Full text of "Han er Jøde : fire fortællinger"

See other formats

Google 



This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 

to make the world's books discoverablc online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 

to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 

are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. 

Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the 

publisher to a library and fmally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying. 
We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
person al, non-commercial purposes. 

+ Refrainfivm automated querying Do nol send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web 

at |http: //books. google .com/l 



Google 



Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 

som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 

der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 

land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 

ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 
Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikkc-konnnerdolt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at dot du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hja^lper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at det hjælper forfatter e og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 
søge gcnnom hele teksten i denne bog på interncttct på |http : //hooks . google ■ com| 



/ 



HAN ER JØDE. 



—^ 



HAN ER JØDE. 



FIRE FORTÆLLINGER 



AF 



FANNY SUENSSEN, 

FORF. TIL 'AMALIE VARDUM», «I TUSMØRKE* OSV. 




KJØBENHAVN. 
FORLAGT AF I. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL. 

GRÆBBS BOGTRYKKBRI. 
1893. 









7 ' ! 



HA- VAR D 



\^XX 16 1 ^/2 



; 



/^. '^^e J- ; 



}^~Ayt^ 



INDHOLD. 



Side 

Han er Jøde i 

En Pebersvend 131 

Ellen 155 

Jeg kunde ikke andet 205 



HAN ER JØDE. 



Første Kapitel. 



Uet var Morgen, en dejlig frisk Morgen, 
ingensinde, saalænge Grosserer Haase havde ejet 
«Nizza», forekom det ham, at Vaaren var saa 
henrivende, som det Aar. 

Villaen laa paa en høj Bakke, der var be- 
voxet med Plataner, i Udkanten fandtes der 
Naaletræer, som trivedes fortræffelig og kastede 
et mørkt Skær over det lyse Foraarsløv, der paa 
enkelte Steder, hvor Solen ikke rigtig var trængt 
hen, endnu laa i Bladhylstret, som det vel havde 
sprængt, men ikke rigtig frigjort sig for. 

Syrenerne bugnede med en Blomsterfylde — 
hvid og lila — saa tunge, at den formelig bøjede 
Grenene, som følte de i Ydmyghed, at al den 
duftende Skønhed kun vilde fryde Øjet i en stakket 
Stund. Guldregnen viftede i den milde Vaarluft 
og spredte sit Guld over Busk og Græs, medens 
Stæren majestætisk gik over det gyldne Tæppe 



I* 



og udsendte nu og da en sagte Fløjten, som 
vilde den sige op til Reden: 

«Vær rolig lille Mutter, nu bringer jeg Føde 
til Ungerne.* 

Ja, hele Naturen drømte en dejlig Drøm om 
den kommende Sommers Skønhed og Rigdom, 
den tænkte ikke paa Hvirvelvind, Tørke og Hagel- 
byger . . . Nej, alle Fuglene jublede: «Det er 
Vaar, dejlig Vaar. » 

I Spisestuen paa « Nizza » sad Haase og røg 
sin Pibe, i Hjemmet foretrak han den langt for 
Cigaren. 

Hans Halvdel stod og syslede ved Bordet, 
de vare lige blevne færdige med Morgenkaffen. 

Ægteparret var omtrent af samme Alder: 
paa Skyggesiden af de fyrretyve, han var mørk, 
hun blond, begge godt ved Magt og høje af Væxt. 
De havde været gifte i tyve Aar, og man læste 
i deres aabne friske Træk, at Livet havde taget 
blidt paa dem, og at de forstod at vurdere deres 
Lykke. 

« Herre Gud, Bertha, lad dog Ro falde paa 
Dig,» sagde Grosserer Haase og rykkede urolig 
frem og tilbage paa Stolen, «Du hopper jo om 
som en Skade — her og der og alle Vegne, 
kan Du ikke blot for et Øjeblik sætte Dig og 
høre paa mig, jeg vil læse en Artikel for Dig 
om Jødeforfølgelsen.* 



5 

« Hopper jeg som en Skade, kære Paps, saa 
snakker Du som en Skade . . . jeg har mine 
Husholdningspligter, som jeg ikke kan forsømme, 
det véd Du godt ... ja. Du især, der har saa 
skarpt et Blik for tilfældig indtraadte Mangler. » 

«Saa — aa, naa, ja, ja da . . . men derfor 
kan Du dog gæme skænke mig et Øjebliks Op- 
mærksomhed, blot imedens jeg læser for Dig, 
naa, jeg véd da, det er ikke for min egen For- 
nøjelses Skyld. » 

«Det vil vi nu sætte et Spørgsmaalstegn 
ved, min kære Ven, hvem af os to, der ' har 
størst Fornøjelse af din Højtlæsning . . . naa, 
du véd jo godt, lille Paps, at jeg er villig til 
at høre paa Dig, skønt jeg ærlig talt, holder 
af at læse Aviserne selv, men Du vælger altid 
Morgenstunden, naar jeg har mest at bestille, 
ja, især naar jeg staar paa springende Fod . . . 
Saa, nu sidder jeg stiv og tavs — læs bare væk, 
jeg er lutter Øre.» 

Dog, hun holdt ikke Ord, langsomt gled 
Tanken bort fra det, som blev læst. Først tog 
Solskinnet paa den grønne Plæne den til Fange, 
saa fik hun et Glimt af sin Datter, der 
hurtig strejfede Havedøren ... og lidt efter 
lidt kom Mindet listende og fængslede hende, 
hun tænkte paa sin Ungdom, paa den Dag, hun 
første Gang havde set sin Mand, og hun syntes. 



hun havde elsket ham fra samme Stund, hendes 
Øje havde hvilet paa ham; hvor ung, kæk og 
frejdig saa han ikke ud, da han kom paa hendes 
Faders Kontor, hvor mandig havde han ikke 
kæmpet for at opnaa en Stilling, som han kunde 
byde den unge forvænte Pige, og saa var der 
pludselig kommet et Krach, som havde styrtet 
hendes Faders Hus, og paa Ruinerne havde den 
unge Mand langsomt og sikkert bygget en lille 
Forretning, som voxede for hvert Aar, der gik, 
saaledes, at hendes gamle Forældre havde fundet 
et Hjem hos Svigersønnen. 

Disse Aar, fulde af Kamp og Arbejde, havde 
hun trofast delt med ham, og lidt efter lidt var 
Huset voxet sig stort og rigt — til hun næsten 
ikke kendte et uopfyldt Ønske . . . Hvor hun 
elskede ham og deres eneste Barn, den unge 
Pige, som gik der ude i Haven. 

I Begyndelsen kaldte hun sin Mand: Hein- 
rich, saa blev det til Haase, men fra den Stund 
deres lille Doris første Gang sagde: «Paps» i 
Stedet for «Papa», beholdt han dette Navn, og 
det var ikke blot hans Hustru og Barn, der gav 
ham det, nej, for alle Doris' Veninder var han: 
Paps . . . Ungdommen vidste godt, at han holdt 
af dem og altid vilde blive en trofast Støtte for 
dem, naar de behøvede Raad eller Hjælp. 

Doris gik fra Bed til Bed og glædede sig 



over hver Blomst , der var skudt frodig op, 
Vegetationen var rig, hele Haven var et stort 
Løfte fra Vaar til Høst. 

Den unge Pige var høj og slank, hun tog 
ved første Øjekast Interessen. Formerne vare saa 
blide og barnlige, at Karakteren endnu ikke havde 
haft Tid til at præge sit Stempel, men livlig og 
sød saa hun ud. Øjnene vare dybe og intelli- 
gente, man følte ved at se ind i dem, at det gik 
hende som Haven, der var fuldt op af Løfter 
for Fremtiden. 

Hun gik hen til Havestuedøren og raabte 
ind til Forældrene: 

«Kære Paps, læg den kedelige Avis og kom 
ud med Mor, saa dejlig en Morgen maa man 
nyde i Naturen.* 

Om de opfyldte hendes Ønske! Ja, naar 
følge Forældre ikke Børnenes Kalden, og Doris 
var Familiens eneste Barn. 

Avisen blev lagt til Side, Piben hængt hen 
og Cigaren tændt, medens Moderen rent glemte 
hvor travlt hun havde; Hat og Shawl blev hen- 
tede, og i næste Øjeblik slyngede Doris Armene 
om Moderens Hals og drog Faderen tæt ind til 
sig, af Glæde over at have faaet dem ud til sig. 

«Aa, Paps og Mor, hvor her er dejlig, og 
hvor jeg er lykkelig !» 

Forældrene fik Taarer i Øjnene. 



8 

«Ja, Solstraale, kan Far og Mor holde Sorgen 
fra Dig, skal Du altid være glad,» sagde Gros- 
sereren rørt. 

«Det vil I, men Mor har saa ofte sagt, at 
man kun kan være rigtig lykkelig, naar man 
gør andre glade. » 

Faderen løste lempelig hendes Arm fra sin 
Hals og svarede med paatagen Alvor: 

«Ja, den Lærdom har jeg maattet betale dyrt, 
Du er mig en kostbar Pige,» men Smilet om 
Munden og Udtrykket i Øjet modsagde Alvoren 
i Stemmen, de udtrykte alt for tydelig: 

«Jeg vilde ikke have hende anderledes end 
hun er, ikke for alt i Verden.* 

Saa fortsatte han ganske rolig: 

«I Dag vil vi glæde os, kun os selv, det 
var jo Naturen vi skulde beundre sammen . . . 
Ja, min Pige, her er dejlig, men Stedet har og- 
saa kostet dejlige Penge, og jeg har maattet slide 
haardt, før jeg fik kørt Sten til den Bygning, og 
saadan en Have voxer ikke paa den bare Bakke, 
nej. Mor og jeg har trællet for at Du en Gang 
skulde faa det godt, og det mindste. Du kan 
gøre til Gengæld er: at være rigtig lykkelig, hvad 
duede mit Arbejde ellers til. » 

Det var Grosserer Haases Stolthed at være 
«a selfmade man», og hvor det var mulig, vidste 
han altid at anbringe det. 



«Men, lille kære Haase, Barnet forsikrer Dig 
jo netop om, at hun er lykkelig!* 

«Nej, Paps, jeg havde virkelig ingen skumle 
Planer imod din Porte-monnaie, jeg mente blot, at 
min Lykke først blev rigtig varig, naar jeg kunde 
gøre Dig og Moder glad . . . Naa, Du store 
Egoist, er Du saa fornøjet?* 

«Barn, Barn, hvor længe var Adam i Paradis. » 

«Ikke en Time længere end Eva.» 

«Aa, Snak, jeg mener bare, at der nok kom- 
mer en Adam, og han er lige ved os, som 
vil tage min Solstraale fra os . . . Du er snart 
nitten Aar, lille Doris.* 

«Saa har jeg endnu nogle dejlige Aar, som 
jeg rigtig vil nyde sammen med Eder, hvor ingen 
skal faa Lov til at tage mig fra Jer, I to kære 
gamle, som jeg holder saa meget af.» 

I det samme saa hun ud over Vejen, der 
snode sig op til Villaen. 

«Vi faar fremmede, Paps, Du har skarpere 
Øjne end jeg, hvem kan det være?» 

« Lille Tosse, kan Du ikke gætte bedre, det 
er Rudolph og Doktor Meyer; de lovede at over- 
raske os en Morgenstund, og der ere de; se, de 
svinger med Hatten, den ene af dem danner en 
Raaber af sine Hænder, hvad er det, han siger ?» 

«Jeg kan ikke høre det, de ere saa langt 
borte, kan Du, Mor?» 



lO 

«Nej, mit Barn, men vift med dit Lomme- 
tørklæde, se. Paps har allerede sit fremme, han 
har altid et « Velkommen* til sine Gæster. » 

Tre Lommetørklæder viftede i Morgenvinden, 
og Doris glædede sig til at faa et Parti Krocket, 
Paps og Mor vare daarlige Spillere. 

Stemmerne kom nærmere, nu kunde man 
skelne de enkelte Ord, og lidt efter blev der 
vexlet kraftige Haandslag. 

Kun et flygtigt Blik blev kastet paa Vaar- 
skønheden i Haven, Sulten havde taget en frem- 
skudt Plads, og lidt efter lidt var de alle pla- 
serede om det rigt dækkede Bord, hvor Maskinen 
snurrede og Kaffen duftede. 

Passiaren gik livlig, der var saa meget nyt 
at fortælle fra Byen, skønt det kun var fem Dage 
siden de unge Mennesker havde gæstet « Nizza ». 



Andet Kapitel. 



Rudolph Bahnsen var Grossererens Søstersøn 
og erklærede Yndling. I mange Aar havde han 
hemmelig ønsket, at den Dag maatte komme, 
hvor han kunde afstaa sin Forretning til ham, 
da han selv ingen Søn havde. 

Paps og Mor byggede videre paa denne 
Plan, de saa allerede i Tanken Rudolph og Doris 
som et lykkeligt Ægtepar og dem selv som 
værdige Bedsteforældre. 

Dog, det gik her, som det saa ofte gaar i 
Livet, da Bahnsen blev gammel nok til at gøre 
et Valg, foretrak han Præstegerningen til hvilken 
han følte sig hendraget med Hjærte og Sjæl. 

Det var en Skuffelse, men Skuffelse er døde- 
liges Lod — det er blevet fortalt os indtil 
Trivialitet, og Haase kendte det gamle Ord fra 
sin Barndom og blev snart fortrolig med sit fejl- 
slagne Haab; det varede ikke længe før baade 
Far og Mor vænnede sig til at tænke paa Doris 



12 

som Præstekone og de fandt, hun ^gnede sig 
fortræffelig dertil. 

Dog derom talte de gamle aldrig til Ung- 
dommen. 

Naar Fru Haase mærkede, at hendes lidt 
uforsigtige Halvdel kom paa Glatis, sagde hun 
advarende : 

«Lad Vorherre raade, han raader dog bedst. » 

Saaledes gik Tiden, Doris var snart nitten Aar, 
Rudolph fem og tyve, han havde taget sin Examen 
med Glans til stor Glæde for hans Onkel, der snart 
haabede at se ham som Præst; men paa Bryllup 
gjorde han endnu ikke Regning, da han med 
den bedste Vilje ikke kunde opdage det mindste 
Spor af gryende Kærlighed hos sin Datter, der 
kun betragtede sin Fætter som en god Ven og 
Broder . . . ingen blussende Kinder, ingen sæn- 
kede Øjne, alt var ligefrem og broderlig imel- 
lem dem. 

Paa en Udenlandsrejse havde Rudolph gjort 
Meyers Bekendtskab, og Lægen og Theologen 
kom til at holde saa meget af hinanden, at de 
snart bleve uadskillelige Venner. 

Der fandtes saa meget uoverensstemmende i 
deres Karacter, saa meget, der kunde skille to 
unge Mænd, her forenede det dem kun fastere. 
Meyer var Jøde, Bahnsen en begejstret Kristen, 
men hver af dem respekterede den andens Over- 



13 

bevisning og ingen af dem søgte at rokke ved den 
Tro, som var Grundlaget for den andens Sjæleliv. 

Rudolph elskede og agtede sin Onkel, der 
var kun ét Punkt, hvor de stedse karambolerede, 
hvor de aldrig kunde blive enige, det var i et 
blindt Jødehad, som Onklen omhyggelig indarbej- 
dede sig i og gav Næring ved hver Lejlighed, 
uden at han kunde udpege nogen gyldig Grund 
til denne Fordom. 

Naar Rudolph planmæssig vilde bekæmpe 
denne Svaghed hos Onkelen, der manglede al 
Logik og kun var et Fantasispøgelse, der gjorde 
ham uretfærdig imod et helt Samfund — saa 
forsøgte Haase først at forsvare sig med «gode 
Grunde* , som altid blev kuldkastede af hansNeveu, 
og endte med at sige: 

«Jeg opgiver Kampen; i Logik og saadanne 
Sager, er Du klogere end jeg, men jeg kan nu 
en Gang ikke udstaa Jøderne, de ere mig imod. 
Katte har heller ikke gjort mig Fortræd, men 
jeg taaler alligevel ikke at være i Stue med dem.» 

Rudolph indsaa til sidst, at han intet udret- 
tede med Bevisførelse, Grossereren var uimod- 
tagelig for alle Grunde, han havde kun ét Middel, 
som endnu var uforsøgt, det vilde han prøve, 
han vilde føre en elskværdig intelligent Jøde ind 
i Onkelens Hus, uden at han vidste, at den unge 
Mand hørte til den forhadte Slægt, og saa lade 



14 

ham forsøge at vinde Haases Agtelse og Ven- 
skab; var først det Resultat naaet, at Onkelen 
blev tvunget til at indrømme Undtagelser, vilde 
han snart lære at blive retfærdig, han plejede 
ikke at gøre noget halvt. 

Ingen kunde bedre være skikket til dette 
Experiment end hans Ven, Julius Meyer, hans 
aandelige Uddannelse stod paa et højt Trin, han 
var i Besiddelse af et godt Humeur, der i For- 
ening med Humanitet og Elskværdighed, let ind- 
tog alle for ham. Hans Ydre lagde dem ingen 
Hindringer, det lyse Haar, den græske Næse og 
de graablaa Øjne, mindede ikke om hans Her- 
komst. 

Ingen af de unge Mennesker følte Skrupler 
over det uskyldige Bedrag, saa meget mindre, 
som de holdt sig strængt inden for Sandhedens 
Grænser, de undlod kun at underrette deres Vært 
om hans Gæsts Trosbekendelse og undgik at 
bringe Emner frem, som let kunde forraade dem. 

Som Rudolphs Ven blev Meyer modtaget 
med aabne Arme i det gæstfrie Hus, og lidt 
efter lidt begyndte han at bygge paa deres God- 
hed for ham personlig, som voxede for hver 
Gang han kom der i Familien. 

Han forstod langt bedre end Rudolph at 
sætte sig ind i Grossererens Tankegang, og 
meget, som endnu laa i Svøb hos den ældre 



15 

Mand, havde han Evne til at udvikle og bringe 
frem for Lyset. 

Rudolph havde aldrig haft fjærneste Interesse 
for hans Handelsaffairer, men Meyer kunde gaa 
ind paa disse og gav ham stundum gode Raad, 
som Haase lo ad, men paa samme Tid forsikrede : 
vare udmærkede. 

«De har taget fejl af deres Kald, min gode 
Doktor, De burde have været Handelsmand . . . 
stol paa mit Ord, De havde ganske vist bragt 
det vidt; det er denne hovmodige Fru Minerva, 
der berøver os Hundreder af dygtige Forretnings- 
mænd . . . som om der ikke hørte Hoved til 
at spekulere! Det er daarlige Forældre, der 
sætter Undermaalere til Handelen, de bringer det 
aldrig til noget, vi har Brug for et stærkt Hoved 
og en klar Tanke, hvorledes tror De ellers, at 
jeg havde naaet saa langt. » 

«Deri har De sikkert Ret, Hr. Grosserer, 
men et daarligt begavet Menneske bringer det 
næppe vidt i nogen Stilling, de Stakler maa 
nøjes med den lille Gærning, hvortil de bliver 
satte, de maa tage smaa Skridt, men langsomt 
kan man ogsaa naa frem, det har mange smaa 
Evner givet Exempel paa.» 

«Ja, tidligere kunde det gaa an, min kære 
Ven, nu nøjes man ikke længere med Dampen 
— Elektriciteten er tagen i Tjeneste. «Lang- 



i6 

somhed» er rent ude af Kurs, den ene iler den 
anden forbi og Efternølerne bliver trampede ned, 
og intet Sted er Konkurrencen saa stor, som i 
Handelsverdenen, og intet Sted er Udbyttet større, 
naar man blot har Held med sig. Nej, Merkur 
og Minerva vil snart komme til at kæmpe om 
Magten — og endnu er Manden den stærkeste — 
selv iblandt Guder. Ja, min Ven, vi trænge 
til alle de gode Hoveder, vi kan faa . . . des- 
uden skal der en forfærdelig stor Lyskraft til at 
trænge igennem for Videnskabsmanden, hvad der 
bliver rejst i Dag — kommer en anden og styrter 
i Morgen, jeg stoler aldrig paa store Opfindelser 
— naar det ikke er i den rent praktiske Verden, 
hvad der synes stort i Aar, bliver overstraalet 
om kort Tid — og skønt den ene staar paa 
den andens Skuldre — saa ramler han dog ned, 
det ser vi saa ofte Beviser paa, nej. Penge be- 
holder deres Vært, og det er Penge, vi fortjener. » 
«Ja, Penge har et stort Ord at sige, men 
Penge er en rivende Strøm, de føres lige saa 
hurtig bort, som Bølger i Storm, men Viden- 
skaben har en Understrøm, et skjult Liv, der 
altid virker fremad — og da, som De siger, 
den ene staar paa den andens Skuldre, saa naar 
den højt op over os andre, som kun er Soldater 
i den store Hær, kun Myrer, der fører et lille 



17 

Bytte til Tuen, der langsomt skal voxe til et 
Bjærg. » 

«Min gode Meyer, De er Fantasti Lad os 
holde os til Jorden, de høje Bjærge, De taler om, 
kan vi dødelige ikke naa at skabe — tænk blot 
paa Babeltaamet. Der findes ganske vist flinke 
Folk iblandt os, men lidt maa vi dog overlade 
til Vorherre . . . jeg har stor Angest for Over- 
vurdering af Evner . . . Naa, Dem naar jeg nok 
ikke at erobre for Handelsstanden, men en flink 
Fyr vil De blive, hvor . i Verden De saa faar 
Plads. » 

Rudolph og Doris havde talt sagte sammen, 
og <iog havde hver især af dem fulgt denne 
Samtale. 

Doris glædede sig, naar Paps traf paa nogen, 
som havde Interesse af at sætte sig ind i hans 
Tankegang og Taalmodighed til at høre paa hans 
smaa Angreb paa Kunstnere og Videnskabsmænd 
kontra Handelsstanden; han benj^tede enhver 
Lejlighed til at komme frem med dem, maaske 
netop fordi han satte Kunst og Videnskab højt 
— men til Trods for disse uskyldige Angreb, 
var han altid villig til at støtte dem, hvor hans 
Rigdom gav ham Anledning dertil. 

Rudolph tæilkte med Glæde: «Han vinder 
Terrain, ja, den Fyr holder alle af.» 

«Det er Skade, Hr. Grosserer, at De ingen 



i8 

Søn har, jeg tror, det vilde have voldt Dem 
særlig Glæde at opdrage en Arvtager til Deres 
store Forretning, De har Ideer og Handlekraft 
for to . . . ja næsten alt for megen for en.» 

«Det er sandt, Meyer, — der traf De det 
ømme Punkt af min Tilværelse, det er et uop- 
naaet Ønske, og det lægger ofte en Dæmper paa 
min Virksomhed, især nu, da jeg begynder at 
blive gammel, jeg tænker tit: For hvem arbejder 
Du egentlig saa strængt, Du har Penge nok til 
at gøre din Datter rig, men ingen Søn til at 
fortsætte din Gerning . . . Naa, jeg har ingen 
Grund til Klage, hvis jeg selv havde haft Lov 
til at forme mit Liv, kunde jeg ikke have gjort 
det bedre, kun denne ene Skuffelse fratagen, men 
fik jeg ingen Søn, saa har «Vorherre» givet mig 
en herlig Datter, en ægte Perle, kærlig og god, 
blid og føjelig, hendes Vilje er Vox i min Haand.» 

« Tilgiv mig, Hr. Grosserer, men tager De 
ikke lidt Fejl, skulde der ikke findes en lille 
Smule Staal skjult under det bløde Lag — jeg 
tror det næsten — som Kærlighed til Forældrene 
har holdt tilbage. Jeg havde slet ikke forstaaet 
Frøken Doris, om hun ikke havde en Vilje, som 
hun kunde kæmpe for, naar hun ansaa det for 
sin Pligt. De maa huske, at hun er et forkælet 
Barn, hvis mindste Ønske altid er blevet op- ^ 
fyldt . . . forstaa mig rigtig, jeg mener paa ingen 1 



19 

Maade, at hun ikke skulde kunne bøje sin Vilje 
ind under Deres, men det vil aldrig ske som en 
selvfølgelig Sag, men som en Opofrelse fra hendes 
Side. » 

Haase saa længe paa ham, som vilde han 
vurdere hans Evne til at bedømme andres Karakter, 
saa tænkte han lidt over den unge Mands Ord 
og sagde: 

«Ja, De har Ret, hun er kun bleven føjet, 
alle har rettet sig efter hende, hun har aldrig 
haft Brug for sin Vilje, hun behøvede kun at 
have Ønsker. Det er ikke godt for den person- 
lige Udvikling at være « eneste Barn»; naar vi er 
døde, kan hun faa Brug for en selvstændig Vilje, 
gid De havde Ret, gid den var der.» 

Han afbrød pludselig Samtalen og gik ud i 
Haven, og Meyer fulgte ikke med, hans Øjne 
hvilede paa Doris, paa de dunede Kinder, de 
bløde Træk, og et let Suk trængte sig frem hos 
ham, i det samme hævede hun sit Blik og saa 
paa ham ; hvor de Øjne vare smukke og udtryks- 
fulde, de fortalte om en rig Sjæl, der baade 
ejede Kærlighed og Vilje. 

Der kom en underlig Uro over ham, som 
han ellers intet kendte til, han rejste sig for at 
følge Grossereren ud i Haven, men Doris' bløde 
Stemme kaldte ham tilbage. 

«Hr. Doktor, vent lidt, jeg vilde gærne tale 

2* 



20 

med Dem, De forstaar saa godt at hjælpe andre 
ud af Forlegenheder. » 

« Er De i Forlegenhed, Frøken Haase? Det 
skal være mig en sand Glæde at raade Dem efter 
bedste Evne.» 

«De har formodentlig hørt min Fætter tale 
om, at det en af Dagene er en vis ung Dames 
Fødselsdag? Ser De, jeg har saa ofte hørt sige, 
at den egentlige vaarfriske Ungdom ikke gaar 
over det tyvende Aar, i det mindste ikke for 
Kvinder . . .. i Dag otte Dage fylder jeg nitten 
Aar, saa har jeg ét Aar tilbage, før Alvoren har 
Lov til at tage mig i Tjeneste, dette Aar vil jeg 
rigtig more mig, og alle mine Venner maa 
hjælpe mig dermed, min Fødselsdag skal gøre 
Begyndelsen, giv mig nu et godt Raad, hvad 
skal vi foretage os?» 

«Hvad vi skal foretage os — dette «os» 
siger, at jeg er indbuden, og vil følgelig stille 
mig fuldkommen til Fødselsdagsbarnets Tjeneste. 
Ærlig talt har jeg aldrig egnet mig til For- 
nøjelsesraad, men alligevel — hvad siger De om 
en Fodtur i stor Stil ? Vejret er netop tilpas, ikke 
for varmt og Meteorologisk Institut lover Stadig- 
hed, vi beder en Del Ungdom at slaa Følge 
med os, bestille Frokost ét Sted og Middag et 
andet ; Madkurve og den Slags befatte vi os ikke 



21 

med, og saa slutter vi Dagen med en lille Dans 
i Hjemmet, unge Folk bliver aldrig trætte. » 

«Det er prægtig, netop efter min Smag. 
Jeg har ofte tænkt at indbyde Kursuskammerater, 
her er en god Anledning, de vil alle blive glade 
for en Fodtur. De og min Fætter maa sørge 
for Herrer, vi maa være Par om Par for Dansens 
Skyld . . . Paps, søde Paps, kom lidt ind. Du 
gaar der ude med saadan en mørk Pande, kom 
ind og hør min Plan for den en og tyvende, vi 
skal have det saa morsomt.* 

«Skal vi, min Pige, naa, hvori bestaar saa 
din Plan?» 

«En Fodtur, Paps, en rigtig lang Fodtur, 
Du maa bestille en flot Frokost paa ét Sted 
og en endnu flottere Middag paa et andet, 
og saa gaar vi og fryder os i Naturen, og 
naar vi har faaet nok af Friluftslivet, slutte vi 
med en Dans her hjemme. Du maa vide, lille 
Paps, at vi næsten ingen Ulejlighed gør, det er 
blot Dansen, alt det andet overlader vi til Re- 
stauranterne, ikke en Gang Indbydelseskortene 
skal Du skrive, Rudolph og Doktor Meyer sørger 
for Herrer og jeg inviterer alle mine Kursus- 
kammerater, det bliver meget morsomt. » 

«Dine Kursuskammerater! De fleste har jeg 
set her hjemme, nette og velopdragne Piger, men. 



22 

jeg har en hemmelig Frygt for de øvrige, havde 
de været presentable, havde Du nok bedt dem.» 

«Du tager Fejl, Paps, de ere alle presen- 
table, som Du udtrykte Dig, men jeg undlod at 
bede en Del af dem, for ikke at saare to — de 
bedste og dygtigste af alle — ja, det er nu dit 
ulykkelige Jødehad, som er Skyld deri, ellers 
havde jeg først og fremmest indbudt disse to 
søde unge Piger.« 

«Det var kun, hvad Du skyldte mig, to 
Jødinder vil jeg ikke se indenfor mine Døre; 
... at Du indsvøber Undtagelserne i Bomuld 
ved at forbigaa flere, det ligner dit varme Hjærte. 
Naa, hvor mange skal saa agere Bomuld den 21. ?» 

«Ikke en eneste, lille Paps, jeg vil have dem 
alle og først og fremmest Marie Levi og Karen 
Morits. Du véd af Erfaring, at Fødselsdagsbarnet 
er regerende Dronning paa én Dag; Du har at 
respektere min Vilje. » 

I samme Øjeblik hun saa bestemt udtalte 
sit Ønske, fik han Lyst til at prøve hendes Vilje. 
Da hun saa det alvorlige Udtryk i hans ellers 
saa godmodige Ansigt, føjede hun hurtig til: 

«Søde Paps, jeg véd godt, at det slet ikke 
er din Mening at gøre mig imod . . . Du holder 
ikke af Jøder, og derfor vil jeg ikke vælge dem 
til min daglige Omgang, men naar jeg inviterer 
hele Kursuset og undlader at bede dem, bliver 



23 

det en personlig Fornærmelse, og desværre, dem 
faar de nok af i disse afskyelige antisemitiske 
Tider, -jeg vil paa ingen Maade være med der- 
til .. . Al^saa, søde kære Paps, bliver de to 
Jødinder mine Gæster paa min Fødselsdag.* 

Hun var saa sikker paa sin Sejr, at hun ikke 
en Gang ventede paa Faderens Indvilligelse, hun 
ilede bort for at fange Moderen, der kom fra 
Spisestuen. Da følte hun en Haand paa sin 
Skulder, hun syntes, den var tung, og hun 
vendte sig lidt ængstelig om og saa Faderen ind 
i Øjnene, de vare saa underlig bestemte, det 
Udtryk havde hun aldrig før mødt i dem. 

«Du er saa vant til at faa din Vilje, at Du 
ikke en Gang venter paa mit Svar, tror Du, 
Barn, at din Vilje kan være eneraadende hele 
Livet igennem. » 

«Det gør mig ondt at sætte imod dit Ønske, 
men denne Gang vil jeg raade, jeg forbyder Dig 
at invitere Karen og Marie eller hvad de nu 
hedder. » 

Hun saa forundret paa ham, saa kom Smilet 
tilbage, hun stak fortrolig sin Arm ind under 
hans og sagde med blid indsmigrende Stemme: 

«Paps, det er min nittenaarige Fødselsdag 
. . . kan Du virkelig modstaa din lille Pige?» 

Hans Stemme skælvede let, men der var 
dog Bestemthed i den, da han svarede: 



24 

« Denne Gang har jeg besluttet at være 
«Far» — , «Paps» er altfor svag, Barn, Du faar 
at rette Dig efter min Vilje !» 

Hun slap hans Arm og saa paa ham, Smilet 
forlod lidt efter lidt hendes Ansigt, men Stemmen 
var alligevel blød og venlig, da hun sagde: 

«Saa retter jeg mig efter din Vilje, Fader, 
men min Overbevisning om, hvad der er Ret, 
kan jeg ikke opgive, det vilde være grusomt af 
mig at slette deres Navne : altsaa beder jeg ingen 
af dem. « Doktor Meyer, » sagde hun med lidt 
højere Stemme, «vor Plan er opgiven, vi faar 
ingen Dans paa min Fødselsdag, vi maa lade os 
nøje med en snævrere Kreds og en lille Fodtur. » 

Debatten imellem Fader og Datter havde 
haft to Tilhørere: Moder og Doktor Meyer. 

Fru Haase saa forundret paa sin Mand, hun 
forstod ham ikke, hvad skulde dog den unød- 
vendige Grusomhed betyde at nægte Doris en 
lille Glæde paa hendes Fødselsdag, det var lige- 
frem uhørt og blev til en hel Begivenhed i 
Moderens Øjne, men hun sagde ikke et Ord; 
hvad Fader havde besluttet, kunde Moder ikke 
gøre om, men et lille Suk trængte sig frem fra 
hendes Bryst, der var alt for fuldt, og hun var 
i høj Grad utilfreds med sin Ægtefælle, det var 
kun med Overvindelse, hun lod være at trykke 
det « stakkels Barn» til sit Hjærte. 



25 

Meyer forstod Grossereren strax og fulgte 
den lille Kamp med Interesse. Han saa det 
vexlende Udtryk i Faders og Datters Ansigt, og 
han vidste, at ingen af dem vilde give efter. 

Hans Hjærte bankede stærkt, han formaaede 
næppe at drage Vejret, da han hørte paa hendes 
Svar: «Saa retter jeg mig efter din Vilje ...» 
dog, der var noget i Øjet, der modsagde Ordene 
og saa fulgte lidt langsomt efter: «men min 
Overbevisning om hvad der er Ret, kan jeg ikke 
opgive ...» 

Ja, han vidste saa godt i Forvejen, at hun 
vilde bevare sin Overbevisning, hun kunde kun 
gøre, hvad hun ansaa for Ret, og det var for 
hans Trosfæller, hun havde optaget Kampen. 

I samme Øjeblik, Grossereren havde faaet 
sin Vilje, var den strænge Fader forsvunden, og 
Paps i al sin Godmodighed var vendt tilbage; 
nu kunde hun gøre med ham, hvad hun vilde, 
han var rede til at lyde hendes mindste Vink, i 
alt hvad hun ellers kunde ønske sig; men under- 
lig nok havde hun slet intet at bede om, det 
var som om dette ene uopfyldte Ønske havde 
taget alle andre med sig, hun kunde spøge og 
le, være kærlig og god, men af Ønsker havde 
hun denne Dag og længe efter ingen flere. 



Tredie Kapitel. 



Fra Doris kunde trippe om paa Gulvet, havde 
Rudolph altid behandlet hende som « lille Søster » 
og det vedblev hun at være i mange Aar. Hun 
havde altid holdt meget af ham, han havde 
trøstet hende i de smaa Barnesorger, der øje- 
blikkelig syntes saa uforholdsmæssig store fra det 
lille Standpunkt, og trolig havde han hjulpet Far 
og Mor med at forkæle hende. I hendes Tanke 
stod han ved Forældrenes Side — akkurat som 
« store Bror» vilde have gjort, hvis hun havde 
haft ham. Hun ansaa ham som sin personlige 
Ejendom, han var altid villig til at bringe hende 
smaa Ofre og bære over med hendes Luner, der 
dog aldrig var af nogen ubehagelig Beskaffenhed; 
men alt hvad han gjorde for hende, var: en 
selvfølgelig Ting, noget, der tilkom hende. 

Naar han var nærværende, tog hun ikke 
synderlig Notice af ham , men var han borte, 
savnede hun ham, og han var altid sikker paa et 



27 

Smil og et venligt Blik, naar han uventet traadte 
ind til hende. 

I den senere Tid var der foregaaet en lille 
Forandring i deres gensidige Opførsel imod hin- 
anden, han var altid god og venlig imod hende, 
men paa den anden Side var han ophørt at være 
hendes lydige Slave. Der var indtraadt en 
Gæringsperiode hos ham, som han selv ikke 
kunde gøre Rede for, men der var noget, der 
saarede i den ugenerte søsterlige Maade, hun be- 
handlede ham paa. 

Naar de vare ene, gik det nogenlunde an, 
men var hans bedste Ven, Meyer, til Stede, saa 
pinte det ham. 

Der var kommet en underlig Utilfredshed 
over ham, en nagende Følelse, som gjorde ham 
ubillig selv imod Onkelen og Tanten, der . dog 
satte ham saa højt. 

Naar han var ude paa « Nizza* , ønskede han 
snarest mulig at tage hjem igen, og ikke saa 
snart havde han forladt det gæstfrie Hus, før 
han gæme havde vendt om, hvis han ikke havde 
skammet sig over sit Vægelsind. 

Han plejede at fortælle Julius Meyer alt, 
hvad der rørte sig i ham, hver Higen og Tragten, 
han ejede, hvert lille fejlslaget Haab, der saarede 
ham; men paa én Gang var denne Fortrolighed 
ophørt, ofte vilde han tvinge sig selv til at tale 



28 

med ham som i gamle Dage, men det var ham 
umulig. 

En Aften sad han i sit Studereværelse, han 
havde gaaet en lang Tur med Meyer og var træt ; 
den legemlige Træthed havde langsomt sneget 
sig over hans Tanker, der ellers plejede at være 
klare. Hver Gang, han søgte' at bunde i sig 
selv, kom der en aandelig Lede over ham, som 
tvang Tanken tilbage. Han hvilede Hovedet 
imod Stoleryggen og lukkede Øjnene, han vilde 
sove for at blive alle de trætte Tanker kvit, der 
summede i hans Hjæme, som Bier i en Kube, 
og hvoraf ikke en eneste var klar nok til at kaste 
Lys over de andre. Dog, at sove var rent umulig, 
og altid var det Meyers Træk, der jog Søvnen 
bort. Snart saa han ham diskutere livlig med 
Onkelen, f der synlig satte ham højt, saa opdagede 
han Tantens Øjne, som hvilede med Interesse 
paa den unge Mand og til sidst stod én Tanke 
klart for ham, som han forgæves søgte at skjule 
i sit Indre . . . det var Meyer, hans bedste Ven, 
som var ham i Vejen. 

I et Nu var han oppe af Lænestolen og gik 
rastløs op og ned ad Gulvet. 

«Det skulde da aldrig være Misundelse, der 
har hærjet mig i al denne Tid — jeg misundelig! 
Herre Gud, jeg har jo selv saa inderlig ønsket, 
at Julius skulde vinde Terrain i Onkels Hus, at 



29 

han skulde hjælpe mig at drive det Jødehad bort 
fra hans ellers saa pletfri Karakter . . . Nej, at 
jeg skal være bleven misundelig, det forstaar jeg 
ikke.» 

I samme Øjeblik viste Meyer sig i hans 
Tanke, staaende bøjet over Doris og synge en 
Duet med hende. Hvor var hans Stemme be- 
daarende — saa blød og melodisk . . . langt, 
langt smukkere end hans Kusines. Pludselig 
standsede hendes Stemme, hun sang ikke mere, 
hun lyttede blot, med Hovedet lidt forover bøjet 
og et drømmende Udtryk i Øjnene, saa holdt 
han ogsaa op og saa paa hende; de smilede 
begge, det Smil delte han ikke med dem! 

Det var dette Billede, der inderst inde for- 
fulgte ham, nu vidste han det, og et eneste Blik 
i hans eget Hjærte vist ham, at Doris ikke 
længer var « lille Søster », men den Kvinde, han 
elskede af hele sin Sjæl. 

Han kunde ikke forstaa, at han saa længe 
havde været uvidende om en Følelse, der be- 
herskede ham saa fuldkommen . . . den blotte 
Tanke berusede ham, han følte sig svimmel og 
maatte sætte sig. 

Der stod en Buket dejlige Roser paa hans 
Bord, dem havde Doris skaaret af sine Potte- 
planter og givet ham med hjem. Hvor de duftedel 
Var det en Hilsen fra hende, havde hun læst i 



30 

hans Hjærte og kendte hun hans Hemmelighed 
før han selv havde anet den . . . ? 

Nej, hun var den samme, som hun altid 
havde været imod ham ... og Meyer, hvad 
var vel Meyer for hende: en fremmed, som 
aldrig kunde komme hende nær, selv Troen 
skilte dem ad. 

Den Tanke paatrængte sig ham: havde han 
ikke handlet uforsvarlig, da han indførte sin Ven 
i Onkelens Hus, uden at sige ham, at han var 
Jøde; udsatte han ikke sin Kusine for den Fare, 
at hun kunde komme til at holde af ham, saa 
meget mere, som hans sjældne Elskværdighed let 
vandt ham Hjærterf 

Med Magt skød han denne Tanke fra sig, 
nej, Meyer vilde aldrig søge at vinde en ung 
Pige, som en uovervindelig Skranke skilte ham 
fra, dertil var han for hæderlig, og Doris vilde 
aldrig binde sit Hjærte til en Mand, som ikke 
havde søgt det. Nej, endnu var der ingen Fare, 
men han vilde vogte nøje paa dem begge, det 
var kun hans Pligt. 

For første Gang angrede han at have ind- 
ført sin Ven i Onkelens Hus. 

«Der kommer aldrig noget godt ud af at 
gaa Snigveje, selv om Hensigten er aldrig saa 
god,» sagde han mismodig, og den Utilfredshed, 
som den sidste Tid havde bragt med sig, vilde 



31 

ikke rigtig forlade ham. Han kæmpede tappert 
for at blive den samme over for Julius, som han 
tidligere havde været, men den gamle Fortrolig- 
hed var borte. 

Meyer mærkede nok, at der var foregaaet 
en Forandring med Rudolph, han havde gæme 
spurgt ham om Grunden, men han hørte til de 
Naturer, der med Taknemlighed tager imod den 
Fortrolighed, som bliver givet med fuldt Hjærte 
. . . bede om den, kunde han ikke, og han 
trøstede sig med, at det kun var en øjeblikkelig 
Indesluttethed, der var kommet over hans Ven, 
og haabede, at alt snart igen vilde blive godt. 
Paa Overbærelse fra hans Side skulde det ikke 
mangle. 

Han fik Ret, der kom en Tid, hvor Rudolph 
med fuldt Hjærte sluttede sig til ham, hvor han 
støttede og trøstede Vennen, delte Sorg og bitter 
nagende Smerte med ham. 

Antisemiternes Tal voxede med rivende Fart 
i Tyskland, det ene Overgreb afløste det andet. 
Jøderne havde faaet trange Dage i det Land, 
som var deres Fødeland og burde være et « Fædre- 
land for dem.» 

Fra Øst kom der endnu tungere Efterretninger, 
det saa saa mørkt ud for dem, som om « Jøde- 
hadet » truede med at jage hele den jødiske 
Nation ud af Landet. 



32 

Der blev kæmpet mangen haard Strid Mand 
imod Mand, Pen imod Pen, og mangen bitter 
Sæd blev saat i de Dage. 

Det saa sørgelig ud i de jødiske Hjqjn, og 
Angesten voxede med hver ny Efterretning om 
de Ødelæggelser, der ramte deres Trosfæller i 
andre Lande. 

Paa Korfu nøjedes man ikke med at plyndre 
og mishandle Jøderne, Pøbelen fortrængte Mili- 
tæret, som skulde beskytte de forfulgte, Husene 
bleve stormede og Beboerne dræbte, Rædselen 
tog til. 

Grosserer Haase fordømte vel strængt de 
Overgreb og Umenneskeligheder, der blev be- 
gaaede, men alligevel tog hans Had rig Næring, 
og han glemte ikke at tale om, at han hørte til 
de moderate Antisemiter. Han tænkte ikke paa, 
at ethvert Had bærer en kraftig Spire til Uret- 
færdighed i sig. 

I de Dage faldt der mange bitre Ord i 
Grossererens Hus, som saarede Meyer og holdt 
ham borte fra «Nizza» i længere Tid. 

Han følte Trang til at rejse sig op og sige: 

«Ogsaa jeg er en af de forhadte Jøder. » 

Men der var noget, som bandt Ordet paa 
hans Tunge, han havde ikke Mod til at lukke 
Døren for sig paa Villaen . . . skønt Haabet 
blev mindre og mindre, alt som Tiden gik — 



33 

han ventede ikke længere, at han skulde have 
Magt til at omvende Haase . . . nej, nu var det 
ikke ene Grossereren, han vilde vinde for sit 
Folk, men en dragende Magt tvang hans Fod 
til at gaa den vante Vej. 

Sagen var, de Forfølgelser, der ramte hans 
Trosfæller, havde gjort ham blind for, hvad der 
foregik i hans eget Hjærte, han gjorde sig ikke 
Rede for, at det var Kærlighed, der beherskede 
ham; han vidste kun, at han trængte til Trøst 
og Hvile, og begge Dele kunde han finde der 
ude i landlig Ro hos den Familie, som havde 
Fred og Kærlighed i sit Skød. 

Den sidste Tid havde lagt Centnervægt paa 
hans Skuldre og Aar til hans Alder. 

De grusomme Beskyldninger, der var rettede 
imod Jøderne om Mord paa en ung Pige, som 
de skulde have ofret til deres Paaskefest, en Be- 
skyldning der har gentaget sig næsten i hvert 
Aarhundrede, var den mørkeste Plet imellem alle 
de Anker, som blev rettede imod dem. 

Dog, det Stille, som næsten altid afløser en 
Storm, var fulgt efter, og med Ungdommens 
Elastisitet, haabede han paa bedre Tider og be- 
gyndte igen paa sine Studier. 

Saa kom der pludselig Efterretning om de 
ny Forfølgelser paa Korfu, og Nøden i Rusland 
forstørrede dem og fik Bægeret til at løbe over; 

3 



34 

hans ensomme Hjem blev ham for trangt og 
Længslen efter hans Venner uudholdelig. 

Hans Beslutning ikke at vende tilbage til 
Nizza var vejret hen, med hurtige Skridt ilede 
han ud til Villaen . . . men da han var nær 
ved den, kom Uro og Angest over ham: hvad, 
om Haase havde faaet at vide, at han var Jøde, 
og i det Tilfælde, hvorledes vilde hans Modtagelse 
saa blive? . . . det Spørgsmaal trængte sig ind 
paa ham og Svaret kom aldrig fra Grossereren, 
nej, to søde Pigeøjne saa deltagende paa ham, 
og han tænkte: 

«Hos hende vil det ikke gøre nogen For- 
andring, hun vil kun blive endnu mere venlig 
og gæstfri imod mig, naar hun véd, hvor sorg- 
fuld jeg er.» 

Han standsede neden for Bakken, som førte 
op til « Nizza », et lille Lysthus laa paa Udkanten 
af Platformen, saa tæt op til en Trætop, hvis 
Rod var betydelig længere nede paa Bakken, at 
det næsten lignede en Fuglerede. Det var Doris* 
Yndlingssted, der sad hun og læste og tegnede. 

Meyer tog Hatten af og strøg Haaret fra 
Panden, saa traadte han et Skridt til Siden for 
bedre at kunne rette sit Blik mod Lysthuset. I 
samme Nu, han bøjede Hovedet tilbage, faldt der 
en Blomsterregn ned over ham og en klar Pige- 
latter lød ned til ham. 



35 

Han samlede Blomsterne op, ikke en fik Lov 
at ligge paa Jorden, saa bøjede han sit Ansigt 
tæt ned imod dem, og da han hævede Hovedet 
var han ikke længer bleg, en klar Rødme bragte 
Liv i de alvorsfulde Træk og Øjnene lyste af 
Glæde. 

Med hurtige Skridt ilede han op ad Bakken, 
Doris var gaaet ham i Møde. 

« Velkommen til « Nizza*, Doktor Meyer, De 
maa rigtig skamme Dem, saa længe det er siden. 
De var her; Fader har savnet Dem, ja, han har 
længtes efter Dem ; jeg trode. De havde glemt os. » 

« Glemt Dem!» Han sagde ikke mere, men 
hendes Ordstrøm standsede pludselig; det Blik, 
der fulgte det lille Udraab, sagde mere end 
tusinde Ord, dog derom var »han aldeles uvidende. 

Hun gik foran ham, han fulgte efter ind i 
Dagligstuen, hvor Fru Haase sad og strikkede. 

«Hvor Paps vil blive glad. Moder, her har 
vi Doktor Meyer. » 

«Nej, er det virkelig Dem! Jeg trode, De 
var rejst bort fra Landet uden at tage Afsked; 
naa, jeg skulde skænde, men det gør jeg ikke, 
dertil er jeg alt for glad, kom nu og sæt Dem 
ned . . . fortæl os saa, hvorledes De har tilbragt 
den sidste Tid.» 

«Kære Fru Haase, det gaar mig som Marie 
Stuart skrev i sit smukke Digt, da hun forlod 

3* 



36 

Frankrig for at drage sin Skæbne i Møde: den 
bedste Del af mig, min Sjæl og mit Hjærte, lod 
jeg blive tilbage paa Nizza for at minde Dem 
om, at kun Arbejdsmennesket var draget til Byen 
for at besørge sine Forretninger og bære sine 
alvorsfulde Byrder, og imidlertid har Rudolph, 
det lykkelige Menneske, spillet Krocket med Deres 
Frøken Datter og Skak med Deres Mand . . . 
De ser, hvor let jeg kan erstattes.* 
Lige bag ham nynnede Doris: 

« Snart er den glade Tid forbi, 
de gaar paa Perlefisken.* 

Han vendte sig hurtig om imod hende: 

«Nej, Frøken Haase, jeg fisker ikke, — selv 
ikke Perler; har man lidt Erfaring, véd man, at 
den ene Bølge skyller hen over den anden og 
sletter dens Spor ud . . . saaledes gaar det og- 
saa os Mennesker; der er ingen, som er uund- 
værlig, ja, der er ingen, som i I^^engden bliver 
savnet; der kommer snart en anden og indtager 
hans Plads, hver enkelt kan undværes, naar blot 
det hele bestaar.» 

Hun svarede intet, men saa paa ham; der 
laa saa megen Alvor i hans Træk, at det be- 
rørte hende smertelig, og hendes Moder sagde 
deltagende : 

«Har De haft Sorg, siden De forlod os, saa 



37 

fortæl os det, De véd, at her har De trofaste 
Venner. » 

«Det véd jeg. Fru Haase . . . personlig 
har intet Ondt ramt mig, og alligevel bærer jeg 
en tung Sorg, jeg skal senere fortælle Dem det 
hele. » 

«Det er godt at se, De ingen Moder har, 
der kan pleje Dem, De er bleven bleg og mager. » 
Hun vendte sig om til Datteren: «Ikke sandt, 
Doris, han faar ikke Lov at tage hjem i Dag, vi 
vil beholde ham her ude i nogen Tid . . . Ru- 
dolphs Værelse i Gavlen er ledigt, der er en 
henrivende Udsigt og en fortræffelig Luft, det er 
det I Byfolk trænger til. Min kære Meyer, De 
skal lade alle Forretninger og Sorger hvile — 
slette dem rent ud af Deres Liv kan De jo ikke 
— og kun tænke paa at nyde Landluften og 
more Paps, De har en høj Stjæme hos ham.» 

«Har jeg! Naa, vi faar se; jeg kan vel 
nok ordne det; men først vil jeg takke Dem 
hjærtelig for Indbydelsen og tage imod den; jeg 
føler, at jeg trænger til nogle Dages Hvile og 
Fred; hvor skulde jeg vel kunne finde det, naar 
det ikke var her.» 

Fru Haase skyndte sig ud for at skaffe 
Forfriskninger til sin Gæst og for at faa Gavl- 
værelset bragt i Orden. 

Imidlertid satte de unge sig ud paa den 



38 

kølige Veranda. De vare begge tavse, Doris 
følte sig saa underlig betagen, hun havde ikke 
Mod til at tale om Hverdagsbegivenheder og 
Meyer var for optagen af sine egne Tanker; 
han grublede over, hvorledes han skulde faa sagt 
det, som han nu ansaa for sin Pligt at underrette 
Familien om, uden at det vilde skille ham fra 
sine Venner. Han var saa optagen al disse Be- 
tragtninger, at han ikke følte det pinlige i Situa- 
tionen, men Doris trykkede den. 

Solen skinnede varmt der ude, Luften var 
klar og Himmelen blaa, Træerne saa saa lyse 
og ungdomsfriske ud, at alt fik et Skær af det 
lyse Haab, en Duft af Kærlighed og Lykke — 
to unge Sjæle bliver let berørte af én Tanke 
— to varme Hjærter faar let ét Slag, der fører 
dem sammen for hele Livet. 

De vare hinanden saa nær i den Stund. 
Hun syntes, at Verden var rig og skøn, han 
glemte sine Sorger og saa kun hende. For 
hende havde Livet været en sollys Dag, Mod- 
gang havde ikke sat sin Milepæl paa hendes 
Vej, med hende ved sin Side havde han et Øje- 
blik glemt al den Kummer, der tyngede hans 
Hjærte — saadan en Stund er desværre kun saare 
kort — en let Vind førte Jasminduft ind paa 
Verandaen og fik Slyngroserne til at sitre — ; det 
vidste Doris, og Tavsheden begyndte at trykke 



39 

hende; hun havde en Følelse af, at den maatte 
brydes, Ord kunde hun ikke finde, saa trak hun 
lidt i Tæppet, der laa paa Bordet, og Vasen, 
som var fyldt med Blomster, væltede, og Vandet 
løb ned i hendes Skød. Hurtig rejste hun sig 
op, han stod strax ved hendes Side for at raade 
Bod paa det lille Uheld. 

« Hvorledes blev den væltet, det var da ikke 
mig, som gjorde det?» spurgte han. 

Hun gav sig til at le: «Nej, Dem var det 
ikke, men hvorfor var De saa tavs. De plejer 
ellers at have saa meget at fortælle, » sagde hun 
lidt tvungen. 

«Var det min Tavshed, der væltede Vasen f» 
spurgte han spøgende. 

« Netop ... ser De, Doktor Meyer, saadan 
en milelang Tavshed har noget højtidelig ved 
sig, som et almindeligt Ord ikke har Mod til at 
afbryde, men en væltet Vase, en lille Styrtesø, 
har intet Ansvar, den kaldte Dem tilbage fra 
Skyerne ned til os andre Hverdagsmennesker. 
Saa længe de smilte, lod jeg Dem have Ro, 
men da der pludselig kom tunge Skyer paa Deres 
Pande, saa vækkede jeg Dem, de mindede mere 
om Skærsilden end om den syvende Himmel. » 

«De har Ret, Frøken Haase — den syvende 
Himmel har ikke længer Plads til mig — det 
var meget alvorlige Tanker, De rev mig bort fra. 



40 

Og nu, medens vi ere alene, er der noget, som 
jeg længe har ønsket at tale med Dem om, noget 
som jeg vil bede Dem fortælle Deres Fader, 
naar jeg ikke er til Stede. » 

«Her er jeg tilbage, har De ventet paa mig? 
Anna følger lige efter med en Flaske af Paps' 
bedste Rhinskvin, den er saa læskende. Jeg 
bringer Dem noget solidt Smørrebrød; Kager og 
saadanne Slikkerier holder Herrer ikke af.» 

Doris var bleven blussende rød, hun mis- 
forstod synlig den Bekendelse, der blev afbrudt, 
hun trak Vejret tungt, som vilde hun vælte en 
Byrde fra sit Bryst . . . det, som hun tfode, 
Meyer vilde sige, kom altfor tidlig, hun var endnu 
ikke klar paa sine egne Følelser og var taknemlig 
over den Afbrydelse, hendes Moders Komme 
bragte. Hun lovede sig selv, at han og hun — 
ikke saa snart skulde blive alene igen. 



Fjerde Kapitel. 



En Aften kom Grossereren lidt senere hjem 
end han plejede, Rudolph fulgte ham. 

Doris holdt sig sky tilbage fra Meyer, hun 
var ligesom bleven lidt bange for ham, og skønt 
hun fulgte alt, hvad han sagde, med stor Inter- 
esse, holdt hun sine Øjne borte fra ham, hun 
havde ikke Mod til at møde hans Blik. 

I disse faa Feriedage, som han tilbragte i 
hendes Faders Hus, lærte hun ham først rigtig 
at kende ; hvert Ord han sagde, tænkte hun over, 
og om Natten, imedens de andre sov, levede hun 
Dagen om igen, og hun sagde sig selv, at 
hverken hendes Fader eller Rudolph havde den 
Indflydelse paa hende, som denne fremmede Mand ; 
hun følte, at han havde en egen Evne til at klare 
hendes Tanke og udvikle den, hun syntes, at 
hun blev klogere og bedre i hans Selskab, og 
ønskede blot, at han vilde blive længe — længe 
hos dem. 



42 

Doris var ikke forundret over, at han, lige- 
som lidt sky, trak sig bort fra hende, hun trode 
jo, at hun kun behøvede at gøre et Skridt imod 
ham, og de hørte hinanden til. 

Det mere fremmede Forhold, som var kom- 
met imellem dem, beroligede Rudolph. I den 
korte Kampens Tid, hvor hans Jalousi var vakt, 
voxede hans Kærlighed til Kusinen. Han havde 
trot, at han var lige saa sikker paa hendes Kær- 
lighed som paa Forældrenes Samtykke, men fra 
det Øjeblik, han havde set Faren, blev han mere 
opmærksom imod hende, og da han havde en 
vis Sky for med rene Ord at betro sig til Vennen, 
besluttede han ved sin Opførsel at lade ham se 
den Kærlighed, som fra Fantasien var gaaet over 
i Hjærtet og nu opfyldte hele hans Sjæl. 

Efter Middagsbordet tændte Herrerne deres 
Cigarer og gik ud paa Verandaen for at tale 
sammen. 

Fru Haase var beskæftiget i Dagligstuen, 
Doris gik ude i Haven. 

De talte om ligegyldige Ting. Grossereren 
havde spist godt og var træt, der kom en vis 
Døsighed over ham, og han svarede kun med 
Enstavelsesord. 

Rudolph blinkede til Meyer og rejste sig 
sagte op, hajti pegede ud paa Doris for at lade 
ham forstaa, at han foretrak hendes Selskab for 



43 

Søvnens, og lidt efter var han i livlig Passiar 
med hende. 

Meyer fulgte dem med Øjnene, han følte en 
stikkende Smerte, han taalte ikke det Syn og 
følte en næsten uimodstaaelig Lyst til at styrte 
ud og skille dem ad. 

Rudolph gik tæt ind til hende qg bøjede sig 
ned for at fange hendes Blik, og da de gik 
forbi den aabne Dør, hørte Meyer ham tyde- 
lig sige: 

cMin elskede lille Pige, Du er saa ung endnu, 
vi har Fremtiden for os.» 

Han rejste sig hurtig, som vilde han flygte, 
han havde en Følelse, som om Taget brændte 
over Hovedet paa ham, bort maatte han, for 
ikke at brændes, og han blev alligevel — , han 
ønskede ikke at frelses. 

Pludselig vaagnede Grossereren og saa sig 
om, Meyer satte sig rolig ned og strøg Asken 
af den udgaaede Cigar, men hans Øjne fulgte 
endnu Parret der ude. 

«De tog Dem nok et lille Blund, Hr. Gros- 
serer, Luften er bleven kølig i Aften, De forkøler 
Dem vel ikke ved at sidde her ude?)*' 

«Hvor vil De hen, her er jo næsten varmt, 
se blot paa de unge der ude, de have ikke en 
Gang Hat paa; naa, naar man er varm indvendig, 
har den ydre Temperatur ikke stort at sige. 



44 

Hvad var det nu, jeg vilde have sagt, jo, nu har 
jeg det, lige da jeg skulde til at gaa fra Kontoret, 
hørte jeg, at der er kommet et Telegram, som 
bragte Efterretning om nye Forfølgelser imod 
Jøderne paa Korfu. De ved, jeg kan ikke ud- 
staa Jøderne, kunde jeg med et Pennestrøg f jaerne 
dem fra Tyskland, vilde det være mig en Glæde, 
men de ere dog Mennesker, det er grusomt at 
behandle dem saaledes.» 

Meyer kastede sin Cigar og rejste sig op. 

Rudolph og Doris standsede udenfor Veran- 
daen og lyttede. 

«De ere dog Mennesker,* gentog Meyer, 
saa satte han sig rolig ned igen og sagde med 
en kold haard Stemme, der rent savnede det 
bløde Tonefald, der ellers gav hans Ord saa let 
Adgang til Hjærtet: 

«Sig mig, Hr. Grosserer, hvad have egentlig 
disse Jøder, der dog ere Mennesker, gjort Dem, 
for at paadrage sig saa stort et Had ; er det ikke 
en himmelraabende Uretfærdighed at hade en hel 
Nation, blot fordi de ere Jøder. Er de mindre 
hæderlige end de Kristne, daarlige Borgere, slet- 
tere Fædre og Sønner! De betale deres Skatter, 
elske deres Fødeland og forsvare det i Krigstid 
. . . og deres fattige falde ikke Staten til Byrde; 
enhver Jøde er opdragen til fra Dreng af at staa 



45 

Ryg mod Ryg med deres Trosfæller, at hjælpe, 
støtte og stole paa hverandre ...» 

« Rigtig, og paa den Maade blive de en 
Stat i Staten, de ere ikke Tyskere, de ere Jøder! 
De taler kun om de hæderlige Mosaiter, men 
tænker ikke paa det lave Standpunkt, hvorpaa 
mange Tusinder af dem staar; tænk paa de russiske 
og polske Jøder, og løft dem ikke saa højt op 
paa vore Skuldre, men lad dem blive paa Jorden. » 

«De behøver ikke mere end de Kristne 
andres Skuldre at staa paa, naar de blot fik Lov 
til at udvikle sig frit og uhindret. Jøderne har 
i Almindelighed lyse Hoveder og dygtige Hænder, 
og naar De taler om Udskud iblandt dem, glem 
saa ikke at tilføje, at de Kristne ogsaa har deres 
store Procentantal af daarlige Mennesker. Et 
gammelt Ord siger: «Hvert Land har de Jøder, 
det fortjener at have.» Hvor Jøderne ikke bliver 
underkuede, leverer de deres Del af Videnskabs- 
mænd, Kunstnere, dygtige Finantsmænd og flit- 
tige Haandværkere. Hvad faar de til Gengæld? 

De blive taalte! Selv i England er kun 
de Jøder, der blive akademisk uddannede, be- 
tragtede som engelske Borgere, alle de andre blive 
behandlede som Udlændinge . . . Nej, skønt Jøderne 
opfylde alle deres Borgerpligter, har de kun et 
Fødeland, men intet « Fædreland ». 

« Hvorfor skaber de sig ikke et Fædreland i 



46 

Palæstina? Der hører de hjemme . . . men der 
er ikke Millioner at vinde, ikke Theatre og 
Koncertsale, ikke en tusindaarig Kultur, der for- 
finer og forskønner Livet. Ser De, min Ven, det 
er alle disse Goder, som Jøderne ikke vil und- 
være, og derfor faar vi Lov at beholde dem . . . 
det er hele Sagen. » 

«De tager Fejl, Hr. Grosserer, kunde de 
virkelig skabe den jødiske Nation et Fædreland, 
uden Forfølgelse, saa vilde ingen være mere rede 
til at bringe Ofre end Jøden; men Palæstina har 
ikke Plads til de Millioner af Jøder, der er spredte 
over Jorden, hvoraf en stor Del maa lide, som 
kun en Jøde formaar at lide; thi i Mod til at 
bære Ulykke og Forfølgelse, staar Jøder højt.» 

«Jeg afskyr al Forfølgelse, » sagde Grossereren, 
«den er ligefrem en nedarvet Plet paa Menneske- 
naturen. » 

«Jeg er bange for, at denne Plet bærer vi 
alle Mærke af, den er kun mere eller mindre 
udviklet hos os — Forfølgelsen begynder med 
en Smule « uskyldig Sladder » — gaar saa let 
over til Bagtalelse og derfra udvikler den sig 
videre ... ja, jeg giver Dem Ret i, at Forfølgelse 
er en hæslig Plet.» 

«Naa, for at fortsætte vor Samtale, De hører 
altsaa ikke til dem, som vil drive Jøderne til 
Palæstina ... de ere for mange, det har De 



47 

maaske Ret i, men en Del af dem vilde dog 
kunne finde Plads derovre . . . Dog, Tyrkerne 
vilde ikke respektere deres Ejendom, nej, Mu- 
hamedanerne vilde neppe være mere tolerante 
end vi. Oprigtig talt, ser jeg kun én Maade at 
jævne det hele paa ... ja, det er kun set fra 
et jødisk Standpunkt; jeg er helst fri for hele 
Nationen ... de maa lidt efter lidt blive Kristne 
og frem for alt- denationalisere sig og saaledes 
indlemme sig i de forskellige Lande, hvor de 
have søgt Ophold — kun det kan hæve deres 
Fødeland til et Fædreland, tro mig, min unge 
Ven, der findes ingen anden Udvej. » 

« Opgive deres Fædres Tro og denationalisere 
sig . . . det var haarde Vilkaar, De giver dem ! 
Denationalisering er den første Bølge, der skal 
udslette den gamle jødiske Stamme . . . det vil 
ske en Gang i Tiden, jeg tror det, men det er 
en smertelig Tro ; det gamle historiske Folk, som 
fylder Biblen, skulde ikke mere finde Plads paa 
Jorden, det er grusomt, men snart vil det ikke 
finde Sted, thi Forfølgelsen skaber Martyrer og 
befæster Troen, et forfulgt Folk holder sammen, 
det er kun den fejge, der svigter sin Tro og sin 
Nationalitet, saa længe der maa kæmpes for den ; 
det er Freden, der gør Proselyter, og Jøden 
kan ikke vente Fred i mange Aar — Jødehadet 
voxer!» 



48 

«Det er sandt, » sagde Rudolph og traadte 
ind paa Verandaen, «det er taget sørgeligt til i 
de sidste Aar, og har Heinrich Heine Ret, naar 
han siger: 

»Jødehadet vil først uddø her paa Jorden 
sammen med Daarskaben, og Daarskaben er 
udødelig » — saa ser det mørkt ud med: Én 
Hjord og én Hyrde, og dog staar Jøden den 
Kristne saa nær, de have én Gud, og naar de 
tro paa Faderen, skal der kun et Skridt til for 
at tro paa Sønnen. » 

«Men dette ene Skridt er det største en Jøde 
kan gøre her paa Jorden, og det drager saa mange 
andre efter sig, » svarede Meyer med et dybt Suk. 

Doris stod paa det øverste Trin til Veran- 
daen, hendes Øjne var hele Tiden rettede paa 
ham, det dybe Suk fandt et ufrivilligt Ekko hos 
hende, og det naade Rudolphs Hjærte; han 
vendte sig pludselig imod hende og saa det sorg- 
fulde Blik, hun sendte hans Ven, hendes Øjne 
havde saa varmt et Udtryk, de sagde saa uud- 
sigelig meget, at det fik hendes Fætter til at 
blegne. 

Den raske Vending, Rudolph havde gjort, 
vakte Meyers Opmærksomhed, ogsaa han vendte 
sig om imod den unge Pige, og han rødmede af 
Lykke og Smerte — . 

Kun Grossereren var rolig, han tændte sig 



49 

en ny Cigar og vilde fortsætte, da Rudolph med 
Besvær rejste sig; det var, som han pludselig 
var bleven ældre, som hans Legemes Elasticitet 
havde forladt ham, og han var bleven tung og 
gammel. Han lagde sin Haand haardt paa Doris' 
Arm og sagde med skælvende Stemme: 

« Doris, véd Du, at Meyer er Jøde.» 

Hun blev ligbleg, lukkede Øjnene og skjalv 
saa stærkt, at hun næppe formaaede at holde sig 
oprejst. Pludselig stod hele Sandheden for hende 
— hun elskede ham — og han, som havde be- 
draget hende, han havde skjult sin Tro for dem 
paa samme Tid, han havde vundet hendes Kær- 
lighed. En dyb Smerte greb hende, hun følte 
sig som indviet til Sorg og Kamp. Hendes 
hellige Barnetro — imod Kærligheden. Gud 
hjælpe hende for Ulykke, der havde ramt hende. 

Hun hævede Øjnene, og hendes Blik mødte 
Meyers. Aldrig havde hun set saa stor en Smerte 
og Sjælelidelse hos noget Menneske, som hans 
Træk udtalte. 

Og hun mindedes pludselig, at han flere 
Gange havde villet betro hende noget — men, 
at hun havde undgaaet ham. Nu vidste hun, at 
det var det, han vilde sige hende, før han friede. 
Saa tog Kærligheden Magten — hun kunde ikke 
taale at se hans Smerte, hun tog Mod til sig og 
svarede, uden at se paa Rudolph eller Faderen: 

4 



50 

«Jeg véd det, Rudolph. » 

«Ja, saa har jeg intet at tilføje — jeg har 
gjort min Pligt, maaske for sent — tilgiv mig.» 

Grossereren sprang op saa let som en Yngling. 

«Hvad skal alt dette sige . . . Rudolph, 
Meyer og Du, Doris ...» 

« Stille Onkel — hele Skylden er min — 
sig ikke et uoverlagt Ord nu, Du vilde angre 
det — nu gaar vi — i Morgen skal jeg forklare 

Dig det hele kom saa Meyer — vi to 

gamle Venner følges ad.» 

Meyer rejste sig — han var bleven saa 
bleg som et Lig — og formaaede ikke at faa et 
Ord frem til Afsked; dog, pludselig stod Doris 
ved hans Side og rakte ham begge sine Hænder, 
men vendte Hovedet om til Fætteren: 

«Tak, Rudolph, fordi Du bragte din Ven 
til os, vi er alle blevne hans Venner i den korte 
Tid, vi har kendt ham, og, ikke sandt, min vel- 
signede Paps, han har bragt Dig megen Glæde, 
og « Nizza » vil altid have aabne Døre for ham, 
hvad enten han er Jøde eller Kristen. » Saa skød 
hun. ham lempelig ud ad Døren, før Grossereren 
fik sagt et Ord, og raabte efter begge de unge 
Mænd: «Kom snart igen, vi vil alle længes efter 
Eder. » 



Femte Kapitel, 



Det var, som om Solen havde taget Afsked 
fra Jorden, ikke en eneste Straale lyste op for 
det Mørke, der laa tungt over «Nizza». Sortegraa 
Skyer drev urolig paa Himmelen, og selv naar 
de sønderreves af stærke Vindstød og blæste 
videre, saa man ikke en blaa Stribe, der kunde 
vække Haab om Forandring af Vejret, ikke et 
Lysglimt kom til Syne, der lovede Solskin. 

Regnen øste ned i Strømme, det var som 
om Himmelen havde aabnet sine Sluser — vilde 
de idelige Skybrud vedvare i længere Tid, kom 
man uvilkaarlig til at tænke paa Syndfloden og 
alle længtes efter Duen med Oliebladet. 

De mørke Skyer, som hvilede over Naturen, 
laa ogsaa tungt over Familielivet paa « Nizza », 
der hvor Livet havde været saa lyst, hvor Kær- 
ligheden havde været den Sol, der varmede dem 
alle, hvis Straaler naade langt udenfor selve 
Hjemmet og traf Slægt og Venner, bedrøvede 



4* 



52 

og syge; der var nu bleven saa trist og koldt, 
ikke en Lysstraale trængte ind til dem. 

Grossereren kørte hver Morgen ind til Byen, 
akkurat som han plejede, og vendte først hen ad 
Aften hjem, hans Hustru stod bleg og stille og 
modtog ham; alt gik tilsyneladende sin vante 
<jang, men han savnede to bløde Arme om sin 
Hals, naar han traadte ind i Spisestuen, to søde 
Øjne, der saa kærlig paa ham, og et Smil, der 
plejede at trænge lige til hans Hjærte, som hver 
Dag fortalte ham: «jeg er lykkelig, velsignede 
Paps. » 

«Paps» var rent glemt der i Huset, det lød 
ham aldrig mer bedende, lokkende kærlig i Møde, 
nu var han kun: Haase og Far. 

Hvor han længtes efter gamle Dage, og dog 
vidste han, at de aldrig mere vilde vende tilbage 
for ham. Han selv kunde ikke se Livet med de 
glade Øjne, som før havde formildet saa mange 
smaa Stød, der kom ude fra, og ladet ham 
glemme Modgang for blot at huske, at han og 
alle hans var Lykkens Skødebørn. 

Nu var han itiodtagelig for hvert lille Tryk, 
der mødte ham, alt saarede og opirrede ham, 
hans Kontorpersonale, som elskede ham, fandt 
ham nu ofte vanskelig og urimelig; ogsaa der 
var Glæden og det friske Liv som bortblæst. 



53 

Principalens lunefulde og daarlige Humør var 
smitsomt. 

En eneste Dag, med sine smertelige Skuf- 
felser, havde bragt dette Forfald. 

Da Doris holdt sin Fader tilbage, imedens 
Rudolph gik bort med Meyer, frigjorde Gros- 
sereren sig lempelig for hendes Arme og saa 
forskende paa hende: 

«Sig mig, Doris, hvad betyder alt dette — 
men søg ikke at skjule noget. Du véd, jeg har 
et skarpt Blik, som alligevel vil trænge igennem 
og opdage Sandheden, altsaa uden alle Omsvøb, 
Meyer, som jeg stolede blind paa, er Jøde . . . 
ogsaa han var kun en Løgn, en Sæbeboble, som 
brast og intet har efterladt her i Huset undtagen 
Skuffelse og Foragt. » 

Doris stod for sin Fader med blussende 
Kinder, i det første Øjeblik formaaede hun ikke 
at sige et Ord, hun vidste, at hendes Stemme 
vilde skælve, hendes Øjne fyldes med Taarer, 
og hun havde Brug for Fasthed; men Blikket 
slog hun ikke ned, hun vedblev at se paa Faderen 
med sine store alvorsfulde Øjne, som sagde ham, 
at her var Kamp og ingen Fred at vente. Ende- 
lig fik hun saa megen behersket Ro, at hun 
kunde sige: 

«Hos mig. Fader, har han hverken efterladt 
Skuffelse eller Foragt, havde jeg givet ham Lov 



54 

til at tale, saa havde han nok klaret for sig, det 
véd jeg — men tilgiv mig, Far, at j^ bandt 
hans Ord, jeg véd, hvor god Du er, men jeg 
kender ogsaa din Heftighed, skønt den aldrig har 
ramt mig; en hidsig Mand kan ikke være ret- 
færdig, og jeg vilde ikke have ham saaret her i 
Huset, det var kun af Kærlighed til mig, at hrn 
gik tavs her fra, han vidste godt, at han efterlod 
en, som vilde kæmpe for ham og forsvare ham. » 

Vreden begyndte at blusse op hos Gros- 
sereren, men han tvang den ned og sagde rolig: 

«Du kæmpe for ham og forsvare ham; hvad 
er da den Jøde for Dig, at Du tager Parti for 
ham imod din egen Fader ?» 

«Jeg vilde tage Parti for enhver, som blev 
uretfærdig behandlet og mest naar det var min 
egen kære Fader, som begik denne Uretfærdig- 
hed; men Meyer er ingen fremmed hverken for 
Dig eller mig, han er vor allerbedste Ven, og Du 
har selv givet ham Plads i dit Hus ved Rudolphs 
Side, og Moder holder af ham, som var han 
hendes Søn.» 

I det samme traadte Fru Haase ud paa 
Verandaen, hun havde siddet inden for Døren 
og hørt enkelte Ord, der lige som Stormsvalen 
bebudede Uvejr. Hun holdt sig lidt tilbage for 
at kunne træde frem, naar det rette Øjeblik kom. 

Med Forundring saa hun, at begge de unge 



55 

Mennesker vare borte, og hun anede, at her var 
foregaaet noget, som vilde bære skæbnesvangre 
Følger. 

For første Gang saa hun det samme be- 
stemte Træk om Doris' Mund, som hun kun en 
enkelt Gang havde fundet hos sin Mand; men 
naar det var der, saa opgav hun enhver Kamp, 
saa vidste hun, at det var hendes Tur at give 
efter. 

Fra Datteren saa hun over paa sin Ægte- 
fælle, det samme Træk hvilede om hans Mund, 
men langt mere udpræget, ja, om man saa kan 
bruge det Udtryk: mere raat tilhugget; der var 
ingen dunbløde Kinder, ingen ungdommelige 
kirsebærrøde Læber til at dække over det. De 
saa ikke paa hinanden, som Fader og Datter, 
men som to faste Viljer, der ikke vilde vige et 
Haarsbred fra den Bestemmelse, de havde taget. 

Det gøs i hende, hun elskede dem begge 
lige højt, hun kunde ikke give den ene mere af 
sit Hjærte uden at berøve den anden noget, og 
dog vilde hun gærne have flyttet sig over til 
Datterens Side for at hjælpe hende imod Faderen, 
som hun vilde have hjulpet hende til at kæmpe 
imod sig selv, thi hun og Paps var jo ét, de 
vare begge til for at beskytte deres eneste 
lille Pige. 



56 

Hvad var der dog hændet, som havde frem- 
kaldt denne Storm? 

Haase gentog langsomt, men med en skærende 
haard Stemme, som vilde han ridse hvert Ord 
ind i Doris' Hjærte: 

« Hendes Søn »I det bliver han aldrig, hør 
mine Ord og forstaa dem rigtig . . . Du er mit 
eneste elskede Barn, og dog vilde jeg heller se 
Dig ligge i den sorte Kiste, før jeg gav Dig til 
en Jøde.» 

«Jøde,» gentog Fru Haase med klangløs 
Stemme. 

Haases Træk blev mildere. «Jeg haaber, at 
jeg har taget Fejl af Rudolphs Opførsel og af 
dine Ord, hvorledes skulde det være muligt for 
ham at vinde dit Hjærte uden at have søgt det. 
Jeg har aldrig set ham vise Dig større Godhed, 
end han viste din Moder og mig. Det er 
Rudolph, som bærer hele Skylden, han kendte 
min Avertion, han skal staa mig til Regnskab 
for, hvad han her har gjort. » 

« Rudolph faar at forsvare sig selv, for ham 
bliver det en let Sag, han har dit Hjærte, men 
Meyer, som Du saa ofte forsikrede om din God- 
hed, som Du flere Gange har sagt om: «Gid 
Vor Herre havde givet mig en saadan Søn,» 
ham har Du forstødt uden Grund; han er det 
ædleste, det bedste Menneske, jeg har kendt, og 



57 

længe før jeg selv vidste det, har jeg elsket ham, 
skønt jeg først blev rigtig klar paa min Følelse, 
da jeg saa ham lide . . . og, ser Du, Fader, jeg 
kan ikke, som Du, træde min Kærlighed under 
Fod i samme ØjebUk, jeg hører, at han har en 
anden Tro, hvor dybt det end smerter mig, saa 
længe han har det samme trofaste Hjærte. 

«Din Kærlighed !» Med Guds Hjælp er Du 
ene om den. Hvem siger Dig, at han, der er 
saa optaget af sine Trosfællers Lidelser, skulde 
have opdaget din barnagtige Følelse for ham og 
dele den — , nej. Barn, Du skuffer Dig! Jeg er 
villig til at tilgive ham, at han er trængt ind i 
vort fredelige Familieliv, jeg tilgiver ham, at han 
er Jøde, jeg tilgiver ham alt — — naar hans 
Fod blot aldrig mere vil komme her i Huset, 
naar blot Du faar Ro til at glemme din Daar- 
skab, Du er jo kun et Barn endnu. » 

Hun gik et Skridt nærmere ind til sin Fader : 

«Du siger, at jeg er et Barn, det mener Du 
ikke, jeg er en Kvinde med en Kvindes Hjærte 
og Vilje. Du har intet set til denne Vilje, Du 
kender den ikke, men jeg føler i denne Stund, 
at jeg har den, og intet i Verden vil kunne bøje 
den, naar den følger min Overbevisning; kæmp 
ikke imod den. Far, det er til ingen Nytte. » 

Saa blev hun pludselig blød og gik tæt ind 
til ham, som vilde hun lægge sit Hoved paa 



58 

hans Skulder, som hun saa ofte plejede at gøre, 
naar hun vilde bede om noget: 

«Gode velsignede Paps, han elsker ogsaa 
mig, han venter paa mit Svar; det var Moder, 
som kom tids nok til at standse det Løfte, jeg 
vilde givet ham.» 

Uvilkaarlig slappedes de stive strænge Ud- 
tryk, der havde forandret hans Ansigt saa meget, 
at det var hans Hustru fremmed, hans Haand 
gik hen over Datterens Hoved, som vilde han 
skyde al den Sorg bort, han havde lagt paa 
hende. 

Fru Haase havde med Angest og Sorg lyttet 
til Faders og Datters Ord, og, skønt hun selv 
følte dyb Smerte over, at Meyer var Jøde, trængte 
hun sin egen Følelse tilbage over Datterens Sorg ; 
hun slyngede sin Arm om ham, uden at sige et 
Ord, men i et Nu frigjorde han sig for alle 
Baand, og saa paa dem som paa Modstandere. 

«Har jeg virkelig to at kæmpe med? Er min 
egen Hustru imod mig? Du burde i det mindste 
kende mig saa meget, at Du vidste, at her kan 
jeg umulig give efter. Du, Doris, kalder ham 
en ædel Mand . . . Hvori bestaar det ædle, Du 
taler om, er det ædelt at bejle til min Datter 
uden mit Vidende, og under et falskt Skin? Jeg 
kan ikke se det; var han aaben og ærlig kom- 
men til mig og havde sagt: «Jeg er Jøde, men 



59 

jeg elsker Deres Datter, saa havde jeg givet ham 
et bestemt Afslag, men han var gaaet med min 
Agtelse; nu har han kun opnaaet min Foragt, 
han har handlet falskt og uhæderlig, min Sviger- 
søn bliver han aldrig. » 

«0, Haase — «aldrig» er et grusomt Ord, 
det burde ikke komme over en Faders Læber, » 
sagde hans Kone grædende. 

« Fader, » sagde Doris med blød Stemme, 
«jeg vil ikke sige mit sidste Ord i denne Sag, 
som ligger mig saa nær; jeg véd, at Vejen fra 
mit Hjærte til dit har aldrig været lang, jeg vil 
forsøge hvad Taalmod, Kærlighed og Bønner for- 
maar; i Længden kan Du ikke være haard imod 
din lille Pige . . . kan Du vel, min velsignede 
Paps I » 

«Alt andet kunde jeg gøre for Dig, kun ikke 
dette, mit elskede Barn, hvis jeg nu kyssede og 
klappede Dig og lod Dig beholde et falskt Haab, 
handlede jeg slet imod Dig, det vilde kun være 
en Vaabenhvile, ingen Fred. I Sorg og Kamp 
har Troen, min faste Tro, altid hjulpet mig at 
bære hvad Herren gav, min kristne Tro har 
holdt mig borte fra mange Fristelser og Fald, 
her er det ikke alene mit Had til Jøderne, der 
taler, naar jeg forbyder Dig at ægte Meyer, det 
bringer ingen sand Lykke at skilles ad paa den 



6o 

Vej,, som fører til Kirken. Ægtefæller maa kunne 
mødes i Troen, ellers ere de skilte ad.» 

«Du har Ret, Fader; naar den ene har en 
fast Tro, og den anden ingen ejer, saa er der et 
Brud, men hvor Troen bliver helligholdt i begges 
Hjærte, hvor den ene har Agtelse for den andens 
Overbevisning, der kan Kløften ikke blive saa 
stor — vi tilbede begge én Gud ...» 

«En Gud — men ...» 

«Jeg véd, hvad du vil sige — jeg føler det 
smertelig. Du har Ret, min Lykke kan ikke blive 
fuldkommen; men at vide ham staa ene i de 
tunge Kampe, som hans Trosfæller maa stride, 
den Tanke kan jeg ikke bære, min Plads maa 
være ved hans Side . . . hører Du, velsignede 
Paps, mit Hjærte gør mig det til en hellig Pligt. )> 

«Din første Pligt er at lyde dine Forældre 
og ikke at følge den Mand, som har bedraget 
os; jeg kunde tilgive ham meget, men aldrig i 
al Evighed tilgiver jeg ham, at han lokkede dit 
Hjærte fra os, skønt han vidste, at jeg afskyr 
Jøder. Lad mig lige saa godt sige Dig det 
strax: jeg forbyder Dig at se ham igen, jeg for- 
byder Dig at ægte den Mand, som har bedraget 
os alle.» 

«Du glemmer, Far, at Kærlighed har en 
Ret, som Gud selv har lagt ned i vort Hjærte, 
en Ret, som jeg hverken kan eller vil kæmpe 



6i 



imod . . . véd Du desuden, hvor tungt han har 
stridt imod, før han bukkede under for sin Kær- 
hghed? Havde Du sét ham, som Mor og jeg 
saa ham, den Dag, han sidste Gang kom her 
ud, ha^ vilde ikke tale, men hvert Blik fortalte 
os om hans Prøvelser ... da saa Sorgen over 
hans Trosfællers Lidelse forenede sig med Haabløs- 
heden for hans egen Lykke, da blev Kærligheden 
saa stærk, at den brød alle Baand . . . aa. Gud, 
havde jeg den Gang ikke standset hans Ord, men 
givet ham mit Løfte, havde jeg sparet os begge 
for megen Sorg.» 

« Haase, Du maa jo selv have set den store 
Forandring, som er foregaaet med ham. Du véd, 
hvor længe han blev borte fra vort Hus, Du saa, 
hvor han havde skæmmet sig, han har kæmpet 
haardt imod sit eget Hjærte.» 

«Det nytter ikke, hvad I siger . . . her er 
I begge ufornuftige Børn. De, som ikke har 
Tro sammen, kan heller ikke have Haab sammen, 
og tror Du saa, Barn, at Kærligheden kan trives 
i Længden, jeg er vis paa, at den ikke kan, og 
derfor vil jeg bevare Dig for Skuffelse i Frem- 
tiden. Det er bedre at Du nu, imedens Du er 

ung, faar en lille ja, kald det i Guds Navn 

en stor Sorg, end at bære en Skuffelse hele Livet 
. . . ser Du, Doris, det er derfor, at jeg paa 
det allerbestemteste forbyder Dig at indgaa nogen 



62 

Forbindelse med en Jøde og sidst af alle med 
en Mand, som har svigtet min Tillid. 

Fru Haase stod med foldede Hænder og 
bøjet Hoved, hun syntes, at hendes Mand havde 
Ret, men hendes Hjærte blødte, naar hun saa 
paa sit elskede Barn, som hun gærne vilde skaane 
for hver Kummer; Sorgen stod saa tydelig i de 
alvorsfulde Træk, at hun uvilkaarlig slyngede 
Armene om hende og trykkede hende til sit 
Hjærte. 

Det var kun et Øjeblik, Doris lod sig im- 
ponere af Faderens Ord, Blodet skød varmt op 
til hendes Hoved og blindede næsten hendes 
Øjne, det hamrede i hendes Tindinger, og havde 
ikke Moderens stærke Arme støttet hende, var 
hun segnet om. 

Den Kærlighed, hun havde til Meyer, var 
i Kampens Stund voxet fra en rolig Følelse til 
Lidenskab. Hun elskede ham, fordi han var 
den Mand, som havde vundet hendes Hjærte og 
optaget hendes Tanker; men nu, da Lidelse 
og Sorg naade ham, blev han hende tusende 
Gange kærere, og Faderens Angreb paa hans 
Karakter, som hun i Stilhed havde studeret og 
satte saa uendelig højt, pustede til Ilden; da hun 
rejste sit Hoved fra Moderens Bryst, havde hun 
en Følelse af, at der kun gaves ét Menneske i 
hele Verden, som hun tilhørte, og det var ham. 



.63 

der nu sad trøstesløs og ene i sit Værelse, som 
ikke en Gang vidste, at han havde Ret til at 
eje den Kvinde, han elskede. 

Hun løsnede de trofaste Arme, der var slynget 
om hende, hun saa bedrøvet paa sine Forældre 
og begyndte langsomt at gaa ind, men Faderens 
Haand holdt hende tilbage. 

«Før Du forlader dine Forældre, fordrer jeg 
dit alvorsfulde Løfte — sværg: aldrig at ville 
forsøge paa at se og tale med Meyer, aldrig at 
skrive til ham, eller besvare hans Breve. » 

Hun saa med et koldt Blik paa Faderen, al 
den Ømhed, hun havde vist ham, saalænge hun 
henvendte sig bedende til hans Kærlighed, var 
forsvunden, og lige saa koldt, som hendes Blik 
var, lige saa haard var hendes Stemme, da hun 
sagde: 

«Jeg sværger Dig til. Fader, at jeg vil tale 
med Meyer, jeg vil søge ham og skrive til ham 
og besvare hvert Brev, han sender mig . . . saa 
sandt, hjælpe mig Gud og min Frelser, som jeg 
aldrig vil glemme . . . Dette sidste, Moder, siger 
jeg for din Skyld, det skal være din Trøst i Frem- 
tiden, Du har aldrig sagt et ondt Ord om den 
Mand, som jeg vil elske, saa længe jeg lever. » 

Fru Haase begyndte at græde, hun var i 
ingen Retning Situationen voxen, Faderen traadte 
et Skridt tilbage, som skræmmede den Kvinde 



64 

ham, der saa saa koldt paa ham, men hans Blik 
blev ikke mildt <^ hans Hjærte ikke blodt ved 
hendes Ord; han s>nites, at det ikke kunde være 
hans egen lille Doris, men en fremmed, som intet 
Krav havde paa hans Kærlighed. 

cjeg kunde svare Dig, Doris, at din Gøren og 
Laden fra denne Stund var mig lig^;>4dig, Ehi har 
selv løst det Baand, der bandt os sanmien; men 
som din Form)aider har jeg endnu en Pligt at 
opfylde — saalænge Du er mindreaarig, forbyder 
jeg Dig at indgaa Ægteskab med ham, Ehi taler 
om . . . videre gaar min Ret ikke. Du forbliver 
i mit Hus, til Du er myndig. Din Moder vil 
j^ ikke lægge noget Baand paa, hun er blød 
og overbærende, men for mig er Du bleven en 
fremmed. Gaa nu op paa dit Værelse og tænk 
over, hvad der er sket i Dag.» 

Saa tog han sin Hat og ilede hurtig ud, og 
først da alle sov, og Natten var falden paa, listede 
han sig ind i sit eget Hjem, ikke for at søge 
Hvile, den fandtes ikke for ham, men for at be- 
rolige sin Hustru. 

Da Haase var gaaet, saa Moderen med et 
smertelig Blik paa Datteren og overvejede i sin 
Tanke, hvem der var mest at beklage, den stak- 
kels Fader, der havde lidt saa smertelig et Skib- 
brud, eller hendes lille Pige, som stod ulykkelig 
og stirrede efter ham. 



65 

Hun elskede b^ge uudsigelig højt, men her 
var pludselig kommet et Svælg imellem hendes 
kære, som hun ikke kunde udfylde. For ingen 
Pris vilde hun gøre sin Husbond Uret, og dog 
formaaede hun ikke at tage sin Kærlighed fra 
sit eneste Barn; saa sagde hun til sig selv: tTu 
maa jeg elske hende baade som Fader og Moder, 
saa betaler jeg hans Gæld, det kan Vor Herre 
ikke blive vred for, og Haase vilde ikke berøve 
hende min Kærlighed, selv om han kunde — de 
trænge begge til mig, og jeg vil ikke svigte 
nogen af dem. Jeg kender ham, han kan ikke 
leve uden Kærlighed — han kan ikke undvære sit 
Barn i Længden; men der vil gaa lang Tid hen, 
før de mødes igen som Fader og Barn — han 
bliver vist aldrig mer Paps — og hun har op- 
hørt at være hans Solstraale — . Aa, Gud, hvor 
Verden dog er tung — !» 



5 



Sjette Kapitel. 



Med hurtige Skridt gik Meyer og Rudolph 
bort fra c Nizza »; ingen af dem sagde et Ord, 
enhver af dem havde nok at tænke paa, Tavs- 
heden ligesom bredte et Slør over, hvad de 
ønskede at skjule, og som de frygtede vilde skille 
dem ad. 

Nu vidste Meyer, hvad det var, der havde 
berøvet ham Vennens Fortrolighed, som havde 
draget en skarp Linie imellem dem, der ligesom 
dannede et Skillerum. 

Længe havde han været blind for, hvad der 
bode i hans eget Hjærte, og denne Blindhed 
havde gjort ham uvillig til at granske efter, hvad 
Rudolph søgte at skjule. Nu vidste han, at 
Vennen havde fredet om sin unge Kærlighed, 
som man freder om en lille Fugleunge, man ikke 
nænner at tage ud af Reden — selv ikke for at 
kæle for den, ja næpjje tør se paa, for ikke at 
skræmme den. 



67 . 

Med ham selv var det en hel anden Sag, 
han vidste, at et Svælg skilte ham fra den unge 
Pige, som fra første Øjeblik havde mødt ham 
sympathetisk, og strax havde han sagt til sig 
selv: «Du er en fornuftig Mand, hver Følelse, 
der gaar ud over den almindelige Interesse, som 
Du kan have for din Vens Kusine, vilde være 
taabelig; hvor der ikke en Gang er det sva- 
geste Haab, der er Kærlighed utilgivelig; at 
nære den i sit eget Hjærte vilde være Svag- 
hed, at vække den hos hende vilde være slet, 
og hidtil har Du dog aldrig begaaet en lav 
Handling; nej, jeg har et Panser, som beskytter 
mig, det er simpel Hæderlighed. » Og saa kom 
han til « Nizza » Gang efter Gang uden Frygt og 
i sin ^en Tanke uden Dadel. Naar han saa 
Rudolph behandle hende saa ugenert, tænkte han 
blot: «De ere nære Slægtninge, det er saa na- 
turlig. » Og da Fætterens Opførsel pludselig skif- 
tede Karakter, mente han, at en lille Forelskelse 
imellem Søskendebørn var almindelig, og selv 
om den var alvorlig ment, var der ingen uover- 
stigelig Hindring, som skilte dem ad. Han trode 
ærlig og redelig, at han mente hvad han tænkte ; 
hans Venskabsfølelse for Rudolph blev ikke 
svækket, han forstod ikke en Gang, at den var 
sat paa en Prøve, og det var den i Virkeligheden 
heller ikke saa længe Doris vedblev at være en 

5* 



68 

forkælet Søster, for ham, hvis mindste Ønsker 
han søgte at opfylde. 

Da Forfølgelserne imod Jøderne voxede, og* 
hans Trosfæller maatte lide Uretfærdighed, Gru- 
somhed og Had, der truede deres Existents, og- 
de maatte kæmpe for Tilværelsen, for selve Livet 

— da blev Bægeret for fuldt — de tusende smaa 
Ofre, han som Læge og Menneske bragte de 
ulykkelige, var ikke nok til at give ham Trøst 

— en uforstaaet Længsel blev Herre over ham, 
og han bukkede under for Fristelsen og ilede ud 
til «Nizza» ; først da blev hans Øjne pludselig 
aabnede for hans Hjærtes Følelse, og han sagde 
til sig selv: 

«Det er en ny Lidelse, der rammer mig, en 
Lidelse for hele Livet, men Gud være lovet, den 
rammer kun mig, hun er uberørt af den . . . 
Kun nogle flygtige Dage vil jeg nyde den Lykke, 
som selv saa haabløs en Kærlighed skænker, og 
saa vil jeg forlade « Nizza » og min Fødeby — 
der er ulykkelige Jøder nok, hvor jeg tager hen, 
som jeg kan ofre mig for — jeg skal sagtens 
finde en Gerning, som det er værd at leve for.» 

Nu var alt blevet ganske anderledes, han 
var ikke ene om Kærligheden, ikke ene om 
Sorgen — han vovede ikke at se til Siden, han 
syntes, Rudolph havde Ret til at drage ham til 
Ansvar og i dette ene Tilfælde følte han sig fejg. 



69 

Rudolph kunde ikke tale, en stor Skuffelse 
havde ramt ham, hans Barnekærlighed til Kusinen 
havde langsomt og ubemærket voxet sig stor og 
opfyldte nu hele hans trofaste Hjærte; han var 
ikke i Besiddelse af Meyers Lidenskab, han havde 
en rolig Natur, og dog forekom det ham, at hele 
hans Liv laa i Ruiner. En bitter Følelse havde 
gjort sig til Herre over ham, han syntes, at 
Meyer havde opført sig uridderlig; han vilde nødig 
rette Bebrejdelse til Vennen, han fandt, han 
havde i Forvejen saa tung en Byrde at bære, at 
selv den mindste Draabe kunde fylde Bægeret, 
men elske ham som før, det kunde han ikke. 
Meyer burde have vidst den store Sorg, han bragte 
over den Familie, der saa gæstfri havde mod- 
taget ham i sin Midte, og — Venskab og Tillid, 
dem havde han svigtet. 

Øjet blev strængt og Linierne faste om den 
unge Gejstliges Mund, men saa kom Medliden- 
heden og jog Strængheden paa Fli^. Hvor dog 
Sorgen hvilede tungt paa den Mand, der gik 
ved hans Side . . . Hvad kunde han gøre for, 
at han kom til at elske Doris, hvor var det 
mulig at omgaas hende og blive kold ... og 
var det egentlig hans Skyld, at den unge Pige 
var kommen til at holde af ham, han var jo vant 
til at vinde Hjærter, hvor han kom hen? Nej, 
der var kun én, der bar hele Skylden, og det 



var ham selv — . Hvorfor var han gaaet Om- 
veje, hvorfor havde han ikke aabent og ærlig 
sagt: «Her bringer jeg Eder min bedste Ven, 
han er Jøde, men lær ham at kende, og Du vil 
se, Onkel, hvor hæderlig, elskværdig og intel- 
ligent han er ; og som ham vil Du finde Tusender 
af hans Trosfæller, lær dem blot at kende. » 

De var komne lige til Byen, et enkelt Hus 
stod hist og her som en Forpost, men grønne 
Træer skilte dem ad, og før den store kolde 
Stenmasse, som udgjorde Byen, var naaet, slyn- 
gede Rudolph Armen om Vennen og trykkede 
ham fast ind til sig: 

«Julius, vi holder sammen og stoler paa hin- 
anden i Liv og Død.» 

«I Liv og Død, » gentog Meyer smertelig. . . 
«Du tror det, Rudolph,, men prøv først dine 
Kræfter — Sorgen har ikke gjort Dig gammel 
som mig; mit Liv bliver Kamp, dit skulde være 
Fred. Gud velsigne Dig, gamle Dreng, jeg vil 
altid holde af Dig, Du er saa god og varm- 
hjærtet, men giv intet Løfte, brudte Løfter er de 
sørgeligste Ruiner, Livet efterlader . . .; nej, 
Rudolph, ingen Løfter, men Venskab saa langt, 
det kan strække. » 

«En Kvindes Kærlighed kan svigte, Meyer, 
en Mands Venskab staar fast, saalænge Agtelsen 
kan bevares.* 



71 

Meyer vendte sit blussende Ansigt imod 
Rudolph : 

«En sand Kvindes Kærlighed kan trodse alt: 
Tid, Adskillelse og Angreb, hun har blind Tillid 
der, hvor andre tvivler. Nej, min Ven, i Kærlig- 
hed er Kvinden trofast; den tungeste Sorg, der 
kunde ramme mig, var Visheden, at jeg ejede 
din Kusines Hjærte ; den korte Lykke, en saadan 
Overbevisning kunde skænke mig, vilde hun 
komme til at betale med tusende Taarer, hun er 
for ung til en saadan Kamp, Gud bevare hende 
for den; vi Mænd kan bære m^et, hende vilde 
den knuse . . . netop fordi jeg hører til den 
forfulgte Nation. » 

«Jeg tror, Du tager hele Sagen for alvorlig; 
Doris er et Barn, eller i et hvert Tilfælde en 
romantisk ung Pige, hun føler varmt i Øjeblikket; 
men hendes Moders Bønner, hendes Faders Vilje 
vil udøve en uimodstaaelig Indflydelse paa hende, 
hun vil sørge over sin første Kærlighed, men 
det vil blive en Bamesorg, den vil snart være 
over . . . Jeg siger dette for at trøste Dig, 
da Du jo véd, at et Ægteskab imellem Eder er 
en Umulighed. At bringe Onkel til Fornuft og 
til Erkendelse af dit virkelige Værd, den Sag 
paatager jeg mig — ; naar man staar paa saa fast 
en Grund, som naar man skal fremhæve dine 
gode Sider, er det et let Arbejde. » 



72 

«Hvor lykkelige Mennesker dog ere daarlig^e 
Psykologer, de have ikke Tid til at studere 
Karakteren . . . Din Onkel er det elskværdigste 
og godmodigste Menneske i det daglige Liv, 
men halstarrig til det yderste, naar han er kom- 
men paa Kant med noget, enten Mennesker eller 
Ideer; der gives kun ét, der kan bøje — ikke 
overbevise ham: det er Kærlighed; hans Hjærte 
er ædelt og varmt, men dine Ord vil intet for- 
maa. Det var Uret af Dig at føre mig ind i 
hans Hus, og det var en stor Fejl af mig at gaa 
ind derpaa — dog, det er et Sisyphus-Arbejde 
at lade Tanken dreje sig om, hvad der er gjort 
og ikke mere kan forandres. Vi maa begge tage 
os sammen og saa vidt mulig gøre vor Pligt i 
Fremtiden . . . Din Pligt ligger ude paa cNizza* 
— tro mig — det bliver ikke en lille Gerning, 
der hviler paa Dig; opfatter j^ Karaktererne 
rigtig, saa er der kommet et Brud imellem Fader 
og Datter, som det vil blive vanskelig at faa 
ordnet igen; jeg frygter for, at det bliver Hals- 
starrigheden, der kommer til at staa imod en 

Vilje . Naa, Gud velsigne Dig, gamle Dreng, 

her skilles vore Veje, jeg gaar lige hjem, jeg 
trænger til at være ene, og Du vil ogsaa have 
nok at tænke paa. Jeg véd, at Du snart vil se 
ind til mig og fortælle, hvorledes det gaar paa 
Villaen. » 



73 

Meyer forlod ham med et varmt Haandtryk 
og gik videre uden at vende sig om. 

Rudolph blev staaende, en nagende Smerte 
opfyldte ham, han lyttede efter de faste Skridt, 
der fjæmede sig, han saa den ranke Holdning, 
Sorgen havde ikke bøjet hans Hoved, der var 
en Vilje, som holdt det kækt i Vejret. 

For første Gang tænkte han paa Forskellen 
imellem dem . . .; han havde altid stolet fast 
paa sine egne Beslutninger, sin Overbevisning og 
sin Vilje; han saa lidt ængstelig ind i sig selv, 
det var som om alt var rokket i ham, som om 
der intet var, han trygt kunde stole paa, han 
syntes, han var bleven saa lille ved Siden af 
den Ven, der nu gik fra ham; han følte, at han 
selv hørte til Mængden, som følger de banede 
Stier; Meyer derimod maatte rydde den Vej, 
han skulde gaa — og at den vilde føre ham 
opad, det var han vis paa. 

« Hvorledes han er kommen til at slutte sig 
til mig — det forstaar jeg ikke, men jeg vil 
aldrig svigte ham, aldrig, saa sandt hjælpe mig 
Gudl» 

Meyer drejede om Hjørnet; da Rudolph ikke 
mere kunde se ham, gik han langsomt hjem. 

Han traadte ind i sit Værelse og fandt alt 
saa koldt og fremmed. 

Da han forlod sin Bolig, var han fuld at 



74 

Haab, han havde kun én Sorg, den, han delte 
med sin Ven, men den var ikke ator nok til at 
overskygge hans Liv . . . ; nu derimod havde han 
lidt sit første Skibbrud, og hvorledes han vilde gaa 
ud af den Kamp, der ventede ham, var endnu 
en uløst Gaade. Kun ét stod klart for ham: 
Doris skulde have Fred, hendes Bekymringer 
skulde hans Kærlighed ikke forøge, og sin Vens 
Medbejler vilde han ikke blive — de vilde begge 
forsage. 

Saa satte han sig ned og skrev et langt og 
kærligt Brev til Onkelen, men, underlig nok, saa 
han denne sin Barndoms og Ungdoms Beskytter 
mere med Meyers Øjne end med sine egne, og 
derefter rettede han sit Brev. 

Han fortalte oprigtig, at det var hans Skyld, 
at Meyer var kommen der i Huset, uden at 
Onkelen var bleven underrettet om, at han var 
Jøde, og han sagde ham Grunden, hvorfor det 
var sket; derpaa fortalte han ham alt, hvad han 
vidste om Vennens Karakter, og han sluttede 
med at sige: 

«Jeg véd, at han maa have Fejl — han er 
et syndigt Menneske — jeg har blot ikke haft 
Blik til at opdage dem; men ét er vist, min 
Tillid og Agtelse har han i fuldeste Maal.» 

Da han havde sluttet Brevet, kom der Ro 
over ham, han aabnede Vinduet og stirrede ud; 



75 

Mørket var faldet paa, og de drivende Skyer 
førte hans Tanker bort med sig — hen til hende, 
som ejede hans Hjærte. 

«Nu tænker hun paa ham, som saa pludselig 
maatte forlade Villaen; hvor gærne havde hun 
ikke holdt ham tilbage, og dog var det hendes 
Haand, som skød ham ud ad Døren . . . Hvor 
dog en eneste Time kan forvandle alt, fylde et 
lyst og lykkeligt Hjem med Sorg og Kamp. 
Var jeg blot sikker paa, at jeg gjorde min Pligt, 
da jeg saa pludselig fortalte dem, at han var 
Jøde . . . ; jeg frygter, det var Jalusiens Dæmon, 
som tvang mig til det Skridt; var det blevet lang- 
somt forberedt, kunde megen Sorg være sparet 
. . . Og dog. Onkel havde aldrig taget Sagen 
rolig; nej, Meyer har Ret, dertil er han for 
halsstarrig. » 

Han saa igen op imod Himmelen, den Sky, 
som stod lige for hans Vindu, havde faaet en 
Sølvrand — langsomt drev den videre, og Maanen 
kom frem. 

Hvor det Syn glædede ham! 

«Jd,> sagde han blidt, «hvor mørke Skyerne 
end kan være. Sol og Maane er dog skjulte bag 
dem — — et helt Liv fuldt af Sorg falder 
sjælden i et Menneskes Lod, naar han blot selv 
ærlig vil arbejde sig ud ?if den. Jeg vil kæmpe 
trofast og af hele min Vilje, for at jage Skyerne 



76 

bort fra hendes Himmel, hun var jo min lille 
Søster, saa langt, jeg kan huske tilbage. Han 
er en Mand i Ordets bedste Forstand, naar han 
véd hende tilfreds, vil hans alvorsfulde Gerning 
fylde hans Liv, men glemme hende, det vil han 
aldrig. » 

Til Trods for disse fredelige Tanker, var der 
en Uro over ham, der ikke tillod ham at be- 
skæftige sig eller gav ham et Øjebliks Ro; han 
gik rastløs frem og tilbage i Værelset, og da det 
var ham rent umuligt at sove, tog han sin Hat 
og gik ud. 

Han følte Trang til at se Meyer og tale 
med ham, men han vidste, at han kom til Ulej- 
lighed; saa gik han frem og tilbage foran hans 
Vindu, som en ungdommelig Tilbeder stundom 
gør, for blot at se Lysskæret fra den Lampe, 
der oplyser hans Elskedes Værelse. 

Gardinet, der ellers plejede at være rullet 
ned, var oppe. Skrivebordet stod ved Vinduet. 
Meyer sad lænet tilbage paa Stolen, ogsaa han 
var ledig, han hverken læste eller skrev, men hans 
Tanker arbejdede — det var han vis paa. 

«Han slukker ikke Lampen før Dagen bryder 
frem, jeg kender ham, han maa kæmpe sig ud 
af det Mørke, som nu indeslutter hans Tanker; 
han hører ikke til de svage, der bukker under 
for Sorgen; hvad han har mistet i Livslykken 



n 

for sig selv, vil forvandle sig til Kraft og Op- 
ofrelse i hans Virksomhed ; de syge og bedrøvede 
vil vinde, hvad han tabte, en Salonlæge bliver 
han aldrig; hvor Nøden er størst — der ligger 
hans Gerning.* 

Meyer rejste sig og aabnede Vinduet, Rudolph 
trak sig ængstelig tilbage, han vilde ikke forstyrre 
hans Ro. 

Det var et langt Blik, han kastede op til 
Himmelen, saa fuld af Tro og Kærlighed, at 
Rudolphs Øjne fyldtes med Taarer. 

«Gud vil være ham naadig — det føler, det 
véd jeg — ,» sagde han halv højt — «en saadan 
Bøn maa naa Himmelen. )> 

Vinduet blev atter lukket, og Rudolph gik 
langsomt hjem ; den gærende Uro havde lagt sig, 
han følte, at Vennen havde en Klippe at staa 
paa, der ikke vilde vakle under ham i Kampens 
Stund. 

« Hvorfor blev han ikke født af kristne For- 
ældre? — Hvilken begejstret kristen Præst vilde 
han ikke kunnet være!» Saa gik han til Ro — 
og Natten bragte ham Søvn og Hvile. 



Syvende Kapitel. 



Sommeren havde taget et mægtigt Skridt 
fremad, Træernes grønne Kroner var blevne 
mørke, det første Rosenflor var faldet, og Remon- 
teringen blev ventet med Længsel; kun de 
gammeldags Maanedsroser knoppedes og udfoldede 
atter og atter Blomster, som overstrøede Bedene 
med røde duftende Blade, der gjorde Gartneren 
lidt utaalmodig, det bragte Uorden i Bedene. 

Fuglesangen var forstummet, de smaa fjedrede 
Venner fløj tavse i Haven, de havde ingen Unger 
at syng« for, kun et enkelt Skrig, der lød som 
et uharmonisk « Godnat », lod sig høre efter Sol- 
nedgang. 

Den samme Tavshed, som herskede i Naturen, 
fandtes ogsaa i de store Værelser paa « Nizza », 
der blev aldrig inviteret fremmede ud paa Villaen ; 
de hyggelige smaa Samlinger af gode Venner, 
som havde udgjort Værtens og Gæsternes Glæde, 
var rent ophørte. 



79 

Grossereren var paa kort Tid bleven meget 
gammel, det joviale, godmodige Ydre, havde faaet 
et Præg af Utilfredshed, som misklædte ham i 
høj Grad. Doris var tilsyneladende forvandlet til 
et Ismenneske, der ikke havde Interesse for nogen ; 
men inde i hende gærede og sydede det, som i 
en Brænding, der var Modstand og Kamp — 
Sejr og Nederlag — den gamle og den unge 
Kærlighed kunde ikke mere faa Rum i hendes 
Hjærte; hun syntes, de vare Fjender, som til 
sidst vilde lægge hinanden øde. Hvor tit 
havde hun ikke siddet med Pennen i Haanden 
for at gøre sit Valg; hvor ofte havde hun 
ikke været paa Vejen for at opsøge sin Kær- 
lighed og sige til ham: «Jeg har brudt med 
Fortiden, Fremtiden hører Dig til.» Men altid 
var der et usynligt Baand, som drog hende tilbage 
til de gamle i Hjemmet, der havde været først 
om at elske hende, som havde værget saa trofast 
om hendes Barndom og Ungdom — som ikke 
kunde undvære hende. I første Øjeblik syntes 
hun, at der slet intet Valg var — den, som havde 
hendes Hjærte, ham hørte hun til ; men hun lærte 
snart, at man har Pligter, ved Siden af For- 
dringer — og at det er svært at svigte sin 
Bamepligt. Det var ikke Faderens strænge Øje, 
der holdt hende tilbage — hun kendte ikke til Frygt 
— men Moderens blege Kinder og sorgfulde Blik. 



8o 

Hvor hun længtes efter at føle hendes Arme 
om sit Liv, at turde lægge sit Hoved til hendes 
Bryst og græde til hun ingen Taarer havde mere. 
Men i Begyndelsen af sin Kamp havde hun selv 
skudt de ømme Kærtegn fra sig, selv berøvet sig 
den eneste Trøst, der fandtes for hende. 

«Kæl ikke for mig, Moder, » havde hun sagt, 
« offer ikke din Kærlighed paa mig, den hører 
Fader til; han maa ikke tro sig alene, Du maa 
staa ved din Ægtefælles Side, jeg vil ikke be- 
røve ham et Haarsbred af din Kærlighed — ikke 
en Gang i hans Indbildning, jeg véd, at han 
trænger til Dig . . . ; min Kærlighed skal være 
mig nok. Moder, se ikke paa mig med de 
Øjne, jeg maa være kold og rolig, ellers bukker 
jeg under i denne Kamp, som jeg maa stride 
ene; Du ser, han giver mig ingen Støtte, han 
anser det for Uret.» 

Rudolph kom ofte paa« Nizza », han betragtede 
det som sin Pligt, men han fik ikke stort Udbytte 
af disse Ture; selv Onkelen følte ingen Glæde 
over hans Besøg, han kunde ikke tilgive Neveuen, 
det Bedrag, han havde gjort sig skyldig i, som 
havde haft saa skæbnesvangre Følger for dem 
alle. Tanten tog nok venlig imod ham, men hun 
kunde ikke mere glæde sig over noget; hun 
hørte ikke til de Kvinder, der græde eller jamre, 
hendes Sorg var stum, hver Klage, hun fremkom 



8i 

med, vilde hun synes var en Anklage imod dem, 
hun elskede højst paa Jorden; formaaede hun ikke 
at forsvare dem og mildne Livet for dem, saa 
kunde hun tie. 

Dog, denne Tavshed fra alle Sider var en 
Ulykke, hver af dem levede sit eget Liv, kæm- 
pede sine Kampe og forpuppede sig i Sorgen. 

Rudolph saa det og vidste, at den Vej 
hverken førte til Forsoning eller Fred; han be- 
sluttede først at tale med Onkelen, han vilde for- 
søge at vinde hans Fortrolighed tilbage, forsøge 
at indtage sin fordums Plads i hans Hjærte, og 
alt hvad Kærlighed og Taalmod kunde yde, gav 
han, uden at der tilsyneladende blev lagt Mærke 
dertil. 

Saa, en Aften, da han sad ude paa Verandaen 
og røg sin Cigar, kom Haase ud til ham og 
satte sig ved hans Side. Først lod den unge 
Mand, som om han ikke lagde Mærke til Onkelen 
og udsendte den ene Røgsky efter den anden, 
saa hørte han en undertrykt Hulken ved sin 
Side, og i samme Øjeblik slyngede han Armen 
om ham og lagde Hovedet til hans Bryst, akkurat 
som Doris plejede at gøre. 

« Onkel, min kære gode Onkel, tal med mig, 

som i gamle Dage, Du har ikke en trofastere 

Ven end mig. » 

«Men Du bedrog mig alligevel . . . jeg véd 

6 



82 

det, jeg véd det, Du mente det godt, men det 
blev vendt til det onde, og han elskede min lille 
Pige og fride til hende; hvor turde han gøre 
det!» 

Rudolph rejste sig hurtig op. 

« Fride han til hendel Nej, Onkel, det. er 
ikke sandt, det kan aldrig i Evighed hænge rigtig 
sammen . . . ; ser Du, jeg har svoret at stole paa 
ham, at tro blindt paa hans Hæderlighed — og 
det vil jeg! Han har. aldrig frit til Doris, det 
maa bero paa en Fejltagelse; han vidste, at han 
ikke kunde faa hende; selv jeg, der elsker ham 
mere end en Broder, jeg kunde ikke ønske det 
Parti, hvor ædel og god han end er; jeg sætter 
Troen over Lykken, og, ser Du, Onkel, selv 
Lykken kan ikke frelses, naar Troen er forskellig, 
og derfor maa vi alle være kærlige og gode imod 
Doris; Kærlighed kan maaske vinde hende tilbage 
for Familien, Kamp og Haardhed fører hende 
nærmere til ham.» 

«Du taler som en Taabe, Rudolph. Tror Du, 
Barnet vilde sige, at han havde frit til hende, 
naar det ikke var sandt? Saadan en Paastand 
kommer en ung Pige ikke med uden Grund.* 

«I almindelige Tilfælde ikke, men her har 
Doris alligevel taget fejl. Tror Du, at Meyer 
holdt sig saa fuldkommen borte fra den Pige, han 
aabenlyst havde bejlet til? Et saadant Skridt gav 



83 

ham en stor Forpligtelse, og selv ikke din Uvilje 
kunde forhindre ham i af tale med hende og 
klare deres Mellemværende. I samme Øjeblik 
han havde tilbudt hende sin- Haand, var han 
bunden af Æren, saa var det hende, der maatte 
afslaa den, han kunde ikke trække sig tilbage 
. . . Ikke sandt, Onkel, det maa ligge klart, selv 
for Dig, som hader ham?» 

«Jeg trode en Gang, jeg forstod ham saa 
godt, han gjorde Livet lyst for mig, han kunde 
gaa ind paa en ældre Mands Egenheder og 
Interesser, ja, Rudolph, han var nær ved at 
stikke Dig ud hos mig. Nu véd jeg, at jeg aldrig 
har forstaaet ham; kan Du bevare Tilliden til 
ham, saa vil jeg ikke søge at berøve ham den, 
han kan trænge til en Ven i disse for Jøderne 
saa haarde Tider; men jeg er færdig med ham. 
Havde jeg blot mit Barn tilbage ! I Længden kan 
jeg ikke leve uden hendes Kærlighed — hun er 
min Sol, uden hende er det koldt i Verden. Ser 
Du, Rudolph — det værste er, at der er kommet 
ligesom noget fremmed imellem min Hustru og 
mig; ingen af os har Mod til at tale frit ud; der 
er et ømt Punkt, som vi ikke tør røre ved, og 
det piner mig mere end alt andet. Du maa jo 
have lagt Mærke til, at her er alt forandret, her 
er et koldt og trist Hjem, det er ikke mere det 
gamle « Nizza ». 



84 

«Ja, Onkel, Du har Ret, men med Tiden 
vil det nok komme tilbage, og Du selv maa 
gøre Begyndelsen; saa længe Du ser gnaven og 
utilfreds ud, har ingen af de andre Mod til at 
nærme sig Dig; jeg er vis paa, at de b^ge 
længes efter den gamle velsignede Paps, som alle 
holdt saa meget af; den strænge Far, den kolde 
Forretningsmand kan ikke vinde Hjærter.» 



ottende Kapitel. 



Jødefejden var paa ny begyndt i hele sin 
Voldsomhed, hver Dag bragte nye Ofre, hele 
Familier gik hjemløse om ; man havde kastet dem 
ud, plyndret deres Hjem og ødelagt alt hvad de 
ikke kunde føre med dem. 

Med Smerte læste Doris Dagbladenes Be- 
retninger, og hendes Angest steg Time for Time, 
for hver Gang hun greb Bladene, af Skræk for 
at se Meyers Navn iblandt de dræbte; hun kendte 
hans Mod og vidste, at han altid vilde være 

s, 

blandt de tapre, der traadte i Skranken for sit 
Folk. 

I al den Tid, siden de skiltes, havde hun 
ikke hørt et Ord fra ham — hun vidste, det var 
ikke Mangel paa Kærlighed, men af Ædelmodig- 
hed. Hun syntes bestandig at høre hans kærlige 
Ord — Ord, han aldrig havde udtalt, — men 
som i hendes Angest og Sorg blev for hende 



S6 

til Virkelighed, og Angeren voxede — Angeren 
over, at hun ikke havde svaret ham. 

Nu stod han ene og forladt, uden Familie 
og uden kærlig Deltagelse, medens hun, der 
elskede ham, burde staa ved hans Side og støtte 
ham i Kampens Smerte. Gulvet brændte under 
hendes Fødder, hun maatte, hun vilde tale og 
se ham; han skulde vide, at der dog fandtes én, 
der led og kæmpede med ham. 

« Enhver maa handle efter Ret og Ære, det 
gør han — det vil jeg ogsaa gøre. Jeg har en 
Plads i Verden at udfylde, som alle andre, og 
min Plads er ved den Mands Side, som jeg 
elsker. Saa maa Far og Mor tilgive mig min 
Skyld — jeg har saa længe givet dem min hele 
Kærlighed, nu vil jeg være stærk i Kærlighed 
til ham.» 

Hun satte sig ned for at skrive til ham, nu 
havde hun ingen Betænkelighed længere, al Tvivl 
var som bortblæst; det Svar, som hun trode, hun 
skyldte ham, det skulde han faa fuldt ud, lige saa 
varmt og trofast, som det bode i hendes Hjærte, 
nu, da Sorgen tyngede ham og alt var mørkt 
om ham. 

Da hun var færdig med at skrive, læste hun 
Brevet igennem. Hvor hun fandt det koldt og 
fattigt ! Det kunde kun give ham et svagt Begreb 
om den Kærlighed, som skulde være hans Støtte 



87 

igennem hele Livet. Saa kom Angest og Uro 
tilbage: Trængte han i det hele taget til en 
Støtte, han, der var såa stærk i Kamp og Sorg 
. . . blev hun ikke snarere en Byrde for ham? 
Dette Spørgsmaål besvarede hun med et bestemt : 
Nej ; hun følte " og vidste, at hun havde Mod til 
at gaa ved hans Side og at hjælpe ham i enhver 
alvorsfuld Gerning, at trøste og støtte ham, naar 
han var ulykkelig og tvivlede paa sig selv. 

Hun rev Brevet i Stykker, hun vilde gaa 
til ham, det levende Ord var mere end den 
døde Skrift, skønt hun havde forsøgt at lægge 
sit Hjærte i det ; men før hun gik, vilde hun se 
sine Forældre . . . hiin vidste ikke, om de vilde 
se hende efter det Skridt, hun nu agtede at gøre. 
ed angestfuldt bankende Hjærte traadte hun 
ind til sih Moder, og dog vaklede hendes Be- 
slutning intet Øjeblik. 

« Moder, velsignede Moder, jeg kan ikke gaa 
bort i Dag, uden at Du først har lagt din Arm 
om mig og velsignet mig, giv mig et Kys, som 
Du plejede i gamle Dage; hvem véd, om Du vil 
kysse mig, naar jeg kommer hjem igjen.» 

Moderen begyndte at græde, men slog allige- 
vel begge Arn^e om sit Barn og kyssede hende 
saa kærligt, som da hun var lille og endnu sad 
paa hendes Skød — . Ak, fra Skødet var hun 
voxet for lang Tid siden, og nu var hun i Færd 



88 

med at gøre et Skridt, som hun maaske vilde 
angre hele sit øvrige Liv. 

«Mit velsignede Barn, Gud beskytte og be- 
vare Dig . . . tag «Ham» med Dig paa alle dine 
Veje. Hvad Du end vil gøre, jeg kan ikke holde 
Dig tilbage, dertil er din Vilje for stærk; men 
luk ikke denne Dør for Dig, Du kender din 
Fader, det er efter ham, Du har arvet den haarde 
Vilje. » Saa kyssede hun hende endnu en Gang, 
og Doris frigjorde sig for Moderens Favntag. 

« Vejen er lang til Byen, Barn, tag Vognen. » 

«Nej, Moder, jeg vil ikke køre i Faders 
Vogn, derhen hvor jeg nu agter mig, det vilde 
være mig imod ; tør Du, Moder, saa hils ham fra 
mig, og sig, at jeg trods alt hvad der er sket, 
elsker ham højt, det føler jeg i denne Stund. » 

«Du var hans «Solstraale», Barn, din Kær- 
lighed maa være stor, naar Du kan ofre ham for 
nogen anden i Verden. Doris, min lille Pige, 
gaa ind og kys ham i Dag, hvem véd om han 
nogensinde oftere vil kysse Dig. » 

«Aa, Mor, hvor Du gør mig denne Gang 
tung, og dog kan intet paa Jorden holde mig 
fra ham, nej, intet Moder! Du har Ret, jeg 
vil kysse Fader endnu en Gang, selv om han 
støder mig fra sig,» 

Hun gik ud paa Verandaen, det var hende 
imod, at Rudolph sad ved Faderens Side, og, som 



89 

om han kunde læse hendes Tanke, stod han 
op for at tage Afsked — han skulde rejse hjem 
til sine Forældre og var kun kommen for at sige 
Farvel. 

Da han var gaaet, satte hun sig tæt ind til 
Faderen og lagde sin Haand paa hans Skuldre. 
Først var han ved at springe op og frigøre sig 
for hende, men han tvang sig til Ro og sad stille, 
medens hans Hjærte bankede, som vilde det 
sprænge hans Bryst. 

«Paps, min velsignede Paps, kys mig fri- 
villig og kald mig blot én Gang «din Solstraale.» 
— — — Nej, nej. Du maa ikke komme med 
Bebrejdelser, giv mig et lille Øjeblik din Kærlig- 
hed fuldt ud — ; blot et eneste Øjeblik, jeg trænger 
til den.» 

Det var, som om hans Strube snørede sig 
sammen, som kunde han intet Ord faa frem, men 
Kærligheden var ikke død, den brændte i hans 
Bryst som en fortærende Ild, der ødelagde ham; 
i det Øjeblik var Tanken død, kun Hjærtet levede, 
han trykkede hende fast ind til sig, klappede 
hendes Haand og kyssede hende. 

«Mit Barn, min Solstraale!» 

Hun rev sig løs fra hans Favn og ilede bort 
uden at sé sig om. 

Faderen saa dybt bevæget efter hende; hvad 
betød denne pludselige Ømhed, var hun virkelig 



90 

blødgjort, vilde hun opgive sin vanvittige Plan, 
vilde hiin igen være hans elskede 5arn? Han 
forstbd hende ikke — . 

For første Gang efter lang Tid gik Han ind 
til sin Hustru og fandt hende grædende. 

«Hvad er der sket, hvad betyder alt dette, 
hvorfor kyssede hun mig, og hvorfor græder Du ?» 

«Min kære Mand, jeg frygter det værste, jeg 
er bange for, at vi to gamle nu først rigtig har 
mistet vort Barn.» 

«Du mener, at hun — ». 

«Ja, jeg mener, at hun er gaat til ham, for 
at give ham sit Løfte. » 

«Da er vi skilte ad for Livet, — han Wån 
'ddg aldrig elske hende saa højt, som vi to gjør. » 

«Husk paa din egen Ungdom, Haase; Vilde 
Du 1 dit tyvende Aar have højedes med dine 
Forældres Kærlighed; kunde Du, paa din Faders 
fiefålmg have svigtet mig?» 

« Dette er en hel anden Sag — han er 
Jøde ! » 

«Jeg vil nødig ophidse dig, Haase, men er 
det en Forbrydelse at være Jøde 6g holde sine 
Fædres Tro?» 

«Det er ingien Forbrydelse, som Du ud- 
trykker dig, men en Ulykke for en kristen Pige 
at elske en jøde, det kåh ikke føre til sand 
Lykke. » 



91 

«Er det Lykke at begræde et Liv som spildt 
— at være ene og trøstesløs, mens Hjærtet 
er fuldt af Kærlighed; kalder Du det Lykke, 
Haase ?» 

«Aa, Mor, hvor det er tungt, at ikke en 
Gang vi to kan tale rolig sammen, dit Hjærte 
hænger ved dit Barn, din gamle Mand er enel» 

«Nej, Haase,« svarede hun grædende, «Du 
er ikke ene. Du har en trofast Hustru ved din 
Side, der maa lide dobbelt, fordi hun lider med 
sin Mand og med sit Barn — en Moders Hjærte 
kan aldrig lukkes for Barnets Sorg, hvor højt 
hun end elsker sin Mand.» 

«Ja, det er sandt, jeg føler det, men alligevel 
er Skillerummet kommet; dog Du har Ret, det 
kan ikke være andet. » 

Saa gik han igen ud paa Verandaen, stop- 
pede sin Pibe og tændte den omhyggelig, men 
glemte at ryge den. 



Niende Kapitel. 



Doris trak Sløret tæt for Ansigtet, da hun 
hurtig gik ind til Byen, hun følte ikke at Vejen 
var lang, Fødderne fulgte Tanken, og den ilede 
frem ; hun, der havde ventet saa længe, syntes 
nu, at hun ikke havde et Øjeblik at tabe, hun 
maatte sé ham, hun vilde tale med ham, hun 
vilde trøste og elske ham. 

Da hun stod udenfor hans Dør, betænkte 
hun sig ikke, hun vilde brænde sine Skibe, og 
et raskt Tag i Klokken gjorde et Tilbagetog 
umuligt. Hurtige Skridt besvarede Klokkens 
Kalden, og i næste Øjeblik stod den unge Læge 
foran hende. 

Et Lysglimt af den reneste Glæde og Lykke 
lagde sig over hans alvorsfulde Træk; uvilkaarlig 
bredte han Armene ud imod hende, men kom 
strax til Besindelse; dog, før han kunde trække 
sig tilbage, laa hun ved hans Bryst og græd. 

Han glemte alt, sin faste Beslutning, sine 



93 

Løfter, sin Overbevisning; han følte blot, at den 
Kvinde, han elskede over alt paa Jorden, nu hvi- 
lede ved hans Hjærte, at hun elskede ham og 
tilhørte ham. Saa kom Fornuften igen blandet 
med navnløs Angest. 

»Doris, min elskede, hvad har Du gjort, det 
er imod din Faders Vilje ; den Lykke, dette Øje- 
blik giver mig — den maa Du betale med Sorg 
og Kamp.» 

«Hvad bryder jeg mig om Sorg og Kamp! 
Tror Du ikke, at jeg har været forfulgt af dem 
lige siden Du forlod mig? Og jeg led for to, for 
dig, som lider saa haardt for dine Trosfæller; 
men Du havde dog din Gerning at trøste dig 
med, mens jeg sad ene og led og frygtede, at 
Du skulde misforstaa mig; og jeg havde ikke en 
Gang den Tilfredsstillelse at være noget for mine 
Forældre, jeg gjorde dem kun ulykkelige . . . Nej, 
her er min Plads ved din Side, og her vil jeg 
være med eller imod min Faders Vilje. Aa, Du 
skal sé, hvor jeg skal støtte og hjælpe dig, dine 
Brødre og Søstre skal ogsaa være mine, vi skal 
ikke alene være Mand og Hustru, vi vil være 
gode trofaste Kammerater. 

« Doris, dette er Lykke U 

«Ja, det føler jeg, den bedste, den reneste 
Lykke ! » 

«Men uden din Faders Indvilligelse kan Du 



\ 



94: 

aldrig blive rmn Hustru, j^r vil ikke, at Duiskali 
bygge din Fremtid paa hans Forbandelse. » 

« Faders Sanatykke faar jeg. aldrig^ jeg kenddn 
ham . . . maaske efter* at vi er gifte -^ ikke » før, » 

«Du vilde aldrig faa en glad.Stund' i. dette 
Hus, naar dine Forældre havde forskudt' dig, naar 
Du vidste dem ulykkelige og. ene.» 

«D^t er deres egen- Skyld, jeg vil altid ved- 
blive at elske dem, selv imod deres Vilje. » 

«Du er mindreaarig, før. Du er myndig kan 
Du ikke indgaa nogets Ægteskab imod 'din Faders: 
Vilje. » 

«Det er haarde Virlkaar, Du byder mig -^^ 
kan. Du virkelig undvia&re mig til jeg er myndig, 
saa er din Kærlighed ikke saa stor : som. min. » 

«Tror.Du^ Doris, » sggde hany med saasorg*- 
fuld Klang i Stemmen, at de naade hendes Hjærte 
— «den er saa stor og.dyK at- jeg vilde trodse 
enhver Lidelse for at- spare dig for den mindste 
Sorg eller Anger. ». 

« Din Kærlighed er saa fri for Egoisme, som- 
en jordisk Kærligked kan være; jeg føler, n»in« 
er langt ringere end din. Det varede længe, 
før jeg vidste, at }eg elskede dig; først eftfer at' 
Du havde talt, da Du i bad mig forberede Fader 
paa din Kærlighed, førøt da kom der Klarhed 
i mig. Gid jeg den Gang havde givet- dig 



95. 

mit Ja, saa havde Fa^Jer maas^e taget ejet hele 
mqre rolig, » 

Han saa forundret paa hende^ han. fprstod 
hende ikke. Først lidt efter lidt b\ev det klart for 
ham, at hun. haycje^ taget fejl af hans Ord, og 
nu forstod han becjre det dybe Had, H^se næ- 
rede til ham ; det l^^vde i Sandhed været uhæder- 
lig, om han haycje frit til en Pige^ som ikke 
vidste, han var. Jøde. Men han turde intet sige, 
af Frygt for at. saare hendes Følelser, nu vilde 
han kun nyde det flygtige Øjeblik; han hayde 
hende, han vidste, ikke qm han fik hende at sé 
igen. 

En kort Stund nød de Lykken at være sani- . 
men, saa kom den. første Skygge og bi;edte sig 
over Værelset, hjan sprang op — det var blevet 
sent, og hun maatte være hjemnie før. Aften faldt 
paa. Han bragte hende Hatten og lagde Over- 
stykket om hende, begge var blevne, tavse, saa 
bød han hende Arpen og fulgte hende hjem. 

Hun syntes, hun havde saa uendelig meget 
at sige ham, men der kom intet Ord over hendes 
Læber; han trykkede hendes Arm tæt ind til sig, 
som frygtede han, at nogen skulde. berøve, ham 
hende, og saaledes naacje de «Nizza», 

Han standsede ved BakJcens.Fp^ og. tog hen- 
des. Arm ud af sin og saa længe pag. hendje., s«^ 
tog han hende i sine Arme og kyssejde. hende. 



96 

«Lad mig sige Dig det nu, min Kærlighed 
til Dig kan intet forandre, jeg vil elske Dig til 
mit Livs Ende, — naar jeg ikke af al min 
Kraft kæmper for at faa Dig, saa er det hverken 
Frygt for din Fader eller Frygt for Verdens Dom 
. . . intet, intet paa Jorden vilde hindre mig i 
sikre min Lykke, naar jeg var vis paa, at den 
ogsaa i Længden var din. I Førstningen vil Du 
maaske føle dig lykkelig i dit Ægteskab, som 
Du har betalt med Tabet af dine Forældres Kær- 
lighed, men saa vil Savnet komme lidt efter lidt; 
Du vil ikke en Gang selv mærke, naar det første 
Gang indfinder sig, og saa lægger Verdens Dom 
et lille Lod i Vægtskaalen, og Du vil opdage, at 
den samme Kirke ikke kan indeslutte os begge. 
Imod alle disse Fjender har jeg kun min Kærlig- 
hed at sætte; men kommer den Dag, hvor den 
ikke mere vil være Dig nok, da ville vi begge 
blive grænseløst ulykkelige, det er den Sorg, jeg 
vil spare Dig for . . . Gud velsigne Dig, Barn, 
din Gud er ogsaa min Gud, til Ham vil jeg bede 
for Dig!» 

Hun saa ham fast ind i Øjnene, der var 
næsten et Smil i dem. 

«Du lidet troende, jeg er stærkere, end Du 
aner, jeg har kæmpet før jeg kom til Dig ; nu er 
Kampen forbi, og min Vej ligger aaben for mig, 
jeg siger ikke « Farvel » men «paa Gensyn ».» 



97 

Hun gik op ad Bakken, han stod og saa 
efter hende; hun vendte sig hvert Øjeblik om, 
han blev staaende saa længe, han hunde se en 
Flig af hendes Kjole, saa gik han langsom hjem. 

Paa « Nizza » stod Moderen i Haven, hun 
ventede med Længsel og Angest paa sit Barn. 

«Er Du endelig der, hvor Du er bleven længe 
borte, Fader ser saa stræng og alvorlig ud ; kom 
endelig ind, at han kan se, Du er kommen hjem.» 

«Du vidste jo. Moder, at jeg vilde komme . . . 
Aa, Moder, jeg har talt med ham, jeg har givet 
ham mit Løfte ; nu er jeg mere rolig, jeg vil intet 
skjule, men strax sige Fader hele Sandheden.* 

«Vent til i Morgen, han er ikke mere saa 
stærk, han trænger til en rolig Nat.» 

«Den faar han dog ikke, han maa have Vis- 
hed; saa længe han har Haabet, slaar han intet 
af paa sine Fordringer, alt maa være klart imel- 
lem os, før vi gaa til Hvile i Aften. » 

Saa gik hun ind i Dagligstuen og blev smerte- 
lig berørt af det Syn, der mødte hende. Hendes 
Fader sad i Sophaen træt lænet tilbage, Avisen 
laa urørt foran ham. Blikket var fraværende; der 
var noget trøstesløst over den Skikkelse, som for 
kort Tid siden havde set saa kraftig ud. 

Lidt af hendes stolte Mod sank — — hun 
vilde endnu en Gang forsøge hvad Bønner for- 
maaede ; hun tog stille Hatten af, saa listede hun 

7 • 



98 

sig hen til ham; — han hørte den lette Støj, som 
hendes Klæder frembragte, og spurgte træt : «Er 
hun kommen, Mor?» 

«Her er hun, Paps, her er hun, min ejegode 
Fader, for at bede Dig om din Velsignelse til sin 
Forlovelse. Du maa have set, hvad jeg har lidt 
og kæmpet for at lyde Dig; var Kampea fort- 
sat, saa var jeg bleven brudt; }Qg kunde ikke 
bære det længere, at lade ham være ene, forladt 
i Nødens Stund ; derfor gik jeg ind til ham i Dag, 
og nu er vi knyttede fast sammen for hele Livet, 
jeg kan ikke undvære ham.» 

Han rejste sig: 

«0g det vover Du at sige til mig, dit van- 
artede, ulydige Barn, og Du venter, at jeg skal 
velsigne din Forbindelse med en Jøde, Du ukriste- 
lige Pige. Og han tog imod dit Løfte — aa, ja, 
Du er en rig Pige, Jøder plejer at elske Guld; 
men fik Du sagt ham, at naar han ægter Dig, 
gjør jeg Dig arveløs; ikke en Øre skal han faa 
af mine surt erhvervede Penge — hører Du, ikke 
en Øre.» 

«Du gjør ham Uret, Fader; han kæmpede 
for din Sag langt bedre end Du selv formaar det, 
han var saa ædel og højmodig, han tænkte kun 
paa min Lykke. » 

«0g den bestod formodentlig i at ægte ham, 
jo, jeg kender dem.» 



99 

« Tværtimod, han frygtede for, at jeg ikke i 
Længden kunde undvære mine kære Forældre, og 
det frygter jeg selv; men dette Liv er ikke til at 
udholde. Ser Du, Fader, han har ikke Spor af 
Egoisme, han kæmpede imod mig med al sin 
Kraft. Han vilde ikke modtage Lykken af min 
Haand, fordi han frygtede, at han ikke fuldt ud 
kunde give mig den tilbage; han var bange for, 
at Fortids-Minderne vilde blive mig tunge . . . Og 
Du, Fader, Du skulde nægte din egen lille Pige 
dit Samtykke til et Ægteskab, der — med din 
Indvilligelse — vil bringe mig fuld Lykke — } 
Velsignede Fader, nægt mig det ikke.» 

«Med mit Samtykke bliver Du aldrig hans 
Kone, og Du véd, hvad jeg har svoret, det for- 
andrer jeg ikke. Han faar ikke Lov at sætte 
sine Fødder i mit Hus.» 

«Det er en sørgelig Bestemmelse, Du har 
taget. Du tvinger mig til at være Dig ulydig, 
Du vil nægte mig at modtage min tilkommende 
Mand i mit Barndomshjem. Nu, Du er Herre i dit 
Hus; men. Fader, Du tvinger mig til at forlade 
«Nizza» ; jeg har nøje overvejet hvad jeg gør, jeg 
kan ikke længer blive her — det gjør mig ondt, 
aa, Du véd ikke hvor ondt; det er grusomt, at 
Du har tvunget mig til at gøre et Valg, men 
Du har selv villet det. Jeg forlader dit Hus i 
Morgen. » 

7* ' 



lOO 

Et hjærteskærende Skrig lød bag hende. 

« Moder, Du vil komme til mig, Moder, Du 
vil ikke forlade mig.» 

«Du tager Fejl, naar Du uden Tilladelse har 
forladt dit Barndoms Hjem, saa er Du død for 
dine Forældre, jeg forbyder din Moder at besøge 
Dig. » 

Hans Hustru traadte langsom og tungt hen 
til ham og saa ham fast i Øjnene. 

«Jeg har i hele vor Ægtestand med mit Vi- 
dende og Vilje aldrig gjort Dig imod, Haase, — 
men, ser Du, Barnet der har ikke alene en Fader, 
men ogsaa en Moder; det kan ikke være vor 
Herres Vilje, at en Moder ikke skulde have et 
Ord at sige, naar det gjaldt hendes Barns Vel- 
færd. . . For første Gang sætter jeg min Vilje 
imod din; saa længe der var Haab om, at hun vilde 
give efter, tav jeg stille, nu véd jeg, at hun heller 
vilde lide Døden, end skilles fra ham, som elsker 
hende, og som hun elsker. Før Du vidste, at 
han var Jøde, agtede Du ham og holdt af ham, 
som af en Søn ; hans Tro har ikke forandret hans 
Karakter, Du kan trygt betro ham vort Barn, om 
det end sker med Smerte. Doris skal ikke for- 
lade sine Forældres Hus før hun kan tc^e til hans 
Hjem som hans Hustru. Jeg forlanger ikke meget 
af Dig, jeg véd, at Du ikke fuldt ud vil give 
efter; det er kun din Tilladelse, jeg beder om, 



lOI 

til hendes Ægteskab med Doktor Meyer, saa lover 
jeg Dig til Gengæld, at jeg aldrig vil omgaas 
eller se mit elskede Barn uden dit Samtykke; 
fordrer du, at vi i Fremtiden skal være skilte ad 

— saa i Guds Navn, jeg skal bære det, jeg har 
jo Dig, og hun har sin Mand.» 

Det var underlig at se paa Grosserer Haase, 
imedens hans Kone talte; først var kan ophidset 
og forsøgte at afbryde hende, men saa kom en 
pludselig Slappelse af Musklerne, han formelig 
sank sammen, hans Øjne hang ved hende, og med 
smaa Nik tilkendegav han, at hun havde Ret. 
I det daglige Liv havde han rolig givet hende 
sin Vilje i alle Smaating vedrørende Huset — og 
den, der ikke saa nøje paa Sagen, vilde maaske 
have anset hende for den raadende, men i alle 
alvorlige Sager var han den, der tog Bestemmeler 

— maaske med for liden Hensyntagen til sin 
Hustru, dog uden at han selv var sig det be- 
vidst. 

Disse smaa Nik, som hans Hæderlighed af- 
tvang ham — denne « Given efter » — gjorde ham 
lille i sine egne Øjne, han næsten skammede sig 
for sin Datter. Han havde aldrig tænkt over den 
Sag, han syntes, at han var Enehersker i Fa- 
milien. . . At nu hans godmodige Kone pludselig 
tog sin Del af Styret, som i ethvert Tilfælde 
moralsk tilkom hende, forbløffede ham; men han 



I02 

var alt for ærlig til at gøre Modstand, naar 
hans Hjærte og Forstand tilkendte hende Retten 
— saa var Loven et dødt Ord for ham. Des- 
uden havde hendes Indblanding yæret maade 
holdende og taktfuld, og derfor sagde han med 
et Suk: 

«Saa vidt kan jeg følge Dig, men ikke et 
Skridt længere. En borgerlig Vielse vil her blive 
nødvendig, han kan have Lov til at hente hende 
ved Døren, men ingen af hendes Forældre skal 
følge dem, ene med ham skal hun være i det 
vigtigste Øjeblik i hendes Liv. Gid hun aldrig 
maa komme til at angre, at hun har været os 
ulydig. » 

Da Doris havde faaet en betinget Tilladelse 
af sin Forældre til at ægte Meyer, brast hun i 
Graad; hun maatte bære sin Del af den tunge 
Sorg, som hvilede paa Fars og Mors Skuldre; 
først maatte Sorgen have sin Ret, før et eneste 
Glimt af Lykke kunde naa hendes Hjærte. Hun 
tørrede Taarerne og sagde med saa fast en Stemme, 
som hun kunde raade over: 

'<Tak, Far og Mor, for det I have gjort for 
mig — det er kun Frihed og Sorg i Brudegave, 
men det er jo ikke til Lykke, jeg agter at gaa 
ind; jeg vil hjælpe min Mand at bære hans tunge 
Kampe, at styrke ham og staa ved hans Side, 
hvis endnu større Ulykke skulde ramme hans 



I03 

Trosfæller. Gud har stillet ham saaledes, 

at han kan give hele sin Tid til de syge og fat- 
tige Jøder; for ham er Rigdommen Velsignelse, 
han kan hjælpe dem i Nød, baade med sin Viden- 
skab og med sine Penge. Jeg forlader Eder ikke 
for at gaa til Glans og Herlighed, jeg vil arbejde 
i Ydmyghed . . . og, Far og Mor, eders Barn vil 
komme til at bære en agtet og hædret Mands 
Navn.» Saa gik hun langsomt ud af Værelset, 
Haase greb sin Hustrus Haand for at holde hende 
tilbage, men da Døren lukkede sig efter den bort- 
gangne, stirrede de begge sorgfulde efter hende. 

Da hun kom ind paa sit Værelse, græd hun 
længe og smertelig, saa satte hun sig ned ved 
Skrivebordet for at meddele Meyer hvad der var 
sket. 

«Nu er jeg fri, }eg har ingen Forældre mere! 
Paa hele Jorden har jeg kun Dig; Fader har givet 
sit Samtykke til vort Ægteskab, eller rettere — 
han har givet sin Tilladelse, og fra den Stund, 
jeg tager bort med Dig, min eneste Ven, er 
«Nizzas» Dør lukket for os begge. Jeg beklager 
mig ikke, jeg har gjort mit Valg — tro blot 
ikke, at jeg venter Glæde og udelt Lykke, jeg 
fordrer kun Ret til at dele dine Sorger og dine 
Lidelser, og naar vi er to om at bære dem, vil 
selv den største Modgang blive let for mig. Det 
nytter ikke, at Du vil komme med ædelmodige 



I04 

Indvendinger, jeg vil ingen høre, jeg har valgt 
for hele Livet, og jeg er lykkelig ved mit Valg. 
Livet i mit velsignede Barndomshjem er kun en 
Lidelse for os alle tre, gør saa hurtig, som mulig 
en Ende derpaa.* 

Da hun havde skrevet dette Brev, satte hun 
sig hen til Vinduet og stirrede op imod Himmelen ; 
Maanen kastede sit blege Skær ind til hende, 
den saa saa kold ud, den lyste for den mørke 
Jord uden at varme; men om jordiske Hjærter 
var ved at briste af Sorg eller Lidelser, hvad 
kom det Maanen ved, den gik sin rolige Bane 
alligevel. 

Saa tænkte hun. Jorden, den var ikke mere 
end en Prik i det store Univers, og Gud holdt 
al denne uendelige Myller af Kloder, der vrim- 
lede i Millionvis over og under os, i sin stærke 
Haand; vilde «Han» kaste sit Blik ned paa vor lille 
Jord, og kunde det naa hver enkelt Menneskesjæl, 
der længtes efter «Ham» . . .? Og hvis det ikke 
naade hende i denne Stund, hvis hun maatte 
kæmpe uden Haab, da var hun først rigtig ulykke- 
lig; men hun vidste, at hendes Hovedhaar vare 
talte, at ikke en Spurv faldt til Jorden uden Guds 
Vilje, den Vished skulde være hendes Trøst og 
Støtte, naar hun forlod det fædrene Hjem. 

Hun kunde ikke lægge sig, ikke finde Ro og 
Hvile, saa længe hun hørte de rastløse Skridt over 



I05 

sit Hoved. I gamle Dage pralede hendes Fader 
af, at han blot behøvede at lægge sit Hoved til 
Puden for at sove; nu havde Søvnen forladt 
ham, og hans rastløse Nattevandring holdt hans 
Hustru og Barn vaagne. 



Tiende Kapitel. 



Det var sent. Meyer havde været ude fra 
den tidlige Morgen, han undte sig ingen Hvile; 
en epidemisk Feber var brudt ud i det tæt be- 
folkede Kvarter, hvor de fattige Jøder vare sam- 
menstuvede, den tog til med hver Dag, de fleste 
Huse havde deres Patienter; det var mest gamle 
Folk og Børn, som blev ramte af den, de havde 
de færreste Kræfter at staa imod med. 

De, der endnu ikke vare angrebne af Fe- 
beren, manglede Mod til at udsætte sig for raa 
Overfald, naar de kom udenfor Jødekvarteret, de 
havde ingen Øvrighed til at beskytte dem mod 
Vold og Plyndring; kun naar en og anden af de 
haardt prøvede Mennesker havde begaaet en 
strafbar Handling, da fik de at mærke, at Jøderne 
ogsaa blev fulgte af Lovens strænge Øjne. 

Meyer hjalp og støttede dem med begge 
Hænder, og naar hans egne Midler ikke kunde 
slaa til, gik han om til sine bedre stillede Tros- 



I07 

fæller og bad dem træde hjælpende til. Det var 
med en næsten utrolig Gavmildhed den ene Jøde 
hjalp den anden i denne trange Tid. Naar den 
unge jødiske Læge traadte ind i de smaa fattige 
Huse, blev han altid modtaget med et Smil; 
kunde han ikke hjælpe, saa var han dog rede 
til at trøste, de vare alle hans Brødre og Søstre, 
hans Børn og Venner; de fortalte ham alt, hvad 
der laa dem paa Hjærtet, selv naar de havde 
fejlet. 

Han var kun i sit Hjem om Natten, sine 
Maaltider tog han, hvor Tilfældet bragte ham 
hen. De gamle og Børnene elskede ham især, han 
forstod saa godt at gaa ind paa de gamles Ideer, 
og han kunde saa let bøje sig ned til de smaas 
Tanker. 

Meyer havde ikke længere den aandelige 
Elasticitet, der hjælper at bære selv de tungeste 
Byrder. 

Rudolph var rejst, og skønt han sjelden 
havde Tid til at tale med ham, var den blotte 
Tanke, at de levede i hinandens Nærhed, ham en 
Trøst. Der var kun gaaet en Dag, siden han saa 
Doris, og han vidste, at hendes Vej ved hans 
Side vilde blive fuld af Farer, og skønt han af 
et oprigtigt Hjærte ønskede, at hun vilde følge 
hans eget Raad og lade Fornuften tale — saa 



io8 

følte han dog, at hans Fremtid vilde være øde- 
lagt uden hende. 

Han kom dødtræt hjem efter Dagens Arbejde 
og var lige sunken om paa en Stol, da der blev 
ringet stærkt paa Dørklokken; der blev lukket 
op, og en bleg, fattig udseende Mand traadte ind ; 
han kunde se, hvor anstrængt den unge Læge var, 
og stod undselig og drejede paa sin Hat; det 
var en kristen Mand. 

« Doktoren maa tilgive, men jeg tror. Barnet 
dør; hun der hjemme, sagde, at der var ikke et 
Øjeblik at spilde, og, ser Doktoren — det er 
nu vort eneste, jeg tror ikke. Moderen bærer det 
Tab. » 

Meyer rejste sig med Besvær. 

«Nu kommer jeg, min gode Mand, det er 
vel Halsen, det er galt med?» 

Saa forsynede han sig med de fornødne 
Instrumenter, og lige, da han vilde gaa, saa han 
— det saa længselsfuldt ventede Brev ligge paa 
Bordet; han tog det i Hast, et Øjebliks Fristelse 
til blot at kigge i det kom over ham, men han 
puttede det ulæst i Lommen og fulgte Manden. 

Da han traadte ind i den fattige Stue, saa 
han strax, at her var ikke et Minut at tabe, 
Barnet kunne næppe faa Vejret, det var Strube- 
hoste. I samme Øjeblik, han saa Faren, blev 
hans Ryg rank, hans Øjne klare og hans Haand 



I09 

fast. Han tog Barnet ud af Sengen, og efter de 
nødvendige Forberedelser gjorde han det skæbne- 
svangre Snit, 'og kort efter rakte han Moderen 
det lille Barn, som ikke vilde have undgaaet den 
visse Død, dersom Snittet blot var kommet en 
halv Time senere. 

Der var Angest, der var Graad, og der kom 
Tak til Gud og til hans Sendebud, da Barnet 
laa i sin lille Seng og smilede til Moderen. I 
det Øjeblik saa man et Glimt af Lykke i hans 
Blik, saa faldt han sammen igen og gik kun med 
Møje hjem, og der gik en lille Stund, før han 

formaaede at tage det dyrebare Brev op af 

« 

Lommen. 

«Hun er min, hun er min!» sagde han, da 
Seglet var brudt, hans Haand rystede, og Bog- 
staverne gik i ét for ham, men da han havde 
læst det til Ende, var hans Øjne fulde af Taarer. 

«Jeg tager hende fra Fader og Moder, jeg 
kan ikke andet, for mig er hun Livet; og dog 
staar det smertelig klart for mig, at havde hun 
aldrig set mig, vilde hun være bleven langt lyk- 
keligere; nu faar hun kun Kamp og Sorg, det 
kan selv min grænseløse Kærlighed ikke fri hende 
fra; men om jeg var stærk nok til at ofre mig 
selv, da kunde jeg ikke mere frelse hende, ogsaa 
i hendes Forældres Hus vilde Sorgen naa hende, 
jeg kan kun bringe Ulykke over alle dem, som 



IIO 

elsker mig ... Ja, hun har Ret, i sit gamle 
Hjem er hun ikke længere til Glæde; det er 
bedre, at hun kommer til det ny^; der vil hun 
bringe den Velsignelse, som en elsket Hustru 
kan give. Gud bevare hende! Det er første 
Gang, jeg kan mindes, at min Formue har 
bragt mig Glæde. Om faa Dage skal vort Hjem 
være færdig, naar man blot har Penge og kun 
vil holde sig til det materielle, kan man gøre 
det utrolige — Lykken bringer hun med sig.» 

Saa skrev han et Brev fuld af Kærlighed, 
og den lyste ikke alene over hende, men den 
spredte sig ogsaa over Far og Mor; der fandtes 
ikke et bittert Ord, ikke en ukærlig Tanke, hans 
Hjærte tilgav enhver Uretfærdighed, han kunde 
være højmodig, han ejede jo hende. » 

Doris vilde intet modtage af sin Fader, ikke 
en Gang en Brudekjole, hendes sorte Silkekjole 
passede bedst til det Bryllup, hendes Forældre 
ikke vilde være med til. 

Hendes personlige Udstyr vilde Moderen 
ordne; hun mente, at Doris' Faders Datter intet 
maatte savne, men hun afslog det bestemt. 

Til Faderen saa hun intet, han indelukkede 
sig paa sit Værelse og tog ikke mere til Byen, 
Kontoret blev overladt til Fuldmægtigen. 

Det Liv kunde ingen af dem udholde, saa 



III 

blev Brylluppet bestemt faa Dage efter, at Meyer 
havde faaet hendes Brev. 

Moderen gik hele Dagen med to røde Pletter 
paa Kinderne, og Øjnene havde Feberglød. Doris 
lignede mere et Lig end en Brud, hendes Kuffert 
var i Stilhed afhentet, og nu stod hun iført sin 
sorte Brudedragt og ventede paa Vognen. 

Det var umulig for Fru Haase at sidde 
rolig, hun gik fra Doris til Vinduet og omvendt, 
altid lyttende efter sin Mands Skridt og Vognens 
Komme. Der var den — langsomt kom den 
rullende op ad Bakken. 

Doris sprang op. «Aa, Moder, Fader kom- 
mer ikke, og Døren er laaset. Gud hjælpe mig 
for Bryllupsdag jeg har. Moder, nu gaar jeg 
— — sørg for, at jeg en Gang kan komme 
tilbage til mit Barndomshjem. Tak for al din 
grænseløse Kærlighed imod mig; jeg véd, hvor 
gærne Du fulgte dit eneste Barn til — hun 
standsede pludselig og tilføjede med Besvær: 
til Vielsen. Dog, jeg forstaar Dig saa godt, 
Moder, stakkels Moder, og jeg elsker Dig — om 
mulig — endnu højere, fordi Du bliver hjemme 
hos Fader. Giv mig din Velsignelse med paa 
Vejen; Moder, jeg trænger saa haardt til den.» 
Hun sank paa Knæ ved Moderens Fødder og 
foldede sine Hænder. 

«Baade din Faders og min Velsignelse giver 



112 

jeg Dig, mit elskede Barn, han er den af os, 
der lider mest, det er jeg overbevist om.» Og 
hun rejste Datteren op og trykkede hende til sit 
Hjærte. 

« Farvel, dyrebare, trofaste Moder! Han maa 
ikke vente paa mig. Gid jeg kunde skjule for 
ham al den Sorg og Kvide, jeg bringer med til 
vort nye Hjem.» 

«Gud være med Dig og velsigne Dig, mit 
Barn! Glem aldrig Herren — saa vil han heller 
aldrig glemme Dig!» 

Fru Haase fulgte ikke sin Datter uden for 
Døren — hvor Faderen ikke var, der skulde 
Moderen heller ikke være. 

Men skjult bag det tætte Fortræksgardin 
stod Haase og stirrede efter sit eneste Barn. Da 
hun var steget i Vognen, forekom det ham, som 
om Graven havde lukket sig over hende; han 
skjulte Ansigtet i Hænderne og græd højt som 
et Barn. Saa huskede han paa sin Kone og 
aabnede Døren — hun stod udenfor og ventede. 

Han sagde blot det ene Ord: «Alene!» 

«Nej, ikke alene, vi to gamle har Vorherre, 
og saa, Haase, har vi vort stakkels bedrøvede 
Barn; om vi end ere skilte, har vi hende dog, 
og Du vil — selv i det fjærne — vaage over 
hende og have et Øje med al deres Færden ; rent 
tabe dem, det kan vi ikke, kære gamle Paps. 



113 

Vi begyndte som to; hvor vi to skulle elske 
hinanden. 

Ved Ordet «Paps» gik der en Sitren igennem 
Haase. «Nej, ikke mere Paps, Paps var lykke- 
^^S- ]^y Du har Ret, vi to elske hinanden, det 
har Du vist mig i disse Smertensdage; men vi 
har haft en Solstraale — nu kan det aldrig mere 
blive lyst for os, det bedste for os alle tre var 
— om Du og jeg døde.» 

Hans Hustru turde ikke tænke, langt mindre 
tale om bedre Tider, dog, inderst i hendes Hjærte 
laa Haabet skjult — det blev nok lyst en Gang. 



«^ 



8 



Ellevte Kapitel. 



Solen skinnede og Fuglene sang, men det 
kunde ikke sprede det tunge truende Lufttryk, 
der lig en Blodsky hang over Landet. Det var 
ikke fremmede Fjender, der hærjede Byen med 
Ild og Mord, det var Landets egne Sønner og 
Døtre, som overfaldt deres egne Landsmænd, 
Jøderne, med Haan og Spot, plyndrede deres 
Huse og jog hele Familier i Landflygtighed. Og 
Solen skinnede rolig og mild, som faldt dens 
varmende Straaler over Kærlighed og Velsignelse, 
skønt den oplyste Vanære og Rædsler. 

Men der var ingen, der følte den skrigende 
Modsætning saa dybt som en ung Mand, der 
med faste Skridt forlod Kirken, der laa i Midten 
af Byen, og fra hvis Spir det gyldne Kors — 
Fred over Jorden — lyste i Solen. Han var 
klædt i Ornat og hans Holdning og hele Ydre 
stod i harmonisk Forhold til den højtidelige Dragt, 



k 



115 

som han for første Gang bar, da han den Dag 
var bleven indviet til sit hellige Kald. 

De vilde Raab og Hyl havde naat ham før 
han traadte ud af Kirken, og han ilede frem mod 
Lyden. En dødlignende Bleghed var over hans 
Træk, en stor Smerte laa over hans høje smukke 
Pande, og Øjnene stode fulde af Taarer. 

«Hvad har I Stakler gjort, » tænkte han for- 
tvivlet, «at man saaledes foruretter Eder, og 
hvorfor træder ikke Loven energisk og stræng 
frem for med fuld Kraft at forhindre Skændsels- 
daaden.» 

En Vogn kørte langsomt fra Raadhuset, det 
var Brudeparrets. Meyers Arm laa om hans 
unge Hustrus Liv, og hendes Hoved paa hans 
Skulder, men ingen af dem talte. Smerten havde 
større Magt end Lykken. 

Der hørtes høje Stemmer, som kom nærmere 
og nærmere, og som gik over til Skrig og vilde 
Hyl. Meyer blegnede, Doris trykkede sig tættere 
ind til ham, og Vognen kørte langsommere, 
skønt Kusken forsøgte med Piskeslag at drive 
dem frem. Pøblen trængte sig om Vognen og 
vilde rive Døren op. Pludselig standsede den — 
Linen var skaaret over. 

Meyer kendte^ disse Hyl, der gennemskar 

Luften, klin alt for godt; hvor ofte havde han 

ikke i den senere Tid hørt dem imod sine Tros- 
se 



ii6 

fæller; hidtil var han selv gaaet fri for dem, men 
nu — havde han blot været ene, saa kunde 
han vel nok magte Situationen, men hans unge 
Hustru klyngede sig fast til ham og forhindrede 
ham i at bevæge sig frit. For første Gang følte 
han, at han var bange. 

Han forsøgte at løsne hendes Arme fra sin 
Hals, han vilde frigøre sig for at frelse hende, 
men hun holdt sig fast ved ham. 

Pludselig lød en høj skærende Stemme: «Han 
har bortført en kristen Pige imod hendes Faders 
Vilje, det skal ikke ske, de skal ud af Vognen. » 

« Ja, de skal ud I » raabte Hundreder af Stem- 
mer, og vilde Skrig ledsagede Raabene. 

I et Nu frigjorde han sig og sprang ud paa 
Gaden ; han vilde lukke Vogndøren i, men Pøblen 
forhindrede det. Han kastede et koldt Blik ud 
over den rasende Mængde, skønt alles Øjne vare 
rettede imod ham, da han pludselig saa Doris 
ved sin Side. Først skælvede han, men ved at 
se hendes modige Ro, fik han Kækheden tilbage; 
han hævede sin Stemme saa højt, at alle kunde 
høre ham. 

«Med hvilken Ret vover I at overfalde frede- 
lige Folk? Vi ere tyske Borgere, lige som I, og 
staar under Lovens Beskyttelse. » 

«Han er Jøde, han har stjaalet en kristen 



117 

Pige fra Forældrene, ned med Jøden 1 Loven 
er kun for os Kristne, men ikke for Jøderne!* 

Meyers Arm laa fast om hans Hustrus Liv, 
for at beskytte hende mod deres raa Berørelse, 
men han løftede sit Hoved stolt i Vejret og 
raabte: 

«Ja vist er jeg Jøde, men jeg har ikke stjaalet 
min Hustru fra Forældrene, de have frivillig givet 
mig hende. Min Tro tog jeg i Arv, ligesom I 
tog eders. Naar forfulgte vi Eder? Hvorfor 
forfølger I os? Er Tyskland ikke vort Fødeland 
som eders, og er eders Flag ikke og^aa vort? 
Staa vi ikke i Kampens Stund Side ved Side 
som Brødre for at forsvare vort Land med vort 
Blod? Og dog er vi et stakkels forfulgt Folk, der, 
skønt vi ligesom I Kristne ejer et Fødeland, dog 
er et Folk uden Fædreland.* 

Her blev han afbrudt af et vildt Hyl, det 
var ikke mere muligt at høre et Ord af, hvad 
han sagde. 

Midt under al denne Støj banede en ung 
Præst sig Vej igennem Mængden, han maatte 
bruge Magt for at naa frem. Pludselig standsede 
han lige for Meyer; da han saa Doris ved hans 
Side, blev han meget bleg og maatte støtte sig 
til Lygtepælen. 

Ved Præstens uventede Fremtræden standsede 
de vilde Skrig et Øjeblik, men da han lod til at 



ii8 

blive en passiv Tilskuer, trængte en lurvet Mand 
sig frem, greb Doris ved Armen og raabte: 

«Hun skal tilbage til sin Far, og ned med 
Ransmanden, han er Jøde!» 

Men Manden fik saa voldsomt et Slag, at 
han slap hende og i samme Øjeblik kastede 
Mængden sig over Meyer, der stod med oprejst 
Pande og med et saadant Udtryk af uovervindeligt 
Mod, at de angribende uvilkaarlig slap ham, 
for atter paany at overfalde ham. 

Dette Øjeblik benyttede Præsten til at tage 
Ordet: «Slip ham, vov ikke at røre dem — !» 
raabte han med høj Stemme, — «hvem giver Eder 
Ret til at angribe sagløse Folk! I siger, at han 
er Jøde, og det er sandt; men han har ikke ranet 
sin Brud, hun blev hans Hustru med Forældrenes 
Tilladelse, fordi han er en hæderlig og en almén- 
agtet Mand, jeg kender ham, og jeg ærer og 
elsker ham!» 

«Det har sin Rigtighed !» — raabte en Mand 
fra Klyngen — «jeg kender ham ogsaa; han har 
frelst mit Barn fra Døden, uden at fordre en 
Hvid derfor, men gav os Penge til, for at vi 
kunde købe Medicin til den lille Stakkel. » 

«Jeg kender ham ogsaa I » — «Jeg ogsaa* — 
lød det gennem Mængden — «hvem kender ikke 
den gode Doktor Meyer ?» 



119 

Præsten vedblev, som om ingen Afbrydelse 
havde fundet Sted. 

«For faa Minutter siden blev jeg præsteviet, 
det er første Gang, jeg bærer Ornatet — og jeg 
haaber at bære det til Guds Ære. Min bedste 
Gerning som Præst og Menneske skal være at 
kæmpe imod Antisemiterne; thi Jødeforfølgelsen 
er den sorteste, den afskyeligste Forbrydelse, 
Nutiden kender; den er den største Uretfærdighed 
— fordi den er aldeles ub^rundet. Tro blot 
ikke, at jeg staar her for at hæve Jøderne paa 
de Kristnes Bekostning, det er ikke min Mening, 
de have fuldt op af Fejl, saavel som vi, men 
husk paa, det er ikke for at angribe dem, men 
for at forsvare dem, at jeg nu tager Ordet: 

« Hvorfor forfølger I egentlig Jøderne, er det 
fordi deres Forfædre korsfæstede Jesus ?» 

En Storm af Stemmer raabte: «Ja, ja, de 
korsfæstede Jesus — ned med Jøderne ?» 

« Stille I » tordnede Præsten, «men jeg siger 
nej ! det er ikke Grunden, I korsfæster vor Frelser 
hver Gang I forfølger og mishandler Jøderne. 
Hvad kan Børnene gøre for, hvad deres Forfædre 
forbrød. I kalder Eder Kristne; tror I virkelig 
paa Jesus som Guds Søn, saa vide I ogsaa, at 
han bad til Gud paa Korset: « Herre, forlad dem 
deres Synd; thi de vide ikke, hvad de gøre!» 
Det er hans Bøn, og den bør I handle efter. 



t? 



I20 

Og Gud, vor fælles Gud, siger: «Hævnen er min, 
den hører mig till» I bilder Eder maaske ind, 
at det er for Jesus' Skyld ; dog, I bedrager Eder, 
det er lav Misundelse, der hærjer Eder, simpelt 
Brødnid. Jøderne ere flittige og nøjsomme, de 
ere utrættelige i deres Gerning, sparsommelige 
og maadeholdende, de overskrider sjælden Lovens 
Grænser; naar saa I en drukken Jøde paa Gaden, 
hvor sjælden ser I ham paa Forbryderbænken, 
naar løb han fra Kone og Børn? eller glemte 
sine fattige Brødre? Med Flid benytter han det 
Pund, Gud har givet ham; er det en Forbrydelse? 
I forfølger dem, fordi I synes, de have for meget. 
I glemmer de Tusender af fattige Jøder, der for- 
fulgte og forpinte — næppe formaar at skaffe 
sig og Børnene Brødet. Tro ikke, at eders Gru- 
somhed er Herren behagelig ; stod Jesus her midt 
iblandt os, vilde han sige til Eder: «Gaa, jeg 
kender Eder ikke!» 

En pludselig Tavshed fulgte paa hans Ord, 
han saa sig om i Kredsen og sagde med blød 
Stemme: 

«Jeg har viet mit Liv til Kristus' Gerning, 
og pcia bedre Maade kan jeg ikke tjene ham, 
end at forsvare de forfulgte Jøder. Jesus' Moder 
var født Jødinde, og naar Tidens Fylde kommer, 
vil han samle os alle om sig, naar vi faar én 
Hjord og én Hyrde! 



121 

«Gaa nu hjem i Fred, og husk, vi har ikke 
set hinanden for sidste Gang; hver Gang I gør 
Uret, vil jeg søge Eder op, naar I ere syge og 
ulykkelige, vil jeg være eders Ven, men angriber 
I Jøderne, saa vil jeg, saa sandt hjælpe mig Gud, 
være eders Modstander, om jeg saa stod en 
iblandt tusende. » 

En dødlignende Stilhed indtraadte. De, som 
havde raabt højest og været ivrigst til Forfølgelsen, 
vare de første, som skamfuld forlode Pladsen, og 
snart var Vejen ryddet, og de tre Venner stode 
ene paa Valpladsen. 

Meyer rakte Rudolph dybt bevæget Haanden, 
men Doris klyngede sig til sin Mand og takkede 
Gud for hans Naade, at hun fik Lov til at be- 
holde ham — og hun hviskede med taarefulde 
Øjne til Fætteren: «Naar Nøden er størst — er 
Hjælpen nærmest. » 

Rudolph trykkede kærlig deres Hænder, han 
mægtede ikke at sige et Ord, der var kommet en 
Slappelse over dem efter at Faren var overstaaet, 
som de kun ved Anstrængelse blev Herre over. 

«Jeg staar saa fattig og lille over for Dig, 
Rudolph, jeg kunde intet gøre; fordi jeg er Jøde, 
bleve mine Ord overdøvede, og med Doris ved 
min Side var jeg vaabenløs. 

Uden din kærlige Hjælp stode vi næppe 
her. Og Du, min stakkels lille Hustru, det var 



122 

en smertelig Begyndelse. Nu tør jeg aldrig mere 
gaa ud med Dig, vi komme til at forlade Landet.* 

Før Doris, der var meget medtaget, fik 
svaret, sagde Rudolph: «Det bliver nok lyse Dage 
for os alle, min trofaste Ven og Broder. I Dag 
bliver jeg hos Eder, som et Minde fra Barndoms- 
hjemmet. Der kommer en Vogn, jeg vil standse 
den — og saa køre vi alle tre til eders nye 
Hjem.» 

Som et viljeløst Barn lod Doris sig føre til 
Vognen, og kort efter holdt den udenfor deres Dør. 

Det var et trist Bryllup, saa langt fra hvad 
Doris havde drømt, og skønt de dejligste Blomster 
prydede Brudehuset, forekom det hende dog, 
som om de alle vare duggede af Taarer. Men 
hun skjulte sin Sorg, saa godt hun evnede — 
skønt Meyer ikke havde ventet andet — den, 
der uden Smerte saa let kan skilles i Ufred fra 
sine Forældre — selv om hun følger den Mand, 
hun elsker højst af alle — kan ikke rumme dybe 
Følelser, og Taknemmelighed maa være saare 
ringe udviklet hos en saadan Kvinde. 

Doris følte, at først den Dag, hun kunde 
byde den gamle prøvede Kærlighed velkommen 
i sit nye Hjem, hvor den unge Kærlighed søgte 
at gøre alt saa lyst og smukt for hende, først 
da vilde hun forstaa, at det var et Fremtidshjem 
for hende. 



123 

«Ser Du, Meyer, hvor kær Du end er mig, 
saa vilde jeg kun meget nødig givo hende til én, 
der ikke har Tro tilfælles med min lille Søster; 
men skulde hun ægte nogen, der i hendes Sjæls 
helligste Overbevisning stod hende fjærn, saa 
kunde jeg ikke give hende til en ædlere og bedre 
Mand; thi din Gerning følger Kristi Lære, Du 
viser Kærlighed og Barmhjærtighed imod din Næste 
og din Næste er alle dem, der er syge og sorrig- 
fulde. Og tænker I som jeg, saa vil jeg give 
Eder Kirkens Velsignelse, førend vi i Aften 
skilles, den borgerlige Vielse forekommer mig 
altfor kold og sjælløs. » 

De knælede begge, dybt rørte, og modtog 
Kirkens Velsignelse. 



Tolvte Kapitel. 



Med inderlig Kærlighed søgte Doris at hjælpe 
sin Mand i hans alvorsfulde Gerning, og naar 
han ofte krympede sig ved at lade hende være 
saa længe ene med sin Sorg, trøstede hun ham 
altid med den Forsikring, .at hun tusende Gange 
hellere vilde tilbringe Dagen uden ham, end vide, 
at han ofrede det mindste af det, han ansaa for 
sin Pligt. Og Meyer følte med Taknemmelighed, 
at han nu havde et Hjem i Ordets bedste Be- 
tydning, hvor en elsket Hustru fulgte ham med 
Kærlighed og kun søgte hans Lykke. 

Rudolph kom daglig til dem, han var Binde- 
ledet imellem dem og « Nizza ». Det var ikke glade 
Efterretninger, han bragte; det var tydelig, at de 
gamle sygnede hen uden deres Solstraale. 

I alle disse blandede Følelser var der én, 
der som en nagende Orm pinte Meyer; han 
vidste, at Kvinden sætter det aabenlyse Mod, 
som trodser alt — selv stundum Fornuften — 



125 

meget højt. I Mod stod han ikke tilbage for 
nogen, men at vise det i Gerning ligger ikke 
altid paa Alfarvej, og det Mod, der udfordres til 
at holde sig rolig tilbage, det forstaar de færreste 
— og han var for stolt til at forklare hende 
det. Naar han var alene, trodsede han daglig 
Faren ved at forsvare sine Trosfæller; dog, det 
fortalte han ikke sin Hustru, for at hun ikke 
skulde føle Fryg^, hver Gang han forlod hende. 

Hvor tit saa han ikke hendes sorrigfulde Øjne, 
naar hun trode sig upaaagtet, det var som hans 
Hjærte snøredes sammen og han ikke kunde 
trække Vejret. Han følte, at det Liv, Doris nu 
førte, kunde hun ikke bære i Længden; der 
maatte gøres en Ende paa den Kamp, det koste 
hvad det vilde; han havde Mod til at ofre hende 
sin Stolthed, han vilde udsætte sig for at blive 
misforstaaet og krænket, hellere end at se sin 
elskede Hustru gaa til Grunde. 

Saa besluttede han en Dag at gøre et Forsøg 
hos hendes Fader — om han ikke kunde erobre 
hans Godhed tilbage. Han omtalte ikke sin Be- 
slutning til Doris, ikke en Gang til Rudolph, 
men gik langsomt med et tungt Hjærte ud til 
« Nizza ». Hvor ofte havde han ikke ilet let og 
lykkelig den samme Vej ! 

« Nizza » laa i fuld Solbelysning, alt saa ud 
som i gamle Dage, og dog var alt saa fremmed 



126 

— saa forandret. Han fik Taarer i Øjnene, og 
Skridtene bleve langsommere. Hvor denne Gang 
dog var tung for ham ! 

Han ringede ikke paa Døren, men sprang 
over Hækken til Haven; her haabede han at 
finde Doris' Fader, han plejede altid at sidde 
paa Verandaen og ryge sin Pibe. 

Ved Støjen, som Springet foraarsagede, saa 
Haase op, de blege indfaldne Kinder fik Farve; 
han forsøgte at rejse sig, men det lykkedes ham 
ikke, og hans tidligere Bleghed vendte tilbage. 

Uden at give ham Tid til at sige et Ord, 
slyngede Meyer Armene om ham og sagde dybt 
bevæget : 

« Fader, her er jeg, vi kunne ikke undvære 
Dig længere, Doris sygner hen, vor Glæde og 
Lykke bor her hos Dig; har vi syndet imod 
Dig, saa forlad os vor Synd og tilgiv os, ellers 
g^r vi alle til Grunde, Du selv og Moder med; 
frels os alle, og bliv igen den gamle velsignede 
Paps. Ser Du, Fader, det er jo kun mig, der 
er Jøde, Doris vil altid holde sin Barnetro i Ære 

— som jeg min, og dine Børnebørn blive døbte 
i deres Moders Tro.» 

Haase begyndte at græde, men han stødte 
ikke Svigersønnen bort; han havde selv lidt saa 
meget, at han havde tabt Modstandskraften, og 
hans Kones udtærede Skikkelse, der tavs og 



127 

kærlig syslede om ham, var ham en daglig Be- 
brejdelse. Pludselig standsede Graaden, og han 
sagde med noget af den gamle Energi: 

« Hvorfor bedrog Du mig, hvor turde Du fri 
til mit Barn, uden at sige os, at Du var Jøde?» 

«Kære Fader, jeg har aldrig frit til Doris, 
det giver jeg Dig mit Æresord paa. Hun tog 
Fejl, jeg vilde kun bede hende fortælle Dig, at 
jeg hørte til den Nation, som Du hader, da din 
Hustru kom med Frokost til mig og afbrød mine 
Ord — det var Grunden til Doris' Fejltagelse. » 

Der gik et Lysskær over Haases Ansigt, og 
hans Øjne, som næsten havde været udtryksløse, 
fik Glans. Nu var der kommet formildende 
Omstændigheder til en Forsoning, som han med 
Begærlighed greb, og han lod Naade gaa for Ret 
— han vilde hellere end gærne tilgive, — naar 
det skete uden Ydmygelse fra hans Side. 

I det samme traadte Fru Haase ud, hun 
havde genkendt Meyers Stemme. Hun saa først 
paa sin Ægtefælle, og da hun havde læst i hans 
Øjne, favnede hun sin Svigersøn og sagde be- 
væget: « Hvorfor er Doris ikke med?» 

«Jeg vilde forsøge at bringe hende Lykke 
og Fred — , en Skuffelse vilde knuse hende — 
derfor skjulte jeg min Gang til « Nizza* for hende. » 

«Tag Vognen, Meyer, og bring hende hurtig 



128 



herud, » sagde Haase og rejste sig med sin gamle 
Kraft, han følte sig som genfødt. 

Men hans Hustru lagde Armene om hans 
Hals og saa ham kærlig i Øjnene: «Det varer 
for længe, Haase, det er ikke værdt at holde paa 
tomme Former — naar den gamle Kærlighed bor 
i Hjærterne; lad Vognen komme for Døren, vi 
følge begge med Meyer for at favne vor Solstraale 
i hendes nye Hjem.» 

Doris sad ved Vinduet og stirrede ud. Mid- 
dagsbordet stod dækket, hun ventede paa sin 
Mand, men han blev i Dag usædvanlig længe 
borte. 

Hendes Skrivebord stod for Pillen imellem 
Vinduerne, hun rejste sig og tog Forældrenes 
Portræt fra Bordet, dem saa hun paa saa mange 
Gange om Dagen, og altid med Taarer i Øjnene. 

«Kære, kære Gamle, saaledes ser I ikke 
mere ud, I længes dog efter eders Solstraale — 
skønt hun har gjort Eder Sorg. I to kan ikke 
undvære mig — uden, som jeg, at føle Smerte.* 

Med Portrætterne i Haanden faldt hun i 
Tanker, hun hørte ikke Vognens Raslen hen ad 
Stenbroen — hun saa ikke, at Døren blev aabnet, 
men hun hørte pludselig en graadkvalt Stemme 
hviske: «Doris, min lille Doris !» 

«Paps, min velsignede Paps.» 

Fru Haase holdt sig tilbage — hvor gæme 



129 

hun end havde stormet frem, men Paps skulde 
have det første Kys. 

Det blev en Dag fuld af ublandet Glæde — 
nu først havde deres Hjem faaet Lys og Varme. 

Da Aftenen kom, kom ogsaa Rudolph, men 
for ham var Overraskelsen ikke saa stor som for 
Doris; han havde Skridt for Skridt lagt Sten til 
Bygningen, og derfor blev hans Glæde stor ved 
at se Doris sidde paa Paps' Knæ, med begge 
Arme om hans Hals og Hovedet paa hans Skulder. 

Men fra denne Dag ophørte Haase at være 
Antisemit, og Rudolph og han arbejdede ihærdig 
for at faa den umenneskelige Forfølgelse til at 
standse; det blev deres Livssag — skønt Resul- 
tatet af deres Anstrængelse kun var ringe. 

«Lad os stifte en Forening til Beskyttelse for 
Jøderne, » sagde Haase, «jeg giver min hele For- 
mue til dem — og Gud vil hjælpe os. Du véd 
Rudolph, at selv paa den længste Nat — følger 
Dag, og Retfærdighed for Jøderne kan ikke være 
fjærn. » 



i^ 



EN PEBERSVEND. 



9' 



rlvor Tanken er rejsefærdig paa det mindste 
Vink, den mindste Hentydning, dér behøves kun 
en Bagatel, Duften af en eller anden Blomst, 
Synet af denne eller hin Fugl, strax griber den 
Vandrestaven og iler tyve, tredive, ja mange, 
mange Aar tilbage i Tiden og fremtryller bleg- 
nede næsten udslettede Minder, giver dem frisk 
Farve, nyt Liv. 

Jeg traadte en Dag ind i min Mands Studere- 
værelse for at sige Farvel til ham, da jeg havde 
i Sinde at aflægge Besøg hos nogle af vore 
Venner. 

«Nej, se!» udbrød han smilende. « Fruen 
skal nok paa Visit, siden Fløjelsstykket er kom- 
met paa.» 

«Ja, Vejret er saa lokkende, min Ven, » sagde 
jeg ligesom undskyldende, «og Du véd, at vi længe 
har skyldt vore Venner et Besøg; men Du lader 
mig jo altid i Stikken og vælter hele Byrden 
over paa mine svage Skuldre. » 



134 

«Og det gør jeg med en rolig Samvittighed,* 
lo min Mand ondskabsfuldt; «den Slags Byrder 
bærer I Damer med saadan en rørende Taal- 
modighed. Naa, gaa saa, Barn; jo før Du §aar, 
jo før har jeg Dig tilbage. » 

«Og det glæder Du Dig rigtig til, ikke 
sandt? Nej, jeg kender for godt mine Rivaler, 
dine elskede Bøger. » 

Han truede ad mig, og jeg skyndte mig 
bort for lidt efter at ringe paa Postmesterens Dør. 

Fruen var hjemme, saa jeg fik mig en længere 
Passiar, end jeg egentlig havde ønsket, og takkede 
Gud, da jeg endelig slap over til Justitsraadens, 
skønt det var at komme af Asken i Ilden; her 
sad de nemlig ved Kaffebordet, og jeg maatte 
for enhver Pris drikke med. 

I et Nu havde man revet Hatten og det 
omtalte Stykke af mig, puffet mig hen i Sofaen, 
og her sad jeg forunderlig fraværende og bedøvet. 

Hvad gik der dog ad mig? Hvad var det, 
der pludselig berøvede mig hele Indtrykket af 
min Omgivelse og med usynlig Magt flyttede 
mig mange Aar tilbage i Tiden? 

Kun en let Duft af Roser og Lavendler, der 
slog mig i Møde fra det hyggelige Kaffebord. 

Jeg forsøgte at tage mig sammen; det nyt- 
tede ikke; Stemmerne summede mig om Ørene, 
men lidt efter lidt løde de fjærnere og fjærnere; 



135 

jeg var langt borte og sad ved et andet Kaffe- 
bord hos Moster Trine i Saxkøbing; en ung 
Student stod bøjet over mig og hviskede mig i 
Øret: 

« Bager Du saadanne Kringler, naar vi flytte 
til min Præstegaard, Kathrine?* Han rakte mig 
en Bakke med friskbagte Kringler. 

Det var min Mand, den Gang en livsglad, 
haabefuld Rus. 

«Men hvad gaar der dog ad Dem, kærel 
De har jo ikke rørt Deres Kaffe, » raabte Justits- 
raadinden mig i Øret; det hjalp ikke, jeg var og 
blev fraværende under hele mit Besøg: jeg var i 
Saxkøbing. — 

«Hvad skriver vi i Dag?» raabte min Mand 
forbavset, da jeg traadte ind. «Er Postmesterens 
Kone bleven syg, Justitsraadinden død og Birke- 
dommerens Kone begravet, siden Du allerede 
kommer tilbage ?» 

Jeg fortalte ham, hvorledes det var gaaet 
mig, og han forsikrede, den Slags Anfægtelser 
kendte Mændene ikke, det laa udenfor deres 
Rækkevidde; det var kun Damerne givet at tabe 
Hovedet blot ved Duften af lidt Roser og La- 
vendler. 

Jeg gik gnaven bort og tænkte saa ikke mer 
paa den Ting. Men nogle Dage efter, jeg sad 



og broderede ved Vinduet, kom min Mand plud- 
selig ind med Brillerne skudte op paa Panden. 

Saa var han rystet ud af sine gamle Folder, 
vidste jeg. 

Han kastede sig i Gyngestolen lige over for 
mig, gyngede lidt frem og tilbage, saa hjælpeløs 
og forlegen paa mig og sagde saa pludselig spag: 

«Hør, Kathrine ...» standsede, saa ned 
paa Støvlesnuderne, pillede en Traad af sit Ærme 
og vedblev: 

«Du husker nok, hvad Du forleden fortalte 
mig om Duften, Du véd nok?» 

«Aa, jo,» svarede jeg lidt stødt. «Du lo 
ad mig og mente, kun Damer havde den Slags 
Anfægtelser. » 

«Saa, mente jeg det? Hml — Naa, jeg 
skal sige Dig, jeg sad før og skrev paa min Tale 
til paa Søndag, da Karl med et kommer ind og 
lægger denne foran mig paa Bordet. » 

«Se, Fader !» raaber han; « den plukkede jeg 
ude i Skoven. » 

Min Mand rakte mig en lille vild Blomst. 

«Jeg kender den ikke,» sagde jeg lidt mut. 

«Nej, det tror jeg nok!» udbrød han til- 
freds; «den er meget sjælden her i Landet; det 
er først anden Gang, jeg ser et levende Exemplar 
af den. Men hør nu videre: 

I samme Nu, Karl lægger den paa Bordet 



137 

foran mig, forsvinder Præst^aarden for mig, og 
jeg finder mig siddende i mit lille Værelse paa 
Regensen; foran mig staar min livsglade Kon- 
tubernal, Student Frederiksen, med sin aabne 
Botaniserkasse rakt hen imod mig. 

«Du maa have dem alle, kun ikke denne, » 
siger han og viser mig en lille Blomst, der ligger 
i hans flade Haand. 

Jeg vil gribe efter den, og, idet han hurtig 
trækker Haanden til sig, støder han til Bedste- 
moders gamle Ur, der staar paa Kommoden. Det 
styrter ned med et Brag og gaar i Stumper og 
Stykker. 

Det var, som gik et Stik gennem mit Hjærte ; 
for jeg havde sammenflettet Dig og Uret i min 
Tanke, jeg véd ikke selv, hvorledes, og nu 
frygtede jeg. Du vilde dø, eller det, som værre 
var, svigte mig. 

Ser du, Kathrine, det var netop et Exemplar 
af denne Blomst, han holdt i Haanden ... Ja, 
nu forstaar jeg din Røgelseduft fra forleden; j^ 
er ikke i Stand til at fortsætte mit Arbejde. » 

«Naa, saa kender I Mænd dog til den Slags 
Anfægtelser,* sagde jeg ondskabsfuld. «Er du 
saa bleven troende, du gamle Tvivler?« — Jeg 
ruskede ham lidt i Skulderen, men gemte Blomsten 
i Skuffen ved min Brudekrans. 



138 

Næppe fjorten Dage efter denne lille Til- 
dragelse sad jeg nede i Haven; der var saa svalt 
og skyggefuldt i Syrenlysthuset. 

Sytøjet var gledet ned i Skødet, mit Blik 
fulgte Solstraalerne, som legede med Blomster og 
Blade; det var et smukt Syn. 

En let Vind dryssede hvide og lila Syrener 
ned paa Bordet foran mig; en Bogfinke med sit 
brede, røde Bryst hoppede frygtløs paa Jorden 
lige ved min Fod, og det faldt mig ind, at Han- 
nerne blandt Fuglene mærkelig nok ere de smuk- 
keste. 

Jeg lod Paafugle, Finker, Høns, selv Graa- 
spurve passere Revue i min Tanke, og Hannerne 
vandt Sejer, ja, de maatte her kaldes det smukke 
Køn. 

Under lignende løse, ledige Tanker blev Sol- 
straalerne modigere og begyndte at nærme sig 
mit svale Skjulested. Skyggen svandt mer og 
mer, Varmen blev paatrængende og bragte mig 
i den Tilstand, vi meget ubilligt kalde tankeløs; 
thi et Menneske i vaagen Tilstand er aldrig uden 
Tanke. Jeg tænkte ogsaa, men vagt og ubestemt ; 
Billederne formede sig i en forunderlig mat og 
fjærn Belysning; det var en Slags dolce farniente, 
min Sjæl overgav sig til, en slap Vellyst, hvor 
Tanken kun var oppe med halv Damp. 

Jeg véd ikke, hvor længe jeg havde siddet. 



139 

saaledes, da min Opmærksomhed blev vakt ved 
Grusets Knirken i Gangen. 

Jeg saa op, min ældste Datter, Marie, kom 
gaaende paa sin rolige, sindige Maade. Hun 
havde aldrig Hastværk, om saa hele Præstegaarden 
var i travl Virksomhed; men vejede man hendes 
Gerning, havde hun, trods denne Ro, ja, maaske 
netop paa Grund af den, virket mer end nogen 
af os andre med al vor Travlhed. 

Mit Blik hvilede med moderlig Stolthed paa 
den ungdomsfriske Skikkelse. Ja, Ungdommen 
er fortryllende, det føler bedst vi, der ere paa 
Retour. 

Nu var Marie kommen lige hen til mig. 
Hvor hun lignede Søster Lotte! Naturligvis, da 
denne var i hendes Alder. 

Det gyldenblonde Haar, den hvide Hud, og 
de store violblaa Øjne med deres rolige, frimodige 
Udtryk, ja, om det saa var den dybe, velklin- 
gende Stemme. 

»Musiklæreren er kommen, Moder. Skal vi 
begynde at spille.^* 

« Musiklæreren !» Blodet steg mig til Hovedet; 
Musiklæreren og Tante Lotte — denne Sammen- 
stilling lod min Tanke i et Nu gribe Vandre- 
staven og slaa en Streg over tredive Aar, der 
var gaaede i Sorg og Glæde; jeg var atter i 
København hos mine Forældre; jeg sad ved det 



I40 

gamle Spillebord og skrev paa en dansk Stil. 
Moder syde ved det ene Vindue, Lotte, den 
omtalte Søster, sad ved det andet og broderede 
paa Betrækket til en Skammel. Det forestillede 
en Kat, der leger med sine Killinger, og jeg 
ærgrede mig altid, fordi Katten holdt Poten løftet 
til Slag, som dog aldrig faldt. 

Saa langt havde min Tanke ført mig tilbage 
i Fortiden, da Marie med en lidt forundret Klang 
i Stemmen gentog: 

« Musiklæreren er kommen. Moder! Du hørte 
det maaske ikke?» 

«Jo, begynd blot at spille, Barn,» svarede 
jeg lidt gnaven; men saa faldt mit Blik paa 
hendes søde, forundrede Ansigt, og jeg tilføjede 
mildere, i det jeg streg Haanden kærtegnende 
over det smukke, gyldne Haar: 

«Hvor Du dog ligner Tante Lotte I » 

« Tante Lotte ?» spurgte hun endnu mer for- 
bavset, og en let Rødme for over hendes Træk. 
«Hun er saa gammel og saa tyk,» tilføjede hun 
sagte og slog Øjnene ned. 

Jeg maatte le: 

«Ja, nu, mit Barn. Men hun har ogsaa en 
Gang været ung, og ^u ser netop ud, som hun 
i din Alder. Der kommer en Tid, hvor Du 
bliver ligesaa gammel og rimeligvis ligesaa tyk. 
Naa, se ikke saa forskrækket ud; Tiden er Herre, 



141 

og vi dens ydmyge Slaver. Gaa nu op og spil, 
Barn; i Dag følger jeg ikke med.» 

Marie gik lidt langsommere, end da hun 
kom. Det var vist Tanken paa den slemme Tid, 
der truede hendes Ungdom og derfor lagde sig 
tyngende paa hendes Gang. 

Men min Tanke fløj tilbage til Barndommen, 
jeg tog atter fat paa min danske Stil. 

«Det ringer !» sagde i det samme Lotte. 

«Det er vist Musiklæreren. » Moder løftede 
Øjnene et Minut fra sit Arbejde. 

En let Banken paa Døren lod sig høre, og 
Hr. Prangel traadte ind. 

Han var just ingen Adonis, med sin høje, 
magre Skikkelse, der ludede lidt for over. Ansigtet 
var langt. Kindbenene stærkt udstaaende. Hud- 
farven gulbleg og Haaret tyndt og lidt rødagtigt ; 
men Øjnene var milde og dybe, bundløse, som 
man kalder det i Romaner, og det Udtryk pas- 
sede godt til deres ubestemte Farve. Jeg fik 
aldrig Vished, om de vare blaa eller sorte; naar 
jeg var mest overbevist om, de vare sorte, er- 
klærede Moder, de vare blaa, og den ondskabs- 
fulde Lotte, de vare røde, skønt hun burde vide 
det bedst, for paa henck hvilede de oftest og 
længst. 

Hr. Prangel havde ogsaa været Lottes Lærer, 
til hun blev konfirmeret; saa fik hun en finere. 



142 

der tog fire Kroner for Timen, gav hende et 
Kvarter og ikke lærte hende det halve af det, 
hun havde lært hos Prangel. 

Han bukkede høflig, først for Moder, der 
besvarede hans Hilsen med et venligt: « Goddag, 
Hr. Prangel !» saa for Lottes Ryg med et af 
disse Blik, der gjorde mig saa tvivlsom, fordi 
jeg syntes, de sagde noget, jeg forstod, men 
dog ikke kunde forklare, og derfor ærgrede de 
mig; men Lotte ærgrede mig dog mer, med sin 
evige Kulde lige over for Prangel. Jeg maatte 
tænke paa «Jomfruen» med sin evige Sne, skønt 
der ellers var Fut nok i hende, især naar Fætter 
Kristian kom. 

Lotte maatte have en Følelse af, at Prangel 
hilste paa hende; hun bevægede Hovedet let, og 
jeg saa en dyb Rødme farve hendes Nakke ; hun 
glemte aldrig Hals og Nakke, naar hun rødmede. 

Jeg aabnede Instrumentet, og Moder sagde: 

«De maa undskylde, at vi har glemt at lade 
Instrumentet stemme, Hr. Prangel. Her har jo 
været lidt Forstyrrelse paa Grund af min ældste 
Datters Forlovelse. » 

I det samme tabte Lotte sin Sax, og Prangel 
stødte til den store Mappe, hvori jeg gemte mine 
Noder; den faldt støjende paa Gulvet og spredte 
sit Indhold rundt om. 

Jeg rejste mig for at tage dem op; han 



143 

havde allerede bøjet sig i samme Hensigt, men 
hans Hænder rystede, saa Forsøget fuldkomment 
mislykkedes, og jeg gik af med Sejren. 

«Er De sygf» raabte jeg forskrækket over 
hans Bleghed ; han svarede intet, og jeg begyndte 
at spille. 

Nu aabnede Fader Døren og raabte: 

«Faar jeg snart min Kaffe, Børn! Bonjour, 
Hr. Prangel.» 

Lotte rejste sig og gik ind i Spisestuen for 
at ordne Kaffebordet, og da hun lidt efter igen 
viste sig og gav Moder et Vink, der skulde sige, 
Kaffen var færdig, sagde denne til Prangel: 

«Nu kan De have godt af at hvile Dem lidt 
og drikke Kaffe med.» 

Og vi satte os alle til Bordet, mens Lotte 
serverede den brune Nektar, der med sin be- 
hagelige Duft og hjemlige Hygge aabner vore 
Hjærter og gør os meddelsomme. 

Hr. Prangel kom til at sande dette; han var 
af Naturen en meget tavs og tilbageholdende 
Mand; men Kaffen, Moders milde, deltagende 
Blik, maaske ogsaa noget inde i ham selv sprængte 
hans ellers saa vellukkede Hjærtedør og fik ham, 
til min store Forundring, til at tale mere for- 
trolig med os fremmede Mennesker, end han 
maaske nogen Sinde havde talt med sine egne, 
mens han havde dem. - 



144 

«Véd De, hvad jeg ofte har undret mig 
overf» sagde Moder pludselig og lod sit Blik 
deltagende hvile paa hans bøjede Skikkelse. «At 
De, som har saa gode Indtægter, ikke gifter 
Dem, i Stedet for at føre saa trist og ensomt 
et Liv.» 

« Gifte mig?» spurgte han lidt ironisk efter 
en Pavse. «Naar alle giftede sig, blev der jo 
ingen gamle Jomfruer og Pebersvende at more 
sig over, og hvem skulde saa tage den Gerning 
op, gifte Folk maa lade ligge ?» 

«De vil vel ikke fortælle mig, det er for at 
tage den op. De bliver ugift ?» spurgte Moder 
tvivlende. 

«Paa ingen Maade! Der er ikke mindste 
Spor af en Filantrop hos mig. Jeg er fra Top 
til Taa et Hverdagsmenneske, saa lille, at jeg 
kun forstaar at lide, ikke at kæmpe. » 

«Men saa bør De netop gifte Dem!» sagde 
Moder overbevisende. «Der vil komme en Tid, 
da De vil angre ikke at have gjort det. Stol 
paa mit Ord; jeg har set saa mangt og saa 
meget i mit Liv.» 

«Det er nu en Gang min faste Beslutning 
at hylde den ugifte Stand. Jeg har naturligvis 
af og til Anfægtelser i den Retning; men det 
ender dog altid med, at jeg fremdeles bliver 



145 

Pebersvend, fordi ... nu fordi jeg, som saa 
mange andre, har min lille Historie. » 

« Deres lille Historie!* Moder satte sig til 
rette paa Stolen. Prangel tog en Mundfuld 
Kaffe og sagde derpaa mildt afvisende: 

«Ja, uden al Interesse for andre. » 

Moder saa lidt skuffet ud, og Lotte kastede 
et halv medlidende, halv trodsigt Blik til ham. 

«Nej, jeg gifter mig aldrig I » 

« Aldrig 1 De er for ung til. at gøre et saa- 
dant Løfte. » 

Moder rystede misbilligende paa Hovedet. 

«Det har jeg ofte sagt mig selv, kære Fru 
Berg; men hvad nytter det; en elleskudt kommer 
aldrig i Havn. Man hører jo nok tale om For- 
nuftgiftermaal, og af og til faar jeg mig selv til 
at tro, det maaske var klogt at slaa ind paa den 
Vej. Men det er kun om Dagen, naar Solen 
skinner, og der er Fuglesang og Liv rundt om 
mig; om Aftenen derimod, naar jeg gaar hjem 
til mit ensomme Kammer og tænker mig et saa- 
dant Fornuftansigt komme mig i Møde og med 
kold Stemme byde mig Godaften, gyser det i 
n^ig; jeg er en varmblodet Enthousiast og intet 
Amfibie, trods mit rolige Ydre; jeg trænger til 
at være under en sydlig Breddegrad, ikke mellem 
Nordpolens Isflager. Alt eller intet er mit Valg- 
sprog. » 

lO 



146 

«De har forandret Dem meget, siden vi først 
lærte Dem at kende, » udbrød Moder forbavset; 
«det er Indflydelsen af det ensomme Liv, De 
lever. » 

Prangel blev blodrød, men strax efter lig- 
bleg, og Lotte spui^e Moder lidt mal-å-propos, 
om hun ønskede mer Kaffe, skønt hendes Kop 
næsten var urørt. 

« Forandret mig har jeg ganske vist; men 
Tiden er heller ikke gaaet let hen over mig; jeg 
maa vel kaldes gammel, trods mine Aar; man 
modnes jo ikke altid efter Aarene, men efter det 
Liv, man fører. 

Det er for Resten smukt af Dem, Fru Berg» 
at vise mig, en fremmed, saa megen Interesse; 
der er ellers kun ét Væsen, der ^iser mig lidt 
Godhed, nemlig min gamle Værtinde, hos hvem 
jeg har bot, siden mit ottende Aar. Hun giver 
mig al den Kærlighed, hendes indtørrede Hjærte 
har at give, og til Gengæld sætter jeg hendes 
Taalmodighed paa en haard Prøve, da hun er 
meget snakkesalig og gærne vil have sig en lille 
Passiar, naar hun om Aftenen bringer mig Teen 
ind, og jeg derimod som oftest ikke er oplagt til 
at høre paa hende. Saa bliver hun for Alvor 
vred og kalder mig en Egoist, en Særling og 
jeg véd ikke hvad.» 

«Ja, Pebersvende er altid mer eller mindre 



147 

egoistiske, » sagde Moder bestemt. ^uDet er netop 
derfor, jeg har imod Standen; og jeg synes. De, 
som kommer i saa mange Huse og ser saa 
megen Kærlighed mellem Mand og Hustru og 
Forældre og Børn, maatte fristes til at gifte 
Dem.» 

Et lille Smil gled over Prangels gustne Træk 
og han svarede ikke uden et fint Anstrøg af 
Satire : 

«Jeg maa med Skam tilstaa, at Fristelsen 
ofte drager mig over paa den modsatte Side. 
Jeg kommer, som De meget rigtig bemærker, i 
mange Huse og ser meget, ja, meget mer end 
man burde lade mig se. Er jeg én Gang om 
Ugen saa heldig at komme i et Hus som dette, 
hvor Medlemmerne synes at elske og, det være 
sagt med Eftertryk, agte hverandre, saa kommer 
jeg maaske Resten af Ugen i Huse, hvor Ægte- 
folkene leve i Uenighed, medens Børnene ind- 
byrdes kives og ere ubeskedne og ulydige mod 
deres Forældre. 

Naa, er et saadant Hus det sidste, j^ har 
været i, maa jeg tilstaa, jeg vender hjem til mit 
Kammer med let Sind, tager Trappen i nogle 
Spring, medens min Værtinde, som kender min 
Maade at komme hjem paa, aabner Døren og 
siger: 

«Se, det maa j^ lide! De fløjter formelig.* 

lO* 



148 

Og den Aften faar naturligvis hendes Passiar 
ingen Ende. Jeg lader hende taalmodig sluse ud 
med alle sine gamle kendte Historier. Hun 
spiller paa sin Fløjte, jeg paa min: 

«Jeg er fril» jubler det i mig. « Der er ingen 
Kone, der fordrer Umuligheder af mig; ingen 
Børn, der ser surt til mig, fordi jeg ikke vil gøre 
dem til Pyntedukker og Modejunkere og mig 
selv til en Bedrager. Og paa den anden Side 
— kender jeg mig selv? Vilde jeg maaske blive 
en Tyran, et hjærteløst Uhyre som han, der i 
Dag stod bandende og skældende lige over for 
den lille frygtsomme Kone? 

Hun saa ud som lutter Mangel og Sult, 
mens han bugnede af indbildt Storhed og Vel- 
levnet. 

Her lever Du i uforstyrret Ro ; der er ingen, 
Du kan gøre Uret imod, og ingen kan gøre Dig 
Uret. Lykkelige Mand, Værelset er ditU 

Prangel kastede et triumferende Blik rundt 
paa os alle; men længst hvilede det paa Lotte, 
der saa ud som en Svane, rustet til Kamp. Saa 
sænkede han atter Blikket og rystede sørgmodig 
paa Hovedet. 

«Ja, paa saadan en Aften er jeg Sejerherrel 
Men har jeg sidst været i et Hus som dette, » 
han saa sig om i det hyggelige Værelse, «saa 
vender Bladet sig; jeg samler ethvert lille Træk 



149 

af Omtanke og Kærlighed, som jeg bliver Vidne 
til; intet gaar ubemærket forbi mig, om det saa 
er Solstraalerne der henne i Vinduet, der falde 
varmende over Blomsterne, som en omhyggelig , 
Haand har drejet netop saaledes, at de maa 
skinne paa Knopperne og udfolde dem. 

Jeg forstaar det mindste Vink, intet er spildt 
paa mig: Lænestolen" henne i Krogen, der er 
trukken paa skraa, saa at Fader ikke generes af de 
samme Solstraaler, naar han hviler efter Middagen ; 
det lille Bord med Tobakskassen, der er sat ikke 
for nær og ikke for fjærnt, men akkurat saa han 
uden Besvær kan naa den^ naar han vil stoppe 
sin Pibe. 

Skamlen under Moders Sybord og Trøsteren, 
der er bunden saa højt, at hendes Hoved kan 
ligge behageligt paa den . . . Jeg ser det alt til 
Sorg og Glæde for mig selv. Saa gaar jeg hjem 
langsomt, træt, udmattet. Jeg ringer paa Klokken, 
endelig lukker min Værtinde op og siger med 
et surt Ansigt: 

«Naa, har De nu igen spist Faarekyllinger 
den hele Dag?» 

«Lad det være godt, det forstaar De Dem 
ikke paa,» svarer jeg og gaar ind i min triste 
Hule. Jeg tænder ikke Lys, hvad skulde jeg 
med det! Det spreder Tankerne, og jeg vil 
samle mine. Jeg tager alle disse Smaatræk frem, 



150 

der siger saa meget til den, der savner og længes, 
danner en Tonestige af dem og spiller de for- 
underligste Melodier; jeg er Midtpunktet i dem 
alle, hver Tone drejer sig om mig, jeg vil strax 
gifte mig, men . . . med den jeg elsker.. 

Han lod Haanden glide over Panden, som 
smertede den ham: «Her er Bommen! Jeg er 
igen ene i mit mørke Værelse. 

«Lys!» raaber jeg til min Værtinde, og saa 
hamrer jeg løs paa mit ulykkelige Klaver, mens 
Beboerne oppe og nede og paa Siden af mig 
sende Bud, at Klokken er et, om de maa faa 
Lov at sove.» 

Moder rystede paa Hovedet og saa med 
inderlig Medynk paa den unge Mand, og Lotte 
— jeg tror endnu den Dag i Dag, hun havde 
Taarer i Øjnene. 

«En Gang i forrige Uge,» vedblev han, uden 
at se hverken til den ene eller anden af dem, 
«kom jeg rigtig lykkelig hjem; ja, nu faar De 
virkelig Grund til at kalde mig en Egoist, kære 
Fru Berg; men Sandheden maa frem; en lille 
Stump Lykke drev sit Spil inden i mig; j^ 
havde nemlig faaet Bugt med en af mine værste 
Elever i et af de ubehageligste Huse, jeg nogen- 
sinde har kendt. Min Værtinde modtog mig 
med aabne Arme, truede ad mig og sagde: 



«Se se, «den tapre Landsoldat », det maa 
jeg lide I » 

Jeg kastede mig rigtig magelig i min Sofa, 
stoppede mig en Pibe og dampede, som kun en 
Pebersvend kan faa Lov at dampe. 

Lidt efter bankede det paa Døren, og ind 
traadte min Barndomsven, Mægler Kopi. 

«Godt du kom!» raabte jeg glad. «Nu skal 
vi have os en fornøjelig Aften. Du bliver natur- 
ligvis og drikker Te med mig; for jeg er i et 
glimrende Lune, og det kan vare længe, før jeg 
bliver det igen.» 

« Uden Tvivl!* svarede han lidt spydig, skønt 
han er det godmodigste Menneske under Solen. 
«Men trods denne fristende Omstændighed, kan 
jeg ikke opfylde dit Ønske; jeg har nemlig lovet 
min Kone og Børnene at drikke Te med dem.» 

Nu har jeg aldrig besøgt ham, siden han 
giftede sig; han ser mig for lykkelig ud, og jeg 
vil ikke lære hans Familie at kende; hvorfor 
skal jeg pine og plage mig selv. 

«Aa, bliv,» sagde jeg; «Du taler jo saa tit 
om, at din Kone er en Engel; bevis det nu, lad 
hende i Aften vente forgæves. Det er sandelig 
ingen stor Prøve at sætte en Engel paa.» 

«Og jeg er vis paa, hendes Taalmodighed 
vilde bestaa den,» svarede han med Overbevis- 
ning. «Men det er imod mit Princip; jeg bryder 



IS2 

ikke mit Ord, selv i Smaating, enten det saa er 
lige over for min Kone eller fremmede. Hvem 
kan vente Ordholdenhed hos et Menneske, der 
ikke en Gang er ordholdende mod sine nærmeste. » 

Vi kæmpede endnu en Tid, til jeg endelig 
vandt Sejer ved at pirre ham med, at han var 
bange for sin Kone. Saa blev han, men paa 
den Betingelse, at jeg skulde følge ham hjem og 
blive staaende paa Trappen, for at være Vidne 
til, hvorledes han blev modtaget af sin Familie. 

Vi tilbragte en rigtig behagelig Aften, op- 
friskede alle vore Barndomsminder fra den Tid, 
da vi bode Dør om Dør, og begges Forældre 
endnu levede. 

Saadanne Aftener tilbringer jeg ikke mange af, 
men Klokken ti rejste han sig og tog sin Hat. 

«Allerede!» spurgte jeg forsagt; det nyttede 
ikke; han vilde gaa, og saa gik vi. 

Alt som han kom nærmere sit Hjem, mær- 
kede jeg, hans Skridt blev hurtigere og hans Tale 
mer afbrudt. 

«Han er dog bange I » tænkte jeg triumferende. 
De onde Instinkter har vi jo nok af. Til sidst 
blev han ganske tavs, og da vi naade Huset og 
kom ind i Gadedøren, sagde han blot: 

«Staa der, nej op i Krogen, stakkels Peber- 
svend ! » 

Jeg krøb op i Krogen med en vis Tvivl. 



153 

Jeg ventede, trods hans urokkelige Tillid, et Lyn, 
et Skrald, et, )eg véd ikke hvad; men næppe 
gav hans Trin Genlyd paa Trappen, før en 
Buldren af smaa Fødder lod sig høre over mit 
Hoved. I det samme blev Døren reven op, og 
friske, glade Bømestemmer raabte: 

«Er det Dig, Fader! Aa, som vi har ventet 
paa Dig. » 

Og der blev en Omfavnen og Kyssen paa 
Trappen, saa jeg trode, de havde revet ham i 
Stykker. 

«Hvor er Moder!* hørte j^ ham sige med 
halvkvalt Stemme. 

«Her, min Ven!» svarede en blid Røst. 
«Jeg kan jo ikke komme til for de smaa. De 
bad om at blive oppe, til Du kom hjem, og nu 
belønner de mig ved at tage det første Kys, som 
jo dog med rette tilkommer mig.» 

Saa hørte jeg et glad Latterkor, Børnene 
buldrede ind. Døren blev smækket i, og jeg stod 
ene tilbage i Mørket.* 

Prangel tørrede sin Pande; han var bleven 
varm af den usædvanlig megen Tale. Moder 
sukkede dybt, og Lotte rejste sig for at lade 
Rullegardinet gaa ned; Solen skinnede lige ind. 

«Men jeg sidder og opholder dem!» sagde 
Prangel paa sin sædvanlige stille Maade, i det 
han rejste sig. «Jeg véd sandelig ikke, hvad 



154 

der er gaaet ad mig; jeg plejer ellers ikke at 
være saa talende. Tilgiv, det kom saadan over 
mig.» — 

Her blev jeg afbrudt i mine Minder ved et 
Hop og en forøget Blomsterregn over mit Hoved. 
Jeg for forskrækket op og saa min sortøjede 
Drengs blussende Ansigt titte frem mellem Grenene. 

tBlev Du bange, Moder? Det var kun mig, 
der trak en Gren ned i Forbispring. » 

I det samme kom min Mand gaaende med 
Piben i Munden og en Bog i Haanden. 

«Hvor Du ser betænksom udl» sagde han 
smilende. 

Jeg rejste mig, lagde begge Arme om hans 
Hals og udbrød med Overbevisning: 

« Lykkelige Mand I » 

Han tog Piben af Munden, saa forbavset 
paa mig: 

«Hvad mener Duf» 

« Lykkelige Mand, at Du ikke er Peber- 
svend I » sagde jeg leende. 




ELLEN 



«uud velsigne Dig, Hans, Du er dog en 
hjærtensgod Dreng I » 

«Snak, Mo'er Inger I Det havde jo Ellen 
gjort, dersom » . . . her fik Drengen Taarer i 
Øjnene. 

«Jeg forstaar Dig,» sagde Mo'er Inger med- 
lidende; «Du véd jo nok, min Dreng: Herren 
gav, Herren tog. Herrens Navn være lovet. » 

«Jo,» svarede Drengen tankefuld, «og dog 
forstaar jeg ikke, hvorfor Mennesket, som vor 
Præst kalder et Guddomsværk, er saa forgænge- 
ligt. Se blot den gamle Herregaard ! Mo'er for- 
talte ofte, den var et Par hundrede Aar gammel, 
og den staar endnu, skønt den kun er Menneske- 
værk, mens Mo'er derimod maatte dø og lade 
mig ene tilbage.« 

«Det var da en sær Tale for en Dreng paa 
fjorten Aar!» udbrød Mo'er Inger betuttet. «Præ- 
sten vil bedre vide at svare derpaa, end jeg. 
Men hvad Gud gør, véd Du, er godt gjort, enten 



IS8 

det er i stort eller smaat; om det tør og kan vi 
Mennesker kun have én Mening og det en god 
en. Vel er det sandt, at Herregaarden kun er 
Menneskeværk; men hvem gav Mennesket Evne 
og Kræfter til at fuldføre det, uden netop han, 
hvis Gerning Du anker paa; har Herregaarden 
staaet i hundrede Aar, er det ham til Ære! 

«Tror I virkelig det. Mær Inger ?» spurgte 
Hans tvivlende. «Saa var det vel ogsaa ham, 
der gav Jer den Tanke at tage mig, da Mo'er 
døde?» 

Vist var det ham. Barn, hvor kan Du tvivle 
derpaal Sad jeg ikke og tænkte, hvad der 
skulde blive af Dig; rige Folk er der nok af; 
men om de har Hjærtelaget, det er det, det 
kommer an paa. Og saa var det med ét, som 
gik der et Lys op for mig og jeg saa Ordene: 

« Sandelig siger jeg eder: hvad I have gjort 
mod en af disse mine mindste Brødre, have I 
gjort mod mig.» 

Og det, min Dreng at gøre noget for ham, 
det var saadan en stor Tanke, at jeg skyndte 
mig ind at hente Dig, at ingen skulde komme 
mig i Forkøbet. Ja, Du ser nok, alt det gode 
kommer fra Vorherre og det onde fra Djævelen,* 

« Djævelen, ham er jeg bange for; jeg for- 
staar ham slet ikke.» 



159 

«Det er ogsaa det samme, lad blot Præsten 
om det; han er Manden for det hele.» 

« Præsten siger selv saa meget, ingen kan 
forstaa,» mente Hans forsagt. «Da Mo'er var 
død, talte han, som var det en stor Velgerning 
af Vorherre; han glemte rent mig, som ingen 
brød sig om uden I, Mo'er Inger. Men da saa 
hans ^en lille Dreng døde, var han lige ved at 
gasL fra Sansen og maatte rejse af Landet for en 
Tid. Jeg husker det, for Mo'er gik til Haande 
ved Begravelsen.* 

cHans! Hans I » lød i det samme, og Døren 
blev smækket paa vid Gab. «Bine er løben sin 
Vej! Kom ud og hjælp mig at fange hende igen. 
Hvor Du ogsaa er sær, sidde i den varme Stue, 
mens alt er saa friskt her ude. Kom, ellers løber 
Bine bort.» 

Og Hans var ude ad Døren i et Nu. 

Hvor der var friskt! Ellen havde Ret; en 
liflig Regn havde forskønnet alt. Der laa Lyng- 
højen beskinnet af den nedgaaende Sol, medens 
Fuglene jublede og Solstraalerne end ikke forbi- 
gik den faldefærdige Hytte, men gav den et 
prægtigt, gyldent Skær. 

Oppe paa Toppen af Højen stod den op- 
rørske Bine og rystede sit Hoved med en trodsig 
Mine, der tydelig nok sagde: 

«Kom og hent mig, om I kanl» 



i6o 



Ellen gjorde ogsaa det ene modige Forsøg 
efter det andet for at komme til den elskede 
Ged, men forgæves; Højen var stejl, og Regnen 
havde gjort Grønsværen glat, saa hun faldt ned 
hver Gang, hun var kommen et lille Stykke op. 

«Naa, er Du der!» raabte hun fortørnet. 
«Nu har Bine allerede naat Toppen, og jeg kan 
ikke faa fat i hende. Hvor jeg ser ud! Der 
vanker nok Skænd af Mo'er Inger. Bine! Bine! 
Du skal ha'e Prygl, skal du.» 

Men Bine stirrede ligegyldig ud over Højen, 
som hverken saa eller hørte hun Smaafolkene 
der nede. 

Hans betænkte sig ikke, men klavrede op, 
i det han holdt sig fast baade med Hænder 
og Fødder. Han var ikke længe om at naa 
Toppen, og endnu mindre Tid brugte han til 
at komme ned igen med den modstræbende 
Ged. 

«Er Du endelig der, Bine!» raabte Ellen, 
uden at yde Hans den mindste Tak for sin 
Ulejlighed. «Fy, skam Dig! Næste Gang 
vanker der Dask, maa Du tro. Saa, nu vil jeg 
selv op og se Solen gaa ned. Er Du med, 
Hans?» 

«Du naade det jo ikke før,» sagde Hans, 
«det er bedre at vente til en anden Gang.» 



t 



i6i 

tSaa? Men jeg vil nu se Solen gaa ned 
oppe fra Højen. » 

Hans smaalo ved sig selv og fulgte tavs sin 
lille Plejesøster; han naade Toppen i en Fart, 
men Ellen faldt ned saa hurtig som hun klav- 
rede op. 

«Skal jeg komme og hjælpe Dig?» spurgte 
han; men den trodsige Pige var for stolt til at 
modtage hans Hjælp, og Hans blev, hvor han 
var, medens hun gentog sine frugtesløse Forsøg 
paa at naa ham. 

Endelig blev hun træt og vred; hun holdt 
saa meget af at se Solen gaa ned, det tog sig 
saa smukt ud fra Højen. Saa satte hun sig paa 
en Sten og begyndte at græde. 

«Du græder !» raabte Hans forskrækket, og 
en, to, tre, var han nede og sluttede hende i 
sine Arme. «Græd ikke, Ellen,^ det skær mig i 
Hjærtet. Kom, jeg skal hjælpe Dig; jeg gør 
det saa gærne. Naa, vær nu ikke stædig, ellers 
gaar Solen ned.» 

Ellen rejste sig, strøg Taarerne bort med de 
smudsige smaa Hænder, saa hele Ansigtet blev 
sort, og fulgte med Hans, der, efter nogle mis- 
lykkede Forsøg, fik hende velbeholden op. 

«Ser Du den?» hviskede hun og holdt Aande- 

drættet tilbage. Men Hans svarede ikke, og 

II 



l62 

begge stirrede i tavs Beundring paa den ned- 
gaaende Sol. 

Hvor den var stor! Hvor lysende! 

Saa døde dens Straaler hen en efter en, til 
den pludselig sank for Børnenes blændede Øjne, 
og Ellen raabte: 

« Bliv I » 

Hvor ofte i Livet raabe vi ikke saaledes 
forgæves : « Bliv ! » 



Aarene gik. 

Hans og Ellen var nu voxne og holdt inder- 
lig af hinanden, skønt de altid vare uenige. 

Ellen var bleven en smuk Pige, munter og 
livsglad; alle de unge Karle sværmede om hende. 
Hans var en af de vakreste Knøse, man kunde 
se, men mer stille og tilbageholdende end hans 
Kammerater, især lige over for de unge Piger, 
noget, disse just ikke syntes om; dog, han var 
saa ærlig og trofast, og de følte alle, der var 
noget hos ham, som de manglede. 

Ingen følte det mer, end netop Ellen, skønt 
hun var den, der mindst vilde tilstaa det. 

«Han er ikke bedre end alle vi andre !» 
sagde hun harmfuld til sig selv, «jeg véd det, 
jeg har kendt ham fra Barn.» 



i63 

Men Mo'er Inger havde store Tanker om 
Hans, og alt som hun blev ældre og svagere, 
gjorde hun mer Væsen af ham, som Ellen sagde 
til sine Venner, naar hun var rigtig vred paa 
ham; hun vidste ikke selv hvorfor. 

«Du siger, Du holder af ham,» sé^de Mo'er 
Inger utaalmodig en Aften, Ellen sad og be- 
klagede sig over, at han ikke havde danset med 
hende, da de var til Gilde hos Naboens, «men 
Du viser det aldrig i Gerningen. Efter mit Skøn, 
gør Du alt, hvad Du kan, for at ærgre og drille 
ham, som kendte Du ikke hans Tanker om Dig. 
Du er ham ikke værd, Ellen, det siger din egen 
Moder. » 

«Er jeg ham ikke værd, saa trænger jeg 
heller ikke til ham,» svarede Ellen stolt. «Naar 
alt kommer til alt, er han kun en fattig Tjeneste- 
karl, der maa slide og slæbe hos Herremanden 
for hver Øre, han faar, medens jeg kender dem, 
som har Foden under eget Bord, et Bord, der 
kan blive mit, hvad Øjeblik jeg vil.» 

€ja, saadan hedder det nu; men stræk 
Haanden ud, og Visen faar en anden Lyd. Stol 
ikke paa den Slags Løfter, mit Barn; lige Børn 
lege bedst, og Du og Hans passer sammen, hvad 
de ydre Ting angaar; men bliver der Tale om 
Hjærtelaget, staar Du langt under ham. Det er 
min største Sorg.» 

II* 



164 

«Den skal Du saamænd ikke have for min 
Skyld !» raabte Ellen harmfuld. «Fra i Dag er 
Hans fri for mig ; jeg kan nok faa en Mand uden 
ham, og han maa da vinde Piger i Flæng, mage- 
løs som han er.» 

« Ellen, Ellen, sig og gør ikke noget, Du vil 
angre for sentl» 

« Angre! Den Dag kommer ikke, hvor jeg 
angrer noget lige over for ham.» 

« Taler I om mig?» spurgte Hans, som netop 
traadte ind. 

« Moder og jeg havde, som vi plejer, en 
Strid om Dig,» svarede Ellen vred. «Men det 
faar vel ogsaa Ende. Gaar Du med til Gilde i 
Aften? Ikke for det, jeg kan godt undvære Dig, 
især siden i Gaar, da Du dansede med hver og 
en, kun ikke med mig.» 

«Kun ikke med Dig! Hvorledes var det 
muligt, som Du var omgærdet af andre Karle? 
Men lige godt gjorde jeg mit for at splitte dem 
ad og komme til Dig; men da jeg saa, Du stod 
i Ledtog med dem, fandt jeg, j^ var mer værd 
end som saa.» 

Ellen lo, saa hun fik Taarer i Øjnene. 

«Kan Du ikke forstaa Spøg! Du er altid 
saa alvorlig, og det klæder dig saa morsomt at 
se vred ud; derfor pustede jeg til Ilden, uden at 



i65 

mene noget ondt med det. Naa, hvad bliver 
det til, gaar Du med?» 

«Jeg véd ikke rigtig; jeg har saa ofte været 
med paa den Maade, at jeg snart synes, det kan 
være nok.» 

«Som Du vil, saa gaar j^ ene I Det er vel 
ogsaa bedst, da jeg har bortlovet alle Danse paa 
den første nær, som jeg havde gemt til Dig.» 

«Til mig?» spurgte Hans bevæget. «Godt, 
saa gaar jeg med! Den Dans, Du byder mig 
af fri Vilje, kan j^ ikke modstaa.» 

«Lad os saa gaa, det er allerede sent. 
Godnat, Mo'er Inger! Lad nu Grillerne fare; 
Hans og jeg kan dog aldrig blive andet end 
gode Venner. » 

«Gud give detU sukkede Mo'er Inger og 
saa urolig efter dem. 



Der var Liv og Lyst, da de naade Gaarden, 
hvor Gildet stod. 

Hans og Ellen blandede sig strax mellem 
de dansende, og nu var Ellen lutter Smil og 
Glæde; her var hun i sit Element, det saa 
man nok. 

Men Dansen fik kun altfor snart Ende ; Ellen 
var tabt for Hans Resten af Aftenen, det vidste 



1 66 

han saa godt. Men før han overlod hende til 
disse Mennesker, han næsten begyndte at hade, 
vilde han gærne høre et trøstende Ord, der kunde 
sikre ham det, der var ham kærest paa Jorden. 

« Ellen, » sagde han og trak hende ud i den 
dejlige Sommeraften, «før Du igen gaar ind til 
disse Bier, der suger Honning af min søde Blomst, 
sig mig saa et Ord, der kan overbevise mig om, 
hvem Du vælger, en af dem eller mig.» 

« Siden Du vil det, løber Du sagtens af med 
mig, før jeg ser mig rigtig om. Stakkel, det er 
værst for Dig selv,» sagde Ellen, halv alvorlig, 
halv spøgende. 

«Er det dit Alvor og ikke løs Tale?» spurgte 
Hans med undertrykt Glæde. 

«Løs Tale, under aaben Himmel med Stjær- 
nerne til Vidne 1» udbrød Ellen troskyldig. 

«Gud velsigne Dig, min Pige, nu er alt godt. 
Jeg er saa glad, som havde Du givet mig et 
Kongerige ;» han slog Armen dristig om hendes Liv. 

«Har Du faat det tit, siden Du kender det 
saa godt?» lo Ellen. 

«Men nu maa jeg ind; Aftenen gaar kun 
altfor hurtig, naar man danser. Skade Du skøtter 
saa lidt derom I Husk nu, jeg ikke har en eneste 
Dans mer til Dig i Aften. Det sagde jeg Dig 
forud, saa det nytter ikke at blive vred.» 



167 

« Blive vred! Som kunde jeg blive vred for 
noget i Aften. » 

Saa gik hun ind; men Hans blev tilbage; 
han satte sig paa en Bænk i Syrenlysthuset og 
tænkte paa, hvor inderlig han havde elsket hende, 
siden de vare Børn; og nu endelig havde hun 
givet ham sit Ord, vel ikke paa den Maade, 
han havde ønsket, men paa hendes Vis, og det 
maatte han jo nøjes med. 

Medens han saaledes sad i sine egne Tanker, 
kom to af Bønderkonerne ud i Haven for at 
trække frisk Luft og satte sig paa en Bænk bag 
ved Lysthuset. 

« Det er underlige Tider, man lever i,» sagde 
den ene. 

«Saadan en Ungdom! Naar jeg tænker paa 
mig selv som Pige og saa ser mig om blandt 
disse Pyntedukker, saa faar jeg rigtignok slemme 
Tanker. 

Se nu blot til Ellen, hvor ilde hun ter sig! 
Snart smisker hun for den ene, snart for den 
anden af de unge Karle, og sværme gør de jo 
ogsaa om hende som Fluer om Sukker. Endda 
skal det undre mig, om en eneste af dem vil 
hende noget, naar det kommer til Stykket.* 

«Det bli'er knap nok,» sagde den anden; 
«hver vil helst ha'e en frisk plukket Rose af 



1 68 

Busken og ikke saadan en, som er gaaet fra 
Haand til Haand.» 

«Og dog er din Erik en af de ivrigste Myg 
til at brænde sig i LysGt.» 

cErik er Gaardmandssøn, det passer sig ilde 
for ham at tænke paa Smaafolks Barn. Han 
fjaser kun med hende; det tager han ingen Skade 
af; det er værre for Pigen og ham, der en Gang 
skal føre hende til Huse.» 

«Til Huse! Ja, Gud véd, hvad Slags Hus 
det bli'er. Mo'er Inger bryder sig heller ikke 
om noget, naar hun blot kan sidde og lude over 
Rokken. Nej, havde det været min Datter, hun 
havde faaet en Ufærd, det er vist. Og endda 
er der en, som vil have hende og sige Tak til.» 

«Du mener Hans fra Herregaarden ! Naa, 
Krage søger Mage, siger man jo for et gammelt 
Ord; de er begge fattige som Kirkerotter; det 
passer godt sammen. » 

«Da mener j^, Hans er mere værd end at 
kastes bort til hende. » 

« Mener Du det! Ja, man ymter jo om, at 
din Datter Karen har et godt Øje til ham.» 

« Karen, glemmer Du nok, er Gaardmands- 
datter. Hun sidder højere, end at saadanne Smaa- 
folks Barn kan naa hende. Ja, jeg gaar ind, jeg 
faar saadan Gigt i mit Hoved. » 

De gik ind; men Hans blev tilbage. Han 



169 

sad med Hænderne haardt sammenknugede. Saa- 
ledes havde de plukket hans Blomst Blad for 
Blad. 

Hvad havde de ladet tilbage? 

«Det maa have en Ende I » sagde han be- 
stemt og rejste sig. «Jeg vil tale med hende 
endnu i Aften. Nej, i Morgen vil hun maaske 
før tage mod Fornuft. » 



« Ellen kan være god nok,» sagde Mo'er 
Inger, da hun og Hans sad ene i Hytten. «Som 
jeg siger, hun kan være god nok, naar Du blot 
forstod at tæmme hende; men der skorter det. 
Underlig nok, at Du, som ellers er saa flink en 
Knøs, ikke kan faa Greb derpaa.» 

«Hvor skulde jeg det, » svarede Hans for- 
knyt, «naar I, der er hendes Moder og har 
Myndighed over hende, ikke kan. Men som det 
gaar, kan det ikke blive ved, derfor har jeg be- 
stemt at tale med hende; saa faar vi se, hvad 
Enden bliver.* 

«Det var en god Beslutning; hold fast paa 
den og tal, saa der er Fynd og Klem i det; 
ellers nytter det ikke. Man maa tage Mod til 
sig, naar man vjl gribe en Tyr ved Hornene.* 

Hans smaalo ved sig selv; hans lille, vævre 



I/o 

Ellen en Tyr. Det var dog for gal en Lignelse. 
Saa tog han sin Hue og gik for at møde hende. 
Han kom ikke langt, saa hørte han en munter 
Stemme, der raabte: 

«Se, Goddag, Hans! Har Du endelig sovet 
Rusen ud? Du kommer vel hjemme fra?» 

«Saa omtrent; men hvad Rusen angaar, maa 
jeg vel før spørge, om Du har sovet den ud, 
Ellen ?» 

«Jeg véd ikke af nogen Rus at sige; det 
skulde da være, fordi jeg talte over mig til en 
vis en.» 

« Talte over Dig! Er det dit Alvor, Ellen ?» 

«0m det nu er det, véd jeg ikke; men jeg^ 
tror, det kan gaa saa galt, at det bli'er det.» 

«Du er nok ikke kommen rigtig til Dig selv 
efter Gildet. Var det anderledes, maatte ]Gg 
tale et Par Ord i Alvor med Dig.» 

«I Alvor! Gud forbyde det, Hans; jeg véd 
intet værre, end naar Du taler i Alvor. Gør 
Dig endelig ingen Ulejlighed ; Du véd, min Taal- 
modighed er ikke af Smedejærn.» 

«Min heller ikke, begynder jeg at forstaa!» 
svarede Hans og blev blussende rød. «Det var 
netop det, jeg vilde fortælle Dig, hvis Du kan 
lægge lidt af Spøgen til Side, saa Du er i Stand 
til at høre paa mig i Alvor. » 

«Jeg skal maaske have Skænd og Bebrejdelse, 



171 

fordi jeg morer mig lidt i denne Tid ! » udbrød 
Ellen stolt. «Men hvis jeg nu ikke vil høre 
derpaa?» 

«Det bliver din Sag, min Sag er det at 
tale.» 

«Naa, skynd Dig saa, kom med det alt paa 
én Gang!» 

«Det er lettere sagt end gjort, især naar Du 
gør Dig færdig til at høre paa mig med en saa- 
dan Mine. Kan Du da ikke forstaa, at Du ikke 
kan blive ved, som Du er begyndt ?» 

«Den Mening er jeg selv af, hvis der er 
Tale om den Begyndelse, jeg har gjort med Dig, 
Hans.» 

«Det er netop den, Talen er om!» 

«Saa kan vi snart faa Rede paa den Sag; 
man skal aldrig begynde bedre, end man kan 
ende. Jeg har begyndt for godt med Dig, der- 
for er jeg bange. Enden bliver ilde. Har Du 
saa mer at sige?» 

«Maaske Du mener, Du har begyndt for 
godt; jeg tænker. Du har begyndt slet, og hvis 
Enden skal ligne Begyndelsen, er det bedre, vi 
to ikke mødes mer.» 

«Nej, vil man høre, der er jo ordentlig 
Mening i din Tale! Altsaa, jeg har begyndt 
slet, og nu kommer det an paa, hvorledes jeg 
vil ende; er det ikke det. Du vil vide Besked om?» 



172 

« Netop! Jeg vil ikke blot vide Besked der- 
om; men jeg vil have et bindende Løfte, der 
ikke lader sig bryde i Ny og Næ, men staar 
fast baade i Regn og Solskin. Forstaar Du da 
ikke, der er noget, der hedder Alvor i Livet, 
noget, der er helligt, og at dette noget maa 
findes imellem os, hvis vi to skal blive ét baade 
i Sorg og Glæde; ét, naar alt andet splittes ad 
og ramler sammen ? Se ikke saa trodsig og over- 
modig ud, Ellen; findes der noget virkelig godt 
i dit Hjærte, saa lad det komme frem nu. Du 
véd jo nok, ethvert Menneske har en Stund i sit 
Liv, hvor det kan gribe Lykken og holde fast 
paa den; men gaar Stunden ubenyttet hen, kom- 
mer den maaske aldrig mer igen. Denne Stund 
er nu kommen for os, jeg føler det. Lad os 
derfor gribe Lykken, lad os holde fast paa den, 
før det er for sent. Lov mig, at Enden skal 
blive bedre end Begyndelsen, og ingen Magt, 
jeg kan fortrænge, skal skille os ad. I modsat 
Fald, gaar jeg til Søs, og det skal vare længe, 
før Du ser mig igen.» 

Ellen stod tavs med Ansigtet skjult i Hæn- 
derne. Store Taarer piplede frem mellem Fing- 
rene, men hun svarede ikke et Ord. 

«Ellen!» raabte Hans angestfuld, «sig blot 
et eneste Ord, der kan tilfredsstille mig. Véd 
Du da ikke, hvor ulykkelig. Du gør mig med 



173 

dit letsindige Væsen lige over for Karle, der ikke 
er værd at løse din Skorem? Hvorfor lader Du, 
som dit Sind staar til en og hver, kun ikke til 
den, Du har givet dit Ord, og, jeg tror forvist, 
dit Hjærte? Hvorfor gør Du et Vrængebillede af 
Dig selv og giver Sladderen tusende Tunger at 
løbe med, saa man baade kan blive rød og hvid 
ved at høre Dig taget under Behandling af 
andre Kvindfolk? Tag dog Mod til Dig og bliv 
Dig selv ; ryst alle disse laante Pjalter af Dig og 
lad Dig se, som Du virkelig er, men som Du 
med Djævelens Vold og Magt ikke vil være.» 

«Ikke vil være! Hvor Du taler, som kendte 
Du mig ud og ind, skønt du ikke véd noget om 
det Væv, der indspinder mig, saa jeg næppe kan 
finde mig selv, men hvert Øjeblik maa spørge: 

«Er det ogsaa mig?» 

Kan jeg da være anderledes, end jeg er? 
Har jeg ikke forsøgt det i det uendelige? Hvad 
nytter det, det er som en usynlig Haand trak 
mig til Afgrunden, trods alt, jeg kæmper imod. 
Ja, vidste jeg, jeg maatte der ned, naar jeg ikke 
holdt igen, saa kom jeg der dog saa vist, som 
var jeg der allerede. Jeg siger, jeg kom der 
ned trods Dig, trods Mo'er Inger, trods mig selv. 
Forstaar Du! Det er den rene Sandhed. » 

«Er det Sandhed, saa hjælpe Dig Gud, jeg 
kan ikke; jeg har kæmpet nok, og altid har jeg 



174 

trot, hvert Menneske havde en Vilje at staa imod 
med, naar det var ærlig ment. Du, Ellen, har 
ogsaa en, i al Fald, naar det gælder ondt, det 
har Du ofte nok vist; vis det nu ogsaa en Gang 
til det gode. Staa imod, saa bliver jeg her og 
rækker Dig Haanden, en Haand, Du kan stole 
paa ; men vil du ikke tage Dig sammen, saa maa 
alt være forbi mellem os.» 

«Du har RetU sagde Ellen og rejste sig fra 
Lyngtuen, hvor hun sad. «Nu har Du lukket 
op for mine blinde Øjne, og jeg ser tydelig, vi 
to passe ikke sammen. Mo er Inger har tit nok 
sagt. Du var meget bedre end jeg, men den 
Gang trode jeg hende ikke. Nu tror jeg det, 
derfor maa vore Veje skilles. Lige Børn lege 
bedst, har jeg hørt, fra jeg ikke var større end 
saa — og at det er sandt, forstaar jeg nu. Men 
for min Skyld skal Du ikke miste din gode Tje- 
neste og drage ud paa Havet, Gud forbyde det! 
Bliv Du, hvor Du er, det er mig, der rejser. » 

« Ellen! Ellen !» 

Men Ellen var allerede langt borte, hun fløj 
hen ad Vejen som en forfulgt Hind, uden at se 
sig om; forpustet naade hun Hytten, hvor saa 
meget Solskin og saa megen Skygge havde 
fundet Vej til hendes unge, livsglade Hjærte; 
hun kastede sig træt paa en Stol og saa sig 
haabløs om. 



175 

Hytten var tom. Hun rejste sig og gik hen 
til Skabet, hvor hendes faa Ejendele vare gemte. 
Det ene Stykke efter det andet blev lagt i et 
Tørklæde, der var ikke meget at vælge mellem, 
saa bandt hun det hele sammen, kastede endnu 
et Blik om i Stuen og nærmede sig Døren, men 
her forlod Modet hende, hun sank ned paa en 
Stol og brast i en heftig Graad. 

«Jeg elsker ham, jeg føler det først rigtig 
nu. Og saa min gamle Moder og denne kære 
lille Stue — hvor jeg vil savne dem alle! Naar 
skal jeg se dem igen? Maaske aldrig. 

Men jeg har lovet at rejse, og jeg vil holde 
det, til jeg, om Gud vil, er bleven et bedre Men- 
neske, ham mere lig.» 

Og med et sidste kærligt Blik paa alt det 
gamle, ilede hun mod det fremmede, det, hun 
frygtede saa meget. 



«Det var en tung Skilsmisse, den gav hverken 
Løfte eller Haab,» sagde Mo'er Inger bedrøvet. 

Hans sad tavs og stirrede ud i Maaneskinnet, 
medens den gamle saa ind i sit Hjærte, hvor 
alle de blegnede Sorger stod op til nyt Liv. 
Endelig tog hun sig sammen og sagde frygtsomt 
spørgende: 



176 

«Saa det er Alvor, Du vil alligevel til Søs? » 

«Ja, hvad skal jeg her, naar hun er borte. 
Jeg rejser, saa maa Gud om Resten.* 

«Det vil han! Mig komnjer det ikke an 
paa, jeg er jo faldefærdig som Hytten, der huser 
mig, og den Tid, jeg har tilbage, gaar hurtig 
nok, selv i Ensomhed. Værre er det for hende 
og Dig, begge saa unge og kraftige og, efter 
Menneskeforstand at dømme, med saa langt et 
Liv for Jer. Dog, det er maaske netop Prøven, 
Vorherre vil sætte Jer pcia. Gid I da maa komme 
vel over den og ind paa den Vej, hvor Foden 
ikke glider. — Gaa nu hjem, min Dreng, jeg er 
træt og trænger til Ro.» 

«Ro!» tænkte Hans, da han stod ude i det 
klare Maaneskin. «Hvem der kunde finde RoI» 



Der blev viftet og vinket, da Skibet lagde 
fra Land; men Hans vinkede til ingen, og ingen 
vinkede til ham. Han stod i Bagstavnen med 
Huen trukket ned til Øjnene og Hænderne be- 
gravede i Lommerne, som vilde han sige: 

«Lad nu komme, hvad der vil, jeg er rede 
til at møde det!» 

Og Dannebrog viftede fra Masten, mens 
Skibet gennemskar Bølgerne med en Lyd, der 
syntes at gentage: 



177 

«Ja, lad komme, hvad der vil!» 
Men hjemme i H)rtten sad gamle Inger ved 
Rokken og sang med skælvende Stemme: 

«Far, Verden, far vel. 
Jeg kedes ved længer at være din Træl! 
De Byrder, som Du haver byltet mig paa, 
Dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmaa; 
Jeg river mig løs, og jeg kedes nu ved 
Forfængelighed. » 



«Smuk er hun at se til, men saa skyet som 
et Aprilsvejr; man véd aldrig, hvor man har 
hende, og hun skifter da ogsaa for den Sags 
Skyld fra Sted til Sted ; det er aldrig gode Tegn. 
Nu er hun jo kommen til vor gamle Præst for 
at pleje hans Marie. God Pleje den!» 

«Saa, der danser hun ud med Rasmus; han 
er nu rent forgabet i hende. Turde han, saa 
sandt, drev han de gamle ud af Gaarden og satte 
hende der ind. Saadan er det, hun vil have det, 
en fed Gaard og Egnens vakreste Knøs, mindre 
kan det ikke være. Derfor sagde hun ogsaa nej 
til Søren. En Husmands Søn var Jo for ringe. » 

«Ja, lad nu det være godt! Smuk er hun, 
og Hænderne sidde godt paa hende, hun kan 
arbejde for to. Jeg véd det, for jeg har tjent i 

12 



178 

Gaarde med hende. Men lige saa rask, hun er 
til sin Gerning, lige saa rap er hun til at svare; 
Ordene ryge hende ud af Munden, og saa er det 
sagt. Derfor bliver hun ikke i nogen Tjeneste, 
for hvor meget hun end angrer, vil hun aldrig 
give et godt Ord. Tys, der er hun!» 

«Flyt Dig lidt, Per, lad mig komme til at 
sidde, jeg er træt af den Snurren rundt. Hvor- 
for danser Du ikke! Der sidder en hel Flok 
og smægter efter at faa Fødderne rørte. » Ellen 
lod sig træt falde ned paa Bænken. 

« Kanske Du selv er Skyld deri,» smaalo Per. 
«Man kan jo ikke faa en Dans hos Dig, saa op- 
tagen, Du er. Der staar nu den sølle Kristen 
og havde gærne givet en Tikrone for blot en 
Gang at svinge Dig rundt. Put den bare i Lom- 
men igen. Kristen; Ellen er kun for den højst- 
bydende. » 

«Der tog Du skammelig fejl I » raabte Ellen 
harmfuld, «men jeg danser kun med den, jeg 
vil. Det er det hele. Dig vil jeg ikke danse 
med, men der kommer Mads Rygter; han skal 
have en Svingom, det kan Du lide paa, trods 
han næppe er den højstbydende. Mads, vil Du 
danse med mig? Jeg er svært træt; men jeg 
tænker endda, det gaar.» 

«Tak,» sagde Mads kejtet og blev blodrød, 



179 

«men jeg er nu ikke saadan fin som de an^re, 
saa Du fortryder det sagtens. » 

«Aa, en Dans er jo ikke for Tid og Evig- 
hed, bryd Dig bare ikke om, hvad jeg gør bag 
efter; dans bare ud. Der kommer jer Malkepige, 
Kristen, hvad om Du dansede med hende ! » 

« Fanden ta'e i hende !» mumlede Kristen og 
trak sig tilbage i en Krog, mens Per tog Malke- 
pigen og for afsted efter Ellen og Røgteren i en 
flyvende Galop. 

Ja, Ellen var skiftet fra Sted til Sted, de 
Aar, hun havde opholdt sig paa denne Egn, 
trods sin Flinkhed og Flid; for hun var flittig 
som en Bi, men rapmundet og kort for Hovedet 
som faa, og more sig vilde hun, mens hun var 
ung; danse vilde hun, og naar hun saa var den 
gladeste blandt de glade, trak hun sig pludselig 
tilbage og sad tavs og drømmende. Det var det, 
ingen kunde forstaa, næppe nok hun selv. 

Der var en blandt hendes mange Tilbedere, 
de andre Piger misundte hende, det var Jeppe 
Maansen. Han ejede den største og smukkeste 
Gaard i Sognet, sad i Penge op over begge Øren 
og gav ikke en Krone mer ud, end nødvendigt 
var. Egenskaber, Folk i Almindelighed sætte 
stor Pris paa. 

Jeppe var Pebersvend, høj, tør, mager, med 
skarpe Ansigtstræk, Ørnenæse og Falkeøjne, stiv 

I2» 



i8o 

og ordknap. Man hørte ham sjælden le, kun 
Ellen kunde magte ham og nu og da fremkalde 
et mislykket Smil om hans smalle Læber. 

«Hun løber dog til sidst af med ham, » sagde 
Trine, en rig Gaardmandsdatter, som mente, hun 
var selvskreven til at blive Jeppes Kone. «Hvem 
skulde have trot, Jeppe var saa dum at lade sig 
trække om ved Næsen af hende. Var det saa 
endda en af vore egne ; men en stakkels Tjeneste- 
tøs fra. Gud véd hvor. Nej, det er for galt, 
skamme sig burde han.» 

Men Jeppe skammede sig ikke, han var for- 
elsket og det op over begge Øren. 

«Jeg vil have hende, om jeg saa skal købe 
hende med alt, hvad jeg ejer.» 

Saa var det slaaet fast, og Ellen mærkede 
snart, hun kunde sætte Foden under eget Bord, 
og det et stort, veldækket Bord, hvad Øjeblik 
hun vilde. Men hun havde ingen Hast med at 
slaa til, hun var ung, havde Tiden for sig og 
vilde more sig. 

«Han løber ikke fra mig, jeg vil vente. » 

Saa ventede hun, og nu var to Aar gaaede. 
Jeppe begyndte at blive utaalmodig og mere for- 
elsket ; Ellen blev mere lunefuld, mere danselysten 
og mere rapmundet. Saa kom hun til den gamle 
Præst og hans syge Datter. 

Marie havde ligget i to Aar, der var ikke 



i8i 

Haab om, at hun vilde komme sig, det vidste 
hun saa godt selv; men hun klagede aldrig, var 
stille og mild og havde et kærligt^ opmuntrende 
Ord til enhver, som trængte dertil. 

Præsten var ogsaa Godheden selv, og Tje- 
nestefolkene gik trolig i Herskabets Spor. Kun 
Ellen tog sig underlig ud i denne Omgivelse, 
omtrent som en frisk, smuk Ukrudtsbusk i en 
vel vedligeholdt Have. 

«Hun passer ikke til Forholdene her,» sagde 
den gamle Husholderske, som havde været i 
Præstegaarden siden Maries Fødsel, der kostede 
Moderen Livet. «Der sidder et stridt Hoved paa 
hende, og saa er hun saa vild. Det bliver vist 
en daarlig Pleje for stakkels Marie. » 

«Det gaar aldrig I » forsikrede Maren" Kokke- 
pige bestemt. «Vi maa passe paa, Marie er saa 
taalmodig, den anden tager nok Magten fra hende. 
Præsten ser kun, hvad godt er; det onde glider 
af ham, som hældte man Vand paa en Gaas.» 

«En Svane !» rettede Husholdersken bebrej- 
dende. «Saa, der kommer hun susende som en 
Hvirvelvind! Er det en Maade at gaa ud af 
et Sygeværelse paa? Nej, stille, lydløs, saaledes 
gør jeg.» 

«Lidt varm Mælk til min Frøken !» busede 
Ellen ud. «Men lidt rask, hun hoster slemt i 
Dag.» 



l82 

«Varm Mælk paa denne Tid af Dagen !» 
raabte Husholdersken stødt. «Saa maatte Du have 
sagt det før.» 

«Sagt det før! Jeg kan da ikke vide, naar 
hun skal til at hoste. Men lad mig bare komme 
til, saa skal Mælken blive varm i en Fart.» 

«Gaa blot ind med Dig, det er mig, der 
regerer her. Du huserer nok inde,» sagde Karen 
vred og puffede hende fra Ildstedet. «Har man 
hørt Mage.» 

«Nej, det har man næppe. At spilde Tiden 
med at skændes, mens Frøknen hoster sig halv- 
død, i Stedet for i en Fart at varme en Taar 
Mælk. Det kalder jeg ikke Kærlighed til Frøknen. » 
Ellen for ind. 

«Hun skal ikke blive gammel i Gaarde, det 
lover jeg!» sagde Husholdersken; men gamle 
Maren mumlede noget om, at det sidste, hun 
havde sagt, var ikke saa fejlt endda. Og da 
Mælken var bleven varm og Husholdersken bar 
den ind, laa Marie, udmattet af det stærke Hoste- 
anfald, med lukkede Øjne og blege Kinder, mens 
Ellen knælede ved Sengen og saa paa hende 
med taarefyldte Øjne. 

' «Her er Mælken !» sagde Husholdersken spag, 
forundret over dette Syn. 

«Det er for sent !» Ellen skubbede til Koppen, 
saa den faldt Madam Hansen ud af Haanden. 



i83 

«Hvad er det!» raabte Marie og aabnede 
forskrækket Øjnene. 

«Aa, det er kun den tossede Mælk, nu er 
den til ingen Nytte, en Halvtime efter Hosten. » 

«Det var jo Dig, der slog den ud af Haanden 
paa mig!» raabte Husholdersken ude af sig selv. 

«Ikke med Vilje !» sagde Ellen kort, men 
Marie saa mildt bebrejdende paa hende og bad 
Madam Andersen varme en anden Kop Mælk, 
saa skulde hun nok drikke den. 

«Du maa ikke være saa heftig, Ellen, » sagde 
hun blidt, da de vare ene. «Du gør Dig selv 
Skade dermed; Du angrer det siden og bliver 
saa tavs og stille. » 

Ellen svarede ikke, men lod sin Haand sagte 
glide over Maries silkebløde Haar. 

«Du er en god Pige, naar Du blot ikke var 
saa vild. Skal Du igen til Dans i Aften ?» 

«Det er min Udgangstur!* sagde Ellen mut. 

«Jeg véd det, og jeg under Dig al den 
Glæde, Du paa en god Maade kan faa. Du er 
jo saa ung. Men jeg tror ikke, den Slags Glæde 
gør Dig godt. Du ser saa forvildet, jeg kan 
næsten sige skræmt ud Dagen efter. » 

«Man maa tage Glæden, hvor den er at finde, 
det nytter ikke at række efter noget, man ikke 
kan naa.» 



1 84 

Marie svarede intet, men laa stille og saa 
hen for sig. 

«Jeg tænker for Resten paa at gifte mig, 
saa er den Herlighed forbi. » 

« Gifte dig?» spurgte Marie forundret. <<Med 
hvem, hvis det ikke er en Hemmelighed ?» 

«Med Jeppe !» 

«JeppeI Den gamle rige Pebersvend, der 
kan være din Fader! Er det en Mand for Dig, 
Ellen? Du, ung, frisk, blomstrende; han, gam- 
mel, tør, indesluttet. » 

«Aa, ja, han ligner et udgaaet Piletræ !» lo 
Ellen kaad. «Men saa har han en Gaard, der 
baade er frisk og ung. Og saa alle hans mange 
Penge! Jeg kan klæde mig i Silke og i^løjl, 
naar jeg. vil, og spise de fineste Retter. » 

«0g naar Du saa har vænnet Dig til Fløjl 
og Silke og har spist Dig mæt, hvad har Du 
saa tilbage, Ellen? Det udgaaede gamle Piletræ, 
som Du selv siger. Nej, det er at sælge sig, 
Barn, og sælge sig til det onde. For Du maa 
ikke tro, Du bliver lykkelig eller gør lykkelig 
under saadanne Forhold. Nej, I bliver begge 
ulykkelige I » 

«Men rige! Og jeg har været fattig og for- 
haanet lige fra jeg blev født, og kun den, der 
har følt det, véd hvad det vil sige. Jeg vil 
ogsaa en Gang se ned paa de andre, jeg, som 



i85 

saa længe er bleven set ned paa. Naar blot 
ikke ...» 

«Naar blot ikke hvad?» 

«Aa, det lader sig ikke fortælle! Det er 
saadan min egen Historie. Skal jeg lægge Hoved- 
puden til rette ?» 

«Nej, Tak, jeg ligger godt! Men naar Du 
holder af en anden, og det tror jeg, Du gør, for 
Du ser tit saadan ud, saa maa Du ikke tage 
Jeppe, det vilde være en stor Uret, Ellen 1» 

Ellen sukkede, men svarede ikke, og da 
Madam Hansen kom med Mælken, smuttede hun 
hurtig ud ad Døren. 

«Det er en sær en,» sagde den gamle Hus- 
holderske og saa misbilligende efter hende. «Blot 
hun passer Dig ordentlig. Barn. Jeg tror ikke, 
vi tør beholde hende i Længden. » 

«Jo, det gaar nok!» sagde Marie mildt, 
«men hun er ikke voxet op i Solskin, som vi 
andre. Det maa vi holde hende til gode.» 

«Ja, Gud véd, hos hvem Du ikke kan finde 
noget at undskylde Manglerne med. Jeg er nu 
ikke saa from. Naa, jeg er jo ogsaa for en Del 
op voxet i Skyggen, skønt jeg nu, det véd Gud, 
lever i lutter Solskin. » 



1 86 

*J^> j^g vil gifte mig med Dig, Jeppe, men 
kun paa én Betingelse; jeg vil have min Moder 
til mig, og jeg vil ikke holde Bryllup før om et 
halvt Aar. Forstaar Du?» 

«Forstaa det kan vel enhver, » sagde Jeppe, 
og hans Træk, der vare blevne usædvanlig milde, 
da han fik Ellens Ja, formørkedes igen, da Be- 
tingelsen blev tilføjet. «Naa, lad gaa! Den 
Gamle spiser vel ikke meget Brød, én Mund mer 
eller mindre gør ikke stort til Sagen. Men det 
Halvaar huer mig kun ilde; Du er saa strid, 
Ellen, har ti Sind over ét Dørtrin; saa dybt har 
jeg da naat ned i Dig, trods, jeg tror, jeg er 
bleven elleskudt, siden Du kom til Egnen. Men 
se her, den har tilhørt min Moder !» han trak 
en svær Guldkæde op af Lommen. «Hun var en 
fin Jomfru inde fra Byen, men fattig som en 
Kirkerotte. Saa giftede hun sig med Fa'er, han 
havde jo baade at sidde og ligge paa; men det 
gik ogsaa kun saa som saa . . . Naa, gid Du 
maa have bedre Lykke. » 

Ellen tog Kæden og ligesom vejede den. 

«Nej, behold den heller selv, Jeppe !» sagde 
hun sky og gav den tilbage. «Jeg kan faa den, 
naar jeg drager ind paa Gaarden; jeg synes, den 
tynger mig nu. Jeg maa være hel fri, forstaar 
Du, helt fri, til jeg sætter Foden under eget 
Bord. Kæden er for den Sags Skyld køn nok.» 



i87 

«Det var løjerligt, en anden en vilde være 
glad for den ; men det var jo det, jeg sagde, Du 
er sær, og jeg faar vel tage Dig, som Du er. » 

«Ja, lad os endelig ikke begynde med at 
undersøge hinandens Fejl, Jeppe, saa bliver der 
for meget at gøre, det er der Tid nok til, naar 
vi først er gifte. Men nu maa jeg hjem; min 
Frøken var ikke rask, da jeg gik; jeg burde vel 
være bleven hos hende, men jeg tænkte nok; 
jeg traf Dig i Aften, og syntes, det nu kunde 
være paa Tiden at klare alt mellem os. Saa 
faar jeg altsaa, hvad jeg peger paa, Jeppe? 
Smukke Klæder, Kjoler, Baand og Forklæder? 
Jeg faar køre i din nye Vogn, naar JQg vil? Og 
Mo'er og jeg faar hver Dag sidde i Stadsestuen, 
og Du vil aldrig skænde paa os eller lægge os 
et Halmstraa i Vejen, det lover Du?» 

«Det lader sig nok udføre, » sagde Jeppe, 
som fik han noget i den gale Hals. 

«0g Du vil aldrig lade mig høre, at jeg kun 
var en fattig Tjenestepige, hører Du, Jeppe ?» 

«Det lader sig nok udføre.* 

«0g vi ser kun frem, ikke tilbage. Jeg kan 
ikke lide at se tilbage; der er altid noget, der 
angrer en, altid noget, der har Brist. Du har 
vel holdt af en, før af mig, Jeppe?* 

«Nej, Ellen, kun af DigU 



i88 



«Det maatte Du dog helst have gjort, » sagde 
Ellen ængstelig. «Du maatte helst have holdt 
af en anden først. » 

«Det var løjerligt, » mente Jeppe. 

«Ja, saa om et halvt Aar, Jeppe, » sagde 
Ellen med et dybt Suk. 

«Saa kommer jeg og henter Dig i den nye 
Vogn med de to Graaskimler for, og naar Præsten 
har viet os, kører jeg Dig tre Gange rundt i 
Byen, som Skik og Brug er her og saa lige ind 
i Gaarden.» 

« Farvel, Jeppe I » Ellen skyndte sig op ad 
Vejen, som frygtede hun, han vilde følge hende. 

«Lige ind i Gaardenl» klagede det i hende, 
og hun sænkede sorgfuld Hovedet, men saa 
hævede hun det pludselig igen og sagde jublende : 

«Ja, Hans, Du skal faa se, jeg har en Vilje, 
ikke blot til det onde, som Du mener, men 
ogsaa til det gode. Jeg skal staa imod og det, 
uden at Du giver mig en Haandsrækning. Det 
er sidste Gang, jeg har været til Dans, det lover 
jeg, saa sandt hjælpe mig Gud! Men ikke for 
at tækkes Dig, vore Veje er nu skilte for be- 
standig, det er for at glæde Frøken Marie. 
Havde Du været saa mild og from som hun . . . 
Aa, Hans, Hans! Jeg kan jo dog aldrig naa 
Dig, aldrig blive Dig lig. Jeppe kan jeg voxe 
over Hovedet baade i ondt og godt; han vil 



1 89 

bryde hvert Løfte, han har givet mig i denne 
Stund. Men rig bliver jeg i al Fald, rig og . . . 
Det er det samme, nu er det gjort, Hans er dog 
tabt for mig. Aa, Hans, Hans!» Hun satte sig 
paa en Sten og skjulte Ansigtet i Hænderne. 



«Hvad har gjort Dig ked af at danse, Ellen ?» 
spurgte Marie deltagende, da hun saa hende blive 
hjemme Dag efter Dag. 

«Aa, jeg har nu en Gang lovet mig selv 
ikke mer at gaa til Dans. Det er vel ogsaa 
bedst det, nu Jeppe og jeg skal være Mand og 
Kone. Der er jo dog en vis Alvor i den Ting, 
som man ikke rigtig tænker paa, før Skridtet er 
gjort. » 

«Ja, der er megen Alvor i den Ting, » sagde 
Marie stille, «mer end Du vist har overvejet, 
siden Du har gjort dette Skridt. » 

« Frøken Marie taler altid saa forblommet, 
naar Jeppe og jeg er paa Tapetet. » 

« Ønsker Du virkelig, jeg skal tale tydelig, 
saa gør jeg det heller end gærne. Ser Du, Ellen, 
Du vil gifte Dig med Jeppe, skønt Du egentlig 
ikke kan udstaa ham, og skønt Du véd, han vil 
blive grænseløs ulykkelig med Dig, netop fordi 
han hidtil har ført saa indesluttet et Liv og ikke 



I90 

holdt af nogen. Og nu, da endelig hans Hjærte 
aabner sig af Trang til Kærlighed, rækker Du 
ham en Sten i Stedet for Brød. Det er en stor 
Synd, Ellen, større end Du i din nuværende 
Blindhed kan maale eller veje den; og ikke blot 
han, men ogsaa Du kommer til at betale den 
dyrt, Du dobbelt saa dyrt som han, for han er 
uskyldig, Du skyldig. Nu véd jeg, min Tale 
ikke har været forblommet ; Du er advaret, Ellen, 
Du synder ikke mer i Blinde. » 

Ellen sænkede Hovedet. 

«Og alt det, der tynger mit Sind og driver 
mig fremU 

«Som om det blev bedre ved at begaa en 
ny Uret? For jeg kender Dig ud og ind, Ellen; 
det, jeg ikke véd, det, der tynger dit Sind, har 
Du selv forskyldt. Du har saa mange gode 
Egenskaber, men der er ogsaa meget ondt i Dig, 
og Du gør ikke et Skridt for at bekæmpe det. 
Du gør værre. Du gør et nyt stort Skridt frem 
i det onde.» 

« Frøknen er haard mod mig, men jeg er jo 
vant til at blive behandlet haardt.» 

«Nu lader Du igen Vreden løbe af med Dig. 
Jeg taler af Kærlighed til Dig. Mig foruretter 
Du ikke ved at ægte Jeppe mod din Overbevis- 
ning, men du foruretter ham og Dig selv og, 
hvis jeg ikke har gættet fejl, en anden. Det er 



191 

tre Mennesker, Du gøre ulykkelig blot af krænket 
Stolthed, eller hvad det nu er, der løber rundt i 
dit lille rebelske Hoved, og som slet intet har 
med dit Hjærte at gøre. Pengegriskhed er det 
ikke, skønt Du søger at bilde Dig det ind.» 

« Frøken Marie kender mig godt, og jeg, 
som trode, jeg var saa tung at nemme !» 

«Nej, Ellen, Du er i mange Retninger bedre, 
end Du tror, naar Du blot rigtig vilde blive Dig 
selv, vilde lade dit Hjærte tale. Men hver Gang 
det gode vil frem, trykker Du det ned med 
dine indbildte Ideer om Krænkelse og din falske 
Stolthed, som ingen Steder hører hjemme. Du 
har lovet aldrig mer at gaa til Dans, og Du er 
bleven hjemme hver Søndag, siden Du gav dette 
Løfte; lov nu ogsaa at lade det gode raade, at 
blive Dig selv. Lad alle disse indbildte For- 
urettelser til højre og venstre tie, saa skal Du 
se. Du kommer til Sandhedserkendelse. Og naar 
det halve Aar er gaaet, vil Du ikke for al Verdens 
Guld ægte Jeppe. » 

«Jo, ægte ham vil jeg, for jeg er ked af at 
være Hund.» 

«0g saa vil Du før være Ræv og liste Dig 
ind i en fremmed Hønsegaard.» 



192 

«Nu har Du kun to Maaneder at være fri i, 
Ellen ;» sagde Marie en Dag, hun laa og fulgte 
Ellens urolige Bevægelser med stille Undren; 
snart satte hun sig hen og syde nogle faa Sting, 
saa sprang hun op og kom hen til Sengen for 
at ordne Puderne, der fra gik hun hen til det 
lille Bord, hvor Medicinen stod, flyttede og satte 
Æsken og Flasken tilbage paa den gamle Plads 
for lidt efter igen at tage sit Sytøj. 

Marie blev ganske nervøs af at se paa hende, 
skønt hun ikke kunde faa over sit Hjærte at bede 
hende være lidt behersket. Det var jo tydelig, 
der foregik en indre Kamp hos hende, en Kamp 
mellem ondt og godt. Naar blot det gode 
maatte sejre. 

«To Maaneder !» Ellen for op. «Det var 
netop det, jeg sad og tænkte paa; to Maaneder 
gaa saa snart og saa . . . Naa, det er godt. 
Tiden gaar, det nytter ikke at holde paa den. 
Jeg har udregnet, at jeg er gift i Dag om to 
Maaneder. Saa rejser jeg hjem og henter Mo'er 
Inger. Hun skal intet ane før til den Tid . . . 
Men om hun nu var død og borte! Jeg véd jo 
intet om hende. » 

«Hvem er Mo'er Inger ?» 

«Det er min Moder. » 

«Du har en Moder, Ellen, og har hverken 



193 

skrevet til hende eller paa anden Maade søgt 
Underretning om, hvordan hun lever ?» 

«Hvad skulde det gøre godt for, jeg har 
jo selv valgt at skilles fra hende, og jo mindre 
man spørger og hører, jo mindre Savn! 

«Ja, naar Længslen ikke er større, end at 
man kan trøste sig med saa koldt et Raisonne- 
ment, er der intet videre at sige,» udbrød Marie 
bedrøvet. 

Ellen sad ganske stille en Stund, saa rejste 
hun sig pludselig, knælede ned ved Maries Seng 
og skjulte Ansigtet hulkende i Puderne. 

«Det kan jeg bedre forstaa,» sagde Marie 
blidt og klappede hende. 

«]eg længes jo saadan!» 

«Ja, efter Mo'er Inger og ham.» 

Ellen rejste hurtig Hovedet og saa forskrækket 
paa Marie, saa skjulte hun igen Ansigtet i Puden 
og -sukkede: 

«Ja, efter ham ! » 

«0g om to Maaneder ægter Du Jeppe f» 

«Der er otte Uger til.» Hun rejste sig 
hurtig, strøg Taarerne bort med Bagen af Haanden 
og satte sig rolig til at sy. 



13 



194 

«Nu er alt færdigt til at modtage Dig, 
Ellen, » sagde Jeppe, da de en Aften sad under 
det store Valnøddetræ i Gaarden. «Jeg har ogsaa 
tænkt paa den gamle og faat et Kammer hvidtet 
til hende ovre i Sidehuset.* 

«I Sidehuset !» for Ellen op. «Hvad skal 
det sige?» 

«Du mener vel ikke, vi skal have hende 
klistret lige op ad os? Kammeret er godt, hun 
er næppe bedre vant.» 

«Din Hukommelse er daarlig, Jeppe, mærker 
jeg nok. Jeg sagde jo til Dig, hun og j^ 
skulde ha'e Lov at sidde i Stadsestuen. Det var 
for at lade Dig forstaa, det bedste i Huset ikke 
var for godt til Mo'er Inger. » 

«Det bedste! Og vi selv da?» 

«Vi selvl Det er jo alt vort; vi kan skalte 
og valte, som vi vil.» 

«Vi? Du glemmer nok, dit er mit, men 
mit er ikke dit, * sagde Jeppe tørt. 

«Hvad mener Du, Jeppe, jeg forstaar Dig 
ikke?» spurgte Ellen forundret. 

«Aa, jeg mener kun, hvad Konen har, er 
Mandens, men hvad Manden har, er ikke Konens. » 

« Mener Du virkelig det, Jeppe !» fér Ellen 
forskrækket op. «Men det har Du jo aldrig før 
ymtet om, end ikke med det mindste Vink. » 



195 

«Nej, før,» svarede Jeppe langsomt; «nien 
nu synes jeg, det kan være Tid.» 

«Ja, der har Du Ret! Gud være lovet, det 
er endnu Tid. Men har Du den Mening, hvor 
kan Du saa holde, hvad Du har lovet mig. 
Naar Du og jeg, Mand og Kone, ikke har lige 
Ret i Huset, saa ser jeg ikke bedre, end at jeg 
kun gaar over i en anden Tjeneste, i Stedet for 
at blive min egen. Jeg vil ikke være Tjeneste- 
kvinde i dit Hus, forstaar Du? Jeg vil være 
Kone der. Nu har jeg intet, og naar jeg heller 
intet faar som din Kone, kan jeg ligei saa godt 
blive, hvor jeg er; saa har jeg da i det mindste 
Lov at gaa, naar jeg vil. Men har Præsten først 
sagt Amen, saa . . . Nej, Jeppe, din Slave vil 
jeg ikke være!» 

« Slave! I Kvindfolk er saa nøjeregnende, 
tager alt saa ivrigt. Lad os nu ikke trættes om 
det; naar Du faar, hvad Du skal have, synes 
jeg, Du kan lade Dig nøje med det. Men I vil 
ha'e hele Haanden, vil I, og det er for stærkt 
et Stykke.* 

«Jeg maa tænke nærmere over det, naar jeg 
er bleven ene, Jeppe,* sagde Ellen koldt. «Det 
var godt. Du dog en Gang kommer til Orde; 
ellers havde jeg saa vist købt Katten i Sækken. 
Nu véd jeg, hvad jeg har at holde mig til.» 

«Ja, det er ikke saa lidt endda!* surmulede 

13* 



196 

Jeppe. «Du vil ha'e alt, mens Du selv intet 
gi 'er, næppe nok Haanden, naar j^ kommer og 
gaar.» 

«Nej, det manglede blot! Godnat, Jeppe, 
Du skal ikke komme igen de første Dage; jeg 
maa ha'e Tid til at drøvtygge det Foder, Du 
har givet mig i Dag.» 

«Det gaar nok,» mente Jeppe spag; men 
Ellen var allerede løbet ind og smækkede Døren 
i efter sig. 

«Nu er hun vred,» mumlede han og drev 
op ad Vejen. «Men jeg kan dog ikke lade den 
gamle ligge paa det nye Bolster og sidde paa 
de fine Møbler . . . Naa, det gi 'er sig nok! 
Man fanger ikke hver Dag en Guldfugl som 
Jeppe Maansen.» 



«Du skulde skrive til din Moder, Ellen,* 
sagde Marie. «Nu er der kun otte Dage til dit 
Bryllup, og jeg synes, en Moders Bøn er værd 
at tage med, naar man skal begynde et nyt Liv, 
som man ikke véd, hvor det fører hen. Hun er 
jo gammel og svag, efter hvad Du siger, og det 
vil næppe være rigtigt saadan pludselig at over- 
raske hende. Hvem véd, om hun kan taale at 
bryde op fra al det gamle, uden først at faa 



197 

Tid til at forsone sig med Tanken derom. En 
Moder er den, der staar os nærmest baade i 
Sorg og i Glæde. Det føler selv jeg, der aldrig 
har haft den Lykke at kende min Moder. Hvad 
havde jeg givet for at kunne betro mig til hende ! 
Der ligger en hel Verden af Opofrelse og Kær- 
lighed i det lille Ord Moder. Naar Du vidste, 
Du, som er saa lykkelig endnu at have din 
Moder, hvor ofte jeg i min Sorg trøster mig med 
at hviske dette Navn stille for mig selv! Jeg 
synes altid, hun er mig nærmere, ja, at jeg kan 
føle hendes milde, kærlige Blik hvile paa mig i 
saadan en Stund. Skriv til din Moder, Ellen !» 

«Jeg kan ikkel» sagde Ellen, mens tunge 
Taarer faldt paa hendes Arbejde. Jeg maa dog 
først se, hvordan det gaar.» 

« Hvordan det gaarl Naar Du skal have 
Bryllup om otte Dagef» 

«Otte Dage er en lang Tid, der kan ske 
meget i den.» 

«Ja, har det sig saadan, Ellen, saa lede Gud 
Dig til det rette. » 

Om Natten laa Ellen og vendte og drejede 
sig; hun kunde ikke falde i Søvn. 

« Hvert Menneske har en Stund i sit Liv, 
hvor det kan gribe Lykken og holde fast paa 
den; men gaar Stunden ubenyttet hen, kommer 
den maaske aldrig igen, sagde Hans, og jeg 



198 

holdt ikke fast paa Lykken, saa den kommer vel 
aldrig, aldrig tilbage,* hulkede hun. «Hvor er 
Hans nu? Maaske til Søs, som han truede med, 
og Mo'er Inger sidder ene og forladt og jeg . . . 
jeg gifter mig med Jeppe og elsker Hans. Vi 
bli'er alle tre ulykkelige, hun har Ret, Frøknen, 
alle tre og Mo'er Inger med. 

Naa, det gaar vel over som alt andet. Men 
min Skyld bli'er det lige godt; det sagde hun 
ogsaa, og hun har Ret. — 

At j^ kunde støde Hans fra mig god og 
ærlig, som han er, og, værst af alt gifte mig 
med Jeppe, som kan være min Fa' er og som jeg 
er vis paa bli'er ond mod Mo'er Inger og mig. 
Han er gerrig og haard, det kommer mer og 
mer frem. Endnu kan jeg magte ham, men 
hvem borger for, hvad det bliver til. Ja, saa 
Hans mig nu, tror jeg, han gav mig en Haands- 
rækning; han har altid tænkt mer paa mig, end 
paa sig selv, skønt jeg lige fra Barn har fristet 
ham haardt. 

Ja, ja, rig bliver jeg i al Fald og maaske 
til sidst lige saa gerrig og haard som Jeppe. Vi 
klamres vel fra Morgen til Aften, og unde ikke 
hinanden det Brød, vi spiser. Jeg er kommen 
til at holde af Fred, for her er alt saa fredeligt. 
Jeg tror næsten, jeg er begyndt at hade den 
store, fine Gaard, der skal være mit Hjem, alt 



199 

som jeg længes mer efter Mo'er Ingers falde- 
færdige Hytte. Der er jeg født og der er vi 
voxede op sammen . . . «Lige ind i Gaarden,» 
sagde han — Nej, lige ind i Hytten maa det 
være ! » 

Saa tørrede hun sine Taarer og faldt i en 
tryg Søvn. 



Aarene gik trange for Mo'er Inger. Hun 
var bleven meget gammel og, værst af alt, hun 
var bleven blind og havde kun fremmede Men- 
neskers Hjælp og Medlidenhed at stole paa. 

Om Sommeren, naar Vejret var godt, sad 
hun med sin Spinderok paa Bænken ved Hytten ; 
af og til standsede hun Hjulet for at lytte, men 
alt var stille, ikke et Blad rørte sig. Saa rystede 
hun forsagt paa Hovedet og spandt videre, me- 
dens en tung Skygge lagde sig over hendes Træk. 

«Ingen af dem kommer. Hans har ikke 
skrevet det sidste halve Aar, og Ellen har aldrig 
ladet høre fra sig. Snart putter de gamle Inger 
i Jorden, og — Hytten staar tom.» 

En Aften sad hun der, som hun plejede. 
Solen var v^d at gaa ned, det begyndte at blive 
køligt, og hun rejste sig for at gaa ind, men 



200 



standsede lyttende, hun kendte disse lette Trin, 
der kom nærmere og nærmere. 

« Ellen !» raabte hun og strakte Armene ud. 
« Kommer Du endelig ?» 

Og Ellen kastede sig i hendes Favn, ung 
og kraftig, med røde Kinder og Smil i Øjet. 

« Moder, Gud være lovet, I lever! Det 
var min største Angest, I skulde være borte, 
naar jeg kom.» 

Inger svarede ikke, hun holdt Ellen fast i 
sine Arme, som var hun bange for at miste 
hende igen. 

«Slip mig, Mo'er Inger, at jeg rigtig kan 
se Jer, » sagde Ellen blidt og viklede sig lempelig 
ud af hendes Favn. «Hvor I er bleven gammel! 
Saaledes havde jeg ikke tænkt mig det ; men ...» 
Hun udstødte et Skrig og sank ned for den gamles 
Fødder. 

«I kan jo ikke se mig, I er blind !» 

«Jeg ser Dig med det indre Øje, Barn,» 
sagde Inger blidt. «Nu er Du god, Ellen, jeg 
kan høre det paa Røsten. Du er vel kommen 
for at vise. Du er ham værd?» 

«Det er jegl» svarede Ellen skælvende. 
«Men nu er al Glæde forbi, I kan jo ikke en 
Gang se mig.» 

«Det gør intet. Barn, Du forlader mig jo 
ikke mer?» 



20I 



« Forlade Jer! Nej, nu vil jeg være Haand 
og Øje for Jer, som I har været det for mig, da 
jeg var Barn og intet magtede. » 



Ellen holdt Ord, hun blev alt, hvad hun 
havde lovet, arbejdede fra Morgen til Aften, 
gik aldrig til Dans eller Ungdomsgilde , skønt 
hun blev fristet paa mange Maader; nu holdt jo 
alle af hende og undte hende gærne lidt Ad- 
spredelse; men hun stod fast og blev hjemme. 

Ofte undrede Inger sig over, at Ellen kunde 
være saa glad, trods den Længsel, hun bar i sit 
stille Sind. Det var Troen, der voxede i hendes 
Hjærte, Troen paa Gud og paa ham. 

En Aften var hun gaat til Herregaarden med 
noget Arbejde, hun havde for Fruen. Inger sad 
ene paa Bænken udenfor Hytten, da hørte hun 
en velbekendt Stemme: 

«En god Aften, Inger !» 

«Hans!» 

Inger havde rejst sig og famlede nogle Skridt 
frem i den Retning, Stemmen kom fra; men 
Hans tog hende i sine Arme og satte hende til- 
bage paa Bænken. 

«Saa I vil endnu løbe mig i Møde! Nej, 
lad de unge komme til Jer, det passer sig bedre, 
Mo'er Inger. Herren være lovet, jeg ser Jer igen. 



202 

Det har mangen en Gang givet mig Tvivl, naar 
jeg tænkte paa Jer og pjia Hjemmet. Og Ellen, 
har hun aldrig ladet høre fra sig?» 

« Ellen er jo her, det Gudsbarn!* sagde den 
gamle, mens stride Taarer banede sig Vej over 
de furede Kinder. «Ja, Hans, jeg glæder af 
Glæde over Dig, det undres Du vel ikke paa 
efter de mange Aar, jeg ikke har set Dig?» 

«Saa hun er herl» var alt, hvad Hans 
svarede. 

«Ja, hun er her!» 

«Og hvordan er hun saa her?» spurgte han 
frygtsomt. 

«Hun er her for at pleje og ernære sin 
blinde, gamle Moder, » svarede Inger, ikke uden 
Stolthed. 

«Saa være da Gud lovet !» udbrød Hans 
med et lettende Suk. «Saa er hun jo nu, hvad 
jeg den Gang ønskede hende at være. Men I, 
Mo'er Inger, har I virkelig haft saadan Prøvelse, 
som den at miste Synet, det bedste Vorherre 
har givet os. Det gør mig ondt for Jer, saa 
ondt, at Glæden over lille Ellen ikke kan komme 
til sin Ret.» 

«Det skal Du ikke sørge over, Hans. Naar 
Vorherre tager det ene, giver han med rund 
Haand det andet, og det ofte noget langt bedre. 
Saadan er det gaaet mig; han har givet mig det 



203 

indre Syn, og det vejer tifold op mod det, jeg 
har mistet. Ellen har han ogsaa givet mig igen, 
omskabt saa jeg næppe kan kende hende; og 
jeg, der mente, hun var tabt for bestandig. Og 
nu, til syvende og sidst, vender Du tilbage som 
Kronen pjia hans Værk. Jo, Hans, Du kan godt 
lade Glæden komme til sin Ret, for j^ er i 
Sandhed en lykkelig gammel Kone.» 

«Jaj god og nøjsom er I!» mumlede Hans 
og tørrede Taarerne med sit Trøjeærme. «Men 
hvor er Ellen? Er hun inde i Hytten ?» 

«Hun er gaaet til Herregaarden med Arbejde. 
Det varer ikke længe, før vi har hende igen; 
hun holder ikke af at lade mig ene her.» 

«Naa, det gør hun ikke! Ja, alt er jo nu 
forandret, I og Ellen, selv Hytten, synes mig, 
luder ikke saa stærkt forover, som før, det skulde 
undre mig, om Vejen til Herregaarden ikke ogsaa 
er bleven forandret. Hvad om jeg gaar og ser 
ad? Har I noget derimod, Mo'er Inger ?» 

«Gaa Du, Hans, og Herren være med Dig U 

«Det er han, naar man blot aldrig tvivler 
derpaa ! » 



Ellen ilede med lette Trin og let Sind hjem 
ad. Pludselig standsede hun ved en Omdrejning 
af Vejen. 



204 

«Hans!» 

« Ellen !» 

De stode tavse en Stund og stirrede paa 
hinanden. 

«Vil Du nu, Ellen ?» spurgte Hans og strakte 
Haanden mod hende. 

«Ja, jeg vil, for nu tør jegl» svarede Ellen 
frejdig. 

«Saa Gud velsigne Dig I Du er ikke længer 
min lille Ellen, det ser jeg nok; men Du er som 
Ellen, der er død og staaet op igen.» 




JEG KUNDE IKKE ANDET. 



Første Kapitel, 



«Men Barn dog, hvor har Du gjort af dit 
Tørklæde, jeg befalede Dig at tage det pcia? Du 
er bleg, Du fryser Elise. Naa, svar mig, hvor 
har Du gjort af dit Tørklæde ?» 

Elise saa med ængstelige taarefyldte Øjne 
paa Moderen, men svarte ikke. 

«Svar mig Elise, har Du givet det bort — 
skønt jeg saa strængt har forbudt Dig det?» 

Elises Hoved hang som en knækket Lilje. 
«Jeg kunde ikke andet, » svarede hun næppe 
hørlig og brast i Graad. 

Fru Tegner fik ogsaa Taarer i Øjnene ved 
at se Barnets Sorg, hvad skulde hun gøre? — 
straffe hende — nej, det var umuligt, og lade 
hende gaa i Skole i den kolde Efteraarsluft uden 
Tørklæde — det var ogsaa umuligt. Herre Gud, 
hvor det Barn gjorde hende megen Sorg ved 
altid kun at handle efter Hjærtets Indskydelse, 



208 

uden nogensinde at tage Fornuften med paa Raad 
. . . hun — Moderen — kunde dog ikke for- 
svare for sin Mand, at Elise altid paabyrdede 
ham ny Udgifter. Stakkels Tegner, han maatte 
kæmpe haardt for at skaffe det nødtørftige til 
Huset — ja, hvor han sled for dem alle. 

Aa, det Barn, det Barn ! vilde hun da aldrig 
blive fornuftig for at handle retfærdig! 

«Kom, Elise, og lad os tale sammen, og 
gør Dig Umage for at forstaa mig. Barn. Du 
fyldte i Gaar dit tolvte Aar, Du er gammel 
nok til at bruge din Fornuft og veje Ret mod 
Uret. Gud har givet Dig en god Forstand, og 
Hjærte mangler Du heller ikke — forstaa mig 
derfor, naar jeg siger Dig, at Du ikke mere maa 
give dit Tøj bort til andre. Ser Du, Barn, din 
Fader er meget flittig — saa flittig, at det ofte 
smerter mig. Du ser ham næsten aldrig, han under 
sig knap Tid til at spise eller hvile sig, men 
holder ud fra tidlig Morgen til sildig Aften. 
Han er den første paa Kontoret, hvor han altid 
møder to Timer før de andre for at kunne naa, 
hvad der paahviler ham, han er en dygtig — 
men en langsom Arbejder; saa tager han fat paa 
extra Afskrivning blot for at skaffe os et nogen- 
lunde sorgfrit Liv. Han undværer enhver For- 
nøjelse — selv den at ryge Tobak — et Offer, 
Du endnu ikke forstaar at vurdere. 



209 

Men saa maa ogsaa vi to hjælpe ham Scia 
godt, vi evner, ikke blot af kold Pligt, men 
af Taknemmelighed og Kærlighed. Ikke sandt, 
Elise? Jeg véd saa godt, at Du ofte undværer 
baade Skolebøger og Broderier, at Du laaner 
Bøger af dine Kammerater, og derfor ofte faar 
mindre gode Karakterer — eller Anmærkning for 
Glemsomhed; jeg ser det altsammen, skønt jeg 
tier og tilsyneladende lader din Kærlighed gaa 
upaaagtet hen. Men Elise, mit kære Barn, se 
paa din Faders bøjede Ryg og blege Træk, af 
Træthed hører Du ham næsten aldrig tale; kan 
det Syn ikke røre dit Hjærte mere end frem- 
medes Sorg og Trang? Han er jo dog din 
Fader !» 

Elise søgte at kvæle Graaden, hun elskede 
sin Fader med et Barns hele Hengivenhed, hun 
vilde saa nødig gøre ham Sorg. Men — men 
hvad skulde hun gøre? Den lille Pige var jo 
næsten nøgen, hun rystede af Kulde og Graad. 
Aa, hvor det dog er tungt at være fattig I 

Fru Tegner lagde sin Haand paa Elises 
Hoved for at trøste hende, hun kendte af egen 
Erfaring, hvor tungt det er at gøre sig blind og 
døv for andres Nød og Klage. Men var det 
ikke netop Nøden — den kolde klamme Nød, 
der fordrede det af dem? Den Kamp falder kun 
i Fattigmands Lod. 

14 



2IO 

Elises Hoved laa ved Moderens Bryst. «Mo'r, 
Mo'rU hulkede hun — «hun var næsten nøgen, 
jeg kunde ikke andet. » 

Fru Tegner tav, hun kunde heller ikke andet. 
Men næste Dag, da Elise skulde i Skole, fik hun 
sin Moders Tørklæde paa — det eneste, Fru 
Tegner havde ejet i flere Aar. 

Elise kæmpede og græd for at blive fri for 
det, men det hjalp intet, Moderens Vilje var 
stærkere end Barnets. 

Tegner var Assistent i et af Ministerierne, 
han havde ingen Examen og kunde derfor aldrig 
avancere; men hans Flid, Dygtighed og elskvær- 
dige Karakter gjorde ham afholdt af sine Fore- 
satte, og de gav ham alt det Hjemmearbejde, de 
kunde skaffe ham. 

Ungdommens glade frejdige Mod og Haab 
var Skridt for Skridt veget tilbage for den kolde 
Virkelighed, der som en Istaage kvalte alle hans 
Forhaabninger, og kun Kærligheden til Hustru 
og Barn hjalp ham til ikke at forsage, men bære 
Livet — hvor tungt det end ofte faldt ham. 

Hans Hustru stod trofast og stærk ved hans 
Side, hun glemte sine egne Bekymringer og Kamp 
for hans og havde altid Trøst for sin Mands 
Beklagelse, naar han mindedes gamle Dage, da 
han som ung var rig og lykkelig, til en Dag 
Ruinen styrtede over dem ved Faderens Børs- 



2U 

spekulationer — netop da han skulde til at tage 
Artium. 

Fra nu af maatte han søge sit Arbejde, hvor 
han kunde finde det — han havde jo ingen 
Examen — fortalte man ham overalt — og Ven- 
nerne vare svundne med Solskinsdagene. 



14* 



Andet Kapitel. 



Elise var konfirmeret, hun var høj og slank, 
men saa tynd, at man uvilkaarlig maatte tænke: 
«Blot hun ikke brækker over.» 

Hendes Hoved var æggeformet, lille og fint, 
Haaret blondt og laa i Bølger om en høj, tæn- 
kende Pande. Ansigtet ovalt med blaa Øjne — 
søde og dybe — saa man havde ondt ved at 
løsrive sit Blik, naar hun saa varmt og bedende 
paa en. Munden var lille, der Icia ofte et satirisk 
Smil om Læberne, hun var bciade godmodig og 
satirisk anlagt, ligesom hun gennemgaaende i 
Væsen og Karakter var en Sammensmeltning af 
de største Modsætninger: paa en Gang frygtsom 
og modig, undselig og kæk. Undselig til Kejtet- 
hed traadte hun ind, naar der var en frem- 
med, og hvert Ord listede sig ængstelig og 
halvt hviskende over Læberne; men følte hun 
Interesse, saa var hendes Tanke let og snarraadig, 
skæmtende og vittig, hun blev da aldrig nogen 



213 

Svar skyldig. I modsat Tilfælde gik Samtalen 
som en tom Lyd hendes Tanke forbi. 

Lige saa svag hun var til at give bort, lige 
saa stærk var hun, naar hun kunde udrette noget 
for andre — selv om Vejen var aldrig saa trang. 
Ved saadan Lejlighed var det som al Frj^gt 
og Undseelse var strøget af hende, hun talte frit 
og klart, i faa velvalgte Ord forklarede hun sit 
Ærende og Grunden, hvor paa hun støttede sin 
Bøn; hun talte ikke alene til Forstanden, men 
ogsaa til Hjærtet og sejrede derfor — naar det 
var muligt. 

Saa kom der en Dag, kun to Aar efter 
hendes Konfirmation, da hun pludselig blev uventet 
forlovet. Det var en brat, en forunderlig Over- 
gang for den unge Pige, der aldrig havde skænket 
Forlovelse, endnu mindre Ægteskab nogen Tanke ; 
hun havde været aldeles uberørt af erotiske 
Følelser og kun levet sit eget indadvendte Liv. 
Kærligheden kom saa uvilkaarlig over hende, at 
hun selv ikke kunde fatte det — Forældrene 
endnu mindre. 

En Morgenstund gik Elise ved Søerne langs 
Dosseringen, hun var paa Vej til Kursus for 
Privatlærerinder. Det var tidligere end nød- 
vendig, hun gav sig Ro til at nyde den smukke 
Udsigt og lytte til Fuglesangen. Hun stirrede 



214 

hen over Søerne: «Hvor dejligt, » tænkte hun, 
«hvem der dog bode paa Landet !» 

Fiskene stak Hovederne op over Vandfladen, 
som den Morgen var klar og stille. De aabnede 
Gabet for at snappe Insekter. 

« Stakler,* tænkte Elise, « I ere sultne 1» Hun 
tog sin Madkasse op og krummede Smørrebrød 
ud til dem, og stor var hendes Glæde hver Gang 
de begærlig snappede Maden og paa ny aabnede 
Gabet for at fordre mere. 

«Det kan nok være, det smager dem,» lød 
pludselig en Stemme lige ved hende, og hun 
saa en ung Officer, som stod og betragtede 
hende. 

Han var høj og smækker og saa naturlig 
og livsfrisk ud. Haaret var brunt, tykt og 
krøllet. Øjnene havde samme Farve; der laa et 
medfødt Smil i Blikket, som klædte ham godt. 
Panden var bred og vidnede om en god Forstand, 
og Trækkene om den store Mund — skønt den 
var halv skjult af Skæg — forraadte fast Vilje. 
Dragten var soigneret, og over hele hans Væsen 
laa der en Personlighed, man sjælden træffer 
hos unge Mennesker. 

' Først gav den uventede Tiltale et Sæt i 
Elise, ikke af Frygt, men af Overraskelse; men 
da Officeren uden videre tog et Stykke Brød ud 
af hendes Madkasse for ogsaa at made Fiskene, 



215 

smilte hun uvilkaarlig og fortsatte sit Arbejde, 
uden at svare ham eller genere sig. 

« Hvilken herlig Morgen, » sagde han efter 
en lille Stund, og stirrede ud over Søerne, i det 
han skyggede med Haanden for Solen. «Hvem 
der kunde tage til Skoven og rigtig boltre sig i 
Græsset og Søluften, det maatte være herligt I » 

« Hvorfor kan De da ikke gøre det?» spurgte 
Elise og saa ham troskyldig i Øjnene. 

« Fordi jeg er Lærer paa Militærskolen, først 
Pligten — saa Fornøjelsen. De skal naturligvis 
paa Kursus ?» og han saa ned paa hendes Bøger. 

« Hvorfor paa Kursus?* spurgte Elise og saa 
skælmsk paa ham. 

« Fordi de fleste unge Piger gaar paa Kursus. » 

«I Skov, i Skov, i friske grønne Skov,» 
nynnede Lieutenanten. 

Hvor Elise godt kunde lide ham og forstaa 
hans Længsel efter den friske grønne Skov, hun 
Frihedsmennesket, der elskede Naturen og Ensom- 
heden. 

«Aa, hvem der kunde gaa frem og frem, 
uden Tvang og Maal — kun frem, hvor Skæbnen 
vilde føre en hen. Kunde det ikke ogsaa more 
Dem?» 

Hun svarede ikke, men der laa Liv og Sym- 
pathi i hendes sjælfulde Blik. 

«Hvor de Øjne ere søde,» tænkte han, «paa 



2l6 

en Gang barnlige og alvorsfulde — som uud- 
grundelige. » Og han fastholdt hendes Blik. 

Og hun ? 

Elise forstod ikke, hvad der pludselig fore- 
gik med hende, hun følte sig mere og mere be- 
tagen. Det sortnede for hende paa samme Tid 
som en ukendt Angest fyldte hendes Hjærte. 

Hun lukkede sine Øjne og hviskede som i 
Drømme : 

« Hvorfor gjorde De det?» 

Han greb hendes Haand varsom, som var 
den en lille ængstet Fugl. 

«Jeg kunde ikke andet, » svarede han og saa 
bedende paa hende. 

Hun stod endnu med sænket Blik, men 
studsede ved hans Ord; det forekom hende, hun 
kendte dem, men mindedes ikke, hvorfra. 

« Farvel !» hviskede hun med bortvendt Ansigt 
og fjærnede sig langsomt. 

« Farvel !» svarede han modfalden og saa 
efter hende; men da den sidste Flig af hendes 
Kjole svandt om Hjørnet, tog han sig sammen 
og fortsatte langsomt Vejen til Militærskolen. 
Han kendte ikke rigtig sig selv igen i denne 
tavse Morgenstund; hvor ofte havde hans Hjærte 
banket, naar han i Dansen svingede sin Dame 
og hviskede hende Komplimenter i Øret! Han 
var ung, kun fem og tyve Aar, og han var livs- 



217 

glad og fandt Fornøjelse i at tale med unge 
smukke Piger ; men i Dag var det vidt forskelligt 
fra alle de andre Dage. 

Ogsaa Elise følte sig forunderlig betagen — 
Solen i hans Øjne havde vakt Solen i hendes 
Hjærte til Live. Varm og blød af Natur, havde 
hun dog aldrig følt Barndommens og Ungdom- 
mens Glæde. 

Isskorpen brast under hans Blik, og Vaaren 
med Knopper med tusende Blomster og Fugle- 
sang aandede hende overalt i Møde, hun trak 
Vejret tungt og dog glad — hun følte pludselig 
Trang til at kaste sig om Moderens Hals, skjule 
sit Ansigt ved hendes Bryst og græde; — men 
Porten aabnede sig, og Elise gik drømmende op 
ad Trapperne til Kursuset. 

Ja, det gaar forunderlig til i Verden, nogle 
Mennesker bruge Aar til at lære hinanden at 
kende og elske, mens andre næppe ses, før de 
ere lænkebundne. 

Den Dag sad Elise og lyttede til Lærerens 
Ord uden at fatte Tanken, det sang og klang i 
hende, og Graaden sad paa Lur og truede hvert 
Øjeblik med at bryde frem. 



Tredie Kapitel. 



Der gik fire Dage — hun saa ham ikke. 
Øjet var tilsløret, og Gangen blev tungere: 

«Men Ridderen gik ej gennem Skoven. » 

Paa den femte Dag stod hun vemodsfuld 
og krummede Brødet ud til Fiskene, hendes Blik 
søgte langt bort over Søerne, hun tænkte paa 
alt — og paa intet! 

Fiskene snappede nu som før begærlig efter 
Brødet — hun saa det ikke, men vedblev tanke- 
løs at made dem. 

«Stop, stop! nu har de min Sanden faaet 
nok af Deres Frokost. Se, her har jeg Hvede- 
brød til Slughalsene. Der, tag et Stykke; De 
maa ikke give al Deres Mad til Fiskene, saa faar 
De intet selv, og De kan nok trænge til at spise, 
saa tynd som De er. Hvilke Slughalse, de aad 
gærne Giveren med til Tak for god Behandling.* 

Elises Ansigt straalede af Lykke — ja. Hen- 
rykkelse: « Endelig, endelig var han da kom- 



219 

men igen. Hvor havde han været saa længe?* 
Hun tog Brødet og lo gennem Taarer. 

Han saa kærlig paa hende, men forstod ikke 
Taareme. 

Hvor faa Mænd forstaar, at Kvinden har 
Taarer baade i Sorg og i dyb Glæde. 

Taarer keder Manden, det kan jeg saa godt 
forstaa; Taarer trøster Kvinden, det forstaar 
jeg ogsaa — skønt jeg selv er fattig paa Taarer 
saavel i Glæde som i Sorg. 

Han vedblev: «De maa spise alt, hvad De 
kan. De er saa tynd, Barn, det gaar ikke, en 
skøn Dag brækker De over, og hvad saa?» 

« Brækker jeg over?» spurgte hun skælmsk 
og lo, «De er jo selv tynd og skal dog gaa i 
Krig, naar Krigstrompeten kalder. » 

«Ja, det er en anden Sag, jeg er Mand, jeg 
har stærke Muskler. Bare vi maatte faa Krig, 
saa skal De se, hvor jeg slaar løs.» 

«For at faa det at se, maatte jeg selv være 
Soldat eller Marketenderske. Men fy. De maa 
ikke ønske Krig, det er en Synd; sæt De selv 
var den første, som faldt. » 

En ubemærket Skælven gik over hende, det 
forekom Elise, som havde hun spaat ham ondt 
med sine Ord. 

«Naa, Herre Gud, saa faldt jeg da med Ære. 
Jeg er forældreløs, har ingen Søskende og 



220 

naa — det er da en langt skønnere Død at falde 
for sit Fædreland, end paa almindelig Vis ud- 
kæmpe Døden i Sengen.* 

«I Dag kan }eg ikke lide Dem,» og Elise 
vendte sig fra ham, som vilde hun gaa. 

«Stop, ikke endnu, det er for tidlig. Jeg 
ønsker ingen Krig, men kommer der Krig, saa 
gaar jeg jublende med og synger: 

«Den Gang, jeg drog afsted 1 
Den Gang, jeg drog afsted! 
Min Pige — — — .» 

«Nej, jeg har ingen Pige, der vil med!» Og 
en mørk Sky gled over hans Pande, hans Tanke 
var pludselig ilet over Land og Sø — hvorhen, 
t^idste han selv kun alt for godt. 

Han saa paa sit Uhr: « Klokken er mange i 
Dag, vi maa begge skynde os afsted, ellers 
komme vi forsildig paa Post. Ræk mig Haanden 
til Bevis paa, at vi atter ere gode Venner, rigtig 
gode Venner. » 

Hun rakte ham Haanden. 

«Se, det kan jeg lide! Mit Navn er Lieute- 
nant Harboe ved Artilleriet. Og nu afsted i en 
lynende Fart.» 

«Jeg hedder Elise Tegner I » raabte hun 
efter ham. 

« Farvel, Elise Tegner !» 



221 



« Farvel, Lieutenant Harboe I » 
Og han ilede bort, svingende med Huen 
og nynnende: 

«Roselil og hendes Moder, de sad over Bord, 
De tåled saa mangt et Skæmtens Ord.» 

Elise vendte sig flere Gange efter ham — 
han saa hende ikke. Hun følte sig baade glad 
og bedrøvet, og undervejs gentog hun atter og 
atter: « Falder han i Krigen, er jeg Skyld deri; 
blot jeg ikke havde sagt: «Sæt, De selv var den 
første, som faldt ».» 

Fra nu af mødtes de hver Dag; der blev 
aldrig talt om Kærlighed, og dog elskede de 
begge oprigtig hinanden. 



Fjerde Kapitel. 



Der gik Dage, der gik Uger, der gik en hel 
Maaned, han saa hende ikke. Nu var det ham, 
der saa længselsfuldt hen over Søen og tankeløs 
madede Fiskene. 

«Det er slet ikke morsomt at made jer Slug- 
halse, » tænkte han, «det er kedeligt, frygtelig 
kedeligt, » vedblev han og kastede den sidste 
Bolle hél ud til Fiskene, som begærlig slebes om 
Byttet. 

«Er hun vred paa mig?» spurgte "han sig 
selv, da der var gaaet en Uge siden, at han 
havde set hende. «For en Ulykke! hvor Solen 
stikker i Dag, alt er saa trægt — jeg skulde 
vel ikke være gnaven? Hm, jeg tror det næsten. 
Fy for Pokker, hvor de sluge Maden, de dumme 
Fiske, de ligne Menneskene, utaknemmelige ere 
de alle til Hobe; snappe de ikke ligesaa glade 



223 

Maden af min Haand, som om det var hendes 
søde, bløde lille Haand, der gav dem det.» 

Og nu som altid, naar han var glad eller 
bedrøvet, sang han sine Følelser ud i Toner. 
Enhver, der kendte Harboe, kunde strax paa 
Sangens Karakter gætte sig til Bølgegangen i 
hans let bevægelige Sjæl. Han sang Hauchs 
stemningsfulde Digt: 

«Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igjen, 
Der Timerne saa sagtelig gled hen», 

« Hauch har elsket, da han digtede denne 
Sang,» tænkte han og gik, njmnende videre. 

«Hvor er nu min lille ængstelige Fugl, der 
ser saa mildt, skønt vemodig paa mig? Ja, der 
ligger altid Vemod i Baggrunden aif hendes Smil ; 
der toner en blød, en forunderlig Melodi gennem y^ 
hendes Sjæl, poetisk og dyb, smilende og lok- 
kende — fuld af Latter og Taarer, fordi Sang- 
bunden er Vemod. » 

Saa sad han paa Skolen, Spørgsmaal og 
Svar faldt den Dag forunderlig kejtede; han var 
ikke Herre over sine Tanker; thi midt i Spørgs- 
maalet spurgte han sig selv: 

«Mon hun er syg? Ja, hun maa være syg, 
den lille Stakkel, ellers var hun ikke udebleven 
— for hun elsker mig, det véd jeg lige saa vist, 
som at jeg elsker hende. » 



224 

De unge Mennesker stirrede forundrede paa 
deres Lærer, de kendte ham slet ikke i Dag. 
«Han maa være syg, Stakkel, » hviskede de 
til hinanden, og de havde Ret: Harboe var 
hjærtesyg. 



i 



\ 



Femte Kapitel. 



I fire Uger havde Elise forsømt sit Kursus, 
de tre Uger maatte hun holde Sengen. Hvor 
den Tid var lang — aa, saa lang, skønt hun 
byggede Slotte med Blomster og Solskin, og 
gennem al den Herlighed tittede to kærlige Øjne 
frem og saa hende lige ind i Sjælen. 

I Dag var det den ottende Dag, hun var 
oppe. I Morgen skulde hun paa ny gaa paa 
Kursus. Hun sad ved Faderens Skrivebord for 
at gennemse sin sidste Stil, men Tanken var 
langt fra Stil og Kursus — saa vingelet en Fugl 
lader sig ikke binde med Bast eller Baand. 

Forældrenes Kærlighed var uden Ende, en- 
hver af dem havde plejet og vist Omhu imod 
hende; selv den tavse Mand undlod aldrig, naar 
han kom hjem fra Kontoret, at fortælle hende 
et og andet, han havde hørt der ude fra. 
Saa puslede han ved Lagnet og Trækkepuden, 
klappede hendes Haand og sukkede — han 

15 



226 

savnede sin Yndling i hver en Krog; men Ynd- 
lingen mærkede det ikke, hun hørte knap Sukket 

— skønt det fortalte saa mangt og saa meget, 
hendes Tanke og Hjærte var optaget af «ham» 

— kun af ham, hun mægtede ikke mere. Stakkels 
Forældre, hvor ofte er det ikke eders Lod i 
Livet — 1 

Hvem kan fatte Kærlighedens Magt? Fra 
samme Øjeblik, hun lærte at elske, drog han alle 
hendes Tanker c^ Følelser i Ring, og det indre 
Liv, hun levede — lukkede den ydre Verden 
for hende. 

Skønt Kærligheden havde gjort hende rig, 
havde den paa samme Tid gjort hende meget 
fattig, hendes Hjærte og Sjæl udviklede sig mere 
og mere, og voxede sig stor og stærk i Kærlig- 
hed til ham, men indsnævrede sig mere og mere 
for alle andre Interesser. 

Hun rejste sig. Stilen og hun vare ikke gode 
Venner i Dag. Saa satte hun sig ved Instru- 
mentet, lod Fingrene løbe tankeløst over Tan- 
genterne, nu og da ledsagede af et dæmpet Suk. 

Moderen sad i Spisestuen og lappede Linned, 
lidt efter lidt sank hendes trætte Hoved mod 
Brystet og hun sov ind. 

Solen sendte sine sidste Straaler ind ad Vin- 
duet og kastede sit rødlige Lys over Omgfivelserne 
og over Fru Tegners graasprængte Haar. Hvor 



227 

hun saa bleg og lidende ud, man kunde næppe se 
Brystet bevæge sig ved Aandedrættet. Ja, hun 
trængte til Ro ; men i samme Øjeblik for hun op 
i Angest, som blev hun taget i en Forbrydelse 
— Tøjet skulde være færdigt, Tegner skulde 
have det paa i Morgen. Og Synaalen gik atter 
og atter ind og ud, og Fingeren fik Stik efter 
Stik; Øjnene vare søvndrukne — hun kæmpede 
efter bedste Evne for at holde dem aabne. 

Elise saa intet, hun sad fremdeles ved In- 
strumentet og drømte, saa gled Fingrene igen 
over Tangenterne, hun præluderede og sang: 

fj^ mindes vel et Sted, gid jeg var der igjen, 
Der Timerne saa sagtelig gled hen», 

Det ringede beskedent paa Entrédøren, hun 
hørte det ikke; men Fru Tegner lagde Sytøjet 
til Side, hun trode, det var Lægen, han plejede 
at komme paa den Tid. Saa glattede hun 
Haaret, tog Forklædet af og lukkede op. 

«Er Hr. Assistent Tegner hjemme ?» spurgte 
en ung Officer og traadte kæk ind i Entréen. 

Fru Tegner saa forundret paa ham og 
svarede: <Nej, men jeg er hans Hustru, kan De 
ikke give mig Besked ?» 

c Mit Navn er Lieutenant Harboe — », her 
standsede han pludselig og lyttede: 



228 



cDer sad vi tidt i Maanskin, bag Rosernes Hæk, 
Ved Siden af den rislende Bæk, 

Og vexled mangt et Ord, halv i Alvor, halv i Skjemt, 
Det har nu vel længst han foiglemt.* 

Harboes Ansigt straalede af undertrykt Glæde 
og Rørelse, han holdt Vejret tilbage af Frygt for 
at Tonerne skulde dø hen — hvor gæme havde 
han ikke styrtet ind til hende og trykket hende 
i sine Arme! 

« Samme Sang,» tænkte han, «hun synger 
samme Sang, som jeg har nynnet den hele Dag. » 

Fru Tegner stirrede forundret paa ham, hun 
vidste ikke, om den uventede Gæst var klc^ eller 
gal ; men ét saa hun, at han elskede Musik, naar 
han saaledes kunde springe over alle Dannelsens 
Former for at lytte til Sangen. 

Da den sidste Tone var forsvundet, hørte 
Elise en velbekendt Stemme sige: 

« Undskyld min Paatrængenhed, Fru T^^er, 
men jeg kunde ikke andet.* Og han vedblev 
med Øjnene fæstede mod Døren. 

«Maa jeg gaa ind? Hun er der inde, jeg 
maa se hende, det er saa længe siden. » 

« Stakkels ulykkelige unge Mand,» tænkte 
Fru Tegner, « han er sindssyg, hvad skal jeg gøre 
med ham?» Hun traadte imellem ham og Døren 
for at beskytte Datteren, men Harboe smilte. 



229 

han gættede hendes Tanker paa de angestfulde 
Øjne og Afspærringen af Døren. 

«Vær uden Frygt, Fru Tegner, jeg er ikke 
undløbet fra nogen Sindssygeanstalt, om jeg end 
for Øjeblikket ikke er mig selv ganske mægtig. 
Jeg kender Frøken Elise, vi ere rigtig gode 
Venner. » 

« Hvorfra kender De min Datter, Lieutenant 
Harboe ?» spurgte Fru Tegner forbauset. 

«Fra Dosseringen!* svarede han aabent og 
saa hende glad i Øjnene, vi have mødt hinanden 
om Morgenen, naar vi gik til vort Dagværk. 
Har Frøken Tegner ikke fortalt Dem, at vi made 
Fiskene?* 

«Nej!» svarede Fru Tegner, bedrøvet over 
Datterens Mangel paa Fortrolighed. Dog, før 
hun fik sagt mere, gik han ind i Dagligstuen 
med udstrakte Hænder, som vilde han gribe og 
fastholde Elise. 

Elise stod bleg og skælvende, støttende sig 
med begge Hænder paa Instrumentet; Øjnene 
vare nedslaaede, hun havde ondt ved at holde 
sig oprejst. 

Han lod skuffet Armene synke og traadte 
forsigtig frem, som om han gik paa Gløder, men 
hun løftede Øjnene og saa angest og bedende 
paa ham. 

«Jeg har skræmmet hende med min Fremfusen- 



230 

hed, jeg Uhyre !» tænkte han bedrøvet, « hvorfor 
gjorde jeg dog det?» Og han blev staaende, 
vendte sig saa mod Døren, som vilde han gaa. 

Fru Tegner var fulgt efter ham, og ved at 
se sin Datters Angest, vendte hun tilbage til sin 
første Opfattelse, at han var sindssyg. Hun tog 
ham forsigtig ved Haanden, for at føre ham ind 
i Spisestuen. 

«Kom!» sagde hun, «kom og lad os igen 
gaa ind i denne Stue, der kunne vi tale ufor- 
styrret sammen. Min Datter har i længere Tid 
været meget syg og er endnu ikke rask.» 

Hun halede forsigtig i ham, klappede ham 
beroligende paa Skulderen og vilde lige til at 
lukke Døren imellem Datteren og dem, da Harboe 
mildt frigjorde sig fra hendes Haand og sagde 
vemodig: 

« Behøves ikke, Fru Tegner, jeg fejler intet 
her — og han pegede paa Panden — , Maskine- 
riet er i fuld Orden. Tilgiv, at jeg har skræm- 
met Dem! Al den Uro, jeg har forvoldt Dem 
og Frøken Elise, beror ene paa en Fejltagelse 
fra min Side.» 

En mørk Sky havde lagt sig over hans 
Pande, han følte sig smertelig skuffet over hendes 
besynderlige Modtagelse. 

Havde han maaske misforstaaet hende — 
elskede hun ham ikke ? Nej, de Øjne 



231 

kunde ikke lyve, hun var kun angest af Over- 
raskelse, bange for, at han vilde omfavne hende. 
Han vilde gaa, men Fru Tegner holdt ham 
kærlig tilbage. 

«Kom, sæt Dem hos mig og fortæl mig alt, 
hun er et underligt — et uforstaaeligt Pigebarn, 
der er aldeles uberegnelig. Jeg er hendes Moder, 
De skylder mig at fortælle mig Sandheden, da 
min Datter har skjult den for mig.» Og hun 
tilføjede med dæmpet Stemme: 

« Vent blot taalmodig, hun kommer nok af sig 
selv, ligesom Sommerfuglen, naar Solen skinner. » 

Harboe trykkede hjærtelig hendes Haand og 
begge lo — og Elise lo ogsaa igennem Taarer, 
hun havde hørt Moderens halvsagte Ord. 

Han tog b^ge Fru Tegners Hænder imellem 
sine og hviskede: «Vi elske hinanden, kære Fru 
Tegner, jeg hende og hun mig. Hvor Elise dog 
ligner Dem, kære Fru Tegner. » 

Han saa mod Døren, der var ingen Elise. 
Saa vedblev han: «Vi have nu ikke set hinanden 
i fire Uger, i fire lange Uger. J^ har været 
angest for hende; nu kunde jeg ikke holde det 
længere ud, og derfor er jeg her for at spørge 
Dem og Deres Mand: Vil De skænke mig Elise 
til Hustru? det gør De nok, ikke sandt ?» 

«Har De sagt til Barnet, at De elsker hende ?» 

«Nej, det behøves ikke, vi véd begge, at vi 



232 

elske hinanden, vi bede kun om Forældrenes 
Samtykke for at være lykkelige. Mine Forældre 
efterlod mig i Arv et agtet Navn, og det haaber 
jeg ogsaa selv en Gang at kunne efterlade mine 
Børn. Og dermed er alt sagt, hvad jeg har at 
sige til min Anbefaling. » 

Hvor Fru Tegner godt kunde lide den unge 
frimodige Mand, hun tvivlede intet Øjeblik paa 
hans Sanddruhed. Hans store tillidsfulde Øjne 
vare fæstede paa hende, som om det allerede 
var en afgjort Sag, at hun svarede ja. Saa saa 
hun hen mod Døren og tænkte: 

« Kommer hun ikke snart 1» 

Det samme tænkte Harboe og saa ogsaa 
mod Døren. 

«Der er hun og kan selv svare Dem,» hvi- 
skede Moderen. 

Elise mere gled end gik frem, endelig stod 
hun midt i Døraabningen , blussende rød og 
skælvende, men med et yndigt indtagende Smil 
over hele Ansigtet. 

Harboe vilde først i Øjeblikkets Henrykkelse 
styrte imod hende; dog. Erfaringen havde lært 
ham Forsigtighed lige over for en Mimose som 
Elise. Langsom nærmede han sig, greb hendes 
kolde Haand og førte hende hen til Moderen. 

«Maa jeg have hende ?» spurgte han bønlig, 



233 

jeg skal være god imod Deres lille Pige, det kan 
De stole paa.» 

Men Elise skjulte sit Ansigt ved Moderens 
Bryst og hviskede: 

« Tilgiv mig, Moder, at jeg tav, jeg kunde 
ikke andet. » 

Fru Tegner trykkede et Kys paa hendes 
Pande: «Gud velsigne Dig, mit Barn, mit eneste 
Barn, bliv lykkelig!* 

Hun tog kærlig Datterens Haand og gav 
den til Harboe, der stod glædestraalende og saa 
paa dem. 

«Der, tag hende. Far vil sige det samme, 
det véd jeg, og vær begge gode imod hinanden, 
saa lægger Gud nok sin Velsigpnelse til eders 
Forening. » 

Saa listede hun ud af Stuen for at lade de 
unge være ene; men da hun lukkede Døren efter 
sig, brast hun i Graad, hun vidste ikke selv 
hvorfor. 

Om Aftenen da Faderen kom hjem, blev 
han modtaget af Fru Tegner, der forsigtig med- 
delte ham den ny Begivenhed; hun maatte altid 
fare med Lempe, naar hun havde noget at for-^ 
tælle sin Mand, han taalte ingen stærk Sinds- 
bevægelse, hvad enten den var af glad eller 
sørgelig Beskaffenhed. 

Men den Dag hvilede alt Arbejde, det blev 



234 

en Festdag for hele Familien. De sad alle fire 
lykkelige sammen og udkastede Planer for de 
unges Fremtid, som selv de gamle saa i Rosen- 
skær. Paa Gammeldagsmanér kom Punschebollen 
paa Bordet, der blev klinket, og Tegner udbragte 
selv Skaalen for de forlovede, som blev humo- 
ristisk besvaret af Harboe. Det forekom dem 
alle, som havde de kendt hinanden hele Livet. 

Da Elise den Aften gik til Sengs, følte hun, 
at hun havde lagt sin Fremtid i et kærligt tro- 
fast Hjærte, der næst Guds Hjælp vilde frede 
og besk)^e hende. Og hun gav sig selv det 
hellige Løfte aldrig at svigte hans barnlige Tillid, 
men blive ham — saa vidt hun evnede — lige- 
saa trofast en Hustru, som hendes Moder var 
Faderen. 

«Ham kan jeg lide,» sagde Tegner og gav 
sin Kone et Godnatkys — det var længe siden, 
han havde gjort det, ikke af Mangel paa Kærlig- 
hed, men fordi han altid var saa træt. 

Maanen kastede sit bl^e Lys hen over 
Gaden og Huset, hvor Elise bode. En ensom 
Mand stod lige over for og stirrede op til hendes 
Vindue. 

«God Nat, min lille Unge, min bly Viol! 
Gud beskytte Dig og alle dine I » 



Sjette Kapitel. 



Der var gaaet omtrent et halvt Aar siden 
Elises og Harboes Forlovelse. 

En Aften kom Tegner sildigere hjem, end 
han plejede, Arbejdet havde været strængt og 
han var træt. Han gik tidlig i Seng, uden at 
drikke The, og faldt hurtig i Søvn. 

Hvor hans Hustru glædede sig over hans 
milde rolige Søvn! Ellers plejede han at kaste 
sig i det uendelige frem og tilbage paa Lejet, før 
han fik Hvile. Hun listede sig lydløs i Seng, og, 
træt som hun var, sov ogsaa hun snart ind. 

Dog, da hun vaagnede næste Morgen, fandt 
hun ham usædvanlig stille og bleg. Hun lod sin 
Haand glide kærtegnende over hans hvide Haar, 
men tog den hurtig tilbage. Hun bøjede sig 
over ham; et Smil, som gennem Taarer var om 
hans blege Læber, han sov sødt og trygt, som 
Barnet i Moders Skød. 



236 

Hun kyssede de kolde Læber og hviskede 
taarekvalt : 

«Gud velsigne Dig, og Tak for alt! Nu 
skal Du sove i Fred og ikke frygte for den Dag 
i Morgen, ingen, ingen uden Gud skal vække 
Dig, Du kærlige trætte Sjæl.» 

Men for første Gang i sit lange Liv følte 
hun, at hun nu var ene. 

Børnene voxe og flyve fra Far og Mor for 
selv at bygge Rede — det er Naturens Gang. 
Men Mand og Hustru bygge sammen, til Gud 
skiller dem ad. 

I disse Dage var Harboe Fru Tegner en 
trofast Støtte og en kærlig Søn, al den Tid, han 
havde tilovers fra sit Embede og sine Informa- 
tioner, tilbragte han hos dem, lige som han ord- 
nede alt til Begravelsen. 

Elise stod ham bi, hvor hun kunde ; hun var 
fra halvt Barn bleven en voxen Kvinde, og 
Sorgen over Faderens Død bidrog endnu mere 
til at gøre hende selvstændig. Hun hyggede om 
Moderen, som den dybe Sorg havde gjort til 
Barn igen, hun besørgede ene Huset — de havde 
ingen Pige — , lavede Maden og gjorde selv alle 
Indkøb, saa godt hun evnede, skønt hun hidtil 
næppe havde dyppet sine Fingre i koldt Vand. 

Fru Tegner sad i sin Mands Lænestol tavs 
og tankeløs af Smerte, hun vidste og forstod 



237 

kun ét, at hendes trofaste Ven var død og kom 
aldrig mere tilbage. Saa foldede hun Hænderne 
og stirrede ud i Rummet. Kraften var brudt, 
de to hørte sammen, den ene kunde ikke und- 
være den anden. 

Nu var der kun to Dage tilbage, til han 
skulde bæres ud fra det gamle Hjem, hvor de 
havde levet i Kærlighed i over tyve Aar. Hver 
Gang Uhret slog, gik der en Skælven over hende ; 
for hver Time, der svandt, kom Skilsmissen 
nærmere. 

Elise syde og syde for at faa Sørgedrag- 
terne færdig, hendes Øjne hvilede med Smerte 
paa Moderens Træk — aa, hvor det var tunge 
Dage! 

Det var den sidste Aften. Lampen var 
tændt. Harboe og Elise sad hos Moderen, klap- 
pede hende som et Barn, gav hende de kæreste 
Navne, for at dulme hendes Sorg. Hun smilede 
nu og da til dem, men Smilet var, som Blikket, 
aandsfraværende. En Gang tog hun deres Hænder, 
lagde dem i hinanden og hviskede: 

«Elsk hinanden, Børn, Kærlighed er Guds 
bedste Gave.» 

Det var de sidste Ord, Elise hørte Moderen 
sige — ikke en Time efter fulgte hun sin Mand 
i Døden; hun sad stille, ganske stille i Læne- 
stolen; hendes Hoved laa paa samme Plet, hvor 



238 

hans laa, naar han efter Middagen hvilede sig, før 
han atter tog fat paa sit Arbejde. 

De to havde nu udkæmpet et langt Liv, 
men Haab, Tro og Kærlighed havde hjulpet dem 
over alle Skær. Nu fulgtes de trofast i Døden 
som i Livet ; de bleve paa én Gang lagte i Jorden, 
og var deres Dage end fatt^e paa Blomster, saa 
voxede der nu de skjønneste Blomster paa deres 
Grav, fredet af Datterens Taknemmelighed. 



Syvende Kapitel. 



Det var Søndag. Kirkeklokkerne ringede 
til Højmesse, og gamle og unge strømmede fra 
alle Sider hen for at høre Guds Ord. 

Skoven stod i Løvspring; Græsset bugnede af 
Bellis, Valmuer og Smørblomster. Fuglene sang 
om Kap med de glade unge Mennesker, der jub- 
lede af Glæde og Livslyst; de skulde tilbringe 
Fridagen i Skoven, vælte sig i blomsterduftende 
Græs, slaa med Svipstokken til højre og venstre, 
saa Blomster og Løv fløj til alle Sider. Det var 
den bugnende Livskraft, der maatte have Luft, 
for ikke at sprænge sit Fængsel. Hatten i 
Haanden eller paa Stokken, Hovedet badet i frisk 
Sommerluft, alle syngende baade dem, der kunde 
— og dem, der ikke kunde, snart en Fædrelands- 
sang — saa en Kærligheds-Romance. Naturen 
aandede Kærlighed, og Kærlighedstrangen sprang 
som et Kildevæld i deres Hjærte, de vare unge 
og forhaabningsfulde. 



240 

Og Skoven gav Genlyd af de glade Stemmer. 
Hjærtet bankede af Ungdom og Overmod, de 
følte sig rigere end Krøsos og mere uovervindelige 
end Herkules, de drømte ikke om, at de en 
Gang blive gamle og tilovers. 

o, lad de unge glæde sig! 
Saa hurtig flygter Ungdomstiden, 
Og hver uskyldig Glaede siden 
Staar som en Blomst paa Minder rig, 
Der luner Vint'rens kolde Dage 
Og tryller Vaarens Lyst tilbage. 
O, lad de unge glæde sig! 

Blandt alle disse glade Mennesker, var der 
et Par, som, skønt de ikke sang eller svingede 
med Hatten, dog vare de lykkeligste iblandt dem ; 
det var. Harboe og Elise. 

Tre Aar vare gaaede siden deres Forlovelse. 
I Dag var det to og et halvt Aar siden, at Elise 
forlod sit Barndomshjem for at leje sig et lille 
Værelse hos en fremmed Familie. 

Harboe skaffede hende Timer i Musik, Fransk 
og Dansk; hun var meget begavet og flittig, fik 
derfor god Betaling, saa hun ikke alene tjente 
sit Ophold, hun var jo tarvelig vant — men fik 
endogsaa lidt tilovers til at lægge hen til Bryl- 
luppet. 

Harboe fik saaledes ikke Lov til at yde 
hende blot den mindste pekuniære Hjælp, da 



241 

Pengene efter Forældrene vare slupne op, skilte 
hun sig ved mangt og meget af sine Ejendele 
for at leve indtil hun fik Informationer, uden at 
fortælle ham det, og, skønt hendes Stolthed 
krænkede ham dybt, forhøjede det dog hans 
Agtelse for hans Forlovede. 

I Dag var det Elises enogtyveaarige Fød- 
selsdag, de kom fra Forældrenes Grav, som 
de havde smykket med Blomster. I Skoven 
skulde de højtideligholde Festdagen. 

« Elise, min Ungel» hviskede Harboe og 
bøjede sig kærlig imod hende, — jeg har et 
Forslag at gøre Dig paa din Fødselsdag, og jeg 
haaber, Du vil synes om det og sige ja til min 
Bøn.» 

Hun saa ængstelig spørgende paa ham. 

«Ser Du, Elise, — — hvorfor ser Du saa 
ængstelig paa mig, Barn, dit Øje ligner en an- 
skudt Hinds? Er Du angest for mig, din bedste 
Ven?» 

«Nej, Adolf, det er jeg ikke; Du véd det 
godt, jeg kan ikke gøre for, at der nu og 
da kommer flyvende Angest over mig — jeg 
véd selv ikke hvorfra, det er Natur hos mig, og 
som jeg ikke er Herre over. Jeg véd, at alt 
hvad der kommer fra Dig, kan kun blive mig 
til Velsignelse. Sig mig. Du kære, hvad det er 

i6 



242 

Du vil foreslaa mig, j^ tror næsten, jeg har 
gættet det.» 

cNu skal Du høre, min lille frygtsomme 
Fugl. Vi skrive i Dag den fire og tyvende Juni. 
Hvad siger Du til, om vi begyndte at se paa 
Lejlighed til Oktober Flyttedag? Svar udbedes 
først, naar jeg har forklaret Dig mine Grunde. 
Kom, sæt Dig her paa Bænken ved Siden af 
mig, her under det herlige Bøgetræ; der kunne 
vi tale uforstyrrede med hinanden om vor Fremtid ; 
det er dog paa Tide, efter tre Aars Forlovelse, 
at vi tænke paa at bygge os en fælles Rede.» 

«Men, Adolf, husker Du, at jeg intet ejer 
uden mine Informationer. Den lille Kapital, jeg 
havde samlet, maatte jeg forleden Dag give til 
en husvild Familie, der ellers skulde paa Fattig- 
gaarden. » 

«Det er ogsaa nok, naar vi lægge begge 
vore Indtægter sammen, min lille ædelmodige 
Pige. Nu skal Du høre, hvorledes jeg har tænkt 
mig det. Udstyr behøve vi ikke, vi have nok i 
dit og mit Møblement* Du har jo en Del Dække- 
tøj og Linned; kunde dine Forældre nøjes med 
det, kan vi ogsaa; der faar vi altsaa ingen Ud- 
gifter. Min Gage er femten Hundrede Kroner, 
og den stiger til syttende Hundrede Kroner, og 
mine Informationer udgør i Gennemsnit tre å fire 
Hundrede Kroner. Du fortjener vel henved otte 



243 

Hundrede, det udgør omtrent to Tusende og 
sex Hundrede og halvtreds Kroner aarlig. Hvad 
siger Du til det, min Pige?» 

Elises Øjne bleve store, hun stirrede med 
den største Forbavselse paa ham. «Over sex og 
tyve Hundrede Kroner, Adolf? » og hun slog 
Hænderne sammen, «det er jo næsten tre Tusende, 
vi blive rige Mennesker. Det skulde Far og 
Mor blot vide.» 

Harboe smilte over hendes Naivitet i Penge- 
sager og vedblev: 

«Om vi end ikke blive rige, saa kunde vi 
dog med Fornuft og Sparsommelighed slaa os 
igennem. Du maa huske, min Uniform koster 
ikke saa lidt om Aaret, og dito Enkekassen, 
men vi ere begge ordentlige af Natur og tarvelig 
vante — det hjælper betydelig. Og ser Du, lille 
Elise, Fornuften siger os, at det er langt lettere 
at føre én end to Husholdninger.* 

« Husholdninger, Adolf, vi ere jo begge i 
Kost, kalder Du det for to Husholdninger?* Og 
hun lo hjærtelig. 

«Ja vist, det ere vi, men vi maa da begge 
betale Kost og Logi, foruden Vask, Lys og 
Brændsel — skulde jeg mene. Og Du lille 
Stakkel, har just ikke haft det for godt..» 

«De kunne ikke give mig det bedre, Adolf, 

de ere meget fattige. Du maa huske, at jeg kun 

i6* 



244 

giver fyrretyve Kroner om Maaneden for alt, 
undtagen Vask.» 

«Ja, og saa læser Du Lektier med Smaa- 
pigerne, spiller med alle Rollingerne og det om 
Aftenen, naar Du udslidt vender hjem og trænger 
til Hvile. — Naa, — hvem er det saa, der 
hjælper Fru Larsen at stoppe Strømper og lappe 
Børnenes Tøj?» 

Elise drog et dybt Suk, hun vidste nok, 
hvorfor hun hjalp Fru Larsen at stoppe, det var 
ikke af Opofrelse, men af Samvittighedsnag; hun 
kunde aldrig tilgive sig selv, at hun lod sin an- 
strængte Moder stoppe og lappe Husets Tøj, 
uden at række sin Haand ud til Hjælp, ja, det 
var ikke sjælden, at Moderen stoppede og lappede 
ogsaa for hende, uden at hun — forkælet som 
hun var — følte Skam eller Sorg derover. Hun 
vilde have givet Aar af sit Liv for at have gjort 
det, men nu var det — for sildig. 

Og derfor hjalp hun Fru Larsen, hvor hun 
kunde ; hun havde en Følelse af, at hendes Skyld 
mod Moderen derved blev mindre. 

«Du har næppe et Øjeblik tilovers for din 
egen stakkels Ven,» vedblev Harboe. «Imedens 
bliver Du blegere og tyndere, hvis det over- 
hovedet er muligt. Nej, det er paa høj Tid, at 
der sker en Forandring, Du kærlige Sjæl, som 



245 

altid tænker paa andre og glemmer dit eget Jeg 
— og for den Sags Skyld da ogsaa mitl» 

Hun rødmede — hun vidste kun alt for 
godt, hvor ofte hun havde glemt andre for sit 
eget Jeg. 

«Fy, Adolf, Du er uartig, og det paa min 
Fødselsdag. » 

Harboe lagde Armen om hendes Liv og 
drog hende til sig: 

«Tilgiv, lille Tyran, det vidste jeg ikke. — » 
Og han lo. — «Naar vi to bo sammen, har ingen 
undtagen j^, din Ægtemand, noget at forbyde 
eller befale Dig, saa skal Du have det rigtig 
godt, jeg fede Dig som en Gris; men saa maa 
Du til Gengæld altid være lydig og opmærksom 
imod mig, ellers .» 

« Ellers ?» spurgte hun skalkagtig, 

i det hun paa militær Vis lagde Fingeren til 
Panden. 

« Ellers kysser jeg Dig, som jeg nu gør,» og 
han fik expederet det, før hun fik Tid til at gøre 
Modstand. 

Elise rødmede lige op til Haarrødderne og 
hun saa sig ængstelig om, for om nogen havde 
set det. 

«Vær rolig, ingen har overværet denne for- 
færdelige Scene imellem et Par forlovede. «Æren 
frelst — alt frelst !» Tænk Dig, tænk Dig lille 



246 

Pus, os to i én Dagligstue, ved samme Ovn og- 
samme Lampe; vi skilles ikke mere.» 

«Nej, Bjørn, min store Bjørn, vi blive altid 
sammen. Dog, jeg har ogsaa en Betingelse at 
møde op med. Vi blive kun sammen, saa længe 
Du holder Dig paa dit eget Gebet; skulde Du 
en smuk Dag glemme det og træde ind paa mit, 

saa — .» 

«Saa — ?» spurgte han og saa hende 

henrykt i Øjnene. 

« Viser jeg Dig tilbage, for, er Du Mand — 
saa er jeg Kone i Huset. » 

«Se, se, saa det er Madammen!« 
«Ja, det er hun, og skulde Du nu og da 
glemme det, lille Fatter — skal jeg nok sørge 
for at minde Dig derom. » 

«Og paa hvilken Maade, om jeg tør spørge f» 
« Først med Spøg, saa med Alvor, og batter 

det ikke .» 

«Hvad behager, gaar Du videre ?» 

«Saa paa moderne Vis, Hr. Lieutenant — 1» 

«Dog vel aldrig med Dynamit ?» 

«Nej, saa farlige Vaaben agter jeg ikke at 

bruge; sæt jeg sprang i Luften med Dig, saa 

vare vi jo alligevel sammen. Nej, jeg har en 

anden Maade at liste mig fra Dig, dersom Du 

drister Dig for langt ind paa mine Enemærker.* 

«Se mig til det lille Uhyre 1 Ud med Sproget, 



247 

eller jeg tager et Kys; der kommer netop nogle 
unge Herrer, det vil more dem at se derpaa.» 

« Adolf, Du vover ikke 1» 

«Ja, saa ud med Bekendelsen, hvad agter 
Du i tredie Indsats at gøre ved migf» 

«Jeg passer Snittet, naar Du er ude og løber 
fra Dig!» 

«Ene?» 

« Ganske ene, Du bliver pænt hjemme og 
passer Huset. » 

«0g Rollingerne ?» 

«Fy, Adolf, nu er Du igen uartig. » 

«Nej, det er Dig, der er uartig, rigtig van- 
artig — at kunne tænke Dig et Liv uden mig, 
selv om jeg var nok saa grusom imod Dig. At 
lade mig ene tilbage i vor nydelige lille Rede. 
Aa, jeg føler jeg besvimer paa Dame- 
manér, giv mig Hofmandsdraaber. Jeg ene ved 
Lampen, ene i vor lille Rede, j^ ulyksalige 
Mand ! » 

« Naturligvis! hvor skulde Du ellers være? 
Med mindre Du foretrækker at rejse, saa er jeg 
villig til at blive. » 

«Stop, stop. Du tyranniske Madam I Du 
var i Stand til at rejse med Iltog; men tag Dig 
iagt, jeg følger efter med Extratog og henter 
Dig tilbage. Og for at Du ikke ved given Lej- 



248 

lighed skal gøre det om igen, binder jeg Dig 
fast.» 

« Hvortil, om jeg maa spørge ?» 

«Til mit Hjærte!» 'xMein Liebchen, was 
willst Du denn mehr?» 

Hun løftede pludselig Hovedet, c^ han mødte 
et straalende Blik og rødmende Kinder. 

«Sig mig, at Du glæder Dig til altid, altid 
at være sammen med din Bjørn ?» hviskede han 
kærlig. 

«Det gør jeg, Adolf, » svarede hun rørt. 
«Jeg ser allerede i Tanken vor hyggelige Daglig- 
stue — det er Skumring — begge sidde vi ved 
Kakkelovnsflammen, Du med din Pibe, jeg med 
mit Strikketøj, for jeg maa vel strikke dine 
Sokker, som Moder strikkede Faders ?» 

«Det maa Du! Og naar vi tænde Lampen, 
læser jeg højt for Dig.» 

«Men først i Skumringstiden, Adolf, den er 
den bedste af hele Dagen. » 

«Ja, for det er Hviletiden eller Dovnetiden, 
hvad Du vil kalde den. Hvor vi skulle have 
det velsignet sammen 1» 

Elise var ikke mere den blege Pige med 
sænket Blik og hviskende Stemme, hun saa glad, 
ungdomsfrisk og frejdig paa Livet, skønt Und- 
seelse og Vemod nu og da gæstede hende, som 



249 

i gamle Dage. Det var hendes anden Natur, 
som hun sagde, den blev hun aldrig kvit. 

«Naar begynde vi saa at se paa Lejlighed?* 
spurgte han. 

«I Morgen, om Du vil!» 

«Godt, i Morgen Eftermiddag, før faar ingen 
af os Tid for Informationerne. Véd Du, hvor vi 
saa ende, min lille Unge? Paa Langelinie, hvor 
vi drikke os en udmærket Kop The. Det er 
vor sidste Udskejelse. Hvad siger Du til det 
Forslag, lille Lisken?» 

«Hvor dejligt, Adolf! og, før jeg gaar ud, 
laaner jeg Berlingske og opskriver de Lejligheder, 
der passer for os.» 

«Det gør Du, lille Moppe. Men nu er jeg 
sulten og Du vel ogsaa, hvad om vi skyndte os 
hen til Restaurationen for at spise Frokost ? Saa- 
danne smaa Ture ville vi ofte gøre, naar jeg 
først bliver Kaptejn. » 

«Ja, Du, det gør vi. Du bliver nok tidlig 
General ?» 

«Tror Du det, lille Generalinde med Struds- 
fjeder i Hatten og paa Kappen. » 

«Paa Kappen, Adolf, nej fy! Kappernes 
Tid er skrinlagt; om jeg saa er isgraa, gaar jeg 
ikke med Kappe. » 

«Godt Ord igen, lille Hex; hvad siger Du 
til en smuk Coiffure med hvide Strudsfjedre, den 



250 

er klædelig? Hvad om vi strax bestilte den for 
at have den parat til Generalsepauletterne?» 

Saaledes smaasnakkende gik de Arm i Arm 
videre, indtil de naade Restaurationen. 

Grenene viftede og Sommerfuglene fløj to 
og to fra Busk til Busk, men Bierne kyssede 
Bionisterne og summede: « Sommeren er kort — 
Vinteren lang.» Og summende og brummende 
fløj de videre for at samle Honning til Kuben. 
Haren løb let og lydløs gennem Krattet, medens 
Hjorten og Hinden — opskræmte af de unges 
glade Latter — flygtede ind i Tykningen af 
Skoven. 

Harboe hviskede til Elise: 

«Til Middag trakterer jeg med en Flaske 
Vin, for at drikke min Kærestes Skaal og Leje- 
maal paa vort nærforestaaende Bryllup. » 



ottende Kapitel. 



Ja, der var hyggeligt, skønt Møbler fra to 
Hjem, passede de udmærket sammen, god Smag 
havde ordnet alt. Værelserne vare smaa, men 
der var højt til Loftet og fri Udsigt over Kongens 
Have. Elises Fortepiano stod paa skraa i det 
ene Hjørne, hans Skrivebord i det andet. Sofaen 
var rullet midt hen paa Gulvet, omgiven paa de 
tre Sider af smukke, høje Planter, som dannede 
Baggruna. Hist og her magelige Lænestole, der 
indbød — med deres udstrakte Arme — til 
Hvile. Men i Kakkelovnskrogen stod Elises For- 
ældres gammeldags Lænestol, den skulde være 
Husfaderens Ejendom, naar han om Aftenen kom 
træt hjem. 

Det var Dagen efter deres Bryllup. De stode 
ved Vinduet, hans Arm om hendes Liv, hendes 
Hoved paa hans Skulder. Træerne i Kongens 
Have straalede i Efteraarets rige Farvepragt, de 
viftede med deres Grene « Godmorgen I » til Brude- 



252 

parret, og Solen oplyste den smukke Scene for 
inden og for uden, som vilde den sige: «Gud vel- 
signe EderU 

De stode tause og stirrede ud, hvad tænkte 
de paa? Var det paa Far eller Mor, der sov 
under Rosentræerne paa Kirkegaarden, ønskede 
de, at de kunde se deres Børns Lykke? 

Harboes Moder døde i samme Time, han 
blev født, og Faderen var en stræng Mand baade 
mod sine Soldater og imod sit eneste Barn; 
han straffede aldrig uden Grund, men manglede 
Ord til at udtale fortjent Ros. Derfor vandt han 
alles Agtelse, men kun faa Hjærter. 

Det blev Aften, Fuglene søgte Reden, Ar- 
bejderne gik hjem efter en stræng Dags. Gerning, 
nogle til Hygge og Hvile - andre til Fattigdom 
og Sorg. Men den syge, der af Smerte vred 
sig paa Lejet, saa med Angest Natten i Møde 
— hvor mange, mange Timer vilde snige sig 
hen, før Dagen atter brød frem. 

Amplen var tændt over Blomsterbordet og 
kastede et rødligt Skær over hver enkelt Blomst, 
som om det kunde forhøje deres Skønhed. 
Maanen tittede ind ad Vinduet. 

Han sad i Bedstemoders Stol og røg sin 
Pibe — hvor den smagte haml — Hun havde 
stoppet og tændt den til ham. 



253 

Hun sad ved Pianoet og sang Heibergs be- 
kendte : 

«Der vanker en Ridder mellem grønne Træ'r, 
Roser og yndelige Blommer, 
Der synger en Drossel, han staar den saa nær, 
Med Kvidren den hilser Skærsommer. » 

Harboe listede sig bag hendes Stol og fort- 
satte: 

«Nu aabner en Jomfru Vinduet mod de Træ'r, 
Roser og yndelige Blommer, 
Som Fuglen hun synger, han staar hende nær, 
Da føler hans Barm, det er Sommer.* 



Niende Kapitel. 



Vuggen gik, og Elises Øjne straalede af 
Livsglæde og Lykke ved at se paa den lille 
Skabning, der laa med lukkede Øjne og Fingeren 
i Munden. 

Entrédøren gik — hun kendte Taget og 
Smækket, naar den blev lukket. Harboe traadte 
ind i Dagligstuen. 

« Goddag, Far^ gaa endelig sagte, at Du ikke 
vækker vor lille Pige, hun er netop nu faldet i 

Søvn. Men, Adolf ! hvad er der i Vejen, 

er Du syg, min stakkels Ven?» 

Og Elise stod ved hans Side og saa ham 
angest ind i det blege Ansigt. 

«Vær rolig, Elise, jeg er ikke syg, jeg har 
kun en ubehagelig Nyhed at meddele Dig.» 

« Ubehagelig! hvad er det, Adolf, fortæl alt, 
skjul intet for mig.» 

«Vort Regiment skal forflyttes til Aalborg 
— af hvilken Grund véd jeg ikke — jeg tror, 



255 

at Generalen er kommen paa Kant med Ministeren, 
nok er det, bort skulle vi og det allerede om en 
Maaned. Vi skulle forlade vort hyggelige Hjem, 
aa, Elise — og netop til Aalborg.* 

« Stakkels Adolf, hvor det gør mig ondtl» 

«Naa, en Militær maa altid være marsch- 
færdig, han har kun at adlyde, » svarede Harboe 
og løftede Hovedet kæk, for i samme Øjeblik 
atter at lade det synke, i det han næppe hørlig 
tilføjede: 

« Opbrud og ingen Informationer — . For- 
staar Du, Elise? vi skulle rejse og miste omtrent 
Halvdelen af vore Indtægter, og netop nu, hvor 
vi saa meget trænge til dem for at hygge om 
vor lille Skat.» 

Elise saa vemodig paa ham, den Tanke var 
aldrig faldet hende ind, at Regimentet kunde 
blive forflyttet, og skønt Harboe i Almindelighed 
— lad Hjærtet og Fornuften tage hinanden paa 
Raad, havde han ved denne Lejlighed, hvor Kær- 
ligheden stod ved Roret, givet Fornuften Løbe- 
pas, og nu kom Følgerne som Tyve ved Nattetid. 

Et lille svage Skrig lød fra Vuggen, det 
kom lige til Pas, de styrtede begge der hen, og 
to blaa Øjne mødte Forældrenes taarefulde Blik, 
for en Stund glemte de Sorgen for en lille buttet 
Haand, der blev strakt ud imod dem. 



256 

Harboe greb den henrykt og sagde med 
Barnestemme : 

« Hvordan har Fars lille Pus det? Skal Par 
ta' lille Stump paa Armen ?» Og han løftede 
hende ^ varsom op af Vuggen og kyssede hende. 

Elises Øjne fulgte ham med Glæde, hun var 
aldrig gladere, end naar Harboe beskæftigede sig 
med Barnet. 

«Ja, ja!» hviskede han vemodig, «Du er vor 
søde lille Pige, vor Rigdom, vort alt.» 

« Bjørn, kære store Bjørn, Du maa ikke være 
saa bedrøvet, vi ville kæmpe sammen, vi to, og* 
naar Kærlighed løfter Vaabnet — synker Fjenden 
i Knæ. Jeg skal være flittig og sparsommelig-. 
Du skal blive tilfreds med mig. Husker Du, 
hvad Moder altid sagde til Fader, naar han sad 
bøjet over sit Arbejde og ofte ikke vidste, hvor- 
fra han den næste Dag skulde skaffe Penge ?» 

«Sørg bare ikke, det har ingen Nød.» 

«Gi'r Gud os Livet, saa gi'r han nok Brød. » 

«Du har Ret, min gudsfrygtige lille Kone, 
vi ville give os Gud i Vold, og saa kommer 
Resten af sig selv. Hvem kan vide, om vi ikke 
ogsaa i Aalborg faar Informationer..* 

« Basse, søde lille bitte Basse! Fars egen 
Pige. Véd Du, Elise, hvad der gør mig mest 
ondt, det er, at Du fra nu af maa indskrænke 
din Godgørenhed, det vil blive en daglig Sorg 



257 

for Dig, dog Nød bryder alle Love — selv 
Hjærtets. » 

Og han holdt Barnet hen til Elise: «Kys 
stakkels Mor.» 

Anna kyssede i Luften, Forældrene lo, og 
Harboe svingede Barnet rundt, løftede hende 
højere og højere mod Loftet, til hun sad paa 
hans Hoved. Saaledes løb han Gulvet rundt 
med hende, fulgt af Elises ængstelige Blik og 
udstrakte Hænder, for at hun i paakommende 
Uheld kunde gribe hende. 

Saa begyndte Anna at græde, strakte Armene 
imod Moderen, hvor hun endelig havnede i en 
sikker Favn. 

Men Harboe forstod ikke, hvor Elise kunde 
være angest, naar Barnet var hos ham; hun 
vidste saa godt, at han ikke for en Verden vilde 
krumme et Haar paa sin Yndlings Hoved. Saa 
surmulede han lidt og trommede med Fingrene 
paa Ruden, en Vane han havde, naar han var 
fornærmet, eller hans Sind var uroligt. 

Elise kendte den Vise saa godt, hun rakte 
den lille hen imod ham og sagde: «Kys og klap 
Far, han trænger til sin lille Piges Kærtegn. » 

Men den lille Pige var uvillig, hun havde 
endnu ikke glemt Luftspringene, og truttede 
Munden ud ligesom Fatter gjorde — hvor de 
lignede hinanden. 

17 



258 

Han vendte pludselig fornærmet Ryggen til, 
og Ui^en gjorde det samme. 

cNaa, Elise, tag og giv Anna noget at spise, 
saa skal jeg visse hende i Søvn, medens Du be- 
sørger Maden. Jeg længes efter Ro. Vi liave 
meget at tale med hinanden om. Fra nu af 
bygger jeg ikke mere Korthuse, der en skøn Dag 
ramler sammen. » 

Elise saa forundret paa ham, men Barnet fik 
Mad, og Harboe lullede det i Søvn. Det gjorde 
han saa tit, naar Elise havde travlt; de hjalp 
hinanden, hvor de kunde, uden at tænke paa, 
hvis Arbejde det var. Ja, de vare gode Venner! 

Men alt som Vuggen gik, gik ogsaa hans 
Tanker — ikke fremad, men tilbage — hele 
Tiden tilbage til Dage, han trode, han havde 
glemt — i det mindste skudt til Side som en 
svunden Tid, men som nu var vaagnet med fuld 
Kraft og Bevidsthed. Han kendte Elise for godt 
til ikke at føle, at hvad han havde betragtet 
som en Ungdoms Daarskab, han efter bedste 
Evne havde gjort god igen, eller, rettere, søgt 
at mildne og forsone — , vilde hun betragte som 
Synd og sørge dybt over — maaske aldrig til- 
give, i ethvert Tilfælde aldrig glemme. 

«Blot jeg havde taget Mod til mig og for- 
talt hende alt, det var min Pligt; men hun var 
den Gang saa godt som et Barn, om ikke i Aar, 



259 

saa i Udvikling — hun havde ikke forstaaet 
mig. Og senere — senere glemte jeg det i 
min Lykke, jeg glemte alt i min Kærlighed. 
Men nu er Tiden — eller rettere Nemesis kom- 
men, nu maa hun vide alt, at ikke andre tjenst- 
villige Aander fortæller hende det, hvad jeg selv 
og kun jeg bør sige hende. » 

Saa kom Aftenen. «I Aften vil jeg fortælle 
hende alt,» tænkte han. 

Begge sad i Sofaen — ingen Pibe — intet 
Strikketøj, der var saa mangt og meget, de skulde 
tale om. Rejsen var nær — Tiden kort. 

Bekendelsen laa hele Tiden paa Lur for at 
finde et passende Øjeblik; dog. Øjeblikket kom 
ikke, der var altid saa meget i Vejen — han 
kunde dog ikke afbryde hende midt i en Sæt- 
ning, nej, det kunde han ikke, han maatte vente. 
Og han ventede. 

Hans famlende Ord og Ulyst til at tale, 
fremkaldte Elises Forlegenhed ; hun følte, der var 
noget, som tyngede ham, noget han vilde have 
frem, men ligesom manglede Ord for — og der- 
for vedblev hun at tale, saa godt hun kunde, 
men det gik kun trøvt. Endelig sagde hun: 

«Naa, Adolf, vær nu Mand, tro mig, det 
vil nok gaa, naar vi med ærlig Vilje kæmper os 
frem.» 

«Du er en stor Sangviniker, Elise. Men, at 

17* 



26o 

det netop skulde være Aalborg!* De sidste Ord 
faldt ham ubevidst fra Læberne. 

«Men Adolf! Aalborg er din Fødeby !» 

«Ja vist, ja vist er den det, men derfor behøver 
jeg ikke at elske Byen!» Hans Stemme var 
irriteret — Øjeblikket var der, men han lod som 
han ikke mærkede det. 

Elise forstod ham ikke — hun forstod ham 
overhovedet slet ikke i Aften, hun havde glædet 
sig til, at de skulde sidde og tale om Fremtiden. 
Hvor han var underlig! 

«I Aalborg ligger dine Forældre begravede; 
længes Du ikke efter at gense deres Grav?» 
spurgte hun. 

«Der er hun igen med sit Aalborg,* tænkte 
han, «mon hun skulde vide noget? Nej, hun er 
for ærlig og aaben en Natur; vidste hun det, 
saa talte hun.» Og han svarede: 

« Længes og længes er to vidt. forskellige 
Ting. Se ikke saa forundret paa mig, Barn, Du 
forstaar mig ikke i Aften.* 

«Nej, jeg forstaar Dig ikke i Aften!* hvi- 
skede Elise. 

«Der er, som jeg nylig sagde — saa mangt 
og saa meget, der kan være os mere eller mindre 
ubehageligt. Dog, lad os afbryde det Æmne! 
Tænd Amplen* — bad han pludselig venlig — 
«eller rettere Lampen, Elise, saa stopper jeg mig 



26 1 

en Pibe.» Han rejste sig for at gøre det, men 
Piben var stoppet. 

«Naa, den er som sædvanlig stoppet, ser 
jeg. Du er altfor god imod mig, Elise, jeg for- 
tjener det ikke — lille Mor, til vort søde Barn. 
Gud give, jeg kunde gøre Dig saa lykkelig, som 
jeg af Hjærtet ønsker. » 

Og den kække Officer, Elises store Bjørn, 
med det store Skæg, der saa ofte slog paa Sværd- 
hæftet af sin Sabel for at vise sin Kamplyst, 
stod nu med bøjet Hoved og taarekvalt Stemme 
lige over for sin Hustru, som om han kunde 
være hende selv. Hendes Omhu — aldrig svig- 
tende Kærlighed rørte ham dybt. 

Elise følte sig ogsaa bevæget — hun var 
ikke vant til at se ham saaledes, han, der saa 
ofte lo af hendes Tilbøjelighed til at blive rørt, 
som han kaldte det. 

«Hvor mange Aar tror Du, Adolf, der vil 
gaa hen, før Du bliver Kaptajn ?» 

«Jeg kan ikke sige Dig det saa nøje. Du; 
den første, som falder for Aldersgrænsen er 
Oberst T., han har ingen Udsigt til at blive 
General, med mindre der sker Dødsfald eller vi 
faar Krig. Vor General har kun to Aar tilbage, 
Skade det ikke er tyve, han er en udmærket 
dygtig Officer og et herligt Menneske. Naa, 



262 

rejse maa og skulle vi, der er intet andet end 
at lyde.» 

«Jeg kan ikke forstaa, Adolf, hvorfor Du 
saa nødig vil til Aalborg, der, hvor Du har alle 
dine Barndoms Minder. » 

Harboe slap pludselig sin Pibe — den faldt 
paa Gulvet. 

«Hvad véd Du om mine Minder fra Aalborg ?» 
spurgte han opfarende. 

Elise, der havde bøjet sig ned for at tage 
Piben op, da den laa lige ved hendes Fod — 
rejste sig pludselig og mødte hans udfordrende 
Blik. Som en skræmt Fugl flygtede hun hen til 
det yderste Hjørne af Sofaen. 

Han saa hendes Angest, tog sig sammen 
og sagde blidt: 

«Kom Elise, sæt Dig hen til mig, hvorfor 
rykker Du saa langt fra mig?» 

Men Elise saa frygtsomt paa ham og svarede 
ikke. Hun havde aldrig set ham lunefuld eller 
opfarende før i Dag — og det uden Grund. 
Men saa mindedes hun pludselig Forflyttelsen — 
ja, saaledes var det — Stakkel, hun maatte bære 
over med ham, nu trængte han til Kærlighed og 
den skulde han altid finde hos hende. 

Imens sad han og ærgrede sig over hendes 
Tavshed — han havde jo intet gjort hende. 
« Herre Gud, hvor hun dog er pirrelig, » tænkte 



263 

han. « Hvorfor flytter hun fra mig? hun véd 
intet — har altsaa ingen Grund, jeg har hverken 
skændt paa hende eller saaret hende. » 

Det faldt ham aldrig ind, at Tonen, hvori 
han talte — og ikke Ordene — havde saaret 
hende. 

Elise vilde netop til at indtage sin forrige 
Plads, da hun læste Misfornøjelse i hans Træk 
og hørte Tappenstregen blive trommet paa Bordet. 
Sky blev hun siddende, uden at sige et Ord. 

« Harboe, Du er et Afskum, » sagde han 
pludselig til sig selv, «Du er en Bjørn; fy, for 
en Ulykke, Du maa skamme Dig. Elise, min 
kære Elise, har den store Bjørn saaret sin lille 
Kone? Tilgiv mig, den uventede Forflyttelse har 
gjort mig nervøs, jeg vil ikke gøre min egen Pige 
Fortræd. » Han drog hende forsigtig nærmere 
til sig. 

«Bryd Dig aldrig om det, Adolf, jeg blev 
lidt forskrækket — Du véd, det er min Natur, 
jeg er jo aldrig vant til at se Dig opfarende over 
ingen Ting. Dog, nu er det gaaet over, ganske 
over.» Og hun tvang sig til at smile, men Sol 
bag Sky giver ingen Varme. 

De faldt i Tanker, det forekom dem begge 
som en fremmed Aand fyldte Rummet. Saaledes 
sad de en Stund. Harboes Pibe udsendte den 
ene Røgsøjle efter den anden, han, den maade- 



264 

holdende Mand, der ellers røg næppe synlig, og 
Elise strikkede ivrig paa Strømpen, som skulde 
den være færdig endnu i Aften. 

Endelig rejste hun sig langsomt, gik hen til 
Vuggen og stirrede paa det sovende Barn,- glat- 
tede Folderne paa Lagnerne og satte sig atter 
ved Siden af Harboe, flittig strikkende paa 
Strømpen. 

Et taknemmeligt Smil oplyste hans Træk, 
varsom rakte han Haanden ud imod hende, hun 
modtog den, klappede den og lagde den tilbage 
paa hans Knæ. 

«Véd Du, hvad jeg har tænkt paa, Adolf; 
er det ikke muligt, at Du kan faa en af dine 
Kammerater til at bytte med Dig, Du kender jo 
flere, som ere ugifte ?» 

«Blot jeg kunde. Men hvem tror Du, er 
saa gal, at han vil bytte København med Aal- 
borg? Jeg kender ingen anden end min lille 
Kone, var hun Officer, byttede hun strax for at 
hjælpe andre — selv om hun derved bragte det 
største Offer. » 

« Husker Du Onkel Hans,» vedblev Elise, 
«jeg har fortalt Dig om ham, han levede her et 
alt for selskabeligt Liv, som var lige ved at 
ruinere ham, men manglede Mod til at trække 
sig tilbage. Saa tog han den resolute Beslutning 
at søge bort — og det lykkedes ham.» 



265 

«Ja, for han havde Gæld!» 

«Ja, af dem er der desto værre vist mange; 
forsøg det, hører Du?» 

«Er det ikke mærkeligt, Elise, at her næsten 
aldrig dør nogen Officer, det giver Avancement?* 

«Fy, Adolf, det ønsker Du ikke, vel? Du 
er for retskaffen til at tænke saaledes.» 

«Nej, min lille kære Kone, Ordene kom 
kun — ganske uvilkaarlig fra mine Læber. Hvor 
ofte sige vi ikke et og andet i Kaadhed, som 
intet har med vort Hjærte at gøre.» 

«Du har Ret, Du vilde ikke for en Verden 
højne Dig paa andres Fald. Men dine Ord 
minde mig vemodig om Tante Hanne, hendes 
Mand var med i Krigen 1864. Moder hørte 
hende sige, da Listen over de faldne kom, hvor 
iblandt der var otte Officerer: 

«Gud ske Lov! nu bliver der Avancement.* 
Dagen efter modtog hun Budskabet, at hendes 
Mand var iblandt de faldne.* 

«Det var fortjent, hun fik kun sin retfærdige 
Straf. Naa, hvem kan vide, jeg bliver maaske 
den første i vor Armé, der faar Forfald. Kom, 
sæt Dig tæt hen til mig, min Unge; Du véd, 
jeg holder af at have Dig hos mig. Du er min 
lille Skytsengel. Endnu tættere — lige som før 
jeg skræmmede Dig. Læg dit Strikketøj — vil 



266 

Du? Tak! Nu ville vi tale fornuftig saminen, 
som det sig hør og bør adstadige Forældre I » 

Og nu begyndte for Alvor Plan paa Plan 
at hobe sig til Bjærge i deres let bevægelige 
Fantasier og endte som sædvanlig med at give 
Information. 

«Vi mangle kun ét,» sagde Harboe, den 
ædruelige, «og det er en Bagatel. » 

«En Bagatel, hvilken, Adolf? » 

« Elever, Du!» 

Begge lo. Saaledes sad de og talte til langt 
ud paa Natten, de glemte baade The og Aftens- 
mad. 



Tiende Kapitel. 



« Bjørn, kære Bjørn, vær god og giv mig 
nogle Penge I » 

« Hvortil, Elise ?» og en mørk Sky gled over 
hans Pande, «jeg véd ikke, vi mangle noget, som 
er uundværligt. Du véd, Elise, at under vore 
nuværende Forhold faar vi Brug for hver Øre.» 

«Det véd jeg, Adolf, men Anna mangler 
Tøj, som hun ikke kan undvære; jeg maa mindst 
have ti Kroner, min stakkels Ven, jeg har knapt 
Skifte til hende. » 

« Knapt Skifte, » hvad vil det sige, Elise? 
hun fik et helt Udstyr af alle brugelige Gen- 
stande, det sagde Du jo selv, hun kan da umu- 
ligt have opbrugt dem, hele Stumpen er kun ét 
Aar gammel, og Du syde Tøjet med de fornuf- 
tige Ord: «Til at voxe i\» 

Elise saa højst ulykkelig ud — hun lignede 
ganske den gamle — eller rettere den unge Elise 
fra Barndomshjemmet. 



268 

«Ser Du, Adolf, » stammede hun, < Skomagerens 
hemede fik forleden Dag Tvillinger uden at eje 
et Stykke Bametøj, for Børnene kom altfor tidlig, 
og Penge havde de ikke, de Stakler, saa maatte 
lille Anna dele med dem. Var det ikke r^^g, 
Adolf?* 

«Trom trommerum trom trom,» lød det paa 
Ruden. 

«Du véd, Elise, at vi ere sidst paa Maaneden, 
jeg ejer ikke mere end højst nødvendigt til de 
løbende Udgifter. Gæld gør jeg ikke — det har 
jeg endnu aldrig gjort.* Og han slog paa ny 
en Trommehvirvel paa Ruden. «Ja, Elise, Du 
giver altid mere bort, end vi have Raad til. 
Husk, hvad Voltaire sagde til Frederik den 
Store: «Man skal være retfærdig, før man er 
ædelmodig.* 

Elise hang med Hovedet og hviskede: «Jeg 
kunde ikke andet.* 

Harboe gik utaalmodig op og ned ad Gulvet, 
pludselig vendte han sig imod hende og sagde: 

«Det gør mig ondt, Elise, at skulle sige 
Dig, at det ikke kan vedblive i Fremtiden, Du 
giver i Flæng, uden først at overveje, om vi 
kunne undvære det, eller at undersøge, om der 
er virkelig Trang til Stede. Forleden Dag gav 
Du min Frakke bort til en fremmed Mand ved 
Døren, uden en Gang at spørge mig, skønt Du 



269 

véd, at jeg skal have den paa, naar jeg kommer 
hjem; jeg har ikke Raad til at gaa hjemme i 
Uniform, og jeg ejer ingen anden. Jeg tav, det 
gør mig saa ondt at volde Dig Sorg. Men snart 
mangler jeg en Vest, saa et Par Benklæder, 
Linned osv., osv., skønt jeg bogstavelig talt — 
ikke kan undvære noget af det — ikke at tale 
om dit eget Tøj. Saaledes gaar det med alt.» 

Han gik atter rastløs op og ned ad Gulvet. 
Hvor det pinte ham at maatte tale til hende i 
saa haardt et Sprog, men Nød bryder alle Love, 
ellers vedblev hun paa samme Vis — og det 
gjorde hun vel endda. 

« Elise, det gør mig ondt at skænde paa 
Dig, men Du tvinger mig dertil, Barn, jeg bliver 
træt af bestandig — naar jeg tror alt er i Orden 
— atter og atter at maatte anskaffe nyt; tænker 
Du aldrig paa, at din Godgørenhed gaar ud 
over mig?» 

Han talte sig hæftigere og hæftigere, fordi 
hun stod tavs og krænket, skønt det var hende, 
og ikke ham, der havde Uret. Hvor hun irri- 
terede haml 

«Tal dog, Elise, tal. Du staar som en Skole- 
pige, der har faaet en Anmærkning; Du glemmer, 
at Du ikke mere er et Barn, men Hustru og 
Moder, .der bærer Ansvar. » Og hans Stemme 
blev mildere, da han tilføjede: « Tilgiv mig, at 



270 

jeg taler uforbeholden med Dig, men vi maa en 
Gang komme til Forstaaelse. Ikke sandt, min 
lille Hustru?* 

Elise stod med skælvende Læber og foldede 
Hænderne; der laa som et Islag over hendes 
Træk og Holdning. Hun var baade angest og 
vred, og derfor frygtede hun for at tale. 

Harboe forstod hende, men han var ogsaa 
vred. 

« Hendes Barnagtighed eller rettere Stridig- 
hed,* tænkte han, «gaar over Grænsen, hun har 
Ordet i sin Magt, men tier altid dér, hvor hun 
burde tale.» 

«Er Du stum, Elise?* spurgte han. 

Hun maalte ham fra Isse til Fod og forlod 
langsom Værelset. 

Naa, for en Hvirvel paa Ruden 1 Mærkeligt, 
at den ikke gik i Stykker. Han greb sin Hue 
og knaldede Entrédøren i efter sig. Dog næppe 
var han kommen udenfor, før han igen aabnede 
den for at lukke den sagte i. Hans Vej gik til 
Kongens Have; der udkæmpede han sin Kamp 
imellem Vrede og Kærlighed. 

«Hvor den Dør smækkede haardt i,» tænkte 
han og forsøgte at indbilde sig, at det var et 
Tilfælde. «Det er ogsaa for galt, jeg bliver til 
sidst en gældbunden Mand, for hendes Ødselheds 
Skyld Ødselhed — — hvad er det, jeg 



271 

siger? hun ødsel nej, nu gaar jeg for vidt, 

hun er en sparsommelig lille Kone; gaar hun 
ikke selv hver Dag og gør sit Indkøb paa Torvet, 
blot for at spare nogle Øre. Er det ikke hendes 
Orden, Flid og Smag, der gør vort Hjem saa 
hyggeligt og kært. Og Anna, vor lille Kæle- 
dægge, hvor kåerlig passer hun ikke hende! 
Stopper hun ikke hver Dag min Pibe og lægger 
den paa Bordet ved Siden af min Lænestol — 
det gode Barn. Selv har him aldrig Brug for 
noget — alt er godt nok, naar det er til hende; 
det er kun imod andre hun er ødsel. Hvor jeg 
elsker hende! 

Men sikker kan hun være, den smaa; hvem 
skulde tro det, naar man ser paa hendes milde 
Øjne? Med hvilket knusende Blik af Haan maalte 
hun mig, før hun stolt forlod Værelset! . . . 
Hun irriterer mig med sin foragtelige Tavshed, 
der intet Steds har hjemme, eller med sine 
Taarer; kan hun dog ikke lade være med at 
græde, jeg hader Taarer. » 

Saa sparkede han til nogle Stene, der laa 
hans Fod i Vejen og skridtede op ad Gangen, 
som vilde han maale dens Længde, mens han 
tænkte : 

«Blot jeg var Velhaver, hvor hun skulde 
faa Lov til at øse ud med begge sine velsignede 
Hænder, og jeg vilde hjælpe hende — jeg er 



2/2 

ikke karrig, men fornuftig, det burde hun indse, 

» 

og ikke maale mig med Foragt, som om jeg var 
en Gnier. » 

Elise sad ved Vuggen, Anna sov og smilte 
i Søvne. 

«Hvor han talte haardt, han véd, hvortil 
jeg bruger Pengene . . . Aa, hvor tungt, at han 
ikke kan sætte sig i mit Sted . . . Mændene 
blive -aldrig udsatte for saa haard en Prøve, som 
vi Kvinder, deres Hjærte er anderledes end vort, 
hvem kan sige nej til en udstrakt bedende Haand, 
naar man selv har Husly, Føde og Klæder — 
naar ens eget Barn sover i en lun og blød Vugge? 
— jeg kan det ikke. To nøgne smaa Børn . . . 
Nej . . . hvor det dog er tungt at leve!» 

Hun skjulte sit Ansigt ved Barnets Bryst 
og græd. Saaledes sad hun en Stund, saa rejste 
hun sig, gik hen til Vinduet, støttede sin Pande 
mod Ruden og stirrede ud; men Tanken fulgte 
ikke Blikket — hun saa intet, hun følte kun en 
ulidelig aandelig Smerte. 

Hun gik til hans Skrivebord og saa paa 
hans Portræt: 

«Hvor har Du Hjærte og Mod til at lukke 
min Haand for Barmhjærtighed, Du, der er god 
og kærlig ?» spurgte hun højt og trykkede hans 
Billede mod sine Læber. 



273 

Harboe traadte ind i det samme, han hørte 
hendes Ord — men hun hørte ikke ham — for 
han listede sig paa Fodspidsen, den tapre Soldat ! 

Elises Ord kom som Sol efter en Regnvejrs- 
dag, han bøjede sig kærlig imod hende for at 
give hende et Kys, skønt hun atter dømte ham 
uretfærdig. 

Men for første Gang vendte hun sit Hoved 
bort for at undgaa hans Kærtegn. 

»Hvorfor gjorde Du det, Elise?» spurgte han 
bebrejdende. 

«Jeg kunde ikke andet. » 

«Godt, som Du behager, jeg skal ikke genere 
Dig. Men kan Du ikke for Fremtiden skaane 
mig for at høre det evindelige «Jeg kunde ikke 
andet. » Det bliver trættende i Længden, og 
passer bedre for et viljeløst Barn, end for en 
Hustru og Moder. » 

Han forlod hurtigt Værelset, uden at sige 
Farvel, men denne Gang lukkede han Døren 
efter sig; dog, næppe havde han naat Trappen, 
før han tog to Trin ad Gangen og styrede 
hurtig Vejen ned mod Kongens Nytorv. Det 
bruste og kogte i ham, han nynnede — det 
trode han i det mindste — en Krigssang — 
han maatte have Luft, for ikke at kvæles af 
Krænkelse og Harme. Men Folk, der gik forbi 

i8 



274 

ham, saa forundret paa den unge Officer, fordi 
han sang saa højt. 

cDet skal vare længe, før jeg kysser hende 
igen; hun skal først kysse mig, eller ogsaa — 
aldrig! Nu gaar jeg ud, en lang, en rigtig lang- 
Tur; j^ kommer ikke hjem før — til Teen.» 



Ellevte Kapitel. 



Barnet var faldet i Søvn uden Moderens 
Sang — og dog sov det roligt 1 

Elise stod ved Vinduet, Maanen tittede nu 
og da frem imellem de rastløse Skyer, hendes 
Tanker var som Skyerne, uden Rist eller Ro; 
hun genkaldte sig atter og atter hans Ord. 

«Var det ikke Moder, min elskede Moder, 

som ogsaa en Gang sagde til mig, at jeg talte 

som et viljeløst Barn . . .? Ja, Mor, det sagde 

Du, og Du havde altid Ret. Min Gud, hjælp 

mig, jeg kan ikke selv! Har jeg hidtil gjort 

Uret imod dem alle, saa tilgiv mig min Synd, 

jeg kunde ikke — — — I Jo — jeg kan, jeg 

skal kunne gøre Regnskab for mine Handlinger, 

for jeg er Hustru og Moder; man skal være 

« retfærdig før man er ædelmodig », det kommer 

kun an paa at have Hjærtet paa rette Sted — 

det har jeg hidtil ikke haft. Men det er saa 

i8» 



2/6 

svært altid at holde Vægtskaalen i Haanden; 
der staar jo selv i Skriften, at vi ikke skal lade 
den venstre Haand vide, hvad dea højre gør . . . 
«Har Du aldrig tænkt paa, at det gaar ud over 
mig?» . . . var det ikke saaledes, han sagde — ? 
Og Moder . . . hvad var det Moder sagde — ? 
«Se paa din Faders bøjede Ryg, kan det Syn 
ikke røre dit Hjærte, endnu mere end fremmed 
Nød . . . han er din Fader » ... Ja, saaledes 
sagde Moder, min egen Moder, der gav mig sit 
eneste Tørklæde, fordi jeg havde givet mit til 
andre; stakkels Moder !» 

Hun vred sine Hænder af Smerte, idet hun 
gik op og ned ad Gulvet. Hvor hun ønskede, 
at hun kunde gøre det alt godt igen! . . . 
« Stakkels Adolf, hvor jeg ogsaa har været ubarm- 
hjærtig imod Dig, min egen trofaste Ven! Fra 
nu af lover jeg — saa sandt Gud vil hjælpe 
mig, at jeg først vil overveje og undersøge før 
jeg handler !» 

Det var den første alvorlige Kamp, Elise 
udkæmpede i sit Hjærte, men fra denne Tim^ af 
kom hun Skridt for Skridt Sejren nærm^BåyOcønt 
hun nu og da følte, at Fornuften, dftrlagde et 
Islag over hendes Hjærte. 



Tolvte Kapitel. 



Middagen kom, men Harboe kom ikke. 
Elise ventede en Time, hun ventede to — saa 
lod hun Maden tage af Bordet og stirrede ud ad 
Vinduet. 

«Hvor er han nu var det, fordi han er 

vred, at han ikke kom hjem til rette Tid — han 
lader jo aldrig vente paa sig. — Tænk, om han 
er syg — maaske kommet til Ulykke, og vi 
skiltes som Uvenner . . . Nej, det nænte Gud 
ikke; han kommer nok, den kære, kære Adolf, 
og saa vil jeg aaben og ærlig bekende min Uret 
for ham og love Bod og Bedring. » 

Barnet græd, hun vuggede og sang: 

»Herre Gud løse vel vor Angest 
og Sorgen af vort Bryst, 
i hvem som haver en lønlig Sorg, 
hans Hjærte det er vel tørst. 
Herre Gud løse vel vor Angest !»* 



•Det tvungne Samtykke.« 



278 

Han stod bag Stolen og lyttede til, det fore- 
kom ham, som var det ene ham, der havde Uret, 
skønt hun var Skyldneren. Hvor Sangen rørte 
ham. Hun hørte ikke Døren gaa, men følte 
hans Nærhed, saa tog hun hans Arm og lagde 
den om sin Hals — det havde hun aldrig gjort 
før — og hun hviskede ham saa mangt og meget 
i Øret om sin hidtil ubevidste Skyld og om 
Tilgivelse. 

«I Aften vil jeg fortælle hende alt,» tænkte 
han og lagde sin Kind til hendes, men kyssede 
hende ikke. 

Hun rødmede som en ung Pige — hun for- 
stod ham — saa overvandt hun endelig Und- 
seelsen og gav ham Kysset. 

Hvor Maden smagte dem! de vare pludselig 
begge blevne sultne, de spiste og smaalo, men 
Alvor var med til Bords; thi begge havde i Dag 
aflagt et højtideligt Løfte. 

Lille Anna gryntede. « Hvilket Vidunder- 
barn, » tænkte de begge, «kun et Aar og kan 
allerede synge, hvorledes vil hun bUve som 
voxen ? » 

Saa slog Vidunderbarnet Far i Ansigtet, 
fordi han tog et Stykke Legetøj fra det. Men 
Far lo — Mor lo med, de fandt hende dejlig — 
henrivende, og Far kyssede den revsende Haand 
og fik ogsaa Mor til at kysse den. 



279 

«Gud velsigne Dig, Barn!» sagde Harboe, 
og Elise gentog sagte den samme Bøn og lagde 
Anna ned i Vuggen. 

«Hvor I Kvinder dog ere lykkelige, » sagde 
Harboe, da de sade i Sofaen ved Siden af hin- 
anden — «I kende ikke til al den Brydning og 
Kamp, vi Mænd saa ofte maa gennemgaa, før vi 
naa Ankerplads. Den ene Dag gaar for Eder 
som den anden uden stor Afvexling, men ogsaa 
uden Anger. » 

«Det vil jeg ikke underskrive, Adolf; hvor 
findes der et Hjærte uden Kamp og uden Anger? 
Hvor tit angrer jeg ikke min Opførsel imod mine 
trofaste kærlige Forældre! Jeg var saa vant til 
deres Omsorg og Ofre — at jeg næppe følte 
dem — endnu mindre takkede dem derfor. Og 
det blev værre, da jeg lærte Dig at kende, Du 
drog alle mine Tanker, min Længsel og Kærlig- 
hed til Dig, og de to gamle bleve glemte. Først 
da Moder døde, følte jeg Anger, men da var det 
for sildig. » 

«Naa, saaledes vil det vel ogsaa gaa os en 
Gang,» svarede Harboe vemodig, «det er Ver- 
dens Gang.» 

.«Det vil i ethvert Tilfælde være fortjent. 
Men hvor I Mænd dog lidt forstaar os Kvinder. 
Du siger, at vi ikke kende til Brydning; tror Du 
da, at vor Sjæl og Hjærte er uden Bølgegang og 



28o 

Kamp? Hvor tit har jeg ikke, naar jeg stirrede 
over Søerne — der hvor vi to mødtes — ønsket, 
at en Hvirvelstorm pludselig maatte komme og 
gøre Oprør i det stille, glatte, altid uforanderlige 
Vand; der var Liv i mit Indre, men, hvor jeg 
saa hen — var alt stillestaaende. Har Du læst 
Erik Bøghs: «Vaaren er kommen »? Det var 
efter Vaaren i mit Hjærte, jeg længtes, og derfor 
sang og klang det atter og atter i mig: 

cjeg maa ud, jeg maa frem, uden Ro uden Rast, 

Kun en Snegl til sit Hus er grot fast. 

Jeg maa tumle mig lidt paa den brusende Strøm, 

Med dens Magt vil jeg prove en Dyst; 

Nu er Tiden ej mere til Dvale og Drøm, 

Der er vaagnet en Vaar i mit Bryst!* 

«Vil Du tro, Adolf, at denne livsfyldige 
Vaarsang ligesom smeltede Islaget, der hidtil laa 
tungt og aandeløs over mig? Jeg følte, at der 
imellem Havet og Himlen fandtes saa meget 
stort og mægtigt, som jeg længtes efter — men 
aldrig vilde naa. Jeg sad som Fuglen i Bur 
og baskede med Vingerne mod Jærnstængerne, 
Solen skinnede paa mine Fjer for at varme mig 
— stakkels Forældre — men Taarerne listede sig 
én for én ned ad Kinden — jeg kunde ikke gøre 
for det!» 

Harboe lyttede forbavset til hendes Ord, 



28 1 

aldrig havde han set hende saa smuk — paa en 
Gang begejstret og dybt bevæget — . Ja, det 
sang og klang i hende — der var et sprudlende 
Kildevæld i hendes Sjæl, skønt tilsyneladende 
alt laa stille og tyst, som i Drømme. Dog, 
hvem kan se, at der under den spejlklare Sø 
er Kamp og Død! 

Han greb hendes Haand og sagde mildt: 

«Saa hændte det sig en dejlig Morgenstund, 
at Ridderen kom og sprængte Jomfruburet — 
ikke sandt? Du blev fri og bundet i samme 
Stund. Nu drømmer Du ikke mere om at flyve 
ud, for selv at se det store og mægtige imellem 
Jord og Himlen, nu nøjes Du beskeden med din 
Mandsling og vor lille Skat — vi ere nok til 
din Stordaad og dit Kongerige.* 

«Ja, Adolf! for Du bragte mig Vaar og 
Kamp. Fra nu af vil jeg kæmpe, alt hvad jeg 
evner, for at blive en god Hustru og Moder. » 

Men Harboe fandt igen ikke det rette Øje- 
blik til at skrifte, han saa kun Elise — og ingen 
anden end Elise. 



Trettende Kapitel. 



Gardinerne vare tagne ned, hele Hjemmet 
vidnede om Opbrud. Det var Søndag. Harboe 
var ude, og Pigen kørte Anna omkring i Kongens 
Have. 

Elise følte pludselig Trang til ogsaa at gaa 
en Tur; hvad om hun gik Harboe i Møde, han 
var ude for at tage Afsked med en Kammerat, 
der bode paa Strandpromenaden. Ja, hun vilde 
gaa ad Langelinie for at vente ham der, han gik 
jo altid den Vej. 

Det var koldt, Efteraar med Løvfald og 
Østenvind, hist og her nøgne Stammer — ikke 
et Blad, ikke et eneste Blad paa de store Træer, 
skønt de bar saa mange tusende Blade. Hvor 
fløj de hen — ? 

Elise gik hurtig. Luften gjorde hende godt, 
Tankerne spredtes og Øjnene saa overalt efter 
ham. Hun naade Langelinie, træt satte hun 



283 

sig paa en Bænk, hun vidste, at den maatte han 
komme forbi. 

Paa Bænken sad en ældre sørgeklædt Borger- 
kone, og ved Siden af hende legede en Dreng, 
han var vel omtrent en otte Aar gammel, smuk 
og velvoxen. 

«Hvad hedder den lille Dreng og for hvem 
bærer han Sorg?» spurgte Elise deltagende. 

«For sin Mor, » svarede Konen, «jeg er hans 
Mormor. Stakkels Dreng, han kom i Gaar med 
Dampskibet hertil. Nu har han ingen uden mig 
og Vorherre.* 

« Lever da ikke hans Far, siden han skal 
være hos Dem?» 

«Jo, det gør han nok, men Faren er gift 
med en Dame, min Datter var kun Tjenestepige. » 

«Kun Tjenestepige, » gentog Elise langsomt. 

«Ja, min Datter tjente hos hans Far, som 
bode i Aalborg. » 

«I Aalborg ?» 

«Ja, i Aalborg, de vare begge unge og 
siliukke. Dog, det maa man sige om ham, han 
er et bravt Menneske; den Gang hans Far døde 
— han var ogsaa Militær — , saa efterlod han 
ham en lille Kapital, som han da strax udsatte 
for ham her, ja, saamænd gjorde han saa ; Renten 
af den fik min Datter til Sønnens Opdragelse, 
og nu, da hun er død, tilfalder den mig saalænge 



284 

han er i mit Hus; naar han bliver stor, skal han 
have dem til at komme i Vej for; saa vi har 
intet at klage over. Fy, Adolf, vil Du lade 
være at kaste med Sten; sæt Du træffer nc^en 
af de Forbigaaende, hvad saa? Lad Stenene 
ligge, hører Du!» 

I samme Nu, hun nævnte Navnet Adolf, 
for en Gysen igennem Elise, hun mindedes 
pludselig Harboes Ærgrelse, fordi han skulde til 
Aalborg, og senere hans Forlegenhed og Harme 
hver Gang hun nævnte Byens Navn. Skulde det 
være . . . Nej, det var umuligt; hun skammede 
sig over den Uret, hun tilføjede ham ved blot 
for et Øjeblik at kunne tiltro ham det. 

«Her skal Damen se, det er en smuk Knøs, 
han ligner Faren op ad Dage, det sagde da 
ogsaa altid hans stakkels Mor. Kom, Adolf, 
kan Du række Damen Haanden og sige Goddag. » 

Adolf rakte Haanden til Elise og saa paa 
hende med sit aabne frejdige Blik. 

«Hvor han ligner ham, » tænkte Elise smerte- 
fuld — «der er ingen Tvivl — ingen, slet ingen 
Tvivl — det er Adolfs Søn. — Nu forstaar ]eg 
alt » 

En Skælven af Smerte rystede hende, men 
hun tog sig med Magt sammen, at ikke Konen 
skulde mærke noget. 

« Hvorfor, aa, hvorfor har han ikke ærlig og 



285 

aabent fortalt mig det, vi lovede hinanden fuld 
Fortrolighed — han har svigtet sit Løfte. Stak- 
kels Adolf — derfor var han saa uforstaaelig, 
derfor blev han vred, naar jeg talte om Aalborg. 
Dog — maaske tager jeg fejl — jeg har ingen 
Ret til at dømme uden Overbevisning.* 

I al den Tid holdt hun Barnet i Haanden, 
og hendes Øje hvilede kærlig paa ham. «Hvad 
hedder Drengens Far?» spurgte hun Bedste- 
moderen næppe hørlig. «Gud give, det ikke er 
hans,» tilføjede hun i Tanken. 

«Han hedder . . . ja, hvad er det nu han 
hedder . . . Fruen skal vide, jeg har aldrig 
været i Aalborg og har derfor ikke set ham; 
men han er Officer, det véd jeg, lige som hans 
Far. Jette vilde aldrig tale om ham — ikke en 
Gang til Barnet. » 

Elise, der ikke havde sluppet Drengens 
Haand, lagde pludselig sin Arm om hans Hals 
og kyssede ham paa Panden. Og Adolf saa 
taknemmelig paa hende. — «De Øjne ... nej, 
det var umuligt andet . . . saaledes kan kun en 
Søn ligne sin Fader ...» Hvad skulde hun 
gøre . . . hun vidste det ikke . . . hun tænkte 
og tænkte, til Tankerne hvirvledes sammen . . . 
til sidst kunde hun ikke tænke mere. 

Hun frøs. Hænderne vare stive af Kulde, 
men Hjærtet var varmt, det bankede den stakkels 



286 

Dreng i Møde; han var jo Harboes Søn og 
lignede ham som den ene Draabe Vand lig-ner 
den anden. 

Adolf stod lænet til hendes Knæ og blev 
ved at stirre hende i Øjnene — han elskede 
Solskin. Pludselig lagde han sine Arme om 
hendes Hals og kyssede hende. 

«Fy, Adolf, det maa Du ikke, » sagde Bedste- 
moderen bestyrtet. «De maa undskylde ham, 
Frue, han er saadan et underligt Barn, men et 
godt og et klogt Barn er han, det véd Gud han 
er, han skal ligne sin Far op ad Dage.» 

Elise hørte intet af, hvad Bedstemoderen 
sagde, hun følte sig dybt rørt; hun tog ham i 
Favn og trykkede ham kærlig op til sig, og han 
lo til hende, som havde han kendt hende alle 
Dage. 

I samme Øjeblik, som Drengen kyssede Elise, 
gik Harboe ubemærket forbi dem. Han frøs, 
det var Paalandsvind, han havde knappet Uni- 
formsfrakken helt op til Halsen, trykket Huen 
fast ned over Panden og saa hverken til højre 
eller venstre, men ilede rask fremad for hurtig 
at naa hjem til Elise. 

«I Aften,* tænkte han, «i Aften maa og 
skal jeg fortælle hende alt — , hendes Kærlighed 
er saa stor, den kan tilgive alt — — selv min 
Tavshed.* 



287 

Elise kunde ikke tage Blikket fra Drengen, 
han lignede jo ogsaa hendes lille Pige; var han 
ikke Broder til Anna? — 

« Stakkels Adolf, hvad har han ikke maattet 
lide ved at bære paa saa stor en Hemmelighed 
for mig.» 



Fjortende Kapitel. 



Harboe sad med lille Anna paa Skødet: 
«Er Mor borte, » sagde han med Barnestemme 
til den lille — « stygge Mor! Mor gal ha Dada, 
det gal Mor ha! Mor la'r Far vente paa Maden 
. . . lille Barn vente ogsaa paa Maden. » 

Saa gav han Pigen Ordre til at have Bordet 
dækket og Teen færdig til Fruen kom. 

Gadelygterne bleve tændte, Folk stimlede 
frem og tilbage, overalt rastløst, hvor hun saa 
hen, og rastløst som Skyerne jog hendes Tanker. 

Nu stod hun ved Gadedøren. «Mon han er 
kommen hjem?» tænkte hun. Saa tog hun Mod 
til sig og løb op; gaa langsomt, det kunde 
hun ikke. 

«Naa, Anna! nu har vi tændt Lampen til 
Mor kommer, og Teen er færdig, vi har ikke 
glemt Mor, har vi vel?» 

Det ringede svagt paa Døren, baade Pigen 



289 

og Harboe, med Barnet paa Armen, gik ud for 
at modtage hende. Døren til Dagligstuen stod 
aaben, og til Trods for Uhyggen i det opbmdte 
Hjem, lyste Lampen venlig ud til dem og Te- 
bordet vinkede: «Kom og sid ned.» 

« Goddag, lille Mor,» sagde Harboe og lod 
Anna kysse Elise, «vi kunne slet ikke undvære 
Dig, ikke sandt, lille Stump ? Du har gæsset 
efter Mor, skønt Du havde Far. Men hvor har 
Du været saa længe, Elise, fortæl os, hvor Du 
har været. » 

Anna strakte Armene efter Moderen, Elise 
tog den lille og trykkede hende fast til sig, 
men talte ikke et Ord; først da hun kom ind til 
Lyset, saa Harboe med Angest paa hende; det 
forekom ham, hun havde forandret sig paa de 
faa Timer, han ikke havde set hende — ja, saa- 
ledes syntes det, i det mindste for hans Øjne. 

Endelig sagde Elise: «Har Far og Du længtes 
efter mig, det var smukt af Eder. » Men Ordene 
kom med Besvær. Hun rakte Barnet hen imod 
ham. «Der, Adolf, tag Anna, medens jeg skiller 
mig ved Overtøjet. Jeg er træt, meget træt.» 

«Det kan man se, Du er anstrængt, Du har 
arbejdet for meget, min lille stakkels Kone, saa- 
dan en tynd Spadserestok taaler ikke strængt 
Arbejde. Men hvor var Du henne, Elise ?» 

Og hun fortalte ham det, medens Harboe 

19 



290 

skænkede Teen og hyggede om hende ; han vilde 
saa gærne lokke Smilet frem, men skydækt var 
Himlen — han kæmpede forgæves — hun gjorde 
det samme. Den Aften maatte Pigen visse Anna 
i Søvn. 

De sad tavse, længtes kun efter at komme 
til Ro . . . Han grublede over, hvad der fejlede 
hende. 

Harboe satte Skamlen under hendes Fødder, 
hyllede hende ind i et Shawl, klappede hende 
kærlig og tændte sin Pibe. 

Elise drog et dybt Suk. «Tak,» sagde hun 

— «det er koldt i Aften, jeg fryser.* 

«Du sukker saa dybt, min Pige, fejler Du 
noget, sig mig, kan jeg hjælpe Dig, saa véd Du, 
Du har ingen bedre Ven end din Mand.» 

«Adolf, Du véd ikke — . Nej, Du kan 
ikke hjælpe mig. Jeg er ikke rigtig vel, men 
bryd Dig ikke om mig, i Morgen . . . ja, i 
Morgen er alt overstaaet, saa er jeg igen den 
gamle som før. I Aften maa Du have lidt Over- 
bærelse med mig. Har Du intet at fortælle mig 

— slet intet at fortælle mig?» 

Han saa ængstelig paa hende . . . ja, hun 
var syg, hans lille Kone var syg, og netop nu, 
da de skulde rejse. Skulde han vove at fortælle 
hende det . . . hun bad jo selv om, han vilde 
fortælle hende noget. 



291 

«Ja, Elise, jeg har en lille Historie at for- 
tælle Dig, som, hvor hverdagslig den end er, 
dog har bragt Sorg og Anger over et Menneske, 
der uden den havde været et af de lykkeligste 
under Solen. » 

«Nu kommer det,» tænkte Elise, og en 
sagte Skælven gik over hende — «Gud være 
lovet! nu kommer det.» Og hun flyttede sig 
nærmere til ham, som vilde hun give ham Mod 
til at begynde sin Historie. 

Og han begyndte med frygtsom Stemme, 
indhyllet i en Sky af Røg — han glemte, at 
hans Kone ikke kunde taale den stærke skarpe 
Taage — han var død' for alt — uden for sin 
Livshistorie. 

«En af mine Skolekammerater, som bode i 
Aalborg, blev i sin pure Ungdom forelsket eller 
rettere bedaaret af en Kvinde, der var sex Aar 
ældre end han. Hun tjente hos hans Fader, var 
ualmindelig smuk og indtagende, men var sig 
alle disse Fortrin fuldt bevidst. Og da han aldrig 
før havde følt for nogen Kvinde, trode han, at 
han elskede hende. » 

Han tav en Stund, som manglede han Ord 
eller Mod til at gaa videre. 

« Elskede han hende da ikke, Adolf? » 

«Han var kun atten Aar gammel, han kendte 

endnu ikke sig selv.» 

19* 



292 

«0g hun — — ?» 

«Hun bedaarede ham som hun alie- 
rede havde bedaaret mange. Saa kom Dagen, 
da han skulde vende tilbage til Officers-Skolen i 
København. Han rejste !» 

«Og hun?» 

«Hun tog sig det desto værre meget nær . . . 
for hun elskede ham til Trods for alt, hvad man 
sagde om hende. Hendes Taarer pinte ham — 
skønt det den Gang allerede var gaaet op for 
ham, at Fortryllelsen var hævet. » 

Begge tav en Stund. Harboe vandrede rast- 
løst op og ned ad Gulvet, det var ham umuligt 
at sidde. Endelig fortsatte han: 

«Naa, Historien er snart ude. En Dag 
bragte Postbudet ham et Brev, Udskriften var 
skrevet med Blyant, men han kendte strax 
Haanden. » 

«Det var hendes, » hviskede Elise, næppe 
hørlig. 

«Ja, det var hendes, hun fortalte ham, at 
han var Far til en Søn.» 

Harboe standsede lige ved sin Hustru og 
lagde Haanden tungt paa hendes Skulder. 

« Elise, Du aner ikke, hvor ulykkelig han 
blev ved denne uventede Efterretning. Og . . . 
ja, hvad skal jeg tilføje ...» 



293 

«At han ægtede sit Barns Moder, ikke sandt, 
min Ven?» 

Harboe svarede heftig: «Det kunde han ikke 
— det var umuligt, han elskede hende ikke, og 
hun havde en Fortid .» 

«En Fortid — — hvad mener Du med det? 
Var han ikke hendes Fortid?* 

«En Del af den, men ikke mere, hans Livs- 
forhold forbød ham at ægte hende, ikke fordi 
hun hørte til Arbejdsklassen, men fordi hun — 
Stakkel — forinden hun lærte ham at kende, 
havde tabt sine Medmenneskers Agtelse.* 

«Var han uvidende om hendes Fortid, Adolf?* 

Harboe stod ved Vinduet — fortvivlet over 
alle hendes nærgaaende Spørgsmaal, vidste hun 
maaske ? 

En Trommehvirvel lød fra Vinduet, den 
skurrede i Elises Øre som en Dissonants. Hun 
rejste sig og lagde Haanden paa hans Arm, som 
vilde hun standse hans Fingres hurtige Bevægelse, 
og spurgte ham — betonende hvert Ord: 

«Hvad blev der af det stakkels faderløse 
Barn, som maatte sone Forældrenes Brøde — 
Adolf?* 

«Det skal jeg sige Dig, Elise, Drengen blev 
hos Moderen, som fra den Tid opførte sig agt- 
værdigt — hun elskede sit Barn over alt, og den 



294 

lille uvelkomne Dreng blev ubevidst hendes g-ode 
Aand.» 

Han trak Vejret dybt, som havde han kastet 
en Byrde fra sig, og dog havde han endnu det 
værste tilbage — at nævne sin Hustru Faderens 
Navn. Men Elise kom ham uformodet til Hjælp, 
idet hun spurgte: 
«0g Faderen?* 

«Nu maa det frem, det bærer eller brister.* 
Og han tog sig sammen og vilde lige til at 
navngive sig som Faderen, da han pludselig^ 
mindedes, at Historien havde en Fortsættelse, 
der vilde kaste et mildere Lys over Elises 
strænge Dom. 

«Ja, ser Du, Faderen til den lille Dreng, 
blev samme Aar selv faderløs, men Arven han 
fik, satte han ud for Sønnen og Renten er til- 
strækkelig til Barnets Pleje og Opdragelse. Fra 
den Dag, han havde ordnet det hele, tog han 
Afsked med dem og har ikke senere set dem 
eller hørt fra dem!» 

« Stakkels Barn! stakkels Moder — og Fader.* 
«0, Elise, Du skulde blot vide hvem ...» 
«Ikke mere, min Ven, ikke mere i Aften, 
jeg er træt — jeg trænger til Hvile. » Og hun 
rejste sig for at gaa. 

«Et Øjeblik, kun et lille Øjeblik endnu — 
og Du er fri!» 



295 

«Ikke et eneste Øjeblik, Adolf, jeg kan ikke. 
Godnat, Gud være med Dig.» 

« Elise !» 

« Godnat, Adolf, Godnat !» 

Og Døren lukkede sig langsomt efter hende. 
Han var ene. 

« Skulde hun ? Hun er saa forandret . . . 

Men hvem . . . Nej, hun véd intet, det er hendes 
varme, retskafne Hjærte, der har Interesse og 
Medlidenhed med alle som lider — det gaar hende 
nær at høre andres Sorg. Blot, blot jeg havde 
faat sagt Navnet, saa havde det nu været over- 
staaet ! » 

Han stod og pressede Panden mod Ruden. 
De ærværdige Træer i Kongens Have bøjede 
ydmyg deres stolte Kroner for Nordvestvinden, 
som ubarmhjærtig løsnede de gule Blade og førte 
dem i Hvirveldans gennem Luften. Flammen i 
Lygterne viftede hid og did og truede hvert Øje- 
blik med at slukkes. Men Fodgængerne ilede 
hjem, med Kraven op om Ørene og Hatten 
trykket fast ned over Panden. Klokken slog tolv. 

Harboe listede sig sagte ind i Soveværelset 
for ej at vække sin Hustru, men den Nat fik 
han ikke Blund i Øjnene. 



Femtende Kapitel. 



«Kaere Adolf, j^ har taget en lille Dreng- 
hjem med mig,» sagde Elise den næste Dag, 
da hun kom fra Torvet, hvor hun havde gjort 
Indkøb. Hendes Kinder blussede, og Øjnene 
straalede af Glæde, hun lagde sin Haand paa 
hans Skulder og saa bedende paa ham. «Du 
ønskede jo, at vor lille Pige havde været en 
Dreng, giver Du mig Lov til at beholde ham, 
saa har vi baade en Datter og en Søn. Hvad 
siger Du til det, Adolf? » 

Hun saa ham undselig i Øjnene. 

«Jeg forstaar Dig ikke, Elise, hvad vil det 
sige, at vi nu baade har en Søn og en Datter, 
Du har dog vel aldrig ?» 

«Jo, kære Adolf, se ikke saa vred paa mig, 
hør først mit Skriftemaal og døm saa.» 

«Aa, Elise, Du gør mig fortvivlet. Barn, 



297 

Du véd, hvor lidt vi have at leve af, og dog 
tænker Ehi altid først paa andre, før paa din 
Mand. J^ trode saa sikkert, at Du siden vor 
sidste Samtale havde forbedret Dig.» 

Han rejste sig utaalmodig, rystede hendes 
Haand af sig og saa alvorlig bebrejdende paa 
hende. 

Elise fik Taarer i Øjnene og sagde ganske 
sagte, idet hun stirrede ned for sig: 

« Barnet er moderløs, Adolf, dens Far har 
aldrig vedkendt sig det.» 

Han gjorde først et Skridt tilbage, hendes 
Ord overraskede ham — var det en Bebrejdelse 
til ham — skulde hun alligevel kende hans 
Historie — ? 

Hun rødmede, som gættede hun hans Tanke, 
men hendes Øjne hvilede bedende paa ham. 

«Hun véd intet, » tænkte han, «gid jeg i 
Gaar havde faaet Lov til at tale.» 

«Det er en slet Far, der ikke sørger for sit 
Bam,» sagde han irriteret, «og saa oven i Købet 
et uægte Barn. Nej, Elise, det gaar jeg ikke 
ind paa, for jeg hverken kan eller vil det. I 
Morgen kommer Du maaske med en lille forældre- 
løs Pige — og saa fremdeles.* 

«Nej, Adolf, nu gør Du mig Uret, jeg lover 
Dig, at jeg aldrig oftere skal bringe Børn med 



298 

hjem. Vær for denne ene Gang ædelmodig, min 
Ven, (^ giv det forladte Barn Husly ?» 

«Gid jeg var Krøsus, hvor Du da skulde faa 
Lov til at lade dit Hjærte raade.» 

Han tog hende kærlig i Favn: «Naa, i Guds 
Navn da, faar vi Brødet til os — saa bliver der 
vel ogsaa lidt til den hjemløse Stakkel. 

Elise straalede af undertrykt Glæde, hun 
forlod hurtig Stuen og kom straks efter igen ind 
med Barnet ved Haanden. 

Harboe saa paa den smukke Dreng, rakte 
Haanden ud imod ham og spurgte: 

«Hvad hedder Du, min Dreng ?» 

«Jeg hedder Adolf Hansen, » svarede Drengen 
og klyngede sig op til Elise. 

« Adolf Hansen I » gentog Harboe langsomt 
og saa ængstelig paa Elise, idet hans Haand 
strøg kærtegnende over Barnets Hoved. «Hvad 
hed din Moder — stakkels Dreng?* 

« Moder er begravet og ligger paa Kirke- 
gaarden i Aalborg. Hun hed Jomfru Hansen. » 

Harboe blev ligbleg, han saa paa Elise, der 
stod med nedslaaede Øjne og foldede Hænderne. 
Pludselig tog han Barnet i Favn, slap det igen 
og greb Elises Hænder. Han bøjede sig over 
dem for at kysse dem — de bleve vaade af 
Taarer. 



299 

Hun lagde sin Arm om hans Hals, sit 
Hoved ved hans Bryst. Saaledes stod de en 
Stund. Da hviskede han dybt bevæget: 

«0g det har Du gjort, Elise — » 

«J^ kunde ikke andet. » 




/
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Han er Jøde : fire fortællinger"

See other formats
