Skip to main content

Full text of "Lyrik: Udvalgte Ungdomsdigte 1885-1896"

See other formats


This is a digital copy of a book that was preserved for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project 
to make the world's books discoverable online. 

It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject 
to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books 
are our gateways to the past, representing a wealth of history, culture and knowledge that 's often difficult to discover. 

Marks, notations and other marginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book' s long journey from the 
publisher to a library and finally to you. 

Usage guidelines 

Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the 
public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing this resource, we have taken steps to 
prevent abuse by commercial parties, including placing technical restrictions on automated querying. 

We also ask that you: 

+ Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for 
personal, non-commercial purposes. 

+ Refrainfrom automated querying Do not send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine 
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of text is helpful, please contact us. We encourage the 
use of public domain materials for these purposes and may be able to help. 

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each file is essential for informing people about this project and helping them find 
additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. 

+ Keep it legal Whatever your use, remember that you are responsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just 
because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other 
countries. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can't offer guidance on whether any specific use of 
any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner 
any where in the world. Copyright infringement liability can be quite severe. 

About Google Book Search 

Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps readers 
discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full text of this book on the web 



at jhttp : //books . qooqle . com/ 




Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google 
som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. 

Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, 
der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra 
land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der 
ofte er vanskelig at opdage. 

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange 
rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. 

Retningslinjer for anvendelse 

Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. 
Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at 
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at 
kunne tilvejebringe denne kilde. 

Vi beder dig også om følgende: 

• Anvend kun disse filer til ikke-kommercielt brug 

Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. 

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler 

Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski- 
noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. 
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. 

• Bevar tilegnelse 

Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde 
yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. 

• Overhold reglerne 

Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, 
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog 
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er 
tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. 
Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. 

Om Google Bogsøgning 

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning 
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at det hjælper forfattere og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan 



søge gennem hele teksten i denne bog på internettet på http://books.google.com 



1 



GYLDENDALSKE BOGHANDEL 

NORDISK FORLAGS 
SMAA DIGTSAMLINGER 




JOHANNES JØRGENSEN 

LYRIK 



UDVALGTE UNGDOMSDIGTE 

(1885-1896) 



Vi- 




KØBENHAVN 
GYLDENDALSKE BOGHANDEL 
NORDISK FORLAG. t : 



?£903.s : 



2000 EKSEMPLARER 

LANGKJÆRS BOGTRYKKERI 
KØBENHAVN 



• 

• • 

• fe 


• •• • 

• • • • 


• • 

• • 

• • 
• 


• 

. • • • 
V •• • 


z •• 


1 • 


• • •«• 


»• r 






* • »ml 






• • • 

• • 

• • 


• 
• 


• • • I • T 

••• 

• • • • • ; 

• •• • •; ; • 






•»* * 








• ••••:' 


•• 






• • 






••:.••; 





MIN HUSTRU 



o 
\ 



^ 



..^>i 



TILEGNET 



JNDHOLD 



11 Bøn 
14 

15 Søvnløs 

16 Solrødt 

17 Sommernat 

18 Maaneskin 
20 Solvejg 

22 Jannar I II 

24 Tøvejr 

26 Vaarvers I II 

29 Dagning 

30 Folkevise 

31 Walpurgisnat 

33 Marine 

34 Mørke 

35 Ahasverus 

37 Augustnætter I— II 
40 Manon 

I Under Sommersolen lysner 

II Nu flyder Lyset langsomt bort 

III Saa vandrer jeg for sidste Gang 

IV Derude suser den sorte Nat 
V Det er, som kaldte i Natten 

VI Det var ved Knopbrudstide 
VII Hvor var bint Foraar ungt og grønt 

49 Høstdrøm 

50 Oktobernat 

51 Vinterskumring 

52 Februar 

53 Hjemvandring 

54 Arkturus 

55 Aftenlyd 

56 Nymfer 

57 Pan 

58 Stjærnenat 
60 Havet 

62 Høstvind 

64 Sommersang 

65 Aftenfred 

66 Foraarssange 

I Vandet risler med sagte Lyd 

II Foraarshimlen er ren og blaa 



III Min Sjæl er som en enlig Bæk 

IV Solskinslyse Foraarsskove 
V Nu skinner Sol i Haver 

VI Det var i de lyse Skove 
VII Jeg sidder blandt stille Planter 
VIII De hvide Kastanier, de gyldne Lønne 
IX Vandet strømmer i blaalig Dag 
X Den døde Tid er ej forbi 
76 Angelusklokker 

76 Den evige Sne 

77 Gensyn 

79 Øer 1 Havet 

81 Gamle Sange 

82 Høstsuk 

83 De Profundis I-IV 

88 Undergang 

89 Stilleliv 

91 Morgenandagt 

92 Media Vita 

93 Allesjælesnat 




B 



ØN 



Jeg kommer til dig, o evige Moder, trættet paa 

Sjæl og paa Sind, 
mine Drømmes Skibe har Stormen dreven mod 

Klippekyst ind, 
og Dønningen ruller endnu, der leged med 

Vraget — 
Festjublen er død i mit Bryst, det Tempel, jeg 

rejste mig selv, 
og ydmyg kommer jeg nu til din Kirkes Hvælv 
at bede, hvor Stormen er Orgel, og Himlen er 

Taget. 



Mine Tanker svømme i vidløse Stimer om 

og søge forgæves et Tegn paa, hvor vidt de kom, 

et eneste Fyrtaarnsglimt blot ud over Havet — 



12 -* johannes Jørgensen: lyrik **■ 

forgæves jeg spejder med Loddet mit Væsens 

Dyb; 
er det Klipper, det rører? Eller blot sovende 

Kryb? 
— I miledyb Tavshed nede er Svaret begravet. 



Jeg ved blot et: jeg er træt af at se mig selv, 
af at lytte til egen Higens savnfødte Elv, 
der bruser ustandselig, skumhvid i Sjælens 

Mørke. 
Jeg ønsker hver Attraas Død og hver Længsels- 
flods Fald 
og Sjælen døv for de dragende Drømmes Kald 
og en stille Novemberregn for brændende Tørke. 



Jeg ønsker at slænge mig ned, for hver Livs- 
lænke fri, 
og lytte til Granernes susende Melodi 
og langt fra hvert spejdende Menneskeøje mig 

vide — 
at bore mig dybt i det vaade, gærende Løv 
og føle hver kunstig Skal synke hen i Støv 
og lade Sommer og Høst og Vinter og Vaar 

ustandselig over mig glide. 



i* johannes jørgbnsen: lyrik »13 

Du svarer mig ej. Men ensformig støvet-graa 
hænger Himlen foroven, og Granestammerne staa 
brune og ranke, uden en Kvist at røre. 
En sagte Summen kun i den hede Luft — 
fløjtende Fugle — Granernes krydrede Duft — 
og vidt fra det Qærne en rullende Vogn kan jeg 

høre. 



O Moder, du higer som jeg! Der er Storm 

i dit Sind! 
Dine Sukke bærer den hedeaandende Vind, 
som over de endeløst nikkende Marker suser. 
En Gravhvælving lig er Himlen over dig 

spændt — 
din Sol en Lampe, som for den døde er tændt — 
og Liget selv: den Lykke, du længer ej huser. 



Juli 1885. 



14 -w johannes Jørgensen: lyrik ** 



JÆNGSEL 

I Snekorallers Skove gad jeg gaa, 
hvor Rimen hænger hvid paa alle Grene, 
hvor tætnende bag Stammer Stammer staa, 
og i den milestore Tavshed jeg er ene, 

hvor Livets Pulse bort i Kulden dø 
som Floder, der i Ørkensandet svinde, 
hvor hver en Klang fra Sonarens Drømme-Ø 
er dræbt, og vingestækket hvert et Haab, hvert 

Minde. 

Der gad jeg lægge træt mit Hoved ned 

i hvide Puders køligbløde Rede, 

mens Timerne med silkeskode Fjed 

forbi mig gaa og Snefaldsstilhed om mig brede. 

Al Dagens Larm og Solens kolde Blik 
og Kvinders Smil og Lykkens Lokkestemme — 
det skulde kendes blot som Qærn Musik, 
som Trækfuglstog, paa lyse Længselskyster 

hjemme. 

Men Natten skulde komme, stor og tyst, 
med svale Hænder mod min hede Pande 
og dysse ind hver Livsgnist i mit Bryst 
med Dvaledrik fra Dødens Lethe-dybe Vande. 

Decbr.85. 



*x johannes Jørgensen: lyrik »15 



'ØVNLØS 

Sortgraa, dybe Fløjelsskygger som et Krypt- 
hvælv staa omkring' mig, 
Genfærd blot af Livets Verden er det, der i 

Stuen trænges, 
Drømmerids af Dagens Tanker flokke om min 

Seng til Ting sig, 
deres trætte Blik fortælle, hvor de lider, hvor 

de længes. 

Intet Glimt i Nattens Øje, ingen Lyd paa 

Nattens Læber, 
Blodets Susen blot i Øret, naar det trykkes tæt 

mod Puden, 
ingen dagfødt Flyver gennem Mørkets store 

Øde stræber, 
Himlens liggraa, brustne Blikke stirre ind 

igennem Ruden. 

Nattens sorte Sandskorn rinde lydløst ned 

igennem Rummet, 
alle Døre har de spærret, alle Stier har de lukket, 
hver en gavnløs Bøn om Lykke længst i Sjælen 

er forstummet, 
dræbt og død er hver en Længsel — Haab er 

Sagn — og Sol er slukket 



16 -i« johannes Jørgensen: lyrik ** 



lOLRØDT 



Nu brænder Dagens Skibe paa Baal i Vesterled, 
og Purpurgnister op mod Himlen sprænges, 
der driver gyldne Skyvrag, hvor Solen den gik 

ned, 
og røde Slør for Aftnens Guldport hænges. 



Igennem Skyfjældskløfter der Flammefloder gaa, 
og Luftens Lød er brudt i Solfaldstoner; 
der væves gylden Islæt i Havets blege blaa, 
og Skoven staar med muggeflne Kroner. 



Der synker Mulm fra oven mod Himlens hvide 

Bræm, 
og Livets Lyd af tusind Tunger ebber, 
der spirer blanke Stjærner af Aftnens Jordsmon 

frem, 
som røde Vagtblus over Himlens Stepper. 



Og Natten lander stille i Maanens hvide Baad, 
mens Lysets sidste Sluseporte stænges — 
ved Dagens Dødsseng grædes der ingen 

savnfødt Graad 
— de syge Sanser blot mod Mørket længes. 
Maj 96. 



** johannbs Jørgensen: lyrik »17 



COMMERNAT 

Stort og stille ligger Landet, dæmringslyst, 

med grøngraa Flader, 
med en Skovbræm skarpt mod Himlens 

stjærnetomme, gyldne Rand, 
og det sidste Fodtrin døde i de nattelyse Gader, 
og den sidste, fjærne Vognlyd slugtes af det 

tavse Land. 

Stift og tomt imod mig Byens blinde Rudeøjne 

stirrer, 
sagte susende gaar Vinden gennem fredløst 

Poppelløv, 
skarpt en Faarekyllings Toner gennem Nattens 

Stilhed svirrer, 
over Græsset synker Duggen, over Gaden Dagens 

Støv. 



Nattens brede, blegblaa Vinger ligge søvntungt 

over Staden, 
spinde Næt af hede Drømme om det slummer- 
bundne Land — 
j under Kys og sagte Hvisken gaar der to 

igennem Gaden, 
og langt ude i det fjærne hører jeg en Hund 
Ji 86. slaa an. 

Johannes Jørgensen : Lyrik. 2 



18 « johannes Jørgensen: lyrik **- 



Al AANESKIN 

Solen er død. Mod matgylden Luft 
tegner sig Synsrandens Bræm af Skove; 
Landbrisens Lunger er fyldt med Duft 
fra Enge, der drømme, og Marker, der sove, 
en halvvaagen Lyd kun fra Aftenens Mund 

— et Raab fra Vandet, et Hvin af en Svale — 
og dissvøbt synker Landet i Blund, 

mens Græsset dugges i Dale. 

Solen er død. Den bæres til Graven 

af Tusmørketimer med duggvaade Fødder 

og stedes til Hvile i Paradishaven 

mod Nord, hvor Lyset har dybest Rødder — 

saa stiger Maanen op over Fjorden 

og gnistrer i Vandet med Glimt af Staal 

— dissvøbt og søvnfangen drikker Jorden 
Drømme af Nathimlens blegblaa Skaal. 

Natten er halvlys — med randiøse, vage 
Skygger og Skær, der i Dæmring forsvinder, 
Fjorden er graa, med en Maaneskinsflage, 
der sitrer som stimende Fiskefinner — 

— en enkelt, maaneblank, stirrende Rude — 
et rødgyldent Lys som et Øje, der glipper, 
halvt lukket til Blund paa Natmørkets Pude, 
længst ude mod Havet, hvor Landet slipper — 



-* johannbs Jørgensen: lyrik m- 19 



sære Lyd mellem Drøm og Vaagen, 

som sneg de sig frem mellem Dødmandstænder, 

og alt visket ud i Maanetaagen. 

som famlende Rids af Søvngængerhænder — 

der stiger af Tavshedens lydtomme Øde 

en mindefødt, savndiet Drøm om en Kvinde — 

et længselsfuldt Digt om en Stjærne, der døde, 

— et Sagn om en støvstyrtet Marmorgudinde: 

JullK. 



20 +* JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK **- 



'OLVEJG 



Decembernattens klamme Maaneblaa 
laa som en Marmorkuppel over Staden — 
alene drev jeg om paa maa og faa. 

Lys var der tændt endnu et Steds i Gaden, 
— et Vindu klirred — og en Kvinderøst 
jeg hørte synge Solvejgs bløde Sange. 

Klaveret tav, og alt blev atter tyst, 

og Maanen sank, og Skyggerne blev lange; 

men endnu gik jeg langsomt op og ned 



med Hjærtet tungt og træt og vemodsbange 
og Tanken flakkende foruden Fred. 
Jeg kom ad dunkle, regnfaldsvaade Veje, 

hvor stille Haver sov den drømmetomme, 
fredfyldte Søvn paa faldne Blades Leje, 
glad for at Somrens vimse Tid var omme. 

Kun her og der et oplyst Vindus Røde 
bag Grenenættets Masker skimted frem; 
med lange Mellemrum mig kom i Møde 



■m johannes Jørgensen: lyrik m- 21 

en Mand, der vaklende sig famled hjem. 

Til sidst var slukt hvert Lys, hver Lyd var død, 

og Maanen skjult bag Drivskyflagens Gem. 



Jeg vandred hjemad, træt og vemodsblød, 
led ved den spildte Dag, foruden Tro 
paa egen Vilje og paa egen Ævne 



og ræd for Morgendagens Arbejdsstævne. 

Men op af Nattens taagetyste Ro 

steg langsomt, tungsindsskøn og længselsbange, 



en Mindelse om Solvejgs bløde Sange. 
Dccb.m. 



22 -W JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK ftt 



[ANUAR 

I 

Der ligger hvidgraa Taager over Landet 
med Lød af solskinsblegrødt imod Syd, 
— hver Gærdekvist, hvert Blad staar rimfrost- 
randet, 
og drømmesvagt jeg hører fjærne Lyd. 



Blødt glider Markens hvide ud i Taagen, 
og Hegn og Hække staa som graablaa Kamme, 
langt borte ringer det, og Hunde glamme — 
det er, som ingen Lyd i Dag var vaagen. 



II 

I Nattedis de fjærne Skove blaane 
som sortgraa Bræmmer om et snehvidt Felt, 
og Vinterhimlens staalgraa Skyvævstelt 
er matlyst af den perlehvide Maane. 



Der ligger lydtom, lødbleg Midnatsro 
ud over Markens Tavl af sorte Hegn — 
kun her og der en Lysprik eller to, 
kun Poplens Kvisteraslen — som af Regn 



■w johannes Jørgensen: lyrik m- 23 



Jeg standser. Over Bakkemarkens brede, 
sneblege Kam staar Maanen mat og lille. 
Det er, som Dagens tomme, sløve Lede 
dør bort i dette store Nattestille. 



24 -** JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK «- 



'Tøvejr 



Jeg vaagned op og hørte Fugle synge; 
det klang af Skovl og Hakke op fra Gaden, 
og Radens Palmeklynge 
var visnet bort. Fra Taget drypped Vandet 
i Luedraaber. Taageslørt laa Staden, 
men Solen lyste hvid udover Landet. 



Jeg vandred under Lide, 

hvor Luften laa saa sollun og saa blød 

op over Bakkens vissengule Side — 

fra alle Kanter flød 

der Snevandsstrømme mellem Græssets Tuer; 

de fjærne Skove stod som disblaa Buer 

mod Himlens sølvblaa Rand, 

hvor lette Skyer langsomt drev som hvide 

Trækfugle fra en sommersollys Strand. 



Og alt var stille. 

Et Hanegal, en enkelt Fugletrille 

brød nu og da kun Middagstimens Fred, 

imens jeg opad steg, 

og Foden sank i bløde Sneskæl ned. 



. m- JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK *+ 25 

En fugtig Bris 

bar op fra Dalens Dybder Grønsværsduften, 

og Taasings Skove blaaned bort i Dis; 

de fjærne Marker lyste 

som store, hvide Lærreder paa Bleg — 

vemodigt klang der Foraarsminder gennem Luften. 



Svendborg, Januar 87. 



26 -** johannes Jørgensen: lyrik m- 



v 



AARVERS 



I 



Nu drager Gærdets Graapil 
Sølvknopperne paa Række, 
og Haslen hænger Guldp^nt 
ud over Hegn og Hække. 



Og Solen luner Luften 
langs alle gule Grøfter, 
°g Mv £ *f Puppesvøbet 
fra Pytterne sig løfter. 



Før Foraarsmuldet dækkes 
af Sommergræssets Klæde, 
mig lyster, nøgenfodet, 
den nøgne Jord at træde 



og føle Mulden skyde 
sig under mine Fødder 
og føle Vandet suges 
som gennem Planterødder. 



4K JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK m- 27 



II 



Nu slides Isens Ligsten, 
der over Vandet ligger, 
af Vinden og af Solen, 
som daglig Stenen slikker. 



Ned over Vintrens Harnisk 
rinder der Tøvandsbække; 
i Søer staar Blaat paa Himlens 
flageflikkede Dække. 



De isgraa Skyer smelter, 
og Agerjorden damper, 
og højt mod Himlen blusser 
Kastanjens Broncelamper. 

I Hjærnens lukte Kedel 
en gærende Sejd der koger — 
et Bryg med sølvgraa Sollød 
som Tøbrudsdages Taager. 

Som Vin i gamle Dunke 
det fylder alle Celler 
med Drøm om Sommergrøfter 
med Timian og Nælder. 



28 ** JOHANNES JØRGENSEN .' LYRIK »» 



Det hvisker for mit Øre, 
som Vind i Vaarløv lister — 
det bryder i min Hjærne 
som i en Knop, der brister. 



Om sommerlyse Nætter, 
om Nætter, gyldne af Stjærner, 
synger mig gennem Sjælen 
Drømmenes Elver-Tærner. 



** JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK » 29 



D 



AGNING 

Nu rider det unge Gry over Land 
paa solskinsdryppende Skimmel — 
der staar Blod, hvor Hoven slog 
ud over den grønne Himmel. 



Og Dagen skinner som majlyst Løv 

op over skysorte Mure — 

der glipper en Stjærne mod Solluftens Baal 

fra Nattens synkende Kure. 



De Haner gælder fra Hald til Hald, 
og Spurven pipper ved Tage — 
saa stryger en Bris med det sidste Spor 
af Natregnens dryppende Klage. 



Saa drukner Mulmet i Morgenens Flom ; 
Lyset er frelst af Vaade. 
Solen kommer for fulden Bør 
at høste, hvor Regnen saaede. 



30 -W JOHANNES JØRGENSEN '. LYRIK M- 



rOLKEVISE 



Unge Kvinder vandre forbi — 

Mit Hjærte, lad fare! 

Jeg sidder og sér paa alle de. 

Det dufter af Løv og lyser af Blomster klare. 

Foraarskvælden er lys og lun — 

Mit Hjærte, lad fare! 

Vejen er blød af brune Dun. 

Det dufter af Løv og lyser af Blomster klare. 

Mørket falder saa sagte paa 

— Mit Hjærte, lad fare! 

Himlen bliver saa blomsterblaa. 

Det dufter af Løv og lyser af Blomster klare. 

Damme dampe, og Frøer kvække — 

Mit Hjærte, lad fare! — 

Det hvisker og pusler i Græs og bag Hække, 

det dufter af Løv og lyser af Blomster klare. 

Blodet banker, og Brystet brænder — 

Mit Hjærte, lad fare! — 

Himlen sin første Stjærne tænder. 

Det dufter af Løv og lyser af Blomster klare. 



w 



■m JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK »- 31 



ALPURGISNAT 

Walpurgisnat Walpurgisnat ! 
Nu flyver Uglen ud fra Krat, 
og Frø i Damme kvækker. 
Der staar af Dag et glasgrønt Skær 
bag Jordens sorte Rand af Træer, 
af Huse, Hegn og Hækker. 



Walpurgisnat, Walpurgisnat 1 
O Gud, hvor er det med mig fat? 
Mit Blod i Brystet brænder. 
Der stryger mig forbi et Syn — 
saa rød en Mund, saa rene Bryn, 
saa smalle, bløde Hænder . . . 



Der spilles i den klare Kvæld, 
det lokker for min bange Sjæl — 
hør, Violinen græder! 
Det lokker for mit bange Blod; 
ak, fly, min Sjæl, og flyv, min Fod! 
med Angst jeg Vejen træder! 



Ja, der var En — hvor er hun nu? ■ 
saa dybt hun ligger mig i Hu; 



32 -** johannes Jørgensen: lyrik : 



Mit Blod i Brystet brænder. 
O Gud, o Gud, Walpurgisnat! 
Hvor er det med mit Hjærte fat? 
O fjærne, bløde Hænder . . . 



-w johannes Jørgensen: lyrik «• SS 



M 



ARINE 

Hav i Flager mod Stranden, 

blegblaa, solgrønne Flager, 

der løses i Sknm, 

og et enligt Sejl, som slæber sig frem langs 

den anden 
fjærne, disede Bred, 
hvis Skove tegner sig skarpt mod det 

uhyre Rum, 
mod den bleggule Luft, 
hvor Solen gaar ned. 



Jeg vandrer langs Havet og drømmer 

om døde Timer og dræbte Dage, 

som denne Strandbred en Gang har set — 

Timer, jeg har leget og lykkelig let . . . 

Jeg vandrer alene, jeg har kun tilbage 

Havet, der strømmer 

i evigt Sus mod den stenede Bred — 

Havet i Klage 

og en Sol, der gaar ned. 



Jobannes Jørgensen : Lyrik. 



34 -** johannbs Jørgensen: lyrik m- 



M 



ØRKE 

Gennem Julinattens Stilhed 
Duft af Løv og Drys af Regn; 
Glimt af Vand ud over Vejen, 
og mod Haanden vaade Hegn. 



Lydtom Luft og skymørk Himmel 
kun et Sted, jeg gaar forbi, 
hører jeg en Laage skratte 
over Sten og smække i. 



Gennem Tordenmørket brænder 
der et Villavind u frem; 
Lys bag gule Persienner, 
bløde Toners jÉang af Hjem. 



Regnens vege Dryp sig blander 
med den lyse Melodi . . . 
Lyt, I Mennesker derinde! 
Ahasverus gaar forbi . . . 



4K JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 35 



Ahasverus 



Stille lider Sommernatten, 
og det hvide Stjærnesand 
rinder bort, mens Dagen ulmer 
langs med Nattehimlens Rand. 

Aftenrødens glemte Dagglød 
ulmer dybt i Nattens Grund 
som en sidste Vinrest drømmer 
i en bleggrøn Rømers Bund. 

Ene vandrer jeg ad Vejen, 
syg, med Saar af Torn og Tjørn . 
Ak, hvad vilde mine Tanker 
mellem Dagens stærke Børn? 

Jeg var fattig, jeg var fremmed, 
uden Venner, uden Ry; 
alle Døre fandt jeg stængt for 
Nattens Barn i Dagens By. 

Og den gamle Ahasverus 
greb paa ny sin Vandringsstav, 
vandred ene ud i Natten — 
Dagens Stue var for lav. 



' JOHANNES JØRGENSEN: LYRIK > 



Vandrer nu, mens Dagen halvkvalt 
ulmer dybt i Nattens Grund, 
som en gylden Vinrest drømmer 
1 en bleggrøn Rømers Bund. 



** JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 37 



A 



VGUSTNÆTTER 

I 

Maanedis og Mosetaager, 
Jorden klam af Natteduggen, 
Dalens store Kedel koger, 
bobler blødt med Kildeklukken. 

Maanens Taagetæpper sitre 
over brede Markers Flade, 
lavt langs Jorden staar den bitre 
Duft af Muld og vaade Blade. 

Som en bleg og blaalig Ramme 
rande Skove sig om Landet — 
lange, lave Taagekamme 
som en Kyst bag Maanevandet. 

Luften tier, kun det sidste 
spinkle Pust af Aftenbrisen 
aander gennem Skovens Kviste, 
letter svagt ved Mosedisen. 

Over Marken kan jeg høre 
Uglen skrige skarpt og længe, 
og fra Grøftens Græs det skøre 
Spil paa spinkle Vingestrænge. 



38 m johanwes Jørgensen: lyrik m- 

Nattcstillet om mig lukkes. 
Som en Svane, naar den sover, 
hvid og ensom Sjælen vugges 
over Maaneflodens Vover. 



II 
Nat og Jord til alle Sider, 
mat af Korn og mørkt af Enge ; 
over sorte Hegn og Skove 
Himlens sorte Bræmmer hænge. 

Natten mumler, Qærnt og stille. 
Bag en Haves mørke Hækker 
Lyd af Løv, der sagte knitrer, 
og en Flagstangssnor, som smækker. 

Smæld af Dugg fra Blad til Blade, 
skinger Surren op fra Græsset — 
som om tusend Alfehære 
deres sprøde Klinger hvæssed. 

Vognlyd over fjærne Veje 
naaer mig blegt og vingestækket, 
og igennem Mørket klynker 
svagt og stadigt Fugletrækket. 



« johamnes Jørgensen: lyrik **■ 39 



Mellem Hækkes mørketunge 
Kyster rinder Vejens Strimmel, 
bleges under Mulmets Vover, 
rinder ud i øde Himmel. 



40 *( johannes Jørgensen: lyrik m- 



M 



ANON 



Under Sommersolen lysner 
Mosegræssets blanke Tæppe; 
hvide Kæraids-Faner vaje 
i den grønne Silkesteppe. 



Under Sommersolen sover 
blankt og livløst Mosevandet, 
af Ranunkelblomster plettet, 
irisfrynset, Kalla-randet. 



Gennem Mosebirkens løse 
Næt af blanke Blade falder 
Sommersolen over fugtigt 
Græs og blomstrende Konvaller, 



over Dig, der, let og lysklædt, 
Blomst og Blad i Haanden sanker 
og langs Sommergræsset sværmer 
som en Fugl i lyse Tanker. 



-m johannes Jørgensen: lyrik »»41 

Tilsend fine Lyd af Vinger 
gennem Sommerluften spindes, 
gaar som Sus igennem Græsset, 
filtres, speges, surres, tvindes. 



Mine solskinsfyldte Sanser 
vugges bort paa Lydens Strømme . . 
Kys mig, lyse Fugl i Græsset! 
Endt er mine Savntids-Drømme. 



II 

Nu flyder Lyset langsomt bort 
bag Vinduesrudens vaade Glas, 
for Mørkets første Moll-Akkord 
forstummer Dagens Graavejrsbas. 



Vi sidde tavse, ene to, 
og sér paa Skumringsildens Glød. 
Der var en Gang, du altid lo — 
den Tid er død, for evig død. 



42 « johannbs Jørgensen: lyrik m- 

Der var en Dag, vi sammen sad 
i Foraarslærkers Toneregn, 
og over Havets blegblaa Blad 
stod Solens Skrift i blanke Tegn. 



En Søndag tidlig i April 
vi gennem nøgne Skove gik, 
jog paa en Græsvold holdt vi Hvil. 
Langt borte var der blød Musik 



og svage Raab og Klokkelyd, 
og Himlen stod saa blaa og stor 
med Middagssolen lavt i Syd 
og Lokkemandens Flimreflor. 



Der var saa tavst, saa kirketyst, 
saa fjærnt fra Verdens Bølgebrus — 
kun Aandedraget fra dit Bryst 
og Skovens store, sagte Sus. 



Nu er hvert Vaarløv smuldret hen, 
og Somrens Skuder gik i Kvag; 
for os har Livet kun igen 
en taagevaad Novemberdag. 



m JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK m- 43 

Nu sidder vi, alene to, 
og ser paa Skumringsildens Glød . . . 
Der var en Tid, du altid lo- 
den Tid er død, for evig død. 



III 

Saa vandrer jeg for sidste Gang 

ad nattevaade Gader . . . 

Det suser i den sorte Luft som fjærne Fugles Lyd, 

en Sang om svundne Dage, en mindetynget 

Vemodssang, 
der i mit Hjærte stinger saa saart og skarpt et 

jeg véd, det er min Ungdom, Py ~~ 

som mig i denne Vinternat forlader. 



Jeg husker, hvor dit Blik var træt, 

hvor mat og bleg din Stemme, 

jeg saae, du havde bittert grædt, 

fordi vi nu skal hver sin Vej 

med Minder om en Vaar, vi aldrig glemme. 



Jeg vidste, det var sidste Gang 

jeg kyssede din ømme Mund, 

og at din Arm for sidste Gang i min har hvilet. 



44 m johannbs Jørgensen: lyrik «- 

Jeg favned dig, jeg bød Farvel; saa træt du mod 

mig smiled, 
saa sneg du op ad Trappen, jeg hørte Døren 

gaa — 
og den var endt, vor bitre Elskovs sidste, tunge 

Stund. 



Jeg standser lidt og stirrer, jeg ser, du tænder 

Lys, 
og vandrer langsomt hjemad gennem Taagen. 
Jeg véd, du er bedrøvet og mod i Hu som jeg, 
at du i Nat med Graad vil ligge vaagen. 



Manon, vi maatte skilles og styre hver sin Vej, 
dit ranke Sejl forsvinder over Havet. 
Saa døer i Vintertaagen vor Elskov, født i Maj — 
saa har i Nat vor Ungdom vi begravet. 



IV 

Derude suser den sorte Nat — 
Alléens Blade i Høstens Vind — 
der sniger sig Sorg og Længsel 
ind over mit ensomme Sind. 



•m Johannes Jørgensen: lyrik » 45 

Det er, som jeg hørte en Klage 
mumles af Munkestemmer 
over en Ungdom, som evigt er død, 
hvis Lykke jeg aldrig glemmer. 



Der stiger fra det blanke Blad 
en bitter Duft, en Drømme-Em, 
og om min Tanke tættes Mindetaager. 
Det stinger i mit Hjærte, jeg véd ej selv for hvad, 
og medens jeg alene i Midnatstimen vaager, 
gaar mine Ungdomsdages Land af Taagehavet 

frem. 



Med valne Fingre ridser jeg paa det hvide Ark, 
imens jeg ene fryser under Lampen. 
Jeg ser ved Foraarstide en vaad og bleggrøn Mark, 
langs Jorden svæver solfødt Vædedampen. 



Og om min Hals sig lister saa ung og fuld en 

Arm, 
to bløde Læber kysser mig paa Munden; 
mens Lærkerne de synger, og Solen skinner 

varm . . . 
Min Ungdom, min Ungdom, der er svunden 1 



46 « johannes Jørgensen: lyrik ** 



Det er, som kaldte i Natten 
en kær og gammelkendt Røst — 
en Røst, der har hvisket og sukket 
og klaget tæt til mit Bryst. 



Det er, som kaldte derude 
en Røst gennem regnende Vind — 
som banked det blidt mod min Rude: 
»Det er mig-— staa op— luk mig ind!« 



Bedrøvet jeg lytter og stirrer 
med Krog for Vinduet sat — 
det er, som min Allerkærest 
døde i denne Nat. 



VI 
Det var ved Knopbrudstide, 
da først jeg fik dig kær— 
Krokus i alle Haver 
og Guldglans om alle Træer. 



c johannbs Jørgensen: lyrik m- 47 



En stille Regn saa varm en Dag 
over Gader og Villaveje — 
der fandtes ej Fyrste saa stolt som jeg 
med favrere Skat i Eje. 



Der gaves ej en gladere Gud 

hin første Aftens Møde — 

hvor var du ung, hvor skær din Hud, 

og dine Læber saa røde. 



Da troede jeg mig saa sikkert gemt 
i dit Favntags lunende Rede — 
indtil jeg en blæsende Regnvejrsnat 
stod ene paa øde Hede. 



Saa flakked jeg ensom i Verden ud, 
fulgt af bedrøvede Sange— 
min Sjæl var sorgfuld som hældende Dag, 
naar Solen lider, og Skyggerne strækkes 

saa lange. 



48 m johannes Jørgensen: lyrik *- 



VII 



Hvor var hint Foraar ungt og grønt, 
hvor kvidred alle Lærker kønt, 
hvor lyste Livet rigt og skønt 
hin Vaar for dig og mig, Manon — 
skønne Manon! 



Der er ej Tanke i mit Bryst, 
der er ej Længsel, er ej Lyst, 
som nævner ej sin Hjemlands Kyst 
hint Foraar i din Sol, Manon — 
skønne Manon! 



Vort Foraar svandt, vor Ungdom svandt, 
saa hastig Tiden fra os randt; 
nu staar vi ved en Høstvejs Kant 
og længes, du og jeg, Manon, 
skønne Manon! 



■m johannrs Jørgensen: lyrik m- 49 



H 



ØSTDRØM 

Jeg drømte i Nat om øde 
Skove i høstlig Regn. 
Langs Stien stod vaade og røde 
de visne Risbøges Hegn. 

Jeg øined den regntætte Taage 
ud over et skovklædt Land 
og dybt mellem løvrøde Banker 
en Glans af et blygraat Vand. 

Vejen var vaad og øde, 
det skumred i Taagernes Lag. 
Jeg hørte Regndryssets Rislen 
og mit Hjærtes angstfulde Slag. 

Jeg vaagned. Men midt i Solen 
det er mig, som endnu jeg gik 
hin Drømmeskovs øde Stier, 
og Høstregnen taager mit Blik. 



Som var mit Liv kun en Vandren 
ad Veje i dryppende Regn — 
som stænged mig evigt inde 
de røde Risbøges Hegn. 

Johannes Jørgensen : Lyrik. 



50 « Johannes Jørgensen: lyrik ** 



o 



KTOBERNAT 

Jeg vandrer hjemad, medens Maanen skinner, 

og hører tunge Dryp af Dugg, der fældes 

fra Kvist og Blad, og Sus — som Bække rinder 

i Vinterstilhed over øde Land — 

af Luftens Løb igennem Poppelblade, 

der tungt som Læder mod hverandre smældes. 



Paa Vejen sorte Rids af nøgne Linde. 

Og skyggerammet, som et sølvgrønt Vand, 

en Maaneflimmer i en Skiferflade. 



Jeg tager om min Laages klamme Klinke, 
der mødes koldt med mine kolde Hænder, 
og stirrer op. 

De vaade Blade blinke; 
i Himlens gnstne Hvælving Maanen brænder - 
en Ligkrypts Lampe, der er ved at slukkes — 
en Ildorm i en Dødnings hule Øje . . . 



Og mine Tanker tungt i Natten vugges — 
som Poplens Kviste sig med Vinden bøje. 



-m Johannes Jørgensen: lyrik ** 51 



v 



INTERSKUMRING 

Jeg ser, hvor Himlen blaaner bag min Rude. 
En regngraa Dag i Skumring blomstrer bort. 
Violblaa løfter Himlen sig derude — 
en Kæmpeblomst, hvis Voxetid er kort. 

Himmelviolens violette Blade 
i Skyer falmer hen, i Mørke døer. 
Der klager i den skumringsfyldte Gade 
en Violin bag Aftnens Taageslør. 

Den klager skælvende og tungt og længe 
sin Ensomhed, mens Mørket falder paa. 
Og som en Klang for Øjets Nervestrænge 
langt borte tændes Lys i Aftnens Blaa. 



Et fjærnt og ensomt Lys — som Guld, der glødes — 
mens Skumringshimlens Trold -Viol gaar under. 
Et Lys, hvis Sorg med Violinens mødes, 
som Blod af tvende vaandefulde Vunder. 



52 m johannbs Jørgensen: lyrik ** 



fEBRUAR 



Idag er den omme, den graa og onde Vinter. 
Der blæser blide Lufte, og Himlen er blaa. 
Bag Butikernes Ruder staar ranke Hyacinther. 

En Strøm af unge Kvinder i Gaderne sig soler, 
blege og blide som fine Hyacinther; 
ved Barmen bærer En de første Violer. 

Nu vaagner alt, der sov i den tunge, lange Vinter, 
nu da Solen er sølvblank og Himlen er blaa — 
og jeg drømmer om en Strand langs høje, gule 

Klinter. 

En Strand, hvor Tøvandsbække løber rislende 

mod Havet, 

der er mørkeblaat og kruset som et Bed af 

Hyacinther, 

og Solen smelter Sorgen, der mit Sind som Sne 

begraved. 

Jeg drømmer om et Dalstrøg imellem høje Klinter, 
hvor jeg ligger og stirrer, imens min Ryg jeg soler, 
mod Havets mørkblaa Mark af tætte Hyacinther, 
mod Havets Bed i Blæst af tunge Hyacinther — 

et Dalstrøg imod Sønden, som blaaner af Violer. 



H 



"•* JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK ** 53 



JEMVANDRING 

Jeg vandrer over brede Marker frem, 
der under Skumringsskygger graagrønt lødes, 
jeg ser de fjærne Hegn som mørke Kamme 
mod guldrød Luft, hvor Jord og Himmel mødes, 
to Læber lig, i langlig Taagebræm. 

Jeg hører over Marken Hunde glamme 
og Vognlyd, der ad fjærne Veje svinder, 
mens Sommernattens Mørkedis sig sænker. 
Og langsomt gribes jeg af stille Minder, 
og paa mit Hjem saa vemodstungt jeg tænker. 

Det er, som alt mit Liv saa tyst bortsvinder 
i disse brede Markers tavse Fred, 
og Verden smuldres under mine Hænder. 
Fjærnt døer hver Lyd fra Dagens travle Bred, 
og stjærneroligt mine Tanker brænder. 

De lange Aar i fremmed Kamp og Kiv, 
med Venner Arm i Arm, de er nu døde. 
Jeg vandrer hjemad mod mit eget Liv 
i Sommernattens stille Gyldenrøde. 



54 -m johannbs Jørgensen: lyrik m- 



RKTURUS 

Der blinker en enlig Stjærne 
over de mørke Træer, 
den blinker og brænder saa sælsomt 
med skært og skiftende Skær. 



Den blaaner og blusser blodig 
af Nattedybderne frem — 
jeg saae den saa mangen Aften 
funkle over mit Hjem. 



Mit Hjem, mit Hjem i det Fjærne 
og Drømmenes sunkne Skat . . . 
Min Ungdoms skælvende Stjærne 
i Længiernes lyse Nat . . . 



•m johannes Jørgensen: lyrik m- 55 



FTENLYD 

Nu synger Drosler i den silde Aften 
med lange, længselsfulde Fløjtelyd — 
mod Sommernattens Sølvluft Skoven tegner 
sin sorte Rand af spidse Granespyd. 



Men i den lille Gade, hvor jeg boer, 

og hvor det skumrer, langsomt, trist og stille, 

ud fra et lille, lavt og dunkelt Hus 

en Trækharmonika jeg hører spille. 



En Trækharmonikas Matros-Musik, 
der travrig ud igennem Mørket flyder — 
mens i de lyse Nætters fjærne Skove 
de længselsfulde Fugles Fløjter lyder. 



56 ■» johannes Jørgensen: lyrik m- 



^YMFER 

Det suser tungt i store Træer, 
og Skovens Skygge flænges 
af tusend Solskinsgnisters Hær, 
som over Løvet slænges. 

Det bruser som et Bølgekor 
fra Skovens dybe Bunde; 
det hvisker langs den grønne Jord 
af lattermilde Munde. 

Det er, som et usynligt Kuld 
igennem Løvet danser. 
Jeg stirrer, tavs, forventningsfuld, 
blandt Bøges unge Lanser. 

Det hvisker som en Alfehær, 
det ler med tusend Munde. 
Jeg føler, der er Nymfer nær 
i disse lyse Lunde. 



4K JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 57 



IAN 



Jeg ser en Mark, et øde Vand 

i Sol og sagte Bris 

og fjærnt en mørk og skovklædt Strand 

mod Middagshimlens Dis. 



Det suser over mig i Træer 
og gennem Markens Straa. 
Jeg ser, hvor Solskinsbølgers Hær 
henover Vandet gaa. 



Det øde Vand, den mørke Kyst 
gør mig saa tung i Sind. 
Det er, som sukked saart et Bryst 
i Sommerdagens Vind. 



Det er, som aned jeg en Sorg, 
en tung og ensom Smerte — 
som hørte jeg en sagte Graad 
fra Jordens dybe Hjærte. 



58 -m johannbs Jørgensen: lyrik m- 



Ctjærnenat 

Jeg vandrer silde i den mørke Have, 
og som en hjemlig kendt, fortrolig Egn 
jeg ser imellem dunkle Træer og Tage 
de korte Nætters kendte Himmeltegn. 

Ak, ofte har jeg ensom gaaet her 
i svundne Ynglingsomres Længselsnætter 
og stirret mellem disse mørke Træer 
mod denne Himmels stjærnegroede Sletter. 

Her drømte jeg en tidlig Lykkedrøm; 
det samme Savn mig nu i Natten møder. 
Ensformig evig ruller Livets Strøm; 
Aar avler Aar, som Bølge Bølge føder. 

Jeg ser de blege Stjærner langsomt slukkes 
som Festblus i det sølvblaa Sommergry, 
og dybt i Morgenrødens Blodbad dukkes 
de sidste Lys i Nattens tavse By. 

Jeg mindes, medens Sommerdagen gryer, 
de Aar, som under denne Himmel døde. 
Med Angst jeg ser, hvor Livet fra mig flyer, 
og foran lyser ingen Morgenrøde. 



« JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 59 

Ak, hvorfor lever Livet, hvorfor brænder 
i Verdens Sjæl en evig Vordens Bnd? 
Mod Himlens Dyb jeg hæver mine Hænder: 
O Gud, hvorfor, hvorfor? Hvorfor, o Gnd? 



60 *< JOHANNES JØRGENSEN: LYRIK M- 



H 



AVET 

Det regned stille fra en Graavejrshimmel, 
og Landets Linjer laa i Graat begravet. 
Da vandred jeg fra Tages triste Stimmel 
ad lange Veje bort — og naaede Havet. 

Imod en Strand af Tang dets Bølger suste, 
en Strand af Grus, med røde Blomster groet. 
Mit Hjærte var et Vrag, og Livet bruste 
derover som et Hav af Sorg og Sot. 

Jeg saae en Hytte paa den grønne Bred, 
jeg saae en Baad, som stille vendte bjem. 
Ak, blive her i denne Aftenfred 
og bygge mig et Hus ved Havets Bræm 1 

Og lade Sjælen bæres af Din Magt 

o aldrig tavse, evigt vaagne Vove, 

o Hav, hvis Røst — som Sus af store Skove — 

iklæder Sjælen Andagts Højtidsdragt! 

Ak, leve fjærnt fra Verdens brede Vej 
og Livets Kamp om Lyst og Guld og Navne I 
O store Hav, fornægt, forskyd mig ej — 
lad i Din Fred min trætte Længsel havne! 



•W JOHANNES JØRGENSEN ! LYRIK M- 61 

For Jordens onde Slægt min Sjæl sig gemmer. 
Saa lad den smelte hen i Dig, o Hav, 
og lad Dit Legem favne mine Lemmer, 
som Myggen favnes af et evigt Rav. 



62 m JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 



H 



ØSTVIND 

Jeg vandrer hastigt i den køle Dag, 
hvis Luft er vaad af Nattens stærke Regn, 
og Blæsten bruser over modne Marker 
og suser gennem Korn og Poppelhegn. 

Et Sølversus af Straa i Tusendtal, 
et Brus af Blade ud fra Vejens Træer, 
en mangefoldig Lyd — som af Din Røst, 
o Vind, hvis Vinger suser fjærnt og nær. 

Jeg ser paa Himlen, fyldt af hvide Skyer, 
der sejler, drevne af den stærke Vind, 
en Flaade lig paa Luftens dybe Blaa — 
og som en Blæst det bruser i mit Sind. 

Der er i mig en kold og regnvaad Dag 
med Glimt af Sol og store Stormes Sus — 
jeg bæres højt som Skyer paa Høstens Vind 
til Lyd af Markers Sang og Skoves Brus. 

Du stærke Løvfaldstid, hvis kolde Luft 
er om mig, og hvis stolte Røst jeg hører, 
min Tanke svulmer, af Din Storhed fuld, 
mit Hjærte som et Hav i Storm sig rører. 



m JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 63 



Mit Væsen sitrer for den stærke Klang 
fra Skovens Orgel med de tusend Piber — 
den store Harpe, i hvis Stamme-Strænge 
med Haand af Storm Du tungt og mægtigt griber 1 

Du Vældige, ak lad mig ej fortabes 1 
Du Stormes Herre, giv min Sjæl Din Storm! 
Lad af mit Hjærtes Søvn en Skønhed skabes, 
som Vaar af Vintrens døde Larveform I 



Ak, giv mig Magt og giv mig Mod som Du, 
o Høst, o Storm, Du legemløse Ørn! 
at stige stolt mod Evighedens Sol 
og flyve ensom over Jordens Børn. 



64 -m johannes Jørgensen: lyrik m- 



'OMMERSANG 

Søde Snerrers Sommerduft 
strømmer ud af store Kummer, 
og i mine Stuers Luft 
gule Svævefluer summer. 



Gennem Ruden lyser Himmel, 
stribet fjærnt af fine Skyer, 
og imellem Skyers Stimmel 
gaar min Sjæl paa Æventyr. 



Snerrer dufter, Fluer summer 
fint som Spil af spinkelt Guld. 
Fyldt med Vin er Livets Kummer, 
og min Sjæl er underfuld. 



•W JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 65 



Aftenfred 



Fra Aftenhimlens gule Blomsterbræm — 
et Foraarsflor langs Jordens dunkle Flade - 
jeg ser de sorte Fugle flagre frem 
i lange Sværme som en Flugt af Blade. 



Jeg ser de sorte Fugle flagre frem 
som Blade, der i Luftens Guldhav strømmer. 
Hen over Jordens dunkle Dal de svømmer — 
et Sjæletog paa Vejen til sit Hjem. 



Det gyldne Skær af Dagens By, der brænder, 
gaar ud bag Jordens dunkle Skyggehegn. 
Hvid lyser Maanen som to rene Hænder, 
og som et sølvhvidt Vand den blege Egn. 



Johannes Jørgensen : Lyrik, 



66 *K JOHANNES JØRGENSEN .' LYRIK m- 



rORAARSSANGE 



I 

Vandet risler med sagte Lyd; 

til Dans langt borte de spille. 

Bag sorte Grene staar Nymaanens Spyd. 

Natten er klar og stille. 



Aldébaran skælver i maanegraa Luft, 
og Trækfuglestemmer klage. 
Mit Hjærte beruses af Minders Duft 
og Drømme fra henfarne Dage. 



O drømmende Hjærtel o Liv, der foer hen ! 
o Stjærner, der opad mig vinker! 
End har jeg mit Hjem og min Sjæl igen, 
og endnu Aldébaran blinker. 



II 

Foraarshimlen er ren og blaa, 
det dufter af solvarm Muld. 
I Havens Bede staar Vinca blaa 
og Paaskeliljernes Guld. 



4K JOHANN! 



Buskene grønnes i Fors 
med Knopper staar Fru 
Spurvene synger langs 
i Haven er Bogfink og 1 

Jeg sidder og lytter til 
og ser paa den lysegraa 
Mit Hjærte fyldes af Se 
som en Blomst, der i L 



III 

Min Sjæl er som en en] 
der imod Aftentide 
henglider langs en nøg< 
og spejler Aftenhimlen! 



Min Sjæl er som en en! 
der mumler tyst og kl« 
og, lig et natligt Fuglet 
sin Skæbnesti imod de 



Min Sjæl er som en Bs 
igennem dunkle Lande 
En Himmel-Afglans i c 
og én Gang naaer den ! 



68 « johannbs Jørgensen: lyrik m- 



IV 

Solskinslyse Foraarsskove, 
Bølger bag de nøgne Træer, 
Sus af Vand og Biers Summen, 
Blomster, Blomster fjærn og nær. 

Sang af Solsort, Sang af Bogfink 
mellem solskinslyse Træer. 
Lærkespore, Kabbelejer, 
hvide Anemoners Hær. 

Sol paa Vand som hvide Blomster 
Blomster mellem lyse Træer. 
Gennem Duft og Sang og Solskin 
føler jeg, at Gud er nær. 



V 

Nu skinner Sol i Haver 
og i den lyse Skov; 
nu synger alle Fugle 
vor Herre Vaarens Lov. 

Som varme Barnehænder 
er Luften om min Kind, 
og som en Moders Kærtegn 
den lette, lune Vind. 



c johannes Jørgensen: lyrik m- 69 



Et helligt Solskin fylder 
mit Hjærtes dunkle Lund, 
og hvide Tanker blomstre 
af Sjælens visne Bund. 



VI 

Det var i de lyse Skove, 
jeg søgte og fandt min Gud — 
et Sted under unge Bøge, 
der sidste Nat sprang ud. 



De hvideste Anemoner, 
mit Øje nogen Tid saae, 
lyste som Stimer af Stjærner 
mellem de Stammer graa. 



En Mælkevej af Stjærner 
i grønlig skinnende Luft — 
en Stjærnehave i Solskin 
med hvidlig og krydret Duft. 

Dér kurred de vilde Duer — 
kurred mit Hjærte saa nær— 
dér sang den sørgmodige Solsort 
Over de Solskinstræer. 



70 « johannbs Jørgensen: lyrik m 



Og Mejser med muntre Stemmer 
kvidred et Hav af Musik; 
det var de kæreste Minder, 
der gennem mit Hjærte gik. 



Det var de kæreste Minder, 
det var den livsaligste Fryd, 
der fyldte mit Øre og Hjærte 
som Kvidren og Fløjtelyd. 



Det var den helligste Glæde, 
mit Hjærte nogen Tid fandt; 
det var, som al Verden bag mig 
foer hen og i Skygge forsvandt. 



Jeg sad som Munk i Lunde 
og hørte Himmerigs Sang — 
højt over mit henrykte Hoved 
Lærkernes Klokker klang. 



O Skov af Solskin og Blomster, 
o Stjærner, der spirer af Jord, 
mit Øje er fyldt af Renhed, 
og Jubel i Hjærtet boer. 



•m johannes Jørgensen: lyrik *■ 71 

Thi Himmerigs Rige fødes 
paa Jorden hver lysende Vaar 
og over mit Hjærte en Himmel 
af duftende Stjærner slaar. 

VII 

Jeg sidder blandt stille Planter 
og Træer med lysegrønt Løv; 
paa alle Blade falder 
et gyldent Solskinastøv. 

Der ringer fjærne Klokker 
over den grønne Jord; 
men om mig tier Skoven 
og lyser, grøn og stor. 

Ikkun en enlig Drossel 
sin gyldne Trille slaar. 
Det er, som en Luft af Lykke 
gennem mit Hjærte gaar. 

VIII 

De hvide Kastanier, de gyldne Lønne 
— hvide af Blomster, gyldne af Løv — 
og~Ælmenes tætte Klynger af grønne 
Blomster, der drysser i Vejenes Støv. 



72 « johannes Jørgensen: lyrik m- 

Vejenes Smuld af røde og brune 
Knopskæl, faldne fra Bøg og Lind, 
Knopskæl, der føres af Foraarets lune 
Luftning og fyge for duftende Vind. 

Lyden af Liv, der synge og summe, 
fylder min Sjæl, til Læbernes Rand 
vædes af Vers — som en Kildes Kumme 
strømmer og vælder med syngende Vand. 



IX 

Vandet strømmer i blaalig Dag. 
Langs Himlen er røde Skyer. 
Jeg sidder paa Brinkens mosgroede Tag 
og ser over Vandet, som flyer. 



Vandet flyder og flygter og flyer, 
bærer saa hvide Sejl. 
Jeg sidder og ser paa det rene Blaa 
som i et fordømmende Spejl. 

Hvi er ej min Sjæl saa blaa og ren 
som Havet, der lyser og flyer, 
trods Tang og Gopler og Skær og Sten, 
mod Synsrandens røde Skyer? 



-m JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK *» 73 

Hvi strømmer jeg ej i en evig Dag 
og blaaner af Himlens Blaa? 
Hvorfor er min Sjæl saa bunden og svag 
som Vand i en fangende Vraa? 



O evige Gud, gør mig fri og stor 

som Vandet i sildig Dag — 

som Vandet, der favner den svulmende Jord 

og spejler Din Verdens Tag! 



Den døde Tid er ej forbi, 
men løst af Baand 
den løfter sig som Melodi 
og evig Aand. 



Og blev der mellem dig og mig 
en Afgrund lagt. 
og skiltes fra dit Spor min Vej 
af Livets Magt. 

Imellem os dog evigt gaar 

en lønlig Sti — 

det Liv, der sank med sunkne Aar 

er ej forbi. 



74 « johawnes Jørgensen: lyrik m- 

Det rører sig ved Midienat - 
et Skyggekuld — 
at løfte vore Minders Skat 
af gammelt Guld. 



Lad Tider rinde, Timer slaa 
i Verdens Spil— 
kan Evighedens Himmelblaa 
for os er til. 



Dér er min Sjæl dit Hjærte nær 
i Himmelfred. 
Dér hviler alt i den, som er 
af Evighed. 



c johannbs Jørgensen: lyrik »t 75 



A NGELUSKLOKKER 

Der rødmer Skyer langt ude 
hvor Solen gik ned. 
Der funkler en enlig Rude, 
en Sjæl uden Fred. 



En sidste Drossel synger 
blandt Fyr og Gran, 
og mine Tanker gynger 
foruden Plan. 



De glade Svaler svinger 
sig i det Blaa 
og Aftenklokken ringer 
fra Taarne graa. 



Der er saa grønt og stille 
paa Bjærgets Skrænt. 
Mod Evighedens Kilde 
min Sjæl er vendt. 



76 m johannbs Jørgensen: lyrik > 



D 



EN EVIGE SNE 

Den evige Sne, den evige Sne, 
højt over de vingrønne Bjærge - 
højt over Dalenes Lyst og Ve 
og alle de Menneskedværge. 



Den evige Sne, du evige Sne, 
de lysende høje Tinder. 
Den Is, som intet Tøbrud skal se 
og aldrig for Solen forsvinder. 



O evige Sne, du skinnende Tind, 
højt over de hede Dale! 
Køl og styrk du min Sjæl og mit Sind 
som Skumring og Aftensvale. 



: JOHANNES JØRGENSEN: LYRIK m- 77 



'ENSYN 

Den store Skov, den store Skov, 
hvor jeg en Gang var hjemme, 
de unge Aar, de unge Aar, 
jeg kan dem ikke glemme. 

Jeg vandred over Verden vidt, 
jeg saae de fjærne Stæder — 
men standser Livets Tummel lidt, 
mit Hjærte i mig græder. 

Det er saa bittert og saa tungt 
at føle Sjælen ældes, 
at mærke, hvad der nys var ungt, 
skal inden føje fældes. 

O grønne Skov, jeg sidder som 
en Fremmed her i Huset, 
hvor fordum Dag og Nat jeg kom, 
af Sang og Duft beruset. 

Jeg véd ej selv, hvordan det gaar, 
men ak, jeg mærker næppe 
den fine Duft, der om mig staar 
Ira Bukkarblomsters Tæppe, 



78 7 « johannes Jørgensen: lyrik : 



og Gøgens Kuk i Krattets Dyb 
og Droslens Sang foroven — 
de visne Blades vimse Kryb 
og Vindens Sus i Skoven . . . 

Jeg sidder som en fremmed Mand, 
hvor jeg en Gang var hjemme . . . 
Min grønne Skov, min Ungdoms Land, 
jeg kan dig ikke glemme ! 



t JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 79 



ø 



ER I HAVET 

De stride, staalblaa Strømme 
gaar mellem lave Øer, 
hvor røde Kalve græsse 
og tunge, mørke Køer. 

Den høje Himmel stribes 
af Skyer, Blæsten strammer, 
og blaa og hvid den spejles 
af Vand i grønne Rammer. 

Lidt lave Huse ligger 
og lyser i det Fjærne, 
og langs den øde Forstrand 
skriger Havlit og Tærne. 

Jeg mindes fjærne Tider 
— fjærne som hine Huse — 
da jeg var ung og hørte 
den muntre Brænding bruse. 

Da jeg var ung og vandred 
i Sol og Storm langs Stranden . . 
Ak, var det mig, ak, var det ej 
langt snarere en Anden? 



80 « JOHANNES JØRGENSEN .' LYRIK Mi- 



Men til hin Qærne Ungdom 
jeg ledes nu tilbage — 
Havdybets Klokker klinge 
som da, paa Havbliksdage. 



Jeg hører Havets Klingen, 
men jeg er, ej som dengang. 
Jeg lytter, fjærn og fattig, 
til mine Minders Genklang. 



« JOHANNES JØRGENSEN '. LYRIK »fr 81 



' AMLE SANGE 

En svunden Vaar imod mig slaar 
af mine gamle Sange, 
en Fortid, som af Graven gaar 
og gør mig blød og bange. 



En Tid i Sol, en Tid i Sang, 
en Tid i Maanedrømme — 
en Tid med rastløs Skabertrang 
og Fart ad stride Strømme. 



Rind hen, rind hen, dn Ungdomsvaar, 

du tyste, solskinsblide ! 

Far hen, farvel, I fjærne Aar, 

nu og for alle Tidel 



Johannes Jørgensen : Lyrik. 



82 « Johannes Jørgensen: lyrik m- 



H 



ØSTSUK 

Saa standser jeg ved Vejens Kant 
og holder Rast 

og drømmer om den Tid, som svandt, 
det Liv, som brast. 



Det er en stille, høstlig Dag. 
Der voxer Vin 

paa Værtshushavens Lysthustag- 
et guldtækt Skrin. 



En Fugleskare flagrer op 

fra Buskes Skjul 

og flagrer mod en Lindetop 

kanariegul. 



Det er saa graat og er saa tyst, 
kun fjærnt et Skud. 
Giv ogsaa Stilhed i mit Bryst, 
min Gudl 



D 



« JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 83 

E PROFUNDIS 

(In memoriam Paul Verlaine f 9. Januar 18M) 



Vinterskumring, Taagefald. 
Hør, en Klokke ringer bange! 
Og det tunge Draabefald 
i en Haves øde Gange. 



Tunge Taagedraabers Fald 
i de vintervaade Haver, 
og det ffærne Klokkekald . . . 
Der er en, som de begraver. 



Mørket stiger, tyst og tæt, 
mellem stille, sorte Stammer. 
Bag det ffærne Grenenæt 
lyser kun et ensomt Kammer. 



Endt er Dagen, Livet endt. 
Det er Mørkets bange Time. 
Kun det ffærne Lys er tændt, 
og kun Dødens Klokker kime. 



84 « johannes Jørgensen: lyrik ag- 
il 

Er det dig, de sænker ned 
i de dunkle Taagehaver? 
Er det dig, som de begraver 
i en Skumring uden Fred? 

Digter, Drømmer, løse Fugl, 
Natteravn og Visdomsugle— 
Mørket var dig Skærm og Skjul 
mod de stolte Dagens Fugle. 



Natten var dit Hjem, dit Hus, 
og dens Mørke var din Kappe - 
paa Vor Frues Kirketrappe 
sov du ud din Kunstnerrus. 



Klager nu i denne Kvæld 
Aftenklokkens bange Mæle 
for dit Ve og for dit Vel 
blandt de arme, fangne Sjæle? 



Er det dig, den klager for, 
Klokken, som jeg ikke øjner? 
Beder den et Fadervor 
for en angrende Zigøjner? 



: JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 85 



Er det Lyd af dit Farvel? 
Stiger det fra dybe Grunde: 
»Beder, I, som bede kunne, 
beder for en fattig Sjæl! c 



HI 

Han var udstødt, fattig, ene— 
ak! som ingen blandt os andre, 
Dømt at vandre, evigt vandre 
over golde Gaders Stene. 

Aldrig Skoven, aldrig Havet, 
kun de lange Huses Rader, 
Quaier, Pladser, Parker, Gader, 
Fortovsmylret, Droschetravet. 



Og blandt skinnende Butiker 
og de straalende Kaféer, 
Bouleyardens Lys-Alléer, 
han, en Digter — og en Tigger . . . 

. . . Sulten foder sære Nykker . . . 
se, han stirrer, staar bevæget . . . 
som en Rad af Femfrancs-Stykker, 
nye, skinnende i Præget, 



86 -w johannes Jørgensen: lyrik af- 



lyser Gadens Rad af Lygter, 
blanke, og elektrisk hvide . . . 
han vil gribe, men i Tide 
svinder Synet ... og han flygter. 



Som en Jægersmand, der jager 
i en Skov, der er lagt øde — 
som et Dyr, der søger Føde 
paa en gold og giftig Ager, 

vandrer han i Nattens Timer 
gennem alle dunkle Steder, 
og han kysser, og han græder, 
til de første Morgenstrimer. 



IV 

Det er endt, det er forbi. 
Sangen er den sidste Sang. 
Livets Bog er lukket i. 
Natten endt for sidste Gang. 



Ingen Aften skal ham se, 
flakkende paa Kryds og tværs, 
intet Bord i en Kafé 
gemme Kladden til hans Vers. 



■» JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK m- 87 

Udlidt, udstridt, Paul Verlaine! 
Død i Gud og død med Fred! 
Ved dit Lig jeg knæler ned 
som en ringe, ukendt Ven. 

Nat og Dag og Lyst og Nød 
er som Taage, der forgaar 
i den Stund, da Sjælen staar 
nøgen for Guds Tjener Død. 



Og tilbage bliver kun 

som en Bøn af Dybsens Grund: 

»Herre, før en Stakkel hjem! 

Lad ham frelst dit Aasyn se! 

Pie Jesu, Domine, 

Dona ei requieml* 



88 -m johannbs Jørgensen: lyrik m- 



u 



NDERGANG 

Solen svinder, Skyer graane, 
Dag og Farver døer, 
og en mat, vemodig Maane 
staar bag Nattetaagens Slør. 



Blomster falme, Blade falde, 

det er Høst og Død, 

og de sidste Fugle kalde, 

og den sidste Blomst vi brød. 



Det er Høst i vore Sjæle, 
det er Nat og Sorg, 
og som Genfærd maa vi dvæle 
ved vor Lykkes brustne Borg. 



Tider svulme, Tider briste, 
Livet bruser hen. 
Og det sidste, vi skal miste, 
er den Drøm, vi har igen. 



-W JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK m- 89 



:tilleliv 

Det er saa blankt, det Græs, som groer, 
her i min egen Have. 
Det er saa kønt, det Stykke Jord, 
hvor jeg har Lov at grave. 

Der staar deri en Røn, ja to, 
som giver Duft og Skygge, 
og paa en Bænk er kølig Ro, 
hvorover Linde bygge. 

Der gror et Hegn til Værn og Læ 
af alskens Løvværk blandet, 
og Blomster fra et Guldregnstræ 
er drysset ned i Sandet. 

Naar Vinden blæser, leger Sol 
°g Skygge over Gruset. 
Jeg stiller endnu helst min Stol 
i Solskin nærved Huset 



Dér hedes Muren som en Ovn 

i Middagssolens Straaler. 

Dér sover i en lille Vogn 

En, som ej Kulde taaler. ^ft Q j J Q Q 



90 4* JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 

En lille Glut, der altid ler 
og selv i Søvne smiler — 
i sine Puders bløde Fjer 
hun varmt og sikkert hviler. 



Ak gro, min Glut, med alt, som groer, 
med Blomst og Løv, som kommer ! 
Voz god og sund, vox god og stor, 
voz ind i Livets Sommer. 



4 



-** JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK M- 91 



M 



ORGENANDAGT 

En Himmel, tæt og blaa som Ametyst, 
staar over Havens Træer og Vejens Huse, 
og alle Løv i Morgenbrisen bruse; 
i mine Stuer er der tyst og lyst. 



Dér hviler hun — en Død paa Søvnens Kyst, 
hvor Drømmens Bølger over Sjælen bruse 
og fylder den, som Døn i Sneglehuse — 
hun, der for mig er Sol og Sorg og Lyst. 



Der hviler paa en anden, mindre Pude 

et Hoved, rødmende og mildt og lille 

— min Haand kan skjule Øjne, Mund og Kind. 



I mine Stuer er der morgenstille. 

Og Blikket søger Himlen bag min Rude 

og flyver stille i Guds Himmel ind. 



92 -m johannes Jørgensen: lyrik m- 



M 



EDIA VITA 

Som en Flod med stærke, stride Vande 
strømmer Døden om os, tung og kold. 
Ingen Hjælp i alle Jordens Lande — 
Du alene, Herre, vær os Værn og Skjold 1 



Herre, Du var vore Fædres Haab, 
og til Dig gik vore Fædres Raab, 
og Du frelste dem af Døden ud — 
stærke Gud, stærke, fromme Gud ! 



Se ej ned paa os, som — ak! — er svage. 
Kommen er vor Alders bange Dage. 
Frels os af vor Angst og Kvide ud — 
stærke Gud, vore Fædres Gud! 



Under graa og nøgne Klippers Side 
strømmer Floden, strid og dyb og kold. 
Frelser, hellige, miskundelige! 
giv os ej den bitre Død i Vold. 



4* JOHANNES JØRGENSEN : LYRIK W- 93 



Allesjælesnat 

Store Stjærner staa deroppe, 
stirre gennem Natten ned, 
store Stjærner, store Øjne, 
der om alt paa Jorden véd. 



Nede lyser stærke Lygter, 
slukkes dog ved Midienat 
Mørket kommer, Tiden flygter. 
Vogt den ene, dyre Skat! 

Vogt dit Hjærte, vaer din Tanke. 
Stjærner se paa Jorden ned. 
Og vi véd ej, naar vi banke 
paa din Port, o Evighed. 



VU