Skip to main content

Full text of "Fra Amerika"

See other formats 


v  .       •*»< 


V  ^r* 


jrséå 


=  (£> 
=  0 


i-' 


-—T 


V 


Digitized  by  the  Internet  Archive 

in  2010  with  funding  from 

University  of  Toronto 


http://www.archive.org/details/fraamerikaOOcavl 


FRA  AMERIKA 


AF 


HENRIK  CAVLING 


MED  74  HELSIDEBILLEDER  PAA  SÆRLIGT  PAPIR 

FLERE  HUNDREDE  AFBILDNINGER  I  TEKSTEN,  SAMT  ET  KOLORERET  KORT 

OVER  NORDAMERIKA 


ANDEN  DEL 


i 
■ 


KJØBENHAVN 
GYLDENDALSKE  BOGHANDELS  FORLAG 

P.  PETERSENS  BOGTRYKKERI  (EGMONT  H.  PETERSEN) 

1897 


Trykt  i  12000  Eksemplarer 


lis 
ti 

2 


INDHOLD  TIL  ANDEN  DEL 


SYDEN 


Pag. 

Mississippi 

Vandenes  Fader.  Fra  Minneapolis  til  New  Orleans.  Ti  Døgn  paa 
Floden.  Livet  paa  en  Floddamper.  Flydende  Købmandshuse  og  Vari- 
etéer. Flodens  Poesi.  Opland.  Oversvømmelser.  Den  gule  Feber.  Flo- 
dens Fremtid.  Halvmaane-Staden. 

10 
Halvmaane-Staden 

Livet  ved  Havnen.  En  broget  Vrimmel.  Under  Sydens  Sol.  New 
Orleans  som  Handelsstad.  Konkurrerende  Byer.  Hotellerne  i  New 
Orleans.  Det  franske  Liv.  Færdslen  paa  Canal  Street.  Et  broget  Mylr. 
Smukke  Damer.  I  de  spanske  Kvarterer.  Italienske  Mordere.  Lynch- 
ninger paa  Lygtepæle.  Sygdomme.  Kirkegaardene.  Det  franske  Mar- 
ked. Tenderloin  Kvarteret.  Natligt  Selskab. 

Key  West 20 

En  god  Cigar.  Mellem  Banditter.  Amerikas  sydligste  Punkt.  Pal- 
mer og  Kokos.  Svamp-Fisker.  Hvad  der  borer  med  til  Dannelse. 
Amerikas  Flaade.  Officerer  og  Menige.  Den  gule  Feber.  Et  Hospi- 
tal. Fiskeriet  ved  Florida.  Amerikanske  Korrespondenter.  En  Rabal- 
der-Mølle. Oprøret  paa  Cuba. 

Mellem  Negre 'JJ 

Florida.  Befolkningen.  Nordens  Pengemænd.  Plantageejerne.  Det 
hvide  Proletariat.  De  Sorte.  Negrenes  Liv.  Sammy  og  Aunty.  Negre- 
nes Forhold  til  Unionen.  Deres  aandelige  Standpunkt.  Negrenes  Po- 
litik. Hvad  vil  Amerika  gøre  med  de  syv  Millioner  Negre.  En  gribende 
Fest.  Den  amerikanske  Storhed. 

Sydens  Bomantik '^ 

Jernbaner  og  Hoteller.  Urskoven.  Røverne.  En  dansk  Mands  Rejse- 
eventyr. Vittig  Røveranfører.  Revolveren  for  Næsen.  Lynchninger.  Sy- 
dens Opfattelse.  Rædselsfulde  Lynchninger.  Sydens  Natur.  Findes  der 
Naturskønhed  i  Amerika?  Floder.  Bjerge,  Prærie  og  Urskove.  Milli- 
onærernes Hoteller.  Hos  en  dansk  Telegrafist.  Et  sorgeligt  Telegram. 


u 

Pag. 

Atlanta 47 

En  Udstilling  i  Syden.  Amerikas  Amager.  Naar  Amerikanerne  gaar 
paa  Udstilling.  Bomuld.  Høsten  og  Fabrikationen.  Udstillingens  poli- 
tiske Betydning.  Det  gamle  Had.  Sydens  Literatur.  Sydens  Betydning 
for  skandinaviske  Emigranter. 


DE  DANSKE 


Skandinaverne 59 

Hvor  mange  Skandinaver  er  der  i  Amerika?  Udvandringen  fra  Nor- 
den. Forskellen  paa  Nordens  og  Sydens  Udvandring.  Emigrationens 
Historie.  Hvad  fristede  Skandinaverne?  Over  10  Millioner  Emigran- 
ter i  25  Aar.  Ud  i  Vestens  Kornkammer!  Skandinavernes  Forhold 
til  de  politiske  Partier.  Forere.  Knute  Nelson.  Hans  Historie.  En 
dansk  Kongresmand.  Skandinaverne  i  offentlige  Embeder.  Hjemve. 
De  hurtige  Bevægelser.  Arbejdet  og  Lønnen. 

Over  Havet 70 

Den  store  Folkevandring.  De  første  Passagerdampere.  Rivende  Ud- 
vikling i  Transportmidler.  Ti  Millioner  Mennesker  over  Atlanter- 
havet. Fragtskibe.  Livet  om  Bord.  Rekorder.  De  hurtigste  Rejser. 
Konkurrerende  Selskaber.  Thingvalla  Linien.  Fem  danske  Kaptejner. 
Et  natligt  Syn  paa  Havet. 

Ellis  Island 81 

New  Yorks  gamle  Castle  Garden.  Udvandringskontorerne  flyttes  til 
Ellis  Island.  Hvorledes  Emigranterne  modtages.  De  skærpede  Bestem- 
melser. Øens  Embedsmænd.  Frugtsommelige  Piger.  Scener  fra  „Bar- 
selstuen". Giftermaal  paa  Ellis  Island.  Joder  og  Italienere.  Indvandrin- 
gen siden  1820.  Lidt  Statistik.  Vil  Indvandringen  standse?  Gribende 
Billeder.  Danskerne  paa  Ellis  Island.  Forskrækket  Husmand.  Mor- 
monerne. En  lille  Emigrant. 

Danskerne 94 

Hvad  Friheden  betyder.  Dansk  og  amerikansk  Patriotisme.  Dan- 
skernes almindelige  Stilling.  Hvad  var  disse  Danskere  i  Hjemmet? 
Danskernes  Anseelse.  Hvad  er  den  danske  Kerne?  Farmerne.  En 
yngre  dansk  Generation.  Thorvaldsen  og  H.  C.  Andersen  i  Amerika. 
Hvem  der  indførte  Thorvaldsen.  En  Gave  til  H.  C.  Andersen.  Ame- 
rikas Hilsen  til  den  døende  Digter.  Hvilke  danske  Navne,  der  er 
bekendte  i  Amerika.  Dansk  Literatur  paa  amerikanske  Biblioteker. 

General  Christensen 102 

Hvad  C.  T.  Christensen  skylder  sin  Stilling.  Hans  Ungdom  og  Opdra- 
gelse. I  Købmandslære.  Fra  Helsingør  til  Amerika.  Et  Fejltrin.  Chri- 
stensen i  de  danske  Foreninger.  Hans  Deltagelse  i  Borgerkrigen.  Fra 
Iowa  til  New  York.  Hans  Stilling  hos  Drexel,  Morgan  &  Co.  Hans 
Betydning  for  Danskerne.  Festen  paa  Skodsborg.  Christensens  Besøg 
i  Danmark.  Foran  Efterslægtens  Skole. 


III 

Pag. 

Nogle  Navne 110 

Byen  Jensen.  Danske  Bynavne.  Et  Galleri  af  Danske.  En  dansk 
Millionær.  Niels  Poulsen.  Carl  Dreier.  Sangeren  Werrenrath.  Jacob 
A.  Riis.  Henri  M.  Braéra.  L.  O.  G.  Amundsen.  Anton  Hegner.  J.  P. 
Carstensen.  Gustav  A.  Carstensen.  Thomas  Jensen.  Arthur  Arctan- 
der.  N.  Erlandsen.  L.  J.  Hellenius.  A.  P.  Halkier.  F.  Kiorboe.  Hirseh- 
sprung.  John  D.  Hage.  Daniel  S.  Hage.  J.  Sørensen.  Alexander 
Nielsen.  Georg  Kirkegaard.  Vald.  Læssøe.  William  Scott.  Kapt.  Ran- 
drup. T.  C.  Culmeell.  v.  Schmidten.  L.  M.  Ruben.  Christian  Scherfig. 
Carl  Fischer-Hansen.  J.  D.  Frederiksen.  T.  F.  Hammer.  John  Fæster. 
Otto  Sonne.  Niels  L.  Grøn.  Julius  Moritzen.  Asger  Hamerik.  Emma- 
nuel Wad.  Bernhard  Curlænder.  W.  Bendtz.  C.  Brun.  Victor  Holmes. 
Emil  Dreier.  N.  C.  Frederiksen.  Clemens  Petersen.  Louis  Pio.  Poul 
Geleff.  Adolph  Boyesen.  Poul  Lautrup.  A.  Wm.  Hansen.  Thomas  A. 
Monstery.  Johannes  M.  Monrad.  Max  Henius.  Lauritz  Grønlund. 
Henry  L.  Hertz.  Gravor  C.  H.  Hansen.  C.  E.  Jørgensen.  John.  P. 
Hansen.  Louis  Hansen.  Fritz  Frantzen.  Peter  Lagoni.  Anton  Rohde. 
Rudolph  Hasselriis.  Petersen  &  Bay.  Trebbein.  Valdemar  Lund. 
Lauritz  Paulsen.  Henry  Økenholdt.  Johannes  Hertz.  August  Jocob- 
sen.  C.  M.  Koedt.  Alfred  Mortensen.  M.  Salmonsen.  J.  J.  Meldahl. 
Viggo  Andersen.  Aug.  Hyllested.  Johannes  Gelert.  Carl  Rohl-Smith. 
Dr.  J.  E.  Nielsen.  C.  M.  Selling.  F.  A.  Moe.  P.  Schollert.  Carl 
Neuman.  J.  H.  Paulsen.  F.  Hinck.  Valdemar  Kriedt.  Lund  &  Aage- 
sen. H.  Faurschow.  Carl  Hansen.  Axel  Kringelbach.  A.  M.  Smith. 
A.  V.  Gude.  O.  R.  Lanng.  Bomuldskobmand  Chr.  Hansen.  Mads 
Petersen.  Dr.  Arnold  Petersen.  Charles  Kjeldskov.  H.  Rasch.  James 
Bentzen.  Jacob  Meyer.  Vald.  Jensen.  Julius  Holm.  Albert  Juhre. 
Henri  Felsen.  Peter  Gilsey. 

Danske  Foreninger 142 

Første  skandinaviske  Forening.  Paavirkning  af  Fyrrernes  Skandi- 
navisme. Harro  Harring.  Forholdet  mellem  de  tre  Nationaliteter.  Søn- 
derjyderne. Byen  Viborg.  Danske  Provinser  i  Amerika.  Oplysnings- 
foreninger.  Politiske  Foreninger.  Sportsforeninger.  Dilettantforeninger. 
Sangforeninger  og  selskabelige  Foreninger.  Dansk  Brodersamfund. 
Viggo  A.  Danielsen.  Skandinavisk  Sang  i  Nordamerika.  Niels  Juul. 
Danske  Socialdemokrater.  Livet  i  de  selskabelige  Foreninger.  Vrim- 
mel af  Talenter. 

Danske  Arbejdere 153 

Personnavne.  Hvor  danske  Arbejdere  findes.  Vanskeligheden  ved 
at  faa  Arbejde.  Livet  i  Værkstederne.  Ejendommelige  amerikanske 
Arbejderforhold.  Forholdet  mellem  Arbejder  og  Principal.  Lønfor- 
holdene. Hvad  der  kan  spares.  Arbejdernes  Hjem  og  Mobler.  Deres 
daglige  Levevis.  Hvad  det  koster  at  leve.  Arbejdernes  Adspredelser. 
Deres  Glæde  over  Hjemmet. 

Danske  Læger 163 

Lægens  almindelige  Stilling  i  Amerika.  Konkurrencen.  Mangel  paa 
Kollegialitet.    Den   amerikanske  Lægeuddannelse.    Forholdet   til  Pati- 


IV 

Pag. 
enterne.  Honoraret.  Malpractice.  Tre  bekendte  danske  Læger.  Her- 
man Munter.  H.  J.  Garrigues.  Chr.  Fenger.  Kvaksalvere.  Dr.  Mads. 
Apotekerne.  Forskellen  mellem  den  danske  og  amerikanske  Apoteker- 
virksomhed. Hvad  man  kan  købe  i  et  Apotek.  Kendte  danske  Apo- 
tekere. 

Danske  Kolonier 172 

Kommunistiske  og  socialistiske  Kolonier  i  Amerika.  Louis  Pio 
drager  over  Atlanterhavet  med  danske  Socialdemokrater.  Hans  Af- 
tale med  Politiinspektør  Hertz.  Ankomsten  til  Amerika.  Danskerne 
paa  Kansas  Prærie.  Uenighed  mellem  Deltagerne.  Diskussion  paa 
Prærien.  Pio  forsvinder.  Tyskerne  kastes  ud.  Proces.  Koloniens  Op- 
losning. Deltagerne.  A.  ¥ra.  Hansen,  kaldet  „Sorte". 

Den  danske  Presse 180 

Hvormange  skandinaviske  Blade,  der  findes  i  Amerika.  Hvem  der 
skriver  Bladene.  Disses  Forhold  til  Moderlandet  og  Amerika.  De 
norske  Blade.  Vestens  og  Østens  Presse.  Sophus  F.  Neble  og  „Den 
danske  Pioneer".  Chr.  Basmussen  og  „Ugebladet".  Oberst  S.  Listoe 
og  „Nordvesten".  John  Volk  og  „Nordlyset".  Clemens  Petersen. 

Juleskibet 192 

Ved  Juletid  foran  Thingvalla  Damperen.  Farmerne  og  deres  Hu- 
struer gaar  om  Bord.  Beporterne  i  Virksomhed.  Storm  og  Hagelbyger. 
Uhyggelige  Dage.  I  Golfstrømmen.  Solskin  paa  Atlanten.  Juleskibet 
sejler  ind  under  Nordens  Stjernehimmel.  Nordsøen.  Hjemmets  første 
Julehilsen.  Moder  Danmark.  Land! 


NORDMÆND 


Nordmænd  i  Amerika 199 

Tidligste  Spor  af  norsk  Indvandring.  B.  B.  Anderson.  Lidt  norsk- 
amerikansk Indvandringsstatistik.  Hvad  der  har  bevæget  Nordmænd 
til  at  udvandre. 

Den  første  norske  Indvandring 203 

Bestavrationen.  Lars  Larsen.  Kleng  Pedersen.  Uheld  paa  Bejsen. 
Brændevinssalg  i  England.  Paa  Madeira.  Ankomst  til  New  York. 
Bosatte  i  Kendall.  Amerikanske  Avisberetninger.  Kolonisternes  senere 
Skjæbne. 

Norsk-Amerikanske  Livsvilkaar 208 

Amerikanisering.  Bør  den  paaskyndes  eller  ikke?  Dens  ydre  Ud- 
tryk. Nordmænds  Betydning  for  Amerikas  Bebyggelse.  Dakota.  Før 
og  Nu.  Myren  og  Myron.  Klubber  og  Foreninger.  Sangforeninger. 

Norske  Forretningsmænd 214 

Almindelige  Vilkaar.  Gode  Borgere.  Konsul  Børs.  Michael  Eger. 
Gjert  Lootz.  F.  Wesenberg.  Iver  Johnson.  Poul  O.  Stensland.  O.  A. 
Thorp.    Halle  Steensland.    A.   C.    Haugan.    Beinert   Sunde.    Lars    O. 


Pag. 
Thorpe.    E.   H.   Hobe.    Harald   Lohrbauer.    Olaf  0.  Searle.    Seaver  E. 
Olson.  Victor  F.  Lawson.  Knud  Henry  Lund. 

Den  Nor  sk- Amerikanske  Presse 235 

Almindelige  Bemærkninger.  Uheldig  økonomisk  Stilling.  Saksen 
bruges  flittig.  Nordlyset.  Brooklyn  Aviser.  Skandinaven.  John  Ander- 
son. Nicolai  Grevstad.  Norden.  H.  O.  Oppedal.  Amerika.  P.  O.  Strømme. 
Daglig  Tidende.  Minneapolis  Tidende.  Sigvart  Sørensen.  Heimdal. 
Decorah-Posten.  Brynhild  Anundsen.  Syd-Dakota  Ekko.  Fremad.  J. 
Bie  Ravndal.  Norsk-danske  Presseforening. 

Politikere 253 

Indvandrede  Borgeres  Stilling  i  Amerikansk  Politik.  Knute  Nelson. 
Adolph  Bierman.  Haldor  E.  Boen.  Kittel  Halvorson.  Fredrik  P.  Brown. 
Andrew  E.  Lie.  A.  O.  Ringsrud.  Niels  P.  Haugen. 

Norske  Kirkesamfund 261 

Første  norske  Præst  i  Amerika.  Dietrichson  og  Elling  Eielsen. 
Hauges  Synode.  C.  L.  Clausen.  Den  norske  Synode.  A.  C.  Preuss.  H. 
A.  Preuss.  V.  Koren.  J.  A.  Ottesen.  Abraham  Jacobsen.  Antimissou- 
rierne.  Konferentsen.  Lærestridigheder.  Augsburgs  Venner. 

Norske  Undervisningsanstalter 270 

Luther  College  i  Decorah.  Klassiciteten.  Bygningen  brændt  og  gjen- 
opbygget.  Forbindelser  med  Johns  Hopkins.  Professor  Larsen.  Gisle 
Bothne.  Præsteskole  i  Robbinsdale.  Lutheran  Normal  School.  John 
Ylvisaker.  H.  S.  Stub.  Andre  Skoler  under  Synoden.  Augsburgs  Se- 
minarium. Sven  Oftedal.  Georg  Sverdrup.  St.  Olaf  College  og  andre 
Læreanstalter. 

Hospitaler  og  Stiftelser 288 

Diakonissehjemmet  i  Brooklyn.  Fru  Konsul  Børs.  Søster  Elizabeth. 
Diakonissehjemmet  i  Minneapolis.  Tabitha  Hospitalet  i  Chicago.  Al- 
derdomshjemmet i  Chicago.  Børnehjemmet  i  Lake  Park.  Lorentz  Pe- 
dersen. 

Læger,  Sagførere  og  Ingeniører 295 

Første  norske  Læge  i  Amerika,  Dr.  Schytte.  Dr.  K.  0.  Håegh.  Dr. 
med.  Boeckmann.  Dr.  Sandberg  i  Chicago.  Dr.  Anders  Daae.  Dr.  G. 
C.  Paoli.  August  Reymert.  J.  K.  Boyesen.  Alf  E.  Boyesen.  J.  W. 
Arctander.  A.  Ueland.  Gunvald  Aas.  Dahm.  H.  G.  Schanche.  Chr. 
Hoth.  Karl  L.  Lehmann. 

Forfattere,  Videnskabsmænd  og  Kunstnere 309 

H.  H.  Boyesen.  R.  B.  Anderson.  Leonhard  Stejneger.  Dr.  Edv.  Ol- 
son.  O.  J.  Breda.  Aagot  og  Sigrid  Lunde.  Valborg  Hovind  Stub.  Jacob 
Fjelde.  H.  N.  Gausta.  Alex.  Grinager.  Ludvig  Bockmann.  Arne  Dehli. 
Joachim  B.  Mathiesen.  Carl  F.  Struck. 


BILLEDER 


Helsidebilledernes  Plads  i  anden  Del: 

Negre,  der  gaar  i  Kirke ved  Side  2 

Floddamperen  laster  Brænde —  4 

Floddampernes  Anlægsplads —  10 

Hvor  de  danske  Skibe  lader  i  New  Orleans —  16 

En  Svamphandlers  Gaard —  24 

En  Negerhytte -  32 

Negerskole —  34 

Fra  Skoven  ved  Kysten.  Florida —  38 

Ponce  de  Leon  Hotel,  Florida —  44 

New  York  Lodsen  gaar  om  Bord    —  58 

Thingvalla  Liniens  fem  Kaptajner    —  78 

New  Yorks  gamle  Castle   Garden —  80 

Ellis  Island,  New  Yorks  nuværende  Castle  Garden —  82 

Hallen,  hvor  Emigranterne  gennemgaar  Eksaminationen —  88 

Danmark  paa  Chicagoudstillingen —  94 

Danskerne  drager  til  den  danske  Afdeling —  98 

Washington  Hall,  Danskernes  Foreningsbygning  i  Omaha —  146 

Danskerne  i  Perth  Amboy  pynter  Vogne —  152 

Den  norsk-danske  Presseforening  i  Amerika —  240 

Frk.  Aagot  Lunde    -  318 

Et  koloreret  Kort. 


FRA  AMERIKA 


HENRIK  CAVLING 


SYDEN 


n. 


Ned  ad  Mississippi  Floden. 


MISSISSIPPI 


M 


an  gaar  om  Bord  paa  en  af  de  gamle  Floddampere,  der  ser 
saa  besynderlige  ud  med  deres  tynde  Skorstene,  Stænger  og 
forunderlige  Opstandere.  Floddamperen  har  to  Etager,  hvoraf  den 
nederste  er  uden  Vægge.  Det  er  Lasten.  Kranen  og  den  store 
Planke,  man  sér  paa  Billedet  forude  til  højre,  er  Landgangsbroen, 
der  under  Farten  holdes  svævende  i  Luften.  I  den  øverste  lukkede 
Etage  findes  der  et  halvt  Hundrede  Kahytter,  som  er  anbragte  ved 
Siderne  af  en  aflang  med  luvslidte  Møbler  monteret  Spisesal.  Øverst 
ligger  Rathuset  og  dybt  nede  i  Lasten  Maskinen,  der  arbejder  mel- 
lem Vareballer,  Kreaturer  og  Dækspassagerer.  Bagest  i  Fartøjet 
bemærker  man  et  Møllehjul,  som  driver  Skibet  fremad  og  ledsager 
Sejladsen   med   en   monoton  Plasken.     Overalt    paa   Floddamperen 


indaander  Passagererne  en  blandet  Duft  af  Olie,  Sukkerfustager  og 
Tobak.  Der  er  i  denne  Duft  noget  som  af  en  gammel  velkendt 
Stemning.  Sidder  man  paa  Dækket  i  de  stille  Sommeraftener,  naar 
Flammerne  lyser  gennem  Skorstenene,  og  Roergængerens  uforstaae- 
lige  Raab  blander  sig  med  Lydene  fra  Skoven,  tror  man  sig  i  en  af 
Marryats  Romaner,  og  langsomt  lægger  der  sig  over  Floddamperen 
et  Skær  af  Sydens  Poesi.  Det  rører  sig  mellem  Vareballer  og  Fu- 
stager, og  kendte  Skikkelser  vrimler  mellem  Skorstenene  og  Bom- 
mene: Planterens  smukke  Døtre,  Slavehandleren,  Kreolerinderne, 
Strøm-Piraterne,  Poker-Spilleren,  Flod-Korsaren,  Træhuggere,  Trap- 
pere og  Niggere  -  -  i  dette  Selskab  nærmer  man  sig  Syden. 

Man  har  læst  hos  Humboldt,  at  Mississippi  er  den  største  Flod 
i  Verden,  og  man  erindrer,  at  den  i  Romanerne  kaldtes  „Vande- 
nes Fader",  og  man  erindrer  ogsaa  fra  Samtaler  med  Amerikanere 
en  drabelig  Bemærkning  om,  at  Mississippi-Dalen  kunde  rumme  og 
ernære  hele  Evropas  Folkemængde.  Man  er  da  forberedt  paa  at  se 
en  Flod  af  imponerende  Størrelse. 

Saa  starter  man  fra  en  eller  anden  By  i  Minnesota,  hvor  Floden 
allerede  er  af  betydelig  Bredde  og  hist  og  her  udvider  sig  til  Søer. 
Først  gaar  Sejladsen  forbi  Hvedemarker,  som  Floden  dog  snart 
forlader  for  at  drage  sin  vældige  Vandvej  gennem  Hundredmile 
lange  Skove.  Saa  vælter  den  sig  ud  over  uhyre  Prærier,  og  en 
Dags  Tid  ser  man  hverken  Mennesker  eller  Dyr.  Men  Prærien  af- 
løses af  nøgne  Bjerge,  og  samtidigt  optager  Floden  umaade- 
lige  Vandmasser  fra  flere  og  flere  Bifloder,  ialt  44,  hvoraf  de  to 
største  er  Missouri-Foden,  der  er  sejlbar  paa  over  tusinde  Mile,  og 
Ohio-Floden,  der  er  sejlbar  paa  tolv  Hundrede  Mile.  Disse  Kæmpe- 
floder sluger  Mississippi  uden  at  hæve  sig  en  Tomme  i  sit  Leje. 
Kun  bliver  den  bredere  og  lidt  mageligere,  idet  den  træder  ned  i 
Louisianas  halvtropiske  Egne,  hvor  Sydens  blaa  Himmel  hvælver 
sig  over  mørke  Urskove,  og  hvor  sorte  Ansigter  bliver  synlige 
mellem  Sukkerrør  og  Tobaksplanter. 

Samtidig  møder  man  flere  og  flere  Skibe,  store  Dampere,  der  er 
for  Opadgaaende  til  St.  Louis,  og  lange  Rækker  Kulpramme,  der  er 


|sp  d 


M&'** 


41 


HU 


f§£- 


for  Nedadgaaende  fra  Pittsburgh  i  Pennsylvania.  Disse  Kulpramme 
er  ladede  med  indtil  50,000  Tons  Kul,  altsaa  med  en  3 — 4  Gange 
saa  stor  Last,  som  kan  føres  paa  de  største  Oceandampere.  Pram- 
mene, der  er  indtil  200  Fod  lange,  er  fastbundne  den  ene  efter 
den  anden,  ialt  en  halv  Snes  Stykker.  Man  kan  da  tænke  sig  til 
hele  Flaadens  Længde!  De  besynderlige  Fartøjer  driver  af  sig  selv 
ned  ad  Floden.  En  Damper  er  spændt  fast  i  den  bageste  af  dem, 
og  ved  at  trække  opad  kan  den,  naar  det  behøves,  holde  Styr  paa 
Rækken.  Blandt  andre  mærkelige  Fartøjer  møder  man  de  flydende 
Butikker,  Købmandshuse,  der  driver  langs  med  Bredderne  og  gør 
Forretningsophold  i  Skovhuggerbyerne.  Nu  og  da  ser  man  en 
Pram,  som  bærer  Flag  og  Guirlander.  Det  er  en  flydende  Varieté, 
der  gæster  Smaabyerne  med  musikalske  Niggere.  Forestillingen 
finder  Sted  om  Bord  paa  Prammen,  naar  denne  lægger  til  ved 
Land.  Tournéen  begynder  i  Minneapolis  og  ender  af  sig  selv  i 
New  Orleans  —  den  vilde  ellers  ende  i  den  mexikanske  Hav- 
bugt! Efter  sidste  Forestilling  sælger  Kunstnerne  deres  Pram  til 
Ophugning,  rejser  landværts  tilbage  til  Minneapolis  og  begynder 
forfra  paa  et  nyt  flydende  Teater. 

Kulprammene,  de  svømmende  Købmandshuse  og  Nigger- Varieté- 
erne er  en  lille  Afveksling  i  den  ensformige  Flodsejlads.  Den  bliver 
hurtig  trættende,  navnlig  naar  man  fra  Bjergene  er  kommet  ned  i 
Syden.  I  disse  Egne  er  man  fra  Morgen  til  Aften  begravet  i  de  evige 
Skove,  der  til  sidst  ikke  frembyder  mindste  Afveksling.  Stor  er 
Glæden,  saa  ofte  man  passerer  en  Kanal,  opdager  en  Negerhytte 
med  en  rygende  Skorsten,  eller  —  hvad  der  er  en  hel  Fest  —  naar 
Floddamperen  lægger  til  ved  en  af  Smaabyerne.  Men  efter  otte 
Dages  Flodtur  bliver  ogsaa  det  kedeligt,  og  lidt  efter  lidt  har  man 
tilbage  af  hele  denne  Rejse  kun  et  eneste  mægtigt  Indtryk,  Ind- 
trykket af  Flodens  uhyre  Længde.  Man  tror  til  sidst  den  slynger  sig 
om  hele  Jorden. 

Ja.  Mississippi,  der  fra  Nord  til  Syd  gennemstrømmer  Unionen, 
er  Majestæten  mellem  Floderne.  For  at  vise  det,  behøver  man  egent- 
lig kun  at  nævne  et  Par  Tal.    Floddalen,  hvorigennem   den  flyder, 


6 

har  et  Omfang  af  1,250,000  Kvadratmile,  det  vil  sige  at  Flodens 
Opland  er  V3  a^  Nordamerika.  I  den  mægtige  Dalstrækning  veks- 
ler Vegetationen  fra  Rug  til  Hvede  i  Minnesota  og  Wisconsin  til 
Tobak,  Bomuld  og  Sukker  i  Arkansas  og  Louisiana.  Og  med  Vege- 
tationen veksler  Menneskene,  —  fra  lyshaarede  danske,  norske  Far- 
mere og  svenske  Skovhuggere  til  fransktalende  Kreoler  og  kulsorte 
afrikanske  Negre.  I  Mississippi-Dalen  vokser  ikke  mindre  end  95  pCt. 


Mississippi  Floden  træder  over  sine  Bredder. 

af  al  den  Hvede,  der  avles  i  Amerika,  80  pCt.  af  Havren,  75  pCt. 
af  Bomulden  og  65  pCt.  af  Tobakken,  alt  sammen  af  hele  Landets 
Avl.  Med  et  saadant  Opland  er  det  ikke  paafaldende,  at  der  aar- 
ligt  transporteres  for  200  Mill.  Dollars  Fragt  ad  Flodvejen  til  New 
Orleans,  og  at  Floden  erstatter  Jernbaner  til  Værdi  af  adskillige 
Millioner  Dollars.  Skibe  paa  indtil  2000  Tons  befarer  Mississippi 
lige  op  til  St.  Louis,  Cincinnati  og  Pittsburgh  i  Pennsylvania.  Gennem 
Flodens  brede  Munding  flyder  dagligt  to  Millioner  Kubikmetre  Vand 
ud  i  Verdenshavet,  og  naar  den  strømmende  Vandmasse  om  For- 
En  engelsk  Mil  (mile)  er  5128  danske  Fod.  Der  gaar  22  engelske  Kvadratmil  (sqttare  miles) 
paa  en  dansk  Kvadratmil.  Alle  Mil  i  denne  Bog  er  —  som  tidligere  anført  —  engelske  Mil. 


& 


aaret  --  af  Grunde,  der  er  udviklede  i  et  tidligere  Kapitel  —  træ- 
der over  Bredderne,  er  Oversvømmelsernes  Omfang  svarende  til 
Flodens  Størrelse.  Mississippi-Flodens  gule  Vande  har  ved  enkelte 
Lejligheder  skyllet  hen  over  50,000  Kvadratmile  Agerland  og  Skove 
og  har  anrettet  de  forfærdeligste  Ødelæggelser.  Det  værste  er  endda, 
at  disse  Oversvømmelser  ufravigeligt  ledsages  af  de  frygtelige 
ule  Feberepidemier,  der  --  for  blot  at  nævne  et  Eksempel  —  i 
Aaret  1878  hjemsøgte  Flodbyen  Memphis  i  Tennesee  og  bortrev 
5000  af  Byens  60,000  Indbyggere.  De  Angrebnes  Antal  var  18,000, 
og  om  Rædslen  for  Feberen  faar  man  en  Forestilling,  naar  man 
hører,  at  af  Memphis'  60,000  Indbyggere  flygtede  40,000  bort  ved 
Epidemiens  Udbrud. 

De  store  Forbindelsesveje  i  Nordamerika,  Pacificbanerne,  løber 
alle  sammen  fra  Øst  til  Vest.  De  overskrider  altsaa  Mississippi-Flo- 
den, der  danner  en  naturlig  Forbindelsesvej  fra  Nord  til  Syd.  Ame- 
rikanerne har  ved  Lejlighed  bebrejdet  Skaberen,  at  han  ikke  vendte 
Flodens  Munding  ud  mod  Atlanterhavet,  altsaa  mod  Evropa,  da  de 
fleste  Produkter  fra  det  mægtige  Lands  Indre  transporteres  denne 
Vej.  Der  stod  i  mange  Aar  en  Kamp  mellem  New  York  og  New 
Orleans  om,  hvilken  af  de  to  Byer,  der  skulde  være  de  Forenede 
Fristaters  største  Udførselsport.  Jernbanevæsnets  rivende  Udvikling 
afgjorde  Kampen  til  Fordel  for  New  York.  At  New  Orleans  ikke 
sejrede,  beroede  ogsaa  for  en  Del  paa,  at  mange  af  Produkterne 
fordrede  hurtig  Udførsel  og  ikke  kunde  taale  Tropeklimaet.  Som 
Følge  heraf  er  det  de  sidste  Aar  gaaet  tilbage  med  Flodfarten  paa 
Mississippi,  men  muligt  er  det,  at  der  inden  ret  længe  oprinder  en 
ny  Æra  for  den  gamle  Vandvej. 

Nicaragua-Kanalens  Gennemførelse  viser  sig  nemlig  mere  og  mere 
som  en  paatrængende  kommerciel  Nødvendighed,  og  naar  en  Gang 
i  Fremtiden  denne  Forbindelse  mellem  de  to  Verdenshave  aabnes, 
og  de  østamerikanske  Købmænds  Blikke  rettes  mod  Kina  og  Avstra- 
lien,  vil  Handelsinteressen  igen  lænkes  til  New  Orleans,  thi  denne 
By  ligger  da  betydeligt  nærmere  Hongkong  og  Sidney  end  New 
York.    Ved  Nicaragua-Kanalens  Virkeliggørelse    vil   Mississippi-Flo- 


8 

dens  Opland  faa  Luft  til  to  Verdensdele,  og  det  betyder  saa  meget 
mere,  som  dette  Opland,  der  i  Forvejen  er  en  Trediedel  af  Ame- 
rika, i  Øjeblikket  udvides  med  Tusinder  af  Kvadratmile.  Ved  Kanal- 
anlæg, der  koster  Millioner,  er  man  i  Færd  med  at  forbinde  en  af 
Mississippis  store  Bifloder,  Illinois-Floden,  med  Chicago-Floden. 
Saaledes  vil  der  blive  aabnet  Adgang  for  Skibsfarten  fra  New  Orle- 
ans til  Chicago,  d.  v.  s.  til  Michigan  Søen  og  det  „nordameri- 
kanske Middelhav",  Kæmpesøerne  Superior,  Huron,  Erie  og  Ontario. 
Uhyre  Strækninger  af  det  mægtige  Indland  vil  altsaa  sættes  i  direkte 
Forbindelse  med  Verdenshavene  mod  Syd,  og  Produkter  og  Mine- 
ralier  for  endnu  flere  Millioner  vil  glide  ned  ad  Mississippi  Flodens 
brede  Strømme. 

Men  hurtigere  og  hurtigere  fører  det  arbejdende  Møllehjul  os 
gennem  Louisiana.  Skibsmandskabet  har  kastet  Jakkerne,  Officererne 
har  anlagt  Panamahat,  og  den  opvartende  Neger,  der  selvfølgelig 
hedder  Sammy,  har  lidt  efter  lidt  antaget  det  livligere  og  dog  dovne 
Væsen,  der  mere  end  noget  andet  er  os  Beviset  for,  at  nu  er  vi 
i  Troperne.  I  Norden  er  Negren  generet  i  Bevægelserne  af  Støvler, 
lange  Benklæder,  Overfrakke,  Kravetøj  og  høj  Hat.  Ofte  har  man 
i  hine  Stater  Følelsen  af,  at  han  var  friere,  da  han  var  rigtig 
Slave,  end  nu  da  han  er  bleven  Modeslave.  Men  næppe  føler  Sammy, 
at  Tropesolen  skinner  paa  hans  sorte  Krølhaar,  før  han  gør  kort 
Proces  med  Civilisationen  og  viser  sig  paa  Dækket  i  Naturtilstand. 
Han  er  aabenbart  fornøjet  ved  at  gense  den  Plads,  Gud  beskikkede  ham 
paa  Landkortet,  men  til  Gengæld  synes  han  at  nære  en  voksende 
Foragt  for  den  Plads,  han  i  Kraft  af  sociale  Modsætninger  har  faaet 
anvist  som  opvartende  Kavaller  ved  Bordet.  Han  vimser  ud  paa 
Dækket   mellem   alle  Retterne,    og  det    er  som  jeg  senere   er- 

farer ikke    for    at    slikke    Solskin.     Passagererne    har    lagt    en 

halv  Snes  Cigarstumper  paa  en  Bjælke,  og  mens  vi  andre  spiser, 
har  Sammy  gjort  sig  det  til  Specialitet  at  holde  Ild  paa  samtlige 
vore  Stumper.  — 

Saa  begynder  Floden,  led    og  ked  af  den   evige  Løben   lige  ud, 


9 

at  slaa  store  Bugter,  og  ikke  blot  gør  den  drabelige  Svinkeærinder, 
hvert  Øjeblik  udvider  den  sig  og  skyller  op  over  Dynd  og  Jungle- 
krat, der  til^idst  breder  sig  som  et  Svamphav  paa  20,000  Kvadrat- 
mile. Midt  i  dette  vælter  Mississippi-Floden  sig  i  en  uhyre  Halv- 
maane,  og  i  denne  Halvmaane  ligger  der  en  By.  som  straks 
fængsler  ved  sin  Ejendommelighed. 

Det  er  Halvmaane-Staden  New  Orleans. 


HALVMAANE-STADEN 


Foran  Floddamperen  ser  vi  Tropernes  Havneliv  i  tindrende  krid- 
hvidt Solskin.  Her  er  hedt  som  i  en  Bagerovn,  og  her  er  Lys 
og  Farver,  og  Larm  og  Raab  paa  mange  Sprog.  Ved  Bolvær- 
kerne ligger  i  lange  Rader  de  gamle  Floddampere,  duftende  af 
Sukker  og  Tobak,  med  Solglimt  i  de  forgyldte  Knapper  og  med 
gnistrende  Lysskær  i  den  hvide  Malning.  Der  lades  og  losses  over 
alle  Bolværker,  men  der  lades  og  losses  kun  med  Haandkraft. 
Svedende  Morianer  slæber  Sække,  tumler  Bomuldsballer,  driver 
Kvæg,  slaas  eller  skælder  hinanden  ud  paa  Gurnbo,  et  Kreol-Fransk, 
der  tales  mellem  Havnenegrene.  De  sorte  Legemer  og  de  lange 
Totter  Bomuldsfnug,  der  flyver  om  i  Luften,  virker  malerisk  i  det 
hvide  Solskin,  og  Bomuldsballerne,  der  væltes  rundt  i  Støvet, 
giver  Tropebilledet  Liv.  Lastvogne,  forspændte  med  indtil  en 
halv  Snes  Muler,  transporterer  Bomuldsballerne  til  Havnen,  naaf 
de  da  ikke  fra  Jernbanevognene  væltes  lige  ned  i  Skibene.  Mellem 
Ballerne  vrimler  det  med  Mennesker,  der  pludrer  i  Louisianas  franske 
Dialekter.  Bomuldskøbmændene,  brede  og  svedende  Skikkelser,  der 
bærer  luftige  Solhatte,  kommer  kørende  i  smaa  Vogne,  omsværmede 
af  ridende  Agenter,  Kommissionærer  og  Mæglere.  Mellem  Negre, 
Bomuldsballer  og  Købmænd  ser  man  et  broget  Mylr  af  Rej- 
sende, der  venter  deres  Floddamper.  Her  er  Plantageejere  med 
Frue,  Døtre  og  det  sorte  Tjenestetyende,   der  nedarves  i  Familien, 


m  f\  v. 


11 

her  er  unge  Nimrod'er,  der  skal  paa  Jagt  i  Skovene,  og  her  er 
Landagenter,  Trappers,  Lægtere,  Skovarbejdere,  kort  sagt  hele  det  be- 
synderlige Galleri,  der  lever  langs  med  Mississippi  Flodens  nedre  Løb. 
Paa  det  vedføjede  Billede  ser  man  Bomuldsballerne.  Naar  de 
staar  paa  Enden,  er  de  saa  høje  som  en  Mand.  De  er  meget  tunge, 
da  de  er  stampede  paa  Maskine,  og  de  stampes  paa  ny,  naar  de 
lægges  ned  i  Lasten.  Negrene,  der  udfører  dette  vanskelige  Arbejde, 
tjener  indtil  5  Dollars  om  Dagen.  Det  er  selvfølgelig  Varemasser 
til  uhyre  Værdier,  som  fra  disse  Bolværker  føres  ud  til  alle  Verdens 
Egne.  Her  lades  aarligt  over  2  Millioner  Baller  Bomuld.  Desuden 
udføres  aarligt  fra  New  Orleans  Uld  til  Værdi  af  30  Millioner  Dol- 
lars, og  aarligt  over  12  Millioner  Pund  Huder.  De  sidste  Artikler 
hidrører  navnlig  fra  Texas'  vidtudstrakte  Stepper.  Halvmaane-Sta- 
den  er  nemlig  ikke  blot  Havnestad  for  Mississippi  Floden,  den  er 
tillige  Knudepunkt  for  seks  store  Baner,  hvoraf  den  ene,  Southern- 
Pacific-Banen,  sætter  Louisiana  i  Forbindelse  med  det  stille  Ocean. 
Man  kan  i  New  Orleans  løse  gennemgaaende  Billet  til  Nagasaki  og 
Hongkong.  I  Havnen  —  eller  rettere  i  Floden,  thi  New  Orleans 
ligger  107  Mil  fra  Havet  —  ser  man  talrige  Nationers  Flag  vaje 
over  Skibene.  Særlig  bemærker  man  det  norske  Flag.  Bergenserne 
har  en  hel  Flaade  her,  ialt  60  Dampere  og  20  Sejlskibe,  der  gaar 
i  Fragtfart  mellem  New  Orleans  og  Havnene  i  Mellemamerika.  Norske 
Rederier  udlejer  disse  Dampere  til  amerikanske  Handelshuse.  Rede- 
riernes Fortjeneste  er  Forskellen  paa  den  norske  og  den  amerikanske 
Hyre.  Fra  1882 — 95  har  Havnen  kun  været  besøgt  af  to  danske 
Sejlskibe  og  én  dansk  Damper,  men  efter  Oprettelsen  af  Kjøben- 
havn — New  Orleans  Linien  vil  man  hyppigere  faa  det  danske  Flag 
at  se  paa  Mississippi.  Hvad  der  i  de  sidste  Aar  stærkt  har  bidraget 
til  Søfartens  Udvikling,  er]  Uddybningsarbejderne,  der  er  blevet 
foretagne  i  Flodens  nedre  Løb.  De  største  engelske  Dampere  kan 
nu  løbe  lige  op  til  Byens  Centrum.  I  alle  Virksomheder  spores  en 
voldsom  Anspændelse  for  at  bevare  Stillingen  som  den  ledende 
Havnestad  i  Syden.  To  konkurrerende  Kystbyer  —  Mobile  i  Ala- 
bama og  Galveston  i  Texas  —  har  gjort  og  gør  fremdeles  mæg- 

2* 


12 

tige  Anstrængelser  for  at  stille  den  gamle  Halvmaane-Stad  i  Skygge, 
dog  foreløbig  uden  Resultat.  New  Orleans  har  i  Løbet  af  de  sidste 
Aar  kunnet  forøge  sine  oversøiske  Linier.  Samtidig  er  der  foregaaet 
et  stærkt  Opsving  i  forskellige  industrielle  Virksomheder,  og  ved  en 
stor  moderne  Frihavn,  der  for  Øjeblikket  er  under  Bygning,  haaber 
man  end  yderligere  at  befæste  Byens  kommercielle  Stilling.  Frem- 
tiden vil  vise,  om  det  lykkes.  Det  kan  nemlig  ikke  skjules,  at 
Galveston  er  det  naturlige  Udskibningspunkt  for  Staten  Texas,  der 
er  af  Omfang  som  Frankrig,  men  endnu  tyndt  befolket.  New  Orleans 
vil  engang  komme  til  at  kæmpe  haardt  om  Stillingen  som  „Nord- 
amerikas Marseille". 

Der  er  en  Besynderlighed  ved  Havnen,  som  man  hurtigt  bliver 
opmærksom  paa:  Flodens  Overflade  er  højere  end  Gadernes  Ni- 
veau. For  at  værne  Byen  mod  ødelæggende  Oversvømmelser  er 
der  langs  med  Mississippi  Flodens  nedre  Løb  bygget  Diger  paa 
1150  Miles  Længde.  Før  Aaret  1860  var  der  paa  disse  Arbejder 
anvendt  24  Millioner  Dollars,  og  siden  er  der  aarligt  i  samme 
Øjemed  anvendt  lx/2  Million  Dollars.  Under  almindelig  Vandstand 
er  Forskellen  mellem  Flodens  og  Byens  Niveau  5  Fod,  men  ved 
Højvande  kan  Mississippi  stige  endnu  15  Fod,  og  Følgen  bliver  en 
af  de  forfærdelige  Oversvømmelser,  der  vækker  Opsigt  og  Delta- 
gelse viden  om  i  Verden.  Det  er  Staten  Louisiana,  der  haardest 
har  maattet  undgælde  for  Omhugningen  af  Nordvestens  Skove, 
som  forøvrigt  ligger  over  2000  Mile  fra  New  Orleans.  De  tre 
sidste  store  Oversvømmelser  fandt  Sted  i  Aarene  1882,  1885  og 
1890.  Foruden  mange  Menneskelivs  Tab  paaførte  de  Louisiana 
et  Tab  af  henholdsvis  20  Millioner,  7  Millioner  og  11  Millioner 
Dollars. 

-  En  Overraskelse  venter  den  Rejsende,  som  ombytter  Op- 
holdet paa  Floddamperen  med  Opholdet  paa  et  Hotel.  Det  er 
et  helt  andet  Hotel  end  det  kedelige  store  Stenpalads  med  Vesti- 
bule, Marmortrapper  og  Elevatorer,  man  har  vænnet  sig  til  paa 
en  Rejse  gennem  Nordamerika.  I  New  Orleans'  Hoteller  er  der  i 
Stuen  indrettet  fikse  Restavrationer,  hvor  livligt  passiarende  Herrer 


13 

og  Damer  betjenes  af  travle  Opvartere,  iførte  franske  korte  Trøjer 
og  lange  hvide  Forklæder.  Paa  Bordene  ser  man  Opstandere,  be- 
læssede med  Frugt,  mellem  en  Mangfoldighed  af  Vinglas.  Likører 
skænkes  til  Kaffen,  og  Damerne  ryger  Cigaret. 

Endelig  øjner  man  bag  en  høj  Buffet  i  Salen  La  Patronne, 
den  fyldige  Dame,  der  med  agtpaagivende  Øjne  følger  Anretningen 
i  Køkkenet  og  enhver  af  Tjenernes  Bevægelser  mellem  Bordene. 
Gæsterne  er  ikke  Amerikanere.  I  Kreolerindernes  lette  Holdning 
og  smidige  Bevægelser,  i  de  blege  Herrers  soignerede  Væsen  ser 
man  Forskellen  mellem  den  latinske  og  den  angelsachsiske  Race, 
mellem  den  franske  Forekommenhed  og  det  forretningsmæssige 
amerikanske  Væsen.  Hele  dette  Restaurationsbillede  er  skaaret  ud 
af  et  andet  Folks  Liv.  Og  hvilken  Behagelighed  er  det  ikke  igen  at 
høre  det  lille  Ord  Monsieur! 

New  Orleans  er  en  god  gammel  fransk  By.  Det  springer  i  Øjnene 
gennem  tusinde  Smaating,  navnlig  i  Hotelværelset,  hvor  der  hverken 
findes  Gas  eller  Elektricitet.  I  en  blankpoleret  Messingstage  opdager 
man  et  —  Vokslys!  Det  er  en  hel  Mærkværdighed  i  et  Land,  hvor 
Aladdinslampen  nu  i  Maaneder  er  bleven  tændt  for  En,  blot  man 
satte  Fingeren  paa  en  Knap.  Længe  betragter  man  Vokslyset,  lader 
det  glide  mellem  Fingrene,  tænder  det  og  gaar  omkring  i  Værelset 
med  det  —  jo,  det  er  et  virkeligt  Vokslys,  en  god  Bekendt,  som  med 
sine  svage  men  saa  hyggelige  Straaler  bringer  en  venlig  Hilsen 
fra  den  gamle  Verden!  Men  overrasket  bliver  man  unægtelig  ved 
det  ny  i  Situationen,  ved  Hotellet,  de  smalle  Trapper,  de  smaa 
Værelser,  Karaffen  med  det  usle  Drikkevand  og  den  smalle  Seng. 
Her  er  saa  hyggeligt  som  paa  et  af  Smaahotellerne  i  Paris.  Men 
naar  man  ligger  paa  Madrassen  og  stikker  Benene  gennem  Senge- 
bunden, vælter  Bordet,  saa  Vokslyset  triller  hen  ad  Gulvet,  og 
tumler  om  i  Mørket  og  leder  efter  en  Tændstik,  saa  tænker  man 
dog  med  et  lille  Suk  paa  Hotellerne  i  New  York.  - 

Om  Morgenen  drikker  man  sin  Café  au  lait  og  spadserer  hen  paa 
Ganal  Street,  Byens  store  Hovedaare,  der  er  saa  vidt  forskellig 
fra  en  amerikansk  Gade.   Husene   er  gennemgaaende  lave,  opførte 


14 

i  amerikansk,  spansk,  fransk  og  italiensk  Stil.  Den  nederste  Etage 
er  som  oftest,  uden  Ydervæge,  saa  der  er  fri  Adgang  til  Butikkerne. 
I  disse  luftige  Rum  og  ude  under  Soltaget,  altsaa  midt  i  Fortovs- 
færdslen,  afgøres  Forretningerne.  Ligesom  i  Orienten  er  der  ikke 
noget  egentlig  Skillerum  mellem  Gadelivet  og  Forretningslivet.  Det 
hele  flyder  sammen  i  et  broget  Virvar.  Til  Gengæld  er  Beboelses- 
lejlighederne  meget   tilknappede.    Vinduerne   er   smalle   og  lukkede 


Parti  af  Canal  Street 


med  Persienner,  hvad  der  atter  karakteriserer  en  af  Modsætningerne, 
mellem  den  latinske  og  den  engelske  Race.  Franskmanden  lukker 
sig  hermetisk  inde  i  sit  Hjem.  Amerikaneren  lader  hellere  Murene 
gennembryde  af  store  Vinduer,  som  han  hejser  i  Vejret  med  et 
mekanisk  Apparat;  og  i  det  firkantede  Hul  viser  han  sig  selv  i 
Skjorteærmer. 

Nærmest  Havnen,  hvor  det  vedføjede  Billede  af  Canal  Street  er 
taget,  har  Gaden  et  temmeligt  amerikansk  Udseende,  og  overhovedet 
synes  den  franske  Arkitektur  at  blive  trængt  tilbage  i  alle  egentlige 
Forretningskvarterer.  Men  det  er  ikke  Arkitekturen,  det  er  Gadens 


15 


brogede  Færdsel,  man  senest  glemmer,  naar  man  har  set  New 
Orleans.  I  denne  Færdsel  ruller  en  evig,  rastløs  pulserende 
Strøm  af  alle  amerikanske  Racer,  fra  Atlaska  til  Ildlandet,  fra 
Nicaragua  til  Barbados,  sorte,  hvide,  gule  og  brune  Ansigter, 
menneskelige  Væsener  i  alle  mulige  Dragter,  pludrende  i  Alverdens 
Sprog.  I  Vrimlen  ser  man  typi- 
ske Skikkelser,  den  franske  Køb- 
mand med  hans  altid  brændende 
Cigaret  i  Munden,  Plantageejeren 
fra  Louisiana,  iført  den  gule  Slave- 
ejerfrakke  og  med  en  drabelig 
Panamahat  paa  Hovedet,  Mulatten, 
der  sjokker  om,  sur  og  melan- 
kolsk, som  den  største  Modsæt- 
ning man  kan  tænke  sig  til  Syd- 
staternes Sangviniker,  den  immer- 
glade  Neger  med  de  lange,  nøgne 
Skinneben  og  det  sorte  Grine- 
bideransigt. Ejendommelig  er  Gu- 
baneseien,  der  ligner  Skurken  i 
den  italienske  Opera,  Mexikaneren, 
med  de  stramme  Bukser,  Figur- 
frakken og  sin  Bikube-Hat  paa 
Hovedet;  og  rundt  om  disse  og 
endnu  mange  flere  mærkelige  Figu- 
rer etMylr  af  dejlige  Kvindeskikkel- 
ser, franske  Smaadamer,  elegant  paaklædte  gennemsigtige  Kreolfruer, 
sortøjede  Havaneserdamer,  apatiske  Vestindianerinder  og  en  Vrim- 
mel af  ubestemmelige  Skønheder,  der  villigt  indlader  sig  med  Skip- 
perne, Matroserne  og  den  øvrige  mobile  Verden,  Skibsfarten  brin- 
ger hid  fra  alle  Jordens  Egne. 

I  Gadefærdslen  forsvinder  Amerikaneren.  Han  er  Fremmed  i  sit 
eget  Land.  Af  hvert  hundrede  Mennesker  i  Louisiana  er  kun  de 
18  af  engelsk  eller  amerikansk   Oprindelse.    Resten   af  Hundredet 


Gadebillede  fra  New  Orleans. 


16 

fordeler  sig  saaledes  mellem  Nationerne:  18  Franskmænd,  15  Tys- 
kere, 14  Irlændere,  8  Italienere,  3  Spaniere  og  24  Mexikanere, 
Vestindianere  og  Negre.  Næsten  alle  Franskmændene  tilhører 
Sydens  fornemme  Handelsaristokrati,  der  besidder  mere  aandelig 
Dannelse,  men  ikke  flere  Penge,  end  de  driftigere  amerikanske 
Købmænd.  Mellem  Franskmændene  og  Amerikanerne  hersker  der 
forøvrigt  et  nogenlunde  godt  Forhold,  hvad  der  ikke  kan  siges  at 
være  Tilfældet  mellem  Franskmændene  og  Tyskerne.  Der  er  dog 
én  Følelse,  hvori  disse  tre  Nationaliteter  mødes,  nemlig  i  deres 
ubegrænsede  Foragt  for  Italienerne.  Her  som  overalt  i  Nordame- 
rika ernærer  disse  sig  ved  Frugthandel,  samt  —  som  indbringende 
Bierhverv  --  ved  Tyveri.  Den  almindelige  Uvillie  mod  Italienerne 
er  ofte  kommet  til  Udbrud  gennem  Voldshandlinger  og  Lynchninger 
paa  aaben  Gade.  I  Aaret  1888  f.  Eks.  brød  en  rasende  Folkehob 
ind  i  et  af  Fængslerne,  trak  syv  italienske  Mordere  ud  i  Canal 
Street  og  klyngede  dem  op  paa  Lygtepælene. 

New  Orleans  er  vistnok  den  eneste  større  By  i  Nordamerika, 
hvor  det  er  nødvendigt  i  hvert  Fald  i  det  selskabelige  Liv  — 
at  kunne  tale  et  andet  Sprog  end  Engelsk.  De  gamle  franske  Fa- 
milier holder  fast  paa  deres  Sprog  og  paa  deres  Hjemland,  som  til 
Gengæld  aldrig  har  bekymret  sig  om  Louisiana.  Det  var  Fransk- 
manden La  Salle,  der  i  Aaret  1682  for  første  Gang  besejlede 
Mississippi  og  gav  de  nedre  Egne  Navnet  Louisiana  efter  Ludvig 
d.  14.  Det  var  68  Franskmænd,  som  i  1718  grundede  New  Orleans. 
Men  i  1764  afstod  den  franske  Regering  Besiddelserne  til  Spanien, 
og  først  i  Aaret  1801  faldt  det  omtumlede  Land  tilbage  til  Napo- 
leon d.  1.,  som  skyndte  sig  at  sælge  det  til  Nordamerika.  Den  18. 
Marts  1803,  da  Kejseren  som  Betaling  havde  modtaget  12  Millioner 
Dollars,  blev  Trikoloren  strøget,  og  Stjernebanneret  har  siden  vajet 
over  Place  d'armes. 

At  Franskmændene  i  alle  disse  Aar  har  formaaet  at  bevare 
det  franske  Sprog  og  franske  Traditioner  er  et  Bevis  mere  for, 
at  de  vanskeligere  modtager  fremmed  Paavirkning  end  noget 
andet  Folk.  Hvad  der  er  ganske  forbavsende,  er  den  Renhed,  hvor- 


17 

med  de  --  i  stærk  Modsætning  til  de  andre  i  Amerika  indvandrede 
Nationaliteter  —  endnu  den  Dag  i  Dag  taler  og  skriver  deres  Fæd- 
renesprog. I  New  Orleans  —  eller  Nouvelle  Orleans,  som  Fransk- 
mændene selvfølgelig  kalder  Byen  -  findes  franske  Aviser,  der 
er  saa  omhyggelige  i  Sproget,  at  de  godt  kunde  være  udgaaede 
fra  Bladtrykkerierne  i  Rue  de  Croissant.  Uvillien  mod  at  bruge 
engelske  Ord  er  saa  stærk,  at  Franskmændene  konsekvent  over- 
sætter de  almindeligste  Stedsbetegnelser.  Wall  Street  hedder  t.  Eks. 
i  de  franske  Blade  Rue  de  Wall. 

Naar  man  fra  Byens  Hovedaare,  Canal  Street,  bøjer  ind  i  Side- 
gaderne, faar  man  et  endnu  stærkere  Indtryk  af,  at  man  befinder 
sig  paa  samme  Breddegrad  som  Tripolis  og  Cairo.  Husene  er 
smaa,  Gaderne  belagte  med  Muslingeskaller,  og  midt  i  hele  Herlig- 
heden løber  der  en  stinkende  Rendesten.  I  disse  Omgivelser  vrimler 
det  med  Skikkelser,  som  man  ikke  skøttede  om  at  møde  under 
fire  Øjne.  I  Butikkerne  er  der  Udsalg  af  gammelt  Skrammel,  som 
vilde  være  usælgeligt  til  Amerikanere,  der  kun  køber  ny  Sager. 
Foran  en  saadan  Forretning  staar  en  halvnøgen  Neger,  som  dun- 
drer paa  en  stor  Tromme.  Det  betyder,  at  den  spanske  Marskan- 
diser holder  otfenlig  Avktion  over  sine  Klude.  Kulørte  Lazarusser 
standser,  beføler  Kludene  og  hører  ligegyldigt  paa  Købmandens 
Superlativer,  som  de  omsider  afbryder  med  et  lille  Bud.  Naar 
ingen  byder  højere,  falder  Hammerslaget,  d.  v.  s.,  at  Købman- 
den slaar  et  Klask  med  Hænderne.  Forretningen  er  gjort,  og 
den  heldige  Køber,  der  har  modtaget  Kludene,  kompletterer  paa 
staaende  Fod  sit  Toilette. 

Man  forstaar,  at  frygtelige  Pestsmitter  maa  finde  Næring  i  en 
By  med  saa  liden  Renlighed.  New  Orleans  ligger  i  en  Sump.  Hu- 
sene er  byggede  paa  Bomuldsballer,  og  dog  synker  de  i  den  bløde 
Grund.  Der  findes  ikke  andet  Drikkevand  i  Byen  end  det  gule  giftige 
Flodvand,  som  den  bredere  Befolkning  drikker  med  en  grufuld 
Foragt  for  Infusorier.  Overhovedet  er  hele  det  kommunale  Væsen 
i  en  Uorden,  der  trodser  al  Beskrivelse.  Mest  iøjnefaldende  er 
Mangelen   af  Lys   paa   Gaderne.   Om  Natten  ligger  store  Kvarterer 


18 

hen  i  Bælgmørke  og  er  selvfølgelig  et  Eldorado  for  de  italienske 
Mordere.  Har  disse  Slyngler  ikke  fundet  nogen  bekvem  Lejlighed 
til  at  myrde  i  Italien,  kan  de  indhente  det  forsømte  i  New  Orleans. 

Louisianas  varme  Klima  virker  sløvende  paa  Nordevropæere.  De 
føler  Mathed,  faar  rheumatiske  Smerter  og  Malaria.  Til  andre  Ube- 
hageligheder kommer  om  Sommeren  de  hæslige  Moskitos-Sværme, 
som  fra  Sumpene  falder  over  Byen.  Saa  er  det  umuligt  at  sidde  paa 
Terrassen,  navnlig  for  en  Fremmed,  der  bliver  stukket  dobbelt  saa 
meget  som  de  Indfødte.  Ikke  blot  om  Sommeren,  ogsaa  om  Vin- 
teren, er  Sengene  draperede  med  de  maleriske  Moskitos-Net,  der 
hænger  ned  paa  Gulvet.  Og  man  gør  klogest  i  at  lade  dem  hænge  — 

Der  er  i  New  Orleans  to  Seværdigheder,  som  er  berømte  over 
hele  Nordamerika,  og  som  begge  bereder  den  Rejsende  en  Skuffelse. 
Det  er  Kirkegaardene  og  det  franske  Marked.  Paa  Grund  af  Jor- 
dens Fugtighed  anvendes  fra  gammel  Tid  murede  Gravsteder,  og 
da  den  franske  Befolkning  er  katolsk,  har  man  her,  ligesom  i 
Frankrig,  bygget  smaa  Kapeller  over  de  mere  anselige  Familie- 
begravelser. Men  ingen  af  de  33  Kirkegaarde  kommer  dog  i  nogen 
Henseende  op  paa  Højde  med  Kirkegaardene  i  Frankrig.  Og  med 
en  Kirkegaard  som  Campo  Santo  i  Genua  taaler  Kirkegaardene  i 
New  Orleans  ingen  Sammenligning.  Hvad  det  franske  Marked  an- 
gaar,  saa  er  det  kun  en  Miniatur-Udgave  af  Hallerne  i  Paris.  Dog 
maa  en  Rejsende  beundre  den  uhyre  Mængde  Frugt,  der  her  vælter 
ud  af  alle  Boder  og  frembyder  saa  mange  Variationer,  at  man  kun 
har  set  noget  lignende  i  Kalifornien.  Det  købende  Publikum  er  selv- 
følgelig ogsaa  meget  malerisk.  Navnlig  Søndag  Morgen  rører  der 
sig  paa  Markedet  et  Folkeliv,  som  er  uden  Sidestykke  i  Amerika. 

Men  New  Orleans  har  en  tredie  Seværdighed,  som  der  tales  min- 
dre om,  men  som  dog  maa  nævnes,  fordi  den  uadskilleligt  hører 
med  til  Byens  Liv.  Denne  Seværdighed  er  det  berygtede  Tender- 
loin-Kvarter,  som  er  af  et  fænomenalt  Omfang  og  af  en  vis  til- 
knappet Fornemhed  i  det  Ydre.  Her  som  andre  Steder  i  det 
tropiske  Vestindien  henregnes  Damer  uden  Familie  til  de  alminde- 
lige  sociale  Fænomener   og   fremtræder   som    et   Led   i  Samfunds- 


19 

livet.  I  Tenderlom  ligger  de  store  berygtede  Varietéer,  som  holdes 
aabne  til  Kl.  3  om  Natten,  men  hvor  Gæsterne  godt  kan  forblive 
i  Dameselskab  til  den  lyse  Morgen.  Man  er  i  disse  Varietéer  som 
intet  andet  Steds  i  Verden  Vidne  til,  hvorledes  Søfolk  efter  visse 
vel  gennemtænkte  Methoder  fralokkes  alt,  hvad  de  har  slidt  for 
og  vovet  Livet  for  paa  lange  Rejser.  Det  er  et  System  af  Ud- 
plyndring, der  er  saa  blottet  for  ethvert  Hensyn,  at  det  næsten  har 
en  opdragende  Betydning.  Mangen  Letmatros,  der  traadte  over 
Tærskelen  til  disse  Tryllehuse  som  Daare,  er  gaaet  bort  igen  som 
Filosof. 


KEY  WEST 


Naar  man  køber  en  Key  West-Cigar,  bereder  man  sig  selv  en 
Nydelse,  paa  samme  Tid  som  man  minder  sine  Nærmeste 
om,  at  man  er  en  Mand  med  Smag,  i  det  mindste  for  Tobak.  Med 
en  tændt  Key  West-Cigar  i  Munden  gør  man  i  Amerika  nogenlunde 
samme  Virkning,  som  naar  man  i  Frankrig  gaar  med  Journal  des 
Debats  i  Baglommen. 

Og  dog  er  der  ikke  mange  Amerikanere,  der  har  betraadt  den 
fjærne  0,  hvis  Navn  er  blevet  Navnet  paa  en  populær  Cigar.  De 
fleste  Røgere  har  vel  en  dunkel  Forestilling  om,  at  Cigaren  kommer 
fra  det  sydligste  Punkt  i  Nordamerika,  men  stort  mere  ved  de  heller 
ikke  om  Key  West. 

Saa  er  man  da  for  en  Gangs  Skyld  ikke  spækket  med  andre 
Rejsendes  Visdom  og  Beretninger,  man  er  hverken  indtaget  for 
eller  imod,  men  man  er  ganske  ligeglad  og  giver  sig  sine  Indtryk 
i  Vold,  naar  man  ankommer  til  Key  West  og  ved  Landgangen 
modtages  af  en  enestaaende  Samling  halvnøgne  Banditter,  der 
straks  slaas  om  Rejsetøjet.  Det  er  først,  naar  man  har  taget  Snuptag 
med  disse  Halunker  og  har  faaet  revet  Stropperne  af  Kufferter  og 
Rejsetasker,  at  det  lykkes  at  komme  ind  i  en  laset  Landauer,  der 
sætter  sig  i  Bevægelse  op  mod  Sanatoriet.  I  Landaueren  sidder 
endnu  en  Rejsende,  en  stakkels  Brystsyg,  som  til  Trods  for  sin 
ynkværdige    Tilstand    har  bevaret  Humor'en.    Med    et    forskrækket 


21 

Minespil  ved  Synet  af  de  sorte  Røvere,  der  lusker  rundt  i  Gaderne, 
raaber  han: 

„Naar  jeg  er  helbredet  for  min  Brystsyge,  vil  jeg  rimeligvis  blive 
slaaet  ihjel  af  disse  Skurke." 

Yes,  min  Herre. 

—  Key  West  er  en  ganske  lille  0,  der  ligger  ude  i  den  mexi- 
kanske  Havbugt,  omtrent  60  Mile  fra  Florida  og  90  Mile  fra  Ha- 
vana. Øen  er  ikke,  som  det  almindeligt  antages,  det  sydligste  Punkt 


Gadeparti  i  Solskin.  Key  West, 

i  Nordamerika  thi  6  Mil  sydligere  ligger  en  anden  endnu  mindre 
amerikansk  0,  Sand  Key,  som  dog  vistnok  kun  har  én  Beboer, 
nemlig  Fyrmesteren.  Det  besynderlige  Navn  Key  West  er  Ameri- 
kanernes fordrejede  Udtale  af  Cayo  Hueso  (Ben-Rev,  fordi  Øen 
fandtes  overdækket  med  Sørøver-Skeletter).  Oprindelig  boede  her 
spanske  Fiskere;  men  for  en  Snes  Aar  siden,  under  den  forrige 
store  Opstand  paa  Cuba,  blev  Key  West  befolket  af  Rebeller.  Disse 
blev  efter  Oprøret  boende  paa  Øen  og  anlagde  en  stor  Mængde 
Cigarfabrikker.  Af  saadanne  findes  der  i  Øjeblikket  ikke  mindre  end 
130,  som  aarligt  udfører  125  Millioner  Cigarer.  Saa  godt  som  hele 
Øen  er  en  eneste  By.  Husene  er  af  Træ  med  lette  Tage  og 
med  hvidmalede  Mure,  der  glimrer  i  det  tropiske  Solskin.  I  Haverne 


sés  et  bugnende  Væld  af  Tropeplanter,  og  langs  med  enkelte  af 
Gaderne  staar  der  smukke  dekorative  Palmer.  Himlen  er  ren  og 
blaa,  og  Luften  altid  fyldt  med  Solskin.  Heden  dæmpes  af  den 
friske  Søbrise.  Man  tror  sig  paa  Antillerne. 

Men  hvor  tropisk  Landet  end  er  i  hele  sin  Karakter,  befinder  vi 
os  fremdeles  i  de  Forenede  Stater  og  inden  for  det  samme  Lands 
Toldgrænser.  Paa  Nebraskas  Prærier  fyger  Sneen,  og  mægtige 
Isbræer  bedækker  Bjergene  i  Idaho,  naar  Sommersolen  skinner  og 
Blomsterne  dufter  i  det  varme  Florida.  Indianerne  ryster  af  Kulde 
under  deres  Dyrehuder  i  Egnene  omkring  Columbia-Floden,  medens 
luftige  paaklædte  Børn  af  Syden  ruller  Tobaksplanten  under  Pal- 
mernes Skygge  —  alt  sammen  i  det  samme  Land! 

Paa  Rejsen  fra  New  York  til  San  Francisco  blev  man  forbavset 
over  Landets  Storhed.  Men  Afstanden  maaltes  ikke  gennem  klima- 
tiske og  etnografiske  Modsætninger.  Temperaturen  var  i  alt  væsen- 
lig éns,  og  da  Indvandringen  var  foregaaet  fra  Øst  til  Vest,  altsaa 
samme  Vej,  man  rejste,  befandt  man  sig  i  samme  Folkerace  under 
hele  Rejsen.  Man  mærkede  blot,  at  Tætheden  og  Kulturen  var  af- 
tagende, jo  længere  man  kom  ud  i  Vesten.  Anderledes  er  Forholdet, 
naar  man  gaar  mod  Syd.  Det  er  en  Rejse  gennem  mange  Zoner, 
gennem  mange  Klimaer  og  gennem  mange  Menneskeracer,  en  Rejse 
som  fra  Spitsbergen  til  Marokko.  Men  hele  Tiden  rejser  man  i 
samme  Republik  og  under  samme  Flag.  Fra  Key  West  til  Nord- 
grænsen af  Montana,  fra  Palmelundene  til  de  store  Snebjerge  sen- 
der man  et  Brev  for  to  Cents. 

—  Mellem  Key  West  og  Florida  ligger  der  et  Mylr  af  smaå 
Øer,  der  er  saa  hjemsøgte  af  Moskitos-Sværme,  at  de  er  ubeboe- 
lige for  hvide  Mennesker.  Negrene,  der  er  mindre  ømskindede,  har 
begyndt  at  dyrke  disse  Øer,  og  ved  en  af  de  Opdagelser,  der  er 
saa  almindelige  i  Amerika,  har  det  vist  sig,  at  Øerne  er  sande 
Guldgruber,  idet  de  er  fortrinligt  egnede  til  Dyrkning  af  Kokos- 
palmer. Ikke  mindre  end  800,000  saadanne  Træer  er  indtil 
Dato  plantet  paa  de  smaa  Øer,  og  det  er  endda  kun  Begyndelsen. 


Paa  en  Acre  Land  plantes  ca.  50  Træer,  som  uden  at  man 
passer  dem  giver  Frugt  i  7  -10  Aar.  Kokosnødden  kræver  to  Be- 
tingelser for  at  lykkes,  Søbrise  og  Varme,  og  begge  Betingelser  er 
til  Stede.  Passatvinden  er  mild  og  behagelig,  om  Sommeren  kølende, 
om  Vinteren  varmende.  Intet  Snefnug  er  i  15  Aar  faldet  over  disse 
Øer. 

Paa  Key  West  lever  der  ialt  18,000  Mennesker.  De  fleste  af 
dem  er  Forbrydere,  som  er  undvegne  fra  Fængslerne  i  Havanna. 
Øens  hæderligere  Befolkning  er  de  farvede  Svampfiskere,  de  saa- 
kaldte  Nassau-coons,  der  til  den  Rejsendes  Beklagelse  næsten 
altid  staar  paa  Hovedet  i  Vandet.  Man  havde  hellere  sét  de  far- 
vede Kæltringer  i  samme  Vinkel  til  det  vaade  Element,  især  hvor 
det  var  vanskeligt  at  komme  op  igen !  Svampfiskeriet  beskæftiger  over 
1000  Fiskei-e  med  ca.  400  Skibe.  Hvert  af  Skibene  medfører  flere 
Baade.  Svampene  optages  af  Dykkere  eller  ved  Hjælp  af  Stænger. 
Den  sidste  Metode  er  den  almindeligste.  Naar  Skibet  er  kommet 
ud  paa  grundet  Vand,  stikker  Baadene  i  Søen  med  to  Mand  i  hver 
Baad.  Den  ene  Mand  vrikker,  den  anden  sidder  forude,  bevæbnet 
med  en  lang  Fork.  Vandet  er  klart  som  Luft,  og  naar  Manden 
forude  ser  en  Svamp  paa  Bunden,  stanger  han  den  og  haler  den 
om  Bord.  Paa  det  vedføjede  Helsidebillede  ser  man  en  Svamp- 
handlers Gaard  og  Lager.  Til  venstre  ligger  de  lige  hjembragte 
Svampe,  der  endnu  er  haarde  og  skal  gennemgaa  en  vis  Behand- 
ling, før  de  pakkes  ned  i  Ballerne,  som  man  ser  til  højre.  I  denne 
Indpakning  sendes  de  til  Europa,  navnlig  til  Paris.  Da  jeg  an- 
modede Svamphandleren  om  at  forklare  mig  Fremgangsmaaden 
ved  Svampenes  videre  Behandling,  svarede  han  forekommende: 

„Ja  med  Fornøjelse,  men  saa  maa  De  blive  her  en  Maaned!" 

Jeg  maatte  beklage,  at  Tiden  ikke  tillod  mig  et  saa  langt  Op- 
hold, og  Manden  sagde  nu  alvorligt: 

„Godt,  min  Herre!  Men  saa  maa  De  heller  ikke  rejse  bort  med 
den  Opfattelse,  at  De  har  Forstand  paa  Svampe." 

Han  betragtede  øjensynligt  denne  Indsigt  som  henhørende  til  den 
højere  Dannelse. 


24 

—  Ved  Key  West  har  de  Forenede  Fristater  deres  store  sydlige 
Marinestation,  og  selvfølgelig  benytter  man  som  Rejsende  Lejlig- 
heden til  at  aflægge  en  Visit  om  Bord  paa  de  hvidmalede  Jern- 
kolosser, der  ligger  mellem  Skærene  en  Mils  Vej  fra  Byen.  Et  Par 
af  Skibene  havde  været  med  ved  Kielerkanalens  Aabning  og  var 
komne  hjem  bedækkede  med  Laurbær.  Tyskerne,  som  har  skabt 
en  Krigsflaade  siden  1870,  syntes  under  Kielerfesten  at  have 
faaet  Øjnene  op  for,  at  Amerikanerne  stilfærdigt  har  gjort  det 
samme  inden  for  det  halve  Tidsrum.  Fristaterne  lagde  Grunden  til 
deres  Krigsflaade,  da  de  i  1814  byggede  4  Linieskibe.  Kongressen  af 
1816  og  de  følgende  Kongresser  bevilgede  aarligt  et  Beløb  til  Flaa- 
dens  Udvikling.  I  1847  ophørte  man  at  bygge  Sejlskibe,  og  en  Del 
Skruefregatter  byggedes;  det  blev  disse,  der  gjorde  Tjeneste  under 
Borgerkrigen.  Flaadens  Størrelse  var  ved  Krigens  Udbrud  90  Far- 
tøjer. Den  udvidedes  hurtigt  til  700  Fartøjer,  hvoraf  adskillige  dog 
var  Handelsdampere,  som  man  i  Hast  armerede  med  Kanoner. 
Samtidig  opfandt  Svenskeren  John  Ericsson  sin  berømte  Monitor, 
der  ikke  blot  hidførte  en  Revolution  i  Krigsskibs-Teknikken,  men  i 
sine  videre  Virkninger  skabte  det  moderne  Panserskib.  Efter  Kri- 
gen forsømte  Amerikanerne  Flaaden,  og  den  forfaldt  ganske,  indtil 
man  i  1883  tog  fat  paa  ny  og  byggede  fire  Staalkrydsere,  „Atlanta", 
,.  Boston",  „Chicago"  og  „Delphin".  Det  er  disse  fire  Krydsere,  der 
blev  Udgangspunktet  for  det  sidste  Tiaars  voldsomme  Udvikling  af 
den  nordamerikanske  Flaade.  Den  tæller  nu  15  første  Klasses  Kryd- 
sere, bevæbnede  med  det  mest  moderne  Materiel  og  hurtigskydende 
Kanoner,  flere  Monitorer  og  et  Par  Panserbatterier,  bevæbnede 
med  13  Tommers  Kanoner  i  Taarne  og  med  lettere  Batterier;  to 
anden  Klasses  Panserskibe,  hver  paa  7500  Tons,  og  fire  første 
Klasses  Panserskibe,  nemlig  „Massachusetts",  „Oregon",  „Indiana" 
og  „Iowa",  hver  paa  10,000  Tons  og  alle  bevæbnede  med  13  Tom- 
mers Kanoner  af  amerikansk  Fabrikat.  Samtidig  er  der  bygget 
seks  moderne  Staal-Kanonbaade ,  ligesom  en  mægtig  Udvikling  er 
foregaaet  i  Torpedoflaaden.  Alt  i  alt  er  Staalskibsflaaden  bragt  op 


r 


1 


25 


til  180,000  Tons,  og  Staalskibsbygningen  foregaar  ufortrødent.  Kon- 
gressen har  fornylig  bevilget  Penge  til  tre  Panserbatterier,  hvert  paa 
12,000  Tons,  til  seks  første  Klasses  Kanonbaade  og  til  endnu  flere 
Torpedobaade.  Naar  alle  disse  Krigsskibe  kommer  under  Flag,  vil 
den  amerikanske  Flaade  staa  paa  Højde  med  den  tyske,  og  den 
vil  kun  staa  tilbage  for  den  engelske,  den  franske  og  den  russiske. 
Aflægger  man  et  Besøg  paa  Panserskibene  ved  Key  West,  mod- 
tages man  med  den  mest  overstrømmende  Elskværdighed  af  Offi- 
cererne, der  selvfølgelig  gaar  og  keder  sig  i  denne  Afkrog.  At 
Søofficererne  i  Amerika 
rekruteres  af  de  bedste 
Familier,  mærkes  hurtigt 
af  Tonen  i  den  elegante 
Messe.  Den  amerikanske 
Søofficer  opnaar  ikke  sin 
Grad  ved  Fødsel,  Penge 
eller  ledende  Politikeres 
Protektion,  men  ved  sin 
egen  Dygtighed.  Kadet- 
uddannelsen, der  er  gra- 
tis, varer  fire  Aar,  men  da  Tilgangen  er  saa  stærk,  lykkes  det  kun 
de  bedst  begavede  Aspiranter  at  komme  ind  paa  Skolen.  Under- 
visningen er  grundig,  alsidig,  men  meget  teoretisk,  og  det  er  først, 
naar  Kadetten  er  bleven  Løjtnant,  at  den  praktiske  Uddannelse  be- 
gynder. Denne  i  alle  Henseender  omhyggelige  Uddannelse  varer  ikke 
mindre  end  seks  Aar.  Lønnen  er  efter  amerikanske  Forhold  meget 
slet,  men  de  unge  Mænd,  der  bestemmer  sig  for  Marinen,  er  enten 
formuende,  eller  bliver  det  ved  Giftermaal.  Søofficerernes  alsidige 
Dannelse,  deres  verdensmandsmæssige  Optræden  og  smukke  Unifor- 
mer kaster  Glans  over  dem  i  det  amerikanske  Selskabsliv,  hvor 
alene  et  Par  Epauletter  er  af  stor  Virkning  i  de  civile  Omgivelser. 
Der  er  noget  i  Søofficerernes  Stilling  inden  for  det  amerikanske 
Samfund,  som  minder  om  den  evropæiske  Adel. 

Underofficersstanden  rekruteres  blandt  de  flinkeste  Matroser,  men 
n.  3 


w  -  - 

■  f 

•  ■  ■  ■■■  i  m 

k^ 

=._, 

^^^^^^B 

Panserskibet  „Indiana". 


26 


ikke  forend  de  har  gjort  Tjeneste  6 — 7  Aar.  Matroserne  er  hvervede 
Folk  af  forskellige  Nationaliteter,  navnlig  Amerikanere  og  Nord- 
mænd, men  ogsaa  enkelte  Danske  og  Svenske.  Hvervningen  gæl- 
der for  tre  Aar,  men  kan  forlænges.  Det  tillægges  Betydning,  at 
de  amerikanske  Krigsskibe  aldrig  gaar  med  „grøn  Besætning". 
Halvdelen  af  Mandskabet  er  til  enhver  Tid  af  en  ældre  Aargang. 
-  Paa  Florida-Landtangen  og  paa  Øerne  langs  dens  Kyster  lever 
ca.  10,000  Fiskere,  som  aarlig  fanger  for  1  Million  Dollars  Fisk. 
Naar  man  en  Morgenstund  spadserer  over  Havnemolen  i  Key 
West,  bemærker  man   saa  mange  forunderlige   Fiskearter,  at  man 

til  sidst  forstaar,  at  Ha- 
vets Beboere  er  endnu 
mere  forskellige  end  Jor- 
dens. Rundt  om  dette  ma- 
leriske Marked  staar  en 
hæslig  Stank,  og  Fiskerne, 
der  dog  havde  let  Adgang 
til  Søbade,  er  saa  svinske, 
at  man  ikke  undres  over, 
at  de  har  saa  mange  væm- 
melige Sygdomme.  Det  er  især  mellem  Fiskerne,  den  gule  Feber 
raser.  Den  paaføres  ved  Forkølelse  og  begynder  med  Smerter  over 
Lænderne,  dødlignende  Mathed  og  voldsomme  Opkastninger.  Naar 
det  opkastede  Slim  er  sort,  hvad  det  sædvanligt  er,  følger  Døden 
hurtigt  efter.  Paa  Key  West  ligger  der  et  Hospital  for  gule  Feber- 
patienter, det  eneste,  jeg  har  set  i  Nordamerika.  Man  nægtede  mig 
Adgang,  men  et  Par  Reconvalescenter,  der  stod  i  Glasdøren,  gav 
en  god  Forestilling  om  Sygdommens  Virkninger.  De  var  gennem- 
sigtigt gule  ikke  blot  i  Ansigtet  og  paa  Hænderne,  men  paa  Ørene 
og  i  Øjnene,  lige  ind  i  Øjeæblet.  Feberen  skal  dog  her  være  mindre 
farlig  end  paa  Cuba,  og  min  Ledsager  bemærkede,  at  den  ikke 
angreb  Folk  med  Dannelse,  d.  v.  s.  Folk  der  vaskede  sig.  Saa  ela- 
stisk er  Begrebet  Dannelse! 

—  En  ubeskrivelig  Fred  hvilte  over  denne  0,  især  om  Aftenen, 


Hospital  for  gule  Feberpatienter. 


27 


naar  Maanen  gled  hen  over  Palmerne  og  Havet  i  sin  gyldne  Glans. 
Men  lidt  efter  lidt  opdagede  man,  at  der  i  den  dybe  Fred  rørte 
sig  et  fordægtigt  Liv.  En  blodig  Opstand  rasede  paa  Cuba,  og  her 
paa  Key  West,  der  kun  ligger  tolv  Timer  fra  Havana,  havde 
Oprørerne  deres  hemmelige  Forbindelser  med  Juntaen  i  New 
York.  Om  Natten  trak  bevæbnede  Skarer  gennem  Gaderne,  Far- 
tøjer blev  halede  ud  og  ind,  store  Kasser  med  Vaaben  bragtes 
i  Land  og  blev  sendte  bort,  og  hemmelige  Møder  holdtes  mel- 
lem Amerikanere  fra  Nord- 
staterne og  forsorne  Skik- 
kelser, der  ankom  med 
Postdamperen  fra  Havana. 
Det  var  tydeligt  nok,  at 
Planer,  som  skulde  skjules, 
her  blev  drøftede,  prøvede 
og  bragte  til  Udførelse.  Fri- 
staternes Regering  havde 
ganske  vist  ikke  anerkendt 
den  cubanske  Republik 
som  krigsførende,  men 
lagde  dog  ikke  Skjul  paa,  at  Rebellerne  kunde  regne  paa  dens 
Sympati.  Under  saadanne  Omstændigheder  har  amerikanske  Em- 
bedsmænd en  diplomatisk  Forstaaelse  af  Situationen,  og  det  havde 
Embedsmændene  paa  Key  West. 

Samtidig  rørte  der  sig  paa  Sanatoriet,  hvor  jeg  boede,  et  andet 
og  lige  saa  besynderligt  Liv.  Amerikanske  Bladkorrespondenter, 
der  var  udviste  fra  Cuba,  havde  slaaet  sig  ned  i  dette  Hus,  hvor 
de  uforstyrret  lavede  deres  Sensationshistorier,  samtidig  med  at  de 
levede  et  lystigt  Liv.  I  Havana  havde  de  spanske  Telegrafstationer 
nægtet  at  modtage  og  afsende  de  opsigtsvækkende  Beretninger 
om  Slag,  der  havde  fundet  Sted  paa  Maanen.  Her  modtog  Tele- 
grafstationen selvfølgelig  Rub  og  Stub,  og  de  amerikanske  Korre- 
spondenter, der  havde  været  alt  for  længe  under  Censur,  telegra- 
ferede nu  for  fuld  speed. 

3» 


'uiM           ~^fc- 

Jå 

Pf! 

k  É 

Torvet  i  Key  West.  Palmelunden  og  Posthuset. 


28 

Det  var  Rabalderbladene  i  Mellemamerika  og  San  Francisco,  der 
modtog  alle  de  Røverhistorier,  Korrespondenterne  sad  og  redigerede 
ved  Morgenkaffen.  Mellem  min  Afrejse  fra  New  Orleans  og  min 
Ankomst  til  Key  West  laa  der  fem  Uger,  i  hvilke  jeg  havde  op- 
holdt mig  paa  Cnba.  Og  min  Overraskelse  var  ikke  ringe,  da  jeg  nu 
bemærkede,  at  ubetydelige  Skærmydsler,  hvortil  jeg  selv  havde 
været  Øjenvidne,  blev  skildrede  som  store  afgørende  Slag.  Ved 
ethvert  Blækhus  i  Sanatoriet  lynede  Dolken  paa  den  ene  Side  og 
tordnede  Kanonerne  paa  den  anden,  og  midt  i  Ilden  sad  den 
modige  Korrespondent.  Sanatoriet,  der  egentlig  var  bestemt  for 
Brystsyge,  blev  under  alt  dette  forvandlet  til  en  arbejdende  Rabal- 
der-Mølle, hvor  mægtige  Skovlhjul  skovlede  Røverhistorier  ud  over 
en  Verdensdel,  ikke  i  Potter  og  Spande,  men  i  Tønder.  Der  var  en 
ædel  Kappestrid  mellem  disse  Gentlemen  om  at  lave  de  mest  haar- 
rejsende  Løgne,  og  først  naar  det  Fornødne  i  saa  Henseende  var 
præsteret  og  Dagens  Gerning  endt,  samledes  de  forslagne  Hoveder 
ved  Aftensbordet,  hvor  de  ved  et  Glas  Vin  udhvilede  sig  efter  den 
blodige  Strabads. 

Det  beskæftigede  ofte  mine  Tanker,  naar  Korrespondenterne  sad 
og  soldede,  at  Millioner  af  Mennesker  nu  slugte  falske  Efterret- 
ninger om  et  historisk  Skuespil,  der  var  et  af  de  største  og 
mest  gribende  i  Aarhundredet.  Men  i  denne  fordømmelige  Virk- 
somhed var  der  dog  et  Lyspunkt.  De  overdrevne  og  halvt  latterlige 
Krigsberetninger  var  serverede,  saadan  som  Begivenheder  skal  ser- 
veres for  en  vis  Del  af  det  lavere  amerikanske  Publikum.  Det  var 
Virkeligheden  sét  igennem  et  Forstørrelsesglas  og  udstyret  med 
en  stor  Overskrift.  Uden  den  Overdrivelse  var  Amerika  maaske 
ikke  blevet  ophidset  til  en  Indignation,  der  hvert  Øjeblik  kunde 
blive  virksom  og  faa  en  uhyre  Betydning  i  Rebellernes  Kamp  for 
Ret  og  Frihed. 

-  Ved  min  Ankomst  til  Key  West  var  jeg  bleven  interviewet 
af  Bladpiraterne,  og  mens  jeg  nu  sad  og  spiste  Tenderloin  i 
deres  Selskab,  anede  jeg  mindst,  at  ogsaa  jeg  spillede  en  fremtrædende 


29 


Rolle  i  adskillige  af  de  blodige  Dramaer,  der  fyldte  Vestens  Presse. 
Først  et  Par  Dage  senere,  da  jeg  ankom  til  Florida  og  læste  Bladene, 
opdagede  jeg,  at  jeg  havde  været  i  overhængende  Farer  under 
Slaget  ved  Cienfuegos,  og  at  jeg  kun  ved  de  amerikanske  Kol- 
Jegers  Bistand  havde  undgaaet  at  blive  Fange  ved  Matanzas,  hvor 
jeg  forøvrigt  mistede  det  ene  Ben  — 

Da  strakte  jeg  maalløs  Armene  mod  Himlen. 

For  jeg  havde  ikke  mistet  Armene. 


MELLEM  NEGRE 


Som  en  mægtig  Mole  —  en  Mole  paa 
50,000  Kvadratmile,  —  skyder  Halv- 
øen Florida  sig  i  sydlig  Retning  ned  i 
Havet  og  danner  Østgrænsen  for  den 
mexikanske  Havbugt.  Til  denne  Kyst 
kom  Spanieren  Juan  Ponce  de  Leon  i 
Aaret  1513.  Han  tog  Halvøen  i  Besid- 
delse og  gav  den  Navnet  Florida,  „Blom- 
sternes Land". 

Florida  er  i  Beliggenhed  den  sydligste 
af  Sydstaterne,  og  Sydens  Ejendomme- 
ligheder er  her  mere  kendelige  end  i 
Texas,  Louisiana,  Mississippi,  Alabama  og  Georgia.  I  de  to  Caroliner, 
de  to  Virginier,  i  Tennessee,  Kentucky,  New  Mexiko  og  Arizona  ud- 
viskes mere  og  mere  den  politiske  Modsætning  mellem  Nord  og 
'  Syd,  og  gamle  Slavestater  som  Maryland  og  Missouri  maa  nu  politisk 
regnes  med  til  Norden.  Vil  man  i  vore  Dage  sé  det  uforfalskede 
Syden,  maa  man  sé  de  fem  Stater,  der  har  Kyststrækninger  ved 
den  mexikanske  Havbugt.  Vi  har  i  tidligere  Kapitler  gennemrejst 
Louisiana  og  besøgt  New  Orleans.  I  Florida  har  vi  til  Hensigt  at 
dvæle  ved  Befolkningen. 

Der  findes  i  Syden  fire  forskellige  Slags  Mennesker,  som  vi  skal 
nævne,  nemlig: 


31 

Yankeen,  der  er  trængt  ned  fra  Norden  og  har  bemægtiget  sig 
Minerne,  Bomnldsspinderierne,  den  store  Frugthandel  og  overhovedet 
saadanne  Virksomheder,  hvor  det  kommer  an  paa  organisatorisk 
Evne,  teknisk  Snille,  Forretningsindsigt  og  Kapital.  Det  var  Yan- 
keen, der  lærte  Bomuldsplanterne,  at  Bomulds-Kernen  er  olieholdig, 
og  at  man  kan  uddrage  Olien.  Tidligere  fodrede  man  Svin  med  Ker- 
nen, og  den  ny  Anvendelse  var  næsten  ligesaa  betydningsfuld  for 
Bomuldsindustrien  som  selve  Opfindelsen  af  Bomuldsspindemaskinen. 
I  Sydstaterne  avles  nu  dobbelt  saa  megen  Bomuld  som  i  1861  ved 
Borgerkrigens  Udbrud. 

Yankeerne  i  Syden  er  en  bestemt  Race  Mænd  —  „Pengemæn- 
dene" -  -  der  besidder  liden  Dannelse  i  almindelig  Forstand,  men 
som  raader  over  en  Energi  og  en  Forretningsdygtighed,  der  skaber 
Resultater.  I  Politik  er  de  som  oftest  Republikanere,  men  Politik 
er  forøvrigt  ikke  deres  Sag.  De  støtter  uden  Smaalighed  det  Parti, 
som  til  Gengæld  støtter  deres  Interesser. 

Yankeerne  er  de  regerende  Mænd  i  Syden.  Historisk  sét  endte 
Borgerkrigen,  da  Grant  den  30.  Marts  1865  ødelagde  Robert  Lees 
Hær  ved  Five  Forks,  men  Sydens  endelige  Erobring  har  fun- 
det Sted  siden  og  finder  Sted  den  Dag  i  Dag,  og  den  foregaar 
med  den  Virkning,  at  Syden  langsomt  hæves  op  til  Nordens  Vel- 
stand og  Kultur. 

Det  var  den  første  Klasse  Mænd. 

Den  anden  og  ejendommeligere  Klasse  er  de  gamle  Bomuldsplan- 
tere, Slaveejerne,  Sydens  hvide  Aristokrati.  Da  Krigen  endelig  var 
endt,  sad  de  paa  deres  ødelagte  Gaarde,  uden  Negre  og  uden  Kapital. 
Der  fandtes  i  deres  Familier  megen  Dannelse,  megen  fin  Kultur,  men 
ikke  megen  Energi.  I  et  andet  Land  og  under  lignende  Forhold  var 
en  Menneskerace  som  denne  gaaet  til  Grunde,  aandeligt  og  økono- 
misk. Slaverne,  der  pludselig  havde  faaet  Friheden,  repræsenterede  en 
Købesum  paa  mange  Millioner  Dollars.  De  gamle  Plantere  sad  bog- 
staveligt talt  med  tomme  Hænder,  med  kostbare  Sædvaner  og  med  en 
aandelig  Udvikling,  der  gjorde  dem  det  legemlige  Arbejde  vanske- 
ligt.  Paa  den  anden  Side  var  de  Amerikanere,  og  de  havde  Arne- 


rikanernes  indgroede  Respekt  for  alt,  hvad  der  er  Faktum,  og 
Faktum  var,  at  Lee  og  Jonston  havde  underkastet  sig,  at  Dikta- 
toren for  de  konfødererede  Stater,  Jefferson  Davis,  sad  i  Fængsel, 
og  at  Krigen  uigenkaldelig  var  endt  med  knusende  Nederlag.  Saa 
bed  de  gamle  Plantere  i  det  sure  Æble,  begyndte  forfra  med 
lejet  Arbejdskraft,  og  hvor  besynderligt  det  end  maa  have  fore- 
kommet dem  at  gaa  til  Valgurnen  med  deres  tidligere  Slaver,  saa 
overlevede  de  ogsaa  den  Ydmygeise.  De  vidste  jo,  at  de  havde 
gjort  al  den  Modstand,  der  kunde  gøres.  De  havde  kæmpet  som 
Løver  i  en  fireaarig  Broderkrig,  hvori  de  dræbte  300,000  af  Nordens 
Sønner  og  selv  mistede  200,000  af  deres  egne  tapre  Børn. 
Yankeerne  havde  holdt  deres  Indtog  i  Richmond,  men  500,000  Lig 
bedækkede  Valpladserne.  Sydens  Mænd  kunde  bøje  Hovedet  i  Be- 
vidstheden om,  at  de  bøjede  det  for  Nødvendigheden.  Langsomt 
genopbyggede  de  deres  Samfund,  og  langsomt  mildnedes  deres  bitre 
Følelser  mod  Mændene  fra  Norden.  I  vor  Tid  er  det  kun  hos  de 
ældste  Bomuldsmagnater  fra  Carolina,  man  træffer  Spor  af  det 
stolte  Had,  der  har  fundet  saa  rørende  Udtryk  i  Sydens  Sange.  — 

Det  var  den  anden  Klasse  Mænd,  hvoraf  omtrent  de  d/10  politisk 
tilhører  det  demokratiske  Parti. 

Den  tredie  Klasse  Mænd  i  Sydstaterne  er  det  hvide  Proletariat, 
Smaahandlende,  Haandværkere  og  Byarbejdere.  Det  er  Folk,  fødte 
i  disse  Egne,  hvor  der  næsten  ingen  Indvandring  finder  Sted 
af  fremmede  Arbejdere.  I  Nord-Carolina  t.  Eks.  er  ikke  mere  end 
2  pCt.  af  Arbejderne  fremmedfødte.  Om  disse  Hvide  er  der  ikke 
stort  at  sige.  Sydens  hvide  Arbejder  vil  næsten  altid  gaa  til  Grunde, 
i  hvert  Fald  økonomisk,  fordi  hans  Konkurrent,  Negren,  taaler 
Varmen  bedre  og  arbejder  for  en  ringere  Løn.  Sydstaternes  hvide 
Proletariat  er  især  beskæftiget  i  Fabrikkerne.  Negrene  kan  nemlig 
ikke  passe  Maskiner.  Bomuldsspinderiets  snurrende  Lyde  bringer 
dem  til  at  sove.  Om  Sydens  hvide  Arbejdere  gælder  under  ét,  at 
de  er  uvidende,  fordrukne  og  legemligt  og  aandeligt  demoraliserede. 
Ikke  desto  mindre  anser  de  sig  selv  for  Adelsmænd  i  Forhold  til 
de  Sorte. 


En  Negerhytte. 


33 

De  Sorte!  Det  er  den  fjerde  Klasse,  og  det  er  selvfølgelig  den, 
der  giver  Syden  dens  ejendommelige  Karakter.  Man  kan  rejse  Hun- 
dreder af  Mile  i  Florida  og  overalt  se  det  samme  fattige  Træhus, 
som  Læseren  ser  paa  Billedet.  Der  er  intet  Gærde  om  det  lille  Hus, 
ingen  Have  og  ingen  Urtepotte  i  det  skæve  Vindue.  Gaar  man  ind 
i  Stuen  —  for  Lejligheden  bestaar  sædvanlig  kun  af  én  Stue  — 
finder  man  et  Rum,  der  ikke  indeholder  andre  Prydelser  end  et 
Bord,  et  Par  Træbænke  og  et  Leje,  redt  paa  Gulvet.  Der  er 
ikke  i  dette  Rum  den  mindste  Gnist  af  Luksus,  ikke  noget  Skilderi, 
næppe  nok  et  Spejl.  For  alt  saadant  har  Landnegren  ingen  Sans. 
Sine  faa  Indtægter  anvender  han  i  den  tarvelige  Husholdning;  hans 
eneste  Fornøjelse  er  at  gaa  og  pusle  paa  sin  Mark,  mellem  Bør- 
nene og  de  magre  langørede  Svin,  der  har  sorte  Børster.  Forøvrigt 
er  Negrene  lykkelige  Mennesker  i  Sammenligning  med  Sydens  hvide 
misfornøjede  Proletariat.  Sammy  og  hans  sorte  Kone  Aunty  er 
fødte  Optimister.  Naar  de  gør  Gilder  for  Naboerne  med  Kartofler, 
Majs  og  Fisk,  straaler  deres  sortblanke  Ansigter  af  den  højeste 
menneskelige  Lykke,  og  naar  Sammy  og  Aunty,  assisterede  af  de 
sorte  Unger,  slagter  deres  magre  Gris,  bliver  man  misundelig  ved 
at  se  Familiens  Glæde  over  Flæsket  og  Stegefedtet,  som  de  straks 
smører  i  deres  sorte  Fjæs. 

Der  lever  i  Sydstaterne  20  Millioner  Mennesker,  altsaa  en  Tre- 
diedel  af  hele  Unionens  Indbyggerantal.  Af  disse  20  Millioner  er  de 
13  Millioner  Hvide,  de  7  Millioner  Sorte.  I  hele  Unionen  lever  7x/2 
Million  Sorte,  i  de  nordlige  Stater  altsaa  kun  en  halv  Million.  Efter 
Slavenets  Ophævelse  var  der  hos  Negrene  en  Tendens  til  at  drage 
Nord  paa.  Men  Strømmen  vendte,  og  den  trækker  nu  igen  mod 
Syd.  De  fleste  Negre  findes  i  de  fire  Stater,  der  har  Kyststrækning 
langs  med  Golfen,  men  der  er  otte  Stater,  som  almindeligt  kaldes 
sorte,  nemlig  Syd-Carolina,  Georgia,  Florida,  Alabama,  Mississippi, 
Louisiana,  Arkansas  og  Texas.  I  disse  otte  Stater  lever  mere  end 
Halvdelen  af  Amerikas  Negre,  men  kun  i  Syd-Carolina,  Mississippi 
og  Louisiana  er  de  i  Majoritet. 

Da   den   hvide  Befolkning  i   Amerika   formeres   gennem  Indvan- 


34 

dring,  medens  der  selvfølgelig  ikke  indføres  flere  Negre,  saa  bliver 
Negrene  stadig  en  mindre  Brøkdel  af  det  amerikanske  Folk.  De 
Sorte  var  for  100  Aar  siden  1j5  af  Folket,  de  er  nu  lidt  mindre 
end  '/s-  Ogsaa  i  Sydstaterne  tager  de  Hvide  stærkere  til  end  Neg- 
rene, hvilket  bl.  a.  har  sin  Grund  i  den  store  Dødelighed  blandt 
de  farvede  Børn. 

Men  selv  om  Negrene  er  i  Minoritet,  saa  betyder  dog  7'/2  Million 
Mennesker  noget  i  et  Folk,  navnlig  naar  disse  772  Millioner  er  i  Be- 
siddelse af  politisk  Stemmeret  og  i  den  praktiske  Politik  kan  bringe 
Vægtskaalen  til  at  svinge  mellem  de  politiske  Partier.  Negrene  er 
sædvanlig  Republikanere,  hvad  der  er  naturligt,  da  de  kan  takke 
Republikanerne  for  Friheden.  Men  selv  en  nok  saa  trofast  Neger- 
Republikaner  sælger  Modstanderne  sin  Stemme  for  50  Cents.  Det 
vilde  være  ødselt  at  byde  ham  en  Dollar. 

Det  er  Forhold  som  disse,  der  gør  den  amerikanske  Politik  saa 
uhyre  indviklet  og  besværlig.  En  Trediedel  af  Unionens  Vælger- 
masse er  Sydlændinge,  og  Flertallet  i  denne  Trediedel  —  nemlig 
Negrene  og  Sydens  hvide  Proletariat  —  er  en  politisk  død  og 
uinteresseret  Masse,  en  Vælgerklump,  der  er  ligesaa  utilgængelig 
for  Paavirkning  gennem  Pressen  og  det  levende  Ord,  som  den  er 
til  Fals  for  Penge. 

For  det  kan  jo  ikke  skjules,  at  Negrene,  hvad  aandelig  Udvikling 
angaar,  har  skuffet  Abolitionisterne  og  Bostons  literære  Damer. 
Nutidens  Sorte  er  vel  ikke  saa  uvidende,  som  da  de  var  Slaver, 
men  man  færdes  ikke  længe  mellem  dem,  før  man  har  gjort  den  Iagt- 
tagelse, at  de  fremdeles  befinder  sig  paa  et  barnligt  aandeligt  Stand- 
punkt. Socialt  set  er  de  overalt  i  Amerika  de  lavest  stillede  i 
Samfundet.  De  anvendes  især  i  tjenende  Stillinger,  som  Kuske, 
Køkkenkarle  og  Skopudsere.  I  Syden  er  de  ogsaa  Jordbrugere, 
men  uden  Dygtighed,  og  de  er  uanvendelige  i  den  mekaniske  Indu- 
stri. Derimod  har  de  gode  Fingre  til  Tobaksarbejde  og  anvendes 
meget  til  Cigarrulning. 

I  Nordstaterne  findes  private  Fonds,  der  uddeler  over  en  Million 
Dollars   aarligt  til   Negerbefolkningens   Opdragelse,   og   overhovedet 


■  k 
mk 


WIL  ,/■ 

å 


35 

gøres  der  mere  for  Negrene  i  Norden  end  i  Syden.  Her  har  de  ogsaa 
saa  temmelig  bevaret  deres  oprindelige  Præg.  De  er  meget  uvidende, 
men  man  maa  ikke  glemme,  at  der  for  kun  30  Aar  siden  var 
sat  Straf  for  at  lære  dem  at  læse.  I  de  egentlige  Slavestater  be- 
søges Negerskolerne  af  55  pCt.  af  de  skolepligtige  Negerbørn,  men 
Skoletiden  er  meget  kort,  ialt  100  Skoledage  om  Aaret,  og  de 
sorte  Lærere  er  ikke  fremragende  Pædagoger.  Desuden  er  der  for 
faa  af  dem,  tilsammen  24,000  Lærere  for  l1^  Million  Børn.  Det 
er  da,  som  man  kan  tænke  sig,  slet  bevendt  med  Oplysningen. 
Af  fem  Millioner  Negre,  over  10  Aar  gamle,  kan  de  tre  Mil- 
lioner hverken  læse  eller  skrive!  Man  studser  ved  at  se  disse 
Tal,  fordi  man  i  Nordstaternes  Blade  har  truffet  vidtløftige  Beret- 
ninger om  de  sorte  Universiteter  og  de  videnskabeligt  uddannede 
Neger-Professorer.  Men  det  er  ofte  forbavsende  Misforstaaelser  og 
Overdrivelser,  der  kolporteres  i  Amerika  om  Amerika.  Hvad  Neger- 
opdragelsen angaar,  belyses  den  bedst  ved  de  oven  for  anførte  Tal. 
Universiteterne,  man  finder,  er  ikke  andet  end  almindelige  Real- 
skoler, og  Professorerne  gør  mildest  talt  et  noget  uvidenskabeligt 
Indtryk,  selv  om  de  alle  sammen  bærer  blaa  Briller. 

Det  er  vistnok  et  stort  Spørgsmaal,  om  Negrene  kan  civiliseres 
op  i  Højde  med  det  hvide  Samfund.  Skal  Forsøget  gøres,  er  det 
en  første  Betingelse,  at  de  Sorte  faar  selskabelig  Omgang  med  de 
Hvide,  men  netop  dette  nægter  man  dem  i  Amerika.  Her,  hvor 
300,000  Mennesker  for  faa  Aar  siden  lod  sig  slaa  ihjæl  for  Onkel 
Tom,  maa  en  Fremmed  harmes  over  den  ubeskrivelige  Foragt,  der 
fremdeles  vises  Tom.  Man  ser  en  Amerikaner  blive  rasende,  naar 
han  erfarer,  at  han  har  sovet  under  Tag  sammen  med  en  Neger, 
selv  om  Amerikaneren  har  sovet  i  Beletagen  og  Negeren  under 
Loftet.  Naar  en  farvet  Gentleman,  han  være  nok  saa  korrekt  i  Dragt 
og  Optræden,  sætter  sig  i  en  Restavration,  nægter  man  at  servere 
for  ham.  Og  dersom  man  ikke  nægtede  det,  vilde  de  Hvide  straks 
forlade  Stedet.  En  elegant  farvet  Dame,  en  smuk  Mulatinde  t.  Eks., 
kan  ikke  køre  i  en  Sporvogn  gennem  en  af  Sydens  Byer,  naar 
der  ikke  i  Vognen   —  hvad   dog  sædvanlig  er   Tilfældet   —  findes 


36 

et  særskilt  Rum  for  colored  people.  Den  sorteste  Negerinde  der- 
imod kan  godt  sidde  i  Sporvognen,  blot  hun  har  et  hvidt  Barn 
paa  Armen.  Saa  er  det  nemlig  ikke  hende,  der  kører,  det  er  den 
hvide  Pode. 

Negrene  har  endnu  ikke  rigtigt  Øje  for,  hvilken  Forskel  der  er 
paa  den  Ret,  Loven  hjemler  dem,  og  den  Ret,  Folket  indrømmer 
dem.  Men  naar  det  engang  paa  en  eller  anden  Maade  er  trængt 
ind  i  deres  Bevidsthed,  vil  Amerika  faa  et  misfornøjet  og  farligt 
Element  mere  i  de  71/*  Million  Negre.  For  en  almindelig  Betragt- 
ning vilde  det  se  ud,  som  om  en  Raceblanding  kun  lod  sig  fremme 
gennem  Ægteskaber  mellem  de  forskellige  Farver.  Men  disse  Ægte- 
skaber er  saa  ilde  sete  i  Sydstaterne,  at  Loven  ligefrem  forbyder 
dem.  Bestræbelserne  gaar  netop  ud  paa  at  bevare  Racerne  ublandede, 
fordi  Mulatterne  socialt  og  aandeligt  hverken  er  Fugl  eller  Fisk,  og 
fordi  de  paa  Grund  af  deres  sure  utilfredse  Væsen  er  endnu  mindre 
afholdte  end  Negrene.  Faktum  er,  at  der  i  Øjeblikket  fødes  meget 
faa  Mulatbørn,  og  for  en  hvid  Mand  er  det  en  Skam  at  være 
Fader  til  et  saadant  Barn. 

Men  hvad  tænker  Amerikanerne  at  gøre  for  at  forædle  disse  71/* 
Million  Mennesker,  der  har  en  politisk  Indflydelse,  som  i  Øjeblikket 
ikke  staar  i  noget  Forhold  til  deres  aandelige  Udvikling?  Et  frit 
Lands  Bestræbelser  maa  gaa  ud  paa  at  hæve  alle  sine  Statsborgere 
op  til  nogenlunde  samme  Dannelsestrin.  Det  foraarsager  Usikkerhed 
og  Forstyrrelse  i  de  politiske  Kræfter,  naar  en  Del  af  Vælgermassen 
besidder  mere  end  tilstrækkelig  politisk  Indsigt,  mens  en  anden  Del, 
næppe  kender  Forskel  paa  Republik  og  Kongedømme.  Amerikanerne 
har  saa  godt  som  udryddet  Indianerne,  de  har  stoppet  Indvandrin- 
gen af  Kinesere,  men  hvad  vil  de  gøre  med  de  772  Million  Negre? 

Man  har  for  ramme  Alvor  diskuteret  Tanken  om  at  sende  dem 
tilbage  til  deres  Hjem  i  Afrika,  og  selve  Tanken  maatte  tiltale  en 
amerikansk  Hjerne,  om  ikke  andet,  saa  blot  af  Hensyn  til  den 
Udvikling  i  Transportmidlerne,  hvortil  en  saadan  Udskibning  maatte 
give  Anledning.  Men  hvad  skulde  disse  Negre  nu  i  Afrika?  Og 
kan   man   uden  videre   behandle  dem  som  Fragtgods?    Man   maa 


37 

jo  erindre,  at  de  er  frie  Borgere  og  nyder  alle  frie  Borgeres  alminde- 
lige Rettigheder.  Udfort  i  Praksis  vilde  Tanken  rimeligvis  give  An- 
ledning til  en  ny  Borgerkrig. 

Det  er  ovenfor  sagt,  at  Negrene  for  Øjeblikket  trækkes  ned 
mod  Sydstaterne,  og  den  Mulighed  er  ikke  udelukket,  at  de  til  sidst 
samler  sig  i  enkelte  Stater  og  danner  smaa  Negerrepublikker  i  den 
store  hvide  Republik.  Naar  Amerikanerne  for  Tiden  saa  levende 
interesserer  sig  for  Forholdenes  Udvikling  paa  Cuba,  er  det  maa- 
ske  fordi  de  -  -  saafremt  „Antillernes  Perle"  endte  med  at  komme 
under  amerikansk  Flag  -  vilde  faa  en  isoleret  Plads,  hvor  Suk- 
ker- og  Tobaksavl  vilde  give  den  farvede  Befolkning  en  passende 
Beskæftigelse.  Er  det  ikke  lykkedes  Onkel  Sam  at  indpode  den 
sorte  Gren  i  selve  Folkets  Stamme,  saa  maatte  den  vel  trives, 
mener  han,  naar  man  plantede  den  i  tropisk  Jordbund. 

Foreløbig  vil  det  rimeligvis  gaa,  som  det  bedst  kan,  og  i  Grun- 
den gaar  det  jo  fortræffeligt.  Beundringsværdig  er  egentlig  den 
Koldblodighed,  hvormed  de  Sorte  har  gennemlevet  et  af  de  mærke- 
ligste Skuespil  i  Menneskehedens  Historie.  Fra  Congo  og  Nigeren 
i  Afrika  slæbtes  de  til  Nordamerika,  hvor  de  blev  piskede  til  Ar- 
bejde og  i  alle  Henseender  behandlede  som  Dyr  —  indtil  de  plud- 
seligt en  skønne  Dag  sprang  over  alle  de  Aarhundreder,  andre 
Menneskeracer  møjsommeligt  har  gennemvandret,  og  fik  lige  Ret 
med  en  af  Verdens  mest  oplyste  Nationer.  Med  ét  Slag  var  de  ikke 
blot  fra  Slaver  blevne  fri  Mænd.  Nej,  Amerika  havde  uforknyt  gjort 
Skridtet  fuldt  ud.  Disse  Slaver,  som  hverken  kunde  læse  eller  skrive, 
fik  Ret  til  at  give  Love,  til  at  være  offentlig  Mening  og  til  at  be- 
stemme Krig  og  Fred.  Hvad  den  engelske  intelligente  Almue  først 
opnaaede  efter  aarhundredlange  Kampe,  hvad  den  belgiske  Arbejder 
endnu  ikke  har  opnaaet  fuldt  ud,  og  hvad  den  norske  Arbejder  i 
Øjeblikket  kæmper  for,  det  fik  disse  fremmede  Slaver  fuldeligt  og 
rundeligt  indrømmet  af  begejstrede  Idealister,  der  tilmed,  før  de 
opnaaede  denne  Ret  for  Slaverne,  ofrede  Hundredtusinder  af  Men- 
neskeliv, en  Nationalformue,  ja  satte  hele  Statens  Eksistens  paa 
Spil.  Det  er  vel  et  af  de  mærkeligste  Optrin,  der  findes  i  Historien. 


38 

Eller  maaske  er  der  ét  endnu  mærkeligere,  og  det  har  Forfatteren 
af  disse  Linier  set  med  sine  egne  Øjne.  Man  holdt  en  Fest  i  Rich- 
mond.  Jernbanetog  paa  Jernbanetog,  alle  smykkede  med  Grønt 
og  Flag,  kom  kørende  fra  Norden  og  fra  Syden.  I  Togene  sad  de 
graanede  Modstandere,  Generalerne,  Obersterne,  Underofficererne  og 
Tusinder  af  Menige  fra  den  store  Borgerkrig.  De  gamle  Dødsfjender 
spadserede  Arm  i  Arm,  Sejrherrerne  og  de  Besejrede;  de  bekran- 
sede de  samme  Statuer  og  de  holdt  Taler  til  hinandens  Ære  — 

Da  var  der  et  Øjeblik,  syntes  det  mig,  som  lyste  det  over  Himlen, 
og  som  stod  der  Solglans  over  Menneskeheden.  Ak!  Saadanne  Fester 
fejres  ikke  i  Evropa! 

Man  bekransede  den  ædle  Robert  Lee,  den  store  General,  der 
har  faaet  Rang  med  Canrobert  og  Moltke,  og  det  skønt  han  —  som 
Flertallet  af  Fristaternes  tapre  Generaler  straks  efter  Krigens 
Slutning  traadte  ud  af  den  militære  Stand.  Han  døde  som  de 
Unges  Opdrager.  Og  uforglemmelig  var  denne  Fest,  hvor  Ynglinge 
hædrede  ham  som  deres  elskede  Lærer,  Oldinge  som  deres  evige 
udødelige  Helt. 

Man  mener  i  Evropa,  at  Negerspørgsmaalets  Løsning  er  en  Umu- 
lighed. Man  tænker  anderledes,  naar  man  har  set  en  saadan  Aaben- 
baring  af  den  amerikanske  Storhed. 


SYDENS  ROMANTIK 


Hvad  Jernbaner,  Hoteller  og  almindelige  Rejsebekvemmeligheder 
angaar,  er  der  samme  Forskel  paa  Nord-  og  Sydstaterne 
som  paa  Landene  Nord  og  Syd  for  Alperne.  Modsætningerne  mel- 
lem Illinois  og  Florida  er  ikke  mindre  end  Modsætningerne  mellem 
Tyskland  og  Italien.  Vejene  i  Syden  er  smalle  Jordveje.  Der  er 
lange  Afstande  mellem  de  større  Byer,  og  i  Landsbyerne,  der  ligger 
spredt  i  Skovene,  er  Negrene  og  de  fattige  Hvide  i  Majoritet.  Jern- 
banerne er  usle,  Stationerne  skidne  og  Togene  forsinkede  i  Timer, 
ja  ofte  i  halve  Dage.  Endelig  kommer  til  de  andre  Ubehageligheder, 
at  man  maa  gaa  og  bære  paa  en  ladt  Pistol,  samt  at  man  ikke 
bærer  den  som  Luksus. 

Sydens  Skove  er  i  Aarenes  Løb  blevet  Tilholdssted  for  Bund- 
faldet af  den  indvandrede  Befolkning.  I  disse  Skove  lever  organi- 
serede Bander,  der  ligefrem  ernærer  sig  som  Robbers.  De  søger 
deres  Tilhold  i  ubeboede  Skovstrækninger,  hvor  der  ikke  høres 
andre  fremmede  Lyde  end  paa  de  Tider,  da  Lokomotivet  skræmmer 
Fuglene  ved  sin  Stønnen.  I  Skovene  er  der  Vildt,  i  Floderne  er 
der  Fisk,  og  naar  Røverne  trænger  til  Penge  og  Pretiosa,  standser  de 
et  Tog. 

At  et  Tog  standses  og  Passagererne  udplyndres,  er  en  Begiven- 
hed, som  ikke  vækker  videre  Opsigt  i  Sydamerika.  Selv  havde  jeg 
ikke    Lejlighed    til    at    opleve    et    saadant    Rejseeventyr,    men    jeg 


40 

traf  en  dansk  Mand,  Hr.  J.  C.  Evers,  Formanden  for  Grundtvigia- 
nernes Kolonianlæg  i  Texas,  der  netop  kom  fra  et  Træn,  som  var 
blevet  plyndret.  Han  refererede  det  Forefaldne  paa  følgende  Maade: 
„Jeg  sad  og  smaablundede  i  Toget,  der  var  undervejs  til  „Danne- 
vang" i  Texas.  Det  var  næsten  Midnat,  da  en  voldsom  Snurren  i 


Fra  Florida. 


Vognene  vækkede  Passagererne.  Jeg  anede  jo  straks,  at  det  var  Rob- 
berne,  der  havde  fat  paa  Bremsen,  og  da  jeg  nok  vidste,  hvad  det 
vilde  sige,  fik  jeg  i  en  Fart  to  Tyvedollarssedler  op  af  Tegne- 
bogen. Det  var  næsten  alle  de  Penge,  jeg  i  Øjeblikket  havde  hos 
mig.  Jeg  stak  Sedlerne  i  Munden,  tyggede  dem  og  spyttede  dem  ud 
paa  Gulvet.  Saa  hørte  vi,  at  der  var  Panik  i  Vognen  bagved,  og 
meget  rigtigt,  et  Øjeblik  efter  blev  Dørene  sparket  op  og  seks  ma- 
skerede Banditter  traadte   ind   med   løftede  Revolvere.    „Hænderne 


41 

op!"  raabte  de,  og  da  vi  alle  sammen  havde  løftet  Hænderne,  sagde 
den  gamle  Robber: 

„Ladies  og  Gentlemen!  Tiderne  er  daarlige,  og  vi  ser  os  des- 
værre nødsagede  til  at  lette  Dem  for  Deres  Tegnebog  og  Ur. 
Maaske  De  vil  behage  at  holde  Hænderne  i  Vejret  —  meget  godt, 
Børn!  --  mens  vi  ekspederer  Dem.  Det  skal  være  besørget  paa  et 
Øjeblik!" 

Og  idet  den  gamle  Kæltring  spændte  Hanen  paa  et  Uhyre  af  en 
Pistol,  fnisede  han  og  sagde  til  de  rædselslagne  Damer: 

„De  skal  ikke  være  bange,  Ladies.  Saa  længe  vi  er  hos  Dem, 
er  de  mindst  lige  saa  sikre  som  hos  Deres  Skriftefader,  Pater  Hippo- 
lyte,  i  New  Orleans.  Vil  De  forresten  hilse  denne  værdige  gamle 
Mand!"  — 

Efter  disse  indledende  Bemærkninger  skred  Røverne  til  Forret- 
ningen, som  de  udførte  med  forbavsende  Færdighed.  Der  var  en 
af  Herrerne,  som  gik  i  Forbøn  for  sit  Guldur,  idet  han  anførte,  at 
han  havde  faaet  det  af  sin  Hustru.  Den  gamle  Robber  saa  paa 
Uret,  kløede  sig  bag  Øret  og  sagde: 

„Det  er  værd  200  Dollars  mellem  Brødre,  Gentlemen  —  200  Dol- 
lars! —  som  det  er  mig  en  Fornøjelse  at  forære  Dem.  Vil  De  for- 
melde min  Respekt  hos  Deres  smukke  Frue.  Maaske  indfletter  hun 
mig  i  sine  fromme  Aftenbønner.  Mit  Navn  er  Jim." 

Som  man  ser,  optraadte  Røverne  med  en  vis  Humor,  og  fra  de 
Udplyndredes  Side  skortede  det  heller  ikke  paa  Bemærkninger,  der 
gav  Situationen  det  ægte  amerikanske  Sving.  Mellem  Herrerne,  som 
stadig  maatte  sidde  med  Armene  i  Vejret,  var  der  en  gammel 
Skibskaptajn  fra  Houston.  Pludselig  raabte  han : 

„Jeg  kan  den  Onde  tordne  mig  ikke  holde  ud  at  sidde  saadan 
længer,  dersom  I  ikke  giver  mig  en  Skraa!" 

„Allright!"  svarede  Røverhøvdingen.  Og  henvendt  til  en  af  sine 
Underordnede: 

„Sam!  Gi'  den  gamle  Dreng  en  Skraa!" 

Hvorpaa  Kaptajnen  fik  en  Ende  Skraa  i  Munden,  alt  mens  Plyn- 
dringen uforstyrret  gik  sin  Gang. 

II.  4 


42 

Vor  Landsmand,  Hr.  Evers,  havde  ikke  mere  end  2J/2  Dollars  i  sin 
Pung,  som  Røverne  bemægtigede  sig  med  nogle  passende  Bemærkninger 
om,  at  en  Gentleman  ikke  burde  rejse  ud  med  saa  smaa  Pengemidler. 
Ved  Synet  af  Hr.  Evers'  gamle  danske  Sølvur  ytrede  de  haanligt, 
at  Loven  egentlig  ikke  burde  tillade  Folk  at  køre  i  Pullmansvogn, 
naar  de  ikke  havde  Guldur.  De  to  sammenrullede  Sedler  opdagede  de 
ikke,  skønt  de  ogsaa  eftersøgte  Gulvet.  Da  Røverne  var  færdige, 
gik  de  ud  og  kørte  —  staaende  paa  Lokomotivet  —  to  Mil  tilbage. 
Her  besteg  de  deres  Heste  og  forsvandt  i  Skoven,  ledsaget  af  Tog- 
personalets Eder  og  Forbandelser. 

Saadanne  Historier  er  lige  saa  almindelige  i  Syden  som  Skildringer 
af  Lynchninger.  Af  de  250  Lynchninger,  der  aarligt  finder  Sted  i 
Nordamerika,  foregaar  de  200  i  de  sorte  Stater.  Det  er  næsten 
altid  en  Neger,  der  maa  af  med  Livet,  og  næsten  altid  for  en  af 
to  Forbrydelser.  Han  har  stjaalet  hvide  Mænds  Heste,  eller  han 
har  krænket  hvide  Mænds  Hustruer.  —  Det  er  navnlig  i  det  sidste 
Tilfælde,  at  Naboerne  uden  videre  dømmer  ham,  og  at  Dommen 
eksekveres  uden  Aktor,  Defensor  og  Appel. 

For  den  evropæiske  Retsbevidsthed  er  disse  Lynchninger  grufulde 
Levninger  af  Selvtægt  og  Barbari,  men  i  Syden  paastaar  man,  at 
Retsløsheden  uden  dem  vilde  blive  utaalelig,  og  at  navnlig  de  hvide 
Kvinder,  som  ofte  er  alene  i  fjærntliggende  Plantager,  vilde  være 
alt  for  udsatte,  saafremt  de  Sorte  ikke  holdtes  i  Ave  af  anden 
Retfærdighed  end  Lovens.  Sikkert  er  det,  at  mange  Negre  betragter 
det  som  en  formildende  Omstændighed  ved  en  Dødsdom,  at  den  er 
bleven  afsagt  i  en  Retssal,  hvor  Forbryderen  er  Genstand  for  al- 
mindelig Opmærksomhed.  Det  teatralske  Apparat,  der  sættes  i  Be- 
vægelse, Juryen,  Vidnerne,  Advokaterne  og  Tilhørerne,  vækker  en 
Følelse  af  Velbehag  hos  den  forfængelige  Sorte,  selv  om  han  meget 
godt  véd,  at  hele  Apparatet  er  sat  i  Bevægelse  for  saa  hurtigt 
som  muligt  at  faa  ham  ekspederet  ud  af  Verden.  Hvad  der  ogsaa 
forklarer  men  ikke  undskylder  Lynchningerne  er  den  Omstændig- 
hed, at  de  sædvanlig  anvendes  overfor  Forbrydere,  om  hvis  Skyld 
der  ikke  hersker  mindste  Tvivl.   I  de  aller  fleste  Tilfælde  vilde  det 


43 

lynchede  Individ  alligevel  ikke  have  undgaaet  Døden,  eller  dog  en 
Fængselsstraf,  der  maatte  regnes  lig  med  Dødsstraf.  Endelig  hævdes 
det,  at  Lynchningen  er  en  let  Dødsmaade,  og  at  de  oprørende 
Eksekutioner,  der  saa  ofte  findes  omtalte  i  Nordens  Blade,  vækker 
større  Forbavselse  i  Syden  end  i  Norden.  Heri  er  saa  meget  sandt, 
at  der  virkelig  sendes  adskillige  opdigtede  Historier  fra  Sydsta- 
terne til  Bladene  i  New  York.  Forfatteren  af  disse  Linier  har  selv- 
været  i  Selskab  med  et  Par  Bladkorrespondenter,  der  ventede  paa 
Havana-Damperen  i  Tampa  og  forkortede  Ventetiden  med  at  lave 
Toothpick  Tales.  Mellem  disse  forekom  en  Lynchning,  som  siden 
vakte  megen  Opsigt.  Den  handlede  om  en  Neger,  der  en  Aften- 
stund stak  sit  Krølhaarshoved  ind  ad  Vinduet  i  en  Planters  Sovekam- 
mer. Planterens  Kone,  der  netop  gik  i  Seng,  puttede  sig  under 
Tæppet    og    raabte    til    Negeren,    som    hun   troede   var    Planteren: 

„Skynd  dig  dog  at  komme  ind  til  mig,  lille  Charley!" 

Og  Negeren  skyndte  sig  — 

Man  gætter  Resten  og  kan  tænke  sig  til  de  Begivenheder,  der 
var  uundgaaelige  ved  den  rigtige  Charleys  Hjemkomst.  Scenen 
skildredes  med  stor  Virkning,  hvorpaa  der  fulgte  en  raffineret 
Eksekution.  De  rasende  Naboer,  der  havde  grebet  Negeren,  afhug- 
gede først  hans  højre  Haand.  Saa  holdt  de  ham  over  en  Kulild  og 
stegte  ham  —  paa  Ryggen  og  paa  Maven  —  og  lagde  ham  paa  Græs- 
set og  hørte  paa  hans  Skrig.  Pinslerne  udpensledes  af  Bladkorre- 
spondenterne med  saa  haarrejsende  Enkeltheder,  at  Lynchningen 
vakte  Røre  viden  om  i  Amerika  og  gav  Anledning  til  Protest-Mee- 
tings mod  Sydens  Barbari,  — ja  flere  Maaneder  efter  saa  jeg  den  blo- 
dige Beretning  i  et  dansk  Regeringsblad.  Den  fremtraadte  her  un- 
der Overskriften  „Retstilstandene  i  Amerika". 

Men  der  er  forøvrigt  Egne  i  Sydstaterne,  hvor  Lynchningerne  lige 
til  den  sidste  Tid  har  haft  en  oprørende  Karakter.  I  Byen  Tylor 
i  Texas  brændte  man  d.  29.  Oktober  1895  Negeren  Henry  Hillard, 
fordi  han  havde  krænket  Mrs.  Bell,  en  velhavende  Farmers  Hustru. 
Ikke  mindre  end  4000  Mennesker  overværede  det  sørgelige  Skue- 
spil. De  sorte  Stater  er  endnu  i  mange  Henseender  uberørte  af  det 


amerikanske  Fremskridt,  og  i  afsides  liggende  Egne  holder  Befolk- 
ningen haardnakket  fast  ved  gamle  Sædvaner.  Der  er  en  stærk 
Oprindelighed  over  Syden,  over  Folket  og  Naturen.  Og  ligesom 
franske  Digtere  ofte  henlagde  deres  romantiske  Skildringer  til  Cor- 
sika,  ynder  amerikanske  Forfattere  at  lade  Romanerne  spille  i 
Florida  og  Louisiana.  Floderne  i  de  store  Skove,  Sollyset  over  de 
farvede  Beboere  og  Duften,  der  stiger  op  fra  den  sydlandske  Flora, 
alt  former  sig  her  til  Billeder,  der  fremtræder  med  et  Skær  af  Poesi. 
Og  dog  er  det  netop  Naturen,  der  skuffer  den  Rejsende  i 
Syden.  Efter  Skildringer,  man  har  læst,  ventede  man  at  finde 
en  Naturskønhed,  der  kunde  sammenlignes  med  Naturen  i  det 
sydlige  Evropa.  Men  om  nogen  saadan  Sammenligning  kan  der 
ikke  være  Tale.  Hvad  Naturskønhed  angaar,  kan  Amerika  over- 
hovedet ikke  stilles  ved  Siden  af  Evropa.  Pennsylvania  har  grønt- 
bevoksede Bjerge,  men  de  er  tørre  og  stive  i  Sammenligning  med 
Schweizerbjergenes  lette  Gratie.  Rocky  Mountains  frembyder  Skuet 
af  en  Række  imponerende  Giganter,  men  de  gør  et  tomt  og  koldt 
Indtryk  ved  Siden  af  Alperne,  der  ruger  over  halvtredie  Aartusin- 
ders  Historie.  Mississippi  Floden  med  sine  lange  sandede  Prærie- 
bredder og  mørke  Urskove  vil  aldrig  bringe  den  muntre  Rhinflod 
i  Forglemmelse.  Og  vel  ejer  den  nordlige  Pacifickyst  kæmpestore 
Fjorde  og  fortryllende  Indskæringer,  men  Oregon  og  Washington 
er  lige  saa  lidt  Norge,  som  Kalifornien  er  Spanien,  og  Florida  er 
Italien.  En  enestaaende  Skønhed  derimod  besidder  Prærierne, 
disse  størknede  Jordhave,  men  man  længes  ikke  tilbage  til  dem, 
saadan  som  man  kan  længes  efter  igen  at  se  de  russiske  Stepper. 
Prærien  i  Nordamerika  virker  kun  ved  sin  uhyre  Udstrækning, 
Floderne  ved  deres  Længde,  Bjergene  ved  deres  dystre  Vildhed.  Al 
Natur  i  denne  Verdensdel  forskrækker  mere  end  den  behager.  Sko- 
vene er  enten  utilgængelige,  eller  de  er  ødelagte  ved  Ild  og  Økse, 
og  selv  i  Syden  søger  man  forgæves  det  evropæiske  Smilehul  i 
Landskabet.  Der  kan  være  smukt  inde  i  de  evige  Fyrretræsskove, 
hvor  Floderne  stilfærdigt  rinder  mellem  Mos  og  Trærødder,  men 
Sindet  knuges   under  Stedets   Melankoli.   Havet   rundt  om    Florida 


45 

er  blaat  som  Havet  ved  Italien,  men  det  er  vanskeligt,  ja  ofte 
livsfarligt  at  komme  ud  til  Havet.  Kyststrækningerne  —  som  f.  Eks. 
foran  Tampa  —  bestaar  af  ubeboede  og  usunde  Moradser,  og  man 
har  ikke  færdedes  lang  Tid  i  disse  Egne  med  det  evige  Hængedynd 
og  de  store  Giftfluesværme,  før  man  med  Længsel  tænker  sig  tilbage 
i  civiliserede  Egne. 

Og  pludseligt  oplever  man  nu  en  af  de  barokke  Overgange,  der 
kun  er  tænkelige  i  Amerika.  Midt  i  Vildnisset  ligger  Byen  St.  Au- 
gustine,  hvor  man  finder  Verdens  eleganteste  Hoteller.  Paa  det  ved- 
føjede Billede  ser  man  Ponce  de  Leon  Hotel,  der  i  Opførelse  har 
kostet  5  Mill.  Dollars.  Det  er  et  Eventyrpalads  med  eventyrlige 
Priser,  bygget  af  Spekulanter  fra  New  York.  Opholdet  koster 
indtil  50  Dollars  pr.  Dag,  men  til  Gengæld  har  man  en  sort 
Slave  paa  hver  af  sine  ti  Fingre  og  en  hel  Lejlighed  til  sin  Dis- 
position. 

Florida  har  otte  Sommer-  og  fire  Vintermaaneder.  Vinteren  er 
som  Juni  hjemme,  og  det  er  om  Vinteren,  at  rige  Familier  fra  hele 
Unionen  fylder  de  pragtfulde  Hoteller,  hvor  en  brystsvag  Mand 
-  med  en  lille  amerikansk  Overdrivelse  —  kan  blive  hundrede  Aar 
gammel  paa  en  Vinter!  I  Maanederne  fra  November  til  April  be- 
søges denne  Kyst  af  80,000  Mennesker,  og  det  mondæne  Liv,  som 
da  pulserer  i  de  øde  Omgivelser,  er  en  af  de  største  Besynderlig- 
heder, man  møder  paa  en  Rejse  gennem  Syden. 

St.  Augustine  er  Amerikas  Mentona,  medens  Tampa  Bay  med  den 
afsondrede  fornemme  Beliggenhed  leder  Tanken  hen  paa  Cannes, 
og  det  livlige  Jacksonville,  der  ligger  nordligst,  minder  lidt  om 
Nizza.  Saafremt  det  ikke  er  en  lokal  Overdrivelse,  residerer  der  paa 
Hotellerne  her  flere  Millionærer,  end  der  er  Millionærer  i  Evropa. 
Og  noget  sandt  kan  der  være  i  det,  thi  amerikanske  Millionærers 
Nærværelse  kendes  paa,  at  de  udstraaler  Prisforhøjelse  i  mange 
Miles  Omkreds.  De  minder  om  de  svømmende  Isbjerge  i  Atlanter- 
havet, der  spreder  Kulde  en  halv  Dagsrejse,  før  man  sér  dem. 
Og  ligesom  den  kyndige  Sømand  kaster  Roret  om  og  drejer  af 
for   Isbjergene,   beskriver   den   fornuftige   Rejsende   passende   Buer 


46 

udenom  de  badende  Millionærers  Farvand.  Man  kunde  lige  saa 
godt  lade  sig  plyndre  i  et  Tog,  ja  lynche,  som  at  tilbringe  en  Maa- 
ned  paa  Hotel  Ponce  de  Leon. 

-  I  Jacksonville  traf  jeg  en  Landsmand,  en  ung  sygeligt  ud- 
seende Telegrafist,  der  sad  bøjet  over  Telegrafbordet,  beskæftiget 
med  at  læse  de  uforstaaelige  Nøgletelegrammer,  som  holder  Milli- 
onærerne å  jour  med  deres  Forretninger  i  New  York,  London  og 
Paris. 

„Jeg  har  arbejdet  ved  dette  Bord  i  syv  Aar,"  sagde  Telegra- 
fisten og  lod  Haanden  glide  hen  over  sit  blege  overanstrængte 
Ansigt. 

Saa  tav  han  lidt  og  fortsatte: 

„De  kan  da  tænke  Dem  til  min  Overraskelse  i  Gaar.  Som  jeg 
bedst  sidder  og  læser  alle  disse  ligegyldige  Ting,  sér  jeg  mit  eget 
Navn  komme  tilsyne  paa  Papirstrimlen. 

„Jeg  misunder  Dem  en  saadan  Overraskelse." 

„Det  skal  De  ikke"   — 

Og  den  unge  Mand  rakte  mig  en  Stump  Papir. 

Hans  Fader  var  i  Gaar  Morges  død  i  Kjøbenhavn. 

Dødsfaldet  havde  fundet  Sted  om  Morgenen  Kl.  10,  men  Sønnen 
havde  allerede  modtaget  Telegrammet  Kl.  93/4.  Det  laa  jo  i  den 
gamle  og  den  ny  Verdens  forskellige  Tid,  men  dog  var  det  en 
Besynderlighed,  der   maatte  gøre  Indtryk  i  et  saadant  Øjeblik. 

Naar  Middagssolen  staar  paa  Himlen  over  Kongens  Nytorv,  spre- 
der den  sine  første  Morgenstraaler  over  Florida.  Paa  samme  Tid 
er  der  Solnedgang  i  Kina  og  Midnat  paa  det  stille  Ocean. 


ATLANTA 


En  Udstilling  blev  aabnet  i  Atlanta,  der  er  den  gamle  Stat  Ge- 
orgias største  og  mest  fremadstræbende  By.  Alle  Kræfter 
havde  forenet  sig  for  at  give  Nordstaterne  en  Forestilling  om  Sy- 
dens Fremgang  siden  Borgerkrigen.  Og  for  at  sætte  Kronen  paa 
Værket  havde  Sydens  Negre  faaet  overladt  en  særlig  Bygning, 
hvori  de  foruden  deres  forskellige  Udstillinger  havde  en  Restav- 
ration,  en  Bankforretning  og  en  Bladredaktion.  Nu  lød  der  vældige 
Basunstød  over  hele  Unionen,  og  Ekstratog  førte  Rejsende  til  At- 
lanta fra  alle  Verdenshjørner.  Der  var  de  sidste  Uger  ankommet  op 
mod  10,000  Besøgende  pr.  Dag. 

En  Jernbanerejse,  helst  naar  den  er  lang,  afskrækker  ikke  Hr.  og 
Fru  Unde  Sam  med  Børn.  De  har  saa  let  ved  at  komme  afsted,  og 
de  føler  sig  tilfredse  undervejs,  fordi  de  ejer  Evnen  til  at  øse  Kund- 
skab af  Livet,  mere  end  af  Bøger.  Amerikaneren  kan  være  ord- 
knap og  uselskabelig  ved  sit  Arbejde,  han  er  altid  oplagt,  livlig 
og  meddelsom,  naar  han  er  paa  Rejse. 

Staten  Georgia,  „Sydens  Kejserstat",  der  er  opkaldt  efter  Kong 
Georg  d.  II.   af  England,   blev    allerede    koloniseret   i   Aaret   1733. 


48 

Den  har  nu  to  Millioner  Indbyggere,  hvoraf  de  900,000  er  saa 
sorte  som  Blanklæders-Støvler.  I  Statens  vidtudstrakte  Skove  findes 
Træsorter,  der  spiller  en  fremtrædende  Rolle  i  Vognfabrikationen 
og  det  amerikanske  Møbelsnedkeri.  Det  eviggrønne  Egetræ  findes 
i  mange  Arter.  Her  er  syv  Slags  Fyr  og  mellem  dem  den  lysegule 
Panélfyr,  og  af  andre  Træsorter:  Gummi,  Magnolia,  Cypres,  Tuli- 
pantræ og  den  bénhaarde  Hickory,  der  er  uundværlig  i  Fabrika- 
tionen af  de  lette  amerikanske  Vogne.  Georgia  udfører  aarligt  Gavn- 
træ til  Beløb  af  syv  Millioner  Dollars,  og  Størsteparten  af  det 
Terpentin  og  Harpiks,  der  bruges  rundt  om  i  Verden,  udskibes  fra 
Georgias  Havnestad  Savannah.  De  opdyrkede  Jorder  er  sandede 
og  lette,  og  Frugt  og  Grøntsager  lykkes  fortræffeligt  i  det  varme 
Klima.  Georgias  røde  Kartofler  og  Vandmelon  er  meget  søgte  af 
amerikanske  Husmødre,  og  hele  Staten  kunde  egentlig  kaldes  et 
mægtigt  Amagerland  i  Forhold  til  Nordøst-Staterne. 

Georgia  var  det  altsaa,  der  havde  dristet  sig  til  at  aabne  en  Ud- 
stilling, endnu  medens  den  storstilede  Chicago-Udstilling  var  i  frisk 
Erindring.  En  Sammenligning  var  uundgaaelig,  og  andre  Steder 
end  i  de  Forenede  Stater  havde  Frygten  for  en  saadan  Sammen- 
ligning maaske  vakt  Betænkelighed.  Men  i  Amerika  findes  der 
et  besynderligt  solidarisk  Forhold  mellem  Staterne,  selv  imellem 
Nord-  og  Sydstaterne.  To  konkurrerende  Stater  kan  i  Dag  føre  en 
forbitret  Krig  om  Stedet  for  en  Udstillings  Afholdelse.  Krigen 
kan  rase,  og  de  skarpeste  Vaaben  bruges,  til  Spørgsmaalet  er 
blevet  afgjort.  I  samme  Øjeblik  er  Striden  ogsaa  endt,  og  den  er 
endt,  ikke  blot  uden  Spor  af  Bitterhed,  men  den  Stat,  der  blev 
narret  for  Profitten,  kappes  med  de  andre  Stater  om  at  bidrage 
til  sin  Konkurrents  Held.  Der  er  i  dette  Forhold  en  Samfunds- 
følelse, som  er  forfriskende,  fordi  den  er  saa  fjærn  fra  al  Smaa- 
lighed. 

Atlanta  i  sig  selv  frembyder  ikke  megen  Interesse.  Naar  man 
kommer  fra  de  sydligere  Egne,  modtager  man  et  stærkt  Indtryk 
af  Gadernes  stivere  og  forretningsmæssigere  Præg.  Det  er  Norden. 


49 


Ligeledes  ser  man  her  de  første  Skyskrabere.  Ellers  er  der  ingen 
Seværdigheder,  og  man  kan  derfor  straks  køre  ud  til  Udstillingen. 
Den  ligger  en  Mils  Vej  fra  Byen,  hvor  der  ved  omfattende  Ud- 
gravninger er  skabt  et  passende  Terræn.  Mellem  Bakker  og  Volde 
ser  man  smaa  Søer,  Vandbassiner  og  Kanaler,  smukt  indrammede 
af  blomstrende  Haveanlæg  og  Buskadser.  I  Anlægget  er  der  rejst 
en    Mangfoldighed  af  Udstillingsbygninger  i  klassisk   Stil.    Her  som 


tø§asf*#? 


Udstillingen  i  Atlanta. 


paa  Chicago-Udstillingen  har  Bygningerne  en  bestemt  Gesims- 
højde og  er  opførte  med  rig  Anvendelse  af  Kolonnader,  Skulp- 
turer, Søjler  og  Ornamenter,  alt  sammen  i  det  Materiale,  Ameri- 
kanerne kalder  Staff,  d.  v.  s.  en  Masse,  der  bestaar  af  Gibs, 
Dekstrin  og  Glycerin.  Det  er  en  virkelig  lille  Mønsterudstilling, 
der  med  sine  hvide,  solbeskinnede  Mure,  malerisk  beliggende  i 
det  blomstrende  Løvværk,  genfremkalder  glade  Minder  om  Chi- 
cago-Udstillingen. 

Her  havde  man  nu  paa  ét  Brædt  samlet  alt,   hvad  man  paa  en 
Rejse  gennem  Syden  sér  af  Minevæsen,  Industri  og  Haveprodukter, 


50 

og  man  blev  paa  sin  Vandring  niere  og  mere  forbavset  over  Mæng- 
den af  de  Rigdomme,  der  findes  i  disse  lidet  kendte  og  endnu  af 
Indvandringen  uberørte  Egne.  Siden  Borgerkrigen  har  Syden  ligget 
brak.  Folkestrommene  har  spredt  sig  over  Prærierne  og  er  blevne 
borte  mellem  Bjergene.  Sydens  Lande  har  været  lidet  eftertragtede. 
Stater  som   Louisiana,  Mississippi,  Alabama   og  Florida  har  i  den 


UdstilliDgen  ved  Nat. 

almindelige  Bevidsthed  staaet  som  halvt  utilgængelige  Tropeverdener, 
som  eventyrlige  usikre  Lande  med  Togoverfald  og  Lynchninger, 
og  denne  Opfattelse  er  videre  bleven  udbredt  gennem  amerikan- 
ske Forfatteres  romantiske  Skildringer,  der  næsten  alle  sammen  er 
henlagte  til  Tiden  lige  efter  Borgerkrigen,  altsaa  til  en  Tid,  da 
Plantagerne  stod  tomme,  og  Byerne  laa  i  Grus.  Nu  havde  man 
for  første  Gang  Lejlighed  til  at  overse  det  store  Fremskridt,  der 
har  fundet  Sted  de  sidste  Aar,  i  Minerne,  i  Bomuldsfabrikkerne, 
paa  Savmøllerne  og  Plantagerne,  i  Handelsomsætning,  Industri  og 
Kommunikation,  og  hvad  man  saa,  var  intet  mindre  end  en  hel  ny 


51 

Verden  i  Færd  med  at  træde  ud  af  sin  Naturtilstand.  Rigdoms- 
kilder aabenbaredes,  hvorom  end  ikke  de  Indfødte  havde  Anelse, 
og  Udstillingen  i  Atlanta  var  alene  af  den  Grund  interessantere  end 
Udstillingen  i  Chicago. 

Men  morsom  var  den  ikke!  Hovedmassen  af  de  udstillede  Ting 
var  Mineralier,  Træsorter,  Sædarter,  Bomuldsfrø,  Sukkerrør,  Frugter 
og  tørrede  Fisk,  og  inden  for  den  tekniske  Afdeling  saadanne  Ma- 
skiner og  praktiske  Redskaber,  der  benyttes  i  Minerne,  Savmøllerne 
og  Bomuldsspinderierne.  De  evropæiske  Udstillinger  er  blevet  Dyre- 
havsbakken De  amerikanske  Udstillinger  bliver  mere  og  mere  poly- 
tekniske Læreanstalter.  Amerikanerne  gaar  ikke  paa  Udstilling  for 
at  more  sig.  Det  er  forbavsende  at  iagttage  den  Ihærdighed,  hvor- 
med ethvert  Lag  i  Befolkningen  søger  Erfaring  paa  de  mest  forskel- 
lige Omraader,  og  kommer  man  i  Snak  med  jævne  Folk,  udtaler 
de  gerne  deres  Glæde  over,  hvad  de  har  lært.  Der  er  næsten  altid 
en  eller  anden  Ting,  de  har  lagt  Mærke  til,  og  som  de  bagefter 
vil  bringe  i  Anvendelse  inden  for  deres  særlige  Erhverv. 

—  Da  den  sydligere  lavtliggende  Halvdel  af  Georgia  er  et  Bomulds- 
land,  var  det  selvfølgelig  ganske  særligt  Bomuldsindustrien,  man  havde 
Lejlighed  til  at  gøre  sig  bekendt  med  paa  Udstillingen.  Det  var  her 
muligt  at  følge  Bomulden  gennem  alle  Stadier,  fra  den  blev  saaet 
til  den  som  færdigt  Tøj  laa  paa  Kræmmerens  Disk;  og  som  Læg- 
mand studsede  man  over  den  Mangfoldighed  af  Kræfter,  der  sættes 
i  Bevægelse,  og  det  tekniske  Snille,  der  anvendes  paa  at  fremstille 
et  saa  beskedent  Stof  som  Bomuldstøj. 

Bomulden  saaes  i  April  og  vokser  op  i  uanselige  Buske.  I  Juli 
Maaned  begynder  Buskene  at  bære  smaa  Blomster,  der  er  lyse- 
røde om  Morgenen  og  lilla  om  Aftenen.  I  Blomsten  udvikles  de 
sorte  Korn,  der  paa  Ydersiden  er  besatte  med  lange  hvide  Traade. 
Disse  Traade  er  Bomulden.  Naar  Bomuldsmarken  omsider  er  al- 
deles hvid,  afplukker  Negrene  —  som  man  ser  paa  Billedet  —  de 
hvide  Totter  og  stopper  dem  i  Poser.  Fra  Marken  transporteres 
Poserne  til  en  Lade,  hvor  Kernerne  ved  Hjælp  af  den  saakaldte 
Gin,    et  Valseapparat,    adskilles   fra   de   hvide  Traade.    Bomulden 


52 

samles  nu  i  Baller  paa  500  Pund,  køres  til  Banegaarden  og  sam- 
menpresses her  yderligere  ad  hydraulisk  Vej.  Med  Banen  sendes 
Ballerne  til  Fabrikkerne ,  hvor  Bomulden  gennemgaar  en  Række 
hurtige  Processer.  Først  kartes  den  og  renses  for  Smaasten.  Saa 
kastes  den  ind  til  Spindemaskinerne,  der  ved  Hjælp  af  sindrige 
Mekanismer  griber  den  og  ruller  den  til  tyndere  og  tyndere  Traade, 
indtil  den  er  tynd  nok  til  at  løbe  om  den  store  Vinde.  Her  fugtes 


Bomulds-Høst. 


den  med  Islætten,  tørres  igen,  vindes  til  mægtige  Nøgler  og  trans- 
porteres ind  i  Væversalen. 

Denne  Sal,  som  hører  med  til  Sydens  Fysiognomi,  afgiver  et 
Skue,  der  kun  vanskeligt  lader  sig  beskrive.  I  det  kvælende  hede 
Rum  arbejder  6—800  Væve.  Skytter  med  Garnnøgler  farer  lynsnart 
ud  og  ind.  De  glinsende  Maskindele,  der  er  i  feberagtig  Bevægelse, 
fægter  hid  og  did  med  Armene  og  sladrer  højrøstet  mellem  de 
blege  Kvinder,  som  uden  Ophør  udfører  nøjagtigt  den  samme  Be- 
vægelse, næsten  som  om  de  selv  arbejdede  med  mekaniske  Arme. 
En  saadan  Arbejderske  passer  seks  Stole,  men  ved  en  ny  Væv, 
der  for  Tiden   indføres,   vil   hun   kunne  passe  hen  imod  en  Snes. 


53 

Heldigvis  anvendes  der  altsaa  færre  og  færre  Mennesker  i  disse 
Væversale,  hvor  tænkende  Væsener  langsomt  bliver  Idioter.  I  At- 
lanta bygger  man  for  Øjeblikket  en  Fabrik,  hvor  100  Kvinder  skal 
passe  2000  Stole. 

Fra  Væversalen  føres  Bomuldstøjet  ind  i  et  sidste  Rum,  lægges 
sammen  paa  Maskine,  rulles,  vaskes,  lægges  sammen  igen  og  sen- 
des bort  med  Jernbanen.  Der  foregaar  for  Tiden  en  stærk  Udvik- 
ling af  Bomuldsindustrien  i  Syden,  og  hvad  det  betyder  for  Amerika, 
faar  man  en  Forestilling  om,  naar  man  t.  Eks.  hører,  at  England 
aarlig  sender  for  ikke  mindre  end  14  Millioner  Dollars  Bomulds- 
tøj til  et  saa  fjærnt  liggende  Land  som  Japan.  Saa  godt  som 
hvert  Pund  af  denne  Bomuld  har  Englænderne  købt  i  Sydstaterne, 
der  selvfølgelig  kun  er  blevet  betalte  med  en  Brøkdel  af  de  14 
Millioner.  Som  Ækvivalent  for  Bomulden  har  Sydstaterne  faaet  det 
meste  af  deres  Jernvarer  og  Maskiner  fra  England,  skønt  disse 
Artikler  kunde  købes  billigere  i  Nordstaterne.  Det  synes  da  her, 
som  i  adskillige  andre  Henseender,  at  Forbindelsen  mellem  Syd  og 
Nord  ikke  fuldt  ud  er  bleven  knyttet  siden  Borgerkrigens  Rystelser, 
men  derpaa  vil  Udstillingen  i  Atlanta  vistnok  raade  Bod. 

Udstillingen  vil  ogsaa  faa  en  vidtrækkende  Betydning  i  politisk 
Henseende.  Enhver  af  Nordstaterne  havde  —  efter  amerikansk  Ud- 
stillingsskik  —  en  særlig  Dag  paa  Udstillingen.  Paa  denne  Dag 
kom  der  fra  den  paagældende  Stat  Tusinder  af  Mennesker  kørende 
i  Ekstratog  med  deres  højeste  Embedsmænd  i  Spidsen.  Toget  med- 
førte ogsaa  Guvernørens  militære  Stab,  og  det  saa  helt  krigersk 
ud,  naar  Musikken  spillede,  og  Soldaterne  under  vajende  Faner 
eskorterede  Guvernør  og  Embedsmænd  til  Udstillingen,  overalt  hilste 
med  Jubel  af  Sydens  letbevægelige  Befolkning. 

Saa  blev  der  ved  Ankomsten  til  Udstillingen  holdt  Taler  og 
sunget  Sange,  og  som  altid,  hvor  Amerikanerne  kommer  i  Be- 
vægelse, blev  Ordene  saa  stærke,  at  de  udtrykte  mere  end  de  na- 
turlige og  rimelige  Følelser.  Nordboerne  hævede  Sydlændingene  til 
Skyerne  og  omvendt,  men  Resultatet  blev,  at  Resterne  af  gammelt 


54 

Nag  udslettedes,  og  at  Georgias  Sol  spredte  Borgerkrigens  sidste 
Skygger. 

En  saadan  Forskydning  i  et  Folks  Følelser  finder  selvfølgeligt 
ikke  Sted  uden  efter  et  forudgaaende  aandeligt  Arbejde,  og  dette 
Arbejde  er  gjort  i  Sydens  Presse.  Rundt  om  i  de  amerikanske  Sta- 
ter træffer  man  en  Række  Blade,  der  kun  er  kendte  inden  for  den 
paagældende  Stats  Grænser,  men  dér  udøver  en  Indflydelse,  som 
langt  overgaar  Bladenes  Indflydelse  i  Storbyerne.  Et  saadant  Blad 
er  Constitution  i  Atlanta.  Den  Stilling,  dette  Blad  indtager  i 
Georgia,  er  uden  Sidestykke  i  Evropa.  Dets  Navn  er  uløseligt  knyt- 
tet til  ethvert  Fremskridt,  der  den  sidste  Menneskealder  er  fore- 
gaaet  inden  for  denne  Stat,  og  det  er  ikke  mindst  knyttet  til  At- 
lanta-Udstillingen, som  i  Constitution  har  faaet  paatrykt  sin  ejen- 
dommelige politiske  Karakter.  I  Bladet  skriver  Flertallet  af  de 
Forfattere,  der  har  skabt  Sydens  ejendommelige  Literatur.  Den 
mest  begavede  af  dem,  Joel  Ghandler  Harris,  er  Medlem  af 
Bladets  Redaktion  og  har  i  Constitution  publiceret  sine  Unde 
.Remif-s-Novelletter ,  der  har  givet  Stødet  til  den  yndede  Neger- 
dialekt-Fortælling. Af  andre  yngre  Forfattere  og  Forfatterinder, 
der  behandler  Syden,  maa  fremdeles  nævnes  Georg  W.  Cable, 
der  særligt  er  fortrolig  med  Kreolerne  i  Louisiana,  Ricard  Malcolm 
Johnston,  Thos.  N.  Page  og  Forfatterinden  Miss  Grace  King,  hvis 
Debutroman  „Monsieur  Motte"  (Skildring  af  en  Negers  Opofrelse 
for  et  hvidt  Barn)  vakte  saa  megen  Opsigt.  Fremdeles  Charles 
Egbert  Craddock  (Miss  Mary  N.  Murfree),  Miss  Amalie  Rives,  Miss 
Julia  Magrunde  og  Miss  M.  G.  McClelland.  Læsere  af  amerikanske 
Tidsskrifter  har  ofte  truffet  disse  Navne  under  fængslende  Skildrin- 
ger fra  Syden. 

Det  er  takket  være  saadanne  Skildringer,  at  der  de  sidste  Aar 
er  bleven  vakt  en  voksende  Interesse  for  det  halvtropiske  Amerika, 
og  efter  Udstillingen  i  Atlanta  har  denne  Interesse  faaet  et  prak- 
tisk Udslag.  Nordens  Jernbanemænd,  Landagenter  og  Spekulanter 
vender  nu  deres  Blik  mod  Texas'  vidtudstrakte  Sletter  og  Floridas 
stille  Skove.  Afbildninger,  Kort  og  lokkende  Tilbud  om  gratis  Land 


55 

udspredes  for  Øjeblikket  i  Millionvis  over  alle  Verdens  Lande,  og 
særligt  i  de  Lande,  hvor  en  rejselysten  Landbefolkning  venter  paa 
Anledning  til  at  forlade  deres  Hjemsted.  For  skandinaviske  Ud- 
vandrere har  disse  Bestræbelser  dog  kun  liden  Interesse.  Som  Ny- 
byggerland vil  Syden  næppe  i  Længden  tilfredsstille  andre  Nationa- 
liteter end  Grækere,  Italienere  og  Spaniere.  Der  findes  danske  Kolo- 
nier i  Texas  og  i  Florida,  og  der  gøres  store  Anstrengelser  for  at 
udvide  disse  Kolonier,  men  om  det  vil  lykkes  synes  tvivlsomt. 
Som  Regel  gælder,  at  danske  Farmere  trives  bedst  i  Syden,  naar 
de  forinden  har  levet  nogen  Tid  i  Nordens  Veststater.  Forskellen 
mellem  Minnesota  og  Florida  er  større  end  Forskellen  mellem  Dan- 
mark og  Minnesota,  og  en  dansk  Udvandrer  handler  klogest,  naar 
han  ikke  vover  alt  i  ét  Spring.  Hvad  der  stærkest  binder  ham  til 
Hjemlandet,  er  foruden  Sproget  og  Menneskene  de  vekslende  Aars- 
tider.  Men  i  Sydens  evige  Sommer  brister  ogsaa  dette  Baand. 


DE  DANSKE 


il 


SKANDINAVERNE 


M 


ed  et  rundt  Tal  kan  man  sige,  at  Amerika  nu  har  saa  mange 
skandinavisk  talende  Indbyggere,  som  der  er  Indbyggere  i 
Kongeriget  Danmark.  Noget  over  Halvdelen  af  disse  Skandinaver 
lever  i  de  nordvestlige  Stater,  Wisconsin,  Illinois,  Iowa,  Minnesota, 
Syd-  og  Nord-Dakota.  Den  anden  Halvdel  er  spredt  i  de  øvrige 
38  Stater,  i  Pennsylvanias  Fabrikker,  i  Rocky  Mountains  Miner  og 
i  Egnene  hinsides  Klippebjergene  langs  med  Stillehavets  Kyst. 

Ingen  Gange-Rolf  førte  disse  Skarer  over  Havet.  De  drog  paa 
egen  Haand.  I  Hjemlandene,  hvor  enhver  Bevægelse  ledes  og  kontrol- 
leres, sad  Øvrighederne  maalløse  af  Forbavselse,  da  pludselig  Ti- 
tusinder, Halvtredsindstyvetusinder  ja  Hundredtusinder  unddrog  sig 
al  Ledelse  og  Kontrol.  Det  var  et  Krafttab,  som  er  uden  Sidestykke 
i  Skandinaviens  Historie.  I  Aaret  1882  alene  mistede  de  tre  smaa 
Lande  over  Hundredtusinde  Mennesker,  hvoraf  de  fleste  var  unge 
Mænd  og  Kvinder,  som,  uden  at  yde  Vederlag  for  deres  Fødsel, 
Skolelærdom  og  Opdragelse,  rejste  over  til  et  Land,  der  intet  gav 
igen.  Økonomisk  sét  betød  en  Emigrant  et  Dødsfald.  Udvandringen 
satte  dybe  Mærker  i  ethvert  Sogn,  i  enhver  By,  ja  næsten  i  en- 
hver Gaard. 

Nordboerne,  der  rejste  -  i  hvert  Fald  Kernen  af  dem  —  gik 
aldeles  tabt  for  Norden.  Der  var  jo  nemlig  straks  den  store  For- 
skel  paa   Emigranterne   fra   de   nordlige   og   de   sydlige   Lande,  at 


60 

Nordboerne  tog  Jord  og  groede  fast  i  det  amerikanske  Samfund, 
medens  Latinerne  —  f.  Eks.  Italienerne  —  skyndsomst  returnerede, 
saa  snart  de  havde  sammenskrabet  nogle  Hundrede  Dollars.  Nu  i 
Slutningen  af  Halvfemserne  er  der  hengaaet  saa  lang  Tid,  at  den 
første  velhavende  Generation  af  skandinaviske  Emigranter  kunde 
vende  hjem,  og  mange  af  dem  vender  ogsaa  hjem,  men  kun  for 
at  se  deres  Fødested  og  vise  sig  for  Ungdomsvennerne.  Naar  de 
saa  —  uden  selv  at  ville  det  —  har  spredt  Misfornøjelse  i  de 
gamle  Omgivelser,  forsvinder  de  igen  ude  over  det  vinkende  Atlan- 
terhav. 

Det  er  Skandinaverne,  der  har  skabt  det  store  amerikanske  Korn- 
kammer i  Nordveststaterne,  og  førend  man  har  set  dette  Kornkam- 
mer, har  man  ingen  Forestilling  om  Skandinavernes  Betydning  for 
Amerika.  Havde  danske  Udvandrere  koloniseret  Prærien  under 
dansk  Flag,  havde  vi  i  Øjeblikket  ejet  Kolonier,  der  i  Landareal 
var  større,  end  hvad  vi  mistede  i  1864.  Med  Vemod  sér  man  her 
Stjernebanneret  vaje  over  vidtudstrakte  danske  Lande.  Men  i  dette 
Vemod  blander  sig  en  Følelse  af  Stolthed.  Som  Dansk  føler  man 
sig  i  Slægt  med  disse  Erobrere,  der  erobrerede  Land  med  Ploven 
og  forsvarede  det  med  deres  sejge  Villier  og  uopslidelige  Kræfter. 
Mod  dem  blegner  Normannerne  og  Korsfarerne.  Uden  Ledere, 
uden  priviligeret  Stand  og  Adelskab  tilkæmpede  de  sig  stilfærdigt 
en  Plads  paa  fremmed  Jord,  og  med  uudslettelige  Skrifttegn  ind- 
skrev de  i  et  fremmed  Folks  Historie,  hvad  der  rummes  i  den 
danske  Almue  af  Flid  og  Sparsommelighed,  af  Tørst  efter  Oplys- 
ning, af  Trang  til  Oplevelser  og  Eventyr,  af  Mod  til  Kamp  og  af 
Evne  til  at  blive  frie  Mænd.  Tusinder  af  disse  Skandinaver,  der 
kom  over  Havet  fattige  og  forkrøblede;  sidder  nu  som  myndige 
Statsborgere  paa  deres  Herregaarde.  De  har  selv  skrevet  deres 
Adelsbreve. 

—  Den  skandinaviske  Emigrations  Historie  er  ikke  rig  paa  store 
Begivenheder,  men  den  danner  et  vigtigt  Kapitel  i  Amerikas  Histo- 
rie. De  første  skandinaviske  Indvandrere,  der  kom  fra  Norge,  naa- 
ede  New  York  1820 — 25  og  bosatte  sig  i  Egnene  omkring  Rochester. 


61 

I  de  følgende  10  Aar  var  de  indvandrede  Nordboers  Antal  ubety- 
deligt, og  først  i  Aaret  1836  grundedes  den  første  skandinaviske 
Koloni  i  Illinois.  Senere  dannedes  Kolonier  i  Wisconsin  og  Iowa, 
og  fra  Aaret  1843  foregik  Indvandringen  regelmæssigt.  Der  var  dog 
endnu  i  1850  ikke  mere  end  18,000  Skandinaver  i  Amerika.  Det 
var  Blænkerne  for  den  store  Hær.  Den  talte  ti  Aar  senere  72,000 
Nordboer.  Saa  stilnede  Udvandrerstrømmen  under  Borgerkrigen, 
men  blot  for  efter  Krigens  Slutning  at  strømme  med  forøget  Styrke. 
I  et  enkelt  Aar,  i  Begyndelsen  af  Firserne,  ankom  der  til  New  York 
over  100,000  Skandinaver;  i  de  fem  Aar  1880 — 85  landede  ikke 
mindre  end  352,334,  og  i  de  næste  fem  Aar  304,361.  Hermed  syn- 
tes foreløbig  Udvandringen  fra  Norden  at  have  kulmineret,  ja  i 
1894  —  Aaret  efter  Krisen  —  foregik  Udvandringen  i  modsat  Ret- 
ning, nemlig  fra  Amerika  til  Norden.  Men  i  1895  gik  Strømmen 
igen  den  gamle  Vej.  Der  ankom  i  dette  Aar  26,852  Skandinaver 
til  Amerika,  hvilket  var  40  pCt.  mere  end  det  foregaaende  Aar, 
og  i  dette  Øjeblik  er  Udvandringen  stærkt  tiltagende.  Fra  St.  Paul 
og  Minneapolis  lyder  Stikordet: 

„Nordvesten  har  Brug  for  en  Million  Skandinaver!" 

Og  der  er  ingen  Tvivl  om,  at  Danmark,  Norge  og  Sverig  ogsaa 
rundhaandet  skænker  Nordvesten  denne  Million. 

-  Det  har  sin  Interesse  at  se  den  skandinaviske  Indvandring 
paa  Baggrund  af  den  evropæiske  Indvandring.  Der  er  de  sidste 
25  Aar  indvandret  til  Nordamerika: 

Fra  England,   Wales   og  Skotland    1,621,624   Personer   eller   16 
pCt.  af  den  hele  indvandrede  Folkemængde  (indbefattet  Kinesere). 

Fra  Irland  i  samme  Tidsrum    1,334,635  Personer,   eller  13  pCt. 
af  hele  Indvandringen. 

Fra  Østrig,  Tyskland   og  Holland  3,078,469  Personer  eller  29  l/2 
pCt. 

Fra   Belgien,   Frankrig,   Italien,   Spanien   og  Portugal   tilsammen 
877,634  Personer  eller  8V2  pCt. 

Fra   Bøhmen,    Ungarn,    Polen,    Rumænien   og   Rusland    986,676 
Personer  eller  9x/2  pCt.  af  den  hele  Indvandring. 


62 

Endelig  indvandrede  i  de  samme  25  Aar  fra  Skandinavien  1,151,210 
Personer  eller  IIV3  pGt.  af  hele  Indvandringen  til  Nordamerika.  De 
tre  nordiske  Lande  har  altsaa  afgivet  et  større  Kontingent  til  Ind- 
vandringen end  de  fem  folkerige  Lande  Belgien,  Frankrig,  Italien, 
Spanien  og  Portugal  tilsammen.  Hele  den  evropæiske  Indvandring 
for  de  her  omhandlede  25  Aar  androg  ca.  10  Millioner  Mennesker. 
Et  større  Indbyggertal,  end  der  lever  i  2 — 3  af  de  mindre  evro- 
pæiske Kongeriger,  er  altsaa  i  denne  korte  Tidsperiode  blevet  trans- 
porteret over  Oceanet.  Saa  stor  var  Hastværket  med  at  komme  af- 
sted, at  1733  Kvinder  fødte  Børn  paa  Rejsen,  og  at  der  undervejs 
døde  over  2000  Personer,  som  blev  kastede  i  Havet. 

Det  var  Nordvestens  store  Prærier,  der  fra  Begyndelsen  af  ud- 
øvede en  paradisisk  Tiltrækning  paa  Nordens  Folk,  som  hjemme 
var  vante  til  den  uafbrudte  Kamp  for  Livets  Ophold.  Det 
var  Drømmene  om  de  store  vidunderlige,  frugtbare  Sletter,  der 
samlede  lyttende  Skarer  om  Udvandringsagenterne,  naar  disse  — 
næsten  som  en  Slags  Missionærer  —  viste  sig  i  Landsbyerne.  Skan- 
dinavernes Higen  var  at  blive  Jordejere  og  at  opnaa  den  Uafhæn- 
gighed og  det  Albuerum,  de  savnede  i  Hjemmet.  Netop  derfor  blev 
de  saa  brugbare  Borgere  i  Amerika.  Der  var  Folk  nok,  som  slog 
sig  ned  i  Byerne,  og  for  dem  havde  det  nye  Samfund  kun  ringe 
Brug.  Af  Skandinaverne  drog  de  ni  Tiendedele  straks  ud  paa  Præ- 
rien, hvor  de  fandt  en  tom  Plads.  Jernbanelandet  i  det  nordvest- 
lige Minnesota  og  Dakota  slugte  store  Skarer,  og  i  Wisconsins, 
Iowas,  Minnesotas  og  Dakotas  ældste  Counties  kan  man  rejse  indtil 
300  Mile  og  hele  Tiden  befinde  sig  paa  Skandinavers  Land.  I 
Minnesotas  og  Dakotas  nyere  Counties  er  vel  det  skandinaviske 
Element  tyndere,  men  det  er  dog  altid  30—40  pCt.  af  den  hele 
indvandrede  Befolkning. 

Skandinavernes  almindelige  Trang  til  at  faa  Skøde  paa  et  Stykke 
Jord  er  en  af  Grundene  til,  at  de  saa  hurtigt  og  saa  inderligt  knyt- 
tes til  det  amerikanske  Samfund.  Forinden  Skødet  udstedes,  maa 
den  Indvandrede  udtage  sine  „første  Papirer",  det  vil  sige,  han 
maa  med  Navns  Underskrift   afgive  en   Erklæring  om,  at  han  fra- 


63 

siger  sig  alle  Konger  og  Monarker  og  ganske  specielt  hans  Maje- 
stæt Kong  N.  N.  (vedkommende  Lands  regerende  Fyrste  nævnes 
udtrykkeligt  i  Papiret),  og  at  han  vil  stræbe  efter  at  blive  en  god 
Borger  i  den  nordamerikanske  Republik.  For  de  indvandrede  naive 
Farmere  har  denne  Erklæring  en  større  Betydning,  end  man  sæd- 
vanlig tillægger  den.  Det  er  for  dem  en  Opsigelse  af  alt  det 
Gamle  og  en  Forskrivning  til  det  Ny.  Naar  de  har  underskrevet, 
føler  de  sig  som  „frie  amerikanske  Borgere".  De  er  „Republika- 
nere" og  pudsigt  nok  slutter  de  sig  i  mange  Tilfælde,  alene  for 
Navnets  Skyld,  til  Republikanernes  Parti.  Maaske  har  de  været 
Demokrater  hjemme,  nu  vil  de  være  Republikanere  i  Amerika.  Det 
varer  dog  selvfølgelig  ikke  længe,  før  de  faar  den  rigtige  Opfattelse 
af  Partierne,  men  Faktum  er,  at  Flertallet  af  de  ældre  agerdyrkende 
Nordboere  er  Republikanere,  skønt  dette  Parti  ikke  særligt  har  for- 
fægtet Farmernes  Interesser.  Fem  Aar  efter  Udtagelsen  af  de  „første 
Papirer"  faar  de  Indvandrede  fuld  Borgerret,  og  et  af  Beviserne 
for  Skandinavernes  Opvakthed  har  man  deri,  at  de  i  højere  Grad 
end  andre  indvandrede  Folkeslag  sørger  for  at  blive  ligestillede 
med  de  Indfødte.  De  synes  ikke,  de  er  fuldt  ud  værdige  Borgere, 
før  de  besidder  de  almindelige  borgerlige  Rettigheder  i  det  ny  Sam- 
fund. Amerikanerne  anser  Tyskerne  og  Skandinaverne  for  deres 
bedste  Indvandrere,  og  maaske  er  de  tilbøjelige  til  at  stille  Tyskerne 
øverst  af  de  to  Folk,  men  de  maa  erkende,  at  Skandinaverne  har 
den  stærkeste  politiske  Interesse.  Ved  Folketællingen  i  Minnesota  i 
1855  viste  det  sig,  at  af  den  hele  indvandrede  Befolkning  var  der 
43  pCt.  Skandinaver  og  30  pCt.  Tyskere.  Af  den  fremmede  Befolk- 
ning, som  kom  dertil  i  Femaaret  1850 — 55,  talte  Skandinaverne 
48  pCt.,  Tyskerne  40  pCt.  Men  af  det  hele  Antal,  som  i  samme 
Tidsrum  fik  deres  „første  Papirer",  var  53  pCt.  Skandinaver,  23 
pCt.  Tyskere.  Lignende  Beregninger  for  andre  fem  Aar  viser  til- 
nærmelsesvis det  samme  Resultat. 

Vi  sagde  ovenfor,  at  de  først  indvandrede  Nordboer  tilhørte 
Republikanernes  Parti.  Men  det  gælder  kun  til  Aaret  1886.  Siden 
da  har  Republikanerne  ikke  absolut  turdet  stole  paa  Skandinaverne, 


64 

selv  om  de  ældre  Farmere  fremdeles  udøvede  en  mægtig  Indfly- 
delse paa  de  Yngre.  De  amerikanske  Partiledere  har  aldrig  kunnet 
benytte  Skandinaverne  som  Redskaber.  Nordboerne  har  Menin- 
ger, og  de  har  ikke  levet  længe  i  det  ny  Land,  forinden  de  forlanger 
at  faa  en  Haand  med  i  Spillet.  Skandinaverne  er  mere  sensible 
for  sociale  Rørelser  end  andre  indvandrede  Folk,  maaske  med 
Undtagelse  af  Tyskerne.  Lokale  Forhold  har  i  mange  Stater  været 
bestemmende  for  Nordboernes  politiske  Holdning,  som  f.  Eks.  Loven 
i  Iowa  og  Nord  Dakota,  der  forbyder  Salg  af  spirituøse  Drikke,  og 
som  med  et  Slag  drev  dem  ud  af  Republikanernes  Parti.  Endelig 
har  det  saakaldte  Peoples  party  (Amerikas  Agrarer)  draget  mange 
af  dem  ud  af  de  historiske  Partier,  ligesom  den  voldsomme  Valg- 
kampagne i  Efteraaret  1896  imellem  Sølv-  og  Guldmændene 
har  delt  dem  i  kæmpende  Lejre  —  altsammen  Beviser  for,  at  de 
er  selvtænkende  Mænd. 

Af  de  tre  udvandrede  Nationer  har  Nordmændene  drevet  det  vi- 
dest i  Politik.  Grundene  hertil  er  flere.  Det  har  været  af  Betyd- 
ning for  dem,  at  de  var  saa  stærkt  samlede  paa  et  Sted,  i  Staten 
Minnesota,  samt  at  de  næsten  alle  stemte  republikansk.  Men  det 
har  haft  en  endnu  større  Betydning,  at  de  fra  deres  Hjemland 
medbragte  den  Forestilling,  at  Friheden  var  en  Ret  og  ikke  et 
Privilegium.  De  behøvede  ikke  at  lære  den  Kunst  at  blive  Ameri- 
kanere. De  havde  deres  egen  Konstitution  i  Hovedet,  og  den  pas- 
sede lige  saa  fortræffeligt  ind  i  den  amerikanske  Politik,  som  den 
norske  Gaaenpaa  passede  ind  i  de  borgerlige  amerikanske  Forhold. 
Endelig  har  det  selvfølgelig  været  af  Betydning  for  dem,  at  de  i 
Knute  Nelson  har  haft  en  fremragende  Politiker,  der  forstod  at 
samle  dem,  ja  samle  alle  Skandinaver,  og  føre  dem  fra  Sejr  til 
Sejr. 

Knute  Nelson  er  en  norsk  Husmandssøn,  født  i  Evanger  i  Nær- 
heden af  Vossevangen.  I  Aaret  1849  førte  Barken  „Bjørvin"  ham 
og  hans  Moder,  samt  100  Emigranter,  fra  Bergen  til  New  York.  I 
Selskab  med  Moderen,  der  ikke  ejede  en  Cent,  vandrede   den   op- 


65 

vakte  Dreng  ind  i  Minnesota,  hvor  han  skulde  opnaa  de  højeste 
politiske  Værdigheder,  nogen  Fremmedfødt  kan  opnaa  i  Amerika. 
Knute  Nelson  er  i  Aarenes  Løb  bleven  mere  end  en  almindelig 
Politiker.  I  ham  udtrykker  to  Millioner  Skandinaver  deres  statsbor- 


Knute  Nelson. 


gerlige  Selvfølelse,  og  naar  Skandinavismens  Historie  i  Amerika  en- 
gang skrives,  vil  de  første  Paginer  blive  hans.  Som  Danskere  havde 
vi  selvfølgelig  hellere  set,  at  denne  Mand  var  Dansk.  Men  det  havde 
været  en  historisk  Uretfærdighed,  om  han  ikke  havde  været  Norsk, 
og  om  ikke  det  norske  Folk,  der  har  været  Kastebold  mellem  to  Konge- 
riger, havde  frembragt  den  mægtigste  politiske  Personlighed  i  den 
skandinavisk-amerikanske  Republik. 


66 

I  Selskab  med  Knute  Nelson  faldt  Samtalen  en  Dag  paa  de  tre 
Broderfolks  ulige  Indflydelse  i  den  amerikanske  Politik,  og  jeg 
spurgte  Guvernøren,  hvad  der  efter  hans  Mening  var  Grunden  til, 
at  Nordmændene  saa  øjensynligt  havde  Forspringet. 

Han  svarede  smilende: 

„Grunden  burde  jo  være  den,  at  vi  Nordmænd  er  dygtigere  end 
Danskerne  og  Svenskerne,  men  saa  dumme  er  vi  ikke,  at  vi  tror 
sligt.  Sagen  er  simpelt  hen,  at  vi  mangler  Hof  i  Norge.  Vi  er  ikke 
vante  til  at  se  paa  Uniformer,  til  at  rette  os,  gøre  Honnør  eller 
krumme  Ryg.  Vi  er  et  civilt  Folk,  og  den  Opfattelse,  vi  har  af 
Arbejdet,  er  den  amerikanske  Opfattelse.  Naar  en  Dansker  træder 
ind  til  mig,  bukker  han  og  siger:  „Undskyld,  at  jeg  ulejliger  Dem, 
Hr.  Guvernør!"  Naar  en  Svensker  kommer  ind,  holder  han  sig 
ved  Døren  og  glemmer  sit  Ærinde  for  den  bare  Høflighed.  En 
Nordmand  derimod  sparker  Døren  op  og  siger:  „Goddag  Knud!" 
Og  saa  —  kan  hænde  —  spytter  han  paa  Gulvet,  lægger  Benene 
op  paa  Bordet  og  taler  til  mig,  som  den  Mand  taler,  jeg  maa 
takke  for  min  Værdighed.  Han  er  næsten  mere  Amerikaner  end 
Amerikaneren,  og  det  er  det,  den  Fremmede  bør  lære  at  blive,  før 
han  bryder  sig  en  Bane  i  Amerika." 

lait  har  seks  Nordmænd  været  Medlemmer  af  Kongressen.  To  af 
dem  opnaaede  Guvernørværdigheden  og  én  af  dem,  Knute  Nelson, 
blev  Medlem  af  Senatet.  Af  andre  norske  Kongresmænd  kan  næv- 
nes Sagfører  Niels  P.  Haugen  fra  Wisconsin,  Sagfører  M.  N.  Jon- 
son  fra  Nord-Dakota  og  Kittel  Halvorsen,  en  simpel  Farmer  uden 
Skoledannelse,  der  med  Ære  repræsenterer  Minnesota,  og  endelig 
Haldur  Boen,  en  norsk  Hestehandler,  ligeledes  fra  Minnesota. 
Svenskerne  og  Danskerne  har  kun  hver  haft  én  Kongresmand, 
nemlig  Sagfører  John  Lund  fra  Minnesota  og  Danskeren  Charles 
W.  Woodman,  der  er  Rigsdagsmand  for  Chicago.  Woodman  er 
født  i  Aalborg  1844.  Han  var  20  Aar  gammel,  da  han  som  Sø- 
mand kom  til  Amerika.  Det  var  under  Borgerkrigen,  og  Woodman 
gik  med  som  Frivillig.  Efter  Krigens  Ophør  studerede  han  Jura 
i   Chicago,    blev   Underretssagfører ,   Fredsdommer,   og  fik   Adgang 


67 

til  at  plædere  Sager  for  de  Forenede  Staters  højeste  Ret.  Samtidig 
kastede  han  sig  ind  i  det  politiske  Liv,  og  i  Aaret  1894  valgte 
tredie  Valgdistrikt  i  Chicago  ham  til  Medlem  af  Kongressen  med 
14,017  republikanske  Stemmer.  Samtlige  her  nævnte  skandinaviske 
Politikere  er  Republikanere,  med  Undtagelse  dog  af  Farmerne  Kittel 
Halvorsen  og  Haldur  Boen.  De  tilhører  begge  „Peoples  party",  der 
har  mange  Tilhængere  mellem  Vestens  Farmere. 

—  Det  var  Navnene  paa  Skandinaver,  der  har  drevet  det  til 
at  faa  Plads  i  Unionsregeringen,  Om  vi  skulde  nævne  alle  dem, 
der  sidder  i  de  forskellige  Staters  lovgivende  Forsamlinger  og  i 
større  kommunale  Embeder,  vilde  Listen  blive  meget  lang.  Overalt 
i  de  vestlige  Stater  træffer  man  skandinaviske  Legislatorer,  By- 
raadsmedlemmer,  Sheriffer  og  andre  Embedsmænd,  og  overalt  synes 
de  at  nyde  stor  Anseelse  for  deres  Hæderlighed.  Men  karakteristisk 
var  en  Ytring  af  en  gammel  Amerikaner,  med  hvem  jeg  en  Dag 
talte  om  de  skandinaviske  Embedsmænd.  Han  sagde,  at  han  satte 
stor  Pris  paa  Nordboerne,  fordi  de  som  Regel  ikke  gjorde  sig  per- 
sonlige Fordele,  naar  de  kom  i  Embeder,  men  alligevel  stemte 
han  paa  andre  Folk,  selv  om  det  var  saadanne,  der  ikke  tog 
det  saa  nøje  med  de  offentlige  Midler.  Denne  Modsigelse  for- 
klarede han  derhen,  at  han  foretrak  Embedsmænd,  som  stjal  en  lille 
Smule,  men  som  var  hurtige  i  Vendingen  og  gennemførte  Reformer 
i  Byernes  Styrelse,  fremfor  Nordboerne,  der  var  ærlige,  men  altfor 
tilbøjelige  til  at  holde  paa  det  Bestaaende. 

—  Om  Skandinaverne  som  om  alle  andre  Indvandrere  gælder, 
at  de  føler  mindre  Hjemve,  jo  bedre  de  er  stillede  i  materiel  Hen- 
seende. Med  daarlige  Forhold  kommer  ufravigeligt  Længsel  efter 
Hjemmet,  og  alene  af  den  Grund  er  de  indvandrede  Farmere 
blevet  bedre  amerikanske  Borgere  end  de  indvandrede  Folk  i 
Byerne.  Man  maa  ikke,  hvad  man  som  Rejsende  er  tilbøjelig  til, 
bedømme  Skandinaverne  efter  deres  større  og  mindre  Patriotisme 
for  det  gamle  Hjemland.  Snarere  bør  de  bedømmes  efter  Dybden 
af  den  Følelse,  der  knytter  dem  til  Amerika.  De  Lykkeligste  iblandt 
dem   er  saadanne,   som,    da   de   ankom,   hverken   ejede   Kundskab 


68 

eller  Penge  og  altsaa  skylder  deres  ny  Hjemland  Tak  for  alt,  for 
deres  Velvære,  deres  Frihed  og  deres  Dannelse.  Mindst  lykkelig  er 
den  Del  af  den  indvandrede  Masse,  som  aandelige  Baand  knyttede 
til  de  gamle  Forhold.  Det  er  de  saakaldte  „dannede  Mennesker", 
som  der  kun  er  Brug  for  i  Amerika,  naar  Dannelsen  suppleres  af 
en  passende  Arbejdslyst  og  Arbejdsevne.  Alt  er  saa  nyt  og  ander- 
ledes i  dette  Land,  at  det  ofte  er  en  Genvej  at  begynde  uden  For- 
mue, uden  Kundskab  og  uden  noget  som  helst  andet  end  Lysten 
til  at  styrte  sig  paa  Hovedet  i  det  Ubekendte.  En  Mand,  der  kom- 
mer med  megen  evropæisk  Dannelse,  opnaar  sædvanlig  ikke  at 
tjene  nogen  amerikansk  Formue,  og  en  Mand,  der  kommer  med  en 
evropæisk  Formue,  mister  den,  førend  han  har  erhvervet  sig  den 
amerikanske  Smartness.  Den  Mand  gør  det  bedst,  som  bygger  sine 
Erfaringer  op  paa  bar  Grund.  En  Skrædder  bliver  Skomager,  og 
en  Skomager  bliver  Skrædder,  naar  han  begynder  i  Amerika,  og 
det  er  sjældent,  at  der  er  saa  meget  Forhold  mellem  det  Gamle  og 
det  Ny,  som  da  en  norsk  Klokker  kom  til  Chicago  og  blev  Ur- 
mager. En  Grovsmedesvend  fra  Køge  havde  taget  Ambolten  med 
til  Minneapolis.  Han  troede  ikke,  at  der  fandtes  gode  Ambolte  i 
Amerika,  men  førend  han  fik  Tid  til  Overvejelse,  arbejdede  han  i 
et  —  Konditori.  For  Øjeblikket  driver  han  en  blomstrende  Frisør- 
forretning i  Portland. 

Det  er  disse  hurtige  Bevægelser,  der  er  saa  ejendommelige  for  Livet 
i  Amerika  og  saa  ufattelige  for  Evropa.  Amerikanerne  søger  For- 
klaringen i  Elektriciteten,  der  efter  Sigende  findes  i  den  amerikanske 
Luft.  Men  der  er  en  anden  og  mindre  spøgefuld  Forklaring.  Tingen 
turde  være  den,  at  det  er  dobbelt  saa  vanskeligt  at  bryde  sig  en 
Bane  i  Amerika  som  i  Evropa  og  firedobbelt  saa  vanskeligt  for  en 
Fremmed,  der  staar  i  dette  Samfund  uden  Venner,  uden  Forstaa- 
else  af  Forholdene  og  ofte  uden  at  kunne  Landets  Sprog.  Et  saa- 
dant  Menneske  gennemgaar  en  aandelig  og  fysisk  Rystelse  med 
den  Virkning,  at  enhver  medfødt  Mulighed,  der  byder  ham  de  bedste 
Betingelser  i  Eksistenskampen,  tvinges  frem  paa  Overfladen.  Men 
har  han  overlevet  denne  Rystelse,  og  har  han  fundet  det  Felt,  der 


69 

er  hans  af  Guds  Naade,  saa  omsættes  hans  Kraftanspændelse  øje- 
blikkelig i  Dollars.  Til  det  dobbelte  Arbejde  i  Amerika  svarer 
mindst  den  tidobbelte  Præmie.  Men  Enhver,  der  ikke  tror  at  kunne 
udrette  paa  fem  Timer,  hvad  man  hjemme  udretter  paa  ti  Timer, 
bør  slaa  sig  til  Ro  paa  denne  Side  Atlanterhavet. 

Og  vi  taler  slet  ikke  om  alle  dem,  der  endnu  tænker  sig  Amerika 
som  i  Chr.  Winthers  Digt: 

Brystsukre  man  som  Tvebakker  ser, 
Som  Rugbrød  Chokolade. 
Med  Sukkerkugler  det  hagler  og  sner 
Og  regner  med  Limonade. 


OVER  HAVET 


M 


an  har  i  det  foregaaende  Kapitel  sét,  at  over  10  Millioner 
Mennesker  de  sidste  25  Aar  er  befordrede  fra  Evropa  til 
Amerika,  og  selvfølgelig  har  dette  uhyre  Passagerantal  skabt  en 
rivende  Udvikling  i  Transportmidlerne.  Naar  Dampskibsbygningens 
Historie  i  dette  Aarhundrede  skal  skrives,  vil  et  af  de  interessan- 
teste Afsnit  sikkert  nok  omhandle  den  transatlantiske  Dampskibs- 
trafik inden  for  den  nævnte  Periode.  For  25  Aar  siden  rejste  endnu 
talrige  Udvandrere  med  Sejlskibe,  der  var  to  Maaneder  undervejs. 
I  vore  Dage  tilbagelægges  Rejsen  fra  Southampton  til  New  York 
—  ca.  3000  Mil  —  paa  6  Døgn. 

Adskillige  Dampere  havde  krydset  Atlanterhavet  førend  1840. 
Allerede  1819  gik  Sejldamperen  „Savannah",  stor  350  Tons,  fra 
Savannah  i  Georgia  til  Liverpool,  og  i  1838  forlod  „Great  Western" 
Bristol  og  gjorde  en  Rejse  til  New  York  paa  15  Dage.  Great  We- 
stern, hvoraf  man  oven  for  sér  et  Billede,  var  den  første  Dam- 
per indrettet  til  Passagertrafik,  men  den  blev  hurtigt  overfløjet  af 
de  større  Skibe,  som  Aaret  efter  byggedes  af  Cunard  Linien,  der 
er  opkaldt  efter  Stifteren  S.  Cunard. 

For  at  gøre  Udviklingen  inden  for  denne  enkelte  Linie  synlig  for 
Øjet,  henvises   til  vedføjede  grafiske  Kort,  der  fremstiller  Skibenes 


71 

Vækst  fra  Aaret  1840  til  1893.  Forskellen  paa  det  første  og  sidste, 
Skib,  man  ser  paa  Kortet,  er  som  følger: 


Britania  1840.  Lucania  1893. 

Længde  207  Fod   600  Fod. 

Dæksbredde  35  Fod 66  Fod. 

Indvendig  Dybde  24  Fod    42  Fod. 

1154  Tons   12,950  Tons. 

740  Hestes  Kraft   26,000  Hestes  Kraft. 

Hastighed  pr.  Time  8%  Mil   20  Mil. 

Disse  Tal  udtrykker  Skibenes  Vækst  og  deres  forøgede  Fart. 
Men  de  meddeler  intet  om  den  forøgede  Sikkerhed  og  om  den  mo- 
derne Tids  Komfort.  Samtidig  med  at  Hastigheden  er  fordoblet,  er 
der  truffet  saa  omfattende  Sikkerhedsforanstaltninger,  at  man  nu  lige 
saa  roligt  kan  rejse  til  Amerika  som  til  Malmø,  og  Skibene  er  ble- 
vet saa  elegante,  at  Passagererne  lever  som  i  et  Hotel. 

Hurtighed,  Sikkerhed  og  Komfort  er  de  tre  Krav,  den  moderne 
Amerikarejsende  stiller  til  sit  Skib,  og  de  store  Dampskibsselskaber 
har  gjort  enorme  Anstrengelser  for  at  tilfredsstille  disse  Krav. 

Mærkeligt  nok  er  det  med  Hensyn  til  Hurtigheden,  at  der  er  sket 
de  mindste  Fremskridt.  Bortset  fra  enkelte  Rekorder,  er  man 
endnu  6—7  Dage  om  at  gøre  Overfarten,  ja  i  de  fleste  Tilfælde 
snarere  7  end  6  Dage.  De  Rejsende  er  fornøjede,  naar  de  den  ene 
Lørdag  kan  spise  Frokost  i  London,   den  næste  Lørdag  Middag  i 


72 

New  York,  og  de  store  Liniers  Skibe  løber  da  forøvrigt  nu  med 
en  saadan  Regelmæssighed,  at  man  godt  i  Forvejen  kan  bestille 
sin  Kouvert.  Damperen  „New  York"  har  i  et  Tidsrum  af  to  Aar, 
med  ialt  57  Overfarter,  ikke  haft  større  Tidsforskel  paa  samtlige 
Rejser  end  1  Time  21  Minutter,  —  uden  Hensyn  til,  om  det  var 
Blikstille  eller  Storm.  Man  kan  da  sige,  at  den  transatlantiske 
Trafik  er  bleven  forvandlet  til  en  Færgefart  i  stor  Stil. 

Der  har  de  sidste  fem  Aar  fundet  et  voldsomt  Kapløb  Sted  om 
at  forkorte  Rejsen,  først  med  Dage,  saa  med  Timer,  indtil  Rekor- 
derne omsider  sattes  med  Minutter.  Disse  Rekorder,  der  gaar  igen- 
nem Bladene,  er  dog  ikke  Tiden  for  en  hel  Rejse.  Rekorden  sæt- 
tes sædvanlig  mellem  Queenstown  (i  det  sydlige  Irland)  til  Sandy 
Hook  (den  fremspringende  Halvø  Syd  for  Indløbet  til  Hudsonfloden). 
Naar  f.  Eks.  Damperen  „Paris"  satte  sin  Rekord  paa  5  Døgn  14 
Timer  og  24  Minutter  (hvilket  var  1  Time  34  Minutter  under 
nogen  tidligere  Rekord),  saa  var  det  fra  Land  til  Land.  Damperen 
var  under  Rekordrejsen  6  Dage  2  Timer  14  Minutter  fra  Havn 
til  Havn,  d.  v.  s.  fra  Liverpool  til  New  York.  Der  er  i  Øjeblikket 
fem  Linier,  nemlig  Hamborg  Packet,  Bremer  Lloyd,  Hvide  Stjerne 
Linien,  Cunard  og  American  Linien,  der  fører  Passagerer  over  paa 
omtrent  samme  Tid.  Men  Hastigheden  er  ingenlunde  lige  stor  med 
alle  Skibe  af  den  samme  Linie.  Enhver  af  de  større  Linier  ejer 
4 — 6  Ekspresdampere,  der  løber  for  at  „pynte  Linien"  og  derfor 
som  Regel  løber  med  betydelige  Tab.  Dels  har  disse  Pragtdam- 
pere kostet  Formuer  at  bygge,  dels  medgaar  der  store  Beløb  til 
Reparation  og  Assurance,  og  endelig  har  de  et  Kulforbrug,  der  er 
enormt,  idet  det  ikke,  som  man  skulde  antage,  er  proportionelt  med 
Hastigheden.  En  Damper  paa  8000  Tons  har  t.  Eks.  paa  en  8 
Dages  Fart  et  Kulforbrug  af  1000  Tons.  En  lige  saa  stor  Damper, 
der  skal  gøre  Rejsen  paa  6  Dage,  bruger  2,260  Tons.  Der  brændes 
altsaa  ca.  1300  Tons  Kul  mere  for  at  forkorte  Tiden  1V2 — 2  Døgn. 
Ikke  blot  skal  disse  Kul  betales,  men  Skibet  med  den  større  Ha- 
stighed mister  tillige  1300  Tons  i  Fragt.  Af  alle  disse  Grunde  er 
Ekspresdamperne  alt   andet  end   rentable,   selv   om  der  betales  fra 


73 

500 — 1500  Kr.  for  en  Salonbillet.  Det  er  paa  de  langsommere 
gaaende  Dampere  og  de  egenlige  Emigrantskibe,  at  Linierne  tjener 
deres  Penge. 

Det  Antal  Passagerer,  de  enkelte  Linier  befordrer,  er  selvfølgelig 
enormt.  Hamborg  Packet  Linie  har  siden  sin  Oprettelse  transpor- 
teret 2 '/i  Million  Mennesker,  altsaa  hele  Danmarks  Indbyggerantal, 
til  Amerika;  af  disse  befordredes  de  tre  Fjerdedele  paa  Mellemdæk. 
Thingvalla  Linien  har  siden  sin  Oprettelse  befordret  lidt  over 
200,000  Passagerer  og  de  gamle  engelske  Linier  selvfølgelig  et 
langt  større  Antal.  I  Tidens  Løb  er  næsten  alle  Dampere  fra  at 
være  Emigrantdampere,  med  Fragt  tilbage,  blevet  Passagerdampere, 
der  fører  omtrent  lige  saa  mange  Passagerer  til  Evropa  som  til 
Amerika.  Det  fortaltes  for  et  Par  Aar  siden  i  Liverpool-Bladene 
som  en  Mærkelighed,  at  en  Mand  gjorde  en  Forretningsrejse  til 
Amerika  paa  17  Dage,  og  at  han  af  disse  havde  tilbragt  to  Dage  i 
Chicago.  Der  er  nu  adskillige  Købmænd  i  New  York,  som  flere 
Gange  om  Aaret  gør  en  Forretningsrejse  til  London  paa  12 — 14 
Dage,  og  disse  Købmænds  Tal  vilde  være  meget  større,  dersom 
Rejsen  knnde  gøres  i  endnu  kortere  Tid.  Foreløbig  synes  det 
dog,  som  man  har  naaet  Maximum  af  Hurtighed.  De  hurtigste 
Dampere  af  de  fem  nævnte  Linier  har  drevet  det  til  at  løbe  600 
Mil  i  Døgnet,  dog  kun  paa  Overrejsen,  naar  Skibet  løber  med  So- 
len, og  Døgnet  har  25  Timer,  men  den  sædvanlige  Fart  er  dog 
ikke  mere  end  20  Mil  i  Timen.  Ved  Anvendelse  af  Dobbeltskrue 
og  tilstrækkeligt  stærke  Maskiner  er  det  blevet  muligt  at  drive  Ha- 
stigheden op  til  24  Mil  i  Timen,  men  det  erklæres  nu  i  Skibsbyg- 
nings-Tekniken  for  vanskeligt  at  fremstille  Skibslegemer,  der  kan 
modstaa  Vandets  Tryk  ved  denne  stærke  Fart.  Der  er  dog  næppe 
nogen  Tvivl  om,  at  de  konkurrerende  Linier  i  det  kommende  Aar- 
hundrede  ved  Midler,  der  endnu  ikke  kendes,  f.  Eks.  ved  Anvendelse 
af  Elektricitet,  yderligere  vil  forkorte  Rejsen  nogle  Døgn. 

Man  skulde  antage,  at  den  forøgede  Hurtighed  medførte  mindre 
Sikkerhed,  men  det  er  ingenlunde  Tilfældet.  De  store  Dampere  er 
byggede    af    Siemens-Martin    Staal    og    er    konstruerede    efter    det 

IL  6 


74 

Princip,  at  de  ligesom  Regnormen  kan  skæres  over,  uden  at  de 
adskilte  Stykker  gaar  til  Grunde.  Et  saadant  Skib  har  dobbelt 
Staalbund.  Det  kan  løbe  paa  en  Klippe  og  miste  et  Par  Bund- 
plader, uden  at  det  kommer  i  nogen  overhængende  Fare.  Ved  Hjælp 
af  mægtige  Jernskodder,  der  naaer  fra  Dæk  til  Køl,  er  det  paa  tværs 
afdelt  i  indtil  15  vandtætte  Rum.  Ethvert  af  disse  vandtætte  Rum 
er  et  helt  Skib.  De  tolv  af  dem  staar  ganske  vist  ikke  i  Forbindelse 
med  Maskinen,  men  de  kunde  flyde,  om  det  kom  saa  vidt.  De 
Rum,  hvori  Maskinen  ligger,  er  endydermere  langdelte  ved  en 
Jernvæg,  der  halverer  den  dobbelte  Maskine.  Hver  af  Maskinens  to 
Dele  staar  i  Forbindelse  med  sin  Skrue,  og  følgelig  kan  et  saadant 
Skib  godt  taale  en  100  Fod  lang  Flænge  i  Maskinrummet,  uden  at 
Rejsen  derfor  behøver  at  afbrydes.  Man  lukker  simpelt  hen  af  for 
Havariet,  og  Skibet  fortsætter  sin  Fart  med  ét  Sæt  Kedler,  én  Ma- 
skine og  én  Skrue.  Hurtigheden  mindskes  selvfølgelig,  men  ikke 
mere  end  til  15  Mil  i  Timen,  hvilket  maa  siges  at  være  en  respek- 
tabel Hurtighed  for  en  Damper,  der  uden  en  Bygning,  som  den 
her  beskrevne,  øjeblikkelig  var  gaaet  til  Bunds. 

Et  saadant  Staalskib  er  en  mærkelig  Blanding  af  mekaniske 
Kræfter  og  Hotel.  Det  er  karakteristisk,  at  hele  Skibsbesætningen 
ikke  tæller  mere  end  30  Matroser,  medens  Betjeningen  i  Maskinen 
bestaar  af  en  Chefingeniør,  25  Maskinassistenter  og  ca.  150  Fyrbø- 
dere og  Kullæmpere.  Hoteldepartementet  omfatter  Proviantforvalter, 
Taffelmester  med  Assistenter,  6 — 10  Kokke  og  ca.  100  Kellnere, 
hvoraf  de  12  musicerer  under  Maaltiderne.  Hele  Skibsbesætningen 
tæller  op  til  400  Mand,  og  da  de  større  Dampere  medfører  15 — 1600 
Passagerer,  befordres  der  altsaa  paa  en  enkelt  Rejse  indtil  2000 
Mennesker  over  Havet. 

Det  er  da,  som  man  kan  tænke,  store  Kvantiteter  Proviant,  der 
udkræves  til  en  saadan  Rejse,  selv  om  den  kun  varer  6  Døgn. 
Med  fuldbesatte  Pladser  forbruger  „Furst  Bismarck"  regelmæssig 
paa  sine  Overfarter  mellem  Hamborg  og  New  York: 

20,000  Pund  frisk  Kød,  800  Pund  Flæsk,  4000  Pund  Fjerkræ  og 
Vildt,    1800   Pund   fersk   Fisk,    400   Pund   røget  Flæsk   og  Tunge, 


75 

1200  Pund  Skinke,  500  Pund  Pølse,  1200  Pund  Ost,  2000  Daaser 
Gemyse,  1200  Pund  frisk  Gemyse,  1500  Pund  syltet  Frugt,  400 
Pund  Kompot  og  Marmelade,  40,000  Pund  Kartofler,  20,000  Pund 
Mel,  7000  Pund  Brød,  18,000  Æg,  4000  Pund  Sukker,  5000  Pund 
Smør,  2000  Pund  Kaffe,  2000  Potter  Rødvin,  2500  hele  Flasker  og 
2000  halve  Flasker  Hvidvin,  1500  FL  Champagne,  5000  FL  01, 
2000  Potter  Lager-Øl,  6000  Potter  Milnchner-01,  700  FL  Spirituosa 
og  5000  FL  Mineralvand. 


Spisesal  i  „Campania" 


Af  Listen  vil  man  have  modtaget  den  korrekte  Opfattelse,  at 
Salon-Passagererne  paa  en  Ekspresdamper  ikke  mærker  stort  til, 
at  de  er  til  Søs,  i  hvert  Fald  ikke  naar  de  er  til  Bords.  Spise- 
salen rummer  4-500  Personer,  og  om  dens  Udstyrelse  faar  man 
en  Forestilling  af  det  vedføjede  Billede.  I  Skibene  af  den  ældre 
Type  var  Salonerne  trykkede  af  det  lave  Loft,  hvad  der  generede 
Amerikanerne.  De  har  nu  i  Damperne  „St.  Louis"  og  „St.  Paul" 
gjort  Skridtet  fuldt  ud  ved  at  føre  Spisesalen  op  igennem  to  Dæk 
og  overbygge  den  med  Glas.   I  disse  Sale  findes  almindelige  Glas- 


76 

vinduer  i  Stedet  for  de  smaa  Koøjne,  og  om  Aftenen  er  selvfølge- 
lig det  store  elegante  Rum  elektrisk  oplyst.  Paa  „St.  Louis"  tænder 
man  paa  en  Gang  1200  Glødelamper.  Tænker  man  sig  i  disse 
Omgivelser  et  elegant  Selskab,  som  travle  Tjenere  opvarter  mellem 
overdaadigt  dækkede  Borde,  og  dertil  Musik,  Bægerklang  og  Latter, 
saa  har  man  Billedet  af  en  moderne  Amerika-Rejse,  der  egentlig 
kun  er  en  otte  Dages  Fest. 


Spisesal  i  „St  Louis". 

Vi  har  ovenfor  anført  Navnene  paa  fem  af  de  mægtigste  trans- 
atlantiske Linier,  nemlig  Amerika  Linien,  der  er  den  eneste 
transatlantiske  Linie,  som  sejler  under  amerikansk  Flag.  Foruden 
Inmanns  Liniens  tidligere  Dampere  „City  of  Paris"  og  „City  of 
New  York",  der  nu  hedder  „Paris"  og  „New  York",  ejer  Amerika 
Linien  Postdamperne  „St.  Louis"  og  „St.  Paul",  begge  byggede  i 
Philadelphia.  Af  de  engelske  Linier  har  vi  omtalt  Cunard  Linien, 
der  bl.  a.  ejer  de  mægtige  Dampere  „Lucania"  og  „Campania". 
Af  andre  store   engelske  Linier  bør  nævnes  Hvide  Stjerne  Linien 


77 

med  „Majestic"  og  „Teutonic",  Anchor  Linien,  som  ikke  ejer  sær- 
ligt hurtiggaaende  Dampere,  Dominion  og  Allan  Linien,  der  har 
regelmæssig  Fart  paa  Canada,  og  endnu  nogle  mindre  Linier,  som 
mere  er  anlagte  paa  Fragt  end  paa  Passagerfart. 

Paa  Fastlandet  findes  følgende  transatlantiske  Linier: 

Compagnie  générale  Transatlantique,  der  bl.  a.  ejer  de  kendte 
Dampere  „LaNormandie",  „La  Touraine"  og  „La  Champagne".  Denne 
Linie,  der  har  sit  Hovedkontor  i  Havre,  er  fortrinsvis  søgt  af 
franske  Rejsende.  Fremdeles  udgaar  fra  Fastlandet  Rotterdam  Li- 
nien og  Røde  Stjerne  Linie,  den  sidste  med  Hovedsæde  i  Antwer- 
pen. Fra  Tyskland  Bremer  Lloyd  og  Hamburger  Packet,  der  bl.  a. 
ejer  Pragtdamperne  „Furst  Bismarck",  „Augusta  Victoria",  „Nor- 
mannia"  og  „Columbia".  Endelig  udgaar  fra  Norden  Thingvalla 
Linien,  der  har  sit  Hovedsæde  i  Kjøbenhavn,  men  paa  Vejen  til 
Amerika  anløber  Kristiania  og  Kristianssand. 

Det  var  som  Følge  af  den  stærkt  tiltagende  skandinaviske  Ud- 
vandring, at  man  i  Aaret  1879  oprettede  Thingvalla  Linien.  For- 
inden dette  Aar  var  al  Udvandring  fra  Skandinavien  foregaaet  med 
fremmede  Skibe,  navnlig  over  Liverpool  og  Skotland.  Hensigten 
med  den  danske  Linie  var  at  skaffe  emigrerende  Skandinaver  en 
forholdsvis  billig  og  bekvem  Linie  samtidig  med  at  skabe  og  op- 
arbejde en  ny  Handelsvej  mellem  de  nordamerikanske  Fristater  og 
de  skandinaviske  Riger. 

Selskabet  begyndte  med  Dampskibet  „Thingvalla"  og  med  nogle 
lejede  danske  Skibe,  indtil  ved  Nybygning  „Gejser"  og  „Hekla" 
traadte  i  Virksomhed.  Da  endelig  „Island"  løb  af  Stabelen,  ejede 
Selskabet  fire  Skibe  og  kunde  vedligeholde  en  hver  14de  Dags  Af- 
gang fra  begge  Sider  af  Atlanterhavet. 

De  skandinaviske  Farvande  havde  aldrig  været  befærdede  med 
Skibe  af  saa  store  Dimensioner,  hvilket  gav  Anledning  til  forskel- 
lige Uheld  for  Selskabet,  navnlig  paa  den  norske  Kyst.  Det  er 
først  efter  at  der  var  foretaget  betryggende  Opmaalinger  og  Af- 
mærkninger, at  Selskabet  kunde  anskaffe  sig  Skibe  som  „Norge" 
og  „Amerika",  der  var  af  betydelig  større  Dimensioner. 


78 

De  udenlandske  Linier  betragtede  ikke  det  danske  Dampskibs- 
selskab med  velvillige  Øjne,  skønt  Thingvalla  Linien  selvfølgelig 
ikke  gjorde  Krav  paa  at  tælles  blandt  de  Linier,  der  væsentlig  er 
baserede  paa  Salon-Trafik.  I  Tidens  Løb,  lige  til  September  1895, 
har  der  fra  engelsk  og  tysk  Side  været  ført  en  skarp  og  ødelæg- 
gende Konkurrence  mod  Thingvalla-Selskabet,  uden  at  det  dog  er 
lykkedes  de  mægtige  transatlantiske  Selskaber  at  tvinge  det  danske 
Flag  bort  fra  Atlanterhavet. 

Den  direkte  Forbindelse  gav  Stødet  til  en  Udvikling  af  Handels- 
forbindelse mellem  Amerika  og  Skandinavien,  som  i  Aarenes  Løb 
tog  et  aldeles  uformodet  Opsving  og  som  indirekte  foranledigede  Op- 
rettelsen af  en  ny  Fragtlinie  paa  New  Orleans.  Det  Kvantum  Gods, 
der  ekspederes  begge  Veje  over  Atlanterhavet,  tiltager  Aar  for  Aar. 

—  Vedføjet  ser  man  Billedet  af  fem  Mænd,  der  har  utallige  Venner 
paa  begge  Sider  af  Atlanterhavet.  Det  er  Thingvalla  Liniens  fem  Kap- 
tajner. Angaaende  disse  fem  Mænd  er  det  vanskeligt  at  sige  andet 
om  den  ene,  end  hvad  der  med  de  samme  Ord  bør  siges  om  den 
anden.  Selskabets  Commodore  er  dog  Kapt.  A.  G.  Thomsen,  der  i 
1893  uden  noget  Uheld  havde  gjort  sin  100.  Rundrejse  over  Atlan- 
terhavet og  ved  den  Lejlighed  hædredes  med  Ridderkorset.  I  New 
York  indbød  taknemmelige  Passagerer  ham  til  et  Festmaaltid  og 
forærede  ham  1000  Dollars. 

Kaptajnerne  S.  J.  H.  Laub,  Chr.  B.  Knudsen,  W.  Skjødt  og  P. 
Berentzen  har  ligesom  Kapt.  Thomsen  arbejdet  sig  op  gennem  alle 
Grader,  og  baade  om  dem  og  om  ham  gælder,  at  de  hører  til  de 
djærveste,  modigste  og  paalideligste  Sømænd,  der  i  Øjeblikket  sejler 
under  dansk  Flag. 

—  Alt  i  alt  findes  der  for  Tiden  ca.  25  transatlantiske  Linier,  som 
aarligt  udsender  ca.  850  Dampere  til  Nordamerika.  Der  bliver  alt- 
saa  aarligt  —  frem  og  tilbage  —  foretaget  ca.  1700  Passagerfarter 
over  Atlanterhavet,  d.  v.  s.  at  der  dagligt  fra  begge  Sider  afgaar 
4 — 5  Dampere.  Regner  man  en  Overfart  til  8  Dage,  befinder  der 
sig  bestandig  ca.  36  Dampere  paa  Rejsen  mellem  den  engelske  Kanal 
og  Nordamerika.  Med  Undtagelse  af  Thingvalla  Linien,  der  sender 


Thing\  alla 

Liniens 

fem 

Kap 

aJ 

ner. 

Knudsen. 

Thomsen. 

Laub. 

Berentzen. 

Skjødt 

79 

sine  Skibe  Nord  om  England,  løber  alle  Linierne  i  samme  „Træk". 
Efter  fælles  Overenskomst  vælger  de  dog  en  nordligere  Bredde- 
grad for  Overrejsen,  en  sydligere  for  Hjemrejsen  og  forringer  derved 
Muligheden  for  Kollision. 

Den  transatlantiske  Dampskibstrafik  er  et  af  de  mægtigste  Vid- 
nesbyrd om  Menneskeaandens  Evne  til  at  overvinde  Hindringer 
af  enhver  Art.  Alle  Fremskridt  er  her  opnaaede  gennem  haarde 
Kampe,    gennem    usigelige    Genvordigheder    og    ved    Anvendelsen 


Toilette  i  rum  Sø. 


af  uhyre  Kapitaler.  En  Oceanflyver  er  et  matematisk  Regne- 
stykke, en  lydigt  virkende  Mekanisme,  et  Hotel  og  et  Skib.  Den 
hele  Kombination  er  simpelthen  et  Mesterværk,  som  fordunkler  al 
Beskrivelse.  Man  kan  være  sløvet  ved  det  daglige  Syn  af  Tidens 
store  tekniske  Fremskridt,  man  gennemløber  desuagtet  paa  en 
Atlanterhavsrejse  en  saadan  Række  i  alier  egentligste  Forstand 
moderne  Stemninger,  at  selve  Rejsen  næsten  bliver  den  stærkeste 
Erindring  om  Amerika.  Hvorledes  skildre  —  for  blot  at  fastholde 
et  eneste  af  de  mange  Indtryk  —  hvad  man  føler,  naar  man  en 
Aften,  midt  ude  paa  Oceanet,  pludseligt  standser  foran  følgende 
forunderlige  Billede: 


80 

Langt  borte  et  Punkt,  der  hurtigt  forvandles  til  et  Skibslegeme. 
Det  dukker  op  af  Havet  som  et  mørkt  Uhyre.  Af  trende  Rør 
paa  Legemets  Ryg  flammer  Ildtunger  i  en  Regn  af  Gnister.  Et 
Mylr  af  Lyspunkter  bliver  synlige  i  de  mørke  Omrids,  tydeligere  og 
klarere,  til  sidst  lange  Ildlinier  —  det  elektriske  Lys  —  der  tindrer  og 
straaler,  som  om  Skibet  stod  i  Brand  — 

Og  et  Øjeblik  lyser  det  over  Havet,  og  Udkigsposternes  Øjne 
krydses  i  den  mørke  Nat. 

Men  kun  et  Øjeblik.  De  to  Ekspresdampere,  der  mødtes  uden 
Hilsen,  iler  hver  i  sin  Retning,  hver  med  sine  Tusinder  slumrende 
Sjæle.  Maaske  var  der  imellem  dem  Mand  og  Hustru,  ja  maaske 
var  der  Elskende,  som  uden  at  ane  det  fløj  forbi  hverandre  ude 
paa  de  øde  Veje. 


T/!gfag«U»B9fc^a^S^ 


*-        I  rf 


'•*■ 


ELLIS  ISLAND 


De  transatlantiske  Dampskibsselskaber  maa  betale  Amerika  en 
vis  Afgift  for  hver  Udvandrer,  de  landsætter  i  Amerika.  Af- 
giften var  før  50  Cents.  Den  er  nu  1  Dollar.  Pengene  tilfaldt  op- 
rindelig New  York  By,  der  modtog  Emigranterne,  beskyttede  dem 
mod  Udplyndringer  og  førte  dem  til  de  forskellige  Jernbanelinier. 
Byens  Embedsmænd,  som  var  beskæftigede  ved  Modtagelsesarbejdet, 
havde  deres  Kontorer  i  Castle  Garden.  Det  meget  kendte  Kom- 
pleks af  Bygninger,  som  ses  paa  Helsidebilledet,  var  en  gammel 
Fæstning,  der  i  en  Aarrække  havde  været  benyttet  som  Koncertsal. 
I  Castle  Garden  var  det,  at  man  1824  gav  en  offentlig  Fest  for 
Lafayette,  og  i  Castle  Garden  sang  Jenny  Lind  for  udsolgt  Hus. 
En  Snes  Aar  senere  omdannedes  Koncertsalen  til  Modtagelsessted 
for  Emigranter.  Tolv  Millioner  Evropæere  og  mellem  dem  en  Mil- 
lion Skandinaver  drog  de  følgende  Aartier  gennem  den  gamle  Fæst- 
nings brede  Porte. 

Castle  Garden  fik  et  daarligt  Ry,  men  med  Urette.  Den  blev 
bestyret  af  ni  kommunale  Embedsmænd,  der  dannede  det  saakaldte 
Immigrations-Kollegium,  og  i  mange  Aar  udrettede  et  betydeligt  og 
humant  Arbejde.  Men  da  Immigrationen  i  Tidens  Løb  antog  et  saa- 
dant  Omfang,  at  der  til  sidst  aarligt  udskibedes  over  en  halv  Mil- 
lion Mennesker,  kom  Fristaternes  Regering  i  Tanker  om,  at  Land- 
gangsstedet  mere  angik  Unionen  end  New  York,  og  ved  en  ny 
Lov   blev    hele  Immigrationsvæsenet   stillet    direkte   under  Unions- 

Emigrant:  Udvandrer.  Immigrant:  Indvandrer. 


82 

regeringens  Kontrol,  og  som  Superintendent  for  Castle  Garden  blev 
den  udmærket  dygtige  Oberst  John  B.  Weber  ansat.  Regeringens 
Foranstaltning  vakte  en  umaadelig  Harme  i  New  York,  som  ved 
den  ny  Lovs  Ikrafttræden  mistede  en  Myndighed  og  en  Indtægt. 
Byens  Fædre  bestemte,  at  Castle  Garden  skulde  indrettes  til  Akva- 
rium, og  Unionsregeringen  maatte  nu  se  sig  om  efter  en  anden 
Landingsplads.  Det  varede  da  heller  ikke  længe,  før  man  tog  fat 
paa  Opførelsen  af  den  mægtige  Bygning  med  de  fire  Taarne,  hvoraf 
der  vedføjet  findes  et  Billede.  Bygningen  ligger  paa  den  lille  0 
Ellis  Island  midt  i  Hudsonfloden.  Der  er  Stilhed  paa  denne  0,  fri 
Udsigt  og  frisk  Luft,  og  om  Natten  ligger  Etablissementet  oplyst 
af  den  mægtige  elektriske  Fakkel,  som  Frihedsgudinden  paa  Bed- 
loes  Island  holder  i  sin  Haand. 

Naar  Udvandrerdamperne  ankommer  til  New  York,  udskibes 
Emigranterne  i  brede  Færgebaade.  Undervejs  til  Ellis  Island  op- 
stilles de  Rejsende  i  Afdelinger  paa  30,  saaledes  at  Nationaliteterne 
er  holdte  i  bestemte  Afdelinger.  Samtlige  Personer,  Kofferter  og 
Rejsesager  er  mærkede  med  Kridtstreger,  næsten  som  man  mær- 
ker Faar.  En  saadan  Fremgangsmaade  er  nødvendig,  da  der  ofte 
kan  være  Tale  om  at  modtage  og  ekspedere  indtil  8000  Emi- 
granter paa  en  Dag.  Naar  man  betænker,  at  Flertallet  af  disse 
Emigranter  er  forstyrrede  efter  Sørejsen,  ukendte  med  Landets 
Sprog,  og  at  de  alle  sammen  medfører  de  besynderligste  Pakke- 
nilliker,  saa  er  det  forbavsende,  at  Ordenen  dog  kan  opretholdes. 
Men  Embedsmændene  paa  Ellis  Island  bringes  ikke  let  ud  af  Fat- 
ning. Der  forekommer  gennemsnitlig  ikke  mere  end  fem  Fejltagelser 
i  Udleveringen  af  250,000  Stkr.  Bagage! 

Fra  Færgen  er  Udvandrerne  imidlertid  førte  op  i  den  store  Hal, 
hvoraf  der  vedføjet  findes  et  Billede.  Mændene  ledes  for  sig,  Kvin- 
derne og  Børnene  for  sig,  stadig  nationsvis  og  opstillede  i  lange  Ræk- 
ker, der  langsomt  bevæger  sig  forbi  Pultene,  hvor  Embedsmændene 
med  forbløffende  Rutine  underkaster  hver  Enkelt  en  Eksamination. 

—  Gennemlæser  man  Regulationsbestemmelserne  af  April  1893, 
bemærker  man,  at  de  er  affattede  saa  svævende,  at  Embedsmæn- 


83 

dene  efter  deres  eget  Lune  næsten  kunde  stoppe  hele  Indvandringen. 
Der  er  f.  Eks.  fastsat,  at  Emigranterne  skal  være  i  Besiddelse  af 
et  kontant  Beløb,  men  Loven  nævner  ikke  dettes  Størrelse.  Der 
spørges  kun  (Artikkel  12),  om  Vedkommende  besidder  over  eller 
under  30  Dollars,  men  er  Funktionæren  ikke  særlig  gnaven,  slip- 
per han  igennem  med  en  mindre  Sum.  Lovens  strengere  Bestem- 
melse —  f.  Eks.  om  Emigranten  kan  læse  eller  skrive  —  bringes 
kun  i  Anvendelse  over  for  Polakker  og  Italienere.  Hvad  Skandi- 
naverne angaar,  er  der  egenlig  kun  et  enkelt  Spørgsmaal,  som  be- 
reder Vanskeligheder,  nemlig  Spørgsmaalet  om  Kontrakt. 

Det  er  de  amerikanske  Labor  unions,  den  mægtige  Arbejder- 
Sammenslutning,  der  har  tvunget  Kongressen  til  hvasse  Lov- 
bestemmelser paa  dette  Punkt.  Under  en  af  de  store  Strejker  i 
Pennsylvania  sendte  Fabrikanterne  —  som  tidligere  omtalt  —  deres 
Agenter  til  Evropa,  hvor  de  samlede  hele  Skibsladninger  af  Ar- 
bejdere, der  —  som  i  sin  Tid  Negrene  —  blev  transporterede  til 
bestemte  amerikanske  Arbejdssteder.  Arbejder-Unionerne  var  selv- 
følgelig meget  interesserede  i  at  stoppe  dette  Uvæsen,  og  de  ikke 
blot  stoppede  det,  de  ogsaa  forlangte  og  erholdt  Ret  til,  at  en 
Stilling  i  Ellis  Islands  øverste  Ledelse  blev  beklædt  med  en  af  deres 
Mænd.  Det  er  denne  Repræsentant  for  Arbejderne,  der  paasér,  at 
Kontraktbestemmelsen  overholdes.  Forhøret  begynder  med,  at  man 
spørger  Udvandreren,  om  han  ejer  Penge.  Jo  —  lyder  Svaret  — 
han  ejer  disse  15  Dollars.  Hvad  han  skal  leve  af,  naar  han  har 
brugt  dem?  Han  svarer  videre,  at  han  har  Arbejde,  blot  han  ind- 
finder sig  hos  N.  N.  Er  der  forud  truffen  Aftale  i  et  Brev?  Ja 
selvfølgelig,  svarer  Emigranten  glædestraalende.  Godt.  Det  er  en 
Kontrakt,  og  —  dermed  sendes  Manden  hjem  igen!  Linien,  der  har 
ført  ham  over,  maa  betale  Hjemrejsen. 

Under  denne  Eksamination,  der  selvfølgelig  finder  Sted  paa  alle 
mulige  Sprog,  foregaar  der  Vilkaarligheder,  navnlig  overfor  polske 
og  italienske  Lazarusser.  Hvad  der  altid  skaffer  en  Mand  gennem 
Forhøret,  er  et  Bevis  for,  at  han  rejser  til  sin  Familie.  Har  han 
en  gennemgaaende  Billet  til  Vesten,  fremlægger  han  den  og  siger, 


at  han  søger  Arbejde  hos  sine  Landsmænd  mellem  Farmerne.  Det 
bedste  Pas  er  for  øvrigt  at  være  arbejdsdygtig  og  velklædt,  og  et 
endnu  bedre  er  en  Tegnebog  med  30  Dollars. 

Dog  —  vi  er  jo  i  Amerika!  —  og  en  lille  Bagdør  findes  der  selv- 
følgelig, som  i  et  kritisk  Øjeblik  aabner  sig  for  den  stoppede  Emigrant. 
Er  det  oplyst,  at  han  er  Kontraktarbejder,  er  der  ingen  Naade  og 
Pardon.  Men  har  man  stoppet  ham,  fordi  han  ikke  ejede  noget, 
kan  Sagen  ordnes  og  ordnes  sædvanlig  ved  Medvirkning  af  ved- 
kommende Dampskibslinie,  der  er  interesseret  i,  at  Manden  kommer 
i  Land.  Ordningen  sker  paa  den  Maade,  at  formuende  Venner  af 
den  Paagældende  med  tusinde  Dollars  garanterer  for,  at  han  ikke 
falder  Offentligheden  til  Byrde  i  Løbet  af  det  første  Aar.  Men 
hvor  finder  den  fattige  Emigrant  en  Ven  med  tusinde  Dollars? 
Det  finder  han  paa  Stedet.  Lommeprokuratorer  omsværmer  altid 
Ellis  Island,  og  for  en  Dollar  eller  to  ordner  de  med  stor  Dygtig- 
hed en  saadan  Sag.  Det  er  Øens  staaende  Tribunal,  der  holder  Emi- 
grantens Skæbne  i  sin  Haand,  og  for  dette  Tribunal  fremstilles  et 
Par  Stoddere,  der  gør  falsk  Ed  paa,  at  de  ejer  tusinde  Dol- 
lars. Emigrantens  Navn  og  disse  Kautionisters  vægtige  Vidnesbyrd 
sendes  til  Washington,  og  tre  Dage  efter  kan  den  stoppede  Rej- 
sende gaa  i  Land.  I  Mellemtiden  opholder  han  sig  paa  Ellis  Island, 
hvor  han  paa  Dampskibsselskabets  Bekostning  nyder  god  Forplej- 
ning. 

Kvinder  og  Børn  stoppes,  naar  de  ikke  er  i  Besiddelse  af  Jern- 
banebilletter  og  et  gyldigt  Bevis  for,  at  de  er  undervejs  til  deres 
Forsørgere.  Mangler  de  Subsidier,  telegraferer  Bureauet  efter  den 
Adresse,  de  har  opgivet,  og  indtil  den  fornødne  Sum  sendes,  indkvar- 
teres de  i  Baase  mellem  høje  Gitre.  Der  er  ikke  megen  Plads,  men 
der  er  rent  og  varmt,  og  der  er  Opsyn,  som  taler  alle  Sprog. 

I  et  enkelt  Forhold  er  Kontrollen  over  Kvinder  meget  streng. 
Det  hedder  paa  Ellis  Island:  „Amerika  er  ingen  Fødselsstiftelse." 
Dampskibslinierne,  og  ikke  mindst  Thingvallalinien,  bragte  i  tidligere 
Tid  mange  frugtsommelige  Piger  over  Oceanet,  men  denne  Ind- 
vandring  har   man   nu   søgt   at  stoppe  ved  at  ansætte  to   skarpt- 


85 

synede  Ladies,  der  i  aller  egentligste  Forstand  er  Dydsdragoner. 
Mistænkelige  Jomfruer  fremstilles  for  de  undersøgende  Damers  Tri- 
bunal og  Replikker  udveksles,  som  ofte  genfremkalder  „Barsel- 
stuen4^ bedste  Scener.  Man  spørger  f.  Eks.  en  rødmende  lille 
Jomfru  : 

„Er  De  forlovet?" 

„Ja,  min  Forlovede  arbejder  i  Minneapolis." 

„Det  er  vel  længe  siden,  De  har  set  ham?" 

„Nej,  det  er  kun  halvandet  Aar  siden,  han  var  i  Kjøbenhavn." 

„Halvandet  Aar!  Heraus!  Hjem  igen!" 

Ofte  ordnes  Sagen  saadan,  at  Kæresten  bliver  tilkaldt  pr.  Tele- 
gram og  ved  at  gifte  sig  paa  Stedet  udløser  sin  ængstelige  Brud. 
Ingen  Dag  gaar  hen,  uden  at  Hymens  Lænker  knyttes  paa  Ellis 
Island.  Navnlig  foregaar  der  mange  Ægteskaber  mellem  Forlovede, 
som  er  ankomne  med  samme  Skib,  og  som  efter  et  almindeligt 
Skøn  maatte  formenes  Ægtefolk  at  være.  Saadanne  Par  faar  over- 
hovedet ikke  Lov  til  at  gaa  i  Land  sammen,  førend  de  er  Mand 
og  Kone. 

Mærkeligt  er  det,  at  der  nu  og  da  ankommer  frugtsommelige 
Piger,  som  for  at  komme  i  Land  gifter  sig  med  den  første  den 
bedste  Farmer,  der  —  uden  at  iagttage  de  almindelige  selskabelige 
Regler  —  anholder  om  den  Betrængtes  Haand.  Der  er  Egne  i  Vesten, 
hvor  der  næsten  ikke  findes  Kvinder,  og  mangen  brav  Farmer 
er  fra  disse  Egne  rejst  til  Ellis  Island  for  at  finde  sig  en  Kone. 
Øens  danske  Funktionærer  modtager  hyppigt  Telegrammer,  der  i 
deres  lakoniske  Stil  lyder  omtrent  saaledes: 

„Vil  I  udtage  mig  en  Kone  under  30  Aar!" 

Morten  Madsen, 

Sarabie  County,  Nebr. 

Det  er  bleven  Skik,  at  Funktionærerne  paatager  sig  saadanne 
Kommissioner.  Naar  de  i  Vrimlen  opdager  en  stor  kraftig  Pige, 
vel  egnet  til  Præriegiftermaal ,  fører  de  hende  afsides  og  siger: 
Har  De  Lyst  til   at  faa  en   Mand?   Svarer  Pigen   Ja,   og  det  gør 


86 

hun  i  mange  Tilfælde,  sendes  der  et  Telegram  til  Farmeren.  Selv- 
følgelig ifører  han  sig  sin  bedste  Puds,  og  naar  han  et  Par  Dage 
senere  ankommer  til  Øen,  hvor  den  Skønne  venter  i  et  Gitterbur, 
gør  han  hendes  nærmere  Bekendtskab  ved  en  Kop  Kaffe,  som  rund- 
haandet  udskænkes  af  Andreas  Knudsen,  Ellis  Islands  muntre  Re- 
stavratør.  Ved  den  varme  Kaffe  stiger  Temperaturen.  Paa  begge 
Sider  mærker  man  den  vaagnende  Tilbøjelighed,  og  under  stigende 
Forelskelse  fejres  Brylluppet  paa  Stedet.  Naar  Tingen  er  i  Orden, 
damper  Mr.  og  Mis.  Morten  Madsen  ud  i  Vesten. 

Men  det  hænder  ogsaa,  at  en  Farmer,  der  ikke  vil  købe  Katten 
i  Sækken,  personlig  indfinder  sig  paa  Øen  for  selv  at  vælge  sig  en 
Mage  efter  sin  specielle  Smag.  Under  et  af  mine  Ophold  derude, 
og  i  et  Øjeblik,  da  der  netop  ingen  Emigranter  kom  i  Land,  traf 
jeg  en  saadan  Mand,  der  med  en  tvær  Mine  gik  og  saa  paa  nogle 
gamle  Kællinger,  som  skurede  Trapper. 

Da  jeg  tilkastede  Manden  en  opmuntrende  Bemærkning,  svarede 
han  mut: 

„Næ,  saa  Fan'eme  om  jeg  ikke  heller  stikker  hjem  til  Lolland." 
Før  Aaret  1888  varetog  to  Funktionærer,  en  Nordmand 
og  en  Italiener,  hele  det  saakaldte  Kontraktdepartement,  som 
nu  beskæftiger  ikke  mindre  end  40  Personer.  Øens  højeste 
Myndighed  er  Immigrationskommissæren,  Dr.  Joseph  Senner, 
som  tidligere  var  Medarbejder  ved  Staats-Zeitung.  Hans  nær- 
meste Underordnede  er  den  25-aarige  McSweney,  oprindelig  en 
Haandværkssvend,  der  er  sat  ind  paa  denne  vigtige  Plads  af  Østens 
Arbejder-Unioner.  Alle  evropæiske  Nationer  har  forøvrigt  Repræsen- 
tanter mellem  Funktionærerne,  og  særligt  synes  Danmark  favoriseret. 
Vi  har  ialt  10  Landsmænd  i  forskellige  Stillinger  paa  Øen.  Ende- 
lig er  de  fremmede  Nationer  repræsenterede  ved  Præster,  Danmark 
ved  Pastor  R.  Andersen  fra  Brooklyn.  Italienerne  har  indrettet  et 
omfattende  Immigrantbureau,  der  staar  direkte  under  den  italienske 
Stat  og  bestyres  af  Prof.  Oldrini.  Bureauets  Assistenter  taler 
personlig  med  enhver  Immigrant,  der  kommer  fra  Italien.  Et  lig- 
nende, og  udmærket  ledet  Bureau,  er  oprettet  af  Jøderne,  der  siden 


87 

Udvisningen  af  Rusland  er  indvandrede  i  voksende  Mængder.  I 
Aaret  1892  alene  landsattes  ikke  mindre  end  117,469  russiske 
Jøder.  Det  var  en  Invasion,  der  vakte  den  største  Bevægelse  i 
Amerika  og  bidrog  sit  til  de  skærpede  Lovbestemmelser  af  April 
1893.  Ved  Baron  Hirsch's  fyrstelige  Dotationer  lykkedes  det  at  for- 
dele Jøderne  rundt  om  i  Landet,  medens  Italienerne,  der  samtidigt 
strømmede  ind  i  Titusindvis,  navnlig  søgte  Tilhold  i  New  York. 
Italienerne  er  for  Øjeblikket  de  daarligst  anskrevne  Immigranter, 
og  Røster  hæver  sig  for  at  betragte  dem  som  Kinesere.  Den  skan- 
dinaviske Indvandring  derimod  har  saa  godt  som  slet  ikke  været 
berørt  af  den  ny  Lovs  Bestemmelser. 

De  forskellige  evropæiske  Landes  Bidrag  til  den  amerikanske 
Indvandring  for  de  sidste  4  Aar  og  de  sidste  74  Aar  anskuelig- 
gøres i  følgende  Liste: 


Lande. 

1891-1895 

1821-1895 

Østrig-Ungarn 

281,778 

716,266 

Belgien 

15,049 

59,042 

Danmark 

39,856 

182,373 

Frankrig 

26,013 

392,359 

Tyskland 

436,410 

4,940,538 

Italien 

292,010 

680,568 

Holland 

25,812 

126,686 

Norge  og  Sverrig 

211,844 

1,136,875 

Rusland  og  Polen 

320,426 

645,318 

Spanien  og  Portugal 

14,972 

58,581 

Schweiz 

25,555 

196,824 

England 

508,506 

6,743,783 

Andre  evrop.  Lande 

17,430 

29,024 

Hele  Evropa 

2,215,661 

15,908,227 

Om  samtlige  disse  Tal  (der  skyldes  Mr.  Worthington  C.  Ford, 
Chefen  for  det  statistiske  Bureau  i  Washington)  gælder,  at  de  gen- 
nemgaaende  er  for  lave.  Til  Indvandringen  fra  Evropa  kommer 
Indvandringen  fra  Kanada,  Mexico,  Central  Amerika  og  Vestindien 


88 

med  ialt  IV4  Million  Emigranter  og  endelig  den  kinesiske  Indvan- 
dring, som  siden  1821  andrager  ca.  350,000  Individer.  De  fleste 
evropæiske  Emigranter  lander  fremdeles  i  New  York,  men  en  ret 
betydelig  Indvandring  finder  dog  Sted  til  andre  Byer.  I  Aaret  1895 
landsattes:  I  New  York  219,006  Personer,  i  Philadelphia  25,862, 
i  Boston  20,492,  i  Baltimore  7,081,  paa  Key  West  2,650,  i  San 
Francisco  1,840,  i  New  Orleans  1,808,  desuden  landsattes  Emi- 
granter i  en  Del  mindre  Havne,  hvor  Tallet  dog  ikke  naaede 
Tusinde.  Det  nævnte  Aar  indvandrede  alt  ialt  279,948  Personer. 
Af  disse  tilhørte  1,935  de  mere  dannede  Lag,  32,547  var  Pro- 
fessionister, 104,779  var  ubestemmelige,  og  140,687  stolede  paa 
deres  bare  Næver.  Af  dem,  der  besad  en  særlig  Uddannelse,  kan 
nævnes  68  Skuespillere,  239  Præster,  395  Musikere,  404  Lærere, 
138  Kunstnere  osv.  Professionisterne  og  andre  særlig  uddannede 
Emigranter  vare  fordelte  over  alle  mulige  Professioner  og  Haand- 
teringer,  men  Skrædderne  var  dog  i  Majoritet  med  et  Antal  af 
2,867.  Derefter  kom  2,714  Sømænd,  2,630  Kontorister,  2,570 
Tømrere  osv.  I  den  øvrige  Masse  fandtes  54,372  Daglejere,  30,346 
Tjenestepiger  og  11,000  Farmere. 

For  endelig  at  vise  Stigningen  i  Indvandringen,  skal  vi  slutte 
denne  lille  Statistik  ved  at  opsummere  de  Indvandredes  Antal  i 
tre  forskellige  Tiaar,  som  vi  vælger  tre  Steder  i  Aarhundredet. 

I  Tiaaret,  som  udløb  1830,  var  der  kun  ankommet  143,439 
Emigranter  til  Amerika. 

Men    i    det    Tiaar,    der    sluttede    1860    var   der   bleven   landsat^ 
2,598,214  Personer. 

Og  i  Tiaaret  endelig,  som  sluttede  1890  var  de  Indvandredes 
Antal  naaet  op  til  den  enorme  Højde  af  5,246,613.  Tiaaret, 
der  slutter  Aaret  1900  vil  rimeligvis  opvise  et  lignende  eller  maa- 
ske  endnu  større  Antal.  I  det  fra  1890 — 95  forløbne  Femaar  er 
der  til  Trods  for  de  daarlige  Tider  i  Amerika  indvandret  2,280,674 
Personer,  og  for  Øjeblikket  er  Indvandringen  fra  Evropa  stærkt 
tiltagende.  Om  alle  de  ovenfor  anførte  Tal  gælder,  at  de  kun  om- 
fatter virkelige  Emigranter  og  ikke  saadanne  Dækspassagerer,  der 


89 

har  været  i  Evropa  paa  Besøg.  Disse  Rejsendes  Antal  er  stærkt 
voksende  og  kan  nu  ikke  sættes  til  under  aarligt  ca.  40,000.  Men 
om  dem  har  der  ikke  her  været  Tale.  Fra  den  1.  Oktober  1820 
til  den  30.  Juni  1895  er  der  efter  Mr.  Worthington  C.  Fords  om- 
hyggelige Beregninger  indvandret  ialt  17  Millioner  708,000  og  331 
Mennesker,  der  ikke  før  havde  været  i  Amerika. 


Emigranternes  første  Maaltid. 


Det  er  gribende  Billeder,  der  ustandseligt  veksler  paa  Ellis  Island, 
naar  disse  navnløse  Tusinder  kommer  ind  fra  Havet.  Emigranterne 
fra  de  nordlige  Lande  er  saa  indpakkede,  at  de  ligner  Bylter,  og  sæd- 
vanlig er  de  let  kendelige  paa  de  besynderlige  Smaating,  de  fører 
med  ved  deres  Ankomst.  I  Myldret  ser  man  Mødre  og  Børn,  Oldinge 
og  Ynglinge,  Karle  og  Piger,  uskyldige  rene  Ansigter  og  Træk, 
der  er  vansirede  af  Laster.  Norske  og  svenske  Bønder  i  National- 
dragter blander  sig  mellem  melankolske  skæggede  Russere,  ligeglade 
Irlændere  og  snaksomme,  gemytlige  Sønner  af  Germania.  Pels- 
H.  "i 


90 


klædte  Laplændere  træder  ind  i  Hallen  ved  Siden  af  de  smaa  sort- 
smudsede Grækere  og  de  solbrændte  halvnøgne  Lazaroner  fra  Apu- 
liens  varme  Dale.  Jødepolakken  med  det  skarpe  Ansigt,  de  urolige 
Øjne  og  det  geskæftige  Væsen  danner  en  besynderlig  Kontrast  til  den 
ærværdige  Muselmand,  der  skrider  frem  i  Burnus.  Komiske  Optrin 
veksler  uafladeligt  med  Optrin,  der  faar  Hjertet  til  at  banke,  og  bevæ- 


Hvor  Emigranterne  kober  deres  Proviant. 


get  bliver  man,  saa  ofte  man  i  den  babyloniske  Sprogforvirring 
hører  Modersmaalet  klinge  klangløst  fra  en  Kvindes  skælvende 
Læber.  I  Vrimlen  ser  man  Landsmænd  bærende  paa  Smaa- 
ting,  der  paa  dette  Sted  fremmaner  den  fjærne  danske  Lands- 
by. Tidt  er  det  besynderlige  Sager,  de  danske  Udvandrere  fører 
med  sig,  f.  Eks.  en  Stillids,  der  flagrer  i  sit  blaa  Træbur,  en  Blomst, 
der  ryster  i  en  dansk  Urtepotte,  eller  et  Par  Høns  og  en  Hane, 
der  nok  saa  lystigt  kagler  og  galer  i  en  Trækasse.  Det  er  vel 
kære    Ting,    som    Emigranterne    ikke    kunde    skilles    ved,   da   alle 


91 

Baand  brast.  I  Hoved-Hallen  møder  man  de  løjerligste  Skik- 
kelser. Her  er  t.  Eks.  en  Husmand  fra  Fyen,  som  skal  over 
og  besøge  sin  Datter  i  Utah.  Hun  er  gift  med  en  Mormon,  for- 
tæller Husmanden,  men  hun  har  det  godt  og  „har  sendt  for"  sin 
Fader,  d.  v.  s.  sendt  ham  Rejsepenge.  Husmanden,  der  aldeles 
ikke  er  forknyt  i  sine  danske  Træsko,  foreviser  ved  Kontrollen  en 
udførlig  Skrivelse,  som  Landsbypræsten  paa  Fyen  gav  ham  med 
paa  Rejsen.  I  denne  kostelige  Skrivelse,  der  er  affattet  paa  Dansk, 
hedder  det,  at  Husmanden  Dags  Dato  begiver  sig  til  Utah,  men 
ikke  for  at  blive  Mormon.  Aldeles  ikke!  Præsten  er  sikker  nok  paa 
ham  og  anbefaler  ham  til  gode  Kristnes  Omsorg.  Med  et  saa- 
dant  Testimonium  i  Lommen  er  det  ikke  mere  end  rimeligt,  at 
Husmanden  straks  indlemmes  i  et  Selskab  af  Mormoner,  der  føres 
af  Mormonpræsten  Jens  Hansen,  som  i  20  Aar  har  ført  Skandi- 
naver ud  til  Saltsøstaden.  Jens  Hansen,  der  bærer  Dannebrogs- 
mændenes Hæderstegn,  har  mange  Ting  at  passe,  men  alligevel 
ser  han  sit  Snit  til  at  kævles  med  de  yngre  evangeliske  Præster. 
En  af  dem  raaber  efter  ham,  da  han  drager  bort  med  Husman- 
den og  de  andre: 

„Tvi!  I  er  besatte  af  Sanselighedens  og  Hovmodets  urene  Aand."  — 

Men  denne  nærgaaende  Bemærkning  drukner  i  den  øredøvende 
Summen. 

Hjerteskærende  er  det  at  sé  stakkels  fattige  Koner  med  for- 
vildede Øjne  holde  fast  paa  deres  Børn,  medens  Mændenes  Hæn- 
der famlende  løber  om  i  Lommerne  eller  gennemroder  Bylterne.  I 
enhver  af  deres  Bevægelser,  i  enhver  af  deres  Miner  læses  Skræk 
for  andre  Mennesker,  for  Kæltringer  og  for  Tyve,  som  de  er  blevet 
advaret  for,  da  de  forlod  det  gamle  Land. 

En  kraftig  dansk  Husmand  træder  frem  for  Skranken,  fulgt  af 
fire  rødmossede  Drenge,  der  fortrøstningsfuldt  holder  Øjnene  fæstede 
paa  Familiens  Overhoved  og  Hjemmets  højeste  Myndighed.  Mode- 
ren slutter  Toget  med  en  lille  lyshaaret  Pige  paa  sin  Arm. 

Eksaminationen,  der  er  fuld  af  engelske  Ord,  begynder.  Spørgs- 
maalene    regner    ned    fra   Pulten,    hurtigere    og    hurtigere,    til    den 


92 

stærke  Mand  skælver,  saa  han  maa  holde  sig  i  Gitterværket.  Han 
famler  paa  Brystet  efter  sine  Penge,  mens  Assistenten  raaber: 
Homestead!  Homestead!  Husmanden,  der  tror,  at  han  skal  sendes 
hjem,  taber  Hovedet  og  frembyder  et  Billede  paa  Hjælpeløshed 
og  Fortvivlelse.  Drengene  stirrer  paa  ham  med  langsomt  bri- 
stende Tillid  og  til  sidst  gribes  de  ogsaa  af  hans  Skræk.  Assistenten 
raaber,  og  Fader,  Moder  og  Sønner  famler  forvildede  i  deres  Lom- 
mer og  Bohave,  mens  det  lille  Barn  ved  Moderens  Bryst  bryder 
ud  i  høje  Skrig. 

Jeg  nærmer  mig  disse  Mennesker  for  at  hjælpe  dem,  men  Ko- 
nen er  saa  bange  for  mig,  at  hun  er  lige  ved  at  krybe  under  Pul- 
ten. Manden,  der  svedende  og  skælvende  er  sluppen  ud  af  Kryds- 
forhoret, rager  ængsteligt  sine  Sager  sammen,  og  da  jeg  forærer 
en  af  Drengene  et  Pengestykke,  og  Drengen  med  et  Barns  Fri- 
modighed vil  række  mig  sin  Haand,  river  Husmanden  ham  tilbage 
og  er  lige  ved  at  tildele  ham  en  Lussing.  Baade  Mand  og  Kone 
er  saa  ængstelige,  at  de  ryster.  De  tror,  jeg  er  en  Tyv,  og  idet 
de  vender  Ryggen  til  mig  og  forsvinder,  er  det  øjensynlig  med 
Følelsen  af,  at  de  har  undgaaet  en  overhængende  og  alvorlig  Fare. 

Naar  voksne  Mennesker  kan  bære  sig  saa  taabeligt  ad,  er  det 
fordi  man  hjemme  fylder  dem  med  Historier,  der  maaske  er  pas- 
serede i  Castle  Garden  for  en  Menneskealder  siden,  men  som  i 
vor  Tid  er  ganske  utænkelige  paa  Ellis  Island. 

Man  er  mindst  lige  saa  sikker  her  som  paa  Københavns  Told- 
bod. Ja,  hvor  let  det  i  vore  Dage  er  at  rejse  til  Amerika  og 
passere  Ellis  Island,  saa  jeg,  da  jeg  under  et  af  mine  Besøg  paa 
Øen  mødte  en  lille  Dreng,  der  paa  egen  Haand  rejste  fra  Køben- 
havn til  Minneapolis.  Han  sagde,  at  han  hed  Julius  Olsen,  at  han 
var  ti  Aar  gammel,  og  at  han  var  Elev  fra  Hindegades  Kommune- 
skole. Nu  var  hans  Onkel  død,  og  saa  havde  hans  Tante  sendt 
ham  til  Amerika,  hvor  hans  Forældre  havde  været  i  to  Aar.  De 
boede  i  Minneapolis.  Paa  Rejsen,  som  han  havde  foretaget  uden 
Ledsagelse,  var  der  ikke  tilstødt  ham  andet  Uheld,  end  at  han  en 
Dag  i  Blæsevejr  mistede  sin  Hat.   Selvfølgelig  fik  den  lille  Dreng 


93 

en  ny,  og  da  han  havde  sat  den  paa  Hovedet,  blev  han  fotogra- 
feret. Adressen  paa  sit  Bestemmelsessted  kunde  han  ikke  saa  let 
miste,  for  —  som  man  ser  paa  Billedet  -  -  var  Adressen  indsyet 
tre  forskellige  Steder  i  hans  Tøj.  Da  Julius  havde  faaet  for  fem 
Cents  Bolscher  og  en  Sukkerkringle,  blev  han  sendt  til  Minneapo- 
lis, og  derhen  er  han  ankommet  lige  saa  sikkert  som  et  anbefalet 
Brev.  Midt  mellem  alle  de  fortumlede  Landsmænd  paa  Ellis  Island 
var  det  en  virkelig  Fornøjelse  i  Julius  Olsen  at  møde  en  rolig  og 
besindig  Emigrant. 


DANSKERNE 


Det  er  Friheden,  der  samler  de  mangfoldige  Folkeslag  i  Nord- 
amerika. Det  er  Friheden,  der  nimodstaaeligt  gør  Amerika  til 
en  Nation.  Det  er  Friheden,  de  indvandrede  Folk  elsker.  Landet  er 
dem  tomt  og  koldt;  de  kunde  aldrig  lære  at  elske  det  med  den 
stille  inderlige  Kærlighed,  hvormed  de  elskede  Fædrelandet.  Hvad 
de  indvandrede  Amerikanere  føler  for  Amerika,  er  Beundring  over 
Landets  mægtige  Fremskridt,  Stolthed  ved  at  leve  med  i  dette  store 
Liv  som  fri  Borgere,  og  Glæde  ved  at  tjene  Penge.  Men  selvfølgelig 
staar  denne  Følelse  af  Beundring,  Stolthed  og  Glæde  i  et  vist  Forhold 
til  den  Indvandredes  evropæiske  Hjemsted.  En  Mand,  der  er  født 
i  London,  bliver  mindre  imponeret  af  Chicago  end  en  Mand,  der 
er  født  i  Grenaa.  Naar  den  ny  Verdens  Hoteller  sammenlignes  med 
Hotellerne  i  Mariager,  Brooklyn-Broen  med  en  af  Broerne  over 
Gudenaa  og  Broadway  med  Gjerritsgade  i  Svendborg,  saa  faar 
man  selvfølgelig  den  Opfattelse,  at  Amerika  mindst  er  hundrede 
Aar  forud  for  Evropa,  og  ud  af  denne  Opfattelse  vokser  der  en 
Stolthed,  som  ogsaa  indgaar  i  den  fremmedfødte  Almues  amerikan- 
ske Nationalfølelse.  —  I  Evropa  kaster  Fortiden  sit  dæmpede  Skær  over 
Kærligheden  til  Fædrelandet.  Den  indvandrede  Amerikaner  har  in- 
gen Fædre  paa  den  fremmede  Jord.  Han  tænker  kun  paa  sig  selv 
og  paa  sin  Søn.  Der  er  tomt  bag  ved  ham.  Det  mærker  man,  og 
det  føler  han.    Et  Menneske   aander  aandeligt  kun  med  én  Lunge, 


Danmark  paa  Chicago-Udstillingen. 


95 

naar  Hjertet  ikke  kan  banke  i  en  forbigangen  Tid.  Men  netop  fordi 
den  amerikanske  Patriotisme  er  saa  nøje  knyttet  til  materielle  In- 
teresser, har  vore  Landsmænd  saa  forbavsende  let  ved  paa  engang 
at  være  gode  Amerikanere  og  gode  Danskere.  Man  kan  egenlig 
sige,  at  det  kun  er  Halvblodsmenneskene  imellem  dem,  der  ikke 
forstaar  at  være  begge  Dele.  De  Danske,  der  ejer  nogen  Oprinde- 
lighed, forener  udmærket  godt  deres  gamle  historiske  Verden  med 
den  ny  reale  Verden,  den  danske  minderige  Fortid  med  den  ameri- 
kanske løfterige  Fremtid ;  og  deres  Minder  om  Hjemmet,  selv  om  de 
forlod  det  uden  nogen  egentlig  Udvikling,  giver  dem  i  mange  Til- 
fælde en  Ballast,  som  de  kan  takke  for,  at  de  ikke  aandeligt  gaar  til 
Grunde  i  de  ny  Forhold.  Om  alle  Danske  gælder  forøvrigt  næsten  uden 
Undtagelse,  at  deres  Kritik  endnu  er  aarvaagen  over  for  Bevægel- 
serne i  Hjemmet,  medens  Amerika  uvægerligt  er  hævet  over  al 
Kritik.  Det  er  et  af  de  talende  Beviser  for,  med  hvilken  uhyre  Magt 
det  ny  Samfund  gør  sig  de  fremmede  Folkeslag  underdanige. 

Studerer  man  de  evropæiske  Folk,  der  lever  i  Amerika,  gør  man 
den  Iagttagelse,  at  de  oprindelige  nationale  Ejendommeligheder  ud- 
vikles paafaldende  i  de  ny  Forhold.  Man  kunde  sige,  at  i  samme 
Grad  en  Dansker  bliver  Amerikaner,  i  samme  Grad  fremtræder  det 
karakteristiske  Danske  stærkere  i  hans  Væsen  —  som  nu  den  ringe- 
agtede „danske  Beskedenhed"  for  blot  at  nævne  et  Eksempel!  Intet 
Steds  viser  denne  Egenskab  sig  renere  og  mere  indtagende  end 
hos  Danskerne  i  Amerika.  Det  vil  maaske  forbavse.  Men  det  er 
sandt.  De  danske  Amerikanere  praler  ofte,  men  altid  af  Lan- 
det, sjælden  af,  hvad  de  selv  har  gjort  i  Landet.  Deres  Beskeden- 
hed i  Forbindelse  med  en  vis  klædelig  personlig  Optræden,  lidt 
Sorgløshed  og  lidt  Sentimentalitet,  har  gjort  dem  afholdte.  Derhos 
er  de  velbegavede  og  lærenemme.  De  føjer  sig  hurtigt  ind  i  de  ny 
Forhold  uden  derfor  at  glemme  deres  Hjemland.  De  har  en  vis 
Evne  til  at  vinde  Folk.  Der  er  en  Følelsestone  over  dem,  som  til- 
taler Amerikanerne.  Man  har  Tillid  til  Danskerne,  og  i  vidt  for- 
skellige Erhvervsgrene  hævder  de  sig  en  Stilling,  mere  ved  vindende 
personlige  Egenskaber   og  ved   medfødt  Evne  til   at  færdes  mellem 


96 

Mennesker  end  ved  Energi  og  fremragende  Dygtighed.  De  indtager 
nette  og  ansete,  men  næsten  altid  underordnede  Stillinger. 

Hvad  Danskerne  gennemgaaende  fattes,  er  den  ru  Hud,  den  knyt- 
tede Næve,  den  forsorne  Dødsforagt  og  Spillerens  Mod  til  at  sætte 
hele  deres  Velfærd  paa  et  Kort.  Danskerne  mangler  saadanne  Egen- 
skaber, der  er  uundværlige  f.  Eks.  for  den  amerikanske  Politiker 
og  Spekulant.  Vi  har  mange  indsigtsfulde  og  dannede  danske  Mænd 
rundt  om  i  Unionens  Embedsstand,  men  vi  har  ikke  en  eneste  dansk 
Politiker  af  Betydning.  Vi  har  mange  velhavende  Landsmænd  i 
Amerika,  flere  end  man  hjemme  antager,  og  der  er  imellem  dem 
Mænd,  som  kan  regne  deres  Formuer  i  Millioner  Kroner.  Men 
Danskerne  er  en  af  de  faa  indvandrede  Nationer,  som  ikke  ejer  en 
eneste  Selfmade-Millionær  i  Dollars. 

I  denne  Sammenhæng  bør  man  selvfølgelig  erindre,  hvad  det  er 
for  Danske,  der  er  indvandrede  i  Amerika.  De  tre  Fjerdedele  af 
dem  er  Folk,  som  i  Følge  deres  Fødsel  og  Opdragelse  næppe 
havde  drevet  det  videre  hjemme  end  til  at  blive  Dagarbejdere  og  Hus- 
mænd. Af  dem  har  over  Halvdelen  hævet  sig  op  til  et  højere  socialt 
Lag,  Resten  har  opnaaet  taalelige  Vilkaar.  Naar  man  betænker,  at  disse 
Tusinder  landede  i  fremmede  Forhold,  uden  Penge,  uden  Kundskab 
og  Indsigt  og  uden  ret  megen  Verdensklogskab,  saa  er  det  beun- 
dringsværdigt, hvilke  Stillinger  de  dog  har  formaaet  at  skabe  sig 
i  det  ny  Samfund.  Det  er  næsten  ligegyldigt,  hvor  man  kommer 
hen,  til  Million-Byerne,  til  de  folketomme  Egne,  Minerne,  Prærierne 
og  til  Børserne  i  New  York,  Chicago  og  New  Orleans,  overalt  vil 
man  finde  Landsmænd,  der  i  alle  borgerlige  Forhold  er  en  Hæder  for 
det  Hjemland,  som  bekymrer  sig  saa  lidt  om  disse  sine  Børn. 

Til  den  amerikanske  Samfundsbygning  kan  man  sige,  at  alle 
evropæiske  Samfund  har  lagt  en  Sten.  England  gav  sin  Forfatning 
som  Forbillede  for  den  amerikanske  Konstitution  og  i  Tilgift  sin 
Literatnr.  Frankrig  har  i  den  nyere  Tid  givet  sin  moderne  Kunst, 
og  de  andre  evropæiske  Folkeslag  har  paavirket  det  amerikanske 
Liv  paa  mange  Maader,  f.  Eks.  gennem  bestemte  industrielle  Virk- 
somheder, der  spiller  deres  Rolle  i  den  store  Samfundshusholdning. 


97 


Italienerne  skabte  Landets  Frugtmarked,  Tyskerne  den  mægtige 
Produktion  af  01.  Finnerne  aabnede  ny  Erhvervsgrene  ved  at  ned- 
sætte sig  som  Fiskere  ved  Indsøerne,  Svenskerne  kastede  sig  over 
Skovvæsnet,  Nordmændene  bemandede  de  amerikanske  Skibe,  og 
de  danske  og  norske  Bønder  opdyrkede  Prærierne  i  Nordveststaterne. 
Hvert  Land  har  givet  sit,  og  hvert  Land  nyder  i  Amerika  Anseelse 
i  Forhold  til,  hvad  Hovedmassen  af  dets  Indvandrere  har  præsteret 
inden  for  en  særlig  Virksomhed.  Det  er  da  som  agerdyrkende  Folk, 
man  nævner  Danskerne 
med  Respekt.  Den  ældre 
Generation  af  Farmere 
er  bleven  Kernen  i  det 
indvandrede  danske  Folk, 
og  over  alt  modtager  man 
Beviser  paa  den  Agtelse, 
de  nyder  i  Amerika.  Paa 
et  Besøg,  jeg  aflagde  hos 
McCormick  i  Chicago,  yt- 
rede den  bekendte  Fabri- 
kant af  Landbrugsmaski- 
ner, at  han  ved  denne  Lejlighed  for  første  Gang  talte  med  en 
Dansker,  skønt  han  i  Aarenes  Løb  havde  givet  Danske  Kredit  for 
Hundredtusinder.  Og  det  var  ingen  Overdrivelse.  Protokollerne,  han 
lod  tage  ned,  var  oversaaede  med  danske  Navne.  McCormick  havde 
gjort  den  Erfaring,  sagde  han,  at  de  danske  Farmere  ikke  var 
videre  bestemte  med  at  sende  deres  Afdrag,  men  at  de  efter  Tid 
og  Lejlighed  redeligt  betalte  deres  Gæld. 

Farmerne  hører  til  den  første  Generation  af  danske  Indvandrere. 
De  fleste  af  dem  har  været  25  Aar  i  Amerika,  og  de  er  nu  i  Færd 
med  at  overlade  Gaardene  til  deres  Børn,  som  er  opdragne  i  det 
danske  Sprog,  og  hvis  Lyst  det  er  en  Gang  at  se  Danmark.  Af 
saadanne  to  Generationer  bringer  vi  ovenfor  et  Billede.  Det  viser  os 
den  ubøjelige  stærke  Mand,  den  lille  kloge  Kone  og  de  kernesunde 
Børn.   Hæderligere  Mennesker  findes  ikke.   Det  véd  man  i  Amerika. 


Dansk  Farmerfamilie  fra  Racine. 


98 

I  de  sidste  10 — 15  Aar  har  en  Indvandring  fundet  Sted  af 
en  anden  Klasse  Danskere,  af  dygtige  Haandværkere,  faglærte 
Teknikere,  Læger,  Apotekere  og  aarvaagne  Handelsmænd  —  unge 
Mænd,  som  ikke  rejste  ud  for  at  „gøre  deres  Lykke",  men  Mænd, 
som  véd,  at  der  ogsaa  i  Amerika  er  et  vist  Sammenhæng  mellem 
Betingelse  og  Resultat.  Det  er  Emigranter,  tilhørende  gode  Familier, 
som  har  udviklet  sig  vidt  forskellig  fra  andre  unge  Mænd  i  Hjem- 
met. Deres  bløde  danske  Væsen  er  blevet  hærdet  i  de  ny  Forhold, 
hvor  enhver  stoler  paa  sig  selv.  Og  i  det  hurtigt  pulserende  ameri- 
kanske Samfundsliv  har  deres  københavnske  Skepsis  modtaget  et  for- 
friskende Bad.  Der  er  i  denne  yngre  Generation  en  stærk  Bestræbelse 
til  Stede  for  at  vise  Amerikanerne,  at  Danmark  ikke  blot  er  en  Stat 
af  Farmere,  men  en  gammel  evropæisk  Kulturstat.  Det  er  disse 
Mænd,  der  rejste  Thorvaldsen  en  Statue  i  New  York  og  H.  C. 
Andersen  en  Statue  i  Chicago.  Det  er  dem,  der  har  faaet  Oehlen- 
schlaeger  oversat  og  nu  oversætter  Drachmann.  Det  er  dem,  der 
havde  den  Tanke  at  faa  Georg  Brandes  ansat  som  Professor  ved 
Unionens  største  Universitet,  og  det  er  endelig  dem,  der  —  uden 
at  man  støtter  dem  fra  Hjemmet  —  arbejder  paa  at  skabe  dansk 
Kunst,  Maleri  og  Skulptur,  Musik  og  Sangkunst  et  Opland  i  Ame- 
rika. Det  er  et  Lag  af  Danske,  der  ved  Dannelsens  fine  Traade  er 
knyttede  til  Hjemlandet  og  som  holder  fast  ved  Danmark,  ikke 
blot  fordi  de  elsker  deres  Fædreland,  men  ogsaa  fordi  de  ved  at 
skabe  Agtelse  for  Danmark  styrker  deres  egen  Stilling.  Mellem 
disse  yngre  Danske  findes  der  adskillige,  som  betyder  noget,  ikke 
alene  for  de  Danske  i  Amerika,  men  for  Amerika.  Den  mest  kendte 
blandt  dem  nævner  Amerikanerne  som  en  af  Unionens  første 
Billedhuggere,  og  det  tilføjes  altid,  at  han  er  født  i  Danmark. 

Der  var  vel  egentlig  ikke  mere  end  to  danske  Navne,  som  indtil 
den  nyere  Tid  var  kendte  i  Amerika:  Bertel  Thorvaldsens  og  H.  C. 
Andersens.  Det  var  derfor  en  fortræffelig  Idé,  den  danske  Industri- 
forening havde,  da  den  satte  Statuer  af  disse  to  Mænd  foran  den 
danske  Afdeling  paa  Verdensudstillingen  i  Chicago,  hvor  Danmark 
for  første  Gang  og  paa   en  fuldt  ud  værdig  Maade  optraadte  som 


99 

Nation  paa  amerikansk  Grund.  —  Da  Tivolis  Stifter,  Georg  Carsten- 
sen, i  Aaret  1854  byggede  Krystalpaladset  i  New  York,  lod  han 
paa  Foranledning  af  Konsul  Beck  udstille  nogle  Gibsafstøbninger 
af  Thorvaldsens  mest  kendte  Arbejder,  navnlig  Kristus  og  Apostlene. 
Krystalpaladset  brændte,  men  Thorvaldsen  var  indfort  i  Amerika, 
og  hans  Ry  er  siden  steget  Aar  for  Aar.  Der  er  ikke  mange 
Amerikanere,  som  nu  behover  at  spørge,  hvem  han  er,  naar  de 
ser  hans  Statue  ved  ludgangen  til  Central  Park.  Fortræffelige 
Gengivelser  af  Thorvaldsens  Basreliefs  pryder  Hundredtusinder  af 
amerikanske  Hjem. 

Lige  saa  kendt  er  H.  C.  Andersen,  der  oprindelig  indførtes  i 
den  amerikanske  Literatur  fra  England,  men  senere  udkom  i  sær- 
lige amerikanske  Oversættelser.  Hvor  nøje  Kendskabet  er  til  denne 
danske  Digter,  ser  man  bl.  a.  af,  at  Vittighedsbladene  meget  ofte 
bringer  politiske  Karikaturbilleder  af  Eventyr  som  Den  grimme 
Ælling  og  Kejserens  ny  Klæder  —  Billeder,  der  kun  kan  more,  naar 
man  kender  Eventyrene.  Hvor  afholdt  Digteren  var  af  sine  smaa 
Læsere  i  Amerika,  medens  han  endnu  levede,  derom  har  man 
flere  Vidnesbyrd.  Et  Aars  Tid  forinden  Andersen  døde.  meddeltes 
det  i  amerikanske  Blade,  at  han  led  Nød  i  Danmark,  og  Whitelaw 
Reid,  den  bekendte  Redaktør  af  „New  York  Tribune",  foreslog  i 
den  Anledning  i  sit  Blad.  at  amerikanske  Skolebørn  skulde  samle 
deres  Spareskillinger  og  sende  dem  til  Eventyrenes  Forfatter.  Denne 
Anmodning  generede  Danskerne,  og  General  C.  T.  Christensen  gik 
op  og  sagde  Mr.  Reid,  at  Meddelelsen  om  Digterens  Fattigdom  be- 
roede paa  en  Misforstaaelse.  Næste  Dag  sluttede  Indsamlingen. 
Men  der  var  allerede  i  Smaabeløb  tilstillet  Bladet  800  Kr.,  og  da 
Reid  ikke  vidste,  hvortil  han  skulde  bruge  Pengene,  foreslog  Chri- 
stensen ham  at  købe  Appletons  „Illustrerede  Amerika".  Den  pragt- 
fuldt udstyrede  Bog  blev  købt  og  sendt  til  Digteren  „fra  smaa 
amerikanske  Læsere".  Det  blev  den  sidste  Hilsen,  H.  C.  Andersen 
modtog  fra  et  fremmed  Land,  og  Appletons  illustrerede  Amerika 
blev  den  sidste  Bog.  han  læste.  Den  fandtes  opslaaet  paa  Bordet 
ved  hans  Dødsleje. 


100 

Af  andre  danske  Forfattere,  Videnskabsmænd  og  Kunstnere,  der 
er  kendte  i  Amerika,  maa  i  første  Række  nævnes  en  af  vore  mindst 
kendte  Forfattere,  nemlig  Valdemar  Thisted.  Hans  „Breve  fra  Hel- 
vede" udkom  paa  Engelsk,  før  man  kendte  dem  paa  Dansk,  og 
senere  er  der  kommet  en  ny  særlig  amerikansk  Udgave,  der  har 
fundet  stor  Udbredelse.  Almindelig  kendt  er  fremdeles  Henrik  Hertz's 
„Jolanthe"  (Kong  Renés  Datter)  og  af  andre  danske  dramatiske  For- 
fattere, der  i  den  nyere  Tid  har  faaet  Stykker  opførte  i  Amerika, 
skal  anføres  Erik  Bøgh  og  Edvard  Brandes.  Af  danske  Videnskabs- 
mænd nævner  amerikanske  Blade  H.  C.  Ørsteds  Navn  uden  nær- 
mere Forklaring  og  ligesaa,  om  end  selvfølgelig  for  et  snævrere 
Publikum,  Japetus  Steenstrups.  —  Prof.  Frederik  Nielsen  er  kendt 
fra  sine  Artikler  i  Herzogs  teologiske  Encyclopædia.  Kendt  er  frem- 
deles Georg  Brandes  og  Julius  Lange  og  inden  ret  længe  ogsaa 
Holger  Drachmann,  der  har  fundet  fortræffelige'Oversættere  i  Thor- 
kild A.  Schovelin  og  Francis  F.  Browne.  En  dansk  statistisk  For- 
fatter, der  citeres  mere  end  han  læses,  er  Marcus  Rubin.  Af  vore 
Kunstnere  kender  Amerikanerne  ikke  andre  end  P.  S.  Krøyer, 
der  har  skaffet  sig  Adgang  til  Amerika  gennem  Salonen  i  Paris. 
Endelig  bør  —  for  ogsaa  at  medtage  et  dansk  Tidsskrift  — 
nævnes  „Kirkelige  Samlinger".  Dette  Tidsskrift  citeres  ofte  af  de 
amerikanske  Teologer   og  findes  opført  i  de  fleste  Bogkataloger. 

Det  er  en  Ejendommelighed  ved  de  offenlige  amerikanske  Bibli- 
oteker, at  de  køber  nyere  Bøger  af  alle  mulige  evropæiske 
Literaturer.  Paa  Astor  Biblioteket  i  New  York  -  -  en  stor  offen- 
lig  Læsesal,  oprettet  af  Rigmanden  Astor  —  fandt  jeg  de  fleste 
mere  kendte  Værker  i  den  moderne  danske  Literatui.  Dette 
Bibliotek,  der  ejer  en  Kapital  paa  ca.  8  Mill.  Dollars,  køber 
aarligt  nye  Bøger  for  32,000  Dollars.  Biblioteket  havde  i  Aaret 
1895—96  købt  dansk  moderne  Literatur  for  1200  Kr.  Blev  jeg 
overrasket  ved  at  gøre  denne  Opdagelse  i  Kataloget,  blev  jeg 
endnu  mere  overrasket,  da  jeg  erfarede,  at  Bibliotekaren  var  en 
dansk  Mand.  Hans  Navn  var  G.  H.  A.  Bjerregaard.  Jeg  opsøgte 
ham  paa  hans  Kontor,   og  paa  mit  Sporgsmaal,  om  det  var  ham, 


101 

der  bestemte  Bogkøbet,  svarede  han:  „Nej,  det  er  Publikum".  Dette 
foregaar  paa  den  Maade,  at  naar  Nogen  anmoder  om  en  Bog,  der 
ikke  findes,  saa  købes  den  uden  videre  Forhandling.  Hr.  Bjerre- 
gaard bad  mig  meget  forekommende  skrive  Rekvisitioner,  dersom 
det  kunde  more  mig  at  faa  nogle  bestemte  danske  Bøger  ind  i 
Biblioteket.  Det  var  ham  øjensynlig  en  Fornøjelse  at  udvide  denne 
Afdeling,  men  forøvrigt  mente  han,  at  man  i  andre  større  ameri- 
kanske Biblioteker  vilde  finde  Danmark  repræsenteret  i  nogenlunde 
samme  Omfang. 

Det  er  saadanne  smaa  tilfældige  Iagttagelser,  der  vækker  Efter- 
tanke. Vi  vilde  ikke  blot  høste  Ære  ved  at  udvide  Danmarks 
aandelige  Omraade  i  Amerika.  Vi  havde  materielle  Fordele  derved. 
Et  Bibliothek,  som  næppe  mange  kender  hjemme,  køber  aarligt 
for  1200  Kr.  danske  Bøger!  Er  ikke  nu  den  Tid  for  Haanden,  da 
dansk  Videnskab,  Kunst  og  Literatur  bør  tiltvinge  sig  en  Plads  i 
Nordamerika,  hvor  100,000  ukendte  Farmere  har  givet  det  danske 
Navn   den  bedste  Klang? 


GENERAL  CHRISTENSEN 


Politik  og  Penge  er  de  to  Poler  i  det  amerikanske  Samfundsliv, 
men  det  vilde  være  taabeligt,  om  man  troede,  at  en  Mand  op- 
naaede  en  ubetinget  Anseelse  i  Amerika,  blot  fordi  han  indtog  en 
ledende  politisk  Stilling  eller  blot  fordi  han  ejede  Penge.  Vi  har  en 
Landsmand,  der  af  andre  Grunde  er  indskreven  i  det  bedste  ameri- 
kanske Selskab.  C.  T.  Christensen  er  hverken  Politiker  eller  Mil- 
lionær. Sin  fremragende  Stilling  skylder  han  udelukkende  sine  usæd- 
vanlige personlige  Egenskaber. 

Denne  Mands  Historie  burde  nøje  studeres  af  Enhver,  der  tænker 
paa  at  udvandre  til  Amerika.  En  mere  nyttig  Lærdom  finder  Emi- 
granten næppe.  Det  hænder,  at  man  paa  en  Rejse  gennem  de  For- 
enede Stater  træffer  unge  Danske,  der  har  antaget  det  saakaldte 
„amerikanske  Væsen",  hvorved  især  forstaas  de  Unoder,  der 
i  visse  Klasser  af  Befolkningen  er  de  samme  baade  i  Danmark  og 
i  Amerika.  Til  det  „amerikanske  Væsen"  hører  ogsaa  Forestillingen 
om,  at  Amerikanerne  er  mindre  hæderlige  end  andre  Mennesker, 
og  at  tvivlsomme  Handlinger,  blot  de  ikke  straffes,  hører  med  til 
Smartness.  Det  er  saadanne  Emigranter,  der  raadner  paa  de  ame- 
rikanske Vejkanter. 

General  Christensen  er  et  udmærket  Forbillede.  Alt  hvad  han  har 
gjort,  kan  en  anden  gøre  ham  efter,  thi  han  er  ingen  Personlighed  i 


103 


stor  Stil.   Generalen  er  en  usædvanlig  god  og  dygtig  dansk  Mand. 
Han  er  let  bevægelig  og  altid  modtagelig  for  en  Spøg.    I  Sorg  og 


C.  T.  Christensen. 


i  Glæde  brister  han  i  Graad,  men  en  Graad,  der  hurtigt  viger  for 
et  Smil.  Han  kan  Longfellow  udenad,  og  et  lille  smukt  lyrisk  Vers 
gør  stærkere  Indtryk  paa  ham  end  en  stor  Bankanvisning.  Han  er  af 


104 

de  Mennesker,  der  en  kold  Vintermorgen  standser  og  betaler  en 
Dollar  for  en  frisk  Rose. 

Til  disse  Egenskaber  kom  i  Christensens  Ungdom  en  nydelig  Per- 
son, en  beskeden  vindende  Optræden,  et  deltagende  Væsen  og  en 
god  Opdragelse.  Saadan  var  han  udrustet  —  og  følgelig  udrustet 
paatværs  af  alle  amerikanske  Forhold,  vil  man  tænke  —  da  han 
landede  i  New  York.  Men  saadan  udrustet  blev  han  den  mest  be- 
tydende Dansker  i  Amerika. 

—  Christensen  er  født  i  København  d.  26.  Januar  1832.  Hans 
Fader,  der  var  Tilskærer  ved  „Guldhuset"  (det  daværende  militære 
Klædeoplag  i  Rigensgade),  stammede  fra  Bondeslægt,  hans  Moder 
var  af  en  bedrestillet  Familie.  Det  skyldtes  hende,  at  Forældrene 
til  Trods  for  alle  Savn  gav  deres  opvakte  Søn  en  god  Opdragelse. 
Christensen  blev  sat  i  Efterslægtens  Skole,  hvor  han  indførtes  i  en 
Drengekreds,  der  stod  langt  over  den,  hvortil  han  selv  hørte.  Da 
han  var  13  Aar  gammel,  flyttede  Forældrene  fra  Rigensgade  ud 
paa  asiatisk  Plads,  hvor  Faderen,  der  havde  opgivet  Professionen, 
lejede  et  Skipperhus.  Aaret  efter  døde  han,  og  Moderen  sad  nu  ene 
tilbage  i  den  største  Fattigdom.  Under  disse  sørgelige  Omstændig- 
heder blev  Christensen  konfirmeret  og  tog,  blødende  om  Hjertet, 
Afsked  med  sine  Lærere.  Han  maatte  sørge  for  sig  selv,  og  kort 
efter  træffer  vi  ham  som  Lærling  hos  en  Købmand  i  Nykøbing 
paa  Sjælland.  Her  tilbragte  han  fire  lange  Aar  og  tiltraadte,  da 
Læreaarene  var  til  Ende,  en  Stilling  som  Manufakturhandlerkommis 
i  Helsingør.  Det  var  endnu  i  Sundtoldens  Tid,  da  mange  frem- 
mede Skibe  ankrede  op  for  denne  By,  og  i  Butikken  fik  Christen- 
sen Brug  for  sine  gode  Sprogkundskaber.  Samtidig  vaktes  hans 
Rejselyst  ved  Synet  af  de  mange  Skibe,  og  i  Foraaret  1850  forlod 
han  Helsingør  og  gik  om  Bord  i  Barkskibet  „Jørgen  Beck",  som 
var  paa  Rejse  til  Amerika.  Rejsen  var  rig  paa  allehaande  Genvor- 
digheder. I  Kattegat  blev  „Jørgen  Beck"  oversejlet  af  en  russisk 
Skonnert  og  maatte  søge  ind  til  Gøteborg,  hvor  den  laa  og  re- 
parerede   en    hel    Maaned.    Saadanne    Forsinkelser    hørte    med    til 


105 

Datidens  Rejseliv.  Først  den  10.  Juni  efter  to  Maaneders  Om- 
tumlen  landede  Christensen  i  New  York. 

Der  er  en  Ting,  som  indvandrede  Danske  aldrig  glemmer,  og  det 
er,  hvor  mange  Penge  de  havde  i  Lommen,  da  de  satte  Foden 
paa  amerikansk  Grund.  Christensen  hørte  til  de  mere  velhavende. 
Han  ejede  nemlig  6  Dollars,  og  han  ejede,  hvad  der  betød  ad- 
skilligt mere:  Kundskab,  Tro  paa  Fremtiden  og  et  lyst  og  let  Sind. 

Det  første  Trin,  den  unge  Emigrant  gjorde,  var  imidlertid  et 
Fejltrin.  Det  var  mørkt,  da  han  kom  i  Land.  Han  snublede  over 
en  Bjælke,  forstuvede  sin  Fod  og  blev  i  en  ynkelig  Forfatning  baa- 
ret  op  i  det  danske  Sømandshjem.  Men  her  sagde  man  ham,  at 
en  saadan  Hændelse  var  at  betragte  som  et  lykkeligt  Varsel  for 
en  ung  Mands  Fremtid,  og  i  dette  Tilfælde  bekræftedes  virkelig  den 
gamle  Overtro. 

Begyndelsen  var  dog  ikke  videre  lovende,  hvad  den  sædvanlig 
ikke  er  for  nogen  Fremmed  i  Amerika.  Christensen  fik  Arbejde 
som  Daglejer  paa  en  Linolie-Mølle,  der  ejedes  af  en  Dansker  ved 
Navn  Hans  Jørgen  Hansen.  Men  Møllen  brændte,  —  til  stor  Lykke 
for  Christensen,  der  nu  var  saa  heldig  at  faa  en  Kontor-Ansættelse 
hos  en  fransk  Kommissionær  ved  Navn  Edouard  Bossange.  Her 
var  det  først,  han  følte  sig  paa  den  rigtige  Hylde.  Da  han  forbav- 
sende hurtigt  havde  sat  sig  ind  i  Sprog  og  Handelsforhold,  forlod 
han  Franskmanden  og  overtog  en  Plads  som  første  Bogholder  i  et 
gammelt  Vinfirma.  Med  denne  Bogholderplads  som  Udgangspunkt  ar- 
bejdede han  sig  fra  det  ene  Firma  over  i  det  andet  og  til  sidst  op 
i  Stillinger,  hvor  han  knyttede  de  Bankforbindelser,  der  blev  af- 
gørende for  hans  Liv. 

Christensen  var  nu  fuldblods  Amerikaner,  hvad  Danskerne  altid 
er  de  første  Aar,  de  lever  i  Amerika.  Men  hvor  optaget  han  end 
var  af  Arbejdet,  der  voksede  med  hver  ny  Stilling,  glemte  han  dog 
ikke  de  skandinaviske  Foreninger.  Han  havde  en  smuk  Sangstemme, 
medvirkede  gerne  ved  Koncerter  og  tog  stærkt  Bifald  ved  at 
foredrage  danske  Nationalsange.  I  en  af  disse  Foreninger,  hvoraf 
han    var   det    mest    yndede    Medlem,    fandt    han    sig    en    Hustru, 


106. 

idet  han  den  19.  Marts  1852  giftede  sig  med  Emmy  Schøtt,  en 
smuk  og  dannet  ung  Pige,  Datter  af  en  uformuende  dansk  Me- 
kaniker. 

Den  nygifte  Mand,  for  hvem  Verden  nu  laa  aaben,  var  Associé 
i  det  ansete  Vekselmæglerfirma  Pepron,  Negro  &  Go.,  da  Borger- 
krigen i  Foraaret  1861  udbrød  og  for  lange  Tider  gav  hans  Liv  en 
anden  Retning.  Vore  Landsmænd  i  New  York  lod  sig  rive  med 
af  den  almindelige  Krigsbegejstring  og  dannede  et  frivilligt  Kom- 
pagni, der  enstemmigt  valgte  Christensen  til  Kaptajn.  Men  blottet, 
som  han  var,  for  militær  Erfaring  undslog  han  sig  for  Posten,  og 
Nordmanden  Hans  Balling,  der  som  Frivillig  og  Officer  havde 
deltaget  i  den  dansk-tyske  Treaarskrig,  valgtes  i  hans  Sted.  Chri- 
stensen blev  Premierløjtnant,  og  Kompagniet,  det  eneste  danske, 
der  deltog  i  Borgerkrigen,  meldte  sig  og  blev  udskibet  til  Fort 
Monroe  i  Virginien,  hvor  det  sluttede  sig  til  New  Yorks  1.  Regi- 
ment af  Frivillige.  En  Maaned  efter,  at  Danskerne  var  ankomne 
til  Bestemmelsesstedet,  deltog  de  med  Hæder  i  det  første  større 
Slag  ved  Big  Battle  og  blev  kort  efter  Slaget  udkommanderede  til 
en  Stilling  i  Nærheden  af  Fort  Monroe.  Det  var  fra  Kysten,  tæt 
ved  Fortet,  at  Christensen  blev  Vidne  til  Verdens  mærkeligste  Sø- 
slag, den  berømte  Kamp  mellem  Sydstaternes  „Merrimac"  og  John 
Ericsons  „Monitor",  en  Kamp,  han  senere  gav  en  fortræffelig  Skildring 
af  i  amerikanske  Blade.  —  Men  forøvrigt  her  at  fortælle  Christen- 
sens og  Danskernes  Deltagelse  i  Borgerkrigen  vilde  føre  os  for  vidt. 
Christensen  fik  hurtig  Udnævnelse  som  Kaptajn  og  oversattes  til 
General  Wools  Stab,  der  havde  Hovedkvarter  i  Baltimore.  Det  var 
i  Aaret  1863.  Det  paafølgende  Aar  blev  han  Major  og  sendtes  til 
New  Orleans  med  General  Canby,  der  havde  Overkommandoen 
over  Mississippi-Divisionen,  ialt  160,000  Mand.  Christensen,  der 
stod  højt  i  Canbys  Gunst,  avancerede  til  Generalens  Adj utant  og 
deltog  som  saadan  i  Stormen  paa  Mobile  i  April  1865.  Tilfældet 
havde  altsaa  villet,  at  han  var  med  i  Borgerkrigens  første  og  sidste 
store  Slag.  Da  Tropperne  kort  derpaa  blev  permitterede,  fik  han 
efter  egen  Ansøgning  sin  Afsked  og  udnævntes  til  Brigadegeneral. 


107 

Mange  af  de  højere  Officerer  havde  tjent  sig  Formuer  under  Kri- 
gen, og  det  er  senere  blevet  anført  som  et  af  Beviserne  paa  Chri- 
stensens absolute  Hæderlighed,  at  han  efter  Felttoget  var  en  fattig 
Mand. 

Da  han  tog  Afsked  med  sin  Hustru  ved  Borgerkrigens  Udbrud, 
troede  han,  at  det  var  en  Afsked  for  et  Par  Maaneder.  Krigen  havde 
nu  varet  4t1/2  Aar.  Efter  en  saa  lang  Adskillelse  genfandt  Christen- 
sen sine  Kære  i  Staten  Iowa;  de  havde  her  søgt  Tilflugt  hos  en 
Slægtning.  Familien  brød  straks  op  og  rejste  til  Chicago,  hvor 
Christensen  agtede  at  oprette  en  Bankforretning.  For  at  skaffe 
Penge,  gjorde  han  en  Rejse  til  New  York.  Men  her  tilbød  man 
ham  i  Stedet  for  Kontanter  en  god  Plads,  som  han  efter  kort 
Betænkning  modtog,  og  som  han  efter  endnu  kortere  Betænkning 
forlod  for  at  overtage  Pladsen  som  Leder  af  det  mægtige  Bank- 
firma Drexel,  Morgan  &  Co.,  hvis  Ihændehaver,  Millionæren  Pier- 
pont-Morgan,  senere  blev  hans  bedste  Ven.  Det  var  i  de  følgende 
ti  Aar,  da  Christensen  sad  i  Wall  Street  og  ledede  Morgans  Bank- 
forretning, at  han  erhvervede  sig  en  Anseelse,  som  ikke  før 
ham  nogen  Dansker  besad  i  Nordamerika.  Han  byggede  sig  et  ele- 
gant Hjem  i  Brooklyn  og  samlede  om  sig  en  Kreds  af  kendte 
Mænd.  Jevnlige  Gæster  i  hans  Hus  var  Mark  Twain,  Henry 
George  og  den  bekendte  Politiker  og  Forfatter  Carl  Schurtz.  Men 
den  Mand,  der  senere  fik  den  mest  afgørende  Indflydelse  paa 
Christensens  Liv,  var  den  berømte  Præst  og  Taler  Henry  Ward 
Beecher,  en  Broder  til  Harriet  Beecher  Stowe.  Christensen  havde 
fra  sin  Ungdom  af  tilhørt  Beechers  Kirke.  Han  endte  med  at  blive 
dens  Patron. 

I  ovenstaaende  hurtige  Biografi  har  vi  selvfølgelig  forbigaaet  et  og 
andet  Punkt  i  Christensens  Liv,  bl.  A.  at  han  i  nogle  Aar  var  dansk 
Generalkonsul  i  New  York.  Men  det  bør  ikke  forbigaas,  at  han  som 
Konsul  samlede  Danskheden  i  Amerika  om  sin  Person,  og  at  alle 
Indvandrede  senere  har  set  op  til  ham  som  til  det  danske  Flag. 
I  daglig  Tale  kaldes  han  sædvanlig  ikke  andet  end  „  Generalen u, 
og  for  Danskerne  har  han  til  visse  været  en  General,  ja  mere  end 


108 

det,  en  god  og  hjælpsom  Ven.  Det  vilde  blive  vanskeligt  at  tælle 
dem,  som  har  øst  Mod  af  Christensens  lyse  Sind  og  i  et  kritisk 
Øjeblik  af  ham  har  faaet  det  lille  Puf  fremad,  der  i  Amerika  kan 
betyde  saa  uhyre  meget  i  et  Menneskes  Liv.  Kom  Taknemmelig- 
heden til  Orde,  vilde  der  lyde  en  rørende  Tak  til  denne  Mand  fra 
de  fjærneste  Egne  af  Amerika. 

En  Juniaften  i  1890  fejredes  General  Christensen  ved  en  Fest 
paa  Skodsborg.  Det  var  Mænd  af  fremragende  Livsstillinger,  der 
havde  grebet  en  tilfældig  Lejlighed  til  at  takke  den  første  Dansker 
i  Amerika,  og  denne  Tak  tolkedes  fortræffeligt  af  Kammerherre 
Bille,  der  holdt  Hovedtalen.  Christensen  svarede  bevæget,  at  nu 
tænkte  han  endelig  paa  at  forlade  sin  anstrengende  Virksomhed 
i  Wall  Street  og  vende  hjem  til  det  Land,  som  altid  med  uimod- 
staaelig  Magt  havde  draget  ham  over  Havet. 

Da  Generalen  ud  ad  Natten  kom  tilbage  til  Hotel  d' Angleterre, 
fandt  han  i  sin  Dør  et  Cable-Telegram  stukket  ind  i  Nøglehullet. 
Det  var  en  Meddelelse  om,  at  Ripley  Ropes,  Præsidenten  for  den 
gamle  højt  ansete  Pengeinstitution  Brooklyn  Trust  Company, 
pludselig  var  afgaaet  ved  Døden,  og  at  man  tilbød  Christensen 
hans  Plads.  Han  modtog  Tilbudet  og  forlod  Danmark  næste  Morgen. 
Siden  har  han,  som  han  selv  spøgende  siger,  siddet  og  holdt  Styr 
paa  20  Mill.  Dollars. 

—  Naar  man  nu  besøger  Christensen,  træffer  man  ham  om  For- 
middagen i  den  store  Bank,  hvor  Døren  ind  til  Præsidentens  Væ- 
relse er  i  uafbrudt  Bevægelse,  om  Eftermiddagen  i  Margaret  Hotel, 
hvor  han  beboer  niende  Sal.  Fra  Vinduerne  i  hans  smukke  Lej-' 
lighed  er  der  en  henrivende  Udsigt  over  Hudsonfloden,  og  det 
er  her,  naar  Middagen  er  forbi  og  Cigarerne  er  tændte,  at  Gene- 
ralen sidder  i  en  munter  Kreds  af  Venner.  Der  er  over  hans 
Maade  at  tale  og  fortælle  paa  en  Blanding  af  Lune,  Følelse, 
Stemning  og  aandelig  Finhed,  og  af  Understrømmen  i  hans 
Væsen  mærkes  det,  at  han  er  et  ganske  lykkeligt  Menneske.  Chri- 
stensen har  vandret  gennem  Verden  med  et  Smil  om  Munden 
og  med  en  Blomst  i  Knaphullet,  og  til  Trods  for  sine  hvide  Haar 


109 

har  han  bevaret  Ungdommens  ideelle  Syn  paa  Tilværelsens  mange 
Modsigelser. 

Temmelig  regelmæssigt  gør  Generalen  hvert  Foraar  en  lille 
Afstikker  hjem  til  København.  Saa  foretager  han  i  uforstyrret  In- 
kognito en  Fodtur  gennem  Nordsjælland  og  rejser  sluttelig  ind  til 
Hovedstaden,  hvor  han  bor  paa  et  af  Smaahotellerne  under  Nav- 
net „Købmand  Kristensen  fra  New  York".  Han  er  paa  Benene, 
naar  Hanen  galer,  den  gamle  General.  I  de  tidlige  Sommer- 
morgener, naar  Gaden  ligger  frisk  af  Vandstænket,  kan  man  se 
ham  ile  ned  til  Hjørnet  af  Rigensgade  og  Fredericiagade,  hvor 
hans  Barndomshjem  staar  uberørt  af  Tidens  Tand.  Hvem  der  nu 
iagttog  Generalen ,  vilde  sé  ham  glædestraalende  spadsere  den 
gamle  Vej  gennem  Rigensgade,  Sølvgade,  Kronprinsessegade,  Møn- 
tergade,  Pilestræde,  Østergade  og  hen  til  Efterslægtens  Port.  Her 
standser  han  og  mønstrer  Nicolaj  Taarns  Uhrskive  for  ligesom  i 
svundne  Tider  at  forvisse  sig  om,  at  Klokken  endnu  ikke  er  ni,  da 
der  ellers  let  kunde  vanke  en  Anmærkning  i  Protokollen. 

Saa  staar  han  et  Øjeblik  og  kigger  ind  igennem  Skolens  Port. 
I  Solskinnet,  som  falder  skraat  og  stærkt  ned  i  Gaarden,  ser  han 
et  Mylr  af  rødkindede  glade  Drenge,  der  tumler  sig  i  Spilop  og 
Leg.  Billedet  er  i  Dag  nøjagtig  det  samme  som  i  Generalens  Barn- 
domsdage. 

Og  han  bliver  staaende,  indtil  Klokken  derinde  ringer,  Dren- 
gene forsvinder  og  Gaarden  ligger  tom  og  øde. 

Saa  kan  det  hænde,  at  Folk  i  Forbigaaende  ser  en  smuk  hvid- 
haaret  Herre,  der  vender  sig  med  Taarer  i  de  blaa  Øjne. 


NOGLE  NAVNE 


Paa  en  Rejse  gennem  Syd-Florida  modtog  jeg  en  Dag  følgende 
besynderlige  Indbydelse: 

Jensen,  Florida. 

„Højstærede! 

De  burde  ikke  forlade  Florida,  før  De  har  besøgt  Jensen.  De  kan 

bo  hos  J.  P.  Jensen  og  faa  Hest  og  Vogn  hos  A.   V.   Jensen.   Vil 

De  underrette" 

D.  K.  Jensen. 

Jeg  kunde  ikke  modtage  Indbydelsen  og  svarede: 

Højstærede  Hr.  Jensen! 

Jensen. 

„Desværre  faar  jeg  ikke  Lejlighed  til  at  besøge  Jensen,  men  vil 
De  takke  d'Herr.  J.  P.  Jensen  og  A.  V.  Jensen,  samt  bringe  en 
Hilsen  til  enhver  Jensen  i  Jensen"  o.  s.  v. 

Man  bliver  jo  unægtelig  lidt  overrasket,  naar  man  midt  i  Florida, 
i  en  tropisk  Egn  over  4000  Mil  fra  Hjemmet,  finder  en  By,  der 
hedder  Jensen  og  tilsyneladende  er  beboet  af  bare  Jensener.  Jeg 
fik  senere  -  -  det  var  i  Juletiden  —  Brev  fra  en  anden  Jensen, 
der  indbød  mig  til  Juletræ  og  Risengrød  i  18  Graders  Reaumur. 
Han  tilføjede,  at  Modtagelsen  umulig  kunde  blive  kølig  i  en  saa- 
dan  Varme. 


111 


Overraskelser  af  den  Art  er  almindelige  i  Amerika.  Man  passerer 
Byer,  der  hedder  Viborg,  Maribo  og  Assens  og  ikke  mindre  end 
tre  Byer,  der  bærer  Navnet  København.  I  alle  saadanne  Byer  træffer 
man  en  dansk  Matador,  eller  et  Par  Stykker,  der  har  skabt  det 
lille  Samfund  og  har  befolket  det  —  sædvanlig  med  Landsmænd  fra 
den  samme  Egn  i  Hjem- 
met. Af  1500  Indbyggere 
i  Sæby  drog  i  sin  Tid  de 
300  til  Amerika,  alle  sam- 
men paa  Foranledning  af 
to  tidligere  udvandrede  Fa- 
milier. I  Kolonier,  der  er 
dannede  paa  denne  Maade, 
føler  man  en  Duft  af  dansk 
Provinsliv,  der  kan  være  af 
den  pudsigste  Virkning  i  de 
amerikanske  Omgivelser. 

Danskerne  er,  som  man 
har  set,  spredte  over  hele 
Nordamerika.  Undervejs 
gennem  denne  Bog  har 
Læseren  gjort  Bekendtskab 
med  adskillige  Landsmænd, 
og  vi  skal  i  de  følgende 
Linier  yderligere  udvide 
det    paabegyndte    Galleri. 

Men  det  er  vel  unødvendigt  at  bemærke,  at  Navnene,  der  nævnes, 
ikke  er  og  ikke  kan  være  udtømmende.  Paa  de  følgende  Blade 
vil  der  væsenligt  blive  Tale  om  nogle  kendte  Danske  i  de  tre  Byer 
New  York,  Chicago  og  Minneapolis.  Vi  begynder  med  New  York. 

Her  lever  den  rigeste  Dansker  i  Amerika,  Niels  Poulsen,  der  nok 
er  værd  noget  over  en  Mill.  Kroner.  Af  hans  Livsløb  lærer  man, 
hvad   amerikanske  Forhold   kan   gøre   ud   af  en   ung  dansk  Mand, 


Niels  Poulsen. 


112 

der  har  et  godt  Hoved  og  en  kraftig  Villie.  Det  er  Niels  Poulsen, 
der  selv  fortæller  os  sin  Historie: 

„Jeg  var  Mursvend  og  21  Aar  gammel,  da  jeg  kom  til  Amerika 
med  5  Mark  og  8  Skilling  i  Lommen.  Jeg  kunde  selvfølgelig  ikke 
et  Ord  Engelsk  og  holdt  mig  foreløbig  til  Tyskerne;  men  da  jeg 
snart  opdagede,  at  det  er  den  forkerte  Vej  at  gaa,  naar  man 
bliver  Tysker  i  Amerika,  saa  tog  jeg  Arbejde  paa  en  amerikansk 
Plads. 

Jeg  mødte  jo  med  Skødeskind,  Vaterpas  og  de  øvrige  reglemen- 
terede danske  Apparater,  som  Amerikanerne  straks  saa'  paa,  saa- 
dan  som  vi  andre  ser  paa  Oldsager.  Vi  arbejdede  ti  Mand  i  Række 
og  murede  indvendig  fra  „over  Haanden",  ikke  blot  glat  Mur,  men 
ogsaa  Udspring.  Jeg  mærkede,  at  jeg  ikke  kunde  klare  mig,  og  gan- 
ske rigtigt  blev  jeg  ogsaa  straks  furet  ned  af  Stilladset,  ledsaget  af 
haanlige  Bemærkninger.  Jeg  havde  været  en  dygtig  Svend  i  Kø- 
benhavn, og  jeg  ligefrem  græd  af  Ærgrelse.  Men  der  var  ikke  an- 
det at  stille  op  for  mig  end  at  komme  ind  i  en  Plads  som  Haand- 
langer,  og  først  efter  at  jeg  havde  gaaet  og  slæbt  Kalk  et  halvt 
Aars  Tid  og  brugt  Øjnene,  tog  jeg  Plads  igen  som  Svend.  Hele 
Hemmeligheden  bestod  selvfølgelig  deri,  at  Murerne  delte  Ar- 
bejdet mellem  sig,  saadan  at  den  samme  Svend  bestandig  gjorde 
samme  Arbejde,  én  murede  udvendigt,  én  indvendigt,  én  murede 
Skorstene,  en  anden  Trapper.  Paa  den  Maade  opnaar  en  ameri- 
kansk Mursvend  en  saa  forbavsende  Færdighed,  at  Mesteren  hellere 
maa  betale  Amerikaneren  tre  Dollars  i  Dagløn  end  en  Dansker  én 
Dollar.  Gennemgaaende  er  Amerikanerne  forresten  snildere  til  alt 
Arbejde  end  Nordboerne.  Jeg  glemmer  aldrig  første  Gang,  jeg 
pudsede  Lofter.  Paa  dansk  Manér  mødte  jeg  med  Sømmene  i 
Vestelommen  og  tog  ét  Søm  frem  ad  Gangen.  Amerikanerne  der- 
imod havde  Sømmene  i  Munden,  og  for  mig  saa  det  ud,  som  om 
de  ligefrem  spyttede  dem  op  paa  Loftet.  Da  jeg  nu  havde  lært, 
hvad  der  kunde  læres,  og  havde  sammensparet  mig  lidt  Penge,  fik 
jeg  Plads  hos  en  Arkitekt.  De  Kundskaber,  jeg  i  sin  Tid  erhvervede 
paa  den  tekniske  Skole  i  København,  var  mig  her  til  megen  Nytte. 


113 

Ved  Flid  og  Udholdenhed  opnaaede  jeg  en  Ansættelse  i  Regerin- 
gens Bygningskontor  i  Washington,  og  da  jeg  havde  været  der  i 
to  Aar,  fik  jeg  den  Idé,  at  Stenbygningerne  i  Amerika  inden  ret 
længe  vilde  blive  afløst  af  Jernbygninger,  og  da  Idéen  syntes  at 
være  rigtig,  tog  jeg  min  Afsked   for  at   oprette  en  Jernforretning  i 


Kiels  Poulsens  Dagligstue.    Gulv,  Vægge  og  Loft  af  Kobber. 

New  York.  Men  førend  jeg  risikerede  mine  opsparede  Penge  —  det 
var  forøvrigt  ikke  mere  end  700  Dollars  —  arbejdede  jeg  otte  Aar  som 
Konstruktør  i  en  lignende  Forretning.  Endelig  startede  jeg  Hecla 
Jernværk  og  begyndte  med  at  konstruere  de  første  Jern-Elevatorer. 
Det  var  dengang  noget  Nyt,  men  hvor  hurtigt  det  slog  igennem, 
kan  De  slutte  deraf,  at  der  nu  er  10,000  saadanne  Elevatorer  i 
Virksomhed  i  Nordamerika.  Det  var  et  Tilfælde,  at  jeg  kom  ind 
paa  dette  Fabrikat,  og  at  min  Forretning  efterhaanden  antog  Ka- 
rakteren af  en  Kunstsmedeforretning.  Jeg  beskæftiger  nu  600  Mand 


114 


hvorimellem  der  er  mange  Danske.  Vore  Smedejernsarbejder  har 
efterhaanden  vundet  et  anseligt  Marked  i  Amerika,  og  i  Lighed 
med  saa  mange  andre  amerikanske  Fabrikater  begynder  de  ogsaa 
at  finde  Afsætning  i  Evropa." 

Saa  vidt  Niels  Poulsen,  der  —  samtidig  med,  at  han  har  erhvervet 
sig  en  Formue  —  har  erhvervet  sig  en  betydelig  Dannelse.  Der  er 
hos  ham  intet,  der   minder  om,  hvad  vi  almindelig  tænker  os  ved 

en  Selfmade-man.  At  dømme 
efter  hans  stilfærdige  Optræden 
og  beherskede  Væsen  vilde  man 
snarere  antage  ham  for  udgaaet 
af  en  dansk  Embedsmandsfamilie. 
Niels  Poulsen  er  gift  med  en 
Amerikanerinde,  og  paa  Long  Is- 
land har  han  bygget  sig  et  Hus,  der 
er  en  virkelig  Seværdighed.  Huset 
er  nemlig  helt  igennem  fra  Grund 
til  Skorstenspibe  forfærdiget  af 
Kobber.  Paa  det  vedføjede  Bil- 
lede ser  man  Poulsens  Daglig- 
stue, der  foruden  at  vise,  hvor- 
ledes en  forhenværende  dansk 
Mursvend  residerer,  giver  danske 
Læsere  en  Forestilling  om  Monteringen  af  et  velhavende  ameri- 
kansk Hjem. 

Det  var  en  Repræsentant  for  det  danske  Haandværk  i  New 
York.  Vi  nævner  nu  tre  Navne,  hentede  fra  vidt  forskellige  Om- 
raader,  fra  Børsmændenes,  Operasangernes  og  Journalisternes  Ver- 
den. Vi  nævner  Carl  Dreier,  Georg  Werrenrath  og  Jacob  A.  Riis. 
Carl  Dreier  tilhørte  ved  sin  Ankomst  til  Amerika  den  Stand,  der 
altid  er  uheldigt  stillet  i  den  ny  Verden:  Kontorstanden.  Han  var 
17  Aar  gammel,  Søn  af  den  bekendte  socialøkonomiske  Forfatter 
Dr.  Fred.  Dreier,  der  i  Stedet  for  at  lade  sin  Søn  studere,  havde 
givet  ham   en   omhyggelig  dansk  Købmandsuddannelse.   Men  unge 


Carl  Dreier. 


115 

Mænd  med  denne  Dannelse  erfarer  alt  for  hurtigt,  at  en  god  Bog- 
holder i  Amerika  er  mindre  lønnet  end  en  Bødkersvend.  Naar  en 
dansk  Kontorist  alligevel  tilkæmper  sig  en  Stilling,  kan  man  være 
sikker  paa,  at  han  besidder  Handlekraft,  Opfindsomhed,  Hurtighed 
i  Vendingen,  kort  sagt  alle  de  Evner,  der  —  om  de  havde  faaet 
den  samme  Udvikling  —  ogsaa  havde  banet  ham  en  Vej  i  Kjoben- 
havn. 

I  Aaret  1867  fik  Carl  Dreier  Ansættelse  i  Vekselererfirmaet  F.  S. 
Winsløv  i  Chicago.  Han  lærte  nedenfra  det  amerikanske  Handels 
væsen,  især  da  han  efter  den  store  Brand  i  lange  Tider  maatte 
arbejde  paa  at  rekonstruere  forskellige  større  Firmaers  halvt  op- 
brændte Handelsbøger.  Ved  dette  møjsommelige  Arbejde  erhvervede 
han  sig  en  Indsigt  i  Handelsforhold,  der  senere  blev  ham  til  den 
største  Nytte. 

Hovedtrækkene  i  hans  Liv  er  snart  fortalte.  Et  Par  Aar  efter 
Branden  kom  han  ind  i  det  ansete  Firma  N.  K.  Fairbank  &  Co., 
der  har  Eksportforretning  af  amerikansk  Fedt,  ikke  blot  til  Evropa, 
men  til  saa  fjærne  Egne  som  Afrika,  Asien  og  Avstralien.  Fair- 
bank havde  allerede  paa  den  Tid  en  enorm  Forretning,  der  af 
Carl  Dreier  videre  blev  udviklet  ved  et  fleraarigt  Forretningsophold  i 
Evropa.  Da  Fairbank  endelig  for  nogle  Aar  siden  absorberede  det 
gamle  Firma  W.  J.  Wilcox  &  Co.  i  New  York,  kaldtes  Carl  Dreier 
tilbage  og  blev  ledende  Direktør  for  denne  store  Afdeling  af  For- 
retningen. 

Vil  man  aflægge  Carl  Dreier  en  Visit,  søger  man  ham  paa 
Varebørsen  i  New  York,  hvor  han  færdes  i  den  stærkeste  Træng- 
sel og  ved  smaa  Haandbevægelser  og  Nik  afslutter  Køb  og  Salg, 
der  paa  en  enkelt  Dag  kan  løbe  op  til  Formuer.  Om  en  saa- 
dan  Børsmands  Liv  har  man  næppe  nogen  Forestilling  hjemme. 
Fra  Morgen  til  Aften  er  han  i  travl  Bevægelse.  Han  indtager  sine 
Maaltider  staaende,  køber  og  sælger  og  fører  Forretningssamtaler 
med  Gaffelen  i  den  ene  Haand  og  Blystiften  i  den  anden.  Pludse- 
lige Vindstød  i  Markedet  kaster  ham  fra  Overraskelse  til  Over- 
raskelse,   ind    i    uanede    Situationer,    hvor    enhver    nok    saa    lille 


116 


uforsigtig  Bevægelse  straks  omsættes  i  store  Tab.  Der  udkræves  for 
at  leve  det  Liv  et  særligt  Temperament  og  et  uhyre  Fond  af  aande- 
lig  og  fysisk  Styrke,  og  Dreier  ejer  dette  Temperament  og  dette 
Fond.  Han  nyder  megen  Anseelse  paa  Børsen  i  New  York,  og 
blandt  sine  Landsmænd  er  han  skattet  saavel  paa  Grund  af  sin 
personlige  Elskværdighed  som  paa  Grund  af  sin  ualmindelige  Dan- 
nelse. Han  er  gift  med  en  Amerikanerinde  og  har  tre  Børn,  hvoraf 
den  ældste  Søn  netop  har  grundet  en  Advokatforretning  i  Chicago. 

—  Paa  det  vedføjede  Billede  ser  man 
den  bekendte  danske  Sanger  Georg  Wer- 
renrath,  der  mere  ligner  en  Italiener  end 
en  Dansker.  Men  dansk  er  Werrenrath 
med  Liv  og  Sjæl,  saa  dansk,  at  han  i  sin 
Ungdom  rejste  hjem  og  blev  Soldat.  Wer- 
renrath er  født  i  København  af  fattige 
Forældre  og  drog  fjorten  Aar  gammel 
ud  i  Verden  for  at  søge  Lykken,  rime- 
ligvis med  en  Sang  paa  Læben,  for 
synge  det  kunde  han  allerede  da, 
saa  det  rørte  Stene.  Efter  mange  be- 
synderlige Eventyr  havnede  han  i  Ham- 
burg, hvor  det  lykkedes  ham  at  forskaffe  sig  Venner,  der  sørgede 
for  hans  foreløbige  Uddannelse,  og  et  Aar  efter  træffer  vi  ham 
med  et  tre  Aars  fast  Engagement  i  Wiesbaden,  hvor  hans  dejlige 
Stemme  lød  i  Faust,  Afrikanerinden,  Lohengrin,  Tryllefløjten,  Stra-a 
della,  Martha,  Jægerbruden,  Belisario  og  Norma.  Da  hans  Kon- 
trakt var  udløben,  følte  han  en  stærk  Trang  til  at  lære  mere  og 
til  at  se  sig  om  i  Verden.  Han  rejste  til  Paris,  sang  ved  en  Kon- 
cert og  vandt  Gounods  Venskab.  Den  femte  af  den  berømte  Kom- 
ponists Sange,  der  i  1872  udkom  under  Fællestitelen  Biandina, 
er  tilegnet  Werrenrath.  Gounods  egenhændige  Dedication  paa  Manu- 
skriptet opbevarer  han  i  Glas  og  Ramme.  Fra  Paris  rejste  den 
danske  Sanger  til  Italien,  studerede  der  et  halvt  Aars  Tid  og  sang 
den  følgende  Saison  i  London.    Her  mødte  han   tilfældig   General 


Georg  Werrenrath. 


117 

C.  T.  Christensen ;  de  to  Mænd  blev  Venner,  og  da  Generalen  rejste, 
fulgte  Werrenrath  med  ham  til  Amerika. 

Han  optraadte  i  New  York  og  gjorde  uhyre  Lykke.  Under  sti- 
gende Tilløb  drog  han  gennem  Staterne  og  saa  sin  Stjerne  staa  i 
Zenith,  da  han  ved  de  store  Wagner-Fester  1876—77  udførte  Lo- 
hengrins  Parti.  Enstemmigt  erklærede  alle  Kritiker,  at  hans  Op- 
fattelse og  Udførelse  af  Svaneridderen  var  den  ædleste  og  origi- 
naleste, man  paa  den  Tid  havde  hørt  i  Nordamerika. 

Samtidig  begyndte  Werrenrath  at  give  de  nu  i  Amerika  saa  be- 
kendte song-recitals ,  som  han  senere  har  givet  hver  Saison.  I 
Oratoriet  har  han  ogsaa  optraadt  med  stort  Held,  navnlig  i  Mes- 
sias, Skabelsen  og  Samson. 

For  et  Par  Aar  siden  fejrede  Werrenrath  sit  25  Aars  Sanger- 
Jubilæum  og  modtog  overstrømmende  Beviser  paa  den  Yndest, 
han  fremdeles  nyder  i  det  højere  amerikanske  Selskab  og  blandt 
de  bedste  Danske  i  Amerika.  For  en  Kreds  af  Amerikanere  og 
Landsmænd  gav  han  en  Fest  i  sit  Hjem  i  Brooklyn,  og  da  han 
her  med  sin  forunderlige  varme  Tenor  sang  „I  Danmark  er  jeg 
født,  der  har  jeg  hjemme",  blev  baade  Danskere  og  Amerikanere 
henrevne  til  begejstret  Bifald.  Og  det  var  ikke  mere  end  rime- 
ligt. Thi  naar  Werrenrath  synger  en  af  vore  smukke  Sange,  smel- 
ter Hjertet  ved  den  første  Tone: 

Saa  sagtelig  og  blid, 
Som  naar  en  Moder  luller 
Sit  Barn  ved  Nattetid. 

—  Paa  det  vedføjede  Billede  ser  man  en  Mand  med  et  uroligt 
stirrende  Blik  i  et  overanstrengt  energisk  Ansigt.  Saaledes  præger 
den  amerikanske  Journalistik  en  oprindelig  rødkindet  dansk  Præste- 
søn. Jacob  A.  Riis  er  Reporter  ved  det  meget  læste  Blad  The  Eve- 
ning  Sun,  og  hans  Stilling  er  saa  fremskudt,  at  Ingen  nu  kunde 
tale  om  de  betydeligste  New  York  Reportere  uden  i  første  Række 
at  nævne  ham.  Riis  har  i  over  25  Aar  levet  det  oprivende  Liv, 
der  leves  paa  et  amerikansk  Bladkontor;  han  har  været  forrest  i 
den   store  Meute,  der  graadigt  styrter  om  fra  Sensation  til  Sensa- 


118 


tion,  og  det  er  et  Vidnesbyrd  om  hans  urokkelige  Hæderlighed,  naar  han 
i  denne  oprivende,  forvirrede  Virksomhed  altid  har  forfulgt  bestemte 
Formaal.  Han  har  anvendt  Sensationen  i  sin  Kamp  for  Gennem- 
førelsen af  visse  Reformer  i  New  Yorks  kommunale  Styrelse,  og 
han  har  haft  Ære  af  sin  Kamp.  Da  han  —  for  blot  at  nævne  et 
Eksempel  for    en    Række   Aar   siden   rejste    op   i   Bjergene    og 

fotograferede  Iglerne  og  andre  Bløddyr,  der  fandtes  i  New  Yorks 
Vandcisterner,  og  da  han   fra  selve  Stedet  med  det   mest  indgaa- 

ende  Kendskab  afslørede  Forholdene  paa 
de  usle  Vandværker  og  rettede  en  vold- 
som Anklage  mod  Byens  Avtoriteter, 
havde  det  til  Følge,  at  der  blev  bygget 
ny  Cisterner  og  Vandledninger,  som 
kostede  New  York  By  op  imod  en 
Million  Dollars.  Og  da  han  i  sine  Avis- 
artikler og  i  sine  to  meget  læste  Bøger 
„How  the  other  half  lives"  og  „The 
children  of  the  poor"  havde  givet  gru- 
fulde men  sandfærdige  Skildringer  af 
de  Fattiges  Liv  i  visse  af  Millionbyens 
elendigste  Kvarterer,  saa  bidrog  dette 
mægtigt  til,  at  disse  Kvarterer  jævnedes  med  Jorden  til  Ære 
for  New  York. 

Ved  Nedskrivningen  af  disse  Linier  har  Forf.  tilfældig  liggende 
foran  sig  et  Brev  fra  Riis.  Den  gamle  Journalist  skriver: 

„I  de  sidste  Par  Aar  har  jeg  brugt  min  Mund  (ved  at  holde 
Foredrag)  lige  saa  meget  som  min  Pen,  og  nu  anklages  jeg  for  at 
„søge  Embede"  —  det  er  jo  en  amerikansk  Svaghed.  Men  heldigvis 
er  det  ikke  saa.  Jeg  vil  ieve  og  dø  som  Reporter.  Det  højeste  Em- 
bede i  New  York  vilde  ikke  friste  mig,  som  godt  er,  for  jeg  duede 
ikke  til  det.  Den  Dag,  vi  Avisfolk  lærer,  at  vort  Kald  er  det  høje- 
ste, det  nyttigste  og  derfor  det  ædleste,  den  Dag  fylder  vi  først 
ret  vor  Plads.  Jeg  vilde  hellere  have  fortjent  et  Dannebrogskors, 
naar  jeg  blev   aflægs,  end  jeg  vilde   være  May  or  af  New  York  og 


Jacob  A.  Riis. 


119 


Guvernør  af  min  Stat.  Saadan  en  gammeldags  Dansker  er  jeg  til 
Trods  for  mine  27  Aar  i  den  amerikanske  Hurlumhej." 

En  Reporter  ved  et  New  Yorker  Blad  vilde  man  vel  sædvanlig 
tænke  sig  som  et  Menneske  uden  megen  Følelse  og  Hensyntagen, 
uden  stor  Moral,  men  dette  passer  i  ingen  Henseende  paa  Jacob 
A.  Riis.  Han  har  bevaret  sit  oprindelige  Væsen  lige  til  sin  Barne- 
tro. Den  danskfødte  Reporter  er  en  oprigtig  religiøs  Mand. 

Mellem  de  mere  fremragende  Danske  i  New  York  maa  fremdeles 
nævnes  den  danske  Konsul  Henri  M. 
Braém,  Rd.  af  Dbg.  og  Dbmd.,  der 
tilhører  den  bekendte  danske  Familie 
af  samme  Navn.  Konsulen  blev  født 
1836  i  New  York,  hvor  hans  Fader 
var  en  anset  Købmand.  Sin  kom- 
mercielle Uddannelse  modtog  Braem 
i  Danmark.  Herfra  rejste  han  i  sin 
Ungdom  til  New  York,  hvor  han 
gjorde  en  glimrende  kommerciel  Kar- 
riere og  sluttelig  trak  sig  ud  af  For- 
retningslivet med  en  betydelig  For- 
mue.    Siden     1873     er    han     dansk 

Konsul.  Vicekonsulen  er  Hr.  L.  0.  G.  Amundsen,  der  med  aldrig 
svigtende  Elskværdighed  varetager  de  daglige  Forretninger  i  dette 
Konsulat,  som  maaske  er  det  stærkest  bebyrdede  danske  Konsulat 
i  Udlandet. 

Fremdeles  maa  nævnes  Komponisten  Anton  Hegner,  Comptroller 
J.  T.  Carstensen,  en  Søn  af  Tivolis  Grundlægger  (en  anden  Søn. 
Gustav  A.  Carstensen,  er  episcopal  Præst  i  Minnesota),  Kunst- 
malerne Tofte  og  Thomas  Jensen,  Arkitekt  Arthur  Arctander, 
Fabrikant  N.  Erlandsen  og  Købmændene  L.  J.  Hellenius,  der  har 
været  i  Amerika  i  50  Aar,  A.  P.  Halkier,  F.  Kiørboe,  Hirsch- 
sprung,  Brødrene  John  D.  Hage  og  Daniel  S.  Hage,  J.  Sørensen, 
Alexander  Nielsen  (Præsident  for  „Dania"),  Ingeniørerne  Georg 
Kirkegaard  (den   bekendte   Elektriker,  hvem  det  skyldes,   at   Thor- 


Henri  M.  Braém. 


120 


valdsen  fik  sin  Statue  i  New  York),  Vald.  Læssøe,  William  Scott, 
Kapt.  Randrup,  W.  Bath,  Konsul  T.  C.  Culmell,  Inspektør  v. 
Schmidten,  •  L.  M.  Ruben  (en  meget  anset  Impresario),  Christian 
Scherfig  (den  kgl.  Porcellænsfabriks  Repræsentant  i  Nordamerika) 
og  den  unge  Advokat  Carl  Fischer-Hansen,  der  ved  sit  Giftermaal 
med  Miss  Nelly  Brokaw  vil  blive  Ejer  af  en  betydelig  Formue. 

Paa  Vejen  til  Chicago  nævner 
vi  nogle  kendte  danske  Navne  fra 
de  mellemliggende  Stater:  J.  D. 
Frederiksen  i  Little  Falls,  Avtori- 
tet  i  Mejerivæsen,  en  Broder  til 
Professoren,  T.  F.  Hammer  i 
Brandford,  en  formuende  Jern- 
værksejer, Johan  Faster  (egentl. 
Fæster),  Købmand  i  Molden,  Mass., 
Ingeniøren  Otto  Sonne  i  Boston 
(gift  med  Operasangerinden  Frø- 
ken Rothe),  den  dansk-amerikan- 
ske Journalist  Niels  L.  Grøn,  der 
er  ansat  ved  det  bekendte  Korre- 
spondancebureau „Bacheller  Syn- 
dicate".  En  anden  dansk  Journa- 
list, der  har  faaet  en  Stilling  i 
den  amerikanske  Presse,  er  Julius 
Moritzen,  som  arbejder  ved  Chronicle  Telegraph  i  Pittsburgh,  Pa. 
I  Baltimore,  fem  Timers  Jernbanerejse  fra  New  York,  træffer  vi 
en  fremragende  Landsmand  i  Asger  Hamerik,  Direktøren  for  det 
bekendte  Peabody  Institute,  der  i  1857  grundedes  af  Menneske- 
vennen George  Peabody.  —  Hamerik  er  født  i  København  1843  og 
er  Elev  af  Godtfred  Mathison  Hansen,  Hans  von  Bulow  og  Hector 
Berlioz.  Hans  mest  kendte  Kompositioner  er  Operaerne  „Tovelille" 
„Hjalmar  og  Ingeborg",  fire  „Nordiske  Suiter",  fem  Symfonier  og 
et  Rekviem.  Siden  1871  er  Hamerik  Direktør  for  Peabody  Institute, 
der  med   sine  hvide  Marmormure   indtager  en  fremtrædende  Plads 


Asger  Hamerik. 


121 


paa  et  af  Torvene  i  Baltimore.  Institutet  er  delt  i  to  Afdelinger,  et 
Konservatorium  og  et  Bibliotek,  som  tilsammen  raader  over  et  Fond 
paa  1 74  Million  Dollars.  I  Bygningens  nederste  Etage  findes  to  Kon- 
certsale, den  største  med  1500  Siddepladser.  Biblioteket  bestaar  af 
140,000  Bind,  hvoraf  de  mere  kendte  Komponisters  samtlige  Vær- 
ker i  Partitur.  Peabody  Institute,  der  ledes  personligt  af  Asger 
Hamerik,  besøges  aarligt  af  ca.  300  Elever,  som  undervises  tre  Ti- 
mer ugentlig  i  forskellige  Fag  med  tvungen  Teori-Undervisning. 
Konservatoriet  raader  over  et  Symfoni-Orkester  paa  70  Medlemmer, 
et  blandet  Kor  paa  300  Stemmer  og  et  Elevorkester  med  50  In- 
strumenter. Der  gives  aar- 
ligt ca.  30  Koncerter,  Or- 
kester, Kor  og  Kammer- 
musik. Fakultetet  bestaar 
af  13  Professorer,  hvor- 
imellem den  bekendte  dan- 
ske Musiker  Emanuel  Wad 
og  den  gamle  Kjøbenhav- 
ner  Bernhard  Courlånder, 
der  i  sin  Ungdom  var  Ven 
af  Adam  Oehlenschlåger 
og  Orla  Lehmann.  Cour- 
lander,  der  nu  er  forglemt  i  det  Land,  han  elsker  trofast,  var  Hof- 
pianist under  Christian  d.  8.  Siden  1868  har  han  været  ansat  som 
Professor  i  Klaverlære  ved  Peabody  Institute. 

Baltimore  har  435,000  Indbyggere,  og  da  Musikinteressen  er 
større  i  det  amerikanske  end  i  det  evropæiske  Samfund,  faar  Hame- 
riks Konservatorium  en  Betydning,  som  ingen  lignende  Institution 
har  i  Kjøbenhavn.  Fru  Hamerik,  en  ung  smuk  Dame,  født  i 
det  solrige  Alabama,  er  Sjælen  i  det  elegante  musikalske  Selskab, 
der  samles  i  hendes  Mands  Hus.  Om  Sommeren,  naar  Sæsonen  er 
forbi  —  den  varer  fra  Oktober  til  Begyndelsen  af  Juni  —  følger 
hun  sin  Husbond  til  hans  Fødeland. 

—  Lægges  Vejen  til  Chicago  over  Washington,  træffer  vi  i  Skat- 

II.  9 


Peabodv  Institute. 


122 


kammer-Departementet  en  dansk  Mand  ved  Navn  W.  Bendtz,  der 
har  forstaaet  at  holde  sig  i  et  betydeligt  Embede  under  vekslende 
Præsidenter.  I  samme  By  residerer  den  danske  Gesandt,  Hr.  C. 
Brun,  der  er  Son  af  Kammerherre,  Generalmajor  A.  Brun  og  født 
i   Kobenhavn    1860.    Gesandten,    der   er   Student    fra   Herlufsholm, 

tog  juridisk  Eksamen  i  1883.  Et 
Par  Aar  senere  blev  han  Sekond- 
løjtnant i  Husarerne,  indtraadte 
som  Volontør  i  Udenrigsministe- 
riet, var  Legationssekretær  først 
i  Berlin  senere  i  Paris,  blev  Rid- 
der af  Dannebrog  og  udnævntes 
den  1.  Maj  1895  til  overordenlig 
Gesandt  og  befuldmægtiget  Mini- 
ster i  Washington.  Hr.  Bruns 
Karriere  er  i  Hurtighed  enestaa- 
ende  i  det  danske  Diplomati. 

En  anden  kendt  Dansker,  der 
lever  mellem  New  York  og  Chi- 
cago er  Bornholmeren  Victor 
Holmes.  Denne  Mand,  der  ind- 
tager en  ledende  Stilling  mellem 
Goodtemplarerne  i  Amerika,  har 
i  Aarernes  Løb  samlet  en  be- 
tydelig bornholmsk  Koloni  i  Byen 
Jamestown,  N.  Y.,  hvor  han  el- 
en  anset  og  velhavende  Forret- 
ningsmand. Det  var  Holmes,  der  for  nogle  Aar  siden,  i  Forening 
med  en  halv  Snes  Sangvinikere  i  Jamestown,  anlagde  den  meget 
omtalte  Guldkuranstalt  i  København.  At  der  tabtes  en  Formue  paa 
dette  Foretagende,  bedrøvede  ikke  Danskerne  i  Jamestown  saa  me- 
get, som  det  bedrøvede  dem,  at  Guldkuren  viste  sig  at  være  af- 
mægtig overfor  det  danske  Drikkeonde.  I  Amerika  har  enhver  større 
By  en  blomstrende  Guldkur,      -  navnlig  Keeley  Anstalter  —  og  at 


C.  Brun,  Dansk  Gesandt  i  Washington. 


123 


en  saadan  ikke  kunde  trives  i  Danmark  -  mener  Good  Templa- 
rerne  i  Jamestown  —  maa  tilskrives  de  danske  Drankeres  Uimod- 
tagelighed for  Suggestion  og  deres  Mangel  paa  Karakterstyrke.  Rø- 
rende er  det,  at  disse  brave  Menneskevenner  endnu  den  Dag  i  Dag 
fører  Korrespondancer  med  et  Par  danske  Arbejdere,  der  synes  at 
være  blevet  reddede,  skønt 
de  nu  og  da  har  smaa  Til- 
bagefald og  heller  ikke  læg- 
ger Skjul  paa,  at  de  i  nor- 
mal Tilstand  „tar  en  Snaps 
til  Maden". 

—  Der  findes  ikke  i 
amerikanske  Byer  noget 
dansk  Mødested,  der  sva- 
rer f.  Eks.  til  Café  de  la 
Régence.  Derimod  ser  man 
ret  hyppigt  enkelte  danske 
Kredse,  som  samles  ugenlig 
eller  daglig  i  en  eller  anden 
Restavration,  og  da  disse 
smaa  Selskaber  er  tvang- 
løse og  kun  skabes  gennem 
Medlemmernes  Trang  til 
Tankeudveksling  med  Mænd 
af  lige  Dannelse,  saa  ud- 
vikles der  ofte  her  et  Sel- 
skabsliv, som  kan  være  ganske  ejendommeligt,  fordi  det  suger  aande- 
lig  Næring  baade  fra  det  danske  og  det  amerikanske  Samfund. 

Et  Selskab  udelukkende  bestaaende  af  Danske,  hvoriblandt  ad- 
skillige begavede  Mænd,  samledes  i  mange  Aar  i  Wilkens  Kælder 
i  La  Salle  Street,  Chicago.  Kælderen,  der  endnu  nyder  en  vis  Be- 
rømmelse mellem  vore  Landsmænd,  bestaar  af  tre  dybtliggende 
Rum  med  daarlig  Luft.  Men  den  kaliforniske  Champagne,  der  skæn- 
kes,   er   fortrinlig,    og   af  den   blev   der   skænket   rundhaandet    ved 


Victor  Holmes. 


124 


„Konsul  Dreiers  Bord".  Paa  Slaget  5  om  Eftermiddagen  formør- 
kedes Kælderhalsen  af  Konsulens  mægtige  Skikkelse,  og  et  Øjeblik 
lænkedes  Opmærksomheden  til  hans  vældige  store  røde  Ansigt,  hvori 
der  fandtes  plantet  en  af  de  besynderlige  Glas-Cigarer,  han  selv  fa- 
brikerede. Et  Øjeblik  saa  han  sig  om  i  Stuen  med  et  vredt  Blik, 
og  naar  Vennerne,  der  utaalmodigt  ventede  ham,  venligt  hilste,  sva- 
rede han  med  en  bidende  Bemærkning. 

I  Samtalen  deltog  Konsulen  kun  med  smaa  brummende  Lyde,  og 
dog  var  det   altid   ham,   der  ledede  Samtalen.  I  dette  Selskab,  der 

nu  er  gaaet  over  i  Historien  som 
„Konsul  Dreiers  Kreds",  traf  man 
Professor  N.  C.  Frederiksen,  Magi- 
ster Clemens  Petersen,  Louis  Pio, 
Poul  Geleff,  Adolph  Boyesen,  Paul 
Lautrup  og  A.  Wm.  Hansen.  Ved 
Konsulens  Død  splittedes  disse 
Mænd  for  alle  Vinde,  men  Wilkens 
Kælder  samler  endnu  mange  Dan- 
ske, særlig  yngre  Mænd  med  gode 
Hoveder  og  smaa  Formuer. 

Der  lever  i  Chicago  noget  over 
15,000  Danske,  som  især  er  sam- 
lede i  det  saakaldte  Humboldt 
Kvarter  og  paa  „Sydsiden"  mellem  37.  og  40.  Gade.  Det  er  i  disse 
Kvarterer,  Danskerne  har  deres  Forsamlingsbygninger,  Værtshuse, 
Bladredaktioner  og  Kirker.  Milwaukee  Avenue  har  som  tidligere 
fremhævet  mistet  sin  danske  Karakter. 

Ikke  mange  af  vore  Landsmænd  i  Chicago  indtager  fremragende 
Stillinger  i  det  amerikanske  Samfund,  ej  heller  har  mange  af  dem 
skabt  sig  noget  særligt  Navn.  Men  havde  man  til  Hensigt  at  nævne 
alle  de  Danske,  der  her  sidder  i  blomstrende  Forretninger  og  lever 
et  lykkeligt  Liv  i  gode  økonomiske  Forhold,  saa  blev  det  en  lang 
Liste.  Af  de  mange  Navne  nævner  vi  et  Par  i  Flæng. 

Senior  blandt  Danske  i  Chicago  er  den  berømte  Fægtemester  og 


dflHf 

i 

C 

^k..-    L 

■yjfc 

H 

Konsul  Emil  Dreier. 


125 


Boxertræner  Oberst  Thomas  A.  Monstery  (en  fri  Oversættelse  af 
Mynster).  Denne  Mand,  der  til  Trods  for  de  70  Aar,  spadserer  ned 
ad  Flisen  som  en  Garder-Tambur,  moder  regelmæssig  hver  Aften 
paa  en  bestemt  Ølstue,  hvor  hans  martialske  Napoleons-Moustache 
er  synlig  i  en  vældig  Tobakssky,  der  bolger  hen  over  lyttende  Be- 
undrere. Monstery  har  rundt  om  i  Alverdens  Lande  deltaget  i  utal- 
lige Krige,  og  særligt  eftertragtede  er  hans  spændende  Beretninger 
om  det  mexikanske  Blodbad.  Naar  han  fortæller,  at  han  i  det  mest 
kritiske  Øjeblik  overtog  Komman- 
doen over  500  Soldater,  hvoraf 
de  fleste  allerede  havde  mistet 
Ben  og  Arme,  saa  tror  man  ham 
gerne,  hvor  usandsynligt  det 
Hele  end  kan  forekomme,  for 
større  Vovehals  end  Monstery  har 
næppe  deltaget  i  den  brabantske 
Belejring.  Derimod  tror  man  ham 
ikke,  naar  han  paastaar,  at  hans 
Vugge  stod  i  Baltimore.  Han  har 
nemlig  det  tilfælles  med  Apost- 
len Peter  —  og  det  er  vist  det 
eneste!  —  at  hans  Maal  røber 
ham.  Den  frygtede  Kriger,  der 
har  bekæmpet  og  overvundet  saa 
utallige  Fjender,  kæmper  forgæves  mod  sin  uforfalskede  køben- 
havnske Udtale. 

En  meget  anset  Mand  paa  et  specielt  Omraade,  Mejeriomraadet, 
er  Johannes  M.  Monrad,  en  Søn  af  Biskoppen.  -  -  Monrad  var  20 
Aar  gammel,  da  han  i  1870  sammen  med  sin  Fader  vendte  tilbage 
fra  Ny  Zeeland  og  kastede  sig  over  Mejerivæsnet  i  Nordamerika. 
Han  indførte  Centrifuger,  lærte  Amerikanerne  at  lave  finere  Smør 
og  blev  Redaktør  af  The  National  Dairyman  og  har  siden  skrevet 
utallige  Artikler  i  amerikanske  Mejeritidender.  I  alle  Spørgsmaal 
vedrørende  Mejerivæsen   er  Monrad  anset  som  Autoritet,   hvad  der 


Oberst  Monstery. 


126 


bl.  A.  fremgaar  af,  at  den  amerikanske  Regering  gennem  Bureau 
of  Agriculture  har  overdraget  ham  adskillige  officielle  Tillidshverv. 
Med  Professor  Frederiksen  er  han  dobbelt  besvogret.  Hans  Hustru, 
Fru  Marie  Monrad,  som  er  en  Søster  til  Professoren,  er  viden  om 
blandt  Danske  i  Amerika  kendt  og  skattet  for  sin  usædvanlige  Aands- 
dannelse  og  elskelige  Personlighed. 

En  anden  Dansker,  der  har  en  fremragende  Specialitet  i  Chicago, 
er  Aalborgenseren  Dr.  Max  Henius,  som  leder  Brewing  Academy 

(Wahl  og  Henius).  Denne  Insti- 
tution er  et  Universitet  for  Bryg- 
gere, en  Art  polyteknisk  Lære- 
anstalt, der  meddeler  Undervis- 
ning i  Matematik,  Mikroskopi, 
Bakteriologi  o.  s.  v.  Akademiet 
bestaar  af  en  Række  Høresale, 
hvori  der  holdes  Forelæsninger 
for  unge  Bryggere,  samt  af  et 
uhyre  Laboratorium,  der  løber 
gennem  tre  Etager  og  er  fuldt 
af  Maskiner  og  Instrumenter. 
Naar  vi  oplyser,  at  disse  Instru- 
menter alene  repræsenterer  en 
Værdi  af  150,000  Kr.,  faar  man 
en  Forestilling  om  Akademiets 
Omfang.  Brygnings-Processen  fremstilles  i  Laboratoriet  fra  Mæsk- 
ningen til  Afpropningen,  og  Forsøg  foretages  med  ny  Metoder.  I 
Forbindelse  med  Læreanstalten  staar  en  Konsultations- Afdeling,  hvor 
Bryggerne  —  selvfølgelig  for  en  passende  Betaling  —  kan  faa  under- 
søgt deres  Malt  og  Gær,  og  i  Øjeblikket  synes  det,  som  om  denne 
Konsultations-Afdeling  vil  overfløje  Akademiet,  der  dog  forlængst 
har  gjort  Max  Henius  til  en  holden  Mand.  Hr.  Henius  har  i  sin 
Virksomhed  særlig  meget  at  gøre  med  Tyskere  og  ofte  henregnes 
han  —  sikkert  imod  sin  Villie  --  til  den  tyske  Koloni.  Han  er  for- 
øvrig Formand  for  den  tyske  Presseklub  i  Chicago. 


Dr.  Max  Henius. 


127 

En  ejendommelig  Stilling  indtager  Lauritz  Grønlund,  der  som 
Foredragsholder  og  Forfatter  af  mange  socialistiske  Skrifter  har 
faaet  en  fremragende  Stilling  i  den  amerikanske  Arbejderbevægelse. 
Grønlunds  Lære  om  Fremtidens  Stat  er  nedlagt  i  seks  Bøger,  der 
har  givet  deres  Forfatter  Tilnavnet  „Amerikas  Karl  Marx".  Naar 
der  i  Arbejderblade  og  Tidsskrifter  opstaar  teoretiske  Stridigheder, 
tilkaldes  Grønlund  som  Dommer  og  afsiger  en  inappellabel  Ken- 
delse. Det  kan  da  ikke  nægtes,  at  han  har  en  vis  Betydning.  Som 
ganske  ung  kom  Grønlund  til  Amerika  og  fik  Ansættelse  hos  Kon- 
sul Emil  Dreier,  der  ejede  et  fortræffeligt  Bibliotek  og  i  dette  bl.  A. 
sin  Broder  Dr.  Fred.  Dreiers  Skrifter.  Grønlund  fattede  en  bræn- 
dende Interesse  for  socialøkonomiske  Spørgsmaal,  og  Fred.  Dreier, 
der  havde  været  uden  direkte  Indflydelse  paa  Forholdene  i  Dan- 
mark, fik  en  glødende  Apostel  for  sine  Ideer  i  den  ny  Verden. 
I  Tidens  Løb  har  Lauritz  Grønlund  teoretisk  udviklet  „den  ameri- 
kanske Socialisme",  der  egenlig  kun  er  en  Omskrivning  af  den 
franske  Possibilisme,  som  man  kender  den  fra  Benoit  Malon. 
Vi  anfører  et  Par  Linier,  hvoraf  man  ser,  at  Grønlund  ikke  ejer 
store  og  nye  Tanker: 

„Den  amerikanske  Socialisme  skal  gennemføres  gradvis  og  frede- 
ligt. Det  første  Skridt  er  at  faa  Telegraflinierne,  Jernbanerne,  Ban- 
kerne, Sporvejene  og  Belysningen  under  offenlig  Kontrol.  Dernæst 
maa  der  udføres  produktivt  Statsarbejde  for  de  Arbejdsløse.  Staten 
Pennsylvania  har  i  118  Aar  haft  en  Lov  paa  tre  Linier,  som  siger: 
„Naar  en  Borger  af  denne  Stat  er  arbejdsløs,  skal  Avtoriteterne 
forsyne  ham  med  Raamateriale,  Værktøj  og  et  Arbejdslokale",  men 
denne  Lov  eksisterer  kun  paa  Papiret.  Vi  forlanger,  at  man  op- 
retholder saadanne  Love."   — 

En  anden  dansk  bekendt  Socialdemokrat,  der  i  mange  Aar  hørte 
hjemme  i  Chicago,  er  Poul  Geleff.  Efter  Flugten  fra  København  i 
April  1877  ankom  han  til  Chicago  og  blev  Redaktør  af  et  humori- 
stisk Blad.  I  denne  Stilling  gjorde  han  Bekendtskab  med  en  Del 
tyske  Bønder,  og  da  Professor  Frederiksen  netop  begyndte  sin 
Landforretning,   blev   Geleff  antaget  som  Agent   og   afhændede    en 


128 


Poul  Geleff. 


Del  Jord  i  sin  Bekendtskabskreds. 
Fra  den  Tid  knyttedes  den  tid- 
ligere Agitator  nærmere  til  Fre- 
deriksens Landforretning.  Efter 
Frederiksens  Fald  rejste  han  til 
Byen  Pneblo  i  Colorado,  hvor  han 
siden  har  ernæret  sig  som  lokal 
Landagent.  Han  er  en  meget 
skattet  Medarbejder  ved  „Den  dan- 
ske Pioneer",  og  naar  man  nu 
læser  hans  Artikler,  er  man  for- 
bavset ved  at  se  den  frygtede 
danske  Revolutionsmand  forvand- 
let til  en  harmløs  Humorist. 
Ved  en  Idéassociation  kunde 
man  i  Forbindelse  med  Poul  Geleff  nævne  Henry  L.  Hertz,  en  Søn 
af  den  danske  Politiinspektør,  der  spillede  den  noksom  bekendte 
Rolle  i  Pios  og  Geleffs  Liv.  Hertz,  der  er  Republikaner,  har  gjort 
Karriere  som  Politiker  og  opnaaet  en  Række  gode  Embeder,  f.  Eks. 
det  store  Skatmesterembede  i  Sta- 
ten Illinois.  I  Selskab  med  Geleff 
forekommer  ofte  pudsige  Hentyd- 
ninger til  Fortiden.  Saaledes  sad 
de  to  Venner  en  Aften  ved  Whist- 
bordet, da  Hertz  tog  Uhret  frem 
og  sagde: 

„Jeg  holder  paa  dig  endnu  en 
Times  Tid,  min  gamle  Ven." 

„Ikke  længer!"  henkastede  Ge- 
leff og  blandede  Kortene.  „Din 
Fader  holdt  mig  s'gu  i  hele  to 
Aar  —  paa  Vridsløselille!" 

Af  andre  Danske,  der  henhører        \^. 
til  Chicagos  Prominente,  bør  næv-  Henry  l.  Hertz. 


129 


Konsul  C.  M.  Koedt. 


nes  Stempelmager  og  Gravør  C. 
H.  Hansen,  som  har  en  blomstrende 
Forretning,  hvori  der  arbejder  et 
Par  hundrede  Danske,  Møbelfabri- 
kant C.  E.  Jørgensen,  der  beskæf- 
tiger op  mod  300  Arbejdere,  og 
fremdeles  af  større  Industridriven- 
de Cigarfabrikant  John  P.  Hansen, 
Rammefabrikant  Louis  Hansen 
o.  fl.  Meget  kendt  i  den  danske 
Koloni  er  Fritz  Frantzen,  Destil- 
latør Peter  Lagoni,  Fotograf  An- 
ton Rhode,  Tandlæge  Rudolf  Has- 
selriis,  Bankiererne  Petersen  &  Bay 
(et  gammelt  rigt  og  meget  anset 
Firma),  Slagtermester  Trebbien  osv.  Mellem  de  mange  dygtige  dan- 
ske Haandværksmestre  træffer  vi  Murermester  Rasmussen,  Tømrer- 
mestrene Valdemar  Lund  og  Lauritz  Poulsen.  Af  Mænd,  der  har  viet 

Tid  og  Kræfter  til  Udviklingen 
af  dansk  Forenings-  og  Selskabs- 
liv i  Chicago,  kan  nævnes  Henry 
Økenholdt  og  Johannes  Hertz. 
En  Mand,  der  er  lidet  kendt  blandt 
Danskerne,  men  meget  anset  mel- 
lem Amerikanere,  er  Oberst  Au- 
gust Jacobsen.  Han  har  indtaget 
forskellige  fremragende  officielle 
Stillinger  og  har  bl.  a.  faaet  de 
danske  tekniske  Skoler  indført  i 
Amerika.  Overordenlig  afholdt  er 
Vicekonsulen,  Købmand  C.  M. 
Køedt,  som  til  Alles  Tilfredshed 
styrer  et  Konsulat,  hvis  Omraade 
Alfred  Mortensen.  er  saa  stort  som  Halvrdelen  af  Ev- 


130 


ropa.  Kendt  over  hele  Vesten  endelig  er  Thingvalla-Liniens  Repræsen- 
tant i  Chicago,  Alfred  Mortensen,  der  har  sendt  utallige  Landsmænd 
i  begge  Retninger  over  Atlanterhavet.  Mortensen  ligger  paa  Som- 
merlejlighed i  Ringsted  og  spadserer  lige  saa  ofte  paa  Øster- 
gade i  Kjobenhavn  som  paa  State  Street  i  Chicago.  Han  har 
gjort  Rejsen  over  Atlanterhavet  105  Gange.  En  anden  kendt  og 
anset  Mand  er  Adolph  Boyesen,  den  tidligere  danske  Vicekonsul 
for  Wisconsin,  nu  Ihændehaver  af  en  Landforretning  i  Chicago.  Dan- 
ske Rejsende,  der  gæstfrit  mod- 
tages i  hans  Hjem,  studser  over 
den  Interesse,  hvormed  Boyesen 
en    Ungdomsven    af  Christen 


Bei 


følger 


Forholdene 


Bf.  SalmoDsen. 


Hjemmet.  Som  en  særlig  dannet 
og  belæst  Landsmand  indenfor 
den  amerikanske  Embedsstand 
kan  nævnes  M.  Salmonsen, 
der  forestaar  Raadhusets  Bureau 
for  borgerlige  Vielser.  Hr.  Sal- 
monsen har  i  Aarenes  Løb  knyt- 
tet Hymens  Lænker  for  Tusinder 
af  Par  og  har  om  denne  Virk- 
somhed skrevet  en  meget  morsom 
Bog  From  the  marriage  Ucence 
winclow.  Selv  har  Hr.  Salmonsen  knyttet  Hymens  Lænke  med 
en  elskværdig  dansk  Dame,  der  —  omgivet  af  en  jublende  Børne- 
flok —  bereder  Husbonden  alle  Ægteskabets  Glæder,  naar  han  efter 
otte  Timers  ustanselig  Bryllupsvirksomhed  vender  tilbage  til  sin 
Villa   et  Par  Mil  fra  Byen. 

Blandt  danske  Arkitekter  maa  nævnes  J.  J.  Meldahl  og  Paul  Lan- 
trup.  Den  sidste  har  Navn  som  en  af  de  bedste  arkitektoniske 
Tegnere  i  Amerika.  Hans  Water-Coloiir-Drawings  er  ansete  som 
Mesterværker,  og  Lautrup  havde  forlængst  erhvervet  sig  en  For- 
mue, om   han   ikke   i   sit  glade  Kunstnersind  havde  levet  mere  for 


131 


sine  mange  Venner  end  for 
den  Kunst,  hvori  han  er  en 
født  Mester.  Lautrup  var 
Sjælen  og  Spilopmageren  i 
Konsul  Dreiers  Kreds.  Hans 
uimodstaaelige  Kunstnerlys- 
tighed  som  Modsætning  til 
Konsulens  barske  Alvor  var 
af  en  uforglemmelig  komisk 
Virkning. 

Ogsaa  paa  den  egentlige 
Kunsts  Omraade  har  Dan- 
mark Repræsentanter  i  Chi- 
cago. Fløjtenisten  Viggo  An- 
dersen, der  nu  er  død,  var 
en  af  de  mest  bekendte  So- 
lister i  det  store  Thomaske 
Orkester,  og  Pianisten  Aug. 
Hyllested  indtager  efter  ham  Paul  Lautrup. 

en  smuk  Stilling  i  den  musikalske  Verden.  Af  danske  Malere  findes 
ingen.  Derimod  lever  i  Chicago  to  Billedhuggere,  Johannes  Geelert 

og  Carl  Rohl- Smith. 

Af  Geelerts  Arbejder  er  særlig 
kendt  hans  General  Grant,  der 
er  opstillet  i  Galena,  og  Statuen 
af  den  amerikanske  Politibetjent, 
der  staar  paa  Høtorvet  i  Chicago, 
og  tidligere  har  været  omtalt  i 
denne  Bog.  Hans  store  Gruppe 
paa  Chicago-Udstillingen,  „Kam- 
pen for  Arbejdet",  vakte  megen 
Opsigt,  og  mellem  hans  senere 
Arbejder  bør  særlig  nævnes  Sta- 
johannes  Geelert  tuen    af  H.   C.  Andersen ,   der  i 


132 

Eftersommeren   1896   under  store  Festligheder  blev   afsløret  i  Lin- 
coln Park. 

Den    mest   kendte   Dansker  i  Chicago,  ja  maaske  i  Amerika,  er 
Billedhuggeren  Carl  Rohl-Smith,  der  er  født  1848,  og  Søn  af  Docent 


Carl  Rohl-Smith. 


ved  Kjøbenhavns  Universitet  C.  W.  Smith.  Han  gik  paa  Kunst- 
akademiet, fik  i  1869  Afgangsbevis  og  den  Neuhausenske  Præmie 
og  opnaaede  i  1872  Akademiets  lille  Guldmedalje  for  „Den  saarede 
Philoktet",  der  tilhører  Kong  Georg.  I  1875  rejste  han  til  Berlin 
og  udførte  under  Opholdet  her  en  6  Fods  Statue,  som  paa  Verdens- 


133 

udstillingen  i  Paris  1878  fik  Ment  ion  Honorable  og  senere  købtes 
af  Nationalgalleriet  i  Kjøbenhavn.  I  1877  drog  han  til  Italien  og 
udførte  forskellige  Arbejder,  som  [blev  udstillede  i  Wien  og  vakte 
Theophilus  Hansens  Interesse  for  den  unge  Kunstner.  Rohl-Smith 
blev  kaldet  til  Donau-Staden,  hvor  Theophilus  Hansen  overdrog 
ham  Udførelsen  af  store  Arbejder  ved  Parlamentsbygningen.  I  1879 
fik  han  Rejsestipendium  af  Akademiet  og  rejste  til  Italien,  hvor  han 
studerede  i  nogen  Tid.  Ved  sin  Hjemkomst  udførte  han  talrige  større 
Arbejder  til  Eremitagen,  Marmorkirken  og  Nationalmuseet  i  Frede- 
riksborg. Endelig  fandt  han  Forholdene  for  smaa  i  Hjemmet,  gjorde 
en  Studierejse  til  Paris  og  udvandrede  i  1886  til  New  York. 

Hans  første  Arbejde  her  var  12  Portrætmedailloner  af  ameri- 
kanske Digtere  til  Biblioteket  i  Springfield.  Dernæst  udførte  han 
Buster  af  General  C.  T.  Christensen,  Henry  Ward  Beecher,  Hjal- 
mar Hjort  Boyesen  og  fremdeles  Buster  af  Prof.  R.  B.  Anderson 
og  Henry  George.  Samtidig  modellerede  han  mange  Gravmonu- 
menter, ved  hvilket  Arbejde  Billedhuggerne  i  Amerika  har  deres 
Hovedindtægt. 

Men  Rohl-Smith  stilede  højere.  Han  begyndte  at  faa  et  Navn,  og 
Bestillingerne  strømmede  ind  fra  rige  Amerikanere.  Vi  nævner  de 
største  blandt  hans  Arbejder  fra  disse  Aar:  En  Statue  i  Marmor, 
8  Fod  høj,  af  Oberst  Montgomery,  opstillet  i  Memphis,  Term.  Et 
Monument  over  Dommer  Reid,  bestaaende  af  en  8  Fods  Portræt- 
statue med  4  allegoriske  Figurer  og  et  Basrelief,  alt  i  Bronce. 
Endvidere  „Hero  of  the  Alamo",  en  8  Fod  høj  Broncestatue,  op- 
stillet i  Auskin,  Tex.,  samt  et  større  Antal  betydelige  Gravmonu- 
menter over  Millionærer  og  andre  Afdøde  af  bekendte  Familier. 

I  Aaret  1891  forlod  Rohl-Smith  New  York  og  rejste  til  Chicago 
og  udførte  her  den  14  Fod  høje  Statue  „Benjamin  Franklin",  der 
blev  opstillet  ved  Indgangen  til  Electric  Hall  paa  Chicago-Udstil- 
lingen. Denne  Statue  vakte  Opsigt  over  hele  Nordamerika,  skønt 
den  ikke  hører  til  Rohl-Smiths  bedste  Arbejder.  Han  havde  haft 
det    dristige   Indfald   at   fremstille   Franklin   i   det   Øjeblik,  da   han 


134 

sendte  den  historiske  Drage  op  til  Tordenskyen.  Figuren  var  model- 
leret over  de  bekendte  Ord,  der  stod  skrevet  under  den:  „Han  fra- 
rev  Himlen  Lynet  og  Tyrannen  Scepteret",  og  da  det  var  lykkedes 
Kunstneren  at  skabe  en  Figur,  der  illustrerede  disse  Ord,  var  det 
naturligt,  at  Statuen  tiltalte  Amerikanernes  Patriotisme.  Det  var 
ikke  den  lille  klogt  udseende  Bogtrykker  Franklin,  Rohl-Smith  havde 
villet  give.  Det  var  den  selvfølende  Amerikaner,  den  dristige  Op- 
finder og  den  stolte  Patriot,  og  netop  til  denne  Franklin  var  der 
en  tom  Plads  i  Amerikanernes  Pantheon  for  store  Mænd. 

Rohl-Smiths  Ry  var  sikret,  og  vi  maa  nu  opgive  at  nævne  de 
Bestillinger,  der  strømmede  ind  til  ham,  og  som  han  tildels  har 
maattet  udføre  ved  Hjælp  af  yngre  danske  Kunstnere,  han  har  ladet 
komme  til  Amerika.  Hans  mest  kendte  Arbejde  er  den  store  Deaborn 
Parks  Indianergruppe  til  Minde  om  Massakren  i  Chicago  1812,  be- 
staaende  af  6  Figurer,  9  Fod  høje,  og  4  mægtige  Broncerelieffer. 
Dette  Monument,  som  Georg  M.  Pullman  forærede  Chicago,  er  op- 
stillet paa  Hjørnet  af  Calumet  og  18.  Gade,  hvor  Massakren  fandt 
Sted.  To  danske  Kunstneres  Arbejder  pryder  altsaa  Gaderne  i  Chi- 
cago, hvor  der  forøvrigt  ikke  findes  mange  Monumenter. 

Rohl-Smiths  sidste  store  Arbejde,  som  han  paabegyndte  i  1894, 
er  „Iowa-Statens  Soldaters  og  Sømænds  Monument",  der  skal  rejses 
i  Iowas  Hovedstad  Des  Moines.  Om  dette  Arbejde  og  overhovedet  om 
saadanne  amerikanske  Billedhuggerarbejders  Størrelse  faar  man  kun 
en  Forestilling  ved  at  se  paa  Maalene.  Midtersøjlen  med  „Sejren" 
paa  Toppen  er  24  Fod  høj.  Om  denne  Søjle  er  der  grupperet  4 
Statuer,  forestillende  Marinen,  Kavalleriet,  Infanteriet  og  Artilleriet, 
hver  med  en  Højde  af  8  Fod.  Foran  Statuen  staar  der  to  Figurer, 
„Iowa"  og  „Historien",  hver  9  Fod  høje.  Endelig  hører  der  til 
Monumentet  4  Portræt-Rytterstatuer,  og  2  Basrelieffer,  som  er  12 
Fod  lange  og  6  Fod  brede,  og  ikke  mindre  end  36  Portræt-Bas- 
relieffer. Rohl-Smith  mener  at  kunne  fuldføre  dette  Kæmpearbejde 
paa  3  Aar. 

En  dansk  Kunstner  gør  sig  næppe  nogen  Forestilling  om,  hvilke 
Besværligheder,  der  er  forbundne  med  at  være  Kunstner  i  et  Land, 


135 

hvor  de  fleste  kunstneriske  Afgørelser  træffes  af  det  myndige  Vælger- 
folk. Hvad  siger  man  til,  at  Indbyggerne  i  Iowa  besluttede,  at 
Rohl-Smith  skulde  modellere  Historiens  Muse  efter  en  bekendt  Se- 
nators skindmagre,  fladbrystede  Frue,  og  at  han  i  Barnet,  der  staar 
ved  hendes  Side,  skulde  gengive  Lincolns  Sønnesøn,  en  Dreng  paa 
8  Aar  med  skæve  Ben  og  Rødløgs-Hoved.  Rohl-Smith  sagde  Nej, 
men  Folket  sagde  Ja,  sammenkaldte  Meetings  og  truede  med  at 
tage  Arbejdet  fra  ham,  en  Trudsel,  han  besvarede  med  en  Trudsel 
om  Proces  og  Krav  paa  en  imponerende  Skadeserstatning  for  Kon- 
traktbrud. Saa  opstod  der  pludselig  det  voldsomste  Spektakel  i 
Bladene  og  paa  Prædikestolene,  da  det  rygtedes,  at  Kunstneren 
havde  modelleret  „Moder  Iowa"  med  nogen  Barm.  Fire  gamle 
Generaler  blev  sendte  til  Chicago  for  at  se  paa  Moder  Iowa,  som 
de  forresten  fandt  var  allright.  Under  alt  dette  kæmpede  den 
danske  Kunstner  i  en  haardnakket  Konkurrence  om  den  store 
Shermann-Rytterstatue  i  Washington  og  vandt  en  opsigtvækkende 
Sejr. 

Rohl-Smith  er  en  ægte  Kunstner,  et  fuldstøbt  Menneske  uden 
Splint  og  Ridse,  en  ærlig  Arbejder  og  en  sjælden  herlig  Mand.  Hans 
indtagende  Hustru  Sara  —  en  dansk  Præstedatter  —  har  trolig  baaret 
sin  Part  af  Dagens  Møje  i  det  ny  Land.  Hun  har  sin  store  Del  af 
Æren  for,  at  den  danske  Kunstner  forholdsvis  hurtigt  tilkæmpede 
sig  en  fremragende  Stilling  i  Amerika,  og  det  afholdte  Kunstnerpar 
kan  nu  uden  store  Anstrengelser  vandre  videre  ad  den  Vej,  der  fører 
amerikanske  Kunstnere  til  Ære,  Berømmelse  og  Rigdom. 

-  Hermed  forlader  vi  Chicago,  passerer  Racine,  hvor  der  ogsaa 
lever  mange  ansete  Landsmænd,  og  slutter  med  at  nævne  et  Par 
Navne  i  St.  Paul  og  Minneapolis.  I  den  førstnævnte  af  disse  Byer 
træffer  vi  den  danske  Konsul  for  Minnesota,  Dr.  J.  E.  Nielsen,  der 
er  en  anset  Læge,  Musikeren  C.  M.  Selling,  der  er  Direktør  for 
Orkestret  i  Grand  Opera  House,  F.  A.  Moe,  der  er  Direktør  for 
en  elektrisk  Bane,  P.  Schollert,  en  af  Byens  største  Næringsdrivende 
og  Præsident  for  den  danske  Klub.  Videre  maa  nævnes  Carl  Neu- 
mann, udmærket  Forretningsmand,  Selskabsmand  og  afholdt  Visedig- 


136 

ter.  Han  boede  tidligere  i  Minneapolis,  hvor  han  i  Aaret  1875  stiftede 
den  store  blomstrende  Forening  „Dania",  der  har  kunnet  anvende 
45,000  Dollars  paa  sit  Hus,  Dania  Hall.  I  Minneapolis  lever  ialt  et 
Par  Tusinde  Danske,  af  hvilke  vi  nævner:  J.  H.  Poulsen,  Præsident 
for  et  af  Byens  største  Pengeinstituter,  F.  Hinck,  Ihændehaver  af 
en  betydelig  Kolonialhandel,  Valdemar  Kriedt,  en  større  Bogtrykker, 


Dania  Hall,  Minneapolis. 

og  fremdeles  Lund  &  Aagesen,  der  udgiver  „Den  danske  Amerika- 
ner" og  har  et  betydeligt  Akcidenstrykkeri,  H.  Faurschow,  Ihænde- 
haver af  en  bekendt  Annonceforretning,  Carl  Hansen,  Postmester  i 
Tyler,  Forfatter  af  „Præriens  Børn"  (O.  W.  Lunds  Forlag,  Minne- 
apolis), Axel  Kringelbach,  en  vittig  Kjøbenhavner,  der  udgiver  Bla- 
det „Spøgefuglen",  og  endelig  lever  i  Minneapolis  den  Dansker  i 
Nordamerika,  der  har  haft  det  eventyrligste  Levnedsløb,  nemlig  A. 
M.  Smith. 


137 


Denne  mærkelige  Mand  har  lige  udgivet  sit  Livs  Historie  under 
Titlen  Luck  of  a  wandering  Bane.  Paa  Titelbladet  til  det  illu- 
strerede anselige  Værk  angiver  Forfatteren  de  forskellige  Livsstillin- 
ger, han  har  indtaget.  De  er  følgende:  Soldat  og  Matros,  Jernstøber 
og  Grosserer,  Tigger  og  Handelsmand,  Sæbesyder  og  Skribent,  Bisse- 
kræmmer og  Filosof,  Forvalter  og  Tjener,  Mester  i  ethvert  Haand- 
værk,  sin  egen  Lykkes  Smed  og  Ejer  af  en  Formue. 

Hvad  denne  Mand  har  oplevet  i  den  amerikanske  Borgerkrig,  i 
Brasilien,  i  Californien  og  paa  Alverdens  Have  maa  man  læse  om 
i  hans  Bog,  der  baade  er  vittig  og  underholdende,  paa  engang 
skreven  af  en  Humorist  og  en 
Filosof,  en  Spotter  af  Dannelse 
og  dog  en  dannet  Mand.  For- 
fatteren „følte  koldt",  da  han 
kom  til  Verden.  Der  var  saa 
megen  Sne  udenfor  hans  Fæd- 
renehjem  i  Jaarup  Sogn  ved  Kol- 
ding, at  Faderen  maatte  kravle 
op  gennem  Skorstenen  for  at  hente 
Jordemoderen.  Den  gamle  Smith 
kæmpede  fortvivlet  udenfor,  den 
lille  Smith  indenfor,  men  da  det 
kneb  haardest  kom  der  Hjælp  -  -  som  saa  mange  Gange  senere, 
naar  Smith  befandt  sig  i  en  kritisk  Situation. 

Smith,  der  i  Selskab  med  sin  Hustru  netop  har  foretaget  en 
Lystrejse  rundt  om  Jorden,  ejer  en  betydelig  Formue,  et  udsøgt 
Bibliotek  og  en  Møntsamling,  der  skal  være  den  største  private 
Møntsamling  i  Amerika.  Hans  vidt  omflakkende  Liv  har  ikke  præ- 
get hans  Person.  Han  ser  ud,  som  om  han  aldrig  havde  været 
udenfor  den  jyske  Halvø.  Men  man  taler  ikke  længe  med  ham,  før 
man  opdager,  at  han  besidder  en  usædvanlig  Kendskab  til  de  mest 
forskellige  Forhold,  og  at  han  ved  Læsning  har  erhvervet  sig  en 
betydelig  Dannelse.  Smith  er  Typen  paa  en  moderniseret  nordisk 
Viking. 


A.  M.  Smith. 


II. 


Kl 


138 


—  Vi  har  i  denne  hurtige  Oversigt  nævnt  en  Række  Danske, 
der  lever  —  og  lever  fortræffeligt  —  i  tre  af  Amerikas  større  Byer. 
Gennemgik  vi  paa  samme  Maade  alle  Unionens  mere  betydelige 
Steder,  vilde  Listen  blive  lang.  Man  finder  Danske  overalt,  ogsaa 
i  fjerne  Egne  af  Landet,  hvor  man  mindst  ventede  det.  Da  jeg  en 
Morgen  stod  af  Toget  i  Atlanta,  Georgia,  og  saa'  at  alle  Menne- 
sker var  sorte,  tænkte  jeg:  Her  er  da  en  By,  hvor  der  næppe  fin- 
des nogen  dansk  Mand !  Men  sam- 
me Aften  var  jeg  Gæst  i  Cand. 
polyt.  A.  V.  Gudes  elegante  Hjem. 
Gude,  der  er  en  Søn  af  Herreds- 
foged, Etatsraad  Gude  i  Kallund- 
borg,  kom  til  Amerika  for  30  Aar 
siden  og  fandt  Beskæftigelse  ved 
store  Brobygningsarbejder  i  Ve- 
sten. Efter  lange  Kampe  og  me- 
gen Modgang,  hvorunder  han  blev 
fortrolig  med  den  amerikanske 
Arbejdsmaade,  begyndte  han  at 
tjene  Penge  og  lagde  Grunden  til 
den  ansete  Stilling,  han  nu  ind- 
tager i  Atlanta. 

Da  jeg  nogle  Dage  senere  kom 
til  New  Orleans  og  tilfældig  traf 
den  svensk-norske  Konsul,  spurgte  jeg  ham,  om  der  levede  dan- 
ske Folk  i  Byen.  „Nej,"  sagde  Konsulen,  „her  er  kun  én  Dan- 
sker, den  bekendte  Læge  O.  R.  Lanng.  Men  han  er  for  Tiden 
i  Kjøbenhavn,  hvor  han  mærkelig  nok  har  faaet  sine  Ben 
overkørte  paa  Kongens  Nytorv."  —  Det  sidste  var  korrekt.  Min- 
dre korrekt  var  Konsulens  Oplysninger  om  de  Danske;  thi  samme 
Aften  havde  jeg  truffet  følgende  fortræffelige  Landsmænd:  Den  vel- 
havende Bomuldskøbmand  Chr.  Hansen,  der  har  levet  30  Aar 
paa  Stedet;  den  rige  Købmand  i  Æg  og  Smør  Mads  Petersen,  og 
fremdeles:  Dr.  Arnold  Petersen,  Apoteker  Deiken,  Købmand  Charles 


A.  V.  Gude. 


139 

Kjeldskov,  Restavratør  H.  Rasch,  Cigarhandler  James  Bentzen  (som 
havde  været  i  New  Orleans  i  Slavetiden),  Bogholder  Jacob  Meyer, 
Mandolinfabrikant  V.  Jensen,  Fotograf  Julius  Holm  og  Albert  Juhre, 
der  rejste  som  Impresario  for  Lilian  Riissel.  Disse  Danske,  del- 
ingen Forening  havde  og  ikke  kendte  hinanden  indbyrdes,  traf  jeg 
paa  en  Dag,  og  rimeligvis  findes  der  endnu  mange  flere  Danske  i 
New  Orleans.  Hvor  lang  vilde  ikke  Listen  blive,  om  vi  skulde 
nævne  de  mere  kendte  af  vore  Landsmænd  fra  de  nordligere  Byer, 
som  f.  Eks.  fra  Boston,  Philadelphia,  Baltimore,  Pittsburgh,  Racine, 
St.  Louis,  Denver,  Portland  og  San  Francisco!  Og  hvor  man  ikke 
støder  paa  en  Landsmand,  studser  man  ved  et  dansk  Navn.  Ude 
mellem  de  kaliforniske  Bjerge  findes  der  et  Bjerg,  som  hedder 
„Lassens  Spids",  og  forgæves  søger  man  paa  Stedet  Oplysning  om, 
hvad  det  var  for  en  Lassen.  Færdes  man  mellem  Kreolerne  i  New 
Orleans,  kan  det  hænde,  at  man  hører  de  mærkeligste  Historier 
om  den  afdøde  Dansker  Henri  Felsen,  en  eventyrlig  Skikkelse,  som 
sammen  med  Lord  Byron  deltog  i  den  græske  Frihedskrig,  vendte 
tilbage  til  New  Orleans,  hvor  han  for  ca.  30  Aar  siden  dode  som 
en  rig  Mand.  Paa  Broadway  ligger  der  et  Hotel,  som  hedder  Gil- 
sey  House,  et  pragtfuldt  mange  Etager  højt  Hotel,  opført  med  over- 
daadig  Anvendelse  af  Søjler,  Altaner  og  Karnapper.  Gilsey  House 
var  i  mange  Aar  en  amerikansk  Seværdighed,  og  dog  var  det  ikke 
bygget  af  en  Amerikaner.  Bygherren  og  Ejeren,  af  hvem  et  Billede 
hænger  i  den  rummelige  Modtagelseshal,  hed  Peter  Gilsey.  Han  var 
en  jysk  Husmandssøn,  der  begyndte  med  at  sælge  Cigarer  paa  Ga- 
den og  endte  med  at  blive  den  rigeste  Dansker  i  New  York.  Ejen- 
dommen administreres  nu  af  hans  Sønner,  der  er  Amerikanere. 
Spadserer  man  en  Aften  gennem  det  féagtigt  oplyste  Hotel  med  de 
brede  tæppebelagte  Gange,  de  store  Glasdøre,  de  uhyre  Trapper,  der 
er  prydede  med  Palmer  og  Springvand,  studser  man  ved  Tanken  om 
hvad  der  dog  maa  være  foregaaet  for  en  Omvæltning  i  gamle  Gil- 
sey's  Hjerne,  før  han  magtede  Springet  fra  Lervæggene,  Hornruderne 
og  Straataget  paa  den  jyske  Vestkyst  til  et  Palads  som  dette,  der 


10* 


140 

er  saa  straalende ,  at  en  jysk  Husmandssøn  næppe  nok  kunde 
tænke  sig  det  i  Eventyret. 

Foruden  Patriotismen  for  de  Forenede  Stater  besidder  Dan- 
skerne i  Amerika  en  dansk  Patriotisme,  der  naturligt  udspringer 
af  Kærlighed  til  Hjemlandet,  men  som  ogsaa  tjener  praktiske  For- 
maal  paa  den  ny  Jord.  Selvfølgelig  gavner  det  at  tilhøre  en  Nation, 
der  nyder  Anseelse,  og  denne  Anseelse  opnaas  bl.  A.  i  Amerika 
ved  at  hævde  Hjemlandets  Stilling  i  Evropa  og  ved  at  fremdrage 
Navnene  paa  dets  store  Mænd.  Det  er  ud  af  denne  Følelse,  at 
vore  Landsmænds  Stolthed  over  Danmark  finder  Udtryk,  som  er 
stærkt  paa  virkede  af  Amerikanernes  Stolthed  over  Amerika.  Tidt 
maa  man  smile  ad  en  og  anden  Pudsighed  ved  de  danske  Fester, 
som  naar  en  Taler,  jeg  engang  hørte,  raabte  til  den  jublende  For- 
samling: 

„To  lysende  danske  Stjerner  kaster  deres  Glans  over  den  kolos- 
sale, nordamerikanske  Himmel,  én  i  Østen,  én  i  Vesten.  Lad  os 
laane  Lys  fra  disse  Stjerner"  o.  s.  v. 

I  en  følgende  Passage  afslørede  Taleren,  at  Stjernen  i  Østen  var 
General  G.  T.  Christensen.  Men  hvem  tror  man,  Stjernen  var  i 
Vesten?  Det  var  Vitus  Bering,  den  gamle  Horsensbo,  der  Anno 
1728  sejlede  gennem  Beringstrædet.  Efter  noget  over  halvandet 
Aarhundredes  Forglemmelse  hilste  Danskerne  i  Amerika  ham  med 
en  rungende  Bifaldssalve. 

Ja,  højt  stiger  den  nationale  Bølge,  naar  Danske  og  Nordmænd 
stævner  sammen  til  Parade.  I  Spidsen  rider  Marskallen  paa  en 
vælig  Hingst,  bagefter  kommer  i  Delinger  vore  brave  Landsmænd, 
iførte  Foreningsuniformer  med  trekantede  Admiralshatte,  Snipkjoler 
med  blanke  Knapper,  gyldne  Epauletter,  farvede  Kraveopslag  og 
brede  Guldbræmmer  ned  ad  Benene.  Midt  i  Toget  bæres  Georg 
Washington,  indsvøbt  i  danske  og  amerikanske  Farver,  og  naar  man 
saa,  ankommen  til  Tribunen,  planter  Landets  Fader  mellem  Stjerne- 
banneret og  Dannebrog,  er  der  ingen  Ende  paa  Begejstringen.  Det  var 
Washington,  der  skabte  Republikken,  men  det  var  Nordboerne, 
som  først  betraadte  Landet.  Saa  hedder  det  fra  Talerstolen :  Brødre! 


141 

Hvad  vedkommer  det  os,  om  Ganger  Rolf  var  Dansker,  Nordmand 
eller  Svensker.  Han  var  Skandinav.  Vi  vil  ikke  smaaligt  skændes 
om  Leif  Erikson.  Han  var  Nordbo.  Og  saa  sandt  Leif  Erikson  var 
Nordbo,  saa  sandt  var  han  det  første  hvide  Menneske,  der  satte 
Foden  paa  amerikansk  Grund.  Leifs  Broder,  Thorvald  Erikson,  var 
den  første  Hvide,  der  blev  begravet  i  den  ny  Verden.  Thorfin 
Karlsevne  anlagde  den  første  Koloni  i  Amerika.  Hans  Hustru  Gud- 
rid  var  Amerikas  første  hvide  Kvinde  og  deres  Søn  Snorre  det 
første  hvide  Menneske,  som  blev  født  paa  denne  Side  af  Atlanter- 
havet. Den  første  indfødte  Amerikaner  med  lys  Hud  — 

Ord  er  afmægtige  til  Skildringen  af  den  Virkning,  en  saadan  Tale 
gør  paa  vore  Landsmænd  i  Amerika.  De  føler  sig  som  Folkeslag, 
der  har  gammel  Ret  til  Landet,  og  gennem  Fligen,  Taleren  behæn- 
digt løftede  for  Historien,  ser  de  deres  Forfædre,  de  skæggede 
Nordboer,  drage  fra  de  fjærne  Kyster,  og  de  erindrer  Sagnene 
om  Algonquin-Indianerne,  der  stod  paa  Strandbredden  og  saa 
de  frygtelige  hvide  Mennesker  komme  sejlende  i  Træhuse  over 
Havet. 


DANSKE  FORENINGER 


Det  var  ikke  blot  fælles  Minder  og  fælles  Sprog,  som  oprindelig 
samlede  de  tre  Folk.  Fyrrernes  skandinaviske  Foreninger  i 
Amerika  skabtes  ogsaa  under  Paavirkning  af  den  hjemlige  Skan- 
dinavisme. Stødet  blev  givet  ved  Stiftelsen  af  „Skandinavia"  i  New 
York  d.  27.  Juni  1844.  Denne  Forening,  der  straks  blomstrede, 
men  siden  førte  en  hensygnende  Tilværelse,  er  den  ældste  skandi- 
naviske Forening  i  Amerika.  Da  man  for  et  Par  Aar  siden  fejrede 
dens  50aarige  Bestaaen,  hed  det  vemodigt  i  en  Sang: 

Som  Tiderne  vekslede  blev  Enigheden  slidt, 

Og  Skandinavismen  gik  i  Glemme, 

Thi  raade  vilde  Danske,  Norske,  Svenske  hver  for  sit 

Saavel  i  Amerika  som  hjemme. 

Derfor  en  lille  Flok  kun  i  Aften  kom  herhen 

At  drikke  en  Skaal  for  Skandinavien 

Og  for  dens  gamle  Stifter  James  Petersen. 

Disse    oprindelige    skandinaviske    Foreninger    omfattede    Sverrig 

Den  mest  kendte  Medstifter  af  „Skandinavia"  var  Danskeren  Harro  Harring.  Denne  mærkelige 
Eventyrer  var  født  i  Husum  d.  28.  August  179S.  Efter  et  eventyrligt  Ungdomsliv  sluttede  han  sig 
til  den  philhelleniske  Ekspedition  og  gik  til  Grækenland.  Herfra  drog  han  til  Rom  og  optraadte 
senere  i  Warsehau  som  Maler  og  Digter.  I  1836  blev  han  udvist  fra  Bern  og  tog  til  England,  hvor 
han  blev  dødelig  saaret  i  en  Duel.  To  Aar  senere  offentliggjorde  han  paa  Helgoland  et  Bind  Op- 
rørssange,  blev  arresteret  og  sendt  til  London.  Efter  udstaaet  Straf  besøgte  han  paa  ny  Helgo- 
land, blev  atter  arresteret,  men  slap  fri  ved  en  dristig  Flugt  og  drog  til  Brasilien  og  Amerika. 
I  1840  finder  vi  ham  i  Norge,  hvorfra  han  blev  forvist.  Under  alt  dette  var  Harro  Harring  en 
produktiv  og  meget  læst  Forfatter.  Det  kgl.  Bibliotek  i  Kjobenhavn  ejer  et  Par  af  hans  Bøger, 
British  Museum  i  London  ejer  71.  Mellem  disse  findes  en  Roman,  der  er  saa  tyk  som  Bibelen. 
Bøgerne  er  forfattede  paa  Tysk,  Engelsk,  Fransk,  Spansk  og  Polsk. 

Den  25.  Maj  1870  begik  Harro  Harring  Selvmord  i  Jersey,  England. 


143 

og  „Danmark  fra  før  1814",  men  adskillige  af  dem  gik  det  vistnok 
som  det  gik  den  skandinaviske  Forening  i  Omaha.  Ved  en  større 
offentlig  Parade  blev  Nordmændene  og  Svenskerne  uenige  om,  hvem 
der  skulde  gaa  i  Spidsen.  Det  kom  til  Haandgribeligheder,  og  Re- 
sultatet blev,  at  Danskerne  kom  til  at  paradere  bagest.  Senere 
blev  Svenskernes  og  Nordmændenes  politiske  Tvedragt  i  Hjemlan- 
dene forplantet  til  Amerika,  og  der  findes  nu  næppe  mere  nogen 
svensk-norsk  Forening.  Sidst  brast  Baandet  mellem  Nordmænd  og 
Danske,  men  Forholdet  er  dog  fremdeles  venskabeligt  mellem 
disse  to  Folk.  Man  træffer  endnu  norsk-danske  Kirker,  norsk-dan- 
ske  Foreninger  og  navnlig  findes  mange  norsk-danske  Blade.  Selv- 
følgelig skyldes  disse  Sammenslutninger  især  praktiske  og  øko- 
nomiske Hensyn.  Det  danske  Nordamerika  er  ikke  mere  „Danmark 
fra  Hammerfest  til  Dannevirke".  Vi  har  mistet  Norge.  Derimod  har 
Danskerne  i  Amerika  bevaret  Sønderjylland.  Ejderen  er  endnu  for 
dem  den  danske  Grænse.  Sønderjyderne,  hvoraf  de  fleste  er  rejste 
til  Amerika  for  at  undgaa  tysk  Tjeneste,  taler  Dansk  og  sætter  en 
Stolthed  i  at  kaldes  Danske.  Desuagtet  har  de  deres  egne  Forenin- 
ger og  Blade.  Pudsigt  er  det,  at  naar  en  Sønderjyde  begaar  en 
slet  Streg  —  hvad  der  forøvrigt  sjælden  hænder,  thi  Sønderjyderne 
er  gennemgaaende  et  prægtigt  Folkefærd  —  saa  skriver  de  tyske 
Blade,  at  vedkommende  Slesviger  er  Dansk,  hvorimod  de  danske 
Blade  for  Tilfældet  paastaar,  at  han  er  Tysk.  Der  var  en  Sønder- 
jyde ved  Navn  Andersen,  som  i  fjorten  forskellige  Stater  havde 
giftet  sig  med  fjorten  Koner  og  til  sidst  trommede  dem  sammen, 
alle  fjorten,  paa  et  Hotel  i  Cleveland.  Historien  gjorde  megen  Op- 
sigt, og  i  danske  Blade  var  der  Enighed  om,  at  Æren  for  denne 
Polygamist  tilkom  „Das  grosse  Vaterland". 

I  Byen  Viborg  i  Minnesota  findes  gamle  Jyder,  som  med  Foragt 
sér  ned  paa  alle  andre  Nationaliteter  end  den  jyske.  En  Fynbo 
eller  Sjællænder,  der  kom  ind  i  dette  Settlement,  vilde  blive  be- 
tragtet som  en  Halvvild,  udgaaet  af  en  anden  og  lavere  Race.  Og 
da  jeg  engang  spurgte  en  Mand,  jeg  mødte  i  Chicago,  hvorfor  han 
ikke  var  Medlem  af  den  udmærkede  Forening  „Dania",  svarede  han: 


144 


„Nej,  hvad  skulde  jeg  paa  Samsø?" 

Forstaaelsen  af  dette  Svar  fik  jeg  først,  da  man  fortalte  mig,  at 
de  ledende  Mænd  i  Dania  var  Samsinger.  Her  som  saa  ofte  i 
Amerika  overraskes   man  ved   at  se  de  danske  Provinser  stærkere 


Scandia  Hall. 
Skandinavernes  Forsamlingsbygning  i  Chicago. 


adskilte  end  i  Danmark.  Midt  i  Amerika  ligger  der  en  Landstræk- 
ning, noget  større  end  Spanien,  som  mellem  Danske  ufravigeligt 
kaldes  Bornholm.  Vore  indvandrede  Landsmænd  har  ikke  blot  be- 
varet deres  Nationalitet,  men  ogsaa  deres  Provins  og  deres  Dialekt. 
Naar   en   Farmer   fra   bestemte   Egne   af  Wisconsin   flytter    ud   til 


145 

Dannebrog  i  Nebraska,  gør  de  jysktalende  Nebraska-Drenge  Løjer 
med  de  lollandsktalende  Wisconsin-Drenge;  disse  Smaapurke,  der 
kun  af  Omtale  kender  Denmark,  kan  komme  op  at  slaas  om, 
hvem  af  dem  der  taler  rigtigst  Dansk! 

Saadanne  Besynderligheder  har  Indflydelse  paa  Foreningslivet. 
Naar  der  f.  Eks.  i  Chicago  lever  15,000  og  i  New  York  10,000 
Danske,  saa  vilde  der  i  disse  som  i  saa  mange  andre  Byer  kunne 
dannes  mægtige  Foreninger,  saafremt  de  ikke  havde  anden  Hensigt 
end  den  at  samle  alle  Danske.  Men  af  de  komplicerede  dansk- 
amerikanske Forhold  udspringer  Foreninger  med  helt  andre  For- 
maal.  Naar  Øen  Samsø  kan  sætte  Grænser,  forstaar  man,  at  de 
ulige  sociale  Forhold  maa  rejse  Mure.  Samtidig  staar  der  Kamp 
om  den  amerikanske  Politik,  én  Forening  er  demokratisk,  en 
anden  republikansk,  og  endelig  er  der  Foreninger,  navnlig  social- 
demokratiske, som  umiddelbart  er  udgaaede  af  den  danske  Arbej- 
derbevægelse og  næsten  intet  Holdepunkt  har  i  amerikanske  Sam- 
fundsforhold. Resultatet  bliver  et  Mylr  af  Foreninger,  hvori  det  er 
vanskeligt  at  finde  Rede. 

Men  inddeler  man  de  danske  Foreninger  efter  deres  Hovedfor- 
maal,  falder  de  i  følgende  seks  store  Grupper: 

Foreninger,  der  har  til  Hensigt  at  yde  Støtte  i  Tilfælde  af  Syg- 
dom, Invaliditet,  høj  Alder  osv.  Altsaa  Foreninger  med  praktiske 
Formaal. 

Foreninger,  der  paa  kirkelig  Grund  søger  at  bevare  Nationalite- 
ten, folkelige  Sæder  og  Skikke  og  det  danske  Sprog.  Fremdeles: 

Oplysningsforeninger,  politiske  Foreninger,  Sportsforeninger,  Dilet- 
tantforeninger, Sangforeninger  og  selskabelige  Foreninger. 

De  først  nævnte,  Sygekasserne  og  Livsassurancerne,  er  selvfølgelig 
de  mest  udbredte.  I  alle  Vestens  større  Byer  træffer  man  paa  Med- 
lemmer af  „De  sammensluttede  danske  Foreninger",  der  aarligt  ud- 
betaler meget  betydelige  Summer  i  Sygehjælp.  Disse  Foreninger  er 
organiserede  som  danske  Sygekasser. 

Ganske  anderledes  besynderlig  er  „Det  danske  Brodersamfund", 
en    filantropisk    hemmelig   Forening,    der   siden    den   blev   stiftet   i 


146 

Omaha  i  Aaret  1881  har  udbetalt  mere  end  en  halv  Million  Kroner 
til  afdøde  Medlemmers  Hustruer  og  deres  Børn.  Foreningen  blev 
oprindelig  dannet  af  danske  Vaabenbrødre,  som  udadtil  gav  det  ny 
Selskab  en  stærk  national  Tone,  indadtil  organiserede  det  med  de 
hemmelige  amerikanske  Frimurerforeninger  som  Forbillede.  Broder- 
samfundets Medlemmer  er  let  kendelige  paa  forskellige  Tegn,  An- 
ker, Nøgle  og  Vaterpas,  som  de  bærer  synligt.  Indbyrdes  legitimerer 
de  sig  ved  Haandtryk,  Pasord  og  andre  Frimurertegn.  Deres  Lo- 
kaler er  udstyrede  som  Gravkapeller,  hvor  den  uniformerede  Præsi- 
dent sidder  mellem  lange  Vokslys,  og  hvor  det  indtrædende  Medlem 
hilses  som  „Den  hvide  Hind  fra  Ørkenen"  eller  „Ridderen  fra 
de  høje  Bjerge".  Optagelsen  i  Foreningen  er  et  Skuespil,  som 
vækker  Gysen.  Ligklokkerne  ringer,  Benrade  rasler,  og  Rædslerne, 
som  Aspiranten  underkastes,  kulminerer,  naar  han  til  sidst  paa  Hove- 
det styrtes  ned  i  blanke  Bajonetter.  Heldigvis  er  Bajonetterne  af 
Gummi.  Det  er  ikke  videre  vanskeligt  for  en  Rejsende  at  faa  Ad- 
gang til  disse  Møder,  hvor  man  har  ondt  ved  at  bevare  Alvoren. 
En  Aften  nød  jeg  Synet  af  en  ængstelig  Malermester,  kaldet  „Præ- 
riens Konge",  der  blegnende  stoppede  foran  Bajonetspidserne.  Men 
Malermesteren  fik  en  lys  Idé.  Ligesom  han  skulde  gøre  Sprin- 
get, tog  han  sine  Briller  af  og  lod  dem  falde  ned  i  Helvedesgabet, 
hvor  de  selvfølgelig  ikke  kom  til  Skade.  Det  pudsige  Optrin  fulgtes 
med  den  største  Alvor  af  Forsamlingen,  og  overhovedet  synes  jævne 
Folk  at  finde  en  aandelig  Tilfredsstillelse  i  saadanne  Ceremonier,  der 
løfter  Tanken  op  fra  det  amerikanske  Livs  krasse  Realisme.  Mere 
væsenligt  er  det  selvfølgelig,  at  Foreningen  økonomisk  er  af  uvur- 
derlig Betydning  for  de  danske  Arbejdere  og  for  deres  Paarø- 
rende i  Hjemmet.  Det  danske  Brodersamfund  har  de  sidste  fire 
Aar  sendt  ialt  60,000  Kroner  hjem  til  Medlemmers  Slægtninge  i 
Danmark.  Det  bør  ogsaa  fremhæves,  at  det  er  jævne  Arbejdere, 
der  har  skabt  og  endnu  leder  denne  mægtige  Organisation,  og  at 
de  store  Pengemidler  forvaltes,  uden  at  Foreningen  indtil  Dato  er 
bleven  besveget  for  en   Cent.     Største   Parten    af  Æren   for   dette 


147 


Arbejde   tilkommer  Viggo   A.    Danielsen,    der   er   Foreningens   Se- 
kretær. 

Det  var  det  danske  Brodersamfund.  Vidt  forskellig  fra  denne  For- 
ening er  Dansk  Folkesamfund,  som  er  udsprunget  af  den  grundt- 
vigske Kirke.  Om  dette  Samfunds  Formaal  hedder  det  i  Reglerne: 

„Det  er  vor  Tro,  at  det  lille  danske  Folk  sidder  inde  med  en 
aandelig  Arv,  som  ikke  er  uden  Betydning  for  Menneskeslægten, 
og  det  er  vort  Haab,  at 
vi  Danske  her  i  Amerika 
skal  kunne  bidrage  til,  at 
denne  Arv  kommer  andre 
til  Gode.  Opgiver  vi  vort 
Modersmaal,  afskærer  vi 
os  selv  fra  som  Danske 
at  faa  nogen  Indflydelse 
paa  det  store  amerikanske 
Aandsliv.  Derved  svigter 
vi  ikke  blot  vor  egen  fol- 
kelige Opgave,  men  vi 
handler  ilde  imod  det 
Land,  i  hvilket  vi  bygger 
og  bor.  Det  er  vor  faste 
Overbevisning,  at  vi  netop 
er  de  bedste  amerikanske 
Borgere,  naar  vi  vedbliver 
at  være  Danske.  Vi  vil 
bevare  vort  Modersmaal,  men  derfor  vil  vi  ikke  glemme  at  sætte 
al  vor  Kraft  ind  paa,  saa  fuldkomment  som  muligt,  at  blive  Herrer 
over  det  Sprog,  hvori  vi  kan  mødes  med  andre  Folk." 

Dansk  Folkesamfunds  Bogsamling,  der  findes  i  Clinton,  tæller 
over  4000  Bind.  Samfundets  Blad  er  „Dannevirke",  som  udgaar  fra 
Cedar  Falls  i  Iowa.  Pastor  F.  L.  Grundtvig,  der  tidligere  var  For- 
mand, er  nu  bleven  afløst  af  Statsbakteriologen  i  Iowa,  J.  C.  Bay. 
Foreningen  virker  især  ved  Foredrag   og    Bogudlaan.    Under  Mø- 


Viggo  A.  Danielsen. 


148 

derne  mulkteres  Medlemmer,  der  blander   deres   Sprog  med  engel- 
ske Ord. 

-  Oplysningsforeninger,  hvortil  vi  her  regner  de  talrige  Fore- 
dragsforeninger og  Ungdomsforeninger,  findes  rundt  om  i  Unionen, 
men  de  er  uden  indbyrdes  Forbindelse.  Ungdomsforeningerne  har 
dog  et  Fællesorgan,  „Alvor  og  Gammen",  som  udgaar  i  Chicago 
og  er  skrevet  i  et  pudsigt  symbolistisk  Sprog. 

De  politiske  Foreningers  Tal  er  Legio,  men  de  kan  alle  henføres 
til  én  af  to  Arter.  Enten  er  det  Foreninger,  der  er  dannede  med 
det  Formaal,  at  udbrede  bestemte  sociale  eller  politiske  Opfattelser. 
I  saa  Fald  er  Foreningen  sædvanlig  stiftet  af  en  interesseret  Mand, 
en  begavet  Taler,  der  ved  sin  Personlighed  og  sit  Navn  udøver 
Tiltrækning  paa  en  Kreds  af  Landsmænd.  Saadanne  Foreninger 
trives  navnlig  i  Byer,  hvor  der  lever  mange  Arbejdere,  og  hvor 
der  findes  en  Leder.  Denne  er  sædvanlig  en  Mand,  der  aktivt  har 
deltaget  i  Arbejderbevægelsen  hjemme  og  finder,  at  man  staar  langt 
tilbage  i  Amerika.  I  saadanne  Foreninger  føres  de  mærkeligste 
Disputer.  Danske  Arbejdere  i  Pittsburgh  samledes  f.  Eks.  en  Aften 
for  at  diskutere  Emnet  Whisky.  Et  Parti  var  pro,  et  andet  contra, 
men  selvfølgelig  sluttede  den  bevægede  Forhandling  med,  at  Bun- 
den blev  vendt  op  og  ned  paa  Whiskyflasken.  Yndede  er  Emner 
som  „Tyrannerne,  Adelen  og  Præsterne".  Saa  knyttes  Næverne, 
saa  gnistrer  Tænderne,  og  for  usynligt  blinkende  Økser  flyder 
Blodstrømmene  ned  over  den  skælvende  Tribune. 

Alle  disse  Foreninger  er  permanente  og  minder  om  Foreninger, 
vi  kender  hjemme.  Ganske  amerikanske  derimod  er  de  republi- 
kanske og  demokratiske  Clubs,  der  i  Dagene  før  Valgene  skyder 
frem  som  Paddehatte.  Disse  Clubs  startes  næsten  altid  af  en  dansk 
Ærgerrighed,  der  vil  ind  i  den  amerikanske  Politik,  og  for  hvem 
det  i  et  saadant  Tilfælde  kan  betyde  noget  at  være  President  of 
the  danish  republican  dub.  Ogsaa  kan  Stifteren  være  en  profes- 
sionel dansk  Politiker,  som  vil  sikre  sig  Tilhængere,  der  kan  regu- 
lere Bifaldet,  naar  han  optræder  paa  de  amerikanske  Møder.  I  alle 
Tilfælde   har  Medlemmerne   en    nøgtern   og  ædruelig  Opfattelse   af 


149 

deres  Medvirken.  De  forlanger  gratis  det  01,  de  drikker  under 
Møderne,  og  i  enkelte  Tilfælde  visse  Ydelser  i  Kontanter.  Til  Gen- 
gæld trækker  de  i  Uniformer,  gaar  i  Optog  og  raaber  ned  med 
Modstandernes  Kandidat.  Naar  Valget  er  forbi,  opløses  Foreningen 
og  sammenkaldes  ikke  førend  næste  Valg. 

Sportsforeninger  findes  i  enhver  By  og  har  navnlig  det  Formaal 
at  sætte  en  Rekord  med  „stærke  Mænd".  Der  er  næsten  altid  en 
eller  anden  dansk  Champion,  en  Mand  med  drabelige  Næver,  som 
har  løftet  flere  Lodder  end  en  Svensker,  men  som  forsvinder  i  samme 
Øjeblik,  en  Nordmand  løfter  endnu  et  lille  Lod.  Den  mest  yndede 
Sport  mellem  stærke  Mænd  er  at  trække  i  et  Tov,  og  af  den  Liden- 
skab, hvormed  Sporten  øves,  maa  man  antage,  at  det  er  mor- 
sommere at  trække  i  det,  end  det  er  at  se  paa  det.  Et  tykt  Tov  lægges 
ned  paa  en  Plæne,  og  under  forskellige  Formaliteter  træder  seks 
danske  og  seks  norske  Kolosser  hen  og  griber  fat  i  hver  sin 
Ende.  Det  er  ikke  ualmindeligt,  at  de  kan  staa  og  hale  flere  Timer, 
før  de  bliver  stive.  Til  sidst  sidder  alle  tolv  Kolosser  paa  Hug  og 
skærer  frygtelige  Ansigter.  Det  er  et  ynkværdigt  Skue,  men  det 
følges  af  Tilskuerne  med  den  største  Interesse. 

Dilettantforestillingerne  florerer  næsten  stærkere  i  Amerika  end 
i  København.  I  Byer  som  New  York,  Chicago  og  Minneapolis  fin- 
des prøvede  sceniske  Kræfter,  der  udøver  forbavsende  Tiltrækning 
paa  det  lokale  Publikum.  Der  var  f.  Eks.  altid  fuldt  Hus,  selv  i 
et  nok  saa  stort  Lokale,  naar  i  sin  Tid  den  udmærkede  Forenings- 
og  Selskabsmand  John  Volk  optraadte  i  New  York.  Repertoiret  om- 
fatter de  mest  kendte  Skuespil  af  Heiberg,  Hertz,  Overskou,  Hostrup 
og  Erik  Bøgh.  „Elverhøj"  spilles  hyppigt,  ja  endnu  større  Udstyrs- 
stykker binder  Dilettanterne  an  med,  f.  Eks.  „Ridderen  af  Randers 
Bro".  Den  gamle  Redaktør  af  „Sønderjysk  Tidende",  John  Hintze, 
der  i  sin  Ungdom  har  faaet  Stykker  opført  paa  Kasino,  har  skre- 
vet og  udgivet  flere  Skuespil  i  Amerika.  Et  enkelt  af  dem,  „Høst- 
gildet", er  ikke  daarligere,  end  hvad  der  jævnligt  opføres  paa  Pri- 
vat-Teatrene  i  København.  I  forskellige  Byer  findes  Forfattere  af 
Revyer,  der   opføres   og  samler  stort  Publikum.  I  en  af  de  største 


150 


Musikhaller  i  New  York  har  jeg  sét  ca.  2000  Danske  applavdere 
en  original  Revy,  der  var  forfattet  af  John  Volk.  Forestillingen 
sluttede  med  et  Festmaaltid,  hvori  der  deltog  ca.  1000  Personer, 
og  hvor  der  udvikledes  en  Veltalenhed,  som  ved  Desserten  antog 
svimlende  Dimensioner. 

Endelig  kommer  vi  til  Sangforeningerne,  der  spiller  en  meget  frem- 
trædende Rolle  mellem  Skandinaverne  i  Nordamerika.  Ansete  gamle 
Sangforeninger  fandtes  i  enhver  større  By,  da  en  Dansker,  G.  M. 
Machold  i   Philadelphia,   i   Aaret   1886  foreslog  at  samle  dem  i  et 

Forbund,  som  ved  højtidelige  Lejligheder 
skulde  give  Amerikanerne  Prøver  paa 
skandinavisk  Sang.  Efter  lange  Forhand- 
linger lykkedes  det  at  udføre  Tanken, 
og  i  1887  afholdtes  den  første  Sanger- 
fest  i  Philadelphia,  hvori  der  dog  kun 
deltog  seks  Sangforeninger.  Men  i  1889 
mødte  24  Foreninger  i  Chicago  med 
600  fortræffeligt  indøvede  Sangere;  i 
1891  afholdtes  et  stort  Sangerstævne  i 
Minneapolis,  og  endelig  i  1893,  ved  Ver- 
densudstillingen i  Chicago,  mødte  over 
50  Sangforeninger  med  ca.  1000  San- 
gere. Ved  denne  Kæmpekoncert,  der  vakte  megen  Opsigt,  assisterede 
Sangeren  Herold,  som  var  indforskrevet  fra  det  kgl.  Theater  i  Kjø- 
benhavn.  Det  er  ligeledes  paa  Initiativ  af  disse  Sangforeninger, 
at  en  dansk  Operasangerinde,  Frøken  Valborg  Andersen,  senere' 
er  gaaet  over  Atlanterhavet  og  paa  Koncerter  i  Chicago  har  sun- 
get danske  Fødelandssange  under  Tilhørernes  Jubel. 

Sjælen  i  Sangforenings-Bevægelsen  har  været  en  dansk  For- 
lagsboghandler i  Chicago  ved  Navn  Niels  Juul.  Denne  Mand 
er  kendt  som  en  af  de  vittigste  Bordtalere  mellem  Danskerne  i 
Amerika,  og  hvor  han  ikke  selv  er  kendt,  kender  man  i  hvert 
Fald  „Juuls  store  nordiske  Bibliotek",  en  Samling  af  44  skandi- 
naviske Forfattere,  der  er  udkommen  paa  det  Juul'ske  Forlag.  Fra 


Niels  Juul. 


151 

dette  er  der  udgaaet  adskillige  amerikanske  Pragtværker,  f.  Eks. 
en  illustreret  Bibel,  der  i  Løbet  af  et  Aar  indbragte  Juul  en  lille 
Formue.  Men  den  var  ogsaa  udkommen  —  ikke  i  9  Oplag  —  men 
i  9  Tons!  Medaillen,  Juul  bærer  paa  sit  Bryst,  er  den  danske  Red- 
ningsmedaille,  som  han  har  erholdt  for  ædel  Daad. 

Endelig  kommer  vi  til  de  selskabelige  Foreninger,  der  foranstalter 
Baller,  Maskerader,  Skovture  osv.,  ganske  som  i  Danmark.  Disse 
Foreninger  konkurrerer  hidsigt  med  hverandre,  og  for  at  friste  den 
danselystne  Ungdom  udsættes  betydelige  Præmier  for  de  bedste 
Masker  og  de  smukkeste  Damedragter,  ja  —  for  det  smukkeste  Par 
i  Salen!  Afgørelsen,  der  selvfølgelig  er  en  delikat  Sag,  overlades 
til  en  Komité  af  ældre  Mænd,  som  ret  hyppigt  kommer  hjem  med 
mørbankede  Rygstykker.  Under  Ballet  har  de  gifte  Koner  samtlige 
deres  Børn  indlogerede  i  et  tilstødende  Lokale.  Ved  større  Festlig- 
heder kan  man  i  et  saadant  Rum  finde  hundrede  slumrende  Babies, 
der  tilses  af  en  Negerinde.  Denne  besynderlige  Skik  forklares  ud  af 
Damernes  specielle  Livsforhold.  De  har  intet  Tyende  og  tør  ikke 
lade  de  Smaa  være  ene  hjemme,  bl.  a.  fordi  de  frygter  Brand.  Saa 
bliver  de  ulykkelige  Unger  pr.  Luftbane  førte  til  Balstedet,  hvor  de 
sover  sødt,  medens  den  forlystelsessyge  Moder  svinger  sig  i  hvidt  Liv, 
spidse  amerikanske  Sko  og  Guld  paa  Fortænderne.  Ved  Ballets 
Ophør  rives  Børnene  atter  ud  af  deres  Søvn,  svøbes  ind  og  suser 
hjem  igen  pr.  Luft,  uden  selvfølgelig  at  kunne  begribe  Anledningen 
til  alle  disse  mærkelige  Bevægelser.  En  Pudsighed  paa  disse  Baller 
er  den  elegante  og  ærefrygtindgydende  Floor  Manager,  (Gulv-Be- 
vogter) og  hans  Assistant.  Overhovedet  findes  der  i  det  dansk- 
amerikanske Foreningsliv  en  Række  Embedsmænd,  som  vi  ikke 
kender  hjemme.  De  er  prydede  med  pralende  kulørte  Silkebaand 
og  indgyder  Omgivelserne  en  Blanding  af  Misundelse  og  Respekt. 
Ved  Døren  staar  Kassen,  bevogtet  af  en  Treasurer,  der  har  en 
Tillidsmand  ved  Siden.  Overskuddet  tilfalder  sædvanlig  velgørende 
Øjemed,  og  ret  betydelige  Summer  kommer  ind  paa  denne  Maade. 
Dameforeningen   i    Chicago    har  ved  Dans    og  Basar  samlet  6000 


152 

Dollars  og  samler  stadigt  mere.  For  Pengene  agter  Damerne  at 
bygge  Landsmænd  et  Alderdomshjem. 

Færdes  man  i  disse  Foreninger,  bliver  man  forbavset  over  alle 
de  Genier,  der  trives  blandt  de  Danske.  Det  vrimler  med  Mennesker, 
der  kan  deklamere,  bugtale,  opføre  komiske  Duetter  og  koncertere 
paa  Alverdens  Instrumenter.  I  alle  større  Byer  findes  der  et  dansk 
Orkester,  som  ledes  af  den  lokale  Musikus,  der  ogsaa  rundhaandet 
skriver  Sange,  fremsiger  Monologer  og  underholder  Ladies  i  Pav- 
serne.  Ved  en  Koncert  i  Vesten  saa'  jeg  til  min  Forbavselse  Stryge- 
orkestret dirigeret  af  et  godt  Hoved,  der  for  nogle  Aar  siden  med- 
virkede i  Tivolis  Koncertsal,  som  —  Opvarter.  Han  genkendte  mig 
og  hviskede,  idet  han  vendte  Nodebladet: 

„Skal  det  være  dobbelte  Rejer  eller  Laks?" 

Den  gamle  Opvarter  havde  ikke  blot  hævet  sig  til  Stillingen  som 
Orkesterdirigent.  Han  havde  ogsaa  hævet  sig  til  at  kunne  ironisere 
over  Stillingen.  Her  som  saa  ofte  i  Amerika  havde  jeg  en  behage- 
lig Følelse  af  at  være  udgaaet  af  en  genial  Nation,  og  i  denne 
Følelse  hengav  jeg  mig  til  den  fortsatte  Nydelse  af  Koncerten. 

Nederst  paa  Programmet  læste  jeg: 

Orkestret  under  Anførsel  af  Hr.  N.  N.  fra  Tivolis  Koncertsal. 


DANSKE  ARBEJDERE 


IByen  New  Sweden  i  Idaho  hedder  Borgmesteren  Hans  Hansen. 
Borgmesterens  Fuldmægtig  hedder  Peter  Petersen,  og  Byraadet 
er  sammensat  af  D'hrr.  Peter  Hansen,  Hans  Petersen,  Peter  Hans 
Petersen,  Hans  Peter  Hansen,  Hans  Petersen  og  Peter  Hansen  — 
Amerikanerne  paa  Stedet  tror  naturligvis,  at  alle  disse  Menne- 
sker tilhorer  én  stor  Familie.  Det  er  dog  nu  en  Sjældenhed  at  finde 
saa  rene  danske  Navne  i  Amerika,  navnlig  blandt  Arbejderne,  der 
oversætter  Døbesedlen,  saa  snart  de  lærer  Engelsk.  Navne  som 
Thor  Moller  bliver  til  Thormallen,  Andreas  Jacobsen  til  Andrew 
Jackson,  Thomas  Jeppesen  til  Thomas  Jefferson,  Karen  Sørensen 
til  Cary  Searle,  Mads  Rasmussen  til  Math  Robert,  Jens  Holm  til 
John  Holmes,  Morten  Madsen  til  McMason  osv.  osv.  I  de  danske 
Arbejderkvarterer  vrimler  det  med  forkortede  Fornavne  som  Krist, 
Fred,  Pit  og  Rob,  og  Afkommet  af  disse  Pit'er  og  Rob'er  optræder 
med  de  besynderligste  Fornavne.  En  dansk  Snedker  lod  sin  lille 
Søn  døbe  Pommickelskopf.  Det  Navn  skulde  da  faa  dem  til  at 
spidse  Øren  hjemme  i  det  gamle  Land! 

Vore  Landsmænd  mellem  de  amerikanske  Arbejdere  lever  mere 
spredte  end  Farmerne.  Det  er  ganske  undtagelsesvis,  at  man  fin- 
der saadanne  danske  Arbejderkolonier  som  f.  Eks.  i  Perth  Amboy, 
£t  Par  Timers  Rejse  fra  New  York.  Oprindelsen  til  dette  lille  dan- 
ske Samfund  knytter  sig  mærkeligt  nok  til  Navnet  H.  C.  Andersen. 

IL  11 


154 

Digteren  havde  paa  et  evropæisk  Badested  truffet  en  rig  Proppe- 
fabrikant  fra  Perth  Amboy,  og  ved  en  eller  anden  senere  Lejlighed 
gav  han  et  Par  danske  Emigranter  Anbefaling  med  til  denne  Mand. 
De  fik  Beskæftigelse  paa  Proppefabrikken  og  trak  flere  og  flere 
Landsmænd  efter  sig,  og  da  der  til  sidst  ankom  saa  mange  Danske, 
at  de  ikke  alle  sammen  kunde  blive  Proppeskærere,  fik  de  Arbejde 
paa  Byens  hurtigt  opblomstrende  Terrakottavarefabrikker.  Nu  har 
Danskerne  i  Perth  Amboy  en  smuk  Kirke,  en  nidkær  Præst,  en 
dygtig  dansk  Læge,  en  Apoteker  og  —  en  Billedhugger,  der  har  hug- 
get den  Statue  af  Georg  Washington,  som  vore  Landsmænd  i  Som- 
meren 1895  forærede  Byen.  For  Tiden  bygger  Danskerne  et  Teater. 

Det  er  dog  usædvanligt  at  træffe  saa  mange  danske  Arbejdere  paa 
et  Sted.  Som  oftest  er  de  spredte  mellem  Tyskere  og  Irlændere 
og  forsvinder  mellem  dem  i  Fabrikkerne,  i  Minerne  og  paa  Bygge- 
pladserne. I  mindre  Byer  træffes  mange  danske  Smede.  De  er  an- 
sete for  deres  Udholdenhed  og  faar  højere  Løn  end  Belgierne.  Af 
andre  særlige  Fag  kan  nævnes  danske  Gartnere,  der  i  stort  Tal 
har  fundet  Beskæftigelse  i  Kaliforniens  Haver.  Heller  ikke  bør  man 
undlade  at  nævne  danske  Kuske.  De  styrer  mindst  hver  tredie  af 
de  Ekvipager,  der  ruller  gennem  Central  Park. 

Det  første,  der  forbavser  en  dansk  Haandværkssvend,  som  kom- 
mer til  Amerika,  er  Vanskeligheden  ved  at  faa  Arbejde.  Her,  hvor 
han  troede,  at  alle  Virksomheder  laa  aabne,  finder  han  Hundreder 
om  enhver  Plads.  Mestrene  er  altid  mistænksomme  ved  Antagelsen 
af  nye  Folk,  thi  alt  for  mange  søger  Arbejde  uden  at  kunne  Pro- 
fessionen. Er  en  ny  Mand  ansat,  modtages  han  med  Uvillie  af  de 
Ældre,  særlig  naar  han  ikke  taler  Engelsk.  „Indkomst"  eller  anden 
ydre  Foranledning  til  nøjere  kammeratligt  Forhold  kendes  ikke. 
Er  Unionen  stærk  nok  i  Værkstedet,  tvinges  enhver  ny  Arbejder 
til  at  blive  Medlem.  Der  er  dog  endnu  mange  Byer,  hvor  den  faglige 
Organisation  er  mindre  fuldkommen  end  i  Danmark.  Men  udbryder 
der  en  Strejke,  breder  Bevægelsen  sig  pludselig  til  enhver  Krog  af 
Landet,  og  Arbejderne  maa  holde  Trop. 

—  Forinden   Arbejderen   gaar  fra  sit  Hjem   om  Morgenen,   har 


155 

han  spist  Frokost,  og  ankommen  til  Værkstedet  arbejder  han  fra 
7 — 12  uden  Afbrydelse.  Middagen  varer  kun  en  halv  Time,  og  der 
arbejdes  nu  videre  til  Kl.  b1^.  Hele  Arbejdsdagen  er  altsaa  10 1j2 
Time,  hvoraf  en  halv  Time  Middag.  Der  hverken  spises  eller  drikkes 
under  Arbejdet.  En  Mand,  som  medførte  Brændevin,  vilde  øjeblik- 
kelig blive  afskediget,  og  kan  det  lugtes,  at  en  Mand  i  Smug 
drikker  Spiritus,  sættes  han  i  Rang  med  Drankere,  selv  af  de 
Arbejdere,  der  drikker  efter  Fyraften.  Denne  meget  udbredte  For- 
agt for  Spiritus  er  vistnok  Følgen  af  Good  Tempiarnes  og  Meto- 
disternes uforsonlige  Kamp  mod  Drikkeriet.  Paa  Værkstedet  eller 
Byggepladsen  bekymrer  Arbejderen  sig  ikke  om  andre  end  om  sig 
selv.  Han  indleder  ikke  Samtale  med  sine  Kammerater,  og  han 
kan  arbejde  sammen  med  dem  i  lange  Tider,  før  han  kender  deres 
Navne.  Formanden  betragtes  som  Ligemand,  og  Arbejderen  blotter 
ikke  Hovedet  for  sin  Principal.  Evropæisk  krybende  Optræden 
vækker  Uvillie  baade  hos  Overordnede  og  Kammerater.  Der  holdes 
streng  Opsigt  med,  at  Arbejdet  foregaar  uden  Standsning,  og 
Driveri  straffes  ufravigeligt  med  Afskedigelse.  Der  arbejdes  haardere 
i  Vesten  end  i  Østen,  men  ogsaa  her  maa  en  Mand  i  samme  Tid 
præstere  dobbelt  saa  meget  Arbejde  som  i  Evropa.  At  dette  virke- 
ligt er  muligt,  skyldes  dels  det  snildere  Værktøj,  dels  og  fornemme- 
lig den  større  Anspændelse.  Skiltemalerne  i  Amerika  faar  t.  Eks.  den 
samme  Akkordbetaling  som  i  Danmark,  hvor  disse  Professionisters 
Dagløn  er  3—4  Kr.  I  Amerika  tjener  Skiltemalerne  3 — 4  Dollars, 
hvad  der  vil  sige,  at  de  præsterer  det  firedobbelte  Arbejde.  Og  Ar- 
bejdets Kvalitet  er  -  -  efter  Kyndiges  Forsikring  —  aldeles  ikke 
ringere  i  Amerika  end  i  København. 

Den  Anseelse,  gamle  Svende  nyder  hjemme,  kendes  ikke  paa  et 
amerikansk  Værksted.  En  Begynder,  der  er  flink,  faar  straks 
højere  Løn  og  bedre  Arbejde  end  den  ældre,  men  mindre  dygtige 
Kollega.  Betegnelsen  „Svend"  eksisterer  forøvrigt  ikke,  alene  af 
den  Grund,  at  Amerikanerne  ikke  kender  Lærlinge  i  evropæisk  For- 
stand. En  ung  Mand  kommer  tilfældig  ind  paa  et  Værksted,  hvor 
han  gaar  de  andre  Arbejdere  til  Haande,   til  han  en  Dag  træder 


156 

ind  i  en  ledig  Plads.  Har  han  ikke  Haandelag,  og  kan  han  ikke 
straks  komme  efter  Arbejdet,  faar  han  Afsked  og  maa  prøve  Lyk- 
ken i  et  andet  Fag.  Svendestykke  eller  Bevis  for  Fagkundskab  for- 
langes aldrig.  Der  er  i  denne  som  i  alle  andre  Henseender  en 
paafaldende  løs  Forbindelse  mellem  Arbejdere  og  Principal,  lige- 
som det  personlige  Forhold  udmærker  sig  ved  komplet  Mangel  paa 
ethvert  Hensyn.  Er  der  ikke  noget  at  gøre  en  Dags  Tid,  bliver 
Arbejderen  „lagt  afu,  det  vil  sige,  at  han  sættes  paa  Porten  uden 
Varsel.  Er  en  Arbejder  bleven  syg,  og  har  en  anden  og  dygtigere 
optaget  hans  Plads,  bliver  Reconvalescenten  ikke  antaget,  naar  han 
igen  melder  sig.  Her  som  i  alle  Forhold  har  Amerikaneren  en 
sublim  Foragt  for  Anciennitet.  Skrækkelige  er  de  Dage  for  Haand- 
værkssvenden,  da  han  søger  Arbejde.  Afstandene  er  store  mellem 
Værkstederne,  og  kommer  han  omsider  til  et  Sted,  hvor  der  er 
Pladser  ledige,  kan  han  staa  og  vente  Timer  mellem  Hundreder 
af  Søgende,  før  han  faar  at  vide,  at  enhver  Plads  nu  er  op- 
tagen. I  et  saadant  Øjeblik  forstaar  man,  at  en  Arbejder,  der  har 
Familie,  kan  være  Fortvivlelsen  nær  i  dette  store,  ubarmhjertige 
Samfund. 

Lønnen  udbetales  enten  Lørdag  eller  Mandag  eller  to  Gange  om 
Maaneden.  I  Værkstederne  tjenes  fra  l3/4 — 2  Dollars  om  Dagen, 
naar  der  betales  Dagløn.  Men  paa  de  fleste  Værksteder  er  der  dygtige 
Svende,  som  fortjener  2—3  Dollars.  Ugifte  Arbejdere  finder  let  et 
godt  Logis  med  fuld  Kost  for  4  Dollars  om  Ugen,  og  en  Arbejder- 
familie paa  ca.  fem  Medlemmer  kan  uden  Vanskelighed  leve  for  5 
Dollars  om  Ugen.  Arbejdernes  Hustruer  bidrager  ikke  til  Familiens 
Underhold,  men  de  bestyrer  deres  Hus  med  megen  Økonomi.  Man- 
den bruger  ikke  „Lommepenge"  og  navnlig  ingen  Klatskillinger  til 
Drik.  Danske  Arbejdere  vænner  sig  hurtigt  af  med  Brændevin  og 
finder,  at  det  amerikanske  01  er  mere  velsmagende  end  det  danske. 
Overhovedet  lærer  Arbejderne  Sparsommelighed  i  Nordamerika,  og 
da  Fødemidlernes  Pris  er  lavere  i  Forhold  til  Arbejdslønnen  end  i 
noget  andet  Land,  bliver  Resultatet  større  Velstand.  Kunsten  er 
blot  den  at  holde  Arbejde.   Der  betales  høj  Løn  uden  Hensyn  til, 


157 


at  Tusinder  gaar  ledige.  Har  en  Mand  Beskæftigelse,  har  han  sit 
gode  Udkomme. 

Som  man  ser,  er  der  i  disse  Linier  mere  tænkt  paa  Haandvær- 
kerne  end  paa  Mine-  og  Fabrikarbejderne,  om  hvis  særlige  For- 
hold der  har  været  Tale  i  tidligere  Kapitler.  De  følgende  Bemærk- 
ninger gælder  danske  Arbejdere  i  Almindelighed.  Tallene,  der 
meddeles,  er  hentede  fra  Ohio,  altsaa  fra  Centret  af  det  ostlige 
Amerika.  Samtlige  Tal  er 
forøvrigt  gennemsete  af 
Dansk-Amerikanere,  der  er 
nøje  inde  i  de  herhen  hø- 
rende Forhold. 

Vi  sætter  lavt  regnet  en 
dansk  Arbejders  Ugeløn  til 
12  Dollars.  Af  disse  12 
Dollars  gaar  de  4  Dollars 
til  Føde,  de  3  til  Husleje 
og  Klæder.  Tilbage  er  der 
5  Dollars,  hvoraf  Arbejde- 
ren, som  næsten  altid  lever 
langt  fra  Arbejdsstedet,  bru- 
ger 1  Dollars  til  Befordring 
og  Aviser.  Af  de  resterende 
4  Dollars  kan  der  altsaa 
spares  3.  Det  bliver  ca.  150 
Dollars  om  Aaret,  og  til- 
støder der  intet  særligt  Uheld  for  Familien,  saasom  Sygdom  eller 
Arbejdsløshed,  henlægges  disse  Penge  ufravigeligt  til  Køb  af  Grund 
og  Opførelse  af  et  Hus. 

Huslejen  er  nemlig  en  svær  Udgift  for  Arbejderen.  En  3 — 4 
Værelsers  Lejlighed  koster  i  de  store  Byer  9 — 12  Dollars  om 
Maaneden.  Lejligheder  med  „2  Værelser  og  Køkken"  kendes 
ikke.  Naar  Arbejderen  har  [faaet  ca.  500  Dollars  samlet,  køber 
han    en    smal   Grund,    rejser    Laan    og    bygger    sig   et   Hus    som 


Dansk  Arbejders  Hjem. 


158 

det,  man  ser  paa  Billedet.  Huset  tilhører  en  velhavende  Ar- 
bejder i  Chicago  og  er  indrettet  som  de  fleste  saadanne  Huse. 
Der  er  to  Lejligheder,  af  hvilke  Ejeren  beboer  den  nederste, 
som  er  paa  5  Værelser.  Ad  den  tarvelige  men  nette  Trappe 
træder  man  ind  i  det  saakaldte  Frontroom,  hvor  der  findes 
Knagerække  og  Blomsterborde.  Herfra  er  der  Adgang  til  Mod- 
tagelsesstuen,  det  saakaldte  Parlour,  der  er  monteret  med  Gulvtæppe. 
Borde  og  flere  Trægyngestole.  I  Forbindelse  med  Parlour'et  ligger 
der  et  Par  rummelige   Sovekamre   med   brede   Senge,   og  bagest  i 


Amerikansk  Gyngestol. 


Amerikansk  Kurvestol. 


Lejligheden  Kokkenet,  der  er  stort  og  luftigt  og  gør  Tjeneste  som 
Familiens  Spisestue.  I  Lejligheden,  vi  her  beskriver,  er  der  tillige 
Badekammer,  og  under  Trappen,  der  fører  op  til  første  Sal,  Kai- 
Arbejderen  et  lille  Værelse  med  Skrivepult  og  Bogreoler.  Datteren 
har  Klaver,  og  hele  Interiøret  gør  et  velhavende  solidt  Indtryk, 
lige  fjærnt  fra  Armod  og  forgyldt  Elendighed. 

Familien,  der  boer  til  Leje  ovenpaa,  ejer  selv  Kakkelovn  og 
Komfur.  Disse  uundværlige  Genstande  hører  nemlig  ikke  med  til 
Lejligheder  i  Amerika.  Kakkelovnen,  der  altid  er  af  meget  smukt 
Arbejde,  med  Ilden  brændende  bag  kulørte  Glasruder,  anbringes 
midt  i  en  af  Stuerne  og  opvarmer  hele  Lejligheden.  Om  Foraaret. 


159 

naar  Vinduerne  tildækkes  af  de  store  Flue-Net,  sættes  Kakkelovnen 
ned  i  Kælderen.  I  Dagligstue- Væggene  er  der  indmuret  rummelige 
Skabe,  og  saadanne  findes  derfor  ikke  i  Familiens  Bohave.  Sengene 
er  forsynede  med  Fjedermadrasser  og  uldne  Tæpper.  Dyner  ken- 
des ikke.  Mest  afvigende  fra  de  evropæiske  Huse  er  Køkkenet,  der 
ligner  en  almindelig  Stue.  Potter,  Pander  og  Tallerkener  opbevares 
aldrig  paa  Rækker,  men  i  usynlige  Skabe.  Komfuret  er  stort, 
egenlig  mere  en  Kogekakkelovn  end  et  Komfur,  og  forsynet  med 
mange  hemmelighedsfulde  Indretninger,  især  forskellige  Bagerovne 
for  Brød  og  Kage.  Om  Sommeren,  naar  Varmen  indtræder,  flyttes 
hele  Kogeindretningen  ud  i  en  Bræddehytte,  der  er  bygget  bagved 
Huset.  Konen  vasker  selv,  og  alt  Tøj  stryges,  Ruller  findes  ikke  i 
Amerika. 

Pudsigt  er  det,  at  Arbejderne  ofte  opfører  deres  Huse  lidt  efter 
lidt  og  i  saa  Fald  begynder  med  de  vigtigste  Afdelinger:  Køkkenet 
og  Sovekamret.  Naar  de  faar  flere  Penge,  tilføjes  Frontrummet,  der 
jo  egenlig  er  Luksus.  Sidst  bygges  den  lille  fine  Udbygning,  man 
ser  paa  Billedet  til  venstre.  Den  staar  som  Kronen  paa  det  fuld- 
endte Værk.  Da  Arbejderen  i  mange  Tilfælde  ikke  selv  ejer  Grun- 
den, forekommer  det  ret  hyppigt,  at  hele  Ejendommen  trilles  over 
paa  en  anden  Grund.  Flytningen  besørges  af  særligt  indøvede  Folk 
og  foregaar  uden  Forstyrrelse  af  Husordenen. 

Alle  Næringsmidler  købes  i  Smaapartier,  hvad  der  er  lige  saa 
billigt  i  Amerika  som  at  købe  en  gros.  Hos  den  amerikanske  Urte- 
kræmmer finder  Husmoderen  ikke  blot  Urtekræmmerartikler,  men 
ogsaa  Viktualier,  Hørkramsager,  Frugt,  Kartofler  og  Kager.  Da 
Urtekræmmeren  desuden  er  associeret  med  en  Slagter,  staar  den 
enkelte  Husholdning  sjælden  i  Forbindelse  med  mere  end  én  For- 
retning. Fortovet  udenfor  en  Urtekræmmerbutik  er  opfyldt  af  Va- 
rer, navnlig  af  Grøntsager  og  Frugt.  Husmoderen  sender  en  Be- 
stillingsseddel til  Butikken,  og  Varerne,  der  er  afvejede  i  Kasser  og 
Æsker,  bringes  hjem  til  hendes  Dør.  Paafaldende  er  den  Rolle,  Kon- 
servesartikler spiller  i  enhver  Husholdning.  De  fleste  Supper,  t.  Eks. 
Tomat-    og  Hønsekødssuppe,   købes  i  Daaser,    tillaves  paa  et  Øje- 


160 

blik  og  smager  udmærket.  Paa  samme  Maade  forholder  det  sig 
med  Kød,  Skinke  og  alle  Arter  Frugt.  I  Forhold  til  Prisen  er  disse 
Sager  meget  elegant  emballerede,  og  overhovedet  spiller  Emballa- 
gen en  større  Rolle  i  Amerika  end  i  Evropa.  I  et  Arbejderkøkken 
modtager  man  et  behageligt  Indtryk  af  de  mange  elegante  og  prak- 
tiske Papkasser,  Blikdaaser,  Krukker  og  Glasfade  med  Gummilaag, 
som  Husmoderen  har  modtaget  om  sine  Varer,  og  som  hun  ikke 
nænner  at  kaste  bort.  Al  Handel  finder  Sted  mod  kontant  Betaling. 
Kreditor  kan  nemlig  ikke  gøre  Eksekution  hos  Folk,  som  ejer 
under  500  Dollars.  Denne  Lovbestemmelse,  der  synes  saa  fortræffe- 
lig for  Arbejderne,  har  den  uheldige  Virkning,  at  de  sjælden  faar 
Kredit. 

Da  man  sædvanlig  tror,  at  det  er  dyrere  at  leve  i  Amerika  end 
i  Danmark,  skal  Priserne  her  meddeles  paa  nogle  almindelige  Næ- 
ringsmidler. Vi  tilføjer,  at  disse  Priser  gælder  de  østlige  Stater  i 
Somren   1896. 

Rugbrød  kendes  ikke.  Man  spiser  hvidt  Landbrød  til  samme  Pris 
som  Brødet  hjemme,  men  af  bedre  Kvalitet. 

Kaffe  koster  1,20  Øre  til  1,50  Øre  pr.  Pund.  Smør  1  Kr.  til 
1,33  Øre  pr.  Pnnd.    Oksekød  til  Roomsteak  40  Øre  pr.  Pund. 

De  bedre  Stykker  af  Oksen  (Kødet  skæres  paa  en  anden  Maade 
.     end  hjemme)  koster  65 — 75  Øre  pr.  Pund. 

Flæsk  40-50  Øre  pr.  Pund.  (Ganske  ukendt  er  det  Produkt,  der 
i  Evropa  kaldes  „amerikansk  Flæsk".) 

Fine  smaa  Skinker,  afskaarne  i  Skiver,  80  Øre  pr.  Pund. 

Æg,  som  ikke  sælges  i  Snese,  koster  ved  Juletid  1,40  Øre  Du- 
sinet, men  faas  paa  andre  Aarstider  for  60  Øre  Dusinet. 

Høns,  der  spises  meget,  koster  50  Øre  Pundet.  Om  Søndagen 
har  enhver  nogenlunde  velstillet  Arbejder  en  stegt  Høne  paa  sit 
Bord. 

Østers,  som  stuves  og  steges  eller  bruges  til  Suppe  og  næsten 
altid  købes  uden  Skal,  koster  1  Kr.  pr.  Pot,  hvad  der  efter  evro- 
pæiske  Forhold  er  en  urimelig  billig  Pris. 

Kul  er  billigere  end  i  Evropa.  Ligesaa  Petroleum. 


161 

Som  man  ser,  er  Priserne  i  alt  væsenligt  de  samme  som  i  Dan- 
mark, det  vil  sige  meget  lavere,  da  Fortjenesten  jo  er  meget 
større.  Det  maa  dog  erindres,  at  Huslejen  er  betydelig,  og  at  smaa 
Husholdninger  fordyres  derved,  at  der  ikke  findes  mindre  Skille- 
mønt end  Centstykket.  Naar  Arbejderen  køber  en  Konvolut,  koster 
den  ham  én  Cent.  Den  kan  ikke  koste  mindre,  da  der  ikke  findes  min- 
dre Mønt.  Men  denne  Mønt  er  ca.  4  Øre.  Og  det  er  endda  kun  i 
Østen,  man  benytter  Centstykket.  I  de  vestlige  Egne  er  det  mind- 
ste Pengestykke  Femcenten  (ca.  18  Øre),  og  mange  Smaating,  som 
hjemme  koster  5  Øre,  betales  her  med  denne  Mønt.  Mandfolke- 
dragter er  ikke  dyre,  naar  de  købes  færdigsyede.  Det  samme  gæl- 
der Kvindernes  Garderobe.  En  ulden  Søndagskjole  sælges  i  Maga- 
sinerne for  samme  Pris  som  hjemme,  men  lober  let  op  til  en  Snes 
Dollars  paa  en  Systue.  Sko  og  Støvler  er  bedre  og  billigere  end  i 
Danmark.  Almindeligt  gælder,  at  alt  bestilt  Arbejde  er  meget  dyrere 
end  i  Evropa. 

I  Amerika  bruges  ikke  mange  Penge  til  Fornøjelser.  I  Stedet  for 
at  tilbringe  Søndag  Aften  paa  en  Varieté  søger  Arbejderen  og 
hans  Familie  Adspredelse  i  et  af  de  mange  amerikanske  Kirke- 
samfund. Da  disse  indbyrdes  konkurrerer,  tvinges  Præsterne 
til  ved  Midler,  man  ikke  kender  hjemme,  at  interessere  Menig- 
hedens Medlemmer.  Søndag  Aften  forvandles  Kirkerne  til  Spise- 
sale. Menighedens  Medlemmer  møder  med  deres  Mad,  som  Ko- 
nerne tilbereder  i  et  stort  Køkken,  der  hører  med  til  Kirkens 
Udbygninger.  Naar  det  gemytlige  Festmaaltid  er  til  Ende,  holder 
Præsten  Foredrag,  foreviser  Taagebilleder  eller  oplæser  Humoresker, 
navnlig  af  Mark  Twain.  Paa  denne  Maade  morer  Menighedens  Med- 
lemmer sig  fortræffeligt  for  en  billig  Penge. 

Mange  danske  Arbejdere  er  Medlemmer  af  hemmelige  Forenin- 
ger, der  tillige  er  Syge-  og  Begravelseskasser,  og  i  Byerne  er  Ar- 
bejderne ogsaa  ofte  Medlemmer  af  de  danske  Foreninger,  der  med 
mere  eller  mindre  Held  forsøger  at  overføre  det  danske  Fornøjel- 
sesvæsen  paa  amerikansk  Grund.  Men  det  er  i  de  fleste  Tilfælde 
vanskeligt  at  trække  Arbejderne  fra  deres  Hjem,  thi  det  bedste  af, 


162 

hvad  de  lærer  i  Amerika,  er  netop  Amerikanernes  Kærlighed 
til  Hjemmet,  og  denne  Kærlighed  er  blandet  med  en  sund 
menneskelig  Stolthed  over  at  være  Herre  i  sit  eget  Hus.  Ingen 
Sultan  vilde  kunne  forevise  sit  Serail  med  større  Stolthed  end  den, 
hvormed  en  dansk  Arbejder  foreviser  Parlour-  og  Sittingroom.  Og 
iagttager  man  ham,  naar  han  en  Sommeraften  sidder  paa  sin 
Trappe,  midt  i  sin  Familie,  fordybet  i  sin  Avis  eller  legende  med 
sine  Børn,  saa  har  man  sét  et  Billede  paa  stille  Lykke,  som  man 
aldrig  glemmer,  men  som  man  tænker  paa,  saa  tidt  man  tænker 
paa  de  Danske  i  Amerika. 


DANSKE  LÆGER 


af  Danske  i  Amerika,  der  fra  Hjemmet  medbringer  en  speciel 
_/\  Faguddannelse,  kommer  Lægerne  i  første  Række.  Foruden  at 
de  i  en  fremmed  Verdensdel  er  Repræsentanter  for  den  danske 
Videnskab,  indtager  de  i  Kraft  af  deres  større  Dannelse  en  særlig 
Stilling  mellem  deres  Landsmænd.  Der  er  adskillige  meget  ansete 
danske  Læger  i  Amerika,  og  der  er  tre,  som  har  opnaaet  berømte 
Navne. 

Det  er  ikke  nogen  let  Sag  for  en  lige  ankommen  Læge  at  faa 
Fodfæste  i  de  ny  Forhold.  Til  at  begynde  med  befinder  den  unge 
danske  Akademiker  sig  i  et  Samfund,  hvor  der  kun  er  en  forsvin- 
dende Respekt  for  Lægestanden,  og  hvor  der  vel  paa  Papiret  finde.-? 
den  strengeste  Codex  for  Kollegialitet,  men  i  Virkeligheden  saa 
saare  lidt  af  kollegiale  Hensyn.  Den  debuterende  Videnskabsmand 
maa  lære  Kunsten  at  blive  Forretningsmand  og  at  konkurrere.  Og 
for  de  fleste  danske  Læger  er  det  en  svær  Kunst. 

I  de  østlige  Stater,  hvor  Lægeforholdene  nu  er  lovordnede,  findes 
der  i  hver  Stat  et  Sundhedskollegium.  For  dette  Kollegiums  staa- 
ende  Komité  underkaster  den  indvandrede  Læge  sig  en  Eksamen, 
der  siges  at  være  af  nogenlunde  samme  Omfang  som  medicinsk 
Embedseksamen  hjemme.  Naar  Lægen  har  bestaaet  Eksamenen,  som 
selvfølgelig  finder  Sted  paa  Landets  Sprog,  faar  han  et  Borgerskab, 
der  koster  5   Dollars,   og  han  har  nu  Ret  til  at  praktisere.    Den 


164 

medicinske  Lovgivning  er  forøvrigt  vidt  forskellig  i  de  forskellige 
Stater ;  navnlig  er  Forskellen  betydelig  mellem  Øst-  og  Veststaterne. 
I  Colorado  og  Nebraska  slipper  Lægen  med  at  faa  sin  evropæiske 
Eksamen  godkendt,  og  i  enkelte  Stater  kan  endnu  hvem  der  vil 
udøve  Lægepraksis,  men  Udviklingen  gaar  i  Retning  af  skærpede 
Bestemmelser. 

De  indfødte  Læger  uddannes  paa  Universiteter,  der  i  Østen  er  for- 
træffelige, i  Vesten  slette.  Mange  af  de  østlige  Læger  afslutter  deres 
Studier  ved  længere  Ophold  i  Evropa.  I  Byer  som  New  York, 
Boston  og  Philadelphia  er  det  en  Menneskealder  siden,  at  Ameri- 
kanerne havde  mere  Tiltro  til  de  fremmede  end  til  deres  egne  Læ- 
ger. I  Omaha  derimod  kunde  man  endnu  for  et  Par  Aar  siden 
absolvere  Lægeeksamen  paa  seks  Maaneder.  Strengere  Bestemmelser 
er  indførte  siden  og  indføres  langsomt  overalt  i  Vestens  Stater. 
Ogsaa  her  maa  i  vor  Tid  de  fremmede  Læger  præstere  noget  over- 
ordentligt for  at  erhverve  sig  amerikansk  Praksis. 

—  Har  den  danske  Læge  nu  faaet  Borgerskab,  saa  begynder 
en  Kamp  for  Livet,  der  er  saa  voldsom,  at  Lægen  i  mange 
Tilfælde  giver  tabt,  ikke  mindst  fordi  han  saa  ofte  føler  sig 
saaret  i  sin  Noblesse.  I  de  østlige  Stater  er  der  i  vor  Tid  slette 
Udsigter  for  en  ung  Læge,  naar  det  da  ikke  lykkes  ham  ved  op- 
sigtvækkende Operationer  o.  1.  at  gøre  sig  gældende  som  Specia- 
list. I  Vesten  maa  han  begynde  nedenfra  og  i  et  Klientel,  hvor 
hans  Konkurrenter  alt  for  ofte  er  samvittighedsløse  Charlataner. 
Paa  Vejen  gennem  Vesten  traf  jeg  en  norsk  Læge,  der  var  meget 
nedbøjet.  En  af  hans  Patienter,  en  lille  Dreng,  var  død  for  ham; 
og  en  amerikansk  Læge,  der  blev  tilkaldt  i  Dødsøjeblikket,  indbildte 
de  fortvivlede  Forældre,  at  Døden  skyldtes  Kollegaens  urigtige  Be- 
handling. Faderen,  der  blev  rasende,  fremsatte  Sigtelsen  i  Bladene, 
og  skønt  den  norske  Læge  tilbød  at  fremstille  Forholdet  for  en 
kompetent  Domstol,  forsvandt  hans  øvrige  Klienter  næsten  øjeblik- 
kelig. Med  tungt  Hjerte  brød  han  nu  op  for  at  søge  Lykken  i  en 
anden  By. 

Hvor  Gemenheden   saa  utilsløret  træder  i  Kollegialitetens  Sted, 


165 

mister  Publikum  selvfølgelig  al  Tillid  til  Lægestanden.  Hvert  Øjeblik 
kommer  Folk  lobende  op  til  Lægerne  og  forespørger,  om  den  og 
den  Medicin  nu  ogsaa  virkelig  er  god  for  den  og  den  Sygdom,  og 
naar  Lægen  er  en  samvittighedsløs  Forretningsmand,  siger  han,  at 
Medicinen  er  aldeles  rav  ruskende  gal  og  tjener  et  Par  Dollars  paa 
en  ny  Recept. 

Lægen  er  ikke  knyttet  til  sit  Klientel  ved  andre  Baand  end  de, 
der  knytter  Urtekræmmeren  til  Kunderne.  Huslægeforhold  kendes 
ikke.  Al  Helbredelse  er  Akkordarbejde,  og  at  en  Sygdom  „trækker 
ud"  er  ganske  utilstedeligt  i  Amerika.  En  Patient,  der  ikke  kommer 
sig  paa  fjorten  Dage,  selv  om  han  lider  af  en  Dødssygdom,  tilkalder 
i  sin  Utaalmodighed  en  Konkurrent.  Der  er  Læger  nok,  sædvanlig 
flere  end  i  Danmark.  I  en  By  som  Omaha  med  110,000  Indbyggere 
er  der  t.  Eks.  400  Læger,  og  i  Nabobyen  Council  Bluff,  der  kun 
har  10,000  Indbyggere,  findes  40  Læger.  En  stor  Del  af  disse  er 
selvfølgelig  Humbugmagere.  Men  i  Vesten  er  det  sædvanlig  dem, 
der  har  størst  Praksis. 

Som  Følge  af  den  voldsomme  Konkurrence  er  en  Læge  i  Ame- 
rika slet  betalt.  En  Konsultation  honoreres  under  almindelige  For- 
hold med  1  Dollar,  et  Sygebesøg  i  Byen  med  l1/* — 2  Dollars. 
Pengene  betales  med  det  samme.  Lægerne  baade  tilkaldes  og  kon- 
suleres pr.  Telefon,  og  i  Vestens  Byer  ser  man  altid  en  forspændt 
Boggy  staaende  ved  deres  Dør.  Folk  vil  ikke  vente.  Naar  man 
har  været  ude  at  spadsere  med  en  dansk  Læge,  hænder  det  næsten 
altid,  at  han  ved  Hjemkomsten  ærgerligt  udbryder:  „Saa,  der  mistede 
jeg  en  case!"  Det  betyder,  at  der  i  hans  Fraværelse  har  været 
ringet  paa  ham,  og  at  Vedkommende  har  kaldt  en  anden  Læge.  Den 
Avtoritet,  der  hjemme  ledsager  Alderen,  kendes  ikke  i  Amerika. 
De  gamle  Læger  mister  tværtimod  deres  Klientel,  og  unge  Læger 
foretrækkes,  og  det  skønt  de  unge  Læger,  især  de  indvandrede  af 
dem,  befinder  sig  overfor  en  Række  specielt  amerikanske  Sygdomme, 
til  hvis  grundige  Behandling  der  kræves  aarelange  Studier  og  megen 
Praksis.  Disse  Sygdomme  er  navnlig  de  amerikanske  Tyfus'er, 
pladselige  Lammelser   og   enkelte  Arter   af  Kvinde-    og   Børnesyg- 


166 

domme.  Lægen  tilkaldes  meget  hurtigere  i  Amerika  end  i  Evropa, 
og  navnlig  har  en  amerikansk  Dame  af  den  bedre  Verden  en  lille 
Sygdom  hver  Dag.  Som  Kvindelæge  anvendes  særlig  Homøopaten 
og  den  saakaldte  „Elektriker",  en  Specialist,  der  spiller  en  betydelig 
Rolle  i  den  ny  Verden. 

En  meget  stor  Ubehagelighed  for  Lægerne  er  de  hyppigt  fore- 
kommende Processer  for  malpractice.  Naar  en  Mand  halter  efter 
et  Benbrud,  saa  ikke  blot  nægter  han  at  betale  Honorar,  men  han 
overfalder  Lægen  i  Aviserne  og  stævner  ham  for  en  Skadeserstat- 
ning af  50,000  Dollars.  Til  stort  Held  for  Lægerne  er  Dommerne 
sædvanlig  uvillige  til  at  idømme  alt  for  høje  Erstatninger,  men  de 
idelige  Sager  foranlediger  Tidsspilde  og  Ængstelse  for  Udfaldet, 
ikke  at  tale  om,  at  Lægen  skal  betale  en  Advokat,  og  at  Sagen, 
hvordan  den  nu  end  ender,  dog  i  de  fleste  Tilfælde  kaster  en 
Skygge  over  Lægens  Navn. 

I  alle  større  Byer  findes  medicinske  Selskaber,  der  i  Vesten 
næsten  udelukkende  er  besøgt  af  Kvaksalvere.  I  saadanne  Selska- 
ber findes  en  Lovbestemmelse  om,  at  hvert  Medlem  én  Gang  aar- 
ligt  skal  holde  en  videnskabelig  Forelæsning,  og  som  man  let  kan 
tænke,  præsteres  der  en  Række  Forelæsninger,  som  mere  hører 
hjemme  i  Operetten  end  i  Videnskaben.  Dette  gælder  dog  i  ingen 
Henseende  om  Østens  medicinske  Selskaber.  Her  optræder  grun- 
digt uddannede  Mænd,  der  ogsaa  i  Evropa  vilde  blive  hørte  med 
Opmærksomhed.  Ligeledes  findes  der  i  Østen,  særlig  i  New  York 
og  Philadelphia,  en  medicinsk  illustreret  Literatur,  der  baade  ved 
Videnskabelighed  og  sin  pragtfulde  Udstyrelse  forbavser  evropæiske 
Læger.  Ogsaa  disse  bliver  forbavsede- over  de  paladsagtige  og  for- 
træffeligt ledede  Hospitaler,  der  med  Rette  er  enhver  amerikansk 
Læges  Stolthed. 

-  De  tre  danske  Læger,  der  har  det  største  Navn  i  Nordamerika, 
er  Herman  Munter,  H.  J.  Garrigues  og  Chr.  Fenger.  Vi  giver 
nogle  kortfattede  Meddelelser  om  deres  ydre  Stilling  i  det  ameri- 
kanske Lægesamfund. 

Herman  Munter,  der  var  Kandidat  med  Laud,  fungerede  som  Skibs- 


167 


læge  om  Bord  paa  „Frank- 
lin", da  han  fik  Lyst  til  atfor- 
søge  Lykken  i  den  ny  Ver- 
den. I  Aaret  1875  nedsatte 
han  sig  som  praktiserende 
Læge  i  Buffalo,  hvor  han 
nu  indtager  en  fremragen- 
de Stilling  som  Professor 
og  Overkirurg  ved  General 
Hospital.  Desuden  er  han 
Redaktør  af  Buffalo  Med. 
and  Surg.  Journal  og 
siden  1888  Prof.  i  Kirurgi 
og  kirurg.  Klinik  ved  Buf- 
falo Hospital,  The  Sisters 
of  Charity  og  Emergency 
Hospital.  Dr.  Munter  ny- 
der megen  Anseelse  i  læge- 
videnskabelige Kredse. 

Den  anden  af  de  tre  Læger,  vi  vil  nævne,  er  Professor  og  Over- 
læge ved  St.  Marks  Hospital  i  New  York  H.  J.  Garrigues.  Han 
blev  Kandidat  i  København  med  Laud  og  tog  i  1872  den  medi- 
cinske Doktorgrad.  Paa  samme  Tid, 
han  læste  Medicin,  studerede  han  Fransk 
og  tog  Magisterkonferens.  Senere  var 
han  et  Par  Aar  Lærer  i  Fransk  ved 
Officerskolen  og  skrev  den  bekendte 
Garrigues'  Grammatik,  der  har  oplevet 
femte  Oplag  og  endnu  bruges  i  de 
danske  Skoler. 

Denne  Mand,  der  havde  uddannet  sig 
til  Gynækolog  under  Prof.  Howitz,  ned- 
satte sig  i  1875  som  praktiserende  Læge 
Dr.  med.  h.  j.  Garrigues.  i  New  York  og  blev  i  1881  Overlæge  ved 


Dr.  med.  Herman  Munter. 


168 


Byens  Fødselsstiftelse  og  Aaret  efter  Professor  i  Fødselsvidenskab 
ved  Past-Graduate-School  og  det  dertil  knyttede  Hospital.  Han  har 
siden  opnaaet  endnu  en  Række  høje  Stillinger  inden  for  sit  særlige 
Omraade  og  har  samtidig  faaet  Stunder  til  at  udfolde  en  forbav- 
sende Forfattervirksomhed.  Man  træffer  Garrigues'  Navn  i  talrige 
Tidsskrifter  og  Reviews,  og  altid  under  Artikler,  der  læses  med 
Interesse.  Endelig  har  han  i  sit  specielle  Lægefag  skrevet  en  be- 
tydelig Række  videnskabelige  Værker,  som  danske  Kolleger  kan 
finde  paa  det  store  kgl.  Bibliotek  i  Kj ©benhavn. 

Den  mest  bekendte  af  vore  Lands- 
mænd mellem  Lægerne  i  Amerika  er 
dog  Christian  Fenger,  gift  med  en 
dansk  Farmerdatter  og  bosiddende  i 
Chicago.  Han  tog  medicinsk  Embeds- 
eksamen med  Laud  1867,  gjorde  Tje- 
neste i  den  fransk-tyske  Krig  som 
Læge  og  blev  Dr.  med.  i  1874.  Efter 
at  han  derpaa  et  Par  Aar  havde  virket 
som  Læge  i  Ægypten,  rejste  han  til 
Chicago,  hvor  han  ved  sin  eminente 
Dygtighed  hurtigt  opnaaede  en  frem- 
skudt Stilling,  først  som  Overkirurg 
ved  Cook  County  Hospital,  senere 
som  Direktør  for  Rush  Medical  Colleges  Museum  og  histolog. 
Laboratorium.  Siden  1882  er  han  Professor  ved  Chicago  Medical 
College  i  Patologi  og  patologisk  Anatomi. 

Dr.  Fengers  Klinik  for  Underlivs-Operationer  er  en  af  de  mest 
søgte  Kliniker  i  Amerika,  og  ikke  blot  i  Publikum,  ogsaa  og  for- 
nemlig i  den  amerikanske  Lægeverden  nyder  Chr.  Fenger  Anseelse 
som  en  Kirurg,  der  er  uovertræffelig  i  Dristighed  og  Sikkerhed. 
Hans  Indtægter  maa  i  Øjeblikket  være  svimlende,  thi  rige  Patienter 
føres  til  ham  fra  Unionens  fjærneste  Egne. 

Det  er  vanskeligt  at  sige,  hvor  mange  danske  Læger,  der  lever 
i  Amerika.  Man  træffer  dem  næsten  overalt,  hvor  der  findes  Skan- 


Dr.  med.  Chr.  Fenger. 


169 

dinaver,  i  Østens  store  Byer,  i  Nordveststaterne,  i  Nebraska,  i 
Utah  og  i  Kalifornien.  Langt  større  er  Tallet  dog  paa  praktiserende 
danske  Læger,  der  har  faaet  deres  Uddannelse  i  Amerika.  I  Omaha 
findes  ikke  mindre  end  fire,  samt  en  femte,  der  averterer,  at  han  kan 
tale  Dansk.  Adskillige  af  disse  Læger  er  selvfølgelig  ikke  meget 
andet  end,  hvad  vi  hjemme  kalder  kloge  Mænd.  Saaledes  træf- 
fer man  i  Byen  Conncil  Bluff,  Iowa,  en  dansk  „Doktor",  der  paa 
et  stort  Skilt  over  Døren  kalder  sig  „Den  barmhjertige  Samaritan". 
I  samme  By  lever  en  endnu  berømtere  dansk  Læge,  nemlig  Dr. 
Mads,  som  aflægger  Sygebesøg  med  drabelige  blaa  Briller  hængende 
paa  Spidsen  af  en  fugtig  Elefantsnabel.  Denne  Mand,  der  oprinde- 
lig hed  Mads  Christensen,  var  for  20  Aar  siden  klog  Mand  i  Jyl- 
land og  blev  idømt  Fængselsstraf  for  Kvaksalveri.  Med  Martyrkronen 
om  sit  imponerende  røde  Hoved  drog  han  fra  Fængslet  til  Amerika, 
hvor  han  blev  Dyrlæge.  Det  var  først  da  han  i  denne  Virksomhed 
havde  anrettet  frygtelige  Ødelæggelser  mellem  Hestene  og  Studene 
i  Nebraska,  at  han  tog  fat  paa  Menneskeheden,  og  Dødeligheden  har 
siden  været  jævnt  stigende  i  Council  Bluff.  Af  saadanne  Læger 
findes  der  vel  endnu  adskillige,  men  de  er  dog  ved  at  gaa  over  i 
Historien.  Mange  danske  Læger,  der  har  studeret  i  Amerika,  sidder 
i  fortræffelige  og  agtede  Stillinger.  Som  Eksempler  kan  nævnes  Dr. 
J.  Moth  Børglum  i  Omaha,  Dr.  J.  E.  Nielsen,  den  danske  Konsul 
i  Minnesota,  og  Dr.  C.  R.  Holmes  i  Cincinnati.  Dr.  Holmes  er 
gift  med  en  Millionærs  Datter  og  har  oprettet  et  Hospital,  hvor 
han  og  hans  Hustru  i  Forening  udøver  megen  Barmhjertighed 
mod  Fattige. 

-  I  Forbindelse  med  Lægerne  bør  nævnes  de  danske  Apote- 
kere, som  nu  er  bosatte  rundt  om  i  Unionens  Byer.  De  er  næsten 
uden  Undtagelse  af  samme  Generation,  d.  v.  s.  Mænd,  der  som 
unge  Farmaceuter  drog  til  Amerika  i  Begyndelsen  af  Firserne.  I 
New  York  og  Brooklyn,  hvor  der  alene  findes  over  20  danske  Apo- 
tekere, tillader  Avtoriteterne  dem  at  fungere  med  deres  dansk- 
farmaceutiske Eksamen.  Andre  Stater  kræver,  at  de  skal  underkaste 
sig  en  Prøve,  som   de  dog  let  bestaar,  blot  de  taler  Sproget.  De 


170 

tre  mest  kendte  danske  Apotekere  i  New  York  og  Brooklyn  er 
Høgkendorf,  Baagøe  og  Lorenz  Cantor.  I  Chicago  findes  ti  danske 
Apotekere,  hvoraf  de  mest  kendte  er  F.  Winholdt  og  H.  A.  Chri- 
stensen. 

Farmacien  i  Amerika,   som   den   træder  i   Forhold  til   Publikum 
gennem   de  utallige  Brugstores,  er  et  merkantilt  Erhverv.  Fagets 


Dansk  Apotek. 

videnskabelige  Side  er  ganske  underordnet  den  kommercielle.  Det 
typiske  amerikanske  Apotek  frembyder  Billedet  af  en  Stuebutik 
med  elegant  Spejlglasfacade  og  i  Vinduerne  en  stærkt  iøjnefaldende 
Opstilling  af  store  runde  slebne  Flasker,  der  indeholder  smukt  far- 
vede Væsker.  Rundt  om  disse  dominerende  Vinduesprydelser  sér 
man  en  Udstilling  af  Toiletgenstande  og  Nipssager,  der  mere  hen- 
leder Tanken  paa  en  Galanteriforretning  end  paa  et  Apotek.  Butik- 
ken er  tvedelt  af  en  bred  Mahogni-Disk.  hvorpaa  der  staar  et  Soda- 
vandsudskænknings-Apparat    samt    en   flad    Glaslade   med   Cigarer. 


171 

Af  Medicinhandelen  faar  man  kun  et  flygtigt  Indtryk,  da  den  hol- 
des i  Lokalets  Baggrund.  Der  er  den  Ejendommelighed  ved  Apo- 
teket, at  det  er  et  halvt  offentligt  Sted.  Her  gaar  man  ind  og  ser 
i  Vejviseren,  her  flankerer  man  sine  Breve  og  her  venter  man 
paa  Sporvognen  og  drikker  et  Glas  Sodavand.  Er  man  i  Selskab 
med  en  fremragende  Borger,  der  er  Kirkeværge  og  ikke  gerne  viser 
sig  paa  Saloonerne,  faar  man  Vandet  blandet  med  lidt  Brandy. 
Den  meget  afholdte  Blanding  sælges  under  Navn  af  „Bitters"  og 
er  en  fortræffelig  Medicin. 

Dette  Væsen  tiltaler  dog  ikke  den  danske  Farmaceut.  Han  stoler 
mere  paa  sine  solide  Kundskaber  end  paa  sin  Behændighed  som 
Handelsmand,  og  det  er  de  alvorlige  Sider  af  hans  Kald,  især  Til- 
beredelsen af  Recepterne,  hvorpaa  han  lægger  Vægt.  Men  har 
de  danske  Apotekere  formedelst  deres  alvorligere  Opfattelse  af 
Kaldet  været  truede  at  den  amerikanske  Konkurrence,  saa  har  de 
til  Gengæld  i  Tidens  Lob  af  samme  Grund  vundet  den  Agtelse, 
hvorpaa  de  sætter  Pris.  Mange  af  dem  har  kæmpet  haardt  for  deres 
farmaceutiske  Tilværelse  i  det  ny  Land,  men  gennemgaaende  sidder 
de  nu  i  indbringende  Stillinger,  ja  en  halv  Snes  af  dem  er  rige  Mænd. 
Selskabeligt  spiller  Apotekerne  en  fremtrædende  Rolle  blandt  de 
Danske.  Det  er  Mænd  med  Dannelse  og  Optræden,  og  det  er  ogsaa 
Mænd  med  gode  Hjerter.'  Der  udøves  megen  Barmhjertighed  mod 
fattige  og  lidende  Landsmænd  paa  de  danske  Apoteker  i  Amerika. 


1-2* 


DANSKE  KOLONIER 


Fristaterne  med  deres  Udstrækning  og  Mangel  paa  Befolkning 
maatte  længe  friste  saadanne  Mennesker,  der  af  en  eller  anden 
Grund  følte  Trang  til  at  fjærne  sig  fra  det  almindelige  Samfund. 
Der  var  da  ogsaa  i  Tidens  Løb  nok  af  Bedragere,  Sværmere  og 
Menneskevenner,  der  vendte  deres  Blik  mod  Vestens  udstrakte  Sletter 
som  det  forjættede  Land.  Snart  var  det  en  Religionsstifter  eller 
Fører  for  en  Sekt,  der  i  Spidsen  for  en  Flok  Troende  drog  ud  paa 
Prærien,  snart  en  Filantrop,  som  havde  mødt  for  mange  Hindrin- 
ger i  den  gamle  Verden,  eller  det  var  en  social  Reformator,  som 
drømte  om  at  skabe  et  nyt  Samfundsliv  med  Broderskab  og  Paradis 
paa  Jorden.  Af  alle  disse  Samfund  —  og  imellem  dem  86  socialisti- 
ske og  kommunistiske  —  var  der  kun  ét,  Mormonernes,  der  ud- 
viklede sig  til  et  stort  endnu  bestaaende  Samfund.  De  andre  opløstes 
og  udslettedes  langsomt  i  den  store  Strøm  af  Indvandrere.  Men 
forinden  var  der  her  gjort  besynderlige  Forsøg,  som  vil  faa  en 
Plads  i  Menneskehedens  Historie,  til  Advarsel  og  Belæring. 

Det  er  lidet  kendt,  selv  blandt  vore  Landsmænd  i  Amerika,  at 
Danskerne  var  mellem  dem,  der  forsøgte  en  socialistisk  Koloni  paa 
Prærien.    Naar  Forsøget  saa  hurtigt  glemtes,  er   Grunden   den,  at 

Af  de  ovenfor  nævnte  Samfund  kan  endnu  enkelte  spores,  nemlig  det  ældste  af  dem,  Shaker-Sam- 
fundet, der  blev  stiftet  1787.  De  øvrige  syv  heldigste  Forsøg  er  Harmonisternes  Samfund  (stiftet 
1805),  Joaristernes(1817),  Eben-Ezernes  (1844),  Bethel-Kommunisternes  (1844),  Oneida-Perfektionister- 
nes  (1848),  Ikarernes  (1849)  og  Aurora-Kommunisternes  Samfund  (1852). 


173 


Kolonien  var  saa  totalt  mislykket,  at  den  ikke  har  efterladt  sig 
noget  Spor.  Den  var  bygget  paa  en  Løgn  og  endte  i  en  Farce.  Men 
som  det  eneste  Forsøg,  der  fra  dansk  Side  er  gjort  paa  at  skabe 
det  jordiske  Paradis,  vi  alle  sukker  efter,  fortjener  Kolonien  en 
kort  Omtale. 

Det  var  ingen  ringere  end  Skaberen  af  den  danske,  socialdemo- 
kratiske Arbejderbevægelse,  Stormesteren  Louis  Pio,  der  i  Bladet 
„Socialisten"  for  den  20. 
Februar  1877  fremsatte 
Ideen  til  Oprettelsen  af  en 
socialistisk  Koloni.  Efter 
Indbydelsen,  der  var  for- 
met som  et  kraftigt  Opraab 
til  de  danske  Arbejdere, 
skulde  Kolonien  anlægges 
i  Staten  Kansas,  som  Pio 
kendte  gennem  en  Emi- 
grant-Agent ved  Navn 
Bjørk,  der  var  Repræsen- 
tant for  Kansas  Pacific- 
Banens  Landkompagni  og 
netop  opholdt  sig  i  Kjøben- 

havn.  Foruden  gennem 
Samtaler  med  denne  Mand,  der  selvfølgelig  fremstillede  Forhol- 
dene i  Rosenfarve,  havde  Pio  sit  Kendskab  til  Landet  gennem 
Robert  v.  Schlagintweits  lige  udkomne  Bog:  „Die  Prærie".  At 
han  paa  et  saa  løst  Grundlag  kunde  opfordre  godtroende  Me- 
ningsfæller til  at  forlade  Hjemlandet,  var  ikke  blot  et  Bevis  paa 
hans  sangvinske  Letsind.  Det  skyldtes  ogsaa  hans  virkelige  Begejst- 
ring for  Foretagendet,  samt  —  og  det  var  maaske  Hovedsagen  - 
Udsigten  til  en  betydelig  Sum  Penge,  som  Politiinspektøren,  Hertz, 
havde  forpligtet  sig  til  at  udbetale  ham  ved  Afrejsen.  Hertz  havde 
hos  nogle  Godsejere  samlet  12—14,000  Kr.  og  troede,  at  han  ved 
en  passende  Anvendelse  af  disse  Penge  kunde  udrydde  den  danske 


Louis  Pio. 


174 


Socialisme.  Tilfældet  kom  ham  foreløbig  til  Hjælp.  Pio,  der  hand- 
lede som  en  Mand  uden  Ære,  forraadte  sine  troskyldige  Menings- 
fæller og  lovede  Avtoriteterne  at  føre  samtlige  ledende  Socialdemo- 
krater til  Amerika. 

I  en  pompøs  Opfordring  til  det  danske  Proletariat  fastsatte  Pio 
Prisen  til  400  Kr.  for  en  Mand  og  230  Kr.  for  en  Kvinde.  Som 
Vederlag  garanterede  han  Overrejse,  Land  og  fri  Kost  et  halvt  Aar, 
altsammen  selvfølgelig  Løfter,  han  ikke  kunde  holde.  Uden  i  nogen 

Maade  at  lade  sig  forstaa  med, 
at  han  selv  agtede  at  rejse  til 
Amerika,  hvad  der  var  en  Aftale 
mellem  ham  og  Politiet,  viede  han 
i  flere  Maaneder  al  sin  Kraft  til 
nærmere  Udvikling  af  Planen.  Den 
havde  forøvrigt  hurtigt  interesseret 
Arbejderne  og  syntes  at  ville  vinde 
Tilslutning.  Adskillige,  der  havde 
tænkt  at  rejse,  opgav  dog  deres 
Forsæt,  da  det  i  Marts  1877  ryg- 
tedes, at  Pio  og  Geleff  pludseligt 
havde  forladt  Danmark.  Koloni- 
sternes Selskab,  som  brød  op  en 
Maaned  senere,  d.  6.  April,  talte  kun  en  Snes  trofaste  Meningsfæller 
af  den  kjøbenhavnske  Arbejderstand,  samt  et  mindre  Antal  Bønder. 
Selskabet,  der  den  nævnte  Dag  afrejste  til  Glasgow,  forstærkedes 
her  med  nogle  Arbejderfamilier  fra  Westphalen.  Thi  Sagen  havde 
ogsaa  vakt  Interesse  blandt  Meningsfæller  i  Tyskland. 

Nogle  Uger  efter  ankom  Kolonisterne  til  New  York,  og  under 
Ledelse  af  en  paa  den  Tid  meget  kendt  og  anset  Arbejder,  Sekre- 
tæren i  den  danske  Afdeling  af  Internationale  A.  Wm.  Hansen, 
begav  Mænd,  Kvinder  og  Børn  sig  til  Kansas  City,  hvorfra  de  efter 
nogen  Telegramudveksling  med  Pio  rejste  videre  til  Byen  Salina. 
Kolonisterne,  der  blev  indlogerede  i  Landkompagniets  Emigranthuse, 
var  i  fortræffeligt  Humør   og  havde  stor  Tillid  til  Foretagendet  og 


A.  Wm.  Hansen. 


175 

til  Pios  Kløgt.  Men  da  Stormesteren  nogle  Dage  efter  ankom  til 
Stedet  fra  Chicago,  gik  det  dog  op  for  dem,  at  han  ikke  glim- 
rede ved  megen  praktisk  Indsigt,  og  samtidigt  gik  det  op  for  dem 
-  og  det  var  endda  det  værste  —  at  han  ikke  ejede  de  Penge,  der 
var  absolut  nødvendige  til  Koloniens  foreløbige  Anlæg.  Heste  var 
paa  den  Tid  meget  dyre  i  Kansas.  Plovheste  kostede  t.  Eks.  over 
200  Dollars  Parret.  Stillingen  blev  nu  taget  under  grundig  Over- 
vejelse, og  efter  megen  Mnkken  og  Snakken  frem  og  tilbage  be- 
stemtes det,  at  enhver  Deltager  skulde  indskyde  60  Dollars  og  Pio 
for  sin  Part  den  femdobbelte  Sum.  Hermed  var  altsaa  den  oprinde- 
lige Plan  om  frit  Land  og  fri  Kost  et  halvt  Aar  osv.  røgen  i  Lyset, 
og  det  satte  selvfølgeligt  ondt  Blod.  Men  som  Situationen  forelaa, 
var  der  ikke  andet  at  stille  op  end  at  gaa  ud  og  gøre  sig  Jorden 
underdanig,  hvad  den  netop  ventede  paa.  Kolonisterne,  der 
frygtede  for  at  komme  alt  for  langt  bort,  vilde  slaa  sig  ned  i  Nær- 
heden af  Salina,  hvor  Prærien  var  oversaaet  med  smukke  røde 
Blomster.  Men  Pio  mente,  at  Egnen  var  for  civiliseret.  Han  hæv- 
dede, at  Mormonismen  kun  havde  formaaet  at  forme  sig  til  et  stærkt 
Samfund  ved  sin  afsondrede  Beliggenhed,  og  opfordrede  Kolonisterne 
til  at  gaa  mod  Vest.  I  Selskab  med  et  Par  af  Landmændene  red 
han  en  følgende  Dag  noget  over  hundrede  Mile  ud  i  Prærien  og 
her  —  i  Nærheden  af  Præriebyen  Hays  City,  ved  Bredderne  af 
Smoky  Hill  Floden  —  tog  de  Udsendte  Landet  i  Besiddelse  til  den 
første  danske  socialdemokratiske  Koloni  i  Nordamerika.  Landet  op- 
toges under  de  Forenede  Staters  Hjemstedslov  og  kostede  ikke  andet 
end  Stempler  til  Papirerne.  Ifølge  Loven  var  Skøderne  udstedte  paa 
de  enkelte  Deltagere,  men  der  var  den  Forstaaelse  mellem  dem,  at 
Jorderne  senere  skulde  smelte  sammen  i  Koloniens  Navn. 

I  Hays  City  købte  man  et  Par  Heste,  tre  Vogne,  en  Plov,  Kom- 
fur og  Spader  osv.  Desuden  Brædder  til  en  Hytte,  Flæsk,  Mel  og 
andre  nødvendige  Ting  til  Livets  Ophold.  Fælleskassen  fik  ved  Ind- 
købet en  meget  slem  Lækage,  men  alligevel  var  Kolonisterne  i  godt 
Humør.  Under  Afsyngelsen  af  Pios  Honnørmarche  kørte  de  fra  Byen 
og  forsvandt  ude  over  Prærien,  hvor  de  til  deres  Forbavselse  ikke 


176 

mødte  andre  levende  Væsener  end  Bøfler,  Præriehunde,  Antiloper 
og  Klapperslanger.  Efter  et  Par  Dages  Rejse  ankom  de  til  Flod- 
bredden, hvor  nogle  Brædder  stabledes  op  til  Hytter,  saaledes  at 
Koloniens  Medlemmer  den  første  Nat  havde  Tag  over  Overkrop- 
pen. Benene  ragede  ud  af  Huset,  og  det  bemærkedes,  at  Pio 
med  et  Sejlgarnsbaand  bandt  Benklæderne  sammen  forneden,  da 
han  frygtede  for,  at  en  Klapperslange  kunde  aflægge  ham  en  Visit 
paa  Skinnebenene.  Saadanne  Smaating,  der  røbede  Stormesterens 
ængstelige  Ubehjælpsomhed  og  afslørede  ham  som  den  „fine  Mand", 
gav  Anledning  til  forskellige  Skumlerier,  og  der  var  saa  smaat  Kog 
i  Selskabet,  førend  Kolonisterne  endnu  var  komne  til  Begyndelsen. 
Pio  fløj  omkring  med  Handsker  paa  og  gav  Ordrer.  De  kjø- 
benhavnske  Arbejdere,  der  var  uvante  med  Landvæsen,  maatte 
grave  Brønde  og  lægge  Kartofler,  mens  Bønderne  gjorde  fortvivlede 
Forsøg  paa  at  faa  de  gamle  Heste  til  at  trække  Ploven  gennem  Præ- 
rieskorpen. Tyskerne  fra  Westphalen  denmod  nægtede  foreløbig  at 
bestille  andet  end  at  diskutere  Fremtids-Staten.  De  havde  den  Op- 
fattelse, at  en  gennemreflekteret  Demokrat  bør  være  sig  sine  Ideer 
klart  bevidst,  naar  Ideerne  skal  føres  ud  i  Livet.  Desuden  hævdede 
de,  at  Danskerne  ikke  havde  Spor  af  Begreb  om  den  videnskabe- 
lige Socialisme,  og  dette  tirrede  i  høj  Grad  Danskerne,  der  samtidig 
var  stærkt  optagne  af  deres  egne  indbyrdes  forskellige  Meninger, 
og  ganske  særligt  deres  forskellige  Meninger  om  Pios  Hæderlighed. 
Latterlige  Smaating  var  tilstrækkelige  til  at  bringe  Storm  i  Selska- 
bet. En  Morgen  havde  t.  Eks.  en  af  Kolonisterne  ved  en  Fejltagelse 
drukket  af  en  Andens  Kaffekrus,  hvad  der  gav  Anledning  til  en" 
højrøstet  Skændescene,  under  hvilken  Krusets  Ejermand  erklærede, 
at  paa  den  Maade  var  han  ikke  Socialist.  Under  alt  dette  blev  der 
voldsomt  Vrøvl  imellem  Konerne,  snart  om  Kaffekedlen,  snart  om 
Brødbagningen  og  snart  om  Vask  og  Madlavning.  Saa  fyrede  den 
ene  Kone  for  stærkt  i  Ovnen,  saa  brændte  den  anden  Pandekagerne. 
Det  kom  til  Klammeri,  ja  til  ligefrem  Haandgribeligheder  mellem 
Fruerne,  og  med  knusende  Foragt  for  Lighed,  Frihed  og  Broder- 
skab tog  Mændene  Parti  for  deres  edderspændte  Ægtehalvdele.  Naar 


177 

Fruentimmerne  gik  i  Seng  om  Aftenen,  slog  det  Gnister  i  den  lange 
Bræddehytte,  og  det  eneste  levende  Væsen,  der  i  saadanne  Øjeblikke 
bevarede  en  passende  Værdighed,  var  Koloniens  gamle  Ko. 

Til  sidst  blev  Danskerne  indbyrdes  saa  uenige,  at  de  enedes  om 
at  kaste  Tyskerne  ud  af  Samfundet,  og  Tyskerne,  der  udstødte  rasende 
Donnerwetre,  rejste  straks  til  den  nærmeste  By  og  anlagde  Proces. 
Under  alt  dette  snorede  Pio  Randsien  og  stak  af.  Kontanterne  var 
opbrugte.  Kolonisterne  spiste  Koen  og  derefter,  da  det  kneb,  begge 
Hestene,  der  nu  for  første  Gang  ydede  en  reel  Tjeneste.  Saa  ende- 
lig valgte  man  en  Deputation,  der  gik  til  Byen  for  at  sælge  Kolo- 
niens Ejendele.  Af  det  indkomne  Beløb  blev  der  36  Dollars  til  hver 
af  Interessenterne.  Da  denne  Deling  lykkelig  og  vel  var  foretagen, 
splittedes  Kolonisterne,  og  den  danske  socialistiske  Koloni  i  Kansas 
gik  over  i  Historien. 

Det  viste  sig,  at  Deltagerne  var  dygtige  Folk.  De  skabte  sig  gode 
Stillinger  og  lykkelige  Hjem  i  det  amerikanske  Samfund.  Mest  kendt 
og  anset  blandt  dem  blev  senere  A.  Wm.  Hansen,  der  var  Pios 
Ven  fra  Kjøbenhavn  og  vedblev  at  være  hans  trofaste  hjælpsomme 
Ven  i  Medgang  og  i  Modgangs  Dage.  A.  Wm.  Hansen,  der  viden 
om  blandt  Danske  i  Amerika  er  kendt  under  Navnet  „Sorte",  er 
nu  bosiddende  i  Chicago,  hvor  han  har  en  betroet  Stilling  i  det 
store  Porcellænsfirma  Falker  &  Stern.  Hansen  skriver  ofte  i  den 
skandinaviske  Presse,  og  naar  han  taler  i  Arbejderforsamlinger, 
hører  man  ham  med  en  Respekt,  som  de  danske  Arbejdere  i  Ame- 
rika sjælden  viste  Louis  Pio. 

—  Hen  mod  Slutningen  af  sit  Liv  havde  Pio  paany  fattet  Ideen 
til  en  dansk  Koloni,  der  dog  nu  skulde  bygges  paa  det  almindelige 
borgerlige  Grundlag.  Det  var  hans  Hensigt  at  trække  Emigrant- 
strømmen fra  de  nordlige  Stater  til  Syden.  Som  altid,  naar  Pio 
tog  fat,  kastede  han  sig  over  Løsningen  af  Opgaven  med  en  vold- 
som Energi.  Han  skrev  Avisartikler  og  Pieser,  oprullede  sollyse 
Billeder  af  Sydens  Herligheder  og  ilte  selv  ned  til  Vestkysten  af 
Florida  for  at  sikre  sine  Landsmænd  Jord.  Paa  denne  Rejse  mødte 
han  i  en  Jernbanevogn  den  bekendte  Petroleumskonge  Flagler,  der 


178 


har  bygget  de  tidligere  her  i  Bogen  omtalte  Pragthoteller  i  Nær- 
heden af  St.  Augustine.  Pio  gjorde  hurtigt  Flagler  indlysende,  hvad 
det  vilde  betyde  for  Florida,  dersom  det  kunde  lykkes  at  skabe  et 
Settlement  af  dygtige  danske  Farmere,  og  Følgen  blev  at  Flagler 
oprettede  et  Landkompagni,  ansatte  Pio  som  Leder  og  Agitator  og 
sikrede  Nybyggerne   det   nødvendige   Areal.   Kort  derpaa  grundede 


Louis  Pio  mellem  sine  Kolonister. 


Pio  den  hurtigt  opblomstrende  By  The  White  City.  Paa  ovenstaa- 
ende  Billede  ser  man  ham  —  den  anden  Mand  fra  højre  Side,  let 
kendelig  paa  sin  brede  Hat  —  sidde  mellem  Pionererne  Anlæget 
af  „Den  hvide  By"  var  Pios  første  positive  Bedrift  i  Amerika,  og 
han  nærede  nu  Haabet  om  at  faa  Oprejsning  for  et  helt  Livs  Skuf- 
felser. Rastløs  og  ivrig,  som  han  var,  rejste  han  ideligt  omkring  i 
Amerika  for  at  bevæge  flere  Danske  til  at  flytte  ned  til  Kolonien. 
Fra  det  varme  Florida  gik  han  paa  en  Agitationsrejse  op  til  det 
kolde  St.  Paul  i  Minnesota.  Her  paadrog  han  sig  en  Forkølelse  og 
kom  lidende  til  Chicago,  hvor  en  Tyfus  efter  et  Par  Dages  Sygeleje 


179 

i  Slutningen   af  Juni   1894  gjorde  Ende  paa  et  Liv,  der  til   Trods 
for  alle  Modsigelser  dog  havde  sat  saa  dybe  Spor. 

-  Endelig  skal  her  omtales  et  tredie  meget  interessant  Koloni- 
forsøg, der  i  Øjeblikket  foretages  af  Grundtvigianerne  i  Amerika. 
Den  bekendte  Wahlstrømmer,  Victor  Rylander,  vakte  Grundtvigianer- 
nes Interesse  for  Texas,  og  paa  Foranledning  af  Pastor  F.  L.  Grundt- 
vig valgte  den  grundtvigske  Kirke  en  Kommission  til  Undersøgelse 
og  Forberedelse  af  Sagen.  Man  sendte  kyndige  Mænd  til  Texas  og 
efter  moden  Overvejelse  besluttedes  det  i  Foraaret  1894  at  anlægge 
en  Koloni  30  Mil  fra  Havet,  75  Mil  fra  Houston  og  lige  saa  langt 
fra  Galveston.  Til  denne  Koloni,  som  fik  Navnet  Dannevang,  sikrede 
man  sig  25,000  Acres  Land,  hvoraf  der  i  Øjeblikket  er  solgt  10,000 
Acres  til  95  Familier.  Grundtvigianerne  gaar  frem  med  stor  For- 
sigtighed. De  søger  ikke  Indvandrere,  der  lige  er  ankomne  fra  Hjem 
landet,  men  foretrækker  danske  Farmere,  der  er  bosiddende  i  Ne 
braska  og  Iowa  og  altsaa  er  kendte  med  Land  og  Sprog.  Saa  snart 
der  er  et  tilstrækkeligt  Antal  Farmere  i  Dannevang,  er  det  Menin- 
gen at  bygge  en  Kirke  og  sende  Settlementet  en  grundtvigiansk 
Præst. 

Men  baade  Pios  Koloni  i  Florida  og  Grundtvigs  Koloni  i  Texas 
vil  næppe  udøve  andet  end  en  forbigaaende  Tiltrækning  paa  danske 
Farmere,  der  nærer  en  indgroet  Mistænksomhed  mod  Syden.  Den 
første  Tid  synes  de  vel,  at  alt  er  rosenrødt  i  disse  Egne,  men 
saa  begynder  de  at  længes  og  at  klage  over  mange  Ting,  især  over 
Varmen  og  det  daarlige  Vand.  Hemmeligheden  er  vist  den,  at  de 
ikke  kan  undvære  de  vekslende  Aarstider,  Naturens  Fornyelse  om 
Vaaren  og  Vinterens  korte,  kolde  Dage.  Det  fremmede  Land  bliver 
dem  dobbelt  fremmed  i  det  evige  Solskin.  Livet  forekommer  dem 
saa  ensformigt,  de  bliver  syge  og  klager  over,  at  de  ikke  taaler 
Klimaet,  hvad  Danskerne  i  Amerika  altid  klager  over,  naar  de  føler 
Hjemve.  En  Kendsgerning  er  det,  at  de  lykkeligste  af  vore  Lands- 
mænd lever  i  Nordens  koldere  Egne. 


DEN  DANSKE  PRESSE 


Den  danske  Presse  i  Amerika  frembyder  et  besynderligt  Billede 
paa  alle  saadanne  modstridende  famlende  Bevægelser,  der  er 
uundgaaelige  i  et  Folk,  som  paa  Hovedet  er  sprunget  ind  i  et  andet 
Folks  Kultur.  Den  dansk-amerikanske  Presse  skrives  for  Læsere, 
som  ikke  blot  har  skiftet  Land  og  Sprog,  men  som  i  de  fleste 
Tilfælde  ogsaa  har  skiftet  Haandværk,  Stand  og  Tænkemaade.  Der 
savnes  Fundament  i  dette  Publikum,  og  Fundament  savnes  i  den 
danske  Presse. 

Dansk  og  Amerikansk  er  paa  en  besynderlig  Maade  sammen- 
filtret i  Bladenes  Spalter.  Ved  Siden  af  en  indgaaende  Artikel 
om  Kuglen  paa  Nicolaj  Taarn  kan  man  læse  et  flammende  Opraab 
om  at  gaa  til  Valg  paa  de  Forenede  Staters  Præsident.  Og  det  er 
maaske  Kuglen  og  ikke  Præsidenten,  der  af  mange  Læsere  omfat- 
tes med  den  største  Interesse. 

De  dansk-amerikanske  Blade  var  oprindeligt  Udtog  af  Nyhedsru- 
brikkerne  i  Hjemlandets  Presse,  og  de  var  svage  Ekkoer  af  Bevægel- 
serne i  den  skandinaviske  Politik.  Men  i  samme  Grad  som  de  Ind- 
vandrede gik  op  i  det  amerikanske  Samfund,  erstattedes  Hjemmets 
Politik  med  Amerikas  Politik.  Bladene  omformedes  langsomt  til  en 
skandinavisk  Nyhedspresse  og  en  amerikansk  politisk  Presse,  indtil 
de  ogsaa  efterhaanden  begyndte  at  bringe  amerikanske  Nyheder  og 
ræsonnerende  Artikler   over   almindelige    amerikanske   Forhold.    De 


181 

danske  Blade  i  Amerika  blev  mere  og  mere  Blade  med  amerikansk 
Bladstof  paa  et  fremmed  Sprog,  og  endelig  er  der  i  vore  Dage  flere 
af  dem,  som  vil  opgive  deres  Sprog,  men  endnu  skrives  der  dog 
Dansk,  Norsk  og  Svensk  i  ca.  100  amerikanske  Blade. 

En  Trediedel  af  Bladene  er  svenske  og  henvender  sig  til  en  bestemt 
Læsekreds.  Mellem  danske  og  norske  Blade  derimod  findes  ingen 
skarpe  Grænser.  Et  dansk  Blad  bringer  udførlige  norske  Meddelel- 
ser og  omvendt,  og  naar  et  Blad  i  Følge  Sammensætningen  af  sin 
Redaktion  anses  for  at  være  norsk,  behandles  danske  Spørgsmaal 
med  en  særlig  Omhu  og  Varsomhed,  da  Bladet  ellers  let  kunde 
støde  danske  Læsere.  Paa  samme  Maade  forholder  et  dansk  Blad 
sig  overfor  de  i  denne  Henseende  endnu  mere  ømfindtlige  Nord- 
mænd. Den  gensidige  Omhu  udspringer  af  Forretningshensyn,  men 
Følgen  bliver,  at  der  er  et  godt  Forhold  til  Stede  mellem  Danske 
og  Nordmænd  i  Amerika. 

Flertallet  af  Bladene  arbejder  under  smaa  Forhold.  Foruden 
Redaktøren,  der  selv  leder  den  vigtige  Annonceafdeling,  bestaar 
Personalet  af  et  Par  Reportere  og  nogle  Typografer.  Paa  faa  Und- 
tagelser nær  er  alle  Bladene  Ugeblade.  De  er  af  stort  Format  og 
indeholder  en  Mængde  brogede  Meddelelser,  først  og  fremmest 
Dødslisterne  fra  Danmark  og  dansk  Provinsnyt,  der  er  afpasset 
efter  Bladets  Læsekreds.  Af  Nyhederne  fra  Hjemmet  kan  man 
straks  se,  om  Befolkningen  paa  den  paagældende  Egn  er  Jyder, 
Fynboer  eller  Sjællændere.  Megen  Vægt  lægges  paa  Foreningsnyt, 
Referat  af  skandinaviske  Møder  og  Meddelelser  om  de  lokale  „Pro- 
minentes" store  og  gode  Gerninger.  Som  Føljeton  bringes  en  af 
Hjemlandets  ny  udkomne  Romaner;  senere  sælges  den  som  Bog. 
Næsten  hele  den  nyere  dansk-norske  Literatur  er  optrykt  og  ud- 
givet af  de  danske  Blade,  der  herigennem  har  ydet  et  stort  Bidrag 
til  Oplysningen  i  den  indvandrede  Almue.  Bøgerne  trykkes  paa  slet 
Papir,  men  koster  ikke  mere  end  Halvdelen  af  den  danske  Bog- 
ladepris. De  skandinaviske  Blades  Indhold  er  forøvrigt  mere  for- 
tællende, vejledende  og  belærende  end  ræsonnerende.  En  ikke  ringe 
Del    af  Stoffet   hentes  fra   den   amerikanske   Presse.    Man    mærker 


182 

det  paa  Sproget.  Mange  engelske  Ord  og  Vendinger  løber  Over- 
sætteren i  Pennen. 

Stor  Udgift  er  ikke  forbunden  med  at  abonnere  paa  et  skandi- 
navisk Blad.  Annoncen  er  Redaktørens  Hovedindtægt,  og  Abonne- 
mentet koster  sjælden  mere  end  2  Dollars  om  Aaret.  Det  er  Redak- 
tionen selv  og  ikke  Postvæsenet,  der  opkræver  Betalingen,  og 
Følgen  er,  at  glemsomme  Læsere  ofte  kommer  i  Restance.  Saa 
minder  Redaktionen  dem  paa  mange  Maader,  lokker  dem  og  truer 
dem  og  appellerer  patetisk  —  men  tit  forgæves  —  til  deres  slum- 
rende Æresfølelse.  Det  er  ikke  ualmindeligt,  at  man  i  Nekrologer 
over  en  eller  anden  Afdød  læser:  „Han  var  en  sand  Hædersmand. 
Han  betalte  Bladet."  Listen  vilde  blive  lang,  om  vi  skulde  opregne 
blot  de  mest  pudsige  Kneb,  Vestens  Redaktører  anvender  for  at 
inddrive  deres  Tilgodehavende.  Man  fortæller  t.  Eks.,  at  der  er  et 
Blad,  som  vender  op  og  ned  paa  de  Navne,  der  findes  paa  Re- 
stancelisten. Naar  det  hedder:  „Mellem  Gæsterne  hos  Major  An- 
drews bemærkede  vi  vor  prominente  Landsmand  uosrpBj^  iij" 
(Peter  Madsen),  saa  véd  det  forstaaende  Publikum  Besked. 

De  fleste  skandinaviske  Blade  findes  i  Nordveststaterne.  Her  op- 
staar  der  og  forsvinder  Blade.  Gamle  antager  nye  Navne,  og  flere  Or- 
ganer samles  under  samme  Redaktion.  Den  følgende  Bladfortegnelse 
gør  da  lige  saa  lidt  Fordring  paa  at  være  fuldstændig,  som  Blade- 
nes Abonnentantal  gør  Fordring  paa  at  være  korrekt.  Det  er 
vedkommende  Blades  egne  officielle  Tal,  der  meddeles,  og  de  maa 
derfor  rundes  af  nedefter.  Men  altfor  uoverensstemmende  med  Virke- 
ligheden kan  de  ikke  være,  da  Loven  i  Amerika  —  af  Hensyn  til 
de  Averterende  —  straffer  urigtigt  opgivet  Abonnentantal  som  Be- 
drageri. 

I  Staten  Illinois  findes  følgende  dansk-norske  Blade:  „Amerika" 
(8,000  Abonnenter)  „Norden"  (gammelt  og  anset,  Abonnentantal 
ukendt)  „Scandinaven"  (det  norske  Hovedorgan,  udgaar  som  Dag- 
blad med  6,000  Eksempl.  og  som  Ugeblad  med  30,000),  „Chicago 
Posten"  (5,000)  og  fremdeles:  „Folkevennen",  „Sønderjysk  Tidende", 


183 

„Den  kristelige  Talsmand",  „Evangelisten",  „Vægteren"  og  „Ver- 
dens Gang",  hvoraf  flere  trykkes  i  ret  store  Oplag. 

I  Staten  Iowa: 

„Dannevirke"  (3,800),  „Kvinden  og  Hjemmet"  (17,500),  „Far- 
meren"  (5,000),   „Decorah  Posten"  (35,000)   og  „Tidende"  (2,400). 

I  Minnesota: 

„Ugebladet"  (8,500),  „Folkebladet"  (7,600),  „Missionsbladet" 
(6,700),  „Skand.  Farmer- Journal"  (5,000),  „Nye  Nordmanden" 
(6,000),  „Illust.  Familie-Journal"  (6,500),  „Spøgefuglen"  (2,500), 
„Heimdal"  (5,000),  „Nordvesten"  (14,000),  „Minnesota  Folkeblad" 
(2,400),  „Rodhuggeren  og  Samhold"  (5,000),  „Minneapolis  Tidende" 
(16,000)  og  „Nordstjernen"  (1,500). 

I  Dakota: 

„Dakota"  (6,500),  „Nordmanden"  (8000),  „Afholdsbasunen"  (4,500), 
„Syd  Dakota  Ekko"  (7,100)  og  „Fremad"  (3,000). 

I  Wisconsin: 

„Reform"  (4,800),  „Danskeren"  (4,500)  og  „Normannen"  (5,200). 

Endelig  udgaar  i  Nebraska  de  to  danske  Blade  „Stjernen"  og 
„Den  danske  Pioneer",  hvoraf  det  sidste  har  23,000  Abonnenter. 
Gennemsnitsalderen  for  samtlige  Blade  er  syv  Aar. 

Den  her  meddelte  Fortegnelse  omfatter  ikke  Bladene  i  Øst- 
staterne, hvor  der  lever  færre  Skandinaver  end  i  Vesten.  Men  og- 
saa  her  og  i  Byer,  hvor  man  mindst  havde  ventet  det,  kan  man 
træffe  Aflæggere  af  den  danske  Presse.  I  Boston  fandt  jeg  f.  Eks. 
et  lille  dansk  Blad  „Nutiden",  der  redigeredes  af  H.  M.  Marker  og 
angav  at  indeholde  „personlige  Betragtninger,  Nyheder,  Forenings- 
beretninger,  Lidt  af  hvert  etc."  Jeg  havde  ikke  forud  Indtrykket 
af,  at  der  levede  mange  Danske  i  denne  Del  af  Landet,  men  i 
„Nutiden"  læste  jeg,  at  vore  Landsmænd  dog  var  i  Færd  med  at 
danne  hele  to  ny  Foreninger.  Det  hed  desangaaende  i  Bladet: 

„Her  findes  mange  forskellige  Folk,  som  vi  nødigt  vil  regnes 
imellem,  og  dog  besidder  nogle  af  disse  en  langt  større  Anseelse 
end  vi.  Der  stikker  f.  Eks.  en  vis  Ære  i  at  være  Irlænder,  og  dog 
vil  de  fleste  af  os  nødigt  være  Irlænder.    Men  Irlænderne  har  selv 


184 

vundet  deres  Indflydelse.  De  er  paa  Færde,  hvor  der  er  noget  at 
fiske,  og  alle  Vegne,  hvor  det  gælder  om  at  skubbe  andre  væk 
—  og  det  gælder  det  jo  om  i  Boston  —  optræder  Irlænderne  som 
Organisation.  Der  er  ikke  andet  at  gøre  for  os  end  at  danne  os  i 
det  irske  Billede"  o.  s.  v. 

I  New  York  lever  ikke  mange  Skandinaver,  men  desuagtet  findes 
der  ikke  mindre  end  fem  skandinaviske  Blade,  nemlig  „Nordlyset", 
„Nordiske  Blade",  „Nordisk  Tidende",  „Arbeteren",  og  det  be- 
tydelige svenske  Blad  „Nordstjernen".  Alle  disse  Blade  har  ogsaa 
Udbredelse  uden  for  New  York,  f.  Eks.  i  Perth  Amboy,  den  tidligere 
omtalte  danske  Koloni. 

Sydstaterne  er  foreløbig  uden  skandinavisk  Presse,  men  naar 
Byen  „Dannevang"  i  Texas  vokser  til,  faar  den  selvfølgelig  sit 
Blad.  I  Utah  læses  Mormon-Organet  „Bikuben",  der  har  skabt  et 
særligt  dansk-norsk  Sprog,  og  i  Byerne  langs  med  Stillehavskysten 
har  man  forskellige  skandinaviske  Blade,  af  hvilke  her  kun  skal 
nævnes  „Bien"  og  „Pacific  Scandinav",  der  begge  er  danske  og 
nyder  megen  Anseelse.  I  Tacoma  (Staten  Washington)  udgaar  der 
et  dansk  Blad,  ja  helt  op  i  Kanada  er  den  danske  Presse  re- 
præsenteret, idet  der  fra  Byen  Ottawa  i  Ontario  udgives  et  lille 
dansk  Blad  ved  Navn  „Dannebrog". 

Grænsen  er  som  sagt  meget  flydende  mellem  den  danske  og  den 
norske  Presse,  men  der  er  dog  fire  hver  paa  sin  Vis  fremragende 
Blade,  der  skrives  af  Danske  og  for  Danske.  Disse  fire  Blade  er 
„Den  danske  Pioneer"  i  Omaha,  „Nordvesten"  i  St.  Paul,  „Uge- 
bladet" i  Minneapolis  og  „Nordlyset"  i  New  York.  Vi  slutter  denne, 
hurtige  Oversigt  med  et  Par  Ord  om  hvert  af  disse  Bladforetagen- 
der og  deres  ledende  Mænd. 

„Den  danske  Pioneer"  er  det  mest  udbredte  og  tillige  det  ejen- 
dommeligste af  alle  danske  Blade  i  Amerika.  Det  blev  stiftet  i 
Omaha  i  1872  af  den  gamle  Pioner,  Mark  Hansen,  der  først  med 
Bravur  havde  deltaget  i  Krigen  1848—50  og  senere  med  ikke  min- 
dre Bravur  deltog  i  den  nordamerikanske  Borgerkrig,  hvor  han 
kæmpede  paa  Nordstaternes  Side  og  vandt  Officers  Rang. 


IS.") 


Denne  Mand,  som  kastede  Sværdet  for  at  gribe  Pennen  paa  Ne- 
braskas Prærie,  ragede  hurtigt  uklar  med  de  danske  Præster,  der 
havde  stor  Indflydelse  paa  Farmerne  og  troede,  at  de  kunde  be- 
stemme det  ny  Blads  Indhold  og  Tendens.  Mark  Hansen  erklærede 
Præsteskabet  aaben  Krig  og  førte  Krigen  med  saa  voldsomme 
Vaaben,  at  de  danske  Præster  rundt  om  i  Settlementerne  prækede 
mod  ham  og  lyste  ham  og  hans  Blad  i  Ban.  Mere  behovedes  der 
selvfølgelig  ikke  for  at 
sikre  „Pioneeren"  Udbre- 
delse. Der  var  gammelt 
Præstehad  i  Bønderne,  og 
naar  Præsten  havde  præ- 
ket og  tordnet  dem  ned  i 
Helvede,  holdt  de  nok  af 
at  læse  den  Præken,  Mark 
Hansen  holdt  for  Præsten. 


Redaktør 


us  F.  Neblc 


og  den  havde   altid  Næb 
og  Klør. 

I  Aaret  1887  afstod 
Mark  Hansen  „Pioneeren" 
til  Sophus  F.  Neble,  Bla- 
dets nuværende  Redaktør, 
der  er  født  i  Stubbekø- 
bing og  oplært  som  Ty- 
pograf. Under  sit  Ophold 
i    Amerika    havde    denne 

Mand  ernæret  sig  som  Skovhugger  i  Wisconsin  og  var  bleven  nøje 
fortrolig  med  de  indvandrede  Arbejderes  og  Farmeres  Forhold. 
Under  Nebles  energiske  og  kyndige  Ledelse  er  Bladet  blevet  det 
største  danske  Farmerblad  i  Vesten.  Det  trykkes  nu  i  et  Oplag  paa 
23,000  Eksemplarer.  I  Bladets  Ekspedition  beskæftiges  20  Danske, 
og  dets  Omsætning  var  sidste  Aar  ca.  100,000  Dollars. 

Under  Sophus  Nebles  Redaktion  har  „Pioneeren"  opgivet  Vestens 
djærve  Frisprog  og  har  faaet  en  mere  civiliseret  Karakter.  Samtidig 

II.  13 


186 


har  Neble  og  hans  to  Brødre  gjort  et  stort  filantropisk  Arbejde 
mellem  Landsmænd.  Kniber  det  for  Farmerne  paa  en  Egn,  støtter 
„Pioneeren"  dem  ved  Indsamling.  I  A arene  1891 — 94  indsamledes 
over  5,000  Dollars,  som  ved  „Pioneeren"s  fornuftige  Anvendelse 
frelste  mange  Landsmænd  fra  at  lide  Sult.  Bladet  er  økonomisk 
uafhængigt  og  kan  frit  udtale  sine  Meninger.  Det  er  hverken  demo- 
kratisk eller  republikansk, 
højre  eller  venstre,  men 
sjælden  gaar  der  nogen  Uge 
hen,  uden  at  „Sophus"  slaar 
et  drabeligt  Slag,  som  væk- 
ker Genlyd  viden  om  i  skan- 
dinaviske Kredse.  For  Tu- 
sinder af  indvandrede 
Landsmænd  har  dette  Blad 
været  den  eneste  aandelige 
Føde,  og  Bladets  Udvikling 
har  været  deres  Udvikling. 
Den  danske  Pioneer  har  da 
haft  en  civilisatorisk  Op- 
gave som  intet  andet  dansk 
Blad  i  Amerika,  og  det  har 
paa  sin  Maade  løst  denne 
Opgave. 

Mere  stilfærdigt  og  uden 
Tendens  er  Chr.  Rasmus-* 
sens  „Ugebladet"  i  Minneapolis.  Det  er  et  stort  og  meget  læst  Nyheds- 
blad, der  saa  godt  som  ikke  befatter  sig  med  Politik.  I  Forbindelse  med 
Bladet  —  eller  Bladene,  for  Ugebladet  har  adskillige  Aflæggere  i  andre 
Byer  —  driver  den  energiske  Udgiver  et  større  Trykkeri  og  Forlags- 
virksomhed. Rasmussens  aabne,  vakre  Ansigt,  som  man  ser  paa 
Billedet,  vækker  straks  Sympathi  for  Manden.  Han  er  vistnok  den 
Dansker  i  Amerika,  der  personlig  kender  det  største  Antal  Lands- 
mænd. Hvor  han  saa  end  færdes  i  Foreninger  og  paa  lange  Rejser, 


Redaktor  Chr.  Rasmussen. 


187 

har  han  Venner.  Altid  i  straalende  Humør,  oplagt  til  en  lille  Spøg 
og  parat  til  at  fortælle  en  Anekdote  og  til  at  gøre  en  Forretning, 
er  han  en  af  de  fornøjeligste  og  hæderligste  Repræsentanter  for  den 
danske  Presse  i  Amerika. 


Redaktør,  Oberst  S.  Listoe. 


„Nordvesten"  i  St.  Paul  er  ligeledes  et  stort  stilfærdigt  Blad,  der 
nyder  megen  Anseelse.  Redaktoren,  Oberst  S.  Listoe,  er  en  af  de 
faa  Danske,  der  med  Held  har  kastet  sig  ind  i  den  amerikanske 
Politik.  Listoe  blev  født  i  Kjobenhavn  1846,  lærte  Landvæsen  og 
udvandrede  i  1866  til  Amerika.  Her  fandt  han  hurtig  Ansættelse 
ved  Vestens  Blade   og  deltog  med  Liv  og  Lyst  i  den  politiske  De- 


13« 


188 


bat.  Han  var  den  første  Dansker,  der  valgtes  ind  i  en  amerikansk 
lovgivende  Forsamling,  idet  han  i  1875  fik  Sæde  i  Minnesotas  Le- 
gislatur.  Senere  beklædte  han  en  Række  større  Embeder.  Til  Eks- 
empel har  han  været  Skole-Superintendent  i  Staten  Minnesota  (der 
aarlig  udgiver  4  Millioner  Dollars  til  sit  Skolevæsen,  og  hvis  Skole- 
fonds  lober  op  til  20  Millioner  Dollars),  samt  Bydommer  og  Avdi- 

tør.  I  Aaret  1870  deltog 
han  i  et  Tog  mod  Indianer- 
ne og  fik  Rang  af  Oberst. 
Paa  Billedet  ser  man  Listoe 
i  Guvernørstabens  Uniform. 
I  1892  udnævntes  han  til 
amerikansk  Konsul  og  rej- 
ste til  Evropa,  hvorfra  han 
hjemkaldtes ,  da  Cleveland 
et  Par  Aar  efter  kom  til 
Magten.  Oberst  Listoes  Liv 
frembyder  Billedet  af  en 
amerikansk  Politikers  om- 
skiftende Livsførelse.  Siden 
1887  har  han  været  Chef- 
redaktør af  „Nordvesten". 
-  „Nordlyset"  i  New  York 
er  det  af  de  dansk-ameri- 
kanske Blade,  der  aandeligt 
som  geografisk  ligger  nær-' 
mest  Moderlandets  Presse.  Bladets  ræsonnerende  politiske  Ar- 
tikler og  literære  Anmeldelser  findes  ikke  bedre  i  kjøbenhavnske 
Dagblade,  og  dog  er  alt,  hvad  der  skrives  i  Bladet,  ejendommeligt 
dansk-amerikansk  i  Form  og  Indhold.  I  „Nordlyset"  findes  Kærlig- 
heden til  Fødelandet  harmonisk  optaget  i  Ærbødigheden  for  det 
mægtige  Amerika.  Dette  Blad  har  som  intet  andet  dansk  Blad  i 
Nord-Amerika  forstaaet  at  faa  sit  danske  Hjerte  til  at  banke  i  det 
fremmede  Klædesmon. 


Redaktør  John  Volk. 


189 

John  Volk,  der  redigerer  „Nordlyset",  er  en  af  de  populæreste  Dan- 
ske i  New  York.  Hans  Fader  var  en  i  sin  Tid  bekendt  Silkekræm- 
mer paa  Østergade,  og  her  fodtes  John  Volk  i  Aaret  1843.  Den 
begavede  Dreng,  der  havde  Kunstnertilbøjeligheder,  maatte  meget 
mod  sin  Villie  blive  Farmaceut,  men  næppe  havde  han  udlært,  før 
han  forlod  Danmark  og  rejste  til  New  York.  Ved  Afskeden  skrev 
han  den  smukke  Sang  „Farvel  mit  Fødeland  jeg  byder",  og  i  Ame- 
rika faldt  det  ham  ikke  ind  at  fortsætte  den  farmaceutiske  Bane. 
Hans  letbevægelige,  spænstige  Temperament  var  som  skabt  for 
Journalistens  hurtige  Liv,  og  efter  megen  Forsagelse  og  haarde 
Kampe  lykkedes  det  ham  at  faa  en  Stilling  i  den  amerikanske 
Presse.  Han  var  bl.  a.  i  flere  Aar  Redaktionssekretær  ved  The  Re- 
form og  opnaaede  i  denne  Stilling  en  saadan  Færdighed  i  Engelsk, 
at  han  siden  med  stor  Fuldkommenhed  har  omplantet  vore  bedste 
Digte  og  Fødelandssange  paa  det  engelske  Sprog.  I  Aaret  1891 
grundede  han  „Nordlyset",  som  han  siden  har  viet  al  sin  Energi 
og  Tid. 

Vi  burde  vel  slutte  disse  Linier  med  en  Prøve  paa  den  dansk-ameri- 
kanske Journalistik,  og  i  „Nordlyset"  vælger  vi  en  lille  Artikel,  der 
skyldes  Magister  Clemens  Petersen  og  ikke  er  andet  end  en  Opfor- 
dring til  Læserne  om  at  give  Møde  ved  en  Dybbøl-Fest.  Men  her 
som  overalt  i  „Nordlyset"  —  og  overhovedet  i  den  dansk-amerikan- 
ske Presse  —  føler  man  en  vis  nobel  Patriotisme. 

Artiklen  lyder: 

„I  Evropa  tales  der  nutildags  adskilligt  om,  at  Nationalitet  egenlig 
er  en  Indskrænkning  af  Menneske-Naturen,  som  man  maa  se  at 
komme  bort  fra,  at  Opgaven  egentlig  er  at  være  Menneske  over- 
hovedet, Menneske  i  Almindelighed,  og  saa  lidt  dansk  eller  norsk 
eller  engelsk  eller  amerikansk  som  muligt.  Heraf  følger,  at  Fædre- 
landskærligheden egentlig  kun  bestaar  i  en  hæderlig  Opfyldelse  af 
de  Forpligtelser,  der  paahviler  En  som  Medlem  af  et  vist  Samfund 
og  et  klogt  eller  endogsaa  opofrende  Hensyn  til,  hvad  dette  Sam- 
funds Tarv  kræver,  hvorimod  Fædrelandskærligheden,  naar  den  bli- 


190 

ver  til  en  Lidenskab  eller  Begejstring,  egentlig  kun  er  en  For- 
sk ruelse. 

Men  al  denne  Tale  beror  paa  en  Fejltagelse. 

Stor  Kunst  er  for  alle  Mennesker,  siges  der,  og  det  er  fuldkom- 
men sandt.  Men  man  glemmer  at  føje  til,  at  al  stor  Kunst  er  netop 
stærkt  national.  Det  af  tysk  Poesi  og  Kunst,  der  har  naaet  om  i 
Verden  og  grebet  Sindene  dybest,  er  Faust,  men  af  alt,  hvad  tysk 
Poesi  og  Kunst  har  frembragt,  er  Faust  det  stærkest  udprægede 
Tyske.  Det  af  engelsk  Poesi  og  Kunst,  der  er  videst  kendt  og  bedst 
forstaaet,  er  Hamlet  og  Falstaf,  men  af  alt,  hvad  engelsk  Poesi  og 
Kunst  har  frembragt,  er  Hamlet  og  Falstaf  det  stærkest  udprægede 
Engelske.  Stor  Kunst  beror  paa  stærk  Nationalitet. 

Fremdeles  siges  der:  virkelig  Videnskab  er  ens  for  alle,  og  det 
er  ganske  sandt.  Naar  et  Menneske  tænker  rigtigt,  maa  alle  andre 
Mennesker  tænke  ligesom  han.  Men  alle  Mennesker  tænker  jo  ikke 
paa  det  samme.  Hvad  et  Menneske  tænker  paa,  afhænger  af  hans 
naturlige  Evner,  hans  Opdragelse  og  de  ydre  Omstændigheder,  hvor- 
under han  lever.  Men  ingen  af  disse  Betingelser  er  han  selv  Herre 
over.  De  er  mer  eller  mindre  givet  ham  af  det  Folk,  han  er  født 
i;  og  det  er  her,  Nationaliteten  kommer  ind  i  selve  Videnskaben. 
Man  maa  derfor  ikke  forundre  sig  over,  at  Steenstrup  er  dansk  og 
Danielsen  er  norsk;  at  Araberne  er  Astronomer  og  Matematikere, 
og  Japaneserne  Gartnere  og  Botanikere;  at  det  var  en  Englænder, 
der  først  forklarede  alt  Liv  som  en  lovbunden  Udvikling  osv.  Ogsaa 
Videnskaben  har  sin  nationale  Side. 

Endelig  siges  der:  den  sande  Religion  er  kun  én.  Dette  siges  af 
et  Par  Millioner  Kristne  om  Kristendommen,  af  dobbelt  saa  mange 
Muhamedanere  om  Muhamedanismen  og  af  tredobbelt  saa  mange 
Buddhister  om  Buddhismen.  Ingen,  der  læser  Religionens  Historie, 
kan,  blot  for  et  Øjeblik,  være  i  Tvivl  om,  at  der  er  et  Racespørgs- 
maal  i  al  Religion.  Desuden  behøver  man  jo  blot  at  trække  en 
Streg  over  Evropas  Kort  og  lægge  Mærke  til,  at  Alt,  hvad  der  lig- 
ger Norden  for   Stregen,   er  protestantisk,  og  Alt,  hvad  der  ligger 


191 

Syden  for  den,  katolsk,  for  at  forstaa,  at  selv  i  Religionen  spiller 
Nationaliteten  en  Rolle. 

Sagen  er  denne:  Nationalitet  er  en  natursat  Betingelse  for  Men- 
neskelivet. Det  er  lige  saa  umuligt  for  et  Menneske  at  være  Menne- 
ske overhovedet,  Menneske  i  Almindelighed,  uden  at  være  Dansker 
eller  Nordmand  eller  Englænder  eller  Amerikaner  eller  noget  an- 
det, som  det  er  for  et  Træ  at  være  Træ  overhovedet,  Træ  i  Al- 
mindelighed, uden  at  være  Bøg  eller  Gran  eller  Eg  eller  noget 
andet.  Heraf  følger,  at  Fædrelandskærligheden,  skønt  den  som  en- 
hver anden  Følelse  kan  blive  forskruet,  alligevel  er  den  Top-Rod. 
fra  hvilken  hele  vort  Aandsliv  udspringer,  og  det  véd  Amerika- 
nerne. 

De  véd  af  Erfaring,  at  af  en  daarlig  Dansker  eller  en  daarlig 
Nordmand  eller  noget  andet  daarligt  kan  der  ikke  laves  en  god 
Amerikaner.  De  véd  af  Erfaring,  at  naar  den  Fremmede,  der  lan- 
der paa  deres  Kyster,  føler  sig  stærkt,  egenlig  talt  uopløselig  knyttet 
til  det  Folk,  han  gik  fra.  saa  er  det  muligt  for  ham  at  tage  fat 
med  stor  Besluttethed  og  ædle  Forsætter  i  det  Folk,  han  er  kommet 
til;  og  naar  de  i  Morgen  læser  i  deres  Aviser,  at  vi  Danske  har 
holdt  en  Fest  til  Ære  for  et  dansk  Minde,  de  rigtignok  ikke  kender, 
og  til  Værn  for  et  andet  dansk  Minde,  de  knapt  vilde  forstaa,  selv 
om  de  kendte  det,  saa  rynker  de  ikke  paa  Næsen  af  os  for  det. 
Tværtimod,  de  nikker  betænksomt  paa  Hovedet  og  siger  til  dem 
selv:  just  the  stuff  we  want. 

Derfor  —  lad  os  gaa  til  vor  Fest  til  Ære  for  Fredericia-Slaget 
og  til  Værn  for  Dybbøl  Mølle,  frejdigt  og  trøstigt;  vi  er  ikke  paa 
gale  Veje." 


Damperen  Thingvalla. 


JULESKIBET 


D 


et  er  et  broget  Selskab,  som  nogle  Uger  før  Jul  samles  om 
Thingvalla-Damperen,  det  saakaldte  Juleskib,  der  er  i  Færd 
med  at  gaa  til  Norden.  Bitterligt  koldt  er  det  i  New  York.  Blaa- 
sorte  Hagelskyer  hænger  over  de  høje  Huse.  Sneen  fyger  gennem 
Gaderne,  og  det  blæser  Kulde.  Skibet,  som  de  pelsklædte  Far-* 
mere  stavrer  hen  imod,  vilde  ogsaa  være  ganske  tilsneet,  dersom 
ikke  Røgen  fra  de  store  Skorstene  uophørligt  væltede  ud  over  den 
dryppende  Takkelage.  Der  er  Bevægelse  For  og  Agter.  Skruen 
grumser  op  i  Vandet,  og  Kommando-Ordene  skærer  tværs  igennem 
de  Rejsendes  forvirrede  Snakken.  Baade  Indenbords  og  Udenbords 
er  der  febrilsk  Travlhed  med  at  ordne  Ting,  som  absolut  skal  ord- 
nes i  det  sidste  Øjeblik,  og  hen  over  Travlheden  slaar  en  Duft  af 
Beksemad,  Timian  og  Sul. 


193 

I  Pakhuset,  der  endnu  ved  Broer  staar  i  Forbindelse  med  Skibet, 
udfolder  sig  paa  samme  Tid  et  lystigt  Rejsebillede.  Farmere  i  lodne 
Pelse  tumler  ind  fra  Trænene,  hvor  de  har  siddet  og  kukkeluret 
som  Fugle  i  et  Bur.  Mange  af  dem  kommer  fra  Wisconsin,  Iowa 
og  Nebraska,  andre  fra  Dakota'erne  og  Wyoming,  men  der  er  ogsaa 
dem,  som  har  rejst  fra  Idaho  og  Staterne  ved  Stillehavet.  De  har 
siddet  og  kort  baade  Dag  og  Nat  en  hel  Uge,  og  nu  synes  de,  at 
de  omtrent  er  hjemme,  skønt  der  dog  endnu  vil  gaa  en  rum  Tid, 
før  de  hører  Juleklokken  ringe  paa  den  anden  Side  af  Atlanterhavet. 

Fra  Pakhuset,  hvor  Farmerne  slæber  ind  med  Rejsesager,  og 
hvor  Farmerkonerne  staar  paa  Hovedet  i  Kufferterne,  breder  Travl- 
heden sig  op  til  de  nærmestliggende  Værtshuse.  Farmerne  kaster 
endnu  en  Femcent  over  Disken,  „sætter  den  op",  som  det  hedder 
og  faar  det  sidste  Glas,  før  de  gaar  om  Bord.  Gamle  Venner  mø- 
des, nye  Bekendtskaber  stiftes,  og  Unge  og  Gamle  finder  hinanden 
i  denne  ene  glade  Tanke:  Vi   skal  hjem  og  holde  Jul  i  Danmark. 

Og  det  er  ikke  blot  i  Værtshusene,  at  der  er  fuldt  af  Rejsende. 
I  Barberstuen  ved  Siden  af  skummer  Sæben  i  skæggede  Ansigter, 
og  Negrene  har  travlt  med  at  børste  de  solide  Støvler,  som  Far- 
merne under  Barberingen  holder  fremstrakte  paa  en  Skammel. 
Det  er  først,  naar  de  store  Mænd  er  blevet  børstede,  pudsede  og 
i  alle  Henseender  forskønnede,  at  de  sætter  sig  i  Bevægelse  mod 
Pakhuset.  Her  er  Forvirringen  paa  det  højeste,  thi  Damperen  for- 
kynder med  en  voldsom  Tuden,  at  nu  gaar  Juleskibet  fra  Ame- 
rika — 

Kaptajnen,  der  staar  paa  Kommandobroen,  gør  mystiske  Tegn 
med  Haanden,  og  Damperen  lystrer  disse  Tegn.  Det  ser  ud,  som 
om  den  gerne  vilde  hjemefter,  den  skynder  sig  fra  Bolværket  og 
den  skal  netop  til  at  dampe,  da  der  opstaar  en  pludselig  Forvirring. 
Skruen  gør  et  vredt  Slag  bak,  et  smalt  Brædt  kastes  i  Land,  og  to 
tilknappede  Amerikanere  forlader  Skibet.  Det  er  et  Par  Reportere, 
der  har  været  om  Bord  for  at  interviewe  Farmerne  om  Udsigterne 
for  næste  Aars  Hvedehøst,  om  Veststaternes  Stilling  til  det  fore- 
staaende   Præsidentvalg,    om   Bimetallismen    og   Guldmøntfoden   og 


194 

om  lignende  Spørgsmaal,  som  det  maa  antages,  at  en  Farmer  kan 
klare  midt  i  en  Hurlumhej,  hvor  han  har  ondt  nok  med  at  klare 
sin  Bagage.  Saa  hales  det  smalle  Brædt  om  Bord,  og  Damperen 
letter.  Tørklæderne  vifter,  og  Reporterne,  der  har  tjent  til  Midda- 
gen, overlader  de  Bortdragende  til  deres  Skæbne. 

Paa  Juleskibet,  der  langsomt  glider  ned  ad  Hudsonfloden  og  for- 
svinder ude  over  Havet,  er  Passagererne  beskæftigede  med  at  ind- 
rette sig  for  Rejsen.  Udenfor  hagler  det,  og  gennem  Haglene  ser 
man  Skyerne,  der  hænger  truende  og  tunge  langs  med  Long  Is- 
lands øde  Kyster.  Endnu  inden  man  har  tabt  det  faste  Land  af  Syne. 
er  Skibet  forvandlet  til  et  Snebjerg.  Passagererne  maa  forblive  i 
Kahytterne,  hvor  de  med  stoisk  Ro  indretter  sig  som  Eskimoer  i 
deres  Huler.  December  Maaned  er  maaske  den  værste  af  alle 
Vintermaaneder  for  en  Atlanterhavsrejse.  Hagelstorme  raser  over 
New  Foundlands  Banker.  Bølgerne  brøler  hult  og  mætter  deres 
Raseri  mod  Skibets  Sider,  og  ingen  Fod  tør  mere  betræde  Dækket, 
der  ustandseligt  overskylles  af  de  skummende  Vandbjerge. 

Og  dog  er  der  ret  hyggeligt  om  Bord  paa  Juleskibet.  En  for- 
trøstningsfuld Helligdagsstemning  raader  mellem  Passagererne,  og 
de  daglige  Besværligheder  glemmes  ved  Tanken  om  Glæderne,  der 
vinker  i  det  Fjærne.  De  fleste  af  disse  Rejsende  har  i  mange  og 
lange  Aar  længtes  efter  Fødelandet,  de  aldrig  kunde  glemme.  I 
onde  og  gode  Dage  tænkte  de  paa  denne  Rejse,  og  disse  Tanker 
var  det  maaske,  der  holdt  dem  oppe,  naar  de  bøjede  Hovedet  og 
var  ved  at  bukke  under  i  den  haarde  Kamp.  Solskin  og  Magsvejr 
har  de  sjælden  haft  i  de  forløbne  Aar,  og  Uvejret  her  paa  Havet 
synes  dem  egenlig  naturligt  som  endnu  noget,  de  bør  gennemgaa. 
før  de  genser  Danmark. 

Men  saa  naar  de  i  lange  Nætter  har  ligget  og  hørt  paa  Stormens 
Tuden  og  Maskinens  stønnende  Lyde,  naar  de  i  fem  seks  Døgn 
har  sejlet  gennem  Storm  og  Mørke,  saa  vaagner  de  en  Morgen  og 
finder,  at  det  er  Sommer.  Havet  ligger  blikstille  og  dampende.  Jule- 
skibet sejler  i  den  varme  Golfstrøm. 

Nu   bliver  Dækket   fejet  i   en  Fart.   Der  er  Foraar  i   Luften  og 


195 


Lysblink  i  Vanddraaberne,  som  drypper  fra  de  lange  Istapper.  Alle 
Rejsende  strømmer  op  paa  Skansen.  Ordene  løsnes  paa  de  stumme 
Læber.  Man  hører  Latter  og  Harmonika-Musik,  og  Aftenen  ender 
med  en  Dans. 

I  dette  dejlige  Vejr  sejler  Juleskibet  en  Uge.  Det  er,  som  vug- 
gede det  gennem  en  stille  solbeskinnet  Dal  ude  mellem  Atlanter- 
havets Bølger,  og  om 
Aftenen,  naar  de  Hjem- 
addragende  staar  og 
stirrer  ud  over  de  slum- 
rende Vande,  er  det, 
som  hørte  de  Juleklok- 
ken  kime  i  den  lyse 
Luftning. 

Det  er  først,  naar 
Thingvalla  paa  sin  tret- 
tende Dagsrejse  bøjer 
Nord  om  Skotland,  at 
Himlen  atter  faar  et 
mørkt  og  dystert  Ud- 
seende, og  at  Isen  skin- 
nende og  blank  lægger 
sig  om  den  stønnende 
Damper.  Men  Nordens  Stjernehimmel,  som  de  Rejsende  nu  ikke 
har  set  i  mange  Aar,  funkler  ned  til  dem  som  et  lysende  Budskab 
i  den  mørke  Vinternat. 

Saa  kommer  Rejsens  sidste  Dage,  da  Længslen  og  Utaalmodig- 
heden  vokser,  og  da  alle  Tanker  og  Ønsker  iler  forud  for  det 
trætte  Skib.  Der  er  en  forunderlig  Uro  over  de  Rejsendes  Bevæ- 
gelser. Ingen  føler  Lyst  til  Samtale.  Enhver  har  nok  i  sine  egne 
Tanker,  og  Vennerne  staar  tavse  ved  hinandens  Side  paa  det 
vaade  Dæk. 

Endelig  en  Aften  efter  femten  Dages  Sørejse  rygtes  det  paa 
Skibet,  at   man   kan   se  et  Fyr,  og  hurtigt  strømmer  alt  Levende, 


Det  forste  danske  Fvr. 


196 

Unge  og  Gamle,  Mænd  og  Kvinder,  op  paa  Skansen.  Rygtet  er 
kommet  fra  Kommandobroen,  hvor  Kaptajnen  staar  saa  stiv,  som 
han  nu  har  staaet  i  disse  femten  Dage.  Der  hænger  Istapper  i  hans 
Skæg,  Isstjerner  i  hans  Haar,  Rimfrost  i  hans  Øjenbryn  og  lange 
Striber  Snefnug  i  hans  Kappe.  Han  staar  deroppe,  ubevægelig  som 
en  Snemand,  med  Øjnene  fæstede  paa  det  fjærne  Punkt. 

Og  mod  dette  Punkt  stirrer  Hundreder  af  Øjne,  indtil  der  pludse- 
lig høres  en  Mumlen  langs  med  Rælingen:  Dér!  Dér! Det  er  et 

Lysglimt,  ganske  svagt,  omtrent  som  Gløden  af  en  Tændstik.  Det 
forsvinder  og  viser  sig,  det  bliver  større,  det  blinker  og  det  vinker, 
og  en  sælsom  Fortryllelse  staar  der  ud  af  disse  matte  Lysstraaler, 
der  er  Hjemmets  første  Julehilsen  til  de  Rejsende. 

Og  mens  Skibet  møjsommeligt  stønnende  arbejder  sig  videre 
fremad,  tændes  Julelysene  i  Oldingens  Sjæl,  i  Faderens,  i  Moderens 
og  i  Barnets.  Det  tændes  i  den  Glades  Sind  og  i  det  bristende 
Hjerte,  og  det  tændes  her  paa  dette  Sted,  hvor  danske  Amerikanere 
genhilser  deres  Moder,  Danmark,  og  føler  hvilken  forunderlig  Magt 
denne  Moder  udøver  over  sine  Børn. 


NORDMÆND 


Dr.  phil.  P.  GROTH 


NORDMÆND  I  AMERIKA 


M 


an  skulde  have  ventet,  at  den  samme  Aand,  som  i  Vikinge- 
tiden drev  Nordmændene  til  at  opsøge  nye  Lande  og  grunde 
Kolonier  stadig  længere  mod  Vest,  ogsaa  vilde  have  drevet  dem  til, 
efterat  „Vinland  det  gode"  var  gjenfundet,  at  udvandre  dertil  i 
store  Flokke;  men  medens  vi  træffer  Kolonisationsforsøg  paa  det 
nordamerikanske  Fastland  af  mange  andre  Nationer,  saa  finder  vi 
kun  meget  svage  Spor  af  en  norsk  Indvandring.  Svenskerne  grund- 
lagde i  1638  en  Koloni  i  Staten  Delaware,  en  Koloni  som  holdt 
sig  langt  ned  gjennem  Tiderne,  med  svensk  Sprog,  svensk  Kirke 
o.  s.  v.,  selv  efterat  den  var  bleven  erobret  af  Hollænderne;  men 
nu  er  den  gaaet  op  i  det  omgivende  amerikanske  Samfund,  som 
derved  er  kommet  til  at  optage  i  sig  adskilligt  svensk  Blod.  Saa- 
ledes  roser  den  nuværende  amerikanske  Gesandt  i  London,  Thomas 
F.  Bayard,  som  er  fra  Delaware,  sig  af  at  have  svensk  Blod  i  sine 
Aarer.  Derimod  har  man  intet  lignende  norsk  Foretagende  at  pege 
paa. 

Hr.  R.  B.  Anderson,  den  tidligere" amerikanske  Gesandt  i  Kjøben- 
havn,  har  i  sin  interessante  Bog  „The  first  chapter  of  Norwegian 
immigration"  samlet  alt  hvad  der  kan  vides  eller  sluttes  med  Hen- 
syn til  Nordmænds  Bosættelse  i  den  Del  af  Amerika,  som  senere 
blev  De  Forenede  Stater,  medens  disse  sidste  endnu  var  hollandske 
og  engelske  Kolonier.  Han  anfører  et  Par  Familier,  som  fører  sine 


200 

Slægtregistre  op  til  Nordmænd,  der  bosatte  sig  i  New  York,  me- 
dens denne  senere  Stat  endnu  var  en  hollandsk  Koloni  og  bar 
Navnet  Ny- Amsterdam. 

Den  vigtigste  af  disse  Familier  er  den  store  og  ansete  „  Bergen "- 
Familie,  som  fører  sin  Stamtavle  op  til  „Hans  Hansen  van  Bergen 
in  Noorwegen"  eller  som  han  ogsaa  kaldtes,  „Hans  Hansen  de 
Noorman".  Denne  Hans  Hansen  kom  ifølge  den  i  Bergenfamilien 
gjængse  Tradition  fra  Bergen  til  Holland  og  derfra  til  Amerika. 
Naar  man  bliver  lidt  kjendt  i  New  York  og  Omegn,  vil  man  snart 
indse,  at  denne  vor  Landsmand,  eller  ialfald  hans  Æt,  maa  have 
slaaet  sig  betydelig  op  og  være  blevet  indflydelsesrige  Medlemmer 
af  Samfundet.  Denne  Familie  har  saaledes  givet  sit  Navn  til  Bergen 
county  i  Staten  New  Jersey,  til  Bergen  Street  i  Brooklyn  o.  s.  v.. 
og  endnu  kan  man  paa  Third  Avenue  i  Brooklyn  se  det  saakaldte 
Bergen  homestead,  Bergen-Familiens  Stamsæde,  et  nu  temmelig 
uanseligt  enetages  Hus  med  store  Verandaer,  eller  rettere  Svale- 
gange;  dette  Hus  siges  at  være  den  ældste  Bygning  i  Brooklyn. 

Der  fortælles  ogsaa  om  en  Del  andre  Nordmænd,  som  har  slaaet 
sig  ned  i  New  York  i  de  forrige  Aarhundreder;  men  disse  Tilfælde 
er  faa  og  isolerede,  og  som  Indvandring  betragtet  spiller  de  ingen 
Rolle. 

Fra  1820  af  begynder  Amerikanerne  at  føre  Bog  over  Indvan- 
drerne. Dog  er  Nordmænd  og  Svensker  her  slaaet  sammen  til  én 
Gruppe  helt  ned  til  1868,  saa  at  man  for  Norges  Vedkommende 
har  liden  Nytte  af  denne  Statistik,  som  ogsaa  ellers  øjensynlig  er 
i  højeste  Grad  ufuldstændig.  Den  norske  Udvandringsstatistik  be- 
gynder i  1836,  og  medens  den  amerikanske  Indvandringsstatistik 
for  1836  giver  bare  57  norske  og  svenske  Indvandrere  tilsammen, 
ved  vi,  at  i  det  Aar  udvandrede  fra  Norge  alene  mindst  200  Men- 
nesker til  Amerika.  Ifølge  den  norske  Statistik  varierede  Indvan- 
dringen fra  Norge  i  Aarene  1836  til  1842  mellem  200  og  700,  steg 
saa  pludselig  i  1843  til  1600,  og  siden  den  Tid  maa  man  tælle  de 
norske  Indvandrere,  som  aarlig  kom  til  Amerika  i  Tusinder.  Sit 
højeste  Punkt  naaede  Indvandringen  i  1882,  da  der  ankom  29,101 


201 

Nordmænd  til  De  Forenede  Stater.  R.  B.  Anderson  anslaar  Total- 
summen af  norske  Indvandrere  fra  1820  til  1894  med  et  rundt 
Tal  til  500,000. 

Ifølge  Folketællingen  i  1890  var  der  i  det  Aar  i  De  Forenede 
Stater  322,665  norskfødte  Individer.  Disse  findes  fordelt  over  alle 
Unionens  Stater,  men  talrigst  er  de  dog  i  Minnesota,  Illinois,  Iowa, 
Wisconsin  og  de  to  Dakota-Stater. 

I  de  større  Byer  findes  Nordmænd,  ifølge  den  samme  Optælling 
fordelte  paa  følgende  Maade:  Chicago  21,835,  Minneapolis  12,624 
Brooklyn,  N.  Y.,  4,873,  St.  Paul,  Mimi.,  3,521,  La  Crosse,  Wis.,  2,707 
Milwaukee,  Wisconsin  1,821,  Sioux  City,  Iowa  1,758,  Tacoma 
Wash.,  1,702,  New  York  1,575,  Philadelphia  1,500  o.  s.  v.  ned 
over.  Cincinnati,  Ohio  kan  kun  opvise  9  Nordmænd,  medens  Cleve 
land  i  samme  Stat  har  129. 

Som  vi  ser,  er  det  en  ikke  ringe  Procent  af  Norges  Befolkning, 
som  har  forladt  sit  Fædreland  for  at  søge  et  nyt  Hjem  paa  den 
anden  Side  af  Atlanterhavet,  og  der  er  neppe  en  norsk  Familie, 
som  ikke  er  repræsenteret  i  Amerika  ved  et  eller  flere  Medlemmer, 
ligesom  der  ogsaa  neppe  er  nogen  norsk  Mand  eller  Kvinde  uden 
at  de  har  en  Søn  eller  Datter,  en  Broder  eller  Søster  eller  en  an- 
den nær  Slægtning  i  det  fjerne  Vesten. 

De  fleste  Nordmænd,  som  rejser  til  Amerika,  gjør  det  i  den  Hen- 
sigt derved  at  finde  et  rigere  Udkomme  eller  et  lettere  Erhverv,  end 
de  vilde  kunne  finde  hjemme.  Neppe  nogen,  ialfald  kun  et  forsvin- 
dende Mindretal,  drager  hjemmefra  af  politiske  Grunde,  d.  v.  s.  fordi 
de  er  misfornøjede  med  Forholdene,  saaledes  som  de  arter  sig 
hjemme,  og  ønsker  at  finde  en  mere  tiltalende  Regjeringsform  eller  en 
større  Frihed  paa  den  anden  Side  af  Havet;  og,  fraset  Mormonerne, 
var  det  væsentlig  kun  i  den  første  Indvandrings  Tid,  at  man  af  reli- 
giøse Grunde  udvandrede  fra  Norge  til  Amerika.  Næsten  alle  Nord- 
mænd, som  kommer  til  Amerika,  hører  til  dem,  hvis  Arbejdsevne 
er  deres  Kapital,  meget  faa  bringer  med  sig  mere  end  absolut  nød- 
vendigt til  at  klare  sig  den  første  Tid,  indtil  de  kan  finde  Arbejde. 

II.  14 


202 

Undertiden  kommer  der  Bønder,  som  har  solgt  sin  Gaard  hjemme 
og  derfor  kan  medbringe  en  forholdsvis  større  Pengesum,  somme- 
tider endogsaa  flere  tusind  Dollars.  Men  det  er  sjældne  Undtagelses- 
tilfælde. Og  dog  kunde  det  vel  hænde,  at  netop  de  som  kom  der 
med  nogen  Kapital,  naar  de  dermed  forenede  Arbejdsdygtighed  og 
Arbejdslyst,  vilde  være  de,  som  gjorde  det  bedst. 


DEN  FØRSTE  NORSKE  INDVANDRING 


i 


I  vore  Dage  er  det  let  nok  at  komme  til  Amerika.  Indlednings- 
kapitlet i  denne  Bog  skildrer  Overrejsen  paa  første  Plads  paa 
et  af  Nutidens  pragtfuldeste  og  mest  hurtiggaaende  Dampskibe.  An- 
derledes var  det  ved  Immigrationens  Begyndelse,  og  det  kan  derfor 
have  sin  Interesse  som  Modstykke  til  den  ovennævnte  Skildring  af 
en  komfortabel  Nutidsrejse  at  gjenfortælle,  hvad  vi  ved  om  en  af 
de  første  Rejser,  som  foretoges  af  et  større  Selskab  Norske.  Beret- 
ningen er  laant  fra  R.  B.  Andersons  „The  first  Chapter  of  Nor- 
tvegian  Immigration. u 

Det  første  norske  Selskab  af  nogen  Betydning,  som  kom  til  Ame- 
rika, var  en  Skibsladning  paa  42  Mennesker,  som  kom  med  Slup- 
pen „Restaurationen"  fra  Stavanger  i  Aaret  1825.  Lederen  for  denne 
Ekspedition  var  Lars  Larsen,  en  Stavangermand,  som  i  sin  Tid  havde 
været  i  engelsk  Krigsfangenskab  og  paa  den  Maade  var  bleven  hjemme 
i  engelsk  Sprog  og  engelske  Forhold.  Foranledningen  til  Ekspedi- 
tionen var,  at  en  Stavangermand  ved  Navn  Kleng  Pedersen,  som 
sammen  med  en  Kammerat  havde  været  i  Amerika  i  et  Par  Aar, 
kom  hjem  og  gav  en  meget  rosende  Skildring  af  Landet.  Sammen 
med  en  Del  Andre  kjobte  Lars  Larsen  det  lille  Fartøj,  som  de  kom 
over  med,  lastede  det  med  Jern  og  sejlede  fra  Stavanger  den  4. 
Juli  1825.  Neppe  var  de  komne  ud  af  Kanalen,  før  Vanskelighe- 
derne begyndte  for  dem.  De  kom  ind  til  en  liden  Havn  i  England 


14« 


204 

ved  Navn  Lisett,  hvor  de  blev  liggende  en  Dag.  Her  tog  de  sig  for 
at  sælge  Brændevin  til  Stedets  Indbyggere,  men  da  de  mærkede, 
at  det  var  .en  ulovlig  Handling,  som  kunde  skaffe  dem  Justitsen 
paa  Halsen,  satte  de  skyndsomst  Sejl  for  sit  fjerne  Maal.  De  maa 
dog  være  bleven  forslaaede  fra  sin  Kurs,  for  næste  Gang  vi  hører 
fra  dem,  er  de  ved  Funchal  paa  Madeira.  Kort  før  de  kom  did, 
havde  de  fundet  et  Oksehoved  fuldt  af  Vin  drivende  paa  Søen. 
Dette  havde  de  faaet  halet  ombord,  og  sandsynligvis  maa  de  have 
„smagt"  lidt  for  meget  paa  Indholdet,  for  da  Sluppen  kom  ind  til 
Funchal,  havde  den  intet  Flag  oppe  og  var  tilsyneladende  uden 
Kommando.  Tilslut  fandt  de  dog  frem  et  norsk  Flag,  som  de  hejste 
op  for  at  undgaa  at  blive  skudt  i  Sænk  af  Fæstningens  Kanoner, 
der  allerede  var  rettede  mod  denne  tilsyneladende  Sjørøverskude. 

Til  Trods  for  denne  truende  Modtagelse  blev  dog  Udvandrerne 
venligt  behandlede  i  Funchal.  Den  amerikanske  Konsul  forøgede 
deres  Beholdning  af  Proviant  og  gav  endogsaa  hele  Selskabet  en 
større  Middag,  før  de  drog  afsted.  De  ankom  til  Funchal  den  28. 
Juli  og  forlod  Byen  igen  den  31. 

Efter  14  Ugers  Sejlads  kom  de  endelig  frem  til  New  York,  men 
nu,  da  de  var  ved  Rejsens  Maal  og  troede  alle  Vanskeligheder 
overstaaede,  blev  Sluppen  beslaglagt  og  Kaptejnen,  Lars  Olsen  fra 
Stavanger,  arresteret,  fordi  Skibet  havde  flere  Passagerer  og  var 
tungere  lastet,  end  det  efter  amerikansk  Lovgivning  havde  Ret  til. 

Tilslut  slap  dog  baade  Kaptejnen  og  Skibet  fri  igjen,  og  Lars 
Larsen  solgte  Sluppen  og  Ladningen  for  400  Dollars  og  gav  sig 
paa  Rejsen  indover.  De  fleste  af  Indvandrerne  var  Kvækere,  og 
af  Kvækerne  i  Amerika  blev  de  vel  modtagne,  og  et  Par  af  deres 
Trosfæller  hjalp  dem  til  at  faa  Land  i  Kendall,  Orleans  Gounty, 
New  York,  hvor  det  første  norske  Settlement  i  Amerika  blev  grund- 
lagt. Da  det  kan  have  sin  Interesse  at  se,  hvad  Indtryk  disse  første 
norske  Indvandrere  gjorde  paa  de  „Indfødte",  anføres  her  følgende 
Artikel  fra  New  York  Daily  Advertiser  for  12.  Oktober  1825: 

„Et  ejendommeligt  Syn.  Et  Fartøj  er  kommet  ind  paa  Havnen  med 
Emigranter  fra  Norge.   Skibet  er  meget  lidet,  idet  det  kun  maaler 


205 

360  norske  Læster,  d.  v.  s.  45  amerikanske  Tons.  Det  medbragte 
45  Passagerer  af  begge  Kjøn,  alle  bestemte  til  Ontario  County,  hvor 
en  Agent,  som  kom  over  for  en  kort  Tid  siden,  har  kjøbt  en  Stræk- 
ning Land  til  dem.  Ankomsten  af  et  saadant  Selskab  Fremmede, 
fra  et  saa  fjernt  Land  og  i  et  Fartøj  tilsyneladende  saa  lidet  be- 
regnet paa  at  foretage  en  Rejse  over  Atlanterhavet,  kunde  ikke  und- 
lade at  vække  en  hel  Del  Interesse.  De  har  haft  en  Rejse  paa 
fjorten  Uger  og  er  alle  ved  god  Helbred  og  ved  godt  Mod.  Et 
Foretagende  som  dette  vidner  om  Kjækhed  hos  Føreren  og  Eventyr- 
aand  hos  Passagererne,  som  for  det  meste  hører  til  Familier  fra 
Omegnen  af  en  liden  By  ved  Sydvestpynten  af  Norge,  nær  Kap 
Stavanger  (!).  De,  som  kommer  fra  Bondegaardene,  er  klædt  i  grove, 
hjemmelavede  Klæder  af  et  Snit,  der  er  forskjelligt  fra  det  ameri- 
kanske, men  de  som  boede  i  Byer,  har  Klæder  af  Sirts  og  Kaliko 
og  gaar  med  Sjaler,  som  vi  antager  er  indførte  fra  England.  Far- 
tøjet er  bygget  i  Lighed  med  Fiskerbaadene  der  paa  Kysten  med 
én  Mast  og  Topsejl,  sluprigget.  Det  gik  gennem  den  engelske  Ka- 
nal og  saa  langt  syd  som  til  Madeira,  hvor  det  stoppede  3 — 4 
Dage  og  derfra  direkte  til  New  York,  hvor  det  ankom  med  en  Pas- 
sager mere  end  det  havde  fra  Begyndelsen,  da  en  var  bleven  født 
undervejs." 

Indvandrerne  fik,  som  sagt,  Anledning  til  at  skaffe  sig  Land  paa 
rimelige  Vilkaar,  og  saaledes  blev  det  første  norske  Settlement  i 
Amerika  grundlagt.  Da  dette  Settlement  paa  en  Maade  er  typisk 
for  alle  de  følgende,  kan  det  være  af  Interesse  at  følge  disse  Ind- 
vandreres Skjæbne  noget  videre  i  Detalj.  Kendall,  eller  som  det  den 
Gang  hed,  Miirray,  ligger  i  den  nordligste  Del  af  Staten  New  York 
ved  Bredderne  af  Ontariosjøen.  Kolonisterne  kjøbte  sig  her  Land 
til  en  Pris  af  5  Dollars  per  Acre  (en  Acre  svarer  omtrent  til  40 
Are).  Hver  voksen  Mand  kjøbte  sig  40  Acres,  omtrent  200  Maal 
Jord.  Landet  var  tæt  bevokset  med  Skov,  som  maatte  ryddes,  og 
der  var  kun  liden  Anledning  til  at  finde  Husly.  Derfor  sluttede  24 
af  dem  sig  sammen  og  byggede  et  Tømmerhus,  12  Fod  hver  Vej 
og   med   en   Kvistetage.    Her  tilbragte   de   saa   Vinteren.    Man   kan 


206 

tænke  sig,  hvad  de  har  maattet  udstaa.  De  skaffede  sig  en  Del 
Fortjeneste  ved  at  tærske  for  sine  Naboer,  og  næste  Aar  begyndte 
de  at  rydde  sit  Land,  og  efterhaanden  arbejdede  de  sig  op  til 
en  forholdsvis  Velstand. 

En  af  Kolonisterne,  H.  Hervig,  skriver  i  1871  i  et  Brev  til  „Fæ- 
drelandet og  Emigranten"  bl.  a.:  „Efter  at  vi  havde  faaet  ryddet 
Landet,  fandt  vi,  at  det  var  meget  god  Jord  og  Avlingen  her  er 
saa  god  som  meget  faa  Steder  i  Omegnen.  Der  kommer  ingen  flere 
Folk  fra  Norge  hid  nu,  og  Land  kan  ikke  faaes  for  en  lav  Pris; 
det  koster  50  til  100  Dollars  for  en  Acre." 

Han  tilføjer  et  Par  Bemærkninger,  som  er  af  Interesse,  fordi  de 
viser  en  Tilstand  der  er  forskjellig  fra  den,  der  raader  og  har 
raadet  i  andre  norske  Settlementer. 

„Hvad  Religionen  angaar,  saa  har  vi  mange  Kirker  og  mange 
Præster  og  forskjellige  Bekjendelser;  og  nogle  gaar  til  Kirke,  me- 
dens andre  holder  sig  hjemme.  Vi  har  ingen  Stridigheder  med  Hen- 
syn til  Religionen,  men  enhver  faar  Lov  til  at  tro  og  tænke,  hvad 
han  finder  bedst.  Det  ser  ikke  ud  til  at  være  saa  blandt  Nord- 
mændene ude  i  Vesten,  hvis  man  kan  domme  fra  eders  Aviser, 
hvor  der  stadig  er  Strid  om  religiøse  Ting,  medens  der  burde  være 
Venskab  og  Kjærlighed  o.  s.  v." 

Vi  faar  saaledes  et  meget  tiltalende  Billede  af  denne  Koloni,  som 
har  arbejdet  sig  op  til  Velvære  og  Tilfredshed  med  Forholdene,  og 
hvor  gjensidig  Tolerance  raader.  Miss  Anna  Danielson,  hvis  Moder 
var  en  af  de  oprindelige  Settlere  i  Kendall,  har  i  et  Brev  til  Pro- 
fessor Anderson  skildret  Koloniens  og  Kolonisternes  Skjæbne.  Vi 
skal  her  anføre  et  Par  Steder  af  Brevet,  fordi  det  er  et  typisk  Ud- 
tryk for,  hvorledes  det  i  det  hele  taget  gaar  i  den  Slags  Kolonier: 

„Mr.  Claus  Shulstead  var  ogsaa  en  af  de  gamle  Settlere  i  Ken- 
dall; ....  Mr.  Shulstead  tjente  i  Borgerkrigen  og  døde  ifjor  Høst 
(1894);  hans  Enke  Caroline  lever  fremdeles  paa  Farmen.  Mr.  og 
Mrs.  Shulstead  var  ægte  norske  og  talte  altid  til  hverandre  i  sit 
eget  Sprog." 

....  „Der  er  nogle  faa  unge  Mænd,  som  er  komne  i  de  senere 


207 

Aar,  de  arbejder  for  forskjellige  Farmere  men  faa  af  dem  bliver 
her  længe.  De  gaar  Vest.  De  faa  Familier,  som  er  igjen  her,  har 
bestemt  sig  til  at  blive  Amerikanere.  De  ønsker  ikke  at  glemme 
sine  gamle  Hjem  paa  den  anden  Side  af  Havet,  men  de  forsøger  at 
bære  sig  ad  som  Amerikanerne  gjør,  og  de  fleste  af  dem  søger  nu  til 
Methodist-Kirken  i  Kendall.  For  Øjeblikket  lever  der  i  Kendall  bare 
to  Ætlinger  af  dem,  som  kom  med  „Sluppen".  De  er  Andrew  J. 
Stangeland  og  min  Moder,  og  saa  naturligvis  deres  Børn." 


NORSK-AMERIKANSKE  LIVSVILKAAR 


Forholdene  i  den  ovenfra-  omtalte  første  Dorske  Koloni  er  ty- 
piske for  hvorledes  det  gaar  i  omtrent  alle  norske  Settlements. 
En  Tid  lang  holder  de  sig  som  norske:  Forældrene  er  „ægte  nor- 
ske", taler  norsk  til  hverandre,  og  i  Regelen  ogsaa  til  Bornene: 
disse  sidste  kan  nok  i  Regelen  ogsaa  snakke  en  Slags  aorsk,  hvori 
de  undertiden  meddeler  sig  til  Forældrene,  men  ellers  „bestemmer 
de  sig  til  at  blive  Amerikanere",  de  benytter  sig  imellem  af  det 
engelske  Sprog,  og  i  mange  Tilfælde,  fordi  de  repræsenterer  det 
stærkeste  og  mest  levedygtige  Princip  i  Samfundet,  tvinger  de  og- 
saa Forældrene  til  at  blive  amerikaniserede  og  ligeoverfor  dem  at 
benvtte  et  Slags  engelsk.  Saa  tilslut  forsvinder  de  norske  Elemen- 
ter som  en  Draabe  i  Havet:  muligens  ikke  før  de  har  til  en  vis 
Grad  paatrvkt  det  dem  omgivende  amerikanske  Samfund  en  liden, 
forsvindende  ringe  Del  af  sine  Ejendommeligheder:  noget  bliver  der 
dog  igjen  fra  Nordmændene,  ligesom  fra  de  andre  Nationer,  som 
hver  for  sig  forsvinder,  dog  ikke  uden  at  efterlade  sig  Spor  i  Sam- 
fundet. Denne  Folke-  og  Raceblanding,  dette  Folk  i  sin  Vorden  er 
en  af  de  interessanteste  Foreteelser  i  Nutiden,  og  medens  endel  bi- 
gotte Amerikanere  ser  med  Mistillid  og  Uvilje  derpaa.  og  beklager 
at  Racen  saaledes  skal  skjæmmes  ved  at  opblandes  med  „Evropas 
Bærme",  er  der  andre  som.  mere  fordomsfrie,  vistnok  kommer 
Sandheden  nærmere,  naar  de  glæder  sig  ved  Tanken  paa  den  rige 


209 

og  alsidige  Folkekarakter,  som  maa  komme  ud  af  denne  Race- 
blanding. 

Denne  Opgaaen  i  det  amerikanske  Samfund  og  tilsvarende  Ud- 
visken af  de  hjemlige  nationale  Træk  gaar  naturligvis  hurtigere  for 
sig,  naar  det  norske  Element,  saaledes  som  i  dette  Tilfælde,  ikke 
i  nogen  synderlig  Grad  forynges  ved  fornyet  Indvandring;  den  kan 
paa  den  anden  Side  forhales,  naar  der  vedblivende  bliver  bragt 
nyt  norsk  Blod  ind  i  Kolonien,  naar  Ætlinger  af  de  første  Koloni- 
ster indgaar  Ægteskab  med  Nykommere,  og  saaledes  andet  og  for- 
ste  Led  forenes;  men  den  er  i  ethvert  Fald  uundgaaelig. 

Det  er  derfor  et  temmelig  orkeslost  Sporgsmaal,  om  den  er  af 
det  Gode  eller  af  det  Onde;  Sporgsmaalet  er  alene,  bor  denne 
Proces  paaskyndes  eller  ikke?  Der  er  ikke  Tvivl  om.  at  for  den, 
der  vil  komme  frem  og  gjore  Karriere  i  det  amerikanske  Samfund 
er  det  bedste  han  kan  gjore,  at  blive  amerikaniseret  saa  hurtig  som 
mulig.  Paa  den  anden  Side  er  det  et  Sporgsmaal,  om  ikke  de  na- 
tionale Ejendommeligheder,  den  nationale  Side  ved  ens  Karakter 
er  en  saa  nødvendig  og  betydningsfuld  Del  af  Personligheden,  at 
den  ikke  kan  erstattes  ved  en  i  en  ældre  Alder  tilegnet  fremmed 
Nationalitetsejendommelighed.  Hvad  man  vinder  paa  den  ene  Side, 
taber  man  paa  den  anden,  og  om  man  skal  sætte  Tabet  eller  Vin- 
dingen hojst  beror  paa  Livsopfatningen  i  det  hele. 

Sit  ydre  Udtryk  faar  Amerikaniseringen  i  Optræden,  Sprog  og 
ofte  i  Forandring  af  Navn.  —  Man  glemmer  tilsyneladende  at  tale 
og  skrive  Norsk;  selv  om  man  skriver  til  en  Mand,  som  man  ved 
er  Nordmand,  skriver  man  dog  paa  engelsk,  og  skal  man  tale 
norsk,  saa  gjor  man  allehaande  frivillige  eller  uvilkaarlige  Foran- 
dringer i  sin  Udtale  af  Norsken,  saa  at  det  bliver  klart  for  enhver, 
at  man  ikke  længer  kan  tale  sit  Modersmaal  rent.  At  mange  imid- 
lertid ikke  har  lært  sig  til  at  tale  det  engelske  Sprog  ordentlig,  kan 
kaste  over  Vedkommende  et  vist  Latterlighedens  Skjær,  som  de 
imidlertid  selv  øjensynlig  ikke  har  den  fjerneste  Forestilling  om. 

Alle  som  har  set  den  hjemvendende  Amerikaner,  ved  at  den 
„independence"  i  Optræden,  som  karakteriserer  den  indfodte  Arne- 


210 

rikaner,  lettelig  udarter  til  Uforskammethed  og  Ubehøvlethed  hos 
den,  som,  uden  at  besidde  Amerikanerens  Selvbeherskelse  og  aande- 
lige  Overlegenhed,  søger  at  efterligne  ham  i  det  Ydre. 

Mange  Indvandrere,  som  har  været  i  Amerika  i  en  længere  Aar- 
række,  søger  at  amerikanisere  sit  Navn. 


Omkring  1836   begynder,  som   ovenfor  bemærket,  Indvandringen 
at  tage  Opsving.  De  Indvandrere,  som  da  kom,  drog  længere  vest, 


Blokhus  bygget  i  1S59  af  Sjur  Halvorson  Myren. 

først  til  Wisconsin  og  Illinois  og  Iowa,  senere  endnu  længere  vest 
til  Minnesota  og  Dakota  o.  s.  v.,  efterhaanden  som  Landet  blev 
aabnet  for  Bebyggelse.  Altid  har  de  norske  Indvandrere  været  blandt 
Pionererne,  de  har  ryddet  Landet,  lagt  Veje,  gravet  Grøfter  og  byg' 
get  Jernbaner,  og  den  Taknemlighedsgjæld,  som  det  amerikanske 
Samfund  staar  i  til  Norge  for  de  Rydningsmænd,  som  det  har 
skaffet  dette  Samfund,  lader  sig  lettere  tænke  end  beregne. 

Saaledes  var  Nordmændene  de  første  hvide  Folk,  som  nedsatte 
sig  fast  i  Dakota  som  Farmere;  de  flyttede  Høsten  1859  over  Mis- 
sourifloden ved  Vermillion,  saa  snart  Traktaten  med  Indianerne  var 
afsluttet.  Før  den  Tid  havde  ingen  Hvide  holdt  til  i  Dakota  undtagen 
Indianeragenter,   garnisonerende  Soldater  og  Pelsværkshandlere  fra 


211 

St.  Paul  og  St.  Louis.  De  første  Nybyggere  indvandrede  fra  Kosh- 
konong  i  Wisconsin,  Winnesheik  i  Missouri.  De  to  hosstaaende 
Billeder  fra  den  samme  Farm,  det  ene  af  en  log-cabin,  bygget  i 
1859—60  af  Sjur  Myren,  det  ældste  Blokhus,  der  nu  staar  igen,  det 
andet  af  den  samme  Families  nuværende  Vaaningshus  i  Nærheden 
af  det  gamle  Blokhus  lige  ved  Vermillion,  S.  D.,  viser  tydeligere  end 
Ord  Forskjellen  mellem  Livsvilkaarene  for  de  første  Pionerer  og  ior 
dem,  som  er  vokset  op  i  Ly  af  hines  Arbejde.  Hans  Myron,  Sønnen, 


Familien  Myrons  nuværende  Bolig. 


som  nu  driver  Farmen  og  som  er  en  oplyst  og  dygtig  Mand,  der 
fire  Gange  har  været  Medlem  af  Syd  Dakotas  lovgivende  Forsam- 
ling, begyndte  med  i  10-Aars  Alderen  at  drive  Kreaturerne  for 
norske  Farmere,  som  fra  Nebraska  vovede  sig  over  Missourifloden 


for  at  slaa  sig  ned  i  Dakota. 


Saaledes  ser  vi  hos  de  Nordmænd,  der  er  komne  til  Amerika 
og  har  slaaet  sig  ned  som  Farmere  —  og  det  er  de  fleste  af 
dem  —  en  jevn  Fremgang  i  Velstand  og  en  Forbedring  af  ydre 
Livsvilkaar  og  samtidig  en  stigende  Tilfredshed  med  det  Land, 
som   de  har  valgt  til   sit  andet  Hjem.   I  Begyndelsen  er  der  mest 


212 

Knurren  over  de  nye  og  uvante  Forhold,  efterhaanden  bliver  disse 
tilvante,  og  man  føler  sig  tilfreds  i  dem. 

For  Arbejderbefolkningen  i  Byerne  er  der  ikke  den  samme  jevne 
Fremgang.  Dog  har  de  meget  bedre  Løn  (omend  samtidig  ogsaa 
usikrere  Arbejde)  og  lever  bedre  og  under  gunstigere  Vilkaar  end 
Arbejderne  hjemme,  og  mange  lægger  heller  ikke  saa  lidt  op. 


En  ejendommelig  Side  ved  Livet  i  Amerika  er  Klubvæsenet.  Den 
rige  har  sin  Club  eller  sine  Klubber  med  pragtfulde  Huse  og  al  mu- 
lig Komfort,  et  andet  Hjem,  beregnet  paa  at  skaffe  alt  det  Velvære, 
som  den  rent  ydre  Tilfredsstillelse  af  alle  mulige  Krav  eller  Ønsker, 
sammen  med  et  aandsbeslægtet  Selskab,  kan  skaffe;  den  fattige  har 
sin  lodge,  hvor  han  møder  op  en  Gang  om  Ugen  eller  hver  fjortende 
Dag,  hvor  han  samtidig  med  at  finde  den  sociale  Adspredelse  blandt 
Venner,  som  nu  engang  synes  at  være  en  nødvendig  Livsbetingelse 
for  Folk  af  den  saakaldte  angelsaksiske  Race,  ogsaa  har  Livsfor- 
sikring, Begravelses-  og  Sygekasse.  Af  disse  Foreninger  findes  der 
en  hel  Del  rundt  i  de  forskellige  norsk-amerikanske  Samfund.  Der- 
imod findes  der  neppe  i  hele  Amerika  en  eneste  norsk  Klub  med 
udelukkende  sociale  Formaal,  indrettet  efter  Mønster  af  de  ameri- 
kanske Klubber.  Der  var  i  sin  Tid  i  Chicago  en,  væsentlig  af  norske 
bestaaende,  Klub  af  den  Slags,  the  Scandinavian  literary  society, 
men  den  er  nu  gaaet  ind. 

En  betydelig  Rolle  i  Livet  inden  de  norske  „Kolonier"  i  Amerika 
har  efterhaanden  Sangforeningerne  kommet  til  at  spille.  Saa  godf 
som  i  hver  eneste  By,  hvor  Nordmændene  kun  er  nogenlunde  tal- 
rig repræsenterede,  findes  der  en  eller  flere  norske  Sangforeninger, 
og  da  de  temmelig  ofte  lader  sig  høre,  og  ogsaa  som  en  Regel 
synger  meget  upaaklageligt,  er  der  ingen  Tvivl  om,  at  de  ikke  alene 
vækker  og  vedligeholder  en  poetisk  og  kunstnerisk  Sans  hos  Med- 
lemmerne, men  ogsaa  i  videre  Kredse  saar  mangt  et  Poesiens  Frø- 
korn, som  kan  bære  uberegnelige  Frugter  og  være  til  megen  Vel- 
signelse i  det  haarde  Arbejdsliv  i  Amerika. 


213 

For  adskillige  Aar  siden  blev  der  stiftet  en  skandinavisk  Sanger- 
union  —  „United  Scandinavian  Singers  of  America".  Den  blev 
imidlertid  opløst  i  1893,  idet  Svenskerne  traadte  ud  og  dannede 
en  egen  Union,  saa  at  United  Scandinavian  Singers  nu  kun  indbe- 
fatter Nordmænd  og  Danske,  med  en  enkelt  svensk  Forening  ind 
iblandt.  For  et  Par  Aar  siden  blev  der  stiftet  en  Northwestern 
Scandinavian  Singers'  Association,  indbefattende  alle  norske  Sang- 
foreninger vestenfor  Chicago.  Disse  San  gerforbund  holder  Møder 
hvert  andet  eller  hvert  tredie  Aar  og  bidrager  meget  til  Fremme 
af  Venskab  og  god  Forstaaelse  mellem  Medlemmerne  af  de  for- 
skjellige  norske  „Kolonier". 


NORSKE  FORRETNINGSFOLK 


De  fleste  norske  Indvandrere  til  Amerika  har  været  det  legem- 
lige Arbejdes  Mænd.  De  har  været  Jorddyrkere,  Tømmer- 
huggere, Sjøfolk  og  almindelige  Arbejdsfolk  hjemme,  og  de  har  i 
Regelen  fortsat  i  den  samme  Beskjæftigelse  i  Amerika.  Mange  af 
dem,  som  er  komne  over  og  har  faaet  Land  gratis  af  Regjeringen 
eller  kjøbt  det  billigt,  har,  som  vi  har  set,  ved  et  haardt  og  slidsomt 
Arbejdsliv,  og  takket  være  Jordens  Frugtbarhed  og  gode  Aaringer, 
arbejdet  sig  op  til  adskillig  Velstand. 

Efterhaanden  begyndte  dog  ogsaa  Haandværkere  og  Handels- 
mænd at  udvandre  til  Amerika.  De  nedsatte  sig  i  de  store  Byer, 
hvor  der  lidt  efter  lidt,  som  nævnt,  samlede  sig  en  temmelig  talrig 
norsk  Befolkning. 

I  det  egentlige  Forretningsliv  er  Nordmændene  ikke  synderlig 
fremtrædende.  I  det  Hele  taget  kan  man  vel  sige,  at  de  for  en  stdr 
Del  mangler  den  push,  som  det  hedder  paa  amerikansk,  der  maa 
til  for  at  man  kan  blive  en  dygtig  og  heldig  Forretningsmand  i  Ame- 
rika. Sammen  med  de  andre  skandinaviske  Nationer  roses  Nordmæn- 
dene gjerne  af  Amerikanerne  for  at  være  gode  Borgere:  „They  make 
good  Citizens11.  Dette  er  imidlertid  ikke  nogen  ubetinget  Kompli- 
ment. Det  betegner  dem  nærmest  som  dem,  der  er  tilfreds  med  sin 
Lod  i  Livet,  ikke  indlader  sig  paa  nogen  halsbrækkende  Kappestrid 
for  at  arbejde  sig  op  paa  den  sociale  eller  økonomiske  Stige,  men 


215 

med  Dygtighed   og  Samvittighedsfuldhed   udfører  det  Arbejde,    som 
de  er  sat  til. 

Der  er,  som  det  paa  eu  vis  Maade  maa  siges  at  falde  af  sig 
selv,  en  hel  Del  Nordmænd,  som  søger  sit  Levebrod  ved  Smaa- 
handel;  Folk,  som,  etablerede  i  Centrum  for  den  norske  Befolkning 
i  de  store  Byer,  tilfredsstiller  det  lokale  Behov  for  Fedevare-  og 
Kolonialvareforretninger,  Manufakturvarer,  Apotheker,  Papirvarer 
o.  s.  v.  Disse  Forretninger  kan  ofte,  alt  efter  de  norske  Koloniers 
Talrighed  og  Befolkningens  Kjøbeevne,  skaffe  sine  Indehavere  et 
godt  Levebrød  og  adskillig  Velstand,  men  der  er  ellers  ikke  syn- 
derligt at  sige  om  dem.  En  Undtagelse  danner  dog,  f.  Eks.  Kolo- 
nialvare-Firmaet Jevne  &  Go.,  som  er  et  af  de  største  Firmaer  i 
sin  Branche  i  Chicago.  Men  i  Regelen  forudsætter  disse  Forretnin- 
ger intet  videre  Initiativ  eller  fremragende  Dygtighed,  kun  Paapasse- 
lighed  og  en  naturlig  Vækst  i  Samfundet. 

Paa  den  anden  Side  er  der  Forretningsmænd,  som  forstaar  at 
arbejde  sig  op  til,  om  ikke  altid  fremragende,  saa  dog  ialfald  re- 
spektable Stillinger  inden  det  amerikanske  Samfund,  fordi  de,  ved 
sine  specielle  Evner  eller  Kundskaber,  eller  ved  sine  Forbindelser 
er  istand  til  at  udfylde  visse  Huller  eller  tilfredsstille  visse  Savn  i 
Samfundet.  Af  disse  Mænd,  der  gjør  sin  Nation  Ære,  og  bærer 
Vidnesbyrd  om,  at  den  er  noget  mere  end  et  Folk  af  „gode  Bor- 
gere", skal  vi  nævne  en  Del. 

Den  Nordmand,  som  i  New  York  ubetinget  har  bragt  det  længst 
som  Forretningsmand  er  den  forhenværende  Konsul,  Hr.  Chr.  Børs, 
der  nu  lever  som  Privatmand  i  Paris.  Konsul  Børs,  der  er  født  i 
Bergen  i  1823,  kom  til  Amerika  med  to  tomme  Hænder  i  30-Aars- 
alderen  og  havde,  som  de  fleste  andre  Emigranter,  adskillige  Van- 
skeligheder at  kæmpe  med  i  Begyndelsen.  Han  forsøgte  først  sin 
Lykke  i  New  York  og  Chicago,  men  da  det  ikke  gik  der,  slog  han 
sig  efter  et  Aars  Tids  Forlob  ned  i  Boston,  hvor  han  først  kom  ind 
paa  et  Jernkontor.  Han  begyndte  derefter  paa  egen  Haand  med 
Import  af  svensk  Jern,  en  Forretning,  hvis  Hovedsæde  dengang  var 
i  Boston,   men   saa  godt  som  udelukkende  paa  amerikanske  Hæn- 


216 


der.  I  Jernforretningen  lagde  Hr.  Børs  den  første  Grundvold  til  sin 
Formue.  Nogle  Aar  efterat  han  var  kommen  til  Boston,  blev  det 
norske  og  svenske  Vicekonsulat  der  ledigt,  og  Børs  blev  udnævnt 
til  Konsul.  I  Boston  indgik  Hr.  Børs  Ægteskab  med  en  amerikansk 
Dame,  Miss  Bayard,  tilhørende  en  af  Amerikas  mest  bekjendte  Fa- 
milier, en  Kusine  af  den  nuværende  amerikanske  Gesandt  i  Lon- 
don, den  tidligere  Statsminister  Thomas  F.  Bayard.  Hun  døde  imid- 
lertid efter  et  kort  Ægteskab, 
efterladende  ham  en  Søn,  som 
nu  er  i  Jernbaneforretningen 
i  Amerika. 

I  Slutningen  af  Seksti- 
Aarene  flyttede  Børs  til  New 
York  som  Repræsentant  i 
Amerika  for  det  store  Ant- 
werpener-Kornfirma  Notte- 
bohm  &  Co.,  og  han  kom 
derved  straks  fra  Begyndel- 
sen af  til  at  indtage  en  frem- 
skudt Stilling  blandt  New 
Yorks  Forretningsmænd.  I 
1871  blev  han  norsk  og 
svensk  Konsul  i  New  York 
og  indehavde  den  Stilling, 
indtil  han  i  1889  fratraadte 
for  at  bosætte  sig  i  Paris.  Det  vilde  blive  en  lang  Historie,  hvis  man 
skulde  regne  op  alle  de  Nordmænd  og  Svensker,  som  Børs  i  sin 
Stilling  som  Konsul  har  taget  sig  af  og  hjulpet  med  Raad  og  Daad, 
med  Pengehjælp,  naar  det  var  nødvendigt,  og  først  og  fremmest 
ved  sin  formaaende  Indflydelse.  Mange  er  ogsaa  de,  som  har  nydt 
Glæden  af  at  blive  modtagne  i  Børs  og  Frues  gjæstfrie  Hjem  (hans 
anden  Hustru  er  en  norsk  Dame,  født  Collett),  og  der  er  neppe  nogen 
af  dem,  som  ikke  vil  bevare  rige  og  kjære  Minder  derfra. 

Hr.  Børs  ikke   alene  arbejdede   sig  op  til  en  betydelig  Velstand, 


Konsul  Chr.  Bors. 


217 


men  han  og  hans  Frue  opnaaede  ogsaa  en  social  Anerkjendelse, 
som  ingen  anden  Nordmand  og  i  det  Hele  taget  kun  faa  Udlæn- 
dinge —  naar  de  ikke  netop  er  ægte  Hertuger,  Lorder  eller  Gre- 
ver —  har  faaet  af  den  temmelig  exclnsive  New  York  Societet. 
Samtidig  var  de  begge  i  høj  Grad  almeninteresserede,  og  vi  vil 
senere  komme  tilbage  til  navnlig  Fru  Børs'  betydningsfulde  Virk- 
somhed for  Diakonissegjerningen ,  ligesom  Hr.  Børs'  Interesse  for 
hjemlige  filanthropiske,  videnska- 
belige eller  kunstneriske  Formaal 
er  bekjendt  nok. 

En  Brooklyn -Nordmand,  som 
ved  Energi  og  Dygtighed  har  ar- 
bejdet sig  op  til  en  fremragende 
Stilling  paa  sit  Omraade  er  Hr. 
Michael  Eger,  som  sammen  med 
Danskeren  Niels  Poulsen  er  Inde- 
haver af  Poulsen  &  Egers  Archi- 
tedural  Iron  Works,  ogsaa  kal- 
det Hecla  Iron  Works.  Eger  ud- 
dannede sig  hjemme  som  Murer 
og  Tegner;  han  kom  til  Amerika 
i  1869  med  Statens  Haandværker- 
stipendium  for  at  uddanne  sig 
videre  i  Murmesterfaget.  Som  Stipendiat  paalaa  det  ham  at  ind- 
levere en  Indberetning  til  Indredepartementet  om  hvad  Bemærkel- 
sesværdigt han  saa  paa  Murerfagets  Omraade  derover;  denne  Ind- 
beretning kom  Hr.  Eger  imidlertid  aldrig  til  at  skrive,  for  det 
eneste  Arbejde  han  kunde  faa,  da  han  kom  over,  var  at  grave 
og  trille  Jord  ved  Anlægget  af  Brooklyns  store  Prosped  Park, 
som  man  da  netop  holdt  paa  med.  Siden  kom  han  ind  paa  et 
Tegnekontor,  hvor  hans  nuværende  Kompagnon,  Hr.  Poulsen,  var 
Formand;  medens  Hr.  Eger  var  paa  dette  Kontor  udførte  han 
bl.  a.  Detaljtegningerne  til  det  store  Grand  Central  Depot  i 
New  York,  en  af  Amerikas  største  Jernbanestationer.  Da  Poulsen 
il  15 


&%• 

Wr 

^_\ 

\   fL 

_*6k 

Michael  Eger. 


218 

i  1876  oprettede  egen  Forretning  fulgte  Hr.  Eger  med.  Det 
følgende  Aar  blev  han  optaget  som  Kompagnon,  og  siden  har 
disse  to  Herrer  arbejdet  Forretningen  op  til  en  af  de  største  og 
mest  ansete  i  sit  Slags  i  De  Forenede  Stater.  Forretningen  er  be- 
liggende i  den  Del  af  Brooklyn,  som  kaldes  William sburg,  den  om- 
fatter 37  almindelige  Byggetomter  (en  Byggetomt  er  25  X  100 
Fod).  Den  udfører  kun  ornamentalt  Jern-  og  Metalarbejde,  beskjæf- 
tiger  omkring  500  Mand,  flere  eller  færre  eftersom  Tiderne  er  til, 
og  har  bl.  a.  det  største  Etablissement  i  Amerika  for  Elektroplet- 
tering og  Fælding  (galvanoplastiske  Arbejder).  Der  kan  saaledes  paa 
d'Herr.  Poulsen  og  Egers  Værksted  galvanoplastisk  fremstilles  Sta- 
tuer og  andre  Figurer  paa  op  til  16  Fods  Højde.  Den  danske  Kom- 
pagnon, Hr.  Poulsens,  Kobberslot,  der  er  bygget  aldeles  ildfast,  og 
som  udenpaa  er  helt  dækket  af  Kobberplader  fremstillede  ved  Fæl- 
ding, ligger  i  Nærheden  af  Fort  Hamilton,  Brooklyn  og  er  et  af  de 
mest  iøjnefaldende  Punkter  ved  Indsejlingen  til  New  York.  Hr. 
Eger  har  flere  Gange  vist  sin  Interesse  for  sin  Fødeby  Kristi ania, 
bl.  a.  ved  at  skjænke  til  Anlægget  paa  St.  Hanshaugen  den  Bronce- 
løvinde,  som  er  anbragt  der,  og  nylig  gav  han  til  Industrimusæet 
et  stort  og  særdeles  værdifuldt  Plancheværk  over  Chicagoudstillingen. 

Det  falder  saa  at  sige  af  sig  selv,  at  i  en  Sjøby  som  New  York 
er  der  en  hel  Del  Nordmænd  beskjæftigede  ved  Mæglerforretninger, 
Skibshandlerforretninger  o.  1.  Der  er  imidlertid  ikke  mange  af  dem, 
som  har  egen  Forretning;  der  er  vistnok  et  Par  Skibshandlere,  men 
de  har  ikke  drevet  det  synderlig  videre  end  til  netop  at  holde  det 
gaaende.  I  Mæglerfirmaet  Benham  &  Boyesen  var  den  ene  af  de 
oprindelige  Medlemmer  af  Firmaet,  Hr.  Boyesen,  norsk;  han  har 
nu  trukket  sig  tilbage  fra  Forretningerne  og  lever  i  London,  men 
Forretningen  er  dog  fremdeles  paa  norske  Hænder,  idet  den  nu- 
værende Eneindehaver  af  Firmaet,  Hr.  Max  Normann,  er  fra  Lille- 
sand. Forretningen  hører  ikke  til  New  Yorks  største  Mæglerfirmaer, 
men  er  dog  ganske  betydelig. 

En  af  Grundene  til,  at  der  i  New  York  og  Brooklyn  er  forholds- 
vis faa  Nordmænd,   som   har  slaaet  sig  op  til  nogen  Velstand,  er 


219 


vistnok  den,  at  der  ikke  i  nogen  af  disse  Byer  er  nogen  norsk 
Bank,  saa  at  begyndende  norske  Forretningsmænd,  der  ikke  har 
gode  Forbindelser  inden  amerikanske  Kredse,  har  meget  vanskeligt 
for  at  faa  Kredit  og  saaledes  komme  over  de  første  vanskelige  Aar. 

I  Boston  har  den  norske  og  svenske  Vicekonsul  der,  Hr.  Gjert 
Lootz,  oparbejdet  sig  en  temmelig  stor  Forretning,  som  han  sam- 
men med  en  Kompagnon,  Mr. 
Gill,  driver  under  P'irma  Gill  & 
Lootz:  Forretningen  omfatter 
Skibsmægler,  Kommissions-  og 
Bankierforretning. 

Hr.  Lootz  er  født  i  Bergen  i 
1837  og  gik  i  15-Aars-Alderen 
til  Sjøs.  Han  sejlede  med  et 
norsk  Skib  paa  Kina  og  andre 
fjerne  Steder,  tog  Styrmands- 
eksamen i  1856  og  drog  i  1859 
til  Amerika,  hvor  han  for  til- 
sjøs  til  1866.  I  1867  aabnede 
han  sin  nuværende  Forretning 
i  Boston.  Hr.  Lootz  har  ogsaa 
været  Konsul  for  Holland  og 
for  Østerrig-Ungarn  samt  dansk 

-ir-       i  i  KodsuI  Gjert  Lootz. 

Vicekonsul.  J 

Disse  Stillinger  har  imidlertid  Hr.  Lootz  maattet  nedlægge,  da 
hans  norske  og  svenske  Konsulatbefatning  optager  al  den  Tid  han 
kan  afse  fra  sin  private  Forretning.  Konsul  Lootz  er  baade  i  sin 
officielle  Stilling  som  Konsul,  og  som  Privatmand  en  ualmindelig 
grei  og  forekommende  Mand  at  have  med  at  gjore,  og  han  og 
hans  Hustru,  f.  Wesenberg,  ogsaa  fra  Bergen,  har  et  særdeles 
smukt  og  gjæstfrit  Hjem.  I  Philadelphia  har  d'Herr.  F.  Wesenberg 
og  J.  N.  Wallem  under  Firma  Wesenberg  &  Co.  en  større  Skibs- 
mægler- og  Importforretning.  Hovedindehaveren  af  dette  Firma,  Hr. 
F.  Wesenberg,    er  født  i  Bergen  i  1835,    gik  paa  Byens  Realskole 

15* 


220 


F.  Wesenberg. 

En  norsk-amerikansk  Forretnin 
kjendt  ogsaa  i  Norge,  særlig  nu  i 
Johnson. 

Iver  Johnson  er  født  i  Nord- 
fjord den  14.  Februar  1841, 
gik  i  Lære  hos  en  Bøssemager 
i  Bergen,  og  kom,  efterat  han 
var  udlært,  til  Amerika  i  1863. 
Her  nedsatte  han  sig  med  en- 
gang i  Worcester,  Massachu- 
setts og  blev  snart  bekjendt  som 
en  Mester  i  sit  Fag.  I  1871 
indgik  han  Kompagniskab  med 
Martin  Bye  og  anlagde  en 
Pistolfabrik;  Forretningen  voks- 
ede hurtig,  for  disse  to  norske 
Bøssemagere  leverede  udmær- 
ket Arbejde;  og  den  voksede 
endnu  hurtigere,  efterat  Firmaet 
i  1885  havde  begyndt  at  fabri- 


indtil  1849,  da  han  til  Trods  for 
alle  Overtalelser  fra  Forældrenes 
Side,  gik  tilsjøs;  sejlede  i  mange 
Aar  paa  alle  Verdens  Farvande, 
for  største  Delen  med  eget  Skib, 
og  etablerede  i  1875  sin  nuvæ- 
rende Forretning  i  Philadelphia; 
her  har  han  siden  den  Tid  vir- 
ket og  havt  Anledning  til  paa 
mange  Maader  at  vise,  at  han 
fremdeles  bevarer  sit  Fædreland 
i  taknemlig  Erindring.  Hr.  Wal- 
lem  er  norsk  og  svensk  Vice- 
konsul i  Philadelphia. 
*smand,  hvis  Navn  tør  være  be- 
disse Hjnlsportens  Dage,  er  Iver 


Iver  Johnson. 


221 

kere  Bicycler.  Ogsaa  her  bidrog  udmærket  Arbejde  og  Johnsons  Opfin- 
dertalent til  at  gjore  den  af  Fabriken  leverede  Vare  populær  blandt 
Publikum.  The  Iver  Johnson  Bicycle  er  bekjendt  som  et  af  de 
bedste  Mærker  af  amerikanske  Bicycler,  og  det  var  derfor  intet 
Under,  at  Johnson,  der  imidlertid  havde  afkjøbt  sin  Kompagnon 
hans  Part  i  Forretningen,  i  1890  fandt  sit  Etablissement  i  Worce- 
ster  for  lidet  for  den  voksende  Forretning  og  flyttede  hele  Fabri- 
ken til  Byen  Fitchburg  i  Massachusetts,  hvor  han  havde  kjøbt  en 
stor  Strækning  Land  og  opført  fem  store  Fabriksbygninger  udsty- 
ret efter  alle  Nutidens  Fordringer  og  med  et  Gulvareal  af  over 
150,000  Kvadratfod.  En  Mand,  som  kommer  til  en  By  med  et  stort 
Fabriksetablissement  færdigt  og  i  fuld  Gang  kan  være  vis  paa  at 
blive  modtagen  med  aabne  Arme.  Det  var  da  ogsaa  Tilfældet  med 
Iver  Johnson  i  Fitchburg.  Han  blev  valgt  ind  i  Bankbestyrelsen 
og  betroet  andre  Hverv,  som  vidnede  om  medborgerlig  Tillid.  Imid- 
lertid paadrog  han  sig  ved  selv  at  overtage  Tilsynet  med  Flytnin- 
gen fra  Worcester  til  Fitchburg  en  Forkjølelse,  der  lagde  Spiren  til 
den  tærende  Sygdom,  hvoraf  han  fem  Aar  senere,  den  3.  August 
1895,  skulde  dø.  Iver  Johnson,  som  selv  havde  arbejdet  sig  op  fra 
Arbejderkaar,  havde  et  aabent  Øje  for  Arbejdernes  berettigede  For- 
dringer, han  var  en  venlig  og  imødekommende  Arbejdsgiver,  og 
Følgen  var,  at  der  aldrig  ved  hans  Fabriker  har  været  nogen  Strejke, 
og  at  mange  af  hans  Arbejdere  har  været  hos  ham  i  lang  Tid, 
nogle  endog  saa  længe  som  26  Aar.  Han  blev  i  1868  gift  med  en 
amerikansk  Dame,  Miss  Mary  C.  Spiers,  og  efterlod  ved  sin  Død 
foruden  sin  Hustru  3  Sønner  og  1  Datter.  Den  ældste  Søn,  Mr. 
Frederick  Iver  Johnson,  bestyrer  efter  Faderens  Død  Forretningen. 
Det  er  næsten  en  Selvfølge,  at  Chicago  med  sin  talrige  norske 
Befolkning,  som  for  en  stor  Del  bestaar  af  Folk,  der  i  en  lang 
Aan-ække  har  været  boende  i  Byen,  maatte  have  mange,  om  ikke 
rige,  saa  ialfald  velstaaende  Nordmænd  inden  sin  Midte.  De  fleste 
af  dem  lever  imidlertid  mest  for  sin  Forretning  uden  at  tage  syn- 
derlig Del  i  Livet  udenfor.    Der   er   derfor  ikke   meget  at  sige   om 


de  fleste  af  dem.  De  har  slaaet  sig  ned  i  Chicago,  da  Byen  var  liden, 
og  har  siden  vokset  med  Byen. 

Paul  0.  Stensland  er  en  af  de  mest  fremtrædende  norske  Forret- 
ningsmænd i  Chicago.  Hr.  Stensland  kom  til  Chicago  kort  før  den 
store  Brand  i  1871.  Tidligere  havde  han  tilbragt  henimod  fem  Aar 
i    Ostindien,    Persien,    Arabien    og    Abyssinien.    Han    begyndte    en 

Manufakturforretning  kort  ef- 
ter sin  Ankomst  til  Chicago 
og  gik  siden  over  til  at  handle 
med  faste  Ejendomme.  En 
Forfatter  i  det  amerikanske 
Ugeblad  „The  Observer",  siger 
om  Hr.  Stensland:  „Hvis  man 
bad  mig  om  at  forklare  Grun- 
den til  Hr.  Stenslands  velfor- 
tjente Held,  saa  vilde  jeg  gjore 
det  ved  at  sige,  at  hans  høje- 
ste Maal  i  Livet  synes  at  være 
aldrig  at  skuffe  dem,  som  sæt- 
ter sin  Lid  til  ham."  At  han 
i  høj  Grad  har  besiddet  sine 
Medborgeres  Tillid,  har  vist 
sig  deri,  at  han  er  bleven 
udnævnt  til  Medlem  af  Chica- 
gos Skolekommission  (Board  of  Education),  derefter  til  Medlem 
af  en  Kommission,  der  blev  nedsat  for  at  foreslaa  en  ny  Bylov  for 
Chicago,  og  var  Medlem  af  Direktionen  for  den  store  Verdensud- 
stilling i  Chicago.  Hr.  Stensland  kunde  vistnok  have  gjort  en  be- 
tydelig politisk  Karriere,  om  han  havde  villet  befatte  sig  med  Poli- 
tik. Han  har  imidlertid  aldrig  interesseret  sig  for  Politik  anderledes 
og  mere  end  en  hvilkensomhelst  almeninteresseret  Privatmand.  Hr. 
Stensland  var  en  af  Grundlæggerne  og  er  Præsident  for  Milwau- 
kee Avenue  State  Bank,  en  Institution,  der  har  bidraget  meget 
til  at  ophjælpe  det  Distrikt,  hvori  den  er  beliggende,   et  af  de  vig- 


Paul  0.  Stensland. 


223 


tigste  Centra  for  den  norske  Befolkning  i  Chicago.  Hr.  Stensland  er 
desuden  interesseret  i  en  hel  Del  andre  Foretagender,  og  i  de  fleste 
af  dem  har  man  søgt  at  gjøre  sig  hans  Evner  og  Energi  nyttig 
ved  at  vælge  ham  ind  i  Direktionen. 

En  anden  Nordmand,  som  har  spillet  og  fremdeles  spiller  en 
betydelig  Rolle  inden  Chicagos  Forretningsliv,  hvor  han  paa  en  for- 
holdsvis kort  Tid  har  arbejdet 
sig  op  til  en  ledende  Stilling, 
er  Hr.  0.  A.  Thorp.  Hr.  Thorp 
er  født  i  Eidsberg  i  Smaalenene 
i  1856,  og  han  voksede  op  i 
tarvelige  Kaar  og  med  kun 
ringe  Anledning  til  at  uddanne 
sig.  I  17  Aars  Alderen  kom 
han  til  Kristiania,  hvor  han 
fik  Plads  som  Betjent  i  en 
Kjøbmandsforretning;  tre  Aar 
efter  blev  han  Rejsende  for 
en  af  Kristianias  største  en 
gros  Forretninger  i  Fedevare- 
branchen,  og  fire  Aar  derefter 
(i  1880)  kom  han  til  Amerika, 
hvor  han  straks  nedsatte  sig 
i  Chicago.  Det  varede  ikke 
mere  end  tre  Maaneder,  før  han  havde  sin  egen  Forretning,  som 
han  nu  har  havt  i  16  Aar,  og  som  han  har  drevet  op  til  et  stadig 
større  Omfang.  Hans  Forretning  bestaar  væsentlig  i  Import  af  nor- 
ske Varer,  særlig  Fisk  og  Sild,  og  i  Eksport  af  amerikanske  Varer, 
særlig  Fedevarer  og  Korn.  Foruden  Hovedkontoret  i  Chicago  er  der 
ogsaa  et  Filialkontor  i  New  York,  som  bestyres  for  Hr.  Thorp  af 
Hr.  Edv.  Klinkenberg. 

Der  er  mange,  som  kan  føre  videre  frem  med  Held  en  Forret- 
ning, som  de  har  overtaget  allerede  i  god  Gang.  Der  er  heller  ikke 
faa,  som  har  Evnen  til  at  drive  op  til  et  større  Omfang  en  Forret- 


0.  A.  Thorp. 


224 

uing,  som  de  selv  har  begyndt  fra  nyt  at.  Men  baade  at  begynde 
en  Forretning  med  tomme  Hænder,  og  at  lede  den  ad  nye  Veje 
og  mod  nye  Maal,  forudsætter  Evner,  som  kun  faa  er  i  Besiddelse 
af.  Og  det  er  det,  Hr.  Thorp  har  gjort. 

Paa  de  store  amerikanske  Indsjøer  foregaar  der  en  Trafik,  som 
man  kun  vanskelig  kan  gjøre  sig  en  Forestilling  om,  naar  man  ikke 
har  set  den.  Der  gaar  et  Antal  af  Skibe,  som  kun  staar  lidet  til- 
bage for  det,  som  sejler  i  den  amerikanske  Kystfart;  og  mange 
Dampskibe,  baade  Passager-  og  Lastskibe,  er  næsten  lige  saa  store 
som  de  største  Oceandampskibe.  Denne  Trafik  var  imidlertid  helt 
og  holdent  en  Ferskvands-,  en  Indlandstrafik.  Hr.  Thorp  har  gjort 
Chicago  til  en  Sjøstad.  Han  var  den  første,  som  fragtede  et  Damp- 
skib lige  fra  Evropa  til  Chicago  og  tilbage  fra  Chicago  til  Evropa. 
Det  eneste  evropæiske  Skib,  som  før  havde  været  i  Chicago,  var 
Skonnerten  „Sleipner",  som  i  1862  efter  Initiativ  af  den  nu  afdøde 
Konsul  Svanoe,  kom  til  Chicago  med  Emigranter  og  Fiskevarer. 
To  Aar  senere  kom  en  Sildejagt,  tilhørende  T.  Svanoe  i  Bergen 
og  ført  af  Kaptejn  Wesenberg.  Det  første  Dampskib,  der  gjorde  den 
over  5000  engelske  Mile  lange  Rejse  fra  Bergen  til  Chicago,  var 
„Wergeland",  Kaptejn  Wiese,  som  den  12.  April  1892  sejlede  fra 
Bergen  og  to  Dage  derefter  fra  Stavanger  med  en  Ladning  bestaa- 
ende  af  3000  Tønder  Sild  og  Tran  til  en  Værdi  af  50.000  Dollars. 
Den  største  Del  af  Ladningen  maatte  losses  i  Montreal  og  igjen 
tages  ombord  i  Kingston,  da  Kanalerne  ikke  var  beregnet  paa  et 
større  Dybgaaende  end  ni  Fod.  Dampskibet  kom  til  Chicago  den 
26.  Maj  og  blev  her  modtaget  med  store  Festligheder.  Chicagos- 
store  Dagblade  indeholdt  den  følgende  Dag  lange  Beskrivelser  af 
Skibets  Ankomst  og  Modtagelse,  og  dette  første  Forsøg  paa  direkte 
at  forbinde  Chicago  med  evropæiske  Havne  blev  i  det  Hele  taget 
anset  som  en  betydningsfuld  Begivenhed,  ikke  saa  meget  paa  Grund 
af  selve  det  enkelte  Foretagendes  Betydning,  som  paa  Grund  af  de 
Muligheder,  det  aabnede  Udsigt  til,  naar  Chicago  ved  tilstrækkelig 
dybgaaende  Kanaler  blev  sat  i  Forbindelse  med  Atlanterhavet.  Hr. 
Thorp  er  da  ogsaa  bleven  valgt  til  Præsident  for  Illinois-Afdelingen 


225 

af  „The  Deep  Water-ways  Association".  Bestræbelserne  for  at  ud- 
dybe Kanalerne  mellem  Atlanterhavet  og  de  store  Sjøer  vil  dog 
vistnok  have  megen  Modstand  at  overvinde  ikke  alene  fra  de  store 
Kystbyer,  som  derved  vilde  miste  en  hel  Del  af  sin  Betydning,  men 
ogsaa  fra  Jernbaneselskaberne,  hvis  Tab  i  Trafikindtægter  ved  en 
saadan  Foranstaltning  vilde  være  uberegneligt. 

Hr.  Thorp  lod  det  ikke  blive  med  dette  ene  Forsøg.  I  1893  frag- 
tede han  Dampskibet  „Xania"  for  den  samme  Tur,  og  i  1894 
Dampskibet  „Craggs". 

Hr.  Thorp  er  gift  med  Frøken  Ida  Johnsen,  født  i  Chicago  af  nor- 
ske Forældre,  og  er  Fader  til  tre  Døtre. 

En  Korrespondent  fra  Chicago  til  „Verdens  Gang"  i  Kristiania 
udtaler  sig  i  1893  saaledes  om  Hr.  Thorp: 

„Denne  Mand  har  i  henved  en  halv  Menneskealder  drevet  Han- 
del paa  Norge  og  Sverrig,  og  har  herved  vundet  sig  et  godt  Navn 
i  begge  Landes  Forretningsverden.  Gennem  talrige  og  utrættelige 
Forsøg  paa  at  bringe  vore  Eksportartikler  ind  paa  det  amerikanske 
Marked,  har  han  vundet  sig  det  mest  indgaaende  Kjendskab  til, 
hvilke  Produkter  man  vil  kunne  gjøre  Regning  paa  at  finde  Marked 
for,  og  det  kan  visselig  trygt  siges,  at  uden  Hr.  Thorps  energiske 
Anstrengelser  havde  Norge  den  Dag  i  Dag  været  uden  nævnevær- 
dig Handel  her.  Der  findes  neppe  den  Eksportvare,  han  ikke  med 
eller  uden  Anmodning  hjemmefra  har  forsøgt,  tildels  med  betydelige 
Tab  for  ham  selv.  Men  hvad  han  saaledes  har  tabt,  har  han  vun- 
det ind  for  Hjemlandet". 

Hr.  Thorp  var  i  1889  en  Tur  hjemme  i  Norge  og  virkede  der 
ivrig  for  Istandbringelsen  af  en  direkte  norsk-amerikansk  Damp- 
skibslinie;  den  er  det  imidlertid  ikke  blevet  noget  af.  Men,  som  vi 
har  set,  var  Hr.  Thorp  Mand  for  paa  egen  Haand  at  faa  i  Stand 
den  direkte  Dampskibsfart,  som  han  selv  trængte. 

Hr.  Halle  Steensland  i  Madison,  Wisconsin,  er  en  af  de  Nord- 
mænd, som  har  drevet  det  længst  i  Forretningslivet  i  Amerika.  Hr. 
Steensland  er  født  paa  Sandeid,  nær  Stavanger,  i  1832;  hans  Fa- 
der var  Underofficer,  og  da  Forældrene   ikke  havde  synderlig  god 


226 


Raad,  maatte  Sønnen  allerede  i  12  Aars  Alderen  ud  og  sørge  for 
sig  selv.  Han  var  først  i  Tjeneste  paa  en  Bondegaard,  og  kom  siden 
paa  en  Fabrik  i  Stavanger.  I  1854  udvandrede  han  til  Amerika, 
og  ankom  til  Chicago  med  10  Dollars  i  Lommen;  det  var,  hvad 
han  havde  igjen  af  en  Gave  fra  sin  sidste  Principal.  Siden  1855 
har  han  været  bosiddende  i  Madison.  I  1859  begyndte  han  egen 
Forretning  som  Kjøbmand    og  fortsatte   dermed  til   1871,   da  han 

sammen    med    et    Par    andre 


Mænd  organiserede  „Hekla 
Fire  Insurance  Co.",  som  be- 
gyndte med  en  Kapital  af 
25,000  Dollars,  men  under 
Hr.  Steensland  og  Fællers 
dygtige  Ledelse  gjorde  saa- 
dan  Fremgang,  at  dets  Aktiva 
i  1880  beløb  sig  til  omtrent 
en  halv  Million  Dollars.  Hr. 
Steensland  opgav  i  det  Aar 
sin  Forbindelse  med  „Hekla" 

Brandforsikringsselskab  og 
organiserede  The  Savings, 
Loan  and  Trust  Company 
of  Madison  med  en  indbetalt 
Kapital  af  100,000  Dollars. 
Dette  Selskabs  Aktiva  beløber  sig  nu  til  over  en  halv  Million 
Dollars.  Vi  kan  efter  dette  skjønne,  at  Hr.  Steensland  er  en 
fremragende  Forretningsmand  med  udmærket  financiel  Indsigt  og 
et  ualmindeligt  Organisationstalent.  Han  har  siden  1872  været  Nor- 
ges og  Sveriges  Vice-Konsul  i  Wisconsin.  I  1857  indgik  han  Ægte- 
skab med  Sophia  Halvorsdatter ;  deres  Hjem  i  Madison  er  et  af  de 
smukkeste  og  kostbareste  Huse  i  Byen;  de  har  seks  Børn,  fem 
Sønner  og  en  Datter.  Næsten  alle  Børnene  har  studeret  ved  ameri- 
kanske Universiteter  eller  ved  Luther  College  i  Decora;  saa  man 
kan  se,  at  Hr.  Steensland  ikke  hører  til  den  temmelig  talrige  Klasse 


Halle  Steensland. 


227 

af  self-made  men,  som  foragter  den  akademiske  Dannelse  og  anser 
den  snarere  for  en  Hindring  end  for  et  Fortrin  for  dem,  som  vil 
blive  dygtige  Forretningsmænd.  Paa  sit  Kontor  er  Hr.  Steensland 
afmaalt  og  reserveret,  men  i  sit  Hjem  siges  han  at  være  en  under- 
holdende og  gjæstfri  Vært.  Hr.  Steensland  har  rejst  adskilligt  baade  i 


Halle  Steenslands  Bolit;  i  Madison,  Wisconsin. 


de  forenede  Stater,  i  Evropa  og  i  Orienten.  Han  har  tre  Gange  været 
paa  Besøg  i  Norge,  sidste  Gang  i  1895.  I  1889  havde  han  en  læn- 
gere Audiens  hos  Kong  Oskar,  som  gav  ham  sit  Fotografi.  At  han 
ikke  har  tabt  Interessen  for  sin  Fødebygd,  viste  han,  da  han  for  mange 
Aar  siden  stiftede  et  Legat  til  Understøttelse  for  saadanne  unge  Men- 
nesker, som  ønskede  at  uddanne  sig  videre,  end  Almueskolen  kunde 
føre  dem.  Han  er  Formand  for  Board  of  Trustees  (Forstanderskabet) 
for  den  „forenede  Kirke",  den  vigtigste  Stilling,  som  nogen  Lægmand 
kan  indtage  i   det  Samfund.    Hr.  Steensland,  der   altid  har   sluttet 


228 

sig  til  det  republikanske  Parti,  har  ikke  drevet  det  synderlig  vidt  i 
Politiken.  Muligvis  har  ikke  det  Intrigespil,  som  altid  til  en  vis 
Grad  maa  til  for  at  komme  frem  der,  ligget  for  ham. 

Det  ligger  paa  en  Maade  i  Sagens  Natur,  at  Minnesota  med  sin 
talrige  norske  Befolkning,  som  for  en  stor  Del  hører  til  dem,  der 
først  slog  sig  ned  i  Staten  og  siden  har  bygget  den  op  og  er  vokset 
op  med  den,  ogsaa  maatte  have  et  temmelig  betydeligt  Antal  af 
forholdsvis  fremragende  norske  Forretningsmænd.  Vi  skal  her  nævne 
en  Del  af  de  betydeligste  af  dem. 

A.  G.  Haugan,  Bankier  i  Minneapolis,  er  født  i  1849  i  det  trond- 
hjemske.  Han  voksede  op  paa  Landet,  saa  han  maatte  fra  Barn- 
dommen af  vænne  sig  til  haardt  Arbejde.  Han  kom  til  Amerika  i 
1866,  arbejdede  først  nogle  Maaneder  som  almindelig  Arbejdsmand 
paa  en  Farm  og  kom  siden  til  Minneapolis,  hvor  han  begyndte  som 
Betjent  i  en  Detaljhandel,  i  hvilken  Stilling  han  forblev  i  flere  Aar.  I 
1871  begyndte  han  en  Kolonial-  og  Fedevarehandel  paa  egen  Haand, 
og  ved  Flid  og  Paapasselighed  drev  han  denne  Forretning,  som  han 
beholdt  i  13  Aar,  op  til  et  meget  betydeligt  Omfang.  At  han  ogsaa 
vandt  sine  Medborgeres  Paaskjønnelse  ses  af,  at  han  i  en  længere 
Aarrække  —  1878  til  87  —  blev  valgt  ind  i  Kommunebestyrelsen. 
I  1882  blev  han  af  Statslegislaturen  valgt  ind  i  den  netop  da  ned- 
satte Park-Kommission,  hvoraf  han  i  1891  blev  valgt  til  Præsident. 
Den  Slags  Stillinger  er  et  langt  større  Bevis  paa  medborgerlig  Ag- 
telse og  Tillid  end  Valg  til  Statslegislaturer  og  lignende.  Stillingen 
som  Park-Kommissær  er  i  Reglen  ulønnet  og  man  vælger  til  den 
Forretningsmænd  af  anerkjendt  Dygtighed  og  Hæderlighed.  Som 
Park-Kommissær  har  Hr.  Haugan  store  Fortjenester  af  Byen  Min- 
neapolis Forskjønnelse.  Da  Scandia-Banken  blev  stiftet  i  1882  blev 
Haugan  dens  Kasserer,  en  Stilling,  som  han  beholdt  til  1889,  da 
han  stiftede  Washington-Banken,  hvis  Præsident  han  blev.  I  1892 
blev  han  valgt  til  Kasserer  for  Byen  Minneapolis.  Som  saadan 
maatte  han  stille  Kaution  for  tre  Millioner  Dollars;  dette  er  den 
største  Kaution,  som  nogensinde  er  bleven  givet  for  en  Skandinav 


229 


i  Amerika,  med  Undtagelse  af  Nordmanden  K.  Kortgaard,  som  har 
havt  samme  Stilling. 

En  anden  fremragende  norsk  Bankier  i  Minneapolis  er  Hr.  Rei- 
nert Sunde,  født  i  Flekkefjord  i  1842.  Han  kom  til  Amerika  i  1868 
og  har  været  Præsident  for  Scandia-Banken  siden  dens  Stiftelse. 

Lars  O.  Thorpe,  Bankier  i  Willmar,  Minnesota,  er  født  i  Har- 
danger  i  1847  og  kom  til 
Amerika  i  1864.  I  det  første 
Aar  arbejdede  han  paa  en 
Farm  om  Sommeren  og  gik 
paa  Skole  om  Vinteren;  siden 
delte  han  sin  Tid  i  et  Par 
Aar  mellem  Farmarbejde  og 
Skolelærervirksomhed.  Siden 
1881  har  han  været  Kasserer 
for  Kandiyohi  County  Bank: 
han  er  desuden  Formand  for 
Willmar  Seminar. 

E.  H.  Hobe,  Norges  og 
Sveriges  Vicekonsul  for  Min- 
nesota er  født  paa  Gaarden 
Hobe  ved  Risør  i  1860.  Han 
kom  som  Gut  i  Huset  til  en 
Onkel  i  Tvedestrand,  hvor 
han  fik  en  god  Skoleuddan- 
nelse, og  efter  endt  Skolegang  kom  han  ind  i  en  Skibshandler- 
forretning  i  Arendal.  I  1879  rejste  han  til  Kjøbenhavn,  hvor  han 
gjennemgik  Grimers  Handelsakademi,  var  saa  i  nogen  Tid  Korre- 
spondent ved  en  en  gros  Forretning  i  Kristiania  og  kom  i  1883  til 
Amerika,  hvor  han  med  en  Gang  nedsatte  sig  i  St.  Paul.  Han  be- 
gyndte som  Betjent  i  en  Kjøbmandsforretning  med  en  Løn  af  6 
Dollars  om  Ugen,  og  fra  denne  ringe  Begyndelse  har  han  i  en 
forholdsvis  kort  Tid  arbejdet  sig  op,  indtil  han  nu  sidder  i  en  af 
de  største  Forretninger   i  faste  Ejendomme  i  St.  Paul.  Han   var  i 


Oberstlieutnant  E.  H.  Hobe. 


230 

et  Par  Aar  Medarbejder  i  Bladet  „Nordvestens"  Redaktion,  og  blev 
i  1887  optaget  som  Kompagnon  af  daværende  Konsul  Sahlgaard  og 
arbejdede  sammen  med  ham  indtil  kort  før  Sahlgaards  Død,  da 
han  kjøbte  hans  Part  i  Forretningen,  som  siden  den  Tid  er  bleven 
betydelig  udvidet.  Han  udnævntes  til  Konsul  i  1893.  Konsul  Hobe 
berømmes  som  en  sjælden  elskværdig  Personlighed,  venlig  og  imøde- 
kommende mod  alle,  og  han  nyder  som  Menneske,  ikke  mindre  end 
som  Borger  og  Forretningsmand  alles  Agtelse  og  Tillid.  Han  indgik  i 
1887  i  Kjøbenhavn  Ægteskab  med  en  dansk  Dame,  Frøken  Johanne 
Adolphine  Muller.  Minnesotas  nuværende  Guvernør  udnævnte  ham 
i  1894  til  Oberstløjtnant  ved  sin  Stab,  eu  Udmærkelse,  der  er  saa 
meget  mere  at  sætte  Pris  paa,  som  den  ikke  skyldtes  politisk  Ind- 
flvdelse,  men  maa  betragtes  dels  som  en  Kompliment  til  Hr.  Hobe 
personlig,  dels  til  de  Stater  han  repræsenterer  som  Konsul. 

Harald  Lohrbauer,  er  født  paa  Kongsvinger  i  1858.  Forældrene 
flyttede  siden  til  Kristiania,  hvor  Lohrbauer  gik  paa  Skole;  han 
gjennemgik  siden  Hortens  tekniske  Skole  og  derefter  Kristiania 
Handelsgymnasium.  Efterat  han  havde  faaet  sin  første  praktiske 
Uddannelse  ved  nogen  Tids  Tjeneste  i  Faderens  Forretning  —  Kri- 
stiania mekaniske  Væveri  —  udvandrede  han  i  1882  til  Amerika, 
hvor  han  nedsatte  sig  i  St.  Paul.  Hr.  Lohrbauer  er  Indehaver  af 
en  Land  forretning,  hvis  Formaal  hovedsagelig  er  at  kolonisere  tid- 
ligere uopdyrkede  Landstrækninger,  og  mange  hundrede  Familier, 
i  Særdeleshed  Arbejdere  fra  overbefolkede  Byer,  er  gennem  hans 
Bestræbelser  blevne  uafhængige  Jordejere  og  Brugere.  Ved  ihærdigt 
Arbejde  og  stadig  Paapasselighed  har  Hr.  Lohrbauer  oparbejdet 
sig  en  af  de  største  Forretninger  i  sin  Slags  i  Nordvesten.  Han  gif- 
tede sig  i  1882  med  Frøken  Maren  Strøm  fra  Harstad  i  Nordland. 

Olaf  O.  Searle,  Udvandringsagent  og  Bankier,  er  født  paa  Fred- 
rikshald  i  1859.  Han  for  en  Tid  tilsjøs  og  udvandrede  til  Amerika 
i  1881.  Han  var  beskjæftiget  ved  Indvandringskontoret  ved  Chicago, 
Milwaukee  og  St.  Paul  Jernbanen,  indtil  han  i  1883,  sammen  med 
A.  E.  Johnson,  under  Firma  A.  E.  Johnson  &  Co.  aabnede  en 
Jernbane-   og   Dampskibsbilletagentur    og   Landforretning,    der  vist- 


231 

nok  er  den  største  Forretning  i  sin  Slags  i  Amerika.  Firmaet  har 
Kontorer  i  New  York,  Boston,  Chicago,  Ishpeming,  Michigan,  St. 
Paul,  Minneapolis,  Duluth  og  Little  Falls,  Minnesota,  samt  i  Spo- 
kane,  Tacoma  og  Seattle  i  Staten  Washington;  dets  Omsætning 
kan  paa  et  enkelt  Aar  gaa  op  til  henimod  10  Millioner  Dollars. 
Searle  er  ogsaa  Direktør  i  forskjellige  Banker  i  St.  Paul,  Minne- 
apolis, Tacoma  og  Seattle.  Han  ejer  en  Mønsterfarm  paa  7,500 
Maal  Jord  i  Devil's  Lake,  N.  Dak.,  og  et  smukt  Landsted  ved  Lake 
Minnetonka  nær  Minneapolis.  Han  indgik  i  1887  Ægteskab  med 
Frøken  Dagmar  Johnsen. 

Seaver  Elbert  Olson  (paa  norsk  sandsynligvis  Sivert  Albert)  er 
født  paa  Ringsaker  i  1846  og  kom  i  1858  med  sine  Forældre  til 
Amerika,  hvor  de  nedsatte  sig  paa  en  Farm  nær  La  Crosse,  Wis. 
Hr.  Olson  begyndte  Forretning  paa  egen  Haand  i  Rushford  Minn. 
i  1867,  men  hele  Varebeholdningen  brændte  op,  før  han  havde  havt 
Forretningen  en  Maaned.  Han  lod  sig  dog  ikke  forknytte,  men 
byggede  Butiken  op  igjen  og  havde  en  god  Handel  i  3  Aar;  da 
flyttede  han  til  La  Crosse,  Wis.,  hvor  han  gik  i  Kompagni  med 
en  Mand,  i  hvis  Forretning  han  før  havde  været.  Han  overtog  For- 
retningen for  sig  selv  i  1873,  og  kom  i  1878  til  Minneapolis,  hvor 
han  gik  i  Kompagni  med  N.  B.  Harwood.  Dette  Firma  gik  Fallit 
i  1880,  og  Olson  maatte  nu  begynde  forfra  igjen,  uden  en  Skilling, 
saa  at  sige,  men,  tiltrods  for  Falliten,  med  en  usvækket  Kredit  og 
stor  Anseelse  som  Forretningsmand.  Hans  Firma  S.  E.  Olson  &  Co. 
er  nu  en  af  de  største  Manufakturforretninger  i  Vesten  og  sand- 
synligvis den  største  Butiksforretning,  som  ejes  af  en  Skandinav 
i  De  Forenede  Stater.  Firmaet  har  en  aarlig  Omsætning^af  omtrent 
1  Million  Dollars. 

Der  er  ikke  mange  Nordmænd,  som  har  slaaet  sig  paa  ameri- 
kansk Journalistik,  d.  v.  s.  i  de  paa  engelsk  skrevne  Aviser,  og 
endnu  færre  er  de,  som  har  slaaet  sig  op  og  er  blevne  rige  paa 
den  Forretning.  Det  er  dog  Tilfældet  med  Victor  F.  Lawson  (op- 
rindelig Larson)  i  Chicago.  Hr.  Lawson  er  Ejer  af  de  to  Aviser 
The  Chicago  Record  og  The  Chicago  Daily  News.  Han  er  født  i 


Chicago  i  1850  af  norske  Forældre,  og  han  har,  som  flere  andre 
Nordmænd,  der  har  slaaet  sig  op  i  De  Forenede  Stater,  Vosseblod 
i  sine  Aarer.  Hr.  Lawson  blev  Ejer  af  Chicago  News  i  1876,  seks 
Maaneder  efterat  det  havde  begyndt  at  udkomme.  Avisen  havde 
dengang  hverken  Subskribenter  eller  Avertissementskunder,  men 
med  Mr.  M.  E.  Stone,  der  var  en  af  dens  Grundlæggere,  som  Re- 
daktør, og  Mr.  Lawson  som 
Forretningsfører,  blev  den  snart 
arbejdet  op  til  en  betydelig 
Cirkulation ,  saameget  mere 
som  den  solgtes  for  1  Cent, 
medens  de  andre  Aviser  kos- 
tede 3  og  5  Cent.  I  1886  be- 
gyndte de  at  udgive  en  Mor- 
genudgave, som  ogsaa  solgtes 
for  1  Cent,  først  under  Tite- 
len The  Morning  News,  siden 
forandret  til  The  Record.  I 
1888  betalte  Mr.  Lawson  Mr. 
Stone  350,000  Dollars  for  hans 
Part  i  de  to  Aviser,  og  for 
Tiden  er  han  paa  samme  Tid 
Redaktør  og  Forretningsfører 
for  begge  Aviser;  hans  aarlige 
Indtægt  af  dem  regnes  nu  til 
500,000  Dollars,  og  de  to  Aviser  har  en  samlet  Cirkulation  al 
450,000  Eksemplarer  om  Dagen.  Tvungen  af  Konkurrencen  med 
Daily  News  og  Record  har  ogsaa  de  andre  Aviser  set  sig  nødt  til 
at  nedsætte  sin  Pris,  saa  at  Hr.  Lawson  har  været  en  Banebryder 
i  amerikansk  Journalistik.  Chicago  Daily  News  var  ogsaa  en  af  de 
første  amerikanske  Aviser,  som  gav  sine  Læsere  kortere  Fortællin- 
ger, først  som  en  Slags  Præmieopgaver,  hvor  det  gjaldt  at  gjætte 
Slutningen,  senere  som  en  almindelig  Feuilleton.  Siden  er  saadanne 
Fortællinger  blevne  almindelige  i  amerikansk  Journalistik. 


Victor  F.  Lawson. 


233 


Paa  Stillehavskysten  er  der  vistnok  ingen  mere  fremtrædende 
norsk  Forretningsmand  end  den  norske  Konsul  i  San  Francisco, 
Knud  Henry  Lund. 

Hr.  Lund  er  født  den  5.  Oktober  1832  paa  Moss.  Hans  Fader, 
der  som  ung  Mand  var  indvandret  fra  Aabenraa,  var  en  af  Moss 
Byes  største  Kjobmænd  og  mest  ansete  Borgere.  Knud  var  bestemt 
til  Sjøofficer,  men  Eventyr- 
lysten tillod  ham  ikke  at  bie, 
saa  han  gik  tilsjøs  straks  han 
var  bleven  konfirmeret,  gjorde 
to  Rejser  til  Ostindien,  og  kom 
hjem  og  tog  Styrmandseks- 
amen i  Kristiania  Vaaren  1850. 
Kort  efter  rejste  han  til  New 
York,  hvor  han  blev  smittet 
af  Guldfeberen  og  drog  rundt 
Kap  Horn  til  Californien.  Han 
forsøgte  sig  med  at  grave 
Guld  i  Minerne  i  Californien, 
men  var  ikke  videre  heldig, 
udrustede  sammen  med  en 
Del  andre  Mænd  en  Brig  og 
drog  paa  en  Ekspedition  ktil 
Queen  Charlotte  Øen  i  Bri- 
tish Columbia  for  at  lede  efter  Guld  der;  men  for  ikke  at 
blive  dræbt,  og  kanske  spist,  af  Øens  vilde  Indianerbefolkning, 
maatte  de  vende  tilbage  uden  at  have  udrettet  noget.  Hr.  Lund  var 
saa  i  over  12  Aar  ansat  hos  det  store  engelsk-spanske  Handelshus, 
Cross  &  Co.,  de  sidste  Aar  som  Hjælpe-Bestyrer.  I  1865  gjorde 
han  med  sin  Hustru  over  Panama  en  Tur  til  Evropa  og  besøgte 
da  efter  næsten  16  Aars  Fravær  sit  Hjem.  Fra  denne  Rejse,  der 
var  i  høj  Grad  lønnende  for  Firmaet,  kom  Hr.  Lund  tilbage  den 
følgende  Vaar.  I  September  etablerede  han  i  San  Francisco  en 
Export-,    Import-    og   Agenturforretning    med    Udlandet.    Han    blev 


Knud  Henry  Lund. 


II. 


in 


234 

nødt  til  igjen  at  rejse  udenlands  for  at  stifte  Forbindelser,  besøgte 
alle  Evropas  vigtigste  Handelsstæder,  ogsaa  Pariserudstillingen,  og 
efter  flere  Maaneders  haardt  Arbejde  kunde  han  vende  tilbage  med 
udmærkede  Forbindelser  over  hele  Verden.  Han  fik  paa  den  Maade 
en  meget  stor  og  lønnende  Forretning,  der  stadig  udvidede  sig. 
Hr.  Lund  har  rejst  meget  ikke  alene  i  Amerika  og  Evropa,  men 
ogsaa  i  Japan,  China,  Indien  og  Ægypten.  Han  har  set  Midnats- 
solen ved  Nordkap  og  set  den  tropiske  Sol  gaa  ned  bag  Pyrami- 
derne. Det  var  hans  Plan  i  1883  at  trække  sig  tilbage  fra  aktiv 
Deltagelse  i  Forretningerne,  men  i  Avgust  Maaned  blev  han  plud- 
selig fra  sin  lange  Udenlandsrejse  nødt  til  at  vende  tilbage  til  Cali- 
fornien, hvor  han  fandt,  at  Forretningen  i  hans  Fravær  havde  lidt 
store  Tab  paa  Grund  af  uheldige  Spekulationer.  Saa  maatte  han 
igjen  tage  Forretningens  Ledelse  i  sin  Haand.  I  Maj  1884  blev  Hr. 
Lund  anmodet  om  midlertidig  at  overtage  Bestyrelsen  af  det  nor- 
ske og  svenske  Konsulat  i  San  Francisco  og  i  April  1885  blev  han 
udnævnt  til  Konsul  for  Californien,  Oregon,  Washington  og  Alaska. 
Han  har  i  sin  Stilling  som  Konsul  arbejdet  for  at  udvide  norsk  og 
svensk  Handel  og  Sjøfart  i  sit  Distrikt,  og  det  har  ogsaa  lykkedes 
ham  i  betydelig  Grad.  Tidligere  var  der  meget  faa  norske  eller 
svenske  Skibe  at  se  i  Distriktet,  nu  er  der  en  hel  Del.  Han  har 
fem  Vicekonsulater  under  sig,  i  Seattle,  Portland,  San  Diego,  San 
Pedro  og  Port  Townsend.  I  1892  blev  Hr.  Lund  udnævnt  til  Rid- 
der af  Wasaordenen,  en  Paaskjønnelse,  som  han  sætter  stor  Pris 
paa.  I  1894  var  han  igjen  med  sin  Frue  paa  en  Tur  til  Evropa, 
og  opholdt  sig  bl.  a.  flere  Maaneder  i  Norge  og  Sverige.  Imidler- 
tid bestyrede  Sønnen,  Henry  Lund,  der  nu  er  blevet  optaget  i  Fir- 
maet, Forretningerne.  Hr.  Lund  har  bl.  a.  Steder  en  betydelig  For- 
retning paa  Guaymas,  Mexico,  hvor  hans  Broder  William  Lund  er 
etableret  og  er  norsk  og  svensk  Vicekonsul.  Skjønt  Hr.  Lund  nu 
i  46  Aar  har  været  i  Californien,  er  han  dog  en  god  Nordmand 
og  hans  Fædrelandskærlighed  siges  at  være  lige  varm  som  nogen- 
sinde. 


DEN  NORSK-AMERIKANSKE  PRESSE 


Det  er  meget  almindeligt,  ikke  alene  blandt  Nordmænd,  som 
nylig  er  komne  til  Amerika,  men  ogsaa  blandt  dem,  som  har 
været  der  i  længere  Tid,  at  rive  stærkt  ned  paa  den  norske  Presse 
i  Amerika.  Det  gjælder  imidlertid  her  som  saa  ofte  ellers:  tout  com- 
prendre,  c'est  tout  pardonner. 

Der  spørges  først:  Hvilken  Opgave  har  den  norske  Presse  i  Ame- 
rika? Svaret  vil  blive:  Dels  at  holde  de  til  Amerika  indvandrede 
Nordmænd  å  jour  med  hvad  der  foregaar  i  Fædrelandet,  dels  at 
holde  saadanne  norske  Indvandrere,  som  ikke  har  lært  tilstrækkelig 
engelsk  til  at  kunne  følge  med  Begivenhedernes  Gang  i  den  ameri- 
kanske Dagspresse,  underrettede  om,  hvad  der  foregaar  rundt  om 
i  Verden  og  navnlig  i  deres  adopterede  Fædreland,  Amerika. 

Spørgsmaalet  er  da:  Opfylder  den  norske  Presse  i  Amerika  paa 
en  tilfredsstillende  Maade  disse  Krav?  For  retfærdig  at  kunne  be- 
svare det  Spørgsmaal,  maa  vi  undersøge  de  Forhold,  hvorunder 
den  virker.  Selv  i  de  største  amerikanske  Byer  og  der,  hvor  Nord- 
mænd er  talrigst  repræsenterede,  er  der  et  forholdsvis  lidet  Pub- 
likum for  en  norsk  Avis.  De  fleste  af  dem  har  derfor  en  meget 
indskrænket  Abonnentkreds  og  følgelig  faa,  eller  ialfald  daarlig  be- 
talte Avertissementer.  Paa  den  Maade  kommer  de  fleste  norske 
Aviser  i  Amerika  til  at  føre  en  Tilværelse  midt  imellem  tarvelig 
og  bekymringsfuld ,  for  ikke  at  sige  prekær;   de,  som  har  sine  Sa- 


16* 


236 

ger  nogenlunde  paa  det  tørre,  kan  vistnok  med  Lethed  tælles  paa 
Fingrene  paa  den  ene  Haand. 

Det  er  en  Følge  af  denne  den  norske  Presses  uheldige  økonomi- 
ske Stilling,  at  Beskjæftigelse  ved  den  betragtes  som  en  Gjennem- 
gangsstilling,  som  mere  eller  mindre  intelligente  og  skrivedygtige 
norske  Indvandrere  griber  til,  inden  de  kan  faa  noget  bedre,  men 
ikke  som  en  fast  Livsstilling,  hvor  man  ved  Arbejdsomhed  og  Dyg- 
tighed kan  drive  det  til  noget.  Det  er  paa  den  anden  Side  en  nød- 
vendig Følge  af  den  økonomiske  Misere,  som  de  fleste  norske  Aviser 
i  Amerika  lider  under,  at  Udgiverne  maa  indskrænke  Udgifterne 
til  det  mindst  mulige.  Papir  og  Tryk  kan  ikke  bringes  ned  under 
et  vist  Minimum;  derimod  kan  Redaktions-  og  Reporterudgifterne  re- 
duceres næsten  til  Nul.  Dette  sker  ved  Hjælp  af  en  flittig  Brug  af 
Saksen.  Paa  den  Maade  gaar  det  for  sig,  at  de  norske  Aviser  i 
Amerika  bliver  i  Stand  til  paa  en  i  det  hele  taget  tilfredsstillende 
Maade  at  løse  den  første  af  dens  ovennævnte  Opgaver,  at  holde 
de  til  Amerika  indvandrede  Nordmænd  å  jour  med  Begivenhederne 
hjemme.  Dog  ser  man  ogsaa  her  ofte  altfor  tydelige  Tegn  paa  en 
manglende  Redaktion. 

Anderledes  forholder  det  sig  derimod  med  den  anden  Side  af 
de  norske  Avisers  Opgave:  at  gjøre  Rede  for  hvad  der  foregaar 
rundt  om  i  Verden.  De  er  her  i  flere  Henseender  uheldig  stillede. 
For  det  første  udkommer  de  fleste  af  dem  kun  én  Gang  om  Ugen, 
følgelig  vil  største  Delen  af  Nyhedsstoffet  allerede  være  gammelt, 
naar  det  kommer  ind  i  den  norske  Avis;  for  det  andet  er  det  kun 
en  ringe  Brøkdel  af  Stoffet,  som  kan  faa  Plads;  for  det  tredje  kan 
man  her  ikke  uden  videre  benytte  Saksen.  Nyhederne  maa  først 
oversættes  fra  engelsk,  og  det  tager  Tid;  og  Arbejdstid,  d.  v.  s. 
Folkehjælp,  er  netop  hvad  der  skorter  disse  Redaktioner  paa.  Føl- 
gen er,  at  vi  ser  de  norske  Aviser  i  Amerika  kun  delvis  at  løse 
den  anden  Del  af  sin  Opgave. 

Der  er  i  Amerika,  saavidt  jeg  har  kunnet  finde,  omkring  70  nor- 
ske Aviser.  Det  er  vanskeligt,  at  sige  med  Bestemthed,  hvormange 
der  er,  da  der  er  en  Del,   som  kalder  sig  norske,  andre  norsk-dan- 


237 

ske,  andre  dansk-norske  og  atter  andre  danske.  Saa  det  lader  sig 
neppe  afgjore,  hvor  mange  med  rette  tilfalder  Danskerne  og  hvor 
mange  Nordmændene.  Af  alle  disse  Blade  er  der  kun  to  —  Skandi- 
naven i  Chicago  og  Daglig  Tidende  i  Minneapolis  —  som  udkom- 
mer daglig.  Af  de  andre  udkommer  nogle  to  Gange  ugentlig,  men 
de  fleste  ugentlig,  enkelte  ogsaa  sjeldnere.  Foruden  den  egentlige 
Nyhedspresse  er  der  ogsaa  en  hel  Del  Blade  eller  Tidsskrifter,  der 
virker  for  bestemte  Formaal,  religiøse,  sociale,  kulturelle  o.  s.  v. 
Næsten  hver  By,  hvor  der  findes  en  større  Ansamling  af  Nord- 
mænd har  sin  egen  Avis;  mange  Steder  findes  der  ogsaa  to  eller 
flere.  De  ligger  da  gjerne  i  en  mere  eller  mindre  bitter  Strid  med 
hinanden;  i  Regelen  er  Kampen  saa  meget  heftigere,  som  den 
gjælder  det  daglige  Brød.  Politisk  Uenighed  spiller  sjældnere  ind. 
Hvor  det  gjælder  norsk  Politik  er  næsten  alle  de  i  Amerika  ud- 
kommende  norske  Blade  venstrevenlige.  Jeg  har  kun  truffet  paa  et 
norsk-amerikansk  Blad,  der  slutter  sig  til  det  norske  højre,  det  er 
Amerika  i  Chicago.  I  amerikansk  Politik  derimod  er  Standpunk- 
tet mere  forskjelligt;  nogle  er  republikanske,  andre  demokratiske, 
atter  andre  hører  til  Folkepartiet;  i  Vesten  er  der  en  hel  Del  nor- 
ske Blade  som  holder  paa  fri  Sølvmyntning.  Hvor  der  er  to  norske 
Blade  i  en  By,  ser  man  dem  derfor  gjerne  indtage  et  forskjelligt 
Standpunkt  i  amerikansk  Politik  —  saaledes  i  Chicago  Skandinaven 
republikansk,  Norden  demokratisk.  Ofte  indtager  de  dog  intet  Stand- 
punkt i  Politiken  før  henimod  Valgene,  og  det  hænder  vistnok  ikke 
da  saa  ganske  sjælden,  at  Spørgsmaalet,  om  et  Blad  skal  under- 
støtte den  republikanske  eller  den  demokratiske  Politik,  afgjøres 
under  Hensyn  til,  hvilken  Kampagnekomité  er  bedst  forsynet  med 
Penge  og  mest  villig  til  at  give  dem  ud. 

Den  første  norske  Avis  i  Amerika  var  Nordlyset,  som  begyndte 
at  udkomme  i  1847  i  Norway,  Racine  County,  Wisconsin.  Dets 
Redaktør  var  den  fornylig  i  Californien  afdøde  Advokat  James  D. 
Reymert.  Det  gik  imidlertid  smaat  med  Bladet,  der  i  1849  blev 
kjøbt  af  Knud  Langeland  og  af  ham  overflyttet  til  Racine,  Wiscon- 
sin,   hvor    dets    Navn    blev    forandret    til   Demokraten.  Imidlertid 


238 

havde  det  heller  ikke  her  Lykken  med  sig  og  gik  efter  et  halvt 
Aars  Forlob  ind  igjen. 

Siden  den  Tid  er  mange  norske  Aviser  blevne  oprettede  i  Ame- 
rika og  mange  er  gaaet  ind.  Af  de,  som  nu  bestaar,  skal  vi  her 
nævne  en  Del  af  de  vigtigste  og  samtidig  give  korte  Biografier  af 
deres  Udgivere  og  ledende  Mænd. 

I  Brooklyn,  N.  Y.,  er  der  to  norske  Aviser,  Nordiske  Blade, 
som  begyndte  at  udkomme  i  1878  og  har  bestaaet  siden  den  Tid, 
Udgiver  og  ansvarlig  Redaktør  Martin  Nilsen,  og  Nordisk  Tidende 
stiftet  i  1890  af  Emil  Nielsen,  der  fremdeles  er  Udgiver  og  ansvar- 
lig Redaktør.  Begge  Blade  udkommer  en  Gang  om  Ugen  og  gjør 
temmelig  udførlig  Rede  for  hvad  der  sker  i  Norge;  Nordiske  Blade, 
der  kalder  sig  norsk-dansk,  ogsaa  for  Begivenhederne  i  Danmark. 
Desuden  indeholder  de  en  Ugeoversigt  over  de  vigtigste  amerikan- 
ske Nyheder. 

I  Chicago  spirer  de  norske  Blade  frodig.  Den  ældste  norske  Avis 
i  Chicago  og  tillige  den  mægtigste,  en  af  de  faa  norske  Aviser  i 
Amerika,  som  ikke  stadig  ser  Falliten  i  Øjnene  er  Skandinaven. 
Det  begyndte  at  udkomme  i  1866,  udgivet  af  John  Anderson 
og  Knud  Langeland.  Den  sidstnævnte  var  en  af  sin  Tids  dyg- 
tigste skandinaviske  Journalister  og  bidrog  meget  til  at  gjøre  det 
nystiftede  Blad  populært.  Han  gik  dog  snart  ud  af  Redaktionen, 
og  det  blev  John  Anderson,  som  kom  til  at  faa  Arbejdet  saavel- 
som  Fortjenesten  af  og  ved  at  bringe  Skandinaven  frem  til  den 
Stilling,  som  den  nu  indtager.  Skandinaven  begyndte  som  en  fire- 
siders  Ugeavis.  Ved  den  store  Brand  i  Chicago  blev  hele  Trykkeriet 
ødelagt;  det  eneste  John  Anderson  reddede  var  Subskriptionslisten; 
med  den  og  Typer  for  500  Dollars,  som  han  fik  paa  Borg,  be- 
gyndte han  fra  nyt  igjen.  Skandinaven  ejes  nu  af  en  stor  Korpo- 
ration. „The  John  Anderson  Publishing  &  Co.",  hvis  Præsident  er 
John  Anderson.  Den  udkommer  i  tre  Udgaver,  daglig,  ugentlig  og 
Søndag.  Desuden  Husbibliotheket,  et  4-Siders  Tillæg  til  Skandina- 
ven. Bladet  er  republikansk  i  sin  amerikanske  Politik  og  redigeres 
med  megen  Dygtighed   og  betydelig  Skarphed   af  Nicolai  Grevstad 


239 


med  fem  Medarbejdere.  Skandinaven  har  sin  egen  Bygning,  The 
Skandinaven  Bnilding  183,  185  og  187  N.  Peoria  Street,  et  3-Eta- 
ges  Hus  med  Kjælderetage.  I  Kjælderetagen  er  Trykkeriet,  der  er 
udstyret  med  de  nyeste  og  bedste  Maskiner  og  Presser;  den  øvrige 
Del  af  Huset  giver  Plads  for  de  forskjellige  Grene  af  Forretningen, 
der  ikke  er  indskrænket  til  Udgivelsen  af  Skandinaven.  I  Forbin- 
delse med  Avistrykkeriet  staar 
ogsaa  et  Accidentstrykkeri,  der 
er  et  af  de  største  i  Chicago, 
desuden  en  Boghandel,  vistnok 
den  største  skandinaviske  Bog- 
handel i  Amerika,  og  et  Forlag 
hvor  aarlig  omkring  50  norske 
Bøger  dels  forlægges,  dels  op- 
trykkes. 

John  Anderson,  Skaberen  af 
denne  udstrakte  Forretning,  blev 
født  i  1836  paa  Gaarden  En, 
som  ligger  en  Fjerdingvej  fra 
Vossevangen;  han  ligner  derfor 
Knute  Nelson  og  forskjellige  an- 
dre Nordmænd,  som  har  gjort 
Karriere  i  Amerika,  deri,  at  han 
har  Vosseblod  i  sine  Aarer.  Sam- 
men med  sine  Forældre  og  to  Brødre  drog  han  i  1845  til  Ame- 
rika med  Skonnert  „Olaf  Kyrre",  som  gjorde  Rejsen  paa  den 
forholdsvis  korte  Tid  af  omtrent  5  Uger.  Begge  Brødrene  døde 
dog  undervejs,  og  John  Anderson  selv  laa  syg  i  omtrent  et 
halvt  Aar  efter  Ankomsten  til  Chicago,  der  dengang  var  et  højst 
usundt  Sted,  liggende  i  en  Sump  ved  Michigansøens  Bredder. 
Samtidig  med  at  han  gik  paa  Skole,  maatte  han  ogsaa  hjælpe 
til  med  at  fortjene  det  nødvendige  til  Familiens  Underhold,  og  John 
slog  sig  da  paa  Handelen.  Han  stod  op  Klokken  fire  om  Morgenen 
og  gik  rundt  paa  Gaderne  og  solgte  Gjær  og  Fisk,  til  den  Tid  kom, 


John  Anderson. 


240 

da  han  maatte  gaa  paa  Skolen;  efter  endt  Skoletid  solgte  han 
Æbler  om  Aftenen.  Senere  fik  han  Plads  paa  et  Trykkeri  som 
Avisbud;  her  fik  han  Lov  til  efter  endt  Arbejdstid  at  lære  at  sætte 
Typer,  og  det  varede  ikke  længe,  før  han  fik  Plads  som  Sætter; 
senere  kom  han  til  Chicago  Tribune,  hvor  han  arbejdede  i  14 
Aar,  indtil  han  i  1866  sluttede  sig  sammen  med  Knud  Langeland 
om  at  udgive  Skandinaven. 

John  Anderson  sluttede  sig  med  Liv  og  Sjæl  til  det  republikan- 
ske Parti,  hvis  store  Førere,  som  Lincoln,  Seward  og  Grant,  han 
personlig  kj endte,  og  paa  den  Maade  forklares  den  uforanderlig 
republikanske  Holdning,  som  hans  Blad  altid  har  indtaget.  Fra  en 
Artikel  i  Chicagobladet  Norden,  som  altsaa  ikke  kan  anses  for 
at  være  partisk  for  Anderson,  citerer  vi  følgende: 

„John  Anderson  har  set  Chicago  vokse  op  for  sine  Øjne.  Han 
har  faaet  sin  Skjærv  af  den  Velstand,  som  har  været  skabt  her; 
men  han  har  kjøbt  den  med  haardt  Arbejde.  Han  begyndte  med 
to  Hænder,  som  ikke  alene  var  tomme,  men  dertil  smaa  og  veke, 
og  hvad  han  nu  er,  skylder  han  udelukkende  sin  Foretagsomhed, 
Omtanke,  utrættelige  Arbejdslyst  og  sejge  Udholdenhed.  Han  har 
spekuleret  i  faste  Ejendomme  i  en  mindre  Skala  og  altid  været 
heldig;  men  det  er  i  sit  Blad,  han  har  lagt  sit  Livs  Gjerning,  og 
han  har  haft  den  Glæde  at  se  Arbejdet  bære  Frugt.  Han  er  nu  en 
velholden  Mand  og  har  nylig  bygget  sig  et  vakkert  Hus  paa  Cleve- 
land Avenue  paa  Nordsiden,  hvor  han  har  boet  i  mange  Aar.  En 
Egenskab,  som  ogsaa  i  væsentlig  Grad  har  bidraget  til  at  krone 
hans  Arbejde  med  Held,  er  hans  strenge  og  usvigelige  Ordholden- 
hed. Han  er  en  af  dem,  om  hvem  det  med  Sandhed  kan  siges,  at 
hans  Ord  er  ligesaa  godt  som  hans  „Bond". 

Tiltrods  for  sin  rastløse  Energi  og  Virksomhed  er  John  Ander- 
son dog  en  tilbageholden  Mand.  Der  er  en  hel  Del  af  den  norske 
Blyghed  over  ham.  Men  hans  Medborgere  kjender  ham  og  ved, 
hvad  han  er  værd.  Han  er  nu  for  tredje  Gang  President  of  The 
Old  Time  Printers'  Association,  en  Forening,  som  omfatter  de 
fleste  af  de  ledende  Mænd  i  Chicagos  Avisverden;  for  anden  Gang 


,6«  B  ,6f  ,•  C-i>  „*.g   q 

sK  »"I   ..S  ^3^ 

i  stil  3  g^g-^l 

—  -  —  /.-    .  ~  2  § 
i   .v50o«3 

S»oO<       /7: 

~  r  -        .  x      .;  ~ 

—  —  z  <jj  —  -z  -3  -§  -= " 

g    cri-Sj  §2.S  o ^ 

<! 

W"P  —  .    c  ^2   '-  ~ 

M 

—  ~C  Z  -  c  —  '~  -~~ 

~ 

-  Æf  t  — -E  x    .     — ' 

!—   -  _z   -j  Z  f.   z 

~ 

Jf  Jf  °  ^  _    -  —  "t  "^ 

IZ 

i£ —  ■•"t~^"^^"^^ 

s. 

-   ~  2^  "^  "7  - '  ■—  ~~ ' 

/ 

O    *    **  B    zZ—  -■  ~    Z 

__ 

~~ '  —  -r-  T  _^  X   r  *^-  ££ 

f. 

—•         .     •  ^  r^  "T  ^  -* 

i4 

"r  -5      —  ^    ..=  ;'7 

X 

X 

~_x^~=-i    -i  — 

< 

i/J 

=  1 1  !g£  l<s| 

ri^yixz  ..  =-;  2 

fc? 

i  w    .  .~    ~  -  7  ~'  - 

Z 

<-i"2sJ-J1 

— 

c  £  .-= -§-iy:  =^ 

E' -^  ^  -5    :/  --   C 


"J1J1   llll^ 


241 

President  of  The  Norwegian  Old  Settlers'  Association  og  lige- 
ledes President  of  The  Leif  Erikson  Memorial  Association. 

Mrs.  Laura  Anderson,  John  Andersons  Moder,  lever  endnu.  Hun 
er  82  Aar  gammel.  Hans  Fader  døde  i  Kolerafarsotten  i  1849. 
Selv  var  han  angreben  af  Kolera  baade  da  og  i  1850  og  1852, 
men  klarede  sig  alle  Gange. 

Han  har  været  to  Gange  gift.  I  sit  første  Ægteskab  havde  han 
to  Børn,  af  hvilke  det  ene,  en  Søn,  lever.  I  sit  andet  Ægteskab 
har  han  haft  fire  Børn,  af  hvilke  tre,  en  Datter  og  to  Gutter, 
lever. " 

Nicolai  Grevstad,  Skandinavens  Redaktor,  er  født  i  1851  i  Syk- 
elven  paa  Søndmøre;  han  blev  Student  i  1873,  og  juridisk  Kandi- 
dat i  1878.  Efter  i  nogen  Tid  at  have  været  Kopist  i  Justitsdepar- 
tementet, blev  han  i  1880  Redaktor  af  Dagbladet  i  Kristiania,  men 
blev  fjernet  fra  den  Stilling  i  1883,  da  Splittelsen  mellem  det  nor- 
ske Venstres  to  Grupper  begyndte  at  gjøre  sig  gjældende.  Grevstad 
kom  til  Amerika  i  1883  og  har  hele  Tiden  virket  som  Journalist, 
først  som  Medarbejder  og  senere  Redaktør  af  Nordvesten  i  St. 
Paul.  Medens  han  var  der,  samlede  og  systematiserede  han  200 
Udtalelser  af  de  mest  fremragende  amerikanske  Journalister  afgivne 
som  Svar  paa  et  dem  af  Hr.  Grevstad  tilstillet  Cirkulære  med  ni 
Spørgsmaal  angaaende  Juryen  i  Amerika.  Dette  Hr.  Grevstads 
Arbejde  blev  trykt  som  Storthingsdokument  Nr.  64,  1887.  I  første 
Halvdel  af  1887  var  Grevstad  i  Norge,  da  der  dreves  Underhand- 
linger om  igjen  at  gjøre  ham  til  Redaktør  af  Dagbladet  eller  et  nyt 
Blad,  som  tænktes  oprettet;  det  blev  der  dog  intet  af.  I  September 
1887  overtog  han  en  Stilling  ved  Minneapolis  Tribune  som  Redak- 
tør af  en  skandinavisk  Afdeling;  han  leverede  desuden  Bidrag  til 
Bladets  engelske  Redaktionsside  og  var  fra  Januar  1888  til  Vaaren 
1890  Bladets  ledende  Forfatter  af  Redaktionsartikler.  Da  overtog 
han  Dagbladet  Tiden  i  Minneapolis,  men  kunde  ikke  beholde  det, 
da  han  ikke  kunde  skaffe  den  nødvendige  Kapital,  ca.  50,000  Dol- 
lars. I  1892  blev  han  Redaktør  af  Skandinaven.  Det  er  Hr.  Grev- 
stads Hensigt  at  amerikanisere  Skandinaven;  han  har  begyndt  med 


242 


Redaktionen,  idet  der  i  hvert  Ugenummer  ialfald  er  en  eller  flere 
Redaktionsartikler  paa  engelsk.  Han  vil  snart  gaa  videre,  da  han 
anser  dette  som  et  nødvendigt  Udviklingstrin  i  den  skandinavisk- 
amerikanske Presse.  Hvorvidt  Hr.  Grevstad  har  Ret  i  denne  Op- 
fatning, er  et  andet  Sporgsmaal.  De  Skandinaver,  som  kan  læse 
engelsk,  vil  neppe  tage  sine  amerikanske  Nyheder  fra  et  skandina- 
visk   Blad,    selv    om    det    er 


skrevet  fra  engelsk,  og  de  som 
kun  kan  læse  et  af  de  skandi- 
naviske Sprog  og  ikke  bryr 
sig  om  det  engelske,  vil  anse 
sig  brostholdne  ved  ikke  at 
faa  hele  Avisens  Læsestof  for 
sig.  Desuden  vil  der  altid  være 
en  Mistanke  om,  at  en  Avis, 
som  udgaar  paa  to  Sprog, 
ikke  vil  være  saa  velskrevet 
og  redigeret  paa  noget  af  dem, 
som  de  der  nøjer  sig  med  ét. 
Et  afskrækkende  Eksempel  for 
dem,  som  tænker  paa  at  ind- 
lade sig  paa  den  Slags  norsk- 
engelsk-amerikansk Journali- 
stik er,  synes  mig,  The 
North,  et  Blad  der  i  1889  begyndte  at  udkomme,  beregnet  paa 
den  anden  Generation  af  Skandinaver.  Det  var  derfor  skrevet  paa 
engelsk,  men  maatte  efter  nogle  Aars  Kamp  for  Tilværelsen  gaa 
ind.   Dets  Redaktør  var  Luth  Jæger  i  Minneapolis. 

Hr.  Grevstad  har  skrevet  en  hel  Del  Artikler  i  amerikanske  Blade 
i  Vesten  og  Østen,  for  det  meste  med  det  Formaal  at  berigtige 
ukorrekte  Fremstillinger  af  Norges  statsretslige  Forhold.  I  den  For- 
bindelse kan  mærkes,  at  væsentlig  ved  Skandinavens  Virksomhed 
er  der  blevet  foretaget  en  Forandring  i  Formen  for  Naturaliserings- 
eden   i   Chicago.    Før   var   det   nemlig   Skik,    at   ogsaa   Nordmænd 


Nicolai  Grevstad. 


243 

maatte  afsværge  „The  king  of  Siveden  and  Nonvay"  Lydighed. 
En  Hr.  Andreassen  nægtede  imidlertid  at  gjøre  det  i  den  Form, 
han  vilde  kun  afsværge  „Tlie  king  of  Norivay  and  Sweden".  Rets- 
skriveren  holdt  imidlertid  paa  sit  og  fik  Medhold  af  Konsulen  i 
Chicago,  som  er  en  Svensker,  men  Skandinaven  som  hele  Tiden 
havde  staaet  bag  Hr.  Andreassen,  satte  igjennem,  at  der  blev  appelle- 
ret til  Gesandten  i  Washington,  Grip,  som  mente,  at  i  dette  Tilfælde 
burde  Norge  gaa  foran  Sverige.  Saa  herefterdags  afsværger  i  Chicago 
Nordmænd  Kongen  af  Norge  og  Sverige,  Svenskerne  Kongen  af 
Sverige  og  Norge.  For  udenforstaaende  er  det  vanskeligt  at  se,  at 
„Sverige"  i  dette  Tilfælde  har  noget  der  at  gjøre,  enten  foran  eller 
bag,  medmindre  man  vil  tage  hele  Titelen,  ogsaa  „de  Goters  og 
Venders",  med.  Thi  Nordmænd  har  jo  ingen  Lydighedspligt  mod 
Kongen  af  Sverige,  ligesaalidt  som  Svensker  mod  Kongen  af  Norge. 
I  New  York  nøjer  man  sig  med  at  afsværge  „The  king  of  Xor- 
way"  Lydighed. 

En  Artikel  af  Hr.  Grevstad  i  Atlantic  Monthly  for  1891  om 
de  norske  Forligelseskommissioner,  „Courts  of  Conciliation",  vakte 
betydelig  Opsigt  og  ledede  til  en  almindelig  Diskussion  om  det 
Emne;  det  blev  endogsaa  foreslaaet  at  indføre  Forligelseskommis- 
sioner efter  norsk  Mønster  i  flere  vestlige  Stater,  og  de  blev  virke- 
lig indført  i  North  Dakota,  da  det  Territorium  gik  over  til  Stat  og 
vedtog  sin  ny  Grundlov. 

Som  Medlem  af  „The  Central  Council  of  the  Ethic  Federation 
of  Chicago"  har  Hr.  Grevstad  arbejdet  paa  at  faa  Forligstanken 
anvendt  i  Tvistemaal  mellem  Arbejdsgivere  og  Arbejdere  i  Mod- 
sætning til  Voldgift. 

Hr.  Grevstad  hører  til  dem,  som  tror  at  „vort  Folk  i  Amerika 
bør  amerikaniseres  fort  og  grundig,  med  Bevarelse  af  dets  bedste 
Træk  og  Egenheder".  Spørgsmaalet  er:  hvorledes  skal  det  sidste 
forenes  med  det  første?  En  forceret  Amerikanisering  vil  vel  snarere 
lede  til  et  Tab  af  de  bedste  nationale  Træk  end  en  Amerikanise- 
ring, der  kommer  paa  en  naturlig  Maade.  Og  den  kommer  af  sig 
selv,  fort  nok  og  uimodstaaelig. 


244 

Norden  i  Chicago  er  et  af  de  ældste  og  mest  ansete  norske 
Blade  i  Amerika.  Det  blev  grundlagt  Vaaren  1874  af  Boghandler- 
firmaet S.  T.  Relling  &  Go.,  hvis  Indehavere  dengang  var  S.  T. 
Relling  og  Konsul  Peter  Svanøe.  Bladet  vandt  sig  hurtig  en  Stil- 
ling blandt  Nybyggerne  i  Vesten,  og  allerede  efter  et  halvt  Aars 
Forløb  havde  det  gjort  saa  stor  Fremgang,  at  Udgiverne  saa  sig 
istand  til  at  udvide  dets  Format  betydelig.  En  af  Aarsagerne  til 
Bladets  hurtige  Vækst  var  vistnok  Udgivernes  ansete  Stilling  blandt 
sine  Landsmænd,  men  Hovedaarsagen  maa  dog  søges  i  Redaktørens 
Person.  Bladets  første  Redaktør,  cand.  theol.  Halvard  Hovde,  var 
en  Valdersgut,  Theolog  fra  Kristiania  Universitet  og  en  meget  be- 
gavet Mand,  som  ikke  likte  Præstegjerningen  og  derfor  med  Glæde 
modtog  Posten  som  Chefredaktør  for  Norden,  da  den  blev  ham 
tilbudt.  Hovde  tilhørte,  som  de  fleste  norske  Theologer  paa  den  Tid, 
Synoden,  og  indenfor  dette  mægtige  Kirkesamfund  fandt  Norden 
sin  væsentlige  Støtte,  og  saalænge  Hovde  stod  ved  Roret,  gik  Bla- 
det stadig  fremover.  Han  blev  imidlertid  ved  Sygdom  forhindret  fra 
at  forestaa  Redaktionen  længer,  og  Professor  Th.  Bothne  fra  Deco- 
rah  College,  blev  antaget  som  Redaktør  i  hans  Sted;  en  Tid  lang 
kunde  Norden  fremdeles  glæde  sig  ved  fortsat  Fremgang,  men 
saa  udbrød  den  saakaldte  „Naadevalgsstrid"  inden  Synoden,  og 
Norden  kastede  sig  med  lidenskabelig  Voldsomhed  ind  i  Striden. 
Resultatet  blev,  at  Norden  mistede  en  hel  Del  Abonnenter,  og 
Hovde  blev  igjen  anmodet  om  at  overtage  Redaktionen,  hvad  han 
modstræbende  gjorde.  Han  døde  imidlertid  efter  to  Aars  Forløb  og 
blev  efterfulgt  af  Hr.  P.  O.  Strømme,  en  norsk-amerikansk  Theolog, 
som  for  Øjeblikket  er  Redaktør  af  Amerika.  Hr.  Strømme  var 
Nordens  Redaktør  fra  1888—1892.  Imidlertid  havde  Bladet  skiftet 
Ejer.  Fra  d'Herr.  Relling  og  Svanøe,  var  det  gaaet  over  til  Relling 
alene,  og  fra  ham  igjen  til  den  ovenfor  omtalte  Poul  O.  Stensland. 
I  1892  overtog  Hr.  R.  S.  N.  Sartz,  juridisk  Kandidat  fra  Kristi- 
ania, Redaktionen,  og  i  1894  kjøbte  han  sammen  med  den  nu- 
værende Redaktør,  Hr.  H.  O.  Oppedale,  Bladet.  Dette  Kompagni- 
skab blev  dog  ikke  af  lang  Varighed.  Hr.  Sartz  blev  efter  et  halvt 


245 

Aars  Forløb  angreben  af  en  Sygdom,  som  nødvendiggjorde  en 
Amputation  af  det  ene  Ben,  og  efter  gjensidig  Overenskomst  over- 
tog Hr.  Oppedale  baade  Bladet  og  Redaktionen.  Bladet  var  oprinde- 
lig republikansk,   men  som   saa  mange   andre  republikanske  Blade 


H.  O.  Oppedale. 

og  Mænd,  støttede  det  Cleveland  i  1884,  og  har  siden  bidraget  i 
væsentlig  Mon  til  Demokratiets  Fremgang  blandt  Nordmænd  i  Wis- 
consin, Iowa  og  Illinois.  Bladet  har  under  Hr.  Oppedales  Ledelse 
gjort  betydelig  Fremgang,  det  har  været  uafhængigt  af  Partierne 
og  dets  Indflydelse  har  ikke  været  tilfals.  Under  den  sidste  Valg- 
kampagne var  det  en  meget  ivrig  Forsvarer  af  det  demokratiske 
Partis  Sølvprogram. 


\\r.  FL  0,  (tnpeAale,  Xteråm*  mtrxtimU  WfAmtmr,  er  mM  i  1&S1 
i  Whsmrane  i  Hardanggr,  kror  han  modtag  *aw  feste  tU»f» 
rang  paa  Sfe*t%  iJtenkhkfAk.  iuåffl  U-An$%  Ålåeren;  éåen  §k  ham 
Prirsdwrierr'wMtz  under  Leåelse  at  fcrsåJeKge  L»rart  4ets  i  Flam- 
met, defe  j  og  i  GaneåmX  bror  ham  iSflnaMI  »s  i  den  mest 
bevse^e/ie  teymwmdke  Periode.  Ham  horn  senere  paa  mmrmwgaåeam 
Latin-  <&  Beakkøle,  men  maatte  paa  Grund  at  m\nmmmtlt  Xanske- 
ligheder  afbryde  éne  Stadier.  I  1SS1  Ustemte  han  én  tifl  at  sage 
%ifj  Lykke  i  Amerika;  men  Lykken  rar  det  i  BigjnaVlma  fer  ham. 
som  for  de  fleste  Indvandrere,  der  kommer  oden  nøgen  fwaUitå. 
Uddannelse,  smaat  herenål  med. 

Han   arbejdede  som  Bogagent,  Tjenesftegnt,  Giuftegrarer,  VeéV 
bngger  o.  s.  r.  og  kede  paa  den  3iaade  Livet  at  leende  fin  for- 
skjellige  Sider,  en  Erfaring  som  er  meget  nyttig  for  en  Redaktør. 
0  kom  han  til  Chicago,  bror  han  fik  Ansættelse  red  Hadet 
Ameribx:  i  1889  overtog  han  Stillingen  som  Forrefaingiifoici  ved 
den  af   Professor  Fredriksen  nyoprettede     .         DagMadei:   men 
paa  Grund  af  hans  fra  Ejerens  meget  fbrskjerage  Anskuelser  om. 
hvorledes  Avisen  rettelig  borde  ledes,  fratraadte  han  denne  Snaaog 
allerede  efter  3  Maaneders  Forløb  og  gjorde  en  Tur  hjem  til  Xorge. 
Efter  Tilbagekomsten  var  han  først  igjen  en  Tid  lang  beskjæfbget 
ved  Dagbladet   åer   imidlertid   snart   ophørte    at    udkomme:    Hr. 
Oppedale  associerede  sig  saa  med  det  bekjendte  Avertissenientafirma 
..as  Brown,  og  forblev  i  denne  Stilling,  indtil  han  i  1894  sam- 
med  Hr.  IL  S.  H.  Sartz  overtog  Kadet  Xorden.  I  1895  var 
han  med  at  grundlægge  den  norsk-danske  Presseforening  i  Amerika, 
anden    Vicepræsident   han  er.    Han   er  forovrigt   Medlem   af 
norske  Foreninger  og  deltager  paa  en  fremtrædende  Maade  i 
den  norske  Koloni  i  Chicagos  Forenings-  og  Selskabsliv.  Hr.  Oppe- 
dale er  en  ivrig  Demokrat  og  ledede  i  den  sidste  Præsidentkampagne 
den  skandinaviske  Del  af  Nationalkomitéens  Arbejde, 

tredje  større  norske  Blad  i  Chicago  er  Amerika,  der  for  Ti- 
den redigeres  af  Hr.  P.  0.  Stramme,  tidligere  i  flere  Aar  Redak- 
tor   af    Norden.    Amerika   har.   uden    at   tilhore   eller   Arina 


247 


noget  bestemt  Kirkesamfund,  et  udpræget  kirkeligt  Tilsnit,  og  det 
er,  saa  vidt  jeg  har  kunnet  se,  det  eneste  af  de  i  Amerika  ud- 
kommende  norske  Blade,  som  forfægter  det  norske  Højrepartis 
Sag. 

Det  eneste  norske  Dagblad  i  Amerika,  foruden  Skandinaven  i 
Chicago  er  Daglig  Tidende 
i  Minneapolis,  der  som  Dag- 
blad skriver  sig  fra  1887  og 
udgives  af  „T.  Guldbrandsen 
Publishing  Company" ,  der 
ogsaa  udgiver  en  Ugeudgave 
af  samme  Blad,  kaldet  Min- 
neapolis Tidende.  Gjennem 
forskjellige  Mellemled  har  imid- 
lertid Bladet  en  Historie,  der 
rækker  helt  tilbage  til  1851, 
og  Bladets  Levnedsløb  danner 
derfor  et  meget  betydeligt  Led 
i  den  norsk-amerikanske  Jour- 
nalistiks Historie.  I  Aaret  1851 
begyndte  der  i  Nærheden  af 
Madison,  Wisconsin,  at  ud- 
komme et  Blad  ved  Navn 
Emigranten,  det  blev  i  1868 
slaaet  sammen  med  det  i  La 
Crosse,  Wis.,  udkommende  Blad  Fædrelandet,  oprettet  i  1866  af 
Fredrik  Fleischer.  Efter  Foreningen  kaldtes  Bladet  Fædrelandet  og 
Emigranten  og  blev  indtil  1878  udgivet  af  den  nævnte  Fredrik  Flei- 
scher, efter  hans  Død  overtoges  Redaktionen  af  F.  A.  Husher,  der  i 
1886  flyttede  med  Bladet  til  Minneapolis.  I  1890  blev  det  kjøbt  af  T. 
Guldbrandsen  Publishing  Co.,  som  allerede  en  Tid  i  Forvejen  ogsaa 
havde  kjøbt  Ugebladet  Budstikken,  der  oprettedes  i  Minneapolis 
i  1873.   En   kort   Tid   fortsatte   de   nye   Ejere  Udgivelsen    af  disse 


P.  O.  Strømme. 


248 


Blade  under  de  gamle  Navne,   men  siden   den   første  Januar  1895 
er  de  slaaede  sammen  under  Navn  af  Minneapolis  Tidende. 

Hovedredaktørerne  af  disse  Blade  har  været:  af  Emigranten 
Konsul  K.  F.  Fleischer  og  Charles  F.  Solberg;  Fædrelandet 
(senere  Fædrelandet  og  Emigranten)  Johan  Schrøder,  Fredrik 
Fleischer,   F.    A.    Husher,    Budstikken   Paul    Hjelm    Hansen,  Jon 

Bjarnason  (nu  Formand  for 
den  islandsk-lutherske  Synode), 
Luth  Jæger,  Jørgen  Jensen, 
R.  S.  N.  Sartz  og  S.  Søren- 
sen, som  nu  redigerer  baade 
Daglig  Tidende  og  Tiden- 
de. Dette  sidste  Blad  gjør 
Fordring  paa  at  have  en 
større  Abonnentkreds  end  no- 
get andet  Ugeblad  i  Minne- 
sota, og  er  saaledes  sandsyn- 
ligvis et  af  de  faa  norske 
Blade  i  Amerika,  som  har  sit 
paa  det  tørre.  Bladets  nuvæ- 
rende Redaktør,  Sigvart  Søren- 
sen, er  født  i  1849  i  Kristi- 
ania,  hvor  han  gjennemgik 
Latinskolen,  og  med  fortrinlig 
„Kjærlighed",  som  der  staar 
i  hans  Afgangsattest ,  lagde  sig  efter  de  døde  Sprog.  Da  For- 
ældrene i  1866  paa  Grund  af  trange  Kaar  besluttede  at  udvan- 
dre til  Amerika,  fulgte  han  med,  og  var  sammen  med  dem  i 
et  Par  Aar  i  Chicago.  I  1868  fik  han  Ansættelse  paa  Kontoret 
hos  det  norsk-amerikanske  Bankierfirma  Fleischer  &  Jurgens  i 
Madison,  Wisconsin,  og  var  hos  dette  Firma  og  dets  Efterfølger  i 
over  seks  Aar  i  forskjellige  Bestillinger;  i  1870  flyttede  han  til 
La  Crosse,  Wisc,  hvor  Firmaet  havde  en  Filial.  I  1873  paabe- 
gyndte  han    sammen    med    Luth    Jæger   Udgivelsen    af   et    literært 


S.  Sørensen. 


249 

Tidsskrift  Norsk  Maanedsskrift  men  det  gik  ikke.  I  1875  blev 
Sørensen  engageret  af  den  nu  afdøde  Frederik  Fleischer,  som  netop 
af  Præsident  Grant  var  bleven  udnævnt  til  „Register"  for  de  for- 
enede Staters  Landkontor  i  La  Crosse,  og  han  bestyrede  dette 
Kontor  i  otte  Aar  under  Fleischer  og  hans  Eftermand,  F.  A.  Husher. 
Under  sit  Ophold  i  La  Crosse  deltog  han  en  Del  i  det  politiske 
Liv  og  han  blev  i  sin  Tid  som  Demokraternes  Kandidat  valgt  til 
City  Assessor  (d.  v.  s.  Taxeringsmand  for  Grundejendommenes 
Skatteværdi)  og  blev  seks  Gange  gjenvalgt  til  det  samme  Embede. 
I  1889  flyttede  han  til  Chicago  og  var  1890  Redaktør  af  Norden, 
indtil  han  i  1891  overtog  Redaktionen  af  Daglig  Tidende  og 
Budstikken  i  Minneapolis.  Sørensen  blev  i  1873  gift  med  Hanna 
Husher,  og  de  har  to  Børn,   en  Søn  og  en  Datter,   begge  voksne. 

Et  forholdsvis  ungt  Blad  er  Heimdal  i  St.  Paul,  der  begyndte 
at  udkomme  i  1891.  Redaktør  og  Ejer  er  Hr.  Chr.  Brandt,  der  er 
født  i  1853  i  Vestre  Slidre,  gik  igjennem  Krigsskolen  i  Kristiania, 
blev  udnævnt  til  Sekondtløjtnant  i  1874  og  kom  til  Amerika  i  1876. 
Her  har  han  arbejdet  ved  forskjellige  Aviser  som  Redaktør. 

Det  norsk-amerikanske  Blad,  der  har  den  største  Udbredelse  er 
Decorah-Posten.  Dette  Blad,  hvis  Udgiver  og  Ejer  den  hele  Tid  har 
været  Hr.  B.  Anundsen,  begyndte  at  udkomme  i  1874.  Begyndel- 
sen var  liden  nok,  et  fire-Siders  Blad  med  5  Spalter  paa  hver  Side, 
trykt  i  tusind  Eksemplarer  en  Gang  ugentlig,  Abonnementsprisen 
50  Cent  pr.  Aar.  Det  var  fra  først  af  beregnet  paa  at  være  et 
„Nyheds-  og  Avertissementsblad  for  Decorah  og  Omegn".  Det  gik 
smaat  i  Begyndelsen,  og  det  varede  flere  Aar,  før  Bladet  betalte 
sig;  først  i  1884  begyndte  det  at  lysne.  I  1885  begyndte  Ved  Ar- 
nen, at  gaa  som  Følgeblad  til  Decorah-Posten,  et  16-Siders  Blad 
hver  Uge.  Decorah-Posten  selv  udkommer  nu  to  Gange  om  Ugen 
med  fire  Sider,  i  stort  7-Spaltet  Format.  Den  gjør  Fordring  paa  at 
have  35,000  Abonnenter  og  at  have  større  Udbredelse  end  noget 
andet  skandinavisk  Blad  ikke  alene  i  Amerika,  men  ogsaa  i  Skandi- 
navien. 

Bladets   Ejer,   Brynhild  Anundsen,   er  født  i  Skien  den  29.  De- 

II.  17 


250 


cember  1844.  Som  15  Aars  Gut  kom  han  i  Bogtrykkerlære  i 
Correspondentens  Trykkeri  sammesteds.  Han  for  tiisjos  et  Par 
Aar,  kom  i  1864  til  Amerika  og  fik  samme  Høst  Ansættelse  i 
Fædrelandets  Trykkeri  i  La  Crosse.  I  1866  begyndte  han  at  ud- 
give et  Tidsskrift  for  Norske  i  Amerika  Ved  Arnen,  som  imid- 
lertid kun    havde  ringe  Succes,   men   dog  vedblev   at   udkomme  til 

1870.  Imidlertid  var  Udgive- 
ren flyttet  til  Decorah,  hvor 
han  samtidig  besørgede  Tryk- 
ningen af  den  lutherske  Syno- 
des Organ  Kirkelig  Maaneds- 
tidende.  I  Januar  begyndte 
han  Udgivelsen  af  et  nyt  Tids- 
skrift For  Hjemmet,  samt 
endelig  i  1874  Decorah-Pos- 
ten.  I  Familielæsning  for 
1896,  en  liden  Bog,  som  med- 
følger Decorah-Posten,  har  Hr. 
Anundsen  givet  en  Skildring 
af  sine  Oplevelser  i  de  første 
Tiængselsaar,  medens  han 
arbejdede  med  Ved  Arnen 
samt  Decorah-Posten  i  Be- 
gyndelsen. En  Høst  maatte 
han  f.  Eks.  gaa  ud  i  tre  Uger  og  arbejde  ved  et  Vejanlæg,  og  trille 
mange  tunge  Læs  af  vaad  Myrjord  for  at  tjene  27  Dollars,  som  han 
trængte  til  at  kjøbe  „nye  Typer  og  andre  Sager  til  et  nyt  Udstyr". 
Hans  Hustru  hjalp  ham  med  at  sætte  Typer  og  „valse  op",  d.  v. 
s.  sværte  Typerne  i  Pressen  med  en  Haand valse,  og  indimellem 
strikkede  hun  Barnetøj  for  paa  den  Maade  at  „hjælpe  til  Leve- 
maaden".  Hr.  Anundsen  har  nu  arbejdet  sig  op  til  Velstand,  og 
han  har  sin  egen  Energi  og  Dygtighed  og  sin  Hustrus  trofaste 
Hjælp  at  takke  for,  hvad  han  nu  er. 

Han  er  samtidig  en  Mand  med  alsidige  Interesser,  et  godt  Humør 


B.  Anundsen. 


251 


og  rundhaandet,  saa  han  er  Decorahs  mest  populære  Mand,  og  sin 
Interesse  for  sin  Fødeby,  Skien,  har  han  nylig  lagt  for  Dagen  ved 
at  skjænke  til  Byens  Musæum  en  Samling  amerikanske  Kuriosa, 
istandbragt  ved  flere  Aars  Samlerflid. 

I  Syd-Dakota  er  der  to  norske  Aviser,  Syd-Dakota  Ekko,  repu- 
blikansk, som  begyndte  at  udkomme  i  1889,  og  Fremad,  populistisk, 
begyndte  at  udkomme  i  1895,  begge  Ugeblade  og  begge  i  Sioux 
Falls. 

Redaktoren  af  Syd-Dakota 
Ekko,  Hr.  G.  Bie  Ravndal, 
blev  født  i  Sogndal  i  Dalerne 
i  1865.  Han  tog  Artium  og 
anden  Eksamen  ved  Kristi- 
ania  Universitet.  Efterat  han 
var  kommen  til  Amerika  an- 
vendte han  et  Par  Aar  paa 
Tømmerhugst  og  lignende  Be- 
skjæftigelser,  i  Block  Hills. 
Han  har  boet  i  Dakota  i  12 
Aar,  deraf  været  Bladredaktør 
i  otte.  Han  har  ogsaa,  for- 
uden at  skrive  om  Politik, 
været  saavidt  aktiv  interes- 
seret deri,  at  han   har  været 

Medlem  af  Statens  lovgivende  Forsamling.  Han  er  en  meget  ivrig 
Sanger,  og  har  gjort  meget  for  Mandssangen  i  Vesten,  navnlig  har 
han  mere  end  nogen  anden  bidraget  til  Stiftelsen  af  det  store  nord- 
vestlige Sangerforbund.  Han  har  syslet  meget  med  „Præriens  Saga", 
et  Bidrag  til  de  forskjellige  norske  Settlementers  Historie,  og  det  er  et 
meget  fortjenstfuldt  Arbejde  han  saaledes  har  gjort  ved  i  Tide  at 
samle  og  bearbejde  Dakotas  Indvandringskronike,  før  den  er  ble- 
ven glemt. 

I  Nord-Dakota  er  der  fire  norske  Blade,  Nordmanden,  Dakota, 


G.  Bie  Ravndal. 


Vesterheimen  og  Afholdsbasunen,  og  i  de  vestligste   Stater,  Was- 
hington, Oregon  og  California  er  der  ogsaa  norske  Aviser. 

De  norske  og  danske  Pressemænd  stiftede  for  et  Par  Aar  siden 
den  „norsk-danske  Presseforening  af  Amerika",  som  har  Møder  en 
Gang  om  Aaret.  Præsident  er  Hr.  B.  Anundsen,  Decorah-Postens 
Udgiver. 


POLITIKERE 


For  at  kunne  forstaa  den  Stilling,  som  Nordmændene  indtager 
i  det  amerikanske  Samfunds  Politik,  saavel  i  den  kommunale 
som  i  Statspolitiken  og  den  nationale  Politik,  er  det  nødvendigt 
først  at  gjøre  sig  det  klart,  hvorledes  de  indvandrede  Borgere  i 
det  hele  taget  er  stillet  i  politisk  Henseende. 

I  Amerika  bliver  enhver  Mand,  Korporation  eller  Nationalitet  i 
politisk  Henseende  vurderet  efter  den  „Indflydelse",  som  han  eller 
den  raader  over,  d.  v.  s.  efter  det  Antal  Stemmer,  som  han  eller 
den  kan  antages  at  kunne  paavirke  i  den  ene  eller  den  anden 
Retning,  kan  „kommandere"  over  eller  „kontrollere",  som  det  hed- 
der paa  det  amerikanske  politiske  Jargon.  Hvor  derfor  en  enkelt 
Stand  eller  en  enkelt  fremmed  Nationalitet  er  særdeles  talrig  repræ- 
senteret i  en  By  eller  i  en  Stat,  saaledes  at  der  er  en  Sandsynlig- 
hed for,  at  deres  Stemmer  kan  komme  til  at  afgjøre  et  Valg,  der 
ser  vi,  at  de  politiske  „Ledere",  de  som  afgjør,  hvem  der  skal  op- 
stilles som  Kandidater,  eller  som  efter  Valget  bestemmer,  hvem 
den  valgte  højere  Embedsmand  skal  udnævne  til  sine  Hjælpere, 
gjør  hvad  de  kan  for  at  vinde  dem  for  sin  Kandidat  og  sit  Parti: 
og  det  er  derfor  en  meget  almindelig  Ytring,  at  den  og  den  Natio- 
nalitet, den  og  den  By  eller  Stat  eller  hvad  det  nu  kan  være,  kan 
„gjøre  Fordring  paa"  at  besætte  en  af  Posterne  i  Præsidentens 
Kabinet,  at  Tyskerne   kan  gjøre  Fordring   paa  at  have  f.  Eks.  tre 


254 

Repræsentanter  fra  New  York  City  i  Statens  Assembly,  Irlænderne 
gjøre  Fordring  paa  saa  mange  Pladser  o.  s.  v. 

Naar  vi  derfor  ser,  at  Nordmændene  f.  Eks.  faar  Lov  til  at  be- 
sætte en  saadan  Stilling  som  „Sheriffens"  (Byfogdens)  Embede  i 
Chicago,  saa  kan  man  skjønne,  at  de  maa  spille  en  temmelig  be- 
tydelig Rolle  i  Byens  politiske  Liv.  Og  end  mere,  naar  vi  ser,  at 
en  Nordmand  vælges  ikke  alene  til  Guvernør  i  Staten  Minnesota, 
men  ogsaa  til  at  repræsentere  Staten  i  Forbundssenatet,  saa  kan 
vi  deraf  slutte,  at  Nordmændene  maa  have  meget  at  sige  i  Minne- 
sota. Og  medens  der  vistnok  er  Rimelighed  for,  at  Nordmændene 
i  Minnesota  uden  en  Leder  som  Knute  Nelson  ikke  vilde  være 
komne  saa  langt  frem  i  politisk  Henseende,  og  ikke  vilde  have 
faaet  Anledning  til  at  besætte  saadanne  fremragende  Stillinger  med 
en  af  sine,  hvis  de  ikke  netop  i  ham  havde  havt  Manden  til  at 
fylde  Stillingen,  saa  kan  man  paa  den  anden  Side  med  Tryghed 
sige,  at  en  i  Norge  fodt  Mand,  selv  om  han  aldrig  saa  meget 
havde  havt  Knute  Nelsons  politiske  Begavelse,  i  Staten  eller  i 
Byen  New  York  aldrig  vilde  have  kunnet  drive  det  synderlig  vidt, 
fordi  han  var  Nordmand,  og  en  hvilkensomhelst  politisk  betydnings- 
fuld Stilling,  som  en  Nordmand  i  New  York  vilde  kunne  erhverve, 
vilde  være  tiltrods  for,  ikke  fordi  han  var  Nordmand.  Vi  ser  der- 
for, at  Nordmændene  i  de  ostlige  Stater  tager  en  forholdsvis  ringe 
Del  i  det  politiske  Liv.  En  hel  Del  lader  sig  vistnok  naturalisere 
som  amerikanske  Borgere,  mange  derimod  ikke.  Det  højeste  en 
politisk  Forening  af  Nordmænd  i  NewT  York  eller  Brooklyn  vilde 
kunne  „gjøre  Fordring  paa"  efter  det  Stemmetal,  de  raader  over, 
vilde  være  at  skaffe  en  eller  et  Par  af  sine  Medlemmer  Poster 
som  „Bud"  eller  Kontorister  paa  offentlige  Kontorer,  og  det  vil  let 
indses,  at  saadanne  Poster  ikke  er  tilstrækkelig  lukrative  til  at 
bevæge  nogen  større  eller  mindre  politisk  Ærgjerrighed  blandt 
Nordmændene  i  New  York  til  at  organisere  sine  Landsmænd  i 
politiske  Klubber.  Hvis  vi  derfor  vil  se  vore  Landsmænd  tage  en 
virksom  og  tildels  fremtrædende  Del  i  det  amerikanske  politiske 
Liv,  maa  vi  gaa  til  de  store  kornproducerende  Stater  i  Nordvesten, 


255 

og  navnlig  da  til  Minnesota,  hvor  vore  Landsmænd  er,  ikke  alene 
en  Kraft,  men  ogsaa  en  Magt  i  Samfundet. 


Naar  Talen  er  om  norskfødte  Politikere  i  Amerika,  maa  Knute 
Nelson  nævnes  i  første  Række.  Knute  Nelson,  hvis  Billede  alt  er 
bragt  i  denne  Bog  (Pag.  65,  II.  Del),  er  født  paa  Voss  den  2den 
Februar  1843.  Da  han  var  tre  Aar  gammel  mistede  han  sin  Fader, 
og  tre  Aar  efter  kom  han  med  sin  Moder  til  Amerika;  hans  Moder 
nedsatte  sig  først  i  Chicago,  og  her  blev  den  seks  Aar  gamle  Gut 
angreben  af  Kolera,  som  dengang  rasede  der  i  Byen;  Knute  Nel- 
son var  imidlertid  ikke  bestemt  til  at  dø  af  Kolera,  han  kom  sig 
igjen,  og  efter  et  Aars  Ophold  i  Chicago  flyttede  Moderen  til  Wis- 
consin, hvor  Sønnen  først  fik  en  almindelig  Skoleuddannelse  og 
siden  kom  ind  paa  Albion  Academy.  Vaaren  1861,  i  en  Alder  af 
18  Aar,  stillede  han  sig  til  Tjeneste  ved  4de  Wisconsin-Regiment 
og  forblev  under  Fanerne  som  Menig  og  Underofficer  til  Udgangen 
af  Juli  1864.  Da  vendte  han  tilbage  til  Akademiet  og  gjenoptog 
sine  Studier,  som  han  fortsatte,  indtil  han  tog  Afgangseksamen  i 
1865.  Under  Krigen  deltog  han  i  Stormen  paa  New  Orleans,  Be- 
lejringen af  Vicksburg,  Slagene  ved  Baton  Rouge  og  Camp  Bisland, 
samt  Belejringen  af  Port  Hudson.  Her  blev  han  saaret  og  tagen 
til  Fange,  men  igjen  udleveret,  da  Byen  overgav  sig  den  9de  Juli 
1863.  Høsten  1865  begyndte  han  at  studere  Jura  paa  et  Sagfører- 
kontor i  Madison,  Wis.,  og  i  1867  fik  han  Sagførerbevilling.  Alle- 
rede medens  han  var  i  Wisconsin,  begyndte  han  at  gjore  sig 
gjældende  som  Politiker,  idet  han  var  Medlem  af  Wisconsins  lov- 
givende Forsamling  i  1868  og  1869.  I  1871  flyttede  han  til  Alex- 
andria, Minnesota,  hvor  han  siden  den  Tid  har  boet.  Fra  1872  til 
74  var  han  Statsadvokat  for  Douglas  County,  Minnesota,  og  fra 
1875  til  78  Medlem  af  Minnesotas  Senat.  I  1880  var  han  Valg- 
mand for  Garfield  og  Arthur.  Høsten  1882  blev  han  valgt  til  at 
repræsentere  Minnesotas  femte  Distrikt  paa  Kongressen  i  Washing- 
ton, og  genvalgt  i  1884  og  1886.  Første  Gang  havde  han  en  Plu- 


256 

ralitet  af  4,500,  ved  første  Gj  en  valg  var  Pluraliteten  12,500  Stem- 
mer, og  da  han  anden  Gang  blev  gjenvalgt,  var  Valget  saa  godt 
som  enstemmigt.  Skjont  ivrig  Republikaner  var  han  dog  i  Kon- 
gressen en  Modstander  af  den  Ultrabeskyttelse,  som  har  været 
dette  Partis  ledende  politiske  Princip  i  en  lang  Aarrække,  ja  han 
drev  endogsaa  sin  Modstand  mod  dette  Princip  saa  vidt,  at  han  i 
Kongressen  baade  talte  og  stemte  for  det  af  Demokraten  Mills 
fremsatte  Forslag  til  Toldtarif.  Man  kan  skjønne  hvor  indflydelses- 
rig og  mægtig  Knute  Nelsons  Stilling  i  Minnesotas  Politik  er,  naar 
han  efter  et  saadant  Bevis  paa  Uafhængighed  af  Partiparolen  ikke 
alene  ikke  blev  udelukket  fra  fremtidig  Deltagelse  i  det  politiske 
Liv,  men  endogsaa  i  1892  blev  opstillet  som  Kandidat  og  valgt 
til  Forbundssenator  for  Minnesota.  Knute  Nelson  er  Pioneren  blandt 
Nordmænd  i  den  amerikanske  Politik.  Han  var  den  første  Nord- 
mand i  de  forenede  Staters  Kongres,  den  første  norskfødte  Guver- 
nør af  en  amerikansk  Stat,  og  endelig  den  første  og  hidindtil  den 
eneste  Nordmand  i  de  forenede  Staters  Senat.  Han  har  i  11  Aar 
været  et  indflydelsesrigt  Medlem  af  Bestyrelsen,  The  Board  of 
Regents,  for  Minnesotas  Statsuniversitet. 


Knute  Nelsons  Modstykke  paa  Demokraternes  Side  er  Adolph 
Bierman,  Statsrevisoren  i  Minnesota.  Bierman  er  født  i  Kristiania 
i  1842  og  kom  til  Amerika  i  19-aars  Alderen.  Han  stillede  sig 
med  engang  til  Tjeneste  i  Nordstaternes  Armé  og  tjente  hele 
Borgerkrigen  til  Ende,  deltog  med  Ære  i  Træfningerne  i  Perrysa- 
ville,  Kentcky  og  Murfreesboro,  Tenn.  Efter  Krigens  Slutning 
slog  han  sig  ned  i  Rochester,  Minnesota,  og  har  levet  der  siden. 
Han  var  først  i  seks  Aar  Bogholder  i  en  af  Byens  største  Forret- 
ninger, blev  saa  i  1874  Amtsrevisor,  county  auditor,  en  Stilling 
som  han  beholdt  til  1880.  Han  er  af  Demokraterne  bleven  op- 
stillet som  Kandidat  til  en  hel  Del  forskjellige  Embeder,  Stats- 
sekretær, Kongresmand  og  Guvernør,  men  da  Staten  er  saa  over- 
vejende  republikansk,  er  han  ikke  bleven   valgt.    Præsident  Cleve- 


257 

land  udnævnte  ham  i  1SS5  til  Collector  of  internat  revemie  (d.  v.  s. 
Opkræver  af  Brændevins-  og  Maltafgifter  og  de  øvrige  indenlandske 
Skatter,  som  de  forenede  Stater  paalægger,  i  Modsætning  til  Tolden, 
som  hører  under  en  anden  Embedsmand)  for  Minnesota,  og  i  1890 
blev  han  valgt,  paa  Demokraternes  Liste,  til  Statsrevisor  for  Min- 
nesota. 

Der  er  i  Minnesota  en  hel  Del  andre  Nordmænd,  som  har  spil- 
let en  mere  eller  mindre  betydelig  Rolle  i  Politiken;  de,  som  er 
komne  længst,  er  Haldor  E.  Boen,  født  i  Søndre  Aurdal  i  1851, 
kom  til  Amerika  i  1867,  valgt  til  de  forenede  Staters  Kongres  af 
„Folkepartiet",  første  Gang  i  1892,  samt  Kittel  Halvorsen,  født  i 
1846  i  Hj artdal  i  Telemarken,  kom  til  Amerika  allerede  i  2-aars 
Alderen,  valgtes  til  Kongressen  i  1890  af  „farmers'  alliance".  Des- 
uden har  Frederik  P.  Brown  (Bruun),  født  i  Kobbervik  i  1838, 
været  Statssekretær,  valgt  første  Gang  i  1890,  gjenvalgt  i  1892, 
og  Charles  Kittelson,  født  i  1838  i  Sigdal,  Bankier  i  Minneapolis, 
været  Statskasserer  fra  1880  til  1887.  Siden  1890  har  han  været 
Præsident  for  Columbia  National  Bank  i  Minneapolis. 

I  Nord-  og  Syd-Dakota  er  der  ogsaa  mange  Nordmænd,  som 
har  spillet  en  betydelig  Rolle  i  Politiken.  M.  N.  Johnson  i  Peters- 
borough,  N.  Dakota,  har  været  Medlem  af  de  forenede  Staters 
Kongres,  og  ved  sidste  Guvernørvalg  i  S.  Dakota  havde  tre  Par- 
tier opstillet  en  Nordmand  som  sin  Kandidat;  saa  det  kunde  ikke 
undgaas,  at  der  da  maatte  vælges  en  Nordmand  til  Guvernør. 
Valgt  blev  Andrew  E.  Lee,  Demokraternes  Kandidat,  som  saa- 
ledes  har  Æren  af  at  være  den  anden  Nordmand,  der  vælges  til 
Guvernør  af  en  af  Nordamerikas  Stater. 

Andrew  E.  Lee  er  født  i  Nærheden  af  Bergen  i  1847.  Fire  Aar 
gammel  fulgte  han  med  Forældrene  til  Amerika,  hvor  de  slog  sig 
ned  i  Christiania,  Wisconsin.  Efter  at  være  bleven  konfirmeret 
gik  han  et  Aars  Tid  paa  et  Handelsakademi  og  arbejdede  derefter 
i  nogle  Aar  som  Betjent  i  større  Handelsforretninger.  I  1869  be- 
sluttede han  sig  til  at  forsøge  sin  Lykke  paa  egen  Haand  og  ned- 
satte sig  i   den   nyanlagte  By  Vermillion   i  Syd  Dakota,   hvor  han 


258 


etablerede  Firmaet  Lee  &  Prentiss,  for  hvilket  han  fremdeles  efter 
27  Aars  Forlob  staar  i  Spidsen,  og  som  han  har  oparbejdet  til 
et  af  Syd  Dakotas  største  og  mest  ansete  Forretningshuse.  Hr.  Lee 
er  to  Gange  af  sine  Medborgere  bleven  valgt  til  Mayor  i  Vermil- 
lion,  et  tilstrækkeligt  Bevis  paa  den  medborgerlige  Anseelse  han 
nyder  blandt  sine  Bysbørn,  medens  den  Omstændighed,  at  han 
saagodtsom   uden   Opposition  blev   udset  til   sit  Partis  Bannerfører 

i  den  nysudkjæmpede  heftige 
Kamp  mellem  Guld-  og  Sølv- 
mændene, noksom  viser,  at 
hans  Anseelse  er  den  samme 
over  hele  Staten. 

Republikanernes  slagne  Gu- 
vernørkandidat, A.  0.  Rings- 
rud  er  født  i  Gausdal  i  1854.  13 
Aar  gammel  kom  han  med  sine 
Forældre  til  Dakota,  og  maatte 
straks  tage  ud  at  tjene  hos 
Fremmede,  blandt  Indianere 
og  Kanadiere,  som  han  ikke 
kunde  forstaa  og  som  ikke 
forstod  hans  Tale,  og  han 
maatte  her  udføre  en  voksen 
Mands  Gjerning.  Siden  kom 
han  hjem  til  sine  Forældre  paa  Farmen,  derpaa  fik  han  Plads 
som  Betjent  i  en  Manufakturforretning,  hvor  han  senere  blev  Kom'- 
pagnon  og  tilslut  Eneindehaver,  og  hans  Forretning  er  nu  en  af 
Statens  største  og  solideste  og  omfatter  foruden  Manufakturvarer 
ogsaa  Svin  og  Kvæg.  Han  har  indehavt  forskjellige  offentlige  Stil- 
linger, f.  Eks.  County-Kasserer,  Medlem  af  Statens  grundlovgivende 
Forsamling,  Statssekretær  og  var  nu  endelig  Republikanernes  Kan- 
didat for  Guvernørværdigheden. 

I  Wisconsin    har   Nordmændene   tiltrods   for   sin   Talrighed  ikke 
spillet   saadan    en   Rolle   som   i   Minnesota.    Niels   P.   Haugen   har 


Andrew  E.  Lee. 


■2TM 


været  Medlem  af  Kongressen  og  indehavt  forskjellige  Statsembeder. 
Hans  Warner  har  været  Statssekretær.  Sewall  A.  Peterson  er  for 
Øjeblikket  Statskasserer,  desuden  har  John  A.  Johnson,  Fabrikejer, 
fra  Madison  været  Statssenator,  Atley  Peterson,  Jernbanekommis- 
sær, for  ikke  at  tale  om  en  Del  mindre  betydelige  eller  lokale 
Stillinger,  som  har  været  indehavte  af  Nordmænd. 

I  Iowa  har  Nordmændene 
hidindtil  ingen  politisk  Rolle 
spillet,  og  det  tiltrods  for  at 
de  er  talrigt  repræsenterede  i 
Staten,  og  at  det  største  Lær- 
domssæde  blandt  Nordmæn- 
dene i  Amerika  er  beliggende 
der. 

Heller  ikke  i  Illinois  har  de 
spillet  nogen  saadan  Rolle, 
som  man  kunde  vente  efter 
deres  Talrighed  og  Dygtighed, 
Det  eneste  Embede  af  Betyd- 
ning, som  har  været  beklædt 
af  en  Nordmand,  er  Byfoged- 
embedet i  Cook  County  (d.  e. 
Byen  Chicago),  som  indehav- 
des af  C.  R.  Matson  i  1886 
og  følgende  Aar;  han  fik  saa- 
ledes  den  tvivlsomme  Fornøj- 
else at  besørge  Anarkisternes  Hængning.  Dog  blev  han  ved  sin 
Forbindelse  med  denne  Affære  en  over  hele  Amerika  bekjendt 
Mand,  og  hans  Billede  og  hans  Navn  saas  i  sin  Tid  i  alle  Ame- 
rikas Aviser. 

Om  saaledes  Nordmændene  ikke  kan  siges  at  spille  nogen  sær- 
deles fremtrædende  Rolle  i  amerikansk  Potitik,  saa  er  de  dog  be- 
tydelig længere  fremme  i  den  Henseende  end  baade  Danskerne  og 
Svenskerne.    Dette  Forhold   er  dog  temmelig  let  at  forklare:  Dan- 


A.  O.  Ringsrud. 


260 

skerne  er,  naar  undtages  Nebraska  og  en  Del  mere  isolerede  Settle- 
menter i  andre  Stater,  som  i  Racine,  Wisconsin,  ikke  tilstrækkelig 
talrig  repræsenterede  til  at  kunne  gjøre  nogen  politisk  Indflydelse 
gjældende;  og  Svenskerne  er  vistnok  nu  talrigere  repræsenterede 
end  Nordmændene,  men  deres  Indvandring  er  af  en  forholdsvis 
nyere  Datum.  For  20  til  30  Aar  siden  kom  der  betydelig  flere 
Nordmænd  end  Svensker,  og  det  er  de,  som  kom  dengang,  som 
nu  har  politisk  Indflydelse.  Om  10—15  Aar  vil  vi  vistnok  se,  at 
Svenskerne  har  overfløjet  Nordmændene  betydelig  i  Retning  af  at 
gjøre  sig  gjældende  i  amerikansk  Politik. 


NORSKE  KIRKESAMFUND 


I  den  første  Tid  af  den  norske  Indvandrings  Historie  var,  som 
man  kunde  vente  sig,  Indvandrerne  saa  optagne  af  Kampen 
for  Tilværelsen,  at  de  havde  liden  Tid  tilovers  for  aandelige  In- 
teresser. Det  første  Vidnesbyrd  om,  at  saadanne  begynder  at  vaagne 
for  de  Ting,  som  ligger  udenfor  det  rent  materielle,  er  Menigheds- 
dannelsen  inden  de  norske  Settlements.  Den  første  som  begyndte 
at  præke  for  Nordmændene  i  Amerika,  var  Elling  Eielsen,  en  Læg- 
prædikant og  Tilhænger  af  Hans  Nilsen  Hauge,  som  kom  til  Ame- 
rika i  1839,  og  straks  begyndte  en  meget  energisk  Lægmandsvirk- 
somhed  blandt  sine  Landsmænd  i  Amerika.  Han  byggede  et  Bede- 
hus ved  Fox  River,  111.,  og  blev  i  1843  ordineret  som  Præst  af 
en  tysk-luthersk  Præst  i  Nærheden  af  Chicago. 

I  1844  kom  Pastor  J.  W.  C.  Dietrichson,  der  var  ordineret  til 
Præst  i  den  norske  Statskirke,  til  Koshkonong  i  Wisconsin  og  ind- 
førte i  sin  Menighed  en  med  den  norske  Statskirke  stemmende 
kirkelig  Ordning.  Mellem  Dietrichson  og  Eielsen  udviklede  der  sig 
snart  et  spændt  Forhold,  som  det  var  at  vente,  da  de  repræsente- 
rede hinanden  modsatte  Principper  i  den  norske  Kirke,  Lægmands- 
virksomheden  og  det  højkirkelige  Embedsprincip.  Dietrichson  tilbød 
at  „bekræfte"  Eielsens  Ordination,  hvad  imidlertid  Eielsen  af- 
viste som  en  Uforskammethed.  Eielsen  beskyldte  Dietrichson  for 
Rationalisme,  og  Dietrichson  igjen  Eielsen  for  Fanatisme.    De  rej- 


262 

ste  begge  meget  omkring  og  stiftede  Menigheder  paa  forskjellige 
Steder,  og  i  disse  Mænds  Virksomhed  maa  man  søge  Begyndelsen 
til  to  Kirkedannelser,  Hauges  Synode  og  den  norsk-lutherske  Sy- 
node. 

Elling  Eielsen  og  hans  Venner  stiftede  i  1846  paa  Jefferson  Prai- 
rie,  Wis.,  et  Samfund,  som  de  gav  Navn  af  „Den  evangelisk-lu- 
therske  Kirke  i  Amerika",  hvilket  Navn  i  1865  forandredes  til 
„Hauges  norsk  evangelisk-lutherske  Synode  i  Amerika". 

Hauges  Synode  indbefatter  nu  omtrent  200  Menigheder  med 
omkring  70  Lærere  og  Præster;  den  har  omtrent  30,000  Medlem- 
mer og  den  har  Ejendom,  Kirker  o.  s.  v,  til  et  Beløb  af  om- 
trent 500,000  Dollars.  Karakteristisk  for  Synodens  Virksomhed  er 
fremdeles  dens  Interesse  for  Lægmandsvirksomheden,  Bønnemø- 
der paa  Hverdage  og  stor  Simpelhed  i  Gudtjenestens  ydre  Former, 
samt  en  kraftig  Optræden  mod  alle  Slags  Svagheder  og  Laster. 

Til  Dietrichson  sluttede  sig  en  Dansk,  C.  L.  Clausen,  som  havde 
studeret  Theologi  i  Danmark  og  blev  ordineret  til  Præst  af  en 
tysk-luthersk  Præst  i  Milwaukee  i  1843.  Han  begyndte  sin  Virk- 
somhed i  1843.  Efter  Dietrichson  kom  H.  A.  Stub  og  A.  C.  Preus 
fra  Norge. 

I  1849  søgte  man  at  faa  istand  en  Sammenslutning  af  de  nor- 
ske og  danske  Menigheder,  og  der  blev  i  1851  virkelig,  paa  et 
Kirkemøde  i  Rock  Prairie,  dannet  et  Samfund.  Imidlertid  viste  det 
sig,  at  den  paa  dette  Kirkemøde  vedtagne  Grundlov  indeholdt  Grundt- 
vigianske Lærdomme,  idet  dens  2den  Paragraf  sagde:  „at  Kirkens 
Lære  er  den,  som  er  aabenbaret  i  Guds  hellige  Ord  i  vor  Daabs- 
pagt,  samt  i  det  gamle  og  ny  Testamentes  kanoniske  Skrifter". 
Da  der  ingen  Forandring  kunde  foretages  i  den  engang  vedtagne 
Grundlov,  besluttede  man  det  næste  Aar,  at  det  ifjor  stiftede  Sam- 
fund skulde  opløses,  og  man  dannede  et  nyt  Samfund  i  hvis 
Grundlov  Ordene:  „i  vor  Daabspagt  samt"  blev  strøgne.  Den  fore- 
løbige Forfatning  blev  endelig  vedtaget  paa  et  Kirkemøde  i  Fe- 
bruar 1853,  og  fra  det  Aar  daterer  sig  den  norske  Synode  i  Ame- 
rika.  Da  Synoden   stiftedes,  var  der  38  Menigheder,   som   sluttede 


263 

sig  til  den,  nemlig  31  i  Wisconsin,  3  i  Illinois  og  4  i  Iowa.  Disse 
38  Menigheder  betjentes  af  6  Præster;  der  valgtes  et  Kirkeraad, 
bestaaende  af  3  Præster  og  3  Lægmænd,  og  Pastor  A.  C.  Preus 
blev  valgt  til  Formand. 

Synodens  Præster  drev,  foruden  at  betjene  sine  egne  Menig- 
heder, ogsaa  adskillig  Missionsvirksomhed  i  de  Egne  af  Landet, 
hvor  der  endnu  ingen  norske  Præster  og  Menigheder  var,  og  paa 
den  Maade  udvidedes  efterhaanden  Synodens  Omraade.  Paa  samme 
Tid  kom  der  aarlig  en  eller  flere  Præster  ind  fra  Norge,  ligesom 
ogsaa  Præsternes  Tal  forøgedes  ved  Tilslutning  af  mange  Mænd,  som 
følte  sig  kaldede  til  at  være  Præster  og  uddannede  sig  for  Em- 
bedet i  Amerika  ved  de  Læreanstalter,  som  Synoden  efterhaanden 
oprettede.  Paa  den  Maade  er  Synoden  vokset,  saa  at  den  nu  om- 
fatter omkring  600  Menigheder  med  circa  100,000  Medlemmer,  om- 
kring 220  Præster,  og  faste  Ejendomme,  der  er  anslaaede  til  en 
Værdi  af  1,500,000.  Synoden  er  delt  i  fire  Distrikter:  østlige  Distrikt, 
Iowa,  Minnesota  og  Pacific-Distrikt.  Den  driver  en  udstrakt  Mis- 
sionsvirksomhed, idet  den  underholder  saavel  en  Indremission  med 
Emigrantmission,  som  en  Hedningemission,  Jødemission  og  Sjø- 
mandsmission. 

Blandt  mere  fremragende  Mænd,  som  har  arbejdet  inden  den 
norske  Synode,  maa  i  første  Række  nævnes  Pastor  A.  C.  Preus, 
der  var  Synodens  første  Formand,  men  efter  et  forholdsvis  kort 
Ophold  i  Amerika  vendte  tilbage  til  Norge  og  døde  for  en  Del  Aar 
siden  som  Sognepræst  i  Holt,  samt  hans  Broder  H.  A.  Preus,  der 
i  en  lang  Aarrække,  fra  1862  til  sin  Død  i  1893,  indehavde  den 
samme  Stilling  som  Formand  for  den  norske  Synode. 

Pastor  H.  A.  Preus  var  født  i  Kristianssand  i  1825,  blev  theo- 
logisk  Kandidat  i  1848  og  udvandrede  i  1851  til  Amerika,  hvor 
han  havde  modtaget  et  Kald  fra  Spring  Prairie  og  andre  Menig- 
heder i  Wisconsin. 

Som  Leder  af  den  norske  Synode  i  Amerika  syntes  Preus  en 
Levendegj øreise  af  Principet:  suaviter  in  modo,  fortiter  in  re.  Ingen 
kunde  mere  ubøjelig   end    han   fastholde,   hvad   han  ansaa  for  den 


264 


H.  A.  Preus. 


rette  lutherske  Opfatning  un- 
der de  mange  Stridigheder, 
som  har  splittet  den  norsk- 
lutherske Kirke  i  Amerika, 
men  paa  samme  Tid  var 
han,  i  sin  Ledelse  af  Dis- 
kussionen, den  urbane  Mand, 
som  ogsaa  vandt  sine  Mod- 
standeres Agtelse  eller  endog 
Hengivenhed,  selv  om  de 
ikke  lod  sig  overbevise  om 
Rigtigheden   af  hans  Menin- 

Synodens  nuværende  For- 
mand, Hr.  Pastor  V.  Koren, 
er  født  i  Bergen  i  1826  og  kom  til  Amerika  i  1853,  efterat  han 
Aaret  i  Forvejen  havde  taget  theologisk  Embedseksamen  ved  Kri- 
sti ania  Universitet.  Han 
modtog  en  Kaldelse  til 
Præst  for  en  Menighed 
i  Nærheden  af  Decorah, 
la.,  hvor  han  siden  den 
Tid  stadig  har  haft  sin 
Virksomhed.  Da  Koren 
kom  til  Amerika,  var 
han  den  eneste  norske 
Præst  vestenfor  Missis- 
sippi, saa  han  havde  et 
meget  vidtstrakt  Arbejds- 
felt. Under  Lærestridig- 
hederne inden  Synoden 
saavelsom  med  de  øv- 
rige Fraktioner  af  den 
norsk-lutherske    Kirke    i 


S* 


V.  Koren. 


265 

Amerika  har  Koren  været  en  af  dem,  som  mest  ivrig  har  kastet  sig 
ind  i  Diskussionen,  og  følgelig  har  Størsteparten  af  Modstandernes 
Angreb  været  rettede  mod  ham,  saa  Koren  paa  en  Maade  er  kom- 
men til  at  staa  som  Bannerfører  for  den  norske  Synode.  Før  han, 
ved  den  tidligere  Formands  Død,  blev  valgt  til  Synodens  Formand, 
var  han  i  mange  Aar  Formand  for  Synodens  Iowa-Distrikt. 

Jacob  Aall  Ottesen  er  født 
paa  Fedt  den  1.  Juni  1825  og 
blev  theologisk  Kandidat  i  1849. 
Efter  i  et  Par  Aar  at  have 
været  Lærer  ved  Nissens  Latin- 
skole og  Heltbergs  Artiums- 
kursus  i  Kristiania  modtog  han 
i  1852  en  Kaldelse  fra  en  Me- 
nighed i  Manitowoc,  Wisconsin. 
I  New  York  blev  han  af  Ole 
Bull  anmodet  om  at  komme  til 
den  af  ham  netop  anlagte  Ko- 
loni, i  Oleana,  i  Potter  Gounty 
Pennsylvania,  og  præke  for 
Kolonisterne  der.  Ottesen  var 
der  i  nogen  Tid,  før  han  rej- 
ste til  Manitowoc.  Hans  Ar- 
bejdsfelt i  Wisconsin  bestod  af 
tre  organiserede  Menigheder  og 

10  Missionsstationer,  som  strakte  sig  fra  Green  Bay  til  Milwaukee,  en 
Afstand  af  omtr.  90  eng.  Mil.  Den  som  nu  rejser  i  Amerika  med 
dets  bekvemme  Befordring  paa  et  vidt  forgrenet  og  udstrakt  Jern- 
banenet, kan  vanskelig  gjøre  sig  en  Forestilling  om  de  Lidelser  og 
Savn,  som  en  Virksomhed  lig  Ottesens  i  de  Dage  medførte;  altid  paa 
Rejse,  ofte  paa  ubanede  Veje,  i  Regelen  tilhest,  i  glødende  Sommer- 
hede, eller  i  Vinterens  Kulde,  førte  han  et  Liv,  som  vilde  have 
fuldstændig   nedbrudt   en   svagere   Konstitution    end  Ottesens.   Han 


J.  A.  Ottesen. 


is 


266 


paadrog  sig  dog  i  denne  sin  Virksomhed  en  kronisk  Rheumatisme, 
som  endnu  giver  ham  en  Mindelse  om  Ungdommens  Strabadser. 

Ottesen  blev  ved  Synodens  Stiftelse  valgt  til  dens  Sekretær,  og 
han  har  ogsaa  udført  adskillige  andre  Tillidshverv  for  Synoden.  I 
1860  flyttede  han  til  Koshkonong,  Dåne  County,  Wisc,  og  i  1892 
til  Decorah,  la.,  hvor  han  nu  lever  som  Pastor  Emeritus.  Han  var 
sammen  med  H.  A.  Preus  i  en  Aarrække  Redaktør  for  Evangelisk- 
luthersk Maanedstidende,  ind- 
til Redaktionen  blev  overført 
til  Fakultetet  ved  Decorah 
College. 

Pastor  Abraham  Jacobsen 
var  den  første  norsk- luther- 
ske Præst  i  Dakota.  Han 
var  ikke  fast  ansat  men 
missionerede  og  ryddede  Mar- 
ken for  sine  Efterfølgere. 
Han  bor  nu  i  Nordness,  la. 
Den  norske  Synode,  som 
Pastor  Jacobsen  tilhører,  har 
i  det  Hele  taget  Æren  af  at 
have  gaaet  i  Spidsen  med 
kirkeligt  Rydningsarbejde  i 
Dakota. 
Synoden  har  nu  Præster  og  Menigheder  over  hele  Amerika,  fra 
Massachusetts  i  Øst  til  Californien  og  Washington  i  Vest,  fra  North 
Dakota  i  Nord  til  Texas  i  Syd.  Og  dog  er  den  ikke  alene  om  at 
forkynde  Evangeliet  paa  norsk  til  lutherske  Menigheder  i  Amerika. 
Der  er,  foruden  den  tidligere  omtalte  Hauges  Synode,  flere  norske 
Kirkesamfund  i  de  amerikanske  Stater.  Det  største  af  disse  er  den 
saakaldte  forenede  Kirke,  der  er  fremkommen  ved  en  Sammen- 
slutning af  tre  oprindelig  forskjellige  Samfund,  som  efter  længere 
Forhandlinger  den  13.  Juni  1890  blev  enige  om  at  slutte  sig  sam- 
men   til    ét    Samfund,    nemlig    de    saakaldte    Antimissourier,    Kon- 


Pastor  Abraham  Jacobsen. 


267 

ferentsen  og  Augustanasynoden.  Oprindelig  var  det  ogsaa  Menin- 
gen, at  Hauges  Synode  skulde  slutte  sig  til  dette  nye  Samfund, 
men  det  blev  der  ikke  noget  af.  Det  vilde  være  for  vidtløftigt  her 
at  gaa  ind  paa  disse  forskjellige  Kirkesamfunds  Historie  i  Detalj. 
Antimissourierne  bestod  af  et  Samfund  af  Menigheder  og  Præster 
som  i  1884  udtraadte  fra  den  norske  Synode  paa  Grund  af  en 
Uenighed  om  Naadevalget,  idet  den  udtraadte  Minoritet,  omtrent 
en  Tredjedel  af  Synodens  Menigheder  og  Præster,  mente  at  Majori- 
teten hyldede  en  uluthersk  Prædestinationslære. 

Konferentsen  var  en  Fortsættelse  af  et  Samfund,  som  fra  først 
af  bestod  af  norske  og  svenske  Menigheder,  dannet  i  1861  under 
Navn  af  den  „skandinavisk  lutherske  Augustanasynode".  I  1870 
skiltes  Nordmændene  og  Svenskerne,  og  de  førstnævnte  dannede, 
sammen  med  en  Del  danske  Menigheder,  den  norsk-danske  Augu- 
stana Synode,  senere  reorganiseret  under  Navn  af  den  norsk-dan- 
ske evangelisk-lutherske  Konferents;  imidlertid  var  dog  ikke  alle 
Menigheder  og  Præster  i  Augustanasynoden  fornøjede  med  denne 
Reorganisation,  og  en  Del  blev  derfor  staaende  i  den  norske  Augu- 
stanasynode. 

Det  som  skiller  den  norske  Synode  fra  alle  de  andre  Samfund, 
saaledes  at  de  altsaa  har  kunnet  slutte  sig  sammen  til  et  større 
Samfund  i  Modsætning  til  Synoden,  er  dels  og  væsentlig  en  Forskjel 
i  Læren,  især  med  Hensyn  til  Prædestinationen  og  gode  Gjer- 
ningers Betydning,  dels  en  helt  igjennem  forskjellig  Aandsretning, 
der  navnlig  gjør  sig  gjældende  med  Hensyn  til  det  præstelige  Em- 
bedes Forhold  ligeoverfor  Menighederne  og  med  Hensyn  til  Præste- 
uddannelsen. Synoden  repræsenterer  det  højkirkelige  Princip,  Em- 
bedet som  det  primære  og  suveræne,  de  andre  Samfund  i  mere 
eller  mindre  Grad  det  lavkirkelige,  med  Menighederne  som  det 
væsentlige  ligeoverfor  det  kirkelige  Embede.  Imidlertid  kunde  det 
nydannede  Samfund  ikke  længe  blive  staaende  uden  indre  Stridig- 
heder. Den  ydre  Foranledning  til  Strid  var  en  Uenighed  om  Be- 
siddelsen   af   Konferentsens    Præsteskole,    Augsburg    Seminar    ved 

Minneapolis,  idet   det  nydannede  Samfunds  Embedsmænd  vilde,  at 

is* 


268 


det  i  Overensstemmelse  med  Foreningsvilkaarene  skulde  overdrages 
til  dem,  medens  de  gamle  Tillidsmænd  ikke  vilde  overdrage  Ejen- 
dommen til  det  nye  Samfund.  Saaledes  dannede  der  sig  inden  den 
forenede  Kirke  to  Partier,  Majoriteten  og  Minoriteten,  det  sidst- 
nævnte Parti  ogsaa  kaldet  „Augsburgs  Venner";  Majoriteten  har 
fra  1ste  Januar  1897  udstødt  en  Del  af  de  Menigheder,  som  hører 
til    Minoriteten,  og   det   er  Meningen  fra   Sommeren  1897   at  søge 

at  faa  disse  Menigheder  orga- 
niseret til  et  nyt  Samfund. 
Der  vil  da  igjen  være  fire 
norsk-lutherske  Samfund  i 
Amerika.  En  af  de  væsentlige 
Forskjelligheder  mellem  Majo- 
riteten og  Minoriteten  er,  at 
den  første  holder  det  samlede 
Indbegreb  af  Menigheder,  Kir- 
ken, for  det  principielle,  me- 
dens Minoriteten  holder  paa 
de  enkelte  Menigheders  Suve- 
rænitet og  Selvbestemmelses- 
ret. Minoriteten  vil  ogsaa  have 
det  kirkelige  Embede  saa  lidet 
som  muligt  hævet  op  over 
Menighederne,  vil  ikke  have 
nogen  egen  Præstestand,  Præsten  skal  mere  føle  sig  som  ét  med 
Menigheden,  medens  Majoriteten  i  dette  Punkt  nærmer  sig  mere 
til  Synodens  højkirkelige  Anskuelser. 

Den  forenede  Kirkes  Formand  er  Pastor  Gjermund  Høyme,  født 
i  Valders  i  1848.  Han  kom  til  Amerika  med  sine  Forældre  i  1851; 
Familien  nedsatte  sig  i  Port  Washington,  Wis.,  og  flyttede  senere 
til  Iowa.  Høyme  studerede  ved  Wisconsins  Statsuniversitet  i  Ma- 
dison og  Augsburgs  Seminarium  i  Minneapolis,  og  blev  Præst  i 
„Konferentsen"  i  1874.  I  1890  blev  han  valgt  til  Formand  i  den 
forenede  Kirke. 


G.  Høyme. 


269 

Alle  disse  Kirkesamfund  underholder  Læreanstalter,  væsentlig 
med  det  Formaal  at  uddanne  Præster  inden  de  respektive  Sam- 
fund, men  ved  Siden  deraf  ogsaa  beregnede  paa  at  give  unge 
Mænd  en  videregaaende  Almendannelse,  en  college  education. 

Foruden  de  her  nævnte  lutherske  Kirkesamfund  findes  der  ogsaa 
blandt  Nordmænd  i  Amerika  Menigheder  af  Methodister,  Baptister 
og  andre  Kirkesamfund,  ikke  at  tale  om  at  en  hel  Del  Nordmænd 
tilhører  Mormonernes  Samfund. 

Kristofer  Janson,  som  nu  er  bosat  i  Kristiania,  forestod  i  en 
længere  Aarrække  Unitariemenigheder  i  Minneapolis,  St.  Paul, 
Brown  County  og  Underwood  i  Minnesota  samt  i  Hudson  i  Wis- 
consin, og  hans  vækkende  Virksomhed  baade  som  Prædikant  og 
som  Udgiver  af  Maanedskriftet  „Saamanden",  saavelsom  hans  noble 
Personlighed  bidrog  meget  til  at  sprede  religiøs  Fordragelighed  og 
Tolerance  i  vide  Kredse. 


Luther  College. 


NORSKE  UNDERVISNINGSANSTALTER 


Den  ældste  og  mest  bekjendte  af  de  norske  Læreanstalter  i  Ame- 
rika er  den  norske  Synodes  Skole  Luther  College  i  Decorah. 

Det  er  et  ganske  ejendommeligt  Træf,  at  i  det  samme  Aar  i 
hvilket  den  lovgivende  Myndighed  hjemme  ganske  afskaffer  alt 
Studium  af  de  klassiske  Sprog  i  Skolen,  udsender  Luther  College, 
den  norske  Latinskoles  Aflægger  i  Amerika,  en  Katalog,  hvori  det, 
blandt  andet  heder: 

„Alle  Tiders  Erfaring  har  godtgjort,  at  Studiet  af  de  gamle  eller 
saakaldte  klassiske  Sprog  er  det  bedste  Grundlag  for  højere  Dan- 
nelse og  især  en  nødvendig  Betingelse  for  Sprogdygtighed." 

Luther  College  blev  stiftet  for  at  uddanne  Præster  for  den  nor- 
ske Kirke  i  Amerika,  „og  det  var  Meningen,  at  disse  skulde  faa 
en  saadan  fuldstændig  Uddannelse,  som  man  i  Norge  fik  ved  først 
at  gjennemgaa  en  ordentlig  Latinskole  og  derefter  at  studere  ved 
Universitetet".  Det  var  derfor  oprindelig  Tanken,  at  Skolen  i  Deco- 
rah skulde  være  baade  et  College  og  et  theologisk  Seminar;  denne 


271 

Tanke  blev  imidlertid  opgiven.  Planen  er  nu,  at  Skolen  skal  give 
en  grundig  forberedende  Uddannelse  til  dem,  som  senere  vil  studere 
Theologi.  Skolen  blev  altsaa  kun  Halvparten  af  hvad  den  oprinde- 
lig var  paatænkt  at  skulle  blive;  den  blev  en  Latinskole,  og  det 
har  den  uforandret  vedblevet  at  være  ned  igjennem  Tiderne.  Den 
samme  Mand,  som  grundlagde  Skolen  i  1861,  Hr.  Laurits  Larsen, 
er  fremdeles  dens  Leder.  Det  kan  ikke  nægtes,  at  Skolens  Virk- 
somhed herved  faar  et  velgjørende  Præg  af  Kontinuerlighed  og 
Stabilitet,  omend  ogsaa  af  en  vis  Ensidighed. 

Skolen  i  Decorah  er  dog  ikke  en  ret  og  slet  Omplantning  paa 
amerikansk  Grund  af  vore  gamle  norske  Latinskoler.  En  Del  af 
sine  Ejendommeligheder  har  den  laant  fra  det  tyske  Gymnasium, 
andre  fra  det  amerikanske  College.  Saaledes  fører  Decorah  College 
adskillig  videre  i  Studiet  af  klassiske  Sprog  end  nogen  norsk  Latin- 
skole selv  efter  det  gamle  System  gjorde.  Fra  de  amerikanske 
Skoler  har  det  laant  sin  Inddeling  i  en  College-Afdeling  og  en  for- 
beredende Afdeling,  fra  de  tyske  Klassernes  Navne,  der  begynder 
med  Septima  og  slutter  med  Prima.  Fra  Septima  til  Quinta  er 
forberedende  Klasser,  fra  Quarta  til  Prima  er  det  egentlige  College. 
Har  man  taget  Afgangseksamen  fra  Prima  faar  man  Graden  ba- 
chelor of  arts,  baccalaureus  artium.  Skoleaaret  inddeles  i  en  Høst- 
termin paa  12  Uger,  en  Vintertermin  paa  16  Uger  og  en  Vaar- 
termin  paa  13  Uger.  Undervisningen  gives  dels  paa  Norsk  og  dels 
paa  Engelsk.  Saaledes  i  Latin  for  det  meste  paa  Norsk,  i  Græsk 
helt  igjennem  paa  Engelsk.  Begge  disse  Sprog  behandles  som  Mo- 
dersmaal,  saa  der  gives  Stilopgaver  i  begge,  og  det  forlanges  at 
man  skal  med  Færdighed  kunne  udtrykke  sig  mundtlig  og  skriftlig 
paa  begge  Sprog.  I  de  fire  øverste  Klasser,  det  egentlige  College, 
læses  der  tilsammen  19  Timer  Latin,  19  Timer  Græsk,  foruden  4 
Timer  græsk  Testamente,  12  Timer  Engelsk,  12  Timer  Norsk,  10 
Timer  Tysk,  4  Timer  Hebraisk,  11  Timer  Historie;  Fransk  har  2 
Timer,  Mathematik  (Stereometri  og  Trigonometri,  samt  Kemi)  8, 
Gymnastik  2  (kun  i  anden  Termin). 

Som    man    ser,   er   det   en   meget   ensidig  sproglig-historisk   Ud- 


272 

dannelse,  hvor  Mathemathik  og  Naturkundskaber  kim  er  repræsen- 
terede ved  fire  Timer  i  hver  af  de  to  nederste  Klasser.  Men  det 
ejendommelige  er,  at  medens  det  norske  Demokrati  hjemme  har 
afskaffet  Studiet  af  det  klassiske  Sprog  som  en  Dødvægt,  som  en 
Bortkasten  af  Tid,  Arbejde  og  Evne  paa  et  Formaal,  der  intet  Ud- 
bytte bringer  enten  for  den  enkelte  eller  Samfundet,  underholder 
det  væsentlig  fra  norske  Bønder  rekruterede  norsk-amerikanske 
Demokrati  i  den  norsk-lutherske  Synode  ved  frivillige  Bidrag  en 
Skole,  hvor  de  samme  klassiske  Sprog  sættes  i  Højsædet  som  for- 
nødne for  enhver  højere  Dannelse. 

Skolens  Bygning,  der  var  opført  i  1865,  nedbrændte  den  19. 
Maj  1889.  Bygningen  havde  med  Tilbehør  kostet  omtrent  100,000 
Dollars;  deraf  var  kun  10,000  Dollars  dækket  af  Assurance;  imid- 
lertid gik  man  straks  tilværks  med  at  indsamle  Penge  til  en  ny 
Bygning,  og  allerede  den  14.  Oktober  1890  kunde  det  nye  Hus, 
indrettet  efter  alle  Nutidens  Fordringer,  indvies.  Den  nye  Bygning 
har  kostet  noget  over  50,000  Dollars. 

I  Modsætning  til  norske  Latinskoler  er  Luther  College  en  Kost- 
skole, hvor  der  ikke  alene  gives  Undervisning,  men  hvor  Gutterne 
ogsaa  bor  paa  selve  Skolen.  Undervisningen  betales  med  20  Dol- 
lars aarlig  i  den  forberedende  Afdeling  og  er  fri  i  College-Afdelin- 
gen. For  Kost  og  Logi  betales  72  Dollars  aarlig.  Desuden  betales 
til  Lægehonorar,  Bibliothek,  Gymnastiklokale  og  Lampeolje  tilsam- 
men 12^2  Dollars  aarlig,  saa  den  samlede  Udgift  kommer  op  i 
omkring  400  Kroner  aarlig.  Man  kan  altsaa  studere  meget  billig 
ved  Luther  College,  og  der  kan  maaske  komme  den  Tid,  da  nor- 
ske Forældre,  som  ønsker  at  give  sine  Sønner  en  klassisk  Dan- 
nelse, vil  sende  dem  til  Decorah  for  at  lade  dem  studere  der. 

Som  Undervisningsanstalt  nyder  Luther  College  i  Decorah 
stor  Anseelse,  ikke  alene  blandt  Nordmænd  og  andre  Skandinaver 
i  Amerika,  men  ogsaa  blandt  Amerikanerne.  Som  et  Vidnesbyrd 
om  denne  Anseelse  kan  det  nævnes,  at  Johns  Hopkins  University  i 
Baltimore,  Maryland,  et  af  de  mest  ansete  Universiteter  i  Amerika,  og 
den  første  helt  videnskabelige  Anstalt  i  de  forenede  Stater,  tager  et 


273 

Afgangsvidnesbyrd  fra  Decorah  College  som  et  tilstrækkeligt  Mo- 
denhedsbevis  uden  at  forlange  nogen  Optagelsesprøve.  Skolens  Elev- 
antal var  i  forrige  Skoleaar  to  hundrede,  og  siden  dens  Begyndelse 
har  omtrent  300  unge  Mænd  efter  fuldstændig  at  have  gjennem- 
gaaet  Skolen  underkastet  sig  dens  Afgangseksamen  og  modtaget 
Graden  Baccalaureus  Artium.  Af  disse  300  er  omtrent  Halvparten 
blevne  Præster,  noget  over  50  Lærere,  tildels  Bestyrere  af  højere 
Skoler,  en  hel  Del  Læger,  Sagførere  o.  s.  v.  Blandt  mere  bekjendte 
Navne  kan  nævnes  Professor  R.  B.  Anderson,  Prof.  H.  G.  Stub, 
Konsul  Reque  o.  fl. 

Medens  Skolens  Bestyrer  har  været  den  samme  hele  Tiden,  har 
der  naturligvis  været  adskillig  Veksling  inden  Lærerpersonalet,  dels 
foraarsaget  ved  Skolens  sukcessive  Udvidelse,  dels  ved  Lærernes 
Død  eller  Fratræden.  Enkelte  Lærere  er  komne  ud  fra  Norge  for 
at  undervise  som  Specialister  i  bestemte  Fag;  blandt  dem  kan 
nævnes  Professor  Seippel  ved  Kristiania  Universitet,  som  i  et  Aars 
Tid  var  Lærer  i  Decorah.  I  den  senere  Tid  har  de  fleste  af  de 
nyansatte  Lærere  været  forhenværende  Elever  af  Skolen,  som 
ved  et  videregaaende  Studium  ved  amerikanske  Universiteter  har 
uddannet  sig  for  Lærergjerningen.  Saaledes  ser  vi,  at  det  norsk- 
amerikanske Samfund  efterhaanden  hører  op  at  være  et  Nybygger- 
samfund  og  træder  ind  i  Kultursamfundenes  Række,  idet  det  bliver 
istand  til,  uden  Tilførsel  udenfra,  at  skaffe  de  nødvendige  Midler 
og  Mænd  for  at  bibringe  den  opvoksende  Slægt  den  højeste  Dan- 
nelse. 

Skolens  Bestyrer,  Professor  Laurits  Larsen,  er  født  i  Kristians- 
sand  den  10.  August  1833.  Efter  at  have  taget  theologisk  Embeds- 
eksamen ved  Kristiania  Universitet  i  1855,  virkede  han  et  Par  Aars 
Tid  hjemme  og  kom  i  1857  til  Amerika  som  Præst  ved  en  norsk 
Menighed  nær  Rush  River,  Wisc.  I  1859  blev  han  af  Synoden 
ansat  som  norsk  Professor  ved  den  tyske  Missourisynodes  Præ- 
steskole  i  St.  Louis.  Da  saa  Synoden  i  1861  besluttede  at  oprette 
sin  egen  Præsteskole  i  Decorah,  blev  Prof.  Larsen  valgt  til  Besty- 
rer af  den  nyoprettede  Skole,  et  Hverv  som  han  nu  i  35  Aar  har 


274 


udfort  med  Dygtighed,  Nidkjærhed  og  Karakterfasthed.  Som  Besty- 
rer af  Decorah  College  i  denne  lange  Række  af  Aar  har  Professor 
Larsen  udøvet  en  stor  Indflydelse  paa  det  norsk-amerikanske  Sam- 
fund, og  det  skyldes  for  en  væsentlig  Del  ham,  at  vor  Nationalitet 
i  den  lille  Universitetsby,  med  den  yndige  Beliggenhed  ved  Iowa 
River,  har  haft  en  Forpost,   som  har  bidraget   mægtig  til  at  holde 

den  oppe  i  dens  Kamp  for 
Tilværelsen.  Mange  af  de  unge 
Mænd,  der  er  udgaaede  fra 
Decorah  College,  især  i  de  før- 
ste Aar  af  dets  Bestaaen,  ta- 
ler og  skriver  endnu  ligesaa 
godt  norsk  som  nogen  Nord- 
mand, der  er  født  og  opdra- 
gen i  Norge  og  uddannet  ved 
norske  Skoler  og  det  norske 
Universitet. 

Blandt  det  nuværende  Lærer- 
personale ved  Decorah  College 
kan  mærkes  Læreren  i  Latin 
Hr.  J.  E.  Granrud,  der  er 
Doctor  i  Philosophi  fra  Cor- 
nell  University,  New  York, 
samt  Læreren  i  Græsk,  Hr. 
Gisle  Bothne,  der  tillige  er  Bestyrer  for  den  forberedende  Afdeling 
af  Skolen. 

Hr.  G.  Bothne  er  født  paa  Frederikshald  i  1860  og  gik  i  9  Aar 
paa  sin  Fødebys  Latinskole.  I  16-Aars  Alderen  kom  han  med  sin 
Fader,  Th.  J.  Bothne,  der  havde  faaet  Ansættelse  som  Professor 
ved  Decorah  College,  til  Amerika.  Hr.  Bothne  tog  Afgangseksamen 
fra  Decorah  College  i  1878  og  studerede  derefter  i  flere  Aar  ved 
Johns  Hopkins  University  i  Baltimore,  Maryland.  Gisle  Bothne  var 
en  af  de  første  Nordmænd,  der  fuldendte  sin  Uddannelse  ved  dette 
Universitet,   siden  har   mange  fulgt  Eksemplet.   Det   maa   siges   at 


Professor  L.  Larsen. 


275 


være  meget  heldigt  for  det  videnskabelige  Liv  i  det  norsk-ameri- 
kanske Samfund,  at  der  er  kommet  en  saavidt  nøje  Forbindelse  i 
Stand  mellem  Decorah  College  og  Johns  Hopkins  Universitet,  da 
dette  Universitet  paa  samme  Tid  er  en  af  de  mest  progressive  og 
mest  videnskabelige  Læreanstalter  i  Amerika,  den  første  som  be- 
gyndte at  drive  Undervisningen  efter  de  evropæiske,  specielt  de 
tyske  Universiteters  Mønster.  De 
fra  Luther  College  kommende 
Studenter  roses  ogsaa  meget 
af  Professorerne  ved  Johns 
Hopkins  for  Flid  og  en  grun- 
dig Fordannelse.  Siden  1884  har 
Hr.  Bothne  været  knyttet  til 
Decorah  College,  hvor  han  un- 
derviser de  højere  Klasser  i 
Græsk  og  Norsk.  Han  har 
været  et  mangeaarigt  Medlem 
af  The  Modem  Language 
Association  of  America  og  er 
gift  med  Kathrine  E.  Brandt, 
en  Datter  af  Pastor  N.  Brandt 
som  i  en  længere  Aarrække 
var  Præst  i  Decorah  og  Pro- 
fessor ved  Luther  College. 

Hr.     Bothnes     Fader,      Th. 
Bothne,  opgav  i  1882  sin  Stilling  ved  Decorah  College  for  at  over- 
tage Redaktionen   af  „Norden"  og  har  siden  den  Tid  levet  i   Chi- 
cago  som   Journalist.    For  Øjeblikket  er  han  beskjæftiget  ved  Re- 
daktionen af  „Skandinaven". 

Foruden  Luther  College  i  Decorah  har  Synoden  ogsaa  en  Præste- 
skole  i  Robbinsdale,  Minnesota,  i  Nærheden  af  Minneapolis.  Denne 
Præsteskole,  Luther  Seminar,  som  oprindelig  holdtes  i  Madison, 
Wisconsin,  men  i  1888  flyttedes  til  det  Sted,  hvor  den  nu  er,  be- 
staar  af  to   Afdelinger,  en  praktisk,  oprettet  i  1876,  beregnet  paa 


Professor  Gisle  Bothne. 


276 


unge  Mænd,  som  ikke  har  nogen  fuldstændig  Gymnasialdannelse 
og  som  paa  Grund  af  Alder  eller  andre  Omstændigheder  ikke  kan 
tilegne  sig  den,  men  dog  har  Evne  og  Vilje  til  at  virke  som  Præ- 
ster; Undervisningen  gives  her  væsentlig  paa  norsk;  og  en  theo- 
retisk  Afdeling,  som  har  til  Opgave  at  give  unge  Mænd,  der  har 
erholdt  en   videnskabelig  Fordannelse,   navnlig  i   de  gamle   Sprog, 

den  nødvendige  theologiske  Ud- 
dannelse for  at  de  kan  virke 
som  Præster  i  den  norsk-luther- 
ske Kirke.  Denne  theoretiske 
Afdeling  er  paa  en  Maade  en 
Fortsættelse  af  den  i  1859  op- 
rettede norske  Professorpost  ved 
det  tyske  theologiske  Seminar 
i  St.  Louis,  som  nu  blev  op- 
hævet. 

Lutheran  Normal  School  i 
Sioux  Falls,  South  Dakota,  er 
beregnet  paa  at  uddanne  dyg- 
tige Lærere  og  Lærerinder  saa- 
vel  for  den  almindelige  ameri- 
kanske Public  School,  som  for 
den  norske  Religionsskole.  Præ- 
steskolens Bestyrer  er  Prof.  S. 
B.  Frich,  Lærerskolens  Professor  A.  Mikkelsen. 

Blandt  Professorerne  ved  Præsteskolen  i  Robbinsdale  kan  mær- 
kes Professor  John  Ylvisaker,  født  i  Sogndal  i  1845;  han  gjennem- 
gik  Stordoens  Seminarium  og  virkede  i  nogle  Aar  som  Lærer  i 
Folkeskolen,  medens  han  samtidig  studerede  gammelnorsk,  tysk  og 
engelsk  under  private  Lærere.  Han  udvandrede  til  Amerika  i  1871 
og  gjennemgik  først  Luther  College  i  Decorah,  derpaa  Concordia 
Seminary  i  St.  Louis.  I  1877  blev  han  kaldet  til  Præst  for  Syno- 
dens Menighed  i  Zumbrota,  Minn.,  og  i  1879  til  Professor  i  Theo- 
logi  ved  Præsteskolen  i  Madison,  som  siden  overflyttedes  til  Rob- 


John  Ylvisaker. 


277 


binsdale.  For  yderligere  at  forberede  sig  til  sin  Lærergjerning  gjorde 
han  i  1881  og  82  en  Rejse  til  Evropa,  hvor  han  studerede  Theo- 
logi  ved  Universiteterne  i  Kristiania,  Kjobenhavn  og  Leipzig.  Ylvis- 
aker  er  Viceformand  for  Seminariet  og  Fakultetets  Sekretær. 

Blandt  dem,  som  har  virket  som  Lærere  ved  Præsteskolen  i  Rob- 
binsdale,  maa  i  første  Række  nævnes  Professor  Hans  Gerhard  Stub. 
Hr.  Stub  er  født  den  23de 
Februar  1849  i  Muskego,  Wis- 
consin, hvor  Faderen  H.  A. 
Stub  var  Præst  for  en  Del 
norske  Menigheder.  Hans  Fa- 
der, der  kom  til  Amerika  i 
1848,  var  den  anden  i  Ræk- 
ken af  de  norske  Præster,  som 
kom  til  Amerika  med  Uddan- 
nelse fra  Kristiania  Univer- 
sitet. Fra  1861—65  gik  Hr. 
Stub  paa  Bergens  Latinskole, 
da  hans  Fader  paa  Grund  af 
nedbrudt  Helbred  havde  seet 
sig  nødsaget  til  at  rejse  til- 
bage til  Norge,  men  i  1865 
kom  hele  Familjen  tilbage  til 
Amerika,  og  Hr.  Stub  stude- 
rede nu  i  2  Aar  ved  Luther  College,  og  derefter  ved  den  store  tyske 
Latinskole  i  Fort  Wayne,  Ind.  Fra  1869—72  studerede  han  Theo- 
logi  ved  det  tyske  theologiske  Seminar  i  St.  Louis,  Missouri,  og  tog 
Embedseksamenen  med  Udmærkelse.  Derefter  var  han  Præst  i 
Minneapolis  og  Omegn  til  1878,  gjorde  i  Mellemtiden  en  Rejse  til 
Norge,  hvor  han  stiftede  Bekjendtskab  med  norske  Theologer,  som 
Professorerne  Bugge  og  Myhre,  et  Bekjendtskab,  som  gik  over  til 
et  Venskabsforhold  og  holdt  sig  ned  igjennem  Aarene.  Hr.  Stub 
havde  i  disse  Aar  et  meget  haardt  Arbejde  i  de  tyndt  beboede  og 
lidet    udviklede   Egne,    hvor    hans  Virksomhed    laa.    Der    er    nu   8 


Professor  H.  G.  Stub. 


278 

Præster,  hvor  han  dengang  var  alene  om  Arbejdet.  Han  stiftede 
blandt  andet  en  Menighed  langt  oppe  i  Skovene,  hvor  der  ikke 
fandtes  Heste  og  han  maatte  kjøre  18 — 20  Mil  med  Okser  i  Vinter- 
kulden. I  1878  blev  det  norske  theologiske  Seminar  flyttet  til 
Madison,  Wis.,  og  Hr.  Stub  blev  kaldet  til  Professor.  Han  arbejdede 
her  saa  energisk,  at  han  i  1881  paa  Grund  af  Overan  s  trængeise 
maatte  gjøre  en  Tur  til  Europa,  og  med  den  Arbejdskraft  han 
havde,  kastede  han  sig  over  Studiet  af  babylonisk-assyrisk,  for- 
nemmelig under  Professor  Friedrich  Delitzsch  i  Leipzig;  han  holdt 
paa  Tilbagerejsen  fra  Leipzig  en  Række  Foredrag  i  Drammen  og 
Kristiania  om  „Hemmelige  Selskaber",  senere  udkommet  i  Bog- 
form; desuden  i  Drammen  Foredrag  om  „Udgravningerne  og  det 
gamle  Testamente".  Fra  1879 — 88  var  Hr.  Stub  Bestyrer  af  det 
theologiske  Seminar.  Daarlig  Helbred  nødte  ham  imidlertid  til  at 
frasige  sig  Bestyrerposten,  medens  han  vedblev  at  arbejde  som 
Professor.  Synoden  besluttede  ved  denne  Tid  at  overflytte  Seminaret 
til  Robbinsdale  i  Nærheden  af  Minneapolis  og  Arbejdet  ved  Over- 
flyttelsen faldt  for  en  væsentlig  Del  paa  Professor  Stubs  Skuldre; 
han  maatte  derfor  i  1890  tage  sig  en  længere  Ferie  paa  Grund  af 
Overanstrængelse,  men  overtog  snart  igjen  Arbejdet  med  fuld  Kraft 
baade  ved  Seminariet  og  rundt  omkring  i  Bygderne  paa  Missions- 
rejse,  lige  til  Stillehavskysten,  saa  hans  Helbred  igjen  led  under 
det  rastløse  Arbejde  og  han  mistede  sin  Stemmes  Brug.  En  Tur 
til  Europa  i  1890  restituerede  dog  hans  Helbred;  før  Afrejsen  blev 
der  overrakt  Professor  Stub  og  Frue  et  prægtigt  Stueur  samt  300 
Dollars  som  et  Vidnesbyrd  om  Elevers  og  andres  Paaskjønnelse. 
Fra  1894—96  virkede  Hr.  Stub  igjen  som  Professor  og  Eneredaktør 
af  Synodens  Organ  „Evangelisk-luthersk  Kirketidende",  og  i  1896 
fik  han  Kald  fra  Decorah  første  norske  evangelisk-lutherske  Menighed 
som  dens  Præst,  et  Kald  som  han  modtog  væsentlig  for  derved 
at  faa  Anledning  til  at  virke  paa  al  den  Ungdom,  som  søger  hen 
til  Decorah  for  at  studere,  ikke  alene  ved  Luther  College,  men 
ogsaa  ved  to  andre,  lavere  Skoler,  som  findes  der  i  Byen,  og  som 
for  en   stor  Del   søges   af   norske.   Hr.  Stub  har  ved  Siden   af  sin 


279 

Virksomhed  som  Lærer  og  Præst  udfoldet  en  betydelig  Virksomhed 
som  theologisk  Forfatter;  foruden  talrige  Avisartikler  kan  nævnes 
følgende  Skrifter:  Eksegetiske  og  dogmehistoriske  Bidrag  til  Kon- 
kordieformelens  Læretypus,  et  meget  lærd  Værk,  der  vidner  om  en 
skarp  filologisk  Begavelse  og  klar  Tænkning;  det  udkom  i  Kristiania 
1882.  Hemmelige  Selskaber.  Om  Naadevalget.  To  Taler  ved  Luther- 
festen i  1883.  Tale  ved  Gustaf  Adolf  Festen.  En  Række  af  Prædi- 
kener i  Synodens  Postille.  Det  var  et  stort  Tab  for  Seminariet,  da 
Hr.  Stub  flyttede  fra  det,  og  Studenternes  Ønske  om  at  beholde 
Hr.  Stub  fik  sit  Udtryk  i  en  meget  indtrængende  Anmodning  til 
ham  om  at  blive  staaende.  Naar  han  ikke  desto  mindre  valgte  den 
nye  Stilling,  var  det,  fordi  han  troede  i  den  at  kunne  udøve  en 
endnu  større  Indflydelse  end  i  den  forrige.  Hr.  Stub  anses  som 
den  lærdeste  Theolog  og  den  mest  fremragende  Dogmatiker  inden 
den  norsk-lutherske  Kirke  derover,  og  hans  Anseelse  er  ikke  ind- 
skrænket til  Nordmændene  og  det  Kirkesamfund,  som  han  tilhører; 
han  har  ogsaa  fundet  Paaskjønnelse  inden  amerikanske  videnskabe- 
lige og  pædagogiske  Kredse  som  en  begavet  Videnskabsmand  og 
en  dygtig  Pædagog  og  Præst.  Hr.  Stub  er  gift  for  anden  Gang. 
Hans  første  Hustru  var  Didrikke  Aall  Ottesen,  Datter  af  ovenfor 
omtalte  Pastor  Jacob  Aall  Ottesen;  hun  døde  allerede  1879  efter  3 
Aars  Ægteskab.  Hans  nuværende  Hustru  er  Valborg  Hovind,  en 
af  de  første  norske  Sangerinder  i  Amerika.  Hr.  Stub  stiftede  hendes 
Bekjendtskab  i  Leipzig  1882. 

Foruden  disse  tre  Opdragelsesanstalter,  som  tilhører  Synoden, 
er  der  ogsaa  forskjellige  andre,  som  slutter  sig  til  den  uden  at 
ejes  af  den: 

Luther  Academy  i  Albert  Lea,  Minn.  Bruflat  Academy,  Port- 
land, N.  D.  Park  Region  Luther  College  i  Fergus  Falls,  Minn. 
Pacific  Lutheran  University  i  Parkland,  Wash.  Lidheran  Ladies' 
Seminary  i  Red  Wing,  Minn.  Med  Undtagelse  af  det  sidstnævnte 
er  alle  de  ovennævnte  Opdragelsesanstalter  beregnede  paa  Elever 
af  begge  Kjøn,  de  giver  Undervisning  baade  paa  Norsk  og  Engelsk, 
og  det  er    et  Vidnesbyrd    baade    om    vore    Landsmænd    i  Vestens 


280 

Sands  for  Oplysning  og  deres  Talrighed  og  økonomisk  gode  Stilling, 
naar  et  enkelt  Kirkesamfund  er  istand  til  at  opretholde  saa  mange 
højere  Skoler.  Ved  alle  disse  Skoler  og  desuden  ved  en  hel  Del  af 
Vestens  Statsuniversiteter  virker  Mænd,  som  har  faaet  sin  Uddannelse 
ved  Luther  College  i  Decorah. 

Den  norsk-danske  evangelisk-lutherske  Konferents  oprettede  i  1869 
en  Præsteskole,  som  under  Navn  af  Augsburg  Seminarium  har 
holdt  sig  lige  til  nu.  Dette  var  den  første  norske  Præsteskole  i 
Amerika,  idet  det  af  Synoden  underholdte  Luther  College  kun 
tjente  som  forberedende  Afdeling  for  Præsteskolen.  Sin  Udvikling 
og  Vækst  skylder  Augsburg  Seminar  de  to  Professorer  Georg  Sver- 
drup  og  Sven  Oftedal,  af  hvilke  den  første  er  Seminariets  For- 
mand, den  anden  Formand  for  dets  Forvaltningsraad. 

Seminariet  er  inddelt  i  tre  Afdelinger,  Forberedelsesafdelingen 
med  et  to-Aars  Kursus,  Kollegeafdelingen  med  et  fire-Aars  klassisk 
Kursus,  hvor  Græsk  indtager  den  ledende  Stilling,  idet  man  be- 
gynder Studiet  af  Græsk  et  Aar  før  Studiet  af  Latin.  Skjønt  Grunden 
til,  at  Græsken  saaledes  gives  Fortrinnet  for  Latinen,  ikke  kan 
søges  i  Hensynet  til  den  græske  Literaturs  høje  Værd,  men  deri 
at  Græsk  er  det  nye  Testamentes  Sprog,  saa  er  der  dog  paa  den 
anden  Side  noget  symbolsk,  et  Vidnesbyrd  om  en  gjennemgaaende 
friere  Aandsretning  i  den  Kjendsgjerning  at  Græsken,  et  Sprog 
som  giver  den  individuelle  Frihed  et  saa  forholdsvis  vidt  Spillerum, 
sættes  i  Højsædet  i  Modsætning  til  den  i  faste  og  ufravigelige 
Regler  lovbundne  Latin. 

De  Elever,  som  har  gjennemgaaet  Kollege-Afdelingen  og  ønsker 
at  uddanne  sig  til  Præster,  maa  derpaa  gjennemgaa  et  treaarigt 
theologisk  Kursus.  Ophold  og  Studium  ved  Augsburg  Seminar  er 
overmaade  billigt,  idet  de,  for  et  Skoleaar  paa  30  Uger,  er  be- 
regnede at  skulle  komme  paa  95  Dollars,  og  paa  den  theologiske 
Afdeling  bliver  det  endog  endnu  mindre.  Augsburg  Seminar  var 
i  det  sidste  Skoleaar  besøgt  af  165  Elever,  og  Besøget  ved  Augs- 
burg saavelsom  Interessen  for  Seminariet  har  i  den  senere  Tid, 
tiltrods  for  Splittelsen    inden    Kirken,    gaaet    rask    fremad.    Lærer- 


281 


korpset  bestaar,  foruden  af  de  to  ovennævnte  Herrer,  af  fem  Pro- 
fessorer og  én  Musiklærer. 

Seminariets  første  Bestyrer  var  Professor  Wenaas,  og  ved  hans 
Fratræden  i  1876  blev  Professor  Sverdrup  valgt  til  hans  Eftermand. 
Seminariet  virkede  dengang  under  meget  vanskelige  Forhold;  der 
var  en  stor  Gjæld,  som  i  1877  var  vokset  til  16,000  Dollars,  og 
desuden  havde  Professorerne 
et  Aars  Lønning  tilgode.  Man 
maatte  faa  samlet  ind  de 
16,000  Dollars  eller  nedlægge 
Skolen.  Skjønt  hele  Nordves- 
ten, hvor  Konferentsen  havde 
sine  fleste  Menigheder,  var 
herjet  af  Græshopper,  saa  at 
der  var  megen  Nød  og  Fattig- 


Professor  Sven  Oftedal. 


dom  inden  Menighederne,  blev 
der  dog  paa  et  Aar  indsamlet 
18,000  Dollars,  indkomne  ved 
Bidrag  fra  30,000  Mennesker 
i  Beløb,  som  varierede  mel- 
lem 100  Dollars  og  5  Cent, 
og  Seminariet  var  frelst.  I 
Aarenes  Løb  har  man  ind- 
kjøbt  saa  godt  som   hele  det 

Kvartal,  hvorpaa  Seminariet  staar.  Fra  1880  blev  der  under  adskillig 
Opposition  paabegyndt  Indsamling  af  et  Fond  med  det  Formaal  at 
gjøre  Skolens  Drift  og  Bestaaen  uafhængig  afvekslende  Tider  og  forbi- 
gaaende  Brydninger.  Frugten  af  dette  lange  og  udholdende  Arbejde  har 
været,  at  Augsburg  Seminarium  ved  Sammenslutningen  af  de  for- 
skjellige  Kirkesamfund  i  1890,  foruden  Trykkeri  og  Boghandel  med 
Blade,  havde  en  Grundejendom  værd  85,000  Dollars  og  et  Fond  paa 
over  50,000  Dollars. 

Formanden  for  Augsburgs  Forvaltningsraad,  Processor  Sven  Oftedal, 
er  født  i  Stavanger  i  1844,  blev  Student  1862,  theologisk  Kandidat 


ii. 


1<> 


1871,  og  kom  til  Amerika  i  1873  som  Professor  ved  Augsburg 
Seminar.  Professor  Oftedal  er  en  lærd  Theolog  og  en  dygtig  Sprog- 
mand, og  han  har,  siden  han  overtog  Professoratet  ved  Augsburg 
Seminarium,  virket  med  Interesse  og  Nidkjærhed  for  Seminariets 
Bestaaen  og  Trivsel.  Han  var  en  af  dem,  som  var  mest  virksomme 
i  Retning  af  at  organisere  de  Kommitteer,  der  i  1877  fik  indsamlet 

de  nødvendige  Penge  til  at 
afbetale  Seminariets  Gjæld; 
og  paa  sin  Interesse  for  Se- 
minariets Bestaaen  har  han 
tilligemed  Professor  Sverdrup 
igjen  nylig  givet  et  Bevis,  idet 
de  ifjor  Høst  da  Seminariet 
var  i  Forlegenhed  paa  Grund 
af  Splittelsen  inden  Kirken, 
selv  foreslog  sine  Gager  redu- 
cerede fra  resp.  1500  og  1650 
Dollars  til  1200,  et  Eksempel, 
som  senere  blev  fulgt  af  flere 
andre  af  Seminariets  Lærere, 
og  Offeret  blev  med  Taknem- 
lighed modtaget  af  Augsburgs 
Korporation. 

Professor  Georg  Sverdrup 
er  født  d.  16.  Decbr.  1848  paa  Balestrand,  hvor  hans  Fader  var 
Præst.  Han  blev  Student  1865  og  theologisk  Kandidat  1871.  Sver- 
drup havde  allerede  under  sin  Studietid  lagt  sig  efter  orientalske 
Sprog,  og  han  fortsatte  disse  Studier,  efterat  han  havde  taget  Eks- 
amen, under  et  længere  Ophold  i  Paris.  Han  kom  til  Amerika  som 
Professor  ved  Augsburg  Seminar  i  1874  og  der  har  hans  Virksom- 
hedsfeldt  siden  været.  Hans  Fag  ved  Seminariet  er  gammeltesta- 
mentlig Exegese  og  Dogmatik,  desuden  er  han  Formand  for  Semi- 
nariet og  for  Øjeblikket  Formand  for  Samfundet  „Augsburgs  Ven- 


Professor  Georg  Sverdrup. 


283 

ner".  Professor  Sverdrup  har  taget  en  meget'ivrig  Del  i  de  Stridig- 
heder og  Bevægelser,  som  har  gjort  sig  gjældende  i  det  norske 
Kirkeliv  derover,  og  han  staar,  ligesom  Professor  Oftedal,  afgjort 
paa  Frikirkens  Grund.  Medens  vi  i  Synoden  finder  en  hel  Del 
Navne,  der  viser  Slægtskab  med  Repræsentanter  for  den  højkirkelige 
Retning  inden  Statskirken,  ser  vi  Navnet  Sverdrup  knyttet  til  den 
frikirkelige  Bevægelse.  Professor  Sverdrup  har  ogsaa  været  en  af 
de  ledende  Mænd  ved  Oprettelsen  af  Diakonissestiftelsen  i  Minne- 
apolis, og  han  er  dens  Formand. 

Da  de  tre  Kirkesamfund  i  1890  sluttede  sig  sammen  til  den 
Forenede  Kirke,  blev  det  bestemt,  at  Kirken  skulde  underholde  og 
bestyre  en  Præsteskole,  og  at  denne  skulde  være  Augsburgs  Semi- 
nar. Der  blev  derfor  af  Antimissourierne  og  af  Augustanasynoden 
ansat  tre  theologiske  Professorer,  som  en  Tid  lang  virkede  ved 
Augsburgs  theologiske  Seminar  sammen  med  Oftedal  og  Sverdrup. 
Imidlertid  var  Augsburgs  Forvaltningsraad  uvilligt  til  at  overdrage 
Ejendomsretten  til  Seminariet  og  dets  Fond  til  den  forenede  Kirke, 
og  Følgen  blev,  at  Kirken  i  1893  besluttede  at  flytte  sin  Præste- 
skole fra  Augsburg  til  en  anden  Bygning  i  Minneapolis.  Denne 
den  forenede  Kirkes  Præsteskole  begyndte  sin  Virksomhed  i  Sep- 
tember 1893  med  den  theologiske  Afdeling  og  i  Oktober  samme 
Aar  med  de  forberedende  Afdelinger.  Den  har  tre  theologiske  Pro- 
fessorer, d'Herrer  M.  O.  Bøckman,  Bestyrer,  E.  G.  Lund  og  F.  A. 
Schmidt,  desuden  fem  Professorer  foruden  Skrive-  og  Sanglærer  i 
de  forberedende  Afdelinger,  og  Elevantallet  var  i  1895  i  alle  Af- 
delinger 115. 

Der  er  foruden  de  nævnte  Præsteskoler  en  hel  Del  Undervisnings- 
anstalter, som  staar  i  Forbindelse  med  den  forenede  Kirke.  Først 
og  fremmest  St.  Olaf  College  i  Northfield  Minn.  Skolen  begyndte 
sin  Virksomhed  i  1875  med  Pastor  Th.  N.  Mohn  som  Bestyrer, 
en  Stilling  han  fremdeles  indehar.  Fra  først  af  dreves  Skolen  som 
et  Akademi  med  et  treaarigt  Kursus.  I  1886  blev  den  ved  Anti- 
missouriernes  Hjælp    sat  istand  til   at  oprette   en  College- Af  deling. 


284 

Skolen  har  nu  to  Kursus.  Det  engelske  Kursus,  som  er  beregnet 
paa  i  en  treaarig  Undervisning  at  give  en  praktisk  Almendannelse, 
der  samtidig  sætter  Eleverne  istand  til  at  underkaste  sig  den  lavere 
Lærereksamen,  og  det  klassiske  Kursus,  som  bestaar  af  en  for- 
beredende Afdeling  paa  3 — 4  Aar  og  et  fireaarigt  College-Kursus, 
og  har  til  Hensigt  at  forberede  Disciplene  for  Fagstudier.  Skolen 
optager  saavel  Piger  som  Gutter,  og  har,  foruden  Bestyreren,  ni 
Lærere,  deraf  5  Lærerinder. 

Normalskolen  (d.  v.  s.  Lærerseminariet),  i  Madison,  Minnesota, 
begyndte  sin  Virksomhed  i  1892;  dens  Formaal  er  at  uddanne 
Lærere  i  Norsk  og  Engelsk,  for  den  engelske  Folkeskole  saavelsom 
for  den  norske  Menighedsskole. 

Augustana  College  i  Canton  S.  D.,  har  været  i  Virksomhed  paa 
nævnte  Sted  siden  1884.  Det  var  oprindelig  knyttet  til  den  norsk- 
danske  Augustanasynode,  men  ved  Kirkeforeningen  i  1890  kom 
det  til  at  staa  i  Forbindelse  med  den  forenede  Kirke.  College- 
Kursuset  blev  i  1894  midlertidig  nedlagt,  saa  at  Skolen  nu  har  et 
forberedende  Kursus,  et  „normal"  Kursus  til  Uddannelse  af  Skole- 
lærere og  et  „parochial"  Kursus  til  Uddannelse  af  Menighedslærere. 
Skolens  Bestyrer  er  A.  G.  Tuve. 

Andre  Læreanstalter  er  St.  Ansgar  Seminary  and  Institute, 
i  St.  Ansgar,  Iowa,  med  J.  O.  Sethre  som  Bestyrer,  MX.  Horeb 
Academy,  i  Mt.  Horeb,  Wisconsin,  med  A.  G.  Bjørneby  som  Be- 
styrer, Concordia  College  i  Moorhead,  Minnesota,  H.  H.  Aaker, 
Bestyrer,  Scandinavia  Academy  i  Scandinavia  Wisconsin,  L.  M. 
Larsen,  Bestyrer,  Jeivell  Lutheran  College  i  Jewell,  Iowa,  Bethan'ia 
Højskole  i  Poulsbo,  Washington. 

De  fleste  af  disse  sidstnævnte  Skoler  er  oprettede  i  Løbet  af  det 
sidste  Ti- Aar.  De  taler  tydeligt  nok  om  det  norsk-amerikanske  Kirke- 
folks Sands  for  Oplysning,  samtidig  som  de  vidner  om  dets  Inter- 
esse for,  at  de  Unge  skal  kunne  blive  opdragne  under  Indflydelse 
af  den  samme  Aand,  som  raader  inden  Menighederne.  Og  de  viser 
tillige,  paa  samme  Maade  som  de  med  Synoden  forbundne  Skoler, 


285 

at  de  norske  Indvandrere,  som  har  slaaet  sig  ned  paa  Vestens 
Prærier  og  bygget  Landet  der,  har  arbejdet  sig  selv  op  til  en 
uafhængig  økonomisk  Stilling,  der  sætter  dem  i  Stand  til  at  opret- 
holde saa  mange  og  tildels  storartede  Læreanstalter  og  højere 
Skoler,  ikke  alene  ved  at  lade  sine  Sønner  og  Døtre  studere  ved 
dem,  men  ogsaa  tildels  ved  direkte  Pengebidrag. 


Det  norske  Diakonissehjem  i  Brooklyn. 


HOSPITALER  OG  STIFTELSER 


Det  norske  Diakonissehjem  i  Brooklyn,  eller,  som  det  engelske 
Navn  lyder:  „The  Norwegian  Lutheran  Deaconesses'  Home 
and  Hospital"  er  ikke  alene  det  første  i  sit  Slags  blandt  Nord- 
mænd i  Amerika,  men  ogsaa  i  det  Hele  taget  et  af  de  første  Forsøg 
paa  at  overføre  til  Amerika  den  protestantiske  Diakonisseinstitu- 
tion, som  allerede  længe  har  været  i  Trivsel  og  Vækst  i  Europa. 
Omtrent  samtidig  med  det  norske  Diakonissehjem  i  Brooklyn  blev 
der  nemlig  stiftet  et  tysk-luthersk  Diakonissehjem  i  Philadelphia, 
og  først  fem  Aar  efter  Oprettelsen  af  disse  to  Diakonissehjem  be- 
gyndte den  episkopale  Kirke  i  Amerika  at  benytte  Diakonisse- 
institutionen i  sine  Menigheder.  Dette  norske  Diakonissehjem  i 
Brooklyn  fortjener  derfor  en  noget  udførligere  Omtale. 

Stødet  til  Oprettelsen  af  Diakonissehjemmet  blev  givet  af  Fru 
Konsul  Børs.  Denne  varmhjertede  Dame  var  med  Sorg  Vidne  til 
al  den  Nød  og  Forkommenhed,  som  herskede  blandt  norske  Ind- 
vandrere i  New  York   og  Brooklyn,   og  efter  Konference   med  den 


287 


daværende  norske  Sjømandspræst,  A.  Mortensen,  og  Pastor  C.  S. 
Everson,  Præst  ved  den  paa  den  Tid  eneste  norsk-lutherske  Menighed 
i  New  York  og  Brooklyn,  blev  det  besluttet  at  indkalde  en  Diako- 
nisse hjemmefra  for  saaledes  at  søge  at  faa  organiseret  Arbejdet 
til  Lindring  af  Landsmænds  legemlige  og  aandelige  Nød. 

Det  traf  sig  da  saa  hel- 
digt, at  Kaldet  blev  mod- 
taget af  en  Kvinde,  som  i 
enhver  Henseende  var  som 
skabt  til  at  optage  Arbej- 
det og  føre  det  frem.  Søs- 


**. 


ter  Elisabeth  Fedde  kom 
over  fra  Norge,  og  den  13. 
Juni  1883  blev  den  norske 
Diakonissegjerning  i  Ame- 
rika begyndt  i  en  liden  Lej- 
lighed paa  3  Værelser,  som 
Fru  Børs  havde  lejet  og 
møbleret  for  Søster  Elisa- 
beth nær  den  norske  Sjø- 
mandskirke  i  William  Street 
i  Brooklyn.  Det  Arbejde, 
som  Søster  Elisabeth  fra 
først  af  kunde  paatage  sig, 
var    mest   Besøg    i    fattige 

Hjem  og  paa  Hospitaler;  derimod  kunde  der  naturligvis  under  saa- 
danne  smaa  Forhold  ikke  godt  være  Tale  om  nogen  egentlig  Hospitals- 
virksomhed. Imidlertid  blev  der  dog  ogsaa  en  Anledning  for  Søster 
Elisabeth  til  at  begynde  paa  denne  den  vigtigste  Side  af  Diakonisse- 
gjerningen,  idet  hun  den  13de  September  1883  flyttede  ud  af  sit 
Soveværelse  for  at  give  Plads  for  en  Syg.  Saaledes  begyndte  det 
„Norske  Hospital"  i  Brooklyn  sin  Virksomhed. 

I  1885  lejede  Diakonisseforeningen,  eller  som  dens  engelske  Navn 
dengang  var  „The  Norwegian  Relief  Society",   som   imidlertid  var 


Fru  Konsul  Bors. 


288 


bleven  stiftet,  et  mindre  Hus,  der  paa  engang  kunde  tjene  som 
Diakonissehjem  og  Hospital,  i  4de  Avenue  Brooklyn,  nær  9de  Gade, 
og  her  blev  da  Virksomheden  efterhaanden  udvidet.  Den  største 
Vanskelighed  var  at  finde  unge  Kvinder,  som  var  villige  og  egnede 
til  at  blive  Diakonisser.  De  unge  Kvinder,  'som  udvandrede  [til 
Amerika,  kom  jo   med  det  Formaal  at  tjene  og  lægge  sig  Penge 

op,  og  det  var  derfor  ikke 
at  vente,  at  mange  af  dem 
vilde  være  villige  til  at  paa- 
tage sig  en  Diakonisses  selv- 
opofrende og  lidet  lønnende 
Gjerning.  Man  søgte  ogsaa 
at  faa  et  Par  udlærte  Dia- 
konisser fra  Norge,  men 
ingen  kunde  undværes  der. 
Et  Par  unge  Kvinder  blev 
dog  i  denne  Tid  optaget 
som  Søstre,  og  en  af  dem, 
Søster  Mathilde  Madland, 
er  endnu  ved  Diakonisse- 
hjemmet som  dets  Besty- 
rerinde. 

Foreningen  blev  inkor- 
poreret under  det  oven- 
nævnte Navn  under  Staten 
New  Yorks  Love  i  1886  og  fik  saaledes  en  fast  Eksistens.  Imid- 
lertid fandt  der  forskjellige  Rivninger  Sted,  dels  inden  Besty- 
relsen, dels  mellem  enkelte  af  Bestyrelsens  Medlemmer  og  Søster 
Elizabeth,  saa  at  hun,  der  var  overanstrengt  og  legemlig  nedbrudt, 
opgav  sin  Stilling  og  rejste  til  Minneapolis,  hvor  hun  organiserede 
en  ny  Diakonissegjerning,  hvorom  mere  senere.  Vaaren  1888  kom 
der  to  Søstre  over  fra  Norge,  Søster  Dorthea  og  Søster  Karen,  og 
den  første  af  disse  kom  nu,  som  Søster  superior,  til  at  lede 
Hjemmet.    (Disse  to  Søstre  var,  i  Parenthes  bemærket,  Passagerer 


Soster  Elizabeth. 


289 

ombord  paa  „Danmark",  da  det  forliste  midt  ude  paa  Atlanter- 
havet, og  alle  Passagererne  blev  bragt  ombord  paa  „Missouri".) 
Kort  efter  Søster  Dortheas  Ankomst  blev  Grundstenen  nedlagt  til 
Hospitalets  nuværende  Bygning  paa  Hjørnet  af  4de  Avenue  og 
46de  Gade,  Brooklyn,  en  stor  Træbygning,  hvor  der  er  Rum  for 
60  Patienter,  desuden  Operationsstue,  Forsamlingsværelse  for  Sø- 
strene, og  Bestyrerindens  Kontor  o.  s.  v.  Imidlertid  led  Diakonisse- 
gjerningen  kort  efter  et  uerstatteligt  Tab,  idet  Konsul  Børs  og 
Frue  tidlig  paa  Sommeren  1889  forlod  Amerika  og  bosatte  sig  i 
Paris;  thi  selv  om  Fru  Børs  vedblev  at  interessere  sig  for  og  give 
sit  Bidrag  til  Hjemmet,  og  selv  om  ogsaa  gjennem  hende  Hjemmets 
og  Hospitalets  økonomiske  Eksistens  var  bleven  sikret  ved  Løftet 
om  et  meget  stort  aarligt  Bidrag  fra  en  anonym  amerikansk  Ven 
af  Norge,  saa  mistede  man  dog  Fru  Børs'  personlige  Arbejde  og 
Ledelse  af  Gjerningen.  Der  var  ingen,  som  med  Velvilje  og  paa 
samme  Tid  med  Autoritet  kunde  give  Søster  Dorthea  Raad  og 
Vejledning;  da  derfor  Søster  Dortheas  Permission  fra  Diakonisse- 
hjemmet i  Kristiania  efter  to  Aars  Fravær  udløb,  anmodede  Be- 
styrelsen Søster  Elizabeth  om  at  komme  tilbage  og  lede  Gjerningen 
igjen.  Foreningen  blev  nu  paany  inkorporeret,  denne  Gang  for  100 
Aar,  under  Navn  af  „The  Norwegian  Lutheran  Deaconesses' 
Home  and  Hospital1'.  Siden  den  Tid  har  Fremgangen  været  stor- 
artet. Jeg  hidsætter  en  Del  Tal  fra  Hjemmets  sidste  Aarsberetning 
(for  1895),  der  vil  belyse  Forholdet.  Indtægterne  fra  1.  Novbr. 
1894  til  30.  Novbr.  1895  var  18,172  Dollars  18  Cents,  deraf  ind- 
kommet som  Gaver  4408  Dollars.  Man  maa  imidlertid  erindre,  at 
af  dette  Beløb  er  3840  Dollars  givne  af  den  ovennævnte  ameri- 
kanske Velynder  af  Hospitalet,  som  i  en  længere  Række  af  Aar 
har  givet  aarlig  Renterne  af  100,000  Dollars;  100  Dollars  er  givne 
af  Konsul  Børs  og  Frue,  som  nu  er  i  Paris,  saa  man  maa  med 
Skam  bekjende,  at  hvad  den  norske  Koloni  i  Brooklyn  og  New 
York  bidrager  til  denne  Institution,  som  gjør  den  og  det  norske 
Navn  Ære  i  Samfundet,  er  forsvindende  lidet.  Med  Hensyn  til 
Hospitalets  Virksomhed  kan  bemærkes,  at  det  i  Aarets  Løb  havde 


290 

20,578  Sygedage,  deraf  18,409  gratis;  74  Patienter  betalte  fuldt  ud 
for  sig,  41  delvis  og  1563  havde  gratis  Behandling.  En  Søster  er 
stadig  optagen  af  Fattigplejen.  I  Aarets  Løb  havde  hun  besøgt 
1744  fattige;  desuden  var  der  i  Aarets  Løb  givet  fri  Medicin  i 
226  Tilfælde,  Husleje  betalt  i  32,  Mad  uddelt  til  2481  Personer 
og  1108  Beklædningsstykker  uddelt.  Medens  Fattigplejen  saa  godt 
som  udelukkende  kommer  de  Norske  tilgode,  maa  Hospitalet  ogsaa 


Det  norske  Diakonissehjems  Ambulance. 


optage  Folk  af  andre  Nationaliteter  til  fri  Behandling,  naar  de  bor 
eller  har  været  udsat  for  et  Ulykkestilfælde  inden  det  Distrikt,  som 
hører  til  Hospitalet.  Det  er  nemlig  en  Betingelse  for,  at  Hospitalet 
af  Byen  Brooklyn  faar  et  aarligt  Bidrag  paa  4000  Dollars,  desuden 
i  forrige  Aar  omtrent  2000  Dollars  af  Byens  Indtægt  af  Udskjænk- 
ningsskatten  og  1200  Dollars  som  Ambulancebidrag. 

Den  2den  September  1895  var  en  Mærkedag  i  Hospitalets 
Historie;  den  Dag  —  det  var  en  Fridag,  labor  day  —  var  der 
nemlig  et  stort  Jernbanesammenstød  ved  Parkville,  en  af  Brooklyns 
Forstæder,  og  næsten  alle  de  Tilskadekomne,  38  i  Tallet,  blev 
bragt  til  det  norske  Hospital.  Skjønt  Hospitalet  var  paa  det  nærmeste 


291 

fuldt  paa  Forhaand,  blev  der  dog  skaffet  Plads  til  dem  alle,  der 
blev  improviseret  Senge  og  Sygestuer,  og  alle  blev  saa  omhyggelig 
behandlede,  at  ikke  en  af  dem,  som  blev  bragt  til  det  norske 
Hospital,  døde.  Hospitalet  har  tre  Læger  paa  den  medicinske,  fire 
paa  den  kirurgiske  Afdeling,  desuden  5  Kandidater  som  bor  og 
gjør  Vagttjeneste  paa  Hospitalet.  Overlæge  paa  den  medicinske  Af- 
deling er  Dr.  H.  C.  Turner,  og  paa  den  kirurgiske  Dr.  H.  B.  Dela- 
tour.  Bestyrelsens  Formand  er  C.  Ullenæss,  Bestyrer  af  det  skandi- 
naviske Sjømandshjem  i  Brooklyn.  Søster  Elizabeth  fratraadte  som 
Bestyrerinde  i  1896  for  at  slaa  sig  ned  i  Norge,  og  i  hendes  Sted 
valgtes,  som  ovennævnt,  Søster  Mathilde  Madland.  I  det  forløbne 
Aar  —  1896  —  er  der  blevet  betalt  6000  Dollars  paa  Hospitalets 
Gjæld,  saa  det  nu  ejer  sit  Hus  og  Grund  aldeles  ubehæftet,  og 
man  haaber  snart  at  kunne  skride  til  Bygning  af  en  ny  og  større 
Hospitalsbygning  af  Murværk. 

Diakonissehjemmet  i  Minneapolis  blev  stiftet  Høsten  1888  og 
har  siden  1889  været  holdt  i  Gang  af  en  inkorporeret  Forening. 
Det  bestyredes  i  den  første  Tid  af  Søster  Elizabeth  Fedde,  som 
imidlertid  paa  Grund  af  voksende  Uenighed  med  Direktionen  i  Op- 
fatningen af  forskjellige  Sager  vedkommende  Gjerningen,  opgav 
sin  Stilling  i  Januar  1891  og  rejste  tilbage  til  Brooklyn.  I  Maj 
1891  kom  Diakonisse  Ingeborg  Sponland  fra  Norge  til  Minneapolis. 
Hun  blev  kaldt  til  Forstanderinde,  og  siden  den  Tid  har  Væksten 
været  uafbrudt  og  Tilgangen  paa  Diakonisser  jevn,  saa  at  der  nu 
er  36  Søstre  ved  Hjemmet,  deraf  13  virkende  ved  forskjellige  Sta- 
tioner —  Børnehjemmet  i  Beloit,  la.;  St.  Lukas  Hospital  i  Grand 
Forks,  N.  Dak.;  Menighedshospitalet  i  Hillsboro,  N.  Dak.;  det 
norske  Hospital  i  Sioux  Falls,  S.  Dak.  For  Søstrenes  Uddannelse 
sørges  der  ved  et  Elevkursus  og  et  Diakonissekursus. 

Vaaren  1891  kjøbtes  Hus  og  Grund  i  Minneapolis  for  5,500 
Dollars  og  Huset  repareredes  og  udvidedes  i  Sommerens  Løb  med 
en  Bekostning  af  3,500  Dollars.  I  1892  byggedes  et  Hus  fornemmelig 
bestemt  for  Nervefeberpatienter;  [med  alt  Inventar  kostede  dette 
Hus  1,800  Dollars;   i   1893  blev   nærmeste  Hus  lejet   for  at  tjene 


som  Soverum  for  Søstrene.  Nu  er  igjen  Rummet  for  trangt  og  en 
Udvidelse  i  høj  Grad  paakrævet. 

I  Diakonissehjemmets  Hospital  blev  der  i  Aaret  1895  plejet  184 
Patienter  med  tilsammen  4,801  Sygedage,  deraf  792  Fripleje;  uden- 
for Hjemmet  har  Søstrene  udført  511  Døgns  Sygepleje,  deraf  132 
Fripleje.  Regnskabet,  fra  4de  Sept.  1894  til  3die  Sept.  1895,  ud- 
viser en  Indtægt  af  7,431  Dollars  13  cents,  med  en  Udgift  7,151  22. 
Medens  disse  to  Diakonissehjem,  uden  at  slutte  sig  til  noget  be- 
stemt norsk-luthersk  Kirkesamfund,  dog  er  kirkelige  Institutioner, 
forsaavidt  som  ingen  kan  blive  Medlem  af  deres  Bestyrelse  uden 

at  bekjende  sig  til  den  lu- 
therske Lære  og  tilhøre  en 
luthersk  Menighed,  har  det 
norsk-lutherske  Tabitha- 
Hospital  i  Chicago  revet 
sig  løs  fra  denne  Forbin- 
delse med  Kirken.  Dette 
Hospital  blev  aabnet  for 
Patienter  i  Begyndelsen 
af  1895,  dets  nuværende 
Bygning,  som  er  Midtpartiet  af  den  Bygning,  som  ses  paa  Billedet 
her,  er  blevet  opført  med  en  Bekostning  af  30,000  Dollars  og  kan 
optage  50  Syge;  men  det  er  Meningen,  naar  hele  Hospitalet  bliver 
færdigt,  at  der  skal  være  Plads  til  150  Syge.  Sygestuerne  er  paa  dette 
Hospital  smaa  og  indrettede  med  tre  til  seks  Senge  i  hver,  i  Mod- 
sætning til  de  fleste  Hospitaler  i  Amerika,  hvor  den  almindelige 
Forplejning  faas  paa  store  Sale  med  et  saa  at  sige  ubegrændset 
Antal  Senge.  Hospitalet  ligger  lige  ved  den  smukke  Humboldt 
Park,  Værelserne  ere  lyse  og  venlige,  vel  ventilerede  og  oplyses 
ved  elektrisk  Lys. 

Det  var  fra  først  af  Meningen,  at  Hospitalet  tillige  skulde  være 
et  Diakonissehjem;  da  det  skulde  aabnes,  udbrød  der  imidlertid  en 
Konflikt  mellem  de  lægevidenskabelige  og  de  kirkelige  Elementer  i 
Tabithaforeningen   om  hvad   der   burde  have  Fortrinet,   den   medi- 


Det  norske  Tabitha-Hospital  i  Chicago. 


293 


cinske  Side  af  Gjerningen  eller  den  kirkelige;  Lægerne  vandt  og 
Diakonisserne  trak  sig  tilbage.  Sygeplejen  ved  Hospitalet  udføres 
derfor  nu  af  læge  Sygeplejersker,  og  der  er  forbundet  med  Hospi- 
talet en  Skole  for  Sygeplejersker.  Hospitalet  bestyres  af  et  For- 
valtningsraad  paa  15  Medlemmer,  hvoraf  0.  N.  Torrison  er  Præsi- 
dent, og  det  har  en  Lægestab  paa  18  faste  Læger  og  Specialister, 
deraf  to  kvindelige  Læger,  Marie  Olsen  og  Ingeborg  Rasmussen  ; 
alle  Lægerne  er,  efter  Navnene  at  dømme,  norske,  og  det  er  ogsaa 
værdt  at  lægge  Mærke  til,  at  Bygningen  er  rejst  saa  godt  som 
udelukkende  ved  Bidrag  indkomne  fra  Nordmænd  i  Chicago;  hvilket 
viser,  at  der  maa  findes  me- 
gen Velstand   blandt    dem.       1 

Der  er  ogsaa  i  Chicago  dan- 
net en  norsk  „Alderdoms- 
hjemsforening",  som  har 
oprettet  et  Alderdomshjem 
i  Norwood  Park,  Chicago, 
for  gamle  og  værdige  Træn- 
gende og  for  saadanne  an- 
dre Gamle,  som  vil  og  kan 
betale  for  et  godt  kristeligt 

Hjem.  Foreningen  blev  stiftet  i  Marts  1896.  Desuden  har  der  ogsaa 
nylig  dannet  sig  en  Diakonisseforening  med  den  Opgave,  at  fremme 
den  luthersk-kirkelige  Diakonissevirksomhed  for  derigjennem  at  øve 
Barmhjertighed  mod  Syge  og  Nødlidende.  Foreningen  skal  derfor 
oprette  og  drive  et  Diakonissehjem  og  i  Forbindelse  dermed  saa 
mange  andre  Barmhjertighedsanstalter,  som  den  Tid  efter  anden 
ser  sig  istand  til. 

En  Institution,  som  fortjener  speciel  Omtale  er  Barnehjemmet  i 
Loke  Park,  Minnesota.  Hr.  Lorents  Pedersen  og  Hustru  er  dette 
Hjems  Ejere  og  økonomiske  Bestyrere.  Disse  Folk,  som  selv  er 
barnløse,  har  i  længere  Tid  følt  Trang  til  at  ofre  sin  Ejendom  i 
Barmhjertighedens  Tjeneste;  paa  den  forenede  Kirkes  Aarsmøde  i 
1894  tilbød  de  derfor  dette  Samfund  sin  Farm,  200  Acres  dyrket  Land 


Barnehjemmet  i  Lake  Park,  Mimi. 


294 

med  tilhørende  Huse,  om  Samfundet  vilde  oprette  og  drive  et 
Barnehjem  der.  Imidlertid  saa  Samfundet  sig  ikke  dengang  istand 
til  at  modtage  Tilbudet.  Pedersen  begyndte  da,  paa  egen  Haand 
og  for  egen  Regning,  i  Sommeren  1895  at  bygge  et  stort  og  be- 
kvemt Hus  til  Barnehjem,  og  i  Oktober  samme  Aar  var  det  færdigt, 
saa  han  kunde  begynde  at  optage  trængende  Børn  i  Hjemmet. 
Til  at  bistaa  sig  ved  Optagelsen  valgte  han  en  Komité  af  Præster, 
og  Hjemmets  Opdragerinde  er  for  Tiden  Frøken  Anna  Skovdahl. 
I  Marts  Maaned  1896  var  der  10  Børn  paa  Hjemmet  i  Alderen 
fra  3  til  10  Aar,  og  der  indløber  stadig  Anmodning  om  Optagelse. 
Alle  disse  Barmhjertighedsanstalter  og  en  hel  Del  andre,  som 
det  her  vilde  være  for  vidtløftigt  at  nævne,  er  yngre  end  Diakonisse- 
hjemmet i  Brooklyn  og  skylder,  vistnok  ialfald  for  en  stor  Del, 
det  derved  givne  Eksempel  sin  Tilblivelse.  Det  saaledes  udsaaede 
Frø  har  da  spiret  og  havt  en  kraftig  Vækst,  og  det  hele  norske 
Samfund  i  Amerika  er  blevet  omspændt  af  et  Net  af  Barmhjertigheds- 
anstalter,  som  bærer  Vidnesbyrd  om,  at  de  norske  Amerikanere 
ogsaa  har  Tanke  for  andet  end  at  arbejde  for  sit  Udkomme  og 
lægge  Penge  op. 


LÆGER,  SAGFØRERE  OG  INGENIØRER 


Den  første  norske  Læge  i  Amerika  var  Dr.  Th.  A.  Schytte,  der 
i  1843  fulgte  som  Læge  med  et  Emigrantskib  til  Amerika, 
hvor  han  opholdt  sig  til  Vinteren  1847—48,  da  han  vendte  til- 
bage til  Norge.  Han  døde  i  1849  som  Distriktslæge  i  Østfinmarken, 
37  Aar  gammel. 

Efter  ham  kom  examinatus  medicinae  Brandt  og  derpaa  cand. 
med.  Hansteen,  som  deltog  i  Borgerkrigen,  fik  Pension  af  de  for- 
enede Stater  og  døde  som  Distriktslæge  i  Romsdalen.  Efter  dem 
har  mange  norske  Læger  udvandret  til  Amerika;  en  hel  Del  er 
dragne  tilbage  til  Norge  igjen,  og  en  Del  er  døde  i  Amerika.  For 
Tiden  findes  der  i  Amerika  42  "norske  Læger,  der  har  Eksamen 
fra  Kristiania  Universitet,  og  desuden  en  hel  Del  yngre  Nordmænd 
som  har  studeret  ved  amerikanske  Lægeskoler.  Tidligere  var  det 
meget  let  for  udenlandske  Læger  at  komme  til  at  praktisere  i 
Amerika.  I  mange  Stater  var  det  tilstrækkeligt,  at  man  havde  et 
Diplom  fra  et  medicinsk  Fakultet.  Hvor  god  vedkommende  Skole 
var,  eller  hvor  store  Fordringer  den  stillede,  kom  ikke  nogen  ved, 
naar  den  blot  uddelte  Doktordiplomer.  Mange  saakaldte  Lægeskoler 
levede  simpelthen  ikke  af  andet  end  af  at  sælge  Diplomer.  Der 
var  derfor  i  Begyndelsen  af  den  norske  Indvandring  en  stor  Trang 
til  Læger  med  ordentlig  Uddannelse.  Men  efterhaanden  er  For- 
dringerne   ved    de    amerikanske    Universiteter    stegne,    saa    at    de 


296 

Læger,  som  nu  uddannes  ved  de  fleste  af  dem,  fuldt  ud  staar  paa 
den  moderne  Lægevidenskabs  Højde,  og  samtidig  er  der  i  de  fleste 
Stater  lagt  udenfra  kommende  Læger  Hindringer  i  Vejen  for  at 
praktisere,  som  for  Øjeblikket  gjør  det  næsten  umuligt  for  frem- 
mede Læger  at  flytte  ind. 

En  af  de  ældste  norske  Læger  bosatte  i  Amerika  er  Dr.  Knut 
Ørn  Høegh  i  Minneapolis,  født  i  1844  i  Kaafjord,  Tromsø  Stift. 
Høegh  gjennemgik  Trondhjems  Latinskole  og  tog  medicinsk  Em- 
bedseksamen i  1869.  Kort  efter  udvandrede  han  til  Amerika,  hvor 
han  nedsatte  sig  i  La  Crosse,  Wis.  Han  fik  snart  en  saa  stor 
Praksis,  at  han  i  1871  fandt  det  fornødent  at  bygge  et  privat 
Hospital  til  at  tage  imod  de  mange  Patienter,  som  fra  fjernt  og 
nær  kom  for  at  søge  hans  Bistand.  Dr.  Høegh  har  gjort  flere 
Studierejser,  siden  han  nedsatte  sig  i  Amerika,  bl.  a.  i  1887  en 
længere  Rejse  til  England  og  Tyskland  for  specielt  at  studere 
Kirurgi.  Dr.  Høegh  er  Medlem  af  en  hel  Del  lærde  Selskaber  og 
var,  medens  han  var  bosat  i  La  Crosse,  Medlem  af  Staten  Wis- 
consins Sundhedskommission. 

En  af  de  mest  bekjendte  norske  Læger  i  Amerika  er  Dr.  med. 
E.  Boeckmann  i  St.  Paul,  født  d.  25.  Marts  1849  paa  Østre  Toten. 
Hr.  Boeckmann  blev  medicinsk  Kandidat  i  1874,  og  efterat  han 
havde  afsluttet  sine  Embedsstudier,  lagde  han  sig  specielt  efter 
Øjensygdomme,  som  han  studerede  ved  flere  udenlandske  Univer- 
siteter. Han  kom  til  Amerika  første  Gang  i  1882  og  tog  fast  Op- 
hold i  St.  Paul  i  1886.  Hr.  Boeckmann  har  rejst  over  Atlanterhavet 
over  20  Gange.  I  1892  var  han  ombord  paa  Normannia,  da  dette 
Skib  kom  til  New  York  med  Kolera  blandt  Passagererne,  og  han 
maatte  med  de  andre  Passagerer  ligge  i  Karantæne  i  over  tre 
Uger.  Om  Opholdet  ombord  paa  Normannia  og  paa  Karantæne- 
stationen i  denne  Tid,  har  Frk.  Bjerknes  leveret  en  meget  livlig 
Skildring  i  „Kolerafangerne  paa  Normannia".  Siden  Dr.  Boeckmann 
nedsatte  sig  i  Amerika,  har  han  ikke  alene  praktiseret  som  Spe- 
cialist i  Øjensygdomme,  men  ogsaa  i  Lægevidenskabens  andre 
Brancher,  og  overalt  har  han  vundet  et  anset  Navn. 


297 

I  Chicago  er  der  adskillige  norske  Læger  med  Eksamen  fra 
Kristiania  Universitet.  Af  dem  nævnes  som  de  mere  bekjendte: 
Dr.  Karl  Sandberg,  Dr.  B.  Meyer,  Dr.  A.  Daae. 

Dr.  Karl  F.  M.  Sandberg,  Søn  af  Direktør  ved  Gaustad  Sinds- 
sygeasyl, Ole  Rømer  Sandberg,  er  født  paa  Gaustad  Asyl  den  15. 
September  1855.  Han  tog  medicinsk  Embedseksamen  med  Lauda- 
bilis  i  December  1881,  og  var  derefter,  fra  1.  Januar  1882,  Assi- 
stentlæge  ved  Gaustad  Asyl,  men  opgav  i  Maj  s.  A.  denne  Stilling  for 
sammen  med  Dr.  med.  Edv.  Boeckmann  at  rejse  til  Chicago,  hvor 
de  agtede  at  nedsætte  sig  som  Øjenlæger.  Da  Dr.  Boeckmann 
imidlertid  snart  igjen  forlod  Chicago,  lagde  Dr.  Sandberg  sig  efter 
almindelig  Praksis,  og  det  lykkedes  ham  snart  at  oparbejde  sig 
en  betydelig  Søgning.  Nogle  Aar  senere  begyndte  han,  specielt 
paavirket  af  Lawson  Taits'  Skrifter,  at  interessere  sig  for  Kvinde- 
sygdomme og  Underlivskirurgi.  For  specielt  at  uddanne  sig  i  disse 
Biancher  foretog  han  derfor  i  Løbet  af  Aarene  1886  og  1887  en 
Rejse  gjennem  Europa,  hvorunder  han  opholdt  sig  i  længere  Tid 
i  Birmingham  og  Berlin,  men  ogsaa  besøgte  Edinburgh,  London, 
Paris,  Wien  og  Halle,  samt  Kristiania  og  Bergen.  Han  har  siden 
sin  Tilbagekomst  til  Chicago  praktiseret  som  Gynækolog  og  som 
saadan  været  ansat  ved  Cook  Connty  Hospital,  senere  ogsaa  i 
samme  Egenskab  ved  The  National  Temperance  Hospital  og  det 
Norske  Tabithahospital  i  Chicago.  Han  har  ogsaa  siden  1896 
været  Professor  i  Gynækologi  ved  Jenner  Medical  College  samt 
Medlem  af  Sundhedskommissionens  obstetristiske  Afdeling. 

Dr.  Sandberg  har  altid  været  et  ivrigt  Medlem  af  det  skandi- 
naviske medicinske  Selskab  i  Chicago  og  arbejdet  for  Samhold  mel- 
lem de  skandinaviske  Læger.  Det  skyldtes  ogsaa  ham  mere  end 
nogen  anden,  at  der  i  1893  under  Verdensudstillingen  i  Chicago 
afholdtes  en  vellykket  og  velbesøgt  Kongres  af  skandinaviske  Læger 
fra  alle  Kanter  af  Amerika,  hvori  ogsaa  enkelte  Læger  fra  Moder- 
landene deltog.  Han  har  ogsaa  varmt  interesseret  sig  for  det  nylig 
oprettede  norske  Hospital  i  Chicago,  for  hvis  Lægestab  han  i  de 
to  første  Aar  har  været  Præsident. 

IL  20 


298 


Medens  en  stor  Del  af  de  norske  Læger,  som  kommer  til  Ame- 
rika, synes  at  lægge  Videnskaben  paa  Hylden,  forsaavidt  som  det 
kommer  an  paa  selvstændig,  videnskabelig  Produktion,  har  Dr. 
Sandberg  udfoldet  en  betydelig  og  værdifuld  medicinsk  literær  Virk- 
somhed.   De  fleste  Afhandlinger  fra  hans  Pen  er  fremkomne  som 

Foredrag  holdte  i  Scandi- 
navian  Medical  Society  og 
Chicago  Gynæcological  So- 
ciety. Blandt  dem  kan  næv- 
nes: Manual  Treatment  of 
the  pregnant  uterus,  Sym- 
physeotomy,  When  cloes  an 
ovarian  cyst  call  for  inter- 
ference,  The  patliology  of 
unintentional  abortion,  Ma- 
nagement of  labor  by  ex- 
ternal  examination  only, 
Extrauterine  pregnancy, 
„Bækkenbetændelse  hos 
Kvinden". 

Dr.  Sandberg  indgik  i 
1885  Ægteskab  med  Inga 
Gurine   Stensland,  Datter  af 

den  tidligere  omhandlede 
Bankier  P.  0.  Stensland. 
Ægteskabet  er  barnløst.  - 
Dr.  Anders  Daae  er  født  i  Fjeld  i  1852,  blev  Student  fra  Skiens 
Skole  i  1869,  medicinsk  Kandidat  i  1878  og  udvandrede  i  1880, 
efterat  have  fungeret  i  et  Aar  som  Assistentlæge  ved  Gaustad 
Sindssygeasyl,  til  Amerika,  hvor  han  nedsatte  sig  i  Chicago.  Her 
oparbejdede  han  sig  snart  en  udstrakt  Praksis  og  vandt  Navn  som 
en  af  Chicagos  dygtigste  norske  Læger.  I  1884  og  1885  tilbragte 
han  et  Aar  paa  en  Studierejse  til  Kristiania,  Berlin  og  Wien,  og 
han  har  ogsaa  senere  flere  Gange  besøgt  sit  Fædreland.  Hans  Vid 


m,L 


Anders  Daae. 


299 


og  Lune,  der  allerede  i  Stu- 
denterdagene gjorde  ham  til  et 
af  Medicinerforeningens  og  Stu- 
dentersamfundets mest  popu- 
lære Medlemmer,  har  ogsaa 
givet  ham  en  ledende  Stilling 
inden  den  norske  Koloni  i  Chi- 
cago, og  han  har,  foruden  i 
Fagpressen,  ofte  leveret  Bidrag 
til  de  norske  Blade  i  Chicago. 
Han  er  Æresmedlem  af  den 
skandinaviske  Sangerunion  i 
Amerika,  Medlem  af  forskjellige 
medicinske  Selskaber,  og  me- 
dens The  Scandinavian  lite- 
rary  Society  i  Chicago  bestod, 
var  han  en  af  dette  Samfunds 
„Stotter". 


H.  Volckmar. 


H.  Bryn. 

Medens  naturligvis  de  norske 
Læger  er  talrigst  repræsenterede 
i  de  af  Nordmænd  talrigst  be- 
boede Stater,  Minnesota,  Wiscon- 
sin, Illinois,  Iowa  og  Dakotasta- 
terne, findes  der  dog  norske  Læ- 
ger baade  ved  Atlanterhavets  og 
Stillehavets  Kyster.  I  Brooklyn, 
N.  Y.,  er  Doktorerne  H.  Bryn  og 
H.  Volckmar  bosatte;  i  Seattle, 
Washington,  Dr.  Th.  Thoresen. 

Dr.  G.  C.  Paoli  er  den  ældste 
norskfødte  Læge  i  Amerika,  og  en 
af  de  første  som  nedsatte  sig  der, 
idet  han  kom  til  Amerika  i  1846. 
Han  er  født  i  Trondhjem  i  1815. 

20* 


300 


Han  studerede  i  Kristiania  og  Stockholm,  og  nedsatte  sig  efter  sin 
Ankomst  til  Amerika  først  i  Ohio  senere  i  Chicago,  hvor  han  har 
været  Stadsfysikns  og  indtaget  mange  andre  vigtige  Stillinger.  Han 
har  to  Gange  været  Præsident  for  Chicago  Medical  Society,  er 
Æresmedlem  af  det  Skandinaviske  medicinske  Selskab  og  desuden 

Medlem  af  en  hel  Del  andre 
lærde  Selskaber  og  indta- 
ger en  fremragende  Stilling 
i  Chicago  Frimurerkredse. 
Han  har  skrevet  en  hel  Del 
Afhandlinger  i  medicinske 
Tidsskrifter  og  anses  for  at 
være  en  særdeles  dygtig 
Læge. 

Foruden  de  ved  Kristi- 
ania og  andre  evropæiske 
Universiteter  udeksamine- 
rede Læger  findes  der  en 
hel  Del,  tildels  norskfødte, 
tildels  fødte  af  norske  For- 
ældre i  Amerika,  som  har 
uddannet  sig  ved  ameri- 
kanske Universiteter.  Deres 
Antal  bliver  stadig  større, 
medens  Antallet  af  Læger 

G.  C.  Paoli.  ° 

med  norsk  Embedseksamen 
har  vanskeligt  ved  at  forøges  paa  Grund  af  de  stadig  større  Van- 
skeligheder, der,  som  omtalt,  lægges  i  Vejen  for  Læger  med  uden- 
landsk Eksamen. 

Blandt  Læger,  som  har  amerikansk  Eksamen  kan  nævnes  to 
Sønner  af  Kristofer  Janson,  som  praktiserer  i  Seattle,  Wash.,  og 
Astoria,  Oreg. 

Som  ovenfor  nævnt  ved  Omtalen  af  det  norske  Hospital  i  Chi- 
cago, er  der  ogsaa  norskfødte  kvindelige  Læger  i  Amerika;  foruden 


\ 

^B 

U     i 

iJ/i' 

301 

de  to  nævnte  i  Chicago   er  der  en  i  Brooklyn,  N.  Y.,  Fik.  Helene 
Lassen. 


Det  var  at  vente,  at  et  saa  proceselskende  Folk  som  det  norske 
vilde  tage  med  sig  sin  Forkjærlighed  for  Rets  trætter  ogsaa  til  det 
nye  Hjem.  Imidlertid  lægger  dog  de  store  Bekostninger  ved  at 
føre  Processer  et  vist  Baand  paa  Trættelysten  derover.  Ikke  desto- 
mindre  er  der  en  hel  Del  Nordmænd,  som  har  valgt  Sagførerstil- 
lingen som  Levevej.  De  maa  naturligvis  allesammen  underkaste 
sig  Eksamen  i  Amerika,  saa  man  har  ingen  Nytte  af  at  være 
juridisk  Kandidat  eller  Sagfører  hjemmefra.  Tidligere  var  det  i  de 
fleste  Stater  tilstrækkeligt  at  have  gjort  Tjeneste  paa  et  Sagfører- 
kontor i  to  eller  tre  Aar.  Nu  maa  man  for  det  meste  ogsaa  stu- 
dere ved  et  juridisk  Fakultet  to  til  tre  Aar  og  derefter  underkaste 
sig  en  Eksamen,  før  man  bliver  admitted  to  the  bar. 

I  New  York  har  man  to  norskfødte  Sagførere;  den  ene  af  dem, 
August  Reymert,  har  praktiseret  i  mange  Aar  og  har  adskillig 
Praksis  ogsaa  udenfor  norske  Kredse.  Han  kan  ogsaa  føre  Sager 
for  de  forenede  Staters  Højesteret,  hvortil  der  fordres  en  særskilt 
Bevilling. 

I  Chicago  findes  der  en  hel  Del  norske  Sagførere.  Blandt  dem 
kan  nævnes  den  føromtalte  forhenværende  Sheriff  Matson  samt 
Hr.  J.  K.  Boyesen. 

Hr.  J.  K.  Boyesen,  en  Broder  af  den  bekjendte  Forfatter  Hjal- 
mar Hjorth  Boyesen,  er  født  paa  Kongsberg  den  5.  Januar  1854, 
og  kom  til  Amerika  sammen  med  sin  Broder  i  1869.  Han  stude- 
rede først  i  tre  Aar  ved  Urban  Universitet  i  Ohio,  hvor  hans  Bro- 
der var  Lærer,  derefter  ved  Chicago  Universitets  juridiske  Fakultet, 
hvor  han  tog  Eksamen  1874;  han  fik  Sagførerbevilling  og  oparbej- 
dede sig  i  Løbet  af  et  Par  Aars  Tid  en  betydelig  Praksis  blandt 
Norske  i  Chicago,  og  blev  efterhaanden  en  af  Chicagos  mest  ansete 
Advokater.  Han  blev  i  1887  udnævnt  til  Master -in-chancery  ved 
Retten  i  Chicago,  og  havde  som  saadan  at  undersøge  og  aflægge 
Rapport   om   de  faktiske  Forhold  i  alle  Sager,  som  af  Dommeren 


302 


blev  henvist  til  ham.  Han  opgav  denne  Stilling  i  1893  og  traadte 
ind  som  Medlem  i  et  af  Chicagos  største  Sagførerfirmaer  „Dexter, 
Herrick  &  Allen",  som  efter  den  Tid  er  „Herrick,  Allen  &  Boye- 
sen"; dette  Firma  har  sine  fleste  Klienter  blandt  Jernbanekompag- 
nier og  andre  store  Korporationer.  Efter  den  norske  Regjerings 
Anmodning  dannede  Hr.  Boyesen  i  1893  en  Komité  for  at  repræ- 
sentere Norge  under  Chica- 
goudstillingen ved  Siden  af 
den  officielle  Kommissær, 
Hr.  Chr.  Ravn.  I  Politiken 
er  Hr.  Boyesen  Demo- 
krat, men  han  vilde  ikke 
have  noget  med  Bryan  og 
Frisølvmændene  at  gjøre. 
Under  Clevelands  Kandida- 
tur rejste  han  rundt  og 
„stumpede"  Illinois,  Wiscon- 
sin, Michigan  og  Indiana  til 
Fordel  for  Cleveland,  idet 
han  undertiden  talte  paa 
Norsk,  men  for  det  meste 
paa  Engelsk.  Hr.  Boyesen 
har     flere     Gange    været    i 

J.  W.  Arctander.  _T  .  •         r 

Norge,  interesserer  sig  tor 
norsk  Kunst,  og  ved  festlige  Anledninger,  som  17.  Maj  og  lignende, 
er  han  gjerne  en  af  Festtalerne.  Han  har  to  Sønner,  den  ene  12", 
den  anden  9  Aar  gammel. 

En  Broder  af  J.  K.  Boyesen,  Hr.  Alf.  E.  Boyesen,  er  Sagfører 
i  St.  Paul.  Han  er  født  i  Christiania  i  1857  og  kom  til  Amerika 
i  13-aars  Alderen.  Ogsaa  han  studerede  først  ved  Urban  Univer- 
sitet i  Ohio,  fik  Sagførerbevilling  i  Minneapolis  i  1880;  han  prakti- 
serede som  Sagfører  i  Fargo,  N.  D.,  i  syv  Aar  og  flyttede  til  St. 
Paul  i  1887.  I  1890  gik  han  i  Kompagniskab  med  M.  D.  Munn 
og  N.  M.  Thygeson,  et  Firma  som  har  en  meget  stor  Praksis. 


303 

J.  W.  Arctander,  en  bekjendt  Sagfører  i  Minneapolis,  er  født  i 
1849  i  Stockholm,  hvor  hans  Fader  midlertidig  opholdt  sig.  Han 
gik  paa  Skiens  Latinskole,  tog  Artium,  var  en  Tid  Journalist  og 
kom  til  Amerika  i  1870.  Han  studerede  Jura  i  Minneapolis  og 
praktiserede  som  Sagfører  i  Willmar,  Minn.,  fra  1876  til  1885. 
Siden  den  Tid  har  han  været  i  Minneapolis,  hvor  han  er  i  Kom- 
pagni med  sin  yngre  Broder,  Ludvig  Arctander,  der  er  født  i  Skien 
i  1863.  J.  W.  Arctander  er  særlig  bekjendt  son  Forsvarer  i  krimi- 
nelle Sager,  ogsaa  som  Sagsøger  i  Skadeserstatningsager.  Han  ud- 
gav i  1876  en  „Praktisk  Haandbog  i  Minnesotas  Love",  paa  Norsk, 
og  har  ogsaa  oversat  Ibsens  Bygmester  Solness  paa  Engelsk.  Han 
har  i  den  sidste  Tid  været  særlig  virksom  for  at  faa  rejst  en 
Statue  for  Ole  Bull  i  Minneapolis.  Hans  Broder,  Ludvig  Arctander, 
kom  til  Amerika  i  18-aars  Alderen,  og  har  praktiseret  som  Sag- 
fører siden  1885. 

A.  Ueland,  Sagfører  i  Minneapolis,  født  1853  paa  Heskestad, 
Stavanger  Amt,  er  en  Søn  af  Gabriel  Ueland.  Han  kom  til  Ame- 
rika i  1871,  arbejdede  som  simpel  Arbejdsmand  om  Sommeren  og 
gik  paa  Skole  om  Vinteren.  Efter  at  have  tilbragt  tre  Aar  paa 
denne  Maade  begyndte  han  at  studere  Jura  paa  et  Sagførerkontor 
og  fik  Sagførerbevilling  i  1877.  I  1881  blev  han  valgt  til  Skifte- 
retsdommer.  Nogle  Aar  derefter  gik  han  i  Kompagniskab  med  en 
svensk  Sagfører,  A.  Holt.  Firmaet  har  en  meget  stor  Praksis. 


Af  norske  Ingeniører  findes  der  en  hel  Del  i  Amerika.  De  fleste 
af  dem  har  ogsaa  været  heldige,  forsaavidt  som  de  saagodtsom 
allesammen  sidder  i  gode  Stillinger  og  har  et  godt  Levebrød,  men 
det  ligger  i  Sagens  Natur,  at  der  er  faa  af  dem,  som  har  arbej- 
det sig  op  til  nogen  særlig  fremtrædende  Stilling,  idet  de  for  at 
komme  i  selvstændig  Stilling  trænger  store  Kapitaler,  hvad  jo  de 
færreste  har,  naar  de  kommer  over,  eller  har  Anledning  til  at  samle 
sig,  medens  de  er  derovre. 

En  af  de  norske  Ingeniører,  som  er  komne  længst  frem  i  Arne- 


304 


rika,  er  vistnok  Gunvald  Aus  (o:  Aas)  født  i  Haugesunu  i  1861. 
Han  gjennemgik  Haugesunds  Borgerskole  og  tog  i  1879  Afgangs- 
eksamen fra  Bergens  tekniske  Skole.  Fra  1879  til  1882  studerede 
han  ved  den  tekniske  Højskole  i  Miinchen.  Efter  Hjemkomsten  til 
Norge  fik  han  straks  Plads  i  det  norske  Vejvæsens  Tjeneste,  men 
bestemte  sig  snart  til  at  forsøge  Lykken  i  Amerika  og  kom  Vaaren 
1883  til  New  York.  Her  og  i  de  omliggende  Byer  havde  han  i  en 

Række  af  Aar  mere  eller  min- 
dre gode  Stillinger  og  havde 
ogsaa  en  Tid  egen  Forretning 
i  New  York,  beregnet  paa  at 
udføre  Tegninger  for  Patent- 
kontorer. Vaaren  1887  fik  han 
Post  ved  Phoenix  Bridge  Com- 
pany, dengang  den  største 
Broforretning  i  Amerika,  og 
formodentlig  i  hele  Verden. 
Han  blev,  før  Aaret  var  om- 
me, forfremmet  til  en  temme- 
lig ansvarsfuld  Post  som  Chef 
for  en  Afdeling  af  Forretnin- 
gens store  Construction  de- 
partement, med  fuldt  Ansvar 
for  hvad  han  udførte.  Efter 
to  Aars  Forløb  blev  han  forflyttet  til  Forretningens  Beregnings- 
kontor  som  første  Assistent  og  udførte  her  Beregningerne  for  flere 
af  Amerikas  største  Broer.  Siden  blev  han  igjen  flyttet  tilbage  til 
Konstruktionsdepartementet  som  en  af  dets  Chefer  og  udførte  her 
i  Løbet  af  to  Aar  en  Mængde  større  og  mindre  Broer.  I  det  hele 
udførte  han  i  de  7%  Aar  han  var  ved  Phoenix  Bridge  Co.  over 
hundrede  Broer,  en  Højbane  i  Brooklyn,  N.  Y.,  flere  Jernbanesta- 
tioner o.  s.  v. 

I   August   1894   blev   han  udnævnt   til  Engineer  of  Steel  and 
Iron  Construction  ved   de   Forenede   Staters   Finansdepartement  i 


G.  Aas. 


305 

Washington,  en  Stilling,  som  paa  Grund  af  de  Kvalifikationer,  den 
fordrer,  er  meget  højt  aflønnet  og  samtidig  „udenfor  Politik",  d.  v.  s. 
ikke  en  af  dem  som  gives  ud  som  politisk  Belønning  til  Parti- 
fæller. Hr.  Aas  har  her  fuld  Kontrol  over,  og  alt  Ansvar  for  alle 
Fundationer  og  alle  Jernarbejder  i  de  store  Bygninger,  som  ud- 
føres under  Finansdepartementets  Kontrol,  og  er  i  alle  Konstruk- 
tionsspørgsmaal  Overarkitektens  ansvarlige  og  ingeniørkyndige  Raad- 
giver.  Mange  af  disse  Bygninger  er  meget  store.  The  Appraisers' 
Warehouse  i  New  York  er  saaledes  10  Etager  højt,  med  50,000 
Kvadratfod  Gulvareal  i  hver  Etage  og  indeholder  over  20  Millioner 
Pund  Staal,  formodentlig  mere  end  nogen  anden  Bygning  i  Ver- 
den. Denne  Bygning,  der  er  bestemt  til  at  benyttes  som  Oplags- 
sted  for  Prøver  af  importerede  Varer,  indtil  deres  Værdi  er  fast- 
sat, er  nu  under  Opførelse.  Vaaren  1890  blev  Hr.  Aas  gift  med 
stud.  med.  Elisabeth  Lange,  eneste  Datter  af  forhenværende  Stats- 
raad  Jacob  Otto  Lange.  I  1895  blev  han  valgt  til  Medlem  af  The 
American  Society  of  Civil  Engineers,  hvor  ingen  optages,  før  han 
i  mindst  5  Aar  har  havt  Post  som  Overingeniør. 

En  Nordmand,  der  har  havt  adskilligt  at  gjøre  med  de  i  Be- 
gyndelsen af  denne  Bog  omtalte  „Skyskrabere",  er  Sverre  Dahm. 
Hr.  Dahm  er  født  i  1858  i  Guldalen  nær  Trondhjem,  tilbragte 
sine  Gutteaar  paa  Kongsberg  og  studerede  Ingeniørvidenskaben 
ved  Polytechnicum  i  Miinchen  fra  1874  til  1878.  Han  arbejdede 
ved  de  norske  Statsbaner  fra  1878  til  1882  og  kom  til  Amerika 
Vaaren  1883.  Fra  1884  til  85  trodsede  han  Sumpfeberen  og  alle 
de  andre  Farer,  som  truer  en  Nordbo  paa  Panamatangen,  og  ar- 
bejdede ved  Kanalanlæget  som  Assistent  hos  Kontraktøren  Pedro 
G.  Sosa.  Efter  et  Aars  Ophold  ved  Panama  kom  han  tilbage  til 
New  York,  arbejdede  ved  forskjellige  Jernbaner  paa  Long  Island 
og  i  Brooklyn,  altid  i  betroede  Stillinger,  og  blev  i  1890  Chef  for 
Albert  H.  Wolfs  Kontor  i  Chicago.  I  denne  Stilling  udførte  Hr. 
Dahm  Detailberegninger  og  Konstruktioner,  samt  ledede  Opsæt- 
telsen af  Jernarbejdet  i  flere  af  de  største  Bygninger  i  Vesten, 
saasom   Western    Bank    Note    Building    og    McVickers    Theater   i 


306 


Chicago,  Pabst  Building  i  Milwaukee  o.  fl.  Den  sidstnævnte  Byg- 
ning er  den  største  af  den  Slags  Bygninger  vestenfor  Chicago.  I 
1893 — 94  var  han  paa  et  længere  Besøg  i  Norge,  og  han  har 
siden  1894  været  ansat  ved  Jackson  Architectural  Iron  Works,  et 
af  de  fire  største  Jernkonstruktionsfirmaer  i  New  York.  Hr.  Dahm 
har  i  denne  sin  Stilling  forestaaet  Opførelsen  af  flere  af  de  største 
Bygninger,  som  i  den  sidste  Tid  er  blevne  byggede  i  New  York, 
f.  Eks.  Bowling  Green  Building,  en  18  Etagers  Marmorkolos, 
der  i   Kubikindhold   antages   at  være    den    største   Bygning  i  New 

York,  en  Bygning,  som  in- 
gen, der  kommer  til  New 
York  ad  Sjøvejen  kan  und- 
gaa  at  se  eller  undlade  at 
ønske  langt  bort,  fordi  den 
med  sine  svære,  hvide  Mas- 
ser aldeles  ødelægger  det 
Parti,  hvor  den  staar,  et 
Parti  som  tidligere  med  de 
to  store  røde  Murstensbyg- 
ninger, Washington  Buil- 
ding og  Produce  Exchange 
med  sit  høje  Taarn,  ikke 
kunde  andet  end  imponere  enhver,  som  første  Gang,  idet  han  kom 
sejlende  op  over  Floden,  saa  det  ligge  skinnende  i  Solen,  som  det 
i  Regelen  gjør.  Men  at  andre  Folk  er  Vandaler,  kan  jo  ikke  Hr. 
Dahm  gjøre  for. 

Hr.  Herman  G.  Schanche,  første  Kemiker  ved  Gray' s  Ferry 
Chemical  Works  i  Philadelphia,  er  født  i  Bergen  1860,  og  stu- 
derede, efter  at  have  gjennemgaaet  den  nyoprettede  tekniske  Skole 
i  Bergen,  i  fem  Aar  ved  det  kongelige  Polytechnicum  i  Miinchen, 
deraf  fire  ved  den  kemiske  Afdeling.  Efter  aflagt  Statseksamen 
kom  han  tilbage  til  Bergen  Sommeren  1883,  men  da  Udsigterne 
hjemme  var  smaa,  drog  han  allerede  samme  Host  til  Amerika,  og 
tre   Dage   efter  Ankomsten   til   Philadelphia  havde  han  Plads   ved 


Herman  G.  Schanche. 


307 

den  samme  Fabrik,  som  han  nu  bestyrer,  en  af  de  største  Fabrik- 
ker i  de  Forenede  Stater.  Paa  den  Tid  kunde  kemiske  Fabrikker 
i  Amerika  endnu  arbejde  under  en  overmaade  overfladisk  kemisk 
Ledelse  paa  Grund  af  den  begrændsede  Konkurrence.  Eftersom 
imidlertid  Konkurrencen  steg  og  det  blev  nødvendigt  at  faa  det 
højest  mulige  Udbytte  ud  af  Materialet,  aabnede  der  sig  et  rigt 
Arbejdsfelt  for  en  Kemiker.  Fra  Laboratoriet  blev  derfor  Hr. 
Schanche  snart  overflyttet  til  Fabrikken,  hvor  han  som  Driftske- 
miker  tilegnede  sig  en  Indsigt  i  Detaljen  i  Forretningens  forskjel- 
lige  Grene,  der  blev  ham  højst  værdifuld  i  hans  senere  Stilling 
som  første  Kemiker.  Ved  Superintendentens  Død  i  1892  overtog 
Schanche  Bestyrerposten  af  denne  store  Fabrik. 

En  anden  norsk  Kemiker,  der  inden  sit  Fag  indtager  en  ledende 
Stilling  i  Amerika,  er  Hr.  Dr.  phil.  Viggo  Drewsen,  tidligere  Lærer 
i  Kemi  ved  Trondhjems  tekniske  Skole.  Sammen  med  sin  Broder, 
Aage  Drewsen,  exploiterer  han  et  Patent  for  Tilvirkningen  af  Træ- 
masse, og  gjennem  dem  bliver  Navnet  Drewsen,  der  i  Generationer 
har  været  knyttet  til  Tysklands,  Danmarks  og  Norges  Papirfabri- 
kation, ogsaa  sat  i  Forbindelse  med  Amerikas  Papirindustri. 

Ingeniør  Chr.  Holth  i  Chicago  er  født  i  Kristiania  i  1856  og 
dimitteredes  fra  Trondhjems  tekniske  Skole  i  1878.  Han  kom  til 
Amerika  i  1880.  Det  var  netop  paa  den  Tid,  da  der  taltes  mest 
om  de  gyldne  Tider  i  Dakota,  saa  Hr.  Holth  drog  ud  for  at  for- 
søge sin  Lykke  som  Farmer.  Han  blev  imidlertid  ikke  rig  som 
Gaardbruger,  derfor  vendte  han  tilbage  til  Chicago  i  1887  og  gjen- 
optog  sit  gamle  Fag.  Efter  en  Tid  lang  at  have  være  beskjæftiget 
ved  private  Firmaer,  fik  han  Ansættelse  ved  Regjeringens  Ingeniør- 
departement i  Chicago,  en  Stilling  som  han  fremdeles  med  megen 
Dygtighed  beklæder. 

Karl  L.  Lehmann  i  Chicago  er  en  af  de  mest  fremragende  nor- 
ske Ingeniører  i  Amerika.  Efter  at  have  lært,  hvad  der  var  Anled- 
ning til  at  lære  i  Bergen,  rejste  han  til  den  tekniske  Højskole  i 
Ztirich,  og  da   han   var  bleven   udeksamineret  derfra,  besøgte  han 


308 

de  fleste  af  Europas  Lande  og  kom  til  Amerika  i  1882.  Under 
Bygningen  af  Verdensudstillingen  i  Chicago  udførte  han  en  Mængde 
store  og  vanskelige  Arbejder;  blandt  andet  konstruerde  han  det 
bekjendte  Lehmanns  Kjæmpetaarn,  som  dog  ikke  kunde  fuldføres 
paa  Grund  af  Forsinkelse  af  Materialierne.  Siden  den  Tid  har  han 
væsentlig  beskjæftiget  sig  med  Bygningskonstruktioner  og  er  paa 
det  Omraade  anset  som  en  første  Rangs  Autoritet. 


FORFATTERE,  VIDENSKABSMÆND 
OG  KUNSTNERE 


Der  er  ikke  synderlig  mange  Nordmænd,  som  har  optraadt  i 
amerikansk  Literatur,  og  endnu  færre  er  de,  som  i  den  har 
erhvervet  et  Navn.  Det  kan  jo  ikke  godt  være  anderledes,  da 
allerede  Sproget  her  lægger  store  Vanskeligheder  i  Vejen.  Er  der 
nogen  Virksomhed,  hvor  det  gjælder  at  beherske  Sproget  som  en 
Indfødt,  at  kjende  dets  fineste  Nuancer  og  forstaa  at  benytte  dem, 
saa  er  det  Literaturen,  og  det  kan  derfor  ikke  forundre  os,  at  den 
eneste  Nordmand,  som  har  indtaget  en  forholdsvis  fremragende 
Plads  i  amerikansk  Literatur,  havde  lagt  sig  saa  meget  efter  En- 
gelsk, at  han  til  en  vis  Grad  havde  glemt  sit  Modersmaal. 

Professor  Hjalmar  Hjorth  Boyesen  var  født  paa  Frederiksværn 
den  23de  September  1848.  Han  blev  Student  i  1867  og  kom  til 
Amerika  i  1868.  Han  kom  først  ind  paa  et  Trykkeri  i  Chicago,  be- 
gyndte at  lære  at  sætte  Typer,  og  samtidig  redigerede  han  Bladet 
„Fremad".  Derpaa  fik  han  en  Stilling  som  Lærer  ved  Urban  Uni- 
versitet i  Ohio  og  kom  efter  nogle  Aars  Forløb  som  Professor  i 
Tysk  til  Cornell  University  i  Ithaca,  New  York.  Medens  han  var 
der,  gjorde  han  en  længere  Rejse  til  Tyskland  og  studerede  under 
Zarncke  i  Leipzig,  og  Frugten  af  dette  Leipzigophold  var  Goethe 
und  Schiller,  hans  første  literaturhistoriske  Arbejde,  der  udkom  i 
1878.  Allerede  tidligere  havde  dog  Boyesen  publiceret  skjønliterære 


310 


Arbejder,  blandt  hvilke  kan  mærkes:  Gunnar  (1874),  A  Norseman's 
Pilgrimage  (1875).  Han  fortsatte  ogsaa  senere  med  den  skjønliterære 
Produktion  ved  Siden  af  den  literære  og  kritiske,  der  efterhaanden 
optog  mere  og  mere  af  hans  Tid.  I  1880  blev  han  Professor  i 
Tysk  ved  Columbia  College,  nu  Columbia  University,  i  New  York, 
og  forblev  i  denne  Stilling  til  sin  Død  1895.  Professor  Boyesen 
udfoldede  en  rastløs  Virksomhed.  Ved  Siden  af  sit  Undervisnings- 
arbejde paa  Universitetet  ved- 
blev han  at  sende  ud  snart  en 
Novelle,  snart  et  kritisk  Essay, 
ikke  at  tale  om  de  utallige 
Artikler  i  Tidsskrifter,  der 
foreligger  fra  hans  Haand. 
Blandt    hans    senere    Skrifter 

kan  nævnes:  Falconberg 
(1878),   A  Baughter   of  the 

Philistines  (1883),  Queen 
Titania  (1887),  Boyhood  in 
Norway  (1892),  Story  of 
Norway  (1886  og  91),  Essays 
on  Ger man  Liter ature  (1892), 
Essays  on  Ibsen's  Works 
(1894),  Essays  on  Scandi- 
navian  Literature  (1895). 
Mange  af  Boyesens  Bøger  henter  sine  Emner  fra  Norge,  og  det 
samme  er  Tilfældet  med  en  stor  Del  af  hans  Tidsskriftartikler, 
saa  forsaavidt  kan  man  se,  at  hans  Hjerte  endnu  hang  ved 
Fædrelandet;  men  ellers  var  det  hans  Stræben,  der  ogsaa  væsent- 
lig lykkedes  for  ham,  at  blive  en  saa  fuldblods  Amerikaner,  som 
muligt.  Boyesens  Fortællinger  havde  et  stort  Publikum  baade 
i  Amerika  og  Tyskland,  hvor  de  fleste  af  dem  udkom  i  Oversæt- 
telse. Et  Par  af  dem  er  ogsaa  oversat  paa  Norsk  uden  dog  at 
have  slaaet  videre  an  i  Norge.  Boyesens  væsentligste  Betydning 
var   at   være   en    Formidler   mellem    europæisk   Tænkesæt    og    det 


Hjalmar  Hjorth  Boyesen. 


311 


amerikanske  Publikum.  Han  omsatte  det  moderne  Europas  Tanker 
i  en  Form,  hvori  de  kunde  finde  Forstaaelse  hos  og  blive  optagne 
af  den  dannede  amerikanske  Almenhed,  og  forsaavidt  har  hans 
Indflydelse  ikke  været  ringe. 

Samtidig  med  Boyesen  traadte  en  anden  Norsk- Amerikaner  frem 
for  Offentligheden  som  Forfatter,  dog  ikke  paa  det  skjonliterære 
men  paa  det  populært  videnskabelige  Omraade,  Rasmus  B.  Anderson. 

Rasmus  B.  Anderson  er 
født  i  Albion,  Dåne  County, 
Wisconsin,  i  1846.  Hans  Fa- 
der var  Bjørn  Anderson,  som 
kom  til  Amerika  i  1836.  Fra 
1862  til  65  studerede  Ander- 
son ved  Luther  College  i  De- 
corah,  og  han  hørte  sammen 
med  ovenomtalte  Professor  H. 
G.  Stub  til  det  første  Kuld  af 
Elever,  der  blev  udeksami- 
neret fra  Skolen.  I  1866  blev 
han  Lærer  i  Græsk  og  nyere 
Sprog  ved  Albion  Academy, 
og  i  1869  Docent  i  Sprog  ved 
Wisconsins  Statsuniversitet  i 
Madison  og  siden  Professor  i 

skandinaviske  Sprog  sammesteds.  Fra  1885  til  1889  var  han  de 
forenede  Staters  Minister  i  Kjobenhavn  og  kom  paa  den  Maade  i 
Forbindelse  med  Danmarks  og  i  det  Hele  taget  Nordens  literære 
og  politiske  Kredse. 

Det  skyldes  mere  R.  B.  Andersons  Virksomhed  end  noget  andet, 
at  Erkjendelsen  af  den  før-kolumbiske  norsk-islandske  Opdagelse 
af  Amerika  nu  er  trængt  igjennem  i  Amerika,  saa  at  hver  Skole- 
gut  nu  har  hørt  om  Leif  Eriksson  og  Vinland.  Andersons  første 
Bog  paa  Engelsk  var  America  not  discovered  by  Columbus,  der 
udkom  i  1874,  og  det  samme  Emne  har  vedblevet  at  beskjæftige 


R.  B.  Anderson. 


312 

ham,  saa  at  han  lige  til  denne  Tid  har  behandlet  det  i  Bøger, 
Foredrag  og  Avisartikler.  For  nogle  Aar  siden  havde  han  en  meget 
livlig  Polemik  med  Professor  Gustav  Storm  om  Vinlands  Be- 
liggenhed, idet  Anderson  forsvarede  den  gamle  Anskuelse,  at  Leif 
Eriksson  og  hans  Fæller  er  komne  i  Land  et  eller  andet  Sted  i 
New  England,  mod  Professor  Storms  Antagelse,  at  Vinland  maa 
søges  i  Nova  Scotia.  Anderson  viste  sig  her  som  en  meget  stridbar 
Debatant,  og  Striden  er  endnu  uafgjort,  forsaavidt  som  begge  Parter 
tilskriver  sig  Sejren.  Skandinaviske  Lærde  har  sluttet  sig  til  Storms 
Mening,  medens  amerikanske  Lærde  har  havt  vanskeligt  for  at 
overbevise  sig  om,  at  Storm  har  paavist  en  tilstrækkelig  Forekomst 
af  vildtvoksende  Druer  i  Nova  Scotia  til  at  det  Land  skulde  kunne 
kaldes  Vinland. 

Foruden  Vinland  og  den  før-kolumbiske  Opdagelse  af  Amerika 
har  Andersons  væsentlige  Studier  ligget  inden  nordisk  Mythologi, 
og  hans  Værk  Norse  Mythologi/,  der  udkom  i  1875  (5te  Udgave 
i  1890),  har  vundet  megen  Anseelse  og  er  oversat  paa  en  hel  Del 
forskjellige  Sprog.  Hans  nyeste  værdifulde  Kildeværk,  er  The  first 
chapter  of  Norwegian  immigration,  der  udkom  i  1895.  Ved  Siden 
af  denne  selvstændige  populærvidenskabelige  Produktion  har  Anderson 
udfoldet  en  meget  betydelig  Virksomhed  som  Oversætter.  Han  har 
oversat  den  yngre  Edda  fra  Oldnorsk  til  Engelsk,  ligesaa  Sagaerne 
om  Thorstein  Vikingsson  og  Fridthjof  den  Froekne,  gjennemset  og 
skrevet  Anmærkninger  til  Samuel  Laings  Oversættelse  af  Snorres 
Heimskringla,  revideret  Oversættelsen  af  Bjørnsons  Fortællinger, 
oversat  Winkel-Horns  Skandinaviske  Literaturhistorie,  Brandes' 
Essays  over  udenlandske  Forfattere,  V.  Rydbergs  Germaniske 
Mythologi,  Lumholtz  Blandt  Menneskeædere,  o.  s.  v. 

Ved  Siden  af  at  være  Videnskabsmand  og  Forfatter  er  Anderson 
ogsaa,  som  vi  har  set,  Politiker,  og  det  var  som  saadan  han  blev 
udnævnt  til  den  vigtige  Post  som  Amerikas  Gesandt  i  Kjøbenhavn. 
Han  har  tidligere  været  Demokrat,  men  gik  for  et  Par  Aar  siden 
over  til  Republikanerne.  Som  Forretningsmand  har  han  i  en  længere 
Aarrække  været  Vicepræsident  for  en  af  Madisons   største  Banker, 


313 


og  for  et  Par  Aar  siden  stiftede  han  og  valgtes  til  Præsident  for 
The  Natural  Premiun  Mutual  Life  Insurance  Company  of 
Wisconsin. 

Medens  R.  B.  Andersons  Virksomhed  og  Begavelse  har  været 
af  en  temmelig  alsidig  Natur,  har  Leonhard  Stejneger  viet  sit  Liv 
udelukkende  til  Videnskabens  Tjeneste.  Stejneger  er  født  i  Bergen 
i  1851,  tog  Examen  Artium 
i  1870  og  Examen  Philoso- 
phicum  i  1871,  og  studerede 
saa  et  Par  Aar  Medicin.  Men, 
da  han  aldrig  havde  havt  til 
Hensigt  at  blive  Læge,  slog 
han  om  og  forlod  i  1875  Uni- 
versitetet som  candidatus  juris. 
I  flere  Aar  arbejdede  han  saa 
i  sin  Faders  Forretning,  men 
da  Kjøbmandslivet  ikke  pas- 
sede ham,  drog  han  i  Høsten 
1881  til  Amerika,  hvor  han 
straks  sluttede  sig  til  den  be- 
rømte Smithsonian  Institution 
i  Washington.  Allerede  i  Gut- 
teaarene  havde  Stejneger  vist 
stor  Interesse  for  Zoologien  og 
med  flere  Jævnaldrende  og  Ligesindede  stiftet  „De  bergenske  Natur- 
venners Selskab",  ligesom  han  ogsaa,  allerede  medens  han  var 
hjemme,  skrev  og  offentliggjorde  forskjellige  Afhandlinger  og  Bøger 
om  zoologiske,  specielt  ornithologiske  Emner.  I  Washington  fik 
han  Lejlighed  til  udelt  at  hengive  sig  til  sit  Studium  af  Natur- 
historien, og  Vaaren  1882  sendte  Smithsonian  Institution  ham  ud 
paa  en  Ekspedition  til  Kamandorski-Øerne  og  Kamtschatka  for  at 
samle  og  studere.  Særlig  var  det  Opgaven  at  studere  de  værdi- 
fulde Pelssælers  Historie  og  at  samle  Levninger  af  den  i  forrige 
Aarhundrede  totalt  udryddede  nordiske  Sjøko,  hvis  sidste  Levested 


Leonhard  Stejneger. 


II. 


21 


314 

var  Beringsøen.  Øen  blev  under  et  18-Maaneders  Ophold  fuld- 
stændig udforsket  og  kartlagt.  Kort  efter  Tilbagekomsten  til  Washing- 
ton blev  Stej  neger  fast  ansat  ved  de  forenede  Staters  National- 
musæum  som  assist.  Kurator  ved  Fugleafdelingen.  Resultaterne 
af  Bearbejdelsen  af  denne  Rejse  er  nedlagt  i  en  Række  Contri- 
butions  to  the  Natural  History  of  the  Commander  Islands,  trykt 
i  Proceedings  of  the  U.  S.  National  Museum,  og  i  en  større 
Bog  under  Titlen  Results  of  Ornithological  Explorations  in  the 
Commander  Islands  and  in  Kamtschatka  (Washington  1885,  382 
Sider  -|-  9  Plancher),  ogsaa  offentliggjort  af  Nationalmusæet.  Sam- 
tidig skrev  han  om  Aftenerne  og  Nætterne  sit  Hovedværk,  nemlig 
Størstedelen  af  4de  Bind  (Fuglene)  af  Standard  Natural  History, 
et  Arbejde,  som  skaffede  ham  Ros  og  Anerkjendelse  af  fremragende 
Videnskabsmænd,  ikke  alene  i  Amerika,  men  ogsaa  i  Tyskland  og 
især  i  England.  Endnu  saa  sent  som  1896,  altsaa  11  Aar  efter 
Udgivelsen,  roses  Værket  højt  af  de  engelske  Ornithologers  Nestor, 
Prof.  Alfred  Newton.  I  de  følgende  Aar  beskjæftigede  Stejneger 
sig  hovedsagelig  med  Studiet  af  Japans  og  Hawaiis  Fugle,  hvorom 
talrige  Afhandlinger  i  Nationalmusæets  „proceedings"  bærer  Vidnes- 
byrd, indtil  han  i  1889  blev  udnævnt  til  Kurator  ved  Reptilie- 
afdelingen;  Følgen  heraf  var,  at  hans  Arbejder  de  følgende  Aar 
væsentlig  kun  omfattede  Reptilierne  og  Batrachierne;  i  1894  udgav 
han  en  større  populær  Afhandling  om  Nordamerikas  Giftslanger 
(i  Musæets  Aarsrapport  for  1893,  150  Sider  -f-   19  Plancher). 

Efter  den  Diskussion  af  Spørgsmaalet  om  Pelssælernes  frem- 
tidige Skjæbne,  som  opstod  efter  Parisertribunalets  Voldgiftsken- 
delse mellem  England  og  de  forenede  Stater,  var  der  en  meget 
følelig  Mangel  paa  tilforladelige  og  uomtvistelige  Oplysninger,  som 
kun  kan  gives  af  vederhæftige  Videnskabsmænd  og  Naturforskere. 
I  1895  valgtes  derfor  F.  W.  True  og  Stejneger  til  at  besøge 
Pribylof øerne  for  at  skaffe  saadanne  Oplysninger,  og  Stejneger 
skulde  tillige  besøge  de  russiske  Sæløer,  Komandorski-Øerne,  i 
samme  Anledning.  Han  tilbragte  hele  Sommeren  og  Høsten  1895 
i    disse    Egne;    hans    Rapport   foreligger  i  Form   af   en   Monografi 


315 

(The  Russian  Fur-Seal  Islands,  Washington  1896,  148  Sider 
med  66  Plancher,  hvoraf  11  Originalkarter  og  Planer).  Sommeren 
1896  havde  han  bestemt  sig  til  at  tilbringe  i  Europa,  dels  for  at 
besøge  Norge,  dels  for  at  studere  i  de  vigtigste  europæiske  Musæer, 
og  han  havde  allerede  kjøbt  Billet,  da  han  i  en  egenhændig  Skri- 
velse fra  Præsident  Cleveland  fik  Ordre  til  igjen  at  besøge  Sæl- 
øerne i  Beringshavet.  England  og  Canada  havde  allerede  udnævnt 
Kommissioner  i  lignende  Øjemed,  saa  det  blev  nødvendigt  ogsaa 
at  sende  en  amerikansk  Kommission  derop.  Med  et  Dampskib,  som 
stilledes  til  Stejnegers  udelukkende  Forføjning  for  den  største  Del 
af  Turen,  undersøgte  han  igjen  de  russiske  Sæløer,  foruden  de 
tidligere  nævnte  ogsaa  Robbin  Island  i  det  okkotske  Hav  og  ad- 
skillige af  de  kurilske  Øer  mellem  Kamtschatka  og  Japan.  Hjem- 
rejsen lagdes  over  Japan  med  et  tre  Ugers  Ophold  i  Tokio,  hvor 
Hr.  Stejneger  holdt  Foredrag  over  Sæløerne  og  var  Gjenstand  for 
megen  Opmærksomhed  fra  Regjeringens  og  Videnskabsmænds  Side; 
efter  et  3  Ugers  Ophold  paa  Sandwichsøerne  kom  han  tilbage  til 
Washington  ved  Juletiden  1896  og  er  nu  beskjæftiget  med  Bear- 
bejdelsen af  det  indsamlede  Materiale. 

Foruden  disse  tre  Rejser  til  Behringshavet  har  Hr.  Stejneger 
gjort  forskjellige  videnskabelige  Rejser  i  de  forenede  Stater,  han 
har  skrevet  omtrent  200  Afhandlinger  og  Opsæt,  for  det  meste 
paa  Engelsk,  og  er  Medlem  af  flere  amerikanske  Videnskabssel- 
skaber,  ligesaa  af  Videnskabsselskabet  i  Kristiania,  og  Bergens 
Musæum  har  hædret  sig  selv  og  ham  ved  at  vælge  ham  til  livs- 
varigt Medlem.  I  1886  kaldtes  han  til  Professor  i  Zoologi  ved 
Indiana  Statsuniversitet,  men  afslog  Anmodningen.  Han  har  i  mange 
Aar  været  Medlem  af  Nationalmusæets  Redaktionskomité  og  er 
Redaktør  af  Nomenclator  Zoologiens.  Et  stort  Antal  Dyrearter  cg 
Klasser  er  opkaldt  efter  ham;  saaledes  en  Slægt  af  Dybhavsfiske, 
Steinegeria,  som  danner  Typen  af  en  egen  Familje  (Steinegeriidae). 

Ellers  kan  ikke  Norge  rose  sig  af,  at  have  sendt  mange  Viden- 
skabsmænd til  Amerika.  Der  er  nok  adskillige  Nordmænd,  som  er 
ansatte  ved  forskjellige   Statsuniversiteter  i  Amerika,  saaledes  ved 

21* 


316 


Wisconsins  Universitet  ikke  mindre  end  fire,  men  de  er  ikke  synderlig 
produktive  i  videnskabelig  Henseende,  og  heller  ikke  i  norsk-ameri- 
kanske Blade  hører  man  synderlig  til  dem.  De  fleste  af  dem  er 
uddannede  ved  amerikanske  Universiteter.  Det  bliver  i  det  Hele 
taget  mere  og  mere  almindeligt  blandt  de  unge  Nordmænd  af 
anden   Generation   at  gaa  igjennem   et  Kursus  ved  et  amerikansk 

Universitet  og  paa  den  Maade 
fuldende  sin  Uddannelse. 

En  af  dem,  som  har  spillet 
en  fremtrædende  Rolle  blandt 
norske  Universitetslærere  i 
Amerika,  er  Dr.  Edv.  Olson, 
som  var  den  første  Præsident 
ved  Statsuniversitetet  i  Ver- 
million,  S.  Dak.  Han  blev  des- 
værre altfor  tidligt  revet  bort 
fra  en  stor  Virkekreds,  idet 
han  omkom  ved  Branden  i 
Tribunebygningen  i  Minne- 
apolis. 

O.  J.  Breda,  Professor  i 
skandinaviske  Sprog  ved  Min- 
nesotas Statsuniversitet,  er 
født  paa  Horten  1853;  han 
dimitteredes  fra  Gjertsens 
Skole  i  1870,  og  efterat  han  havde  taget  anden  Eksamen  i  1874, 
var  han  en  Tid  lang  Lærer  ved  en  Folkehøjskole  i  Smaa- 
lenene.  Det  var  hans  Agt  at  studere  Filologi,  men  i  Februar  1877 
rejste  han  til  Amerika  og  studerede  Theologi  ved  det  tyske  Con- 
cordia  Seminar  i  St.  Louis,  hvorfra  han  blev  udeksamineret  i  1875 
og  straks  efter  modtog  han  Kald  som  Præst  ved  en  norsk  Menighed 
i  St.  Paul.  I  1877  blev  han  ansat  som  Professor  i  Norsk  og  Latin 
ved  Luther  College  i  Decorah  og  tilbragte,  for  at  forberede  sig  til 
denne  Stilling,   to  Aar  ved  Kristiania  Universitet,   hvor  han  hørte 


Professor  O.  J.  Breda. 


317 

sproglige  Forelæsninger.  Han  virkede  som  Lærer  ved  Luther  College 
fra  1879—82,  tog  saa  Afsked  og  rejste  til  Norge  for  at  blive  der, 
tilbragte  to  Aar  ved  Universitetet  og  blev  i  1884  ansat  som  Klasse- 
lærer ved  Skiens  Latinskole,  en  Post,  som  han  imidlertid  ikke  kom 
til  at  tiltræde,  da  den  nyoprettede  Post  i  skandinavisk  Sprog  og 
Literatur  ved  Minnesotas  Universitet  blev  ham  tilbudt.  Her  har  han 
siden  virket  som  Lærer  i  nævnte  Fag,  samt  har  desuden  hele 
Tiden  assisteret  i  Latin,  et  Par  Aar  i  Tysk  og  har  et  Aar  været 
military  instructor.  Saa  man  kan  se,  at  en  Professor  i  „Skandi- 
navisk" i  Amerika  maa  være  alsidig  uddannet.  Minnesotas  Stats- 
universitet har  nu  over  2,500  Studerende  og  er  saaledes  et  af  de 
største  i  Amerika.  Hr.  Breda  har  her  efterhaanden  oparbejdet 
Studiet  af  nordiske  Sprog,  saa  der  nu  er  adskillig  Interesse  derfor 
blandt  Studenterne.  Fra  Begyndelsen  af  var  Forelæsningerne  i 
skandinaviske  Sprog  omtrent  ligesaa  talrigt  besøgt,  som  Forelæs- 
ningerne i  Ægyptologi  ved  Kristiania  Universitet.  Det  store  Ry, 
som  norsk  Literatur,  navnlig  Ibsen,  har  vundet  i  de  senere  Aar, 
har  naturligvis  mægtig  bidraget  til  hos  den  akademiske  Ungdom 
at  vække  Sandsen  for  Studiet  af  skandinavisk  Sprog  og  Literatur. 
Hr.  Breda  har,  som  vi  kan  se  af  ovenstaaende  lille  biografiske 
Skitse,  ikke  nøjet  sig  med  at  blive  staaende  ved  den  engang  vundne 
Kundskab,  men  han  har  sørget  for  stadig  at  forny  den  ved  Studie- 
ophold i  de  skandinaviske  Lande,  sidst  i  1892—93  ved  Universi- 
teterne i  Kjøbenhavn  og  Upsala,  og  at  han  i  det  Hele  taget  har 
sørget  for  at  holde  Forbindelsen  med  Fædrelandet  vedlige,  kan  ses 
deraf,  at  han  har  gjort  21  Rejser  over  Atlanterhavet.  Han  har 
ogsaa  optraadt  adskillige  Gange  blandt  sine  Landsmænd  som  Taler 
ved  festlige  Anledninger,  ligeledes  i  den  norsk-amerikanske  Presse 
ved  forskjellige  Anledninger. 


Af  de  egentlig  store  norske  Kunstnere  er  det,  fraset  en  Fore- 
dragsrejse som  Bjørnson  gjorde  i  1880—81,  nok  kun  Ole  Bull,  som 
har  optraadt   i  Amerika.    Men  han   fik   ogsaa  et   andet  Hjem   der, 


318 


og  hans  anden  Hustru  var  en  Amerikanerinde.  Af  nulevende 
norske  Knnstnere,  som  har  bosat  sig  i  Amerika,  er  Sangerinderne 
de  mest  fremtrædende  og  talrigst  repræsenterede.  Saaledes  har  man 
alene  i  Boston  ikke  mindre  end  tre  norske  Sangerinder,  Søstrene 
Aagot  og  Sigrid  Lunde  og  Mme  Kathinka  Paulsen  White.  Af  disse 
synes  Frk.  Aagot  Lunde  at  have  vundet  størst  Yndest  hos  Bostons 

Publikum.  Frøken  Aagot 
Lunde  kom  til  Boston  i 
1891  efter  et  fem  Aars  Stu- 
dieophold i  Dresden,  hvor 
hun  var  en  af  den  be- 
kjendte  Sanglærerinde  Frk. 
Auguste  Gotzes  mest  lo- 
vende Elever.  Hendes  Søs- 
ter, Frk.  Sigrid  Lunde,  var 
allerede  i  Amerika  før  hen- 
de, og  begge  har  de,  naar 
de  har  optraadt  offentlig, 
ved  sin  dygtige  Sangkunst 
og  smukke  Fremtræden 
vundet  Publikums  udelte 
Paaskjønnelse.  Frk.  Aagot 
Lunde  gav  en  Koncert  i 
Boston  den  15de  Januar 
1897,  og  alle  Bostons  stør- 
ste Dagblade  er  enige  om  at  prise  hendes  prægtige  Alt-Stemme, 
smukke  Fremtræden  og  store  Fremskridt  siden  hun  sidst  lod  sig 
høre. 

Fru  Valborg  Hovind  Stub,  føromtalte  Professor  H.  G.  Stubs 
Frue,  er  født  i  Soggendal,  men  kom  allerede  IV2  Aar  gammel  til 
Kristianssund,  hvor  hendes  Fader  en  Tid  lang  var  konstitueret 
Toldkasserer,  senere  Overtoldbetjent.  Sin  musikalske  Uddannelse 
fik  hun  dels  i  Kristiania  hos  Fru  Ida  Basilier-Magelssen,  dels  ved 
et  fleraarigt  Studieophold   i   Leipzig  og  Weimar.   Hun   optraadte  i 


Froken  Sigrid  Lunde. 


Frk.  Aagot  Lunde. 


319 


•  *    feH 

r-^^iw 

^'^ 

1882  paa  en  Række  Koncerter  i  forskjellige  Byer  i  Tyskland  og 
gjorde  overalt  stor  Lykke,  ligesom  der  ogsaa  blev  vist  hende  den 
mest  smigrende  Opmærksomhed  fra  Liszts  Side.  Saavel  hendes 
Stemme,  en  varm  Mezzo-Sopran,  som  hendes  musikalske  Intelligens 
rostes  i  høj  Grad,  og  syntes  at  spaa  hende  en  glimrende  Kunstner- 
fremtid. Imidlertid  blev  hun  i  1883  forlovet  og  i  1884  gift  med 
Professor  Stub  og  hendes 
Kunstnerkarriere  paa  en  vis 
Maade  afbrudt,  omendskjønt 
hun  dog  ogsaa  efter  sin  An- 
komst til  Amerika  og  sit  Gif- 
termaal  ikke  alene  har  givet 
Undervisning  i  Sang,  men  og- 
saa har  optraadt  paa  Kon- 
certer, altid  med  meget  Bifald, 
og  ved  længere  Studieophold 
i  Udlandet  fortsat  sin  musikal- 
ske Uddannelse.  I  1894  op- 
traadte  hun  paa  en  Koncert 
i  Kristiania  sammen  med  Fru 
Nissen  og  Martin  Knutzen  og 
gjorde  stor  Lykke. 

Det  som  især  gjør  Fru  Ho- 
vind   Stub   værdig   til    Lands- 

°  Fru  \alborg  Stub. 

mænds  Beundring  og  Taknem- 
lighed, er  hendes  Udgave  af  skandinaviske  Sange,  Songs  from 
the  North,  i  to  Bind,  hvoraf  det  første,  der  udkom  i  1894,  alle- 
rede har  oplevet  tre  Oplag,  medens  Fremkomsten  af  det  andet, 
der  er  færdigt  til  Udgivelse,  er  bleven  forsinket  ved  Udgiver- 
indens  Sygdom  i  det  sidste  halve  Aar.  Det  udkomne  første 
Bind  indeholder  57  norske,  danske  og  svenske  Sange,  Musik  og 
Tekst,  med  en  smagfuld  og  let  syngelig  engelsk  Oversættelse  be- 
sørget af  Mrs.  Aubertin  Woodward  Moore,  Portræter  og  Biografier 
af  de  i  Samlingen  repræsenterede  Komponister,  samt  en  Indledning 


320 


af  Udgiverinden  om  skandinavisk  Musik.  Dette  Værk  har  bidraget 
betydelig  og  vil  vistnok  bidrage  endnu  mere  ikke  alene  til  at  ved- 
ligeholde Interessen  for  skandinavisk  Musik  hos  de  indvandrede 
Skandinaver  og  deres  Efterkommere,  men  ogsaa  til  at  vække 
Sandsen  for  skandinavisk  Musik  hos  de  egentlige  Amerikanere. 
Fru  Stub  har  ved  Udgivelsen  af  dette  Værk  gjort  sig  meget  for- 
tjent af  sine  Landsmænd  og  af  norsk-amerikansk  Kulturliv. 

Foruden  de  her  omtalte 
Kunstnerinder  er  der  ogsaa 
adskillige  andre  norske  San- 
gerinder, der  er  bosat  i 
Amerika,  dels  som  Sang- 
lærerinder, dels  ansatte  i 
Kirkekor;  der  er  ogsaa  flere 
Pianistinder,  som  har  væ- 
ret eller  er  beskjæftigede 
som  Musiklærerinder. 

Af  bildende  Kunstnere 
indtager  den  for  kort  Tid 
siden  afdøde  Billedhugger 
Jacob  Fjelde  første  Plads. 
Jacob  Fjelde  var  født  i 
Aalesund  den  10.  April 
1859;  han  lærte  Billed- 
skjærerkunsten  af  sin  Fader,  studerede  under  Bergslien  i  Kristiania 
og  senere  ved  Kunstakademiet  i  Kjøbenhavn;  derpaa  tilbragte  han  to 
Aar  i  Rom  for  at  studere  de  gamle  Mestere.  Fjelde  havde  allerede,  før 
han  kom  til  Amerika  i  1887,  frembragt  adskillige  Kunstværker  af 
blivende  Værdi;  ogsaa  i  de  forenede  Stater,  hvor  han  den  meste 
Tid  har  boet  i  Minneapolis,  har  han  produceret  Statuer,  der  sikrer 
ham  en  ærefuld  Plads  i  dette  Lands  Kunsthistorie,  saasom  den 
„læsende  Kvinde"  i  Minneapolis'  offentlige  Bibliothek,  Gettysburg 
Monumentet,  Leif  Erikson  o.  fl.  Han  har  desuden  gjort  Portræt- 
buster af  flere   af  de   mest  fremtrædende   Skandinaver   og  Ameri- 


Jacob  Fjelde. 


321 


kanere  i  Vesten;  men  han  havde  ikke  destomindre  en  haard  Kamp 
at  bestaa  for  at  vinde  Udkommet  til  sin  Familie  og  sig  selv,  og 
der  er  ikke  Tvivl  om,  at  denne  Kamp  for  Næringen  har  bidraget 
meget  til  at  lægge  ham  i  en  for  tidlig  Grav,  netop  som  han  havde 
faaet  fuldendt  Modellen  til  sit  Hovedværk,  Ole  Bulls  Statue,  som 
skal  afsløres  i  Minneapolis  den  17.  Mai  d.  A.,  rejst  ved  Bidrag  fra 
Nordmænd  rundt  om  i  Amerika. 

Af  Malere   er  Alex  Grinager  i  Minneapolis,  født  i  1865  i  Albert 
Lea,  Minnesota,  og  Ludvig 
Bøckmann  i  St.  Paul  blandt 
de  mest  bekjendte. 

Herbjørn  N.  Gausta  i 
Minneapolis  er  født  i  1854 
i  Thelemarken.  Han  kom 
til  Amerika  i  1867,  besøgte 
i  tre  Aar  Luther  College  i 
Decorah  og  studerede  der- 
efter i  syv  Aar  Malerkun- 
sten i  Kristiania  og  Miin- 
chen.  Han  kom  tilbage  til 
Amerika  i  1882,  boede  i 
Chicago,  Madison,  La  Cros- 
se og  Decorah,  indtil  han  i 

1887  igjen  drog  udenlands,  denne  Gang  til  Italien,  Tyskland  og 
Norge.  Siden  1889  har  han  boet  i  Minneapolis,  hvor  han  har  malet 
en  hel  Del  Portræter,  bl.  a.  af  Guvernør  Rusk  og  Frue;  den  sidste 
er,  som  bekjendt,  Norsk.  Han  har  ogsaa  malet  Altertavlerne  i  en 
hel  Del  Kirker  i  Vesten.  Da  Tribune  Bygningen  i  Minneapolis 
brændte,  mistede  han  sin  værdifulde  Malerisamling. 

En  norsk  Arkitekt,  hvis  Navn  kjendes  af  en  hvilken  som  helst 
amerikansk  Arkitekt,  som  blot  nogenlunde  har  fulgt  med  sin  Tid, 
og  i  vide  Kredse  i  Europa,  er  Arne  Dehli  i  New  York.  Dehli  er 
født  paa  Gaarden  af  samme  Navn  i  Brøttum  paa  Hedemarken  i 
1857,  tog  Middelskoleeksamen  paa  Lillehammer,  Realartium  i  1876 


Ole  Bulls  Statue  i  Minneapolis. 


(hørte  til  det  første  Kuld  af  Realartianere),  studerede  et  Aar  ved 
Polytechnicum  i  Dresden  og  tre  Aar  (1877 — 80)  ved  Polytechnicum 
i  Stuttgart)  hovedsagelig  under  nu  afdøde  Oberbaurath  von  Leins. 
Sommeren  1878  foretog  han  en  Studierejse  til  Italien  og  1879  til 
Byerne  ved  Rhinen.  Arbejdede  fra  1880  til  82  ved  Arkitekt  Adolf 
Schirmers  Kontor  i  Kristiania,  men  kom  snart  til  det  Resultat,  at 

Norge  var  overbefolket  med 
Arkitekter  for  ialfald  en 
Menneskealder.  Han  kom 
til  New  York  i  1882  og  fik 
straks  Ansættelse.  I  1885 
kom  han  paa  Arkitekt  C. 
H.  Robertsons  Kontor,  hvor 
han  i  Aarene  1885  til  1889 
ledede  Udførelsen  af  en  hel 
Række  betydelige  Bygnin- 
ger. I  Høsten  1889  foretog 
han  en  Studierejse  til  Ita- 
lien, drog  sammen  med  en 
Kammerat  paa  Velociped 
gjennem  Frankrig,  Schweiz 
og  Italien.  Vinteren  blev  til- 
bragt hovedsagelig  i  Vene- 
dig og  Ravenna,  og  Frugten  af  Dehlis  Studier  forelaa  allerede  den 
følgende  Vaar  trykt  i  den  første  Mappe  af  50  Plancher  Selections 
of  Byzantine  Ornaments  og  den  anden  Mappe  paa  50  Plancher 
var  samtidig  i  Forlæggerens  Hænder.  Hvert  Blad  var  omhyggelig 
opmaalt  og  tegnet  efter  Originalerne,  og  dette  er  vistnok  det 
eneste  fuldstændige  og  nøjagtige  Værk  over  denne  Stil.  En  For- 
lægger i  Leipzig  har  siden  taget  sig  den  Frihed  at  optrykke  Vær- 
ket, og  skjønt  han  har  Forfatterens  Navn  paa  Titelbladet,  fik 
denne  forst  gjennem  en  Anmeldelse  i  American  Journal  of  Ar- 
cheology  Underretning  om  det  for  ham  vistnok  smigrende,  men 
dog  ikke  indbringende  Tyveri.  Fra  Venedig  drog  Dehli  til  Florens, 


Arne  Dehli. 


323 

Rom,  Neapel  og  Palermo,  hvor  han  tilbragte  Sommeren.  Frugten 
af  dette  Ophold  var  et  Værk  i  fire  Dele,  som  udkom  et  Par  Aar 
efter  under  Titlen  Norman  Monuments  of  Palermo  and  Envi- 
rons,  forlagt  samtidig  i  Boston,  London  og  Leipzig.  Det  skal  være 
første  Gang  europæiske  Forlæggere  har  været  interesseret  i  en 
amerikansk  Bog  af  denne  Slags.  Hr.  Dehli  fortsatte  sine  Studier 
af  Byzantinske  Monumenter,  denne  Gang  paa  den  sorentinske 
Halvø,  men  Udgivelsen  af  den  paatænkte  tredie  Mappe  Byzantine 
Ornaments  blev  forhindret  ved  et  Ulykkestilfælde,  der  gjorde  hans 
højre  Haand  ubrugelig  i  flere  Maaneder.  Efter  Tilbagekomsten  til 
Amerika  aabnede  Hr.  Dehli  sit  eget  Kontor,  optog  den  følgende 
Sommer  sin  Rejsefælle,  Mr.  Chamberlin,  som  Kompagnon,  senere 
endvidere  en  engelsk  Arkitekt  Mr.  Howard,  saa  Firmaet  nu  er 
Dehli,  Chamberlin  &  Howard.  Dette  Firma  har  i  New  York,  Brook- 
lyn, Jersey  City  og  andre  omliggende  Byer,  tildels  endog  i  mere 
fjernt  liggende  Stater  udført  en  Række  betydelige  Bygninger,  Kir- 
ker, Skoler,  Kontorlokaler,  Fabriksbygninger  og  pragtfulde  Privat- 
huse. Blandt  de  sidste  kan  mærkes  Bankpræsident  Youngs  Hus  i 
Jersey  City,  helt  gjennemført  med  den  yderste  Elegance;  Møble- 
mentet, Tapeterne  (af  Uld-  eller  Silkebrokade),  ja  selv  Gulvtæp- 
perne udført  efter  Arkitektens  Tegninger.  Det  er  ejendommeligt,  at 
Dehli,  tiltrods  for  sin  byzantinske  Forfattervirksomhed,  endnu  aldrig 
har  opført  en  romansk  Bygning  i  sit  eget  Navn.  Tvertimod  var 
han  en  af  de  første,  som  arbejdede  i  Rococo,  og  paa  to  Smaa- 
ture,  som  han  gjorde  til  Evropa  i  1891  og  93,  optog  Rococo- 
Monumenterne  hans  meste  Opmærksomhed,  og  i  det  hele  taget  de 
franske  „Genres"  fra  det  17.  og  18.  Aarhundrede.  Han  betragter 
en  Stil  som  et  Stemningsudtryk  og  siger  altid,  at  han  bruger  alle 
Stile,  idet  han  i  hvert  enkelt  Tilfælde  vælger  den,  som  svarer  til 
den  Stemning,  han  vil  give  Udtryk. 

En  anden  norsk  Arkitekt,  som  havde  arbejdet  sig  op  til  en 
fremragende  Stilling  i  Amerika,  men  som  desværre  blev  bortreven 
ved  en  for  tidlig  Død  var  Joachim  B.  Mathisen,  født  i  Trondhjem 
1857.    Han   studerede  i  Hannover  under   Oberbaurath   von   Haase 


324 

og  traadte  ved  Hjemkomsten  ind  i  Domkirkens  Tjeneste.  Han  blev 
imidlertid  uenig  med  sin  Chef,  Arkitekt  Christie,  om  forskjellige 
Stilspørgsmaal,  og  da  tilslut  Christie  gik  af  med  Sejren  i  Stor- 
thinget,  hvor  Sagen  var  bleven  indbragt,  besluttede  han  at  søge 
sin  Lykke  i  de  forenede  Stater.  Han  fik  snart  Tilbud  om  en  Stil- 
ling paa  Arkitekt  R.  H.  Robertsons  Kontor  i  New  York,  og  blev 
her  oprigtig  paaskjønnet  og  beundret  af  sine  Medarbejdere  saavel- 
som  af  sin  Chef.  Han  ledede  Udførelsen  af  forskjellige  betydelige 
Bygninger,  men  da  han  var  stærkt  plaget  af  en  kronisk  Bronkit, 
og  New  Yorks  Klima  er  overmaade  ugunstigt  for  den  Slags  Affek- 
tioner, modtog  han  et  Tilbud  om  en  Post  i  San  Francisco,  hvor 
han  bl.  a.  havde  Ledelsen  af  Opførelsen  af  The  Crocker  Building, 
den  første  og  største  „sky-scraper"  paa  Stillehavskysten.  I  1891 
aabnede  han  sit  eget  Kontor  under  Firma  J.  B.  Mathisen  &  Geo. 
H.  Howard,  og  har  siden  opført  et  betydeligt  Antal  af  San  Fran- 
ciscos Privathuse,  deriblandt  enkelte  for  Millionærfamilierne  fra 
Guldtiden.  I  1895  blev  han  af  San  Franciscos  Skolekommission 
uden  Konkurrence  valgt  til  Arkitekt  for  den  nye  High  School  og 
to  andre  Skolebygninger.  Mathisen  havde  ved  sin  Død  flere  andre 
større  Foretagender  under  Forberedelse,  og  han  var  da  en  af  San 
Franciscos  ledende  Arkitekter;  hans  Død  syntes  dobbelt  sørgelig, 
fordi  den  kom  paa  et  Tidspunkt,  da  hans  Talent  netop  syntes  at 
skulle  bære  sin  skjønneste  Frugt. 

Carl  F.  Struck  er  født  i  Kristiania  i  1842;  hans  Fader  var  en 
Tysker,  Moderen  Norsk.  Han  studerede  Arkitektur  i  Kristiania  og 
Kjøbenhavn  og  kom  til  Amerika  i  1865.  Siden  1881  har  han  boet 
i  Minneapolis,  hvor  han  har  erhvervet  sig  et  Navn  som  en  af  Nord- 
vestens mest  fremragende  Arkitekter.  Normanna  Hall  i  Minneapolis 
er  et  af  hans  mere  bekjendte  Bygværker;  desuden  har  han  bygget 
en  hel  Del  Privathuse  i  forskjellige  Dele  af  de  forenede  Stater. 


DE  FORENEDE  STATERS  FORFATNING 


Vi,  de  Forenede  Staters  Folk,  bestemme  og  grundlægge  -  for  at 
skabe  en  mere  fuldkommen  Forening,  hævde  Retfærdigheden, 
sikre  den  indre  Ro,  sørge  for  det  fælles  Forsvar  og  sikre  os  selv  og 
vore  Efterkommere  Fredens  Velsignelse  —  denne  Forfatning  for  Ame- 
rikas Forenede  Stater. 

FØRSTE  AFSNIT. 

§  1.  Al  lovgivende  Magt,  som  her  tilstaas,  skal  overdrages  til  en 
Kongres  for  de  Forenede  Stater,  som  skal  bestaa  af  et  Senat  og  et 
Repræsentanthus. 

§  2.  Repræsentanternes  Hus  skal  dannes  af  Medlemmer,  der  vælges 
hvert  andet  Aar  af  Folket  i  de  enkelte  Stater,  og  Vælgerne  i  hver 
Stat  skulle  have  de  Egenskaber,  der  kræves  af  Vælgere  til  den  tal- 
rigste Gren  af  Statens  Lovgivningsmagt. 

Ingen  kan  være  Repræsentant,  med  mindre  han  har  naaet  en  Alder 
af  fem  og  tyve  Aar,  i  syv  Aar  har  været  Borger  i  de  Forenede  Stater, 
og  paa  den  Tid,  da  han  vælges,  er  Beboer  i  den  Stat,  i  hvilken  han 
vælges. 

Repræsentanterne  og  de  direkte  Skatter  skulle  fordeles  imellem  de 
enkelte  Stater,  som  blive  optagne  i  denne  Union,  i  Forhold  til  deres 
Folketal,  der  skal  beregnes  saaledes,  at  man  til  hele  Antallet  af  fri 
Personer,  indbefattet  dem,  der  ere  bundne  til  en  tjenende  Stilling  i  et 
vist  Antal  Aar,  og  med  Udelukkelse  af  de  ikke  beskattede  Indianere, 
føjer  tre  Femtedele  af  alle  de  øvrige  Personer.  Folketællingen  skal 
finde  Sted  inden  tre  Aar  efter,  at  de  Forenede  Staters  Kongres  første 


326 

Gang  er  traadt  sammen,  og  derefter  hver  Gang  inden  Udløbet  af  ti 
Aar  paa  den  Maade,  som  ved  Lov  bestemmes  af  Kongressen.  Repræ- 
sentanternes Antal  maa  ikke  være  mere  end  én  for  hver  tredive  Tu- 
send;  men  hver  Stat  skal  have  mindst  én  Repræsentant,  og  indtil  den 
omtalte  Folketælling  har  fundet  Sted,  skal  Staten  New  Hampshire  være 
berettiget  til  at  vælge  tre,  Massachusetts  otte,  Rhode  Island  og  Provi- 
dence  Plantations  én,  Connecticut  fem,  New  York  seks,  New  Jersey 
fire,  Pensylvania  otte,  Delaware  én,  Maryland  seks,  Virginia  ti,  North 
Carolina  fem,  South  Carolina  fem  og  Georgia  tre. 

Naar  der  er  ledige  Pladser  i  en  Stats  Repræsentation,  skal  denne 
Stats  udøvende  Myndighed  udskrive  Valg  for  at  udfylde  disse  ledige 
Pladser. 

Repræsentanternes  Hus  skal  vælge  sin  Formand  og  sine  andre  Em- 
bedsmænd og  er  den  eneste  Ihændehaver  af  den  politiske  Anklage- 
myndighed. 

§  3.  De  Forenede  Staters  Senat  skal  dannes  af  to  Senatorer  fra  hver 
Stat,  der  vælges  af  dennes  lovgivende  Magt  for  seks  Aar,  og  hver 
Senator  skal  have  én  Stemme. 

Straks  efter  at  Senatorerne  er  traadt  sammen  efter  det  første  Valg, 
skal  de  deles  saa  ligeligt  som  muligt  i  tre  Klasser.  De  Senatorer,  der 
høre  til  første  Klasse,  skulle  afgaa  efter  to  Aars  Forløb,  de,  der  høre 
til  anden  Klasse,  efter  fire  Aar,  og  de,  der  høre  til  tredje  Klasse,  efter 
seks  Aar,  saa  at  der  vælges  en  Tredjedel  hvert  andet  Aar;  dersom 
der  bliver  ledige  Pladser  ved  Nedlæggelse  af  Mandat  eller  paa  anden 
Maade,  medens  en  Stats  lovgivende  Myndighed  ikke  er  samlet,  skal 
denne  Stats  udøvende  Myndighed  foretage  midlertidige  Udnævnelser, 
indtil  den  lovgivende  Magt  næste  Gang  træder  sammen,  hvorpaa  denne 
skal  udfylde  de  ledige  Pladser. 

Ingen  Person  kan  blive  Senator,  inden  han  har  fyldt  det  tredivte 
Aar  og  i  ni  Aar  været  Borger  i  de  Forenede  Stater,  og  han  maa,  naar 
han  bliver  valgt,  være  Indbygger  i  den  Stat,  i  hvilken  han  vælges. 

De  Forenede  Staters  Vicepræsident  er  Formand  i  Senatet,  men  har 
ikke  Stemmeret,   undtagen  naar  Stemmerne  staar  lige. 

Senatet  vælger  sine  andre  Embedsmænd  og  desuden  en  Formand 
pro  tempore,  der  fungerer  under  Vicepræsidentens  Fraværelse,  eller 
naar  denne  beklæder  Embedet  som  de  Forenede  Staters  Præsident. 

Senatet  alene  har  Dommermyndigheden  i  alle  politiske  Anklager. 
Naar  Senatorerne  ere  samlede  i  denne  Anledning,  skal  de  aflægge  Ed 
eller  afgive  en  Forsikring.  Naar  Præsidenten  for  de  Forenede  Stater  er 


327 

stillet  for  Retten,  skal  den  højeste  Rets  Præsident  føre  Forsædet,  og 
ingen  kan  blive  dømt  skyldig,  med  mindre  at  to  Tredjedele  af  de  til- 
stedeværende Medlemmer  ere  enige  om  at  dømme  ham  skyldig. 

En  Dom,  der  afsiges  i  politiske  Forbrydelser,  kan  ikke  gaa  videre 
end  at  fradømme  den  anklagede  hans  Embede  og  erklære  ham  for 
uskikket  til  at  være  Ihændehaver  af  noget  Hædershverv,  Tillidshverv 
eller  lønnet  Embede  i  de  Forenede  Stater;  men  den  Part,  der  er  dømt 
skyldig,  skal  ikke  desto  mindre  være  underkastet  Anklage,  Proces, 
Dom  og  Straf  i  Overensstemmelse  med  Loven. 

§  4.  Tiden,  Stedet  og  Maaden  for  at  afholde  Valget  af  Senatorer 
og  Repræsentanter  skal  i  hver  enkelt  Stat  foreskrives  af  dens  Lovgiv- 
ningsmagt; men  Kongressen  kan  til  enhver  Tid  træffe  eller  forandre 
saadanne  Bestemmelser  undtagen  dem,  der  vedrører  Stederne  for  Se- 
natvalg. 

Kongressen  skal  samles  mindst  én  Gang  om  Aaret,  og  dette  Møde 
skal  finde  Sted  den  første  Mandag  i  December,  med  mindre  Kongres- 
sen ved  Lov  bestemmer  en  anden  Dag. 

§  5.  Hvert  Hus  skal  være  Dommer  over  sine  egne  Medlemmers 
Valg,  Valgbreve  og  Valgbarhed,  og  et  Flertal  i  hvert  Hus  skal  danne 
et  beslutningsdygtigt  Antal;  men  et  mindre  Antal  kan  udsætte  Mø- 
derne fra  Dag  til  Dag  og  kan  bemyndiges  til  at  tvinge  fraværende 
Medlemmer  til  at  møde  paa  den  Maade  og  under  den  Straf,  som 
hvert  Hus  for  sig  bestemmer. 

Hvert  Hus  kan  bestemme  Reglerne  for  sin  Forretningsgang,  straffe 
sine  Medlemmer  for  usømmelig  Adfærd  og  med  to  Tredjedeles  Sam- 
tykke udvise  et  Medlem. 

Hvert  Hus  skal  holde  Protokol  over  sine  Handlinger  og  fra  Tid  til 
anden  offentliggøre  samme  med  Undtagelse  af  de  Partier,  som  i  Følge 
dets  Mening  bør  holdes  hemmelige.  Alle  Afstemninger  af  Medlemmerne 
i  begge  Huse,  skal,  naar  en  Femtedel  af  de  tilstedeværende  forlanger 
det,  indføres  i  Protokollen. 

Naar  Kongressen  er  samlet,  maa  intet  af  Husene  uden  det  andets 
Samtykke  udsætte  sine  Møder  længere  end  tre  Dage  eller  henlægge 
dem  til  noget  andet  Sted  end  det,  hvor  de  to  Huse  skulle  have  deres 
Sæde. 

§  6.  Senatorerne  og  Repræsentanterne  skulle  have  et  Vederlag  for 
deres  Arbejde;  dette  skal  fastsættes  ved  Lov  og  udbetales  af  de  For- 
enede Staters  Finanskasse.  De  skulle  i  alle  Tilfælde,  undtagen  Høj- 
forræderi, Forbrydelse  og  Fredsbrud,  være  fritagne  for  Fængsling,  naar 


328 

de  møde  under  deres  respektive  Hus's  Samling  og  paa  Vejen  til  og 
fra  det,  og  de  kunne  ikke  paa  noget  andet  Sted  drages  til  Ansvar  for 
nogen  Tale  eller  Debat  i  noget  af  Husene. 

Ingen  Senator  eller  Repræsentant  maa  i  den  Tid,  for  hvilken  han 
er  valgt,  ansættes  i  noget  borgerligt  Embede  under  de  Forenede  Sta- 
ters Myndighed,  som  er  blevet  oprettet,  eller  hvis  Indtægter  ere  blevne 
forøgede  i  denne  Tid,  og  ingen,  der  er  ansat  i  et  Embede  i  de  For- 
enede Stater,  maa  være  Medlem  af  noget  af  Husene,  saa  længe  han 
beklæder  sit  Embede. 

§  7.  Alle  Lovforslag,  der  gaa  ud  paa  at  tilvejebringe  Statsindtæg- 
ter,  skulle  først  forelægges  Repræsentanternes  Hus;  men  Senatet  kan 
foreslaa  og  medvirke  ved  Ændringer  som  ved  andre  Love. 

Hvert  Lovforslag,  som  er  vedtaget  af  Repræsentanternes  Hus  og  af 
Senatet,  skal,  førend  det  bliver  til  Lov,  forelægges  de  Forenede  Sta- 
ters Præsident;  hvis  han  bifalder  det,  skal  han  underskrive  det,  hvis 
ikke,  skal  han  sende  det  tilbage  med  sine  Indvendinger  til  det  Hus, 
i  hvilket  det  først  er  blevet  forelagt,  og  dette  skal  da  indføre  Indven- 
dingerne i  deres  Helhed  i  sin  Protokol  og  skride  til  en  fornyet  Over- 
vejelse af  det.  Hvis  to  Tredjedele  af  Huset  efter  denne  fornyede  Over- 
vejelse blive  enige  om  at  vedtage  Lovforslaget,  skal  dette  tilligemed 
Indvendingerne  sendes  til  det  andet  Hus,  der  ligeledes  skal  overveje 
det  paa  ny,  og  dersom  det  da  billiges  af  to  Tredjedele  af  dette  Hus, 
skal  det  blive  til  Lov.  Men  i  alle  saadanne  Tilfælde  skal  der  i  begge 
Huse  stemmes  med  Navneopraab,  og  Navnene  paa  de  Medlemmer,  der 
stemme  for  og  imod  Lovforslaget,  skulle  indføres  i  vedkommende  Hus's 
Protokol.  Dersom  et  Lovforslag  ikke  sendes  tilbage  af  Præsidenten 
inden  ti  Dages  Forløb  (Søndag  ikke  medregnet),  efter  at  det  er  blevet 
forelagt  ham,  skal  det  være  Lov  paa  samme  Maade,  som  om  han  havde 
undertegnet  det,  med  mindre  Kongressen  ved  Udsættelse  af  sine  Mø- 
der forhindrer  Tilbagesendelsen,  i  hvilket  Tilfælde  det  ikke  skal  være 
Lov. 

Enhver  Anordning,  Beslutning  eller  Afstemning,  hvortil  Senatets  og 
Repræsentanthusets  Samvirken  udkræves  (undtagen  det,  der  vedrører 
et  Spørgsmaal  om  Udsættelse  af  Møder),  skal  forelægges  de  Forenede 
Staters  Præsident  og,  før  den  træder  i  Kraft,  bifaldes  af  ham  eller t 
hvis  den  ikke  bifaldes  af  ham,  atter  vedtages  af  to  Tredjedele  af  Se- 
natet og  Repræsentanthuset  i  Overensstemmelse  med  de  Regler  og 
Begrænsninger,  der  ere  foreskrevne  med  Hensyn  til  et  Lovforslag. 

§  8.    Kongressen  skal  have  Myndighed  til: 


329 

at  paalægge .  og  opkræve  Skatter,  Afgifter,  Indførselstold  og  Forbrugs- 
skatter for  at  betale  de  Forenede  Staters  Gæld  og  sørge  for  deres  fæl- 
les Forsvar  og  almindelige  Velfærd;  men  alle  Afgifter,  al  Indførselstold 
og  alle  Forbrugsskatter  skulle  være  de  samme  overalt  i  de  Forenede 
Stater; 

at  laane  Penge  paa  de  Forenede  Staters  Kredit; 

at  ordne  Handelen  med  udenlandske  Nationer,  mellem  de  forskellige 
Stater  indbyrdes  og  med  Indianerstammerne; 

at  give  en  ensartet  Regel  for  Opnaaelse  at  Indfødsret  og  ensartede 
Love  vedrørende  Konkursvæsen  overalt  i  de  Forenede  Stater; 

at  slaa  Mønt  og  at  bestemme  denne  og  udenlandsk  Mønts  Værdi  og 
at  fastslaa  Reglerne  for  Maal  og  Vægt; 

at  fastsætte  Straf  for  Forfalskning  af  de  Forenede  Staters  Gælds- 
forskrivninger  og  af  den  Mønt,  de  have  i  Omløb; 

at  oprette  Posthuse  og  Postruter; 

at  fremme  Videnskabens  og  de  nyttige  Kunsters  Fremgang  ved  i 
begrænsede  Tidsrum  at  sikre  Forfattere  og  Opfindere  udelukkende  Ret 
over  deres   Skrifter  og  Opfindelser; 

at  oprette  Domstole,  der  staa  under  den  højeste  Ret; 

at  fastslaa  Begrebet  om  og  straffe  Sørøverier  og  Forbrydelser,  der 
ere  begaaede  paa  Havet,   og  Krænkelser  af  Folkeretten ; 

at  erklære  Krig,  udstede  Kaperbreve  og  give  Regler  for  Priseretten 
til  Lands  og  til  Søs; 

at  udskrive  og  underholde  Hære;  men  ingen  Pengebevilling  i  det 
Øjemed  maa  gives  for  et  længere  Tidsrum  end  to  Aar; 

at  tilvejebringe  og  vedligeholde  en  Flaade ; 

at  give  Regler  om  Styrelsen  og  Ordningen  af  Hæren  og  Flaaden; 

at  give  Regler  for  Indkaldelsen  af  Væbningen  for  at  udføre  Unionens 
Love,  undertrykke  Oprør  og  tilbagevise  fjendtlige  Angreb; 

at  sørge  for  Væbningens  Organisation,  Udrustning  og  Uddannelse  og 
for  Styrelsen  af  den  Del  af  Væbningen,  der  kan  blive  anvendt  i  de 
Forenede  Staters  Tjeneste,  dog  saaledes,  at  Udnævnelsen  af  Officerer 
og  Myndigheder  til  at  uddanne  Væbningen  i  Overensstemmelse  med  de 
af  Kongressen  foreskrevne  Regler  forbeholdes  de  enkelte  Stater; 

at  udøve  helt  og  udelt  Lovgivningsmagt  i  alle  Sager  over  et  Di- 
strikt -  -  dog  ikke  større  end  ti  Mil  i  Kvadrat  —  som  ved  Overdra- 
gelse af  enkelte  Stater  og  Kongressens  Samtykke  maatte  blive  Sæde 
for  de  Forenede  Staters  Styrelse,  og  at  øve  den  samme  Myndighed 
over   alle  de  Steder,    der   med  Samtykke   af  Lovgivningsmagten  i  den 

II.  22 


330 

Stat,  i  hvilken  de  ligge,  købes,  for  der  at  oprette  Forter,  Magasiner, 
Arsenaler,  Skibsværfter  og  andre  nødvendige  Bygninger;    og 

at  give  alle  de  Love,  der  ere  nødvendige  og  egnede  til  at  udøve  de 
forud  nævnte  Myndigheder  og  enhver  anden  Myndighed,  der  ved  denne 
Forfatning  er  overdraget  de  Forenede  Staters  Styrelse  eller  nogen  af 
dens  Afdelinger  eller  Embedsmænd. 

§  9.  Indvandring  eller  Indførsel  af  saadanne  Personer,  som  nogen 
af  de  nu  bestaaende  Stater  anser  det  for  rigtigt  at  tillade,  maa  ikke 
forhindres  af  Kongressen  før  Aaret  atten  hundrede  og  otte,  men  paa 
en  saadan  Indførsel  kan  der  lægges  en  Skat  eller  Afgift,  som  ikke 
overskrider  ti  Dollars  for  hver  Person. 

Retten  til  at  kræve  en  habeas  corpus  Skrivelse  maa  ikke  ophæves, 
medmindre  den  offentlige  Sikkerhed  kræver  det  i  Tilfælde  af  Oprør 
eller  fjendtligt  Indfald. 

Der  maa  ikke  vedtages  nogen  Straffedom,  ej  heller  maa  der  ved- 
tages en  Straffelov  med  tilbagevirkende  Kraft. 

Der  maa  ikke  lægges  nogen  Skat  paa  hvert  Hoved  eller  paalægges 
nogen  anden  direkte  Skat,  uden  at  den  fordeles  i  Forhold  til  den  Op- 
tælling eller  Folketælling,  som  tidligere  er  paabudt  i  denne  Forfatning. 

Der  maa  ikke  lægges  nogen  Skat  eller  Udgift  paa  Varer,  som  ud- 
føres fra  nogen  Stat. 

Der  maa  ikke  ved  nogen  Bestemmelse  om  Handel  eller  Statsindtægt 
gives  én  Stats  Havne  nogen  Begunstigelse  frem  for  en  andens,  ej 
heller  maa  det  paalægges  Skibe,  der  skal  til  eller  fra  den  ene  Stat, 
at  løbe  ind,  klarere  eller  betale  Afgifter  i  en  anden  Stat. 

Ingen  Penge  maa  udbetales  af  Statskassen  uden  i  Henhold  til  Be- 
villinger, der  ere  givne  ved  Lov,  og  en  regelmæssig  Beretning  og 
Regnskab  over  Indtægter  og  Udgifter  af  alle  offentlige  Midler  skal 
offentliggjøres  fra  Tid  til  anden. 

Ingen  Adelstitel  maa  tilstaas  af  de  Forenede  Stater,  og  ingen,  der 
har  et  lønnet  Embede  eller  en  Tillidspost  under  dem,  maa  uden  Kon- 
gressens Samtykke  modtage  nogen  Gave,  Formuefordel,  noget  Embede 
eller  nogen  Titel  af  nogen  som  helst  Art  fra  en  Konge,  Fyrste  eller 
fremmed  Stat. 

§  10.  Ingen  Stat  maa  afslutte  nogen  Kontrakt,  noget  Forbund  eller 
nogen  Statsforbindelse ,  udstede  Kaperbreve,  slaa  Mønt,  udstede  Kre- 
ditbeviser, gjøre  noget  andet  end  Guld  og  Sølv  til  lovligt  Betalings- 
middel, vedtage  nogen  Straffedom,  nogen  Straffelov  med  tilbagevirkende 


331 

Kraft  eller  nogen  Lov,  der  svækker  Gyldigheden  af  indgaaede  Over- 
enskomster, eller  tllstaa  nogen  Adelstitel. 

Ingen  Stat  maa  uden  Kongressens  Samtykke  paalægge  Told  eller 
Udgift  paa  Indforsel  eller  Udførsel,  undtagen  hvad  der  kan  være 
absolut  nødvendigt  til  Udøvelsen  af  dens  Tilsynslove,  og  Nettoindtæg- 
ten af  alle  Skatter  og  Afgifter,  der  af  en  Stat  lægges  paa  Indførsel 
eller  Udførsel,  skal  komme  de  Forenede  Staters  Finanskasse  til  Gode; 
alle  saadanne  Love  skulle  være  underkastede  Kongressens  Gjennem- 
syn  og  Kontrol. 

Ingen  Stat  maa  uden  Kongressens  Samtykke  paalægge  Tonsafgift 
paa  Skibsladninger,  holde  Tropper  eller  Krigsskibe  i  Fredstid,  indgaa 
nogen  Overenskomst  eller  Aftale  med  en  anden  Stat  eller  med  en 
fremmed  Magt  eller  indlade  sig  i  Krig,  medmindre  den  virkelig  bliver 
angrebet  eller  er  i  saa  overhængende  Fare,  at  der  ingen  Opsættelse 
kan  finde  Sted. 

ANDET  AFSNIT. 

§  1.  Den  udøvende  Magt  overdrages  til  en  Præsident  for  Amerikas 
Forenede  Stater.  Han  skal  beklæde  sit  Embede  i  et  Tidsrum  af  fire 
Aar  og  sammen  med  Vicepræsidenten,  der  vælges  for  samme  Tidsrum, 
vælges  paa  følgende  Maade: 

Hver  Stat  skal  paa  den  Maade,  som  dens  Lovgivning  bestemmer, 
udnævne  et  Antal  Valgmænd,  der  svarer  til  hele  det  Antal  af  Sena- 
torer og  Repræsentanter,  som  Staten  er  berettiget  til  at  have  paa 
Kongressen;  men  ingen  Senator  eller  Repræsentant  og  ingen,  som 
beklæder  en  Tillidspost  eller  et  lønnet  Embede  under  de  Forenede 
Stater,  maa  udnævnes  til  Valgmand. 

Valgmændene  skulle  møde  i  deres  respektive  Stater  og  ved  Stem- 
meseddel stemme  paa  to  Personer,  af  hvilke  i  det  mindste  den  ene 
ikke  maa  bo  i  samme  Stat  som  de  selv.  Og  de  skulle  affatte  en 
Liste  over  alle  de  Personer,  paa  hvilke  der  er  stemt,  og  over  Antallet 
af  de  Stemmer,  der  ere  faldne  paa  hver  enkelt;  denne  Liste  skulle  de 
underskrive  og  stadfæste  og  sende  forseglet  til  de  Forenede  Sta- 
ters Regeringssæde,  adresseret  til  Senatets  Formand.  Senatets  Formand 
skal  i  Senatets  og  Repræsentanthusets  Nærværelse  aabne  alle  Lis- 
terne, og  saa  skulle  Stemmerne  tælles.  Den  Person,  der  har  det 
største  Antal  Stemmer,  skal  være  Præsident,  hvis  dette  Antal  udgjør 
over    Halvdelen    af    det    hele    Antal    af    de    udnævnte    Valgmænd,    og 

22* 


332 

dersom  der  er  flere  end  én,  som  have  et  saadant  Flertal,  og  de  have 
det  samme  Antal  Stemmer,  da  skal  Repræsentanternes  Hus  strax  ved 
Stemmesedler  vælge  én  af  dem  til  Præsident;  men  hvis  ingen  har 
Flertal,  da  skal  det  samme  Hus  paa  samme  Maade  vælge  Præsidenten 
imellem  de  fem,  der  staa  øverst  paa  Listen.  Men  ved  Præsidentvalget 
skal  der  stemmes  efter  Stater,  saaledes  at  hver  Stats  Repræsentation 
har  én  Stemme;  det  beslutningsdygtige  Antal,  der  kræves  i  dette  Øje- 
med, skal  bestaa  af  ét  eller  flere  Medlemmer  fra  to  Tredjedele  af 
Staterne,  og  over  Halvdelen  af  alle  Staterne  skal  kræves  til  dette 
Valg.  I  ethvert  Tilfælde  skal,  efter  at  Præsidenten  er  valgt,  den  Per- 
son, der  har  det  største  Antal  af  Valgmændenes  Stemmer,  være  Vice- 
præsident. Men  dersom  der  skulde  være  to  eller  flere  tilbage,  som 
have  lige  mange  Stemmer,  saa  skal  Senatet  ved  Stemmesedler  vælge 
Vicepræsidenten  blandt  dem. 

Kongressen  kan  bestemme  Tiden  for  Valgmændenes  Valg  og  den 
Dag,  paa  hvilken  disse  skulle  afgive  deres  Stemmer;  denne  Dag  skal 
være  den  samme  i  alle  de  Forenede  Stater. 

Ingen,  der  ikke  er  Borger  i  Følge  sin  Fødsel  eller  er  Borger  i  de 
Forenede  Stater  paa  den  Tid,  da  denne  Forfatning  antages,  skal  være 
valgbar  til  Præsidentembedet;  heller  ikke  skal  nogen  være  valgbar  til 
dette  Embede,  naar  han  ikke  har  opnaaet  en  Alder  af  fem  og  tredive 
Aar  og  har  været  bosat  i  de  Forenede  Stater  i  fjorten  Aar. 

I  det  Tilfælde,  at  Præsidenten  afsættes  fra  sit  Embede,  eller  at  han 
dør,  fratræder  Embedet  eller  bliver  uskikket  til  at  udøve  dets  Myn- 
dighed og  Pligter,  skal  hans  Embede  gaa  over  til  Vicepræsidenten,  og 
Kongressen  kan  ved  Lov  træffe  Bestemmelser  for  det  Tilfælde,  at 
baade  Præsidenten  og  Vicepræsidenten  afsættes,  dør,  nedlægger  Em- 
bedet eller  bliver  uskikket  til  dets  Førelse,  ved  at  fastsætte,  hvilken 
Embedsmand  der  da  skal  udøve  Præsidentens  Virksomhed,  og  denne 
Embedsmand  skal  i  Overensstemmelse  dermed  udøve  denne  Virksom* 
hed,  indtil  Præsidentens  Uskikkethed  er  holdt  op,  eller  der  er  valgt 
en  Præsident. 

Præsidenten  skal  til  bestemte  Tider  modtage  en  Godtgjørelse  for 
sin  Virksomhed,  der  hverken  maa  forøges  eller  formindskes  i  det 
Tidsrum,  for  hvilket  han  er  valgt,  og  han  maa  i  dette  Tidsrum  ikke 
modtage  nogen  anden  Formuefordel  af  de  Forenede  Stater  eller  nogen 
enkelt  af  dem. 

Førend  Præsidenten  tiltræder  sit  Embede,  skal  han  aflægge  følgende 
Ed  eller  Forsikring: 


333 

„Jeg  sværger  (eller  forsikrer)  højtideligt,  at  jeg  trofast  vil  varetage 
Embedet  som  de  Forenede  Staters  Præsident  og,  saa  godt  som  jeg 
formaar,  vil  bevare,  beskytte  og  forsvare  de  Forenede  Staters  Forfatning". 

§  2.  Præsidenten  skal  være  den  øverstbefalende  over  de  Forenede 
Staters  Hær  og  Flaade  og  over  de  enkelte  Staters  Væbning,  naar 
den  er  indkaldt  til  aktiv  Tjeneste  under  de  Forenede  Stater;  af  den 
øverste  Embedsmand  i  enhver  Forvaltningsafdeling  kan  han  kræve  en 
skriftlig  Erklæring  angaaende  enhver  Sag,  der  vedrører  hans  Embeds- 
pligter, og  han  har  Ret  til  at  udsætte  Fuldbyrdelsen  af  en  Straf  og 
til  at  benaade  for  Forbrydelser  imod  de  Forenede  Stater,  undtagen 
lige  over  for  den  politiske   Anklagemyndighed. 

Han  skal  have  Myndighed  til  efter  og  med  Senatets  Raad  og  Sam- 
tykke at  afslutte  Traktater,  forudsat  at  to  Tredjedele  af  de  tilstede- 
værende Senatorer  give  deres  Samtykke  dertil,  og  ved  og  med  Sena- 
tets Raad  og  Samtykke  udnæv"he  Gesandter,  andre  offentlige  Afsendinge 
og  Konsuler,  Højesteretsdommere  og  alle  andre  Embedsmænd  i  de 
Forenede  Stater,  om  hvis  Udnævnelse  der  ikke  her  i  Forfatningen  er 
truffet  anden  Bestemmelse,  og  hvis  Embeder  ere  oprettede  ved  Lov; 
men  Kongressen  kan  ved  Lov  overdrage  Udnævnelsen  af  de  under- 
ordnede Embedsmænd,  som  den  finder  for  godt,  til  Præsidenten  alene, 
til  Domstolene  eller  til  Cheferne  for  de  enkelte  Forvaltningsafdelinger. 

Præsidenten  skal  have  Myndighed  til  at  besætte  alle  de  Embeder, 
der  blive  ledige,  medens  Senatet  ikke  er  samlet,  ved  at  meddele  Kon- 
stitutioner,  der  udløbe  ved  Slutningen  af  den  næste  Samling. 

§  3.  Han  skal  fra  Tid  til  anden  give  Kongressen  Underretning  om 
Unionens  Tilstand  og  til  dens  Overvejelse  anbefale  de  Forholdsregler, 
som  han  kan  anse  for  nødvendige  og  gavnlige;  han  kan  ved  extra- 
ordinære  Lejligheder  sammenkalde  begge  Husene  eller  det  ene  eller 
det  andet  af  dem,  og  i  Tilfælde  af,  at  de  ere  uenige  om  Tiden  for 
deres  Udsættelse,  kan  han  udsætte  deres  Møder  i  den  Tid,  som  han 
anser  for  passende.  Han  skal  modtage  Gesandter  og  andre  offentlige 
Afsendinge.  Han  skal  sørge  for  at  Lovene  blive  samvittighedsfuldt 
udførte  og  skal  udstede  Bestallinger  til  alle  de  Forenede  Staters  Em- 
bedsmænd. 

§  4.  Præsidenten,  Vicepræsidenten  og  alle  Embedsmænd  i  de 
Forenede  Stater  skulle  fjærnes  fra  deres  Embeder,  naar  de  af  politiske 
Myndigheder  anklages  og  dømmes  for  Forræderi,  Bestikkelse  eller 
andre  grove  Forbrydelser  og  Forseelser. 


334 


TREDJE  AFSNIT. 


§  1.  De  Forenede  Staters  dømmende  Myndighed  overdrages  til  én 
højeste  Ret  og  til  de  lavere  Retter,  som  Kongressen  fra  Tid  til  anden 
hestemmer  og  opretter.  Dommerne,  baade  i  den  højeste  og  i  de  lavere 
Retter,  skulle  beklæde  deres  Embeder,  saa  længe  deres  Adfærd  er 
dadelfri,  og  skulle  til  bestemte  Tider  modtage  en  Godtgj oreise  for 
deres  Virksomhed,  der  ikke  maa  formindskes,  medens  de  beklæde 
deres  Embede. 

§  2.  Den  dømmende  Myndighed  skal  udstrække  sig  til  alle  Sager 
efter  den  strænge  Ret  og  Billighedsretten,  som  opstaa  i  Henhold  til 
denne  Forfatning,  de  Forenede  Staters  Love  og  Traktater,  der  ere 
sluttede  eller  ville  blive  sluttede  under  deres  Myndighed,  —  til  alle 
de  Sager,  der  angaa  Gesandter  eller  andre  offentlige  Afsendinge  og 
Konsuler,  —  til  alle  Sager,  der  vedrøre  Admiralitets-  og  Søret,  — 
til  Stridigheder,  i  hvilke  de  Forenede  Stater  ere  Part,  —  imellem 
Borgere  af  forskjellige  Stater,  —  imellem  Borgere  af  samme  Stat,  der 
gjøre  Fordring  paa  Jordegodser  i  Henhold  til  Adkomster,  udstedte  af 
forskjellige  Stater,  og  imellem  en  Stat  eller  dens  Borgere  og  frem- 
mede Stater,   Borgere  eller  Undersaatter. 

I  alle  Sager,    der  vedrøre  Gesandter,   andre  offentlige  Afsendinge  og 
Konsuler,   og  de,  i  hvilke  en  Stat  er  Part,  skal  den  højeste  Ret  dømme 
i  første  Instans.    I   alle  de  andre  før  omtalte  Sager  skal  den  højeste  Ret 
dømme  som  Paaankeret  baade  med  Hensyn  til  Rets-  og  Bevisspørgsmaal 
med  de  Undtagelser  og  under  de  Anordninger,  som   Kongressen  giver 

Proceduren  i  alle  Forbrydelser,    undtagen  i  Tilfælde  af  politisk  An 
klage,  skal  ske  for  Nævninger,  og  en  saadan  Procedure  skal  holdes 
den    Stat,    hvor    de    paagjældende   Forbrydelser    ere   blevne   begaaede 
men  hvis  de  ikke  ere  begaaede  paa  nogen  Stats  Omraade,  skal  Proceduren 
finde  Sted  paa  det  eller  de  Steder,  som  Kongressen  ved  Lov  bestemmer. 

§  3.  Til  Forræderi  imod  de  Forenede  Stater  skal  kun  regnes  at 
begynde  Krig  imod  dem  og  at  slutte  sig  til  deres  Fjender  ved  at  yde 
dem  Hjælp  og  Understøttelse.  Ingen  maa  kjendes  skyldig  i  Forræderi 
undtagen  efter  Vidnesbyrd  af  to  Vidner  om  den  samme  aabenbare 
Handling  eller  efter  Tilstaaelse  i  offentlig  Ret. 

Kongressen  skal  have  Myndighed  til  at  bestemme  Straffen  for  For- 
ræderi; men  ingen  Domfældelse  for  Forræderi  maa  bevirke  Arverettig- 
heders Fortabelse  eller  Formuefortabelse  uden  for  den  domfældte 
Persons  Livstid. 


335 


FJERDE  AFSNIT. 


§  1.  Fuld  Tillid  og  Troværdighed  skal  i  enhver  Stat  skjænkes 
enhver  anden  Stats  offentlige  Dokumenter,  Protokoller  og  Retsforhand- 
linger. Og  Kongressen  kan  ved  almindelige  Love  foreskrive,  paa  hvil- 
ken Maade  saadanne  Dokumenter,  Protokoller  og  Retsforhandlinger 
skulle  bekræftes,  og  hvilken  Virkning  de  skulle  have. 

§  2.  Borgerne  i  enhver  Stat  skulle  i  enhver  anden  Stat  ogsaa  være 
berettigede  til  at  nyde  alle  de  Forrettigheder  og  Friheder,  som  til- 
komme dennes  egne  Borgere. 

Naar  en  Person,  der  i  en  Stat  beskyldes  for  Forræderi  eller  andre 
grove  Forbrydelser,  undflyer  Retfærdigheden  og  findes  i  en  anden 
Stat,  skal  han  paa  Begjæring  af  den  udøvende  Myndighed  i  den  Stat, 
fra  hvilken  han  er  flygtet,  udleveres  for  at  bringes  til  den  Stat,  der 
har  Domsmagt  over  Forbrydelsen. 

Ingen,  der  er  forpligtet  til  Tjeneste  eller  Arbejde  i  en  Stat  i  Hen- 
hold til  dens  Love,  og  som  flygter  til  en  anden,  maa  som  Følge  af 
nogen  i  denne  sidste  gjældende  Lov  eller  Bestemmelse  fritages  for  en 
saadan  Tjeneste  eller  et  saadant  Arbejde;  men  vedkommende  skal 
udleveres  efter  Forlangende  af  den  Part,  hvem  en  saadan  Tjeneste 
eller  et  saadant  Arbejde  skyldes. 

§  3.  Nye  Stater  kunne  af  Kongressen  optages  i  denne  Union;  men 
ingen  ny  Stat  maa  dannes  eller  oprettes  indenfor  en  anden  Stats  Om- 
raade;  ej  heller  maa  nogen  Stat  dannes  ved  Forening  af  to  eller  flere 
Stater  eller  Dele  af  Stater  uden  Samtykke  baade  af  de  vedkommende 
Staters  Lovgivningsmyndigheder  og  af  Kongressen. 

Kongressen  skal  have  Myndighed  til  at  raade  over  og  give  alle 
nødvendige  Regler  og  Bestemmelser  om  det  Landomraade  eller  anden 
Ejendom,  der  tilhører  de  Forenede  Stater;  og  intet  i  denne  Forfatning 
maa  fortolkes  til  Skade  for  noget  Krav,  der  tilkommer  de  Forenede 
Stater  eller  nogen  enkelt  Stat. 

§  4.  De  Forenede  Stater  skulle  garantere  enhver  Stat  i  denne 
Union  en  republikansk  Regeringsform  og  skulle  beskytte  enhver  af 
dem  imod  fjendtlig  Invasion  og,  efter  Henvendelse  af  Lovgivnings- 
magten eller  —  naar  Lovgivningsmagten  ikke  kan  samles  —  af  den 
udøvende  Magt,  mod  indre  Vold. 


336 


FEMTE  AFSNIT. 


Kongressen  skal,  naar  som  helst  to  Tredjedele  af  begge  Huse  anse 
det  for  nødvendigt,  foreslaa  Ændringer  til  denne  Forfatning,  eller  den 
skal,  naar  det  forlanges  af  Lovgivningsmagten  for  to  Tredjedele  af 
de  enkelte  Stater,  sammenkalde  en  overordentlig  Forsamling,  for  at 
denne  kan  indbringe  Ændringsforslag,  og  disse  skulle  i  ethvert  af 
disse  Tilfælde  gjælde  med  Hensyn  til  hele  deres  Indhold  og  Øjemed 
som  en  Del  af  denne  Forfatning,  naar  de  ere  stadfæstede  af  Lovgiv- 
ningsmagterne for  tre  Fjerdedele  af  de  enkelte  Stater  eller  af  over- 
ordentlige Forsamlinger  i  tre  Fjerdedele  af  disse,  eftersom  den  ene 
eller  den  anden  Stadfæstelsesmaade  foreslaas  af  Kongressen.  Dog  maa 
ingen  Ændring,  der  gjøres  før  Aaret  atten  hundrede  og  otte,  paa 
nogen  Maade  berøre  det  første  og  fjerde  Stykke  i  det  første  Afsnits 
niende  Paragraf,  og  ingen  Stat  maa  uden  dens  eget  Samtykke  berøves 
sin  lige  Stemmeret  til  Senatet. 

SJETTE  AFSNIT. 

Al  Gjæld,  der  er  stiftet,  og  alle  Forpligtelser,  der  ere  indgaaede, 
førend  denne  Forfatnings  Antagelse,  skulle  være  lige  saa  gyldige  over- 
for de  Forenede  Stater  under  denne  Forfatning  som  under  Konføde- 
rationen. 

Denne  Forfatning  og  de  Love  for  de  Forenede  Stater,  der  gives  i 
Henhold  til  den,  og  alle  Traktater,  der  ere  eller  ville  blive  indgaaede 
under  de  Forenede  Staters  Myndighed,  skulle  være  Landets  øverste 
Lov,  og  Dommerne  i  enhver  Stat  skulle  være  bundne  derved,  til 
Trods  for  alt,  hvad  der  i  nogen  Stats  Forfatning  eller  Love  maatte 
stride  derimod. 

De  før  omtalte  Senatorer  og  Repræsentanter,  Medlemmerne  af  de' 
enkelte  Staters  Lovgivningsmagter  og  alle  forvaltende  og  dømmende 
Embedsmænd,  baade  de  Forenede  Staters  og  de  enkelte  Staters,  skulle 
ved  Ed  eller  Forsikring  forpligtes  til  at  opretholde  denne  Forfatning; 
men  ingen  Religionsbekjendelse  maa  nogen  Sinde  kræves  som  Betin- 
gelse for  at  beklæde  noget  Embede  eller  noget  offentligt  Tillidshverv 
under  de  Forenede  Stater. 


:i:;7 


SYVENDE  AFSNIT. 

Stadfæstelse  fra  overordentlige  Forsamlinger  i  ni  Stater  skal  være 
tilstrækkelig  til  at  give  denne  Forfatning  Gyldighed  for  de  Stater,  der 
saaledes  stadfæste  den. 

Givet  i  en  overordentlig  Forsamling  med  de  tilstedeværende  Staters 
enstemmige  Samtykke  den  syttende  Dag  i  September  i  Herrens  Aar 
sytten  hundrede  og  syv  og  firs  og  i  Amerikas  Forenede  Staters  Uaf- 
hængigheds tolvte  Aar.  Til  Vidnesbyrd  herom  have  vi  underskrevet 
vore  Navne. 

G.  Washington, 

Formand  og  Medlem  for  Virginia. 
(De  andre  Medlemmers  Navne.) 


AMERIKAS  PRÆSIDENTER 


1789—1793  George  Washington. 

1793-1797  Genvalgt. 

1797-1801  John  Adams. 

1801-1805  Thomas  Jefferson. 

1805-1809  Genvalgt. 

1809-1813  James  Madison. 

1813-1817  Genvalgt. 

1817-1821  James  Monroe. 

1821-1825  Genvalgt. 

1825-1829  John  Quincy  Adams. 

1829-1833  Andrew  Jackson. 

1833-1837  Genvalgt. 

1837  —  1841  Martin  van  Bur  en. 

1841  —  1845  William  Henry  Harrison   (død   1841). 

John  Tyler. 

1845-1849  James  Knox  Folk. 

1849-1853  Zachary  Tailor  (dod  1850). 

Millard  Fillmore. 

1853—1857  Franklin  Pierce. 

1857  —  1861  James  Buchanan. 

1861  —  1865  Abraham  Lincoln. 
1865-1869  Genvalgt  (død  1865). 

Andrew  Johnson. 

1869-1873  Ulysses  S.  Grant. 
1873-1877  Genvalgt. 

1877  —  1881  Rutherford  Birchard  Hayes. 

1881-1885  James  Abram  Garfield  (død  1881). 

Chester  A.  Arthur. 

1885  —  1889  (Stephen)  Grover  Cleveland. 

1889—1893  Benjamin  Harrison. 

1893-1897  Grover  Cleveland. 

1897—  William  MacKinley. 


RETTELSER 


ANDEN  DEL 

S.  54,  L.  10  f.  n.  Miss  Amalie  Rivers,  tilfoj :  senere  Mrs.  Amalie  Rivers  Chan- 

ler,  nu  Fyrstinde  Traubetzkoy. 
S.  66,  L.  6  f.  n.  John  Lund,  læs  John  Lind. 
S.  81,  L.  4  f.  o.  New  York  By,  læs  New  York  Stat. 
S.  81,  L.  6  f.  o.  Byens,  læs  Statens. 
S.  81,  L.  7  f.  o.  Kommunale,  læs  Stats- 
S.  133,  L.  8  f.  n.  Auskin,  læs  Austin. 
S.  134,  L.  13  f.  o.  Deaborn,  læs  Dearborn. 
S.  160,  L.  15  f.  n.  Roomsteak,  læs  Rumpsteak. 
S.  184,  L.  8  f.  o.  „Arbeteren",  læs  „Arbetaren". 
S.  184,  L.  9  f.  o.  „Nordstjernen",  læs  „Nordstjernan". 


EFTERSKRIFT 


Nogle  Tal  og  statistiske  Oplysninger  i  dette  Værk  ere  tagne  fra 
Kings  Handbook  of  the  United  States.  Forskellige  Anek- 
doter i  Kapitlet  Wall  Street  er  laante  fra  Henry  Clews  Twenty- 
Eight  Years  in  Wall  Street,  og  i  Fremstillingen  af  de  indre  poli- 
tiske Forhold,  samt  i  Kapitlet  „Mellem  Negre"  har  Forfatteren 
støttet  sig  til  James  Bryces  fortræffelige  Værk  The  American 
Commonwealth. 

En  særlig  Tak  skylder  jeg  den  højt  ansete  norske  Dr.  phil.  P. 
Groth  i  New  York,  som  paatog  sig  det  vanskelige  Arbejde  at 
skrive  Afsnittet  Nordmænd. 

Forfatteren. 


Benni?  Cavling : „Ira 


Axel£Aai,iodt?lxlh :  Etabl 


ide  Bog. 


NORDAMERIKAS    KORT. 


Den  rede  Linie  angiver  Forfatterens  Rejserute  og  de  Egne,  der  omtales  i  nærværende 


'*  P.nriTiiTicLor,    ;© 


PLEASE  DO  NOT  REMOVE 
CARDS  OR  SLIPS  FROM  THIS  POCKET 

UNIVERSITY  OF  TORONTO  LIBRARY 


E 

Cavling,   Henrik 

168 

Fra  Araerika 

C38 

del  2 

5fv       '^r* 


m¥$'i 


Ol 


=  (D 

iz 
"cc  " 
!^  9 


.&»  /W 


.-v-^,        « 


w: 


5WPf 


iy  *f5^ 


>     >^» 


*     K  "fe"   —* 


x**   ^ 


r-vi* 


v   '*&.