Korte veje: scener og smaahistorier

This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project
to make the world's books discoverable online.

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover.

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the
publisher to a library and finally to you.

Usage guidelines

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying.

We also ask that you:

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the
use of public domain materials for these purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe.

About Google Book Search

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web

at |http : //books . google . com/

Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online.

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog,
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der
ofte er vanskelig at opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige.
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at
kunne tilvejebringe denne kilde.

Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det.

• Overhold reglerne

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogsøgning

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan

søge gennem hele teksten i denne bog på Internettet på http://books.google.com

\å

:s

f " - V^- ' 'f^^.-

^ HARVARD COLLEGE
LIBRARY

^ Bought from the Fund for g^

CURRENT MODERN PoETRY M

given by ^

MORRIS GRAY ^

CLASS OF 1S77 ^^

1

r

4J^-,^ ^ /./-

^r. -j-/^

^

KORTE VEJE.

Korte Veje

SCENER OG SMAAHISTORIER

AP

PETER NANSEN

KJØBENHAVN.,

FORLAGT AF I. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL.

J. JøRGBNSBN & Cu. (M. A. HanNOVBk).

1890

Sci^bl^O^l^l'iOO

SEP 21 1939

INDHOLD.

Side

En Sejltur 1

Af en Forelskets Dagbog (Kærligheds-
vers I Prosa) 27

Et Juleæventyr 39

Juletræet 49

Frk. Mimi 57

Balpassiar 69

Aftenstemning 79

En Bryllupsaften (Lystspil i én Akt) . 87

I Medaillonpormat 129

foraarssol 131

Ung Pige 136

Kanariefuglen 138

Før Ballet 141

Offer og Accidenser 145

For god 148

Et Barndomsminde 151

En Afbrydelse 165

Spøgelser 158

FoRAAR I Sne 162

EN SEJLTUR.

Den sørgeklædte, stille lille Dame
fortalte :

„Det er nu fem Aar siden. Min
Mand havde i de sidste Par Aar været
saa underlig overspændt. Han havde i
sine unge Dage levet meget med, og
senere under vort Ægteskab, da vores
lille Dreng, som var hans et og alt,
var død, begyndte han at drikke mere
Vin ved Middagen, end hans Hoved
vel kunde taale, og tit kom han sent
hjem om Natten;, ophidset og vild, saa
jeg var bange for at møde ham. Til
andre Tider var han ganske tavs og
mørk, kunde sidde flere Timer ude paa
Verandaen og røge Cigarer uden at sige
et eneste Ord, blot sukkede han af og

1*

til dybt og stønnede, .som om noget
pinte ham.

Min Mand havde været et smukt
og raskt ungt Menneske. Da jeg lærte
ham at kende, var han en af de mest
fejrede Balherrer. Han var kraftig bygget,
høj og slank, havde et aabent solbrændt
Ansigt og lignede mest saadan en rigtig
rask Officer, der ikke var bange for
noget. Men han ødslede med sine
Kræfter; han var letsindig og lod sig
drive for alle Vinde. Da Ulykken
kom over ham, var han endnu en køn
Mand; han havde beholdt Legemets
Kræfter, men Aandens — aa Herre-
gud, det var mørkt og trist at se paa.
Han maatte opgive alle sine Forretninger
og gik hele Dagen herhjemme og drev
med Cigaren i Munden, skiftende fra
det ene Humør til det andet, saa man
aldrig var sikker paa, hvor man havde
ham. Han kunde være saa beleven og
elskværdig, og Fremmede, der kun sa&
ham en Gang imellem, var altid saa
indtagne i ham og kunde slet ikke tro

alle de Rygter, der begyndte at gaa
om ham. Og yi herhjemme søgte jo
ogsaa at skjule det saa godt vi kunde.

Eor han var jo kun en syg 8takkel,
selv om det til Tider kunde være svært
nok at huske paa det; han kunde være
saa ligefrem ond imod os, at der hørte
megen Ydmyghed til for at bære det
taalmodigt. Han var som et vildt Dyr
i Bur; al hans legemlige Kraft sled og
rev i det Gitter, som hans syge Sjæl
havde rejst udenom ham. Han trængte
ligefrem til at bruge sine Kræfter, til
at gøre Legemet træt, og han fandt
derfor paa, at han selv vilde hugge alt
det Brænde, vi brugte i Huset.

Hver Morgen stod han nede i
Kælderen og kløvede de tykke Knuder
som en Easende. Vi stod ofte forskræmte
udenfor og lyttede efter, hvordan han
huggede og huggede, mens han skar
Tænder og gav smaa Skrig fra sig. Af
og til standsede Slagene, og vi hørte
ham puste og stønne, alt imens han

6

mumlede nogle forfærdelige Eder, og
lidt efter begyndte han igen.

En hel Time blev han dernede hver
Dag, saavi havde tilsidst Kælderen stablet
fuld af ganske smaat hugget Brænde.

Saa kom han ud i Skjorteærmer
og med Flippen revet op, med Frakken
over Armen, foraset og driwaad. Han
kunde knapt gaa, saa træt var han, og
det var akkurat, at han kunde naa ind
i sit Værelse og hen paa Sofaen, før
han faldt i Søvn.

Det var hans bedste Timer, naar
han saa vaagnede. Saa spøgede og lo
han tit, kælede for vores Datter og
udkastede Planer om, hvordan vi alle-
sammen skulde rejse ned til Sveits og
Italien, hvor han havde været som ung,
og hvordan han rigtig skulde vise os
om paa alle de Steder, han kendte
saa godt.

Men naar han havde drukket sin
Flaske Vin til Middag — og det var
ikke muligt at faa ham til at lade være
dermed — saa kom al Vildskaben igen

op i ham, og stakkels lille Marie maatte
sidde og høre paa alle de gruelige Ting,
som han saa kunde fortælle. Det lille
Skind, hun formelig sad og rystede,
naar hun saå sin Fa'r trække Flasken
op og hørte ham sige de Ord, som han
hver Gang sagde: „Det skal gøre godt
at faa et lille Glas!*^

„Et lille Glas" — aa Gud hjælpe os!

I Begyndelsen haabede vi jo stadig
paa, at det skulde rette sig, men naar
vi saadan hver Dag saå, hvor svag han
var, og hvor lidt han selv kunde gøre
for at staa imod, maatte vi jo tilsidst
opgive det Haab.

Vor Huslæge, til hvem jeg i min
Angst betroede mig, mente, at jeg over-
drev, for min Mand var bange for ham
og passede altid paa sig selv, naar han
var sammen med ham.

Men en Aften havde han tilfældig-
vis mødt miTi Mand i en meget ophidset
Tilstand, saa lidt Herre over sig selv,
at han rent glemte, at det var Lægen,
han talte med. Det var samme Aften,

8

han kom hjem og vilde bryde ind i
Maries Soveværelse for at fiaa Barnet
med sig ud paa Eirkegaarden ; han
vilde se, om han kunde træffe Poul —
det var vores afdøde Søn — derude.
Marie havde lukket Døren i Laas —
det gjorde hun hver Aften — , men jeg
maatte formelig slaas med ham for at
forhindre ham i at bryde den op med
Magt. Saa tilsidst blev han træt og
slap og satte sig paa Trappen, hvor
han faldt i Søvn. Pigen og jeg maatte
slæbe ham ind i hans Soveværelse og
lægge ham paa Sengen.

Næste Morgen kom Doktoren, mens
min Mand endnu sov. Han vilde have
alt muligt at vide, navnlig om, hvordan
Marie kunde taale alle de Sindsbe-
vægelser. Han blev ved og ved at
spørge, lod Marie komme ind og passede
nøje paa hende, mens han spurgte hende
ud om en Mængde ligegyldige Ting.

Og da han gik, sagde han ude i
Entréen til mig : „Det værste ved Deres
Mands Tilstand er, at den let kan blive

farlig for Marie. Hun er jo af Naturen
ikke stærk, og i hendes nuværende
Alder maa man være dobbelt forsigtig
med at udsætte hende for Sindsbe-
vægelser. Jeg vil derfor indtrængende
raade Dem til, hvis det er muligt, at
sende hende bort en Tid."

Jeg svarede ham ikke, men jeg
vidste, at det ikke vilde ske. For det
første vilde min Mand være bleven
mistænksom og vilde aldrig have tilladt
det, for det andet vilde Tanken om at
skulle skilles fra mig have været maaske
endnu farligere for Marie, og endeHg —
det tilstaar jeg — var jeg selv for svag
dertil. Marie var min eneste Støtte og
Glæde i disse tunge Tider, og jeg kunde
ikke undvære hende. Det mente jeg i
alt Fald den Gang. Nu siger jeg atter
og atter til mig selv, at jeg dog burde
have bragt det Offer.

De véd ikke, hvor vi to var voksede
sammen i disse Aar — vi havde jo delt
alle Sorgerne, al Angsten.

10

Faa Dage efter havde Doktoren
talt med min Mand og sagt, at hvis han
ikke kunde beherske sig, endte det med,
at han, Doktoren, erklærede ham for syg.

Min Mand havde siddet ganske
rolig og hørt paa ham. Da han var
færdig, sagde han blot: „Det tør De
ikke, for De véd ligesaa godt, som jeg,
at enhver Læge, der fik mig til Be-
handling, vilde erklære mig for rask."

Saa havde han smilet og tilføjet:
„Kære Ven, hvor De er lettroende. De
møder mig forleden Dag en Smule ør i
Hovedet, og saa tror De straks alt
det overspændte Tøj, min Kone disker
op med. Min Kone ér virkelig en
løjerlig en; hun ser en Ulykke i, at
jeg af og til — det skal Gud vide,
tit sker det saamæn ikke — er ude at
more mig. Véd De hvad — jeg tror,
det kommer af det religiøse Mikseri,
hun er kommen ind i?"

Kort sagt. Doktoren vidste knap,
om det var min Mand eller mig, der
var gal. Han var bleven duperet som

11

saa mange andre, og Følgen blev, at han
hverken søgte os meget eller vi ham.

Men min Mand gik fra den Dag
stadig mistænksom omkring og troede,
at vi vilde have ham indespærret. Og
han gav sin Forbitrelse saa meget friere
Spillerum, som han vidste, at jeg nu
var bange for at søge Doktorens Assi-
stance. Han beskyldte mig og Marie
for at udspionere ham; han brugte Ord,
som jeg ikke kan. gentage, og han truede
os, saa vi bogstavelig gik i Dødsskræk,
naar vi ventede ham hjem om Aftenen.

Det vil sige, der var jo Dage endnu,
hvor han var mild og god; men naar
han saa vilde kysse Marie og kæle for
hende, mærkede han, hvor hun var sky
og angst, for ham, og saa beskyldte
han mig for, at det var mig, der
hidsede hans egen Datter op imod ham.
Han græd og klagede over, at ingen
brød sig om ham, ingen tænkte paa,
hvor ulykkelig han var.

12

Under alle disse Indtryk voksede
Marie op og blev konfirmeret. Hun
blev en køn nng Pigd, høj og mørk
som sin Fader, men hun var saa
stille og blid; kun en meget sjælden
Gang kunde det bruse op i hende; men
hun gjorde hvad hun kunde for at be-
herske det ; hun havde jo sin ulykkelige
Fa'r til stadig advarende Eksempel. Paa
Grund af Forholdene levede vi meget
stille, og Marie fik ingen Veninder. Hun
gik herhjemme sammen med mig, og den
fæUes Sorg gjorde, at jeg næsten be-
tragtede hende som en yngre Søster,
hvem jeg kunde tale med om alt, saa
hun blev tidlig udviklet og modnet.
Hun havde set saa Hdt af Verden og
kendte dog allerede saa meget til
dens Nød og Elendighed. Hun blev et
stakkels Barn, som aldrig lærte Ung-
dommens Lykke at kende ; stakkels Barn,
som hun var! — Ser De, jeg mærkede
det ikke saa meget, fordi jeg altid var
sammen med hende og var opfyldt af
saa meget andet. Men Fremmede kunde

18

af og til cdge et Ord, som gjorde mig
angst, eller se paa hende med et med-
lidende Blik, som isnede gennem mig.

Hun var jo bleg og sart, det saå jeg
nok; men det havde jeg selv været i
den Alder. Dog en Dag kunde jeg ikke
lade være med at spørge en Dame, der
havde sagt noget om hendes sygelige
Ydre: „Men hvad er der med Marie,
siden I allesammen taler om hendes
Udseende? Hvad er der dog?" Hun
ledte efter Svar, men sagde tilsidst:
„Det er, som om hun bar paa en Byrde,
der er for tung. Hendes Blik er saa
overanstrængt, saa træt."

Jeg haabede paa Sommeren, som
stundede til. Vi havde lejet en Villa
Nord for Hellebæk, hvor vi kunde have
det ganske stille og fredeligt. Under
min Mands daværende Tilstand var det
ikke behageligt at bo imellem altfor
mange Mennesker, og ham fik jeg let
tn at gaa ind derpaa ved at sige, at
Marie trængte til Eo og Stilhed.

14

Vi flyttede derop og havde det daa
godt, som vi i det Hele taget kunde
have det. Det var jo en dejlig Egn,
og det blev en god Sommer. Jeg tror
ogsaa at min Mand gjorde sig Umage
for at beherske sig af Hensyn til Marie,
^men der var Dage, hvor hans Sind var
saa forpint og uroligt, at hans gode
Vilje intet hjalp. Det var mest, naar
der var Uro i Luften, naar Himlen var
fuld af jagende Skyer, som stadig truede
med Uvejr, og naar Sundet var graat
og der var Efteraarsruskning over hele
Naturen.

Saa var der ingen Fred over ham;
han gik ud og ind, var tavs, kun af og til
mumlende noget uforstaaeHgt hen for sig.
Og pludselig kunde han standse inde i Stuen
og sige: „Lad os faa en Flaske Sherry
ind, man trænger til at faa Varme i
Blodet." Naar Marie saa kom med
KarafPen og kun ét Glas, sagde han:
„Skal I ikke have noget med?" Vi svarede
altid nej, og han sagde altid: „I er
vel bange for at bHve fulde?"

15

Det var jo ogsaa et grueligt Liv
han førte. Intet havde han at bestille,
og intet interesserede ham. Bøger an-
strængte hans Hoved og kedede ham;
Musik var det eneste, han brød sig
om. En simpel Melodi, som Marie sang,
kunde gøre ham blød og bevæget; men
ligesaa ofte irriterede den ham, den
gjorde saa stærkt Indtryk paa ham, at
han brast i Qraad og ikke var til at
berolige igen. Saa ogsaa dette blev vi
bange for.

Det var en Dag i August.

Vejret havde i lange Tider været sta-
digt og smukt, men den Dag var Himlen
helt overtrukken. Det regnede ikke,
men det saå ud, som om det hvert
Øjeblik kunde begynde. Det var stadig
varmt i Luften, men af og til kom der
et koldt Pust ude fra Søen og gik hen
over Stranden og ind i Skoven med en
skarp Susen.

Min Mand var staaet tidlig op og
flakkede om nede ved Søen, rastløst
frem og tilbage. Fra Verandaen kunde

16

yi følge hans Bevægelser. Han gik
frem og tilbage mellem Badehusbroen
og et lille Sejldngslysthus, som vi havde
slaaet op helt nede ved Vandet. Han
holdt Hatten i Haanden og bevægede
uafbradt Munden, som om han talte.
Pludselig lo han højt, rigtig saa uhygge-
ligt. Men da han kom op til Frokost,
var han stille og sagde kun enkelte
Ord« Han spiste ikke noget og gik
straks efter uden at sige hvorhen. Men
Marie, som passede paa, hvad Eetning
han tog, sagde: „Bare ikke Ea'r gaar
ind paa Eroen^.

Han kom sent hjem. Vi havde
ventet over en Time med Middagsmaden,
og jeg saå straks, at han havde drukket.
Han var oprømt og snakkede løs om
alt muligt. Ved Slutningen af Maal-
tidet sagde han: ^I Dag skal vi more
os. Naar vi nu har drukket Kaffe,
sejler vi ud en Tur." Marie sendte
mig et bønfaldende Blik, og jeg sagde:
„Skal vi ikke hellere vente til en anden
Dag; jeg synes, Vejret ser saa truende

17

ud?" Hans Ansigt blev ganske mørkt, og
der kom et ondt Udtryk i hans Blik;
han saå skarpt paa Marie og jxag, som
for at opdage, om vi konspirerede, og
spurgte: „Er I bange? I tror vel ikke,
jeg kan tumle en Baad?** Jo, det vidste
jeg nok, han kunde; men Vejret var
virkelig ikke indbydende. „Det er noget
Snak, det er blikstille. Vil I saa med
eller ej? Men I vil maaske ogsaa drille
mig med det? Naa værs' go!**

Der var ikke andet for end at sige
Ja. Han blev saa straks igen i bedre
Humør, skyndte sig at drikke Kaffen
og løb ned til Fiskeren for at leje hans
Baad.

Imens havde Marie og jeg faaet
noget Overtøj paa. Marie var helt hvid
af Angst, og jeg maatte sætte Mod i
hende saa godt jeg kunde. Der var da
endelig ikke stor Fare ved at sejle med
min Mand, som lige fra sin Barndom
havde været vant til at haandtere Sejl
og Aarer. Men det var saadan ligesom
en Forudanelse, hun havde.

2

18

Vejret havde holdt sig ens lige fra
Morgenstunden. Naar jeg undtager de
enkelte Pust, der kunde komme ude fra
Søen, var der virkelig ikke en Vind,
som rørte sig.

„Tror De, vi faar daarhgt Vejr?"
spurgte jeg Fiskeren. „Nej, ikke noget
at tale om,^ sagde han, „det kan jo
nok være, at det vinder en Smule op
ud paa Aftenen, men det blir aldrig
mer, end at Grossereren mageHg kan
klare det.**

Saa gik vi om Bord, og min Mand
tog Aareme. Sejl og Mast førte vi
med, men foreløbig kunde der ikke være
Tale om at bruge dem.

Vandet laa saa glat og fladt som
en poleret Blyplade, og Baaden gled
ganske stille og blødt. Fra det vi kom
om Bord, sagde min Mand ikke ret
meget; han sad og passede Aareme og
syntes ganske optagen af det. Vi var
i Grunden glade over det, for der var
noget betryggende ved denne Paapasse-
lighed. Marie kom tilsidst i helt godt

19

Humør y huD blev, hvad der sjælden
skete, næsten barnagtig lystig og hittede
paa saa mange Løjer. Jeg kan huske,
at hun, da hun ikke syntes, at Parten
gik hurtig nok, rejste sig op og holdt
sit Sjal ud som Sejl og pustede ind
i det.

Men da vi havde roet en Times
Tid og var kommet et godt Stykke
ned mod Syd, begyndte hun at blive
træt af sin Lystighed og syntes, at
Turen havde varet længe nok. Men
min Mand svarede knap og blev ved
at ro.

Vi sad nu ganske stille allesammen
og hørte kun de ensformige Skvulp af
Aaretagene. Pludselig sagde Marie:
„Der faldt en Draabe paa min Haand!^
Jeg mente, det var blot fra Aareme, men
et Øjeblik efter faldt der ogsaa en Draabe
paa mig, og snart efter saå vi Vandet
fuldt af smaa Cirkelbølger. I det samme
gik der et stærkt Vindstød hen over
Sundet, og umiddelbart efter strømmede
Begnen ned og et Lyn skar gennem

2*

20

den mørke Luft. Og det blev ved at
blæse i skarpe Byk.

Vi havde i en Part faaet os svøbt
ind i alt det Tøj, vi havde taget med,
og sad og krøb sammen uden at sige
et Ord.

Da det første Lyn kom — det blev
siden ved at lyne — lo min Mand saa
stygt, at det ligefrem gjorde ondt i mig,
og han sagde: „Nu kommer der Hu-
mør i det. Nu sejler vi hjem."

„Aa, Ta'r dog!** bad Marie; men
han fo'r op i Sædet og sagde: „Intet
Kællingen. Herude raader jeg, og Gud
hjælpe Jer, hvis I gør Vrøvl!"

Vi var nær kæntrede, mens Masten
blev rejst og Sejlene sat til, men der
var ingen af os, der knyede. Min Mand
satte sig agterude ved Roret og passede
samtidig Sejlene. B^lokken var bleven
henad otte; det begyndte at mørkne,
og vi havde vel nok en Times Sejlads
hjem. Det skulde have været Maane-
skin, men Maanen kunde ikke komme
frem for Skyerne.

21

Uvejret rasede nu lige over vore
Hoveder; der slog Lyn ned i Søen ikke
mange Favne ira os, og naar der kom
et stærkt Vindstød, laa Baaden med
Rælingen helt nede paa Vandet.

Og bag i Baaden sad min Mand
med et stivt og fortrakket Ansigt og
med Øjnene glansfuldt opspilede, koldt
graadige, som jeg kun har set det hos
Mennesker, der mishandler D3n:. Naar
jeg lukker Øjnene, ser jeg det Blik
for mig med samme kolde Rædsel,
man kan føle, naar pludselig paa en
mørk Trappe to skinnende Katteøjne
lyser En i Møde.

Han var ganske roHg og holdt os
stivnede under sit stirrende Smil. De
eneste Ord, jeg fik over mine Læber,
var, at jeg bad ham om dog i alt Fald
at stryge det ene Sejl, men han sagde:
„Nej, nu skal vi for en Gangs Skyld
lege Tagfat med Vorherre. Vi drukner
saamæn nok, men hvad gør saa det?"

Vi krængede saa langt om paa
Siden, at Baaden tog Vand.

22

„Hvis Du gider redde dit Liv" —
raabte han til Marie — „saa brug Øsen!"

Marie havde siddet med sammen-
kneben Mund, lighvid i Ansigtet; men
hver Gang Baaden krængede eller hendes
Fader sagde noget, tog hun mig kramp-
agtig i Armen, saa det gjorde ondt.
Jeg holdt hende om Livet og hviskede
af og til, at hun ikke maatte være
bange: hun saå blot saa hjælpeløst
fortabt paa mig, og jeg følte, hvor hun
rystede. Nu tog hun sig med en vold-
som Anstrængelse sammen, fik fat i
Øsen og arbejdede fanatisk med at faa
Baaden læns.

Men pludselig begyndte min Mand
at more sig med at rokke i Baaden, og
det saå igen ud, som om den skulde
krænge over.

Da skreg Marie, med Øjnene vilde
af Angst og Raseri: „Tag Dig i Vare,
Ta'er! Jeg taaler det ikke!"

Min Mand smilede blot spodsk, og
et Øjeblik efter rokkede han igen, saa
der skyllede lidt Vand ind.

23

Marie løftede Hovedet og, idet hun
gav et Skrig fra sig, slyngede him Øsen
mod ham. I det samme faldt hun stivt
fremover. ..."

— Den lille Dame standsede og trak
Vejret dybt. Lidt efter blev hnn ved:

„Jeg kan huske, det var, som om
der pludselig blev dødsstille midt i
Uvejret.

Jeg havde set Øsen ranmie min
Mand i Brystet, jeg havde hørt ham
udstøde et dumpt Hyl, men da Marie
faldt ned foran sin Ta'rs Fødder, var
det, som jeg blev revet med i Faldet.
Hun laa som en livløs Bunke Klæder,
og jeg sled og sled i Tøjet, flaaede
Sjalet og Kjolen for at naa ind til Le-
gemet og føle, om der var Liv. Da
jeg havde faaet Tøjet revet bort, rystede
jeg, saa jeg følte kun mit eget Blods
Banken.

Og mens jeg laa dér, vanvittig af
Angst, naaede min Mands Stemme mig
som et Stik i Brystet: „Lever hun?^

24

Jeg havde ganske glemt^ at der
var andre i Baaden end jeg og Marie.
Jeg saå op, og vore Blikke mødtes i
fælles Rædsel. Han sad ubevægelig
som af Træ, med Hænderne knugede
hvide om B.oret, Kinderne uden en
Blodsdraabe og Øjnene fæstede til Ma-
ries Legeme.

Jeg fik hende løftet op, saa hun
hvilede med Hovedet i mit Skød. Der
blev ikke vekslet et Ord; Marie laa
som et Lig imellem os, og jeg tror, at
vi begge følte, at nu var det bedst for
os, om vi allesammen laa med Baaden
over os i Vandet.

Da slog Marie Øjnene op et eneste
Nu, og vi klamrede os atter til Haabet.
Min Mand sad urokkelig og passede
Baaden; Sveden brød frem paa hans
Pande, mens Øjnene søgte ud i Mørket
efter Maalet for vor Part. Det var,
som om den aldrig skulde faa Ende.

E^lokken var over ni og Uvejret
stilnet af, da vi kom hjem. Fiskeren

25

var begyndt at blive angst for os og
stod nede ved Landingsstedet.

Historien er nu i Grunden

fortalt. Hvad der er tilbage, behøver
ikke mange Ord.

Marie døde ikke; Gud naade hende,
den Stakkel. Men hendes Hoved kom
sig aldrig, og hun maatte sendes bort.
Min Mand havde været saa stille og
rolig siden Ulykken, men da Marie
kom dér ned paa Anstalten og der slet
ikke mere var noget Haab, saa var der
ingen Fred for ham længer, og en Dag
bragte man ham død hjem: Livet var
blevet ham for tungt."

AF

EN FORELSKETS DAGBOG.

Kærlighedsvers i Prosa.

I.

Jeg elsker Dig Dagen lang, jeg
elsker Dig den altfor korte Nat.

Naar jeg ikke holder Dig i mine
Arme, tror jeg, at Du flygter bort.

Jeg vil have Dig altid, hører Du!
Jeg vil, at Du ikke maa være nogen
anden kær. Jeg hader, at Du taler
med nogen anden. Du maa ikke være
nogen anden nær.

Thi Du er min og jeg har Ret til
Dig; Du hører min Sjæl og mit Legem
til. Jeg vil have din Sjæl og dit Legem.

Jeg vil Dig i Evighed.

n.

Med Hovedet bøjet. Hænderne kors-
lagte paa Brystet, staar Du :&y8ende
foran Spejlet.

30

Dit blonde Haar bundet op fra
den dungyldne Nakke. Lys over hele
dit slanke unge Legem.

Det er ikke det døde Marmor Du
ligner, ikke det gustent syge Allabast.
Det er levende Blomsterkalke, hvide
med sartrøde Aarer.

m.

Du piner mig mer end Du ønsker,
selv naar Du vil mig ondt. Du er en
evig Skiften, og jeg vil en evig Ro.
Du hudfletter mine Nerver med din Uro.
Og din Stemme, der skifter som et
Bygevejr, piner min Hjæme.

Hvorfor kan Du ikke tale som
Kilden, ens og sagtmodig? Jeg er angst
for hvert Ord, Du taler; jeg er aldrig
sikker.

Du er som Sval^i, der flyver ud
og ind, men aldrig finder Ro i sin
Rede.

31

IV.

Derfor elsker jeg, naar Du taræt
synker sammen i mine Arme og sér
paa mig med halvt lukkede Øjne, be-
dende om Hvile.

Derfor elsker jeg, naar dit Hoved
lægger sig op til mit Bryst og Du
trækker Vejret dybt og godt "og slumrer
ind, tryg som et Barn.

Dine Kinder bliver røde i Søvnen,
din Mund aabner sig svagt, og din
Haand krammer om min Frakke .som
en Bamehaand om Vuggens Tæppe.

Da bøjer jeg mig ned og kysser
den varme friske Mund, og jeg ønsker,
Du ikke maa vaagne, men at vi begge
maa sove ind.

Aldrig har jeg elsket Dig højere
end naar Du var syg; laa stille hen og
var glad ved at holde mig i Haanden;
blev rolig under min Haands varsomme

32

Stxygeii henover din Pande; smiled,
skønt Du led.

Slog Blikket op et kort Sekund
for at lukke det over mit Billed.

VI.

Jeg tror, at Du elsker mig. Ellers
saå Du mig ikke. Jeg tror ogsaa, at
Du lyver; thi alle Kvinder lyver. Men
greb jeg Dig i at lyve, gik jeg min Vej.

Derfor lægger jeg Snarer for din
Fod og tager dem atter bort.

vn.

Om Du sagde: „Idag skal Du dø^^
— jeg vilde være glad og tage Døden,
som Du gav.

Kun vilde jeg, at Du skulde holde
mig i Haanden, mens mit Hj ærtes Slag
blev standsede; Du skulde holde mig i
Haanden, og naar Du saå, a^ Blikket
brast, skulde Du dække Dødssukket i
et Kys.

33

Giv mig Døden, men gaa ikke fra

^^Si ^^ i^S 3^^^ ^^^^ ^S 3^ ^ig ^^^
en anden ! Vide, at Du giver dit Legem
til en andens Kærtegn, din Stemmes
Elskovsklang til en anden!

Min Kval vilde gnave min Sjæl
ussel og fejg. Jeg vilde ikke have
anden Tanke end Dig lykkeberuset i
en Fremmeds Arme.

Vin.

Jeg kom for at sige Dig Farvel;
jeg vilde prøve at gøre mig fri. Da
stod Du saa straalende som en For-
aarsdag og lo til mig. Og varmere end
nogen Tid dvælede dit Blik paa mig,
og din Stemme var lys som Solskin.

Og dine Ord var netop de Ord,
som jeg elsker; Du var mere min,
syntes jeg, end nogen Tid før.

Jeg kom for at sige Dig Farvel;
jeg vilde være fri. Jeg er bunden, til
Du slipper mig; og naar Du slipper
mig, er jeg Din endda.

34

IX.

Du havde været hos mig.

Jeg hjalp Dig i Vognen, og Du
bøjede dit Hoved ud gennem Vinduet
og smilede til mig, mens Du rakte mig
Haanden; og Du spurgte: „Er Du glad
ved mig?"

... Du vidste, at jeg ikke var glad.
Men Du vidste ikke, at hele min Sjæl
var én tung, graa Bedrøvelse for Dig.

Jeg sover ind med det om Aftenen;
det knuger mine Drømme, saa jeg vaagner
med Tyngslen over mig og ikke har Lyst
til at staa op, men mest kunde ønske
at ligge ganske stille hen, uden at
tænke.

Thi jeg sér Dig altid som jeg saå
Dig hin Aften: kørende bort fra mig,
spørgende, mens Du forlader mig, om
jeg er glad; tvingende mig til at være
glad ved Dig, naar Du fra mig gaar
bort til alt det, som ikke er mig, men
som er lige imod mig.

Du er min dybe Bedrøvelse.

35

Mit Liv tilhører Dig og der er
intet, jeg lever eller tænker, som jeg
ikke lever eller tænker i og med Dig.
Dn er den eneste i mit Liv.

Men dit Liv er som Blomsterfrø,
Vinden tager og spreder viden om.

Jeg sidder ene og deler i min
Fantasi alt Mit med Dig, mens Du
er langt fra mig, optaget af tusinde
fremmede Ting. Jeg »kulde have hele
dit Liv, som Du har mit, og jeg har
kun dine hastige Kys og de Tanker,
som bliver tilovers. Hvergang Du
kommer til mig, kommer Du opfyldt af
alt det andet, og hvergang Du gaar fra
mig, gaar Du for igen at opfjddes
af det.

Du vil baade det og mig. Jeg vil
Dig alene. Og naar Du, som hin Aften,
gaar bort fra mig og spørger, om jeg
er glad, da vilde jeg være glad, om
noget styrtede ned over os og dræbte
os begge.

Dette er den tunge Bedrøvelse,
som har sænket sig over mig. Jeg sér

3*

36

dit Smil, som kører bort og forsvinder,
mens jeg er ene.

X.

Mindes Du en Sommernat, vi kørte
mellem granbevoksede Bakker? Luften
var saa blød og lun, fyldt med sød
Duft af Granernes Saft.

Du hvilede i min Arm, og vi såå
op i den dybe mørke Stjæmehimmel.
Kusken sad rank paa sin Buk, og
Hestene travede jævnt og med ensfor-
mige Hovslag.

Der var ikke anden Lyd; rundt
om os det uendelige Rum og de høj-
tidelige Gh'anbakker. Vor Vogn var det
eneste travle Fnug i denne hvilende
Storhed.

Da krøb Du tæt ind til mig og
hviskede, med dine Arme fast om min
Hals:

„Vi maa holde godt sammen. Se,
hvor vi er næsten ingenting. Man maa

37

følges med hinanden i Haanden for ikke
at blive borte og alene''.

Nu er Du borte og jeg alene.

ET JULEÆVENTYR.

L/et var et forvorpent Barn. Det
kunde sikkert siges , at Opdragelsen
havde nogen Skyld, for den havde mil-
dest talt været snavs; men alligevel —
et ti Aars Barn er ikke alene ved Op-
dragelsen saa mislykket; der maa være
noget ugudeligt ved det fra Fødselen af.

Det forvorpne Barn gik lille Jule-
aften ned ad Vimmelskaftet. Naturligvis
var Barnets Klæder revne og lasede;
det var et utroligt Barn til at slide Tøj ;
fik det ikke forrige Jul et Par af Over-
lærerens aflagte Bukser ! Og nu varder,
Skam at nævne, ikke det tilbage at
dække Bagen med! Man kunde fristes
til at tro, at Barnet havde gjort som

42

den uartige lille Tordenskjold, der satte
sig paa en Slibesten.

Det var just ikke sommervarmt den
Aften, dog mildt og behageligt for sunde
og velklædte Folk. Men de, der saå
Drengen, skulde tro, Kjøbenhavn var
Sibirien. Han teede sig, som om han
var ved at fryse fordærvet. Holdt Hæn-
derne for Munden og lod Taareme løbe
ned ad de snavsede og ophovnede Kinder.

At det var Skaberi, saå man bedst
af, at han hvert Øjeblik stod stille og
stirrede paa de oplyste, pjmtede Butiks-
vinduer; havde han for Alvor frosset,
havde han vel nok givet sig til at løbe.

De, der lagde Mærke til ham, naar
han stod foran en julefin Butik, iagttog
et graadigt, ondskabsfuldt Udtryk i hans
smaa gesvindte Øjne. Det var ikke som
hos andre Børn, der ogsaa kunde falde
paa at ville have alt, hvad de saå.
Hvor fortryllende var det ikke at se de
smaa lækre Unger række Hænderne ud
og sige: „Det vil jeg ha^ til Jul Mor!"
* . . Saa snart blot Moderen kyssede

43

dem og sagde: „Ja, naar Baby er rar,
skal Baby nok faa det!" — lige straks
blev de fornøjede og lo over hele An-
sigtet.

Men det forvorpne Barn saå saa
gridsk ud, at man formelig kunde blive
bange for ham. Og en Gang en lille
sød Pige, der blev ækel ved at se ham,
sagde til sin Moder: „Uf sikken en
Gadedreng!" — spyttede han efter hende
og sagde et stygt Ord. Heldigvis havde
Moderen den Aandsnærværelse at dunke
ham alvorligt i Hovedet med sin Para-
ply, inden han stak af.

Der var udmærket smukt og hygge-
ligt paa Østergade. Saa lyst som den
lyse Dag og Duft af gode Sager fra de
varme Butiker. Folk kunde da heller
ikke andet end se glade ud; de gik saa
smilende og høflige imellem hinanden,
som om de alle sammen var rigtig gode
Venner. Man sagde „om Forladelse",
inden man stødte til hinanden, og selv
mod ældre Damer var man galant.

44

Den uartige Knægt sneg sig med
sit mugne, ubehagelige Ansigt ind imel-
lem alle disse elskværdige Mennesker.
Udenfor en Bagerbutik blev han staa-
ende og snusede til den fede, søde Lugt
af Julekage. Døren — en smuk Glas-
dør med blaa Silkegardiner -— blev
hvert Øjeblik lukket op, og fine Damer,
belæssede med røde og hvide Pak-
ker og med tykke Børn ved Haanden,
gik ud og ind. Hver Gang, Døren
aabnedes, strømmede den liflige, varme
Duft ud, og Drengen kunde ikke holde
sin Næse derfra. Han kom nærmere
og nærmere, og en Gang, Døren var
bleven staaende paa Klem, smuttede
han ind og stillede sig op i en Krog
ved Siden af to store Kurve med dam-
pende friskbagt Wienerbrød.

Damerne stod foran Disken, og^ in-
gen lagde Mærke til ham. Det var hel-
ler ikke hyggeligt at se ham staa dér
med onde, flakkende Øjne og rystende
af Begærlighed.

45

Saa kom der en høj, smuk Dame
med en dejlig, gullokket lille Pige, ret
som en Gudsengel. Store, fromme Øjne
i det blødeste lille Ansigt. Da hun øaå
den. snavsede, daarlig klædte Dreng, fik
hun Taarer i de smukke Øjne, og hun
sagde til sin Moder: „Aa, hvor den
Dreng sér fattig ud. Maa jeg give ham
min Femøre, Mo'r?"

Damen mønstrede Fyren og rystede,
som rimeligt var, misbilligende paa Hove-
det over hans lidet tiltalende Udseende.
Men til sin Datter sagde him: ^Min
egen velsignede Unge , hvis det kan
glæde Dig, saa værs^go, giv Drengen
din Spareskilling."

Den lille Pige ledte i sin Mu£Fe og
fandt Femøren. Og mens him forsigtig
holdt fast i Moderen med den ene
Haand, rakte hun med den anden Dren-
gen Skillingen og sagde: „Den maa Du
ha'". Drengen saå kun paa Skillingen
og rev den til sig paa en saa forslugen
Maade, at den lille Pige helt forskræk-
ket gemte sig op til Moderen. „Det er

46

vist en slem Dreng, Mo'r. Han sa' ikke
en Gang Tak."

„Min Dreng", — sagde Damen al-
vorligt og inderligt til ham — „husk, at
man altid skal sige Tak, naar man .faar
noget."

Derpaa gik hun hen til Disken med
sin lille bedrøvede Pige og gav hende
en Kage til at trøste sig med over sin
barnlige Skuffelse, mens hun selv gjorde
sine Julebestillinger.

Men den lille Pige kunde ikke
glemme den uartige Dreng, og hun blev
i Smug ved at skotte hen til ham.

Drengen blev staaende; han kunde
ikke rive sig løs fra de to Kurve med
Wienerbrød. Hans Hænder famlede ved
Kanten af den ene, mens hans Øjne
urolig løb rundt, og da han mente sig
ubevogtet, fo'r hans Haand ned i Kurven.

I det samme raabte den lille Pige
forfærdet: „Aa MoV! Han stjæler!"

Og inden Drengen kunde slippe ud
ad Døren, var han greben af en resolut
Tjenestepige. Han havde Ha anden fuld
af Wienerbrød.

47

Der var blevet stor Forskrækkelse
i Butiken, og de opskræmmede Damer
raabte i Munden paa hinanden: ^En
Tyv! Hvor forfærdeligt! Midt paa Strø-
get! Hvor er dog Politiet?" Den lille
Pige græd, og da en Betjent kom ind
i Butiken, jamrede hun sig højt: „Aa

— MoV — Mo'r!"

Der behøvedes ingen lang Forkla-
ring, for Drengen var greben paa fersk
Gæming. Den kønne, fyldige Bager-
jomfru med hvidt Smækkeforklæde var
godmodig nok til at sige, at de Par
Stykker Wienerbrød var der ingen Grund
til at gøre Væsen af. Men da traadte
den høje Dame med det grædende Barn
ved Haanden frem og sagde:

„Jeg føler mig forpligtet til at op-
lyse, Hr. Betjent, at denne Dreng ikke
har stjaalet af Nød! Min lille Emmy

— her brast Barnet i krampagtig Hul-
ken — gav ham for et Øjeblik siden
Penge."

Under alt dette havde Drengen
staaet forstokket og, som det syntes,

48

ganske ligegyldig. Han forsøgte end-
ogsaa at lumske sig til at tage en Bid
af Wienerbrødet, som ingen havde tænkt
paa at tage fra ham; men dette for-
purrede dog den Pige, der havde grebet
ham, ved at ryste hans Arm, saa Brø-
det faldt paa Gulvet.

Betjenten tog saa Fyren ved Skulde-
ren, og, idet han hilst.e paa Damerne,
gik han med ham, sigende: „Ja, ja.
Han har nok allenfals godt af en lille
Tur paa Kamret."

Den lille Pige var utrøstelig. Hun
græd for den tyvagtige Dreng.

„Mo'r — jeg er saa bange, at Poli-
tiet gør noget ondt ved ham!"

„Mit Barn, Du skal ikke være be-
drøvet for den slemme Drengs Skyld.
Politiet giver ham bare lidt Bis, og Du
kan tro, at det vil være til hans eget
bedste, hvis han da ikke allerede er
ganske forhærdet i Lasten. Bed i din
Aftenbøn, min egen Emmy, at Gud vil
tilgive det forvorpne Barn."

JULETRÆET.

iJe staar i Kreds og venter, til
Mo'r faar pustet sidste Lys ud og siger:
„Nu maa I plyndre væk!"

Og Børnene farer løs, hver efter
sin Evne og Forstand.

Der er dumme Børn imellem: de
gramser efter forgyldte Æbler og Easle-
guldet, som hænger i Duske.

Der er fede og magelige Børn: de
stiller sig ganske roligt hen og tømmer
Kræmmerhuse og Net, og naar de fin-
der Pebernødder deri, lister de dem sne-
digt over i andre Gemmer og beholder
selv kun de lækreste Sager.

Der er svage Børn: de puffes til
Side og staar forknytte med Graaden i
Halsen bag de andre, indtil en af de

4*

52

Voksne opdager dem og samler nogle
Haandfulde sammen til dem.

Og der er ærgæmge Børn, som
klatrer paa Stole og staar paa Tæerne
saalænge, til de naaer at plukke Top-
stjæmen ned. Ved Siden af den hæn-
ger ogsaa gæme delikate Marzipan-
figurer og saftige Appelsiner, som gaar
med i Købet.

Saadan plyndrer Børnene Juletræet,
hver efter sin Evne og Forstand.

Barnet sover ind med Øjnene fulde
af Lysenes Skær, med Maven fiild af
Sødhed og Slik.

Det sover tungt og uroligt, drøm-
mer en Mængde om skinnende Sale og
Sang og Musik og Virvar og Støj.

Det vaagner tidligt og husker, at
det er Jul. Gaverne ligger i Daglig-
stuen under Træet. Hvordan mon de
sér ud i Dag? — Fa'r og Mo'r sover
endnu. Det lister sig op, paa bare

53

Fødder, i Natkjolen. Ud i den kolde
Korridor, ind gennem Spisestuen. Der
er næsten mørkt, Gardinerne er trakne
for. Dagligstuedøren staar paa Klem
— hvor der sér sort ud derinde!

Barnet bliver staaende paa Dør-
tærskelen, grebet af Uhygge. Træet
staar som en truende Skygge, koldt og
bart, bøjende sig ud med lange Arme.
Der er saa gravs tille herinde i det
skumle Værelse, at det høres, naar
Naale drysser ned fra Gfrenene. Og
saa møder de stive Blikke Billedet
af en Hlle hvidklædt Skikkelse i Spej-
let, der hænger skraat firem over So-
faen.

Barnet skynder sig aandeløst tilbage,
støder de smaa Fødder mod Bord- og
Stoleben, faar ikke Tid til at lukke
Dørene og kryber rystende ned i Dy-
neme, som endnu er varme. Dér gem-
mer det sig ind ; tør ikke se op af Angst
for at møde noget Stygt, er lige ved at
græde og falder tilsidst igen i Søvn.

54

Naar saa Mo'r staar op, kigger
hun hen tU den Smaa, som ligger helt
begravet i Puderne. Hun bøjer sig ned,
kysser den hede Pande og smiler.

Træet bliver sat i Skabestuen; dér
staar det og drysser sine Naale fra Jul
til Nytaar. Der klæber lange gule og
røde Stearinflager til Grenene — det er
alt dets brogede Pynt. Børnene kigger
ind til det, i Begyndelsen lidt sky og
højtidelige, men snart er de mindre for-
legne. De vender hver eneste Gfren,
lægger sig Gang efter Gang paa Maven
og roder op i Baljens Sand for at se,
om der dog ikke et eller andet Sted
skulde have forputtet sig lidt Godt.

Og saa har de faaet at vide, at
Træet skal pyntes igen til Nytaarsaften.

Det var altsaa det hele! Et Jule-
træ er bare et pyntet Grantræ — slet
ikke noget aparte dejligt, som Julen
havde bragt, men noget, man kunde

55

have lige saa tit man vilde, blot man
kunde faa Mo'r til at give Knas og Stads.

De staar og venter foran Daglig-
stuedøren. Gennem Sprækkerne kan de
se, hvordan det bliver lysere og lysere.
Det er Ta'r, der „tænder" derinde.

De er næsten lidt flove; de kan slet
ikke bHve saa spændte og forventnings-
falde, som Mo'r vil have, at de skal være.

Saa gaar Døren op. Ikke Husets
Børn, kun Vaskerkonens lille Pige, siger :
„aah!** De andre lister sig stille omkring,
finder Træet fattigt, synes, at der er langt
færre Lys end forleden, tager Mønstring
over, hvad der er hængt paa, og længes
kun efter, at Lysene skal brænde ud.

Nu ser de, hvordan det hele er
gjort. De lægger Mærke til alle Lyse-
piberne, til hvert Baand; de sér, at
mange af Ej*æmmerhusene og Kurvene
er krøllede og revne.

Og saa gaar en stivskørtet seksaars
Tulle hen og siger i en beskyttende
Tone til Vaskerkonens lille Pige:

„Synes Stine ikke, at Juletræet er
dejHgt?" ______

FRK. MIMI.

(iste Kys.)

Frk. Mimi sad paa en Havebænk
og drømte. Det var silde paa Sommeren,
og hun skulde snart til Hovedstaden for
atter at begynde Vintersæsonens strænge
Arbejde.

Hun tænkte paa sit forspildte Liv.

Hun var 17 Aar, snart 18, og endnu
vidste hun ikke andet om Kærligheden,
end at der er noget, som er den eneste
passende Beskæftigelse for en ung Dame
med mindste Selvagtelse.

Hun havde ofte — for Skams Skyld
— bildt sine Veninder ind, at hun var
forelsket i den eller den, men det var
ikke andet end modbydelig Usandhed;
hun foragtede sig selv, for det gælder
om her i Livet at være sand, først og

60

fremmest sand. Ja, naar man endda ikke
skulde kysse dem — eller den — med
hvem man var forlovet; men saadan en
skægget Mund, som havde røget og
maaske drukket 01 — det var væmme-
ligt. Naturligvis hendes Fa'r kyssede
hende baade til Godmorgen og Godnat,
men han, syntes hun, var jo næsten
ikke noget Mandfolk, han var blot hendes
Fa'r, og desuden vendte hun altid Kin-
den til.

Hun kunde godt forstaa, at man
kyssede Damer; hun kunde saamæn
godt forstaa, om der var mange Herrer,
som gæme vilde kysse hendes Mund,
saa rød, saa blød, saa lille den var.
Men at kysse en Herre — det maatte
være lige saa ækelt som at røge af en
Pibe, og det vidste hun, hvordan var.
For hun havde ofte prøvet at tage en
af sin Fa'rs Piber i Munden. Det smagte
modbydeligt, men der var alligevel noget
vist pirrende ved det, saa hun kunde
ikke lade være.

61

Det var to Gange hændet hende,
at en Herre havde bedt hende om et
Kys. Man skulde næsten tro, at Her-
rerne mente, det var en Behagelighed
for Damerne at blive kysset af dem;
ellers vilde de vel betænke sig lidt
mere med at tilbyde sig.

Det var for Resten begge Gange
den samme Herre. Naar galt skulde
være, var han nu alligevel en af dem,
hun bedst kunde tænke sig at kysse.
Han hed Axel — i Grunden et net Navn
— og han var polyteknisk Kandidat,
rigtignok med „tredje", men det var
ikke af Dumhed, men kun af Doven-
skab, og saa gjorde det ikke noget.

Han var høj og stærk og behændig
og 'dansede dejligt. Man laa i hans
Arm og lod sig blot bære. Han havde
blondt Skæg over hele Ansigtet, ganske
kort klippet Haaf og to leende Øjne,
som det var umuligt at forskrække, selv
om man tog sig sammen til at være
nok saa meget Dame.

62

Det var akkurat et halvt Aar siden ^
at denne gmelige „første G^ang^ pas-
serede. Der var Bal hos Oberst Haxmner-
sted, og hun havde ham til Bords. Det
havde hun haft hele Sæsonen. Saadan
gik det altid, at der var en Herre, som
man altid dansede første Dans med —
ens Broder eller Fætter — ; en, som
man altid dansede Kotillon med — en,
som man vidste gav en anden Dame
sin Kotillonsbuket — og en, som man
altid dansede Borddans med — en, som
man blev saa morsom sammen med.

Det var det sidste Bal i Sæsonen,
saa man blev naturligvis lidt sentimental
ved Champagnen og talte om, at nu
skulde man ikke ses saa længe. Og
da de saa havde rejst sig fra Bordet
— hun havde nu vist nippet lidt mere
til Vinen, end hun egentlig burde —
havde han uden videre ført hende ind
i et Værelse, hvor der slet ingen andre
var end de to. Men det havde hun
først opdaget, da han pludselig bøjede
sig ned over hende og leende — han

63

lo altid — saå hende ind i Øjnene og
sagde: ^iVk. Mimi, faar jeg ikke et
Kys til Afsked?" — „Nej, det ved Gud
De ikke gør!" havde hun skyndt sig
at svare og var løbet ind i en anden
Stue. Hun var skam bleven helt for-
skrækket, men det var da heller ingen
Manér at sige det saadan ganske uden
Forberedelse. Han kunde da ikke for-
lange, at hun lige med ét skulde give
sig til at kysse ham.

Bagefter havde hun alvorligt sagt
til ham: „Jeg er virkelig meget vred
paa Dem." Men han havde knebet
Øjnene sammen og, uden at rødme, svaret :
„Det tror jeg ikke". Rigtig impertinent
og vigtig.

Hun havde tænkt ved sig selv, at
det var da godt, at de ikke saa snart
skulde ses igen.

— Saa var hun rejst her ud paa
Herregaarden til sin Veninde Ida, og
med hende havde hun haft mange for-
trolige Samtaler om alt muligt. Men
Ida var nu alligevel en underlig en,

64

med hvem hun ikke rigtig kunde sym-
pathisere. F. Eks. havde Ida sagt, at
det var barnagtigt at tro, at Kys var
noget stygt; tværtimod, det var netop
saa dejligt. Og da han saa forfærdet
havde spurgt hende, om hun da virkelig
nogen Sinde havde prøvet det, havde
hun blot lét hende lige op i Ansigtet
og sagt: „Jeg vilde nødig tælle — !"

Uha! naar man tænkte sig, saadan
Smag Folk kunde have.

— — Her ude paa Landet havde
hun dog Ghid ske Lov ellers haft Fred.
Men saa en Dag var Axel dumpet ned
paa Gaarden, og det viste sig, at han
var intim Ven af Idas Broder.

Hun havde hilst køligt og fremmed
paa ham; men han havde uden videre
givet hende Haanden og havde takket
for sidst. Men da hun med en lille
ondskabsfuld Betoning havde svaret:
„Ingen Aarsag, Hr. Kandidat!" — var
han dog bleven lidt rød i Hovedet. Det
var hendes største Triumf at tænke paa
det lille fikse Svar.

65

Det var nu alligevel gaaet her, som
det var gaaet hele Vinteren; de havde
altid været sammen, fordi de morede
sig saa godt sammen, og saa igaar —
igaar Aftes — var det forfærdelige sket
for anden Gang.

Der havde været stor Middag paa
Gaarden^ og hele Omegnen var der med
sin faste og tilrejsende Ungdom. Det
havde været et rigtig morsomt Selskab,
hvor Mimi havde haft Axel til Bords —
naturligvis. De havde siddet og moret
sig over nogle „lokale" Damer, soha var
mødt nedringede — det troede de Stakler
i deres Uskyldighed var netop saa fint
— og over meget andet. Og bag efter,
da Kaffen var bleven serveret udenfor
Havesalen, var Axel igen bleven borte
med hende — him maatte vist igen have
været uforsigtig med Champagnen —
og nede i Nøddealleen havde han igen
bedt hende om et Kys. Hun var ikke
bleven saa bange denne Gang, for nu
havde hun jo lidt Rutine, men hun havde
sagt: „Det kan ikke nytte. De hér mig

66

om et Kys, for De faar det ikke." Og
han havde svaret: „Tag Dem i Vare
for, hvad De siger, Frk. Mimi. De er
uforsigtig."

Skulde hun virkelig have været
uforsigtig? Hvad monstro han havde
ment? Det kunde hun rigtignok have
megen Lyst til at vide.

Og Frk. Mimi sad og speku-
lerede over dette og over sit forspildte
unge Liv, der ikke kendte noget til
Kærlighed.

Saa med ét følte hun ligesom et
varmt Pust bag i Nakken, og inden
hun havde faaet Tid til at vende sig
om, saå hun Axels leende Ansigt komme
frem foran hendes, og ligesom hun skulde
til at skrige op, blev hendes Mund lukket
med — et Kys.

Hun var altfor forvirret til at
skænde; hun rystede og lo og græd og
pjudsede sig som, en vaad Kattekilling.
Men han sad ganske rolig ved Siden
af hende paa Bænken og sagde:

67

„De var meget uforsigtig igaar,
Erk. Mimi. De sagde, at det kunde
ikke nytte, jeg had om et Kys. Saa
tænkte jeg, det var bedst at lade være
med at bede."

5*

BALPASSIAR.

(2det Kys.)

(Efter Bordet).

I en lukket Veranda, fuld af Planter i Pot-
ter og Baljer, sidder en ung Dame, bal-
klædt, paa en ganske lille Havebænk En
ung Herre staar ved Siden af hende. Inde fra
Lejligheden lyder Dansemusik.

— De er vist slet ikke til at stole
paa, Kandidat Birker?

— Mener Frøkenen noget upas-
sende?

— Ja netop, De er en Hans Kvast.
De tror, at alle Damer, der er lidt ven-
lige mod Dem, er forelskede i Dem.

— Nej, Gud fri mig!

— De er oven i Købet uartig.

— Kun høflig.

— Det forstaar jeg ikke,

72

— Joj jog antager, at de unge Da-
mer er altfor velopdragne til at være
uvenlige mod en stakkels Fremmed, der
ikke har gjort dem nogetsomhelst ondt.

— Kandidat Birker!

— Frk. Krogh!

-^ De er mig en ubehagelig Person.

— Jeg kan desværre ikke gengælde
Artigheden. Tvertimod finder jeg Dem
fortryllende.

— Véd De, hvad der er det op-
rørende ved Dem?

— Nej, det har jeg aldrig tænkt
over.

— De mener ikke, hvad De siger.
De er ens mod alle Damer: lige smig-
rende, lige smilende, lige utaalelig.

— Maa jeg ikke smile?

— Jo, naar De virkelig mener no-
get med det.

— Maa jeg smile nu?

— Vær nu skikkelig. Birker, og
sæt Dem ned. Der er nok en lille Plads
ved Siden af mig.

73

— Nu sidder vi som to forlovede
Høns paa en Find. Aa, maa jeg laane
Viften?

— Birker, vil De tale fornuftigt
med mig et Øjeblik?

— De vil have den Ulejlighed?

— Nej, jeg vil ikke tale med Dem
— . gaa!

— Jeg kan ikke . . . jeg sidder fast.

— Sig mig, Birker . . . gaar De
nogensinde i Kirke?

— Ja— h.

— Hvem plejer De 'at høre?

— Det kan jeg s'gu ikke huske.
Det konmier mest an paa Liget.

— Liget?

— Ja, det der begraves.

— Véd De, hvad man siger om
Dem?

— Nej.

— Man siger, at De er Fritænker.

— Det er da ikke sandt! De gør
mig helt betuttet. Jeg havde haabet,
det kun var noget om Barnemord eller
Bigami.

74

— Fy Birker, saa letsindigt De
taler. Man skulde næsten tro, De
mente det.

— Saa Gudskelov da, De véd, at
jeg aldrig mener, hvad jeg siger.

— Er De altid saadan?

— Ja, jeg er desværre meget for-
d^r^'et. Men véd De, hvoraf det kommer?

— Naa?

— Jeg elsker ulykkeligt. Gider De
høre en trist Historie?

— Birker . . . Det er ikke Deres
Alvor?

— Aa jo . . . Det er akkurat for
et Aar siden ... De behøver ikke -at
vælte Bænken . . . Jeg var ung, livs-
glad, tillidsfuld, forhaabningsfuld — fuld
af alt det ædle, en ung Mand bør være
fuld af..

— Deres Rygte var dog ikke videre
godt.

— Giftig Klaffer, Frk. Krogh. Jeg
var næsten uskyldig.

— Var De ogsaa troende?

75

Jeg var i Frue Blirke til en Ku-
sines Konfirmation, og jeg stod Fadder
til en Vens Barn.

— Har De gifte Venner?

— Ikke gifte, men . . .

— Men hvad da?

— Kære Frøken, lad os glide let
hen over dette, som det hverken sømmer
sig Dem at høre eller mig at fortælle
. . . Jeg var altsaa ung og uskyldig.
Men saa kom jeg paa Bal.

— Var det saa slemt?

— Er det den Maade, De er alvor-
lig paa ? . . . Paa Ballet traf jeg hende.
Hun var smuk, blændende smuk. Høj,
slank, blond, fyrig, dejlige Tænder, en
Hud saa fin, en Hals saa hvid . . .

— De behøver ikke at gaa videre.

— Jeg var ogsaa straks færdig.
Min Viden gaar ikke stort længer. Jeg
mangler kun Læberne . . dem kommer
jeg til om lidt. Jeg dansede Borddans
og 3die Vals med hende — hun bedrog
en Løjtnant i Marinen for den sidste.
Mens vi dansede af i den første, friede

76

jeg og fik ja. Mens vi spiste Is i den
anden, kyssede jeg hende paa Manden
. . . hede, friske, dunbløde Læber. Jeg
glemmer aldrig de Læber. Det kan
ikke nytte, De vil rejse Dem, Frøken
... vi sidder fast, til vi begge rejser
os paa én Gang.

— De kan spare Dem for Resten
af Historien. Næste Dag skrev jeg, at
det hele naturligvis havde været Pjank,
baade fra Deres og min Side. Jeg bad
Dem kun om én Ting 7- det har De
ikke opfyldt. Det er ikke pænt af
Dem, Birker, at rippe op i den dumme
Historie.

— Aa, Frøken, De siger : åumme . . .

— Som om De mente andet? Var
ået Deres ulykkelige Kærlighed?

— De er saa hidsig, Frk. Krogh.
Bare De vilde lade mig tale ud . . .
Jeg fandt Deres Brev saa fornuftigt,
saa rigtigt. Jeg var netop ifærd med
at skrive et nogenlunde enslydende til
Dem . . . Men véd De, hvad jeg aldrig
kunde glenmie fra vores — ja, jeg tør

77

vel' sige: Forlovelsestid? Det var Deres
Læber — hede, friske, dunbløde. De
Læber blev min ulykkelige Kærlighed.
De jog mig ud i Vildskab og Ugudelig-
hed, Opgivelse af Tro, for jeg fandt
aldrig, hvad jeg søgte. — Frk. Krogh!

— Ja.

Nu har vi mødt hinanden efter et
Aars Forløb, i samme Hus, i samme
Omgivelser ... alt er saa ens.

— Kun at jeg ikke narrer nogen
Løjtnant for Deres Skyld.

— Nu har vi haft hinanden til
Bords. For et Aar siden var det, jeg
friede. Det var.taabeligt.

— De behøver ikke at være ugalant.

— Bagefter kyssede jeg Dem. Det
var det fornuftigste, jeg nogensinde
har gjort.

— Er, Birker!

— Faktorernes Orden var forkert.
Nr. 2 burde have været Nr. 1, og Nr.
1 burde aldrig have eksisteret ... De
river Deres Kjole itu, hvis De rejser Dem
. . . Saa — iaar retter vi Regnestykket.

78

— Bir — ker!

— Maa jeg saa byde Dem op* til
Dans. Pas nu paa: en, to, tre! Det
gik. Lad mig hjælpe Slæbet i Orden!

— Véd De, Birker, at jeg burde
være saa vred, at jeg slet ikke talte
til Dem?

— Det véd jeg, Frøken. Men det
bør formilde Dem, at De har udført en
from Gæming. -De har givet en arg
Tvivler hans Barnetro tilbage.

AFTENSTEMNING.

(3die Kys).

lin varm og fugtig Juni-Aften gik
et Par Kærestefolk hen ad den smalle
Spadserevej. Tilhøjre løb en Aa, til
Venstre skraanede Marker og Haver.
Hinsides Aaen var Eng og Skov, og
langt borte i det dunkle ^ærne forsvandt
Vejen fnd mellem tætte sorte Træer.

Over hele Egnen dvælede en let
hvid Taage som et Slør, hvorigennem
alt saås i bløde, sært fantastiske Omrids.

Kærestefolkenes taktfaste Trin slub-
rede henad den sølede Vej. De gik Arm
i Arm, talende med dæmpet Stemme om
deres Længsler og Lykke, om ^Taturens
Skønhed og Guds Godhed,

G

82

Han havde Benklæderne opsmøgede
og Galosch^r paa Fødderne. Om Hal-
sen havde han et hvidt Silketørklæde og
under den venstre Arm Paraply. Han
bar Briller og høj Hat , og han ludede
lidt forover med Overkroppen.

Hun var slank og bøjelig — lang
i Benene og kælen i Livet. Hendes
Hat laa næsten paa hans Skulder.

De talte om Harmonien i

Naturen og Livets Herlighed; de talte
om deres egen store Kærlighed.

Engang imellem stod de stille; hun
rettede paa sin Hat, og de kyssedes,
langt og inderligt. Saa gik de videre
ad den vaade Vej.

. Ovre fra Skoven lød Fugletriller.
Hun mente, det var en Nattergal; han
troede det ikke. De talte om Fuglenes
Lovsang, og de misundte de smaa fjerede
Væsener det dejlige Liv i Træernes
Kroner.

De talte om Fuglenes Lykke og
deres egen Glæde ved at elske hinanden.

83

Det var en vidunderlig Sommeraften,
med Luft saa blød, saa frisk som unge
Læbers Kys.

Til Venstre for Vejen laa et lille
straatækt Hus, gammelt og skrøbeligt;
gennem de smaa Ruder skinnede et dæm-
pet Lys.

De stod stille og saa paa det lille
Hus. De syntes, det laa saa poetisk,
saa yndigt dér, midt i den herlige Na-
tur. Netop dets Skrøbelighed gav det
en egen Skønhed, noget æventyrligt og
dragende.

De talte om, hvor skønt det maatte
være at bo dér, fredeligt og hyggeligt,
fjæmt fra Livets Kamp og Møje; de
priste de lykkelige Beboere og de
drømte deres egen Kærligheds Rede dér.

Det lille Hus' Fortryllelse fulgte
dem langt paa Vej, og de blev ved at
vende sig om, saalænge de mellem Træer
og Buske kunde skimte det milde Lys
fra Ruderne.

Der kom en gammel krumbøjet

Kone med en Sæk paa Ryggen.

6*

84

De saå venligt paa hende, og den
ene hviskede til den anden, at det
var vist den lille smukke Hyttes Ejer-
inde. Og da de gik forbi hende, sagde
de, begge paa engang, uden at det var
aftalt, med hj ærtelig Klang i Stemmen:
„Gudsfred og Godaften!"

De blev staaende og saå efter hende,
mens de trykkede sig tæt op til hinan-
den, og de talte om, hvor glad Børnene
vilde modtage den gamle, naar hun nu
kom hjem, og hvordan de alle siden
vilde samles om den dampende Nadver.
Og de talte om, hvor gæme de vilde
sidde hos og nyde de andres Lykke,
mens de selv var saa usigelig glade ved
at være sammen.

De gik videre og nærmede sig
Skoven.

Dér stod ved Ledet to Børn, en
Dreng og en Pige, ligeoverfor hinanden ;
6 — 7 Aar var de, og de holdt hinanden
om Halsen, og deres Ansigter gik i ét.

De to Kærestefolk saå smilende paa
hinanden, og dé sagde, at disse to Børn,

85

der kyssedes, var just Sommeraftenens
Poesi legemliggjort.

De nænnede knap at forstyrre de
smaa, de listede sig frem i Vejens Græs-
kant, ganske lydløst, saa de, uden at
være opdagede, kom helt hen til Børnene,
der stadig stod med Mund ved Mund.
Han havde allerede lagt sin Haand paa
den lille Piges Hoved og vilde sige et
Par kælende Ord til det overraskede
Barn, da han pludselig standsede og med
Hast drog sin Kæreste bort.

Han gik hurtigt og forstemt, og
hun spurgte med Bekymring, hvad ham
fattedes.

Der var mørkt i Skoven, saa stille
og højtideligt. Da sagde han, og hans
Stemme lød bedrøvet:

^Du kan tænke Dig — de kysse-
des ikke. Hwn slikkede bare paa et
Stykke Brystsukker, som hcm havde i
Munden."

EN BRYLLUPSAFTEN.

Lystspil i én Akt.

Personerne.
Johan j

Klara i ^''"'^^P*""^-
Marie, i Tjeneste hos Brudeparret.

Et nyt og velhavende møbleret Værelse, stærkt oplyst med

Lys og Lamper. Rundt om Blomster. 1 en Krog en Bunke

Pakker. Der i Baggrunden. To Døre til Højre, to til

Venstre.

Iste Scene.

Pigen lukker Døren i Baggrunden op. Brudeparret kommer
ind med Overtøjet paa.

Johan

(til Pigen).

Tak — saa kan De godt gaa i Seng.
Pigen

(ved Døren).

Der er ikke noget, Fruen ønsker?

Klara.
Nej Tak.

Pigen.
Herren og Fruen ønsker ikke en
Kop The?

90

Johan.

Nej — vi skal ikke ha'e The. De
kan godt gaa.

Pjukn.
Vandet koger ellers.

Johan.
Lad det koge ad hede —

Klara.
Hm!

Johan.
Nej Tak, De skal ingen Ulejlighed
have.

Pigen.
Der er altsaa slet ikke noget, jeg
kan hjælpe Herskabet med?

Johan.
Nej.

Pigen.

Ja saa vil jeg ønske Herren og
Fruen Godnat!

91
Johan.

Godnat.

Klara.
Godnat min Ven. (Pigen gaar.)

2den Scene.

Klara. Johan. De har faaet Overtøjet af. Fremme paa
Scenen.

Klaba.
Tror Du ogsaa, det var rigtigt?

Johan.
Hvad for noget?

Klaba.
At sige nej til Theen. Hvad maa
han tænke?

Johan.
Hvad hun maa tænke! At vi helst
vil være i Fred den første Aften i vort
nye Hjem, som Du slet ikke har sét
Dig om i endnu.

92
Klaba

(vender sig om).

Aa ja Du, hvor her er festligt.
Det er hende, der har ordnet alt dette.
Hun 6t vist en rigtig skikkelig Pige.

Johan.
Ja, din Mo'r har jo valgt hende,
og din MoV er Specialist i Pigefaget.

Klaba.
Hvad mener Du min egen Ven?
Er Du ondskabsfuld?

Johan.
Mod din Mo'r — nej Du, det kunde
aldrig falde mig ind!

Klaba.
Det skulde Du ogsaa nødig. For
saa løber jeg straks.

Johan

(griber hende).

Nej ! . . . Jeg kender saamæn ikke
en eneste saa fortræffelig Kone som din
MoV.

93

Klara.
Der er heller aldrig nogen, som
har forkælet mig saameget som hun.
Saa pas paa, jeg ikke fortryder, at jeg
har giftet mig med Dig! — — Det er
naturligvis ogsaa Mo'r, som har sagt til
Pigen om Theeh. Mo'r vilde ikke sove
roligt, om hun tænkte, at jeg maatte
undvære min Aftenthe med Sandkage.

Johan.
Og nu maa Du nøjes med mig!

(Vil kysse hende.)

Klara

(bort fra ham).

Nej nej ! ikke kysse mig. (Ser paa ham.»
Jeg tør ikke.

Johan

(efter hende).

Tør Du ikke kysse mig ? Det var njrt !
Klara

(baglæns vigende ^

Ja, før — da vi var forlovede.
Men nu. . .

94
Johan

(griber efter hende).

Nu skulde Du kysse mig meget mer.
Klara

(afværgende).

Nej, gaa din Vej — Jeg tør ikke.
Jeg kender Dig ikke. Du ser saa skum-
mel ud.

Johan

(som før).

Og Du sér saa yndig ud. — Klara,
er Du bange for mig?

Klara.

Nej, nej , bliv staaende. Ganske
roligt. (Betragter ham nøje.) Jeg maa vænno

mig til Dig . . (Han vil fange hende.) Hvis

Du rører mig, skriger jeg! .... (Sér
stadig paa ham.) . . Saa, smil saa! . . . Sé,
nu er Du rar! (ind tii ham.) Kys mig saa!

Johan

(drager hende med sig).

Min søde lille Kone! . . . Kom lad

os sætte os. iDe sætter sig i Sofaen.)

95
Klara

(efter en Panse).

Nu danser de andre . . !

Johan.
Og din Mo'r græder!

Klara

(advarende).

Johan !

Johan.
Jamen véd Du, hvad hun sagde til
mig, da hun kyssede mig ved Vognen?

Klara.
Hun sagde vel, at Du skulde være
elskværdig mod mig; aldrig driUe mig;
altid forkæle mig.

Johan.
Hun sagde: ^Mit arme ulykkelige
Barn!" — Det ulykkelige Barn var Du,
og j^g var Forbryderen. Det er egenlig
en aparte Maade, hvorpaa Svigermødre
er venlige mod deres Døtres Mænd!

96

Klara.
Det maa saamæn heller ikke være
hyggeligt at betro sine pæne rare Døtre
til saadanne væmmelige Mandfolk!

Johan.
Er jeg saa væmmelig?

KliARA.

Nej, Du er meget sød.

Pause.

Johan.

Hvor det er dejligt at sidde saadan

— mens der er ganske stille i Huset,

ingen til at forstyrre os; min egen

elskede Klara — vi to, ganske alene . . .

3die Scene.

Pigen fra Baggrunden. De to flytter sig hurtig fra
hinanden.

Johan.
Saa for —

97
Pigen.

Jeg be'r Herren og Fruen meget
undskylde ; men der var noget, jeg ende-
lig skulde siffe Fruen.

lig skulde sige Fruen.

Klara.
Saa, hvad var det, min Ven?

PiGKN.

Jo, Fruen sa'e, at jeg ikke maatte
gaa i Seng, før jeg havde givet Herren
og Fruen en Kop The.

Johan.
Hvad for en Frue?

Pigen.
Fruens Fru Mo'r.

Johan.
Hvad Fanden bryder De Dem om,
hvad hun siger!

Klara

(strængt til ham).

Johan — Du forglemmer Dig. (Tii
Pigen, venligt.) Naa , saa min Mor sagde

7

altsaa til Dem, at De skulde give os
The. Det er fuldkommen rigtigt af Dem,
at De husker, hvad min Mo'r har paa-
lagt Dem. Det er meget smukt af Dem,
at De er saa pligtopfyldende. Men hver-
ken min Mand eller jeg har Lyst til
The, og Klokken er nu saamange, at De
kan trænge til at komme til Sengs.

Johan.
Ja, og hvis De saa kunde være
saa venlig —

Klara

(indtrængende til ham).

Du tillader maaske, at jeg giver Pi-
gen Besked. (Tii Pigen, stadig venligt.) De kan
altsaa godt gaa nu ; men De véd, at jeg
sætter megen Pris paa, at De retter
Dem efter de Vink, min Mo'r har givet
Dem.

Pigen.
Jeg siger Fruen saa mange Tak.
Men jeg er saamæn saa lysvaagen, saa
hvis der var et eller andet — —

99

Klaba.
Nej, De kan roligt gaa i Seng. Der
er slet ingenting.

Pigen.
Ja, saa be'r jeg Fruen undskylde
og ønsker Herren og Fruen Godnat.

Klara

Godnat.

(venlig).

Johan

Godnat.

(arrig).

Pigen

Godnat.

(i Døren).

4de Scene.

Klaka. Johan.

Johan

(

[op og ned ad Gulvet).

Det er

vist en rar Pige!

EjEiABA

(i Sofaen).

Ja, jeg synes, det lader til at være

en rigtig fortræffelig Pige.

100
Johan

(imod hende).

Hende faar vi vist megen For-
nøjelse af.

Klara.

Man har ikke Piger for at have
Fornøjelse af dem. Man har dem til
at gøre Nytte.

Johan.
Det er en rar Maade, him er be-
gyndt paa. ^

Klara

(drillende).

Hvad mener Du?

Johan.
Jeg mener, at hun kom Pokkers til
Ulejlighed før.

Klara

(som før).

Hvordan min Ven?

Johan.
Aa — det véd Du godt. Jeg mener,
at nu sad vi netop saa hyggeligt, og saa
kom den Oldenborre og forstyrrede os.

101
Klara

(som før).

Mig forstyrrede hun ikke.

Johan.
Vil Du dermed sige, at Du ikke
bryder Dig om at være alene med mig?

Klara.
Aa nej. Men jeg havde ingen sær-
lig Anledning til at ville være alene
med Dig netop dengang.

Johan.
Jeg skulde mene, det er Anledning
nok, at det er vores Bryllupsaften.

Klara

(naiv).

Plejer man saa at være alene?
Johan

(utaalmodig, spydig).

Man skulde tro, Du var født igaar.
Klara

(leende, drilsk).

Nej, — men jeg er bleven giftidag.
Og det er første Gang, saa jeg har
ingen Erfaring.

102
Johan

(standser foran hende).

Klara — hvorfor driller Du mig?
Klaba

(smilende).

Jeg driller Dig ikke.

Johan.
Jo, Du gør. Du piner og plager
mig . . . Før var Du god og sød, og
nu ... nu er Du kold og ligegyldig.

Klaba.
Du er saa ophidset Johan. Du er
virkelig urimelig. Du farer op og bliver
ubehagelig, fordi den stakkels Pige gan-
ske uskyldigt kommer ind og spørger
om et eller andet . . . Du forglemmer
Dig til den Grad ligeoverfor Pigen, at
Du (alvorlig) ikke blot omtaler min Mo'r
paa en (wrdig) mildest talt hensynsløs
Maade; men Du er endogsaa lige ved
at kompromittere mig.

Johan.

Kompromittere Dig ? Hvad mener Du ?

103

Klara.
Jeg mener, at din Vrede over, at
Pigen kom, maatte give hende nogle
højst aparte Ideer om, hvad her foregik.

Johan.
Aa — hun er vel ikke saa stor en
Idiot, at hun ikke forstaar, at Nygifte
helst vil være alene.

Klara

(fornem).

Jamen jeg vil ikke, at hun skal
*ro, jeg helst vil være alene med Dig.
Jeg finder det højst upassende.

Johan.
Aa, siden Du har giftet Dig med
mig —

Klara.
Hvem siger Dig, at jeg har giftet
mig for at være alene med Dig? Hvem
siger Dig, at jeg ikke har giftet mig
netop for at være sammen med saa-
mange som muligt!

104

Johan.
Saa burde Du have ladet være med
at gifte Dig.

Klara.
Hvorfor? Naar jeg nu havde Lyst?

JOHAK.

Det var rigtigt venligt mod mig.

Pause. Hun i Sofaen. Han paa en Stol langt borte.

Johan.
Klara!

Klara.
Ja.

Johan

(en Stol nærmere).

Synes Du, dette her er morsomt?

Klara.
Nej.

Pause.

Johan

(en Stol nærmere).

Klara?

105
Klaba.

Ja.

Johan

(paa Sofaen).

Det er ikke værd at tale om, hvem
der har Skylden.

Klara

. (overbevise.

Jo, Bu har Skylden.
Johan

(smilende).

Du synes slet ikke, at Du ogsaa
har lidt Skyld?

Klara

(bestemt, men behageligt).

Nej.

Johan.
Naa ja ja. Saa siger vi, det er mig.

Klara.
Nej, vi siger det ikke blot. Vi
mener det ogsaa.

106
Johan

(ømt; uger hende om Livet).

Ja, saa mener vi, at det er mig
ganske alene (smiler) der har Skylden.

Klara

(forsigtig).

Nej, lad mig se paa Dig . . . Jeg
kan ikke lide, Du smiler.

Johan
Jeg er alvorlig som en Bibel.

Klaka.
Nej . . .jeg kan se paa Dig, at
Du lér under Flippen. Det er meget
ugalant at gøre Nar af sin Kone.

Johan.
Det gør jeg heller ikke. Men jeg
tænker paa Misdæderen — den eneste
skyldige, vores fiffige Husnisse.

Klara.
Som nu sover de uskyldiges Søvn.

107
Johan

(tæt op til hende, sagte).

Ja, Klokken er mange.

Klåba

(kælen).

Du er bestemt søvnig?

Johan.
Synes Du, jeg sér ud til det?

Klaba

(som £ør).
Løft mig op, Du. (Hun strækker Armene

frem.) Jeg vil SO Lejligheden.
Johan

(rejser sig, toger hende i Hænderne).

Du er vist selv træt . . saa tung
Du er.

Klara

(oprejst).

Jeg er bare doven. (Tager ham under
Armui.)

Johan.
Skal vi aabne Pakker iaften?

108

Klara.
Nej, lad os gemme de Visitkort-
skaale og Biscuitfigurer til imorgen.
laften vil vi blot se paa Lejligheden —

se, hvordan vi skal bo. (De spadserer rundt.)

Dette er altsaa Dagligstuen?

Johan.
Ja, lige ved Entreen. Aaben for
alle Vinde og Husets Venner.

Klara.
Meget fin, meget nydelig. Men lidt
stiv. Jeg kunde lide nogle Møbler paa
skraa — skal vi vælte lidt Stole hulter
til bulter?

Johan.
Nej — i Dagligstuen maa man holde
paa Værdigheden. Det er Paradepindene
for de fremmede Fugle.

Klara

(med Ryggen mod Pnbliknm).

Saa vil vi her til Venstre.

109
Johan

(trekker hende med sig).

Nej, først til Højre. »Tager en Armstage
fra Klaveret og aabner Døren til Højre i Forgrunden.)

Klaba

(kryber sammen ved hans Arm).

Spisestuen? Hu ha. Det var koldt.

Johan.
Har Du nogensinde hørt, at der
var varmt i en Spisestue? — Som Du
sér, alt i den mest passende umagelige
Stil: haarde Egetræsstole med Knaster
i Ryggen. Plads til 12, og naar det er
Familie og gode Venner, hvis Knæer
man ikke generer sig for, saa 15.

Klara.
Vi vil aldrig se andre end gode
Venner.

Johan

(kysser hende).

Helst slet ingen.

Klara.
Vi gaar videre.

110
Johan

(aabnende Døren til Højre i Baggr.).

Dette er mit Værelse — i al Tarve-
lighed. Dør til Spisestuen for at lette
Fodringen og egen Indgang &a Entréen.

Klara

(bestemt).

Det synes jeg ikke om.

Johan.

Værelset?

Klara
Nej; men det med egen Indgang.
Det passer sig ikke for en Ægtemand.

Johan.
En saa dydig Ægtemand.

Klara.
Pyt! . . Nej, den Dør lukker jeg af.
Du kan gaa gennem Dagligstuen.

Johan.
Jeg holder ikke saa meget af det
— ligeoverfor — — fremmede.

111

Klaba.
Aa — vi siger, det er for Kuldens
Skyld. En Ægtemand har altid Gigt.
Ja — lad os saa gaa til Venstre, min Ven.

Johan

(fører hende over til Døren i Baggr. til Venstre).

Først et Kys! (Kysser.) Saa aabner
vi for Fruens Gemak.

Klara.
Hvor henrivende, hvor lækkert!

Johan.
Blødt altsammen, som vi haaber dit
Regimente vil blive. Blødt som dine

Smaa Hænder (stryger hendes Haand, der ligger i

hans Arm) — uaaT Kløeme ikke er

fremme.

Klara.
Men de kommer aldrig frem for
Alvor, aldrig uden Du driller dem til

det . . . (Peger paa den sidste Dør; kælen.) Og Saa

Døren dér, Johan?

112
Johan

(fører hende derhen).

Til det helligste hellige (aabner dcn>,
hvorind kun Du og jeg maa træde.

KliARA

(kigger nysgærrig).

Der er saa mørkt — Du holder
Lyset galt.

Johan

(lægger sin Arm om hendes Liv).

Kom, saa tænder vi derinde . . .
(Hvisker.) Miu ogou liUo Kono!

Klara

(op til ham ; sagte).

Johan ! Jeg elsker Dig. (Han vii føre

hende ind.)

5te Scene.

I samme Øjeblik smækker Pigbn Døren i Baggrunden op.
De farer fra hinanden: hun med et lille Hvin.

Pigen.
Jeg beder tusind Gange om For-
ladelse.

113

Johan.
Bevares — ingen Aarsag. (Tii KUra).
Var det rigtigt?

Pigen

(sér først paa den ene ; saa paa den anden).

Jeg kommer maaske til Ulejlighed?

Johan
Paa ingen Maade, min Ven. (Tii Klara.)
Er jeg ikke flink? (Tii Pigen.) Hvad vil
De saa?

Pigen.
Det var ikke andet end som —

Johan

(til Klara).

Dér kan Du høre. Det var ikke
andet end som .... (TU Pigen.) Jamen saa
er der jo ikke noget i Vejen?

Pigen.
Ja, det var bare det, at jeg kom
til at huske paa, at Fruen . . .

Klaba

(fornem).

Hvad for en Frue?

114

Pigen.
Fruens Fru MoV.

Klåba

(irriteret).

De skal aldeles ikke bryde Dem
om, hvad Besked De faar af andre
end mig.

Johan

(trekker hende i Kjolen; sagte).

Klara, husk det er din Moder!
(Til Pigen.) Naa, lille Ven, hvad var det
saa med min Svigermoder?

Pigen.
Jo, den gamle Frue sa'e, at den
unge Frue endelig ikke maatte gaa i
Seng, før Fruen havde drukket en Kop
The, for det havde Fruen altid plejet
van i Fruens Hjem. Og saa var det,
da jeg stod og klædte mig af, saa
huskede jeg, at det havde jeg rent
glemt, og at Fruen havde sagt, at jeg
endelig ikke maatte glemme at huske,
hvad Fruens Fru MoV havde sagt til
mig, og saa sprang jeg herind for at

115

spørge Fruen, om Fruen dog ikke syntes,
det var bedst, jeg alligevel lavede en
Kop The.

Klåba

(som før).

Har jeg ikke sagt Dem, at jeg
ikke vilde have den The?

Pigen.
Jo, men jeg tænkte — —

Klaba

(opbragt).

De skal aldeles ikke tænke!
Johan

(til sin Kone, sagte).

Du forivrer Dig, Klara ! (Tii Pigen, ven-
ligt, men indtrængende.) De har maasko nU

forstaaet, at vi ikke ønsker. De skal have
Ulejlighed med at lave The. Hverken
Fruen eller jeg trænger til nogetsomhelst.
Vi takker Dem for Deres Betænksom-
hed, men beder Dem bare gøre os den
Tjeneste at gaa i Seng.

8*

116

Pigen.
Ja, hvis Herren og Fruen altsaa
ikke ønsker . .

Klara

(kort).

Vi ønsker, at De skal gaa.

Pigen.
Saa mener maaske Fruen, at det
er unødvendigt at lade Vandet koge
længer . . .?

Elaba

(til Johan).

Hører Du, Johan, det koger endnu?
Johan

(til Pigen).

De kan uden Samvittighedsnag lade
det gaa af Kog.

Pigen.
Ja, saa tillader maaske Fruen, at
jeg gaar i Seng?

Klara

(spydig).

Jo, De maa gærne.

117

Johan.
Og saa skal De have Tak for
iaften, lille Ven! — Hvad hedder De
forresten, flinke Pige?

Pigen.

Jeg hedder Marie, men mit sidste
Herskab kaldte mig for Stine, for Fruen
dér hed ogsaa Marie, saa hvis Herren
og Fruen ønsker ....

Johan.
Nej , lad os holde os til Deres
Kristennavn . . . Godnat Marie.

Pigen

(i Døren).

Godnat Herre. Godnat Frue.
Klaba

(gnaven).
Godnat. (Pigen gaar.)

6te Scene.

Klara. Johan

Johan

(lér).

118
Klara

(sætter sig paa en Stol i Forgrunden).

Hvad lér Du af?
Johan

liér).

Hun er mageløs morsom.

Klara.
Mig keder hun.

Johan.
Synes Du ikke, det er komisk?

Klara.
Jeg synes, oprigtig talt, det er
højst irriterende.

Johan.
Man kan mærke det paa Dig . . .

Herregud, Klara, (sætter sig ved Siden at hende)

skal vi dog ikke for én Gang, for vor
Bryllupsaftens Skyld, prøve paa begge
at se det lidt humoristisk. Før var det
mig, der var gnaven . . . lille Klara,
vær nu frommere end jeg! . . . (Hun tier

fremdeles, vender Hovedet bort fra ham.) , . , Kom*

119

saa gaar vi ind og sér paa Helligdommen
.• . . Du fik den jo slet ikke at se før.

Klaba

(med bortvendt Ansigt; mat).

Nej, ^eg vU ikke.

Johan.
Vil Du da blive siddende her hele
— Tiden?

Klara

(som før).

Jeg véd ikke, hvad jeg vil. (Tager

Lommcterklædet for Øjnene.) Jeg er Saa ulykkelig.

Johan

(ømt).

Du græder jo, Klara? (Hun hulker.)
Nej, Du maa ikke græde, hører Du!

Klara

(med Graad i Stemmen).

Aa — jeg er vist meget uelskvær-
dig! Det véd. jeg godt! Men jeg (smiler
til ham) kau ikke gøre for det,

120
Johan

(som fer).

Du er aldeles ikke uelskværdig —

Klaba.
Aa jo! — Du er ked af mig, og
jeg forstaar det saa godt.

Johan.
Lille Klara dog!

Klaba.
Det maa heller ikke være morsomt
at faa en Kone, som er saa utaalelig
som jeg . . . Men jeg var saa nervøs
... og saa kom den dumme Pige og
tog alt Humøret fra mig . . . Aa, jeg
har hele Dagen været saadan, at blot
et Ord kunde faa mig til at græde . . .
Jeg har ikke været mig selv ... Er
Du vred paa mig, Johan?

Johan.
Nej vist ikke. Hvor kan Du tro!
Jeg forstaar det jo altsammen saa godt!

121
Klaba

(smilende, iidt flov).

Og saa bliver jeg saa grim, naar
jeg græder

Johan.
Du er altid smuk, altid yndig. Du
har aldrig været smukkere.

Klara

(rejser sig, ban bolder endnu hendes Haand).

Nej, véd Du nu hvad Johan! Det
er ved' Gud for galt. Saa dum er jeg
heller ikke, at Du kan bilde mig det
ind . . . Har Du et Spejl?

Johan

(rejser sig og benter et lille Haandspejl fra Bordet).

Værs'go.

Klaba

(spejler sig; peger ind i Spejlet; Johan staar bagved hende)

Vil Du behage at se! Sikken et
Uglebillede! (Gnider øjnene; lér.) Naa !

Johan .
Ja, det var rigtignok en Forbed-
ring. Hvor det er rart at se Dig i
godt Humør igen.

122
Klara

(lægger sin Arm om hans Hals. Hvisker).

Holder Du saa af mig? Men rigtig
meget, ikke blot saadan en lillebitte
Smule?

Johan.
Jeg elsker Dig!

Klara

(indsmigrende).

Ogsaa naar jeg er gnaven . . ogsaa
naar jeg er urimelig?

Johan.
Altid og altid lige højt!

Klara

(rask).

Saa tænker vi ikke mere paa Marie
— — eller var det Stine, hun hed?

Johan.
Nej, det var Marie. Tror Du nu
ogsaa, hun er gaaet i Seng?

123
Klaba

(sætter sig).

Hør Du! Det er ligefrem uhygge-
ligt med det Menneske! Hun kommer
farende som en ond Aand.

Johan

(sætter sig hos hende).

Hun er et rent Spøgelse!

Klara.
Jeg vil sige Dig — jeg er bange!

Johan.
For at him skal gøre Ulykker med
Ild og Vand?

Klara.
Nej, men hun lurer bestemt!

Johan.
Tror Du?

Klara

(lytter mod Døren).

Tys! Kan Du høre? — Var der
ikke nogen, som gik paa Gangen?

124

Johan.
Du kan tro, hun drikker selv Theen ?

Klaba

(rejser si«).

Vent lidt. Jeg vil se efter ved
Døren. Man kan aldrig være sikker
paa saadant et fremmed Menneske! (Han

gaar hen mod Døren.)

w

Johan

(siddende).

Fas paa, hun ikke æder Dig!
Klaba

(vender $ig).

Kom med Johan. Jeg tør ikke
alene !

De lister sig sammen hen til Deren paa Taaspidserne.
Hun foran. Ved Døren standser de et Øjeblik og lytter.

Klaba.
Er der nogen?

Johan.
Jeg synes, det rasler.

Klaba.
Hu ha! . . Nu frisk Mod, Johan! . .
En, to, tre, og saa siger vi: bum!

E-n!

T-o!

Tre!

125
Johan

(sagte, langsomt).

Klara

(som han).

Johan

(hurtigt).

Bbogk

(mens hun støder Døren op).

Bum!!

7de Scene.

PiGBM i Deren, med Thebakken.
Et Øjeblik stumt Spil.

Pigen

(frem).

Gud hvor Herren og Fruen gi orde
mig bange! Jeg havde saamæn nær
tabt Theen.

Klara og Johan

(udbrydende).

Theen ! !

De ser paa hinanden og lér.

126
Pigen

(setter Thebakken paa Bordet).

Ja, Fruen maa ikke være vred.
Men da jeg kom ud i Køkkenet, stod
Vandet og kogte saa dejligt! Og saa
tænkte jeg, at det var ved Gud Synd,
at Fruen ikke skulde ha'e det, som
Fruen plejede van, da Fruen var hjemme.
Og det var jo ikke nogen Ulejlighed
for mig at tale om, for det stod jo alt-
sammen lige parat.

Johan.
Det er vist en ualmindelig flink
Pige, Marie?

PiGBN.

Ja, Herren og Fruen skal se. De
bliver nok tilfreds med mig. Man faar
det saamæn akkurat med mig, som man
vil ha'e det.

Klara.
Ja, det mærker man straks. Men
nu da vi har faaet Theen, Marie, saa
har De vel ikke noget imod at gaa til
Sengs ?

127

Pigen.
Nej — hvis der ikke var mere
Fruen ønskede, for ellers — ?

Klaba.
Nej tusind Tak! Nu har vi jo faaet
alt, hvad vi vilde.

Pigen.
Ja, saa vil jeg bare ønske Herren
og Fruen Godnat.

Begge

(leende).

Godnat !

8de Scene.

Klara. Johan. De staar stille overfor hinanden. Brister
saa begge i Latter.

Klara

(pegende paa Thebakken).

Ja» j^g véd ikke, om Du synes — ?
Nu da vi har Theen . .

Johan.
Ja, lad os da saa i Herrens Navn
drikke den!

Tæppet falder hurtigt.

I MEDAILLONFORMAT.

(10 Billeder.)

Foraarssol.

Uen gamle Dame laa for Døden.
LaDgsomt sivede Kræfterne bort som
Vin af en sprukken Flaske.

Hnn laa i Soveværelset, hvor Sengen
stod frem midt fra Væggen, med et
Natbord med Medikamenter ved Siden.
Falmet-grønne Gardiner var trukne foi-
Vinduet, heftede sammen med en Naal.
Lige for Sengen stod en Dør aaben paa
Klem ind til en anden Stue, hvorfra
hørtes en dæmpet Hvisken.

Hun laa lille og sammenskrumpet
i den store Seng, Hovedet hvilede tungt
tilbage, faldende ned fra en tynd Hals.
Næsen tegnede sig i det farveløse Ansigt

9*

132

lang og skarp ned mod Munden med den
fremstaaende Underlæbe, alt Kindernes
Kød var muskelslapt sunket ind i Hul-
ningerne. Øjnene laa dybt med lukkede
Laag.

Udenfor straalede Foraaret med
blank Himmel og stærk Sol. Gennem
de grønne Gardiner skinnede solrøde
Teglsten og en Stump hvidblaa Hinmiel.
Solen gled langsomt forbi Vinduet, indtil
den naaede den trekantede Aabning
ovenfor Gardinernes Sammenheftning.

I skraa Lysstrimer skar den ind
herigennem, ind over de gule Senge-
stolper, hen over Lagenet, lige ind i
Ansigtet paa den Døende. Hun bevægede
Underlæben, Øjenlaagene aabnede sig
en Sprække, men faldt straks vibrerende
sammen.

Solen kildrede hen over Mundens
Dun, som den forgyldte, ind mod Næse-
boernes følsomme Vægge.

Hun kæmpede magtesløs mod Solen ;
Læberne aabnedes for at tale, hun kunde
ingen Lyd faa frem.

133

Inde fra den anden Sfcue hviskede
en Stemme: „De skal ikke gaa derind;
hun sover vist."

Under Dynen bevægedes hendes
Arme svagt, hun kunde ikke faa dem
op. Solen gik hen over den venstre
Kind, listede Straaler ind i Øret, saa
det fik et blegt, rødligt Skær, strejfede
Haaret, der uordnet flød paa Hovedpuden.

Hele Ansigtet sitrede. Hovedet
løftedes med uhyre Anstrængelse en
Smule fra Lejet, men faldt straks tilbage
i Sollyset.

I hver Øjenkrog piblede en stor
tung Taare frem og blev hængende i
Øjenhaarene.

Da med ét gik der en Skælven
gennem hele den Syges Legeme, det
krummede sig op. Øjnene aabnedes vidt,
og tungt med en Ballen faldt hun ned
paa Siden, med Ansigtet bort fra Solen.
Blot Baghovedet i Lys.

— — — De kom hurtigt fra den
anden Stue, Søsteren og en gammel
Tjenestepige.

134

„Hun er død", sagde Pigen. Det
har været en let Død."

„En velsignet Død'' — sagde
Søsteren, der laa foran Sengen — „og
se, hvor Solen har skinnet venligt ind
til hende lige til det sidste."

Ung Pige.

Ue var under en af Dansene gaaet
ud i Pergolaen for at trække frisk Luft.

Hun kom i sin glatte hvide Silke-
kjole, Haaret bundet op med et lyse-
blaat Atlaskesbaand , prunkløs og ny-
konfirmeret slank, med nedslaaet Blik,
hvilende støttet til hans Arm.

Han var høj og blond, meget korrekt,
lille Overskæg, sparsomt Forhaar, nær-
synede Øjne bag Guldlorgnetter.

De gik lidt frem og tilbage Arm
i Arm.

Han talte om Selskabet deroppe,
gjorde Nar af en og anden — hun s varte
med ja og nej.

136

satte de sig paa en Bænk
mellem et Par Gummitræer.

Der var saa stille i den lange Gang.
Kun inde fra Restaurationen hørte man
Borddækningen klirre.

Og Samtalen gik i Staa, hun sad
med bøjet Hovedø ligesom lidt ængstelig
med den venstre Haand stemmet mod
Sofaens Sæde.

Fin og nydelig tegnede hendes
Profil sig . . .

Hans Haand strejfede hendes. Hun
rørte sig ikke. Saa tog han den
helt.

Hun bøjede blot sit Hoved lidt
dybere. Saa gled en Arm læmpelig
bag hendes Ryg, sluttende fast om
hende.

Tavsheden ligesom drev dem sammen ;
hans Hoved kom tættere og tættere ind
mod hendes og ganske tæt ved hendes
Øre hviskede han:

„Maa jeg kysse Dem?*'

I det samme stod hun rank op;
Blodet var steget hende i Kinderne.

137

Og med let rystende Stemme sagde
hun:

„Hvor tør De tale saadan til mig?
Saadant noget siger man ikke til en
ung Pige."

Kanariefuglen.

JKanariefuglen havde sovet for
aabent Vindue en Vinternat.

Da den unge Frøken næste Morgen
kom for at sige „pippip" til den, laa
den i en Krog af Buret og rystede.

Den unge Dame brast i Graad og
sagde fortvivlet, at hun var en Morder.

Hun turde ikke se paa Pip, for
hun syntes, at den saå bebrejdende paa
hende.

Hendes Moder gik ud og ind, i
Færd med at dække Bord. Datteren
stod henne ved Vinduet og græd —
stærkere og stærkere, thi hver Gang
Moderen kom ind, sagde denne: „Nu

139

kan Du have det saa godt, Flora. Nu
døer Pip og Du er Skyld deri. Troer
Du, Du kan sove inat?"

Da kom Studenten, som var Medi-
ciner og Husets Pensionær.

Han talte opmuntrende Ord til den
unge Pige og bad hende hente Sukker-
vand. Saa tog han Pip i sin varme Haand
og hældte Vand i Næbet, og Pip blev
saa forskrækket over Vandet, at den
spjættede livligt med Vingerne.

„Dér kan De se" sagde han til
Flora, og Flora smilede til ham gennem
Taarer.

Og mens Moderen gik ud og ind,
stod de henne ved Vinduet og puslede
om Pip, men naar Fruen var borte, kom
de hinanden meget nær.

Hver Gang nu Moderen kom ind,
sagde hun : „Gud ske Lov for Hr. Holmer.
Vær Du glad for ham. Flora!''

Pip laa i Floras Haand, og Holmor
bøjede sig ned over den. Det kom saa
naturligt, da han — en Gang Fruen var
ude — lagde sin Haand udenom hendes,

140

blødt og varsomt som for at give Pip
mere Varme. Tilfældijg mødtes deres
Øjne; og uvilkaarligt trykkede hans
Haand fastere om hendes. Men med ét
rev hun sin Haand løs. Pip havde givet
ligesom et lille Gisp.

Næbbet stod vidt aabnet, og Øjnene
stirrede mat som duggede Stenkulsperler.
Saa faldt den sammen, strakte Benene
lige ret bagud og blev stiv.

Flove, uden Ord stod de og saa
først paa den døde Fugl, saa paa hin-
anden.

I det samme kom Moderen ind
med Terrinen.

„Staar De dér endnu, Hr. Holmer!
Véd Du, Flora — jeg tænker paa,
hvor Hr. Holmer vilde være yndig ved
et Sygeleje'"

Før Ballet.

ri an var kommen for at hente sin
Kusine til Bal. Pigen bad ham gaa
ind i Dagligstuen og vente: Fruen var
ude og Frøkenen var ikke færdig.

Han slog Portieren til Side og saå
i den halvmørke Stue sin Kusine staa
henne ved Sybordet, med Eyggen mod
ham og i lang Frisérkaabe.

Han gik lydløst hen over det bløde
Tæppe og først da han var lige bag
hende, sagde han: ,, Godaften Agnes!"

Med et Hvin foer hun sammen,
holdt Hænderne for Ansigtet og styrtede
bort. . . .

142

Paa Sybordet fandt han en lang
lyserød Handske med en løs Knap og
en Synaal — glemt ved den ilsomme
Fhigt.

Han tog Sagerne, gik hen til
Kusinens Værelse og bankede paa.

„Hvem er det?" lød det forskrækket
derinde fra.

„Jeg ^^lde blot give Dig din Handske.
Du glemte den før.**

To Fingerspidser viste sig i den
paa mindste Klem aabnede Dør og tog
Handsken.

Saa gik han en halv Times Tid og
ventede. Endelig blev Døren smækket
op paa vid Gab af en Pige, der holdt
en Armstage, og høj og elegant brusede
den unge Dame ind, i langslæbet lyserød
Silkekjole. Men fra Korsetlivets lave
faste Hylster skød Busten sig fri og
skinnende, og oppe ved Skuldrene skar
de snævert sluttende Ærmer, smalle som
Bændler, Folder i de fyldige Arme. Den
opvartende Pige løftede Kandelabren

143

højt, for at Pragteii ret kunde frem-
hæves.

Han stod et Øjeblik blændet overfor
denne lysomstraalede kvindelige Aaben-
b åring i det mørke Værelse.

Saa rakte hun ham glad og sejr-
bevidst sin behandskede Haand og spurgte
smilende :

„Naa, hvad siger Du saa?"

„Pragtfuld."

Him gik hen foran det forgyldte
Pillespejl og bad ham hjælpe hende med
det lange Brokadesoverkast.

Han stod bagved, med Slaget løftet
kun halvt op, mens Pigen lyste. I Spejlet
mødtes deres Øjne, og, tøvende med at
tildække hendes smukke Legeme, spurgte
han: „Siig mig, Agnes, hvorfor flygtede
Du egenlig før?"

„Hvorfor? Men Emil — jeg havde
jo ingen Klæder paa."

Uvilkaarlig faldt hans Blik i det
samme paa en lille Skønhedsplet, som
vuggede sig op og ned i Brystets

144

Sænkning. Hun fangede Blikket og,
pludselig utaalmodig, sagde hun, idet
hun tog Hænderne op mod Skuldrene:

,,Men saa giv mig dog mit Over-
stykke, Emil!"

Og hurtigt gik hun ud i Entréen.

Offer og Accidenser.

Amtsfuldmægtigen havde en lille
Stump Have med et Jordbærbed, der
saa godt som aldrig gav Frugt.

Men en Sommer, da der var en
Varme og Frugtbarhed, som intet kunde
modstaa, spættedes Jordbærbedet med
smaa røde Bær; ganske vist meget
smaa Bær, men alligevel — Jordbær
var det.

Amtsfuldmægtigens to Smaadrenge
var henrykte. Hver Dag var de Snese
Qunge nede for at se, om Bærrene
snart var rigtig røde, indtil endelig en
hed Solformiddag Fruen sendte dem ned
for at plukke. De fik hver en lille

10

146

Spaanknrv og maoge Formaninger om
ikke at spise af Bærrene. Det var ellers
fristende nok, men — da de ikke var
ældre end at de endnn var artige, nøjedes
de med at glæde sig til Middagen og
arbejdede ihærdigt. Ikke det mindste for-
krøblede Bær undgik deres Opmærksom-
hed; og da hver Plante var gennemsøgt,
hvert Blad vendt, bragte de i Triumf
den ene lille Spaankurv helt fyldt op
til Moderen.

Hun gik ned i Haven, tog et Par
store Blade og pyntede Kurven. Børnene
stod og saå forundrede til.

Da hun var færdig, sagde hun:

„Gaa saa over til Amtmanden,
Drenge og bed ham ikke forsmaa disse
Jordbær. Siig, at Mo'r tænkte, de
maaske kunde kvæge ham lidt i hans
Sygdom. "

Drengene stod nogle Sekunder som
om de ikke havde fattet Moderens Ord,
men da hun tilføjede: „Naa skynd Jer
saa!" — tog den ældste af dem Kurven,
og de traskede af, uden at tale et Ord.

147

— — Amtmanden sad magelig og
forkælet i en Lænestol, mellem broderede
Puder og Slumretæpper, Gaver fra Byens
Damer under, hans lange Sygdom. Paa
et lille Bord ved Siden af stod fine
Syltetøjer og en Opsats med dejlige
Kæmpej ordbær.

Børnene stammede deres Ærinde
frem og den Syge strakte Haanden ud
mod Kurven, hvis Indhold han mønstrede.

Saa smilede han blidt og sagde:
„Hils Jeres kære Mo'r og siig Tak. Det
var meget venligt af hende at tænke
paa mig . . ."

Men mens de endnu knap var ude
af Døren, hørte de Amtmanden sige ind
i et andet Værelse: „Lille Kone, kom
og tag disse Jordbær, som Fuldmægtigens
sender mig. De er saa ynkelig smaa —
Du kan give dem til Pigerne."

De to Børn stod ude i Entréen og
saå paa hinanden. Saa stak de pludselig
begge i at græde.

10*

For god.

Uer var Sorg i Huset; thi den
ældste af dets to Smaadrenge var død.
Inde i Fruens Kabinet holdtes der
Mørkning.

Den unge Kone sad i Sofaen, i det
røde Skær fra Kakkelovnsilden, sammen
med en af sine Veninder, der var paa
Trøste-Besøg. Ved hendes Fødder paa
en Skammel sad Sønnen, den eneste nu,
en lille 7 Aars Purk.

Han trykkede sit Hoved ind til
Moderens Knæ og lyttede stille og
alvorligt til de to Damers dæmpede og
hviskende Samtale om ham, der var død.
Det var ikke altid han forstod, hvad

149

der blev sagt, men da ogsaa han kom
Tale, — hvor stort et Tab det var for
ham at have mistet sin stadige Lege-
kammerat — og han mærkede Moderens
bløde Haand kærtegnende ned over sin
Pande, kunde han ikke holde Taarerne
tilbage. Han trykkede sig tættere ind
til hende og græd i hendes Kjole.

Men pludselig kom der i Samtalen
et Ord, som gav ham nyt at tænke paa
og fik Graaden til at standse. Det var
Veninden, der sagde: „Ja — den vel-
signede Dreng. Han var for god til
denne Verden.^

For god til denne Verden! Hvad
vilde det sige? Man kunde altsaa være
for god. Og naar man var det, saa
maatte man ligesom Bro'r Karl pines i
mange Uger og dø.

Og han sad og regnede ud, om
Karl virkelig havde været bedre end
han. Alle Spilopperne tog han for sin
Part, alle Uartighederne. Men dog var
han ikke rolig.

150

Og pludselig laa han oppe paa
Moderens Skød og idet han kastede sig
ind til hende, med Armene fast om
hendes Hals og Hovedet ved hendes
Bryst, sagde han rystende af Angst:

„Mo'r — Mo'r! Jeg er da ikke for
god for denne Verden?"

Et Barndomsminde.

irluset, hvor Ekscellencen laa paa
Landet var toetages, sandstens-graat,
med en Jærnbalkon ud mod Parkens
store engelske Plæne, der skraanede ned
til Aaen, paa hvis anden Bred Skoven
begyndte.

Mellem Huset og Plænen løb en
bred Grusgang lige under Balkonen.

Her listede vi Børn os ofte hen for
at betragte den store Mand med det
mægtige graa Hoved, naar han med
Haanden stukket ind mellem to Knapper
i den sorte Frakke kom frem efter
Middagen for at kaste et Blik udover
Sommerlandskabet og røge et Par Drag

152

af Cigaren. Men aldrig havde vi hørt
ham oplukke sin Mund, ham, om hvem
vi vidste, at han var Landets første
Taler. Naar vi en sjælden Gang mødte
ham spadserende i Parken, støttet til
en tyk brun Spanskrørsstok, med sin
stive podagristiske 0-ang, den venstre
Haand paa Byggen — skælvede vi af
andagtsfuld Forventning om at bUve
benaadede med et Ord. Vi stillede os
op og hilste ærbødigt. Men han gik
tavs og ubevægelig forbi, vi vidste knap,
om han havde set os.

... En Eftermiddag listede vi os,
som saa ofte, forbi Huset, skottende op
til Altanen.

Dér stod hendes Naade, en lille tyk
Dame, med store graa Hængekrøller,
ligesaa nedladende som Manden var til-
knappet.

„Kom herhen Drenge!" raabte hun
til os.

Vi kom hurtigt som en Vind.

„Hold saa Kasketterne frem, saa
skal I faa Kager."

153

Vi sprang vævert om paa Grus-
gangen, fangende eller tabende Kagerne,
ligesom det kunde træiFe sig.

Da med ét fyldtes Altandøren af
en høj mørk Skikkelse.

Det var Ekscellencen.

Vi Drenge stod forstenede, turde
ikke røre os — med Kasketten i
Haanden.

Ekscellencen traadte frem til Ge-
lænderet, saå først paa hendes Naade,
saa paa os. Vi slog Øjnene ned for
hans Blik.

Han rømmede sig to Gange — vore
Knæer rystede — saa sagde han med
stræng Mine og cjyb Røst:

„Hvad gaar — hm — her for
sig?"

„ Aa — det er kun Kager , jeg
kaster i Grams til Drengene'', svarede
hendes Naade.

Ekscellencen løftede sit Hoved, saå
langt og alvorligt ud over Plænen, stod
nogle Øjeblikke saaledes som i dyb

154

Overvejelse, slog saa ud med højre
Haand og sagde:

„Hm — Kager — hm — giv dem
flere Kager — hm — mange Kager."

... Og vi saå hans brede Ryg
skyde sig ind gennem Altandøren.

En Afbrydelse.

JAektoren bøjede sig over sin Pult,
med Ryggen mod det unge Menneske,
som stod og drejede lidt uroligt paa sin
Straahat henne ved Vinduet, hvorigennem
Sommersolen brændte.

„Du forlader altsaa nu Skolen"
sagde Rektoren ned i Pulten.

Det unge Menneske svarede ikke;
hans Øjne flakkede rundt i Stuen, paa
Reolerne og det store grønne Klædes-
bord med Papirer og Bøger. Saa flyttede
han sig lidt for Solen, der stak ham i
Nakken.

„Du har aldrig, Ludvig Holst" —
fortsatte Rektoren monotont og lang-
somt — „hørt til de Elever, som har

156

haft Kærlighed til Skolen. — Skolen
har heller ikke haft Glæde af Dig."

Der blev atter Tavshed; Holst
rømmede sig.

„Saa vilde jeg gærne takke Rek-
toren — " Han standsede i det.

Du har været let og løs som Dis-
cipel'' — faldt Rektoren ind — „og
nu tager Du altsaa til Kjøbenhavn. —
Jeg tør ikke forsvare at lade Dig rejse
uden at sige Dig, at Du maa prøve
paa at staalsætte din Karakter mod
Verdens Tristelser. Et Menneske giver
ikke ustraffet sine Lyster Tøjlen; man
maa først og fremmest være et sædeligt
og afholdende Menneske — " Rektoren
tøvede lidt, saa endte han kort og skarpt,
idet han med et Ryk vendte sig om mod
Holst:

^Den, der giver efter for sine Drifter,
bli'er et Dyr, Ludvig."

Holst mødte Rektorens Blik uden
at slaa Øjnene ned, og omkring Mimd-
vigene og i Øjenkrogene kriblede et
Smil frem.

157

Rektoren var gaaet hen imod ham
og stod nu med Haanden paa hans
Skulder.

„Troer Du mig da ikke, at uden
man tøjler sine Drifter — ?"

Holst havde drejet Hovedet halvt
om mod Vinduet; dér udenfor gik Rek-
torens unge Frue med 2 Børn ved
Haanden og en in — mente, tydeligt
in mente.

Og hans Smil voksede.

^Men hvorfor smiler Du dog?"
begyndte Rektoren, men hans Blik, der
ogsaa et Moment med Velbehag havde
dvælet ved Genrebilledet udenfor, mødtes
nu med Holst's og der kom en usikker
Flakken deri.

Saa saå han et Sekund arrigt ud
paa Børnene, der i deres Uskyldighed
lo og gjorde glade Tegn ind til Faderen,
og paa Fruen, der kælent kj^ssede paa
Fingeren — og han sagde med Værdighed
i Stemmen:

„Min kære Ven — dette er kun
Guds Bud. der opfyldes."

Spøgelser.

L/en unge Dame fra Sko vrid er-
gaardeD var bleven opholdt inde i Køb-
staden, og det var mørkt, da hun begav
sig paa Vejen hjemad.

Vejen gik først langs Aaen, med
et ensomt Hus hist og her; saa bøjede
den af ind i Skoven og blev til en
smal knudret Sti.

Det var en Graavejrs Efteraarsaften
med tunge snavsede Skyer, drivende over
og under hverandre i sære Formationer.

Da Byens sidste Huse slap og hun
stod foran Landevejens tavse Mørke,
standsede hun nogle Øjeblikke. Saa løb
hun hurtigt ind i det sorte Svælg og

159

blev ved at løbe, indtil hun ikke kunde
mere for Aandenød. Hendes Hjærte
bankede, saa hun kunde høre det, Blodet
susede hende for Ørene, og en Mængde
Lyde trængte sig ind til hendes Bevidsthed,
fra Luften, som snurrede i Telegraf-
stængerne, og fra Aaens Vand, som
rislede henover den stenede Grund.

Hun havde en Følelse som om
hvert Skridt, hun tog, vilde styrte hende
i en Afgrund. Hun holdt Hænderne
afværgende frem for sig og løftede
Fødderne højt for ikke at snuble; de
traadte pladskende i Pytter og Dynd.

Lød der Skridt bag hende? Hun
standsede og lyttede, foV saa opskræmt
videre ved en Hunds Hylen fra et af
Husene ved Vejen.

— — Foran Skovens sorte Væg,
der rakte sig op i Skyerne, blev hun
staaende. Skulde hun ikke hellere vende
om? Men da hun saå sig tilbage mod
det aabne uafgrænsede Mørke, tvang
Angsten hende fremad, ind over Skov-
stiens glatte Rødder, ind mellem de

160

tørre Blades Raslen og Trætoppenes
Susen.

Dér borte stod der en Skikkelse,
høj og lyst klædt. Hun vilde tvinge et
„Godaften" frem, men Halsen var tør
og Tungen lam. Hun kom nærmere, og
det blev et Birketræs skinnende Stamme.

Hun prøvede paa at more sig over
sin Tejltagelse; hun sagde til sig selv,
at det var latterligt at være bange.
Men i det samme tudede en Ugle over
hendes Hoved, og Blodet standsede i
hende med et Ryk, saa det gjorde ondt
i Brystet.

Som en forfulgt styrtede hun afsted.
Hun rev sig paa Grene, stødte mod
Stammer, ofte sank hun snublende i
Knæ, men rejste sig atter for at flygte
blot vildere.

. . . Om lidt maatte Skoven ende;
men først var der „Spøgelsegrøften".

Hun søgte at holde Navnet borte
fra sin Tanke, men det laa som en
kogende Konkylie ved hendes Øren og
fyldte dem med sin kolde gysende Sang.

161

Nu følte hun Broen under sine Fødder.
Hun vilde lukke Øjnene, men vidt opspær-
rede søgte de mod Gh'øftens Skrænter.

Der var noget, der bevægede sig
. . . Der hviskede en Stemme.

Hendes Knæ^r slog sammen; hun
kunde ikke flytte en Fod. Saa greb hun
frem med Armene og faldt forover,
strakt henad Vejen.

— — To Elskende, der havde
siddet og sværmet paa en Bænk ved
„Spøgelsegrøften", samlede hende op.

11

Foraar i Sne.

J orden vinterlig hvid, med Is og Sne ;
ovenover blaa Himmel med straalende Sol.
Saadan oprandt Langfredag i Paasken.

Paa de flade Marker har samlet sig
blanke Søer, hvori enlige Træer rager
op med Toppen. Men paa Toppens
længste Gren vipper et Spurvepar
kvidrende forelsket, gnidende sig op ad
hinanden i den dejlige Sol.

Langs Vejene ligger Snevolde saa
høje som Huse, men hist og her har
Solens Straaler banet sig Hul — der-
igennem skummer Tøbruddet som en
Fos. Der er Aaer, hvor der ellers plejer

163

at være Grøfter; der er Søer, hvor
Aaen til daglig løber med sparsomt
Vand, og der skærer sig smaa Kanaler
gennem hver en t'nre i Jorden. Og
ude over Mosedraget, hvor alle Bække
og Aaer løber sammen til én stor Sø,
flyver to Storke med forsigtige Vingeslag,
spejdende nær Vandfladen efter et Sted
at hvile deres lange Ben. De kender
ikke deres gamle Mose igen. og de
knebrer fornærmet og letter sig og flyver
langeligt over de hvide og vaade Marker
hjem til Reden paa Kirketaamet.

Kirkeklokkerne ringer til Efter-
middags-Gudstjeneste. Den lyder smukt,
den klingende Klemten, gennem den lyse
Dag, men kun faa ere de, der lyder
Kaldet. Thi Vejene er ikke for Færdsel.
En enlig Bondevogn ælter sig op ad
Kirkebakken med to Mænd og to Kvinder,
tæt indsvøbte i Tørklæder og Sjaler.
Den ene Kvinde holder en Byldt paa
Skødet, og ud af Byldten kigger, et
Barneansigt, der misser fornøjet med

11*

164

Øjnene op mod Foraarssolen. Barnet
køres til Daab.

Havestuedøren har ikke været aabnet,
siden den lukkedes en silde Efteraars-
dag. Nu bager Solen dens Ruder, og
der er helt lunt i Stuen. Da Døren
aabnes , strømmer Foraaret friskt og ungt
ind med fugtig Muldlugt og kildrende
Varme.

Gangene er sivende Morads og paa
Plænerne tramper man gennem et løst
Snedække lige i det klare Vand. Paa
en Tue midt i den stærkeste Sol staar
et gammelt Lindetræ med Græs ved
Foden. Og dér mellem vaade Blade,
klods til Sneen, kigger frem paa smaa-
bitte blege Stilke i et Hylster af Grønt
de første Aarets Blomster, gule Foraars-
blomster, utaalmodige efter Lyset og Livet,
vovende sig frem selv gennem Sneen.
Solen retter sine Straaler lige ned i
de begærligt aabne Kalke, og de fattige
Smaablomster glimrer som Gnid.

Saa er Foraaret da kommet. Det
siger ogsaa den gamle Kone, idet hun

165

kigger ud ad Vinduet paa Snebjærget,
der langsomt smelter bort fra hendes
lille Hus. „Glædeligt Foraar" siger hun
og nikker, medens Solen spejler sig i
Gyldenstykshuen.

■Al-

'HrZ