1906, H. 1. I sin Krilik gjennemgik Foredrags-
holderen først Y. Nielsens Kildekritik og Kildegruppering, som
efter hans Opfatning ikke kan ansees for liliredsstillende. Der-
næst gik han mere indgaaende over til Opfatningen af Spørgs-
maalet om Harald Haarfagres ,Tilegnelse af Odelen*. Han
diskuterede her den Hypothese, Y. Nielsen har fremholdt, og som
kan kaldes for ,Konfiskationshypothesen*, der maa sættes som
en ny ved Siden af (ikke egentlig overensstemmende med) ,, Be-
skatningshypothesen* (sl. Sars, Hertzberg). Foredragsholderen op-
fattede Kong Haralds Politik som virkelig gaaende i Retning ai,
hvad vi finder som Principer for vesteuropæisk Lensret, — i Ret-
ning af, at ,Kongens Bud og Ban gaar forud for Arveret*, idet
Haralds Optræden 1 en Række Tilfælde ikke kan baseres paa
norsk Privatret eller lovfæstet Hævd.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen og
Hertzberg, der begge bad om, at Diskussionen maatte fort-
sættes senere.

3. Derefter skredes til Diskussion og Afstemning over de af

Indvalgskomiteen indsendte Forslag angaaende Valg af nye
Medlemmer.

4. Der fremlagdes til Trykning:

Hans Ross: Norske Bygdemaal II. Trykti den hist.-filos.
Klasses Skrifter for 1906 som No. 8.

Oberst Gulowsen: Gyldenløvefeiden 1675—1679. (Fremlagt
ved Yngvar Nielsen). Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter
for 1906 som No. 6.

6

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 9de Marts.

(Formand: Nansen. Sekretær: Johannessen).

1. P. Farup holdt et Foredrag om enkelte Kulreaktioner
ved høie Temperaturer. Han gav herunder en Oversigt over den
Hastighed, med hvilken Gasarterne Surstof, Kulsyre og Vanddamp
reagerer med Kul. Forsøgsbetingelserne var for de 3 Gaser den
samme, og Resultatet af Undersøgelserne havde været, at medens
Surstof allerede ved 4009 med maalbar Hastighed begynder at
reagere med Kul, sker dette for Kulsyrens og Vanddampens
Vedkommende under de anvendte Forsøgsbetingelser først ved
8009. Sidestiller man disse Reaktioner, finder man, at Surstof ved
850? reagerer ca. 100,000 Gange til saa hurtigt som Kulsyre og
Vanddamp ved samme Temperatur. Fra andet Hold foreligger
der Maalinger over Kulsyrens og Vanddampens Spaltningsgrad
ved høie Temperaturer. Man kan af disse Maalinger beregne,
at Kulsyre og Vanddamp ved 8509 mdeholder 179594 af den
Mængde Surstof, som findes i Surstof under Athmosfæretryk.
Foredragsholderen drog heraf den Slutning, at Reaktionshastig-
heden i alle disse Reaktioner var afhængig af Surstofkoncentra-
tionen, og at man med Kjendskab til denne ved en bestemt
Temperatur kunde beregne den Hastighed, med hvilken Kulsyre
eller Vanddamp reagerer med Kul.

Foredraget gav Anledning til anerkjendende Bemærkninger
af Vogt.

2. Til Trykning fremlagdes:

Th. Hiortdahl: Fremstilling af Kemiens Historie, 2den
Del. Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1906 som
No. 4.

P.A. Øyen: Femten Aars glaciologiske lagttagelser. Trykt
1 Selskabets Forhandlinger for 1906 som No. 7.

3. Dernæst gik man over til Behandling af de gjennem

Indvalgskomiteerne indsendte Forslag om Optagelse af nye Med-
lemmer.

1 /

Fællesmøde. 23de Marts.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G. A. Guldberg).

1. Johan-Olsen meddelte om sine Undersøgelser 1 de
senere Åar over endel overmaade smaa Organismer, som han
har iundet snyltende ovenpaa og inde i Mikroberne — Gjærsoppe,
Mugscppe, Bakteriers Legemsvædske. Disse Organismer har
han foreløbig kaldt Elassofyter, da de svækker Vædsken, ned-
sætter Livsevnen, men især dens fysiologiske Aktivitet: Gjærkrait
og Virulens.

Foredragsholderen havde først paavist disse levende udenpaa
en meget rigelig Ostegjær, hvis Gjæreevne de endog i den Grad
havde forstyrret, at økonomiske Ulemper deraf var opstaaede.
De havde eiendommelige svirrende, lunefulde, dels fremadskridende,
dels roterende Bevægelser — helt ud forskjellige fra de Brownske
Molekularbevægelser. Senere havde han fundet dem igjen med
de samme eiendommelige Bevægelser, omend som Regel livligere,
inde i Gjæreellens Vacuoler. Ved Farvning med Methylenblaat
farvedes disse Smaalegemer inde i Vacuolen som Regel rødt,
medens Vædsken antog en anden blaa Farve. Senere Undersøgel-
ser havde vist, at han kunde finde igjen disse smaa Væsener
hos en Række Mikrober, baade høiere Soppe og Bakterier.

Da de foruden selvstændig Bevægelse havde en selvstændig
Formerelse — Knopskydning og Deling, saa Taleren sig be-
rettiget til at anse disse for egne selvstændige Organismer —
Mikrobernes Parasiter.

De kan ikke holdes borte ved de sædvanlige Rendyrknings-
methoder. I gamle fra først af helt rene Kulturer viser de sin
Tilstedeværelse delvis ved en successiv Farveskiftning af Kul-
turerne — ifra hvidt til rødt, brunt, violet, blaat, alt efter Arten,
samt ved at selv noksaa fast og tør Gelatin fluidificeres.

Da Elassofyterne oftest er saa smaa, at kun en 1000 Ganges
lineær Forstørrelse (en Milliard 1 Virkeligheden) kan give et
nogenlunde bestemt Omrids af dem, har det hidtil været umuligt at
fastslaa deres Form med Bestemthed, ligesaa lidt som deres virke-
lige Formering, Modus og Bevægelsesmidler. Uopklaret er ogsaa,
om der er mange Slags af dem eller kun faa, om en og samme

8

kan gaa over paa forskjellige Vædsker, eller hver Sop har sin
Parasit.

Til denne Del af Foredraget knyttede Foredragsholderen en
Del Bemærkninger, om hvilke Hypotheser der kunde opstilles
herover. Han nærede personlig ingen Tvivl om, at de
tidligere var seet, men feilagtig opfattede. Han betvivlede
ikke, at de spillede en stor Rolle i Naturens Husholdning som
Led i det hele, og at mange Gaader 1 Gjæringsfysiølogi og
Sygdomslære kunde opklares ved et videre Studium af Elasso-
fyterne. Specelt turde herved øines en Forklaring paa Sygdoms-
stoffenes og Fpidemiernes forskjellige Virulens og forskjelligartede
Optræden lil forskjellige Tider (Naturens Selvregulerimg som ved
Skogmarkepidemierne o.s. v.). Han vilde dog udtrykkelig frem-
hærve, at dette var Hypotheser. Hvad han havde fundet var,
at der fandtes smaa selvstændige Organismer, der kunde
snylte inde 1 Sopceller, inde 1 Gjær og inde i Bakterier og
Vædsker, svække dem og forandre deres Egenskaber.

I Anledning af Foredraget fremførte H. H. Gran endel
Bemærkninger, hvorlil Foredragsholderen replicerede.

2. Wille overleverede som Gave til Selskabet fra dets
Medlem Professor Dr. V. B. Wittrock i Stockholm 2det Bind at
dennes ,,Gatalogus illustratus Iconothecæ botanicæ Horti Bergiani
Stockholmiensis* og gav en Fremstilling af denne enestaaende
botaniske Portrætsamlings Tilblivelseshistorie. Den anlagdes op-
rindelig som Privatsamling af Prof. Wittrock, som imidlertid
1899 forærede den til Vetenskaps-Akademiens Bergianske Stii-
telse, hvis storartede Udvikling i de sidste 25 Aar skyldes hans
uegennyttige Arbeide og kloge Administration. Den derværende
botaniske Portrætsamling omfatter nu ikke mindre end 4083 Nr.
og er vistnok den største, som findes 1 sit Slags.

3. Generalsekretæren fremlagde de siden forrige Møde
færdigtrykte Afhandlinger af Selskabets Publikationer.

Generalsekretæren fremlagde paa Fridtjof Nansens Vegne
til Trykning hans Arbeide: Northern waters: Captain Roald
Amundsens oceanographic observations in the Arctic Seas In
1901. With a discussion of the origin of the Boltom-waters of

9

the Northern Seas. Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter
for 1906 som No. 8.

Brøgger fremlagde til Trykning et Arbeide af Cand. min. .
C. Bugge: Studier tber Kugelgesteime. I. - Der Kugelnorit zu
Romsaas. Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1906 som
No. 8.

Dernæst fremlagde Brøgger sit Arbeide: Die Mineralien
der siidnorwegisehen Granitpegmatitgånge. I. Niobate, Tantalate,
Titanate und Titanoniobate. Trykt i den math.-naturv. Klasses
Skrifter for 1906 som No. 6.

Derpaa fremlagde Eitrem til Trykning: Observations on
the Colax of Menander and the Eunuch of Terence. Trykt:
den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1906 som No. 7.

4. Derefter gik man over til indre Anliggender.

Historisk-filosofisk Klasse. 6te April.
(Formand: Taranger. Sekretær: Konow).

Hertzberg fortsatte den i forrige Møde paabegyndte Diskus-
sion om Y. Nielsens Studier over Harald Haarfagres Historie, idet
han trak Paralleler med frankiske og danske Forholde saavelsommed
de senere norske Skattepaalæg under Alfivatiden. Han hævdede, at
det var Nordmænudenes ligesom de øvrige germanske Stammers fuld-
komne Ubekjendtskab med og Uvillighed til at underkaste sig Be-
skatning, som bragte dem til at opfatte Haralds Skattepaalæg som en
Betaling for at faa Lov til at vedblive at sidde paa og bruge sin
Jord. At denne Opfatning alene skulde bero paa islandsk Tradi-
tion, modbeviste han ved at erindre om, at Haakon Adalsteins-
fostre af Nordmændene selv ansaaes for at have gjengivet dem
Odelen, da han afskaffede Haralds Kopskatter.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Taranger og
Yngvar Nielsen.

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 20de April.
(Formand: Nansen. Sekretær: Johannessen).
1. Vogt holdt et Foredrag om Krystallisationsprocessen i de
granitiske FEruptivbergarter og redegjorde for, hvorledes disse

10

kunde forklares ved Anvendelsen af de fysikalsk-kemiske Love
paa Krystallisation af Opløsninger.

2. Mohn fremlagde til Trykning i Selskabets Skrifter: Klima-
Tabeller for Norge. XIV. Nefiske Vindroser. Trykt 1 den
math.-naturv. Klasses Skrifter for 1906 som No. 5. Han rede-
gjorde samtidig for Indholdet.

Til Trykning fremlagdes endvidere:

A. Thue: Ueber unendliche Zeichenreihen. Trykt i den
math.-naturv. Klasses Skrifter for 1906 som No. 7. For-
fatteren redegjorde for Indholdet af Afhandlingen, hvortil Be-
mærkninger gjordes af Sylow.

9. Paa en Forespørgsel af Faye om Jordskjælvet 1 San
Francisco meddeltes endel Oplysninger herom af Brøgger,
Sylow og Reusch.

Aarsmødet (Fællesmøde). 3die Mai.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G. A. Guldberg).

1. Præses aabnede Mødet og henvendte en særlig Tak til
H. M. Kongen, der beærede Mødet med sin Nærværelse,
fordi han viste Selskabet den Ære og Interesse at ville være dets
Ærespræses; dernæst ønskedes Forsamlingen velkommen.

2. Derefter oplæste Præses Selskabets Aarsberetning
for 1905:

Videnskabs-Selskabet har 1 det forløbne Aar holdt 18
Møder, nemlig 6 Fællesmøder og 12 Klassemøder, 6 for hver
Klasse.

I disse Møder er der refereret 47 Foredrag, hvortil kommer
kortere Meddelelser. Af Foredragene falder 11 paa Fællesmøderne,
25 paa Møderne i den mathem.-naturv. lasse ( og 13 paa Mø-
derne 1 den hist.-filos. Klasse.

Af Ikke-Medlemmer er der holdt 1 Foredrag:

Fællesmøderne har gjennemsnitlig været besøgt af 38 Med-
lemmer og ca. 56 Tilhørere, Møderne 1 den math.-naturv. Klasse

Lil

af 25 og i den hist.-filos. Klasse af 18 Medlemmer foruden
nogle Tilhørere.

I Aarsmødet, 3die Mai, var 61 Medlemmer og forøvrigt ca.
250 Tilhørere tilstede.

Selskabet har for 1905 udgivet følgende Publikationer:

I. Forhandlinger for 1905, der indeholder 11 Afhandlinger til-
ligemed Oversigt over Møderne, tilsammen 575 Sider.

II. Skrifter I, af den math.-naturv. Klasse, omfattende 7 Af-
handlinger paa tilsammen 403 Sider med 12 Plancher, 3
Karter og 5 grafiske Fremstillinger.

IT. Skrifter IT, af den hist.-filos. Klasse, indeholdende 7 Afhand-
handlinger, tilsammen 418 Sider med 4 Plancher og 4
Karter.

I det hele er der altsaa udgivet 25 Afhandlinger paa til-
sammen 1596 Sider med 16 Plancher, 7 Karter og 5 grafiske
Fremstillinger. Af disse er 9 Afhandlinger skrevet paa frem-
mede Sprog og 7 Afhandlinger af Ikke-Medlemmer.

Ogsaa 1 det forløbne Aar har Selskabet oppebaaret samme
betydelige Bidrag af Nansenfondet som 1 de næst foregaaende
Aar, hvilket i Forbindelse med Statstilskudet har gjort det mu-
ligt at kunne indvilge en Flerhed af de til Selskabet indkomne
Andragender om Trykning.

Af det for Livet i Naturen interesserede Medlem af Sel-
skabet, afdøde Skoledirektør F. 0. Guldberg, er der testamen-
tarisk skjænket Selskabet Gaarden Tømte i Nannestad til en
dyre- og plantebiologisk Forsøgsstation.

Selskabet har ved Imødekommenhed fra Storthingets Nobel-
Komité faaet leiet Rum for sine Møder i Nobelinstitutets Gaard
ved Drammensveien, hvor man flyttede ind 1 Oktober Maaned
1905. Tidligere holdtes alle Møder paa Universitetet, hvis Rum
dog i de senere Aar er bleven saa stærkt optaget, at det ofte
kom i Kollision med Selskabets Møder.

I afvigte December Maaned havde Bestyrelsen Foretræde
for H. M. Kongen, der paa Anmodning lovede at være Selska-
bets Æ'respræses.

19

pl

Selskabet faar herigjennem Lov at frembære for Deres
Majestæt sin ærbødigste Tak.

Selskabet har 1 1905 havt 174 indenlandske Medlemmer,
93 i den mathem.-naturv. Klasse og 81 1 den hist.-filos. Klasse,
og 144 udenlandske, hvoraf 88 1 den mathem.-naturv. Klasse og
56 i den hist.-filos. Klasse, eller tilsammen 318 Medlemmer. Af
disse indvalgtes 1 Fællesmødet den 24de Marts 2 udenlandske
Medlemmer.

I det forløbne Aar har Selskabet at beklage Tabet af 4
— indenlandske Medlemmer, nemlig Professor Hjort, Direktør F.
O. Guldberg, Rigsarkivar Huitfeldt-Kaas og Professor Dr.
Sehønberg; desuden er 6 udenlandske Medlemmer afgaaet ved
Døden. Selskabet tællede ved Aarets Udgang ialt 508 Med-
lemmer, 170 indenlandske og 138 udenlandske.

Selskabets Skrifter og Forhandlinger har i Aarets Løb været
uddelt foruden til Medlemmerne ogsaa til 54 indenlandske og
251 udenlandske Bibliotheker; til Gjengjæld har Selskabet mod-
taget 1 Bytte 766 Bind og Heiter, der for en væsentlig Del er
afgivet til Universitets-Bibliotheket, da Selskabet ikke har noget
særskilt Bibliothek.

9. Præses meddelte Bestyrelsens Beslutning, at H. Å.
Benneches Stipendium for skjønliterært Forfatterskab ud-
deltes til Forfatterne D'Hrr. Vilh. Krag og Bernt Lie med Kr.
1000 hver.

Endelig meddelte Præses, at ingen Besvarelse var indløbet
paa den for 1904—05 udsatte Prisopgave for Apotheker Øwres
Guldmedalje. Som ny Opgave for 1906—07 er af Legatkom:-
teen fremsat følgende: ,En kemisk Undersøgelse af en fed eller
flygtig Olje, der stammer fra en her 1 Landet voksende Plante*.

4. Derefter oplæste Formanden i Nansenfondets Styrelse,
Prof. Dr. W. GC. Brøgger, følgende

Beretning fra Nansenfondet for Budgetaaret
fste April 1905—31te Marts 1906.

Fondets Renteafkastning har under Aaret udgjort Kr.
45 618.533. Fondets Kapitalformue er under Budgetaaret steget

15

fra Kr. 1001 607.13 den 33 1905 til Kr. 1008 992,15 den 913
1906. Fondets Væxt under Aaret udgjør saaledes Kr. 7 355.02.
Denne Tilvæxt er fremkommet ved:

Afsætning af '/10 af Renteafkastningen. . . . . Kr. 4561.85
Bidrag til Hovedfondet fra Dunderland Iron Ore Co. ,; 381.17
Bidrackulkdet Østerdalskekond NR 200.00
Indkommet ved Salg af Beretningen for ste Fram-

evpedion re NE 22202

Sum Kr. 7 35.02
Fondets Kapitalformue den 3ite Marts 1906 fordeler sig

saaledes:
Ebvearmaetr ER 955059

Det amerikanske Fond. . . 6 061.33
Det østerdalske Fond . . 5 825.99
Ole Evenstads Legat . . 10046.87

Det trondhjemske Fond . 11 301.537
Sum Kr. 1008 992.15

Til Bearbeidelse og Udgivelse af Beretningen om den første
Fram-EÉxpeditions videnskabelige Resultater er under
Aaret udbetalt Kr. 1670.52. I alt er til 9/1 1906 udbetalt til
denne Beretning Kr. 89 222.50.

Til Bearbeidelse og Udgivelse af Beretningen om den anden
Fram-Expeditions videnskabelige Resultater bevilgedes
for Budgetaaret Kr. 6000.00. I alt var til 93 1906 til denne
Beretning bevilget Kr. 25 241.34.

Af Beretningen om den første Fram-Expeditions Resultater
udkom 1 Slutten af Budgetaaret Bind V; tidligere er udkommet
Bind I-IV samt Bind VI; der resterer saaledes af denne Be-
retning nu kun et Bind.

Udgivelsen al Beretningen om den anden Fram-Expeditions
Resultater forsinkedes under Aaret ved Redaktøren Amanuensis
P. Schei's lange Sygeleie, der endte med hans Død; Redaktio-
nen er nu overlaget af Prof. Dr. N. Wille. Første Bind kan

ventes udgivet i en nær Fremtid.

14

Til andre videnskabelige Formaal er under Aaret bevilget:

Videnskabs-Selskabet 1 Kristiania har paa sædvanlige
Betingelser erholdt det sædvanlige Bidrag Kr. 10000.00.

Til videnskabelige Undersøgelser og til Udgivelse af for-
skjellige videnskabelige Skrifter har været bevilget:

Professorerne Å. Torp og Sophus Bugge til deres Værk:
yUngriechische Elemente in der altgriechischen Sprache* Kr.
800.00.

Prof. J. H. L. Vogt til hans Undersøgelser over Silikat-
smeltemasser Kr. 200.00. (Tidligere bevilget Kr. 700.00, i alt
saaledes Kr. 900.00).

Prof. C. Størmer tl fortsatte Undersøgelser over Katode-
partiklers Baner Kr. 1000.00. (Tidligere bevilget Kr. 1000.00,
1 alt saaledes Kr. 2000.00).

Amanuensis P. Schei til Arbeider 1 Anledning af kemiske
Undersøgelser over Ellesmere-Landets Eruptivomraade Kr. 900.00.

Amanuensis Sæm Sæland til et Telt for en magnetisk
Expedition Kr. 60.00.

Bibliotheks-Amanuensis FE. H. Lind (Upsala) til Udgivelse
af et Værk over norsk-islandske Personnavne Kr. 1000.00.

Prof. Moltke Moe til Grundlæggelse af et Arkiv for norsk
Folketradition paa Universitetsbibliotheket Kr. 800.00.

Prof. A. Taranger til Afskrift af den norske Overhofrets
Afsigtsbøger Kr. 300.00. (Tidligere bevilget Kr. 600.00, 1 alt
Kr. 900.00). |

Prof. A. Taranger ul Forberedelse af en Afhandlng om
snorske Bonderetsstudier* Kr. 200.00.

Konservator W. Foslie til et Værk om ,Corallinaceer*
Kr. 1000.00.

Dr. C. Arbo til Fortsættelse af hans antropologiske Studier
Kr. 600.00. (Tidligere bevilget Kr. 3000.00, 1 alt Kr. 3 600.00).

Dr. Andr. M. Hansen til Studier over Landets ældste Be-
byggelse Kr. 1 200.00.
| Amanuensis H. Chr. Geelmuyden til Studier over Sukker-
syge Kr. 800.00.

15

Dr. Vilhelm Magnus til Studier over ,Gorpora quadrige-
mina* Kr. 800.00.

Dr. Geirsvold til Studier over Poliomyelit Kr. 500.00.

Docent Konrad Nielsen til Forarbeider for et lappisk-
ungarsk Lexikon Kr. 400.00.

Dr. Chr. A. Bugge tl Studier over Paulmismen Kr.
S00.00.

Til *Norsk theologisk Tidsskrift* Kr. 400.00.

Til ,Nordisk Tidsskrift for Retsmedicin og Psychiatri*
Kr. 300.00.

Til Norsk geologisk Forenings Tidsskrift, Renterne af det
amerikanske Fond Kr. 308.97.

Fridtjof Nansens Belønning uddeltes til Stipendiat
Wilhelm Sehencke for hans Arbeide ,Amon Re* med Kr.
1 500.00.

Endelig til faste Lønninger (Kvæstor, Sekretær og Bud)
medgaaet Kr. 1 362.836.

Til tilfældige Udgifter Kr. 33.22.

Samlet Udgift for Aaret (iberegnet Afsætning af 1/10 af Ren-
ten) Kr. 42 496.90.

I Styrelsens Sammensætning er indtraadt den For-
andring, at Kirkedepartementels nuværende Uhef, Statsraad Dr.
Otto Jensen, er indtraadt istedetfor Statsraad Chr. Knudsen.
Endvidere er istedetfor Prof. E. Schønberg, der er algaaet
ved Døden, valgt af Universitetets Professorer Prof. Dr. S. B.
Laache, hvorhos som Suppleant 1 hans Sted er valgt Prof. R.
Collett.

Styrelsen bestaar saaledes for indeværende Aar al:

Somselvskrevne Medlemmer: Minister Dr. Fridtjof Nansen,
Videnskabs-Selskabets Generalsekretær Prof. Dr. G. A. Guldberg
og Kirkedepartementets Chef Statsraad Dr. Otto Jensen. Valgte
af Videnskabs-Selskabet: Prof. Dr. W. C. Brøgger (Formand),
Prof. Dr. Sophus Bugge og Rigsarkivar EFE. C. H. Hertz-
berg, med Suppleanter Professorerne J. F. B. Storm og G. 0.
Sars. Valgte af Universitetels Professorer: Prof. Dr. T. H.

16

Aschehoug og Prof. Dr. S. B. Laache, med Suppleanter
Professorerne Dr. B. Morgenstierne og R. Collett. Valgte af
Storthinget (1/1 1905—33 1908): Præsident C. C. Berner og
Konsul Axel Heiberg, med Suppleant Statsraad S. A. B.
Arctander.

Paa den af Nansenfondets Styrelse den 3die Mai 1904 ud-
salte Prisopgave angaaende Betydningen af Symbiosen mellem
Skogtræernes Rødder og mycorrhiza var ingen Besvarelse ind-
kommet.

Som Besvarelse af den af Nansenfondets Styrelse den Sdie
Mai 1905 udsatte Prisopgave: ,Der forlanges en indgaaende stra-
tigrafisk-faunistisk Oversigt over de oversiluriske Afleiringer 1
Kristamafeltet* var ved Udløbet af den fastsalle Frist ind-
kommet en større Afhandling med Titel: ,Qversiluren 1 Kri-
stianiafeltet. En stratigrafisk-faunistisk Undersøgelse*. Afhand-
lingen var ledsaget af lalrige Profiler og Karter samt Plancher
og Fotografier.

Til Bedømmelse af Afhandlingen nedsatte Styrelsen en
Komité bestaaende af Formandeu, Prof. Brøgger. samt Min:-
ster Nansen. Denne Komité har afgivet følgende Udtalelse:

Til Styrelsen for Nansenfondet!

Den Afhandling, der er indkommet som Besvarelse af den
for 1906 udsatte Prisopgave, indeholder Resullaterne af mange-
aarige egne lagttagelser og støtter sig lil storartede Indsamlinger
af Fossilmateriale. I første Del af Arbeidet har Forfatteren med
overordentlig Grundighed undersøgt Lag for Lag den hele Lag-
række i Kristianiafeltets Siluromraader og særskilt monografisk
bearbeidet de oversiluriske Lagrækker paa Ringeriket, paa Bunde-
fjordens Øer og paa Øerne ved Holmestrand. Arbeidets gene-
relle Del indeholder dernæst en sammenlignende Oversigt over
de stratigrafisk-faunistiske Forhold 1 hele Kvistiamalfeltet, med
en ny detaljeret Zoneinddeling af de enkelte Etager, ledsaget af
Mægtighedsbestemmelser og Redegjørelse for Faciesudviklingen.
Tilslut indeholder den første Del af Afhandlmgen en ligeledes
paa egne Studier i Naturen under Besøg 1 de øvrige nordeuro-

17

pæiske Siluromraader med littoral Udvikling (England og Øster-
sjøprovinserne) grundet detaljeret Sammenligning, der er af over-
ordentlig interesse og bringer en Række nye, vigtige Resultater.
Særskilt maa her fremhæves, at det er lykkedes forfatteren at
paavise, at den underste Hovedafdeling af Oversiluren, Llandovery-
Afdelingen, i Kristianiafeltet indeholder en langt formrigere og
fuldstændigere Lagrække, end 1 noget af de øvrige nordeuro-
pæiske Omraader og derfor kaster helt nyt Lys over Fauna og
Udvikling under denne Del af Silurtiden. Ligeledes kan nævnes,
at den første Del af Arbeidet bringer et Bidrag af afgjørende
Betydning til Forstaaelsen af Sammenhængen mellem det skotsk-
engelske og de baltiske Siluromraader. Det er endvidere inden-
for selve Kristianiafeltet lykkedes Forfatteren at paavise, at de
hidtil yderst ufuldstændig kjendte vestlige Qmraader (Hadeland,
Ringerike, Skiensdalen) under hele den oversiluriske Tid gjennem-
gaaende viser sig at være alfsat nærmere en Kyst, end de øst-
lige Omraader (Kristianiadalen, Holmestrandsfeltet).

Anden Del af Forfatterens Arbeide indeholder en Række
monografiske Bearbeidelser af vigtige ledende Fossilrækker, Tri-
lobiter, Leperditier, Brachiopoder o. s. v.; ogsaa denne Del al
Arbeidet, der omhandler en hel Del nye Arter og Mutationer af
betydelig fylogenetisk Interesse, er ledsaget af et rigt Figur-
materiale.

Forfatterens Afhandling er 1 alle Henseender et grundigt og
ombyggeligt Specialarbeide. Men ogsaa en Række Spørgsmaal
af stor generel Interesse løses gjennem Forfatterens Undersøgel-
ser. Arbeidet vil derfor efter Komiteens Mening blive af grund-
læggende Betydning for Kjendskabet til Udviklingen af den
marine Fauna under Silurtiden og vil, naar det foreligger færdig
for den videnskabelige Verden, visselig blive anseet som et Værk,
den norske Videnskab kan være stolt af.

Komiteen maa derfor indstille Forfatteren til at erholde
Fridtjof Nansen's Pris* og foreslaar, at hans Arbeide maa blive
udgivet med Bidrag af Nansenfondet.

Kristiania den 12te April 1906.

W. GC. Brøgger. Fridtjor Nansen:

2

18

I Henhold til Komiteens Udtalelse har derefter Styrelsen i
Møde den 17de April besluttet at tilstaa Forfatteren af den md-
sendte Besvarelse Universitetsstipendiat Dr. Johan Kiær
Fridtjof Nansen's Pris med et Beløb af Kr. 1500, samt ligeledes
besluttet at bidrage til Udgivelse af Forfatterens Afhandling.

Styrelsen har samme Dag besluttet at udsætte følgende
Prisopgave at besvare inden iste Februar 1909:

-— ,Der ønskes en undersøgelse af norske stedsnavne
med Hensyn til de Oplysninger, som disse giver om det norske
Folks ydre og indre Historie, Kultur og Forhold overhoved, sær-
lig i den ældre og yngre Jernalder*.

Til Belysning af denne Prisopgave skal 1 det følgende
nævnes nogle af de Spørgsmaal, som man tænker at kunne faa
nærmere behandlede. Man vil dog udtrykkelig fremhæve, at
man ikke kræver samtlige de 1 det følgende nævnte Spørgsmaal
besvarede, og at man vil foretrække en grundig Undersøgelse
om enkelte af de herhen hørende Æmner fremfor en Behand-
ling, som intet væsentlig nyt bragte, af dem alle.

Som Æmner, det vil være vigtigt at faa behandlede, skal
saaledes nævnes:

Spørgsmaalet om, hvorvidt der i Norge findes Stedsnavne
af fuldstændig fremmedartede Sprog, og, hvis saa er, fra hvilken
Tid og i hvilket Omfang. Fremdeles: Stedsnavnenes Antydninger
eller Vidnesbyrd om gamle Stammevandringer eller om Folke-
grænser og Folkesammenslutninger, tildels forskjellige fra de,
som fremtræder i de historiske Skrifter. Endvidere: Stedsnav-
nenes Oplysninger om Tiden for og Omfanget af Nordmændenes
Udbredelse i de nordligste Landsbygder. Bidrag fra Steds-
navnene til Belysning af Bebyggelsesforhold overhoved; af Re-
ligion og Kultus; af forskjellige Næringskilder; af Træers og
Væxters Udbredelse og andet lignende.

Efterat Videnskabs-Selskabets Præses havde takket Nansen-
fondets Styrelse for Bidraget til Selskabets Publikationer, holdt

5. Hagerup et Foredrag: ,Det psykologiske Grundlag for
Retten*.

19

6. H. Gran holdt et Foredrag: ,Om Nydannelser og Arter
i Planteriget*.

7. Præses sluttede det aabne Møde med en Tak til H.M.
Kongen, de Indbudne og Medlemmerne samt de øvrige Tilhørere
for deres Nærværelse.

S. Generalsekretæren oplæste Protokollen fra sidste
Fællesmøde og fremlagde Selskabets Publikationer for 1905, 1 3
Bind, samt de siden forrige Fællesmøde i Trykken udkomne
Afhandlinger.

9. Yngvar Nielsen fremlagde til Trykning en Afhand-
ling af Amanuensis 0. Solberg: ,Beitråge zur Vorgeschichte
der Osteskimo*.

Johan-Olsen fremlagde til Trykning sin Afhandling:
,Untersuchungen ber Parasiten ber Hefen und Bakterien
(Die Elassophyten)*.

Eitrem fremlagde sin Afhandling: ,Notes on some Greek
Literary Papyri*. Trykt i Selskabets Forhandlinger for 1906
som No. 10.

10. Generalsekretæren fremlagde Selskabets Regnskaber,
der var gjennemgaaet af Revisorerne, som havde fundet dem i
Orden. Selskabet gav hermed Kassereren Decharge.

Historisk-filosofisk Klasse. 18de Mai.

(Formand: Taranger. Sekretær: Konow).

1. S. Bugge gjorde en Del Bemærkninger om Hafrsfjord-
slaget 1 Tilknytning til den 1 de tidligere Møder førte Diskus-
sion. Han hævdede, at den Kombination af de gammelnorske
Kvad om Haifrsfjordslaget med irske Beretninger, som Professor
G. Storm og efter ham Y. Nielsen har begrundet, fører til vig-
tige Slutninger. Den gamle norske Kongeæt og Kongeætten 1
Dublin opviser tildels identiske Navne og maa have været be-
slægtede. Hvis Haralds Modstandere i Hafrsfjord derfor var
identiske med de irske Konger, saa var de følgelig hans nære
Slægtninge. Den hele Beretning maa sees 1 Sammenhæng med
Ynglingeættens Oprindelse.

20

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Yngvar Nielsen,
Hertzberg og Foredragsholderen.

2. Broch gav i et kortere Foredrag, ,Sprogligt fra den
slaviske Verden*, nogle Meddelelser om Behandling af korte
betonede Stavelser i forskjellige slaviske Sprog, særlig i
Czechisk. Videre viste han, hvorledes vi ved at tage for os de
forskjellige slaviske Sprog kan finde den samme Udviklingsrække
fra velare Spiranter til saakaldte Strubehovedspiranter, som vi
f. Ex. har paa germansk Grund.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Knudtzon, Hæg-
stad og Foredragsholderen.

3. Torp fremlagde til Trykning en Afhandling: ,,Etru-
skische Beitråge. Zweite Reihe. I. Uber einige etruskische Ge-
fåssinschriften*. Trykt i den hist.-filos. Klasses Skrifter for 1906
som No. 8.

Videre fremlagdes af Schjøtt: Studien zur alten Geschichte.
IL. Die Athenische Aristokratie*. Trykt i den hist.-filos. Klasses
Skrifter for 1906 som No. 9.

Hægstad fremlagde: ,Vestnorske maalføre fyre 1350. II.
Nordvestlandsk*.

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 25de Mai.

(Formand: Nansen. Sekretær: Johannessen).

1. Johannessen holdt Mindetalen over afdøde Brigadelæge
Arbo.

Han paapegede, hvorledes Arbos videnskabelige Arbeide var
voxet frem fra hans militære Stilling og Embedsgjerning, idet
han netop derved blev opmærksom paa de Forskjelligheder, som
gjorde sig gjældende blandt Befolkningen i de mange Bygdelag,
hvormed han kom i Berøring. Dette gav Slødet til hans nu saa
bekjendte Undersøgelser over det norske Folks Anthropologi.
Disse omfattede ved hans Død Hallingdal, Valders, Østerdalen,
Gudbrandsdalen, Kristianssands Stift og Bratsberg Amt og har
været rettede ikke alene paa Studiet af Hovedskalleformer,

21

Legemshøide og ydre anthropologiske Mærker, men ogsaa paa
Tænkemaade, Levesæt, Begavelse og Kultur.

Arbo var en Foregangsmand i sin Videnskab og hører med
til dem, der videnskabeligt har bygget vort Land. Han forstod
ogsaa at sprede Interessen for sin Videnskab 1 videre Kredse.
Bekjendt er det saaledes, hvorledes Betegnelserne ,Langskalle*
og ,»Kortskalle* er blevne ikke alene videnskabelige, men ogsaa
politiske Slagord.

Arbo vil altid regnes blandt de fremste Grundlæggere af
Nordens Anthropologi.

Selskabet hædrede hans Minde ved at reise sig.

2. Vogt holdt Mindetalen over Wilhelm Meyerhoffer,
Professor 1 Berlin i fysikalsk Kemi og Medlem af Videnskabs-
Selskabet siden ivaares. Han afgik ved Døden 2lde April d. A,,
42 Aar gl. Meyerhoifer har gjort sig bekjendt som van't Hoffs
Medarbeider specielt ved en Serie Undersøgelser, som handler
om Betingelserne for Dannelsen af Dobbeltsalte.

Videre leverede Meyerhoffer en Række Undersøgelser om
Anvendelsen af den Guldberg-Waageske Lov.

Meyerhoiffer hørte hjemme i Bukowina, hvor han eiede et
stort Gods. Han var født i Rusland, men var af østerrigsk Af-
stamning og var i sin Livsgjerning knyttet til Tyskland. Han
var en baade usædvanlig dygtig og elskværdig Personlighed.

Selskabet hædrede hans Minde ved at reise sig.

9. R. Collett fremviste en Del mærkelige Naturalier fra
Syd-Georgia — Antarctica, skjænket af Kaptein Larsen, Sande-
fjord, — og gav en kort Karakteristik af de faunistiske Forhold i
Sydpolarlandene. Han henledede særlig Opmærksomheden paa
en kjæmpemæssig Søelefant, ca. 5 Meter lang, der netop er ud-
stoppet. Desuden paa Keiserpingvinen, Aptopodytes patagoniea,
hvoraf fremvistes en voxen Hun, en Dununge og Ægget.

Desuden paaviste han, at et Foster af Sydgeorgias Knøl-
hval i alle Henseender var overensstemmende med Fostere af
den nordatlantiske Knølhval (Megaptera nodosa), saaledes at
begge disse Former utvivlsomt er identiske.

29

Historisk-filosofisk Klasse. 21de September.
(Formand: Taranger. Sekretær: Konow)

1. G. Gran gav 1 nogle Mindeord om Dr. Henrik Ibsen
en Karakteristik af dennes Digtning og en Vurdering af dens
Stilling og Betydning.

Forsamlingen hædrede den Bortgangnes Minde ved al reise sig.

2. Lieblein fremdrog 1 et kort Foredrag enkelte Punkter
i den 1 forrige Halvaar førte Diskussion om Harald Haarfagres
Historie, som han søgte at paavise ikke vilde holde Stand for
en streng Kritiks Prøvelse.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Hertzberg.

3. B.-R. Aars fremlagde til Trykning en Afhandlmg:
Gut und Böse. Zur Psychologie der Moralgetihle*.

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 28de Septbr.

(Formand: Brøgger. Sekretær: Johannessen).

1. G. A. Guldberg holdt et Foredrag om de sekundære
Kjønskarakterer, paaviste deres Afhængighed af Genitalkjertlerne
og hvorledes der ved Sterilitet optræder en Blanding af masku-
line og feminine Karakterer hos samme Individ.

2. Størmer holdt Foredrag om periodiske Bevægelser af
Elektroner i Verdensrummet under Indflydelse af Jordmagnetismen
med Anvendelse paa Eschenhagens *Flementarwellen des Erd-
magnetismus*.

Foredragsholderen omtalte først 1 Korthed de Resultater,
hvortil han var kommen ved mathematisk at undersøge en elek-
trisk ladet Partikels Bevægelse under Virkningen af en Flementar-
magnet. Han gav dernæst en OQversigt over en Række mærke-
lige periodiske Baner, som han havde fundet. Ved at anvende
Resultaterne paa Kathodestraaler, samt paa a- og B-Straaler fra
Radium, hvilke samtlige antages at bestaa af elektrisk ladede
Partikler, udslynget med Hastigheder fra 20000 til 285000 Km.
1 Sekundet, viste han dernæst, hvordan Sværme af saadanne
Partikler kunde tænkes at komme if. Ex. fra Solen og mere og

25

mere komme fil at bevæge sig 1 periodiske Baner omkring Jor-
den i Afstande fra samme paa 150000 til 9 Millioner Km.;
disse kunde da give Anledning til periodiske Variationer i Jord-
magnetismen med Perioder fra 6 Sekunder til flere Timer. Da
nu de af Eschenhagen samt af Prof. Birkeland observerede
, Elementarwellen* har Svingetider, som passer med ovenstaaende,
antog Foredragsholderen, at man her havde en Forklaring paa
disse gaadefulde Fænomener.

3. Vogt leverede en kort Meddelelse om Forholdet mellem
Strandfladen og Strandlinierne (eller den marine Grænse) ved
Lofoten og Indlandet indenfor og drog deraf den Slutning, at
Landet her først under een Periode var presset paaskraa ned i
den indre Del, og at der senere havde fundet en skraa Hævning
Sted.

Meddelelsen gav Anledning til Bemærkninger af Bjørlykke
og Mohn.

4. Øyen fremlagde til Trykning en Afhandling betitlet:

Undersøgelser af Terrassegrus 1 Asker*.

Fællesmøde. 12te Oktober.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G. A. Guldberg).

1. C. Å. Bugge holdt et længere Foredrag over: ,Essæ-
erne og den ældste Kristenmenighed*. Foredragsholderen paa-
viste, at alle Essæernes Fiendommeligheder (Morallære, Sæder,
Indretninger), som ikke gjenfindes hos andre, de gjenfindes i den
ældste Kirke. Dette tyder paa Sammenhæng. Instruktionen
til Jesu Disciple Mt. Ev., Kap. 10 kan kun forstaaes under For-
udsætning af, at Jesus stod i Spidsen for en anerkjendt Essæer-
societet. Ogsaa den Side af Essæersamfundet, hvorefter det var
et Mysteriesamfund, havde Kirken taget 1 Arv. Det viser sig
blandt andet der, at 2. Petr. 1, 16 opfatter ,Forklarelsen paa
Bjerget* som en Epopsi eller Optagelse 1 et Mysteriesamfunds
høieste Grad. Ligeledes betegner Paulus sin Oplevelse ved
Damascus som en Epopsi (2. Kor. 12). Hermed stemmer Ud-
talelse af Jesus 1 Marc. 4 og Mt. 13, ligesom at Paulus kalder

24

sig ogsaa Medarbeidere ,Husholdere over Guds Mysterier*
(1. Kor. 4, 1) samt Pauli righoldige Mysterie-Vocabularium. Det
samme bekræftes af Eusebius og Epifanius.

2. Alexander Bugge holdt Foredrag over ,Novgorod
som nordisk By*.

I Anledning af Foredraget fremførte Broch nogle Bemærk-
ninger.

3. Birkeland fremlagde til Trykning en Afhandling af
Amanuensis L. Vegard: , Beitråge zur Theorie der Lösungen*.
Trykt i den math.-naturv. Klasses Skrifter for 1906 som No. 8.

4. Generalsekretæren fremlagde 14 Afhandlinger, som var
bleven trykt i Selskabets Forhandlinger og Skrifter siden sidste
Fællesmøde.

5. For den gjenværende Del af Aaret valgtes til Formand
i den math.-naturv. Kl. N. Wille efter Minister F. Nansen,
der bor udenlands, og til Sekretær 1 den hist.-filos. Kl. 0. Broch

efter Konows Afreise til Indien.

Historisk-filosofisk Klasse. 28de Oktober.

(Formand: Taranger. Sekretær: Broch).

1. Schjøtt holdt Foredrag om ,Epheterne 1 den attiske
Historie*, nærmest som en Anmeldelse af sit snart i Tryk-
ken foreliggende Arbeide ,Studien zur alten Geschichte. II*.
Gjennem Forklaring af Ordet ,Ephet* er fundet den forbindende
Bro mellem Athens gamle Tid og den nye, Kleisthenes's og
Perikles's Tid. Naukrarierne, indført omkring Aar 700 f. Kr.
har 1 681 afgivet sine Chefer, *Epheterne*, til det høie Raad,
Areopagos, og derved med en militær Inddeling afløst den ældre
Gentilinddeling. Det er en lignende Udvikling af den, vi ser i
Sparta og 1 Rom (sl. Senatets ældre ,Patres*, hvortil senere
kommer ,conseripti*). De 12 gamle Stammer, Fratrierne, gik
op 1 de 48 Naukrarier, og derved grundlagdes en Koncentration,
som styrkedes gjennem de nye Valgregler under Solon. De for-
skjellige Qvergange er naturligvis umærkelige, men Ændringen
ved ,Epheterne* 1 681 giver os et fast Punkt i Udviklingen. —

25

I Tilknytning hertil gav Foredragsholderen en Række Bemærk-
ninger fra den ældre Skibstekniks Omraade.

2. Yngvar Nielsen gav Meddelelser om den gamle Sten-
sætning ved Valby tæt ved Larvik, der antydede Spor af en
Frøisdyrkelse.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger fra Schjøtt og andre.

Fællesmøde. 9de November.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G. A. Guldberg).

1. Johannessen fremlagde en Indbydelse til Deltagelse
1 den internationale Anthropologkongres i Göln 1907. Kongres-
sens Organisationskomité, Rektor Rademacher og Dr. med.
Bermbach havde gjennem Prof. Dr. Å. Johannessen sendt Ån-
modning til Videnskabs-Selskabet om Deltagelse og om Dannel-
sen af en Nationalkomité for Norge 1 Lighed med, hvad andre
Landes lærde Selskaber og Akademier gjør. Som saadan Komité
foresloges følgende Medlemmer af Selskabet: d'Hrr. Professor
W. GC. Brøgger, G. A. Guldberg og Å. Johannessen, Sanitets-
oberst L. Faye, Overlæge C. F. Larsen, Dr. med. L. Borthen 1
Trondhjem og Dr. Klaus Hanssen i Bergen, samt at Komiteen
stilles under Selskabets Protektion. Forslaget vedloges. Prof.
Johannessen vil meddele Oplysninger og modtage Anmeldelser
om Deltagelse og om Foredrag.

2. Sophus Bugge holdt Foredrag fom en Runeimdskrift paa
en nyfunden Sølvring fra Senjen*. Foredraget er senere trykt
som et eget Hefte af ,Norges Indskrifter med de yngre Runer,
udg. for det norske historiske Kildeskriftfond*.

Foredraget fremkaldte Bemærkninger af Gustafson og
Sebelien.

3. Hertzberg fremlagde liste Binds iste Hefte af Kon-
rad Maurers , Vorlesungen itiber altnordisehe Rechtsgeschichte*,
der er udgivet af Christiania Videnskabs-Selskab paa tysk Forlag.
falt vil udkomme 6 Bind, der vil danne et literært monumentalt
Værk over den berømte Forfatter.

26

4. Brøgger holdt Mindetale over Professor Dr. Samuel
Penfield, Newhaven, Conn., udenlandsk Medlem af Selskabet,
død den 12te August d. A. — Selskabet ærede hans Minde ved
at reise sig.

5. Alexander Bugge fortalte om et ukjendt Kloster,
Munkeby i Levanger Sogn, hvorom et nyfundet Pavebrev fra
Decbr. 1475 giver Oplysninger.

6. Generalsekretæren fremlagde de siden sidste Møde
udgivne Arbeider af Selskabets Skrifter.

Dernæst fremlagdes til Trykning et af Fru Alette Schrei-
ner og Dr. med. Kr. Sehreiner forfattet Arbeide: ,Neue
Studien iber die Chromatinreifung der Geschlechtszellen. IV. Die
Reifung der Geschlechtszellen von Enteroxenos Østergreni,
Bonn.*

Ligeledes fremlagdes til Trykning af P.A. Dyer y Nye
Bidrag til Bestemmelse af Pholasniveauet*.

Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse. 23de Novbr.

(Formand: Wille. Sekretær: Johannessen).

1. G. A. Guldberg meddelte Resultatet af en Under-
søgelse over, hvorledes der af Længde- og Periferimaalinger lod
sig beregne Volum og Vægt af de store Hvaldyr. Værdierne er
kun at anse rent tilnærmelsesvis. En 62 Fod lang Hval, hvis
Omkreds er 30 Fod, skulde efter Beregningen veie ca. 45 800
Kilo, idet den specifike Vægt sættes lig Vandets.

2. P. Farup holdt et Foredrag om Mekanismen ved ke-
miske Reaktioner 1 heterogene Systemer. Ved den almindelige
Kulforbrænding dannes ved Temperaturer indtil 500” hoved-
sagelig Kulsyre. Reaktionen mellem Surstoffet og Kullet kan
foregaa enten i Gasen, som omgiver Kullet, paa Grænsefladen
mellem Kul og Gas eller inde 1 Kullet selv.

Foredragsholderen mente, paa Grundlag af nærmere om-
talte Enkeltheder, med Sikkerhed at kunne drage den Slutning,
at selve Forbrændingen foregik inde.1 Kullet selv. Ved Hjælp af
nogle af Foredragsholderen afledede mathematiske Formler kunde

27

man beregne, hvor dybt ind 1 Kullet Reaktionen foregik. Be-
regningerne havde ført til det Resultat, at ved 455" 90 % af
Kulsyren var dannet allerede 1 en Afstand af 0.0003 mm. (=
3 Titusindedels Millimeter) fra Kullets Overflade.

Foredragsholderen gjorde ogsaa opmærksom paa, at de
ovennævnte Formler vilde kunne finde Anvendelse paa en
Række andre saavel almindelige kemiske som elektrokemiske
Reaktioner. |

3. Til Trykning 1 Selskabets Skrifter fremlagdes:

G. Guldberg: Om Volum og Vægtberegning af de store
Hvaldyr. |

Hiortdahl: Fremstillng af Kemiens Historie. 3die Del.

Fællesmøde. 7de December.
(Præses: Mohn. Generalsekretær: G. A. Guldberg).

1. Hertzberg fremlagde til Trykning en Afhandling af
Macody Lund over de gamle norske Skyldsætninger, Maal-
og Vægtenheder og knyttede hertil en Del forklarende Bemærk-
ninger om Forfatterens Hovedsynspunkter. Disse gaar ud paa,
1 Modsætning til, hvad der tidligere er lært, at hævde, at der 1
Middelalderens Norge var ikke et fælles, men en Række forskjellige
Værdi- og Priscentra, der samlede sig 1 3 større, et østenfjelds, et
vesten- og et nordenfjelds. I Lovforskrifter og andre offentlige
Udfærdigelser fra hine Tider maatte man derfor kun benytte visse
Gjennemsnits- og Normaltal for alle Slags Udredsler, medens
disse selv faktisk bestemtes ved de lokale Prisforhold til Lovens
Gjennemsnitstal.

2. Aubert redegjorde for Hovedresultatet af sine aare-
lange Studier over den maleriske Dekoration 1 San Francesco-
Kirken 1 Assisi, et Bidrag til Cimabue-Spørgsmaalets Løsning.
Arbeidet trykkes for Tiden 1 Leipzig paa Hiersemanns Forlag. —
Cimabue-Spørgsmaalet er vistnok det centrale 1 disse Under-
søgelser, men ikke det væsentlige. Vigtigere end at faa fast-
slaaet, om de mærkelige Freskorester i Assisi med andre be-
slægtede Værker skriver sig fra Cimabue eller ikke, vilde det

28

være at faa godkjendt, at der allerede forud for Giotto kan paa-
vises et mægtigt Opsving af den italienske Malerkunst med
eiendommelige Skjønhedsformer, som vi forgjæves søger hos
Giotto's banebrydende Geni.

Undersøgelserne er først og fremst et Indlæg for den før-
giottoske Kunst og for dens monumentalt-dekorative Skjønheds-
værdier. Men netop disse tilsidesatte kunstneriske Monumenter
giver en ny og sikrere Formel for en strengere videnskabelig
Stilanalyse, som bliver et væsentligt Middel ved Løsningen af
den centrale Opgave: Cimabue-Spørgsmaalet. — Medens en mo-
derne kritisk Retning vinder mere og mere Udbredelse for sin
Paastand: at Giotto's store Forgjænger Cimabue for os bare er
et Navn uden større kunsthistorisk Indhold, lykkes det ved
den udvidede og strengere Methode — med Udgangspunkt i
samme kritiske Standpunkt, men ved at gjennemgaa Stoffet
punt og ved at indføre nyt Stof — at stille Cimabue ind

igjen paa sin grundlæggende Plads med større Tryghed en før
og i klare Omrids.

3. Dernæst fremlagde Prof. Mohn til Trykning: Neue
Feuchtigkeits-Tafeln för das Psyehrometer unter dem Gefrierpunkt,
af Assistent J. Birkeland.

Af Konservator Ove Dahl fremlagdes: Botaniske Under-
søgelser 1 Indre Ryfylke. II.

Af Stipendiat H. Ross: Norske Bygdemaal. No. III, IV,
V og VI.

Af Prof. Yngvar Nielsen en Afhandling af Ove C. L.
Vangensten: Michael Beheims Reise til Danmark og Norge
1 1450.

Af Prof. Størmer: Sur un probleme relatif au mouvement
des corpuscules électriques dans l'éspace cosmique.

4. Hertzberg gav i den hist.-filos. Klasse Oplysninger
om et Fund 1 Rigsarkivet af en hidtil ukjendt Text med Melodi
af den gamle Olafshymne. Fundet skyldes Sekretær 1 Kirke-
departementet Organist Reiss, der har faaet Adgang til at
granske de med ,Neumer*, d. e. gamle Nodetegn, forsynede
Membranfragmenter, som tildels saa sent som i indeværende

90

Aar i Rigsarkivet er blevet reddede ud af gamle Protokolind-
bindinger. Det fundne Fragment viser saavel i Henseende til
Text som Melodi ikke uvæsentlige Afvigelser fra den eneste
hidtil kjendte Variant.

Derefter gik man over til indre Anliggender:

1) Valg paa Selskabets Embedsmænd.

a. Til Præses for 1907 rykker Rigsarkivar Ebbe Hertz-
berg op. Til Vicepræses for 1907 valgtes Prof. Dr. H.
Mohn med 35 Stemmer. Professor Brøgger fik 12 Stemmer.

b. Til Generalsekretær for 1907 gjenvalgtes Prof. Dr.
G. A. Guldberg med 35 Stemmer; Prof. 0. Broch havde
1 Stemme.

c. I. I den mathem.-naturv. Klasse rykker Prof. Dr.
W. C. Brøgger op til Formand.

Til Viceformand valgtes Prof. Dr. Wille med 18
Stemmer; Prof. H. Geelmuyden og Prof. Dr. H.
Goldschmidt havde hver 1 Stemme.

Til Sekretær gjenvalgtes Prof. Dr. A. Johannessen;
Prof. Harbitz og Prof. Collett havde hver 1
Stemme.

II. I den historisk-filosoliske Klasse rykker Prof.
Dr. A. Torp op til Formand.

Til Viceformand valgtes Prof. 0. Broch med
16 Stemmer. Den afgaaede Formand Prof. Dr. A.
Taranger havde bestemt frasagt sig Gjenvalg.

Til Sekretær valgtes Prof. Dr. Alex. Bugge med
16 St.

d. Valg paa 4 Medlemmer af Nansenfondets Sty-
relse ifølge $51 Fondets Statuter. Da Generalsekretæren, som er
selvskrevet Medlem, fortiden tilhører den mathem.-naturv. Klasse,
blev der al vælge 1 Medlem af denne Klasse og 2 Medlemmer
af den hist.-filos. Klasse. De fungerende Medlemmer Prof. Dr.
W. C. Brøgger, Prof. Dr. Sophus Bugge og Rigsarkivar
Ebbe Hertzberg blev enstemmig gjenvalgt for de følgende 2
Aar >: 1907/08.

50

e. Til Revisorer for 1907 gjenvalgtes Prof. C. Stør-
mer og Prof. Å. Thue.

2) Til Legatkomité for Apotheker Peder Leth
Øwres Legat for Aarene 1907—1911 (5 Aar, cfr. Reglem.
$ 1) blev den fungerende Komité, der bestaar af Prof. Hiort-
dahl, Apotheker Dr. H. Hvoslef og Professor Dr. E. Pouls-
son, gjenvalgt.

3) Derefter gik man over til Behandling af Forslaget om
Ændring af Statuterne, udarbeidet af en Komité, der var
nedsat af Selskabet i Mødet den 23de Marts 1906, bestaaende af
de Hrr. Ebbe Hertzberg NM Reder ATP
Brøgger, A. Johannessen, Wille og Generalsekre-
tæren. Idet Selskabets Bestyrelse i det væsentlige tiltraadte
Komitéens Forslag, fandt dens Majoritet, hvortil Minoriteten
sluttede sig subsidiært, at maatte fremsætte et Par Ændringer 1
S$ 2, 3 og 10.

I Anledning af disse Forslag opstod der en længere Diskus-
s1ion, hvorunder de fleste Udtalelser samstemte 1 de af Komitéen
med Bestyrelsen hævdede principielle Synsmaader, at Med-
lemmernes Antal, specielt de udenlandskes, burde begrænses, og
at Medlemmerne fordeles inden hver Klasse 1 Grupper, der om-
fatter beslægtede Videnskaber, samt at Gruppernes norske Med-
lemmer har at stille Forslagene om Indvalg af nye Medlemmer.
Derimod divergerede Meningerne om Medlemsantallets Størrelse.

Professor Brøgger foreslog med Tilslutning fra flere,
at Medlemsantallet i den mathem.-naturv. Klasse for norske
Medlemmer skulde være 100, og Professor S. Bugge for den
hist.-filos. Klasse, at Medlemsantallet skulde være 80.

Man gik derefter over til Afstemning over:

1. Forslaget om Begrænsning af udenlandske Medlem-
mers Antal i Almindelighed. Enstemmig vedtaget.

Do

Forslaget om Begrænsning af norske (indenlandske)
Medlemmers Antal 1 Almindelighed. Vedtaget mod 5
Stemmer.

me
ed)

Forslaget om de udenlandske Medlemmers Begræns-
ning til 100 i den math.-naturv. Klasse og til 75 i den

på

hist.-filos. Klasse 1 Overensstemmelse med Statutkomitéens
Forslag. Vedlaget enstemmig.
4. Forslaget om de norske Mediemmers Begrænsning:

a) Komitéens Forslag: 90 1 den math.-naturv. Klasse, 75 1
den hist.-filos. Klasse. Faldt mod 10 Stemmer.

b) Brøggers og S. Bugges Forslag: 100 Medlemmer
i den math.-naturv. Klasse og 801 den hist.-filos. Klasse.
Vedtaget enstemmig.

(dy |

Forslaget om Indførelse af Gruppeinddeling indenfor hver

Klasse 1 Almindelighed. Vedtaget enstemmig.

6. Til Slutning bestemte Selskabet at udsætte til et senere
Møde det specielle om Gruppernes Inddeling og Medlem-
mernes Fordeling inden samme, idet Forslag derom udfær-
diges af Bestyrelsen og oversendes hver Klasse til Behand-
ling for derpaa at vedtages af Selskabet.

De af Komiteen foreslaaede redaktionelle Ændringer af
Statuterne ansaues vedtagne, da ingen Bemærkninger derom
fremkom.

Mødet hævedes.

Statuter

for

Videnskabs-Selskabet i Christiania,

stiftet den 3die mai 1857.
(Vedtagne i selskabets møde r19de decbr. 1884, og med senere ændringer fornyede

7f12 1894, "99 1897, ”/12 1904 og 719 1906).

Selskabets formaal og sammensætning.
Sø:

VIDENSKABS-SELSKABET I CHRISTIANIA har til formaal at bi-
drage til videnskabernes fremme.

Selskabet vil i dette øiemed dels afholde møder, «dels udgive
videnskabelige arbeider eller yde bidrag til udgivelsen af saadanne.

je:

Selskabet bestaar af norske og udenlandske medlemmer samt
æresmedlemmer.

Medlemmerne deles 1 to klasser: en mathematisk-naturviden-
skabelig og en historisk-filosofisk. ZÆresmedlemmerne staar uden-
for klasseinddelingen.

Antallet af norske medlemmer maa ikke overskride 100 i den
mathematisk-naturvidenskabelige klasse og 80 i den historisk-
filosofiske klasse.

Antallet af rdenlandske medlemmer maa ikke overskride 100
i den math.-naturvidenskabelige klasse? og 75 i den historisk-
filosofiske klasse.

I Hertil kommer dog de muværende svenske, danske og islandske medlemmer (27),
der bliver staaende i sin særskilte afdeling, medens de, som herefter (fra

1907 af) indvoteres, bliver at henføre til de udenlandske medlemmer.

55

Å Se

Hver klasse deles ; grupper, der omfatter bestemte viden-
skaber.

Klasserne bestemmer de enkelte medlemmers fordeling inden
de forskjellige grupper efter nedenstaaende maximaltal. De norske
medlemmer inden hver gruppe vælger sin ordfører.

I. I den mathematisk-naturvidenskabelige klasse fordeles
de norske medlemmer med følgende høieste antal paa de forskjellige

grupper:

Gruppe 1. Mathematik, mekanik og astronomi 10

== yes OG mesøba 1 9
Rem SEN SA GO

— 4. Mineralogi, geologi og fysisk geo-
SEE ee EK
GA Botanikk sy sr SEE
Lol TO
— 7. Anatomi, anthropologi og fysiologi 8
ro Mediemskefvidenskaberd ANN 25

— 09. Tekniske og praktisk-økonomiske
videnskabenmer arr Sp Fa 5
Milsaroo

De udenlandske medlemmer fordeles paa de samme grupper

med følgende høieste antal ! :

Gruppe 1. Mathematik, mekanik og astronomi 12

2 1Fystk og meeoObei. > 2 ps) 12
EK emimer e eV AØe,
— 4. Mineralogi, geologi og fysisk geo-

Tale pe Juke Stu ksged Ne 2
Botanikk Le SEA JE ETER
=o Zo0loea ME TENT 0
— 7. Anatomi, anthropologi og fysiologi oe)
ESA ME denskevidenskaber ra
— 9. Tekniske og praktisk-økonomiske

videnskabere NO
nl SArop

i Heri er ikke iberegnet de nuværende 27 svenske, danske og islandske medlemmer.

då

II. I den historisk-filosofiske klasse fordeles de norske med-
lemmer 1 følgende høieste antal paa de forskjellige 2rupper:

Gruppe 1. Historie, arkæologi og ethnografi. . 12
— 2. Filosofi, religions-, literatur- og kunst-

histonesr 42 SP

— 3. Sprogvidenskaber undtagen germaniske 20

== GAGermaniske sprog SNE

5 Theolosi og kirkehstone NA
— 6. Jurisprudens, retshistorie og sociale

videnskaber 20 0

Tilsaes

De udenlandske medlemmer fordeles paa de samme grupper
med følgende høieste antal:

Gruppe 1. Historie, arkæologi og ethnografi. . 12
— 2. Filosofi, religions-, literatur- og kunst-

hstone na SE Er

— 3. Sprogvidenskaber undtagengermaniske 20

2 Germanske sprog 1 PR

5 heolosiog krkehstone NNN FE
— 6. Jurisprudens, retshistorie og sociale

videnskaber I SE

Tils. 75

Selskabets bestyrelse og embedsmænd.

4

Selskabets destyrelse bestaar af en præses, en vicepræses og
en generalsekretær, samt en formand, en viceformand og en se-
kretær for hver klasse.

Gyldig bestyrelses-beslutning kan ikke fattes, naar færre end
fem medlemmer er tilstede. I tilfælde af stemmelighed gjør
præses” stemme udslaget.

Præses, vicepræses og generalsekretæren vælges af selskabet;
klassernes formænd, viceformænd og sekretærer vælges af de
særskilte klasser.

Præses og klasseformændene aftræder ved aarets udløb, hvor-
paa vicepræses og viceformændene træder i deres sted og valg
paa ny vicepræses og viceformænd foretages. Sekretærerne vælges
for ét aar.

Selskabet vælger aarlig to revisorer.

30
Alle valg paa embedsmænd foregaar i sidste fællesmøde i
aaret. Hvis et medlem af bestyrelsen inden funktionstidens udløb
fratræder eller der, bør nyt valg foretages snarest muligt 1 et
fællesmøde.

S 5

Sekretærerne fører protokoller over forhandlingerne og oftent-
liggjør et uddrag af disse.

Generalsekretæren fører protokol over bestyrelsens møder, til-
stiller medlemmerne underretning om selskabets og klassernes
møder, forestaar trykningen af selskabets skrifter (se » Bestemmelser
om selskabets publikationer<) og anviser regninger til udbetaling

af kassereren. Han er tillige selskabets arkivar. Generalsekretæren
har lønnet kontorhjælp.

Om selskabets møder.
$ 6.

Selskabet afholder regelmæssig for hvert aar 6 fællesmøder
og 6 møder 1 hver klasse; intet af disse møder holdes i tiden fra
midten af juni til midten af september maaned.

Et fællesmøde bør om muligt holdes paa selskabets stiftelses-
dag den 3die mai; 1 dette møde afgiver præses aarsberetningen og
selskabets regnskaber decideres.

Bestyrelsen har ved hvert aars begyndelse at bestemme, til
hvilke tider de regelmæssige møder 1 aarets løb skal holdes, og
lader disse bekjendtgjøre for medlemmerne.

SAVE
Selskabets videnskabelige forhandlinger er offentlige og ad-
gangen til dem fri. Naar selskabets indre anliggender forhandles,
har kun dets medlemmer ret til at være tilstede.

Fraværende medlemmer har ikke ret til at afgive stemme i
selskabets anliggender.

$ 8.

I fællesmøderne saavelsom 1 klassemøderne holdes foredrag
og diskussioner over videnskabelige emner. Anmeldelse herom
bør 1 betimelig tid ske til generalsekretæren, som udfærdiger for-
nøden bekjendtgjørelse.

56

Hver klasses medlemmer har adgang til at deltage i den
anden klasses videnskabelige forhandlinger.

Undtagelsesvis kan ikke-medlemmer faa adgang til at holde
foredrag ved henvendelse til generalsekretæren, som derom har at
indhente samtykke henholdsvis fra selskabets præses eller fra
klassens formand (jvnfr. reglementsbestemmelser V).

Om udgivelse af videnskabelige arbeider.

So

Ønsker et medlem et af ham forfattet v/denskabeligt arbeide
trykt blandt selskabets skrifter, maa dette fremlægges eller refe-
reres i et møde. Generalsekretæren besørger medlemmernes ar-
beider trykt i den orden, hvori de fremlægges eller tilstilles ham.

Fremlægger et medlem til trykning et arbeide af en udenfor-
staaende, indtages dette, saafremt selskabets midler tillader det,
blandt selskabets skrifter. Medlemmets navn med bemærkning om
fremlæggelsen trykkes paa afhandlingen.

Til trykning af arbeider, der har større omfang eller kræver
extraordinære udgifter, maa 1 ethvert tilfælde en bestyrelses-beslut-
ning indhentes (jvnfr. reglementsbestemmelser IIL).

Om optagelse af nye medlemmer.

$ 10.

Naar en plads er ledig, meddeler klassens sekretær dette til
vedkommende gruppes ordfører, der anmoder gruppens morske
medlemmer om at indsende skriftligt og motiveret forslag om valg
af nyt medlem. Ordføreren sammenkalder derefter gruppens med-
lemmer til diskussion, hvorunder ogsaa drøftes, hvorvidt pladsen
for tiden bliver at besætte, og det med stemmeflerhed vedtagne for-
slag tilstilles generalsekretæren. Denne sender de fra gruppernes
ordførere indkomne forslag til vedkommende klasses i Christiania og
omegn boende medlemmer, hvorpaa klassens formand fremlægger
det 1 aarets 2det klassemøde til votering uden diskussion. Til for-
slagets antagelse kræves, at to trediedele af de voterende stemmer
for samme. Bliver forslaget antaget af klassen, meldes dette til
generalsekretæren, som før næste fællesmøde underretter selskabets
I Christiania og omegn boende medlemmer om, at valg skal fore-
gaa. Forsaavidt 20 medlemmer er tilstede i fællesmødet, ind-
bringes forslaget her til endelig afgjørelse, der sker ved stemme-
flerhed og uden forudgaaende diskussion.

37

Æresmedlemmer foreslaaes af selskabets bestyrelse, hvis for-
slag omsendes til medlemmerne, før det afgjøres 1 et fællesmøde
uden diskussion.

Ethvert nyoptaget medlem modtager medlems-diplom, under-
skrevet af selskabets præses og generalsekretær.

Om selskabets formue og bibliothek.
Søren

Bestyrelsen forvalter selskabets legater og dets andre midler
gjennem en af den antaget, lønnet kasserer (se bestemmelserne
om regnskabsvæsenet og de forskjellige fundatser).

Sire:

Bestyrelsen antager en lønnet b:bliothekar, som fremlægger i
fællesmøderne de modtagne forsendelser, forestaar udlaan og be-
sørger fordelingen af selskabets skrifter efter bestyrelsens nærmere
bestemmelse. Bibliothekaren leverer ved hvert aars udgang til
selskabets forhandlinger en oversigt over bibliothekets tilvæxt og
bytteforbindelser.

Om forandring af selskabets statuter.

Se

Forslag til forandringer 1 eller tillæg til disse statuter maa
ikke vedtages, uden at derom først er indhentet betænkning af en
i den anledning nedsat &omute.

Saadanne forslag tages kun under behandling 1 aarets sidste
regelmæssige fællesmøde eller, om det i dette besluttes, i et senere
extraordinært møde.

For at beslutning kan fattes, kræves, at mindst 20 medlemmer
er tilstede. Afgjørelsen sker ved stemmeflerhed af de voterende.

Selskabets første statuter er trykt i ,Forhandlingerne" for 1858, side XII.
De senere statuter findes trykt i ,Forhandlingernes" oversigt over videnskabs-
selskabets møder for 1884, side 18—21, og de senere vedtagne ændringer i ,, Over-

sigterne* for 1894, 1897, 1904 og 1966.

Videnskabs-Selskabets Medlemmer
1906.

Selskabets Ærespræses: HANS MAJESTÆT KONGEN.

Selskabets Embedsmænd i Aaret 1906.

Præses: Professor Dr. H. Mohn.
Vicepræses: Rigsarkivar Ebbe Hertzberg.
Generalsekretær: Professor Dr. G. A. Guldberg.
Formand i den math.-naturv. Klasse: Prof. Dr. F. Nansen (i
fste Halvaar).
Prof. Dr. N. Wille (i 2det

Halvaar).
Vieeformand i do. Prof. Dr. W. GC. Brøgger.
Sekretær i do. Prof. Dr. A. Johannessen.
Formand i den hist.-filos. Klasse: Prof. Dr. A. Taranger.
Viceformand 1 do. Prof. Dr. A. Torp.
Sekretær i do. Docent Dr. Sten Konow (ind-

til 12te Oktober).
Prof. O. Broch (fra 12te Ok-
tober).

Revisorer: Prof. C. Størmer og Prof. A. Thue.
Kasserer: Qvæstor Berner (1900).
Bibliothekar: Overbibliothekar A. C. Drolsum (1885).

Selskabets Medlemmer i Aaret 1906.

A. Medlemmer af den mathematisk-naturvidenskabelige Klasse.
I. Indenlandske Medlemmer*).

Arbo, Dr. med. C. 0. E., fhv. Sanitetsmajor og Brigadelæge. 1885. (Anthro-
pologi). 7 "0; 1906.

Arndtsen, A. F. 0., Juster-Direktør. 1859. (Fysik).

Birkeland, Kr., Professor 1 Fysik. 1906.

Bjerknes, Dr. Vilhelm, Professor i Mathematik og Fysik, Stockholm. 1893.

Bjørlykke, Cand. real., Docent ved Landbrugshøiskolen 1 Aas. 1902. (Geo-
logi).

Bock, C. H., fhv. Generalkonsul. 1884. (OQOpdagelsesreisende).

Boeck, Cæsar, Professor i Medicin, Dermatologi. 1889.

Borthen, Dr. med. Lyder, Trondhjem. 1900. (Ophthalmologi).

Brunchorst, Dr. philos. J., Generalkonsul i Havanna. 1891. (Botanik).

Bryhn, Nils, Læge, Hønefos. 1906. (Botanik).

Brøgger, Dr. philos. W. C., Professor i Geologi og Mineralogi. 1885.

Bull, Dr. med. Edv., Læge. 1885. (Medicin).

Bull, Dr. 0. B., Læge. 1886. (Ophthalmologi).

Bødtker, Dr. philos. Eivind, Universitetsamanuensis. 1902. (Kemi).

Collett, Robert, Professor 1 Zoologi. 1871.

Dahl, Ove, Konservator 1 Botanik. 1895.

Dedichen, Dr. philos. Georg. Universitetsamanuensis- 1902. (Kemi).

Faye, Dr. med. Ludvig, Sanitetsoberst. 1876. (Medicin og Medicimens
Historie).

Fearnley, Thomas, Hofjægermester. 1897. (Mæcenat).

Foslie, M., Samlingsbestyrer, Trondhjem. 1891. (Botanik).

Foyn, Niels Johan, Bestyrer af den meteorologiske Station, Bergen. 1904.
(Meteorologi).

Friele, Herman. Garosserer, Bergen. 1887, (Zoologi).

Geelmuyden, H., Professor i Astronomi. 1878.

Geelmuyden, Dr. med. H. Chr., Universitetsamanuensis. 1902. (Fysiologi).

Goldschmidt, Dr. philos. Heinrich, Professor i Kemi. 1901.

Gran, Dr. philos. H. H., Professor i Botanik. 1904.

Guldberg, Dr. philos. Alf, Universitetsstipendiat. 1897. (Mathematik).

Guldberg, Dr. philos. Axel S., fhv. Overlærer. 1870. (Mathematik).

Guldberg, Dr. med. Gustav Adolf, Professor i Anatomi og Embryologi. 1885.

Hagen, I. S., fhv. Distriktslæge, Stipendiat for Nansenfondet, Trondhjem.
1893. (Botanik).

Hansen, Dr. med. G. Armauer, OQverlæge, Bergen. 1885. (Medicm og
Zoologi).

*) For de Medlemmer, der bor i Christiania, er ikke Bostedet angivet. Aarstallet
angiver, naar Vedkommende indvalgtes i Selskabet. De i Parenthesindklamrede
Ord angiver den Videnskab eller Faggruppe, hvorunder vedkommendes viden-
skabelige Virksomhed hører, eller betegner hans Indvalgs Begrundelse.

40

Hanssen, Klaus, Overlæge, Bergen. 1901. (Medicin).

Harbitz, Dr. med. Francis, Professor i pathologisk Anatomi. 1901.
Heiberg Axel, Konsul, Lysaker. 1897. (Mæcenat).

Hennum, Dr. med. Josef, Distriktslæge. 1886. (Anatomi).
Henrichsen, Sophus, Qverlærer. 1899. (Fysik).

Hiortdahl, Th., Professor i Kemi. 1867.

Hjort, Dr. philos. Johan, Direktør i Fiskeristyrelsen, Bergen. 1898. (Zoologi).
Holm, Dr. med. Harald, Qverlæge. 1898. (Medicin).

Holmboe, Michael, kst. Medieinaldirektør. 1898. (Medicin).

Holst, Dr. med. Axel, Professor i Medicin. 1894.

Holst, Dr. philos. Elling B., Universitetsdocent i Mathematik. 1881.
Holst, Dr. med. P. F., Professor i Medicin. 1901.

Hvoslef, Dr. philos. H. H., Apotheker. 1863. (Kemi).

Hørbye, J. C., fhv. Forstmester. 1859. (Geologi). */5 1906.

Isaachsen, Daniel, Docent i Mathematik og Fysik ved Sjøkrigsskolen, Hor-
ten. 1903.

Johan-Qlsen, Dr. philos. 0., Kap, Toten. 1898. (Botanik, Soppe).

Johannessen, Dr. med. Axel., Professor i Medicin. 1886.

Kaalaas, B., Cand. real. 1893. (Botanik).

Kiær, Dr. philos. Johan, Universitetsstipendiat. 1898. (Palæontologi).

Laache, Dr. med. Søren Bloch, Professor i Medicin. 1886.

Larsen, C. F., Kaptein, fhv. Overlæge. 1895. (Anthropologi og Medicin).

Leegaard, Dr. med. Chr. B., Professor i Medicin. 1892.

Lumholtz, C., Cand. theol., 1886. (Opdagelsesreisende, Anthropologi).

Mjøen, Dr. philos. J. Alfred H. 1901. (Kemi og Pharmaci).

Mohn, Dr. philos. Henrik, Professor i Meteorologi. 1861.

Miinster, Thomas, Bergmester, Hammerfest. 1904. (Zoologi, sp. Entomologi).

Nansen, Dr. philos. Fridtjof, Gesandt i London. 1889. (Zoologi og Oceanografi).

Nicolaysen, Dr. med. Julius, Professor i Medicin. 1875.

Olssøn, C. W. E. B., Generalmajor, Statsraad. 1892. (Mathematik).

Palmstrøm, Arnfinn, Aktuar, fhv. Overlærer. 1899. (Mathematik).

Poulsson, Dr. med. Edvard, Professor i Medicin. 1894.

Printz, H. C., fhv. Distrikslæge, Valders. 1875. (Botanik).

Reusch, Dr. philos. H. H., Chef for den geologiske Undersøgelse. 1885.

Rekstad, Cand. real. J. B., første Geolog ved Norges geologiske Undersøgelse.
1904.

Riiber, C. N., Universitetsstipendiat. 1898. (Kemi).

Ringnes, Ellef, Bryggerieier. 1597. (Mæcenat).

Sars, Dr. philos. G. 0., Professor i Zoologi. 1865.

Schiøtz, Dr. med. Hjalmar, Professor i Medicin, Ophthalmologi. 1892.

Schiøtz, Oskar E., Professor i Fysik. 1878.

Schmelck, Ludvig, Stadskemiker. 1893.

Schneider, J. Sparre, Konservator, Tromsø. 1881. (Zoologi, sp. Entomologi).

Sebreiner, Dr. med., K. E., Prosektor og Univ. Stipendiat. 1906. (Biologi).

Schroeter, J. Fr., Observator. 1898. (Astronomi).

Schøyen, W. M., Statsentomolog. 1881.

Sebelien, John, Overlærer i Kemi ved Landbrugshøiskolen, Aas. 1891.

Steen, Aksel Severin, Underbestyrer ved det meteorologiske Institut. 1888.

Stejneger, Leonhard, Curator in the Department of Biology, National Mu-
seum, Washington. 1887. (Zoologi).

41

Storm, Vilh., Samlingsbestyrer, Trondhjem. 1886. (Zoologi).
Strøm, Dr. med. Hagbarth, Professor i Medicin. 1898.
Størmer, Carl, Professor i Mathematik. 1900.
Sylow, Dr. philos. P. L. M., Professor i Mathematik. 1868.
Thoresen, N. W., Distriktslæge, Eidsvold. 1886. (Medicin).
Thue, A., Professor i Mathematik. 1894.
Tornøe, Hercules, Qverkontrollør. 1893. (Kemi). 7 >*/, 1907.
Torup, Dr. med. Sophus, Professor 1 Medicin, Fysiologi. 1890.
Uchermann, V. Kr., Professor i Medicin. 1898.
Vedeler, Dr. med. B. C. 1895. (Mediem).
Vogt, J. H. L., Professor i Metallurgi. 1886.
Wille, Dr. philos. N., Professor i Botanik. 1886.
Winge, Dr. med. Paul E., Politi- og Fængselslæge. 1905. (Medicin).
Øyen, P. A., Universitetsamanuensis. 1901. (Geologi).

Sum 92. Ved Udg. af 1906: 90.

II. Udenlandske Medlemmer.
a) svenske, danske og islandske:

Åkerman, Å R., Generaldirektør, Stockholm. 1892. (Metallurgi).

Areschoug, F. W. Chr., fhv. Professor (Botanik), Lund. 1892.

Arrhenius, Dr. philos. Svante, Professor (Fysik), Stockholm. 1901.

Bohr, Dr. Chr., Professor (Fysiologi), Kjøbenhavn. 1892.

Christensen, Dr. Odin, Professor (Kemi) ved Veterinær- & Landbohøiskolen,
Kjøbenhavn. 1898.

Christiansen, C., Professor (Fysik), Kjøbenhavn. 1892.

Fries, Dr. Th. M., fhv. Professor (Botanik), Upsala. 18983.

Hammarsten, Dr. Olof, fhv. Professor (Fysiologi), Upsala. 1891.

Hansen, Dr. Emil Chr., Laboratorieforstander (Botanik), Kjøbenhavn. 1892.

Hildebrandsson, Dr. H. H., Professor (Meteorologi), Upsala. 1891.

Jönsson, Bengt, Professor (Botanik), Lund. 1904.

Jørgensen, Dr. S. M., Professor (Kemi), Kjøbenhavn. 1892.

Kjellman, Dr. F., Professor (Botanik), Upsala. 1898.

Lagerheim, Dr. N. G., Professor (Botanik), Upsala. 1894.

Lilljeborg, Dr. W., fhv. Professor (Zoologi), Upsala. 1891.

Mittag-Leffler, Dr. Gösta, Professor (Mathematik), Stockholm. 1886.

Nathorst, Dr. A. G.. Professor (Palæontologi), Stockholm. 1892.

Nordstedt, Otto, Professor (Botanik), Lund. 1904.

Peterssen, Dr. Julius, Professor (Mathematik), Kjøbenhavn. 1898.

Petterson, Dr. Otto, Professor (Kemi), Stockholm. 1892.

Retzius, Dr. Gustaf, fhv. Professor (Anatomi og Biologi), Stockholm. 1885.

Rostrup, Dr. F. G. G., Professor (Botanik), Kjøbenhavn. 1893. 4 '%/, 1907.

Thomsen, Dr. Julius, Professor (Kemi), Kjøbenhavn. 1891.

Topsøe, Dr. H., Fabrikinspektør, Kjøbenhavn. 1892. (Kemi).

Törnebohm, Dr. A. E., Professor (Geologi). Stockholm. 1891.

Warming, Dr. J. E. B., Professor (Botanik), Kjøbenhavn. 1892.

Wittrock, V. B., Professor (Botanik), Stockholm. 1892.

Zeuthen, Dr. H. G., Professor (Mathematik), Kjøbenhavn. 1891.

Sum 98.

42

b) fra andre Lande:

Abegg, Dr. R., Professor (Kemi), Breslau. 1902,

Backlund, Joh. Oskar, Direktør (Astronomi), Pulkova. 1898.

Barrois, Charles, Professor (Geologi), Lille. 1899.

Beneden, Dr. Edouard van, Professor (Zoologi), Liége. 1902.

Bezold, W. von, Geheimeraad, Professor (Fysik), Berlin. 1901. 4 17/, 1907.

Bornet, Dr. I. B. Edouard, (Botanik), Paris. 1905.

Brefeld, Dr. Oscar, Geh. Regierungsrath, Professor (Botanik), Breslau. 1901.

Curtius, T. Geheimeraad, Professor (Kemi), Heidelberg. 1903.

Darboux, Jean Gaston, Professor, Séeretaire perpétuel de I'Académie des
sciences (Mathematk), Paris. 1906.

Davis, William Morris, Professor (fysisk Geografi), Cambridge Mass. 1902.

Engler, Dr. Adolf, Geheimeraad, Professor (Botanik), Berlin. 1902.

Fischer, E., Geheimeraad, Professor (Kemi), Berlin. 1908.

Gattermann, Dr. Ludwig, Professor (Kemi), Freiburg 1. B. 1908.

Gaudry, A., Direktør (Palæontologi), Paris. 1900.

Geikie, Sir Archibald, Chef for den britiske geologiske Undersøgelse, Lon-
don. 1894.

Geikie, James, Professor (Geologi), Edinburgh. 1894.

Groth, Dr. P., Professor (Mineralogi), Miinchen. 1908.

Hann, Dr. Julius, Hofraad, Professor (kosmisk Fysik), Wien. 1902.

Hellmann, Dr. Gustav, Geheimeraad, Professor (Meteorologi), Berlin. 1904.

Hilbert, Dr. David, Professor (Mathematik), Göttingen. 1906.

van Hise, Dr. C. R., Professor (Geologi), Madison. 1908.

van't Hoff, J. H., Geheimeraad, Professor (Kemi), Berlin. 1902.

Homén, E. A., Professor (pathologisk Anatomi), Helsingfors. 1904.

Jordan, Marie Ennemont Camille, Professor (Mathematik), Paris. 1906.

Iddings, Jos. Paxon, Professor (Geologi), Chicago. 1902.

Kelvin, William Thomson, Lord, (Fysik). Glasgow. 1900.

Kemp, Dr. J. F., Professor (Geologi), Columbia Univ., N. Y. 1903.

Klein, Dr. C., Professor (Mineralogi), Berlin. 1908.

Lacroix. Dr. A., Professor, Direktør for den mineralog. Afd. ved Jardin des
Plantes, Paris. 1903.

Landolt, Hans, Geheimeraad, Professor (Kemi), Berlin. 1908.

Lévy, A. Michel, Direktør (Geologi), Paris. 1900.

Liebermann, C. Th., Geheimeraad, Professor (Kemi), Berlin. 19083.

Markham, Sir Clements, (Geografi), London. 1900.

Meyerhoffer, W., Professor (fysikalsk Kemi). Berlin. 1906. 7 *'/; 1906.

Moissan, Henri, Professor (Kemi), Medlem af det franske Institut. 1905. 7 1907.

Murray, Sir John, (OQceanografi), Edinburgh. 1899.

Neumayer, Dr. Georg, Professor (Meteorologi), Neustadt an der Haardt
(Pfalz). 1901.

Ostwald, Dr. W., Professor (Kemi), Leipzig. 1898.

Pearson, W. H., (Botanik), Eccles ved Manchester. 1887.

Penfield, Dr. Samuel, Professor (Mineralogi), New Haven Conn. 1902.
ae 906:

Pfeffer, W., Geheimeraad, Professor (Botanik), Leipzig. 1900.

Picard, Charles Emile, Professor (Mathematik), Paris. 1906.

Poinearé, H., Professor (Mathematik), Paris. 1898.

45

Ranke, Dr. Johannes, Professor (Anthropologi), Miinchen. 1905.

Rive, Dr. Lucien de la, (Fysik), Geneve. 1898.

Rosenbusch, Dr. Heinrich, Professor (Petrografi), Heidelberg. 1898.

Sarasin, Dr. Edouard (Fysik), Genéve. 1898.

Schmidt, Dr. Axel, Professor (Fysik), Potsdam. 1904.

Schmidt, Dr. Friedrich, Professor (Palæontologi, Zoologi), St. Petersburg.
1898.

Sehwarz, Hermann Amandus, Professor (Mathematik), Berlin. 1906.

Sehwendener, S., Geheimeraad, Professor (Botanik), Berlin. 1900.

Sterneck, Robert von, Oberst, Direktør for militærtopograf. Inst. (Fysisk
Geografi), Wien. 1901. ;

Strasburger, Dr. Eduard, Professor (Botanik), Bonn. 1904.

Suess, Dr. E., Professor (Geologi), Wien. 1898.

Topinard, Dr. Paul, Professor (Anthropologi), Paris. 1898.

Tschernyschev, Theodor, Professor (Geologi), Akademiker, St. Petersburg.
1899.

Vries, Dr. Hugo de, Professor (Botanik), Amsterdam. 1904.

Walcott, C. D., Direktør (Palæozoologi), Washington. 1900.

Waldeyer, Dr. H. W. G., Geheimeraad, Professor (Anatomi), Berlin. 1902.

Wiesner, Dr. Julius, Hofraad, Professor (Botanik), Wien. 1901.

Zirkel, F., Professor (Mineralogi), Leipzig. 1908.

Sum 61. Ved Udg. af 1906: 59.

B. Medlemmer i den historisk-filosofiske Klasse.
I. TIndenlandske Medlemmer.

Aall, Dr. philos. Anathon, Privatdocent, Halle. 1898. (Filosofi).

Aars, Jonathan, Skolebestyrer. 1886. (Klassisk Filologi).

Aars, Dr. philos. Kr. Birch-Reichenwald, Universitetsstipendiat. (Filosofi).
1898.

Aschehoug, Dr. jur. T. H., Professor i Statsøkonomi og Statistik. 1857.

Aubert, Dr. philos. Andreas. 1900. (Kunsthistorie).

Bang, Dr. theol. A. Chr., Biskop. 1878. (Kirkehistorie).

Bendixen, B. E. R., Skolebestyrer, Bergen. 1896. (Arkæologi).

Bergh, Dr. jur. Johannes, Høiesteretsadvokat. 1879. (Jurisprudens).
T 33 1906.

Bing, Dr. philos. Just, Stiftsarkivar, Bergen. 1897. (Literaturhistorie).

Bodding, P. 0., Pastor, Missionær, Mohulpahari i Indien. 1904. (Indiske
Sprog og Ethnografi).

Brandrud, Andreas, Professor i Theologi 1898.

Broch, Olaf, Professor 1 slavisk Filologi. 1896. .

Bruinier, Dr. J. W., fhv. Lektor i Tysk, Tyskland. 1900.

Brun, Christen, Biskop, Hamar. 1896.

Brun, Joh. Lyder, Professor 1 Theologi. 1898.

Bugge, Dr. philos. Alexander, Professor 1 Historie. 1898.

Bugge, Dr. theol. Chr. A.. kst. Fængselsprest. 1897. (Theologi).

Bugge, Dr. philos. Sophus, Professor 1 sammenlign. indoeuropæisk Sprog-
vidensk. og Oldnorsk. 1858.

Collett, Alf, Expeditionschef. 1903. (Historie).

Collin, Chr., Universitetsdocent i Litteraturhistorie. 1897.

44

Daae, J. M., fhv. Tolddirektør. 1894. (Chinesisk Filologi).

Daae, Dr. philos. L., Professor i Historie. 1864.

Dahle, L., Missionsselskabets Sekretær, Stavanger. 1889. (Afrikanske
Sprog).

Dietrichson, Dr. philos. L. H. S., Professor 1 Kunsthistorie. 1877.

Eitrem, Dr. philos. S., Universitetsstipendiat. 1904. (Klassisk Filologi).

Einarsen, Dr. jur. Einar, Overretssagfører. 1901. (Statsøkonomi).

Erichsen, A. E., Rektor, Stavanger. 1889. (Literaturhistorie).

Falk, Dr. philos. Hjalmar, Professor i germansk Filologi. 1892.

Feilberg, GC. J., fhv. Rektor. 1896. (Filosofi).

Gjelsvik, Dr. jur. N., Professor i Jurisprudens. 1:00.

Gjessing, G. A., fhv. Rektor. 1877. (Historie).

Gran, Gerhard, Professor i nordisk Litteratur. 1901.

Gustafson, Lic. philos. Gabriel, Professor i Arkæologi. 1901.

Hagerup, G. F., Dr. jur. & philos., Gesandt i Kjøbenhavn. 1886.

Hambro, Edv. I., kst. Høiesterets-Assessor. 1903. (Jurisprudens).

Hertzberg, Ebbe, Rigsarkivar. 1879. (Retshistorie).

Hægstad, Marius, Professor i Landsmaal og Dialekter. 1901.

Ibsen, Dr. philos. Henrik. 1896. (Litteratur. 7 %; 1906.

Ingstad, Dr. jur. M. P., Professor i Jurisprudens. 1876.

Jæger, Dr. philos. Oscar, Professor 1 Statsøkonomi og Statistik. 1901.

Kiær, A. N., Direktør for det statistiske Centralbureau. 1870.

Kjær, J. A. J., Bibliothekar. 1908. (Oldnorsk Filologi).

Knudtzon, Dr. philos. J. A., Docent 1 orientalsk Filologi. 1894.

Konow, Dr. philos. Sten, Epigraphist in the Archæological Survey of India,
Simla, Panjab, Indien. 1894.

Kristensen, Dr. philos. W. Brede, Professor i Religionshistorie, Leyden. 1898.

Larsen, Dr. philos. Amund B., fhv. Adjunkt. 1892. (Norske Dialekter).

Lieblein, J. D. C., Professor i Ægyptologi. 1874.

Lowum, Dr. philos. A. A. N., Rektor. 1908. (Pædagogik).

Løchen, Dr. philos. Arne, Professor i Filosofi. 18983.

Løseth, Dr. philos. E. 0., Universitetsdocent i romansk Litteratur. 1892.

Michelet, Dr. theol. Simon Temstrup, Professor i Theologi. 1896.

Moe, I. Moltke, Professor i Folketraditioner og Litteratur. 1889.

Morgenstierne, Dr. jur. Bredo von Munthe af, Professor i Jurisprudens. 1888.

Nielsen, Dr. philos. Konrad, Universitetsdocent i Lappisk og Kvænsk. 1901.

Nielsen, Dr. philos. Yngvar, Professor 1 Ethnografi. 1875.

Nygaard, M., Rektor, Drammen. 1880. (Oldnorsk Filologi).

Odland, Dr. theol. Sigurd, Professor i Theologi. 1892.

Olsen, Cand. mag. Magnus, Universitetsstipendiat i nordisk Filologi. 1904.

Pettersen, Hjalmar Marius, Bibliothekar 1903. (Bibliografi).

Platou, Dr. jur. O. L. S., Professor i Jurisprudens. 1879.

Qvigstad, Just Knud, konst. Rektor, Tromsø. 1888. (Lappisk Sprog).

Ross, Hans, Stipendiat. 1892. (Norske Dialekter).

Rygh, K. D., fhv. Overlærer, Trondhjem. 1878. (Arkæologi.

Ræder, Dr. philos. A., Expeditionschef. 16592. (Historie).

Sars, Dr. philos J. E., Professor 1 Historie. 1867.

Scheel, Dr. jur. Herman, extraord. Høiesterets-Assessor. 1898. (Jurisprudens).

Schjøtt, P. O., Professor i græsk Filologi. 1867.

Schreiner, E. T., Rektor. 1887. (Latinsk Filologi).

45

Seippel, Alexander, Professor 1 semitiske Sprog. 1897.
Skrefsrud, L. 0., Missionær i Santalistan. (Indisk Filologi). 1889.
Stang, Fr.. Professor 1 Retsvidenskab. 1900.
Stenersen, Dr. philos. L. B., Professor i klassisk Filologi. 1876.
Storm, Dr. philos. Johan F. B., Professor i romansk Filologi. 1872
Taranger, Dr. jur. Absalon, Professor i Retshistorie. 1892.
Thrap, Daniel, fhv. Sogneprest. 1892. (Kirkehistorie).
Tonning, Dr. theol. K. K. Krogh, fhv. Sogneprest. 1883. (Theologi).
Torp, Dr. philos. A., Professor i Sanskrit og sammenlign. Sprogvid. 1886.
Vold, Dr. philos. J. Mourly, Professor 1 Filosofi. 1892.
Western, Dr. philos. A., Overlærer, Fredrikstad. 1894. (Engelsk Filologi).
Østbye, P. N., Rektor, Fredrikstad. 1892. (Klassisk Filologi).

Sum 80. Ved Udg. af 1906 = 78.

11. Udenlandske Medlemmer.
a) svenske, danske og islandske:

Bruun, Dr. Chr., fhv. Overbibliotbekar, Kjøbenhavn. 1898. (Historie). 7? %/3 1906.

Cederschiöld, Gust., Professor (nordisk Filologi), Göteborg. 1904.

Danielsson, Dr. 0. A., Professor (græsk Filologi), Upsala. 1898.

Erslev, Dr. Kristian, Professor (Historie), Kjøbenhavn. 1898.

Fridericia, Dr. J. A., Professor (Historie), Kjøbenhavn. 1899.

Gertz, Dr. M. CI., Professor (klassisk Filologi), Kjøbenhavn. 1898.

Hildebrand, Dr. H. H., Riksantikvar, Stockholm. 1897.

Hjårne, Dr. Harald, Professor (Historie), Upsala. 1896.

Holm, Dr. Edv., fhv. Professor (Historie), Kjøbenhavn. 1891.

Jakobsen, Jakob, Dr. phil. (nordisk Filologi), Kjøbenhavn. 1902.

Jönsson, Finnur, Professor (nordisk Filologi), Kjøbenhavn. 1901.

Kålund, Dr. Kr., Bibliothekar, Kjøbenhavn. 1899. (Nordisk Filologi).

Kock, Dr. Axel, fhv. Professor (nordisk Filologi), Göteborg. 1901.

Madsen, Dr. P., Professor (Theologi), Kjøbenhavn. 1894.

Malmström, Dr. C. G., fhv. Riksarkivar, Stockholm. 1891. (Historie).

Mehren, Dr. A. M. F. van, fhv. Professor (semitisk Filologi), Kjøbenhavn.
1891.

Montelius, Dr. 0., Professor (Arkæologi), Stockholm 1887.

Miiller, Dr. Sophus, Musédirektør (Arkæologi), Kjøbenhavn. 1896.

Nielsen, Dr. Fr., Biskop, Aalborg. 1894. (Kirkehistorie).

Noreen, Dr. Adolf, Professor (nordisk Filologi), Upsala. 1896.

Olrik, Dr. A., Docent (Literaturhistorie), Kjøbenhavn. 1902.

Ölsen, Dr. Björn Magnusson, Rektor, Reykjavik. 1902. (Nordisk Filologi).

Pedersen, Holger, Professor (sammenl. Sprogvid.), Kjøbenhavn. 1904.

Rørdam, Dr. Holger, Sogneprest, Lyngby pr. Kjøbenhavn. 1898. (Historie).

Scharling, Dr. H., Professor (Theologi), Kjøbenhavn. 1894.

Schiick, Dr. Henrik, Professor (Litteraturhistorie), Upsala. 1901.

Smith, Dr. S. Birket, Overbibliothekar, Kjøbenhavn. 1898. (Litteratur-
historie).

Steenstrup, Dr. Johannes, Professor (Historie), Kjøbenhavn. 1896

Sørensen, Carl Th., Kaptein, Kjøbenhavn. 1898. (Krigshistorie).

Söderwall, K. F., Professor (svensk Filologi), en af de Aderton, Lund. 1904.

46

Tegnér, Dr. Esaias, Professor (orientalsk Filologi), Lund. 1891.

Thomsen, Dr. Vilh., Professor (sammenlignende Sprogvid.), Kjøbenhavn. 1887.

Wimmer, Dr. Ludvig, Professor (nordisk Filologi), Kjøbenhavn. 1887.
Sum 833. Ved Udg. af 1906 = 32.

b) fra andre Lande:

Amira, Dr. Karl von, Professor (Retshistorie), Miinchen. 1896.

Andersson, Joseph, Direktør (Arkæologi), Edinburgh. 1901.

Dareste, Dr. Adolphe, Conseiller å la Cour de cassation, Paris. 1885. (Rets-
historie).

Descamps, Edouard EF. F., Professor og Senator (Jurisprudens), Louvain.
1902.

Dörpfeld, Wilhelm, Prof. ved det tyske arkæologiske Institut, Athen. 1899.

Jagic, Dr. Vatroslav, Hofraad, Professor (slavisk Filologi), Wien. 1901.

Kattenbusch, Dr. Ferdinand, Geheimekirchenrath, Professor (Theologi),
Giessen. 1908.

Kermode, P. M. C., (Arkæologi), Man. 1900.

Lehmann, Karl, Professor (Retshistorie), Rostock. 1900.

Maspéro, G., Professor (Ægyptologi), Paris. 1885.

Mayer, Ernst, Professor (Jurisprudens og Retshistorie), Wiurzburg. 1906.

Naville, Edouard, Professor (Ægyptologi), Genéve. 1896.

Schåfer, Dr. Dietrich, Professor (Historie), Heidelberg. 1894.

Pappenheim, Dr. Max, Professor (Jurisprudens og Retshistorie), Kiel. 1902.

Schuppe, Dr. Wilhelm, Professor (Filosofi). Greifswald. 1901.

Sievers, Dr. Ed., Professor (germansk Filologi), Leipzig. 1897.

Steinen, Dr. Karl von den, Professor (Ethnografi), Berlin. 1904.

Vinogradov, Pavel Gavrilovitsch, Professor (Retshistorie), Oxford. 1898.

Sum 18.

Fordelingen af Selskabets Medlemmer inden begge Klassers-
forskjellige Grupper (se Statuternes $ 3) er 1 Begyndelsen af
Aaret 1907 følgende:

47

== SAGN S1oqp|n9 'V FN 180A 'TYep)101H
- :9d9JØJP1O Ssauraddnix
€ Ez 8 6 [opt 8 6
= =—— — = = am ge) då ee er —— —= 1 = —— == —-
| 38uM med |
J9[PP2A
UUELULIIYD
UISIAOY I, |
| WØ.NS 'H |
nønps TH | |
uoss[nNoq | |
UISÅLJODIN N[
pe8500
oypee] *S | å
UuISSJUUBYO[ |
EG «120
ISJOH [PXV |
JOLIE SLEM |
w[OH "H dn.10f | ULIOIS *A | ZJULq | UdIJIYIS
zyqaep | JIUIDAYDE | 1999U191G | SEE[LLN | UIA | YO [PUYDS |
| tossut sunyIY ZJ[OY WIN] UIAØYDS | UIS[Q-ueyof | 150A OST
| Uuasueg WiVv| UaSIET 4 ID | JOPIDUps | ud5LH PEISYAN | UO
| 3£Ee | WNUUdp | SIUS 'O 9 | uv.) H YDSNON | J9[S0AH
| mg *O |3.199p(n9 'V I J9JSUNN 1 SOJI UISUEN 19EPHO
SæUudUuy "7 DEG | uap4nar ol [| It aæy "yof IpIWYDSP[OD)
S192q2H [PXV uayj1Og |-[295 49) *H Q[an[ | uy£1g 198894 | udYIIPI
Aapu1ed, yp00G I y90q [H8O NOI | 1S10YDUNIG dyyspuolg | J19yIPGY

'S pegpeunxen

"IGEYSUIPIA
"WOUoXYØ-JYE1d
20 oystuy>,

*y] odduna»)

'T Yeng

"UIDIPIN

"TILA >ddnax

"180[0ISA 1]
tdoiyjuv "gpeuy)

VA 9ddnixn

'130[007

TA *ddnax)

II JEY[BUI XEN

"yuBgoq

*A 9ddnax

'OT JEYLWIXYN
'yE13005)
YSISÅf 190109)
sopeauny

*A] *Adnax)

'OT JUYLUUXNEN
"UD Y

*ypp 9ddnix

"UDDIG "V

"uap£nu[porn 'H

or 's[n [P]UE
IPUDIBANN

UIS V |
ZJØUPS 'Q
UYON
UDSYDVLES |
UdSYLUIHI 'S |
Uu£Oy |

put pPyp.uq
souyolg
UISJPUIV

"KE JEyvuIXNOep

"180J0409J9JN
80 yis4y

pp Oddnix

(001 feyRUnXepyp) JoWwWa[pap| >XSJ0U SasSSsE[W 3bi|aqeysuapia4ngeu-YSIeEUaYIEU UIG

ony I,
MOJÄG

JIW.1ØIG
191301[D5
WO.1JSUJEJ
UOSSJQ

ISIOH Sund
Sa9p10) 'S 'V
5199P10*) JIV
uap£nwypar)

"OT JUY[PWINEJN

WUOUOIISV
spevepeoy ten

'y Sddni

& I 6 & c | E | g
| | | | |
| YDO-MILAA |
| FUuiunte AA | |
IPpaISPION | | |
UIIYIDSET | |
uvu[P Ly | øsdog, 'H |
uossugf | uasutoy I [
SuIZJIVY uwasurt 'I 4 | wyoqauiQJ, | UoS.IRN2d ONO uosspurigap tn udynNaZ
UDJSJUUIWUU | SIL Js140YJEN USUISAØ[ AS | UISUIJSLIYX) | uds1312d
JY0G | SaoqaÅprT | FnoyosaIy UBULIDY V |USULNSHY) 'Q | sniuaty. av | 19p1]T 90
:43WwWa[Pap] >NYSlaEUIpueys IYSpUEJUIPN 3G
I E r 6 QI | 8 L EESTI
ER |
| AQYDSAUDYDS | |
SSING | |
yD9IU.IIJS | |
YISNqUISON |
Av1IN JA | |
WEYNSJ |
£a937 |
XI10.10E] | |
JOUSILM U[y |
saA 9p duray | P[EMISO |
J199JNgssE.1G | s3upp] | uuvWIIGArT | |PXV PIUYIS ZAVMYDIG
19UIPUIMYIG QSIH UEA | 1jopue | UISE.IUG 24VIUIOJ
J19p9]d | YJOI | HOH 9,84 | QA EJ OP p1EdId
| HOEM UuosIr3Id armen 1 UUvBULIIJJET) | 19£4BUNIN uvp.0[
19493PPEM | 4 9PUYS 19[8Uug | 20[PD 'V J9YDSL | Nya HH
pyeuidop | £4pn*e) p[ejeng | SIAvJ snqang | uuEu[[PH xnoqgaeq
u3WoH udapauag UVA j9u10g | stone q | 8392qv | uur

01 [EJ[EUITXEY
"IIGEYSUIPIA
"WOUOYØ-'JYEIÅ
30 2ysIuYP
'y[ >ddnax)

GI [LJ[BUIIXEN

ayuey [

punpptrg

UDIPAN

'TIIA ddnio

"doayjuv "JRUy|

8 PELSEN

"18 0JOISÅ I

TIA >ddnin

"180007

'TA >ddnix

OI pusen SI [BJ[BUIXEN

pruvgog

| *A addnio

| ysISAJ '180[095)

eI [BJ[EUIXE

*yYE13097)

1Sope13upy]

*A] 3ddnax)

GI jBJ[PUIIXEJ

Dy

'1[ *ddnig

GI JeypPUIXEJN

'180[010399J
sky

'y[ 3ddnax)

or [EJ[EUITXE

"TUIOUO.SV
'sprueop) TYPEN
*J oddnax

«(ooT [2JjEUnXEJ) JawwWajpay| dYspur[uapn SaSSEJ[M 3brPqeysuaplaJngeU-Ysieuwayjeu UIg

*"g Seng

49

"13SULIR Jf 'V

VI

J193UBIL, 'V
BUuegG "IA
[99U2 SET

nore[d
aU.I31SUIF OJ

1 STE NERV
1232(/ 'O

pejssuy
919q7949H 9994
o1queH
dna123ep
yrasppfn
UISJLUIT
gnoyayosy

J9PYNA 'S ea TH nelys '0 d UaYDeT 'V "UISPDIN Å
:321219JPI1OQ
6 SI QI Er or "SIL
dioyf 'v
uas13UIIG 'q "TI
|PREERNS OI
pddes v PIOA ÅHmog
J9UPEIUIS AT uas1919d (H
RIS (0) el J0Pr*YNNON
U1IJS9 M PEISSUK UudYIØT 'V
w.OIS "yof UISJJIN 1UOM WnNAMOJ
SSON YJSSØT UISUIJSLIM "IG £q15ø
deayf 'G UISJ|Q suudryy uIa[gar] uer SIEG
Furuuo[, pa&r3£N NN MOUOM UIS S1oqp04 (ID 19PSY 'V
puEIPO UaSILT "UV UOZJPpNUY WISYDHT FA 'V YSAN 'M
JELØY 1 s20y 'V UIS TNS LRO SLET TT UIS[PIN "AUX
283ng 'v 199 prisseH NN 2198 TI un[oD 'D uosjesnn) *)
unig J2p£] Surssaly) 'v ') 3*Æ*q NW sug '[ ove "TI
VU UD) ye SH UPPER JAND) HRqny "1100 V
pnipuvig Jo1ummig surppoq sJEv "Y''g "NY 288ng *xa[V
3uvg "V og8ng snydos sævy '[ NEv UIXIPUIJ

*b1 eyrursen

"1IGBYSUIPIA I[LIDOS 30
a1.10JSIYSJAY'suapn.idst.inf

TA >ddnan

'2L1O0JSIY
94 90 180j0ayp

'A 9ddnan

"II peJ[BUIXEU)]

"F01dG
oysuvuad 2

'AT 9ddnan

'£ deg

"OG jPJ|PUNHXEY
"S01d5

| 2YSIULUWIDH ap ud8v]

| -puu J19qUYSUAPIAFOIG

'T][ >PdAdnan

"PI [BJPUUNEN

*QLIOJSIYISUNY 590 -1n]
-B19J TJ -SUorSY|aY OSOJLT

y[ >PAddnan)

(Og [rpEUIXLN) Jawuapap 34S10U SasSE[Y 3YSHOSOJH-YSIIOISIY UIg

"GI JUYPWIXNEN

*ye1S0uy)g

80 150joæy1V 'OUOISIH

'p 9QAddnax)

0

-

[3

or 6 t tr «spp

UdUIDJG UIP UOA
JEUEUPIS
Ipouw1Iy
PIe1d1oq
SJIA3IG uoss.apuy '[

STEN

å o19dsepy
JUUL AA orse[ UISUIØS YI I
[[1EM1IPQG dna9sua915 'syof
AOpE1S50u UIS 'W ' JRTNN 'S
re , LEGE Er EG UISUIOY I, addnyss snI[>JUOJ
J13£VN[ 15UIY STENE Y20M 'V 19U59, w[OH "Apg
UuBUulYyo] [HEM SuueydoS 'H I pun[e y UIS13PI4 auf
sdumeasag WEPIØY "4 H Uossuof JnUuLJ Ud1YIJ YJIUS J94.Ig |PUEEGRINNE 80 181
31538 VY UISJJIN "4 uasqoyef [ Zj4I*) INYIG EIDLIIPLI
RIV 'a UISPEN 'd PIQypps1apa) UOSSJ[DIULJ YHIO [PXV A9JSIJ

Sr IPI[PULIXEY]

"T9qeysuapIA >[EIDOS 30
2L10JSIYsJIy'suapnidstinf

TA >ddnan

6 feypeuxen

*ILIOJSIY
-931IY 80 180]09y

'*A 9ddnaxn

'or [epjeUnXEy
"301d5

IYsiuvuLI25 2

'A] 39ddnax

'0z [PJJEUT XEN

"301d5
dyYsluruI8 Ip UI8L)
-pun JoaqeYsuapIASoIdg
'TI[ addnan

'z Ti epeunsen

*91107SIYISUNY 30 -.1n]
-«v1911J'"-suorSnay'Yyoso[n

'1[ >2ddnan

'ZI ey peuuxepy

'Ye130uy)T
80 180j0æy41v '210JSIH

'J >ddnan

'+ Seng

(SL pegpeurxep) sommoppap| 3Yspuejuapn SassE[y >YSYOSOJY-YSIJOISIY Uag

Gaver til og Bytteforbindelser med
Selskabets Bibliothek i 1906.
(Meddelt af A. C. Drolsum.)

A. Offentlige Institutioner.
I. Norske.

Aas.

Norges Laudbrugshøiskole.
Beretning om Norges Landbrugshøiskoles Virksomhed i Budget-

aaret fra Iste April 1904 til Site Marts 1905. Kra. 1905. 8.

Bergen.
Bergens offentlige Bibliothek.
Aarsberetning for 1905. Bergen 1906. 8.

Norges Fiskeristyrelse.
Aarsberetning vedkommende Norges Fiskerier. 1905. H.3. 1906.
H. 1 & 4. Bergen 1905—06. 8.

Bergens Kathedralskole.
A.E. Erichsen. Bergens kathedralskoles historie. Bergen 1906. 8.

Selskabet for de norske Fiskeriers Fremme.
Aarsberetning 1905—06. Bergen 1906. 8.
Fiskeritidende, Norsk. Aarg. 24. H. 9—12. Aarg. 25. H. 1-6

Bergen 1905—06. 8.

Christiania.
Finamnts- og Told-Departementet.
Oversigt over Kongeriget Norges Statsindtægter og Statsudgifter.
Budgetterminen 1904—1905. Kra. 1905. 4.
Anhang til Oversigt over Kongeriget Norges Statsregnskab for
Budgetterminen 1904—1905. Kra. 1905. 4.
Kirke- og Undervisnings-Departementet.
Arkiv för nordisk filologi. B. 22. N.F. 18. Lund 1905—06. 8

D2

Det norske Historiske Kildeskriftfond.

Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarhundrede.
Udg. ved H. J. Huitfeldt-Kaas. B 38.8. Bømoen
1905—06. 8.

Landbrugsdirektøren.
Aarsberetning angaaende de offentlige Foranstaltninger til Land-
brugets Fremme i Aaret 1904. II. 1905. I & III. Kra. 1905—06. 8.

Det norske Rigsarkiv.
Statholderskabets Extraktprotokol af Supplicationer og Resolu-
tioner 1642—1650. B. 2. H.2. Chra. 1906. 8.

Statssekretariatet.

Lovtidende, Norsk. 1ste Afd. 1905. No. 23—63. 1906. No. 1-88.
2den Afd. 1905. H. 3.4. 1906. H.1.2. Overenskomster med frem-
mede Stater. 1905. No. 6. 7. 1906. No.1—5. Kra. 8.

Stavanger.
Stavanger Museum.
Aarshefte for 1904. Aarg. 15. Stavanger 1905. 8.

Throndhjem.
Throndhjems tekniske Læreanstalt.
Oversigt over Virksomhed i Læseaaret 1904—05. 1905—06. Thjem.
1905—06. 8.

Tromsø.
Tromsø Museum.
Aarsberetning for 1904. Tromsø 1905. S.
Aarshefter. 927. 1904. Tromsø 1905—06. S.

2. Udenlandske.

Aix-en-Provence.
Bibliothéque de U Université.
Annales des Facultés de Droit et des Lettres d'Aix. Tome I.
Tome II. Droit No. 1. Lettres No. 1. 2. Paris, Marseille 1905—06. 8.

Bamberg.
K. Bayer. Lyzeum.
Jahres-Bericht fir das Schuljabr 1905—06. Bamberg 1906. 8.

Batavia. VTS
De koninklijke natuurkundige Vereeniging in Nederlandsch-Indié.
Natuurkundig Tijdsehrift voor Nederlandsch-Indie. D. LXIV.
10. serie. D. 8. D. LXV.: 10. serie. D. 9. Weltevreden, Amsterd.
1905. 8. RE

1
(eda)

Belfast.
The Belfast Natural History & Philosophical Society.
Report and Proceedings for the session 1904—1905. Belfast
190596:

Berkeley, Cal.
University of California.

Agricultural Experiment Station. — Bulletin. No. 165—176. Sacra-
mento 1905—06. 8.

Cireular. No. 13. [Sacramento] 1905. 8.

University of Califorma Bulletins. Issued quarterly. Berkeley. 8.

New Series. Vol. VI. Summer Session, June 26 to August 5, 1905.
1905.
— — Vol. VIL. No.2. Short Courses in Agriculture, 1905—06. 1905.
The University Chronicle. An official Record.Vol. VIL. No.1.
Sept., 1904. Vol. VIII, No. 2 & Suppl. Decbr. 1905. Berkeley. 8.

Graduates, 1864—1905. Novbr., 1905. Berkeley. 8.

W. A. Merrill. Catalogue of the Academic Senate 1869—1905.
Berkeley 1905. 8.

University of California Publications. Berkeley. S.

American Archaeology and Ethnology. Vol. II. No. 4. 1905.

The Department of Anthropology of the University of California.
1905.

Botany. Vol. II. No. 2—11. 1904—06.

Geology. Vol. IV. No. 2—13. 1905.

Physiology. Vol. II. Vol. III. No.1—5. 1904—06.

Register. 1904—05. Berkeley 1905. 8.

Preliminary Report of the State Earthquake Investigation Com-
mission. Berkeley 1906. 8.

Biennial Report of the President of the University on behalf of
the Regents to His Excelleney the Governor of the State. 1902—1904.
Berkeley 1904. 8.

Berlin.
Gesellschaft fir Erdkunde.
Zeitschrift. 1905. No. 9. 10. 1906. No.1—8. Berlin 1905—06. 8.

Gesellschaft naturforschender Freunde.
Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1905. Berlin 1905. 8.

Bologna.
La R. Accademia delle scienze dell Istituto di Bologna.
Memorie. Serie VI. T. II. Bologna 1905. 4.
Rendiconto delle sessioni. Nuova serie. Vol. IX. (1904—05).
Bologna 1905. 8.

Bonn.
Niederrheimische Gesellschaft fir Natur- und Heilkunde.
Sitzungsberichte. 1905. Hilfte 2. 1906. Hålfte 1. Bonn 1906. 8.
Naturhistorischer Verein der preussischen Rheinlande, Westfalens
u. des Reg.-Bezirks Osnabriick.
Verhandlungen. dJahrg. 62. Hilfte 9. Jahrg. 68. Hiålfte 1.
Bonn 1906. 8.

Då

Bordeaux.
Socicté des sciences physiques et naturelles.
Mémoires. Bordeaux. 8.
69 série. T. II. Cah. 2 & Appendice au tome II (69 série): Obser-
vations pluviométriques 1903—04. 1904.
Procés-verbaux des séances. Année 1903—1904. 1904—1905.
Paris, Bordeaux 1904—05. 8.
Table générale des matiéres des publications de la société de 1850

å 1900. Dressée par J. Chaine et A. Richard. Bordeaux 1905. 8.

Boston, Mass.
The American Academy of arts and seiences.
The Rumford Fund. Boston 1905. 8.
Proceedings. Vol. XL. No. 10. Vol. XLI. No. 18—35. Vol.
XLIH. No. 2-8. Boston 1904—06. 8.

Braunschweig.
Verein fir Naturwissenschaft-
14. Jahresbericht. 19038—04 und 1904—05. . Brschw. 1906. 8.

Bremen.
Naturwissenschaftlicher Verein.
Abhandlungen. B. XVIII. H.?. Bremen 1906. 8.

Brest.
Société académique.
Bulletin. 9. série. T. XXIX. 1903—04. Brest 1904.

D

Brooklyn, New York.
Museum of the Brooklyn Institute of arts and sciences.
Seience Bulletin. Vol. 1. No. 7.8. New York 1905—06. 5.
Cold Spring Harbor Monographs. Brooklyn, N. Y. 8.
VI. Herbert E. Walter. The behavior of the Pond Snail, Lym-
naeus elodes Say. 1906.

Bruxelles.
Académie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Bel-
gique.
Annuaire. Année 72. 1906. Bruxelles 1906. 8.
Bulletin de la classe des lettres et des sciences morales et poli-
tiques. 1905. No. 9—12. 1906. No. 1—8. Bruxelles 1985—06. 8:
— de la classe des sciences. 1905. No. 9—12. 1906. No. 1—8.
Bruxelles 19053—06. 8.
Société royale zoologique et malacologique de Belgique.
Annales. T. XL. Année 1905. Bruxelles 1905. 8.

Budapest.
Ungarische Akademie der Wissenschaften.
Almanach, 1906. Budap. 1906. 8.
Ertekezések a nyelv- és széptudomånyok köréböl. XIX. kötet.
Szåm 7. 8. Budapest 1906.

DD

Ertesitö, Archæologiai.
Uj folyam. XXV kötet. Szåm 2—5.
XXVI — 9:
Budap. 1905—06. 8.
Ertesitö, Mathematikai és természettudomånyi.
XXII kötet. Fözet 8—5.
XXIV — — 1412
Budap. 1905—06. 8.
Közlemények, Mathematikai és természettudomånyi.
XXVIII kötet. Szåm 4. Budap. 1906. 8.
Rapport sur les travaux de I Académie hongroise des sciences en
1905. Budap. 1906. S.

M. kir. orszågos meteorolögiai és földmågnessegi intézet (Kgl. Ung.

Reichsanstalt fir Meteorologie u. Erdmagnetismus).

V. Bericht iiber die Thåtigkeit der kgl. ung. Reichsanstalt fir
Meteorologie u. Erdmagnetismus und des Central-Qbservatoriums in
Ö-Gyalla im Jahre 1904. (Deutsche Ausgabe). Zusammengestellt von
Anton Réthly. Budapest 1905. S.

Fjalbr bteher Pad KKNIN Jahre AO022 RSV BENK KE
Jahrg. 1903. Th. I. II. Budap. 1905. 4.

Btes Verzeichniss der fir die Bibliothek der kgl. ung. Reichs-
anstalt fir Meteorologie und Erdmagnetismus im Jahre 1904 als Ge-
schenk erhaltenen und durch Ankauf erworbenen Biicher. Budapest

1905. 8.

Buenos Aires.
Sociedad ceientifica Argentina.
Anales. Tomo LIX. Entr. 6. Tomo LX. LXI. Tomo LXI. Entr. 1.
Buenos Aires 1905—06. 8.

Cambridge.
The Cambridge Philosophical Society.
Proceedings. Vol. XII. P. V. Cambridge 1906. 8.
Transactions. Vol. XX. No. 7.8. Cambridge 1906. 4.

Cambridge, Mass.
The Museum of comparative zoölogy at Harvard College.

Bulletin. Vol. XLVI. No. 10—14.
— XLVIII. No. 2—4.
— XLIX. No. 1-3.
— L. No. 1-3.

Cambr., Mass: 1905—06. 8.
Report, Annual, of the Curator 1904—05. Cambr. 1905. 8.

Chicago.
John Crerar Library.
11. Annual Report for 1905. Chicago 1906. 8.
Supplement to the List of serials in public libraries of Chicago and
Evanston. 2. ed., corrected to November, 1905. Chicago. 8.

56

Colorado Springs, Colo.
Board of Trustees of Colorado College.
Colorado College Publications. General Series. No. 17. 19, 29. 93.
Colorado Springs, Colo. 1905—06. 8.

Delft.
Commission géodésique neerlandaise.
Déterminations de latitude et d'azimut dans les Pays-Bas. Delft
1904. 4.
Déterminations de la longitude, de la latitude et d'un azimut

å Ubagsberg, en 1893. Delft 1905. 4.

Dorpat (Jurjew).
Naturforscher-Gesellschaft bet der Universitåt Jurjenw (Dorpat).
Archiv får die Naturkunde Liv-, Ehst- und Kurlands.
2. Serie. Biologisehe Naturkunde. B. XIII. Lfg. 1. Jurjew 1905. 8.
Sehriften. Jurjeff (Dorpat).
XVI. K. Seninski. Neogenablagerungen im District Suechum des
Siid-Westlichen Kaukasus. 1905. 4.
XVII. W. Abold und S. Secharbe. Definitive Bahnbestimmung des
Cometen 1900 III (Giacobini). 1906. 4.
Sitzungsberichte. B.14. B. 15. H. 1. Jurjew (Dorpat) 1905—
06. 8.
Verzeichnis der Editionen der Naturforscher-Gesellschaft bei der
Kais. Universitåt Dorpat und General-Namenregister zu den Bånden IT

(1869) bis XIV (1905) inel. der Sitzungsberichte. Dorpat-Jurjew 1906. 8.

Flagstaff, Ariz., U.S. A.
Lowell Observatory.
Bulletin. No. 23. 24. [Flagstaff 1905]. 4.

Geneve.
Socidté de physique et d'histoire naturelle de Genéve.
Mémoires. Vol. 85. Fasc. 2. Genéve & Paris 1906. 4.

Giessen.
Oberhessische Gesellschaft fir Natur- und Heilkunde.
Bericht. N. F. Medizinische Abt. B. 1. Giessen 1906. 8.

Glasgow.
Royal Philosophical Society.
Proceedings. Vol. XXXVI. 190£—1905. Glasgow 1905. 8.

Göttingen.
Kömnigliche Gesellschaft der Wissenschaften.
Nachrichten. Math.-physikal. Klasse. 1905. H.4.5. 1906. H.1.2.

Göttingen 1905—06. 8.

— Philol.-histor. Klasse. 1905. H. 4. 1906. H. 1.2
& Beiheft. Göttingen 1905—06. 8.

-— Geschåftliche Mittheilungen. 1905. H. 2. 1906.
H. 1. Göttingen 1905—06. 8.

OT
I

Groningen.
Natuurkundiy Genootschap te Groningen.
Verslag. 101. 1904. Groningen. [1905]. S.

Gistrow.
Verein der Freunde der Naturgeschichte in Mecklenburg.
Arehiv. Jahr 59. Abt. II. Jahr 60. Abt. I. Göåstrow 1905—06. 8.

Göteborg.
Göteborgs Högskola.
Årsskrift. B. 11. 1905. Göteborg 1906. 8.

Haarlem.
Teyler's Genootschappen (Fondation Teylerienne).
Archives du Musée Teyler. Série II. Vol. IX. P.3.4. Vol. X.
P. 1.2. Haarlem 1905—06. 4.

Société hollandaise des sciences.
Archives néerlandaises des sciences exactes et naturelles. Série Il.

T. X. Livr. 5. T. XI. La Haye 1905—06: 8.

Halifax.
The Nova Scotian Institute of Science
HP roceedunegs and Transactions: Vol XI Pi 1 Session of

1902—1905. Halifax 1905. 8.

Halle a. S.
Verein fur Brdkunde.
Mitteilungen. Jahrg. 80. 1906. Halle a. S. 1906. 8.

Hamburg.
Naturhistorisches Museum.
Mitteilungen. Jahrg. XXII. 1904. Hamburg 1905. 8.

Heidelberg.
Naturhistorisch-medicinischer Verein.
Verhandlungen. N. F. B.8. H. 92. Heidelberg 1905. 8.

Helsingfors.
Pathologisches Institut der Universitåt.
Arbeiten. B.1. H. 1-38. Berlin 1905—06. 8.

Societas pro fauna et flora fenmica.
Acta. Vol. 97. 28. Helsingforsiæ 1905—06. 8.
Meddelanden. H. 31. 32. Helsingfors 1906. 8.

Société finno-ougrienne.
Journal. XXII. Helsingisså 1906. 8.
Mémoires. Helsingfors. 8.
XXIII. K.F. Karjalainen. Zur ostjakischen Lautgeschichte.
1905:
XXIV. Konrad Nielsen. Die Quantitålsverhåltnisse im Pol-
maklappischen. If. 1905.

58

Sållskapet för Finlands geografi.
Fennia. 19--92. Helsingfors 1902—05. 8.
Finlands Geologiska Undersökming.

Bulletin. No. 16. I. G. Sundell. On the Canecrinite-Syenite
from Kuolajårvi and a related dike rock. Helsingfors 1905. 8.

Kassel.

Verein får hessische Geschichte und Landeskunde.
Zeitschrift. Neue Folge. B. 99. Kassel 1905. 8.

Kiew.
Société des naturalistes.
Zapiski (Mémoires). T. XX. Livr. 1. Kiew 1905. 8.

Kjøbenhavn.
Carlsberg Laboratoriets Bestyrelse.
Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet. B.6. H.4. Kbh.1906. 8.

Entomologisk Forening.

Entomologiske Meddelelser. Anden Række. B.3. H.1. Kbh.
1906. 8.

Den naturhistoriske Forening.
Meddelelser, Videnskabelige, for Aaret 1905. 1906. Kbh. 1905—
06. 8.

Genealogisk Institut.

Max Grohshennig. Legatfamilien Aagaård fra Juelstrup Præste-
gaard. Kbh. 1905. 8.

Universitetets zoologiske Museum.
The Danish Ingolf-Expedition. Vol. VI. P.92. Kbh. 1905. 4

Det Jydske historisk-topografiske Selskab.
Samlinger til Jydsk Historie og Topografi. 3. Række. B. IV.
EBV bu1906408:

Danmarks geologiske Undersøgelse.
I. Række. Nr. 10. II. Række. Nr. 14—16. Kbh. 1903—03. 8.

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Oversigt over det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs For-
handlinger i Aaret 1905. No.2—6. 1906. No: 1=3. Kbh.1905—06. 8.

Vid. Selsk. Skr. 6. Række, historisk og filosofisk Afd. V. 3. VI. 5.
Kbh. 1905—06. 4:

Skrifter. 7. Række, naturvidensk. og math. Afd. I. 4.5. II. 4.5.
Kbh. 1905—06. 4.

Dansk Ordbog udg. under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse.
Tome 8. V-Z. Kbh. 1905. 4.

Königsberg in Pr.
Physikalisch-ökonomische Gesellschaft.
Schriften. Jahrg. 46. 1905. Königsberg 1906. 4.

DY

Krakow.
Akademija umiejetnosci m Krakomie (Académie des sciences de Cra-
covie).
Biblioteka przekladöw z literatury starozytnej. Krakow. 8.

Nr. 1. Wybrane pisma Lukiana tlömaczyl Michal Fy Bo-
gucki. Tom I. 1906.

Bulletin international. Cracovie. 8.

Classe de philologie, classe d'histoire et de philosophie. 1905.
No. 8—10. 1906. No. 1—38. 1905—06.

Classe des sciences mathématiques et naturelles. 1905. No. 8—10.
1906. No. 1-83. 1905—06.

Katalog rekopisöw Akademi Bmnset w Krakowie. Zestawil Jan
Czubek. Kraköw 1906. 8.

Pisma polityczne z czasöw pilerwszego bezkrölewia wydal Jan Czu-
bek. Kraköw 1906. 8.

Zofia Daszyhnska-Golinska. Uscie Solne. Przyczynki histo-
ryezno-statystyezne do dziejöw nadwislanskiego miasteezka. Studyum
archiwalne. W Krakowie 1906. S. RE

Katalog literatury naukowej polskiej. Tom. V. Rok 1905. Zeszyt
I-1V. Kraköw 1906. 8.

Materyaly 1 prace komisyi jezykowej. Tom. III. Zeszyt 1. 2.
W Krakowie 1905. 8.

Monumenta medi aevi historica res gestas Poloniae illustrantia.
T. XVII. Cracoviae 1905. 8.

Rocznik. Rok 1904—05. Kraköw 1905. 8.

Rozprawy Akademi: umiejetnose. W Krakowie. 4.

Wydzialu matematyczno-przyrodniczy. Serya III. Tom 4. Dzal
A. B. Spis autoröw 1 rzeczy. I. 1904—05.

Kremsmiinster.
Sternwarte.
Resultate aus den im Jahre 1904 auf der Sternwarte zu Krems-
miinster angestellten meteorologischen Beobachtungen. Von Thiemo
Schwarz. Wels 1905. 4.

La Plata.

Direccion general de Estadistica de la Provincia de Buenos Atres.
Boletin mensual. Afio VIL 1906. No. 66—68. La Plata. 4.
Demografia. Aino 1899. Publicada bajo la direceion de Carlos

EAS alasLaBlatar900 10:

Lawrence, Kansas.
The Kansas Umiversity.
Seienee Bulletin. Vol. III. No. 1—10. Lawrence, Kansas 1905—06. 8.

Leiden.
Nederlandsche dierkundige Vereeniging.
Aanwinsten van de Bibliotheek. 1 Jan.—31 Dec. 1904. [Leiden]
190:
Tijdschrift. de serie. D.IX. D.X. Afl.1.2. Leiden 1904—05. 58.

60
Leipzig.

Firstlich Jablomowski'sche Gesellschaft
Jahresberieht. Lpz. 1906. 8.

Lima.

Sociedad geogråfica.

Boletin. Afio XIV.

Tomo XVI
Tomos I å XI.

& Indice por materias y autores.
Lima 1902—04. 8.
Liverpool.

Liverpool University. Institute of commercial research in the tropics-
A. E. Evans. Å catalogue of the Aburi Gardens. Liverpool 1906. 8.
Quarterly Journal. Vol. I. No. 1-3. Liverpool 1906. 8.

The Liverpool Biological Society.

Proceedings and Transactions. Vol. XIX. Session 1904—1905. Vol
XX. Session 1905—1906. Liverpool 1905—06. 8.

London.

Zoological Society.
Transactions. Vol. XVIL P.3. 4. London 1904—05. 4.

Liubeck.

Verein får Litbeckische Geschichte und Altertumskunde.
Mitteilungen. H.12. Hålfte 1. 1905. Libeck 1906. 8.
Lund. |
Universitetet.

Acta Universitatis Lundensis. — Lunds Universitets Års-Skrift. XL.
1904. 1.2. N.S. Afd. 9. Bd. I. 1905. Lund 1904-—06. 4.
Botaniska Notiser för år 1905. Lund 1905. 8.

Luxembourg.

L Institut grand-ducal de Luxembourg (Section des sciences mnatu-
relles & mathématiques).
Archives trimestrielles. Fasc. I. II. Luxembourg 1906. 8.

Madison.

Wisconsin Geological and Natural History Survey.
Bulletin. No. XIV & Atlas.

Economic Series No. 9
Madison, Wis. 1906. S.

& Atlas.
Madrid.

Real Academia de ciencias exactas, fisicas 1y naturales.
Memorias. Tomo XXII- XXIV.
Revista. Tomo II. Num. 9.3.

HI. 6.

IV. — 6.

Madrid 1905—06. 8.

Madrid 1905—06. 4.

Al
9 —

61

Manchester.
The Manchester literary & philosophical Society.
Memoirs and Proceedings. Vol. 50. (1905—06). Manchester 1905
—06. 8.

Massachusetts, U.S. A.
Tufts College, Mass.
Tufts College Studies. (Seientific Series.) Vol. II. No. 1. 2. Tufts
College, Mass. 1905—06. 8.

Melbourne.
The Royal Society of Victoria.
Proceedings. New Series. Vol. XVIII. P. II. Vol. XIX. P.I.
Melbourne 1906. 8.

Metz.
Metzer Akademie.
Mémoires. 3* série. XXXIIe année. 1902—03.
— NOOM HE 1903—04.
Metz 1905. 8.

Mexico.
Instituto geolögico de Møéxico.
Boletin. Num. 920. 21. Mexico 1905. 4.
Parergones. Tomo I. Num. 9. 10. México 19053—06. 8.

Observatorio meteorolögico magnético central.
3oletin mensual. 1902. Nium. 10. 11. 1904. Nium. 6. Mexico
1902—04. 4.

Sociedad cientifica ,Antonio Alzate*.

Memorias y Revista. Tomo XIII. Nums. 9. 10. Tomo XXI.
Nos. 1—12. Tomo XXII. Nos. 1-8. Tomo XXIII. Nos. 1—4. Mexico
1904—05. 8.

Middelburg.
Het Zeeumsch Genootschap der wetenschappen.
Archief. Vroegere en latere mededeelingen voornamelijk in betrek-
king tot Zeeland. 1905. Middelburg 1905. 8.
M. Fokker. Zelandia illustrata. Verzameling van kaarten, por-
trelten, platen enz. betreffende de oudheid en geschiedenis van Zeeland.
40 vervolg. Middelburg 1905. 8.

Milano.
Reale Istituto Lombardo di scienze e lettere.
Atti della Fondazione seientifica Cagnola. Vol. XX. Milano 1906. 8.
Memorie. Milano. 4.
Classe di scienze matematiche e naturali. Vol. XX (XI della Serie
II). Fasc. VIL. VIII. 1906.
Rendiconti. Serie WM. Vol. XXXVIIIL. Fase. XVII=XX. Vol.
XXIX. Fase. I-XVI. Milano 1905—06: 38.

62

Societå italiana di scienze naturali.
Atti. Vol. XLIV. Fase: 2—6. Vol. XLV: Fase. 1. 2. Milano 1905
—06. 8,
Eleneo dei soei. — Istituto scientifici corrispondenti. — Indiee gene-
- rale per autori e per materie dei lavori pubblicati dalla sua fondazione
a tutto settembre 1906. Milano 1906. 8.

Milwaukee.
Public Museum.
25. Annual Report. Sept. ist, 1904, to Aug. 31st, 1905. Milwaukee
1905. 8.

The Wisconsin Natural History Society.
Bulletin. New Series. III. No. 4. Vol. IV. Milwaukee, Wisc.
19053—06. 8.

Monaco.
Musée océanographique.

Bulletin. No. 53—86. Monaco 1905—06. 8.

Résultats des campaignes scientifiques accomplies sur son yacht par
Albert [er, prince souverain de Monaco, publiés sous sa direction avec
le concours de M. Jules Richard. Fase. XXXI. XXXII. Monaco
1905—06. 4.

Montevideo.
Museo Nacional de Montevideo.
Anales. Serie II. Entr. 1. 11. Montevideo 1905. S.

Moskva.
Imperatorskoje Obscestvo ljubitelij jestestvoenanija, antropologij å etno-
gafij sostojaseoje pri Imperatorskom Moskovskom Universitete.

Izvestija. Tom CIX. CXI. Trudy antropologiceskago otdelenija.
Tom XXIV. XXV. Moskva 1905. 4.

— Tom CX. Trudy zoologiceskago otdelenija. Tom XVI.
Moskva 1905. 4.

— Tom CVII. Vyp. ?. Trudy otdelenija fiziceskich nauk.
Tom XII. Vyp. 2. Moskva 1904. 4.

Minchen.
Kömigl. Bayerische Akademie der Wissenschaften.
Aegina, das Heiligtum der Aphaia. Unter Mitwirkung von Ernst
R. Fiechter und Hermann Thiersch herausgegeben von Adolf
Furtwångler. Text & Atlas. Minchen 1906. 4.

Bayerische Botamnische Gesellschaft.
Mitteilungen der Bayerischen Botanischen Gesellschaft zur Er-
forschung der heimischen Flora. Nr. 36—38. 40. 1905—06. Miinchen. 4.

Ormithologische Gesellschaft in Bayern.
Verhandlungen. 1904. B. V. Minchen 1905. 8.

63

Napoli.
Istituto =0ologico della R. Universitå. — Direzione del Museo zoologico.
Annuario «del Museo zoologico della R. Universitå di Napoli.
(Nuova Serie). Vol. I. Num. 835. Napoli 1905. 4.

Neuchåtel.
Société des sciences naturelles.
Bulletin. T. XXXI. Année 1902—1908: T.XXXII. Année 1903—
1904. Neuchåtel 1903—0%. 8.

Newcastle-upon-Tyne.
Society of Antiquaries.
Archaeologia Aeliana: or, Miscellaneous tracts relating to anti-
quities. 3. Series. Vol. II. London and Neweastle-upon-Tyne 1906. 8.
Proceedings. 3. Ser. Vol. II. No. 11-98. Newcastle-upon-Tyne
1905—06. 8.

New York.
The Nem York Academy of sciences.
Annals. Vol. XVI. P. II. 11l. Lancaster, Pa. 1905—06. 8.
The American Museum of Natural History.
Bulletin. Vol. XVII. P. IV. Vol. XXI, New York 1905. 8.
International Congress of Americanists. 13. Session held in New
York 1902. Easton, Pa. 1905. 8.
The American Museum Journal. Vol. VI. 1906. No. 1-3. New
York 1906. S.
Memoirs. Vol. IX. P. I-III. New York 1905—06. 4.
Annual Report of the President &e. for the year 1905. New York
1906. 8.
The American Mathematical Society.
Bulletin. nd Series. Vol. XII. No. 3—10. Vol. XIII. No. 1.2.
Lancaster, Pa., and New York 1905—06.. 8.
Register, Annual. Jan. 1906. New York 1906. 8.

O-Gyalla.
Kön. ung. Meteorologisch-Magnetisches Observatorium.
Beobachtungen. 1905. Oct.—Dec. Budapest 1905—06. 4.

Oxford.
The Radcliffe Observatory.

Catalogue of 1772 stars, chiefly comprised within the zone 85"—90"
N.P.D., for the epoch 1900. Oxford 1906. 4.

Padova.

Accademia scientifica veneto-trentino-istriana.
Atti. Nuova Serie. Anno IL. Fasc. II. Padova 1905. 8.

64

Palermo.
R. Accademia di scienze, lettere e belle arti.
Bullettino. Anni 1899—1902. Palermo 1906. 4.
R. Istituto botamico di Palermo.
Contribuzioni alla biologia vegetale ed. da Ant. Borzi. Vol. IV.
Fasc. I. Palermo 1905. 8.

Societå di scienzæe naturali ed ecomomiche.
Giornale. Vol. XXV. Anno 1905. Palermo 1905. 4.

Para.
Museu Paraense de historia natural e ethnographia.
Boletim. Vol. IV. No. 4. Parå 1905—06. 8.
Verzeichnis der wissenschaftlichen Publikationen, welche wåhrend
der Periode 1894—1904 aus dem Staatsmuseum Goeldi för Natur-

geschichte und Ethnographie in Parå (Brasilien) hervorgegangen sind.
Bern s. a. 8.

Paris.
Bureau des longitudes.
Annuaive pour Van 1906. Paris. 8.
Connaissances des temps, pour lan 1907. Paris 1905. 8.
— — Extrait å l'usage des écoles d'hydrographie et des marins du
commerce, pour lan 1906. Paris 1905. 8.

Ecole Polytechnique.
Journal. Ille Série. Cahier 10. Paris 1905. 4.

Muséum dhistoire naturelle.

Bulletin. Année 1904. No. 7.8. Année 1905. No. 1—6. Paris
1904—05. 8.
Société zoologique.

Mémoires. T. XVII. Paris 1904. 8.

Philadelphia.
Academy of Natural Sciences.
Proceedings. Vol. LVII. 1905. P.2:8. Vol EVIIRSIEP ha:
delphia 1905—06. S.
American Philosophical Society.
Proceedings. No. 180—182. Philadelphia 1905—06. 8.
Transactions. N. S. Vol. XXL Pi 1. 0 Philadelphia (900008

Pisa.
R. Scuola normale superiore.
Annali. Filosofia e filologia. Vol. XIX, Pisa 1906. 8.

Porto.
Academia polytechnica.
Annaes scientificos. Vol. I. No. 2.3. Coimbra 1906. 8.

65

Pulkowo.
L' Observatoire Central Nicolas.
Publications. Série II. Vol. III. XIV. XVII, 11. St.-Pétersbourg
1905. 4.

Reykjavik.
Landsbökasafn.
Ritaukaskrå. 1908. Reykjavik 1906. 4.
Hinn lærdi sköli.
Skirsla um hinn lærda sköla i Reykjavik. Skoöla-årid 1905—1906.
Reykjavik 1906. 8.

Riga.
Gesellschaft fir Geschichte und Alterthumskunde der Ostseeprovinzen
Russlands.
Sitzungsberichte aus dem Jahre 1905. Riga 1906. 8.
Naturforscher- Verein.
Korrespondenzblatt. XLVIII. Riga 1905. S.

Rio de Janeiro.
Observatorio,
Annuario. Anno XXI. 1905. Anno XXII. 1906. Rio de Janeiro
1905—06. 8.

Boletim mensal. 1905. Janeiro—Dezembro. Rio dei Janeiro 1905

—06. S.

Rochechouart.
La Socicté Les anvis des sciences et arts.
Bulletin. T. XIV. No. 3. Rochechouart 1904. 8.

Rochester, N. Y.
Academy of science.
Proceedings Vol. IIl.1 Brochure 8. Vol-1V. PP. 149931. Ro-
chester, N. Y. 1904—06. 8.

Rock Island, Il.
Augustana College.
Augustana Library Publications. Rock Island. 8.

Num. 4. Johan August Udden. On the cyclonic distribution
of rainfall. 1905.

Roma.

Reale Accademia dei Lincei-

Atti. Serie V. Rendiconti. Classe di scienze fisiche, matematiche
e naturali. Vol. XIV. 2 Semestre. Fasc. 10—12. Vol. XV. 1” Semestre.
Vol. XV. 2? Semestre. Fusc. 1-9. Roma 1905—06.

Rendiconto dell adunanza solenne del 3 giugno 1906. Vol. IL
Roma 1906. 4.
Reale Accademia medica.

Bullettino. Anno XXXI. Fasc. 1—6. Roma 1905. 8.

R. Ministero della istruzione pubblica.
Le opere de Galileo Galilei. Vol. XVII. XVIII. Firenze 1906. 4.

-

9)

66

Rostock.
Die Grossherzogliche Landes- Universitåt.
Verzeichniss der Behörden, Lehrer &ce. Winter-Sem. 1905—06.
Rostock 1905. 4.
— — Sommer-Sem. 1906. Rostock 1906. 4.
Verzeichniss der Vorlesungen im Winter-Sem. 19053—06. Rostock
1905. 4.

Inclutae litterarum unmiversitati Gryphiswaldensi sacra semisaecularia
nona die III mensis Augusti A. MDCCCCVI celebranti congratulatur
universitatis Rostochiensis rector et coneilium. Inest Ottonis Kern
De epigram mate Larisaeo commentariolus. Rostochii 1906. 4.

August Michaelis. Die Entwicklung der Chemie in der neueren
Zeit. Rede. Rostock 1906. 8.

196 Inaugural-Disserlationer.

1 Habilitations-Skrift.

Rouen.
Socidté des amis des sciences naturelles.
Bulletin. 4e série. Année 39. fer & 2e semestres 19083.
— 40. — — 1904.
Rouen 1904—05. 8.

Salem, Mass.
Essex Institute.
John Henry Sears. The physical geography, geology, mineralogy
and palaeontology of Essex County, Massachusetts. Salem, Mass.

1905. 4.

San Fernando.
Instituto y Observatorio de Marina de San Fernando.
Anales. Secciön 22, Qbservaciones meteorolögicas, magnéticas y
séismicas. Afio 1904. 1905. San Fernando 1905—06. 4.

St. Petersburg.
Académie Impeériale des sciences.

Annuaire du Musée zoologique de Académie Impériale des
sciences de St.-Pétersbourg. T. X. No.1.9, T. XI, Beilage. St.-
Pétersbourg 1906. 8.

Bulletin. Ve'Série. T. XVI. No. 5.4 XVII KOTE
No. 1—4. St.-Pétersbourg 1902—04. 8.

Comptes rendus des séances de la Commission sismique perma-
nente. T.9. Livr. 1. 2. St.-Pétersbourg 1905—06. 8.

Mémoires. Ville série. Classe physico-mathématique. Vol. XVI.
No. 4—12. Vol. XVII. No. 1—6. St.-Pétersbourg 1904—06. 4.

La Bibliothéque Impériale Publique.

Otcet. 1900—1901. St. Peterburg 1905. 8.
Gallereja Petra Velikago v Imperatorskoj Publicnoj Biblioteke.
S.-Peterburg 1903. 4.

67

Russisch-Kaiserliche mineralogische Gesellschaft.

Verhandlungen. 29. Serie. Bd. 42. Lfg. 2. Bd. 43. Lføg. 1.
St. Petersburg 1905. 8.

Materialien zur Geologie Russlands. Bd. XXII. Lfg.2. St. Peters-
burg 1905. 8.

Jardin Impérial de botamique.
Acta Horti Petropolitani. Tom. XXIV. Fasc. III. Tom. XXV. Fasc.1I.
S.-Peterb. 1905. 8.

Schwerin.
Verein fir mecklenburgische Geschichte und Alterthumskunde.
Jahrbiicher. Jahrgang 70. Schwerin 1905. 8.

Siena.
R. Accademia dei fisioeritici.
Atti. Serie IV. Vol. XVII. No.5—10. Vol. XVIII. ,No.1—4. Siena
1905—06. 8.

Stettin.
Gesellschaft fur Pommersche Geschichte u. Alterthumskunde.
Monatsblitter. Jahrg. 19. 1905. Stettin 1905. 8.
Studien, Baltische. N. F. Bd. 9. Stettin 1905. 8.

Stockholm.
Den kgl. svenske Regjering.

Missions scientifiques pour la mesure d'un arc de méridien au
Spitzberg, entreprises en 1899—1902 sous les auspices des gouverne-
ments suédois et russe. Mission suédoise. T. I. Sect. II. B. Sect. V.
T. II. Sect. VII. A. Sect. VIII. A. B. BL — BV.G. Sect. X. Stockholm
1903—06. 4.

Kungl. Svenska Vetenskaps-Akademien.
Årsbok för år 1905. Stockh. 1905. 8.
Arkiv för botanik. Bd. 5. Bd. 6. H. 1.2. Stockh. 1905—06. 8.
— för kemi, mineralogi och geologi. Bd. 2. H. 2.3. Stockh.
190008:
— för matematik, astronomi och fysik. Bd.2. H. 3.4. Bd.3.
H. 1. Stockh. 1905—06. 38.
= för zoologi. Bd.2. H.4. Bd.3. H.1.92. Stockh.1905—06. 8.
Eandlingar NARNBIBIN0I6S BANE. 4 No 1E3105:
Stockh. 1905—06. 4.
Iakttagelser, Meteorologiska, 1 Sverige. B. 46 (2. serien. B. 32).
1904. B. 47. (2. serien. B. 33). 1905. Stockh. 1905—06. 4.
Meddelanden från K. Vetenskapsakademiens Nobelinstitut. B. I-
No. 2—5. Stockh. 1906. 8.
Les prix Nobel en 1908. Stockh. 1906. 8.

Kongl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien.
Fornvåinnen. Meddelanden. Under redaktion af Emil Ekhoff.
(005 la 1281 Snddn 68

68

Arkeologiska monografier. Stockh. 4.

Nr. 1. Oscar Almgren. ,Kung Björns hög" och andra forn-
lemningar vid Håga på föranstaltande af H. K. H. Prins Gustaf Adolf
undersökta 1902—08. 1905.

Antikvarisk Tidskrift för Sverige D.9. H.4 D.1f. He.
D. 13. H.4. D. 15. H.8. D.17. H.4.5. D. 18. H. 1. Stockh.1905. 8.
Udgiveren. rap

Acta mathematica. 30: 1—3. Stockh. 1905—06. 4.

Strassburg 1. E.
Kaiserl. Universitåts-Sternmwarte.

Bestimmung der Långendifferenz zwischen der Groszh. Sternwarte
(Astronom. Institut) bei Heidelberg und der Kaiserl.Universitåts-Sternwarte
in Strassburg i. E. im Jahre 1903 nach den Beobachtungen von
L. Carnera, L. Courvoisier und W. Valentiner. Bearb. und hg. von
E. Becker & W. Valentiner. Karlsruhe 1. B. 1906. 4.

Sydney.
Board of fisheries of New South Wales.
Report for the year 1904. Sydney 1905. 4.

Linnean Society of New South Wales.
Proceedings. Vol. XXX. 1905. P. 3.4 & Suppl. Vol. XXXL

1906. P. 1.9. Sydney 1905—06, 8.

Tokio.
Deutsche Gesellschaft för Natur- und Völkerkunde Ostasiens.
Mittheilungen. Bd. X. Theil 2.3. Tokyo 1905—06. 8.

Det keiserlige japanesiske Universitet.
Mittheilungen aus der medicinischen Facultåt der Kaiserlich-
Japanischen Universitåt. B. VI. No. 4. Tokyo 1905. 8.

Topeka.
The Kansas Academy of Science.
Transactions. Vol. XX. P.1. Topeka 1906. 8.

Toronto.
University.
Studies. [Toronto.] S.
Papers from the Chemical Laboratories. No. 53. 1905.
Biological Series. No. 5. 1906.
Psychological Series. Vol. II. No. 3. 1905.

Upsala.

Kgl. Universitetet.
Årsskrift. 1904. 1905. Ups. 8.
Sveriges offentliga bibliotek: Stockholm. Upsala. Lund. Göte-
borg. — Aeccessions-Katalog. 18—19. 1903—1904. Stockh.
1905—06. 8.
Bulletin of the Geological Institution of the University of Upsala.

Ed. by Hj. Sjögreen. Vol. VII. Upsala 1906. 8.

FG

69

Bulletin mensuel de I'Observatoire Météorologique de I'Université
dUpsal. Vol. XXXVII. Année 1905. Ups. 1905—1906. 4.

Festscehrift Olof Hammarsten zu seinem 65. Geburtstage den
21. Aug. 1906 gewidmet. Upsala 1906. S.

Kongl. Umniversitets- Biblioteket.

Results of the Swedish Zoological Expedition to Egypt and the
White Nile 1901 under the direction of L. A. Jågerskiöld. P. II. Upp-
sala 1905. 8.

Studier, Botaniska, tillignede F. R. Kjellman den 4. Novbr. 1906.
Uppsala 1906. S.

Humanistiska Vetenskapssamfundet.
Skrifter. B. IX. Ups. 1904—1906. 8.

Kongl. Vetenskaps-Societeten.
Nova Acta Regiæ Societatis scientiarum Upsaliensis. Ser. IV. Vol. I.

Fasc. I. Ups. 1905. 4.

Urbana, Ill.
University of Illinois.
Bulletin of the Illinois State Laboratory of Natural History. Vol.
Mer GAVE Urbana, 11190508.

Valencia.
Redaktionen.
Los Pronösticos de Sfeijoon. Revista meteorolögica quincenal.
Ao I. Num. 1.2. 4—15 & 17. Valencia 1906. 4.

Washington.
Department of the Interior, Bureau of Education.
Report of the Commissioner of Education for the year 1904. Vol. 1.
Wash. 1906. 8.

Department of the Interior. — United States Geological Survey.
Charles D. Walcott, director.
Bulletin. No. 248. 947. 256. 9257. 62. 263. 265—274. 276. Wash.
1905—06. 8.
Monographs. Wash. 4.
XLVIIL. Charles Richard van Hise. Å treatise on metamor-
phism. 1904.
XLVIIL. Lester F. Ward. Status of the mesozoic floras of the
United States. 9. paper. P.1I. Text. P. II. Plates. 1905.
Professional Paper. Wash. 4.
No. 34. William C. Alden. The Delavan Lobe of the Lake Michi-
gan Glacier of the Wisconsin Stage of Glaciation and
associated phenomena. 1904.
No. 36. E. 0. Ulrich and W. S. Tangier Smith. The lead,
zinc, and fluorspar deposits of Western Kentucky. 1905.
No. 87. H. B. Ayres and W. W. Ashe. The southern Appa-
lachian forests. 1905.

No.

No.

47.

48.

. 49.

70

Economic geology of the Bingham Mining District, Utah,
by John Mason Boutwell; with a section on areal
geology by Arthur Keith, and an introduction on
general geology by Samuel Franklin Emmons. 1905,
Alpheus Hyatt and James Perrin Smith. The
triassic cephaloid genera of America. 1905.

Walter C.Mendenhall. Geology of the Central Copper
River Region, Alaska. 1905.

Josiah Edward Spurr. Geology of the Tonopah Min-
ing District, Nevada. 1905.

Waldemar Lindgren. The copper deposits of the
Clifton-Morenci District, Arizona. 1905.

Underground water resources of Long Island, New York.
By A. C. Veatch [m. fl.]. 1906.

The geography and geology of Alaska. Å summary of
existing knowledge. By Alfred H. Brooks. With a
section on climate by Cleveland Abbe, jr. and a topo-
graphic map and description thereof by R. U. Goode.
1906.

Ralph Arnold. The tertiary and quarternary Pectens
of California. 1906.

Report on the operations of the coal-testing plant of
the U. S. Geological Survey at the Louisiana Purchase
Exposition, St. Louis, Mo., 1904. P. I—1I1. 1906.
Geology aud mineral resources of part of the Cumberland
Gap Coal Field, Kentucky. By George Hall Ashley
and Leonidas Chalmeøs Glenn in cooperalion with

C. J. Norwood. 1906.

Report to the Secretary of the Interior. 926. Annual, 1904—35.

Wash. 1905.

4.

Resources, Mineral, of the United States. (Calendar year 1904.
Wash. 1905. 8.

Water-Supply and Irrigation Papers. Wash. 8.

No.

No.

No.

No.

No.

No.

No.

119.

1920.

John C. Hoyt and B. D. Wood. Index to the hydro-
graphic progress reports of the U. S. Geological Survey
1888 to 19083. 1905.

Myron L. Fuller. Bibliographical review and index of
papers relating to underground waters published by U.S.
Geological Survey 1879—1904. 1905.
Marshall Ora Leighton. Preliminary report on the
pollution of Lake Champlain. 1905.

Douglas Wilson Johnson. Relation of the law to
underground waters. 1905.

Charles Rollin Keyes. Geology and underground
water conditions of the Jornada del Muerto, New Mexico.
1905.

1294—135. Report of progress of stream measurements for

136.

the calendar year 1904. P. I-XII. 1905.
Willis Thomas Lee. Underground waters of Salt
River Valley, Arizona. 1905.

ZN

No. 187. Walter C. Mendenhall. Development of underground
waters in the Eastern Coastal Plain Region of Southern
California. 1905.

No. 188. Walter C. Mendenhall. Development of underground
waters in the Central Coastal Plain Region of Southern
California. 1905.

No. 139. Walter C.Mendenhall. Development of underground
waters in the Western Coastal Plain Region of Southern
California. 1905.

No. 140. Charles S. Slichter. Field measurements of the rate
of movement of underground waters. 1905.

No. 141. Charles S. Slichter. Observations on the ground
waters of Rio Grande Valley. 1905.

No. 142. Walter C. Mendenhall. The hydrology of San Ber-
nardino Valley, California. 1905.

No. 143. John H. Quinton. Experiments on steel-conerete pipes
on a working scale. 1905.

No. 144. Daniel D. Jackson. The normal distribution of Chlo-
rine in the natural waters of New York and New Eng-
land. 1905.

No. 14. Myron L. Fuller. Contributions to the hydrology of
Eastern U. S. 1905.

No. 146. F. H. Newell. — Proceedings of second conference of
engineers of the Reclamation service, with accompanying
papers. 1905.

No. 147. Edward Charles Murphy and others. Destructive
flonds in the U. S. in 1904. 1905.

No. 148. Charles Newton Gould. Geology and water re-
sources of Oklahoma. 1905.

No. 149. N. H. Darton. Preliminary list of deep borings in the
DST oedt905:

No. 150. Robert E. Horton. Weir experiments, coefficients and
formulas. 1906.

No. 151. Marshall O. Leighton. Field assay of water. 1905.

No. 152. Edwin B. Goodell. Å review of the laws forbidding
pollution of inland waters in the U. S. 9. ed. 1905.

No. 153. Charles S. Slichter. The underflow im Arkansas
Valley in Western Kansas. 1906.

No. 154. Charles N. Gould. The geology and water resources
of the eastern portion of the Panhandle of Texas. 1906.

No. 157. G. B. Richardson. Underground water in the valleys
of Utah Lake and Jordan River, Utah. 1906.

No. 165—169 & 171. Report of progress of stream measurements
for the calendar year 1905. P. 1—V & VII. 1906.

Smithsonian Institution. — Bureau of Ethnology: J. W. Powell,
director.
Bulletin. Wash. 8.
28. Mexican und Central American antiquities, calender
systems, and history. 24 papers. Transl. from the German.

1904.

79

29. Haida texts and myths, Skidegate dialect. Recorded by John
R. Swanton. 1905.
32. Edgar L. Hewett. Antiquities of the Jemez Plateau, New
Mexico. 1906.
Report, Annual, of the Bureau of Ethnology. 93. 1901—1902.
Wash. 1904. 4.

Smithsonian Institution. — United States National Museum.

Bulletin. No. 54. 55. Wash. 1905. 8.

Contributions from the United States National Herbarium. Vol.X.
P. 1.2. Wash. 1906. 8.

Proceedings of the United States National Museum. Vol. XXVIIH—
XXX. Wash. 1905—06. 8.

Report, Annual, of the Board of regents, for the year ending June
30, 1904. — Report of the U. S. National Museum. Wash. 1906. 8.

Philosophical Society.
Bulletin. Vol. 14 pp. 277—450. Wash. 1905—06, 8.

The Volta Bureau.
5 Separat-Aftryk &c.

Wien.
Kais. Akademie der Wissenschaften.
Almanach. Jahrg. 54—56. 1904—1906. Wien 1906—06. 8.
Denkschriften. Wien. 4.
Math.-naturwiss. Classe. B. 77. 78. 1905—06.
Philos.-historische — . B. 50. 52. 1904—06.

Mitteilungen der Erdbeben-Commission der Kaiserl. Akademie der
Wissenschaften in Wien. Neue Folge. Wien. 8.
No. XXV. =E. v. Mojsisovices. Allg. Bericht und Chronik der im
Jahre 1903 im Beobachtungsgebiete eingetretenen Erd-
beben. 1904.
No. XXVIL. P. Franz Schwab. Bericht iiber die Erdbebenbeob-
achtungen im Jahre 1903. 1904.
No. XXVII. R. Hoernes und Ferd. Seidl, Bericht tber das Erd-
beben in Untersteiermark und Krain am 31. Mårz 1904.
1905.
No. NXX. EduardMazelle. Erdbebenstörungen zu Triest, beob-
achtet im Jahre 1908. 1906.
No. XXXL Hans Benndorf. Uber die Art der Fortpflanzung der
Erdbebenwellen im Erdinnern. (II. Mitteilung). 1906.
Sitzungsberichte. Wien. 8.
Math.-naturwiss. Classe. B. 118. Abt. I. Ila. IIb. III. B. 114.
Abt. I. Ila. Ib. OM Bi 145 Abt INE SSS RØA Plan
H. 1—5. Abt. Ib. H. 1—6. Abt. III. H. 1—5. 1904—06.
Philos.-histor. Classe. B. 143—151. 153. Register zu den Bånden
141—150. XV. 1904—06.

K.-k. zoologisch-botamische Gesellschaft.
Verhandlungen. Jahrg. 1905. B. LV. Wien 1905. 8.

79

Das k. k. Österreichische Gradmessungs-Bureau.

Verhandlungen der österreichischen Kommission fir die inter-
nationale Erdmessung. Protokoll tuber die am 29. Dezhr. 1904 abge-
haltene Sitzung. Wien 1905. 8.

Das k. k. naturhistorische Hofmuseum.
Annalen. B. XX. Nr. 1—3. Wien 1905. 8.

Universitetet.
Monatshefte fir Mathematik und Physik. Hg. von G. v. Esche-
rich u. L. Gegenbauer. Jahrg. XVII. Wien 1906. 8.

Wiurzburg.
Physikalisch-medicinische Gesellschaft.
Sitzungs-Berichte. Jahrg. 1905. No. 4—8. Wirzburg 1905. 8.

Zurich.
Naturforschende Gesellschaft.
Vierteljahrsschrift. Jahrg. 50. H. 3. Jahrg.51. H.1. Zörich
1905—06. 8.

B. Private Givere.

Major Cl. Adelsköld, Stockholm.
Cl. Adelsköld. Karl den tolfte och svenskarne. En historisk
Stide DOE SEN 90222 0308:

G. Colombo, Presidente del Comitato per le onoranze a Francesco
Brioschi, Milano.

Francesco Brioschi. Opere matematiche. Pubblicate per cura
del Comitato per le onoranze å Francesco Brioschi (G. Ascoli, V. Cer-
ruti, G. Colombo, L. Cremona, G. Negri, G. Schiaparelli. Tomo 4.
Milano 1906. 4.

Professor Antonio Cabreira, Lissabon.
3 Separat-Aftryk.

Professor W. M. Davis, Cambridge, Mass.

W. M. Davis. The sculpture of mountains by glaciers. Reprint.
[Edmb.] 1906. 8.

Madame Marie Godin, Guise (Aisne).
Le Devoir. Revue des questions sociales créée en 1878 par J.-Bte
André Godin, fondateur du Familistere de Guise. T. 29. Novbr.—
Décbr. 1905. T. 30. Janvr.—Novbr. 1906. Paris 1905—06. 8.

Friedrich Goppelsroeder, Basel.
Friedrich Goppelsroeder. AÅnregung zum Studium der auf
Capillaritåts- und Adsorptionserscheinungen beruhende Capillaranalyse.
Basel 1906. 8.

74
Baurat Max Gugenhan, Stuttgart.
Max Gugenhan. Die Vergletscherung der Erde von Pol zu Pol.
Berlin 1906. 8.

— Der Stuttgarter Talkessel — von alpinem EFis ausgehölt?
Berlin s. a. 8.

Professor Dr. Emil Chr. Hansen, Kjøbenhavn.

Emil Chr. Hansen. GConsiderations on technical mycology. Re-
printed from the Journal of the Institute of Brewing, Vol. XI.
Sem905:8:

— Oberhefe und Unterhefe. Abdruck aus dem Centralblatt f.
Bakteriologie [&c]. Abt. II. B. XV. Jena 1905. 8.

Professor Dr. H. Hildebrand Hildebrandsson, Upsala.

H. Hildebrand Hildebrandsson. Sur la circulation des couches
supérieures de lair au dessus du maximum de VAtlantique Nord.
Sonder-Abdruck aus dem Hann-Band der Meteorologischen Zeitschrift.
Braunschw. 1906. 4.

Ingeniør Charles Janet, Paris.
Charles Janet. Anatomie de la téte du Lasius niger. Limoges
1905. 8.
— — Description du matériel d'une petite installation scientifique.
P. 1. Limoges 1908. 8.

Professor Dr. S. M. Jørgensen, Kjøbenhavn.
S. M. Jørgensen. Zur Konstitution der Platimbasen. Sonder-
Abdruck aus Zeitschrift fir anorg. Chemie, B. 48. Hamburg u. Lpz.
1906. 8.

Professor Dr. C. Klein, Berlin.
C. Klein. Studien iiber Meteoriten. Aus den Abhandl. der kgl.
preuss. Akademie der Wiss. Berlin 1906. 4.

Professor A. Lacroix, Paris.
A. Lacroix. La montagne Pelée et ses éruptions. Paris 1904. 4.

Dr. Karl Laker, Graz.
Karl Laker. Uber das Wesen und die Heilbarkeit des Krebses.
Lpz. u. Wien 1906. 8.

Emm. de Margerie, Paris.
Emm. de Margerie. La carte bathymétrique des océans et I'æuvre
de la Commission internationale de Wiesbaden. Extrait des Annales
de Géographie, t. XIV. Paris 1905. 8.

Konservator O. Nicolaissen, Tromsø.
9. Nicolaissen. I. Arkæologiske undersøgelser i Nordland 1902.
II. Fortegnelse over oldsager indkomne til Tromsø museum i 1902.
Aftryk af Tromsø Museums Aarshefter 27. Tromsø 1906. 8.

VE)

O. Nicolaissen. I. Arkæologiske undersøgelser i Nordlands amt
1904. II. Fortegnelser over oldsager indkomne til Tromsø museum i
1904. Aftryk af Tromsø Museums Aarshefter 27. Tromsø 1906. S.

Professor Dr. C. F. 0. Nordstedt, Lund.
GC. F. O. Nordstedt. Algological Notes. 1—4. [Sep.-Aftr. af] Bota-
niska Notiser för år 1906. Lund 1906. S8.

Professor Dr. Björn Magnusson Ölsen, Reykjavik.
Björn M. Ölsen. Er Snorri Sturluson höfundur Egilssögu? Ur
Skirni 1905. Reykjavik. 8. :
— Landnåma og Eyrbyggja Saga. Særtryk af Aarbøger for
nord. Oldkynd. og Historie, 1905. Kbh. 1905. 8.
— Landnåma og Hænsa-Poris Saga. Særtryk af Aarbøger for
nord. Oldkynd. og Hist., 1905. Kbh. 1905. 8.
— Sæmundar-Edda. Eddukvæd:. Finnur Jönsson bjö til pren-
tunar. Kostnadarmadur Sigurdur Kristjånsson. Rvik. 1905.
Ur Skirni 1906. Reykjavik. S.

Professor H. Rosenbusch, Heidelberg.
H. Rosenbusch. Die Kalksilikatfelse von der Fehren bei Neu-
stadt i Schw. Sonderabdr. aus den Mitteilungen der Grossh. Badischen
Geolog. Landesanstalt. V. B. 1. H. Heidelberg 1905. 8.

Dr. Ed. Sarasin, Genf.

Dr. Ed. Sarasin. Uber die Radioaktivitåt der Luft, welche atmen-
den Brunnen entströmt. Sep.-Aftr. af Physikalische Zeitschrift. 6. Jahrg.
Lpz. 1905. 4.

Ed. Sarasin, Th. Tommasina und F.J.Micheli. Untersuchung
des Elster-Geitelschen Effektes: induzierte Radioakhivitåt. Sep.-Aftr.
af Physikalische Zeitschrift. 6. Jahrg. Lpz. 1905. 4.

Konservator J. Sparre Schneider, Tromsø.
J. Sparre Schneider. Sydherø. Et lidet bidrag til kundskaben
om den arktiske skjærgaards malakologiske og entomologiske fauna.
Aftryk af Tromsø Museums Aarshefter 27. Tromsø 1906. 8.

Professor Dr. Johannes C. H. R. Steenstrup, Kjøbenhavn.
(Johannes C. H. R. Steenstrup.) Die Bayeux-Tapete. Ein Leit-

faden fiir Besucher des mnationalhistorischen Museums im
Schlosse Frederiksborg. Kopenhagen 1905. 38.

— Carl Frederik Bricka. En biografisk Skildring. Af Dansk
biografisk Lexikon. XIX, Kbh. 1905. 8.

— Nogle Træk af Fiskerbefolkningens Historie. Særtryk af
»Historisk Tidsskrift". 7. R. VI. Kbh. 1905. 8.

Senator Professor Giuseppe Veronese, Padova.
Giuseppe Veronese. Il vero nella matematica. Discorso. Roma
1906. 8.

76

Lic. philos. Axel Wallén, Upsala.
Axel Wallén. Régime hydrologique du Dalelf. Thése pour le

doctorat. Extrait de ,Bulletin of the geological Institution of Upsala*,
No. 1, Vol. VIII. Upsal 1906. 8.

Forlagsboghandler Wilhelm Weicher, Leipzig.

Erich von Drygalski. Ferdinand von Richthofen. Gedichtnis-
rede. Lpz. 1906. 8.

Videnskabs-Selskabets Embedsmænd for
1907.

Selskabets Ærespræses: HANS MAJESTÆT KONGEN.

Præses: Rigsarkivar Ebbe Hertzberg.

Vieepræses: Professor Dr. H. Mohn.

Generalsekretær: Professor Dr. G. A. Guldberg.

Formand 1 den math.-naturv. Klasse: Prof Dr. W. GC. Brøgger.

Vieeformand 1 do. Prof. Dr. N. Wille.
Sekretær 1 do. Prof. Dr. A. Johannessen.
Formand 1 den hist.-filos. Klasse: Prof. Dr. Å. Torp.
Viceformand i do. Prof. O. Broch.

Sekretær i do. Prof. Dr. Alexander Bugge.

Revisorer: Prof. C. Størmer og Prof. A. Thue.
Kasserer: Qvæstor Berner (1900).
Pibliothekar: OQverbibliothekar A. C. Drolsum (1885).

Videnskabs-Selskabets Møder i 1907.

Møderne holdes Kl. 6—8 Efterm., Drammensveien 19.
Aarsmødet afholdes 1 Universitetets Festsal.

18 Januar . . . . . . Historisk-filosofisk Klasse.

25 Januar . . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.
S Februar . . . . . . Fællesmøde.

22 Februar . . . . . . Historisk-filosofisk Klasse (Indvalg).

S Marts . . . . . . . Math.-naturvidenskab. Klasse (Indvalg).
22 Marts . . . . . . . Fællesmøde. (Indvalg).

5 April . . . . . . . Historisk-filosofisk Klasse.

19 April . . . .. . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.
3 Mai (Fredag). . . Aarsmødet (50-Aarsdagen efter Sel-

skabets Stiftelse).
24 Mai. . . - +++. Historisk-filosofisk Klasse.
SIL Mai... .. ++. Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.

20 September. 11 Historisk-filosofisk Klasse.

27 September . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.
11 Oktober . . . . . . Fællesmøde.

25 Oktober . . . . . . Historisk-filosofisk Klasse.

S November . . . . . Fællesmøde.

22 November . . . . . Mathematisk-naturvidenskabelig Klasse.
6 December. . . . . . Fællesmøde. (Valg paa Selskabets Em-
bedsmænd for 1908 m. m.).

Indvalg af nye Medlemmer foregaar i Klassemøderne d. 22de
Febr. og S8de Marts, i Selskabet d. 22de Marts. Cfr. statuterne.

Foredraganmeldes skriftlig til Generalsekretæren,
Adr.: Selskabets Sekretariat, Drammensveien 19, senest Tirsdag
Efterm. Foredragsholderne anmodes om at aflevere et kort
Referat af sit Foredrag til Mødets Sekretær, forinden de be-
stiger Kathederet.

Med Hensyn til Trykning af Afhandlinger henvises til Statuter-
nes $ 8 og Reglementsbestemmelsernes Afd. III. Endvidere bemærkes:
1) Ingen Trykning paabegyndes, førend det fuldstændige Manuskript er
indleveret og dets Kostende beregnet. 9) Forandringer 1 Afhandlingens
Text, efterat denne er sat, bekostes af Forfatteren. 8) Hver Forfatter er-
holder 50 Særtryk gratis.

Selskabets Bestyrelse for 1907:
Præses: Rigsarkivar Ebbe Hertzberg, Vicepræses: Prof. H. Mohn,
Generalsekretær: Prof. G. A. Guldberg.

Math.-naturv. Kl. Formand: Prof. W. C. Brøgger. Viceformand: Prof.
N. Wille, Sekretær: Prof. A. Johannessen.

Hist.-filos. Kl. Formand: Prof. A. Torp. Viceformand: Prof. Olaf Broch.
Sekretær: Prof. Alexander Bugge.

I

AD

NIAN INSTITUTION LIBRARIES

(0)

and