Full text of "Det norske Folks Historie"

See other formats



p 


——— —— 
FÅ FT EX 

















* MDG 30 n 


Det norke Folks Hiſtorie 


fremftillet 


af 


P. NW Mund. 


„Ich werde fudjen die Kritif der Geſchichte nicht nad dunkeln Sefublen, fondern forfdend, 
auszuführen, nidt ihre Refultate, weldje nur blinde Meinungen fiften, fondern vie Un» 
terfudjungen felbft in ibrem ganzen Umfange vortragen". — Niebuhr. 


Tredie Del. 


> JEGERE 4 4 4 4 — 


Chriſtiania. 
Chr. Tonsbergs Forlag. 


Trykt af H. I. Serum, 


1857. 


DJEDSDAL 
kø Pa t 


Fortale. 


Det Afſnit af vort Fadrelands Hiſtorie, ſom fremſtilles i 
Dette Bind, omfatter, ſaaledes fom det og i Overſkriften antydes, De 
egentlige Tronfriges Tid, førft mellem Birfebeinerne, Krigere af ringe 
Herfomft, under ben talentfulde og heldige Aventyrer Sverres Un- 
førfel, og bet gamle Ariftofratt med bets Tilhængere under forffjellige 
Navne, Heflunger, Kuvlunger, Bagler, fiden, efter dette Ariſtokratis 
Yvomygelfe, mellem be Partier, i hvilke Sverres eget fefrrige Huus 
Deelte fig, indtil Partiaanden fvaltes ved Hertug Skules Fald 1240, 
og en langvarig Fred indtraadte, under hvilken Norge naaede Højden 
af em, i Det mindſte tilfyneladende, betydelig ydre Lykke og politiff Unfeelfe. 
Hvorledes Landet grabeviis, tilfidft endog med forbaufende Hurtighed, 
fanf ned fra bette Høfdepunft, og hvorledes Aarſagen hertil for en 
ftor Deel er at føge hos de Principer, fom Sverre, Haafon Haafons- 
føn og beres nærmefte Efterfølgere med Udholdenhed og Konfefvens 
føgte at gjøre og virfelig gjorde gjeldende, fljønt viſtnok efter bedfte 
Overbeviisning, vil det blive vor mindre glædelige, ſtjont ikke 
mindre interesfante DBeftræbelje, t de nærmeft følgende Afdelinger at 
fremftilfe. 

Om de Kilder, fom ved Udarbejdelfen af nærværende Bind. ere 
benyttede, anſees bet overflodigt, her at give nogen udførlig For- 
flaring, da be foruden Sagaerne meftendeeld ere Diplomatariffe Akt— 
fyffer, hvis blotte Titel indehølder Forflaring nok, og GSagaerne, li- 
gefom i forrige Bind, for en for Deel omtales vg gjennemgaaes å 
Skriftet felv, hvor der handles om de Kiterære Forhold. Sagaerne 
ere, ſom befjendt, tfær Magnus Erlingsſons Saga, Sverre Saga, Haa- 
fons, Guthorms og Jngeé Saga og Haafon Haafonsføns Gaga for 
Norges, faavel fom den ſtore Sturlungafaga foruden et Par VBiftops- 
fagaer (Thorlafs og Paals). før Islands VBedfommende, bhvorhos det 
er at bemerke, at ber af Haafon GSverresføns, Guthorms og Juges 
Saga findes baade en fængere, og en fortere Bearbejdelſe, hvilke paa et 
Par Steder iffe ganffe ftemme med hinanden, og af bvyilfe den førfte, 


II 


naar man undtager et Par fmaa Brudftyffer, fun haves i Peder 
Clausſons iffe altid nojagtige Danffe Dverfættelfe: en Omftændighed, 
der maaffe tør forflare enfelte af bine tilfyneladende Afvigelfer, ſtjont 
det rigtignok ogfaa paa et Par Steder fader til at den, der forfattede Ud— 
toget elfer ben fortere Bearbefdelfe, har beganet virkelige Uagtſomhedsfejl. 
Men idet vi nævne Sagaerne, funne vi iffe tilbagehbolde vor Befla- 
gelfe over den uforfvarlige Maade, hvorpaa be have været udgivne. 
Denne Beflagelfe gjelder navnligt Haafon Haafonsføns Saga. Her 
har man, faavel i Foliv-Udgaven, fom i Fornmanna Sögur, fagt ben 
faafafdte Codex Frisianus til Grund, vjenfynligt beftuffen af bens 
fmuffe Ubdfeende. Den er nemlig føreven med en faft, temmelig antif, 
isfandff Haand, paa færdefes hvidt Pergament, og er forfynet med 
fmuft udſirede Jnittaler; den indeholder, føruden Haafon Haafonsføns 
Gaga, vgfaa Størftebelen af Snorre Sturlasføns norffe Kongebhiftorie. 
Men man bar iffe granffet ben fænge fom biftoriff Kilde, førend man tyde— 
fig mærfer, at Afffriveren har været mere end almindeligt fljøbesløs. 
Ikke alene ere Navne hyppigt forhutlede, fordi han har førevet feil, eller 
rettere Tæft fejl, og ef haft Sagfundffab nof til at vibe det vette, men 
hele Drd og Linjer ere udefadte, faa at Meningen paa mange Steder 
derved aldeles forvanffes. Overhoved, man faar det beftemte Jndtryf, 
at Afffriveren maa have været en Mand, ver gjørde UAfffrivningen til 
Næringsvef, og medaniff og tanfeløft, følgelig ogfaa ſtjodesloſt og 
feilagtigt, føpierede fin Original. Texten i denne Cover ev ubetinget 
den alfer flettefte af dem, der førefindes, og ben burde fun have 
været benyttet fom Bartantcoder, fa man funde næften endog ganſke 
have undvyæret den. J dets Sted er Den benyttet til Hovedtert, 
medens berimod ben fuldftændigfte og paa det nærmefte feilfrie Tert, 
Flatobogens, fun er benyttet fom VBariantcoder. Følgen heraf er, at 
man nu, naar man iffe hvert Ojeblik vil udfættes for at gjøre De 
ftørfte Feiltagelfer, mere maa benytte Barianterne end Terten, vg 
møjfommeligt fammenftyffe be enfelte Sætninger, før at faa em fuld- 
ftændig Mening t Stand: hvilfet, ſom man lettelig ffjønner, overordent— 
figt vanffeliggjør Læsningen og fvæffer den rolige Dyfatning af For- 
tællingens Gang, ef at tale om, at man bog iffe ved dette Flifverk 
fan bringe en nøjagtig Kopi af Flatobogens Tert til Beje, Vi 
have hiſt og her i Noterne antybet enfelte faadanne forvanffede Ste- 
ber. Her ville vi ligeledes paapege nogle af de meft tørnefaldende. 
J Gap. 86, hvor Deeltagerne i det fore Rigsmøde 1223 opregnes, 
ftaar ber i Terten ,,Håvardr, byskup i Stafangri,* medens ber t 
Barianterne oplyfes, at Flatøbogen har ,,Håvarör, byskup (i Björgvin) 
ok Heinrekr, byskup f Stafangri; ben fljøbesløfe UAfffriver af Codex 
Frisianus har her af Skjodesloshed fprunget fra Det ene byskup 
til bet andet, vg vilde man benytte hans ert, fif man faaledes ud, 


III 


at ber var en Biffop Haavard i Stavanger, om hvilken Hiſtorien og 
Diplomer ellers tngenftevs tale. I Cap. 217 nævnes ,Bårdr vargr 
af Guöreksstödum, sunr porsteins kugads,* men Flatøbogens Tert har 
Bårör vargr ok Bårör af G. o. f. v.; af Det følgende fees, at Baard 
Barg og Baard af Gudrefsftad, Thorftein Kugads Søn, virfelig vare 
to forffjellige Perfoner, men Den ſtjodesloſe Afffriver af Codex frisi- 
anus har flaaet bem fammen til een. (eg er felv, ved at ftole paa 
Terten og iffe bemerfe VBartanten, fommen til at vytage denne Skjø- 
loshedsfejl S. 329, hvilfen Fejl feg herved benytter Lejligheden til at 
rette.) J Cap. 196, hvor Sigurd Biffopsføn, Erfebiffop Peters Søn, 
omtales, faldes han i Den tryfte Tert efter Codex frisianus „Peter, 
Biffop Sigurds Son»: en aabenbar Tanfeføshedsfeil. I Cay. 181 er 
det vigtigfte af hvad Skule Jarls Mænd vrede i Anledning af For- 
figet om Haafarlehøften (fe nedenfor S. 895) ubveladt og det øvrige 
derved tildeels forvanffet. I Cap. 262, 280 er Folfungernes Slægtre- 
gifter ved Udeladelſer ganffe forftyrret. J Cap. 264 gaar Skjodes— 
føsheden faa vidt, at Kong Haafon i DOverffriften anføres fom ben, 
der fagde Grunden til Nidaros Domfirfes Forlængelfe 1248, alene 
fordi Kong Haafon førft nævnes i Caypitfet, uagtet det udtryffeltgt 
førtælles i Capitlet felv, at Det var Crfebiffop Sigurd, føm forfæn- 
gede Kirfen. Til Sverres faavel fom Haafons, Guthorms og Jnges 
Saga have vel bedre Tertcodices været benyttede, ba Cod. Frisianus 
ef indeholder dem, men ogfaa ber vife Bartanterne noffom, at Flatø- 
bogens Tert vilde have været den bedfte. Saaledes f. Er. det ne- 
denfør S. 364 omtalte Sted, hvor Flatøbogen ganffe rigtigt fader 
Bondehæren fra Øftfandet fomme over „Langemoſe“ (ved Øftenfjo- 
vand) medens erten har „Langemule.“ Paa enkelte Steder ere de 
berigtigende Bartanter endog iffe tilføjede, f. Er. det nedenfor S. 
951 ombandlede, hvor Terten i Cod. Fris. Cay. 214 fader Baarbelgerue 
i Nidaros ved Kongens Anfomft flygte util Byen, i Stedet for vil 
Holms Kloſter.“ En ved Udgaven iffe benyttet, ret god Cover af 
Sverres og Haafon Haafonsføns Saga, der opbevares paa bet kgl. 
Bibliothef i Stockholm, og fom for det mefte ftemmer med Flatobo— 
gen, bar ber YUngivelfen ganffe rigtigt, medens derimod Udgaven 
iffe angiver nogen faadan Læfemaade i Flatøbogen. Paa flere 
Steder fynes Did eller Navne at være urigtigt læfte. Nedenfor S. 
522 fgg. have vi ten Note føgt at forklare, hvorledes det fan gåa til, 
at Texten i Cod. Frisianus fader Haafon Haafonsføn tilbringe 3 
Maaneder hos Bagferne: bet ev her anført, at Flatøbøgen og Sfaal- 
holtsbogerne have utre Aar“ (3 vetr), og at dette er paatagelig urigtigt. 
Men ven før omtalte, ved Udgaverne iffe benyttede Coder af Sagaen, ver 
opbevares i det far. Bibliothef i Stokholm, har her ,3 nætr,* og man 
behøver fun at erfare bette, for flrar at fljønne, at hiin foregivne 


IV 


Variant ,,3- vetr,* alene grunder fig paa Fejlæsning, og at der vir- 
felig ogfaa i hiin Coder maa ftaa ,,3 nætr.* Paa famme Viis fan bet 
vel neppe betvivles, at Flatobogen paa det nedenfor S. 961 omhand- 
handlede Sted. virkelig bar Måsundum, faafedes fom den ſtockholmſte 
Goder, iffe Ivasundum, faaledes fom Det i Udgaven er anført. - Disfe 
Exempler ere allerede tilftræffelige til at vife, hvor upaalidelig Udga— 
ven er, og bvilfe Feil man udfætter fig for at begaa, ja virkelig 
de flefte Dyerfættere og VBearbefdere have begaaet, ved alene at 
følge den fom Hovedtert benyttede Codex Frisianus. En ny, frir 
tiſt Udgave af denne Saga, faavel fom Sverres o. ſ. v., med Flato— 
Bogen til Tert, dog faaledes at man iffe flaviff fulgte denne, men 
optog hvad ber paa ethvert Sted i biftoriff eller geografiſt Henfrende 
vifte fig at være det retteſte, vilde derfor være hojſt onffelig. Men 
det vil lettelig fljønnes, at dertil ubdfordres fulbfommen hiſtoriſt-geo— 
grafiff. Sagfundffab ved Siden af den fyroglige. 

Hvad Uvdgaven af Sturlungafaga angaar (Kjøbenhavn 1817, 
ISIS) da erfarer man ligeledes ved Dden ombyggeligere Benyttelfe 
fnart, at man aabenbart bar udvalgt det flettefte af alle Haandjfrifter 
til Grundtert, og at man i 99 af hundrede Tilfælde, hvor Varianterne 
afyige fra Ferten, fan være fiffer paa, at bine have det Nette, hvil 
fet ogfaa fædvanligviis beftyrfes Deraf, at fem eller fer Nartantcodices 
fom. ofteft femme med binanden, medens Hovedterten Derimod ſtaar 
afene. 

Derimod fynes den nye Udgave af Biffops-Sagaerne, beførget 
af det islandffe literere Selffab, at være foranftaltet med ftørfte Om— 
byggelighed, og dertil af en Mand, fom bar befiddet Kritik og fulde 
ftændig biftoriff Kundffab til altid at vælge Den rette Læfemaade. 
Som biftoriff Hjelpemiddel fader Denne Derfor intet tilbage at ønføe, 
og man fan benytte ben med fuldfommen Tryghed, medens man Der- 
imod i de ovenfor omtalte Udgaver maa være varfom ved hver Linje, 
og unberfafte hver enefte Sætning en fuldftændig Kritik, førend man tør 
anvende dens Jndhold. 

Bed Siden af Sagaerne afgive, fom man.af De bypyige Citater 
vil fee, de islandffe Annaler en vigtig Kilde, og ere for Chronologien 
endog umiftelige. Den bedſte Annal-Coder er unegtelig den, fom Lan- 
gebef heelt og holdent har udgivet i Zdie Bind af fine Scriptores 
Rerum Danicarum unber Titelen Annales Regii, fordi Coder forefin- 
ves paa bet fongelige Bibliothef i Kjøbenhavn. Sprog, Retffriyning 
og Bogftavform i dens ældfte Deel vife, at Denne ef fan være frort 
yngre end Slutningen af det 13de Aarbundrede eller Begyndelfen af 
det 14de, og at faaledes Optegnelſen om Begivenbeder efter 1200 
maa bidrøre faa godt fom fra Djevidners eller Samtidiges Beretninger. 
Alle de før Haanden værende Annal-Codices, ſaaledes og Cod. Regius, 


V 


ere benyttede til ben i Kjøbenhavn 1847 af den arnamagnæanffe Com— 
misfion beførgebe Udgave, bog iffe faa nøjagtigt og ombyggeligt, 
fom man funde ønffe (fe f. Er. nedenfor, S. 853, Note I; hvor 
hos man har udefadt alle de i Haandffrifterne felv optagne Notitfer 
pm Begivenheder udenfør Norden, uagtet de baade eve til ſtor Støtte for 
Ghronologien, og dberhos afgive interesfante Bidnesbyrd om ben Dy- 
merffombed, bvormed Nordboerne fulgte alt, hvad Der tildrøg fig i 
Det øvrige riviliferede Europa. 

Disfe faa Bemerkninger ere allerede tilftræffelige til at give en 
Foreftilling om, hvor langt det endnu er fra, at Det vigtige biftorifte 
Materiale, fom vor egen Oldliteratur indeholder, fan figes at være 
tilfredbsftillende bearbefdet, og hvor ønffeligt det i flere Henfeender 
maatte være, at funne faa ubdgivet et fuldfiændigt, med tilbørlig Kvitif 
behandlet, Corpus Scriptorum rerum Norvegicarum medii ævi. 

Ligeſom de føregaaende Bind, er dette ledfaget af et Hronologiff 
Regifter, famt en Deel Slægttavler, Der vife De fornemfie handlende 
Perfoners Familieforhold. For Jslands VBedfommende ere tjær faar 
banne Glægttavler nødvendige, ba man uden dem vanffeligt vil funne 
orientere fig i De mange indyiflede Slægtffabs- og Svogerffabs-For- 
bindelfer, hvori næften alle de fornemſte Familier frode til binanden 
indbyrdes. 


Chriſtiania, i Februar 1857. 


P. A. Mund, 



































sit Ny gl f19d jo. (BE nå 
J 20 dgktgnln AM 18 gi pot å 
«190 6 Ed EG D gotirdan pi å 
spile signiqa Glf ——— 
39] 2M9ID n sd 9Qnn nen 
4 lg 14 14 Gpdasndigg atmkjbsadnt agia 
J — 4 ape. al ali. —J 
—— 
må 200g 46 di salin advslin 13 — 
ne Hat 1 da AR 13 MÅR, ud ipon) 291 
198 15 -a9gil nøt s9dlodadai sun 2 pa 
pdssjnd 204 I BE, spas. 908 - BA 
pg BTG, 7 pldafal) å gdu nå] 4 
far ET nne ge 
PM AAN tan —— s199 Auit —— 
— — he R 
At RU Vår —— eda 108: Hi 
samt AG Agia øra9 59 at på ud J vi 
stagsednfagerd, Fa 2UgnlD: sein. SGD | pt | 
ndnosid MA N 3008. dine — å Ne on 


ta vi bøy 9 has 
SO i Gnr 3 AT —* J 


v — 


— —— ET 
TN LE mm uer vå Al å tide) ed * 


— PAUSEN På å 
—— fe OG ek. fn bot 
Å J 
part JU på pi i åå SE Ajer AE å * 
Apeie lat Fenr) Gvrivr KE — 
bg en — BO ner La: spel, VAR: Pee 
na 000 med Sære. park DER 088 


) Sonar 2 fupadkdnota tt. JU 
ter. Siden Agpaenr ØMDG je MN AG AA | 
bi ålanbile —8 PE sals Difi — AE rea 
då ſtehle Å % eg ME dit anagiieer — em DE 


ode brekk Or 5 TS dk Dit Att. Å ER Disk. af. fine be - 
Pesurs Derioarøn VRI Å kr Arityaken ET —— førti Gem 

n>4. v6- 022 heooelar Gblodktek skirhendøutn Svrog, * & 
Fortid 4 * gne Er sri Da MG DENE —J yo i 


HD vå 
& pre. 
RE! — Ed Dat ik pe" I DUE Hører AE) Bøygudelll 
ee 
øk DEG dør: 48 raske Jenner leg in 18) 04 FR dd 


0 Bee fs Ar foren fo AO atetbimero eier omtidig så De vå 
Alte > —— — J sjetgdke Kpostkerireg, foadahes og od, Hegli 














Inudhold 


Gjette Affnit. Borgerkrigene. Kongemagtens Sejr over Uviftofratiet. 


1. Partiernes Stilling og Ariftotratiets Hovedmøænd. 2. Danefongen Valdemars fforſte 
Forſog paa at erhverve Norge eller en Deel deraf. 3. Hetteſveinernes Opſtand og 
Krigen med Danmark. 4. Underhandlinger og Fredsflutning med Danmark. Erling bliver 
Kong Valdemars Jarl i Viten. 5. Erlings Haardhed mod Harald Gilles EI. Hans og 
Kong Magnus's VBæfen og Udfeende. 6. Erlebiſtop Eoftin⸗ Virkſomhed. Oprettelſe af 
nye Kloſtre. Begivenheder paa Orknoerne. 7. Kronprætendenten Eyſtein Meyla og Birke— 
beinernes Flok. 8. Sverre Sigurdſons Fodſel, Opdragelſe og forſte Jremtrøden. 9. Sver— 
res Raadſlagninger og Rejſe å Norge. 10. Sverres Omflakken å Norge, Gautland og Ver— 
meland. 11. Sverre antager Hovdingdammet over Birkebeinerne og faar Kongenavn,. 
12. Sverres møjfonmelige Tog gjennem Sverige til Throndhjem. 13. Sverre vyervinder 
Hovdingerne i Nidaros og hyldes fom Konge paa Ørething. 14. Sverres Sejre paa Op— 
fandene. 15. Sverres og Birfebeinernes mojſommelige og farefulde Tug til Vors, og til- 
bage igjen. 16. Sverres Tilhold paa Oplandene, vg Tog til Vermeland, 17. Sverres 
Gtreiftog til Viten og andet møjfommelige Tog gjennem Sverige til det nordenfjeldfle. 18. 
Birfebeinernes uheldige Forſog paa at indtage Nidaros. Slag ved Hattehamren. 19, 
Sverres Tog vyer Oplandene til Viken. Slag ved Hirtebro. 20. Sverres Sammenſtod 
med Kong Magnus og Erling Jarl i Throndhjem. Slag paa Kalvſtindet. Erling Jarls 
Fald. 21. Sysfelmænd indfættes i Thrøndelagen. Kong Magnus drager til Viken. 22. 
Fortfat Fejoe mellem Magnus vg Sverre, Magnus's Nederlag paa Jlevollene. 23. Sver⸗ 
res forſte Ophold i Bergen. Jon Kutizas Overfald. Sverres Frænder ſamle fig om ham. 
24. Sverre drager til Viken, og undlober Magnus ved SaltoSund. Slag ved Nordnes. 
25. Magnus's andet og heldigere Forſog paa at ſatte fig faſt i Bergen. Sverre begiver fig 
tilbage til Throndhjem. 26. Grit (Kongsſon) kommer til Sverre og godtgior ved Jærnbyrd 
at han er Kong Sigurd Munds Søn. 27. Magnus beføger Throndhjem. Forgjeves Un— 
berhandlinger mellem Ham og Sverre. 28. Sverre drager til Oslo. Magnus's førfte hel⸗ 
dige Overfald paa Nidaros. 29. Magnus overfalder Nidaros anden Gang, men viger før 
Gyerre, ber fømmer Staden til Hjelp. 30. Magnus's fibfte Tog mod Nidaros, og Hans 
ubeldige Forføg paa at blofere Byen. 31. Sverres mislykkede Forføg paa at overrumple 
Bergen. Bidfunn Erlingsſons Drab. 32. GSyerre overrumpler Maqnus i Bergen, og for— 
driver ham fra Landet. 33. Sverre i Nidaros. Mariefuben og flere ſtore Slibe bygges. 
34. Sverres Tog til Sogn. Sokndolingerne afftraffes. 35. Kong Magnus sender tilbage 
og opføger Kong Sverre. Slag i Norefjorden, Magnus's Fald. 36. Sverre i Bergen. 
Kong Magnus's Begravelfe. 37. Sverre Eneherre i Landet, Forandring i de ftatsretlige 
Forhold. Lagmænds-Embeder oprettes. 38. Kuslungernes Oprorsflok fremftaar. . 39. Uor- 
dener i Bergen, Kublungernes gjentagne Log til Nidaros. 40. Erkebiſtop Eyſteins ſidſte 
Aar pg Død. Erik af Stavanger vælges til hans Efterfolger. Ravneberg-Hofien. 41. 
Kuvlungernes Undergang. 42. Erik Kongsfon udnærvnes til Jarl og førlenes med Vien, 
efter at have gjørt et Tog til Eftland. Sigurd Brenders, Baarbelgernes og Thorleif Breid- 
ſteggs Oprorsflofte tilintetgjøres. Erik Jarls Dod. 43. Korstog af danffe Hosdinger i 
Forening med Ulf og Lauvnes. 44. Biffop Valdemar af Sleavig begiver fig til Norge og 


vat 


underftøttes Derfra mod KongfKnut i Danmark. 45. Øyefleggernes Oprørsflok fremftaar. 
46, Øyefteggerne i Bergen. Syerre vvervinder dent i Florevgag og tilintetgior deres Flok. 
47. Udſigt over de kirkelige Forhold i Sverres forſte Regjerings-Aar. 48. Sverres Strid 
med Erkebiſtop Erik og dennes Flugt. Nikolas Arnesſon bliver Biſtopi Oslo. 49. Fort 
fatte Stridigheder mellem Kongen og Erkebiſtoppen. Sverres Banfættelfe og Kroning. 50, 
Biffopperne erfommuniceres. Geſandtſtab til Paven. 51. Biſtop Nikolas's Frafald, Ge— 
fandternes plubfelige Dod. Banſattelſen vphæet ved en (falt) Pavebulle. 52. Harald 
Jarl paa Orknoerne underfafter fig, og afftaar Hjaltland. 53. Baglernes Oprersflok ſtiftes. 
54. Fegtning ved Saltoſund. Baglerne underkafte fig Vifen og Oplandene. 55, Baglernes 
Nederlag i Oslo. - 56. Baglerne i Nibaros. Gverres Borg og Flaade vdelægges. 57. 
Sverre i Ranafylte. Hides Drab. Glag ved Thorsberg. 53. Sigurd Jarlsſon belejrer 
Sverresborg, men forbrives ved Lift. 59. Bergens-Sømmeren. Fegtuinger mellem Birfe- 
beiner og Bagler. Byen opbrændes af Baglerne. 60. Sverre i Torondbjem. Baglerne 
befætte be nordveſtlige Ayft-Eane. 61. Sverres mislige Stilling. Han banfættes af Inno— 
fentius d. 3dje, og be ham troe Dele af Riget belægges med Interdikt. Hans Stridsffrift 
mod Gejftligheben. 62. Sverre ſtaffer fig en ny Flaade. Baglernes ubeldige Ungreb paa 
ibarns. 63. Glaget paa Strindfo. Baglerne Vide Nederlag. 64. Philip Jarle Drab 
4. Baglerne atter i Nidaros. 65. Stor Bondevpftand i Vifen. Sverre overvin= 
Der Bønderne i og ved Oslo. 66. Sverre flaar Baglerne ved Bergen, men føger forgjeves 
at drive Dem fra Bifen, 67. Sverre beleiggr Baglerne paa Slotsbjerget ved Tunsberg. 
65. Baglerne paa Slotsbjerget vvergive fig. 69. Kong Sverres ſidſte Sygdom og Død. 70. 
Skikke og Sæder paa Sverres Tid og ved hans Hof. Kongeſpejlet, 71. Haafon Sverres- 
føn bliver Konge og forliger fig med Gejſtligheden. Baglerfongen Inge dræbes, Partiet oploſes. 
72. Rong Haafons Perfonligbed og nærmefte Omgivelſer. 73. Begivenheder i Skatlandene. 
74. Kong Haakons pludſelige Doad. 75. Guthorm Sigurdsſon bliver Konge. Bag- 
ferpartiet reifer fig igjen under Grling Steinvegg. 76. Kong Guthorms Dov. Inge 
Baardsſon vælges til Konge af Birkebeinerne.  Smaafeider mellem Bagler og Birfe- 
beiner. 77, Ginar Kongsmaags Drab. Inges og Haakons Tog til Viken. Baglerne flygte 
til Danmarf, men fomme tilbage om Høften. 78. Kvngefonnen Haafon Haafonføns Fodfel 
og farefulbe Rejfe til Ibrondbjem, 79. Baglernes Tog til bet Nordenfjeldffe og Overfald 
paa Kong Inge og Birfebeinerne i Nidaros. 80, Baglernes FIilbagetog fra Nidaros og 
Nederlag i Bergen. 81. Erling Steinveggs Dad. Philip Simonsføn bliver Bagler— 
nes Konge. 82. Birkebeiner vg Bagler gjøre forfjellige Strejftog Langs Kyfterne mellem 
Bergen og Oslo. Borgen Å Bergen belejres og indtages af Baglerne. 83. Selo-Hoſten. 
Det fidfte Sammenftob mellem Birfebeiner og Bagler. 84. Fredsunderhandlinger:  Forlig 
ved Hvitingse. Inge Overfonge i Norge, 85. Krigstøg til Syderserne, hvis Konger, ſaa— 
sel fom Orfno-Jarlerne, underfafte fig. Peter Steyper vg Reidar Sendemands Korstog» 
87. Qaafon Jarl føger at faa Kongenavn. Arveforlig å Nidaros. 87. Nyt Forligsmode 
berammet, men iffe afholdt. Philip Simonsſons fredelige Regjering. 88. Spændt Forhold 
mellem Kongen og Jarlen, Uroligheder i bet Throndhjemſte. 89. Haakon Jarls Død. 
Jorliget til Vaagsbru mellem Kongen og Jndtbrenderne. 90. Nyt almindeligt Korstog 
prædifet over hele den katholſte Chriſtenhed. Kong Inge tager Korſet. Skule Baardsføn 
bliver Jarl. Kong Inges Dod. 91. Forhandlinger om Tronfolgen. Skule Jarls Intriguer. 
Haakon Haafonsføn vælges til Konge af de gamle Birkebeiner og faar Kongenasn pad 
Øretbing. 92. Kong Haakon byldet i Bergen, efter nye Ubehageligheder med Jarlen og 
hans FTilhængere. 93. Kong Philips Dod. Forelodigt Forlig med Baglerne. Kong Haafon 
byldet i Viten. 94. Fru Chriftina egter BSL Lagmand. Svenſte Forhold, 95. Roar 
Kongsfrændes, Erlend Thorbergsføns og Agmund af Spaanhbeims Korstog. 96. Baglerne 
paa egen Haand i Vien. Slittungernes Oprørs-Flot friftes. Slag ved Gunnarsbo; Bir- 
febeiner og Bagler forenede. 97. Nye Intriguer af Jarlen mod Kongen. Rigsmøde i Ber- 
gen. Inga Kongsmober underfafter fig Jærnbyrd for at bevife Sønnens Herfomft. 98. 
Glittungerne å Oslo. Baglernes Hovdinger gan Kongen til Haande og aflægge Deres Parti» 
navn. 99. Dptsjer i Oslo mellem Kongens og Jarfens Mænd. 100. Ny Befættelfe af 
Syſlerne. Aongen og Jarlen tilbringe Vintren i Tunsberg. 101. Kong Haakon troloves 
med Skule Jarls Datter Margrete. 102. Ribbungernes Flok ſtiftes. 103. Nafgjørende Fegt⸗ 
ninger ved Jalund ng Oslo, 104. Vegard Veradal dræbes ved Undres GSkjalbarbands For— 


Å anftaltning. 105. Songen og Jarlen brage atter til Viken, hvor den ſidſte tilbringer Vintrert, 

r og kamper beldigt mod Nibbungerne 06. Song Qaafons Forlig med Erkebiſtoppen, der 

faar Mynt-Rettighed. 107. Skule Fejder med Ribbungerne. Sigurd Ribbung over— 

" giver fig og flutter Fred. 1084 Spandt Forhold mellem Kongen og Jarlen. Dennes for 

gjeves Reife til Danmark. Rigsmode berammet i Bergen. 109. Rigsmodet i Bergen. 

Kong Haakon erklæres f berettiget til Tronen, Skule Jarl førlenes med bet nordlige 

Norge. et deel m Kongen og Jarlen. Kongen overvintrer i Viken. Erke— 

biftop Gutho Svenſte Forhold. Kong Haakon bringer VBermelændingerne 

112. Slule Jarl i Haalogaland. Sigurd Ribbung flygter til Ver- 

mefand, 113, Sigurd Ribbung refer Flotfen paang. Olaf Mooks Drab. Kongen drager 

til Bilen, 114 Kong Haakon tilftriver forgjeves den fyenffe Regjering og foretager et 

Fog ind i Bermefand. 115. Ribbungerne omgan Kongen, trænge frem til Beftfold og an- 

gribe Tunsberg. 116. Kong Haafon og Ribbungerne paa Hadefand. Ribbungerne fætte fig 

faſt paa Hedemarken. 117. Kongen holder Bryllup med Margrete Gtulesdatter 118, 

Fortſatte Fejder med Nibbungerne paa Oplandene. Erkebiſtop Peter former til Lanbet. 

119, Biſtop Nifolas Urnefons Død. 120. Kongens anden Sammenfomft ned WAſtil Lag- 
mand og farefulde Vinterfart til Bergen, 121. Ribbungerne fætte fig paany faft i Viten. Er 














Erkebiſtop Peters Troloshed. 122, Sigurd Ribbungs Dod. Junker Knut i Spidſen for 
Ribbungernes Flot. 123. Skule Jarls Madinationer, Venſtab med Erkebiſtoppen, Syg- 
dont, Lofte om Korstog, faavel fom om Oprettelfe af Reins Klvfter. 124. Rong Haafon i 
Oslo, Ribbungerne befæmye Kraft. 125. Siutkihgökamp med Ribbungerne. Jun— 
er Knut underfafterifig og Floken oplefes. 126. Kong Haafons førfte Skridt til at blive 
fronet. Skule Jarls Stemplinger mod ham, vg Forbindelfe med Danefongen. Haakons 
Gtilling med Henfyn til det europæifte Statefyftem. 127, Aongen og Jarfens famtidige 
Ophold i Bergen.  Uroligheber mellem deres Mænd. Jarlen befoger Kong Valdemar og 
forfenes med Halland. 128. Erkebiſtop hore den throndſtes fortvarige Virkſomhed. Erke— 
biſtop Gyftein opfores blandt Helgenernes Lal. 129, Begivenhederne i Sfatlandene. 
130. Begivenheder paa Island. De forfte Forſog paa at bringe Ørn under norſtt Herre- 
dømme. 131. Ny Uenighed og nyt Forlig mellem Kong Haafon og Skule Jarl. 132. 
Skule Jarls fortfatte GStemplinger. Kongens Ivift med Biffop Vaal af Hamar. 
133. Uroligheder paa Island under Sturla Sighvatsfons Fravarelſe. 134. Sturla Sig- 
byatsføns Forbund med Kong Haafon, Hjemfømft og voldfomme Fremferd. 135. Rivninger 
mellem Kongens og Hertugens Sysfelmæn». Snorre Sturfasføn å Norge. 136. Forholdet 
- mellem Kongen og Hertugen bliver fpændt. 137. Hertug Skule gjør Opror og fader fig give 
Kongenavn paa Ørething. 138.  Baarbelgernes Herjetog til Haalogaland og Oplandene. 
139. Kongen faar Underretning om Oproret. Vaarbelgernes mislykfede Tog for at nyerfalde 
ham. 140. Kong Haafons Udruftninger. Herr Knut bliver Jarl. 141, Hertugens Brey- 
flrisninger til fremmede Fyrfter. Kongens Tog til Throndhjem. 142. Hertug Skule i Op- 
fandene og i Bifen. Knut Jarls Nederlag pan Laafa. Urnbjørn Jonsføns Død. 143. Kong 
Haafon fader fin Son Haafon den unge, bylde, og reifer iilfomt til Viken. 144, Kong 
Haakons beldige Kamp med Vaarbelgerne i Oslo. 145. Hertug Skules Flugt gjennent 
Oplandene til Ibrondhjent. 146. Hertug Sfules Fald. 147. Kongens Mildbed efter Op— 
rorets Filintetgjorelfe. 148. Sturla Sighvatsſons Overmod og Fald. 149. Snorre Stur- 
fasjøns Tilbagekomſt til Island. 150. Fortfatte Beftræbelfer fra norſt Side for at bringe 
Island under Norge. Biffopperne udnævnte af Erkebiſtoppen. Snorre Sturlasfons Drab. 
151, Urokja ſoger at beyne Snorre, Kloing Bjørnsføns Drab. 152. Tronkrigenes fuld- 
ftændige Ophor. Kongens venffabelige Forbold til Kirfen. 153. Kirfelige Forbold. 154, 
Dannelfe, Literære Forhold, . . 


pda Mae eee 0 dt FG GA=1100 


: — 60 — — * 





r 


* 


vort SD Stresa $ KE 6 vu ed Atodigg TH 






















oasng bagsindindidi) må ved «Ag 14 gokdar 
vid LE PG gilaf) $erelon) pk 44 
1909 gundtikk Heigl snsrgnnmddiR damn ondi 

past rgnelt ikon Gage | 


HOR vr mene Å asrnand 






OE Vu MAE 
A LITT 
mildtnn fag dam bukse) ha ug murer UA dø 
MD. GA meiniendk råe in 20 BØN 
bagsianedans PR øgrtid nad 4100 +0057106 ETE 
PE Nå pit pris di Gp Atainiralnng Å Tin lad 
vat regis ORG STaoflk Pal stand MOT vitt — 
maste) på gøaspr Gata sd ertſ vrluRlit 108 


PEN 


nr pa GUGE tee) venn mapasit prp fide MD bd SHG SU : 
ul HET o6Tag 48 1 dirnladnd, nad — R 3 20, Holøn Å po Å % 
Bit An 6108 17180 dan auge milod  nvmit FT å 
fade MÅ anmenet 8 oitolrd Gmail 43 mør Amy) tog 
40 if OG: Furunes D. nån eysk 0514-4908 ørdl —— 
Bi Sn) — tå mat aørpisddrig: U ae — — 
å 16 un 4iq> er BA vid ug Kr pdf 2 uer SY 434 ease poll 
it D ——— 


pi iT in nykknoldind gi 4 


melon aett AS esel at av ad øke), 
tn, AN ud di Hun MÅ 







ip 


E — 


å 
4 tia 


Haird 




















to It sdhi affen) say aån dg qatoine 
= HADDE a, Jattl add sei pt vred Som — 
ittrg —[ po 498. TS: ET ie St Kion at 
på onde TNe grøt nneisd mint OE TT —RWR pe: mm å * 


HD. Hrduitsiie ; el Mag di mit dt — 
Hand Ebadi på Jå —— — * — — 





rd Tveten 082 uiude la ang gel Gå PNG San fade 
ang ps for iv hat nes Her 5 4 —F on 
tn Ån not + dal driv di årgtili 29881190  Vibø 
«HG. nine  AEi rok 2e0leerddS MUS) Pd96 DROG * 
patent 084 JqmaR eatn ps ak ende førs hr 


NEBLuS 0084 9108 brleohelg KANE AR EJE Arnt 1 
arig på] 19901 på TØR 2805 SIND spis BEL 4 Maal ** 
ENAD g%: danlopdlant Bt psi henrerset Moan ØB va 
vålatratnte 4 Kakadafiokkjue > 1rrphinsl? ON —B 
pg ske BOL mlt man sad Gedakerdt bred aå | 
AR HAND phd Mek meinar Uk pol ment ofte 
SKE Ft GØT pnHBDE rik nh øt øplndait Had br: 
hrefk Abi HS tm) mb ga agn 194 Brlaed 1 
arndenifp Aptlg alviD guld» dun 10180 å W — an w - 
sg! 1989 3 da VL ro Alt ING anke å ge AE ild 
«TM PATMD SEL SAR po fara — DVD — —— ET TT 
rånbd arna Hremaid sak døra 8 2dtn] ég sne? dit asuodan 
Dork dualts sten bntuofjidrisd DUS Vit aRise vell 
Hin] an oivingrt vev Fat means —V STEN adk1d AM —* 
ver — Tod in Båt: ON fr dlalek zira ene omg; pg 





* 





« | —— 
TK NT p 
50 i vag Banen Ara : 

* gr , * — 
— fra å Bd 
å ber a VE G 
* 


| Sjette Affnit. 
Porgerkrigene.  Kongemagtens Sejr over Ariftokratiet. 


1. Vartiernes Stilling og Ariſtokratiets Hovedmand. 


V. forfode ved Udgangen af forrige Afſnit Erling ſtkakke i ubeftvidt 
Befiddelfe af Negjeringen å Norge fom fin nys kronede Søn Magnus” 
Formynder, eller maaftee vettere fom Hovedet for Det Uriftofrati, bvis 
Medlemmer nu vare blevne enige om at rive Muagten til fig. Dette Ari— 
ftofvati beſtod fornemmulig af de to Hoved-Partier, der tidligere havde 
fluttet fig om Kong Inge, og fom funde falde8 Gulatbingslagens, med 
Grling i Spidfen, og Vifverjernes, repræfenteret af Gregorius Dagsføn. 
Ved dennes Fald havde Bifverjerne, i Mangel af nogen Høvding, Der funde 
eller vilde træde i hans Sted, fluttet fig til Erling, og begge Partier udgjorde 
nu fun eet, trods den Skinſyge, der tidligere umiskjendeligen bande berffet 
imeffem dem. Thronderne derimod, fom i den foregaaende Tid tilligemed 
Oplændingerne havde været Kong Sigurd Munds, Gyfteins og Haakon 
Herdebreids ivrige Filhængere, ja endog efter dennes Fald havde erklæret 
| fig for Siqurd Muarfusfoftre og givet ham Kongenavn, vare, fom det fy- 
nes, fun ved Erkebiſkop Eyſteins Indflydelſe og Paavirkning bevægede til 
at erfjende Magnus Erlingsſon, uden at være ham i Hjertet bengivne; 
og felv til denne livet hjertelige Erfjendelfe vilde de neppe bare befvemmet 
fig, bvis de for Ojeblikket havde funnet opftille nogen legitim Tronpra— 
tendent lige overfor Magnus. Og af venne Fbrøndernes for Magnus 
mindre gunftige Stemning forftod Erkebiſkoppen vpperligt at benytte fig 
til Udvidelſen af Kirfens og Ariſtokratiets Magt. 

Den meft anfeede Mand i Norge paa Denne Tid, næft Erling og 
Grøebiffoppen, var uden al Ivivl Orm Jvarsføn, faldet Kongsbroder, 
fordi ban var en Halvbrovder af Kong Jnge paa modrene Side. Com 
Søn af fin Moder Dronning Ingerid var han af fongeligt fvrnft Blod, harde 
fyrftelige Frænder å Sverige og Danmark; navnlig var ban en Halvbro- 

Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. I. 4 


2 Magnus Erlingéfen. 


der af Buris, Henrik Skatelers og FngeridS Søn, der levede ved Kong 
Valdemars Hof I). Orm ſkulde, fom vi have feet, juft holde Bryllup 
med Nagna, Kong Eyſteins Enke, da Haafon Herdebreids pludfelige Dver- 
fald paa Kong Inge i Oslo og dennes Fald hindrede det; imidlertid 
maa man antage at Det fenere fom iſtand *), Da Orm var vendt tilbage 
fra Sverige, bvor han opholdt fig i nogle Maaneder efter Inges Fald, ſandſyn— 
figviis indtil Hafvbroderen Kong Magnus's Drad. Uagtet Orm ved fit Slægt- 
ftabsforhold til Kong Inge funde have følt fig friftet til felv at optræde 
fom Høvding for Inges Parti, finder man ingen Spor til, at han trag- 
tede efter nogen faadan Magt; tvertimod fluttede ban fig paa det nøjefte 
til Grling og Magnus, og vifte Dem -udrødelig Troſkab, lige indtil han 
og Magnus paa een Gang fandt Døden. Da det, paa Grund af hans 
Forhold til Kong Inge, faa vel fom af andre Omjftændigheder, er ſandſyn— 
ligt, at fan havde fine Gjendomme etfteds i Vifen 3), og faaledes var en 
af de faa tiloversblevne vifverffe Høvdinger, maa man formode, at det 
ifærdefeshed var ham, der fifrede Erling og Magnus de øvrige Vikver— 
jers Troſkab, ligefom Det ogfan af flere Omftændigheder fynes at fremgaa, 
at ban fævdvanligviis opholdt fig i Vifen, fornemmelig i Oslo, fom Stat- 
bolder eller Befalingsmand, medens Erling felv havde fit Hovedfæde I 
Bergen. Hans Hengivenbed for Erlings Huus lader fig heel vel forklare 
af bvad der ovenfor er paapeget fom fandfynligt, at ban rimeligviis var 
opfaldt efter Erlings Fader Kyrpinga-Orm paa Stødle, og opdragen hos 
Denne og hans Sønner *). 

Blandt de indflydelfesrigefte af Gulathingslagens Lendermænd maa 
man vel førft og fremft nævne Orms Stiffader, Arne paa Ctodreim, 
faldet Kongsmaag, fordi han var gift med Enfedronningen Ingerid, der 
da maaffee endnu var i Live. Bi bave feet 5), bvorledes der allerede 
ftvar efter Inges Død havde været Tale om at tage en af Urnes og Jn- 
gerids Sønner til Konge, men at ban felv henledede Valget paa Magnus 
Erlingsſon og ftedfte vifte fig fom en af dennes vigtigfte Tilhengere. Ven- 
ffabet var nu ogfar nærmere befæftet ved et Giftermaal mellem Erlings 
Syfterføn og tro Tilhenger, Bjørn Bulk, og Urnes Datter Margrete. 





1) Se Stamtavle i foregaaende Bind. 


2) En Søn af Orm, ved Navn Ivar Steig og, da han var opfaldt efter hans 
Fader, vimeligviis egtefød, omtales fenere, f. Sverres Saga Gap. 93. 


3) Heriblandt denne, at hans Lig efter laget ved Fiemreite 1184 blev ført til 
Oslo og begravet i St. Hallvards Kirke. 


4) S. 0. II, S. 408. 
5) Sammefteds, S. 409. 


vår td 


EN 


—⸗ 


> 


tendermænd og andre Høvdinger i Norge. 3 


Hans Sønner maa paa den Tid, hvorom her er Fale, endnu have været 
meget unge, neppe engang fuldvorne. Senere ville vi fee dem fyille en 
betydelig Nolle. 

Den mægtige Arnunge-Mt repræfenteredes paa Denne Tid af Paal 
Skoftesſons Søn Nikolas, faldet Kuvlung. Det faldt af fig felv, at ban 
var Kong Magnus's Lendermand, ligefom han ogfaa var en af hans meft 
trofafte Venner. Da ban ellers ikke ofte omtales, fan hans eller YEttens 
Betydenbded paa Den Tid neppe have været faa ftor, fom den blev i de 
følgende Warbundreder.  Hovedet for dens haalogalandſke eller bjarkøffe 
Green var Erling i Bjarfo, Vidfunn Jonsføns Søn, men da han al- 
drig nebnes fom Deeltager i De Tiders Begivenheder, maa ban have væ 
ret en fredelig Mand, der fevede frille bjemme paa fin Gaard). Imid— 
fertid ev det tydeligt nok, at ogfaa Venne Green ivrigt fluttede fig til 
Magnus's VParti. 

En mæatig Mand derimod, bvis Hengivenhed for Erling og Mag- 
nus maatte anfees for temmelig tvivffom, var Blindheime-IStten8 Hoved, 


* 


Jon Halkellsſon. Saavel han og hans Broder Simon fom hans Fader 
Hallkell Huuf, havde i fin Tid ftaaet paa Kong Eyſteins Parti, men 
Gregorius  Daysfon havde (offet begge Brødrene over til Kong Inge, 
med hvem ogſaa Simon faldt i Slaget ved Oslo. Fon og Simon vare 
gifte med bver fin Datter af Kong Harald Gille. Efter Inges Død 
Davde der været Sporgsmaal om at tage Simons Søn Nifolas til Konge 
og gjøre Jon til Overanfører, men Denne hade bedet fig undſkyldt. Alli— 
gevef bavde Erling ſkakke anfeet det vaadeligft at ſikre fig den unge Niko— 
fag, ved at fade han gribe paa Jons Guard og bringe ombord paa fit 
Skib, da han drog mod Haakon Herdebreid. Dette, faavel fom Nikolas's 
mistænfeligt udfeende Drab i Slaget ved Sekk havde, fom man feer, 
og fom det i og for fig var vimeligt, vakt Jons Misnoje, og vi finde 


ham derfor det følgende Aar paa Sigurds Markusfoſtres Parti, da han 


Blev Fangen af Kong Magnus'8 Mænd, men fit Fred, viftnok ved atter at 
fove Erling og Maqnus Troſkab. Fra den Tid af maa han anfees for 
en af Magnus's Filbængere, men neppe en, paa bvis Troſkab man i Fa- 
rens Stund Éunde gjøre ſikker Negning. Dette vifte fig ogſaa fiden efter, 
og overboved fynes han at bave været en Mand, der nærmeft havde egen 
Fordel for Øje, uden med Jver at flutte fig til noget Parti. 


1) Erling omtales Fun i Slægtregiftret i Fagrff. Gap. 215. Da dett Sverres S. 
Gay. 74 heder, at hans Søn Vidfunn i 1183 nys havde tiltvaadt fine Fa— 
drenebefiddelfek, maa han da nys være dad. Vidfunn, da 18 Uar gammel, 
maa være fød 1165. 


4 


4 Magnus Erlingsføn. 


Som Erlings fovnemfte Støtte blandt Lendermændene i den norde 
figfte Deel af Landet maa man anfee Nikolas Sigurdsføn paa Steig, 
afmindeligviis foldet Nikolas Sfjaldvarsføn, fordi hans Moder Skjaldbar 
var en Halvfipiter af Magnus Barfod. Hans vgentlige Hjem og Hoved- 
fæve var, ligefom Faderens, Steig i Engelcen paa Haalvgaland, men han 
opboldt fig ogſaa ofte og fænge i Nidaros, hvor han ejede Gaard, og 
bavde megen Fndflydelfe. Nikolas havde ligeledes været nævnt, da der ef 
ter. Kong Fnge$ Død var Spørgsmaal om at opjtille en Anfører for 
fendermændåpartiet, men ban havde raavdet til, beljt at vælge en Mand 
af Konge-6t, og fort efter lagde ban noffom fin Hengivenhed for Erling 
og Magnus for Dagen ved at gjøre Ende paa Sigurd Markusfoſtres 
Opſtand, idet ban flog ham og Fofterfaderen Magnus, da de vilde an- 
gribe Bergen, og fiden efter fød dem henrette, Da De vare fangne. Nikolas 
maa bave været Erling til for Nytte i Thrøndelagen ved Siden af de 
mange misfornøjede, Der iffe fimde glemme ham den meget afboldte Fre- 
dDerif Kønas Drab, og fom vel beller iffe fandt faa fynderligt Behag I den frøre 
Magt, Erfebiffoppen og Sejftligheden nu fit i Sammenligning med før. Førft 
og fremft blandt disfe maa man nætne Alf Rode, Ottar Birtingå Søn, 
der allerede, uanfert Faderens Svogerffab med Kong Inge, bavde viiſt 
fig fom en ivrig Filbænger af Haafon Herdebreid, og, fom man af Vet 
følgende fan ſtjonne, enten flet ikke elfer fun nodtvungen havde underfaftet 
fig Maqnus. Det famme gjaldt rimeligviis ogſag den fore og vidt for- 
grenede Reins-PEt 1), hvis Hoved, Guthorm Aasulfsføn, i fin Tid havde 
været den førfte til at tage Siqud Mund til Konge, og Hvis Datter, 
Rangrid, var gift med Frederif Køna, hvis Drab, fom det udtryfkeligt 
heder, vakte faa megen Harme blandt hans talrige Paarørende i Thronde— 
lagen 2). Guthorm fevede vel neppe fænger paa den Tid, men Wtten 
repræfenteredes af hans tvende Sønner, Aasulf af hans andet Egteſkab, 
og Baard af hans tvedie, af hvilke Aasulf, fom den ælvdfte, maa have be- 
fiddet Hotedgaarden, Rein, men, da ban ikke efterfod Sønner, være efter- 
fulgt i Befiddelfen af Buard fom nærmefte Odelsmand. Sandſynligviis 
var Dette allerede feet før Magnus Erlingsføns Opbhøjelfe paa Kongetro- 
nen. Reins-Witen var, fom ovenfor nævnt, ogſaa befvogret med den 
mægtigfte Y6t i FJemtefand, ved Guthorm Auftmandsføns Giftermaal med 
Rangrids Halvfyfter Ingerid. I Jemteland maa der ſaaledes og have rørt 


1) Om Reinsætten fe ovf. IL. S. 808, jvfr. Slægttavle No. 5. 

2) Frederié og NRangrid havde ifølge Fagrff. Gap 215 en Datter UAftrid, der 
blev Nonne, fandiynligviis i Reins Klofter, der friftedes af Fru Sigrid paa 
Uuftraat, Baard Guthormsføns Datter, 

















tendermænd og andre Høvdinger i Norge. 5 


fig ſterke Sympathier for Fredrik Kona, og Misfornøjelfe med Erling. 
Den mægtige Wt paa Vuftraat, hvis Hoved emkring 1160 var Eigurd 
Kaaresſon, ftod vifthok i et nøje Slæntffabstorhold til det Danffe Huus 
i Bifen, men fenere fee vi Den paa det nøjefte at flutte fig til Neins- 
AEtten, og Det vimeligfte er Derfor, at den ogfaa tidligere har Deelt Dens 
SInteresfer, faa meget mere fom Forftaaelfen mellem Erling og Gregorius, 
ffjønt de ftode paa vet Parti, iffe var den bedſte. Endog Erkebiſkop 
Gyfteins Frænder, vare, fom man af det følgende feer, livet tilbøjelige til 
at adlyde Erling og Maquus. Peter Burdarfvein, Erkebiſkoppens Naſt— 
foffendebarn, [evede vel neppe fænger, men Sonnen Ulf Fly vptrandte 
fiden fom en af Magnus'8 ivrigfte Modjtandere, og Datteren Sigrid var 
giftet ind i den faafaldte Standhale-WMt, hvis Hoved Baard Brynjulfsføn, 
faldet Standhale '), vel var blandt Dem, Der af Gregorius havde ladet 
fig overtale til at forfade Kong Gyftein og træde over paa Inges Parti, 
men fom Dog fenere vifte fig Erling intet mindre end gunftig. J Det 
følgende ville vi ogſaa finde flere anfrede Mænd fra Fbrøndefagen, der 
benyttede den førfte Anledning, der tilbød fig, for at afryfte Erlings Her- 
redomme. Trods de Fordeke, det tilbød Aviftofratiet i Almindelighed, 
maa de have betragtet Det fom en Ophojelſe af de fydligere Landsdele paa 
Throndelagens Vekoftning. 

I begge Mabdorigerne var Hoffets Gtemning ugunftig for Erling. 
Sveriges Konge var fiden 1161 Karl Sverfesføn, ver i dette Aar 
havde angrebet og dræbt Kong Magnus Henrifsføn, Dronning Ingerids 
Søn af førfte Eyteffal, og en Halvbroder af Orm Kongsbroder, Der, 
fom ovenfor nævnt, bavde taget fin Filflugt til ham. Da Om var en 
ivrig Filbænger af Erling og Maqnus, fan man allerede heraf flutte, at 
Forholdet mellem Kong Karl og Guling maatte være meget fpendt, og 
Der meldes ogfaa udtryffeligt, bande at Levningerne af Sigurd Marfus- 
foſtres Flok efter Dennes Fald tog fin Filflugt til Karl, fom fovede dem 
fin Hjelp, og at Karl Sverfesfons Medbejler til Fronen, Den Dræbte 
Kong Eriks Søn Knut, opboldt fig i Norge fra 1164 til 1169. Og— 
faa Jarlen i Gautland, Byrge Brofa, der efter Kong Magnus Henriis- 
ſons Fald havde egtet hans Enfe, Brigida, Harald Gilles Datter, vifte 
fig fiden fiendtlig ftemt mod Erling. Kong Karl frlv var gift med en 
Syjterdatter af Kong Bafdemar i Danmark, og ftod i det nøjefte Ven- 
ffabsforbund med bam. Allerede Vette, om intet andet, maatte beftemme 
Karls Stilling fige overfor Grling, tdi Valdemar var nu, fom vi ftrar 
fulle fee, Erlings farligfte og mægtigfte Uven. 


*) Ordet standhali betegner, fom det fynes, en Næv. 


6 Magnus Erlingsføn. 


2. Danefongen Valdemars førfte Forføg paa at erhverve Norge eller em Deel deraf. 
e 

Det er ovenfor berettet, hvorledes Erling, ſtrax efter at have faaet 
fin Søn Magnus tagen til Konge å Bergen, drog med ham, Dronning 
Ingerid, Urne Kongsmaag og flere af fine Filhængere til Danmark, for 
at anmode Valdemar om VBiftand imod Haakon Herdebreid og Dennes 
Parti, og hvorledes Valdemar ogſaa fovede at hjelpe Magnus til at er- 
bverve Norges Krone, imod at faa den Deel af Landet, fom de ældre 
Danefonger, Harald Gormsføn og Sven Fjugeftegg havde havt, nemlig 
Viken indtil Rygjarbit. Der tales imidlertid intet om, at Erling virfelig 
fit en ſaadan Hjelp, og Det ſynes overheved, fom om det ifte foftede ham 
faa megen Anftrengelfe at overvinde Haafon.  Muligt, at han ej bebøvede 
ftørre Biftand fra Valdemar, end den, fom beftod deri, at Denne iffe fom 
hans Modftandere til Hjelp; men før Vette alene var rigtignok den betingede 
VPriis altfør bøj. Da Erling nu beldigt havde overvundet førft Haafon 
Herdebreid, og fiden Sigurd Marfusfoftre, uden nogen Hjelp fra Balde- 
mar, fød han ogfaa fin Søn Magnus frone, uden at fpørge Valdemar 
avd, eller at gjøre nogen Mine til at aftræde ham Vifen. Valdemar var 
imidlertid iffe til Sinds at lade det bero bermed, men faa fnart han 
børte, at Erling bavde adfpredt alle fine Modſtanderes Floffe, fendte han 
nogle af fine Mænd med Breve til Erling og Magnus, bvori ban min- 
dede Dem om Den trufne Uftale, og gjorde Fordring paa Viken. - Dette 
Gefandtffab man være indtruffet i Bergen ſtrax efter Kroningen, altfan 
paa en Tid, da Erling mindre end nogenfinde funde føle fig opfordret til 
at efterfomme Fordringer om at afftaa nogen Deel af Riget. Da Er— 
fing bavde modtaget Brevene, raadførte ban fig med fine Mænd om Sa— 
gen, men alle fvarede eenftemmigt, at Danerne ikke frulde faa det aller 
mindfte af Norge, og at Den Fid havde været værft for Landet, da Da- 
nerne bavde havt Magten. Erling holdt imidlertid gode Miner med de 
danſke Sendebud,* og da de trængte pan at han flulde give et endeligt Svar, 
bad han dem at vente lidt indtil Hoſten, og Da følge med bam til Viken, 
hvor ban vilde give dem Gvar, naar han førft bavde hørt De forftandigfte 
Vikverjers Mening. Sendebudene fandt fig heri, og Droge om Hoſten i 
Følge med Erling til Vunsberg. Herfra fendte Erling Mænd over til 
Sarpsborg, vg lod tilftevne Borgarthing for De fire Fylker, bvoraf Vi— 
fen nu beftod. Til den beftemte Fbingtid begav Erling fig derben med 
fit Folge, bvoribfandt Danefongens Sendemænd. Da FIbinget var fat, 
traadte Guling frem, underrettede Forfamlingen om, hvilken Uftale ban 
tidligere havde indgaaet med Danefongen, og fagde, at ban vilde holde 
den, hvis Bønderne i Vifen ſamtykkede i, heller at tjene Danefongen, end 
Magnus, Dev nu var indviet og fronet til Riget. - Bønderne fvarede: 





1164, Kong Valdemars Fordringer paa Vifen. 7 


for ingen Priis ville vi blive Danefongen8 Mænd, faa lange en enefte 
af os Vifverjer ev i Live." Og dermed lob hele Thingalmuen og med 
Raab og Sfrig, bad Erling at holde de Eder, han havde aflagt til hele 
Landets Folk, om at forfvare Sønnens Nige, og fagde at de alle heri 
vilde ftaa ham bi. Nu bævedes IJbinget, og med denne Beffed maatte 
de danſke Sendebud drage tilbage.  Herover opftod der, fom venteligt var, 
for Harme ved Kong Valdemars Hof. Der hørtes mange haarde Udla- 
delſer om Erling, faavel fom om Nordmændene i Ulmindelighed. Det vifte 
fig altid, fagde man, at De opførte fig flet, naar det fom-til Stykket, og 
Der gift Ord om, at Kongen til næfte Aar felv vilde drage med en Hær 
til Norge, for at tugte dem. Hertil opfordrede8 han ogfaa paa det iv- 
rigfte af Sigurd Marfusfoftves fordrevne Jilhængere, Der, fom vi oven- 
for have feet, bavde taget deres FJilflugt til ham, Da det vifte fig, at Kong 
Kart ej funde udrette noget for Dem !). 

Valdemar behøvede neppe at overhænges af deres Bønner og Op» 
fordringer, for at nære den ſtorſte Lyſt til at angribe Grling, men han 
fandt det nok iffe raadeligt at bjemføge Nordmændene, førend han under» 
baanden havde forvisfet fig om, at Stemningen var faa gunftig for barn, 
fom bine Flygtninger paaftode. Han fendte derfor om Vintven 1164 nogle af 
fine Mænd til Norge, for at underføge Stemningen og bearbejde Ge— 
mytterne, fornemmelig i det Throndhjemſke, bvor Erling, fom Flygtnine 
gerne funde fortælle bam, harde de flefte Modſtandere. Udſendingerne vi- 
fte fig naturligvis ikke i nogen offentlig Gharafteer, men foregave fun at 
De Droge Pilegrimsferd til St. Olafs Helligdom, hvilfet i den FTid var 
fædvanligt over belte Norden. Men da de fom til Ihrondhjem, vopføgte 
De mange af de mægtigfte Mænd, aabenbarede dem fit egentlige rende, 
og bragte Dem den Hilfen fra Danefongen, at bvis de vilde gjøre falles 
Sag med ham, naar han fom til Landet, ffulde han belønne dem med 
Penge og Forleninger. De fremlagde ogfaa Breve, udftedte af Kung Val- 
demar under bans Segl, hvori Det bed, at ban med Det førfte vilde gjøre 
et Fog til Norge og underfægge fig Landet, hvilket ban nu betragtede 
fom fit Avvegods, men at ban, bvis Thronderne Da vilde gjøre fælles 
Gag med ham, føulde gjengive Dem den famme Anſeelſe, fom de i for- 


1) Disfe Flygtninger ere fandfynligviis de Nortmaænd, der i ſtor Mængde (in- 
numerabiles viri boni & honesti, Dani & Normanni) undertegnede fom 
Vidner et Gavedrev, Biffop Abfalon omkring 1164 udftedte til Esrom Klofter. 
GSarftilt nævnes af disfe Anund og Finn med Følge (ego Anunt et Fiat 
frater meus, Normanni ambo, et homines nobis attinentes), af hvilfe man 
ved Anund Éunde tænfe paa Høvdingen Anund Simonsføn, hvis han foruden 
fin i 1160 afdede Broder Andreas endnu har havt en yngre Broder, Finn, 
hvilfen Sagaerne ej omtale. 


8 Magnus Erlingsføn. 

dums Dage havde hart fremfor Landets øvrige Indbyggere, ja maaftee 
endog udnætne en ibfandt dem til Konge eller Landshøvding. Med Bre- 
vene fulgte tillige Foræringer. De flefte, til hvem Udfendingerne hen— 
vendte fig, laante et Villigt Øre til disſe Ovfordringer, og gave endog 
Brev og Segl paa, at Ve vilde underkafte fig VBalvemar, og at Erling, 
om ban vovede at komme indenom Agdenes, ikke ſkulde flippe derfra med 
Livet. Med disſe Breve og Hilfener droge de danſke Sendebud fydover 
henimod Udgangen af Langefaften (1165). 

Erling var om Høften vendt tilbage til Bergen, Hvor han tilbragte 
Vintren og i Kong Magnus's Navn udbetalte Hirdmændene deres Sold. 
Henimod Vaaren, da der begyndte at fomme Fragtffibe til Bergen fra 
Det Forondbjemffe, fortalte hans Venner ham, at de af Folk ombord paa 
Disfe Skibe havde hørt, at FTorønderne nu vare fiendtligt ftemte mod ham, 
og fagde faa lidet Dølgsmaal paa Deres HFiendffab, at de endog paa 
Thingene [ode fade Truſſer om at hevne Frederif Kønas Drab, og at 
Det ikke ffulde befømme Erling velat gjefte Dem. Men Culing vilde ikke 
øre noget berom, og paaftod at det maatte være Løgn og Opvigtelfe. 
Han tilfjendegav, at han vilde drage fyd til Gayndagething paa Onarheim 
og [od til den Ende Bøfefuden og en Femtenfesfe fuldftændigt udrufte og 
bemande. Mandfkabet fnurrede herover, tbi Der blæfte en baardnatfet Søn- 
Denvind, mod bhvilfen de gruede for at ro, og. de ytrede at Erling gjerne 
funde have fpart fig Denne Nejfe, da han intet havde paa Thinget at be 
ſtille. Uden at ænfe dette, [od han Mandagen i Gagndagene (10de Mai) 
efter Mesfen blæfe til Indftibning, under Straf paa Liv eller Lemmer 
for enbver af De indffrevne, der ej indfandt fig: han vilde nemlig, bed det, 
fænge ud fra Byen firar efter Noon. Der blev dog ej af nogen Ud— 
fejfing førend Firsdag Morgen tidligt. Da forſt var alt Mandffabet fam- 
fet og ordnet. — De roede ud til Biffopshavn, en Fjerdingsvej nordenfor 
Bergen. — Her fagde ban til fine Mænd: ,jeg hører faa megen Knurr 
ibfandt Eder, fordi I fulle ro mod Vinden. Satter derfor Maſten op, 
og fad os fee, hvor burtigt Sneffen gaar under Sejl!“ Det ffede, og nu 
gif. Farten nordefter for firygende Meddør bele Firsdagen og den paa- 
følgende Onsdag I. 12te), faa at de allerede om Natten mellem denne 
og Thorsdagen (Chriſti Himmelfartsdag) fejfede ind om Agdenes. Der 
traf De mange andre Fartøjer, ftørre eller mindre, med Folk, der agtede lig 
ind til Byen for Feftens Styld. Blandt denne Mængde Svjl lagde man 
ikke fynderligt Moærke til Langſkibene, og Erling fom faaledes ganſke uven- 
tet og ubemerket op i Elven, juft fom der ev funget Ottefang oppe i 
Chriſtkirken. Han fil fnart Nys om, at Alf Rove iffe var I Kirfen, men 
endnu fad bjemme og drak med fine Mænd. Did ilede han Da førft med 
en Sfare Bevæbnede, fom aldeles uforvarende over Ulf, og dræbte ham 


nl 


1165. Throndernes Stemplinger firaffede. 9 


med de flefte at de tilftedeværende. Siden gif han omkring og ranfa- 
gede i andre Gaarde efter Fiender. Man traf nogle faa, der bleve drabte; 
de flefte vare i Kirfe, Nogle reddede fig ved Flugten.  Endnu den famme 
Morgen fod Erling blære til Ørething, hvor em Mængde Folk indfandt 
fig Her antlagede han Thronderne veent ud for Landraad og mordift 
Anflag mod Kongen og bam felv, og nævnte fom Hovedmænd den even 
omtalte Baard Standhale faavel fom en Paal Andresføn og en anden mægtig 
Mund, faldet Rasſe-Baard, ver paa den Tid var Gjaldfere i Byen !), fore 


uden flere Andre. «De anklagede ertlærede Beftyldningerne for falffe, og Nas- 


fe-Baard, en meget veltalende Mand, forfvarede fig og De øvrige i et 
fængere Foredrag, der fluttede med, at Erling not ſkulde fomme til fort, 


naar de med Vidner og Ed godtgjorde fin Uſkyldighed. Da bod Erling 


fin Kapelfan trævde frem. Han gjorde faa, og holdt en heel Deel Breve, for= 
fynede med FJndfegl, i Vejret, idet ban fpurgte om Thronderne fjendte fine 
Indſegl igjen. Brevene, De felvfamme, fom de danſke Sendebud havde faaet, 
bleve oplærte, og de indeholdt alle, at Thronderne forenede fig om at dræbe 
Kongen og Grling, Hvis de faa fit Suit dertil. Erling tog derpaa igjen 
Ordet, og fagde: „du forfifrede nys din Uſkyld, NRasfe-Baard, idet du flog Vig 
for Sryftet; men af dit Bryst udgik dog aller førft disfe Raad!" Baard funde 
iffe (ænger fige noget til fit Forfvar, men faldt aldeles til Fode paa Naade og 
Unaade, med dDisfe Ord: , Dengang, Herre, var jeg ør i Hovedet, men angrer 
det nu: alt ftaar nu i Guds og Eders Bold.” De øvrige havde ligele- 
des ingen anden Udvej end at voldgive hele Sagen ubetinget til Erlings 
Dom. Og da Skaanfombed juft itte hørte til hans Eyenffader, maatte 
De flefte betale overvættes ſtore Pengefummer, og Alf Rode tilligemed de 
andre dræbte bleve dømte ugilde.  FDerpaa vendte ban I Haſt tilbage til Ber- 
gen. Thronderne, tagne ved Overraffelfe, vare vel blevne fteaffede og tildeelg 
pdmygede, men deſto mere fteg deres Had til ham, og det vilde neppe 
engang have været raadeligt for ham at opholde fig langere iblandt 
dem 2). 

Efter en Beretning, der tillige gjengive8 af Snorre Sturlasfun, ſkul— 
de den hele foregivne Budfending fra Danmark være et liftigt Spil af Er— 
fing, for at opftille en Snare for de af bam mistænkte throndhjemffe Hove 
Dinger; Sendebudene ffulle have været uvdfendte af ham folv, og fiden have 
fedfaget bam paa Nejfen til Nidaros, hvor de paa hans Bud ffulle have 





1) Sualcdes maa vel Ordene hann haföi på bæjarbygö forklares. Disſe Ord 

a findes for Reſten iffe i Fagrffinna, der heller itfe nævner Baard GStand- 
hale og Paal Andresfon, men hvis Beretning ellers i alt dette er fulgt fom 
den fandfynligfte. 


2) Af Fagrffinnas Ytringer fremgaar det tydeligt, at han føyndte fig tilbage 
førend Thronderne fom til Befindelje efter Overraffeljen. 


10 Magnus Erlingsføn. 


traadt frem paa Ibinget og gjentaget Ord for Ord, bvad enbver af 
Hovdingerne, navnlig Nasfe-VBaard, ffulde have fagt*). Men den ældfte 
Beretning, Der næften maa anfees$ famtidig med VBegivenbeden *), in- 
Deholder intet herom, og Den ligeledes famtidige Sarv figer udtrykkeligt, at 
Valdemar ved et „hemmeligt Geſandſkab“ følte fig for hos Nordmændene, 
og, da ban erfoor at Stemningen var gunſtig for ham, ſtrax tilteaadte fit 
Tog til Norge 3). Det rimeligfte er derfor, at bine danffe Mænd virke 
fig vare udfendte af Valdemar, men at enkelte af Dem ere blevne opfnape 
pede paa Filbagerejfen efter bemmelig Foranftaltning af Erling, Der vift 
iffe bar undladt, Den hele Tid at holde vangent Øje med Valdemar, og 
fom not funde bave De Venner ved Dennes eget Hof, der ej undlode at 
give ham Nys om Valdemars Planer. Man maa her førft og fremft tænke 
paa Orm Kongsbroders Halvtroder Buris Henriksſon, der ſtod i et fpendt 
Forhold til Kongen, og i det mindfte et Par Aar fenere, fom det i det 
følgende vil fres, beffvldtes for at ftaa i forrævderfr Forbund med Erling 
ſkakke. Det ſynes ogfaa næften utroligt, at faa mange Høvdinger I Thron— 
derfagen tilhobe ſkulde have ladet fig i den Grad føre Lag Lviet af falffe 
Udfendinger og Breve, at ve endog flulde fompromittere fig ved fkriftlige 
Tilſagn. Men Grling gif I ect og alt faa hemmelighedsfuldt til Verks, 
at Mængden neppe nogenfinde blev ret flog derpaa, faa at forfkjellige Be— 
retninger derom opftode. De flefte have vel nærmeft havt Harald Haard= 
raades befjendte Lift for Øje, og tæntt fig Sagen tilganet omtrent paa 
fignende Maade *). 

Valdemar havde imidlertid famlet en betydelig Flaade, med hvilken 
ban drog nord til Vifen. Han og bans Mænd ftode, fom man af Saros 
Ord maa flutte, i Den Ivo, at Erling iffe bave tordet oppebie Dem, men 


1) Magnus Erlingsfens Saga i Hrokffinffinna Gap. 15-—17; GSnorre Gap. 
23-26. Denne Beretning lægger ogfaa en ſarſtilt Bebrejdelje til Rasſe— 
Baard i en af de Danffes Mund, der ſkulde have fagt: ,,faaledes falte du, 
Nasfe:Baard, og flog dig for Bryftet: fra dette Bryft fom aller førft alle 
disfe Raad”, Det er imidlertid vanffeligt at føjønne, hvorledes Baard 
ſkulde fomme til at ytre disfe Ord for Udfendingerne, derimod har han aaben= 
bart, da Beffvldningen blev fremfat, førft flaaet fig for Bryftet og anſtillet 
fig ganſke uffyldig, men Erling fiden fpottet derover, da Beviferne mod Ham 
vare fremlagte. 3 

2) Nemlig i Fagrffinna, Gap. 272. Denne har viftnok her, fom elleré, paa 
det nærmefte ftemmet med Morfinffinna, hvis oprindelige ert maa antages 
famtidig med disſe Begivenheder, men hvor de Blade, der indeholdt Beret- 
ningen derom, nu ere tabte. Fagrſtinna vifer fig overhoved ber, byor der 
i Sagaerne herffer megen Forvirring, rimeligere og mere fiemmende med 
GSaro, end de førre Kongefagaer, fom det i det folgende vil fres, 

3) Saxo, S. 793. 

2) Se ovenfor II. S. 247 —249. 


1165. Song Baldemars førfte Tog til Norge. 11 


af Frygt begivet fig til RigetS nordligfte Egne 1). Der ſkal endog have 
været Spørgsmaal om at forfølge bam, men deres Mening bave frjvet, 
fom fandt Det randeligit, førft at Dagtbinge med Landets Indbyggere. Vale 
demar fagde faaledes ind i Elven, og [od Budſtikken gaa for at kalde Ul- 
muen til Things, fandfynligviis paa Elvebaffen ovenfor Kongehelle, bvor 
Hvbdingstbingene for Ranafylfe plejede at holdes. De fremmødende Bon— 
Der opfordrede han til at bylde fig fom Konge Men Elbboerne fvarede 
forfigtigt, at de I dette Stykke vilde vette fig efter, hvad FJndbyggerne i 
den nordre Deel af Viken befluttede, og tjene Den Konge, De antoye ?). 
Valdemar drog Derfor novrdefter til Sarpsborg, og fod tilftevne Borgar 
thing. He, figer Saxo, fif ban Kongenavn af Vifverjerne, og ufandfyn- 
figt ev Det ikke, at endel af Sigurd Markusfoſtres Jilbængere have været 
tiljtede og hyldet ham. De egentlige Bønder vilde Dog intet høre om at 
underfafte fig Danefongen, men famlede fig i bevæbnede Floffe i de pvre 
Egne, medens Der fendtes Jilbud nord til Erling, for at underrette ham 
om Valdemars Nærværelfe 35). Valdemar drog op over Folden til Funs- 
berg; uden nogenftedé at eve Fiendtligheder. Men overalt lagde Indbyg— 
gerne Det beftigfte Fiendffab for Dagen, og bvor fom helſt hans Skibe 
nærmede fig Kyſten, fom de, fom bvefandt fig i Narheden, om Det faa fun 
var een eller to, fødende til og ffjød par Dem. I Funsberg flugtede Erlings 
Jilbængere op paa det bøje Bjerg nordenfor Byen, hvor der allerede da 
var en Befæftning. Og at disfe, fom Saxo falder nogle faa," i Virkelig 
beden maa bave været de flefte af Byens Borgere, fres af hvad han felv 
fremdeles beretter, nemlig at Valdemar, ,tilfidefættende Grumbed for reli- 
giøfe Henfyn, ikke tillod at man fatte Id paa Byen, af Frygt for at 
ogſaa Kirferne derved vilde blive ødelagte.” Der var nemlig altfaa Fale om at 
opbrænde Byen, bvilfet der dog ej funde have været, hvis Fleerbeden af Bor- 
gerne bare forbleyne deres Huſe, og havde hyldet Valdemar. Valdemar 
fod tilftevne Haugatbing, men ingen af Heredernes Indbyggere fremmødte 4), 
fige faa lidt fom nogen af Gejſtligheden, hvilket fidfte dog Saro mere tilftvi- 


)) GSaro, S. 793. Denne tilføjer, at han til denne Rejſe havde udruftet nogle 
faa og letfejlende, mere til Flugt end til Strid pasfende Skibe. 

?) Fagrffinna Gap. 273. Dette fynes rimeligere, end hvad Saxo fortæller, at 
han firar blev modtagen af Folket med den ſtorſte Enthufiasme (magnå 
plebis alacritate), 

3) Saro, S. 794, Fagrffinna Gap. 273. Denne omtaler Borgarthing, uden 
at melde noget om hvad der paa dette befluttedes.  Mugnus Erlingsføns 
Gaga i Hryggjarftykfe og hos Snorre nævner Hverken om Thinget ved Elven 
eller Borgarthing. 

2) Magnus Erlingsſons Saga Gap. ISI, Snorre Gap, 27. 


12 Magnus Erlingsſon. 


ver Fædrelandsfjærlighed, end Hengivenhed for Erling. Derimod fom, 
figer han, Orm Kungsbroder, og tilfagde Valdemar fin Lydighed, Dog den 
Troſkab uforfrænfet, han føyldte Kong Magnus). Dette fan neppe for- 
ftages anderfedes, end at Orm Kongsbroder, der, fom ovenfor nævnt, ſy— 
nes at bave været Befalingsmand i Viken under Erlings Fraværelfe norden= 
fjelds, havde begivet fig til Valdemar for at underbandle med ham og ved 
Truſler eller Overtalelfer faa ham til at Drage bort med det Gode. Viſt 
ev Det, at Baldemar forføjede fig bort.  Vore egne Sagaer melde fun, 
at da ban merfede, bvor fiendtligt Jndbyggerne vare ftemte mod ham, 
erffærede han felv for fine Mænd, at ban beller vilde Drage bjem til 
Danmark, «nd herje i et Hriftent Land, faa meget mere fom der var Lande 
nof at berje og Nigdomme not at vinde hos Hedningerne i Auſtrveg. 
Saro figer derimod, at Det var Mangel paa Proviant, fom nødte ham til 
at vende tilbage. Hvorledes det end forholder fig, er det temmeligt klart, 
at Orms foregivne Lydighedsløfte fun bar været en almindelig Hofligheds— 
form, paa bvilfen. Saro og andre, der ikke fjendte faa nøje til Sagen, 
have fagt en altfor ftor Vegt. - Valdemar vendte tilbage, fom. Det figes 
til ftor Utiffredshed for hans Mænd, der havde den ftørfte Lyſt til at herje, 
men fom nu maatte nøje fig med at plyndre paa de Udøer, de fom forbi, 
og for Neften Hift og her, hvor Kongen felv ej var tilflede. Med Valdez 
mar fulgte De Vifverjer, Der havde ladet fig forlede til at bylde ham, og fom 
nu iffe vovede at blive tilbage, af Frygt for Den Straf, De af Erling 
funde vente fig. | 

Erling havde ved Gfterretningen om Valdemars Ankomſt flrar ladet 
udbyde Almenning i bvert Fylke, og blev der, heder det, Da I ethvert Fylke 
bygget mange Langitibe, faa at hvert Langſkib, fom udruftedes, var nyt, 
om end iffe ganffe fuldfærdigt*). Men hvor hurtigt man end i bine Dage 
funde bygge et Skib, er Det Dog aabenbart, at den Flaade af nye Skive, 
fom faaledes tilvrjebragtes, ej funde fomme ijtand førend benimod Som— 
merens Ende, Da Valdemar for længe fiden var bjemme, og Da Der neppe 
fænger funde være Fale om at foretage et Tog til Danmark. Erling gav 
Derfor Ledingshæren Hjemlov, da ban fom til Lindesnes, og ber fik bore 
åt Dunebæren allerede var borte.  Vore Sagaer fejle nabenbart, naar de 
fade Erling med en Deel Lendermænd umiddelbart Derfra fejle over til FIyl-. 
fand, og der endnu finde en Deel af Valdemars Flaade famlet. Dette Tog 


1) Saro, S. 794, 795. , 
2) Fagrffinna, Gap. 273. Magnus Erlingsføns Saga Cap. 18, Snorre 
Gap. 27 


1165. Kong Valdemar drager Hjem fra Bien. 13 


foregif, fom Det i det følgende vil fres, forft to Mar fenere. Erling felv 
begav fig til fit Hjem, enten i Bergen eller paa Stødle, idet ban vel tvo- 
 ede den Fare, Der truede Viken, for det forſte afværget 1). 


1) Ved dette Tidspunkt begynder Kongefagaerneö Beretninger for de følgende 


fem Aar, indtil Fredsflutningen med Danmark, at blive faa forvirrede og 
ufuldftændige, og deres Ordning af de faa Begivenheder, fom fortælles, faa 
ftridende med den rette Tidsregning, at man alene Fan finde Rede deri ved 


at tage andre Kildeffrifter, fornemmelig Saro og GSturlungafaga, til Hjelp. 


—— 


Det er derfor her det meſt pasſende Sted, i Korthed at paapege Kongeſa— 
gaernes Vildfarelſer, og antyde Maaden, hvorpaa de maa berigtiges. 
Magnus Erlingsſons Gaga i Hryggjarftyffe og hos Snorre omtale, fom 
oven anført, firar efter Kroningen 1164 Kong Valdemars Gefandtffab til 
Erling og dennes Beføg i Viken famme Aars Hoft, famt derefter de danſke 
Sendebuds Unfomft til Throndhjem den følgende Vinter (1164 —65), Erlings 
Beføg der og Forhandlinger med Thonderne ved Ghrifti Himmelfarts Tid 
(1165) og Valdemars Tog til VBifen famme Aar.  Hidtil er alt rigtigt. I 
famme Orden, men med nogle faa Ufvigelfer, fortalles de famme Begivenhez 
der i Fagrffinna. I begge Sagaer tales derpaa om Ledingen, fom Erling 
udſkrev, og fom han gav Hjemlov, da han ved Lindesnes fit høre at Valde: 
mar allerede var borte, Ogſaa dette errigtigt. Thi at denne Leding, med 
paafølgende Hjemlov, maa ftaa i Forbindelfe med et af Valdemars Tog til 
Norge, er Élart, og at dette ej fan være hans andet Tog, fres af de Be— 
givenheder, fom da forefaldt, hvorom mere i det følgende. Men her begyn: 
der Forvirringen. Begge Sagabearbejdelfer lade Erling umiddeldart fra Lin: 
desnes gjøre Joget til Ivlland og holde Slaget ved Dyrsaa, hvilket de føl- 
gelig benføre til Uaret 1165. Derfra lade de Erling ſtrax vende tilbage til 
Norge, og den udførligere Bearbejdelfe figer nu, at der en Jidlang (um hrid) 
var Ufred mellem Danmaré og Norge, Fagrféinna, hvad der omtrent Éom- 
mer ud paa det famme, at Kong Valdemar - forbød al Sfibsfart mellem 
Danmark og Viken, hvilket Vifverjerne ej kunde udholde. Men endnu famme 
Hoſt (1165) fader den udførlige Bearbejdelfe Fru Ghriftina gjøre Hiin Rejſe 
til Danmark for at mægle Fred, fom vi omtale nedenfor, S. 30, og op⸗ 
holde fig der om Vintren (1165—1166); den følgende Vaar (1166) lader 
den Erling drage til Danefongen, opholde fig hos ham en Stund, flutte 
Bred, og drage hjem. Under hans Ophold i Danmaré, heder det videre, 
begyndte Hetteforinernes Opftand; Erling begav fig til Viken og opholdt 
fig der om Vintren; den følgende Kyndelmesfe (Febr. 1167) føede Overfaldet 
ved Rydjokel; Sommeren (1167) opholdt han fig i Bifen, meft ombord paa Ski— 
bene (Gap. 24, Snorre 38); endnu en Vinter forløb, hvor der ej tales om 
hvad Erling tog fig til (1167—68), men om Vaaren (1166) drog han øfter 
til Bifen, og flog Olaf ved Gtanger, hvorefter Flotfen oplefte fig, og Olaf 
flygtede til Danmart. Fagrffinna (Gap. 273—276) nævner intet om Fru 
Chriſtinas Rejſe, men fortæller Fun, uden nogen nærmere Jidsangivelfe, at 
Vikverjerne opførdrede Erling til at flutte Fred, og at han begav fig til 
Kong Baldemar, hos hvem han opholdt fig hele VBintren, hvorpaa Freden 
fluttedes den følgende Baar. Derpaa, ligeledes uden Sidsangivelfe, fortælles 
der om Hettefoeinernes Opftand, Erlings Ophold i Viken den følgende Vin- 
fer, Kampen ved Rydjokel den paafølgende Kyndelmesfe, og berpaa, frembe- 


14 Magnus Erlingsſon. 
3. Hettefveinernes Opſtand og Krigen med Danmark. 


Valdemars Beſog blev Dog, fom man feer, iffe uden Følger, idet 
Erlings Modftandere paa Oplandene nu atter begyndte at rejſe Hovedet 
i Bejret.  Sandfynligviis have ogſaa Deels Ve danſke Udfendinger Vintren 


les uden nærmere Jiddangivelfe, end at det ffede , noget fenere”, om Slaget ved 
Stanger og Olafs Flugt. 

I den udførlige Sagas Fremftilling fporer man allerede en Selvmodfigelfe 
hvor det heder, at der ,,en Jidlang" var Ufred mellem begge Niger, uagtet 
der dog allerede famme Hoſt underhandledes om Fred, der Fom iftand næfte 
Aar, hvorved der altfaa ej funde være nogen Anledning til Krigsforetagender, 
og følgelig feller itfe ,,en Jidlang' være Ufred, Fagrſkinna har her et For- 
trin, for faa vidt fom den ikke nøje betegner Tiden, da Erling rejfte til 
Danmaré, hvilket efter dens Ord lige faa godt Fan have fundet Sted i 1169 
eller 1170, fom i 1165. Heller iffe fætter den Beretningen om Hettefvriner= 
ne i nogen dronofogiff Forbindelfe med den danffe Krig og Fredsforhandlin- 
gerne. Saaledes fom begge Dele fortælles i Fagrjfinna, kunde de meget 
gjerne være famtidige VBegivenheder, af hvilfe Fortælleren førft har villet 
berette den ene til Ende, førend han begyndte paa den anden. 

Men om endog JFagrffinna for faa vidt er rigtigere, har den dog lige 
fuldt de famme Huller og Mangler i Fortællingen, fom den anden WBearbej- 
delfe.  Gjennemgqar man nemlig Garo for disfe Aar, vil man finde, at 
Kong Valdemar iffe gjorde eet, men to Tog til Norge, det ene i 1165, det 
andet i 1168 (f. nedenfor S. 24), at Erlings Tog til Jylland og Slaget Ved 
Dyrsaa ej foregif i 1165, men i 1167, og flod i den nøjefte Forbindelfe med 
Buris Henrifsjøns Forræderi og Straf, famt endelig, al Erlings Nejfe 
til Danmart og Fredsflutningen famme Aar forberededes paa Nigsforfam- 
tingen i Ringfted 1170, og fandt Sted ftrar efter denne. Alt dette fortæller 
Saro faa omftændeligt, og i det hele taget med faadan Sagtundffab (han 
havde for en ſtor Deel været Djevidne til det mefte, og havde Lejlighed til 
at erfare alt fra førfte og dedfte Haand), at man ej fan tvivle om Nig- 
tigheden deraf i det Væfentlige, fornemmelig hvad Jidsregningen angaar. 
Ogſaa Knytlingafaga Gap. 124 henfører Fredsflutningen til famme Aar fom 
Modet i Mingfted, altfaa 1170; Buris's Ufftraffelfe omtales i Ryklo— 
ſters Unnaler ved LIG7, ja endog de istandffe Unnaler, fom for øvrigt i 
de danff-norffe Unliggender følge Kongefagaernes Tidsregning, lade dog 
Buris blive afftraffet 1167. 

Ogſaa Grurlungafaga I. 40 kommer, ved nøjagtigt, Uar for Aar, at 
omtale Jslændingen Ave Ihorgeirsføns Hændelfer, til at indeholde vigtige 
Data til Berigtigelfe af Jidsregningen. Are, figes der, tog Jjenefte Hos 
Gviing og deeltog med ham i Slagene ved Junsberg, ved Geffen og paa 
Mee (Fedr. 1163.) Vaaren efter vejfte Are til Jsland, og tilbragte der to 
Vintre (1163—64 og 1164—65.) Sommeren derefter drog han med fin Bro: 
der Ingemund til Erling, hos Hvem de opholdt fig om Vintren (1165—66) i 
hans Hird. Her er der faaledes ikke nogen Tale om at Erling føulde have 
tilbragt denne Vinter i Dafimarf, Samme Vinter begyndte Hettefveinernes 
Opſtand; Ute indfrillede fin paatænkte Nejfe til Island, og ledſagede Erling 
om Sommeren øfter til Viten: dette forudfætter, at Erling havde tilbragt 


1166. Olaf Gudbrandsføns og Hettefveinernes Opftand. 15 


førud, deels flere af Siqurd Markusfoſtres forrige Filhængere i Viken, 
under Valdemars Opbold i og ved Sarpsborg bearbejdet Gemytterne I De 
nærmeft tilgrændfende Dele af Oplandene. Thi jujt i disje Egne frem- 


Bintren og Baaren i den vefilige Deel af Landet, fandfynligviis i Bergen, 
Slaget paa Rydjøfel, hvor Ure faldt, fandt efter Sturlunga-Saga Sted Ulle 
helgensdag (1 Novbr.) om Heften i famme Aar (1166,) itfe, fom Kongeja- 
gaerne have det, i Febr. 1167; at Sturlungafagas Ungivelfe her ev den rette, 
vil ſtrax nedenfor blive vift, og dette, i Forening med den nøjagtige Fordez 
ling af Begivenhederne paa hvert Aar, give Sturlungafagas Ungivelfer her 
mere Siltro end Kongejagaernes, 

Det er faaledes klart, at Kongefagaernes VBeretninger om GForhandlinz 
gerne med Danmark ej funne benyttes anderledes, end som Materialter til 
at fuldftændiggjøre og i enkelte Biting at berigtige Saxos nøjagtigere For— 
tælling, og at navnlig deres Sidsregning, ifær faadan- fom den opftilles i 
den udførligere Bearbejdelfe, aldeles maa tilfidefættes. For det førfte er der 
mellem Erlings Ledningsudbud i 1165 og Glaget ved Dvyrsaa et Hul af 
belte to Har, hvilfet Kongefagaerne ganffe have overfprunget, og fat Toget 
til Jylland i umiddelbar Forbindelfe med hiint. For det andet tie de alder 
les fille om Buris's Affærer, Erlings VBefag i Gjæland og Halland m. m., 
og endelig om Valdemars Tog til Norge 1168, hvorved de atter Fomme til 
at gjøre et Spring lige fra Dyrsaa-Slaget til Fredsunderhandlingerne. Og 
hvad der endelig fuldftændiggjør Forvirringen i den uvdførlige Gaga, ev 
at Hettefveinernes Opftand her figes at være begyndt efter Eulings Op— 
hold i Danmark, hvorved enten dette maa henføres til 1166, eller Op— 
ftandens Begyndelfe til 1170, begge Dele lige urigtigt. Den vven antys 
dede Omftændighed, at Fagrffinna, hvis Jert her, fom andenfteds, maa an- 
ſees ældre og mindre bearbejdet end den anden, og mere er mangelagtig, end 
den egentlig fejler mod Tidsregningen, giver her nogenledes Nøglen til at 
forflare den vidtløftige Kongefagas Aronoloyiffe Fejl. Fortællingen om 
Krigen og Forhandlingerne med Danmark har, det lader fig nu vanffeligt 
fige hvorfor, været faare mangelagtig, men ikke nok med, at Hullet mellem 1165 
og 1167 er fammendraget ved at henføre Dyrsaaflaget til 1165, har Konge: 
fagaens Bearbrjder endog ladet Fredsunderhandlingerne begynde famme Høft, 
medens Fagrffinna dertil ej nærmere angiver Tiden. Thorlacius har i Forz 
talen til Bdie Bind af Folioudgaven af Snorre fremfat den ikke ufandfynlige 
Gisning, at der i det oprindelige Haandførift af denne Bearbejdelje ikke har 
ftaaet um haustit (om Høften d. e. den beftemte Høft 1165,) men um haust 
eitt (en Hoøft uden nærmere Angivelfe af Aaret), men vift er det, at alle de 
nu erifterende Haandførifter have haustit.  Fejlen er derpaa bleven gjort end 
værre, idet Bearbejderen, forledet deraf, at den af Fortællingen om de danft: 
norffe UAnliggender (fom det af Fagrffinna fres) aldeles uafhængige og 
dermed parallelt løbende Beretning om Hettefveinernes Opftand, rimeligviis 
ogfaa i den af ham benyttede Sagaffrift har fulgt bagefter hiin, — uden Viz 
dere og paa egen Haand (thi i Fagrſtinna er det ej ſkeet, altfaa vel heller 
ikke i den ældfte Sagatert) har indfliffet en urigtig dronologiff Beftemmel- 
fe, nemlig at Opftanden begyndte, medens Erling var i DanmarÉf, Men da 

* man nu, ſom det af de islandſke Annaler ſees, var temmelig paa det Rene 
med Tidsregningen for Opſtanden, fom altſaa Fejlen paa Fortællingen om 


16 - Magnus Evlingsføn. 


ftod Der i Lobet af Vintren mellem 1165 og 1166 en Fronprætendent, 
nemlig Dlaf, Søn af Kong Eyſtein Magnusføns Datter Maria og biin 
Gudbrand Sfavhoggsføn, der faldt tilligemed Kung Inge i Slaget ved Oslo 
1161). Olaf opfoftvedes hos en mægtig Mand ved Navn Sigurd 
Manbhatt, der efter en Beretning flat have havt hjemme øfter i Vien, 
efter en anden paa Oplandene, altfaa rimeligvis — hvad ogſaa de føle 
gende Begivenheder vife — etfteds i den Egn, hvor Oplandene og Vifen, eller 
Raumarike og Borgarfysfel ftøde fammen, i Nærheden af Øyeren ?). Olaf, 
Der paa Denne Tid maa have været voren, fif ved fin Fofterfaders Hjelp 
en Flof bragt paa Benene, til bvilfen mange Mænd fluttede fig; De 
Droge fig op til Marfer og derfra til Oplandene, hvor Olaf ffal have 
faaet Kongenavn. De bleve fnart temmelig mandſterke, men vovede fig 
Dog iffe ned til Kviften, da Lendermændene og Kjøbjtædernes Befalings- 
mænd vare ivrige Filhængere af Magnus. J det hele taget fynes Flokken 
fun at have bevæget fig i en fnæver Kredé. 

Da Erling fit Efterretning om denne Opftand, traf han forſt og 
fremſt Forboldsregler til at ſikre Kjøbftaden og Sfibene for dDet Fil- 
fælde, at Orrørsfloffen féulde voave at angribe dem. - Ud paa Sommeren 
begav ban fig felv til Bilen 3), og tilbragte nogen Tid ombord paa fine 





den danffe Krig, og fneg fig fra Sagaerne ind i Annalerne. Ut Opftanden 
begyndte 1166, bliver af Sturl. Sagas Angivelfer utvivlfomt, og at Valdez 
mars Tog 1168 ftod i den nærmefte Forbindelfe med Hettefveinernes Opz 
bold i de ydre Egne af Viten, hvilfen Sagaerne ogfaa henføre til dette Aar, 
ja at Saro endog, ffjønt i dunkle og mere almindelige Udtryf, omtaler dem, 


vil i det følgende blive paapeget. å 
(Efter disſe Momenter er Jidsregningen i den her øp Fremftilling 
ordnet. 
1) Se ovenfor I. Gide 663, 707. 
2) Magnus' Erl. Saga Gap. 22, Snorre Gap. 31 nævner , Oplandene," Fagr- 


føinna Gap. 275 derimod ,,øfter i Viken“ Naar man tager Henfon til, at 
de Steder, hvor Erling ifølge GSagaerne Fjæmpede med Olaf, nemlig Nydjø- 
fel og Stanger, laa, det førfte firar nordenfor Øyeren, men fer Mile fra det 
Sted, hvor Olaf dengang havde fit FTilhold, det andet et Par Mile fydveftenfor 
Øyeren, men længere nede mod Kyſten end Flokfen fædvanligviis plejede at 
vove fig; at den for Reften holdt til oppet Marker, og tildeels i Oplandene 


(altfaa de nærmeft tilgrændfende Egne, fom Holand og Gitffogen), og at 


GSaro, hvor han umisfjendelig har denne FloÉ for Oje, taler om „Vikver— 
jerne“, da faar man et beftemt Indtryk af, at Gigurds Bolig og Olafs 
Hjem maa have været etfteds i den nordeftlige Deel af Viken, f. Er. Aſkeim, 
Gidsberg, Thrykſtad, Rodenes, eller maaſkee det aller fydligfte af Høland, der 
hørte til Oplandene. Fra dette Middelpuntkt fynes Flokken abre at have 
fjernet fig i mange Miles Ufftand. 


3) Gaaledes Sturl. Saga I. Side II. Man feer heraf, at Erling havde op 
holdt fig om VBaaren og VBintven forud etfteds paa VBeftfantens da man nu 





1166. Slag ved Rydjokel. 17 


Skibe, fnart før det mefte, fom det fynes, Frvdfende mellem Oslo og Tuns— 
berg, i bvilfe Byer han vgfaa af og til oppoldt fig. Ut Opftanden be- 
tragtedes fom temmelig farlig, fan man flutte deraf, af Da Den tidligere om— 
talte Jsfænding Are Thorgeirsſon, Hvamm-Sturlas Svoger, Der efter 
fin Broder Fporvards udtryffelige Paalæg havde taget Fjenefte hos det 
Parti, der hevnede Kong Inges Død, altfaa hos Erling og Magnus '), 
om Vaaren 1166 jorde fit Skib rede for at rejfe bjem til Island, 
maatte han børe meget ilde, fordi han vilde forlade fin Herre juft paa en 
Fivd, da denne havde Ufred i Vente og funde trænge til faa mange tapre 
Mænd fom muligt. Den brave Are funde ikke taale at høre disſe Be— 
brejdelfer, men [od fine Sager bringe fra Borde og fluttede fig atter til 
Hirden, medens hans Broder, Preften Jngemund, med flere Jslændinger 
fejlede bjem paa hans Skib. UD paa Høften begav Exling fig til Oslo, 
hvor ban agtede at tilbringe Bintren. Imidlertid [od han altid holde Øje 
med Oprorsflokken oppe i Landet, og gjorde felv tilligemed Orm Kongs- 
broder, fom det fynes, flere Strejftog for at opſoge og adfplitte den. - Paa 
et af disſe Tog var ban og bans Mænd paa et bængende Haar blevne 
Offer for et lumſkt Forræderi. De oppoldt fig juft i Norheden af Sudreim, 
ftrar nordenfor Øyeren, da Preften paa Stedet indbod Dem til fig. paa fin 
Gaard Nydjøkel *) ſtrax ved Kirfen. Det var rar for Ullebelgensdag, 
Iſte Novbr. 3), og Erling, fom fandt det belejligt, ved famme-Anledning 
at fyde Mesfe, modtog FJndbyvelfen Han roede over. Vandet med fit 


af Kongefagaerne erfarer, at han de foregaaende Vintre opholdt fig i Ber— 
gen, og at dette var at anfee fom hans fævdvanlige Vinterreſidents, maa man 
ogfaa antage det famme for Bintren 1165—66, fom overhoved for enhver 
Binter, hvor det ej udtrykkeligt figes, at han opholdt fig andenfteds. 

Se ovenfor IL. Side 908 vg 959—961. 


2, Om Beliggenheden af Rydjokel nævne Sagaerne intet; det heder Éun at det 
laa etfteds i Nærheden af et Band; Fun nogle Haandffrifter af Snorre falde 
dette Band , VBæneren i Sverige", er nyt Erempel paa, hvorledes de aldre 
Ufffrivere eller Bearbrjdere af Sagaerne forverlede de ſtorre Indjøer i det 
indre af Norge og Sverige med binanden, fe f. Er. I. 2. S. 779, hvor det 
er paapeget, at „Mjoeſen“ etfteds fættes for , Siljan", paa et andet Sted 
for ,Syrifjorden”. Ligeledes forverles maaffee Randsfjorden med Øyeren i 
Beretningen om Olaf Sryggvesføns Fodſel. Ut Ryodjokel iffe Éan ligge faa 
meget langt fra Oslo, vifer den hele Beretning, og Munthe har i Unm. til 
Aalls Snorre, II. S. 205, paaviift at den ej Fan være nogen anden Gaard 

Å end den i Diplomer fra 14de Uarhundrede og Biffop Eyſteins Jordebog 

(fol. 123 a.) forefommende Njodofil ganffe vær ved Sudreim (Sørum) og 

nu maaffee forenet med denne Gaard, hvor Kirken faar. , Bandet” bliver 

da faaledes Glommen, der her, ſtrax ovenfor Øyeren, er meget bred. 


Denne Dag nævnes i Sturiungafaga, medens Kongefagaerne nævne Kyn- 


delmisfe, altiaa 2 Februar 1167. Men foruden at Sturlungafagas Beret— 


Mund. Det norffe Folks Hiftorie. I. 2 


fet 
- — 


3 


— 


18 Magnuå Erlingsfan. 


N 


Folge, og fom til Rydjokel om Uftenen før Feſtdagen. Men Preften, fom 
var en hemmelig Filbænqer af Olaf Gudbrandsføn, havde alerede fendt 
Bud til denne, at Erling vilde tilbringe Feftdagene paa Nvdjøfel, og at 
Dette var Den dvpperligite Lejligbed til at overrumple bam. Olaf, fom lag 
omtrent 6 eller 7 Mile derfra, fatte fig endnu famme Aften i Bevægelfe 
med bele fin Flok. FJmidlertid lod Preften Erling og hans Folge bVeverte 
paa det bedfte, og førgede ifær for at De fil megen og flert Drit. Der 
blev beredt Natteleje for dem i Gjeftebudsjtuen. De havde ikke fovet 
fænge, førend Erling vaagnede, og fpurgte om Vet ej var Tid at til at 
gaa i Ottefang. Preſten fvarede, at det endnu kun var ledet lidt af Nat— 
ten, og bad ham flaa fig til Ro. Jeg drømmer meget i Mat, og fover 
uroligt, fagde Erling. Han fovnede dog ind igjen, men vaagnede atter firar 
efter, og bad QPreften ftaa op for at bodde Mesfe. Preſten frarede at 
det fun var Midnat, og at ban endnu funde fove trygt. Erling lagde fig 
paa ny til Ro, men fov iffe fænge, ſtod baftigt op og bød fine Mænd 
tlæde fig paa, for at aaa i Kirke. Da var det Dttefangstid. Preſten gik 
til Kirfe, og Erling fulgte firar efter med em Deel af fit Folge, bverie 
blandt hans Syfterføn Bjørn Bukk, Orm Kongsbroder, Are Thorgeirsſon 
o. fl. Endeel bleve tilbage, og frode iffe engang op. Erling og de, fom 
fulgte bam til Kivfe, havde vel fine Vaaben med, men lagde dem efter Sit 
og Brug uden for Kirfen under Mesjen. Da Ottefangen var forbi, blev 
Grling endnu fiddende og fang en VPfalme, da der med ert hørtes Luur— 
gang og Krigsraab udenfor. Det var Olafs Flof, der fom ſtormende md 
paa Gaarden, og fom den Nat, til alles Forundring, havde tilbagelagt bele 
fer eller fov NRafter (Mile).  Hebdigviis for Erling vendte Olaf fig førft 
mod Dem, fom vare inde i Stuen, faa at han og hans Mænd fit Tid til 
at fomme ud af Kirfen og tage fine Vaaben. Det var faa mørkt, at man 
neppe funde fee en Haand for fig. Erling vide ført tilbage til fine 
Mænd paa Gaarden, men Bjørn Bukk foreftillede bam, at Gaarden nu 
var fuld af Fiender, og at Det enefte, man Éunde gjøre, var at ſtynde fig 





ning maa have Præfumtionen for fig, da den indeholder flere Detailler end 
Kongefagaernes, og disfe deéuden, fom nys paaviift, ved dette Tidspunkt ere 
heel mangelagtige, ere desuden deres egne Ungivelfer, at Erling drog til og 
fra Stedet fil Baads, og at det tidligt om Morgenen, da Kampen foregik, 
var aldeles belgmørtt, tilftrætfelige til at vife, at der her ej kan være Jale 
om Februar 1167. Thi for det førfte maa Bandet d. 2 Februar have vær 
vet tilfrosfet, faa der ej Éunde være Tale om at bruge Baade, ifær da Kul 
den den Vinter fynes at have været meget fireng, (fe Saro S. 807); for 
det andet Fan der d. 2 Februar om Morgenen ved Ottefangstid ej have vær 
ret morkt, faafom Maanen var i Ifte Kvarteer og havde nordlig Brede, 
medens dens Alder d. 1 November 1166 fun var 3 Dage, og den havde 
fydlig Brede, følgelig ſtod op efter Solen. 





1166. Slag ved Rydjokel. 19 


ned til Baadene. Dette ſkede, men de ftandfedes ved en Skidgard, og indhen- 
tedes ber af Olaf og hans Flof, fom efttr at have drabt nogle af Erlings 
Folk inde i Stuen, atter havde forladt den for at opføge bam felv. Der 
ved Sfidqarden blev der en bidfig Fegtning, og da Olafs Flok var langt 
manbdjterfere, faldt og faaredes mange af Erlings Mænd. Narmeſt Er— 
fing vare Lendermændene Bjørn Butt og Ivar Gille, Stallaven Bjørn og 
Are Thorgersſon. Bjørn Butt og Jvar fom førft over Sfidgarden, og 
bjalp ſiden Erling over, men Da han var tung paa Foden, gik Dette noget 
fangfomt. Imidlertid ftillede Den tapre Åre fig ene mod Fienderne, for 
at holde dem tilbage. Derved frelfte han Erling, men felv blev ban truf— 
fen af en Gavlaf, der fpidvede ham mod Gjerdet. Erling havde faact et 
Saar i den venftre Side eller Laar, Dog, fom nogle trorde, af fit eget 
Sverd, idet han drog det ud. Beſkyttede af Stidgarden og Belgmørket 
lykkedes det Erling vg hans Mænd at fomme ned til Baadene og ud paa 
disfe, men fun med Mod og neppe, og med det forholdsvis ftore Tal af 
ti dræbte foruden Are, og flere faarede, hvoriklandt Orm Kongsbrovder. 
Der fortælles, at da Erling var fømmen i nogenlunde Sikkerhed, fpurte 
han allerførft efter Are Feslænding, og da man fvarede at han havde ladet 
fit Liv ved Gjerdet, fagde han: ,visfelig bar han fulgt os bæderligt, og 
par den førfte til at ofre fit Liv for o8: jeg bar ingen faa kjek Mand tilbage, 
og fan aldrig faa erftattet hans Frænder den Skade, de have lidt ved Tabet 
af ham.” De roede nu i al Haſt tilbage over Bandet, og flap faaledes 
nogenfedes vel fra Faren. Olaf maa umiddelbart efter Det mislykkede 
Overfald have ſkyndt fig bort med fin Flof, da det udtryfkeligt fortælles, 
at Erling ftrar efter fom tilbage til fine Mænd og lod fine faldne Kri- 
gere begrave. Men Olaf, der havde ham faa godt fom i fin Vold, men 
Dog gik Glip af Fangften, fit formedelft dette Uheld Jilnavnet  Ugæva" 
(Ulyffe). Hans Flof faldte nogle ellers Hettefveinerne, maaſkee efter hans 
Fofterfader Sigurds Tilnavn  Agnhatt" 1). 

Olaf vedblev, fom forhen, at drage om med fin Flok, deels paa Op- 


1) Magnus Erlingsføns Saga Cap. 23, 24, Snorre Gap. 32, 33, Fagrffinna 
Gap. 275, Sturlungafaga I. S. I11, 112. Denne opregner endog Navnene 
paa 7 af Erlings Mænd, der faldt, efter Opgivelſe af en Thorkell Hage, 
fandfynligviis en Fslænding, der enten var med i Kampen, eller i alle Fald 
paa den Tid i Norge, og maaffee den famme, der aller førft bragte Efter— 
retningen til Jeland, da den, fom Gturlungafaga beretter, Sommeren efter 
fom der hen. De faldne vare Are Thorgilsſon, Einar Opinfjod (d. e. 
den aabne Pung, han har vel altfaa været meget gavmild), Bjørn føotffe 
Son Fjofe, Ivar dølffe, Gunnar Jjæreffind, Thorodd Jorfalemand (altfaa 
en forhenværende Korsfarer). Fagrſtinna fortæller, aabenbart uvrigtigt, at 
Olaf felv havde ladet Gjeftebudet paa Rydjokel berede. 

O9* 


* 


20 Magnus Grlingsføn. 


fandene, deels øfter paa Marfer, uden, fom det fynes, at vove fig ned til 
Kviten, i det mindfte faa [ænae Etling var i Nærbeden. Denne var imide 
fertid iffe ledig, men benyttede Opholdet i Viken til hemmelige Under— 
handlinger med Buris Henrifsføn i Danmarf, Ver, felv vn YGtling af 
Sven Ulfsføn i tredie Led, og begjærlig efter Fronen, fun flet dulgte fin 
Misfornøjelfe med at Buldemar havde faaet fin fpæde Søn Knut ude 
nævnt til Konge og Tronfolger, og fandt det ej tilſtrakkelig Evftatning, 
at Valdemar havde givet ham Den frørfte Deel af Jylland i Len"). 
Underhandlingerne gif Derfor hverfen ud paa mere eller mindre end at tage 
Kong Valdemar af Dage, og fætte Buris paa Danmarks Trone. Sand— 
fonligviis gif disie Underbandlinger gjennem Buris's Halvbroder Orm, 
eller Stiffaderen Arne Kongsmaag. Det aftaltes, at Erling ftulde indfinde 
fig i Danmart med en Flaade, medens Valdemar var paa et Tog mod 
Benderne, for med Buris's Hjelp at overfalde han og tage ham til 
Fange, naar fan vendte tilbage fra dette. Erling begav fig derfor om 
Baaren atter til fine Stibe, og fejlede med en betydelig Flaade, der dog 
iffe beftod af Ledingsføibe, men af hans egne, Orm Kongsbroders og en- 
deel Lendermænde vel bemandede Langftibe, ſydover til Danmark. Der 
omtafes iffe, bvad Forboldsregfer han tog mod Olaf Ugæva, men fand- 
fynligviis [od ban flere Lendermænd blive tilbage for at holde Øje med 
ham, og meente desuden vel, at naar ban førft bavde faaet Bugt med 
den mægtige Danefonge, vilde den lille Oprørsflof i Norge vorde fet at 
befæmpe. Valdemar tiltraadte Vendertoget om Sommeren, fornemmelig 
mod de faafaldte Leutitier i Forpommern, og Wolgaftingerne. - Men da 
han var paa Vejen mod Leutitierne, fif ban et Brev fra den fariffe Hertug 
Henrit Løve, hvori Buris's Forræveri aabenbaredes, med Tilføjende, at Kongen 
felv funde overbevife fig om Sandbeden af Denne Ungivelfe, Hvis han paa fit 
Filbagetog mødte den norſke Flaade. Valdemar bebovede iffe engang at 
oppebie dette Bevis, tbi faa godt fom paa famme Tid opfnappede hans 
Mænd et Brev fra Norge, rimeligvis til Buris, der tydeligen lagde For- 
ræbderiet for Dagen *), og Da han i al Stilbed raadførte fig med nogle 
faa Fortrolige herom, fit han af Biffop Tuke i Børglum at vide, at 
Buris havde taget fine Mænd i Ed paa at følge ham i eet og alt, vad 
ban faa tog fig til. Uden for øvrigt at lade fig merfe med noget, ffyndte 
Han fig med fin hele Flaade tilbage, forft til Oftrosna (Det veftlige af Ufedom), 
og fiden over til Vordingborg. Her, I fit eget Land, hvor han var filter 


1) Saxo, S. 805. 

2) GSaaledes maa man viftnok forklare Saros Udtryf: suscepta Norvagiensium 
epistola par proditionis indicium edidit, iffe fom om der fun var kommet 
Brev fra Norge til Valdemar med Angivelfe af Forræderiet. 


Å 


1164. Krig med DanmarÉ. Slag ved Dyrsaa. 21 


for Overfald af Benderne, fammentaldte han de fornemfte Mænd i Hæren, 
blandt disfe Buris, aabenbarede bans forræderffe Planer, og anklagede 
ham fom deres Ophavsmand. Buris negtede aldeles at have gjort fig 
ſkoldig nogen faadan Brøde, og vilde, fom det ſynes, ftrar Drage hjem 
til Jylland med De jvdfte Stibe. Men Valdemar bod, at han frulde 
forblive hos ham, indtil man ved Sendebud havde bragt i Grfaring, hvor 
vidt der var nogen norff Flaade i Farvandet eller ej; i fidfte Fald ſkulde 
pan frigive ham uffadt. Da Buris protefterede berimod, og faldte det en 
Urimetighed, at føge Beviferne for hans Brode eller Uftyld i Fremtidens 
tilfældige Begivenheder, erflærede Kongen faa vel fom de øvrige, at Denne 
Proteſt i og for fig var tilftrærfelig til at beſtyrke Mistanfen imod ham. 
Han fit derfor iffe engang Tilladelſe til at vende tilbage til fit Stv el- 
fer tafe med fine Folk, men maatte følge med Kongen til Sjøborg Slot 
i det nordlige Ejæland, bror han blev fat i ftreng Forvaring. Imidlertid 
anfom Erling og Orm Kongsbroder med den norffe Flaade udenfor Jvl- 
fands Kyit, og traf de jydffe Ledingsſkibe, der juft vare fomne tilbage vg 
endnu faa famfede udenfor Dyrsaa 1). De angrebe dem ſtrax, og vandt 
en fet Sejr over dem, Da Skibsſtyrerne, fom Saxo figer, vare borte, en— 


1) Det er dette Jog til Jylland, vore Sagaer, fom ovenfor viift, fætte umid— 
delbart efter Valdemars Io til Norge 1165, udeladende alt, hvad der lig— 
ger imellem. Men dette er alt for omftændeligt og nejagtigt berettet hes 
GSaro, til at man Éan flaa en Streg derover, og den Forbindelie, hvori Er— 
lings Tog ftaar med Buris's Uffære i 1167, gjør at man ei fan henføre 
det til noget andet Aar, Vel have nogle føgt at foaffe Saros Jroværdig- 
hed paa dette Sted, fordi han, ved at tie med Buris's Lemlaftelfe 0. a. DV. 
ffal vife aabenbar Partiffhed for Valdemar og Abfalon; men om faa er, 
fan ben dog ene ytre fig i enkelte Fortielfer og Beſmykkelſer, eji nogen Forryk— 
kelſe af felve Jidsregningen, eller af Begivenhedernes Orden. Ut Buris Funde 
være mere af undſkylde, og Valdemars Fremfærd mod ham mere inhuman, 
end det af Saros Beretning fynes at fremgaa, er hojſt fandiynligt, men der: 
ved foxttes ikke Rimeligheden af at han har indladt fig i hemmelige Underz 
Handlinger med Erling og fin Halvbroder Orm, og at disfe paa Grund deraf 
have gjort Toget til Danmark. Endog Sagaens Ord, at de ved Dyrsaa 
traf den danffe Flaade, fom nys havde faaet Hjemlov, pasfer nøjagtigt til 
GSaros Fortælling, at Valdemar nys var Éommen hjem fra et Tog mod Benz 
derne og at Jydernes Skibe, hvoriblandt Buris's eget Skib, til hvilfet han 
ved Vordingborg ej havde faaet Lov at vende tilbage, ved Erlings Ankomſt 
til Jylland laa ved Dyrsaa, altfaa ,netop havde faaet Hjemlov". Det er 
endog iffe ufandfynligt, at juft dette Jillæg har bragt GSagabearbejderne til 
at flaa de danffe Skibes Hjemlov fra Joget til Vendland fammen med det 
tidligere fra Toget til Norge. Fortallingen, der i fin førfte Form fres at 
have været meget fragmentartff og ufammenhængende, har fandiynligviis blot 
indeholdt, at Erling ,fenere hen” (uden nogen nærmere Vidsbeftemmelfe) 
har gjort et Tog til DanmarÉ med Lendermændene, og truffet den fra Leding 
nys hjemfomne jydffe Flaade ved Dyrsaaz og dette har en fenere Bearbej- 


22 Magnus Erlingsføn. 


ten nu fordi de allerede vare dragne hjem, eller de, hvad der ev rimeligere, 
endnu opholdt fig hos Kongen). De Danffe mijtede mange Folk og en 
beef Deel Skibe, hvoribfandt Buris's eget, faldt i NMordmændenes. Han— 
Der. Disfe gif Dderpaa i Land, og plyndrede den nærliggende lille 
Kjøbjtad Grindhog (Grenaa), hvor De gjorde et ſtort Bytte 2). — Derfra 
fejlede de over til Sjæland, og ftyrede ind til Kjøbenbavn. Men her var 
Den aarvaagne Biftop Abfalon tilftede med endeel fjælandføe Krigere, og 
forfvarede Kviten faa godt, at Mordmændene ingenfteds kunde gjøre Land- 
gang. Abſalon, fortæller Saro, vidfte at Nordmændene vare udmerkede 
Bueftytter, men for at vife, hvor lidet han frygtede dem, ſtillede han fig 
paa Stranden felv femtende, og blev ftanende der, uagtet der fra de nor- 
ſke Skibe fom Baade, fulde af Buefkytter, imod ham. Disſe fendte ham 
og endeel Pile, men uden at treffe, da Søgangen bindrede dem i at tage 
ordentligt Sigte, og De maatte under Danernes Latter vende tilbage til de— 
Des Sfibe. Kort efter fom der nogle Nordmænd i Land for at tale 
med Abſalon, efter tilfagt Trygd paa begge Sider, men De vilde fnart 
børt igjen, uagtet ban bad Dem at bie fænger, og De vare ej at overtale 
bertil, førend Abſalon havde fovet at ban hverken til Lands eller Bands 
vilde fvige dem. Gandfynligviis har Der da været et og andet i Abfalons 
og bans Mands Fremfærd, fom forefom Nordmændene mistænfeligt, men 
bvorom Saro tier. Ellers ffjønnes det vanfteligt, hvortil de fornyede Fil 
faqn om Trygd féulde beheves. Det afgjordes, at Erling og Abfalon 
Dagen efter ſkulde mødes med et lige Antal Folk og lige Vaaben paa 
begge Sider. Culing fom, men Ubfafon merkede, at ban havde een Mand 
flere, og fatte bam afvorligt til Rette derfor. , Det forundrer mig," fagde 
ban, ,at du, fom er faa gammel og bar provet faa meget, iffe ev faa flog, 
fom du er gammel til, men fommer mandfterfere end Aftalen var, og giver 
os Derved Anledning til at bryde Freden, uagtet vi, der eve til Heſt, let 
funde overvælde Eder, Der fomme til Baads. Hvis vi iffe vare Defto 
ærligere, funde du fettelig med dit Liv fomme til at bøde for at du har 
brudt UAftalen". Erling, beder det, blev baade ffamfuld og bange, og Da 
han ved et Blik paa fit Følge havde overbeviijt fig om at Ubfalon havde 


der paa egen Huand bhenført til de famme Aar, da den fidft fortalte 
Begivenhed (Valdemars Tog til Norge) foregik, ligefom vi firar efter fee, at 
Fredsunderhandlingerne og Hettefveinernes Opftand, der endnu i Fagrffinna 
ftaa uden Jidsbeftemmelfer, i Magnus Erlingsføns Saga ere henførte, begge 
Dele til den næft forud omtalte Begivenheds Uar. 

Fagrffinna Gap. 273 figer her at ,,Sigurd og mange af Danerne" faldt. 
Hvilfen Sigurd der her menes, vides ikke. å 
2) Kjødftadens Plyndring omtales Fun i Magnus Erlingsſons Gaga, ikke i 

Fagrffinna eller af Saxo. 


1 


— 


1167. Krig med Danmark. 29 


Net, gav han fig til ffjende paa en af Dem, der, fom han fagde, uden 
Filladelfe havde fulgt med, og gjorde fiven mange Undføyldninger. Han 
anbofdt nu om Fikadelfe til at bente Ferffvand, da hans Folk lede af 
Torſt; det blev ham tilftaaet, bvilfet han betragtede fom en ſtor Vel 
gjerning, og ſkyndte fig at tilteæde Tilbagerejſen, glad over at være flup- 
pen uftad fra Danmark. Saaledes fortæller Saro om dette Mode, og 
bvorvel Beretningen å Hovedfagen fan forholde fig vigtig, maa ban dog 
pave udeladt flere væfentlige Bivmftændigbeder, der funne forklare, bvad 
Der nu ev vanſkeligt at forftaa, nemlig hvorledes det gif til, at Abſalon vifte fig 
faa føjelig mod Fiender, der havde havt til Henfigt at ſtode hans Konge 
fra Tronen, og fom nu, belæsfede med Bytte fra det plyndrede Grindhøg, 
viſtnok havde tiltenkt Kjøbenhavn den famme Stjæbne, om Lejlighed dertil 
havde været. Man maa derfor antage, hvad der ogſaa i fig frlv ev vi- 
meligt, at Abfalon neppe bar foragtet Srordmændene faa meget fom Saro 
figer, og fom ban felv maaffee bar givet fig Mine af for fine Folk, men 
at ban har frygtet et alvorligt Angreb af dem, og derfor ved Føjelighed og 
mindefige Underhandlinger føgt at faa dem bort.  Garo tilføjer felv, at 
Da Erling fiden paa Filbagerejfen lagde til etſteds yderſt paa Nordkyſten 
af Sjæland, og gif til nærmefte Kirke for at høre Mesfe, blev ban paa 
Filbagevejen  overfalden af Abfalons Nyttere, der drabte endeel af 
hans Folge; og ligeledes, at han fiden forføgte et Angreb paa Halland 
ved Nisaaen, men her blev flagen tilbage af Hallændingerne, fom erobrede 
et af bans Skibe med dets hele Befætning 1). Dette vifer, at Erling 
efter Forbandlingerne i Kjobenhavn flet ikke havde flaaet etbvert Beføy 
eller Angreb paa de danſke Kviter af Fanterne, hvilfet man af Saxos 
tidligere Ytvinger fiulde tro. Men i Fortellingen om alle disſe Begi— 
venbeder mistænfes Saro flerkt for at have fortiet mangt vg meget, Der 
unde frille Valdemar og Abſalon i et mindre fordeelagtigt Lys. Viſt er 
Det, at ban, ved at berette om Den Straf, der nu blev Buris til Deel, 
efterat Kongen bavde overbeviift fig om hans Forræderi, fun taler om 
Fængfel i Lænter, og itte nævner et Ord om, hvad man af andre Kil- 
Der veed, at Buris paa Kongens Befaling blev blindet og grumt lem— 
fæftet *). Og naar man af Saro «erfarer, at Abjalon endnu i famme 


1) Garo, i4de Bog, S. 809—810.. Vore Sagaer fortælle intet om Erlings 
Beføg i GSjæland og Halland, og lade ham drage hjem umiddelbart fra 
Grindhog. Men deres VBeretninger ere fremdeles kun fragmentariffe og 
pderft ufuldftændige. 

?) Se ifær Rykloſters Unnaler (LangebeÉ Ses. R. D. I. S. 163), hvor det her 
der ved 1167: Burisius captus est, et effossis oculis eastratus. Derfra er 
det ovdlydende optaget i de visbyffe Minoriters Annaler (fammefteds S. 
253. GEsrom-Annalerne (fammefteds S, 240) fige Fun at Buris blev fan- 


24 Magnus Erlingsføn. 


Nar anlagde eller forbedrede Borgen ved Kjøbenhavn, medens Hans Bro- 
der Msbern Snare anlagde Kalundborg, flulde man næften formode, at 
disſe Befæftninger fornemmelig figtede til at værne Kvjten mod nve An— 
greb af Nordmændene 2). 

Valdemar bavde forft i Sinde, ſtrax at gjøre et Fog til Norge for 
at bævne fig paa Nordmændene, men bindredes derfra ved en Fvift, der 
uddbrød mellem ban og Hertug Henrif. Danmark havde nu tre Fiender 
paa een Gang, og trurdes hvert Ojeblik med fiendtlige Indfald, faavel 
nordenfva, fom føndenfra; af den Grund, figer Saro, havde man ikke ret 
Mod til at tinde alvorligt an med nogen enkelt Fiende, thi Det var at 
befrvgte, at medens man bekrigede Den ene, vilde man blive overvældet 
af den anden. Man ſtkulde faaledes tro, at Erling fit frie Hænder 
til at vende fig mod Olaf Ugæta. Imidlertid lader det ikke til, 
at Grling dDen Vinter foretog fig fynderligt imod bam, vg ſandſyn— 
ligvits bar Olaf da, fom før, boldt fig faa langt affides, oppe i 
Grændfe-Eynene, at man ej engang godt funde opføge og angribe ham *). 
Den folgende VBaar (1168) fik Erling en alvorligere Fare at af- 
værge, thi Valdemar, hvis Frærte med Hertug Henrik imidlertid var bi— 
fagt, og fom tillige havde ydmyget VBenderne, opfatte nu iffe længer fit 
Tog til Norge, men vultede fig af alle Krærter, og fejlede tidligt om Vaa— 
ren op fil Viken med en ſtor Flaade. Det fynes næften utvivlfomt, at 
ban om Bintren har ftaaet i Underhandlinger med Olaf Ugæva, og aftalt 
med ban, at de ſkulde mødes og virke å Forening. Thi Olaf, fom hidtil 
iffe bavte vovet at nærme fig Kyſterne, fom juit Denne famme Vaar ned 
til De pdre Dele af Vifen, hvor han oppebar alle fongelige Indtægter og 
opholdt fig fangt ud paa Sommeren 3), medens Valdemar, fom Saxo for- 
tæller, blev modtagen med aabne Arme af Vifverjerne, underbandlede med 
Dem ej fom Fiende, men fnarere fom Høvding, og tingede med Bøn- 


gen, man angav Uaret 1167. Ogſaa de islandffe Unnaler have ved dette 
Uar Burislafr (her menes tydeligt Buris) hertekinn. Ulbert af Stade (ed. 
Reinece. X fol. 191 b.) figer at Baldemar lod Buris drukne, hvilket maa: 
føee er en Misforftaaelje af at han lod ham pr paa Sjoborg, der lag 
midt i en Sø. p 

1) Saro, S. 810, 813. Han taler fun om Værn mod ,piratica* men derved 
forftaar han iffe ligefrem ,,Sereveri", Fun „Angreb af en Krigsflaade", 
og bruger det om Sotog, Abfalon og de danffe Krigere felv gjorde f. Erp. 
S. 814.) 

2) Magn. Erl, Gaga Gap. 24, Enorre Gap. 33, ftaar der fun: Erling var 
om Sommeren i Vifen, men Olaf og hans Venner deels paa Oplandene, 
deels øfter paa Marfer, og holdt de Flokken faaledes den anden Vinter. 
JFagrffinna nævner intet derom. 


3) Magn. Erl. Saga Gap. 25, Snorre Cap. 34. 


1168. K. Valdemars andet Tog til Norge. 25 


derne iftedetfør at firide 2). Disſe VBitverjer Dave vilt iffe været andre 
end Olaf og hans Filbængere, Der nu under Valdemars VBeftyttelfe fpile 
fede Meſter, medens Erlings Venner og Filbængere vimeligviis flogtede 
bort. Med glad Beundrina, figer Saro, betragtede Vikverjerne Danefongens 
ftore Flaade, og hvor Srjladfen faldt igjennem ſmale Sund, faa at Skibene 
maatte fejle eet for eet i Nad, floffede JIndbyggerne fig i mænydeviig 
fammen paa de omliggende Klipper, for at fryde fig ved det prægtige 
Syn, og tælle Skibenes Untal. Tunsbergs Borgere vifte fig endog faa 
underdanige og ivrige i at tættes ham, at de modtoge bam ved Indgan— 
gen til Byens Takmarker med en bøjtidelig Procesfion 2). Erlings 
Krigere, fom forrige Gang havde holdt fig paa Borgen, fandt det, under— 
figt nof, Denne Gang raadeligft at tage Flugten, uden engang at efterfave 
nogen til Dens Forfvar, thi Kongen, forteller Saro, gi? og og befaa den, 
og udtalte fin Forundring over Dens Styrfe, Da Maturen ber havde gjort 
mere end Kunften. Men medens Valdemar udverfede alle disſe Venſkabsbe— 
vifer med Indbyggerne af Borgefvsfel og VBeftfold, og bebagede fig i at 
fade dem beundre fin Flaade, forfømte han at gåa lige los paa Erling, 
Der imidlertid havde faaet en Hær famlet, med bhvilfen han befatte et 
trangt Sund — rimeligviis Grindbolmefund *) — fom den danſke Flaade 
veftefter Kyſten bavde at pasfere, bvorhos han lod det fpærre ved Tom— 
merflaader og befæfte ved Skandſer og allehaande Krigsmaftiner. Da 


1) Saro, S. 817, SIS. 


2) GSaaledes maa vel Ordene ,finibus suis exceptum honoratissimæ proces- 
sionis officio venerati sunt* forklares, og man maa deraf flutte, hvad det 
og i fig felv er rimeligt, at Valdemar, fommende øftenfra, itfe har gjort 
Omvejen ind ad Junsbergefjorden, men har fejlet forbi Jarlsø (Jersø) op ad 
Srælen, og med en Deel af fine Krigere er ftegen i Cand ved Gunnarsby, 
der netop betegnes fom en af Grændfepunfterne for Byens Tatmarter, og 
bvor han faaledes er modtagen med Procesfion. 


GSaro nævner iffe Sundet, og Suhm (Hiftorie af Danmark VIL 251) tror 
derfor, at det Sund, her menes er i Opgangen til Oslofjorden, altſag Drøz 
baffund. Men naar man feer hen til, at Valdemar, der dog tilfidft fortfatte 
Nejfen efter den oprindelige Plan, førft fom til Portyrja, fiden længer veft: og 
nordover langs Kyſten, vil man lettelig ffjønne at han enten allerede 
maa have været i Oslo, eller, hvad der ev det rimeligfte, aldrig har været 
der eller tænkt paa at vove fig derind, men benne Gang, fom den forrige, 
har draget umiddelbart fra Onsø eller Jeløn over til Beftfold, enten lige til 
Jerso, eller førft til Horten vg derpaa videre fydefter. Gundet, Erling ber 
faftede, maa ſaaledes være et af de flere Sund i Sejlleden mellem Jersø og 
Portør. Nimeligft bliver vet da at gjette paa Grindhotmefund eller Brengen 
mellem Noterø og Jjømø, da det af Fortællingen fynes at fremgaa, at det 
ej fan have været faa meget langt fra Junsberg, og dette er den fædvanlige 
Vej for dem, der fare indenffjærs, hvilfet Valdemar, fom man feer, gjorde, me— 
dens det dog tillige ev faa trangt, at Farten derigjennem, felv om det ej var befær 


— 


26 Magnus Erlingsføn. 


Valdemar erfarede Dette, fortrød han bitterligt at ban til Unytte havde 
bortadflet faa megen Tid, fammenfaldte fine Benner, og foreftillede dem at 
man nu maatte føge at oprette Fidstabet ved Defto ſtorre Raſkhed og 
Hurtighed, fjær Da man allerede fed Mangel paa Levnersmidler. Men 
nu pttredes der mange vg forffjellige Meninger.  NMogle forefløge, at man 
ftulde fætte Rytteri i Land og forjage dem, der forfvarede Befæftningerne, 
meden8 man til famme Tid ryddede Fømmerflaaderne til Side. - Undre 
fandt det under alle Omftændigheder altfor dumdriftigt, at vove fig ind I 
faa trangt et Sund med faa ftor en Flaade. Nogle vilde, at man ſtulde 
omgaa den fiendtlige Hær ved at tage Vejen gjennem et bredere Farvand 
Qet vil vel fige at fejle udenom Fjømø, forbi Færder), og Derpua fiendt- 
ligt Befætte Landet, (Faftlandet 2) thi derved vide Erling i ethvert Filfælde 
blite nødt til at forfade fin fafte Stilling, hvad enten ban indlod fig i 
Kamp, eller tog Flugten” Men andre fpottede over, at man gjorde Op- 
Hævelfer over Jing, fom man endnu iffe havde underføgt, og paaſtod, at 
man forſt burde tage Befæftningerne å nærmere Øjenfyn, førend man raade 
flog om bvad herved var at gjøre. De raadede folgelig til ufortøvet, øg 
faa baftigt fom muligt at Drage Derhen. Jet nu ern foreflog ect, en an— 
den et andet, fremftod en ved Navn Nifolas Ore, om bvilfen Saro figer 
at fan mere udmerfede fig ved fin Byrd, end ved fin Tapperhed, og yte 
rede fin Forundring over, at fornuftige Folk, der beboede et berligt, frugt- 
bart Land, funde finde paa at forlade dette for at gjennemſtrejfe Odeitræl- 
ninger, bvor man fun fandt Stjær og uvejfomme Klipper. - Man, var, 
fagde han, nu fommen faa vidt i Galftab, at man regnede den pderfte Nod 
og Glendighed for den ftorfte Herlighed og Glade; thi om det end 
Iyffedes at fange Norges Konge, vilde man have mere lempe af begge 
Niger end man nu bavde Glade af det ene. Derhos vilde man, ved 
at fortfætte Toget, efterat Levnetsmidlerne havde begyndt at gaa op, fomme til 
at lide fuldfommen Mangel. Ingen vtrede fig berimod, og den alminde- 
fige Taushed fyntes at vidne om ſtiltiende Bifald. Men anderledes tænkte 
Abſalon, der, faafnart Modet var bævet og ban befandt fig enemed Kon- 
gen, bebrejdede Denne alvorligt, at han ved fin Taushed ligefom havde bi- 
faldt Nikolas Ores fejge Falt, og itte ladet ham undgjelde Derfor med 





ftet og fpærret, for en for Flaade Éunde fynes betænkelig. Derved bliver det 
ogfaa rimeligt, at enkelte Eunde foreflaa at fætte Ryttere i Land og lade 
disje ødelægge Befæftningerne: de føulde da nemlig tage Vejen over Nøterø 
omtrent fra Jeige ved Funsberg til Sevif og VBrengen. Sandoſund eller 
Rysſeſund paa hver fin Side af Hvasferlandet er det allerede, mindre fand- 
fynligt at gjette paa, end mindre Langaarfund eller Korsfund indenfor Jom— 
fruland, thi paa de omliggende Klipper der unde der neppe være Tale om 
at anvende Ryttere. 


1168. Valdemars Jilbagetog. Erling imod Hettefveinerne. 27 


tilborlig Forhaanelſe. Thi da vilde alle de Øvrige have flammet fig ved 
at følge hans Grempel, medens hans Ord derimod nu neppe vilde und- 
fade at gjøre fin Virkning paa Mængden. Abſalon fpaaede rigtigt. 
Høvdingerne, af bvilte de flefte bavde Lyit til at drage bjem, opfatte 
hemmeligt de menige Krigere, der fnart begyndte at fnurre aabenlyſt, ifær 
mod Abfalvn, hvilken de med Nette betragtede fom den, Der ivrigit raa- 
dede til at fortfætte Foget.* De beftigjte begyndte endog at kaſte Stene 
paa hans Sfib, men bleve fnart, uagtet De vare flere i Fallet, drevne paa 
Flugten af bans Folk, medens Kongen, fom fyntes at De havde faaet nok i 
denne ffammelige Flugt, lod dem føde. Flaaden fejlede nu til Havnen 
VPortyrja, bvor der atter føde Mytteri: endeel af FJvderne, ophidfede af 
deres Skibsſtyrere, floffede fig fammen, og fordrede med heftige Raab at 
man føulde drage hjem. Men denne Gang lod Kongen De værfte Skraa— 
lere gribe og haardt afftvaffe, faavel ved Slag fom ved Nevddukning i 
Soen. Toget fortfattes, indtil man fom faa langt nordpan, at det om 
tatten ved Solhvervstid var næften lige faa lyft fom om Dagen, og at 
man ved Midnat uven fyndertig Anftrengelfe funde læfe den finefte Strift. 
Det fan altfaa neppe Have været fydligere end henimod Bergen, maaffee 
man endog var fommen lige til Stadland 1). Der henvendte De jvdfle Høv- 
Dinger fig figefrem til Kongen med alvorlige Foreftillinger mod at drage 
videre, faa Daarligt fom Hæren nu var forfynet med Levnetsmidler; de 
tilbøde fig beller til næfte Aar, om ban da ej bavde fattet anden Beflut- 
ning, at ledfage ban paa et nyt Fog, og Da fejle lige fra Vendfysfel 
over til Agder, uden at gjøre den lange Omvej om Viten. Den forbung- 
rede Mænqde forenede fine Klager med Høvwdingerne8, og Valdemar 
faa fig endelig nødt til at give efter og vende tilbage. For dog iffe at 
fade fin Fiende aldeles uffad, medtog han endel Skibe — Saxo falder 
dem de ypperſte Skibe i hele Norge — Der altfaa maa være faldne i 
hans Vold 3. Derhos udftedte han et firengt Forbud mod al Stibsfart 
fra Bifen, eller rettere fra hele Norge, til Danmart og omvendt 3). 

Da Valdemar var borte, vendte Erling fig atter mod Hettefveinerne, 
bvilfe Saro aabenbart har for Øje, naar han fortæller, at dDe fornemme 
Nordmænd, Der ved Valdemars Ankomſt til Landet havde fluttet fig til 
ham, undfaa fig ved at forlade deres Fædrefand og Derfor heller vilde blive 
tilbage end følge ham. Gandfynligviis har Det ej faa meget været Undfe- 


1) Dette er for faa vidt det rimeligfte, fom Forbjerget her afgav ligefom en ber 
ftemt Grændfe for Fndenffjærsfarten. 


?) Saro, S. 817—821. Om dette og tie, fom oven anført, vore egne Sa: 
gaer aldeles. 


3) Fagrftinna, Gap. 273. 


28 Magnus Erlingsføn. 


effe, fom Haab om Sejren, der holdt dem tilbage. Thi forrige Gang, da 
Valdemar var i Vifen, og endnu ingen Oprørsflof havde viift fig, vovede 
De, der havde fompromitteret fig ved at bylde ham, iffe at blive tilbage I 
Norge, men fulgte bam til Danmark. Nu derimod havde De em Hær ſam— 
fet, og foævede maaſkee endog I den Fro, at Erlings Magt havde faaet 
et afvorligt Stød. De forbleve endog I Kyſtegnene, uden, fom tidligere, 
at trætke fig tilbage til de øvre Egne. Men det vifte fig mart, at Er— 
ling i alle Fald var mægtig nok til at overvinde dem. Han opføgte dem 
og fandt dem ved Stanger, en Gaard lidt eſtenfor Vaaler Kirfe i Bor— 
gaefysfel 1), angreb Dem med ftor Overmagt, og flog dem aldeles. Sigurd 
Aynbatt faldt, og mange Mænd med ban; Olaf flygtede længer op i Lan» 
Det (1168.) Men Erling forfulgte ham, og ſlog bam paany ved et Sted, Faldet 
Dav (DöN faa eftertryffeligt, at bans Flof aldeles opleftes, og han felv 
maatte flygte til Danmarf, bvor ban tilbragte Vintren i Aalborg. Her 
blev ban om Vaaren fog og døde (1169). Han blev begraven i Marie— 
firfen, og anfanes af Danerne for en Helgen *). 


4. Underhandlinger og Fredsflutning med Panmarf. Erling bliver Kong Valdez 
mars Jarl i Mifen. 


Valdemar fornvede vel iffe fit Angreb paa Norge, Da han Vet føl» 
gende Aar, (1169) bavde nok at beftille med fit navnfundige Fog til Rü— 
gen, bvorved Denne O blev erobret og Indbyggerne omvendt til Chriſten— 
dommen. Han maa ogfaa have ftaaet paa fpændt Fod med Sverige, hvor 
Kong Karl i April 1167 paa Vifingsø var bleven overfalden og dræbt af 
den ovenfor omtalte Knut Grifsføn 3), der nu opfaftede fig til Konge, 
men ej fom i rolig Beſiddelſe af Niget førend ban efter langvarig Krig 
ogſaa bavde fældet den Dræbte Konges Brødre, Kol og Boleſlab, der 


1) Ut Stedet er dette „Stanger,“ ej Stange paa Hedemarken, er viift af Mun- 
the i Anmerkning til Aalls Snorre, II S. 206. 

?) Magnus Erlingsfens Saga Gap. 25, hos Snorre Gap, 34.  Faarffinna 
Gap. 276. Disſe nævne Fun Slaget ved Stanger og omtale ingen videre 
Kamp mellem Erling og Olaf, men lade denne ,fiden" drage til Danmark, 
og Flotfen oploſes. Unnalerne derimod have for 1168: Slag ved Stanger, 
Sigurd Ugnhatts Fald; Slag ved „Döf;“ derfra flygtede Olaf til Danmarf, 
Da Sagaernes VBeretninger her ere faa mangelfulde, fan man ej tvivle om 
at Unnalerne, naar de meddele flere Fakta, ftaa til Sroende. Döf eller Dav 
maa føges etfteds længer inde i Smaalenene, i Rakkeſtad, Eidsberg eller 
der omkring. 


3) Annaler i Fant's Ser. r. Sv. I. 51, 83. 


1169. Fredsunderhandlinger med Danmark. 29 


figefedes, den ene efter Den anden, antoge Kongenavn '). Da Karl, fom oven- 
for omtalt, var gift ined Kong Valdemars Svfterdatter Chriſtina *), og Bole 
flav paa mødrene Side var en Broder af Valdemars Dronning Sophie 3), 
par ingen nærmere til at optvæve fom Deres Hevner, end Valdemar, til 
bvem Karls og Gyriftinas fpæde Søn Sverfe efter Faderens Drav i al 
Hemmeligbed og under mange Farer blev fendt, aabenbart for at fifre 
ham mod Knuts Cjterftvæbelfer. Det faldt faaledes næften ar fig felv, 
at der udbrod Krig imellem Knut og Valdemar, og om den end, fom det 
ſynes, ej førtes med fynderligt Eftertryk, og maaſkee fun bar beftaaet i at 
Valdemar af og til har fendt Kol og VBoleflav nogen Hjelp af Folk eller 
Penge *), maa den Dog bave bidraget fit til at vanffeliggjøre et nyt Tog 
til Morge. Men det Forbud, Valdemar havde udftedt mod gjenfidig Stivs- 
fart mellem begge Lande, vedblen, og Vette var allerede I og for fig til 
ftrætfeligt til at gjøre Nordmændene fjede af Ufreden. - Ii Korntilfoørfelen 
fra Danmart var i bine Tider magffre endnu langt vigtigere for det ſyd— 
fige Murge, end nu omſtunder. Vitverjevne, finer Sagaen, funne iffe unde 
være Handelsforbindelfen med Danmarf, og Derfor overbang man Crling 
med Bønner om at flutte Fred med Danefongen. Erliyg maatte nu funne 
pave grundet Haab om at faa Fred paa gode Vilfaar, og havde VDesuden, 
fom det af det følgende fres, udkaftet en Plan, der, om Den juft iffe fan 
kaldes patrioriff, dog baade var I bans rgen og Valdemars Interesſe. 
Han lyttede Derfor til Vifverjernes Onſke, og aabnede Underbandlinger 
med Valdemar, aller forft, men, fom det af en Sagaberetning erfares, i Stilbed 
efter underhaanden gjennem fin Huſtru Chriſtina. Thi fom Kvinde vg 
Valdemars Svffendebarn maatte hun endog, uagtet Krigen, under Paa— 
feud afet eller andet Familie-UAnliggende, have Avgang til at beføge vet 





1) Kongerakken i Veftgøtaloven, Schlyters Udg. S. 301, 302. Ut Kol var 
Karls Broder, figes ikke udtrytfeligt, men Navnet, fom han havde tilfælles 
med Sverkes Fader, vifer det noffom. 

2) Se ovenfor S. 5. 

3) Sophias Moder, Ridiza, Datter af Kong Boleflav II (Frjivufti), Hertug af 
Polen, var nemlig tre Gange gift, førft med Magnus den fterfe, Nikolas's 
Gøn, og havde med ham Gønnen Knut, drædt fom Valdemars Mevfonge 
i Danmark; dernæft med Bolodar Glebovitfd, Fyrſte af Minff (i Sagaerne 
Faldet Baladar Konge af Pulinaland,) og havde med ham Datteren Sophia 
der blev Valdemars Dronning; tredie Gang med Kong Sverfe i Sverige, 
og havde med ham Sønnen Boleflav, der i Valdemars Jordebog udtrykke⸗ 
lig figes at være Sverkes Son og Sophias Broder (fe Antiqq. Russes I. S. 
452—485;, Veſtgotalagen, I. c. — At man her ffal læfe ,sun hans Sverkir,* 
iffe ,sun Sverkis,* er paaviift af Ihre, Diss. Cat. Reg. Sv. p. 93. 

%) Ut der i 1170 var Fejde mellem DanmarÉ og Gverige, fres hos Saxo S. 
848, hvor det fynes, fom om Fejden havde varet i længere Tid. 


30 Magnus Erlingsføn. 


dDanffe Hof uden at dette Beføg funde fynes noget paafaldende. Hun be- - 
gav fig derfor om Høften 1169 ned til Danmark, og blev meget venfkabeligen 
modtaget af Valdemar. Det er endog ikke ufandfynligt, at hun har fore- 
givet at være fommen i Uenighed med fin Mand, thi der tilføjes, at Val- 
demar qav bende Forleninger, tilftvælkkelige til at hun deraf funde under— 
Holde fit Følge"). Hun tilbragte VBintren ved det danſke Hof, og fam- 
talede ofte med Kongen, der var meget venlig mod hende. I visfe Sam- 
taler ev da rimeligviis noget af det blevet forberedt og aftalt, fom fiden 
Blev Gjenftand for mere formelige Underbandlinger. I VBeqyndelfen af 
Maret 1170 fammenfaldte Valdemar en ftor Rigsforfamling til Midfommers- 
tiv i Ringſted, deels for at lave ffriinlægge fin Fader, Hertug Knut, der i 
November 1169 af Paven var bleven opdøjet i Helgenernes Fal, deels for 
at fade frone fin Søn, den fyvaarige Knut, dDer allerede var udnævnt til Sron- 
følger og bavde faaet Kongenavn. Paa denne glimrende Forfamling, hvor 
Kongen, alle Danmarks Stormænd, gejſtlige og verdslige, og en Mængde 
af Almuen mødte frem, indfandt fig ogſaa Sendebud fra Erling, nemlig 
den udvalgte Biftop i Oslo, Helge, og Erkebiſkop GStepbanus i Upjala, 
der faa Maaneder forud var fommen tilbage fra Nom, hvor ban havde 
været fendt af Valdemar for Hos Pave Alexander at udvirfe Hertug Knuts 
Kanonifation, bvilfet fom vi have feet, Ivøfedes bam, og hvorom ban 
felv medbragte den pavelige Bulle *). Den 25de Juni, efter at Skriin- 
(æggelfen og derpaa Kroningen havde fundet Sted, ſteg Stephan og Helge 
op paa en Forbojning, og benftillede med mange venlige Ovd til Kongen 
at flutte Fred med Norge, helft paa en Dag fom denne, da ban faa fin 
Søn bædret med Kronen og fin Fader med Helgen-UAlteret. Valdemar gav dem 
ftrar Filfaqn om fit Lejde før Erling til at indfinde fig hos ham, for nære 
mere, og i Fortrolighed, at afbandle Sagem. Deres Fremtræden i For- 
famlingen, faa vel fom Valdemars offentlige Svar, har fandfynligviis vær 
tet en forud aftalt Formalitet, men Sarov fortæller det fom om det alene 
var deres Veltalenbed, der ftemte Valdemar faa forfonligt.  Gjter Helges 
Anmodning blev nu Esbern Snare, Viffop Abſalons Broder, fendt til 
Grling for at overbringe denne Beſked, medens tvende Mordmænd, Erling 
og Ivar, der maa have været anfeede Mænd i Viftop Helges Følge, 
bleve tilbage hos Kongen fom Giflev for hans Sikkerhed. Ogſaa Fru 


1) Magnus Erlingsføns Saga Gap. 20, Gnorre Cap. 29. Ut Ehriftinas Rej⸗ 
ſe til Danmark kun omtales her, er forhen paapeget. 

2) udftedt i Benevent, 8 Novbr. 1169, og meddeelt i Thorkelins Dipl. Arnam I. 
27 efter en Afſkrift, hvor Uarstallet 1170 er fejlagtigt tilføjet. —Helges 
Nærværelfe og Virkſomhed for Fredsflutningen omtales ogfaa i de esromffe 
Unnaler (Langebek Ser. I. 242,) men Uaret angives uvigtigt 1171. 


1170. Grlings Beføg hos Valdemar. 31 


Gbriftina lod Erling, enten ved de tilbagetvendende Biffopper, eller ved egne 
Sendebud, bilfe at ban endelig maatte fomme og forlige fig med Dane- 
fongen 1). Wsbern traf Erling i VBifen, hvor han dDen Sommer oppholdt 
fig. Grling maa iffe have været vet tilfreds med De Fordringer, ban op- 
ftillede, thi Saro fortvller, at paa et Thing, der afboldtes, maaffee for 
at raadflaa om Freden, [od han mange overmodige Ord fade mod Wsbern, 
Der beller ikke blev ham Svar føyldig. Erling befluttede iffe defto mindre 
at begive fig til Valdemar, ogs drog i Folge med Erkebiſkop Stephanus 
paa et vel udruftet og med bans bevdfte Folk bemandet Langftib, ledfaget 
af tre andre, ned til GSjæland, idet ban lod Esbern blive tilbage fom 
Gisfel. Biſkop Abfalon var juft fommen tilbage fra Iylland, hvorben han 
med en betydelig Flaade habde ledfaget Kongen, da han faa Erlings Skibe 
fejle ind av. Ffefjorden. Han forbød ſtrax fine Mænd firengeligen at øve 
Fiendtligbeder mod Nordmændene *), modtog Erling venligt, og fulgte har, 
efter at have ladet de flefte af fine Skibe drage bort, over til Randers i 
Jylland, hvor Kongen da oppholdt fig, og juſt fad til Bords, da Skibene 
fandede. Erling, fom iffe ret troede paa Freden, gif, ſtrax Skibet var 
fæltet og tjeldet, i Land felv tolvte, alle med Ringbrynjer og Dvagne Sverd 
under Deres Kapper, og Hjelmen under Hatten; de ftevnede lige op til 
Kongens Herberge, og gjennem de amabenftagende Døre ind i Hallen, 
hvor ingen lagde Merke til dem, førend de vare fomne heelt frem for Kon- 
gens Højfæde. Erling fagde da: , Grid ville vi have, Herr Konge, baade ber 
og til Hjemrejfen.* Kongen faa paa ham og fogde: ,er du der, Erling?” 
„Ja“, fvarede ban, „Erling er ber, og fig os nu i Haſt Beſked, om vi fulle 
have Grid eller ej”. Der var i alt 80 af Kongens Mænd derinde, men alle 
vaabenløfe. Kongen fagde: Grid ſkal du have, Erling, og jeg har aldrig 
foeget nogen, fom fommer for at tale med mig: tal du og med mig, Hvad 
du vil, og gal bort igjen med dine Mænd, fom du fom." — For det førte,” 
fvarede Erling, ,vilde jeg fikve mig Grid, fom jeg ogſaa Var faaet: fiden 


1) Der ftaar fun i Sagaen: fiden efter om Vaaren fendte Ghriftina Mænd til 
Erling og bad ham begive fig til Danefongen. Paa Angivelfen „om Baa- 
ren“ tan man her iffe lægge nogen Vegt. 

Dette Erlings Sammentref med Ubfalon i Ifefjorden omtales ikke i Saga— 
evne, der lade Erling rejfe lige over til Jylland, og komme ganffe uventet 
til Valdemar. Magnus Erlingsføns Saga nævner heller intet om, at han 
havde flere Skibe end eet Langffib, og Fagrffinna figer udtrykfeligt, at Er— 
ling gjorde det vovelige Skridt, med et enefte Sb at begive fig til Dan- 
marf, Men GSaro fynes dog her bedft underrettet, og maa ſtaa meft til 
troende, Muligt at Erling, for at undgaa Opfigt, ikke med mere end det frørfte 
af fine Skibe har draget til Randers, og har ladet de tre andre blive til- 
bage et Stykke derifra. Det er ellers fun Magnus Grlingsføns Saga, der 
angiver Randers fom Stedet, hvor han fandt Valdemar. 


2 


— 


32 Magnué Erlingsføn. 


vil jeg tafe i bedre Mag og udførligere med eder, tbi jeg fommer i Kong 
Magnus's og De øvrige norffe Hovdingers Erende.“  Derpaa fysfede han 
Kongen paa Haanden, og gik tilbage til fit Sv. Ved den forfte Sam- 
tale, ban fiden bavde med Kongen, fit ban Dog bore faa mange Bebreje 
Delfer af denne, at han mistvivlede om at fomme til Eniqbed med bam, 
og anmodede Abfalon gjennem Stephanus om at maatte drage bort I Fred. 
Men Abfalon forfifrede, at ban funde være lige faa tryg fom om han var hjem— 
me, og dette beroligede ham. Han blev der nu en Stund, og fik efter 
flere Samtaler og Forbandlinger med Kongen endelig fluttet Fred og For- 
lig til begge Parters Filfredshed. Erling erklarede fig viftnok villig til 
at evfjende Valdemar for Herre over Vifen, fom det tidligere havde været 
aftalt, men fpurgte bam tillige, om ban agtede at fende nogen danſk Mand 
til Høvding Derover i fit Mavn, og erindrede bam om, bvad Der var feet 
ped lignende Filfælde i ældre Fider, navnlig om hvorledes Harald Gorms— 
føn i fin Tid vel bavde ervervet Kongemagten i Norge, men Dog fundet det 
raadeligft at bortforfene det til indfødde Normænd, fornemmelig til Haa- 
fon Jarl. Valdemar indrømmede, at Det ej var vaadeligt at fende nogen 
danſk Mand derben, ja fandt det endog ufandfynligt, at nogen danſk Høv- 
Ding vilde gaa til Norge og drages med et haardt og ulydigt Folk, i Ste- 
det for at have det godt hjemme. I faa Fald, meente Erling, var det rimeligt at 
Kongen gjorde ba felv til Jarl, og at udvirke Dette, tilitod han nu, var hans 
Hovedbenfigt med Rejfen til Danmark. Man bavde ogſaa før, fagde ban, 
havt Grempler paa, at norffe Mænd havde begivet fig til Danmarf og 
faget Jarlsnavn, nemlig Finn Urnesføn og Haafon Fvarsfon, bvilke begge 
Sven Ulfsføn, Valdemars Oldefader, havde udnævnt til Jarler i Halland, 
og ban bavde nu vel faa megen Magt å Norge, fom de. Hvis Kongen 
vilde opfylde denne hans Betingelfe, og forlene ham ved Vifen, erflærede 
Ban fig villig til at gaa Dam tilbaande fom hans Vafal, og være vede til al 
den Lenstjenefte, fom dette Forhold medførte. For fin Sør Magnus's Sam- 
tykke funde ban naturliqviis paa Forbaand indeftan. Flere underftøttede 
bang Forflaqg, og Valdemar gik tilfidft md derpaa. Dog blev, fom det 
fynes, Kong Magnus's Samtykke inddentet, førend Dden endelige Frevs- 
flutning fom iftand, da Denne uden Dette neppe Éunde Have nogen Goldighed. 
Imidlertid opvoldt Erling fig hos Valdemar. Efter en enkelt Beret- 
ning 2), ſkulde ban have tilbragt Dele Vintren bos bam, faavel fom Wsbern 
Snare i Norge, og Fredsflutningen ej være fommen iftand eller ratifi— 
ceret førend om Vaaren 1171.  Sandfynligt ev dette visfelig ej, og det 
omtales beller iffe andetfteds, men Det movdfiges heller ikke udtrykkeligt, 
og Fidsregningen er ogſaa Hos Saro paa dette Sted noget forvirret, 


)) Fagrſtinna, Gap. 273, Kongefagaerne tale ej om noget VBinterophold. 





1170. 1471. Fred med Danmark. 33 


faa at man ej med VBeftemthed Fan anføre den mod hans Ungivelfe I). 
Dette faar faaledes ftaa ved fit Værd. Freden, hvad enten den Éom 
iftand 1170 effer i LI71, fluttedes paa De Vilfaar, at Viken vel afftodes 
til Valdemar, fom den forſte Aftale lød, men at Erling fif Den til Len 
fom Valdemars Jarl med den Forpligtelfe, at ban, naar det paafordredes, ftulde 
flille 60 GStibe til Danefongens Flaade. Derhos flulde han opfoftre 
Kongens anden Søn, den i Begyndelfen af 1170 fodte Valdemar, (fiden 
mavnfundig fom VBaldemar I) og I fin Tid udnævne ham til Farl 
med VBerettigelfe til at følge Kong Magnus i Kongedømmet, bvis Denne 
Døde uden egtefødte Arvinger *). Denne for Erling frlv mere nyttige end 
for Landet bæderlige Fred blev befvoren af Erling tiligemed alle de nor 
ſte Høvdinger i hans Folge, og Erling aflagde Vatdemar derhos Fro» 
ffabsed fom bans Jarl og Vaſall. Derpaa vendte Erling tilbage, fed- 
faget af den danffe Høvding Tove Lange, der ſkulde bringe Wsbern bjem. 
Ved Tilbagekomſten fammenfaldte Erling et Thing, hvor ban, fom det he— 
der, roſte Danernes Ordholdenhed og befjendtgjorde Fredsbetingelferne 3). 
Neppe har ban dog befjendtgjort Dem i deres hele Uvftrækning, da vore 
Sagaer fun tale om Lensforboldet i almindelige Udtryk, og nævne intet 
om Forpligtelfen til at ftille Skibe eller at opfoftre Kong Valdemars Søn, 
bvilfet fun omtales af Sarov. Man maa derfor antage, at Visfe Betin- 
gelfer- have været aftalte i Hemmeligbed mellem Valvemar og Erling, 
og at De med Flid have været holdte fljulte for Nordmændene, hvis Mis- 
nøje De upaatvivlelig i bøjefte Grad vilde bave vakt, om De vare fomne til al 
mindelig Kundffab. - Nu derimod fynes alt at være gaaet-af paa den 
fredeligfte og venffabeligfte Waade, og man vifte Wsbern ved Ufrejfen fin 
Velvilje ved at give ham en heel Mængde Buer og Pile til Foræring 4). 
Saaledes var da Erling bleven danſk Jarl, og det gamle Forhold, 
Der å tidligere Dage bavde forvoldt far mange Ubehageligheder, og — Hvad 


1) 506 GSaro, der her er faa godt fom den enefte danføe Kilde, fortælles netop 
Begivenhederne firar efter Freden vyderft forvirret.  Forft tales der om et 
Bog til Vendland, der efter Nogles Mening allerede føulde have foregaaet 
om Høften 1169, efter andres 1170; derpaa (GS. 866—877) fortælles der 
om Begivenheder 117503 1176, og førft derfra (S. 866) fommer man tilbage 
til Begivenheder fra 1171. Knytlinga-Saga, (Cap 124) der udtrykkeligt næv- 
ner at hiint Tog til Vendland foregit Hoften ſamme Uar, Erling blev Jarl, 
melder. dog intet om, hvor Iænge Erling opholdt fig der. 

2) Magnus Erlingsføns Saga Gay. 21, Snorre Gap. 30, Fagrffinna Gap. 
273, Saro S. 853. Saxo taler ej om Viken eller Jarldømmet, men figer 

Fun at Grling blev Valdemars haandgangne Mand (miles), og omtaler de 
fpecielle Betingelfer, der igjen ej findes i Sagaerne, 

3) Saro S. 854. 

2) Saro, I c. 


oa Muné. Det norfte Folfs Hiftorie. Ull. 3 


34 Magnus Erlingsføn. 


Der end fan figes om dets ældre biftoriffe Berettigelfe, — fra Olaf den 
bellige8 Tid ej fænger var paa fin Plads, og efter Magnus den Gode vg 
Harald Haardraades Krig maatte betragtes fom begravet, for aldrig mere 
at fremmanes, var Dog atter faldt tillive. Vel var det nu fun fortvarigt, 
og Betingelferne fom ej engang til Udførelfe, men de derpaa grundede 
Fordringer undlode ej, fom vi i det følgende ville fre, i Fidens Lob at 
medføre Ulemper. I lig felv gjorde det ingen Forandring i Norges ind- 
vortes Forhold, thi Erling, der nu ſtyrede Vifen fom danft Jarl, ſtyrede 
ogfaa Det vvrige Norge fom fin Søn Magnus'8 Formynder. Hans 
Magt og Unfeelfe, beder det i en Suga, tiltog med bans Opbøjelfe I 
Rang. Dette torde Dog være fvivlfomt, tbi en danſk FJarletitel fan dog 
vel iffe bave bavt faa meget at betyde i Norge, i det mindfte det nord— 
fige. Men det er et Sporgsmaal, om Erling iffe ogfan bar ladet fig 
udnævne til norff Jarl, og Det tidligere, end han blev dDanft Jarl. Han 
faldes i det mindifte i ren Saga Farl flere Aar før Fredsjlutningen med 
Danmarf '), og da ban fom Fader og Formynder forførev Magnus 
ethvert af hans Skridt, vilde det Da ogſaa fun have koſtet ham et Ord at fade 
fig udnævne til Jarl, bvilfen VBærdighed Magnus fom Konge var fuldkom— 
men berettiget fil at meddele. 


5, Erlings Haardhd mod Harald Gilles UEt. Hans og Kong Magnus'$ Vaſen 
og Udſeende. 


Da Erling -nu iffe fænger bavde Danmark at frygte, men fnarere 
funde vente fig Underftøttelfe af den mægtige Valdemar, vovede han og, 
fom det fynes; med mindre Skaanſomhed end forhen at virke for fit Dy- 
naſtis Befæftelfe paa Tronen, idet ban, fom det udtryffeligt fige8, paa 
alle Maader føgte at udrydde de Levninger, fom endnu maatte være til 
bage af Harald Gilles Et. Ulle hans Skridt i faa Henfeende ere neppe 
opbevarede i Sagaerne, men hvad der fortælles, er tilſtrakkeligt til at vife, 
vor baardt og fraanfelløft ban gif frem. Kong Sigurd Mund havde 
efterladt en Datter, ved Navn Cecilia, der opføftredes paa Kongsgaar= 


1) Nemlig i Sturlungafagaen, hvor han allerede paa Haafon Herdebreids Tid, 
ftrar efter Inges Fald og Magnus's Ophejelfe paa Tronen, kaldes „Er— 
ling Jarl,” Dette fan nu viftnok hidrøre fra at Sagaen er nedføreven paa 
en Sid, da man allerede var vant til at give Erling denne Vitel, og faaler 
des af Skjødesløshed overførte den paa en Tid, da han ej bar den, men en 
faadan Forglemmelfe er dog vderft fjelden i GSagaerne. Og befynder- 
ligt er det, at GSaro flet iffe omtaler Erlings FJarletitel, der dog 
maatte være befjendt i Danmark, naar Erling alene ifølge Valdemars Ud- 
nævnelje bar den. 





1171—1174.  Forfølgelfer mod Kongeætten, 35 


den Gelmin nordligft i Orfedalen. Da hun var bleven voren og giftefære 
Dig, bvilfet vel indtraf omkring 1171, blev ogfaa hun fan en Jorn i 
Øjnene, og da Erling ventelig troede, at ban intet havde at frygte 
af hende, naar hun fom i em mindre anfeet Stilling udenfor Niget, 
blev hun fendt til Folfvid, Lagmanden i Vermeland, der tog hende 
til fin Frille, frjont bun itfe funde elfte ham, og, fom det i det 
følgende vil fres, benyttede fig af den førfte Lejlighed, hun funde 
faa, til at flippe fra ham 1). Det ev ovenfor nævnt *), at Er— 
lings egen Huftru, Cbriftina, før fit Giftermaal med bam havde havt 
en Søn ved Navn Harald. Denne opfoftredes etfted. paa Oplandene. 
Nikolas paa Gifte tog, eller fom det paa et andet Sted heder, fangede 
ham, bvilfet fynes at antyde en vodfom Fremfærd, og bragte ham til 
Erling i Bergen. Han var en meget ſmuk Yngling, og bans Halvbroder, 
Kong Mugnus, fattede megen Kjærlighed til ham. Det var, fortælles 
der, Erlings Maade, naar nogen af bans Fiender førtes for ham, at han 
talte lidet, og Det ganſke jtilfærdigt, eller og flet intet til Dem, naar ban 
havde i Sinde at fade dem dræbe, men overfufede dem Derimod med alffens 
Skjeldsord, naar han vilde ffjenfe dem Livet. Fil Harald talte han ikke 
mange Od. Dette betydede intet godt, og Flere anmodede derfor 
Kong Magnus om at bede om Maade for ham. Dertil var Mag— 
nus ſtrax villig, og bans Venner underftørtede bans Bøn. Men 
Grling fagde, at han iffe forftod fig paa fligt, og meente at Det fnart vilde 
pære bejtilt med hans Liv og Nige, hvis faadanne Raad fit Fremgang; 
„da“, fagde ban, vilde nof alle have ham til Konge og Dig til Øremund”, 
(d. e. til at fysfe eller fmage Øren). Og det gif, fom man anede. Er— 
fing fod Harald føre ud til Nordne$ og balshugge, uden at tage Hen- 
fyn til De Forbold, hvori han flod til hans egen Kone og Søn, og uden, 
- fom det fynes, at funne lagge ham andet til Laft end hans Herfomit, thi 
Der tales ingenfteds om, at Der var begyndt noget Oprør i Haralds 
Navn. Men dette Vert, tilføjes Der og, blev meget laftet 3). Der figes 
iffe nøjagtigt, naar Det ffede, men Det fan ej have været ftort fenere end 
1171 eller 1172, fiden Harald endnu omtales fom meget ung, Da ban 
Henrettedes *), medens det maa have været før 1174, da de Begivenheder, 


1) Guthorm Sigurdsføns Saga hos P. Glausfen. 

?) IL. 6. 812, 842. 

3) Magnus Erlingsføns Saga Gap. 26, Snorre Gap. 35, Fagrffinna, Gap. 
277, Sverres S. Gap. 60. Her ere Harald og Sigurd Markusfoftre forverlede. 

4) JFagrffinna Falder ham ,svein* og „det vænefte Barn”. Nu blev Sigurd 
Mund dræbt 1052 Juni 1155, og Ghriftina gift famme Aars fenere end dette 
Uar (1155) fan altfaa Harald ej være fød, og han var da i 1171 mindft 
16 Aar. Sil Nod funde han da vel maaffee Faldes et — ſnarere 


36 Magnué Erlingsføn. 

J 
Sagaen derefter beretfer, fandt Sted. Maaſkee var det efter af Forbit— 
relſe herober, at Fru Chriſtina, det figes iffe naar, forlod Landet og 
drog fil Conftantinopel Men da det tillige fortælles, at hun drog af 
Landet 1 Folge med en Mand, der hed Grim Rusle, og at de opholdt fig 
i Gonftantinopel en Stund og havde flere Børn fammen, funde man lige 
faa gjerne formode, at det alene var hendes utilbørlige Kjærligbed til Grim, 
og bendes uforbederlige Letfærdigbed, der bragte hende til at rejfe bort, 
uden at Sønnens Drab havde noget Dermed ut beftille*). For Neften 
vifte juft belter ikke Grling hende ſtor egteffablig Troſkab: han havde 
iffe færve end fire Frillefønner, to ældre, Reidar og Agmund, med een 
Moder, to yngre, Finn og Sigurd, med em anden, der bed Aaſa den lyfe *). 
Hvor fænge Chriſtina opboldt fig i Conitantinopel, figes ikke. Det 
fader iffe til, at dun ev kommen tilbage til Morge, da hun ikke fe 
nere omtales i Sagaene. Man veed fun, at hun døde 1178. GSand- 
ſynligviis Dar hun tilbragt fine fidfte Dage hos fine Mødrenefrænder i 
Rusland. 
Erling havde ellers mange Egenſkaber, der gjorde ham flikfet til Regent, 
ban var forftandig, en Dygtig Kriger, flog og forfaren i Landets Styrelje; 
men ban var tillige, fom Det heder, grum vg bhaardraadende, og derved 
ftadede han fig felv, tbi De, fom engang havde paadraget fig hans Mis- 
bag, fil ſaaledes næften intet andet Valg end ar flaa fig til Oprørs- 
floffe, naar De ej vide lide Dødsftraf eller Landsforviisning. Erling be- 
fteives fom hoj af Vært, men dog fætvoren, med noget fremftaaende Arler, 
fangt, ftarpt og lysladent Unfigt, Haaret meget graafprængt. Hovedet bar 
han noget paa ſkakke efter hint Hugg fra Dromunden. I fit VBæfen var 
bait rolig og værdig. - Han brugte gammeldags Klædedragt, nemlig, fom 
Den beftrives, lange Livjivkfer og Ermer paa fine Kjortler og Skjørter, 
valffe Kapper og Sto med Skafter. Saaledes lod han ogſaa fin 





ſkulde man efter dette Udtryk tænte fig ham yngre. Egentlig er der heller ikke i Sa- 
gaberetningen noget, fom bindrer at fætte Henrettelfen tidligere, uden den Omftænz 
dighed, at den fortælles mellem Beretningen om Olaf Ugævas Død (1169) og Sy- 
ftein Meyla (1174). Men da Magnus Erlingsſons Saga intet nævner om hans 
ungdom eller Barne-Alder, bør maaffee Fagrfinnas Ord ej tages for nøje. 
Magnus Erlingsføns Saga Gap. 21, Snorre Gap. 30. I Sagaen fættes 
hendes Bortrejje itfe i mindfte VForbindelfe med Sonnens Henrettelfe, men 
fortælles umiddelbart efter Fredsflutningen, og førend der tales om Harald. 
Da det nu er vimeligt, at Erling, med al fin Haarvdhed, dog neppe vilde 
dræbe fin egen Huftvues Søn, faa længe hun var i Landet, fiden det dog 
var fra hende, at Magnus vegnede fin Berettigelfe til Riget, ſtulde man 
fnaveft tro, at hun var afvejft tidligere, og at Erling derved anjaa fig løft 
fra al. Forbindtlighed til hende, 

?) Magnus Erlingsſons Saga Gap. 21, Snorre Gap, 30. 


1 


— 





Grøebiffop Eyſteins Virkſomhed. 37 


Søn, Kongen, gaa klad faa fænge han var ung, men da han raadede fig 
felv, flædte han fig overmaade fiffigt. Magnus var meget lyſtig og ſpog— 
fom, og af et fet Sind. Hans Befevenbed fynes at have bodet paa, hvad 
Faderens Haar dhed og alvorlige Bæfen maaſkee funde fade. Han var, ſiges 
der, elftet af det hele Folk. Hertil bidrog ogſaa den Forfjærligbed mange 
endnu havde for Sigurd Forfalafarers Afkom fremfor Harald Gilles "). 


6. Erkebiſkop Eyſteins Virkſemhed. Oprettelfe af nye Kloftre. Begivenheder 
paa Orfngerne. 


Der fortælles ikke fynderfigt om, hvad der ellers foregif i Riget, 
faalænge Krigen og Fredsunderbandlingerne frode paa. Erkebiſkop Ey— 
ftein fynes udeluffende at have været beffjeftiget med at ordne De mye kir— 
felige Forhold og omgive Erfeftolen med den Glands, der tilkom Dden. 
- Han bar viitnof allerede Da lagt Planen til at udvide og ombygge Dom- 
fivfen, ſaaledes fom det fenere, tildels efter bans Tid ſkede: for Det før- 
fte opførtes et Kapitelbuus, der nu efter Domkapitlernes Indretning var 
blevet nødvendigt *), og indrettedes fom et færegent Kapell; desforuden op- 
rettedes, tildels ved Overbygning, flere nye Kapeller ved Kirken felv, og 
deres Altere forfynedes med Melifvier, bvilfe, fom man maa formede, ved 
Eyſteins egen Foranftaltning bleve tilvejetragte 3). Som en Hefliqdom el 
fer Nelifvie, der anſkaffedes fort efter Eyſteins Tiltradelſe, omtales „Chri— 
fi Blod," der ſkal være kommet fra Rom til Nidaros i Aaret 1165 ele 
fer 1166 4). En faa fjelden Levning fan fteppe bave været tilvejebragt uden 
ftor Befoftning og Unftrengelfe, og Gyftein, hvem dDen Opgave paalaa at ordne 
Det Hele fra Grunden af og flaffe alt det nødvendige Upparat, bar fiffert fla- 
Digt bavt paalidelige Mænd udenfands i flige Erender. I det mindfte finde vi 
fejlighedaviis i Aaret 1169 tvende Sendebud, Mefter Govfrid og Meiter 
Valter omtalte, fom da opholdende fig i Frankrige, og da De anbefaledes 
til en franft Biftop af den befjendte Erkebiſtop Thomas Becket i Canterbury, 
fom den Gang ligeledes opholdt fig fandflygtig i Frankrige 5), feer man 


1) Magnus Erlingsføns Saga Gay. 28, Snorre Gay. 37, jvir. Sverres Sa— 
ga Gap. 3. 

2) Det er dette Kapitelhuus, fom endnu ſtaar, og i nyere Jider har været fejl: 
agtigt antaget for den af St. Olaf opførte Clemenskirke. Dets Bygnings- 
fliil røber netop Perioden omfring 1160. 

3) Om disfe Kapellers Indvieffe og de i dem opbevarede Melifvier nævnes der 
i Indferifter, indhugne paa Væggen,. hvilke alle vife fig omtrent famtidige 
med hiin foran omtalte af 1161. 

2) De islandffe Unnaler ved dette Aar.  Sturlunga Saga NL. 1. (1, S. 114). 

3) GErøebiffop Thomas's Breve, II. 15. 


38 Magnus Erlingsføn. 


tybeligt, bvad der ogſaa af fig felv er let at fljønne, at Gyftein og 
Thomas maa bave ftaaet i venftabelig Forbindelfe med hinanden. Den 
myndige og frystløfe Thomas Bedet maa juft have været en Mand for 
Gyftein at efterligne, og Det var iffe befynderligt, om han havde valgt ham 
til fit Monſter. Thomas's Drab, der betvagtedes fom Martyrdom, maa ogſaa 
bave gjort megen Opfigt i Norge og paa Island, da det omtales i alle 
annaltjtiffe Optegnelſſer. Det varede beller ikfe forholdsvis længe efter 
Thomas Beckets Kanonifation (1176), førend en Overfættelfe af hans 
fegendariffe Levnetsbeftrivelfe eller den faafaldte Thomas Erfebiffops Saga, 
var meget udbredt, faavel i Norge fom paa Island '). Blandt de Foran- 
ftaltninger, fom Erkebiſkop Eyſtein enten alerede havde faaet bragt i Stand 
omfring 1170, eller i det mindfte forberedt, var Oprettelfen af et Konvent 
af regulære Ghorbrødre efter Auguſtins Negel, Der med en Prior fom 
Forftander, hvad Klofteret8 indre Orden vedfom, var paa Det nøjejte 
afhbængigt af Domfapitlet af fefulære Ghorbrødre, og ftod med dem under 
Erkebiſkoppens Overopligt. Dertil ffjenfede Eyſtein fin eller maaftee 
Domfirfens Gjendom Elgefeter, ved Nid-Elven, lige vver for Domfir- 
fen, bvor der vejftes et betydeligt Klofter. Fil Klofterets Kirke beftemte 
ban den af Harald Haardraade opførte Mariefirfe i Nidaros, hvilfen han 
timeligviis ønffede flyttet, fordi den laa Domfirfen for nær. Den blev 
ogfaa virkelig fagen ned, og fiden paany opført ved Elgefeter, men Dette 
var Dog, fom man erfarer, endnu ikke føeet i 1176. Kirken befandtes faa 
fterft opmuret, at man fun med Vanſkelighed funde faa Stenene fra hin- 
anden. Med Kirfen fulgte ogſaa Kong Harald Haardraades Lig, der i 
den faa begravet *). å 

J Bergen blev, fom man maa formode, den ftore, af Olaf Kyrre 
paabegyndte Ghrifttirfe, bvis Dpførelfe i fang Tid fynes at være af 
brudt, endelig fuloført ftrar før 1170, thi i dette Nav lod Biffop Paal 
St. Sunnivas Levninger, fom det hever, med Glæde og herlige Jertegn, 


1) Dette maa man flutte af de mange og gamle Ufffrifter, der endnu findes af 
denne Saga. 

Utt dette fees af Mortinffinna fol. 20 og Ågrip, Gap. 36, hvor det heder: 
Kong Haralds Lig blev begravet ved Mariefirfen, men nu ligger han ved 
Glgefeter, thi man fandt det pasfende at han fulgte den Kirfe, han felv 
havde ladet gjøre, men fom Erkebiſtop Gyftein lod flytte derhen under Reen- 
livsmændenes Baretægt, og gav dertil ftore Gjendomme, og forøgede meget 
GStiftelfens Gods med de Gjendomme, han felv havde ſtjenket dertil. Kirfens 
Flytning omtales ogfaa i Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre Cap. 39. 
At Flytningen ej havde fundet Sted i 1176, ſees deraf, at Thjodrek Munk, 
der førev efter dette Uar, nævner Kirfen fom endnu ſtagende paa fit Sted. 
Hine Udtryk vidne ogfaa om, at Kirkens Flytning fødde fenere end Klofterets 
GStiftelfe. 


— 





p St. Sunnivas Helligdom i Bergen. 39 


flytte derhen fra Sellø Klofter d. Ilte Auguſt, og den 7de September 
opftille i et ftort Skriin over Højalteret, hvor de fiden bvilede til 1531, 
Da Kirfen blev nedbrudt '). Flytningen fryldes nærmeft Biftop VPaals 
Foranftaltninger, men Da Erling og Kong Magnus havde Deres mejte 
Tilhold i Bergen, ev det ej ufandiynligt, åt oafaa de bave bidraget meget 
Dertil. — Det anføres fom et merfeligt Sammentrær, at Erkebiſkop Tho— 
mag fed fin Martyrdød famme Aar. Et Par Nar efter fif man og, fom 
man troede, fee Prove paa St. Sunnivas undervirfende Kraft. Om Vin- 
tren 1172—73 blev nemlig Bergen hjemſogt af en ſtor Ildebrand, der 
fynes at bave lagt Den mefte Deel af Byen i Uffe. Men Iden, figes 
der, ftandfedes i fin Gang, da St. GSunnivas Skriin blev baaret imod 
Den ?). | 

Det er forben nævnt 3), at ver ogfaa ved Kaftellfirfen i Kongehelle 
paa Eyſteins Iid og maaffee ved bans Medvirkning fliftedes et Auguſti— 
ner-Konvent, Der trods Den fore Afftand mellem Throndhjem og Vi- 
fen blev lagt under Erkeſtolen Nidarvs. Naar dette Konvent — 
det faafaldte Kajftelle Klofter — oprettedes, angives iffe i Oldfkrif— 
ferne, men Det omtales noget før 1184, fom om det Da allerede have 
De beftaaet i nogen JD *). Da man nu finder, at det ogfaa ftod i et 
pit Afbængigbedsforhod til Auguftinerflofteret paa Ebelholt i Sjæland 5), 
Der var jtiftet af den berømte St. Villjam, Biftop Abfalons Ven, eller vet- 
tere i det Aar forflyttet derben fra MWſkilso, hvor Villjam fra 1165 var 


1 Aaret angives til 1170 i Annalerne, i de WBartholinffe Unnaler (Langebek 

Ser. I, 841), og i Cegenderne om St. Sunniva, aftryfte hos Langebek (IV, 

* GS. 14 og €. 20). Paa ſidſt nævnte Sted nævnes Biſkop Paal, ſamt Op— 
ftillingsdagen; den egentlige Flytningsdag, BIlte Auguſt, nævnes i forffjel- 
lige Kalendarter.  Derimod nævner Sturlunga Saga S. 116 Uaret 1172, og en 
af Legenderne, ber dog for Meften angiver Erøebiffop Thomas's Pasfion til 
famme Uar, Kong Magnus's I4de Regjerings-Aar. Men her maa man, med 
Langebef (S. 12) åntage at , MRegjerings-Aar”' er Strivfejl for „Livs-Aar“. 
J Uaret 1170 var nemlig Magnus netop 14 Aar gammel, og faa feent fom 
1175 fandt dog ikke Flytningen Sted. 

2) Unnalerne, famt GSturlunga Saga, I. c. Udtrykfet , Bergen brandt” vidner 
om af SFldebranden maa have været betydelig. 

3) II. S. 939. 

2) Se Brev fra Abbed Billjam til Prioren Laurentius og de øvrige Konvent: 
brødre i Kongehelle (Langebef Ser. VI. 55, Liljegreen Dipl. I. 115), hvor 
der tales om Kongernes Fejde; disfe Konger Éunde neppe være andre end 
Magnus Erlingsføn og Sverre, og Brevet maa følgelig være førevet før 
Magnus's Fald 1184. 

?) Denne Afhængighed fluttes deels af det nys nævnte Brev, deels, og fornem: 

 melig, af et Brev af 1403, hvor Konventet i Kaſtellkloſtret aflægger Ebel 
Holts Abbed Lydighedsløfte (Kangebek Ser. VI. 176). 


40 Magnus Erlingsføn. 

Abbed, ligger den Slutning ifte faa fjernt, at Villjam ogſaa er Kaftelle 
Kloſtrets egentlige Stifter, og at dets Oprettelfe er at anfee fom den førfte 
og eneffe blivende Frugt af Vikens Afſtaaelſe til Danmart. Thi dermed 
er Der bel gaaet til faaledes, at Erling føaffe, fom Vikens verdslige 
Høvding, og Biftop Helge, Fredsmegleren, enten allerede under deres 
Opbold i Danmark eller ſenere, efter Fredsſlutningen, paa Kong Valde— 
mars eller Biffop Abſalons Forlangende have afftanet Kaftellfirfen i Kon- 
gebelle til en Afdeling Munke fra Wſekilss, eller, hvis det førftffede efter 
1176, fra Ebelholt, for ogfaa i Viten at oprette et Filialklofter, men At 
Dette Klofter fenere, Du Forbindelfen mellem Viten og Danmark opløftes, 
blev lagt under Erkeſtolen i Nidaros, uden at dog derved dets amandelige 
Jorbindeffe med Ebelholt opphørte. Naar Kaftelle Ktofter indtraadte i 
hiint befynderlige Afbeengigheds-Forhold til Nidaros Erkeſtol, nævnes ingen- 
fteds; førit omfring 1300 beder Det, at Der tilfom Ghorsbrødrene i Ni— 
Davos I Forening med Erøebiffoppen at vælge Priorerne i Elgefeters og 
Kajtelle Klofter, og at føre Filfyn med deres Gjemdomme . For den Sags 
Skyld fan det altfaa gjerne være at Overdragelfen ej fandt Sted før- 
end I Lobet af det 13de Wardundrede, da Borgerfrigene vare forbi, og 
Erkebiſkopperne i Nidaros iffe længer føgte nogen Støtte hos Danfte 
Vrælater *). Det bliber Derfor bøjft tvivlfomt, om Erkebiſkop Eyſtein 
bar bavt nogen Deel å Kloftereta førfte Oprettelfe, thi for faa vidt nogen 
norſk Biſkops Biftand Dertil udfordvedes, maatte Der fnarere være Fale 
om Biffoppen af Oslo, og bvis Der allerede fra Erkebiſkop Abfalons og 
hans Ven Abbed Villjams Side var Spørgsmaal om at ftille det under Den 
norffe Grøebiffops Varetægt, er der ſtorſt Sandfynligbed for at Denne 
Erkebiſkop var Erik, Eyſteins Efterfolger, der, fom vi i det følgende vill 
fee, ſtod I det nøjefte Venffabsforbold med Ubfalon, og en Fidlang opholdt 
fig hos ham. Det enefte, man med Sitferhed ved om dette Klofters Vil 
blitelfestid, er, at Den maa falde mellem 1136, da Kaftelltirfen, med bvil- 
fen Dengang intet Klofter var forbundet, plyndredes af Venderne, og 


1) Schonings Unhang til Domkirkens VBeftrivelfe 21. Langes Klofterhiftorie 
S. 730. 


2 


— 


Det maatte vel nemlig betragtes fom en Fornærmelfe mod Abbeden i Ebel 
holt og følgelig mod den danffe Gejftlighed, hvis nogen norſt Eråebiffop, Hin 
Abbed uadfpurgt, havde ladet fig Raadigheden over Kloftret overdrage. Der— 
for fan neppe Erkebiſtop Gyftein, og end mindre hans Efrerfølger Erik, Ab— 
falons ſpecielle Ven, have indladt fig paa noget faadant. En anden Sag er, 
om Abbeden i Ebeiholt felv har fiillet Kloftret under den norffe Erkebiſkops 
Beffyttelfe, og da maa man, fom det ovenfor i Ferten er feet, nærmeft 
tænte paa Grfebiffop Erik. Eyſtein ſtod mere i Forbindelfe med England 
og føgte fin Støtte der. 





1173—74. Harald unge fra Orlnø faar Jarlsnavn. 41 


Aarene nærmeft før 1184, da Klofteret førfte Gang nævnes. Dg for 


faa vidt det er fiftet ved Abbed Villjams Foranftaltning, bvilfet, fom vi 
have feet, næjften fan antages for afgjort, fan det iffe være ældre end 
Fredsflutningen 1170. Før Domfapitlernes Oprettelſe fan Ver heller 
iffe godt være Tale om Auguſtinerkloſteres Oprettelfe i Norge. Men det 
12te Yarhundredes den Halvdeel var i Norge netop Auguſtinerkloſter— 
ne8 Tid. Da fiiftedes, fom vi have feet, foruden Elgefeter Klofter ogfaa 
Halsnø Koffer og Jons Klofter i Bergen, det førfte endog ved Erling 
ſkakkes Foranftaltning *). Saa meget mere maa man derfor ogfaa henføre 
Kaſtellkloſterets Stiftelfe til venne Periode, og navnligen antage at Erling 
Jarl beller iffe derved har været uvirffom. 

Om Begivenbederne i Skatlandene paa denne Tid nævne vore Olde 
ſkrifter ikke fynderligt. Paa Ovtnøerne berffede Jarlen Harald Maddadhs— 
føn med ſtor Unfeelfe*), og, fom det lader, mere beffjeftiget med Skot— 
fands, end med Norges Anliggender. * Han ftod fremdeles, fom man feer, 
i et fpændt Forbold til det ſkotſke Hof: det er Derfor iffe at undres over, at da 
Ragnvald Jarls Datter Ingegerde ældfte Son med Erik Slagbrelle 3), Har- 
ald, var voret til, fandt denne Underjtøttelfe hos Kong Billjam, den i 1164 af- 
Døde Mælfolms Broder og Cjterfølger, mod Jarlen. Harald Eriksſon, der 
til Forffjel fra Harald Maddadhsfon fædvanligviis faldes Harald unge, be- 
gav fig førft med fin Broder Magnus Mange til Kong Maqnus i Nor- 
ge, og anholdt hos ham om Jarlsnavn og Halvdelen af Orfnøerne, faale- 
des fom hans Morfader Ragnvald havde befiddet Dem. Magnus ſkal og- 
faa have føjet bam beri, ffjønt det fynes fom om ban derved matte frode 
Harald Maddadhsføn for Hovedet, bvilfen Dog fiden, uagtet han ellers ikke 
faa fet tilgav Fornærmelfer, vifte fig fom en ivrig Filbænger af Erlings 
og Kong Magqnus's Parti Men Beretningen om Harald unges Hæn- 
Deffer er meget forvirret *), og hvad enten nu Magnus har gjort ham til 


1) Se ovenfor I. S. 939. 
2) Se ovenfor II. S. 948. 


3) S. 0. 11. 850. Om Erik Erifsføn GSlagbrelle, gift med Ragnvald Farls 
Datter Jngegerd, fe ovenfor IL. S. 943. 

4) Ortnepingafaga, S. 408, fortæller nemlig om Harald unges Fejde med 
Harald Maddadheføn og Fald, faa vel fom om Kong Villjams Krig med 
Harald Jarl i den Anledning fom om disfe Begivenheder FEulde have fundet 
Sted ganffe Fort Tid efter Kong Magnus Evlingsføns Fald; ja Haralds 
Ankomſt fra Norge, med en vis Sigurd Murt, hvorom fenere, henføres endog 
til Siden fer Kong Magnus's Død. Men af den ejenfynligen  paalidelige 
Beretning, hos Noger Hoveden (S. 767) faa vel fom de dermed ftemmende 
Tidsangivelfer hos Fordun og i den melvofiffe Krønite, feer man at Harald 


42 Magnus Erlingsfen, 


Farl eller ej, ev Det temmelig viit, at ban itfe gav ham nogen Underftøt- 
teffe, thi Da Harald vendte tilbage vefter over Havet — Der figes ikke 
naar — anføb ban fun Hjaltland, og begav fig Derfra firar til Katanes 
og videre op i Skotland til Kong Villjam, der paa hans Anmodning for- 
fenede ham med Halvdelen af Katanes: fra den Tid forfvinder han i en 
fang Tid fra Hiftorien og fommer ikke frem igjen førend fænge efter Kong 
Magnus's Død. Han bar faaledeg vimeligviis i al den Tid holdt fig i 
fin Deel af Katanes, under idelige Fejder med Harald Maddadbsføn, der 
for Reſten herſkede uforftyrvet paa Orknøerne felv. Af andre merkelige 
Begivenbeder paa Øerne nævnes, foruden Svein. Asleivsfons Iog til Ju- 
fand og Undergang Der, hvilfet vi allerede ovenfor have bevettet 1), fun 
om den alvderftegne Biffop Villjams Død, 1168, altfaa efter at have 
været Biftop i henved 56 Aar. Han blev begraven å Domkirken i Kir— 


unge ikke faldt førend 1198, og at de øvrige i Forbindelfe dermed ftaaende 
Begivenheder, navnlig Harald unges Ankomſt fra Norge med Gigurd Murt, 
itte ffede førend i 11956. Hoveden figer endog udtrykfelig, at det var Sverre, 
fom da havde forlenet Harald med $Halvdelen af Orfnøerne, Ja endog de 
ielandffe Unnaler henføre Harald unges Fald til 1198. Da man imidlertid 
af den Omftændighed, at Magnus Mange blev tilbage hos Kong Magnus, 
og faldt med ham 1184, fan fee, at det dog forholder fig rigtigt, hvad Orén- 
eningafaga beretter, nemlig at Havald unge, ledfaget af Magnus Mange, vejfte til 
ham for at faa Jarleværdigheden over Ortnøerne, maa han ſaaledes have 
gjort to Mejfer til Norge, en under Magnus, omtrent ved 1174—75, en un: 
der Sverre, 1197, men Orkneyingafaga har aabenbart fammenblandet disfe 
to Mejfer, og gjort dem til een. Harald unge Éan altfaa ved fin førfte 
Rejſe til Norge ej have erhvervet mere end den tomme Jarletitel over Halv— 
delen af Øerne uden at faa denne Halvdeel i Befiddelje, og han maa ved fin 
Filbagetomfi til Sfotland, hvor han, fom man fan ffjenne, har opholdt fig 
paa fine fædrene Godfer i Sutherland eller Katanes, ſtrax have tyet til RK. 
Villjam, der forlenede ham med Halvdelen af fidft nævnte Jarldomme.  Deraf 
kan man nu ogfaa fortlare, hvad der ellers ikke opiyies hos Hoveden og 
Fordun, hvorledes Harald Maddadhsføn Éom i Fejde med Kong Villjam: det 
fynes nemlig for en ſtor Deel at have været, fordi Villjam tog fig af Harald 
unge, og underftøitede ham i hans Strid med Harald den ældre om hiin Halv- 
deel af Katanes, paa hvilken denne, fom man let kan forftaa, ikke godvillig 
vilde give Slip. Der ftaar ogfaa, hvor der handles om den førfte Fejde 
mellem Billjam og Harald, at Kongen gav Harald unge Halvdelen af Ka: 
tanes“, hvilket her enten, med ubeftemt Tidsangivelfe, betegner at Kongen 
allerede havde givet ham dette Len, eller, hvis det figter til Aaret 1196, at 
han da, ved Forliget med Harald den ældre, ogfaa betræftede Harald den yngre 
i hans Len. Alt dette vil tydeligere fremgaa i det følgende, hvor disfe Be— 
givenheder fortællee. Men merkeligt er det, at Orkneyingaſaga felv intet 
nævner derom, førend efter at have omtalt Biſtop Viljam den yngres 


Død 1188. 
1) Se ovenfor II. 945, 955. 





1173. Birkebeinernes Flok. 43 


kebaag, Bvor bang Grav nys er gjenfunden 1). Hans Cjterfølger hed og- 
faa Villjam, men man ved for Reſten iffe mere om ham, end at ban var 
Biſkop i 20 Aar, og døde 1188?). Hans Gjterfølger var igjen Skalden 
Bjarne, en Søn af Paal Jarls Datterdatters Datter Herbjørg, og den 
mægtige Kolbein Ruga, der paa en af fine Befiddelfer, den lille O 
Bigr, fod opfore et Steen-Kaftell, af hvilket Der lige til vore Tider har vær 
vet Levninger 3). 


7. Kronprætendenten Eyſtein Meyla og Birkebeinernes Flok. 


Erling ffaffes haarde Fremfærd mod Harald Gill:8 Efterkommere 
forfejlede, fom GSugaen antyder, deres Henfigt. Thi de, der felv havde — 
man funde fige — Det Ubeld at nedftamme fra en af Harald Gilles Søn- 
ner, maatte, om de end ellers ikke havde tænkt paa at væte nogen Op— 
ftand, for Deres egen Sikkerheds Skyld føle fig opfordrede til at prøve 
dereg Lykke fom Kronprætendenter, og De, fom gjorde Mine til, eller endog 
blot mistænftes for at holde med dem, kunde ej fenger være fifre paa 
Livet i Deres eget Frdreland. Paa denne Maade maatte der nødven- 
digbviis efterhaanden Danne fig Flokke af Mænd, der, fom mistæntte for 
eller overbevifte om politifte Forbrydelfer, vare fredløfe i Deres Fædre 
land, og deels maatte føge Filflugt tilfjelds eller i Sfovene, deels røm- 
me over Grændjen, ved bvilken fornemmelig faadanne Flygtninger havde 
deres Tilhold. Saaledes opftod en Flok, der i Vegyndelfen var 
Daarlig og ubetydelig, og neppe engang tegnede fig til at blive faa farlig 
fom Hettefveinernes, men fom dog ej alene ſkulde vore Erling Jarl over 
Hovedet, men, under en overordentlig Mands Ledelſe, endog bevirfe hvad 
man funde falde en fuldftændig Statsomvæltning, og give hele Norges in- 
dre Liv en forandret Skikkelſe. Dette var Birfebeinernes Flot. 

I Aaret 1174 fremftod en ung, endnu iffe ganffe fuldvoren, Mand, 
ved Navn Eyſtein, der fagdes at være en Søn af Kvng Eyſtein Haralds- 
føn, et Udfagn fom ogfaa fynes at have havt fin Rigtighed, Da der in- 


1) Nemlig i den øftlige Deel af Kirken, henimod Ghoret. I Graven laa en 
Blyplade, der nu opbevares i Mufeet i Kirfevaag, med Indførift: hic requiescit 
Wilielmus senex felicis memoriæ, primus episcopus: bvilfet Indhold fy: 
nes at vidne om at Pladen ej er nedlagt ſtrax ved hans Begravelfe, men 
fenere, maaſkee ved Kirfens Udvidelfe, da hans Grav rimeligviis maatte 
flyttes. 

2) Ortneyingafaga GS. 406, jvfr. Unnalerne. 

3) Det faldtes af Indbyggerne castle of Coppi Row (5. e. Kolbein Ruga); men 
Kolbein er i Folkeſagnet bleven en uhyre Jotun. 


44 Magnus Erlingsføn. 


genſteds tale8 om at nogen gjorde Indvendinger Derimod. Han var ſmuk 

af Udvortes, liden af Vært, med et fagert, temmelig livet Anfigt, bvorfor 
man fædvanligviis gav ham Fimavnet  Meyla”, d. e. den lille Pige 1). - 
Til ham, deder Vdet, famlede der fig mange Dygtige Mænd, der klagede 
over at have miftet Deres Fædre, Brødre eller nærmefte Frænder, eller at 
bave [dt Tab paa deres Ejendomme, de flefte unge, mere tapre end for- 
ftandige. Det er at formove, at de flefte af Dem hørte til Levningerne af 
Hettefveinerne8 Parti, fan meget mere fom vet udtryffeligt fige8 at en 

ftor Deet af dem vare Marfer-Mænd, og fiden Fyftein juſt fremftovd paa 
den Kant. Her er han vel Derfor ogfaa bleven opfoſtret, eller i alle Fald 
Demmelig bentet Derhen af enkelte iblandt dem, der ifær tørftede ef 
ter Hevn over Erling, og Derfor behsvede en Modfonge at opftille; thi 
Det ev iffe at formode, at ban felv, faa ung fom han var, ffulde have 
vovet at optræde fom Kronprætendent, uden at blive opfordret Dertil af 
andre og mere erfarne Mænd, der fatte Mod i ham, og lovede bam fik 
fer Biftand. Eyſtein begav Vig førft, med em Deel af dem i fit Følge, til 
Jarlen Byrge Brofa i Gautfand, bvis Huftru Brigida var Kong Ha- 
vald Gilles Datter, og faaledes, Hvis det forholdt fig rigtig med bad 
ban angav om fin Herfomft, bans Faders Syfter. Paa Grund deraf 
bad ban Jarlen om Hjelp, og faavel Byrge fom Brigida, voptoge hans 
Begjæring vel, tilfagde ham deres Underftøttelfe, og beholdt ham hus fig 
i nogen Tid. Ultfaa Dave de begge enten virkelig antaget hans Foregiten- 
De vigtigt, eller givet fig Mine af antage det, for at ſtaffe Erling ſkakke 
Fender, thi Det er ej at undres over, om De nu vare fiendiligt findede 
imod ham, da ban aabenlyft havde gjort Det til fin Opgave at pdelæyge 
Harald Giles hete Slgt. Maaffee endog VByrge Jarl felv, fom gift 
med en norff Kongevdatter, nærede Fanfer om at flaffe Vig eller fin VEE 
den norffe Krone, og derfor førft og fremft fandt Det nvttigt at foætke 
Erling, ſkakkes Magt Han hørte til den mægtige og ærgjerrige Folkun⸗ 

ge-AMt, der paa denne Tid begynder at fpille en fremragende Rolle i 
Sverige, og fnatt i hele Norden *). Om han allerede paa Denne Tid 
nærede Onſker og Forbaabninger, Der ſtrakte fig langt videre end hans 
Byrd egentlig berettigede Ham til, men fom yngre Medlemmer af hans 


1) Nemlig af mey, Me, Pige. Ordet meyla fvarer ganføe til det gotiſte mavilö. 
3) Byrge var Broder af Magnus Minneffjold, Fader til den bekjendte Byrge 
Fart af Bjeldo, om bhvilfen længer nedenfor, Fader til Sveriges Konger Bale 
demar og Magnus, JFarfader til Hertug Erif, hvis Sen Magnué daade var 
Sveriges og Norges Konge.  VByrge Brofa og Magnus Minneffjold vare 
Sønner af Benedikt, med Tunavn Snyfel, Sen af Høvdingen Folfe den digre 
med den danffe Kong Knut den helliges Datter Ingegerd, ſe Saro, S. 592. 





1174—1176. Eyſtein Meyla og Birfebeinerne. 45 


Slagt virkelig bragte til Udførelfe, vilde ej være forunderligt. Ved 
Eyſteins Afrejfe medgav Byrge ban nogle Folk og Penge, og af— 
fandt fig, fom der ſtaar, vel med ham; baade ban og hans Huſtru gjen= 
tøge ved UAfffeden deres gode Løfter.  Gyftein begav fig Derfra med fit Folge 
tilbage til Norge, og opboldt fig for det førfte i Grændfeffovene paa Mar- 
fer, hvor endnu flere famlede fig til ham. Men da han og hans Mænd fun havde 
faa Penge, maatte de ſkaffe fig Ophold, fom de bedft Éunde, ved at vøve og 
plyndre i Bygderne. De vare for faatallige til at De torde opholde fig 
fænge paa vet Sted, men firejfede vidt og bredt omkring, idet De fnart 
fom frem paa eet, fnart paa et andet Sted. Derved bleve deres Klæder 
og Sfotøj fnart opflidte, faa at de bleve barfodede vg maatte binde Næ- 
ver om deres Fødder og Lægge. Derfor faldte VBønderne dem fpotviis 
Birfebeiner, Deres Strejftog gif meftendeels øften om Marker, verfra 
brøde De af og til ned i Viten.  Lendermændene og Bønderne nede i El— 
vefysfel famlede Folk imod dem, og holdt flere Fegtninger med dem, 
pvorved fnart Bønderne, fnart Birfebeinevne vare De angribende, og flere 
Folk faldt paa begge Sider. Maar Birkebeinerne ikke tvaf den bele Bon- 
dehob for fig, bleve de fædvanligviis de frjrende, vg Bønderne toge Flugs 
ten. Fre ovdentlige, fyltede Slag flulle de have holdt, og fejvet i dem 
alle. Men paa Krokaſkogen oppe i Saurbø, hvor Karl Jarl tidligere fed 
fit Nederlag (4137) gif det øgfaa Dem ilde. VBønderne fældte Broter for 
Dem, og havde, fom Det fynes, nær omringet Dem, men De undflap Dog 
ved en burtig Flugt, og med Valet af endeel Folk. Paa denne Maade 
tilbragte Birfebeinerne tvende Vintre og den mellemliggende Sommer 
(1174—1176) i Viten 1). 

Sommeren derefter (1176) vovede De fig ud paa et længere Fog. 
De fkaffede fig endeet lette Skibe og Studer, og toge Vejen langs Kyiten, 
førft omfring i Viten, bvor de fik fig Folk og Penge, og fiden, da 
Det fed ud paa Sommeren, novdefter til Syrondbjem, udenffjærs vat faa- 
dan Hat, at der ej hørtes noget Nys om dem, førend de fom til Byen, 
lige faa lidt fom Erling Jarl og Kong Magnus, der vare i Bergen, erfa- 
rede noget omiat de fejlede forbi. Birkebeinernes Skare var nu vel be- 
væbnet, og beftod foruden af Marfermænd og Elvegrimer ogfaa af en heel 
Deel Mænd fra Thelemarken, der rimeligvis havde fluttet fig til dem paa 
Deres Fart forbi Grønafylfe8 Kyſter. J Nidaros ophobdt fig fom Gjald- 





* 

1) Magnus Erlingsføns Saga Gap. 27, Snorre Gap. 36; Fagrffinna Gap. 
278. Denne fidfte, fom her nærmeft er fulgt, afviger i nogle Enfeltheder 
fra hiin. Navnlig er det den, fom lader Bønderne fælde Broten for Birte: 
beinevne medens den ſtorre Kongefaga lader Birfedeinerne gjøre det. 


46 Magnué Erlingsføn. 


fere 2), Lendermanden Nikolas Sigurdsføn, om bvilfen der ovenfor er 
talt, tilligemed fin Svigerføn, Lendermanden Erik Arnesſon ?). Marie 
mesfe fidre (8 Septb.), Da Nifolas og flere gik fra Dttefang 3), fom 
Grif ben til fin Svigerfader, og fagde at nogle Fiſkere, fom juſt vare 
fomne til Byen, puaftode at have fret en Mængde Sejl fyre ind av Fjor- 
Den: „det maa vift,” fagde han, være Birfebeinerne, og Du gjør vetteft I 
at fade blæfe Alarm, og befale Bymændene at famle fig bevætnede ude 
paa Øren." — ,Du er alt for fettvvende, Maag,“ fvarede Nikolas, ,naar Du 
fytter til etbvert løft Snak, Fifterne fore med; Virkebeinerne, tænfer 
jeg, ere nu, fom før, efter paa Marfer, og tænke neppe paa at bjemføge 
og Fbrønder, men om J endelig vil, funne vi jo fende en Skude ud 
for at underføge Sagen, og fiden holde Thing." Erik fendte Skuden af 
fted, og gif Derpaa bjem. Da det vingede til Hojmesje, gik Nikolas at- 
ter til Kirke. Erik fom igjen til ham og fagde: „Jeg tvor vift, Maag, 
at Efterretningen ev fand, tbi her ere de Folk, jeg fendte ud: De have felv 
feet Sejlene, og antage beftemt, at Der er Ufred paa Færde. Jeg raader 
til at vi ride ud af Byen og famle Folk fra Omegnen, thi ber i Byen 
tyffes der mig at være Mangel paa Folk.“ — ,Du er Da ogfaa alt for eng— 
ftelig* fvarede Nikolas, „forſt vil jeg høre Mesſe, faa funne vi fiden raad- 
flaa om hvad vi føulle gjøre.” Nikolas gif i Kirke. Da Mesfen var 
fungen, gif Erik til bam og fade; Mu eve Heftene fadlede; fad os nu 
tide bort, og ind i Heredet." — „Nej,“ fagde Nifolas, ,jeg vil holde Tbing 
med Bymændene ude paa Øren, og fee hvor ſtor Styrfe vi funne opjtille, 
men fort vil jeg fpife til Middag." Da git Erif bort og bjem I fin 
Guard, fieg til Heft med fine Mænd og red ud af Byen.  Nitolas gik 
til Bords, og fatte fun en Vagt ude paa Øren. Han bavde neppe endt 
fit Maaltid, førend der fom Bud, at Birkebeinerne roede op i Elven. Da 
fod ban fine Mænd væbne fig og begav fig med Dem op i Det øvre 
Stofverk eller Loft, for Der at forfvare fig. Dette var et meget flet be— 
tænft Paafund, tbi havde ban ſogt at forfvare Porten mod Birfebeinerne 
vilde han maaffee hate funnet holde Dem tilbage, indtil Bymændene funde 
fomme ham til Undfætning. Nu derimod vidfte han og hans Mænd ikke 


1) Der ftaar fun i Sagaen, at han havde alle Raad for Bymændene, men 
da man feer, at det ev ham, hvem bet paalaa at lade Borgerne fammen- 
kalde ved Hornblæft, og holde Thing med dem, er der ingen Jvivl om at 
han var Gjaldfere. 

2) I Fagrffinna Éaldes han Dagsføn. 

3) Kirfen, hvor Nifolas hørte Ottefang, var rimeligviis Jonskirfen, der laa nar 
ved hans Gaard. Om denne heder det i et Haandførift af Snorres Verk, 
at den for ikke lang Iid føden tilhørte Thorgeir Kapellan. 


1176. Birfebeinerne i Shrondhjem. 47 


Ordet af, førend hele Gaardsrummet var opfyldt af Fiender. Birkebei— 
nerne, der fom ganffe uventet, havde taget Vejen deels op avd Guderne, deelg 
langs Brygaerne, og til Nikolas's Gaard, fom de nu ganfle omringede. 
De vaabte til ban og bøde ham Grid, men han vilde ingen modtage. Da 
gif de los paa Loftet fra alle Kanter, nogle bug Hul i Jaget og fføde 
ned. Nikolas og hans Mænd værgede fig mod Overmagten, faa godt De 
funde, med Bueftud, Haandftud og Ovnjtene. Han bavde et rødt Skjold med 
forgoldte Nagler og Lifter. Paa det fføde Birfebeinerne faaledes at Pi- 
fene ftode i fige til Rorbaandene. Mu fviger mit Skjold mig", fagde 
Nifolag, og fit fort efter fit Banefaar. - En ſtor Deel af bans Mænd 
faldt med ham. Hans Død blev almindeligt beklaget *). 

— Birkebeinerne fammentaldte nu Thing i Byen, og gave Jndbyggerne 
Fred. Disfe underkaftede fig alle fammen, og Eyſtein fil Kongenavn paa 
Ørething. Han var, fom man tydeligt fan fee, flet ikke uvelfommen, og 
opboldt fig der nogen Tid, medens der ftrømmede Folk til han faa vel 
fra Byen fom fra Landet, og gif ham til Haande. Blandt disfe vare 
de tre Sømer af Gudrun, Huusfruen paa Saltnes i Budvifen, ved Navn 
Jon Kettling, Sigurd og Villjam *). Ud paa Høften Drug ban kvnger 
ind i Throndelagen med fin Flok, der fremdeles tiltog. Blandt dem, der 
fluttede fig til bam, nævnes ogſaa en Thorfinn fvarte af Snas 3), der 
fom med fin Son Helge og en heel Frop Folk.  Overhoved fan man 
fige, at bele Sbrøndelagen erflærede fig for ham, og de bedfte Vønders 
Sønner forenede fig med ham. Ved VBintrens Vegyndelfe fom han tilbage 
til Nidaros, og begav fig derfra til Orfedalen, for at Drage fyd over 
Fjeldet. Da han å Ovfedalen lod fin Hær rælle, befandtes det, at Den 
udgiorde næften 20 Hundreder, d. e. 2400 Mand. Da de vare fomne 
over Fjeldet ned i Gudbrandsdalen, fortfatte De Joget længer ned paa 





1) Magnus Erlingsføns Saga Gap. 30, 31, Gnorre Gap. 39, 40, Fagrffinna 
Gay. 279, ogfaa Thjodrek Muné, hvis Verk ellers ikke gaar Iænger end til Sigurd 
Jorſalafarers Død, omtaler dog lejlighedsviis Nifolas's Død Gap. 31, hvor 
han opregner enfelte af dem, der fulgte med Magnus Barfod paa VBefter- 
havstoget. Blandt disfe nævner han ogfaa , Ulf Ranesføn, Broder til Sig: 
urd, der var Fader til den Nikolas, hvem Eyſtein, biin ulyffelige Fyrfte, 
dræbte i Nidaros” (Ulfr Rana frater Sivardi, patris Nicolai, quem Qustein 
infelix tyrannus oceidit in Nidrosiensi metropoli). Ogſaa i disſe UdtryÉ 
ligger der maaffee en Beklagelfe over Nitolas's Drab. 

Disfe tre unge Mænd kaldes i Fagrffinna Galtnesfveinerne. Sigurd foree 
fommer ofte i Gverreé Saga. — Gudrun, deres Moder, maa have været en 
anfeet Enke. 

Munthe, (fe Unm. til Walls Snorre IL, S. 209) antager dette for Gaarden 
Gnaafen i Berdalen; det funde dog maaffee her betegne Bygden Snaaſen i 
Syparbyggjafylfe, ved GSnaafenvandet. 


2 


— 


3 


3 


— 


48 Magnus Erlingsſon. 


Oplandene, til Thoten, Haveland og Ningerife, og lagde overalt Landet 
under fig, det vil fige fit Indbyggerne enten med Fvang eller med det 
Gode til at Hyde Eyftein fom Norges Konge '). 

Da Erling Jarl og Maanus fif bore om CGyfteins Unfomft til 
Throndhjem og Fremgang Der, ilede Magnus, Der nu var 20 Yar game 
mef og altfaa fuldfommen mvndig, firar om Høften med endeel Folk 
til Vifen, og begav fig til Tunsberg, Hvor ban indtil videre tog fit 
Sæde, medens Erling med en betydelig Styrfe blev tilbage i Bergen, for 
at tære ved Haanden, om Birkebeinerne ſkulde længe Filbagevejen om 
Sokyſten.  Birfebeinerne fil paa Ringerife høre, at Magnus opboldt fig 
i Funsberg, og frevnede ſtrax ned til Vifen, før at angribe bam. Sand— 
fynligviis toge De Den fortefte Vej fra Ringerike, nemlig gjennem Mod⸗ 
heim og Eker ned til de indre Egne af Veſtfold. Dette var ved Juleti— 
der. Da Magnus, der holdt Julegjeſtebud i Tunsberg, fit Nys om de— 
res nær foreftaaende Ankomſt, faldte ban firar fine Krigere fammen; og— 
faa Orm Kongsbroder fom, rimeligvis fra Oslo, med fin Skare, foruden 
mange andre. Magnus, der vilde forefomme deres Ungreb, drog dem 
imøde med Orm og fin hele Styrfe, og Da han fom op paa Ree, det 
famme Sted, bvor hans Fader, 14 Aar i Forvejen, bavde fældet Siq- 
utd Farl, bragte hans Spejdere ham den Beſked, at Birkebeinerne alle— 
rede vare paa næfte Gaard >). Det maa. have været i de forſte Dage 
af Januar 1177 3). — VBejret var overværttes Foldt, og Sneen faa dyb, 
at man fant til Knæs, faafnart man gif udenfor den alfare Vej. Kon— 
gen og Orm fode Derfor deres Mænd træde fig en baard og faft Plads 
tvers over Bejen firar nordenfor Funet, udenfor Sfidgarden, og vpjtile 
fede der deres Fylfing. Den indeboldt iffe fuldt 15 Hundreder (De. e. 
1800 Mand). Birkebeinerne var Deel8 paa Mabo-Gaarden, deels paa 
andre Guarde i Nærheden. Da de hørte at Den fiendtlige Hær var i 
Nærbeden, ftimlede de fammen og fiillede fig i Fylfing Og fom de 
faa, at Kong Magnus bavde færre Folk end De, befluttede de firar at 





1) Magnus Grlingsføns Saga Cap. 22, Snorre Gap. 41, Fagrjføinna Gap, 281. 

2) Da Ree Éun er Egnens Navn, maa Gaarden, udenfor bvilfen Magnus op- 
ftillede fin Hær, viftnof have været Ramnes, der nedenfor omtales fom det 
Sted hvor han firar efter Glaget begav fig hen. —Nabogaarden, hvor Bir- 
febeinerne opholdt fig, var da vel Iufte, og Glaget har rvimeligviis ftaaet 
mellem Ramnes Kirfe og denne Gaard. 

3) Dagen angives ikke nøjagtigt. Man feer Fun, at det var firar efter Julen, 
fom vedvarede indtil Uffaredagen, den 7de Januar; da nu ogfaa Annalerne 
henføre Slaget til 1177, maa det vel have foregaaet paa fidft nævnte Dag 
eller den næft følgende. 7de Januar 1177 var en Fredag. 


1177. Slag paa Mee. Eyſtein Meylas Fald. 49 


angride ham. De ftevnede da fremad paa Age-VBejen, men da denne ikfe 
var bred, funde blot faa gaa jevnfides, og de, fom fom udenfor Vejen, 
bleve næften fiddende fajt. Eyſtein befandt fig med fin Skare i Den frem- 
mefte Deel af den lange Nad, fom hans Hær Ddannede, og fom faaledes 
ført ben til den fiendtlige Plads, hvor Fienden ftod opftillet. Her blev 
ban let overmandet, thi de bagerfte funde iffe tomme de forvefte til Hjelp; 
Den ene faldt efter Den anden, alt føm de førft fom frem paa Pladſen, Eyſteins 
Merke blev nedhugget, og ban felv Dreven paa Flugt. Derved opſtod 
Forvirring i hans Rakker, og tiltog end mere, Da Magnus”8 Mænd føgte 
baardt efter. Det var umuligt at oprette Orden igjen, enhver føgte fun 
at redde Livet, og Mandefaldet blev frort, thi Vejen var trang, og Mag- 
nus'8 Mænd, der fulgte Dem i Hælene, fparede ingen, fom de funde naa. 
Tilſidſt opløfte belte Hæren fig i vild Flugt, og adfpredte fig til alle 
Kanter, Eyſtein var blandt de flygtende. Han føk ind i et Huus, bad 
for fit Liv, og befvor Bonden om at ffjule ham, men Denne vilde intet 
bore Derom, og dDræbte ham. Snart fom Magnus's Mænd til, toge Li- 
get og bragte Det ben til Ramnes, bvor Magnus med fit Følge havde 
begivet fig ben efter Slaget. De bare det ind i Den Stue, hvor Kongen 
par. Her habde man midt paa Stuegulvet gjort op en ftor Ild; vevd 
Den fad Kongen og varmede fig. Foruden han var Orm Kongsbrovder 
og mange andre Devinde, blandt dem endog nogle Birkebeiner, Der vare 
fan baardt faarede, at De iffe funde flygte. Kongen bod de Filftedeværende 
at gaa ben og betragte Liget, for at overbevife fig om at Det Var det vette. 
Bagenfor Kongen, paa Pallen, fad en VBirfebein, hvem Fngen lagde 
Merke til. Da ban fit fee fin Herres Lig og fjendte Det, fprang ban op, 
inden nogen vidfte Ord deraf, gret fin Øre, og bug over et Par Andres 
Skuldre efter Hovedet paa Kong Magnus, der juft havde vendt fig fra 
Ilden. Heldigvis fif en Mand fre Øren bæret, og vev Kongen til Side, 
faa at Hugqet fun rammede Skulderen, og Magnus flap med et forært 
Saar. Strar bævede Birkebeinen Øren paany, og hug efter begge Skin— 
nebenene paa Orm Kongsbroder, Der lag par Pallen. Da Ovm faa der, 
faftede han Benene bag over Hovedet, hvorved Hugget rammede Pall-Stok- 
fen, og Øren blev fiddende falt. Men da ſtod ogfaa Spyd vg Sverd faa 
tæt i Birfebeinen, at han neppe kunde falde, og man faa nu, at ban bavde flæbdt 
Indvoldene efter fig over Gulvet. Hans Tapperhed og Troſkab berøm- 
medes af alle *). 

Kong Magnus's Mænd forfulgte fænge de flygtende og drabte alle 


— * — — 





) Magnus Erlingsſons Saga, Gap. 32, Snorre Gap. 42, Fagrffinna Cay. 282. 


Mund. Det norffe Folks Hiſtorie. UI. 4 


50 Magnus Erlingéføn. « 


Dem, de funde naa. Blandt de faldne var ogfaa Fborfinn af Snas *) 
og en Moængde andre FIbrønder. I alt føulle 400 være faldne, og 
De øvrige bave tager Flugten?). Disſe vidffe nu neppe, bvad de 
ftulde gribe til, thi Der var iffe mange raadfnilde eller krigskyndige 
Folk iblandt Dem. De flefte vare faarede, alle pengeløfe, og fun faa for- 
fynede med Vaaben eller Klæder. GStørftedelen af dem flygtede til Marker, 
bror Floffen førft havde famlet fig, og derfra over Grændjfen til Gaut- 
fand, i Haab om at faa nogen Hjelp hos Byrge Jarl: Undre, der hav- 
De bjemme i Ihelemarfen, begave fig derben. Alle toge Flugten, da Der 
fun var lidet Haab for Dem om at bebolde Livet, bvis de faldt i Kongens 
eller Jarlens Vold. 

Magnus vendte tilbage til Tunsberg. Han vandt ved Denne Sejr . 
ftor Unfeelfe, thi bidtil bed det, at Erling Jarl bavde været hans Værn 
og Støtte; nu Derimod, fiden ban paa egen Haand bavde overvundet en 
talrigere Fiende med en mindre Hær, tyfte8 man at ban bar Prifen, og 
at ban var faa meget frørre Kriger end Faderen, fom han var yngre. 
Denne Herligbed varede dog fun fort. Thi nu fremtrævder Sverre Sig- 
urdsſon pan Stuepladfen 3). , 


8. Gverre Siqurdsjøns Fodſel, Opdragelfe og førfte Fremtræden. 


Kong Siqurd Mund bavde, fom det ovenfor er omtalt, ført et 
ufædeligt og udfrævende Liv. Han var iffe gift, og De af hans Børn, fom 
man ved bans Død eller i de nærmefte YUar derefter fjendte til, fynes alle 
at have bavt forffjellige Mødre. Han flægtede i dette Stykke fin Fader 
Harald Gille eller Farfaderen Maqnus VBarfod paa, og ligeføm disſe 
bavde Børn, bvis Filværelfe førft længe efter Favderens Død blev befjendt, 
faaledes maatte man vente fig, at der i Tidens Lob ogſaa kunde fremftaa Son— 
ner eller Døtre af Sigud Mund, til Hvilfe man bidtil ej havde hørt 
det mindfte, men fom enten af Frvat for Ejfterfiræbelfer ej havde vovet 
at melde fig, eller ved færegne Omftændigheder i lang Sid havde været 


— — — — 


1) Thorfinns Søn Helge faldt ikke, thi han omtales ogfaa ſenere, i Sverres Saga. 

2) Roger Hoveden S. 600. ' 

3) Magnus Erlingsfens Saga, Gap. 34, 35, Snorre Gap. 43, Fagrffinna Gap. 
283. Dette Punkt i Norges Hiftorie er merkeligt, fordi de ældre Kongefa- 
gaer, faa vel Hroktinffinna og det (urigtigt) faafaldte Hryggjarſtykke (der 
ej maa forverles med Erik Oddsføns, fe ovenfor II. S. 1040), fom Snorre 
Sturlasføns WBearbejdelfe, og Fagrffinna, ophøre her, nemlig med 
hvad der af et frort Parti anfaaes fom Kongeættens fuldftændige Ophor i 
den mandlige Linje. Herefter bliver Sverres Saga, forfattet fom et for fig 
felv beftaaende biftoriff Skift, en Jidlang vor vigtigfte Kilde. 








1152—1174. Sverre Sigurdsføns Ungdom. S1 


uvidende om deres fande Herfomft. Dette var Vilfadet med Sverre. 
Om hans Fødfel er der forffjellige Saqn. Den vidtløftige Bearbejvelfe 
af bans Saga, der for en Deel maa antages affattet efter Hans egne Un- 
givelfer, fortæller *) berom følgende: , Roe, Biftop i Færserne, havde en 
Broder ved Navn Unas Kambare 2). Denne Unas fit en norff Kone 
ped Mavn Gunnhild paa den Tid, da Harald Gille8 Sønner, Sigurd, 
Inge og Gyftein, ftyrede Riget. Gunnhild fødte ſtrax efter en Søn, der 
fit Navnet Sverre, og fom hun fagde var Unas's Søn. Unas og 
Gunnhild fif em Søn ved Navn Hide, og en Datter, Der blev gift med 
Svine-Stephan; de havde ogſaa flere Døtre. Sverre var 5 Aar gammel 
da han vejfte fra Norge og vefter til Færøerne, og blev ban Der opfoſtret 
af Biffop Roe". GSagnet er gjenfynligt noget forvirret, thi medens det af 
De førfte Linjer fulde fynes fom om Sterre var fød paa Færserne, ber 
Der det fiden, at han fom til Færøerne, Da ban var fem Aar gammel, 
bvoraf man nærmeft maatte flutte at ban var fød i Norge, med mindre han førft 
var bragt Did fra Færøerne, og fiden tilbage igjen til disfe. Det figes ikke 
engang, om Det var Unas og Gunnbild, eller Biffop Rove, eller fremmede 
Folk, der bragte ham derhen. En fortere Bearbejdelje af Sagaen 3) for- 
tæller de nærmere Omftændigheder ved hans Fodfel og Opdragelfe faale- 
Deg: Kong Sigurd havde en Søn med en Kvinde, der hed Gunnhild, og 
fod ham falde Serre. Dette føede fort førend han blev dræbt. Efter 
hans Død blev Gunnbild gift med en Mand ved Navn Unas Smed, en 
Broder af Siftoppen paa Færøerne. Sverre blev opfød i Norge indtil 
ban var fem War gammel, og vidfte iffe andet, end at Unas Smed var 
hans vette Fader. Men da Sverre8 Moder hørte, at Erling flakte og 


1) Sverres Saga Gap. 1. 

2) „Kambare“ maa betegne „Kammager“; den Fortere Bearbejdelfe (hos Clausz 
føn S. 525) falder bam „Smed“ og Garo (S. 895) faber, hvilfet Ord 
faa vel fom vort smidr fan betegne et hvert Slags Haandverfer. Navnet 
Unas ev befynderligt, da Endelfen fynes latiniferet. Det færoiføe Sagn kal— 
der ham Uni; og man føulde derfor næften tro, at Karl Abbed, der i Forz 
falen til Sverres Saga figes at være dens førfte Forfatter, har nedførevet 
den paa Latin, men at den fiden af Styrme frode, fom dernæft føal have 
førevet den, er beardejdet paa Norff, hvorved dog Formen „Unas“ er bibe— 
holdt. Da Karl Abbed, hvorom fenere, var Ubbed i Thingeyre Klofter 
famtidigt med Munfene Odd og Gunnlaug, der begge føreve paa Latin (fe 
ovenfor IL. S. 1037), ev det derfor heel fandfynligt, at han ogfaa anvendte 
Latinen. 


Denne Bearbejdelfe findes i Peder Glausføns Overfættelje af Snorre m. m. 
Man har nu iffe de Originaler, han fulgte, men at disfe vare egte, og at 
Ufvigelferne ej fEyldes ham, fres af de for nogle Aar fiden fundne Brudſtykker af 
den Bearbejdelfe af Haafons, Guthorms og Inges Saga, der ligger fil Grund 
for hans Overfættelfe, fr Fornm. sögur V. X. S. 214—228. 


4* 


3 


== 


52 Magnus Grlingsføn. 


Kong Magnus tragtede efter at udrvdde Kongeflægten i Norge, drog hun 
med fin Mand til Færøerne, bvor Sverre blev opfod og holdt i Skole 
hos Viffoppen.” Ifolge Denne Fremftilling flude Sverre være fød i 
Norge, og før Moderens Giftermaal med Unas. Endelig er Der endnu 
paa Færøerne opbevaret et Sagn om alt dette 1), bvis Indhold i Kort 
Hed ev følgende: „Kong Siqurd havde i nogle Aar en Pige ved Navn 
Gunnbild i fin Jjenefte fom Maddeigje (Madlaverſke), ver altid fulgte ham 
paa hans Nejfer mellem Fyrondbjem og Bergen. Hun var af anfeet, 
ffjont iffe Døj Byrd, ſterk og raft, ikke fmuf, men Kongen havde dog et 
godt Øje til bende. Ved Sigurds Hird var dDer en Vaabenfmed fra Fær- 
gerne ved Mavn Une. Han bejlede til Gunnhild, fom i Førfinmgen gav 
ham Afflag, Da ban iffe var rig nof. Fmidlertid føgte Kongen med Held 
at vinde bendes Gunft, og bun var allerede frugtfommelig, da der om Som- 
meren fom en pavelig Legat for at magle mellem Kongerne. Da ban fit 
børe, at Sigurd allerede havde ren uegte Søn, og maafter flere, bebrejdede 
ban ham hans udfværende Levnet og truede ham med Pavens Ban, hvis ban 
iffe afftod derfra. Kongen betlagede fig for Gunnhild, og fagde at ban 
nu, faa nødig han vilde, maatte fade fine Børn dræbe. Gunnbild blev me- 
get befymret og befluttede at flygte fra Landet, for at frelfe det Barn, 
hun føulde føde. Ved at anitille fig ſyg flap bun fra at ledfage Hirden 
til Throndhjem, bvorhen Kongen begav fig, og med et Skib, der 
tilbørte hendes Broder, en Handelsmand, flygtede hun forflædt fom 
en fattig og ringe Kvinde over til Færøerne, hvor hun tog Fjenefte fom 
Budeigje paa Biftopsgaarden.- Henimod Juul fødte hun I al Hem- 
meligbed bos et Par gamle Folk, der boede i Nærbeden, en Søn, fom 
hun faldte Sverre, og fom bun for Vet forſte lod blive hos dem. Den 
følgende Vaar anfom et Skib, hvorpaa bendes forrige Bejler Une var 
ombord; hans Henfigt var at beſoge fin Broder, Preften Noe, der var 
Kapellan hos den gamle, fengeliggende Biftop Mattbias, maaſkee og at 
efterfpore Gunnbid. Af Frygt for at ban maaffee funde være fendt af 
Kongen for at drabe Barnet, fljulte hun det i en Hule oppe i Fjeldet, der 
endnu faldes Sverres Hule, og ber beføgte Hun det Dagligt, for at give 
det Næring. Une, der opboldt fig hos fin Broder, og havde fortalt ham 
De vigtigfte Nyheder, nemlig at Landet havde faaet fin egen Erkebiſkop og 
Kongerne8 indbyrdes Avindſyge, gjenfjendte hende, uagtet bendes Forklod— 
ning, efter nogen Tids Forløb, og bejlede til hende paanvy, men hun 
gav ham fremdeles Afflag. Da lykkedes det ham at udfpejde hendes Vane 
Dringer og opdage Barnet; paa det Vilfaar, at hun vilde egte ham, lovede 


1) Sagnet meddeles fuldftændigt i Antikvariſt Tidsførift 1849—51, S. 155. 





1152.—1174. Sverre Sigurdsfens Ungdom. 53 


Dan itfe at røbe hende, og bun rakte ham da fin Haand, idet de for Bi— 
ffoppen og Noe udgave Sverre for deres Søn. Aaret efter rejfte ban med 
bende og Barnet til Norge, og forblev i fin Sjenefte bos Kongen, indtil den- 
ne fire Aar efter Døde; Da vendte ban atter tilbage til Færeerne, bvor 
bang Broder fort efter blev Biftop. Hans Børn bleve opdragne tilfammen 
med Biffoppens.” Dette Saqn, der ogfaa forfættes videre, og, fom Det 
ftrar nedenfor féalvifes, beretter om Sverres Ungdomstid, ftemmer I Det Hele 
taget temmelig nøje med det førft anførte. Det forklarer, hvorledes Sverre 
fan figes at være fod paa Færøerne, og dog, fem Aar gammel, drage fra 
Norge til dDisfe; Det ſtemmer ogſaa paa en merkelig Maade med Dden fikre 
Hiftorie, ved at omtale Legatens (Nikolas Brekſpears) Anfomft til Norge, 
pans Misfornøjelfe med Kongens Levnet, Kongernes indbyrdes Ueniyhed, 
og Erkeſtolens Oprettelfe, føruden andre Omftændigbeder, Der nedenfor 
feulle omtales. Det nytter fig til enkelte Lofaliteter, Der endnu paavifes. 
Den Frjl, at Sigurd Munds Død fættes 5 Aar efter Erkeſtolens Op- 
rettelfe, altfaa til 1157 iftedetfor 1155, er fun ubetydelig, og bar ingen 
Indflydelfe paa Fortællingens øvrige Gang. Derimod er Beretningen i 
den fortere Sagabearbejdelſe aabenbart fejlagtig. Om Sbverre end var fod 
famme War, Sigurd Mund faldt, (1155) faa var dog Magnus Grlings- 
ſon endnu iffe Konge, da Sverre i faa Fald var 5 War gammel (1159,) lige faa 
lidt fom Erling ſkakke eller han da endnu havde begyndt at forfølge Konge 
ftammens Medlemmer. En Fejl ved begge Bearbejdelfer er, at De omtale 
Nor fom Biftop paa Færøerne, da Sverre blev fød: han blev iffe Biffop før- 
end efter Matthias's Død 1157, og indviedes førft 1162 '). Dei Saqa- 
erne meddeelte Sagn fejle faaledes mere mod Tidsregningen, end det færøifke. 
- Kommer nu bertil, at Dette, netop ved fin Omftændelighed, fine Lofalben- 
viisninger, og fine Afvigelfer fra Sagaerne vifer fig uafbængigt af disſe, 
og at de biftoriffe Sagn paa Færøerne i Almindelighed udmerfe fig ved Den 
Sroffab, bvormed Enfeltbeder, fom man andenftedsfra fjender, ere vpbe- 
parede uafbænagigt af andre Beretninger, opſtaar berved den ftørfte Formod- 
ning for, at Sagnet om Sverres Fodſel omtrent er fortalt faaledes, fom det 
par i Omlob paa dans Tid, og er opbevaret med en Troffab, pvis Lige man 
andenjteds fjelden finder, men fom paa Færserne fan forklares af Landets af- 
fides Beligaenbed og Indbyggernes Faftbolden ved gamle Minder. Enfelte 
romantiffe Udſmykkelſer, fom ovenfor ere udeladte, f. Er. at Barnet, da Unas 
fandt det, fan og legede med to Guldæbler, o. a. V., gjøre bverfen fra eller til. 

Gfter dette Sagn ſkulde Sverres FødfelSaar altfaa være 1152, det 
famme, bvori Kardinal Nikolas beføgte Morge, og Crfeftolen oprettedes. 


1) Annalerne, jvfr. Sturlunga Saga I. S.144. Om Matthias fe ovenfor 
II. 618, 86. 861, 962. 


54 Magnus Erlingsføn. 


Det fortefte, mindft paalidelige Sagaſagn fader ham fødes fort før Sig- 
utd Munds Fald (1155); efter Den vidloftigere Sagabearbejdelfe ſkulde 
ban være.fød allerede 1149, da det beder at han var 25 Yar ved 
fin Ankomſt til Norge, bvilfen ej fan fættes fenere end 1174.  UAngivelferne 
bave vel faaledes været forffjellige, og Fulftørrelferne funne desuden ved 
at afffrives fra Haandftrift til Haandfkrift være blevne forvanffede. Det 
fifrefte er Derfor at antage 1152, der i det færøiffe Sagn faa tydeligt be 
tegne8 og med bvis politiffe Begivenhbeder hans Fødfel fættes i å nøje 
Forbindelje, for det vette Aar. 

Ogfaa om Sverres Opvært og Opdragelfe er der forffjellige — 
De ſtemme overeens deri, at Biſkop Roe fatte Sverre til Bogen, for at 
han med Tiden kunde blive Preft. Den vidløftigere Sagabearbejdelfe for- 
tæller, at Biffoppen  ogfaa virkelig indviede ham til Preft, uden at der 
ffede nogen FJndligelfe fra Gunnhild Side, og at hun iffe aabenbarede 
ham hans vette Herfomft, førend efter en Pilegrimsrejfe, hun havde gjort 
til Rom: ber, beder det, betroede hun den VPreft, for hvem bun fiviftede, 
at bendes Søn var Søn af en Konge, uden felv at vide det; Sagen 
fom for Paven, der befafede hende ved fin Hjemfomjt at oplyfe Sønnen 
derom, og hun opfyldte Befalingen. Den fortere Bearbejdelfe har intet 
om Vilegrimsrejfen, men beretter, at da Biftoppen vide indvie ham til 
Preſt, begyndte Gunnbild at qrævde, og da Sverre fpurgte, bvorfor hun 
græd over den Gre, der nu ſkulde vifes ham, å Stedet for at glæde fig 
over Den, fagde bun: den ev fun ringe mod den Wre, fom med Nette 
tilfommer dig; du er Søn af Kong Sigurd i Norge, og iffe af Den, du 
mener. — Dette har jeg holdt bemmeligt, indtil du naaede Mandsalderen”. 
Da Sverre hørte Dette, blev han urolig i Hu, betænfende deels Den ſtore 
Magt, Kong Magnus havde i Norge, faa at det ej var let at begynde 
noget imod ham, deels og Den Unfeelfe og Magt, bans egne Forfædre 
havde bavt. Han fagde derfor til fin Moder: derfom du figer fandt, fjære 
Moder, vil jeg aldeles iffe tage Prefteværdighed i Færøerne for min Ar— 
veret til Norge”, Det færniffe Sagn ftemmer paa det nærmefte dermed. 
Sverre, fortælles der, blev holdt i Stole hos Munkene i Kirfebø indtil 
han blev vidnesfør, d. e. 15 Aar gammel, og felv føulde tage en Beſtem— 
melfe om fin fremtidige Livsbane. Da var Une Død, og Biftoppen raa- 
dDede ham til at vælge Prefteftanden, bvortil ban var opdragen. Sbverre 
famtyffede, blev fronraget, og vifte fig faaledes for fin Moder med det 
Ord, at det vel glædede hende, med iden at funne fre ham fom Preſt, 
ja endog fom Biffop. Men bun bvaft i Graad og fagde at ban var 
fød til noget andet og bojere, end at være Proft, thi hans fande Fader 
var Kong Sigurd, faa at han havde Net til Norges Krone. - Da blev 
Sverre opflammet af WGrajerrighed, og udbrød: „Er jeg fød til en Kvone, 


* 


1152—1174. Sverre Sigurdsſons Ungdom. 55 


ſkal jeg ogſaa ſtrebe at faa den, bvad det end koſter mig; Livet ev mig 
iffe mere nogen Glæde uden den, og Derfor vil jeg vove Livet for Den. 
Biftoppen fandt denne Forhaabning dumdriftig, og fagde at det lige faa 
fidet vilde lykkes for ham, fom for bans Broder I), der var drabt af Erling, 
fom nu bavde ladet fin Søn Magnus frone til Norges Konge. Men 
Sverre fvarede: ,fuldt vel raader Gud for Lyffen, Mistrøft er Foraat for 
ham”. Biſkoppen bebrejdede Gunnhild, at hun havde holdt dette faa længe 
bemmeligt, men hun fvarede: faa fænge der fevede een, Der var Kronen nære 
mere end min Søn, vilde jeg iffe aabenbare det for ham, men nu feer jeg, 
at den, Der ej er Kronen faa nær fom han *), vover at- ftride mod Kong 
Magnus. Derfor maa min Søn vide fin Net, og Gud raader da for, om 
han fan naa Den!” 

At Sverre opdroges til at blive Preft, er utvivlfomt faavel Deraf at 
alle Sagn og øvrige Beretninger flemme overens i Dette Udfagn, fom og- 
faa af de Beviis, ban felv ved flere Lejligheder gav paa, ej alene at befidde 
gejftlig Lærdom, men endog at have tilegnet fig den i højere Grad vg 


med bedre Sfjøn paa at anvende Den, end Der blandt den lavere Gejitlig- 


bed paa de Tider fan have været fædvanligt 3). Derimod er det neppe 
faa fiffert, at ban blev indviet til Preft. Det figes vel i den førfte Sa- 
gaberetning, og hans Fiender bebagede fig i at fade ham Sverre Preft," 
ligeſom Gejftligbeden fiden for den pavelige Legat, der i 1194 var i Norge, 
anførte hans Vrejteværdigbed fom en af Hovedgrundene, bvorfor han ej 
maatte krones; endelig omtales det baade af Saro *) og nogle engelſke Forfat- 
tere 3). Men underligt not ev det, at Pave Innocentius III i de Buller, ban 
fiden udjtedte mod ham, og hvori han overvælder ham med allebaande Bebrej- 
delfer, dog ikke med Beftemthed figer at han havde været Preft, men fun 
ytrer at , man havde berettet ham” at Sverre havde bekladt et gejjtligt Em— 


& 


1) Her figtes vel til Sigurd Martusfoftre. 


2) Dette maa være Olaf Ugæva, hvilket ogfaa pasfer med Iidsregningen: den: 
ne Samtale føulde nemlig have fundet Sted, da Sverre var 15 Uar gam- 
mel, altfaa 1167. 


3) Dette fres deels af hans Gaga, deels ogfaa af det merkelige Stridsfkrift 
mob Gejftligheden, hvorom der nedenfor vil blive talt, og fom nærmeft maa 
føyldes ham. å 


4) Saro, S. 894. 


5) Den ene er Villjam af Newbury, der ytrer fig meget fiendligt imod ham 
(IL. 6). Han falder ham „den berygtede Preft Sverre", med Tilnavn Birz 
kebein og figer, at han en Tidlang havde gjort Ffirfelig Sjenefte, førend han 
fremftod fom Kronprætendent. Den anden er Roger Hoveden, der oftere 
Ealder ham presbyter d. e. Preft. 


56 Magnus Erlingsføn. 


bede, ffjønt Preftevielfen vilde have været en af de klakkeligſte Grunde, der Funde 
opſtilles mod hans Verettigelfe til Fronen. Og bvad Saxo og de frem- 
mede Forfattere8 Udfagn angaar, faa fan man næften med fuldfommen Be- 
ftemtbed paavife deres Udfpring fra Sverres affagte Fiender i Landet felv. 
Gfter hvad der nedenfor omtales, ſkulde man fnarere tro, at ban bade modta— 
get Diafon-FIndvielfen, ligeføom Sigurd Slembedjakn, men ej den preftelige, hvor- 
til ban iffe engang havde den Fanoniffe Alder, fom paa hiin Sid var 30 Var 7). 
Forreften gjør Det i fig felv iffe fynderligt fra eller til, om han var indviet 
til Preſt eller ej. Hovedfagen er, at han var bleven opdragen til den gejft 
lige Stand, og at bang WGrajerrighed en Fidlang iffe havde højere Maal, 
end at funne naa De højere gejftlige VBærdigbeder, men at han tillige ved Denne 
Opdragelfe, og de Kundffaber, han derved i fuldt Maal tileqnede fig, er- 
hvervede fig et Indblik i Skyggeſiderne ved den daværende Gejjtligheds Liv, 
Stræben og Virfen, fom i hans Øjne betog Den det mefte af den Glorie, 
der ellers omſtraalede den, og fiden efter fom ban til Gode, da det gjaldt 
at befjæmpe den Modſtand, ban fra Gejſtlighedens Side maatte dDøje. 
Sverres Liv i bans YUnglingsaar fvarede heller iffe fynderligt til hans 
arjitlige Opdragelfe og Beftemmelfe. Han var urolig og firidbar, og opførte 
fig i det Hele taget ej fom det fømmer en Preft. Saaledes fom han i ale 
vorlig Strid med Brynjulf, en Søn af Kalf Sendemand, der dengang 
var fongelig Sysfelmand over Øerne. Sverre havde givet en Mand et 
Slag, og Brynjulf, der vilde hevne Dette, fom med en heel Deel Folk for 
at angride ham, faa at ban maatte vedde fig ved Flugten, og lebe 
ind i en Stue, hvor en Kone fljulte ham i en Ovn, fatte en Helle for 
Aabningen og gjorde et Baal udenfor; hans Fiender, der fom ind i Stuen, 
fedte forgjeves efter Dam *). Efter det færøifte Sagn ſkal han have fate 
tet Kjærlighbed til Biftoppens Datter, Aftrid, og have havt flere Vørn 
med hente, og dette forbolder fig viſt ogfaa ganffe vigtigt, thi Det ev fik 
fert, at ban endnu paa Færperne i det mindfte havde to, om ikke 
flere Sønner 3), og at der fenere fremftod en foregiven Søn af ham, ved 
Navn Erling, der udtryffeligt nævnte Aſtrid Nvedatter fom fin Moder. 
Gjter al Sandfynlighed var ban endog gift med Aſtrid, efterfom Gejitligbeden, 
fom det i det følgende vil fres, fenere hen gjorde Ophævelfer over at han 
havde taget fig en anden Huftru, medens hans førfte Huftru endnu var i 
give, og bine Born omtales aldrig anderledes, end fom om de Vare egte— 
fødde. Den ældfte af Sønnerne faldte ban endog Unas efter fin foregivne 
Fader, og forandrede førft bans Navn til Sigurd efter Kong Sigurd 





1) Fil Preftevielfen udfordredes 30, til Diatonvieljen 25 Wars Alder, dog ind- 
viedes ogfua yngre Diafoner, 

2) Sverres GS. Gap. 1. 

3) Herom fe ijær Finn Magnusføn i Annaler for nord. OD, o. f.v. S. 329 flag. 


AEG 3 EX TE 





1152—1174. Gverre Sigurdsſons Ungdom. 57 


Mund, da han havde faaet fin fongelige Herkomſt at vide )). Efter det 
færsifte Sagn lod ban Aſtrid forblive par Færcerne, og bentede bende 
afdrig til Norge. Er det faa, hvad der ogſaa maa antages for det Nette, 
maa alle bang Børn med hende være fodde Der. 

Hvor vidt det nu havde fin Nigtigbed med Sverres Herfomft, eller 
om han var en Bedrager, fom bans Fiender paaftode, er et Spørgsmaal, 
fom umuligt med fuldfommen Sikkerhed lader fig befvare, da Det, fom man 
tydelig fan fee, alerede braft ham felt paa tilftrætteligt, retsgyldigt Beviis 
i faa Henfeende, og ban maatte fade fin egen Forfifring om, hvad hang 
Moder havde betroet ham, faa ved fit Værd. Hun var ikke engang tile 
ftede ved hans Fremtræden i Morge, og tom neppe heller fenere derhen, for 
at underftøtte bans Udfagn. Saaledes var han ganfte vverfadt til fig 
felv, og maatte fade det komme an paa, bvorvidt ban ved fine egne Ta— 
fenter funde føaffe fig og fit Udfagn Tiltro. Nu gjelder det for det før- 
ſte om ham, bvad der allerede er vtret om Harald Gille, at det i og for 
fig maatte anſees for et faa voveligt Skridt at optrede fom Kronpræten- 
Dent lige overfor en Konge, bvis Magt var fuldfommen befærtet, at alene 
den indre Bevidſthed om lige eller bedre Berettigelfe funde opfordre dertil, 
og dette gjelder for faa vidt endnu mere om Sverre, fom Harald Gille 
Dog, efter hvad man maa formode, vpftilledes af endeel mægtige Mænd, der 
hentede ham til Landet og underftøttede hans Paaſtand, medens Sverre 
Derimod fom fra en affides O, aldeles ukjendt og ufaldet, og uden at 
fjende en enefte endog nogenlunde formaaende Mand, paa Hvis Biftand ban 
funde regne. Under faadanne Omftændigbeder fynes Dog blot og bar 
Wrgjerrighed ikke at funne være Dden enefte Dvivfjeder, men en fuldfom- 
men Overbeviisning om hans fongelige Byrd, forenet med en næften fvære 
merſk Tro paa, at bans vetmæsfige Beftræbeljer tilfidft vilde Frones med 
Held, at maatte have fdet hans Skridt. Her fan der ikke indvendes, at 
Der ſenere fremſtod Fronprætendenter, om hvem det beviiftes, at de fal- 
ſkeligen udgave fig eller udgaves for Kongefønner, thi deels opftilledes eller 
underftøttedes De af allerede beſtagende Vartier, deels vare de Børn, der 
fun brugtes fom viljeløfe Redffaber i Partimændenes Haand. Sverre dere 
imod gif paa egen Haand, i fin fulve Ungdomskraft og med velberaad Hu, til fit 
vovelige Foretagende. Dernaſt maa man erfjende, at hvad enten hans Foregi— 
vende havde fin Nigtighed eller ej, vilde hans Fiender lige fuldt ſtedſe have er- 
flæret det for Opfpind, faa fænge ingen ordentlige Bevifer funde fores, og 
maaffee neppe engang erfjendt Disfe; deres haardnaffede Benegtelfe bar 
Derfor her idet eller intet at betyde. Endelig er der i det mindfte een 





1) Saxo, S. 895. 


58 Magnus Erlingsfen. 


fremmed Forfatter, Der uden noget Forbehold falder ham en naturlig Søn 
af Kong Siqurd 1), og beller iffe i de pavelige Buller findes der nogen 
Hentydning til, at hans Foregivende om at være Kongeføn var falftt. Det 
beder fun at han var uegte fød og uberettiget til Tronen. Der er faa- 
ledes visfelig mere, føm taler for at ban bavde Net, end for at han føulde 
være en Bedrager. Mere lader fig iffe fige Derom. Men bvad ban var 
effer iffe var, faa er Det vilt, at han var en af de ftørfte Mænd, fom vor 
Hiftorie fan opvife. 


9. Sverres Raadflagninger og Rejſe i Norge. 


Hvor gammel Sverre var, Da ban fif fin rette Herfomit at vide, el 
fer, om man betvivler Denne, da ban fattede den Beflutning at optvæde 
fom Kronprætendent, vides ej med Vished. Ifolge Det færøiffe Sagn 
ffulde ban iffe have været mere end 15 Aar, da hans Moder aabenba— 
rede bam Hemmeligbeden. Men da han, fom nys omtalt, faldte fin ælde 
fte Søn Unas, maa han dog paa den Iid, denne blev fød — og Da var 
ban dog felv visfelig mere end 15 Aar gammel — bave ftaaet i den Fro, 
at Unas Kambare var hans Fader, og ikke have havt mindfte Fanfe om 
at ville optræde ſom Kongeføn. Han ſkal i Aaret 1168, altfaa 16 War gam— 
mel, bave været paa Orfnserne *), men om han drog Did for at fiaffe fig 
Underftøttelfe fom Kronprætendent, eller i et andet Erende, ſiges ikke. Sa— 
gaen angiver at han var 243) War gammel, førend hans Herfomft blev 
bam aabenbaret, og at han Aaret efter drog til Norge, men Warstallet 
nævnes iffe. De gamle islandffe Unnaler benføre bans Nejfe fra Færø- 
erne til Aaret 1174: er dette vigtigt; hvad man vel maa antage, da har 
Han ved fin Ankomſt ej været 25 Aar, men fun 22 War gammel. Ut 
Der hengik en Tid imellem det Øjeblik, da han fik fin Byrd at vide, og da Beſlut— 
ningen, at gjøre Den gjeldende, fom til Modenhed hos barn, maa anfers fom vift. 
Det færøiffe Sagn melder ogfaa, at han førft føgte at ſkaffe fig Færdigbed i 
Vaabenbrug, og at øve fig I farlige Foretagender, faa vel fom at erhverve 
Kundſkaber, en Konge funde have Nytte af. Men over alt dette hviler Hem— 
melighedens Slør. Hans Moder Gunnpild fynes aldrig at være fommen 
til Norge, hun var maaftee endog død, førend han forlod Færøerne. Hun 
havde en Broder, ved Navn Nikolas Sultan, men han fynes at have ope 
holdt fig i Norge, og fan Derfor neppe have været Deelagtiggjort i hendes 


1) Nemlig Noger Hoveden. 
3) De islandffe Unnaler. 
3) Sverres Saga Eayp. 2. 


22 be MD in 





1174. Sverre Sigurdsføn drager til Norge. 59 


Hemmelighed. Sverre var faaledes ved fin Fremtræden i Norge den 
- enefte Bærer af denne, og havde det i fin Magt at udſmykke den fimple 
Beretning om. fin Fødfel med faa mange romantiffe eller endog overna- 
turlige Biomftændigheder, fom han anfaa nyttigt, for Des bedre at virke 
paa Mængden. Hans Saga meddeler en Drøm, Gunnhild ſkulde have havt 
før hans Fodfel, og fom bun meget muligt fan have fortalt Sverre, men 
fom i alle Fald neppe nogen anden end han fan have fortalt i Norge, eller 
meddelt Sagaforfatteren, og fom han vel Derfor ogfaa lige faa vel funde bave 
opdigtet. Drømmen lød faaledes: Hun fyntes at være i et prægtigt Loft- 
huus, og ber fode fit Barn til Verden, medens en Kone fad hos hende 
for at modtage det. Det forefom hende fom om denne Kone, firar Bar- 
net var født, blev betagen af Radſel, og tre Gange raadte til bende bef- 
tigt og med ffjelvende Stemme: ,Gunnbild, du bar født en underlig og 
forfærdelig Ting til Verden!" Paa hendes Spørgsmaal, hvad det da var, 
feulde Konen have fagt det er en ſtor, fnegvid Steen, Ver gløder faa 
fterkt, at Gnifterne fare af den til alle Kanter, fom af et Stykke gloende 
Fern i en Smedeesſe.“ Hun vildeda, fyntes hun, tilligemed Konen dakke 
Stenen til med Klæder for at ingen ſkulde fee den, og De lagde den paa 
en Stol, men Gnifterne floj overalt igjennem Klæderne, og rundt om i hele 
Softbufet. De bleve meget forfærdede dDerover, men i famme Øjeblif vange 
nede hun. Sverre ffal ogfaa felv i fin Opvært have bavt ftore Drømme, 
over hvilte flere udlo og fpottede ham. Saaledes fortalte ban engang en 
forftandig Mand ved Navn Einar, at ban drømte, ban var i Norge og 
blev til en Fugl faa ſtor, at Nebbet naarde til Landsenden ved Elven, 
Halefjedrene til Finmarten, og Vingefjedrene Dæffede det hele Nige. Einar 
ſkal bave fvaret, at ban vel iffe ret funde blive flog paa hvad Dette be 
tyoede, men formodede dog, at Det varflede om- Magt eller Herredømme; 
maaftee, fagde ban, bliver du Erkebiſtop. Men Sverre ſkal have fraret: 
Det tyffes mig højft ufandfynligt, atjeg Oliver Erkebiſkop, Da jeg neppe en— 
gang er féiftet til at være Preft. — En anden Drøm, der, fom det figes, 
udtvyffeligt anføres faaledes fom Sverre fel fortalte Den, var følgende: 
Det forefom bam, fom om han allerede var fommen til Norge og bavde 
opnaaet en hoj Bærdighed, Det tyftes ham en Viffops, men Der var 
megen Ufred i Landet formedelft Kongernes Irætte, i det Olaf den bellige 
paa Den ene Side fjæmpede med Magnus og Erling paa den anden. Han 
tænete da over, bvilfet Parti ban ffulde tage, og valgte Olafs. Denne 
modtog ham venligt, og ban forblev hos ban. Ikke længe efter, var Kone 
gen, faa fyntes Det bam, i en Loftftue med 15 eller 16 andre; Kongen 
voagſkede fig ved et lidet Bord, og dDa han var færdig, vilde en anden Mand 
gan til Bordet og vafte fig, men Kongen ſkod ham til Side, faldte paa 
en ung Mand, der hed Sverre Magnus, og bød ham vaſke fig i Vet fam- 


60 Magnus Erlingéfen. 


me Band. Han gjorde faa, og Va han var færdig, fom en Mand ledende 
ind i al Haſt og fagde at man fnareft muligt ſkulde gribe til Vaaben, da 
Kongens Fiender frode udenfor Døren. Kongen fagde at det bavde ingen 
Fare og at man ffulde tage fine Huqvaaben og gaa ud mod dem: felv 
pilde ban beføytte dem alle med fit Sfjold. De adløve, hvorpaa Kongen 
tog fit Sverd og rakte det til biin unge Mand, Sverre, idet han tillige 
gav ham fit Merfe, med de Ord: modtag dette Merke, Herre, og vid, 
at Du berefter ftedfe ffal bære Det. Det forefom ham fom om ban modtog 
Merfet, dog iffe uden en vis Rædfel, medens Kongen tog fit Skjold, og 
alle gif ffyndfomt ud gjennem en i Det mindfte 60 Favne fang Gang foran 
Døren. Inde i Hufet tyftes Det bam, at ban bar Merfet fænket; Da de 
fom frem i Døren og føulde gaa ud, fom 7 væbnede Mænd imod dem 
og vilde hugge Merfesmanden, men Kongen frilede fig foran ham med 
fit Sfjold og beffyttede bam. Da fom de ud paa en vid og aaben Slette, 
bvor Merfesmanden bærvede Merfet og bar det imod Kong Magnus's og 
Erling FJarls Fylking, Der ſtrar veg tilbage.  Strar efter vaagnede han 
og forundrede fig over Drømmen, der dog ej var ham utebagelig. Hau 
ftal fun bave fortalt den til et Par Benner, der fiulle have fortolfet Den 
faafedes fom det fiden gif i Opfvldelfe. Under de Befymringer, der vp- 
ftodet hans Sind, efterat ban havde erfaret fin fande Herkomſt, vandt nu, 
beder det i Sagaen, Vdisfe Drømme bam i Hu, opretholdt hans Mod og 
ftyrfede bam i hans Beflutning, at forføge fin Lykke og bævde fin Net. 
Han beredede fig Derfor til Rejſen, bvilfen ogfaa Biſkop Nor nu ikke lau— 
ger modfatte fiq, men raadede bam, førft at henvende fig til Erkebiſkoppen, 
og aabenbare ham fin vanffelige Stilling. Ffolge det færøifte Sagn af— 
fejlede Sverre med et Kjobmandsſkib, men blev ved Utejr dreven tilbage 
til Havnen Vaag pan Suderø, hvor Skibet maatte tftandfættes; han 
vendte imidlertid tilbage til Biffopsgaarden, men blev modtagen med Kulde, 
fordi denne Venderejie udlagdes fom et Tegn paa, at ban ej bavde Lykken 
med fig. Men et Par Dage verefter var Sidet atter fejlflart, ban drog 
paany affted, og fom denne Gang beldigt over til Norge ?). - 


10. Sverres Dmjlaffen i Norge, Gautland og Bermeland. 


Der nævnes intet om, i bvilfen norff Havn Sverre landede, men. 


Det antydes fun, at Det var etfteds i den fydlige Deel af Landet. 
Om Fiden, naar han fom, berffer ver nogen Tvibl, idet De is— 
landſte Annaler angive 1174, Sagaen derimod fun figer, han fom til 


1) Sverres Saga Gap 1.2 5. Untitvariff Tidsſkrift I. c. 


bd 2 
å PG AR 





1174. Sverre Sigurdsføen i Norge. 61 


Qandet firar efter at Eyſtein Meyla lod fig give Kongenavn, bvilfet 
enten fan forftaaes om hans bøjridelige Hvivding paa Oretbing i Septem- 
ber 1176, eller om hans førfte Optræden fom Høvding for Birfebeiner- 
nes Flof, to Mar i Forvejen: Men af den paafolgende Beretning om 
bvad Sverre firar efter fin Ankomſt tog fig til, bliver det temmelig Fart, 
at Tiden dertil ej vilde have være tilftræffelig, bvis ban iffe var kommen 
til Norge førend midt i September 1176; Unnalerne have derfor vift- 
not Net, og Sagaens Ord maa forklare8 Derefter; Det var ogſaa 
netop i Uaret 1174, at Eyſtein Meyla alter førft bavde ladet fig give 
Kongenatn af Birkebeinerne). Sverre fænkte førft paa at flutte 
fig til Gyftein og VBirtebeinerne, og forhorte fig paa det nøjefte om 
hans Udfærd, men da ban fit nærmere Beffed derom, fandt ban den faa 
umoden og barnagtig, at ban ej frjøttede om at indlade fig med ham. 
Derfor begav han fig nord i Landet, for efter Biſkop Roes Raad at 
føge Hjelp hos Erfebiffoppen.  Undervejs udfpurgte ban ivrigt alle dem, 
fom fom nordenfra. Da ban fom til Sello, fandt han nogle Kjendinger 
og forblev en Stund hos dem. Her fit ban af en Preſt tilitrættelig Be- 
ffed om alt hvad ban ønffede at vide, og indfaa ftrar, at han ikke funde 
gjøre fig noget Haab om Biftand af Erfebiffoppen, der var faa nøje for- 
bunden med Grling. Han vendte derfor atter mod Syden, i den Henfigt 
at forlade Landet.  Førft drog han, beder Vet, med nogle Fragtemænd 
til Tunsberg, og fiden vejfte ban derfra til Kongebele. Men denne 
Nejje fra Selg, om den fan faldes faaledes, maa have medtaget meget 
fang Sid, thi ban ſkaffede fig, fom der fortælles, Anledning til oftere at tale med 
Jarlen, bvilfen ban maa have truffet enten i Bergen eller længer oſter 
i Landet: der nævnes ellers intet om, bvor Erling paa den Tid opholdt fig. 
Ligeledes, beder det, gav han fig oftere i Snaf med Hirdmænd og andre 
Mænd i Kongens Ijenefte, og var da faa munter og underdofdende, at 
man altid bavde Fornøjelfe deraf: tbi under disſe Samtaler udloffede 


1) Det maa nemlig anfees for umuligt, at han, Hvis han fom til det fydlige 
Norge paa en Sid, da Beretningen om Hyldingen i Nidaros var kommen 
did, altfaa over Midten af September, ſtulde funne gjøre en Nejfe heelt til 
Gellø, opholde fig der en Stund, derfra drage tilbage til Junsberg, famt 
videre til Kongehelle og imidlertid faa Anledning til, oftere at tale med Jar: 
len, ſtifte Befjendtffab med flere Hirdmænd, og udforføe Almuens GSindelag, 
naar han dog forlod Kongehelle faa tidligt, at han over Ljodhuus funde 
gjøre en møjfommelig Nejfe heelt til Øftergautland, og enda naa frem tre 
Dage før Juul. Til at bringe det faa vidt, fom at gjøre Bekjendtſkab 
med Jarlen felv, og oftere omme i Samtale med ham, maatte der dog mindft 
hengaa et halvt Aars Sid, og Hirdmændenes Hemmeligheder faa vel fom 
Almuens Sindelag lod fig heller ikke udforføe paa nogle faa Dage. 


62 Magnus Erlingsføn. 


ban paa en fiftig Maade mange Hemmeligbeder, fom de aldrig vilde have 
røbet, om de havde vidſt, bvo han var eller hvad han førte I fit Skjold. 
Han qranffede derbos nøje efter Almuens Stemning, om den maaftee 
ffulde være Jarlen og Kongen noget ugunſtig elleri det mindjfte vaklende, men 
ban merfede rigtignof, at Almuen overalt, hvor han fom, var Kong Magnus 
buld. * Det forftaar fig, at ban under denne Omflaften og Forefpørgfel 
holdt fin Herfom|t og fine Planer aldeles hemmelige. Man maa endog 
antage, at ban den bele Tid fun optvaadte fom Gejftlig 1); deſto fifrere 
var han, og deſto fettere maatte det være ham at føaffe fig Jndpas og 
Filtro. Heller iffe faldt det nogen ind at mistænfe bam. For Reffen 
bviler der over hele Dette hans førfte Opbold i Norge et Mørke, fom 
ban felv rimeligviis ej har ønffet opflaret, da Sagaen vel ellers havde 
berettet noget Derom. Hvad den fortæller, fynes fun at være efter en 
fort og føfelig Beretning af ham felv, og vet er tydeligt, at ban bar for- 
bigaaet en heel Deel, fom ban af mange forffjellige Henfyn fandt det 
bedft at Dolge. Men merfeligt er det, at man iffe fra andre Kilder har 
Beretninger Derom, og Dette vifer, at ban enten virfelig man have fpillet 
en faa underordnet Rolle, at ingen lagde Merfe til ham, eller i ham, Ver 
traadte frem fom Kronprætendent, gjenfjendte den fattige Gejjftlige fra 
Færøerne, fom de forben havde feet; eller og, hvad der heller ikke er uſand— 
fonligt, at ban og bans Gjterfølgere fiden med Flid bave føgt at undere 
teyffe alle udførlige Beretninger om bans førfte Srængfelstid, bvilke neppe 
funde være ham bebagelige, fan at fun det blev ſtagende, der ej paa nogen 
Maade fod fig dølge. Vi erfare faalede8 intet om bam, førend vi mod 
Stutningen af Aaret 1176 fee ham begive fig fra Kongehelle til den 
veftgautffe Søbandelsftad Ljodbuus, og Derfra, i November eller Decem- 
ber Maaneds Slud og Uføre, at gjøre en bøjft befværlig Rejſe til Oſter— 
gautfand, for, ligeſom Eyſtein Meyla, at bede Jarlen Byrge Brofa om 
Biftand, Da dennes Frue Brigida var em Svfter, faavel af Sverres Fa- 
der Siqud Mund, fom af Eyfteins Fader Kong Eyſtein Haraldsføn.. Han 
fom til Farlens Hof 3 Dage før Juul. For Jarlen og Brigida aaben- 
barede han nu hvo ban var, og fra denne Tid funne vi ogfaa bedre folge 
hans Stridt. Jarlen og hans Frue ytrede liden Lvjt til at befatte fig 
med hans Sag, deels fordi Jarlen allerede havde underftøttet Eyſtein, 
og ikke vilde bjelpe nogen anden Kronprætendent, faalenge han var i Live, 
deels fordi det var fommet Byrge for Øre, at Erling Jarl havde fendt 
ham did til Spot: et temmelig tvdeligt Fegn paa, at Det førfte Indtryk, 
Sverre gjorde paa Jarlen og hans Omgivelfer, langtfra fan have været 


1 Dette fres af hvad der efter Saro nedenfor berettes. 


1176. Sverre hos Byrge Jarl i Sverige. 63 


fordeelagtigt. Imidlertid blev han der om Julen, og talte oftere til Jar— 
fen om fine Anliggender, idet han bad ham vaade fig, bvad han nu føulde 
finde paa. — Flere af Hofmændene, der troede at det virkelig forholdt fig 
faaledes, fom man fagde, vaadede til at tage ham af Dage. — Dette vilde 
Dog ikke Farlen, men tillod derimod at man prøvede paa at Driffe bam 
fuld i Biin og Mjod, for under Nufen at afloffe bam Den rette Sammen 
hæng. Men Sverres Sind var alt for opfyldt af Bekymringer til at han funde 
finde nogen Smag i Bordets Glæder, og ban merfede Desuden fnart hvad man 
habde i Sinde. Det lykkedes dem Derfor iffe at faa ham berufet, og de 
bleve lige floge paa bvad de fulde tro om ham 1). Da Julen var forbi, 
og ban faa, at der ingen Hjelp var at faa bos Jarlen, forlod han dennes 
Hof for at Drage til Vermeland og forføge, om det vilde gaa ham bedre hos 
Folkbid Laqmand, bvis Frille eller Huſtru Cecilie var Datter af Kong Sigurd 
Mund, og følgelig ffulde være bans Syfter. Paa denne Rejfe bavde han fun 
een Mand med fig, og dDøjede ufigeligt ondt. Det var, beder det i Sagaen 
aldeles fom der i Wventyr fortælles om Kongebørn, der flygte for Deres 
Stifmodres Forfolgelfer, thi 6 eller 7 Dage i Nad foor ban vild i frore 
ubefjendte Sfove, og led meget baade af Hunger og Kulde. Endelig — det 
maa tel have været i de fidfte Dage af Januar — fom han til Berme- 
fand, og mødte der nogle Folk, fom nys vare fomne fra Norge. Af dem 
fik han vide, at Kong Eyſtein Meyla var dragen fra Fhrondbjem ned til 
Viken, og at der havde franet et Slag paa Ree, hvor Eyſtein felv var falden 
med en heel Del af fine Mænd, men at de vvrige havde adfpredt fig og 
taget Flugten, deels til Vermeland, deels til Fhelemarfen, deels til Dan- 
marf. Denne Cjterretning gjorde Sverre end mere bedrevet og mismodig. 
Dog begav han fig til fin Syfter Cecilie, og bun, der felv havde at beklage 
fig over Erling Jarls Haardhed, tog fjærligt mod ham, ja bun fkal end- 
og allerede have ladet et Gjeftebud berede for ham, da hun hørte at han 
funde ventes *). Der tales ikke om, at hun ytrede mindſte Tvivi angaa— 





1) Sverres Saga Gap. 6. 

2) Der tales ikke med et enefte Ord om, at hun føulde have ytret Tvivl om 
hans Herfomft. Men det maa vel merkes, at Forhandlingerne mellem 
Sverre og hende i Bermeland foregif i al Stilhed, og neppe i Overvær af 
nogen, der fenere kunde fortælle dem, eller i det mindfte havde Interesfe af 
at fortælle dem anderledes, end hun og Sverre ønffede dem fortalte. Da 
hun nu føden, fom vi ville fee, Éom til Norge og nød hans Beffyttelfe, faldt 
det ogfaa af fig felv, at deres Forhold fremftilledes fom om bet altid havde 
været faa broder: og fyfterligt fom muligt. Men man maa derhos erindre, 
at Gecilie under enhver Omftændighed maatte fynes godt om, at der rvejfte 
fig Fiender mod Erling føakfe og Magnus, og derfor er det i fig felv flet 
itfe urimeligt, at det virkelig gif til, fom Sagaen fortæller, uden at man 
deraf juft fan flutte at hun i fit Hjerte var overbeviift om Migtigheden af 
Sverres Foregivende. 


64 Magnué Erlingsføn, 


ende hans Herkomſt. De overlagde om, hvad han føulde tage fig til, 
tbi hans Optræden ved Byrge Jarls Hof, fom Søn af Kong Sigurd 
Mund, bavde nu vygtets til Morge, og det var Derfor ej raadeligt for ham 
at begive fig Did. Og de fandt det Da bedt, at han for det førfte begav 


fig til et eller andet fremmed Land, for der at oppebie den belejlige Tid, 
naar Den, fom de baabede, engang maatte fomme. 


11. Sverre antager Hovdingdommet over Birkebeinerne og faar Kongenavn. 


Men det famme Ryogte, fom afffræffede Sverre fra at vende tilbage 
til Norge, var imidlertid ogfaa fommet for de Lwvninger af VBirfebeiner- 
nes Flok, Der efter Slaget paa Ree bavde taget Flugten til de ſvenſke 
Grændfeegne. De børte, at den Søn af Kong Sigurd Mund, om hvem 
Rygtet fortalte, var fommen til Vermeland, og det var beel naturligt, at de 
ftrar i ham faa en Mand, der funde træde i Den faldne CGyfteins Sted. 
De føgte Derfor alle fammen ben til bam, og bade bam om at blive deres 
Høvding. - Men de vare i en elendig Forfatning, nogle baardt faarede, 
nogle uden Klæder, De flefte uden Vaaben: derbos vare De alle faa unge, 
at Det ej tyktes raadeligt, med Dem at begynde ſtore Foretagender. Han 
afjlog Derfor dere$ AUnmodning. „Det feer iffe ud til" fagde ban, ,at I 
og jeg tilfammen ville funne udrette noget fynderligt, tbi I mangle alt, 
og jeg bar beller iffe ftort at fare med. Jeg bar derhos nøje betragtet 
Eders Flof, og maa tilftaa, at I juit ikke fee mig ud til at funne afgive 
fynderlig dygtige eller paalidelige Følgefvende for den, der prøver et faa 
farligt Spil, fom at fætte fig op mod Erling Jarl. En Mand fom jeg, 
der fun er fød paa em Klippe ude i Havet, fjernt fra andre Lande, og 
fom iffe bar feet andre Folfs Skikke førendD nu, efterat jeg fom til Norge, 
er Desuden lidet ſtikket til fore Foretagender, og aller mindjt til at fyre 
en Hær eller fægge PManer til at vinde Land og Rige. - Heller ikke ev 
jeg fjendt af Nogen; over min Herfomft hviler der et Mørke, og ingen verd 
andet dDerom, end bvad jeg felv fortælker. Det funde bhænde, at hvis I 
ſiden bleve misfornøjede med mig, turde det ſtikke Eder at fige til mig, fom 
til Eders forrige Høvding, at I iffe ret vide, hvad Mand I have taget 
til Høvding og tjene; tdi netop dette bebrejdede jo fom ofteſt Eders Fi- 
ender Eder. Det forefommer mig derfor virfelig, at I og jeg iffe have fort 
andet tilfælles, end Mangel og megen Vaande. Jeg bar Befymring nok 
før, om jeg iffe ogfaa Dertil bærer Eders Nød og Elendighed. Men 
fiden I nu engang have henvendt Eder til mig, vil jeg give Eder et godt 
Raad: Byrge Juel, min Svoger, og Fru Brigida have tre Sønner, hvis 
Fodſel lige faa vel berettiger Dem til Morges Krone, fom Magnus Grlings- 


| 





1177. Sverre bliver Birfebeinernes Høvding. 65 


føn. - Begiver Eder til ham og beder ham om at lade Eder faa en af 
dem til Høvding. Deres Herfomft ev lige faa bekjendt for alle, fom min 
er ubefjendt.” Disſe merkelige Ord, der i Sagaen felv lægges Sverre I 
Munden, og bære alt Præg af virkelig at bave været udtalte — Ve høre 
tes ogfaa af faa mange, at de fiden vanffelig funde dølges eller glemmes — 
vife, hvor fulditændigt Sverre nu havde flaaet det af fine Tanker at op— 
træde fom Kronprætendent, om Det nogenfinde havde været hans Ulvor; 
ja de, Der ere tilbøjelige til at anfee Sverre for em Bedrager, funde beraf 
maaffee flutte, at ban forft efter at være fommen i Berørelfe med Virker. 
beinerne fattede fin driftige Plan, og at Fortællingen om hvad ban tidli- 
gere havde oplevet og foretaget fig, fiden formedes derefter. J alle Fald 
fader det til, at han førit efter at have beføgt Byrge Jarl aflagde fin gejſt— 
fige Dragt, thi Saro fortæller at han da føulde have foræret fin Diafon- 
Stola og fin Ulterbog 2) til en Preſt, hos hvem han nod Gjeftfrihed. 
Men alt dette fader fig nu ikke mere opflare. Ogfaa i Byrge Jarls 
og hans Gonners Fnteresfe [aa det fiden at holde paa Sverre, og ikke 
fortælle andet om ham, end Hvad der funde være ham behageligt, eller 
iffe par nogen Maade funde holdes fljult. Derfor maa ogſaa Beret— 
ningen om Sverres Eventyr i Sverige, fom faa meget andet I hans 
Hiftorie, ftaa ved fit Bærd. Hvad der taler for Gandheden af hans 
Foregivender i Hovedfagen, er. ovenfor anført. 

Birkebeinerne, eller udvalgte Sendebud af deres Flok, begave fig ef 
ter Sverres Naad til Byrge Jarl, og fremførte deres Crende; men 
Byrge Jarl undfkyldte fig med at hans Sønner vare alt for unge, og fagde 
tillige at Mordmændene aldrig vilde finde fig i at fee en gautſk Hær rykke 
ind i Landet. Men, fagde han, „en Søn af Kong Sigurd var hos os i 
Julen, og ſkal nu være i Vermeland: tag ham til Høvding, ban har Yl- 
der dertil og feer ud til en forftandig Mand. De fvarede at de allerede 
havde henvendt fig til ham, men at han havde viift dem fra fig. „Jeg 
tvivfer dog paa,” fagde Jarlen, ,at I ville funne faa nogen Fremgang, 
Hvis den ikke frulde forame fra ham; følger mit Raad, opføger ham paany 
og bilfer han fra mig, at jeg fover ham alt det Venſkab, jeg fan give, og at 
ban og hans Folk ffulle have Fredland ber, naar fom bhelft han fommer 
til Sverige. Satter ham to Viltaar, enten at opfylde Eders Bøn, eller 
at mifte Livet.” Han føal endog have medgivet Dem et Brev til Sverre, 
hvori ban opfordrede ham til at fille fig i Spidſen for dem, og lovede 
ham fin Fraftige Biftand. Ja hvad mere er, de fÉulle endog fra Kong Knut 


1) Saro, S. 895. Dette fynes altfaa at vife, hvad der ovenfor er ytret, at 
Sverres gejftlige Indvielfe i alle Fald Fun var Diafonat-Vielfen, 


Mund. Det norffe Folks Hiftorie. All. 9) 


66 Magnus Erlingsføn. 


i Sterige have faaet et Brev af lignende Indhold. Det ev vift nok, at 
Knut fremdeles laa i Strid med Kong Valdemar i Danmark *), og derfor 
ny ogſaa maatte betragte Grling, hans Vafall, fom fin Fiende, fkjønt 
ban tidligere havde fundet VBejtyttelfe i Norge. Med disſe Breve og 
Hilfener fom VBirfebeinerne tilbage til Sverre, bvilfen De imidlertid for- 
figtigviis havde frilfet under Opftgt, at han ej ſkulde undlobe: han havde 
nemlig befluttet at Drage til det hellige Land. Dog blev han døv for alle 
deres Bønner og Overtalelfer, indtil de, efter Byrge Jarl Raad, fatte 
ham tvende Vilkaar, enten at føje Dem, eller mifte Livet. „Vi have" fagde 
De, „longe tjent Eders Frænder, miftet vore Fædre og Brødre, ja næften 
alle vore Frænder, og vor Fred i Landet, for din Faders Skyld: nu til 
byde vi end at vove vort Liv for Dig, og Dog vil du baade forfage os og 
Din egen Hæder. - Vid derfor, at hvis du ej føjer og, ville vi dræde dig og dine 
Frænder, for Dermed at fjøbe 08 Fred med Kong Magnus, og vi, fom forhen vare 
Eder alle de huldeſte Venner, ville nu blive Eder de værfte Fiender.” Her 
var altfaa intet andet for, end at efterfomme deres Ønfte, ffjønt under 
fidet (ovende Omftændigheder, thi deres Flok var iffe mere end 70 Mand 
ſterk, og de fleite af dem, fom fagt, i Den uflefte Forfatning *). Faſtelavns 
Søndag, den 6te Mart 1177, indgit han Forbund med dem, og Dagen 
efter gif alle 70 ham til Haande, deels fom bans Hirdmænd, deels fom 
Gjefter, dels fom Huusfarle. Dette ffede paa Gaarden Hamar i Ver- 
meland, bvor Cecilie rimeligviis havde fin Bopel 3). Om Natten 
havde Sverre, fortælles der, en ny Drøm. Det forefom ham, fom 
om ban var i Sarpsborg, paa famme Tid fom Kong Magnus og Crling 
Jarl med deres Krigsfolf, at Der i Byen opftod nogen Hviffen om at en 
Kongeføn befandt fig der, og at alle Folk føgte efter denne; men det fyn- 
te8 fom om Gjfterfpørgelfen gjaldt ham felv, hvorfor han hemmelig vilde 
forlade Byen, men med et ftod han foran Mariekirken, og gik ind for at 
børe Mesfe. Da, fyntes han, fom en ældgammel Mand med fnehvidt, 
fort Haar, rodt Anfigt, og ærefrygtsbydende at fee til, hen til ham, tog 


1) Om Kong Knut og hans Fejde med DanmarÉ 1170 er der ovenfor talt. 
I Uaret 1182 gjenfinde vi ham atter i Fejde med Danmark, idet han og 
Byrge Jarl underftøttede Kronprætendenten Harald Streng. Til Byrge Brofa 
toge Erkebiſkop Wſkils Datterfønner, Knut og Karl, i 1176 deres Jilflugt, 
da de havde ftiftet en GSammenfværaelfe mod Kong Baldemard Liv. Dette 
vifer noffom, hvorledes der den hele Tid herffede uvenffabeligt Forhold mel: 
lem Danmarf og Sverige. 

Roger Hoveden, I. e. figer at det var 1100 firidbare Mænd, der vare und: 
Fomne fra Ree og fluttede fig til Sverre. Men her figtes vel kun til Flygt— 
ningernes Antal i det Hele taget, og dette er enda angivet for lidet. 

3) Gaarden Hamar ligger paa Hamarø, nordligft i Veneren, nær ved det nu- 

værende Karlsftad. 


2 


— 





1177. Sverre tiltræder fit førfte Tog til Jyrondhjem. 67 


ham i Haanden, og fedede ham hen til et Kapel ved Mordfiden af Sanghuus- 
Døren med de Od: følg mig, min Broder, jeg bar noget bemmeligt at 
tale med dig. Han grundede paa, hvad denne Mand funde ville ham, og 
Manden, fom merfede det, fagde: raddes ikfe for mig, Broder, thi Gud 
har fendt mig. Da tyftes ban neje fig for ham til Jorden, og fpørge: 
bvo ev du, Herre, at jeg vijt fan vide at Gud har fendt Dig. Den Gamle 
bad ham anden Gang ikke rævddes, og fagde at Gud viskelig havde fendt 
ham. Men hans Bangbed tiltog endnu mere. Da tog den Gamle han 
ved Haanden, rejfte ham op, og fagde tredie Gang: rævdes ikke, Broder, 
Fred være med Dig, jeg er Samuel, den Guds Vreft, og har Guds Eren- 
De til dig at udrette. Med disje Ord, foreføm det ham, tog ODdingen et 
Horn, fyldt med Salve, fra en Sfreppe, han Havde om Halfen, og bad 
Sverre række fine Hænder frem: ban gjorde faa, vg nu falvede Oldingen 
begge hans Hænder, idet han fagde: disſe Hænder  belliges herved og 
ftyrfes til Had mod dine Fiender og Modftandere, og til at ftyre mange 
Menneffer. — Derpaa fysfede han Sverre, tog ham ved den højre Haand 
og fagde: fomnu ud fra Denne Srængfel her pfter, thi du ſkal være Konge. 
Anden Gang fysfede han ham, og fagde: vær ſterk og fjet, thi Gud vil 
hjelpe dig.  Derpaa vaagnede Sverre. Denne Drøm ftal ban ſtrax have 
fortalt de 12 Mænd, der fov i famme Herberge fom han, og af hvilke 
De fvende vare Preſter. Alle fandt den merkelig, og hans Mænd bleve 
glade derover; dog vilde ingen indlade fig paa at udtyde den. Han bad 
dem Da ikke tale videre Derom. Men alle, heder det, tyktes efter Denne 
Drøm at fpore en for Forandring i bans Sind 1). 


12. Sverres møjfømmelige Tog gjennem Sverige til Fhrondhjem 


Den følgende Dag, Onsdagen den 9de Marté, brød Sterre med 
fine 70 Mand op fra Hamar i Vermefand, og tog Vejen fydover til Vi— 
fen. Undervejs flokkede flere fig til ham, faa at han, Da ban fom ind I 
GSaurbygden, bavde 420 Mand. Her fod han holde Thing, og paa dette 
vilde hans Mænd give han Kungenavn. Han undſlog fig forſt og bad 
Dem at vente, indtil det nogenfedes bavde viift fig at hans Sag var vet 
færdig, men de erflærede at de ikke vilde tjene ham, dDerfom ban ej var 
af bøjere Nang end alle de pvrige. Saaledes maatte ban da finde fig Devi: 
De gave ham Kongenavn, og alle gif ham paany til Haande og tog Ved 
hans Sverd. Det var førfte Søndag i Fafte, 13de Marts 1177. Men 





1) Sverres Saga Gap. 10. Da Sverre drømte, eller i det mindfte fortalte at 
han drømte om'at være i Sarpsborg, fFulde man maafkee flutte, at han 
ogfaa havde opholdt fig der; hvilket i faa Fald vilde beftyrke at hans Rejſe 
varede meget længer, end Sagaerne angive. 


5* 


68 Magnus Erlingsføn. 


det varede iffe fænge, førend: han merkede, at de flefte i denne Flok itte 
pare at lide paa, og at De havde fluttet fig til ham mere for at funne 
plyndre og røve, end for at fjæmpe fom brave Mænd. Da han itte vilde 
røve i VBifen og desuden onſkede at fætte Deres Udholdenbed paa Prøve, 
begav han fig tilbage til Bermeland, for Derfra at Drage til Norge, og 
videre nordefter. Men da han fom til Eidſkogen, mønftrede han fin Flok, 
og Det vifte fig, at Den nu atter var fmeltet fammen til 70 Mand. De 
flefte bavde forfadt bam, da De ikke fik Lejligbed til at plyndre Nu vare 
gode Raad Dyre, thi med faa liden en Srop funde han ikke tænke paa at 
binde an med den mægtige Erling Jarl, men paa Den anden Side var 
dDer heller ingen Gavn i Folk, der iffe ubetinget fulgte ham, hvor ban 
færdedes, mod Norden eller Syden. Heller ikke funde han godt flippe 
bort, thi de, fom med ftørft Troſkab havde fulgt ham, pasfede ogfaa deſto 
nøjere paa bam. Han vendte da for det førfte om, og tilbragte Paaffen 
hos en Preft i Vermeland, der gjorde et berligt Gjeftebud for ham. Imid— 
fertid fendte ban VBreve til Fbelemarfen, hvorben, fom nævnt, flere 
af Birkebeinerne efter Slaget paa Mee vare flygtede, og hvor der 
dDesuden ſkal have berffet nogen Misforftanelfe med Erling Jarl og 
Kong Magnus. Heraf benyttede Sverre fig, idet han lovede Thele— 
bønderne at vette paa, hvad de befværede fig over, hvis De vilde flaa fig 
til ham og yde ham Hjelp. I faa Fad anmodede han dem om at møde 
ham nord i Landet. Did faa han Dog nu, at han umuligt funde fomme 
ad den almindelige Vet gjennem det oſtlige Norge, men at ban maatte fare av 
ubefjendte og møjfommelige Stier, ti fiden man havde fpurt, at Flokfen 
havde viift fig øfterpaa, var Der overalt i Landet truffet fraftige Foran— 
ftaltninger mod den, og det var umuligt at trænge frem, hvor man havde 
vel bebyggede Cane for fig. Derfor vendte han fig, Da han ſtrax efter Paa- 
ſken (24de April) brød op, mere ad Øjterfø-Kanten til, og drog førft over 
den faafaldte Folvmileffov til Ekesherred i Elvedalen, i den nordligfte 
Deel af Vermeland. Derfra drog han over en lige faa lang Sfov til 
Malung i Vefter- Dalarne, og derfra over en 15 Mile lang Skov til 
Øfter-Dalarne, eller, fom Landffabet da endnu faldtes, Farnberjaland. Paa 
alle disfe Sfove havde han og bans Mænd intet andet at leve af end 
Fugle- og Elgekjod, og De Døjede overvættes meget Ondt, faavel af Hun- 
ger og Kulde, fom af Fræthed og Udmattelfe, tbi Det var juft i Førefale 
Det, da Sneen fmeltede i GStovene og JFfene par VBandene, og man 
faaledes ikke funde benytte Hefte eller anden Slags Befordring. Stun— 
døm maatte de fare over Mofer og ftore Myrer, ftundom gjennem tætte 
Stove eller foære Broter. Indbyggerne i Javnberjaland vare endnu Hede 
ninger, og bavde — Den Slagt i det mindfte — aldrig feet en Konge dra- 
ge gjennem deres Land, ja Der fandtes neppe nogen iblandt dem, fom rigtigt vide 


1177. Sverre i Dalarne og Jemteland. 69 


ſte vad Ordet „Konge“ betydede, et Mennefte eller et Dyr. Men de vifte fig 
meget forefommende mod ham, da de hørte hans Ord, og de lagde ingen Hin- 
dringer i Vejen for hans Rejſe. Fra Jarnberjaland drog Han til Herdalen, 
fandfynligviis den almindelige Vej, over Mora og Elvedal, famt videre 
over Fjelvdet til lille Hevdal, i alt 15 Mile. Her var han fommen inden 
Norges Grændfer, men der tales iffe om at han mødte nogen Modſtand. 
Han fortfatte fin Vandring iffe op ad Dalen, benimod den norffe Grændfe, 
men atter til Fjelds, over til FJemteland. Denne Fjeldvej angives til hele 
38 Mile fang: faa fang var Den vel iffe, men Ddog meget fængere end 
De, ban bidtil havde tilbagelagt. Man maa formovde, at han brød op 
fra Sveig og iffe drog lige over til Berg ved den fydlige Ende af Stor- 
føen, bvilfet umuligt funde have været beregnet til 38 Miil, men at han 
fulgte Fjeldryggen lige op til Herdals-Storfjø og Ottfjøy og ned til Undersaker 
i Den vefilige Deel af Jemteland 1). - Paa denne Fjeldvandring bavde de 
intet andet at fpife end Bart og Save, og Bær, der om Vintren havde 
figget. under Ifen. Da de allerede havde været to Dage uden ordentlig 
Mad, og befandt fig i Den tykfefte Sfov, fom de til et frort Vand, hvor 
Der ej fandtes nogen Farfoft, men de maatte gjøre fig Fømmerflaader, tve 
eller fire om een, fom det unde falde fig. Den Flaade, paa bvilfen Kongen 
fad felv fjerde, var temmelig fiden, og fant faa dybt ned, Da de ftødte fra 
Land, at Bandet naaede dem til midt paa Leggen, men Søen, fom de ſkul— 
de fætte over, var iffe mindre end en I Miil bred. J det famme fom 
en af Floffen ned til Bredden, og raabte paa Dem, at De maatte tage bam 
med, ti han var aldeles forfommen af Modighed. De flefte vare alle 
rede over paa Den anden Side, og Sverre faa, at det gjaldt Mandens Liv, hvis 
han ej tog ham med, imidlertid fyntes Flaaden næften for liden for Dem, 
Der allerede vare paa Den. Han vovede Dog Fourfoget, lod den atter lægge 
til Land, og tog Manden op; Bandet naarde Dem nu til over Knæet, men 
De fom dog lykkelig biinfides til em fældet Sræftamme, der faa ud i Vane 
Det; paa Den gif de i Land, Sverre ſidſt. I famme Øjeblik fant Flaaden, 
og Dette undlod man iffe at betragte fom et Tegn, Der vidnede om 
at Sverre var beftemt til at udføre ftore Gjerninger. - Endnu maatte De 
tilbringe to Nætter i Odeſkoben uden anden Føde end Save og Birke— 
faft : den tredie Dag var Mandføabet næften opgivet af Trætbed. Dog 
arbejdede de fig endnu frem, faa at de fun havde 12 eller 13 Mile tilbage 


1) Det fynes nemlig ogfaa af Hvad der ſtrax nedenfor fortælles om den Lethed, hvor— 
med han fuede de Jamter, der gjorde ham Modftand, fom om dette ej Eunde 
have været i Landjffabets folferigefte Deel, ved Storføen og Freso; heller 
ikke fan Søen, hvor Baadene bleve tagne, have været faa ſtor, thi Sigurd 
(fe nedenfor) maa rimeligviis have firrjfet rundt omkring den. 


70 Magnus Grlingsføn. 


til Bygden. De fom til en ftor Aa, fom de fatte over, og efter fom en- 
hver fom i Land, flængte ban fig ned paa Wabredden, ude af Stand til 
at gaa videre. Sverre og to andre fatte fidft over. , Strømmen drev 
dem langt ned avd Aaen, endelig naaede de dog den anden Bred og toge 
fig Hvile. Han bad nu fine Mænd at famle deres Kræfter, thi det var 
ikke fangt til Bygden, vg de havde derfor Udfigt til, ret fnart at naa drifte 
ne Mænds Hufe, hvor de funde hvile fig ud og forfriffe fig. Men da de 
fom nærmere mod Bygden, vilde Famterne, blandt bvem der var flere af 
Kong Magnus's Lendermænd, ikke vide af ham, og bode til at gjøre ham 
Modftand. Han fendte da en afde før omtalte Saltnesqutter, Sigurd, mod 
Dem, Da ban antog at de mindre vilde tage fig vare, naar de Vidfte at Høvdin- 
gen felv iffe var med. Han bedrog fig beller itte, thi Sigurd fik, vet figes 
ej hvorledes, fat paa alle de Fartøjer, Bønderne havde agtet at bruge mod 
Stevre; Da han nu felv fom efter, og de favnede deres Baade, var vder ikke 
andet for end at underfafte fig bam. Alle Magnus's Lendermænd maatte 
indgaa Forlig, og Jamterne maatte holde ordentlige Vejtfler for Sverre, ja 
endog fille ham 60 Mand; det ſiges rigtignok iffe, om disſe vare ſyn— 
Derligt at lide paa. Med denne Furfterfning brød ban op fra FJemteland, 
og tog paany Vejen til Fjeds, ikke, fom det af det folgende fan ſees, 
den almindelige Vej over Suul og Verdalen, men derimod lige i Veſt, 
forbi Aann-Søen og Handel, til Gøurdalsporten eller Glugfjeldet, og 
fremdeles langs Fjeldene mellem Stjørdalen og Selbo til Højderne firar 
øftenfør Nidaros '). Paa denne Nejfe fmagte ban og hans Folt ikke 
Mad, vg fov iffe i fem Dage, for at der ej flulde gaa mindfte Nys 
forud for dem om deres Mærmelfe. Fredagd Nat før Pinds (10de Juni) 
ftod ban endelig ved Nejfens Maal, i Nærheden af Byen. Den lange 
og æventyrlige Ferd var omfider lykkeligt til Ende. 


13. Svære overvinder Høvdingerne i Nidaros og hyldes fom Konge paa Ørething. 


Indbyggerne i Nidaros havde tre Fjerdingaar I Forvejen underkaftet 
fig Gyftein Meyla, og i Birfebeinerne8 Flof var der Desuden endeel anferde 
Mænds Sønner fra Throndelagen, fom Sigurd af Saltnes og bans Brødre, 
iffe at tale om den mindre gunftige Stemning mod Erling ſkakke, føm i faa 
fang Iid havde raadet der. - Sverre ventede fig Derfor maaffer en vet 
god Modtagelfe. Men om faa var, blev han beri for det førfte feuffet, 


1) Ut han maa have taget denne ej, fres tydeligt deraf, at Digre var en af 
de nærmefte Gaarde, da han førfte Gang føulde trætke fig tilbage fra Byen, 
faa vel fom deraf, at han fom imellem GSelbyggerne og Selboføen. 





1177. Sverre i Shrondhjem. * 71 


thi den ved Birkebeinernes forrige Beſog i Byen faldne Nikolas Sigurds— 
ſons Søn Sigurd, dennes Svoger Erik Arnesſon og andre Jilhængere af 
- Grling og Magnus førte nu Befalingen, og havde fandfynligviis Huus- 
tropper not til at holde Bymændene i Age. Det fynes fra fort af at 
have været Sverres Henfigt at forføge et pludfeligt Overfald, men man 
blev hans Flok var fra Byen, og Høvdingerne Sigurd Nikolasføn, Erik 
Arnesføn, Ivar Horte, Ivar Selfe og Ivar Gjavvaldsføn droge firar 
over Broen med hented 1450 Mand?) for at møde han. Da 
Sverre faa dette, gif han felv ned, fun ledfaget af een Mand, for at 
udfpejde Dem nærmere; Det lykkedes ham og bans Ledfager at fomme ubemerket 
fige ind i den fiendtlige Hær, og De overbevifte fig fnart om, at Overmagten var 
for ftor til at vove noget Angreb. Han traf fig Derfor tilbage for Det førfte, 
men paa Denne Kant, fandfynligviis i Nærbeden af FJonsvandet, bavde 
imidfertid en Flok Selbygger, i Alt henved 360 Mand, lejvet fig. Sver— 
res Mænd vare alt for trætte af Marſchen og udmattede af lang Natte- 
vaagen til at han funde tænfe paa at angribe Selbyggerne, førend De 
bavde faaet nogen Hvile. Han fendte derfor Bud til Bonden Vigleik 
paa Gaarden Digren i Bratsberg, at ban ftulde ſkaffe bans Folk noget 
at fpife, og Bigleif var dertil ſtrax villig. Da de atter brode op Derfra, 
traf det fig faa beldigt, at de fom bag om de forfamlede Selbygger ned til 
Bredden af Selbofven *), hvor de toge alle deres Baade, og paa dem fatte 
over fil Bygden. Her gjorde De fig det nok faa befvemt paa Selbyyger- 
nes Gaarde, medens Gjerne af Mangel paa Baade iffe funde fomme over. 
Disfe faa Derfor ingen anden Udvej end at ſamtykke i dDe Betingelfer, 
Sverre foreffrev: han paabød dem at udrede en halv Maaneds Fortærina. 
Sverre, Der imidlertid havde opboldt fig paa en af de Der, Nidelven dan= 
ner ved fit Udlob i Søen, og fom fiden fil Savnet Kongsbolmen, brød op 
en Nat ganſke fiille og ubemerfet, og drog veftover til Det hoje Vatsfjelv, 
hvorfra De, uden felv at ſees, funde tagttage alt hvad der foregif nede i 
Bygderne, faavel i Gauldalen, fom paa Strinden og lige ned til Byen. Her 
faa de tydeligt, at ogfaa Gauldølerne havde famlet fig i en betydelig Hov. 
Men da nogle Dage gif ben uden at Gauldølerne merfede noget til Dem, 
adfpredte Hoben fig, og hver gik til fit. Aldrig faafnart faa Sirfebeinerne 
Dette, førend De brøde ned i Bygden og toge Bønderne med ſaadan Over- 
raffelfe, at disfe gladeligen befvemmede fig til alt hvad Sverre, forlangte. 
Dette fpurtes fnart til Byen, og Tropper fendtes atter ud mod ban. 
Ogfaa denne Gang maatte han vige for Overmagten, men tog nu Vejen 


2) Saaledes Flatøbogen, der nævner 12 Hundrede (1440), andre, mindre fikre 
Haandffrifter, nævne 16 Hundrede. 
?) Dette maa have været i Nærheden af Dragftad og Barmbdal. 


72 Magnus Erlingsſon. 


op til Soknedalen. Her modte ham den behagelige Efterretning, at 80 
vel bevæbnede Mænd fra Thelemarken, anførte af en Høvding ved Navn 
Ruut, allerede vare fomne over Fjeldet ifølge De Breve og Opfordringer, 
ban fra Vermeland havde fadet udgaa. Glad ilede ban Dem Derfor imøde 
og forenede fig med dem oppe Å Rennebu. Hang Styrfe udgjorde nu 200 
Mand, og han torde vove noget mere end forben. Han tog Derfor atter Vejen 
mod Byen, dog ej føm det fynes, gjennem Dalen, men over Skoben gjennem Hø- 
fandet, thi han fom ned paa Veſtſiden af Gaul-Elven ved Gaulvfen, hvor han fød 
fine Folk fætte over Glven paa Efer. De førfte 20 Mand, der fom over, 
fendte han under Unførfel af den med Egnen vel befjendte Jon Ketling fra Salte 
ne8 ?) op over Byaafen for at fpejde. De møvdte en Flok af 7 Mænd, 
der var udfendte fra Byen i famme Erende, dræbte fem af dem og fan- 
gede een, den fyvende undfom til Byen, og berettede at Birkebeinerne nære 
mede fig. $Hovdingerne ryffede ſtrar ud imod dem med fine Fropper, nu 
fom før, over 1400 Mand, og efter Ivar Hortes Raad bleve vver 800 
af disfe ſtillede Baghold under en Gard, for at falde Birfebeinerne i 
Nyggen, medens Angrebet ffede med de pvrige 600. Dere$ Hovedbanner 
var St. Olafs Merfe, fom de havde vovet at tage ud af Kirken, uagtet 
de, fom det i Sagaen beder, fun vare Lendermænd og Bønder. Sverre 
fylfede Vine faa Mænd imod de ferhundrede, og fiillede Bueftytterne ſam— 
men. — Da, beder det, benyttede Enhver fine Baaben godt, og dette maa 
enten Sverre8 Mænd have gjort i en ualmindelig Grad, eller deres Stil— 
fing bave været overmaade vel valgt, eller Lendermændene8 Tropper have 
været mere end almindeligt Daarlige, thi da Birfebeinernes Pile fløy bvi- 
nende over Hovedet par Dem, Der ftode i Bayghold, bleve dDe faa forfærdede 
at De toge Flugten, og De andre, fom faa det, fulgte deres Exempel, trods 
deres ftore Overmagt. Den, fom bar St. Olafs Merke, fatte affted i 
faadan Fart, at ban iffe engang funde faa ftandfet fin Heft, men ved to 
Mænd over, faa at Den ene opgav Aanden, dDen anden blev Krobling for 
fin Livstid; ban felv faldt af, og Birfebeinerne erobrede Merket. Ivar 
Selke og Jvar Gjavvadsføn faldt med 120 Mand, Erik Arnesſon blev 
fangen, de obrige Hovdinger flygtede hver til fin Kant. Med St. Olafa 
Merfe i Spidfen droge nu Birfebeinerne ind i Byen, hvor der ej fænger 
var Fale om nogen Modftand, og hvor Sverre højtideligt takkede den hel 
- fige Jomfru Maria og St. Olaf for den uventede Sejr. Det ev I fig 
felv faa ubegribeligt, at Sverre med fine 200 uøvede og Daarligt bevæb- 
nede Folk flulde funne jage 1450 Bymænd paa Flugten, at man 
næften ſkulde formode et Overlæg fra disſes Side, da be jo ikke 

1) Der ftaar i eet Haandffrift , Jon Gunnarsſon“, i andre „Jon Gudrunsføn 


af Sannes," eller ,,af Sand.” Det er tydeligt at-her menes „Jon Gud— 
runsføn af Saltnes,“ en af de ovenfor, S. 47 omtalte Saltnesgutter. 











1177. Gverre faar Kongenavn paa Orething 73 


vare Magnus Grlingsføn fynderlig gunftige, og denne Formodning beftyr- 
kes Deraf, at Sverre gav Enhver Grid, fom bad derom. Men han fljøn- 
nede nok, at da faa mange Stormænd havde taget Flugten, maatte han 
bvert Øjeblif være beredt paa et nyt Angreb af Dem. Han fendte Derfor 
Udfigsmænd om til alle Kanter, og fik fnart høre, at Jndthrønderne bav- 
De famfet 2400 Mand, der allerede vare paa Vejen mod Byen, medens 
Ivar Horte faa ude ved Nødbjerget med 50 Stibe. Han nvdfaa nu, at 
der ej var at tænte paa at blive i Byen, indftibede fig i Haft med 
fine Mænd paa 11 Studer, fom de forefandt nede ved Bryggerne, og ro— 
ede ud efter Fjorden. De vare iffe fomne langt udenfor Munkholmen, fø- 
rend de faa Indthrondernes Flaade, og fom den fiden ganffe nær, fun 
paa et Vileftuds UAfftand. Indthrénderne maa dog iffe have vidſt, at 
Birfebeinerne vare ombord paa Sfuderne, thi de rørte Dem iffe, og Sverre 
roede ud imod Skibene ved Nødbjerget, af Yvilke det vifte fig at de flefte 
pare Jægter, nys anfomne fra Vaagen, medens Ivar fun bavde eet Lang- 
flib og 11 Skuder. Sverre enfede ikke Jægterne, Da han ej vilde gjere 
fredelige Kjøbmænd nogen Skade, men frjlede ud til Ugdenes, hvor han fandt 
9 Skuder, der agtede fig ind over for at ftøde til Ivars Flaade. Han ane 
greb dem firar, og Befætningen, heder det, maatte fælge fine Klæder og 
VBaaben for Prygl og Forbaanelje. Alt, hvad de havde af Pengeværdi, 
blev dem frataget, men Livet fif de beholde. Derfra ftyrede Birkebeinerne 
ud til Folftn (Stor-Fofen), hvor et Fragtſkib, Der tilhørte Ivar, og 
par fadet med Varer til. en Værdi af 6 Merfer Guld, falvt i Deres 
$Hænder 1). Fra Stor-Fofen droge de fremdeles et Stykke fydefter langs 
Nordmores Kvit, og traf tretten eller fjorten Sfuder, Der ligeledes agtede 
fig ind til Ivar, men lede famme GSfjebne fom bine. Efter faaledes at 
bave venfet Farvandet, vendte Sverre tilbage til Byen, hvorfra alle Fi- 
ender havde begivet fig bort, thi nuffede der ej alene ingen Forfog paa at 
bindre ham Adgangen, men Borgerne modtoge hann endog med bøjtivelig 
Procesfion og under Kloffernes Ningning. Dette, fom faa meget andet, 
[ægger noffom for Dagen, at Throndelagens Jndbyggere, paa enfelte Len- 
dermænd og Stormænd nær, fremdeles vare fiendtligt femte mod Erling Jarl. 
Erkebiſkop Eyſtein, der bavde aller meft at fige i Fbrondhjem, og nu 
var Kong Magnus's bedfte Støtte ber, fom Det fiden vifte fig, man ved 
Denne Lejlighed været borte, Da han flet itfe omtales. Ut Fbrønderne 
bift og ber havde famlet fig mod Birkebeinerne, fom vel deels deraf, at 
Befalinggmændene havde fordret Det, Deels af at Birfebeinerne ikke ftode 


1” Man maa heraf flutte, at Ivar Horte var Herre til GStorfofen, og her 
havde fin Hovedgaard, man feer desuden at han var en af de fornemfte 
Befalingsmænd paa Nordmøre, og faaledes hørte hjemme der. 


74 Magnus Erlingsføn. 


/ 


i det bedfte Ny, og at de Derfor førft vilde fre, hvorledes de føre frem, 
inden De gjorde fælles Sag med dem. Men de maatte nu have overbee 
vilt fig om, at Sverre var en Mand, fom baade vilde og funde ober— 
holde Mandstugt, og at Birfebeinerne fra nu af, faa vidt muligt, ej længer 
vilde fare frem fom Ransmænd, ver frygtedes baade af Venner og af Fien- 
Der; iffe at tale om de mange Thronder, der fandtes i Birfebeinernes 
egen Skare fiden deres forrige Ophold i Tyrondhjem. - Under faadanne 
Omftændigbeder maatte Det Være vanfkeligt for Kong Magnus's Lender- 
mænd at bolde fig i Byen, og de flefte have rimeligviis begivet fig til Er— 
fing og Magnus. Sverre derimod [od tilftevne Ørething, idet han ude 
nævnte 12 FIbingmænd frå bvert af Fhrøndelagens 8 Fylker. De inde 
fandt fig alle, og paa dette 8 Fylkes-Thing blev der nu givet ham Kon- 
genavn, hvilket befræftedes med Vaabentag, og Land og Fhegner, fom det 
heder, bleve ham tilfvorne efter Landfens gamle Lov og Net. Saaledes 
havde Sverre, efter faa Maaneders Forløb, og med en ubetydelig Haand— 
fuld Folk, drevet Det til at faa Kongenavn paa Øretbing, hvorved han 
erbvervede Met til at falde fig Konge over hele Norge '). - Derved var 
aflerede meget vundet. Dog varede det endnu lange, førend han fik noget 
Fodfæfte og fandt et blivende Sted. 


14. Sverres Sejre paa Oplandene. 


Gftervetningen om alt dette naaede hurtigt Kong Magnus og hans 
Fader. De famlede ſtrax Folk, og føyndte fig nordefter langs Kyſten. 
Sverre vovede ikke at oppebie Dem, men Drog med fine Mænd til Søs ud 
til Orfedalen. Der fatte de Ild paa Sfibene, og gik fiden fyd over Fjel- 
Det ned til Gudbrandsdalen. Her holdt de Thing, det figes ikke om det 
var Huustbing eller Thing med Bonderne. Fra Thinget fortfatte de 
Bejen fydover, indtil de fom til Mjøfen. Her fik de høre, at Kong Magnus's 
Lendermænd Halvard paa Saaftad G Stange), Sæbjørn Sindresføn 
og Ivar Gæsling (paa Sundbu i Vaage) faa med 18 bevæbnede Fartoſer 
paa Bandet, medens tillige en Trop paa over 1400 Mand var opftillet paa 
Land. — Sverre, føm fun havde 240 Mand, raadførte fig med dem om, 
Hvad man ftulde gjøre. Alle vilde flaas, idet de rimeligviis haabede lige faa 
ftort Held her, fom I Fbrondbjem. Men Sverre fandt Overmagten alt for 
ftor. „Jeg har”, fagde han, bedre Udfigt til at faa min Skade hevnet, end 
ved at. gaa i en faadan Snare, thi det er ingen Hevn for min Fader, 
mine Brødre og Frænder, om jeg bilder i Græsfet eller bliver jagen paa 
Flugt". Der blev derfor ikke af noget Ungreb, men Sverre tog Vejen 





1) Sverres Gaga Gap. 15, 16. 





1177. Sverre paa Hadeland. 75 


over Sfovene mellem Mjofen og Randsfjorden til Hadeland 1). Her fendte 
pan 40 Mand forud ned til Randsfjorden, og Visfe bemægtigede fig alle de 
Fartøjer, de forefandt. Da Sverre fiden fom efter, fil han høre, at der 
ftod itte færre end tre Flotte opftilede imod Ham, bver paa fit Sted; to af 
Dem vare 360 Mand, den tredie 600 Mand tterf. Sverre deelte fin Srop i to 
lige ſtore Dele, den ene fendte han hen for at plyndre Asſer Vilfes Gaard 
— Denne UAsfer, en af Magnus's Filhænger, var rimeligviis Lendermand 
og en af Hovedanførerne for Bønderne —; med den anden angre ban Ven 
360 Mand ſterke Afdeling af Bondehæren, og vandt en let Sejr, thi Da 
Bønderne faa Birkebeinerne ftorme frem med havede Vaaben, bleve de for- 
færdede, kaſtede Vaabnene fra fig, og bade om Grid. Dertil var Sverre 
nu, fom altid, ftrar villig, og da De øvrige børte dette, faldt de frar til 
Fovde, og lovede fuldftændig Lydighed. Dette ſkal Dog, ifølge Sagaen, iffe 
Dave været oprigtigt meent, thi paa det Thing, der nu berammedes for 
at afflutte et ordentligt Forlig mellem Bonderne og Sverre, ftulle Disfe, 
der faa, hvor fan Folt han havde, have havt i Sinde at overfalde ham. 
Men hvad deres Henfigt end var eller ikke var, faa fom den ej til Ud— 
forelſe. Thi paa den Dag, Ibinget ſkulde være, fom den anden Halv- 
deel af Sverres Folk, der var udfendt mod Asſer Bilſes Gaard, med 
et Bytte af iffe mindre end 20 Merfer Gulv, og da Everre nu 
var manditerfere end Bonderne, funde der iffe fænger være Tanke om 
noget Overfald, og de maatte finde lig i at udrede hvad Sverre fore- 
ſtreb efter Godtbefindende. Tilſyneladende vare de altfaa forligte med 
ham. - Men underhaanden fendte de Bud til Ørm Kongsbroder, Der Da 
faa med fine Skibe i Oslofjorden, at han, om muligt, maatte fomme dem 
til Hjelp mod Sverre; felv ſkulde de fra fin Kant fee til at møde ham og 
tage Sverre å Ryggen, om han vilde undfly. Orm od firar famle en 
betydelig Styrfe, og begav fig op til Syrifjorden, hvorfra han lod ſtore 
Fartøjer drage op å Mo-Glven, for fiden at gaa med Dem op I Mands- 
fjorden mod Sverre, fom faa der med fine Fartøjer. Ved Cjfterretningen 
om at Orm nærmede fig, [od Sverre, fom om han ſtrax vilde drage imod 
bam, og fendte alle fine Udtigåmænd den Vej, men felv begav ban fig 
med 60 Mand til Sfoven og lod fælde Sømmer. Om Uftenen indfandt 
De pvrige fig, efter hans Befaling, ved Hovedkvarteret. Fidligt i Dagningen 
den næfte Morgen værfedes de ved Lurenes Klang; ingen vidfte, hvad Kon- 
gens Henfigt var, men de fit den fnart at vide: de ſkulde Drage Stibene fra 
Randsfjorden fem Mile over Land til Mjøfen, og det Tømmer, Sverre bavde 
fadet fælde Dagen forud, ffulde tjene til Ruller. Aldrig før havde man 


1) Sverre maa faaledes have taget Bejen omtrent fra Bingnes over Birid: og Var: 
dals Stoven lige ned til Randsfjorden i Nærheden af Horn eller Smedshammer. 


76 Magnus Grlingsføn. 


feet Fartojer flæbte den Vej, men man tog dog fat paa Arbejdet, og det 
lykkedes: rimeligviis fulgte man, far vidt muligt, alle fmaa Vande og 
Vasdrag, indtil man naaede Ginavandet, og dDernæft Huns-Elben indtil 
dens Udløb i Mjofen *). Da de vel vare fomne did, lod Sverre ftrar 
ro imod Lendermændene, der mindft ventede et faadant Angreb, og derfor 
bleve ganſke overraffede. Efter en, fom det fynes, ubetydelig Fegtning flygtede 
de med deres Fartøjer fydefter, medens Sverre renfede Mjøfens norde 
fige Bredder for Fiender, og ftyrede til Hamar. Her Holdt han 
Thing, bvor, fom Der ſtaar, ingen vovede at ytre et Ord imod hans 
Vilje. At man imidlertid, uagtet biint Held, endnu iffe havde fynderlig 
Frygt for bans ubetydelige Stare, ſees bedſt deraf, at Hallvard paa Saa- 
ftad, en af de flagne Lendermænd, gjorde et ftort Gjeftebud paa fin Gaard, 
der fun figger noget over en Miils Vej fra Hamar, hvor Sverre opholdt 
fig. Viftnof var Henfigten med dette Gjeftebud ogfaa at famle Folk mod 
Sverre, men man havde Dog neppe vovet at holde faadan Sammenkomſt 
fige i Sverres Nærbhed, hvis man bavde frygtet bam i nogen færdeles hoj Grad. 
Hallvard indbød enbver, der vilde fomme, for at faa famlet en faa ſtor Flok 
fom muligt, og Da Det tillige var Kirfemesfe *), fom der en heel Del, 
henimod 400. Men Birkebeinerne, Ver heller felv vilde gjøre Overfald 
end fade fig overfalde, indfandt fig uformodet paa Kirfemesfedagen. Man 
ftillede fig i Fvifing paa begge Sider, og Der begyndte en Fegtning, men 
efter fort Tids Forlob flygtede Lendermændene med deres Folk, efterla- 
dende 7 faldne og 5 fangne. Birkebeinerne gjorde fig Derimod til gode 
med Gildesfoften. Lendermændene havde fljult deres Fartøjer, men Sverre 
tvang de fangne til at befjende, hvor de vare, faaledes at han nu fif alle 
de Stibe, der fandtes i Mjøfen, fmaa og ftore, i fin Magt 3). Ligeledes 
tilegnede ban fig alle Lmdermændenes og de pvrige Flygtningers Ejen— 
domme, faa vel fom alle de Landføylder, Kong Magnus og Grling Jarl 
ftulde oppebære. Samtlige Oplande, endog Øjfterdalen, og, fom det fynes, 





1) Man bar troet at den faafaldte Kjølvej mellem Mandsfjorden og Einavan- 
det fEulde have faaet fit Navn efter denne Begivenhed, og der har endog 
dannet fig et Sagn derom. Men Navnet er aabenbart meget ældre, og 
fommer ikke af , Kjøl paa et Skib,“ men af „Kjol“ i Betydningen Hejde: 
drag,” altfaa Vejen over Kjolen eller Aaſen“. Navnet ,  Kjølvejen"” om denne 
Skov forefommer allerede ved 1225, paa en Tid da neppe endnu Sagn der: 
om funde have dannet fig (Haakon H. Saga Gap. 133). 

Kirkemesſe (tydſk Kirmef) Faldes i Katholicismen den Hejtid, der holdes 
hvert Aar i en Kirke paa dens Indvielfesdag. Den regnes altid blandt Sogneté 
fornemfte Fefter. Den Kirke, ber menes, er ej ben nærliggende Stange 
Kirfe, men Kirfen paa felve Saaftad, der ſtod indtil Reformationen. 

Et Sagn Herom, der maaffee er gammelt, og i det Hele taget femmer med 
GSagaberetningen, meddeles i Fayes norſte Foltefagn S. 129. 


2 


— 


— 





- 1177. Sverre fpiller Mefter paa Oplandene. 77 


Valdres, maatte underkaſte fig, og vare for Ojeblikket i hang Vold 1). Den— 
ne Underfæggelfe, fom den kaldes, funde Dog ikke i fig ſelv have ſtort at 
betyde. Den beftovd fun deri, at Bønderne, hvor ban fom med fin Flok, 
for at undgaa Ubehageligdeder erfjendte bam for Konge og vedtoge at ude 
rede til ham en vis Ydelfe i Penge eller Penges Værd, og at ban imid- 
fertid benyttede fig af Kongsqaardene fom fin retmæsfige Gjendom. Men 
Dette var ogfaa alt, thi bans Flof var for liden til at han funde forblive 
fænge paa et Sted, end fige efterfade nogen Ufvdeling for at holde et 
Landſkab befat, og naar han Da var borte, blev alt igjen fom Det var 
før. Imidlertid var bans Fremgang unegtelig meget ftor i Forhold til 
hans faa Stridsfræfter, og man indfaa at den næften ene og alene ſkyld— 
tes hans overlegne Klogffad. Derved vandt ban manges Tillid og Beun— 
Dring, og der famlede fig flere under hans Banner, faa at Floffen nu ud- 
gjorde 360 Mand. Men ogfaa dette var visfelig en liden Haandfuld 
Folk til at udføre et faa ftort Verk, fom det, ban bavde fore, og Krigen 
funde derfor endnu en Tidlang fun beftaa i Strejftog og FJilmarfder, 
fom bidindtil *). 


15. Sverres og Birkebeinerne$ møjfonmelige og farefulde Tog til Bors, 
og tilbage igjen. 


De Lendermænd, der toge Flugten paa Saaftad, begave fig til Orm 
Kongsbroder, der vel imidlertid forberedede fig til et nyt Tog mod 
Sverre, Men fort efter fom Kong Magnus og Erling Jarl felv 
til Bifen, og da de Der fil hore, hvorledes Birfebeinerne fpillede Meſter 


1 J Sagaen nævnes udtrykkeligt Øfterdalene. Dog menes vel her nærmeft til 
Elverum, der felv er faa godt fom en Deel af Hedemarken. Balders omta- 
les ej paa Dette Sted, men det heder ſtrax nedenfor, at han ved Tilbage— 
fomften tog Bejtfler paa fine Gaarde i Balders. 


2) GSverres Saga Cap. 17. Det er en Omftændighed, der ej bør overfees, at 
da Beretningen i Gverres Gaga gjør ham til fin Hovedperfon, medens 
Magnus GErlingsføns Saga derimod lader Ult dreje fig om denne, antager 
ogfaa Fortællingen ved det Punkt, hvor Magnus Erlingsføns Saga flutter 
og Sverres begynder, en forffjellig Gharafteer. Der dvæles nu mere ved 
Birkebeinernes Vandringer og Wventyr, medens de foren Éun omtaltes i 
Korthed, og paa den anden Side nævnes der ej fynderligt om Magnus og 
Erling, uden naar de fomme i Berorelſe med Gverre og Birfebeinerne. 
Det maa ellers anfees vift, at der maa Éunne have været ligefaa meget 
at fortælle om Birtebeinernes førfte toaarige Ophold i Viken og deres Færd til 
Shrondhjem under Eyftein, fom om deres fenere Bandringer under Sverre, men 
alt affærdiges med muligfte Korthed, Dette maa nødvendigvis udøve en 

. SIndflydelfe paa alle fenere derpaa byggede Bremftillinger, da der nu ej læn- 
ger gives Kilder, hvoraf det Manglende fan udfyldes. 


78 Magnus Erlingsføn. G 


paa Oplandene, trakt de ſtrax Stridstræfter til fig fra hele Viken, for at 
Drage imod dem. Den Hær, de faaledes fif famlet, var fan ftor, at Sverre ved Ef— 
terretningen dDerom iffe (ænger vovede Dvæle par Oplandene, men beflut- 
tede at benytte fig af Kongens og Jarlens Fraværelfe fra Bergen, for 
over Sogn at Drage Derhen. Han tog da rimeligviis den fædvanlige Vej 
over Vardal, Land og Valdres, for Derfra at gaa over Fillefjeld til Lær- 
dalen. Dog er det meget muligt at ban ej boldt fig til Dalene, men fom 
fædvanligt til Fjedene før at fomme deſto burtigere og mere ubemerket frem. 
Der tales iffe om at han mødte nogen Movdjtand, førend han fom ned af 
Filefjeld til Lærdalen. Her var Rygtet og Budfendinger fra band Fien- 
der fomne ham i Forfjøbet, og en ftor Hob bavde famlet fig for at fperre 
ham Vejen. De havde lejret fig paa et Sted, Hvor Vejen fun var en 
fmaf Sti, med den fosfende Elb paa den ene og bratte Flougbjerg paa 
den anden. Ober Elven var det umuligt at fomme, og paa Vejen felv 
funde man bløt gaa een for een; langs med Den, oppe paa Fjeldfammen, 
fad Bønderne med en Mængde Steen og Tømmer, for at flippe det ned 
over Birkebeinerne, naar de fom forbi 1). Sverre tabte dog ikke Modet 
ved at fee disfe frygtelige Forberedelfer, men fagde til fine Folk, at han 
not ſkulde finde paa et Raad, opføgte felv, med nogle flere, et Sted, hvor 
Fjeldet funde beftiges, og fom ſaaledes uforvarende bag paa Bønderne, 
fom ſtrax toge Flugten, forfulgte af Birfebeinerne, Der endog drobte nogfe 
af Dem. Mu foor ban, uden at ftøde paa videre Hindringer, ned tgjennem 
hele Dalen lige til Lærdalsøren?). Herfra tænkte han paa fævdvan- 
fig Viis at tage Sovejen. Men om Morgenen vidfte de ikke Ord 
af, førend Usfer Bilfe; den famme Høvding paa Hadeland, bvis | 
Gaard de havde plyndret, fom farende med 25 Fartøjer. Birkebeinerne . 
grebe ftrar til Vaaben og bindrede ham vel, trods hans Overmagt, fra 
at fomme i Land, men Sverre indfaa dog Umuligheden af at funne faa 
Det nødvendige Untal Fartøjer, eller at fortfætte Vejen til Søs, fiden man 
overalt ud efter Fjorden havde faaet Nys om at ban var I Bente. Han 
befluttede derfor at tage Den møjfommelige Vej over Fjedene fra Lærda- 
fen lige ned til Vors, faa vovelig en faadan Færd end var paa Denne Sid 
af Aaret, tbi Vinterdag (14 Oftbr.) var allerede omme, og man funde 
hvert Øjeblif vente ſtort Snefald. Vejen gaar fra Grøte lidt ovenfor 


1) Munthe (Aalls Snorre II. GS. 15) antager, fom det fynes med Mette, at 
dette Sted er at føge paa den gamle Vej omkring den faafadte , Klanten" 
mellem Borgunds Kirfe og Hufum. Sverre har da fandfynligviis befteget 
Fjeldet, hvor Vejen nu gaar op fra Kirfevolden til det øverfte af Vindhellen. 

?) Gærdalsøren nævneg ikke udtrykfeligt, men da der tales om „ſelve Havnen," 
hvor Birkebeinerne hindrede Fienden fra at lande, fan der ej være Spørs- 
maal om noget andet Sted. 


1177. Sverres farlige Joq til og fra Vors. 79 


Tunjum gjennem Grøtedalen til Fjelds, og fiden ned til Aurland, derfra 
atter over Fjeldet ned til Kaardalen i Flaam, og endelig over Raudafjeld 
eller Raudeggen ned til Almenningen i Runddalen, famt videre gjennem Denne 
ned til VBinjer-Nattingen og Vangen 1). De fom not faa beldigt frem, 
men paa Vors mødte de alvorlige Hindringer. Alle Vosferne og en Mang— 
De Sygner, Hardinger og Søndhorder havde famlet fig ammen til en væle 
dig Hær, og fom ganſke uventet over Birkebeinerne Simon og Judas 
Mesſedag (28 Oftbr.), juft fom Sverre fad til Bords, for ſtrax derefter 
at fortfætte Nejfen. Kongen og hans Mænd fit neppe Tid til at fpringe 
fra Bordet. og iføre fig fin Ruftning, medens de øvrige, der om Natten hatde 
været fordeelte i Kvarteer paa De nærmefte Gaarde, i Haft fom løbende 
til. Paa begge Sider frillede man fig i Fvlfing, og frjønt Birkebeinerne 
vare De faatalligfte, angrebe de dog, fom fædvanligt, førft, og med faadan 
Heftighed, at Spidfen af Bøndernes Fylking maatte rykte tilbage biinfides 
Elven, fom ber var meget fmal og randt Dybt, med bøje Sfrenter paa 
begge Sider. Man verlede nøgle Stud over Elven, Derpaa drog Bonde 
hæren op ad langs Bredden, for at fomme bag paa Birfebeinerne. Disfe, 
fom merfede deres Henfigt, gjorde en lignende Bevægelfe paa fin Sivde 
af Elven. Men jo fængere man fom op efter, Defto bredere blev Elven, 
og udvidede fig endelig til et Vand ?*). Derved fom begge Hære længer 
Bg længer fra binanden, og da Aftenen faldt paa, funde man ikke fænger fee 
fra Den ene til Den anden. Sverre ffjønnede nu, at det iffe paa nogen Maade 
fød fig gjøre for bam at fomme til Bergen, fiden man overalt var for- 
beredt paa at tage imod ham, og han tillige erfarede, at der i Staden felv var 
famlet faa ſtor en Krigsmagt, at han intet Haab funde gjøre fig om at 
udrefte noget, ifær da ban nu ifte [ænger havde nogen Udligt til at over- 
vumple Fienden. Han befluttede derfor at fare famme Vej, fom ban 


var fommen, og tog dertil fem af de fyndigfte Folk paa Stedet til Vej— 


2) Ut Vejen gif over Raudafjeld eller Maudeggen, er allerede tilftrætkelig viift 
af Munthe (Aals Snorre I. S. 15, jvfr. Sverres Saga Gap. 152); men 
det er neppe rigtigt, naar det her figes at han fra Raudeggen fom til Op- 
heim eller Bosfeftranden, thi Raudeggen føiller mellem Kaardalen og Rund— 
dalen, og at Gverre drog ned av Nunddalen, fees deraf at det om hans 
Tilbagerejfe, paa hvilken han foor vild og fom over til Hallingdal, udtryk— 
Feligt heder at han tog den famme Vej, av hvilfen han var Fommen. 

?) Dette Vand er rimeligviis Lundevandet, og Bøndernes Poftering maa have 
været ved Bodebroen, der fører over Hovedelven, og Hvilken de maa have 
villet hindre Sverre fra at pasfere. Gverres Kvarteer maa have været paa 
Qvilde, Roke eller en anden af Gaardene fpdveftligft i Vinjer-Aattingen, 
paa GSpidfen mellem NRunddalselvens og Hovedelvens Sammenlob, og Fegt— 


« ningen maa have draget fig fra Broen op ad mod Lundevandet. å 


80 Magnus Erlingsføn. 


vifere. Dette funde nok behøves, thi Vejret blev faa flemt, fom man 
fjelden havde feet Mage til, og der faldt en ubørt Mængde Sne. Det 
værfte var, at uagfet VBejviferne ſkulde være fjendte og paalidelige Folk, 
toge De dog, fandfynligviis formedefft Uvejret, aldeles fejl af Vejen, tbi iſte— 
Detfor at føyre nordover mod Kaardalen, holdt de lige mod Oſt over de 
vilde og brede Fjeldjtrætninger mellem Aurland og Hallingdal). I 8 
Dage vanfede De om par Disfe Fjelde, uden Mad, ja uden Band, faa at 
De ej fmagte andet end Sne. Den fjerde Dag Slte Oftbr.) blev Vejret 
faa forfærveligt, at en Mand omfom, idet Stormen faftede han overende 
med faadan Voldſomhed, at Ryggen blev fønderfnuuft paa tre Steder. Det 
enefte, de funde gjøre naar GStormbygerne fom, var at fafte fig ned i 
GSneen og holde Skjoldene faa faft fom muligt over fig. Da lagde ogfaa 
Vejviſerne fig fore, thi De vidfte iffe hvor de vare, og det var faa mørkt, 
at man iffe funde fre en Haand for fig. Mandſkabet var faa medtaget af 
Sult, Modighed og Kulde, at de iffe vilde fare længere, og end værre 
blev det, Da Det lettede lidt op, faa at de funde fre noget fra fig, thi Da 
merfede de, at De var fomne paa Skrenten af nogle bratte Fjeldhamre. 
Da overgave De fig faaledes til Fortvivlelfen, at de begyndte at tale om 
at ende fine Lideffer ved at ftyrte fig ud over Fjelddamrene, eller ved at 
efterfigne De tapre Forfædres Crempel, fom felv bare Vaaben paa hin— 
anden, og dræbte hinanden indbyrdes, heller end at taale Nod og Glenx 
dighed. Da Sverre hørte dette, fatte han dem alvorligt til Nette. At 
ftyrte fig ned af Klipperne, fagde ban, var gal Mands Verk, at dræbe 
binanden indbyrdes, pasfede for Hedninger, ej for Chriſtne, og kunde alene 
være en FJndfkydelfe af den Onde. Deres Lidelfer, fagde han, maatte vel 
være en Straf for deres Synder, og hvis de angrede disfe, og med YD- 
myghed anraabte Gud om hans Naade, vilde de nok blive bjulpne. Han 
bad dem Derfor, at forene fig med ham i Bøn til Gud og Løfter til 
Jomfru Maria og St. Olaf, for at De Éunde blive forløfte af denne Mød. 
Hertil vare alle villige, og forbandt fig ved Haandflag og Vaabentag til 
at holde det Løfte, Sverre aflagde. Og, fortælles der, uagtet Vejret tog 
faa baardt, Da Kongen begyndte at fremfige Løftet, at neppe de nærmefte 
tunde høre ham, blev det dog ganffe blik frille, da han havde fluttet Det; 
Himlen klarnede op, og Solen flinnede fan varmt fom ved Midfommers- 
tid. Mu fjendte De førft, hvor De vare: Det maa have været VED 
Neinsfjeldet ftrar over Vatnsbygden i Hallingdal *), og de faa, hvorledes 


1) Dette er aldeles tydeligt af Beffrivelfen over Rejſen og dens Gang. 

2) Dette fynes at Eunne fluttes af hvad der fortælles om den mindre Bygd, 
hvortil de Fom, der var avdffilt fra den frørre; imidlertid funde man vel her 
ogfaa tænte enten paa Hools Sogn, hvor da den mindre Bygd blev Gun: 





1177. GSverres møjfommelige Tog over Fjeldet. 81 


de havde faret tvers fra Den Vej de ſkulde. Men faa aldeles vare dereg 
Kræfter udtømte, at i en fort Stund tredive af Dem ftyrtede Døde om— 
tuld. De vvrige flævte fig endelig frem til nogie Sætre, hvor De kaſtede 
fig med og toge fig Hvile. Det var benimod Midnat, og de vilde gjerne 
faa tændt Ild, for at varme fig, men ingen mægtede Det, uden Svetre 
felv. Han flog Ild og tændte et: KLy8, ved Hjelp af bvilfet hans Mænd 
nu fil et ftort Baal antændt, og terrede fine gjennemvaade Klæder. Da 
De vare fomne noget til Kræfter; droge De Videre, og fom ved Hane 
gafstid til en liden Gaard, der faa ikke faa langt derfra, adſkilt fra den 
egentlige Hovedbygd. Her blev Kongen den øvrige Del af Natten med 
en Deel af fine Folk De andre dDrode, til Hovedbygden *). Om Morgenen 
begav han fig med De raſkeſte af ſine Mand fængere ned i Dalen for at 
fpejde og holde Vagt, thi Bejen til den Bygd, hvor Folfene aa, beftod 
her fun af en Gen-Sti, der g0dt funde forfvares af nogle faa. Han 
holdt Vagt der I to Dage; Da, brød Han op med fin hele Styrke før at 
Drage ober il Valdres, Men fremdeles var der ſtore Vanſkeligheder at 
fjæmpe: med, thi man unde iffe fomme fra Bygd til Bygd uden at man 
enten: Drog til Fields, eller og gjorde Ombeje av farlige B Bjergfider. Men 
Folfene vilde ikke til Fjelda, tbi Vejret blev lige flemt, og de havde havt 
nok af den forrige Fjeldfart. Saaledes maatte han Da rimeligvis tage 
Vejen ned igjennem Hovet Dalen, op i Hemfedal og Derfra over Aalruſt og 
Pannen ned til Løten verft ved Fesleifjorden i Valdres, famt videre 
langs Aabjorg-Elben til Aurdal. Endelig fom han til Valdres, hvor han 





dalen oppe ved Sunddalsvandet, avffilt formedelft en Fjeldryg Faldet Eggen 
fra Hovedbygden (Hevet) nede ved Bry. 
Bed den lille affidesliggende Gaard Éunde man maaffee tænke paa GStarda- 
«4 0 gaarden i Batnsbygden, eller og paa Skore i Gunddalen. Det førfte bliver 
no dog det rimeligfte. - GSagaens Text er her ellers noget forvirret og de for: 
LI nffjellige Haandffrifter ftemme iffe godt indbyrdes.. Af Serten i Fornm. 
Sögur VII: 52 føulde det fynes, fom om. den lille Gaard, hvor Kongen op- 
Holdt fig, var adffilt fra Howedbygden ved en Fieldryg, og fom om det Fun 
var: Udgang til bin, der dannedes. af. Fen-Stien.. Men af det ypperlige 
Haandfévift Girfpenils Jert ſees det, hvad der ogfaa i fig felv er det enefte 
rimelige, at BemerÉningen om Fjeldvejene mellem Bygderne gjelder den Vei, 
Sverre havde at pasfere efter at være brudt op baade fra hiin Gaard og 
Hovedbygden. Det ligger ogfaa i Sagens Natur, at UAfftanden mellem 
Gaarden og Hovedbygden kun maa have været ubetydelig, (thi hvorledes 
ſkulde ellers de udmattede Folk have Funhet tilbagelægge den, ifær hvis der var 
sibøje Fjeldoeje” at pasfere), og at, den Sti, Gverre forfvarede, dannede 
Adgangen til den hele Bygd, hvor hans Folk laa, itte til den. enkelte Gaard 
alene, thi hvorfor føulde han faa omhyggelig forfvare kun den ene Deel af 
fin Flok? | 
Mind. Det norffe Folfs Hiftorie. TIL 6 


0 


— 


82 3 Magnus Erlingsføn. HI Å 


hvilede ud og tog Bejtfler paa Kongsgaardene. GSaaledeg var da omfider 
dette Tog, Det møjfommeligfte og farefuldefte, Sverre nogenfinde - gjerde, 
tilendebragt. Men det havde foftet bam meget, thi foruden Tabet af bine 
30 Mand, der for bans lille Skare måatte være meget  føleligt, havde 
Birkebeinerne ogſaa miftet iffe mindre end 140 Hefte med forgyldte Sad- 
fer, og en heel Deel gode VBaaben, Kfæder og andre Koftbarheder 1). 


16. Sverres Tilhold paa Oplandene, og Fog til Vermeland. 


Fra Valdres drog Sverre op til Gudbrandsdalen, Hvor der paa 
Kongsgaarden ESteiq berededes ham og bans Mænd en fjorten Dages 
Bejtfle. Men imidlertid fit han høre at tolv Bønder paa Hedemarken, 
eller egentlig fra Hamar og dens nærmefte Omegn, ivrige Filhængere af 
Kong WMaqnus, bavde forenet fig om at opfille hver en Skare af 120 
Mand imod ham. Da Sverre iffe bavde nogen Lyft til at blive indeftængt 
i Dalen, Yvilket vilde føre, hvis De befatte Fndgangen dertil, befluttede han 
at forefomme Dem, og føyndte fig derfor fydefter, hurtigere end Rygtet kun— 
De ile foran bam. Da ban fom i Narbeden af den Gaard, bvor en Vis Thor⸗ 
grim, der var Hovedmanden for de forbundne Bønder og Anſlagets Op— 
bavsmand, boede, liftede ban fig, felv femte, ved Nattetid dDerben, og fom 
faa uventet, at Thorgrim, uagtet han havde 8 Huuskarle bjemme paa 


1) Sverres Saga Gay. IS, 19, 20. Der er et temmelig udbredt Gagn om 
den faafaldte Sverresfti, fom GSverre paa et Jog i disfe Egne felv føulde 
have ladet bane langs en brat Fjeldfide. Man har almindeligviis antagef 
Toget for at være dette. Gagaen nævner imidlertid iffe et Ord om noget 
faadant, og der fynes heller ikke rimeligviis at Funne være Sporgsmaal om 
nogen faft Vej langs Klippen ved Vintertide, naar Sneen faldt i uhyre 
Masfer.  Sandiynligere er det derfor, hvis et faadant UArbejde af ham vir: 
felig er foretaget, at det føde ved hans anden Fart over Raudafjeldet, altfaa 
gjennem NRunddalen, omtrent midt Å Septb. 1198, fe nedenfor, fiden han, fom 
Sagaen figer, havde „megen Moje“ (mikit ervidi); og fiden det nu, efter de 
nyere Karter, vifer fig, at Bejen over Naudeggen til Kaardalen og Aurland, 
bvorhen Sverre da begav fig, under alle Omftændigheder maa have gaat 
gjennem Munddalen. Men det lader næften til, at man i Sogn og Vors 
bar henført flere gamle, paa Klippefider banedé, VBeje til Sverre, og Faldte 
dem alle Sverresftier. Pontoppidan omtaler faaledes i fin Norges Naturh. I. 93 
en gammel, paa Jerntapper hvilende Klippevej ved Nærøfjorden fom om 
den var banet af Sverre, og ved Gaarden nedre Kløve i Runddalen, om- 
trent 15, Miil vvenfor Vosfevangen, hvor Dalen Eniber fammen til en fmal 
Revne, vifes ligeledes „Kongsſtien“ eller Kong Sverres Sti, hvorhos der 
halvanden Miils Vej vftenfor føal være en liden Sidedal, Faldet GSverreda- 
fen, fom maaffee kunde have faaet Navn efter Sverre (fe Munthe i Aallé 
Gnorre II. S. 15). Et faa fvævende og ufifert Sagn bliver dog hHøjft 
mistænfeligt, og torde for en ftor Deel være opfommet i fenere Jider. 


— 








- 






Å 


* 


1177. Sverre anden Gang paa Oplandene. 83 


Gaarden, blev greden og Lunden, medens Huusfarfene fil Prval. Sverre 
tog meget Gods fra bam, og oven i Kjøbet maatte han betale 3 Mart Guld 
(4 Merfer Sølv; enda var ban glad ved at flippe faa vidt Derfra. 
Derpaa vendte Sverre tilbage til. fine Mænd og drog til Hamar, hvor 
De grebe eu anden af de fammenfvorne, ved Navn Harald Gudbrands- 
føn *), og fom figes at pave været Sverreå Frænde: af Denne Aarſag bade 
mange for hans Liv, og ban fit bebolde det mod at betale balvanden Mark 
Guld. Andre af Magnus'8 Mænd flygtede bort over Hald og Hoved, 
og fede frort FIab paa Gods og Penge. Det vifer fig imidlertid heraf, 
hvad der ovenfor er ytret, at Bondernes forrige Underkaſtelſe under 
Sverre ikke havde ſtort at betyde: de fandt fig i hans Paabud, fom et 
uundgaaeligt Onde, men faa ſnart ban var borte, var alt fom for. Dette 
faa man ogfaa i Øfterdalen, bvorben Sverre tog Vejen fra Hedemarfen, og 
bvor han fom — fandfynligviis til Elverum — fem Dage før Juul (20de 
Decbr.) Bonderne, der. tænkte fom faa, at Birfebeinerne bavde i Sinde 
at tage for fig af dereg Julekoſt, aftalte indbyrdeg, at ikke en enefte af 
dem ſkulde gjøre Det mindfte iftand til Julegilde faaledes fom de ellers 
plejede. Da Sverre merkede dette, brugte ban Lift mod Lit, thi ban 
batde virfelig gjort NRegning paa at nyde godt af FJulefoften. Han vrog 
fydefter til Solver, foregivende at han agtede fig til Vermeland. Men 
Da han fom til Eidſkogen, lod han fun 120 Mand fare over Skoven til 
Vermeland, hvor de blive godt modtagne, med de øvrige vendte han til- 
bage til Øfterdalen, hvor Bonderne nu troede fig fuldfommen fitre, og 
bavde alt færdigt til FJulegilderne. Men nu gjorde Birkebeinerne fig til 
Gode dermed, uden at bryde fig om, Hvor vidt Bonderne likede det eller 
iffe, og Sverre havde faaledes de bedfte Vejtfler hele Julen igjennem. 
Det fan dog fun have været Den bhøjefte Nød, fom drev Sverre til at 
fare faaledes frem, thi han maa Dog have indfeet, at Birfebeinerne Derved 
maatte blive pderft forhadte, og paany fomme i det gamle Udraab for 
at være Nøvere og Voldsmand. Man fan ogfaa tydeligt fee, at han 
og hans Flok herefter en Jidlang bleve langt uvenffageligere modtagne end 
før, hvor de fom ben, og at de endog mødte Modjftand paa Steder, hvor 
De tidligere havde været nok faa velfomne, f. Ex. i det Throndhjemſke, 
fom det i det følgende ſkal berettes. Hvorfor ban iffe firar fra Gud- 


brandsdalen drog over Fjeldet did hen, men fvertimod betragtede fig font 
indefpærret, hvis Det lykkedes Bønderne at befætte Indgangen til Gud- 


brandsdaleng fydlige Deel, figes iffe, men Det er tydDeligt nok, at han maa 


2) Hvorledes dette Glægtffabsforhold var beffaffet, figes itte, men det maa 
dog mel fnarere have været paa Gverreö fædrene end paa hans mødrene 
Side, Det figes heller ikke udtrykkeligt, at Harald var en af de fammen- 
foorne Bønder, men det Éan dog tydeligt ſees af Fortællingen. 


3 FE 


84 Magnus Erlingsføn. 
båte anfeet det for aldeles umuligt at fomme biinfides Fjeldet, og at Hans 
Fiender maa bave været tilftede Der i overlegent Antal.  Sandfynligviis var det 
Da, fom fenere, Erfebiftop Ehſtein, der forfvarede Ibrondbjem med far 
ftore Stridskræfter, at det vilde have været Dumdriftigt at veve fig Derned. 
Erling Jarl opboldt fig Denne Juul oſter i Viten, og modtog ber 
Giterretningen om bvorledes Birfebeinerne boldt Huus oppe i Øfterdalen. 
Strar øver Juul (1178) udbød ban derfor Ledinqg, og lede derop i Haab 
om ganſke at indeftænge Dem og tage Dem til Fange. Men Sverre var 
forberedt derpaa, og bavde allerede indrettet fin Fart fadledes, at ban tog 
de førfte Bejtfler øverft oppe i Dalen — det maa bave været i eendalen 
og Stor-Elvedalen, — men fiden efterhaanden fydefter, idet han njemte Da- 
fens fydligfte Peel -tilfidit. Da Jarlen fom op, var ban allerede borte, 
og øfter i Vermeland. Jarlen vilde forfølge Gam, men bindredes af Ber- 
mefændingerne, der famlede fig paa Gidffogen og fældte Broter før ham 
faa at ban maatte vende tilbage med uforrettet Sag "). 
17. Sverres Strejftog til Viken og andet møjfommelige Tog gjennem: 
Sverige til Det nordenfjeldffe. 


Sverre førte nu fra fit ſikre Filbod i Vermeland en Grændfefejde 
af det Slaa, bvortil Birkebeinerne fra Guftein Meylas Tid vare vel 
vante. Han famlede alt fit Mandffad, der nu ffal have været paa 600 
Mand — fandfynligviis bar vel en heel Deel byttelyſtne Vermelænvdinger 
flaaet fig til bam, — og gjorde et Fog gjennem Vermefand og Dalsland 
fige ned til Tunge- og Lune-Hered Å Runafylte, hvor der neppe er en | 
Miils Vej fra Grændfen til Det inderfte af Gudmarens Arme. Her red | 
pan ned til Skriksvbik 2), der tilbørte en mægtig Lendermand ved Navn 
Simon, tog alt bvad Der fandtes paa Gaarden, fatte fiden Ild paa den 
ſaavel ſom alle hans Langſkibe og et ſtort nyt Ørterfarerftid, og fod 40 
Styffer Kvæg Drive over Grændfen. Da Simon, der var fænger fyd- 
paa, rimeligvis i Kongehelle, fpurgte Den Skade, han havde lidt, lod han 
fttar opffjære Hærer, og opbyde Fhegn og Tral mod Birkebeinerne. Han 
par en vælvig Høvding, og ingen vovede Derfor at fidde Opbudet over- | 
Børig: i ganffe fort Tid fil han faaledes 500 Mand famlet. Sverre 
bavde —— draget fig tilbage oſtober lige til Given ved Srændfen 3) 


1) Sverres Saga Gap. — 


2) Skriksvik udtales nu Skresvik eller Skredsvik, og der har fra gammel Tid 


ftaaet en Kirke der; den ligger ved en Big å Gudmarens øftre den, lidt 
indenför dens Bund. 


3) Ultfaa ved Akervik elfer —— ſtrax eit Svoldhåttan. p 





1178. Slag ved Huvunes. 85 


og taget fit Kvarteer i en liden Bygd, medens bang Folk la fordelte 
omfring paa Gaardene i Nærbeden. Hans Styrke-var nu- langtfra faa 
talrig fom nys forud, da fandfynligviis alle de, der fun havde ledſaget 
ham for Byttets Skyld, vare Ddragne hver til fit. Simon ftevnede op 
langs med Elven for at fomme uforvarende paa Sverrz, og Det vilde maa- 
ftee og Dave lykkets ham, hvis iffe Sverre: om Natten - havde faaet Bud 
fra fine Benner i Gautland, at han maate; tage fig vare, Da Simon nær 
mede fig med en betydelig Styrke. Sverre maatte i al Hajt klade fig 
paa, væbne fig og fende Bud til fine Folk, men Dette. gik ikke fort, Da 
De faa. faa adſpredte; imidlertid begav Sverre fig op til Skoven ved 
Huvunes !) (Qvor Venersborg fenere er anlagt) for Der at oppebie Dem. 
Da de- vare famfede, holdt ban Naad med dem om hvad man flulde gjøre, men 
fagde dog tillige, at det neppe Funde nytte dem at ville ftride om Niget med Kong 
Magnus. og Erling Jarl, hvis de nu toge Flugten for blotte Lendermænd 
uden at have prøvet en Dyſt med dem. Ulle fvarede, at de heller vilde 
ſlaas med Simon end fly. De droge da ned imod ban, og mødte hamn 
endnu før Dag, og i faadant Mørke, at ingen af bans Folk vidfte af no— 
gen Sing, førend Everres Merke knejſede over dem. Da begyndte en flarp, men 
itfe Langvarig Fegrning, i bvilfen Simon blev Dreven paa Flugt med et 
Tab af 160 Mand, medens Sverre fun miftede fer eller fyv. - De vor 
vede Dog iffe at fætte efter de Flygtende: for Morkets og deres Falrig- 
beds Skyld, men begave fig — man maa antage paa Øjtfiden af Elven — 
ned til Kongebelle, bvor de toge alt hvad der tilbørte dem, Der ved Deres 
Ankomſt flygtede bort, hvorhos Byen maatte udrede et Slags Brandikat af 
20 Merfer Sølv. Med dette nye Bytte begav Sverre fig efter to Dages 
Forløb — længere vovede ban iffe at-dvæle Der, af Frygt for at Ve, Der 
par dragne ud med Simon, flulde fomme tilbage — vp til Staden Ljod- 
Huus paa den: fvenffe Side, og blev Ver nogle Dage, ventende paa Lejlig- 
hed til at foretage flere Strejftog ind i Viten. Men da drog Kong Mag— 
nus og Erling Tropper til fig fra alle Kanter, og fik alle Lendermænd 
fra bele Bifen famlede under fit Banner. Imidlertid vare begge Partier 
ganſke uvidende om hinandens Bevægelfer, og nærmede ſig hinanden uden 
at ude det; en Uften toge de faaledes Nattefvarteer ikke langere end en 
Majt fra bverandre, ja om Morgenen, da de brøde op, fom de binanden 
endog faa. nær, at der ikke var. mere end. en Fjerdingvej mellem. Dem. 
Da fit Sverre vide, hvor farlig hans Stilling var, og ſtyndte fig Meblik- 


1) Navnet rives af de ſpenſke, neppe rigtigt, Hufwudnaͤs. Heelt op til det 
nuværende Benersborg fom Sverre neppe, men Skoven var viftnok af ſtor 
Udftræfning, og bar Navn efter Gaarden et godt Stykke mod Syt, lige 
til Maglum, hvor Slaget fandfynligviis flod. 


86 Magnus Erlingsføn. 
kelig tilbage, uden at flandfe, førend Han fom til Bermeland '). Her 
holdt han Stevne med de mægtigfte og forftandigfte Mænd, og fpurgte om 
De vilde flutte Forbund med ham og under hans Anforſel fjempe mod hans 
Fiender. — Dertil vare de ftrar villige: de ſkulde, ſagde De, fjempe ved 
bans Side, fom om han var deres egen Konge. Og Sundølerne (Ind— 
byggerne af Sundals Hered) lagde til, at hvis Fienderne forfulgte ham 
der oſter, ffulde de not falve dem i Nyggen og tilfsje dem følelig Stade. 
Da Maqnus og Grling hørte dette, vendte de ftrar tilbage, men fendte Orm 
Kongsbroder til Oplandene, bvor hans ſtorſte Frændeftyrte var, for her 
at være ved Haanden, om Sverre fra Vermeland ftulde ville tage Vejen derhen. 
Dette var imidlertid iffe Sverres Henfigt, faa fænge hans Modſtan— 
dere havde faa ftore Stridstræfter famlede paa disfe Kanter.  Derimød: 
tilteaadte han et nyt Tog gjennem Sverige, over Dal og Fjeld, til det 
Nordenfjeldffe. Man flulde have ventet, at Den Nød og Møje, Sverre 
og hans Mænd udftode paa det forrige Tug, vide have afftrætfet dem 
fra, iffe mere end et Aar derefter at foretage et lignende, men han og 
hans Birkebeiner vare iffe Folf af almindeligt Slags. De vare hærdede 
mod enbver Unftrengelfe, og foragtede enhver Fare. De havde desuden 
lidet eller intet at tabe og alt at vinde, ja endog deres blotte Filværelfe 
bevoede paa deres Mod og Udhodenhed. Sverre erfjendte ogſaa fiden, 
Da han havde faaet Overhaand, at der iffe nogenfinde havde været Dra- 
beligere Krigsfolf i Norge, end hans gamle Birfebeiner under bans Kamp 
med Kong Maqnus, bvad enten Det gjaldt at binde an med Fienden å aaben 
Strid, eller at gaa paa farlige Spejvdertog, eller for Neften Døje alffens Ondr *). 
Sverre lagde Denne Gang Vejen oſtligere end for, henimod Helfingland og 
Øfterføen. Hans bele Styrke udgjorde iffe mere 240 Mand. Da han 
fom til Dalarne eller Farnberjaland, havde FIndbyggerne famlet fig i be- 
tydelig Mængde og fældet Broter for at fpærre bam Vejen, da de, fom 
de fagde, vare uvante ved Kongers Gjennemrejfe, og heller iffe nu vilde 
vide noget deraf. Men Sverre red frem, vg fik talt dem til Nette, 
faa at de ej alene tillode Ham Gjennemfarten, men ſkaffede ham endog al 
den Hjelp, han behøvede. Af hine Dalfarfernes Ytvinger ffulde man for- 
mode, bvad der og i fig felv er fandfynligt, at Sverre fom til Dalarne paa 
et andet Sted og avd en anden, oſtligere Vej end før, rimeligvis over Uppelbo 
fangs Vefter - Dalelven og fiden nordefter til Lefjand, Rettvik og Mora 3). 


1) Her fynes dog, efter hvad der nedenfor ytres om Sundolerne, nærmeft Dals- | 
land at have været meent, og Benævnelfen „Vermeland“ ej at have været tagen | 
faa nøje. 


?) Sverres Saga Gap. 40. 
3) Dette er endnu en af Hoved-Fjeldvejene fra VBermeland til Dalarne. 





1178. Sverres andet Tog gjennem Sverige. 87 


Fra Dalarne tog han Vejen over Ovrfa til Alfta i Helfingland 1). Her 
mødte han en Flot paa ikke færre end 3600 Mand, bvoriblandt 120 fuldt 
brynjeflædte, der ftode flagfærdige for at forbyde ham Gjennemfarten. De 
Havde indbyrdes vedtaget paa Det hvjtideligfte, at enhver, Der gav Birke— 
beinerne Fred eller fod dem komme videre, ftulde være hver Mands Nid- 
ing. I Førftningen vilde de iffe engang tillade Sverre eller nogen af 
hans Mænd at fomme paa deres Thing og tale til dem. Siden gare De 
Dog faa vidt efter, at Sverres Folk fit: Lov til at fomme paa Ibinget, og 
høre hvad der blev talt. Sverre [od nu fine Mænd frille fig i fluttet 
Fylling, og bød dem være vel paa fin Poft, om Helfingerne ftulde have 
noget fvigefuldt Anflag fore. Ved at fee disſe Forberedelſer bleve Heljin- 
. gerne noget bange, og gif efter nogen Underhandling ind paa, at Sverre flulde 
funne fomme paa Ibinget, og at hans Mænd funde faa tale i hans Navn, 
men at ban iffe felv maatte lufte fin Mund op. Paa dette Sving vedble- 
ve Heifingerne at negte ham enhver Gjennemfart, og ſagde at der intet 
andet var for ham, end at vende om igjen. - Men hvorledes det gil 
eller ej, fif Sverre endelig drevet det Dertil, at man gav ham Lov til at 
tale, og Da havde han vundet Spil. „Jeg veed ikke,“ fagde ban, ,bvad I 
Dave at fægge os til Laft, men jeg beder Eder fun betænfe, at vi-bave 
alle een Gud, fom vi falde vor Fader, og at vi Derfor maa holde Fred 
med binanden indbyrdeg og hjelpe binanden, fom vi hjelpe o8 felv. Mine 
Mand bave aldrig gjort Eder noget Mren, men hvor meget Godt have I 
at taffe Konq Magnus og Grling Jarl for? - Jeg maa nu, for at bolde 
Livet i mine Mænd, lade dem fpife Heftefjød, fiden I intet ville give 
dem, men det vil rygtes i alle Lande, at driftne Mænd for Eders Brang- 
villigheds Skyld ere blevne nødte til fligt". Han lod Derpaa to Hefte 
føre frem. og gav Betaling at flagte dem. Dette virkede.  Helfingerne ſkam— 
mede fig, og den Bonde, fom før: havde faart hiin Frufel om Nidings- 
ord vedtaget, indbod nu Sverre til fig med 40 Mand; de øvrige Bønder 
fulgte hans Grempel. Da FJamterne fit høre, bvorledes Helfingerne havde 
baaret fig ad, toge De ogfaa godt imod Sverre, og paa Nejfen gjennem 
Den pitlige Deel af FJemteland Vlev han overalt opvartet med Vejtfler. 
Da ban fom til den nordveftlige Deel af Landet, hørte han beller ikke 
andet end venlig ale, og fæltede faadan Lid dertil, at ban fendte Halv- 
Delen af fine Folk fra fig, og lod Dem tage Kvarteer rundt om Å Bygden, 
idet han fun beholdt 120 Mand tilbage. Da fif ban en Nat Underrete 
ning om at Jamterne øjfter i Landet, ophidfede af Lendermændene, havde 


1) Drfa, faa vel fom de øvrige Punkter af Vejen, nævnes ikke i Sagaerne, 
men da den her nævnte Vej er Hoved-Fjeldvejen mellem Giljanbygderne og 
Ulfta, kan det ej være nogen anden, Sverre har taget. 


88 Magnus Erlingsføn. 


fatet fig faa mandfterte fom muligt, og kom -fættende eftet ham 
for at dræde bam og alle hans Folt. Svære ſtod ufortobet op; lod 
De Folk, han bavde pos fig, ſtrax væbne fig, og Drog afſted med 
dem mod Jamterne, heel bekymret for de øvrige; der na forveelke 
rundt om i Bygden, og fom ban nu frogtede vare blevne dræbte. ++ Juni - 
terne havde deelt fin Styrfe i tre Flokfe, der ad Hver fin Vej ſkulde 
færme fig Sverre og faaledes omringe ham. Da han nu git over Jfeh 
paa Sundet mellem Unvdersøen I) og Faſtlandet, kom hele Jamtehc⸗ 
ren, henimod 1450 Mand ftert, imod ham og flog en Ring om han. 
Men Sverte fagde til fine Mænd, at de flulde bruge famme Ord- 
tag og Opmuntringer - mellem fig; fom de Hørte: Jamterne bruge, og, efter 
et bidfigt Anfald, efterbaanden, faafnart :det [od fig gjøre, Drage ſig ud 
af Striden og op paa Oen. VBirfebeinerne iftemte derpaa Hærftrig og faldt 
tappert an, Jamterne føgte imod dem fra alle Kanter. Men da Slaget 
var i fuld Ganq, traf Birfebeinerne fig efterbaanden bort, thi det Har ende 
nu mørft, faa åt Den ene ilfe fjendte Ven anden, og Jamterne merfede det 
flet itfe. - Fvertimod-begyidte de, ftuffede ved Birtebeinernes Efterligning af 
deres egne Krigsraab, at fjæmpe mod binanden indbyrdes, vg holdt faa- 
fedes ved en lang Stund indtil det begyndte at dages; da førft merkede 
De Fejltagelfen: Men under den herover opkomne Forvirring gjorde Bir- 
febeinerne et faa beftigt Ungreb paa Dem, at De firar vege: tilbage, og 
fiden aldeles toge Flugten. Birkebeinerne forfulgte dem og nedlagde i 
alt 120 Mand. — Længere ud paa Morgenen: fendte Kongen Bud efter 
fine egne Full; de vare endnu i Live, og fom ale fammen til ham. Nu 
bade Jamterne om Naade, ftillede Gifler, og befvemmede fig til-at: indgaa 
et Forlig, ifølge bvilfet De maatte udrede en betydelig Straffebod, og derhos 
aldeles underkaſte fig Sverre fom Hans Thegner, love ham Lvdighedyvøg 
modtage Sysfelmænd, Ver føulde indfræve bans Sagefald og andre fønge- 
lige Rettigbeder. - Alt dette blev höojtideligt beſporet, og da Boden var 
udredet, drog Sverre videre, medtagende Giſſer. Ogſaa her valgte ban 
en anden: Vej end forhen. Han drog ikke lige til Throndhjem, men deri— 


— 


1) Undersøen, nu Anders, ligger fydveftligft i Storfjøens Hovedbasfin, lige ud 
for Sunde. Dette vifer, at Sverre maa have havt fit Kvarter her, paa 
Sydøfifiden af Soen, medens hans Folk have været forlagte i Kvarteer 
biinfides denne, paa Frede, Røde, 0. f. v., -og Slaget har fundet Sted 
mellem Undersø og Gunde. Heraf fees tillige, at Sverre neppe er kommen 
heelt øftenfra Ragunda, da Vejen ellers vilde have ført ham til Nordfiden 
af GSøen, men rimeligviis over Breffe, Refjund og Lone, til Sunde. Der: 
imod er det rimeligt, at de Jamter, der, bearbejdede af Lendermændene, fam= . 
lede fig øfter i Landt-imod-hanm, horte hjemme i de øftlige Bygder, fom 
han endnu itte havde deføgt, nemlig Fors, Ragunda, GStagne 0. f. v. 





1178. Sverre i Naumdal. 89 


mod = fandfynligviis - over Kallen, Forrøjen, Gaundalen og -Snaafen — 
ned til Naumdal, tog inde i Mamfenfjord endel Stide, der tilbørte Bon⸗ 
derne, og lagde fiden ud til Skillingerne (nu Stjeingan) yderſt ved Jnd- 
løbet til Fjorden *). 


18. Birkebeinernes uheldige Forføg paa at indtage Nidaros. Slag ved Hattehamren. 


0 Her, mellem visfe Uvdser, holdt Sverre Huusthing med fine Folk, 
da Han iffe ønftede at Jndbyggerne Å Egnen ſkulde høre hvad der for- 
BHandledes, og raadfleg med dem om hvad der nu var at gjøre. Han 
forelagde dem trende Vilfaar, der faa temmeligt lagde for Dagen, hvor 
førtvivtet han nu anfaa fin Stilling at være, og hvor fvagt Haad han 
habde om at funne udrette noget. Enten, fagde ban, burde man Drage til 
Haalogaland, for der at ſkaffe fig Gods og ordentlige Stide, og fiden paa 
disſe føye ned til Bergen for at prøve om man der Funde tilføje Fienden 
nogen Stade; eller man ſkulde forlade Landet og fætte over til Derne ve— 
fter 2) hvor Det ej var faa ufandfynligt, at man kunde faa nogen Folke- 
Bjelps; eller ogſaa ſtulde man for det førfte fade alle Forføg paa at flaffe 
fig Hjelp mod Magnus fare, men Ddrage over til Irland eller andre 
Rande i VBeften og herje der 3), i Haab om at Magnus's og Erlings Yn- 
deſt efterbaanden vilde aftage, jo længere de berffede i Landet, og at faale- 
deg endelig den Tid vide fomme, da det ej var faa vanffeligt at binde 
san med dem, fom nu. Men intet af disfe Furflag behagede bans Mænd. 
De vilde «alle fammen ind til Nidaros, fom de med Letbed troede at Funne 
faa i deres Bold, fiden hverken Magnus eller Erling faa der med Trop— 
per, og Svære felv havde mange Venner i Byen. * Sverre: fraraadede 
det bøjligt, føyldte paa 'en Drøm, han bavde havt, og bad fine Mænd 
følge bans Raad. - Men forgjæves; mod hans Vilje fivyrede De fydefter til 
Syrondbjemsfjordens Jndløb. Da dekom til Storfofen, bad han Dem i det mind— 
fte at fare til:Bergen, men fun iffe ind i Fbrondbjemsfjorvden, da det - vift 
vilde lobe uheldigt af. - Men det hjalp itfe, hvad Sverre fagde: ind til Nid— 
+aros vilde de, og Da ban var ene mod dem alle, maatte ban finde fig 

1) Sverres Saga, Gay. 25, 26. 

2) Man maa vel antage, at der ved Derne“ paa dette Sted menes Færøerne, 
Sverres Hjemfted, thi Fun her fynes, det rimeligt, at han kunde vente 
underftøttelfe. 

3) Det er højft rimeligt, at Sverre her har havt den Krig for Øje, ſom paa 
denne Sid (fra 1177) førtes i det nordlige Irland, af den engelſke Ridder 
John de Gurcy, der omfider underkaftede fig hete Ulfter, - Samtvemmet mel- 
lem Norge og de vefilige Der var da faa hyppigt, at man neppe i Norge 
kunde være uvidende om Begivenhederne paa Irland. 


90 Magnué Erlingsføn. 


Deri. De roede da ind avd Fjorden, og lagde til ved Nødberget. - Svære 
fod nu fine Mænd kalde til fig, og fpurgte dem i af Stilhed, paa 
hvad Maade de da tænkte at angribe Byen, fiden de vare faa forbippede 
Derpaa. — De tænkte fun, fagde de, at vo lige til Bryggen, og fee til at 
fomme op der. „Dette“, ſagde Sverre, duer iffe, thi Bymændene ville 
nu neppe godvillig give Staden i vor Vold, efterfom vi Birfebeiner juſt 
iffe have faaet det bedfte Ord paa os for Ran og YPlyndring. Jeg 
raader til, endnu for det lysner, at ſende en Skude ind forbi Stads— 
bygden, over Fjorden inden om Munkholmen, og lige til Ladebamren: der 
flal den lægge fig, tjeldet paa det bedfte, faa pvderligt at man godt fan 
fee den fra Byen, naar det er ſt. Men alle de, fom ere ombord, ſkulle 
gaa i Land, op i Skoven, og videre frem ovenfor Lade langs Aaſen ind— 
til de fomme ftrar ovenfor Broen H, der føulle de forblive indtil det lys— 
ner. Vi ſkulle imidlertid vo ind over Fjorden til Flak, og langs med 
Bjerget til Gullbamar, bvor vi ffulle vage bi. - Maar det Da begynder 
at lysne, og De i Byen fee Sfibet ved Ladebamren, ville de, fom jeg for- 
moder, antage, at ver bele Styrfe ligger der i Mærheden, og vo imød den 
med alle fine Sfibe; men medens de faakdes ro ud til Ladehamren, 
ffulle vi ro om Hevringen 2) og ind til Øren. Da tør Det nof hænde, 
at det bliver 08, fom fomme til at forbyde dem Adgangen til -Byen, 
iffe omvendt.” Imod dette kloge Raad indvendte Gudlaug Vale, Sverres 
Stallare, at Det var alt for voveligt at dele Deres alligevet bojft ubetyde- 
fige Styrfe. Det famme fandt og'aa flere, og Sverre blev overftemt, faa 
at det omfider blev afgjort, at de frulde ro lige til Byen faa fnart det 
blev lyſt. Sverre fagde, at ban fler iffe fyntes om Dette, og at Vet vilde 
befomme dem ilde at fatte Beflutninger mod hans Vilje, men at han ikke 
deſto mindre bar rede til at dele Faren med dem 

Da Virfebeinerne fattede den dumdriftige Plan, tæntte de neppe paa, 
at der Denne Gang var en Mand tilftede i Nidaros, fom iffe gav Jarlen 
felv fort efter i Magt og Dvatigbed, og fom ej alene havde Evne, men 
ogfaa den ivrigfte Vilje, til at forfvare Byen og Kirfen mod faadanne 
ubudne Gjelter. — Dette var Erøebiffop  Cyftein. Han bavde allerede 
Dagen forud fadet blæfe til Møde i Byen, for at færte Mod i By- 
mændene og opmuntre Dem til et fvaftigt Forfvar. Her fortalte ban, 
Hvorledes han - havde faaet Underretning om at Birkebeinerne vare komne 
ned til Maumdal, og bavde taget Søvejen fydefter 3). , Det er”, fagde 


1) Det maa erindres, at Broen dengang gif lige ud for Biffopsgaarden over 
til Elgeſeter. | 

2) Det fees heraf, at Gullhamar, hvilfet Navn nu ikke er brugeligt, maa være 
beliggende ſtrax udenfor Hevringen. 

5) Denne Efterretning maa være kommen over Naumdalseidet. 





1178. Slag ved Hattehammeren. 91 


Ban, ,bejft vimefigt, at de gjefte 08, men jeg har tillige hørt, at de fun 
pave fmaa Skibe og lidet Mandffab, hvilket tilmed ev udmattet og i 
ufel Forfatning, og det pasfer fig ikke for Bønder og Kjøbmænd, at give 
Slip paa Gods og Fæ for flige Iyve og Ugjerningsmænd fom Sverre 
bar barfet fammen. Ville I derfor byde til at forfvare Byen efter Evne, 
ftal jeg underftøtte Eder med mit Skib og alle de Huuskarle, jeg har i 
Biſkopsgaarden“. Dette Forflag antoge alle med Takke, og fagde at 
De belfer vilde flaas, end taale Virfebeinerneg Boldfombeder. Der Vlev 
Da i Haft udruftet fem Skibe, de fire af Bymændene og Kjøbmændene, 
det femte af Grøebiffoppen; dette var bedft bemandet, tdi Befætningen 
beftod af hans Huuskarle, under Unførfel af Sigurd, m Søn af Asſer 
Bilfe. Vaa Digermulen fattes en Bete med tilhørende Udkigsvagt. 
Saa fnart denne om Morgenen i Lysningen fit Øje paa Sfibene ved Rød» 
bjerget, fatte den Ild paa Veten, og dDa Bymændene faa dette Tegn, fode 
De blæfe til FIndffibning, og roede ud af Elven. VBirfebeinerne toge imid⸗ 
lertid Tjeldene ned, og roede over Fjorden ind under Bjerget, medens 
Bymændene fom imod dem uden om Ilsbigen. Da de fom ud for Diger— 
mulen, faa de binanden, og mødtes paa Vigen indenfor Hattehanmeren. 
Her begyndte nu en beftig Kampe  Bymændene bavde endnu fun fire 
Skibe, da Erfebiffoppens Skib itte var fommet faa hurtigt affted; Sverre 
havde ogfaa fire Skibe, men fun ect af dem var en Iyvefesfe. Det var 
godt Bejr, og der blæfte en fvag Nordoſtvind, der under Striden drep 
Gtibene nærmere og nærmere mod Kviten, indtil de fom tæt ind paa 
Sand. Da Kampen bavde varet en Stund, og Birfebeinerne allerede hav- 
De ondt for at flare fig nogenledes, fom Erkebiſkoppens Skib til. Ved 
Synet deraf tabte VBirfebeinerne Modet, og flygtede fra Sfibene op i Land. 
Everre blev reven med i den almindelige Flugt. Da han føl forud i 
GStibet, gif en af Dæksplanferne foran Maften los under ham, og ban 
faldt ned i Rummet; de øvrige lob faa tyft over bam, at han en lang 
Tid iffe Funde fomme op. Endelig fif en af de bagerfte, ved Navn Helge 
Bygvom, fee bam, greb ham i Arlen og hjalp bam op med de Ord: ,ilde 
ftilles vi ved vor Konge, naar ban ſkal ligge her i Pumpevandet." Bær du 
tun for det førite lidt fparfommere med Kongetitlen, min gode Helge,” fag- 
de Sverre, og fprang i Land med ham. J det famme fom tre af By- 
mændene hen imod dem. Helge føb dem imøde, og gav fig i Kamp med 
dem, men Kongen fløv op ad en bradt Bakte.  Ubeldigviis var han iført 
en fid blaa Kufl (Hettefappe); den fom han til at træde i, faa at han 
fnublede og gled ned paa Fjæren igjen. En af dem, der fjæmpede med 
Helge, fød firar til for at give ham Dodshugget, men Helge, fom faa, i 
Hvilfen Nød Kongen var (tedt, fled fig bort fra de to andre, ilede hen til, 
biin, og hug ham ned. De tvende fandt det raadeligſt, ikke at fornye 


92 Magnus Erlingsføn. 


Kampen. med Helge, og begave fig bort; Helge kunde faaledes ubindret 
bjelpe Sverre, der atter føgte at fomme op av Bakken, men havde ondt 
for at gaa formedelft et Saar, han under Kampen havde faget paa Fo- 
Den-af en Gaflaf, fom Serk paa Rjod, en Bonde fra Nordmøre, bavde 
kaſtet paa han. Ved Helges Hjelp lykkedes Ddet ban endelig at fomme 
op paa Aafen, hvor efterbaanden De af dans Mænd, der var undfomne 
fra Nederlaget, famlede fig til dem. Sverre gik noget længere frem. paa 
Fjeldet og bhvilede fig paa et Sted, hvorfra De tydeligt funde høre By— 
mændene tale imellem fig om ,bvor vidt han Sverre var falden eller ikke.” 
Da kunde Helge itte bare fig for at raabe ned til dem: , Kong Sverre vor 
per nof en værre Dyſt med Eder, inden han er Død.” Bymandene gjorde 
Dog intet Forjøg paa at fomme op til bam. Den mange af hans bedfte 
Moænd vare faldne, blandt dem De tre, Saltnesqutter, af bvilfe Sigurd og 
Ion Kettling fil deres Banefaar nede paa Fjæren, Villjam, Ven tredie, 
føgte at undfomme paa et af GSfitene, men indhentedes af Bymgendene 
ved det nærmefte Nes, hvor fan fprang I Land, og blev fældet fige paa 
Stranden. Ogjaa Gudlaug Stallare blev haardt faaret, men fom Dog 
op paa Aafen. Her mødte han en Bonde, der af hans Sfarlagens Kjortel 
tunde ffjønne at ban børte til Birkebeinerne, og bug ham i Halſen med en 


Øre, ban bavde, faa at han jtvetede. Bonden troede ham Død, tog Klæ-, 


Derne af ham, og Dæffede ham til med Riiskviſte. Men efter nogen Tid tom 
han til fig felv igjen, og havde endnu Kræfter nok til at gaa hen til en 
Gaard, bvor man tog vel imod ham. - Siden rejfte han efter Kongen, og 
hans Saar lagedes, men fra den Tid faldte Birfebeinerne ham for Spøg 
Gudlaug Gnitaftar (D. e. Nakkeſkaar). : 


19. Sverres Iog over Oplandene til Bifen. Slag ved Hirtebro. 


Gifter Dette uheldige Slag ſogte Sverre atter til Fjeldg, for gjennem 
Oplandene at drage til Viten, men nogle af hans Mænd gjorde en Afſtik— 
fer til Nordmøre !), hvor de dræbte Den før omtalte Serk paa Rjod med 


1) Dette fan, fom man lettelig feer, Éun have været den øverfte. og Vejen til 
Opdal nærmefte Deel af Nordmere, thi nogen lang Afſtikker Eunde en liden 
Ufdeling af den i fig felv ubetydelige Flok ej tænke paa at gjøre. Stedet, 
hvor Serk boede, har faaledes vel været det nuværende Røen (Rjödr) i 
Nindals Unner til Surndal, Hid ere Sverres Mænd maaffee komne over 
Gurndalsffoven, og have derpaa taget Vejen op forbi Romundftad og gjen- 
nem Vaalaaffardet til Rennebu, hvor de atter fluttede fig til Hovedtroppen. 
Det ev imidlertid højft rimeligt, at de itfe engang Tom faa langt fom til 
Gaarden, da det er vanffeligt at forfiaa, hvorledes Sark, der felv deeltog i 
laget, fEulde være kommen der fer dem, men at de alene have lagt fig i 
Bagbhold for ham paa Surndalsffoven, og overfaldt ham, da han vendte 
tilbage. 








he 2 le — 
— — 


1178. Slag ved Hirtebro. 93 


flere af bang Folt; dette ſkulde vel være til Hevn, fordi ban havde faaret 
Kongen Der nævnes intet om VBirfebeinernes videre YSventyr, førend De 
fom tif Viken, Vet vil fige — fom det af den følgende Beretning tydeligt vifer 
fig — den nordbeſtlige Deel, i Nærheden af Drams - Elven; de have vel faa- 
ledes nu, ſom for, taget Vejen over Land, Hadeland og Mingerike '). 
Da Kong Magnus, der aa i Tunsberg 2), hørte dette, drog han i For- 
ening med Orm Kongsbroder affted for at opføge Dem, og Birkebeinerne, 
hvis Styrfe iffe paa langt nær kunde maale fig med bans, vege I Førft- 
ningen Undan?). Svberre, fom frjønnede at vette iffe i Længden kunde 
gaa faaledes, og var fed af den idelige Omflakken, foreftillede nu fine 
Mænd, bvilfen fordærvelig Virkning det Nederlag, de ved Deres Gjenjtridig- 
ped og Uforfigtigbed havde fidt i Tbrondhjem, vilde have, hvis de ikke 
ved en eller anden fraftig va heldig Daad gjenoprettede deres Anfeelje. 
Éorben”, fagde ban, havde vi altid Sejr og Overhaand, og De flefte vare 
bange for at binde an med os; nu Derimod have vi ej alene miftet mange 
brave Gutter af vor Flof, men Den Nefpeft, man havde for os, ev ogſaa 
øydelagt, f6i hvor Vi Fomme, bar man bort om bort Uheld, og ingen tror 
og fængere iftand til atudrette noget. Hvis vi nt Dertil fade K Kong Mag⸗ 
nus jage 08 fra Bygd til Bygd, ville vi fnart hate alle Mand, bøje og 
fave over os, og Vi ville blive dræbte med liden Berømmelfe, ligeſom alle 
de, der falde paa Flugten. Nu forekommer det mig hæderligere, faa liden 
end vor Trop er, at gaa vore Fiender djervt under Øjnene. Blive vi 
da overmandede, faa falde vri det mindfte med Wre, fiden det ev i 
Kampen mod Kong Magnus felv, men fejre vi, vil vor Magt blive faa 


meget fførre. Vi funne desuden iffe vente at vinde Herredommet ber i 


andet, uden i det mindfte een Gang at fee Kong Magnus's Merke 
fnejfe imod v8, og fange nok have vi fadet os jage rundt om i Landet 
af vore Fiender". Ved disſe og lignende Opmuntringsord fatte han Mod 
i fin lille Flof og under tillidsfulde Bifaldsraab vendte Den om, for at 
vove den ulige Kamp. De befandt fig Da, fom man fan fee, etfteds paa 





1 Seo.f.G. 48. Da Hirta eller Hyrte, hvor Slaget fiden ſtod, ligger i Sylling, 
og Magnus fom føndenfra, maa Birkebeinerne, der i Førftningen vege tilbage for 
ham, ligeledes have været nede i Sylling eller Lider,  Altfaa maa de være 
fomne over Mingerife og Modum. Længer øft eller fyd i Bifen Funne de 
ej have været, fiden Magnus fra Tunsberg af drog dem imode. 

2) Dette figes ej udtrykkeligt i Sagaen, men man fan flutte det deraf at Mag- 
nug efter Slaget drog ,,tilbage til Funsberg'', fom det fiden heder. 

3) Det figes ikke i Sagaen, om Orm ved Efterretningen om VBirfebeinernes 
Unfomft opholdt fig hos Magnus i Junsberg. Snarere ſkulde man formode, 
at hån, fom fædvanligt, har holdt til i Oslo, men har mødt ham i Dram- 
men, og at derfor begge I Forening droge op tgjennem Lider og Sylling. 


94 Magnué Erlingsføn. 


Sydſiden af Iyrifjorden, enten i Den øftlige Deel af Modum, eller den 
nordoſtlige Deel af Sylling, medens Magnus nærmede fig føndenfra, gjene 
nem Lider. VBirfebeinerne ſtevynede frem langs Holsfjorden, indtil de fom 
til Broen ved Hirta (Hyrte i Sylling); her fit de høre, at Kong 
Magnus iffe var langt borte. Sverre lod dem lægge fig i et Krat nær 
ved Broen, for her at oppebie Fienden '). Magnus og Orm Kongs- 
broder havde ligeledes af deres Kundffabsmænd erfaret at Birkebeinerne 
vare i Nærbeden, og ilede dem imøde. Da de fom til Broen, gif Mag— 
nus ftrar over med fit Merfe i Spidfen, dernæft Orm Kongsbrovder. 
Birkebeinerne ventede, indtil endeel af Magnus's Fropper havde pasjeret 
Broen. Da brøde de frem af Deres Baghold, og gjorde et faa beftigt 
Angreb, at Magnus og Orm efter en fort Kamp, og med betydeligt Fol- 
fetab maatte fly tilbage over Broen, begge faarede. Efterat Derpaa 
begge Hære en Tidlang havde verlet Stud med hinanden tvers over Aaen, 
drog bver fin Vej: Magnus tilbage til Sunsberg, og Sverre nordefter. 
At - forfølge Magnus funde der rj være at tænke paa, faa ſtor Overmagt fom 
han havde, men det var allerede ftore Jing, at Birkebeinerne trods Denne 
Overmagt havde funnet tilføje ham et foleligt Ta. Sverre tog Vejen 
til Naumarife ?), og Derfra gjennem De øvre Grændje-Eane til Ljodhuus 
i VBeftergautland, medens Magnus fra Tunsberg fejlede vitover, og ned til 
Konaebelle. Da Svirre hørte, at ban var der, forføgte ban et uventet 
Overfald paa ban. J den Fegtning, fom herved opftod, faldt der juſt 
ikke mange Folf, men Sverre fit dog erobret og opbrændt endeel af Magnus's 
Skibe, medens ban med de øvrige flygtede ned ad Elven. Han tog fiden 
Vejen nordefter ind til Oslo, og fad der en Jidlang, idet ban jevnlig fendte 
Kundffabsmænd lige til Elven. Men Sverre underlagde fig Ve fydnjilige 
Syſler af Vifen, og tog Skat deraf.  Ultfaa boldt nu begge Konger 
til i Bifen, og bævede Skatter, hver paa fin Kant, medens deres Mænd 
hyppigt vverfaldt binenden. Blandt andet hændte det fig engang, da Sverre 
opboldt fig i Saurbygden 3), at han felv en mørt Nat med fer Mand drog 
ud for at fpejde i en nærliggende Skov, medens en af Kong Magnus's 
Hovdinger var Dragen ud med 50 Mand, for at forføge om han funde 
faa overrumplet og Dræbt nogle af Sverres Full ſyd HHeredet. De fom 
til den famme Stov, og Sverre hørte Dem fomme vidende; de vare ber 
ftjentede, fnaftede en heelt Deel og ventede fig ingen Fare. Vejen gjen- 





1) Bed Hyrte er der en ikke uanfeelig Elv, der falder ud i Holsfjorden. Det 
er Broen over denne Elv, hvortil der her figtes. 


2) Sandfynligviis over Modum, Ringerike og Hadeland, 


3) Saurbygden eller Sørbygden, nu beftaaende af Krokftads, Hede og Ganne 
GSogne, nordøfiligt i Baahuuslehn mod VBalbohered. 


1178. Smaafegtninger mellem Magnus's og Sverres Mænd. 95 


nem Skoven var faa trang, at de alene funde vide een og een ad Gangen. 
Sverre bød fine Mænd i al Stilbed fordele fig paa begge Sider af Vejen 
med fine Buer og Pile, og naar de da fom nærmere, føyde Skud paa 
Stud i den Metning, bvor de hørte Dem tale, faa tidt fom muligt; De vil: 
de da maaſkee, troede han, antage fin ufeede Fiende for mandfterfere end 
ban virkelig var, og lykkedes iffe Forføget, funde man jo altid i Mørket 
undføbe dem.  VBirfebeinerne gjorde fom Sverre bød, og bine, der ikfe 
vidfte, hvorfra Pileregnen fom, ftandfede i den ftørfte Forvirring, og toge 
tilfidft Flugten, idet de troede hele Skoven fuld af Fiender. Birkebei— 
nevne forfulgte Dem en Stund, og om Morgenen, da det var lyſt, fandt de 
iffe færre end 18 Mand og mange Hefte liggende dræbte .). 

Der nævnes intet om, hvor Erling Jarl opholdt fig i Denne Tid, 
tbi at ban ej var i Viten, eller i Nærheven deraf, maa antages fom vilt, 
Da han flet iffe nævnes fom Deeltager i disſe Begivendeder, hvilfet dog 
fitfert vilde have været Filfældet, om han havde været med; og man fan være 
forvisfet om, at bvor fom belft ban havde opboldt fig i Bifen, Oplandene 
elfer paa Agder, vilde han ved Gfterretningen om Sverres Ankomſt ſtrax 
havde ilet Magnus til Hjelp; I faa Fald vilde vel ogſaa Jingene have faaet 
en anden Gang, og Birfebeinerne iffe faaledes have fpillet Mefter, fom de 
nu gjorde. + Det ev derfor fandfynligt, at Erling denne Sommer opholdt 
fig i Bergen, Hvor han maaffee ved Ejftervetningen om Sverres Ankomſt 
til det Throndhjemſke bar begivet fig ben, for at være paa fin Poſt, om 
Sverre maaffee frulde fomme did *). Men havde han funnet ane, hvor daar- 
ligt Magnus, overladt til fig felv, vilde forfvare fig mod Birkebeinerne, vg 
hvilte Følger de Fordele, de faaledes tilfjæmpede fig, vilde have for Frem- 
tiden, da havde ban neppe under nogen Omftændighed været borte. Fi 

det er tydeligt at fee, at fra dette Øjeblit af gif alt lettere for Sverre 
end forben, og at disſe fmaa Srjrvindinger over Maqnus, formedelft den 
Indflydelſe, de udøvede paa Opinionen, virkelig dannede et Vendepunkt i 
hans hidtil faa tornefulde Bane. 


20. Sverre$ Sammenftød med Kong Magnus og Erling Jarl i Fhrondhjem- 
6 Slag paa Kalvftindet. Erling Jarls Fald. 


Under disfe Smuafegtninger i Vifen gif hele Sommeren hen. Om 
Hoſten vendte Sverre tilbage til Throndhjem, formodentlig famme Vej, han 
var fommen, tilføjede Kong Magnus's Mænd her et Nederlag, og tog ti 


1) Sverreé S. Gay. 29, 30, 31. 


2) I det følgende, hvor Erling dernæft — kommer han ogſaa fra Ber— 
genskanten af. 





96 Magnus Erlingsſen. VI 


Skibe. De nærmere Omftændigheder herved omtales ej, lige fan lidt fom det 
fortælleg, om Sverre tilbragte Bintren i Byen eller andetfteds i Thron— 
defagen. - Man erfarer fun, at ban forblev Bintren over å det Thrond— 
fjemffe, og bar det i Byen, fom man næften maa formede, maa dette ber 
tragtes fom et umisfjendeligt Tegn paa, ot bans Anfcelfe atter havde bære 
vet fig, og i faa Fald alene formedelft Sejrvindingerne i Bifen. Mien 
tigtignok var beller itte Erøebiftop Gyftein paa denne Tid i Nidarosu 
Han bavde begivet fig til Erling Jarl, hgefom og Kong Magnus og Orm 
Kongsbroder fra deres Kant, og de ſamlede en for Hær og-Flaade, for 
med Den om Baaren (1179) at drage mod Sverre. - Denne fejfede med 
fine Mænd ud af Fjorden, forbi Nordmøre, Raumsdal og Søndmøre, idet 
Han holdt udenſkjgrs, efter fom ban fom fænger fydpaa Men då han nærmede 
fig Stadland, fom Kongen og Jarlen med hele dere Flaade frjlende imod 
ham. * Der Var tillige Erfebiftoppen, Orm Kongsbroder, og en Mætgde 
Lendermænd; De havde fore Skibe og en vældig Hær. Ved Synet af denne 
Overmagt fo Sverre fyre ud til Havs, men den fiendtlige Flaade fulgte 
efter, bande for Sejl og Aarer, faa burtigt fee funde, og fom efterhaane 
den nærmere og nærmere. - Grling Jarl$ Skib par Det forrefte; dæ Han 
var fommen Sverres bagerfte Skib faa nær, at man funde fre Folkene om— 
børd, fagde han bi, for at oppebie de vvrige, og Da Disfe vare fømne til, 
ordnede han den til Angreb, opeggede fine Folk, og bad dem vel at mins 
deg al den Stade, Birkebeinerne havde tilføjet dem i Ran og Manddrab: 
Ingen, fagde han, ſkulde underftaa fig at give Birfebeinerne Grid, dog 
onſkede han helft at faa Sverre fevende i fin Bold. Dette fagde alle ja til, og 
førtfatte Derpaa Jagten. Sverre, fom faa, at Maqnus's Skibe vare langt 
bedre Sejlere end hans, og mere og mere halede ind paa Ham, blev'ilde 
til Mode, thi ber vår ingen Udfigt til at flippe bort, uden næften ved et 
Underverf. Men Han faldt paa Knæ i Bøn, gjorde Løfter tl St. Olaf, 
om ban vilde redde ham af Denne Nød, og talte mange fagre Ord for 
fine Mænd. Og fe, der lagde fig en Taage over Soen, faa tyk at man 
ej Funde fee fra Stib til Skib. For Jarlen og Kongen var der Da intet 
andet at gjøre, end at vende Stavnen og dreje ind under Land, men Jar— 
fen fagde ærgerlig; —,faaledes gik det ikke Den Tid, Lyffen var med os.“ 
Flaaden famledes ved Herø, Dagen efter fpurte De til Birfebeinerne, 
at tv af. Deres Sfibe havde gaaet, gjennem Sundet (Bredſund), og flevnet 
ind i Fjorden. Da forfamlede Jarlen Høvdingerne til: Kvigsvaad, og fag 
De, at Da man nu iffe vidfte, bvor Birkebeinerne vare, om De havde føgt 
mod Nord eller Syd, var Der ikke andet for, end at være belavet paa at 
tage imod Dem paa begge Kanter: ban vilde derfor, at Erfebiffoppen og Ovm 
Kongsbroder med flere Lendermænd og Skibsſtyrere, ſom han opnævnte, 
ffulde qaa til Bergen for at være ved Haanden paa Den Kant; medens 








i 
i 
Å 


og 


, 


1179, Magqnué, Erling og Sverre i Shyrondhjem. 97 


han og Kong Magnus med den ftørfte Deel af Hæren ſkulde drage nord- 
efter. Dette ffede. Da ban og Magnus fom til Nordmøre, fil de fpurt 
at Sverre var fejlet ind fra Havet mellem Smølen og Wdo, og Derfra 
lige ind til Knarveffeid, Der maa have ligget nær ved Knarrevik paa 
Tuſtern, ved Sundet mellem denne og Stabben 1). Derfra fortfatte han 
Farten langs Fbrondbjemsleden, og ind ad Fjorden lige til Byen, hvor 
han ftrar fagde til ved Bryggerne. Magnus og Grling fulgte efter. 

Da Sverre og hans Mænd faa de fiendtlige Sejl, og at de allerede 


- vare temmelig nær Byen, fod han blæfe til Troppe-Mode, og fade til 


fine Mænd, at han vilde gaa fra Stibene, og at ingen ffulde underſtag fig 
at tage mere med end fine Vaaben og Klæder, fom han gif og ſtod i. Bir— 
febeinerne adløde uden Knurr, væbnede fig, og gif op I Byen, medens 
Skibene faa fuldt tjeldede ved VBryggerne, med Køjerne i Rummet og 
Hafvrumsfifterne med Nøglerne i Laafene paa Dakket. Sverre vofte og- 
faa fine Mænd for den hartad erempelløfe Uforfagthed, hvormed de Havde 
forfadt deres Gods og Skibe, og fagde, at det enda ikke var faa vilt, 
boo af begge Varter Der vide nyde godt af den andens Gods eller 
Klæder. Da Magnus og Erling roede ind i Elvemundingen, gif Birke— 
beinerne over Broen *). Magnus's og Erlings Mænd lagde ikke til ved 
Bryggerne, men ude ted Bratøren, nedenfor Skibekrogen 3); der gik de i 
Land. Ved Landſtigningen fnublede Farlen faa at ban faldt paa Knæ, 
og tog for fig med Hænderne, men fagde ftrar, efter Det gamle Ordfprog: 
„Fald er Fartens Held." Siden gif de, efter fom enhver fom i Land med 
fit Mandſkab og var marfdfærdig, op ad Gaden (Kjøbmandågaden), Jar— 
len var Den førfte, og da ban fom op om Griftfirtegaarden og videre 
forbi Biftopsgaarden til Broen, faa ban Sverres Merke ftevne raſkt hen 
ad Ulfarvejen, Der førte op til Klæbo: J den Fanfe at Sverre og 
De flefte af hans Folk fulgte med, føgte Jarlen op over Broen til Spro- 
tevolfene, fom GSletterne ved Elgefeter da faldtes, for om muligt at indhente 
Troppen og faa fat paa nogle af de bagerfte. Men ban tog Fejl; thi Sverre 
havde med fin Hovedjtyrke lagt fig i Bayhold i et lidet Dalføre ftrar ovenfor 
Den nedre Sandbrinf, og Erling vidfte ifte af, førend Virfebeinerne med 
eet lob op og angrebe bam. Han maatte da vige tilbage til Broen, vg 


1) Der ftaar nemlig i Flatøbogen, hvis Læfemaader i geografiſk Henfeende fom 
ofteft ere de bedfte: ,,udenfra forbi dø og faa nordenfra til Knarreffeid”. 
2) Det maa fremdeles erindres, at Broen dengang laa længer oppe end nu, 
nemlig lidt øftenfor Biffopsgaarden (ved Kongsgaarden) og over til Sletten 
ved Elgefeter, de faafaldte Sprotevolle. 
8) Gfibetrogen var, fom det tidligere er viift, fitrar nedenfor VBryggerne, mel 
lem dem og Bratøren, der igjen var den ypderfte, øftligt mod Elven venden: 
de Deel af Øren. 


Mund. Det norfte Folfs Hiftorie. I. 7 


98 Magnus Erlingsføn. 


over denne, men Birkebeinerne forfulgte bam hiinſides Broen lige til Gjer- 
det mellem Bro-Enden og Byen. Her fom Kong Magnus til med fin 
Trop, og Birfebeinerne nødtes derved til at trokke fig tilbage over Broen. 
Begge Parter begyndte nu at føyde paa binanden over Elven, men FJar- 
fen befalede fine Mænd at fætte fig ned paa Kalvffinds - Ageren udenfor 
Skudvidde, og fee til, bvad Birfebeinerne toge fig fore. Sverre og hans 
Mænd fatte fig ligeledes ned hiinſides Elven langs Bakken ved GSand- 
brinfen, og faaledes blev man paa begge Sider fiddende langt ud paa 
Dagen. Kong Magnus's Mæyd lode fig bringe ØL fra Byen. Mange 
af dem, Der havde Buer, gik faavel paa den ene fom paa den anden Side 
frem og fåøde over Elven paa hinanden, faa at nogle bleve faarede paa 
begge Sider. Da det var ledet heelt til Moon (Kl. 3), gif Gudlaug Vale, 
Sverres Stallare, med et Skjold foran fig ben til Bro-Enden, og raabte 
over til Kong Magnus's Mand, at han havde et Par Ord at fige dem, 
om Nogen vilde børe ham. Ivar Horte gif ned til Broen og- fagde at 
han var vede til at høre.  Gudlaug bad ham Da Å Kong Sverres Mavn 
forelwgge Kong Magnus og Erling Jarl følgende tre Forſlag: enten at 
De, efter at Sverre behørig bavde trukket fig tilbage, gif over Broen til 
Sprotevollene, hvor begge Parter fiden føulde frille fig i Fylling fom de 
bedſt funde, og prove Lyffen i aaben Kamp; eller, om Magnus og Er— 
fing iffe vilde Dette, at de Da gif ud til Borgen — faa Ffaldtes en Be— 
fæftning, fornemmelig af Sræ, fom Erkebiſkop Eyftein, fandfynligvis firar 
efter Sverres førte Beføg i Throndhjem 1177, bavde ladet opføre paa 
den fmale Hals ude ved Flen!) — og fylfede der i god Ro, bvorpaa 
Birkebeinerne ffulde qaa over Broen og holde Slag med dem; eller endelig, 
hvis Dette heller iffe fandt Vifald, at de gif ud til Øren til fine Skibe, 
fylfede Der, og ventede paa VBirfebeinerne8 Ungred, thi Kong Sverre øn- 
ſkede under alle Omftændigheder belft at holde et ordentligt Slag. Da 
Gudlaug havde endt fin Tale, gif Ivar tilbage til fin forrige Plads og 
derfra til Jarlen, ved hvis Side Kong Magnus faa og var falden i Søvn. 
Ivar fremførte Det ham overdragne Erende: Jarlen fappede fin Søn paa 
Ryggen og bad bam vaagne, for at børe nogle Forflag fra Sverre Preſt. 
Da Magnus havde børt dem, bad ban fin Fader vælge. Jarlen fagde 
Det var rimeligere at ban fatte Sverre Preft Bilfaar, end Denne ban, vg 
at ban iffe vilde vælge nogen af Delene. Med denne Befted qif Ivar 


1) Det vil fige, hvor Volden og Sfandsporten endnu ere. Det figes udtrykke- 
ligt i Sverres Saga Gap. 58, at Erkebiſkop Eyſtein havde opført Jræbor- 
gen, og efterfom der ved Sverres andet Beføg i Nidaros 1178, da Eyſtein for- 
fvarede Byen, itfe var Sale om at angribe denne fra Landfiden, medens 
Sverre derimvd førfte Gang netop fom ind fra den Kant, maa man antage 
at Befæftningen i Mellemtiden er bleven anlagt. 


1179. verre bereder fig til at overfalde Jarlen. 99 


tilbage til Gudlaug, fom igjen overbragte Sverre Jarlen Star. Da 
flotfede Birkebeinerne fig fammen og forlode Stedet. Sverre flev- 
nede op ad Klabo-Vejen paa Øjtfiden af Elven, idet hans Mænd git 
een for een, faa at deres Rekke fyntes meget lang. De fulgte El— 
ven indtil en Gaard, der bed Kot '), og maa have ligget noget vvens 
for Leren. Der veve de ned et Huus og gjorde en Flaade af Tømmeret. 
Paa denne Flaavde fatte de over Nidelven, og droge Derpaa, ved Midaf- 
tens Tid, ud over Thjodmyrene (nu Sjetne- og Uft- Myrene) ned til 
Stav paa Leinitranden, hvor de fatte over Gaul - Elven paa Eker. Da de 
nu vare komne over, bad Sverre dem at bvile fig; han felv lagde fig til 
at ſobe. Bed Nattetid fom en Bonde forbi med en Kløvdeft belæsfet med Malt, 
føm han vilde fælge i Byen. Birkebeinerne ftimlede om ham og bode for Lojers 
Skyld paa Maltet. Herved vaagnede Sverre og fpurte hvad der var 
paa Ferde. Da han hørte at det fun var en Bonde med Malt, lod han 
pam bringe for fig. og fagde: ,vi ville iffe gjøre dig nogen Fortræd, men 
fig fun, naar du fommer til Byen, fom fandt er, at dDu traf Birfebeiner- 
ne, og at De vare fomne over Gaulelven, men vilde tilbringe Matten paa 
Medalhuus.“ Bonden drog videre, og Sverre tilbragte ikke alene den 
Mat, men tre eller fire Nætter til Der i Egnen, inden ban atter føgte til 
Byen. Dog vidfte man. ber iffe nøje Befted om hans Bevægelfer. 

- En Aften (den 18de Juni), da Jarlen havde fpiift, fom bans Svigerføn 
Fon Thorbergsføn af Randeberg *), og Stqurd Nifolasfon til ham. Sig— 
utd fpurte om der var udftillet Udpoſter, thi, fagde ban, efter Hvad vi høre, kun— 
ne vi med Det forſte vente og et Beſog af Birkebeinerne, og jeg vilde der- 
før vaade til at der blev blæft til Samling, og at Mandjffabet beordre- 
Deg fuldt væbnet ud til Borgen, thi da vilde vi være beredte til at tage 
imod dem. Det er aldeles vilt, at Birfebeinerne holde til i Gaul- 
Dalen; nogle tro rigtignok, at de ville føge op til Fjelde, men det er os 
berettet fom fulvfommen paalideligt, at det lige faa gjerne fan bænde at de 
fomme bid.” „Gid det var faa vel, at Det var fandt,” fagde Jarlen; 
„da føulde de not faa fin Bekomſt, men før den Sage Søyld funne I nok 
ſove trygt i Nat, tbi mig har man fortalt, at de allerede bave taget Vejen 
ad Fjeldet til, og Sverre vover vift iffe at angribe o8 ber, naar vi pasſe 
faa godt paa fom nu." Det vilde visfelig," fagde Jon, være en berlig 
Sag, om det forholdt fig faaledes fom Jarlen forfifrer, nemlig at vi iffe bebø= 
vede, at vogte oå for Birkebeinerne; men der er Dem, Herre, fom Vige, at 


1) Gaarden nævnes ogfaa i Aslak Bolts Fordebog S. 43, men forefommer nu 
itfe [ænger i Matritlen. 

?) Jon var gift med Ragnhild, Kong Magnus's Heelfvfter. Randeberg lig- 
ger, fom befjendt firar nordveftenfor Stavanger. Jon har vel altfaa været 
en af de fornemfte Lendermaænd i Ryfylke. 








7 * 


100 Magnus Erlingsføn. 


I fægger mere Bind paa at drifte Eder fuld i Viin og Mjød, md at 
treffe De bedfte Foranftaltninger til Mandſkabets Sikkerhed.“ Da Vlev 
Jarlen vred og fagde: ,fjelden har man hidtil beftyldt mig for iffe at 
være forfigtig nof, men enten maa nu jeg med eet være bleven aldeles 
uduelig til at førge for mit Mandſkab, fom I fige, eller I ere ræddere 
end I burde være; i Mat funne I dog ganføe vift ligge urædde, thi jeg 
ftal felv holde VBagt, om J derved anfee Eder betryggede; før har man 
Dog havt Tillid til min Warvaagenhed, ſtjont vi da havde med ſterkere Fiender at 
beftille end nu”. Med denne Uffærdigelfe maatte Fon og Sigurd gaa, og begave 
fig til fine Sfibe. Jarlen dDerimod holdt flet ingen Vagt, fom ban fagde, men 
flædte fig af og gif til Sengs, ligefaa alt hans Mandffab. Det lader 
ikke engang til, at man lagde nogen Befætning i Borgen. Kun blev der; 
fom fædvanligt, ftillet Udpofter. 

Samme Aften eller Nat brød iffe des mindre Sverre op fra Gaul 
Dalen, for ad den almindelige Vej over VBvyaafen at trænge frem til 
Byen og overfalde Jarlen. Hans Flot var forøget med 360 eller 
flere Gauldøker, fom paa hans Opdud havde været flillede; men de 
vare fun Daarligt bevæbnede, thi de beſtode for det mefte blot af Ur- 
bejd8mænd, hvilfe Bønderne havde fendt i fit Sted, da de af Fryat for 
(Erling Jarls Hevn iffe felv vovede at fare. Ved Daggry fom man over 
Yafen til Feginsbretfa — det Sted ved Steenbjergene, hvor Uvfigten 
aabner fig til Byen —; ber ſteg Sverre af Heften, faldt paa Knæ, og 
gjorde en Bøn. Derpaa holdt ban følgende Opmuntringstale til fine 
Mænd: Mu gjelder det at firide godt og tappert, thi der er en fager 
Sejr at vinde. Jeg behøver iffe udførligt at bringe Eder al den Nød 
og Møje i Crindring, fom I hidtil have habt at beftan, medens I derie 
mod have nydt liden Glædeog Hygge. Skal jeg dømme efter mig felv, 
maa jeg og antage, at I nok funde fynes, det ej var for tidligt at høfte 
ftøree Løn for alt Eders Slæb og ftore Fare, end det Hidtil har været 
muligt. Mu er dog Udfigten Dertil bedre end før. Thi her i Byen foran 
og ligge Kong Magnus og Grling Jarl, føruden mange Lendermænd og 
Hirdmend. Nu er der virkelig ftørre Hæder at vinde, end Der fom ofteſt 
byder fig Lejlighed til, og jeg tror for vift, efter hvad jeg har drømt"), at 
vi ville faa Srjr. Lader o8 Derfor nu qaa faa meget faftere frem, fom vi 
vente at hoſte ftørre Fordele deraf end før.  Feg ſkal ogfaa fige Eder, hvad 
I ved Eders FJapperhed fulle opnaa. Den, der med fande Bidner fan 
godtgjøre, at ban har fældet en Lendermand, ſkal felv blive Lendermand, 
Den der draber en Hirdmand, ffal blive Hirdmand, og overhoved-føal en- 
bver faa den Mands Fitel og Værvdighed, der folder for hans Haand. 





1) Denne Drøm beffrives fulftændigt i Sverres Saga Cap. 42. 


1179. Glag paa Kalvføfindet. 101 


Om faadan Priis have I nu at ſtride. Jeg tror neppe at vore Fiender 
vide rigtig Befted om vore VBevægelfer, og det aner mig derhos at Lyt- 
fen nu bar forladt dem, medens vi derimod have Sejren i Bente, og den 
Hær der tilfommer v8. Saaledes vil Gud not flifte mellem 08. 
Længe not have bine forholdt o8 vor Magt og Hæder, men nu fan vet 
være, at Demaa give Slip paa alt, hvad de med Urette have tilvendt fig, 
baade Magten og Hæderen, ja det er endog iffe ufandfynligt, at de tilmed 
mifte Livet. Gjører nu det førfte Anfald faa beftigt fom muligt, faa vil 
Det øvrige not føje fig. De ere drukne, føvnige og aldeles raadløfe, nogle om— 
bord paa Skibene, andre bift og her i Byen, de vide neppe, bvorhen De 
fulle vende fig, eller Qvad de ſkulle tage fig til." Denne Fale blev vel 
optagen, og man faa fnart Beviis paa dens Virkning, idet de ilede 
ned ad Steenbjergene. En af hine Gauldoler [ob foran de øvrige; 
ban var baade ftor og fler, men havde intet andet Vaaben end en vældig 
Trelurk eller Knippel, fom han bar paa Urlen.  Hjarrande Hvida 2), en af 
Birtebeinerne8 Høvdinger, fpurte ham forundret: hvad vil Du, Mand, 
fiden du føder faa med Jrælurfen? hvor ere Dine Vaaben? Det er nor 
get ganffe Andet at flaas med Grling Jarl end at træffe Korn!" Gaul— 
Dølingen, der hed Eyvind, fvarede: „De VBaaben, jeg agter at bruge, fom- 
me mig førft imøde fra Byen, thi FJarl8mændene bære dem endnu.” 
„Slig Fale fan jeg lide”, fagde Hjurrande; „du er en tapper Mand, tag 
her min Kefje og Haandør, og brug dem i Striden!" GSaadan Stemning 
raadede I Birfebeinernes Hær. 

Nogle af Kong Magnus'8 Mænd holdt Matte-VBagt ude paa 
Øren, og fordreve Siden med Leg. De faa VBirfebeinerne fomme ned 
af Steenbjergene, og blæfte ftrar Alarm. Men uheldigvis havde Kong 
Magnus Dagen forud, bavt Gjeftebud, og bevertet fine Folk faa godt, 
at en ſtor Deel af dem faa aldeles drukne i deres Kvarterer rundt om i 
Byen. Jarlen, der lag ombord paa fit Skib, var ftrar paa Færde, Flædte 
fig paa og befalede alle Mand at vædne fig. Da fom hans Frænde, 
Ivar Horte, hen til ham, og ytrede fin Befymring over åt Muandffabet 
par altfor omfpredt oppe i Byen, og føvndrukfent, til at man i Haft funde 
faa det famlet. Han foreflog Derfor, at man ſkulde blæfe almindeligt 
Signal til at gaa ombord, faa funde man lægge Skibene lidt ifra Bryq- 
gerne og gjøre fine Forberedelfer i god Mag. Man havde da Valget, 
om man vilde lade det fomme til Strid, hvis dette ellers var ran- 





1) Efter den Læfemaade, der er optegnet i Serten af Fornm. Sögur (VIII 66) 
var det Asſer Preft, der førft tiltalte Eyvind, medens Hjarrande førft fiden 
tog Drdet og gav ham Vaaben, men Flatøbogen, hvis Læfemaader her pleje 
at være de bedfte, nævner kun Hjarrande. 


102 Magnus Grlingsføn. 


Deligt, faafom Bymændene neppe vare at lide paa, eller i modfat Fald ro 
ud af Elben. „Jeg vil ikke negte,“ fagde Jarlen, ,at dette maaffee vilde 
være bedjt, men jeg fan ikke bære over mit Hjerte at vide, at Denne Djævelg 
Preft, Sverre, ffal fætte fig i min Søns Plads.” Med disfe Ord rejfte 
Favlen fig, vaabte bøjt paa fine Mænd, og bød dem ſtrax at følge ham. 
Du han var fommen i Land med fit Merfe og bele fit Stibsmandffab, 
ftevnede han op ad Gaden til Goriftfirfen, fom han bilfede med Kys. Her 
fom Kong Maqnus tif ham med fin Trop og Merke, ligefaa Jon af 
Randeberg, Sigqud Nitolasjøn og Jvar Horte, hver med fin Skare. 
De faldt alle paa Knæ foran Kirfen, og ajorde deres Bøn. Derefter 
vendte Jarlen fig fra Kirfen, og fagde til fine Mænd: ,ftaar op og tar 
ger Eders Vaaben, om en fort Tid fan det vel falde i Eders Lod at 
ligge ber fænge nof. Han havde en vød Fuftans Kjortel 1), Gilfehue og 
Spangebrynje, fom Dog iffe ganfée var fpændt fammen om ham. I Haan- 
Den Holdt ban fit dDragne Sverd, fom han faftede i Vejret og greb igjen, med de 
Ord: „Endnu fiulle I fige, at den gamle Knark fan faa Sverdet til at 
bide.“ Imidlertid befalede ban Ludrfvendene at blæfe fom tideft. Men 
da de fom forbi. Kirfetaarnet og ud paa Den aabne Mart, hvor han gan- 
ſke kunde overfee fine Rakker, kaſtede han Blikket til hoöjre og venftre, og 
tunde ikke tilbagebolde bet Udbrud: hvor ere vi nu alle?” Det hele Yn- 
tal, fom man bavde faaet famlet, var nemlig ikke fførre end 600 Mand. 

Birfebeinerne fom nærmere. - De ftormede over Flevolden og 
frem paa Kalvffindet, uden at Der tale$ om at Træborgen lagde dem 
nogen Hindring i Vejen, ſtjont deres Vej dog faldt tæt forbi den. De 
mødte Fienden paa Kalvftinds-Ageren, firar veftenfor Taarnet. Sam— 
menftødet var voldfomt, og Striden heftig, men itte langvarig. - Der 
faldt endel paa begge Sider, dog fleft af FJarlsmændene. - VBirkedei- 
nerne formede ifær hen mod Jarlens Merke. Thore Spola, der 
Dar det, fom i faadan Nød, at han undveg, efter at bave ſtodt 
Stangen faſt i Jorden. Hele Jarlens Fylling begyndte da at rykke til- 
Dage, medens Birkebeinerne fremdeles trængte frem, faa at Merket tilfidjt 
fom til at ftaa bagenfor deres Rakker. Dette vakte imidlertid nogen 
Uro blandt dem, der frode fængere tilbage og endnu ikke vidfte andet end 
at Farlen felv var der, hvor hans Merke vajede; Sverre fod det Derfor 
hugge ned. J famme Ojeblik fit Erling et Stil midt paa Livet af en 
Kefje. En Mand, fom ſtod nær ved og faa det, fagde: ,farligt Stik, 
Herre!" Følger I fun Kongens Merke vel", fagde Jarlen, ,mig ſtader 
intet.” Strarx derpaa fom to af Birfebeinernes Høvdinger, Asfer, med 
Finavnet Preſt, og Helge Thorfinnsſon fra Snas, nær hen til Jarlen; 





1) Fuftan (engelff fustian) er et Slags tyndt Bomuldstej. 


1179. Slag paa Kalvflindet. Erling Jarls Falt. 103 


fan famlede fine ſidſte Kræfter, og bug Usjer tvers over Unfigtet, faa det 
- baade blev et ftort og ſtygt Saar, derpaa fatte ban fig ned, og fegnede 
bag over. De flefte af dem, der ftode ham nærmejft, faldt ligeledes. Flug— 
ten blev almindelig over den bele Hær. Kong Magnus fom, idet han 
flygtede, forbi det Sted, hvor hans Fader lag, med Unfigtet op ad. Han 
Bøjede fig over ham, og fysfede ham, med de Ord: ,0i ſtulle famles igjen, 
Fader min, paa Glædens Dag.” Jarlen vorte paa Læberne, men meg— 
tede ikke at tale, og Magnus maatte flynde fig bort, for at frelfe fit Liv, 
efterladende fin Fader, fom ſtrax derpaa uvdaandede fit fidfte Suk, blandt 
Fienderne. Han og en Deel af hans Kriger føgte ned til Byen, hvor 
Dan var beldig not til at flippe ud paa fin Faders Stiv, Ryden, og 
undfon paa det ud af Given. En heel Deel derimovd naarde ikke Ski— 
Gene, men bleve trængte lige ned mod Elven, bvor nogle faldt, andre fprang 
ud og druknede, nogle fit beholde Livet. Bjørn Butt vilde foomme over 
til Sfellinghellen, men tyngedes ned af fin Brynje og fant *).  Overho- 
ved var Dandefalvet i Kongens og FJarlens Hær forholdsvis fort, 
ifær mellem Hevdingerne. Blandt dem, fom faldt paa Ageren, nævnes 
gendermændene Sigurd Nitolasføn, Jon af Randeberg, Jvar Horte, 
Botulf af Fjordene med fine tvende Sønner, Jvar Sveinsfon, Guthorm 
Snerill, og henved 60 Hirdmænd 2). Sverre tog de flefte af de fiendtlige 
Skibe, deriblandt ogſaa Olafsfuden, fom Kong Magnus felv havde ftyret, 
ligeledes fit Birkebeinerne nu de Skibe tilbage, fom de felv før faa Dage 
fiden havde forladt. Sverre havde vundet den fulditændigfte Sejr (49de 
Juni 1179) 3). 

Hvor gammel Erling Jarl var, da ban faldt, figes itte nogenfieds. 


1) Det er tydeligt not at fee, at den Deel af Magnus's Hær, der ikke med 
ham tom ned i Byen og naaede Bryggerne, trængtes af de fremftormende 
Birkebeiner forbi Kirfen lige ned til Elven ovenfor den daværende Kongs- 

gaard, eller til den ydre Deel af det nuværende Marine-Etablisfement, fiden 
det heder, at Bjørn Bukk vilde foømme over til Stfellinghellen: dette er nem— 
lig det Klippeffjær over paa Batlands-Siden, ſtrax føndenfor Broen, hvis 
nuværende Navn „Skjeringhylla“ eller „Skjelinghylla“, fun ev en Forvanfi- 
ning af biint. Dette Skjer ligger omtrent lige overfor Indgangen til Ma: 
vine-Gtablisfementet, eller i Forlængeljen af den Linje, Domkirken danner 
fra Beft mod Øft. Da Jarlens Skib, fom det fynes, laa vverft, har dette 
været Uarfag til, at Magnus Éunde naa det og flippe bort dberpaa. Fra 
de Flefte øvrige Skibe maa derimod de JFlygtende være blevne afflaarne. 





2) Blandt dem, der faldt paa Ageren med Jarlen, nævner Orkneyingaſaga S. 
406 ogfaa Svar Galle, hvis Moder var en Datter af den ortnenføe 
Høvding Haavard Gunnesføn. Dette er dog urigtigt, da Ivar faldt Aaret 
efter paa FIlevollene, fe nedenfor, S. 114. 


3) Sverres Suga, Gap. 32—36. Dagen, naar Slaget flod, nævnes ej i Sa- 
gaen, men derimod 1 det gamle islandſte Kalendarium, der er aftrykt bagved 


104 Magnué Erlingsføn. 


Det heder faavel hvor hans Fog til Danmark i Aaret 1167 omtales, 
at han allerede da var gammel, fom i Beftrivelfen over Slaget. paa Ryd— 
jokul Aaret forud, at ban var tung paa Foden '); derfra føulde man da 
flutte at han i Aaret 1179 var en meget bedaget Mand. Men da han 
paa den anden Side ved fin Deeltagelfe i Ragnvald Farls Korstog 
1152—1155 endnu fynes at have været en yngre Mand, og navnlig ikke 
giftede fig førend ved fin Filbagefomft, maa bine Udtryk ikke være at 
tage faa nøje, og fun betegne at ban havde naaet en mere fremrykket Ul- 
der, uden juft egentlig at være en Olding. Ved fin Dod fan ban faa- 
fedes neppe have været 60 Aar gammel *). Hans Lig blev, fom det fy- 
nes ved Sverres Foranftaltning, bøjtideligt begravet ved Sydfiden af Kir— 
fen, men ved Dennes fenere Udvidelſe fom det indenfor Kirfevæggen. Ved 
hans FJordfæftelfe holdt Sverre en Fale til de Omiftaaende, bvis Fnd- 
fedning —fuldftændigt, og fom, man bar al Grund til at tro, nøjagtigt 
meddeles i hans Saga, og giver faavel en god Prøve paa Sverres lu— 
nefulde Veltalenhed og ffarpe Jvoni, der flundom vel endog gik faa vidt, at den 
ej funde undgaa at væte Forargelje, — fom den aabner og et vet godt 
Indblik i den daværende Folfeftermning og de politiffe Forhold. „Det 
vilde”, brgyndte ban, være upasfende, om der iffe blev talt nogle Ord 
over en faa anfeet Mands Grav, fom hans, over bvilfen vi nu ftande. 
Der ev fleet en ftor Tidernes Omftiftning, fom I her funne fee, og det 
Dar ftiffet fig underligt, at en enefte Mand nu ftaar i Stedet for trende, for 
Konge, for Jarl, for Erkebiſkop, og den Mand ev jeg. Her ere nu mange 
Tidender at feer og erfare, fom ere höjſt merfværdige, og for bvilfe jo 
Alle maa være takſkyldige, nemlig at baade til Denne Kirfe vg andre bæ- 
reg Ligene af faa mange Mænd, der ftrede under Kong Magnus”s Banner. Thi 
Erkebiſkop Eyſtein og mange andre lærde Mænd have jo, fom faa mange 
vide, tidt og ofte fagt, at alle De Mænds Sjæle, der fade i Kampen for 


Ifte 8. af Finn Jonsføns Kirkehiftorie faa vel fom i Langebefs Seript. rer, 
Dan. II. S. 502 flag. Ogfaa Benedict af Peterborough (S. 353) og efter 
ham Roger Hoveden (GS. 600), figer at Sverre fom ind i Byen Natten ef: 
ter St. Botolfs Dag, altfaa mellem 175e og 18de, hvoraf da føulde følge, 
at Glaget flod den 18de, men muligt at Udtryffet sequenti nocte post fe- 
stum betegner ,,anden Nat derefter”. Her nævnes ogfaa blandt de faldne 
Jon af Randeberg „ſom var gift med Kongens Syfter”, og Sigurd Niko- 
lasføn. Efter al Sandfynlighed er det Erkebiſkop Eyſtein felv, fra hvem, 
middelbart eller umiddelbart, Benedict af Peterborough har faaet Beretnin- 
gen herom. i ! 
1) Ge ovenfor S. 19, 22, 


2) Af hvad der fortælles om ham firar før Elaget og overhoved i de fidfte Aar 
af hans Liv, faar man og Indtrykket af at han var for vørig til at være 
ftort over en 55 Aar. 





1179. Sverres Vale over Guling Jarl. 105 


Kong Magnus og bans Kongedemme, føulde fomme i Paradiis førend 
deres Blod endnu ev foldt paa Jorden. Her maa vi altfaa glæde os 
over en ftor Filvært i Helgenernes Fal, hvis det ev fanledes fom Erke— 
biffoppen har fagt, nemlig at alle de ere hellige, fom bave fundet Døden med Er— 
fing Jarl. Og faa funne vi da end videre let ffjønne, hvor hellig Erling 
felv maa være bleven, ban fom aller førft magede Det faaledes, at Magnus 
blev tagen til Konge, Da han endnu fun var et Barn, og fom fiden den 
Tid indtil nu fiedfe har befordret og underftøttet hans Kongedømme. 
Hans Forbønner hos den almægtige Gud maa da vel ifær være fraftige, hvis 
ellers iffe Erkebiſkoppen har været noget vel partift for fine Benner, da 
han fagde Dette. Men nu er den Omffiftning føeet, at vi fraa her over 
Dere8 Grav, der længe bare Øgesbjelm *) over og og mange andre. Jeg 
feer mangen En ftaa forgfuld ved Denne Grav, der vilde være beel 
Iyftig, om han ftod faaledes ved min Grav, var Der end iffe gjort faa 
megen Stads dermed. Sligt forefommer mig dog baade fortfynet og onde 
ffabsfuldt, fiten man faa ofte bar gjørt Eder viis paa, hvad den havde at vente, 
der fod Livet under faadanne Omftændigheder. Mig fynes, fom om 
Det maatte være os paa begge Sider fare glædeligt, at det har taget den 
Ende med disfe Mænda Liv, fom Gud felv vide; thi vi funne nu feve 
os felv til nogen Baade, og med mindre Uro end hidtil, Da vi ej æn- 
ger behøve at ræddes for dem, ved hvis Grav vi nu ftande; og end 
ftørre Glæde maa I føle over de Mænd Død, fra hvis fegemlige Sam- 
være I nu ere flilte.  Lægger fun Erkebiſkoppens Løfter ombyggeligt 
paa Hjertet! Allerede er faa lang Tid forløben, at Blodet er foldt, og 
ffjønt vi juft endnu iffe funne fryde os ved noget Jertegn fra dem, have 
I dog faaet Overflod paa hellige Mænd her i Byen: de ville vel ſnart 
vife Eder de herlige Frugter af fine Gjerninger, bvi8 I dyrke dem fom 
Helgener, hvilket jo var Cders Tanke. Men ev det faa ilde — hvad jeg 
«tigtignok frygter for — at alle bine herlige Løfter ej ere gangne å Op- 
fyldelfe, da have de faavel fom alle, der troede Derpaa, alt fænge not 
undgjeldt for Vdisfe Løgne. Mit Raad er Derfor, at I tage Sagen fat 
paa en anden Maade, nemlig at I bede for dem, Der have fagt Denne 
Verden Farvel; at I anraabe Gud om, at ban vil tilgive Erling Jarl 
- alle de Synder, han begik medens han fevede her par Forden, fornem- 
melig, at ban, fun en Lendermand, tiltog fig Den Frakhed at give fin 
- Søn Kongenavn, og oven i Kjobet at rejfe Flot og Merte mod Kongers Søn- 


) „At bære Dgeshjelm" er et billedligt Udtryk, hentet fra Hedendommens Gu- 
delære, og betyder omtrent det famme fom ,,at være Busſemand“, eller 
„indjage Skræek.“ Ogeshjelmen (Agishjålmr) Ffaldtes nemlig Ormen Favnes 
Hjelm, der havde ben Egenſkab ved fig, at den, der bar den, indjog alle en 
panifl Strek. 


106 Magnus Erlingsføn. 


ner, nemlig Kong Haafon og Kong Gyftein, hvilke begge han fældte- fra 
Riget, og dDerimod forfvarede Kong Magnus i VBefiddelfen deraf, uden 
bedre Net, end I nu høre. Bi ſtulle derhos bede for alle de Mends 
GSjæle, der ere fomne af Dage i Denne uretfærdige Strid, baade nu og 
før; bede Gud, at han tilgiver dem alle deres Synder, og er deres Sjæle 
naadig. Jeg vil ogfaa for Guds Skyld tilgive dem alt det Onde, de 
have gjort mod mig. Enhver gjøre nu, fom han finder for godt, og fom 
han tror meeſt gavnligt baade for fig, og for de Ufdøde, der bleve faa 
bradt faldte derfra, at de hverken fit Jjenefte *) eller Skrift, og mindre for- 
beredte og med ftørre Grumbhed i deres Hu, end de nu felv monne onſke. Heller 
vil jeg indeftaa Eder for at alt, hvad I nu gjøre for deres Sjæle, fral vorde 
Eder til ftor Hjelp og fuldfommen Miftund, end at man flal være enig 
om, at De ingen Forbønner behøve”. Efter denne Indledning, der, faa for- 
nuftig Den end i fig felv var, dog heelt igjennem var holdt i en faa dril- 
fende og ironift Jone, at den fnarere maatte fætte ondt Blod, md for- 
milde Gemptterne, ej at tale om den aabenbare Fordrejelfe af Sandbeden,- 
han tillod fig ved at omtale Erling Jarls Forhold til Haafon Herdebreid 
og Gyftein Meyla, flog ban ind i en mere forfonlig og beroligende Sone. 
Efter den fædvanlige Skik, naar der holdtes Vale ved fornemme Meænds - 
Grav, tatfede han nemlig de tilftedeværende Prefter for deres Sang vg 
vakre Ord ved Graven, og bele den forfamlede Ulmue for Deres Bønner, 
figefom ban og opmuntrede hver fjær til at førge faa ombyggeligt, ban 
vilde eller formaaede, for fine Venners, Frænders eller Paarorendes Jor— 
Defærd, tilføjende, at var Der nogen af de Faldne, før bvem ingen meldte 
fig til at vife dem den fidfte IGre, ſkulde han felv ffaffe Folt dertil. 
Han endte fin Fale faaledes, at den vandt Alles Behag, og mange 
ytrede fydeligt Deres Bifald. 

Med Grling faldt Sverres mægtigfte Movdftander i Norge, vg fra 
den Tid af, figer ogfaa Sagaen, vorede hans Magt faaledes, at der ikke 
fandtes nogen i befe Riget, der negtede han Kongetttel, uden Magnus 
felv vg Dennes Moænd. Forhen havde ogfaa Birkebeiner" været et Spot- 
tenavn: nu Derimod blev det et Hædersnavn, hvoraf de, fom bare det, felv 
vare ftolte. Man funde nu ogfaa fee Folk, der forhen fun havde været 
ringe Arbejd&mænd, ja endog Ransmænd og Landftrygere, men efter at have 
tjent i Sverre$ Hær og tilfjæmpet. ham Sejren, gikt ftolt omkring i 
Skrud og GSfarlagen og med gode Baaben, der forhen havde prydet Mag— 
nus's Hirdmænd. Og de, fom før bavde feet dem i Deres ringe og Daar- 
lige Forfatning, fandt det nu raadeligft at fade fom om de ej fjendte dem 


1) Bed „Tjeneſte“ (Pjönosta) forftaaes her hele den i Katholicismen brugelige 
Beredelfe til Døden, navnlig den fidfte Olje. 





1179. Tronkrigens Charakteer. 107 


igjen eller antoge dem for de ſamme; ja — heder det charakteriſtiſk nok i 
Sagaen — de gjenfjendte neppe fig felv. Det er ogſaa betegnende not, 
at medens De faatallige Birkebeiner bidtil fun betragtedes fom en Op- 
rørsflof, og i Denne Egenſkab bavde faaet deres VPartinatn, Magnus's 
Filbængere Verimod, fom foyale Underfaatter, og udgjørende Den førre Deel 
af Befolfningen, iffe benævnedes med noget færegent Navn, maatte nu 
ogfaa disfe finde fig i en fandan Betegning, førft af Birfebeinerne, fiden, føm 
Det fyne8, af Folket i Ulmindelighed. Man faldte dem Heflunger, ifølge 
en Hiftorie, der fortaltes Vifen, at Kong Magnus's Mænd bavde 
ranet og fliftet mellem fig en Deel Sølvpenge, der fandte8 indfyet i en Hekle 
eller Kappe, fom en gammel Jiggerfjærling havde efterladt 1). Dette vifer 
noffom, at deres Antal maa bare aftaget faa meget, efter at Lyffen be- 
gyndte at ertlære lig for Sverre, at ogfaa de Éun betvagtedes fom en 
faafaldet Flott”, bvis VBerettigelje til at fordre fin Konge almindelig 
anerfjendt iffe var førre end den andens. Men idet nu faaledes tvende 
omtrent fige ſterke Partier frode overfor hinanden, antoge ogſaa Tronkri— 
gene felv en blodigere og mere haardnakket Gharafteer; og formedelft den 
Maade, paa hvilfen Partierne nu vare fordeekte, udartede Den til forme- 
fig Borgerfria, og fagde Grunden til en fuldkommen Omdannelfe af Stats- 
forholdene. Magnus og hans Iilhængere vepræfenterede den gamle Tin— 
genes Orden: et fvagt Kongedømme ved Siden af et Slægt-Uriftofrati, 
bvis vpperfte Forfjæmper, Erling Jarl, nu var falden. Sverre og Bir— 
febeinerne føgte derimod at bæve lig felv, bidtif alle fammen ubefjendte 
Mænd, ja tildels af de ringere Gamfundsflasfer, paa Ariſtokratiets 
Ruiner. - Hvad de tilfigtede, om de end ikke felv havde gjort fig klart 
Nede derfor, var en Nevolution, grundet paa Principer, Der funde faldes 
De Tiders Kommunisme. Dette Princip funde iffe tydeligere udtales, 
end i Sverres hojtidelige Løfte for Slaget paa Kalvffindet, at endver af 
hans Mænd ffulde opnaa den famme Rang vg Værdigbed, fom den inde- 
havde, der faldt for hans Haand. Dette var en Krigserflæring paa Liv 
og Død mod de gamle Slægter, der nu fjempede for fin Filværelfe. Det 
kaſtede Ufredens og FTvedragtens Brand over det Dele Land, og den Kamp 
fom deraf opftod, ryftede Riget til dets inderfte Marv. Enhver fan let- 
telig forftaa, fvor baardt og modbydeligt Det maatte være for de højbyr- 
Dige, ſtolte Uriftofrater, Hvis Forfædre fiden umindelige Tider havde hørt 
blandt Landets Ypperfte, nu med eet at fulle fer raa ISventyrere af de lavefte 
Klasfer, fimple Arbejdsmend, Huusmandsfønner 2), ja endog forhenvæ- 





1) Sverres Saga, Gap. 41. Om det Glags Klædningsftytfe, der Faldtes 
hekla, fe ovenfor II. S. 1024. 


?) Jor Gr. Ulf af Lauvnes, der udtryktelig kaldes „Thorpareſon“; efter al Ri- 


108 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


rende Nansmænd, og Folt, hvis blotte Navn havde en beſynderlig 
fimpel Klang, med eet ftillede ved Deres Side eller over dem i Vardig— 
bed. Forend de for Ulvor befvemmede fig dertil, maatte de gamle Slæg- 
ter enten aldeles vorde tilintetgjorte, eller faaledes fvælktede, at De aldrig 
funde optræde med nogen fynderlig Kraft. Men inden dette ſtede, gik 
der en fang Tid hen, i hvilken Landet fønderreves af de blodigfte Fejvder. 
Maa vi end erkjende, at den forrige Tingenes Orden ikke å Længden vile 
De have funnet lede til andet end Rigets GSønderfplittelfe og De lavere 
Klasſers fuldfomne Undertryffelfe, og maa vi end af Hjertet beundre de 
Kongers overlegne Dygtighed, der af al denne Kamp og Forvirring fit et 
fterft og vel ordnet Kongedømme til at udgaa, funne vi dog iffe undere 
tryffe en vis Vemod ved at fre de gamle, berømmelige Etter gaa under, 
der nu i faa mange Aarhundreder havde været Landets Stolthed, lige faa 
lidt fom vi funne negte dem vor Deeltagelfe under deres langvarige, men 
ubeldige Kamp for, bvad Der visfelig var deres vel erhvervede, biftorifke 
Net, men fom iffe des mindre maatte vige for nye Tiders mægtigere 
Fordringer 1). 


21. Sysſelmand indfættes i Fhyrøndelagen. Kong Maguus Drager til Viken. 


Strar efter Slaget udbetalte Sverre fine Hirdmænd Sold, uddeelte 
mange Vardigheder, og fatte Sysfelmænd over hele Syrøndelagen. Fra 
denne Iid af begyndte disfe Fongelige Embedsmand hyppigere at trædei Lender- 
mændenes Sted. De vare iffe, fom bine, VBafaller, forlenede med ſelb— 
ftændig Myndighed, men alene Kongens Fjenere og hans Magts Nepræ- 
fentanter, Der hver å fit Diftvift (Sysſel) førte Beſtyrelſen i Kongens 
Navn, oppebare de fongelige Fndtægter, og overhoted varetoge Kongens 
FInteresfe, og faa at de paa en vis Maade forenede Aarmændenes Funktio- 
ner med Lendermændeneg, medens hines Embeder aldeles ophorte, og 
Lendermændenes Værdighed, ffjønt den endnu i fang Tid vedblev, dog 
efterbaanden mere gif over til at blive en Hoftitel. Dette var det 
førfte Stridt til Kongemagten8 Udvidelfe paa Ariftofratiets Bekoſtning, 
og vifte noffom, at Sverre aldeles agtede at bryde med det fidfte. Vi ville 
i det følgende fre, hvorledes han ogſaa tilegnede Kronen Den hidtil af 


melighed bleve vel ogfaa flere af de mange Arbejdsmænd fra Gauldalen, 
navnlig den oven omtalte Eyvind, befordrede til højere Verdigheder. Man 
behøver desuden Éun at fee Navnene paa flere af Birkebeinernes Høvdinger, 
for ftrar at føle, at de maatte have fin Oprindelje fra de lavere Klasfer, 
f. Er, Hide, Hjarvande Hvida og deslige. Få 

1) Sverres Saga Gap. 32 -43. 


1179. Magnus til Viten. 109 


Folket fel gjennem Lendermændene udøvede dømmende Myndighed, og 
overdrog dens Forvaltning til fongelige Embedsmand, de ſaakaldte Lag- 
mænd. Alt dette bindrede dog iffe mange anferde og bøjbyrdige Mænd 
i Sbrøndelagen fra nu, da hans Magt nogenledes fyntes befæftet, at 
erffære fig for han, thi de havde, fom vi vide, altid været forbitvede paa 
Grling, og nærede endnu ſtorſt Hengivenhed for Sigurd Munds Linje. 
Mange af dem, og blandt disfe, fom man maa formode, Baard Guthorms- 
føn paa Rein, begave fig perfonligt til Sverre, og undertaftede fig ham, 
mange, fom bleve fiddende hjemme, tilfagde ham ved VBudfending deres 
Hengivenhed. Han erflærede derfor Throndhjem for fit egentlige Hjem, 
og Fbrønderne for fine fjærefte Underfaatter; han talte gjerne om, bvil- 
fen Troſkab de havde viift hans Fader Kong Sigurd, eller hans Broder 
Kong Haafon, eller Cyftein Meyla. 

Kong Magnus havde imidlertid tilligemed dem, Der var undfomne af 
Slaget, taget Flugten til Bergen, hvor ban førft fortalte Erkebiſkoppen 
og Orm Kongsbroder Den førgelige Nyhed; fiden fammenfaldte han fine 
Mænd og Byens Borgere til et almindeligt Thing, og bevettede her fit 
Uheld, idet han tillige anboldt om Biftand. Erkebiſkoppen tog ftrar Ordet, 
og fagde at alle brave Mænd nu viſtnok maatte være beredvillige til at hjelpe 
ham af alle Kræfter i at forfvare og beholde fit Kongedømme. „Slaget,“ 
ptrede han, har dog for faa vidt habt et Udfald efter Manges Onſke, 
fom I, hele Folfets Yndling, er i god Behold fommen derfra; hvad 
Erling Jarl angaar, var ban viſtnok en forftandig og mægtig Mand, men 
Derhos faa myndig, at mange ej godt funde finde fig deri; nu altfaa, da 
han er borte, ville vel des flere være rede tilat ofre Liv og Blod for Eder, 
og bjelpe Eder til at gjenvinde den rolige Beſiddelſe af Eders Rige.“ 
Denne Tale vakte ivrige Bifaldsraab, og alle erflærede, at de heller vilde 
dø med Magnus, end tjene Sverre. Derefter begav. Magnus fig til Viken, 
hvor han tilbragte Vintren, omgiven af en betydelig Styrte og mange 
mægtige Mænd, og beffjeftiget med ſtore Forberedeljer til et nyt Krigstog, 
navnlig med at fade bygge nye Skibe 1). 


22. Fortfat Fejde mellem Magnus og Sverre. Magnus'$ Nederlag paa Ilevollene. 


Da Sverre havde tilbragt nogen Tid i Byen, fod ban, for førte 
Gang fiden han fif Kongenavn, udbyde Leding mod Kong Magnus over 
hele Throndhjem, baade af: Koſt og Folk, og benyttede hertil ogfan Bøn- 
dernes Skibe fra de forffjellige Hereder. Da han var færdig, drog ban 
fydover til Bergen efter Kong Magnus, men da han fom did, var Mag- 
nus allerede vejft til Viken. Sterre havde da intet andet at gjøre end 


1) Sverres Saga Gap. 39. 


110 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsjføn. 


at vende tilbage igjen til Throndhjem, men indfatte under fin Nejfe nord- 
efter. Sysfelmænd i alle de Fvlfer, ban fom forbi. Hvorledes disfe 
Sysfelmænd bleve modtagne, figes ellers itte. Vintren (1179—1180) tile 
bragte Sverre i Nidaros. 

Da VBaaren fom, opbad Magnus fuld Almenning af alle Stibreder 
fra Lindesnes til og med Nordmøre, altfaa fra det vejtligfte af Agder, 
Rogaland, Hordaland, Sogn, Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Raums— 
Dal og Nordmøre. Sverre paaftod fiden at Almuen ved denne Lejlighed 
nødtvungen maatte gjøre Krigstjenefte, og for en Deel funde han vel have 
Net, da Opbudet altid maatte fomme ubelejligt. Hvad Sverre Sysfel- 
mænd gjorde derved, figed ikke; de have Dog vel vimeligviis taget Flug- 
ten ved Magnus's Ankomſt. Forudfat at Magnus overalt fil De love 
beftemte Skibe, vilde disſes Untal udgjøre omtrent 100 Femogtyvefesfer 
og 30 Fyvefesfer, bemandede med henved 12000 Mand *), dog var det 
viſt fangtfra, at alle de, der ſkulde, mudte frem; men han havde mange 
Hovdinger i fit Følge, nemlig Erkebiſkoppen, Orm Kongsbroder, og 
dennes Halvbrødre, Arne Kongsmaags Sønner Nikolas — bvillen 
mertelige Mand ved Denne Lejlighed aller førft nævnes — og Pht- 
fip, faavel fom alle Lendermænd føndenfra Landet. Af disfe Ude 
ruftninger — thi Sverre havde ogfaa under fin Side paa Toget til Ber- 
gen opbudt Leding — fan man aller bedſt flutte, hvor ødelæggende og I 
alle Forhold indyridende Fronfrigene nu maatte blive i Sammenligning 
med forhen, Da de i Regelen alene førtes med Huustropperne. Med hele 
denne Styrte drog Magnus nordefter og ind avd Throndhjemsfjorden, 
bvor han i nogle Dage blev liggende udenfor Stein (Stene) paa Bynes- 
fet. - Der anføres i Sagaerne et gammelt Vers, fom føal have været i 
Folfemunde paa den Iid, og hvor Det heder at Ryger og Horder, Filer 
(Indbyggerne af Fjale» og Sygner, Firder og Mører, Romsdøler, famt 
endelig Erfebiffoppen med hele Throndelagen fulgte Magnus. Dette fide 
fte fan Dog, da Sverre felv holdt til i Throndhjem og underftøttedes af 
Befolfningen, ej være at forftaa om andre end Crfebiffoppens nærmefte 
Filjængere og Undergivne, Der ved hans Anfomft til Throndelagen famle- 
Des om bam. Hvad Forberedelfer Sverre havde gjort til at møde dette 
Angreb, figes ikke; man erfarer fun af Fortællingens Gang, at han — 
hvad man ogfaa funde vente fig af ham — var vel belavet Derpaa, og 
at han maaftee har udvidet eller forbedret Verferne ved FIræborgen 
faaledes at Byen nu var bedre befæftet, og, for faa vidt Vefæftningerne 


1) Se angaaende Ledingsffitenes Antal og deres Bemanding ovenfor I. S. 
981. Da Skibrederne af Ugder veftenfor Lindesnes neppe udgjorde flere end 
tre, funne Stibene derfra ej fynderlig fomme i Betragtning. 





1180. Overfald paa Kong Magnus. 111 


itte ſtormedes, utilgjængelig fra Landfiden. Sverre ventede Dog ikke, indtil 
Magnus gjorde det forſte Unfald, men fendte 4 Birfebeinerbevdinger, ved 
- Navn Ibjødolf Rympel, Thjoſtar Svarte, Eyjulf Havlesføn og Haavard 
Rar affted over Byaafen med en betydelig Styrke, for at lure pan Mag- 
nus's Mænd, om de funde tilføje dem nogen Stade. De fom ned til 
Gaarden Langlo, en balv Miils Vej fra Stein, og lagde fig ganſke ude 
mevfet i en nærliggende frovbevoret Dal, der gaar ned til Søen. Her 
fit de udfpejdet, at Kong Maqnus med en Del Folk var gaaet i Land 
for at tage Bad paa Gaarden Stein. De fåyndte fig firar Dderben, for 
om muligt at overrumple og opfnappe ham, men uagtet De fom aldeles 
uventet, yffedes det ban Dog at undfomme til Skibene. Imidlertid 
bleve 30 af bans Mænd afffaarne fra Stranden og dræbte, førend de 
funde faa Undfætning fra de obrige. Da en førre Styrfe nu fom i Land, 
ſogte Birkebeinerne Stjul, eg begave fig fiden tilbage til Kongen. Kort 
efter lettede Magnus Under, fejlede længer ind i Fjorden, og lagde fig 
ved Munkholmen, hvor han ligeledes forblev nogle Dage, uden i Førftnin- 
gen at foretage fig fynderligt. Der omtales fun, at ban fendte nogle 
Folk affted paa et Skib for at gribe Bonden Havle paa Aaſtan 1), 
og Derpaa, da ban bavde faaet ham i fin Bold, fendte et VBrep 
til bans Søn, den nys omtalte Eyjulf Havlesføn, der var Hirdmand hos 
Kong Serre, med den Truſel, at hvis han ikke firar fom ud til Kong 
Magnus vg tog Fjenefte hos ham, føulde hans Fader blive Dræbt! Eyjulf 
blev ilde tilmode derved, og vifte Sverre Brevet. Denne fagde: ,faa 
bringe mig fligt, men vi føulle.nof finde paa Raad.” Han fendte nu 
med Den famme Mand, der havde overbragt Brevet, et andet Brev til 
Kong Maqnus, hvori ban truede han med at lade tre Mænd, han navn- 
gav, og bvis Sønner vare i Kong Magnus”s Tjeneſte, lide famme Behand- 
ling fom Havle, og det ved Eyjulfs egen Haand, bvis der frummedes et 
Haar paa Hables Hoved. Da Magnus fil Brevet, blev han vred, og 
føb frem af Løftingen med Brevet i Haanden, idet han fagde: ,jeg feer 
nof, at det er Eder og iffe jeg, fom nu ville raade for, hvem der fral 
dræbes eller hvem Der ffal leve” Dette var, fom Det fynes, nærmeft vet- 
tet til dDe tre unge Mænd, Hvis Fædres Liv truede; men de Lade Kongen 
lade fin Brede fare, og foreftillede ham, at han iffe var et Haarsbred nære 


43) Yaftan eller Oftan er en Gaard paa Geiteftranden eller den vefilige Bred af 
Orkedals-Fjorden.  Befalingsmændene paa det Skib, der udfendtes efter 
Havle, hed, ifølge Sagaen, Byrge Garn og Shrond Lyrta. De tre Mænd, 
hvis Liv Sverre truede, og fom enten maa have været Borgere af Nidaros 
eller Krigsfanger, hed Eiliv Eplaftang, Skrude-Erik og Eindride Slandre, 
deres Sønner Gunnar, Ulf Knere, Thore Knap. 

i 


112 Magnus Erlingéføn og Sverre Sigurdsføn. 


mere til at vinde Miget, om han fod en gammel Bondemand dræbde, og 
at Det Dog var haardt at lade deres Fævre undgjelde for Sverres onde 
Naad. Da nu ogfaa flere bade for Havle, (od Magnus fig endelig fore 
milde, og gav bam Lov til at fare bjem i Fred. 

togle Dage derefter vvede Magnus — der figes iffe om det var 
ifølge en Indbydelfe fra Sverre eller ej — ind til Øren; Sverre gik 
ligeledes  derned, for at holde en Summenfomft og prøve mindeligt For- 
lig. Sverre foreflog at de ſkulde dele Lanvet ligt imellem fig, og begge 
paa een Gang være Konger, ligefom Kong Magnus VBarfods eller Har- 
ad Gilles Sønner. Herom blev der talt mangt og meget; nogle af 
Magnus's Mænd raadede ham til at modtage Forflaget, andre ytrede 
fig derimod; han felv var ogſaa af denne Mening, faaledes Fom intet 
Forlig tftand, og ban voede atter ud under Holmen med fine Mænd. De 
raadfloge nu om den bedfte Maade at indrette deres Angreb paa, thi fra 
Ilen af nyttede det ej, formevelft Befæftningerne, hvilte man ej funde vente 
at Sverre uden bøjefte Nød vilde forlade. De fandt da paa at lade Ank— 
rene Drage op til Skibsbordene, og med ſterke Reb faftgjøre Dertil en 
Deel Fømmerftotfe, for fiden at ro lige til Øren og flippe Ankrene med 
Tommeret ned paa De der opftilede Bønder; dette fom dog ikke til Udfø- 
relfe, lige faa fidt fom mange andre lignende Planer, der udtænktes. Man— 
Dagen Å Gangdagene (den 26de Mai) tidligt om Morgenen, roede Magnus 
atfer ind til Øren til Samtale, og begge Parter opfordrede binanden til 
at holde Slag: Birkebeinerne bade Magnus at lagge til ved Øren, Mag- 
nus Derimod bad dem at fomme ud af Sræborgen og holde Slag med 
ham paa Jlevolene. Dette Forflag movdtog Sverre. Med Borgen i 
Myggen og den aabne Plads foran fig funde han med temmelig Tryghed 
gaa ind Derpaa. Det aftaltes faaledes, at Morgenen efter (Tirsdag den 27de 
Mai) ſkulde begge Partier indfinde fig paa FJlevollene, for at prøve Kamplyk— 
fen. Dette od Sverre frar befjendtgjøre for fine Mænd, med den Befa— 
fing at de føulde gaa til Strifte og gjere fine Vaaben iftand. Det famme' 
gjorde Maqnus paa fin Side.  TFirsdag Morgen, da Solen randt op, 
fod Magnus blæfe til Opbrud fra Munkholmen. Paa alle Sfibene blev 
da Fjeldene tagne ned, og De roede ind til Flen lige under Bjerget, hvor 
Mandffabet gif i Land. —Maqnus'S Stib, en ſtor Skeid, lagde fig for 
Anfer længere ude; Sfuder og Smaaffive roede til Land. Magnus gik 
- med bele fin Hær op av Steenbjergene, og blev fiddende Der, indtil Solen 
fom bøjere op paa Himlen, for at hans Folt ej ffulde Dave den lige i 
Øjnene. Siden [od han dem gaa ned paa Sletten og fille fig i Fyl— 
fing. Paa famme Iid gif ogfaa Kong Sverre ud af Iræborgen og fyl 
fede fine Starer, idet ban føgte temmelig nær under Bjerget. Kong 
Magnus ſtillede fig felv med fin Hird vg fit Merke paa fin venfire 


1180. Slag paa Jlevollene. 113 


Floj, der vendte mod Søen, fordi han der lige over for Vig faa et frort 
og prægtigt Merke, fom ban trorde var Sverres eget. Dette Merke til- 
Hørte dog fun Gudlaug Stallare, fom Sverre havde ladet tage Plads der 
tilligented Bymændene, Folkene fra Omegnen, og Ledingstropperne. Selv 
derimod traf Sverre fig med fit Mere og fine Mænd ovenom langs med 
Bjerget, hvor em Deel af Magnus's Mand vare blevne tilbage, og hvor 
pan ventede den bidfigfte Kamp.  Maqnus bavde ogſaa fat Nikolas Ur- 
nesſon med en betydelig Trop til at fade Birtebeinerne Å Myggen under 
Slaget, men Sverre, der ej faa let (od fig vverrafke, fendte en af fine 
paalideligfte Hovdinger, VIF af Lauvnes 1), mod ham med en Deel 
Folk. Derved Hindredes Nikolas fra at yde Magnus nogen Hjelp. 
Forend Slaget begyndte, holdt Sverre, fom fævdvranligt, en Opmune 
tringstale før fine Folk. „Her,“ fagvde hån, jer en for Hær og vakkert 
Folk fommet fammen, men enda vifer dDet fig, at vi have betydelig Overmagt 
at fjempe imod, thi over hele Sletten ftaa Kong Magnus's Fylkinger 
med forgyldte Vaaben og dyrebare Klæder: det var et godt Stykke Ut- 
beide, Hvis I funde bære begge Dele til Byen i Kveld. J fee nu, gode 
Halfe, at der er to Ting åt vælge imellem, enten at tilfjæmpe os Sejren, 
eller at dDø med re. Det ev ikke fom om man vifte Eder i Skoven 
til at bugge Sømmer, thi nu frulle I maate Hugg med Kong Maqnus”s 
Lendermænd, vg det er ingen Stam paa een Gang at modtage og give ftore 
Hugg: ber: pasſe Sfaldens Ord: 

Gj fom naar Kulleved kloves 
Karlen hugger paa Jarlen. 
Saa fagde og Bonden, da ban fulgte fin Søn ombord paa Krigsffit, og 
gav ham gode Raad med paa Vejen: han bad ban være tapper og 
haard i Mandeprøven, thi Ordet lever fænaft efter endver, fagde han, eller 
hvorledes vilde du bære Dig ad, naar du fom å Slaget vg vidfte forud at 
du ſkulde falde? Sønnen fvarede: ftulde jeg Da vel fpare Pad at bugge 
til begge Sider? Den gamle vedblev: men om nu Nogen ganfée fittert 
funde forudfige dig, at du ikke feulde falde? Sønnen fvarede: bebøttede 
jeg da vel at tage mig vare og ikke gange frem fom bedſt? I, figer den 
gamle, i bvert Slag, du fommer, fører eet af to, enten falder Du eller 
du kommer fevende derfra; vær altſaa ſtedſe Djerv, fiden alt er forud ber 
ftemt; intet flaar den ufejge ihjel, og intet fan frelfé Den fom fejg ev; 


1) Da Lauvnes efter al GSandfynlighed er Gaarden Leøvnes i Halmø Sogn, 
nær ved Ogruppen Stfjeingen (Stillingar) i Naumdolafylke, er, det ej ufand= 
fynligt at han har flaaet fig til Sverre, da denne i 1178 var paa disfe 
Kanter. For Meften var Ulf af ringe Herkomſt, fe nedenfor. 


Mund. - Det norffe Folis Hiſtorie. Ul.— 8 


114 Magnus Erlingsſon og Sverre Sigurdsføn. 


paa Flugt er Fad værit. Saa meget vide I og, Birkebeiner, at det nytter 
ej at bede Hetlungerne om Grid. Den enefte Udvej for Eder ev at ſtaa 
faa faft fom muligt, og iffe lade dem faa nogen Fremgang. Det er qodt 
for Ever, Birkebeiner, at prøve Eders Sverd paa Vitverjernes Mjod- 
Iſtre der henne. Bor Styrke ev ftor og vakker nok, og deres ſtorre Fol⸗ 
ketal ev dem fun felv til Hinder, thi De funne ikke bruge det alt ſammen; 
Størfte Delen af deres Sropper pasjer bedre til Brudemænd, end til Hær 
mænd, og er mere vant ved Dritfelag end ved Krigsferd. Min Hird vg 
mit Merfe vil jeg fade fare mod Kong Magnus's Merke 1), thi af hans 
Hird maa vi vente os det haardefte Angreb og Den beftigfte Kamp; Lene 
dermændene derimod bille nok tage fig mere i Ugt, og Bøndernes Hob, 
fom de mod Deres Vilje, ja næften fom Fanger have ſlabt bid, bryder lig 
itte om bvem Der falder, naar De fun felv beholde heelt Skind, eller fom 
Skalden vad: ,jeg tiltænfer mig den ffjønne, mundfagre Ingunn, Hvordan 
end Slaget føder af mellem Magnus og Sverre. Ganger nu vel frem, 
qode Halfe, og Gud være med os!“ Denne Jale bidrog meget til at 
opmuntre Birkebeinerne, ſtyrke deres Mod og opretholde deres Fillid til 
Sverres Klogftab og Forforg. Syv af dem, bvoriblandt Høvdingerne 
Fporolf Rympel og hans Brover Karl Kjøtlaar, tilbøde fig at gaa foran 
Fyltingerne i Slaget. - Sverre felv var til Heſt, for burtigt at funne 
begive fig ben til ethvert Sted, hvor hans Nærværelfe gjordes nødvendig. 

Nu førede Fylfingerne mod binanden, og Slaget begyndte med ſtor 
Heftighed. - Aldrig havde man i hele Denne Krig feet faa (tore Strids- 
fræfter famfede paa begge Sider, dog var Magnus's Hær den talrigſte. 
Hvor Sverre Merke ftevnede frem, omringet af hans Hirdmænd og Gje- 
fer, veg Magnus's Fylking tilbage, og begyndte at flygte, medens paa 
den anden Side Gudlaug Stallares og Bymændeneg veg for Kong Mage 
nus og hans Hird, ja nogle endog gav fig til at føde. Da Sverre faa 
dette, gav han fin Heft af Sporerne, og ved hen til Dem, idet han vaabte 
bøjt: ,60i fly I2 Bend tilbage og ſlaas fom I bedit funnet fre I da 
iffe at Hetlungerne allerede fly til Skibene? Bruger Eder nu fom Mænd 
og forfølger de flygtende faa ivrigt I formaa”. Ved at høre disſe Ord 
og fee Kongen felv Hos fig, toge de ſtrax Mod til fig, og vendte fig igjen 
mod Fienden, der nu veg tilbage, og Da den øvrige Hær faa, at Fienden 
var fommen paa Flugt, fiyrede alle efter Kong Magnus's Merke, og 
toge hans Mænd i Ryggen. Der blev da et ſtort Mandfad. „Nu flyr 
Kong Magnus, fagde en af Birkebeinerne. „Ikke endnu," fagde en, der 


1) Dette frider i det mindfte ved førfte Øjefaft, mod hvad der baade før og 
fiden fortælles om Opftillingen og det Sted, hvor Sverres Merke virkelig 
ftod. Men maaffee det fun figter til, hvad der føede under Slagets Løb. 








1180. Slag paa Jlevollene, 115 


ftod i Narbeden, føb til og bug bann Banefaar: dette Var Kong Magnus 
felt, fom dog nu maatte flygte til Stibene med fit hele Mandftab. Der 
faldt Pilip Arnesføn og Brynjulf Slanda, en Søn af Eindride Jons— 
føn ). En Datterføn af den orfnøifte Høvding Haavard Gunnesføn, ved 
Navn Ivar Galle >), fjæempede i Magnus's Hær, og faa baardt faaret 
paa Balpladfen. Sverre fom derhen, Løjede fig ned mod bam fra Heften 
og tilbød bam Grid, derfom ban troede at hans Saar funde læges. Ivar 
fvarede at ban tænkte nof det, bvis han blot funde faa Lægebjelp. Men 
Dette blev dog intet af, tbi nær ved faa, ligeledes haardt faaret, hiin fam- 
me Brynjulf Kalfsføn, der allerede paa Færøerne havde været i Slags— 
maal med Sterre: han rejfte fig paa Knæerne, og bug med fit Sverd 
efter Kongen, figtende efter Halfen, juſt fom han bøjede Hovedet ned. 
Kongen vendte Staalbuefanten til, faa at Eggen rammede Den, Dog ſtrej— 
fede den Øret og gav ham en dygtig Flenge paa Halfen; han kaſtede 
fig af Heften til den anden Side, og I famme Øjeblif ſtod Sverd og Kefjer 
faa tykt i Brynjulf, at ban neppe funde falde, ligeledes bleb og Ivar Galle 
Dræbt tilligemed hane Frænde Gyrd Sfjome, der holdt ham under Skul— 
drene. Af Lendermænd i Magnus'8 Hær faldt fire, hvoriblandt en ved 
Navn Nikolas Andersføn Mandul, eu overvættes ſterk Mand, der tillige 
havde en vpperlig Brynje, fom Hugg ej bed paa: lange ftod ban alene 
tilbage, men feqnede omfider ned af Trathed, og firar reve Birkebeinerne 
Brynjen af bam og dræbte ham. Magnus's Hær adfpredte Vig til 
alle Kanter. De fleſte flygtede til Sfibene, blandt dem Kong Magnus 
felv; det lykkedes han og nogle faa, blandt bvilfe, fom man maa førmode, 
Erkebiſkoppen og Orm Kongsbroder, at undfomme paa nogle af de min- 
Dre Skibe, der fag normeſt Land, men Den ftore Skejd tilligemed en heel 
Deel andre Fartøjer faldt i Birfebeinerne8 Hænder; disfe forfulgte endog 
De flogtende et Stykke Vej til Sos. Ved Digermulen indbentede de en 
af Magnus's Hovdinger, Gindride Kulfsføn, der dog reddede fig i Land, 
dDe øvrige ombord, 30 i Fallet, fif Grid; figeledes toge De et andet Skib 
udenfor Rødberget, og 2 Fransportffibe ved Stadsbygden. Nikolas Ur- 
nesføn og hans Stare, der ffulde have faldet Sirfebeinerne i Ryggen, tog 
Vejen op over Byaafen og ud til Stein paa Bynesfet, hvor han fit fig 
en Stude; ogſaa mange af Magnus'8 Mænd, der vare blevne afffaarne 
fra Sfibene, flvgtede over Land. Sverres Sejr var, fort at fige, faa 
fuldftændig, fom ban funde ønffe det, Magnus's hele Hær opløft, og 





1) Gindride Jonsføn var en throndhjemſk Lendermand, Søn af den lovkyndige 
Son Mørnev, fe ovenfor I. S. 892, 

?) Orkneyingaſaga S. 406 nævner urigtigt Ageren (Kalvffindet), fom det Sted 
Hvor Ivar faldt. 


I Q* 


116 Magnus Erlingsſon og Sverre Sigurdsføn. 


hans bedfte Folt og nærmefte Paarørende faldne. Der figes ikke, hvor 
mange Folk Sverre miftede, men det ſkal ikke bave været faa faa, Ver faldt, 
dog meft af Bymændene og Ledingsfolfet .). 

Kong Magnus begav fig med de faa Levninger af fin Hær til Ber⸗ 
gen, hvor Borgerne toge vel imod ham, og bade bam at blibe hos Dem, men 
de dulgte Dog beller ikke fin Frogt for, at de ret fnart vilde have Sverre 
Der, og tilbøde deres Hjelp til at forfvare Byen mod ham. Magnus mod- 
tog i Førftningen Tilbudet, der fynte8 not faa godt, og føgte at fpærre 
Vaagen ved at tage alle Kjøbmandsffibe i Byen og lade dem lægge i en 
Linje fra Holmen over til Munkebryggen, tæt fammenbundne med Toug, 
faa at man kunde gaa tvers over Vaagen paa dem, fom paa en 1 Bro. Men 
da foreftillede hans Raadgivere ham, at det var farligt at betro fig faa. 
aldeles til Bergensmændene, og ftænge fig felv og Skibene inde i Baagen. 
Heri havde De neppe Net; men efter De Ulykker, der nu havde rammet 
Magnus, ffulde der vel lidet til at fylde bans Sind med Mismod 
og Wngſtelſe. Han vovede iffe at blive lenger Å Bergen, men drog fyd- 
over, og ffandfede denne Gang iffe, førend han fom til fin Frænde og 
Beftytter, Kong Valdemar i Danmark, der tog vel imod han. Orm 
Kongsbroder med flere Lendermænd begave fig til Viken, andre fulgte 
Magnus til Danmart.  Erfebiffoppen begav fig til England, bvor han 
førblev i befe tre War, og bandfatte Sverre, bvilfet dog Denne ikke 
brød fig noget om *). Der var faaledes ingen tilbage i hele det Morden- 
fjeldføe, der funde gjøre Sverre Modftand, og Bergensmændene havde 
ganſke Net, naar de med det førfte ventede hans Beſog, thi det maatte nu 
være ham magtpaaliggende, førft og fremft at fætte fig i VBefiddelje af 
Denne Norges vigtigfte Hanvdelsjtad, hvor Erling Jarl faa vel fom 
Kong Magnus havde havt deres fornemfte Tilhold, og bvor det hidtil 
havde været umuligt for ham at fomme. Det var beller ikke mere end 
en Maaneds Tid efter Sejren (28 Juni) at ban vifte fig for Bergen, 
pvor der nu ej funde være Fale om at [æage ham Hindringer å Vejen, 
hvad Sindelag end FJndbyggerne i deres Hjerte nærede mod ham, og 
vor Alting derfor lob nok faa venligt af. Han ffjenfede dem Fred, og De 
modtoge bam med Hædersbeviisninger. Nogle af hans Lendermænd over- 





1) Roger Hoveden, S. 600. Der ftaar her om Glaget: „det følgende Uar 
(1180) famlede Magnus en ftor Hær, angreb Sverre ved Nidaros og dræbte 
mange af fine Fiender ved det førfte Sammenftad, men tabte dog laget 
efter Guds uranfagelige Vilje, og flygtede med nogle faa, efter at mange 
blandt de Hedfte Folk i hans Familie vare faldne". Da Magnus's førfte, 
heldige Ungreb var vettet mod Gudlaugs Flej, maa det følgelig være af denne, 
at hine mange faldt. 

2) Roger Hoveden, 1. e., jvfr.. Sverres Saga, Gap. 78. 


N 





HSL: Sverre i Bergen. 117 


faldt imidlertid en af Magnus's Lendermænd og ypperſte Venner, ved 
Navn Paal Andresføn, der fandfynligviig havde været med i Slaget, og 
nit fag med fit Stib etfteds paa Kviten, der figes itte hvor. Paal fatte 
fig fjeft til Modværge, men blev efter en Hidfig Kamp fældet med mange 
af fine Mænd "). 


* 


23. Sverres førfte Ophold i Bergen. Jon Kutizas Dverfald. Sverres 
SFrænder famle fig om ham. 


Sverre tilbragte hele Bintven (1180—81) i Bergen, medens Maq- 
nus ophofdt fig i Danmark, men oppebar Skat og Skyld af Viken, hvor 
han havde fine Mænd rundt om i Syſler, og hvor Orm Kongsbrover 
Den mefte Fid holdt til. Saavel Magnus fom Orm havde mange Mænd 
om fig, og de gjorde, fom man fan fee, ftore Forberedelfer til er nyt Tog 
mod Sverre førftfommende Vaar 2). Om Valdemar herved var Magnus 
bebjelpelig, figes iffe, og da han juft havde Staaningernes Opftand at be 
fjæmpe, fan ban vel neppe have affeet Hjelpetropper til bam, men for 
øvrigt har han vift ydet ham af den Biftand, det ftod i hans Magt at give. 
Magnus's Venner i det Morvdenfjeldffe vare bheller ikke ledige, og den 
gamle Lendermand Jon Kutiza, Søn af Sigurd Stort 3), bearbejdede hem- 
mefigt Fndbyggerne i Hørdafylte, for at faa dem til at gjøre et uformo— 
det Anfald paa Sverre. Dette fom virkelig ogfaa til Udførelfe. Natten 
efter anden Mandag i Fafte (den 2den Mart), blev der en ftor Forflræl- 
- felfe blandt Birfebeinerne, da Vagterne faa nogle Langftibe, bvoraf evt 
med Merke eller Banner, ftyre ind paa VBaagen. De lode ftrar blæfe i 
Luur, og alles førfte Fane var, at det var Magnus felv, fom fom. 
Der opftod en panift Stræt. Mange flædte fig i Haft paa, nogle væt- 
nede fig, andre iffe, men alle toge Flugten, nogle op til Fjelde, andre i 
Kirker eller ud af Byen. Sverre var jult gaaet ud af fit Herberge og 
ftod ude paa Svalen, da han børte De førfte Luurftød. Bevare os nu 
Gud og den hellige Kong Olaf”, fagde ban, fprang ned i Gaarden og ilede 


1) Sverres Saga, Cap. 43—48. 
?) Sverres Saga, Gap. 50. 


3) Sigurd Storf, Søn af Eindride fra Gauldalen, var en af de Høvdinger, 
der maatte føygte for Sigurd Glembedjafn paa dennes Herjetog tangs Nor: 
ges Veftfyft 1138, fe ovenfor I. S. 789. Samme Stjæbne havde ogſaa 
Erik Hel, Sigurds Broder. Jon Kutiza og hans Broder Haafon nævnes 
blandt dem, der 1161 fulgte Erling ſtakke til Danmark, fe Haafon Herdebreids 
Saga Gap. 22, Snorre, Magnus Erlingsføns Saga Cap. 2. Jon og hans 
Sen Eindride Jorve fynes fremdeles at have havt hjemme i Gauldalen. 


118 Magnus Grlingsføn og verre Sigurdsfon. 


ind efter Gaden, men fandt iffe et enefte Mennefte, førend ban fom lige 
op til Nonnefeter; der mødte ban en Bonde til Heft. Han bad Bonden 
om at fade ham faa Heften, men denne, Der maaftee ikke fjendte Kongen, 
vægrede fig, og Sverre fil den ej, førend han bavde truet ham paa Livet. 
I faadan Knibe, figer Sagaen, var han da beftedt, at han maatte nedlade 
fig til at bruge Truſel for at laane en Heſt, ban ellers ikke før nogen 
Priis vilde bave fiddet paa, thi ban ſagde fiden, at værre Heft havde han 
aldrig i fit Liv redet. Dog red han nu paa Den til Aalreksſtad, vor han 
traf nogle Birkebeiner, og hvor efterhaanden flere, I fmaa Flokke paa tv, 
tre eller fire, fanfede fig til Dem. Da fit de bore, at Dette iffe var Kong 
Magnus'8 Hær, men kun en heel Deel Bønder fra Vors, Ofterøen og 
Nordhordland, tildeels ogfan fra Søndhordland og Hardanger, fom Jon 
Kutiza bavde faaet fammen. De havde deelt fig i to Hode, af hvilke 
Den ene roede ind til FJonsbryggen (Bryggen ved Jonskloftret over paa 
Stranden), gif Dder i Land, fiillede fig i Fylling paa Jonsvollene vg 
nærmede fig Vaaggbunden; den anden fagde til ved Holmen, git i Land 
ftrar udenfor Cbriftfirfegaarden, og blærte ber til Angreb famt iftemte 
Haritrig, idet ogfaa nogle (80 ind i Kongsgaarden, men beel forfigtigt, 
uden jujt at logge fynderligt Mod for Dagen. Havre det været lyſt, faa at 
man funde feet, hvad Folk det var, vilde Birfebeinerne med liden Møje have ja- 
get Dem tilbage, faa meget mere fom De udgjorde den mindre Dee af Bon- 
Dehæren, hvis Hovedſtyrke ftod paa Jonsvollene; men nu var Det morkt, 
og derfor troede de Faren langt førre, end Den virkelig var. Da Sverre 
endelig var fommen til fiffer Kundſkab om, at det fun var en Bondehær, 
man bavde at beftille med, befalede han alle dem, han havde hos fig, at 
følge bam tilbage til Byen; De øvrige, fagde ban, vilde not ſamle fig til 
dem, naar De hørte De vel befjendte Joner af hans Luur Andvaka"; de 

havde rimeligviis fljult fig i Kirker, eller bift og ber Å Byen. Saaledes 
vifte det fig ogfaa at være Tilfaldet. Da ban fom til Olafskirken (den 
nuværende Domkirke), lod ban fiøde I Andvafa og vejfte fit Merfe, og nu 
ftimlede Birkebeiner flokkeviis til han faavel fra Olafskirken, fom fra 
Korsfirfen, Nikolaikirken og Steenkirfen 1), famt ellers fra Byen. Kon- 





1) Nikolaifirfen laa ved Øvregaden, omtrent halvvejé mellem den nuværende 
Domkirke og Sandbro, Steenkirken eller St. Golumbæ Kirke laa lidt fyd- 
øftligere. Allehelgenskirke (aa omtrent der, hvor Tugthufet nu ftaar, og 
hvor endnu en Gade Faldes Ullehelgensgade, fe Urda, I. 350. Det heder 
vel fiden, at Haafon Haafonsføn førft lod Olafstirfen og Allehelgenskirken 
bygge, Haakon Haakonsſons Saga, Gap. 333, men herved ſigtes aabenbart 
blot til en Ombygning; kimeligviis have de tidligere været af Tro: ved 
Olafskirken ſkulde desuden, da han befattede fig med den, indrettes et Fran- 
ciffanertlofter. 











1181. GSverre I Bergen. Jon Kutizas Overfald. 119 


gen folfede fit Mandſkab ovenfor Allehelgenskirke, (et livet Stykke fydveften- 
for Olafsfirfen), vg bad Dem gaa Djerveligt frem mod Bondeharen, der 
vilde blive faa meget værre faren, jo ftørre Den var. Birkebeinerne fvarede 
alle paa een Gang, at den ſkulde faa en Ulykke, der rævddedes for Bon— 
derne, iftemte Hærførig, og lob under Deftige Naab ud paa Gletterne 
mod Bondebæren, der endnu ikke bavde vovet fig faa langt, fom til Byen. 
Det var juft i Daqningen, og da Bønderne faa Kongens Merke højt i 
Vejret ftevne imod Dem, betoges De af Forfærdelje. Ingen vilde gaa 
førft frem, den ene føød den anden for fig, og ved De førfte Spydkaſt fra 
Birkebeinerne vendte de Ryggen, og flygtede alt bvad de funde. Birke— 
beinerne fulgte dem i Hælene lige til Stranden, buggende dem ned fom 
Bofæ. Nogle af Dem undkom til Skibene, men en bel Deel fprang i Van— 
Det og brufnede, andre, der funde fvømme, bleve tagne op og gjørte til 
Fanger. Da faaledes Bondernes Hovedſthrke var aldeles flagen, vendte 
Sverre tilbage omfring VBaagsbunden og ind i Byen, for at gjore det af 
med den anden Hob, der havde landet ved. Chriſtkirken; men allerede før- 
end han fom faa langt, mødte han en heel Deel Bønder, der faldt ham til 
Fode og gave fig i bane Vold paa Naade og Unaade. Alle dem fljen- 
fede han Livet. Det var nu lyft, og idet Kongen gif ud efter Gaden, bil- 
fede ban de Kirfer, ban fom forbi, med Kys. De Bønder, der vare unde 
fomne til Stibene, rvede ud af VBaagen faa føvndfomt de funde. Deres 
Anfører, Jon Kutiza, var bleven ombord den bele Tid, da han var 
gammel og tung paa Foden. De maatte felv tilſtaa, at aldrig havde 
nogen faa mandftert Hær gjort fine Sager Daarligere. Siden maatte de 
ogfaa yderligere undDgjelde Derfor. Sverre gjorde nemlig fort derefter med 
endeel bemandede Sfuder en Rejſe ind i Hardanger og vundt om i Sønd- 
bordland, for at holde Straffedom over Fndbyggerne, Ver maatte udrede 
ftore Bøder, førend de funde opnaa Forlig. Vorſerne og Nordhørderne 
frevnede ban til fig; mange fom, og opnaaede Forlig paa famme Vilfaar, 
men en beet Deel flygtede øfter til Viten, i den Fanfe at Kong 
Muaqnus var der. Den Formodning ligger temmelig nær, at hele dette 
pludfelige Anfald paa Sverre bar været aftalt ved hemmelige Budfendin- 
ger mellem Magnus eller bans Mænd i Vifen og Jun, og at det fun 
føulde være en Forlober for det Hovedangreb, Der nu var i Gjære. Om 
disſe Forberedeljer funde Sverre neppe være uvidende, thi hvis man ffal tro 
hans egne Ovd, ſtod ban nu i hemmelig Brevverling med De flefte af 
Kong Maqnus's Lendermænd, der flulle have tilbudr ham deres Hylvdeft 
og Venſkab, hvis ban ffjenfede dem Grid. I det mindfte fagde han ikke [ænge 
efter til fine Mænd: „nu bar jeg alle Kong Magnus's Lendermænds 
Troſkab i min Lomme, Nikolas Kuvungs alene undtagen”, Dermed meente 
ban, at ban bavde Breve fra dem af oven anførte Indhold. Det var i fig felv ikke 


120 Magnus Erlingsſon og Sverre Sigurdsſen. 


faa befvnderligt, om Lendermændene i Gulatbingslagen — og Det er vek 


ifær Disfe, bvortil der ber figtes — fandt det haardt at være faa længe 


borte fra Deres Hjem, ifær Da De vel mistvivlde om at. Magnus, da 
Dan engang bavde forladt Niget; nogenfinde vilde fomme til Magten igjen, 
Men ogſaa paa Nifolas ſogte Sverre at faa en Klemme, thi vet var fik 
fert efter: bans Bud, at endeel Birfebeiner — der figes ikke om det var 
paa Gifte eller andenfteds — grebe Nifolas's Søn Paal Flida, ver da 
endnu var et Barn, tilligemed dennes Folterfader eller Oppasſer, og førte 
Dem til Sverre 2). 

Paa denne Tid var Det vel og, at Sverres Syſter Cecilia forlod 
Folkvid Laqmand i Vermeland 'og føgte VBeftyttelfe Los fin VBrover å 
Norge. Det beder, at Da hun fpurte at hendes Broder var bleven Konge, 
rejfte bun fra fin Mand, og tyede til Sverre, der gav hende Gaarden 
Gelmin i Orfedafen at bo paa, bvor bun tidligere bavde været opfoft- 
tet ?). Før Sejrvindingerne paa Kalvffindet og Ilevollene kunde faa- 
Dant iffe vel føre, faafom han Da endnu iffe havde nogen Gaard at bort— 
give, og under Det omflatfende Riu, ban matte føre, ej vart Stand til at 
pde dende nogen Bejfyttelfe; men efter Hine to Slag var det anderledes; 
bans Magt fyntes da befæftet, og Da vi allerede i Skutningen af Aaret 
(1181) finde bende boſat par Gelmin 3), maa hun i Ledet af Bintren 
være fommen til Sverres Hof. Omtrent vid famme Fid maa Sverre 
have faaet fine Børn over til fig fra Færserne: Thi allerede for Høften 
1181 var, fom man erfarer, bans galdſte Søn Siqurd Lavard, eller, 
fom ban tidligere bed, Unas, fommen til Norge, og fat til Opfoftving 
Dos Stallaren Gudlaug Vaie*).  GSandfynligviis fulgte ogſaa hans ob— 
rige Børn med, men ban føal iffe have tilladt deres Moder, Aſtrid, at 
fomme, da ban tvivlede om bendes Froffab *). Tidligere, faa Lange hans 
Mugt iffe var bedre befæftet, funde ban iffe vel tænfe paa at faa fine 
Børn til fin; det vilte fig, at De endog fiden efter iffe vare uden Fare. 
Senere ben, dog ikke før end i 1184, omtales ogfaa flere af hans Mødre 
nefrænder, nemlig Hide Unasjøn, bans Halvbroder, Peter Steyper, 


1) Sverre8 Saga, Gap. 49. 50. Ogſaa herom handles der Fortelig hos Roger 
Hoveden, S. 600. Sverre, ftaar ber, forfulgte Magnus lige til Bergen, ſom 
denne forlod, overladende Byen til. Sverre. 


?) Fornm. Sögur IX. 6. 93, P. Glausføns Snorre, S. 557. 
3) Gverres Saga, Gap. 63.. Se nedenfor S. 141. 
4) Sverres Saga Gap. 62, fe nedenfor. Han Faldes ved denne Lejlighed Fun 


„Lavard“ d. e. Herre, maaffee fordi Sverre endnu ej havde forandret hans $ 
Navn, medens dog „Unas“ vilde vidne for meget mod Egtheden af Sverres å 


egen Byrd. 
5) Antikvariſt Tidsſtrift 1. c. S. 159. 


5 Lae ME sk an 





1181. GSammenftødet i Salte-GSund. 121 


* 


D. e. Stober, Gyrtler, en Søn af hans Halvfyfter og Svina-Stephan, 
famt Svina-Peter, rimeligvis en Broder af denne, og endelig en tredie 
Peter, Søn af Biſkop Rve, fom VBefalingåmænd i hans Hird. Ut disfe 
have ledfaget Sverres Børn til Norge, funde fynes rimeligt, men da de 
nætmes faa fildigt, er det Dog fandfynligere, at De ere fomne over i Mel- 
femtiden mellem 1181 og LIS4, for at prove fin Lyffe ved den nu 
faa mægtige og berømte Frændes Hof). - Det fan ikke negtes, at 
endog deres Navne have en heelt fimpet Klang og temmelig tvydeligt 
vidne om deres ringe Herkomſt og Livsjtilling *). 


24. Sverre Drager til Viken, og undløber Magnus vid Saltø-Sund. Slag 
ved Nordnes. 


Da det fed henimod Paaffe, drog Orm Kongsbroder med Lender- 
mændene fra VBifen ned til Danmarf, for at møde Kong Magnus og i 
Forening med ham drage mod Kong Sverre, Kun lidet fenere, faa Dage 
efter Paaſke (Ste April), brød ogfaa Denne op fra Bergen, vimeligviis 
for at fomme fine Fender i Forkjobet. Han havde meget og vakkert 
Folk, Sfibene vare fore og tæt bemandede. Han fulgte Kyſten fyd og 
øjtefter, og bvor han fom, gif alt Folket, beder det, gladeligen unter ham; 
Dog var vel Denne Venlighed temmelig foritilt. Han drog beeir oter til 
Viken, bvor han tog alle fongelige Indtægter, og alt hvad der for Neften 
funde forlanges af Bønderne. Her fit ban høre, at Magnus endnu 
iffe føulde bave forladt Danmarf, og vovede fig Derfor fænger mod 
øt, lige til Hvalverne, hvor ban lagde fig i Saltø-Sund, ved Spjer- 
øen. En Dag gif ban op paa Denne Ø til en Høpde, bvor han 
bavde fat Udfigsmænd; her bleve de alle var en heel Mangde Srjl, 
fom fom fejlende oſtfra. Kongen faa pjebliffelig at det var Krigsſkibe, 
og (od ſtrax blæfe til Landgang og Krigsraad. Da alle vare famlede, 
talte ban faaledes: gendnu engang feer Det ud til at vi Birkebeiner faa 
med Overmagt at beftille, og ffjønt jeg bar faa meget og fjeft Folk, on— 
fler jeg dog at høre Raad af Eder forftandige Mænd, Haavard Jarls- 


1) Svina-Peter nævnes førft, nemlig i 1184; Hide i 1187, og Peter Steyper 
førft 1192.  Gandfynligviis vare de fidfte ved Anfomften til Norge endnu 
ikke fuldvorne. 

?) Ut SvinaPeter er et Øgenavn, ſynes vift, og det maa da lige faa vift have 
været brugt fra førft af i foragtelig Betydning. Men dermed er det dog 
vift iffe fagt, at Stephan og Peter ffulde have været Svinehyrbers rimelig= 
viis have de Éun hørt hjemme paa Svinø og Benævnelfen „Svino-Stephan““, 
1 Svinø-Peter"' har været fordrejet til Svine-Stephan o. f. v. Ut Peter Stey- 
per har været oplært til Gyrtler-Haandteringen, ligefom hans Morfader var 
Smed, fynes at maatte fluttes af hiint Jilnavn. 


122 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsſon. 


føn, Ulf af Lauvnes, Ulf Fly 2) og andre, om vi feulle lægge til 
Kamp med Kong Magnus, eller undvige ham, og føge nordefter til de 
Dele af Landet, hvor vi have flere Benner, medens vi her ingen bave; 
tager nu med Guds Hjelp en heldig og fnar Beftemmelfe.” | Min Me- 
ning”, fvarer Haavard Farlsføn, ,er fnart fremfat; jeg vader til at vi tage 
Fjeldingerne ned, og vo, ud af dette Hul, vejfe derpaa Maftene og fejle 
novdefter, men indlade og ej paa at fjæmpe med Kong Magnus her, ifær 
faa længe han bar Overmagt, thi mifte vi vore Skibe, ere Jndbyggerne 
af disfe Egne værre at fomme ud for, end de værfte Hedninger; ingen 
af os fan vente at beholde Livet, om ban falder i Heklungernes eller Vik— 
verjernes Hænder”. Denne Mening vandt almindeligt Bifald, vg de 
roede ud af Havnen. Men netop, fom Birkebeinerne havde bejfet Seil, 
fom allerede Magnus'8 Skibe oſtenfra imod dem. De forvefte af disfe, 
fom vare Smaaftuder, vovede dog iffe at læge til Siden af Birkebeiner» 
nes ftore Skibe, men holdt fig i Bueſkuds Ufftand; der verledes endeel 
Skud, og flere faaredes paa begge Sider, men fun faa faldt, og det fom 
ej til noget ovdentligt Slag, uagtet Der børted nok af Luurblæft og Kamp=. 
raab. Magnus's fore Sfibe fom iffe engang i Skudvidde. Eyjulf Hav- 
lesføn, der ftyrede en Skude, faldet Revan, gif med fine Folk over paa 
Uff Fly's Stib og lod Studen flæde efter. - Men paa Ulf Flys Skib 
var den nys nævnte Paal Flida, Nifolas Kuvungs Søn, med fin Op 
pasfer; denné benyttede fig af Lejligbeden, tog Drengen i fine Arme, løk - 
over i Sfuden med ham, og hugg Slæberouget over; Skuden drev beni= 
mod Magnus's Flaade og blev tagen af bans Mænd: faaledes fit Niko— 
fag Kuvung, Der var med paa Flaaden, fin Søn tilbage. Der blev baade 
roet og fejlet, og Birfebeinerne havde vanffeligt ved at undflippe i det 
fnappe Farvand. Sverre gif over paa en Søude og rovde ved Siden af 
fine Skibe, for perfonligt at uddele Befalinger. Da de fom til et trangt 
Sund mellem Oerne, bød han at man i Hatt flulde fire paa Stjodene, 
og ſtyre derind; Dette føede, uden at Magnus's Mænd firar merkede det, 
men vedbleve af holde det almindelige Skibslob ?). Magnus bavde et 


1) Hvo denne „Jarl“ var, fom var Fader til Haavard, nævnes ikke; efter det 
i den orfnøiffe Jarlefamilie ftundom forefommende Navn „Haavard“ at 
dømme, fEulde man tro at han hørte til den. Om Ulf af Lauvnes er nys 
talt. Ulf Fly var, fom ovenfor viift, en Sen af Peter Burdarjvein, der 
igjen var Naftfyffendebarn til Erøebiffoppen. 

2) Da man nu iffe med Beftemthed veed, hvor Saltoſund er, bliver det van: 
feligt at gjette, hvorledes Sverres Kurs har gaaet. Det fynes nu for det 
førfte, fom om dette faafaldte Sund neppe kan have været et virkeligt Sund, 
gjennem bhvilfet man kunde fomme ud til begge Giver, thi i faa Fald havde 
Sverre ikke behøvet førft at ro ud, og udfætte fig for at møde Magnus's 
Flaade, førend Han kunde fætte Gejl til. Haavard Faldte det desuden en 








1181. Magnus hjemføger Sverre i Bergen. 123 


forært Stv paa 26 Rum, foldet Skeggen. Da man paa dette endelig 
blev Fejltagelfen var, og vilde vende om igjen, tog det førft Tid mev at 
faa Sejlet ned, fiden gif det endnu fangfommere med at rv mod Vinden: 
imidlertid fom de øvrige Skibe til, der blev vaadflaaet og talt frem og 
tilbage, og Enden blev, at man fortfatte Farten uden at enfe Sverre. * Ved 
denne Lejligbed faldt to af Heflungernes bagerfte Skibe i Birfebeinerneg 
Bold, og de dræbte hver og een af Befætningen 1). - Sverre fatte nu 
Kurfen til Havs veft over Folden, og nordefter faa fort han funde, ind- 
til ban fom til Bergen i Ugen nært før Pinds (47de til 23de Mai.) 
Magnus foor vgfaa i al Haft om Viten, hvor alle bleve glade ved hans 
Komme, og drælede en ganføe fort Stund i Funsberg. Derpaa fortfatte 
ban Nejfen i ſtorſte Stynding veft over langs Kviten efter Sverre; han 
foor baade Nat og Dag, og lagde ikke ind t nogen Havn uden for Mod— 
vind. Han bavde mange Sfibe og en overvættes Mangde Folk. 

Sverre blev for det forfte liggende i Bergen. - Det ev vaniffeligt at 
fige, om det virfelig var hans Henfigt at oppebie Magnus her, eller fun 
at ffjenfe fine Folk nogen Hvile, maaſkee og at flaffe fig Forfterkning. 
Hans Skibe lna fuldt fejlfærdige og viggyrdlede*) ved Bryggerne, og 
ftørfte Delen af Mandſkabet havde Natteleje ombord, fun faa oppe i Byen. 
Paa Højderne ſtilledes Vagter, og Studer fendtes udi Leden for at holde 


Udkig. Frefoldighed8 Søndag (3lte Mai) ſtod Sverre op ved Solop— 


gang, og gik fort op til Olafskirken paa Bakte, fiden til fine Bagter. 
Da faa de en Skude fomme ind forbi Mordnes paa Vaagen, og lægge til 
ved Holmen, bvorpaa Folfene ftrar fprang i Land og lob op efter. - Kun- 
gen gif dem imede, det var bans Udfigsmænd, og De berettede, at De havde 
feet Kong Magnus's Sejl, ikke færre end paa fjerde Ii, ſtyre føndenfra 
over Hardfjø (Korsfjorden.) „De er noget vel nær os,“ fagde Kongen, 
faldte paa Luurfvenden, og bed bam blæfe Allarm af alle Kræfter.  Der- 
paa ilede ban ombord paa Olafsfuden, vg befalede at tage Fjeldingerne ned 
og vo ud paa Vaagen med den hele Flaade. Da Dette var fleet, talte 
han med fine Mænd, underrettede dem om at Magnus var i Opfejling 
med flere end 30 Sfive, mod hvilke de iffe havde at fætte flere end 16, 


Paularvåg (cul de sac). Det fan altfaa bverfen have været Skjelgsbod— 
fundet eller Usmaliundet, men maa belter efter al Sandfynlighed have været 
Sundet eller Bugten mellem Gaardene Spjer og Holm. Magnus er da 
fommen fejlende inden om Ugerøen, og Gverre er fluppen ud enten gjennem 
Skjelgsbodſundet eller inden om GStangholmen og ud forbi Gaudholmen. 

1) Ifolge en Cæfemaade i en enkelt Koder, der dog ej er af de bedfte, ſtulde 
det være Hetlungerne, der toge to af Birfebeinernes Skibe. 


De forfynede med Viggyrdler eller loſe Skandſeklæedninger, fe ovenfor Il. 
Side 244, 


124 Magnus Erlingsfen og Sverre Sigurdsføn. 


og ban bad dem Derfor at yire Deres Mening, omde vilde flride med den 
Styrke de bavde, eller fly undaf og Længer Nord i Landet. Hvad ham felv an— 
gif, da tvøede han, Det var Det Daarligfte, man funde gjøre, at flygte. Aldrig 
havde de været værre farne, end efter Flugten ved Hattehammeren, indtil 
De fejvede ved Hirtebro. De havde allerede vendt Magnus Ryggen øfter 
i Viken, og flygtede de anden Gang uden Sverdflag, vilde der efterdagg fun 
ftaa liden Sktrek af dem. Hertil fvarede mange, at de viftnof havde 
meſt Lyſt til at flygte bort, men at de vilde finde fig i hvad Kongen ber 
ftemte; Mandffabet begyndte imidlertid at fnurre over at de ſkulde fjæmpe 
mod faa ftor Overmagt. Da fagde Sverre: Med Guds og den hellige 
Olafs Vilje agter jeg nu at ftride med Kong Magnus, og iffe fade mig 
fænger jage fangs Landet. Viſtnok er der ſtor Folfemon, men faa ere og 
vore Skibe faa ftore og vel bemandede, at Hetlungerne not ſkulle fomme 
til at mindes, hvorledes VBirfebeinerne funne faa Sverdene til at bide. 
Lad dem end prøve Det famme fom for ved vore Møder, at De maa vige 
tilbage. Vel ere de hvasſe til at hugge ind i Begyndelfen, men faa bolde 
De iffe ud i Længden, I derimod ere faa meget ihærdigere og ivrigere, 
fom Faren er ftørre og langvarigere. Det fan jeg og fige Eder, at i 
Deres Hær er det vift anden bver een, fom firar bliver bange, naar han 
feer Eder byde Trods; flere ville Inges efter at fomme paa Flugt, end 
gaa imod Eders Vaaben. Jeg bar det visfe Haab at vi fejve over Dem, 
og I ved, at det fjelden har flanet fejl, bvad jeg har forudfagt om Ude 
faldet af de Slag, vi have bavt at beftaa. Nu, fom før, fætte vi vor 
Lid til Gud og hans bellige Mænd, ej til Folketallet. Jeg benffyder 
min Sag til den almægtige Gud, den bellige Kong Olaf og den hellige 
Sunniva: jeg beder om at dette Møde mellem Kong Magnus vg mig 
maa føbe faaledes af, fom Gud veed at ban eller jeg bar Net at fare 
med!" Denne Fale vakte ftort Vifald, og man raabte: „Tak, ævdle 
Konge, for Dine Ord; det bar aldrig flaaet fejl, naar Du har lovet os 
Sejr; den være Miding, fom ikke vil firide vg fade med Wre, bvis der 
ej er andet for, belter end at flygte med Angſt og Nædfel.” Kongen take 
fede dem for deres kjekke Svar, og gav Befaling til at ro ud mod Fien- 
Den; han vilde ikke at Stibene ſkulle tenges eller bindes fammen, men at 
enbver ffulde lægge fit Stib frem, fom han var Mand til. De roede 
frem foran Nordnes, og det varede ifte længe forend de faa Magnus's 
GStibe fomme frem om Hvarven og ftevne hen mod Vaagen, idet de firede 
Sejlene ned faa burtigt fom muligt Ogſaa Magnus (od nu blæfe til 
Samtale, og vtrede følgende Ord: „Endelig fee vi da VBirfebeinernes 
Gfibe, og Lykken er vel os nu faa gunftig at vi fomme til at flaas med 
dem, ſtjont de fænge have ladet fig jage af 08 i i Vaar. Jeg behøver 
neppe at egge Gder til at føge kjekt frem mod Birkebeinerne, Da der ev 








1174. Sverre Sigurdöføn drager til Norge. 125 


faa blandt Eder, føm ikke bave Frænders Drab eller andre Mishandlin- 
ger at hevne. Nu fynes Ojeblikket at være fommet til at de lide den 
famme Spot og Skade, fom vi bave maattet doje af dem. Viſtnok eve 
Nilfaarene ulige paa begge Sider, da De, fom vi ille imod dem, eve 
gjæve Mænd og gode Drenge, medens deres Stare fun beftaar af Jyve, 
Ransmænd og Rovere, dem Gud førbande; og om vi dDræbe dem alle, 
er dette Dog iffe Hevn not for vore gjæve Frænder, men man bar Dog i 
det mindſte iffe fænger noget at bebrejde 08. Jeg gjør derfor min Vilje 
vitterlig for Eder, at Ingen ſkal underftaa fig at give en enefte af dem 
Grid. Bi bave vakfert Folk og overfledig Styrke, lader o8 gjøre det 
førfte Angreb fan eftertrykkeligt, at et andet ej behøves. De bare idet 
Folk, og nu er vel, Gud være lovet, deres Dages Ende fommen. Vi 
ville fægge Skibene fan tyft om Olafsfuden, fom de funne faa Rum; naar 
den førft er ryddet, tror jeg not at de øvrige tabe Modet, men vore Sku— 
der og lette Skibe ſkulle omringe dem vg ikke lade et enefte Fartøj flippe 
bort.“ Orm Kongsbroder meente, at Birfebeinerne, trods Deres mindre 
Folkeſtyrke, Dog vilt vilde værge fig med den ftørfte Tapperhed, og at det 
Derfor var bedft, ført at angvibe og rydde Deres mindre Efibe; han var 
vis paa, fagde han, at de alligevel ikke vilde føge bort med De førre 
Skibe. Dette NRaad blev dog iffe fulgt, men Det blev ved, bvad Kon- 
gen batde fagt. 

Heklungernes Flaavde beitod i Ult af 32 Skibe. Kong Maqnus felv 
ftyrede ,Steggen," paa 26 Num, Orm Kongsbroder , Graagaafen,” Narve 
af Saaſtad, en Søn af Lendermanden Hallvard, og hans Frænde 
Steinfinn ſtyrede ,Høvdebusfen," disfe tre Skibe tilligemed fire andre, 
vare beftemte til at lægge fig omfring Olafsjuden. Blandt andre Skibsſtyrere 
nævnes Nifolas Kuvung, Asbjørn Jonsføn fra Thjørn i Viten, Paul Smaatt- 
auga, Jon og Munan, Sønner af Gaut paa Wnes i Kvinnhered. Sverre 
havde, fom fagt, fun 16 Skibe, men mange af Dem jtore, Olafsfu- 
Den, hans eget, var paa 25 Rum, og vpperligt bemandet; i hvert Halv- 
rum var Der tre Mand, altfaa i alle Rum 150 Mand, foruden dem, Der 
havde fin Plads i Statnen og Løftingen, den bele Befætning var faale- 
Des neppe langt fra 200. KLendermanden Gudlaug Vale ftyrede „Garnen,“ 
figeledes paa 25 Rum; paa „Haarkniven,“ 23 Rum, vare Gjefterne, un- 
der UAnforfel af deres Høvding Audbjørn; Huuskarlene havde , Fjordefollen” 
og den fivredes af Asgeir Hamarftalle. Andre Lendermænd, der førte 
Skibe i Slaget, vare Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Haavard Jarlsſon, Ivar 
Gilfe og Baard Guthormsføn fra Rein *), der nu for førfte Gang nær- 


1) Om Baard, fe ovenfor S. 4, 109. 


126 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsſon. 


nes blandt Sverres Mænd. Antager man, at der af Birfebeinernes 
16 Skibe var 10 ftørre, og hvert af disſe med en Befætning, gjennem- 
fnitlig regnet, af 150 Mand, uvdgjør dette tilfammen 1500, hvortil ogſaa 
fommer Befærningen paa de fer mindre Fartøjer, Der dog neppe fan have 
overfteget 300 Mand. Sverres hele Styrfe var altfaa neppe over 2000. 
Da det fynes fom om Hetlungerne ej havde faa mange Storffibe i For- 
bold til de mindre, fom Virtebeinerne, har deres Foltetal neppe heller 
været Det Dobbelte af disſes, men Da Det Dog ev vilt, at De havde en be- 
tydelig Overmagt, fommer man vel Sandheden temmelig nær, ved at regne 
deres Folkeſtyrke til 3000 Mand. 

Vegge Flaader voede nu imod hinanden, og ſtodte fammen lige uden- 
for Nordnes. Under Fremroningen indtog Olafsfuden den vverfte Plads 
til Højre, og blev derfor ftrar paa denne Side fringfat af de fiendtlige 
Gtibe, der fun ventede paa at den fom nær nok, for at lagge til. For- 
uden de oven nævnte 7 Skibe var der endnu to til, altfan tilfammen 9, 
der fatte ind paa Den, men dDade, for alle at faa Plads, ej vendte Sivderne, 
men Forftavnene til, fom det i Førfningen ej til noget egentligt Haand- 
gemæng:» Der ftredes fun med Stene, Pile og Kaftefpyd. Kampen var 
Desuagtet blodig og langvarig; af de tre Mand i hvert Halvrum paa 
Olafsjuden ftod fnart fun een oppe, i enfelte Rum ingen. Da Magnus”s 
Mænd havde opbrugt fine Stene og Skudvaaben, og beredede fig til at 
entre, grebe ogſaa Birfebeinerne til Deres Haandvaaben for at tage imod 
Dem, idet de gjenfidigt opmuntrede bhinanden; Va rejfte mangen En fig 
op fom før var falden i Svime formevdelft et Steenfalt eller Stud, og 
Kampen blev overhaands heftig. Kong Sverre fprang op paa Sfandfe- 
flædningen, og opmuntrede fine Mænd paa det bedfte; Hans Dragt Var 
temmelig tøjnefaldende, thi ban havde en Hvid Kuvl, med en god Brynje un- 
Der, og et vødt Skjold. Ved at vende fig mod Bagbord faa ban, at 
Stallaren, Gudlaug Bale, ikke havde lagt fit Stib „Garnen“ [ænger frem 
end til Det agterfte Øferum. Han raabte da over til ham, og fagde at 
ban ftulde faa en Ulykke, fom iffe lagde bedre frem med et Femogtyve- 
rumg Skib. Gudlaug fvarede at han ej funde raade med Det. Da tog 
Kongen en Paalftav, ftemmede den mod Siden af Garnen og bod fine 
Mænd bale den frem; de gjorde faa, og fik den bhalet frem til det forrefte 
Øferum; faa Øjevlik efter var der iffe en rnefte Mand fremmenfor Ma- 
ften paa Garnen, fom iffe blødede.  Yudbjørn Gjeftebøvding paa „Haar— 
fniven”  fagde mod Kong Maqnus'8 Gjefteftib, og Der opſtod nu mellem 
Dem en fangvarig og baardnaftet Kamp, der vakte Ulles Beundring. Det 
varede fænge, førend man funde ffjønne, bvo der tilfidft vilde fan Over- 
haand. Der fortælles om en af Sverres Mænd ombord paa Olafsfuden, 














1181. Slag ved Nordnes. 127 


en Vifværing ved Navn Hallvard Gæla, og berømt fom en vpperlig Bue- 
flotte, at ban ffød tre Stud efter binanden mod Magnus's Skib, ale 
lige ubeldige, Det ene ovenfor Skibet, det andet i Sideplanferne, det tredie 
under Kjølen; en af de omftaaende forundrede fig herover, og fagde: „du 
fÉød pisfere ifjor Sommer, da der blev føudt til Maals øg der var fat 
en Priis for det berfte Stud, da var der Penge at vinde, og Da vifte du 
din Færdigbed, nu ſynes Det mig Dog langt mere magtpaaliggende, Da det 
gjelder at forfvare vor Konges Liv.” ,Synes du itte" fpurte Hallvard, 
„at jeg fivder vilt nog?" „Nej,“ fvarede den anden, Der er neppe nogen 
paa vort Skib, fom føydDer Daarligere.” Da tog Hallvard en Tylft Pile, 
og féod den ene efter den anden mod Magnus's Skib; bver Piil ram- 
mede fin Mand, og da Tylften var opffudt, fatte han Foden paa Buen 
og brød den itu. „Hvad fſkal det betyde" fpurte Kongen, ,vi trænge lige 
faa vel til Folfebjelp nu fom for?" „Jeg har un" fvarede Hallvard, 
gjort not for mig med Skud, men føal fremdele8 værge mit Rum faa 
godt fom enhver anden," tog Derpaa Sverd og Skjold, gif ud paa Stibs- 
bordet, og ftred manvdeligen. 

Da Striden rafede paa Det beftigfte, og Det var meget tvivlfømt, til 
pvilfen Side Sejren vilde bhelde, gif Kong Sverre frem paa Dakket lof— 
tede Hænderne mod Himlen, og fang Sefventfen ,Alma chorus Dei* (rettere 
Domini), lige til Enden, uden i al den Tid at have noget Skjold for fig . Mage 
nus gif ligeledes frem paa fit Stiv I ftørfte Iver; ban gif Fienden faa nær, 
at ban endog fatte Foden ud paa Skibsbordet, for at naa en af Birkebei— 
nerne med fit Sverd. Men de fjendte bam paa bans Vaaben og Klæ- 
Der, og fatte tæt ind paa ham. Da fit ban et Stif af et Sverd tvers 
igjennem Vriften, og trak fig i Haft tilbage, men Da Det Var glat paa 
Dættet af Blod, gled han, og faldt baglængs ned. Ved dette Syn 


1) Denne Setvents (verfificeret Pfalme eller Hymne, der plejede at fynges umid- 
delbart efter ,Halleluja* mellem Gyiftlen og Gvangeliet) indeholder en Op: 
regnelfe i Herameter af alle Guds Navne, »og Iyder efter Missale ecclesiæ 
Sarisburiensis, London 1557, faaledes. 

Alma chorus domini nunc pangat nomina summi: 
Messias, Soter, Emanuel, Sabaoth, Adonai, 

Est unigenitus, via, vita, manus, omousion, 
Principium, primogenitus, sapientia, virtus, 
Alpha, caput finisque, simul vocitatur et est 0; 
Fons et origo boni, paraclitus et mediator, 
Agnus, ovis, vitulus, serpens, aries, leo, vermis, 
Os, verbum, splendor, sol, gloria, lux et imago, 
Panis, flos, vitis, mons, janua, petra, lapisque, 
Angelus et sponsus, pastorque propheta, sacerdos, 
Athanatos kyrios, theôn pantocrator et ysus (?), 
Salvificet nos, sit cui secla per omnia doxa. 


” 


128 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


iftemte Birfebeinerne ftrar Sejråraab. Orm Kongsbroder hørte det, og 
fpurte, bvad Det ffulde betvde. En af hans Mænd raabte: ,juft nu 
faldt Kong Magnus"! „Da er Rigets Skjabne afgjort”, fagde Orm. „lad 
og bugge Fengflerne over og ro bort af alle Kræfter". Det føede, ftrar 
derpaa flygtede Asbjørn Jonsſon, og faa den ene efter den anden. Mag— 
nus rejſte fig burtigt op, raabte paa dem, og bad Dem iffe at fly, da der 
intet fejfede bam, men ingen børte eller vilde hore ham fænger, og han 
maatte Derfor felv lade Skeggen Løfe fra Olafsfuden og vo affted. Høve 
debusfen fit Birkebeinerne holdt faft med Stavnijauer, vg ryddede den fra 
Stavn til Stavn. Narve flygtede. Tilſidſt ſtod Steinfinn felv ene tilbage; og 
førfvarede fig med uroffeligt Mod. Man fit iffe Bugt med bam, førend man 
tog en Has fremme i Stavnen og fløg han nedmed den: da faldt han med fror 
Hæder. Ogfaa mange andre Skibe bleve ryddede. Ellers toge De, Der 
unde, Flugten ved at fee Kongen fly bort. Det vifte fig nu, at Orms 
Forflag bavde været bedft at følge, thi bele Striden havde for meget dDrejet fig 
om Olafsſuden, og denne fynes at være bleven bedre underjtøttet af de øvrige 
Skibe, end man havde gjort Regning paa; havde man begyndt med Smaa- 
ftibene, vilde den frørfte Deel af Kampen bave været udfegtet, og vimelig- 
viis til Heflungernes Fordel, inden Storffibene fom fammen; men hvad 
Magnus tilfigtede mod Sverre, ved forſt at angribe Kongeſkibet, nem- 
lig at dette ffulde blive overvældet og almindelig Forfærdelfe udbrede 
fig over hele Hæren, rammede nu ham felv ved hans udeldige Fald. Man 
fan belfer itfe paa nogen Maade fige at Birkebeinerne vandt Denne Sejr 
ved nogen overlegen Krigsdygtighed eller Sapperbed, lige faa lidet fom den 
var afgjørende. Slaget var endnu iffe halvt udkjæmpet, da Orm Kongs- 
broders Fejltagelfe og overilede Flugt gav Det en uformodet Ende. 
Hvis vet iffe var blevet faa pludfeligt afbrudt, vilde Sejren upaatvivlelig 
bave evklæret fig for Heflungerne, og disſe vare allerede paa Forhaand faa me- 
get visfere paa Sejren, fom de fiden den forrige Sø-Fegtning, de havde 
bavt med Birfebeinerne ved Hattehamren, havde dannet fig den Mening 
om dem, at de iffe duede til at fjæmpe til Søs. Dette Slag nævnes imid- 
fertid med Nette fom det beftigite og haardeſte, Sverre indtil Da havde havt. 
Rigtignok regnede man Untallet af de paa begge Sider faldne ikke ftørre 
end 360 Mand, men da de, fom man maa antage, alle fammen faldt paa 
Kongeftivene og dem, Der faa Disfe nærmet, medens de pvrige neppe en- 
gang fom til at derltagei Kampen, bliver dette Untal forholdsuiis betydeligt. 

Birfebeinerne forfulgte de Flvgtende, dog iffe meget Langt, Da de dertil 
felv bavde for mange faarede og udmattede. Kona Magnus felv undflap ud ad 
geden, men Orm Kongsbroder, der var Den førfte til at tage Flugten, 
blev allerede indbentet ved Gravdal, Da bans Skib var ffort og tungt un- 
der Aarerne. Her fød ban Å Land med alle fine Mænd, efterladende Ski— 





1181. Magnus til Stavanger, og derfra tilbage igjen til Bergen. 129 


bet med alt hvad Derpaa, Å VBirfebeinernes Vold. De fatte efter ham, 
og vare nær ved at indhente ham, da han var tung til Fods, faa at han 
endog maatte lade fig føre op avd Fjeldet af en Mand ved hver Arm. 
Da fyrettede ban af fig en diger Pengefat, fom han bar om Livet, og 
fod Sølvpengene trille ned. De af Birkebeinerne, der Vare ham nærmeft — 
nogle af Gjefteffaren — funde ikke bare fig for at famle Pengene op, og Dder- 
med fpildte de Tiden, faa at han undføm. Sverre var meget ærgerlig der- 
over, og fatte Gjefterne haardt til Nette fordi de havde frøbet om mellem 
Riis og Krat efter nogle Sølvpenge, men ladet Orm flippe bort. Sand— 
fynligviis har Orm faaet fig en Baad nede ved Alvøen eller Hetleviken, 
bvormed han bar fortfat Nejfen fydover, tbi Almuen paa Denne Kant var 
overalt Kong Magnus ivrigt hengiven. Birkebeinerne erobrede i Alt 18 
af Magnus's Skibe, fom de bragte ind til Byen. De gjorde ogfaa i det 
Hele et vigt Bytte, thi Magnus havde været vel forfynet med Penge vg 
andet Løsøre 9). 


25. Magnus's andet og heldigere Forføg paa at fætte fig faft i Bergen. 
Sverre begiver fig tilbage til Fhrondhjem. 


Kong Magnus flygtede, uden at ftandfe, lige til Stavanger, hvor 
ogſaa de pvrige Foll og Stibe, der havde reddet fig fra Slaget, efter- 
baanden fom fammen. Biſkoppen i Stavanger var paa Den Tid Erik, 
en Søn af biin Ivar Skrauthanke, der havde været Biftop i Throndhjem 
før Reidar *). Eriks Formand, ved Navn Yamunde, var endnu ikke 
Død, men havde allerede for over ti Aar fiden, uvift bvorfor, taget fin 
Afſked, eller i det mindfte fanet Grit ved fin Side fom Koavdjutor 3). 

3) Sverre$ Saga Gay. 53. 

2) Om Joar, fe ovenfor, IL. S. 794, 860. Ut Erik var hans Søn, figes ud= 
trykkeligt i Inge Haraldsſons Saga Gap. 11, Snorre Gap. 10. Ivars Fa— 
der, Kalf vrange, var en Fslænding. Ivars Broder, Jon Kauda, var gift 
med en Datter af den throndhjemføe Høvding GSaada-Gyrd. k 

3) De islandffe Annaler nævne nemlig ikke Aamundes Død førend 1183. Og 
man har desuden et Brev fra Pave Ulerander d. Jdie, dateret Tuſculanum 
d. 7de September 1171 eller 1172, til Erøebiffop Gyftein og „A“, (ette 
maa være Wamunde), forhen Biffop i Stavanger, hvori han anmoder dem 
om at tillade Munken Nifolaus, en Eftlænder af Fødfel, at ledfage den til 
Biffop i Eftland udnævnte Fulfo fra Sroyes, og være ham behjelpelig ved 
Misfionsverket, Girmond. IL. 870, Liljegren Dipl. I. 88, Suhm og Scho— 
ning.y Forbedringer” 20. S.426. Af dette Brev feer man, at Aamunde allerede da 
havde vefigneret fra Biffopsftolen. Da der er Sale om en Munk, over hvem 
Uamunde eller tilligemed Erkebiſkoppen havde Uutoritet, men fom dog endnu 
itte paa den Sid fandtes noget Klofter i hele Stavangers Stift, fiulde man 


| Mund. Det norffe Folks Hiftorie. NL. 9 


130 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


Denne, der ligeſom den bele Grjftlighed var paa Magnus's Parti, og fom 
har vundet fin ftørfte Navnfundigbed ved den Udholdenhed, bvormed han 
føgte at modarbejde Sverre, fog meget venligt imod Magnus, og opfør- 
drede ham paa det indftændigfte til firar at vende tilbage til Bergen tgjen 
eg overfalde Birfebeinerne, førend de endnu vel bavde puſtet ud efter Den 
føregaaende Kamp, eller vare forberedte paa en ny. Denne Opfordring 
faldt godt i Magnus's Øre, og ban befluttede at: vove Forføget. Bi— 
floppen fulgte felv med paa et Langftib, fom ban bemandede med fine 
$Huusfarle, og føaffede Ddesuden endeel Mandſkab til VBeje fra Herederne 
omfring Byen. Saaledes gif Toget tilbage til Borgen, faa hurtigt fom 
muligt, fun faa Dage efter at Kongen var fommen til Stavanger. Kung 
Sverre havde vel fine Folk paa Udkig i Farvandet, men ventede Dog neppe 
at fee Flygtningerne faa fnart tilbage. Evjulf Havlesføn, en af de Ude 
fendte, havde med fin Skude vovet fig temmelig langt fvdefter og ind I 
et Sund, maaffee Smørfund, da ban med eet traf Magnus's hele Flaade 
figgende lige for fig; han og bans Folk faa ingen anden Udvej til at 
frelfe fig ud af Sundet end at lade fom om de børte til Heflungernes 
Parti, og fyre lige mod Kongens Skib, fom om de havde noget at melde 
ham. Heklungerne troede det ogfaa i Forftningen, indtil Birfebeinerne fom 
dem faa nær, at de merkede Frjltagelfen: da toge de ſtrax Jjeldingerne ned 
og fatte ud imod dem, men Birtebeinerne gave fig til at vo af alle Kræf 
ter, og ftyrede føndenom ud af Sundet. Heklungerne forfulgte dem, Bi- 
flop Erik i Spidfen, men funde iffe naa dem. Biſkoppen lod en heel Deel 
Grjitlige, ban bavde ombord paa fit Skib, i Haft fætte i Land, da han 
troede at Skibet, faaledes lettet, frulde gaa hurtigere, men derved vandt 
Gyjulf endnu ſtorre Forfpring, ſtak lige til Havs, og uden om Øerne til- 
bage til Bergen, bvor han nu bragte Sverre den uformovdede Efterretning, 
at Magnus var lige i Hælene paa bam. Sverre lod firar fine Mænd 
falde fammen før at raadflaa med dem om bvad der var at gjøre. De 
ptrede nu end mindre Lyjt til at flaas end før; de vare, fagde De, endnu 
udmattede af den forrige Kamp, og mange af dem faarede; endog ved 
Nordnes havde de helſt taget Flugten, om De ej paa en vis Maade havde 


næften formode at Wamunde, efter at have refigneret, var gaaet i Klofter 
og da ſandſynligviis i Elgefeter, hvor han maa have været Prior: med mindre 
Nifolaus hørte til et andet Klofter, og fun midlertidigt befandt fig i Aa— 
mundes Jjenefte: det førfte er dog det rimeligfte. For Reften har allerede Thor: 
mod Jorvesføn (III, 615) paa dette Sted i Sverres Gaga urigtigt læft Erkibi- 
skup i Gtedet for Eirikr biskup, og er derved Fommen i den ro, at det 
var Erkebiſkop Gyftein, fom modtog Magnus i Stavanger, uagtet det fiden 
udtrykkeligt figes at ban i hele 3 Aar fra 1180—83 var borte fra Norge. 
Fejltagelfen er fiden gaaet over til Sdønings , Forbedringer" GS. 440 og 
Suhms Hiftorie VIL 641, 





PPT EJ VE 


1181, Sverre atter i Syrondhjem, 131 


været indftængte. Herimod fod der fig ikke fynderligt indtende, og Der 
blev befluttet at man føulde drage nordefter faa føyndfomt fom muligt. 
Dette aftaltes frent om Aftenen. tatten bengif med Forberedelfer til 
NRejfen. De vilde gjerne have de erobrede Skibe med, men Da Vet ikke 
funde ſkee uden at fordele det forbaandenværende Mandffab paa dem alle, 
foruden deres egne, bleve de flefte Skibe faa tyndt befatte, at Mandſkabet 
ombord paa bvert enfelt iffe var tilſtrokkeligt til at vejfe Maſten og bejfe 
Sejlet op, men dette maatte føee paa den Maade, at en Deel Folk roede 
fra Stib til Stib for at hjelpe ti. Om Morgenen tidligt, firar efter 
Solopgang, davde Sverre forladt Byen med den bele Flaade, undtagen 
Hovdebusfen, paa bvilfen Eyjulf Havlesføn var fat til Befalingsmand, og 
bris Fafelage var i en faa daarlig Forfatning, at den ikke blev fejltlar 
førend ved Moonstid (Kl. 3). Juſt fom Eyjulf havde faaet Sejlet op, fom 
Magnus?s Sfibe ind om Hvarven. Eyjulf fatte affted alt bvad ban funde, 
og Heklungerne, fom fnart fil Øje paa bam, ilede efter med fem Stibe i Haab 
- om at faa ham fat. De forfulgte ham lige til Furufund, uden Dog at 
funne indbente ham. Ellers var Det ved Denne Lejlighed, fom før, til ftor 
Stade for Birkebeinerne, at Folfet langs belte VBejftfyften lige til Stad 
var dem faa afgjort fiendtligt findet. - Naar fom belft Birfebeinerne traf 
enten Bønder, Kjøbmænd eller Fiffere, og fpurte Dem ud om Magnus 
-elfer hans Mænd, fit de aldrig Sandheden at vide, felv om fun det ube- 
tydeligfte Nes føilte Dem fra Fienderne, medens derimod hine, naar De 
forfulgte Birtebeinerne, altid fil de nøjagtigfte og paalideligfte Oplysninger. 
Men defto ftørre Beundring, bande hos Venner og hos Fiender, vakte Den 
Driftigbed, hvormed VBirfebeinerne trodfede alle Farer for at indbente Ef— 
terretninger eg udfpejde Farvandene. — Sverre vejite i al mulig Hat lige 
til Nidaros, hvor ban fandt en god Modtagelfe. Her lod ban fine Skibe 
fætte op, og fogte at befæfte Byen bedre end bidtil, idet han ej alene 
lod Traborgen ved Ilevollene iſtandſette og maaſkee- udvide, men begyndte 
tillige at rejſe en Rakke Palisſader, der føulde gaa fra Borgen langs 
Stranden lige til Øren og tvers over denne til Elven. Dette Arbejde 
blev dog ikke fuldført den Sommer. - Jmidlertid fom Kong Magnus til 
Bergen, og dvælede der en ſtor Deel af Sommeren I). 


26. Erik (Kongéføn) kommer til Sverre og godtgjør ved Jernbyrd at han er 
Kong Sigurd Munds Søn. 


Medens Sverre tilbragte Sommeren i Nidaros, befkjeftiget med disfe 
Befæftningsarbejder, fom en Mand til ham, ved Navn Erik, og paaftod 





1) Sverres Saga, Gap. 58. 


132 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


at ban varen Søn af Kong Sigurd Mund, og faaledes Broder af Sverre. 
Hvor og af bvem ban var fød og opfoftret, figes ikke. Det beder fun, 
at ban havde faret vide om i Verden, at ban en Fidlang havde ftaaet å 
Tjeneſte, rimeligvits fom Væring, hos Kejfer Manuel Komnenus i Con- 
ftantinopel, og at ban figeledes bavde været bos mange Fyrſter i Tydſk— 
fand. Derfra var ban da vel nu fidft fommen. Paa fine Rejfer ffulde 
ban og være fommen fil Jerufalem og have beføgt Jordans Flod. Han 
og De, Der vare i Følge med bam, fagde at ban var ftegen ned i Fordanen 
med et brændende Lys i Haanden, efter at bave bedet til Gud om at han 
faa fandt vilde fade bam komme op igjen af Aaen med Lyfet endnu bræne 
dende, fom ban var Kong Siqurd8 Søn, og Lvfet, fagde de, ſlukkedes ej. 
Han var en beleven Mand, fyndig i mangt og meget, men liden af Vært 
og iffe fmut af Unfigt. Han forlangte, at Sverre ffulde tillade ham at 
føre Gudsftirfler for Sandheden af fit Udfagn, bvad bans fongelige Her- 
fomft angif. Om denne betænkelige Sag raadførte Svere fig forſt med fine 
Høwdinger. De raadede bam til at opfylde Eriks Bøn, fandfynligviis i 
den Tanke, at Sverre, bvis egen Herfomft var faa tviblſom, vide ffade 
fin Sag ved at være for ſtreng mod andre i lignende Omftænvdigbeder. 
Ikke forngjet, fom det fynes, med Dette Raad, holdt han flere Hirdſteb— 
ner, og æftede alle fine Krigere8 Mening. De fvarede alle fom een, at de 
vilde tjene Kong Sverre alene og ingen anden, altfaa med andre Ord, at 
de ikke vilde vide af nogen ny Søn af Siqurd Mund.  Desuagtet beftemte 
Sverre fig til at følge de forftandigere og af bam førft raadfpurte Mends 
Mening, dog faaledes, at ban paa Forbaand fifrede fig mod alle nærgaa- 
ende Fordringer fra Eriks Side, vg tillige benyttede Lejligheden til, om 
muligt, at faa fin egen fongelige Byrd beviift med det famme. „Jeg vil”, 
fagde ban til Erik, ,efter mine Venners Naad tillade dig at føre Stirfler, 
faa at Gud felv fader det vife fig, om Dit Foregivende ev fandt; men om 
det nu paa den Maade bevifes at du er min virkelige Broder og Kong Sigurds 
Søn, da har dog dette Navn og Den Magt, bvoraf jeg nu er Indeha— 
ver, foftet mig faa megen Moje, og faavef jeg, fom alle vi VBirtebeiner 
Dave Derfor udftaget faa mange Befværligbeder og Lidelfer, at jeg aldrig vil 
overdrage eller afftaa Kongenavnet eller Riget til Dig eller nogen anden. 
Alene paa denne Betingelfe opfylder jeg Din Begjæring. Det ſtaar dig 
frit for at antage Den, om du vil; antager du Den ej, bar du at forføje 
Dig berfra, og ſkal faa Lejde til at gaa, fom du fom." Gil takkede 
Kongen med mange fagre Ord — ban var nemlig en færdeles veltalende 
Mand — for hans Filbud, og fagde at ban med Glæde gif ind paa den 
opftillede Betingelſe; bele fin Fremtids Sfjælne lagde ban i Guds og 
Kongens Haand. Derpaa underfaftede ban fig den foreftrevne Faſte til 
Fevnbyrden, og Da Prøven føulde aflænges, Foreffrev Sverre bam felv 


1181. Erik Kongsføn, Sverres Broder. 133 


Gdsførmularen, ſaaledes: Dertil lægger jeg mine Hænder paa Bogen og 
Helligdommen, og det henſkyder jeg til Gud, at ban faa fandt lader min 
$Haand fomme uftadt fra Jærnet, fom jeg er Kong Sigurds Søn og Sver- 
reg Broder". Men paa Dette fidfte Fillæg, hvorved Sverre tænkte noke 
faa nemt at faa fin egen Byrd godtgjort, vilde Erik iffe indlade fig. 
,Saa fandt," fagde ban, ,lade Gud min Haand fomme uftadt fra dette 
Jern, fom jeg ev Kong Sigurds Søn, men jeg vil iffe bære Det for at 
bevife andres Herfomft end min egen”. Kun efter denne Formular bar han 
Jernet, og Éom godt derfra. Sverre maatte følgelig erkjende bam for 
fin Broder, og gjorde ham til en af Høvdingerne i- Hirden. Han blev 
fnart meget afholdt, da ban baade var færdeles nedladende, og dertil holdt 
fin Svop bedre end de flefte andre 1). - Man faldte ham fodvanligviis 
Erik Kongsføn. Da der ingenfteds tales om, at nogen Ivivl frem- 
fattes om hans rette Herfomft, og da det tillige er tydeligt at fee, at 
Sverre. ej nærede liden Mngſtelſe for, at han ffulde optræde fom hans 
- Medbejler til Kronen, fan man neppe antage at Erik bar været en Bedra— 
ger. Men desuagtet maa man forundre fig over faavel at Sverre nærede 
nogen Betænkeligbed ved at ftede ham til Prøve, fom at denne lykkedes 
ham, tbi det føulde fynes fom om Sverre altid maatte have bavt det i 
fin Magt at faa denne til at mislyffes, og derved vilde ban dog bedſt flippe 
fra alle Banffeligheder. Men enten maaman da antage, at Sverre ikke bar 
habt faa megen Indflydelfe paa Preſten ved Petersfirfen *), Der indvi- 
ede Fernene og beftyrede Prøven, at ban kunde fan ham til at virke 
i fin Interesſe, og at Denne, fandfynligviis en ivrig Filbænger af Erkebi— 
floppen og Kong Magnus, bar gjort alt for at befordre en Sag, 
der maatte formodes at ville ſtifte Splid mellem Birfebeinerne indbyrdes; 
eller ogfaa er det muligt, at Erik felv, der, fom det heder, forftod 
fig paa faa mangt og meget, ogfaa forftod den Kunft at gjøre gloende 
Jern uffadelige. Men over bele denne befynderlige Sag bviler Der et 
uigjennemteængeligt Mørke, For Sverre maa den bave være faare ubebage= 
lig, ej alene formedelft den IGngitelfe, ban altid maatte nære for at Erik 
feent eller tidligt vilde efterligne Harald Gilles Erempel, men ogfra, og 
maaſkee meft, formedelft den mislige Virkning, Eriks Vægring ved at op- 


1) Sverres Saga, Gap. 59. 


2) Det ftaar iffe udtryfkeligt i Sagaen, hvor Prøven aflagdes, men da den 
altid paa ethvert Sted ſtulde ſkee i en dertil eengang for alle beftemt Kirke, 
der maa have været den famme, hvor Parts-Ederne, hvilke felv betragtedes 
fom et Slags Gudsffirfl, fulde aflægaes, maa den Kirke, hvor Erik beftod 
fin Prøve, være Peterskirfen, der i Bjarføretten Gap. 24 udtryffeligt næv- 
nes fom Stedet for Edsaflæggelfen. Om dette, faa vel fom om Gudsføirfler 
i Almindelighed og Jernbyrd i Særdeleshed, fe ovenfor II. S. 1007, 1008. 


av 


134 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


tage Hine Ord om fit Broderforhold til Sverre i Formularen, neppe funde unde 
fade at udøve paa den almindelige Mening om Sverres retmæsfige Byrd. 


27. Magnus beføger Ihrondhjem. Forgjaves Underhandlinger mellem 
ham og Sverre. 


Det var ikke Magnus's Henfigt at fidde roligt i Bergen, uden at 
føretage fig noget vderligere mod Sverre. enger ud paa Sommeren 
udruftede ban fine Skibe, og fejfede nord til Fhrondbjem, hvor han an- 
fom udenfor Nidaros Olafsmesje fidre (den 3die Auguſt), og lagde, fom 
forrige Gang, til ved Munfholmen. Men Sverre var vel belavet paa at 
modtage ham, thi ej alene bavde han fine og fine Høvdingers Huustrop- 
per hos fig, men Bønderne bavde ogfaa tilfagt ham deres Biftand, og af dem 
var Der juft en Moængde å Byen, thi dDet var Gilde-Tid, og da plejede 
man at rejfe ind fra alle Hereder. Magnus vovede derfor i al denne 
Tid iffe at angribe Sverre, men blev liggende ved Holmen og ventede 
paa at Bønderne ftulde vejfe bjem. Imidlertid havde Kongerne hver Dag 
GSammenfomfter. Sverre tilbød Magnus fom før, at dele Landet med 
ham i to lige Parter, og overlade ham at vælge, bvilfen Deel han vilde. 
Dertil fvarede Magnus bhverfen Fa eller Nej; men Sverre lod blære 
Thing i Byen, og meddeelte Borgerne, hvad der havde været paa Bane. 
Disfe, fom inderlig fængedes efter Fred, bade Sverre indftændigt, endnu 
engang at forføge hvad Der kunde udrettes ved et perfonligt Møde mellem 
Kongerne. Han fyjeve Dem i Deres Begjæring, og Der blev fat Grid eller 
Vaabenjtilftand for den Tid, Modet varede. Magnus roede ind til Øren 
paa en Skude, og Sverre fad til Heft oppe par Øren, vmringet af en 
Moængde Bønder og VBorgere, Der vare nysgjerrige efter at høre hvad 
Konqerne fagde til binanden. Flere af Heflungerne benyttede fig af Lej- 
figbeden til at tale med deres Bekjendte blandt Birkebeinerne. De roede 
ind i Elven paa flere Studer, medens Birkebeinerne gif dem imøvde og 
fode bringe Øl ned fra Byen; derpaa fatte de fig nok faa venftabeligt til 
at tale og driffe fammen ude paa Bratøren, thi der var mange iblandt 
Dem, der, ffjønt de nu hørte hver til fir Parti, Dog vare nær beflægtede 
eller befvogrede, og forben havde været Venner. - Nikolas Urnesføn aab- 
nede Underhandlingerne paa Magnus'8 Vegne med et langt og veltalende 
Foredrag, hvori han henboldt fig til hvad der tidligere havde været om— 
handlet, og udtalte det ønfkelige Ii at et Forlig funde fomme iſtand. Der— 
efter tog Sverre til Orde og fagde, at han nu, fom før, var rede til at 
indgaa Forlig med Kong Magnus, paa det at Landet funde faa Fred; 
han tilbod fremdeles det Vilfaar, at Landet ffulde deles ligt imellem Dem, 
og at De begge paa eengang føulde være Konger, ligefom Magnus Barfods 


























1181.  Gamtale mellem Magnus og Sverre. 135 


- eller Harald Gilles Sønner. Han erindrede om, at lige fra den Vid, da Mag— 
nus den gode deelte Miget med Harald Haardraade, havde Der meget ofte 
været to Konger ad Gangen, og man havde faaledes Erempler nok for 
fig”  Bønderne og VBymændene ytrede Iydeligt deres VBifald til denne 
Falk. Magnus vejite fig og fvarede med høj Roſt, dog endnu i al Ro— 
fighed: ,Hvad de Exempler angaar, fom I have anført paa at der har 
været to Konger paa een Gang, da er Det vel at merke, at disſe Over- 
eenskomfter have været fluttede i al Kjærlighed og VBenftab mellem Brø- 
dre eller andre Nærpaarørende, og enda har fom vfteft dette Fallesſkab 
fedet til Uenigbed, ja ftundom endog til de ſtorſte Ulykker. Dette bør vi 
her tage til Eftertanke, tbi mellem hine var der Dog fra førft af langt 
mindre Ivijte-Emner, end Der nu er imellem o8: jeg behover blot at paa— 
pege al den Stade jeg har lidt, og faa mange ajæve Mænds Drab, bvilke 
deels vare mine Frænder, deel$ mine Benner. - Om jeg end indgaar et 
tvunget Forlig, faa vil det bverfen for mig eller Sverre blive nogen let 
Sag at holde vore Hirder i No, om det treffer fig faa at vi ere tilſam— 
men, efter hvad begges Medlemmer gjenfidigt have rilføjet binanden, og 
Freden vil fun blive fortvarig, om vi end forføge paa at faa den iſtand.“ 
Der fan”, fvarede Sverre, være noget i hvad du figer om Freden, 
Kong Magnus, at om end vi felv føgte at overholde den, vilde Dog andre 
bryde den. Men for at vor egen ulykkelige Tvift dog iffe Inger ſkal 
vorde faa mange Mænd til Meen, tilbyder jeg mig at forlade Landet 
med mine Mænd paa tre Aar, derfom I edeligen vil forpligte Eder til at 
fade mig faa det halve Nige til fuld Raadighed, og til at fade de Mænd i 
red og No, fom jeg fætter til at beftyre det i mit Navn; naar jeg da 
efter tre Wars Forlob fommer tilbage, fulle I og Eders Mænd paa 
famme Betingelfe rømme Landet i tre Aar.“ „Jeg tager gjerne imod”, 
fagde Magnus, ,at du, Sverre, og Dine Birkebeiner forfade Landet, men 
fun faafedes, at I aldrig fomme tilbage. Jeg blev indviet og fronet 
af den romerffe Legat 2), med hele Nativnens Samtykke; jeg aflagde den 
Ed ved Kroningen, at jeg ſkulde holde Landets Love, vg med det Sverd, 
jeg modtog ved Kroningen, forfvare Dette Land mod onde Mænd 
(Eftertragten og Ufred; jeg føvede heller at lade mit Liv, end at fvigte 
denne Ed. Mu maa Gud raade for, hvor langt mit Liv ſkal blive, men 
Der fan iffe engang være nogen ale om at jeg fiulde fejgt bryde. min 


1) Dette er egentlig urigtigt, thi det figes udtrykfeligt i Magnus Erlingsfons 
Saga Gap. 14. Snorre Gay. 22. (jvfr. ovenfor II. S. 939) at det var Er: 
Éebiffop Gyftein, der Éronede Magnus. Men da Legaten var tilftede ved 
Kroningen, og vel egentlig var den, fom ledede det Hele, kunne maaffee 
Magnus's Ord forklares fom hentybende hertil, og fom en i Falens Leb let 
tilgivelig Unejagtighed. 


136 Magnuå Erlingsføn og Sverre GSigurdsføn. 


Kroningsed, og af Frygt lade mig Vevæge til at afftan dig, Sverre, - 
nogen Deel af Landet ; jeg, fom allerede å Kampen mod Eder, Birfebeiner, 
bar miftet over hundrede fendbaardne Hirdmænd, og ferten Lendermænd, 
pvortil endnu fommer den fyttende, bvis Tab alene er ftørve Stade end 
alle de andre, nemlig min Fader, Erling Jarl. Jeg fan faa meget mine 
dre indlade mig paa at overlade Vig, Sverre, nogen. Decl af Riget, - fom 
jeg iffe engang tror du bar Herfomit til at være Konge enten ber eller 
andenſteds. Enten ffal jeg derfor vinde hele Norge igjen, eller miſte det 
alt fammen tilligemed Livet.”  Hertil fvarede Sverre: „J erindrer her, 
Kong Magnus, fun om den Skade, I bar lidt i vore Fejder, men tager 
intet Henfyn til, hvad Eders Frænder have gjort imod mig, bviltet dog 
er fangt mere og værre. - Forſt blev nemlig min Fader, Kong Sigurd, | 
dræbt fyd i Bergen, derpaa blev min Farbroder, Kong Eyſtein, ombragt 
øfter i Bifen 1). Noget fenere, efter Kong Inges Fald, blev min Brover 
Haafon tagen til Konge over hele Niget *), men Cvling frakte rejfte en 
Flof imod ham og fældte bam fyd paa Møre 3) med. mange Lendermænd 
og bevlige Drenge. Harald, min Broder, lod Erling hænge op paa 
Hvarven fom en Kraafeunge, Siqurd, min Broder, blev halsbuggen å Ber- 
gen *), og Eyſtein, mit Syſkendebarn, fældte de paa Ree. Nu kunde jeg 
beef vel fige det famme til Gder, fom I til mig, at jeg ej fortjente at være 
Konge over Norge, om jeg fluttede Forlig med Eder, eller overflod Eder 
nogen. Deel af min Fædrenearv, thi aldrig har det hændt i Norge, at 
Nogen blev faldet Konge uden at være Kongeføn, førend du, Magnus, 
tiltøg dig denne Net. Jeg gjør Vig derfor endnu det famme Filbud fom 
før: gaa op paa Ilevollene med dit Mandſkab, og bereder Eder der til 


1) Det er ovenfor (IL. S. 889) nævnt, at det var Sverre faa magtpaaliggende 
at give Inge Skylden for Eyfteins Drab, at han endog lod det førive faa- 
ledes i Sagaerne. Og, fom man feer, gjorde han igjen Erling og Magnus 
anfvarlige for, hvad Inge havde gjort. 

2) Det vil fige paa Ørething, men det er derfor ikke fagt at han blev aner- 
fjendt over hele Riget.  Ivertimod betragtedes hans Jilhængere paa mange 
Steder, ijær i Gulathingslagen, fom en Oprørsflof. Sverre farer vifelig 
ganffe let hen over Kong Inges Drab, uden at lægge Haakon eller hans 
Jilbængere det til Laft, uagtet Inge dog, fom egtefød, var den legitimefte. 
Konge af alle Brødrene, og Haakon i Forhotd til ham kun en Oprører. 

3) Det var egentlig iffe paa Møre, men i Romsdalen, at Haakon faldt; dog 
var Sammenftødet mellem ham og Erling allerede føret ved Steinavaag paa 
Møre, fe ovenfor II. S. 915, 916. 

2) Saaledes ftaar der i alle Haandffrifter, ffjønt det tun var Markus, Sig- 
urds Fofterfader, der blev hængt paa Hvarvens Sigurd blev halshugget ved 
Gravdal (fe ovenfor I. S. 924), Harald i Bergen. Unejagtigheden er maa: 
fee Eun at tilſtrive Sagabearbejderen; dog Funde det nok være muligt at Sverre 
felv, der paa biin Tid ej var i Landet, har huffet fejl. 








1181. Samtale mellem Sverre og Magnus. 137 


Strid, faa ffal jeg fomme ud af Borgen mod Eder med alle Mine. Da 
tænfer jeg not du ſkal fare famme Uferd fom forrige Gang, eller endnu 
værre, thi nu vil dog vel Gud engang gjøre Ende paa Det Kongedømme, 
hvormed du faa uretmæslfigt har indefiddet en Tidlang.“  Havde Sverres tidli- 
gere Forflag været æventyrligt og meſt ſkikket til at fremfalde Smiil, funde 
dDisfe hans Ord derimod umuligt andet end vokke Magnus's og hans Mænd 
hojeſte Harme, deels fordi ban her gif ud fra fom givet, bvad hans Mod- 
ftandere netop benegtede, at han var Sigurd Munds Søn, vg faaledes i 
deres Øjne byflede en Smerte over Fabet af Mænd, der vare ham alde- 
les utedfommende; deels fordi-han gikt fængere tilbage i Tiden end Mag— 
nus”8 egen Fodſel, og gjorde bam anfvarlig for Sigurd Munds Dra, 
vort ej engang Erling var fyldig, endelig fordi han overhoved fremitile 
fede Forholdene vrangt, ej at tale om de mindre Unøjagtigheder, hvori 
ban gjorde fig ſtyldig. Derfor fvarede Magnus nu fjendeligt beftigere 
end før. „Jeg vil ikke,“ fagde ban, softere gaa op paa Din VBlotvold; 
gaa heller ombord, og fader os ſtride ude paa Fjorden med et lige Antal 
Skibe paa begge Sider.“ Mine Skibe,“ fvarede Sverre, „ſtaa nu paa 
Sand og ere for Ojeblikket ikke i fejlfærdig Filftand; jeg fan fun 
ſkaffe tre, men vil du Da ogfaa bemande tre fom du finder for godt, faa 
funne vi holde Slag med disfe 6 Skibe.“ „Jeg finder det bedſt“, fvarede 
Magnus dertil, „ikke at fpilde flere Mennefteliv, men da det ev fandt, 
fom du figer, at jeg fom ofteft har maattet tage Flugten for dine Mænd, 
bvilfet fommer deraf, at du altid ligger i Baghold og Skjuul, naar Striden fral 
ſkee, faa foreflaar jeg dig, om du tør, at træde ene frem med Dine Vaa— 
ben, Da føal jeg ligeledes komme ene imod Vig, og fulle vi da flifte Hug 
med binanden faaledes at den Srjrende faar Land og Rige.“ Hertil 
fvarede Sverre: Det førgelige i vor Fejde er vjenfynligt not for alle vg 
enhver, om vi iffe Dertil ftulde flaas perfonligt med bhinanden. Dertil 
have vi vore Mænd at frille for o8 i Fræfningen, men det tyffes mig 
heel ufongeligt at vi felv fegte med hinanden, ligefom Slaaskjæmper, Ver 
ingen Folk have at byde over. Men har du endelig faa ftor Lvft til at 
møde mig een mod een, faa ſtig i det mindfte til Heft og jeg ligefaa, da 
funne vi turnere med hinanden paa fornemme Mænds Niis.” Saaledes 
opløfte Den bele Samtale fig i Ordverling og urimelige Forflaq; og da nu 
ogfaa Folkene, Der fad og Draf med binanden, begyndte at fomme i Klam— 
meri, hævedes Modet. Magnus gif atter ombord og bans Mænd roede 
tilbage til Flaaden. Sverre fod i Haft nogle Studer drage tvers over 
Ørens nordøftlige Spids ud i Fjorden, og fendte dem efter De tilbage 
vendende Heflunger: de fom dem faa nær at man gjenfidigt faftede Spyd 
paa binanden, fan at flere faldt, bvoriblandt den for omtalte Karl Kjøt- 
faar, og mange bleve faarede. Magnus felv flap heldigt tilbage til Flaa- 


138 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdéføn. 


den, og blev endnu liggende et Par Dage ved Munkholmen, va drog han 
bort igjen, uden at foretage fig mere, og vendte tilbage til Bergen, for at 
tilbringe VBintven der *). 


28. Sverre drager til Oslo.  Magnus's førfte heldige Overfald paa Nidaros. 


Sverre havde ligeledes tænkt at overvintre i Fhrondbjem, men da Mag— 
nus nu paa fit Tog havde opdaget Ledingen og alle andre kongelige Jnd- 
tægter, lige til Fbrondhjemsmynne, havde Sverre iffe mere til at under- 
Holde fine Fropper med for hele Bintren, end hvad Tbrondbjems 8 Fylker 
unde indbringe, og Dette var neppe tiljtrærteligt. Han befluttede vderfor, 
Da han børte at Magnns vel var fommen førdenfor Stad med alle fine 
Sendermænd, at gjøre et Tog over Land ned til Bifen med en Deel af 
fine Folk, og der forfoge, bvad ban funde udrette mod Heflungerne, efter- 
fadende en fterf Beftning under Unførfel af Erik Kongsføn og Kol 
Iſaksſon fra Fofen ?), for at forfvare Byen og Flaaden. Sverre fyn:s 
paa dette Tog iffe at have modt nogen. Hindringer, ja de Afvdelinger, han 
fendte i Forvejen ned i Bygderne for at jage efter Heflungerne og I det 
mindfte tage deres Gods, fit endog iffe Ddræbt faa faa af dem, navnlig 
Asfer, Son af Fon Baagedrumb, og Eyvind Dyre, bvilfe begge fynes 
at bave været anfeede Mænd. Sbverre fom Denne Gang lige til Oslo, 
bvor han hidtil endnu iffe bavde været, men fom han nu, efter hvad det 
fader til, uden Sverdflag tog I Befiddelfe. Beſynderligt nok, tales der 
ej med et enefte Ord om de nærmere Omitændigbeder berved. Da Orm 
Kongsbroder faavel fom De flefte pvrige vifverffe Lendermænd vare I Bergen 
bos Kong Magnus, bar vel Byen været aldeles forfvarsløs, og Bymæne 
Dene ude af Stand til at fætte fig til Modbærge, om de end havde not 
faa ftor Lyſt dertil. Sverre underlagde fig hele Viken, og indſatte Sys— 
felmænd overalt i Landſkabet, medens Heflungerne, fom vare Der, toge Flugten 
deels pjtover, Deeld til Kong Magnus, og berettede ham hvad Sverre tog 
fig til. 

Da Magnus fik dette at høre, fendte han firar Orm Kongebroder 
med den ſtorſte Deel af Flaaden til Bifen, for at jage Sverre bort, men 
felv befluttede ban at benytte fig af Sverres Fraværelfe fra Throndhjem, 
for at overfalde Den af bam efterladte Befætning. I al Hajt drog han 
derfor atter nordover med 7 Langftibe famt en Stude, og fom til Thrond— 


1) Sverres Saga Gap. 60, 61. 


2) Da Ivar Horte, fom ovenfor nævnt, fynes at have været Herre til Fofen, 
har Kol FIfafsføn fiffert været en Mand af Hage Herfomft fra Øen, maa 
føee en af hans Huusmænd. 





2 pe av 








1181. Magnus overfalder Birkebeinerne i Nidaros. 139 


hjemsfjorden faa Dage før Mortensmesfe. Erik Kongsføn og Kol Iſaks— 
føn bavde not hørt noget Nys om Magnus's foreftaaende Ankomſt, og 
fode Holde Vagt om Natten ude i Gildeffaalerne paa Øren 1), men rigtig 
Befted om Magnus's Ferd fil de dog ej, og De vidfte intet af, førend de 
faa hans Skibe fomme frem om Digermulen (Loverdag den 7de Movem- 
ber). Da blev der blæft Alarm, og Mandfkabet opftillet i to Ufdelinger, 
den ene, bvoriblandt ogfaa en Deel af Bymændene, ude paa Øren, under 
Kol Ffafsføn, den anden, under Erik Kongsfon, fra Skibekrogen og ud 
til Bratøren. Ovenfor Stibefrogen, paa Bryggerne, opſtilledes Bymændenes 
Hovedftyrfe tilligemed en Deel opbudne Ledingsmænd, og Dannede ſaaledes 
Eriks bojee Fløj. Da Magnus's Skibe fom udenfor Munibolmen, (ode 
De Sejlene fade, men dreve for den Fart, de allerede havde, ind imod 
Øren; da de omtrent bare fomne ud for Korfet *), lagde de fammen, og 
bleve figgende i denne Stilling til fangt ud paa Dagen, da Magnus holdt 
Raadflagning med fine Mænd. Imidlertid vadede mange af Kol Iſaks— 
føns Fylking paa Øren ud imod Skiene, faftede Stene eller ſkode paa 
Dem, og opfordrede dem, der vare ombord, til at fomme i Land, uden at 
nogen af Magnus's Mænd enfede det, da Høvdingerne vare hos Kon- 
gen å Krigsvaadet.  Herover bleve Birkebeinerne des mere driftige: Hagbard 
Myntmeſter, der juft ftulde holde Bryllup, vaabte endog paa Kong Mag— 
nus felv, og bad ham og alle bans Mænd fpotviis til Brylluppet. Men 
dDe fit fnart andet at tænfe paa end at haane Heflungerne. Omtrent ved 
Novn Kl. 3) fatte Magnus fig i Bevægelfe: han felv med de fire ftørfte 
Skibe roede ind i Elven, de andre fire lagde til ved Øren. Magnus 
ftevnede lige imod Erik Kongsføns Merke, og lod fit Skib lagge fig ved 
Siden klods ind mod Sanden; Landingsbroerne bøeve ſkudte op faa godt 
fom under Birfebeinernes Fødder, medens der fra De øvrige Skibe reg- 
nede Stene, Spyd og Pile paa dem. - Dette beftige Angreb unde de ikke 
udholde, men vege tilbage, faa at Heflungerne fom i Land. Birkebeinerne 
føgte vel at hindre deres videre Fremtrængen, og Der begyndte en bidfig 
Fegtning, bvor flere faldt vg mange bleve faarede, men da fandt ikke 
Bymændene og Kedingsmændene fin Megning ved at ftaa der længer, og 
flygtede op i Byen. Da VBirfebeinerne fan fin Fylking tyndes, medens 


1) Disje laa, fom man andenftedefra erfarer, yderſt paa Øren, lige ved Soen, 
og brugfes, fom man i det følgende vil fee, oftere til at lægge Bejætning i, 
naar Fiender ventedes. Den fornemfte af dem var Korsgildets Skaale. 

?) Dette Kors har formodentlig, ligefom i andre fremmede Byer, været et 
Slags Jvibune med et Kors, hvor man deels forrettede fin Andagt, deels 
ogfaa holdt offentlige Jaler, navnlig ved Møderne paa Øren. Maaſtee har 
Korsgildet, ellers indviet til St. Olaf, faaet Navn efter dette, fordi Gilde 
fÉaalen, hvad der er hojſt fandfynligt, ftod nær ved. 


140 Magnus Erlingsſon og Sverre Sigurdsføn. 


Heklungerne trængte fjeft frem, toge ogfaa de Flugten, en Deel af Heklun— 
gerne forfulgte Dem og nedlagde mange, en Deel vendte fig ud mod 
Øren, for at tage Kols Afdeling i Ryggen. Denne fjæmpede nidlertid 
paa Det beftigfte med Krigerne fra de andre Skibe, der ſtrax vare fprungne 
ud, faa fnart Skibene mødte Grunden, og vadede ind mod Land, uagtet 
Vandet i Forftningen naaede Dem under UAUrmene. Medens Kampen her 
endnu var i fuld Gang, fagde En til Kol: ,jeg tror vift at Heflungerne 
allerede ere fomne op i Elven." „Da er det intet andet for end at flygte," 
fvarede Kol. „Er iffe det nu for ſeent,“ fød en Stemme bag ham. Kol 
vendte fig, faa, at det var en Heflung, og hugg til han med De Od: der 
er de Djævle alerede fomne.” Heklungen hugg igjen, flere fom til, og 
Kol faldt med inange af fin Srop, de øvrige toge Flugten. Erik Kongs- 
føn felv og mange med bam flygtede ud gjennem Fræborgen, og over By- 
aafen til Gauldalen; andre op over Broen; mange føgte Frifted i Kir— 
ferne, men til ingen Nytte, da Heklungerne vare faa forbitrede, at De ej en- 
fede Kirfefreden, men lode Flygtningerne Drage ud af Kirferne og Ddræbe. 
Dette fødde endog I Chriſtkirken, hviifet aldrig før havde hendt. Saaledes 
blev. Eyvind Sfraape, en af de ældfte Birfebeiner, en fror, ſterk og væle 
dig Krigsmand, flævt ud af Chriſtkirkens Chor, og trukken paa en Kjelte 
ned til Øren, Hvor ban blev Dræbt.  Stallaren, Gudlaug Vale, blev og- 
faa tagen ud af en Kivfe: ban blev ikfe ftrar dræbt, fordi man vilde faa 
vide af ham, hvor Sverre havde ffjult fit Losøre, og hvor Kongens Søn, 
Lavard, fom ban opfoftvede, var at finde. Da ban ej vilde tilftaa noget, 


blev ban fagt paa Pinebænfen, men udholdt ftandbaftigt Pinflerne, uden 


at aabenbare det Mindfte. Da (od Magnus ham dræbe. Hans Tro— 
ftab og Standbaftigbed vandt almindelig Berømmelfe. Saa godt fom ingen 


af de Birkebeiner, Der faldt i Heflungernes Hænder, fit Grid, og de bodt 


faaledes alt for vel deres Løfte. Hele Sverres Flaade, i Ult 33 Sktibe, 
faldt ti Magnus's Hænder. Fire af disfe, bvoriblandt Olafsfuden, lod 


ban i Haſt fætte frem og udrufte; til at faa De pvrige fejlklare var der 


iffe Iid, og ban lod dem Derfor opbrænde. Det var nemlig ikke hans 


Henfigt, at blive længer i Fbrondbjem, Hvor Jndbyggerne vare ham faa 
fidet bengivne; ban børte dDesuden, at Erik Kongsfen havde faaet famlet 
en beel Deel Bønder oppe å Gauldalen. Han ffyndte fig Derfor bort, idet 
ban dog lod falde Srufler om at fomme vet fnart igjen, og Da tage efter 
tryffelig Hevn for bvad Thronderne havde gjort mod bam og hans Ja 


der. Paa Farten ud af Fjorden fendte ban nogle Fartøjer ind: til Orkez 


Dalen, for at hugge Kvæg op for flere af Sverres Filbængere, navnlig 
Havle paa aften, Fofte paa Ufta, og Helge paa Rodaas; de piyndrede 
ogſaa hos Orm og Erik paa Etye, og fore vverhoved heel vodfomt frem, - 





1181. Birkebeinernes Nederlag i Nidaros. 141 


hbor de kom 1). Man flude formode at de ved Denne Lejlighed ogſaa 
njeftede Gelmin, hvor Cecilie, Sverres Syſter bvede, men der nævnes intet 
Derom, uagtet Der maatte være Anledning nok dertil, Da hun ſtrax efter 
omtales; bar bun fluppet for Piyndring, maa det enten have været fordi 
Hetlungerne iffe naaede faa vidt, eller fordi de vilde vife fig ridderlige 
mod en fornem Dame, om hvis fongelige Byrd der ej, fom om Sverres, 
berffede Ivivl. En af de udfendte, Eindride Torve, Søn af Fon 
Kutiza, blev med fit Skib liggende Å Orke-Oſen noget langer end de 
øvrige, og laa der endnu, da Baard Gutbormsføn, Der vel bar været ude 
paa en Rejſe i Kongens eller fit eget Evende, fom med et Følge af 30 Mand 
over Sfoven fra Hevne ned til Liden ovenfor Tunge paa Geitftranden *). 
Der faa han Langffibet i Ofen, og ffjønnede at Vet maatte være Heflun- 
ger, men ban vovede iffe at angribe dem, og blev liggende der oppe i 
Siden Natten over, ffjønt ban og hans Mænd lede meget af Kulde Om 
Morgenen fendte han tre Mænd ind til Cecilie paa Gelmin for at høre, 
hvad der var paa Ferde. Hun, der maaftee allerede yndede Baard, fom 
faa War fenere blev hendes Mand, meddelte dem i al Hemmelighed 
mangt og meget, og befvæftede Deres Formodning at det var Kong Mag- 
nus's Mænd, fom [aa i Ofen. Baards Mænd vilde ſtrax angvide dem, og 
iffe fænger ligge der oppe og fryfe, men han felv, en volig og forfigtig 
Mand, vilde ikke indlade fig derpaa, og herved blev det. Ud paa Dagen 
fettede Heflungerne Anker og fejlede ud efter Konq Magnus. Baard fort- 
fatte da fin Rejſe til Byen. Her blev han for det førfte med fin Stare; 
efterbaanden indtraf andre af Birfebeinernes Høvdinger med deres Sfarer 
og fluttede fig til bam, navnlig Helge Thorfinnsſon, Ottar Knerra og 
Grit Havlesføn. Erik Kongsſon drog fvd til Viten, for felv at overbringe 
Kong Sverre Gfterretningen om fit Uheld, og bede ham paa det indftæn- 
Digfte i fit og Throndernes Navn, at fomme tilbage til Throndhjem, for, 
fom ban bavde lovet, at forfvare Dem mod Kong Magnus. Magnus fort- 
fatte Nejfen til Bergen 3). 

Sverre havde imidlertid opholdt fig i Oslo, uden at foruroliges fyn- 
Derligt af Orm Kongsbroder, der for det mefte holdt fig ved Funsberg 
med fine Skibe, men nu og da gjorde mindre Fog, fnart omkring paa 
Veſtfold, fnart veft til Agder, men vovede fig aldrig ind til Oslo, lige faa 
fidt fom Sverre, der ingen Skibe havde, funde angribe ham. Paa begge 


1) Alle de her nævnte Gaarde ligge yderft i Orfedalen, paa begge Sider af Ofen. 

?) Junge ligger ftrar udenfor Gelmin novdenfor Skjenald-Elven. 

3) Bed denne Lejlighed var Gtalden Hall Gnorresfen hos Magnus, og digtede 
to ſmukke Vers om Sejladſen; her taler han om, hvorledes Kongen ſtyrer 
Olafsſuden, og nys vandt en herlig Sejr.  Verfene eve optagne i Sverres 
Saga Gap, 63. 


142 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsſon. 


Sider dræbte eller fangede de alle de Mænd for hinanden, fom de kunde 
faa fat paa. Da Grit Kongsfon fom med fit bedrøvelige Budffab, fatte 
Sverre ham og hans Mænd baardt til Rette for Deres Daarlige Ferd, og fagde 
at de fun bavde lagt lidet Vid for Dagen. Til Unmovdningen om ftrar 
at fomme til Throndhjem fvarede han, at ban iffe vilde fare efter de For- 
tællinger, Grit og hans Folk forebragte, fiden de havde viift fig faa uvite 
tige: han havde desuden nu engang belavet fig paa Julevejifle der i Oslo 
med faa megen Befvær og Omkoftning, at ban ej funde eller vilde bryde 
op derfra førend efter Julen; og derved blev det. Magnus tilbragte Ju- 
fen, fom det var beftemt, å Bergen. Her var ban paa et bængende Haar 
fømmen af Dage i et Slagsmaal mellem hans egne Mænd. Ved Jule 
gjeftebudet bofdt ban og Hirdmændene til i den frore Hirdſtue paa Kongs— 
gaarden, Gjefterne derimod i den faafaldte Sunniveftue. De ærgrede fig 
over at de fun fil Ol at driffe, medens Hirdmændene fif Mjød, og femte 
Dag Juul (29de Decbr), da de Vare meget drukne, grebe De endog til 
Vaaben, og ftormede hen til Kongens Stue for at bryde ind. Da Kon- 
gen børte dette, fprang ban til Døren, for at frandfe dem. Hans Tral, 
Baard Sfjold, lød foran ham udi Forftuen, og blev ſtrar drabt ). Var 
Kongen fommen førft, vilde vel dette være blevet hans Lod. Han vendte nu 
om igjen, og Hirdmændene floge Døren i, men Gjefterne brøde Den op. De 
Hirdmænd, fom Harde hart Vagt om Dagen, og fom vare dDe eneſte, Der havde 
deres Vaaben tilftede, ftillede fig nu foran Døren, og forfvarede den, me- 
Deng de øvrige indenfor toge Stenene af Ovnene og faftede ud ti Forftuen 
paa Gjefterne. - FJmidlertid havde Bymændene, faa vel fom Magnus's 
egne og Lendermendenes Huuskarle faart Nys om FJumulten; De væbnede 
fig ftrar og ilede til Hirdftuen, fom Gjefterne nu maatte forlade; men en 
heel Deel vare faarede. Morgenen efter lod Kongen de værfte af Uroſtif— 
terne gribe, og ftraffe med Tabet af Foden eller Haanden, men ingen drabe *). 


29. Magnus overfalder Nidaros anden Gang, men viger for Sverre, Der 
fommer Staden til Hjelp. 


Strar over Fuul beredede Magnus fig til at udføre fin Frufel mod 
Sbrønderne. Han beftemte fig til fun at medtage fin Hird og fit meft 
udføgte Mandſkab, tilfammen ikke fuldt 1000 Mand. Det fom nemlig 
meſt an paa at overrumple Birfebeinerne.  Udruftningerne medtoge en tre 
Ugers Tid, og ban forlod Bergen firar efter. Kyndelmesfe (den Feb— 
ruar 1182). Det var hans Henfigt at flynde fig faa meget fom muligt, 





1) Dette er maaſtee det fidfte Sted i vore Gagaer, hvor en Tral omtales. 
2) Sverres Gaga Gap. 63—66. 


* 





1182. Magnus” andet Overfald paa Nidaros. 143 


- for at fomme des mere uvæntet, men ban fit ofte Modvind og lan vejr- 
faft i flere Hatme, faa at han iffe fom til Throndhjem førend Løverdagen 
den 20de Februar '). Men desuagtet fom han ganſke uvæntet, og Bir- 
febeinernes Hovdinger maa faaledes vift have været utilgiveligt forſommelige i 
at indhente Gfterretninger. - Da Magnus nærmede fig Byen, lod han en 
Afdeling af fine Mænd gjøre Landgang ude ved Borgen, en anden ved 
Øren, en fredie inde ved Bryggerne, og fra alle Kanter ftorme op i Byen: 
to Studer fendte ban over til Bakte, for at Mandſkabet der kunde gaa 
i Land, og i af Haft føde oven om Erlendshaugen vg ned til Broen for 
at befætte denne *). Overrumplingen lyftedes fuldfommen. Birkebeinerne 
vare fpredte rundt om å Byen, mange af Dem i Bad; ingen anede nogen 
Fare. Baard Gutbormsføn var den forfte, der merfede Uraad, vg uden 
engang at gjøre mindfte Mine til Forfvar fatte han med alle fine Mænd 
afſted til Broen, fom han var heldig nok til at nar og flippe over førend 
Fienderne endnu havde befat Den. Ottar Knerra og Helge Fhorfinnsføn 
havde en Skude liggende ved Kongsqaardsbryggen, og løb ombord i den, 
for at fomme over til den anden Side. Eyjulf Havlesføn var i Bad i 
Gaarden Grjot ftrar ved Korsfirfen 3), da han børte et Barn fige: , her 
fare Heflungerne"; ſtrax greb han fine Klader i Fanget og lob ud af Gaards— 
fedet forbi Kirken. I det famme fom en beel Deet Heklunger udenfra op av 
Gaden; ban feyndte fig da op om Chriſtkirkegaarden, men der mødre han en 
anden fiendtlig Trop, fom tar fommen i Land: han maatte derfør vende 
om og tage Vejen til Kongsbryggen. Her fom han med en Deel andre ud 
paa den nys nævnte Skude, og de fatte ftrar fra Land, i det de drøge Sverdene, 
holdt fine Buklere (mindre Skjolde) for fig, og for Reften værgede fig med hvad 
De forefandt. De vilde fee til at fomme over mellem Erlendshaugen og Skel⸗ 
linghellen 4), men fom de nærmede fig den anden Side, ftod Fartsjet 
med eet ſtille. FJngen funde fljønne bvoraf det fom, nogle troede at der 
var fommen Hærfjeter 5) over Dem, og at Døden var dem alle vis: da ope 


1) Eller fom det i Sagaen heder, Løverdag i anden Uge af Langefaften. Da 
Paaffen i 1182 faldt paa 28de Marts, bliver Faftelavns Søndag 7de Fe: 
bruar, og 2den Cøverdag derefter den 20de, 

2) Grlendshaugen er, fom man af andre Steder tydeligt Fan fee, den Højde, 
hvor Ghriftianfteens Fort fiden er anlagt. 

3) Korskirken laa omtrent paa Hjørnet af nuværende Kjøbmandagade og Ve— 
ftregabe, altfaa iffe langt fra Kongsgaarden, der laa pderft mod Elven paa 
Nordfiden af nuværende Øftregade, 

4) Ultfaa nøjagtigt paa det Sted, hvor Broen nu er. 

) Bed Harfjeter (herfjötur) forftod vore Forfædre egentlig den paniſke Skrak, 
der lammer enhver Muffel og hindrer enhver Bevægelfe, eller, fom man 
endnu hos os figer, ,forfjetrer” Menneffet. En faadan Skrek paafom ftundom, 


144 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsſon. 


Dagede de, at de havde glemt at hale op et Unfer, der bang ned fra Bou- 
gen, og fom greb fat, Da Det blev mere grundt. De fappede i Haft YUn- 
fertouget, og fom da firar i Land. Ottar og Gvjulf holdt fig fammen, 
og lob affted af alle Kræfter i Den tylfe Sne, ſom juft var falden. 
Nær vare de blevne indbentede af de Heflunger, der imidlertid havde lan— 
det ved Bakke, og tevnede op ad Vejen forbi Erlendshaugen, dog fit Gyjulf 
og: Ottar Forfpringet, og fom uftadte til fine Folk, Der famlede fig i en 
Dal nedenfor Berg. Da de nu vare femten i Fallet, vilde Ottar at de 
ftulde vove en Dyſt med de Heflunger, der forfulgte Dem, men Eyjulf fra- 
raadte det. „De“, fagde han, ville faa Forſterkning, os derimod tør ingen 
fomme til Hjelp.” De flygtede derfor videre op til Klæbo, og Derfra over 
Nivelven til Gauldalen. Her famledes efterbaanden alle Flygtningerne, og 
toge Bejen gjennem Soknedalen til Opdal, for at drage videre over Fjel- 
det fil Oplandene. | 

SFmidlertid føærmede Heflungerne om i Byen, og dræbte alle de Bir- 
febeiner, de forefandt, tbi om Grid nyttede det ej at bede. - Søndagen 
hodt Kongen Raſt i Byen, men fendte Bud ud til Orfedalen, at han 
vilde fomme der Ousdagen efter (24 Februar) og holde Ihing med Or- 
fedølerne; ligeſaa lod ban Gauldølerne tilfige til Thing i Byen næfte Fre- 
Dag (26 Froruar). Orkedolerne vovede iffe at fidde hans Befaling over- 
Hørig, og Da Kongen om Onsdagen fom til Thinget, fandt han Bønderne ſam— 
fede. Han talte da faaledes til dem: , Det er nu faa fænge fiden at I, 
Thronder, og jeg holdt Thing fammen, at I vel neppe mindes det. I 
hete tre Aar have I ikke ydet mig det mindfte af hvad det var Eders 
Skyldighed at udrede. tu vil jeg Derfor, at I ffulle gjøre Rede og 
Nigtigbed for al den Leding, fuld Almenning, fom I vare pligtige at ude 
rede for dette fidfte Aar faa vel fom de to forrige, og Dertil for alle 
andre Afgifter og Udredfler, af Hvad Navn nævnes tan, Landſkyld, 
Gaqefald 0. f. v., fom'I fylde Eders retmæsfige Konge, men fom I nu 
pave ydet vore Fiender, hvorfor jeg ønffer Eder Guds Brede faa vel fom 
min”. Han blev nu beftigere og beftigere i fin ale, og tilfidit faa vred, 
at ban bandede, faa at Bonderne en Stund næften troede at han vilde 
anfafde og dræde dem. En Bonde, ved Navn Roe paa Kjarftad i Mel- 
dalen, tog Da til Orde, og bad ham forunde Bønderne Fred og Grid 
famt nogen Fritt med Udbetalingen. — Kongen fvarede, at hvis Ult blev å 
rigtigt indbetalt i Byen inden 14 Dage, ſkulde han ſkaane dem. Dette vede 
toge Bønderne, og ban vendte Derpaa tilbage til Byen, efterladende paa. Grjote 
i Orfedalen to Sysfelmænd, Haakon og Sigurd, for at inddrive Afgiften. 


meente man, dem der deeltoge i en Kamp, ifær førfte Gangs derfor Faldte 
man ben „Krigsſtrek“ eller Har Fjeter. 





J 


1182. Sverre fordriver Magnus fra Nidaros. 145 


Men paa famme Vid, fom Magnus havde forladt Bergen, var vg- 
fan Svære brudt op fra Oslo for at fomme Soronderne til Hjelp. Vaa 
Hadeland hvor Toget gif over en Deel af Den tilfrosne Nandsfjord, - havde 
ban det Ubeld at mifte fyv af fine fornemfte Mænd, der faldt i Iſen og 
druknede 1)Y. Da han fom til Hjardfinn paa Dovre, mødte han Flygtnin- 
gerne fra Fbrondbjem, Der nu bragte ham Efterretningen om Deres andet 
Nederlag, og maatte døje mange Forbaanelfer af Deres fondenfra kom— 
mende Kammerater, fordi de ikke havde vidft at fliffe fig bedre. Ingen 
af disfe, endog De vingefte, vilde laane dem Hefte, tvorpaa de havde ftor 
Mangel, og paa Vejen ned til Opdal maatte Baard Guthormsføn og 
andre Lendermænd finde fig i at gaa til Fods, medens fimple Madfvende 
fad til Heſt 2). Sverre flyndte fig ned i Orfedalen, fom til Grjote og 
omringede Hufet, Hvor Magnus's Sysſelmand vare, førend de merkede 
Det mindfte Dertil. De bleve begge drabte med Deres hele Følge paa een 
nær, bed Navn Ottar Gaaje, der fmuttede ud gjennem en WUabning i 
Panelet, og undflap til en nær liggende Kratffov og ned til Orfevdalsofen, 
uagtet fem Mand til Het, bvoritlandt Sverre felv, fatte efter ham. Han 
fik fig en Baad, voede ind til Bynesfet; og ſkyndte fig derfra fan hure 
tigt ban funde over Aafen ind til Byen. Dette var om Fredagen, Da 
Gaulvdølerne føulde fomme til Things. Men man ventede dem forgjæves 
den hele Formiddag, og faa fun nogle Folf fomme agende ned avd Steen- 
bjergene med Vedlas. Da fom Ottar Gaaſe fiyrtende ind i Erik Ar— 
nesſons Gaard 3), bvor Kong Magnus holdt til, og fpurte efter Kongen. 
„Kan Du fige os noget om Birkebeinerne", fpurte nogle Hirdmænd, der 
ftode ude i Gaarden. „Eder figer jeg Intet", fvarede han, ,fad mig fun fomme 
til Kongen". „Han er oppe ved Chriftfirfen ved et Mode”, fagde de, og 
ftrar ilede Ottar derhen.  Lidt efter fom Kongen i frørfte Styndning lø- 
bende ind i Gaarden, og bød alle Mænd væbne fig og gaa ombord uden 
at fpilde et Øjeblif, Da Birfebeinerne vare i Anmarfd. Luren fød, en- 
hver greb i Hu og Haft fine Vaaben og Klæver, flyndte fig ombord 
paa Skibene og roede ud til Munkholmen. Men Dagen git ben, 
og ingen Birkebeiner fom, lige faa lidt fom Gauldolerne. Flere be- 


1) Navnene paa tre af dem angives i Sverres Gaga Gap. 66 faaledes: Fon 
GSfutelfoein og Hallvard Lepp Gunnivedfen, famt Agmund Hallfteinsføn, 
Lodins Broder, 

2) I Sverres Saga Gap. 63 meddeles et Berg, fom Skalden Bjarne Kalfsfen, 
der var i Følge med Baard, Fvad herom, og hpor han giver fin AGrarelfe Luft. 
Hver Fant og Madfoend, figer han, fidder til Heft, medens Lendermænd gaa. 

3) Denne Erik Arnesføn var, fom ovenfor nævnt, Svigerføn af den i 1176 
faldne Nifolas Sigurdsjøn. 

Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. IM. 10 


146 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


gyndte da at tale om, at Ottar maatte have faret med Ufandhed, men 
ban, fom var ombord paa Kongens SMil, holdt faft ved fit Udfagn. 
Ikke Defto mindre bade mange om - Filladelfe til at vende tilbage til Byen, 
for at bente flere Jing, de i Skyndingen havde glemt, fom VBaaben, Klæ- 
der eller Penge; nogle vilde indfjøbe Driffevarer, andre vilde fige deres 
Huftruer Farvel. — Kongen fraraadte alle at fare til Byen, og gav fun 
faa Lov Dertil, iffe des mindre fore mange over uden Filladelfe. 
Imidlertid var Sverre og Birfebeinerne iffe fangt borte. De havde 

fejret fig oppe paa By-Aaſen, bvorfra de kunde fee alt hvad der 
- foregif i Byen, - Løverdags Morgen (27 Februar) tivligt vilde De 
allerede til at angride.  Everre bad dem vente en GStund, indtil 
dDe flefte af Heflungerne vare Å Bad, men Krigerne vare for bidfige til at 
fade fig ftyre, og De fformede ned imod Byen, og forbi eller igjennem 
Borgen, bror de ikke modte mindfte Hindring. Det regnede ſterkt, og ine 
gen i Byen blev dem var, før de allerede vare midt i den. Paa 
Modftand var ej at tænte, og de drabte mange Heflunger, bvoriblandt 
Ginar, en af Kong Magnus's Skibsſtyrere. Nogle undfom paa Baade 
og roede ud til Munkholmen, hvorfra en beef Deel Baade juft havde fat ud 
for at ro over til Byen, men nu vendte om igjen, Da man bavde faaet 
Øje paa Birfebeinernes Skare, idet Den nærmede fig Borgen. Kong 
Magnus gjorde iffe det mindfte Forføg paa at jage Dem af Byen igjen, 
men lettede Anker, ftyrede ud efter Fjorden, og vendte tilbage igjen til 
Borgen. Det vakte almindelig Forundring, at ban faaledes uden Sterd- 
flag ved det forfte Nys om Birkfebeinerne8 Nærmelfe flygtede fra Byen, 
uagtet ban bavde henimod 1000 Mand, Sverre Derimod fun lidt over 
400, ikke at tale om at Fræborgen, med Grav udenfor, lettelig lod fig for- 
fvare med Halvdelen mindre Styrfe end den angribende; og man talte meget 
om, hvor bange Heflungerne dog maatte være for at maale fig med Birkebeie 
nerne i fylfet Slag. Men det laa, fom man tydeligt fan fee, iffe i Mag— 
nus's Plan at fætte Alt paa Spil ved et faadant Slag. Han harde nu 
hele Flaaden i fine Hænder, og funde, naar han vilde, bjemføge Sverre, 


medens denne, uden ovdentlige Krigsftibe, ej kunde ventes at ville angribe 
ham. Hele Landet adlød ham, fra det fvdligfte af Viken lige til Sorond- 
bjemsfjorden, han fit Mandſkab derfra og oppebar Sfat og Skyld deraf, 


medens Sverre iffe havde mere end Ihrøndelagen. Maar han da idelig 
forurofigede ham ved nye Overfald, og for Reften benyttede enhver Lej- 


fighed, Der tilbød fig, for at gjøre ham Skade, maatte ban funne vente, 


med Tid og Stunder at faa han fordrevet ogfaa fra Throndhjem, uden felv at 


vove for meget. Sverre, fom indfaa Dette og følte at bans Stilling blev Å 
mere og mere kritiſk, føgte fremfor Alt at befæfte fig i Nidaros faa godt 


fom muligt, for her at bave et litfert Tilhold, hvorfra intet Overfald 


PE 
Vi 
| 





| 
Å 
| 








ga p 
en AE 


EE Ge pb 


LA 
å 
På 
* 
1 
hå 


4 


i 


1182. Magnus's fidfte Tog mod Nidaros. 147 


funde fordrive ban. Han lod derfor, i Løbet af Vaaren, ej alene fuld- 
føre de allerede paabegyndte Befæftninger, idet Palisfaderætken langs Søen 
fortfattes uden om Gildeffaalene og tvers over Øren til Elven famt langs 
Denne op til Bryggerne, men han lod og opføre et Kaftell ved Broen, og 
rejfe en Balflynge ude paa Bratøren.  Fmidlertid føgte han faa vidt mu- 
ligt at forurolige Magnus's Filhængere ved at udfende mindre Ufdelinger 
af Birkebeinerne paa Strejftog, deels langs Nordmores Kviter paa Smaa- 
ſkuder, deels over Fjeldet til Oplandene, ja lige til Viken, bvor der var 
nogen Fangſt at gjøre. Hetlungerne gjorde paa deres Side Gjengjeld, og 
Floffene ftødte ofte fammen med verlende Held. Saaledes blev Der i 
denne Tid fljendt og brændt vide om i Landet, ifær naar Høvdingerne 
ſelb iffe vare med, og funde holde deres Folt i Sømme. , Borgerfrigens 
Tid var for Alvor fommen *). 


30. Magnus's fidfte Tog mod Nidaros, og hans uheldige Forſog paa at blofere Byen. 


Da Sommeren fom, gjørde Magnus endnu et Forføy paa at drive 
Sverre fra Throndhjem, og det paa en langt eftertryffeligere Maade, end 
før. Han famlede i Bergen en betydelig Hær fra Den fydlige Del af 
Landet; navnlig maatte de flefte Lendermænd indfinde fig hos ham med 
deres Huustropper. Med denne Styrke begav han fig op til Thrond— 
hjem, lob ind i Fjorden, og kaſtede Anfer ved Munkholmen, men i Stedet 
for, fom de forrige ange, ſtrax at forføge et Angreb paa Byen, og, 
bvis det mislykkedes, at trakke fig tilbage, gjorde bm nu førft et Iog 
ind i det Indre af Fjorden og optog Leding, medens Sverre, Der ingen 
Flaade havde og desuden maatte pasfe paa i Byen felv, intet funde fore- 
fage tif at hindre det. Derefter var det Magnus's Henfigt, at blofere og 
udhungre Byen, men ej at vove noget umiddelbart Angreb. Paa dette 
Tog ind i Fjorden gif der vimeligviis en haard Straf over Jndthrøn- 
Derne, fordi De holdt med Sverre. Da Magnus's Flaade par Filbage- 
vejen fom i Nærbeden af Byen, lagde den fig forft ved Depil Devle) 
indenfor Lade, og voede Morgenen efter i fille Beje og tyf Taage ind 
fil Munkholmen. Sverre, fom ej funde fre et enefte af Skibene for Taa— 
gen, men børte Aareſlagene, trorde at de vilde lægge ind til Byen, og 
fød blæfe Signal til at alt bans Mandſkab ſkulde møde nede paa Øren; 
men den fiendtlige Flaade blev liggende ved Munkholmen ven hele Dag og 
følgende Nat, og da Morgenen fom, lagde den ind til Ilevollene, bvor 
den ſtorſte Deel af Hæren gik i Land og nærmede fig Borgen. Birke— 





1) Sverres Saga Gap 69-71. 
1 I 


148 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


beinerne, Der forfvarede Borgen, verlede nogle Sfud med dem, men det var, 
fom fagt, iffe Magnus's Henfigt at lade det fomme til noget Slag; han 
fod Broen brænde, for ogfaa paa Den Kant at afffjære al Forbindelfe mele 
fem Byen og Omegnen, og begyndte VBlofaden, idet han lod enkelte 
Afdelinger af fin Hær ſkiftes til at hode VBagt udenfor Borgen, medens De 
øvrige overnattede paa Flaaden. Sverre opfiillede ligeledes den ſtorſte 
Deel af fit Mandſkab i eller ved Borgen, bvor ban, for at flaffe dem 
Fag over Hovedet, fod opflaa en Deel Velte, og derhos [od flytte to 
Fømmerftuer fra Byen. GSaaledes gif en Tid hen: Magnus faa med fine 
Folk paa Flevollene, hvor man hver Nat faa deres Vagt-Ilde ud over 
Sletten; Sverre lag med fine i Borgen. Der tales iffe om at der i 
- af den Tid forefaldt Smaafegtninger eller andre Fiendtligheder, og det 
fader derfor til at Heflungerne bleve alt for trygge og ikke pasfede nøjag- 
tigt paa. Natterne begyndte nu at blive mørkere, faa at man fra hvert 
Baal, blændet af det frerfe Lys, ikke funde fee fynderlig langt fra fig. 
Heraf benyttede Birkebeinerne fig en Mat, gjorde i al Stilhed under Sver- 
res egen Anforſel et Udfald, og fom faa uventet over dDe nærmefte Hek— 


funger, at disſe iffe vidfte af, førend Pile bvinede om dem paa alle Kan- 
ter; firar derpaa fom der Kaſteſpyd, og umiddelbart derefter flormede Birz 


febeinerne ind paa Dem med Dragne Sverd og bævede Ører. De forvir- 
rede Heflunger fatte fig neppe engang til Modværge, men toge ſtrax Flug- 
ten, og Birkebeinerne dræbte mange af dem. Over hele Sletten var der 
Tummel og Forvirring, Der hortes Krigsraab og Luurfiod fnart bift, 


- fnart her. Krigerne paa Flaaden vilde fomme fine Kammerater til Hjelp, 
ftyndte fig i Land, og vejfte fine Merfer, men funde i Mørket intet fee, 
og vidſte iffe af, førend Flygtningerne tørnede imod dem. Derved fom 


ogfaa deres Rakker i Uorden, og De forføgte iffe engang at modftaa de 


fremtrængende Birkebeiner, men flygtede tilbage igjen til Sfibene alt Hvad 


De funde. Ved denne Lejlighed faldt og drufnede en heel Mangde. 
Sverre og Birfebeinerne vendte tilbage til Borgen med et vigt Bytte af 


Vaaben, Klæder, Guld og Sølv, og da det lysnede om Morgenen, faa 
de bele Sletten beftrøet med Heflungernes Lig. Dette Mederlag | 
frelfte Byen: fra Blokaden. Magnus voede ftrar ud til Munfholmen, og % 
efter at have ligget der nogle Dage, ftyrede han ud af Fjorden, og vendte | 
tilbage til Bergen. - Det er aabenbart, at Den Sfade, ban faa uformodet 
havde lidt, bavde gjort ham ganſke modies, thi i fig felv funde Dog ikke 
hans Tab bave været faa frort, at ban jo meget godt funde bave fortfat 
Blokaden. Men Udholdenbed og Jhærdighed var, ſom man feer, iffe hans 
og Heflungerne8 Dyd, og Dette førfte Ubeld var nok til at bringe ham 
til at opgive et Foretagende, Der Dog vift maa bave Foftet megen Møje 


og ſtore Udgifter. 






rd 


vise 


ab hd La 





MTP ert 





1182. Magnus forledes til at indftilke et nyt Fhrondhjemstog. 149 


Han bavde Dog iffe andet i Sinde, end at fornye Forføget faa fnart 
fom muligt, og begyndte derfor førar efter fin Tilbagekomſt til Bergen at 
gjøre nye Udruftninger. Ud paa Høften vrimlede der faaledes i Bergen 
af Krigere fra alle de fydlige Dele af Landet, og Lendermændene faa vel 
fom de øvrige Høvdinger vare Der med fine ſtorſte Skibe. Sverre, der 
pel var forberedt paa at gjøre en fraftig Modſtand, men helſt Dog, om 
muligt, ønffede at undgaa Overfald eller Blokade, udfandt en Lift, for at 
faa Magnus til at flaa Toget af Tankerne for det forfte. Strax i Be— 
gyndelſen af Bintren lod han faavel fine egne Mænd fom Bymændene 
fammentalde til Thing, og befjendtgjorde her, at Da Det nu var paa anden 
Vinter, han havde maattet undvære Skibe og med fin hele Styrke blive 
figgende i Throndhjem, uden at funne foretage noget mod Heflungerne, 
medeng der allerede var opftaaet Mangel og Hungersnød, fordi faa mange 
Mennefter vare famlede paa een Peet i længere Id, faa han ingen 
anden Udvej end at begive fig bort, førft til Oplandene, og fiden til Ver- 
mefand eller Gautland, hvorfor han befalede fine Mænd, at lave fig til 
Nejfen. Et Par Dage derefter blev en heel Deel Hefte føoede, og Dag 
efter Dag havde man det travlt med NRejfe-Tilberedelferne: Hertil vare 
de Kjøbmænd og Fragtmænd fra Bergen, der paa Den Iid faa i Nidar- 
o8, felv Vidne, og dDe, fom juft da frjlede hjem, bragte faaledes den Efter— 
retning med fig, at Sverre agtede fig til Vermeland med det førfte, og rime— 
figviis allerede var brudt op fra Trondhjem. Det var netop Dette, Sverre 
ønffede udfpredt, for at Magnus, i den Fanfe at Ejfterretningen var paa- 
lidelig, og at Sverre faaledes ikke længere vilde være at finde i Thrond— 
bjem, ſkulde indjftille Toget. Og Liten lykkedes fuldfommen. Toget blev 
indftillet eller det mindſte udfat, og faavel Høvdingerne fom de Menige 
fit drage bver til fit. Skibene bleve rimeligviis fatte paa Land for Vin- 
tren. Sverre forble i Nidaros, uden at foruroliges af noget nyt Angreb. 
Imidlertid førgede han fremdeles for at befælte Byen, og gjørde Begyn— 
Deljen til at ſkaffe en ny Krigsflaade til Veje, fiden den forrige for det 
mejte var i Magnus's Hænder. Paa en Høpde ſtrax ved Landevejen over 
GSteenbjergene fod han nemlig i Løbet af Vintven paabegynde Opførelfen af 
en Borg, og i Byen felv fatte han et Skib i Avbejde, der ffulde blive ftørre end 
noget andet i Norge paa den Tid, og indeholde ikke færre end 32 Rum *). 


31. Sverres mislyffede Forføg paa at overrumple Bergen. Vidfunn Erlings- 
føns Drab. 

Det var imidlertid iffe Sverre3 Henfigt at ligge ganfte frille i Thrond— 

hjem og vente indtil han havde faaet en heel Flaade i Stand, førend han 





1) Sverres Saga Gap. 73. 


150 Magnus Erlingsfen og Sverre Sigurdsføn. 


foretog fig noget mod Magnus. Dertil funde Udfigterne være langvarige 
nof, og Det var viftnok at forudfee, at inden man fom faa vidt, vilde 
Mangel nødfage ham til at Drage bort fra Gynen og faaledes i Virke— 
ligheden udføre Den Beflutning, han bavde foregivet for at hindre Mag— 
nus fra at gjøre et nyt Tog til Sbrondhjem. Under alle Omftændighe- 
Der maatte det være ham og bans Mænd utaaleligt, at være i faa lang 
Tid faa godt fom indefpærrede i een og famme Fjord-Eyn, og den Tanke 
funde faaledes iffe ligge dem fjern, ved en driftig Handling at ftaffe fig 
Luft, og fremfor alt at faa nogle af Skibene tilbage. De befluttede der- 
for, ftrar efter Juul (Januar 1183) at forføyge et pludfeligt Overfald paa Mag— 
nus, der nu, fom nys omtalt, havde fende fine Folk fra fig og mtet mindre 
ventede, end at Birfebeinerne ſkulde vove fig heelt ned til Bergen for at 
bjemføge bam.  GSverre fod udrufte en Deet Smaaffuder, bemandede dem 
med fine Folk, og fatte Kurfen til Bergen i ftorjte Stynding, for at 
fomme uventet over Magnus. Men ved Søndmøres Kylter fil han 
Modvind, maatte føge Havn, og blev nødt fil at ligge der faa længe, at 
alt Haab om Overrumpling var forbi, da man fet funde ffjønne at Mag- 
nus imidlertid maatte have modtaget Efterretning om Deres foreftaaende 
Anfomft. Planen maatte faaledes for det førite opgives, og han vendte 
tilbage til Nidaros, men med den fafte Beflutning, faa fnart Lejlighed 
gaves, at gjentage Forføget. FJmidlertid drev han fterkt paa Befæftningsz 
arbejdet. Allerede ved Begyndelfen af Langefaften (fidft i Februar), vare 
De for Kongen beftemte Værelfer å Borgen færdige; han flyttede firar 
derind med en Deel af fit Mandffab, og opholdt fig der om Vaaren, 
medens de øvrige bleve tilbage å Byen. Borgen fabdte han felv efter 
Kong Davids vel befjendte Borg i Jerufalem Zion, men fædvanligviis 
plejede man at falde den Sverresborg 1). : 

Samme Vaar vare Birkebeinerne heldige nok til at gjøre en vigtig Fangſt. 
Sverre havde, det figes ikke naar, men det maa vel have været i Løbet 
af Aaret 1182, fendt en af fine Mænd, ved Navn Thorgils, fom Sya- | 
ſelmand til det nordligjte Thingdiſtrikt paa Haalogaland, og tillige forlenet 
bam med Finneferden. Der tales ellers iffe om, hvor vidt Haalvgaland 
bavde underfaftet fig Sverre, eller i faa Fald, naar Dette var fleet: efter 
af Sandfunlighed har det fun beftaaet Devi, at enkelte anfrede Mænd ber, - 
fom andenjteds, have erflæret fig for Sverre, medens Derimod den ſtorre kv 
Deel endnu holdt med Magnus; i det mindfte fynes noget faadant at 
maatte fluttes af hvad der ber fitrar efter berettes. - Den fornemfte PG 


1) Den Klippe eller de Klipper, hvorpaa Borgen anlagdes, eller rettere: en paa 
Stedet hvor den laa, opført Gaard Faldes endnu Sverresborg. Zion Faldes 
den I Sverres Suga Cap. 108. 





LÅ 


1183. Vidkunn Griingsføns Fald. 151 


paa Hanfogafand var visfelig Bjartø-UStten, eller den Linje af Arnmod— 
linge-MWtten, der ved Jon Arnesføns Giftermaal med Thore Hunds mag— 
tige Et havde erhvervet Bjarko. Hovedet for Denne Linje, Vidfunn Jonsſons 
Søn Erling, fom allerede ovenfor ev omtalt, var netop nylig dod, efterladende 
fig to Døtre og en attenaarig Søn, Vidkunn, der nu arvede alle hans Be» 
fiddelfer. Saa vel Vidkunn, fom hans Syftre vare færdeles ſmukke, og det 
forftaar fig af fig felv, at disſe betragteves fom nogle af de bedfte Par- 
tier å Landet. Saa fnart Kong Magnus hørte, at Vidkunn havde tiltraadt 
fin Fædrenegaard, (od han ham indbyde til fig, for at ban, fom det bed, 
funde blive udnævnt til Lendermand, hvortil han var fød og baaren; men 
man tvoede ogſaa, at der ftakf noget mere under Jndbydelfen, og dette var vel 
bverfen mere eller mindre end at bringe et Parti i Stand mellem Vidkunn 
og Magnus's Syſter Nagndild, Jon af Randebergs unge Enke, maaftee 
og mellem Magnus ſelv og en af Bidfunns Syjtre ?). Vidkunn fovede at 
fomme den følgende Vaar, og lagde imidlertid fin Jver i Magnus'S Tje— 
nefte for Dagen ved at frydfe om i Fjordene for at venfe dem for De 
Birkebeiner, Der maatte fværme om paa De Kanter. Thorgils Sysfelmand 
havde om VBintren været oppe til Fjelds for at inddrive Finneffatten og 
handle med Finnerne, ſom fædvanligt; det havde ogfaa lykkets ham at faa 
en Deel Gods famlet, og med Dette føor han, Da ban fom ned fra Fjeldet, 
felv tolvte fydover, for at bringe det til Sverre. Men Vidkunn lagde lig 
paa Luur i Øgsfjorden, pasfede paa, da han fom norvdenfra, overfaldt 
og dræebte ham med alle hans Mænd, tog alt Godfet, og bragte Vet til 
Bjarfø. Sverre funde for det førfte iffe gjøre noget Derved. Men den 
følgende Vaar ſejlede VBidfunn hjemmefra, før efter Jndbydelfen at begive 
fig til Kong Magnus, paa fin ftore Iyvefesfe , Guldbringen", fom tivli- 
gere havde tilhørt Erfediffop Eyftein. Begge bans Syftre faa vel fom 
hans Morbroder Jon Drumb fulgte med. Skibet felv var godt beman— 
Det og vel forfynet med Vaaben, ligeſom det ogfag ledſagedes af et Pro- 
viantftib, men Da ingen ombord ventede noget Overfald, vare Skjoldene 
fæftede ved Stavnene, og Brynjerne lag forvarede i Kifter nedenunder 
Deekket. Imidlertid havde Sverre fuaet fyurt, ar Vidkunn havde rejft eller 
feufde rejje hjemmefra, og fendte firar Baard Guthormsføn og Ivar Silke 
med 7 Studer for at pasfe fam op og bevne Thorgils's Drab. Da de 
fom nord til Engeløen, Gyrifti Himmelfart8dags Morgen (26de Mai), fil de 
Øje paa Vidkunns Fartøjer, fom han fom fejlende ud efter Ofoten, eller 
Det inderfte af Betfjorden, fom den nu foldes. De lagde ftrar ind under 
Steigebjerget *), og øppebiede ham der. Paa Vidfunns Skib faa man 





1) Dette ftaar ikke udtryfkeligt i Sagaen, men antydes umisfjendeligt i Cap. 74. 
2) Steigeberget. maa være Forbjerget firar nordenfor Strigens eller Stegens 
Kirke paa Engeløen. 


På 


152 Magnus Erlingsføn og Gverre Sigurdsfon. 


intet til Dem, førend det næften var fige ind paa dem; Sejlet blev da i 
Haſt firet ned, men Birkebeinerne fagde til paa begge Sider, og gjorde et 
beftigt Angreb. Vidkunns Mænd fik itte engang Tid til, fom de ønftede, 
at fætte Baaden ud og fade Fruentimmerne ftige i den, faa burtigt gik det 
hele. Da De bverfen havde Stjolde eller Brynjer ved Haanden, men 
alene deres Angrebsbaaben at forfvare fig med, fif Birkebeinerne, der des— 
uden maa bave været De talrigfte, fnart Overbaand. Vidfunn felv faldt 
med Gtørftedelen af fit Mandſkab, og Birkebeinerne toge Guldbringen med 
hele Dens rige Ladning i Befiddelfe. De førte den ned til Forondbjem 
og overgave Den til Sverre, fom roſte Dem meget for Deres Raſkhed og det 
Held, hvormed De havde udfort deres Hverv 1). Ogſaa Vidfunns Syftre 
maa ved Denne Lejtigbed være faldne i Sverres Hænder, og fandfynlig- 
viis bar ban ej fat Dem paa fuldfommen fri Fod, førend efter Kong Mag- 
nus'8 Fald, Da ban ej funde ønffe at nogen af dem rakte Magnus eller 
en af bang Mænd fin Haand, og Derved bragte ham de vige Gttebefiddelfer 
i Medgift, fom nu efter Brovderens Fald bleve deres Urvelvd. En af dem, 
Ragna, egtede fiden den for fin Lovkyndigbed navnfundige Lendermand 
Bjarne Mardéføn, om bvilten ver i det Følgende vil blive talt *). 


32. Sverre overrumpler Magnus i Bergen, og fordriver han fra Landet. 

Imidlertid holdt Sverre byppigt Thing med fine Mænd faavel fom 
med Bymændene og foregav frart at bave en, fnart en anden Plan fore, 
uden at nogen funde blive ret flog paa, bvad ban egentlig vilde  TStun- 
Dom bed det, at ban vilde til Vifen eller øfter til Gautland, ftundom, at * 
ban vilde faa fig nogle Studer og fejle vefter til Orfnøerne eller Syder- 
øerne. Det vifte fig fiden, at intet af alt dette var Alvor, men at Det 
alene var bans Henjigt at det føulde rygtes til Bergen og gjøre Magnus 
tryg, Der nu atter var å Ferd med at udrufte en for Hær for at drage 
til Throndhjem, men hvem ban iffe des mindre agtede at vverfalde. Han 
indffidede fig Da omfider med fine Folk paa 20 Smaaffuder, foregivende 
faavet for dem fom for de øvrige, nt Toget gjaldt Haalogaland. Men da 
ban fom udenfor Aydenes, fod han blæfe til Huustbing, og aabenbarede 
for fine Mænd, at det ikfe fra førft af havde været hans Ulvor med Haaz 
fogafandsvejfen, end fige nu, Da Der blæfte en ffarp Nordenvind, mod hvile Å 
fen det vilde være alt for befværligt at ro; det var langt bedre, fagde han, 
at benytte Vinden og frjle vaftt ned forbi Stadland, fiden føod det dem 
frit for, om De vilde ſtikke ud til Havs, eller fejle udenffjærs til Bilen. 


sant 





1) Sverres Saga Gap. 74, 75. Å 
?) JFagrffinna Gap. 215. Bjarne Mardåføn nævnes i den enefte fuldftændige j 
UffEvift af den ældre Gulathingslov, der nu haves, fom den, der bragte et 


nyt Sagetal i Stand. 4 


1183. Sverres uformodede Tog til Bergen. 153 


Alle fandt denne Plan ſardeles god, og man ſejlede fanledes fydefter forbi 
Stad. Her lod Kongen atter Skibene fægge fammen til Naadſlagning, og 
ptrede at man nu vel gjorde vetteft i at ſtyre udenffjærs, og videre fangs 
Kvjten til Viten. Vi funne da”, fagde ban, ,om vi ville, fee ind til Bergen, 
om der føulde være nogen Fangjt at gjøre; viſtnok ev det iffe meget raa— 
Deligt, og jeg vil flet iffe opmuntre Eder faa færdeles ivrigt Dertil, men 
jeg vilde dog iffe undlade at omtale det.” Sverre behovede Dog fun at 
nevne det, og Birkebeinerne grebe Det med ſtorſte Iber; det var godt, 
meente de, om De funde gjøre nogen Fangit hos Heflungerne, og forlangte 
intet beller, end at gjøre en Afſtikker til Bergen. Saaledes havde Sverre 
opnaaet, hvad der Den hele Tid havde været hans Plan, men hvad han 
iffe ftrar havde vovet at bringe paa Bane. Det gjaldt nu at bære fig for- 
figtigt ad, for at Heflungerne ej føulde faa mindfte Nys om at de nær- 
mede fig. Sverre lod Derfor nogle af fine Studer tage Vejen inden om 
Ufvefund, medens ban felv fremdeles fatte Kurfen line fydefter uden om 
Øerne. J Ulvefund ftødte bine paa to af Heklungernes Studer, der faa der 
paa Udkig, erobrede Dem og dræbte de flefte af Befætningen, men ftaanede 
nogle faa, for at fpørge Dem ud. Disſe fortalte, at Der lan tre andre 
Skuder paa Udfig i Langøfund 1), og at der tillige var em Vete paa 
Haa-Øen eller vettere Haafjeldet *) paa ydre Sulend, og en anden paa 
Fenring eller Aſkoen, hvorfra man funde fee faavel til biin, fom ind til 
Byen. De oplyfte ligeledes, at bele Magnus's Krigsbær fov oppe i 
Byen, og nævnte endog i bvilfen Gaard hver Hovding havde fit Natte- 
fvarteer; Der var ingen, fagde De, Der havde den mindfte Anelfe om nogen 
Fare, og alle Skibene faa tjeldede ved Bryggerne. Med disje gode Ef— 
terretninger og De erobrede Studer ftodte de udfendte Mænd atter til 
Hovedflaaden, førend Den endnu havde naaet Langøfund. Sverre fod nu 
en Deel af fine Mænd drage forud paa De to erobrede Skuder, med de 
Dræbte og fangede Heklungers Skjolde bundne ved Stavnerne; da de fom 


1) Ufføriverne af Sagaen have her aabenbart ikke vidft rigtig Nede med Henfyn 
til Navnet og Stedets Beliggenhed. Flatøbogen og Eirfpenil nævner ,, Ut: 
løfund”, der maa være Sundet mellem Atleøen og Faftlandet, nu Grane- 
jund; en Koder har „Aale-Sund“. Koder No. 327 qv. i den arnamagn. 

- Samling har derimod „Laugjarſund“ eller vettere , Langjarfund””, „Langeyjar— 
ſund“, hvilfet vel betegner Sundet mellem Lange og Olderkalven firar nor- 
denfor Ytre-Sulend, og dette er aabenbart det ette, thi deels figes det ud- 
trytfeligt i Sagaen felv at det var føndenfor Drevøerne, fom ligge et godt 
Stykke føndenfor Utleø, deels er det tydeligt, at Sverre umuligt Funde vove 
fig faa nær Faftlandet, fom til Granefund, da man i faa Fald fet Funde blive 
ham var, og melde hans Ankomſt til Bergen. Langø ligger derimod netop 
faaledes, fom Kurfen antydes i Sagaen, lige ved Indlobet til Dalefundet, 

?) Ut Haafjeldet her maa være meent, godtgjøres paa det klareſte af Munthe 
i Anm. til Aalls Snorre II. S. 59, 


154 Magnus Eriingsfen og Sverre Sigurdsføn. 


forbi Drevøerne og nærmede fig Langefund, trocde de Der liggende Hek— 
(unger, Der fjendte baade Sfibene og Skjoldene igjen, at det Var Deres 
Kammerater, og merfede ikke deres Fejltagelje, forend Birfebeinerne vare 
lige ind paa dem og biljede dem med en Negn af VPile og Kuaftefpyd. 
Aldeles uforberedte paa et faadant Angreb, flygtede Heflungerne op paa 
Land, og fode Sfibene med alt, hvad der var paa dem, I Stiffen; nogle af 
Dem bleve Dræbte.  Birfebeinerne oppebiede Sverre, Der nu atter [od de famme 
Studer drage forud paa lignende Viis for at overumpfe Vagten ved Veten paa 
Haufjeldet, og faaledes bindre Dens Antænvdelje. Her vare Dog De, der 
ftulde følge efter, alt før bidfige: De roede tidligere frem, end Kongen havde 
fagt, faa at Vete-Karlen fil Øje paa dem og ſtak ID paa Veten. Men 
heldigbiis var Ilden endnu iffe klusfet faaledes op, at Den funde fees til 
Afføen, Då VBirfebeinerne fom til, grebe Karlen og brøde Veten nev. 
De fortfatte ubindrede deres Vej langs Kviten, ffjulte bag de bøje Fjelde, 
Der nu ved Nattetid faftede deres Skygge paa Sven. Forend Dde roede 
ind til Holdhellen mu Hellen), bvorfra man funde fee ind til Vaagen ?), 
fod Sverre lægge bi for at aftale Det fornødne med fine Folk. Föorſt 
gjorde ban dem opmerffomme paa, at det endnu ftod dem frit for at fejle 
Bergen forbi, Da ingen ver vidfte om deres Nærværelfe; men de fvarede 
at De fremdeles bavde meſt Lyſt til at vove et Angreb paa Byen. Han 
fagde da, at ban beller iffe vilde fraraade vet, og at Heflungerne, naar 
De md eet opffræmtes af Dere8 Søvn, vilt vide være for øre og Drufne 
til at funne gjøre noget flæffeligt Forfvar. Han beftemte, at Erik Kongs— 
føn med de 10 ſtorſte Studer ſkulde vo ind under Bjerget *) bag om Hol— 
men, gaa i Cand Ver, og ftevne med fit Merfe uden om Chriſtkirkegaarden 
frem til Kongsgaarden; felv vilde ban lande fremmenfor Bryggerne, be- 
mægtige fig Skibene, og derpaa gaa Å Land med fine Folk, nogle indenfor 
Sandbro, andre om Mytlegaarden 3) og op til Marie-Kirfegaarden, atter 
andre ind om Veters-Kirfegaarden *) og op paa Guden. Uff af Lauvnes 
ffulde med to Skuder ro ind til Vaagsbunden, qaa i Land der med fit 
Merfe, og fyre ind efter Byen, for at møde De andre; overalt ffulde 

man fade ftode i Luren faa tidt fom muligt. i 


1) Holdhellen eller Hellen, omtrent en halv Miils Vei nordenfor Bergen, og 
ftrar føndenfor Gidsvaag, omtales allerede ovenfor IL. S. 775 ved Beretninz 
gen om Gigurd Slembedjakns Flugt. 

?) Dette antages af flere for at være den Højde, hvorpaa Sverresborg fiden 
blev anlagt; deg fynes det, efter Beretningens Ord, fnarere at maatte have 
været Kanniéebjerget eller Kommunen. ; 

3) Myklegaarden maa have ligget mellem Bryggen og Marie-Kirfegaard. 

3) Petersfirfen laa, fom de flefte andre Kirker, ved Dvre-Gaden, og firar føn- 
denfor Mariefirken. 





1183. Overfald paa Heflungerne I Bergen, 155 


Alting frede, fanledes fom Sverre havde forefkrevet. I flyvende Fart 
roede han felv med fine Mænd ind til Bryggerne, hvor Langffibene faa 
uden en enefte Mand ombord til at pasſe Dem, (od Landrougene fappe og 
Gtibene ftyde ud paa VBaagen; Dderpaa fprang De, med Merket i Spid- 
fen, op paa Bryggerne, iftemte Harſkrig, og ſtormede op i Byen til de 
Gaarde, bvor De vidfte at Der fra Heklunger: mange af disje bleve dræbte, 
men de flefte flygtede. Da Sverre fom til Mariekirken, traf han Jon 
Halltellsføn med hans tvende Sønner Ragnvald og Halltell, og fljentede 
dem alle tre Livet, da Fon bad om Grid. Derpaa vendte ban fig med 
en Deel af fine Mænd ud efter Gaden, og ffvndte fig op mod Kongs— 
gaarden, medens ban bad andre fare ind efter Bryggerne og hugge alle de 
øvrige Skibe løfe, fnavel Handelsføibe fom Langffibe, thi Vaagen var paa 
den Tid fuld af Fartojer. Paa famme Tid ftormede Ulf af Lauvnes med 
fin Afdeling ind efter Gaden, og drabte mange Heflunger, uden at møde 
nogen Modſtand. Erik Kongsføn havde imidlertid, fom det var ham fore 
førevet, gjort Landgang ude paa Holmen, under Vjerget. Da han vg 
bans Mænd hørte Hærffriget inde i Byen, troede de førft at Heklungerne 
havde merket Overfaldet, og fatte fig til Modværge: i faa Fald var det 
farligt at vove fig op mod deres Overmagt, men Erik vg hans tapre 
Mænd fovd det fomme an Verpaa, lob vaftt op forbi Chriſtkirken under 
Harſkrig og Luurgang, og formede mod Kongsgaarden. Kung Magnus 
føv i den fore Hall med bele fin Hird og Den fongelige Frop. Han 
bavde juft været ude paa Svalen, da ban børte det førte Hærffrig nede 
i Byen. Han loeb da langs ad Svalen frem til Apoſtelkirken; Ver hørte 
ban vet andet Hærførig fra den modfatte Kant: han fyrang Dda ud 
over Svalen, ffjønt det var et frygteligt bøjt Hop, ned paa Kirte- 
gaarden '), og lob op forbi Biffopsgaarden, ovenfor VBejfan *) vg Kop- 
ren 3) famt ind oven om Nikolaikirke, hvor nogle af hans Folt fom 





1) Dette fan umuligt, fom flere have antaget, være Ghrift:Kirfegaarden, der aa 
et Stykke derfra, men Upoftel-Kirfegaarden.  Kongsgaarden var, font ovenfor 
(I. S. 606) viift, forbunden med en Gang eller et Galleri (de oven nævnte 
GSvaler) med Apoſtelkirken, der formodentlig laa nordenfor, og dannede den 
ene Langfide af Guardsrummet, Kongen har da hoppet ud paa den Side, 
der vendte fra dette, ned paa Kirfegaarden. 

Biffopsgaarden maa, fom fævanligt med alle Biffopsgaarde, have ligget 
nær ved Domkirken, rimeligvis paa Sydfiden, eller mellem denne og Apo— 
ſtelkirken. Vejſan eller den fumpige Fordybning mellem Kannitebjerget og 
Hejden, hvor Sverresborg fiden anlagdes, er allerede ovenfor omtalt (IL S. 
437 09718). Magnus har faaledes, da han fom ud paa Øftfiden af Kongs- 
gaarden, i Haft gjort en Omvej mod Nordøft, og var netop fluppet forbi Bag— 
bygningerne af den viftnok vidtløftige Biffopsgaard ned til Bejfan, førend 
Erik Kongsføn med fin Srop var Fommen faa langt; maaffee toge dieſe og- 
faa Vejen paa den anden Side af Biffopsgaarden. 

3) Kopr var et Strøg føndenfor Sverresborg, henimod Batkterne. 


— 


156 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn, 


til ham, Derfra fore de fremdeles oven om heelt ind til Olafskirfen, hvor 
endelig bans Mandffab famledes. Birkebeinerne havde nemlig ikke givet 
fig Tid til at ranfage Byen ombyggeligt, da de vilde ſkynde fig faa ha— 
ftigt fom muligt ud til Konqsgaarden. Da nu Sverre8 Fennife fom ud 
til Denne fra Byen, mødte den en anden, der fom: ind fra den mode 
fatte Kant; de troede førft at Det var Fienden, og begyndte at verle Skud 
med Dem, Da De heldigviis i Tide faa, at det var Erik Kongsføns Afde— 
ling; begge Staver vendte fig nu i Forening mod Kongehallen og angrebe den 
paa Det ivrigfte, i Den Tanke, at Magnus var der. Hans Mænd værgede fig 
med Vaaben og Ovnftene, og det Vlev en lang Kamp, bvori mange gjæve 
Helte faldt 1); endelig fif Sverre vide at Kong Magnus ikke var der, og 
fod da de flefte faa Grid, fom bade Derom. Erkebiſkop Gyftein var for 
fort Fid fiden fommen tilbage fra England og laa med fit Skib over 
paa Stranden ved Jonsbryggen.  Ogfaa bans Mænd grede til Vaaben 
for at fomme Kong Magnus til Hjelp, og føgte ind over Jonsvolkene, 
men VBirfebeinerne mødte Dem og Dræbte 30 af dem, bvoriblandt to af 
Grfebiffoppens Frænder *), De øvrige bleve jagne tilbage. Da Magnus og 
De, der fulgte ham, fom op til Nonnefeter, mødte ban mange flere af fine 
Krigere, og fpurte om De vilde vende tilbage til Byen og vove en Dyft 
med Birfebeinerne, der, fom han havde hørt, flet ikke flulde være mand— 
fterfe. Men de flefte fvarede, at Derpaa bar iffe at tænkfe, thi 
fun faa af dem vare fuldt bevæbnede; mange havde flet ingen Vaa- 
ben og vare fun balv paaklodte, da de netop havde faaet Vid til at fare 
op af Sengen. Kongen havde hverfen Merke eller Luur.  Ult dette gjorde, 
at De anfaa fig qanfée ufampdygtige. De toge Vejen over til Strande 
fjorden og Derfra til Hardanger, fil her fat paa nogle Studer og Ferjer, 
og fatte paa Dem afited fydefter ad Agder og Viken til, fejlende Dag og 
Nat. Mange andre toge ogfaa den famme Vej, og fom efter, men De, 
fom ikke flap faa tidligt fra Byen, toge Vejen over Aalvetsjtad vg Fjel- 
Det ned til Ofterfjorden, og Derfra over Vors, Sogn, Valdres og Oplan= 
dene oſter til Viken. 

Med Undtagelfe af at Magnus felv ikke faldt eller blev tagen til 
Fange, funde ingen Sejr være fuldfomnere end den, Sverre nu havde vun- 
Det, og Det med liden Moje og, fom det fones, næften intet Folketab. Hele 
Magnus'$ Hær var adfplittet og alle hans Skibe faldt i Sverres Heæn- 


1) Blandt dem der faldt i Kongsgaarden, nævnes tvende, Hallvard Marardrap 
og Paal Grifsføn fra Opdal, om bhvilfe man for Neften intet veed. 

?) Disfe Eréebiffoppens Frænder hed Olaf Lange og Gudbrand Thorbergsføn. 
Den fidfte var fandfynligviis hans Broderføn, da det ev vift at han havde 
en Broder ved Ravn Thorberg (Fagrffinna Cap. 215, jvfr. Slægttavle 9 
til forrige Bind.) 





1183. Magnus flygter anden Gang til Danmart. 157 


der, og blandt det vige Bytte, han og bans Mænd gjorde i Bergen, var 
ogſaa Kong Magnus'8 Krone, Scepter og belte Kroningsdragt, fore 
uden mange andre Kojtbarheder. Erkebiſkop Cyitein, der nok var fjed af 
at ligge i Landflygtighed, og faa, at Sverre havde Lykken med fig, fandt 
Det nu randeligft at indgaa Forlig med ham.  VBetingelferne nævnes ikke, 
men de Have vilt fra Sverres Side været yderſt lemfældige, og Eyſtein 
fom faaledes endnu denne Sommer atter tilbage til fit Erkeſede. Sverre 
fod Fon Hallfellsføn og hans Sønner bringe for fig, og fagde at det ſtod 
dem frit for at fare bort i Fred, bvorben dDe vilde, enten nord til deres 
Gaarde eller øfter efter Kong Magnus. Fon fagde at han beljt vilde 
blive hos Kong Sverre. DDet er ikke værdt”, fagde Denne, ,thi I have 
allerede to Gange før fvoret mig Troſkabsed uden at holde den" 1). Men 
Jon gav de bedfte Løfter, og Sverre tillod dem virkelig at aflægge Ed 
for tredie Gana. Ikke des mindre undtrege de firar efter, og begate fig 
øjter til Kong Magnus. Da Sverre fik høre, at denne havde taget Vejen 
langs Kviten, fatte ban efter ham i af mulig Haſt, og forfulgte ham lige 
til Agder, men funde ikke naa ham, og vendte Derfor tilbage til Bergen. 
Magnus begav fig endnu famme Sommer ned til Danmart hvor Kong 
Knut (VD Aaret forud havde efterfulgt fin Fader Valdemar (4 12te 
Mai 1182) i NMegjeringen 2). Dette var anden Gang, Magnus faaledes 
rømte Landet for Kong Sverre 3). 


33. Gverre i Nidaros. Mariefuden og flere fore Skive bygges. 


Sverre tilbragte nu nogen Tid i Bergen, for at underlægge fig 

- denne Deel af Landet, og indfatte Sysfelmænd rundt om i Landdiſtrik— 
terne, i Nogaland, Hørdaland og Sogn. Om Høften vendte han tilbage 
fil Nidaros. Da var jujt det ftore Skib, han havde ladet paabegynde, 


1) Naar dette var, fortælles ikke Gagaerne. Den ene Gang har maaffee 
været, da Sverre forrige Gang var i Bergen; naar den anden Gang var, 
er vanffeligt at fige: maaffee har Jon og hans Sønner været tagne til 
Fange i et af de foregaaende Slag. 

2) Det er befynderligt not at Sverres Gaga baade her og nedenfor (Gap. 84) 
nævner Valdemar i Stedet for Knut. Det maa enten være ſtkeet ved en 
teen Forglemmelfe, thi om Valdemars Dodsaar herffer der ingen Tvivl, 
eller ogfaa — hvad der er det rimeligfte — maa man have meent Knuts 
trettenaarige Broder, Hertug Valdemar, der ogfaa var nærmeft til at 
faa Magnus bi, da han i Følge Forliget af 1170 frulde være Mag- 
nus's Tronfolger i Norge, hvis denne ingen Gønner efterlod. Saxo 
taler heller itfe det mindfte om at Magnus var hos Knut eller at denne 
underftøttede ham. 


3) Sverres Saga, Gap. 76—78. 


158 Magnus Erlingéføn og Gverre Sigurdsſen. 


færdigt til at føbe af Stabelen. Det ftod lidt ovenfor Byen, og man 
talte om, at det neppe vilde faa Plads til at føbe af, uden at man rev 
nogle Gaarde ned: bert faa da flere et Beviis par Kongens Overmod og 
Henfynsløsbed, og fpaaede Skibet Uheld. Men det vifte fig, at Kongen 
havde beregnet alt paa det ombyggeligfte, og Det løb af Stabefen ud i 
Elven, uden at man bebøvede at nedrive et eneſte Huus eller nogen Gaard. 
Men ved Afløbningen gav det fig i entelte Sammenfojninger. Aarſagen 
hertil var Den, at ban ved fin Filbagefomft fra det omtalte Tog til Møre, 
der egentlig ffulde have gjeldt Bergen, fandt Skibet, der imidlertid var 
blevet vejft og allerede havde faaet I Planfegange paa hver Side, alt for 
fort, og trods Skibstommermandens FIndvendinger lod det tage fra bin- 
anden igjen og Kjølen forlænge 12 Alen: derved fom der en heel Deel 
GSammenfældinger i Bunden, og det var disſe, fom nu gave fig, men Kon— 
gen fod Skaden frar udbedre Han var felv ombord, da det lød 
af. Gaafnart det var fommet paa Bandet, talte han faaledes: ,Gud være 
fovet, faavet fom den bellige Jomfru Maria og den bellige Kong Olaf, 
at dette Skib er fommet beldigt paa Bandet, og ingen Mand til Men, 
fom mange fpaaede, ja tillode fig endog at ytre uvenffabelige Od om o8, 
hvilket Gud tilgive dem! Der ev fandfynligviis ikke mange ber tilftede, 
fom før bave feet faa ftort et Langſkib fom dette flyde paa Bandet, og det 
pil være os til frort Landeværn mod vore Fiender, derfom Lykken vilde 
pære Det gunſtig. Jeg vil derfor anbefale det til den bellige Jomfru 
Marias Biftand og Forforq, og falde det Mariefuden. Jeg anraaber 
den bellige Maria om at være Det Skjold og Bærge, og ffjenfer i den 
Anledning Jomfru Maria andre Koftbarheder, Der pasſe bedre til Guds- 
tjeneften, nemlig disfe Mesfeflæder, der endog kunde pryde Eckebiſkoppen 
felv paa de ftore Højtider, om han vilde bære dem: jeg baaber at ban til 
Gjengjeld vil fætte Pris paa disfe Gaver, og forunde faavel Skibet, 
fom alle dem, der ere derpaa, og dem der følge det, fin kraftige Hjelp og 
Rotte". Han [od indfelge Relikvier i Ennefponerne 1) baade forud og ag- 
ter, og fordelte Mesfeklæderne faaledes, at Mariekirken >) fil Mesfeha- 





1) Ved Ennefpøner (Pande-Spaaner) forftodes nogle Plader foran i Bougen 
og agter ud, der tjente til Prydelfe og meget ofte vare forgyldte eller paa 
andre Maader rigt udſmykkede. Sverres Saga Gap. 79, 80. 

Dette maa være den nyere Mariekirke, eller nuværende Fruefirfe, anlagt et 
Stykke længere mod Nord, efter at den ældre Mariefirke, faaledes fom oven: 
for berettet, var nedtagen og ført til Elgefeter. At den iffe Fan være den 
ældre Kirke, og at denne ikke længer var til, er baade i og for fig rimeligt, 
og fynes man tillige at kunne flutte deraf, at den fidfte ej meer paa denne 
Tid omtales, itfe engang i Beretningen om Glaget paa Kalvffindet, hvor 
det dog er umuligt andet, end at den maatte have været nævnte, hvis den endnu 
ftod paa fin Plads, thi i faa Fald maatte Erling Jarl og de Flygtende viftnok 


2 


— 








1184. Opſtand i Sokndal. 159 


qelen, Elgeſeter Kloſter Kantortaaben, og Bakte Nonnekloſter alt det pv- 
vige. Ellers var Mariefuden flet ikke noget fagert Skib, alt for fmalt ved 
Gnderne imod paa Midten, og dette fom af biin Forandring: Om Vin- 
tren (1183—1184) [od Sverre hygge flere Langſkibe, udbedre andre, vg 
overhoved fætte den bele Flaade i den bedfte Stand. Blandt de nye 
Skibe nebnes Hjalpen, paa 26 Rum, og Vidfjaaen, der ikke var (tort 
mindre. — Over biin fil Fhorolf Rympel, over Dennne Ulf af Lauvnes 
Befalingen ?). 


34. Sverres Iog til Sogn. Sokndolingerne afftrafes. 


Strar vver Juul fit Kong Sverre ubehagelige Efterretninger fra 
Sogn.  Sogningerne fyntes iffe om de Sysfelmænd, ban havde fendt 
Dem, af bvilfe en ved Navn Jvar Dave?) i indre Sogn, udtryfkeligt 
nætnes. Lidt før Juul frævede Sysfelmændene Udredfler til FJuleveitfle, 
fom de agtede at bolde i Kaupanger (Kopanger) eller, fom Den vgfaa kald— 
te8, Lufafaupang. Bonderne bleve vafende herover; Sokndolerne og Eid— 
Byggerne 3) flotfede fig fammen, og fom Juleaften til Kaupang, bvor 
Indbyggerne floge fig til Dem og i Forening med dem angrede Svsfel- 
mændene. Som Hovedmand for Dette Opleb navnes VBønderne Urnthor 
af Hval og Ffaf Fborgilsføn, faavel fom Arngeir Preſt's Gonner 
Gaut og Karlshoved *). Ivar Dave bad for fig, og tilbød fig at drage 
bort med alle fine Mænd, men Bønderne vilde intet høre derum, og 
dræbte ham tilligemed de pvrige Sysſelmend vg hele deres Folge.  NMogle 
faa undfom, og flygtede til Tyrondbjem, hvor de berettede Sverre hvad 
der var fleet, faavel fom at Sogningerne faldte de Dræbte Tyve og Fti- 


komme i Berørelfe med den, da den aa lige i deres Vej. Den ældre Ma— 
rietirfe var desuden en Fongelig Kirke eller et Slags Slotskirke, fom det ej 
vilde have været pasfende, ved denne Lejlighed at dotere. 

1) $Hjalpen d. e. Hjelpen; Vidfjaaen, den for hvem man maa sjå vid d. e. 
tage fig vare, 

%) GSaaledes Flatebogen, der plejer at have Navnene rigtigft; de øvrige have 
dåpi, Daape. 

3) GSaaledes kaldes Bedoerne af Eid, eller Stræfningen mellem Kopanger og 
Gidsfjorden. 


%) Hval, nu udtalt Kvaal, ligger i Stedje Gogn, og var enaf de ftørfte Gaarde 
i den Egn. „Karlshoved“ fynes at have været et almindeligt Navn i og 
ved Kaupanger; i Uavene 1322 og 1323 omtales faaledes en, Karlshoved" 
i Kaupanger (Dipl. Norv. I. 174; II, 146), maaffee han fan have været en 
Defcendent eller Frænde af den oven nævnte, og været opfaldt efter ham. 
Hans Søn hed Jofef og omtales i flere Diplomer. 


160 Magnus Erlingsføn og Sverre GSigurdsføn. 


mænd, Der fun lag paa fine Gjerninger '). Hvis man fan tro et Sagn, 
Der ſkal gaa i Gynen og udgives for at være gammelt, havde Ivar ved fin 
flette Fremfærd felt forføyldt fin Død, og vilt er Det, at Birkebeinerne, 
naar de raadede fig felv, neppe vare ffaanfomme, faa at det er meget mu- 
figt, at ban ved en eller anden Boldsgjerning fan have opbragt Sokndo— 
ferne mod fig; men Sagnet er Dog for Neften højft mistænkeligt, og for 
GSoqningerne, ivrige Tilhengere af Magnus Erlingsſon, var det filfert ale 
ferede nof at Ivar og de øvrige Sysfelmænd vare Birkebeiner, og frode 
i Sverres Tjeneſte, til at bade og forfølge Dem *). For disfe Forbrydel- 
fer befluttede Sverre at tage en alvorlig og eremplariff Straf over Sokn— 
døferne. Om Vaaren, efter Paaffe (Ifte April), affejlede han fra Nidaros 
med en Flaade af 23 meftendeels ftore Skibe og en betydelig Moængde 
Folk. Af Høvdingerne, der fulgte med ham, nævnes Erik Kongs- 
føn, Der ftyrede Skibet Difflmeyen*), paa 25 Rum, Ulf af Lauv- 
nes, Ulf Fly, Ivar Gilfe, vg Haavard Farlsfon. Kongen felv 
ftyrede Mariefuden, bvis Befætning udgjorde 320 Mand. Han fod 
bringe ombord tre Kifter, faa tunge, at Der maatte fire Mand til 
at bære enbver af dem; ingen vidfte, bvad de indeboldt, lige faa lidet 
fom det overboved var befjendt paa Flaaden, bvad Beftemmelfe han havde 
med dette Fog. De fejlede ud af Fjorden og fyvdefter forbi Nordmøres 
Kvfter. Da de laa i Steinavaag paa Søndmøre, boldt Kongen Huus- 
thing, og indffjærpede fine Mænd, at de maatte være fpagfærdige og frede 
fommelige, og ffjønt ban endnu intet havde hørt fra Magnus, hvoraf 
han funde flutte at denne fnart vilde fornye Ufreden, var det dog bedft 
at de lagde nøje Merke til alt hvad de hørte, fornemmelig Folks Sam- 
taler, Hojes eller Laves, og at De meldte ham enhver Nyhed, de erfarede, 
vor ubetydelig den end maatte forefomme dem. J Herøerne, hvor de 
ogfaa faa. havde Kongen ligefedes Huustbing og foreholdt dem det famme, 
men endnu nævnte ban intet om Togets Beftemmelie,  Udenfor Stad fik 
de haardt Bejr, bvilfet Mariefuden vifte fig heel Daarlig til at taale, og 
gav fig fterft i Sammenføjningerne. Kongen lod fægge ind i Ulvefund, og 
her fil man fee, hvad der var i De frore Kijter, det var Skibsſom, der 





1) Sverres Saga Cap. 79. 

2) Gagnet anføres hos Faye, GS. 179, efter Budftiffen, V. 418. I Folge dette 
ſkulde „Jvar Dapi“, fom han Éaldes, have villet forføre en Bondes Huftru 
oppe i Fylfesbygden (Hafflo), men blev overraffet af Manden felv, der ſtrax 
flog ham ihjel med fin Hammer. Dog faavet Afvigelfen fra Sagaens Bez 
retning, fom den underlige Form „Dapi“, der ikke pasfer til Sprogformen, 
men derimod minder om Th. Sorvesføns Dapius, gjør Sagnet hojſt mistæn- 
keligt. 

3) Öskmeyin d. e. Ønffemøen, faa kaldes fornemmere Terner. 








1184. Sverres Straffedom vver Sotndølerne. 161 


nu blev uddelt til hvert Halvrum paa den bele Flaade, for at man ftrar 
funde have dem ved Haanden, naar De behovedes til at udbedre en eller anden 
Stade.  Derpaa fortfattes Toget fydefter. Da man havde naart Sogn- 
føen, aabenbarede Sverre endelig, hvad han for det første havde i Sinde. 
Det var hans Ugt, fagde ban, at flvre ind i Sogn, og tage Bod for 
fine Sysjelmænd, fom Sotndølingerne havde taget af Dage. - Da hans Mænd 
hørte dette, bade flere af dem om Fillavdelfe til at drage til Bergen, hvor 
de foregave at pave nodvendigt Erende. Da Sverre havde Folk nok, og 
Desuden iffe troede at der var nogen overbængende Fare, famtyffede han 
i Deres Begjæring, og tillod dem at drage fydefter paa tre Skibe, under 
Svina-Peters Befaling, og der ſkede faaledes en ny Fordeling af Mand- 
føabet paa Flaaden, da der fom andre i De Bortdragendes Mum. 

Med de øvrige 20 Skibe ftyrede nu Sverre ind i Sognefjorden, og 
kaſtede forſt Anker ved Rutle. — Derfra fendte han Bud nd til Sokn— 
Dal, og lod VBønderne bVilfe, at hvis de ønffede mindeligt Forlig med 
bam, fulde de møde ham paa HSvamsø '), hvor ban til den beftemte 
Tid (Loverdag d. Ode Funi) >) begav fig. De vovede ikke at ude 
blive, og Kongen lagde dem i en Bod af 15 Merfer Guld (120 Merz 
fer Sølv), fom de maatte forpligte fig til at udrede og vverbringe ham 
Der paa Stedet efter tre Mætters Frift. Men da de fom bjem, og de 
fortalte hvad de havde maattet [ove paa famtlige Bønders Vegne, blev 
der en almindelig Beftyrtelfe; endelig enedes De om, flet ikke at udrede 
noget, men begive fig til Fjeld med alt deres Gods, fan at Sterre, om 
han fom, ſkulde finde Bygden ganfte øve. Kongen ventede ved Hvamsø, 
indtil den aftalte Fid var forføben, men der fom ingen Bønder (Tirs— 
Dag d. 12te Juni). Da ban faaledes fundeffjønne, at Vet var deres Hen— 
figt at bryde Forliget, lettede han Anker, og fejlede ind efter Fjorden. 
Da han fom forbi Syrftrand til det Sted, hvor Fjorden deler fig, fendte han 
Uff af Lauvnes og Thorolf Rympel, der nu var Høvding for Gjefterne, 
med 6 Skibe ind til Kaupanger, for, fom ban fagde, ,at gjøre Ild paa 
i Bavdeftuerne der, og tage fig betalt for Avbejdet fom de bedft funde og 
vilde". Dette [ode de fig iffe fige tv Gange, og da de fom til Kaupan- 


1) Hvamsø, nu omftunder urigtigt ſkrivet „Kvamso“ efter Udtalen, ligger, fom 
befjendt, ſtrax udenfor Baleftranden, ſtraas ovenfor Vik, til hvis Preftegjeld 
det hører, men har felv Annerkirfe. 

2) Dagen nævnes ikke udtrykfeligt i Gagaen, men da det fiden heder, at han 
efter at have oppebiet ben beftemte Termin af tre Nætter ved Hvamsø, en: 
delig begav fig videre og fom om Onsdag Uften til Sokndal, maa hine tre 
Nætter have været fra Cøverdag — Søndag, Søndag — Mandag, og Man- 
dag — Firsdag. Mødet paa Hvamsø var altfaa om Leverdagen d. Gde. 


Mund. Det norffe Folts Hiftorie. NI. 11 


162 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


ger, påyndrede de alt hvad de funde overfomme, og ſtak derefter Id paa 
Byen, men af Folk traf De ingen. Sverre drejede felv ind i Morefjor- 
den med 14 Skibe og lagde fig ved Sokndal. Dette var Onsdag Uften. 
Thorsdagen den 14de om Morgenen lod han blæfe til Møde, og fore 
ffrev nu fine Mænd, bvorledes ve ſkulde bære fig av. Paa hvert Skib 
ftulde de dele fig i Hobe paa tre og tre; af bver Hod ſkulde der to gaa 
i Land, men Den tvedie blive tilbage og pasſe pan Stibene; De, fom gik 
i Land, ſkulde Drage op igjennem Dalen, men meget varligen, ifær naar 
de fom i Rærbeden af Stove eller andre Steder, hvor der kunde ligge 
Folt i Baghold; de funde plyndre, hvor De vilde, men maatte iffe dræde 
noget Menneffe, uden Dem, der forføgte paa at overfalde dem. „Hbis da 
Bønderne", fagde ban, ,forftiffe fig for os, og iffe ville indgaa noget 
Forlig med os, føulle vi fare faaledes Derfra, at de nok iffe ftulle 
favne Bage-Ild eller Smedekul, hvor deres Gaarde nu ſtaa: I feulle iffe 
fade faa meget fom et Kot tilbage, men alene ffaane Kirferne, faa vidt det 
fader fig gjøre. Farer nu fun frem paa Hærmænds Vis, nu da I bave 
Lov, ja Befaling dertil; Der er mange nok iblandt Eder, der fare frem 
fom Voldsmand, om jeg end forbyder det under Livs og Lemmers Fab.” 
Derpaa fod ban Merfet rejfe, og begav fig paa Marfden. Men hele 
Hoven fiyrtede efter, og Da ban ſkulde fee fig om, var der fun faa tilbage 
paa Sfibene. Han raabteda, at det flet iffe gif an, at alt Mandjfabet gik 
fra Borde og fod Sfibene øde, faa at den førfte den bedfte Fiende imidlertid 
funde fomme og fnappe Dem bort, Dertil havde deres Erobring koſtet for 
megen Fare og Unftrengelfe. Men Folfet var faa hidfigt paa Denne 
Plyndringsfart, at fun faa fode, fom De hørte bvad Kongen fagde. Han 
maatte da felv forføje fig ned til Sfibene, og lod dem for Sikkerheds 
Skyld Legge ud for Unfer. Hele Thorsdagen og den følgende Mat van— 
drede Birkebeinerne op ad Dalen, og fandt bverfen Folt eller Fæ, fun de 
tomme Hufe. Endelig traf de em Mand, der fagde dem at alt Folk og 
Fæ var flygtet op paa Fjeld og Hejder. Fredag Morgen (15de Juni) 
ved Solopgang tiltrandte de Da Filbagetoget, fordelende fig i enkelte Flok— 
fe, der planmæsfigt gif fra Gaard til Guard og fatte Ild paa etbvert 
Huus, begyndende fra det øverfte af Dalen og fortfættende Odelæggelfes- 
verket efter fom de fom ned over. Vinden var fun fvag, og Den ſtarke 
Nøg lagde fig i en fammenhængende Masfe over hele Dalen. Den fidfte 
Gaard, Birfebeinerne brændte, var Stedje, hvor de dDvælede meget længe, 
fordi Ilden vilde tage fat i Kivfen, fom Dde maatte beffytte med vade 
Sel). Da Hufene vare faldne ned, vendte alt Mandfkabet tilbage til 





1) Kirfen er fandfynligviis den famme, fom endnu ſtaar der, en ældgammel 
Stavekirke. Stedje Kirke er, fom bekjendt, Hovedkirken i Sokndal. 


1184. Magnus vender tilbage til Norge. 163 


Skibene, med hvilte Kongen nu, paato nær, fom bleve tilbage, lagde ud 
til Hugaftranden, tætved Femreite.  Hundrede Gaarde fulle faaledes have 
været opbrændte, og den førhen faa fagre Bygd var forvandlet til en 
enefte Samling af rygende Gruushobe "). 


35. Kong Magnus vender tilbage og opiøger Kong Sverre. Slag i Nore- 
fjorden. Magnus's Fald. 


Imidlertid var Kong Magnus langt nærmere, «nd Svære og VBir- 
febeinerne foreftillede fig. Han bavde tilbragt VBintren i Danmatf, men 
begav fig om Vaaren til Vifen, hvor han den Sde April anfom uvdenfor 
Kongebellen med 24 Skibe. Her havde en af hans Hovdinger, Asbjørn 
Jonsſon fra Thjorn, allerede fire Dage forud bebudet hans Ankomſt, og 
opfordret alle FIndbyggerne til at tage vel tmovd ham, da ban nu bhøjli- 
gen funde tiltrænge Deres Hjelp, ligeføm ogſaa Danefongen havde lovet 
ham fin frafttge Biftand, og allerede unverftøttet ham med et bVetydeligt 
Antal Hjelpetropper: Kongen ventede ſikkert, fagde ban, at alle Høvdinger 
Der øfter i Landet vilde vife fig fom bans Venner, og fovede dem til Be— 
fønning ftore Len og fin Underftøttelfe. — Hertil bavde baade Bønder og 
Bymænd ytret fydeligt deres Bifald, og da ut Magnus fom — Det var 
juft Søndag efter Paafte — gjorde de en fager VProcesfion imod ham, 
og modtoge bam paa det venligite. Han tog ind i en Gaard, der tildørte 
en Kone ved Navn Ragnhild *), og forblev Der i 3 Uger Caltfaa omtrent 
til Maanedens Ende.) Der var Da mange Lendermand i bans Følge, bvore 
iblandt Drm Kongsbroder, Nifolas Kuvung, Munan Gautsføn fra 


1) Sverres Saga Cap. 81, 82. Efter det oven anførte Sagn ſkulde en fror 
Deel af Sverres Mænd være blevne Enufte paa Gildreffreden af Bønderne, 
der havde forffandfet fig paa et Sted, fom endnu - Faldes VBorgarbjerget. 
Men Sverres Mænd Éom ikke til Hafflo, og havde faaledes intet med Gildre 
føreden at gjøre. Dette vifer, at Sagnet enten maa være uegte, eller 
og handle om en anden, nu itte længer bekjendt Jildragelfe. 


?) Aarſagen, hvorfor han tog ind i denne Gaard, var maaffee den, at der fiden 
Kaftellets Indrettelfe til Klofter endnu ikke var nogen ordentlig Kongsgaard 
fommen i Stand. Det var maaffee juft paa denne Tid, at Abbed Viljam i 
Gbelholt tilffrev Prioren i Kaftelfeflofteret, Laurentius, famt de øvrige Bro— 
dre, et Brev, hvori han, næft at indffjærpe dem indbyrdes Kjærlighed, og 
fpørge om hvorledes de havde det, underretter dem om at han agter at fende 
en Cadning Malt der op til Forhandling, men beder der, hvis det paa Grund 
af Fejden mellem Kongerne ffulde være utilraadeligt at lade Skibet gaa til 
Kongehelle, da at opgive et fifrere Sted. (Langebek Ser. R. D. VI. 55. 
Giljegrens Dipl Svec. I. 115). Maaffee Ragnhild- Holmen lige ved Byen, 
hvor Kong Haafon Haafonsføn fiden lod opføre en Borg, har tilhørt den 
oven nævnte Ragnhild og faaet Navn efter hende. F 





164 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


WGnes, Asbjørn FJonsføn, og Hallkell Jonsføn, ver maaſkee paa 
Denne Tid, eller under Oppoldet i Danmark, havde egtet Kongens Syſter 
Fru Raqnbild, der bavde været beftemt for Vidfunn Erlingsſon '). Blandt 
andre Høvdinger i Magnus's Folge nævnes en Harald, der ffal have 
været en Søn af Kong Inge, faa utroligt det end fynes, at denne føulde 
have efterladt fig Børn. Overboved havde Magnus alle fine bedite Folt 
med. Ofte holdt ban Huusthbing og talte for fine Mænd; hans Faler 
pare juit iffe fange, men bvad ban fagde, var godt og fremført med Vær- 
Dighed; det optoges ogſaa med meget Bifald. Her i Kongehelle fit Kon- 
gen ogfan Beſog af den islandffe Sfald, Maane, der juſt var fommen 
tilbage fra en Pilegrimsrejfe til Rom, og i en vderft dDaarlig Forfatning, 
uden Klæder og Penge, faa at ban havde maattet betle fig frem. Men 
ban bilfte Kongen meget bevift, og gav bam ſtrax en Prøve paa fin Dyg- 
tigbed, deels ved førar at fvæde Halldor Skbaldres  Utfare-Draapa" om 
Kong Sigurd Jorfalnfarers Korstog, Deels ved at improvifere nogle 
Sfjemtevers om et Par omrejfende Spillemænd, der juſt vare inde i Stuen 
med Smaabunde, ſom De bavde afrettet til at gjøre Kunfter, medens Den 
ene fpillede paa Gige, Den anden paa Pibe. Magnus tillod Maane at 
følge med til Bergen, hvor han agtede fig ben *). Fra Kongebelle, hvor 
Flaaden forøgedes med tvende Islandsfarerſkibe 3), drog Magnus førft nord- 
over til Tunsberg, hvor han ligefedes fandt den bedfte Modtagelfe, og 
hvor mange Folt fom ned fra Landet til ham. Ogſaa ber holdt han 
Thing, og bad om Mandffab og Skibe, idet ban lovede, hvad der funde fynes 
vel drijtigt, iffe oftere at plage Dem med flig Anmodning. Han undrede fig ikke, 
fagde han, om man tilfidft blev fjed af at ro Leding med bam, faa ofte 
fom dette lob ubeldigt af, men fiden ban nu engang var falvet og fronet 
til Kongedømmet, vovede han ej at bryde de Eder, ban ved den Lejlighed 
havde aflagt, men vilde fee til med Odd vg Egg at vinde Riget tilbage, 
faa (ænge Gud forundte bam at feve og Landets Folk gjorde fælles Sag 
med bam. Ellers var det jo langt mageligere og fifrere for ham at mode 
tage Len af fin Frænde Valdemar *). Disſe hans Ord vandt alles Bi— 


1) Man finder ikke Ragnhild omtalt i Sagaen efter Beretningen om Vidfunns 
Ded førend ved 1191: da heder det, at Hallfell var gift med hende, Sver: 
res Saga Gap. 118. 

?) Sverres Saga Gap. 85. Dette omtales ellers Éun i et enefte Haandførift. 

3) At de vare FIslandsfarerffibe figes Eun i Flatøbogen, De hed Keipan og 
Vallabusſen. 

2) Her ſtaar der atter i Sagaen „Kong Valdemar;“ men efter hvad ovenfor 
er anført fÉulde det enten være , Kong Knut," eller, hvad der er rimeligft, 
Hertug Valdemar, der, ffjønt endnu ikke formelig udnævnt til Hertug, dog 
i Diplomer fra denne Tid fører Hertugstitlen. 


1184. Magnus drager til Bergen. -- db 


fald. De vilde, fagde De, tjene og følge ham, og heller dø med ham, den 
rette Konge, end at tjene bin Preft, der ingen YEE havde til at være 
Konge. Tunsbergs Borgere vifte ogfan deres Jver for ham Å Gjerningen 
ved at udrufte og bemande et Langſkib, fom de Lode ftode til hans Flaade '). 
Gfter et Ophold der i Byen af en 14 Dages Tid (altfaa omtrent til midt 
i Mai Maaned) fortfatte Magnus Nejfen veftover, men da han fit daar- 
fig Bind, blev ban ofte liggende vejrfaft i Havnene. Saaledes har han 
vift ligget en Dags Tid ved Langefund, thi ved Denne Lejlighed var det 
vimeligviis, at bans Mænd fit fat paa en heel Mængde Hardſtene (haarde 
Hvesfrftene) fra Ihelemarfen, der allerede i den Tid var en betydelig Ude 
førfelsartifel fra Stien (Skidan) men fom de nu — og Dette var maaſkee 
iffe ufædvanligt — anvendte til Vaaben 2). I Unnardys CHummerdus) 
paa Lifter faa de en heel Uge. Disfe Ophold nedfloge dog ikke Modet 
paa bang Folk; De vare tvertimod heel lyſtige og glade, og fornøjede fig 
ved alftens Leg, hvor de laa inde; fun Kongen var noget fiille3). I 
Karmfund, hvor de faa to Nætter (Sde—lOde Juni), fit han de første ſikre 
Gjterretninger om Sverres Rejſer af Fragtemænd, der fom fra Bergen, 
og fom nu hver Day fejlede dem forbi. Han fendte Da to Mænd, der 
felv fynes at have bavt bjemme i Bergen *), op til Byen, for nærmere 
at udfpejde Forholdene. De vejfte affted Tirsdag Nat (d. 12te) og fom 
tilbage Dagen efter, med den Befted at tre af Birfebeinernes Sfibe un- 
der Unførfel af Svina-Peter faa i Byen.  Maqnus bød da fine Mænd 
at tage Fjeldingerne ned faa fort fom muligt og føynde fig afjted. „Bir— 
kebeinerne,“ fagde ban, gere juft nu i Bergen og ville nok gjerne holde 
Drikkelag med Eder, men fynes vel at det tilfommer Ever at fljenke i 
Bægrene for dem.” Bed disfe Ord bleve alle glade, enhver ſkyndte fig at 


1) Sverres Saga Gap. 83, 84. 

2) Herom fe længer nede, S. 173 jfr. Sverres Saga Gap. 91. De her nævnte 
„Hardſtene,“ fom de endnu Éaldes, Fomme fornemmelig fra Eidsborg i øvre 
ShelemarÉen, og udføres endnu i betydelig Mængde fra Skien. I de ældfte 
Privilegier for Stien, der nu Fjendes, nemlig Kong Haafon Magnusfens af 
1358, nævnes disſe „Hardſtene,“ fom en Udførfelsartifel, , fra gammel Tid.” 
Jofr. ovenfor IL. S. 627. 

I Hummerdus, fortælles der, kvad Maane et Vers, hvori han indftændigt 
anraabte Gud om at føaffe gunftig Bind, „Vi ere faa bedrøvede," heder 
det i Berfet, ,forti Mordveftvinden faa længe holder og tilbage her i Un- 
nardys: Søndenviden er altfor feen til at komme.“ Kongen rofte Berfet og 
fagde, at han til Belønning Funde tage fig en Gkjorte blandt nogle flere, 
der juft vare vaffede og laa nær ved i en Bunke, — en for den pjaltede 
Maane viftnok høift beleilig Gave. 

Der ftaar nemlig i Flatebogen, Hvis Læfemaade vi her følge: Eilif Urnes- 
føn og Klement af Gravdal. Ellers læfes: Eilif Orre, Søn af Klement 
af Grande. 


3 


— 


4 


— 


166 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsføn. 


indtage fin Plads, CSejlene bleve hejfede og Derforuden brugte man Aa— 
verne, thi Vinden var frag Sidevind, og Det regnede. Kong Maqnus felv 
ſtyrede „Skeggen“, fom fædvanligt, Orm Kongsbrovder „Skjoldmoen,“ Niko⸗ 
las Kuvung „Erkeſuden,“ (en Tyveſesſe, fom ban havde faaet af Erkebi— 
ffoppen), Munan Gautsſon „Reinen,“ og Gjefterne havde „Mykle-Floyet,“ 
et ftort Oſterfarerſtib. Da de fom et Styffe paa Bejen, begyndte det at 
fule fterft, paa Munans Stib gif Maften af og flog en Mand ibjel, og 
Kongens Skib fatte faa fvært, at en af Stavnboerne, ved Navn Fhoralde 
Thrym, fagde: „det bliver vaadt her forud paa Dakket, og det fpruder 
endog om GSarene; Frembyggerne faa belft, at man fejlede mindre flarpt.” 
Kongen vejite fig og fvarede: ,jeg vidfte iffe, at der frulde gjøres Ild op 
paa Dakket eller forud paa Sarene” og bød at man ikke ffulde tage 
mindfte Svoft ind, men beller fætte til hvad Reb man havde. Thors— 
Dagen (den 14de Fund ved Midmundetid Comtrent Kl. halv to) fejlede 
Kongen ind paa Vaagen, og lagde til lige ved Bryggerne, hvor hans 
Mænd pjebliffelig fprang op. Birkebeinerne, fom iffe bavde hørt det 
mindfte til Magnus, og ej bavde nogen Unelfe om bans Komme, førend 
ban nu med Get var Dem lige ind paa Livet, fore forfærdede bid og Did, 
nogle efter fine Vaaben, andre fun for at frelfe fig; alle fammen føgte de 
ud af Byen, og op i Fjeldet, hvor det fnart var ganſke vødt af deres 
Skjolde; men Heflungerne fi dog indbentet og dræbt Tredive af Dem, deels 
i, Dels ovenfor Byen. De toge i Haft Klævderne af dem, og lode Krop- 
pene ligge nøgne efter; Magnus forbød endog udtrykkeligt at begrave Dem, 
førend ban fom tilbage igjen, Da det, fom han fagde, pasſede fig bedt for dem 
at ligge Der til Navn og Hund. Det var nemlig nu førft og fremft hans 
Henfigt, at opføge og gjøre Det af med Sverre, medens denne endnu faa 
inde i Sognefjorden og faaledes ej funde undflippe. Derfor havde han 
iffe mange Timer at bortgive. Han lod ftrar blaſe til Things, og talede 
faaledes: , Her i Byen venter jeg nu den famme Hjelp og DBiftand af 
Indbyggerne, fom I forhen altid have været faa villige til at yde baade 
min Fader og mig; her var dDesuden mit ftadige Hjem, faalænge jeg fad 
i Fred og No; her har jeg ogſaa mange Frænder og Foftbrødre. For 
det førfte agter jeg nu at opfoge Sverre og prove en Dyft med ham; 
naar Det er gjort, tænfer jeg at fomme tilbage bid til Byen, idet jeg 
bringer Fred og Glæde for os alle” Disſe Ord befvaredes med ivrige 
Bifaldsraab, og alle fagde: „Gud fade Eder fomme tilbage i god Behold, 
Herre, og i denne Ferd opnaa Ult, hvad I maatte ønfte". Derpaa gik 
Kongen atter ombord, fod blaſe til Afſejling, og forlod Havnen endnu 
famme Aften med den hele Flaade, paa Gjejteftibet, det ftore Fløy nær, 
fom imidlertid var fommet paa Grund ved Fjæren, og ikke fom af førend 
ud paa Natten. For Neften lagde man Merke til, og betvagtede det vift 








1184. Slag i Norefjorden. 167 


not fom et flemt Barfel, at Kongens Skib ved Udfejlingen var faa befat 
med Kraafer, at næften hvert enefte Joug var bedælket af dem. Om 
Natten fejlede Kongen nord igjennem Leden, og Da han fom til Svgnfø, 
drejede han ind i Fjorden. Vinden var da fun fvag. Saaſnart Svynin- 
gerne faa, at det var ban, fom de i Mengdeviis roende ud til ham og gave 
fig i Følge med ham. Af dem fil Magnus Underretning om at Sverre 
bavde fendt Vine bedfte Folk fra fig, og felv lan med faa Skibe inde i 
Norefjorden, bvor han, fom De fagde, bavde gjort mangt og meget ondt. 
Dette Budſkab vakte almindelig Glæde i Hæren. „Nu,“ hed det, ,var 
Da endelig Tiden fommen, Da det vifte fig at være Guds egen Vilje, at 
denne Ufredsflok frulde blive tilintetgjort, Der havde øvet faa meget ondt 
i Norge, at det ført feent vilde funne vprettes.” Blandt dem, der fløge 
fig i Følge med Magnus, nabnes Jvar Elda, en anfeet Mand, der bv- 
ede paa Syrftrand. Han fad jujt til Bords, da man faa Magnus's 
Flaade fomme fejfende, ilede ftrar ned til Stranden, og roede ud til Kon- 
geftibet, hvor Magnus tog tmod ham med aabne Arme. Da Flaavden 
fom til det Sted, hvor Fjorden deler fig, ftvrede Magnus ſtrax ind i 
Norefjorden. Hans Fluade var da 26 Sejlere tert. De flefte af Sti- 
bene vare ſtore, vel bemandede og I enbver Henfeende godt udrufteve. 
Kong Sverre var imidlertid, fom ovenfor er omtalt, nys fommen 
tilbage fra Toget til Sokndalen, og far ved Hugaftranden, i Narhe— 
den af Femreite. Han og hans Mænd favd juft ved deres Middays- 
maaltid, da han hørte Vagtmændene, der ftode oppe paa Land, tale mel 
fem fig om at de faa en heel Deel Sej( fomme ind avd Fjorden: ftun- 
dom forefom Det Dem fun at være fer eller fyv, men ftundom fpredte Ve 
fig mere ad, og Da funde man tælle ti, tolv, ja endnu flere. De talede 
imellem fig om, hvad Skibe dette funde være: nogle paaftode, at det fun 
var Sognejægter, der fom i ven Flok fejlende fra Bergen, men andre 
fyntes at det fan ligere ud til at være Langftibs-Sejl. Ved at høre 
denne Fale ſtod Kongen op fra Bordet, og gik felv op til Bagten, for 
at fee hvad det var; Der floffede fig ftrar flere til, og enhver fremfatte 
fin Gjetning. Da Sverre en Stund havde betragtet De fig nærmenvde 
Sejl, fagde ban: det ev ikke at dolge for, at Jer ev Ufred for Haanden, 
thi Dette er ganſke viſt Langftibe" Han lod ftrar blære til Landgang, 
og Da alt Mandffatet var forfamlet paa Stranden, tag han faaledes til 
Orde: „Endnu engang tør Det gaa os Birkebeiner fom før, at vi faa et 
afvorligt Arbejde at drages med, thi ber nytter Det iffe at negte for, at 
Kong Magnus fnart fommer for at fre til 08. I vide alle, at en ftor 
Deel af vort Mandftab er draget bort, nogle til Bergen — og Gud 
vred, hvorledes det nu ev ganet dem, — andre ind til Kaupanger for at 
brande der; deres Hjelp maa vi faaledes undvære. Oppebie vi nu Kong 


168 Magnus Erlingsføn og Sverre. Sigurdsføn. 


Magnus her, da ville vi faa en Overmagt at ftride mod, der er ftørre 
end nogenfinde forben, faa ofte fom vi ellers bave fjempet mod en frørre 
Styrke. Jeg vil Derfor, at vi nu tage vor Beflutning, om vi føulle 
vove Kampen iffe mandfterfere end vi nu ere, eller vi føulle qaa i Land 
og lade Skibene i Stiften. Men å faa Fald er det vel at merfe, at Vi 
juſt iffe bave gjort os til Vens med Folket ber i Sogn, og Kong Muq- 
nus vil da visfelig fætte efter oå8 med alt fit Mandffab, og med ham den 
hele Almue, bvorhen vi nu vende 08. Og fandt at fige, ſkal jeg nu mifte 
disfe Stkibe, fom jeg med faa ftor Myøje, og faa mange Farer har er— 
hvervet, Da anfeer jeg Det iffe rimeligt at jeg nogenfinde mere prøver paa 
at faa mig Sfibe i Norge, og enhver af Eder faar da førge for fig felv, 
fom ban bedft fan. Imidlertid vil jeg iffe ved min Egenſindighed udfætte 
Gder for faa for Fare, bvis I Ulle ffulde antage den for uovervindelig, 
men paa den anden Side vil jeg heller iffe forfærdes eller beflutte no— 
get andet, bbis Høvdingerne og dDe øvrige Krigere fer nogen Mulighed 
til at vove Denne Dyft.* Da Kongen havde endt fin Tale, funde Ulle 
godt ffjønne, hvad han belft vilde, og faa fvagt Haab de end havde om 
at det vilde gaa godt, nennede De Dog iffe andet end at give Deres Bi— 
fald dertil. De fvarede derfor næften alle paa ren Gang, at de visfelig 
vilde flans og ikke tage Flugten uforføgt; Det havde ingen Mod, de vare 
faa ofte vante til at ftride mod Overmagt og enda vinde Srjr. „Ja,“ 
fvarede Kongen, ,nu bave I valgt, bvad der mejft ftemmer med mit Ønfte, 
og Det fan jeg fige Eder, at I maa flaa faa meget bedre og mandeligere, 
fom I denne Gang fkulle ofre en Konge til Døden)" Disſe Ord 
vafte megen Befymring bos Birfebeinerne, thi De funde iffe vide, hvilken 
Konge ban meente. Sverre gav Derpaa Befaling til at tage Fjeldingerne 
ned, og ro ind avd Fjorden langs med Landet, for at møde de to Skibe 
fra Sokndal, efter bvilfe en Skude fendtes ind i flyvende Haft. Han 
forordnede, at Roningen i hvert Halvrum fun føulde forrettes af een 
Mand; den anden ffulde idelig ro med Baad til og fra Land og bringe Stene 
ombord; Den tredie og alle de pvrige, Der ingen anden Befkjeftigelfe havde, 
ſkulde fætte Biggvrdler op og gjøre Skibet flagfærvdigt. Alt dette ſkede 
nøjagtigt fom ban bavde befalet; de Søm, han havde ladet uddele, fom 
nu vel tilpas for at befæfte VBiggyrdlerne, og det var, figer Sagaen, let 
at fee paa Birfebeinerne, at de vare vante til fligt. Da bin Sfude var 
fommen et Stykke ind i Fjorden, mødte den allerede Sfibene, fom den frulde 
hente, og da Fulfene ombord paa Vsfe fik at vide hvad Der var paafærve, 





1) I Sagaen: konung i hel setja, d. e. fætte en Konge i Hel (i de Dødes 
Nige); Jalemaavden „i Hel" er den fom endnu bruges under Formen , ihjel, 
fom „at flaa ihjel," og „i Hel" d. e. til de Dodes Nige. 


1184. Glag i Norefjorden, 169 


gave de fig til at ro faa voldfomt, at de, idet de nærmede fig Flaaden, 
og enhver vilde være Den førfte, fom binanden for nær, faa at Aarerne 
gif af. „Vi have nu andet at beftille" raabte Sverre, ,end at fpilde 
Roningen for binanden;” gav dDerpaa Befaling til at dreje ind mod Land, 
og der at oppebie Kong Magnus. Da var man ogfaa bleven færdig med at 
viggyrdle Sfibene, og den Masfe Stene var bragt ombord, fom anfaars nøde 
pendig. Hans næfte Befaling var at føre Landtoug op fra Bagftavnen, 
vende Fremftavnen ud, og lægge Uarerne færdige til Roning. Og endelig 
befafede han at alle føulde væbne fig og tage Plads, hver i fit Rum. 
Da dette var ſkeet, gif ban i Land, og hen til en liden Bekk, fom randt 
paa det Sted: ber fod han fig rakke Vaftevand, og fine Klæder bvørfte, 
fom om ban ffulde gaa til et Gjeftebud. Hans Dragt var bruunagtig 
fra Top til Jaa. Derpaa gif ban ned til en liden Klippe, under hvilten 
hans Skib faa, for endnu at tale nogle Ord til fine Mand. Han vilde 
holde fig i Skibsſtavnen, men Folfene toge hans Hænder bort, fordi den 
ganffe nylig var tjærebrædt og endnu ikke tør. Bi ville ej," fagde han, 
stenge vore Skibe ſammen, ſkal det gaa 08 godt, da maa vi benytte og 
Deraf, at vore Skibe ere bordhøje, og vort Mandſkab fjeft og frigsvant. Vi 
bave fun een Udvej, og det er at ſejre over bore Fiender; det nytter og 
bverfen at flygte eller at bede om Grid; pasfer godt paa Eders Vaaben, 
og fafter dem ej overbord til ingen Nytte, føger førft og fremft at dekke 
Gver, hjelper binanden indbyrdes, men Gud hjelpe o8 alle!”  Derefter 
fod han Merferne fætte op. Et lidet Klippenes ſtak ud et Stykke foran 
Skibene, faa at man ikke godt funde fre ud paa Fjorden. Han lod der- 
for nogle Folk ro ud 'paa en Skude for at fee, hvorledes Det fed med 
Magnus's Flaade. Men neppe vare de fomne nogle faa Aaretag frem, 
førend De øjebliffelig vendte tilbage, og meldte at hele den fiendtlige Flaade var i 
Hælne paa Dem. Da blev der ftrar blaſt, Birfeveinerne rorde alle Stibene 
ud mod Fienden, og iftemte Harſkrig. De havde fun fjorten Stibe, og, 
efter den fandfynligite Beregning, omtrent 1900 Mand at fætte mod Fi- 
endens fer og tyve Skibe, hvis Befætning neppe var under 3200 Mand. 

en id ae agaman) paa Mariefuden var Thord Finngeirs- 





1) Mariefuden havde, fom oven nævnt, 320 Mand; regner man i Gjennemfnit 
120 for hvert af de øvrige 13, bliver Jotalfummen 1860, hvilket vift Fom- 
ner Sandheden meget nær. Magnus havde 26 Skibe, hvoraf enkelte tem- 

+ melig ſtore og alle fterft bemandede. Megnes i Gjennemfnit for hvert 120 
Mand, bliver dette tilfammen 3120, hvortil endnu kommer Befætningen paa 
GSogningernes Baade, — Thord Finngeirsbroder vil ogfaa i det følgende 
live nævnt fom Befalingsmand paa Kongens Stiv, og det fynes, fom om 
han har været meget kyndig i at flyre Stide og manøbrere med dem. 


170 Magnus Erlingsføn og Sverre Siqurdsføn. 


Da Heflungerne fom fænger ind i Fjorden, hvor de vidfte at de om 
faa Øjeblif vide fre Birfebeinernes Flaade lige for fig, firede de Sej— 
fene ned, og fode Sfibene drive ind for Farten. Da vare ogfaa de 
fuldt væbnede og flagfærvdige. Kong Magnus forordnede, at de to fore 
Skibe i Flaaden, Der egentlig vare Kjobmandsſkibe, og ikke fan godt ſtik— 
fede til Roning, nemlig Gjefte-Fløyer og Ustjørn Jonsſons Skib, ftulde 
bindes fammen mellem bans eget, Skeggen, og Orm Kongsbroders Stiv, 
og Disfe fire Skibe, der faaledes dannede en enefte fammenhængende Masie, 
ftulde fægge fig imod Mariefuden og hage fig faft i den. „Jeg onſkede beljt," 
fagde han, ,at de ikke føftes Derfra, førend enten den, eller vore Skibe 
vare ryddede. Jeg veed, at De flefte ville anfee det for en god Ende 
paa den befe Strid, om Dette var Den fidfte Gang, Sverre og jeg behø- 
pede at fræve Denne Leding og Møje; det er vel værdt ar bede Gud om, 
og dertil ftaav mit Haad. Jeg var fun fem Aar gammel, da Høvdin- 
gerne og Landets Folk gave mig Kongenavn, og fv Aar, da Erkebiſkop 
Eyſtein tilligemed Legaten fra Rom og alle Landets Lyrbiffopper indvi- 
ede mig til Konge: Da var jeg faa barnslig, *at jeg fverfen funde raade 
før Ord eller Ed, og fyntes bedre om at lege med andre Smaadrenge, 
end at fidde mellem Hovdinger. Ikke attranede jeg Kongedømmet, og 
liden Glæde bar jeg bavt af det. Mu er jeg 28 War gammel, og 
ide fidfte S Aar har mit Negimente været baade mig felv vg alle 
Landets FJndbyggere til Skade '); men dDen almægtige Gud lønne mine 
Benner og Hovdinger, faavel fom hele Almuen, at de Desuagtet faa fjær- 
figt have ſtaget mig Oi, og troligen bjulpet mig i faa mange Farer. Her 
behøves iffe mange Opmuntringsord. I fre alle, hvor nødvendigt det er, 
at enhver bruger fig fom han bedt fan, og vi have nu, Gud fre Lov, overe 
flødig Fulfeftvrfe, da der overalt, bvor vi anlob Kviten, er fommet Folk 
til 08, medens Sverre dDerimod bar adfpredt fine Folk Vid og DD, og 
nu fun bar en liden Deel tilbage, der desuden ligger ber indelukt og frængt 
i Fjorden foran o8 fom Sauder I en Kvi. Gud fade os fomme faales 
Des fra Dette Move, at vi ſiden funne være i Fred og No for vore Fi— 
ender, hvad enten vi ere i Live eller Døde!" — En ftært Bifadsmumlen 
fød over Den hele Hær, og alle fvarede paa een Gang: „Tak for hvert 
et Drd, ædle Konge, Gud fade dig fælde dine Fiender!“ Orm Kongs— 
broder raadede nu, fom forrige Gang ved Nornes, til ført at angribe de 
mindre Skibe, der ej kunde forfvare fig faa godt: det ſtore Skib vilde 

1) Alle disfe Aar: Angivelfer pasfe ret godt med Vidéregningen.  Maqnus' var, 
fom ovenfor viift (II. 842) fed 1156, han blev tagen til Konge 1161, altfaa 
fem War gammel; ved fin Kroning 1164 var han egentlig 8 Uar gammel, 


men han havde maaffee (fe ovenfor IL. S. 938) i Septbr, 1164 endnu ikke 
fyldt fit Sde Aar. 


1184. Slag i Norefjorden, 171 


blive vanffeligt at faa Bugt med, fanfænge de øvrige kunde fomme det til 
Hjelp. Men Magnus, lige faa paajftaaelig fom før, vilde intet Ord hore 
herom, og meente, at naar førft det ftore Stb var vundet, Da var Det 
fan godt føm gjort med allede øvrige. De fire Stibe bleve altfaa bundne 
fammen, fom Konqen havde befalet. Kongeftibet (aa nærmeft Stranden, 
Derefter Gjejte-Fløyet, faa Asbjørns, og Orms yderſt. Idet Asbjørn 
fod fit Skib tenge faft ved Ovms, talte ban faaledes: „Nu er Dagen 
fommen, fom vi alle bave [ængets efter, at have faaet Sverre og Birke— 
Beinerne jagede ind fom Sauder i en Kvi. Mu er det forbi med hans 
Kneb og Kunſter, thi den Mand har nu flaaet Haanden af ham og Birkebeiz 
nevne, fom han har faaet alle fine Raad af, nemlig Fanden felv, fom 
han tror paa, men fom altid bandler faafedes med fine Benner, nemlig at 
han giver dem Fremgang en Tid, men dDerpaa flaar Haanden af dem. 
Sverre er nu raadlos, thi han bar fendt Svina-Peter fra fig til Bergen, 
hvor Denne og hans Flok fik Bekomſt fom forffyldt; og de værfte af dem 
alle, de Djevels Kroppe, Gjelterne, ere fendte ind i Fjorden tilligemed 
den, Ver bar gjort aller meft ondt, Torperſonnen Ulf '). Fil fine øvrige 
Misgjerninger og Grufomheder har Sverre nu og føjet Denne, at han har 
ødelagt et driftent Land med Ild, og hvad lidet omdt han endnu har 
ugjort, føal ban nu idag fomme faart til at undgjelde. Lader o8 nu an- 
gribe VBirfebeinerne, tv eller tre om een, Hvis det falder fettere; fader og 
bugge vældige Hugg paa enhver, Der gjør o8 Modftand, uden at enfe hvo 
Det er, thi man vegner det iffe ſaa noje, naar man flifter Mad for Hunde." 
Dette, fagde alle, var vel talt.  Derpaa tengedes ogſaa Ve øvrige 
Skibe fammen, i Partier paa fem eller fer; alle fortes i en Linje 
Side ved Side, ind ad Fjorden, dog nærmeft den fydøftlige Bred. Mag— 
nus havde en Kjortel, balv hvid, halv ſkarlagenrod. En lignende 
Kjortel, baade af Farve og Stof, havde Magnus Mange fra Orkn- 
gerne, Nangvald Jarls før omtalte Datterfon *), der fyned at bave været 
ombord paa Kongens Stil. Magnus havde et ypperligt Sverd, kaldet 
„FFiſkerygg.“ 

Da Magnus's Flaade narmede ſig Birkebeinernes, ſaa det i Forſt— 
ningen ud paa Soen imellem dem, fom naar der falder em ftærf Negn— 
ffuur paa Bandet i ftille Vejr: Det var Vileregnen, og Den varede fun 
fort, da Sfibene rar efter mødteS. Da Martefuden ffulde fvaje med 
Forftavnen mod Fienden, gjorde den en fang Krog, og forend Den havde 
faaet vendt, tørnede allerede Magnus's Skibe med Forftatnen mod dens 
Bagbordsſide. Skeggen faa ved det fremmerfte Øferum, og Vernæft de 


1) Nemlig Ulf af Cauvneg, hvis ringe Herfomft altfaa her udtrykfeligt omtales. 
?) Om Magnus Mange fe ovenfor S. 41. 


172 Magnus Erlingsføn og Sverre Sigurdsſon. 


øvrige længer forover, efter fom de fik Num til. Strax begyndte her en 
heftig Kamp, da Heflungerne vare meget bidfige til at angribe. Birke— 
beinerne føgte meft at dakke fig, tbi i Forftningen faldt det Dem noget 
ugreidt med Angrebet, bele Flaaden drev efterbaanden ind mod Stranden, 
og Mariefuden fom imellem de fiendtlige Stibe og Landet 1). Da fprang 
Sverre, ledfaget af fin Frænde Peter Roesſon, i en Baad, roede ben til 
Erik Kongsſons Skib, og raabte Derop, at De bare fig Daarligt og mod- 
loſt av; de ffulde ro uden om Det ftore Skib, til Fiendens mindre Skibe, 
og fee til at gjøre fig til Herre over Dem.  Derpaa voede han fra Stiv 
til Sfib, fatte Mod i fine Mænd, og fagde bvor enbver ſkulde lægge til. 
Da toge Birfebeinerne Mod til fig, lagde fjeft frem, og gjorde et beftigt 
Anfald, der iffe befvaredes med mindre Heftighed af Heklungerne. Nu 
vilde Kongen tilbage til Mariefuden. Paa Farten derhen flog en Diil 
ned i Stavnen lige over hans Hoved, og i famme Øjeblif en anden i 
Kanten lige ved hans Kuæ, men ban blev fiddende uden at forandre en 
Mine. „Et farligt Sfud, Herre," fagde Peter. Det rammer ikke, førend 
Gud vil," var Sverres Svar. Imidlertid var Pilez og Steen-Regnen 
paa Mariefuden faa ftært, at han ikke funde fomme ombord, men maatte 
ro i Land. — Paa famme Tid lagde Munan Gautsſon i Dden fiendtlige 
Flaade til Land med fit Skib, bentede en Mængde fvære Stene, og 
fod Dem Dynge i Masfeviis paa Mariefuden, beelt fra Forrummet og til 
Øferummet, faa at Befætningen fit en flem Medfart. FJfær var det Dog 


1) De her anførte Enfeltheder funne give os en ret Élar Foreftilling om Ski— 
benes Stilling under Slaget. Dette foregik ikke, fom det almindeligviis 
plejer at figes, ved Femreite, thi der ſtaar udtrykkeligt at Flaaden roede 
derfra længer ind i Fjorden, indtil den mødte de to Skibe fra Sokndal, og 
dette Éan ej have været længer ude end halvvejs mellem Nornes og Yimen, 
Nefet, der tog Udfigten bort til Hovedfjorden, var Nornes. Sverres Skibe 
laa i en Rekke med Bagftavnen mod den fydeftlige Bred, og roede derfra 
førft lige ud, for fiden at drage til Venftre, for at møde Fienden; men det 
var denne Bending, fom det ej Iyffedes at faa udført, og Mariefuden, der, 
fom det udtrykfeligt figes, laa vderft, altfaa længfi til Bagbord af Sverres 
GStibe, vendte endnu VBagbordfiden til, da Magnus's Skibe, hvis Raekke 
dannede en ret Binfel med den, Sverres Skibe førft havde indtaget, tør- 
nede imod Mariefuden, dog, fom man feer, kun dennes forrefte Deel, da hele 
Styffet fra det fremre Dferum og agter over endnu var bart; GSfeggen, 
Magnus”s yderfte Skib mod Styrbord eller nærmeft Kyſten, naaede ej læn- 
ger end til Hiint Øjerum. I denne Stilling dreve begge Flaader mod Syd- 
øftfyften, idet de fvajede mere og mere mod Styrbord, faa at Martejuden, i hvis 
hele Forpart fiendtlige Skide havde haget fig faft, og fom mere og mere 
fom til at vende GStyrbordfiden mod Land, derved næften afffares fra Sver- 
res øvrige Flaade. Sverre gif nu fra Borde paa Gtyrdordfide, og gav 
Grit Kongsføn, der rimeligviis var dreven med VBagftavnen mod Kyſten, 
Ordre til at ro uden om og angvibe Fiendens mindre Skibe. 


1184. Glag i Norefjorden. 173 


Frembyggerne paa Mariefuden, der havde den haardefte Dyjt at beftaa, 
thi det var Denne Deel af Stibet, Der førnemmelig var befat af de fiendt- 
fige Stibe. De talte da imellem fig om, at nu ogfaa Forrumsmændene *) 
burde fønne Kongen for den Mjod og de fagre Kjorteltlæder, han havde 
givet dem. De, fom vare Å Bagftavnen, raabte da til Styrbordingerne 
at de ſkulde ro frem: disſe gjorde faa, og Derved fom Skibet faa langt 
frem, at Skeggen nu faa ved det agterfte Øferum *), derved fik ogſaa 
Forrumsmændene og alle Bagbordingerne nok at bejtille, da der iffe faa 
færre end 13 Skibe paa Denne Side af Mariefuden.  Heflungerne brugte 
Pile, Kefjer, og en beel Deel af de før omtalte Hardftene fra Stien; de fa- 
ftede Haandfare og Paalftave, og anrettede ftor Sfade, men De vare ikfe 
nær nof til at fomme i egentligt Haandgemæng, thi da deres Skibe vendte 
Forftavnen, ikke Siden, mod Mariefuden, var det vanfkeligt at entre. Bir— 
febeinevne fil iffe andet beftilt end at dakke fig; flere af dem fant døde 
ned af Anftrengelfe alene, uden at bave faaet noget Saar. 

Men medens Kampen rafede faa beftigt omfring Mariefuden, havde 
imidlertid Erik Kongsføn med de øvrige 13 Skibe efter Sverre8 Befa— 
fing voet uden om Den, og givet fig i Kaft med de mindre Skibe, af hvilke 
ftrar tretten, eller alle de, der ikke vare beffjefttgede med Marirfuden, 
vendte fig imod bam. Her bavde Birkebeinerne Fordelen paa fin Side, 
Da Deres Skibe vare ſtorre og talrigere befatte. Men iffe deſto mindre for- 
fvarede Heklungerne fig med den ſtorſte Tapperhed, faa at det en Stund 
var meget tvivlfømt, bvo der vilde faa Overhaand, og De underjtøttedes 
Derhos af en Mangde Sogninger, Der faa i Baade og ſkode paa Birke— 
beinerne. Da lagde Erik fig Side om Side med det pderfte af de fiendt- 
fige Stibe, og efter en yderſt baardnaffet Kamp maatte endelig Befæt- 
ningen give tabt. Nogle faldt, andre forlode deres Halvrum, og Birke— 
beinerne entvede. Den førfte, fom fom op, var Erifs Merfesmand, Be— 
nedift Hoved, ban fulgte en Deel andre. Da Heflungerne faa det, ftyr- 
tede De imod dem, drabte Benedikt med nogle flere, og dreve De øvrige 
tilbage. Men Erik eggede fine Mænd til at gjøre et nyt Forføg, de 
ftormede atter over i det fiendtlige SHV, erobrede Merket tilbage, og 
trængte nu faa baardt ind paa Heklungerne, at disſe omfider maatte vige, 
og fprang over paa det Skib, der faa dem nærmeft. Dette vakte For- 
virring og Søræf; Birkebeinerne trængte fremdeles paa, og fandt nu fun 
fiden Modftand. Sualedes gif det fra Skib til Skit, idet De dreve Heflun- 





1) Forrummet var, fom bekjendt, ſtrax nedenfor Løftingen, eller i den agtere 
Deel af Sfibet, 


?) Begge Øferum (austrrum), vare i den agtere Deel af Skibet, det ene frem- 
menfor det andet. 


174 Magnus Erlingsføn og Sverre Gigurdsføn. 


gerne foran fig med Raab og Hugg, og fældte en Mænqde. Hele den 
flygtende Menneſkemasſe ftyrtede omfider ind paa de fire ſtore Stibe, der 
iffe engang funde rumme dem. Fra Sfeggen, Magnus's eget Stib, der 
faa nærmeft Land, lob en heel Deel overbord; De tre pvrige, nemlig 
Orms, Asbjørns og Gjefternes, fant under Den overvættes Mængde.: Da 
Sverre, fom Hidtil havde maattet bolde fig paa Land, faa den beldige 
Vending, Slaget havde taget, ffyndte ban fig med Peter ned til Baaden, 
for at ro ombord. I det famme fom en Sfude voende til Land nær 
ved: man funde i Hajt ikke fee, om det var Benner eller Fiender. Men 
Sverre raabte til dem: vend om, tbi nu flygte de!" De gjørde faa, 
roede tilbage og toge ſtrax Vejen udefter Fjorden. | Kjendte I disje Folk, 
Herre," fpurte Peter, ,eller hvorfor talte I faaledes til dem?" „Var 
Det Da ikke,“ fvarede Sverre, „det enefte, jeg funde fige, ibvem det faa 
var?" Han ſtyrede nu lige til fit Skib, gif op i Løftingen, og iftemte 
ftrar Kyrie eleison, af Glade over fin Sejr; De øvrige ſtemte i med 
ham. Imidlertid fyrang Kong Magnus og bee Mandftabet paa hans 
Skib over Borde; De flefte, bvoriblandt Magnus felv, druknede, de, fom 
fom til Land, bleve Dræbte af en Deel VBirfebeiner, der allerede ftode 
færdige paa Fjæren til at modtage Dem: fun meget fan undgik ber Døden. 
Nogle Studer undfom ved at ro ud af Fjorden.  Birfebeinerne  voede 
omfring paa Smaabaade, og dDræbte mange Fiender, Ver føgte at vedde 
fig ved Svømning; nogle fik ogfaa Grid, blandt dem alle de, der vare 
beldige nof til at treffe paa Kongen felv; ligeledes ſtaanede Skibsſtyrerne 
Deres Frænder og Venner. 

Slaget havde taget fin Begyndelfe om Gjtevmiddagen. Ved Sole— 
gfads Tid (omtr. Kl. 9) begyndte Striden for Ulvor, ved Midnat 
var alt forbi, og Skibene fortøjede og tjeldede. Den Sejr, Sverre nu 
havde vundet, overtvaf vilt hans og hans Mands driftigite Forventninger. 
De havde fjæmpet mod en næften dobbelt Overmagt af tapre, frigskyn- 
dDige og forbitrede Fiender, Der allerede anfaa fig næften visſe paa Sejren; 
ber fandt ingen Overrumpling Sted, beller itfe indtraf, fom ved Nor— 
neg, noget uforudfert Filfælde, der udbredte paniff Skrak blandt Fien- 
den; men alligevel blev Enden paa Kampen den, at Fiendens Magt alde— 
fe8 fnufte3, Kong Magnus foldt eller omfom med fine fornemfte Hevdin- 
ger og en Mengde Folk, og alle hans Skibe enten fant eller erobredes. 
De Falvdnes Untal ungiveg til 2000 1), altfaa et flørre Antal end Birke— 
beinernes bele Hær. Af de faldne eller omfomne Høvdinger nævnes for- 
uden Magnus den før omtalte Harald, Kong Inges Søn, Magnus Mange, 
Orm Kongsbroder og hans Søn Ivar Steig, Asbjorn Jonsjøn fra 


1) Nemlig atten Hundreder, altfaa nøje beregnet 2160, 


1184. Kong Magnué's Fald. 175 


Thjorn, Ragnvald, Søn af Jon Hallfellsføn, Paal Smaatzauga, Lodin af 
Manvik (fra Brynlanesfet), Olaf Gjavvaldsføn, Gindride Torve, Søn af 
Jon Kutiza, Ivar Eda (den famme anfeede Bonde fra Syrftrand, der 
nys faa 5 havde fluttet fig til Maqnus), Viljam af Forge paa Haa- 
fogafand, Andres Eriksſon, Hallſtein Botulfåføn GSnaaf, en Frænde af 
Kong Magnus, Ketil Lavrantsføn, Sigurd Hilt, Ketil Fluga. Gre end 
flere af disfe NMavne mindre befjendte, fee vi Dog af de øvrige, fom vi nokſom 
fjende, at VBlomften af Norges Uriftofrati, ifær fra Gulathingslagen og 
Viken, ber fulgte Kong Magnus i Døden.  Virfebeinerne maa i dette 
Slag have fjempet med en aldeles uimodjtaaelig Heftighed og Fapperbhed. 
Vel havde de den Fordeel, at deres Skibe vare førre og højere, end de 
flefte af Fiendens, men dette alene funde dog iffe opveje den ftore Folkes 
mon. Erik Kongsfon, der var Den, fom nærmeft ledede det Angreb paa 
de mindre Skibe, der gif faa beldigt fra Haanden, og omfider gjorde 
Udflaget, aftvættede ber fuldeligen den Plet, der flæbede ved ham fiden 
hans Flugt fra Nidaros to War forud; men aller meft føyldtes dog vel 
Sejren Sverres egne vife Foranftaltninger og den Iver, hvormed han i Sla- 
gets Beqyndelfe opmuntrede fine Mænd og foreffrev Enhver, hvad ban bavde 
at gjøre. Uagtet han fiden under den ftørfte Deel af Slaget ufrivilligt 
maatte ftaa paa Land fom en fedig Filffuer, havde han dog allerede orde 
net Det Hele faa vel, at det pvrige gif af fig felv. Men alligevel var hans 
Held faa uformodet og paafaldende, at hans Fiender fiden endog udfpredte, 
at ban ſkulde have bhavt en Her med fig paa Foget, og at hun ved 
fine djævelffe Kuniter feulde have faaet Havet til at opfluge Kong 
Magnus med hans» Flaade '). 


2) Biljam af Newbury, VI. 3. Da dette Kapitel vjenfynligt indeholder den 
Fremſtilling af de hidtil fortalte Begivenheder, fom Sverres Fiender eller 
Magnus's Tilhængere gave til Bedfte, og fom rimeligvis en eller anden 
norſt Gejftlig i England har medeelt den famtidige Billjam, anføre vi her 
følgende Uddrag deraf, fom et ikke uvigtigt Bidrag til at belyfe Stemningen 
hos Folfet og de paa den id herffende MRygter: , Omtrent paa famme Tid 
(c. 1180) var det at hiin faa berygtede Preft Sverre, der Faldes Birfebein, 
fremftod fom Kronprætendent i den Deel af Germanien, der Faldes Norge, 
og efter at have herjet en Tidlang fom faadan, endelig efter Kongens Fald 
erholdt Kongedømmet, fom om det var paa lovligt Viis; ſtjont det er at 
haabe at det med Guds Vilje tager famme Ende med ham, fom med andre 
Konger i hiint Land. Der fortalles nemlig, at i de fidfte 100 Uar, ja læn- 
gere tilbage, have Konger i Mængdeviis fulgt paa Konger, uden at nogen af 
dem er død af Alderdom eller Sygdom, men alle ere faldne for GStaalet, 
efterladende Tronen fom Bytte for deres Drabsmænd, fom om de vare deres 
lovlige Arvinger, faa at man om alle dem, der i den lange Tid herffede der, 
fan fige fom der ftaar førevet: Du har ibjelflaaet og tilmed taget en Gjen- 
dom (I Kongernes Bog 21, 19). Da dette frjendige Uvæfen ved den lang: 


176 Sverre Sigurdsfan. | 


Tidligt den neſte Morgen (Løverdag d. 16de Juni) [od Kongen 
blæfe til Huustbing. Her ftod ban op og talte faaledes: „Gud felv 
fulle vi taffe for vor Srjr, thi ban bar nu I dette Slag meget tydeli- 


varige Saædvane ligefom var blevet en Lov, føgte endelig Rigets Stormænd 
i deres fromme Iver at raade Bod derpaa, idet de lode en ny Konge hojti— 
delig falve, indvie og krone, for at ingen efterdags ffulde vove at lægge 
Haand paa Herrens Salvede: Hidtil havde endnu ingen der været indviet 
til Fyrſte paa firfelig Viis, men enhver, der i Spidfen for en Dprørsflok 
havde dræbt Kongen, tiltog fig netop derved den Fongelige Magt og Bær: 
dighed, fom han en feje Tid derefter igjen paa famme Viis maatte efterlade 
fin Drabsmand, Nogle have troet, at hiin Undladelfe af Kroning havde fin 
Grund i Hriftelig Geniold, faafom nemlig ingen af de foregaaende Konger 
bavde fortjent at krones. Gaaledes, da Haakon, fom havde fulgt efter den 
af jam fældede Kong Inge, var drobt, og Tronen fandtes at tilfomme en Dreng 
ved Navn Magnus, Inges Frænde, lode Rigets forftandigfte og meft anfeede 
Mand denneDreng bøjtideligt indvie til Herrens Salvede, og Érone. Der: 
ved troede de at have faaet en retlig beſtikket Fyrſte, og at den gamle Uſtik var 
afffaffet. Men da famme Magnus allerede var bleven voren, og med megen Dyg- 
tighed og Held havde regjeret i nogle Uar, faa at man allerede troede fig ſikker 
mod alle Oprørs-Uroligheder, da var det, at Djævelens Ondffab indgav 
hiin Preft, fom hans eget Nedffab, at forfiyrre det driftne Folke Fred. 
Gfterat han en Jidlang havde gjort Tjeneſte i den hellige Orden, han i Kirz 
fen havde faaet, begyndte den højft forvovne og forflagne Mand med den ham 
egne Gelvtillid at tragte efter Kongedømmet. Snart havde han gjennem- 
rejft det hele Land, og var ikke feen til at udføre fin Planz; han famlede 
ved de liftigfte Kneb en ſterk Hob af forvovne Rovere og flette Karle, hvor- 
med han, føgende SHuul og Bærn i uvejfomme Ødemarter, foruroligede Kon— 
gen ved hyppige Overfald. Da Kongen forfulgte ham med en ordentlig 
Hær, tog han paa Strømt Flugten, men lagde fig i Baghold ved et Pas, 
hvor han var godt fjendt: ber overrumplede han den Fongelige Hær og til 
føjede den, indkneben fom den var, et faadant Nederlag, at Kongen felv 
maatte ffjule fig blandt de Faldnes Dynger, og med Nød og neppe undfom, 
da Fienderne droge bort. (Her figtes, fom man feer, til Slaget ved Hirte- 
bro.) Ved dette Held ſteg hans Mod, og hans Kræfter tiltoge Dag for 
Dag, indtil han omfider endog fik fig en Flaade, med bhvilfen han faa fig 
i Stand til at herje paa flere Steder i Landet. Kongen bragte imidlertid 
fin Hær paa JFode igjen, udruftede en Flaade, og drog mod Fienden. Ved 
Gfterretningen herom lod Sverre atter liftigt, fom om ban flygtede, og begav 
fig ud paa bet ſtore Hav; da Kongen hørte det, troede han at Røveren 
virkelig var flygtet, og løb med Flaavden ind i en Havn. (Her figtes til 
Undvigelfen 1179, fe ovenfor S. 96.) Men da Hæren her, af Glade over 
Fiendens Forjagelfe, overlod fig til en fordærvelig Sikkerhed, kom Natten 
efter hiin forbandede Preft med fine Folk ind i Havnen, angreb de drukne 
og føvnige Krigere, og ødelagde med Meje faa godt fom den hele Hær, hvor: 
iblandt Kongens Fader og flere Stormænd. (Her, figtes, fom man feer, til 
Slaget paa Kalvffindet 1179, men Fremftillingen ev iffe nøjagtig.) Kongen 
féat, undfommen fra Blodbadet, have holdt fig ſtjuult i nogle Dage i et 
nær liggende Nonneklofter, og ved Guds Beffyttelfe være undfluppen, uagtet 
Fienden føgte efter ham. Modig ved dette Fiendernes Uheld og Nederlag 





1184. Sverres afgjørende Sejr. 177 


gere end før raft os fin hjelpende Haand. Vi funne ikke tilfjende og 
Sejren anderledes, end at den fornemmelig føyldes Guds Vilje og hans 
Tilſkikkelſe. Til Gjengjeld fulle vi ogſaa taffe ham, fom det fig bør og 
bør, i Ord og Gjerning. Dette ſkeer førft og fremft ved at vi holde vort 
Løfte til alle dem, vi have ffjenfet Grid, dernæft, at vi fomme de Saarede 
til Hjelp, og endelig at vi flaffe alle de Lig, vi finde, en driftelig Be- 
gravelje. Jeg befaler paa Vet inditwndigite alle mine Mænd, at de lede 
efter Ligene her ved Stranden, paa bvilfen Maade og med bvilfe Ned- 
føaber, Enhver veed eller fan anvende. Derved handler man ej alene Gud 
til Velbehag, men bar endog felv Udfigt til at vinde Gods eller Guld, thi alle 
have vel havt noget GodS paa fig, enfelte endog meget. Nu formoder jeg 
Dog, at vi endelig engang have faaet Herredømmet her i Landet, hvad enten vi 
ftyre det vel eller ilde, og Gud være takfet, hvis vi nu funde være fred- 
fommelige og vetførdige, tbi Derefter længes De flefte. Eder, mine 
Mænd, ønffer jeg Guds Len for Eders ufortrødne og fjærlige Biftand. 


drog nu Iyrannen, lige faa fræt fom blodig, rundt omkring ligefom i Sriumf, 
idet han vifte fig fom en ublid Herre for de ynkeligt undertrykte Bønder. 
Kongen, der efter at have holdt fig ſtjult atter Fom frem og til fine Benner, 
begyndte efterhaanden at famle nye Krafter, ſtaffe fig Hjelpetropper alle: 
vegne fra, og med ftørre Barfomhed at forberede fig mod de fiendtlige Un- 
flag. Gndelig drog han med en ordentlig udruftet Hær mod Fienden. Saa— 
fnart hiin erfarede dette, og faa at Ynglingen, Flog af tidligere Skade, nu 
gik forfigtigere til Verks, ligefom han og var ham overlegen i Skibe og 
Gtridsfrafter, tog han fin Jilflugt til Srolddom. Han havde nemlig hos 
fig en Djævelens Datter, mægtig i Hereri, og med Mette at ftille ved Siden 
af hiin Oldtidens TroldÉvinde, om hvilken den herlige Digter figer (her folger 
et Gitat af Birgils ACneide IV. v. 487—490). I forunderlig Tillid til fin ſedvan— 
lige Kunft fpurte hun nu fin Ben Syrannen, paa hvad Viis han ønffede at hans 
Fiende, der allerede var lige for hans Øjne, frulde forgaa. Da han valgte 
„ved Drukning,“ føede det pludfelig ved Hjelp af Djævelen, — der EG 
delft fin Engle-Naturs Kraft formaar faa meget over Jordens Elementer, 
naar den højere Magt tillader det — at det rolige Hav aabnede fit Gab 
og i Fiendens Paafyn opflugte den frørfte Deel af Kongens Flaade. Ved 
Synet heraf fagde den føjendige Preft: Seer, mine Benner, hvor virkfomt 
GElementerne fjæmpe for 085 pasfer nu paa, at ingen af dem undflipper, hvis 
visje Undergang Havet har overladt Eder at beførge, at det ej fEulde fyr 
nes, fom om det havde alene gjort Alt fammen. Saaledes blev den øvrige Deel 
af den Fongelige Hær, fom besuden allerede var frækflagen over Kammera— 
ternes pludfelige Undergang, let overvældet, og Kongen felv omfom.” Fra 
Erling Jarls Død af er Beretningen, fom man feer, meget fort og unøj- 
agtig.  Navnlig ffjulte Magnus fig efter Kalvffind - Slaget ikke i noget 
nær liggende Nonneflofter, (her maa Bakke Klofter være meent), men drog 
lige til Bergen, Gandiynligviis har det forefvævet Fortælleren, at Magnus 
fiden oftere havde fit Tilhold ved eller i Munkholmen Klofter, og dette har 
han forverlet med hiint. 
12 


Mund. Det norfte Folts Hiftorie. IM. * 


178 Sverre Sigurdsføn. 


Jeg føal ogfaa felv fønne Eder godt, og efter min bedfte Evne. Godt 
er Det nu at vide, at De Gjendomme og alt det Gods, disfe Guldhalfe 
have bavt, der nu ligge her foran Stranden, ſkulle blive Eder til Deel 
og Derhos de bedfte Giftermaal i Landet, foruden de Fitfer og Værdig- 
heder, I maatte attvaa, thi det ev fore Jing, I have udrettet i denne 
Strid. Noget er Dog endnu tilbage, det er vore Avind8mænd, og mod 
dem (fulle vi vel vogte os, men Gud vogte os alle.” Denne Tale vandt 
almindefigt Bifald, og Filhørerne taffede Kongen for hans Ord. Giden 
fod ban alle Stibene ro længer ind langs Stranden, indtil man fom faa 
fangt, at Lugten af Ligene, naar de gif i Forraadnelfe, neppe vilde naa 
Derhen. Nu fom Raden til Sofndølerne, der før havde trodfet ham, at 
ydmyge fig; faavel de, fom Kaupangeråmændene indfandt fig hos ham, 
faldt aldeles til Fode, og maatte nu uden at fny endeligen forpligte fig 
til at udrede hine femten Merfer Guld, for hvis Udbetaling De til faa 
ftor Stade for fig felv havde føgt at unddrage fig. Da vifte det fig, 
heder det i Sagaen, fom Ordfproget figer, at mangen En fysfer paa 
den Haand, han helſt ønftede var af. Dem, faavel fom De andre Bønder 
i Narheden, fatte han til at flaffe Ligene i Jorden; Enhver fik frit Lov 
til at ftelle om fine Frænders og Venners Lig, fom han onſkede. Hver 
Dag var derfor mange Folk, faavel af Kongens Krigere fom af Bønderne 
ude paa Baade, for at lede efter Ligene, af hvilfe mange bleve opfiftede. 
En Dag fandt man Orm Kongsbroders Lig; Hans Venner fode det 
Derfor førft bringe til Bergen, der blev det fiden af Vikverjer bragt 
til Oslo, og begravet i Steenveggen i Hallvardskirfen ved Siden af hans 
Broder Kong Inge og Kong Sigurd Jorfalafarer 1). Ogſaa mange an- 
dre Stormænd$ Lig bleve efterhaanden dragne op.  Magnus'$ Lig blev 
iffe fundet førend anden Søndag (24 Juni) efter at Slaget havde ftaaet. 
Sverre havde juft om UAftenen paa en liden Skude begivet fig hen til 
GSlag-Stedet, hvor fleve Baade fremdeles vare beffjeftigede med Lig-Op- 
tagningen. J en af Baadene fad tre Mænd, Ljot Haraldsføn, Arne 
Gudmundsføn og Jon Koll. Til dem fagde Kongen: ,fidde I faft her 
med Fiſket, eller bror gaar det med Fangften?" I famme Øjeblif droge 
De et Lig op. „Det var en Dyrebar Drat,“ fagde Sverre, „J have da 
været faare heldige!" „Ja,“ fvarede de, „er Dette Kongens Lig, da har 
Der bidt en god Fangjft paa vor Krog." Dette er visfelig Kong Mag- 
nus's Lig," fagde Sverre. De ſtkode nu et Skjold under Liget, og lof— 
tede det over i Sfuden til Kongen, fom ſtrax lod ro i Land, og Liget 
bringe op. Der gjenfjendte man det ftrar, thi det havde endnu ikke for- 
andret fig det mindfte; ja Det var iffe engang blevet ftivt, eller Rødmen 





) Om disfe Kongers Begravelfe i Hallvardskirken, fe ovenfor IL. S. 711, 907. 














1184. Kong Magnus”s Lig findes. 179 


borte af Kinderne. Allerede den følgende Dag var Kiften færdig, og 
førend Liget blev fvøbt i Dug, lod han alle de tilftedeværende, fom for- 
hen havde været Magnus'8 Mænd, gaa hen at betragte Det, vg forvisfe 
fig om, at det virfelig var Magnus's Lig: Ddet var ikke, fagde han, for 
at være haard imod dem, men for at De fiden funde bære Vidne derom, 
pvis det ffulde hænde fig, at VBifverjerne udfpredte noget Rygte om at Magnus 
endnu var i Live, og deraf toge Anledning tif at vejfe en Oprorsflok. De 
gif da derhen, og næften ingen af Dem funde holde Taarerne tilbage, flere 
fysfede det endog, førend de gik bort. Derpaa blev det fvdt, lagt i 
Kifte, og efter Sverres VBefaling ført til Bergen. Strax Verpaa fulgte 
han felv efter, men modtog før fin Ufrejfe de femten Merter Guld, fom 
Sokndolingerne havde at udrede !). 

Gfterretningen om Magnus's Fald var imidlertid allerede Dagen efter 
Slaget bragt til Bergen, og det med den famme Svina-Veter, der to 
Dage forud faa haanligt var bleven jagen Derfra. Loverdag Cftermiddag 
den 16de blev man nemlig å Bergen overraffet ved at fee et vel udruftet, 
og med Skiolde fra Stavn til Stavn prydet Skib fomme ind paa Vaa- 
gen og fægge til ude ved Kongsgaarden. Flere tvoede, at det var Kong 
Magnus felv, men fort efter lød Hornet i Gaderne, og man evfarede nu, 
at det var Svina-Peter, Der ufortøvet (od Borgerne fammenfalde til Møde. 
De indfandt fig alle, beel nysgjerrige efter at høre hvad det funde være. 
Da jtod Peter op og talte faaledes: Nu føeer Det, fom Ordſproget figer, 
at ofte fommer det famme Svin i Ageren. Jeg heder og Svina-Peter; 
Det er iffe (ænge fiden vi leve jagne og fjørte ud af Byen ber, og det 
haanligt: iffe dDefto mindre have I o8 nu ber igjen. Store Jidender have 
vi at melde: Kong Maqnus ev falden, faavel fom Harald Fngesføn, 
Orm Kongsbroder, Usbjørn Jonsføn, og mange Lendermænd. I funne 
nu med det førfte vente Kong Sverre bid til Bergen, naar ban fommer 
fra Sogn, og han bad mig fige Eder, at I ſkulde modtage ham føm- 
meligt, fom det tiffommer bans høje Værdighed. Men hvad flal det be- 
tyde, at Alle hænge med Hovedet, eller holde Klæde for UAnfigtet? Det 
verd da Gud, at jeg aldrig før har feet alle Mand bære fig faa underligt 
ad, fom nu her. Det fan jeg Dog fige Eder for vijt, at om J bære 
Gder aldrig faa ilde, eller fnofte og førge aldrig faa meget, er Vet Dog 
fige fuldt faa, at Kong Maqnus nu er DØD med hele fin Har. Heller end 
at byle og flage, var det mere pasfende, om I fvde vinge eller fynge for 
Deres GSjæle, eller gave Fattigfolf Almisſe og Prefter Penge for at holde 


1) Sverres Saga Gap. 86—95. Foruden paa det oven anførte Sted hos Vill: 
jam af Newbury omtales ogfaa Magnus's Fald, og for dette Aar, af 
Roger Hoveden S. 624. 

12* 


180 Sverre Stqurdeføn. 


Bøn. Det nytter Eder iffe nu at trodfe eller tutle Sverre fra Kon- 
gedømmet, thi ban bar bojet Halfen paa ſtorre Bukke end Eder, der fun 
ere Kjøbmænd og Bønder, fom fvide fig, bine for fit Gods og fine 
NPenge, disfe for Vind og Væde. Jeg vil give Cvder et godt Naad: la 
der nu Kong Maqnus ligge fom han bar redet, og underfafter Cder Kong 
Sterre, fom Gud bar fendt Ger. I ham bave I en Høvding, der 
baade er mægtig og forftandig, mild og maalfnild, vetfærdig og fredfom- 
mefig, en berømmelig GSejrherre, og Dygtig faavel til at forfvare fom til 
at ftyre Landet. Borte er nu den Sverre, der fom med Hærffjold til 
Kjøbjtævderne, borte ere nu ogſaa de Birkebeiner, fom fværmede om ber i 
Byen, og graadigt ranfagede Gjemmerne for Eder, Bønder, men I deres 
Sted fomme nu med vor Konge fine og frilfærdige Hirdmænd, der nu 
ftulle være Laa8 og Nøgle for Fribed og Fred faavel i Denne Kjobftad 
fom i de øvrige. Lader altſaa Bedragere, Falffnere og Dvottiné-Svigere 
fare bort, og vorder Eders Konge bulde, troe og tjenftagtige. Lader og— 
faa, naar Kongen fommer til Byen, alle Dem fare bort, fom ere overbevifte 
om at bave lagt fvipagtigt Naad op mod Kongen, uden fenere at hare 
gaaet til Forlig med ham: eller ogſaa pasſe de fig for Kongens Udfen- 
dinger, thi disfe fee Folk ikke fænge i Øjnene og deres Vaaben forftaa 
fig iffe paa Slvgtregiftre. Men Kongen tilbyder felv alle dem Grid og 
Forlig, der fomme til ham og andolde derom, og Derfor ønffe vi nu, at 
Gud med alle fine bellige Mænd vil være ham gunftig og forunde ham 
Fred 1).“ 


36. Sverre i Bergen. Kong Magnus'$ Begravelfe. 


Ikke fænge efter indtraf Sverre i Bergen. - Ved Indfejlingen lod 
han Stibene indtage en faadan Stilling, at deres Untal ſkulde forefomme | 
Bymændene faa ftort fom muligt, , Hvad enten de," fagde ban, „ſynes 
godt om Vet eller ej.” Men Bymændene holdt nu færdeles gode Miner; | 
de ringede med alle Klokker til Wre for bam, og modtoge ham med en 
bøjtidelig Procesfion. Der blev ftrar gjort Foranftaltninger til Maqnus's 
Begravelfe.  Liget blev lagt i em Steenkifte, og jordet i Chriſtkirken ne 
denfor Ghoret, lige ved den føndre Vegg. Forend Liget lagdes I Kifte, | 
fød Kongen endnu engang flere gaa ben og tage Vet i Øjefyn, for at ingen | 
ffulde finde paa at fige, at Kong Magnus endnu var i Live. Nu, fom 
før, gif mange grævende fra hans Leje, en af hans forhenværende Gjefter 
gif endog ben og fysjede Liget, idet han fældte Saarer. Sverre faa efter 
ham og fagde: „kun feent fan man tvo flige!"" Ved Jordfæftelfen var 





1) Sverres Saga Gap. 96. 





1184. Kong Magnus's Begravelfe. 181 


Sverre felv tilftede, faavel fom Biſkop Paal og hele Mængden i Byen. 
Der boldtes flere fagre Faler, navnlig af Kong Sverres Morbroder, Niko— 
lag Sultan, en meget veltalende Mand, og endelig af Kongen felv. Denne 
gav fin faldne Fiende det Lov, at ban var god og fjærligbedsfuld mod 
fine Frænder og Venner, en bæverlig Høvding i mange Stykker, og pry- 
det med fongelig Et; han beffagede fun, atder ej havde været det Fræn- 
de-Samtyffe mellem dem, fom det burde, og bad Gud tilgive ham for den 
$Haardbed, han havde viiſt mod ham felv og hans Mwnd. Han talte, 
figer Sagaen, mange fagre Ovd, da han bverfen mangfede Ord eller Fiin— 
bed til at give alen den Benvding, han vilde. Han bædrede ligeledes 
Magnus's jordiſke Levninger, ved at indrette hans Gravfted paa det ſom— 
meligfte, [od et Feppe brede over Stenen, og opſatte et Gitter uden om *). 
Men under af denne rosværdige og tillige politift kloge Beſtrabelſe for 
at vife fin. faldne Fiende al fømmelig re, undlod han dog heller iffe at 
tale dDe nødvendige Alvorsord til de Levende, ftildre fit Forbold til Mag— 
nus faafedes, fom han betragtede det, eller onſkede det betragtet, og lade 
dem føle, at ban paa det nøjefte fjendte til den herſkende ham ugunjtige 
Stemning, idet han tillige gav dem tilftrærkelige Vink om, at alle nu gjorde 
bedſt i at finde fig i den nye Tingenes Orden, fom det ej vilde nytte Dem at for- 
føge paa at ændre. Han lod i den Anledning blaſe til almindeligt Møde 
for belte Byfolfet ude paa Griftfirfegaarden. Da Mængden her var 
famlet, ſtod førft Haavard Jarlsſon, der fandfynligviis var bleven Stal- 
fare efter Gudlaug Vale, op, og talte faaledes: „Det er nu alles Skyl— 
Dighed at modtage Kongen venligen og bævderligen, thi han fan gjøre 08 
godt og bædre o8 i mange Stykfer. Det var ønffeligt og pasfende, om 
ban nu vilde vorde vort Værn og Skjold, fom det fømmer fig for ham, 
og vi Derimod ærligt og trofalt underftotte ham og vde ham alt, hvad 
ban af os med Nette har at fordre. I vide nu, hvor meget ban har 
foftet paa, for endelig at naa det ham tilfommende Kongedømme, hvor 
megen Modgang og Fare han bar døjet, og hvor han bar vovet faavel 
fit eget, fom mange andre gode vg gjæve Drenges Liv. Men nu bar 
Gud frelft bam af mangen Fare, fom I vel noffom have erfaret. Alle 
og enbver indfee nu fuldfommen det fornuftige i at viſe Venligbed mod 
Kongen, om man end før har været ham ugunftig; han vil og visfelig være 
en naadig Fyrfte mod alle dem, der ærligt og vedeligt, uden Svig, ville 
tjene ham. Tanker nu over, hvem det vil gaa bedſt, Dem der føye hans 
Venſkab, eller dem der fætte fig op mod hans Vilje.  Gjører nu fom Gud 





1) Kong Magnus hviler i den Kirke, hvor han kronedes, heder det i en Kod. 
af Sverres Sagaz men det fan ej være rigtigt, da Chriſtkirken i 1164 neppe 
endnu var færdig. 


182 Sverre Sigurdsføn. 


[ærer Eder, og feer til at Eders Sag faar en qod Ende.” Derpaa ftod 
Kongen felv op, faa fig fænge om ganffe taus, og tog endelig faaleded til 
Orde: „Jeg begynder min Tale med Pſalmiſtens Ord: ,Miserere mei 
deus, quoniam conculcavit me homo, tota die expugnans tribu- 
lavit me!“ Det ev udlagt; , Forbarm Dig over mig, Gud, fordi Men- 
neffet traadte mig under Fodder, fired imod mig Den bele Dag og pla- 
gede mig! )!" Denne Spaadom, der blev fpaaet for mange Aarhundre- 
der fiden, er nu i vore Dage gaaet i Opfyldelfe, faafom min Frænde 
Magnus fired imod mig, og firæbte mig efter Livet, men Gud frelfte 
mig nu fom før, og overantvordede mig hans Rige. Fil alle Fider har 
intet været Gud mere forbadt end de Overmovdige, og dem har ban veffet 
baardeligt.  Førfte Gang, da Englen vilde gjøre fig til hans Ligemand, drev 
ban ham fra fig, og ſtraffede bam ved at gjøre ham til den værfte Djævel. 
Siden, da vor forfte Stamfader Adam bandlede mod Guds Vilje, blev 
ban jagen ud af Paradifet til Denne Verdens Sorg og Glendighed. Da 
Rigerne opftode, og Farao undertrykte Gud Lov og Folk, fom de ti 
Landeplager, bvis Liqe man bidtil ej havde ſeet i Verden, over Landet. 
Bedre gif det ej beller Kong Saul, da ban fatte fig op mod Gud; da 
flaffede han om, befat af Den ureene Aand. Og pvor vi fee hen til for- 
rige Fiders Begivenheder, finde vi at Det altid gif faaledes i Verden. 
Det fan vel bænde fig, at vor Fale nu fynes Eder at føride nærmere 
ind paa vore Enemerker; det har nemlig ganføe vift ogſaa gaaet faaledes til her 
i Landet, at de have opbøjet fig, fom ej vare af Kongeæt, idet nemlig 
Erling Skakke, Søn af Kyrpinga-Orm, lod fig felv give Farlsnavn, og fin 
Søn Konqenavn. Siden undertryfte de alle Kongeætter, og ingen maatte 
falde fig Konge-YGtling under Dodsſtraf. De hade om fig de bedfte 
Naadgivere i Landet, og toge under fig De ættebaarne Konger hele Rige. 
Og alt dette gif ben, indtil Gud fra nogle Ud-Skjer fendte en liden og 
fav Mand, for at fnæffe deres Otermod, og den Mand var jeg. Ikke 
tog vi Det af os ſelb, men Gud vide derved vife, hvor lidet det Éoftede 
bam at fnæføe deres Overmod. Dette figer jeg Dog ikke, fom om jeg ej 
havde noget udeftanende med Kong Magnus og Erling Jarl, bvilfet mange . 
paaftan, beføyldende mig for at have væltet o8 ind paa Dem uden al Net. 
Vi ere iffe faa fortmindede, at vi iffe føulde erindre, hvad der er gjort 
imod os, førft at Bergensmændene Dræbte min Fader Kung Sigurd, der 
par ættebaaren til dette Land, fiden, at de vejfte en Flok med Crling 





1) Davids PÅ. 56, Ifte Vers. Stedet, fom her ev citeret efter den latinſke 
Bibeloverfættelfe, Faldet Vulgata, Iyder itte ganſte faaledes i vor Bibeldver: 
fættelfe, der har: ,,/Gud vær mig naadig, thi et Menneffe føger at opfluge 
mig, Han vil den ganffe Dag fortrænge mig med Strid.” 





1184. Gverreg Tale i Bergen. 183 


Jarl mod min Broder Kong Haafon og fældte ham; at Erling fiden tog 
mine fo Brødre og fod den ene bænge fom en Kraafeunge, den anden 
benvette; endelig nu hvad jeg ſidſt omtalte, og hvad der feent fan glem- 
meg, at vi have lidt faa megen Overlaft og Nød, at vi belft havde ladet 
det Hele fare, hvis vi ikke ynfedes over vort Folk, eller hine berffede over 
Det, Der ingen Ret havde dertil. tuer Det befriet, men Dog lønne I 
Dette med et Fiendffab, bvortil man fun fjelden feer Magen. Nogle fige: 
Sverre er fejrfæl, Sverre er forftandig, men faa ſbarer man: hvad er 
det at undres over? Han har gjort nok for det, givet fig felv Djævelen i 
Vold. Nogle fige endog, at jeg er den ffinbarlige Djævel, fommen lige fra 
Helvede, og fluppen løs i min Skikkelſe. Men hvad ere I da felv, fom 
maa lyſtre mig, andet end Djævelens Srælle, og faa meget ulytfeligere end 
andre Fol paa denne Jord, fom I ej alege nu maa tjene bam, men Dertil 
brænde med ham i den anden Verden? Har man hørt noget faa gvfeligt 
dumt, at fige faadant om bvem det faa er, og aker meeft om fin Konge, 
at ban ſkulde have folgt fig til Djevelen?  Mej, da var Sverre dum, 
om ban vilde ofre faa meget for Dette ufle Rige, der iffe engang vilde 
pære faa meget værdt, om ban havde det i Fred, end fige nu, da ban ej 
fan beholde det i No, at han for dets Skyld frulde forfpilde fin Sjæls 
Galighed. Her forefommer Det mig, fom om jeg paa een Gang feer 
Kalve og Ulve tilfammen, og det fan hænde at I finde mit Sold noget 
ftorbullet. Mangen bvjer fig før den Haand, ban onſkede var af, og kal— 
Der den Frænde, han nys faldte Fiende. Kunde man nu flue ind t Hjertet 
paa bver den fom ſtaar ber, og ſtod Der et Horn ud af Panden paa 
hver Den, Der vil mig ilde, tror jeg nok at mangen En vilde fomme til 
at gaa hornet herfra. Endog Barnet figer, naar Det gaar ud og flaar 
en Steen paa en anden: „her burde Sverres Hoved være under!" Saa— 
dant fære I Eders Børn. Endog hver ufel Fjeneftepige, fom gaar ud 
af Stuen med Banfetræ Å Haanden, figer naar hun flaar det mod Hellen: 
Jer burde Sverres Hoved være under.” Men det fan nok bænde, at 
Sverre lige fuldt fommer til at dø Straadød. Og vider det alle I Kong 
Magnus's Mænd, fom have været tilftede ved Dette Møde, at inden tre 
Solemerfer fulle I være ude af Byen. Men alle vore Venner, der have 
indfundet fin ber, have Guds Fat derfor 1)!" 

Kong Magnus var ved fin Død, fom ban felv fagde, 28 Aar gam- 
met eller i fit 28006, altfaa i fin fagrefte ADder. Han var Da, efter VBe- 
ftrivelfen, temmelig bøj af Vært, fmal i Midje, tætvoren, færdeles velffabt, 
fmut af Anfigt, naar undtages at Munden var noget flyg. Han var 
meget nedladende, fpogfom og overgiven, fom unge Mennefter pleje at 





1) Sverres Saga Gar. 97, 99. 


184 Sverre Sigurdsføn. 


være; ban var en ſtor Elſker af Drit og af Kvinder, og yndede meget 
alle Slags Lege, Da ban gjorde fig til af fin Styrke og gjerne vilde være 
alles Mefter i Legemsfærdigheder. — Han flædte fig, fom ovenfor omtalt, 
meget prægtigt og ftadfeligt, og fatte maaffee faa meget mere Priis dDerpaa, 
fom bans Fader havde holdt ham faa firengt I dette Stykke. Han var 
beleven i fin Sale, rundbaandet og Dertil overflødig i fine Gaver. Lag— 
ger man nu bertil at ban var tapper og vaabendjerv, faa indſees Det 
fet, at ban befad en Mængde Egenſkaber, der maatte gjøre ham ej alene til 
hans nærmefte Omqgivelfers, men og i Almindelighed til Folfet8 Yndling- 
At ban, fom man tydeligt fan fee, manglede den rette Klogffab og Mo- 
Denbed til at redde fig ud af fin vanffelige Stilling, men desuagtet maa- 
ffee paa Grund af den Umyndighed, bvort Faderen havde holdt ham, vifte 
en iffe vinge Grad af Paaftaalighed mod ældre og erfarne Naadgivere, 
var Fejl, der iffe faa fet faldt i Øjnene, og fom dDesuden hans egne Ven- 
ner viſtnok dDæffede til med Kjærligbeds Kaabe. Det var, beder Det i Sa- 
gaerne, et Beviis paa hans Yndeft, at faa ftor Stade man end havde af at 
følge bam, manglede ban Dog aldrig Folk til fin Hær, faa fænge ban fevede; 
Det famme vifte fig endog fenere, da Der fremftod Mænd, fom udgave fig 
for hans Sønner. Som medvirfende Aarſag bertil angives den Kjærlig 
bed, Folket havde til Sigurd FJorfalafarers og hans Broder Eyſteins Uf- 
tom, meden8 de derimod hadede Harald Gilles Et, vg faldte ham den 
værfte Sending, Der nogenfinde fom til Norge. Men dette forholdt fig 
Dog ikke ganffe faaledes: Kong Fnge var jo ogfaa en Søn af Harald Gille, 
og Dog overmaade yndet, endog af det Parti, der fiden fluttede fig om 
Magnus, meden8 Olaf Ugæva, Eyſteins Datterfon, alene funde ffaffe fig 
et meget [idet Parti, bvilfet for ftorfte Delen beftod af de famme Mænd, 
Der fenere fremftode fom VBirfebeiner. Den fande Aarſag til Den over- 
ordentlige Hengivenbed, bvormed Magnus's Parti eller Uriftofrat-Partiet 
bang ved ham, var den flare Grijendelfe af, at nu gjaldt det at fæmpe 
til Det pvderfte for Ariftofratiet, og denne Grfjendelfe bragte Uriftofra- 
terne, fom vi i det følgende ville fee, til at vedligebolde eller ideligen for— 
nye Kampen endog efter Magnus's Dad, temmelig ligegyldige for, bvem 
De evfjendte fom deres Høvding, naar de alene funde faa Bugt med Sverre, 
pvis hele Filværelfe var grundet paa, og hvis hele Syftem gif ud paa, en 
fuldfommen Filintetgjorelfe af de gamle ariftofratiffe Sraditioner. Og 
Det var Desuden, fom man noffom merker, egentlig fun Vikens og Gula- 
tbingslagens Folk og Høvdinger, eller Kong Inge Haraldsføns forrige 
Parti, der bang faa ivrigt ved ham. Thronderne, endog deres Høvdin- 
ger, befjæledes endnu af Vartiaanden fra Sigurd Munds og Eyſteins 
Dage, og fluttede fig derfor faa gjerne om Sverre, faafnart det vifte fig, 
at ban baade havde Vilje og Evne til at overholde Lov og Net. Krigen 


1184. Magnus's Børn. 185 


var og, fom vi have feet, i den fidfte Vid nærmeft en Krig mellem Thron— 
Derne paa Den ene, og Gulathingsmændene tilligemed Vikverjerne paa 
Den anden. 

Magnus var, fom det iet Slagtregiſter nævnes '), gift med Eldrid, 
en Datterdatter af Guthorm paa Nein af dennes førfte Egteſkab med 
Jon Smjørbalte8 Datter af famme Navn *). Han var derved befrogret 


baade med Reins-Mtten og Blindbeims-YGtten, thi Eldrids Moder Rang- 


tid bar baade Syſkendebarn til Jon Hallkellsſon, og Halvfyfter af Baard 
Guthormsføn*). Men mellem bende, en Datter af Guthorms forje 
Gyteffab, og Baard, en Søn af bet tredie, maa Der bave været faa 
mange Aar, at bun vift godt funde have været hans Moder. Dronning 
Eldrid havde tidligere været gift med en Thore Skindfeld, vg havde med 
Dam to Sønner *). Med Magnus havde hun Datteren Cyriftina. Hun 
fan iffe have fpillet nogen betydelig Rolle, ja bar maaffee ikfe engang op- 
Holdt fig i Norge, fiden hun aldrig omtales. Efter Magnus's Dod blev 
hun gift med en Lagmand i Gautland — det figes ikke, om det er Befter- 
eller Øfter-Gautland, der ber menes. J forfte Filfælde maa det have 
været med Ulgaut Sigtryggsfon, Der var Lagmand I Vefter-Gautland paa 
den Tid 9), i det fidfte med Magnus Minneffjold, en Broder af Jarlen 


Byrge Brofa. Med Gyrid, Datter af en Aslak unge, havde Magnus en 


Søn ved Navn Sigurd, ligeledes Hatde han en Datter ved Navn Inge— 
bjørg, om bvis Herfomft Der ej fynes at have herffet nogen Ivivl. Des- 
foruden fremftode, fom vi ville fee i det folgende, flere, der udgave fig for 
hans Sønner, men eve blevne anfeede for Bedragere. 


1) Fagrffinna, Gap. 214, Snorre, Harald Haardraades Gaga Gap. 103. 
2) Ge ovenfor IL. S. 809, jevnfør Slægttavlen No. 5. 


3) Som Rangrids Fader nævnes en Bjarne Burdarfvein, der ellers ikke om— 
tales, og derfor af Enkelte, dog neppe med Rette, har været antagen for 
den famme fom Peter Burdarfvein, Søn af Sauda-Ulv, der igjen var en 
Datterføn af Ulv Stallare.  Mangrid var, fom det ovenfor er nævnt, fiden 
gift med Frederik Kona, og havde med ham Datteren UAftrid, der gik i 
Klofter. At Rangrid maa have været meget ældre end Baard, Fan alene 
ffjønnes deraf at hendes Datter Eldrid Funde være famtidig med ham og 
Magnus. 


4) En Søn af Eldrids førfte Egteſtab med Thore GSfindfeld, Kinad, omtales 
allerede fom Høvding 1198 (Sverres Saga Gap. 152). 

3) Den bekjendte ASFÉiL, Søn af Magnus Minneffjold, var Lagmand i Vefter- 
Gautland omtring Aarene 1215—1227; fom hans Formand nævner Vefter- 
gøtalovens Lagmandsræffe Algaut Gigtryggsføn, der altfaa omtrent maa 
have været famtidig med Eldrid. Men omtrent paa famme Sid fynes og⸗ 
faa Magnus Minneſtjold, Byrge Broſas Broder og Wſtkil Lagmands Fader, 
at have været Lagmand i Øfter-Gautland, og hans Ut var visfelig langt 
mere agtet end Ulgauts, faa at det nok kunde fynes rimeligt at Enfedron- 
ningen havde egtet ham. 


186 Sverre Sigurdsjøn, 


37. Sverre Eneherre i Landet. Forandring i de ftatsretlige Forhold. Lag— 
mands$-Embeder oprettes. 


Efter et fort Opphold i Bergen begav Sverre fig til Viten og lige 
ned til Nigsgrændfen, idet han lagde alt Landet under fig. Ingen vovede 
nu at negte ham Lydighed, og han indfatte Sysfelmænd overalt. Saale— 
Deg ſtod ban nu endelig ved fit Maal. Hans Medbejler var fældet, hans 
Modjtandere ydmygede og adfplittede, og han berffede uden Movfigelfe 
over Det hele Land fra Haalogaland til det fydligfte af Viken. 

Men denne hans Sejr bebudede, fom hans Modſtandere meget godt 
følte, og føm Det allerede ovenfor er antydet, en fuldfommen Forandring 
i Landets ftatsretlige Forhold. Magnus, der felv ej var Kongeføn, men 
ftulde grunde et nyt Dynafti og flaffe dette Legitimitet, havde for at ope 
naa Dette Maal maattet fafte fig i Aviftofratiet8 Arme, og indgaa hiin 
vdmygende Overeensfomft af 1164, hvorved Kongedømmet tilfyneladende 
blev overdraget St. Olaf, Landets Skytshelgen, men i VBirfeligheden fun 
blev et Nedffab i de gejitlige og verdslige Høvdingers Haand. Senere, 
efter Opnaaelfe af Myndigbedsalderen, Dog fandfynligviis efter fin Faders 
Onſke, ffal ban, endog hvis for obrigt det derom handlende Dokument er egte, 
have indgaaet den ovenfor omtalte nærmere Overeensfomft med Erfebiffoppen 
alene, bvori ban ej alene ftadfæftede Den allerede vedtagne Beftemmelfe, at 
Kronen efter hans, faavel fom enhver af hans Efterfolgeres Død ſtulde 
ofres til St. Olaf og til evig Tid bænge i Cbriftfirfen, men dette derhos 
udtryffelig erflæredes for et Jegn paa det norffe Kongedømmes ftedfevarende 
Underfaftelfe under St. Olaf, og Erkebiſkoppen faavel fom Gejftligheden i 


Amindeligbed fik flere færegne Nettigheder, hvorom der i det følgende vil 


blive Tale; alt fammen JIndrømmelfer faa ftore, at de fitfert iffe engang 
bleve offentliggjorte, men at den hele Transaftion, hvis den virkelig fandt 
Sted, maa være føeet i al Stilbed og uden andre Vidner end Erling 
Jarl, mellem Magnus og Grfebiffoppen alene 1). Og endelig havde Mag— 





1) Om dette Dofument er der allerede talt foreløbigt ovenfor II. S. 936. Den 


utigtige Datering 23de Marts 1276, eller, fom den paa Latin lyder, meelxxvi 


x. kal. Aprilis, er i Særdeleshed en af Grundene mod dens Egthed, thi om 


man end vilde antage, hvad der let Funde fee, at der i Ufftriften var Fommet 


et dobbelt c, iftedetfor et enkelt, og at der fulde læfes melxxvi (1176), er 


dog Dagen, kal. Apr. (23de Marts) itte Paaffedagen i dette Uar, frjønt det 
i Dotumentets Intimation udtryffeligt ſtaar at, dette udftedes”, eller at ,, Af: 


ftaaelfen føeer” in hac die gloriosæ resurrectionis (paa denne hellige Paaſte— 


dag); Paaffen 1176 faldt nemlig paa 4de April. Ja hvad mere er, i alle | 
de 163 Aar mellem 1068 og 1931 faldt Paaffen itfe en enefte Gang paa 
23de Marts. Heller itfe Fan man benføre det fidfte ,I* Ziffer til Dags- A 
betegnelfen og fæfe melxxv. ix, kal, Apr. (245e Marts 1175), da Paaffedag d 


1175 faldt paa 13de April. Urne Magnusfen har derimod fol. Taaet at 


læfe melxxiv ix. kal, Apr. (28de Marts 1174), hvilfet flaar vigtigt ind med 








1184. Forandring i de ftatsretlige Forhold. 187 


nus, eller rettere bans Fader, for at ſikre fig Biftand fra Danmark, 
der fenere dog fun temmelig fparfomt blev dem til Deel, befvemmet fig 
til at tage Viken til Len fom danft Provinds, erklærende fig felv for 
Dunefongens Vafall, med Forpligtelfe til at møde frem med Fropper paa 
bans Opfordring, og at aadne en af hans Sønner Adgang til Sukcesſio— 


Paaffeberegningen for dette Uar. Som Grund til Mistanfe mod Doku- 
mentets Egthed kan det ogfaa anføres, at det flet ikke omtales, førend da 
Griebiffop Jon i Aarene 1273—77 paaberaabte fig det under fine Stridig- 
heder med Kong Magnus Haakonsſon om Kirfens Mettigheder (fe Norges 
gl. Love II. GS. 457 og 462): man Eunde da formode, at det fenere var ble 
vet forfærdiget, og at ved den Lejlighed vedfommende JForfalffer rimeligviis 
havde beregnet Paaffen uvigtigt. Merkeligt er det ifær, at en af Pave Coe— 
leftin den 3die 1194 til Fordeel for Eriebiffop Erik udftedt Bulle (Hvorom 
nedenfor), deri det Væfentlige, endog Ord til andet, ligger til Grund for de 
fenere Overeensfomfter af 1273 og 1277, og hvis Text vel for det mefte er 
den famme, fom den, der indeholdtes i den oprindelige, nu tabte, Overeens- 
Fomft mellem Kongerne Sigurd, Inge og Gyftein, og Kardinal Nitolas, og 
fom fiden gjentoges i Kong Magnus's Overeenskomſt med Legaten Stefanus, 
udtrytfeligt omtaler , Kongernes, ifær Magnus Indrommelſer“, og færffilt 
anfører et Par Urtitler, der forefomme i det her omfpurgte Brev, men 
uden at omtale den aller vigtigfte, nemlig Kongedømmets Underkaſtelſe, m. m. 
og ligeledes udeladende Forpligtelfen for Kongen og Hirdmændene til at be- 
tale Tiende, der findes i bhiint; ligefom ogfaa Kong Haakon Gverresføn 
fiden, i 1202 eller 1203, betræfter Kardinal Nifolas's Beftemmelfer og hine 
tre Kongers Indrømmelfer, faa vel fom de Eder, der bleve fvorne for 
Legaten, da Jarlen (Erling) havde begyndt Svætte med Erkebiſtop Eyſtein 
om Kirkens Friheder, men uden at der paa begge Steder med et enefte 
Ord tales om den her omhandlede AÉt, der dog, hvis den havde været til, 
i alle Fald maatte være bleven berørt. Der mangler faaledes ej Sandfynlighed 
for, at ben fenere er fammenfmedet, og denne Formodning beftyrfes ogfaa 
derved, at Jarlen, Magnus's Fader, uden hvilfen han neppe vilde have af: 
fluttet en faa vigtig Akt, ingenfteds er nævnt. Og er den ikke forfalffet, maa 
den dog i alle Fald, hvad der her næften Fommer ud paa det famme, have 
været udftedt i dybefte Hemmelighed. Men hvorledes den i faa Fald ſtulde 
funne have været ſtjult lige til 1273, og hvorfor den itte tidligere er frem— 
dragen, faa ofte fom der dog var Anledning dertil, bliver hojſt vanffeligt at 
forftaa. Man maa da næften gjette paa, at Eyftein har ført den med til 
England i 1180, men ej bragt den tilbage, og at den er bleven liggende 
der indtil Erøebiffop Jons Iid, eller og at Eyſtein, da han, fom det neden: 
for vil fees, paa fit Poderfte havde mange Forhandlinger med GSverre, har 
overgivet. ham dette Dofument, fom fenere har hvilet ukjendt i det Fongelige- 
Arkiv, indtil Erkebiſtop Jon ved en eller anden Lift har opdaget dets Tilværelfe 
og faaet fat paa det. Hvad ellere Uarstallet angaar, da Fan endnu den For— 
modning fremifættes, at Ordene ,Actum — in vestiario ecclesiæ Nidro- 
siensis* flet itte har tilhørt dette Document, men derimod har dannet Slut: 
ningen af et VBefræftelfesdofument, fom Erfebiffop Jon den 23de Marts 
1276 har ladet oprette, og hvori hHiint var indtaget. Det Fjendes nu un 
efter en, uvift hvorfra, tagen Kopi, hvis Afføriver let har funnet henføre 
VBidisfens Datum til det indtagne Aktſtykke. 


188 Sverre Sigurdsføn. 


nen paa Den norſke Kongetrone — ligeledes Jndrømmelfer, Der, fom oven— 
for nævnt, ej nogenfinde fynes at bave været offentliggjorte i Deres Heel- 
bed, faafom man nok funne befrygte at dei faa FaD vilde vætte alt for for 
FInvdignation. Over alt dette flog nu Sverres Sejr aldeles en Streg *). 
Som Søn af Kong Siqurd Mund behøvede han nemlig iffe at uvdlede 
fin Net til Tronen fra nogen Kroning >), eller at ſkaffe fig nogen kunſtig 
Legitimitet; ban optraadte fom mandlig YGtling i lige nedftigende Linje af 
det gamle Kongehuus; det var fin Ovels- og Urve-Ret, ban gjorde 
gjeldende, for bvilfen han bverfen havde Lendermænd eller Biftopper at 
taffe, og lige over for bvilfen Den nye, ved Magnus's Ophojelſe udtænkte 
Fiftion om Kongedømmets Overdragelfe til St. Olaf ganſke maatte bort- 
falde, da Magnus ingen Net havde til at bortgive, hvad der iffe var 
hans. Men med Fiftionen felv maatte da ogſaa alle de Forpligtelfer og 
SFJndrømmelfer, der fedfagede den, ophøre. Sverre funde fra fit GStand- 
punft ingen andre fongelige Forpligtelfer erfjende, end Dem, der bavde 
været til fra gammel Tid, og dem, fom hans Fader Kong Sigurd Mund 
med dennes Medfonger fenere bavde indganet ved Nigsmødet i Nidaros 
da Erkeſtolen oprettedes. Hele den funftige Bygning, fom Geiftligbeden 
og UAriftofratiet I Forening bavde opført paa hiin Fiftion, under bvis 
Beftyttelfe de bavde baabet aldeles at tilrive fig Magten, og fom rime- 
ligvits vilde bave medført Rigets fuldftændige Sonderlemmelfe eller Un- 
Derfajtelfe under fremmed Magt — VBegyndelfen var allerede gjort med 
Vifen, — ftyrtede nu med eet Slag overende. Det bar vilt mere været Er- 
fjendelfen af Den Fare, hvori Landets Eenhed og Selvjtændighed fvævede, 
end nøgen fynderlig Forfjærlighed for Sverre, eller Overbeviisning om 
Rigtigheden af hans Herfomft, der bevægede Forønderne, bvis National 
følelje og Iver for Niget8 Eenhed og Uafbængigbed i bine Tider unegtelig var 
fraftigere og mere levende, end hos FIndbyggerne i Nigets fydligere Landffaber, 
til at tage Sverres Parti, og holde faa ivrigt paa ham imod den af 
Vikens og Gulathingslagens Hevdinger faavel fom den danſke Konge under- 
ftøttede Magnus. Herved maa det Dog vigtignof ej glemmes, at Skin— 
fyge over Den Anſeelſe, hvori Viken og Gulatbingslagen fom de af Erling 
og Magnus mere bequnftigede Egne nu vare fomne, ſikkert har bidraget 
meget til at holde biin Erøjendelfe i Virffombed. 

Ved Sverre$ Sejr var altfaa Kongemagten emanciperet fra Høv- 
dingernes Aag, og en af Landets vigtigfte Dele, Viten, befriet fra den 





1) Se ovenfor S. 33. 
2) Ut han fenere, paa Grund af fin færegne Stilling og de Jvivl, der frem: | 
fattes mod hans Byrd, fandt det politift rigtigt ogfaa at ſtaffe fit Konge: 
dømme den Sanktion, Kroningen funde yde, er en anden Sag. 





1184. Kongemagten befæftet. 189 


danffe Lensbojhed og atter forenet med det pvrige Rige fom en af dets 
integrerende Dele. Dette behøvede iffe engang udtvykkeligt at udtales, uag- 
fet Der neppe er nogen Svivl om at en formelig Udtale Veraf og Kund- 
ajøreffe om det Vanfte Herredømmes Ophor bar fundet Sted, da Sverre 
nu rejfte om i Viken og lod fig bylde. Det var fun en ligefrem umid— 
Delbar Folge af Magnus's Fald, og af at den hele Vingenes Orden, der ved 
Hans Opbojelfe paa Fronen var indført, nu aldeles var omftyrtet. Men 
det fulgte ogſaa beraf, at Sverre nu var indtraadt i et aldeles fiendtligt 
Forhold til den danffe Krone, i Hvis FInteresfe det faa iffe mindre end i 
det norffe Uriitofraties, at gjenoprette hiin Jingene8 Orden og bringe det 
famme Forhold til VBeje, fom for. 

Det faa derfor i Sagens Natur, at Sverre arbejdede i en aldeles 
modfat Retning. For at bindre Uriftofratiet8 Levninger, eller det nye 
Ariftofrati, der i Tidens Løb maatte danne fig, fra at drive en Statens 
Sammenhold og Uafbængighed faa undergravende Virkſomhed, fom den, 
hvortil man i den fidfte Tid havde været Vidne, føgte han, fom vi alle- 
tede have antydet, Fonfefvent og fyftematiff at grundlægge en ſterk Konge— 
magt. Det foævende og ubeftemte i De ftatsretstige Forhold fom ham her 
godt tilpas. Uden umiddelbart at faare Foltet8 Fribedsfølelfe eller at 
gaa dets NRettigbeder aabenbart for nær, funde ban i mange Dele omgaa 
dem, og under Stin af at flaffe Folfet flere Lettelfer, fremfalde en Rets— 
bevidfthed, der var Kongevældet mere gunſtig. Det vigtigfte Skridt i faa 
Henfeende var den allerede før omtalte Oprettelfe af Lagmands-Injtitu- 
tionen, om vis Tilbliven vi vel favne udtryffelige og nøjagtige Oplys- 
ninger, men fom iffe defto mindre tydeligt fan ffjønnes at være opftaaet 
paa denne Tid, og fom ej fan føyldes nogen anden end Sverre.  Me- 
dens der nemlig lige indtil Kong Sverre8 Dage iffe nogenfinde er Tale om 
Lagmænd 1), — bvilfet dog med Gmbedsmænd af den Betydenhed ganſke 


2) Flere have viftnok antaget Inftitutionen for meget ældre, eller rettere erifte- 
rende fra umindelige Tider, af den Omftændighed, at ,lögmenn* et Par 
Gange tidligere nævnes, navnlig i Beretningen om Sigurd Ranesføns Pro- 
ces (fe ovenfor II. S. 643 flg. jvfr. Sigurd Jorfalafarers Gaga Gap. 30), 
ifær er dette udtalt af Maurer, Feitråge zur Rechtsgeſch. des germ. Nordens, 
I. 6. 137, Men af den Forbindelfe, hvori Ordet ,lögmenn* paa disfe GSte- 
der faar, feer man at det Fun betegner det famme fom lagamenn bet er 
lovfyndige Mænd, der Fonfuleredes, og at der ifte er Jale om nogen Embeda- 

- myndighed. I denne Betydning, aabenbart. den ældfte og oprindelige, forer 
kommer lögmenn, i den gamle islandffe ov (Graagaas, lögsögum. p. D, hvor 
det udtryffeligt heder: om han (Lovfigemanden) ikke har Kundffab dertil 
(nemlig at fremfige alle Lovens Stykker nejagtigere end nogen anden), da 
føal han komme fammen med fem eller flere »lögmenn,* faa mange han Fan 
faa fat paa, og raadføre fig med dem, førend han fremfiger hver Del. 
Man feer ogfaa paa hiint Sted (Fornm S. VIL. 133.) at ,lögkænir menn* bru- 


190 Sverre Sigurdsføn. 


vift vilde hate været Tilfeldet, derfom de havde været til, — nævneg de 
derimod efter Den Tid byppigt, faavel i Sagaerne fom fiden i Diplomerne. 
Ved det Rigsmode, der holdtes i Bergen 1223 (hvorom der paa fit Sted 
udførligt vil blive Tale), vtrede Kong Haafon om Gunnar Grjonbaf, 
Throndernes Lagmand, at ,han var den ældfte Lagmand i Landet, thi han 
tog ved Embedet i Kong Sverre og Erkebiſkop Eyſteins Dages" 
ligefom ogfaa Gunnar felv fagde, ,at Da Kong Sverre overdrog ham dette 
Embede, bød han ham at flifte Net mellem Kotbønder, ej mellem Høvdinger 2)". 
Alt dette vifer paa Den ene Side, at Inftitutionen iffe fan være yngre 
end 1188, i bvilfet Aar Erfebiffop Eyftein døde, medens Det paa Den 
anden, om end iffe udtryffeligt, Dog, i Forbindelfe med den nys paapegede 
Omftændighed, at Lagmænd ikke tidligere omtales, temmelig utvetydigt giver 
at forftna, at Det var Sverre felv, fom aller førft gav disfe Embed8mænd 
deres Fnjtruftion, at Gunnar altfaa ej havde nogen Formand i Embedet, 
og at faaledes hans Udnævnelfe dertil var famtidig med felve Inſtitutio— 
nens Oprettelfe. Vi funne vel og deraf, at ved Denne Lejlighed iffe Kong 
Magnus Erlingsføn, men alene Sverre og Erkebiſkoppen nævnes, uddrage 
Den Slutning at Inſtitutionen førft ev oprettet efter Magnus's Død eller 
i Jidsrummet mellem Aarene 1184 og 1188. TFidligere fan det ej have 
været, thi Sverre havde da endnu iffe Myndigbed over hele Riget, og 
felv i Fbrøndelagen bar ban neppe bavt tilftrætfelig Noligbed til at be 
ffjeftige fig med faadanne Unliggender, ej at tale om, at Erkebiſkop Ey— 
ftein, Der efter Det foranførte fynes at bave havt nogen Deel i denne For- 
anftaltning eller i det mindſte givet fit Samtykke dertil, ikke var fommen 
tilbage fra Gngland førend i 1183. 

At Lagmands-Embedernes Oprettelfe ene og alene udgif fra Kongen, 
og fun betragtedes fom en avdminiftvativ Foranftaltning, bvorved der ej, 
fom ved virkelige Lovgivningsforandringer, var Tale om Folkets Sam— 
tyffe, fan man flutte faavel af Maaden, bvorpaa Embedet udøvedes, fom 
af hvad Der udtryffeligt ytre i en fenere af Kong Haakon Haafons- 
føn given Netterbod, hvor der ev Fale om fleves Uvillighed til at efter- 
fomme Lagmandenes Kjendelfer: „vi troede Dog i den Henfigt at bhave 
indfat Lagmændene og tildelt dem deres Embedsindtægter af vort 
eget Gods og Fædrencarv, at enbver ffulde funne bringe fin Sag til 
GEndffab efter Den bellige Kong Olafs Lovgivning og Lagmændenes Kjen- 
Delfer 2).“ Dette maa man vel merke fig, for vet at funne forftaa Lag— 


ges eenstydigt med ,lögmenn*, ligefom det er at merke, at paa det Sted 
i den vidtløftige Saga, hvor Eyftein opfordrer ,lögmenn* til at fælde en- 
delig Dom (S. 142), har Snorre i fit Uddrag (Cap. 26) ,lögréttumenn.* 
1) Haafon Haafonsføns Saga Cap. 90, 91. 
2) Æidre Froftathingslov, Jndledning, Gap. 16. Gyentlig ftaar der Éun: „at 


1184. tagmænds-Embedernes Oprettelfe, 191 


mands-Embedets  oprindelige Betydning i Norge.  Uagtet man ved Op- 
vettelfen deraf viſtnok havde faavel den fvenffe Lagmands-Inſtitution, fom 
det isfandføe Lovfigemands-Embede for Øje, ja uagtet Der viftnok allerede 
inden Norges Riges Omraade fandtes faavel en Lagmand — nemlig i 
Jemteland efter fvenff Viis — fom en Lovfigemand — nemlig paa Færøerne—, 
par dog den norſke Lagmand8-Jndretning, og maatte bære væfentlig forffjellig 
fra dem begge. Om Lagmændene i Sterige ev der allerede ovenfor talt), 
de udvalgtes ej af Kongen men valgtes af alle Bønderne *), og deres Em— 
bede beftod ej alene i at forkynde Loven og dømme, men ogfaa, naar Kon- 
gen, Jarlen eller Biſkoppen rejſte gjennem Landet og Holdt Thing med 
Bønderne, at fvare og tale paa Bøndernes VBegne, fom beftittede For- 
fvarere af Folfets Rettigheder, hvorhos man finder, at de udøvede en 
temmelig udftraft Politimyndighed 3), omtrent fom Lendermændene i Norge. 
Alt dette gav dem ſtor Magt og politiff Betydning og man feer Derfor 
ogfaa, at Lagmandsembederne i Sverrig attraaede8 og beklædtes af de 
fornemfte Mænd : faaledes ville vi i den Tidsperiode, hvortil vi nu ere 
komne, byppigt finde Medlemmer af Folfunga-IGtten, den ypperſte i 
Sverige næft de fongelige Mtter, fom Lagmand i Øftergautland og Ve- 
ftergautfand.  Lovfigemanden paa Island havde, fom vi vide, intet med hvad 
der i vore Sagaer faldes ,at fåifte Ret,“ eller umiddelbart at afgjøre Rets— 
trætter mellem Mand og Mand: hans Embhede beftod fornemmelig fun i 
at oplæfe og foredrage Loven, og, fom det fynes, paa Forefpørgfel at af 
give Betænkning om, hvad der i hvert givet Filfælde var Lov*). Lage 
mændene i Norge udnævntes Derimod, fom vi have feet, af Kongen; og 
deres Embede beftod netop i „at flifte Ret,“ Det vil fige, at afgjøre 
Netstrætter 5). Nu havde vel iffe Kongen felv nogen egentlig dømmende 
Muyndighed, og funde derfor heller iffe udøve nogen faadan gjennem andre, 


vi have tillejet (engageret) Lagmændene for vore Penge og Fadrenegods“ 
men dette gjengives meft pasfende faaledes fom ovenfor. 


1) Se ovenfor I. 2. S. 555. 


2) Se ældre Veftgøtalag, Retl. B. Gap. 3 (Sdlyters Udg. S. 37, 151): 
nBondes Søn føal Cagmand være; derfor (d. e. for hans Valg) fulle alle Bon— 

deer raade med Guds Miſkund“. 

3, Se Veftgøtalag, Lagmandsræekke (GS. 246) hvor der handles om Karle af 
GEdövær: „han fpurgte nøje efter de Mænd fom gjorde Lovfpilde i vort Land, 
refjede enhver efter hans Gjerninger, og frelfte fit Land for onde Mænd 
og Uſtikke. 

4) Se herom Njaalsfaga, Gap. 143. Jofr ovenfor I. 2. S. 436. 

5) Nogen Oplæsning af Loven, fom paa Island, fynes aldrig at have paa 
hvilet vore Lagmænd, imidlertid er det dog merkeligt, at deres Em— 
bede Éaldes ,lagsagn* lige faavel fom de fvenffe Lagmænd, der endnu Éal- 
des faa. 


192 Sverre Sigurdsføn. 


men det var Dog fædvanligt — og vi bave feet hyppige Erempler der 
paa, — at Netstrætterå Ufgjorelfe blev henſkudt til Kongen, halv fom et 
Slags Voldgift, halv fordi man under de uklare Fureftillinger, Der ber- 
føede om de ſtatsretlige Forhold, ligefrem anfaa Kongen, ifølge hans op- 
bøjede Stilling, baade forpligtet og beføjet til at funne give en faadan 
Afyjørelfe; og denne Forpligtelfe eller Befojelfe, hvad man nu vil falde 
Den, maatte ban ogſaa funne udøve gjennem VBefuldmægtigede, naar 
Disfe vare udruftede med De fornødne Kundffaber og befad almindelig 
Tillid. Hertil fom Den Wrefrygt, man bar for Loven, faaledes at hvad 
Der i ethvert FJilfælde godtgjordes, lige meget hvorledes, at være Lov, og- 
faa allerede blot fom faadant, uden nogen egentlig Mellemkomſt fra Statens 
Gide, burde efterleves. Nu var Det netop den Lagmændene tildelte For- 
tetning, i ethvert Tilfelde at forfynde, hvad der var Lov, og for faa vidt 
der ej nærede8 nogen Ivivl om Deres Kyndighed og Nedelighed — og det 
figger Å Sagens Natur, at man, i det mindfte i Førftningen, har ſogt 
til disfe Embeder fun at udnævne Mænd, bvis Netsfyndighed og 
Nedelighed var havet over enhver FIvivl — faldt det af fig felv, 
at Deres Udſagn, afgivet under den dem af Kongen meddelte Auto— 
vitet, næften maatte blive refpefteret fom en virfelig Dom, om det end ikke, 
fom denne, funde medføre pjebliffelig Exekution. Dog gjørdes Der ej 
nogen Paaftand paa, at Laqmandens Kjendelfe flulde betragtes fom en 
Dom; den faldtes fun „Orſkurd“ d. e. Ufgjørelfe, Betænkning 1), og den 
hele Indretning fremftillede fig, fom man tydeligt fan fee, fra førft af 
tun fom en af Kongen truffen Foranftaltning til at ſkaffe Folk i ringere 
Kaar, der deels ikfe vare oplyfte nok til at have tilftrærfelig Lovfundffab, 
deels vare for ubemidlede til at føge deres Net ad den fædvanlige, fange 
varigere og mere foftlige Vej, Adgang til i Haft og uden Byrder eller 
Befoftning at faa deres Netstrætter afgjorte. Derfor taler og Gunnar 
Grjonbak i den nys ovenfor anførte Ytving om at Kongen egentlig fun 
havde beftiffet ham til at flifte Net mellem Kotfarle, iffe mellem Høve: 
Dinger: disfe forudfattes nemlig felv at have Lovfundffab nok til at vide, J 
Hvad der i ethvert Filfælde var Net, og fornødne Midler til at beftride J 
Omfoftningerne ved formelige Søgsmaal. Vel funde der her egentlig fun I 
være Sporgsmaal om at oplvfe, bvad Lovene beftemte for et givet Fil Å 
fælde, ej om at afgjore, bvor vidt Dette Filfælde virkelig var for Haanden; Å 
men for faa vidt Bevifet$ Gyldighed felv var et Netsfpørgsmaal, ligger | 
Det i Sagens Natur, og i bine Tiders mindre flare Forejtillinger om Å 
dDeslige Materier, at der ej fljelnedes ftrengt mellem Lovfpørgsmaalet Gus) Å 





1) Ørffurd kommer af at skera or, egentlig, ffjære ub af, dernæft, afgjøre, 
Tydſk „urtheilen“. | 











1184. tagmænd t Norge. 193 


og Sagſporgsmaalet (factum), og at Lagmanden i mange manffee de 
flefte Fiffælde afgjorde dem begge. Idet Lagmands-FInftitutionen fanledes 
anmeldte fig fom alene figtende til at flaffe de Ningere og Ubemidlede en 
Lettelſe, var Det ogfaa at vente, at Den med Glæde vilde blive modtagen, 
og at Lagmændenes. Kjendelfer - vilde vinde des frørre Unfeelfe. - Man 
erfarer imidlertid, at Denne Forventning ingenfunde firar gif i Opfoldelfe, 
men at der å lang Tid gaves Mange, der ikke vilde ndfinde fig hos Lag- 
mændene, uagtet De af deres Modpart udtryffeligt vare inditevnede dertil, 
og heller ikke efterleve de Kjendelfer, Lagmændene — formodentlig i faa- 
danne Filfælde — bavde givet ). Der var nemlig endnu intet Lovbud, 
fom forpligtede dertil, og Kjendelfen kunde ej engang anfees frm en Voldgifts— 
Afajørelfe, naar begge Partier iffe havde været tilftede. Denne Omftæn- 
digbed, faavel fom den fynlige Ombu, bvormed Kongemagten føgte at 
holde Lagmændenes WMyndigbed oppe og flaffe deres Wfyjørelfer Rets— 
fraft, gjore det ifær fardfynligt at Hovedøjemedet med denne Inſtitu— 
tion har været at berede Kongemagten en Udvidelfe, medens det, at ſkaffe 
de Ubemidlede en førre Lettelfe, mere bar været en Bipenfigt, eller man- 
féee endog fun været anfeet fom et Middel til at gjøre Jndretningen 
povulær. Thi der bebøvedes ej faa megen Fremfynet)ed til at fljønne, 
at naar Det forſt blev almindeligt, at Retstrætter, fom ej funde fomme 
til Gudftab hjemme ved de mindre Thing, afgjordes af Lagmændene, ikke 
paa de ftore Lagtbing, vilde Følgen omfider blive, at en væfentlig Spore 
for Folfet til at beføge disſe ophørte, hvorved igjen Folkets Interesje for 
og FIndflydelfe paa De vffentlige YUnliggender vilde aftage, og Konge 
magten faa friere Hænder. Saaledes gif vet og i Fidens Lob. 

Hvor mange £Lagmænrd Sverre udnavnte, figes ikke, men Da Vered 
Antal allerede i 1223 angives til ni?), og Inſtitutionen vilde have for- 
fejlet fin Hentigt, bvisde vare faa fan, at Adgangen til dem blev alt for 
Befværlig, fan man viftnof antage biint Antal for det vprindelige Af 
disſe vare tre for Throndelagen, Det vil Her fige, de Landſkaber, der løde 
under Forøndernes Lov, eller Froftatbingsloven. En af disfe tre, Den 
nyå nævnte Gunnar Grjonbak, var for Det egentlige Tbrondhjem, og en for 
Haalogaland, om ven tredie dDerimod var før Jemteland' tillige med Herdaten, 
eller for Naumdal m. m., ev uvilt. For Gulatbingslagen var der to, en for Det 
nordre Dijtrift eller den egentlige Gulatdbingslag, (Hørda-Sygna- og Firda- 
Fylke med Søndmøre, Valdres og Hallingdal, og en for det fydlige (Nygja- og 
Egda-Fylke). For Oplandene var der to, en for den nordre Derl, Hete 
1) Wldre Froftatbings Lov Indl. 16. 
?) Haafon Haakonsſons S. Cap. 85. 

Mund. Det norſte Folls Hiſtorie. HM. 


Å 


194 Sverre Sigurdsſon. 


marfen iberegnet, een for den føndre (rimeligviis Naumafylfe og Hadafylke); 
for Viken ligeledes to, en for dDen fydlige Deel eller Ranafylke, en for den 
novdlige.  Stundom var der ogſaa Lagmænd i enfelte Byer. Om 
der allerede ftrar anvijtes Lagmændene nogen faadan Funktion ved Lag- 
thingene, fom de fiden udøvede, Da De bleve Thingenes VBejtyrere, 
figes ej, og Det ev heller iffe fandfynligt, medens det Dog næften lig 
ger i Sagens Natur, at deres Nærværelfe paa Lagtbingene, for at gaa til 
Haande med Deres Raad, maatte gjøres Dem til Pligt. Man feer ogfaa 
at Embederne i Forltningen iffe befattes med færdeles fornemme Mænd, 
hvilke vel heller iffe attraaede Dem; Gunnar Grjonbak faldtes faaledes endnu 
i 1223 Gunnar Bonde og falder fig felv en „Kotkarls Søn"; flere an- 
dre Lagmand faldes ligeledes flet og ret Bønder" 1). 

Medens Lagmands-Fnjftitutionen faaledes var beregnet paa eller i det 
mindſte ſkikket til, efterbaanden at bringe den dømmende og lovgivende 
Myndighed over å Kongemagtens Hænder, var Sysfelmands - Iuftitu- 
tionen, om bvilfen der forben ev talt, iffe mindre flikfet til at berøve 
gendermændene den Deel i Statsftyrelfen, vg den Politi-Muyndighed, de 
bidtif havde udøvet. Sysſelmandene forenede, fom ovenfor nævnt, alle 
Aarmændeneg egentlige adminiftrative Funktioner med Lendermændenes; hvad 
De af hines Stilling ej beboldt, var fun det, der. nedværdigede dem i 
Folkets Øjne, nemlig Den underordnede Gaardsfoged-Beftilling paa de fon- 
gefige Godfer, medens De igjen iffe havde Lendermændenes perfonlige Vær- 
dighed, uden for faa vidt de felv vare Lendermænd; men Forpligtelfen til 
at holde et vift Antal Krigsfolf og efter Opbud tjene med dem i tre 
Maaneder fynes at have paahvilet Dem lige faavel fom Lændermændene *). 
Landet fynes endnu ikke at have været inddeelt i beſtemte afgrændfede 
Syfler, fom fenere, men Kongen gav, fom det heder, en eller anden 
Mand fin Sysfel, d.e. fit Ombud paa dette eller hiint Sted, faaledes at 
Syſlens Omfang for hver Gang beftemtes, og fnart var ſtorre, fnart 
mindre. For Reften omtales, fom vi have feet, Sysfelmænd ogfaa tidligere, 
men iffe fom fædvanlige Embedsmænd over det hele Land, fun i færegne 


1) GSaaledes ,,Dagfinn Bonde" i Gulathingslagen, ,AXamunde Bonde" i Ryfylke. 

2) I Hirdffraa Gap. 36, er der fuldfiændigt optaget en Beftemmelfe af Kong 
Magnus Haakonsføn fra Aaret 1273 om Lendermændenes og Sysfelmænde: 
nes JForpligtelfer, hvor denne Pligt, i tre Maaneder at holde et vift Antal 
Sropper, udtrykfeligt omtales, og Iroppernes Untal nøje beftemmes; man 
tan visfelig itte fe heraf om Forpligtelfen førft da paalagdes Sysſelmen— 
dene, eller om den allerede tidligere var tilftede; det fandfynligfte er dog, at 
Forpligtelfen allerede forhen var der, men at der Fun ved denne Forordning, 
blev truffet nye Beftemmelfer med Henfyn til Troppeantallet. Thi at Sys— 
felmændene i alle Fald i Borgerkrigens urolige Jider maatte holde Krigsfolk, 
falder af fig felv, og nævnes mange Gteder udtrykkeligt. 





1184. Gverre belønner fine Mænd. 195 


Stillinger, fom fongelige Befuldmægtigede i Statlandene 1), eller fom de, der 
i Kongens Navn oppebare Finneffatten og handlede med Finnerne. 

Overhoved føgte Sverre, fom man feer, ivrigt at gjøre ftrengt monar- 
diffe Principer gjeldende, fom om Kongedømmet var indjftiftet af Gud 
felt, og alene deraf udledende fin egen Magt, uden engang at ftaa i 
noget UAfbængighedsforbold til Gejjtlighbeden, fom tvert imod felv i alle 
verdslige Anliggender var Kongemagten underordnet. Denne Lære frillede 
fig fom en ffarp Modſatning mod det Princip, bvorpaa Magnus Grlingsføns 
Kongedømme havde beroet, og fom Prælaterne i Forening med de verdslige 
Hovdinger føgte at forfegte. Den ftod i umiddelbar Forbindelfe med 
Sverres Benegtelfe af at Magnus's Kroning og Overeenskomſt med Gejjt- 
figheden ffulde funne flafe ham nogen Net til Kronen, der funde opveje 
Den nedarvede Byrdsret; og jo føerfere Gejjtligheden og Magnus's for- 
tige Jilhængere forfvarede hiint Princip, Vefto yderligere gif og paa den 
anden Side Sverre og hans Benner i at forfegte Deres. Dette blev 
faalede8 nu Stridspunktet, fom foruroligede Sverre øvrige Dage, og fom 
ført under bans Sønneføn afgjordes til Kongemagtens Fordel. 

At Sverre dog, for at forøge fin Unfeelfe, og bode paa den Man- 
gel ved hans Adkomſt til Tronen, fom faa mange endnu fandt i Ufiffer- 


heden af bang foregivne Byrd, intet heller onſkede end at lade fig frone, 


fan man visfelig flutte af den Iver, hvormed han fiden drev dette, og 
virfelig opnaaede det. Men han maa bave indfeet, at der iffe i mindfte 
Maade var at tanke paa dette, faa lange Eyſtein, der havde fronet Mag- 
nug, var Grføebiffop, og ban lod Gagen derfor faa lange hvile. 

Nu opfyldte Sverre ogfaa de Løfter om Belønninger og Forfrem- 
melfer, ban bavde givet fine trø Mænd. Han gjorde, ſiges der, mange til 
Høvdinger, flere endog til de fornemfte Mænd, frjønt det bed at de ingen 
IG havde dertil; men de vare ham og fiden deſto urokkeligere hengivne. Mange, 
fom før ikke ejede noget, ffjenfede han nu ftore Befiddelfer, fandfynligviis 
af det Jordegods, der havde tilhørt dem af Magnus's forrige Filhæn- 
gere, Der ej bavde villet underfafte fig ham. Gaaledes fandt virkelig et 
Slags ny Gjendomsfordeling Sted. Navnene paa Dem, fom paa denne Viis 
fom til Hæder og Unfeelfe, angives iffe, men man fan være vis paa, at til 
deres Tal hørte i det mindfte alle de af Birfebeinernes Høvdinger, fom i 
Det foregaaende ere omtalte, for faa vidt de havde overlevet Slaget i Sogn- 
Dalsfjorden. Mange forbjalp han ogfaa til gode Giftermaal, faaledes fit 
Ivar Selke Sfjaldvar, en Datter af Andres Sfjaldvarsføn, hvilfen ſand— 
fynligviis var en Broder af den i 1176 dræbte Nikolas Skjaldbarsſon 
og Søn af Sigurd Ranesføn; en anden, ved Navn Peter Range, fil In— 


D 3. Er. Sysfelmanden paa Færøerne, fe ovenfor S. 56. 
19* 


196 Sverre Sigurdsføn. 


gebjørg, Enke efter biin Ivar Elda fra Sogn, der i en uheldig Stund 
var føommen ombord paa Magnus's Skib umiddelhar før Slaget, og faldt 
i dette. - Man feer faaledes, at Sverre tog fig Net til at bortgifte fine 
faldne Fienders Enfer eller Døtre. Nu bejlede ogfaa Baard Guthormse 
føn, der tidligere havde været gift med Ulfhild, en Datter af Biftop Paal 
i Bergen ), til Sverres Svfter, Cecilia paa Gelmin. Kongen havde 
intet derimod, men Erkebiſkoppen vilde ikke tillade det, fordi hendes for— 
rige Mand, Folfvid Laqmand, med bvem hun bavde en Søn, Haakon, 
endnu fevede. Men Cecilia bevifte, at hun afdrig havde været gift med 
Foltvid, og nu tillod Eyſtein Giftermaalet. Kongen felv holdt Brylluppet 
med megen Stads. Den eneſte, der ingen ſynderlig Forfremmelſe fik, var 
Kongens Broder Erik: han bad vel om døjere Titel og et Sthkke Land 
i Forening, men maatte nøje fig med Lendermandstitel og for Reſten vede 
blive at være Høvding inden Hirden. Selv føgte Kongen ved et Giftermaal 
med den fvenffe Konge Knut Crifsføns Syfter Margrete?) at vefæfte fin 
Anfeelfe og. Magt. Vel tevede endnu hans forrige Huſtru Aftvid Roedatter, 
men da han, fom ovenfor nævnt, ffal have mistænft bende for Utroffab, 
fød ban bende iffe fomme over til Norge; fandiynligviis var han vel beller 
itte formelig gift med hende, da Der intet tales om, at Cyitein eller den 
ivenffe Erfebiffop havde noget imod bans Giftermaal med Margrete at- 
erindre 3). Heller itte tales Der om, at Kong Kuut eller Margrete felv 
gjorde Banfteligheder, nu Da Sverre var fommen i Befiddelfe af Morges 
Rige, ſkjont de vift faa War i Forvejen, Da han endnu betragtedes fom en 
ufef 2Gventyrer, med Foragt vilde have bortviift et faadant Filbud fra 
hans Side,  Giftermaalet fluttedes allerede Uaret efter Kong Magnus's Fald 
(1185). Sverre havde med hende fun en Datter, Chriſtina. Med Uftrid 
havde Han foruden Den allerede nævnte Søn, Unas, hvis Navn vimeligviis 
nu forandredes til Sigurd, ligefom han felv antog Navnet Magnus *), 





1) Fagrffinna, Gap. 214. 

2) Margrete var en Datter af Kong Erif den hellige og Chriftine, der igjen 
var en Datter af Bjørn Jernfide, Harald Kefjas Gøn, og Katharina, en 
Datter af Kong Inge Steinkelsføn. 

Efter Gyftein$ Død benyttede, fom vi ville fe, Gejftligheden den Om— 
ftændighed, at Sverres forrige Huftru endnu var i Live, fom en Grund 
til at negte ham Kroningen. "Aarfagen til, at Sverre mistænkte Aftrid 
for Utroffab var, ifølge det færøiffe Sagn, at hun 42 Uger efter hans 
Ufvejfe fra Færøerne havde født en Gøn, Erling, til Verden, Om 
denne Erling vil der i det følgende blive Jale. 

Ut Sverre antog Navnet Magnus, og det ikke fimpelt hen i Betydningen ,, den 
Store," men fom et virfeligt Navn, efter de ældre Konger, der hed ſaale— 
des, fres fornemmelig af FIntimationen til den Ghriftenret, der bærer hans 
Navn, og fom, fijønt forfattet i det norffe Sproa, dog begynder faaledes: 
Sverrir Magnus konungr sun Siguröar konungs. Ogfaa paa hans Myn- 


3 


— 


— 








1185. Sverres Giftevmaal. 197 


ogfan Sømen Haakon, der maafter ligefedes tidligere havde banret et 
andet Navn,ivg:Dotrene Geeilia og Ingebjorg "). 


38. Kuvlungernes Dvrørsflok fremſtaar. 


De af Magnus Erlingsſons Filbængere, fom iffe vare faldne i Sla— 
get, foge, fom man maa formode, deres Tilflugt til Danmark, for faa vidt 
de ikke underfaftede fig Sverre. Dette bar Dog vift været Vilfældet med 
iffe faa faa, fiden Der nu ikke fænger var nogen Svonprætendent at op- 
fille fom Arving til Magnus's Trone, og de flefte vel desuden [ængedes efter at 
fidde i Fred paa Deres Gaarde. Blandt dem, Der faaledes faldt til Fode, 
par viſtnok Nikolas Kuvung paa Gifte, fiden ban ej vftere omtales blandt 
Sverres Fiender, og dog beller ikke nævnes blandt De faldne, ligeſom der 
Deler iffe nogenfters tales om at hans Søn Paal Flida tog Parti 
mod Sverre, Ogſaa Hallkell Jonsſon paa Blindheim bar ſikkert da eller 
fort efter underfuftet fig Sverre, fiden vi erfare, at Sverre ikke mere end 
fire Mar fenere gav ham Lendermands-NRet og Sysfel. Det Foftede, 
fom vi allerede have feet, Hallkell ikke ftort at fværge fnart Den ene, fnart 
Den anden Konge Troſkabsed, og vi ville I det følgende fee, at han endnu 
engang brød fine Løfter. Derimod vifer hans yngre Broder Gregorius 
fig i det mindſte fenere hen fom en tro Filbænger af Sverre. Deres 
Fader Jon omtales iffe tidere, og er rimeligviis paa denne Fid ded I 
Danmark. Blandt dem, der fandt fig i at erfjende Sverres Konne- 
dømme, fynes ligefedes Nikolas Arnesſon paa Stodreim at have været, 
faa lidet han end vndede Sverre, eller denne frolede paa han. Men Ni- 
folas oppebiede flogeligen den belrjlige Tid, medens andre herffefyge Stor- 
mænd iffe paa nogen Maade funde finde fig i at vente, og for enhver 
Pris føgte at flaffe Sverre nye Movdjftandere, lige meget om disſe Vare 
berettigede til Tronen eller ej, naar de fun vare villige til at træve i 


ter ftaar ,Sverus rex Magnus*, ligefom og Omffriften paa bans Gegl, 
ifølge Villjam af Newbury, lød ,Rex Sverus Magnus, ferus ut leo, mitis 
ut agnus.* Man fan ogfaa lettelig forftaa, at han felv har fundet det 
hidtil næften ufjendte Navn , Sverre" altfor plebejiff, og ønffet at ombytte 
det med et, der var brugeligt i Kongeætten, ja at har endog Fan have paar 
ftaaet, at Magnus var hans rette Navn. Hans Berømmelfe hædrede dog 
tilfidft faaledes ,,Sverre”-Navnet, at hans Efterkommere føretrak at ber 
nævne ham dermed. Å 

Sverres Saga Gap. 100. Den fvenffe Hiftorifer Ørnbhjelm har i fin Kirke: 
hiftorie S. 602 Faldet Sverres førfte Hufteu Gyriftine, men uden at opgive 
Kilden, hvorfra han har dette, og, fom det fynes, uden mindfte Hjemmel. 


1 


——GA—v+<G5G RR 


198 Sverre Sigurdsføn. 


Magnus's Fodfpor. Blandt disfe nævnes udtryffeligt Simon, en Søn 
af Kaare, faldet Alna-Kaare !), eller Smør-Kaare, en meget rig og mag— 
tig Mand, ligeledes Nikolas, Søn af Erling ſkakkes Syjfterføn, Bjørn 
Butt, hvis Enke Margrete, Urne Kongsmaags og Dronning Jngeridé 
Datter, havde egtet Simon Kaaresfon; fremdeles den gamle Jon Kutiza, 
Baard Saala, en Broderføn af Erkebiſkoppen 2), Anders Brafa, Paal i 
Herdfla, o. fl. Disfe fandt allerede Aaret efter Magnus's Fald en 
Sronprætendent at famle fig om, nemlig en Munt ved Navn Jon i 
Hovedø-Klofter, der udgav fig for en Søn af Kong Inge Haraldsjøn. 
Gfter Sagaen ftulde det fynes, fom om han beri fra førft af handlede 
efter egen Indſkydelſe, og at hine Hovdinger fiden fluttede fig til bam: der 
ftaar nemlig, at der om Hølten rejfte fig en Flof i Viken med Jon til 
Høvding, og at mange Høvdinger floge fig til dette Raad. Den Umyn- 
dighed, Fon fiden ftedfe lagde for Dagen, vifer Dog at han fun var et 
Redſkab i Høvdingernes Haand. Det fan vel ellers iffe flaa fejl, at Er— 
febiffop Gyftein hemmeligt har været med i Spillet, fiden vi finde dennes 
nærmelte Frænder i Jons eget Følge Ut Jon i det Hele taget havde Gejjtlig- 
beden, enten hemmeligt eller aabenbart, paa fin Side, fljønnes Deraf, at der 
iffe fra den Kant fader til at have været gjort nogen Ophævelfer over at 
han, føjønt Munk, vovede at forlade fit Klofter og tragte efter Tronen; 
ja Den famme engelffe Forfatter, Der ivver faa haardt imod Sverre og 
udtryffeligt taler om bans Affværgelje af den gejitlige Bærvighed, nævner 
Derimod intet om at Jon hatde været Gejjtlig, ja falder ham endog „en færde= 
les raſk Yngling af den fongelige IG, der fandt Tillob og Underjftøttelfe af 
faare mange" 3). Michelsmesſedag (21 Septbr.) fom Jon med fin Flok 
ned til Tunsberg, overfaldt og dræbte Sverres Sysfelmand Sigurd Skerpla, 
med benimod 30 Mand, og lod tilftevne Haugatbing, hvor han nu blep 
tagen til Konge, og hvor de Jilftedeværende aflagde ham Froffabsed. Vaa 


1) Navnet ſtrives ogfaa ,Ölru-Kåri*, men Flatøbogens Læfemaade, Ölnu, er 
vel den vettefte. Dette , „Alna“ antager Munthe (Aalls Snorre II. 79.) for 
den ftore Gaard Alne i Vifebygds Sogn, Fjelber Preftegjeld, Søndhordeland. 
Dette er faa meget fandfynligere, fom Stedet ligger i Naboffabet af Stødle, Er— 
ling føattes Hovedgaard, i hvis Nærhed rimeligvits ogfaa Bjørn Butt 
hørte hjemme.  Gimon faldes i Beretningen om Danernes Nejfe til det 
hellige Cand Gap. 13 ,,en meget vig og fornem Mand.” Da han fenere, 
efter Jon Kuvlungs Fald føgte til Danmark, er det rimeligft, at han ogfaa 
før havde havt Tilhold der, 

?) Baard GSaala Faldes nemlig i Sverres Saga ,Shorbergsføn," i Sturlunga 
Saga „Erkebiſkoppens Nærfrænde", medens Fagrſk. C. 215 udtrykfelig an- 
giver at Gyfteins Broder hed Thorberg. 


3) Billjam af Newbury, VI. 3. 











1185. Kuvlungernes Flot fremftaar. 199 


dette Thing aflagde Jon bøjtideligt Munfefappen (Kuvl), fom Birkebei— 
nerne ſkulde have bængt paa ham 2). Disfe fpottede fiden derover, og faldte 
bam , Kuvlung" iftedetfor , Konung," dDa ban dog, fom de fagde, i det mindfte 
burde beholde dette Navn i Grindring fra Klofter-Livet; de faldte lige- 
fedes alle hans Filbængere Kuviunger. Han fit betydeligt Filløb fra 
befe Viten, hvor Magnus ogſaa bavde bavt fine flefte Jilbængere. De 
bedfte Mends Sønner fluttede fig til bam, og de fit famlet en Deel 
Skibe, for at drage Nord i Landet, deels for at underlægge fig det, deeld 
for at undgaa Birkebeinerne, der imidlertid famlede fig i betydeligt An— 
tal andenfteds i Viken, rimeligvis i den vitlige Deel, under Anførfel af 
Ulf af Lauvnes, Ulf Fly, Haavard FJarlsføn, Thorolf Rympel, og flere 
Høvdinger, fom Sverre havde efterladt til Landftatets Forfvar. Da 
Kuvlungerne havde faaet Det tilftrærfkelige Untal Stibe, begave De fig veſt— 
over, uden at Birfebeinerne, Der manglede Skibe, funde forfølge dem. 
Saafnart Kuvlungerne fom til Agder, underfaftede den bele Befolfning fig 
Deres Konge, og faaledes gif det langs bele Kyſten, hvor de vifte fig, lige 
til Bergen. Her fom de en Dag aldeles uventet ind paa Vaagen og 
lagde ftrar til Bryggen.  Hojmesje-Gudstjeneften var endnu iffe til Ende, 
og Aftell Kusfa, Gjaldfere og Befalingsmand i Byen, var til Mesſe i St. 
Kolumbæ Kirfe, da han med ect faa Kuvlungerne ftorme bevæbnede ind. 
I Haft lob ban med fine Folk til Saarntvappen og op i Faarnet, og 
Kuvlungerne efter; en ftor Steen, fom faldt ned, flog en af Kuvlungerne 
ibjel, og Aſkell fit flaaet Faarnfemmen i efter fig. Man troede at be 
merke, at Cbriftusbilledet, der bang i Kirfen, under denne Krænkelfe af 
Gudstjeneften og Freden fvedede faa ſterkt, at det Dryppede ned paa Ul 
tevet. Aſkell forfvarede fig længe, indtil Bymændene løfte ham ud for 
en Pengefum. Ellers bleve flere Birfebeiner dDræbte, og alle Jndbyggerne 
maatte underfafte fig. Derpaa underlagde Kuvlungerne fig bele Landet 
nord til Stad, og forbleve i Bergen indtil ud paa Vintren. De fad, 
heder det, i Borgen; ved denne Borg menes rimeligvis den Borg, fom 
Sverre lod opføre paa Højden øftenfor Biffopsqaarden, og fom efter 
ham kaldtes Sverresborg *).  Sandfynligviis har han ladet den paabe- 
qynde under fit Oppold i Bergen ſtrax efter Magnus”s Fald, for deſto 


1) Der ftaar i Sagaen: Kuvlen, fom Birkebeinerne fæftede paa ham. Meninz 
gen af disfe Ord fan neppe være nogen anden end den, at Fon felv ber 
føyldte Birfebeinerne, eller, rettere Sverre, for at have ftutfet ham ind i 
Kloftret, i den Henfigt at hindre ham fra at optræde fom Kronprætendent. 

2) Det heder fenere, i 1193 (Sverres Saga Gap. 284), om denne Borg Éun, at 
Sverre havde ladet den opføre, men det nævnes ikke, naar; altfaa er der 
intet fom hindrer i at antage at det er den famme Borg, fom paa oven 
anførte Sted menes, Den nævnes desuden allerede i 1191, fe nedenfor. 


* 


200 Sverre Sigurdsſon. 


bedre at fifre fig Byens Froftab. Men Kuvlungerne fom faa uventet, 
medens De flefte vare i Kirke, at Børgen, fom man maa antage, næften uden 
Sverdſlag faldt i deres Hænder; imidlertid var det Dog vel ved denne Leje 
figbed, at bine før omtalte Birkebeiner bleve dræbte. J Bergen havde 
Sverre ogfaa ladet Mariefuden fætte op, med et Fag over; Kuvlungerne 
vilde fætte den frem i Søen, og lode hele Byalmuen blæfe til Stivedrætt, 
men Skibet var for fvagt til at taale den Ryſtelſe, fom Vet derved fil; 
Bjelferne braft, og det lod fig ikke flytte af Stedet.  Kuvlungerne brændte - 
Det Derfor op, og Spaadommen, at det ej vilde have noget Held med fig, 
gif faaledes paa en vis Maade i Opfyldelfe. Dog bavde vdet unegte- 
lig ved fin Højde og ſtore Befætning bidraget meget til Sejren i Nore— 
fjorden. Da det fed ud paa Højvintren, vendte Kuvlungerne tilbage til 
Viken, faafom de nu bavde faaet faa mange Folk, at de driftede fig til at an— 
gribe Birkebeinerne. Disfes Hevdinger fatte fig til Modværge, og der fore 
faldt flere Sræfninger, idet man gjenfidigt angreb binanden. Tilſidſt bleve 
dog Kuvlungerne faa mandfterfe, at Birkebeinernes Hovringer flygtede | 
nord i Landet, med Undtagelfe af den fjeffe Ulf af Lauvnes, der fremdeles 
blev der med fin Drop, vg fagde at ban aldrig ſkulde tage Flugten for 
Kuvlungerne 1). | 
Til dette famme Aar henføre de gamle Uarbøger, at Finn, Erling 
Jarl$ Søn (med Aaſa den lyſe) faldt, uden at de nærmere Omftændigz 
heder angives *). Hvis dette iffe var paa et Fog udenfor Norge, bar 
det fandfynligviis været i en Kamp med Birkebeinerne, bvorom Sagaen 
intet beretter, og Det ligger faaleves nærmeft at fætte hans Fad i For- 
bindelfe med Kuvlunge-Qpftanden, hvad enten han nu aller førft har ude 
ftuttet Oprørsfanen, eller fenere bar vovet et Angreb paa Birkebeinerne, 
hvori harr bar miftet Livet. Finns Fuldbroder, Sigurd, tog Sverre 
felv fig af, fod ham opfoſtre hos fig, og behandlede ham meget godt 3. 










39. Uordener i Bergen.  Kuvlungernes gjentagne Fog til Nidaros. 





Om Vaaren, efter Paaften, (13de April), begav Sverre fig fra 
Throndhjem med en meget ftor Hær, og fom til Borgen ved „Vaa— 
getid” %). Det fynes at have været hans Henfigt at drage videre Derfra 

1) Sverres Gaga, Gap. 101, 102. 

2) De islandfføe Annaler, ved 1185. 

3) Gverres Saga, Gap. 118. 

4) Der ftaar i Sagaen fun ,um vaknaskeid,* d. e. ved Vaagernes (Bigilierz 
nes) Tid, men hvilke Bigilier herved meneg, er vanffeligt at fige. 








| 
| 
V 


1186. Optojer I Bergen. 201 


mod Kuvfungerne, men Da Det ikke fide, maa man antage, at De for— 


træbdelige Begivenheder, vi her ſtulle berette, have heftet ham, ind 


til den belejlige Fid var fordi. Der haa juft da en heel Mengde 
fremmede Kjobmandsſkibe, Gæften fra alle Lande, figer Gagaen), 
paa Vaagen. Mange af dem tilhørte IJydffere, Der havde ført faa 
meget Biin til Byen, at den var ligefra billig fom Ol. Der 
blev folgelig dveutfet over al Maade, og der blev i Drukkenſkab be— 
gaaet mange Uordener. Det traf fig faaledes, at nogle, Der fad 
og draft i en Sfjenfeftue, fom Tyodſkerne felv holdt, tilfidft forlangte 
far meget, at den tydſke Kjelderfvend ikke vilde levere Dem mere. 
De bade om at maatte faa i det mindfte en enefte Pot, men ogfaa dette 
blev dem negtet; de brøde nu op Døren til Viinforraadet for felv at tage 
hvad de ønffede, men Tydſkerne frillede fig imvd Dem med dragne Sverd, 
og flere, der forføgte paa at trænge ind, bleve faarede. Dette fpuries 
omkring i Byen, og baade Bymændene og Tydſkerne grebe til Vaaben for 
at fomme hver fine til Hjelp. Det fom nu til en bidfig Kamp, og der 
faldt itfe faa, ifær af Bymændene. Tydſkerne lob ned til Sidene, og 
fagde alle deres Kogger ud paa VBaagen, for derved at undgaa videre 
Ufempe.  Bymændene gjorde Miner til at fætte ud imod dem, men hel— 
Digviis fil man Dog Dengang meglet Fred. En anden Gang, juft fom Kongen for 
en fort Tid var borte fra Byen, drak en af Birkebeinerne fig faaledes fra Sands 
og Samling, at ban, i den Tanke at han fyrang i Bandet for atfvømme, 
fpvang ud fra Hallen mellem denne og Kongsftuen, og flog fig ibjel vev 
Faldet; en anden fød ud fra Bryggen ved Kongsgaarden, og druknede. 
Men det værfte ffede, fort efter at Kongen var fommen tilbage til Byen. 
En af Kongens Gjefter blev ueens med en af Huuskarlene; de vare juſt 
ved at fare paa hinanden, da Gjeſtehobdingen Thorolf Rympel fom ind, 
og å Mangel af andre VBaaben tog fin Staalhue af Hovedet og gav 
Huuskarlen et Slag dermed. Huuskarlen gav Thorolf til Gjengjeld et 
Slag med en Haandore. Dette var Fegn for famtlige Filftedeværende, 
Der alle vare drukne, til at fare los paa binanden med hvad Vaaben de 
i Haſt funde faa fat paa. — Thorolf fled fig løs af Trangſelen, ſtyndte 
fig til Gjefteherberget, og lod blæfe i Gjefte-Luren, til alle Gjefterne vare 
fomne fammen. Han befalede dem da at vabne fig for at angribe Huus- 
farlene. Disſe flokkede fig figeledes fammen, fuldt vobnede, og begave fig 
under Unførfel af deres Høvding Asgeir Hamarftalle ombord paa FIt 
Skib.  Gjefterne ilede efter, Thorolf Rympel kaſtede fit Sverd ud 904 
Skibet, lød fel efter, fik fat paa det igjen, og begyndte ſtrax at ſlaas 


med Huuskarlene. Gjefterne fulgte hans Exempel, og der blev ny holdt 


et formeligt Slag, der ikke endies, forend Thocolf og Gieflevne havde 


202 Sverre Sigurdsføn. 


ryddet det hele Skib, fældet mange af Huuskarlene, og drevet de flefte ober— 
bord. Da fom Kongen, der imidlertid havde faaet Nys om hvad der foregik, 
til, fil ſtandſet Striden og meglet et Forlig. Kort efter holdt han et Ting 
i Byen, for at tale Alvors-Ord til Folket. Han begyndte fin Tale faaledes: 
„Vi talte alle de engelffe Mænd for deres Hidkomſt, dem fom have bragt Hve- 
De, Honning, Meet eller Klæde bid til Byen, ligeledes alle Dem, der have bragt 
Lærred eller Liin, Bor eller Kjedler, faavel fom dem, der ere fra Orkn— 
gerne eller Hjaltland, Færøerne eller Island, og overhoved alle, der have 
bragt faadanne Sager til Landet, der ej funne undværeg, og fom tjene 
til Landets Bedfte. Men Tydfferne derimov, fom ere fomme Hid i ftor 
Mængde og med ftore Skibe i den Henfigt, at udføre herfra Smør og 
Skreid, hvorved Landet lider et ftort Tab, medens De Derimod i Stedet 
indføre Biin, fom baade mine Mænd og Bymændene eller Kjøbmændene 
bave givet fig til at fjøbe, fig felv og andre iffe til Baade men deri- 
mod til ftor Baade, da mange for den Sags Skyld have miftet Liv eller 
Lemmer, andre bære andenſlags Meen deraf al deres Tid, og bave i det 
mindfte lidt ftor Beffjømmelfe ved Hugg eller Slag — disſe Sydffere 
er jeg lidet tafnemlig for deres Ferd, og faafremt de ville beholde Liv og Gods, 
maa De fee til at fomme herfra jo før jo beller: deres Nærværelfe Her 
har været 08 og vort Rige til liden Jarv.” Kongen gif fiden over til at 
ffidre alle førgelige Følger af Drukkenſkab, og indffjærpede faavel fine 
Mand, fom Kjøbmændene og Bønderne deres Pligter baade mod fig felv 
og mod den offentlige Orden og gode Skik. Udtryffeligt bød han fine egne 
Mænd at være fredfommelige og ſtikkelige deres Opførfel mod Kjøb- 
mænd og Bønder. Hang Fale gjorde et godt Indtryk, og fandt meget 
Bifald af alle forftandige Mænd, om man juft iffe fan antage, at bans 
Irufler til Tydſkerne bavde fynderlige Følger, thi et enefte faaledes lej- 
ligbedsviis udtalt Magtfprog funde og burde iffe have nogen varig Ind— 
flydelfe til at hemme Handelsforboldenes naturlige Udvifkng va VBareom- 
fætningens Gang, og det vilde bave baadet Landet lidet, om det frulde 
bave tabt Afjætning paa fit Smør og fin Skred, alene for at nogle 
Hivdmænd og Kjøbmænd ej ſkulde forledes til Drukkenſtab. En anden 
Sag var det, om man kunde tiltro Sverre faa ſtor Fremfvnetbed, at ban 
allerede ffulde have forudfeet det Handelstyranni, Tydſkerne fiden vilde 
fomme til at udøve, og Derfor havde føgt at foæle det i Fodſelen. Men 
faa vidt gif Dog neppe enten bans eller andre Regenters Indſigter paa den 
Tid; bans Irufel til Tydſkerne var viftnok ene fremkaldt ved den pje- 
bliffelige Uvilje, ban følte over De forefaldne Uordener, og Henfigten Dder- 
med var vel heller ikke at forbyde Tydſkerne for ftedfe Adgang til Riget, men 
fun at hemme Uordenerne for den Gang, og give Ophabsmandene en vel fortjent 





1186. Kuvlungerne førfte Gang i Nidaros. 203 

















FIrettefættelfe. Vi fre ogfaa faa Aar efter Tydſkerne lige fuldt i Ber- 
gens Havn, og Drukkenſkaben lige faa flem fom før. 

Det havde, fom ovenfor nævnt, fitfert været Sverre8 Henfigt med 
den ftore Udruftning at drage til Viken efter Kuvlungerne, men rimeligvis 
var det Disfe Optojer i Bergen, der alt for længe holdt ham tilbage. 
Maaſtee har ban ogſaa antaget Kuvlungerne altfor mandſterke til at 
binde an med, eller han fan have faat Nys om, at de agtede at 
gjøre et Fog til Throndhjem; hvorledes det end forholder fig, ev 
Det vijt, at ban benimod Høften vendte tilbage igjen til Nidaros, for 
at tilbringe Bintren der, idet han beholdt de flefte af fine Høvdinger hos 
fig, uden at ban Den Sommer havde udrettet noget mod Kuvlungerne. 
Disſe ruſtede ſig imidlertid til et ſaadant Tog, men kom ikke afſted for— 
end ſeent ud paa Hoſten. Det flaar ikke Fejl, at Sverre har ladet holde 
Øje med deres Bevægelfer faa godt det lod fig gjøre; men da de fom 
mordenfør Stad, fit de en faa firygende Medtør nord til Agdenes, at 
de desuagtet fom uventet. Sverre fad med faa Folk i Borgen oppe 
paa sees PR den ſtorſte Deel af siler og — vare i 


en ved ei og Jr havde befat Bu førend — Mænd 
engang vare blevne Deres Ankomſt var. De dræbte mange Birkebeiner 1), 
en De flefte føgte Iilflugt i Kirkerne.  Ulle dem, der bleve fangne, gav 
Son Kuvlung Grid og fagde at de flulde være hans Mænd; da de 
ſkulde gaa ham til Haande, var han endog godtroende nok til at fritage 
dem for at fværge bam den fædvanlige Troſkabs-Ed, da han, fom han fagde, 
| 





antog Dem for faa brave Mænd, at deres Wresord var dem lige faa belligt 
fom en Ed. Men faa ridderlige vare Birkebeinerne iffe. Endnu den famme 
Dag om Uftenen gif Virfebeinerne fuldt væbnede, i fmaa Flokke paa to, 
fre eller fem, op til Borgen til Kong Sverre, og om Morgenen vare de 
alle borte fra Kuvlungerne. Da Sverre hørte, bvorledes det var gaget 
em, fagde ban at Jon Kuvlung herved noffom havde lagt for Dagen, 
at ban ej forftod fig paa at være Høvding. Sverre holdt fig hele Fi- 
den i Borgen, Da ban ej folte fig ſterk not til at angribe Kuvlun- 
jerne, og ban maatte fee paa at De toge alle bans Skibe, og brændte nogle 
af dem. Men da Kuvlungerne deduagtet altid frygtede for et Angreb af 
Birfebeinerne, forlode de Byen en Nat i al Stilhed, og fynes ej engang 
at bave givet fig Iid til at medtage Sverres Skibe, fiden vi firar efter 
ntter finde bam i Befiddelfe af flere, eller de flefte af dem.  Kuvlungerne 
pene tilbage igjen til Bergen, og bleve der om Vintren, medens Sverre 










I 
i 





3) Blandt disfe nævner Sagaen: Brynjulf Ragnvaldsføn, Ottar Knerra, Sig: 
urd Dotafinn, Andres Krifta, Andres Bjuge. 


204 Sverre Siqurdeføn. 


fremdeles holdt fig i Nidaros, fom han end mere befæftede ved en my Par 
fisfaderæffe hele Nejen* langs Søen, og ligefedes ovenfor Byen. 

Den følgende Vaar (1187) fornyede Jon fit Forføg mod Nidaros, 
idet han atter vifte fig udenfor Byen med en betydelig Flaade, og faa 
nogle Mætter ude ved Munkholmen. Men Befæftningen bindrede Ham nu 
fra at funne udrette noget, og efter at bave afflanet et Filbud af Kong 
Sverre om at fomme i Land og her levere ham et vrdentligt Slag, vendte 
han tilbage igjen til Bergen.  Endnu engang, vd paa Sommeren, gjorde 
han et Fog nordover med nogle Efuder, for at fomme uventet vver 
Sverre. Men Sverre Drog Kuvlungerne imøde med en betydelig Styrke, og 
udenfor Stad vare De ubeldige nof til at faa en Storm, der adfplittede 
dereg Flaade, faa at alene fem Studer fom ind til Unger, en Havn et- 
fted8 paa Søndmøre. Her traf Sverre dem med fin bele Flaade, hvori- 
blandt mange og ftore Stibe, og drabte em Deel af Bejætningen, de ob— 
rige flygtede op i Landet.  Heldigere var en anden Hov af Kuvlungerne, 
dDer traf et af Birfebeinerne8 Sfibe, hvor Gjeften Utle Stalme var Befa- 
fingsmand; de dræbte ham og hver mnefte Mand, fom fandtes ombord. 
Stvar efter fom Jon Kuvlung felv til, og flygtede fydefter, forfulgt af 
Sverre lige til Bergen, Hvor ban fun opbodt fig i fort Tid, og fortfatte 
Flugten langs Kyſten for at fomme tilbage til Viten. Kong Sverre fendte Ulf 
af Lauvnes og fin Halvbroder Hide efter Dem med fer Slide, mere for at 
holde Øje med deres Ferd, end for at fæmpe med dem. Men da Ulf 
og. Hide fom til Rott, fandt de Kuvlungerne liggende der med 20 Side, 
og funde iffe modftaa Lyften til at vove en Dyft. De roede iige ind å 
Havnen med Hærftrig, og Kuvlungerne, fom troede at det var Sverre 
med bele fin Flaade, bleve forfærdede, forfode Havnen og fiyndte fig ſyd— 
efter alt hvad de funde. Ulf og Hide toge to af deres Siuder, og dræbte 
hver enefte Mand af Sefætningen *). I Forvirringen fejlede Kuvlungerne uden 
nogen Orden, hver for fig, fora det faldt fig, og Jon Kuvlungs Siv 
var endog længe ganffe ene, indtil de pvrige efterhaanden fom til. De 
ftandfede itte førend de fom til Tunsberg, deres gamle Tilholdsſted 2). 


40. Erkebiſkop Eyſteins fidfte War 23 Død. Erik af Stavanger velges kil 
hans Giterføiger.  Stavneberg - Hoiten. 


I denne Fid havde Erkebiſkop Eyſtein, fom det ſynes, holdt fig vo- 
fig å Nidaros, maaſkee beffjeftiget med fine Bygge-Arbejder, for fan vidE 
1) Disfe Skibes Unførere hed Erlend Gudbrandsføn og Paal Varffind. 

2) Sverveé Saga Gap. 105, 106. * Der anføres her flere Kvad, der paa begge 
Sider ved flere Lejligheder bleve Evadede Saaledes kvad Gtalden Ne- 











1187. Erkebiſkop Eyſteins Forhold. 205 


det fan antaqes, at ban allerede da gjorde Begyndelfen til den gjennemgri— 
bende Udvidelfe og Ombyqgning af Coriftfivfen, fom gav Den Dens endelige 
Form, og gjorde den til den ffjønnefte Pragtbygning i dele Norden. Den 
hele Sammenbæng bermed er for Reſten meget dunkel, og vi vide ej, hvor 
ſtor Deel Eyſtein fan have bavt i Arbejdet: betydeligt fan det imidlertid i de 
faa Aar efter hans Filbagefomit fra England ej have været. Dog erfarer 
man, et hvad der end i Gyfteins Tid fan være gjort eller ej, faa maa 
Dog Ghoret Have været bragt I nogenlunde brugelig Stand, da der ellers 
iffe vet firar efter hans Død funde holdes Faler i det, faaledes føm det 
nedenfor vil blive omtalt; og det er Derfor muligt, at bvad der i Ey— 
fteing Tid udrettedes, fun har været en foreløbig Udvidelfe af Choret i 
fimplere Still, der fiden maatte Vige for prægtigere Arbejde!). Ut Ey— 
ftein faa vidt muligt begunftigede Kuvlungerne, er ovenfor omtalt fom det 
fandfonlige, og fres faavel deraf at to af bans egne nærmejfte Frænder, 
Baard Saala og Peter Glipfa, vare i Jon Kuvlungs Fjenefte, og netop 
fom Erkebiſkoppens Frænder bojt agtede af Denne, fom at han i det Hele 
taget lagde fine Sympatbier for Det Parti, der nu repræfentrredes af 
Kuvlungerne, aatenbart for Dagen. Saaledes vifte ban fig færdeles ven- 
fig mod den islandſke Preft Ingemund Ihorgeirsføn, den ved Rydjokel 
faldne Are Fborgeivsføns Broder, der i Aaret 1185 bejøgte Norge tilligemed 
fin Broder Thorvards Søn Agmund og Tborgeir, en Søn af Biftop Brand 
i Hole). Gvftein gav ham ſtrar Jons-Stufen (St. Johannes Kapel)i 
Chriſtkirken til at holde Mesjei, havde ham Juul og Paafte til fin Gjeft, og 
vifte ban megen Haver. Da Thorgeir, fom bavde tilbragt VBintren 1 Erke— 
biffoppens Huus, Vaaren efter (1186) vejfte bjem til Island, blev Inge— 
mund tilbage, og udnævntes til Preft i Stadsbygden, hvor han oppoldt 


fare, i Kuvlungernes Hær, paa det førfte Tog til Nidaros et Vers, hvori 
ban opfordrede til at ødelægge Birkebeinerne, og bruge det provede Sverd 
haardt og tidt, idet han tillige ønffede alt ondt over Sverre; blandt Birke- 
beinerne var en Blaff SÉald, der paa Joget fydefter deels opfordrede til at 
firide tappert mod Kuvlungerne, deels triumferede over deres Nederlag ved 
Rott. „Nu funne Klipperne ved Tunsberg,“ heder det, ,,gjenlyde af anden 
Sale, end deres forrige Pralerier, thi Navnene mættedes ved Rott og Bøl- 
gen vælter de faarede Kroppe.“ 

1 


— 


Ved Chorets Udvidelſe maatte der ogſaa fornemmelig vere Tale om at an— 
bringe en ny Forbindelſe mellem dette og Kapitelhuſet; og ſaaledes er det 
da ej ufandfynligt, at den nuværende Gfraagang, der forener dem, men 
fom fvydeligt fan fees ej at være den oprindelige, ſtyldes Eyſteins fenefte 
Byggetd. $ 

2) Om Sngemunds tidligere Liv, og hans Forhold til Broderen Uves Son 
Gudmund, der fiden blev Biffop, fe Eturtunga-Saga, I, Gap. 125—127. 


206 Sverre Sigurdsføn. 


fig den næfte Vinter 1); ja Va der fom Efterretning om, at Biftoppen 
i Grønland Fon Knut *) var død, vilde Gyftein endog: indvie ham til 
Biftop i Dennes Sted, men Ingemund frabad fig det, og han indviede 
Da en Ion, der faldes Sverresfoftre, rimeligvis en Yndling og 
Beftyttet af Sverre, bvilfen Denne vel paa en vis Maade bar tvun- 
get eller overtalt Erkebiſkoppen til at vælge Denne FIndvielfe var 
rimeligvis Den fidfte, han foretog, thi om Høften 1187 blev ban fyg, 
og rejfte fig iffe mere fra Sygelejet. Efter Juul, da han følte at 
det faffede til det pderfte med ham, fendte ban Bud efter Kong Sverre, 
Der ogfaa ſtrax indfandt fig. De talte Da, figer Sagaen, fammen om 
mange Fing, der før havde været Dem imellem, og ved Affteden bad 
Grøebiffoppen, at Kongen vilde tilgive bam alt hvad han havde handlet 
utilbørligt imod ham i al den Tid, Striden havde varet mellem ham og 
Kong Magnus; de forligtes da fuldfommen, og De tilgave hinanden gjen- 
fidigt alt Gvad der havde været imellem dem. Hvor vidt nu alt dette 
forholder fig ganffe faalede8, maa ftaa ved fit Værd, da Sverre felv var 
Den enefte, der funde berette om Disfe Forhandlinger, og han bar, fom vi 
ville fee, og hvad Der var naturligt, ej berettet andet end hvad der var ham felv 
fordeelagtigt. Det tyder ellers vift iffe paa noget færdeles venligt Sin- 
Delag mod Sverre, at Gyftein, fom det udtryffeligt nævnes, Ytrede Øn- 
ffe om at Grit Biffop i Stavanger maatte blive valgt til Hans Efter— 
mand, thi Erik havde allerede noffom lagt fit fiendtlige Sindelag mod 
Sverre for Dagen. Cr det virkelig faaledes, fom Sagaen beretter om Fovrligel- 
fen mellem Eyſtein og Sverre, Da er det heller iffe ufandfynligt at Eyſtein 
fan have udleveret til Sverre det tidligere af Maqnus Erlingsſon til 
Kronens Stade, men Crøeftolen8 Forberligelfe, udftedte Dofument, Hvorom 
Der ovenfor bar været Fale, og fom, Hvis det virkelig bar været til, i 
alle Fad fra den Iid af forfvandt, indtil det atter dukfede op i Erke— 
biffop Jons Dage. Muligt ogfaa, at Sverre ligefrem fan have bemægtiget fig 
Det. — Kort efter Døde Eyſtein, Natten efter Paalsmesfe, d. e. Den 26de 
Januar 1188. Han blev begraven i Skrudhuſet i Chriſtkirken 3), maaffee 


1) Der ftaar i Sturl. Saga S. 125, at Jngemund fif Mariukirkju at Stadi, 
der efter Ordene nærmeft betegner , Mariefirfen paa Stad," og herved Fan 
man kun tænfe paa Gtadsbygden i Nærheden af Ihrondhjem. Men maar 
føee Gtedet ogfaa Fan være fejlffrevet eller Uheldigt affattet, og føal betegne 
„Mariekirken i Byen." Dette vilde være aldeles vift, naar man vidfte at 
Elshaugs eller Stadsbygdens Kirfe ej var indviet til Jomfru Marie, men 
en anden Helgen; dog herom verd man nu vel neppe ret Beffed. 


?) Om Son Knut er der ovenfor talt, II. S. 962. 


3) Ved „Skrudhuſet,“ (Lat. vestiarium) forftaaes her aabenbart Kapitel: 
bygningen. 





1188. Erkebiſkop Eyſteins Dod. 207 


fordi Ghoret, Hvor hans Hvilefted dog nærmeft fynes at burde have været, 
endnu iffe har været faa fuldftændigt i Stand, at det paa en fømmelig 
Maade funde modtage hans Lig. Kort efter holdt dog Sverre fra 
Ghoret en ale, bvori han meddeelte, hvad der havde været forhandlet 
mellem ham og Grfebiffoppen ved deres fidfte Møde, og fagde at Erke— 
bifføppen bavde indrømmet, at ban havde viift ſtorre Iver i at ftaa ham 
imod, end det egentlig funde forfvares for Gud, men at han fornemmelig 
havde gjort det, fordi han ej funde bære over fit Hjerte at flaa Haan- 
den af Kong Magnus. Dette maa, fom fagt, ftaa ved fit Vard 1). 

Eyſteins Død faldes i Sagaen „en ftor Tidende," og med Rette, thi han 
par ej alene fom Riget Metropolitan dDen fornemfte Mand nært Kongen, 
men og fom den egentlige Grundlæager af Erkeſtolens Magt og Unfeelfe, 
og endelig fom Medlem af en af Riget vpperfte Slægter, en Mand, paa 
hvem Ales Øjne hvilede, og fom altid vil indtage en fremragende Plads 
blandt Norges Erfebiffopper, om han end iffe i opofrende Iver og Udholdende 
bed funde maale fig med fin Efterfølger Erik, og Den omtrent et Aarhun— 
drede fenere levende Jon. Hans Fortjenefter af Kirfen ffaffede bam 41 
Aar fenere en Plads i Helgenernes FJal*), og der ſkal have føeet mange 
Miraffer ved hans Grav 3). Ut Cyften interesferede fig for Videnfta- 
berne, og navnligt for fit eget Fædrelands Hiftorie — bvilfet ogfag var 
en naturlig Folge af bans Herfomjt — fan man flutte deraf at Munken 
Thjodrek, fandfynligviis i Elgefeter Klofter, tilegnede ham et fort paa 
Satin forfattet Uddrag af Kongefagaerne fra Harald Haarfagre til Sigurd 
Jorſalafarer, hyppigt fpeffet med Citater af ældre og yngre Forfattere, Der 
vidne om megen Belæfthed, og fom nælten lader formode, at alle disfe 
Forfattere fandtes ved Domfirfens Vibliothet. 

Uagtet efter Neglen Valgretten til Biffopsftolen ſkulde tilfømme 
Ghorsbrødrene, og en Beftemmelfe herom uden al Ivivl indeholdtes i den 
Filftnaelfe, de tre Konger, Inge, Sigurd og Cyftein gave Kardinal Ni- 
folaus, faa fom dog ved Gyfteins Død endnu iffe denne Nettighed til 
Udøvelfe. Deels erfjendte, fom vi i det folgende ville fee, Kongen ikfe dens 
Gyldighed, og paaftod at den alene var given for det Filfælde, at der var 
flere Konger paa een Gang, der iffe funde enes om Valget; vdeels har 
vel den øvrige Gejſtlighed frygtet for, at Chorsbrødrene i Nidaros, hvis 
De ſkulde ſkride til Valg, medens Sverre laa der med en væbnet Magt, 


1) Sverres Saga, Gap. 107. 

?) Nemlig ved Biffopsmødet 1229, fe de islandffe Annaler. 

3) Matth. af Weftminfter ved 1250, Uda. af 1570, I, GS. 246: Sanctus 
Augustinus in Norvegia claris, probatis et approbatis miraculis illustra- 


tus. Han kaldes ogfaa „den hellige Gyftein," fe fi Er. Uslat Bolts Jor— 
debog, S. 138. 


J 
208 Sverre Sigurdsſon. 


ikke vide have Den tilbørlige Frihed. Der ſtaar vel intet üdtrykkeligt 
om at Sverre nu tiltog fig nogen faadan Magt, men man «farer Dog at 
Preſten Ingemund, Eyſteins Ynvdling, ftrar efter hans Død forlod Nid— 
arv, og gjorde en Handelsrejfe til England, hvorfra ban ej vendte tilbage 
tif fit Prefteembede i eller ved hiin By: dette fan maaſkee forklares fom et 
Tegn til, at Sverre har benyttet Lejligheden, Da Kirfen var uden For- 
fvar, til at forjage flere af de Gejitlige, der havde været Eyſtein ivrigft 
hengivne. Hvorledes det nu end forholder fig, er Det vit, at Der til 
Valget berammedes et frort Møde i Bergen faavel af alle NigetS Bi 
ftopper, fom af andre Høvdinger til Det famme Aars Sommer. Her fom 
ogfan Sverre felv med en betydelig Strivsmagt, da Det var dans Henfigt, 
efter Valgets Filendebringelfe at drage til Viten imod Jon Kuvlung, der 
fremdefes holdt fig der. Paa dette Møde blev da, efter den Afdodes 
Ønfte, Biftop Erif i Stavanger foreflaaet til hans CEjtermand. Kong 
Sverre gjorde, fom man lettelig fan begribe, Indvendinger, idet han dog 
meft holdt fig til den Omftændighed, at Erik var alt for gavmild, og der- 
for vilde forvolde Erkeſtolen alt for mange Udgifter. Men dertil fvarede mange, 
at man netop trængte til en Erkebiſkop, der vilde Lade andre leve med fig, vg at 
Grfeftolen havde Gods nok. Og Enden blev, at Erif blev udvalgt. Endnu 
famme Sommer rejjte ban ud af Landet for at bente Pallium i Rom. 
Sverre fortfatte fit Tog vjter til Vifen. Paa Vejen havde han det 
Uheld at mifte Stibet Reinen, der fejlede op paa et Sfjær udenfor Ug- 
Der; ban lod Sfroget brænde og Drog videre. Kuvlungerne vare i Tuns— 
berg, beel mandſterke, men havde ikke fleve end 13 Stibe. Med disſe lagde 
De, da De børte at Sverre nærmede fig Byen, ud til Ravnaberg (Hum- 
berg). Da Sverre fom, lagde han fig med fine Sfibe, i alt over 30, 
ude mellem Smjørberg og Noters, men fendte fiden fem Skibe ind til 
Byen, og Disfe lagde til ved Bryggen. Saaledes blev man paa begge 
Sider liggende i tre Dage, uden at den ene vovede at angride den an- 
Den: Kongen fandt det iffe raadeligt at fægge fine Skibe under Bjerget 1), 
fom Kuvlungerne batde befat med en ftor Styrfe, og hvorfra de funde Fafte tore 
Stene ned paa Dem; Kuvlungerne torde helter iffe binde an med Kongens 
Flaade, der var faa meget førre end Deres. Den fjerde Nat prøvede Kuvlun- 
gerne at overlifte de fem Skibe inde ved Bryggerne, og reede ganſke fille hen til 
Dem. Det var faa mørkt at Birfebeinerne iffe faa til Dem, førend Sfibene 





1) Her Éan, fom man tydeligt Fan fee, ikke det fædvanlige faakaldte , Bjerget," 
d. e. Slotsbjerget, være meent, da Kuvlungernes Skibe ej laa under dette; 
derimod menes her Nordveft - Pynten af Ramberget, under hvilfen de Vaa, 
og fom de til Skibenes Forfvar havde befat med betydelig Styrke. Jor 
Gverre, hvis Styrke beftod i hans Flaade, funde der ej være Jale om at 
angribe GSlotsbjerget. 





1183. Kuvlungernes fidfte Fog til Nidaros. 209 


ftødte fammen. Da blev der ſtrax en heftig Kamp. Sverre hørte imid- 
fertid at der blev fæmpet, og ſtjonnede ftrar at hans Mænd maatte være 
ilde ſtedte. Han føyndte fig Derfor af alle Kræfter at fomme dem til Und- 
fætning, og Kuvlungerne vovede iffe at oppebie ham, men flygtede op i 
Land, dog faa der mange faldne efter paa begge Sider !). 


41. Kuvlungerne$ Undergang. 


Kuvfungerne toge nu en raſk og for Sverre vift aldeles uventet Be— 
flutning. De gif Lanvdevejen nordefter lige til Sorondbhjem, vg fom til 
Byen fidt før Midelsmesfe. I Byen felt var der fun 80 af Sverres Kri- 
gere, under Anførfel af Ivar Klementsføn, de fleite faa oppe Å Sion el- 
fer Sverresborg, hvor Thorffein Kugad var Befalingsmand.  Kuvlungerne 
vendte fig førft mod Byen.  Fvar Klementsføn lod ftrar blaſe i Luren, 
og faavet Bymændene fom Krigsfolfene beordre ud til Sræborgen for at 
pærge Denne, men Kuvlungerne, Der næften vare 1000 Mand fterfe, og 
gjorde et beftigt Anfald, fil fnart brudt Borgen op, og trængte ind. Da 
flygtede Bymændene. Krigsmandenes lille Stare fatte fig kjekt til Mod- 
værge, men blev frart næften aldeles nedhuggen, og Kuvlungerne befatte 
Byen. Blandt de faldne var ogfaa Unføreren Ivar Klementsføn. Det 
førfte, Kuvlungerne nu gjorde, var at tilftevne Ørething, for at Jon Kuvs 
fung i al Form funde faa Kongenavn. Det blev ham givet af en Bjørn 
Gulingsføn; om Denne var en Søn af Grling Jarl, om bvilfen Sagaerne 
ellers iffe tale, eller bvo han vverhbeved var, angives ikke. Derpaa 
vendte Kuvlungerne fig mod Sverrestorg, men her var Befaætningen faa 
fterf at de intet funde udrette. Da man paa begge Sider havde frudt 
paa hinanden en Tidlang, traf Kuvfungerne Vig tilbage, for at forføge en 
fempefigere Maade til at faa Borgen i deres Magt. Blandt dem af 
Sverres Mænd, der ved deres Ankomſt vpholdt fig i Byen, var ogfaa 
Kongens Morbroder, Nikolas Sultan. Han havde føgt Frifted i Chriſt— 
firfen, men nu toge Kurfungerne ham ud af Denne, og bragte ham op til 
Borgen, idet de tillige fatte en Galge og, og fode Thorſtein Hilfe, -at hvis 
ban ej overgav Borgen, ftulde Nikolas blive hængt, og frede dette, vilde 
Sverre fiden give han og den øvrige Beſatning Sfylden og maaſkee fade 
dem bænge, bvilfet ligefedes vide blive dereg Lod, om det lykkedes Kuvl- 
ungerne ted Storm at indtage Borgen; overgave de Den Derimod i Mine 
delighed, feulde faavet deres fom Nikolas's Liv blive ffaanet. J denne 
Forlegenhed befluttede Thorſtein at overgive Borgen. Han fit beholde 





1) Sverres Saga Gay. 107, 108. 
Mund. Det norffe Folks Hiftorie. I 


14 


210 Sverre Sigurdsføn. 


it og Gjendom, den pvrige Befætning ſkaanedes paa Liv og Lemmer, 
men alt det Gods fom ellers fandtes i Borgen, og det var faare meget, 
navnlig en Mængde foftbare Sager, Der tilbørte Kong Sverre, blev Kuvle 
ungernes Bytte. Da De havde plyndret Borgen, fatte de Ild paa Den 
og brede den ned. — Foruden Vet føore Bytte, de havde gjort i Borgen, 
og fom de delte mellem fig, da De fom ned igjen til Byen, frandffattede 
de ogfaa denne betydeligt, for, fom de fagde, at gjengjelde Bymandene 
deres Fiendffab og Modftand. Bymændene foretraf at betale fremfor at 
fee Huſene afbrændte øver Deres Hoveder.  Kuvlungerne bleve ikke længe 
der, og ffyndte fig at udrufte nogle Studer, for at vende fovejg tilbage: 
Bymændene lagde dem ingen Hindringer i Vejen, da De fun ønffede, nareft 
muligt at blive af med dem. Juſt fom Kuvlungerne bavde faaet Sku— 
dDerne færdige, blev der talt om at man faa Krigsfolf fomme udenfra 
over Byaafen, og at det neppe funde være nogen anden end Kong Sverre. 
Dua bleve Kuvlungerne beel forſkrakkede, føyndte fig alt hvad de funde 
ned til Stibene, faftede Fjeldene, af og roede i flyvende Fart ud af El- 
ven. - Bymændene gave Dem Det Onſke med, at De aldrig maatte fomme 
tilbage. Det Hele var fun blind Ullarm, thi Sverre var paa Denne Tid 
endnu fangt borte ); men efter al Sandfynlighed var Rygtet om den fig nære 
mende Hær udfpredt af Bymændene felv, for at de Derved paa lettefte 
Maade funde blive de befyærlige Gjefter fvit, og Vette [yffedeg dem fuld- 
fommen. Kuvlungerne fortfatte Nejfen ud efter Fjorden og ned til Bergen, 
betegnende fin Vej ved alle Slags Boldfombeder; de plyndrede alle de Fragt- 
ftibe, fom de traf, navnlig et Islandsfarerſkib, faldet Stangarfolen, Der 
afferede var paa Udrejfen, men af Modvind var Drevet tilbage til Nor— 
ge8 Kyſt. De toge ber hver enefte Penning, fom fandtes ombord. Ogſaa 
i Bergen vifte De fig heel vvermodige og uftyrlige, hvilket var meget 
uklogt, da de Derved lagde fig ud med FJndbyggerne, fom ellers vifte 
nof vare langt tilbøjeligere til at bolde med dem, end med Kong 
Sperre. — Preſten Ingemund Fborgeirsfon, der oftere ev omtalt, fom 
juft i denne Tid tilbage fra England paa et Sktib, fuldt ladet 
med Viin, Honning, Hvede, Klæde og mange andre gode Varer. 
Kuvfungerne vilde ſtrar plyndre Sfibet.  Jngemunds Broderføn Agmund 
Sneis 2), der paa famme Tid opholdt fig i Bergen og blev meget af— 





1) Der fortælles nemlig, fom vi ville fee, fort efter om Gverre, at han fom 
føndenfra til Bergen. — Havde han virkelig været i Throndhjem med fin 
Flaade, vilde han da være kommen nordenfra. 

3) Agmund Gneis, en Søn af Thorvard Fhorgeirsføn, fe ovenfor II. S. 959, 
var fom oven berettet, vejft fra Island paa famme Tid fom Jngemund, men 
havde, fom det fynes, opholdt fig den hele Tid i Bergen, eller maaffee endog 
i Tunsberg hos Jon, der, fom Sturlunga Saga figer, vifte ham megen Wre. 














1188. Kuvlungernes Uordener i Bergen. 211 


gjort af Jon Kuvlung, git ben til denne, vg foreftillede ham, at 
bvis Kong Inge nu fevede, vilde ban vift iffe tillade at man plyn- 
drede Thorvard Fhorgeirsfons Broder, lige fan lidt fom Kong Mag- 
nus bilde have tilladt faadan Fremferd mod en Broder af Are. Han 
baabede Derfor, fagde ban, at Fon vilde lade FIngemund beholde fin 
Gjendom i Fred. — FJon gav Agmund Net, men alt bvad han vilde eller 
funde love, var Dog fun, at Ingemund alene ſktulde blive ffaanet, de 
Varer derimod, fom tilhørte De vvrige Kjobmand, betragtedes fremde- 
fe8 fom Priisgode. Ingemund, der føgte faa vidt muligt at frelfe fine 
Sfibsfammerater8 Gods, erflærede fem ftore Biintønder foruden en beel 
Deel andre Varer for fin Gjendom, og Jon Kuvlungs Hirdmænd afftode 
virfelig fra af Fordring Derpaa, men Gjefterne Derimovd, ifær deres Un- 
fører Bjørn Brifarnev, gjennemføuede Liften, og toge een Tonde, tilligemed 
ferten Alen rødbruunt Klæde. Disſe Sager tilbørte netop Fngemund, 
men ban boldt alt for meget paa godt Kameratffab til at vile røde vet, 
og fed belter Jabet. Han og AUgmund gjenfjendte fiden Klædet i nogle 
Kjortler, fom Bjørn og nogle andre Gjefter gif med; Agmund talte Derom 
til flere af fine Venner, Yvoriblandt de forben nævnte Frænder af Erke— 
biffop Eyſtein, Baard Sala og Peter Glipfa, famt en ved Navn Gindride. Ef— 
ter Dennes Opfordring gif De alle fire, bevæbnede med Ører, til den 
Stue, bvor Bjørn tilligemed de øvrige Gjefter fad og Draf; da de ej 
funde bryde ind og binde an med disſe, Der vare 40 i Fallet, (tillede de 
fig ved JIndgangen og pasſede paa, Da De fom ud. Det tvaf fig juft faa- 
ledes, nt Bjørn og tre andre, der alle bare Kjortler af det ranede Klæve, 
fom førft ud; ftrar gav Eindride Bjørn Banebugg, og De tre vvrige 
Dræbte figeledes bver fin Mand. Nu fød Gjefteluren, og benved fem hun— 
drede Mand ſtimlede fammen. Det blev meldt til Jon Kuvlung, fom (od 
ftøde i Hirdmandsluren, og med Hirdmændene begav fig hen til Stevet. 
Her talte Baard og Peter fin og Agmunds Sag, og De gjaldt faa me- 
get hos ham, at han jog hele Gjefteflokffen fra fig, og lod Agmund faa 
Det ranede Klæde tilbage par Ingemunds Vegne, ligeſom han og vilte 
Denne færdeleg megen Hæder. Alt dette faavel fom hvad der tidligere be- 
rettes, fæager noffom for Dagen, at Jon Kuvlung maa have været en 
meget godmodig, men fvag ung Mand, der ikke godt funde fyre fine Folk 1). 


1) Att dette fortælles udførligt i Sturlunga Gaga I. GS. 127—129 (IL. Gay. 6. 
7), men faaledes at FIidsangivelferne der ikke ganffe fvare til Gagaens. 
Der omtaleg nemlig førft ligefom foreløbigt, at Fngemund i 1188 opholdt 
fig i Bergen (det figes ej hvor længe) og blev meget afgjort af Jon Kuv- 
lung og hans Mænd, ligefom og at han der traf Agmund, fin Broderføn, der 
ogfaa ftod i for Unfeelje, og med aabne Arme modtog fin Farbroder. Si— 
den fortælles det nærmere, at Jngemund om Baaren var rejſt til England, 


14 * 


212 Å Sverre Sigurdsføn. 


Henimod Juul blev Det endnu værre, thi Da paalagde de Bymændene at 
udrede en Deel Gods eller Penge til Julekoſt, bvis De ej vilde fee 
Byen plyndret og opbrændt. Bymændene undfloge fig og bade I det 
mindjfte om Friſt, men Kuvlungerne gjentoge fun deres Fvufler, og ſaa— 
fedes ftod Det hen I flere Dage. 

Medens Kuvlungerne paa Denne Viis dreve deres urolige Væfen i Bergen, 
og idelig truede Byen med Vyndring og Brand, hændte det fig lidt før 





men nu om Heften var kommen tilbage, og havde da de oven omtalte Hi— 
ftorier med Kuviungerne.  GSaqaen lader Jon Kuvlung paa Agmunds Fore: 
ftillinger fvare, at Ingemund fiulde faa beholde fit Gods, ng at han ſtulde 
være Gud og ham (Kongen) velkommen. Dette antyder umiefjendeligt, at 
Sngemund førft da Fom i Berørelfe med Jon, og at den Haver, han nød 
af ham, førft fra den Tid tog fin Begyndelfe, ellers maatte man antage, 
at Jngemund tidligere havde været fammen med Jon i Tunsberg, hvilfet 
ftrider mod Sagaens udtrytfelige Ord. Men efter Sagaens Fortalling var 
der ogfaa Sid nok til, at Ingemund kunde nyde Hader af Jon i Bergen, 
thi der tales om, at Ranet ſkede om Høften, men at Fngemund blev 1 Ber— 
gen hele Bintren, og at han førft ud paa VBintren gjenfjendte det ranede 
Klade, Dette tyder paa et længere Ophold af Kuvlungerne i Bergen, medens 
Sverres Saga tun lader Fon fomme „lidt før Juul“ og ligeledes blive dræbt 
„lidt før Juul," faa at det Hele altfaa føulde være afyjort i nogle faa 
Dage. Men i dette Stykke er Sturlunga Saga aabenvar rigtigft. GSverres 
Gaga figer felv, at Kuviungerne fom til Nidaros lidt før Mikkelsmesſe (2952 
Septr.) og Éun dvælede der en ganſke Fort Tidz de vejfte faaledes fra Ni— 
daros omkring Lfte Oftober, faa at det ikke er vimeligt at de, fom Sverres Saga 
figer, féulde fomme til Bergen „lidt før Juul,“ eller tilbringe Halvtredie 
Maaned paa Nejfen. Det linger ogfaa befynderligt, naar Sagaen ført 
lader dem Éomme til Bergen ,,lidt før Juul," at de enda, ffjønt nogen Tid 
git hen under Forhondlingerne med Bergens Borgere, kunde bline overfaldne af 
Sverre ,,lidt før Juul”, Det er faaledeg Fart, enten at disfe Ord Éun 
ved en Hufommeljesfejt hos Forfatteren felv eller ved en ſimpel Ufføriverfejl 
ere blevne anførte paa begge Steder, i Stedet for alene paa det fidfte, eller, hvad 
der maaffee endnu torde være den fandfynligfte Sammenhæng, at i Stedet for 
Slutningen af Gap. 108 og WVBegyndeljen af Gap. 109 fom de nu lyde 
(Eftir Pat foru peir suör til Björgynjar, komu par litlu fyrir jöl, Kufl- 
ungar höfdu Ping f'bænum ok kröfeu bæjarmenn gjalds til jölaveizlu) 
har der ftaaet, uden Gapitel:Afdeling: eftir pat foru peir sudr til Björg- 
gvinjar ok kömu bar. Litlu fyrir jol höſdu Kuflungar Ping i bænum 
0.f.v., hvorved faaledes ,,litlu f. jöl*t alene fommer til at angaa Brandffatz 
ten, hvilket ogfaa er det fandfynligfte, fiden den udffreves til Beftridelfe af 
Julekoſten. Ingemund har åltfaa virkelig tilbragt længere Tid i Bergen 
fammen med Fon Kuvlung, og efter denne Berigtigelfe er Beretningen oven: 
for formet. Det pasfer ogfaa ganffe med Tiden, hvad Sturlunga Saga 
fiden fortæller, at Jngemund Vaaren efter rejfte fra Norge paa Gtanger: 
foten, det felvfamme Skib fom Høften forud havde gjort Venderejfe og 
fom Kuvlungerne havde plyndret, men fom nu atter var uheldigt, da det af 











1188. Kuvlungernes Undergang. 213 


Juul en Morgen i Lysningen, at man faa tretten Langffibe komme feje 
fende føndenfra forbi Hvarven vg nærme fig Byen. Da Kuvlungerne bleve 
Det var, fob de i Haft til fine Vaaben; de flefte fogte i Forviæringen ud 
af Byen, vdeels op i Fjelder, deels ind forbi Olafskirfen. Jon Kuvl- 
fung fod frede i Luren, for at bans Mænd ſtulde famle fig til Skibene, 
lob felv med de Folf, han havde hes fig, ombord paa et Skit, og roede 
ud paa Vaagen. Men her ventede De forgjæves paa De pvrige, og føgte 
Derfor at frelfe fig over til den anden Side, ider ve ftyrede henimod 
Munfebryggen. Et livet Styffe fra Land vare Dde imidlertid uheldige 
nof til at vo op paa et Skjær, faa at Stibet blev fiddende falt, og I 
ſamme Øjeblit fom VBirfebeinernes Skibe til — thi det Var Virkelig Ven, 
under Kong Sverres egen Anforfel. - Kuvlungerne lob ftrar overbord, for 
at fvømme til Land, og nogle Drufnede; men Jon felv og een Mand 
med ham bleve tilbage I Sfibet, Hvor de fnart Dræbtes af De tilftormende 
Birkebeiner, Der fiden toge Klæderne af Deres Lig. Da Sverre fil denne 
vigtige Fidende at vide, lod ban Ligene bringe over til Byen og [ægge 
ned Bed Den føndre Vegg af Mariekirken, tildekkede med et Stykke Vande 
maal. De Kuvlunger, Der havde føgt op i Fjeldet, fom imidlertid ned og 
ſamlede fig inve ved Olafskirken, bvor de frillede ſig i Fylting, vaabte 
til Birfebeinerne og opfordrede Dem til at prøve en Kamp. Men Sverre 
forbød fine Mænd at indlade fig med Dem; ,vi ville ikke“, ſagde han, 
„ſlaaes med hovedløfe Mænd; fig dem fun at deres Hovding ligger her 
under Mariefirfen, og at De ej Have forivaret Cam godt, men at han rige 


tignok helter iffe var nogen var Høvding at forfvare". Da Kuvlungerne 


borte Dette, vovede De fig ikke vd i Byen, men ffyndte fig bort. 
Birkebeinerne paaftode, at Jon Kuvlung flet iffe var Søn af Kong 
SInge, og iffe engang fed Jon, men at bans vette Navn var Ovm, og 
af ban var Son af en vis Veter, og et Fruentimmer ved Navn Aftrid 
Steik. Denne Peter var juft i Bergen paa denne Tid, og ve bøde han 
Derfor gaa hen til Mariefirfen for at fee, om Dan i Den dDræbte Jon 
Kuvlung gjenfjendte fin Søn, men Dog forinden at angive, om der ftulde 
findes noget nærmere Merke eller Tegn, der funde befræfte Jventiteten. 
Peter fagde, at hans Søn Orm fom Dreng engang var Fommen til at 
træde paa en Ljaa, der gav ban en dyb Flenge under den højere Fod— 
faale: hvis Avret derefter fandtes paa Liget, var der ingen Lviv om, at 
den Drabre maatte være Orm. - Han blev nu ført ben til Liget, og da 
ESfoene og Hoferne vare trukne af dette, fandt Veter, fom han fagde, 
virkelig Arret. Og Sverre befjendtgjorde Va baave for Bymændene og 





— 


Storm blev fordrevet til Grønlands Ubygder, hvor alle de, der vare om: 
bord, omkom, og hvor deres Lig 14 Uar derefter bleve fundne. 


214 Sverre Sigurdöføn. 


fine egne Mænd, at den Ion, Kuvlungerne havde faldet fin Konge, fun 
var Orm, Søn af Peter, der nu felv havde gjenfjendt fin Sons Lig. 
„J Bymtend”, fagde ban, vide alt for vel hvor vidt Peter og Uftrid ere 
af nogen Et, Der berettiger Dere8 Søn til at være Konge Å Morge: nu 
feer man, med bvilfen Falffbed Denne Ransflok har faret 1)". Dette var 
ogfaa førte Gang, figer Sagaen, at Sverre og hans Mænd fom til Ber- 
gen under Omtændigheder, Der gjorde at alle FIndbyggerne bleve glade 
ved hans Komme. Han var vgfaa fommen i vette Tid til at frelfe dem 
fra Brandffat og alle de andre Plager, fom den urolige Flok funde til 
føje Dem. 

Jon Kuvlung blev begraven ved Mariefirfen, viſtnok i af Stilhed. 
Han fynes at bave været en aldeles ubetydelig Perfonlighed, fun et Red— 
ffab i et enfelt misfornøjet Partis Haand. Den enefte Negjeringshand= 
ling af ham, bvorom Grindringen er opvevaret til fildigere Slægter, er et 
GStadfæftelfesbrev paa nogle Gaver til det Klofter, bvort ban felv havde 
været Munk, nemlig Hovedørns. Dette Brev ev nu vek tabt, men det 
var endnu til for et Par hundrede War fiden 2). | 


42. Erik Kongsføn udnævnes til Jarl og forlenes med Viken, efter at have 
gjort et Fog til Eſtland. Sigurd Brenders, Barbelgernes og Thorleif 
Breidſkeggs Oprørsflokfe tilintetgjøres. Erik Jarls Død. 


Samme Hoſt, Sverre opholdt fig i Viten efter Kuvlungernes Ne— 
derfag ved Navneberg — Høften faldtes derfor  NRavnebergsbøften" — 
og førend ban endnu Drog til Bergen for at gjøre Det af med Kuvlun- 
gerne, førfenede ban fin Broder Erik med Oplandene og den Deel af 
Vifen, der faa mellem Svinefund og Rygjarbit, altfaa bele Vifen med 
Undtagelfe af Ranafylfe, og gav ham Jarlsnavn.  Ullerede ftrar efter Kong 
Magnus's Fald havde Erif, fom ovenfor nævnt, anmodet Sverre om en bøjere 
Titel og en Deel af Riget i Forlening, men Sverre havde ikke villet invdlade 
fig paa nogen Deling af Riget, og fun givet ham Lendermands Titel, 
idet han Dog fremdeles lod ham blive inden Hirden. Hermed var Erik 
viſtnok ilde tilfreds, men da han, for at faa Adgang til at bevije fin 
Herkomſt, udtryffelig bavde gaaet ind paa at frafige fig enhver Fordring 





1) Villjam af Newbury (1. c.) veed naturligviis intet andet end at Jon var af 
Kongeæt. Han tilffriver Jons ,,ubetimelige" Dod, at han „af fin ung: 
dommelige Heftighed lod fig forlede til at vove fig uforfigtigt i Kampen.” 

2) I NRegiftraturen over de Breve, der endnu i 1622 fandtes paa Akershuus 
Slot, nævnes et af ,, Ion Konge," der fiadfæftede Klofteret i Befiddelfe af 
Gaarden Fraun (nu Frogn eller Fron ved Drøbak), famt en Kvinde Berg: 
ljots Gave, fe Langes Klofterhiftorie S. 623. 





1185—1188. Erik Rongsføns Tog i Dfterleden. 215 


paa Niget, maatte ban finde fig deri. Da imidlertid de fmaa Bejtfler, 
ban havde, ikke forflog til den fore Trop af Krigere, fom ban boldt, 
havde han i Aaret 1185 føyt at ſkaffe fig Midler ved at gjøre et Tog 
til det hedenſte Eſtland. Hertil var der nu Anledning not, thi allerede 
i fang Tid havde endog Paverne felv havt Opmerkſomheden henvendt 
paa Gjterne, der ved Deres Søroverier tilfojede Deres chriſtne Naboer me- 
gen Skade; de havde føgt at faa Dem omvendte til Chriſtendommen, faatel 
mid Det Gode, ved at fende dem Ordets Forfyndere, fom ved at opfor- 
dre Nordens Fyrſter og Hevdinger til at befrige Dem. Omkring 1164 
bavde Erkebiſkop Wſkil Lund indviet en franft Munk, Fulko af Iroves, 
til Biftop i Eſtland 1); i Uaret 1171 eller 1172 anmodede Pate Uler- 
ander ej alene Erøebiffop Eyſtein og den forhenværende Biffop AWamunde 
i Stavanger til at lade Fulko fra Munfen Nifolas, felv en indfød Gjt- 
fænder, til Medbjelper >), men tilffrev ogſaa i Almindelighed Konger, 
Fyrſter og alle Froende i Sverige, Gautland, Danmarf og Norge, at da 
det fmertede ham faare at bore, bvor grumt Eſterne og andre i Nar— 
beden af dem boende Folk fore frem mod de Chriſtne, tilfagde han alle 
dem, der vilde firide mod disſe Hedninger, ert Wars Aflad for enhver 
Synd, de havde fériftet og modtaget Pønitens for, aldeles paa famme 
Maade, fom om de beføgte Chriſti Grav; og Dem, Der faldt i Striden 
mod Hedningerne, fuldkommen Syndsforladelfe 3). Med andre Ord, der 
prædifedes en Art af Korstog imod dem, og ved at efterfomme Opfor- 
dringen var der ſaaledes Udſigt til at førge for fin Sjæls Frelfe paa 
famme Tid, fom man vandt Fordele for Det timelige Liv.  Ullerede i 
1184 udgif der i Sfaane et almindeligt Opbud mod Eſterne *), og Vet er 
befjendt, bvorfedes fenere ben Kong Knut i Panmarf og hans Brover og 
Efterfolger Kong Valdemar, der maaffre desuden funne have havt Urvefor- 
dringer paa Disfe Landffaber 5), gjorde ftore Krigstog Derhen og tilſidſt 


1) Breve fra Petrus Gellenfis til Konge, Jarler, Havdinger, Erkebiſkop i Sverige, 
famt til Pave Ulerander, og til Erkebiſtop Wſtil, rimeligvis af 1165, i Petri 
Cell. Epist, V. 19, VI. 8, 15 hos GSirmond; det ferfte Brev ogfaa opta- 
get i Ciljegrens Dipl. Svec. I. No. 53 80, 81. 

?) Ge ovenfor S. 129, Not. 3. Coleti Concilia XII. 138. 

3) Ciljegrens Dipl. Svec. I. No. 55. Sirmond III. 866,  Coleti XII. 134. 
Paven ſtrev ogfaa et Brev til de Sroende i DanmarÉ om at underftøtte Fulko, 
under Løfter om GSyndsforladelfe og famme Deel i den evige Belønning, 
han felv vilde faa. Sirmond IL. 865. Coleti, I. c. 

3) Saro, S. 969. 

5) Knuts og Valdemars Moder Sofia var nemlig, fom man efter al Nime- 
lighed maa antage, en Datter af Volodar Glebovitfd, Fyrſte i Gorodef, 
fe herom Antiquités Russes I. S. 482—487. 


216 Sverre Sigurdsføn. 


erobrede Landet. Men imidlertid provede ogſaa Erik Kongsføn, felv en 
gammel Korsfarer, fin Lyffe Der, tilligemed en heel Deel andre norføe 
Krigere, fan at de tilfammen bavde fem Stibe, af bvilfe Asſur Preſt, 
Thjodolf Pil og Hermund Kvaada fyrede bver fit, og Erik rimeligvis 
-Havde de tv andre. De fom til Eſtland og berjede om Sommeren i Di- 
ſtriktet Wieck (i Den hapſalſke Kreds), og fif et betydeligt Bytte )). Dua 
De paa Filbagevejen lan ved Gotland, fom de i Strid med nogle fare 
iffe Handelsmænd, fra hvem De toge to rigt ladede Kogger. - Derfra Droge, 
De til Svitbjød, hvor Dde Leføgte Kong Knut, der tog vel imod dem, be- 
holdt dem hos fig en Stund, og forærene Erik for Afrejfen et Lang- 
ffib. Dette afboldt dog iffe Eri og hans Mænd fra, idet de fejlede 
tilbage, at fare meget ufredeligt frim, ej alere paa De Danffe Kyſter, hvile 
fet for faa vidt var vimeligt, fom Norge nu ſtod i Krigsforbold til Dan- 
marf, men ogfaa paa De fvenfée. Da Erik fom hjem til Norge, var bans 
Flaade forøget til 11 Sføibe Et Par Snqabaandffvifrer berette at han 
fom hjem endnu famme Heſt, jujft fom Kuvlungernes Flok optvaadte, et 
andet Derimod fynes iffe at lade han fomme tilbage førend om Højften 
1188, da Sverre juft havde forjaget Kuvlungerne *). - Dette ev ogfaa I 





1) Sagaens Navneangivelfer ere her forvanffede i Haandffrifterne, faaledes 
ftaar der i nogle ,Pikum* iftedetfor ,Vikum;* dette fidfte er aabenbart 
det rigtige, og betegner „Wieck;“ derimod tillægger Flatøbogen „i Tuntu* 
der neppe fan være andet end Skrivfejl for ,Suntu* (d. e. Gontagana, fe 
Peterfen i Oldn. Saga XII 273); endelig tales om at de fil et ftort Bytte 
i  Kvimum,* bhvilfet Navn ej ftaar til at gjentjenve. 

2) I den Vert, af Sverres Saga, der er lagt til Grund for Udzaven af Fornm. 
Sögur, ftaar der tun, at Erik, efter at have opholdt fig en Stund hos 
Knut, fom tilbage „om Heften' (det figes ikke udtrykkeligt hvilken) og at 
Sverre da var i Bifen, famt gav Erif Forleninger 0. f. v. Nu fynes der 
vel ved førfte Djetaft, fom om der ved , Høften" menes famme Aar, han 
foor ud, nemlig 1185, men hele den Hoſt var Sverre i Ihrondhjem, og 
fom flet iffe til Bifen. Og da nu Sverre ej derefter opholdt fig i Bifen 
førend 1188, er det Fart at dette Aar maa være meent.  Flatebogen og et 
Par andre Haandffrifter har derimod: — „de fom tilbage om Heften med IL 
Skibe; ben famme Hoſt begyndte Kuviungernes Parti i Vifen. Ravne— 
bergsfommeren, da Sverre var i Viken, deelte han Riget, — 0. f. v.“ 
Her henføres Eriks Hjemfomft udtryffeligt til 1185, hans Forlening med 
Viken derimod til Navnebergshøften d. e. den Høft, da Kuvlungerne bleve 
forjagne ved Mavneberg. Dette indeholder i og for fig ikke noget ufandfyn- 
ligt, men det bliver fun uforflarligt, hvorfor man da i hele den bevægede 
Sid mellem 1185 og 1188 ej. hører det mindfte til Erik, eller erfarer, hvor- 
ledes Gverre fik ham beroliget. Da man nu i det mindfte finder eet Haand— 
ſkrift, og det det ældfte, der fynes at henføre hans Hjemfomft til 1188, bliver 
dette ogfaa at antage for det rimeligfte, tjær da Forholdene i Sverige, fom 
det ovenfor vifes, vare af den Natur at Knut not Éunde ønffe hans Nærz 
værelfe. Ufandjfynligt ev det ej, at hans ufredelige Ferd hift og her i Sverige 











1188 Erik Kongsſon bliver Jarl i Vifen. 217 


fig felv det vimeligfte, Da det ellers vilde have været uforflarligt, at Ervik, 
Der dog var „Hovding inden Hirden,“ iffe nævneg en encfte Gang fom 
Deeltager i Den hele Strid med Kuvlungerne, ligeſom ban og, om han havde 
været tilftede, vilt iffe vilde have undladt at fornye fine AUnmodninger om 
Sen og højere Bærdighed, eller paa andre Maader at forvolde Sverre 
Ulejligbed, Hvorom Sagaen ej vilde have tiet. Da Vet nu i Sagaerne udtryk— 
feligt. beder at Grit og bans Kamerater opboldt fig em Sund — der 


figes iffe hvor fænge — bos Den fvenffe Konge, hvor de havde Det me- 


get godt, bar han ventelig tildragt Ddisfe tre Vintre hos han, og om Som» 
meren enten gjorde nye Tog til Eſtland, eller faa ude med Krigsfiibe for 
at værge Nigets Kyſter mod Eſtlanderne, Der netop nu, maaſkee opirrede 
ved Krigstogene mod Dem, Vifte fig endnu fiendligere mod de Ghriftne 
end forben, og vevede endog i 1187 at gjøre et Fog ind i felve Ma— 
faren og op til Sigtuna, ſom de Å Bund og Grund forftyrrede, efterat 
De under Opfejlingen havde drabt Erkebiſkob Jon, Ver juft befandt fig 
paa Stefet *). Dette fængere Ophold vilde da ogfan forilare, hvorledes 
ban funde fomme bjem med 11 Skibe, og bvorfor Knut ffjenfede Erik 
en faa koſtbar Gave fom et heelt Langflib: det ev ligeledes ikke ufand- 
fynligt, at han har medgivet ham en Anbefaling, Der ifær har bevæget 
Sverre til at opfylde Erifs Bøn, eg udnævne ham til Jarl. VBift er 
Det, at Dette ej føede forend i LISS, og Det er endog muligt, at Vet har 
næret Forbandlingerne derom, fom holdt Sverre faa lange tilbage, og 
bindrede ham fra at drage mod Kuvlungerne førend henimod Fuul. 
Sil bans Føjelighed mod Erik har det vel og bidraget, at ban trængte 
til en anſeet og paolidelig Høvding i Viken, for at binvdre alle nye Op- 
rørsforfog i dette urolige og ham faa livet hengivne Landſktab. Erik fit 
nu, fortælies der, en Hird, og blev en gud og venneſel Hovding ?). 
Medens Kampen mod Kuvlungerne ſtod paa, havde der øfter paa 


Marker ogſaa famlet fig en anden Oprørsflok, der foruroligede De nærmette 


paa Tilbagerejſen fra Knut fun har gjeldt Egne og Perfoner, der vare 
fiendtligt ftemte mod Knut, og holdt med den af Danerne underftøttede Kongs 
føn Sverke Kurlsfjøn. 


—- 
— 


Dette Tog omtales i flere ældre Uarbøger, vg henføres i enkelte til 1188, 
men af de flefte til det famme Aar, hvori Jerufalem erobredes af Saladin, 
altfaa 1187, hvilfet faaledes vel er det vette Aarstal, fe Fants Ser. Rer. 
Sv, &. 24, 40, 48, 52. 

Sverres Saga Gap. 113. Det er befynderligt nof, at Sverre, naar han 
førft vilde forlene Erik med Viken, ej overlod ham det hele. Maaffee har 
han dog ikke troet ham tilftrætfeligt til at lade ham faa Befalingen i Na: 
nafylfe, Grændfelandffabet mod Sverige og Danmark. Man frulde næften 
antage, at han til Befalingsmand her har fat den troe og paalidelige UIf 
af Lauvnes, der allerede forhen faa tappert havde forfvaret fig paa disfe 
Kanter, og hvilken vi gjenfinde ved Kongehelle fom en mægtig Hevding. 


2 


— 


218 Sverre Sigurdsſon. 


Egne af Vifen, dræbte Folk, frjendte og brændte, og overhoved anrettede 
megen Skade. — Høvdingen for denne Flot udgav fig ogfaa for en Søn 
af Konq Inge, og faldte fig Sigurd. Han havde i fin Tid beføgt 
Jon Kuvlung, da denne var i Vifen, og Jon flal have erfjendt ham 
for fin Broder og tilbudt bam at blive bos fig, men Sigurd, heder Vet, 
fandt at Det fun var Dnarligt bevendt med Denne Kuvlungernes Unfører, 
og trøftede fig dDetimod felv meget bedre til at berffe over et Rige og 
ftyre en Hird, fær bvad Forftand og Vennefælbed angaar, bvilke begge Dele, 
meente ban, funde nok bebdøves mod Sverre Preft; han vilde derfor ntet 
have at beftille med Jon, men belter fare med en Flok paa egen Haand: 
ban var iffe bange for Sverre, og traf ban ham, ffulde ban bverfen bryde 
fig om Fætterffadet eller hans qgejftlige VBærvdigbed, men bebandle barm, 
faaledes fom Sverre havde behandlet fine Fræmder. Hans Flok udgjørde 
tilſidſt ober balvfjerdebundrede Mand, vg de fore faa ufredeligt frem, at 
man faldte deres Anfører Sigurd Brænder. Der tales ikke om, at 
Sverre felv foretog noget mod Denne Flok; ban bavde ogfoa for Det førfte 
nof at beftille med at befæmpe Kuvlungerne, og fiden maatte Det narmeſt 
blive Erik Jarls Sag, fom Den, der var forlenet med Vifen, at dæmpe 
dDe Uroligbeder, der her maatte opftaa. Imidlertid lader det heller ikke 
til at Erik har fundet det Umagen værd, at gjøre nogen betydeligere An— 
ftrengelfer for Denne Oprørsflofs Skyld, der iffe var ftorre, end at Bon— 
derne paa egen Haand, med nogen Underſtottelſe, funde ſtaffe fig den af 
$Halfem. Om Svmmeren efter Jon Kuvlungs Fald drog en Deel Bøn- 
der tilligemed nogle Krigsfolk, hvilke Erif Jarl rimeligvis har fendt dem 
til Hjelp, imod Siqurd Brænder, omringede det Huus, dvor han og hans 
Mænd vare, og angrebe dem i en Stue. De forfvarede fig kjeft, men 
maatte Dog tilfidjt buffe under for OQvermagten. Da de flefte inde i 
Stuen vare faldne, raabte Siqurd ud og bad at man vilde høre ham. 
Man føjede bam, og ban fagde da: „det lader nu til, at I faa udrettet 
det, I vilde Der, nemlig at tage mig af Dage, vg fandfynligvits vile I - 
nu fortælle Kong Sverre og andre Hevdinger, om den Sejr, I bave 
vundet, og bvorledes I have fældet Høvdingen for Denne Flof, Sigurd 
Brænder, Søn af Konge FInge. Men I maa iffe tro, at Eders Bedrift 
er faa ftor, fom FI indbifde Eder, thi vet fande i Vingen er den at jeg 
heder Hedin, Søn af Thorgrim Rosſe; jeg er Jslænding baade paa fæd- 
rene og mødrene Side og af ringe Herfomit.” Da ban havde fagt Visfe 
Ord, føre de paa barn og fældte ham, men maatte Dog give ham Vet 
Lov, at han bavde været overmaade tapper '). 


2) Sverres Saga, Gap. 110. 


1190, BVarbelgernes Opftand. 219 


Simon Kaaresfon, Ølve af Gudrann og de øvrige blandt Kuviun- 
gernes Høovdinger, Der vare undfomne fra Overfaldet i Bergen, havde ta- 
get deres Filflugt deels til Danmark, deels vjter til Marfer, hvor de 
boldt fig om Sommeren og lige til den følgende Vinter, og hvor man 
ſaaledes næften maa formode at enkelte af dem have ſlaget fig i Folge 
med Sigurd Brænder, hvis de ellers ej anfaa Dette under Deres Værvig- 
bed. Blandt dem, ver ftrar bavde fønt til Danmarf, var Simon Kaares— 
fon, der fandt venlig Modtagelfe og Filbold hos en fornem og færledes 
anfeet Mand, ved Navn Sven Ihorfilsføn. Simon, der endnu ikke 
havde opgivet Haabet om at fælde Sverre, og atter bringe Magnatvælvdet 
paa Fode, arbejdede utrætteligt paa at faa en ny Oprorsflok rejft, og 
underftøttedes heri troligen af fin Ben og Beftytter Sven. - Førft og 
fremft maatte man dertil have en Fronprætendent at opſtille, og Venne 
fandt dei en faa War gammel Dreng ved Navn Vifar, Søn af en 
Drejer, men fom de udgave for en Son af Magnus Grlingsføn, idet man 
rimeligvis udfpredte at denne havde bavt ham under lit fidfte Oppord i 
Danmart om VBintven 1183 til 11841). Ud paa Vintren fom ogſaa 
De øvrige Hovdinger til, Der hidtil bavde holdt fig paa Marfer, men nu 
fandfynligviis havde faaet Bud fra Simon. De fit en betydelig Flok 
famlet, og droge den følgende Sommer med 13 Skibe nord til Viken, 
vor de fore meget uftyrligt frem, og plyndrede baade Bønder og Kjøb- 
mænd, efter fom De fejlede øftenfra. De vovede fig endog biinfides Folden 
til Agder, hvor de ligeledes rovede: Derfra fiyrede de ind mod Funsberg. 
Grit Jarl var paa den Tid oppe å Landet, og der var vverhoved ikke 
mange Birfebeiner i Viken. Funsbergsmænvdene maatte Derfor paa egen 
$Haand fee til at værge fig mod VBarbelgerne >) — faa faldtes denne 
nye Flok —; de famlede i Haſt nogle Stibe, deels Langitibe, deels Fragt- 
flibe, bemandede Dem fom de bedſt funde, og lagde dem fampfærdige ved 
Bryggen. Ved Cjfterretningen berom vovede Varbelgerne ikke at forurolige 
Tunsberg, men vendte om igjen, og fatte Kurfen øjt over Folden. Da 
Junsbergsmændene hørte Dette, ſkyndte De fig under Anførfek af Fhorlaf 


1) Beretningen om de Danffes Nejfe til det hellige Land, Gap. 13. Der figes 
itfe, hvor denne Sven Ibhorfilsjøn borde, Éun at han var en fornem, 
«meget brav“ (valde probus) Mand. Det er ikke ufandfynligt, at han bor 
ede i Halland, fom laa Norge nærmeft, og hvor Fliygtningerne fra Marfer 
havde letteft for at famle fig. 

2) Hvis man kunde antage dette Ord for en Forandring af „Vargbelger,“ ſtulde 
man tro at Navnet var givet Flokken fordi flere af dem gif med Ulveſtinds— 
pelje eller Vargſtakke; muligt og at „Varbelg“ betyder Overtræf, Var 
af Sind, og brugtes fom Øgenavn for at antyde disje Folks Falſthed eller 
Lumſthed. 


220 Sverre Sigurdsføn, 


Ulfgeſtsſon, Ulf foarte og Asleif Bonde efter Dem, inddentede Dem Ved 
Briftein 1), og nodte Dem til Kamp. — Denne var baade baard og lang- 
varig, men Tunsbergsmændenes Skibe vare tørre og bøjere, og Dette gjorde 
Udflaget, faa at Mandfaldet omfider vendte fig paa Varbelgernes Side, 
og deres Skibe ryddedes. Der faldt Simon Kaaresføn, Ølve af Gud- 
rann, og De flefte af VBarbelgerne, fun faa undfom. - Neve under Dakket 
paa Simon Kaaresſons Skib fandt man den lille Vifar, Varbelgerne$ Konge, 
der uden Barmbjertigded og tillige, fom det fvnes, uden al Nødvendigbed 
bfev dræbt: man fan afene undffyde Denne Grumbed med at den blev 
begaaet; medens Sejrherrernes Sind endnu var i Opror efter den bidfige 
Kamp. De gjorde et betydeligt Bytte, og indlagde fig for øvrigt megen 
Are ved Den Najftbed, de i Denne Ferd havde udviiit *). 

Samme Sommer (1190) vifte en ny Flof fig øfter paa Marker. 
Dens Høvding bed Thorleif Breidffegg, en forbenværende Munk, der 
gaw fig ud for en Søn af Kong Gyptein Haraldsſon, og anførte til Be— 
vits Derpaa, at Der mellem Dans Efuldre fantes et forsformet Arr; 
Kong Gyttein var nemlig, fom vi have feet, bleven drebt ved at bugges I 
Kors mellem Stuldrene 3). Denne Flok var ellers ikke ſonderlig ſterk, og 
for faa vidt bedre end De forrige, fom dens Høvding ej tillod den at 
plyndre; den fom ned i Viten, foor not faa fpagfærvigt frem, og betalte 
for fine Fornodenbeder, faa længe Den havde noget at betale med. Men 
dette varede iffe lenge, og Da Folkene ej fik Lov til at plyndre, gave nogle af 
dem lig til at fjæle. Siden vendte Flokken tilbage gjen til Marfer, og 
holdt fig Der, viſtnok heel fummerligt, Vintren over faavel fom den føle 
gende Vaar. Der gif den Fale om Thorleif, at bars Liv ſkulde være 
fag eremplaviff, at det fnarere lignede en Kloftergejitligs, end en Læge 
mands, at ban dDerdos ffulde være fan flog, at inter fom han uventet, og 
endelig at dans Veltalenhed var faa ſtor, ar ingen, Der Hørte ham tale, 
funde vredes paa ban. Disfe foregivne ftore Egenſkaber frelfte ham dog 
iffe fra et Angreb af Bønderne, der en Sommernat vverfaldt Flokken i 
en Skov, bvor den havde lagt fig til at fove, og Dræbte baade ban og 
dDe flefte af hans Mænd; fun enfelte undfom i Stfoven (1191). Det vifte fig 
Da, at alle bine Nygter om Breidifegg var veent Opfpind, thi bverfen faa 
man noget Tegn til, at han bavde ventet Dette Angreb, eller borte noget 
Ord af hans Mund, der funde formilde hans Fiender. Imidlertid op- 





1) Efter Beliggenheden at flutte maa dette Sted være en af Klippe-Holmerne 
eller Derne ypderft ude i Kriftianiafjorden, f. Er. den ſaakaldte Triſteen, 
eller ogfaa felve Færder; men Navnet fjendes ikke nu længer. 

2) Sverres Saga, Gap. 114. 


Se ovenfor I. S. 889. 


— 


3 


— 


1190. Grit Jarls pludfelige Dod. 221 


fom der efter bans Fad et Nygte om at ban føude være bellig, og at 
Der brandt Lys over bans Grav. Dette benegtede Dog Hofffalden Blaft, 
og fvad et Vers derom, ja han gjorde fig endog den Umag at Digte en 
heel faafaldet Ervedraape eller Gravfang om Breidſkegg, i pvis Stev eller 
Omkvbad det bed, at der ved Frevsfpilderen Breidffegg, medens ban le— 
vede her påa Jorden, var lidet Godt, men megen Indbildſkhed '). 

Naret forud (1190), i Vidsrummet mellem VBartelgerne8 Undergang 
og Iborleif Breidffeggs Fremtræden, var Erif Jarl død under Omſten— 
Digheder, der gave Anledning til megen Omtale og allebaande Gjetninger. 
Han blev nemlig fog i Tunsberg; da Soygdommen tiltog, lod han fig 
bringe til Klofteret — fandfynligviis det Å Staden for ikfe lang Tid fiden 
oprettede St. Olafs Præmonftratenfer Klvfter 3) —, og antog Munke— 
Dragt; efter fem Dages Sygeleje Døde han; famme Dag døde ogfaa bans 
Huſtru, der hd Aaſa, og fem Dage derefter dere$ Søn Magnus. Dette 
faa mistænfeligt ud, og De flefte meente, at onde Folk harde førgivet Dem. 
Men bvilfe dDisfe ,onde Folk" vare, nævnes ikke. Nogle have derfor 
mistænfr Sverre felv for at bave ladet Erik forgive med Hufteu og Barn, 
ifær Da det umiddelbart derefter fortælles, at ban tog tilbage under fig 
felv Dele den Forlening Erik bavde bart, og fod den beftyre ved Sys— 
felmænd 3). Det fynes Dog underligt, at Sverre, bvis han ønftede Eriks 
Død, og virkelig var famvittigbedsløs nok til at fade ham rydde af Vejen 
paa en faa ffjendig Maade, fiulde have ventet faa længe dermed, da ban 
Dog tidligere bavde bavt den bedfte Lejlighed Dertil, ja endog, fom man 
ffulde formode, fun bavde bebøvet at anvife han en eller anden Urias- 
Poſt i Striden mod Hetlungerne, for at blive af med ham paa en 
fangt mindre mistænfelig Maade. Heller iffe erfarer man, at endog 
de meſt affagte Fiender af Sverre ſiden bebrejdede ham Deelagtig— 
bed i Brodermord, faa meget mindre fom Sverre neppe engang havde nor 
get at vinde derved, Da Erik, bvilfet Sindelag end ban og Sverre ind- 
byrdes nærede til binanden, Dog med Henfyn til fine politifte FInterrsfer 
paa det nøjefte var Ényttet til bam, og iffe mindre til Opretholdelfe af 
fin egen, end af Broderens politiffe Stilling maatte lade fig Det være 


1) Sverres Saga Gap. 116. 

2) Der var nemlig paa denne Tid neppe noget andet Klofter i Junsberg, og det 
nærmefte udenfor Byen var Hovedøens Klofter; did var det dog visfelig alt 
for langt til at den dodsſyge Mand Funde lade fig bringe derhen,  Klofteret 
omtales udtrykfeligt, fom det nedenfor vil ſees, i Beretningen om de danføe 
Høvdingers Nejfe til Palæftinas naar det var ſtiftet, vides ikke, men da 
det ikfe omtales ved Kong Valdemars Beſog paa Glotsbjerget 1165 (fe 
ovenfor S. 25), fan det neppe være ældre end den Tid. 


3) Sverres Saga, Gap. 115. 


222 Sverre Sigurdsføn. 


magtyaaliggende at fvæle Den Oprørsaand, der berffede i Viten, og mode 
arbejde de Stemplinger, fom der altid gif i Svang, hvorved ban faaledes 
blev den pualideligfte Vogter, Kongen ber funde indfætte 2). Af denne 
Grund falder ogſaa Mistanfen for Mordanftiftelfen nærmeft paa Vikens 
egne urolige, med Sverres Regjering ftedfe misfornøjede, og ivdelig paa 
Opftand ponfende Hoøvdinger, for bvem det maatte være meget ubelejligt, i 
Erik at have en aarvaagen og Dygtig Paapasjer. Naar man feer, bvilke 
Planer De fiden fmedede fammen, og bragte til Udførelfe under den liftige 
Nifolas Arnesſons Ledning, bliver en faadan Formodning, fom den ber 
udtalte, ej ufandfvnlig. Man unde endog friftes til at antage to andre 
af De meſt  anfeede VBirfebeinerhovdingers Dodsfald, der indtraf omtrent 
paa famme Tid, nemlig Haavard Jarlsføns, i 1189, og Ivar Selkes, i 
1190, ſtrar efter Eriks, for at bave været fremffyndt paa famme Viis og fra 
famme Kant; Der tales vel iffe udtryffeligt om noget ſaadant, men FJvar 
Selkes Død berettes Dog umiddelbart efter Erif$ paa en Maavde, fom om 
Fortælleren fatte begge disſe Dødsfald i Forbindelfe med hinanden *). 
Jo fleve Sverre miftede af fine troe, tapre og frigserfarne Hovdinger, 
dDefto førre Udfigt havde hans Fiender til at faa Bugt med bam. 


43. Korstog af Danffe Hevdinger i Forening med Ulf af Lauvnes. 


Naa Denne Tid talte Sverre endnu en anden af fine paalideligifte 


Veteraner, nemlig Ulf af Lauvnes, dog iffe ved Døden, men ved hans 
Udfart paa et Korstog, bvorfra ban ej fynes at være vendt tilbage. 
Dette Tog, der egentlig funde fige8 at Danne en Underafdeling, for Nor- 
dens Vedfommende, af det ſtore Hovedforstog i Anledning af Jeruſalems 
Erobring ved de Vantroende 1187, udgik vel nærmeft fra Danmark, men 





1) Ogſaa af Erik Jarl havde man endnu i 1622 et Brev paa AFfershuus, ud- 
ftedt til Fordeel for Hovedøens Klofter (der, fom man feer, holdt fig inde 
med alle Magthaverne, lige meget af bvilfet Parti de vare) om et Marke: 
ſtjel mellem den før omtalte Gaard Fraun paa Follo og Nabogaarden Bjarfa 
(nu Bjerfe). Det angives (viftnok urigtigt), at være ledfaget af et Be 
Eræftelfesbrev, udftedt af Kongen felv under hans Haand og Segl, med Be 
faling til Cagmændene i Oslo, Junsberg og paa Raumarife (Suhms Hifto- 
tie VIII. 223). Brevet er vel nu tadt, men Indholdet af felve Marke— 
fjellet er indført i et Dofument, fopieret i et Haandfkrift af den yngre Eidſivalov 
m. m. (Cod. Arnamagn. 309 fol.) og aftryft i Annaler for nordiff Oldk. 
og Hiftorie for 1846, S. 162, 163. Blandt Vidnerne ved Markeffjellet 
nævnes her ,Jhorgaut, Erik Jarls Sysfelmand," fire fongelige Huusfarle, 
hvoriblandt en „Erik Skald,“ og Asbjørn, Preft paa Fraun. 

Gfterat nemlig Eriks Dead og Lenenes JInddragning er omtalt, beder det: 
gu dernæft døde Ivar Selke.“ 


2 


— 





119i—1192. Korstog fra Danmark og Norge. 223 


Da Ulf og flere Nordmand toge en væfentlig Deel deri, ja biin endog blev 
dets egentlige Unfører, og Vejen desuden lagdes om Morge, maa dei 
ogfaa for Norges Vedkommende omtales, faa meget mere fom Beftrivelfen 
derover fynes at være forfattet af en Nordmand eller FJslænding *), vg 
fafter Lys paa Forholdene i Landet. - Ullevede ftrar efter Modtagelfen 
af Budftabet om Ferufalems Erobring bavde Pave Gregorius Den Sde 
udftedt et Opraab til alle driftne Fyrfter og Folk om at tage Korfet til 
dDen hellige Stads Frelfe, og ved Legater fendt Den omkring i De europæi- 
ſte Lande. Til Kong Knut i Danmarf fom de pavelige Legater med 
Skrivelſen, juft fom ban ved Juletid >) holdt et Rigsmode i Odenfe, bvor, 
fom det fynes, hverfen Kongen eller nogen af de Filftedeværende endnu 
vidfte det mindfte om den forgelige Begivenbed, og Derfor bleve Defto mere 
ftræfflagne og bedrøvede ved at erfare Den. Msbern Snare traadte ftrar 
frem, mindede om Dunernes fordums Stordaad i fremmede Lande, og 
opfordrede de Filftedeværende til at lade al fmaalig indbyrdes Tviſt fare 
og føre Vaaben i en førre vg ædlere Kamp. Hans Fale virfede, thi ef: 
ter Rigsmodet traadte femten af De fornemfte Mænd fammen, for nær- 
mere at overfægge, hvorledes Sagen føulde bringes i Gang, og de bleve 
enige om, for det førfte, ved almindelige Opraab, faavel i fom udenfor 
Kirferne, at faa den ftore Mangdes Iver opflammet for Dette Unlig- 
gende, dernæft at Toget, bvis det blev af, maatte ſkee til Sos, og at man 
derfor maatte udrufte en Deel Snekker, ſtikkede til en længere Fart. 


1) Dette Éan man fee deels af de norff-islandffe Former, hvorunder GStedsnavz 
nene anføres, (f. Er. Gauti, itfe Goti. eller Goti, Svein, itfe Sven o. f. v.) 
deels ogfaa af de ligefrem i det norffe Sprog citerede Ordſprog, fom bid- 
andi byr eigu, en brådr er andrödr, endog med Bogftavet 5, der fun ved 
Udgiverens Ufyndighed er blevet til d', ligefom og andre Ord og Navne ere 
forvanffede. Man feer tydeligt nok, at den, der forfattede Beffrivelfen, felv 
maa have været med, og navnlig paa Gven Jhorfilsføns Skib, men om 
han allerede var Éfommen med fra Danmark af, eller var en af de Nord- 
mænd, Ulf af Cauvnes fatte ombord paa de danffe Skibe for at gaa dem 
tilhaande, er uvift; det førfte fynes dog at være det rimeligfte. 

Suhm antager i fin Danmarks Hiftorie (VIIL. S. 153), at Rigsmødet, hvor— 
ved dette Geſandtſkab indtraf, ej holdtes førend 1188; men i faa Fald vilde 
for det førfte Opfordringen om at fæmpe mod de Vantroende ej være ud— 
gaaet fra Pave Gregorius, Der døde allevede 17de December 1187, men 
fra hans Eftermand Clemens; for det andet er det utænkeligt, at Budffa- 
bet om Ferufalems Indtagelſe 2den October 1187, da, efter mere end et Aars 
Forløb, føulde have overraffet alle fom en aldeles uventet Nyhed, bvilfet dog 
udtryffeligt figes (insolitå rerum magnarum novitate); bertil fommer og, 
at de flefte Unnaler henføre Hertug Valdemars Erhvervelfe af Riddervær- 
digheden til Uaret 1188, og denne VBærdighed tildelte Kong Knut ham 
felv paa et Mode i Roeskilde 2den Juledag; Knut var faaledes ikke den 
Juul i Odenfe. 


2 


— 


224 Sverre Sigurdsſon. 


Nogle Danffe, Gøter, Nordmænd og andre Nordboer I) vare faa ivrige i | 


at efterfomme Opraabet, der fandfynligviis ogfaa ftrar blev forkyndt i det 
øvrige Norden, at De endnu i 1188 fom affted, begave fig til Fris- 
fand, og fortfatte Rejſen i Forening med en frifift Flaade, til Hvile 
fen der fiden ogſaa flog fig flamffe og engelfte Skibez De udret- 
tede paa Vejen ſtore Bedrifter i Portugal mod de Bantroende, navn- 
fig bjalp de Kong Sando at indtage Gilves i WUlgarve, og fom i 
Qøbet af det folgende War til Palæftina, hvor de Deeltoge i Be— 
fejringen af Acre. Men hine bleve derimod iffe færdige med Ddereg 
Uvdruftninger, førend i 1491, og ffjont de alle femten indbyrdes ved Ed 
bavde forbundet fig til at gjøre Toget fammen, var det dog, Da det fom 
til Stykket, fun fem, Der bleve deres Løfter troe, bvoriblandt Aage, Søn 
af Stig Hvide *, Ulerander, en Syfteriøn af Erkebiſkop Abjalon, og Den 
forben omtalte Sven FIborfilsfon, Simon Kaaresføns Ben og Hjelper. 
De udruftede fire Skibe, ar hvile Mage og Ulrrander vare ſammen om 
et, De purige tre bavde hver fit. Men imidlertid bavde Ulf af Lauvnes 
med 200 Nordmænd taget Korfet, og forbundet fig til at gjøre Folge 
med dem, bvilfet de danſke Høvdinger, fom man fan fre, anfaa for en ſtor 
Fordel, paa Grund af Ulfs Krigserfarenhed, Dvgtighed i Somandſkab 
og Kjendſkab til Farvandene. Det ev allerede forben nævnt, at Ulf rime— 
tigviis bar været Befalingsmand i Nanafvlie; ber, ved den danſke Grændfe, 
funde ogſaa det almindelige Opraab i Danmark letteft naa bam; det er 
endog iffe ufandfynligt, at de pavelige Udfendinger felv have været i 
Kongebelle og prævdifet Korstog. Merkeligt er Det Dog, og vidner om 
ftor Iver for den bellige Sag, at Ulf, den gamle ivrige Birfebein, funde 
opervinde alt Nag mod Heflungernes og Varbelgernes Benner, de danſke 
Høvdinger, ja endog gjøre fælles Sag med Sven Thorkilsſon felv, Ver 
nælten unde anfees fom Varbelgerfloffens Stifter. Men Wsbern 
Snares velmeente Od, at indbyrdes Fejder nu maatte tilfidefættes for 
det ftore Foretagende, blev i det mindfte Der ærligt og oprigtigt fulgt og 
Religionens hellige Sag gjorde dem til Venner og Staldbrødre, fom 


1) Dette figeé udtrykfeligt af Bernardus Theſaurarius: Nordmænd, Gøter og 
øvrige Beboere af de Der, der ligge mellem Norden og Veften, firidbare 
Folk, høje af Vært, foragtende Døden, bevæbnede med Irer, og fejlende paa 
runde Skibe, der kaldes „Snekker,“ jvfr. Binifauf, II. 28. Men om dette 
Tog nævnes intet i vore egne Kilder. 

Denne Stig Hvide er vel den famme fom den i vore Sagaer omtalte Stig 
Hvitaleder i Staane, gift med Kong Valdemar den Iftes Syſter Margrete, 
og Fader til Ghriftina, der blev gift med den fvenffe Kong Karl Sverkesſon 
(Fagrffinna Gay. 213, Knytlinga Saga Gap. 93). Aage var faaledes en 
Syfterføn af Kong Valdemar. 


2 


— 


uer 


1191. Korstog fra Danmarf og Norge. 225 


hidtil havde været bitre Fiender. De danfte Stilte famlede fig ved Halg 

Jylland, bvorira De fejlede forbi Leo, og efter em haard Storm 
fom ind til Gyferøerne ved Indlobet til Gøta-GElven. Imidlertid havde 
Ulf tilligemed de norffe Korsfarere allerede ligget fænge i Konge 
Delle ?) og ventet paa Dem. Han blev Derfor faare glad ved at erfare 
deres Ankomſt til Skjærqaarden, begav fig firar ned til dem, bed Dem 
velfommen, og fog dem med fig i Land, med for Venligbed og Hoflighed, 
„ikke fom ubefjendte Fremmede, men fom Landsmænd og Deeltagere i Det 
famme Foretagende, og bhædrede Dem ved Gaver vg allebaande Fje- 
nefter.” Dagen efter fom ban fuldt udruftet og vejfefærdig ned, for nu at 
blive med fom Ledfager og Anforer. Af De Mænd, der vare i hang 
Følge, fordeelte ban de med Farvandene og Sfjærene meft befjendte om- 
bord paa de danſke Skibe for at lodfe dem fangs Norges Kyfter. Med 
gunſtig Vind fejfede man nu over Folden, og fiyrede mod FJunsberg. 
Paa denne Sejlads |tødte et af de danſke Skibe mod et Skjær, fan at 
Det nær havde forlitft og fun ved frore Anftrengelfer fom af. Ulf blev 
overmaade forbitret paa Den, ban havde fat til Lodg, og vilde have ladet 
ham bærge eller femlefte, men de Dunffe bade for ham, faa at han (lap. 
De fom beldigt til Funsberg, bvor nogle lagde til Bryggen, andre, fom 
helſt ønffede at undgaa Frængfelen af te mange Sfibe i Havnen, lagde 
fig fænger ude *). De befluttede her at efterfee og iftandfætte Skibene, 


1) Kongehelle kaldes ved denne Lejlighed civitatula, d. e. en liden By. 


2) Junsbera beffrives ved benne tejtighed heel noje. Gnfelte Dele af denne 
Beffrivelfe have ovenfor været gjengivne, men da det er af FInteresfe, at 
Fjende ben fuldftændigt, meddeles den her i fin Heelhed. „Havet,“ heder det, 
nindféyder her en dyb Bugt, og adffilter ved mange Bøjninger flere Der 
fra Faftlandet, af hvile een ved Navn Nøterø (her føal læfes Nioterey, 
ifÉe, fom den med Navnet ubefjendte Kirdymann bar læft det, Mocerei), 
ftræffer fig lige over for Byen, og ved fin Beliggenhed ſkaffer Byen dens 
Havn. Ved denne er der anbragt Brygger for Skibene. Der fiffes en 
ftor Mængde Saltvandsfiff, men paa Ferffvand er der Mangel. Byen ev 
temmelig folfjom ved Sommertid, formedelft den Mængde Skibe, der Fomme 
fra Ulverdens Kanter. Den har haderlige Inddyggere af begge Kjøn, ud: 
merfede ved deres Gavmildhed og Nundhaandethed i. at yde Almisfe, men 
det flamme Fylderi og hyppige Drukfenffab forftyrrer Hyggen i Gelffaberne, 
og giver endog ftundom Anledning til Blodsudgydelſe. Taæt ved Byen hæver 
der fig et Bjerg, ftejlt paa alle Kanter, ligefom den frerfefte Borg, man 
Fan iffe omme derop uden ad en enefte fmal VBej, og den er enda gjort 
ved Kunft, faa at, naar den tilluttes, er det neppe muligt for nogen 
Fiende at ſtorme Bjerget. Dverft oppe paa dette Encjfer en ſmukt bygget 
Kirke, indviet St. Michael, der med fine Gjendomme ernærer et Konvent 
af Præmonftratenferbrodre, der holder til i Byen. (Dette Konvent er Olafs: 
kloſtret, til hvilket altfaa, fom man feer, Michaelskirken oppe paa Bjerget 


Mund. Det norſte Folks Hiftorie. UIIl J 


226 Sverre Biqurdsføn. 


og Da de derved vilde fomme til at opholde fig lengere Tid i Byen, fandt 
De det bedt at fende nogle af deres egen Midte, ledfagede af Ulf, til Kong 
Sterre, der paa Den Sid juft var i Oslo I), for at gjøre ham deres Op- 
partning, og underrette ham om deres Erende, paa det at han ej ffulde mis— 
tænfe dem for fuigfulde Henfigter, hvortil der efter de fidfte Begivenheder 
visfelig var al mulig Anledning. Sverre tog færdeles venligt imod Ude 
fendingerne, bad dem forſikre deres Kamerater om fin VBelvilje, og on— 
ffede dem al Lykke par Toget. Da Skibene endelig vare iftandfatte, og 
en Deel nødvendige Indkjob gjørte, fortfatte de Rejſen, fremdeles under 
Ulfs Anførfel. Ved deres Afrejſe fra Byen ftimfede belte Mængden ned 
til Bryggerne, ønffede dem alt muligt Held, og alle qode Engles Beſtyt— 
telfe. Da de, efter at have habt temmeligt baardt Vejr, fom til Seløerne 
(ſtrax veftenfor Lindesnes), faftede de Anker, for at udbhvile fig efter den 
bavte Moje, og vverlagde tillige, om De ber ffulde oppebie qunjtigere Bind, 
for at drage videre, eller om de førft ffulde gaa til Bergen. Til dette 
raadede Ulf, deels fordi det, fom ban fagde, var nyttigt at høre Kong 
Sverreg erfarne Raad, og han ventedes juft til Bergen, deels ogfaa fordi 
han felv havde flere Stalddrodre der, og nødig vide forlade fin Herre fom 
en Flygtning eller uden at bave fagt bam Farvel. Ulfs Mening bifald- 
te8, de ſtyrede nord over, og fom uden Hindring til Bergen, hvor De lagde 
til ved Bryggen, og bvor, efter Landets Skik, „raſke Folk ftrar fom til 
med Fouge, droge Skibene til et befvemt Bryggeleje, og fortøjede Dem 
i af Haft med megen Fardighed 2).“ Kongen var endnu iffe anfommen 


hørte fom et Kapell, jvfr. Langes Klofterhiftorie S. 684). Neden for Bjer- 
get er der en Slette, færdeles behagelig ved fin Rigdom paa vellugtende 
Blomſter; den afgiver en befvem Plads faavel til at bygge fom til at iftand- 
fætte Skibe. De profectione Danorum &e. Gap, 9. 


1) Om Oslo heder det ved denne Lejlighed: , den er meget rig og folferig, den 
tredie af Nigets fornemfte Stader.“ 


Bergen beførives her faaledes: Den er ved fin fremragende Magt og Vel— 
ftand den meeft anfeede By i Riget, prydet med en fongelig Borg, og for: 
herliget ved Relikvier af hellige FJomfruer. Der hviler St. Sunniva, hvis 
Legeme heelt ev føriinlagt i Kathedralfirfen. Den er meget folferig og har 
Munke- og Nonne-Kloftre; der findes en faadan Masfe af Vørfiff, eller fom 
den Éaldes, Skreid, at den overgaar alt Maal og Sal, Der vil man fee en 
ftor Mængde Folk og Skibe, der allevegne fra firømme til, FJslændere, 
Grønlæntere, Englændere, Jydffere, Daner, GSviar, Gotlændere og endnu 
af andre Nationer, det vilde blive for vidtløftigt at opregne dem alle 
fammen. Ligeledes vil man fee en Mængde Honning, Hvede, gode Klæder, 
Selv og andre Slags Barer; der er Forraad nok, og man faar gjerne af 
enhver Sing, hvad man behøver.” Derpaa gaar Forfatteren over til at 
Elage over Drukkenſktaben, fom ovenfor anført, fe I. S. 1017. Den Borg, 
fom her nævnes, kan ej være Kongsgaarden, der ikke vilde være bleven Fal- 


— 





[3 
1191. Korstog fra Danmart og Norge 227 


til Byen, og de maatte vente i fængere Tid paa ham. - Dette havde nær 
givet Anledning til en Fornyelfe af de famme Scener, fom for fag Aar 
fiden havde fundet Sted. Sverres Udvarfler og Frufler ved Den Lejlig— 
bed havde nemlig ikke frugtet ftort: Fylderiet berffede endnu lige faavel 
fom før, og Havnen var opfyldt af Stibe fra de flefte Lande i Guropa, 
navnlig tydffe, bvis tidligere Bortviisning altfaa, fom det ovenfor ytredes, 
ej fan have hatt fynderligt at betyde. Det tar uundganeligt, at ved en faadan 
Forfamling af alftens fremmede Sofolk, der viſtnok alle efter Evne deel- 
toge å Svirelagene, maatte byppige Uordner forefalde. De danſke Kors- 
farere$ Muandffab funde heller iffe modſtaa Friſtelſen. En Nat, da nogle 
af dem, efter et faadant Driftelag, fværmede berufede om paa Gaden, 
mødte de en fornem Kone, og tillode fig Uartigheder mod hende; hendes 
Kedfagere fom hende til Forfvar, dette gav Anledning til Svætte og Slags— 
maal, Der greb videre om lig, indtil, fom Det ſiges, bele Byen omſider 
greb til Vaaben. Da fom en Deel anfeede Mænd, faavel Danfle fom 
norſke, til, fil de GStridende adffilte va bindrede Blodsudgydelſe; De, 
Der ved Deres ufømmelige Opførfel havde fremfaldt Slagsmaalet, maatte 
bøde, og til Forebyggelfe af lignende Ubekageligheder  befluttede de danſke 
Hovdinger beller at forlade Byen, og fagde fig for Vet forſte ude i Flore- 
paag, idet De fun ventede paa Ulf, der blev tilbage i Byen for at oppe 
bie Kongen, heel utaalmodig over at den bedfte Tid af Navet faaledes gif 
tabt. Kort efter indtraf imidlertid Sverre, da man mindſt ventede det — 
faaledes var hans Viis — og lagde fig med fine Skibe ganſke i Nar— 
heden af de Danffe, fljønt juit iffe i famme Havn, maaſkee ved Kleppe- 
fød. Allerede Natten efter fin Anfomft voede ban I en liden Baad, 
bvori der foruden han fun var to andre, ganffe fagte hen til de 
danſke Skibe, for nærmere at betragte dem, og med egne Øjne at udfpejde 
hvad der funde være af Vigtighed at iagttage. Dette var maaffee fun en 
Mring af bans fædvanlige Forligtighed og Lyſt til, perfonlig at under- 
føge alt, bvad Der foregif i hans Narhed, men ban havde her en fær- 
filt Opfordring til at være paa fin Poft; det funde nemlig neppe andet 
end forefomme bam paafaldende at fee de danſke Herrer, med hvis Ud— 
fendinger ban havde taget Afſked i Oslo, nu liggende ved Bergen, der 
var faa fangt ude af deres Vej, og Da Dette var faa fort efter Varbelger- 
Oprøret, og dertil Sven Thorkilsſon, Varbelgernes forrige Hjelper, felv 
var en af Unførerne, ej at tale om det Venſkab, Erkebiſkop Abfalon vifte den 
mod Sverre fiendtligt findede Erkebiſtop Erik, hvorom nedenfor: maatte man 
faaledes visfelig have al Grund til at frygte for, at det foregivne Korstog 


det castrum; bet maa være ,, Sverresborg," man feer faaledes vgfaa beraf 
af den var ældre end 1193, fe ovenfor S. 199. 


— 


228 Sverre Sigurdsføn. 


fun var et Skalkeſkjul for at rejfe en ny Oprorsflok i Norge. De, føm holdt Rat- 
tevagt paa De danſke Skibe, og iffe bavde Anelfe om, at det var Kongen 
felv, fom fad i Den lille Baad, der faaledes i Mulm og Morte freg fig om 
imellem dem, gave fig tilat ffjelde bam og hans Mænd for Tybe, o.a. D.; 
men ban fvarede Dertil nok faa blidt og roligt. Ved Samtalen vangnede 
flere "af De andre, og fom og for at fee bvad Der var paafærde; De fjendte 
Kongen, og bilfte ham arbodigt, til ſtor Forffreffelfe for Dem, Der havde 
ffjeldt ham ud. Da han merfede, at man havde gjenfjendt ham, føyndte 
han fig tilbage. Dagen efter lagde ban ind til Bergen. Sven Thorkilsſon 
blev imidlertid bange, og raadførte fig med Uff og fine øvrige Venner, 
bvad han føulde gjøre for at erhverve Kongens Filgivelje. De lovede at 
gaa til Sverre og indlægge et qodt Od for ham. Dette ffede ogſaa, 
og Sverre, der aldrig vifte fig uforfonlig, erflærede fig ſtrax villig til at tage 
ham til Naade. Dagen efter blev Eten felv fremftillet for Kongen, der 
modtog ban med Kya, og talte faaledes til bam: „Jeg fan, min gode 
Mand, ikke begribe, hvorfor du, ffjønt jeg aldrig har gjort Ddig felv eller 
nogen af Dine den mindfte Fortred, enten i Ord eller Gjerning, alligevel, 
uden mindfte Aarſag, bar villet fare faa fiendtlig frem mod mig uſkyl— 
dige Mand, at du endog bar ſogt at flille mig med Liv og Nige. Du 
fan iffe være uvidende om, at du Derved er fommen til at blive ffvldig i 
affte de Mænds Død, Der faldt med Etmon Kaaresføn. Men da Guds 
uforliqnelige Godhed, Der aldrig ophører, bar opvakt Dig, ffjønt uværdig, 
til at gjøre Bod for hvad du bar forbrudt, vil ogfan jeg tilgive Dig, fan- 
fom du mere bar forbrudt Dig mod Herrens, end imod ver Hojhed. Det 
fan nof være, at Vi, hbis Du tj var fommen til o8, havde taget en eller 
anden Straf over dig.” Derpaa vendte han fig til dDe øvrige Korstarere, 
vofte Dem for Dere8 gode Forfjæt, og indffjærpede dem Enigbed og Fore 
Dragelighed, idet ban anførte flere Sprog af den bellige Skrift. Han gav 
dem det Raad, at fægge Nejfen over Orfnøerne og overvintre der, fiden 
Sommeren allerede var føreden faa langt ben; bvilfet Raad Dog ej fandt 
almindeligt Bifald, da man, fom Det vil fres, ftyrede ned mod Den frififfe 
Kyſt for at gaa gjennem Kanalen. Da Samtalen var til Ende, ffjenfrde 
han dem Foræringer med fongelig Gavmildbed, og fød dem Desuden 
faa en heel Deel Levnetsmidler, faa at hvert Skib alene af Smør fil 
50 Lober. - Derpaa tog han Uffted med Dem, gav dem VFredskys, 
og udflettede ved fin venlige Ferd ethvert Spor af Frygt hos Dem, 
ja han vifte fig endog, om muligt, endnu venligere mod Sven end 
mod De øvrige. 

Korsfarerne ffulde nu Drage affted, men Ulf var endnu iffe ganffe 
færdig til at vejfe, Deels fordi han endnu havde noget at udrette for Kon- 
gen, deels fordi hans egne Anliggender førft maatte ordnes, og ikke gif ham 








1191. Korstog fra Norge og Danmark. 229 


efter Onſke fra Haanden. Han overlagde imidlertid med de Danſke om - 
bvorfedes de ſkulde indrette NMejfen, og hvor De belft ſkulde oppebie 
Dam. Det blev da beftemt, at de ffulde drage Den føndre Led, vg oppe= 
bie ham ved Stolmen. Did forføjede De fig ogſaa ben, vg ventede en 
Uge, ſtjont enfelte allerede vare utaalmodige, og vilte affted. Da Ugen 
var omme, og der blæfte en gunftig, frjønt vel ſterk Mordenvind, lode De 
fig iffe lenger bolde tilbage, uagtet Sven Thorkilsſon paa Det indffæn- 
Digfte bad dem endnu at vente paa Den erfarne Ulf, og foreboldt dem, at 
de indbyrdes havde forbundet fig til at holde Følge med binanden. Men 
det hjalp iffe, og alle fire Skibe rejite affted, fun Sven blev tilbage. Endelig 
fom Uff til Svend ftore Glode. Han ytrede at det endnu, medens Vin- 
den var faa heftig, egentlig iffe var raadeligt at vove fig ud paa Havet; 
men Da ban nødig vilde, at man ffulde antage bam og Sven for efterladne 
og alt for frygtfomme, erflærede ban fig villig til, heller at udfætte 
fig for Faren. Sten flettede da ftrar Anker; ULF fulgte noget fenere efter. 
Men formedelft Stormen og Søgangen faa Sven bverfen noget til ban, 
eller Dem, der Vare Dragne forud. Som en mere erfaren Sømand og 
fjendt med Farvandene, fom Ulf før Sven til dDet beftemte Sted 1), mer 
Deng Sven derimod udffod meget ondt af Storm og Sogang I to Dage 
og omfider maatte fade alt fafte ud for at lette Skibet, uden Dog at funne 
frelfe det, Da det fyldtes med Vand og braſt, hvorved mange omfom, og 
fun tredive, bvoriblandt Sven felv, frelfte fig paa nogle Panter, fom De . 
bandt fammen, og fom bhalvdove til Land paa den friſiſke Kvit, hvor 
nogle af Indbyggerne toge vel imod dem, andre Derimod vare grumme vg 
ubarmbjertige nof til at føille flere af de Sfibbrudne vid Livet. De ove 
rige Skibe havde været befdigere, nogle nagede Frislands Kyſt uden no- 
get Ubeld, andre havde dog maattet fafte alting ud for at frelfe Livet. 
De, der faaledes havde frelft fig, opſogte vg antoge fig De Stibbrudne, og 
Deelte fjærligt med Dem, Hvad de havde. De begave fig Derpaa med De 
reddede Skibe til Byen Stavern, hvor De raadfloge om de fremdeles flulde 
fortfætte Vejen til Søs, eller rejfe videre over Land. Det fidfte beflut- 
tedes med Stemmefleerbed, og Skibene med Redſkab og alt bvavd der ikke 
funde flyttes, bleve folgte, bvorefter Korsfarerne felv begave fig paa Baade 
op ad Nbinen til Keln, og derfra over Land, fra By til By, ad den al- 
mindelige Vej, indtil de nagede Venedig. Efter at bave udbvilet fig ber 
en Stund, og anftaffet fig Det fornødne til at fortjætte Nejfen, fragtede 


1) Hvilfet dette beftemte Sted var, angives ikke. Det fynes neppe at Funne 
have været Frisland, hvorhen de øvrige Skibe, fom det udtrykkeligt heder, 
fom mod deres Vilje, og man ſtulde derfor næften formode at det hellige 
Land felv her er meent. 


230 Gverre Sigurbsføn, 


«De et Fartoj, for at tilbagelægge Den øvrige Deel af Bejen til Søs. De 
maatte ogfaa paa Denne Fart Døje meget ondt, deels formedelſt Binter- 
ftovmene, Der oprorte Havet, deels ogſaa ved Skibsfolkenes Uredelighed og 
Sørøveres Angreb. Endelig fom de til det hellige Land (1192), men 
funde ej faa Deres Lyit, at Ffæmpe med de VBantroende, tilfredsftiket, da 
Kong Nidard af England netop havde fluttet fin befjendte treaarige Fred 
eller Stilftand med Saladin (7vde Septbr. 1192). Herved opnaaede de 
dog igjen den Fordel, over hvilken de gladede fig faare, at de ubindret 
funde beſoge de bellige Steder, ſtjont det gjorde Dem ufigeligt ondt, at 
fee de driftne Fanger å Jerufalem trælle i Lænfer under Hugg og Slag 
for De Bantroende. Men faafnart de I FJerufalem havde forrettet Deres 
Andagt ved Den bellige Grav, maatte de ftrar forføje fig ud af Byen, og 
gjorde, under Bedækning eller fnarere Opfyn af en Deel faraceniffe Trop— 
per, Det for Pilegrime fædvanlige Beføg til Jordan, hvorved de lede mer 
get af Hede og Torſt. Derpaa vendte de tilbage til Akre, hvor de havde 
en ny Fare at beftaa; Der var nemlig opftaaet ev beftig Strid mellem 
Græferne paa Stedet, og De efter. Kong Richards Afrejſe tilbageblevne 
Englændere 1). I den Fane, at De tilbagevendende Pilegrime vare Græ- 
tere, vilde Englanderne gride vg aflive dem, men fif Dog i vette Tid 
Jejltagelfen at vide, og fode Dem fare. Efter nogen Tids Ophold i Akre 
tiltvaadte De Filbagerejfen, da de formedeljt Freden intet mere havde her 
at gjøre. De toge forffjellige Veje. Nogle fejlede til Apulien, hvorfra 
de oder Land begave fig til Rom, og videre nord over. De øvrige lagde 
Derimod Vejen over Conftantinopel, hvor Kejferen, Iſaak Angelus, tog 
vef imod dem, og føgte ved Gaver og andre Benligheder at' overtale dem 
til at forblive i hans Fjenefte; men, beder det, Længfefen efter deres 
Huſtruer, Børn og Frænder afboldt dem fra at modtage dette Tilbud, 
og Da de havde befeet fig efter Onſke i Kejferftaden, droge de bort, effor- 
terede af Bæringer, og forfynede med Pasſe under det FPejferlige Segl. 
Efter en fjærlig Afſted med Væringerne ved Grændfen droge de igjennem Un- 
garn, bvis Konge, Bela HE, og Hørdinger modtoge dem bvenligt, til Sydft- 
fand, og Derfra hjem *). Om Uff af Lauvnes i det hellige Land eller paa 


') Denne Strid angives i Beretningen om Soget fom opftaaet , mellem Gra- 
ferne og Gnglændevne, fom det hed, formedelft den Fornærmelfe, Kongen af 
England have tilføjet disfe (nemlig Græterne) paa Sicilien.”" Det er imide 
tertid, hvad ogfaa Wilkens mener, (Geſch. der Kreuzzuͤge IV, 582, Not. 168) 
højft tvivlfomt, hvor vidt de nordiffe Pilegrime her have borte eller erfa: 
ret Forholdet rigtigt. Gandjynligere er det, at Striden eller GSlagsmaalet 
var en af de hyppigere, der forefaldt mellem Enalænderne og de FJndfødde 

3) Profectio Danorum in terram sanctam, udgiven førft af Kirdmann i Lå» 
beck 1684, fiden af Subm i 5dte Bind af Langebefs Seriptt. Rer. Dan. 








231 


119j—1192. Korstog fra Danmaré og Norge. 


Hjemvejfen var i Folge med de øvrige, omtales flet ikke. Viſt ev det 
fun, at ban fra denne Did af aldeles iffe omtales ved de Begivenheder, 
der forefaldt bjemme i Norge, og hvori han, om ban havde været tilftede, 
formedelft fin Stilling maatte have taget em fremragende Deel. Det maa 
faaledes anſees for fitfert, at han ej fom hjem, og enten ev han Da DØD 
paa Nejfen, eller bleven tilbage, og i faa Fald neppe andenfteds end i 
Gonftantinopel, Hvor endnu paa denne Tid faa mange Nordmand havde 
deres Tilhold, fornemmelig fom Bæringer. Det er ikke ufandfynligt, at 
en anfeet Mand fra Viten, ved Navn Reidar, befjendt under Navnet 
Reidar Sendemand, og fom fiden ſpillede en temmelig betydelig Nolle 
i de norſke Borgerkrige, har været i Følge met Ulf, og ved denne Lejlig- 


Som. V. S. 341—362. Tiden, naar denne Rejfe blev foretagen, angives 
itfe i Skriftet felv, men man fan af de enfelte Omftændigheder, fom lejlig⸗ 
hedsviis anfores, med temmelig Sikkerhed ſtjonne, at den maa have været 
den ovenfor angivne, nemlig ſaaledes at Opholdet i og Udfarten fra Norge 
føede i 1191, og Ankomſten til det hellige Land 1192. Det ev nemlig førft 
og fremft klart af hvad der fortælles om Sven Shorkilsføn og hans GSam- 
tale med Kong verre, at Korsfarernes Ophold i Norge var fenere end 
Simon Kaaresføns og Varbelgernes Fald 1190. Ut det ej var i dette 
famme Uar, fee deels deraf, at Sverre omtales fom opholdende fig i Oslo, 
bvilfet han neppe gjorde i 1190, deels, og fornemmelig, af den Omftændig- 
hed, at de ikke Fom til Palæftina førend efter Fredsflutningen 11925 og at 
de føulde have tilbragt over bhalvtredie Aar paa Rejfen, er ej tænteligt. 
Heller ikke fan man fætte det Hele et Aar fenere, thi deels var Gverre da, 
fom i det følgende vil feeg, paa en faadan Fod med Danmark, at danføe 
Korsfarere af høj Stand neppe Éunde. tænfe paa at lægge Vejen om Nor: 
ge, lige faa lidt fom Ulf vilde unde have gjort fælles Sag med dem, bdeels 
omtales Barbelgerfejden fom om den var i alt for frifft Minde til at ligge 
to Xar tilbage. Tiden for Filbagerejfen, L192, pasfer ogfaa netop paa det 
nærmefte Tidsrum efter Ridards Ufrejfe fra det hellige Land (9 Oct. 1192), 
da der endnu var flere Gnglændere tilbage, fom ofte laa i Klammeri med de 
Indfodde. — Uf den Omftændighed, at Uage, Stig Hvides Søn, fom oven: 
for viift, var en GSyfterføn af den 1182 afdøde Kong Valdemat, føulde man 
flutte, at Galfrid Vinifauf (Iter Hieros. I. 31, Fells Udg. GS. 271), mener 
juft ham faavel fom hans Ledfagere, hvor han blandt de JFyrfter og Hov— 
dinger der fom til Akre, ogfaa omtaler en Frænde (nepos) af ven danfke 
Konge faavel fom nogle danffe Magnater med 400 Daner. Thi det 
fynes utvivlfomt, at Galfrid her netop figter til det ovenfor beſtrevne 
Tog. Rigtignot fommer man da ved førfte Øjefaft i Forlegenhed med Ti: 
den, da det fynes fom om Galfrid henfører alle de opregnede Mænds An— 
Fomft til 1189, da Belejringen begyndte. Men man maa antage, at han 
her fun har udtrytt fig ffjødesleft, idet han paa eet Sted opregner alle dem, 
der efterhaanden indtraf, endog efter Belejvingens Ophør. Der Fan nemlig ej fig 
tes til hine Danffe, der, fom oven anført, tidligere droge hjemmefra, thi deres 
Untal udgjorde med Frifernes og andre nordiffe Folks 10,000. 


232 Sverre Sigurdsføn. 


bed traadt i Kejferen8 Fjencfte, hvorfra vi nogle Aar fenere ville fee ham 
vende tilbage fom Kejſerens Gefandt. 


44. Biffop Valdemar af Elesvig begiver fig til Norge og underftøttes 
Derfra mod Kong Knut i Danmark. 


Uagtet Sverre vifte fig nok faa forfenlig mod de dDanfte Mænd, der 
havde ftaaet hans Fiender Vi, faafnart han havde overbeviift fig om, at 
De havde fader alle ufredelige Henfigter fare, og alene havde deres Hu 
benvendt paa at befordre Chriſtendommens hellige Saq, var det Dog, Paa 
Grund af det fpændte Forbold, bvori ban ellers ſtod med Danerne, hus 
bvilfe hans Fiender, fom vi ville fee, fremdeles fandt Filbold og Med— 
bold, uundgaaeligt, at iffe ogfaa han paa fin Side, naar Lejligbed vertil 
frembed fig, ffulde øve Nepresfalier, om ban end iffe — hvad Omftæn- 
Digbederne bverfen tillode han eller Kong Knut, — fom i ligefrem Krig med 
Danmarf om Lensbøjbeden ever Vifen, bvilfet Spørgsmaal bvilede indtil 
baade Knut og Sverre vare Døde, og Knuts Efterfolger, den fejerige Valdemar 
IL, forſt fandt Tid og Lejligbed til atter-at blande fig i De norſke Anliggender. 
Kong Knut bavde allerede fænge været paa en ſpendt Fod med fin Frænde, 
Den ærgjerrige og urolige Valdemar, Søn af Kong Knut Magnusſon, vg 
Biſkop i Slesvig. Valdemar bavde I [ængere Tid beſtyret Sønderjylland 
med megen Anfeelfe; og vetragtede fig, fom Kongettling, uagtet fin gejſt— 
fige Værdigbed, lige faa nær til Tronfolgen efter Knut, — Hvis Denne, bvad 
Det faa ud til, ingen mandlige Urvinger efterfod, — fom Knut$ Broder, Her- 
tug Valdemar. Men da Knut efter dennes Myndigpeds Erøfæring og 
Udnæmnelfe til Hertug havde overdraget ham Beſtyrelſen af Sønderjylland, 
fvilfen i Den fenere Tid fædvanligvus den regjerende Konges Søn eller 
Broder bavde plejet at føre, vg fom VBiffoppen bidtil fun havre for 
reſtaget midlertidigt, farlænge Hertugen endnu var mindreaarig, Llev bin 
ej alene ærgerlig over at maatte fratræde Denne Beſtyrelſe, men begyndte 
ogfaa fnart,at blive ffinfyg over Den Krigerbæder, bans unge Navne alt 
mere og mere indfagde fig, Da Det nu neppe ftod til at betvivle, at Denne, 
og ingen anden, vilde fomme til at blive Knuts Efterfolger, hvorved hans 
egne Forbaabninger om Tronen ganffe maatte qaa vverftyr, bvis han ikke 
avd ulovlige Beje vilde tage fig til Rette. For en Mand med hans Ur 
gjerrighed og voldſomme Sind vafte dette Dog ingen fynderlige Betenke— 
figbeder, og ban begyndte Derfor at nærme fig Den tydſke Kejfer Hemne 
rif den Gte, der fom alle Kejfere af det bobenftaufifte Huus, ftod paa 
en meget fpændt Fod med de danſke Konger, Welferne& Venner. For 
Kejfer Henri var en Forbindelfe med en danſk Jronprætendent meget 
fjerfommen, og man faa fnart Beviis Derpaa, Da Valdemar ved Kejferens 
Indflydelfe blev udvalgt (1191) til Erkebiſkop i Bremen efter Hartvig, 





1192—1193. Biſtop Valdemar af Slesvig i Norge. 233 


fom paa Grund af fit Forhold i Striden mellem Kejferen og Den farifte 
Hertug Henrik Løve bavde maattet flygte til England. Valdemar for- 
bandt fig tillige med den farifte Hertug Bernhard, Markyrev Otto af 
Brandenburg, Grev Adolf af Holften og Grev VBernbard af Natzeburg; 
og bvad enten han nu frogtede Knut, eller fandt Det nødvendigt, i egen 
Perfon at ftaffe fig endnu flere Forbundne, begav ban fig med eet, og ganføe 
uventet, til Norge, bvor han paa mødrene Side ſkal have havt Frænder ), 
og bvor han nu fandfynligviis fandt en lige faa venlig Modtagelfe bos Sverre, 
fom dennes Fiender før havde fundet i Panmarf. Uf Yvad der fenere paa- 
fulgte, erfarer man, at Baldemar famlede en Flaade i Norge, og Da man 
panffeligt fan antage, at Dette funde free uden Sverres Medvirkning eller 
i Det mindjte Tilladelſe, bliver det højtt fandfynligt, bvad og en tydſk Fortat- 
ter 2) fortæller, at Sverre felv ftod Valdemar bi. Det har foaledes lyk— 
fet8 Denne at drage Sverre ind i Forbundet mod Kong Knut og Hertug 
Valdemar. Sverre havde jujt nu et fort Pufterum, hvori han var fri for 
udvortes og indvortes Krige og funde faaledes bruge fine Folf og 
Skibe udenfor Landet. Dy efter alt det Uvenſkab, der viftes ham fra 
Danmark, ifær af Erkebiſkop Abſalon, der, faa længe han levede, kunde 
betragtes fom Den egentlige Leder af Danmarks Politik, vg i den beftige 
Strid, fom nu var vpftaget mellem Sverre og Gejjtligheden, lagde hele fin 
Indflydelſe i Vegtſkaalen for at bevivfe Sverres Nederlag og Undergang, 
er Det iffe at undres over, at ogſaa Sverre nu greb den Lejtighed til at 
ydmyge den Danffe Konge og Regjering, fom et Forbund med bine mæge 
tige Fiender fyntes at ville aabne ham. Valdemar ffal og have beføgt - 
den fvenffe Kong Knut, Sverres Svoger 3), og ligeledes faat ham ind 


1) Dette nævnes udtrykfeligt hos Cypræus, Ann. episc. Sleswic, p. 208, uden at man 
dog nu Éan paaviſe, hvilke disſe mægtige Mødrenefrænder"' have været. Af Pave 
SFnnocentius III's Brev (IL. 335), fees det, at Valdemar var fød i dobbelt Egte— 
feabsbrud, følgelig at hans Moder ej var Knut Magnusſons retmæsfige 
Huſtru, den fvenffe Kong Sverfes Datter. Her fan man heller itte, med 
Subm, gjette paa Dronning Jngerids Børn i Norge, thi disfe vare Sverz 
res meft affagte Fiender, fornemmelig Nifolas Arnesføn, der juft nu paa 
denne Tid begyndte at gjøre allehaande Stemplinger imod ham, 

Urnold af Luͤbeck IV. 16. 


Rykloſters Unnaler (Langebef I. S. 164) angiver udtrykfeligt, at Baldemar 
1192 begav fiy til Norge, hvorfra han vendte tilbage med 35 Langffibe. 
Oyfaa de ist. Unnaler berette, at han 1192 flygtede frå Danmark, uden 
dog at tilføje ,,til Norge.” I de esromffe Unnaler ftaar at han flygtede 
fil Regem Sveciæ. Dette Éunde maaffee være Skrivfejl i Stedet for yRegem 
Sverum* (Song Sverre); men da Arnold af Luͤbeck I. c. udtrykfeligt næv= 
ner baade den norffe og den fvenffe Konge fom dem, der ydede ham Hjelp, 
og Knut desuden var Sverres Svdoger, bliver det højft fandfynligt, at den 
urolige Mand ogfaa opføgte ham; ja maaffee at han endog opholdt fig den 


N 
— 


— 


234 Sverre Sigurdsjøn. 


dragen i Forbundet. Med en Flaade af itfe færre end 35 Kangitibe, 
enten fra Norge alene, eller baade fra Sverige og Norge, vendte Valdemar 
det følgende Aar (1193) tilbage til Sønderjylland, og antog Vitelen af 
Danmarks Konge, paa famme Tid fom Grev Adolf af Holften gik over 
Gideren med en ſtor Hær og berjede Landet lige til Slesvig. Men Val- 
demar lod fig af faafaldte Benner forlede til at aabne Underhandlinger og 
føge en perfonlig Sammenfomft med Kongen paa Brønlund Slot ved 
Yabenraa. Her blev han, uagtet han vimeligviis havde faaet Lejde !), 
greben af Hertug Valdemar (Sde Juli eller 2den Uuguft), og bragt til 
Nordborg Slot paa Als, hvor han blev holdt i haardt Fangenffab i fem 
Aar, og derfra bragt paa Sjøborg paa Sjæland, bvor ban bhenfad i ni 
Aar, faa at det altfaa for det førfte var forbi med hans Fronpræten- 
Dentffab. De norffe Krigere, der havde fulgt Valdemar, og nu, da han 
var tagen til Fange, itte havde mere i Danmark at beftille, vendte rime 
ligviis firar tilbage *), om de iffe allerede vare vendte tilbage før, da Efter— 
retningen om Øyeffeggernes UAnfomft til Viten, hvorom Der firar neden- 
for ffal bevettes, fnart maa være fommen til deres Kundffab.  Ogfaa 
Grev Adolf vendte, efter at have modtaget det overraffende Budſkab om 
Valdemars Fængfling, tilbage til Holften; og faldte Markgreven af Bran- 
denburg til Hjelp, Da Det bed at Kong Knut vilde hevne den lidte Skade 
ved et FIndfald i hans Lande. Da Knut iffe ſtrax vifte fig, drog Mart- 
greven bjem igjen, men fort efter fom Knut, og Adolf bad nu om Fred, fom 
han fil imod at betale 1400 Mkr. Penninge 3). Saaledes fom Der intet 
ud af det hele Anſlag, fom Valdemar med faa megen Fver bavde føgt at 
bringe i Udførelfe. J Stedet for at blive ydmyget, eller endog ſtodt fra 
Tronen, frelfte Kong Kuut fig fejervig, og med ufvætket, ja endog forøget 
Magt, ud af den truende Fare. Hvis Udruftningen fra Norge flede ved 
Sverres egen Foranftaltning, da var Dette det førfte og fidfte Forføg, han, 
idet mindife aabenlyft, gjørde paa at blande fig i Danmarks Unliggender. 


længfte Tid af fin Fraværelfe fra Hjemmet i Sverige, eller i alle Fald paa 
Grændfen, deels i Kongehelle, deels i Ljodhuus eller i den Elven nærmeft 
liggende Deel af Veftergøtland, og at hans Flaade udruftedes i Elven. Be— 
vetningerne om alt beite i de ældre Annaler ere faa Forte og mangelagtige, 
at man maa flutte fig til meget; de vidløftigere Beretninger, meddeelte i 
UnmerÉningen til Udg. af Arnold af Lubed S. 411, grunde fig paa fenere 
Optegnelfer og ere derfor mindre paalidelige. 

1) Gypræus (L. c.) figer udtryffeligt, at Baldemar havde bortfendt fine Hjelpetropper. 

*) Granz (Dania VIL 7) og Gypræus fige udtrykkeligt, at Valdemar havde 
faaet Lejde, og det vilde ogfaa have været alt for uforfigtigt af ham, under 
de daværende Omftændigheder at føge Kongen uden Lejde. 

3) Arnold af Lubed I, c. 





1192 — Dyeffeggernes Opftand forberedes. 235 
45.  Dyeffeggernes Dorørsflok fremftaar. 


Der forberededes nemlig paa den Sid en ny Opftand mod Sverre, 
farligere end alle de, ban bidtil fiden Magnus Erlingsſons Fald havde 
bavt at befæmpe. Den Mand, der nævneg fom Hoved-Oppavsmand til dette 
Anflag, var Halfell Jonsſon, der nu var gift med Ragnhild, Magnus 
Erlingsſons Syfter, og altfaa visfelig Dennærmefte til at hevne hans Død. 
Han havde vel underfaftet fig Sverre, ja endog modtaget Lendermands- 
Navn og VBejtfle af ham, og det funde derfor fynes, fom om Sverre ikke 
havde mere at frygte af ham; men Hallkell havde allerede før viift, at 
bøjtidelige Løfter og Eder ej vare ham fynderlig hellige, og nu ophidfe- 
Des han DdDesuden, fom man maa formode, fær af fin egen Huftru, 
Ragnbild, og Den intvigante Nikolas Arnesſon, hvilken i det mindfte 
Sverre felv fiden efter gav Skylden for dette Oprør, foruden en Del 
andre, der, fom det hever, lagde Maad op fammen med Halltell. 
Blandt disfe nævnes førft og fremft den oven omtalte Sigurd, Erling 
Jarls uegte Søn, fædvanligviis kaldet Sigurd Farlsføn:  CSverre 
havde, fom ovenfor berettet, taget ham til fig og viift ham megen God— 
bed, men dette bindrede bam dog ikke fra at lægge Raad op mod Sverre 
med Halltell og Ragnhild. En tredie Medfammenfvoren var Olaf, en 
Svoger af Harald Jarl paa Orfnøerne, fædvanligviis faldet Olaf Farls- 
maag. Han bavde ftore Gjendomme paa Hjaltland, - hvor han maaftee 
hørte bjemme, men opholdt fig om Sommeren 1192 i Bergen, hvor vg- 
faa Kongen felv var, men hvor Unflaget Ddesuagtet fynes at have været 
udilæffet. En Sronprætendent, fom de unde opftille, fandt Vei den tidligere 
(S. 185) omtalte Sigurd, Søn af Kong Magnus og Gyrid Aslafsdatter. 
Denne, der fun var en Dreng, havde i den fidfte Vid været opdraget hos 
Hallfell og Ragnhild, men nu overdrøge de hans Opfoftring til Olaf Jarls- 
maag, for at han funde tage ham med fig til Øerne, hvor Oprørsfloffen 
ſtulde ſamles. Olaf var ofte fammen med Sverre, og talte med ham, 
for at ban ej feulde fatte nogen Mistanke. Men Sverre var dog alt for 
øvet Menneffefjender, og iagttog for nøje alt bvad der foregif om ham, 
til at han ej ftulde have merfet noget Uraad, dog fod han fig iffe merke 
med noget, førend Olaf fidfte Gang var hos ham før fin Ufrejfe. Da 
kunde han iffe afbolde fig fra at fige: ,du, Olaf, burde være mig tro." 
Hvorfor figer I det, Herre," fpurgte Olaf. Kongen, der havde en Kniv 
i Haanden — ban fad vimeligviis til Bords — fvarede ikke ligefrem 
paa Spørgsmaalet, men ſtak foran fig med Kniven, og fagde: ,vore Uven- 
ners Fylgjer fværme nu nær om 08.” Da Olaf gif ud af Stuen, fom 
Drengen Sigurd fødende imod Ham, og der undflap da Dlaf disfe Ord: 


236 Sverre Sigurdsføn. 


der vare Vi nær fomne Å Klemme, Fofterfon" Han tog ham Derpaa 
med fig til Hjaltland, hvor De tilbragte Vintren. 

Vaaren efter (1193) begav Olaf fig med Sigurd fyd til Ørtnøerne, 
hvor Harald Jarl tog venligt imod dem. Kort efter indtraf ogſaa Hall- 
fell Jonsføn med et vel udruftet Langiffit. Han havde foregivet, at han 
vilde Drage vefter i Viking, et Paaftud, fom paa Den Vid neppe funde 
finde fynderlig Filtro, men om Sverre end gjennemftuede hans Forjæt, 
var Det Dog vanffeligt for bam, paa Den blotte Mistanke at forebygge 
dets Udførelfe. Hallkell og Olaf anbodt nu formeligt hos Jarlen om, at 
ban vilde unde Denne Søn af Kong Magnus, fom de her havde med fig, 
nogen Biftand. Dertil var Harald Jarl ogfaa ftrar villig, og ſtjenkede 
iffe alene felv Sigurd et Langffib, men gav ogſaa alle i fit Jardømme, 
der vilde, Filavelfe til at tage Fjenefte hos Hallfell og Olaf. Som 
Bevæggrund bertil anføres fun, at Kong Magnus havde været en flor 
Ben af ham, men Det fvnes Dog, fom om han maa have havet em mere 
færegen Grund til at ville ffade Kong Serre, Da Det ellers ev vaniteligt 
at forftaa, Hvorfor ban vildefærte figi faa ftor Befoftning og Dertil blotte 
fit Land for Krigere paa en Tid, Da han filv neppe flod paa nogen fyn- 
derlig god Fod med Den ffotffe Konge, og enda hvert Øjevlif havde Un- 
grev af Harald Den unge, Erik Slagbrelles Søn?), at befeygte. Det 
tigger ber nærmeft at antage, at Harald den unge allerede ſtod i Unver- 
bandfinger med Sverre om at vorde forlenet med Halvdelen af Derne, 
og at Sverre maaſkee bavde givet ham Jilfagn derom, faa at Harald Jarl 
ved at bidrage til Sverres Undergang haabede paa Den eftertrykkligfte 
Maade at funne berøve fin Medbejler Den Hjelp, han havde i vente fra 
Norge. Vilſt ev Det, at Sverre virkelig overdrog Harald unge den halve 
Fuel af Oerne; det omtales vel ifte, førend ved Aaret 1197 eller 1198*), 
da Harald føgte at gjøre fin Fordring gjeldende, men Vette hindrer ikke, 
at Overdragelſen fan være fleet før, og det er endog det rimeligfte, at 
den maa være feet tidligere, da Sverre neppe bar funnet indlade fig der— 
paa efter den formelige Fred, han, fom vi nedenfor ville fee fluttede 
med Harald Jarl efterat Det Opvør, vi her omhandle, var dampet. 
Forholder Vet fig altfan faaledes, at Sverre bavde givet Harald unge Jarls— 
navn, eller, 0018 han allerede tidligere havde faaet Dette, Va i alle Fald 
overdraget han Den Halvdeel af Oerne, paa bvilfen ban efter fin Morfa- 
den Nagnvald Jarl gjorde Fordring, bliver Det fet at forftaa, bvorfor 





1) Se ovenfor S. 41, 42. 

2) Nemlig af Roger Hoveden, Savile, S. 767, jvfr. Fordun. I. S. 512 og 
Orkn. Saga, 6. 406.  Herom vil der nærmere blive talt nedenfor, hvor 
Orknoernes Unliggender omtales. 


7 
V 
— 





1193. SØyeffeggernes Opreröflok. 237 


Harald Maddadbsføn fod fig Vet være faa magtpaaliggende, at bjelpe til 
Opftanden mod Sverre. Den af bam givne Filladelfe benyttedes af en 
Mængde Ørknøinger vg Hjalter, der ffareviis ſtrommede til Sigurd, fvore 
ham Froffabsed og gif bam til Haande, efterat ban førft havde mod— 
taget Kongenavn af Hallfell og Olaf. Disfe udruftede nu det fornødne 
Antal Stibe, i alt, fom det fynes 23"), og fejlede afſted i Vegyndelfen 
af Sommeren. De fatte lige over til Norge, og toge, ftrar De fom under 
Koſten, Vejen øfter til Viten, hvor de I ftørfte Haſt ſtyrede ind til Tuns— 
berg. Her fom de ganffe uventet. Jon, em Syfterføn af Sverre, fom 
fna der med en Deel Birfebeiner, førte vel at gjøre dem 'Modftand, men 
faldt med mange af fine Folk, Mandt dem Helge Bring, Ver tidligere havde 
været Kongens Merfesmand.  Derpaa tilftevnede de Haugatbing, og lode 
Siqurd tage til Konge. Siden drøge de ind til Oslo, og Derfra videre 
rundt om i Viken, bvor Fndbyggerne overalt underfaftede fig dem. Sande 
fonliqviis fandt de Viken temmelig blottet for fongelige Tropper, da en 
ftor Deel af disfe juft paa denne Tid maa bave været ude pra Toget 
med Biftop Valdemar. Denne Omftændighed i Forbindelfe med Indbyg— 
gernes Forfjærligbed for Kong Magnus og hans GE, bar viftnof meget 
fettet Deres Fremgang, ifær da de fore fredeligt frem mod Bonderne, og 
fode enhver beholde fin Gjendom uforftyrret. Herved fom Dde imidlertid 
fnart i Forlegenhed for Penge og Levnetsmidler, Da Deres Untal var ftort, 
og De Dog endnu fun fik lidet eller intet af Landet. De grede da til den 
Udvej at føge ned til de danſke Farvande, og der (kaffe fig paa Vikinge— 
viis, hvad de behøvede.  Muligt, at de endog have havt til Henfigt, at 
opſoge og angribe De norffe Langffibe, der vendte tilbage fra Slesvig. 
Der tales dog iffe om noget faadant Sammenftød, Derimod fom de lige 
ned til Travemünde, bvor dDe tore et Kjobmandsſkib, Der havde en over 
ordentlig rig Lavdning, fornemmelig af Klæde, men ogſaa en heel Deel 
Guld og Sølv. Med vdette vige Bytte vendte De om Høften tilbage til 
Norge og tillagde fig nu, ftolte af deres nys erhvervede Rigdomme og præge 
tige Klæder, Navnet Gullbeiner, i Modfætning til Birfebeinernes beftednere 
Navn.  Sdvanligviis faldte man dem Dog fimpelt hen Øyeffeggerne 
Q. €. Øbverne). 

Sverre var i Throndhjem, da ban fit Efterretning om at Denne Flok 
havde viijt fig ved Funsberg. Han fendte ftrar en Deel Krigsfolf over 
Land ned til Viken, for at forfterfe de Hovdinger, der allerede forben vare 
Der, eller, fom det viftnok rettere burde hevde, hvor de Hovdinger, Ver 


Glaget i Florevaag (13 Sfibe) famt Untallet af de Skibe, der vare borte 


| 
1) Dette fan man flutte af hvad der nedenfor berettes om deres Styrke i 
| (8 i Sogn og 7 i Stavanger.) 


| 


| 


| 





238 Sverre Sigqurdéføn. ; 


bavde ledfaget Biftop Valdemar, tmidlevtid vare komne tilbage. Da det 
erfaredes, at Oyeſkeggerne ligelede8 vare fomne tilbage fra deres Krudstog 
og havde fandet ſydligſt i Viken, famlede Birfebeinerne fig i Sarpsborg. 
Bfandt deres Anførere nævneg ved Denne Lejligbed Kongens egen Søn, 
Sigurd Lavard, hans Syfter Cecilias Søn af hendes førfte Forbindelfe med 
Foltvid Laqmand, Haafon Galen, der nu for førfte Gang omtales, Phi- 
tip, en Søn af den oftere omtalte fvenffe Jarl Byrge Brofa og Kong 
Sigurd Munds Syfter Brigida ), Peter Steyper, Sverres Halvfyfterføn, 
og Hjarrande Hvida. De havde Dog tilfammen ikke ftørre Styrke end hen- 
ved bhalvfjerdehundrede Mand *), og da Øyeffeggerne børte dette, føyndte 
de fig ftrar imod Dem, fejlede op ad Glommen lige til Savpen, gik op paa 
Sletterne udenfor Byen, og opftillede fin Fylting. Da Birfebeinerne faa, 
hvor ftor en Styrke Øyeffeggerne havde, vovede de ikke at holde Stand 
imod dem, men toge Flugten op i Landet, forfulgte et Stykke Vej af Øyefteg- 
gerne, der dræbte flere af dem. De fandt nu iffe længer nogen Modſtand 
i Bifen. Her fom ogfan Sigurd FJarlsføn til dem. Da det i Sagaen 
beder, at han lob over til dem fra Birfebeinerne, maa man formode at 
Sverre, uden at ane at ban var I Ledtog med Oprørerne og fjendte deres 
Planer, enten har fendt ham ned til Bifen med de nys omtalte Tropper, 
eller har ladet ham Deeltage i Toget med Valdemar, og at Sigurd fiden 
har pasfet fit Snit til at flippe fra Birfebeinerne og gaa over til Øyez 
fteggerne, bvilfet neppe var forbundet med nogen Vanftelighed. Da Sig: 
urd var en forffandig Mand, og dertil Farbroder af Flokkens ſaakaldte 

Konge, blev ban ſtrax en af dens Hovedanførere 3). | 





46. Øyeffeggerne i Bergen. Sverre overvinder Dem i Florevaag og tilintet 
gjør deres Flok. 


fænger ud paa Hoſten droge Oyeſkeggerne til Bergen. Byen felv 
toge De ſtrax i Beſiddelſe, men Borgen, hvori der laa en ſterk VBefætning 
af Birkebeiner, under Befaling af den paalidelige Sigurd Borgarklett, 
forfvarede fig tappert mod Øyefteggernes gjentagne Ungreb. Disſe Un- 
greb ffede Dog meftendeels fun ved Stud; Befætningen fred igjen, og det 
var da fom ofteft Øyeffeggerne, Der fom til fort. Gaaledes gif hele Bin 





1) Da Philip heller iffe førend nu omtales fom ftaaende i Sverres Ijenefte, I | 
hvilfen han fiden efter forblev, bliver det højft rimeligt at han er Fommen 
med de foenffe Krigere, der underftøttede Biffop Baldemar. Hans Fader, | 
Byrge Brofa, flog altfaa nu, fom man feer, ei længer Brag paa Glægtffa- 
bet med Sverre. 

2) Flatøbogen nævner 3 Hundreder, d. e. 360. 

3) Sverres Saga Gay. 118, 19. 





1193 -1194. Oyeſkeggerne i Bergen. 239 


tren hen (1193—1194), uden at det lykkedes dem at indtage Borgen. 
Som et Beviis paa dens Forfvarere8 Ugtpaagivenhed og Duelighed for- 
tælles der, at en Helligdag i Begyndelfen af Langefaften, da Olaf FJarla- 
maag lydde Mesſe i Olafsfirfen paa Bakkene, men ftod udenfor ved Ind— 
gangen, med Haanden paa Dorſtolpen, føød en af Birkebeinerne i Borgen 
efter ham med en Laasbue, og traf hans Haand faa qodt, at Brodden 
ftod faft i Stolpen. Men funde Øyeffeggerne end iffe indtage Borgen, 
benyttede de dog Jiden til at underlægge fig famtlige Fylker lige til Stad, 
med alle fongelige Skatter og Skylder. Derved maatte de dele Deres 
Styrke, idet nogle fendte8 paa een, nogle paa en anden Kant, i de for- 
ffjellige Svfler, men de troede at det ej havde nogen Fare, da de ej ven- 
tede Kong Sverre førend langt ud paa VBaaren. - Heri forregnede de fig 
Døg. Sterre havde tilbragt Vintren i Throndhjem, hvert Øjeblif forbe- 
redt paa et Angreb af Øyeffeggerne, bvorfor han og havde forfterket fig 
med Ledingsfolk fra Herederne, der den hele Vid maatte ligge paa Vagt 
ude i Gildeffaaferne. Men da Langefaften fom; vg man endnu iffe faa 
noget til Fienderne, bejluttede Sverre at forefomme og overraffe dDem. 
Han fejlede derfor affted med 20 Skibe, af bvilfe ingen var ftørre end 
Tyveſesſer, men flere endog mindre, og ſkyndte fig faa, at Øyeffeg- 
gerne iffe fik mindſte Nys derum, førend han ej havde langt til Byen. 
Dette var Dagen før Valmeføndag (den Upril). Af Hovedanførerne 
var fun Hallfell Jonsføn og Olaf Jarlsmaag tilftede; de holdt firar 
Huustbing, og Olaf opfordrede de Filftedeværende til at raadflaa om, bvad 
man ffulde gjøre, fiden man ftrar funde vente et Angreb af Sverre: om 
De ffulde oppebie dette Angreb, eller føye at undgaa det, Da faa for en 
Deel af deres Styrke var borte; Sigurd Jarlsſon var nemlig i Stavan— 
ger med fyv Skibe, og Eyſtein Korp, em anden af deres Høvdinger, med 
tre Sfibe i Sogn.  Hallfell Jonsſon meente dog, at de havde Styrke 
nok til at vove et Slag med Sverre, naar Dde blot iffe fattede8 Raad, 
eller Lytfen aldeles var dem ugunftig. „Hidtil,“ fagde han, „har det fore- 
fommet mig, fom om det ifær var Maadfnilhed, der manglede dem, der 
fæmpede mod Sverre; derfom vi nu vogte os, og ikke fare ubefindigt 
frem, ville vi nok vinde Sejr; men det gjelder ogſaa at vife Befindighed, 
ellers vil det neppe gaa os bedre end de pvrige” De flefte vare enige 
med Hallkell, og ytrede Lyft til at lade det fomme til Slag. Dette blev 
Da befluttet, man git til Stibene, vigghrdlede dem og gjorde dem Hare 
til Kampen, og lagde derpaa feent om Aftenen ud til Florevaag, hvor de 
bleve liggende om Natten. Samme Aften, efter Solens Nedgang, fom 
Sverre lige i Nærbeden af Byen, Han fod fine Stibe ro ud til Grav- 
dal, men begav fig felv paa en Stude ind til Byen, landede ude ved Hol 
men, og gif forbi Chriſtkirken, hvor ban fik høre at Biftop Paal juft famme 


240 Sverre Sigurdéføn. 


Dag var død, og Liget indfat i Kirfen, op til Borgen, for at faa en 
Deel af Befætningen afgiven til Forftertning. Det kunde fynes noget 
dumdriftigt, at ban med faa faa Folk vovede fig ind til Byen, men han 
bade, figes Der, faaet Den nøjefte Befted om alt hvad Øveffeggerne toge 
fig til, og han vidfte vel ſaaledes, at ban intet havde at frygte af dem. 
Han blev iffe fænge i Byen, men roede, da han havde udretter fit rende, 
ftrar ud til fine Stibe, fom han nu [od fægge ud til Hvarven, lige over 
for den fiendtlige Flaade, og neppe en Fjerdingvej fra Dem. Efter fin 
fædranlige Viis roede Sverre felv i Matten$ Morte pan en Baad over 
til Florevaaq, for at udfpejde Fiendernes Vagter, og lytte til deres Sam- 
tafer. - Han var ogſaag heldig nok til at fan hele deres Ungrebsplan at 
høre, juft fom de Unforende raatfloge derom. De vilde begynde Ungrebet 
i Lysningen nætte Dag. Mit Raad," fagde Hallfell Jonsføn, ,er at tenge 
vore Skibe fammen, thi Da ville vore Folt fæmpe meſt uforfagt. Vi 
bør begynde med GSteenfaft, faa længe vort Forraad af Stene ſtrakker til; 
derefter ffulle vi tage til Sfudvaabnene, og endelig, naar De ere opbrugte, 
fætte ind paa Dem og begynde Haandgemæng, faa De fiulle hufte det. Da 
vil Sagen fnart være afgjørt, naar fun endver bruger fig fom ban fan; 


for øvrigt raade Gud.” Da Sverre havde hørt Vette, røde han tilbage 


til fine Mænd, og fortalte Dem om Oveffeggernes Plan. „Jeg tror dere 
for," fagde han, ,at vi gjøre bedt i at forefomme dem, og angribe dem 
ftrar, førend de endnu vente det. Om det enda iffe er lyit, naar vi 
fægge imod dem, føulle vi, for at fjende vere egne Skibe fra Fiendens, 
fnytte et bvidt Læredåbannd foran paa Etavnen. Det gjelder ifær at 
pasje os ved Det forſte Angreb, da deres Skibe eve faa meget bojere end 


vore; vi ffulle derfor holde vore Skibe faa vidt muligt fra binanden, faa 


fænge Fienderne endnu ere i den førfte Hidfighbed, og I føulle da fun 
føge at dakke eder, og lave dem kaſte fine Vaaben fra fig, medens I 
dDerimod fpare eders Vaaben og vogte eders Aarer, thi begge Dele 
ville vi trænge til, bvo der faa fejeer.” Sverre havde i alt 20 Skive, 
alle temmelig fmaa, Oyeſkeggerne 13, men de flefte ftore. Sandſonligviis 


har da Oyeſkeggernes Folkeſtyrke udgyjort omtrent 2000 Mand, Sverres 





— 
or ng 


— ————— 


derimod neppe flere end 1200. Sverre bleb Dog ikke færdig med fine — 


Forberedelfer, forend Ddet allerede gryede af Dag, (Palmeſondag den Z3die | 


April) og Øveffeggerne, Der havde ligget uden Fjeld om Natten, losnede 


Randtougene og vvede ud af Vaagen. De lagde Kavel-Liner imelfememSki- 
bene baade for og agter, ogroede alle frem jevnfides for at opføge Sverre. 


Men da Det endnu var mørkt, vidfte de iffe af, førend Sverres Skibe 
fom rendende fige ind paa Dem. Begge Partier iftemte ftrar Hærftrig 
og Øyeffeggerne grebe i al Haft til Linerne, for at hale Skibene fammen, 
men disfe lob frem med ftaaende Maſter og ſtodte Aarerne iſtykker for 





1194. Slag i Florevaag. 241 


binanden. Imidlertid fit de balet dem i Fengfel, og Striden begyndte. 
Øvefteagerne gjorde et overbaands beftigt Unfald, men Birkebeinerne fulgte 
Sverres Befaling, og dakkede fig fun, idet de bodt Skjoldene fan tæt 
fammen over fig, at man ingenfteds faa dem bare. De fode deres Skibe 
fvoæve om ſnart hiſt mart ber, og Ddrillede Fienderne ved forftilte Ungreb, 
det var, faar der i Sugaen, ,let at fee af Den Færdighed, bvormed De 
gjorde det, at de vare vante til fligt Arbejde.” Endelig begyndte Oyeſkeg— 
gerne omfider at blive trætte, og Den beftigfte Sfudregn at aftage. Nu 
par det Birfebeinernes Tid at begynde for Ulvor. „Staar nu op," fagde 
Sverre, ,fander Eders Navn, værer Birfebeiner og lader dem fee, bvor- 
fedes I funne faa Sverdene til at bide” Da rejfte VBirfebeinerne fig 
under Stjoldene, og gjorde et voldfomt Angreb, Ddeels med Steen, 
deels med Skud. Men Øyeffeggerne forfvarede fig lige faa tappert, 
og Deres Skibes ftorre Højde fom dem vel tilpas. De fit endog 
Stavnljaaer baget falt i Kongens eget Skib, dDræbte Stavnboerne, og toge 
Merket, den ſaakaldte Sigrflugan (Sejerfluen); ja de ryddede dets Dak 
næften lige til Maten, og begyndte at entre. Da eggede Kongen fine 
Mænd, og Birfebeinerne trængte faa heftigt imod dem, at De igjen maatte 
tilbage paa deres eget Skib, og enfelte af Dem faldt.  Endnu varmere 
gif det til paa de vvrige Fartøjer i Sverres Fluade, der havde lagt 
ind til Øyeffeggernes fore Skibe; Fienderne bagedefig faft i Dem, vg ryd— 
Dede enfelte af dem, faa at mange af Birfebeinerne faldt, inden De fif dem 
føs, og Foltetabet i det Hele taget blev meget ſtorre paa Birfebeinernes Skibe. 
Disſe lagde nu fra, for at føaffe fig noget Puſterum. — Sverre opmun- 
frede dem paa Det bedſte:  frifft Mod,” fagde han, I gode Brødre, mange 
flige Dvfter funne de vel itte gjøre; fader os fun holde og kjekt, de blive 
fige faavel tandfaare fom vi.” Du Øveffeggerne faa Birfebeinerne lægge 
fra, troede de at de vilde tage Flugten, og Olaf Jarlsmaag raabte: ,nu 
gjelder det at bruge os, thi det er tydeligt at fre, at de tabe Modet, fom 
De flefte pleje, der have med Overmagt at beftille; lader os forfølge vor 
Sejr, hugge Fenaflerne over og foætte efter vem alt bvad vi formaa” 
Dette havde alle Lyſt til, og Tengſlerne bleve firar fappede. Men de glemte, 
at De havde knekket deres Aarer; da Sfibene vites fra binanden og De 
ftulde til at vo, bavde de ikke Uarer nok, og Skibene dreve bid og Did 
med Strømmen, hvert for fig. Da vare Birfebeinerne ſtrax færdige med 
Deres lette Fartojer, roede til og lagde fig med to eller tre Skibe omkring 
fet af Fiendens; i det famme fom ogfaa de Krigsfolf fra Borgen, fom 
Sverre Aftenen forud havde tilfagt, 90 Mand, alte i Ringbrynjer, paa 
et Langffib. De fom ypperligt tilpas, og Fordelen, der hidtil havde vær 


vet uafgjort, vendte fig nu ganfte paa Birkebeinernes Side. Oyeſkeg— 
16 







Mund. Det norfte FJolts Hiftorie. M- 


242 Sverre Sigurdsføn. 


gerneg «Stilte ryddedeg, Vet ene efter det andet, og for hvert Stib, fom 
blev ryddet, befatte Birfebeinerne Vet, og brugte det mod dDe øvrige, for- 
fadende deres Smaaftuder.  Øyeffeggerne havde, fom nys berettet, fanet 
fat paa Sverres Merke, Sigrflugan, de havde fillet det op i Stavnen 
paa deres Høwdingfkib, faa at Birfebeinerne tydeligt nok kunde fee, hvor 
De havde at føge Det. Derhen trængte de Derfor af al Magt, og endte 
ikke, førend De havde faaet fat paa Merket; derpaa entrede De, og ryddede 
Skibet fra Stavn til Stavn. Kongefønnen Sigurd fprang overbord, men 
blev dræbt, idet ban føgte at frelfe fig ved Svømning. Derpaa flygtede 
Lodin, Søn af Paal Smaatt-Auqa, og Hallvard bratte !), hver med fit 
Stib. Olaf Jarlsmaags Skib blev ryddet; ogfan han fprang ud for at 
fvømme i Land, men Birkebeinerne vadede ud imod han, og Dræbte ham 
paa Strandbredden.  Hallfells Skib var det fidfte, fom ryddedes, fordi 
Det var Det bedft befatte og bøjefte. Han faldt felv med den ftørfte Deel 
af Befætningen.  Overhoved faldt næften hele Øveffegggernes Mandffab, 
paa enfelte nær, fom fit Grid. Kongen havde fagt, at der iffe fiulde 
fynges Højmesfe i Byen, førend han fom tilbage fra Striden, Hvis det 
iffe varede altfor længe. Og det flog netop ind, at Det juft var Mesje- 
tid, Da han fom voende ind til Byen med alle de erobrede Skibe. Mes— 
fen blev faaledes afholdt i vette Tid. 

Sterre havde vundet en fuldftændig Sejr, men den var Dyrekjøbt, 
tbi mange af bans Mænd vare faldne; nogle døde ogfaa ſtrax efter af 
fine Saar, bvoriblandt hans Gvoger, Baard Guthormsfjøn. Det var 
endnu, Da Den GSagaberetning, vi ber følge, blev nedføreven, alles Ud— 
fagn, at man ifte vidfte af noget Slag at fige, hver den fejvende Part 
havde faaet Overbaand mod Sfibe, der vare faa langt højere end de— 
res. Men bvad der gjorde Udflaget, var Birkebeinernes ftørre Krigsbant— 
Hed og Færdighed i at ordne Ungrebet. Oyeſkeggerne vare tapre nok 
til at flaas, men mindre øvede, og toge fig iffe nok i Agt. 

Ikke fænge efter Slaget fandt man Sigurd Magnusjøns vg Olafs Lig. 
Kongen lod det førft frille til offentligt Stue, for at man funde overbevife fig 
om, at det virkelig var Liget af den Hevding, Øyeffeggerne bavde faldt deres 
Konge. Siden lod han det begrave føndenfor Sanghufet paa Mariefirfegaar- 
Den. Her blev der ogfaa opfaftet en ftor Grav, hvor de flefte af Oyeſkeggernes 


1) Paal Smaatt-Auga, en af Heflungernes Høvdinger, var, fom ovenfor berettet, 


falben i Slaget i Gotndalefjorden. Hans Gan Lodin var altfaa ikke fra 
Orfnøerne, lige faa idt fom Hallvard Bratte, og man feer heraf tydeligt, hvad 
der og ligger i Sagens Natur, at der blandt Øyeffeggernes Hovdinger var 
foruden Hallfell mange forhenværende Hetlunger og Kuvlunger, ligefom vi 


ogfaa i bet følgende fe Lodin, Hallvard og Sigurd FJarlsføn tomme frem 
igjen fom Baglerhøvdinger. 





1194, SDvyeffeggernes Flok tilintetgjort. 243 


Lig bleve lagte, Olaf Jarlsmaags overſt. Hallkell FJonsføn blev begraven 
ved Ghriftfirfen. Da Siqurd Farlsføn, der faa i Stavanger, erfarede 
fine Staldbrødres Nederlag, fejlede ban firar foderter, førft til Vifen, fiden 
til Danmark; af de Krigere, ban havde hos fig, fulgte nogle ban, andre 
adfpredte fig bift og ber, men mange føgte ogfaa og fil Grid bos Kon- 
gen. Eyſtein Korp fejlede veit over Havet. Saaledes var ogſaa Venne 
Oprørsflof tilintetgjort 1). 

Sverre fod fin Svoger Baard Guthormsføn jordfæfte i Chriſtkirkens 
Chor, paa Nordfiden, og bans Gravfted fmuft pryde ved Siden af hang 
Huſtru, Kongens Svjfter Cecilia, der var Død nogle Aar I Forvejen, og 
begraven paa famme Sted. Med Cecilia havde Baard fun bavt een Søn, 
ved Navn Inge, bvilfen Kongen nu tog til fig og lod opfoftre ved fit 
Hof. Efter Cecilias Dod havde Baard egtet Ragnhild, en Datter af 
Lendermanden Erling paa Kviden i Valdres.  Dere8 Børn vare Sigurd, 
Wasulf, Guthorm og Skule famt Datteren Ingebjørg ”. Vi ville 
i Det folgende fee flere af disfe Børn fpille en betydelig Rolle i de po- 
fitiffe Begivenheder. 


47. Udſigt over De Firkelige Forhold i Sverres førfte Regjerings- Var. 


Medens Sverre havde det fidfte farlige Oprør at befæmpe, var han 
allerede dybt indviklet i Den beftigfte Strid med Grjitligheden, den forſte 





1) Sverres Saga, Gap. 119—121. Villjam af Newbury omtaler ogfaa Oye— 
føeggernes Opftand (1. c.) faaledes: Efter denne (Jon Kuvlung) fremftod 
en anden haabefuld Dreng af den fongelige Stamme, og fit Medhold af en 
ftor Mængde; men ogfaa han blev, og det paa felve Palmeføndag, for nogle 
Uar fiden overvunden af Jyrannen i et haardt Slag, og med fine Jilbæn- 
gere i Bund og Grund tilintetgjort”. 

Guthorm Gigurdsi. Saga, hos Peder Glausfen, i Glutningen. Da Baard 
Guthormsføn døde i Bergen, fynes vet ved førfte Ojekaſt, fom om det vg maatte 
være Bergens Ghriftfirfe, hvor han blev begraven. Men da det heder faar 
vel om bans Huftru Gecilia, fom om ham, at de bleve begravne ,i Gbrift- 
Firfen norden ved Choret“, og man deraf maa flutte at de bleve lagte ved 
hinandens Side, og da der ingen Grund er til at antage, at Cecilia, der 
baade før og efter fit Giftermaal med Baard hørte hjemme i det Thrond- 
bjemffe, blev begraven i Bergen, medens det, om Baard end iffe havde vær 
ret gift med hende, alligevel havde været i fin Orden, at hans Lig blev ført 
fra Bergen til Throndhjem og begravet i Ghrifttirfen, hvor fandfynligviis 
ogfaa hans JForfadre og Frænder hvilede, ligrfom vi fee at Orm Kongsbro- 
ders Lig blev ført heelt fra Sogn til Oslo, for at det funde blive begravet 
ved Siden af hans Frænders: bliver det utvivlfomt, at det er Chriſtkirken i 
Nidaros, fom her menes, — For Neften fan Gecilia Fun i Fort Tid have 
været gift med Baard, og man ffulde næften formode at hun døde ved In— 
ges Fødfel, der rimeligvis indtraf ved 1185 eller 1186, fiden Baard i fit 
paafølgende Gateffab Eunde have fem Børn. 


2 


— 


16 * 


244 Sverre Gigurdsfan. 


og tillige den meft baardnaffeve, der nogenfinde i Norge blev ført mellem 
den verdslige og den gvjftlige Myndighed, vg I bvilfen vel bin omfider 
paa en Vits funde ſiges ar bave fejret, men uden at dog Sverre felv ope 
levede Stridens Ende, medens han tvertimod faa fine fidfte Dage forbitrede 
ved De nye politiffe Storme, fom denne Strid deels fremfaldte, deeld be— 
fordrede og vedligeholdt. 

Der var flere Omftændigbeder, der fødte fammen for at bringe 
Sverre i et fiendtligt Forbold til Gejftligheden, vg bver enkelt af dem var 
dertil allerede mere end tilftvæffelig. For det førfte funde det ej tilgives, 
at ban felt havde været Gejſtlig, og uden formelig Dispenfation forladt 
den gejitlige Stand, for at optræde fom Fronprætendent og Kriger. Og 
om man end I Dette Stykke iffe vilde have været faa nøjeregnende med 
andre, f. Er. Jon Kuvlung, faa var Vet dog en alt for befvem Unfepoft 
imod Sverre, der af faa mange andre Uarfager var Gejjtligbeden en Forn 
i Øjnene, til at man nogenfinde ſkulde bave fadet det gaa i Glemmebo- 
gen. For Det andet havde, fom Vet oftere er berørt, Grjftligbeden i Norge 
ved Magnus Erlingsføns Kroning forenet fine Fnteresfer med Urifto- 
fratiet8, og maatte Derfor allerede, uden Henfyn til Sverre8 Sindelag for 
obrigt, anfee Det ſtridende mod disſe falles FInteresjer, at Sverre, ved at 
udlede fin Net til Kongedømmet fra fin Byrd, ophævede det UAfbængig= 
hedsforhold, hvori dette ved Magnus Erlingsføns Indrømmelfer var fommet 
til det gejftlige og verdslige Ariſtokrati. Og endelig lagde Sverre, fom 
vi bave feet Beviis paa, tydeligt for Dagen, at ban ej vilde nøjes med 
at bave affaftet biint Aag, Uriftofraterne bavde lagt paa Kongedemmet, 
men at ban ogfaa avrbejdede paa at gjøre dette Kongedomme faa fterft fom 
muligt og overboved at gjøre de famme monardiffe Principer gjeldende, 
fom dem, Der I Dette og Det folgende Tidsrum udgjorde Hovedgjenftan- 
Dene for den baardnaffede Kamp mellem de bobenjtaufifte Kejfere og den 
pavelige Kurie, og fom Sverre vel Ddeeld tilegnede fig, fordi Tidsaanden, 
af bvilfen Norge iffe mindre end Det øvrige Europa berørtes, med- 
førte Det, deels ogſaa, med fin lærde Opdragelfe, bavde indfuget 
gjennem det VBefjendtftab til den ældre romerføe Kejfer-Net, fom han 
ved Studiet af den fanonifte Net maatte erbverve. Men for nøje 
at forftaa, hvorledes Striden i Norge udfpandt fig mellem Sverre og 
Gejftligheden, maa vi gaa noget tilbage i Tiden, og betragte den norfte 
Kirkes Forhold til Staten i de nærmefte Aar førend Sverre erbvervede 
Magten. 

Det er ovenfor omtalt, at Norges Kirfeforfatning egentlig førft or- 
ganiferede8, da Kardinal Mifolaus i Maret 1152 oprettede Erkeſtolen faa- 
vel fom Biffopsftolen i Hamar, grundlagde Domfapitlerne, og overhoved, 
fom man maa formode, fif alle de Inſtitutioner tilvejebragte eller i det mindjte 





1170—90. Kirkelige Fohold. Gejftlighedens frie VBalyret, 245 


forberedte, uden bvilfe en ordentlig firfelig Beſtyrelſe i hine Sider ej 
funde tænfes, altſaa med andre Ord: lagde Grundvolden til et vor- 
dende Hierarchi i Norge. Vi mangle, fom tidligere paapeget, De offent- 
lige Dofumenter, Overeensfomfter eller Konforvdater, Ver Dengang leve 
fluttede mellem de tre Konger, Inge, Siqurd og Evſtein, og Kavdinalen 
paa Kuriens Vegne, men vi funne dog af flere Antydninger i fenere Fur- 
handlinger nogenlunde flutte os til, bvilfe Hovedpunfterne maa have været. 
Saaledes hate vi nævnt VBedtagelfen af Rumaffatten «ler Peterspen- 
gen "), og ligeledes Chorbrodrenes Valgret ved Beſattelſen af Biſkopsſto— 
fene uden Indblanding af den fongelige Myndighed, bvilfen vigtige Net 
hine tre Konger ogſaa havde indrømmet, men rigtignok, fom det fiden 
paaftodes, fun for det Filfælde at der var flere Konger par een 
Gang. Derhos maa der nodvendigviis have været opftillet almindelige 
Beftemmelfer for, fom det beder, at fifre Kirfens Frihed og Immunitet, 
eller ftille Den novføe Kirfe paa famme Fod fom i andre Lande. Da Op 
vettelfen af alle disfe faafaldte „kanoniſke FInftitutioner" fiden tillægges Pave 
Hadrian, det vil fige, Kardinal Nifolaus efter hans Ophojelſe paa Pa- 
veftolen, ev det, fom tidligere berørt, fandfynligt, at Vet egentlige Konfor- 
dat om alt dette førft er affluttet i Hadrians Herffertid fom Pave, og 
maaffee nærmeft fun med Kong Eyſtein, der i den Anledning ffal have 
udftedt et Brev 2), en Omftændigbed, Der maaffee ogſaa bidrog til fiden 
at flaffe bam Helgen-Navnet. Ved Magnus Erlingsſons Kroning, Va 
Kongedømmet gjordes afbængigt af Kirfen og Aviftofratiet, maatte, fom man 
fet fan forftaa, bine Indrommelſer forft og fremft vorde Defræftede, og Er— 
feftolen fit deguden, fom vi vide, enfelte færffilte Fordele indrømmede, 
f. Gr. Sagefaldet8 Fordobling i Fbrondbjem m. m. famt nogle an- 
dre Nettigbeder, bvorom der nedenfor vil blive Fale. Derimod fynes 
endnu iffe nogen ffarpere udtalt og mere ubetinget Udtalelfe af Domka— 
pitfernes frie Balgret, eller nogen fuldftændig Opbævelfe af Kongens Net 
til at befræfte eller forfafte Det trufne Valg at have fundet Sted, og 
denne Sag ſynes fremdeles at bave benftaget uafgjort. Vi erfare nemlig, 
at da den ovenfor omtalte Biffop Kløng i Sfaalbolt 3) var død 1176, 
og Shorlaf, Abbed i det nys opvettede Thykkebso Klofter, der allerede 
fo Aar forud var valgt til hans Eftermand, i det følgende Aar begav fig 
til Norge, for at indvies af Erkebiſkop Eyſtein, vilde eller turde Denne 
iffe indlade fig dDerpaa, førend Kong Magnus og Erling Jarl havde givet 


2) Ogſaa paa Orkns indførtes Rumaffatten af Harald Jarl i Pave Uleranders 
id (1159—1180), fe Pave Innocents I's Breve I. 218. 


3) Se Kong Haafon Sverresjøns Brev af 1202, Norges gl. Love I. S. 444. 
35) Om Biſtop Kløng Thorfteinsføn fe ovenfor II. S. 860, 861. 


246 Sverre GSigurdsføn. 


deres Samtykke, bvilfet var vanfkeligt not at erbolde, fordi de havde me- 
get imod ham. Erkebiſkoppen, beder det, fyntes at være i en flem Knibe, 
fordi ban gjerne vilde gjøre begge Parter tilpas; ban og andre velme- 
nende Mænd bare Bud imellem dem, og bragte det omfider Dertil, at De 
begge famtyffede i at han indviedes, hvorpaa Eyſtein da forrettede Jnd- 
vielfen (2den Juli 1178) i Overvær af Biſkop Erif i Stavanger og Bi- 
ffop Paal å Bergen 1). Naar Cvftein endog med Henfyn til Fndvielfen 
af en islandſk Biftop, over bvilfen Dog Norges Konge endnu intet havde 
at fige, var faa afbængig af vet fongelige Samtykke, maatte dette Sam- 
tyffe være endnu mere nodvendigt ved Befættelfen af Biſkopsſtole i Norge. 
Og om man end antager biint Fribedsbrev af 1174 for egte, eller i det 
mindfte forbindende for Magnus Erlingsſon, omtales dog Opbæveljen af 
Det fongelige Samtykke der fun til Slutningen, ligefom i Skyndſomhed og 
Forbigaaende, og faaledes at der øjenfonligt alene figtes til Den af De tre 
Konger gjorte Jndrommelfe, Der efter Den fenere Fortolkning fun føulde 
være midlertidig; tbi det beder iffe, fom i De følgende Ufter, denne Sag 
angaaende, at „Kongens“ FIndblanding og Samtykke er opbævet, men 
fun ,at det fongelige Samtykke ev afftaffet, fanledes at nemlig Kongerne 
itte ftulle fpørges av". Flere af De nye, til Hierarchiets Befæftning fige 
tende Beftemmelfer pasfede beller iffe med ten endnu gjeldende Lovgivning. 
FI Eivfivatbingslagens Cbriftenret — den enefte, bvor dette Punkt ude 
tryffeligt ombandles, — ftaar Der ligefrem: Den føal være Biftop, hvem 
Kongen vil, og fom vettelig er valgt og ber indviet til Stavs og Stols *)." 
Da man iffe fan antage, at Forboldene vare forffjellige i De forfkjellige 
Lagdommer, og Da navnlig Eidfiva-Loven desuden ogfan gjaldt for en ſtor 
Deel af Oslo's Biffopsdømme 3), maa en lignende Beſtemmelſe bave gjel 
Det ogfaa for De øvrige Biffopsdømmer, om den end ikke i De andre Love 
udtryffeligt er vptagen, men fnarere forudfættes fom faldende af fig felv. 
Der findes beller iffe enten i Eidſiva-Thinget, Vifens, eller Gulatbings- 
lagens Gbriftenret nogen VBeftemmelfe om Rumaffatten; tbi alle tre ere 


1) Finn Jonsfen, isl. Kirkebiftorie I. S. 289; udførligere fortalt i den endnu 
utrykte St. Thorlaks Saga, bvoraf dog tilftrætfelige Uddrag, navnlig om 
denne Sag, ere givne af Werlauff i Fortalen til Udg. af Anecdoton ete. 
S. XXV. 

Eidſ. Chr. R. 31 (27). 
Endog Eidsvold, hvor Eidſiva-Thinget holdtes, laa ſom en Deel af Rauma— P 
rife under Oslo Biffopsftol. Naar det altfaa i Gidfiva - Ghriftenretten Gap. 
10 beder, at Biffoppen hver Gommer føal tomme til Cidfiva-Ihinget og 
høre Covbogen m. m., ba maa denne Forpligtelfe have paabhvilet baade Os: 
los og Hamars Biffopper. I et Haandffrift af den nyere Eidſ. Lov er ogfaa 
Sntimationsbrevet af Kong Magnus henvendt til begge Bijfopper, Undres tr 
Oslo og Thorftein i Hamar. 


— 


— 


1177—90. Kirkelige Forhold. Erkeſtolens Fordringer.  Guldfjeder. 247 


æfdre end Kirfeordningen i 1152. Kun i Froftatbingslovens Cbriftenret 
eve flere af De nyere VBeftemmelfer optagne, fom om NMumaffatten, og 
andre, der udtryffeligt tillægges Erkebiſtop Fon, Pave Alerander og Er— 
febiffop Eyſtein, ligefom der foran i Gulatbingslovens Chriſtenret er ind 
føudt en UAvtifel, der indebolder de paa Mødet i Bergen 1164 vedtagne 
Beftemmelfer om FIronfølgen og Kronens Dfring til St. Olaf !), men 
figefom Indſkydelſen af denne Artikel iffe har nogen Indflydelſe paa Lo- 
vens øvrige Beftemmelfer *), og neppe nogenfinde bar været paabuden ved 
nogen Fbingbeflutning, men viftnof alene er foretagen paa egen Haand af 
en Afſkriver, faaledes feer man ogfaa af bine Tillag til Froftatbingslv- 
- vens Ghriftenret, at den i Denne Form iffe fan være ældre end Eyſteins 
Tid, og at den fandfynligvits maa være redigeret ved hans Foranftaltning, 
og betydeligt afvigende fra Den ældre. Denne Formodning bliver endog til 
Visbed, idet vi af Sverre8 Saga erfare, at Erkebiſkop Eyſtein virkelig 
bavde ladet affatte en Lovbog Faldet Guldfjeder, der var forderlagtigere 
for Gejfiligbeden end den ældre, faldet Graagaas, fom Magnus den gode 
havde ladet nedſkrive; det fynes nemlig flart, at „Guldfjeder“ iffe fan have vær 
ret ftort forffjellig fra Denne ved bine fenere Beftemmelfer modificerede, vg for 
Erkebiſkoppen fordeelagtigere Froftatbings-Gbriftenret, i det væfentlige faa- 
dan, fom vi af De endnu forbaandenværende Affkrifter fjende den, medens den 
gamle „Graagaas“ derimod indeholdt Ghriftenretten i Dens oprindelige Form, 
Der i Det bele taget ftemmede med De andre Cbviitenretter 3). Men da 


1) Se ovenfor I. 6. 934, 937. 


2) Hift og her er der ogfaa indffudt enkelte" Smaaforandringer, fom det heder, 
af Magnus, det vil fige vedtagne paa Mødet 1164, men de angaa Fun Spe- 
cialiteter. 


3) Om „Graagaas“ ſ. o. J. 2. S. Og om, Guldfjeder” vides iffe andet, end hvad 
der fortælles i Sverres S. Gap. 117 (fe nedenfor) om at Gyftein havde ladet den 
férive, og at Eriebiffop Grit ftøttede fig til den, faavel fom den kanoniſke Ret og en 
eller flere Pavebuller. Dermed er det temmelig tydeligt fagt, at „Guldfjeder“ 
ikke alene indeholdt den hele Hjemmel for Griebiffoppens Fordringer, men at flere 
af disfe ogfaa ſtottede fig til en ſpeciel Pavebulle og umiddelbart til den vo- 
merffe Ret. Bi maa altjaa antage, at de Beftemmelfer i ,Guldfjeder”, han 
paaberaabte fig, maa have været mere afpasfede efter Landets færegne For- 
hold, medens derimod den kanoniſke Ret og Pavebullen indeholdt Forffrifterne, 
hvis Unalogier fulgtes, i en mere almindelig Form. Naar nu Sverre blandt 
andet lod oplæfe af fin Lovbog, d. e. Graagaafen, eller den dert indeholdte 
ældfte Ghriftenret, at Erkebiſkoppen ej var berettiget til at have mere end 
30 Mand, — en Beftemmelfe, der vgfaa næften ligelpdende findes i de 
øvrige ældre Ghriftenretter — medens Erkebiſkoppen derimod havde lige ind= 
fil 90; og naar vi nu netop i Froftathings- Ghriftenretten, fom vi Fjende 
Den, (IL. 44) finde Untallet af Gricbiffoppens Følge ubeftemt, og derimod 
den Forftrift given, at han fan fordre i Skyds hver Heft, fom Sadet eller 


248 Sverre Sigurdsføn. 


bliver det af ftor Betydenhed, at Der iffe engang i Denne ,Guldfjeder" 
eller modificerede Gbriftenret findes et Ord om Maaden, hvorpaa Crøebi- 
ffoppen ſtal udvælges; det ſynes næften, fom om man har undgaaet at 
berøre Dette Punkt. Et andet Spørqsmaal, fom ligeledes endnu fvævede 
uafgjort, ifær da Biſkoppernes Fnteresfer her endnu ftrede mod Urifto- 
fraternes egen, var Patronatsretten over de Kirfer, Konger eller Pri- 
vatmænd paa egen Befoftning havde opført, og Beſtyrelſen af Det Gods, 
fom de havde ffjentet til disſe Kirfer. Til denne Patronatsret og Be— 
ftorelfe anfaa nemlig bine Givere fig fremdeles berettigede, og betragtede, 
fom det fynes, de VBeftemmelfer i Chriſtenretterne, Der tillagde Biſkop— 
pen Retten til ,atraade over alle Kirfer og al Chriſtendom og indfætte 
De Prefter, han vil”, fom ej vedfommende andre end De offentlige Kir- 


Sele er fommen paa (jvfr. ovenfor I. S. 938): bliver det temmelig ty— 
beligt, at denne Paragraf netop maa have været en af dem, ber fandtes i 
Guldfjeder, iffe i Graagaas; det famme maa være Jilfældet med Urt. NL. 
2, der forordner at alle Gefter i Ghriftenretten føulle være „ſolvmetne,“ 
thi ogfaa dette var netop et af GStridspunkterne og en af de Indrommel— 
fer, Gyftein havde tiltvunget fig af Magnus Erlingsſon, ligefom biin „Foro— 
gelfe i Skydsheſtenes Antal” (augmentum equorum), fom bet bhedder i det 
tvivlfomme Brev af 1174). Da vi altfaa finde netop disfe to omſtredne 
Beftemmelfer optagne i den faafaldte ældre Froftathings-Ghriftenret, medens 
den tillige indeholder hine Urtifler, hvor Erkebiſkopperne Jon og Eyftein, famt 
Kardinal Nitolaus og Pave Alerander udtryffeligt nævnes, og faaledes ikke 
fan være ældre end Gyfteins Lid, bliver det Heel fandfynligt, at vi i den 
paa det nærmefte have „Guldfjeder“ for os. Hermed er det ikke fagt, at 
jo fenere enfelte Movdififationer Éunne være og virkelig ere foretagne ved 
den, da den, fom det fiden vil vifes, vedblev at være gjeldende Ret næften lige til 
Reformationen, og bet i ældre Tider var fædvanligt at indlemme fenere For: 
andringer i Loven felv: navnlig feed dette at være ſteet i Art. I. 18, hvor 
der tales om Oftetiende, der træder i Stedet for den ældre , VBidreldestiende," 
hvilfen Forandring aabenbart føriver fig fra Erfebiffop Jon den yngres 
eller hans nærmefte Formænds Jider (fe hans Ghriftenret Artikel 19, jvfr. 
den norffe Overfættelfe af Tunsbergsforliget), medens endnu i den faafaldte 
Sverres Ghriftenret, fom dog maa være yngre end den oven ombhandlede 
Ghriftenret (fe nedenfor), Beftemmelfen om Vidreldestiende i den ellers uforandret 
optagne Artikel (35) læfes i fin oprindelige Form. Men faadanne Smaaforanz 
dringer hindre ikke, at Hovedindholdet dog firiver fig fra Cvfteins Tid. Hvad 
der herom maa anfees aldeles overbevifende, er, at medens det tvivlfomme 
Brev af 1174 udtrykfeligt nævner Beftemmelfen om højere GStraf for den, 
der udgyder Blod i Nidaros Domkirke eller dens Kirfegaard fom given af 
Kongerne (d. e. de tre Konger) og bekræftet af Magnus Erlingsføn, heder 
det i Froftathings-Lovens Ghriftenret IL. 10, hvor VBeftemmelfen er optagen, 
„i Chriſtkirken ellev i Mariekirken eller i deres Kirkegaard," hvilket vifer at 
Loven er føreven medens Mariefirfen (den ældre) endnu flod paa famme 
Kirfegaard fom Ghriftfivfen og ikke var flyttet, medens Urtiflen, optagen i 
Sverres Ghriftenret, Éun taler om „Chriſtkirken“. 





1177—90. Kirkelige Forhold.  Patvonatsretten. 249 


fer og deres Gods: en Betragtningsmaade, hvori de ogfaa tidels havde 
Loven paa fin Side, i det mindfte hvad Kaldelfen af Prefter angif, thi Vi- 
feng Chriſtenret beftemmer endog for Heredsfirferne, at Bønderne  felv 
ftulde vælge den Preft til disfe Kirker, fom de vilde, og at Biffoppen 
iffe ffulde bave Net til at affætte bam, uden at Det ved to Naboprefters 
Vidnesbyrd funde bevifes, at ban formedelft Ufyndighed ej var fit Embede 
voren ?). - Maar dette var VBeftemmelfen angaaende Heredskirkerne, der 
Dog bhenbørte til de offentlige, fom ifølge Loven frode under VBiffoppernes 
Tilſyn, maatte det meget mere gjelde De private Kapeller eller „Hogen— 
deskirfer”. En noget lignende Veftemmelfe forefommer og juft i biin felv- 
famme modificerede Froltatbings-Goriftenret, der for Reſten paa det nærmefte 
maa være Eyſteins , Guldfjeder”; det beder nemlig, efter Det Bud, at Siffoppen 
ſkal indfætte alle de Preiter, ban vil: ,han bar lovet og at vi ffulle have 
de Prefter, fom tætfes o8 og funne vigtigt deres Tjeneſte;“ vg hertil 
føles udtrykkeligt Tillegget: dette ev gammel Net", bviltet vifer at Be— 
ftemmelfen ev bibeboldt fra den ældre Gbriftenret *). En tilfvarende VBe- 
ftemmelfe findes vel iffe i De ovrige Chriftenretter, men i Gulatbingstovens 
Chriſtenret ftaar Der dog om Heredskirferne, at den Preft, Biffoppen mdfætter 
ved en af disfe, førft ſkal blive forligt med Bonderne om at fidde der 
et Aar og udføre de firkelige Forretninger, altfaa ligefom paa Prøve, og 
bvis ban da gjør fig Huus og Hage og Venner, maa Biftoppen ikke af- 
fætte bam 3). Dette vifer og, at det Lovbud, der gaar umiddelbart forud, 
nemlig ,vor Biftop flat raade over Kirferne, fom Olaf den Hellige ind- 
rømmede Biftop Grimfell paa Monftretbing og fom vi fiden blete for- 
figte; vor Biftop ſkal indfætte de Prefter ved alle Kirfer, fom han veed 
funne bolde vette Mesjer for Folk”, fun angaar Fyiteskirferne, og at man 
maaffee endog bør fortlare „Kirkerne“ ved , de Kirker, fom Olaf indrømmede,” 
iffe andre. Den enefte Beftemmelfe, Lovene indebolde om de private Kapeller, 
er fun Den, at dDe maa vedlineboldes, og, bvis de falde ned, inden en vis 
Tid gjenopbygges 2); men iWdtalelfen af det Princip, at et engang opført 
Gudshbuus ej maa tilintetgjøres, ligger ikke nogen Filfjendegivelfe af, at 
ogfaa Beftvrelfen af en faadan Kirfe8 Gods, og Udnavnelſen af dens 
Preſter ffulde tilfomme Biftoppen. Nu fandtes der å Norge, foruden de 
offentlige Kirfer, D. e. Fylkes-, Tredings-, Fjerdings-, Hereds- og Uat- 
tings=Kirfer, ogfan mange private Kapeller, fom Konger eller andre Stor— 


1) Bifens Ghriftenret Urt 12. 
3) Froftathings Ghriftenret IL. 11. 
) Xidre Gulathings Lov, Gap. 15. 


%) Aldre Gulathings Lov, Gap. 10; YFroftatbings Lov II. 7. 13. Eidſiva 
Lov Gap. 34—36. Vifens Ghriftenret, Gap. 8. 


* 


250 Sverre Sigurdsfon. 


mænd havde opbygget og doteret af Deres Privatgods, og det var, fom det he— 
Der, gammel Lov og Sædvane, at de raadede for Dem og felv udnævnte Preſter 
Dertil 1). Paa Island var dette endnu mere FJilfældet, thi der var i Grunden 
alle Kirfer Privatkirfer, eller opbyggede af enkelte Høvdinger paa egen Bekoſt— 
ning, med det Forbehold, at de og Deres Efterkommere ftedfe ſkulde behol— 
de Patronatsretten over Dem, famt Beftyrelfen og Brugsvetten af alt deres 
Gods, følt og fajt *). Et faadant Princip funde iffe beſtaa med det, der for- 
nemmelig fiden Jnveftiturftriden under Gregorius den 7de og hans Efterfolger 
var gjort gjeldende, ifær ved en vid Fortolkning af Begrebet om Simoni. 
Overhoved var Prefteftanden i Norge endnu iffe paa langt nær faa- 
fedes avdffilt fra den verdslige fom Begrebet om Kirfens Jmmunitet 
foørdrede.  Foruden at Coelibatsbudet endnu ej var, og neppe nogen 
finde blev rigtigt gjennemført), man paaberaabte fig ber endog en af Kardinal 
Nikolaus udtryffeligt given Fritagelſe), betragtedes Prefterne fremdeles fom 
hørende til Folfet og fom Medlemmer af Statsfamfundet, ej fom ftaaende 
udenfor Dette; i verdslige Sager børte De lige faavel under de verdslige 
Dommere, fom de pvrige Bønder: VPreften var vel fritagen for Leding 
for fin egen, fin Kones og fin Klerks Perſon, men bavde ban flere Folk i 
Hufet, bleve disfe regnede med i Mandtallet. Efter fom nu Kirfeforfat- 
ningen ordnedes og formeded efter De ellers i Kirfen vedtagne Principer, 
maatte alle faadanne Anomalier falde Biffopperne i Øjnene og foranle- 
Dige Foreftillinger til Kurien, Der igjen iffe funde undlade at udſtede For- 
maning8= og Frufels-Buller for at faa de paaklagede Misbrug hævede. 
Ni have faaledes en Skrivelfe, udftedt af Pave Alerander d. Zdie (paa famme 
Tid, han tilffrev Erkebiſkop Eyſtein om Biſkop Fulfo i Ejtland), til Er- 
febiffoppen i Upfala og bans Lydbiffopper i Sverige og Gautland 3), om 
alle de Misbrug, Der havde indfneget fig i hans Provins, og denne Skri— 
velje pasfer faa nøje paa Forholdene i Morge og fremmer faavel med de 
Stridt, Erkebiſkop Eyſtein fiden foretog fig, at vi ej funne tvivle paa, at 
en Strivelfe af felvfamme eller lignende Jndbold ogfaa ved famme Leilighed 


1) Sverres Saga Gap. 117. 


2) Se ovenfor om Kirkers Opførelfe paa Island, I. 2, S. 355. Jofr. Ud- 
drag af St. Thorlafs Saga i Werlauffs Anecdoton, S XXV. 

Gtrivelfen er aftrykt flere Steder, hoe Girmond, III. 860, i Coleii Conci- 
lia, XIII, 129; famt feneft i Giljegrens Diplomatarium I. No. 54. - Den er 
dateret Susculanum, 10 Septbr., medens Brevet til Erkebiſkop Eyſtein og 
Biffop Aamunde er dateret den Yde, og fire andre Breve til fvenffe Biffop- 
per den 8de, famt det almindelige Brev til Nordens Fyrfter om Efterne 
den Ilte, og Brevet til Danerne om Gfterne, famt et Brev til VBiffoppen 
i Ginføping den 17de. Da der om alle disfe, paa denne Jid i Tuscula— 
num udftedte Breve, ej herffer anden Uvished med Henſyn til Udſtedelſes— 
aavet, end hvor vidt de ere fra 1171 eller 1172, bliver altfaa nærværende 
Brevs Tid faa temmelig frtker. 


— 


* 


1177—90. Gejſtlighedens Fordringer. Kirkelige Forhold. 251 


er udfærdiget til denne. Bi bare" heder det i Denne Skrivelfe, Hørt, og 
beflage meget, at der hos eder af alt for ſtor og utilbørlig, ikke Fri- 
bed men fnarere Misbrug vg Jiltag af Lægmændene, har indfneget fig en 
fordærvelig og afityelig Skt, hvoraf mange utilladelige Jing ere frem- 
fomne og Onder, ej alene ubyre men og utaalelige, fremavlede: den Skit 
nemlig, at De, fom man beretter og, uden at adfpørge, ja endog foragtende 
eder, overfade og overdrage Kirfer til hvem de ville, alt paa fimonift 
Viis, enten for Penge, eller ledede deels af perfonligt Venſkab, deels af 
Had. Dette, figer man, giver Unledning til meget, fom deels i felve Handlingen, 
Deels ved det flette Exempel, det giver, virfer ffavdeligt og fordærveligt. 
Saaledes vover hvilken fom bhelft Preft, lige meget hvorfra han fommer, om 
han end ingen Utteft har om modtagen Ovdination, Dog paa Lægmændenes 
blotte Bud eller Bint at holde Mesfe, til deres og fin egen SalighedS 
Fare. - Derved treffer det fig endog ftundom, at forlobne Munke eller 
Manddrabere, eller andre, der have begaaet hvilfen fom helſt Forbrydelfe, dog 
i Deres alt for ffjendige og fordømmelige Fræthed ej tage Å Betænkning at 
forrette Vreft-Embedet. Og enhver, der enten ingen Kirke bar, eller fun 
har en fattig Kirfe, men tragter efter en mere indbringende, flammer fig 
iffe ved, paa en ligefaa uforffammet fom utilladelig Maade at fortrænge 
en anden, idet han giver eller lover Sognet mere førmaaende Mænd Penge. 
Hertil tommer, at Gejitlige, bvad enten ve have Netstrætter mod Læg- 
folf, eller Lægfolf mod dem, have befvemmet fig til at underkafte fig Læg- 
mænd8 Domme, og tvinges til at føre fin Sag og forfvare fig efter dis— 
fes FIndretninger og Love. Det ev ej alene Gejitlige af ringere Grader, 
Der plages med faadanne Forurettelfer, men ogfaa naar I felv, optændte 
af Guds Iver, undertiden udøve Retfærdighedens Strenghed, udfinder Den 


ulydige H008 Had en eller anden Sag imod eder, og I blive da ſteb— 


nede enten til at undergaa Jernprøve, eller til eneller anden lige faa ftrengt 
forbuden og førdømmelig Rettergang, uden mindſte ISrbødighed enten for de 
hellige Lovbud, der forbyde det, eller for Den biffoppelige Værdighed. Og 
til Krone paa Ulyffen bænder Ddet af og til, at Gejftlige i famme Rige 
uftraffet blive flagne, ja endog ftundom dræbte. Alt dette er haarde Fing, 
og vidner iffe om Hriftelig Fro, men maa fnavere anſees fom Uvenneng 
Klinte. For med Rode at opryffe den, og aldeles at udrydde den blandt 
eder, anftaar og tilfommer det eder faa meget ivrigere at vejfe eder, fom 
De Undergivnes Lafter pleje at vidne om efterladne og forfømmelige Fore- 
fatte, og det tilffrives disfe, hvad Der af dem, over hvem de ere fatte, 
og for hvilte de paa deres Yderfte ſkulle aflægge Regnſkab, begaaes lige 
faa byppigt, fom frakt og uftraffet, ifær da Profeten figer: Raad af 
Struben, fpar iffe, tundgjor mit Folt dets Overtrævdelfe” og paa et 
andet Sted: „naar du ikke figer Det til at paaminde den Ugudelige, at 


252 Sverre Sigurdsſon. 


vare fig for Den ugudelige Vej, vil jeg fræve Hans Blod af din Haand.” 
I de bellige Lovbeitemmelfer, fom eders Klogſkab ej fan være uvidende om, 
ftaar der ligeledes ffrever: „at undlade at ſtremme de Fordærvede, ev ikke an- 
Det end at begunftige Dem, og den fom undfader aabenbart at imødegaa 
Fordbrydelfen, misrænfes for bemmeligt at deeltage deri.“ Paven Vveder 
Derfor Erkebiſkoppen, at iføre fig Troens Nuftning for at befæmype alt 
Uvæfen, uden at lade fig afftrætfe fra Udøvelfen af fin Hyrdepligt. Han 
indffærper, ,at De bellige Fædres Beftemmelfe fortvde lige faa fuldt fom 
Kirferan, at Læqmænd bortgive eller paa nogen Maade disponere over 
Kirker, firfelige Beneficier og Vardigheder, og at De Gejftlige, Der af eller 
ved Lægmænd, enten for Penge eller gratis, modtage nogen Kirke, eller 
Inveſtitur af en Kirke eller firfelig Værdighed, fordømmes ved de famme 
Beftemmelfer til Tab af deres gejitlige Værvigbed, og desforuden til Er- 
fommunifation.” Her anføres flere Beviisfteder, bvoraf det fidfte og fore 
nemſte er et Decret af Pave Paſchal d. 2den *), bvor Denne, paaberaabende fig 
Apoftlernes Bud og det antiodenfte Koncils Beftemmelfer, erklærer en- 
hver Gejitliq, Abbed, eller Munk, der ved Lagfolks Hjelp modtager en Kirke, 
underfaftet Exkommunikation, og Derefter af egen Magtfuldfommenbed be- 
ftemmer, at enbver Gejjtlig, der fra Den Stund af modtager Jnvejtituren 
af en Kirfe eller firfelig VBærdighed af Lægmands Haand, og fægger fin 
Haand paa bam, er bjemfalden til Tab af fin Værdighed og Udelukkelfe 
fra Kommunionen. Fremdeles minder Ulerander om, at Det er Simoni 
at overdrage Kirfer eller firfelige Beneficier for Betaling eller nogen fom 
belft Gave; hvorved ban ogſaa anfører forffjellige Beviisfteder. Han gaar 
derpaa over til at berøre De Beftemmelfer, der forbyde at ſtede hvilken 
fom belft ufjendt Gejſtlig, Der ingen Uttefter fan fremvije, til at forvette 
Fjenefte i en anden Dioces; dDerpaa indffærper ban og, ligeledes med An— 
førelfe af Lovfteder, at Gejftlige ej maa fiilles for verdslige Netter. Endog 
de romerffe Kejferes Love, figer ban, der, naar De ej firide mod Canones, 
ftulle iagttages fom faavdanne, faavel fom de hellige Fædres og vore For- 
gengeres Uutoritet, forbyde Dette. Og, tilføjer han, (vad der ev faare 
merfeligt, og vifer at Ordalerne, faa langt fra oprindelig at begunjtiges 
af Kirfen, meget mere misbilligedes af Denne, men fom nedarvede Sæd- 





1) Dette Dekret af Pafdal IT. findes i Hovedfagen blandt Beftemmelfen paa 
Gonciliet i Guaftalla 1106, paa Gonciliet i Troyes 1107, og paa Gonciliet 
i Cateran 1116. Det findes optaget i Corpus Juris Canon. Decreti 
Pars II. C. 16, qu. 7, Cap. 16. 17. For Neften er det itte ganffe rig= 
tigt, naar Pafdal her paaderaaber fig det antiodenffe Concil, thi der fin- 
des ingen udtryffelig Beftemmelfer mod dem, der gjennem Lægmænd mod: 
tage gejftlige Værdigheder, men Éun (Cap. 23) at der ej maa udvælges uye 
Biffopper uden i Synode og med Biffoppernes Sam-Dom, 


1179. Kirfelige Forhold. Strid om Patronatsretten paa FJsland, 253 


vaner fra Hedendommens Tider, faft grundede i Foltetroen, ej ftrar funde 
afffaffes, og derfor, til Forebyagelfe af alt for ftore Misbrug, ſtilledes un- 
der Gejftligbedens Beftvrelfe, indtil de bleve udeluffende for gejjtlige Sa— 
ger): , Dommen ved fogende Band, eller ved gloende Jern eller Fvefamp, 
tilfteder den fatbolffe Kirfe iffe mod nogen, end fige mod en Biftop" 1). 
Alerander paalægger bam Dernæft, indftændigt at paaminde Det ham under= 
gibne Folk om at yde fin Tiende ordentligt, og vægrede nogen fig derved, 
ftulde han efter tre Gange gjentagen Paamindelfe fættes i Ban, indtil 
ban havde gjort fin Sfyldighed. Heller iffe ffulde man høre paa eller 
fempe fig efter Dem, der vilde tilbagefalde Gaver, fom de felv eller deres 
Forfædre bavde ffjenfet til Kirfen. Hvis de virfelig toge faadanne Ga- 
ver tilbage og ej vilde lade Kirfen nyde godt af dem, føulde de være Ex— 
fommunifation underfaftede, indtil Silbagegivelfen ffede. Og endelig Veftem- 
mes Erfommunifation for Dem, Der lægge voldfom Haand paa en Gejft- 
fig, undtagen til Selvforfvar, og faadanne ſkulde ej funne abſolveres fra Denne 
uden af Paven felv eller Den, bvem ban færflilt havde givet fit Mandat 
dertil. Ut en Strivelfe af famme eller lignende Jndbold ogfaa, fom ovenfor 
antydet, maa være afgaaet til Erkebiſkop Eyſtein for at efterleves i hans 
Provins, og at Gyjftein beller ikke bar undladt at føge De ber indeboldte 
Beftemmelfer og Forbud fatte i Kraft, ſees tydeligt af de Forhandlinger, 
der fandt Sted ſtrax efter Biffop Fborlafs Iilbagefomft til Island og 
Filtrædelfe af fin Biſkopsſtol. Allerede i det forſte Aar derefter, 
beder det (altfaa 1179), begyndte ban efter Erkebiſkop Eyſteins Filffyn- 
delſe at gjøre adftillige Forandringer å Den islandffe Kirfeforfatning, nem- 
fig ved at indføre Grøommunifationen og Cvelibatet, og beftemme Bøver, 
der for flere Forfeelfer ſkulde tilfalde Biffopperne, famt, bvad ver ifær 
pafte megen Svift, at overføre Patronatsretten over Kirferne fra Lægmænd 
til Gejitligheden. Da ban idet anførte Uav viftterede Øftfjerdingen, hvor den 
mægtige og rige Sigurd Drmsføn *) boede paa Svinafell, fom han ſtrax i 
Strid med ham om dette Punkt. Stqurd vilde fade en Kirke, han havde opført, 
indvie, men Biftoppen (od ham fomme til fir Morgenen efter fin Anfomjt, 
og fremlagde en Betaling fra Erkebiſkop Eyſtein, hvori Venne bad ham at 
tage under ſin Beftyrelfe alle Kirfer og alt Kirfegods i fit Viffops- 
dømme. Sigurd vilde ej indlade fig derpaa, og fagde at ban iffe vilde 
gibe Slip paa, hvad ban hidlil havde befiddet uden Paatale. Men VBi- 


V Her paaberaabes en Beftemmelfe af Pave Stephan V (816—817), fom 
dog ikke egentlig nævner Ordalet, men mere omtaler Vand- og Jernprøven 
fom et Slags Jortur: (ferri candentis vel aquæ ferventis examinatione 
confessionem extorqueri å quolibet, sacri non censent canones). 


2) Om ham vil der nedenfor blive talt nærmere. 





254 Sverre Sigurdsføn. 


floppen fagde, at felve Apoftlernes Bud gav ham Magt over alle Guds 
Ejendomme uden Undtagelfe 1). „De hellige Kurkefædre og Paverne, Apoſt— 
fernes Gjfterfølgere, havde ogſaa befalet og forordnet Dette i Kirfrlevene 
oder befe Ghriftenbeden, faa bavde og Paven nu befalet Erkebiſkop Eyſtein 
at fætte Denne Sag igjennem i Morge, og det var nu antaget overalt der, 
faa at Det .ej var vet eller funde taales, atdette fattige Land iffe var under 
faftet famme fømmelige Lob fom den øvrige Coriftenhed” 2). Sigurd ind- 
vendte derimod, at Mordmænd eller Udlændinger ej bavde Magt til at fra- 
tage Landets Børn deres Nettigheder. Dertil fvarede Biftoppen, at om 
ufpndige Mænd havde betinget fig Net over de Ting, fom de havde 
ffjenfet Gud, var en faadan Betingelfe dog efter Loven felv aldeles ugyldig, 
og bvis Biffoppen fovligen paaklagede Sagen, vilde de, fom heri vifte fig 
ajenftvidige, iffe blive at regne blandt deres Fal, der funne vente fig 
Hjelp af Gud, thi de, fom trods gjentagne Paamindelfer indefidde med Tien— 
der og hellige Mends Gjendele, frulle banfætter, bvis de ej fade til Fode og 
affade fra fine Utilbørligheder. Dagen gif hen med dette, faa at Siqurd indfaa, 
at Kirfen ej vilde blive indviet, Hvis ban iffe qav efter. Han maatte da ber 
fvemme fig dertil, vg overdrage alt det Kirfen ffjenfede Gods faavel ſom denne 
fefv til Biffoppens Raadighed. Da indviede Denne Kirfen og fang Mesſe, men 
dDa dette var fleet og Biftoppen havde faaet fit frem, fandt ban det dog raade— 
figit, indtil videre at forfene Sigurd med Kirfen og Kirfegodfet. Strar efter 
havde Biffoppen en lignende Strid med Jon Loftsſon, uagtet Denne var 
Gejjtlig i det mindfte af Mavn, — han havde nemlig, fom ovenfor nævnt, 
modtaget Diafon-Vieljen, — men mod ham, Islands rigefte og mægtigfte 
Mand, fom VBiffoppen til fort. Blandt de flere Kirfer, over hvilke han 
batde Patronat, var Kirfen paa Høvdabreffa. Efter at den var bleven 
ødelagt af Storm, havde han med ftor Befoftning ladet dem igjen opbvage, 
og ønffede nu at faa Den indviet, hvorfor ban indbød Biftoppen til fig 
og beredede et prægtigt Gjeftebud til hans Gre. Om Morgenen, før 
Indvielſen ſkulde fler, talte Biffoppen med ham, ligefom med Sigurd, om 
hvorledes det ffulde forholdes med Patronatet, og fpurgte bam, om han 
ej havde hørt Erkebiſkoppens Budffab om Kirfens Gjendomme. Ion fva- 
rede, at man gjerne maatte læfe det op for bam, men at ban var faft be- 





1) Her fynes ligefrem et i oven indtagne Skrivelſe til Eyftein forefommende 
Sted at være citeret. 

2) Det var, fom vi netop af den nu paafølgende Strid erfare, ikke bogftavelig 
fandt, at man i Norge havde gaaet ind paa VBeftemmelfen, thi i faa Fald 
vilde Striden itfe funne være opftaaet. Her figtes der aabenbart kun til 
de Indrømmelfer, fom enten de tre Konger, Inge, Sigurd og Gyftein, eller 
Erling fatte og Magnus havde gjort, men fom i det mindfte Sverre ej læn- 
gere erkjendte gyldige. 





1179. Kirkelige Forhold. Strid om Patronatsretten paa FJsland. 255 


fluttet paa, iffe at fære fig Det mindfte Derom. „Jeg tror itte”, tagde 
ban, ,at Grøebiffoppen ffjønner Singen bedre end mine Forfædre, Semund 
frode og hans Sønner; beller iffe vil jeg være med at fordømme vore ældre 
Biſkoppers Fremfærd her I Landet, for faa vidt disſe qodfjendte Landets Skik, 
at Lægqmænd raadede for De Kirfer, fom deres Forfædre ffjenfede Gud 
med den udtryffelige Betingelfe, at de og deres Efterkommere ffulde have 
Raadigbed over Dem”. Biffoppen paaberaabte fig, bvad der nys var op— 
fæft, faavel fom mange andre firfelige Beftemmelfer; men Jon fvarede: 
„J faar falde Dem banfatte, fom I ville, men iffe overdrager jeg min 
Kirfe til eder”. Saaledes gif hele Dagen ben, idet enhver blev ved fit. 
Fælles Venner bade nu Biffoppen at give efter, og, heder Det, Da han 
fandt at Mængden var paa Jons Side, og overbejede at Puaftaaelige 
ped ber iffe vilde gjøre Garn, men Dderimod Sfade paa mange Maader, 
gav ban virfelig efter i det Haab, at han not fiven ved Erfebiffop Ey- 
fteins Hjelp ſkulde ſkaffe Kirfen Dens Net.  GSaaledes indviede han Da famme 
Dag Kirfen og fang Mesſe, ffjønt ban ej havde faaet fin Vilje frem, og 
tog fig meget nær af dette Udfald paa Sagen. Men, lægger Sagaen til, 
fra den Kant, bvor ban ventede at faa Troſt, fom der fun bedrøvelige 
Tidender, tbi iffe længe efter blev Erkebiſkop Eyſtein landflygtig for kir— 
felige Sager, og nu tyktes alle her til Lands at de funde gjøre, fom man 
havde gjort i Norge; de fulgte derfor Jons Erempel, faa at ingen vilde 
give Kirferne i bans Vold, og det hele Kæremaal endog maatte falde i 
bans Embedstid“ 1). Naar det her beder, at Eyſtein blev landflygtig for 
firfelige Sager, udtrykker Sagaen fig tilfyneladende ikke ganffe nøjugtigt, Da 
Sverres Saga fun beretter at han tog Flugten efter Slaget paa Flevollene, da 
Magnus Erlingsſon flygtede til Danmarf og Sverre havde fat fig faft i Torond- 
hjem. Men foruden at man allerede t en vis Forftand fan fige, at ban flygtede 
for Kirfens Sag, for faa vidt Denne faldt fammen med Magnus's, vifer 
Beretningen fig for vvrigt faa paalidelig, atdens Udfagn, endog taget i en 
mere ligefrem Mening, maa have meget for fig, faa at man vel maa antage, at der 
hatde forefaldet Begivenheder, føm Sverres Saga iffe omtaler, men fom ved 
Siden af de politiffe Omvæltninger fan have bevæget Eyſtein til at forlade 
Landet. Og ber ligger Det da nærmeft at antage, at ban netop i fit 
Dioces, og fornemmelig i Fhrøndelagen, bar føgt at fætte De nys omtalte 
Fordringer igjennem med faadan Strenghed, at han derved gjorde fig De 
flefte af Throndelagens Stormænd til Fiender, og at Dette ej alene bidrog 
til at ftemme dem gunftigere for Sverre?), men ogfaa til at gjøre Det 
umuligt for Gyftein at oppholde fig ved fin Biffopsjtol, faa fænge Sverre 


1) Uddrag af Biffop Thorlaks Saga, i Werlauffs Anecdoton, &. XXX, XXXI. 
3) Ivfr. hermed ovenfor S. 4. 





256 Sverre Sigurdsien. 


havde Magten, og ban ej vilde befvemme fig til at give efter for ham. Ey— 
ſteins Modgang og Flugt til England har rimeligviis ogfaa virket afſkrakkende 
paa de andre Biftopper, Der overhoved, faavel fom den øvrige Gejftlig- 
bed, i De forſte Aar af Sverres politiffe Bane, eller faa længe Gvitein 
fevede, fynes at bave boldt fig ganſke udenfor Partierne, ja endog viiſt fig 
nælten indifferente. Saaledes, uagtet Sverre i Aaret 1177 var to Gange 
paa Oplandene og tilmed paa Hamar, nævnes der iffe et Ord om, at Biftoppen, 
fom dog maatte være narmeſt dertil, lagde ham Hindringer i Vejen, ja der figes 
iffe engang, bvo dDer var Biffop paa den Tid, og det er Fun af Biftopsfortegnel- 
ferne, vi funne flutte, at Den daværende Biffvp bed Ragnar 1). I Bergen mere 
fer man lige faa lidt til, at Biffop Paal, der dog i St. Thorlaks Saga udtryk— 
felig foldes „en energift Mand” *), gjorde bam nogen Fortræd, beller ikke 
Biſkop Helge i Oslo. Da Cyftein fom tilbage, vg indgif Forliq med 
Sverre, bvorved naturligvis VBanfættelfen opbævedes, kunde der endnu 
mindre blive Spørqsmaal om at bringe Ve firkfelige Strids- Emner paa 
Bane, og digfe Sager bave derfor, fom man tydeligr fan fre, indtil videre 
været ftillede ganffe i Bero. Vi erfare vogfaa af den ovenfor gjengivne 
Beretning i St. Thorlaks Saqa, at denne Fingenes Tilſtand i Norge 
havde den ſtorſte Indflydelfe paa Forboldene paa Island, bvor nu ligele- 
Deg Lægfolfene fpillede Mefter. 
48. Sverre$ Strid med Erfebiffop Erif og dennes Flugt. Nikolas Urnesføn 
bliver Biffop i Oslo. 

Men anverfedes blev det, Da Erik tiltraadte Erkeſtolen, og fand- 
fonligvits efter færffitt Opfordring af Pave Clemens den Ivdie, uden Efter— 
givenbed, og Dertil uden Frygt, føgte at fuldføre, hvad Eyſtein havre 
paabegyndt, men ej funde bringe til Ende. Her var det uundgaarligt, at 
han ftrar fom i den ffarpefte Oppofitton mod Sverre, og Det uden Henz 
fon til dennes VBerettigelfe til Kongedømmet, alene fordi Sverre boldt 
fige faa førengt paa De monardiffe JInteresfer, fom Erik paa de bierar- 
diffe. Men bertil fom ogfaa de færegne Unfepofter, Der opſtilledes mod 
Sverre paa Grund af hans perfonlige Forbold, nemlig deels bans for- 
benværende gejſtlige Stilling, deels hans omtviftede Byrd. Imidlertid lader 
det til, at manfra førjt ikke anfegtede bam fra denne Side, eller underfjendte 
hans Net til Fronen, førend man førft bavde provet paa at faa ham til 

1) Thore omtales førfte Gang i Intimationen til Statutet af 1190, faaledes at 
man fan fee, at han var yngre end den i dette Aar indviede Nifolas, fe ner 
denfor. Magnar, hans Formant, nævnes i Biffopsræffen mellem ham og 
Orm, Urnalds GEftermand, men man veed bidtil intet andet om ham, 


end at han indviede den gamle, nu nedrevne, Stavekirke paa Utrod i Finn, 
hvilfet en Runeindférift, fom endnu er opbevaret, beretter. | 


2) ySkörungr mikill,* Anecdoton S. XXV. 





1189. Griebiffop Eriks Straffepræten mod Birkebeinerne. 257 


at gjøre alle de Fndrømmelfer, fom hans Forgængere bavde gjort. Forſt 
Da man indfaa, at Dette ej var at tænke paa, fynes man at bave taget 
Sagen fra Den mere radikale Side, nemlig ar befri fig fra hans mægtige 
Muvdftand ved at fætte hans VBerettigelfe til felve Kongedømmet i Fvivt, 

Da Erik fom tilbage efter fin Indvielfe i Aaret 1189"), toge, for- 
tæller Sverres Suga, Chorbrødrene godt imod han. Men allerede 
ftrar efter boldt han en Prævdifen fra Choret, bvori ban talte baarde 
Om til Virkebeinerne, bvilfet mange af De tilftedeværende Krigsfolk, 
fom venteligt var, toge ide op, faa at der fnart opſtod et fpændt 
Forhold mellem dem. Disſe Bedrejdelfer mod Birkebeinerne vare fanvd- 
ſynligviis tfær rettede mod Deres Levnet, Der vel heller iffe var det bedſte 
eller ovdentligfte; men Straffeprædifenen bar Dog fiffert ogſaa berørt bine 
Hovedfpørgsmaal, der ovenfor ere nævnre. Om dem fom han derhos 
mart i Strid med Sverre felv, og Det forfte, Der fynes at bave været 
paa Fale, var, bvad Ver allerede i fin Tid havde været et Sviftepuntt mel 
fem Eyſtein vg Erling ſkakke, nemlig den med Bønderne å Throndelagen 
fluttede Overeenskomſt, at i det erfebiffoppelige Sagefald ffulde der regnes 
efter , følvmeten Øre," hvorved Boden blev til Det Dobbelte af hvad der 
ellers betaltes, og af hvad Kongen i fine Sagefald felv oppebar, naar Den famme 
nominelle Sum var angivet. Formodentlig bar Vet byrdefulde og overdrevne 
i Denne Fordring gjort, at Bønderne efter Eyſteins Dod bave føgt at unde 
Drage fig Den: maaffee bar endog Eyſtein felv i fit Forlig med Sverre gi- 
vet Slip derpaa, vg ufandfynligt er vdet beller ikke, at VBirfebeinernes be- 
ftemte Vægring ved at godfjende den for en ſtor Deel fan have foran- 
fediget biin Stvafeprædifen. Under ale Omftændigheder ev det let at 
indfee, at Sagen var af Den Natur, at der aller førft maatte blive Spørgs- 
maaf derom. Sverre fordrede, at Erfebiffoppen nu ſkulde lade den gamle 
og egentlige Lov gjelde om de erkebiftoppelige Sager, lige ſaavel fom om 
De fongelige, og paajtod, at Erling ffaffe aldeles iffe var berettiget til at 
gjøre Brud paa St. Olafs Lov, for derved at faa fin Søn, fom ej i 
fig felv havde nogen fovlig Avdfomft til Kongedømmet, indviet til Konge. 
Evi, meente han, hverfen i Hedendommen eller fiden Gyriftendommens Ind- 


1) Eriks Fndvielfe og Ophold i Rom falder rimeligvis omkring 28de Januar 
1189. Fra denne Dag har man nemlig en Bulle, udftedt af Pave Clemens 
den Bdie til alle Gejftlige i Norge, (dog, fom det fynes, nærmeft rettet mod 
Høvdingerne paa Gsland, der tillige vare Gejftlige) bvori han forbyder enhver 
Gejftlig at føre Vaaben eller overhoved at deeltage i Krigstog uden for at førifte og 
meddele Krigerne, alt under den Straf, fom Erkebiſkoppen i faadant maatte 
paalægge, og fom Paven paa GForhaand befræfter; hvilken Bulle efter al 
Sandfynlighed er udftedt under Erifs Ophold i Rom og af ham medbragt 
til Norge. Dipl. Norv. II. 1. 

17 


Munch. Det norffe Folfs Hiftorie. I 


258 Sverre Sigurdöføn. 


førelfe havde man i Norge vidft af, at nogen føulde være Konge, Der ej var 
en Konge8 Søn, og det var endog reent ud forbudt i de Love, St. Olaf 
havde givet; men Det Var en formelig Overeensfomft mellem Erkebiſkop 
Gyftein og Erling Jarl, at biin ſkulde indvie hans Søn til Konge, me- 
dens Erling derimod ffulde give fit Minde til, at Erkebiſkoppen fif alle 
De Ulovligheder fat igjennem, fom ban ted fin Magt funde faa aftvunget Bøn- 
Derne. Dette" fagde Sverre, ,forefommer mig at ftride baade mod guddom— 
melig og menneffelig Net her i Landet. Men," vedblev han, ,vildu, Erkebi— 
ffop, lige fuldt forøge din Rettighbed faa betydeligt, da fordrer jeg dit Sam- 
tyffe til, at jeg i famme Forhold forøger den fongelige Nettighbed, men 
Da bliver det din Sag, baade for Gud og Landets Folk at bære Unfva- 
ret for, bvor vetteligen GStyrelfen farer frem her i Landet.” Heri funde 
Grøebiffoppen iffe være enig, men vilde have, bvad ban faldte fin Net. 
Guds Net, paaftod han, tilfom Det aldrig at aftage, men ftedfe at til- 
tage; Kongen havde at forblive ved den Net og de Love, ban felv havde 
befvoret, og fif felv tilfvare før Gud og Menneffer, hvor godt han holdt 
disſe Eder, thi aldrig havde Pengeberegningen været forøget ved Det fonge- 
lige Saqefald )y. Ved Siden af dette Spørgsmaal blev der ogfaa hand— 
fet om Kroningen. Erik beretter feld i et Brev til Paven, hvilket han fe- 
nere lod Den anfeede Abbed Billjam i Ebelholt forfatte i fit Navn, at alerede 
ftrar efter hans Filbagefomft med Pallium havde Sverre fadet ham fafde 
til fig, og fordret at ban føulde frone ham. Men," heder det i Brevet, 
„da Denne Anmodning fyntes os at ftride mod den Wrbodighed, der ſkyl— 
Des eder, og vor Sjæls Frelfe, fandt vi ej for godt at indlade o8 derpaa 
førend vi førit havde fendt Bud til eder, og naar Svar fom tilbage fra 
det apoftoliffe Sæde, erfaret, bvad eders Hellighed foreffriver o8 Desan» 
gaaende. — Men derover blev Fyrſten opbragt paa os, og med ham bele 
hans Hær, han paaſtod nemlig, at i faadanne Sager behøvede man ej at 
adfparge den apoftoliffe Gunjt, da ålle andre Konger havde Net til, naar, | 
bvor, og af bvem de ville, at lade fig meddele Salvingen8 Saframent" *). | 
Da Spørgsmaalet om den fordoblede Gagefaldsberegning i Erling 
ſkakkes Tid netop fattes i Forbindelfe med Kroningen, ligger Ven Slut— 
ning temmelig nær, at ogfaa biint Spørgsmaal mellem Erik og Sverre 
ped famme Lejlighed er fommet paa Bane, og at den Ordverling, fom 
herved opftod, ogfaa fan have havt fin Deel i at fætte ondt Blod mellem 
Grøebiffoppen og De Kongen ubrødeligt hengivne Birkebeiner, men at Erik 
ej bar fundet det pasfende eller raadeligt, at berøre den Sag i Sfrivelfen 
til Paven 3). Strax efter blev Befættelfen af Den ved Eriks Forflyttelfe 

1y Sverres Saga Gap. 112. 

?) Abbed Villjams Brev i Langebefs Scr. R. D. VI. S. 20, 21. 

3) Ogſaa Villjam af Newbury I. c. omtaler at Erkebiſtoppen ikke vilde krone 








1190. Gtrid om Befættelfen af Stavangers Viftopsftol. 259 


til Nidaros fedigblevne Biſkopsſtol i Stavanger et nyt Stridsfpørgsmaal. 
Den ftod en fort Stund ledig under Eriks egen Beſtyrelſe, indtil, fom 
ban figer i Brevet, „baade Gejitligheden og Foltet eenftemmigt valgte til 
| Biffop en Mand, der baade med Henfyn til fit Liv og fin Lærdom der- 
til var ſtikket“ 1). Penne Mand var ingen anden end Nikolas Arnes— 
føn af Stodreim, Kong Inges og Orm Kongsbroders Halvbroder, der 
fom faadan havde været en af Sverres bitvefte Fiender og ivrig Filbæn- 
ger af det forrige Regjeringsſyſtem, ja fom iffe engang var Gejſtlig, men 
Derimod endog havde ført Baaben mod Kongen, f. Cr. i Slaget paa Ile— 
vollene. Han habde ſikkert, ligeſom de øvrige fornemme Mænd af Dette 
| Parti, Holdt fig til Magnus, faa fænge denne lebede, men derimod, fom vi al- 
| ferede ovenfor ytrede *), efter Magnus's Fald fandfynligviis unvderkaftet fig 
| Sverre og ikke Decltaget i Kuvlungerne8 Oprør, da ban ellers formedelſt 
| fin hoje Byrd og fore UAnfeelfe upaatvivlelig maatte have været nævnt 
| fom en af deres førnemfte Høvdinger. Der taleg iffe tidligere om, at 
ban havde faget nogen lærd Opvdragelfe, men en faadan maa dog være 
| bleven ham tif Del, fiden Grit udtryffeligt taler om bang Lærdom, og 
ban i modfat Fald neppe engang funde blive valgt; men det er vigtignot 
| ogfaa muligt, at ban førft har benyttet den uftivillige No, ban fik efter Maq- 
nus's Fald, til at fægge fig faa vidt efter de for en Gejſtlig nødvendige 
Kundftaber, at man til Nød batde noget at paaberaabe fig; for en faa bøj- 
byrdig Mand fom ban behobedes der vel iffe faa meget, Da Det hele var en 
Parti⸗Sag, man vilde fætte igjennem 3). Det er ej at undres over, at 
Sverre modfatte fig dette Valg.  Hoved-Bevæggrunden var, fom ban felv 
fiden angav *), hans grundede Fryqt for at Nikolas vilde bruge den ſtore 
Magt og Myndigbed, ban derved fit, til hans Stade: men da Dette iffe 
Var en Grund, der figefrem kunde Paaberaabes, angav ban fom Aarfag til 
Valgets Ugyldighed, at ban felv iffe havde været tilftede ved Valget og 
fgivet den første Stemme 3), idet ban ftedfe holdt faft ved den Paaftand 


















Sverre, og derfor blev jagen i Candflygtighed af ham. Men han omtaler 
det ſtrax efter Sverres Giftermaal med ,filia regis Gothorum,* (her menes 
Margrete af Sverige), og før Kuvlungernes Opftand; det heder endog om 
denne ,,post aliquot annos,* hvilket, med Henfyn til Eriks Landflygtighed, 
ja endog til Sverres Giftermaal, er urigtigt. 

1) Grfebiffop Eriks, af Abbed Billjam Éonciperede Brev, I. c. 

?) Se ovenfor S. 1197. 

3) Han brugtes dog, fom vi have feet, af Kong Magnus til Underhandler, hvil 
fet maaffee tyder paa en vis Færdighed i boglige Syſler. 

%) Nemlig i de SIndvendinger, han nævnte for Dronningen, fe nedenfor. 

) Dette angives udtrykkeligt af Erkebiſkop Grit i Hiint Brev, og der er ingen 
Grund til at antage Angivelfen for urigtig, faa meget mere fom den famme 


Paaftand ogſaa forefommer i Anecdoton. 
17 * 


260 Sverre Sigqurdsføn. 


at det Afkald paa Kronens Net til at blande fig i Biftopsvalgene 
eller udøve nogen FIndflydelfe paa Biſkopsſtolens VBefættelfe, fom De 
tre Konger, Inge, Sigurd og Eyſtein havde givet, fun gjaldt for det Vil 
fælde, at flere end een Konge herſkede i Fællesjfab. Han erflærede Da, 
at Erkebiſkoppen, ved faaledes at forbigaa bam, havde tilføjet Den konge— 
fige Majeftæt en Kræntelfe, og tvang, fom Erkebiſkop Erik falder det, 
Gejſtligheden og Folket Det vil fige fif dem ved fin Myndighed tid at vælge en 
anden, om bvem Erkebiſkop Erik fiden forfifrede, at han netop par den 
Tid, ban blev valgt, bavde taget en i Bigami ffvidig Kone til Huitru, og for- 
drede at Erik ſkulde indvie ban 2). Men," figer Erfebiffoppen, , da Pave 
Hadrian >) udtroffelig bar fordømt Fvegifte inden Gejſtligheden, vilde vi 
iffe bryde bans Unordning, og indlode os Derfor ikke paa, efter Sverres 
Forlangende at indvie Denne Mand.” Den floge Nikolas ſkrev nuet Brev 
til Drouning Margrete, bvor ban bad om bendes Forbøn, talte paa det 
bedite og pdmygfte om Kong Everre, og erindrede hende om det Slagt— 
ftab, der var imellem dem 3. Margrete lod fig virkelig bevæge heraf, 
og føgte at femme fin Mand gunftigt for bam, i Betvagtning af hans 
gode Løfter. - Sverre fagde, at ban nødig vilde gjøre bam til en ſtorre 
Mand end ban var, Da hans Froffab neppe vilde vore Å Forbold til hans 
Magt og Rang. - Men Dronningen bad hann fremdeles ej fætte fig mod: 
bang Opbøjelfe, talte om, bvor meget Nikolas havde tabt å Krigen mellem 
Magnus og Sverre ved fine Brodres og Frænders Fald, og at den bedſte 
Bod, man funde give bam, var at gjøre bam til en Tignar-Mand (forftelig 
Mand) i Landet, og at ban nu vilt iffe vildevife nogen Froløshed, naar han 
nedfagde Vaabnene og blev Gejitlig. Beſtormet af bendes Bønner fagde 
endelig Kongen, at ban for bendes Skyld vilde give fit Samtykke, men, 
j 
1) Subm, VIII. 275, fremfætter den Formodning, at det ej er en virkelig 

Huftru, men Kirfen, eller det gejftlige Embede, Manden indehavde, hvor: 

til ber figtes. Men uagtet det viftnok var fædvanligt at Falde Kirfen eller det 

firfelige Embede FJndehaverens aandelige Brud, faa ſynes dog Sammenhængen 


her neppe at give Anledning til en faadan Fortoltning, ifær da Gejftlighe: 
den i Norge endnu ikke overholdt Goelibatet. 


Her paaberaaber Erik fig, foruden Hadrians, ogfaa Pave Glemens's egen 
Befræftelfe af bin Kongernes Abrenunciation, omtalt i et af Paven udftedt 
Privilegium. Dette, der fandfynligviis har været en Betræftelfe af Hadri— 
ans, og udfærdiget umiddelbart til Erik felv under hans Ophold i Rom, 
jamt medbragt af denne, erifterer nu iffe, lige faa lidet fom Hadrians; men 
man maa vel formode at det i mange Dele har været ligelpdende med Coe— 
leftin den dies af 1194, Hvorom nedenfor, frjønt dette dog nok ogfaa, paa 
Grund af de da fiedfindende Forhold, efter al Rimelighed indeholder mere. 

Frændffabet beftod deri, at Dronning Ingerid, Nifolas's Moder, var Søn- 
nedatter, og Margretes Moder Ghriftina var en Datterdatter af Kong 
Inge Steenfilsføn i Sverige. Se Knytlinga Saga Gap. 82. 


























— 





2 


— 


3 


— 


1190. Nikolas Urnesføn bliver Biſtop. 261 
hå 


lagde ban til, jeg tror iffe det varer fænge fra denne Stund, førend baade 
DU Og mange flere angre Det. Han udftedte nu et Bret, hvori ban tilfjende- 
gav fit Samtykke, og Jndvielfen blev foretagen ?). Det traf fig el— 
lers forunderfigt not, at nærten alle Biſkopsſtole i Norge beve fedige 
og fliftede Indehavere paa Denne Tid. Saaledes maa Biffop Ragnar i 
Hamar være ved omtrent famtidigt med denne Strid vm Beſattelſen af 
Stavangers Biſkopsſtol, og vi ville ftrar nedenfor erfare, at Biſkop 
Helge i Oslo døde Varer efter. J NMagnars Sted blev en Thore, 
om bvis tidligere Livsſtilling man for Reſten intet veed, udvalgt og 
indviet *), og da der ikke ped Denne Lejligbed tales vom nogen Vro- 
teft fra Sverres Side, bar ban vel iffe havt noget mod Dette Valg at 
indvende. Vi ville ogfaa i det følgende fre, at han brugte Thore i en 
Sendelfe, der vidnede om at ban bavde Tillid til ham. Imidlertid fam- 
menfafdte Grit Landets Biftopper Abbeder og andre Gejitlige til et Møde, 
fandfynligviis å Bergen 3), bvor ligeledes Kongen var tilftede (Mai 1190). 
— 0 AND) 


») Gverreg Saga Gap. 269. Ved denne Beretning er at merfe, at da den 
Dypregnelfe af Norges Biffopper, der findes i den frar nedenfor berørte 
Intimation til Statutet om Banfætningsfager, nævner Helge og Njaal, 
men derimod ikke Nifolas, ftulde det fynes fom om Sagaens Beretning 
var fejlagtig, thi naar Helge endnu levede, Funde Nikolas ej være Biffop i 
Oslo, men paa den anden Gide blev Njaal førft Biffop ved Nikolas's For: 
flottelfe til Oslo. Her maa der faaledes paa et af Stederne være en Fejl. 
Men da Sagaen fortæller det Hele faa omftændeligt, at der her ej Fan være 
Sale om nogen Stjødesløshedsfejt, medens derimod den Lovfoder, hvor hiin 
Navneopregnelfe forefommer, flet iffe hører til de nøjagtigfte (fe nedenfor 
S. 263 Rote 2) og heller itfe er ældre end omkring 1320, ſkulde man fna- 
veft antage at Fejlen ligger hos denne, nemlig at der ftaar Njåll i Gtedet 
for Nikulås, faa meget mere fom denne Fejl overmaade let Eunde begaaes, 
deelé fordi det Haandførift, Ufffriveren fulgte, maaféee fun har havt Begyndel: 
fesbogftavet, eller en Forfortning af „Nikolas,“ der let kunde tages for 
nNjåll* (f. Gr. NI, Nel. o. a. d.) deels og fordi den bekjendte danffe og 
fvenføe GSammendragning af „Nikolas“ til „Nigels,“ „Niels,“ „Nils“ alle 
rede ved Ufffrivningstiden tør have været brugelig eller i det mindfte Fjendt 
i den fydligfte Deet af Norge, og har Funnet bringe Afffriveren til at an: 
tage Njåll og Nikulås for det famme Navn.  Hertil fommer nu ogfaa, at felve 
Omflytningen og begge Biffoppers Udnævnetfe til en og famme Biffopsftol 
inden et fort Tidsrum not unde bringe en med Sagen mindre fortrolig 
Mand i Bilderede, Ni antage derfor med temmelig Vished, at der i hiin Fn- 
timation i Stedet for ,.Njåll* ſtal ftaa ,Nikulås*, og at Nikolas i fin fortva- 
tende Egenſkab af Biffoyp i Stavanger overvar det neden omføérevne Møde. 
Se for ovrigt nedenfor, S. 262, 263. 

*) Ut Shore indviedes fenere end Njaal, fees deraf, at han i biin Fntimation 
nævnes efter ham, medens man dog tillige deraf feer, at han allerede var 
Biffop i 1190, før Helges Dod. 

3) Ut dette Mode holdtes i Bergen, er baade t og for fig rimeligt, da det for 





262 Sverre Sigurdsføn. 

Henfigten med Møvet var maaffee, endnu at forføge en mindelig Over- 
eengfomit, men i alle Fald, fom man fan fee, for at raadflaa om de for- 
viflede firfelige Anliggender og træffe VBeftemmelfer til at fifre Fred og 
Orden t Landet. Ved dette Møde fynes det, fom om Det i Førftningen endnu 
nogenledeg tegnede fig til at alt funne blive godt mellem Kongen og Erkebi-— 
ffoppen, thi vi bave en Bekjendtgjørelfe, udftedt af Kong Sverre Forez 
ning med alle fem Biffopper (Grit, Paal, Helge, Nikolas) og Shore) 
faavel fom De øvrige Gejjtlige i Landet, bvor der beftemmes VBanfæt- 
telfe for Dem, Der forgride fig paa Kirker og Gejjtlige, bruge Bold mod 
Kvinder, vg bære Vaaben til eller fra Kirfe og Thing, ligeſom den, der 
bliver Dræbt, om han, felv bevæbnet, overfalder vaabenløs Mand, eller voldfø- 
ver en Kvinde, erflæres at ligge utlæg paa fine Gjerninger, uden at maatte bee 
graves ved nogen Kirke, medens hans Gods er forbrudt til Kongen og Bi- 
ffoppen ?*). - Uf et Brev, fom Erfebiftoppen fendte til Jslændingerne for 
at mdffærpe disſe Beftemmelfer, og hvori ban færffilt henvender fig til Bi- 
ffopperne og Jon Loftsføn, lader det ogfaa, fom om ban endnu iffe var ganføe 
uforfonligt ftemt, eller fom om han i dDet mindfte erfjendte, at ogfaa Gejjtligbeden 
bavde megen Brøde paa fin Side. „Vort Land”, figer ban, ,har nu en Stund 
ligget under Frængfler, og vi vide at Skylden dertil er vor, Da Gud ikke 
vilde reffe os uden gyldig Aarſag. Men nu, da vi VBiffopper eve fomne 
fammen og bave underføgt Aarfagerne, have vi fundet, at ingen af Par- 
terne, Lærde eller Ulærde, ere ganſke fagesløfe, idet bine have utilbørligen 
trodfet mod Gud, disfe Derimod tiet frille og undladt at udøve den Om— 





alle Landets WBiffopper og Gejftlige var lettere at komme did end til 
Nidaros (Mødet angaaende Erkeſtolens WBefættelfe holdtes og i Bergen 
ligefaa det fenere Møde, angaaende VBanfættelfjen); men Peder Glausfen, 
hvis Text af Sverres Gaga ogfaa her vifer fig at være noget forffjel- 
lig fra dem, vi nu fjende, figer derhos udtrykfeligt, at Sverre lod Éalde Erik 
til Bergen, og der havde den SDvift med ham, der endte med at Erik 
forlod Landet. Nu er det vel faa, at P. Glausføn til denne Sammen: 
fomft ogfaa henfører Kongens og Grøebiffoppens førfte Svift om Sagefal— 
dets Fordobling; men foruden at dette Gtridsfpørgsmaal ogfaa maatte 
være af dem, der fom paa Bane ved Biffopsmodet, gjelder Ungivelfen hos 
Glausføn, at Samtalen foregit i Bergen, den hele Ivift, og for faa vidt nor 
gen Unsjagtighed her fEulde herffe i Udtrytket, Éan denne lige faa godt gjelde 
den førfte, fom den fidfte Deel af Beretningen. Hvad enten Mødet holdtes 
i Throndhjem eller i Bergen, forklarer det lige fuldt, hvorfor Sverre, faa 
fuldt beffjeftiget med alt dette, maatte ftole paa Erik Jarl og ej felv kunde 
drage til Felts mod VBarbelgerne i Viken. Har det faaledes fin Rigtighed med 
P. Glausføns Beretning, bliver det og heel fandfynligt, hvad hans Ord antyde, 
at det var Sverre felv, fom fra førft af foranledigede Mødet. 

1) Vi forudfætte nemlig, fom ovenfor viift, at der ſtal faa Nikolas," ej , Njaal" 

?) Norges gamle Love, I. S. 409 





1190. Biffopsmøde i Bergen. 263 


forg, det bør dem at have for Folket. Og da en heel Mængde ulærde 
Mænd fagde, at de mere af Uvidenhed vare Fomne til at begaa ſaadanne 
ftore Forbrydelfer, der medføre Ban, end af noget ondt Forfæt, om ve 
bavde vidft, hvad Anfvar de paadroge fig, have vi fem VBiftopper tilfam- 
mer, Abbederne, og mange Prefter, befjendtgjort, bvad vi ifær fandt Mis- 
lighed og bvad Der mindft fømmer fig mod Gud, famt beftemt Vans 
Straf derfor, og gjelder dette Ban for alle dem, der handle derimovd, faa 
vidt fom vor Provins firælker fig". Her opregnes nu De oven navnte 
Forbrydelfer, nemlig Brud paa Kirfefred, VBoldtægt, Forgribelfe paa Gejjt- 
figes- Perſon,“ o. f. v.?). Man fan faaledes ifte tage Fejl af den Syno— 
dalbeflutning, hvortil Brevet figter. De ber fføildrede Begivenheder ind- 
flrænte fig desuden til et faa fort Tidsrum, at der iffe engang fan være 
Tale om flere Statuter end ect. Men efter den fælles Udfærvdigelfe af 
Dette Statut var det ogfaa, ſom man ſtrax erfarer, forbi med den nogenlunde feit 
- felige Forftaaclfe mellem Erkebiſkoppen og Kongen. Hiin vilde for Alvor 
vife, at det ej var hans Henfigt at paadrage fig Unfvar ved at tie fille 
og undlade at udøve Den tilbørlige Omforg for Folket”. Han begyndte 
nu afvorligt at paatale den Maavde, bvorpaa Kongen og de verdslige Stor- 
mænd betragtede fig berettigede til at udove Patronatsretten. Den egentlige 
pdre Anledning hertil fynes at have været den, at Der paa Det famme Møde blev 
forhandlet om en Mevifion og Forbedring af Chriſtenretten, for at man 
funde faat Stand en enefte, for bele Landet gjeldende Kirfelov; thi vi have 
endnu en faafaldet Gbriftenret, Der i Overfkriften (Yvilfen Overftrift, naar 
Alt fommer til Ult, maaffee endog er affattet af den Mand, der i Be— 
gyndelſen af det 14de Aarbundrede beførgede Den enefte Ufftrift, bhvori- 
gjennem bi nu fjende Dette Lovarbejde?), og fom let fan have været alde- 














2) Brevet ev i fin Heelhed meddeelt af Finn Jonsføn i hans islandffe Kirkehi- 
frorie I. 6. 253. Erkebiſkoppen flutter her med de ret merkelige Ord: 
„Den VBærdighed, der kaldes „Sysſel“ ude hos eder (det vil af det ſtrax 
paafolgende fee, at herved forftaaes Godens Bærdighed), forefommer os om- 
trent at være det famme, fom „Grevſkab“ udenlanda, eller „Lendermands— 
Ret“ hos os. Og fordi man ej paa een Gang fan tjene verdslige Pligter 
og tvetteligen bære Kjendemands (Kirfelærers) Navn, og beførge den Skyl— 
dighed, Kjendemændene have at udføre for Gud, afffaffes herved, at een og 
famme Mand fan være verslig Dvrighed (yfirsöknarmadr) og Preft, og for- 
byde vi Biffopperne at indvie de Mænd, der have Godord, uden de frafige 
fig dette.” 

Denne Ufffrift, i Cod. 78 qv. i den arnamagn. Eamling, Fan tydelig ſtjon— 
nes at være fra Ifte Fjerdedeel af det 14de Uarhundrede; med den famme 
$Haand ere derhos ikke færre end tre andre Lovkodices førevne, faa at man 
feer at Afffriveren har drevet dette Urbejde fom et Slags Haandterings der: 
til fommer, at , Sverres Ghriftenret” i Cod. 78 faar umiddelbart efter Er— 
tebiffop Jons Ghriftenret, der ligeledes egentlig Fun er at betragte fom et 
Udkaſt, der ej fik formelig Lovskraft førend under Ghriftiern I, 1458. 


— 


264 Sverre Sigurdsføn. 


les ubefjendt med de fande Forhold) angives at være , den Chriſtendoms— 
bolf, der indrettedes af Sverre og alle Biftopperne”, og foran bvilfen hiint 
Statut om Banfætuingsfager ev ftillet fom et Slag FJndledning, men hvile 
fen Chriſtenret Desuagtet aabenbart fun vifer fig at være et Udkaſt, fore 
fagt Kongen til Antagelfe,z men fom denne umuligt fan bave indladt fig 
paa at antage, Da dDen netop indebolder alle de Hierardiet  qunjtige Be- 
ftemmelfer, der udgjorde Hovedftridspunkterne mellem Kongen og Erkebi— 
ffoppen paa dette felvfamme Mode, faaledes fom det ſtrax fral vifes. 
Denne faafaldte Chriſtendomsbolk er nemlig fun en temmelig ffjødesløs 
Sammenſtobning af den ældre Gulatbings-Ghriftenret, og den ældre Fro- 
ftatbings-Gbriftenret, - der faa godt fom ganffe beel er optagen 1) netop I 
den Form, bvort vi af andre Ufftrifter fære denne at fjende, og fom, ef 
ter hvad ovenfor er viiſt, neppe ev fynderlig forffjellig fra den, bvori Den var 
bragt i den ved Erkebiſkop Eyſteins Foranftaltning forfattede Ufftrift, kal— 
Det Guldfjeder. - Den indebolder ej alene den oftere omhandlede, vgfad i 
Afſkriften af Gulatbingsloven indførte, Beſtemmelſe af 1164 om Kronens 
Ofring *), men ogſaa ($ 57) VBeftemmelfen om at alle Sefter er følv- 
metne i Gbriftenretten, om at bver Heft, Der bar baaret Sadel eller Sele, 
ffal funne tilfigeg i Skyds, ($ 53)3), og endelig VBanfærning eller 
Grfommunifation ($ 73) med Tillag af Fredlosbedsfiraf for den, der ikke 
efter tre Maaneders Forlob gjør Pønitens. Til Støtte, rimeligvis, for 
alt Dette, fremlagde Da Srøebiffoppen den før omtalte „Guldfjeder“, faa vel 
fom — 22 — Ret og en Deel Pavebreve, medens Kongen derimod paa— 
beraabte fig Landet Lov og den af Magnus den Gode beſorgede Graa- 
gaas. Erkebiſkoppen paaffod, at det tilfom Biftoppen at raade for enhver 
Kirke, lige meget offentlig eller privat, naar Den forft var indviet; Kongen 





1) Hvad der er udeladt af Froftatbings Lov, er Fun uvæfentlige Jing, og hvad 
der ellers indeholdes i de af Gulathings Lov optaane Stykker. Da denne 
Afftrift nævner Gulathing og heelt optager Gulathings-Lovens Thingfare— 
Fapitel, fulde man tro at den nærmeft har været indrettet til at indfættes 
i Gulathings-tovens Koder. Den, der beftemtes til Froftathingé Lov og Eid- 
fiva-tov, have da i dette Styffe været noget forffjellige. Det famme kan 
man ogfaa flutte deraf, at der, hvor Diøcefanforftanderen omtales, altid 
ftaar , Biffop", itfe „Erkebiſtop“ 

2) Af Beftemmelfen indføre Fun den førfte Linje, naturligvis fordi den allerede 
ftod i Gulathings-toven. 

3) Her vifer fig Stkjødesløsheden, hvormed Redaktionen ev gjort, thi da der 
ogfaa her tales om „Biſkop“, og det desuden foran, $ 16, udtryffelig er 
tilføjet, endog ved færffilt Indføydning, at Biffoppen ffal have 30 Mand 
paa fine Kirfevielfes-Nejjer, ev det Fart, at hiin Beftemmelfe tanfeløft er 
optagen af det til Froftathings-Loven indrettede Exemplar; thi om Lydbiffop- 
perne var der ved denne GSåydsforøgelfe ikke Fate. 











1190. Kongens Strid med Erkebiſtoppen paa Thinget. 265 


vilde derimod have at faavel Sognefirfer, fom mindre Kapeller, naar de 
fun vare opførte paa Kongsquarde, ſkulde anſees fom fongelige Kapeller. 
Han vilde beller iffe vide af noget færegent qejjtligt Forum for Geſſtlige 
i verdslige Sager 9), lige faa lidt fom han vilde finde fig I, at Erkebiſkop— 
pen paa fine Rejfer ſkulde bave faa fort Følge. Men va der, fom man 
nof fan forftaa, iffe funde blive nogen Gnighed mellem Kongen og de gejjt- 
lige Herrer, forlod ban rimeligvis Mødet, og begav fig til Ibrondbjem, 
bvor ban lod Erkebiſkoppen indfade til Froftatbing *). Merfeligt 
nok fremmødre ogſaa Grøebiffoppen, fom man erfarer, ungtet ban el- 
lers proteſterede faa ivrigt imod Gejiliges FIndjtevnning for verdslige 
Netter. Paa Ivinget lod Sverre Lovbogen, vet vil fige De Beſtemmelſer 
i „Graagaas“, ban paaberaabte fig, oplæfe. Her flod om VBiffoppens 
Følge, at naar ban vejite i fine Embedsfvfler, ffulve ban fun have 30 
Mand og 12 Sfjolde, alle bvide 3). Dette Lovbud fordrede Everre 
ftrengt overholdt. „Erkebiſkoppen,“ fagde han, ,bebøver iffe at bave nogen 
Hird eller Hærmænd eller fuldffjoldet Stib, og Dog tager ban fig faa 
ftor Fribed udenfor bvad Loven berettiger ham til, at han farer med en 
tyvefædet Snekke, ombord paa hvilfen der er 90 Mand eller mere, met 
Skjolde fra Stavn til CStavn; vi VBirfebeiner buſke not, hvor vi fit 
føle at Erkebiſkoppens Stib var ſterkt befat, Da ban lod os angride un- 
der Hattebammeren. Saaledes gif det og I Bergen, da vi anfaldt Ski— 
bene; Erkebiſkoppens Skib og Krigsfolf vare hurtigere til at gribe til 
Vaaben og ftride mod os, end Kongens egen Trop. Mig tyftes det 
rettere for Gud, om Grøebiffoppen aldeles iffe havde førre Hird, end Lov 
og Net bjemlede ham, thi Det ev jo ingen, fom berjer movd bam eller Kir— 
fen; men at ban heller giver Penge ud til at bolde Folk, fom bryde, fremftaffe 
og tilbugge Steen for ar fremme Arbejdet paa Kirfen, faaledes fom Planen ev 
fagt *). Erkebiſkoppen fvarede hertil: Paven i Nom fatte mig til at raade over 


7) Saaledes maa vel Udtrykket i Eriks Brev til Paven, 1. c. forklares: legi 
fori modo communi clerum vult in caussis agendis contra sanctorum pa- 
trum decreta .. in suam curiam trahi et a suis satellitibus judicari. 


2) Der ftaar i Sverres Saga fun „paa Thinget“, men at Froftathing (vet vil 
fige, afholdt i Byen, fe ovenfor II. Side 650) her menes, ſtjonnes af hvad der 
fenere berettes om Bonderne d. e. de forfamlede Thingbønder. 

-3) Med disfe „tolv Skjolde“ figtes, fom man feer, til Erkebiſkoppens Udruft- 
ning paa hans GSørejjer. Meningen er altfaa: 30 Mand til Lands, og 12 
hvide Skjolde paa Skibet til Søs. Skjoldenes hvide Farve antydede vel Er: 
Febiffoppens fredelige Kald. — Kongen havde derimod røde, fom den der var 
øverfte Krigshøvding. 

4) Heraf feer man altfaa tyvdeligt, at UArbejdet ved Kirfens Udvidelfe nu var, 
eller i det mindfte ſtulde være, i fuld Gang. 


266 Sverre Sigurdsfan. 


denne Biſkopsſtol og dens Gods; jeg har altfaa Lov til at gjøre med dette, 
fom jeg finder for godt, desuden tilhører det Gud og hellige Mænd. Men 
Det ev vijt, Herre, at De flefte brave Mænd fynes bedre om at være hos 
mig i Fred, end hos eder i Ufred og Misgjerning, thi Det ev fun faa 
fom nu faa fidde i Ro. Om end mine Mænd have VBaaben eller gode 
Klæder, Da er Det deres med Mette, og De have iffe ranet faa meget fom 
en enefte Penning, tbi De fare føifkeligt frem, hvor de fomme. Det tyftes 
mig Dog iffe fømmeligt at det ffal fpørges i andre Lande, at Erkebiſkop— 
pen ikke felt ffal raade for, bvem ban flat give Mad eller Klæder, medens 
derimod eders GSysfelmænd, Folk fom I have hævet op fra Figgerftaven, 
ftulle have faa ftore Starer fom De ville, og bjemføge Bønderne, fra hvilke 
De da mod Lov og Net tage baade Mad og Drikke, ja enhver fan prife 
fig (vffelig, Der ej bliver berøvet mere” Da frævede Sverre Lov og Net, 
og opfordrede Bønderne til at dømme efter Landsloven, hvor mange Huus- 
karle Erkebiſkoppen fføulde have. Dommen faldt efter hans Ønfte, og ban 
fatte ftrar alle de Folk, Grøebiffoppen bavde hos fig flere end Loven 
tillod, Femteftevne eller en Frift af fem Dage, inden bhvilfe de, under 
Straf af Utlegd og Forbrydelfe af Gods og Fred, flulde have forfadt bam. 
Bed at høre Dette vovede Erfebiffoppen iffe længer at forblive i Byen, 
men féyndte fig bort med alle fine Mænd faa burtigt han funde, medta- 
gende alt det Løsøre, ban og Dei en Haſt funde faa med. Han begav fig forſt 
til Bergen, og Derfra ned til Danmark, Hvor ban fandt en venlig Modtagelfe 
08 Erkebiſtop Abfalon, og opholdt fig hos bam i flere Uar 1).  Ubfalon 
tog fig paa Det ivrigfte af hans Sag, og ftod ham bi med Raad og Daad 
i alt bvad ban foretog fig til at hævde, hvad han anfaa for fin Ret, og i at 
tilføje Sverre al den Sfade, han tunde. Deres førfte Foretagende fynes 
at have været Dette, at faa den lærde og Ddygtige Abbed Villjam i Ebel— 
holt, Abfalons Ven, til i Eriks Navn at ſkrive det oven omhandlede Brev 
til Pave Clemens, bvilfet dDerpaa, fom det fynes, ſtrax blev affendt, og 
bvori han fremjtiller den nævnte Sag paa den Maade, ban vpfattede den, 
idet ban nemlig, ſaaledes fom det ovenfor er vilit, ifær Dvæler ved Sver- 
res Brede over Den negtede Kroning, ved Befættelfen af Stavangers Biſkops— 
ftol, og ved Patronatsretten. Han flutter Brevet med at melde, at Sverre, 
forbitret over at Erik ej havde føjet fig efter bans VBefaling, bavde lagt 
Beflag paa alt det erkeviffoppelige Gods og Erkeſtolens FJndtægter, lige 
til den fidfte Penning, og Derpaa indftevnt Erøebiffoppen for Paven, vel 
vidende at ban af Mangel paa Midler ingen faadan Rejſe funde foretage, 
og at han derved vilde blive udfat for Det pavelige Sedes Foragt. Men", 
figer ban, „for at undgåa denne, have vi affendt paalidelige og vel anfeede 


1) Sverres Saga, Gap. 117. 








1190. Griebiffop Erik flygter til Danmark. Nikolas Biffop i Oslo. 267 


Mænv, for bvilfe vi nu af eder Hellighed bede om en gunftig Modta— 
gelfe og om Troſt i eders faderlige Favn, naar De vidne til Bedſte for 
GSandbeden, paa det at den Ondffab, der nu ev fremavlet, fan udryddes 
fra vore Grændfer, og vor Kirkes Fribed, ſtyrket ved Det apoftoliffe Sædes 
QPrivilegier, fan bevares uffadt. Imidlertid bave vi, af Mangel paa Mid- 
fer, forladt Miget, og ere i Danmart af vor Medbroder, Erkebiſkoppen i 
Lund, den bellige romerffe Kirkes fynderlige og bengivnefte Søn, blevne 
modtagne med al Wrebodighed og Hader, famt underboldte paa Ddet 
bedfte" 1). 

Imidlertid var Biftop Helge i Oslo død, fom man maa formode, 
ftrar efter bet før omtalte Biffopsmøvde. Den nys indviede Biftop Niko— 
fag, der neppe endnu havde tiltraadt Stavangers Biftopsjtol, fik Luft til 
at ombytte Denne med Biſkopsſtolen i Oslo, vel iffe fan meget fordi Den fidfte 


1) Langebek, Ser. 1. c. - Ut Tiden, da Brevet blev førevet, var fidft i 1190, 
itfe, fom enkelte have antaget, i 1192 eller 1193, fees deels deraf, at Erik 
felv omtaler Begyndelfen af Irætten fom opftaaet anno præterito, pallio a 
vestra Sanctitate acceptö, quum fuissemus in terram nostram regressi, hvilfet 
ej fan overjættes anderledes end ,ifjor, da vi efter erholdt Pallium af eders Hel: 
lighed, vare fomne tilbage til vort Fedreland“, altfaa 1189; deels, og fornemme= 
lig, deraf, at Erik ligeledes, fom de af ham for Sverre paaberaabte Støtter for 
den frie Balgret, nævner Pave Hadrians og ,,eders Helligheds egne" Pri— 
vilegier; den Pave, han tilffriver, er altfaa den famme fom den, der har 
udftedt biint, ved VBejættelfen af Stavangers Biffopsftol 1189 eller 1190 
paaberaabte Privilegium, og Éan følgelig ikke, fom man har antaget, være 
Goeleftin d. 3die, der førft blev udvalgt i April 1191, men maa være den 
tidligere i famme Maaned afdøde Clemens d. die, den famme, der havde ind- 
viet Eri. (Den Paves Navn, til hvem Brevet er fiilet, betegnes nemlig 
fun ved et C., der lige faavel Fan være ,,Goeleftin'', fom „Clemens“). Men 
med Goeleftin fom Brevets Modtager bortfalder ogfaa den væjentligfte Grund 
til at benføre dets Affattelſe til 1192 eller endog 1191, og vi Funne bogfta- 
veligt holde os til dets egen Angivelje, at Trætten, det omhandler, var ber 
gyndt Uaret forud, og at bette Aar var det famme fom det, hvori Erié 
fom tilbage til Norge, altfaa at Brevet felv er førevet 1190. Man har 
maaffee og benført Eriks Flugt fra Norge til 1191, fordi den i Sverres 
Saga omtales umiddelbart efter Thorleif Breidffeggs Død, der forefaldt i 
det Aar. Men Sagaens Ord „i denne Tid“, antyder Fun Tiden ganſte 
løfeligt; paa famme Maade heder det Fort forud i Gap. 112 om VBiffop 
Helges Død, at den indtraf „i den Tid", hvilket efter Stedet, hvor det ftaar, 
firengt taget maatte henføres til 1189, medens Helge dog døde 1190, Biffop 
Njaals Valg omtales endog før 1189. Nu fee vi tydeligt, at Hovedftriden 
foregif paa det omtalte Biffopsmede, der maa have fundet Sted i den førfte 
Halvdeel af 1190, fiden Helge da endnu levede; derpaa henſtod Sverre Sagen 
til Froftatbing, der vel, fom fædvanligt, holdtes om Sommeren, og firar derefter 
flogtede Erik, altfaa i Juni eller Juli. —GSaaledes havde han endnu famme 
Uar god Tid til at overlægge med Abfalon og Villjam, og faa Brevet til 
Paven affattet. 


268 Sverre Sigurdsfen. 


var mere indbringende, fom fordi Nifolas efter al Nimelighed har havt baade 
Befiddelfer og magtige Forbindelfer i Bifen '), og vel ifær fordi det maatte 
pære ham belejligt og bebageligt at holde til i Dette Landffab, hvor Stem— 
ningen var Sverre meft fiendtlig, og bvor ban, i Danmarfs nærmefte Na— 
boſkab, havde fetteft for at udklætfe de Planer, vi i det folgende ville fee 
bam bringe til Udforelſe. Uagtet ſtrengt taget ingen Biſkop, der var 
indviet til eet Sæde, uden Pavens færftilte Filladelfe kunde forflyttes til 
et andet, bindrede Dette Dog ikke Erik fra at tillade Nifolas at gjøre Byt- 
tet ?), og der tales heller iffe om at Sverre gjorde nogen Indvending; 
fandfynligviis var det nu for filde, og det er Desuden iffe ufandfynligt, at 
det nu virfelig for en Tid var lykkets Nifolas ved forftilt Venlighed at 
formilde Sverre.  Saaledes blev da Nifolas Biftop i Oslo. Om Erik 
meddeelte ham denne Tilladelſe før eller efter fin Afrejfe fra Norge, figes 
ej; men Det maa under alle Omftændigbeder have været i Lobet af 1190. I 
bang Sted indviedes til Biftop i Stavanger en Njaal, uvift om det var den, fom 
Sverre tidligere bavde foreflaaet, men fom Erik iffe bavde villet antage 3). Og— 
faa med Henfyn til bam opftaar Spørgsmaalet, om Erik indviede ham medens 
fan endnu var I Norge, f. Gr. under fit Opbold i Bergen, eller efter at 
pære fommen til Danmarf; Det fidfte fynes rimeligft. Nikolas Urnes- 
føns Filtrædelfe ar Biftopsftolen i Oslo falder, fom vi fee, omtrent fam- 
men med Erik Jarl8 mistænfelige Død. Og efter Hvad der fenere fore- 
faldt, fynes det virkelig, fom om Mistanfen, naar den her ſkulde ramme 
en af Parterne, Sverre eller Nikolas, fnarere maatte ramme den ſidſte 4). 





1) Man erindre her kun, at Nikolas var Broder af Orm Kongsbroder, i fin 
Tid Vikens førfte Mand. 


2) J Deer. Greg. I. tit. IV figer Innocents III udtrytfeligt: ligefom Biffopper 
nes Translation, Afjættelje og Gesfion alene er forbeholdt ben romerføe Pon- 
tifer, faaledes gjelder det famme om de udvalgte Biffopper efter Betræftel: 
fen, ſtjont hidtil dette, fom var foreførevet om (de indviede) Biffopper, ikke 
udtrykfelig var fagt om de blot Udvalgte o. f. v. Uagtet dette førft figes 
af Jnnocents 1198, feer man dog tydeligt at Regelen felv, om de virkelige 
Biffopper, var gammel, Den fynes og at være foreføreven i Decr. II Gap. 
7, Qu. 1. Gap. 34; vift er det, at den var almindelig antagen. 


Sverres Saga Gap. 111. 


Det er allerede ovenfor, (S. 40) antydet, at Overdragelfen af Kaftelle:Klo- 
ftret i Kongebhelle til Erøebiffoppen i Nidaros unde førive fig fra denne Sid. 
Og bar man nu for DØje, hvorledes Erif og Abbed Villjam i Ebelholt lagde 
Raad op fammen, og hvorledes Ubfalon tog fig af Erik i hans Jrangfel, 
ligger det meget nær at formode, at Billjam paa Ubfalons Unbefaling har 
overdraget ham biint Klofter, for dog at føaffe ham nogen JIndtægt, og at 
Nifolas, efter fin IJiltrædelje af Biffopsftolen, var lige faa villig fom ſtyldig 
til at betræfte Overdragelſen. 


Co) 
— 


4 


— 





1190. Kardinal Ginthius fendes til Norden. 269 


49. Fortfatte Stridigheder mellem Kongen og Erfebiffoppen. Sverres Ban— 
fættelfe og Kroning. 


Det fader dog ikke til, at Erkebiſkop Eriks Foreftillinger til Paven 
for det førfte gjorde nogen Birfning. Thi hverfen indlob der ſtrax nogen 
Banfættelfe fra Paven, eller vovede Erkebiſkop Erik paa egen Haand, 
fom Gyftein forben, efter fin Bortrejſe fra Niget, at lyſe Sverre i Ban, 
lige faa [idet fom man endnu i et Par Wars Iid feer Fegn til noget 
uvenligt Forhold mellem Sverre og de øvrige Biſkopper. Denne Faus- 
bed fra Paveftolens Side fan vel for em Del forflares af den Omjtæn- 
dighed, at Pave Clemens den Ivdie døde i Marts eller Upril 1194 2), altfaa 
for tidligt efter Brevet8 Modtagelfe til at funne gjøre noget ved Sagen, 
og at bans Gftermand, Coeleftinus den 3die CKardinal-Diakon af St. Maria 
i Cosmidin Hyacinth), vel i det mindjfte i Førftningen var alt for meget 
optagen med Forbandlingerne om Henrik Den Gtes Kejferfroning og ve 
ficiliffe Anliggender, til at funne benvende Opmerffombeden faa nøje paa 
De norffe. Han fendte viftnof endnu I fit forfte Embedsaar en Leyat, 
Ginthius, Kardinal-Presbyter af St. Laurent i Lucina, til Norden, — 
i vigtige Anliggender, fom en ſamtidig Forfatter ytrer fig, — og fom en 
fildigere Forfatter angiver, til Danmark, for atforlige dets uenige Fyrſter; 
men om dette endog forholder fig rigtigt, og ſkal det end, fom nogle have an— 
taget, betegne at hans Erende var at megle Fred mellem Sverre og Kong 
Knut, og iffe mellem denne eller bans Broder og Biſkop Valdemar, faa 
er Der Dog ikke fjernefte Spor til, at Cintbius har været i Norge, me- 
Dens han dog baade var i Danmark, og, fom man maa formode, i Svee 
rige, i Det mindfte havde eller fif han fpecielle Grender af Paven at 
udføre i Dette Land ?). Havde Paven da virkelig befluttet, eller i det 


1) Tiden for Glemens's Død angives forffjelligt.  Paalideligft er vel den fam: 
tidige Benedikt af Peterboroughö Ungivelfe, Onsdag d. 105e April. Tilſkrev 
nu Griebiffop Erik Pave Clemens, fom man feer, efter fin Unfomft til Dan: 
mark, altfaa fidft i 1190, er vel Brevet neppe kommet til fit Beftemmelfes- 
fted førend forft i 1191. Men da nærmede allerede Kong Henrik fig (han 
var i December i Milano), for at tage det ficiliffe Rige i Befiddelfe, og da 
Glemens i Januar 1191 forlenede Modfongen Tancred af Lecce med dette 
Rige, har han havt nok at tænfe paa, hvortil vel og fom GSygelighed før 
hans Død; man fjender i det mindfte itfe med Beftemthed nogen Bulle eller 
Gtrivelfe af ham, udftedt efter 5te Februar 1191. 


2) Dette Erende var, fom Pavens Skrivelſe af 31te December 1191 til Kardi- 
nalen, Grøebiffoppen af Upfala og Biffoppen af Skara vifer, at bilægge en 
Strid mellem WBiffoppen af VBerjø og Biffoppen af Linføping, (Liljegren 
Dipl. I. No. 100). J Danmart befræftede han Erkebiſtop Abfjalon, fom Bi- 
ſtop af Sjæland, i Befiddelfen af Kjøbenhavn m. m. (Thorkelin Dipl. I. 
65). Efter Arnold af Luͤbeck (IV. 23), var han fendt til Danmark for- 


270 Sverre Sigurdsføn. 


mindſte fundet Tid til at tage fig af Grøebiffop Eriks Saa, og optræde 
mod Sverre, vilde han visfelig bave givet Kardinalen, da han dog under 
alle Omftændigheder Drog til Norden, et beftemt Hverv i faa Henfeende, 
og i Dette Tilfalde vilde vi vel og upaatvivlelig, enten i Sagaens Beret- 
ning, eller i bitoriffe Aktſtykker, ſe Spor af en faadan Optræden. Men 
ingen faadanne Spor eve at opdage.  FIvertimod fee vi i det famme War 
de fornemme Danffe Korsfarere, af bvilfe een var Kong Knuts Syſkende— 
Barn, den anden Erkebiſkop Abſalons Syſterſon, forene fig om at drage i 
Korstog med Ulf af Lauvne8, en af Sverres fornemfte Filbængere og 
Krigsmænd, lægge Bejen om Morge, og modtage8 paa Det venffabeligfte 
af Sverre. Der maa faaledes ganffe beftemt have været Omftændighe- 


medelſt visfe vanffelige Sager; Beretningen om St. Bernvards Jransla: 
tion (fra 15de Warhundrede) vil derimod vide, at han blev fendt in partes 
Daciæ for i Pavens Navn at vifitere dette ved færffilt Privilegium Apoft- 
lernes Fyrſte undertaftede Land, faavel fom at bringe til Fred og Enighed 
dette Lands Gillius provinciæ) Fyrfter, der ftaa i alvorlig Splid og Uenig- 
bed, (Leibn. Scr. Brunsv. I. 469) og dette Éunde, ffjønt Udtrykket provincia 
de Dacia viftnoé oftere brugtes om hele Norden, fnarere forklares om Her: 
tugen og Biffop Valdemar, mellem bhvilfe der, længe førend Striden virfelig 
brød ud, var et fpændt Forhold, end om hele Nordens Fyrfter. Overhoved 
har der med Henfyn til denne Ginthius været antaget, men viftnok aldeles 
med Urette, at han ogfaa var i Danmark 1194. (Suhm. VIII. 294). Dette 
flutter man, fom man feer, deels deraf, at den nys nævnte Beretning om St. 
Bernward lader Paven affende ham 1193, deels deraf, at han, fom den 
famme Beretning og Urnold af Libed beretter (1. c.) paa fin DJilbagez 
rejfe beføgte Abbed Dietrid i Midaelskloftret i Hildesheim, og af Taknem— 
melighed over den gjeftfrie Modtagelfe, han der fit, fiden udvirfede hos Pa- 
ven, at Kloftrets Stifter Biffop Bernmward blev Eanoniferet, Hvilfet man har 
henført til 1194, læggende for megen Vegt paa det Gted hos Urnold, 
hvor dette omtales, ſtjont han aldeles ikke firengt følger den chronolo— 
giffe Orden. Det bedfte Beviis paa Urigtigheden af denne Jidsbeftem- 
melfe er dog, at den Skrivelſe hvori Paven melder Biffoppen og Klerefiet i 
Hildesheim, at Bernmward var Fanoniferet, er Ddateret Rom 8 Januar 1198 
(Mabillon Acta SS. ord, Ben. sæc. VI. 9.1. 251), ligefom Paven og under 
21de Januar 1193 forbød Biffoppen og Kapitlet uden Abbedens og Brød- 
renes Tilladelſe at formindføe St. Bernmards Legeme, og under 27de tog 
Kloftret i fin Befiyttelfe. (Jaffe Regesta S. 893). Thi da nu Kanonifa- 
tionen, fom en Følge af Ginthius”s Forbøn, førft fan have fundet Sted ef: 
ter dennes Hjemfomft, og ikke engang ſtrax derefter, da der altid var flere 
Formaliteter at iagttage, maa Ginthius allerede være fommen hjem fra den 
i Beretningen om St. Bernmard omtalte GSendelfe i Løbet af 1192, maaffee 
om Sommeren, og denne GSendelfe falder faaledes fammen med den oven 
nævnte. Om han, da Paven tilffrev ham Site December 1191, allerede var 
i Danmaré, eller han felv fil Brevet med, er vanffeligt at fige. Men vift 
er det af alt dette, at hans Ophold i Norden falder i førfte Halvdeel af 
1192, og at han ej vari Norden 1194, faa at det heller iffe fan være ham, 
der menes med den Legat, Sverres Saga i dette Uar omtaler, fe nedenfor. 





1191. Erkebiſkop Grit hos Abfalon. 271 


der, der endnu hindrede Abfalon og Grif fra I denne Sag at handle gan- 
ſke faafedes, fom de havde Lyft til, og man maa da nærmeft gjette paa, 
enten at maaffee Abfalon og den Danffe Konge felv netop for biint Togs 
Skyld, hvori dere egne Frænder Deeltoge, endnu ønffede at holde gode 
Miner med Sverre, eller at begge Erkebiſkopper ej vare faa fuldfommen 
fifre paa Medhold af Paven, fom de funde ønffe. Dette fan nu deels 
figge deri, at Sagen i fig felv endnu iffe var faa reen og klar, at Pa- 
ven, Der overhoved var en godmodig, føjelig Mand, ønffede at tage 
et beftemt Parti, deels maaffee og i den Stilling, AUbfalon, fom Le— 
Deren af den danffe Politif, indtog i Biftop Valdemars Gag. Thi 
at Paven i det mindjfte i Førftningen, og førend denne aabenbart op— 
traadte fom Oprører, tog ham i Beftyttelfe, fan flutte8 af et endnu 
tilftedeværende Brudſtykke af en pavelig Skrivelſe til Kong Knut i 
Danmark ?), hvor der klages vver at Knuts Broder, Hertug Vale 
Demar, bvoldeligen bavde frataget Biftoppen og hans Kirfe Borge, 
Beliddelfer og flere Gjendomme; Bebrejdelfer, der aabenbart figte til den 
mellem begge Mavnerne opftanede Ivift om Bejftyrelfen af Sønderjylland, 
eller om hvad dDer af dette ffulde anfees at høre Biffopsftolen, og hvad 
den fongelige Lensberre til. Da vi nu, fom ovenfor nævnt, finde Sverre 
paa Biffoppens Side, fommer han altfaa dDerved middelbart paa famme 
Side, fom Paven feiv, og Dette maatte Dog, om Paven end iffe var ham 
gunftig og nof ved Lejligbed havde i Sinde at ramme ham, Dog for en 
Tid tilbageholde dette Uvejr *). Og under disfe Omftændigheder bliver 
det da fandfynligt, at bvi8 Kardinal Cinthius's Sendelfe virkelig havde et 
politiff Øjemaal, bar dette for en væfentlig Deel fun været at megle i Biftop 
Valdemars Sag, og faaledes været mere til Fordel for Sverre end imod 
bam. Erkebiſkop Grit forblev imidlertid hos Abſalon, ventende paa bedre 
Tider, og deeltog med ham, fom man erfarer, i firfelige Forretninger, 
f. Gr. JIndvielfen af Gumløfe Kirfe i GSfaane3) Han var ubeldig 


1) Pers Archiv VIL 884. Af GStrivelfen har man Fun VBegyndelfen, der lyder 
ſaaledes. „Fra vor værdige Broder Valdemar, Biffop i Slesvig, er det og 
meldt, at din Broder Hertug Valdemar voldeligen havde frataget ham 
hans Kirfe, Borge, Befiddelfer . . . og flere Gjendomme . . . Det er date: 
ret Cateran, og er aabenbart udftedt før Biffoppens Fængfling, altfaa i 
I 191 eller 1192. 

2) Man feer ogfaa af Kong Knuts, ved Abbed Villjam førevne Brev til Paven, 
der fandfynligviie er affendt fidft i 1193 (Langebef Ser. VI. 58), at Kongen 
i det mindfte var temmelig ufiffer paa, hvad Paven tænkte om Biffop Val- 
demars Fængfling, og beklager at han iffe har hørt det mindfte fra ham 
til Svar paa den Fremftilling deraf, Erkebiſkop Ubfalon havde givet. 

3) Dette var den de Oftober 1191, fe Langebek Ser. V. 377. 


272 Sverre Sigurdeføn. 


nok til at faa en Øjenfvagbed, der omfider gjorde ham ganføe blind '), og 
fom tel ogfaa bar bindret ham meget i at gaa frem med den Kraft, han 
ellers vilde hate lagt for Dagen. Dog vare han og hans Venner frem- 
deles utvættelige i at agitere mod Sverre, og at Biſkop Nikolas i al Hemme— 
figbed underftøttede Dem, er man naſten berettiget til at flutte af de lige 
fremme Beſkyldninger, Kong Sverre fenere gjorde ham, fom vi ftrar neden- 
for ville fee. Den Underjftøttelfe, fom virfelig blev Biftop Valdemar til 
Deel fra Norge, maatte i alle Fald fjerne alle de politiffe Henfyn, fom 
maaſkee ellers funne have bragt Abſalon til at udfætte fin aabenbart fiendt- 
fige Optræden mod Sverre, medens tillige Ven tilfyneladende Fremgang, Oye— 
fteggerne bavde i Slutningen af Aaret 1193, da de nemlig underlagde fig 
hele Vifen og ftørfte Delen af Gulatbingslagen, nok funde bringe bam tik 
at anſee Sverre for mindre farlig, end det ellers vilde bave værer File 
fældet. Det maa da have været omtrent i Beqyndelfen eller førfte Halv- 
Deel af Maret, at begge Erkebiſkopper, fom Sagaen beretter, fendte Mænd 
til Rom med Breve til Paven, bvori alt bvad der var pasjeret mellem 
Sverre og Erik, var førevet efter Dennes eget Vidnesbyrd *), bvilfet vek 
vil fige, at Brevet indeboldt det famme, fom det tidligere Brev til Pave Cle- 
mens, der ej havde baaret nogen Frugt. Og Brevet maa Verhos, fom man 
af Følgerne fan fre, Have indeholdt en beftemt Anmodning, deels om par 
velig Befræftelle paa De Fordringer; Erik opftillede, deels om Fuldmagt 
til at erfommunicere Sverre, bvis han iffe gav efter. Denne Gang gjorde 
begge Erfebiffoppers forenede Forejftillinger bedre Virkning, hvad enten nu 
Paven ej længer funde lade Sagen faalede8 gaa ben, eller ban, hvad 
der er Grund til at antage 3), virfelig var omftemt med Henfyn til Biftop 
Valdemar. Bi bave endnu en pavelig Bulle, der sjenfynligt er fremkaldt 
ved bine Sfrivelfer. Ved denne Bulle tager Cveleftin Erkebiſkop Erik 
og bans retmæsfige Efterfølgere i St. Peters Veftvttelfe, og befræfrer 
tillige Erkeſtolens VPrivilegier i deres videfte Udftræfning Da denne 
1) Sverres Saga Cap. 120. 
2) Sverres Saga Gay. 121. 


3) Se herom Suhm, Hiftorie af Danmarf, VIII. S. 289.  Maaffee at det 
oven nævnte Brev fra Kong Knut, der endog efter al Nimelighed er fendt 
med famme fejlighed, fom Erfebiffoppens, har bidraget til at omftemme 
Paven. „Vi anraate ever", flutter dette Brev, patter og atter, at ben 
faderlige Hengivenhed lader fig optø ved Sønnens Bønner, faa at den Bit: 
terhed, vi føle over at Netfærdighed ej vifes os, Fan formildes ved eders 
Belfignelfe, idet I lade os nyde Met. Vi bede derfor eders Mildhed at 
lytte til vore Bønner, og tage Henfyn til vor falige Faders Minde, der, faa 
længe han levede, var eder faa hengiven, paa det at vi, ligefom vi før have 
viift de apoftoliffe Bud Arbodighed, Funne for Fremtiden være endnu villi: 
gere og pligtffyldige til at udføre dem". 


1194. Pavelige Privilegier for Erteftolen. 273 


Bulles VBeftemmelfer, endog Ord til andet, danner Grundlaget for de 
Fordringer, Erkeſtolen fenere opftillede, og de Jndrømmelfer, fom denne 
ibærdigt føgte at faa Kronen til at gaa ind paa, indtager Den en vigtig 
Mads i vor offentlige Ret, og Dens Indbold bør Derfor nærmere fjendes. 
Gfter at Paven førft i almindelige Udtryf befræfter Erkebiſkoppen og den 
ham underlagte Kirfe i De Frideder og JImmuniteter, fom bidtil vare 
hans Kirfe tilftnaede af tidligere Konger, fornemmelig Kong Magnus, 
gaar ban over til at opregne De færffilte Rettigheder, der, efter Udtrykkene 
at dømme, nu for førfte Gang faa pavelig VBefrærtelfe, og faaledes maa 
være opftillede af Erik felv, fan meget mere fom de netop ſees at angaa 
De ombandlede Stridsfporgsmaal. „Det ſkal ogſaa“ '), beder det, ,være Dig 
og Dine Efterfolgere tilladt, a) til de Kapeller, fom Kongerne have ftiftet eller 
doteret, ligeføm i andre Kirfer og Kapeller i din Provins, at udnævne 
pasfende Prefter, uden Kongernes Præfentation, ifølge de Afkald paa 
VPatronatsretten, fom det er befjendt at de famme Konger have givet ved 
offentlige Dokumenter og ved fine Privilegier"*). „Vi beftemme dere 
næft, b) at ved Udvælgelfen af Biffopper og Ubbeder i din Vvo- 
ving, ffal ingen Vold, ingen Magt, ingen Godfjendelfe, intet Samtykke 
af Kongen eller nogen Fyrſte fomme imellem, og ingen ſtal ved deres 
Gunft funne erholde nogen firfelig Prælatur, men fun Den, fom de, 
bvilfe Valgretten tilfommer, ved enigt Valg anfee med Henfyn til Lærdom 
og Bandel at være meeft fortjent til at beflæde den ledige Poft. c) Da 
vi onſke at de Gejftlige i Morge føulle nyde den dem tilfommende Frihev, 
forbyde vi udtryffeligt, at nogen Biftop, Abbed eller Gejftlig, Ver ej bar 
fongeligt Len, nødfages til at bære Vaaben eller følge med paa Krigstoq, 
eller dertil at anvende noget af deres Midler; undtagen der ffulde være 
faa ftor Nød for Haanden, at vedfommende Biſkop efter Overlæg med 
forftandige Gejſtlige maatte tillade det. — — Specielt erklære vi de Pre- 
fter, Klerfe og Lagmænd, der ſtaa i St. Olafs FIjenefte, famt alle andre 
Preſter, faavel paa Landet, fom i Byerne, frie for de Byrder, der i Norge 


1) Dette „ogſaa“ fynes at vidne om, at disfe Privilegier nu førft ere bekræf: 
tede af Paven. 

?) Det er vel et fort Spørgsmaal, om dette „var befjendt”. Paven i det 
mindfte vidfte vel neppe andet og mere derom, end hvad Erif havde berettet 
ham. Det er ve! ogfaa hertil, at Biffop Thorlak figtede, da han (ſ, o. S. 
254) fagde, at det i Norge allerede var vedtaget, at Beftyrelfen af alle Kir- 
Eer med deres Gods ene ſtulde tilkomme Biffopperne; der tales ogfaa herom 
ganfée fort og dunkelt i det tvivlfomme Brev af 1174, fom om Kongerne 
havde gjort Affald derpaa; men vi have allerede feet, og ville fremdeles 
endnu tydeligere fee, at Sverre benegtede faavel deres Henfigt fom deres Met 
til at gjøre faadanne Indrommelſer. 


Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. III. 18 


274 Sverre Sigurdsføn. 


faldes KLeding. d) Fremdeles tilftaa vi der Net til at ſende tredive 
Leſter Meel til Island for at fjøbe Klævder til St. Olafs Fjenere, Vær 
paa de Tider, Landet8 Waring tillader det, ligeſom vi og e) bekræfte den 
Rettighed til at oppebære Landørerne af et fra Island fommende Stib, 
fom bvert Aar tilfommer St. Olaf. f) Alle dem, der for Andagts Skyld 
fom Vilegrime beføge bans Kirfe, Fremmede og Indfødde, i Krig eller 
Fred, ſkulle nyde fuldfommen Trygd og Lejde paa Vejen faavel frem fom 
tilbage, og De, fom befindes at have frænket denne Trygd, fulle være 
underfaftede den for faadanne Tilfalde beftemte Straf, ligeføm de, om De 
i flige Slagsmaal dræbes af Pilegrimene, der forfvare fig, ej maa begra- 
ves ved nogen Kirfe. g) I alle Sager, fom den fanoniffe Net nævner, 
forbyde vi ogfaa Gejftlige at underkafte fig nogen verdslig Domftol, og De, 
fom mod de almindelige og Dette vort fpecielle Forbud underfafte fig verds- 
lig Dom, føulle i Følge Forftriften firaffes efter vedfommende Biſkops 
Godtbefindende. h) FIndviede Kirfer maa ingen uden vedkommende Bi— 
ffops Filavdelfe nedrive eller flytte. i) Ingen Konge eller Fyrſte maa 
uden Biffoppernes og de forftandige Mænds Samtvife forandre Landets 
vedtagne førevne Love, eller de beftemte Pengebøder, enten for Gejitlige eller 
Berdslige, mod gammel Sædvane, til Kirkernes eller Gejftlighedens Stade, eller 
af nogen Biffop eller Abbed, der ej bar fongelig Veitfle, før eller efter Inde 
vielfen eller Velfiqnelfen, fordre Froffabsed. k) I at give Fiender af 
fine Jorder og Gaarde fulle Kongerne ganſke følge de fanoniffe Beſtem— 
melfer. 1) Det flat være Erkebiſkoppen og Efterfolgere tilladt, ligefom 
hans Forgængere, ,iffe til Forngjelfe men til Kivfens Nytte", at fjøbe 
Falfe, Hege og Graavaler (Graafalfe).” Endelig beftemmes det i Almindelig- 
bed, at ingen mad fornærme den før omtalte Kirke, eller fratage den Dens Beſid— 
delfer, eller beholde Dem, om De ere Den fratagne, eller at plage den med 
Udfugelfer, men at alt ſkal bevares uffadt, faaledes fom det bedft fan gavne 
dem, til Hvis Beftyrelfe og Ophold det er overladt, dog I alle Dele med 
Forbehold af det apoftolifte Sedes Myndigbed. Bullen ender med den 
fædvranlige Frufef mod den, der handler berimovd, at ban, gejftlig eller 
verdslig, hvis ban efter tre Gange gjentagen Paamindelfe itte aflader fra 
fin Brode og giver pasfende Fvlvdeftgjørelfe, ſtal milte fin Myndighed og 
Hæverstitel, famt erfommuniceres 1). Men foruden denne i Bullen inde- 
holdte almindelige Frufel har Paven maaffee ogfaa udftedt en mere fpe- 
cief, bvori han, fom Sagaen udtrykker fig, ,lyjte Bans-Sag over Kong 
Sverre, om ban iffe lod Erkebiſkoppen faa alt det, fom han vide og for- 


2) Bullen i Dipl. Norv. IL. 3, Shorfelins Dipl. II. 13. 


1194. En tegat i Kongebhelle. 275 


drede”. Der tales nemlig udtryfkeligt om flere Breve, fom Paven fendte 
Erik til Svar paa hans og Abſalons Skrivelſe 1). 

Bullen fom imidlertid neppe til Danmark førend, i det aller tidligſte, 
i Juli Maaned 1194, da Den er Ddateret Den 15de Funi dette War. Den 
anden Skrivelfe, for faa vidt em faadan er udftedt, fom maaſkee noget før; 
Dog berffer der berom megen Dunfelbed. Fmidfertid benyttede Sverre Tiden 
godt. Palmeſondag (Idie April) bavde ban, fom vi vide, vundet Sejren i 
Florevaag. Lidt efter Paaſken (10de April) drog ban til Viten for at for- 
følge Siqurd Jarlsſon, og adfplitte Levningerne af hans Flukt. Han fom 
paa dette Tog ned til Kongebelle, bvor han neppe havde været fiden 
i Sommeren 1184, efter GSejren over Kong Maquus. Her ind- 
fandt fig, fortælles der, en pavelig Legat hos ham med fit Følge. Hvo 
Denne faafaldte Legat var, vides iffe, vg man finder heller ikke i de danføe 
og foenffe Aarboger, Oldfkrifter eller famtidige Breve og Aktſtykker fjer- 
nefte Antydning til, at Der paa Den Tid var nogen pavelig Legat i Sve- 
vige eller Danmarf*). Af denne og andre Omftændigheder, faa og fordi 





1) Sverres Saga Gap. 121. 


?) Flere have antaget, at denne Legat var den før omtalte Kardinal Ginthius, 
under den Forudjætning, at han ogſaa i 1193 og 1194 fendtes i Legation 
til Norden. Men det er ovenfor viift, at denne Forudfætning beror paa en 
urigtig Jidsbeftemmelfe. Det er tillige fyſiſt umuligt, at Ginthius paa den 
angivne Sid, om han end virkelig to Gange fendtes til Norden, Fan have 
været i Kongehelle. Thi da Sverre rejfte fra Bergen „lidt efter Paaſte“, 
altfaa omtrent midt i April, og, fom det fynes at ligge i Sagaens Ord, ikke 
ſtyrede ſtrax lige til Kongehelle, fom han neppe did førend førft i Mai; 
under alle Omftændigheder fan han ej være Éommen derhen førend omtring 
den 20de Upril. Nu beder det, at Legaten da (altfaa efter hans AnÉomft) 
fom til ham, og var hos ham i nogie Dage. Legaten Fan faaledes umuligt 
have forladt Kongehelle førend midt i Maiz men Kardinal Ginthius var i 
Rom den 15de Juni, thi da var han med at underførive den ſelvſamme 
Bulle, hvis Indhold ovenfor er meddeelt. Nu fan man neppe antage, at 
man i hine Sider unde rejfe faa hurtigt, at det var muligt at tomme fra 
Kongehelle til Rom paa en Maaned. Efter Abbed Nifolas's gamle islandſke 
Stinerarium omtrent fra famme Tid regnes der over 46 Dagsrejfer fra Aalborg 
i Danmark til Rom, fe Werlauffs ,Symbolæ ad geogr. medii ævi*, S. 15—22, 
og en Kardinal var vift iffe blandt dem, fom rejfte hurtigt. Hertil kommer, at 
den her omhandlede Legat ikke kaldes Kardinal, hvilfen Titel, fom vi fee, Sa- 
gaſkriverne iffe undlode at give de Legater, der virkelig bare den, f. Er. Niko— 
laus Brekſpear, Fidantius, og Villjam af Sabina, medens de derimod Falde Ste- 
phanus, der ej var Kardinal, flet hen , Legat”. Heller ikke havde vel Sverre 
vovet at behandle en virfelig Kardinal faaledes fom han behandlede denne 
Legat; ja det fynes næften endog, fom om han har betvivlet hans Kompetence, 
og antaget at han falffelig gav fig ud for en pavelig Uffending. I alle 
Fald ev det et Tegn paa at han var en obffur og mindre anfeet Mand, at 
ikke engang hans Navn er opbevaret. 

18* 


276 Sverre Sigurdéføn. 


det fader til at han var mere ubefjendt med Forholdene, end han funde 
pære, Hvis ban var vejft gjennem Danmark, ſkulde man næften tro at ban 
ev fommen fra England umiddelbart til Norge, ju maaſkee endog, fiden 
Sverre reent ud faldte ham en Bedrager, at ban udgav fig for at 
være Legat, uden at være fendt af Paven. Sverre indbød ham og 
bans Følge til fig, og beboldt ham hos fig i nogle Dage. De talte . 
om Mangt og Meget, og Kongen anmodede ham om at indvie ham til 
Konge og frone ham. Dertil, ſiges der, var Legaten å Førftningen nok 
faa villig; dette vifer, enten at det, fom nys formovdet, iffe hang vigtigt 
fammen med hans Gendelfe, eller, bvad og ev fandfynligt, at Pa- 
pen ved hans Affendelfe endnu iffe vet var bleven vpfat mod ECSverre. 
Men da de andre Gejjtlige, fom vare tilftede (Mette maa da have været 
Gejjtligheden i Viten, der ftod under Nifolas), fik Nys om biin Uftale, 
djorde de Legaten opmerffom paa at Kongen endnu var uforligt med Er— 
febiftoppen, og at denne havde maattet forlade fit Erkeſede; Dde foreholdt 
ham tillige, at Kongen, fom de fagde, tidligere havde været indviet til 
VPreft, og dertil, at han havde taget fig en Huftru, ſtjont han allerede før 
havde paa fovlig Maade egtet em anden, og at De begge endnu vare 
i Rive); alt dette, og meget andet Dertil, anførte de for at vife 
hvor utilbørligt det var at Sverre fronedes, og bad Legaten endelig ikke 
at indlade fig derpaa. Deres Foreftillinger virfede. Naſte Gang, da Kone 
gen talte med Legaten om Kroningen, undflog han fig derfor, og bad ham 
at forlige fig med Erfebiffoppen, da det var Denne, hvem det tilfom at 
frone ham. Da blev Kongen vred, og fagde: „Jeg feer nok, bvad dit 
Grende ev her i Landet, det famme fom mange andre Bedragere gjøre; De 
føbe bid fra fremmede Lande, for at ſkaffe fig Penge, og gjøre fig fiden 
fyftige over 08, naar De vel ere borte. Nu har du førar at forlade Landet; 
jeg vil iffe, at du ffal narre Penge af mine Shegner her I mit eget Nige”. 
Med denne Beffed rejite Legaten ?). 

Forbitvet over Gejftlighedens Jndblanding i denne Sag, rejſte Sverre 
nu nord i Bifen, og fendte ftrar Bud efter Biffop NMifolas. Da denne 
- fom, tog Kongen bam for fig i Eenrum, vg fagde ham at han nu var 
fommen under Vejr med, at alle de fvigagtige Unflag, for hvilke Halltell 
Sonsføn nys havde ftaaet i Spidfen, nemlig Øyeffeggernes Opſtand, 
egentlig vare udflæffede af Biffoppen; ja, ban bar det endog, fom det heder, 





1) Denne førfte Kone ev den ovenfor (S.56, 196) omtalte Uftrid Roesdatter, fom 
Sverre havde faaet paa Færøerne og fom var Moder til hans flefte Børn, 
men fom han ej vilde tillade at fomme til Norge fordi han tviviede paa 
hendes Sroffab. Det er imidlertid ikke fagt andenfteds end her, at han 
feulde have ,egtet hende efter Loven" (lögfengit). 


2) Sverres Saga Gap. 122. 











1194. verre krones i Bergen. PAU 


paa fam med fande Beviisligheder.  Biffoppen negtede alt, men Kongen 
jagde, at det bjalp iffe; ban vidfte alt for qod Beſked om det Hele. Han 
truede Biffoppen med den haardeſte Behandling, og faldte ham Dvottins- 
fviger og Landsforræder. Da bad Biffoppen om Naade, lovede Kongen 
Troſkab for Gftertiden, og tilbod fig at aflægge Ed derpaa, faavel fom 
at gjøre godt igjen Hvad han havde forfeet fig, og i alle Dele vette fig 
efter Kongens Onfte; ,og var han Da”, tilføjer Sagaen, den mygeſte“ 1). 
Kongen tog bam nu med fig til Bergen, idet han tillige lod tilfige Biſkop 
Thore af Hamar at indfinde fig der med det førfte, faavel fom Biftoppen 
af Stavanger, for at vaadflaa om at vælge en Biftop i Stedet for Biftop 
Paal, bvilfen, fom ovenfor nævnt, var død Den den Upril, Dagen før 
Slaget i Florevaag. Det vifte fig nofføm, at Sverre nu havde Magten, 
thi Balget faldt paa hans egen Hirdpreft, ved Navn Martin, engelft af 
Fødfel og en færdeles vel ftudrret Mand; de tre andre Biftopper indviede 
Bam ſtrax efter Sverres Onſke. Det ftod da, fige8 Der, færdeleg venffa- 
beligt til mellem Nikolas og Sverre, og var han Kongens fornemfte Støtte 
og Naadgiver I alt hvad Denne vilde have frem. Og nu fatte Sverre en- 
Delig fit Ønffe igjennem, at blive fronet. En engelft Forfatter figer vig- 
tignot, at Nitolas førft negtede at befatte fig dermed paa Grund af Er— 
febiffoppens Fraværelfe, og ikke gav Kjob, førend Sverre fod ham binde 
faft til et Skjær, faa at Bandet naſten flød ham ind i Munden *), men 


1) Heraf føulde man altfaa flutte, at Nifolas virkelig har tilftaaet fin Deelag- 
tighed i Hallfell Jonsføns Unflag. Men uagtet der ej fan være fjernefte 
Svivl om at han var i Ledtog med Hallfell og hans Venner, og Sverre 
maaffee ogfaa virkelig har havt Weviisligheder, der Fompromitterede ham, 
ligner det dog ej den flue Nikolas, faa ligefrem at tilftaa fin Brode. 
Gandfynligviis har han bedet om Naade, uden at indlade fig paa nogen 
formelig Tilſtaaelſe. 

?) Roger Hoveden, hos Gavile S. 746,747. Denne giver en fort Beretning om 
disſe Begivenheder, øjenfynlig forvirret, ja endog fynlig fordrejet til VBærfte 
for Sverre af en af dennes Modftandere, men dog faaledeå, at et og andet 
Fan tjene fil at beftyrfe og udfylde Gagaens Fortælling. I dette Uar, 
(1194), figer han, lod Kong Sverre, Norges Fvrfte, fig mod Pavens For: 
bud Érone til Konge. Da Erkebiſkop Guftadius af Nidaros hørte dette, vilde 
han heller gaa i Landflygtighed, end være tilftede ved Kroningen, og reifte 
faaledes bort. Men Sverre, Kong Gigurds Søn (dette figes ganffe ude: 
tinget), fammentaldte da alle Rigets Biffopper til Bergen, til St. Peters og 
Pauls Dag, for at frone ham. Blandt dem var en Biffop i Vifen ved 
Navn Nitolas; da han ikke vilde befatte fig med Kroningen, blev han bunden o. 
f. 0. fe ovenfor. Derved blev han bange, ſamtykkede i Sverre Birfebeing Begjæz 
ring, og Éronede famt indviede ham til Konge oven nævnte Dag i Bergen, i Over: 

& varog med Samtykke af Biffop Martin af Bergen, Erik af Stavanger, Shore af 
Borgund, og UAbfalon. Gamme Dag, da Kong Sverre fad til Bords paa 
Fongelig Viis med VBiffopperne og Rigets Høvdinger, lod han halshugge 
Sigurd, Søn af Udeftan, forhen Konge i Norge, og Hovedet bringe ind til 


275 Sverre Sigurdsfan. 


Sverre8 Saga taler intet Derom, og bvis faadant eller noget lignende er 
forefaldet, fom not fan være, Da har det fnarere været ved Dere$ Møde 
i Viken, bvor det er bøjft vimeligt, at Sverre alerede har bragt Kronin- 
gen paa Bane. I Bergen fynes Sagen at være gaaet nok faa glat. 
Der blev berevdet et ſtort Gjeftebud i Kongsqaarden, og Det blev befluttet, 
at de 4 forfamfede Biffopper ſkulde indvie Kong Sverre og frone ham. Høje 
tidelighbeden, ved hvilfen Nifolas, føm den ældfte, fungerede fom Hovedmand, 
fandt Sted paa St. Peters og Pauls Dag QIde Juni 1194).  Derefter 
gav ban dem alle gode Gaver, og De fliltes av i ſtorſte Benffabelighed "). 


50. Bifføpperne erfommuniceres. Geſandtſkab til Paven. 


Men allerede førend Kroningen fandt Sted, havde Paven udfærdiget de 
før omtalte Buller, hvorved Sverre erklaredes erfommuniceret, hvis han ikke i et 
og alt fojede fig efter Erkebiſkop Erif, og Da denne bavde modtaget dem, lyſte 
ban hver Søndag Ban over Kong Sverre fra Høj-Choret i Lunds Katbedral- 





fig og Gjefterne, Det er at merke, at famme Sverre Birkebein i 15 So— 
flag overvandt og dræbte 15 Konger med hele deres Følge, førend han 
funde erhverve Nigetz deres Navne vare Magnus, Borgher, Sigurd, Ord, 
Guthron, Jon Kuvlung, Belue, Jether, og oven nævnte Gigurd Udeftans 
GSøn. Man maa og vide, at det lige til den Dag i Dag er Skik i Norge, 
at enhver, fom fjendes at være en norff Konge-Søn, om han end er uegte 
eller thybaaren, fordrer lige faa ftor Met til Norges Rige, fom Kongens eg- 
tefødde Søn, af en fri Moder, og derfor holdes der uopbørlig Slag mel- 
lem dem, indtil en af dem overvindes og drebes.“ Man feer her tydeligt 
nof, at Roger forverler Eriebiffop Erik med Eyſtein (Euſtachius), og igjen 
fætter Erik, Njaals Formand, i Stedet for denne, Thore Biftop af Hamar 
falder han Biffop af Borgund, og ved „Abſalon,“ forftaaes vel atter , Oslo," 
ffjønt han allerede har nævnt Oslo-Biſkoppen. Ut Sverre ſtulde have ladet 
nogen Kronprætendent henrette under Kroningsgildet, og hans Hoved bringe 
ind, førider faa aldeles imod hans fædvanlige Mildhed, at vi umuligt Éunne 
fæfte Lid dertil, heller iffe nævner Sagaen derom, og man fan ej engang 
paaviſe, hvilfen Sigurd dette fÉulde være.  GSnareft fÉulde man formode, at 
Beretningen er en Misforftaaelfe af at Kronprætendenten GSiqurd faldt 
famme Uars Palmeføndag, Uf de ni , Konger," han opregner, ſtjont han 
førft nævner Tallet 15, gjenfjende vi Magnus, Jon Kuvlung, og Sigurd 
Brænder; da den anden Sigurd netop var Gigurd Magnusføn bliver det 
des mere fandfynligt, at det er denne, der menes. med ,, Sigurd Udeftans Søn”. 
„Ord“ er. maaffee Orm Kongsbroder, og de øvrige, Borgher, (Byrge), 
Guthron (Guthorm), Belue (?) og Jether (2) Funne vel faaledes og være 
ringere Høvdinger, fom faldt i Slagene mod Sverre. Hvad ellers Sveryes 
Truſler til Nikolas angaar, figer ogfaa VBilljam af Newbury (l. c,) at han 
ved at true en Biffop med Døden fit ham til at Frone fig. 


1) Sverres Saga Cap. 1283. 





1194. Sverres Banfættelje. 3 279 


tivfe. Det er imidlertid, fom allerede bemerket, meget tvivlfomt, og lader fig 
nu vanfreligt opflare, om den Bulle eller Strivelfe, hvorved Erik autorifere- 
Deg til at erfommunicere Kong Sverre, fom faa tidligt til Danmark, at 
Banfættelfen kunde forkyndes og Efterretningen derom fomme til Norge, 
førend Kroningen føede, eller om Biffopperne, da Dde udførte Denne For- 
retning, iffe endnu vidfte af nogen faadan VBanfættelje at fige. Sverres 
Gaga omtaler rigtignot VBanfættelfen, førend Den beretter om hans Møde 
med Legaten i Kongebelle, og Paven felv fatte fiden Biffopperne i Ban, 
fordi De havde fronet ham, føjønt ban var erfommuniceret. Men det ev 
«allerede oftere paapeget, at Sagaen i Beretningen om disfe Forhandlinger 
iffe ftrengt følger Fidsordenen, og Paven anjtillede viſt ikke faa nøjagtige 
Beregninger over Siden, naar Banfættelfen funde blive bekjendt i Norge, 
ifær Da Det endog uden Henfyn til denne maatte fra bans Standpunkt 
betragtes fom en utilladelig Handling af Biffopperne at frone Sverre un- 
der de Omftændigheder, paa bvilfe man allerede havde gjort Legaten op- 
merffom. Viſt ev det, at blandt alle de Grunde, man opregnede for Le- 
gaten fom Hindringer for Kroningen, nævnes iffe Erfommunifationen; og 
pvis den pavelige Strivelfe om VBanfættelfen, forudfat at en faadan fær- 
flilt udjtedtes, var famtidig med Vvivilegie - Bullen, hvilket Dog altid 
bliver det fandfynligfte, funde Den ej være affendt fra Rom førend den 
15de Juni, Bullens Uvftedelfesdag, og Det var Da umvligt at den funde 
naa Danmarf tidligt nok til at Erkebiſkop Erik funde lyſe Ban over 
Sverre, og De i Bergen famlede Biftopper faa Gjfterretning om Denne 
Banføttelfe, førend de den 29de Juni fronede Sverre 1). Det er ogfaa 
næften utvoligt, at Biffopperne, hvor bange De end vare for Sverre, ffulde 
have vovet et faa uhørt Stridt, fom Abbed Villjam fiden faldte det *), nemlig at 
frone en formelig efter Pavens Befaling erfommuniceret Mand, hvis de havde 
fjendt Befalingen eller Grfommunifationen. Det fandfynligjte ev derfor, at Ef— 
terretningen herom førft indlob nogen Tid efter at Kroningen havde fun- 
det Sted. Da Sverre erfarede det, talte han ofte dDerom paa FIhingene 
og fagde at det Hele fun var et Opfpind af Danerne, og flet iffe Pa- 
vens Befaling 3). „Erik blinde funde iffe Iyve bam fra Kongedømmet, og 


» Det maa her ogfaa erindres, at be to fidfte GSøndage i Juni 1194 
falbe paa den 19de og 26de. Men det indfees let, at felv i vore Dage 
vilde det næften iffe være tænkeligt, at en den 15de eller 16de Juni fra Rom 
affendt Gtrivelfe ffulde Éomme til Danmark faa tidligt, at dens Indhold 
unde befjendtgjøres den 26de, ej at tale om, at Gfterretningen om hvad der 
oplæftes den 26de i Lund ej Eunde fomme til Bergen paa tre Dage. 

?) Se nedenfor S. 284. 


3) Dette tyder visfelig ftertt paa, at der ej har været udftedt nogen ſarſtilt 
Skrivelſe fra Paven herom. 


280 ; Sverre Sigurdsfen. 


den Banftraale, Han nu flyngede mod ham, havde vendt fig mod bans 
egne Øjne, faa at ban derfor nu var blind. Kun de ere med Mette i 
Ban," fagde ban, der gjøre Bans Verk, men jeg er Kongeføn og har 
med Nette erbvervet dette Land va NMige; jeg har bavt for megen Mod- 
gang og Fare at overvinde, inden jeg bragte Det faa vidt, til at jeg nu 
ved Disfe Frufler ftulde fade mig flræmme til at give Slip vderpaa. 
Grit maa gjerne vende tilbage til fin Biftopsftol, uagtet ban er blind, 
naar han fun vil bolde den Lov og Net, føm har at ftaa ved Magt ber 
i Landet; men om ban lige faa vift funde fee med begge Øjne, fom ban 
nu har miftet Synet paa Dem begge, ja Dertil med felve Viljen til at fee 
det vette, faa bryder jeg Dog iffe den bellige Kong Olafs Lov for hans 
Skyld, bvor meget han end bander og ſtjelder“ 1). 

Men om det end virfelig forboldt fig faaledes, fom Sverre fagde, 
at Paven iffe bavde givet Erik nogen udtroffelig Befaling til at fætte 
bam i Ban, var det Dog umuligt, at Biffopperne8 driftige Handling, 
Grfebiftoppen  uadfpurgt at frone og indvie bam, funde gaa upaatalt ben. 
Der manglede nu belter iffe paa Dem, Der funde fætte Deres og Sverreg 
Færd i det værfte Lys hos Paven, da Kong Knut juft, ſom det fynes, 
om Høften 1194 fendte fin Kantfler, Andres Sunesføn, Abfalons Frænde 
og Provft ved Domfirfen i Roeskilde, faavel fom den ærværdige Abbed 
Villjam af Ebelbolt, fom Gefandter til Rom i Unledning af at den franføe 
Konge Pilip Auguſt, der Aaret forud havde egtet bans Syſter Ingeborg, 
ftrar efter Brylluppet uden føjelig Grund havde forffudt hende *). Man 


1) Sverres Saga, Cap. 121. 

3) Man er iffe ganffe vis paa, naar de her nævnte Gefandter rejfte fra Dan- 
mark, og nogle have endog villet henføre deres Rejſe til 1195; men ved 
nøje at følge Begivenhedernes Gang, og iagttage famt fammenligne de 
Antydninger, der findes i Abbed Villjams egne Breve, bliver det utvivlfomt, 
at de have forladt Danmark omtrent fivft i Auguft 1194, og at Kantfleren er 
fommen bjem over Franfrige om Vaaren eller Sommeren 1195. I det af 
Villjam i Knuts Navn forfattede Brev til Kardinalerne, hvori han anbefa- 
fer Gefandterne (præsentes nuncios nostros) til deres gode Modtagelfe og 
underftøttelfe, ftaar der udtrykkeligt, at Kong Philip et fuldt Aar forud 
(anno jam exacto) havde egtet hans Syſter. (Langebef Ser. VI. 45.) Da 
nu Philips og Ingeborgs Bryllup blev holdt 14de Auguft 1193, bliver 
Tiden for dette Brev og Gefandternes Affendelfe faaledes omkring de fidfte 
Dage af Auguft 1194. At Andres og VBilljam paa Jilbagerejfen fra Rom alle 
rede efter i 6 Uger at have fiddet fangne i det Burgundiffe, vare Fomne til 
Paris før 2den Søndag efter Paaffe (16de April 1195), fees af Brevet II. 
25 (Langebeks Scr. VI. 59), hvor denne Dag omtales fom tilfommende, og 
at dette cj var i 1196, fees deraf at Andres GSunesføn allerede 18de Marts 
i dette War underffrev et af Kong Knut udftedt Gavebrev (Suhm VIII, 
369, 370), bvilfet vifer at han da allerede var Fommen bjem. Han maa 


1194. Biffopperne fættes i Ban. 281 


fan være ſikker nok paa, at disfe Gefandter, fær Villjam, der allerede 
før havde laant Grøebiftop Erik fin Pen, nu under deres perfonlige Nær- 
værelfe ved Kurien paa Det ivrigfte talte hans Sag, og man fan vift be- 
tragte det fom en Følge deraf, at Paven felv den 18de November 1194 
i Peterskirken for en meget ſtor Forfamling lvfte alle de fire Biftopper, 
dDer havde forrettet Kroningen, ti Ban). - Man maa imidlertid i Be- 
tragtning af bvad der fenere fandt Sted antage, at Denne Banfættelfe 
fun blev betingelfesviis forfyndt, faaledes at Den ſkulde træde I Kraft, 
pvis Biffopperne iffe inden en vis Tidsfriſt frafagde fig al Forbindelfe 
med Kongen, vdmygede fig for Erkebiſkoppen og modtoge bans Filgivelfe. 
Og berom var det vel, Erfebiffoppen tilffrev Dem, Da ban, fom Sagaen 
beretter, (od udgaa Breve til dem alle, hvori han paalagde dem at for- 
fade Landet, og begive fig til bam. Men Sverre, der tilbragte Vin- 
tren (1194—1195) deels i Oslo, dels paa Oplandene, upaatvivlelig 
for at være nærmere ved Haanden og bedre at holde Øje med, hvad 
Grit foretog fig, fammenfaldte derimod VBiffopperne til et Møde i 
Bergen førftfommende Vaar, for at overlægge om, hvad der i denne 
Anledning var at foretage. - Under Sverre$ Opbold paa Oplandene 
indfandt fig bos ham noget efter Juul, den til Biffop i Skaalholt efter 
Thorlaks Død (23de Decbr. 1193) udvalgte Paal Jonsføn, Sen af 
Jon Loftsføn) en af Islands ævdlefte Mænd, der Høften forud var fom- 
men til Norge for at lade fig indvie, men, Da ban fandt Erøebiffoppen 
borte, og, fom man maa formode, iffe vovede at modtage Biftøps - Indvielfen af 
de andre Biffoper, havde tilbragt Den forſte Deel af Vintren i Nidaros 
og nu vejfte over Fjeldet og Oplandene til Viken, for derfra at begive 
fig til Danmark og lade fig vvdinere af Erkebiſkop Erik 2). Det er 


faaledes have forladt Rom i det aller fenefte førft i Februar 1195, og Gefandterz 
nes Ophold i Rom falder faaledes omtrent fra Oftober 1194 til Februar 
1195. Det lader ogfaa af Maaden, hvorpaa Villjam i det Brev, der firar 
nedenfor ypaaberaabes, omtaler Biffoppernes VBanfættelfe, fom om han 
felv havde været Djez og Ørevidne dertil. 

1) Se det (defekte) Brev til Paven, fom er førevet af Abbed Milljam, maaffee 
i hans eget, maaffee og i Abfalons Navn, aftryft hos Langebek VI. 34. 
„J veed bedft felv," heder det her, „hvorledes I ifjor, UAattendedagen 
efter St. Martinsdag, i den fornemfte af alle Upoftlers Kirte fængflede dem 
i Grfommunifationens Baand, i Overvær af en utallig Mengde.“ Disfe 
Udtryk bære umisfjendeligt Præget af at Brevffriveren felv har været en af 
denne ,,utallige Mengde.“ 


Paal Biffops Saga Gap. 4, jvfr. Sverres Saga Gap. 224. Kongen (han 
Faldes her Sverre Magnus), heder det i Paal Biffops Saga, var vfter i 
Bifen, men rejfte derfra til Oplandene, og efter Juul rejfte Paal fra 
Shrondhjem, hvor man havde gjort meget af ham, til Kongen med fit Fol- 
ge, og traf ham, omgiven af en Mængvde Kongsmænd. 


3 


— 


282 Sverre Siguvdsføn, 


merkeligt not, at han, uagtet han vejfte i Dette Erende, dog beføgte Kongen, og 
at De gjenfidigt vifte binanden den ftørfte Benffabelighed. Kongen, figes 
der, tog lige faa godt imod ham, fom om Det var en Søn eller Bro- 
Der, Der havde beføgt ham, og vifte ban faa ftor YEre, fom han felv 
eller hans Venner nogenfinde funde onſke 1). Det ev ligeledes merfeligt, 
at Paal, der fun havde Diafon-Vielfe, og faaledes maatte indvies til Preft, 
førend han funde indvies til Biffop, modtog denne Preft-Ordination af 
Biſkop Ihore i Hamar, ffjønt Efterretningen om hans og De pvrige Bi- 
fføppers Banfættelfe paa den Tid (25de Februar) *) viftnof maa være 
fommen til Norge. Men vi maa derfor antage, hvad der ovenfor an- 
tydedes, at Den endnu ikke var traadt i Kraft. Kong Sverre fod 
alle Biffopperne i Landet før Paals Afrejſe, hvortil han felv føaffede 
ham alt Det fornødne, medgive ham Breve under deres Jndfegl; disfe 
Breve have maaffee fun været Anbefalingsbreve til Ertebiffopperne Grit 
og Abſalon, men Det er beller iffe ufandfynligt at Dde ved Siden der— 
af have indeholdt Opfordringer til Erik om at fomme tilbage og ende 
den ubehagelige Strid i Mindelighed.  Abfalon, til hvem Paal Jonsſon fom 
førfte Paaftedag (2den April), tog, merfeligt not, faare venffabeligt imod ham, 
og beholdt ham hos fig bele Paaffeugen. Erik vifte ham ligeledes megen 
Agtelfe, og bans FIndvielfe blev, heder Det, aftalt, men imidlertid var der 
Dog forſt Tale om at udfætte den, upaatvivlelig paa Grund af den Split- 
telfe, Der nu fandt Sted i Den norffe Kirke, faavel fom det uvenffabelige 
Forhold, bvort Erik ftod til Kong Sverre, og det var fun efter Den Danffe 
Kong Knuts udtryffelige AUnmodning, i VBetragtning af Paals egen og 
bang fjerne Menigheders Tarb, at JIndvielfen allerede fandt Sted den 
3die Søndag efter Paaſke Q3de April) 3). Den forrettedes af Abfalon, 
da Eriks Blindhed hindrede ham fra at deeltaget Forretningen anderledes end 
fom Medbhjelper.  Heraf feer man dog faa meget, at Paals preftelige Ordina- 
tion ej betragtedes fom ugyldig, fljønt den var forrettet af Biffop Thore, 
og dette vifer ligeledes, at VBanfættelfen endnu ej fan være traadt i 
Kraft. Da Biffop VPaal efter modtagen FJndvielfe vendte tilbage til 
Norge, beføgte ban atter Kong Sverre, fom ban traf i Viten, og fulgte 
med ham til Biffopsmødet i Bergen. Her fremmødte ej alene de fire 


EG 

1) Paal var desuden en Frænde af Kongen, fom ovenfor viift, idet nemlig 
Son Loftsføns Moder Ihora var en Datter af Kong Magnus Barfod. 

2) Dagen angives nøjagtigt i Biffop Paals Saga, nemlig „Dagen efter Et. 
MatthbixDag, i Kvatemberdagene i Langefaften''. Der ftaar udtrytkeligt, at 
Shore indviede ham til Preft i Hamar-Kaupang, men at Paal fremdeles 
var Kongens Gjeft, indtil han fortfatte Rejfen til Danmark. 

3) Dagen angives i Paal Biſkops Saga, nemlig Jon Biſkops Dag, 8 Nat 
ter før Philips og Jakobs Dag (9. e. Iſte Mai). 


; 
1195. Biffops: og Høvdinge:Mede i Bergen. 283 


norfte Biffopper, men ogfaa Biffop Bjarne Kolbeinsjøn i Kirfevaag, faa- 
vel fom Harald Jarl felv og alle de bedfte Mænd fra Ortnøerne, for at 
bringe et Forlig i Stand med Kongen, Der havde truet med at ville fende 
en Krigsflaade til Ortnøerne og lade Indbyggerne undgjelde for den Dee, 
De havde taget i det fidfte Oprør. Der var faaledes ikke færve end fer 
Biftopper  tilftede ved Dette Møde. Her blev der nu førft og fremft 
raadflaaet om Exkommunikations-Sagen, og Det bejluttedes at fende et 
Geſandtſkab til Paven felv, med VBreve faavel under Kongens fom Bi— 
ftoppernes Segl, hvori Sagen fremſtilledes i et andet Lys end det, hvori 
Grøebiffoppen havde flildret Den, og med Bebrejdelfer mod Denne, fande 
fynliguiis fordi Han gik frem med alt for ſtor Heftighed og Paajtaaelig- 
bed 1). Idet Biffopperne faaledes gif Erkebiſkoppen ganſke forbi, lagde de og 
for Dagen, at de ikke agtede at tage hans Opfordring til Folge Til Ge 
fandter udfaa man Biftop Fhore i Hamar, og en Magifter Richard, 
faldet „Sorte-Meſter,“ uvift af hvad Grund, efter Navnet at dømme en 
GEnglænder, og efter Fitelen en færd Mand, bvilfet nof til faadanne 
Underhandlinger  funde behobes⸗ Derpaa forhbandledes Sagen mel 
fem Kongen og Harald Jarl, der aldeles faldt til Fode, faaledes fom 
det i det Følgende ffal berettes). Inden Modet bhævedes, talte 
Sverre disfe avdvarende og beroligende Ord til VBiftopperne: Det ev 
mit Naad til eder, gode Høvdinger, at I med Forftand udøve Den 
Magt, fom Gud har forlenet eder, og betænker ftedfe, at det ikke er eders 
Arv eller Fædrenegods. Hvis Erik blinde jager eder Derfra, flaffer 
ban eder vift iffe noget godt i Stedet, faa meget mindre fom ban ikke 
engang bar funnet ſkaffe fig noget felv, thi ban bar jo nu iffe flere end 
ni eller fi Mænd hos fig, og felv dem paa andens Mands Vekojtning. 
Men holder I evder fun faſt til mig, ſkal jeg not tage Stødet for eder 
og ordne det Hele paa Det bedfte.” De gave alle fammen de bedfte Løfter, 
og forfifrede, at de ej feulde fvigte ham 3). VBiffop Paal, fom hele Ti— 
Den var Kongens Gjejt, drog fort efter tilbage til Island 4). Maar 
man veed, hvor ſtrengt Det overholdtes, at hver den, der plejede Samfvem 
med en banfat Mand, derved felv faldt i Ban, maa man flutte, at i det 
mindfte Paal ej betragtede Sverres Banfættelfe fom gyldig. 





1) Dette fres af Abbed Villjams Brev til Paven, fe nedenfor. 

2) Se nedenfor S. 288, 289. 

?) Sverres Gaga, Gay. 124, 126. Uf det ovenfor om Biffop Paal berettede, 
fees det, at dette Mode holdtes i Mai eller Begyndelfen af Juniz det fan ogfaa 
ffjønnes af Harald Jarls Nærværelfe, thi da Sverre havde truet med at 
betrige ham om Gommeren, maatte han før denne fee til at afvende 
Uvejret. 


3) Paal Biffops Saga, Gap 4. 


284 Sverre Sigurdsføn. 


51. SBiffop Nifolas's Frafald.  Gefandternes pludfelige Død. Banfættelfen 
ophævet ved en (falſk) Pavebulle. 


De nylig givne Løfter og Forfifringer bindrede iffe Biſkop Mifolas, 
Der vel neppe nogenfinde meente Dem oprigtigt, fra, endnu famme Høyt (1195), 
at begive fig ned til Grøebiffopperne i Danmarf, vg indgaa Forlig med dem, 
bvilfet var det famme fom aabenbart at bryde med Kongen og erålære fig 
for hans Fiende '). De to andre Biftopper, i det mindfte Martin — om 
IF hore fan Der nemlig iffe være Sale, da han var rejſt til Rom —, ved- 
bleve Dog endnu i nogle Var at fraa paa Sverres Parti*). Om Erke— 
biffopperne iffe vidfte før, at Sverre og De øvrige Biſkopper havde fendt 
et Gefandtffab umiddelbart til Paven, for at gjøre Deres Beſtrabelſer 
til Intet, faa fit de i alle Fad vide det nu af VBiftop Nikolas. 
Dette gjorde, at ogfaa Erfebiffop Erik paa fin Side, eller bans Ven- 
ner, fendte Paven Cfrivelfer, for at modarbejde dem, Gefandterne 
medbragte. Vi fjende endnu Brudjtyffet af en faadan, affattet af Ab— 
bed Villjam, enten i hans eget, eller Erkebiſtop Abſalons Navn, hvor ban 
minder Paven om den Erføommunifation, ban Naret forud bavde lyſt over 
dem, og beder ham indftændigt at fade Vedfommende føle, hvad det har 
paa fig at trodfe et apoftoliff Mandat. , De have”, figer ban, ,fammenfvo= 
ret fig mod Herren og hans Salvede. Efter at eders Hellighed, fom I 
felv vide, ifjor erfommunicerede de Biffopper, fom havde fronet hiin Th— 
ran mod eders Befaling, have disfe løgnagtige og flette Mænd nu ganſke 
vendt fig til Ondffab, og have paa Lognens Umbolt fammenfmedet Bag- 
vaffelfer og omde Naad mod den Netfærdige, nemlig Erkebiſkoppen, for at 
funne befnære eder med deres Fale, bvilfet dog være langt fra. Man 
bar afdrig børt faadant i Verden, fom at en i Goriftenbeden erfommuni= 
ceret Preft bliver falvet til Konge. Vi bevde derfor, og anvaade eder, 
og alle de Hellige Mangde forene fine Bønner med vore, at ederd 
Sver i nærværende Sag maa vife fig Fraftig, og Falftbeden med fine 
Paaftande vige for Retfærdigbeden, faa at De Onde funne fanges I Deres eget 
Overmod, og alle velfindede Menneffer funne have Fred, men de Ond- 
ftabsfulde og de, der hade Freden, møde Forargelfens Klippe og Unftø- 
dets Steen” 3). Omtrent paa famme Fid maa vafaa Ghorbrødrene I 
Nidaros, fandfynligviis efter Opfordring af Erkebiſkop Erik, bave fendt 
et Klageſkrift til Paven over den Myndighed, Kongen nu efter Erkebiſkop— 
pens Bortrejfe tiltog fig i dDe Erfeftolen vedfommende gejjtlige Sager, Va 





1) Sverres Saga, Gap. 128. 

2) Hvis nemlig Njaal famtidigt med Nikolas havderejft til Danmarf, vilde det 
pel være omtalt i Sagaen, og hvad Martin angaar, da vide vi, fom det i 
det følgende vil fees, at han endnu i 1198 var hos Sverre. 


3) Det før omtalte Brev, Langebek Ser. VI, 34. 


1197. Sverres tilbagevendende Gefandters Død. 285 


vi enduu have en af Pave Goeleftin til Domfapitlet under 17de Marts 
1196 udfærdiget Bulle, bvori ban udtaler fin Forbaufelfe over, hvad de 
habde paaflaget for han, at uagtet Pave Hadrians Foranftaltninger vare 
nu de gejſtlige Jurisdiktioner i Lægmænds Hænder, og der tiljtodes disfe 
utilbørlig Magt i aandelige Sager, tilføjende, at Da han onſker at ude 
rydde en faa ffammelig Uſkik af Nidaros Kirfe, førbyder han herved paa 
det beftemtefte nogen fom helſt Legmand inden Divcefen at udøve kirkelig 
Furisdiftion eller paadømme Suger, der høre under firfelig Domſtol 1). 
Saa hurtig en Afgjorelfe fik ikke det egentlige Hovedanliggende, for hvis 
Skyld Gefandterne fra Norge nu oppoldt fig ved Kurien, deels fordi 
Det altid maatte udfordre nogen Tid, inden Paven funde tage nogen Be— 
ftemmetfe, deels fordi ban vel ogfaa juft paa Denne Tid maa have været 
faa godt fom udelukkende optaget med Forberedeljerne til det nye Korstog, 
fom allerede 1195 var prævdifet i Tydſkland af Legaten, Kardinal Gre- 
gorius, og hvortil en Mængde Fyrſter faavel i dette, fom i Det følgende Aar 
føde fig forfe*). Over Udfaldet af Gefandternes Sendelfe hviler der et nær 
ften uigjennemtvængeligt Mørke. De opholdt fig i Rom indtil GSlutnin- 
gen af Aaret 1196, og vendte da tilbage i Følge med Fidantius, Kar- 
dinal-VPresbyter af St. Marcellus, hvilfen Pave Coeleftin fendte til Dan- 
marf, fornemmelig, fom man maa antage, for at prædife Korstog, men 
vel ogfaa for ved Siden af dette at vøgte andre Erender, fom funde fore- 
fomme, og af bvilfe da det, der havde faldet hans Ledfagere til Rom, 
iffe fan have været Det vingefte 3). De fom lykkeligt til Danmark, men 


1) Originalen i det norffe Rigsarfiv, fe Dipl. Norv. I. 1. 


2) Det var fornemmelig paa Migsdagene i Gelnhaufen og Worms, i Oftober 
og November 1195, at mange af de tydffe Fyrfter toge Korjet. (Wilkens 
Geſch. der Kreuzzuͤge V. 16, 17). Kort efter drog Kejfer Henrik til Upulien, 
for at dæmype nye, der udbrudte, Uroligheder. Ogſaa dette maatte bidrage 
fil at optage Pavens Opmerffombhed. 

Vel nævner Sverres Saga Gay. 128 ikke Kardinalen ved Navn, og henfø- 
rer og, fom det fynes, Kardinalens og Gendebudenes Død til Bintren efter 
den Høft, da Biffop Nikolas forligede fig med Erkebiffopperne, altfaa 1195 
—965 men det er dog aabenbart, at ingen anden end Fidantius er meent, 
thi deels vilde en Kardinal:Legats Død i Danmark gjøre for megen Opfigt, 
til at den ikke fEulde omtales i de danffe Unnaler, ligefom Fidantius's ogfaa 
virkelig omtales (og dobbelt merkværdigt vilde man have fundet det, om tv 
Kardinaler vare døde i Landet, tun med et Aars Mellemrum); men man 
har endog blandt alle Goeleftins Kardinaler, der have undertegnet de af ham 
udftedte Buller, vanffeligt for at paavife en enefte, der kunde have forladt 
Rom fidft i 1195 og være død førft i 1196. De flefte af Kardinalerne un: 
dertegne nemlig til 1196 og 1197, flere ogfaa et Stykke ind i Innocents's 
Sid; og de enefte, Hvis Underſkrifter ophøre tidligere, eve Fun Roma— 
nus (l4de Juli 1194), Petrus (1191), Rufinus (1191), IJohannes Felir 
(1193) og Ygidius (Marts 1194), hvilte Underfkrifter igjen ophøre for tid 


— 


286 Sverre Sigurdsſon. 


efter nogen Tids Opbold her bleve de pludfeligt ſyge og døde (Februar 
1197). Det varede en Tid, figes der, inden man i Norge fit Efter— 
retning om deres Sfjebne. Da fom der nogle danfte Mænd, fom bragte 
Kong Sverre, der dengang opholdt fig i Throndbhjem, Breve fra Paven med 
dennes Indfegl, figende at Biffop Thore og Mefter Richard havde laant 
Penge af dem, og fat vdisfe Breve i Pant. Kongen, fortælles der, ind 
føfte Brevene og lod dem oplæfe i Choret, famt det pavelige Segl frem- 
vife. Indholdet var, at da Paven havde overbeviift fig om, at Kongen 
havde en vetfærdigere Sag end Erfebiffoppen, løfte Paven ham og hele 
hans Nige fra alle Banfættelfer. — Kongen tilføjede, at ban havde hørt 
for vift, at Kardinalen, faavel fom Biftop Fore og Mefter Ridard 
havde været i Gjeftebud bos en Preft, og at man der om UAftenen havde 
blandet Gift i deres Drif, hvoraf alle tre døde 1). 

Det vilde visfelig være uretfærdigt at fafte nogen Skygge paa Sverre 
for denne ubvagelige Begivenhed.  Havde Samtiden i mindfte Maade 
mistænft bam derfor, eller bavde hans Fiender endog fun baabet, med 
noget Stin af Rimelighed at funne vælte Mistanfen paa ham, vilde viftnok 
Pave Innocentius den Idie ikke have undladt at berøre det i de Breve, vi ne 
denfor fomme til at nævne, hvor han med den vderfte Heftighed og Haarde 
Hed farer los mod Sverre, opregner en Mængde Beftyldninger imod ham 
og navnlig figter bam for at have forfalffet Pave Coeleftins Bulle, for 
derved at frelfe fig fra Banfættelfen. Her laa det dog virkelig faa nær at 
figte ham for Siftblanderiet, hvis der havde været mindfte Anledning der- | 


ligt til at nogen af disje Mænd føulde Funne have været affendte fidft i 1195. 
Ut Sagaen virkelig fejler i at lade Fidantius dø fidft i 1195 eller førft i 
1196, fees bedft deraf, at hans Underførift findes paa en Beffyttelfesbulle 
for St. Pauls Klofter i Fécamp, udftedt i Lateran 25de Juni 1196 (Mon- 
frier, Neustria pia S. 242); bvilfet vifer at han da endnu var i Rom. 
Heraf feer man ogfaa at Sverres Sendebud, der vare i Følge med ham 
nordefter, heller iffe funne have tiltraadt Jilbagerejfen førend i det aller tid- 
ligfte i Juli 1196, men rimeligviis meget længere -ud paa Aaret — hvis 
ikke ellers den Uro, der nu herffede i Unledning af Kejjer Henriks Tog til 
Stalien og GForberedelferne til Korstoget har ſinket dem — fiden de ikke 
fom til Danmark førend ved Vintertid. At Fidantius døde 1197, angives 
i de esromføe faavel fom de neftvedffe Annaler (Langebef Ser. I. 243, 369), 
og hans Ded henføres i den lundſke Uartidsbog til 19de Februar (Lange: 
bet Ser. II. 488.) Paa den Tid maa faaledes og Sverres Gendebud være 
døde. Dette Fan ogfaa fluttes af at hans Eftermand ej indvicdes førend 1197, fe 
nedenfor. Hvorledes Fidantius nævnes urigtigt i et Haandffrift af Kong Haa 
kon Gverresføns Retterbod af 1202, er ovenfor viift (I. S. 936). Her 
tan der og tilføjes, at der i Retterboden fun ſtaar „Legaten,“ ej ,,Kardinaz 
len," bvilfet vifer at der ej engang er Tale om nogen Kardinal, 


Sverres Saga, Gap. 128. Da Sverre paa den Tid opholdt fig i Nidaros, 
fe nedenfor, er det faaledes Chriſtkirken i Nidaros, hvor Brevene bleve oplæfte. 


1 


— 








1197.  Forfalféning af en pavelig Bulle. 287 


til, at Undfadelfen deraf allerede i og for fig fritager Sverre for Sig- 
telfen. Dertil fommer, at Forgivelfen, hvis en faadan fandt Sted, ffede 
enten å Lund felv eller i Nerheden deraf ') under begge Erkebiffoppernes Øjne, 
fbi det var her, hvor Fidantius, efter de danſke Aarbogers Udfagn, døde 
den 19de Februar, uden at der dog I Dem ytres Det mindfte om, at han 
blev forgiven. Var det virkelig faa, funde Aarſagen maaffee ſoges deri, 
at ban ved fin umaadelige Rovgjerrighed havde lagt fig ud med en fror 
Deel af den danſke Gejſtlighed 2), og at en eller anden blandt denne bar 
fadet ham bibringe Gift, uden at funne hindre, at ogfaa de norffe Sen- 
debud ved famme Lejlighed fom af Dage. Og ufandfynligt er det heller 
itte, at Nikolas, der juft da ftod i Spidfen for en Oprørsflof og fom 
byppigt opboldt fig i Skaane, hvor Sendebudene omkom, medens Sverre var 
nord i Throndhjem, fan have havt Deel dert, af Frygt for at De Dog maaftee, 
naar det fom til Stykket, ffulde medbringe et for Sverre fordeelagtigt Svar. 
En anden Sag er Det dDerimod med den Sigtelfe, at de Breve, Sverre lod oplæfe, 
ftulde være forfalffede. Flere Omftændigheder tyde ben paa at det virkelig for 
holdt fig faa. Vel funde det være muligt, at det virkelig var lykkets Thore og 
NRidard at omftemme Coeleſtin, der, af Naturen føjelig, ogfaa overhoved i Denne 
Sag fynes at have viijt fig meget lemfældig og fangmodig, og ikke egentlig at have 
habt Lyjt til at gaa til den Yderligbed, fom Erik og Ubfalon ønffede, og hvor— 
til hans Efterfolger, den ivrige Fnnocentius, ftrar gif efter fin Opbhøjelfe 
paa Paveffolen; men da man Dog iffe vel fan tiltro Innocents at have 
fagt nogen vitterlig Ufandbed, medens han fom Kardinal lige fra 1191 
maa bave bavt Anledning til at vide nøje VBeffed om de Skrivelſer, der 
udfærdigedes fra Kurien, er Det neppe fandfynligt, at Sverre8 Sendebud 
have udvirket nogen Tilbagefaldelfe af Banfættelfen, og at de Skrivelfer, de 
bragte bjem med fig, virfelig bave været forfalffede, hvilfen Bedrift, fom Inno— 
cents felv fort æller i en Skrivelſe til alle Erkebiſkopper 3), da gif meget i Svanq, 
og fom udøvedes blandt andre af en i Erkebiſkop Galfred af Yorks Fjenefte 
ftaaende Gejſtlig, der juft i den Tid opholdt fig i Rom 4). Det ev imide 
fertid iffe hermed fagt, at Sverre felv fra førft af var vidende om VBe- 
- Drageriet, eller at Sendebudene ved at flafe fig Brevene have handlet 
efter hans Inſtrur. Men man fan iffe fortænfe ham fynderligt i, at han, 


1) De esromffe Unnaler melde at han blev begraven i Lund, hvilfet og fees 
deraf at hans Navn er indført i Domkirkens Aartidsbog; de neftvedffe, at 
han døde i Skaane. Langt fra Lund fan det faaledes ej have været. 


?) Se herom ifær Abbed Villjams Brev til Erkebiſkop Abfalon, Langebek Ser. 
VI. 6. 21. 


3) Jnnocents den 3dies Brev I, 235. 
*) Dette berettes i Baronius”s Annaler 1195, No. 20. 


288 Sverre Sigurdsføn. 


naar ban førft havde faaet Brevene, anvendte dem til fin Fordeel, om han 
end bavde en Anelfe vom, at det ej bang faa vigtigt fammen med dem. 
Han betragtede Den Maade, hvorpaa Erfebiffoppen gik til Berf3 mod ham 
fom underfundig og utilbørlig; ban paaftod, at Erif og hans Venner ved 
falffe og overdrevne Beſkyldninger føgte at bringe Paven til Skridt, fom 
ban, vigtigt underrettet om Forholdene, ej vilde have foretaget, og ban 
havde endelig i Det aabenbare Opror, for hvilfet Nifolas nu ftod i Spid- 
fen, tydeligt Beviis paa, hvor fidet nøjeregnende hang Fiender vare med 
de Midler, de anvendte mod ham. Og faaledes regnede han det vel heller 
iffe faa nøje med de Midler, han anvendte til fit Forfvar. 


52. Harald Jarl paa Orfnserne underfafter fig, og afftaar Hjaltland. 


Paa Mødet i Bergen 1195 havde, fom ovenfor berettet, ogſaa Jar- 
fen Harald Maddadhsføn, Biftop Bjarne, og de fornemfte Mænd fra 
Orfnøerne indfunvet fig, for at føge Forlig med Kong Sverre, der havde 
truet at ville befrige Øerne til Straf for den Biſtand, Hallkell Jons— 
føn og De øvrige Oprørere Ver bavde fundet. Det vakker en ike 
ringe Foreftilling om den Magt, bvoraf Sverre nu var i Befiddelfe, og 
den Anfeelfe, hvori han og hans Nige ftod, at Den blotte Truſel med ale | 
pvorlig Straf funde bringe en faa felvraadig og herffefpg Mand, fom 
Harald Maddadbsſon, hvis Jarldomme faa faa langt fra Hovedlandet, til 
at Drage over Havet med fine fornemfte Mænd, for ganffe at falde Kon- 
gen til Fode, og overlade til ham efter Godtbefindende at beftemme For- 
figg-Betingelferne. Men det ev rigtignof at merfe, at Harald ved fin 
Urolighed og Herftefyge ogfaa havde lagt fig ud med Den føotffe Konge, 
fom ellers var Den, hos hvem Orkngjarlene plejede at føge røft, naar de 
pare fomne i et fpændt Forhold til deres Overherre i Norge. Der ev 
al Grund til at antage, at Harald, der allerede ſkal have dDeeltaget i den Opftand, 
nordffotffe Magnater gjorde imod Kong Malkolm til Bedfte for Villjam 
af Garemont, Sonneſon af Kong Duncan, Jngebjørg Jarlemoders Søn 
(1160) 1) ogſaa havde underſtottet dennes Søn Donald Bane, der li 
gelede8 gjorde Fordring paa Fronen og fra 1180 til 1187 holdt fig I 
Befiddelfen af Moray og Roſs, indtil han blev Ddræbt af de Fongelige 
Iropper? ), ligefom det allerede er omtalt, at Harald af fin anden Huftru 
Hvarflad, Mælfolm Mac Heths Datter, ſtedſe ophidfedes til Fiendtlighe- 





1) Fordun, I. S. 453. Chron. de Melrose ved 1160. Hoveden, S. 492. Her 
omtales ikke færre end 6 Jarler, faa at visfelig Orfnø-Jarlen maa have 
været en af dem. Jofr. Stene, the Highlanders in Scotland I. 1831. 


?) Fordun, I. S. 479, 480, 494; Hoveden, S&S. 635. 








- 


1195 Harald Orkno-Jarl underkafter fig Sverre. 289 





pr 
der mod Kong Villjam ). Derfor antog ogfan denne fig Haralds Med— 
| bejler, Harald unge, fom det ovenfor ev nævnt, vg overflod ham Halvde- 
fen af Katanes. - Og nu, da Hallfell Jonsſons Toy var lobet ubeldigt 
af, og Kong Sverre truede med at tage alvorlig Hevn, følte Harald fig 
faa bjelpeløs, at han iffe vidfte at afvende Den truende Fare, uden ved 
perſonlig at begive fig til Norge og vdmyge Vig for Sverre. Hans Sag 
blev, fandfynligviis efter foreganende private Underbandlinger, offentlig for- 
bandfet paa et Thing, fom Kongen fod tilftevne paa Clviftfirfegaarden *), 
efter at ban var bleven færdig med De firfelige Sager. Ved dette Thing 
ſad Kongen paa et dertil indrettet Sæde; rundt om dette ſtod Hirden, 
nogle fad Længer fremme, og for ovrigt ftod en Mængde Tilhorere udenom. 
| Da trandte Farlen frem, vg talte faaledes: Her ev nu en ſtor Mængde 
gode Mænd fomne fammen, og jeg funde nok trænge til Mwængdens 
opmuntrende Bifald: jeg er en gammelt Mand, fom mit Sfjegg notfom 
viſer, og jeg bar ligget paa Knæ for mange Konger, ftundom i ftørfte 
Venhkabelighed, men ofteft under mislige Omftændigteder. - Nu er en ny Van- 
| ftelighed for Haanden, nemlig min Herre Kung Sverre8 Vrede. Jeg 
torde dog være mere uftyldig i den Sag, der har paadraget mig Den, end man 
bar beſkyldt mig for. Ikke var jeg Den, fom rejſte Oprorsfloffen, men 
det fragaar jeg vigtignot ikke, at jeg ej fæmpede imod den, thi jeg unde 


over Dem. Heller iffe bandle Orknoingerne i alle Dele efter min Vilje. 
Mange løbe ud fra Verne, og berje paa Irland eller Skotland, eller 


for at være ftreng og nojeregnende not. Men dette ev itfe mere at tale 


1) Se herom ovenfor, II. S. 850 Viſtnok udtryffer Fordun fig I. 6. 512, 
fom om Harald førft ved 1196 huvde egtet Hvarflad, og fom om han lige 
til da havde været Kong Villjam hengiven, men deels fee vi andenfteds fra, 
at han længe før den Tid havde frjdet med ham, deels maatte Hvarflad da 
være alt for gammel til at han kunde tænfe paa at egte hende, og endelig 
funde iffe hendes Søn vg Haralds GSøn Thorfinn (Orfneyinga Saga S. 
406) i faa Fald være voren i 1197, da han ifølge Fordun og den melrofiffe 
Kronike leverede de Éonyelige Sropper et Slag, fe nedenfor. Men Tidsreg— 
ningen ber er faavel hos Fordun, fom hos Hoveden og i Orkneyinga Saga for: 
virret. Wed Gjennemlæsningen af Beretningen hos Hoveden fan man vanjfeligen 
afhelde fig fra den Formodning at han til Tiden efter 1196 har henført langt 
tidligere Begivenheder, navnlig, at Harald „faldt paa Kna"' for Kong Villjam. 


| 2) Denne omtales her for førfte Gang fom Thingſted. Siden nævnes den 
| oftere, f. Er. i Haakon Haafonsfens Saga Gap. 23, 171. Den var ogfaa 
Hyltingsfted, og ufandfynligt er det ej, at der her var opført en faſt Tri— 
bune, ligefom det i det mindſte fenere var Tilfeldet paa Ghriftfirtegaarden i 
| Nidaros. 


Mund. Det norſte Folks Hiftorie. Il. 19 





290 Sverre Sigurdsſon. 


om; faalede8 fom Sagerne nu ftaa, lægger jeg alt å Guds og eders 
Bold". Med vdisfe Ord gif Jarlen frem mellem Bankene, og faftede fig 
for Kongens Fovdder. Kongen faa fig om, tog feent til Orde, og fagde: 
tor Ufred og mange Drab forvoldte I i Norge, der udruftede en fan 
ftert Flott, fom Oyeſkeggernes, og fendte o8 Den bid til Landet; det var 
mig og mine Mænd til ftov Harm. Men nu ev I felv fommen bid 
føm alle fee, angrer, bvad I bar forbrudt eder imod o8, og beder om vor 
Naade. Den vil jeg beller iffe negte eder, Dajeg felv fan trænge til at den 
almægtige Gud vifer mig ftørre Naade, end jeg bar fortjent. Staa derfor 
op, Herre Farl, og vær ber i Guds og min Fred, faa føal jeg fremfætte 
Forligsvilkaarene, naar jeg Dertil bar bedre Tid'. Disſe vare, fom man 
funde vente, temmelig baarde. For det førfte fratog ban Harad Hjalt: 
fand aldeles, med Stat og Skold, og lagde det under Kronen. Dernæft 
forbeboldt ban fig den balve Deel af alt Sagefaldet paa Orfnøerne. Li— 
geledes erkfærede han alle de Jorder og Gjendomme, der havde tilhørt de 
i Florevaag faldne Orfnoinger og Hjalter, forbrudte til Kronen, dog ſaa— 
fedes, at de Foldnes Frænder frulle funne indlofe dem inden tre War; hvis 
de da ikke bleve indløfte, frulde de uigjenfaldeligt forblive Krongods. Dette 
Forlig blev nøjagtigt optegnet og befvoret af Harald Jarl. Der tales 
intet om, at nogen Deel af Jarldommet forbeboldtes Harald unge, og Vet 
fynes jo vigtignof, fom om det nu allerede var beflippet faa meget, at 
Harald Maddadhsføn maatte faa beholde det pvrige i Fred. Herom er | 
Det imidlertid umuligt at fige noget med Beftemtbed, da Forligs-Doku— 
mentet, fom fiden dannede et af de vigrigfte ftatsretlige Aktſtykker i den 
norffe Krones Arfiv "), desværre for kvnge fiden er tabt. Bi ville fer, 
bvorledes Harald unge fort efter befrigede Harald Furl, for at faa Halve 
Defen af Øerne, og det, fom det udtryffeligt figes,- efter at Sverre havde 
gibet bam den; men om Dette Var før, eller ved, eller efter Forliget i 
Bergen, ev umuligt med VBeftemtbed at angive efter de faa og utiljtræte 
felige Kilder, vi nu bave. Kong Sverre lod alle de forbrudte Gjendomme 
paa Oerne optegne, og udnævnte Sysfelmænd *), faavel par Orfnserne 
fom paa Hjaltland, til at oppebære bans Indtægter og paafee hans Fard. 
Sandfynligviis beftemte han ogfaa ved Denne Lejlighed, at Hjaltland ffulde 
bave fælles Lagmand med Færøerne, thi faaledes finde vi Forboldet ſiden 
efter. Derpaa vendte Jarlen tilbage. Det var, fom vi i det følgende 
ville fee, neppe hans Henfigt at bolde Forliget, hvis ban fandt Lejligped 
til at bryde det, men Denne fandt ban ikke førend efter Kong Sverres Død 9). 




























1) Den paaberaabes faaledes i Hirdffraa, Gap. 15. r 


2) Sysfelmanden, der udnævntes til Orfnøerne, hed Urne Lørja, fom fenere vi 
blive omtalt. Inge Baardsføens Saga S. 1983. 


3) Sverres Saga Gap. 125. Orineyinga Saga S. 418. 


1195. Reidar Sendemand fra Gonftantinopel i Norge. 291 
53. Baglernes Dprørsflok fliftes. 


Men paa famme Vid, fom Sverre havde opnaget en Magt der gjorde 
bans Navn anfeet og frygtet udenfor Landets fnevre Grændfer, Iyffedes 
Det De misførnøjede gejjtlige og verdslige Ariſtokraters forenede Beftræbelfer 
at bringe endnu et Oprør i Stand, Der ej alene vorede Sverre felp 
faaledes over Hovedet, at ban iffe opfevede Enden derpaa, men fonderrev 
Norge næften i en heel Menneffealder ved VBorgerfrige, blodigere og 
mere baardnaffede end nogen af De foregaaende.  Hovedmanden for Dette 
Opror var Biffop Nifolas, mere i Egenſkab af det gamle Uviftofratis 
fornemfte Medlem, end ſom Hierard, thi man fan være vis paa, at 
om Sverres og Hierarchiets Interesfer bavde været fælles, vilde han itfe 
ae faadan Iver have fluttet fig til Erkebiſtop Erif og Kirfens Sag, fom 
ka nu gav fig Mine af. Men nu ftode Sagerne faaledes, at ban funde 
fægge hete den gejftlige Magt i Vegtffaalen, for at ſtyrke fit politiſke 
[OE og gibe Sagen et Udfeende, fom om man fired for Kirfens hellige 
Sag, medens det egentlig fun var det gamle Lendermands- Uriftofrati og 

Selbraadighedens Iid, fom man vilde hate fornyet. Og Nifolas var 
desuden endnu for ny i fin gejftlige Bærdigbed, og Havde for fænge været 
en verdslig Høvding og Mand af Sverdet, til at han ſkulde have Faal- 

modighed til at vente paa Stridens Afgjørelfe ved Den gejftlige Domjtol. 
Dun havde allerede, bvad man efter Det Foregaaende maa antage, baft 
Deel med i Oyeſkeggernes Opftand, og bvilede ikke, førend han fik et lig 
| nende Oprør, men vældigere og varigere, tilvrjebragt. 
| Lykken var ham her ogfaa ſordeles gunſtig, thi netop, fom det var han 
belejfigft, fpillede uforudfeede Omftændigheder bam en næften færdig Vaa— 
benmagt i Hænderne. Den bygantinffe Kejfer Iſaak Angelus var i April 
1195 bleven født fra Fronen og blindet af fin Broder Alexius, der 
faavel for at bolde fig paa Tronen mod De misfornsjede i Landet felv, 
fom af Frvat for Kejfer Henvif den Gte8 Frufler vg den tydſke Kors- 
hær, der nu med det forfte var i Vente, føgte at ffaffe fig fan mange 
paalidelige Tropper fom 'muligt, og derfor ej alene ſtrax ved fin Tronbe— 
ſtigelſe tog en heel Deel tydſke Lejetropper i fin Fjenefte 1), men fendte endog 
(Mænd heelt op til de nordifte Riger, for ber, i Ve tapre Væringers 
Fadrenehjem, at hverve flere Krigere til at forſterke deres Skarer. Han 
henbendte fig de8angaaende til Kongerne felv, og valgte til Sendebud Mænd 
fra Deres egne Niger, fandfynligviis VBefalingsmænd i Væringeforpfet. 
Jil Kong Sverre fendte han faaledes den forhen omtalte Reidar fra 
Viten, der af denne Sendelfe fit Fimavnet ,Sendemand”. Han bavde, 


!) Otto de St. Blaf. Gap. 43, jvfr. Nifolas Ghoniata. 


EE 


292 Sverre Sigurdsſon. 





fige8 der, [ænge været borte fra Landet, og faret viden om; Det er Dere å 
for iffe ufandfynligt, bvad vi ovenfor antvdede, at ban maaffee bar været 

i Folge med Ulf af Lauvnes paa Korstoget 11910), Reidar medbragte 
en formelig Strivelfe med gylden Bulle, hvori Alexius anmodede Sverre 
om at fende bam 1200 gode Krigsmænd 2). En lignende Skrivelfe fendte 
ban med en Mand ved Navn Peter ilffe til Kong Knut i Danmarf, og 
en tredie til Kong Knut i Sverige.  Neidar, der maa være bleven affendt 
umiddelbart efter Ulerius”s Fronbeftigelfe, anfom til Norge om Somme 
ren, og benvendte fig ſtrax til Kongen, der hørte venligt pan Unmodningen 
og lovede at ban ſkulde tænfe over Sagen. - Meidar tilbragte bele Vin— 
tren (1195— 1196) hos Kongen, og talte oftere med bam om Denne Sag. 
Men under dette Ophold bar vel ogſaa Mifolas oftere faaet Anledning 
til at virke paa Reidar og aftale Den Plan med ham, fom fiden anbene 
barede fig. Om Hoften var det, fom ovenfor nævnt, at Biſkop Nikolas 
begav fig ned til Danmark og indgik Forliq og Forbund med Grøebiftop- 
perne. Samme Høt traf det ſig tillige faa belejligt for Sverres Fiene 
der, at hans Stoger, Kong Knut i Sverige, døde 3), og efterfulgtes af 
Sverfe Karlsføn, fom bidtil bavde nydt Underftottelfe af fine Frænder 
i Danmarf, faa at man altfaa føulde formode at det Venſkab, bvori 
Sverre bidtil havde ſtaget med Sverige, nu vilde forandres til Fiendffab. 
Om VBaaren 1196 fpurgte Reidar Sendemand atter Kongen om, hvad 
Befted ban funde faa paa fit Erende. Kongen fvarede, at han ej troede 
Freden vilde blive langvarig i Landet, Da ban baade havde børt at de 
Danffe ftulde have i Sinde at fende ham Fiender pan Halfen, og det 
desuden I Landet felv var not af Dem, Der iffe vare at lide paa, om en 
Oprorsflok ffulde rejſe fig; under faadanne Omftænvdigbeder vilde han ikke 
ſende fine Krigsfolk fra fig. Reidar fpurgte da, om ban Havde noget imot 
at Sondefonner eller Kſobmaend lode fig verve til den græfke Kejſers 
Jjenefte. Dette tillod Kongen, der faaledes neppe fan have næret nogen 
Mistanfe til Reidar, og Denne famlede nu flere Skarer fammen, me 






























1) Se ovenfor S. 231. Ifolge de islandføe Xnnater fom en , Meidar Sende 
mand" til Jöland 1175. Maaffee dette er den famme. 
Strivelfen faldes, heder det i Sverres Saga, „Guldbulle-Skraaz“ fandfyn: 
ligviis har det været benævnt faaledes af dem, der beftyrede bet Fongeligi 
Arkiv, i hvilket den efter al Rimelighed maa have været et Pragtftnkke 
For øvrigt ev det tvivlfomt, om det fun var 90, eller 1200 Mand, Kejfer Ul 
erius anholdt om. Gagaens Jert udtrykfer nemlig Tallet med Momertal 
og X C fan baade betyde 90, og ti (fore) Hundreder. Det fynes imidler 
tid ikke rimeligt, at Uterius ej fEulde have forlangt flere end 90 Mand, li 
gefom bet af de følgende Udtryf fynes at maatte fluttes, at Reidar fel 
bragfe mange flere end 90 Mand paa Benene. 


3) Sverres Saga, Gap, 127. De islandføe Annaler. 





2 


— 


1196. Baglernes Folk ftiftes. 293 


vil: ban om Sommeren rejfte ned til Haløre, bvor der fremdeles var 
Marfed og Kjetftad '). Her indtraf ogfan Biftop Nikolas med en heel 
Mængde Nordmænd, ifær Vitværinger, ligeledes Erkebiſkop Erik fra 
Staane. Nikolas og hans Venner bavde med fig en Dreng, fom de 
faldte Inge, og udgave for en Søn af Magnus CGrlingsføn, men 
fom Birfeveinerne fiden paaftode var danſk, vg egentlig bed Thrugils 
Fucftider. Det vilte fig Da, at bvilfe end Reidar Sendemands Hen- 
figter fra førft af bavde været, faa bavde ban dog nu ganføe flaaet af 
Tankerne at fende Hjelpetropper til Conftantinopel. De Staver, ban 
pavde bragt fammen, forenede ban med Dem, fom fulgte Biffop Nikolas, 
og De ftiftede -fanledes paa felve Marfedspladfen en talrig Oprorsflok, 
der tog Drengen Inge til fin Konge (Sommeren 1196). Med denne 
Flok vendte De Derpaa tilbage til Viten *), hvor de forefandt Sigurd 
Jarlsſon, der ftrar flog fig til Dem, faavel fom mange andre anfrede 
Mænd, af bvilte rimeligviis de flefte tidligere havde tilbørt Hetlungernes, 
| Kuvlungernes eller Barbelgernes Parti, det vil ſige Aviftofratpartiet eller 
Forfegterne af de ftatsretlige Forhold, der bherffede under Magnus Er— 
(lingstøn 3). Denne nye Flof faldte man Baglerne eller Beglingerne, 
af bagall, d. e. Biffopsftav (baculus) *), før dermed at betegne, at Dens 
egentlige Stifter og Hovedanfører var Biftop Nifolas. Dette Navn til 
fagdes den fandfynligvits førft af Birkebeinerne fom et Spottenavn, men 


1) Om Haløre er der ovenfor talt (I. I. & 493, I. 2. S. 35). Det antages, 
fom bet Her er nævnt, fædvanligviis for at være Helfinger, ſtjont dette vis- 
felig itte er hævet over enhver Tvivl. Det befynderligfte er, at „Halore“ 
ikke omtales i danſte Skrifter. 

Uf Sagaens Ord „til peirrar ferdar rédsk ok Eirikr erkibyskup* frulde 
det ſynes, fom om ogfaa Erkebiſkoppen fulgte med til Norge, hvilfet dog i 
Betragtning af hans Blindhed og Alderdom er lidet troligt, ligefom vi og i 
det mindfte i Erkebiſkop Abſalons Veftamente af 1201 finde ham omtalt 
fom landflogtig. Er han fulgt med, da har han dog vift ikke begivet fig 
længer op end til Kongehelle, og har fnart igjen vendt tilbage til Danmaré. 
| 

i 


— 


Man feer dog ikke nogen af Gidſke-Folkene nævnte paa Baglernes Side, 
ligefom Gregorius FJonsføn, Hallfells Broder, og vift fleve forhenværende 
Heflunger ud ham, bleve Sverre tro. 


%) Ut Drvet „Bagler“ ſtulde, fordrejet i daglig Vale, være det famme fom 
„Bagger“, det i Danmark forhen og endnu i Sverige faa brugelige Navn 
paa Nordmænd, hvilfe flere have antaget, er faa meget mere urimeligt, fom 
Haafon Haafonsføns Saga, der felv taler faa ofte om Baglerne, dog alle 
tede ved 1272 (Cap. 288) nævner „Bagger“ fom et allerede længe bruge!igt 
Dgenavn, hvilfet Byrge FJarli hiint Aar forbød. Det vilde ogfaa være heel ber 
fynderligt, om Hete Folket fEulde have faaet Navn efter en enkelt Oprorsflok. 
„Bagger“ betyder enten „Vadre“, eller , Satte", et Navn, Nordmændene 
ſikkert fit af Sviarne og Goterne fordi de i Ulmindelighed vare mere under- 

i fætfige og føre end disfe. 

i 


hå 
— 
















294 Sverre Sigurdsføn. p 


det ev vift, at de ikke fænge efter ogfaa felv benærnte fig faaledes. Naſt 
Biffop Nifolas fynes Reidar Sendemand og Siyurd FJarlsføn at have 
været Dens fornemfte Anforere !). 


54. Fegtning ved Saltøfund. Baglerne underfafte fig Bifen og Oplandene. 


Da Sverre, der paa Denne Tid fynes at have opholdt fig i Bergen 2), fit Ef— 
terretning herom, udbød han Leding og ilede til Viten; han havde allerede, fom 
man af hans Samtale med Reidar erfarer, merfet Uraad, og holdt vel Derfor om— 
hyggeligt Øje med, hvad Nikolas og de øvrige, han havde Grund til at migtænke, 
toge fig til. Der fortælles Dog intet om hans eller Baglernes Ferd, førend ud 
paa Hoften da han faa i Sæmsfjorden indenfor Havjteensfund, med 20 eller 
30 Skibe, bvoraf de flefte bare Smaaſkuder, medens Baglerne, fom han fik 
vøre, vare fomne til Saltøfund ved Kofterfjorden, et Par Miile nordligere. 
Strar drog ban imod dem, og udfpejdede felv med en af fine Høvdinger, 
Nikolas af Beftnes, deres Stilling og Styrfe; denne var betydelig, thi de 
havde iffe færre end fem Langffibe vg 120 Smaajfibe, altfaa efter den 
affer mindfte Beregning benved 5000 Mand. Det var faaledes ikke at 
tænfe paa at fevere dem et ordentligt Slag, og det enefte, man funde 
gjøre, var at Drile dem ved enkelte Overfald og Smaafegtninger. Sverre 
befalede Derfor Nikolas af VBeftnes og fin Søn Sigurd Lavard at lægge Å 
fig med Skibene ved Gaarden Sonaberg (fandfvnligviis etfteds paa eller ved | 
Fjernø), og pasfe fit Snit, om de funde gjøre Baglerne nogen Fortræd; 
felv voede han ud til Havfteen (Havjteensberget), hvor Bagferne havde 
fat en Bagtpoft. Denne jagede ban bort, forfulgte Den et Stykke, og roede 


1) Sverres Saga, Gap. 129. 

2) J Gagaen, Gay. 120, heder det Éun: da dette føde (da Gigurd Jarlsſon 
og flere havde flaaet fig til Floffen), var Sverre øfter i Bifen. Det ffulde Å 
heraf fones, fom om Sverre hele Sommeren havde været i Viken; men faar 
ledes fan det dog ikke være, thi for det førite feer man af Sagaens Ord, at Flokken 
rejftes om Sommeren, medens det ved Overfaldet paa Valflyngen allerede 
var Froft (altfaa frenhøftes), at der maa være gaaet en Tid hen, hvorom 
Sagaen intet nævner, mellem Oprejfen fra Danmarf og GSammenftødet 
ved Galtøfund; for det andet erfarer man af det følgende, at de er 
dingsfolf, Sverre havde med, hørte hjemme i Gulathingslagen, fiden han 
ej gav dem Hjemlov, førend han fom til Bergen, og endelig ſynes det tidet 
rimeligt, at Nifolas og Neidar havde Funnet loffe faa mange VBitværinger 
ned til Danmarf og faa Flotfen ftiftet, hvis Sverre havde felv været i 
Viken. Merteligt er det ogfaa, at vi ved førfte Sammenftød mellem Sverri 
og Baglerne finde disfe nordligere, end Sverre. Bel funne de have tagel 
Bejen udenffjærs til Kofterfjorden, men denne maatte dog ogſaa Sverre, 
hvis han fom fra Oslo, pasfere, førend han fom til Sæmsfjorden, og under 
alle Omftændigheder maatte man fra Højderne ved denne Eunne have fee 
dem tomme føndenfra: 





— — — — —— — — — — — 





1196. Fegtning i Salto-Sund. 295 


derpaa ind til fine Folk. Baglerne bavde begivet fig i Land paa et Sted, 
der fiden faldres Mugevalle, og fandfynligviis ev at føge paa Veſtſiden af 
Fjernø, ved Saltofund; deres Skibe havde de draget op paa Stranden. 
Sverre lagde fig udenfor, og verlede en Jidlang Skud med Dem, men 
uden fynderligt Folfetab paa nogen af Siderne, Da han ej vovede at kægye 
fig fige ind til Stranden, af Frygt for VBaglernes ftore Overmagt. 
Han bad endog udtrykkeligt fine Mænd at tage fig i Bare, at Baglerne 
itte ſtulde hage fig faft i Stibene, og Drage dem til fig. Hans eget 
Skib var imidlertid det, fom faa nærmeft Stranden. Da Sverre ome 
fider faa, at der intet fom ud af denne Sfudverling, (od Dan fine Fartøjer 
fægge ud af Studvidde, over til den anden Side af Sundet, ved Øen 1). 
Paa et Bjerg lige for de fiendtlige Stibe, lod han vejfe en Valflynge, og 
om Aftenen, da den var færdig, flyngede Birfebeinerne en Deel Stene 
med. denne ned paa VBaglernes Skibe, fom derved lede megen Stade. 
Da det blev mørkt, faa at man ikke (ænger tunde fee, fatte Sverre 
fin Søn Sigud Lavard og Gilif raude, der tilfammen førte Be— 
falingen over et Skib, til Vagt ved VBalflyngen med bdele deres Skibs— 
mandjfab, der udgjorde 80 Mand. Han bad dem indftændigt pasfe godt 
paa, at Baglerne iffe fom over dem om Natten. - Derpaa vendte han 
tilbage til Skibene. Det var overmaade foldt, og Befætningen ved Val 
flyngen gik derfor frem og tilbage, for at varme fig paa Fødderne, andre 
lagde fig fammen i en Klynge under VBalflyngen. Men om Natten, da 
Det var aldeles belgmørtt, gif 120 Mand af Baglernes Sfarer, fuldt 
bevæbnede og brynjede, langs av et fmalt Rev, der nu ved Fjæretid ragede 
op oter Vandſkorpen, i al Stilbed op paa Øen, uden at Birkebeinerne 
merfede det mindfte til dem, førend de, der faa under Valflyngen, følte 
deres Spyd. Da fprang de op. Eilif Raude raabte: „lad o8 jage dem 
bort, de have fun en Haandfuld Fol”. Men fun faa fatte fig til Movdværge 
med bam, og de flefte af disfe faldt. - Sigurd Lavard derimod lod fig glide 
ned ad en Klev, og de flefte fulgte hans Exempel; de flygtede, alt bvad 
De kunde, hen til Skibene, forfulgte af Baglerne, der i alt nedlagde 20 af 
Birkebeinerne, og fitfert bavde dræbt mange flere, hvis Mørket ej havde 
bindret dem fra at fjende Ven fra Fiende. Men Valflyngen brøde de 
ned. Da man paa Sfitene merkede at Der var galt paa Fecde, blev der 


bleſt Alarm, og den førkte, der fom i Land, var Nikolas af Veſtnes. 


Da traf Baglevne fig tilbage. Kong Sverre blev meget ærgerlig over dette, 


1) Denne SJ er fandfynligviis Galtø, lige overfor Jjernø, da Stedet, hvor Val- 
flongen rejftes maa have været lige overfor Baglernes paa Land opdragne 
Skibe; ligeledes maa det have været i Nærheden af Fjernø (nu urigtigt 
førevet Karna) Kirke, fiden de faldne Birkebeiner der bleve begravne. 


296 . Sverre Sigurdsføn. 


og gav fin Søn Sigurd en føarp Fvettefættelfe. Han ſagde, fortæller Sa- 
gqaen, fom fandt var: anderledes holdt jeg Vagt, Da jeg Fæmpede om Riget 
ined Kong Magnus: tvi vorde den Kongefon, der pasfer faa Dmarligt fit 
Hvert, fom du; pak Dig I Land, og fom iffe for mine Ojne førend Vet 
bliver hyft” Da gif flere op å Land og vangede indtil Det blev Dag. 
Begge Flaader bleve i flere Dage liggende ber mellem Disfe Der, 
uden at Det. fom til nogen vderligere Kamp mellem dem. - Derimod ber 
retter Sagaen om en darafteriftift  Ordverling, der fandt Sted mellem 
Kongen og Biftoppen. En Dag, Da Sverre roede om paa en Skude og 
fom temmelig nær under Landet, gif Baglerne frem paa et Bjerg, vg raabte 
til Dem. Sigurd Jarlsſon fagde: jer Sverre, Der gav mig Mad '), paa 
Denne Skude ?“ Ljot Haraldsfon (den famme, der for tolv Aar fiden var 
med at Drage Kong Magnus'3 Lig op af Vandet) fvarede: pja han er ber, 
og fandt er Det, at ban ej bar givet nogen værre Mand Mad end dig, det 
vifer Du nu.” Da fagde Biffop Nikolas: ,bvorfor gaar du iffe i Land, 
Sverre, vil du ikke flaaes nu, Gudsfornegter? ellers plejer Dog intet i 
Livet at behage Dig far meget fom at rane og berje. Jeg ſkal bie paa 
Dig ber; ber er mit Haandliin (han holdt Sfjotdet i Bejret); nu bærer 
jeg Den Mitra og Stav >), fom jeg efter Pavens Bud føal fore imod 
Dig; Det er Staal-Hue og Sverd; disfe famme Vaaben ftal jeg bære ind— 
til Du er drabt eller jaget fra Dette Nige". (Det maatte flinge underligt 
at bore ham ber paaberaabe fig Pavens Bud, efter at Pave Clemens fyv 
Aar I Fovvejen udtryffeligt  bavde forbudt alle Gejftlige i hele Norge at 
bære Vaaben eller gaa i Krigstog!)) Birkebeinerne afbrøde idelig hans 
Jake. - Nogle fagde: Det vilde ikke være farligt at gaa I Land, hvis pi 
der fun forefandt Vig; Nidingen! disſe Vaaben ſkal du bære frem paa 
Dommen Dag!" Andre fagde: „du er en daarlig Karl til at bære Van- 
ben, Det har du før viijt.” Kongen" tvsfede paa Dem, og fagde at De 
iffe ſtulde mundbugges med ham. — Biffoppen fagde: ,FJ Virkebeiner be- 
brejde mig altid Frvygtfombed, men fom ene i Land, Sverre, faa ſtal jeg 
komme imod Dig, og det vil Da vife fig, hvo Der formaar meſt, enten 
St. Peter eller St. Hallvard, der bjelpe mig, eller Ven gøtifte Her 3), 
1) I Sagaen ftaar: Sverrir matgjali minn. | 
2) Bed ,,Haandliin” (manuale, mantile, sudarium) forftaars det lille Stykke 
hvidt Linned, fom hænger ved Preftens venftre Haandled, naar han er i fin 
Ornat. Mitra" var Navnet paa den klovede Biffopshue. 
3) Der ftaar gylfra hin gautska, hvilfet ej vel fan forflareg anderledes, En 
anden Læfemaade er kyfla hin gautska , den gøtiffe Hettekappe“, men dette 
Ord giver her ingen Mening, thi en faadan Kappe Funde, om Kongen end 
tar den over fin Rvftning, dog ikke kaldes en Gjenftand ,,at tro paa" 
og nævnes lige over for St. Peter og St. Hallvard. Man har ellers 
fortlavet Udtrykfet |, den geøtiffe Her” om Dronningen, fordi hun var 








1196—97. Baglerne i Viten og paa Oplandene, 297 


du tror paa.” Da fvarede Kong Sverre faa at hans Mænd børte Vet: 
vis Nikolas og jeg flaaes, vilde man fige at Det var ligefom naar to 
Fisper gav fig til at bides, da ingen af os har Ord for at befidde 
Mod.” Derpaa fod Kongen fine Folt ro tilbage til Skibene. 

Morgenen efter holdt Kongen Huustbing for at børe fine Mænds 
Meninq om Hvad Der var at gjore. Nikolas af Veſtnes mernte, at bele 
fer end at ligge ftille og tide Mangel, burde man angribe Fienden, eller 
ogfaa Drage bort og fore ben til Steder, hvor der var Levnetsmidler 
at faa. , eg ſtjonner not”, fagde Kongen, „at du ber udtaler Manges 
Onſke, og ar Ledingsfolket [ænges bjem, men Det veed jeg Og, at faa flemt 
fom de finde det at ligge ber, fmager Vet dem, Der ligge indenfor i Sun- 
det, ikke i mindſte Maade bedre, og holde vi fun ud, ville de nok fille 
av. Men fiden I nu belft ville bort, ffal jeg dog foje ever heri”. Han 
gav da Befalinq til at fæage bort, men lod dog førft de Foldnes Lig 
begrave ved Kirken i Saltofund (Fjernø Kirke): det var jult paa em Son— 
Dag. Derpaa ftyrede han med hele Flaaden veft over Folden for gunſtig 
Vind fige til Bergen, hvor ban lod Ledingsmændene Drage hver til fit; 
felv drog han videre, lige til Throndhjem, vg tilbragte Vintren ber (1196— 
1197). SBaglerne droge derimod fænger op I Vifen. og fode tilftevne Bor— 
gartbing. Her blev den foregivne Inge Magnusfon tagen til Konge, og 
Baglerne underfaftede fig nu hele Vifen med Oplandene, hvor de overalt 
indfatte Sysfelmænd. Det maa faaledes have været Sverre aldeles 
umuligt at forfvare denne Deel af Landet. fandfynligviis fordi hans Mode 
ftandere endnu Der vare for talrige. Blandt dem, fom paa Oplandene 
floge fig til Baglernes Flof, var den forben omtalte Lendermand Halvard 
paa Saaſtad (fe ovenfor S. 74), en Kolbein Strinev, og mange andre. 
Biftop Nifolas tilbragte Vintren deels å Oslo ved fin Biffopsjtol, Deels 
i Danmart. Han tilligemed Sigurd Jarlsføn fit om Vintren vide, at 
Kong Sverre havde forvaret en beel Deel Penge i Veggen af Klofterfir- 
fen paa Hovedeen 1), og fatte fig ſtrax i Befiddelje deraf. Nikolas maa 
have været en af. de førfte, Der erfarede Biftop Thores pludfelige Død 
(Febr. 1197). J Fhores Sted valgtes, fom man lettelig fan begribe 
under Nikolas's og Baglernes Indflydelfe 2), en vis Jvar fljaalge (den 

fvenft af Fødfel. Det er dog ubegribeligt, hvorledes man alene deraf 

har Funnet falde paa dette, da det dog var langt nærmere at tænke 
paa den Her, hvilfen Sverres Fiender beffyldte ham for at tage Hjelp af, 

fom Billjam af Newbury faa omftændeligt fortæller (fe ovenfor S. 177). 


Der ftaar juft ikke hos Villjam, at hun var fra Gauttand, men det ligger 
desuagtet i Mifolas's blotte Ord, at det maa være den famme. 
1) I Ruinerne af Hovedecns Klofterkirfe fees endnu flere Gjemmer i Veggen. 
*) Biftoppen og Kapitlet i Oslo paaftode endog (maaſtee aller førft ved denne 
teilighed 2) at have Stemme med ved Hamar-Biffoppens Valg, fr nedenfor. 


298 Sverre Sigurdsſon. 


fteeføjede), om bvilfen det fiden beder at ban altid var en tor Fiende af 
Kong Sverres GE '). . Han blev indviet fort efter, enten af Nikolas, 
eller af Grøebiffop Abfalon*). J forſte Tilfolde er det ikfe ufande 
fonligt, at Denne Indvielfe føede om Varen, Da Biſkop Nikolas og 
Sigurd Jarlsføn felv begave fig til Oplandene. Her fendte de en Drop 
afited paa et Drijtigt Strejftog beelt op over Fjeldet til Nordfjord, for 
at overfalde Sverres derværende Sysjelmænd. Toget gik beldigt, Bag— 
ferne fom ned til Walden, og fif dDræbt tvende af Sysjelmændene, Fhord Dare 
og Ginar fygra, med deres Folk; tv andre Sysfelmænd, Fhore Kraaf 
og Thorgils, frelfte fig ved Flugten, og begave fig til Kongen. - Derpaa 
vendte Baglertroppen igjen tilbage til Oplandene 3). 


55. Baglernes Nederlag i Oslo. 


Efter Julen, men endnu ved Vintertide, holdt Sverre Thing med 
Bønderne, og udbod Leding over bele Forondelagen, Haalogaland, begge 
Mørerne og Raumsdal; Fropperne vg Skibene ffulde møde frem tidligt 
om Vaaren, fandfynligviis paa enkelte af ham betegnede Steder ved Ky— 
ften, nemlig Haafogalænderne og Sorønderne ved Throndhjemsmynne, Nord- 
møringerne, Nomsdølerne og Sendmøringerne paa De Steder, hvor deres Ho— 
vedfjorde frødte til den almindelige Lev, faaledes at Skibene fra de fore 
ffjellige Fylker efterbaanden fødte til Hovedflaaden. Han fom til Bergen 
ved Halvardsmesje (15de Mai), da havde han henved 3600 Mand, alle 
til Skibs. J Bergen lod han figeledes udfkrive Ulmenning af Fvlterne 
ſondenfor Stad, og ventede paa disſe Ledingstropper lige til Margrete- 
mesfe Ode Juli); der famlede fig da efterbaanden fan mange til ham, 
at der, førend ban forlod Bergen, i alt var opffvevet 6000 til 7000 Mand 4). 
Denne ftore Folfemasfe var iffe let at fiyre, og Ledingsmændene tillpde 
fig mange Boldfombeder, idet de ofte af Kaadhed pvdelagde og floge efter 
bvad de forefandt. For at raade Bod paa dette og indføærpe bedre 
Mandstugt gjorde han efter Udfejlingen fra Bergen Holdt allerede Ii Grø- 
ningefund, til ftor Forundring for hans Mænd, der ikke funde begribe, 





1) Haafon Haafonsføns Saga Cap. 3. 

2) Sverres Gaga Gap. 132, 133. Hvad der her fortælles om Biffop Ivars 
Indvielſe, beftyrfer end mere, at Biffop Shore og Mag. Ridard døde 1197, ikke 
1196, thi det er ej rimeligt, at Biffopsfiolen ſtulde have ftaaet udefat et heelt 
Uar, da vi fee Oslo og Bergens Biffopsføole befatte famme Aar, de bleve 
ledige. 

3) Sverres Saga Cap. 133. 

2) Jalftørrelfen angives forffjelligt; de flefte Haandfirifter have ,,60 Hundre: 
der“ (7200); Girjpenill derimod ,,paa det femte Ti Hundreder“ (henved 6000) 











1197. Thing i Grøningefund. 299 


hvorfor ban ej drog videre. Men ban fod dem frakte, og faldte Bøn- 
derne fammen til Ibing. Og ber paa dette Thing talte han, i Bønder- 
neg Paabør, mange Alvorsord til Ledingsfolfene. „Det pasfer fig ikke", 
fagde ban, ,for eder, gode Bønder Sønner, at fare fra Haalogatand, eller 
Throndhjem, eller Møre, eller maaftee endog nærmere Egne, for at føre 
Krig mod Bøndernes Redſkab eller Kjørader eller andre lignende Sager, 
Bugge dem i Stvfker, eller føamfere dem, bare fordi de ftaa lige for 
eder. Derved aflægge I jo deg ikke nogen Prøve paa Færdighed eller 
SFapperhed, men I tilføje fun Gjermændene Stade. Jeg beder eder ind- 
ftændigt at fade af dermed, uden i bvjefte Nød. Jeg fortjente ikke 
at faldes Landets Styrer, hvis jeg ikfe føgte at gjøre Ende paa enhver Uſkik, 
faa langt mit Herredømme naar. — Feg beder eder venffabeligt at aflægge 
flig Kaadbed, thi jeg vilde faa nødigt veffe eder, men bliver dog nødt der— 
til, bvis I ej forbedre eder. Jeg anfeer mig derbos faa fuldfommen ber 
rettiget til at beberffe og ſtyre Dette Land, ffjønt rigtignok Nikolas figer det 
modfatte, at jeg iffe tror at ftulle behøve at fige en faadan Ubetydelighbed 
fom. denne to eller tre Gange" Da Sverre nu en Gang var fommen 
md paa at tale om Nikolas og dennes Oprersord, gif ban nærmere ind 
paa Denne Materie, faaledes at det næften feer ud, fom om bans Hoved- 
benfigt med at fammenfalde dette Thing var at forfvare fin Byrdsret til 
Niget. „Jeg begriber iffe”, fagde ban, , med hvad Grund Nifolas fan paa- 
ftaa, at Det ej tilfommer mig at være Konge over Norge: Mange have 
jo baaret Konqgenavn, fom fun vare Tralkvinde-Sonner, men jeg er en 
virfelig Søn af Kong Siqmd og Gunnhild. Hendes Yr fjende jo mange, 
og er der nogen ber, fom ikke fjender Den — hvad Der nok er muligt — 
faa fan jeg nu give Beffed derom.“ Han gjennemgif nu hele hendes Stam- 
metræ for alle Singmændene, faa at mange, fom før iffe vidfte deraf, nu 
funde ffjønne at De vare i Slægt med bam, baade paa fædrene og møde 
rene Side *). Kongen fluttede denne Forklaring, Der Dog, fom man feer, 
fun vedfom hans Moders Frændffab, med den Erølæring, at han iffe paa 
den Tid fjendte en enefte i befe Norge, mere berettiget for Gud og Men- 
neffer til at bære Kronen, end ban. Men om end Nifolas”, fagde han, 
vil heller have en anden, ville vi Birfedeiner iffe nu finde os mere deri, 
end før. Den Konge, fom ftyrer Riget, maa baade være baard og raad- 
fnild. Os fynes det, at Nikolas, hvor tungefærdig han er, Dog fun bar et 
Harehſerte, bvormed han forbinder en Srolgshed fom Rævens. Og opregne 
vi belte Fngerids Affom, ville vi funde finde faa, Ver Vare at lide paa. 
Ikke var Magnus Henritsføn tvo, lige faa lidet fom Buris, Hvilket noffom 





1) Man ſkulde heraf formode, at Gunnhild har haft fine flefte Slægtninger paa 
Bergenstanten. 


300 Sverre Sigurdsſon. 


vifte fig )). Nu er det vel ikke værd at tale faa meget herom, fordi det 
nof fiden vil fomme for Dagen, hvad Mand enhver ev, og jeg antager des— 
uden, at Det ej vil vare fænge til at vi Birkebeiner fomme i Kaſt med 
Baglerne. Da ville vi fee, hvor flint og fjef Næven*) ov til at hjelpe 
fine Folk mod os Birkebeiner”. 

Gfter denne Tale bævedes Thinget; Bonderne vejite hjem, og Bir 
febeinerne faavel fom Ledingsfolfene vendte tilbage til Sfibene. Snart 
fit man god Vind, og Kongen (od blære til Uffejling. Rejſen gif nu 
faa burtigt langs Kyſten og ind ad Oslofjorden, at Flaaden allerede Ja— 
fobsmesfedag om Wftenen (2500 Fuli) faftede Anfer ved Hovedpen?). 
Baglerne faa inde i Oslo med bekle fin Styrfe. Morgenen efter gik Kon- 
gen op til Kloftret og lydde Mesje; da han fom ned igjen til Skivene, 
holdt han Huusihing med fine Folk, underrettede Dem om at ban vilde 
angribe Baglerne, og foreffrev, hvorledes Angrebet ſkulde ſkee, nemlig paa 
tre Punfter. Hans Søn Haafon, der uu aller forft nævnes fom Deel- 
tager i nogen Strid, (Sigurd fynes ej at bave været med ved Denne 
Lejlighed) ffulde med alle GSmaaftuderne, der ikke ſtak fan dybt, ro 
ind til Leret indenfor Monnefloftret; ber føulde han gaa i Land og 
fra den nordlige Side trænge ind i Byen, for at fomme dem, Der frode 
paa Bryggerne, i Ryggen. Lendermændene Gregorius Jonsføn, Sigurd 
af Modaftad (paa Froften) og Eyſtein Ragnvaldsſon føulde lagge 
til ude paa Øren, ved Mariefirfegaard og Elve-Oſen, vg ber trænge op 
avd den føndre Gade. Selv vilde ban med den øvrige Del lagge op til 
Bryggerne, bvor han antog at ligeledes Fiendens Hovedſtyrke flod.  Derpaa 
fod ban blaſe Hærblæft, og belte Flaaden rvede ind, forft famlet, fivden 
deelte den fig ſaaledes fom han havde foreffrevet. - 





1) Se ovf. S. 21—23. Magnus Henrifsjøn havde dræbt Sverres egen Svi- 
gerfader, Kong Erik Erifsjøn i Sverige, og anfaaes ligeledes for at have 
været deelagtig i dennes Forgjænger Sverke Kolsføns Drab, f, 0. IL. S. 907. 
Det Ord, Gverre faavel her fom nedenfor bruger, er skaufhali, en af de 
mange Benævnelfer paa Ræven, fammenfat af skauf, egentlig et Korn:Neg 
(engelff. sheaf) em Kvaft, ſiden „tyk, buffet GSvands”, og „hali“. 

Dagen angives faaledes: ,Jakobs messudags altan". Dette Udtryf er no: 
get tvivlfomt, da det maaſkee ogfaa Eunde betyde , Uftenen før Jakobsmesſe“. 
Men da der ftaar ,messudags aftan*, iffe messu altan, er det dog vel retteft 
at forklare Udtryffet faaledes fom det ovenfor er føeet, ifær da Tiden, paa 
hvilfen Flaaden tilbagelagde Vejen fra Bergen til Oslo, lige fuldt bliver Éort 
nof; Gverre fom nemlig ikke affted førend Margretemesfe (20de Fuli), aa 
enda mindft en Dag frille ved Bukfen (i Grøningefund), og anÉom dog fer 
neft den 25de Juli til Hovedoen. Dette er ikke mere end 4 eller 5 Dage. 
Paa denne Maade forklares det vgfaa letteft, hvorfor Delingen af Byttet 
ikke fandt Sted førend den paafelgende Jirsdag (d. 29de), thi naar Slaget 
ftvd den 26de (Løverdag), Funde man ej begynde paa at famle Byttet før: 
end Mandag (den 28de), og Delingen ſtede da Dagen efter. 


— 


3 


— 








1197. Slag i Oslo. 301 


Biffop Nifolas ordnede imidlertid Baglernes Fylkinger og beftemte, 
bbor enhver Afdeling ffulde tage fin Mads. „Sigurd Jarlsføn og Hall 
vard af Sanftavd”, fagde han, ,ffulle med Oplændingerne ftille fig i Fylking 
indenfor Nonnefloftret, for at bindre Fienden fra at gjøre Landgang Der; 
Kolbein Strinev og Anund Lunns$ Sønner ſkulle med Den fjeffefte og 
baardefte Sfare pasfe paa Broen 1) at Fienden iffe avd den Vej fommer 
ind i Byen, om han ſkulde [ægae til ude ved Frælleberg; men Kongens 
Fennife og mine egne Folk faavel fom Bymændene føulle forfvare Bryg— 
- gerne og Det pderfte af Øren *). Sverre bar ikke faa mange Folk fom 
I tro, hans Skibe ere tyndt befatre, faa at dDer i det bøjefte fun er een 
Mand i hvert Halvrum, tbi fee I itfe, at de bave frillet fine Kjer op i 
Nummene for at indbilve eder, at Det ev Folk? VBirfebeinerne ere desu— 
den faa banfatte 3), at Deres Sverd iffe ville Lide, og De felv have ikke 
vet Mod paa at fægge til Slag; vover Sverre nu et Ungreb, ev han visfelig- 
fejg (0. e. Døden ev ham vis), og maaffee gaar Det Han lige faa Daarligt 
med UAngrebet her fom i Sæmsfjorden” Biſkoppen holdt til Heft, med 
flere Klerfer om fig, oppe i Gaden ved fim Gaard, Da Angrebet begyndte 
og Krigsraabet lod fra begge Sider. Sverre lagde til med faa voldfom 
Fart, at nogle Fragt-Skite foran Bryggerne, Der faa i Vejen for ham, 
bletve knuſte. VBaglerne havde nemlig fænfet dem foran Bryggerne, for 
at Birfebeinerne ikke ſkulde funne fomme lige til disſe, og Kampen 
førte8 derfor en Stund med Bueftud og Haandjtud, indtil vet endelig lyk— 
fedes Birkebeinerne at fomme op over Fragtffibene. De to VBirkebri- 
ner, fom førft fom op, bed Bengeir fange og Botulf Hafrsſon. En En— 
gelsmand blandt Baglerne bug efter Bengeir og fagde at de ej flulde gaa 
op der, men VBengeir, fom ypperligt forftod at bruge Sverd og Bukler 4), 
parerede Hugget af, og gav bam Verpaa felv et Hugg under Skjoldet, nes 
denfor Mæfen, faa at Kjæven blev buggen over. Da ftormede VBirfebei- 
nerne talrigt op paa Bryggen, men Baglerne forfvarede fig godt, faa at Vet 
blev en hard Dyft. Da fagde En til Biſkoppen: „rid nu frem hardt, 
Herre, tbi vore Mænd bepøve bojlig eders Hjelp og Opmuntring, Vi 
fre iffe vettere, end at Birfebeinernes Sverd vide not faa godt!"  Nej 

1) Dette er Geitabru eller Gedebroen over Oslo-Elven. Om VBeliggenheden af 

Oslos Hoveddele fe for øvrigt ovenfor IL. 718, 906. 

2) Her ere Flatebogen, Girfpenill og Skaalholtsbogen fulgte, Hovedkodex af Sver— 

reg Saga angiver, fom fædvanlig, Lokfaliteterne aldeles forvirret. 

3) Det faldt af fig felv, at Birkebeinerne, fom underftøttende Sverre og hol 

dende Samfvem med ham, ligeledes vare banfatte. 

) Bukler, buklari, et Slagé mindre Skjold, paa franff bouclier, i Middel 

alderens Latin boclerus, bocalarium, bouclarius, bouqueleriusy bloquerius; 
Ordet fommer egentlig af bucca, buceula, der ogfaa brugtes til at betegne 
Bulen paa et Skjold. 


302 Sverre Sigurdsføn. 


fader 08 vide undaf faa hardt vi funne," fvarede Biffoppen, ,tbi nu 
er Djævelen los.“ Med visfe Ord gav ban og bans øvrige Følge He- 
ftene af Sporene, og fatte affted op ad Byen uden at ftandfe. førend 
de fom op paa Gjelleraafen. Der førft oppebiede ve Det øvrige Mandftad. 

Imidlertid bavde Gregorius Jonsføn med fin Afdeling lagt til ude 
paa Øren ved Elvemundingen, fom det var ham befalet. Der var ude 
grundt, men da Sfibene ftodte mod Grunden, fprang Birfebeinerne i Bandet, 
og badede I Land. Den Afdeling af Baglerne, der ftod oppe ved Gedebroen, 
tfede ved Synet beraf ned imod Dem og gjorde et faa beftigt Anfald, at 
Virfebeinerne maatte vige og føye tilbage til Sfibene; nogle af dem faldt, 
andre ftyrtede fig i Dybet. Da de naaede Sfibene, lagde de ud til Trol— 
feberg, gif Der I Land, og ftevnede op av Sletterne mod Gedebroen. Bag— 
lernes Afdeling føvndte fig ligeledes paa fin Side op over Broen og - 
.mødte Den paa Sletterne, hvor der nu begyndte en baard Kamp. 

Større Held havde Kongefønnen Haafon havt paa fin Kant. Han 
fagde, fom det var ham foreffrevet, til inde ved Levet, og med faadan 
Fart, at alle Sfuderne rendte op pan tørt Land; Mandffabet fprang firar 
ud, flillede fig i Fvifing og angreb Sigurd Jonsføns Bagler, forft med 
Skud, fiden med Stik. Baglerne toge ftrar Flugten, forend man endog 
havde funnet bruge Sverdet, og flygtede op nordenfor Byen. Nogle af 
Birkebeinerne forfulgte Dem og Dræbte far mange de funde naa; Andre 
endte fig efter Aftale mod Byen, og faldt dem, der frode paa VBrygger- 
ne, i Ryggen. Vaa famme Tid faa man ogſaa Gigrflugan, Kong Sver- 
res Banner, vaje paa Bryggen; da flygtede VBaglerne og Bymændene, 
nogle op fra Byen, andre ind i Gaardene. Sverre ftevnede nu op ad 
Langqaden, - indtil ban fom til Vejene, bvor Udfigten var fri; da faa 
han, hvorledes Kampen rafede ude paa Sletterne under Ekeberg. Han 
ifede da over Elven ovenfor Byen, ud efter Sletterne, faldt Baglerne i 
Ryggen, og dDræbte de flefte af Dem. Derpaa vanfagede Birkebeinerne 
Byen, brøde op de Hufe, hvor Baglerne havde gjemt fig, og drabte man- 
ge af dem. Mange af Baglerne føgte Da at fomme bort, men Birkebei— 
nevne deelte fig i flere Hobe for at afffære dem Flugten, deels pan Slet- 
terne, deels oppe paa Marteftoffe 1), derved anrettedes ogfan et ftort Mand- 
fald, imidfertid undfom dog alle Høvdingerne og en iffe ubetydelig Deel 
af Hovedhæren. Dette, faavel fom Ledingsfolkets Uityrligbed gjorde, at 
Sverre iffe vovede fuldftændigt at forfølge fin Sejr. Han lod alt fit 
Mandſkab blæfe fammen op paa Marteſtokke, og talte Der faaledes: „Gud 


1) Dette Sted er, fom man af Oslo Bylov fan fee, det nu faafaldte Galge: 
berg. Allerede Peder Glausjøn, der maatte vide temmelig nøje Beſked om 
det gamle Oslo, Falder det (S. 686) Galgeberget. 





— — — — — 


1197. Baglernes Flugt fra Oslo. 303 


pære takket, at Chriſtus lige faa lidet nu, fom før, bar ſlaget Haanden 
af os Birfebeiner, men ladet os fejre; jeg tvivler paa at Nikolas Ræv 
bar rommet bort med uræd Hjerte. Dog vil jeg fige eder, at jeg atter 
pil fæage ud til Hovedøen med Skibene, for at vi ej ffulle være udfatte 
for noget Overfald, om nogen af dem ſkulde vove fig tilbage til Byen i 
Nat, naar de formode at mange af os have lagt fig fore her i Drit og 
Uagtſombed.“ — Denne Befaling maatte adlydes, og faaledes vendte alle 


å tilbage til Stibene. Men Borgerne og Kjøbmændene maatte haardt bøde 


for at de havde fæmpet mod Kongen, thi alt det Gods, fom fandtes Der, 
blev dem frataget. VBirfebeinerne toge ligeledes alle de Langffibe, ſom laa 
der, og brændte de flefte, undtagen Bokaſkreppen, Biffop Nifolas's eget 
GSfib, og Guldfuden ), føm Hide, Sverre8 Halvbroder, bavde ladet byge 
ge, men fom altfaa ved en tidligere Lejlighed maa være falden i Fiendernes 
Bold. Nu fit ban felv Bokaſkreppen at fiyre, men Det Skib, ban bHidtil 
bavde bavt, Vidfjaaen, blev brændt, fandfynligviis fordi det nu var gam- 
melt og udflidt, dog bleve førft Søm og Sejl bjergede, Der efter Meglerne 
for Byttet8 Deling Nevdffaben børte Bønderne til*). De Regler for 
Byttets Skifte, fom Birkebeinerne havde vedtaget at folge, vare nemlig 
disſe 3). Forſt ftulde der blæfes til Huustbing paa et Dertil belejligt 
Sted.  Derpaa ſkulde Merfegsmanden plante Kongens Merfe i Midten, 
og fade Vebaand eller Skranker indrette i em pasfende Ufftand rundt om- 
fring Da føulde Krigerne, een for een, bringe Det Bytte, ban bavde 
taget, til Merfesftangen, idet ban aflagde Ed paa at han intet havde 
gjemt til Side. Naar Byttet var bragt til Stangen, ſkulde tolv af Kon- 
gen opnævnte Mænd dele det, forſt i to, fiden i fire, og Derpaa i mindre 
Dele *). Derpaa ſkulde Styremændene og de Hirdftjorer, Kongen veftit- 


2) Saaledes Flatøbogen. Io andre Haandffrifter have „Gorſuden“. 

?) Det vil vel her fige, at da Hide i Stedet for at brænde Bokaffreppen, hvor- 
til man havde Met, beholdt denne, traadte Vidfjaaen i dens Gted fom 
Bytte, og fom en Følge deraf blev Sougverfet m. m. Krigsfolfeneg Ejendom. 
Guldſuden derimod fom, fom tilbageerobret, ikke i Betragtning. 


3) Hirdføraa, Gap. 38. Her nævnes udtrykfeligt , Birfebeinernes gamle Løfte" 
om Siende, faa at man kan fee, at Urtiflen uforandret maa være bibeholdt 
fra Sverres Sider. Den pasfer øgfaa ganfée med den paafølgende Beftri- 
velfe af Delingen paa Hovedøen. 

4) Der ftaar i Hirdffraa Fun at Fjerdingerne igjen feulde deles i Halvdele, men 
af Beftrivelfen over Delingen paa Hovedøen Éan man tydeligt fee, at denne 
Deling af Fjerdingerne rettede fig efter Hærens GStørrelfe; var den Fun li: 
det talrig, behjøvede man ej, fem i nærværende Vilfælde, at dele hver Fjer- 
ding i Sylfter. Men man feer, at førft og fremft ffulde der Faftes Lod om 
Fierdingerne. Udgjørde da hver Fjerdepart af Hæren et alt for ſtort Untal 
til ſtrax at funne føifte perfonviie, deelte man sd igjen, og gif frem efter 
de famme Megler fom fer. 


304 Sverre Sigurdsſon. 


fede Dertil, ligefedes Dele Mandſkabet, førft i to, Viden i fire Dele; af 
dDisfe Fjerdedele valgte Da i den Orden, Lovdkaftning beftemte, bver fin 
Fjerdepart af Byttet, men i hoer Fjerdedeel fliftedes det Dderpaa i de 
mindre Dele og I disſe efter Fuolfetallet. Dog var herved at merke, at 
bvis der blandt Byttet var Skibe eller andre Krigsjager, Der før pavde 
tilbørt Kongen, og nu fun tilbageerobredes, ffulde de nu ogfaa ſtrax uden 
Deling blive Kongens Gjendom, og af disfe Sager kunde Mandſkabet 
afene gjøre Fordring paa bvad Kongen ej forben bavde befiddet, Dog 
faaledes at Kongen førft og fremft bavde Net til at indloſe Vet; ligeledes 
feulde andre Klenodier og Koftbarbeder, om nogen vilde fælge dem, førft 
tilbydes Kongen og overlades ham, bvis ban vilde fjøbe dem for fuld 
Værdi. Det var vgfar vedtaget, ærligt og redeligt at give Kirfen 
fuld Fiende af Byttet, uden at ffjule noget. Fremdeles gjaldt den Negel, 
at Hvis Omftændigbederne fordrede, at en Ufdeling maatte bolde Vagt 
ved Sfibene eller Lejven, nedens en anden fæmpede og vandt Pytte, ffulde 
dog Det vundne Bytte deles mellem dem alle, fom om begge Ufvdelinger 
pavde været med i Striden. Ved nærværende Lejligbed lod Kongen Mer- 
fesitangen vejfe til Bytteftifte paa en Slette fyd paa Hovedøen. Her 
Hev der blæft til Huustbings, og ban holdt en Tale til Krigsfolfene. Da 
Byttet blev bragt til Stangen og Mandfkabet vdeelt, vifte det fig at An— 
tallet par dem, Der vare blevne tilovers fra Slaget, udgjorde mellem 
4800 og 6000 Mand *). Medens man var beffjeftiget hermed, fom der 
en Preſt med et Brev fra Biſkop Nifolas, hvori denne tilbød Kongen 
Forlig. Kongen fvarede: Det bar Han gjort for, men fun boldt lidet af 
pvad ban lovede, jeg veed Derfor heller iffe, bvorfedes det vilde gan med 
Dette Forlig; men fommer han felv, funde jeg nof unde ham Grid, og fig 
ham fun, af jeg bar meget andet at føge Berømmelfe ved end at dræbe ham, 
naar ban viſer mig den Tillid at fomme: ban faar gjøre fom han ſynes.“ Derz 
paa benvendte Kongen fig til fine Sropper og Levdingsfolfene, og bed fom 
Indlosningsſum for De erobrede Sfibe med Redſkab, for fan VIDE Deej Vare 
opbrændte, 15 Merfer Gud (120 Merfer Selv)?*). Men Folfene 
meente, at Dette iffe engang var Frediedefen af hvad De Vare vard, og 
mange, broriblandt Siqvalde Karl, Sigurd af Modajtad og Eivind Ragn— 
valdsſon, begyndte allerede at dele Tougverk og Sejl, for at flifte dem I 
fire Parter, fom Det pvrige Bytte. Da Sverre fit vette at vide, greb 





1) Der ftaar: „paa femte Ii Hundreder", altfaa over 4 Hundrede (4800) og 
under fem (6000). 

3) Denne Sum udgjer, efter be foregaaende Beregninger, en Sølvværti af om- 
trent 1000 Sypodlr. men i Folge de daværende VBareprifer repræfenterer den 
mindſt det Fivobbelte* (10000 Spdlr). 


1197. Baglerne i Nidaros. 305 


han forbitret en Piſt, fprang i Land, og gav fig til at banke de gjen- 
fteidige; de flefte kaſtede, hvad de havde, og lob af Vejen, da De faa, at 
Kongen var vred, men Sigvalde blev ftanende, og fik to Nap over Skul— 
drene, uden Dog at gjøre nogen Movditand. Da holdt Kongen inde vg 
fagde at de handlede ilde i at bryde hans Befaling, da han felv bebø- 
vede alle til Landværn og Krigen børende Sager. Han fik fin Vilje 
frem, og lagde den Betaling, ban fandt pasfende, i Stedet.  FIirsdagen den 
29de Juli blev der Du blæft til Skifte, Der kaſtedes Lod om Fjerdingerne, 
og disſe deeltes Da igjen hver i tolv Dele, o. f. v. Byttet var faa ftort, 
at der paa hver enfelt iffe fom mindre end to Merker vejet Splv '). 


56. VBaglerne i Nidaros. Sverres Borg og Flaade odelægges. 


Det lader iffe til, at Biftop Nikolas's Tilbud om Forlig var ale 
vorligt meent. I Stedet for at indfinde fig hos Sverre, hvortil denne havde 
indbudt ham, begav han fig med de flefte pvrige Baglerbovdinger og Den 
Deel af Hæren, Der var undfommen fra Slaget, op til Oplandene, og 
Derfra fige op over Fjeldet til Throndhjem, Der nu maa have været tem— 
melig forfvarsføft, fiden faa mange Ledingsfolf og Birkebeinernes Hovedbær 
faa med Everre I Bifen. Der tales biller iffe om at Traborgen paa 
Ilen gjorde dem nogen Hindring, men I Borgen paa Gteenbjergene, 
Der efter Dens Ødelængelfe ved Kuvlungerne*) var bleven iltandfat, laa 
en Befætning paa flere end 80 Mand, under Befaling af Thorſtein Kugav, 
Bjalve Stindftaff og en Asgaut, vel forfynet med VBaaben og Proviant, 
faa at den funde udbolde en fang Belejring. Baglerne omringede den 
og gjorde Tegn til at ville flaa Lejr omkring den; fiden holdt de Moder 
og Thing med Bymændene oppe paa Goriftfirfegaarden, paalagde Bor— 
gerne en Kontribution af Levnetsmidler, vg frævede Leding af Bønderne 
paa Landet, figefom de vg, efter Birkebeinerne8 Exempel, tvang alle til 
at aflægge Ed paa, at de ikke ftulde være i nogen mod Dem eller deres 
Konge fiendtlig findet Flot. Derpaa begyndte De at beffyde Borgen, og 
Holdt ved dermed en fang Tid, uden dog at funne udrette noget, ligefom 





1) Sverre$ Gaga Gap. 134—136. Ogfaa Roger Hoveden, (Savile S. 772) 
omtaler denne Sejr: , Samme Aar (1197) leverede Biſkop Nifolas i Viken 
Sverre Birkebein et Slag, men blev jagen paa Flugten af ham, med Tabet 
af næften alle fine Folk“. 

?) Se ovenfor S. 209. Ogfaa da var Thorftein Kugad Befalingsmand, og 
gjorde fine Sager flet. Det ftaar ingenfteds udtrykkeligt, at Borgen blev 
iftandfat, men dette maa, fom man af Fortallingen felv feer, være ſteet. 


Dy 
Mund. Det norfte Folks Hiftorie. III. 20 


306 Sverre Sigurdsføn. 

den og var for godt forfynet til fnart at funne udhungres. Her 
maatte faalede8 andre Midler til. Belejrerne lan faa nær ved Mu— 
ven, at de og De Belejrede funde raabe til hverandre. - Biftop Niko— 
fa8 raabte da en Dag til Thorſtein: det ev ikke raadeligt for dig 
at: forfvare Borgen og fremdeles være i Van, thi du vil tabe mere 
paa en anden Kant, faafom vi ville fende Folk til dine Gaarde, Stein og 
Gudrefsftad 1), og de ſkulle plyndre alt hvad de finde, og brænde Hufene op”. 
Herover blev Ihorftein ilde tilmode. Han faldte Bjalve til fig og vtrede 
at det Dog iffe i Længden funde nytte at forfvare fig, Hvis Baglerne 
pare beftemte paa at holde ud til det fidfte, og Enden blev at de enedeg 
om at overgite Borgen, uden at den øvrige Befætning vidfte deraf. Der 
var en hemmelig Dør paa Borgen; til den gif Thorſtein, og talte ber 
med Gudbrand unge, en af Baglernes Høvdinger; det blev efter Thor— 
fteins Forflag afgjort, at Baglerne for et Syns Skyld ftulde Drage ned 
til. Byen, men naar Kvelden fom, og Befætningen iffe drømte om nogen 
Fare, ffulde de fomme op igjen, og fnige fig ind gjennem Løhdøren, fom 
Thorſtein ſkulde lade faa aaden. - Derimod lovede Gudbrand paa Bagler- 
nes Vegne at Befætningen føulde beholde Liv, Vaaben og Klæder. For 
ræderiet fyffedes altfor vel. Om Kvelden, da Befætningen fad til Bords, 
pidfte De iffe af førend Borgen var fuld af Bagler. Aftalen blev boldt, 
for faa vidt man ffaanede deres Liv og lod dem beholde De Klæder, de gik 
i, men fun faa fit beholde fine Vaaben, og alle deres Penge bleve dem 
fratagne. - Asgaut og Bjalve begave fig ud paa Landet, men Thorſtein 
fronede fit Forræveri ved at træde over til Baglernes Flok og gan Dem 
til Haande. De toge alt det Gods, de forefandt i Borgen, brændte alle 
Hufene op, og fordærvede Brønden ved at fafte en død Mand derned og 
fylde Steen ovenpaa.  Derpaa bleve Bymændene tvungne til at bryde 
Steenmurene ned, indtil den var jevnet med Jorden. Og tilſidſt ope 
brændte Baglerne alle Kongens Langftibe, fom faa i Byen. Da dette var 
fleet, vendte de tilbage igjen, efterladende en Befætning i Byen 2). De flefte toge 
den Vej, De vare fomne, til Oplandene, men Sigurd Jarlsſon tog Søvejen 3). 
Baglerne vare fordeles vel tilfreds med Deres Bytte paa dette Tog, og faa vidt 





1) Begge disfe Gaarde ligge paa Bynesfet. Stein er Stene, hvor Kirken 
ftaar, fe ovenfor, Gudrefftad heder nu Gauftad. 

?) Dette feer man af det følgende. Da Inge, Baglernes Konge, ikke denne 
Gang blev hyldet paa Ørethina, er det tydeligt at han ej var med; fand- 
fynligvits var da heller ikke Hallvard af Saaftad, der havde ham i Vare: 
tægt, med, men begge maa være blevne tilbage paa Hedemarken. 


3) Dette fees ogfaa af det følgende, men nævnes ikke udtrykkeligt paa dette 
Sted Å Sagaen. 








1197. Sverre ftraffer VBifverjerne. 307 


man fan føjønne, havde de ved Borgens og Flaadens Odelaggelſe tilføjet 
Sverre et alvorligere Tab, end han ved Sejren i Os Io havde tilføjet dem 1). 


57. Sverre i Ranafylke. Hides Drab. Slag vid FIhorsberg. 


Kong Sverre havde imidlertid opholdt fig i Viken, for, fom Det fy- 
ne8, ganffe at fvæle Oprørsaanden i dette Landffab ved at vife Ind— 
Byggerne, at ogfaa ban funde ſtraffe ſtrengt, naar Det gjaldt. Efter 
14 Dages Dphold ved Osfo drog han fydefter lige til Gudmaren, og 
fagde ind til Fvyrileiv *). Der ftevnede han Bønderne til Thing, og be- 
ſtyldte dem ber for at have famlet fig imod han, Da han laa i Sæms- 
fjorden, og at bave taget en anden Konge i hans Sted. En Mand ved 
Navn Helge ftod frem og fvarede paa Bøndernes Vegne faaledes: fra 
vore Hereder vare iffe mange Mænd i den Flok, og felv viste fan til- 
deels mod deres Vilje; vi vedfjende os faaledes iffe denne Beffyldning. 
Desuden ere vi gamle nok til at fee os for, førend vi fyrte os i Ulykke; 
vi fjende faa godt til Loven og fornemme Folks Net, at vi vide, hvor 
Kongen ffal hyldes i Norge, nemlig paa Øretbing i Forondbjem, faa at 
ingen bar fuld Net til Kongedommet, Der ej ev byldet der. Nu ffjønner 
I not, Herre, faa forftandig fom I ev, at vi ej funde være faa dumme, 
henſynsloſt at flaa o8 til denne Flok, der ikke var fterfere, og Dog fiendt 
fig mod eder.“ Han belagde fine Od faa godt, at Kongen blev for- 
mifdet. Der blev ogſaa boldt andre Taler paa Dette Thing, og alt teg- 
nede fig til Forlig. Der tales iffe om, at et faadant fom i Stand, men 
man maa formode det. Fra Fvrileiv Drog Kongen ud igjen af Gudma- 
ven, og ind til Mautafund (Nøtfund) mellem Øen Ordoſt og Lanehered. 
Her fendte han en Afdeling af fine Folk hen i et rende, men de vare 
ubeldige nok tili en Stov at ftøde paa en Flok Bagler, fom angred dem 
og dræbte 12 Mand af dem. Der tales iffe om at Kongen opføgte 
disſe Bagler for at hevne fine Mends Drab; men han fejlede uvd gjen- 
nem Svanshals (Svanfund), og lige til Elven. Der havde alle Indbyg— 
gerne, af Frygt for Straf, forftukfet fig i Sfovene. Kongen ftevnede 
Desuagtet Thing, og lod befjendtgjøre at de i fuld Grid ffulde funne 
fomme til bam, og at han ønffede at flutte Forlig med dem; men Da de 
havde en ond Samvittighed, halede de Tiden ud, faa længe de funde. Da 


1) Sverres Saga Gap. 137. 


?) Bed Fyrileiv (nu Ferløv) overvandt Magnus blinde Harald Gille, fr oven: 
for II. S. 730. J Sverres Saga ftaar at han lagde til ved det føndre 
Land, hvilfet Udtryk ej vet pasfer ber, da Ferløvkilen gaar lige ind mod 
Nord. 


20 * 


308 Sverre Sigurdsſon. 


begyndte Ledingsfolfet at tabe Faalmodigbeden, og Holdt endog bemmelige 
Sammentomfter om at bryde Ledingen og uden Filladelfe drage bjem. 
Den, fom ifær opmuntrede dertil, var em af Kongens egne Huuskarle, 
ved Navn Olaf fra Beitftad ). Men Kongen merfede Det, og lod Olaf 
gribe og benvette, for at ftatuere et Exempel; dette afitrætrtede de øvrige. 
Kongen lod anden Gang tilfige Thing, og truede Bønderne med, at hvis 
de nu iffe fom, vilde han brænde hele Heredet op. Da fom de endelig 
frem, og maatte nu finde fig i at udrede en fvær Bod for deres Oprør, 
fan at Dagen efter flere hundrede Nød og meget andet Gods blev bragt 
ned til Skibene, deels i Leding og Lidegjeld *), vdeels i Bøder. Derpaa 
vendte ban igjen tilbage til den nordligere Deel af Vien, hvor han fit 
børe at Baglerne havde været i Sbrondhjem, men allerede vare fomne 
tilbage til Oplandene, og nu agtede fig til Oslo. Han ilede da bid, og 
vilde drage Dem imode paa Oplandene, men da ban fom op paa Gjeller- 
aafen, fif ban vide at de havde faaet Nys om at han var i Oslo, og derfor 
taget Den vore Vej fydefter. Han vendte Derfor tilbage til Oslo, vg Drog 
fiden til Tunsberg, men fendte Poilip Jarl, Søn af Byrge Brofa, med 
en Del Fropper op til Mjofen, for at fee til, om han der funde til 
føje Baglerne nogen Skade. Det havde ogſaa været hans Henligt at fende fin 
Halvbroder Hide derop, men Denne blev iffe tidsnok færdig, og ban lod ham 
derfor blive i Funsberg med fin Skare, Det han felv fejlede affted med 
hele Flaaven for en gunſtig Vind, i den Henligt at drage til Bergen. 
Men da ban fom til Helgefund? ), borte han til fin Forundring at Sig— 
urd Jarlsſon var fommen nordenfra, og at De havde omfaret$, uden at 
nøgen var bleven ham var. Strax den følgende Morgen lod han blæfe 
til Huustbing, og vtrede ber, at ban var meget angſtelig for Hide, fom han 
havde fadet blive tilbage i Junsberg med faa Folk, og fom rimeligvis 
nu troede lig liffer mod Angreb fra Vejtfanten, Da Kongen felv 
drog den Vej med bele Flaaden; men han frygtede for, at man ikke 
nøje nok havde feet efter i De forffjellige Havne, man fom forbi, og tile 
fjendegav Derfor fin Beflutning, at han med alle Studer og lette Skibe, 
befatte med Dygtige Folk, vilde vende tilbage og fre til at opdage Sigurd, 
medens derimod Storffibene, og, fom man fan forftaa, Ldingsfolfene, ſkulde 


1) GSaaledes GStaalholtzHaandffriftet. Texten i Udgaven af Sverres Saga har 
„Olaf Beitſtok“. 

2) D. e den Udredſel, der paalaa enhver „Lide“, ſaaledes kaldtes i Viken det An— 
tal Folk (ſiden efter den Rode eller Deel af Heredet) der ſtulde ſtille en Le— 
dingsmand. 

3) Sandſynligviis gamle Helleſund eller Helgeſund lidt oſtenfor Chriſtiansſand, I 
Hovaag Sogn. 





1197. Hide Unasfens Drab i Funsberg. 309 


fortjætte Rejſen nordefter, førft til Bergen og fiden til Throndhjem. 
Dette ſtede, og ban drog oſtober, men allerede for file. Sigurd havde 
paa Vejen ind efter Folden lagt fig i Skjul bag Svengerne, udenfor 
den almindelige Led, og derfra havde han feet bele Flaaden fejle forti, 
fydoft over, uden at man paa Flaaden havde Anelfe om hans Nærbhed. 
Den følgende Mat ſtyrede han ind til Tunsberg, og fom Ver ganføe uven- 
tet over Hide, der fad og drakt med fine Folk i den farfaldte Usleivs- 
gaard. Baglerne ftevnede ſtrax DID, og Birfebeinerne lob ud, de flefte 
endog uden VBaaben, og bleve dræbte, hvor de ftode; Kirferne vare lærte, 
faa at de ej kunde fomme ind i dem. Hide løb fra Dritfeftuen ind i 
Bryagerbufet, og gjemte fig oppe under Sturfjelene mellem Hufene, da 
ban iffe vovede fig ud af Byen, faafom alle Udgange vare bVefatte af 
Baglerne. Om Morgenen, da det var lyft, ranfagede de Byen, vg dræbte 
fremdeles de Birfebeiner, De fandt. Hide vilde manffee været fluppen 
derfra med Livet, bvis ikke en Omlober i VBaglernes Flok, ved Navn 
Hviting, omfider havde opdaget bans Stjulefted. Hide gav ban en Guld- 
ring for at ban ej ffulde røbe ham, og han fovede godt, men ikke des mindre 
fagde han det til de førfte Bagler ban ftødte paa, og Hide blev da gre 
ten og dDræbt. Ved dette Overfald dræbtes i Alt henved 50 Birfebei- 
ner, Hvoraf mange endog vare Hirdmænd. Endnu famme Dag forfod 
Sigurd Jarlsføn Byen. Du Sverre fom, var han allerede borte. Sverre 
fatte ftrar efter ham, over Folden og øjter i Vifen; ban forfulgte bam 
en Stund, idet han bhalede nærmere og nærmere ind paa har, og fom 
bam ganffe nær; da ftyrede Stqurd ind gjennem Lanefund ') og lagde 
op i Bevjaa.  Strar efter landede ogſaa Sverre og lagde til Angreb. 
Bagferne veve Fjeldene ned og bilfte Birkebeinerne med en VPileregn, men 
endnu førend Sfibene ftødte fammen, lob de alle i Land, og du Virke 
beinerne figefedes fprang i Land efter dem, flygtede De op over Broen, 
forfulgte af Birkebeinerne, fom fun fik dræbt nogle af dem, Da de flefte vare 
fomne over, og havde faget Broen kaſtet af. Saaledes undflap de dengang, og 
flygtede op i Landet, men VBirfebeinerne toge deres Skibe og alt hvad der 
var ombord; nogle af Skuderne beændte de, andre toge de med. Der— 
paa ftyrede Kongen atter veftover, lige til Bergen, hvor han tilbragte 
Vintren *). 

Imidlertid havde de ſtore Skibe efter Aftalen i Helgefund begivet fig 
til Bergen, og videre til Trondhjem. Forſt fom der tre Skibe, fom fiyre- 





1) Lanefund er hele Fjorden mellem Bones Gogn og Ordoft, der længer inde, 
| ved Vindø, Eniber fammen til det før omtalte Nøtfund (Nautafund). 


?) Sverres Saga Gap. 139—181. 





310 Sverre Sigurdsføn. 


Des af Veteranen Eyjulf Havlesføn, Erik af Haa") og Arne Stadaredr. 
Disfe fif høre, at der endnu laa Bagler i Byen, og at de havde gjort 
megen Stade.  VBirfebeinerne- fom til Munkholmen, tidligt om Morgenen 
den 27de November, førend det endnu var ret lyſt. Urne og Erik voede 
ftrar op i Elven med deres tvende Skibe, og Eyjulf lagde til ved Stran- 
den indenfor Borgen, hvorfra ban med fit Mandſkab ſkyndte fig op over 
Kalvffindet til Broen. Baglerne vidfte ikke af, førend Birfebeinerne vare 
i Byen, og de børte Lurene førade.  Nogle af Baglerne føb op til Kir- 
fen, nogle op til Broen, men fandt den allerede befat, andre lob bift og 
ber og føgte Sfjul; mange bleve Ddræbte, men -enfelte fil beholde Livet. 
Derpaa lod Virfebeinerne Skibene fætte op paa Øren, og toge Byen i 
Forvaring, faavel fom Syflerne paa Landet. Imidlertid lader det dog 
til, at enfelte Sværme af Baglerne holdt fig der i Narheden, thi der 
fortælles om bvorledes en VBegling ved Navn Salve firar efter Julen 
(1198) dræbte en af Sverres Filbænger ved Navn Fon magre, idet ban 
forræderft bad ban fomme udenfor Døren, Da han havde noget Nyt at 
fortælle barm, men firar gjennemborede ham. Ogſaa paa Oplandene og å 
Viten foærmede talrige Baglerflofte omkring. Hallvard af Saaftad, der 
bavde Den faafaldte Kong Inge i Varetægt, gjorde endog efter Juul et 
Tog med ham over Fjeldet ned til Opdal, og gjennem Mennabu, Orke— 
DalenToy Sfaun lige til Nidaros, idet De paa Vejen Ddræbte flere af 
Sverres Mænd 2). To af disje, Gunnar Galen og Eindride Nakke, fit 
faa vidt Forfpring, at de føm lidt før dem til Byen, og meldte at de vare 
i Hælene paa dem (Qde Januar); Gunnar og Erik ilede førar ned til 
Øren og føgte at fætte Ild paa Langffibene, for at De ej ſkulde falde i Fi- 
enderne$ Hænder, men Ilden vilde iffe rigtigt fænge, og imidlertid føm 
Baglerne og drobte Dem. De flefte Birkebeiner, fom laa i Byen, vovede 
iffe at oppebie Baglerne, men vare allerede flygtede bort, faa at Disje fandt 
Byen uden Forfvar; de fljenfede mange Livet, fom bade derom og fom å 
deres Vold, og de forbleve der hele Vaaren, opførende fig ganſke fom 
Herrer, idet de udbøde Leding, indfatte Sysfelmænd o. f. v. Det forftaar 
fig ogſaa, at de nu lod Inge tage til Konge paa Ovetbing, hvor en Mand 





1) Dette Haa er maaffee Haa paa Faderen, ffjøndt det rigtignok er ſandſyn⸗ 
ligere, at Erif havde hjemme i det Ihrondhjemffe, ligefom Eyjulf Havles- 
føn, hvis Fædrenegaard var Uaftan paa Geitftranden, fe ovenfor S. III. 

2) De Dræbtes Navne opregnes faaledes: i Rennabu Ivar Xarmand og Thor 
leif Styrja, i Orfedalen Einar Sfitinbeine, i Staun (VBørgeffougn) Skegge 
paa Egg. Det fan neppe være Meningen at Skegge blev drabt inde i 
Skaun (Sfogn) ved Levanger, hvor der ligger en Gaard ved Navn Egge, 
thi det er øjenfynligt, at Jillægget ,i Sfaun" her betegner Egnen, gjennem 
hvilfen Baglernes Vej faldt fra Orfedalen til Nidaros. 4 


— —=— cc xcccc*c«å]) 


1198. Soſlag ved Thorsberg. 311 


ved Navn Baard gav ban Kongenavn. Skibene føde de fætte ud, og 
beredede fig ivrigt til Forfoar. Birkebeinerne faa imidlertid ude i Mart 
og Skob, i Det Haab at Kong Sverre vilde fomme og frelfe dem fra 
dereå Nød '). Denne maa have været ftor, da Bintren beftrives fom 
uafmindelig fireng *). 

Det Var ogſaa Sverres Henfigt at hjelpe dem, men den førenge 
Vinter bar rimeligviis hindret ham fra at foretage fig noget imod Dem, 
førend Vaaren kom. Da udruftede han en Deel Studer og letfejlende Skibe, 
og feyndte fig faa burtigt Han Funde fra Bergen for at fomme uforva- 
vende over Baglerne. Han efterfod en Befætning i Borgen, under den 
brave Sigurd Borgarflett; ogfaa Dronningen blev tilbage under den 
fjeffe og raadfnilde Aura-Paals 3) Varetugt. - Det gif ham ogſaa for 
faa vidt efter Ønfte, fom ban fom beelt ind om Agdenes, førend Bag— 
ferne børte noget til ham. Dog fandt ban dem ikke uforberedte, thi De 
pavde baade indfrævet Leding, bemandet deres Skibe med en talvig Be— 
fætning tildels af Ledingsfolf, og lagt fig med Flaaden udenfor Thors— 
Berg tæt ved Nødbjerget, medens enkelte af deres lette Studer frydfede om 
fænger ude i Fjorden. Et Par af disfe ftødte Birkebeinerne paa ved 
GSelven og Hornbøre *); de angrebe dem førar, og drabte nogle af Befæt- 
ningen, De vbrige flygtede i Land. Det tredie Baglerfartøj, en Dyvefesje, 
traf de udenfor Rein, og dræbte Størftedelen af Mandffabet, hvoraf fun 
nogle faa veddede fig i Land. VBirfebeinerne toge alt Godfet ombord, og 
nogle af dem vilde tage Skibet med, men Kongen bød dem at lade det 
blive figgende, da han ikke troede det funde holde Fart med Skuderne i 
Roningen. Men nu unde man fee dem fra den fiendtlige Flaade, og 
Baglerne toge Fjeldene ned, tengede Skibene fammen, og lode fig af 
en frag Nordøftvind, der blæfte, drive med ftaaende Mafter uvd efter 
Fjorden. — De havde i alt 7 overmaade frore Skibe. Et aattende, der 
dog ej børte til Hovedflnaden, men forhen havde tilbort Eyjulf Havles- 
føn, og nu var taget i Befiddelfe af Agmund Vaagadrumb >), Baglernes 
GSysfelmand der i Egnen, faa lige overfor ved Ingdalen under Ravnaas, 
men fom iffe Baglerne til nogen Nytte, da Mandffaber, ved at fre Flau 
dernes Sammenſtod, ikke funde blive enigt om, enten man føulde deeltage 
i Kampen eller flygte i Land. Da Sverre faa Fienden nærme fig, [od 





1) Sverres Saga Gap. 142. 

2) Islandſke Unnaler ved 1197, 

3) Paal boede fandfynligviis paa Aure i Sytelven, fiden han Ealdes Uura-Paal. 
*) Hornbore kaldes nu Horbor, ſtrax indenfor Brettingnes. 


3) Han var, heder det, fra Oplandene, altfaa visfelig fra Baage i Gudbrands- 
dalen, ligefom Jon Vaagadrumb, fe ovenfor S. 138. 








312 Sverre Sigurdsføn. 


ban firar-blæfe Hærblæft, og gav Befaling til Angreb. Birfebeinerne ror 
ede med fine [ette Studer omkring Fienderne fnart paa den ene, fnart paa den 
anden Side, bvor det faldt belejligt til, og underboldt en langvarig Stud- 
fegtning, men De torde iffe vove fig lige ind paa De fiendtlige Skibe, da 
Disfe vare faa meget højere end Deres egne Studer, der iffe naarde fænger 
end til Baglernes Viggyrdler. De holdt fig endog i faa lang UAfjtand, 
at Baglerne itfe funde naa dem med Stavnljaaer for at bale dem til lig. 
Imidlertid faldt der Dog og faaredes flere paa begge Sider. Da Sverre 
faa, at bans Folk paa denne Maade ikke udrettede noget, gav ban Be— 
faling til at legge ud af Sfudvidde. Dette ffede, og han tiltalte dem nu 
faaledes: „Birkebeinerne eve iffe længer fom de have været før. De 
gamle Birfebeiner lagde iffe faa Daarligt til Strid, fom J med Drage 
fjortlevne 1), de havde fortere og fnevrere Kjortler, men bedre Mod i 
Hjertet. - Det nytter ikke at ligge ber, lad os enten ro ind til Byen, 
eller ogfaa vifer eder fom raffe Gutter, og [ægger til, faa at I funne prøve 
hvem Sverdene bide bedft for.”  VBirfebeinerne lode Kongen itfe engang 
tale ud, men iftemte ftrar Hærffrig, og opeggede binanden til Angreb, de 
roede fige ind paa Langjfibene, og gjorde et faa overhaands beftigt Unfald 
med Spyd og Sverd, at Baglerne en Stund ikke fik gjort andet end at dække 
fig, og vege tilbage. Salmund Syſtrung, en af Birfebeinernes Styremænd, fom 
endog felv femte op i den forben nævnte Baglerbøvding Gudbrand unges 
Skib. Men Befærningen, opmuntret af Gudbrand, trængte faa baardt ind 
paa dem, at De bleve kaftede tilbage med Tab, og nu fulgte en faa volde 
fom Regn af Baaben og fvære Stene fra VBaglernes højtordede Skibe, 
at man neppe funde ftaa derunder, og VBirfebeinerne faldt i Mængdeviis. 
De funde i Førftningen ikke engang trakke lig tilbage, Da Baglerne boldt 
deres Skibe faft med Stavnljaaer; De føgte, faa vidt muligt, at bolde fig 
fra Storffibene med Forte, og det Iyffedes dem omfider at fomme leg, 
men iffe førend GSalmund Sviftrung var falden med fit flefte Mandſkab, 
og ligeledes en anden Skude var ryddet; begge disfe Studer faldt i Bag- 
fernes Hænder. Da gav Sverre Befaling til at holde inde med Striden. 
„Det nytter os iffe for Denne Sinde,“ fagde ban, ,at firide med dem, og 
vi ville derfor ro ind til Byen” Birkebeinerne lagde Da fra, og 
ſtyrede ind efter Fjorden.  Jndenfor Thinaa-Oſen, mellem denne og Fran- 
ge 2), modte De endnu et Baglerffib, bvis Befætning de joge i Land; dere 
fra fatte De over Flaffjord, og joge to andre Baglerffibe i Land ved Klepz 





1 D.e. „fodſide Kjortler," hvilke da anfaaes for ſmukkere og mere ftadfelige 
end de Forte. 

?) Jhinaaen Faldes den lille Elv, der falder ud ved Gtadsbygdens Kirke. 
Thinaa-Oſen ev altiaa dens Udløb. Gaarden Trange ligger firar øftenfor 


I 





1198. Soſlag ved Thorsberg. 313 


ſtad ) ſiden roede de ind til Byen (Sde Mai 1198) i en temmelig daar— 
lig Forfatning, thi Slaget havde været meget blodigt, mange af Deres bedfte 
Folk vare faldne, og en ſtor Deel faarede, fan at fun faa vare tilbage i 
kampdygtig Stand. Blandt de faarede var ogfaa den tapre Nikolas af 
Bejtnes, der havde faaet et Stud gjennem Staalbuen i Unfigtet, bvilfet 
pan anfaa for faa ubetydeligt, at ban iffe brød fig noget derom, ja end- 
og gif i Bad dermed, men der flog fig Verk deri, fom blev faa flem, at 
pan efter faa Dages Forlob døde, til ftort Tab for Birkebeinerne. Bag— 
ferne troede i Forſtningen, at det under disfe Omftændigheder vilde være 
en fet Sag at fange Sverre i Byen, og de fulgte ſtrax efter ham, men 
da det fom til Stykket, trøftede de ſig Dog ej til at [ægge ind- til Øren, af 
Frugt for at det Mandſkab, fom de havde tvunget til at ro Levding der- 
fra Egnen, pjebliffelig vilde rømme og gaa over til Sverre. De lagde 
fig derfor ude ved Muntholmer. Sverre ftod imidlertid færdig til at tage 
imod dem ude paa Øren. FIilfidit fandt Baglerne det raadeligft at drage 
til Bergen, og lægge alt Landet under fig, uden at bryde fig om, Yvad 
Sverre foretog fig med fine Studer; han funde faa alligevel, meente de, 
iffe udrette noget imod dem til Søs. Imidlertid iagttoge de Døg den 
fterfte Forfigtigbed paa Rejfen fovdover, og pasfede ombyggeligt paa at 
holde fig famlede, idet De, fom det heder, mere frygtede hans Anflag end 
bang Skibe-Antal. Sverre vejfte vyfaa firar efter Dem, og roede forbi 
dem mellem Herverne og Stad, medens de laa i Havnen Anger. De 
gjorde vel Mine til at ville ro foran bam, men dette blev Dog ikfe af, 
øg Sverre gav ingen videre Ugt paa dem, Da det nu fremfor alt var ham 
magtpaaliggende, at fomme forud for dem til Bergen 2). 


58. Sigurd Jarlsjøn belejrer Sverresborg, men fordrives ved Lift. 


Sigurd Jarlsſon havde nemlig ved Gjfterretningen om, at Sverre var 
dragen fra Bergen, ſtrax begivet fig derhen fra Viken med en Deel Folt 
og Gfibe, og fandt ved fin Anfomft ingen Movdjftand, da de Fropper, 
Sverre havde efterladt i Borgen under Sigurd Borgarflett, alene fy- 
neg at have været tilftræfkelige til Borgens Forfvar, iffe til at maale 
(fig med Baglerne i aaben Mart. Sigurd tog alle de fongelige Skibe, 
ban der forefandt, og brændte flere af dem, bvoriblandt et, faldet Sygna— 
branden. Derpaa føred ban til at belejre Borgen, hvor Dronning Mar- 
grete og en Deel andre Fruentimmer ogfaa befandt fig, og pvor Aura- 


') Klepftad ligger ikke langt fra Flat. 
2) Sverres Saga, Gap. 143, 144. 





314 Sverte Gigurdsføn. 


Paal nu i Forening med Sigurd Borgarklett førte Befalingen. Sigurd 
Jarlsſon (od nedrive nogle VBirkebeinerne tilhørende Hufe i Byen, og 
Tommeret ftable op udenfor Borgen fra den Side, hvor Vinden Vlæfte, 
for fiden at antænde det og Derved fætte Id paa Borgen. - Ved at fer 
disfe Iilberedelfer blev Dronningen og de øvrige Kvinder heel forfærdede, 
men Aura-Paal fandt paa det Raad, at flynge en brændende FSønde, 
fyldt med Næver, Spaan og Fjære, ned paa Fømmerftabelen, førend den 
endnu var færdig; Derved fom den for tidligt i Brand, og VBaglerne fit 
iffe fluffet Ilden uden ved at vive alt fammen fra binanden. De begyndte 
imidlertid forfra igjen, og Da bad Dronningen for Guds Skyld, at man 
belter vilde overgive Borgen, end udfætte fig for at blive indebrændte alle 
tilbobe. Det var Dog langt fra, at De kjefte Forfvarere ſkulde have villet 
indlade fig paa et faa fejgt Skridt. Men da det var Dronningen felv, 
fom opfordrede dertil, maa man holde gode Miner, ſtjont det unegteligt 
maatte udøve en nedflaaende Virkning paa Befætningens Mod, og Aura- 
Paal udfandt Derfor et meget fimpelt Raad til, paa nemmefte Maade at 
befri fig for hendes og De pvrige Fruentimmers Klager. Han foreflog 
dem at begive fig ind i et Kammer over Porten, der tidligere havde vær 
ret brugt fom Fangſel, for der at vente, indtil fri Udgang blev Dem til- 
ftaaet, bvilfet, fom han fagde, meget fnart vilde ſtee. De havde intet 
derimod at indvende, og glædede fig fun til den fnarlige Udfigt ril Befvi- 
elfe. Men aldrig faa fnart vare de fomne ind, førend Paal (od Døren 
fmelde igjen og fætte Bom for, faa at De vare indeftængte, Dog bavde han 
forud førget for at Der var Levnetsmidler nof.  Gndnu en Gang bytte 
deg det Forfvarerne, ved et Paafund af Febivden Asgaut at fætte ID 
paa Baglerne8 Baal, førend det var blevet færdigt, og Det mvjfommeligt 
opftablede Tømmer brandt nu ganføe ned for Dem.  VBaglerne lode da 
for det førfte disſe Antændelfesforføg fare, og begave fig ned i Byen. 
Nu forſt gif Paal ind til Dronningen, og fpurgte hende, hvad hun vilde 
give ham, om han funde finde paa et Naad til at faa VBaglerne bort. 
Hun fvarede, at hun gjerne ffulde give mange Penge dertil. Paal bad 
hende fun faane ham fit Segl, hvilket hun ſtrax gjorde, og han lod nu i 
hendes Navn ſkrive et Brev til to Prefter 1), hvori disſe anmodedes om 
endelig at faa Baglerne til at blive til næfte Dag i Byen, Da man ven- 
tede Kongen, for at ban ganſke funde gjøre det af med Dem; han havde, 
hed det i Brevet, holdt et Slag med fine Fiender 1 Throndhjem, og fejret over 
dem, fljønt rigtignot med Tabet af Nitolas fra Veftnes, Salmund Syſt— 
rung og mange andre brave Mænd. Brevet blev affendt med en vikverft 





1) Disfe Prefter føre de forunderlige Navne Ante og Jordan Skinnpeta. De 
funne efter Navnene at dømme, neppe Have været indfødde Nordmand. 





1198. Sigurd Jarlsføn i Bergen. 315 


Dreng, der var noget fjendt med Baglerne. Han gav fig Mine af at 
ville nige fig bemmeligt forbi dem; de bleve ſtrax opmerkſomme Dderpaa, 
grebe ham, fandt Brevet, og bragte det til Sigurd Jarlsføn, uden at en- 
ten ban eller nogen anden havde mindfte Formodning om at det Hele fun 
par en Filftilning for at føre Dem bag Lvfet. Da Siqud læfte Brevet, 
og faa, at Sverre fnart vilde være Der, lod han allerede den følgende 
Morgen blæfe til Bortgang, og drog fydover med fin hele Styrke, efterat 
pan Dog forft havde taget en ftor Pengefum fra hine Preſter, til hvilte 
Brevet var filet, Da han nemlig af dette maatte flutte, at de havde ftaaet i 
bemmelig Forbindelfe med Birfebeinerne. Han gjorde dem vift Uret, men 
Defto mere gottede vel Birkebeinerne fig over denne Lift 1). Dagen efter 
fom virfelig Sverre tidligt om Morgenen, men det var iffe Ves mindre 
et ftor Held, at Siqurd Farlsføn havde lavet fig føræmme bort, ti 
Baglernes Hovedftvrfe under Hallvard af Saaftad var, fom vi have feet, 
lige i Hælene paa Kongen, og bvis den havde forenet fig med Sigurds Irop- 
per, vilde Sverre fiffert være bleven overvældet. Allerede faaledes fom 
Sagen ftod, var det flemt nok. Gverre gav fig fun Tid til at gaa op 
til Borgen og befale Sigurd Borgarflett at fræve Folfebjelp af Bymæn- 
Dene, da Denne Hjelp nok funde behøves, naar han næfte Gang fom til 
Byen. Derpaa gif ban atter ombord, og fortfatte GSejladfen beelt til 
Siggevaag *), hvor ban lagde bi. Længer ud paa Dagen fom Hallvard 
med Baglernes Flaade til Byen; men da de hørte at Sverre ikke var 
der, drøge ogfaa De videre, for at opføge ham. Sverre faa Deres Sejl, 
og lod ſtrax fine Skibe lægge fin faaledes, at de ej kunde ferg fra Leden. 
Baglerne fejlede da forbi, uden at opdage dem, vg faa fnart De vare borte, 
vendte Sverre atter tilbage til Byen. Han fpurgte nu Sigurd Borgar- 
flett, hvad Hjelp ban havde faaet af Borgerne, men Sigurd maatte be- 
flage, at De ej brode fig om bans Anmodning, og ikke ytrede nogen Lyſt 
til at værne om Dere$ Konges re. Da fod Kongen tilftevne Thing 
i Byen, og talte faaledes: , I Bergenåmænd vife eder fremdeles fom mine 
Uvenner; ber fra Egnen udfpringer al Ufred mod mig 3), og faaledes har 
Det altid været, fiden jeg tog ved Riget: idelig have I ligget i aabenbar 
Fiendffab mod mig. Det funde enda undffyldes, faalænge Magnus og 
Grling fevede; men nu, efter deres Død, er det iffe andet end Oprør og 
omd Vilje at hjelpe Røvere og Vifinger mod eder8 vetmæsfige Konge, og 





1) I Brevet felv ytredes der, at de heldede noget til Baglernes Side. 
*) Siggevaag, paa Oſtſiden af Bøml-Øen, har fit Navn af Fjeldet Siggen. 


3) Dette var dog for meget fagt, thi Oprørets egentlige Hjem og ſtadige Ud— 


gangsfted var dog Viken. Men Sverre var nu vred, og tog ikke Udtryk— 
fene faa nøje. 


316 Sverre Sigurdsfan. 


ſaaledes fræffe dans Magt. Det vil da rimeligviik ogfan qaa eder fom 
før, at jo mere I ſoge at baane mig, deſto verre vil det befomme eder. 
Herved forfynder jeg eder, at bvis I ej ſamtykke i, bvad jeg forlanger 
af eder, føulle I firaffes paa Gods og Lemmer, ja maaftee og paa Li- 
vet."  Hertil fvarede Finn, Borgernes Formand, med en heel Deel Ind— 
vendinger og Udflugter; men Det bjalp alt fammen iffe, Bymændene maatte 


deels Kjøbmænd. Da Sverre havde faact Denne Forftertning, lagde han 
med 30 Studer fra Byen, og fejlede fyd til Salbirne 2), da ban uden 
FIvivl bavde faaet Nys om at VBaglerne, efter at have fejlet forbi bam et 
Styfte, merfede deres Fejltagelfe, og nu vare paa Filbagevejen for at 
fede efter ham. Fra Salvirne faa han dem fomme førdenfra, og vorde 
ftrar imod dem, førend de ventede bam, idet han Holdt fig til Luvart, for 
at funne fomme dem nærmere eller fjernere efter Bebag. Det fom til en 
uafgjorende Skudkamp, thi endnu vare Baglernes Skibe for bøje til at 
Birkebeinerne funde udrette noget imod Dem. De lagde not faa fjekt 
til under dem, og fif Baglernes Stavnljoaer ftødte bort, men paa Sejr var 
der ej at tænke. De lagde derfor fra igjen, og ffvndte fig tilbage til Byen, 
pvor de fom ved Solopyangstid, og fatte Skivene op lige under Borgen 
paa Nordfiden. Samme Dag ved Middagstid fom VBaglerne til Byen, 
og vilde gjøre Landgang, men bindredes Deri af Birfebeinerne, fom Kone 
gen (od fejee fig i Delte rundt om Borgen. Baglerne [na nogle Dage 
ude ved Nordnes, og Droge fiden til Sogn for at famle Proviant. Her 
fangede de en af Sverres Sysjelmænd, ved Navn Jon Irvin, fom tog 
Fjenefte bos dem. Foruden ham var der nu flere Birfebeiner, fom gif over 
til Baglerne. Efter en Uges Forlob fom Baglerne tilbage til Bergen, og 
fagde til ved Nordnes nedenfor Munkeliv Klufter; ber gif De i Land uden 
at frygte Birfebeinerne, fom de nu meente at have ganſke i fin Magt. 
Af og til Holdt de Smaafegtninger med dem, og De ſkode paa binanden 
gjenfidigt, uden at det dog fom til nogen alvorlig Kamp. Birkebeinerne 
beherffede fra Borgen af den egentlige By, hvor De ofte vare nede, deels 
for at beføge fine Koner, deels for at ftaffe fig noget at drifte, og ved 


flige Lejtigbeder ſtode de da ofte, Dukkde af Huusveggene, paa Baglerne, 


føm derfor ikke torde vove fig ind til Byen. Baglerne Dderimod holdt 
Nordnes befat, og ſtillede fig ftundom i Fylking paa FJonsvoldene, raa- 
bende til Birfebeinerne og udæføende dem til Kamp; naar disfe Da, fom 
fædvanligt, iffe modtoge Udfordringen, oploſte de Fylkingen og anftillede 





1) Saldirne kaldes nu Selbe eller Selbjørn, en ikke ubetydelig O mellem 


Etolmen og Hofteren.  Sandiynligviis laa Sverre i Bekfervaag, ben almin- 
delige Havn. 


1198. Bergens: Sommeren. 317 





























allehaande Lege, for derved at give tilfjende, hvor lidet de frygtede Birke— 
beinerne. Baglerne vare nu ogſaag meget talrige og vel udruftede baade 
med Klæder og Vaaben. Saaledes gif den hele Sommer hen, idet begge 
Hære holdt til paa bver fin Side af Vaagen, under byppige Fegtninger, 
pvoraf enfelte nedenfor ſtulle beſtrives. Baglernes Hær forøgedes, fom man 
erfarer, baade med Biftop Nifolas'8, med Neidar Sendemande og med Sig— 
urd Jarlsſons Afdelinger: det maa ſaaledes tilfidft næften have været Vereg 
hele Styrfe, der laa i Bergen.  Derhos udføreve de Leding og Folt fra 
Sondhordeland og Hardanger. Denne merkelige Sommer faldte man fiden 
Bergens-Sommeren *). 


59. Bergenéz Sommeren. Fegtninger mellem Birfebeiner og Bagler. Byen 
opbrændes af Baglerne. 


Det maatte være Sverre og Birkebeinerne utaaleligt, ſaaledes Day 
efter Dag at fee Fienderne byde dem Trods, uden at funne foretage fig noget 
klækkeligt imod dem. Engang, da Baglerne fom fædvanligt holdt fig lyſtige paa 
Jonsvoldene, faldte Sverre fine Mænd til Huustbing oppe i Bakkerne 
ovenfor Nifolaifirfe, og talte faaledes: , Det fader til at vi Birfebeiner nu 
ftulle frifte den Stjebne, idelig at have nogen Otte paa os. Men jeg 
venter mig fremdeles god Biftand af eder, fom før, thi det er vilt og 
fandt, at der iffe findes mange Grempler paa Mænd, der have ftaaet fin 
Konge bedre bi, end I Birkebeiner, og eders bøjefte Stolthed beftaar i at være 
fremfor andre i Mod og Tapperhed. Baglerne indbide fig nu, at de 
have vor Skjebne i fine Hænder, men jeg haaber nok at det vil vife fig 
anderfedes, og at vi om lidt fan lige faa flor Magt over Dem. 
Bille I fom jeg, Da taale vi ifte [ænger dere8 Spot og Haan. Dog 
maa vi førft overlægge om hvad Ver ev raadeligit at gjøre. Det ftaar 
og frit for at ſtride med Baglerne, naar vi ville, enhver fige Derfor ſin 
Vilje". Men alle taug. Da fagde Kongen: „J gjøre ikke ret mod mig 
i at tie ftille, thi I føylde eders Konge at fvare paa hans Fale, vg fine 
eders Tanker“. De fvarede da, at de overfode alt til Kongen felv. „Dette,“ 
fagde ban, ,er vel talt, fom jeg og ventede. Her ev tre Vilkaar at vælge 
(imellem, det førfte at fafte o8 ind i Borgen, fom viftnok er et vpperligt 
Bærn faa fænge vi have Proviant, men ogfan fun faa lange, tbi naar 
Provianten flipper, er det vanfkeligt at ffaffe fig noget igjen; Det andet 
at begive os op paa Fjeldet, da ville Baglerne forfølge 08, og gjøre vg 
al den Skade, de finde for godt, medens Vet er en befjendt Sag, at Ve, 
der fade paa Flugten, aldrig faa noget godt Gjftermæle, og endelig Det 





) Sverres Saga, Gap. 146, 150. 


318 Sverre Sigurdsføn. 


tvedie, Der forben var VBirfebeinernes fædvanlige Vis, at angribe dem, og 
lade Odd og Egg flifte; jeg tror visjelig at vi iffe ere værre farne, om vi 
endnu en Gang forføge at ſtaa Mand ved Mand”. Ulle fvareve, at De heller 
vilde ftride end flygte Da vedblev Kongen: „Baglerne fee viſtnok vor 
Sammenkomſt, men vide ej, bvad vi beflutte. Nu fiulle vi førft gaa ud 
til Borgen, dDerpaa føulle vi gaa ned i Byen i fmaa Flokke paa to, tre 
eller flere, men famles alle inde ved Olafskirken“. De gjorde faa, og da 
Baglerne vare vante ved at fee flige Smaahobe af Birfeteinerne paa Ga- 
Den, gave de iffe videre Ugt Derpaa. Da alt Mandføabet var famlet ved 
Olafskirken, lod Kongen fit Merfe vejfe. Han vide ikke opflille nogen 
Fylking, men foreffrev fun at enbver føulde fiyrte frem mod Fienden faa 
haardt fom muligt, og bruge fig fom ban bedft funde. Striden," fagde 
ban, ,bliver neppe langvarig, thi Baglerne ville nu fom før tabe Movet, 
naar De fee Mandfaldet. De ere ftørft i Ord, ligefom Ræven i Halen. 
Gjør fun UAnfaldet faa beftigt fom muligt, Da ville bine fun daarligt fraa 
for Hug, der nys ere fomne bjemmenfra Kjernemelfsaffen, og aldrig bare 
feet for, bvorkedes VBirfebeinerne plyje at bruge fine Vaaden, naar de 
ftvide. Lot nu frem, gode Halje, Gud være med 08!" 

Birkebeinerne fvrtede nu frem over Sletterne under Lurenes Sfrakd, 
med Naab og gjenfidige Opmuntringer. Saa fnart de fom Baglerne tile 
ftrætffeligt nær, faftede de Kefjerne.  Ledingsfolket i Baglernes Hær tabte 
ftrar Modet ved at fee Birfebeinerne ftevne imod dem under Maal - og 
Luurgny, medens Sverdene glitrede og Spydene fløj. De mere firidsvante af 
Baglerne ftimfede fammen og ftillede fig i Fylking under Anførjfel af Sig— 
urd Farlsfon, men Det gif fom Kongen fpaaede, at de ilfe holdt længe 
Stand, De toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, Der nedlagde mange 
af dem, og vare faa nær i Halene paa dem, at De i em eneſte ſamlet 
Masſe fom nord over Jonsvoldene, og videre langs med Jonskirfegaard. Forſt 
Da de fom forbi Denne, gjorde Baglerne nogen Modftaud, men da Birkee 
beinevne angrebe Dem med Sverdene, flygtede De atter, og med endnu ſtorre 
Folketab. — Birfebeinerne forfulgte Dem lige til Sfibene. -MNogle af dem 
fprang i Vandet, de flefte fom ombord paa De Skibe, Der lag nære 
meft Land. Narve, Søn af Halvard paa Saaſtad fiyrede et ſtort Skib; 
det blev faaledes overfyldt med Folk, at det ftod faft paa Grunden. Da 
fom Birkebeinerne til; mevdens nogle af dem holdt det tilbage, for at det 
ej ffulde fomme af, anfaldt andre Befætningen og ryddede Vet aldeles. 
De flefte af Folfene ombord faldt; bvoriblandt Marve Hallvardsføn felt, 
nogle ftyrtede i Bandet. Kong: Sverre felv var Den bele Tid til Heſt, og 
red ted Siden af fine Mænd, hans Kefje var blodig lige op til Skaftet, 
faa at Blodet vandt ham om Hænderne. Juſt fom ban ved forbi FJons- 
firfen, faftede en Begling to Kefjer paa een Gang mod ham. Den em 






















1198. Bergens-Sommeren, Kamp paa Jonsvoldene. 319 


fløj under Heften, den anden opfangede Kongen i fit Skjold, fom han od 
glide ned foran Heften. Da Beglingen faa at Spydene ikke traf Kongen, 
faftede ban Sverdet imod han, men ogfaa Det fom under Heften. Han 
butfede fig ned og fit faget Spydet op; men i Det famme traf Kongen 
pan med fin Kefje i Arlen; han flog Spydet af fig, fom ſkar Vig ud af 
Saaret. Nu ved Kongen faa haardt ind paa bam, at han faldt; Kon- 
gen holdt Heſten an for at træde ham under Fødderne, men han flog op 
med Spydffaftet, der han laa, faa at Det naaede Kongen, Heften blev fly 
og faftede fig til Siden. Da fprang Manden op for at fomme til Kir- 
fegaarden, men Kongen fporede fin Heft efter bam, og traf ham endelig 
faa eftertryffeligt med fin Kefje, at ban faldt død til Jorden '). 

Efter denne Sejr vendte Birkebeinerne tilbage til Byen og Borgen, 
men Baglevne bleve forfigtigere end før, og indlode fig ikke oftere paa at lege; 


å det hele taget fom de fjeldnere i Land.  Biftop Nikolas og hans Uf- 


deling lagde til ude ved Faleholmen. Han lod Den rydde, og et Felt 
opflaa der, I bvilfet han fang Mesfe, figende at han vilde opføre en 


Steenkirke Ver og gjøre Den til den fornemfte i Stiftet *). Dette fagde 


an vel fær for at ærgre Biffop Martin, Der endnu var Sverre tro, og 
holdt Mesſe for bam og bans Folk, trodvs Banfættelfen, hvorover Pa— 
ven udtryffelig tilfjendegav fit Misnøje, fom det i det følgende flak vifes. 
Nogle af Baglernes Skibe faa ved Nordnes, andre fænger fydligt (vet 
vil fige nærmere Sydnes).  Birfebeinerne derimod vovede fig hyppigere 
ned til Byen end før, og vare Der længere Stunder ad Gangen. De 
gjorde ogfaa ofte Strejftog op I Landet for at flaffe fig Levnetsmidker, 
uden at Baglerne forføgte at hindre dem; Sunnhorderne og Harvdingerne, 
figer Sagaen, fandt juft iffe at de fopede med Lempe om Vere Fun, og 
de fit nu undgjelde at de bavde udredet Baglerne Leding. De fendte Bud 
til Baglerne, at det nu var deres Pligt at forfvare dem og deres Bu— 
ffab, men Baglerne fvarede at de ej funde pasfe paa deres Koæg, uden 


— 





1) Sverres Saga, Gap. 147, 148. 


?) Sagaens Ord ere: reisa mikin höfubstad ok steinkirkju, egentlig ,,vejfe 
et ſtort Hoved-Sted og en Steenkirke.“ Men stadr i denne Forbindelfe be— 
tegner netop ,,gejftlig GStiftelfe'', Kirfe med Domkapitel eller Klofter, og 
höfudstadr bliver faaledes ,,Hovedftift, Centralhelligdom,“ hvormed ej andet 
fan være meent, end at han tænkte paa at indrette en ny Kathedralkirke. 
Taleholmen (töluhölmr) Fan ej være nogen anden end Gåriftiansholm. Deſto 
urimeligere er det, fom flere have gjort, at overfætte höfudstadr med „Ho— 
vedftad,' fom om at det var Nikolas's Henfigt, ude paa denne lille Holme 
at bygge en heel By. At Nifolas tænkte paa at indrette en ny Domkirke, 
fom viftnof ifær deraf, at Ghriftfirfen, fom vi ville fee, betragtedes fom 


vanhelliget fordi. Birfebeinerne, frjønt erfommunicerede, havde hørt Mesſe 
der. ) 





320 Sverre Sigurdsføn. 


de vilde drive Det ned til Dem. Dette gjorde da Bønderne, vg Ddreve en beek 
Mangde Nød ned til Larevaag paa Den anden Side af Puddefjorden, hvor 
en Deel af Baglehæren nu fagde ben, og ftillede en Vagt paa Hojden lige 
over. Men en Nat brød Sverre op fra Borgen med en Deel paalide— 
lige Folk, fevnede forft op til Fjelde, og derfra langs Hojderne ned til 
Aalrefjtad, famt videre langs Ualrefjtadvaagen (Lunggaarvsvandet) og 
Puddefjorden hen imod Larevaag, for at prøve, om ban funde faa fat 
paa Kvæget. Han havde ſtaffet fig Underreming om, bvor Vagten flod, 
og fendte 6 Mænd forud, for at dræbe eller fange Vagtmændene. Da 
de fom derop, fandt de to Mænd, den ene fovende, den anden vaagen; 
De fatte flrar deres Spyd i dem begge, og hiin døde uden ar give en Lyd 
fra fig, den anden derimod føreg bvjt, da Spydet gik igjennem bam. 
Baglerne nedenfor hørte Striget, og fpurgte hvad der var paa Ferde, 
men en af Birfebeinerne fvarede at det fun var Spøy og Løjer, og med 
dette Svar lode Baglerne fig nøje. Hine vendte nu tilbage til Kongen, 
fom rofte dem for deres Raſkhed og Vandsnærværelfe, og fneg fig 
nu med fine Folk fan fagte hen til Baglerne, at Disfe intet merkede, føre 
end Birkebeinerne droge Skibene vp, paa hvilke de laa. Saaledes bleve 
mange af dem Ddræbte, inden de kunde fætte ſig til Modverge. De Bag— 
fer, der faa fænger borte, hørte VBaabenbraget og vilde fomme deres Ka— 
merater til Hjelp, men aldrig faa fnart vare de fomne i Land, forend Birke- 
beinerne ftyrtede ind paa dem og Dreve Dem tilbage. Mange af dem lag 
dræbte eller faarede efter, andre fprang i Vandet. De føjfte Lande 
tougene, og lagde Skibene udenfor Studvidde men Birfebeinerne fatte 
fig imidlertid i Befiddelfe af Kvæget, vg begyndte at drive det ind lil 
Aalrefftad. Da Baglerne ved nærmere Underføgelje faa, bvor ſtort Tab 
De Havde lidt, ffammede de fig, og befluttede at tage Hevn, idet de roede 
ind i Fjorden og op i Ualrefftadvaag, hvor de ved jelve Baagsbunden gik 
i Land og ftillede fig i Fvylfing, for ber at voverfalde Sverre, naar han 
med fin ubetydelige Flot fom forbi, tbi Da ban maatte gjøre en Omvej 
langs Kyſten, og bans Folk desuden havde Kvæyet at pasſe paa, gik 
Marſchen iffe fynderlig burtigt, og han var Derfor, til Deres Glæde, endnu 
iffe fommen faa langt. Sverre fik beldigviis i Vide Øje paa Dem, og ſagde: „de 
bave altfaa endnu iffe fanet not af at fride med 08". Han vød fine 
Mænd at gaa op i Brefferne, og Verfra i fuld Fart føvrte ned paa Dem, 
faa vilde de nok, tænkte ban, vige. Dette ffede, vg Birkebeinerne fatte 
faa voldfomt ind paa Baglerne, at frar en heel Deel af dem, der frode å 
forrefte Nad, Meve dræbte. Deres Merfe blev baaret af em Mand fra 
Throndhjem ved Navn Gindride Ljora, ſterk og tapper; han vilde iffe 
vige, men fom i Kamp med Bergfvein Lange, Kongens Merfesmand. De 
fliftede Hug, og tilfidft blev Bergfvein faaret, men Cindride faldt, og med 





1198. Bergens-Sommeren. 321 


ham VBaglerne8 Merke. Ved Synet heraf flygtede De, forfulgte af Birke— 
beinerne lige til deres Skibe. De havde i begge disfe Fegtninger tabt 
mange Folf, dog fær af Levdingsfolfene.  Everre fik Kvæget i q0d Be— 
bold bragt til Bergen, fom nu var vel forfynet, og ban taffede Gud for 
fin Sejr 2). 

Baglerne holdt fig fremdeles i ærbødig Afftand fra Borgen og Byen, 
der ikke fænger forefom dem faa fet at erobre, fom Debavde ventet. Naar 
De gif i Land for at fornøje fig, vovede de ej at gaa i mindre Flokke end 
paa 50 eller 60 Mand, og enda flygtede de, naar de fun faa ti eller tolv 
Birfebeiner nærme fig, og De troede at Kongen var med.  GStundom 
overfaldt Birkebeinerne dem da ganffe uverttet, og Ddreve Dem bhovedfulds 
og med Sfamme til Sfitene. Sverre havde en Formodning om, at 
baade Biftop Nifolas, Reidar Sendemand og flere af Baglernes Hovdin- 
ger vilde fomme vp St. Hansdag og have Mesſe i Munkeliv Klofter 
Han udtæntte derfor folgende Lift for, om muligt, at faa Dem i fin Vold. 
Han begav fig med 120 Mand ned i Byen; de toge Chorkaaber i Kiv- 
ferne, iførte fig dem, og gif nu i fmaa Flokke paa fire eller fem, i det 
bøjefte 6 Mænd, over til Munkeliv, bvor de gjemte fig i Narheden i en 
Lade, medens nogle Faa, der fiilledes ud for at ſpejde, toge Muntefapper 
paa fig, og gif bilt og ber, to og to, ingttagende de VBagler, fom gif i 
Land. Forſt fom fun deres Svende efter Brændefang, men Birfebeinerne 
grebe Dem alle fammen, og dræbte eller femlæftede Dem, faa at de ikfe funde 
fomme tilbage og robe dem. Siden fom en Preſt.  Virfebeinerne omrin= 
gede ham, og fpurgte om Biffoppen agtede fig i Mesfe.  Preften fvarede, 
at Biffoppen not fom, naar han var færdig.  Dernæft fom en velklæd 
Mand, der gif temmelig nær forbi dem. Men han ftudfede ved at fee 
Munte med fave Sto og røde Hofer, og vilde derfor iffe gaa nærmere. 
De fpurgte ogſaa ham, om det varede [ænge indtil Biffoppen fom. „Bi— 
ſtoppen fommer not”, fagde ban, ,naar han er færvig, men hvad ffal 
Det betyde at Munke gaa med fave Sko og rode Hofer?" Der bændes 
faa mangt og meget nu”, fagde de, men lob i det famme ind paa han vg 
toge ham fat. Det var deres Henfigt at dDræbe ham, men de vilde Dog førft 
bave hans fmuffe Kjortel, og begyndte at vrænge den af ham. Men vere 
ved fom han til at flippe los, og føb nu fom en affindig ned til Skibene 
og fortalte Biffoppen, hvilken Fare ban var undfluppen; til Tegn derpaa 
vifte han et Broddffud, han havde faget i Laaret, og fom var ligere, fagde 
ban, til at være en Sending fra Birtebeinerne end fra Munkene.  VBiftop- 


) Sverres Saga Gap. 148. Denne Kamp maa, efter Gtedsangivelfen, have 
fundet Sted i Fløen, fom dette Strøg ved Lungegaardsvandet nu Éaldes. 


Mund. Det norſte Folks Hiftorie. III. 21 


322 Sverre Sigurdsfon. 


pen, Neidar og mange andre anfeede Mænd jtode juft færdige til at gaa 
i Land, nogle vare endog allerede fomne i Baadene, da de beldigviis fik 
at vide, bvilfen Fare Der truede Dem. Det flogt udtænkte Unflag 
mislykkedes ſaaledes, og Sverre vendte tilbage til Borgen, men Baglerne 
iagttoge ftørre Forfigtighed end for. Saaledes gif længere Tid hen med 
gjenfidige Drilferier, omtrent af famme Slagé, fom de nys beftrevne, hvor- 
ved man indbyrdes dræbte Folk for binanden, naar og bvor man Funde 
fomme til, men uden at det Dog fedede til nogen endelig Ufgjørelfe. Sverre 
havde imidlertid den Wrarelfe, at mange af de Birkebeiner, Der havde 
ligget paa Landet, gif over til Baglevne, mange viftnof nødtvungne, men 
Dog ogfaa flere frivilligt 1). 

Omſider bragte Baglerne en Man til Udførelfe, fom de længe havde 
truet med, men fom under De Daværende Omftændigheder var meget uklog, 
nemlig at fætte Byen i Brand, thi derved maatte Fndbyggerne, om De 
iffe forben vare Sverre gunftige, blive faa forbitvede paa Baglerne, at Ve 
for Alvor floge fig paa Sverres Parti. Baglerne paaftode rigtignok at 
Bergensmændene underftøttede ham, og at det fun ved deres Hjelp var 
muligt at holde fig faa fænge der, men vi have ovenfor feet, hvor lidet 
Sverre havde at vofe fig af deres Hengivenhed, og bhvor let det faaledes 
pilde have været for Baglerne, ganſke at faa dem paa fit Parti. Anſla— 
get, paaftod man fiden, var egentlig udgaaet fra Nifolas, der havde fat 
fig å Hovedet, at Byen føulde lagges aldeles øde, men opføres igjen 
et andet Sted paa Hørdeland, thi Da, fagde ban, fik man fee, bvad 
Hjelp Sverre funde have af Borgen. Den VBetæntelighed, Baglerne kun— 
de føle ved at en faadan almindelig FJldebrand ogſaa vide fortære Kir- 
ferne, overvandt han fet ved at erklære alle Kirker i Byen befmittede og 
vanhelligede fordi De banfatte Birtebeiner havde været inde i Dem ”), faa 
at de nu iffe vare belligere end hvilket fom helſt Bordell. Natten ef: 
ter Laurentsmesſe (10de Auguſt) voede da VBaglerne ind til Bryggerne 
med to Skuder fuldladede af Ved, og tændte Ild paa tre Steder, nemlig 
i et Huus inde ved Korskirken, i Finn Forftanders Gaard lige for Fifte- 
bryggen, og i et Huus ved Mariefirfen 3). De kaftede Bryggerne af, faa 


1) Sverres Saga, Cap. 149. 


2) I GSturlunga-Gagas Beretninger om Biffop Gudmund forefommer der fle 
re Exempler paa, hvorledes Kirker betragtedes fom vanhelligede ved banfatte 
Maæands Nærværelfe eller Begravelfe i dem, navlig II. 7, 8. 

3) Da Korskirken ligger inderft ved Vaagsbunden, og Mariefirfen derimod 
temmelig langt ude henimod Gandbro, er det aabenbart, at Finn Forftan- 
ders Huus maa have været beliggende omtrent midt derimellem, omtrent 
ved Nikolai Almenning (Smedefmuget), og at den ej, fom man har antaget, 
var den nu faakfaldte ,,Finnegaarden," der ligger ganffe nær ved Brygge 





1198. Bergens:Sommeren. Byen opbrændes. 323 


at Bymændene itte av denne Vej funde gjøre dem nogen Hinder 1). 
Birkebeinerne i og ved Borgen merkede intet; forend Dele Byen frod i 
lys Lue, og da var det for feent at fomme til Hjelp; de bavde nu not 
med at frelfe Borgen ved vaade Seil. — Byen brandt nedenfor Strædet 
(Øvregaden) heelt fra Sandbro til Korskirken, og ovenfor Strævet lige- 
ledes fra Sandbro, men iffe fænger end til Nikolai Kirke, tbi Ilden frand- 
fede ber, beder det, da den bellige Node (Grucifiret) blev baaren imod 
Den fra St. Columbæ Kirke *). Sunnibas Striin blev baaret ud fra 
Domkirken til Sandbro, og fat ned Der. At Ilden itte gif fænger paa 
Den Kant, betragtedes fom et øjenfynligt Jertegn. Imidlertid fag Bag⸗ 
lerne med fine Studer ude paa Vaagen, og ſkode paa dem, der forføgte at 
ſlukke. Biftop Nikolas felv var den bele Tid ombord paa den ene af 
dem; det var bam, fom foreftrev boor man feulde fætte Ild paa, og 
hvor man fiden fulde ſtyde for at hindre Elukningen. Dette gjorde ham 
vderft fordadt. Mange af Borgerne havde, i Jorventning om den fore- 
faaende Øvdelæggelfe, allerede for flyttet alt dereg Gods, eller faa meget De 
funde, bort fra Byen, deels ud paa Landet, deels til Borgen, men ikke 
faa miſtede dog alt hvad de ejede, faa at mangen En, Der før bavde fuldt 
op af alt, gif derfra fom en fattig Mann, og Dette funde VBergensmæn- 
dene heller aldrig glemme Nikolas, men vifte fig fra Den Tid af fom Baglernes 
Fiender. Af Kirkerne brandt Mariekirken og fem andre 3). 





fporden, ikke langt fra Korskirken. Man ffulde fnarere formode at Fin- 
negaarden, der omtales i Diplomer fra c. 1400 (fe Dipl. Norv, I. 590) 
har faaet fit Navn efter Gaarden Finnin (Finn) paa Vofs, ligefom „Ja— 
fjorden" (nu urigtig Faldet „Jakobsfjorden)“ aabenbart efter Jafjorden 
i Nordhordland, og i Oslo „Skinheimrinn“ efter Gaarden „Skinheim“ (nu 
GSfjenum) i Smaalenene, Der var flere Gaarde i Bergen i det Pte Aar: 
hundrede, fom vi ej funne vente at gjenfinde i de nuværende Stuer, hvis Navne 
Fun ere vedligeholdte fra den Tid, de Kontorffe begyndte at have faft Tilhold 
der, og hvoraf neppe noget er ældre end Midten af det 13ve Uarhundrede. 
Man. føger faaledes forgjæves efter nSigrid GSætas Gaard," Aura : Paals 
Gaard, Dagfinn Bondes Gaard“, o, fl. Fiſtebryggen, fom Cirfpenill og 
Gtaalholtsbogen Falder den, Fauffabdryggen, efter Flatøbogen, og Foſtabryg⸗ 
gen, efter Texten i Fornm. S. VIII. S. 380, maa da have ligget nedenfor 
(gegnt . e. lige for) Finn Jorftanders Gaard, ikke over paa Stranden. 

) I Sagaen ftaar itte udtryfteligt, at Baglerne felv Faftede Bryggerne af, 
men Gtedet maa dog upaatvivlelig forftaaes faaledes. Meningen er visfelig 
itte, at de overalt Faftede dem af, thi dertil var ej Tid, men at de brøde 
dem af og gjorde dem ufarbare- paa enkelte Steder, hvilfet var tilftræt- 
keligt. 

2) Mode (röda) kaldte vore Forfædre faavel fom Unglerne et Billede af Chri⸗ 
ſtus paa Korſet. Deraf endnu det engelffe Holy rood, faaledes Holyrood 
abbey, den hellige Rodes (Krucifixes) Kirfe. 

3) De fem Kirfer, fom brandt foruden Marie-Kirfen, maa fjær være de, der 

21* 





324 Sverre Sigurdsſon. 


Den Øvelæggelfe og Forvirring, Jlvdebranden medførte, har rimer 
ligviis bidraget til, at Der nu oftere føltes Mangel og Hungersnød 
i Borgen '), og uagtet Det nu var forbundet med frørre Fare end før, 
maatte Befætningen oftere gjøre Strejftog for at flaffe fig det fornødne. 
Saaledes drøg Sverre Natten før Mariemesfe øvre (7 Sept.) *) ud med 120 
Mand, for at dakke Inddrivningen af nogle ftore Kvægflokke, fom hans tide 
figere udfendte Mænd havde famlet paa et af dem betegnet Sted. Men da 
Baglerne hørte, at Sverre var borte, gif de i Land et Styffe fra Byen, 
og bag om Fjeldet, ganffe ubemerfede af VBirfebeinerne, indtil de fom ned 
ved Olafsfirfe paa Bakte. Da flyndte Birkebeinerne fig imod dem, efter- 
fadende fun en ubetydelig Styrfe af 30 Mand nede ved Holmen for at 
pasfe paa at ingen fiendtlig Skude lagde til Land der. Uden at fille fig 
i Fylking, gjorde de, føm de før plejede, flofkfeviis et UAngreb paa Bag— 
ferne, føm Dderimod havde fylket. De fil ogfaa virkelig Baglernes ene 
Floj til at vige, men Den anden fluttede efter, faa at Birfebeinerne bleve 
omringede, og Da varede det iffe fænge, førend de maatte føge fin Frelſe 
ved at flaa fig igjennem og flygte til Borgen. J denne Kamp faldt mange 
af. Birfebeinerne8 ypperfte Mænd, nemlig VBefalingsmanden felv, Gigurd 
Borgarklett, Bengeiv lange, Finn færøiffe, Thord Lokk, VBitry-Kaare, 
Einar Bjarnesføn, Gindride Veine, Philip Jarls Merfesmand 3); han 
var faa tapper, at ban, baardt faaret og uden nogen Udſigt til at flippe 
bort, plantede Merket i Jorden, greb Sverdet med begge Hænder, og 
bugg til begge Sider, indtil ban faldt. Baglerne fulgte Birkebeinerne 
under Den bheftigfte Kamp lige til Borgen. Endog lige Å Porten fortfat- 





laa i Strøget mellem Golumbæ-Kirfe og Gandbro, altfaa Katharine, Lau- 

rentit, Petri og Nifolai-Kirfen; famt desforuden Korskirken ved Vaags— 

bunden. ; 

Ut Baglerne havde ,,fveltet"" Birkebeinerne i Bergen, fagde Sverre felv ud: 

trykkeligt. Uaret efter i Strindfø-S!aget (fe nedenfor). 

2) I Sagaen ftaar fun „lidt efter” (Byens Brand), og „Marie-Mesſe Ufte: 
nen“ Éunde faaledes for den Sags Skyld gjerne være 14de Auguft, Dagen 
før , Mariemesfe fyrre,“ (assumtio Mariæ, vor Frue dyre); men da Dagen 
i Baglernes Berg, der ftrar efter anføres, udtrykfeligt angives til en Man: 
dag, fan der alene være Tale om Dagen før Mariemesfe øvre (nativitas) 
thi denne Feftdag, Sde Septbr., falder i 1198 paa en Jirsdag, altfaa Dagen 


forud paa en Mandag, medens derimovd 14 Auguft famme Aar falder paa 
en Fredag. 


Ginride Peine var, heder det, en Søn af Hallfell paa Lo (i Opdal?) og 
Broder til en Gyftein Raadsmand (Klofterforvalter?), viftnok den famme, 
fom nævnes blandt Hevdingerne fra Throndhjem ved Rigsmødet 1223 (Haa: 
fon Haafonsføns Saga Gap. 83). Man føulde friftes til at tro at denne 
Gindride Peine var Oldefader til en Eindride Peine, der omtales ved 1316 
(Dipl. Norv. II. 125) fom en anfeet Mand i eller ved Junsberg. 


bt 
— 


3 


niger 


1198. Sverres Skibe ødelægges i Bergen. 325 


tes Striden.  Baglerne havde gredet en af Birkebeinerne ved Fødderne, 
og vilde drage ham til fig; Birkebeinerne drøg til den anden Side for at 
faa ham ind; ingen af Parterne vilde flippe, og Manden blev tilfidft flidt 
i to Stykfer. Men medens denne Kamp ftod paa, havde en anden Af⸗ 
deling af Baglerne med nogle Skuder lagt ind til Holmen. Den fvage 
Vagt var fnart nedfablet, og Baglerne fatte Ild paa alle de der oplagte 
Skihe. Da Sverre fom tilbage til Borgen, og faa og hørte al den Ulyt- 
fe, Der var ſkeet, blev ban ilde tilmode, og paaftod at hans Mænd maatte 
have været forfømmelige vg ftjødesløfe. Men VBaglerne gladede fig og 
triumferede, fom man nok fan ffjønne. De digtede Vers om Sejren, og 
ffjønt Birkebeinerne  forandrede dem til Smædevers over Baglerne 7), 
funde de dog ikke dermed gjøre ugjort, hvad der var fleet, eller ffaffe de 
opbrændte Skibe tilbage. Ikke fænge efter forlode begge Parter Bergen, 
viſtnok fordi det efter et faa fangvarigt Ophold paa et Sted var forbun- 
Det med altfor ftore Vanffelighever at ſkaffe Lebnetsmidler til den Moænge 
de Folk, fom her vare famlede. Gaaledes endteg Bergens = Sommeren 
til liden Baade for Kong Sverre 2). 


60. Sverre i Fhrondhjem. Baglerne befætte de nordveftlige Kyſt-Egne. 


Sverre efterlod en Befætning i Borgen, og filtraadte derpaa Toget 
fil Lands, Da han nu ingen Skibe have. Han drog, fandfynligviis over 
Borgarffardet, til Voſs, og derpaa, for anden Gang i fin ætentyrlige 
Livsbane, over Naudafjeld eller Naudeggen, Hvor han viftnor ogfaa nu 
bavde mange Banffeligheder at fæmpe med, men dog ej, fom forrige Gang, 


1) Baglernes Vers lød omtrent faaledeg: 

Mandag Fyrften Sine menftred; 

Mænd løb haardt, mod Fienden at baarde, 

Inges Hird faa man op at gange 

aarle Morgen til Sverres-Borgen. 

Mod dem rejfte man Merker brede, 

Mange Stænger og fæmped længe; 

Baglerne frode i Brodde-Haglen, 

brændte Skuder, mens Fienden rendte. 
Birkebeinerne fatte „Nidingen“ iftedetfor ,,Fyrften; tinjen „Inges Hird“ 
o. ſ. v. ombyttede de med „Tueſtid, (d. e. Inge, fe nedenfor) faa en Ulykke!“ 
og i Gtedet for uBagler ſtod“ o. f. v., „Bagler fraa i Ban tilbobe.” 
Uf Baglernes Vers feer man, at de felv tillagde fig Baglernavnet, af Virke 
beinernes, faavel fom af hvad Thorſtein Kugad nedenfor ptver, at Sverre 
ogfaa paa fin Side maa have faaet de ham hengivne Gejftlige til at ban: 
fætte Baglerne, 


2) Sverres Saga Gap. 145—151. 





326 Sverre Siguvdsjon. 


tog Fejl af Vejen oppe paa Fjeldet. - Han fom uden nøget videre Uheld 
ned til Aurlandsfjorden, hvor han fod fit Mandſkab, af pvilfet en Deel 
endnu var faaret, uvdbvile fig i nogle Dage. - Derfra fortfatte fan Soget, 
fom det heder, „bele Vejen“ — aftfaa vel til Lands gjennem Valdres, Gud- 
vrandsdalen, Opdal og Orfedalen, — til Throndhjem, bvor fan blev mod 
tagen med aabne Arme, men tillige med Den vedrøvelige Tidende, at en 
Trop Bagler batde været Ver, OG drædt en fvenft Herre, Karl Sverkes⸗ 
føn, der nys havde egtet bars Datter Ingebjørg ). - Karl, fom opholdt 
fig i Byen, havde faaet Nys om at Baglerne vare i Bente, 09 havde 
endnu famme Aften begivet fig ſyd over Broen og op til Gaarden Borg, 
men Bagferne, der fom om Natten, bavde dog faaet at vide, hvor han 
var, og Dræbt han med hele hans Folge. Anførerne for Denne Bagler⸗ 
trop, der fom paa tre Studer, vare Kinad Thoresſon, en Stifſon af 
Magnus Erlingsſon *), Grit Throndſke, og Overloberen Thorſtein Kugad. 
De havde ſiden holdt Thing ude paa Oren, bvor Thorſtein havde berettet 
vidt og bredt om hvad der var forefaldet i Bergen om Sommeren, og 
hvorledes Sverre I Den fidfte Fegtning under Borgen havde miftet baade 
Folt og Stibe, fan ban neppe gjede en Baad, og derfor nu maatte tage 
gandevejen til Throndbjem, pvorfor Det viſt vilde Vare fænge, inden man 
faa noget til ban; Baglerne derimod Vare Herrer faavel over Skibene, 
ſom meget andet, der forben havde tilhørt Kongen. „Birkebeinerne,“ 
ſagde han, „pralede for af at hver enkelt af dem mageligt kunde opveje 
tre Bagler; men i Sommer par Piben faaet en anden Qyd, thi nu have 





” 


1) I de flefte Haandførifter af Sverres Saga ſtaar der, at Karl var en Sen af 
Kong Sverke i Sverige. Men i faa Fald fan man vanffeligt antage ham for 
en Søn af den.da regjerende Konge, Sverke II, men fnarere for en Søn af 
den i 1155 dræbte Sverke I, thi deels er det noget befynderligt, at Sverke 
IL allerede nu ſtulde have indladt fig i en faa nøje Forbdindelfe med Sverre, 
deels fores det fom om han i 1198 ej engang kunde have haft en voren Og 
gift Søn. Sverkes Fader Karl blev nemlig ikke gift med fans Moder 
Ghriftine Stigsdatter, førend i 1163, noget efter Kong Knut den Gtes Fød: 
jel, da nemlig den fvenffe Jarl Guthorm ftod Fadder til denne, medens han 
opboldt fig i Danmart for at hente Ghriftine til Sverige (Saro S, 786). 
Gverte fan altfaa neppe være fød førend i 1164 (Han blev og, fom det her 
der, efter Faderens Ord Haaren i „Kilting“ til DanmarÉf); i 1198 var han 
ſaaledes i det aller højefte fun 34 Aar. Nu funde det vel til Nød være muligt, 
at han, felv 17 Aar gammel, egtede Sverres Datter, men fandfynligt er det. 
visjelig ikke, at Karl å faa ung Ulder ſtulde have indganet Gateffad. Man 
maa ber visfelig fom hans Fader tænke fig en anden fornem fvenfé Herre af 
Navnet Everte, og ingen bliver Da rimeligere at tænte paa end Sverke I, der 
fan have haft denne (naturlige) Søn ſtrax for fin Død. å 

2) Han Faldes Kinad Eldridsføn, og var en Søn af Eldrid, Magnus's Dron⸗ 
ning, i hendes tidligere Egteſkab med Thore Stindfeld, fe ovenfor S. 183. 










1198. Baglerne paa Nordmøre og i Haalogaland. 327 


vi ikke ffort færre Birkebeiner i vor Hær, end de felt have tilbage. Af 
Dem funne I ej fænger vente nogen Hjelp, tbi nu befinde de fig nok faa 
vel hos 08, og have faart Ojnene op for alt det Bedrageri, bvormed 
Sverre Preft faa fænge har faret.” Imidlertid vovede Dog ikke VBagler- 
troppen, hvor meget Den end pralede, at oppebie Sverre, men ſkyndte fig 
ud af Fjorden, førend ban fom. Og Thorſtein Kugad, vder nys bavde 
ført faa ftore Ord mod Sverre, og hoveret over at fan mange VBirtebei- 
ner havde gaaet over til Baglernes Parti, var felv en af de forſte blandt 
Disfe til at angre fit Frafald og føye Lejlighed til atter at forene fig 
med fine gamle Venner. Da de Skuder, bvoraf han ſtyrede den ene, fom 
ud af Fjorden til Stor-Fofen, mødte de Vaglernes Hobedſtyrke, fom 
fom føndenfra Bergen, og underrettede dem om, at Sverre allerede var 
fommen til Throndhjem. — Hine torde derfor ikke vove fig ind i Fjorden 
men bleve for Det førfte liggende ved Fofen, indtil de begyndte at lide 
Mangel paa Proviant, faafom de vare meget talrige. De fordelte fig 
Derfor i de forfkjellige Bygder, lige ned til Borgund paa Søndmøre, og 
oppebare overalt Leding og alle fongelige Nettigheder, medens de dog 
ogfaa plyndrede ift og her, og begi mange Uordener. De fom endog 
lige til Haalogaland, hvor de fagde ind i hver enefte Fjord og øvede me— 
gen Bold, men famlede tillige betydeligt Bytte, og fit derhos Fylkets 
bedfte Mænd i Følge med fig, navnlig Thore Eindridesføn Knapp, Gu- 
tborm i Mjola *) og hans Broder Brynjulf, Halldor i Hjørleifsvif med 
Sønner, Ivar Nev, Gregorius Kit ?), Erling i Thjotta, Gungelin Preit, 
og Bjarne Mardsſon, der paa denne Fid vel allerede var gift med Nag- 
na Grlingsdatter i Bjarky, og Derved faa at fige felvffreven til at flutte 
fig til Baglernes Parti 3). Imidlertid benyttede mange af dem, der i 
Lobet af Sommeren havde fluttet fig til Baglerne, men havde bjemme i 
det Throndhjemſke, Lejligheden til at flippe fra dem; og of vdisfe var, 
fom nys nævnt, Fhorftein Kuqad en af de forfte. Da han paa et af 
Strejftogene langs Nordmøres Kviter tom forbi FIndføbet til Hevnefjor- 
Den, ſtyrede han med Flid fit Skib paa et Sfjær, faa at det forlifte, dog ſaaledes 
at han og Folfene reddede fig i Land. Han pasfede ber fit Snit til at føde 
ta dem om Natten felv tredje, og fom over Fjeldet ned i Orkedalen, 
Worfra ban begav fig til fin Gaard Gudreksftad paa Bynæsjet, og op— 










) Mjola er det nuværende Meta, 


P) Gregorius KiE blev fænge efter gift med Gverres Datter Cecilia, fe Fagr- 
finna Gap. 215. 


3) Se ovenfor 6. 152. Muligt, at Bjarne tidligere havde ftaaet paa Gver: 
res Parti, og at Han var en af dem, hvem Sverre efter Magnus's Fald 


mitaffede gode Giftermaal”, men at ban af fin Huſtru fiden blev omftemt til 
Bedfte for Baglerne. 


328 Sverre Sigurdsſon. 


Holdt fig her en Vid i al Hemmelighed. Derpaa fendte han Bud ind til 
Byen til Lagmanden Gunnar Grjonbaf, og bad ham indlægge Forbøn for 
bam bos Kongen. Gunnar indledede Sagen ved en pasfende Lejlige 
bed, idet ban beflagede at en faa dygtig Mand fom Fborftein Kugad 
ftulde være i Baglernes Flok, og vtrede det mnffelige i at funne faa 
foffet ham tilbage. „Thorſtein erindrer vift iffe fænger mu at han har 
været vor Ben," fagde Kongen, ,03 bans Tab er o8 ej mere nogen Skade.” 
Men," fagde Gunnar, ,0vis vi nu virkelig funde faa loffet ham over til 
og, fan jeg Da Være VIS paa at I, Herre, vil ffjænte ham Grid?" 
Hvad betyder Vette, Gunnar," fagde Kongen og lo; ,er Thorſtein 
under Din Beftyttelfe? Grid føal ban gjerne faa af mig, men jeg tør 
iffe fvare for, bvorledes Det vil gaa ban, hvis ban møvder Birkebeinerne 
ude paa Gaden.” Gunnar fendte Desuagtet Bud til Iborftein at han 
ſkulde fomme til Byen. Thorſtein fom ganſke bemmeligt, og begav fig 
med Gunnar til Kongen, fom juft var tilftede paa et Møde. Thorſtein 
havde en fid Hat paa Hovedet, faa at ingen fjendte ham, førend han 
fom lige foran Kongen. Da faftede ban Hat og Kappe af, ſtyrtede fig 
ned paa Gulvet fom om han havde faart Dodshugget, omfavnede Kongens 
Knæ og fysfede dem, idet han fagde: ,lyffalig er jeg, min Herre, over 
at jeg nu er eder faa nær, at jeg fan røre ved eder, og at jeg ev flup- 
pen fra disſe Djævels Menneffer, Baglerne, der ere banfatte, og Det efter 
Fortjenefte, faafom de ere Ransmænd og Fidgjerningsmænd og ingen Høv- 
Dinger; De ville øve Fiendffab mod den bedfte Mand i VBerden, nemlig 
eder, Herre, Der ev fronet Konge, og fom alle burde bøje fig for, bvis de 
bandfede Net. Kjære Herre, modtag mig, nu og lad mig aldrig files 
fra Dig! jeg begriber iffe hvorledes Den onde Kjetterbiffop kunde gjøre 
mig faa øv og blind, at jeg ikke ſkulde ſtjonne med bvilfen Faljtbed disfe 
Forrædere, Disfe Meenedere fare; hvorledes fundejeg vente at flige onde Be— 
Dragere ſkulde funne være mig gode, naar De have fveget fin retmæsfige Kone 
ge?“ De tilftedeværende Birkebeiner faldt ham ofte i Falen, og han 
maatte børe mange haarde Ord, fom ,at ingen var ftørre Forræder end 
ban felv" og ,at ban burde fores ud paa Øren og hænges". Men Kongen 
bad bam faa op, gav barn Grid, og fagde at ban føulde fortælle dem om 
Baglernes Stfiffe og Sadvraner. „Lykſalig ev jeg, at jeg atter faa Dine 
Ojne,“ fvarede Thorſtein, ,adrig mere ffal jeg fvigte i min Troſkab: om 
Baglerne fan jeg fortælle mangt og meget, naar I onſke det, og det 
mefte ufagert” Mu maatte Da ogfaa de øvrige Birkebeiner finde fig i at 
taale Shorftein imellem fig, og Kongen fod bam ofte paa Thing og Hirdftevne 
fortælle om Baglerne.  Disfe Fortællinger indeboldt vift mange Overdri- 
velfer, men de forfejlede dog neppe fin Virfning paa De menige Krigere, og Dette 


1198. Thorſtein Kugad tages til Naade. 329 


havde Sverre ſikkert beregnet"). Thorſtein omtales iffe oftere, og det las 
Der til, at han nu virkelig er bleven Sverre tvo, thi fiden efter finde 
vi hans Søn, Baard Varg paa Gudrefsjtad, fom en af Skule Jarls 
Lendermænd *). 


61. Sverres mislige Stilling. Han banfættes af Innocentius d. Idie, og De ham tror 
Dele af Riget belægges med Interdikt. Hans Stridsfrift mod Gejftligheden. 


Sverres Stilling var nu trods hans overvættes Unftrengelfer og 
utvættelige Virkſomhed misligere, end den nogenfinde havde været fiden 
Erling Jarls Fald, thi Baglerne havde den ſtorſte Deel af Riget inde, 
nemlig Bifen og Gulatbingslagen, faavel fom Froftatbingslagens Kvitfylfer 
og Haalogaland; og faa vidt man fan ffjønne, havde Sverre fun den egent- 
lige Fhrøndelag tilbage, hvis FIndbyggerne forbleve ham urokkelig troe, 
famt Borgen i Bergen. Derhos var hans Flaade tilintetgjort eller ero— 
bret af Fienderne, Der ligeledes havde bemægtiget fig em ftor eller den 
ftørfte Deel af bans Pengebeholdning. Og hertil fom endelig, bvad der 
var Det aller værfte, og fom vel for em Deel var Aarſag i faa mange af 
hans Filbængere8 Frafald, at hans Uenighed med Gejjtligbeden nu bavde 
naaet fit bøjefte, og at Den pavelige VBanftraale endelig virfede med 
fin bele Kraft. Den gamle, fvage Coeleftin Den 3die var nemlig død den 
Sde Januar 1198, og hans Gftermand var den ftore Jnnocentius d. 3die 
(Lotbar, Kardinal-Diaconus af St. Sergius og Bacchus), der, opbhvjet 
paa Paveftolen i fin bedite Manddomsalder (fun 37 War gammel), for- 
enede med et overlegent Herffer-Salent utvættelig Arbejdskraft, den meſt 
brændende Nidfjærbed, og den reveligfte Vilje til at fætte igjennem hvad han 
anfaa for Net, uden Henfyn til Perfoner og Omftændigheder. Ved hans 
FJiltrædelfe fom der et Liv i Kirfen, fom man neppe fiden Gregor d. 7des 
Dage bavde fjendt. Hans magtige FIndflydelfe fporedes lige til Gyriften- 
bedens fjernefte GEqne; intet undgif bans Opmerfjombed, overalt var han 
rede til at gribe fraftig ind, ved Naad, Advarfel eller Straf; og medens 
ban i Ftalien felv med udføgt Statsklogffab benyttede fig af Forholdene 
til at gjenerhverve Paveftolens verdslige VBefiddelfer og udſtrakke dens 
FIndflydelfe baade over Toſcanas Mepublifer og Kongeriget begge Gicili- 
erne, føalv tillige Europas magtigſte Monarder for hans aandelige 
Vaaben, og ban nødfagede i Tidens Lob Portugals, Uragons, Polens og 
Englands Konger til at erklære fig for Paveftolens ffatftyldige Vafaller. 
Derben vilde Det vel ogfoa være fommet med Norge, bvig vet af Eyſtein 
grundlagte, og af Erik og Nikolas forfegtede, Syftem havde faaet Frem- 





1) Sverres Saga, Gay. 153. 
?, Haakon Haatonsføns Saga, Gap. 198, 239. 


330 Sverre Sigurdsføn. 


qang. Og man maa derfor beundre Sverre, at han dog ved fin Ufor- 
fagthed og Udholdenhed frelfte Fædrelandet fra denne Fare, om ban end 
for øvrigt, hvad der med al hans Klogffab og Dygtighed var uundgadeligt, 
var nær ved at buffe under i den ulige Kamp, hvor ban ej alene 
havde den mægtige Pave imod fig, men Dertil en faa liftig og hene 
fynsløs politift Fiende fom Biſkop Nikolas, Der vift ikke tog i Ver 
tænfning at fremftille Sverres Forhold, hvilfet allerede, bVetragtet fra 
det firfelige Standpunkt, funde være misligt nok, i et endnu langt 
værre Ly8 end Innocents felv, om han perfonligt havde været tile 
ftede i Norden, rimeligvis vilde have betragtet Det, medens Det paa Den an— 
den Side heller iffe er at undres over, at Innocents i dette Stykke lyt- 
tede mere til Nikolas og den af Nifolas viſtnok ganffe beherffede, ſtjont 
i fig felv redelige og velmenende Erkebiſkop Eriks Foreftillinger, end til 
fvad Sverres Venner eller Udfendinger funde :forebringe Y. J Førft- 
ningen fynes imidlertid Jnnocentius endnu iffe at bave været fuldt faa 
fterft indtagen mod Sverre og hans Iilhængere, fom fiden, thi uagtet 
Biffop Martin af Bergen endnu var Sverre tro, uden at agte hans el- 
ler fin egen Banfættelfe, udftedte Jnnocentiu$ Dog under 25de Mai efter 
hans Andragende et Brev, hvori han erflærede Det for utilbørligt, at 
Islandsfarerne i Bergen negtede ham Fiende, og befuldmægtigede ham til, 
hvis de fad hans Anmodning derom overhørige, at ramme dem med kirke— 
lige Straffe *). Dette tyder visfelig iffe paa, at Innocentius ffulde have 
noget imod Martin, end fige betragte ham fom erfommuniceret; men paa Den 
anden Side fan man beller iffe antage at Paven har været ganffe uvidende 
om Forholdene, thi deels maatte ban fjende noget dertil fra fin Formands 
Tid, deelg funde han vel endog af andre Udfendinger fra Morden, ja end- 
og af det Bud, der bragte Biftop Martins Erende, erfare faa meget, at 
ban funde flutte fig til det øvrige Men fun et Par Maaneder efter 
havde Stemningen øjenfynlig forandret fig. I to Breve, fom Fnnocen- 
tiu8 den 30te Juli fendte fra Neate, et til Biffopperne og De øvrige 
Gejitlige paa Island 3), et til Øens Høvdinger og Folk, Mager han blandt 
andet udtryffeligt over, at De tillade fig at holde Samfvem med erfommu- 
nicerede Perfoner, og fornemmelig med Sverre, der baade var banfat og fra- 
falden, og formedelft fine Gjerninger var en Fiende af bande Gud og Mennez 


1) Ut der virkelig fremførtes overdrevne og ufande Beffyldninger mod Sverre, 
vil ftrar nedenfor fees. 

2) Innocents den 3dies Breve, Iſte Bog, No, 217. 

3) Sammefteds, No. 320. 321.  Disfe Breve bleve, fom det udtrykkelig figes, 
affendte med en Abbed Erlend, der fra Island var fendt til Rom med Skri- 
velfer, fom han dog paa Vejen ved Stibbrud havde miftet. 


1198. Sverre banfættes af Paven. 331 


ſter. Længer ud paa Høften brød endog Uvejret ganſke løs, idet 
Paven da med de baardefte Bebrejdelſer over Sverre ej alene erklærede 
pan felt erfommuniceret og uberettiget til Tronen, men forfyndte endog 
FInterdikt over enhver Deel af Riget, fom endnu blev ham tro: en kir— 
felig Straf, fom Innocentius aller førft bragte i Anvendelfe, og fom til 
enbver Tid, men aller meft da den endnu var ny og uhørt, maatte vakke 
almindelig Forfærdelfe. De i denne til alle Biſkopper og Prælater i 
Norge fiilede Bulle ateret Citta Caftellana den Gte Oktober) forefom- 
mende Ytringer om Sverre vife nokſom, hvor eenfidigt og med hvilke 
Overdrivelfer bans Fiender have fremftillet hans Ferd for Paven, der felv 
var aft for redelig og fandhevdsfjærlig til at ville fremfætte fandanne Be- 
føyldninger, naar han ej var overbeviift om Deres Nigtighed.  Bullen lyder 
i det værfentlige faaledes: Bi tro visfelig at Herrem maa have villet 
ftvaffe eder8 og det hele norffe Folks Synder, idet han har tilladt Sver- 
res tyranniffe Grumbed og afføyelige Voldfomhed i den Grad at faa 
Overhaand over eder og Det hele Rige, at ban ej alene har bemægtiget fig 
Kongedømmet (og det, fom vi have hørt hverfen ifølge Høvdingernes Valg 
eller ifølge Avveret), men ogfaa, fljønt ban, — fom der figes — felv for- 
dum har beklædt en gejftlig Værdighed, dog raſer imod Kirfens Mænd, 
undertryffer Kirferne, forfølger de Gejjtlige, plager De Fattige, og er grum 
mod de Magtige; faa at man maa tro, det ev ifølge Guds egen Dom, 
at ban, ffjent han fom uegte fød, — bvilfet ban endog felv har erfjendt, — 
iffe burde Dave været befordret til nogen gejjtlig VBærdighed, og dog, tverti- 
mod De fanoniffe VBeftemmelfer, er bleven admitteret til dem, Dder- 
for ogfaa vafer faa meget værre mod Dem, Der ved at indvie ham 
have  overtraadt Veftemmelferne. Men vi forundre os ej over Gud, 
Der til eders Refſelſe hidtil har taalt hans Tyranni, eller over ham felv, 
pvis Aand, haardnaffet i det Onde og vant til Slethed, ej formaar 
at aflade fra Synden, men over Dem, Der endnu i Deres dDumdriftige 
Vanbelligheds Frokhed vove at følge denne Frafaldne og ffjendige Hellig- 
domskronker, ja ynde og hjelpe ban, fljønt de heller efter Evne burde 
forfølge hans Syrannt. Men fljønt Der ofte fra Det apoftolifte Sade 
er udgaaet Betaling til at tæmme hans Snedighed, har Vet Dog hidtil 
iffe været muligt at tøjle hans Forvorpenhed, Da tvertimod endnu 
nogle, til deres Sjæles Fortabelfe, holde faft ved bam, og han faaledes 
endnu berffer i en Deel af Norge, bvor ban vvergaar Mordenvinden 
felv i Barſkhed. For end ydermere at befnære eder og Det hele norſke 
Folk, og give fig et Skin af at have faaet fin Net til Kongedømmet be- 
fræftet ved apoftolift Autoritet, har ban ikke engang taget Å Betænkning 
at forfalffe vor Forgænger Pave Coeleſtins Bulle (Segl), bvormed han har 
forfeglet flere Breve.” — — Men for at hans Forvovenhed", heder det, 


2 


332 Sverre Sigurdsføn. 


vifte lenger ffal vafe mod De Uffyldige, befale vi eder alle og enhver 
udtryffeligt ved Denne apoſtoliſte Strivelfe, at I advare Norges Folk 
ombyggeligen mod, vderligere at følge ham, eller ftaa ham bi og vife ham 
Hengivenbed. Alle de, fom fidde denne Advarſel overbørige, ftulle I er- 
fære erfommunicerede, lufte Kirferne, og i hele den Deel af Norge, fom 
følger bam, ikke foretage noget firkeligt Saframent undtagen Barnedaab og 
Døendes Sfriftemaal, ligefom I og ffulle negte hans Filbængere kirkelig 
Begravelfe ved deres Afgang. Derbos ville vi ej lade eder uvidende om, 
at ffjønt Sendebud fra ham eve komne til os, have de dog intet funnet 
udrette hos os til hans Fordel, faa at, hvis de foregive at have opnaaet 
noget for ham, maa De have fanet det bos Falftnere, af bvilte vi firar 
efter vor Filtrædelfe opdagede en beel Mængde, der vare i Befiddelfe af 
falſte Buller“ 1). Af dette Brev maa man flutte, at Sverre foruden det 
tidligere Gefandtffab til Coeleftinus ogſaa bar fendt Gefandter til Inno— 
centius ſtrax efter Dennes Opbøjelfe paa Paveftolen *), fljønt Sagaen in- 
tet tafer derom, og ufandfynligt er Det ej, at det er ved Denne Lejligbed, 
Biftop Martin udvirfede det nys omtalte Pavebrev, der befræftede Bi- 
ftopsftofens Net til Tiende af Jslandsfarerne. Men den nys meddelte 
Bulle vifer noffom, hvor fuldftændig Paven maa være bleven omftemt og 
indtagen af Forbitrelfe mod Sverre. Med nogle af de mod ham frem- 
fatte Beſkyldninger, navnlig Den, at have benyttet fig af falfte Pavebuller, 
bar det viftnof, fom vi allerede ovenfor have feet, fin Rigtighed, men at 
de flefte ere ufortjente eller i det mindfte overdrevne, f. Er. den, at ban 
ftulve fare frem med tyrannift Grumhed, mishandle Mægtige og Minge, 
undertrykke Kirfer og forfølge De Gejitlige, ſtjonnes ikfe alene deraf, at 
bang hele Perfonlighed fra forſt til fidft vifer fig gjennemtvængt af en for 
de Fiver fjelden Godmodighed, Humanitet og Forfonlighed, men det frem- 
gaar ogfaa af det Vidnesbyrd, den før omtalte mod bam ellers faa fiendt- 
ligt ftemte og af bans Uvenner faa øjenfynligt paavirkede engelfte Forfatter 
giver bam, idet ban, efter at bave fremftillet hans Ferd i det meft for- 
badte Lys, dog iffe fan andet end tilftaa, at Udtryffet blid fom et Lam" 
i Ømftriften paa hans Segl ej var upasfende, faafom han vifte Mild- 
bed mod fine Underfaatter, og Mrbodighed for Kirker og Klofire 3). 





1) Gammefteds, No. 382. 

3) Man fan nemlig itfe uden alt for for Tvang antage at Innocents 
feulde have omtalt Gefandtffabet til Goeleftin fom om det havde gjeldt ham. 

3) Milljam af Newbury I. c. (IL. 6). Qgfaa i fit eget Forfvarsfirift paabe- 
raaber Sverre fig, fom det nedenfor vil ſees, og viftnok med Nette, at han 
altid havde holdt Haand over de hellige Stiftelfer, og at faa Konger havde 
aivet Gejftligheden bedre Met. 


1198. Paven ophidfer Nabofyrfterne mod Sverre, 333 


Samme Dag flrev Paven et Brev til Erkebiſkop Erik alene, hvor han, 
efter forſt i de fterfefte Udtrvk at have roft ham for bans Faſthed og 
Udholdenhed, fom bverfen Forfølgelfe, Sverdet, Hunger, eller langvarig 
Landflygtighed havde funnet rokke fra at forfvare Kirfens Frihed, lige faa 
tidt fom Frufler, Smiger, Bønner eller Løfter havde funnet bevæge ham 
til enten aabenbart eller hemmeligt at begunſtige Heligdomsfrænferen, den 
frafaldne Sverre, der ted Blodsudgydelfe og Vold havde bemægtiget fig 
Riget, til fin egen Moders Sfjendfel udgivende fig for at være af fonge- 
fig Et, — fiden udtaler fit bøjefte Misbag over at, fljønt Erik fom Me- 
tropolit burde underftøttes af fine Suffraganer, og ingen af. dDem burde 
funne drifte fig til at beguniftige biin banfatte Mand, der ſtrabte efter at 
bringe Kirfer og Kirkens Mænd i Frældom, undertrykke de Fattige og 
udgyde uſkyldigt Blod, underftod dog Biftoppen af Bergen fig, tvertimovd 
Pave Coeleſtins Mandat og Erkebiſkoppens eget Forbud, fremdeles at 
følge Sverre paa bans Krigstog, holde Gudstjenefte for ham, ſtjont ban- 
fat, og i bans Nærværelfe at udføre alle firfelige GSaframenter, uden at 
bryde fig om at Erfebiffoppen oftere havde indftevnet ham til fig. Men", ved- 
bliver Paven, „da en faa ftor Frætkbed bør ſtraffes paa Vet firengefte, overs 
drage og befale vi eder herved, bvis Sagen forholder fig faaledes, fom 
angivet, at fufpendere bam fra hans Embede og Len, og ikke at op- 
bæve Sufpenfionen, førend han bar fremjtillet fig for os felv. Undlader 
ban at opfylde din Befaling, flal du lyſe Kirfens Ban over ham, vg 
fver Søndag famt Feſtdag under Kloffernes Ringen og ved udfluft Lys 
offentlig erklære ham erfommuniceret, for at i det mindfte Undfeeffe og 
Straf fan tvinge Den, bvem Frygt for Herren ej falder tilbage fra det 
Onde. Ii Sverre felv ville vi ikke abfolvere, førend han giver faa tile 
ſtrekkelig Satisfaktion for fine begangne Synder, at vi med nogenlunde 
Nimelighed funne modtage den)” Men iffe not med Forføget paa 
at fjerne alle Nordmændenes Hjerter fra Sverre, føgte FJnnocentius at 
give fit Anathema endnu mere Eftertryk ved ogfan at oprejfe fremmede Fi— 
ender mod ham. Samme Dag, han udftedte Fnterdift-Bullen, tilffrev 
han ogfaa Kongerne i Danmark og Sverige faavel fom Jarlen Byrge 
Broſa brer et Brev til, hvori han, efter at have opregnet Sverres Forbry- 
Delfer i De felvfamme Udtryf, vi bave feet af Fnterdift-Bullen, opfordrede 
Dem til faaledes at vufte fig for at forfvare Kirfer og Gejſtlige i deres 
Frihed, udfri baade Fattige og Magtige fra Forfølgerens Haand, og 
fuldfafte biint Ubyre, der fun ffaanede dem, han ej funde føade, at de 
Derved funde erhverve evig Løn hos Gud, og Pavens Fafnemmelighed; 
ban bad Dem indftændigt hjelpe alle dem, ver føgte at hindre en faa for 





) Jnnocents den 3dies Breve, No, 384. 


334 Sverre Sigurdsføn. 


Gtjendighed, og at modftaa dem, der føgte at befordre Den, før at biint 
Djævelens Lem ikke paany føulde Funne rafe i Norges Nige, eller bevirke 
nye Forfolgelfer mod Kirferne '). Rakken af alle disſe Fordenbreve 
flutter Paven endelig med et Brev til GErfebiffop Erik af 10de Ottober, 
hvori han fvarer paa hans Forefporgfel Ger Da rimeligvis er fleet ved 
de famme Gendebud, fom overbragte den Fremjftilling af Forholdene, der 
fremfaldte de nya anførte Breve), om, hvor vidt et Ulter, bvorved en ex— 
fommuniceret Gejjtlig bavde boldt Mesfe, burde indvies paany, og hvor 
vidt en Grfommuniceret, der vel havde aflagt Ed paa at ville holde fig 
Kirfens Bud efterrettelige, men endnu ej havde modtaget Ubfolutivn, fun- 
dDe ftedes til Samfvem med andre, fremdeles bvad Straf der ſkulde paa- 
fægges dem, der med eller mod dereg Vilje holdt Samfvem med VBan- 
fatte, famt endelig bvad der ſkulde foretage8$ med Preſter, der enten ſty— 
rede Skibe til Kamp, eller felv fæmpede, eller opbidfede andre til Kamp 
uden felv at fæmpe med. Idet Paven befvarer de forfte Spørgsmaal 
benegtende, erklærer han med Den ſtorſte Beſtemthed, at alle Gejjtlige, der 
paa den nys nævnte Maade Ddeeltage Å Krig, fynde groveligen og bør af: 
fættes ?). Man bar viftnof klogeligen undladt at fortælle Paven, at in- 
gen ,fyndede grovere" i Dette Stykke, end Nikolas felv. 

Den førfte Birtning af disfe Breve, Der maa have naget Norden ef— 
ter Bintren8  Begyndelfe, da Sverre opholdt fig i Nidaros, var, fom 
man maa antage, at den enefte af Biffopperne, Der endnu var bleven ham tro, 
forlod ham: vi finde nemlig Martin allerede i 1199 famt et Par Aar efter i 
Landflygtighed og Erkediffop Abſalons Gunſt 3) tilligemed de øvrige norſke 
Biffopper, Der, naar De ikke befandt fig ved Baglernes Hær, opholdt 
fig enten Å Danmarf eller i Sverige). - Ligeledes ev det ſikkert not, 
at Exkommunikationen for Sverre og hans Jilbængere, og Jnterdiktet for 
de Dele af Riget, der endnu veddleve at være ham tro, nu blev forkyndt 


1) Gammefteds, No. 383. Liljegrens Dipl. J. No. 107, 
2) Snnocents den 3dies Breve, No. 381. 


3) Martin forefommer nemlig allerede i 1199 tilligemed Erkebiſkop Erik fom 
Bidne ved et af ErÉfebiféop Abfalon udftedt Brev (fe Suhms Hiftorie VII. 
481, hvor Brevet loves aftryft i Bilagene, uden at det dog findes blandt 
disfe) og i 1201 betæntte Ubfalon ham ved Giden af de øvrige landflyg- 
tige norffe Biffopper i fit Jeftamente, fe Langebek Ser. R. D. V. S. 424. 

4) Haafon GSverresføns Saga, Clausſons Overf. Ut Martin var den enefte af 
Biffopperne, fom i 1198 holdt faft ved Kongen, fees nokſom afdet nys ome 
talte Pavebrev, hvor alene han nævnes. Om Nifolas og Ivar, Gverres 
affagte JFiender, fan der ej engang være Gpørgsmaal; Viffop Njaal, der 
havde hejmme i den af Baglerne befatte Deel af Landet, har vift itfe villet 
lægge fig ud med disfe for Sverres Skyld. 





1198. Sverres Stridsffrift mod Gejftligheden. 335 


med faadan Strengbed og Offentlighed, at ethvert Forføg paa at be- 
negte Banbullens Egthed, ligt det forrige, nu maatte opgives. Dette betog 
imidlertid iffe Sverre Modet: det bragte ham fun til at anfpænde alle 
fine overordentlige Aands-Kræfter i endnu bøjere Grad end før, og til at 
anbende langt «dere og han værdigere aandelige Baaben, end dem, han 
tidligere havde nedladt fig til at bruge, idet ban nu enten felv, eller vevd 
Hjelp af en eller anden unavngiven talentfuld vg kundſkabsrig Gejſtlig, der 
endnu var ham tro, udarbejdede og offentliggjorde et lidet Stridsſkrift, hvori 
den norfte Gejſtligheds Ferd faavel i Almindelighed, fom imod Kongen i 
Særdelesbed paa det ffarpefte blev gjennemgaaet og adlet, og Kongemagtens 
Sag punktviis forfvaret, alt i et fraftigt, indtrængende og populært Fore- 
drag, med byppige Anførflev af den fanoniffe Net, faavel paa Latin fom 
paa Norſk, bvorved Nigtigheden af de fremfatte Paajtande føgtes godt 
gjørte 1). Dette merkelige lille Strift er endnu til, og afyiver et+i fit Slags 
eneftaaende Vidnesbyrd om den Dygtighed i Pennen og de Indfigter i den fano- 
niffe Ret, Sverre under fin gejitlige Opdragelfe maa have tilegnet fig?*), thi 
om man end ev mindre tilbøjelig til at antage, hvad Dev Dog liggger nær- 
meft, at ban felv bar ført deti Pennen, gjenfjender man dog i hver Linje 
hans hele, af Sagaen faa vel bekfjendte, Perfonlighed, og fan neppe et Øje- 
blik tvivle paa, at Skriftet i det mindfte er forfattet under hans umiddel- 
bare Tilſyn og Medvirkning, og at det iffe indeholder et Ord eller en 
Sætning, fom ban itfe felv paa det omhyggeligſte har drøftet og gjort til fit 
eget. Man vil idet mindfte neppe funne paavife en enefte, der med ftørre 
GSandfynlighed unde være Skriftets Forfatter, end netop Sverre felt 3). 
SBegyndelfen til vor Tale,“ heder det førft, , være den, at Gud den 
afmægtige være med os og give Folk Forftand til at fljønne de Ovd, jeg 
Vil have talt. Vort Lands Sygdom ev fan ſtor, at det er enhvers Pligt 
at ftille de Ord fammen, der funde bringe Almuen til at indfee, hvad der 
er retteligſt og fornuftigft; vi ville derfor her fremfætte og udvikle disſe 
Sager for eder, efter Den Indfigt og Kundftab, Gud har forlenet 08, thi 
nu fynes Det os virfelig at være fommet dertil, at Gyriftendommen ber 
iblandt os næften ev forfpildt. Jeg beder alle at eftertænte og granfte 


1) Om dette fe fornemmelig Fortalen til Werlauffs Udgave af 1815 (Anecdo- 
ton bistoriam Sverreri regis Norv. illustrans) famt %tringerne derom i 
Fortalen til Udg. af Kongefpejlet faavel fom af Stridsffriftet, Chriſtiania 1848, 
S. XVI-XVIIL Ut Gtriftets Forfattelfe netop falder i den her angivne 
Tid, ſees nokfom deraf, at det berører faavel Interdiktet fom Biffoppernes 
Flugt fra Landet. 

7) Se ovenfor S. 55. 


3) Man feer firar i det Følgende, at hvor Skriftet bruger Udtrykket „vi“ og 
106", menes ſtedſe Kongen og hans nærmefte Filhængere. 


336 Sverre Sigurdsfen. 


bvorfra denne Fordærvelfe fommer, fiden de, der ere vore Lærefædre og 
ſkulde fede os alle til den rette Fro, fige at den udgaar fra Kongen og 
hans Mænd." 

„For vet at forftaa Dette," vedbliver Forfatteren, , maa man tænke 
fig Chriſtus og den bellige Kirfe at udgjøre et fuldfomment Legeme med 
fuldftændige Lemmer. Chriſtus felv er Hovedet for dette Legeme, Kirken 
er. Kroppen. Øjnene flulde være Biffopperne, hvis Pligt det er at vife 
os den vette og fifre Hovedbej, fjern fra alle Bildfpor, og fre vel for alle 
de øvrige Lemmer. - Naſeborene ſtulde være Grøediafvnerne, der have at 
vejre og inddrage al Metfærdighbedens vg den hellige Tros føde Lugt. 
Ørene ſkulde være Dekaner og Provfter, hvem det bør at høre alle den bellige 
Chriſtendoms Anliggender og vanffelige Sager. Tungen og Læberne 
ſkulde være vore Prefter, hvem det tilfommer at forfynde og gode Lærdom= 
me, og give 08 gode Grempler ved deres eget Levnet. Hjertet og Bry- 
ftet ffulde være Kongerne, hvis Pligt det er i Raad og Daad, med Klog— 
ffab og Fapperhed at værne om det Hele. Skuldrene og Ryggen ſkulde 
være De ftore Høvdinger, paa hvem De ftørfte Byrder bør at hvile, 
Armene feulde være Lendermændene, der bør være fafte Støtter faavel for 
Bryftet fom for Skuldrene. Hænderne ffulde være Niddere 1), Hirde 
mænd og andre ringere Hærmænd, pvis Pligt Det er, at tjene fom Beſkyt— 
telfe8vnaben og Pandfer for Bryjtet og De øvrige Lemmer. - Maten og 
Indvoldene ftulde være Munke og Kloftermænd, der alene fulle nyde vg 
fmage Den Fode, bvoraf hele det øvrige Legeme tager fin Næring og 
Styrke. Og faa føulde endelig Benene og Fødderne dannes af Bønderne 
og den øvrige Ulmue, der med Urbejde og anden Forretning opholde hele 
dette Legeme. — Men desværre, nu forandre alle Lemmer fin Natur, 
thi enhver ophører at udføre den Sysſel og Fjenefte, den ſkulde udføre 
Øjnene blive føelende og dumme, ja de famme Skjal ere faldne paa vore 
Biftoppers Øjne, fom faldt fra Apoftlen Paulus's Øjne, da han blev 
døbt; og den Syngde, der lagde fig paa Difetplernes Øjne, den Nat, vor Herre 
blev greben, den famme Tyngde bar nu lagt fig paa vore Biftoppers Oj— 
ne 2), faa at at de nu fee alt ligeſom å Søvn-Ørhed, og fljelne ej Det 
flare Lys eller fande Syn. Naſeborene lugte nu Stanf, men ikke beba- 


1) Ut „Riddere“ her og nedenfor nævnes, vifer, hvad man og af andre Steder 
kan fee, at Benævnelfen allerede, efter Udlanvets Exempel, brugtes i Norge, 
uden dog at være bleven officiel. 

2) Matth. 26, 43. UApoftlernes Gjerninger 9, 18. Her have vi rettet dette 
Sted faaledes fom man tydeligt Fan fee at det bør rettes, thi i Ufffriften er, øjen= 
fynligt ved Gkjødesløshed, Stykket .. , Upoftlen Paulus's Øne . . . 
Diſciplernes,“ udeladt, faa at der ftaar: „de famme Skjel. . . fom faldt paa 
Upoftlernes Djne den Nat" 0. f. v., hvilket er uvigtigt. 








1199. Stridsſkrift mod Gejftligheden. gav 


gelig Duft eller Sødbed. Ørene ere nu dobhorte, og funne ej opfange Sand» 
bed eller fund Forſtand. Sandbeden bliver bhverfen hørt eller feet, 
og vore Biffopper faavel fom de øvrige Høvdinger, der flulle bevog- 
te Gyriftendommen, bindes af Pengegjerrighed, Umaavdelighed, Hovmod 
og Uretfærdighed, ja de VBiffopper ere nu gjenopftandne, fom Gud 
felv [od omfomme, Yppverftepreften Elis Sønner, hvilte forføm de bel 
lige Offere, fom Mængden vilde bringe Gud, ja tilegnede fig dem endog 
med Nan og Vold. Paa famme Maade feer det nu her. Vi affræves 
Tiende og andre Godgjørenbedshbandlinger med TFrufel og under Bans— 
ftraf. Bi nødes til at opføre Kirfer, men naar De vel ere opførte, jages 
vi fra Dem fom Hedninger, og man tvinger os til at bave al Beføftning 
for dem, men negter 08 Naadighed vver dem. De Synder og Strøbelighe- 
Der, bvort en og anden fan falde, benyttes fom Lejligbed til Banfæt- 
telfe, men ftraffes iffe med ordentlige Neffelfer, faa at enhver, Der ønffer 
Det, fan blive ſtraffri, man tier nemlig ftile med alt, fanfnart Der fun by- 
deg Penge 1). Vort Gods tapes fra os, ftundom med retmæsfig Adkomſt, 
ftundom iffe; i dette Fald føger man at faa fat i vor Gjendom ved 
Saggivelfer og Uvetfærdigheder; og al den Rigdom, man faaledes faar 
piint ud af os og dynget fammen, føres ud af Landet til en Daarlig Handel, 
idet den nemlig fendes til Rom for dermed at fjøbe Erfommunikationer 
og Jnterdifter, bvilfe fendes os tilbage til vort Land iftedetfor vor Chri— 
ftendom og Kirfevielfe. Slige Gaver og Sendinger bringes os for vore 
Fiender og andre Yvdelfer; der føjenfes os Galde for Viin, Edder for 
Guds Blod. De Gejitliges Munde og Læber begynde nu at flamme og 
Tungen at klejſe, tbi enten tie De reent ſtille, eller tale hvad der er værre 
| end intet. De Erempler, de give, eve flette og vidne om Vantro, de 
- forføre Folts Koner, Døtre eller Slægtninger langt byppigere end ufor- 
ftandige, ufærde Mænd, de ffamme lig ikke ved at bære ufande VBidnes- 
byrd, fværge falfte Eder, fidde i ulovftiffede Domme og fremture i al 
Slags uredelig VBindelyft, falde det vrangt fom vet er, og Det ret fom 
vrangt er, og føre faaledes bele Folfet og fig frlv vild med fine bedra- 
gerffe Overtalelfer. Og om de bandle ilde mod o8 og vi forlange Bod 
af Dem, fige de fun, at de have ingen Forpligtelfe til at ftaa og til Rette, eller 
til at yde o8 nogen Bod, ret fom om det var beftemt at vi ?) flulde være retløfe 





1) Glutningen af det ovenfor anførte Brev fra Paven til Erkebiſkoppen an: 
gaaende Biffop Martin m. m. fynes rigtignok endog at aabne verre felv 
Adgang til Forlig med Paveftoten, naar han vilde give ,,antagelig Gatisfak- 
tion;" her fiytes vift for en ſtor Deel til Pengebøder. 

?) Dette „vi“ Éan alene betegne Kongen og hans Omgivelfer. 


59 
Munød. Det norfte Folfs Hiftorie. 1 at 


338 Sverre Sigurdsføn. 


fige over for dem, og med Rette burde taale alle Beftæmmelfer, de 
finde for qodt at tilfvje 08. Det er aabenbart, at de Ligflæder, fom 
Gud løfte fra Lazarus's Ynfigt i Graven, ere nu bundne om vore Lær 
refædres Anſigt, thi De vife os ingen anden Vej end Dødens, efterfom 
nogle ffaffe Interdift og VBanfættelfer i Landet, andre famle Hær og 
Flokker, Vaaben og Sfjolde, fratage 08 vort God8 og vor Frihed, an- 
ftifte ftore Manddrab, og ſoge faaledes baade at fordærve vere Legemer 
og vore Sjæle 1). Men ffjønt vi maa døje Bebrejdelfer af Biffoppen i 
Rom eller Kardinalerne, da give vi dog iffe Paven Skyld derfor, thi 
han veed iffe bedre Befted om hvad Der foregaar i Dette Land, end hvad 
ver ſkeer i andre langt bortliggende Lande; men Ophavsmendene dertil 
ere vore Biffopper og Gejjtlige, tbi de forebringe Paven Ufandheder 
og Løgne, af Fiendffab mod o8, men Paven tror at de fare med Sandhed, 
ffjønt de fare med bedragerffe og føgnagtige Ord. Hvad Kongen angaar, 
Da verd viſt alle og enhver, om Det er fandt, at han har gjort den bellige 
Kirfe eller (ærde Mænd nogen Fortred; vi tro at fra Konger har undet 
Gejftligheden bedre Net og Frihed, eller bedre holdt Haand over 
hellige Stiftelfer, end denne Konge, naar man ffal tale den vene Sandhed. 
Og da nu dette er Den rene Sandhed, funne alle lettelig ffjønne, at om 
bine have bragt flette Jidender om Kongen til Paven, have de Fun bragt 
dem med Løgn og Svig, Kongen og Folket til ſtor Stade og ej engang fig felv 
til noget Gavn. Og om end Paven har affagt nogen Dom, da ram- 
mer den iffe Kongen eller nogen fagesløs Mand i Landet, thi Gud 
er altid retdømmende, og Guds Domme beftemmes derfor altid efter Ret— 
færdighed, men iffe efter løgnagtige og fvigefulde Mends Ondſkab.“ . .. 
Her anføres nu flere Steder af Dekvetet, fom man næften ſkulde formode, ef 
ter Hufommelfen, Da enfelte af Udtryffene ftundom afvige noget fra Ste- 
dernes egentlige Ordlydelfe, faaledes fom de forefindes i Udgaverne. Dis— 
fe Steder gaa alle ud paa at godtgjøre, at en uretfærdig - firfelig Dom 
eller Banfættelfe iffe fan fade den, hvem den ufortjent er overgaaet, men 
er for hans VBedfommende at betragte fom ugyldig, og rammer fun Ope 
bavsmanden 2). „Disſe Erempler, og mange andre," vedbliver Forfatte- 


1) Her ſigtes, fom man noffom feer, ligefrem til Biffop Nikolas. 

2) De vigtigfte af disfe, og unegtelig heel flaaende, eve følgende, bhentede fra 
Decr. P. II. C. XI, q. II. — Gelafius I: ,, Den, over hvem en (firfelig) Dom 
er affagt, aflægge fin Bildfarelfe, faa er Dommen hævet; men er den uret: 
færdig, bør han faa meget mindre bryde fig derom, fom en uretfærdig Dom 
ej fan føade Nogen hos Gud og Kirfen. Derfor behøver han ikke at attraa 
nogen Abfolution derfor, faafom han ingenlunde Éan betragte fig bunden der- 
ved" (Gap, 46). — Uuguftinus: , Dette figer jeg ikke paa Fvantsviis, at hvis 
nogen Troende banfættes uretfærdigt, ffader det fnarere den fom gjør det, 





1199. Gtridsførift mod Gejftligheden. 339 


ven, „bebiſe noffom, at vrange Domme ej funne føade og, ffjønt vor 
Gejftlighed3 bedragerffe Ondffab har voldet o8 den VBeffæmmelfe, at de 
fly os eller dette Land font om vi vare Hedninger. Et af to maa ber 
pære Filfældet: enten have de vife Styrere af Kivfen vg Chriſtendom— 
men ingen Banfættelfer dekreteret, ſtjont man har villet opbidfe dem der— 
til, eller og have de defreteret VBanfættelfe, men Denne bar Da rammet 
Dem, der med Uretfærdigbed og Ondffab have forlangt faadant, og ikke 
og, Der, fom vi visfelig tro, ere fagestøfe, og fvit for enhver Banfæt- 
telfe. Di tale vel herom i almindelige Udtryf, næften fom om Det gjaldt 
alle de f[ærde Mænd, men vi ville dog gjøre Folf opmerffomme paa, at vore 
Ord egentlig Funfigte til dem, der føle fig betegnede ved vor Stil- 
dring af al denne Uret, Falſkhed og Svig. Derer nemlig enfelte hvem den 
ikke rammer, ffjønt den Desværre rammer flere end Det er Dem felv til 
Gavn eller os til VBebagelighed. Vi bede derfor dem, der ej føle fig 
trufne herved 1), at de ikke holde fammen med hine, Der nu have betraadt 
denne Vildfarelfens Vej. Og de fom føle fig trufne, lade af dermed, og 
pælge Netfærdighed i Stedet, og mage det faaledes at de ikke paadrage 
fig Had i dette Liv af alle dem, der funne gjennemffue deres Handle 
maade, og Sjæletab og Fordømmelfe af Gud i det andet Liv. De bør 
erindre, bvad Der fan tjene Dem til et godt Grempel, at ingen Bonde 
overfader fine Faar til Faarebyrden, for at han enten føal fælge dem 
eller dræbe dem eller jage dem udover Fjeld, eller bryde deres Fodder 
i Stykker «ler vive Uden af dem, men for at ban føal drive dem til 
gode Havnegange og vogte dem for alflags Fare. Og mifter han en af 
Dem, da føal han med ſtor Møje gjennemftrejfe alle Stove indtil han fin- 
Der Den, og ikke drive Dem bort fra De gode Græsgange I Gabet paa glu- 
bende Ulve. Og derfor fulle alle, baade Lærde og Ulærde, forftaa, at ej 
ere De lærde Ledere fatte over Guds Folk for at tilfvje det Haan eller 
følelige Beffæmmelfer, eller benytte det til at pluffes og uretfærdigt at 
udfuges, og endnu mindre for at vife Det fra Gud til Helvede, ligefom i 
en gåubende Ulbs Mund, enten med uretfærdigt FInterditt og Banſat— 
telfe, eller med vildledende Overtalelfer. Heller have de med Kjærlig- 


end den fom lider denne Uret" (Gap. 87). Fremdeles Deer. P. II. C. XXIV. 
q. IL. Hieronymus: „hvis nogen ved en urettelig Dom af dem, der fore: 
ftaa Kirken, forjages og udeftænges, hvis han ikke felv før er gaaet ud, d. 
e. hvis han itfe felv har gjort fig fortjent til at udjages, fÉades han aldeles 
ikke derved at han ved en faadan urettelig Dom af Menneffer fynes udjaget. 
Og faaledes fører det fitundom, at den, der jages ud, er indenfor, og den er 
udenfor, fom fynes at være inde“ (Gap. 4). 

1) Her figtes, fom det fynes, til Biffop Martin og andre, der nødtvungne 
havde maattet forlade Sverre. 

22* 


340 Sverre Sigurdsføn. 


Hed at bevare Dem for Gud, fom ville være Hriftne; og er nogen faa ufornuftig, 
at ban felv betræder Vildftien, er Vet deres Pligt at lede ham tilbage med 
gode Overtalelfer, blide Lærdomme og fjærligbedsfulde Raad“ 1). 

„Enkelte af vore lærde Mænd fvæve i Den Nildfarelfe, at de Ar at det 
regnes dem fom en god Handling eller tjener til Chriſtendommens Værn, at 
De overfee Deres Konge eller andre Høvdinger i Lanvet, Der tjene ham, 
eller hans Mænd, fom ftyrfe ham i Nigsftyreffen, ja endog tægge ham 
for Had, fom om Kongen var en beftiffet Modftander af Gud og den 
hellige Kirfe. Enten maa De være uvidende om, hvad den bellige Skrift 
byder dem, eller de forfalde i denne fordærtelige Fro ved VBranglærdom 
eller Avind. Men fordi vi antage, at Vet hos de flefte dog meft fømmer 
af Uvidenbed, iffe af ond Vilje, fljønt der ogfan gives dem, hvor denne er 
den raadende, anfee vi det nødvendigt at fremdrage de Udfagn af de hellige Bo— 
ger, Der gjør det flart for alle, at deres Pligt og Guds Bud byder Ddem 
at vife Sroffab mod Kongen og i alle Dele paafee bans Hæder; medens 
vi anfee Dem fom aabenbare Kjettere, Ver gaa imod Kongen eller den 
fongelige Majeftæt, ifær hvori de ogfaa Drage andre med fig, uden at 
fægge Merke til, hvad Gud felv figer i Euangeliet: Vee eder, fom lukke 
Himmeriges Nige, felv gaa I ikke derind, og tillade beller iffe andre at 
gaa ind. Og vel funde det behorves at pasfe nøje paa, at kun de 
Mænd bleve tagne til at bære vore Lærefædre, der forftaa og fljønne Ve 
hellige Skrifter, og havde ſiden faa meget bedre Vilje til at overholde disfe 
Bud, fom de felv faameget bedre funde indfee det rette; thi Ddet fore- 
fommer os ingenlunde tilborfigt, at De føulle være vore Meitere, fom 
ikke Funne mere end vi*), og vi tro dem iffe berettigede til at 
ftaa ved det belline Alter og frembære De Dertil hørende Offere, uden Ve 
felv forftaa, bvilfet Embede der er Dem overdraget 3). . ... Nu fulle 
I vide og forftaa, baade Lærde og Ulærte, at Konger og verdslige Høv- 
Dinger flet iffe ere beffiffede fom Modftandere af Gud eller den pellige 





1) Her anføres og forklares omftændeligt det befjendte Sted i Joh. Ev. 2, 
15--17, bvor den opftandne Frelfer tre Gange fpørger Peter, om han elr 
føer ham, og da benne fvarer „du ved Herre, at jeg elffer dig”, hver Gang 
gjentager Budet: „vogt mine Faar“. 

2) Her fynes det næften, fom om der atter er en Hentydning til Biffop Niko— 
las, der var mere Lægmand end Gejftlig. | 

3) Her anføres Decr. P. II. C. XXV. qv. I. c. 13, hvor Udtrykfet qui sacris 
nescit obedire canonibus, nec sacris administrare, nec communionem ca- 
pere sit dignus altaribus, overfættes, unegtelig noget tvunget, men faaledes 
at det bedre pasfer med hvad man vil have frem: ,,de fom ikke forftaa det 
hellige Alteres Embede eller udføre det ſtjodesloſt, ere ikke værd at nyde de 
Offere, der tilhøre det hellige Alter.” 





1199. Stridsſtrift mod Gejſtligheden. 341 


Kirke, men derimod forbinder Gud felv den verdslige Magt med den hel 
fige Kirtes Fjenefte; Kongerne have Magt og Bevogtning over den hel— 
lige Kirke, og vet tilfommer Dem Derfor at fræve og modtage megen Tje⸗ 
neſte af dens Ombudsmand, ſaaledes fom Dekreterne felv vidne. Og 
da Styrelſen og Bevogtningen af den hellige Kirke faa ſtrengt paabvile 
Kongerne, at de ere Gud frlv anfvarlige Derfor, bør vgfaa De lærde 
Mænd til Gjengjeld for biin VBeftvttelfe, vife Kungerne eller Kongedømmet 
faadan Froffab og Wrbodighed, at Dder bverfen burde falde dem eller 
andre nogen faadan Fanfe ind, fom at de ej føylde Kongen Fjenefte vg 
Troſkab“ Her anføres, foruden flere Dekretalteftemmelfer, de befjendte 
Steder i den bellige Skrift, nemlig Peters Bud (Iſte Brev I. 13, 14) 
om at være Konger og Befalingsmænd underdanige, og Paulus'8 (Rom. 
XII. 7) om at vde Ale, bvad man er dem fyldige, Stat, Told, Frygt 
efler Wre, famt endelig Chriſti eget Udſagn i Euangeliet: Giver  Kejferen 
det, Krjferens er, og Gud vet, Guds er”, og bans VBefaling til Diſciplen 
Peter, om at betale en Stater i Skat for ham og lig felv. Dette" 
beder det, ,funne Dog vore færde Mænd iffe benegte eller dolge, tbi 
det ftaar førevet i Det bellige Euangelium felv og laſes i den bellige Kirke. 
Men det ffulle alle vide, at paa Den Tid, da Gud bed Apoſtlen Peter 
og fig felv at vife Kejferen eller Kongedømmet denne Lydigbed, da vare - 
baade Kejfere og alle andre Hovdinger i Verden Hedninger: vet er der= 
for meget at undre fig over, hvorfra de bente den Lære, at man fral fors 
agte Kongen efter hans Mænd, nu Da han er riften, medens Gud felv 
iffe vilde foragte Kongedømmet, Da Kongerne vare bedenfte”. 

„En Mangde Erempler vife neffom og aabenbare, at endrer ſtaar i Fare 
for at fortabe fin Sjæl, der ej iagttager fuldfommen Froftab vg Lydighed 
mod Kongedømmet, thi Kongedømmet er indftifret efter Guds Bud, ikke efter 
Menneſkers Paafund, eg ingen opnaar Kongedømmet uden efter guddom— 
melig Tilſkikkelſe. Kongen vilde jo iffe være mægtigere eller mere fore 
maaende end andre Mænd, bvis iffe Gud bavvre fat bam hoöjere end andre 
Mænd i fin Fjenefte, thi det er Gud, ikke fig felv, ban tjener i fit Kun- 
gedomme. Da nu Kongens Forpligtelfe er ven, at være Gud felv anfvar- 
lig for fit Værn og Forfvar af den bellige Kirfe, fom ovenfor viret, og 


den bellige Kirfe8 Fjenere derimod have Den Forpligtelje at være Kon- 


EEE 


gen lydig og vife ham fuldfommen og oprigtig Froffab, funne vi ej begride 
med bvad Skin af Net vore lærde Mænd nu ville fjerne ham fra biint, 
bam paabvilende, og af Gud felv ham paalagte Forfvar, ifær Da det jo 
ev en befjendt Sag, at endog ringere Mænd funne bave Raadighed over 
en Kirfe, faafom baade Riddere, Hirdmænd og Bønder, bave Bejtyrel- 
fen over en Kirke, naar de ere Dens Bedligholdere 1). Paa trende Maaver 





1) I Originalen upphaldsmadr (Opholdsmand). 


342 Sverre Sigurdsfan. 


fan nemlig en Mand blite Beftyrer af en Kirke: a) ved Arv, naar ban 
efter Fader eller Frænder arver en Gjendom, hvormed Bedligeholdelfen over 
en Kirfe er forbunden; b) ved Kjøb, naar han fjøber en faadan Ejen— 
Dom; c) naar han med egen Møje og paa egen VBekoftning opfører en 
Kirke, og fiden ffjenfer Gods til dens Vedligeholdelſe '). Ogvi ſkulle nu 
vife, faa at alle funne ffjønne det fuldftændigt, Yvilfen Opfigt de nys 
nævnte Perfoner eve berettigede til at føre med Kirfen; det heder nemlig: 
»Sønner, Sønnefonner eller agtede Frænder af den, Der har opført eller 
doteret en Kirke, ere berettigede til at føre denne velmeente Opfigt, at 
hvis de fomme under Vejr med at Preſten eller Kirfens Tjener befvige den 
for noget af det Den føjenfede Gods, ffulle de enten ved en venffabelig Ad— 
varfel holde ham til Orden, eller angive Sagen for Biffoppen el- 
fer Dommeren til Neffelfe. Er det Biftoppen, fom forføger paa nøget 
faadant, føulle de angive det for hans Metropolitan, og vis denne prø- 
ver noget lignende, ftulle de wuopboldeligen melde det for Kongen *)." 


1) Man fynes heraf at maatte antage at Kongerne tilegnede fig Retten til at 
kalde Prefter ved alle eller de flefte Fylkeskirker, fljønt de gamle Chriſten— 
retter beftemme anderledes; fandjynligviis have Kongerne holdt fig til, at 
mange Fylkeskirker, ſom man maa formode, i fin Tid vare opførte paa Kon- 
gens Befoftnings men af Ghriftenrettevne fees dog, at de alle, hvo der end 
har befoftet dem opførte, vare overdragne til det Offentliges (Fylkets) Ved- 
ligeholdelfe og Gjenopbyggelfe i Nedfaldstilfælde, faa at Kongen i alle Fald 
ej længer kunde kaldes deres  Opholdsmand” og derfor, fom det fynes, heller 
ikke med Mette Éunde gjøre Fordring paa Patronatet over dem, ej at tale 
om, at mange viftnok ogfaa vare opførte i Stedet for de gamle Hov eller 
Templer, der allerede vare offentlig Ejendom. 


Dverfættelfen af dette Sted, fom ovenfor er anført efter Dekretets Ord, 
fan tjene til Grempel paa, med hvilfen JFrihed Overfætteren har gaaet til 
Verks for at gjøre ethvert Gted forftaaligt for Menigmand, og faaledes 
egentlig popularifere den latinffe Sert, medens han dog nøjagtigt, eller 
maaffee endog derfor faa meget mere nøjagtigt, gjengiver Meningen. Over— 
jættelfen eller Omffrivningen lyder faaledes: „Denne Forforg have Sønner 
eller Sønnefønner eller andre retmæsfige Urvinger af den Mand, fom har op 
ført en Kirke eller været dens Opholdsmand, at føre for famme Kirke, nem— 
lig at bemeldte vette Urvinger give Agt paa, at ingen Deel og Sing af dem, 
fom Opholdsmændene fra førft af lagde til Kirfen, blive den fravendte med 
underfundighed og Nærgaaenhed, men at det anvendes for Kirken til Jim 
rebrædning, til Lysning og til Skrud, fom fra førft af dertil var beftemt. 
Vil Preften gjøre nogen Forandring deri, fom geraader Kirfen til Gtade, 
da føulle disfe Opholdbsmænd, jeg nys nævnte, underrette Biffoppen derom 


2 


— 


og bede ham raade Bod derpaa, hvis de ikke felv formaa dette; vil Biffop- 1 


pen ej raade Bod, eller gjør han felv de Jing, jeg nu har omtalt, ſtulle 
Opholdsmændene Éundgjøre Sagen for Erøebiffoppen og bede ham raade Bod 
derpaas vil Erøebiffoppen ej dette, eller gjør han faadant felv, da føulle Op: 
holdsmændene bringe Sagen for Kongen, og lade ham rette derpaa med den 
Magt, Gud har overdraget ham." 





1199, tridsftrift mod Gejftligheden. 343 


Dette vidner dog tydeligt om, at Kongen er fat over alle andre Vær- 
digheder, thi det ev her Kongen, fom ſkal ftyre Biffoppen eller Erkebiſkop— 
pen til Net og Skjel, bvis de iffe felv ville iagttage det, og ber handles 
Der Dog fun om Beftyrelfen af den hellige Kirke, ikke om verdslige Forfeelfer. 
Og man fan deraf frjønne, hvor ftor Magt Kongen maa have i verdslige 
Sager, fiden han endog har at fidde i det bøjefte Dommerſode i Sager, 
der vedfomme Kirfen, og fom man, naar man iffe hørte Det nys anførte Sted, 
ftulde antage alene henhorende under Biffoppernes Uutovitet" 1). .. 
„Saaledes fom altſaa Sagerne nu fraa mellem Kongen og Biffopperne 
famt Gejjtligheden, ville forftandige Folt godt funne fljønne hvo der 
par Net, og bvo der bærer Skylden, hvis Chriftendomsfpilde fler i vort 
Land. Hine føge nemlig at unddrage ham de Jing, De hellige Skrifter felv ben- 
fægge under hans Bejtyrelfe, ffjønt De have mindre Myndighbed end Kon- 
gen, og de fortælle Folt at det er Ghriftendomsfpilde og at Kongen vil 
gjøre bele dette Land hedenſk, naar han fun vil holde faft paa og vogte 
hvad Gud ſelb byder ham at bevare og bevogte, vg fom ban er anfvarlig 
for, om han iffe bevogter Det. Deraf fan man fljønne, at Deres Lære ev 
falft, og at de falde det vrangt, fom vet er, og Det vet, fom vrangt ev." 
Ai bave ideligen hørt disfe Folk flaa om fig med, og fundet Deres 
Undføyldning i, at Kongen ſkulde have givet denne Magt fra fig og over, 
draget den til Dem. Men det funne Dog alle ftjønne, fom Gud har givet 
noget Vid i Bryjtet, at om Kongen end vilde frafige fig denne Mugt, var 
fan iffe engang berettiget til at gjøre det, Da han, fom ovenfor viilt, ſkal fvare 
Dertil for Gud felv. Thi for alt hvad Gud har lagt under Kongedøm- 
met, fræver ban Regnſkab af Kongen, ligefom ban paa famme Maade 
træver Regnſkab af Biftopperne for, Hvad ban bar fagt under Biſkops— 
Dømmet, og faaledes fan iffe Den ene af Parterne ordne Det anderledes 
før den anden, enten ved at give eller modtage, Da Vet ftrider mod Guds 
egen Befaling og AUnordning. Og om Kongerne virkelig vare faa ukyn— 
Dige at De ikke fjendte disfe Beftemmelfer og derfor havde famtykket i Ind— 
rømmelfer, De ej vare berettigede til at gjøre, begik bine i Det mindfte en 
Synd og Fejl i at forfange noget, fom fired imod Gurs Anordning, da 
De jo Dog vidfte, at deres Bøn eller hans Samtykke ej funde gjelve mod 
Guds Anordning og den hellige Lov. Vi tvo imidlertid ganfte vift, at Kon- 
gerne aldrig have givet noget faadant Samtykke, fom deej funde give; vi 
vide med Beftemthed at man har udgivet FIndrømmelfen for føørre end 
den virkelig er. De indrømmede not til at man ej ſkulde fægge endnu mere 
Devi end der allerede ev lagt. Vi vide nemlig god Befted om den Sad- 
vane, fom fordum bherffede ber i Landet, nemlig at Kongerne bortgave 


En 


) Her anføres atter flere Beviisfteder af Detretet. 


344 Sverre Sigurdsføn. 


bver Kirfe paa egen Haand til hvem de fandt for godt, ligeledes hvad Bi- 
ffopper og Abbeder angif.” — — Her følger nu den Fremjtilling af Forhol— 
dene før og efter Erkeſtolens og Domfapitlernes Oprettelfe, føm allerede er 
meddeelt ovenfor, bvor der handledes om disſes Valgret til Biftopsfto- 
fen og hvor Vet paaſtages, at det Samtvffe, Kongerne Eyſtein, Sigurd 
og Inge gave til at Biltopsftoten ſkulde befættes efter Domkapitlernes 
Valg, fun gjaldt for det Tilfolde at der var fleve Konger paa ven Gang, 
der ellers funde finde paa at vælge og med Magt at forfegte hver fin 
Kandidat; ligefom Der og til Beviis paa, at Kongerne felv iffe meente 
det anderledes, anføres, hvad vi tidligere have omtalt, at Kong Inge efter 
Erfebiffop Jons Død valgte fin Kapellan Eyſtein tit Erfebiffop uden at 
ſporge Ghorsbrødrene ad, og Drev den af Gyftein udnævnte Paal fra 
Biffopsftolen i Bergen, men fatte i hans Sted Nikolas Petersfon fra 
Sogn 1). „Denne Begivenbed,“ heder det, ,er ikke foregaaet for længere 
Tid tilbage end at mange endnu erindre den *), og man behever her ikke 
at bente Befted fængere borte end hos endnu levende Folk; Ddet er faale- 
des fun Vaas, ugrundet og intetfigende Snaf, bvad Biffopperne og de 
lærde Mænd føre i Munden; af Falſkhed og Svig tale de Ord, fom vakke 
almindelig Uro, og det er tydeligt nok at fee, at De nu baade ville være Konger 
og Biffopper paa een Gang. Vi have ogſaa børt Dem paaftaa, at Kon- 
gerne ftulde bave ftadfæftet Dem Disfe Gaver, faa og at De bave pavelige 
Privilegier paa den famme Stadfæftelfe. Men dette erklære vi for en 
føgnagtig Paaftand; Dave de vigtige Bevitsligheder, Da faa de frem for 
os i Manges Paabør og lade disje Beviisligheder ranfage: vifer Vet 
fig da, at Brevene eve vetteligt erbvervede og af et Indhold, der ſtem— 
mer med Billighed, med Defreterne, eller med Kirfeloven, da ev Det Kon- 
gernes Pligt at rette fig derefter. Men bar man forlangt, bvad der firi- 
der mod De bellige Beftemmelfer, med bedragerfk Lijt eller ondſkabsfuld 
Vindeſyge, Da er Det retfærdigt, at Henfyn til Maavdebold og Sandhed 
omjtyrter al Svig og alle Overgreb, tbi foaledes beſtemme de hellige 
Sove felv" 3). ... 

„Alle disfe Steder, vi nu have anført af de hellige Love og Defreter, 
findes tilligemed mange andre Beviisfteder, fom vi ber ej meddele, førevne 
i en Bog. Men ber ere de meddeekte med Overfættelfe i vort eget 





1) Se ovenfor I. 877. 

2) Dette er et udtrykfeligt Bidnesbyrd om TJidsalderen, hvori Skriftet er for: 
fattet. 

3) Her anføres fremdeles Beviisfteder af Dekretet, fornemmelig flere, der gaa 
ud paa at Reføripter eller Bevillinger, udvirfede mod Metten, og under fal— 
føe Forevendinger, ikke bør anſees gjeldende, og at den, der udvirfer dem, bør 
firaffes. F. Ex. Decr. P. 11. C. XXV. qv. IL c. 15, 16. 








1199. Stridsfkrift mod Geflligheden. 345 


Sprog, for at de, der ikfe forftaa dem paa Latin, funne forftaa dem, 
oplæfte i Movdersmaalet, enten de ere Lærde eller Ulærde. Enhver over 
veje nu med Netfærdighed, iffe med Partifthed, hvorfra den Uro fom- 
mer, fom nuberffer i vort Land, fiden vore færde Mænd, der ere Dens 
Oppavsmænd, beftylde Kongen for at ville fpilde Chriſtendommen. Alt— 
fammen ev faafedes overfat, fom den vette Mening fordrer, ffjønt Ordene 
bift og ber falde noget anderledes end bogitaveligt efter Latinen. Ev der 
Nogen, fom figer, at vi itte bave forflaret Stederne rigtigt, Da benvende 
ban fig desangaaende, om han vil, til os, og lade fig fiden overbevife, om 
vi faa fvaret ban med gode Grunde. Ii dette have vi ikke fremført af 
Lyſt til at trætte med nogen, men af den rene Nødvendighed, ja vi bave 
endog udbredt os mindre vidløftigt over et og andet, end Det fil Ven vette 
Forftaaelfe kunde fynes onſkeligt. Nu vil man funne ffjønne, hvad 
der er Aarſag til Forftyrrelfen, om Det ev Kongen, fom gjør Fordring 
paa bvad der tilfommer De Gejiilige og vil unddrage Dem Deres Hæder, 
eller det er Gejjtligbeden, føm gjør Kongen hans Hæder firidig. Dy af- 
føder denne Uro vg Forſtyrrelſe virfeligt Kjetteri, fom det nu vesværre 
feev ud til, da vifer det fig fun, at Kjetteri og Gbriltendomsfpilde fommer 
fra famme Hold fom fædvanligt; vi fjende nemlig faa Grempler paa at Konger 
have fiiftet Kjetterter, men Derimod mange paa, at Konger jult have ftandfet 
Dem, og Biffopper ftiftet dem, faaledes fom man fan fre af de Kjetteres 
Navne, vi nu ville opregne". . . Her følger nu en lang Fortegnelfe over 
flere af Kirfehiftovien befjendte Biftupper og Prefter, hvis Lærefætninger 
eve blevne erflærede vrange og vildledende; i Spidfen for hele Rakken 
ftille8, befynderligt not, De jødifte Ypperfteprefter Annas og Kujafas, 
Der fordømte Gud felv, vg vpeggede den ſtore Hob til at fordre bans 
Død, ffjønt de faa alle hans Jertegn" 1). Bi have her," heder det, ,op- 
regnet temmelig mange færde Mænd, fom bave afjredfommet Kjetteri, og 
funde endnu opregne flere. Vi bave dDvælet ved denne Omftændighed, for 
at Folk ſkulle ffjønne og vide, at Kjetteri oftere er kommet fra Biftop- 


1) Her nævnes Urius, Macedonius, Neftorius, Prifcillianus, Pelagius, Apolli- 
naris, 0. fl. Men den merfeligfte af dem alle, fom flutter Rakken, er en 
„Nikolaus Advena“, der føulde have været Ghrifti egen Difcipel og fiden 
blev Biffop i Serkland (Arabien), men ikke defto mindre var den famme, der 
fenere blev befjendt under Navnet Maumet (Mohammed), og ftiftede den mo 
hammedanføe Lære. Dette Sagn, der maa have været omtalt i et eller andet, 
nu tabt eller lidet fjendt, theologiff Skrift fra Middelalderen, har, faavidt 
vides, ikke været berørt i noget nyere firtebiftoriff Bert, men Eunde nok for- 
tjene en nærmere Gftergranféning. Skulde man ellers formode, at Sverre, 
eller Skriftets Forfatter, med Flid har fluttet Ræetfen med denne , Nikolaus, 
den ſtorſte og værfte af alle Kjettere"', for derved at lede Fanten hen paa 
Biffop Nikolas og endog gjøre Navnet forhadt? Det er fl:t itte ufandfynligt. 


346 Sverre Sigurdsføn. 


per end fra Konger. — Konger tale nemlig meft om fit Rige, fit Konge 
dømme og om Krigsvæfenet; Biftopperne derimod eve beftiffede til at 
paabyde Tro 'og Griftendom, og hvad enten de tale til Thinge eller å 
Kivfer, da fordre De at alle fulle følge dere8 Paabud, og kalde det urige 
tigt og ftridende mod Ghriftendommen, hvis itte alt feer fom De fore 
ſkrive. Findes der faaledes ftundom Kjetteri i deres Flok, fordi de ikke 
altid Dave prædifet den rette Tro, fom vi nys faa Exempler paa, bør man 
dog vide, at Deres Vildfarelfe ikke har været paa een og famme Viis, men at de 
have betraadt ligefaamange Vildftier, fom De have paft Tal til; medens der— 
imod det engang opftaaede Kjetteri ftedfe har været fvalt ved gode (D. e. fyrftelige) 
Mands Magt og Indflydelfe. Ved at fremdrage alt dette af hellige Skrifter 
eller Kirkens Love, bave vi ej hart til Henfigt, at tilføje de lærde Mænd no— 
gen Beffæmmelfe eller den hellige Kirfe nogen Stade, men vi have alene 
ført Det i Pennen paa vort Sprog, for at ufyndige Mænd, der forhen 
iffe vidfte vet Befted om faadanne Ting, nu funne ftjønne tilfulde og 
vide med Visbed, hvorledes alt Ddette er anordnet i den hellige Strift, og 
hvorledes det bør ingttages. Lader Derfor af med de Overgreb, fom nu 
en Fidlang have fundet Sted, og lader pinanden vederfares Met. - Maar 
man fun boder fig til hvad der ftaar i Den bellige Skrift, nyder hver 
Part fin Fribed; men De, fom ville gribe ud over Denne, began Uret, og 
tilbagevifes, faavel af Gud, fom af gode Menneffer og Billigheden felv. 
$Hvad alt dette angaar, fom vi have flrevet og oplæft om de Jndrømmel- 
fer, fom de Gejjtlige foregive at være Dem gjorte, famt forøvrigt om 
Gaver; overveje nu enhver og forftaa nøje, paa bvad Maade man erbverz 
ver Fndrømmelfer og Gaver, faaledes at De ikke ſkulle tilbagefaldes, thi 
forftandige Høvdinger have nokſom indfeet, at Det ej kunde gaa an, at det 
ftod enhver frit at Drage til fig af Kongemagten alt bvad ban ved Lift 
og Underfundigbed kunde faa, og tilegne fig det fom en vel erhvervet Fordel: 
gif faadant an, vilde nemlig Kongemagten fnart fomme under andre Mænd, 
og iffe være felvjtændig. Man overveje og Det pvrige, Vi bare udviklet, om 
Kirfens Forfvar, om Lydighed mod Kongen, eller om uretfærdigt Ban og 
Interdikt, hvilket fidfte vi alenefrygte for vore Synders Skyld og for den 
Stam, det er, naar fremmede Folk erfare den Forbaanelfe, vore lærde 
Mænd gjøre os. Men vi frygte iffe for at blive uvetfærdigt Dømte af 
Gud felv, thi han Dømmer ingen anden Dom end den fom vet er, og 
dDefto nærmere er hans vetfærdige Dom til at bjelpe en Mand, jo mere denne 
forurette8 af Mennefferne med vrange Domme." 

Dette Skrift, der, fom man af Indboldet felv fan fee, var beftemt til at 
oplæfes for Menigmand, og fandfynligviis i flere Urftrifter har været 
fendt omfring og oplært paa Thingene, har neppe forfejlet fin tilfigtede 
Virkning, da vi af flere Omftændigheder maa flutte at FInterdiktet 





1199. Gtvidsførift mod Gejftligheden. 347 


ikke ftrengt, og fun paa enfelte Steder bar været overholdt, ligefom man vel 
og fan antage, at mange af de frafaldne Birkebeiner, der i Løbet af Vint⸗ 
ren vendte tilbage fra Baglernes til deres gamle Parti, ere blevne over- 
beviifte ved de i Skriftet udviklede, indtrængende Grunde.  Uf de Ytvin- 
ger, fom Birkebeinerne vftere [ode falde om ,Kjetterbiffoppen Nikolas”, 
og ,be banfatte Bagler“ 1), ſkulde det næften endog fynes, fom om De 
bogitaveligt hodt fig til den i Skriftet puapegede Sætning, at en uvet- 
færdig Banfættelfe rammer Dens egne Oppavsmænd, og at de betragtede 
Nikolas fom en Mand, Hvis Navn pasfende funde flutte den lange Rakke 
af gejſtlige Kjettere. Ut man maa have fat Priis paa Skriftet, fan vel 
fluttes endog deraf, at vi nu fun fjende det af en Affkrift, tagen i Be— 
gyndelfen af det 14de Aarhundrede *), thi det er heraf øjenfynligt, at ej 
alene famtidige Mænd have føgt at opbevare det til fommende Slægter, 
men at Det et beelt Aarhundrede efter De Begivenheder, Der fremfaldte Det, 
endnu fæftes med FInteresfe. Enkelte gejftlige Korporationer vedbleve 
fremdeles at holde Venffab med Sverre, uden at fære fig om VBanfættel- 
fen. Dette fee vi deraf, at Der paa Ciftercienfer-Ordenens Generalmøde i Uaret 
1200 blev beftemt Straf for de Munfe af denne Orden i Norge, der 
vovede at holde Mesje for den banfatte Konge 3). Ultfaa have Munkene 
i Lpfe Klofter og Hovedøens Klofter trods VBanfættelfen ikke ligefrem vile 
fet bryde med Sverre, eller i alle Fald, naar han havde Magten ved 
Bergen eller Oslo, føjet fig efter hans Onſker, fom om VBanfættelfen ej 
var fil. -Overhoved vide vi om Hovedøens Klofter, at det boldt 
fig inde med enhver Konge, Fyrſte eller Kronprætendent, Der fpillede 
Mefter i dets Naboſkab, og at det lod fig tildele Beftyttelfesbreve af ham 4). 

Pavens Henvendelfe til Danmarf3 vg Sverig3 Fyrfter bleve ligeledes 
uden Birkning. Kong Knut af Danmark havde fuldt op at beftille med en 
farlig Krig, der paa Denne Tid førtes med Markgreve Otto af Branden- 
burg, Grev Adolf af Holften, faavel fom flere tydffe Smaafyrfter, der 
underfføttede dem 5). Den fvenfée Kong Sverke fynes, trods fine danffe 
Forbindeljer, at være traadt i et venffabeligt eller idet mindfte ikke fiendt- 
ligt Forhold til Sverre, thi foruden at den ovenfor omtalte, af Baglerne 
dræbte Karl Sverkesføn, Der, om han ikke var hans Søn, i alle Fald 
maa have været hans Farbroder, var gift med Sverres Datter Inge- 
bjørg, egtede Kong Sverke felv paa denne Fiv eller itte Iænge efter Jar— 


1) Se ovenfor de Udfald mod Baglerne og Biffop Nitolas, der lægges Thor— 
ſtein Kugad i Munden. 

?) Den enefte Afſkrift, vi nu Ejende, findes i en Lovbog, føreven omkring 1330. 

3) Martene, Thesaur nov. Anecd, IV. S. 1294. 

3) Langes Klofterhiftorie S. 613, 624. 

%) Suhms Hiftorie af Danmark VIIL 478, 479. 


3485 Sverre Sigurdsfon, 


fen Byrge Brofas og Fru Brigida Haraldsdatters Datter Jngegerd 1), 
og Borge ftod, fom vi vide, allerede [ænge i det nærmefte Venſkabsfor— 
bund med Sverre, faa at endog hans egen Søn, Philip Jarl, oppoldt fig 
ved Sverres Hof og fæmpede i bang Hær. Om Sverres Statsklogſkab 
har baft nogen Deel i denne Ordning af Forholdene, der maatte være 
ham faa fordeelagtig, vides iffe, da Der ingenfteds tales derom eller hen— 
tydes Dertil; ufandfynligt ev det ikke. Men faa meget er vift, at 
under disſe Forhold funde det ligefaalidet falde Kong Sverfe, fom Byrge Jarl 
ind at gjøre Sverre nogen Fortred. Det lader heller iffe til, at Fslæn- 
Dingerne ved Pavens Breve have ladet fig bevæge til at afbryde den 
venffubelige Forbindeffe med Sverre. Der tales i det mindfte iffe om 
noget faadant, bvilfet Dog, om Det havde ſkeet, vilde have været for mere 
feligt tif ej at blive berørt; ligeſom og den famtidige Forfatter af Biffop 
Paals Levnetsbeffrivelje omtaler Sverre I de fordeelagtigfte Udtryk, og 
dvæler ved Venffatet mellem ham og Biffop Paal paa en Maade der vifer 
at ban anfaa det lige fmigrende for begge, uden at der findes fjernefte 
Hentydning til, at Det nogenfinde afbrødes faa fænge begge vare I Live. 
Biſkop Nikolas og Sterres øvrige Fiender ſkuffedes ſaaledes viftnok for 
en ftor Deel i de Forventninger, med bvilfe de upaatvivlelig tmødefaa 
Virkningen af de pavelige Buller og Strivelfer, fom de ved Deres eenfi- 
Dige Fremjtilling af Forboldene havde fremfaldt. Men om VBirfningen 
end ikke ftrar blev den tilfigtede, nemlig ganſke og aldeles at fyrte Sverre og 
hans befe Parti, var Den dog farlig nok, fom man af det nys anførte Strids- 
ſkrift felt fan fee, og neppe vilde vel nogen have vovet at trodfe denne truende 
Storm der ikke befad Sverres overlegne Sulenter, Statsklogſkab og Udholdenhed. 


1 At Sverfe var gift med Ingegerd, Byrge FJarls og Brigidas Datter, figes 
baade i Fagrffinna Gap. 215 og i Knytlingafaga Gap. 93. Paa begge 
Steder lægges der udtrykkeligt til, at deres Søn var Jon, der fiden blev 
Konge I Sverige. - Jon var, fom Gverres Saga Gap. 182 udtryffelig an: 
giver, ved Morfaderen Byrge FJarls Død 1202 et Aar gammel; han var 
altfaa fød 1201, bhvilfet ogfaa tildeels fremgaar deraf at han ej Eronedes 
før 1219, det vil fige efter opnaaet Myndighedsalder af 18 Aar. Hans 
Forældres Giftermaal falder faaledes allerfeneft i 1200, men maaffee alle 
rede i 1199. Ifolge en iffe fynderlig paalidelig Kilde (den forøiffe Glægt- 
tavle over Ubfalons At aftryft hos Langebet IV. 545 fag.) ſtulde Sverke 
ogfaa have været gift med Benedifta, en Datter af Erfebiffop Andreas Su- 
nesjøens Broder, Ebbe Sunesjøn, der faldt, fæmpende for Sverfe, i Slaget 
ved Cena 1208. I fig felv er dette ikke ufandfynligt, men vel, at Benez 
difta fEulde have været hans ferfte Huftru, thi i faa Fald maatte hans 
Sønner med hende have gaaet forud for Jon i Urveretten til Riget. Ri— 
meligere er det at han har egtet Benedikta efter Ingegerd, og at dette Fan 
have været en af Aarfagerne til, at Folfungerne bleve hans Uvenner. 





« 


1199. Gverre anffaffer fig en ny Flaade. 349 


62. Sverre ſtaffer fig en ny Flaade. Baglernes uheldige Ungreb paa 
Nidaros. 


Kong Sverre tilbragte, fom ovenfor nævnt, Vintren efter Den merke- 
lige Bergensfommer i Throndhjem, medens Baglerne havde hele Landet 
inde paa Fbrøndelagen nær. Det var pjenfynligt, at det aldeles ikke 
unde lykkes ham at fordrive dem, eller at han overhoved intet kunde ude 
rette imod dem, faa fænge ban felv ingen Krigsffibe havde, medens De 
vare i Befiddelfe af mange og ftore Sfibe. Saavel ved Thorsberg, fom 
i Bergensfeden vifte det fig noffom, at der fom intet ud af at ville an- 
gribe ftore, bordhøje Fartøjer med Smaaftuder. Men ved egne Midler 
funde Sverre ikke ffaffe fig nogen ny Krigsflaade: dertil maatte ban have 
Bøndernes Biftand. Han faldte dem derfor fammen til et Thing i Byen 
efter Julen (1199) og henvendte fig til dem med Anmodning om at bi- 
Drage noget til at frelfe Landet for Baglernes Angreb. „Saaſnart Vaa— 
ren kommer,“ fagde han, ,ville Baglerne ganſke vilt indfinde fig ber i 
Fjorden og gjøre eder megen Ufempe; vi Birfebeiner have nu, fom I vide, 
ingen Skibe, og funne faaledes ikke godt forfvare eders Gods eller Liv, 
thi det er umuligt for o8 at fomme ligeſaa fnart ovenom til Lands, fom 
de udenom til Soes. Om det end folder eder noget foftbart at udrede 
Dette, ville I dog tabe endnu mere, hvis Baglerne plyndre eder.”  VBøn- 
derne fandt det nof faa vimeligt, at Kongen enffede at flaffe fig en Flaa- 
De igjen, men ønffede dog, forinden de tog nøgen VBeftemmelfe, at vide 
hvor mange og bvor ſtore Sfibe ban tænkte at fade bygge. Han fva- 
rede, at ban bavde tænkt fig, at der for bvert af Throndelagens 8 Fyl— 
fer byggedes eet Sfib par Bøndernes Befoftning, og at Bymændene faavel 
fom Birfebeinerne ſelb (d. e. Kongen og hans Stridsmænd) befoftede faa 
mange flere, fom de funde ffaffe Midler til: intet af Skibene ffulde være 
mindre end paa 25 Rum, men heller, om muligt, frørre. „Thi,“ fagvde 
han, ,ved Thorsberg blev det mig altfør utaaleligt at Branderne paa Bag- 
fernes Skibe ftode mig lige i Øjnene, nu faa jeg helſt, at vore Skibe 
næfte Gang vare ligefaa meget højere end deres.“ Kongen henvendte fig 
iffe forgjeves til Thronderne, der i denne hans Frængfelstid viifte ham den 
famme Hengivenhed og Froffab, fom i hans Ivøfeligere Dage: et For— 
bold, der er dem og bam felv lige meget til Haver. Thi Denne Ve- 
vilgning havde, fom man fan fre, intet med Ledingen at beftille. De Ski— 
be, hvorom her var Fale, ffulde være langt ftørre end Ledingsſkibene, og 
blive Kongens, iffe Bøndernes, Gjendom; her var altſaa Epsrgsmaal 
om et overordentligt Krigsftyr, fra bvilfet Bønderne funde have fluppet 
ved at forlade Sverre og gaa over til Baglerne. Morgenen efter fom 
De fammen i Olafsfirfen for at overlægge om Gaqen, og vegne efter, 


350 Sverve Sigurdsføn. 


hvor ſtor Befoftningen vide blive. De fandt da, figer Sagaen, at der 
iffe fom faa meget paa hver Mand, og befluttede, villigt at udrede det 
forlangte. De gave faaledes Kongen det Svar, at ingen Befoftning flulde 
fra dereg Side fpares i hvad han fandt nødvendigt Da Kongen 
havde modtaget dette glædelige Filfagn, (od han Skibsbygningsarbejdet faa 
fnart fom muligt fætte i Berk, thi ingen Tid var at fpilde. Allerede 
ftrar efter Paaſke (Sde April) hatde man faaet 8 fore Skibe optømrede, 
fer ude paa Øren, eet Å Kongsgaarden, og eet i Biffopsqaarden. Det, fom 
rejſtes i Kongsqaarden, var ftørft, Dog fun paa 25 Rum, vg fit Navnet 
Ognarbranden (Søræf-Branden); de pvrige holdt vel heller iffe mecr end 25 
Rum, men de byggedes alle høje i Forhold til Rumtallet. For end fnarere at 
faa en nogenlunde brugelig Flaade i Stand, lod Sverre ogfaa nogle Fragt- 
ffibe dele paa tvers, og forlænges I Kjølen, fan at de funde rumme en 
heel Mad Aarer paa hver Side, ligeledes fod han i af Haft udrufte ale 
De Skibe der fandtes i Byen, og paa nogen Maade fyntes anvendelige til 
Krigsffibe. Desforuden førgedes der, fom fædvanligt, for Byens Befæftning; 
ved Enden af Broen paa By-Siden opførtes et Kaftell, og Der oprejjtes 
to Valflynger, en ude paa Øren og en anden ved Elven *). 

Bed Pindfetid (Pindfedagen var den Gte Juni) viifte Baglerne fig I 
Fjorden: de fom da fra Haalogafand med hele deres Soſtyrke. Forſt 
fagde de ind til Munkholmen, men Da de faa at et Angreb paa Byen fra 
Soſiden vide blive altfor vanfteligt, gjorde de et Tog heelt ind i Fjor- 
Den, berjede overalt og ffaffede fig noget Bytte, der Dog iffe fan have 
været meget ftort, Da hele Toget neppe fan have varet fængere end een, 
hojſt to Dage ?), og Bønderne overalt, hvor de fom, flokkede fig fammen, 





1) Der ftaar ikke udtrykfeligt, at Bro:Kaftellet opførtes juft nu, men da det ej 
omtales ved nogen tidligere Lejlighed — 1179 tales der endog udtrykkelig 
alene om Gjerdet ved VBro-Enden, fe ovenfor S. 98 — og Sverre desuden 
nu efter Ødelæggelfen af Borgen paa Gteenbjergene trængte til flere Ber 
fæftninger i Byen felv fra Landfiden end før, bliver det faa godt fom vift, at 


biint Kaftell er bygget i Løbet af den her ombhandlede Binter. Hvad Val: 


flyngerne angaar, ev bet vel muligt at de førft ere rejſte efter at Baglerne 
havde vift fig i Fjorden, da Opfætningen af flige Maſkiner ej fynes at have 
taget faa lang id (fe ovenfor S. 295) men da Sverre ventede Baglernes 
Beføg, er det dog rimeligft, at han i Forvejen havde tvuffet alle Forberez 
delfer til deres Modtagelfe. 


— 


18de Funi. Umiddelbart før dette havde Baglerne ligget , nogle Nætter! 
(altfaa mindft to) i Wafenfjorden, og en Uge i Orfedalsfjorden, famt før deres 
Tog derhen to Nætter under Rodbjerget, hvorhen de begave fig Dagen efter 


Kampen ved Nidaros, Hele Jiden mellem denne Kamp og Strindføflaget 
udgjør altfaa tilfammen mindft 12 Dage, fra Gte til 18de Juni, da det ude 
trytkeligt figes at Baglerne Éom i Fjorden Hvitadagene (d. e. Pindfedagene) 


Dette tan ffjønnes af følgende Beregning. Slaget paa Strindfø foregik den 





1199. Baglerne i Shrondhjemsfjorden. - 351 


ſkod paa dem, og tilføjede dem al den Skade, de funde. Biffop Nifolas 
talede oftere for fine Mænd og førte vet det ftore Ord. Sverre Prejt" 
fagde ban, ,har nu iffe mere tilbage af Norge end et Nes, og egentlig 
par Det nok for ham, om ban fun vaadede for den Strimmel af Øren, 
der ligger udenfor Valisfaderne, og felv hang der paa Galgen. Vi Bag- 
fer behøve iffe at bryde o8 om hvor han farer med de Habbukke, han 
nu fader klinke ſammen i Byen, thi førend Thronderne have noget Gavn 
af dem, ville de nok fee alle fine Hufe forvandlede til Kul. For den 
Sags Skyld funne vi gjerne fværme om i Fjorden, føm vi finde for godt, 
uden mindfte Frygt, thi Birkebeinerne have ingen Styrfe, der fan maale 
fig med vor.” Af disfe Ytringer feer man imidlertid, at der dog har here 
ffet nogen Betænkelighed blandt Baglerne med Henfyn til denne Flaade, 
Sverre nu føgte at faa i Stand. Da VBaglerne fom tilbage fra dette 
Tog, lagde de til ved Depil (Devle) indenfor Ladehamrene med de ftore 
Skibe, hvis Mandffab her gif i Land for at føye ovenom til Broen, og 
der begynde Angrebet, medens Smaaffuderne roede udenom ind til Elven, 
hvor deres Befætning vilde gjøre Landaang. Sverre var imidlertid vel 
forberedt paa at møde Angrebet. Den ſtorſte Deel af fin Hird havde 
ban ladet tage Plads oppe ved Broen, under Anførfel af Haafon gaten 
og Peter Steyper; felv frillede han fig med en ringere Styrke ude paa 
Øren; paa Huustagene langs hele Elven, der vare forfynede med Bryft- 
pærn af Bord, næften fom Biggyrdler eller Sfandfeflædninger paa Skibe, 
ftode Ledingsmænd og Bymænd, forfynede med tilftrætkeligt Forraad af 
ftore Stene til at fafte paa Fienden. Baglernes Studer vovede iffe at 
fande ude ved Bratøren, hvor Sigrflugan, Sverre8 Merke, ſaaes at vaje. 
De roede heelt op til Sfellingbellen, og fød paa Bymændene, men torde 
iffe fomme vet nær, formedelft den Steenregn, bvormed De bilftes fra Hu- 
fene og Bryggerne, og fode fig Derfor drive med Strømmen ned igjen til 
udenfor Bakke. Sbverre gif da op til Smedeboderne, og fod VBaglerne 
bilfe, at de gjerne funde fomme i Land paa Bratøren. De forføgte vir- 
felig ogfan at fande Der, men med øjenfynlig Engftelfe; og dDa Sverre nu 





hvilfet umuligt fan betegne nogen tidligere Dag end Pindfeaften, Ste Juni 
(og felv dette fun med Nød og neppe, da man egentlig ikke regnede ,,Hvita- 
dagene"! førend fra Ifte Pindfedag, fe Biffop Arnes islandſke Ghriftenret, Gap. 26, 
hvor Pindfeaften kaldes Løverdag før Hvitabdagene"'), og Tiden for Slaget bliver 
endda fnap nok.  Opholdet i Aafenfjorden bliver faaledes fra 16de til 18de 
Juni, ved Orfaelven fra Gde til 16de, ved Nødbjerget fra 7de til 9de; Sla— 
get maa altfaa have fiaaet felve førfte Pindfedag, den Gte Juni, og, fom 
man fan flutte af Ytringen, at Baglevne efter Slaget overnattede ved Depil, 
om Gftermiddagen. Tiden til Joget indad Fjorden og tilbage igjen bliver 

. faaledes efter den allerrummeligfte Beregning fra Pindfeaften den 5te, maaffee 
om Morgenen, til Pindfedags Middag den Gte. 


TETTE 


352. Sverre Sigurdsſon. 


med fine Folk ilede imod Dem, og angreb dem med den heftigfte Pile- og 
Spyde-Neqn, toge De ftrar Flugten i faadan Forvirring, at et af deres 
Fartojer fom paa Grund og nær var faldt i Birkebeinernes Bold; mange 
af Befætningen bleve dræbte og faarede. De øvrige føvyndte fig ud af 
Given, og tilbage til Ve ftore Sfibe. Imidlertid angreb Baglernes Ho 
vedftvrfe, under Anførfel af Biſkop Nifolag, Hallvard af Saaftad og In— 
ge, fom de faldte deres Konge, VBirfebeinerne ved Broen. Disfe ilede 
ftrar imod dem, og Legge Parter mødtes midt paa Broen, bvor der nu 
blev en overmaade bidfig Kamp, i bvilfen flere faldt paa begge Sider. 
Birfebeinerne bleve førft trængte tilbage af Baglerne, men Da Visfe fom 
under Kaftellet ved Bro-Enden, ftandfedes de ved Stene, fom Vefætnin- 
gen flyngede ned paa Dem; De taprefte af Birkebeinerne vendte fig nu atter 
imod dem, og drev Dem paa Flugten. Derved opftod faa for Trangſel 
paa Broen, at Rækværket gikt af paa begge Sider, og mange af Baglerne 
ftyrtede ned i Elven, ligefom flere ogfan bleve dræbte paa Broen. Da Baglerne 
faa at de intet funde udrette paa denne Maade, traf De fig tilbage ud af 
Skudvidde, for at overlægge om bvad der var at gjøre. Biſkop NMifolas 
raadede til at brænde Broen af, tbi Da vilde Birkebeinerne ingen anden 
Udvej bave fra Byen, end gjennem Borgen paa Jlevollene: naar man da 
fejrede fig der og fperrede dem Denne Vej, var Det, tænkte han, en let Sag 
at udhbungre dem. Baglerne fulgte dette Raad, og forføgte paa antænde 
Broen, men ffjønt de nof fif fat Ild paa den, Ivffedes det dem dog ikke 
at brænde mere op end noget af Den fydlige Ende, bvoraf et Lag blev ftaa- 
ende tilbage, thi Birfebeinerne vare firar ved Haanden og flukfede Ilden. 
Nikolas og De øvrige Unførere maatte ſaaledes med uforrettet Sag vende 
tilbage til deres Sfibe ved Depil. Paa Vejen aflagde de dog forſt et 
Beføq i Elgeſeter, og tvang, under Frufel af at brænde Kloſtret op, 
Prioren og de øvrige Kannifer til at følge med, og gaa ombord i Biftop- 
peng Skib for at Deeltage Å Kampen mod Sverre.  Strar . efter fom 
Smaaftuderne fra den uheldige Kamp ved Bratt-Øren, og den hele Flaade 
blev liggende paa famme Sted om Natten. Morgenen efter den 7de 
Juni) fagde Baglernes mindre Sfibe fig paa Den anden Side af Lavde- 
hammeren, Der vender mod Byen, medens Biſkop Mifolas paa fit bur- 
tige Skib Raudfuden roede over til Ilsviken, for at udfer et Sted, hvor 
man bedft funde lagge til, om man paa nvy vilde gjøre Landgang. Sverre 
fjendte Sfibet, og (od ftrar en faafaldet Karfe drage fra Elven tvers over 
Øre-Odden, idet en Moængde Folk gif paa begge Sider, faa at den ikke 
funde fees fra Søen. Nikolas fik Dog ſtrax Øje paa Den, faafnart den 
var fommen i Søen, og vad heel forfærdet fine Mænd tage til Aarene og 
ro affted faa burtigt de funde. „Jeg giver eder," fagde han, , baade grønt 
og rodt Klæde til Kjortler, naar I fun vo qodt; men I vor jo ikke! fee 








Å 
| 


1199. Baglerne i Fhrondhjem. 353 


I da ej at vore Ficnder fare fom galne efter os, medens Det ev ligefom 
vor egen Skude ftaar ſtille?“ Med disfe Ord fprang ban ned fra Løfte 
ingen og forud i Stibet med faadan Fart, at Huen 1) fløj bam af Ho— 
vedet, og faldt i Vandet. Men han havde kun Oje for Fienden; brug 
eder, fom I bedjft fan," fagde han, Det ev mig, De ville have fat paa” 
Hans Frygt var overfledig, tdi Det var fun medens Naudfuden vendte 
og endnu iffe havde faaet fuld Fart, at Birkebeinernes Karfe balede ind 
paa den; Da den førft var fommen i Fart, havde det ingen Nod, og Bag- 
lerne paa de andre Fartøjer, fom faa Jagten, fendte desuden ſtrax nogle 
Studer affted for at fomme mellem Landet og Karfen, og faaledes af: 
fjære denne Filbageteget. Anund Ufred — faa bed Karfens Styrmand 
— maatte derfor føynde fig at vende tilbage, og Det Iyffedes ham ikke at 
faa fat paa Biſkoppen felv, men Huen lod han dog fifte op og bragte 
den med til et Tegn paa, Hvor nær han havde været ved at gjøre Den 
heldige Fangit. Strax efter blæfte Der op en beftig Nordoſtkuling, for 
bvilfen Baglernes ftore Skibe laa farligt udfatte, faa at Sverre kunde 
ffjønne at det ej var godt for dem at holde fig der. Han lød derfor 8 


| Hefte bringe vver Elven, befteg felv een af Dem, og red nu felv Sde fordi 


Lade lige ned til Depil, hvor ban jujt traf nogle af Baglernes Folk 
beffjeftigede mid at løfe Landtougene, Da det var deres Henfigt at bale 
Sfibene fængere ud under Anfertougene. Men Sverre forftyrrede Dem i 
Dette Arbejdez en Deel af dem bleve DdDræbte, og en Deel andre jagede 


| udi Søen; fun enkelte undfom paa deres Baade. Vaglerne maatte nu 
tappe Landtougene, og forlade denne i dobbelt Henfeende farlige Strand. 


De fejlede ud til Rodbjerget, hvor De bleve liggende i to Natter (7de til 


| 9de Iuni). - Derfra begave De fig ind i Orfedalsfjorden, fandede ved Roa— 
| Bjerget og paa mange andre Steder, og ilede overalt firar op i Land, forat 
+ plyndre Mad og Gods, baade langt op i Bygden og paa Sætrene. Sverre 


havde imidlertid, forudfeende at Dette vilde flee, ſendt en Deel Folk til 


Orkedalen under Anførfel af Evjulf Havlesfjøn og Bjalve Skindſtak *). 
| De lagde fig paa Luur ved Gaarden Holte paa Oſtſiden af Elven, og 


1) I Oldfproget ,kveif,* hvilfet er en noget forandret Form af det franfée og 
gammelt engelffe coif, det middelalder-latinffe cuphius, en VBenævnelfe paa 
de Hatte eller Huer, gejftlige Perfoner plejede at bruge, naar de vare paa 
Mejfer.  Nifolas var ved denne Lejlighed ikke belavet paa Kamp, og havde 
derfor iffe fin NRuftning paa. 

2) Eyjulf hørte, fom vi vide, hjemme i Orkedalen, og derfor var han rimelig- 
viis valgt til Unfører, fom Ffjendt Mand i Egnen. Gandfynligviis var og- 
faa Bjalve derfra. Det var den famme, fom i 1197 havde været med at 
overgive Sverresborg, fe ovenfor. 

9 


Mund. Det norfte Folks Hiftorie. I. 23 


354 Sverre GSigurdsføn. 


dræbte en Mængde af VBaglerne, faavel i Tunet, fom paa deres Flugt 

til Elven. En heel Deel ſogte at frelfe fig ved at fvømme over denne, 

og nogle af dem druknede. De øvrige undfom til Skibene. Ogſaa ved 

en Ster blev en Flok Bagler overfaldt og flere Dræbte. Dette gav dem 

Afſmag paa at gjøre flere faadanne Strejftog i mindre Floffe. Derimod 

begav en Ufdeling paa 360 Mand fig hen til et Sted, hvor de havde 

faaet opfpurgt at Birkebeinerne havde bragt en Deel Kvæg fammen, drev 
Det ned til Stranden, flagtede Det alt fammen og bragte Kjødet om— 

bord. Ved denne Lejlighed faldt en Birfebein i deres Hænder ved Gaar— 

den Nodar 1). Han udgav fig for at være en flet og ret Ledingsmand, 

men de hug Dog Foden af ham. Da Baglerne paa denne Maade havde 
tilbragt en Uge (Qde til 16de Juni) i Orfedarsfjorden, vendte de tilbage 
ind til Munfbolmen, men fandt Det dog fremdeles randeligere at plyndre 
bift og ber i Fjorden, end paany at angride Byen. Denne Gang fivrede 
De ind i Aafenfjorden, bvor De for det førfte lagde fig udenfor Hyndeya 
paa Froſten *). 


63. Slaget paa Strindfø. Vaglerne lide Nederlag. 


I Nidaros havde man imidlertid drevet paa Skibsbygnings-Arbejdet 
med faadan Iver, at alle Sfibene vare fuldftændigt færdige udentil, men 
manglede fun den indvendige Klædning. Egentlig var det endnu for tide 
figt at tage Dem i Brug, men Da Det gjaldt fnareft muligt at ftandfe Bag— 
ferne8 Uværfen, gave Mange det Raad at bringe dem paa Søen og føde 
ud med Dem, faafnart man med nogenlunde Sifferhbed funde antage, at de 
iffe vilde flafne under Svyngden af det talvige Mandffab. Dette Raad 
blev fulgt, og ved anftrengt Arbejde drev man Det Dertil, at bele Flaaden 
funde [øbe ud af Elven tidligt om Morgenen den 18de Funi 3), befat 
med de Folf, man bavde ved Haanden, eller til Den Tid havde faaet fame 
fet. - Kongen fejlede felv i Spidfen paa et Skib, ban bavde faldet , Hugroen”, 
og fom fivredes af Thord Finngeirsbroder, Der for femten War tilbage 
bavde ftyret Mariefuden i Slaget mod Kong Magnus. Det fore Skib 
„Ognarbranden“, fiyredes af Peter Steyper og Cyvind Preftsmaagi 
Haafon, Kongens Søn, fyrede  Vidfjaaen" fom altfaa var opfaldt efter 
Det ældre Skib af dette Navn, der blev brændt ved Oslo); Pyilip Jarl 


— pa oi nf | 








1) Nu Rovan eller Roven paa Geitftranden. 
?) Sverres Saga Gap. 155—157. 
3) Fredagen efter Botolfsmesfe, fom det i Sagaen angives. Botolfsmesſe er 


17de Juni; den faldt i 1199 paa en Ihorsdag, og Fredagen derefter er faar 
ledes den 18de. 


1199. Slag paa Strindføen. 355 


ſtyrede „Hjalpen“. Da alle Skibene vare komne ud, lod Kongen blære 
til Samlina, fteg op paa Sfjermtaqget, og gav De nødvendige forelebige 
Befalinger. Forſt og fremft paalegde han alle, fom iffe nys før havde 
flriftet deres Synder, at gjøre Dette, Da Det nu viftnof vilde fomme til 
et Slag, fra bvilfet iffe alle vilde vende levende tilbage; Dernæft bad han 
fine Mænd at fpife og drikke, medens de fliftedes til at ro. Hvis VBag- 
ferne føgte at undgaa Slag, ſkulde man forfølge dem, idet man faa vidt 
muligt iagttog, at alle Skibene holdt fig jevnfides, omtrent i et Pile— 
ſtuds Afftand fra binanden, og at et vift Untal Smaaffuder fulgte hvert 
Langftib. Det var flart Solffin og enfelte Vindftød udenfra, faa at 
Merket idelig flagrede fra GStangen. Baglerne havde, fom Nikolas's 
Fale vifte, gjort fig beel vinge Forventninger om Virfebeinerne8 nye, i 
Haſt fammentømrede Skibe, men det vifte fig nu, at Dde i Det mindfte 
pare meget hurtige under Aarerne, og Dette var ogſaa I fig felv Højft rime- 
figt, da de vare ganffe tørre og nys tjærebrædte, famt uden anden Lade 
ning end Befætningen. Sverre gif felv ombord paa en Skude, og ilede i 
Forvejen ind efter Fjorden for at opdage hvor Baglerne var. Af en 
Bonde, føm ban traf etfteds paa Kyſten (fandfynligviis paa Yderfiden af 
Froften), fit han vide at Baglerne endnu faa i Aafenfjorden, og at han 
vilde faa Øje paa dem, faafnart han fom indenfor Horne ?). Med denne 
Beffed vendte han tilbage til Flaaden, og fagde, hvor man ftulde fyre 
ben. Men de vare neppe fomne halvvej8 over Fjorden, førend de faa 
Baglernes Flaade fomme frem om Horne og tage Vejen norden om Fau- 
terøen ud paa Fjorden. - FJmidlertid havde Bagferne fanet Øje paa Bir— 
| febeinerne8 Stibe, og faavel Biffoppen, fom Sigurd Farlsføn og Reidar 
Sendemand raadede til at ro ud efter Fjorden, og ikke indlade fig i Slag 
| med Sverre, Der neppe vilde funne naa dem med fine fore Skibe. Hallvard 
af Saaftad og Philip af Veigen, en anden oplandft Høvding, vilde Veri- 
mod belft at man ffulde vppebie Fienden. Det blev dog, fom Hine vilde, 
| og De føyndte fig faa haſtigt de funde ud efter Fjorden, idet Nikolas gif om- 
bord paa Naudfuden og Sigurd og Neidar ligeledes paa bhurtigt fejlende 
Skuder, og roede foran Langftibene. Da Birfebeinerne faa dette, Drejede 
De af og ſtyrede vefter før Sauterøen, for at møde Dem: faaledes fom begge 
Flaader nær henimod binanden ftrar indenfor Ømbornes *). VBirtebei- 
nerne fagde nu Aarerne op og iførte fig Deres Muftning, i den Tanke at 
Baglerne vilde lægge til Strid. Men Baglerne føgte fun at komme bort. 






















1) Horne er den pderfte Spids af Frofte-Halvøen. Siden Sverre ikke faa den 
fiendtlige Flaade, maa han altfaa have landet paa Yderfiden af Nefet. 
2) Dette Nes ſtikker, fom bekjendt, frem, firar føndenfor Gtrandens Kirke, og 
ſees lige i Nord fra Throndhjem. 
20 * 


356 Sverre Sigurdsſon. 


Sverre blev nu ængfilig for at de flulde forføge et Angreb paa Byen, 
Der i dette Øjeblif aldeles manglede Forfvarere, og bad derfor fine Mænd 
anftrenge fig til det vderite, for at indhente dem. Fire Mand paa Kon- 
geffibet toge Derfor fat paa bver Mare, og Det gif næften med Fuglens 
Fart. Baglerne halede ligeledes ud alt, hvad de funde, men deres Skibe, 
Der hele Vintren igjennem havde været i Søen og desuden vare fterkt la- 
dede med Levnetsmidler og ranet Gods, gif iffe nær faa hurtigt. Da 
Det faaledes var pjenfynligt, at Birkebeinerne inden føje id vilde indhente 
deres ftørfte Sfibe, ſprang Hallvard af Saaftad op i Løftingen paa fit 
Skib Staalpen, og gav VBefaling til at alle Skibene ſkulde ftandfe Far- 
ten, vige noget tilbage, og idet Birkebeinernes Skibe ſkode hurtigt forbi, 
angribe og rydde De bagerfte af dem. Det aller bagerfte var Bidfjaaen, der 
ftyredes af Kongefønnen Haafon; det var fvagt bLefat, og funde derfor 
iffe fomme faa burtigt frem. Det var Dog fun Baglerne8 Smaaſkibe, 
fom det lykkedes i en Haft at vende; de ftore kunde iffe paa langt nær 
maale fig med Birfebeinernes i Hurtighed. Kongens Sfib var omtrent 
et Pileffud foran De øvrige, og allerede faa nær Halvards Skib, at 
Stavnboerne begyndte at føyde paa Det „Seer du Hallvards Stiv", 
fagde Kongen til Thord Finngeivsbroder. Hvorfor ffulde jeg ikke fee 
det”, fpurgte Thord igjen. „Det gjelder din Lykke for Fremtiden”, fagde 
Sverre, påt du naar Hallvards Stil, tbi ved det ville vi ligge i Dag". 
„Det bar ingen Vanffeligbed, Herre”, fagde Thord, Det fvajer netop 
faaledes fom I pnfte"; ſtrax efter fvajede Skibene imod binanden 
med VBagbordfide, Dog faa de iffe fammen efter den hele Længde, da 
en Sfude, der tilhørte Grit af Haa, var fommen imellem. Strar efter 
fom Philip Jarls Skib til paa Den anden Side, men I faadan Fart, at 
Det førft ſtod forbi og faa nær Forjftavnen paa Halvards Skib, at 
Jarlens Stavnboer fik baget Stavnljaaer om Dragehovedet; Farten var 
faa fterk, at Hovedet gif af, og De maatte gribe fat i det tilbageftaae 
ende Skaft. Derved fik de endelig deres Stiv frandfet, og lagde nu til 
paa Styrbordfide fra Stavnen til Øferummet. Efterhaanden fom ogfaa Å 
dDe øvrige Sfibe, og lagde til de fiendtlige, faa at omfider fer af Baglere 
ne8 fore Skibe bleve aldeles omringede af Birfebeinerne8; Det fyvende, 
fom Biftoppen bavde ftyret, førend han gif ombord i Raudfuden, faa fit 
Snit til at fmutte ud, juft fom Strømmen drev et Par af Birtebeinernes Å 
Skibe længer fra binanden; Det roede til Land, og blev der forladt af 
Befætningen. Baglernes mindre Fartojer holdt fig forfigtigt tilbage i no⸗ 
gen UAfftand, af Frygt for at blive Dragne ind i Kredfen. Det ftørfte af. 
Birkebeinernes Skibe, Ognavbranden, lød fig iffe faa let vende, fljønt man 
gjorde fig al Umag derfor, og da VBaglernes Studer undgif den faa mer 
get De kunde, fom den ikke til at tage fynderlig Deel i Slaget. Man 








- 


1199. Slag paa Strindføen. 357 


var nu fommen lige ud paa Strindføen. Førend Slaget begyndte, holdt 
Sverre en fort Tale til fine Mænd, hvori han, tvert imod fin fædvanlige 
Mildbed, foreftrev, at Hvis de, hvad han ej tvivlede om, vandt Srjr, 
ſkulde de nu bufte paa, bvorfedes Baglerne havde udbungret Dem forrige 
Sommer, og derfor ikke ffjenfe nogen af dem Livet, undtagen dem, der hen— 
vendte fig umiddelbart til Kongen felv; det var tydeligt, fagde han, at 
man iffe fit disfe Fiender af Vejen uden med Ovd og Egg; blandt deres 
Rakker vare faa mange Edsbrydere og Kongefvigere, at de nu alle ffulde 
undgjelde derfor. Kampen førtes med ſtor Heftigbed i fer Timer lige 
fra Middag til Midaften. Sverre felv ſkod ivdelig med Laasbue, ligeledes 
Philip Jarl. Denne blev faaret af en Pil i Urmen under Armſkinnen, 
men drog iffe Pilen ud førend om Uftenen, da Alt var forbi. Efter— 
baanden begyndte Befætningen at tyndes paa Halvards Skib, og man 
entvede faa vel fra Kongeftibet fom fra Jarlsſkibet. Hallvard var ilet 
ned af Løftingen, og blev Dræbt midt paa Dakket, under Skjermtaget. 
Agter paa hans Stiv var der en Mand, iført en gautſk Hjelm og Pant- 
fer, der i Begyndelfen af Slaget havde faaet Naſen fnuft af en Skjefte- 
flette, men fæmpede dog fremdeles med den ſtorſte Fapperhed; Da Elie 
bet begyndte at ryddes, føeg han op paa Sfjermtaget ved Maften. En 
Hirdmand blandt Birkebeinerne, ved Navn Askell, fterk af Kræfter, og 
iført Spangbrynje, gif op imod ham, og bug til ham, men Hugget traf 
| en fremragende Feltftang. Den anden, der bverfen havde Sverd eller 
| Skjold, flog til Asfel med en fvær Steen, faa at ban faldt ned af 
GSfjermtaget. Flere, fom faa dette, fagde, faa Kongen godt funde bore 
det, at Det vilde være en onſkelig Sag, om denne tapre Mand fik beholde 
Livet, og lod fig overtale til at træde over i deres Fjenefte, ban vildenot 
tilgavns funne værge fit Rum. Men Kongen fod fom om han intet hørte. 
Kort efter blev Manden truffen af en Paalftav, faa at ban faldt ned af 
Skjermtaget. Askell var imidlertid fommen paa Benene, og Kampen mel- 
fem dem begyndte igjen; Enden blev, at Askell dræbte ham, men 
havde faaet fore Suar. Nu blev Hallvards Skib aldeles ryddet, vg 
Derpaa De øvrige fem, Det ene efter det andet. Biſkop Nifolas, Ver tilli- 
gemed Baglerfongen Inge var ombord paa Naudfuden, havde den bele 
Sid ej holdt fig nærmere Striden, end at de funde fee, hvor ben Lykken 
vilde vende fig. Gaafnart de merfede, at Birfebeinerne fit Overbaand, 
toede de af alle Kræfter ud efter Fjorden. Det lader til at Sigurd 
Jarlsſon og Neidar Sendemand fulgte Deres Exempel, tbi ogfaa De vare 
mbord paa Smaaffuder, og bavde, fom det fynes, flet ikke Deeltaget i 
ampen. Da de ftore Sfibe vare ryddede, flygtede alle de lettefte Sku— 
Der ud efter Fjorden; endeel ftyrede dDerimod ind til Kvften, hvor Mand— 
ffabet vilde fpringe i Land, men Birfebeinerne vare lige efter dem, fældte 



























bin 


358 Sverre Sigurdsføn. 


endnu en heel Deel af dem, og toge alle Sfitene. Derpaa vendte Birte 
beinerne fejevige tilbage til Byen, hvor de iffe fom, førend det allerede 
var Nat, og lagde op i Elven ved Flodtid. Det vifte fig nu, at flere 
af Hevdingerne, tvert imod Kongens firenge Befaling, havde fljenket flere 
fangne Bagler Livet, med bvilfe de ftove i Slagtſkabs- eller Venffabs- 
Forbold. Undre, fom holdt fig ftrengt til Kongens Ord, vilde ikke vide 
af nogen faadan Mildhed, og dræbte nogle Bagler, fom Deres Beſtyttere 
bavde fuffet inde i en Stue. Disſe gif til Kongen og flagede Derover. 
Men denne gav dem fun det Raad, at underføge, om bine, Der havde 
dræbt Dere Frænder eller Venner, iffe ligeledes bavde ffjenfet fine Fræn- 
Der og Benner Livet og taget demi fin Beftyttelfe, thi i faa Fald funde de 
dræbe Dem til Gjengjeld. Dette ubarmbjertige Raad blev fulgt, Hode af blod— 
tørftige Krigere firejfede om i hele Byen og dræbte Fanger for Hinanden, 
indtil der iffe var flere tilbage. Den Haardhed, Sverre ved denne Lej- 
lighed vifte, og fom er eneftagende i hans lange Krigerliv, fader fig vis- 
felig iffe forfvare, men fun til Nod undføylde ved den Forbitrelfe, han 
maatte føle over Baglernes Ferd, og ifær over Biffoppens Froløsped. 
Sverres Sejr var, om iffe afgjørende, dog overmande vigtig, bi for- 
uden Det Folfetab, Baglerne lede, havde De ogfaa tabt deres fore Flaade, 
Der bidtil havde fat Dem i Stand til at trodfe Sverre endog i Det ham 
hengivne Fbrøndelagen, og tilføje bam mange Ulemper. tu maatte de 
Derimod over Hals og Hoved forlade disſe Egne, medens Sverre, i Ber 
fiddelfe af en Dobbelt faa ſterk Flaade fom den, De havde haft, beberffede 
Søen og funde renfe Farvandene langs Morges hele Kyſt. Det var og- 
faa bans Henfigt, ſtrar at benytte Sejren til paany at underlægge fig det 
hele Rige, og om muligt, at faa Flygtningerne i fin Bod. Han gav 
Derfor iffe engang fine Mænd Tid til at dele Byttet, men forordnede Fun 
paa et Thing, ban Dagen efter Slaget lod holde ude paa Øren, at alt 
Byttet indtil videre flulde bringes ben paa Upoftel - Kirfegaarden, hvor 
man føulde fætte Folk til at pasfe paa Det.  Derpaa fendte han en Deel 
af fine Folk nord til Haalogaland efter Dem af DBaglerne, fom hørte 
hjemme der, og, fom ban funde begride, bavde flygfet derben; de fik ogfaa 
ganffe rigtigt fat paa Bjarne Mardsføn, Brynjulf i Mjola og mange an=* 
dre anfeede Mænd, bvis Gjendomme maatte haardt undgjelde for, at de 
havde ført Vaaben mod Sverre. Selv drog Kongen med den ſtorſte Del | 
af Hæren og De frore Skibe faa bhurtigt fom muligt efter VBaglerne$ 
Hovedltvrfe, der havde taget Vejen fyd efter. Men de havde dog allerede 
faaet faa ftort Forfpring, at ban iffe funde naa dem, ſtjont ban forfulgte 
dem lige til Lesø. Her fik ban børe at de bavde fejlet over til Iylland 
Det nyttede faaledes ej at forfølge Dem fænger, og han vendte tilbage til 
Vifen, hvor ban tilbragte Den øvrige Deel af Sommeren med at oppe 








1199. SBaglernes Flugt til Danmark. 359 


bære Leding og inddrive Bøder af Bønderne, fordi de havde været ham 
utroe. Da Høften fom, begav han fig til Oslo, for at tilbringe Vintren 
Der, men havde fremdeles mange Folk om fig *). 

Fil Tyrondhjem fom Sverre ikke oftere, og Den fydlige Deel af Lan- 
- Det blev nu, fiden Han havde faaet en Flaade igjen, atter Hovedffueplad- 
fen for Begivenhederne i De fan Var, Der vare tilbage af hans Liv. 
Heller ikke fynes Biftop Nikolas efter Denne fidfte Flugt til Danmark at 
være fommen tilbage til Morge, faa længe Sverre levede. 


64. Philip Jarls Drab ved Oslo. Baglerne atter i Nidaros. 


Det var imidlertid langt fra, at Baglerne endnu opgave Haabet om 
at faa Landet i fin Magt, eller afftode fra alle videre Forſog paa at for- 
utrolige Sverre; dertil vare deres Kræfter for lidet foættede, og deres 
FJilhængere felv for mange vg mægtige Vil disfe havde der i Den fidfte 
Tid fluttet fig en i Nidaros meget formagende Mand, Erlend, Kanonifus 
ved Chriſtkirken og Preft til Korsfirfen Sverre havde oftere været i 
Ordverling med ham anganende Erfebiffoppens Sag, faa at hans Stem- 
ning med Henfyn til Birfebeinerne vel iffe nogenfinde har været fynderlig 
god, men den blev endnu værre, da ban erfarede, at Philip Jarl forførte 
hans unge og ſmukke Huſtru Fngebjørg til Utroffab. Kongen felv bad 
Philip indftændigt at lade det være, og Philip gav gode Løfter, men 
Det blev ved det famme, og Erlend Preft optændtes derved til Had og 
| Hevngjerrighed, ej alene mod Pbilip, men ogſaa mod Kongen felv, og 
| pønfede paa i al Hemmelighed at tilføje Dem Stade. Der fortælles ikke, 

bvad han egentlig tog fig for, men faa meget fan man fåjønne, at han 
maa bave ftaaet i hemmelige Underhandlinger med Baglerne, og meddeelt 
Dem Oplysninger, der bidrog meget til at de funde udføre de Anſlag, 
bvorom der firar i det følgende vil blive berettet. Det utilladelige For- 
hold mellem Jarlen og den ſmukke Preſtekone fortfatte8 endog efter at 
Hoffet og Hæren havde forladt Nidaros, tbi om Høften fom hun til Oslo, 
| og Jarlen tog hende ftrar til fig. Kongen vilde iffe vide af, at hun op— 
I bofdt fig hos ham i hans Herberge, men Varlen flaffede hende Filhold 
paa Gaarden Aker, og ved ofte i al Hemmelighed derhen om Aftenen, for 
| at tilbringe Natten hos hende. Kongen advarede ham og fagde at denne 
| Uforfigtigbed funde fomme ham dyrt at ftaa, men forgjeves. Han fit 
i fnart undDgjelde derfor. J VBegyndelfen af Julen fejlede Baglerne op fra 
| Danmart med alle deres Smaaftuder ; een forlifte undervejg, men femten, 


1) Sverres Saga, Gap. 158, 159. De islandføe Unnaler. 


360 Sverre Sigurdsføn. 


under Anførfel af Reidar Sendemand og VBaglerfongen Inge, flyrede ind 
i Oslofjorden, og fom om Aftenen før 14te Dag Juul (die Januar 
1200) lige til Hovedøen, uden at VBirkebeinerne å Byen havde mindfte 
Anelfe derom. Reidar Sendemand mevddeelte nu fine Mænd, at ban fra 
en ſikker Kilde vidfte at Poilip Jarl tilbragte Matten med faa Folk over 
paa Ufer, hvor det faaledes viftnok vilde fønne fig Umagen at overfalde 
ham. - Dertil var en Mængde firar villige, og fagde at ban aldrig feulde 

undflippe. Reidar fendte da fem Studer ind til Ufershagen for at over- 

falde Philip, og nogle andre [od han i al Stilbed ro ind til Bryggerne, for 

at fee til, om man iffe ogfaa der funde gjøre en Fangſt, da Birkebeinerne 

nu fandfynligviis vare drukne eller laa i Den Dybefte Søvn. Da de fom 

til Bryggerne, var alt tyit og fiille i Byen, og det havde vift feet ilde 

ud for Sverre, om De havde forføgt et Overfald. Men heldigvis driftede 

De fig, Da Det fom til Stykket, iffe til at gaa i Land, og vendte tilbage med 
uforvettet Sag. Raſkere bare de fig ad, fom landede ved Ufersbagen: de 
gif ftrar op til Gaarden og omringede Den, førend nogen var bleven dem var. 
Jarlen fprang i fit bare Linned og barfodet ud igjennem en Bagdør, men nogle 
af Baglerne, der vare frøbne op paa Faget, fil Øje paa bam i Morket, 
og raabte til De øvrige, at de ffulde fætte efter ham; nær var han undfommen, 
Da ban var meget vap til Fods, men da Det juft var Tobejr efter 
Barfroft, gled ban paa Den flibrige Thele, og faldt, idet ban lød over et 
Jorde iffe langt fra Gaarden; i famme Ojeblik fif han fit Banefaar af. 
et Spyd, fom en af Forfølgerne faftede efter ham. Io af hans Mænd 
bleve figefedes Dræbte. Hans Svend, Erik fvage, undfom til Byen og 
føb fige ind i Kongsgaarden, ganffe aandeløs, faa at ban ikke formaaede 
mere end at ſkrige bojt, at alle Mand maatte ftaa op. Kongen var førend 
nogen anden i Klæderne, fprang ud i Gaarden og fpurgte, hvad der var 
paafærde. „Jarlen er falden”, fvarede Erik,  Baglerne have dræbk 
ham.” „Alt for nær 08,7 fagde Kongen, fom iffe vidfie andet end at Fare 

fen havde fovet i fit Herberge, og derfor trorde at Bagferne allerede vare 
i Byen; ban fod Luurfvenden blæfe af alle Kræfter, og bød alle dem, 
der vare I Gaarden, til at væbne fig. Siden fif man vide at Det ej var 
i Byen, men paa Ufer, Jarlen var bleven Ddræbt, og man flap faaledes 
med Sfræffen.  FJmidlertid vaagede Dog Krigsfolfet under Vaaben den 
bele Mat. Da Morgenen fom, faa man iffe mere til Baglerne. De vare 
allerede paa Vejen ud efter Fjorden igjen, og Legave fig beſt over, førft til 
Bergen, og efter et ganffe fort Ophold her til Throndhjem, hvor de fom 
afdeles uventet, benved 700 Mand frerfe. I VByen laa en Befætning of Bire 
febeiner, under Befaling af Hallvard Skygne, Broder af den Guthorm, 
der fiden blev Erkebiſtop. Han blev dræbt med alle fine Mænd, og 
Baglerne toge Byen i Befiddelfe. Det ev hojſt rimeligt, at Erlend Prejt 





1200, Baglerne paany i Shrondhjem. 361 


her bar været med i Spillet og bjulpet VBaglerne til at fomme ind 
i Byen, fljønt intet udtryffeligt fige8 derom. Sverres Sysfelmænd, Dyre 
paa Gimfe i Gauldalen og Eyjulf Havlesføn i Orfedalen, famlede en Hær 
af benved 1800 Bønder for at jage De uvelfomne Gjefter bort, fand- 
fonligviis i det Haab at funne fomme over Elven, fom nu var til- 
fagt å en ſterk Froft; men Baglerne havde allerede Dagen forud ladet 
Iſen bugge op fra Borgen til Broen, og forfvarede Borgen faa godt, at 
Bønderne ej funde fomme ind gjennem Den. Man føød paa binanden, og 
flere bleve faarede paa begge Sider, bvoriblandt Baglerhøvdingen Pbilip 
af Beigen, men Bønderne maatte drage bort med uforrettet Sag. - Faa 
Dage efter fom de tilbage igjen; da fandt Baglerne det ikke længer raa- 
dDeligt at oppebie Dem, men fejlede bort, faafnart de faa dem fomme ned 
ad Steenbjergene. De begave fig imidlertid iffe længer bort end til Møre, 
deels til Borgund paa Søndmøre, deeld til Thingvold paa Mordmøre, og 
holdt fig der hele Vaaren, indtil det led hen imod Paafte !). 


65. Stor Bondeopſtand i Vifen. Sverre overvinder Bønderne i og ved Oslo. 


Det var et Held for Sverre, at Baglerne iffe bleve liggende i Vi- 
fen, tbi meden8 de fværmede om langt nordenfjelds, udbrød I Vifen et 
Bonde - Oprør, der bragte Sverre i en ftørre Kuibe, end ban maaſkee 
nogenfinde havde været, og bvoraf afene en Mand med hans GSnarraa- 
dighed og Uforfagthed funde have reddet fig. Indbyggerne i Vifen 
havde, fom vi vide, altid været Sverre fiendtligt findede, og han havde 
ofte fadet dem undgjelde derfor; men iffe Defto mindre udffrev ban i Løbet 
af Bintren en ny Leding, faaledes at der af hver Lide feulde ftilles en 
Mand, og desforuden udredes et Pund Meel og et Nod. — Kongen gav 
nemlig Thronderne Hjemfov og vilde ved Denne Leding erftatte Afyangen 
i Hæren. Det er muligt, at Dette Ledingspaalæg ftrengt taget bavde 
Medhold i den gamle Sevslov, der gjaldt for Viken og Oplandene, og 
vis Udfarebolk vi ej longer fjende, men Det faldt iffe deſto mindre høyjit 
ubelejligt, og vafte almindelig Knur rundt om i Vifen, hvor Bønderne 
holdt Sammenfomfter og lagde hemmelige Raad op om at gjøre et al- 
indeligt Oprør. Blandt Ophavsmændene til denne Plan, hvilte Sagaen 
opregner, forefommer endog Lagmanden Simon paa Thumn (Fhom), 
bvoraf man fan fee, at det var Storbønderne og De meft anfeede Mænd, 
er ſtode i Spidfen for Oprøret 2), i hvilfet for pvrigt hele Almuen lige 


















1) Sverres Saga Gap. 160, 161. 
2) De Navne, Sagaen opregner, ere foruden Simon Lagmand følgende: Aamunde 


362 Sverre Sigurdsjøn. 


ke 4 


øftenfra Svinefund, paa Naumarife, Veftfold, Grenland og i Fhelemare 


fen m. m., faavel fom Byen Tunsbergs Borgere Deeltoge. Det aftaltes, at 


Bønderne hver i fit Landffab paa een og famme Dag flulde dræbe de fone 


gelige Svsfelmænd, fom vare tilftede iblandt dem, og derpaa alle tilfam- 
men ryffe bæbnede mod Kongen i Oslo. Uagtet Deeltagerne vare faa 
mange, oplagdes dog alle disfe Raad med en faa merkelig Hemmer 
lighed, at Kongen og hans Mænd ikke fil mindfte Nys derom, førend Oprøret 
fom fil Udbrud; ja den førfte Aftale var, forunderligt nok, endog gjort paa et 
Møde, Hovedmændene holdt i Hallvardsfirfen, altfaa næften under Kon- 


gen8 egne Øjne. Men dette vifer, bvor beftigt og almindeligt Hadet mod 


Sverre maa have været I disfe Egne. Paa den beftemte Dag (Onsdag den Aſte 
Marts) dræbtes Sysfelmanden Benedift med hele fit Følge i Tunsberg, 
Olaf Smjørfoll med fine Mænd paa Varna 1), Peter Lufasbrover, felv 
niende, å Aamurd *), og endnu flere, bver paa fit Sted; paa VBejene, fom 
førte til Byen, fattes der Vagter, for at ingen Gfterretning derom fiulde 
fomme til Oslo. Om Fredagen fom der dog et Rygte for Kongen.om 
at Bønderne ſkulde have fammenrottet fig. Han vilde i Førftningen ikke 


tro det, men lod dog det indfomne Ledingsfolk eftertælle, og Da vifte det fig, 


at alle de, Der bavde bjemme i de nærmefte Hereder, vare borte. — Kon- 
gen lod fende Bud efter dem, men man faa bverfen til dem Loverdag 
eller Søndag. Søndags Kveld (d. 5te) fom en Bonde ned oppe fra Lan- 


Det, og bragte Kongen den førte ſikre Eftervetning om Oprøret; han fagde, at 


ban felv havde feet en Bondebær, der allerede var i fuld Anmarſch ver 


ftenfra og at Den fiffert vide være i Byen endnu famme Nat, eller i det 


aller fenefte næfte Morgen tidligt. Da lod Kongen baade fine egne Folk, 


Bymændene og De tilftedeværende Kjøbmænd fra andre Eque blæfe fame 


* 


Burft, Shorfinn blinde, Thord Ulfgeſtsſon, Thorlak Dravle, Jon Kula 
Grim af Grettesvif (eller efter en anden Læfemaade Geitsvif), Hallfell af 


Unger. Uf disfe nævnes Aamunde Burft fenere fom Krigshevding. Thord 
ulfgeftsføn var fandfynligvits em Broder af Thorlak Ulfgeftsføn fra Tuns⸗ 
berg, der var med at ødelægge Varbelgerne ved Briſtein, fe ovenfor. Hall: 
fell var fra Angersheredet d. e. det nuværende Sande Sogn. Gaarden 
Shumn, hvor Simon tagmand boede, var enten den nuværende Herregaard 
Thom i Smaalenene, eller Gaarden af famme Navn i Veſtby Preftegjeld. 
Simon nævnes endnu fom Lagmand i et Brev, udftedt af Kong Philip omg 
fring 1208, fe Dipl, Norv. I. No. 3. 

1) Der ftaar i Udgaven »å Vörum*, bhvilfet viftnok er JFejlfrift eller Fejlles Å 
ning for ,å Vörnu*. Varna var, fom befjendt, omtrent bet nuværende 
Rygge Preftegjeld. 

2) J GSaga-Udgaven faar Aumd, hvilket fitfert er Hejllæsning for Amurd, 
d. e. Aamurd eller Wabygge Skibrede, det nuværende Borge Sogn i Smaa 
lenene. 







1200. VBondeopftand i Bilen. 363 


men, berettede hvad der var par Færde, og opfordrede Borgerne og 
Kjøbmændene til at ſtaa bam bi, ifær da det nu gjaldt at forfvare 
deres egen Gjendom og Fried. Alle lovede at gjøre Deres bedfte, hvor 
paa den hele forfamlede Mængde blev fordeelt i beftemte Tropper, og fit 
Befaling at fpife til Aften, for at være vede og mode frem, faafnart De 
Hørte Krigsluren. Der blev ogfaa udſtillet Vagter til Heft paa alle Kanter, 
medens Borgerne og Kjøbmændene bragte deres Gods i Sitferbed i Kiv- 
kerne. Seent om Kvelden lod Kongen anden Gang blæfe i Luren. Da 
hele Hæren var famlet ude paa fen, fod han den gaa over til Akers— 
bagen, og for det førfte blive liggende der; felv ved ban med nogle Folk 
ud avd Vejen veft over, for at fee, om VBønderne fom, og udfpejde hvad 
De toge fig for. Han mødte dem allerede ved Solanger *), hvor der laa 
en ſtor Hær ude par Iſen og Anførerne hodt Raad. — Kongen ſteg af 
Heften oppe i Bakken, gif felv i al Stilhed ned til Iſen, og Syttede efter, 
pvad Bonderne fagde, derpaa ſteg ban atter til Heft, og vendte tilbage 
oter Ffen, udenfor Ufersnefet, til det Sted, hvor hans Skibe faa; der 
blev ban en Stund, for at give en Deel nødvendige Befalinger, og begav 
dig derpaa tilbage til Hæren, fom ban nu lod opitille fig mellem den lille 
O Snælda *) og Faitlandet. Det var da næften Dag. * (Gte Marts). 
Han fod nu paabyde Stilhed, og talte faaledes: Her er nu en betydelig 
Styrke forfamlet, men vi trænge Dog lige fuldt til den almægtige Guds VBi- 
fam. En Oprørsflof har famlet fig af Fbeler og Marfemænd 3), men 
jeg baaber dog at den nu allerede har vendt tilbage. Er ellers alt dette vore 
Mænd, eller ere nogle af Bønderne fomne iblandt Dem?” Der fvaredes, 
at alle fammen var deres egne Folk. „Det gjelder," vedblev Kongen, „at pasſe 
paa vore Skibe, og alle Mand ftulle derfor ſkiftes til at vokke Iſen for dem." 
Men han havde neppe udtalt, førend der fømen Mand fødende og meldte, at 
en ny Hær fom dragende frem fra den anden Kant over Langemofen og 
| Nygenbjergene: Den beftod af Bønderne fra Øjtlandet lige fra Svinefund *), 












1) Et Sted af dette Navn findes ikke nu ved Strandvejen, men af Beretningen 
feer man nokſom, at det maa være at føge enten i Vekkero-Kilen, eller ved 
Qysafer, hvor der endnu er en Gaard, Faldet Golerud, eller ved Slabene. 
Gnareft ffulde man efter Ufftanden tænfe paa Lysaker. 

?) Denne S, der endnu vifer fig omflydt paa de ældfte Grundtegninger over 
Gbhviftiania, er nu bleven landfaft med Bordtomterne;s det er den, paa hvil 
fen Kranen fiaar. 

3) Herved Éan ej forftaaes Folk fra Marfer ved den fvenfie Grændfe, men Eun Mænd 
fra Stovegnene i Grenafylfe, Beftfold m. m., eller maaffee og at Kongen ved 
„Theler og Marfemænd" fun har meent „Thelemarksmend,“ uden i den 
Haft at udtrykke fig ganffe nøjagtigt; der var, fom man feer, ogfaa Veſt— 
foldinger og andre Folk fra de Egne med. 

%) Ut de vare heelt fra Svinefund, figes udtrykkeligt i Sverres Saga Cap. 


— 


364 Sverre Sigurdsſon. 


og navnlig fra Skaun (Rakkeſtad), Heggen (Eidsberg), Omegnen af Øye- 
ven og Follo. „Da“, fagde Kongen, ,maa vi finde paa et andet Maad” 
Han var til Heft, ved ben til det Sted, hvor Bymændene ftovde, og fagde 
faa bøjt, at baade De og hans egne Folk børte bam: „Her have vi to 
Jing at vælge imellem, enten at fly for Bønderne, eller at tage imod 
Dem. Ut bede Bønderne om Grid nytter iffe; men De ville iffe byde os 
faa drøje Modhugg fom Bagſlag.“ Svaret lød, at Valget fik fomme an 
paa ham felv, dette vilde vel nu, fom før, være Det bedfte. Han fpurgte 
da Borgerne, om det virkelig var Deres oprigttge Henfigt at ftaa bam bi, 
eller om de meente at bvert Parti fil førge for fig felv; ,vi Birkebeiner”, 
fagde han, ,fige nu til eder, form Det gamle Ordfprog lyder, at i Nød 
flal man Ben nytte.” De fvarede, at De efter bedfte Evne vilde fraa ham 
bi, og dette Løfte hodt de ærligt og redeligt. 

Sverre tilfjendegav nu fin Henfigt, forend Bondebobene fra alle Kan— 
ter ftyrtede-ind paa ham og dans Folk, at angribe og adfplitte dem en- 
feltviis, hvorfor ban nu førft vilde vende fig imod Den Hob, der laa oppe 
ved Nygendergene. Han gav altfaa fin Har Befaling at fætte fig i Bevæ- 
gelfe derhen, men bød den at tage Vejen norden om Nonnefeter og oven om 
Byen, uden at'drage gjennem Denne; tillige lod ban en Trop Oplændine 
ger, under Anførfel af Paal Belte, gaa paa Ski op ad Dalen og op paa 
Nygenberget ovenfor Fienden, for at underføge, hvor mandſterk Denne var, 
og i en Haft give Befted derom. Der var nemlig falden meget Snee, 
faa at der var godt Skifore, medens man uden SÅ fant dybt å, ſaaſnart 
man traadte udenfor Vejen. Da Paal fom op paa Hejden, degyndte det 
netop at blive lyft, og da Vejret var flart, funde han fee ud over hele 
Dalen. Men ban faa nu, at der lige fra Gjelleraafen til Frvfjo (Akers⸗ 
elven) og biinfides denne 1) lige til Ufersbagen aldeles mylrede af Folk, 
faa at altfan nu ogfan Naumerne (de fra Raumarike) vare komne til og 
havde forenet fig med Dem, Der vare komne veftenfra, og faaledes ikke, 
fom han havde baabet, Havdetvendt om igjen fra Solanger. Paal ilede tilbage 
med Denne Gjterretning til Kongen, fom ban tvaf oppe paa Martejtofke 
Kongen holdt fiille og hørte paa hvad Paal berettede, medens hans Ban— 
ner og Spidfen af bans Hær allerede føgte op ad Dalen og begyndte at 





163. Langemoſe, over hvilfen disfe Øfilændinger fom, findes endnu. Den 
er paa Kartet over Ghriftiania og Omegn af Vibe og Irgens antydet troll 
veftenfor Gaardene Langerud og Haslefit, lige ved den Kjørevej, der fomz 
mer ned over Rygenbergene til Kverner: det er altfaa denne Kjørevej, hvor: | 
om der i det følgende er Tale. I den Vert, der ligger til Grund for Udga— 
ven af Sverres Saga, ftaar ikke , Langemofe"" men „Langemule;“ Flatobo— 
gen har derimod rigtigere , Langemofe." 


1) At de vare komne over Ufers-Elven, fees af det folgende. De maa altfaa 
have gaaet over længer oppe, rimeligviis ved VBojen. 


1200. Slag med Bønderne i Oslo. 365 


beſtige Bjerget. Nogle holdt fig til Kjørevejen, andre derimod klov op 
ad faa bratte Skrenter, at man let funde ſtaa paa Knæ med den ene 
Fovd, medens man ftod oprejft med den anden. Stillingen funde ikke være 
ufordeelagtigere.  VBønderne, der ftode ovenfor, benyttede fig Deraf, raabte 
Hærftrig, lob frem paa Bjerget, og fendte Pile og Spyd i Mangdeviis 
ned over Birfebeinernes Hoveder,  medens de, Der frode fænger veftover, 
paa Højden, endog funde føyde dem i Ryggen. - Vejen felv var ikfe bre- 
dere, end at å det bøjefte fem unde gaa jevnfides, og dertil brat. Mange 
af Birkebejnerne bleve faarede, og nogle faldt, blandt dem den fom bar 
Merfet.  Bønderne føgte at faa Det fat, og Det blev en baard Kamp, 
førend det lykkedes Birfebeinerne at faa det tilbage. At fomme op paa 
.Hsjden var dem en Umulighed, og de maatte tage Flugten. Dette frede 
endog i faadan Skynding, at de, fom ftode pverit, ftyrtede ned paa Dem, der ſtode 
nedenfor, og de faldt over binanden i Bakkerne. Imidlertid vovede Dog ikke 
Bønderne at forfølge dem, da de faa Birfebeinernes Hovedhær nærme fig. 
Sverre ved hen mod de flygtende, og ffammede dem ud. „Tbvi vorde 
eder”, faqde han, fom rende her, faa at Den ene ligger over Den anden, 
fee I da ej, at ingen forfølger eder?” Han lod blæfe hele Hæren til 
bage til Marteſtokke, og det vifte fig nu, at Der paa Nygenbergene fun var 
faldt 17 Mand, men alle fammen Hirdmænd, og mange vare faarede. Kongen 
føgte, fan godt han funde, at fætte Mod i fine Folk. Bærer ved godt Mod, 
gode Halfe”, fagde ban, ,ffjønt vi habe faget nogle Slag; ſligt treffer ofte 
paa Soen, fagde Selen, blev ſkudt i Ojet. Den Fordeel, Bonderne funne 
vente over os, have de nu allerede faaet, og nu er Den Drøm gaaen i 
Opfyldelfe, fem jeg drømte i Nat, nemlig at jeg ejede en Bog, faa for 
at den naaede over hele Landet, men med ganffe løfe Blade, og at vet 
Sag af den var bortftjaalet; Vet betegnede at Bønderne nu have taget 
mine Mænd. Men ræddes ej for Bøndernes Hær; jo flere De ere tilhobe, 
jo værre Ufærd føulle de faa”. Han gav derpaa Befaling til at ftevne 
op efter Bejen og beftige Bjerget, hvor det var lavere, lidt fænger mod 
Oſt. De vare imidlertid iffe fomne langt op, førend de faa Bondehæren 
mod Nordveft; den ſtrakte fig nu lige til Søen, faa tæt, fom om man faa 
i en Støv. — Kongen befluttede at ile imod den, men lod fine Sønner 
Sigurd og Haafon med deres Fropper blive tilbage paa Marteftokfe for 
at hindre Øftlændingerne oppe paa NRygenbjergene fra at falde ham i 
Ryggen. Da Kongen fom til Broen over Fryfja 1), fandt ban den mvd- 
fatte Bred faa frerkt befat af Bønderne, at han itfe funde fomme over; 
efter at bave verlet endel Stud med dem, hvorved flere bleve faarede, 




























1) Sandfynligviis Broen ved Nedre-Fos. 


366 Sverre Sigurdéføn. 


vendte han fig ud mod Ffen, bvor allerede Veftfoldingerne, Shelebønderne 
og de fra Raumarife *) havde Draget fig ben; De øvrige Bønder fulgte 
efter, og ber famfede fig nu Deres hele Hovedfityrfe i faadan overvættes 
Mængde, at det næften maatte anſees for Ddumdriftigt at binde an med 
dem. Lendermanden Aale Hallvardsføn fpurgte Kongen, om man ej ſkulde 
fylke. „Nej,“ fagde Kongen, Den Skik bave vi Birkebeiner vedtaget, ikke 
at folfe, naar vi ftride til Lands, men angride flokfeviis og med faa me— 
gen Larm fom muligt; da fan enbver bolde fig faa langt fremme fom 
ban vil. Lader os falde beftigt an, faa tænfer jeg nok Bonden ſkal vige, 
thi det gaar os efter Ordfproget „Fald er Fartens Held.” Den rette 
Aarſag til, at Kongen iffe vilde fylfe, var dog den, at hans Hær, fljønt 
den beløb fig til benimod 3000 Mand, dog vifte fig faa ubetydelig i 
Sammenligning med Bøndernes Masfer, at den faa ud fom en Haand— 
fuld Folk, og ban frygtede for at den vilde blive omringet, bvis Den trængte 
fig for meget fammen. Thi man troede næften at funne vegne 20 Fien- 
Der mod hver enfelt Birfebein. Kongen lod Vlæfe i Luren, og fagde: 
Stu frem, alle Gorift8smænd, Korsmænd, og den bellige Olafs Mænd; 
gaar adfpredte?)!" Selv fad han paa en bruun Hett, iført en god Brynje 
med et fterft Pandfer uden om, og over Dette en rod Vaabenfjortel; paa 
Hovedet havde han en vid Staalbue af det tydffe Slags, med Pandfer- 
bue og Brynfolle (Halsbedæfkning) 3) derunder, Sverd ved Siden og Kefje 
i Haanden. Han red frem i Spidfen for fine Mænd, faa at Hejtens 
Bringe rørte Bøndernes Skjolde, og paa begge Sider af bam fiyrtede 
Birfebeinerne ind paa dem med Dragne Sverd. Det vifte fig nu fom 
fædvanligt, hvor ſtor Overlegenbed difeiplinerede, vel anforte Tropper have 
over uovede og flet anførte, om end disſe ere langt talvigere. - Bonderne 
i de forrefte Rakker funde iffe udholde YUngrebet, og føgte uvilfaarligt at 
ftiffe fig bag de andre; ved den Derover opfomne Forvirring glemte de 
at dekke fig tilbørligt, og Birkebeinerne benyttede fig beraf til at bugge ind 
paa dem med faadan Virkning, at Mandfaldet fnart ble alene paa Deres 
Side, og den hele Hær omfider fiyrtede forfærdet tilbage til Ufershagen, 


* 


1) Dette vifer tydeligt nof, at de fra Gjelleraafen nedftrømmende Raumarifinz 
ger havde gaaet over Akerselven længer oppe og der forenet fig ved Veft- 
foldingerne og Shelebønderne. 

?) Dette var paa det nærmefte St. Olafs Løfen i Glaget paa Gtitleftad, fe 
ovenfor 1. 2. S. 800. 

3) Ordet bryn (brynja) der danner det førfte Sammenfætningsled, betegner alt 
hvad der er af famme Material fom Brynjen, nemlig af fmaa Jernringe, der 
gride i hinanden. „Brynkolla“ (af det franffe col, Hals) er en Halsbedætning af 
dette Material. 





1200. Slag med Bønderne i Oslo. 367 


forfulgt af Birkebeinerne, der hugg dem i Ryggen faaledes at deres Lig 
faa ftrøede vidt og bredt ud over Iſen. 

Men hermed var iffe Faren over. Medens Birfebeinerne fæmpede 
paa Afershagen, tom imidlertid en nv, vel bevænet og betydelig Oprørs- 
bær til; det var Tunsbergsmændene og alle de øvrige Kvitboere paa den 
Kant, der havde taget Søvejen, og havde landet ved Jisbredden firar 
udenfor Hovedøen, bror De gif op og flevnede ind efter, i den Henfigt at 
forene fig med den nys flagne Hær, fom de havde troet vilde holde Stand, 
indtil de fom. Der fynes faaledes at være truffet en beftemt Aftale om 
Den Stilling, hver Oprørshob føulde indtage, og Det maa Derfor og være 
i Følge af Denne Aftale, at Raumerne førft forenede fig med Veftfoldin- 
gerne og Thelebonderne, og Derefter, fom vi have feet, trak fig ned paa 
Ffen. — Kongen befalede førar at gaa De Nyankomne i Møde, og fød 
Quurfvendene blæfe af alle Kræfter. „Vi faa nok endnu”, fagde han, 
,moget at beftille, og Hviletiden er fun fort, men denne Hob er Dog langt= 
fra faa ftert fom den forrige, og Det ffal iffe gaa den bedre” Birke— 
beinerne ilede ud paa Iſen ſaa raſkt, fom om De nu førft vare fomne til 
Strid. Tunsbergsmandene floffede fig fammen og gjorde Holdt, i den 
Tanke at de øvrige Bønder ffulde fomme vem til Hjelp, men i dets Sted 
anfaldt Birkebeinerne dem faa vældigt, at de faldt i Dyngeviis, og De til 
overs blevne toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, Der for ftørfte Delen 
havde Brodder, meden8 Tunsbergsmandene, føm ingen havde, hvert Øje- 
blik gled paa Den af Blodet flibrige Ii, og faaledes havde vanffeligere 
for at undgaa Birfebeinernes Vaaben. Sverre felv var blandt Forføl- 
gerne, og gav faa eftertryffelige Spydſtik, at fjelden mere end eet behovedes. 
Hele denne Fegtning varede meget fort.  MNogle af Funsbergsmændene 
undkom fil Skibene, andre [ob til Afershagen, hvor den flagne Bondebær 
paany famlede fig. 

Da Øjtlændingerne oppe paa NRygenbjergene faa Striden nede paa 
Iſen, vilde de fomme deres Benner til Hjelp, og toge Derfor Vejen ned 
mod Bjørvifen. — Kongefønnerne Sigurd og Haafon, bvilfe Sverre, fom 
ovenfor nætnt, bavde ladet blive tilbage paa Marteftokfe, føgte med fine 
Folk at afffære dem Vejen til Ffen, og mødte Dem nede i Dalføret ved 
Elven; men da de fun havde 480 Mand, og Bønderne derimod vare hen— 
ved 2400 Mand ſtarke 9), bleve Birfebeinerne efter en baard Kamp over- 
vundne, og flygtede ind i Byen. Sigurd Lavard, der iffe mere nu end 
før vifte fig fom nogen Helt, red endog I fin Forfærdelfe lige ind i Hall 
vardsfirfen, og fulgte8 af mange; Haafon Dderimod tog tilligemed Svina- 


1) Syve Hundreder, heder det udtrytfeligt i Sagaen. 


368 Sverre Sigurdéføn. 


Peter og en Deel andre Vejen ovenfor Nonnefeter, og ned paa Jfen til 
Kongen. - VBønderne funde iffe godt med at forfølge de flygtende, men 
bebagede fig des mere i at Drive hobeviis om i Gavderne, og beftemte alle- 
rede hvor De vilde holde Driffelag om Uftenen. De gik ogſaa ned til 
Kongens Skibe, fom nogle ſtrax vilde fætte Id paa, men heldigvis blev 
der intet heraf, da flere indvendte at det var Synd at tilintetgjøre faa her- 
fige Sager, der nu tilbørte dem fom Krigsbytte. Endelig begave de fig 
ud af Byen paa den anden Kant, og ftillede fig i Fylfing udenfor Mon- 
nefeter. Da Sverre faa det, opmuntrede han fine Mænd til at hevne 
det Nederlag, de famme Bønder havde tilføjet dem om Morgenen; nu 
havde de iffe [ænger Fordelen af at ftaa faa meget højere, og man behø- 
vede iffe at flyve op avd Bjerg for at fomme til dem. Birkebeinerne 
vare firar rede Bønderne gjorde i Førfmingen baardnaffet Modſtand, 
men maatte omfider tige, og flygtede nordenfor Byen op til Vaakeberg *), 
forfulgte af Kongefønnen Haafon, der nedlagde mange af dem. Sverre 
tog felv Vejen gjennem de fmale ,Geiler" ved GSfomagerboderne, lige til 
han naaede Hakvardsfirfen, af bvilfen nu Sigurd Lavard og De øvrige 
Flvgtninger fom ud. — Kongen tog beel unaadigt imod dem, ifær imod 
Sigurd, der fif høre meget ilde; det var fun liden Udfigt, meente Kongen, 
til at Birfebeinerne i bam vilde faa nogen q0d Høvding, naar han faale- 
Des vanflægtede fra fine Forfædre; han anvendte den gamle Skalds Ord 
„ulig er Du Dine Forfædre, de fom fordum fremdjerve vare” „Og I 
Birfebeiner,"  fagde ban, ,ligne iffe de gamle Birfebeiner, der bjalp mig 
at vinde Landet fra Kong Magnus; iffe jeg engang funde gjøre dem til- 
pas i bine Slag, nogle meente at jeg var alt for forfigtig, de flefte endog 
at jeg var frogtfom, — ffjønt rigtignok ,fjelden ven er fjef i Aderdom- 
men, fom i Ungdommen er modlos“ 2); — faa ofte vi Derimod nu flaaes, 
er jeg altid førft, og De anfees for bele Karle, fom hode fig jevnfides 
ved mig: dem takker jeg for deres gode Hjelp, I derimod ere Dem ulige; 
De have fejvet, I Derimod ladet eder jage; fætter nu raſkt efter Bønderne 
og giv dem Bagſlag, fiden flinfere Folt end I have jaget dem paa Flugt!“ 
Med disfe Ord forlod ban Kirfegaarden, for at drage imod Bønderne 
paa Vaafeberg. Mange, bvem rimeligviis endnu nogen Skrak fad i Bloz 
Det, fysfede De Kirfer, de fom forbi. Da Sverre faa det, Éunde han 
iffe Dare fig for at udbryde: „bvor Dog I Sirfebeiner nu ere blevne langt 
andægtigere end før; nu lader det til at I ſtulle kysſe hver Kirke, I 





1) Valkaberg eller Våkaberg er øjenfynlig det nuværende Aakeberg, omtrent 
der, hvor Bodsfængfelet ftaar. 

?) Dette er et Gitat af Digtet Fåfnismal i den ældre Edda, Str. 6. Man 
feer faaledes deraf, at Eddadigtene endnu var almindelig befjendte. 


FR 


1200. Bøndernes Nederlag ved Oslo. 369 


fomme til, ellers pleje I fom ofteft at agte Kirferne lidet nof.” Kon— 
gen tog Bejen op gjennem Smaagaderne, bvor hans Mænd fit en heel 
Deel Bønder fat. De, der ſtode paa Vaakeberg, forfogte vel at fætte fig 
til Modværge, men toge fnart Flugten, idet mange endog faftede Skjoldene 
fra fig, for at fomme deſto hurtigere affted. Dette gjorde at Yntallet af 
Deres Faldne ej ftod i noget Forhold til Mangden; imidlertid faldt dog 
en heel Deel, og mange af Ligene bleve iffe fundne førend ud paa Baaren, 
da Sneen gif af. — 

Endnu engang lod Sverre blæfe fit hele Mandffab fammen paa Mar— 
teftoffe, bvor ban gav alle Mand Befaling til at fætte fig ned vg hvile, 
medens Der fendtes Folk ned til Byen for at hente Mad og Drikke. 
Dette var ved Noons Tid (Kl. 3); mange af de faarede benyttede fig 
af Hvilen til at forbinde deres Saar. Men Hvilen blev fun fort. Over 
i Afersbagen faa man hvorledes de flygtende Bondehobe efterhaanden fom 
fammen fra alle Kanter, indtil de tilfidft Dannede en anfeelig Hær nede 
ved Fisfanten. En Stund var Det uvift, bvad Bønderne havde i Sinde, 
thi de raadfloge om hvad der var at gjøre, og nogle, fom allerede - havde 
faaet not af Kampen, vilde hjem igjen. Men de mere haardnaftede vilde 
endnu prøve en Dyſt, da Birkebeinerne, fom De fagde, nu viftnok vare faa 
trætte og faarede, og bave lidt faa frort Folfetab, at Det var en let Sag 
at faa Bugt med dem. De undrede fig meget over at Det ej var faldet 
nogen ind at drebe Kongen, da han, fom De fyntes, red faa dumdriftigt 
ind paa Dem; men Denne Gang, fagde de, føulde de pasfe bedre paa, faa 
at han ej føulde fomme levende derfra. Enhver lovede Anførerne med 
Haand og Mund, at han iffe ffulde rende fra de andre: nu gjaldt det at 
bruge fig, thi hvis Birkebeinerne fil Overbaand, var det forbi med deres 
Frihed. Derpaa fiillede de fig i Fylking, beftemte nogle til alene 
at dæffe De øvrige med deres Sfjolde, andre til at bugge, atter andre til 
at fitte, og fatte Bueſkytterne for fig felv. Birkebeinerne frjønnede 
tydeligt, at Bønderne atter beredede fig til Kainp. , Det vifer fig" fagde 
Kongen, ,at Ordfproget har Net, fom figer, at feent tryter Den fom værst 
Sag bar; vi faa nu nof endnu engang give og ifærd med dem, og lave 
dem fmage famme Koft fom før, faa at de heller onſke fig bjem, end i Kamp med 
08 Birkebeiner ; det er bedſt at fafte Kanden og Kliningen, og lade ſom om vi vare 
ganſke ferffe i Striden.” Derpaa lod han ftøde i Luren, og førte fine Folk ned 
paa Iſen. - Birkebeinerne faldt beftigt an, og VBønderne gjorde virkelig i 
Førftningen kjek Modjftand. Kongen ved Dog, fom forben, lige hen til 
deres Fylking, og føgte fnart at hugge ind paa et Sted, ſnart paa et an- 
det. Bønderne fjendte ham godt, og opmuntrede pinanden til at fælde ham, 
ſom de havde aftalt. „Stik ham, hug ham, drab ham, fald Heſten under 

Mund. Det norſte Folks Hiftorie. ilt 24 


370 Sverre Sigurdsfen. 


bam,” fød det fra alle Kanter; men, figer Saqaen, dette blev nok fagt, men 
iffe gjort 3. Omfider maatte Bønderne vige. Birkebeinerne trængte ind 
paa den Plads, de havde traadt fig i Sneen, og avdfplittede dem til alle 
Kanter. Det bøjtidelige Løfte, de bavde aflagt, ikke at flies fra hinan— 
Den, var nu glemt, og De flygtende Hove fpredte fig i Forvirringen rundt 
omfring, forfulgte af Birkebeinerne, fom dræbte en heel Mængde. Ved 
Denne Lejlighed faldt den før omtalte Lendermand Vale Hallvardsføn, idet 
ban uforfigtigt vovede fig ind i et Krat med alt for faa Folk; i Krattet 
havde en Mængde Fiender gjemt fig, og da de faa Uale, der var ganſke flædt 
og ruftet fom Kongen, troede De at Det var Denne, flimlede om ham vg 
Dræbte ham. De toge Vaabnene og Klæderne af Liget, og raabte af al 
Magt, at Kongen var falden. DVBirfebeinerne troede det i Førfmingen, og 
begyndte allerede, ganſke ængjtlige at holde inde med Forfolgelfen, medens 
Bøndene atter famlede fig fammen; men Da vifte Kongen fig, lod blæfei 
Luren, og fatte i Spidfen for fine Folk gjennem Krattet mod Bønderne, 
der fnart merfede Deres Fejltagelfe. En Deel af dem havde famlet fig 
ved nogle Bergfnatter?*), og fogte at holde Stand; did ftrømmede efter 
baanden de øvrige til, og Der blev en haard Kamp, den 8de paa Denne 
Dag; men endelig maatte Bønderne vige, og fornyede ikke mere Striden. 
Birfebeinerne forfulgte dem lige til det blev mørkt, bvorefter Kongen 
vendte tilbage til Byen. 

Haardere Kamp end denne bhavde Kongen og Birkebeinerne ale 
drig beftaaet. Var nu vel end iffe Forffjellen i Folfetal faa fort, 
fom Birfebeinerne i Kampens Hede tvoede, nemlig 20 mod ven, hvile 
fet gjør et Untal af 60,000 Mand paa VBøndernes Side, faa feer man 
Dog af Beftrivelfen over, bvorledes hele Dalen mylrede af deres 
Skarer, at dDere$ Antal i det mindfte maa have været 12 — 15000, 
meden8 Kongen fun havde 3000 3), og ffjønt de i Længden maatte bukke 
under for Birfebeinernes Krigsvantbed og fortvinlige Difciplin, er Det 
Dog flart, at de flet iffe manglede Mod, men fæmpede med overvættes 
Hidfigbed og Haardnakkethed, uden at fade fig afſkrakke af lidte Nederlag. 


1) Denne Kamp maa, fom man feer, have ftaaet der, hvor Ghriftiania nu ligger. 


?) Disfe Bergfnatter maa have været Højderne ved Ruſelskk-Bakken eller Slot 
tet. Kratffoven har da været omtrent der, hvor Pileftrædet nu er. 

3) Untallet af Oprørerne fra de vel befolfede Bygder mellem Svinefund og 
Bundefjorden angives ikke højere end 20 Hundreder (2400); anvende vi denne 
Maaleftof, og antage at Veftfoldingernes Antal har været omtrent 2000, 
Ihelebøndernes og Grønernes tilfammen maaffee 2500, Gigdelingernes 
Modværingernes og Ringerifingernes (om ellers disje vare med) 2000, og Tuns⸗ 
bergsmændenes famt Kyftboernes 2000, bliver det hele Antal efter denne Regning 
fun 13400. Dette er nu viftnok for lidet, men man fynes dog heraf at maatte 
flutte, at Antallet ej fan have overfteget 15000. 





1200. Bendernes Nederlag ved Oslo. 371 


Kongen vifte fig fom fædvanligt meget human, og ffjenfede Enhver Livet, fom 
perfonligt bad ham derom og lovede at nedlægge Baabnene. Men flere af dem 
pare enten for bidfige, eller forftode fig for lidet paa Krigsbrug, til at holde deres 
Ord; der fortælles ſaaledes om en Bonde, fom tre Gange blev fangen og hver 
Gang fil Grid af Kongen, men Desuagtet endnu føb over til Bøndernes 
Rekker og fæmpede mod Brøebeinerne. Da han nufjerde Gang blev greben, 
viftes bam, fom venteligt var, iffe fænger nogen Staanfel, og ban Olev dræbt. 
En faadan Forbitrelfe hos Bønderne lader fig neppe forklare af fædvanlige 
politiffe Grunde; her fynes en mere end almindelig Fanatisme at have 
raadet, og atter maa man uvilfaarligt tænfe paa Biſkop Nifolas fom 
Den, Der ved hemmelige Udfendinger Har bearbejdet de godtroende Bønder 
og fyldt deres Sind med blindt Maferi mod Den ,banfatte" Sverre. Af 
Bøndernes Anførere og Oprørs-Stiftere faldt fun, fom det lader, een, Thor— 
finn blinde, i Birfebeinernes Hænder, men Kongen ffjenfede ogſaa ham Livet. 

Kongen fod for Sikkerheds Skyld Vagter uvftille for Natten, ffjønt 
det i fig felv iffe behovedes, da Bønderne virfelig havde begivet fig hver 
til fit. Morgenen efter fod ban blæfe til Things, og aflagde faavel By- 
en$ Borgere, fom fine egne Folk ven fjerligfte Tak, fordi de havde ftaaet 
ham faa drabeligt bi. Det var ellers vor Lykke," fagde han, „at ikke 
hele denne Menneffemasfe paa een Gang fom over vå, og jeg baaber 
fiffert, at vi aldrig oftere faa med faa ſtor Overmagt at beftille. Jeg 
tror beftemt at man aldrig bidtil bar feet Grempel paa, at iffe førre 
Styrfe end den, vi harde, har fæmpet mod en flig Mængde.” At dæmpe 
Oproret fuldjftændigt ved at drage om i Bygderne, ſtraffe Uroftifterne, 
og underfægge fig bvert Herred, var imidlertid ej at tænke paa, men 
han maatte fee til at fomme bort. Han lod derfor fin tidligere Be— 
flutning, at fade Iſen vakke for Skibene, udføre faaledes, at Linjen 
førft blev beftemt med Reb og afftukfen, hvorpaa faavel Borgerne 
og Kjøbmændene, fom bans egne Folk fordeeltes i Hobe paa fire 
og fire, Der hver hug em Favn i Længden, fire i Bredden, og bort- 
fÉaffede den ophugne Jis. Paa den Maade fik man i faa Dage en 
fire Favne bred Vaak opbuggen til Jiskanten. Derpaa lod han Stibene 
bringe ud og gjøre fejltlare, bvorefter dan forlod disſe for ham faa far- 
lige Steder, og fejlede vefter til Bergen. Hid fom ban Paafteaften (8de 
April), denne Gang til alles ftore Glade, fordi man bavde faart Nys om 
at Baglerne havde forladt Throndhjem, og bvert Øjeblif funde ventes til 
Byen 1). 


1) Sverres Saga, Gap. 162—165. De islandffe Unnaler ved 1200. Her ftaar 
det at Sverre fæmpede 7 Gange med Bønderne paa een Dag. Kongeſon— 
nevnes Kamp under Ekeberget ev derfor ikke medregnet. 

24* 


372 Sverre Sigurdsføn. 


66. Sverre flaar Baglerne ved Bergen, men føger forgjeves at drive dem 
fra Viken. 


Allerede Dagen efter, eller førfte Paaftedag (Qde April), førend So— 
fen endnu var fommen fangt paa Himlen, faa Bagtmærdene Baglernes 
Studer fomme frem af Det nordre Leb forbi Hegrenes, og nærme fig 
Byen. De blæfte Allarm, og vætfede Hæren, fom endnu fag ombord paa 
GSfibene, og ſtrax flog Fjeldene ned. Kongen bad dem endelig holde fig 
faa rolige fom muligt, for at Baglerne, der iffe havde mindfte Nys om 
at de vare der, funde komme lige ind paa Baagen og blive tagne fom i 
en Falde. De vendte fun i al Stilhed Skivene ud ad, og fatte fig ved 
Aarerne, færdige til at ro ud mod Baglerne ved førfte Vink. Disje ro- 
ede faa meget Driftigere ind; fom De antoge Langffibene, bvis Mafter 
endnu iføe vare nedtagne, for Kjøbmandsffite Men fnart merfede de 
deres Frjltagelfe, Da Birfebeinerne i flyvende Fart voede imod Dem, og 
de fjendte faavel Kongebanneret Sigrflugan fom den fongelige Luur And» 
vaka. Det førfte, de alle fom een grebe til, var i frørft mulige Haft at 
fvinge Skibene ved at ffaade paa Den ene, og vo paa den anden Side; 
dDerpaa toge de Flugten gjennem Den føndre Led. Men inden de fil 
vendt alle Skibene, roede Birfebeinerne over trende, faa at De ſtrar vendte 
Kjølen i Bejret; de øvrige halede de faa nær ind paa, at De maatte 
fætte lige paa Land, nogle i Gravdal, andre, paa hvilke Reidar Sendemand 
og Prætendenten Inge befandt fig, i Gvyqesvif *), andre endnu fænger Svd, 
forfulgte af Birfebeinerne, der dræbte mange af Baglerne. Sverre fandede 
felv i Gyqesvif, men var Dog iffe faa beldig at faa Neidar og Inge fat; 
han maatte lade fig nøje med Fartøjerne, og vendte med dem tilbage til By- 
en. Baglernes  Høvdinger undflap over Fjeldene, famlede efterhaanden 
deres adfpredte Sfarer, og begave fig til VBifen, hvor Bønderne fremde— 
fe8 toge vel imod dem, og fluttede fig paa Det ivrigfte til dem. Det 
er flart, at Det fidfte Nederlag, faa langt fra at nedflaa Bøndernes 
Mod, meget mere havde gjort Dem endnu mere fiendtligt ftemte mod Sver- 
re. Baglerne føgte nu vet at fætte fig faft i VBifen, og gjorde Tunsberg 
til fit Hovedfæde, maaſkee fordi Borgerne af Oslo i den fidfte Kamp 
havde viiſt Sverre faa ftor Hengivenhed, at De ej fænger troede at Funne 
tegne paa Dem, maaffee ogfaa fun fordi Slotsberget afgav et fortvinligere 
Varn, end noget andet Sted ved Kyſten.  VBefæftningerne paa Dette, Der 
hidtil fun fyne8 at have været fan og ubetydelige ?*), idet Maturen felv 


1) Gygesvik er fandfynligviis det nu faafaldte Govik lidt udenfor Gravdal. 


2) Ut der tidligere var VBefæftninger, fees af det ovenfor (GS. 25) berørte, 
at Saro beretter, at Kong Valdemar I i 1168 udtrykte fin Beundring over 





1200. Gverre firaffer Vikverjerne. 373 


per allerede havde gjort det mefte, blevenu forøgede med tvende Kaſteller eller 
rettere Blofhufe, hvor en Befætning funde holde fig i ængere Tid, det ene paa 
den nordlige, Det andet paa den fydlige Kant af Bjerget, dette fidfte lige over 
WBejen, der førte op fra Laurentius-Kirfen.  Kaftellerne vare fun af Iræ, 
men faft byggede, og Da de laa faa bøjt, var Det iffe let at fætte IND 
paa dem, aller mindjft i hine Tider, da man endnu iffe fjendte Ildvaaben. 

Det var iffe Sverres Henfigt at lade Vitverjerne flippe med Den Straf, 
Der var overgaget dem ved Det blotte Nederlag i Oslo. De vare endnu ikke 
blevne tvungne til Underkaftelfe og Bod, eller Opfyldelſe af det fongelige Paa— 
bud, og de havde ſtrax ved Baglernes Anfomft gjort fælles Sag med dem, 
medens han derimod felv maatte prife fig vffelig ved at være fluppen 
faa vel fra den farlige Stilling, hvori ban befandt fig, og ban havde for 
Det førfte maattet overlade dem til fig felv. Derfor vuftede ban fig nu 
Des ivrigere, for at indhente det forfømte og lade Vifverjerne undgjelde deres 
Svig, faavel fom for at jage Baglevne bort. Han udførev Folk og Leding 
fra alle Hereder omfring Bergen, og famlede en betydelig Hær, med hvile 
fen han endnu inden VBaarens Ende paa mange og fore Skibe Drog til 
Viken. Han felv var paa Dette Tog ombord paa Den frore Høvdebusfe, 
et af de fra Baglerne tilbageerovrede Sfibe!), Da ban fom til Tuns— 
berg, faa han dog firar, at ber iffe for det førfte var noget at udrette, da 
Reidar Sendemand laa i Befæftningerne paa Bjerget med en betydelig 
Styrke; ban drog derfor ſtrax bort igjen, men fagde, idet Skibene roede 
ud fra Byen: ,faa, glade, fom I VBagler nu ere I Bjerget, faa fedeffulle 
J engang blive af det". Sverre fortfatte Vejen øfter langs Kyſten, men 
| fandt overalt Befolkningen faa fiendtlig fom muligt; hvor fom helſt Birkebei— 
nerne fandede, vare Mand af Gaarde tilftede i fiendtlige Hobe og 
dræbte enhver, fom ej vogtede fig; De fføde endog paa Skibene, naar Disfe 
i nærmede fig Kyſten. Hos VBønderne befandt fig navnlig Sigurd 
Jarlsſon, Hallvard bratte, Koden Vaalsføn, Aamunde Burſt, famt 
«flere andre Baglerhøvdinger, og oppidfede dem til at gjøre Sverre al 
den Modjtand, der flod i deres Magt. Det blev Dog noget bedre, da 
ban fom til Kongehelle, hvor ban nu firar ftyrede ben og ftevnede Bon— 
derne i De nærmefte Hereder til Things; de indfandt fig virfelig, deels 
fordi de ej havde deeltaget Toget mod Oslo vg derfor iffe havde faa 
meget udeftanende med Kongen, deels ogfaa fordi denne var faa mand- 
fterk, at det var farligt at fidde Thingbudet overhørig. Kongen frævede 






GSlotsbjergets Fafthed, hvor , Naturen havde gjort mere end Kunſten:“ alt 
faa havde dog Kunften gjort noget. 
1) Høvdebusfen nævnes allerede i Slaget ved Nordnes, fr S. 124. 


344 Sverre Sigurdsføn. 


Leding og Lidegjeld 1) foruden mange andre Bøder, og de maatte forbinde 
fig til at udrede alt fammen. Paa anden Maade var der heller ingen 
Bidrag at faa til Mandffabets Underholdning. Fra Konghelle drog Kongen til 
Øen Ordoft, bvor han figefedes lod Bønderne ftevne til Thing og hvor 
De ogfaa fremmødte. Han fordrede Det famme af dem, fom af Bønderne 
ved Kongebelle, men anboldt derforuden om at faa alle Hefte, der fand- 
tes paa Øen, til Laans.  Bønderne, fagde han, kunde fætte Folk til at 
pasfe paa Dem, og bringe dem tilbage, naar han ej havde mere Brug 
før dem: opfyldte de denne Bøn med det Gode, ſkulde de have Fat, bvis 
iffe, tog man Heftene med Magt. Under disfe Omftændigheder havde 
VBønderne intet Valg, men flaffede Heftene.  VBønderne paa Thjorn og 
andre Øer maatte gjøre ligefaa, og Birkebeinerne førte Heftene efter fig *) 
nordover, medens en Hær af Bønder fulgte Dem oppe i Landet, Skridt for 
Skridt. Da Flaaden føm til Sotenes, [od Kongen fyre ind i Aaby— 
fjorden, og lagde fig udenfor Gaarden Tharve. Her var en Hob Bag- 
fer tilftede, under Anførfel af Sigurd Jarlsføn felv, og Kongen gjorde 
derfor iffe ftrar Landgang. Men Sigurd, der rimeligviis ikke anfaa fig 
mandftert not til at funne udholde et Angreb af Kongens Hær, begav 
fig en Miils Vej op i Landet til Fors, hvor Bondebæren laa. Her blev 
der holdt Naad om, hvad man føulde gjøre. VBønderne opmuntrede paa 
Det ivrigfte til at Drage med forenede Kræfter mod Sverre, der ellers 
vilde brænde Bygden. Dette blev da aftalt, og den forenede Hær begav 
fig med Sigurd Farlsføns Banner i Spidfen veftover mod Tharve. 
Her bavde imidlertid Sverre gjort Landgang, og tilfjendegivet fin Henfigt 
at vove en Dyft enten med Baglerne eller Bønderne, hvem han førft tvaf, 
Da ban- var fed af faaledes at drive langs Kyſten, uden at faa af Bon— 
dDerne, hvad ban føulde. Mu fom Heftene til gode; alle de, man havde, 
bleve tagne i Brug til at ride paa; de, fom ingen Hette fif, maatte gaa til 


Fods, Dog blev en tiljtrækkelig Styrke tilbage ved Kyften for at pasfe 


paa Skibene. De droge faaledes op gjennem Bygden lige til Noonstid, men 


1) Om tidegjeld, fe ovenfor S. 308. Det var vel den allerede paabudne Ud- 
redfel af et Nød og et Pund Meet for hver Lide. 

2) Her er Jerten i de forffjellige Godices noget afvigende; i Flatøbogens Text 
ftaar ok fluttu æ eftir sér skipin nordr i Vikina (og flyttede ftedfe Skibene 
efter fig nord i Viken); de øvrige udelade „Skibene,“ hvorved det bliver 
Heftene, fom ,flyttedes efter.” Dette er vel det rettefte. Man har ladet 
Heftene, faa længe det gif an, følge Skibene langs Kvyften, og fatte dem 
over Nes til Nes og DØ til Ø. Nogen Fare var der ikke derved, faa længe 
man befandt fig paa DØerne, thi det er tydeligt nof, at Bondehæren, hvilken 
vi finde lejvet ved Fors ſtrax ovenfor Kviftrum, den hele Tid holdt fig paa 
Faftlandet. 





1200. —Bitverjerne ftraffes. Fegtning ved Skarvſtad. 375 
fandt den aldeles tom for Folk. Kongen havde derfor allerede givet Befaling til 
at vende tilbage, og brænde bvert Huus, de fom forbi, da en Mand fom 
føbende, og underrettede bam om at Bondehæren var lige i Nærbeden, og 
ftevnede ned ad Dalen, nordenfor den Hojde, bror Kongen ſtod. „Da er 
det bedſt,“ ſagde Kongen, ,at ftyre lige imod Dem, og fee hvorledes Det 
føber af.” Han fod blæfe til Angreb, og ilede i Spidfen for fin Hær 
ned i Dalen mod Bønderne, der paa fin Side beredede fig til Modſtand. 
Begge Hære fiødte fammen i Nærbeden af Gaarden Skarvftad '), paa 
et Sted, hvor man til den ene Side havde en Skov, paa Den anden en 
tiden Leerbett og nogle Agre. Kongen ved lige hen mod Sigurd Jarls- 
føns Merke, hvor denne dog ikke felv var tilftede; bans Krigere gjorde 
tjet Modſtand, men underftøttedes itte tilbørligt af Bønverne, der betænkte 
fig faa længe paa om de fulde gaa frem eller iffe, at imidlertid de flefte 
af Bagfernes Krigere vare faldne. Da, beder det i Sagaen, vare Bon— 
derne ogfaa blevne enige om at det var bedt at holde fig faa langt fra 
Birfebeinerne fom muligt. De toge Flugten, men Birkebeinerne forfulgte 
fom fædvanligt de flygtende, nedlagde mange af dem, og vendte ført om 
Kvelden tilbage til Skibene. Dagen efter fom Bønderne ned og bade om 
Grid. Denne negtede Sverre dem beller iffe, men fordrede ftore Udred- 
fler, der ogfaa uvægerligt ſkaffedes til Veje. 

Fra denne Deel af Viten ftyrede Sverre til den, Der ligger norden- 
for Svinefund, og Hvis Fndbyggere faaledes havde Ddeeltaget i Foget mod 
Oslo. Han lagde ind i Hornesfjorden (Stjæberg-Kilen), og lod VBøn- 
derne tilfige, at de ſtulde fomme ned og indgaa Forlig med ham. Nogle 
fom, men de flefte udebleve, ifær fra Aabygge Skibrede *), da De ſtolede 
paa at Baglevne vilde fomme dem til Hjelp. Da Kongen faaledes havde 


| Mordfiden, men fandt den overalt ganſke folfetom. Da de havde faret 
| fangt om og Det fed ud paa Dagen, vendte han om igjen, og tog felv 
| een Bej, medens hans Søn Haafon med fin Afdeling fit Befaling at 


1) Gfarvftad, nu Skarſtad, ligger faavel fom Farve i Bro Gogn, Gtangenes 
Hered, Sfarftad lenger mod Øft, i et Dalføre, der fører ned til Bro:Fjor- 
den, og gjennemftrømmes af en Bekk, der rimeligvis er den ovenfor om- 
talte Leerbekk. 

2) I den Sert, Udgaven af Sverres Gaga følger, fiaar aldeles urigtigt um 
Agtir i Stedet for um Åbygdir, d. e. Aamord eller AUabygge Skibrede. 
Maaffee Afffriveren iffe engang har haft noget Åbygdir for fig at tage 
Fejl af, men, uvidende med Lofalforholdene, har antaget ,Aaen" i Sagaens 
Udtryk ,fyrir austan åna,* om Aaen Sire, og paa egen KHaand tilføjet 
»um Agöir,* hvilket Landſkab begyndte ved Sire. Se ogfaa Munthe i Anm. 
til Aalls Snorre II. S. 135. 





376 Sverre Sigurdsføn. 


tage en anden; paa begge Steder bød han at brænde Huus for Huus. 
Saaledes bleve mange ftore Gaarde brændte, blandt dem den fom Borg- 
hilds, Magnus blindes Moders, Hjem befjendte Store-Dal 1), der nu tile 
hørte en Bonde ved Navn Haavard. Ud paa UYftenen fom en Dreng 
føbende ud af Sføoven vg bad Kongen for Guds Skyld om at føaane 
hans Faders Guard, til bvilfen de nu vare fomne. „Den ſkal visfeligen 
blive ffaanet, fiden du beder Derom;" fvarede Kongen, ,09 havde Bønderne 
boldt fig bjemme og bedet om Naade, føulde ingen Gaard have været 
brændt; fig dem nu, at de øvrige fulle blive fparede.” Denne Mildhed 
virfede mere end Strengbed, thi Dagen efter fom Bønderne ned, undere 
faftede fig Kongen, og udredede hvad der var Dem paalagt. 

Da Kongen batde udrettet, hvad ban havde forefat fig paa denne 
Kant, fejlede ban nordveft over Folden og ind i Grindbolmefund mellem 
Nøterø og Fjøms. Her fif han endnu famme Aften høre, at Baglevne 
bavde féaffet fig Skibe i Tunsberg og allerede vare fomne ind i Haa- 
fteinsfund *). Kongen roede ftrar videre gjennem Grindbolmefund for at 
opføge Dem, men Mørket nødte bam til at lægge bi og overnatte i Ravns- F 
vaag; Da faa Baglerne fun et lidet Stykke fydligere ved Stranden, uden — 


1) Se ovenfor IL. S. 657. 


?) Læfemaaderne ere 7 ole her noget forffjellige, og de omfpurgte Steder Éunne 
itfe nu uden maaffee efter nøjagtige Underføgelfer i Egnen felv paapeges. 
Kun faa meget feer man, at Baglerne havde taget Vejen ud ad Junsbergsz 
fjorden, og at Sverre fiden fom ind i denne gjennem Grindholmefund eller Brenz 
gen, forfulgte dem videre ud af Fjorden, forbi Junsberg Tonde og ind i 
Sandefjord. „Haaſteinsſund“ Fan faaledes neppe være Uarøfund vftenfor 
Vrengen, fom Munthe antager, men maa føges indenfor, rimeligviis ved et 
Sted i Sandehered Faldet Håsteinar i , den røde Bog." 'Ravnsvaag maa 
være længer ude i Junsbergfjorden, ikke heelt inde ved NRavnø. Hvad der 
vanffeliggjer Sagen, er den Omftændighed, at Navnene Tiuma (Tjemo) og å 
'Tunna (Sonden, d. e. Tunsberg Tonde) i Oldffrifterne førives aldeles paa é 
famme Maade, faa at man har ondt ved at vide, hvilket af begge disfe paa | 
bver fit Indlob til Junsbergfjorden beliggende Punkter der paa ethvert 
Sted menes. Paa førfte Sted feer man nok at det er Jjømø, men hvor, 
det Heder at Ravnsvaag ligger utan at Tunnu (eller Tiumu?), er det tvivlſomt, å 
paa bvilfen Side dette maa føges; fnarefi er det dog vel ved Tjomo, da J 
Sverre ikke fan være kommen faa langt om Aftenen. Hvor det ſiden — 
at Baglerne roede nord fordi Yrnoen, (hvis ſydoſtligſte Punkt „Tunna — 
danner), maa man ej forklare dette fom om de roede oven om, hvor Øen nu er 
landfaft, men uden om, thi „nord“ betegner altid ved Beretning om Sejladfer paa 
denne Kyſt ,,veftover” eller „ſydveſtligt,“ faaledes heder det ſtrax efter, ak 
Sverre fejlede ,mord til Portyrja,“ ſtjont han i Virteligheden fejlede mode 
GSydveft. Saavel Baglerne, fom ban, fejlede uden om Yrnøen og Belløen 
ind i Sandefjord til Hellesvif, hvilket Flatebogen vigtigt lægger paa den ſyd⸗ 
lige (d. e. oſtlige) Side af Fjorden, medens Udgavens Text derimod urettel 
nævner „Norderlandet.“ 


* 
* J 





1200. Sverre fejder med Baglerne i VBifen. 377 


at Dét fader til at Birkebeinerne vidſte det. Tidligt den næfte Mor— 
gen roede Kongen ud med de lettefte Fartojer, for fremdeles at opføge 
dem, men de havde allerede begivet fig til Havs før Dag. Kongen for- 
fulgte Dem, og balede fterft ind paa dem. Da Baglerne faa at Virke 
beinevnes Stibe ſkode en bedre Fart, ftyrede De ind til Land forbi Funs- 
berg Tonde. Her indhbentede Birkebeinerne et af deres Fartøjer, en Kafe, 
og toge Den efter at have fældet hele Befætningen, paa Styrmanden, Sæ- 
bjørn Lim, og en anden Mand nær, fom undfom. Baglernes øvrige 
Skibe, fyv i Fallet, fejlede forbi Yrnøen og Midfjorden ind i Sande 
fjord, ftyrede indom Helles-Oen til Hellesvif, og lob der i Land. Sverre 
bar Da lige i Hælene paa dem, fældte en beef Deel, og tog alle deres 
Skibe, medens de felt føgte at frelfe fig fom de bedft funde, ved atflygte 
op I Landet.  GSverre vendte Derpaa tilbage til Tunsberg, hvor ban for- 
blev en Stund, uden at der Dog meldes Det mindfte om at han foretog 
fig noget mod Baglerne paa Slotsbjerget. Siden fejlede han affted med 
- Den hele Flaade, men da ban fom tilbage til Pørtyrja, og beregnede at 
Baglerne nu føgte ned til Kjobftæderne, i den Fanfe at han for Afvor 
bavde forfadt Viten, gjorde ban en Skynderejſe tilbage til Tunsberg og 
Oslo med nogle lette Fartøjer, og traf ganffe rigtigt paa begge Steder 
en Deel Bagler, bvoraf flere bleve dræbte. Derpaa vendte ban tilbage 
igjen til Hovedflaaden, fom han tvaf i Afføfund ftrar veftenfor Lynger, 
og fortfatte Nejfen til Bergen, hvor han gav Ledingsmændene Hjemlov 
og tilbragte Den paafølgende Vinter, uden at gjøre noget vderligere For- 
føg paa at forjage Baglerne, der hele Tiden oppholdt fig i Viken, og toge 
Skatter og Skylder, fom om de vare Landets retmæsfige Herrer *). 

Paa Dette fidfte Fog til Viken havde, fom Det lader, Sverres ældfte 
Søn Siqurd Lavard iffe været med, fiden fun Haafon nævnes ved Fo- 
get til Aabygge Skibrede. Maaſkee var ban da allerede død, eller hindre 
Des ved Den Spadom, der lagde ham i Graten, thi vift er det, at han 
Døde I dette War, og faaledes ikke længe overfevede fin fidfte Ydmyqelfe i 
Øst. Men merfeligt nof, Sverres Saga. taler intet Derom, og Det 
nævnes fun i de islandffe Annaler. Man verd faaledes iffe, paa hvilfen 
Tid af Aaret han døde, om det var ved et Ulyffestilfælde, eller af Syg— 
Dom, eller i Strid; at han ej blev faaret eller faldt ved Oslo, fynes man 
af Sagaens Faushed derom at funne flutte. Man feer beller ikke noget 
Tegn til, at Sverre tog fig videre nær af hans Død. Han efterlod en 
faa Maaneder gammel Søn, ved Navn Guthorm. 


1) Sverres Saga Gap. 166—169. 


378 Sverre Sigurdsſon. 
67. Sverre belejrer Baglerne paa Slotsbjerget ved Funeberg. 


Den følgende Vaar (1201) udbod Sverre paany Leding lige fra de 
nordligfte Gane af Landet, og gjeftede, Da Sommeren fom, atter Viken. 
Befalingen over den Befætning, der blev tilbage i Bergen, overdroges, fom 
Det fynes, til tvende Dygtige og Kongen færdeles hengivne Mænd, Dag- 
finn, fævdvanligviis faldet Dagfinn Bonde, og i det mindfte fenere Gula- 
things Laqmand, famt Ginar, ofte faldet Einar Preft, men endnu oftere 
Einar Kongsmaag, fordi han, uvift naar, bavde faart Kongens Datter Ce— 
tilia til Egte. Disſe to Mænd, ifær Dagfinn, fpille fra denne Tid af 
en meget fremragende Rolle. En Deel af Fropperne fendtes under Un- 
førfel af Kongefønnen Haafon til Nidaros, forat fifre denne Stad og Omegn 
mod Angreb af Baglerne fra Oplandene 2). Sverres forfte Beføg gjaldt Land- 
ffaterne øftenfor Folden, bvor han om Sommeren rejfte om og inddrev 
Boder og Lidegjeld af Bonderne, faaledes fom han havde gjort føndenfor. De 
faldt alle til Fode, undtagen Sfeynerne d. e. FIndbyggerne af Skaun eller Rak— 
feftad. For ogfaa at bringe dem til Lydighed, begav han fig op til Sarpsborg, 
fod en Deel Studer trakke forbi Sarpen, og roede fiden med dem op ad 
Glommen, indtil de fom til Sfaun, hvor ban gif i Land med fine Folk 
og begyndte at brænde i hele Bygden. Da bleve Bønderne forftrælkede, 
bade om Naade, og udredede det forlangte for at faa Fred. Paa Denne 
Maade var hele Øftlandet undertvunget eller i det mindfte afftvaffet, og 
Sverre vendte tilbage til fine Skibe for at Drage over Folden til Tuns— 
berg, og jage Baglerne derfra. Reidar fad fremdeles i Befæftningen paa 
Slotsbjerget med henimod 240 Mand og flere Hovdinger, hvoriblandt 
Hallvard Bratte. Sigurd Farlsjøn laa med Prætendenten Jnge og 
Baglernes Hovedſtyrke vaa Oplandene, og vifte fig af og til i Viken, 
dog rimeligvis fun i dens øvre og veftligere Dele; ved en faadan Lejlighed 
var det maaffee, at ban fom til Vinje i Thelemarken, og paa Kirke— 
døren med Nuner førev et Par Vers, bvori han udtalte fit Haab om, 
at bans Et endnu vilde funne vejfe Hovedet i VBejret *). Sverre fom 


1) Dette omtales iffe i Sagaen, men fees af det følgende. 


2) Den Plante, hvorpaa disje Vers ere riftede, blev, da den gamle Kirke i 
Vinje nedreves 1796, bragt til Kjøbenhavn, hvor den endnu forefindes i Anti- 
Evitetsmufeet. Af Verfene mangler meget, og de ere overhoved meget van— 
føelige at tyde (fe Forføget i Untiq. Unnaler I. 247) men man feer dog 
deraf faa meget, at der udtales en Gorg over de ældre Frænders Død, 
(tvina pess sælir) men tillige et. Haab om at Sorgen føal forandres til 
Glade (grætissött at kæti), fiden ikke alle Medlemmer af Slægten vare faldne 
(fallnir nidr med allu). Og nedenfor er der, rimeligviis af en Iilftedevær 
rende i hans Følge, eller maaffee af Preften i Vinje, førevet, ligeledes med 
Runer: Sigurd FJarlsføn viftede disfe Runer Løverdag efter VBotolfsmesfe, 
da han færdede hid og vilde ej gaa til Forlig med Sverre, hans Faders og 





1201. Belejring af Slotsbjerget ved Tunsberg. 379 


til Tunsberg omfring 8de September 1), og indefluttede nu Bjerget paa 
alle Kanter, for at underfafte det en formelig Belejring. Han flog 
fine Felte rundt om det, heelt fra Fjorden paa dets Mordfide, og til 
Byen; og for at være fiffer mod ethvert Angreb af Baglernes Hovedhar, 
om den ſtulde ville fomme de Belejrede til Hjelp, lod ban ffære en Grav 
lige fra Vaagen (Kilen) og fyd til Steljafteinsfundet (Piren), og be— 
fætte hete dens indre Kant med Palisfader. Sine Skibe [od han fætte 
paa Land og forfyne; hele fit Mandfkab fordeelte han i visfe Afdelinger, 
og anvifte enbver dens beftemte Sted. Saaledes fit Gjefterne, der Dengang 
havde Peter Steyper til Høvding, fin Plads anviift paa Nordſiden ved 
Landevejen, Der fører ned fra Frode-Aaſen; de toge en Deel Hufe nede i 
Byen, og flyttede dem op til bin Plads, fom fiden derfor blev faldet 
Gjefte-Batte. — Kongen havde felv fædvanligviis fit Kvarter i Byen, og 
mange af hans Mænd med ham.  Ult var faaledes indrettet paa et fange 
parigt Ophold og en formelig Blofade, dog gjorde Sverre førft et For- 
føg paa, om muligt at indtage Bjerget med Storm. Han ledede 
perfonligt et AUngreb fra Sydfiden, op ad Kleven, medens Gjefterne an- 
grebe Det nordre Kaftell.  VBirfebeinerne trængte tappert op lige under 
det føndre Kaſtells VBegge, faa at de og Baglerne endog funde naa bin- 
anden med Dere Kefjer, men Deres Stilling var Dog alt for ufordeelagtig 
til at De fænge funde holde fig der;  VBaglerne lode Stene og Stud 
regne ned over deres Hoveder faa at bverfen Sfjolde eller Staalbuer funde 
modftaa det, og Birkebeinerne tumlede faarede ned av Kleven, under Bag- 
fernes Jublen og Haansord. Det var vjenfynligt, at intet fod fig udrette 
| ved Storm. Imidlertid ønffede Kongen meget at vide, hvorledes Bag- 
lerne havde indrettet fig paa Bjerget, hvilket man ej funde fre nedenfra, 
og en af hans Mænd paatog fig Det farlige Urbejde, ved Hjelp af fam- 
menbundne Kirfeftiger at flatre op til den hojeſte Spids af Laurentius- 
| firfens Faarn, for fra denne, der vagede højere i Vejret end Bjergets Over— 
flade, at ſpejde, hvad der foregik der oppe. Holdende fig faſt i Taarnknappen 








Brodres Banemand.“ Man feer heraf, at dette maa vare ſtrevet før Sver— 
res Død (Marts 1202), og efter at ej alene Kong Magnus, men ogfaa i 
det mindfte een til af Sigurds Brødre, vare faldne i Kampen mod Sverre, 
fiden flere ,, Brødre” nævnes; ja da Gigurd opholdt fig hos verre fom et 
Slags JFofterfen af ham mdtil 1192, maa det have været efter Glaget i 
Florevaag. Da Leverdag efter Botolfsmesfe 1195 og 1200 falder paa St. 
Hansdag, fan det ej have været i disfe Aarz en lignende Betænkelighed op— 
ftaar vel ogfaa med Henfyn til 1201, hvor hiin Løverdag er St. Hans Aften, 
men muligt var det dog her, at man havde regnet fra den foregaaende 
JFeftdag. Forfaftes 1201, har man fun 1197 tilbage, da Sigurd var Éom- 
men tildage til Oplandene efter Joget til Nordfjord. 


) Paa Mariemesfe øvres Tid, fom Flatøbogen udtrykfeligt angiver. 


380 - GSverre Sigurdsføn. 


med begge Arme, brugte han fine Øjne faa godt han funde, uden at lade 
fig anfegte af, at Baglerne føøde efter ham, og at navnlig to Pile, Reidar 
felv afffød, tvaf, Den ene i Knappen, den anden mellem hans Hænder, juft 
fom han flap Faget for at gaa ned. Han berettede Kongen at Baglerne 
havde halet nogle Studer op paa Bjerget, og hvælvet den ene over Deres 
Brønd, der var lidt nedenfor det nordre Kaftell, for at de uden Fare 
funde hente Vand. Kaftellerne vare opførte af fire Hjørneftave, medens 
SIndgangsdørene vare lave, nede mellem Stavene 1). Benyttende fig af denne 
Gftervetning, lod Gverre fenger ud paa Høften, i en belgmørt Nat, en 
Mand ved Navn Svein Munke fnige fig op paa Borgen, medbringende 
et tyft og langt Toug, fom han, uden at blive bemerket, fit faftgjort om 
Den ene af Kaftellet8 Hjørneftave, meden8 over 120 Mand nedenfor holdt 
i Den anden Ende, og paa et givet Tegn begyndte at hale af alle Kræf- 
ter. — Kaftellet begyndte allerede at vakle fterkt, og Baglerne, fom vare 
Der inde, bleve meget forfærdede: da braft ubeldigviis Souget. Svein fom 
felv uffad ned ad Den oſtlige Side af Bjerget, efter at have dræbt to af 
Baglernes Bagtmænd, fom ban forefandt der. Undre Midler, fom Sverre 
anvendte for at fremføynde Bjerget8 FIndtagelfe, mislyffedes ligeledes; han lød 
blandt andet indrette et Stormtag af Traflager, hvilende paa tyffe Stave; men 
det vifte fig at være for tungt og uhaandteerligt til at funne bruges med 
Fordel i De ftejle Kleve under Kaſtellet. Dagligdags verlede man Stud 
med hverandre, men Baglernes højere og mere dakkede Standpunkt gjorde 
at Fordelen ogfaa ber fædvanligviis var paa deres Side. 

Deres Stilling var med alt dette heel mislig, thi af Sverres For- 
beredelfer var det let at ffjønne, at ban havde indrettet fig pan en lang- 
varig Belejring, og naar dDe ej fil Undfætning, vilde Hungersnød uund— 
gaaeligt indfinde fig og tvinge dem til Overgivelfe. Det var derfor Rei— 
Dar hojſt magtpaaliggende at underrette Inge, Siqurd og de øvrige Bag- 
ferhøvdinger om den Knibe, bvori ban befandt fig, og fnareft muligt fkaffe 
ham Hjelp. Det var en udtryktelig Aftale mellem dem, at naar den ene 
behøvede den andens VBiftand, føulde denne firar være rede. Men det 
vanfkeligfte var at faa fendt Bud fra Bjerget, faa trengt indefluttet fom 
det var af Birfebeinerne. Paa Landfiden var det aldeles umuligt, thi 
der dannede Palisfaderne og Graven en uoverftigelig Hindring; den enefte 
tænfelige Udbej var paa Soſiden, fljønt VBirfebeinerne vogfaa her om 
Natten holdt Vagt paa nogle Studer. Forſoget maatte Dog gjøres, og 
Den fjeffe Thord Dokka fod fig i en mørt Nat, felv tiende, i en liden 


1) Befynderligt not, tales der ved denne Lejlighed intet om Midjaelskirken 
paa Bjerget, der dog fynes at maatte have ligget indenfor Befæftningen. 





1201. Belejring af Glotsbjerget ved Junsberg. 381 


aatteroet Skude hisfe ned i Søen fra Bjerget3 frejle veftlige Rand 2), hvor- 
fra de nu af alle Kræfter roede over til Den anden Side. Birkebeinerne 
opdagede dem vel og fatte efter Dem, men iffe førend De allerede havde 
faaet et faadant Forfpring, at De uffadte fom i Land lidt ovenfor Smor— 
berg, hvor fun den tomme Skude faldt i Birfebeinerne8 Hænder. Da 
Sverre om Morgenen fit dette at vide, fagde han fun til fine Folk, der 
allerede havde ytret Tegn til Utaalmodighed: „der feer I, faa lejdt, fom 
I finde det at fidde her om Bjerget, faa finde Dog De Der oppe Det 
endnu fejdere.” Thord Dokkas og hans Staldbrødres driftige Ferd bragte 
døg de Belejrede ingen Nytte. De fom ganffe vigtigt til Jnge og Sig- 
utd, men disfe, Der flet iffe havde videre Mod paa at binde an med 
Sverre, fvarede fun, at han not vilde begive fig bort, naar Det begyndte 
at fnee eller fryfe. 

Paa denne Tid fit Sverre en fandfynligvits længe ventet Undfæt- 
ning af et Par Hundrede fremmede Lejekrigere, af Dem, man paa Hiin 
Tid i England og Franfrige plejede at fade Ribalder (ribaudsj, hvilke 
Kong Johan, der i Maret 1199 havde efterfulgt fin Broder Richard paa 
Englands Trone, havde fendt ham.  Disfe Ribalder vare let bevæbnede, 
vaffe Folk, fom fædvanligviis brugtes ved Belejringer til at lobe Storm 
i GSpidfen før de øvrige Tropper, og overhoved ved alle Lejligheder, 
hbor det fom an paa Kjekhed og Hurtigbed, men de vare fom ofteft faa 
vilde og tøjleløfe, at deres Navn gif over til i Almindelighed at betegne 
Voldsmænd og alftens løft Pak 2). Johan havde fandfynligviis 
brugt dem i Krigen mod Franfrige og onſkede vel nu, da der 
var fluttet Fred C1200), at blive Dem vit. De vare alerede 
fomne til Sverre tidligt paa Sommeren, førend han endnu havde forladt 
Bergen, — et Tegn paa, hvor ivrigt han beredede lig til den foreftaaende 
Belejring — og han bhavde fendt dem affted under UAnførfel af en vis 


1) Man føulde heraf formode, at Bandet i den Iid gif længer op under Klip- 
pefiden end nu, da der gaar en Vej lige under denne. 


1) Rigord fortæller i fit Skrift de gestis Philippi Augusti ved 1189 (Brial, 
rerum Gall. Secriptt. XVIL 28) bvorledes Kongen, da han belejvede Le 
Mans, fpejdede efter Byens fvagere Punkter, men imidlertid hans , Mibal- 
der, der vare vante til at gjøre de førfte Ungreb ved  VBeftormelfe 
af Befæeftninger, i hans Paafyn anfaldt felve Byen, Fom over Mu 
vene paa GStormftiger, og indtoge den.” De vare altfaa, hvad der paa 
Franſk Éaldes „enfans perdus.* Allerede Matth. Paris forklarer ved 
1251 ,Ribaldi* ved alffens løft Pak: confluebant igitur ad ipsorum con- 
Sortium fures, exsules, fugitivi, excommunicati, quos omnes Ribaldos 
Francia vulgariter consvevit appellare, Matth. Par. ed. Waits, 9. 
550, b. 


382 Sverre Sigurdsſon. 


Hide '), for at tage Bejen over Fjeldet og møde ham i Bien. Hide 
pasfede altfor godt til at være deres Unfører, da han felv allerede havde 
et flemt Ord paa fig fom en raa og famvittigbedsløs Kriger. Han førte 
dem over Fjeldet gjennem Haddingdalen, og derfra av betydelige Omveje, 
gjennem Svgnevdalen og Thelemarken 2), fandfynligviis fordi den lige Vej 
gjennem De ydre Dele af Oplandene var befat af Baglerne; bvor de fom 
frem, dræbte de unge og gamle, Mænd og Kvinder, og alt Kvæg, ja over- 
hoved alt levende, fom de forefandt, lige indtil Hunde og Katte, og brændte 
ethvert Huus: famlede Bønderne fig imod dem for at forfvare Deres Liv 
og Gjendom, (øb de til Fjelds eller til Sfovs, og fom frem igjen, Dev 
fvor man mindſt ventede Det; De herjede i Bygder, fom Hidtil aldrig havde 
været betrandte af nogen fiendtlig Fod, og øvede Hærverk, hvortil man 
endnu aldrig bavde feet Magen. Dette ftulde vel være en Straf, 
fordi Thelebonderne og vimeligviis flere af Indbyggerne i de Gyne, gjennem 
bvilfe deres Vej faldt, bavde Ddeeltaget i Oproret. De fom ikke til 
Sverre, førend han allerede havde begyndt Belejringen, men gjorde nu god 
Fjenefte, ifær ved deres Færdighed i Bueffydning 3). 

Baglerne ventede imidlertid hver Dag paa Undfætning, og fprjdede 
med fængfelsfulde Bliffe mod Norden, om iffe deres Staldbrødres Hær - 
fnart vilde vife fig oppe paa Frode-Uafen. En Morgen, da det Var 
blevet fyft, faa Vagtmændene ved Det nordlige Kaſtell virkelig en betyde- 
fig og tel udruftet Sfare fomme ned fra Aaſen. De ilede ftrar hen til 
Reidar, vækkede ham, og fortalte ham med ſtor Glæde, at de faa længe vene 
tede Undfætningstropper nu endelig vare Der. Neidar ftod op, [od hele Befæt- 
ningen træde under Vaaben, og begav fig hen til det nordre Kaftell, hvor 
man nu ogfaa fit Øje paa en Stare Birkebeiner, Der drog ud fra Byen 





1) Denne Hide, hvorom der i det følgende ogfaa blive Sale, var en Broder af 
Birkebeinhøvdingen Sigurd Gkjaalge, og maa ikke forverleå med GSverred 
Broder af dette Navn, der blev dræbt af Baglerne 1197. 


Disfe ere de enefte Stedsnavne, fom her anføres i Sagaen. Man feer deraf, 
at Nibalderne fandfynligviis have taget Vejen over VBosfefjeldene til Hool 
og Ual å Hallingdal, og derfra ned igjennem Dalen til Krødshered, derfra 
til Sognedalen og Syriftranden, famt videre over Eker og Gandsver til 
Thelemarken; fiden have de vel vandret gjennem Grenland og den ſydveſt— 
lige Deel af Beftfold, indtil de naaede Junsberg. 


En Dag, fortæller Sagaen, blev en af Mibalderne truffen af en Pil fra 
Bjerget, faa at han firar fiyrtede død omfuld: ved Gynet beraf brølte de 
øvrige Mibalder hejt, og løb fnart til fnart fra Bjerget, fÉydende paa Bag: 
ferne. Gn af dem traf Bifing Nevja, en af Baglernes ftørfte Krigsmand, 
i Gtruben, faa at han opgav Uanden. Mere berettes ikke om Ribaldernes Be— 
drifter. Der figes heller ikke, om de forbleve i Norge, eller ſendtes tilbage 
til England. 


2 


— 


3 


— 








1201. Belejring af Slotsbjerget ved Tunsberg. 383 


mod hine. Hver Sfare havde fit Banner, og Luren ſkraldede højt i dem 
begge. De mødtes fnart, og begyndte, fom det lod til, en Kamp, i bvilfen 
Birkebeinerne deels faldt, deels bleve drevne paa Flugten. Baglerne paa 
Bjerget opfordrede nu Neidar til at gjøre et Udfald, for at fomme deres 
Kammerater til Hjelp, og tage Birkebeinerne å Ryggen. Men den tloge 
Reidar fagde, at han førjt vilde fre Tiden lidt an; hvis de Fropper, der 
nu fom nordenfra, fif Birfebeinerne drevne lige til Graven, trængte de ej 
til Hjelp, men funde gjøre Det af med Dem paa egen Haand. Efter at 
have betragtet Striden en Stund, fagde han: Denne Flugt forefommer 
mig heel befynderlig, ja fun fom en Leg; feer FI, hvorledes de, fom 
fafde, altid mage det faaledes, at de enten falde paa et Sted, hvor der 
er tørt, eller paa fine Skjolde; eller funne I opdage noget Blod paa 
deres Vaaben eller Klader? Dette ev fiffert fun en Krigslift, fom Sverre 
forføger”  Dg ban bavde Net, thi Sverre havde om Natten ladet en 
Deel af fin Hær begive fig tag om Frovde-Aafen, og om Morgenen holde 
Den nys beffrevne Skinfegtning med en anden Ufdeling af Birfebeiner, der 
drog ud fra Byen, for Derved at loffe Baglerne ned fra Bjerget; lykke— 
des Dette, ſkulde et Baghold, der ftod opftillet tæt under Bjerget, bryde frem 
og fpærre dem Filbagevejen. Men Reidar var for flog til at lade fig 
narre, og faafedes fom Der intet ud af den hele, liftigt not udtænkte Plan. 

Det ev fet at begribe, at det i Længden maatte falde Kongen van= 
føeligt at føaffe Levnetsmidlev til fin Hær. Da de, fom man havde bragt 
med paa Flaaden, vare opbrugte, fendte han Folk rundt omfring i de om- 
liggende Hereder, for at ffaffe Ledingsgjeld og Proviant, og dette gif vet godt, 
faa [ænge Soen endnu var aaben og man funde fomme frem til Skibs. 
Men ud paa Vintren, da Fjordene frøs til, blev Det værre, thi nu var 
Det ej alene vanffeligt at flaffe de Levnetsmidler frem, fom man fik, men 
Bønderne paa VBeftfold, der allerede havde maattet udrede faa meget, og 
Desuden vare Birfebeinerne8 affagte Fiender, begyndte nu mere og mere 
at gjøre fig vrange og byde dem Trods; ja Opbholdet i og ved Tunsberg 
maatte i fig felv være forbundet med mange Ubebageligheder, da Tuns— 
bergsmændenes Sympatbier ganffe vare paa Baglernes Side; Dde havde 
været med i Joget mod Oslo, og Da Sverre prøvede Den nys omtalte 
Krigslift, maatte ban udtryffeligt paalægge fine Mænd, lige faa lidet at 
fade Bymændene, fom Baglerne paa Bjerget ane noget derom. Alt dette 
| bakte Misjtemning i Hæren. Iſar begyndte Ledingsfolfene at fnurre, da 
| Ledingstiden forlængft var omme, og de længeres bjem. Da lod Kongen 
blæfe til Huustbing, og holdt følgende Fale til Mandſkabet: ”Feg hører 
nu, at man falder det lange Opphold ber uforfvarligt, og at enhver vilde 
prife fig fyffelig, om ban funde fomme bjem. Men er det vel fømmeligt 
for Krigere, at fnurre mod fin Konge, om man juſt iffe fan fylde Vom— 


384 Sverre Sigurdsføn. 


men faa godt, fom UArbejd8manden med fin Skobl? I ligne ikke de Folt 
i fordum8 Dage, om hvilke der ev ſkrebet Fortællinger, fom vifte faadan Ud- 
Hofdenhed i at belejve fine Fiender, at Klævderne raadnede af Dem, og at de 
aad Sfederne af fine Sverd og Overfævderet paa fine Sfo, uden at vige 
af Pletten, indtil De vandt Sejr. Jeg behøver itfe engang at hente Ex— 
empler  fængere borte end fra Baglerne bift oppe paa Bjerget; De vife 
ftørre Faſthed og Udholdenhed, idet de endnu iffe give tabt. Lad mig 
Derfor ej [ænger høre Denne Knur; per ville og fulle vi fivde, hvad enten I 
finde det flemt eller ej, lige til vi have faaert Bugt med Baglerne.“ Iret— 
tefættelfen lader til at have frugtet, (Hi Der tales iffe om, at der vftere 
hørtes nogen Knurr. Efterſom det fed ud paa Vintren, begyndte nu og- 
faa Baglernes Levnetsmidler at gaa op, og Reidar indfaa, at han fnart 
vilde blive ſtedt Den vderfte Nod, hvis iffe den forlangte Undfætning 
fom. Men ingen Undfætning (od fig fee; Der indlob iffe engang noget 
Svar, fun Birkebeinerne fpottede Dem hver Dag med, at deres Konge 
Inge fnart vilde fomme med en vædig Hær og frelfe dem. Reidar fød 
nu ſkrive et Brev til Inge og Sigurd, bvori han fod dem vide, at han 
ikke funde holde fig fænger end til Nifolasmesfe (Gte December) og enda 
fun med Nød og neppe, hvorfor ban paa Det indftændigfte bad dem om 
at fomme ham til Hjelp. Brevet affendtes om Natten med en Mand, 
der ftod paa Såi ned af Bjerget paa Ffen, bvilfen nu faa fangs med dets 
Fod og et Styffe ud paa Vaagen; derved blev Det ham muligt at fom- 
me uden om Graven og Palisfaderne, og faaledes undgaa Birkebeinerne. 
Han traf Inge i Hamar paa Hedemarken. Denne faldte ſtrar fine Hvv- 
Dinger til fig og [od Brevet oplæfe Sigurd Jarlsſon frarandede paa 
det alvorligfte, at opfylde Reidars Befaling, bvilfet, fom han fagde, var | 
at flyrte fig i Den aabne Grav. Han foreflog, at de heller ſkulde gjøre 
et Fog nord til Fjordene og flaffe fig Stibe; naar Svære hørte det, 
vilde han blive nødt til at have Belejvingen og føynde fig hen til de Egne, 
hvor de færdedes; faaledes vilde Reidar lige fuldt blive frelft. Dette 
Raad fandt alles Bifald. De brøde op fra Hamar, toge Vejen gjennem Gud- 
brandsdalen til Naumsdalen, og fik fig em Deel Studer. Flere af dem, 
under Anførfel af Inge, fejlede nu fydefter, og underlagde fig Kvjterne 
af Nordfjord og Søndfjord, medens de pvrige fatte fig falt i Raumse 
Dalen og begge Mørerne '). Da hine fom til Sognføen, Drejede De ind 
i Sognefjorden, arbejdende fig møjfonmeligt op mod en beftig Øjtenvind. 
Ved Nattetid fom De ind til Vif. Her lan Hovdingen Jon Staal fra 





1) Dette fres af Haakon Sverresjøns Saga hos Glausjøn, Begyndelfen. 











1201 Baglernes Strejftog til Møre og Sogn. 385 


Hvol i Sogndal 1), en af Sverres ivrigfte Filhængere, med en Skude 
paa Rejſen til Bergen. Baglerne toge den med alt hvad der fandte8 om- 
bord; Ion felv og hans Mænd undfom fun med ftørfte Nød, og uden 
Vaaben og Klævder, bvilfe Bønderne fiden fkaffede dem. Dette Sammen- 
ftød med Jon Staal blev dog til Baglernes egen Sfade.  Ulferede Da- 
gen efter, Da han oppe fra Fjeldet blev var, at henved femti af dem gik 


- til H0v *) for at bade fig, føyndte ban fig med 18 Mand ned til Gaar- 


Den og fom faa uforvarende over Dem, at Dei ftørfte Forvirring flygtede 
bort, og miftede en Mand nede i Hagen.  Derpaa føgte han atter til 
Fjelds, og tiltraadte Dagen efter Rejſen til Bergen over Land. I VBer- 
gen underrettede han Einar Kongsmaag og Dagfinn Bonde om Bagler— 
nes Ankomſt til Sogn. Einar og Dagfinn udruftede i Haft nogle Sku— 
der, og drog med Fon og de Folk, de havde ved Haanden, til Sogn, hvor de 
hørte at Bagferne vare inde i Lufa- Kaupang, og bavde hodt Thing 
med Svgningerne, Hvor de bavde paabdudt Leding, og ladet Inge bylde 
fom Konge. VBirfebeinerne voede hele Natten ind ad Fjorden, og fom i 
Dagningen til Kaupang, hvor de firar lagde til Bryggerne, lode ftøde 
i Luren, og fprang op. Baglerne toge ſtrax Flugten og føgte op over 
Kaupangsfjeldet, deels til Solvorn, deeld til Folfesbygden; fiden roede 
De paa Ferjer og mindre Baade ind til Lyfter, hvor de famledes og 
droge over Fjeldet ned til Mardal. Men Virfebeinerne toge alle deres 
Skibe, med alt det Gods der var ombord, faavel fom en bee Mængde 
Vaaben og Klæder. Nogle af dem, der ej burtigt nof funde undkomme 


å Kaupang, bleve dræbte eller faarede. Blandt de fidfte var en af Vereg 


Høvdinger, Arne Biffopsfrænde 3), der flæbte fig op til en Sæter, men 
formaaede iffe at fomme længer, og blev ber Ddræbt af en Omløber af 
Birfebeinernes Skare, der tog hans Penge og Klæder og fljulte Liget, 
fom ej fandtes førend den puafølgende Baar. Da Jun Staal fik høre 
at Bagferne vare i Aardal, ſkyndte han fig ind efter Dem, men da han 
fom til Aardal, vare De allerede ovenfor Bandet, faa at han ej funde naa 
Dem. De toge Derpaa Vejen over Fjeldet til Valdres og derfra til Oplan- 
Dene uden at have høftet andet end Sfam og Skade af deres ITog*). 


1) At Jon Staals Hovedgaard var Hvol (nu udtalt Kvale) i Sogndal, fees 
af Sturlungafaga VIII. 2, (3die B. S. 124). 

2) Hov eller Hove er, fom bekfjendt, en af de ftørfte Gaarde i Bifebygden, hvor 
en af Sognets Kirter ftaar. 

3) Man føulde næften formode, at han var en Broderføn af VBiffop Nikolas, 
og opfaldt efter dennes Fader Arne. 

%) Sverres Saga Cay. 79. 
Mund. Det norffe Folls Hiftorte. 1. 


va 
en | 


386 Sverre Sigurdsføn. 


Den anden Ufdeling Dderimod, fom var bleben tilbage i Raumsdalen og 
paa More, holdt fig der fremdeles, ſandſynligviis under Anforſel af Sig— 
urd Jarlsſon. 


68. Baglerne paa GSlotsberget overgive fig. 


Imidlertid var Nifolasmesfe forbi, uden at Reidar Sendemand faa 
eller hørte mindfte Tegn til Undfætning. Noden blev nu faa for, at Bee 
fætningen iffe havde andet til Fulefoft, end deres Reb af Hvalrosfe- els 
fer Sel-Stind, fom de hugg i Styffer og fogte. Da funde flere ikke læn= 
ger holde dette ud, men toge bemmelig Flugten til Birkebeinernes Lejr; 
en af De førfte bar endog Høvdingen Hallvard Bratte, der mod GSlutnin- 
gen af Julen (ved 13de Januar 1202) en Nat føb ned af Bjerget felv anden, - 
og begav fig lige til Kong Sterre, der ffjenfede dem begge Livet, frjønt 
Birfebeinerne, Da de fit det at høre, bleve meget misfornøjede Dderover. 
Det bidrog alligevel meget til at fremføynde Overgivelfen, thi Baglerne 
havde hidtil ftaaet i Den Formening, at Kongen, hvis han fit dem i fin 
Bold, vilde lade dem alle fpringe over Klingen: nu derimod faa de, at 
de funde gjøre fig Haab om Livet. Strax efter fom derfor en heel Deel 
ned til Kongen, og fif ligeledes Grid; de medbragte tillige det Budſkab 
fra Reidar, at ban Dagen efter felv vilde forlade Bjerget med den øvrige 
Befætning, og beller falde for Vaaben end dø af Sult, men modtage Grid, 
Hvis Den blev ham tilbuden.  Gverre, fom indfaa, at han iffe paa egen 
Haand funde frelfe dem, uden førft at have erhvertet fine Folls Sam- 
tykke, [od ſtrax blæfe til Huusthing, og forelagde Birfebeinerne det Spørgsmaal, 
hvad man føulde gjøre ved Neidar og hans Mænd, hvis man fif dem i 
fin Bold, fiden det nu faa ud til, at der omfider vilde blive en Ende paa 
Denne langvarige Belejring, til Glæde for alle, ifær for Dem, Der bare 
fig faa ilde, Da de iffe fit Lov til at drage hjem om Høften. Mange 
fvarede ftvar, at alle de, dDer [aa paa Bjerget, vare fin Død værd, og at 
Det Dog var altfor baardt at have fultet og dDøjet Ondt for deres Skyld 
i mange Uger, og enda maatte fljenfe fine Fedres og Brødreg Baner 
mænd Livet, ja endog fiden Dele Halvrum med dem. Da fagde Kongen: 
„Betenker vel, gode Mænd, om nogen af eder tør anfee fig ftørre end mig, . 
eller for god til at fammenligne fig med mig, og overvejer faa, om man 
fan bebrejde ham det fom en Skam, bvis han følger mit Grempel. 
Her i Funsberg dræbte Baglerne min Broder Hide. I Oslo dræbte de 
min Frænde Pbilip Jarl, foruden mange andre; i Vinter have I fefp 
hørt dem falde mig Sverre Bikkje“, og give mig mange lignende Øge- 
navne. Mu vil jeg tilgive dem alt dette for Guds Skyld, og haaber at 








1202. Baglerne paa GSlotsberget Fapitulere. 387 


ban derfor vil tilgive mig hvad jeg bar fyndet mod bam. J habe lige 
faa vel GSjæle fom jeg, bvilfet I nøje maa betænfe; og Derfor fan Dog 
Ingen fade eder Uslinger". Denne Tale virfede efter Ønfte, og alle ev- 
kærede fig villige til at føje fig efter Kongens Beftemmelje. Da faaledes 
al Fare var bortfjernet, fendte Sverre Bud til Reidar, at ban og alle 
hans Mænd ſkulde faa Grid. Morgenen efter, ved Døgurd-Iid, fom de 
alle fammen ned, bleve een for een førte for Kongen, og aflagde Troſkabs— 
Ed. - Derpaa fordeelte han dem paa dDe enkelte Skarer, vg beholdt felv 
Reidar hos fig. Ikke not med, at ban føjenfede dem Livet; ban førgede 
ogfaa paa det ombyggeligfte for deres Pleje, bad fine Mænd at vife dem 
al Ombu, og advarede dem felv for, i Førftningen at tage alt for graadigt 
Næring til fig. Saaledes gav den banfatte og af et politft Parti 
blandt Gejjtligheden fom en Gudsfornegter udſkregne Fyrſte et Exempel 
paa egte riftelig Forfonligbed og overboved paa Humanitet, fom hans 
Modftandere neppe i famme Tilfalde vilde have viift, og fom i de Tider 
hørte blandt Sjeldenhederne. Men han vifte tillige, at han Dert, fom i faa meget 
andet, var forud for fin Iid. Mange blandt Fangerne adløde iffe hans 
Advarfel, til Deres egen Stade; ellers vare De alle faa medtagne af Sult 
og Glendigbed, at ingen undgif Sygdom, mange døde, og mange fit Meen, 
faa længe de fevede. - Reidar felv [aa [ænge fyg, og Kongen brugte mange Kure 
og Lægemidler til ham. VBelejringen havde i det hele varet i 20 Uger, eller 
fra den førfte Uge i September 1201 til den 4de Uge i Januar 1202 1). 


69. Kong Sverres ſidſte Sygdom og Død. 


Men omfider var den Tid fommen, fom man længe funde forudfee, 
at Sverres Legemskræfter iffe længer funde holde Stand mod de over- 
pættes Anftrengelfer og Befymringer, med bvilfe han Mat og Dag havde 
at fæmpe. Uagtet man af alt, bvad ban udholdt, maa flutte, at han var 
begavet med et ualmindeligt fundt og fterft Legeme, maatte Dog alt, bvad 
han dojede, tilfidft undergrave den fterkefte Helbred, og det er fnarere 
at undre over, at ban holdt faa fænge ud, end at ban efter 25 Aars 
uafladelige aandelige og fegemlige Vefværligheder omfider fant fammen. 
Allerede under Opholdet i Tunsberg begyndte han at ffrante, men Syg— 
dommen tog dog for det førfte iffe fynderligt til. Kort efter Slotsber- 
gets FIndtagelfe, altfaa fidft i Januar eller førft i Februar, forlod han 





1) Syerrrs Saga Gap. 179. Det er i det foregaaende nævnt, at Belejringen, 
fom Gagaen angiver, begyndte ved (rimeligviis lidt før) Mariemesfe øvre 
eller 8de Septbr. Tyve Uger fra denne gaa nøjugtigt til 25de Januar, 
og Siden, ba Overgivelfen ffede, maa faaledes have været en Dag mellem 
den 13de (20de Dag Juul) og den 25de. 


25" 


388 Sverre Sigurdsføn. 


Tunsberg og fejlede i forte Dagsrejfer til Bergen. Da holdt han alle- 
rede Sengen, og batde om Dagen for det mefte fit Leje i Løftingen. Ved 
hans Side lan Reidar, for bvem ban havde fadet rede Seng paa Hrj- 
fædestiften. Han bavde nemlig færvdeles Fornsjelfe af at tale med den 
forftandige, vidt berejfte Mand, og [od Dam i alle Dele nyde famme Pleje, 
fom fig felv. De anfom til Bergen lidt før Faften, fom dette Aar be- 
qvndte den 27de Februar, og Kongen lod fig ſtrax bringe op til Borgen, 
hvor der blev beredt Leje for ham i Hallen. Under hans iffe lange 
Sygeleje var der fom ofteft fun faa Folk pos ham. Tirsdag Morgen 
Den Ste Marts følte ban fig dog fmertefri, og havde fvedet om Natten: 
Da fom der mange Mænd og faa til ham. Da de flefte vare borte, faldte han 
en, ved Navn Peter fvarte, til fig, og fagde at han vilde fortælle ham 
en Drøm, ban bavde baft.  ,Det forefom mig” fagde han, ,at en 
Mand fom til mig, den famme jeg faa ofte har feet i Drømme, naar jeg 
Drømte fandt; jeg fyntes at være mig bevidft, at jeg var meget ſyg og 
mat, og fpurgte bam derfor vad Ende han tankte Sygdommen vilde faa: 
Da gif ban ſtrar fra mig med De Od: bered dig fun til at fraa op, 
Sverre. — Denne Drøm fan, fom det fynes, tages i to Betydninger, men 
Hvordan det end gaar, vil det vel efter Denne Sved ſkee hurtigt.“ — Dette ffjøn- 
ner I Herre," fvarede Peter, ,vilt bedre ſelb end nogen anden, men mig 
bæres Det Dog for, ſom om biin Sale om at ftaa op, neppe figter til an— 
Det, end til Den Opftandelfe, der ffeer ved den vderfte Dom." — „Det er ikke 
ufandfynligt," fvarede Kongen, og begyndte ogfaa at blive mattere ud paa 
Dagen. Den følgende Morgen (Onsdag i Kvatemberdagene) fod han 
bente Prefter nede i Byen for at betjenes med den fidfte Olje. Da lod 
han ogfaa oplæfe og indfegle et Brev, fom ban bavde ladet ffrive til fin 
Søn Haafon i Trondhjem om, hvorledes der føulde forboldes med Rigets 
Stvrelfe, og erflærede tillige for alle de Jilftedeværende, paa det at de fiden 
funde vidne derom, at ban iffe var fig bevidft at bave mere end een Søn i 
Live, nemlig Haafon, faa at enhver, der fenere maatte udgive fig for hans 
Søn, fun var at anfee for en Bedrager og Uroftifter. ,FJeg vil" 
fagde ban, ,førend jeg bliver oljet, fade mig løfte op i mit Højfæde, og 
der afvente enten Bod eller Bane. tifolas Arnesſon vil da, naar jeg 
Dør ber i mit Højfævde, omringet af mine Venner, faa høre noget langt 
andet, end ban har ventet, ban bar fagt, at jeg burde være buggen I. 
Stykfer for Hund og Ravn; men Gud være fovet, fom i faa mange Fa- 
rer bar bevaret mig før mine Uvenners Baaben.” Derpaa, Fljønt neppe 
famme Dag, fit ban den fidfte Olje. Da han merfede at Vet [ed paa 
det fidfte med bam, foreffrev han, at man efter bans Død ſkulde lade hans 
Aaſyn være frit, for at baade Benner og Fiender funde fee, om der vel 
paa hans Legeme vifte fig nogen Virkning af bans Fienders Forbandelfer. 





1202. Sverres Død. 389 


Jeg bar," fagde ban, haft mere Møje, Ufred og Fare af Kongedøm- 
met, end Nolighed og VBebageligbed, og Det forefommer mig, fom om 
mange fun af Avind ere blevne mine Fiender, hvilket Gud nu tilgive dem, 
og dømme imellem dem og mig, fom i min bele Sag.” Kort derefter 
døde han, Løverdagen den 9de Marts 1202. Hans Lig blev lagt til of— 
fentligt Stue, fom han havde foreffrevet, med blottet Anfigt, og alle fom 
een bevidnede, .at de iffe havde feet noget Lig af fagrere Udfeende end 
hans 1). Giden blev det med megen Pragt jordfæftet i Chriſtkirken paa 
den fydlige Side, hvor nemlig Veggen blev aabnet mellem Choret og Ind— 
gangsdøren, og Kiften indfat i Wabningen, der fiden tilmuredes. Udenpaa 
fæftedes et Stykke Fløjel, og Dderover hængtes hans Merfe, Skjold og 
GStaalbue, ligefom Der og i Veggen felv indfattedes em Kobberplade, paa 
bvilfen der med Guldbogitaver ftod nogle latinffe Vers, der i Overfættelfe 
lyde faaledes: „her ligger Kongernes Pryd, Troens, rens og Mand— 
dommens Støtte og Stolpe, Mønfter og Forbillede, utrættelig Dyg— 
tigbed, Fofterjordens og Fædrenerigets VBærn og Forfvar, Kraft I dri- 
flige Raad, fine Fienders GSfræf, Norges Haver, fit Folks VBerom- 
melſe, Retfærdighedens Styrfer, Lovens Hævder, alle Sines Lyſt og Glæ- 
De" 2). Men af Sberres faavel fom de pvrige Kongers Gravfteder i 


1) Sverres Saga Gap. 180, 181. Sverres Dodsdag angives til den de 
Marts (Løverdag i Kvatemberdagene) faavel i Sagaen, fom i Obituarierne, 
navnlig hos Langebef, Scr. R. D. I. 507. Gtrar efter heder det i Sagaen, 
og det i alle Afførifter, at han døde octava idus Martii, d. e. 8de Marts, 
men dette ev enten Fejlvegning, eller den Time, paa bhvilfen han døde, faldt 
faa tidligt paa Dagen, at man, fornemmelig efter den nordiffe Negning, 
Éunde henføre den til den foregaaende Dag. Det er ellers noget befynder- 
ligt, at Sagaen omtaler hans Betjenelfe med den fidfte Olje og Henfiyt- 
telfe paa Kongeftolen fom om den føede Onsdagen forud, thi det er dog ikke 
rimeligt, at ban heelt fra Onsdag til Løverdag feulde have fiddet i denne 
for en Døende faa ubefvemme Stilling. Stedet maa vel faaledes forklares, 
fom om ban den Dag lod fende Bud efter Prefterne, men at Geremonien 
førft fenere fandt Sted. J Ungivelfen af Dodsaaret fejle elleré, merkeligt 
nok, alle Ufffrifter af Sverres Saga, thi ſtjont de udtrykkeligt fige at han var 
Konge i 25 Aar, og desuden Aar for Aar føre hans Hiftorie ned til 1202, 
ja endog derhos angive, at Kong Knut i Danmark og Byrge Jarl i Sverige døde 
famme Aar, og at det var 18 War efter Magnus Erlingsſons Fald, nævne de dog 
enten 1190, 1195 eller 1215. Man Éan alene forflare Fejlen deraf, at Jallet 
i det oprindelige Haandførift har været noget utydeligt, faa at det er blevet 
Læft fejl af Afffriverne, der overhoved vare lidet vante til at læfe og behandle 
Jalfifre. Sverres Død henføres ligeledes til 1202 i de islandffe Annaler 
faavel fom i Sturlunga Saga II. 17. 

3) Sverres Saga 182, Flatøbogen. At denne Gravffrift var forfattet paa Latin, 
ſees noffom af Benævnelfen ,vers,* der bruges om dem i Sagaen, faavet 
fom af Udtrykkene felv, der egentlig tun pasfe for Latinen. 


390 Sverre Sigurdsføn. 


Bergens Gyriftfirfe med Indſkrifter og alle andre Prodelfer er der nu 
iffe Spor tilbage, efterat Kirfen felv i 1531 blev nedreven. 

Skjont biin Indſkrift fattes Sverre af hans Venner, vilde den dog 
neppe bave været affattet i faadanne Udtryf, hvis ikke Ulle havde været gjen- 
nemtrængte af Den Bevidſthed, at Norge i ham havde lidt et uerftatteligt 
Tab, og at han ej alene var den ftørfte Kunge, der fiden Olaf den hele 
figes Tid havde fiddet paa Landets Trone, men endog den ſtorſte Mand, 
fom Norge gjennem flere Warhbundreder havde frembragt. Endog hans 
Fiender maatte tilftan, at der iffe i deres Dage havde fremftaaet nogen 
faadan Mand i Norge, fom Sverre. Bi have i det Foregaaende faa godt fom 
paa bvert Blad feet faa mange Prøver paa hans overlegne Falenter, Raadz 
fnildbed, Statsklogſtab, Menneſkekundſkab, Kjefhed og Udholdenhed, at vi 
ej ber behøve udførligere at Dvæle Derved. Det bedfte Beviis paa hans 
Storhed og aandelige Overfegenhed er, at uagtet han havde begyndt fin 
Bane fom en ubefjendt YGventyrer og Høvding for en Bande af Rom— 
ningsmænd, vg fiden ej alene havde haft Rigets mægtigfte Mænd og 
faa godt fom den hele Grjftligbed, men endog FJnnocentius Den Z3die felv, 
for hvem Guropas vældigfte Fyrſter ffalv, at fæmpe med, opnaaede han 
dog en fængere Herffertid, end nogen Konge før ham i de fidfte hundrede 
Mar, og medens hans Forgængere fiden Sigurd Jorfalafarers Tid alle 
pare faldne i Kamp, døde ban Straadsd paa fin Srone, uden at engang 
Pavens egne Truſler og Forbud formaaede at berøve ham den fædvan- 
lige gejſtlige Bijtand paa bans Dødslrje, eller at hindre hans Venner fra 
at ftede bam til Hvile i Kirken med al den Pragt og alle de Højtidelig- 
heder, fom paa Den Tid anfaaes at tilfomme en Konge. Og alt dette 
bavde han formaaet, uden dog, fom mange af hans Forgængere, Der havde 
politiffe Partier at fæmpe imod, at priisgive fin egen Unfeelfe og Kunz 
gemagten felv, for ej at ſtode fine Tilhengere for Hovedet, medens han 
derimod vidfte ved Strenghed, naar det gjaldt, parret med Venlighed og 
flog Gftergivenhed, naar den ej funde føade, paa rengang at fifre fig fine 
Omgivelſers Wrbodighed og Kjærlighed, ſaaledes at hans Ord ftedfe var 
dem en Lov, ligeſom han og efterlod fin Søn en langt anderledes befæftet og 
udvidet Kongemagt, end man forben bavde kjendt den i Morge.  Hertil 
bidrog væfentlig De politiffe Principer, han føgte at gjøre gjeldende og 
de derpaa byggede Foranftaltninger, der fornemmelig føyldes hans GStats- 
fogffab, og fom, bvad de end i fenere Aarhundreder formedelft uheldige 
Sammenjtød af Begivenbeder funne have virket til Stade for Rigets 
GSelvftændighed, dog paa hans og hans nærmefte Efterfolgeres Tid uneg- 
telig bidrog til at give Styrelſen den Fafthed og Landet det Sammen- 
bold, der ene førmaaede at afvende de farlige Følger, af fønderlemmen» 
de Partiftridigheder og blodige Borgerkrige, og til at bæve Norge højere 








1202. Sverres ftore Egenffaber. 391 


blandt Europas Stater, end man af et Land med det ringe Folketal og 
nordlige Beliggenhed føulde funne vente. Vi maa her gjentage, hvad vi 
ovenfor ved en anden Anledning ytrede, at Sverre i eet og alt var forud 
for fin Vid, faavel i fine Grundfætninger for Nigsftvreffen, ſom i fin 
Opfattelfe af de firfelige Forhold og overhboved i fin hele Birfen og 
Fremtræden. Deraf hoſtede han felv de bitve Frugter, idet Samtiden 
tildeel8 misforftod og misfjendte ham, Landet derimod de gode. Denne 
Miskjendelfe ftrafte fig dog iffe, og funde umuligt ftrærke fig til hans nær- 
mefte Omgivelfer, eller overhoved til dem, der fom i nøjere Berørelje med 
ham, juft iffe fordi de vare mere flartfeende og bedre forftode at 
vurdere hans Værd, end de Undre, men fun fordi de fom i hans 
umiddelbare Nærhed, i hvilfen det var umuligt for Dem ej at over 
pældes af en faadan Beundring for bans ſtore Egenſkaber, og faa ganføe 
at vindes af hans perfonlige Elftværdighed, at alle Misfjendelfens Ord 
og trange Domme paa dem vare fpildte, og deres Hengivenhed for ham 
ej fjendte nogen Grændfe, endog bvor Dde iffe egentlig billigede hans 
Handlemaade. Kun faaledes fan man forflare fig den urokkelige Froftab 
og næften til Forgudelfe gaaende Kjærlighed, fom hans Mænd vifte ham, 
og fom endog hos Samtiden felv vakte faadan Opfigt, at han af andre 
Hevdinger priftes fom et Mønfter for Dere$ Omgivelfer 1). Hvad der 
i Særdeleshed gjør hans VPerfonlighbed faa interesfant, er Den merfelige 
Blanding af Alvor og Humor, der fynes at være den norffe Nationale 
charakteer egen, fom faa iøjnefaldende aabenbarer fig i hele hans Frem- 
træden, at ban næften fan betragtes fom dens xevendegjørelje. 

Hvor uretfærdigt bang Fiender beffyldte ham for Grumbed vg Haard- 
bed, have vi ovenfor ombandket. Viſtnok opførte iffe bans Folk fig al- 
tid, fom de føulde, ifær i Førftningen, og han anvendte felv et Par 
Gange den haarde Fremfærd at brænde Bygderne for De Bønder, Der 
vifte fig gjenftvidige Men Krigsfolk plejede i den Tid at opfore fig 
tøjlestøft, naar De fandt Lejligbed dertil, og vi have feet, at Ledingsfol- 
fene felv iffe vare bedre, naar de befandt fig under Baaben udenfør Deres 
egne Hjemfteder 2). Sverre felv føgte desuden faa vidt muligt at overholde 
ftveng Difriplin, og det lykkedes ham viftnok bedre end de flefte andre 
Krigshøvdinger paa den Tid. Hans Haardhed mod Bønderne var til- 
deels fremfaldt ved disſes egen Ferd, og der gaves i de Tider neppe 


1) I Sturlunga Saga VI. 16 fortælleg ber, at Høvdingen Gisfur Thorvalds- 
føn ved en foreftaaende Kamp opfordrede fine Mænd til at vife famme Tro— 
føab og Hengivenhed, fom de Mænd, der faa hæderligt fulgte Sverre, og an* 
dre, der vare fine Høvdinger hengivne i Nød og Fare. 


2) Se ovenfor S. 299. 


392 Sverre Sigurdsføn. 


andre Midler til at bringe dem til Underfaftelfe. Men man tan paavife 
faa Rrigsbøvdinger, der vifte fig faa milde og forfonlige mod Fangne og 
Overvundne, fom Sverre; i hans Slag hørte det til Dagens Orden, at 
De fangne Fiender, ſelb om de havde fornærmet ham paa det blo- 
digfte, føulde beholde Liv og Lemmer, vg det vætfer derfor et langt an- 
det behageligt Indtryk, at fæfe om de Sejre, han vandt, end om de ſam— 
tidige Fegtninger mellem Høvdingerne paa Island, hvorved det, fom vi i 
det følgende ville fre, var det fædvanlige at Fangerne myrdedes med foldt 
Blod, eller [emlæftedes paa det grufomfte. Det var fun efter Slaget paa 
Strindføen, at Sverre i dette Stykke vifte en ufædvanlig Haardhed, men 
Da var ogfaa hans Blod mere end fævdvanligt bragt å Kog. Og i alle 
Hald forfonede han denne Haardhed fulvfommen ved den fjærligheds- 
fulde Mildhed og Omforg, han vifte mod Fangerne fra Slotsberget i 
Junsberg 1). N 

Det er Stade, at vore Oldftrifter for det mefte fun have dvælet ved 
Sverres Krigsbedrifter, uden at fortælle os fynderligt om hans Befty- 
relfe af Rigets indre Anliggender og om hans Foranftaltninger å fær- 
flilte, private Sager; vi vilde der upaatvivleligt have fundet langt flere 
og merfeligere Bevifer paa hans Fndfigter og adminiftrative Dygtighed, 
end Dem, vi nu fjende af hans Saga, og af Aktſtykkerne i hans Strid 
med Gejftligheden. Heller iffe ere Breve eller Dofumenter, enten vffent- 
lige eller private, tilbage fra bans Negjeringstid *). Hvor fore Tanker 
Gamtiden for øvrigt gjorde fig om bans FIndfigter og ftore Forjtand, feer 


1) Samtidens Bedammelfe af Sverres Gharakteer aabenbarer fig maaffee aller 
bedft i følgende Sammenligning mellem ham og hans Fader, der Fun med— 
deles i Flatøbogen, men bærer alle Merker af at være forfattet af en Mand 
der Fjendte Sverre perfonligt, og derhos havde haft Anledning til at høre 
hans Fader føildret af paalidelige Mænd: „Her vifte det fig, fom det ofte 
gaar, at man itte af en Mands Gharakteer fan flutte fig til hans Faders, 
thi Fader og Søn, Sigurd og Sverre, vare hinanden heel ulige i Sindelag. 
Sigurd var nemlig letfindig og heftig, Sverre fladig og volig, Gigurd let: 
troende og villig til at lytte til andres Ord, Sverre varfom og forfigtig i 
Valg af Benner, Sigurd var vankelmodig og foranderlig, verre faft og 
altid eens; Gigurd var fremfufende og aabent talende, Gverre faftordet og 
taus, Sigurd faakyndig og raadvild, Gverre raadig og forfigtig. Dog lig: 
nede de hinanden i mange Stykfer: begge vare ftorraadende og ftorfindede, 
begge hirdprude og forefommende mod deres Benner, men firide mod Uven— 
ner, begge aaftfæte med fin Hird og fit Følge, og trofafte i Nød og Fare, 
ligefom de gjorde meft af dem, der bedft Fjendte deres Egenheder.“ 

2) I JFortegnelfen over de Breve, ber i 1622 fandtes paa Utershuus Slot, 
forefommer og et Beffjermelfesbrev af Sverre Magnus for Hovedø Klofter, 
faavel fom et GStadfæftelfesbrev for famme Klofter paa Gaven af Fraun Gaard, 
fe ovenfor S. 222. 

















1202. Sverres mangefidige Dannelfe. 393 


man af den Iver, hvormed man føgte hans Raad, i fort fom i fmaat, 
og den Ugtelfe, bvormed man anførte hans Uutoritet i alle Slags Sager. 
Hans Omgivelfer have viftnof betragtet ham fom etformeligt Orakel, de med 
Tryghed og Forvisning om det aller bedfte Raad funde adfpørge I ethvert, 
om end nof faa ubetydeligt, Unliggende. Vi have faaledes feet, hvorle— 
Deg De danſke Korsfarere anfaa det af faadan VBigtighed at indhente Sver- 
reg Raad om deres foreftaaende Sejlads, at De endog tildeelg for Den 
Sags Styld lagde Vejen om Bergen. I Sagaen om VBiftop Paal Jons- 
føn paa Island heder det udtryffeligt, at Sverre, under dennes Op- 
bold i Norge, gjorde meget af bam, til hans egen og hans Venners 
Glæde, ,faavel fordi Sverre felv forftod fig bedre paa alt muligt, end De 
flefte andre, vg havde bedre Greb paa alting, fom fordi han ikke 
fparede paa noget, Der funde tjene dem begge til Hæder" 1), Den famme 
Saga fortæller, at da den før omtalte grønlandffe Biftop Jon, fom Sverre 
havde opdraget, i Maret 1203 oppholdt fig paa Fsland, færte han Folk at 
gjøre Biin af Krætedær, faaledes fom Kong Sverre havde lært ham 
Det 2); altfaa forftod han fig endog paa faadanne Sager, og man fan neppe 
antage andet, end at han har benyttet Ddisfe og lignende Indſigter til, 
Hvor ban færdedes i Landet, at indføre alffen8 Forbedringer I Huus— 
væfenet og Gaardddriften. Af den Maade, bvorpaa hans ombyggelige og 
venlige Behandling af de ved Funsberg fangne Bagler beftrives, ſkulde 
man flutte, at ban ogſaa beffjeftigede fig med Lægefunften 3) og forftod fig 
faavel paa Filberedelfen og Anvendelfen af de fædvanlige Lægemidler, fom 
paa Diætetifens Negler. Om hans thevlogiffe og fanoniftiffe Kundffaber 
vidner noffom hang Faler, faavel fom Stridsføriftet mod Gejftligheden, 
bvilfet, om end iffe ligefrem forfattet af ham, dog fom ovenfor paape- 
get, ganffe vift er udarbejdet under hans Filiyn. Man funde maaffee ogfaa, 
af den Lærdom, bans Søn Haafon lagde for Dagen — hvorom der i det 
følgende vil blive handlet — flutte at Sverre har ladet fine Sønner give 
en Undervisning, Der ellers for det mefte fun plejede at blive Gejjtlige til 
Deel, nemlig i det lutinffe Sprog og de i Forbindelfe dermed ftaaende 
$ærefag; og det fyne8 endog, fom om det fra den Tid af blev Reglen i 
den fongelige YGt, at GSønnerne føulde nyde flig Underviisning; dog 
er det vel muligt, at Haafon har faaet Denne Oplærelfe paa Færøerne, 
fom det nedenfor ſkal omhandles. At Sverre ved Siden af fin Klerfe-Lær- 


1) Paal Biffops Saga S. 156. 
2) Paal Biffops Saga, S. 188. 


3) Der ſtaar nemlig udtrykfeligt, at Sverre felv anvendte mange Kuurmetho- 
der ,lækningarbrögd,* 


394 Sverre Sigurdsføn. 


dom ogfaa var vel bevandret i Fædrelandet poetiffe og biftorifte Littera— 
tur, fee8 noffom Deraf, at han oftere, for at give fin Fale Begt, anførte 
Steder af de gamle Evddadigte log andre Oldkvad 1); der fortælles endog 
udtryfkefigt om Dam, at ban fandt megen Underholdning i at høre Sa- 
gaer fortælle, endog De opdigtede 2). Vi erfare tillige, at han bar fljenket 
den famtidige Saya-Litteratur færdetes Opmerffomhed, og at han navnlig 


maa bave ladet foranftalte Ufftrifter af fine Forgængere8 Sagaer, hvor 


ved han felv maaffee førte vel meget Fndfeende med, at VBegivenhe- 


Derne ej bleve anderledes fortalte, end fom han felv eller hans Filpængere 
ønftede det, thi der fige8, fom tidligere omtalt, udtryffeligt, hvor de tvende 
noget afvigende Beretninger om den egentlige Uarfag til Kong Gyfteins 


Drab angiveg, at Kong Sverre felv havde ladet den Beretning nedførive, 


— Det vil vel fige, optage i Kongefagaen — der nævnte Kong Inge fom Dra 
bet8 egentlige Opbavsmand 3). Kunne vi end itfe billige, at han faales 
des udøvede en Indflydelſe paa Hiftorieffrivningen, der bemmede dens tiles 


— 


Jul 


børlige Fribed, maa vi Dog paa den anden Side erfjende, at han Dere 


ved lagde en Erkjendelſe af Hiftoriens Vigtighed for Dagen, og vifte em 


politift Omtanfe, Der paa bans Tid fiffert endnu hørte til de fjeldnere 


Furefomfter. Og bvis det, hvad der unegtelig ligger meget nær at ane 
tage, egentlig var fra Sverre, at det førfte Stød blev givet til em ove 


Dentlig Samling og fuldftændig Bearbejdelfe af ale de ældre, hidtil fun 
fpredte og fragmentariffe, norffe Kongefagaer, maa man Derfor vide ham 
faa megen Tak, at de fra bam udganende Mangler ved Arbejdet visfelig 


bør overfees. Under disſe Omftændigheder bliver Vet fet at forftaa, hvor 


magtpaaliggende det maatte være ham, ogfaa at faa fin egen Saga ført 


i Pennen paa en Maade, bvormed han Funde være tjent. En faadan 
Sagaſkriver fandt ban i Abbed Karl FJonsføn i Fbingeyre Klofter 
paa Island, der, fom det i Fortalen til Sverres Gaga heder, nedfered 
den forfte Deel af Denne, medens Sterre felv fad Los, og beftemte Hvad 


Der ſkulde flrives. Det var fam vel ifær om at gjøre, at Der ej blev 


fremdraget andet og mere om hans Ungdomsaar og førfte Fremtræden, 
end hvad der i hans Fanfer ikke funde fompromittere ham eller fvække 


hans Anfeelfe, og derfor maa disſe Beretninger altid modtages med en 


vis Varfomhed. Anderledes er det med hans fenere Bedrifter, hvorved 
Der var faa mange Øjevidner og Deeltagere, at en Afvigelfe fra Sande 


1) Ge ifær ovenfor S. 368. 


2) Sturlunga Saga I. 13. Her flaar om den fabelagtige Romund Greips: 
ſons Saga: ,, Denne Saga blev ogfaa fortalt for Kong verre, ber fagde 


at flige Lyve-Sagaer unde være nok faa morfomme.” 
3) Se ovenfor II. S. 889. 











1202, Sverres Saga. Karl Abbed. 395 


heden i Fortællingen om dem firar vilde blive bemerket. Ut Sverres 
Valg faldt paa Karl Junsføn til at førive hans egen Gaga, fom fand- 
fynligviis deraf, at Thingeyre Klofter paa denne Tid maa have ftaaet i RY 
for den der herſkende hiſtoriſk-videnſkabelige Virkſomhed. Der levede famtivigt 
med ham Munfene Gunnlaug og Odd, hvilke vi allerede have omtalt fom 
Forfattere af hver fin Olaf Sryggvesføns Saga" 1), og de paaberaabe fig 
igjen Den forrige Abbed, Aasgrim Veſtlidesſon, fom en meget [ærd Mand, 
Der gav dem mange Oplysninger; fandfynligviis er det ham, der førft qav 
Stodet til denne fortjenftlige Virkſombed i Klofteret, og fom faaledeg og- 
faa har opfært Karl, der 8 Aar efter bans Død (1161) felv blev Abbed 
(1169). Karl nedlagde Ubbedværvdigheden i Aaret 1181, og rejfte fire 
Mar derefter over til Norge i Selftab med den før omtalte Ingemund 
Preſt og dennes Broderſon Agmund Thorvardsſon 2), uden dog, ſom 
man maa formode, i Norge at pleje nogen Omgang med dem, da de holdt 
fig meft inde med Sverres Fiender, endog Fon Kuvlung felv, medens 
Karl derimod netop i denne Tid maa have forfattet Sverres Saga, og 
faaledeg ftaaet i den venftabeligfte Forbindelſe med ham. — Hvor fænge 
Karl blev i Norge, vides iffe. I Aarct 1200 gjenfinde vi ham atter føm 
Abbed i Ibingeyre, hvor han anden Gang frafagve fig Abbedværdigheden 
1207, og døde 1212. J Fortalen til Sverreg Saga figes der udtryk— 
feligt, at den Deel, Karl forfattede, ikke gif langt; da der i Sagaen felv 
endnu ev tydelige Spor af, at der ved Maret 1189, eller Tiden efter 
Kuvlungernes Undergang og ved Udbrudet af Stridighederne med Gejjtlighe- 
Den, begynder en ny Ufdeling, er det højft fandfynligt, at Karls Arbejde 
har fluttet med Jon Kuvlungs Falv, og at han felv fort derefter er 
vendt tilbage til Island. Denne Deel af Sagaen, der ifær indeboldt 
Beftrivelfen over Sverres Opfomit og de ubyre Vanftefigbeder, han havde 
at fæmpe med, inden han erhvervede Riget, Faldte man fiden paa Grund 
deraf „Gryla,“ eller „Skrakkebilledet“. Den anden Deel, der omhandler 
Sverres ſenere Aar indtil hans Død, er, fom Det i Fortalen heder, føreven 





1) Se ovenfor II. S. 1037. J 9558 „Olaf Sryggvesføns Saga” Gap. 60 
ftaar der: „Saa fagde Kong Sverre, at han aldrig i Norge havde hørt 
Exempel paa at nogen Konge havde ftaaet faa fremragende og let fjendelig i 
Loftingen fom Kong Olaf, og at han maa have gjort det for at vinde Navn: 
kundighed.“ Denne Bemertning har Gverre vift fremfat for Karl Abbed, 
og han igjen meddeelt Broder Odd. 

?) Se ovenfor S. 205. 

3) I Finn Jonsføns Kirfehiftorie IV, 31 faar der, at han rejfte hjem til Is— 
land 1187 og da atter paatog fig Ubbedværdigheden. Dette mangler dog 
al Hjemmel i Oldførifterne, og er fandfynligviis kun foranlediget deraf, at 
der i Unnalerne ved 1187 ftaar »Kåri åböti;* men dette er Kaare Runulfsføn, 
fom Finn Jonsføn felv omtaler &. 32. 


396 Sverre Sigurdsføn. 


efter Beretning af famtidige Mænd, der tildels felv havde taget Deel i 
Begivenbederne, og faldes perfecta fortitudo, fordi den føildrede den Tid, 
bvori han havde faaet Overhaand over fine Ficnder. Den egentlige Forfatters 
tavn angives iffe, men det er ej ufandfynligt, at det var den med Karl Abbeds ſe— 
nere Leveaar famtidige Preit og Lovfigemand Styrme frode, om hvis litterære 
Virkſomhed vi i det følgende fomme til at tale videre; thi det ſiges udtrykkeligt, 
at Styrme førev efter Karl Jonføns Vert, og Dette fan neppe forftaars 
anderledes, end at han benyttede Det til en fuldftændig Bearbejvelfe af 
Sverre8 Saga. Man behøver ikfe at Iæfe Inge i Denne for at føle, at 
man ber har virfelig famtidige og af Øjebliffet8 Stemning paavirfede 
Beretninger for fig. Maa man end paa Grund deraf benytte dem med 
nogen Barfombhed, ere de derimod paa den anden Side defto mere belivede, 
og give os deſto anftueligere og livligere Billeder af Begivenhederne felv 
og de handlende Perfonligbeder. Den vil vel derfor altid blive den 
af vore Kongefagaer, der læfes med ſtorſt Jnteresfe. For Reſten ev 
det merfeligt nof, at der iffe ogfaa gives en Beretning om Sverres Krige, 
der fremſtiller Begivenhederne fra et Baglerne gunftigt Synspunkt. Man 
fan neppe antage andet, end at faadanne Beretninger virkelig have været 
til, men maa formode at de i Tidens Lob have været undertrykte af Sver- 
reg Wtlinger, Da disſe omfider fom i uforftyrret Befiddelfe af Tronen. 

Sverre var ved fin Død 50 Aar gammel ?), ingen bøj Uder, men 
dog et Særfyn i den norffe Kongebiftorie, da ingen Konge mellem ban 
og Harald Haarfagre havde naget det 50de Uar, med Undtagelfe af 
Harald Haardraade. Han beftrives fom en Mand af temmelig lav Vært, 
men før og fterf, med et bredt og veldannet Unfigt og færdeles fljær Hud 
Øjnene vare noget rødfprængte, men De aa fagert vg faft. Skjegget bar 
han fom ofteft tilftudfet. Han var af Væfen rolig og eftertænkfom, over 
maade veltalende, og havde et faa fart og flangfuldt Mæle, at om han 
end tilfyneladende iffe talte bejt, hørte man ham dog tydeligt endog i ftor 
Afftand. Han førte megen Bærdighed med fig, naar ban ſad i fit Høj- 
fæde, prægtigt flædt; da faa ban højere ud, end han virkelig var, da ban 
var hoj i Sædet og havde forboldsviis forte Been. Aldrig draf han 
faa meget af fterfe Dvifte, at han blev berufet, og nød fædvanligviis fun 
eet Maaltid om Dagen. Legemlig Anftrengelfe og Mattevaagen funde 
han taale i en ufædvanlig Grad *). 

Det ev ovenfor berettet, at Sverre felv paa fin Døvdsfeng erklærede, 
at ban ikke efterlod flere Sønner i Live, end Haafon. Dette fagde han 


rimeligviiå, fordi bans forhenværende Huſtru Aſtrid Noedatter en Stund 


1) Nemlig forudfat, fom ovenfor antaget, at han blev fød 1152. 
2) Sverre$ Saga, Gap. 181. 








1203. Sverres Børn. 397 


efter hans Afrejfe harde født en Søn til Verden, der blev faldet Erling, 
men fom Sverre ikke vilde anerfjende for fin Søn, faa at han endog 
deraf føal have taget Anledning til at negte Uftvid at fomme til Norge '). 
Nogle Aar efter Sverres Død fremftod Erling, fom vi nedenfor ville fee, virkelig 
med den Paaftand, at han var Sverre$ Søn, uden at det Dog Derved 
(vifedes ham at erhverve nogen Deel af Riget. Sverres øvrige Børn 
pare De oven nævnte Døttre Cecilia, FIngebjørg vg Chriſtine, hine fo med 
Aſtrid Noedatter, Denne med Dronning Margreta. Cecilia var gift med 
Den tapre Einar Preft, FIngebjørg var Enke efter den i 1198 af Bag- 
ferne dræbte Karl Sverfesføn. Griftine var ved hans Død neppe endnu 
fuldvoren. 


70. Skikke og Swder paa Sverres Tid og ved hans Hof. Kongefpejlet. 


Vi vide lidet eller intet om bvad merfeligt Der foregik i de forffjel» 
fige Dele af Norge paa Sverres Tid udenfor dDe Krigsbegivenheder, Sa- 
gaen meddeler. Af de islandffe Unnaler erfare vi, at der i Aaret 1180, 
famme War, Slaget paa Ilevoldene ftod, føede en merkelig Natur-Revolu— 
tion i Sogn, idet et beelt Fjeld ſtyrtede ned, fandfynligviis ved en af 
Fjordens indre Arme. Ut Borgerfrigene havde en ffadelig VBirfning paa 
Handel og Næringsveje, ligger i Sagens Natur, og fan tildeels ogſaa 
flutte8 Deraf, at der i Maret 1187 iffe fom et enefte Skib fra Norge 
til Jéland 2). Endelig omtales der i Annalerne, at Der i 1197 indtraf 
et baardt Uaar, fedfaget af en meget ſtreng Vinter. 

Heldigviis befidde vi Dog et Skrift fra Denne Iid, der fafter et Flart 
Lys over Folkets daværende Dannelfestrin, Skikke og Suder, Hof: og 
Krigsvæfenet, og de ftatsretlige Anſkuelſer, fom Sverre føgte at gjøre 
gjeldende, og fom ved hans og Birfebeinerne8 Sejr bleve de berffende hos 
den mere formaaende Deel af Folket. Dette er Det befjendte Berk, Faldet 
Speculum regale eller Kongeſpejlet, bvis Forfattelfe endog af flere 
ligefrem- bar været tillagt Sverre, ffjønt med Uret, Da Der findes Ste— 
Der i Skriftet, Der endog med Beftemthed fynes at vidne om, at ban ej 
funde være Dets Forfatter. Denne fynes at have været en Privatmand, der 
fevede i en anfeelig Stilling i den nordlige Deel af Landet, men hvis 
Navn det er vanſkeligt at gjette, Da vi fun fjende Navnene paa en liden 
Deel af de baalogalanffe og tbrondbjemføfe Stormænd, hvortil fommer, at 
Forfatteren, fom han felv ytrer, ønffede at være ukjendt og derfor viftnot 
med Flid bar pasfet det faaledes, at hans Navn ej med Lethed unde 
1) Se ovenfor S. 120, 196, jvfr. Untiqvariff Tidsſktrift 1849—51 S. 159. 

?) Annalerne, faavel fom Sturlunga Saga, I. 5. (Ifte B. S. 127). 


398 Sverre Sigurdsføn. 


gjettes. Men det fre vi tydeligt, at Skriftet er Dlevet til i Sverres 
Tidsalder, og i det mindfte er forfattet af en Mand, der i hans 
Tid havde fevet ved Hoffet og der ganffe havde tilegnet fig bans Grunde 
fætninger 1). „Kongeſpejlet bar”, fom det af en af vore [ærdefte og ſagkyn— 
Digfte Forfattere ytres, ,altid været anfeet, vg Det ganffe vift med Nette, 
for en af den norrøne eller oldnorffe Litteraturs ſtorſte Prydelſer. Neppe 
fremtræder i noget andet norſkt eller isfandftt Skrift fra Middelalderen 
det norrøne profaiffe Sprog i en mere udviflet Form, aabenbarer en 
ftørre Rigdomsfylde, eller bevæger fig med mere Siirlighed. — — — 
Det fremftiller for os de Sædeligbedens, Klogffabens og Slebenhedens 
Grundfætninger, paa bvilfe Nordmandene i bine Jider troede at det pri- 
vate Liv lige faa vel fom Statsſtyrelſen burde bygges, og lader os I Denne 
Fremftilling fpore en aandelig Udvikling, en Sands for Religion, Sædez 
figbed, Oplysning og Videnffabeligbed, famt en Dannelje og Slebenhed 
bog Folket, i det mindſte hos dets højere Klasfer, fom man i Mivdelal» 
Deren, almindeligen betragtet fom Barbariets Tidsalder, og i Morge, denne 
Udfant af Europa, vanffeligen ſkulde vente at finde" *). 

Striftet er affattet i Samtaleformen, faaledes at en Fader foreſtil— 
fe8 at belære fin unge Søn, der gjør bam allebaande Spørgsmaal om 
den bedfte Maade, bvorpaa ban bør ſoge at fikke fig i VBerden, 
og om de Kundffaber, Færdigbeder og Grundfætuinger, ban ber til 
egne fig for at vinde Fremgang og Ugtelfe i fine forffjellige Livsſtillin— 
ger. Derved bliver der Anledning til ej alene at fremfætte en Mængde 
almindelige, til alle Forbold pasfende Leveregler, men ogfaa færffilt og 
udførligt at udvikle, hvad det for Den unge Nordmand af qod Familie 
ifær er of Bigtigbed at forftaa paa De tvende Hovedtrin af hans Livs 
bane, førft fom Kjebmand, fiden fom Hofmand: og ved her at omtale 
Hoffet, Hirdmændenes Pligter og Rigsſtyrelſen i Ulmindelighed, bliver der 
oåfaa Anledning til at udtale de flatsretslige Grundfætninger, bvortil Fors 
fatteren befjender fig, ffildre Kongedømmets Forhold til Kirfen og berøre 
Gejſtlighedens Pligter mod Staten. Da mangt og meget i de Skildrin— 
ger, fom Gtriftet meddeler, ogfaa nøvdvendigniis maa pasfe paa Tiden 
før Sverreg Fremtræden, i bvilfen Den unavngivne Forfatter Ungdomstid 
maa bave faldet, bave vi allerede anført et. og andet Deraf, fornemmelig 
til Oplysning om Maaden, bvorpaa De unge Mordmænd plejede at drage 
i Kjøbmandsferd, faavel fom angaaende de forffjellige Værdighbeder og 


1) Dem, der ønffe en nøjere og udtømmende Underføgelfe af Kongefpejlets Af— 
fattelfe famt Forfatterens fandfynlige Levetid og Livsftilling, henvife vi til 
den Udgaven i Ghriftiania 1848 forudſtikkede Fortale. 


2) Keyfer, i den nys nævnte Fortale, S. XI. 


— ms — 


1202. Skikke og Saæder. Kongefpejlet. 399 


Betjeninger ved Hoffet. Vi ville her nærmere dvæle ved, hvad der maa 
anfee8 færegent for Sverres egen Tidsalder, og fan give os en Foreftilling 
om det daværende Liv i de højere Kredfe og ved Hoffet, om Kampen til 
Lands og Bands, og endelig om den Maade, hvorpaa man betragtede 
faavel de foregaaende, fom de daværende politiffe Forholde i Landet 
felt 2). 

Den unge Mand, der indføres talende, ytrer, at han ført nu befine 
Der fig i den ,lettefte Alder," har Lyſt til at drage Lande imellem, da 
ban iffe trøfter fig til at føge Hirden, førend han førit bar feet andre 
Folks Stifte Han anmoder Derfor fin Fader om at meddele ham gode 
Raad og Lardomme i dette Unliggende, og Faderen fvarer, at fljønt han 
mere har været Kongsmand end Kjøbmand, vil ban dog iffe dadle denne 
Dont, da dertil ofte de bedfte Mænd beftemme fig, men at det fun kom— 
mer an paa, at man er en ærlig og redelig Kjøbmand, iffe en  Manger- 
(d. e. Sfafrer) eller Bedrager. Den fom ſkal være en Kjøbmand, figer ban, 
maa udfætte fig for mangehaande Livsfarer, ſtundom paa Havet, ftundom i he— 
denſke Lande, og næften altid blandt fremmede Folk, faa at det fommer meget 
an paa, at han fliffer fig vel, vor ban befinder fig. Paa Søen behøver 
ban megen Raſkhed og Kjefhbed; er ban I Kjøbjtavden, eller hvor fom belft 
i Land, maa ban vife fig fædelig og beleven, derved gjør han fig alle til 
Venner. - Væn dig, beder Det, til at være narvaagen om Morgenen, gaa 
førft i Kirke, bør alle Dagmesfer lige fra Ottefang, og gjør Din Bøn med 
de Pfalmer og Bønner, fom du fan. Naar Mesfen ev til Ende, faa 
gaf om og fe dig om efter Dine Indfjøb. Gre Handelsforholdene i Byen 


Dig ubefjendte, da [æg nøje Merfe til, hvorledes de, Der anſees for de 


ftørfte og bedfte Kjøbmænd, bære fig ad. Pas og vel paa, at al den 
Vare, du fjøber, er ufpildt og uforfalftet, og ranfaget, førend du flutter 
Kjøb med dem. Og ved hvert Kjøb, du afflutter, bør du føge at have 
brave Mænd tilftede, der funne være Bidner til Akkorden. Alle vdisfe 
Forretningsfager ffal du fyfle med til Døgurdtid eller Middag, om faa 
fang Tid behøves. Siden ſkal du gaa til Bords. Dak dit Bord med 
hvid Dug, reen Spife og god Drik; plej dig vel ved Bordet, bvis 


1) Hvis man funde antage, at Ulf af Lauvnes, der deeltog i Korstoget, (fe oven= 
for 6. 220), før fin Udfart paa dette var en ældre Mand, eller og at han 
virkelig fom tilbage fra dette og i Sverres fidfte Tid henlevede fine gamle Dage 
roligt i fin Hjembygd, alene fom en Fagttager af de politiffe Begivenheder, 
ev der neppe nogen nærmere at gjette paa fom Skriftets Forfatter, deels fordi han 
netop hørte hjemme i det i Skriftet felv antydede Gtrøg, („et Landftrøg 
noget fydligere end Haalogaland: Naumdalen eller det nordlige Shrond- 
hjem," Fort. til Kongefpejlet S. V), deels fordi han i Beretningen om 
Korstoget omtales fom en Éyndig og forftandig Mand. 


400 Sverre Gigurdsføn. 


du har Raad dertil. Maar du har fpiift, faa tag Dig enten en Søvn, 
eller gaa ud en Stund for at fornsje Dig og fee Dig om, Hvad andre 
gode Kjobmænd tage fig til, eller om Der er fommen nogen ny Bare til 
Byen, fom du behøver at fjøbe. Naar du da fommer tilbage til dit Her 
berge, Der underføg Dine indfjøbte Varer, at du iffe iden efter ſkal være 
udfat for at finde Fejl ved dem.  Opdager du Fejl, og fral fælge Dem, 
faa dolg det iffe for Kjøberen, men vits ham Feilen og afflut derpaa 
Kjøbet med ham, da falder man Vig iffe en Bedrager. Vurdeer dine 
Varer godt, men iffe over Ven rimelige Priis, da ev du iffe udfut for at 
man féal falde dig en Skakrer.  Enbver Tid, du dertil fan anvende, bør 
Du benytte til at udvide Dine Kundffaber, i Særdeleshed ved at ftudere 
Rovbøgerne, tbi Erfaringen vifer, at alle andre Menneſkers Vid er min- 
dre end deres, der hente deres Viisdom af Bøger, og jo [ærdere man er, 
dDefto bedre Støtte har man for fine Jndfigter. Gjør dig befjendt med 
alle Lovbøger, men ifær, faa længe du er Kjøbmand, med Bjarfø - Ret- 
ten CKjøbftadsretten). Thi forftaar du Dig paa Lov og Net, da fan 
man iffe overlifte Dig med Ulove, naar du har med dine Jevnlige at be 
ftille, og da fan du paa fovlig Maade fvare i alle Retsſager. Her taler 
jeg meft om Lovfyndighed, men det er vift, at fuldftændig VBiisdom vp- 
naar man ej, uden at forftaa fig vel paa alle Skikke og Sædvaner, hvor 
man ev ftedt. Vil du vorde fuldfommen i Kundſkab, da lær alle Sprog, 
helft Latin og Franff, tbi med dem hjelper man fig videft; dog maa du 
heller iffe forglemme dit eget Sprog. . . . Hbvad du ifær maa 
føge at fåy og undgaa, fom Djævelen felv, er Drik, Bretfpil, Terning og 
føfe Fruentimmer, Srætter og deglige, thi Deraf flyde fædvanligviis De 
ftørfte Ulyffer. Grhverv Dig nøjagtig Indfigt i Luftens Lysning, Him- 
mellegemernes Gang, Dagens frørre og mindre Længde, famt 
dens FInddeling, og føg at fomme til Kundftab om Havets Stigen 
og Falden faavel fom dets Strømningers det hører i fig felv til al. 
mindelig Dannelfe, vg er desuden aldeles nodvendigt for Dem, der fulle 
fare til Søs. Lag Dig ogſaa ivrigt efter Regnekunſten, thi den funne 
Kjøbmænd iffe undvære. — Gr du tilfældigviis paa et Sted, hvor Kone 
gen8 eller nogen fom belft anden der raadende Høvdings Ombudsmand 
befinder fig, faa gjør Dig ham til Ven; vg hvis flige Mænd paabyde et 
eller andet nødvendigt Udbud paa Landshøvdingens Begne, faa vær rede 
bon til at efterfomme alt faadant, at du ej fÉal fomme til at mifte de 
ſtore Jing, fordi du holder paa de fmaa. . . Se ogſaa til, at Kongens 
Kasfe ej faar nogen Fordring paa Vig"), thi du fan ikke vide, om ej 


1) Formodentlig ifær med Henfyn til Bøder 0. a. >. 





1202. SKongefpejlet. Regler for Handelsrejfende. 401 


den, der ſkal inddrive dem, felv ev begjærlig efter Penge. Sid heller ikke 
fænge inde med dine Barer, naar du fan faa folgt dem for anftændig 
Priis, thi det er den rette og egte Kjøtmands-Maneer, at fjøbe og fælge 
faa byppigt og burtigt man fan.” 

„Bereder du Dig til en Handelsvejfe over Havet, (altfna til England, 
Skotland, FJrland, Franfrige, Island eller Grønland) og ejer Skibet felv, 
Da lad det godt tjærebræde om Høften, og om muligt, ftaa under Brad— 
ning om Bintren. Men fommer Det faa filde til Lunns 1), at man ej 
fan faa det brædet om Høften, faa bræd det tidligt om VBaaren, og fad 
Det godt tørre. Befat dig fun med at eje Part i gode Skibe, eller ind- 
fad dig i andet Fald ikke derpaa. Giv dit Skib et tiltvæffende Ydre, faa 
føge gode Mænd dertil, vg det bliver i Haft bemandet. Gjor altid dit 
Skib fejlfærdigt vid Sommerens Begyndelfe, og far å den bedfte Deel af 
Sommeren. Hav jtedfe paalideligt Takkel og Foug, og vær aldrig længe 
ude pan Havet om Høften, om du felv fan vaade derfor. Maar du nøje 
giver Agt paa alt dette, vil dDu med Guds Miffundhed nok være heldig. 
Sog ogfaa at mage det faaledes, at Der aldrig gaar nogen Dag hen, uden at 
du har lært en eller anden nyttig Ting, og bliv iffe Dem lig, der finde 
det under deres Værdigbed, at nogen anden befærer dem om, bvad der 
pilde være til ftor Nytte for Dem at vide. Hver Gang du fejler ud i 
Havet, bør du bave med ombord to Hundreder (240 Ulen) Baadmaal el- 
fer tre, til at bøde paa Sejlene, om det behøves, mange Naale, tilftræt- 
feligt Forraad af Sraad og Snore. Du fan og trænge til at have 
mange Søm med dig, faa ſtore fom det pasſer for Søibet, baade Klinfføm 
og Nitteføm, gode Lod og Smedeører, Sfolper og Navere, og alle andre 
Nedffaber, der henbøre til Sfibsbyggeri. Maar du fommer til en Kjob— 
ftad og ſkal opbolde dig Der, bør du altid tage dit Herberge hos den 
$Husbonde, du veed er den fornuftigfte i Byen og meft afholdt af By- 
mænd og Kongsmænd. Hold dig godt I Mad og Klæder, om du fan; 
bav aldrig urolige eller udfoævende Folk om dig. Vær felv faa fille og 
fredelig fom mulig, uden dog at taale Forbaanelfer, fom om du iffe havde 
Mands Mod og Hjerte. Nodes du uundgaaeligen til at bruge Magten, 
faa forhaft dig dog ikke, og fe førft vel til, at du fan faa udrettet, hvad 
Du vil, og at det rammer der, det ffal. Greer du derimod at det iffe nyt- 
ter, Da fad det heller for det førfte være, og føg fiden AEresoprejsning”. 

HVIS Dit Gods vorer meget, da fordeel det til Falligshandel med 
andre paa Steder, hvor du iffe fommer felv, men fe dig vel for, hvem 


1) Dette er den fædvanlige Talemaade om at komme tilbvge til Hjemftedet 
for ved Hjelp af , Lunner” eller Ruller at fættes op i Nauft for Vintren. 


Mund. Det norffe Folks Hiftorie. Ul. 26 


402 Sverre Sigurdsføn. 


du vælger til Din Falligsmand. Ultid ffal du lade Den almægtige Gud 
og den hellige Jomfru Maria have nogen Part i Fællig med Vig, faa 
vel fom Den Helgen, du ofteft paafalder; faadant Gods, fom Gud eller 
heilige Mænd befidde i Fællig med Vig, maa du pasfe godt Paa, og re— 
dDeligt bringe Det til de Kirfer eller hellige Steder, til hvem du fra førft 
af bar beftemt det.  Vinder du ſardeles meget, da deel din Vinding i 
tre Dele. - Læg den ene i Fælig med Mænd, fom fidde i Kjøbftæderne, 
agtes fom folide, og forftaa fig vel paa Handel. De to øvrige Dele ffal 
Du anvende til forffjellige Handel8-Erpeditioner, thi Da ev Der frørft Ri— 
mefighed for, at Du, hvorledes det end gaar, og om du end lider Fab, 
Dog iffe mifter alt paa een Gang. Men naar du Da feer at dit Gods 
fremdeles bliver ved at vore, Da tag to Dele deraf og fjød godt FJorde- 
4008 Derfor, tbi De Dertil anvendte Penge er man Dog under alle Om— 
ftændigheder meſt vis paa, at man felv eller Ens Frænder nyde godt af. Den 
tvedie Deel fan du anvende, fom du finder det bedft, enten til Handelsfo— 
retagender, eller ogfaa alt fammen til Fordegods. Men om du end ønfter 
fremdeles at bave Gods i Handelen, da bør du Dog felv ophøre med at 
ligge paa Søen eller fare i Kjobfart Lande imellem, faafnart du bar er- 
vervet dig en tilftræffelig Formue, og underføgt Folks Skifte og Sad— 
vaner. Erindre Dig alt hvad du har feet, det onde, fom det gode, hint 
til Advarfel, dette til Efterligning for Dig og andre" 1). 

Paa denne Maade indrettede faaledes Datidens Nordmand fig ved 
de Handelsrejfer, hvormed de tilbragte en Deel af deres Ungdomsaar, ikke 
mindre for at tilegne fig Kundffaber og Livserfaring, end at erhverve 
Formue og Uafbængigbed, førend de enten ganſke traf fig tilbage til Privat- 
livet fom Jordegodsbefiddere, eller traadte ind i den kongelige Sjenefte, 
der paa Den Tid var den famme fom GStatstjeneften. Den Foreftilling, 
vi bevaf faa om de fornemmere Nordmands Kundftaber og fædvanlige 
Dannelfestvin, bliver færdele8 gunftig, og man opfafter fig uviltaarligt det 
GSpørgsmaal, om man i mange andre Lande af Europa ſtillede faa ſtore 
Fordringer til de faafaldte Lægfolfs Dannelſe. Navnlig faar man et 
bøjt Begreb om Nordmandenes Daværende geografiffe, naturbiftoriffe og 
fofifalffe FIndfigter af en Deel færflilte, omftændelige Oplysninger, „Fa— 
deren" meddeler om Vindforholdene, Flod og Fjære, Solgangen8 Stigen 
og Aftagen, Solens Gang og FIndflydelfe, Natur-Merfværdigheder i Mor- 
ge og paa Irland, om Hvalerne i de islandffe og grønlandføe Farvande 
om ildfprudende Bjerge, Selbunde ved Grønland, om Nordlyſet, Jord- 
Belterne m. m. ?) 


1) Rongefpejlet, Gap. 1—4. 
?) Kongefpejlet, Gap. 5—23. 


1202. Kongeſpejlet. Hofſtikke. 403 


Men af end ſtorre Interesſe er det at [æfe De Regler, Skriftet opſtil— 
fer for hoviſk og beleven Adfærd ved Hoffet, eller i Kongens Fjenefte. 
Her forudſkikkes fort en Udfigt over De forffjellige Hofværdigheder og de 
dermed følgende Pligter, af bvilfen vi allerede i Det Foreqaaende have 
meddeelt Uddrag.  Derpaa beder , Sønnen" om „Faderens“ Vejledning 
med Henfyn til Maaden, bvorpaa man bedft ſkal føge at fomme i Kon- 
gens Fjenefte, de Manerer, den Ktædedragt, og Den Fale, man da ffal 
tilegne fig og anvende. Her giver Faderen” ham for det førfte det Naad, 
naar han fommer til det Sted, hvor Kongen opholder fin, førft at op- 
fpørge og ajøre fig til VBens med de Mænd, der formaa meft bos ham, 
famt derpaa bede dem tale hans Sag, famt angive den bedfte Iid og An— 
fedning til at fremjtille fig før Kongen felv. Er det paa den Tid, da Kon- 
gen fidder til Bords, bør man forſt forvisje fig om, at han er i godt 
Sune, eller iffe bar alt for travlt med vigtige Sager, I bvilfet Filfælde 
man belfer bør vente til en anden Gang. Men, heder det, er Kongen i 
bliv Stemning, og bar ingen paatrængende Forretninger den Dag, faa 
vent, indtil han paa Det nærmefte er mæt, og [ad dig Da foreftille for ham. Da 
bør du være iført Dine bedfte Klæder, Hofer og Sko, Kjortel og Kappe. 
Bælg Dig til Hofer belft bruunligt Klævde; fort Sfind gaar ogſaa an, 
men intet andet Slags Klæde uden Skarlagen 1). Din Kjortel bør og 
pære bruunagtig, eller grøn, eller vød, af godt og fmuft Klæde. Dine 
Siintlærer ftal du lade gjøre af godt Lerred, men iffe af ftore Stykker; 
din Skjorte bør være fort, en god Mon fortere end Kjoørtlen, Da ingen 
hoviſt Mand fan gjøre fig ftadfelig ved Hør eller Hamp. Dit Skjegg 
og Haar føal du fade net opfætte efter den da brugelige Skik ved Hirden, 
førend du træder frem for Kongen. Da jeg var inden Hirden, var Mo— 
den i Hirden den, at Haaret klippedes fortere end Ørebladene, og Fæm- 
medes omfring, faaledes fom bvert Haar bedt vilde falde, men over Pan- 
den var der klippet en fort Sop. Skjegget plejede man da at bære fort, 
og liden Knebefsbart. Siden blev det Mode, at bære en Kant af Stjegg 
rundt om bele Hagen paa tydſk Viis, og jeg tror neppe at Der kommer 
nogen fmuffere eller for Krigsmænd mere pasfende Mode.” 

„Anſeer du dig nu fuldftændig beredt til at træde for Kongen, faa- 
vel med Henfyn til Klæder, fom andet, og fommer du i belejlig Tid, 
famt faar Filladelfe af Dørvogterne til at fomme ind, faa maa du altid 
have en anftændig Fjener til at følge Dig; dog maa du, om Det end til- 
ftede8 eder begge at komme ind, ej lade ham følge dig fænger end inden- 


1) Birkebeinernes røde Hofer omtales udtrykkeligt i Fortællingen om Bergens- 
Sommeren, fe ovenfor S. 320. Kongens Dragt var heelt igjennem bruun- 
agtig i Slaget i Norefjorden, f. o. S. 169. 


26 


404 Sverre Sigurdsſon. 


for Døren, eller i Det længfte til Stallare-Stolen. Der ffal du give 
ham din Kappe at pasfe paa, men felv gaa uden Kappe ind for Kon- 
gen *), efterat du forſt bar fæmmet dit Haar glat og ftrøget dit Skjegg 
godt. Du ffal heller ikke have Hat, Hue eller „Kveif“ pan Hovedet, 
men med utildæftet Haar og bare Hænder, med blidt Aaſyn og venfet 
Legeme og Lemmer træde frem for fyrftelige Perfoner.  Ogfaa ſkal du da 
have de Mænd med dig, Der funne underftøtte din Begjæring. Væn dig til 
at bære dit Hoved ftødt og dit Legeme rankt, naar du gaar, faavel fom 
til en ſmuk Gang, uden Dog at gaa for fangfomt. Naar du fommer for 
Kongen, da boj dig pdmygt for han, og bils ham med disfe Od: „Gud 
give eder en god Dag, Herre Konge!" Sidder han til Bord, da vær 
iffe faa ubehovlet, fom mange ere, nemlig at ftotte Dig til Kongens Bord, 
eller Iægge Hænderne paa Bordet; fil dig fan langt fra Dette, at Der er 
Plads nof til al den Opvartning, Der tilbører Kongens Bord. Staar 
der intet Bord foran Kongen, da fil dig iffe nærmere end at Der er Rum 
til af Opvartning mellem dig og VFodffamlerne foran Kongens Sade. 
Dine Arme flal du lade hvile faaledes, at den hojre Haand griber om 
Det venftre Haandled, og lad dem faa fynfened, fom det fan falde. Naar 
du har fremført din Hilfen, ſkulle de dertil valgte Mænd fremføre dit 
Grene, Er du da faa heldig, at opnar hvad du ønffer, ſkal du gaa 
Kongen til Haande, og derpaa i Lag med Hirden, faaledes fom dine Tals— 
mænd anvife Dig. Giver Kongen dig et Løfte, og beftemmer Tiden, naar 
det ſkal opfyldes, faa vent indtil da, men udfætter han Sagen paa ube- 
itemt Tid, hvilket ogfaa let fan hande, idet han erflærer iffe at fjende 
Dig tilftræffeligt, enten af Perfon eller Rygte, og derfor iffe fan give dig 
noget Star, førend han har erfaret, hvorledes din Opførfel og øvrige 
Forhold er, Da er der iffe mere berom for dette Sinde at tale, og du Éan 
Da, om du vil, fee iden an, om du fenere fan treffe et eller andet belejligt 
Ojeblik til at faa dit Ønfte frem. Men i den Tid, du faaledes gjør Dig 
Umag for at fomme i Kongens Fjenefte, trænger du højlig til at blive 
fjendt med de bedfte og forftandigfte Mænd, og til at holde dig faa meget 
fom muligt i Narheden af dem, der ere Kongen fjæreft; Dog faaledes at 
du i Denne Prøvetid felv bekfofter dit Ophold, undtagen naar det en eller 
anden Gang fan treffe, at du indbydes af Kongen til bang Bord. Men 
fad det dog iffe hænde dig, hvad der hænder faa mangen ufyndig Mand, 


1) Som Grund hertil anføres fiden, deels at man ved at vife fig uden Kappe 
ligefom antyder at man er beredt til at gjøre Opvartning, deels ogfaa at 
man bar haft mange Grempler paa at Folk, der have efterftræbt en 
Konges Liv, have føjult Baaben under Kappen, hvorfor den her omtalte 
Skik var et overmaade godt Paafund, baade fordi man derved virkelig hind- 
rede megen GSvig, og fordi man derved fparede fig al odiøs Viſitation. 


1202. Kongeſpejlet. Hofſtikke. 405 


at du faar faa meget ſtorre Lyſt til at leve paa andres Bekoſtning, fom 
du bliver oftere buden; thi Derved udfætter du Dig for at ſtrengere Folk 
anfeer dig for farrig og paatrængende, at de, fom for vare Dine Kammerater 
og Benner, blive dine Uvenner.“ 

„Du maa og, naar du ftaar for — pasſe paa, ikke tillige at 
tale med andre, faa at din Opmerkſomhed unddrages fra hvad Kongen 
figer, ja at du maaffee endog nødes til at fpørge op igjen, thi Det lader 
altid ilde at være faa uopmerffom, at man maa gjentage hvert Ord for 
En, og dobbelt ilde i Samtaler med Fyrfter. Det fan ofte bænde, naar 
man ſtaar for en Fvrite, at andre imidlertid fomme til og fpørge om 
mangt og meget, deels af Mangel paa Levemaade, deels fordi De virkelig 
gjerne faa, at Vedfommende begif et Anftød. I flige Jilfælde bør du affære 
Dige Den ubetimelige Spørger med faadanne Od fom: Vent lidt, gode 
Mand, faa længe jeg hører paa Kongens ale; fiden er jeg ganſke til din 
Tjeneſte.“ Taler han da fremdeles til dig, faa fvar ham ikke, førend Kon- 
gen bar endt fin Samtale med Dig. Pas nøje paa at tiltale Kongen i 
Fleertal, men altid at omtale dig felv i Entelttal. Hvis det ffulde hænde, 
at Kongen figer noget, ſom du ej forftaar, faa at du nødes til at fporge 
op igjen, maa du bverfen fige „haa?“ eller ,H0a5?" men fun Herre!" 
eller om du vif bruge flere Ord: , Herre, fad det eder ej fortryde, at gjen- 
tage hvad I fagde til mig, tbi jeg forftod det iffe tydeligt” Men fad 
det Døg bænde fig faa fjelden fom muligt, at Kongen ſkal behøve at fige 
Dig en Jing mere end een Gang” 1). 

Siden tales der om, hvorledes de, Der ere optagne I Den kongelige 
Sjenefte, ffulle opføre fig. „Forſt og fremft,” heder det, ,er Det at merke 
at du aldrig lader din Hu være uden Gudsfrygt, og elſk ham fremfor 
Alt, dDernæft god Opførfel. Strab at vær billig, retfærdig og beffeden 
i alle Dele. Erindre dig altid dit Endeligt, og vogt Dig paa Det ombyg- 
geligfte for alle Lafter. Huff paa, at mangen En lever fun en fort 
Stund, men hans Ry lever Dog længe efter bam, og det fommer meget 
an paa, hvorledes Eng Gftermæle er. - Nogle blive navnfundige af gode 
Gjerninger, og disſe, famt Deres Hæder, leve efter dem, om De endog felv 
dø. Andre derimod blive navnfundige af onde Gjerninger, og de bære 
Dere8 Sfam allerede i levende Live, faavel fom efter Døden. De flefte 

- Høre Dog til den ftore Hov, der falder af fom Kvæyet, uden at man bver- 
fen hører ondt eller godt om dem; men vær overbeviift om, at dette ikke 
er Menneſkets Beftemmelfe" — — — — ,Enbver ftulde Derfor, faa Længe 
ban lever, fee til at efterfade Bedrifter der Vevirkede, at han, naar ban var 

| Død, altid blev omtalt med Ros, og aller meſt paabviler Dette Konger 





*) Kongefpejlet Gap. 30—32. 





406 Sverre Sigurdsføn. 


og andre Storhbøvdinger, ſaavel fom alle dem, der flutte fig til dem, og 


træde i deres Fjenefte” — — — Wogt dig vel for at bære Kappen 
paa begge Skuldre i dit Venſkab mellem tvende Høvdinger; det gjør fun 
darafteerlofe Mænd”. — — ENGE din Høvding uden al Svig, faa længe 


du tjener bam, og flut ingen Forbindelfe eller Samraad med hans Uven- 
ner, hois Du vil anfees fom en Hævdersmand. Gud alene ſkal du elſke 
over Din Herre, ingen anden. - Fremdeles maa du omhyggelig vogte Dig 
for følgende Fing, at du ej fommer i Ovd for dem: Meened og falſke 
Bidnesbyrd, Søgen paa berygtede Hufe eller i Driffelag, undtagen i Kone 
gens Huus eller anftændige Gilver, Ferningefaft om Penge, Modtagelfe 
af Stifpenge, eller anden Slags Pengegrifthed. Thi alt dette er hver 
Kongsmand til ftor Stam herneden, og til hans Sjals Fortabelje bisfet. 
Hvor du end er, Da vogt Dig ogfaa for at blive drukken, thi det fan 
hvert Ojeblik treffe at du bliver kaldet til at modtage Sold, eller til Ef— 
terfyn, eller til andre vigtige Sager". — — — „Du bør faa ofte fom 
muligt fade dig fee i din Herre8 Nærhed. * Fidligt om Morgenen flal 
du følge bam til Kirfen, og opmerffomt lytte til Mesferne, medens du 
er i Kirfen, og bede Gud om hans Miftund. Naar Kongen gaar fra 
Kirfen, da følg ham førar, og vær ham faa nær, at du fan fee paa hans 
Miner, om han ønffer at falde dig til fig, uden dog at gaa ham faa 
nær ind paa Livet, at ban finder fig belemret ved Dig, om han maaffee 
vil tale med En eller anden, eller voverhoved afhandle noget, andre ikke 
maa hore. Seer du at din Høvding holder noget bemmeligt, da vær 
iffe nysgjerrig efter at vide det, men betror han Dig noget, Da bevar 
Hemmeligheten trofaft.  Fidligt om Morgenen, førend Kongen ſtaar op, 
Da begitt Dig, toet og vaftet og fuldt paaklædt, til hans GSovefammer, 
for at vente til ban ſtaar op; Dog maa du iffe gaa ind, uden at han 
falder paa Dig. Hvor fom helit Kongen lader Vig falde til fig, da gaa 
ind uden Kappe. Er det faa tidligt om Morgenen, at du ikfe før har 
været Dos ban Den Dag, da byd ham god Dag med de Ord, jeg nys 
bar fagt Dig. Gaa ham iffe nærmere, end at ban har Plads not til at 
tale med Dem, Der ere ham nærmeft.  Kalder ban dig nærmere, for at 
tale hemmeligt med dig, Da ſtot Dig paa Dit ene Knæ for ham, faa nær, 
at du godt fan høre hvad ban figer, fremdeles uden Kappe. Beder han 
dig Derimod fidde ned, fan du fægge din Kappe over Dig, om du vil. 
Nu fan det treffe fig, at Kongen gaar ud for at fornøje fig, enten det 
er i Byen eller paa Landet, og du og Dine Kammerater følge ham, da 
er det, enten I bære VBaabden eller ej, vetteft at I gaa lige mange paa 
bver Side af ham, Dog iffe paa nogen af Siderne i en rund Hob; I bør mage 
Det faaledes, at han er omtrent i Midten af eders hele Følge, lige mange 
faavel foran og bagtil, fom til Siderne, og aldrig nærmere, end at han har 


1202.  Kongefpejlet. Hofſtikke. 407 


Mads til at tale med dem han ønfter, bøjt eller hemmeligt. . . . Paa 
famme Made flulde I og pasfe det, naar Kongen og I alle ev til Hejt; 
J maa da holde eder faa langt borte, at der iffe ftænfes Smuds fra 
eder Hefte paa Kongen, om I vide nok faa burtigt.” 

, Kader Kongen paa dig ved Navn, da vogt dig vel for at fvare 
„haa“ eller ,Hvad!" men fig beller: ,ja, Herre, jeg hører gjerne” Lob 
iffe tidligt om Morgenen til Spife elev Drikke fom Jølpere: men vent 
med Sømmelighed paa Kongens Maaltid, og gaa til Bords med Kon- 
gen, bver Gang du er inden Hirden. Maar Kongen gaar til Bords med 
fin Hird, fulle alle hans Hirdmænd holde god Skik og fmut Orden, faa 
at de iffe ftorme frem foran hverandre; enhver bør vide fin rette Plads 
og Sidemand, og iagttage Den famme Orden i at gaa, fom fiden i at 
fætte fig. Maar der rakkes Vand til Haandvaff, det være fig udenfor 
eller indenfor Hallen, bør to og to Sidefammerater ad Gangen gaa der 
hen, og fiden til Bords, hver i fin beftemte Plads. Hver Hirdmand bør, 
medens han fidder til Bords, tale faa fagte med fin Gidemand, at Ve, 
fom fidde paa begge Sider af Dem igjen, iffe funne høre det; naar ingen 
famtaler bøjere, da er Der god Stilhed og god Skik i Kongens Huus. 
Men det frader iffe, at man fpifer godt og hurtigt, faa og at man drik— 
fer efter NMødtørft, fun vogte man fig for at blive drukken. Idelig bør 
du have Øjet henvendt paa Kongens Plads, for at fee, hvorledes hans 
Opvartning beførge8; og pas altid vel paa, naar Kongen fætter Driften 
til Munden, at du faa længe ikke fpifer, ligefom du og, om du har Bage— 
vet i Haanden, maa fætte det ned, indtil han har druffet. Samme Op- 
merffombed, jeg her har fagt at du ſkal vife Kongen, ſkal du og vife 
Dronningen; ligefaa, bvis Kongen har en Gjeft ved fit Bord, hvem fyr» 
ftelig MWresbeviisning tilfom, enten en Konge eller Jarl, eller Erkebiſkop 
eller Lydbiffop, da ffal du iagttage det famme. Men er der en Mængde 
fornemme Mænd til Bords med Kongen, er det ikke nødvendigt at vife 
andre denne ÅEre end Kongen eller Dronningen, eller nogen anden Konge, 
han muligviis funde have hos fig." 

vSidder Kongens Hird i Kongens Herberge, uden at der er Bord 
fremme, og fomme de Høvdinger ind, fom Kongen felv vil vife fyrftelig 
Wre, ftulle alle Mand rejfe fig op lige faavel før dem, fom for deres egen 
Herre, og bilfe dem venligt. Kammeraterne ſkulle felv indbyrdes vife hin- 
anden den Høflighed, at naar en af dem, der bar været ude, kommer ind 
og gaar ben til fin vette Plads, rejfe de to nærmefte, mellem hvilke han 
ſtal fidde, fig op, bilfe ham venligt og byde ham velfommen. Kongsmæn- 
dene ffulle, hvad enten de fidde fammen, eller ere i Følge med Kongen, 
eller alle i et Følge gaa uv for at fornøje fig, være filfærdige, anftæn- 


408 Sverre Sigurdsfon. 


Dige i Lader, tale fagert og vogte fig for alt uanftændigt Snak, thi paa 
dem bvile Aes Øjne 1).“ 

Faderen gaar Derpaa over til at tale om, hvorledes De, der faa i 
Kongens Fjenefte, ftulle øve fig i Vaabenfærd. Det merfeligfte er her de 
MNegler, Der gives for Kamp til Heſt, thi faavel heraf, fom af hvad der 
tidligere berettes om Sverre og flere af Hovdingerne 2), feer man, at det 
ogfaa ber i Norge paa denne Tid begyndte at blive brugeligt, at De før- 
nemmere Befalingsmænd ftrede til Heft. Paa Sverres Tid var vel Dette 
neppe (fadigt Filfælde med andre end de egentlige VBefalingåmænd og en 
udføgt Deel af Hirden, eller alle Dem, man efter Udlandet8 Exempel faldte 
Riddere, men det er Dog efter denne Tid, faavel fom i Sverige og Danmark, 
blevet mere og mere almindeligt for Hirdmændene eller overhoved De mere 
anfeede og bemidlede Mænd, der gjorde Krigstjenefte til Lands, indtil det 
endelig blev et Særfjende for De højere Klasfer. - Man feer ellers nok— 
fom, at de ved Beftrivelfen af Heſtens Udruftning m. m. forefommende 
franffe Kunitudtryf, at vore Forfædre have lært Ridefunften og Rytter— 
fegtningen af Unglo-Nordmannerne. For øtrigt maatte der i Norge, hvor 
Der meſt fæmpedes til Søs, være mindre Sporgsmaal dDerom, end i Ma- 
bolandene. Nu træffer det fig," beder det i Kongefpejlet, ,at Dine Kam- 
merater ville gaa ud fra Kongens Herberge for at fornøje fig, og du lige 
fedes faar Filladelfe dertil, da føal du ifær fornøsje dig paa følgende 
Maade. Hvis du er paa et Sted, hvor man fan fomme til at ride, og 
dDu felv bar Heft, da flig paa Din Heft med tunge VBaaben, og øv dig i 
at fidde faa fagert og faa falt fom muligt til Heft. Øv din Fod til at 
træde faſt i Stigbøjlerne med vette Legge, fad din Hal fynfe lavere ned 
end Færne, undtagen naar Du føal dakke dig mod Stik forfra, dog faa- 
fedes at du ſtedſe fidder faft med fluttende Legge.  Dætk dit Bryft og 
alle dine femmer godt med et Iuffet Skjold. Øv din venftre Haand 
til at pasje godt paa Bidfel og Tomme, og den bøjre til at holde dit 
Glavin godt fældet, idet du behørigt frøtter efter med Bryftet. Afret 
din gode Heſt til at fafte pludfeligt om i fuldt Løb, og bold den altid 
ved godt Hold og reen, ffo den vel og faſt med fterfe Sfo, og forſyn 
den overhoved med forfvarligt og fmukt Seletøj. Er du i en By eller 
andenſteds, hvor du iffe faa godt fan more Dig til Heft, da ifør Dig en- 
tung Ruſtning, udſog dig en Kammerat, der vil lege med Dig, og fom du 
veed forftaar fig godt paa at fegte under Skjold og Bukler, og ev Dig 





1) Kongeſpejlet, Gap. 37. 

2) F. Er. Sverre felv baade i Bergen og i Oslo, fe ovenfor S. 318, 366, Lenz 
dermanden Aale Hallvardsføn fammefteds. Det fynes og, fom om de Hefte, 
man tiltvang fig til aan paa Ordoft (fe ovenfor S. 374), vare beftemte til 
en Deel af Hirdmændene. 





1202. Kongefpejlet. Megler for Fegtning til Heft og til F0ds. 409 


nu heri med ham. Fil denne Leg ſkal du, fom fagt, bruge tunge VBaa- 
ben, enten Brynje ellen en tyk Pandfer, og paa Armen enten et tungt 
Skjold eller en Butler, og et tungt Sverd. Her fommer det an paa at 
fære fig til at hugge nøjagtigt og eftertryffeligt, famt at parere godt. 
Øv dig ogfaa i at dakke dig godt med dit Skjold; og fe til, at du ev 
vel forfaren i alt dette, naar du føal flifte Hugg med Fienden. Kommer 
det dig meget an paa at lære denne Jdræt, da anſtil Denne Leg to Gange 
om Dagen, om du fan fomme til, og lad ingen Dag gaa hen uden i det 
mindfte at lege den een Gang, Helligdage undtagne, thi Denne Jdræt er 
baade fømmelig at lære for en Krigsmand, og Dertil nødvendig i paafom- 
mende Filfælde. Bliver du træt af Denne Leg, og faar Lyſt til at drikke, 
Da drik fmaat og tidt, faa at du ej tørfter, men pas Dig for at tage for 
meget til dig. Af andre lignende Adfpredelfer funne vi og nævne Disfe, 
'at du gjør Dig et Skaft, lidt tungere end et Spydffaft, og kafter det til 
Maal, ligeledes at føyde til Maals med Bue. Fremdeles er det godt 
og nyttigt i paofommende Filfælde, at øve fig i at fafte med Slynge 
baade langt og fiffert, enten Stavflynge eller Haandflynge, eller at 
funne fafte en Vaabenfteen godt. Fordum var det fædvanligt, at alle de, der 
vilde være fuldfomne i alle Slags VBaabenøvelfer og ridderlige FIdræt- 
ter, øvede begge fine Hænder op, faa at Den venftre var lige faa Dygtig 
til at gribe og flaa, fom den hejre. Merker du, at du bar Unlæg der- 
til, faa øv Dig Devi, thi De, der have erhvervet fig Denne Færdighed, ere 
De dygtigfte og for Fienden farligfte Fegtere. Sky for Nejften alle 
Manddrab, undtagen ved lovlige Afftraffelfer eller i almindelige Slag; i faa- 
Danne, der holdes paa din Herred rette Bud, ſkal du ikke mere undgaa 
Manddrab end noget andet Berk, fom du veed er godt og rigtigt. Viis 
dig i Slaget djerv og uforfærdet; giv vel rettede og forfvarlige Hugg, faa- 
ledes fom du har øvet dig op til, og ligeſom I godt Lune, ffjønt med 
mandig Brede. Du føal iffe give matte Hugg, eller Dnarlige Stik eller 
fåyde ffjæve Sfud, fom en, hvem Modet forſager. Vogt Dig for Mod— 
ftanderens Fegtefunfter. Se til, at du i alle Slag bolder godt udi 
Længden, men [00 iffe paa med for ftor Hidfighed i Begyndelfen, og vær 
aller mindjt ftorpralende. Se ſtedſe til, at andre funne give dig godt 
Bidnesbyrd, men vos dig iffe felv af dine Gjerninger, at det ikke maa- 
føee funde indtræffe, at man efter en Tids Forlob, naar Hevn flat tages 
for anfeede Mænds Drab, lader denne Hevn ramme Dig paa Grund af 
Dine egne Ord.” 
„Naar du er i Slag til Landa, og ffal ſtride til Fods, og flaa i 
GSpidfen af en fvinefylfet Fylking 1), da fommer Vet meget an paa, 





1) Dette var altfaa endnu, fom man feer, den hyppigſt anvendte Stilling. 


410 Sverre Sigurdsſon. 


ftrarsved Sammenftødet at hindre, at der bliver nogen Aabning eller no- 
get Brud i Den bundne (fluttede) GSfjøldborg; du maa vogte Dig for, no- 
genfinde at binde (flutte) din fremmefte Sfjoldrad under en andens Skjold. 
Vogt dig ogfaa for, i Fyltingen at flippe dit Spyd fra Dig, undtagen 
naar du har fo, thi i Kampen til Lands ev ect Spyd bedre i Fylkingen 
end to Sterd 1). Strides der til Skibs, da vælg dig fo Spyd, fom du 
iffe føyder fra Dig, et Langffaftet, fom godt fan naa fra Stib til Stiv, 
et andet Fortffaftet, fom er befvemt at bruge ved Entring. Fil Stivg 
benytter man fig af forffjellige Slags VBaaben, enten tunge Paalftave *), 
eller lette Kafte-Gaflafer. Med Paalſtave ffal du føge at faa en Fiendes 
Skjold tynget ned, og naar dette lykkes dig, Da føg at træffe ham med 
Guaflafen, hvis du iffe fan naa ham med Langfpydet. Det gjelder her 
lige faa fuldt fom til Lands, at fæmpe i god Stemning og med vel rettede 
Hugg, og du maa iffe bortødfle dine Vaaben ved utidig Bortfaften.  Der' 
er mange Slags VBaaben, fom man godt fan bruge ombord, men ikke til 
Lands, undtagen man ev i en Borg eller et Kajtell; faaledes for Er. 
Rangorvs-Ljaaer, langftaftede Skegg-SØrer, Slagbrande *) og Stav- 
flynger, Skjeftefletter *) og alffens andre Vaabenftene, Laasbuer, 
Haandbuer, og andre Slags Sfudvaaben, dog er Kul?) og Svovl 
det ypperfte af alt. Blyſtobte Hærfporer og gode Utgeirer 5) ere og⸗ 

1) Af hvad der ſiges om Spydets Nytte i Fylkingen, ſees nokſom, at det aldeles 


udfyldte Bajonettens Plads nu omftunder, og at Bigtigheden af dette Slags Vaa— 
ben ved Sammenfted mellem ftørre Sroppemasjer var almindelig anerfjendt. 

2) Heraf, fom af det Sted nedenfor, hvor Paalftave omtales, feer man tyde- 
ligt, at dette Vaaben var et meget tungt Kaftefpyd, der hyppigft brugtes 
mod Skjoldet, der, naar den havde fæftet fig i dette ved de Ugnorer, der 
upaatvivlelig fandtes paa dets Odd, tyngede det faaledes ned, at den, fom bar 
dem ikke tilbørligt kunde dætke fig. Det forftaar fig, at dette, fom andre 
lignende Vaaben, ogfaa kunde bruges med god VBirfning umiddelbart mod 
Menneffer, baade til Stil og Slag, men dets Hovedbeftemmelfe var dog 
viftnof den nys nævnte. Gandfynligviis var Jernet fladt ligefom paa de nu 
hos Jslænderne faafaldte Paalftave, der bruges fom Spader. 

») Glagbrande ere, fom man nedenfor feer, Bjelfer der rejftes paa Ende, og 
bleve flupne ned, for at flaa, medens den anden Ende var befæftet i et 
Slags Hængfel, omtrent fom en Gtangjernshammer. Slige Glagbrande 
figter maaffee Sverre til, hvor han figer (fe ovenfor), at Saglernes „Brande“ 
i Slaget ved Thorsberg ftode ham lige i Øjnene. 

4) Om Skjeftefletternes Udfeende har man hidtil ej Funnet Fomme paa det 
Rene; man feer kun, at det har været en Jndretning til at Éafte med, maa 
føre et Staft med Kløft i Enden, til deri at anbringe en Steen, 

5) J et Haandførift ſtaar „Jordkul,“ her maa man ej tænfe paa nogen Krud- 
GSammenfætning; fun paa brændbare Materialier for at fætte Ild paa 
Stibene. 

9) Hærfporer er et Slags Fodangler, Utgeirer (fe ovenfor I. 1. S. 798, 2.6. 
188) et Slags Hellebarder eller Bartifaner. 





1202. SKongefpejlet. Regler for Kamp til Søs. 411 


faa nyttige Baaben til Skibs. Et Huunkaftell ') er godt at bruge mod 
disſe og andre Vaaben, faavel fom en huunbekladt fiirfantet Slagbrand med 
ftaalbaarde Spidfer. En NRorgalt med jærnbeflagen Mule ev ogſaa 
nyttig å Søflag. Og derfor bør man i Forvejen fære fig qodt op til 
alt faadant, da man aldrig ved Stund eller Vime, naar man føal anvende 
Det og benytte et af disfe forffjellige Slags VBaaben. Læg Vind paa at 
famfe faa mange Baaben, du fan, medens du endnu ej behøver Dem, ti 
Det ev ej alene bæderligt, altid at eje gode VBaaben, men ogſaa en god 
Stat at tage til i Nodsfald. Paa Sfibet bør man indrette fig faaledes 
til Forfvar: at viggyrdle og frille Vig-Aaſerne forfvarligt 2); lægge 
Sfjermtagene 3) bøjt, og under dem anbringe fire Porte lige for hinan- 
den, faa fore, at een eller fo Mænd rummeligt funne [øde derigjennem med 
alle deres Vaaben, famt udentil med Bryggerne *), at gjøre en jevn Vej 
at træde paa til hver Side af Faget. Hele denne Fndretning maa fær 
fte8 godt, at den iffe fvigter eller giver fig, hvor hurtigt man end fprin- 
ger paa den. Brede Sfjolde ere gode til at dekke fig med ombord, og 
alffens Brynjer, dog ere Pandferne de ypperfte Dekningsvaaben ombord, gjørte 
af blødt og vel foærtet Lerred, ligeledeg gode Hjelme og hængende Staalhuer.“ 

„Skal man devimod firide til Lands, og til Heft, da maa man for 
Det førjte fee til, fom ovenfor nævnt, at være vel oplært i al Slags Fær- 
dighed i Rytterfegtninger.  Heften maa være godt og ſterkt føoet; Sadelen 
maa være ſterk, hojbuet og forfynet med fterfe Gjorde faavel fom andet 
Sadeltoj, en forfvarlig „Suzingull“ >) midt over Savdelen, og en Bryſt— 
gjord foran. Heſten maa baade foran og bagenfor Sadelen være dakket 
baade mod Hugg og Stift; den maa have et godt yKovertur' 5), - gjort 
fom en Pandfer, af blødt og vel fværtet Lerred; Dette ev nemlig et godt 
Dekke mod alle Slags Vaaben, hvorledes det end er anbragt; uden paa 
Koverturet bør man bave en god Heftebrynje, og paa denne Maade maa 
Heften tilbylles om Hovedet, Lenden, Bryftet og Bugen, faa at Fienden 





1) Om Huunfafteller fe ovenfor II, S, 894. 


*) Om Biggyrdler (Bordflædninger) er der ovenfor talt.  WVig-Aaferne vare, 
fom man feer, horifontale Bjelfer, der lagdes ud, og hvortil vel Viggyrd- 
lerne ſtottedes. 

3) Disfe Faldes i Serten og ligeledes i Sverres Saga ,,vidur;* man feer tyde: 
ligt, at de dannede et Slags JForhøjning; paa dem traadte Unføreren ftun- 
dom op, naar han vilde opmuntre Jropperne, fe ovenfor GS. 126, hvor der 
urigtigt ftaar ,,Sfandfeflædningen" jvfr. S. 357. 

2) Disfe , Brygger" ere de løfe, tynde Landgangs-Broer, man altid førte med, 
for at lægge fra Skibet til Strandbredden, naar man landede. 


3) Dette er det latinffe succingulum, fandfynligviis førft forfranffet til sous- 
cingle, eller noget lignende. 


$) D. e. couverture; ligeledes et franfét Ord. 


412 Sverre Sigurdsføn. 


ingenfteds, ej engang om ban ev til Fods, fan fomme Heften til Skade. 
Den bør ligeledes være forfynet med et frerft Bidfel, der ikke fvigter, 
enten man vil bodde Heften an, eller fafte den om. Uden om Bidflet og 
om hele Heſtens Hoved og Hals lige til Sadelen ffal man have en  Gri- 
me" (d. e. Hvlfter), gjort fom et Pandfer, af ftivt Lerred, for at ingen 
ved noget Kneb føal faa fat paa Bidflet eller Heften. Selv bør man 
være iført gode og myge Hofer, gjorte af blødt, vel fværtet Lerred, hvilke 
naa lige op til Beltet, og udenpaa dem gode Brynhoſer, faa hojt at 
man fan gjorde dem dobbelt om fig; nedenfor dem gode „Brynbroker“ 
gjorte af Lerved faalede8 fom nys beffrevet, og udenpaa dem Knæbe- 
dækninger af tykt Jorn med ftaalhaarde Nadder. Om Overfroppen bør 
man inderft have et blødt Pandfer, der fun naar til midt paa Laaret, 
der over en god Bryftbedækning af godt Jarn, der naar fra Bryfivor- 
terne til Beltet, udenpaa alt dette en god Brynje, og over Brynjen et 
godt Pandfer uden Grmer. Man maa have to Sverd, et om Livet, et 
andet bængende om GSadelbuen, famt en god Brynkniv '). Paa Hoves 
Det maa man have en god Hjelm, gjort af godt Staal og forfynet med 
fuldftændig Anfigtsffjerm; fremdeles et tyft og godt Skjold hængende 
om Halſen, men dog ogfaa med et forfvarligt Haandtag; ligeledes et qodt 
hvaſt og vel ffjærpet Glavin af godt Staal. Der er ogfaa andre Vaa— 
ben, fom man med Fordel fan bruge til Hejt, f. Er. en Hornbue eller 
veg Laasbue, fom man godt fan fpænde, ſtjont man fidder til Heſt, 
ad å 468 

„Alle de ber omtalte VBaaben, der bruges enten til Skibs eller til 
Heit, fan man ogfaa bruge ved Ungreb eller Forfvar af Kafteller, men 
dDerforuden ogſaa mange andre Baaben. Den, der angriber et Kajtell 
med de allerede nævnte Vaaben, behøver ogfaa Dertil at have Valflynger, 
nogle fterfe, til at flynge fore Stene mod Steenmure, for faaledes at 
bryde dem ned, andre fvagere, til at flynge Stene over Murene og bryde 
Huſe ned. Kan man itfe med ſterke Valflynger faa en Muur fønderbrudt 
eller fønderryftet, maa man Dertil anvende en Væder med Jærnhoved, thi 
mod dens Stød fraa fig fun faa Steenmure. Vil Steenmuren iffe give 
fig ved disfe Forfog, maa man, om man vil, bruge et Gravfviin ). Et 
Kaftell paa Hjul er godt at vinde et andet Kaftell med, naar Den ev 
højere end det, mod bvilfet det bruges, om Forſtjellen end ikke ev frørre 


1) De. „Kniv, der hænger i Brynje" (Bæv af Jernringe). 

3) Dette er ikke nærmere forflaret, men man feer, at det maa være en Bedak— 
ning, under bhvilfen man, beſkyttet mod de fiendtlige Vaaben, undergraver 
Muren, 





1202. Kongefpejlet. Megler for Kamp i Kafteller. 413 


end fyv Alen, men jo højere jo bedre. Stiger paa Hjul, der Funne 
Drages baade fra og til, flædte med Planfer udentil og forfynede med 
Rakvberk, ere ogſaa gode til dette Brug. Kort at fige, alle Slag Vaa- 
ben ere nyttige at anvende ved VBelejring af Kafteller, men det fommer 
fun an paa at vide, naar og hvorledes ethvert af dem ſkal anvendes. — 
Fil Forfvar af Kafteller funne ogfan de flefte nu nys opregnede Vaaben 
anvendes, og Dertil mange andre, bande ftore og fmaa, Balflynger, Haand- 
flynger og Stavſlynger. Laasbuer ere ligeledes i dette FJilfælde fær- 
deles nyttige, faavel fom Haandbuer og alffens Skudvaaben, lette og 
tunge Spyd og Paalftave. Til Forfvar mod Valflynger eller Grave 
fviin eller Bæder, ev Det godt at ſtyrke befe Steenmuren indentil med ftort 
Gyetømmer, men ev der Jord eller Leer nok at tage til, Da er Dette Det 
bedfte.  Ligeledes pleje de, der forfvare et Kaftell, at gjøre Flager af ftore 
Gaegrene og dakke bele Steenmuren med dem tre- eller femdobbelt, dog 
fulle disfe Flager igjen være vel dækfede med fejgt Leer. Mod Væ- 
dernes Stød har man og plejet at bisfe ftore Sokke, fyldte med Hø eller 
Avner, ned i fette Færnlænfer. taar Kaftellet beffydes faa ſterkt at 
man ej fan være i Vigffaardene *), ev det godt at have Hængevigffaard 
af lette Flager, to Alen bøjere end de egentlige Vigffaard, og tre Alen 
Dybere; de maa og bænge faa langt fra Muren at man godt fan firide 
med alle Slags Vaaben mellem dem og bine. De frulle hænge paa ette 
Aafer, faa at man firar fan drage dem ind, om man vil, og atter hænge 
dem ud. En FJgelfat >) ev ligeledes et godt Vaaben for dem, der ſkulle 
forfvare Kafteller; den maa være gjort af ftore og tunge Træer, med 
Gyetinder udenom, ligefom Børfter; den bindes faft udentil ved Vigſkaar— 
Dene, og flippes ned paa dem, der fomme Kaitellet nær. Ligeledes Slag- 
brande af fange og tunge Srær, med hvasje Tander af haard Eg, rejjt 
paa Ende nær ved Vigffaarderne, faa at man ftrar fan fade dem falde 
ned paa dem, der fomme faa nær?*). En Brynflung *) er og et godt 
Vaaben; den gjøres af godt Fern, med ſtaalhaarde og bøjede Forne, hver 
Jorn forfynet med Agnor; den føal hænge i et NReb, bvis nederfte Deel, 
faa fangt man fan naa, er af tindede Jærnlæntker, for at man bverfen ſkal 


1) Bigffaard ere, fom bekfjendt, Såydeffaar (battlements). 
?) D. e. egentlig „Pindſviin,“ af Maffinens Lighed med dette Dyr, 
3) Her fees tydeligt, hvorledes Glagbrandene vare beffafne. 


%) Drdet er Vannet af klungr, d. e. Edderkop, aabenbart paa Grund af de 
lør eller Kroge, hvormed Maffinen var forfynet, og fom i Fraftand gav 
det Udfeende af en uhyre Edderfop. 


414 Sverre Sigurdsføn. 


funne hugge det oter eller holde idet; fænger oppe fan man bruge hvilket 
fom belft Slags Reb, naar Det fun er frerft not. En faadan Indret- 
ning er qod til at fafte ned imellem Folk, for om muligt derved at faa 
fat paa en eller flere Mænd, og drage dem op til fig. Et Løbehjul 
er figeledes et godt Vaaben for dem, der fulle forfvare et Kaftell, og be- 
faar af to Kverneftene, forbunden med en Urel af fejg Eg; Vette lader 
man rulle ned fra Bigffaarden over Skraaplanfer mod Fienden. Frem— 
deles en Skudvogn; den gjøres fom em anden Vogn, paa to eller fire 
Hjul, og fyldes med Stene, opbedede eller forde; man lader den ligeledes 
rulle ned pan Søraaplanfer, men ftandfer den da pludfeligt ved ſterke Toug, 
Der til Den Ende ere anbragte paa Siderne. Derved flynges Stenene ud af 
Den og ind paa Fienden. Jo mere forffjelligartet dens Lag er, ſaaledes 
at nogle Stene ere ftore, andre fmaa, defto bedre er det. Man plejer og 
ftundom at gjøre Slyngeftene af Leer, fyldte med Smaajteen, og fiden brændte, 
faa at de funne taale at kaſtes, thi naar de falde ned, fpringe de i Styk— 
fer, og funne faaledes ej fajtes tilbage. Men til at bryde Steenvegge 
ned, bruges ſtore Stene, lige faavel fom naar man fra et Kajftell fafter 
Stene mod et Trakaſtell, der er opført af Belejverne, eller mod Urel- 
trærne af Hjulene under dDeslige Trakaſteller, Stiger, Gravfviin, o. a. D. 
Kogende Band, fmeltet Glas eller Bly er ligeledes godt Forfvars- 
vaaben i et Kaftell. Er et Sravfviin eller en anden Maftine ført nær til 
Kaſtellet, faa at fogende Vand ej fan ffade dem, fom ere derunder, er Det 
qodt at bruge jærnbeflagne Aaſe, fæftede til hvasſe glødende Plovjern, og 
føyde dem ned i Træverfet, faa at Jærnene ftaa efter, men Uafevne drages 
op. Dermed bør ogfan Beg og Svovl, eller fogende Fjære følge. Mi— 
ner (Faalgrave) er ogfaa qode Vaaben; de graves udenom Kajftellet, jo dybere 
og fmalere, og jo flere, jo bedre, ifær naar Maffiner paa Hjul fulle drages 
mod Kaftellet. Slige Miner ffulle have mange fmaa Glugge, dog ſaale— 
Des tildækfede, at de ej Funne fees ovenfor; de føulle være fyldte med 
den meft muligt letfængende Ved, og naar Kaftellet da angribes fra Dræz 
fafteller eller Stiger eller andre Maftiner paa Hjul, ffal man om Natten, 
hemmelig udfende Folt, for at ſtikke IM paa Veden i Minerne. Slyn— 
ges Der Stene i faadan Masfe over Vigffaardene, at Folk ej funne være 
ude, er Det godt at rejfe forfvarlige Stolper af tyf Eg, og lægge dere 
over ſtore, ferfe Suller, fom oventil flæves med gode Egeplanker, over 
bvilfen Beklædning der igjen lægges et Lag af Jord, iffe mindre end 3 
eller 4 Alen i Tykkelſe: Den bele Fndretning benyttes da fom et Skjerme 
tag til at optage Stenene. Paa famme Maade ffal man og mod Vræ- 
fafteller vejfe gode og fifre Stolper, højere end Kaftellet felv. Men bedre 





1202. Kongeſpejlet. Politiſke Betragtninger. 415 


end alle de her opregnede Maftiner er dog en bøjet SKoldjøtun 1), der 
udfpyr Id og Luer” 2). 

Af disfe Beffrivelfer over de forffjellige Slags Vaaben og Udruft- 
ninger faar man den bedfte Foreftilling om, hvorledes det gif til i de 
ovenfor beffrevne Slag og Belejringer, og fornemmelig ere Oplysningerne 
om Striden til Søs af FInteresfe, Da vi ellers iffe i Sagaerne felt finde 
faa omftændelige Beftrivelfer, at vi dDeraf funne flutte os til alle En— 
keltheder. 

Bed at afbandle, hvorledes det gaar til, at flere Folk, der lange 
have været i Kongens Fjenefte, dog iffe opføre fig fæveligt eller høvift, 
fømmer , Faderen" til at udbrede fig udførligt over, bvad han kalder 
Maar blaadt Folfet ſelb,“ eller paa dets Styreres Sæder, Vid eller 
gremfærd.” Han fammenliqner nemlig Sadernes Fordærvelfe blandt et 
Folk med Misvært paa Afgroden, eller Uaar paa Kvæg og Fiſkeri. Naar 
alle disſe Ulyffer fomme paa een Gang," figer ban, „og tre War efter hin— 
anden, fan man næften fige at Landet er ødelagt, men Dog have de livdet 
at betyde i Sammenligning med de Uaar, der opftaa blandt Folfet felv; 
å bine fan der nemlig ſkaffes Hjelp fra Maborigerne, men man fan ikke 
 fjøbe gode Sæder og Mandevid fra andre Lande, naar det, Der hidtil 
var bjemme i Landet, er forbi. Maar et Uaar fommer over Bondens 
Gaard, fom ban felv og hans Forfædre længe bave ejet, fan ban ikke faa 
faadan Lede til den, at ban frafiger fig Den, men ban maa beller fee til at 
bevare Græs og Avner lige faa ombyggeligt, fom ban før bevarede godt 
og veent Korn, og føge at hjelpe fig og fin Familie faa godt ban fan, 
indtil bedre Tider med Guds Hjelp fomme. Vaa famme Maade maa 
Kongen ogfaa bære fig av, naar det træffer fig faa ide, at der fommer 
Uaar i Landets Sæder eller Mandevid. Han fan ifte frafige fig fit 
Rige, men maa paa Grund af Omftændigbederne vife fig lige faa venlig 
mod de Uvife, føm bidtil mod de Viſe, medens Riget blomftrede ved gode 
Sæer. Noget maa han firaffe, noget maa ban ved gode Ord føge at 
faa frem, noget maa ban udvirfe ved Belærelfer, og cverboved bjelpe 
fig paa bedfte Maade, han fan, indtil bedre Fider med Guds Hjelp 
tomme.” 

Faderen gaar nu over til at ffildre de Maader, paa bvilfe flige „Folke— 
Uaar“ funne opftaa, og aabenbares, f. Er. naar Kongens erfarne Naadgivere 
Dø, eller naar en ung Konge fommer paa Tronen og omgiver fig med 


1) Hvad der herved ſtal forftaaes, vides iffe med Beftemthed. Her maa man 
nærmeft tænfe paa Rør, der lignede dem, af bvilfen den graffe Ild udblar 
ſtes. Men det antyder fiffert iffe nogen tidligere Unvendelfe af Krudvaa- 
ben, end bidtil befjendt. 


?) Kongefpejlet, Gap. 37—39. 


416 Sverre Sigurdsfon. 


unge Naadgivere uden Erfaring, famt endelig, naar Niget deles mellem 
flere unge Konger, bvilfet han falder det værfte af alt, og beflager, at 
man bar Grempler not derpaa. Det er aabenbart, at han her bar For- 
holdene under Harald Giles Sømer for Øje, og hans Stildring bliver ſaaledes 
af faa meget (tørre Fnteresfe, fom man fan være vis paa, at Den juſt gjengi 
ver Sverres egen og hans Filhængeres Unftuelfer. „Hbis det," heder det, 
otræffer fig faaledes, at Kongen, fom har fyret Riget, falder fra, efterlae 
Dende tre eller fire Sønner, og alle de, der nodflamme fra Dem, Der før 
plejede at flyre Landet med Kongen og baade vare hojbyrdige og rige, ere 
unge, berffefyge Folk, og man endog vælger et faa Daarligt Raad, at alle 
Kongefønnerne paa een Gang beflævdes med fongelig Værvighed og Fitel 
da fan det Rige faldes en Spillebold for Sfjæbnens Luner, og betragtes 
faa godt fom fortabt, tbi Da faaes Unaretå Frø og Ufredens Korn i 
det Store. Smagkongerne nemlig, fom allerede havde fønderflidt Niget, 
flide ogfaa Folkets Hengivenhed i lige faa mange Dele, og enhver af disfe 


Herrer føger at flaffe fig Venner, fom han bedft fan. Derpaa tænker ene 


hver af dem paa hvad Magt, Folfeftyrfe og Rigdom han bar i Sam— 
menligning med Forgængeren, og enhver fynes at han har for lidet. Da 
Degynde enhvers Venner at minde og tale om, hvor meget Den Konge 
kunde ſkaffe fig, der før ſtyrede Niget, baade af Folk og Gods, eller an- 
dDet, ban attraaede, og ved hver faadan Paamindelfe er Vet næften fom om 
man opeggede hver fin Høvding til at drage mere under fig, end han har. 
Derefter begynder enhver af disfe Høvdinger at drage til! fit Skatfammer 


den Stat, hvori der er mindſt Nigesbov, nemlig Avind. Smaa Sager 


ſamles fammen med Flid og bruges til Forevending for heftig Brede, den 
gode Frændffabs-Forftaaelfe begynder at fpildes, og den, fom før kaldtes 


Ven og Frænde, betragtes fom en ubelejlig Perfon.  Gjenfidig Mistæne 
felighed opftaar, og faa fnart Mistanfer og Sladderhiftorier eve ude at 


gaa, ev Tiden for de flette Folk fommen; da bringe De fine Plove ud og 
faa deres Frø; og nu fpirer Ufredens Afgrode op, Begjærlighed og Uret— 


færdighed tiltager, lige faa fræft Manddrab, Ran, Iyveri. Vil nu 


en af bine Høvdinger ſtraffe enkelte Uſtikke i Vit Nige, da flygter Ved— 
fommende til en anden af Høvdingerne, og foregiver at han uforſkyldt 
er fommen ud for fin Herres Brede. Hiin tager fig af ham mere 
af Stinfyge end af Godhed, han føger nemlig fun at flaffe fig Benner å 
den andens Nige, der, hvis Uenighed opftaar, fan underftøtte ham felv, og 


ftade biin. De, der faaledes have flygtet formedelft Ugjerninger eller Love 
brud, begynde ligeledes at vife deres forrige Herre Fiendſkab, ftifte Uvene | 
ftab mellem ham og den, under hvis Beftyttelfe de nu befinde fig, ja føge 
endog at hevne fig ved at øve Manddrab, Nan eller Tyveri i hans Nige, 


fom om de vare uftyldige, og ban Aarſag i Ult fammen. Derpaa begynde de 


| 





1202. Kongeſpejlet. Skildring af politiffe Uaar. 417 






























flette Sæder at mangfoldiggjøres, thi Gud bevner fin Brede faaledes, at 
ban, bvor fom helft fire Gnemerfer i disfe Høvdingers Rige ftøde fammen, 
| fætter et vullende Hjul, der drejer fig om Uvoens Urler. Mu frænter 
man Frændftab og Svogerffab, man ffaaner intet, thi faafnart eet Folt 
er Deelt i flere Parter mellem Høvdingerne, og Visfe blive uenige, tager 
Almuen ikke i Betænkning at folge fine Lyſter, men forandrer frakt alle 
| Landets gode Skikke, idet enhver vælger fig fin Ski efter Behag, og 
| frygter iffe fænger nogen Straf, idet Høvdingerne felv ligge Å Kiv og 
Uenighed. Og faafnart enhver ftoler paa fin egen Lift og Sluhed, da 
| faa alle Ulyffer Overhbaand i Landet, Manddrab og Metsbrud tiltage, 
| vinder blive deels rovede, deels forførte, Der avles Børn i Egteſkabs— 
brud eller lobloſt Samliv, nogle egte fine VBeflægtede eller VBefvogrede, 
| andre loffe gifte Koner fra Dere8 Mænd. Bønder og Ulmue blive op— 
fætfige og ulydige, vogte fig iffe for Søysmaal, og ville ifte bode, naar 
De føulle, holde oprørffe Sammenfomfter, ftole paa deres Moængde og 
| Antal, og vælge hvad der bringer den ftørfte Fare, idet de binde alle 
| fammen i eet Fællig, rolige og fædelige Mænd, og ufædelige og Daarer. 
| De føge at frelfe uvittige og uredelige Mænd fra Søgsmaal, om de end 
| bver Dag forbryde fig, og fværge enten vrange Eder eller falſke Vidnes— 
(byrd med dem, eller forfvare dem med Trodſighed og Magt paa Thin— 
gene, faa at flige Forbrydere flippe at foare de Boder, då ſkulde, til 
| Kongens Mænd, fom vogte Landsftyrelfen før ham. Den dumme Hob betrag- 
(ter nemlig Forholdene, font om Kongens og Folfets Interesſer ſtulde 
ſtride mod hinanden, og den uforitandige Mand fætter fin re i, og gjør 
ſig for andre lige fan uforftandige Folk til af, at han en Fidlang fan 
holde fig uden Kongemagt eller Lovbud. Og frulle de i enkelte Tilfalde 
| felv afgjøre Sager mellem hinanden indbyrdes, Da underftøtte alle Mand 
| Den dumme, faa at ban ſejrer, medens den vetfærdige og rolige mifter fin 

Net. Og hvis den Begjærlige og Urolige bliver drobt formedelft fin Umæt- 
| tege, betragte hans efterfevende Frænder dette, fom om der herved var 
gjort dem for Stade og Mttetab. Man fordrer lige faa ſtor Bod for 
|den dumme, fom for Den vife og forftandige, Hvis Drab maaftee tidli- 
gere fan være bodt til famme Et, og betales ikke Boden, ffal man ftrar 
tage Hevn ved Manddrab. Naar Gud feer fligt Uværfen frætt begaaes, 
fader han det gaa ud over dem, Der ført begyndte dermed, thi faafnart 
den dumme og den begjærlige feer at han ev vel agtet, ja bedre end den 
førftandige, og at hans Dumhed og Begjærligped regnes ham til Gre og 
- Sorfremmelje, Da handler han efter dumme Folks Viia, idet han nemlig Defto 
mere fremtuver deri. Gremplet fimitter andre, og bliver tilfidft almindelig 
fulgt. Da er det, at Uværenet gaar ud over Den førffe Opbavsmand, thi 
«Mund. Det norffe Folks Hiftorie. I. Dif' 





418 Sverre Sigurdsſon. 


nu pasſer enpver paa at fomme Den anden til Livs, med Bold eller ane 
den Ondffab, og alle gamle og lovlige Vedtægter  omftyrtes. De fordre 
vel alle, at Konger og Storhbøvdinger fulle overbolde Loven med Skaan— 
fombed, men ingen af Amuen vil overholde Loven mod fin Ligemand, og 
enbver vil føride langt udenfor, hvad han fra forſt af er berettiget til. Naar 
Da alle Love ere omftyrtede og vetmæsfige Straffe ej længer udøves, men 
Lovføshed og Ondffab fomme i Stedet og blive almindelige, faa at Gud 
vredes Derover, Da fender han en Straf, Der rammer Ulle. Da kaſter 
ban Had og Fiendffab ned mellem de Høvdinger, der ere fatte over Ri— 
get, og tilfidft fommer det endog til Manddrab og Slag. Da ev Niget 
fommet til Fordærvelfens vderfte Rand, og de faa Levninger af Love og 
gode Sæder, fom bidtil bave været overholdte, forgaa nu ganſke, thi i Sla— 
gene falde de bedfte og bøjoyrdigfte Mænd. Men Unar og Man og ale 
ffens Ufred tage Gjendommene fra Dem, fom før befad dem og med Nette 
havde erbvervet dem, men derimod beholdes de af Dem, fom bedſt funde 
gribe det fra De andre med Ran og Iyveri. Naar flig Sid fommer over 
et Land, da far det tabt baade gode Sæder og Ddygtige Mænd, Gods, 
Fribed og alle Goder, faa fænge Gud vil at den Ned ffal vedvare; dette 
beftemmer ban efter fin Miffund, tbi han fan, om ban vil, frelfe Landet, 
faa fnart han finder at Det ev tugtet nok for fine Synder. Maar da 
Landet med hans Biſtand virkelig befries, og der fiden fommer en Ene 
voldsfønge, fan du nok begribe, bvorledes Det ſtaar fig med Folteté 
Sæder eller Qvor vel ordnet dette Rige ev i De nærmefte Tider efter flig 
Uvo, bvor Folfet var fplittet ad under mange Høvdinger, og enhver føgte 
at [ære fig op i Lit og Svig, Udyd og alftens Ondffab, og anvende 
Dette mod Andre 1." É 
Dette fan man visfelig betragte fom en Skildring af Forholdene 
paa den Tid, da Sverre havde erbvervet Magten og var bleven „Ene⸗ 
voldskonge.“ Den vakker juſt ikke nogen tiltrakkende Foreſtilling om Fol— 
kets Sadeligheds-Tilſtand, men efter faa mange Partiſtridigheder og Bor⸗ 
gerkrige kunde den heller iffe være ſynderlig god, om den end her ev tege 
net med alt for mørfe Farver. Om Kongens Magtfuldfommenhed og — 
Gejſtlighedens Forbold til Kongedømmet udtales Forfatterens Grundfæte 
ninger noffom i følgende Ytvringer: 
Gud ffabte fig paa Jorden to Hufe, fom han valgte til fin Fjenele, 
Kirfen og Fbingbufet. Disfeto Hufe ere Guds Haller, og han har fat fø 
Mænd til at bevogte Dem, nemlig i Det ene Kongen, i det andet Biffope 
pen. Kongen er fat til at bevogte Det bellige Huus, bvor Guds hellige 
Domme affiges, ban ffal dømme faaledes herneden mellem Folk, at han 


1) Kongefpejlet, Gap. 36. 





1202. Kongeſpejlet. Kongens og Biffoppens Myndighed. 119 


bisfet faar evindelig Belønning; bam bar ogfaa Gud forlenet fit Neffel- 

fes-Sverd, bvormed ban føal hugge, naar det udfordres, uden Uvind og 

med retfærdig Straf, tbi naar ban draber nogen af AUvind, Da er Det 

Manddrab, og ban føal fvare Gud Manddrabsfag. Vid og for vift, at 

alt hvad Gud fra forft af beffiffede til Denne Hall og dette Højfæde, maa 

ingen rive derfra, bvis ban ej vil anfees fom Ven, der røver fra Gud 
ſelb og hans bellige Dommerfæde, og frakt bryder Den Orden, Gud felv 
par faftfat. — — Kongen maa faaledes intet vive til fig fra det Huus, 
pvorover Biftoppen ev fat, fordi ingen ſkal robe fra den anden, da Gud 
gjer begge Hufe og enbver af dem bar at fraa den anden Oi.  Ligefom 
Kongen bar faaet en Meffelfes= Stav, faa og Biffoppen '). Men det 
fom Kongen bar faaet, er et tveegget Sverd; med Det ev han pligtig at 
hugge hver den til Døde, fom vil drage noget fra Den hellige Hall, hvis 
Bevogter han er. Fveegget er Kongens Sverd, fordi han ev lige faa for- 
pligtet til at beffytte den Hall, over Dbvilfen Biffoppen er fat, fom fin 
egen, bvis Biffoppen ej fan gjøre det med fin Meffelfes- Stav. Den 
Refſelſes-Stav, Biffoppen bar, ſtal ban have i Munden, og hugge med 
Ord, iffe med Haanden, fom Kongen, og Hugget, Biffoppen fører, beſtaar 
Deri, at ban, om nogen vil forbaane hans bellige Hall, føal forbyde 
ham det Bord, der ev fat i Dette hellige Huus, og den hellige Føde, der 
nydes ved famme Bord. Den Forffjel er der imellem Kongens og Bi— 
ffoppens Gmbede, at Biffoppen er fat til at være Mønfter, Lærefader og 
Raadgiver hos Kongen, men Kongen til at være Dommer og en haard 
Udøver af al Straf. . . . . Og Deri ev Biffoppens Sverd for- 
ffjelligt fra Kongens, at dette bider altid, naar der hugges med det, til 
ſtor Skade, hvis det dermed er hugget urigtigt, men Dog til Gavn for 
Den, Det rammer, naar Hugget er retfærdigt. Biſkoppens Sverd bider 
Derimod flet iffe, uden naar dets Hugg ev retfærdigt; bugger ban uret- 
færdigt dermed, bider det ham felv, der hugger, til Meen, men iffe den, 
Det gjelder. Men bugger Siffoppen vetfærvigt, bider Dette endnu fvarere 
end Kongens Sverd” ?). 

Med disfe Betragtninger flutter Skriftet, efter for øvrigt at have op- 
fyft mange af fine Lærdomme med flere Grempler og udførlige Fortællin- 
ger fra den hellige Skrift. Af Fndledningen feulde det fynes, fom om 
Forfatteren ogfaa vilde lade den fingerede Fader" tale om den gejſtlige 
































1») Den famme Lære, om det dobbelte GSverd, udtales ogfaa i det tydffe Sach— 
fenfpiegel, ligetedes er det famme Forhold mellem Kongen og Biffoppen an- 
tydet i Magnus Haafonsføns Landslov af 1271, Ghriftendomsbolt Gap. 2. 

?) Kongefpejlet, Gap. 69, 70. 

O7 * 


420 Sverre Sigurdöføn. 





















Stand og Bondens Letevej paa famme Maade fom han bar talt om 
Handelsmandens Virffombed og Kongetjenerens Pligter. Men om Dette end 
bar været hans Beftemmelfe, er den dog neppe fommen til Udførelfe, da 
faadanne Afſnit ikke findes i noget af de endnu opbevarede Haandffrifter 
af Verket. Dets elegante Stiil og Rigdom paa vel valgte Udtryk, endog 
til at betegne abstrafte Begreber, vidner om den høje Udvikling, Sproget 
paa den Tid havde naaet, og vifer, iffe mindre end dDe umiddelbare Op- 
fysninger, Det felv indebolder, hvor ivrigt den Tids fornemmere Mord- 
mænd maa have Drevet boglige Syfler, og paa vilket hojt Kulturtrin 
De i det Hele taget befandt fig. Danmarf og Sverige funne i det mindfte 
iffe opvife noget i Landsjproget forfattet Berk fra famme Tid, der enten 
i Indbold eller Form paa langt nær fan maale fig med Kongefpejlet, 
end fige faa ved dets Side, ligeſom ogfaa det ovenfor ombandlede Strids— 
førift mod Gejftligbeden heller iffe i de øvrige novdiffe Lande, og vanſke— 
fig i Nord-Europa paa den Vid har fin Lige. Vi ville ogfaa ſtrax i dekt 
følgende fee, bvilfen betydelig Deel Kongens egen Søn og FIronfølger, 
Haafon, tog i Den Daværende literære Birffomhed; naar ban foregif med 
et faadant Grempel, fan man viftnof antage, at Det efterfulgtes af 
mange. 
Af den Kultur, fom poa Sverres Tid berffede ved Hoffet og ifær 
repræfenteredes af Kongen felv og hans Søn, var det og at vente, at em 
ftørre Smag og Kunjftfærdigbed blev berffende, og navnlig gjorde fig gjel 
Dende i Landets Myntværfen, der bidtil i faa Henfeende have fraaet paa 
en daarlig Fod. Virkelig finde vi ogfan forſt fra Sverre8 Tid ordentlig 
prægede Mynter med let fæfelig og utvetydig Omſkrift. Den byppigft 
førefommende Typus er en Sølv-Penningemynt, Der paa Den ene Side 
fremftiller et Unfigt med Skjegg og Krone over, ganſke vift Sverreg 
eget, med Omſkriften ,nex svervs macnvs.* og paa den anden Gide et 
Kors, der Danner fire lige ftore Kvadrater, hver med en Linje og Rand— 
ſkriften N I, bvilfet aabenbart føal betegne „Nidaros,“ faa at man altfaa 
Dar Grund til at antage dette Slag Mynter flagne af den ovenfor (SB. 
139) omtalte Hagbard Myntmefter. Man bar dVerforuden flere Brakte— 
ater eller Heelmynter fra ham 2). — Bi befidde intet med hans Gigill 
befeglet Brev, men af den oven omtalte famtidige engelffe Forfatter vide 
vi, at dets Overftvift var Sverus rex Magnus, ferus ut leo, mitis 
ut agnus *). : 





1) Holmboe, de prisca re monetaria Norvegiæ S. %25. 
2) VBilljam af Newbury, I. c. 


1203. Haakon GSverresføn faar Kongenavn. 421 


71. Haakon Sverresføn bliver Konge og forliger fig med Geſſtligheden. 
Baglerfongen Inge dDræbes, Partiet opløfes. 


Da Sverre døde I Bergen, var hans Søn og FIronfølger Haafon, 
fom det ovenfor er berettet, i Tyrondbjem. Sverres tvende Syfterfønner, 
Haafon galen og Peter Steyper, begave fig ſtrax affted fra Bergen paa 
et vel bemandet Skib for at melde ham Faderens Død, og overbringe ham 
Dennes Brev. Da de fom forbiStad, vare De nødte til at holde fig uden- 
ffjærs, for at undgaa Baglerne, fom havde disfe Dele af Landet inde, 
og faa bijt og her i ftore Hobe. De fom til Nidaros en Morgen, juit 
fom Formesferne vare fungne, og roede lige op til Kongsgaarden, hvor 
Krigsmændene ſtrax fom Dem imøde og fpurgte om Nyt, fornemmelig hvorle- 
Des Kongen befandt fig, Da De havde hørt at han var fyg.  Haafon og 
Peter fvarede at han var i god Bedring, og at De ellers intet Nyt havde 
at fortælke, men ønffede at tale med Kongefønnen. Paa Svaret, at han 
par hjemme i fit Herberge, gif De ftrar op til Cbriftfirfen, og Derfra til 
Gaarden, hvor han var 1). De lode ham anmode om at fomme ud til 
Dem, da de gjerne vilde tale i Genrum med han. Han fom, og efter gjen- 
fidig Hilfen fortalte De ham den vigtige Nyhed, og underrettede ham nøje 
agtigt om alle de enfelte Omftændigheder ved hans Faders Sygeleje og Død, 
figefom de og overleverede ham Brevet. Han lod firar blæfe til Hird- 
ftevne, og befjendtgjorde hev Dodsfaldet for Hirden, Der paa Det famme 
Møde tog bam til Hobding, Noget fænger hen paa Vaaren lod han 
flevne Øretbing for at lade fig hylde fom Konge, og fendte Bud 
Desangaaende til Bønderne i Heredet, Der ogfaa pligtffyldigft fremmødte 
og toge ham til Konge over hele Landet. Den Bonde, der efter gammel 
Skik gav ham Kongenavn, hed Skervard. Derpaa tog han fig Hird, Det 
vil fige at Hirdmændene, der vare udnævnte til Denne Værdighed af Sverre, 
nu befræftedes i disſe af ham, og gif ban til Haande. Ligeledes indfatte 
han Sysfelmænd, og Krigsfolk famlede fig til ham fra de fydligere Dele 
af Landet. 

Men ffjønt Haakon faaledes uden VBanftelighed havde faaet Konge- 
navn af Birkebeinerne og Torønderne, var hans Stilling dog fremdeles 
mislig og vanffelig nof, faa fænge han endnu, ligefom Favereu, ftod i et 
fiendtligt Forhold til Gejitligheden. Thi det Ban og FJnterdikt, fom 















1) Denne Gaard var altfaa itfe den egentlige Kongsgaard, men, fom man af 
den antydede Beliggenhed maa flutte, Eriebiffopsgaarden, der under Eriks Fra- 
værelje ftod ledig, hvilken Sverre altfaa rimeligviis efter Erfebiffoppens 
Flugt, da han lagde Beflag paa det erfebiffoppelige Gods (fe ovenfor S. 
266), havde taget i Befiddelfe, og hvor han maaſkee felv bvede, naar han 
havde faa mange Folk hos fig, at de vanffeligt Funde rummes i Kongsgaar- 
den afene. 


422 Haakon GSverresføn. 


- Vaven bavde udflynget mod Sverre og hans Filængere, vedblev fremde- 
fe8, og Det ev fet at indfe, at i Stedet for at tabe å Kraft efter fom Warene 
gif ben, maatte Det tvertimød ved Den Forvirring, fom det å det mindfte 
paa mange Steder medførte i De firfelige Forhold, og De religioſe Skrup— 
fer, Denne Forvirring i Længden ej funde undgaa at vakke bog mere ømt- 
følende og frommere Sjale, om de end for Reften vare Sverre og hans 
WE nof faa ivrigt hengivne, blive faa meget farligere og virfe faa meget 
ffadeligere for Denne, jo fængere Tid der gik ben. Oberholdtes det end 
iffe paa fangt nær nøjagtigt i De Egne, fom endnu vare Kongebufet roe, 
og navnlig paa De Steder, hvor Kongen felv og hans Hird vare tilftede, 
faa fan man dog være forvisfet om, at mange Kirker endog ber ſtode 
uden Gudstjenfte, at Klofferne8 glade Klang i mange Søgne forftummede 
og alle andre Hojtidstegn opbørte, medens Dde faa tilladte Hirfelige Hande 
finger fun ffede under en ængftfig, Sindet nedtyngende Stilhed. Og felv de 

VPrefter, Der enten af Tvang, eller af Hengivenhbed for Kongehufet, eller 

fordi de iffe erfjendte Banfættelfens Gyldighed, vedhleve af holde offentlig 

Mesſe, maatte viftnof — om end fin fordi de med Frygt imødefaa Pa— 

vens Straffedom, — føle fig ubyggeligt tilmovde, og faaledes uvilkaare 

ligt fremfalde en lignende Stemning hos deres Filhørere.  Ffær maa 

man, efter bvad Der fædvanligviis ved faadanne Lejligheder plejer at finde 

Sted, antage at den fvindelige Deel af Befolfningen har været betynget 

af Sorg og SamvittighedS- Sfrupler, og faftet længfelsfulde Blik over 

til De, ofte lige i Norheden beliggende Cane, Der havde underfaftet fig 

Baglerne, pvorfra Klokkeklangen fød dem lyftigt imøde og hvor Gudstjeneften 
holdtes hver Søndag med fædvanlig Pragt og Højtidelighed. Ut Kon- 
gebufets Filhængere under disfe Omftændigbeder, deeld plagede af egne Same 
vittighedsſktrupler, deels oberhengte af deres Huftruers, Mødre, Døtres, 
Syftre8, Klager og Bønner, efterbaanden maatte blive meer og mere faa 
tallige, og Baglernes derimod tiltage, er aabenbart, om Det end iffe ude 
tryffeligt udtale8 i vore Sagaer. Man feer i det mindfte af hvad der 
ſtrax nedenfor berettes, at Det netop var Fnterdiktet eller veligigfe Henze 
ſyn, der ftode i Forbindelfe dermed, fom havde bragt en fror Del af 
Almuen i den fydlige Deel af Landet paa Baglernes Side: og de famme | 
Henfyn maatte uundgaaeligt med Tiden gjøre fig gjeldende i en videre Udftrælke 
ning. Alene Den Omftændighed at alle Biftopperne bavde førladt Landet, og at 
ſaaledes de firfelige Forretninger, Der paabvilede dem, f. Er. Konfirination o.a.D., 
iffe funde blive udførte, maatte medføre en Forvirring og Misfornøjelfe, der 
ej I Længden funde udholdes. Dette havde Sverre ogfaa meget vel inde 
feet, og i Det Brev, ban paa fit Dødsleje lod flrive til fin Søn Haa 






1203. Baglernes Nederlag ved Rott. 423 
fon, havde Han givet ham det Naav, at forlige fig med Gejjtligheden' ). 
Dette Raad fulgte Haafon flogeligt, og aabnede ftrar Underhandlinger med 
Biftopperne, der, fom det er ovenfor nævnt, havde tilbragt deres Landflyg- 
tigheds Tid deels i Danmark, under Erkebiſkop Wbvfalons Beftyttelfe, 
deels og i Sverige, fornemmelig, fom man maa antage, efter Denne Deres 
mægtige Beſkytters og Velynders Død den 21de Marts 1201. 

Imidlertid drog Haafon med fin Flaade, Da Den behørigt var udru- 
fet, faavel fom med en Deel Ledingstropper, fort efter Paaſke, Lenne 
indtvaf den 14de April) fyd til Bergen, bvor hans Mærværelfe nu var 
nødvendig, Da det var at forudfee, at Baglerne ved Efterretningen om 
Sverres Død vilde indfinde fig der. Der fortælles intet om, at han 
gjorde noget Forſog paa at fordrive de Bagler, der havde Mørerne, Fjor- 
Dene og Sogn inde, og det ev Derfor fandfynligt, at De ved Rygtet om 
hans Nærmelfe forfigtigt Droge fig tilbage til Oplandene, deels gjennem 
Naumsdalen og Gudbrandsdalen, deels gjennem Valdres, og forenede fig 
med Hovedhæren. Kong Inge havde begivet fig til Viten, faafnart han 
hørte at Sverre var dragen Derfra, og opholdt fig der, lige til Kong Sver- 
re8 Død rygtedes. Da befluttede Baglerne ftrar at Drage til Bergen, 
og ſkaffede ſig i det Øjemed et iffe ubetydeligt Antal Skibe, hbvormed de, 
temmelig mandfterke, fejlede afited, efter en Beretning under Inges egen 
Anførfel >). Det rygtedes nok til Bergen, at Baglerne havde et ftørre 
Tog fore, men man var iffe vis paa, om Dette ffulde gjelde Throndhjem 
eller Bergen, førend man fit børe, at de allerede vare fomne til Roga— 
land. Kong Haafon fendte Da ftrar en ftor Styrfe imod Dem, under Be- 
faling af Peter Steyper, den føndhordlandffe Høvding Thorgrim af Ljaa- 
ne8 3), Ginar Kongsmaag og flere Høvdinger, bvoriblandt en førft ved 
denne Lejlighed omtalt Syfterføn af Kong Sverre ved Navn Sigurd, 












») Haafon Gverresføns Gaga, den Fortere Bearbejdelfe, Gap. 1, jvfr. Inno— 
cents den 3dies Brev af 1204, fe nedenfor. 

3) Nemlig den Fortere Bearbejdelfe af Haafon GSverresføns Gaga, der ellers i 
flere, ikke uvæfentlige Punkter afviger fra den vidtløftigere. Denne nævner 
her intet om at Inge begav fig til Viken, men dens Udtryt (Fornm. S. 
IX. 216) fynes halv om halv at antyde, at Baglerne fra Oplandene af, 
altfaa over Fjeldene, fom til Faderen, bvilfet dog aabenbart er urigtigt. 
Paa den anden Side nævner den Éortere Bearbejdelfe intet om, at Kong 
Haafon om Vaaren drog til Bergen, men figer fun, at han drog oſter til 
Bien. Dette unde dog ikke ſkee, uden at han drog Bergen forbi, og faa: 
ledes har vift den længere Bearbdejdelfe i dette Stykke Net; den fortæller 
desuden udførligt om hans Mejfe, hvorledes han drog fra Trondhjem „um 
vaknaskeib,* og efter en noget langvarig Mejfe fom til Bergen. 


3) Ljaanes ligger i Strandebarm Preftegjeld ved Ytre Samlend-Fjord. 





424 Haafon Sverresføn. 


faldet Kongsfrænde, der tidligere var gift med en af Sverres Halvfyftre 1). 
De fom fildigt om Uftenen til Rott udenfor Hafrafjorden, og fit der høre, 
at Baglerne laa å Stavanger. Men allerede Morgenen efter faa de Bag— 
lernes Flaade nærme fig Øen. Disfe havde ingen Anelfe om at Birke— 
deinerne vare i Narheden, og roede Derfor tvoftigt til men bleve Defto 
ubebageligeve overraffede ved at fee De fiendtlige Skibe komme frem bag 
Den. De vendte sjebliffeligt om, og føgte at undfomme, men VBirkebeiz 
nevne forfulgte Dem, og toge et af Deres Skibe, hvis Befætning gjorde en 
fortvivlet Modſtand, og faldt naſten til fidfte Mand. De øvrige Bagler 
toge Bejen til de indre Arme af Buknfjorden ?), gik i Land bift og her, 
bvor det traf fig, og flygtede over Fjeldene ned til Viken, efterladende 
Skibene med alt deres Gods fom Bytte for Birfebeinerne, der med vel 
forrettet Sag vendte tilbage til Bergen. Kong Inge tyede atter til Oplanz 
dene, hvor ban tog fit Filhold paa Helge-Øen i Mjøfen, medens hans 
Høvdinger havde Syſlerne inde rundt omfring i Landffabet. Ei 
Kong Haafon begav fig Derpaa til Fjordene, hvor han en Tidlang 
blev liggende, fandfynligviis for at ordne Forholdene i disfe og De nær lige 3 
gende, af Baglerne nys forladte Landffaber, fiden drog ban paa en fork 
Tid til Vifen 3), fornemmelig, fom man maa antage, for at møde Biftope 
perne og flutte Forlig med Dem. Ibi disfe, fom vift allerede Længe havde 


1) Den Fortere Bearbejdelfe nævner fun Sigurd Kongsfrænde fom WBefalingé= 
mand paa dette Tog, og fortæller Sagen, fom om Gigurd gjorde Vogek 
paa egen Haand, førend Haafon felv endnu havde forladt Trondhjem. Men 
dette kommer rimeligviis deraf, at den intet nævner om Kongens Ophold å 
Bergen.  Derimod taler den vidtløftige Bearbejdelfe intet om Sigurd ved denne 
Lejlighed, men nævner Éun Peter, Shorgrim og Einar, famt andre Sveitarhov⸗ 
dinger.“ Sigurds Slagtſkabs-Forhold til Kongen vil blive omhandlet nedenfor, 


?) I den vidtløftige Sagabearbejdelfe, der taler mere udførligt om dette, faar 
fun at Baglevne flygtede ,,ind i Fjorden," bhvilfet i denne Forbindelfe alene 
fan betegne de indre Fjorde, hvori den ſtore Buknfjord forgrener fig. Thi— 

naar Baglerne, fommende fra Stavanger til Rott, altfaa nordenfra, flyg⸗ 
tede tilbage igjen, ſtede denne Flugt mod Nord, og ind i Buknfjorden. Den 
kortere Saga fortæller fun i al Korthed, at Birfebeinerne jagede Baglerne 
fra Skibene og bemægtigede fig disfe med alt deres Gods, men at Inge flyr | 
tede til Bilen og derfra til Oplandene. p 

3) Det er fun den fortere Saga, fom fortæller dette, hvorimod den ll 
aldeles tier med Haafons Beſog i Viken 1202. Det har dog vift fin fulbfomne 
Nigtighed, thi Fun i Viten fynes Forliget med de tilbagevendende Biſkopper 
at funne have været fluttet, førend de droge hver til fit, og det er dere 
hos fandfynligt, at Kongen, da han lod fin Syfter Ghriftine hente fra Oslo, 
fom det ſtrax nedenfor ſkal berettes, felv ikke var faa langt borte. Stedet, 
hvor Forliget med Biffopperne fluttedes, fynes med frørft Mimelighed at 
maatte have været Junsberg. Det var den førfte By, han fom til fra Be: 
fen, og den beføgtes hyppigt af danffe Skive. 





1202. Kongen forliger fig med Gejftligheden. 425 


været fede af at leve i Landflygtighed, og fom desuden Maret forud 
havde tabt deres mægtigfte Støtte i Erkebiſkop Abfalon, der endog paa 
fin Dodsfeng gav dem Beviis paa fin Hengivenhed ved at betænfe Dem 
rigeligt fit Feftamente *), modtoge med Glæde Forligstilbudet, og begave 
fig endnu den famme GSommer tilbage til Norge, hvor Forliget fnart 
fom i Gtand. De droge Derpaa bver til fin Biftopsftol, medens Er— 
febiffoppen, uden endog at afvente Pavens Samtyffe, hbævede VBanfættel- 
fen og Fnterdiftet, og tog, fom det heder, hele Landet i Forligelfe igjen. 
Bi have endnu den Kundajørelfe, Haafon udftedte i Anledning af Forli- 
aet, og erfare deraf nogenlede8, paa hvilfe Vilfaar det fom i Stand. 
Kundgjørelfen, der ev af faa meget ftørre FInteresfe fom den fynes heelt 
igjennem at være forfattet af bam felv *), er udſtedt til Erkebiſkop Erik, 
De øvrige Biftopper, alle lærde Mænd, Bønder og VButhegne i Norge, 
og begynder med en faare mørt Sfildring af Jilftanden i Landet, og de Ulyk— 
fer, Borgerkrigene vg Striden mellem Kongez og Kirfe-Magten havde 
afftedfommet. Større Plage, Nød og førgelig Strid," heder det, har 
tynget over o8 og bort Land nu i lange GStunder, end det vilde have 
været tilftedet, om Lykken fulgte 08, ja vi funne Degværre næften fige at 
Dette Land er bragt til det UYderfte, hvis iffe Gud af fin Miffund vil 
unde os fnarlig Hjelp, thi næften alle de ere døde, fom vilde vogte Lan— 
Det og Landets Love med Retfærdighed, og vilde elffe Gud og den hellige 
Kirke, men de leve tilbage, fom fun tænte paa Overgreb og Uretfærdighed, Avind 
og Ondſkab; hverken Lærde eller Ulærde frygte mere Gud og gode Mænd, hel 
fer (ever enhver fom ban finder for godt under Lobloshed, thi Loven ringeag— 
te8 og fun Nan raade, Uffiffe vore og gode Sader ophøre, Kvinder van- 


1) Seftamentet er aftryft i Langebeks Scr. R. D, V. S. 422 flg. Blandt Le- 
gaterne, fom det indeholder, forefomme følgende: ,til den ærværdige Herre 
Grit, Ertebiffop i Nidaros, der formedelft fin Retfærdighed er landflygtig, 
100 ME. Sølv; til Biffop Njaal af Stavanger, ligefaa, til Biffop Ivar af 
Hamarkaupang ligefaa, til Biffop Njaal af Oslo en Sølvffaal, og de Sølv: 
fade, fom den famme Biſtop tidligere har foræret ham felv (Abfalon).” Aar— 
fagen, hvorfor Nifolas ikke fil Penge, fom de øvrige, er rimeligvis den, at 
han ej faa ganffe var afffaaren fra fit Biffopsdømme og Nydelfen af dets 
Sndtægter, fom de. Man feer Dog bheraf, at de norffe Biffopper ikke 
kom ganffe tomhændede til Abfalon: ſtrax derpaa heder det at Abfalon 
føjentede Kongen (Knut) en prægtigt arbejdet GSølvffaal, fom han i fin Tid 
havde faaet af Erkebiſkop Erik. Denne fit i Jeftamentet derhos en blat 
Heſt, og hans Kapellan, Mag. Peter, (maaffee Peter af Hufaftad, der fiden 
blev Erkebiſkop) betænktes med en Kappe, fodret med Graaffind. 

?) Det er nemlig ganffe affattet i den famme ,færegne Stiil,“ med øjenfynlig 
GStræben efter en vis „Numerus,“ og paa de meeſt pathetiffe Steder med 
Ulliteration, der betegner Overfættelfen af Barlaams og Joſaphats Saga, 
Hvorom nedenfor. 


426 Haakon Gverresføn. 


ære, Kirker opbryde8 og hele Chriftendommen ftaar for Fald, hvis Gud 
og gode Mænd ikke førge for at det bliver bedre. Og for nu færftilt at 
henvende mig til eder Biffopper, Da fjende I nokſom til den Uenighed, 
Der i faa lang Tid bar berffet mellem Kongedømmet og eder, og Des- 
værre forvoldt mangen Mand den ftørfte Ulempe og Skade, ja efter nær 
ften alles Formening er Hovedaarfagen til alle de Forviflinger, fom faa 
fænge bave plaget Landet. Siden altfaa nu disfe Trætter. og Sviftigheder 
have berffet mellem os, til ftor Befværlighed og megen Ulempe for 08 
felv, men næften aller meft for Den, Der bar haft mindft Skyld deri, nem- 
lig Bonden, der bygger Landet, ville vi for Guds og den bellige Kirkes 
Skyld bilægge dem imellem o8, og iffe længer føre nogen Strid eller 
nære noget Avind mellem den bellige Kirfe og Kongedømmet. Jeg gjør 
derfor alle vitterligt, at jeg opgiver Denne Srætte mellem Kongedømmet og 
Biffopsdømmet, og indrømmer Den bellige Kivfe og de lærde Mænd al 
den Frihed, fom dem tilfommer hver ifær, efter bvad de hellige Skrifter 
vidne om deres og mine gjenfidige Rettigheder, og efter hvad den bhellige 
Kirfe bar baft fra ældre og nyere Tider, dog uden Skade for mit Kon- 
gedømme og den fongelige Værdighed, overeensftemmende med hvad Kar- 
dinal Nifolas beftemte, og de tre Konger Eyſtein, Sigurd og Inge 
befvore, faaledes fom Kong Gyfteins Brev bevidner, og Kong Mag- 
nus fradfæftede, faavel fom min Fader med fit Brev, faa og efter 
hvad de Eder indeholde, der bleve aflagte for Legaten, da Jarlen 
havde begyndt Ivift med Erkebiſkop Eyſtein om den bellige Kirkes Fri— 
heder: hvorimod den og alle færde Mænd til Gjengjeld forpligte fig til 
at bevife mig al Den Hævder og Gre, fom de føylde den fovlige Konge, og 
faavel de bellige Gfrifter fom Landets Lov erklære mig berettiget til. 
Dette Jaord har jeg nu givet Gud og den bellige Kirke, mig til Fred og 
Fremgang, til Gavn og til Lykke, og hele Folket her i Landet til Glæde 
nu og altid” 1). Da Kongen ber udtrykkeligt forbeholder fig fin fongelige 
Myndighed og Hæder ubeffaaren, og ellers paaberaaber fig Kardinal Ni— 
kolas's af De tre Konger Inge, Siqurd og Eyſtein godfjendte Beftemmelfer, 
bvilfte Sverre gav en faa indførænfende Fortolkning, at han ikke en- 
gang vilde erfjende Domkapitlernes Valgret til Befættelfe af Biftopsfto- 
fene, uden naar Der vare flere Konger par een Gang, funde Det ved føre 





1) Kundgjørelfen er, efter en Afſkrift af 1325, aftrykt i Norges gamle Love I. 
444, famt i Thorkelins Diplomatarium IL. 18. Paa førfte Sted er den og- 
faa fammenbholdt med en i 1324 af GErfebiffop Eilif udftedt VBidisfe, hvor 
Kongen, ved en merkelig Skjødesløshed, Ealdes Haakon Haafonsjøn. Gamme 
Fejl begaaes og i Overffriften til hiin Afførift. Ligeledes nævnes i denne, 
ved en Fejltagelfe, Legaten Fidantius i Gtedet for Stephanus, fom det 
ovenfor (IL. 936) er bemerket. 





1202. Kongens Forlig med Gejftligheden. FInterdiktet hæves. 427 


fte Ojekaſt fynes, fom om Jndrømmelferne alene vare paa Gejftlighedens 
Side, og at Biffopperne havde givet tabt. Men, fom man feer, tales der 
ogfaa om de Gder, Erling frakte aflagde for Legaten Stephanus og 
Grøebiffop Eyftein paa Rigsmødet i Bergen 1164; og dDa der her, fom 
ovenfor viift, ej vel fan være Sale om Kronens Ofring til St. Olaf og 
Kongedommets Underfaftelfe under Denne — en Jndrømmelfe, der faldt 
med Magnus og Erling, og aldeles fired faavel mod det af Sverre vg 
bans VEI opjftillede ftatsretlige Princip om Kongedommets Magtfuldfom- 
menbed, fom mod den udtryffelige Nefervation Desangaaende i Forliget felv 
— maa man flutte, at der ved bine Ord figtes til alle de fpecielle Forrettig- 
beder, hvori Gejjtligheden i Almindelighed og Erkeſtolen i Særvdeleshed ved 
biin Lejlighed bekreftedes, nemlig Retten til Den følvmetne Øre i Sage- 
faldet, og overhoved De forhen omtalte, i den faafaldte Sverres - Gyriftenz 
ret indførte, Beftemmelfer, der findes optagne i alle fenere Affkrifter af 
Froftatbingsretten; ligefom man og maa antage, bvad baade de følgende 
Beretninger og de fenere Aktſtykker vife, at Kongen ganffe gif ind paa 
Gejſtlighedens Fortolkning af Beftemmelfevne om Domfapitlerne8 Valget, 
Der ogfaa ffemmede med, hvad der nu var vedtaget over hele Den romerfte 
fatholffe Chriſtenhed. Hvad dDerimod Patronatsretten angaar over Kirker 
og gejſtlige Stiftelfer, er Det vel tvivlfomt, hvor vidt Kongen har givet Slip 
paa Den I Den Udſtrakning, Gejjtligheden forlangte, eller faaledes fom 
Pave Goeleftin Den 3vdie havde opſtillet i fine Privilegier for Erke— 
fædet (fe ovenfor S. 273), nemlig at Kongen iffe engang flulde funne 
udnævne VPrefter til de af ham felv fliftede Kapeller. Sandfynlig- 
heden ev imidlertid for, at denne Bulle netop ved Denne Lejlighed ev ble- 
ven fremlagt og godkjendt af Kongen, faa meget mere fom den virkelig 
iffe indffrænfer Kongemagten mere, end de paa de Tider berffende Fore- 
ftillinger om Kirfens Jmmunitet og Uafhængighed nødvendigvis medførte, 
og navnlig ved fin fuldfomne Taushed om den nys nævnte Underfaftelfe af 
Kongedømmet under St. Olaf undgaar at opſtille nogen Fordring, der 
med Foje fan figes at firide mod Kongedømmet Vaſen og den fongelige 
VBærdighed. Saa meget ev vift, at om end fremdeles enkelte Spørgsmaal 
henſkodes uafgjorte indtil videre, bleve dog Kongen og Biffopperne nu, i det 
mindſte tilfyneladende, de bedfte Venner, ag Landet aandede igjen frit, efter at 
være befriet fra Det nedtryffende Interdikt, medens Kongen, løft fra Ban- 
fættelfen, daglig faa fine Filbængeres Untal at tiltage, og VBaglernes at 
aftage. Fi nu, da han havde faaet Gejftligheden paa fin Side, og man 
ej fænger udfatte fig for Bans Straf ved at hylde bam, flod det enhver 
frit for at følge det Drag, fom de flefte viſtnok allerede følte til 
dam paa Grund af hans perfonlige Elffværdigbed og obrige ppperlige 
Egenſkaber. Hele Landsfolket, heder det, gav fig under ham, og han 


428 Haakon Sverresføn. 


blev ifær vennefæl og afholdt af Almuen, da han vifte fig from og venlig 
mod VBønderne, men holdt fine egne Folk i den firengefte Tojle, og veffede 


dem alvorligt, baade med Ord og anden Straf, naar de gjorde Bønderne 


nogen Uret 1). 

Under faadanne Omftændigheder maatte Den faafaldte Kong Inges 
Kongedømme fnavt gaa til Grunde. Hans Beſkytter, Biſkop Nikolas, 
havde flaaet Haanden af ham, og hans Dygtigfte Høvding, Meidar Sen- 
demand, havde ved Kapitulationen i Sunsberg tilfvoret Sverre Tro— 
ffatsed. Om Sigurd FJarlsføn er der iffe mere Fale, ban maa fand- 
fynfigviis enten have holdt til andenfteds eller have forladt Landet. Bon— 
dDerne omkring Mjøfen havde enten, ligefom Niget8 øvrige FJndbyggere 
erflæret fig for Haafon, eller ventede fun paa Lejlighed til at gjøre det, 
og Inge nærede allerede faa megen Mistilid til dem, at pan havde ladet 
alle ftørre NRofartøjer og Ferjer, Der fandtes i Mjøfen, bringe ud til 
Helge - Øen, hvor han fremdeles opholdt fig, for Derved, fom han troede, 
at fifre fig mod Overfald. Men forgjætes, thi hans egne Mænd der 
tilfulde følte det forvirrede i hans Stilling, og vilt heller iffe nogenfinde 
havde troet paa hans fongelige Herfomft, men alene betragtet ham fom 
et Nedffab for Partiets Øjemed, pønfede paa Svig; blandt dem nævnes 
ifær en vis Gunnar Left, fom han havde overøft med Velgjerninger og 


gjørt til den førfte Mand nært fig felv, men fom iffe des mindre ind — 


fød fig i hemmelige Underhandlinger med Bønderne, om at overe 
falde og dræde hans Herre. En mørt Hoftnat fatte em heel Deel Bon— 
der efter Overlæg og i Forening med en Deel af Inges Mand, blandt 
hvilke rimeligvis Den famme Gunnar, over til Øen pan Smaa-Baade og 
Ferjer, landede ubemerket, og nærmede fig Den Gaard, hvor Inge ope 
holdt fig. Han fad endnu inde i Stuen og drak med fine Mænd, da en 
af Bagtmændene fom føbende ind, og vaabte: „J fidder taabeligt, Herre, 
Ufred er fommen paa Gaarden.” Inge fyrang firar op, grev fine Vaaben, 
og bød alle Mand féynde fig ud, for iffe at blive fangne inde. Han 
felv var den førfte, fom fom ud, og fatte fig med de faa, Der forbleve 
ham troe, fjelt til Modværge, men blev fnart overmandet og faldt med 
de flefte af dem. Saaledes endte ban fin forte Kongetid bæderligere, end 
man af hans tidligere Ubetydelighed føulde have ventet. Da dette rygtedes 
til de Baglerflofke, Der laa andenfteds, f. Er. i Raumsdalen, paa Møre 
o. f. 0, flygtede de hver til fin Kant, nogle til Sverige, andre til Dane 
mark, endnu andre til fine Frænder; fleve anholdt ogfaa om Kong Haa— 
fons Naade. Saaledes var hele Baglerflokfen for den Gang ganfte tile 
intetgjovt, og Landet havde efter faa mange Ward blodige Krige fuldfom- 





1) Den vidtløftigere Bearbejdelfe af Haafon Sverresſons Saga, Fornm S. IX.65, 66. 


| 
) 
| 








1202. Inge Baglerfonges Drab. 429 


men Fred 1).  Haafon tunde med Trygbed begive ſig tilbage, førft til 
Bergen, fiden til Nidaros, hvor han tilbragte Vintren, forbeholdende fig 
til næfte Sommer at foretage fin egentlige Hvyldingsrejfe i Vifen, bvorom 
ban firar efter Juul ved Sendebud og Breve lod Almuen og Sysfel- 
mændene ſaavel i Vifen, fom paa Oplandene underrette *). 


72. Kong Haakons Perfonlighed og nærmefte Omgivelfer. 


Kong Haafon var paa Denne Tid, da han faaledes fandt fig i ube- 
fireden Befiddelfe af Riget og forfønet med Gejftligheden, en Mand i fin 
fraftigfte Ungdoms-ADer. Han maa nemlig, fom vi have feet, være fød 
- førend Sverre begav fig til Torge 1174, altfaa i det aller fenefte 1173 3), 
og maa faalede8 i 1202 have været i det mindfte 29, om iffe 30 Aar 
gammel. Han havde nydt en udmerfet Opdragelfe, ja man funde endog 
frites til. at antage, at ban, ligefom Faderen, fra førft af havde været 
beftemt til Den gejftlige Stand, da man derved aller letteft fan forklare, 
hvorledes ban bar opnaaet den Fndfigt i Latinen og Dygtighed i at be- 
handle fit eget Sprog, fom han har lagt for Dagen i et Verk, der endnu 
er til, nemlig en norſk Overfættelfe af det befjendte romantiſk-theologiſke 
Opbyggelſesſkrift, Fortællingen om VBarlaam og Joſaphat, af Johannes 
Damafcenus. Ut denne Overfættelfe virkelig bidrører fra ham, figes ud- 
tryffeligt i en islandſt Saga fra de Tider, hvor Det nemlig heder, at den 
unge Kong Haafon ,var en Høvding af forfte Rang, og en Mand der 
vel forftod at føiffe fig fom ban burde, ja at Mindet om hans Virffom- 
bed endog lever paa Island, faafom ban i en ſmuk og færegen Stiil har 
overfat Fortællingen om Barlaam og Joſaphat I" Og vel fan man 


2) Haafon GSverresføns Saga, Fortere Bearbejdelfe; i den Tængere, S. 215—217. 


2) Sammeſteds. Den fortere Saga lader Haakon tilbringe Bintren i Bergen, 
men dette er aabenbart urigtigt; det fres ifær deraf, at Haafon, hvad denne 
Bearbejdelfe felv figer, var fammen med den islandffe Biffop Gudmund om 
Bintren, og vi vide af andre Kilder, at Gudmund netop tilbragte Vintren 
i Nidaros.  Derimod ev det vift aldeles rigtigt, at Kongen fra Bien drog 
til Bergen, 


3) Se ovenfor S. 196, 197. Hvis det, fom man har al Grund til at tro, 
forholdt fig faaledes at hiin Guling, der paaftod at være Gverres Gøn, 
fødtes af Aftrid Roedatter firar efter Sverres Ufrejfe fra Færøerne 1174, 
fan Haafon ej være fød fenere end 1173, og dette enda Eun for faa vidt 
han var det yngſte af Sverres og Aftrids fire Børn. 


4) Jortalen til Keyſers og Ungers Udgave af Barlaamö og Jofaphats Saga S. 
XIII. Det er her viift, at Overfættelfen ej Éan være føeet efter den græffe 
Original, men den latinfée Bearbejdelfe af denne. Den Tanke kunde her 





1 


430 Haakon Sverresføn. F 





fade Stilen i denne Overfættelfe fmut og færegen, Da den heelt igjennem 
bærer Præyget af at være behandlet med den frørfte Ombvagelighed, for 
at funne opnaa den Dbøjefte Grad af Klasfiritet og Velkllang; paa 
mange Steder, hvor der i Udtrykket og Falen ſkal ligge en vis Pathos 
eller Højtideligbed, er den endog balv poetiff, med tydelig Stræben efter 
Alliteration. Den famme Stiil gjenfjender man fuldfommen i Indlednin— 
gen i den ovenfor anførte Kundgjørelfe om hans Forlig med Gejjtlig- 
heden, og der fan fanledes iffe førnuftigviis være nogen Tvivl om Rig— 
tigbeden af bitn Sagas Udfagn. Men en faadan Færdighed I at be 
handle fit eget Sprog og Indfigt i Latinen fan ban neppe bave opnaaet 
uden ved flere Aars alvorlige Studium, og ſtjont Kongefpejlet, fom vi. 
have feet, i Ulmindelighed prifer Kyndighed i fremmede Sprog, navnlig 
Latinen, ved Siden af Færdigbed i Modersmaalet fom nyttig eller endog 
uundværlig for Mænd af den bedre Klasfe, der vilde frem i Verden, fan p 
man dog vanffelig antage at Lægmænd i Almindeligbed bragte det faa 
vidt, fom Forfatteren af hiin Qverfættelfe maa have bragt det. I og 
for fig er det beller ikke faa befvnderligt, om Biſkop Noe tidlig er bleven 
opmerffom paa Datterfønnens gode Evner, og med Ombyageligbed bar føgt 
at uddanne ham før den gejftlige Stand, indtil Faderen [od ham bhente til 
Norge. - Der er al Sandfynlighed for, at Dette ikke ev fleet før 1184, 
faafom der i Maret 1181, da Heflungerne bavde overrumplet Birke— 
beinerne i Nidaros, fun er Sale om Sverre$ ædfte Søn, Lavard (Unas 
eller Sigurd), hvis Opholdsjted de vilde tvinge Stallaren Gudlaug Vale 
til at røde, medens Der Dog, hbis Sverre havde haft begge fine Sønner 
i Norge, ogfaa rimeligviis vilde bave været Tale om Haakon, Der endnu 
mere end Sigurd var for ung til at funne blive tagen med af Faderen paa det 
pvovelige Tog til Oslo 1). Da Haafon, fom vi bave feet, ikke nævnes 
fom Høvding eller Deeltager å nogen af Faderens Bedrifter før 1197, 
da ban var med i Slaget ved Oslo, er det endog temmelig vimeligt, at 
ban iffe fom til Norge førend efter Morfaderen Roes Død, der flak 
være indtruffen omfring 1190), og under denne Forudfætning er det 


fpnes at ligge temmelig nær, at Haafon har været med at forfatte Konge: 
fpejlet, dog maatte man vel formode at han i faa Fald, ved at omtale Ver 
fterhavets Merfværdigheder, ogfaa vilde have dvælet lidt nøjere ved Fere— 
erne; denne Formening maa faaledes tilbagevifes. 

1) Se ovenfor, S. 140. 

2) Dette veed man Eun af det færøiffe Sagn, fom meddeles i „Antiqpariſt 
Tidsſtrift““ 1. c. De istandffe Annaler melde intet om Moes Død, men 
fortælle fun at han indviedes til Biffop 1162, og at hans Eftermand Svein 
døde 1212, Men Sagnet, der i det Bæfentlige har Sandiynlighedens Prag, 
vil, at Sven blev Biffop 50 Aar efter Noe, det vil fige efter af denne var 
bleven udnævnt til Hjelpebiffop hos Matthias, omtrent 22 Aar for hans Ded. 


1202. Kong Haafons Perfonlighed. 431 


ogfaa fandfynligere at han forfattede biin Overfættelfe, medens han endnu 
fevede roligt paa Færøerne, end efter at være fommen til Norge, tbi de 
idelige Krigsuroligheder levnede ham Da neppe ſtor Tid til at tænfe paa 
litterære Svfler. Det fader endog til, at ban, før ban fom- paa Fronen, 
alt for meget har tænft paaForlyftelfer og ført et udfvævende Liv, da det 
nemlig beder, at han, efter at være bleven Konge, yhavde meget foran- 
dret fine Sæder, og alt til det bedre"). Han beftrives fom 
en fmut og velffabt Mand, af middels Højde, dog meget højere end 
fin Fader, og af et meget værdigt Udvortes, ifær naar han fad i fit 
Kongefæde, af et frille Væfen, men færdeles veltalende og begavet med et 
fart og flangfuldt Organ. Af den Lethed, bvormed han vifte at vinde 
og forfone alle Parter, og den Kjærlighed, hvormed Folfet omfattede ham, 
maa man flutte at ban forenede GStatsflogffab med megen perfonlig Elſk— 
pærdighed, ffjønt det vel er uvift om han befad den Kraft og Beftemtbev, 
fom Faderen. Thi neppe vilde vel Biffopperne have forliget fig faa ganſke 
med ham, hvis de iffe af hans Væfen og hvad man ellers fjendte til hans 
Gharafteer havde næret Haab om, at han vilde blive mere medgjørlig, og 
pvis iffe navnlig den liftige Uriftofrat Nikolas havde troet, at det gamle 
Slægtvælde under hans milde Herredømme atter vilde funne rejfe fig. 
Det maa anfees fom et temmelig utvetydigt Beviis paa Fuldftæn- 
Digheden af det Forlig, der nu, udtrykkeligt eller ftiltiende, var indgaaet 
mellem $Hevdingerne for begge de hidtil indbyrdes faa fiendtlige Partier, 
at Kong Haafons Syffendebarn og bøjt betroede Mand Peter Stopper 
paa denne Iid, fom det fynes, egtede Kong Magnus Erlingsføns Datter 
Ingebjorg >), upaatvivlelig iffe alene med Kongens Samtykke, men endog 
efter bans Ønffe. Dette Giftermaal bliver dobbelt betydningsfuldt af 
Den YAarfag, at de to fornemfte blandt Baglernes forrige Høvdinger, Rei— 
Dar Sendemand og Philip af Veigin, paa den Iid enten giftede fig, el- 
fer vimeligviis allerede vare gifte med Fngebjørgd tvende Syftre, Chri— 
fline og Margrete 3); Peter fom faaledes i det nærmefte Svogerffab med 


1) Fornm. Sögur IX. S. 76. 


2) Det figes ikke, naar Peter egtede Ingebjørg, men heder Eun, hvor Haafons 
Død, Nytaarsdag 1204, omtales, at Peter da var gift med FJngebjørg. 
Han havde altfaa egtet hende før Udgangen af 1203; derimod er der ingen 
Nimelighed for at han er bleven gift med hende, faa længe Krigen med 
Baglerne ftod paa; dette vilde vel i faa Fald have været omtalt, ligefom 
og hiint Tilleeg „da“ fynes at vidne om, at han paa den der omhandlede Tid 
nylig havde faaet hende til Egte. 

3) Det nævnes lige faa lidet, naar disfe Giftermaal fandt Sted, men fom Bag- 
lerhøvdinger havde hine Mænd naturligviis altid Lejlighed til at indgaa dem. 
Imidlertid tales der ikfe om PHilips Hufteu førend i 1206, eller om Reidars 


av 





432 Haakon Sverresføn. 


Dem, og vi ville i det følgende fee, hvorledes Svogerftabet mellem Peter 
og Neidar bragte dem i en venffabelig Forbindelfe, Der endog trods de 
igjen opduffende Partifrjder vedligeboldt fig indtil Deres Død. Undre 
Baglerhøvdinger, fom Hallvard bratte og Loden Paalsføn, finde vi, næfte 
Gang de omtales, føm ivrige Birfebeiner. Sigurd Jarlsſon omtales, fom fagt, 
iffe oftere. Han var vel, fom man af bin Runeindfkrift maa flutte, for 
badefuldt fiemt mod Sverre og Dennes hele GL til at ville forfone fig 
med Haafon, og da ban iffe fiden fommer frem, maa man formode at han 
er Død i Landflygtighed.  Qverhoved er Det flart, at Det nu Var fra en 
fangt anden Kant, at Haafon havde nøgen Fare for fit Liv eller Rige at 
befrygte, end fra Baglernes forrige Høvdinger. Disſe havde nu engang 
anerfjendt ham fom Konge, og baabede det bedfte af hans Mildhed og 
Føjelighed. Men jo faftere Sverres Et var befæftet paa Tronen, og 
jo fuldjtændigere Dens Legitimitet var anerfjendt, deſto frørre Spore og 
Anledning var Der ogfaa for De mere ærgjerrige blandt dens nærmere og 
fjernere Medlemmer til at føræbe efter utilbørlig Magt. Bi ville fnart 
fee, at endog de Mænd, der fun flammede fra Kong Sverres Halbſyſtre 
paa mødrene Side, fom Peter Steyper og Roar Kongsfrænde '), ikke 
anfaaes uberettigede til at fomme paa Tale med Henfyn til Sronfølgen; 
og endnu langt ſtorre Fordringer og virfelig Berettigelje i faa Henfeende 
maatte de have, der ftammede fra Sverre fædrene Halvfyfter Cecilia, der 
endøg bavde den Fordel for Sverre felv, at hendes Fødfel iffe var om- 
ftridt, fom hans. Cecilias Søn af bendes førfte Forbindelfe med den 
vermefandffe Laqmand Folkvid, Haafon Galen, var en udmærket duelig 
Kriger, og faa berffefyg og ærgjerrig fom nogen: ban ventede fun paa 
den førfte Den bedfte Lejlighed til felv at funne tilvive fig Magten *). 
Hans Halvbroder Junge, Søn af hendes Egteſkab med Baard Guthorms= 
føn, bavde endnu ſtorre Grund til at nære ærgjerrige Planer, da han 
med den famme Herfomft paa mødrene Side ogfaa forbandt den Fordel 


førend i 1208, Herved er end videre at bemerke, at Kongefagaerne Ealde 
dem begge Margrete; da det er lidet fandjynligt, at de begge føulde have 
eet og famme Navn, og JFagrffinna Gap. 214 udtrykfelig figer at Magnus 
og Dronning Eldrid Bjarnedatter havde en Datter, Ghriftine, der blev gift 
med Meidar GSendemand, have vi fulgt denne Ungivelfe, jvfr. GS. 185. 
Ghriftine har faaledes været hans enefte egte Datter, de andre derimod 
Slegfreddøtre. 

1) Roe eller Roar Kongsfrændes Slægtffabsforhold angives ingenfteds, men da 
han allerede kaldes Kongsfrænde i 1204, og Navnet , Roe" minder om 
Slægtffabet med Biffop Noe, Unas”s Broder, bliver det temmelig vift, at 
han har været en Søn en af Unas's og Gunnhilds unavngivne Døtre. 

2) Simavnet ,/ Galen" (galinn, den galne), fynes at vife, at han har været 
overvættes heftig og lidenffabelig. 


1202. Gtemningen ved Hoffet. 433 


paa fædrene Side at høre til en af Landet ppperfte PEtter, Neins-IGt- 
ten; men han var endnu meget ung, neppe 17 Aar gammel, fille vg fre- 
delig af Sænfemaade, medens Haafon Derimod allerede man have naaet 
De fem og tyve?) i Det aller mindfte. Der var, fom vi nys have feet, 
endnu en tredie Datterføn af Kong Sigurd Mund, og Syfterføn af Kong 
Sverre, nemlig Sigurd Kongsfrænde: han ftod Tronen lige faa nær, 
fom nogen af de forben nævnte. 

En faadan Samling af unge, lige bøjbyrdige og ærgjerrige Mænd 
omfring Tronen Dannede allerede i og for fig tilftrættelige Spirer til nye 
Borgerfrige, og de fenere Begivenbeder vife noffom, at hvis det iffe vilde 
have været aldeles haabløft, at foretage noget mod Kong Haafon, om 
hvem Birkebeiner og Bagler faavel fom den belte Ulmue med lige ſtor Hen- 
givenhed fluttede fig, og bvis iffe Baglerpartiet ftrar efter hans Dod 
bavde vejft fig paany, faa at Birkebeinernes Høvdinger nødfagedes til at 
holde fammen, vilde disfe felv have fplittet fig i fiendtlige Partier. Og— 
faa Gnfedronningen Margretes Forhold til fin CStifføn, Kong Haafon, 
var af den Natur, at det feent eller tidligt maatte lede til Splid. Som 
Stifmoder var hun ham vel ikke under nogen Omitændigbed fynderlig 
buld; fom en Konge Datter og en Konges Hujftru følte bun fin Stolt- 
bed fmertelig frænket ved at ftulle indrømme bam, fin Forgængerin- 
Des, den ringe Kvinde$ Søn, Hæderspladfen, og erfjende ham for fin 
Overmand. Det var bende derfor en utaalelig Tanke at fulle opholde 
fig ved Kong Haafons Hof, fan meget mere fom bun vel, med fit hob— 
modige, ætteftolte Sind, betragtede de flefte nys nævnte Herrer og over- 
hoved det hele Hofperfonale, fom en Samling af lavbyrvdige Parvenuer, 
og fun anfaa Haafon Galen for g0d not, da ban deels paa fædrene 
Gide var hendes Landsmand, dels paa mødrene Side var af virkelig 
Kongeæt, og derhos vifte fig færvdeles forefommende mod bende, fordi 
ban havde et godt Oje til Fru Chriſtina, en Datter af bendes Syſter 
Katharina og den fvenffe Herre Nifolas Blafe 2). Hvis man fan tro det oftere 












1) Inge var, fom det ovenfor (S. 243) er viift, fød i 1185 eller 1186: han var alt⸗ 
faa i Aaret 1202 fun 16 eller 17 Uar gammel. Haakon Galens Fødfel falder 
mellem 1171, da hans Moder Cecilia (ie ovenfor S. 35) i vet tidligfte Fan 
være Éommen til Folfvid Cagmand i Vermeland, og 1181, da vi finde hende 
hjemfommen til Norge og bofat paa Gelmin i Orfedalen. Det bliver her 
altid fandiynligere, at han er fød i Begyndelfen af hendes og Folkvids Sam- 
liv, end i Slutningen, ijær da han omtales fom Sroppehøvding, altfaa vor- 
en, å Aaret 1193 (fe ovenfor S. 238). Hans Fodſel falder vel derfor ved 
1175, faa at han i 1202 bliver henved 27 Aar gammel. 

?) Dette Slægtffabsforhold angives i Knytlingafaga Gap. 82, ligefom , Fru 
Chriſtina“ i Fornm. Sögur IX. 62 faldes , Nifolasdatter". Flere Have villet 
Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. 11. 28 


434 Haafon Sverresfon. 


omtalte færøifte Saqn, ſkal hun ifær have ærgret fig over at Haakon firar efter 
fin Tronbeſtigelſe (od fin egen Moder bente fra Færøerne, qav hende en Gaard 
ved Nidaros, foruden andre ftore Gaver, og vifte bende den frørfte Hader. 
Saa fnart dDet funde ſkee efter Konq Sverres Død, befluttede Margrete at fore 
fade Torge med fin Datter og Syjterdatter, der opboldt fig hos hende, og 
begive fig til Veftergautland, hvor hun havde ftore Gjendomme, faavel fom i 
Vermeland. Forſt Drog hun Derfor til Oslo — Det maa have været 
paa famme Tid, da Kong Haafon begav fig til Viken for at indgaa For— 
fig med Biffopperne, thi tidligere funde det iffe vel ſkee, for Baglernes 
Skyld — og beredede fig ber til med det førfte at rejfe videre. Men 
Birfebeinerne, og ventelig Kong Haakon felv, fandt det betænkeligt at lade 
Kongedatteren fare af Landet, og Peter Steyper fendte8 ufortøvet til Oslo, 
for at indlægge Forbud mod hendes UAfrejfe, og bringe bende til Kongen. 
Dronningen vilde intet bove berom, men Peter pasjede paa en Dag, då 
hun var i Bad, og fiyrtede ind til bendes Datter med det Raab, at Bag- 
ferne vare over dem.  Goriftina troede det var fandt, blev forfærdet og 
bad ham frelfe bende; ban tog bende i fine Urme og bar hende ned til 
fit Stib, hvor Folfene allerede fad ved AWarerne, og nu paa hans Befa- 
fing roede afjted, faa fort de funde. De havde neppe lagt fra Bryg- 
gerne, førend Dronningen fom føbende ned i frorfte Haſt, og raadte 
at De føulde fade hende fan fin Datter igjen. Peter fvarede; at hun førft 
ftulde drage til Kongen, bendes Broder. — Da udbrød Dronningen, beta- 
gen af Harme: „Gid jeg maatte [eve Den Dag, at jeg funde gjøre eder 
en fige faa ftor Sorg, fom I nu gjør mig: jeg er Kongedatter, var gift 
med en Konge ber i Vette Land, og bar fun dette ene Barn med ham, 
bvilfet I nu røve fra mig fom om det var et Tralle— eller Slegfrede 
Barn!" Saaledes raabte hun efter dem, faa længe de funde høre det. 
Hun rejſte Dog lige fuldt til Veftergautland, ledfaget af fin Syfterdatter 
Fru Goriftina, og medtog mange Koftbarheder, der bavde tilpørt Kone 
gen. - Peter derimod førte Kongedatteren til hendes Broder Kong Haakon, 
Der tog venligt imod hende 1), og holdt bende i Den frørfte Ugt og Wre. 





gjøre denne Nikolas Blake til en Søn af Simon Skalp, men uden mindfte 
Hjemmel. Simon havde vel en Søn ved Navn Nifolas, men denne blev, 
fom betjendt, endnu fom Barn dræbt ombord paa Erling ſtakkes Skib i 
Slaget ved Geffen 1162, fee ovenfor I. S. 916; og Ghriftina Nitolasdatter 
faldes desuden fædvanligviis , Ghriftina ſvenſke,“ eller , den fvenfle Frue," hvilket 
vifer at han maa have haft hjemme i Sverige. Dog ejede hun, rimetigvils 
fom VBrudegave fra Haafen galten, med hvem hun blev aift, VBefiddelfer i 
Norge, navnlig Gaarden Fiffen i Surendalen, fe Dipl. Norv. II. 10. 

1) At Kong Haakon ved denne Lejlighed opholdt fig i Tunsberg, er ovenfor nævnt fom 
rimeligt. Margrete maa nødvendigviis være kommen til Viten med Kongen, og enda 
kan Opbholdet i Oslo ej have været ret trygt, fiden man ffræmmede hende med Bag: 


v 





1202—1203. Spændt Forhold mellem Kongen og hans Stifmoder. 435 


Om Peter virkelig havde faaet den Befaling, for enhver Priis at bindre 
hendes Ufrejfe og bringe bende med Magt eller Lift, hvis mindelige Fore- 
ftillinger vifte fig frugtesløfe, vides iffe, men vift er det at hans uffaan- 
fomme Fremgangsmaade iffe funde andet end gjøre Dronningen endnu 
mere fiendtligt ftemt mod fin Stifføn, end bun alerede var. Dette 
fynes ogfaa Kong Haafon fuldvel at have indfeet, tdi da han firar over 
Juul (od melde fin foreftaaende Ankomſt til Oplandene og Viken, fendte 
Ban ogfaa ved famme Lejlighed Brev og Bud til Dronning Margrete, med 
den Bøn, at bun og Fru Gbriftina endelig maatte komme til ham: de ffulde 
nyde den hojeſte Agt og Gre ved hans Hof. De havde vimeligviis allerede 
faaet not af Opholdet i Sverige, hvor Forholdene nu vare ganffe ander 
fedes, end da Margrete havde forladt det: hendes Faders Dødsfiende 
Sverfe Karlsſon fad paa Fronen, og fljønt ban, fandfynligvits meft 
af Statsflogffab, havde befvogret fig med de mægttge Folfunger, og maaffee 
alene for deres Skyld var traadt i et tilfyneladende venffabeligt Forhold 
til Kong Knuts Børn, er det Dog umuligt, at Venffabet paa nogen af 
Siderne fan have været bhjerteligt, bvad ogfaa de paafolgende Begiven- 
eder noffom vife. Hendes Stolthed fandt fig derfor viftnok fnart lige faa dytt 
fræntfet der, fom i Norge. Hun havde maaffee endog den Wegrelſe at 
fee fine Brovderfønner ganſke udelufte fra Regjeringen, da Sviarne frar 
efter Byrge Jarls Død, der indtraf endnu famme Aar, gave Kong Sver- 
kes og hans Datter Ingegerds eetaarige Søn Johan Kongenavn, og 
beftemte ham faafedes til FIronfølger; et Skridt, hvorover man i Norge, 
og ventelig blandt hele den Erikſke Afts Filbængere gjorde fig lyſtig, idet 
man fagde at Sviarne bavde faaet fig en bureløs Konge '). Margrete 
og Gbriftina fvarede derfor nof faa venligt paa Haafons Brev, og fulgte 
fiden, fom vi ville fee, Opfordringen; men den Krænfelfe, Der var over- 
gaaet hende, funde bun aldrig glemme, og om hun end itte, hvad man fenere 
paaſtod, ligefrem ftræbede Kongen efter Livet, var Det Dog naturligt, at 
alle de ved Hoffet, der af AErajervighed eller andre Grunde vare misfor- 
nøjede med den daværende Fingenes Orden, famlede fig om hende, og at 
| Spirerne til en vordende Splid mellem VBirfebeinerne indbyrdes Derved 
end mere fom til at trives. 

Om den fvenffe Kong Sterfe8 Forhold til Haafon nævnes Der for 






ferne. Den hele Fortælling vifer, at Kongen ej fan have været langt borte, medens 
man dog af det følgende frer, at Haakon ikke fom til de vftligere Dele af 
Viten førend Aaret efter. For Meften lader den Fortere: Bearbejdelfe, der 
her fom fædvanligt er unejagtig, Dronningen tage fin Datter med heelt til 
Gautland, og Haakons Mænd hente hende der. 
++ ) Sverres Saga ender med Beretningen herom og disje Ord: , havde Svi- 
arne da en bureløs Konge," Hvad Tid paa Uaret Byrge døde, vides ikke, 
28" 


436 Haafon Gverresfen. 


øvrigt intet, men man maa formobe, at det i det mindſte iffe var udenſka— 
beligt, faa fænge Sverfe flod paa en god Fod med Folfungerne. De 
fornemjte af disfe vare efter Byrge Jarl$ Død hans Broder Karl Jarl, 
faldet den Døve, og Magnus Minneffjold, Lagmand i Veftergautland (for= 
udfat at Denne fidfte endnu fevede), famt Byrges Sønner Knut Jarl, gift 
med en Datter af Kong Knut Eriksſon, og Magnus, fremdeles Folke Jarl, 
faldet Den unge, og flere, hvorom der i det følgende vil blive ale). 
Byrge Jarl$ Sønner vare paa mødrene Side beflægtede med det norfte 
Kongebuus, da Dere$ Moder, Fru Brigida, var en Datter af Harald 
Gille; bun fynes at have overlevet fin Mand, og fom Enke begivet fig 
ind å Riſeberge Klofter 2). Det er for Reften itfe ufandfynligt, at Kong 
Sverfe allerede ftrar efter Den mægtige Byrge Jarls Død begyndte at fom- 
mei det uvenffabelige Forbold til ans Sønner og Frænder, der fiden endtes 
med aabenbar Krig, og atdette har bidraget meget til, at Dronning Margrete 
faa villigt fulgte fin Stifføns Anmodning om at fomme tilbage til Morge 3). 


2) Jolfungernes Slægtregifter, i fig ſelvindviklet, er blevet end mere forvirret ved 
de Udfyldninger, enfelte Genealoger have tilladt fig at gjøre deri efter Gisninger 
og uſikre Sagn. De bedfte Oplysninger findes i vore egne Gagaer, men 
ogfaa disfe have givet Anledning til Fejltagelfer, ba man iffe altid har 
fulgt Flatøbogen og Sfaalholtsbogen, der har de bedfte Læfemaader. Saa: 
ledes heder det i Jerten (Cod. frisianus) af KHaafon Haafonsføns Gaga 
Gap. 269, at Knut, Magnus Brofes Søn, var Datterføn af Kong Knut 
Grifsføn; men Flatebogen har her det rette, nemlig at Magnus Broke felv 
var denne Datterføn, bhvoraf da følger, at Magnus's Fader Knut Jarl, 
Byrge Brofas Søn, var gift med Kong Knuts Datter. Det er ingenlunde hævet 
over enhver Jvivl, at Folfe Jarl, fom flere have antydet, var en Broder af Byrge 
Jarl, Det gamle Dotument, fom Mesfenius anfører i fit Theatr. Nob. Svecanæ 
S. 121, nævner fun tre Sønner af Benedikt GSnyvel, og nogle ville gjøre 
Folke til en Søn af Byrge. Sverres Saga, Gap. 18 (fe ovenfor S. 64) 
tillægger denne dog udtryffelig Fun tre Sønner; har Folfe og været hans 
Søn, maa han da være fød efter 1177. For Reften fynes Kong Knut felv 
at have været beflægtet med Folfungerne, thi i et Brev af ham fra 1191 
(Liljegrens Dipl. I. N. 113) nævnes en Knut, Broder af Dronningen, hvilfen 
funde være Byrge Brofas Farbroder, og Holmgeir, hans nepos (Barne: 
barn eller Frænde); hvilfet Navn ogfaa forefommer byppigt i FolÉunge-Atten. 
Det fandfynligfte torde maaffee være at antage denne Holmgeir for en Sy— 
fterføn af Kongen, og Folfe Jarl for hans Søn. Thi , Knut Dronningens 
Broder," fan ej være hans Fader, og i et Brev af Kong Gverfe nævnes 
heller iffe flere Brødre af Byrge Jarl end Karl og Magnué. Fra hvad 
Uar dette Brev er, vides ej, men det maa i alle Fald være yngre end 1195, og 
faaledes levede Magnus Minneffjold i det mindfte da, 

?) Man feer af det lundſte Nefrologium (LangebeÉ Ser. r. D. II. 563) at hun 
døde den 22de Oktober, uvift hvad Uar, fom Nonne i ,,Minbiarge" hvilket 
viftnok er en Strivfejl for , Mifabjarge.” 

3) Naar man i Forbindelfe med hvad der ovenfor (S. 348) er paapeget om 
Tiden, da Sverfe efter at Rimelighed egtede VBenedikta, Datter af Ebbe 





1201. Haakons Forhold til fremmede Magter. 437 


Den Kant, fra bvilfen Haafon fnareft funde vente at blive foruro- 
figet, var Danmark, hvor de misfornøjede Mordmænd altid havde fundet 
Filbold og Biftand, og hvor end ydermere mod Slutningen af Aaret 
(Ilte November 1202) Kong Knut døve, og efterfulgtes af fin Broder, 
den Z2aarige, ſtatskloge og krigerfte, Hertug Valdemar, der, fom vi oven 
for bave feet, virkelig havde et Slags Fordring paa Norge, for faa vidt 
fom Grling Jarl og Kong Magnus i JForliget af 1170 havde erflæret 
ham for Fronfølger, hvis Maqnus døde uden Arvinger, hvorhos desu— 
Den Viken under alle Omitændigheder erfjendtes fom et danft Len. Vi 
pille ogfaa fe, at Valdemar fiden virkelig blandede fig i Norges Anlig— 
gender; for det førfte var han Dog optagen med at gjennemrejfe Riget 
for at fade fig hylde, og fiden med at fortfætte en allerede under Kong 
Knut begyndt Krig med de nordtydſke Fvrfter, Der bragte Morvdelbingen, 
eller Holften, Lauenburg, og en Deel af Meklenburg under Danmarfg 
Herredømme. Med Paven maatte nu vel ogſaa en fuldfommen Udſo— 
ning være at vente, ffjønt ban endnu for Formen Skyld misbilligede, at 
GErfebiffoppen paa egen Haand, uden at indbente hans Samtykke, bavde givet 
Haafon Abfolution. Vi have endnu det Brev, JInnocentius i den Anleds 
ning tilffrev Erkebiſtop Erik og bans Lvdbiffopper, og fom vidner 
om Den Glade, han følte ved Sverre$ Død, og de gode Fanfer og Fore 
baabninger, ban nærede om hans Søn, medeng Det tillige ev et vpperligt 
Grempel paa Den Myndigbed, bvormed han plejede at gaa frem, og Det over- 
fegne Sproq, ban ftundom funde bruge endog mod bøjt ftaaende, alderftegne 
Prælater. Bort Hjerte" begynder det, „har frydet fig i Herren, og vi have 
færdeles glædet og, føyldigit taffende den almægtige Gud, fordi han efter 
tunge Skyer har fljenfet os klar Himmel, og efter Storme NRolighed. 
Bi have nemlig erfaret, at, efterat Sverre er DØD, ban, der med Vold 
bar tilvevet fig Norges Rige, og fom truede bele Riget med Forvirring 
og almindelig Forftyrrelfe, faa at flere af de fornemfte og bedfte Mænd 
eve af bam jagede i Landflygtigbed, ej at tale om faa mange andre, der 
have miftet: Livet, bar hans Søn efterfulgt ham i Kongedømmet, men 








Sunesføn i Danmark, lægger Merke til den aldeles ligefremme og utvety- 
dige Beretning i Beftgøtalagens Kongerækfe, at Folfungerne, Sverkes egne 
GSvogere, dræbte ham, medens vi derimod andenfteds fra vide, at Sunesføn- 
nerne underftøttede ham, bliver der, fom ovenfor ytret, ſterk Formodning for 
at han har tilfidefat eller forladt Dronning Ingegerd VByrgesdatter for at 
egte Benedikta; at dette netop har været Uarfagen, hvorfor Folfungerne 
lote hans og Ingegerds Søn tage til Konge fom Spadbarn, nemlig for at 
fifre ham Tronfolgen for det Jilfælde at Sverke med Benedikta ffulde faa 
Sønner, fom han begunftigede, og at den faaledes opftaaede Uenighed, der 
endtes med GElgjaraas-Slaget, hvorom nedenfor, allerede har begyndt at 
gjøre Margrete Opholdet i Sverige ubyggeligt. 


438 Haakon Sverresføn. 


iffe i Fremfærd, har faldet ine, der paa nys nævnte Maade vare drevne 
i Landflygtighed, tilbage til deres Hjem, elffer og bædrer bande Kir— 
fer og kirkelige Perfoner, og ſtyrer Folfet i fulbfommen Fred og Ro— 
figbed. Imidlertid har det ifke lidet forundret 08, at du, Broder Erke— 
biffop, bar været forvoven nok til, paa egen Haand at føfe ham og hans 
Medſkyldige fra den Grøommunikationsfiraf, hvori de ved vor Autoritet 
vare fagte. Du har derved tiltaget dig at gjøre, bvad der aldeles itte 
var din Sag; eller paa nogen Maade tilfom dig; og ligeſom Uben, der 
efterfigner de menneftelige Handlinger, har du ladet fom du vide gjøre 
vad du hverken funde eller retteligen havde Lov til; hvorved du maa vide, 
at iffe alene du er falden i Vildfarelfe, men ogſaa Ungjeldende, der, unge 
tet de fremdeles ligge under Strafedommen, dog fulffeligen betragte fig 
fom abjølverede. Hvorfor vi ved Denne vor apoftoliffe Strivelfe byde 
og befale eder, at I offentlig forkynder hiin Abſolution ugyldig at være, 
og uden Kraft, men derimod fiden, efter at have modtaget af dem en edelig For- 
fitring, under vor Fuldmagt fader dem nyde Ubfolutionems Velgjerning, og 
derhos fender nogle af dem, faavek i deres eget, fom i de øvriges Navn, 
til os med Brev fra eder fom VBidnesbyrd” '). VBrevet ev -Dateret Unagni 
den 24de Januar 1204, altfaa, fom vi i det folgende ville fer, 23 Dage 
efter Kong Haafons Dod, hvorom Paven da naturligviis endnu var uvi- 
dende. Vi erfare imidlertid beraf, at ban var nok faa venffabeligt fremt 
mod Haafon, og at der, naar der blot var føeet de af ham faa firengt 
overboldte Former Fyldeſt, vilde have indtraadt det bedfte Forhold imellem 
dem. — Og faa meget var nu vundet, at Gejjtligheden ikte oftere, fom 
Stand betragtet, blandede fig i Sronftridigbederne, eller erklærede fig imod 
Sverres Kongehuus. Vi ville fre Baglerpartiet atter fremftaa, og nye 
Fronprætendenter  vælfe Urolighbeder; vi ville ogſaa fee flere Gejitlige, 


navnlig den rænfefulve Biſkop Nikolas, gjøre fælles Sag med Ope 


rorerne, men, fom vi derhos erfare, fun af politifte, ikke af kirkelige 
Henſyn, og uden at Legitimiteten af Sverres YEE fænger fattes i Tvibl. 

Da Vaaren fom, begav Haakon fig, fom ban havde bebudet, til Viken. 
Han forfod Nidaros lidt efter Paaffe (6te April) med en betydelig Styrke, 
og fedfaget af fine fornemfte Mænd, navnlig Haafon Galen, Peter Stepper, 
Sigurd  Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde, Eyvind Prejtsmaag, Dag- 
finn Bonde, Einar Kongsmaag, og flere Lendermænd og Krigshøvdinger. 
AF alle disſe fynes Einar, der var gift med hans Heelſyſter Cecilia, og 
havde fanet Sysfel paa Rogaland, at have været hans fjærefte Ven *). 





1) Brequigny & Du Sheil, Dipl. P. II. T. I. 412. Brevet ev efter dette 
Berk aftryft i Uddrag i Werlauffö Anecdoton S. XIII. 


2) Haafon Sverresføns Saga, fortere Bearbejdelfe Cap. J. 





| 
| 
| 


1203. Hele Landet underkafter fig Haaton. 439 


Efter et fort Oybold i Bergen fortfatte han Nejfen langs Kyiten, og 
verejfte nu hele Biten lige til Nigsgrændfen ved Gaut- Elven, fornemme- 
tig opboldende fig i Kjøbftæverne. Overalt underkaftede Jndbyggerne Vig 
Dam, faa at han nu fuldftændigt og uden Modſigelſe var byldet af det 
det hele Folk). Han opboldt fig iffe kænge i Kongehellez men Defto 
fænger derimod i Sarpsborg, hvor han forblev til langt ud paa Høften. 
Marfagen til dette forlængede Opbold i Sarpsborg var, fom Det fynes, 
hans Kjærlighed til en Pige ved Navn Jnga, der var af god Familie fra 
Det nærliggende Varteig, og juft da var i Beføg hos fin Frænde Audun, 
der boede å Borg. Inga vifte fig beller ifte ubønberlig mod Kongen, 
men var oftere at fee i det fongelige Herberge, og Den Forbindelfe, Der 
opftod imellem dem, blev heller ingen Hemmeligbed for Haafon Galen, 
Peter Steyper og Kongens øvrige fortrolige Venner. Omſider forlod 
Kongen Borg, og drog til Oslo, hvor Dronning Margrete og Fru Chri— 
ftina efter Aftale indfandt fig hos ham, og bleve færdeles vel modtagne. 
I Følge med dem vejfte ban feenbøftes tilbage til Bergen, hvor det var 
Hans Henfigt at tilbringe VBintren 2). 


73. Begivenheder i Skatlandene. 


Det var visfelig at vente, at Kong Haafon, efter faa lykkeligt at 
Dave underfaftet fig hele Riget, og adfpredt alle Oprørsflofte, ogfaa vilde 
have ladet Sfatlandene føle fin mægtige Urm og bragt Dem til at er— 
fjende fit Overherredømme, hvis et Iængere Liv havde været ham forundt 
og Mabo-Fyrfterne havde ladet ham blive i Fred. Thi Det var nu paa 
hoj Tid, at en faadan Opfriftning af Norges Overhøjbed fandt Sted, 
naar denne iffe ffulde beftaa i tomme Ord. Vel havde Sverre tvunget 
Orknoernes Jarl, Harald Maddadhsføn, til Underfaftelfe, og beflippet hans 
fen, men til Syderøerne, hvor man ifær havde med urolige Gemytter at 


1) Han har fandfynligviis førft ladet fig hylde paa Haugathing ved Tunsberg, 
og tilbragt en Sid i Byen; derpaa har han fiyret vft over Folden, fand- 
fynligviis til Borg, ladet fig hylde paa Borgarthing, og opholdt fig nogle 
Dage i Borg, hvor han rimeligviis har gjort Befjendtffab med den ſmukke 
Inga; derfra er han vel dragen til Kongehelle og har ladet fig bylde paa 
Elvebakken eller Baagaholmen, det fædvanlige Hyldingsfted, men har, fom 
man maa formode, gjort Opholdet der faa fort fom muligt, da han længe- 
des tilbage til Borg, — der ftaar nemlig udtrykkelig, at han Éun dvælede en 
Fort Stund ved Landsenden — og efter et langt Ophold i Borger han da 
omfider dragen til Oslo, der ej var noget Hyldingsfted. Den her beffrevne 
Unordning af Hyldingsrejfen i Viten fynes at have været den fædvanlige, 
fe Haafon Haafonsjøns Saga Gap. 28. 

3) Haakon Haakonsføns Saga Gay. 1.  Fornm. S. IX S. 68, 218 


440 Haakon Sverresjen. 


beftille, og hvor Uvilligheden til at erfjende den norffe Konges Herredøme- 
me altid var ftørft, havde hans Arm dog ej frakt fig, ligefom Det var at 
forudfee, hvad der og ganffe vigtigt indtraf, at Harald Jarl felv ved den 
førfte Den bedſte Lejligbed, fom tilbod fig, vilde prøve paa at afkaſte Aa— 
get, og faa vidDt muligt erbverve fit tabte Volde og fine Befiddelfer til 
bage. Bi have feet *), at Kong Gudrød Diafsføn fiden 1164 berfkede i 
Man og en Deel af Syderøerne, medens hans Syfterfon Duggall, Søn 
af Sumarlide af Argyll, efter Forliget af 1158 herſkede i em anden Deel 
af Ø-Gruppen, fandfynligvits den, der faa Argyll nærmeft: et Forhold 
Der gav Anledning til mange Forviflinger. Det fader ikke til, at nogen 
af Dem betalte Skat til Norge; og faalænge Fronfrigene i Morge gave 
Magthaverne her nok at beftille indenlands, ev det heller iffe rimeligt, at 
bine Skattefonger ſkulde have været faa foyale, uopfordret eller utvunget 
at opfylde fine Lenspligter. Gudrød fynes at have været en mægtig og 
anfeet Fyrſte, men beffrives ogfan fom haard og grufom; hans forrædere 
fe Ferd mod Kong Inge i Slaget ved Osfo er ovenfor omtalt. Gud— 
rod tar gift med Fingola >), en Sønnedatter af hans forrige Fiende, den 
irffe Konge Muirfertacd, og havde med hende Sønnen Dlaf, der fik det 
Fortrin fremfor Gudrods to andre Sønner med andre Mødre, at han 
blev betragtet fom egtefød, fordi bans Forældre i YUaret 1176, da han 
felv var tre Mar gammel, bvjtideligt bleve viede 3) i Paafyn af den pave- 
lige Legat, Kardinal Vivian, fom Alexander den 3die i dette Aar havde 
fendt fra Rom for at tilfee De firfelige Unliggender å Skotland, Ir— 
land, Eyderøerne, og, fom det tillige bed, Norge, uden at det dog 
fader til, at Dan nogenfinde er fommen bid *). Gudrods Datter Af— 
1) Se ovenfor II. S. 940—942. 


2) Den manſke Krønife, Om Muirfertadj O'Lodlan, + 1166, fe ovenfor I. 
950. * 

s) Vielſen forrettedes af Silvan, Abbed i Rieval, hvem Gudrød derfor gav et 
Stykke Land ved Myreffog, hvor Silvan oprettede et Klofter, eller rettere 
en Kloftercelle, der dog fiden fammenfmeltede med Kloftret i Rusfin. 

2) Om denne Vivian, Kardinal-Presbyter af St. Stephanus de monte Coelio, 
tales der paa flere Steder, nemlig i den melrofiffe Kronike (og efter den hos 
Fordun), hos Villjam af Newbury I. 9, og fornemmelig hos Roger Hove: 
den (Savile S. 553), famt Bromton (Jwysden S. 110), hvor der udtrykker 
lig figes at han foruden Skotland med Øer og Irland ogfaa ſtulde rejfe til 
Norge. Gervafius af Canterbury (fammefteds S. 1443) fortæller, at han lan— 
dede ved Dover, Bromton, at han ved Maria Magdalene Dag (22 Fuli) 
landede i England uden Kongens Jilladelfe, hvorfor denne lod ham betyde 
at ban ej fif drage videre, uden at han aflagde Ed paa, intet at ville fore 
tage fig imod ham; dette gjorde han firar, og fif nu Lejde og Anbefalings 
brev til Sfotland. Derfra drog han ved Fuletid til Man, og opholdt fig 
ter 15 Dage, drog derfra til Irland, hvor han i Down ophidfede Indbyg⸗ 





1183—1203. Syderoiſke Anliggender. 441 


frefa egtede den mægtige Johan af Courch, Der i 1177 havde gjort fig til 
Herre over Ulfter i Irland. Roligheden fynes ikke at bave været fore 
ftvrret paa Man i den fidfte Deel af Gudrøds Regjering, undtagen i 1182, 
Da en vis Nagnvald, af den fongelige YEE, under Gudrods Fraværelfe 
bjemføgte Øen i Spidfen for en heel Hob Folk, og drætte nogle af dem, 
der vare fatte til at forfvare Kyſterne; det var upaatvivleligt hans Hen- 
figt at opfafte fig til Konge, men allerede Dagen efter hans Ankomſt 
famlede Indbyggerne fig imod ham, alle fom een, og fældte han med 
GStørjtedelen af bang Skare *). Gudrød døde den 10de November 1187, 
efterfadende de tre Sønner, Olaf, Ragnvald og Ivar, af hvilte han 
allerede i levende Live havde beftemt Olaf, fom egtefød, til fin Efterfolger, 
og fadet bam tage til Konge *), paalæggende Manværingerne at vife bam 
ubrødelig Froftab. Men Olaf var mindregarig, neppe 14 Aar gammel, 
Nagnvald derimod allerede en voren, fraftig Mand, bvilfen Manværins 
gerne af den Aarfag langt heller onſkede til Konge. Filfidefættende Gud- 
rød, VBeftemmelfe fendte De Derfor Bud til Ragnvald, der opboldt fig paa 
De nordlige Øer, maaſkee fom Statholder, maaffee og i et Slags For- 
viisning, og tilbøde ham Kronen. Han var iffe feen til at tage imod den 
(1188), og berffede nu i en lang Rakke af Aar med megen Anſeelſe, 
ifær fom Kriger, thi Det Hed almindeligviis, at han var Den meft kriger— 
ffe Konge i alle de veftlige Lande, og at han engang tilbragte hele tre 
Aar paa de gamle Søfongers Viis, nemlig til Skibs, faa at han i al 


gerne til at gjøre Johan af Courcy Modftand, og derfor fiden blev fangen 
af ham, men løsladt; holdt et Koncil i Dublin, fatte derfra over til Che— 
fler, og drog fiden tilbage til Skotland, hvor han gjorde fig faa forhadt ved 
fin Pengebegjærlighed, at Paven maatte Falde ham tilbage. Han fom faa- 
ledes iffe til Norge, fom det var beftemt. Dette have vi ej anfeet over: 
flodigt, udførligere at antyde, faafom man ellers let unde friftes til-at an- 
tage, at han virfelig havde været i Norge, og at han deels funde være den 
Legat, der i et Par Ufffrifter af Kong Haafon Sverresføns nys anførte Brev 
af 1202 urigtigt falbes Fidantius, deels den ,,apoftoliffe Sædes Legat," der 
i Magnus Grlingsføns mistænkelige Brev af 1174, bvilfet, fom vi have feet, 
ogfaa henføres til 1176, nævnes ſtrax efter Erkebiſkop Eyſtein, hvis ellers 
hiin Titel ikke er en Uppofition til Eyſteins Navn, hvad der, hvis Brevet var egte, 
vanffeligt Éunde antages, da Gyftein, faa vidt vides, ej var færffilt udnævnt til 
Legat, og ErÉebiffopperne endnu ej vare blevne, hvad der Faldes , fødte Legater, 
men bvilfet Jillæg dog netop Éunde tænkes tilføjet, hvis Brevet var falſkt 
og affattet ſenere af en med Forholdene mindre bekjendt Mand, 

1) Ragnvald Faldes i den manffe Kronike Gøn af Eachmargadh; Uarstallet, 
fom anføres, er 1172, men da det ftaar mellem 1176 og 1183, maa det være 
Skrivfejl for 1182. 

?) Dette figes ikke udtrykfeligt i den manſke Krønite, men det fees deraf at 
denne taler om Sroffabsed, fom Indbyggerne havde fvoret Ham, og af at 
Ravn Sveinbjørnsføns Saga i 1202 falder ham Konge. 


442 Haakon Sverresfon. 


Den Tid iffe em enefte Gang fom under nogen fovet VBjelfe). Hans 
Broder Olaf maatte tage til Takke med Øen Ljodhuns (Lewis), der vel 
var en af De ftørfte blandt Øerne i Udftrækning, men ufrugtbar og tyndt 
befoltet, og fom Derfor fun daarligt forflog til hans og hans Mends 
Underbold, hvorfor han og, fom det fynes, maatte tage fin Filflugt til 
flere mindre lovlige Midler. Saaledes fortælles det, at da Den til Biſkop 
i Hole paa Island udvalgte Preft Gudmund UAresføn (om bvilfen mere 
nedenfor) i Maret 1202 rejfte til Norge i Selſkab med .den anfeede vg 
ædle Navn Sveinbjørnsføn, for at lade fig indvie af Erkebiſkop Erik, og 
det Skib, hvorpaa ban befandt fig, af Storm var fordrevet til Sandø *), 
en af de mindre Øer føndenfor Ljodhuus, bvor Olaf og Biffoppen, ved 
Navn Michael, juft befandt fig, fom ſtrar en af Olafs Sysfelmænd hen 
til dem, og fordrede Landøre af Dem til et Beløb af iffe mindre end 20 
Hundreder Vaadmaal, (50 Må.) det vil fige et Hundrede (21 Mi.) for 
fver islandff Mand ombord paa Skibet, da dette, fom ban fagde, var 
Lov paa Syderøerne 3).  FJslændingerne, der vidfte, at de fom til at be 
tale det famme i Norge, vilde ikke indlade fig derpaa, og Gudmund, faa 
vel fom Navn, gif uden videre at bryde fig derom til nærmefte Kirke, 
for at bore Mesſe, og derfra til Bord hos VBiffoppen, da denne ind- 
bød dem til fig. Men da de vilde gaa ned til Stibene igjen, erflærede 
Kongen at de ikke frulde flippe derfra, førend de havde forpligtet fig til 
at betale hvad han fordrede. Gudmund vægrede fig fremdeles, medens 
Ravn derimod randede til at give efter for Overmagten. De ved Stibet 
tilbageblevne Folk, der anede Uraad, nærmede fig allerede bevæbnede i en 
fluttet Hob for med Magt at befri deres Nejfefæller, da Sagen i Minde- 
lighed afgjordes derhen, at Jslændingerne betalte fer Hundreder (15 Mir). 
bvormed Olaf fod fig nøje*). - Dette vifer nokſom, at bans Fordring 


1) Orkneyinga Saga S. 412. 

2) Øaaledes i Ravn Sveinbjørnsføns Saga. Denne GSandø er maaffee Gan- 
dera i Nærheden af Barra, i den fydligfte Deel af den lange Ø-Maælkfe, der 
rilligemed Ljodhuus danner det faafaldte Long:Island. I faa Fald maa 
Olaf enten have faaet hele Ræften, eller og paa egen Haand tiltaget fig 
Nettigheder der. Men muligt er det og, at der ftrar ved Ljodhuus har vær 
ret en liden S ved Navn Gandø, der maaffee Éunde findes paa ſtore Spe— 
cialfarter.  GSturlunga Saga II. 17 nævner Øerne „Hirtir,“ hvilfet vel 
er „Hirta,“ nu , St. Kilda,“ langt veftenfor Long-Island. 

3) Landørens VBeløb angives her anderledes, end i Overeensfomften af 1022, fe 
ovenfor I. 2. S. 697. Naar VBaadmaalet brugtes fom Penge, beregnet efter 
den fædvanlige Tarif, 6 Alens Øre, bliver Summen for hver Mand ikke, 
fom Forliget beſtemmer, Marf, men 21 Mark; regnes der efter 12 
Alens Øre, bliver det 17, Mart, ogfaa for meget; imidlertid tør det vel 
hænde at Beregningen her er noget forffjellig. 

4) Ravn Sveinbjørnføns Saga (endnu uudgiven). 


1202—38. Syderoiſke Anliggender. 443 


trods den paaberaabte Lov juft ikke fan bave Hvilet paa nogen klakkelig 
Netsqrund, men at han fornemmelig bar ftolet paa den fyſiſke Otermagt. 
Den foregivne Grund maa imidlertid have været den, at Islandingerne vare 
pligtige til at erlægge Landøre i Norge, hvortil Syderøerne i vidtløftig For— 
ftand ogfaa funde regnes; man feer heraf, at Oernes Herffere, naar det 
funde være dem til Nytte, aldeles ikfe glemte at Syderøerne udgjorde en 
Deel af Morges Rige. Olaf harde vel heller iffe nu, lige faa lidt fom 
fenere, baft noget imod at erfjende Norges Højbed, naar han derved 
havde funnet erhverve en Støtte mod Ragnvald; men derom funde endnu iffe 
pære nogen Fale, og Ragnvald herffede fom uafbængig Fyrſte, uden at 
betale Norge nogen Stat. Derimod holdt han Venſkab med Kong Vill- 
jam af Gotland, og fif derved, fom Der firar vil fee, Lejlighed til at 
udvide fine VBefiddelfer paa Jarlen Harald Maddadhsſons Bekoſtning. 
Hvad Kong Duygall Sumarlidesføn imidlertid foretog i fin Deel af Sy- 
derøerne, eller hvor fænge ban fevede, angives ikke. Vi vide fun, at han 
efterlod to Sønner, Duggall Skrok og Duncan, der begge bleve Kon- 
ger efter ham. En tredie Søn, ved Navn Ufpak, var enten felv en 
Tidlang uvidende om fin Herkomſt, eller fandt for godt at ffjule den, og 
begav fig fil Norge, hvor ban Henfevede mange Aar fom en af Høvdin- 
gerne i Birkebeinernes Stare, fædvanligviis faldet Uſpak den fyderøifte. 
Hans Landflygtighed, thi faaledes maa man vel falde det, ftaar maaſkee i 
Forbindelje med en Fejde, der i Maret 1192 fandt Sted mellem hans 
å Farbrødre Naguvald og Angus af Argyll, og endte ved et blodigt Slag, 
hyori Anqus blev Sejrberre. 

Jarlen Harald Maddadhsføn var firar efter det ydmygende Forlig i 
Bergen 1195 fommen i Fejde med fin anden Lensherre, Kong Villjam 
i Gotland. Det er ovenfor omtalt, at han allerede fænge maa have 
ftaaet paa en fpændt Fod med ham, faa meget mere fom Haralds Gifter- 
maal med Malkolm Mac Heths Datter Hvarflad, bvilfen fornemmetig 
ſkal have fat ban op mod Villjam, allerede for fænge fiden havde funvet 
Sted 1). Efter de føvtffe og engelſke Beretninger, fom her ere de enefte, 
Hvortil vi have at holde os *), flal Harald Jarl have gjort et Log imod 


1) Se ovenfor S. 289. 


2) Disfe Beretninger findes deeld i den melrofiffe Krønike, hvis Notitfer her 
ere famtidige, og efter denne, noget udførligere, hos Fordun, I. S. 512, deelg 
hos den ligeledes famtidige Roger Hoveden, Savile S. 767. Vegge Be— 
retninger afvige dog i flere væfentlige Stykker fra hinanden. Den førfte 
fortæller ved 1176, at Villjam, ved Rygtet om at Folf paa mange Steder 
faldt fra (i Moray o. f. v.) gif over Ochiell, undertvang ,, begge Katanez 
fer", medens Harald flygtede, og vendte tilbage fydefter, efterladende Trop— 
per; ved 1196, at Slaget ſtod ved Jnvernefs mellem Kongens Mænd og 
Roderik famt Thorfinn o. f. v., at Kongen, opbragt herover, vendte tilbage 





444 Haafon Sverresfen. ø — 


Moray og ſogt at underlægge fig dette Landſtab. Det ſynes beſynder— 
figt, at ban vovede derpaa, efter at ban faa nylig var bleven ydmyget af 
Sverre; man fan derfor iffe undlade at tænfe paa nye Bevægelfer i dette 


til Moray, gjennemfoor Sutherland, Katanes og Roſs, fangede Harald og 
fatte ham paa Rorburgh, men forligede fig med ham, da han ſtillede Thor— 
finn fom Gisſel. Derimod nævner den intet om Modet ved Nairn eller 
Haralds paafelgende Strid med Harald unge. Hoveden derimod fortæller 
at Kongen 1196 gif til Moray og Katanes, og erobrede Thorsaa, at Harald 
her faldt paa Knæ for ham, og gav Løfte om Udleverelfen af Fienderne 
04 Shorfinn fom Gisfel, mod at beholde Halvdelen af Kataneé, at Kongen 
gav den anden Halvdeel til Harald unge, og derpaa drog Hjem, men „om 
Høften” (ber fynes famme Høft at være meent) fom tilbage til Moray, 
havde den Samtale med Harald, fom ovenfor i Jerten meddeles, og førte 
fam fangen med til Edinburgh, indtil Thorfinn indftillede fig i hans Sted. 
Der tales intet om den mellemfommende Fejde, eller om Slaget ved In— 
vernefs. Da begge Beretninger ere famtidige, er det vanffeligt at vide, 
bvilfen man føal give Fortrinet, og vi have i Serten paa bedfte Maade 
føgt at forlige dem. Imidlertid Fan det ikke negtes, at der er førre Sand— 
fynlighed for at Hoveden, der førev i England, har taget Fejl, end den 
melrofiffe Ghronift. - Derfom man unde antage, at Hoveden har forverlet 
be Begivenheder i 1196 og 1197, hvorom hiin Ghronift beretter, med en 
tidligere Feide, der Eunde have fundet Sted førar efter Donald Banes 
Fald 1187, og at faavel Haralds Knæfald efter FJndtageljen af Thorsaa, 
fom Overdragelfen af halve Katanes til Harald unge, Medet og Sam: 
talen ved Nairn, og Haralds Fængfling paa Edinburghs Glot, ere at 
henføre did, vilde dette ej alene pasſe bedre med Harald unges Fremtræden og 
med Harald Jarls Ytring til Sverre 1195, at han havde faldt paa Knæ 
for flere Konger, men ogfaa forflare, hvorfor der paa et Sted nævnes Edinz 
burgh, paa et andet Norburghs Slot, og betage den Ytring, der læge 
ges Harald i Munden, at Thorfinn var hans enefte Arving paa Orknser⸗ 
ne, det urimelige, den ellers vilde indeholde, thi det bliver da muligt, at Jon 
og David da endnu ej vare fødte, og hans Sønner med hans førfte Huftru, 
Henri og Haafon, havde fandfynligviis forladt ham med Moderen, da han 
forffød denne. Vel fan det indvendes, at Harald paa denne Maade og 
under færdeles lignende Omftændigheder to Gange Fommer i Fængijel og 
befries derved at Ihorfinn indftiller fig i hans Sted. Men de daværende 
Forhold vare netop faadanne, at den dobbelte Fængfling og Befrielfe uden 
mindfte Ufandfynlighed fan tænkes at have fundet Sted, medens tvertimod 
juft denne Lighed Fan have forledet Hoveden til at forverle den førfte Feng— 
flingsbiftorie med den fidfte. Endelig maa det ikke overfees, at Hoveden 
omtaler Haralds Krig med Harald unge, der fandt Sted 1198, fom om 
Harald Jarl fiden fin Befrielfe fra Edinburgh Slot og indtil Krigens Ude 
brud en længere Tid havde fiddet i Fred og Mo, eller bruger i det mindfie 
udtryk, der ikke lade ane, at han neppe et Aar forud (i 1197) havde været 
fængflet; vi fee i alle JFald, at Hoveden under det ene Aar 1196 omr 
taler Begivenheder der forefaldt i Løbet af flere Uar, thi de islandføe Un- 
naler bevidne udtrykfeligt, at Harald unge faldt 1198. Vi funde faaledes vift 
med temmelig Føje antage, at den af Hoveden omtalte Fejde fandt Sted ved 
1188; at Harald da fattes paa Gdinburgh Slot, men fom paa fri Fod, 
da Thorfinn indfandt fig i hans Sted; at der fiden enten fluttedes et yder— 





1198--1203. Ortneiffe Unliggender. 445 


Landſkab til Fordel enten for den moravffe Karleftamme, der nu repræe 
fenteredes af Kenedh Mac Heths Søn, Haralds Svoger, eller for Guth- 
red, en Søn af den i 1187 dræbte Donald Bane, ligefom man vel vg 
faa maa formode at Harald ved famme Lejligbed bar føgt at forjage fin 
Frænde, Harald unge, fra den Deel af Katanes, fom Villjam fandfynligs 
viis allerede havde givet ham. Vifter det, at Kong Villjam i oven nævnte 
War fandt det nødvendigt, i egen Perfon at Drage over Ekkjal (Odell) 
mod Harald, fordi, fom det bed, Folk bilt og ber faldt fra. Harald 
vovede iffe at oppebie ham, men flygtede til fine Skibe, for at begive fig 
til Orknoerne, medens Villjam underlagde fig bele Katanes, idet han ende 
og fom lige til Thorsaa, hvor ban bemægtigede fig Jarlens Slot og 
ødefagde det. Imidlertid bindredes Harald ved beftige Storme fra at 
fomme over til Orfnøerne, og havde derfor ingen anden Udvej end at 
ydmyge fig for Viljam, ligefom han havde ydmyget fig for Sverre. 
Han bega fig til Kongen, faftede fig for hans Fodder, og bad om File 
aivelfe. Denne tilfagde ogfaa Kongen bam, og fod ham endog Dertil bes 
holde Halvdelen af Katanes, imod det evelige Løfte, at han, næfte Gang 
Kongen fom til Moray, føulde udlevere ham alle hans Fiender — pvoris 
blandt fandfynligviis de oven nævnte Guthbred og Kened — famt fille fin 
Søn Thorfinn til Gisfel paa fin Froffab. Den anden Halvdeel af Kas 
tane$ overfod Kongen fremdeles til Harald unge, og Drog Derpaa tilbage, 
idet ban Dog efterfod en Deel Tropper, fandfynligviis under Harald unges 
egen Anførfel. Harald Jarl drog til Ortnø. Men aldrig faa fnart var Kons 
gen borfe, førend Harald brød Forliget, eller i det mindjfte lukkede Øjnene 
til, at hans Mænd brøde det, thi der tales om et Slag, fom de af Kon— 
| gen efterladte Tropper vandt ved Inverneſs over Harald Mænd, anførte 
af hans egen Søn Ihorfinn og en vis Novderif (Ruaidbri), der faldt i 
| Slaget med en heel Mængde Folk (1197). Det lader faaledes til, at 
Thorfinn og Rovderif have angrebet De fongelige Tropper, jaget dem ud 
af Katanes og Sutherland biinfides Ekkjal, og forfulgt Dem lige til In— 
verneſs, hvor Lykken endelig vendte fig, og Angriberne felv fede Nederlag. 
Forbitret herover dDrog Villjam felv ſtrax efter til Moray, og gjennem 
ſtrejfede paany Sutherland, Katanes og Roſs, uden, fom det fynes, at 
| møde nogen Modſtand; tvertimod man man antage, at Harald har anftillet 


ligere Forlig, hvorved Thorfinn frigaves, eller at denne fandt Anledning til 
at flygte; at der fenere udbrød en ny Fejde i 1196, der endte med at Harz 
ald, fom det fynes med Baabenmagt, blev tagen til Fange, ført til Rorburgh, 
og atter befriet ved Thorfinn, fom nu ifte mere løslodes, men blev blindet, 
Hvorom fenere. Vi have dog ikfe vovet at optage denne Kombination i 
erten, da Fordun eller den melrofiffe Kronife intet melder om nogen faar 
dan Fejde i 1188, eller før 1196. 





446 Håafon Sverresføn.: 


fig aldeles uvidende om eller uderlagtig i de af hans Søn Thorfinn pvede 
Fiendtligheder, og fremdeles givet De bedfte Løfter. Thi Kong Villjam ber 
gav fig, fom Der fortælles, til Nairn, for af Haralds Haand at modtage de 
Fender, Denne bavde fovet at udlevere; altfan maa Der vel have fundet 
nye Underhandlinger Sted imellem dem. Harald fandede virkelig til den 
beftemte Tid ved Lodloy i Nærbeden af Nairn, medbringende de oven 
nætinte Fiender; men Thorfinn var iffe med, og i Stedet for at udle— 
vere Dem til Kongen, (od ban dem flippe bort, benyttende fig, fom det 
fynes, af Lejligbeden dertil, da Kongen juft var borte paa Jagt. Da Kon- 
gen feent om Uftenen fom tilbage, bragte Harald bam fun to Smaa— 
drenger fine Datter- eller Syjterfønner '), i Fborfinns og Fliendernes 
Sted. Da Kongen fpurgte, bvor Fienderne- faavel fom Thorfinn vare, 
ftal Harald ligefrem Have fvaret: ,bine tillod jeg at Drage bort, fordi jeg 
vidfte, at om jeg udleverede Dem til eder, vilde De ikke undgaa eders 
Hevn, og min Søn Thorfinn fan jeg beller ikke fille fom Gisfel, Da jeg 
ingen anden Arving Dar til mit Rige.“ Hvis iffe dette Svar — bvad 
Der nok fan være muligt — ev givet ved en tidligere lignende Lejlighed, og 
af Den gamle Forfatter, Der meddeler Det, uvigtigt benført til Denne, fan det 
neppe engang nogenfinde være givet, i det mindjte iffe faaledes, thi Harald havde, 
Hvad der maatte være Kong Viljam nokſom befjendt, foruden Fborfinn 
iffe færre end fire Sønner. - Hvorom alting er, bed Kong Viljam, at 
ban, fiden ban iffe havde overholdt det fluttede Forlig, ſkulde forblive i 
Fangenffab indtil hans Søn Iborfinn indftillede fig fom Gisfel i bhang 
Sted, og erflærede Derhos, at ban til Straf fordi han havde ladet Kone 
gens Fiender undflippe, ffulde have forbrudt alt hvad han endnu havde i 
Sen af den ſkotſke Krone, Det vil fige fin Halvdeel af Katanes. - Kone 
gen tog ham med fig og fatte ham å Forvaring, efter en VBeretning paa 
Edinburghs, efter en anden paa Roxrburghs Slot, indtil hans Moænd fra 
Orfnø fom med Thorfinn; da blev ban fat paa fri Fod, og vendte tile 
bage til Orfnøerne, Thorfinn derimod blev i hans Sted holdt i Forva- 
ring fom Gisſel. Derpaa, beder Det, fad Harald i Fred, indtil Harald 

unge, der af Sverre havde faaet Halvdelen af Orfnøerne — Det er ovene 
før viilt at denne Forlening efter al Sandfynligbed var feet for Øve 
ffegge-Fejden — fom til Øerne med en heel Deel Krigsmænd, bvoriblandt 
Sigurd Murt, en Søn af den i Elaget paa Flevollene 1180 faldne FJvar 
Galle, og føgte med Vaabenmagt at tage fig til Mette. Ifolge Orkneh— 
inga-Saga ffal Harald unge forit bave fendt fin fornemfte Naadgiver og 
hojſt betroede Mand, Livulf Skalle, der var gift med hans Syſter Ragn- 
bild, til Orfngerne for at anmode Jarlen om, med det gode at afjtaa, 





1) I Lafinen nepotes, ber tan betyde baade Børnebørn og Nevøer. 





1198—1203. Orknoiſte Anliggender. 447 


hoad der tilkom hans Frænde; og da Jarlen hertil ſagde reent ud nej, 
ſkal Livulf have truet ham baardeligen, førend ban drog tilbage. Man 
ftulde fnarere førmode, at Dette har fundet Sted, da Harald førfte Gang 
fremfom med fine Fordringer. Harald gamle, fom Jarlen  fædvanligviis 
faldes til Forffjel fra Harald unge, fynes ved Dennes Angreb at være 
bleben ganſke overraffet, og begav fig til Man, bvor han famlede Folk og 
Skibe; man maa faaledes antage, at ber Dengang Var god Forftaaelfe 
mellem ban: og Kong Nagnvald. Harald unge fulgte efter, for at opføge 
ban; men da han fom til Man, var Harald gamle allerede borte, og 
havde ad en anden Vej begivet fig tilbage til Orknøerne, fom han atter 
underlagde fig, idet ban dræbte alle dem af Harald unges FIilhængere, 
fom ban forefandt. Harald unge drog for det forfte til Katanes, og tog 
fit Sæde i eller ved Fleten Vif, nu Staden Mick, paa Mordøftfiden, 
Hvor man fra det nær liggende Girnigo-Nes funde fer forbi Duncansby- 
Head og Pettlandsfjorden lige til Den benved fire (norffe) Mile nordenfor 
fremftiffende fydlige Ende af NRagnvaldsø (South -NRonaldsa). Her fit 
han børe, at ban med det førfte funde vente fig et Ungreb af Jarlen, 
fom dertil famlede al den Styrke, ban funde tilvejebringe. For at fom- 
me til Vished berøm og erfare hvor flor Jarlens Har var, fendte han 
fin Svoger Livulf med en Deel Folk over Pettlandsfjorden.  Livulf lan— 
Dede paa Øjtfiden af NRagnva'dsø, og gif op paa en Højde, bvorfra man 
havde en vid Udfigt. Her traf han em af Harald gamle udftillet Vagt— 
poft paa tre Mand; to af disſe bleve dræbte, den tvedie tog man til 
Fange og fod ham beholde Livet, for at udfpørge ham. Men fra den 
famme Højde faa man ogfan Harald gamles Flaade fomme fejlende: den 
var faa talvig, og beftod af faa ſtore Skibe, at den forfigtige Livulf fandt 
Det raadeligft at føynde fig tilbage til Vif alt bvad han funde, og be 
fværge Harald unge, vjebliffelig at Drage til Thorsaa og Der famle flere 
Folk, Da det iffe var at tænfe paa, med den ubetydelige Styrfe, man 
havde, at binde an med Jarlen. Da udbrød Sigurd Murt: „i en ubel- 
dig Stund har Jarlens Svoger faret over Vettlandsfjorden, hvis han 
Der føal bave ladet fit Mands Mod og Hjerte i Stiffen: Det vilde dog 
fee alt for galt ud, bvis Modet ſkulde forfage os alle bare ved Synet af 
| Harald gamles Hær.” „Det er ikke let, min gode Sigurd," fvarede 
Livulf, ,at vide, hvor Harehjertet fidder, naar det gjelder at bruge fig; 
og jeg tror, at naar Det førft er fommet faa vidt, at jeg flygter fra Har— 
ald unge, vil det nok falde eder Udhalere temmelig vanffeligt at holde 
Stand.”  Livulfs forfigtige Raad blev dog ikfe fulgt, vg Harald blev 
liggende ved Bil. Det varede iffe længe, førend man faa den fiendtlige 
Flaade fomme frem om Nagnvaldsø, vg alle gjorde fig Derfor vede til 
Kamp. Sigurd Murt var, fortælles der, iført en vød Skarlagens Kjor- 





448 * Haakon Gverresføn. 


tel, hvis Skjod han fortil ftaf op under Beltet; da man fpurgte ham, om 
ban iffe vilde gjøre ligefaa bagtil, fvarede ban at det ej behovedes, faa 
fom ban iffe agtede at gaa baglængs mod Fienden. Imidlertid landede 
Haafon gamle, og fylfede fin Hær, der, fom Livulf havde fagt, var langt 
ftørre end Harald unges. Der blev nu en haard Kamp, thi Harald un- 
ges Mænd fæmpede med den frørfte Fapperbed, og Sigurd og Liv- 
uff, der ført Befalingen paa bver fin Floj, foregif dem med det bedſte 
Grempel. Men Overmagten var paa Harald gamles Side, og I hans 
Hær fandtes dDesuden De vpperfte og berligft udruftede Kæmper, fornemme 
lig Biftop Bjarnes Frænder. Da Striden havde varet en Stund, faldt 
førft Siqurd, derpaa Livulf, der endog tre Gange ffal have brudt igjen 
nem Fiendernes Rakker; og Da Disfe, De egentlige Hvvedanførere, vare 
faldne, flygtede De øvrige, faavel fom Harald unge felv, der Dog indhentes 
des ved nogle Forvegrave, og blev dræbt (1198). Det bed fiden, at han, 
figefom bans Morfader Ragnvald, var bellig, og at man allerede Natten 
efter at ban faldt havde feet en fteré Lysning paa det Stid, hvor hans 
B[od var fommet paa Forden. Paa det famme Sted opførtes iffe 
fænge efter en Kivfe, og bans Lig jordedes der i Mærbheden, paa Nefet, 
og, beder det i Den neppe 30 Aar fenere nedffrevne Beretning i Orkney— 
inga-Saga, der fader Gud nu for hans Fortjenefters Skyld utallige Jere 
tegn føee, bvilfe altid tilfjendegive at ban gjerne vilde over til Orfnøerne 
til fine Frænder, Maqnus Jarl og Ragnvald Jarl u).“ Denne Folfetro 
vifer, at de flefte maa have beflaget hans Død, eller troet at han ej havde 
forffyldt den. Han efterlod, fom det ſynes, ingen Børn; hans Syſter, 
Livulfs Enke NRagnbild, blev fiden gift med en vis Gunne, fandfynligvits 
en Søn af Stein Asleifsſens Son Andres med en Syiter af Biftop 
Bjarne 2). Deres Søn Snæfoll optvaadte fiden fom hans Arving, faar 
fedes fom det i det følgende vil blive omtalt. ) 
Harald Jarl underlagde fig nu hele Katanes, vg vendte Derpaa tile 
bage til Orknoerne, ſtolt af fin Sejr. Han funde dog iffe vente at faa 


1). Ørfnøyinga Saga S. 406—410. Her nævnes ikke Stedet, hvor Glaget 
ftod, derimod nævnes det hos Hoveden, I. c., ligefom ogfaa Fagrjfinna Gap. 
215 Falder denne Harald „den fom faldt i Vik”. Aaret, 1198, angives i 
de islandffe Unnaler. Om Ivar Galle fe ovenfor S. 115. Sigurd Murt 
nævnes ogfaa af Hoveden fom ,Siwardus Murt de Higland*; maaffee bette 
antyder, at hans At havde hjemme paa Haalogaland. 

Snekoll faldes nemlig i Haafon Haafonsføns Gaga Gnæfoll Gunnesføns; 
hans Fader Gunne maa have været en højbyrdig Mand, fiden han blev 
gift med Harald unges Syfter. Nu nævner Sturlunga-Saga netop paa 
den dertil pasfende Jid Gunne, Søn af Undres, Søn af Svein Usleifsføn, | 
og Orknoyinga Saga S. 404 fortæller at Andres egtede Frida Kolbeinsdat- 
ter, Biffop Bjarnes Syfter. 


— 














1198—1203. Orknoiſte Anliggender. 449 


beholde Katanes, uden med Kong Villjams Samtykke, og denne tog ham 
Det meget ilde op, at ban, ham uadfpurgt, havde underlagt fig det, ej at 
tale om Harald unges Drab. Heri Havde han dog Den Undftyldning, 
Denne Gang at være den førft angrebne, ifær da Det, fom ovenfor antydet, 
ikke er fandfvnligt, at Harald gamle efter de Afſtaaelſer, hvortil ban 
maatte befvemme fig i Forliget til Bergen, endnu ſkulde have maattet 
forpligte fig til at dele det øvrige med fin Frænde 1). Denne Omftæn- 
Dighed bar rimeligviis vakt Haabet bos ham om at funne fomme til min- 
dDeligt Forlig med fin føotffe Lensbevre, og han indfandt fig derfor hos 
ham, under Ledfagelfe og Bejtyttelfe af Biftop Noger af St. Andrews 2) 
og Biſkop Reginald af Roſs, anholdende om at maatte blive i Befid- 
delfe af Katanes, imod at betale en betydelig Sum Penge i Guld og 
Sølv. Villjam afflog iffe ganffe hans Bøn, men fordrede fom VBetin- 
geffe, at han føulde føille fig fra fin Huftvu Hvarflad, Mælfolm Mac 
Heths Datter, hvilfen man iſer beføydte for at fætte han op mod Kon- 
gebufet, og tage fin forrige Huftru Affreta, Duncan af Fifes Datter, til- 
bage, famt at fille fin Kantfler Laurentius, og en vis Haanev Fnge- 
«mundsføn, Der maa bave været en af hans Frænder eller bøjeft betvoede 
Mand, til Gifler 3). Men derpaa vilde Harald aldeles iffe indlade fig, 
og vendte tilbage med uforrettet Sag. Kong Villjam henvendte fig deri— 
mod til Kong Nagnvald paa Man, og tilbød ham Katanes mod en 
Pengeſum, dog med Forbehold af den Kronen aavrligen  tilfommende 
Stat. - Dette Tilbud modtog Ragnvald firar, fljønt han faa nylig fynes 
sat have været Haralds Ven, og udruftede en Hær fra hele fit Rige, Kan- 
tive iberegnet, hvorhos ban ogfaa fit endeel ivffe Hjelpetropper, fandfyn- 
digviis fra fin Svoger, Johan af Courcy. Med denne Hær drog Magn- 


1) Se ovenfor S, 290. 


2) Roger var bleven Biffop i St. Andrews i Upril 1188, og døde 1202. 
MNeginald var bleven Biffop i Roſs 1195, og døde 1213. 


3) Saaledes Hoveden, I. c. Han Falder Laurentius Farlens elericus, men 
der er ingen Jvivl om, at han er den famme fom ,,Kantfleren Laurentius", 
der tilligemed Jarlens Søn Thorfinn undertegner fom Vidner et (udateret) 
Brev, hvorved Harald (Orcadensis, Hetlandensis et Catanesiæ comes) 
fljenfer en aarlig Gave af I Mart Sølv til Scone Kirke, for fin egen, 
fin Suftrus, og fine Forfædres Sjæle (Dipl. norv. II. 2). — Her figer han, 
at denne Gave føal udredes af ham felv, af Jhorfinn, og af hans Arvinger 
for Fremtiden, hvilfet ligeledes vifer, at der maa have været en Tid, da Thor— 
finn var hans enefte Søn med den fidfte Kone, og hans præfumtive Urving. Haa: 
nev Jngemundsføn maa have været den, til Adffillelje fra hvilken en anden 
Haanev fenere, omkring 1230, faldtes Haanev unge (Haafon Haafonsføns 
Saga Gay. 168). ; 

20* 


Mund. Det norffe Folks Hiflorie. M. me 





450 Haaton Sverresføn. 


vald til Katanes, fom han ganſke underkaftede fig, uden at Harald lagde 
bam den mindfte Hindring Å Bejen, da hans Overmagt vimeligviis Dertil 
var altfor ſtor. Det var imidlertid flet iffe Haralds Tanke at fade ham 
beholde den faa let erbvervede Befiddelfe å Fred. Da Vintren fom 
(1200?) vendte Ragnvald tilbage, efterladende tre Sysfelmænd, ved Navn | 
Maane Olafsjøn, Livulf, og Ravn Laqmand — hvilken fidfte Embedstitel 
fynes at vife, at Lovgivningen og Fndretningerne paa Katanes endnu maa 
have lignet de norſke fangt mere end de ſkotſke 1)Y. Saaſnart Harald havde 
bragt til Visbed, at Ragnvald var borte, fendte han en af fine Mænd 
over til Katanes med det hemmelige Grende, at efterftvæbe Sysfelmænde- 
nes Liv; det var godt, fagde han, om han i det mindfte funde faa dræbt 
en eller to af dem. Manden, der var beflægtet med Ravn Lagmand, 
gif førft til denne. Men Ravn mærkede Uraad, og fpurgte hvad hans 
egentlige Erende var. Den anden blev forlegen, og kunde ikke fvare. Da 
fagde Navn: ,jeg feer paa Dig, at Harald Jarl har fendt Dig bid for at 
gjøre et eller andet ondt, men fiden du er min Frænde, fan jeg itte 
bære over mit Hjerte at dræbe dig“. Han lod ham bedolde Livet, og hvad 
der er mere  befynderligt, undlod endog at fætte ham faft, eller at advare 
fine Med-Sysfelmænd, eller paa anden Maade førge for, at han ej gjorde 
nogen Skade.  Udfendingen begav fig lige hen til Livulf, og lagde her fine 
Snaver faa godt, at ban virkelig fik taget bam af Dage, bhvorefter ban 
pendte tilbage til Jarlen. Man føulde næften tro, at Lagmanden felv 
bar været gunftigt ftemt for Harald, om end iffe ligefrem ſtaget i Ledtog 
med ham, da vi endnu mange Aar Derefter finde bam fom en anfeet Mand 
og å Befiddelfe af Lagmands-Værdigheden. Dette vinder end mere Sand- 
fynlighed derved, at Harald, faafnart ban erfarede at Livulf var dDræbt, 
udruftede en Hær, og Drog over til Katanes, for atter at underlægge Vig 
Lenet; tbi een Sysſelmands Drab funde dog iffe gjøre faa meget til 
Sagen, at han ſkulde oppebie det for at begynde Krigen, naar han ej var 
forvisfet om, at i alle Fald den ene af De to pvrige ikke vilde lægge bam nogen 
Hindring i Vejen. Harald fandede med en betydelig Styrke ved Thorsaa, 
aldeles uventet. Biftoppen af Katanes, Jon eller Johannes *), befandt 


















1) Ogfaa Sysfelmændenes Navne ere norffe. Enten vare de vel fra Man, ' 
eller, hvad det maaffee er lige faa rimeligt, valgte blandt de Katnefinger, der 
havde gjort fælles Sag med Kong Ragnvald. | 

2) Johannes var bleven VBiffop paa Katanes efter Biffop Undreas's Død 
1184. Man har endnu et merkeligt Brev, ham angaaende, fra Pave Inno⸗ 
centius III til Nabo-Biffopperne (Bjarne) af Orkno og (Reginald) af Roſs, 
dateret 27 Mai 1198, hvoraf man feer, at han havde forbudt Jndbyggerne 
i fit Stift at udbetale den af Harald Jarl i Pave Alerander den Idies Tid 
indført RumajÉat, hvorfor Paven overdrager hine Biffopper ved Paamindel⸗ 
fet og Tvangsmidler at bringe ham til, faavel at godtgjøre, hvad der paa 





1201. Orknoiſke Anliggender. Biffop Jon paa Katanes mishandles. 451 


fig juft å den nær liggende Borg paa Skarabolſtad (Scrabufter). Paa 
ham var Harald meget opdragt, fom den, ver ifær ſkulde have foærtet 
ham for Kongen og været Sfyld i alle de foreganende Fejder, og Da Vi- 
ffoppen faa Harald lande med fin Har, vidfte ban, at ban funde vente fig 
et Angreb af bam. De Folf, ban bavde om fig, vare for faa til at man 
funde tænfe pan at fætte fig til Movværge, og et faadant Forſog var 
faa meget mere betænfeligt, fom det blev fagt, at Jarlen var i et faa 
ondt Lune, at det ej var at beregne, hvad ban funde finde paa, hvis man 
opirrede ham endnu mere. VBiffoppen tilbød fig Verfor at gaa bam i 
Møde og prove paa at tale ham til Rette; Ivffedes det, vilde nok Be- 
fætningen faa Grid. Jarlens Skarer ftormede allerede op fra Efibene 
mod Borgen, da Biffoppen fom ham I Mode, og bilfede Jarfen med ven- 
fige Ovd. Men Harald var faa forbitvet, at ban ganfée glemte Biſkop— 
pens hellige Værdighed, og i ham fun faa den formodede Bagraffer, der 
nu ſkulde lide den forføyldte Straf. Han fod bam gvibe, og befalede en 
af fine Mænd, ved Navn Lomberd, at fjære bans Funge ud; fiden fod 
Han endog hans Øjne udſtikke. Efter en Beretning, fom Biſkop Bjarne 
fiden afgav til Paven, ffulde det være nogle af Krigsmændene, iffe Jar— 
fen felv, fom nødte bam til at mishandle Biftoppen; men Det vil af Sagaens 
hele Gang fees, at Denne Beretning iffe fan være ganſke paalidelig. Biffoppen 
ffal under VPiinflerne have paafaldt den hellige Iriduana, bvilfen Legen- 
den tillagde den Evne, at funne gjengive Blindede Synet; han ftal, for- 
tæller Sagnet, ſtrar efter Mishbandlingen bave gaaet ben til en Bakke, 
bvor han traf en Kvinde, der tilfagde Dam fin Hjelp, og da han fiden 
bejøgte St. Sriduanas Grav i Nejtalvig Kirfe ved Edinturgh, ſkal han 
have faaet baade Mælet og Synet igjen '). En anden, iffe legendariſk 

Grund af hans Gjenftridighed i flere Uar ikke var udbetalt, fom til at love 

for Fremtiden ej at modfætte fig Udbetalingen. Denne hans Interesſe for 


Katnefingernes Jarv har vift gjort ham meget populær iblandt dem, og bi- 
draget til at de defto lettere underfaftede fig Haralds Fiender. 


I Ortneyinga Saga Faldes hun ,den hellige Trollhena“, en Navnforvanft- 
ning, der maaffee fnareft er at tilffrive den daværende Folfe-Udtale. Nu udta- 
les Navnet af Stoterne fædvanligviis St. Tredwall. Der findes endnu paa 
Papey Weſtrey Ruiner af et til hende indviet Kapell, Faldet St. Tredwalls Ka- 
pell. St. Sriduana var, fom Legenden beretter, en graff Pige fra Achaia, der, 
å da hendes Kydſthed efterftræbtes af en galliff Konge, felv rev fine Djne ud, 
men ved et Mirakel fil hun fit Syn igjen, og fom fiden (i det 4de Uar- 
hundrede) med St. Regulus til Skotland, hvor hun døde, og blev begraven 
i Neftalvigs Kapell ved Edinburgh. Siden tyede, endog langt ned i Mid— 
delalderen, Blinde og Djenſvage til hendes Grav, for der at helbredes. Hun 
afbildedes fædvanligviis bærende fine udftufne Tjne enten paa et Fad, eller 
paa en Sverd-Odd. Den gamle føotffe Digter Lindfav taler om Pilegrime, 
20 * 


1 


— 


452 Haakon Sverresføn. 


ftotft Beretning melder fun; at Mishandlingen iffe blev udført faa godt, fom 
Sarlen meente, Da det vifte fig at Biffoppen nogenledes beholdt Malet 
og Brugen af det ene Øje ). Beſatningen paa Borgen aabnede VPortene, 
og overgave fig paa Naade og Unaade. Efter Biffop Bjarnes Beretning 
bleb derimod Borgen formet, og de flefte af Forfvarerne dræbte. Jarlen 
ftraffede faavel dem fom alle de ovrige FJndbyggere af Katanes, der efter 
hans Mening ifær havde føgt at bringe Landffabet i hans Fienders Hæn- 
der, med haarde Straffe og ftore Pengebøder. Alle Kathefinger, der ej 
frelfte fig ved Flugten, maatte, enten de vilde eller ej, foærge ham Under- 
kaſtelſes- og Troſkabs-Ed. Den flotffe Konges Sysfelmænd eller Be- 
futdmægtigede i Lenet maatte å Haft tage Flugten, og Harald inddrøg 
alt deres Gods. Selv forblev han påa Katanes med en heel Deel Foll. 
Sysfelmændene begave fig lige til Kong Viljam, bvilken de tvaf i 
Perth firar før Fuul (1201), fortalte bam, bvad Der var fløtet, og tla- 
gede over Fabet af deres Gods. Kongen blet, fom venteligt var, yderſt 
opbragt, og befluttede at tage folelig Hevn. De ſkulde, fagde han, faa 
dobbelt Erſtatning for hvad de havde miftet, og [od virkelig firar enhver 
af dem give 25 Aten Klæde og em Mart Sølv i engelffe Penge *). Mu 
gif det ud over Harads Søn, den ulykkelige Thorfinn, der fiden 1192 
havde henfiddet fom Gisſel 3), han blev blindet og gildet, og Døde fort 
efter å Fængflet. Endnu ved Iuletider fendte Kongen en Hær til Kata- 
nes, hvilken Dog iffe udrettede noget, Da Harald tvaf fig tilbage til Orkn— 
gerne, men bed Dens Bortgang ſtrax fom igjen. Efter Juul gjorde Kon- 
gen ſtorre Udruftninger, og tilfagde Høvdingerne vundt om i Landet at 
møde frem med Fropper. Saaledes fik han en meget ſtor Hær famlet, 


der gaa „til St. Tredwall for at helbredes paa fine Jjne" (to St. Tredwall 
to mend their ene). 

1) JFordun, VIIL 62. 

2) Orfneyinga Saga GS. 418. 

3) Orfneyinga Saga I. c. fortæller udtrykfeligt, at det ſtede under denne Krig. 
Fordun (3. 1. c.) fortæller at da Jhorfinn i 1197 var filet fom Gisſel 
(fe ovenfor), blev han „ikke fænge efter, formedelft Faderens Troloshed, 
blindet o. f. v., famt døde i Fængflet.” Heraf feulde det ved førfte Djekaft 
fynes, fom om Mishandlingen var føeet tidligere. Men da man ikfe fam 
formode, at Kong Villjam, der ellers var en ret human Mand, vilde have 
færedet til en faa grum Handling uden den aller yderfte Provofation, og em 
faadan ej fynes at have været tilftede i den Fejde, Harald Jarl førte med 
Harald unge, fom her var den førfte Angriber, er Gagaens Ungivelfe 
viftnok rigtig, ligefom da heller itte fem Aar er en faa lang Sid, at For- 
duns Udtryk „ikke længe efter” ej ogfaa ſtulde nogenledes pasfe derpaa. 
For øvrigt fefler Sagaen groveligen i at fætte alle disfe Krige mellem Bille 
jam og Harald Jarl tidligere end Dyeffegge-Fejden og VForliget i Ber 
gen 1195. 





1202. Forlig i Perth mellem Harald Orfnø-Jarl og Kong Villjam. 453 


med bvilfen han om VBaaren fom nordover, og opflog fin Lejr i Eyſteins— 
bal (Eſteyndale), bvør dengang Katanes og Sutherland mødtes. Hans 
Telte, figes der, ftvafte fig hele Dalen endelangs, en betydelig Strakning. 
Harald ſamlede ogfaa paa fin Side Folk, og ffjønt han fik 60 Hundre- 
der (7200 Mand) fammen, faa han Dog, beder det, ingen Mulighed af 
at bodde Stand mod Kongen, Der nu endog beredede fig at gaa til Søs 
og angribe Orknserne. Han maatte da atter befvemme fig til at aadne 
Underbandlinger og fende Mænd til Kongen med Fredstilbud. Kongen 
fvarede, at Fred alene var at faa paa den Betingelfe, at man udredede 
ham bver fjerde Pening, fom fandtes paa bele Katanes (maaffee til 
Skadeslosholdelſe af Kong Ragnvald, om hvis Fordringer Der nu ej mere 
var GSporgsmaal, men fom vift alerede havde udbetalt den tidligere faſt— 
fatte Kjøbefum eller en ftor Deel deraf). Da Harald fif denne Befted, 
fammenfaldte han Hovdingerne og de meft anfeede blandt Folket, for at 
raadſſaa med dem om, bvad berved var at gjøre. Og da de ikke faa 
anden Udvbej til at undgaa en pdefæggende Krig, gif De ind paa De haarde 
Biltaar, faa at enhver, med Undtagelfe af dem, Der tidligere havde be- 
aivet fig til Kongen, betalte Fjerdedelen af al fin Gjendom. Saaledes 
maatte de ſtakkels Katnefinger i Ordets egentlige Forftand undgjelde for, 
Hvad deres Fyrſte havde forbrudt. Den Sum, fom Derved udbragtes, 
og udbetaltes Kongen, var 2000 Merfer Sølv '). - Villjam vendte nu 
| tilbage til Perth, hvor Harald ſtrar efter indfandt fig I egen Perfon, led» 
faget af Biffop Roger, for under dennes Mægling at erbolde Kongens 
Naade og indgaa Forlig. Dette lykkedes ham ogſaa ved Biffoppens og 
andre agtede Mends Forbøn: han fif bebolde Katanes paa de Vilkaar, 
bvorpaa han felv og Harald unge tidligere havde haft det, og med Hen- 
fon til Biffoppens Mishandling maatte ban edeligen forpligte fig til at 
adlyde den Dom, Kirfen vilde fælde over ham *). 

Denne Dom gif dog, fom det lader til, iffe faa meget ud over Har- 
ald, fom over den før omtalte Lomberd, Der ved Gaver eller Truſler 
maa være bragt til at paatage fig Det mejte af Skylden. Den, fom ind 
berettede Sagen for Paven, var Haralds Ven, Biſkop Bjarne, og Harz 
afd havde Desuden ved fin Gavmildbed til Kirken fat fig faaledes i Yn- 
deft ved Kurien, at FJnnocents felv i et tidligere Brev fadte ham fin 








1) Denne Sum angives af Fordun. Efter vore Forhold vilde den fvare til 
en Bærdi af henved 200,000 Sydlr., hvilket heller ikke er faa ufandfynligt, 
naar der var Sale om Fjerdeparten af hele Formuen i Katanes. 

2) Fordun, (1711. 62 I. 516).  Ortneyinga Saga GS. 416—418.  Budjanan 
(1. 7.) benfører den fidfte Krig mellem Kong Villjam og Harald Jarl til 
Uaret 1199, og meddeler efter Boyfe (Hector Boethius) folgende heel forvir= 
rede Beretning: Rex reversus domum comitis Haraldi magna ex parte 


454 Haafon GSverresføn. 


fjære Søn"). Bi have" føriver Paven fra Subiaco til Biffop Bjarne 
i September 12022), „hort af eders Brev, at Lomberd, en Lægmand 
og Overbringer af nærværende Skrivelfe, ledfagede fin Jarl paa et og 
til Katanes; at Jarlens Hær Der indtog et Kaftell, dræbte de flefte af 
Befætningen, og tog Biffoppen af Katanes fangen, famt at Denne Lom- 
berd, fom Han figer, blev af flere blandt Jarlens Krigsmand tvungen til 
at udffjære Biffoppens Tunge *). Da denne hans Synd ev ftor og fvar, 
have vi, næft at abfolvere ham efter Kivfens Form, foreffrevet ham Denne 
Pyønitent3 til Bod for hans Brøvde, og andre til Søræt: nemlig at han 
ffal føynde fig bjem, og barfodet, famt uden andre Klæder end Burer og 
en fort Uldtrøje uden Ermer, med ungen ombunden med em Snor og 
udtruffen faaledes at Den ftaar frem foran Læberne, og Enden af Snoren 
bunden om Halfen, med Riis i Haand, i alle Folfs Paafyn vandre i 
femten Dage uafbrudt gjennem fit eget Land (Orfnø ?), den mishandlede 
Biſkops Land, og den omliggende Egn; og naar ban Fommer til Jnd- 
gangen af nogen Kirke, — hvor ban Dog flet iffe maa fomme ind — 
ftal han, faftende fig lige ned paa Jorden, modtage Difeiplinen med de 
Niis, han berer. Sualedeg ffal han tilbringe hver Dag i Faushed og 
Faſte indtil Mften, Da førjt fral ban opholde fine Livskræfter, men alene ved 
Brød og Band. Naar disfe 15 Dage ere til Ende, flal han berede 
fig til, inden en Maaned at drage til Ferufalem, og der avbejde i Kor: 


copias variis congressibus delevit. Ducem e fuga retractum, oculis or- 
batum, per carnificem strangulavit, totamque stirpem ejus masculam 
emasculandam dedit, reliquos propinquos et scelerum administros magna 
pecunia mulctavit. Han paaberaaber fig dog ogfaa Sagn (vulgi rumores) 
og foregiver at en Hej i Nærheden fEulde have faaet Navn a testiculis. Th. Thor— 
vesfon fremfætter den findrige Gisning, at der virkelig har været et faadant 
Gagn om en H0j i Cyfteinsdal, og at dette Navn er fejlagtig blevet ude 
ledet af eysta (testiculus). At dette foregik i 1201, ej i 1199, er utvivl- 
fomt af Forduns udtrykfelige Udfagn, faavel fom af flere andre fammenftøs 
dende Omftændigheder. «i! 


1 


- 





Nemlig i det forhen omtalte Brev, om Biffop Jons Gjenftridighed i at ops | 
fræve Numaffat, Ep. Inn. IIL, I. 218. | 
Ep. Inn. IL, 1. V. No. 27. Ut dette Brev er fra 1202, hvortil det og af 
Raynaldus henføres ($. 10), fees deraf, at det er dateret fra Gubiaco, 
thi der opholdt Innocents fig, fom man af andre Breve kan fee, Auguft og 
September i fit Ste Pontificats-Aar, hvilfet løber fra 22de Februar 1202 
til famme Dag 1203. (Se Ep. Inn. I. V. No. 72, 76, 78, 79). — Brevet 
til Biffop Bjarne ftaar mellem et, dateret Ifte Septbr., og et andet, dater 
vet 3die Septbr. Man fan altfaa lettelig føjønne, at Biffop Bjarne firar 
efter Forliget i Perth har fendt Lomberd til Paven. 


3) Her nævnes ikke engang noget om Øjnenes Udftitning. 


2 


— 











1202. Harald Jarl gjør fig uafhængig paa Orkno. 455 


ſets Fjenefte i tre War. Han føal adrig tidere bære VBaaben mod 
Gbriftne. I to Aar flal han fafte hver Fredag paa Brød og Vand, 
med mindre ban ved en forftandig Biffops Fndulgents eller paa Grund 
af legemlig Svaghed faar en Formildelfe i denne Straf. Modtag ham 
Derfor, naar han vender tilbage, paa Denne Maade, og fe til, at han 
efterfommer den ham paalagte Bod”, 

Om denne Bod blev udført, vides ikke, men det fyne8 temmelig vilt, 
at Utejret ganfée blev afledet fra Haafon og at ban atter faa fig i fulde 
ftændig Befiddelfe af Katanes, mevdens der ikke fængere ev Tale om Kong 
Ragnvald, uden at denne derfor fom i noget fiendtligt Forhold til Kong 
Billjam; bvoraf man maa flutte, fom det er ovenfor antydet, at han 
bar faaet Kjøbefummen tilbage, ligefom han vel ogfaa følte, at han 
ej havde Kræfter til at gjøre Harald Beſiddelſen firidig. Naar Har- 
ald faa utrætteligt arbejdede paa at faa Katanes tilbage, og virfelig om- 
fider faa disfe fine Beftræbelfer fronede med Held, er det naturligt, at 
Gjenerbvervelfen af den udeelte Befiddelfe af bans Hoved - FJardømme, 
Orfnøerne og Hjaltland, maatte ligge ham end mere paa Hjertet, og at 
Nærværelfen af en Fongelig Syvsfelmand med fit Krigsmandffab maatte 
være ham en flem Forn i Øjnene. Og det ov fremdeles et Beviis paa 


- Gverre8 Magt og Unfeelfe, endog under den farlige Krig med Baglerne 


og Stridigbederne med Gejjtligbeden, at den urolige, rankefulde Jarl ikke 
vovede at gjøre noget Skridt til at affafte Aaget, faa fænge Sverre le— 
vede. Hertil bidrog nu vel for em Deel, at Harald felv var faa optagen 
af Fejder med den føotffe Konge; men det fynes Dog, fom om ban, bvis 
ban ellers havde vovet det, altid ogſaa maatte funne have fundet Lejlighed 
til at gjøre Den norffe Sysfelmand Fortred. Men aldrig faa fnart 
havde han faaet Efterretning om Sverres Død, førend han, fom Vet for- 


tælles, ved Forræderi fod den fongelige Svsfelmand Arne Lørja drake, 


og underlagde fig Ovfnøerne og maaſkee Hjaltland igjen med al Skat og Skyld, 
fom tilførn 1). Dette ſkede fandfynligviis ftrar efter at han om Vaaren 1202 
bavde indgaaet Forliget i Perth med den ffotffe Konge, og fanledes havde 
faaet frie Hænder fra den Kant. Kong Haafon bavde for meget bjemme 
at tage vare Paa, til ftrar at funne gjøre noget Derved, og Doden bin- 


1) Fornm. S. XI. 192. er heder det viftnok, at Sverre ved JForliget 1195 
tog „alt Landgilde og Sagefald af Orkno og Hetland,” men dette maa 
vift være en fejlagtig Overfættelfe af den gamle, nu tabte, Jerts Udtryf, og 
Ean ikke gjelde mod Sverres Gagas udtryffelige Ord, at Harald miftede 
Hjaltland, famt Ortneyingafagas (neppe tredive Aar fenere) Udfagn, at 
Sverre tog Hjaltland aldeles fra Harald, og at FJarlene ej have baft det 
fiden, Forliget paaberaabes i Hirdffraa Gap. 15, paa en Tid, da det er nor 
toriff, at Hjaltland laa umiddelbart under Norge. 


456 Haakon Gverresføn. 


drede ham fiden i at udføre de Planer, ban upaatvivlelig bavde til at 
ftaffe fit Herredømme den tilbørkige Anerfjendelfe i Skattandene. Saa— 
fedes havde Den gamle Jarl den Fuilfredsjtillelfe, efter et langt og uro— 
ligt Livs Ende at fre fig i Adeelt Bejiddelfe af bvad ban betragtede fom 
fine Arvelande, baade i det ſkotſte og i det norffe Rige. Han døde 1206, 
73 War gammel, efter at have fort Farlsnavn i 68 Uar, og virkelig, 
ffjønt med ftorre og mindre Magt, betlædt Jarleværdigheden i 48 Aar, 
eller fiden Ragnvald Jarls Dod 1158 1). - Han nævnes i Orkneyinga— 
Saga, vg viftnof med Nette, fom den tvedie af de aller mægtigfte blandt 
Orkno-Jarlerne. De to andre ere Stqurd Eyſteinsſon og Thorfinn Sig— 
urdsſon ?*). Han var Den førfte af Jarlevne, Ver ikke i lige Linje nede 
ftammede fra Forv-Einar, tbi paa fædrene Side var han en Skotlæn- 
ding; og fra hans Tid fan man derfor maaſkee regne Begyndelfen til den 
byppigere Fndflytten af Sfotter paa Oerne, der fiden bidrog til, i en 
Betydelig Grad at fortrænge det norſke Sprog, i det mindfte I de højere 
Klasfer, eller i alle Fald at ftille det flotffe fideordnet med dette, faavel fom 
overhoved at Drage Oernes Fnteresfe fra Moderfandet. Dog var endnu, 
fom man feer, paa Harads Tid Drinserne et fuldfommen norføt Land- 
ftab, der ſtod i megen Forbindelfe, ej alene med Norge, men ogſaa med 
Island. Der tar — Tale om et Giftermaal mellem Haralds egen 
Datter -af ſidſte Egteſkab, Langliv, og den mægtige Sæmund Jonsſon 
i Odde, Søn af Jon Loftsſon. Giftermaalet var allerede aftalt, men 
gif overfiyr, fordi Sæmund ikke vilde rejſe til Ovfnøerne, men hode 
Bryllup med hende bjemme paa Island, og Jarlen paa fin Side ej vilde 
fende hende ugift over til Island *). ilnderbandlingerne berom bleve 
fandfynligviis drevne gjennem Biftop Bjarne Kolbeinsføn, Sæmund 
færdefes Ven, der fynes at bave jtaaet i Den nøjefte Forbindelfe med flere 
af Islands Stormænd. Saaledes var han en færdeles Ven af den 
ovenfor omtalte Høvding Ravn Sveinbjørnsføn, og fendte ham flere 
foftelige Gaver, bvoriblandt en Guldring med Siqnetplade, hvor der var 
indgravet en Ravn *). Da Biſkop Bjarnes Brovderføn, Thorkell Roſt— 
ung, omfring Warene 1202 eller 1203 fom med et Kjobmandsſkib til - 
Hvitaa, og fed Overlaft af den mægtige Snorre Sturlasføn, hvorom å det 
følgende, tog Sæmund fig af ham, faa at Snorre, der endog ſtrebte 


1) Se ovenfor S. 833; de islandſke Annaler; den melrofiffe Kronike ved 1206. 
?) Orkneyinga Saga S. 418. 


— 


3 


— 


Jon Langlivsføn, fom omtales i Haafon Haafonsjens Saga, Gay. 317. 


Navns Saga, Dette ev et af de førfte Crempler, man har paa Segimerker 
i Norden. 


4 


— 


Sturlunga Saga I. 21, Denne Langliv blev rimeligvis Moder til den | 


— —8 — ha 


J * ———————— Gu — 


4 


D 





1203. Orknoiſke Unliggender. 457 


ham efter Livet, iffe fit fin Bilje frem *). Biſkop Bjarne bavde ogfaa 
Gjendomme i Norge, bvilfet fan ſees Deraf, at han ffjenfede Gaarden 
Holand i Dalsfjorden til Munketivs Klofter for fin Faders, fin Movders 
fine Brødres, Frænders og Venners Sjel *). Han indtager endogfaa 
en iffe ubetydelig Rang blandt de gamle Sfalde, thi ban har Digtet en 
heel Draapa om FJomsvifingerne, bvoraf Det mefte endnu baves. - Man 
feer deraf, at Sproget for ham, føjønt fod Orknoying, og rimeligvis 
henlevende fin mefte Sid paa Oerne, Dog var lige faa meget Modersmaal, fom 
for Nordmændene og IJslændingerne, og at han bebandlede det med fam- 
me Lethed, ligeſom ogfan at Norges ældre biftorifte og mythologiffe Sagn 
endnu. paa hans Tid maa bave været lige faa befjendte paa Orfnø, fom i 
Norge felv og paa Island. 

Harald Maddadhsſon fulgtes i Jarldømmet af fine Sønner David 
og Jon, der i Førjtningen fogte at vedligebolde den famme Uafbængighed 
fom Faderen, men fnart, fom vi ville fee, maatte ydmyge fig. Derforu— 
den efterlod ban af førfte Eyteftab Sømen Henrik, der ſkal være Vleven 
Furl af Roſs, men dette fan dog fun have været for en fort Tid, da 
der allerede i 1215 foreføommer em Jarl af Nofs med et andet Navn *), 
og fom var Fader til Den Jarl Villjam af Roſs, bvorom vi fenere fom- 
me til at tale. 

Hvad der firar ovenfor er ytret om Biffop Bjarne paa Orfnøerne, 
vifer, at den kirkelige Forbindeffe mellem VBiffopsjtolen i Kirfevaag og 
Metropolitanfirfen i Nidaros paa den Jid maa bave været ganſke ube- 
ftveden, medens dog Øernes fjerne VBeliggenhed faavel fom Nærbeden af 
Skotland, hvis Biftopper fordrede at anſees uafhængige af nogen fremmed Er— 
febiffop, vel fan have bevirket at Bjarne for det mefte optraadte fom felv- 
ftændig, eller tilderl8 endog fom tilhørende den ſkotſke Gejftligped. Som 


1) Sturlunga Saga NL 20. Det føede medens Snorre borde paa Borg, mel 
lem 1201 og 1208, 


?) Muntelivsbogen, S. 83. I dette Brev nævnes en Agnes, der af det fljen- 

kede Gods ffulde nyde 8 Maanedsmater aarlig, uden at man erfarer, hvo 

Hun var, eller i hvad Forhold hun ftod til ham. Jomsvikinga-Oraapa er trykt 
i Fornm. S. XI 8. 


3) Det er Orfneyinga Saga, fom figer at Henrit blev Jarl i Rofs. Den 
udtrykker fig endog, fom om Harald felv fEulde have været det, thi dens Ord 
Ide: „Efter Harald Jarl tog hans Sønner Jon og David Mige, og hans 
Søn Henri i Rofs i Skotland.” Den Jarl, der omtales i 1215, var 
Ferdjard Mac FIntagart (det er Preftens Søn); det ev imidlertid vift, at 
han begyndte et nyt Dynafti, og ufandfynligt er det faaledes ikke, at Hen- 
vif, der fom Son af førfte Egteſkab allerede maa have været en ældre Mand 
i 1206, ved Giftermaal eller paa anden os nu ubefjendt Maade, har ev- 
hvervet Nojs. 


458 Haakon Sverresfen. 


faadan ſynes ogfaa Pave Fnnocentius at have betvagtet bam, da han overe 
drog til ham og Biftoppen af Roſs at advare Biftop Jon af Katanes. 
I Yaret 1192 [od Bjarne, fom det fortælles, med Pavens Samtykke 
optage Nagnvald Jarls Helligdom 1). Her tales der intet om Erkebiſkop— 
pens Mellemfomft; imidlertid opføres8 dog Ragnvalds Døds- eller Feſt— 
Dag, 21de Auguſt, ogfaa i norſke Kalendarier.  Syderøernes kirkelige For- 
bindelfe med Norge var, fom det lader, uagtet De tydelige Ord i Erek— 
tionsbullen af 1154 endnu meget los, og Det fynes fom om der endnu 
bar været famtidige Biffopper deels fra Norge, deels fra York, eller vet- 
tere fra Furneſs Klofter, deels fra Jrland, hvorved det dog er muligt, at 
bine nærmeft vare Biffopper paa GSyderøerne, Disfe Derimod VBiffopper 
paa Man. Saaledes beder Det i De islandffe Annaler, at efter Den i 
1170 afdøde Ragnvald, bvilfen vi ovenfor have omtalt, og fom rimelig 
viis bar anerfjendt GErfebiffoppen i Nidaros for fin Metropolit, i bele 
40 War ej var nogen Biftop, førend Kole i 1210 indviedes til Biſkop 
paa Syderøerne *), medens derimod VBiffopsrærfen i De manſke Kongers 
Kronike efter Ragnvald opfører Chriſtinus fra Argyll, begraven efter fin 
Død i Benchor Klofter paa Island, og efter bam Michael, en indfød 
Manværing, der ved fin Død 1203 blev begraven i Fountains Klo- 
fter; førft efter Dam fommer Nifolas, der fynes at være Den famme 
fom den oven nævnte Kol: (Navnet Nikolas forfortes nemlig ofte til „Ko— 
fa8)." Rigtignok ffulde denne Kole ej være indviet før 1210, men dette 
fan godt forklares Deraf, at han førft da Dar erfjendt Nidaros Erke— 
ſtols Overbøjhed, thi det beder udtryffeligt om Nifolas, at vgfaa han var 
fra Argyll, og blev begraven i Bendor. Biſkopperne mellem Ragnvald E 
og Nikolas havde faaledes iffe været anerfjendte fra norff Side eller veg- 
nede med i NRæføen. Det var fandfynligviis i Anledning af alle disfe 
Vildereder, at Paven i Februar 1205 efter Erkebiſkop Eriks Begjæring 
erflærede at ingen andre end ban og Hans Eftermand ffulde Have Net til 
at indvie De Biffopper, Der hørte under Nidaros Provins, undtagen naar 
Grøeftolen var ledig, men da iffe uden Det tbrondhjemfte Kapitels Sam— 
tyffe, famt at De Biffopper, der hørte under Provinfen, vare foruden de 4 å 
Norge, ogfaa Orfnøernes, Syderøernes, Færøernes, Islands og Grønlands. 

Om- Sverres og Haafons eget Fodeſted, Færøerne, ere vore Oldſkrif— 


1) Orkneyinga Gaga GS. 394, 396. FJslandffe Annaler. 


2) Sslandffe Annaler, ved 1210, Her findes i Stedet for „Reinardus,“ fom 
Ragnvald Faldes, i enkelte Haandførifter Nemar"'; et Par Haandførifter lade 
endog „Nemar“ blive ,hærtagen i Syderøerne." At der var en Biffoyp i 
1202, fees af hvad der ovenfor er fortalt om Ravn Sveinbjørnsføn og Gud- 
mund Aresføns ACventyr. Denne Biffop kan ej have været nogen anden 

- end Midjael. 


1203—4. Kong Haakons pludfelige Sygdom og Ded. 459 


ter fra Denne Tid aldeles taufe, og Der fortælles iffe engang det mindjte 
om den i judiciel Henfeende viſtnok heel merkelige Forandring, da Lovfi- 

gemandens Embede ombyttedes med en Lagmands, der nu blev fælles baade 
for Færøerne og Hjaltland. Men vdet er ogfaa muligt, ja endog temme 
fig fandfvniigt, at denne Forandring iffe føede førend ved Lovrevifionen 
under Kong Haafon$ Søn og Sønneføn. Det ev ovenfor viijt, at det 
iffe engang udtryffeligt nævnes, naar Sverres Opvdrager, Biſkop Noe, 
døde, men at alene et Sagn paa Oerne felv benfører hans Død til 1190. 
Han? Eftermand, Svein, døde 1212 1). 


74. Kong Haakons pludfelige Død. 


Vi forfode Kong Haafon, da ban, forfonet med Gejftligheden, fuld- 
fommen anerfjendt over hele Riget, elſket af alle fine Underfaatter og, i 
Det mindjte tilfyneladende, forfonet med fin Stifmoder, begav fig til Ber- 
gen om Høften 1203, for at tilbringe Vintren der. Man ftulde have 
haabet, at en ny Fredens, Roligheden og Blomſtringens Fidsader nu 
vilde bave opganet for Norge, thi alle Betingelfer Dertil fyntes nu at 
pære for Haanden: almindelig Fred, en elffet og Dygtig Konge, og en 
nidfjær Gejitligbed. Men det var anderledes Veftemt. Norge ſkulde ende 
nu å en Menneffealder prøve Borgerfrigens Nædfler, og Kongen ffulde i 
fin fulde Ungdomskraft bortryffes fra det Verf, han juft nu var i VBe- 
greb med at begynde. Og Ulykken fom, fom det fones, førft fra bans 
aller nærmefte Omyivelfer. Det vifte fig fnart, at Forfoningen mellem ham 
og Dronningen ikke bavde ftort at betyde, i det mindfte fra Dronningens 
Side. Kongen vifte hende Den ftorfte Venlighed, og lod endog bolde eget 
Bord eller Hof for bende og hendes Mænd, men hun fom fun fjelden 
til Kongens Bord, talte da fun lidet med ham, og vifte fig mørk og al 
vorlig. Sin Datter, Jomfru Chriſtina, beboldt hun hos fig. Fornem— 
melfig var bun opbragt paa Peter Steyper og alle dem, Der havde været 
med at bente Gbriftina i Oslo; derimod var hun Ddefto venffabeligere mod 
Haafon Galen, og tyede til ham i alt, hvad der faa hende paa Hjerte. 
De følgende Begivenbeder vokke uvilfaarligt den Formodning, at der bar 
været mange mørfe Planer afbandlede imellem Dem, fom Haafon Galen, 
om ban end var for vidderlig til at ville deeltage i dem, ja om ban endog 
bar fraraadt Dem, Dog i det mindſte iffe har aabenbaret, eller føgt at bin- 
dre faa ivrigt, fom han burde, tbi ban var baade vvervættes argjerrig, 
og Dertil nu ganffe bildet i Fru Chriſtinas, Dronningens Syftervatters, 


1) De islandſte Unnaler ved dette War, jvfr. Untiqvariff Tidsſtrift 1849—51, 
S. 154, 155. 


460 | Haakon Gverresføn. 


Garn. Der fortælles vel om hende, at hun oftere føgte at faa gjort det godt 
meffem Kongen og Enfedronningen, og bar forfonende Ord mellem dem, men 
at Dømme efter hvad der fenere ſkede, feer Det vigtignof fnarere ud fom om 
hun derved alene vilde gjøre Kongen tryg. 


Da Julen fom, lod Kong Haafon berede et frort og prægtigt Julez 


gilde, hvortil Der indfandt fig en Mængde Gjejter, Lendevmænd, Sys— 
felmænd, og andre haandgangne Mænd.  Fuleaften, Da Gjefterne vare 
ftitfede til Sæde i Hallen, fendte Kongen Bud til Dronningen og Jom- 
fru Gbriftina, og fod dem bilfe, at De maatte glæde ham med deres Nær- 
værelfe ved Feften, og tage Sæde hos bam i Højfædet. Men Dronnin- 
gen fvarede med den ftørfte Heftigbed: ,jeg fommer fænge not til at min- 
Deg, hvorledes jeg fad i Hojfædet om FJuleaften med min Herre, Kong 
Sverre; bils og fig Kong Haafon, at jeg ikke fommer i hans Højfæve 
denne Kveld.” Da Kongen fif dette Budſkab, tog han fig det meget nær, 
at Dronningen ej vilde modtage Den resbeviisning, han havde tiltæntt 
hende, men fagde: ,om Dronning Margrete end er for ſtolt til at ville 
fidde hos os, faa maa Dog min Syfter Coriftina fomme” Man meldte 
nu Dronningen, at Kongen var red. „Tror han da ikke," fvarede hun, 
„at jeg minde8, hvorledes han [od min Datter tage fra mig i Oslo, uden 
at ban nu oven i Kjødet ffulde minde mig derom?“ Datteren fjærtegnede hende 
og føgte at bevæge hende med De Ord: „gib eder tilfreds, fjære Moder, jeg 
vil jo gjerne blive Dos eder!" — „Ja, faaledes ſkal det være, min Datter," var 
Moderens Svar; ,du flal itfe fomme i Uvenners Hænder, faa længe jeg 
er faa nær; maajffee Gud endnu vil forunde os at fomme ud af Denne 
Tvang.“ Imidlertid føjede Dun fig dog nu efter Kongens Begjæring, ftod 
op, gif med fin Datter ind i Hallen, og fatte fig I Hojfædet, til fror 
Glæde for Kongen og bans Gjefter. 

Anden Juledag, altfan fun to Nætter derefter, begyndte Kongen at 
føle fig noget upasjelig. Han lod fynge Mesſe for fig, gik fiden med 
nogle faa Mænd ind i fit Kammer og fod fig aarelade, fpifte og drak 
ubetydeligt, og boldt fig rolig Derinde, til Højmesfen var forbi i Chriſtkir— 
fen; da gif ban til Bords, men fpifte fremdeles fun faare lidet, holdt fig 
ftille, vilde iffe have Lys nær ved fig, og talte iffe meget. - Fredie Julez 
Dag fød han fynge Mesſe for fig i fit Sovefammer, og gik fiden til 
Bords. Dog befandt han fig da faa ilde, at han firar efter Bordet gif 


ind i fit Kammer igjen, og lagde fig til Sengs. Natten efter blev han 


Darligere og Daarligere, Svgdommen tog faa baardt paa ham, beder def, 
at ban tabte VBefindelfen, og fun meget faa fit Filadelfe til at fomme ind 
til ham. Femte Dag Juul var hele hans Legeme ophovnet, og faaledes 
tiltog Sygdommen med brer Dag, indtil han Døde den Sde Dag Juul, 
eller Nytaarsdag 1204. Da var bele hans Legeme ganſke blaat og ope 


| 
| 





1204, Song Haakons Død. 461 


foulmet, faa at det nærften ikke havde menneffeligt Udfeende 1). Alt tydede 
ben paa, at ban maatte bave faart Gift, og Det var naturligt, at Mis— 
tanfen nærmeft faldt paa Dronning Margrete og hendes Omgivelfer, der 
rimefigviis allerede fænge havde været betvagtet med ugunftige Blikke for- 
medelſt deres uvenlige Ferd mod den akmindeligt afdoldte Konge. Hans 
Død vakte dyb Sorg over det hele Land, og alle vare enige om at hans 


- 340 var uerftatteligt. Men jo dybere vg inderligere man følte Dette, Defto 


ftørre og beftigere blev Hadet imod dem, bvilfe den offentlige Stemme be- 
tegnede fom Opbavsmænd dertil; og hiin Mistanfe, fom i Førftningen fun 
bviffedes fra Mand til Mand, blev fnart til offentligt Samtale- Emne, og 
Dronningen med hendes Fjenere bleve aabenbart beffyldte for at have for- 
givet Kongen. Haakon Galen føgte, faa godt ban funde, at undføylde 
hende, og ftod hende bi efter Evne, men De øvrige Høvdinger og Kongens 
bedfte Benner, underftøttede af hele Almeenheden, paatalte Sagen med 
faadan Heftighbed, at Haafon, uagtet han, fom Det firar nedenfor vil fee, 
var i Befiddelfe af Den bøjefte Magt i Landet, dog ikke formagede at 
frelfe Dronningen fra at underkafte fig den baarde og ydmygende Nød» 
vendighed, at maatte fralægge fig Beffyldningen ved FJærndyrd. Imidler— 
tid flap bun dog felv at udføre Prøven, men fit Filladelfe til at lade 
Den udføre paa fine Begne af en Mand ved Navn Peter. Efter en an» 
Den Beretning føulde denne Peter netop have været Den, Der efter Dron- 
ningen8 Anmodning bavde fommet Gift i Kongens Drik, og Birkebeinerne 
ftulde have grebet ham og baaret Denne Beffyldning paa ham, faa at han 
blev nødt til at underfafte fig Jærnbyrd 2). Denne Forffjel gjør for Reften 
lidet eller intet til Sagen, thi i ethvert FIilfælde var Det Dog Dronningen, 
man egentlig vilde ramme. Peter bar FJærnet med den flørfte Fri— 
poftigbed, men Prøven lob Daarligt af, thi da Haanden blev løft, fandtes 
Den flemt brændt og tiltedt. Han blev firar ført ud pan Vaagen og 
druknet. Men Kongsmændene og Krigsfolfet vilde ikke lade fig nøje der- 
med; De paaftode at Dronningen havde fortjent Den famme Straf, og fnur- 
rede faa beftigt, at Haafon Galen, til hvilfen hun atter tog fin Iilflugt, 


ikke vidfte bedre Raad end at fende hende bort under Bedækning, førft til Sogn 


og Derfra op paa Valdres til Lendermanden Erling paa Kviden, Stiffader af 
Haakons Halvbroder, Inge Baardsføn; og fiden til Bermeland og videre 
ind i Sverige, fandfynligviis til hendes Godfer i VBeftergautland. Deri— 


1) Fornm, S. IX.72—73. Haafon Sverresføns Fortere Saga Gap. 1. Her ſtaar 
der at Kongen under Sygdommen lod fig bære op til Borgen, altfaa fra 
Kongsgaarden til Sverresborg, hviltet dog neppe er fandfynligt, og heller 
ikke figes i den vidløftigere Bearbejdelfe. 

2) Den førfte Beretning, at Dronningen felv figtedes, og lod Peter bære Jærn 
for fig, findes i den vidtløftigere Kongefaga, den anden i den Fortere. 


462 Guthorm Sigurdsføn. 


mod ſynes bendes Datter Chriſtina at være bleven tilbage '), ſaabel fom 
Syſterdatteren, Fru Ghriftina Nifolasdatter, der nu var Haafon Galens 
ertfærede Glfferinde, og fom han vift gjerne havde egtet, hvis ikke Erke— 
biffoppen havde gjørt FJndfigelfer, efter hvad man maa antage, fordi de 
vare bejlægtede, ffjønt Slæytffabsforholdet ej nu lader fig paavife 2). 


75, Guthorm Sigurdsføn bliver Konge. VBaglerpartiet rejfer fig igjen under 
Erling Steenvegg. 


Imidlertid havde Norge faaet en Konge i Haafons Sted. To Dage 
efter hans Død holdt Biffop Martin Raad med Hirdmændene og de øv- 
rige anfeede Mænd, fom vare tilftede, om hvem de ffulde tage til hans Ef— 
termand, og de bleve alle enige i at vælge hans nærmefte Uvving, Bro- 
dDeren Sigurd Lavards Son Guthorm, fljønt han fun var fire Aar gam- 
mel. Men det afgjordes tillige, at Haafon Galen paa hans Begne 
ftulde føre Regjeringen og befale over Hirden, med Iitel af Jarl, medens 
Opfynet over Kongen og hans Opdraqelfe overdroges til Peter Steyper 
og Ginar Kongsmaag.  Ult dette befluttede8 eenftemmigt og befræftedeg 
ved VBaabentag: Da man fiden gif til Bords, ledte de fornemfte Høve 
dinger Drengen ind, fatte ham i Kongefædet og vifte ham fongelig Wre, 
pvorimod ban tog et Sverd og bandt ved Haafons Side, hængte et Skjold | 
paa hans Arel, gav ham Farlsnavn med De andre Herrers Samtykke, og 
fod hamn tage Plads ved fin Side. Det fader imidlertid til, at itte alle 
erfjendte denne Udnævnelfe gyldig 3). Derpaa fendte Jarlen og Kongen 
Bud til Sbrondhjem, at Inge Baardsføn ftulde have Betalingen i hele 
Throndelagen. De beholdt alle de tilftedeværende Krigsfolk hos fig. De 
fornemfte Befalingsmænd over dDisfe vare, foruden de nys nævnte, Sigurd 
Kongsfrænde, Roar Kongsfrænde og Eyvind Preft8maag. 

Gfterretningen om Birfebeinernes  ftyndfomme Valg af en umyndig 
Konge fatte de forhenværende Bagler i Skrak, thi de funde vente fig, at 
nu, da den forftandige, fredelffende Haafon var borte, og Magten var fome 
men i Hænderne paa unge, ærgjerrige Krigshovdinger, vilde Virfebeinerne 
blindt ben føge at tilfredsftille den Hevnlyft, de hidtil havde maattet befæmpe. 


1) Dette fluttes deraf, at hun fenere nævnes fom tilftedeværende i Norge, mer | 
dens Moderen endnu var i Sverige, 
?) I Haafon GSverresføns Saga Gap. 4 ftaar der: „Haakon Galen havde da | 
egtet Fru Ghriftina, men Erkebiſkoppen havde protefteret derimod,” Sand: 
fynligviis har hendes Fader, Nikolas Blake, været beflægtet med Haakon, | 
eller dennes Fader Foltvid Lagmand været beflægtet med det fvenffe Kon: 
gehuus. | 
3) i ville nemlig fee, at Haakon lod fig udnævne til Jarl af Guthorms Efter: | 
følger, ligefom han i den Fortere GSagabearbejdelfe ej førend da kaldes Jarl. 











1204. Baglerparttet hæver fig paa ny. Erling Steinvegg. 463 


Mange Bagler flygtede derfor ſtrax fra Landet, og føgte, hvad Der i denne 
Partiſtridighedernes Did faa godt føm faldt af fig felv, ftrar at Danne en Op- 
vørsflof.  Hovdingen for en faadan var allerede tilftede.  Endnu i Kong 
Sverres Tid havde der i Danmark fremftaaet en Mand ved Navn Er— 
Ling, og paaftaaet at han var en Søn af Kong Magnus Grlingsføn. 
Da Sverre ') fit dette at høre, fendte han ftrar Mænd til Danmark for 
at opføge ham, bvilfet foranledigede Erling til at flygte op til Gautland. 
Men Sverre underrettede fitrar fin Svoger Kong Knut om, at en faadan 
Perfon fandtes i hans Nige, og at ban rimeligviis, fom foregiten Søn af 
Kong Magnus, vilde pppe Ufred i Norge. Knut fod ham ftrar gribe og 
fætte i Faarnet, eller fom det faldtes, ,Steenveggen" paa Vifingsø i Vet- 
teren. Om han virkelig havde næret faadanne Planer, fom Sverre anga, 
figes iffe, men det er højft fandfynligt, vg man erfarer i det mindfte at 
enfelte af Magnus Griingsføns forrige Filhængere maa have famlet fig 
- til Dam, tbi en af dem, Simon Kyr, blev indfat med ham i Fængflet. 
Efter at Erling havde fiddet fangen der i nogen Tid, lykkedes det ham 
at overtale et Fruentimmer, Der bragte ham Mad om Dagen, til at være 
ham behjelpelig med at flygte. Hun ffaffede nogle Lagener, disſe bleve 
ffaarne i GStrimler,z Enderne fnyttede fammen, og faaledes et Slags 
Toug bragt i Stand, med hvilket hun bidfede ham ned gjennem en Glugg; 
imidlertid havde de ikke vet beregnet Højden, thi Da han ſkulde flippe 
Fouget og hoppe ned, var Faldet faa dybt, at ban braf Laarbenet, hvoraf 
ban fiden haltede. Imidlertid undkom ban dog paa denne Maade, og 
begav fig øfter til FJarnberaland eller Dalarne. Dette fil Kong Sverre at 
vide, og fendte nu atter Folk efter ham, med bedre Held, føm det forega- 
ves, end for, tbi da De fom tilbage til Kongen, forfifrede De at de bavde 
fundet Erling der i Jarnberaland og dræbt ham; til Beviis derpan leve- 


1) Se Brudftykfet af den vidløftigere Saga, Fornm. S. IX. 218, 219. Peder 
Glausføn har i fin Overfættelje faavel her, fom hvor der tales om Erlings 
Drab i Dalerne, „Haakon“ i Stedet for ,, Sverre", famt gjengiver Originalens 
den famme Sommer, nu er omtalt,” nemlig da Haafon var i Viken (1204) 
med , den famme Sommer,“ flet og vet, hvilfet fynes at antyde den famme 
Sommer, Grling blev dræbt; ligefaa ſtaar der ikke, fom i Originalen: „han 
foregav at han havde været nogen Tid i Vendland, og famme Erling fagde 
at han havde fiddet i Steenveggen i Viſingso“, men hojft unsjagtigt: „og 
havde nogen Stund været i Venden, og fiden havde været indfat nogen Tid 
i et Jaarn paa VBiftngsø'. Disſe Fejl, der aabenbar ere fremfomne alene 
ved Skjødesløshed, men fom dog have forvoldt de Hiftorifere, der levede 
førend Brudftyfferne af Originalen opdagedes, meget Bryderi, ere uheldig= 
vite ogfaa komne ind i den Bearbejdelfe af Peder Glausføns Overfættelfe, 
der er optagen i Aalls Snorre, S. II. 171. Den Éortere Haakon Sverresføns 
Saga Gap. 2, anfører, aldeles urigtigt, og aabenbart ved en Frjltagelfe, at 
Erling havde fiddet fængflet i Vendland. 


464 Guthorm Sigurdsſon. 


rede de Kongen hans Halsbog eller Fegnebog, hvori Hans Navn ſtod, 
og fom mange fiden gjenfjendte. Deres Foregivende havde viftnok ogfaa, at 
flutte af bvad Simon Kyr fiden bevidnede (Yvorom I det følgende), fin fuld= 
fomne Rigtighed. Ikke deſto mindre fremftod mange Aar derefter, nemlig famme 
Sommer, Kong Haafon berejfte Viten, (1203) paa det ftore Marked, der i den 
fenere Tid holdtes ved Skanør i Staane, en Mand, der faldte fig Grling, 
Søn af Kong Magnus Erlingsſon, eg aaftod at ban var Den famme, 
fom havde fiddet paa Vifingsø, men fenere havde opholdt fig en Fidlang 
i Pommern. Blandt de tilftedeværende Mordmænd var Der en heel Deel 
forbenværende Bagler. De flokfede fig firar om dam, og tilbøde deres 
Fjenefte, bvis ban vilde optræde fom Fronprætendent mod Kong Haafon. 
Men han vilde Da endnu iffe indlavde fig dDerpaa. , Kong Haakon”, fagde 


fan, ,nyder Yndeft og Venffab hos alle Indbyggerne å Morge, og jeg 


veed Desuden at de flefte Baglerhovdinger nu have givet fig under ham, 
hvorfor jeg iffe med faa liden Styrke vil begynde et faa voveligt Foretagende, 
elfer overhoved vokke Uro i Landet, faa længe han er Konge”. Dermed 


ftiltes de av, og Erling begav fig over til Kjøbenhavn, hvor ban blev 


om Vintren. Men da det var blevet befjendt, at Kong Haafon var død, 
ftrømmede atter de famme VBagler til ham, der før havde tilbudt ham de 


res Fjenefte ved Skanor, og fornyede deres Anmodning om at fille ſig i 


Spidſen for dem og Danne en Oprørsflof. Nu gjorde ban itfe længer 


WBanjffeligheder ved at opfylde deres Begjæring, vg Flokken begyndte at vejfe 
fig. Den forftærfedes ved Flygtninger fra Morge, blandt hvilke Sagaen 


nævner en Thorleif Sfaalp, og Anund Lunns Sønner Odd Nan og Arnbjorn 


Trold. Kong Valdemar felv begunjttgede Foretagendet, og tilfagde Erling fo— 


relobigt fin Hjelp. Flere og flere forbentærende Bagler fom til, og de fendte 


Bud op til fine Benner 1 Vifen, om at jlutte fig til dem, og møde dem 


i Aalborg ved Faftetiden. Denne Opfordring fulgte endog Høvdingerne, 
Reidar Sendemand, Pdilip af Veigen, Jon Drottning, Salve Difeføn, 
og begave fig til beftemt Tid ned til Aalborg, bvor de gif Erling til 
$Haande *). 

Den liftige Biſkop Nikolas vidfte vel Beffed om at Erling ſamlede 
en Flof, og befluttede firar at benytte Omftændigbederne til fin egen og 


fin Familie8 Fordel. Han funde iffe fænger paaſkyde de firkelige Jntere 


1) Haafon Sverresfens Saga, vidløftigere Bearbejdelfe, i Fornm. S. IX. G. 
70, 785 Eortere, Gap. 4. Af de ovenfor førft nævnte Bagler, fom fynes af 


have været Høvdinger, uden dog tidligere at have været omtalte, Faldes Odd 


Ran ogfaa Odd Jand, Odd Janne, Odd Munn, uden at man verd, hvilket 


Navn er det vette. 





1204. Biſtop Nifolas hos Kong Valdemar i Danmark. 465 


esfer og tilfpneladende gjøre fine eenfidige politiffe Planer til eet med 
dem: ban maatte ligefrem optvæde fom Politifer og Partibøvding, og af 
hans Fremgangsmaade med Henfyn til Erling vifte Det fig tydeligt, hvad 
dDer den hele Tid havde været hans Formaal, endog Va han tilfyneladende 
erfjendte og forfvarede den faafaldte Kong Inge, der uden al Tvivl fra forſt af 
bavde været beftemt til at forfvinde, naar Det belejlige Øjeblif for Nifolas ind— 
traf. Inge var nu allerede død, og belejligere Tid funde der ej være for Nikolas 
til at fifte i rørt Vand end Denne, Da en umyndig Konge fad paa Fro- 
nen, Regjeringen var fommen i ærgjerrige Krigere8 Hænder og en ny 
Borgerfrig var nær ved at udbryde. Han begav fig ned til Kung Valde 
mar i Danmarf, der, fom vi vide, felv troede at bave eventuelle Forvdrinz 
ger paa Norge, og fpurgte bam, om han agtede at unvderftotte Erling, 
Kongen fvarede ja, og at ban havde lovet Erling det for Frandſkabs 
Skyld. Biſkoppen vrede fin Forundring over, at en faa viis Fyrſte fom 
Valdemar vilde tillade en fremmed Oprørsflof at famle fig i hans Rige, og un— 
derfføtte dens Anfører, hvis Herfomft ingen vet fjendte, i at vokke Urolig 
beder i et andet Land. Erling var nemlig, meente ban, flet iffe Kong 
Magnus's Søn, men Verimod Søn af en Thorper paa Oplandene, og 
tidligere for fin Løgns Skyld forjagen fra fit Fædreland og badet og af— 
flyet af alle veltænfende Folt. „Hvis J“, fagde ban, ,vil fende eders 
Hær til Norge og ffaffe Norge Fred efter den ftore Forvirring og Uro, 
fom i faa fang Tid bar bherffet der, bør I heller fætte en af eders egne 
Frænder, fom I fan lide paa, til Høvding Dderover; ti det er tydeligt, at 
Gud nu bar flaaet Birfebeinernes Høvdinger med Blindhed, fiden de have 
brugt deres Forftand mere til ondt end godt, og taget et uforftandigt 
Barn til Konge, medens de heller ikke felv vide nogen gode Raad 1)". 


| 
| 
| 
| 





1) Denne Samtale findes Éun i Peder Glausføns Overfættelfe af den vidløftigere 
Bearbejdelfe, men denne Overfættelfe er øjenfynlig unsjagtig. Saaledes 
beder det paa dette Sted: , Men derfom I ville fende eders Hær til Norge, 
og fille og frede Landet af den ftore Ufikfelighed og Guds Brede og Plage, 
fom Baglerne der have længe gjort og opvakt, da fætter en af eders Frænder 
derover, fom I vide at være eder tro og lydig; thi Gud haver nu omftyrtet 
alle Baglernes Høvdinger, fom nogen Forftand havde til at være Hovdin— 
ger over dem, efterdi de brugte deres Forftand mere til ondt end godt, og 
de have nu taget et barnagtigt og vanvittigt Mennefée til Konge over fig, 
og felv vide de ingen gode Raad.” Her fynes man paa begge Steder, i 
det mindfte det fidfte, at maatte antage ,Baglerne" for en Skriv: eller 
GStjødesløsheds-Fejl i Stedet for , Birkebeiner," da det var disfe, og ikke 
Baglerne, der havde taget fig en barnagtig Konge; thi Erling, hvad enten 
han var den famme fom den, der havde fiddet fængflet paa Vifingsør 
eller ikke, var flet iffe længer noget Barn i Uaret 1204. Opholdet paa Vi- 
fingsø indtvaf før Kong Knuts Død 1195, og allerede da nævnes han aabenbart 


Mund, Det norffe Folts Hiftorie., I. 30 


466 Guthorm Gigurdsføn. 


Kongen indvendte at Hans Frænder vare alt for godt forførgede i Dan- 
marf, til at de føulde hate nogen Lyſt paa at drage til Norge med Bag- 
ferne. „Jeg verd”, fagde Biftoppen, „en Mand, der er færdeles ſtikket 
til at modtage dette Hverv; det ev eders Frænde, Hr. Philip, Syjfter- 
føn af Kong Inge; ban bar alle de Egenſkaber, fom det anftaar en Konge 
eller Høvding at have". Denne Pilip, Søn af Dronning IngeridS og 
Arne af Stodreim3 Datter Margrete i hendes andet Cyteffab med Den 
fom Høvding for VBarbelgerne ved Briftein faldne Simon Kaaresføn, burde 
Nikolas, naar ban omtalte ham, fangt heller have foldet fin egen, end 
Kong Inges Svfterføn, da hans Moder Margrete Urnesdatter var Ni— 
kolas's Heelfyfter, og derimod fun en Halvjvfter af Kong Inge; men Dette 
tog den liftige Mand fig nok vare for; han udbævede fun, at Philip var 
en Frænde faavel af Kong Inge i Norge fom af Valdemar felv, og 
denne var maaftee iffe engang faa nøje indviet i de indviffede Slegtsſkabs— 
forhold, der opftod ved Dronning Ingerids mange Giftermaal, at han jo 
fet funde antage Poilip for at have været en Datterføn af Kong Harald 
Gille. Philips Slægtffab med det Danffe Kongebuus var ogſaa fun heel 
vidløftigt, thi Da det iffe kunde beftaa i at hans Mormoder FJngerid I 
fit førfte Gyteffab havde været gift med den danſke Kongefrænde Henrik 
Statelær, maa Nifolas have regnet det derfra, at Dronning Jngerid var 
Syftendebarn til Ingeborg, Kong Valdemars Farmoder *). Det fom, fom 
man feer, for Nikolas fun an paa, ved ethvert Middel at flaffe fin Sy- 
fterføn Magten, for fiden at bruge bam fom fit Redſkab. Og faavel for at 
man iffe ffulde ane dette Øjemed, fom for at gjøre det muligt for PYi- 
lip at afpirere til Kongenavnet, var Det nodvendigt, at ban faa meget fom 
muligt udbævede hans foregibne Slægtffab med begge Kongebufe, men 
Derimod lod hans nærmere Slægtffab med har felv hvile i Styggen. Den 
famme Fremgangsmaade anvendte han og, fom vi erfare, fenere hos Pas 
ven, for at femme bam gunftigt for Pilip *). Kong Valdemar ſmagte 
paa dette Forflag. Biffoppen talede oftere med ham derom, og opbød alke 
fine Kunſter. Tilſidſt fif han bam overtalt til at gaa ind paa Planen, for 





fom voren, Han efterlod desuden ved fin Ded 1207 to Sønner, af hvilke 
en var 8 Aar gammel (Fornm, $. IX. 146). Dertil kommer, at Navnet , Birkez 
beiner“ i Haandftrifterne ofteft Fun betegnes ved bb., hvilket ogfaa let Éunde 
antages at betegne „Baglerne.“ Egilsſon har derfor ogfaa i fin Overfæt: | 
telfe Fornm. S. IX. S3, fat „Birkebeiner“ i Stedet for ,,Bagler'', og denne 
Rettelfe have vi heller ikke betenkt os paa at optage. 

Se Slægttavlen til foregaaende Bind, Nr. 3. 


) I Pave SInnocents den Hdirs Brev af 7de FIuli 1211 (Baluz. ep. Inn. 
XIV. 73), ftaar ber nemlig udtryfkeligt, at Philip nedftammede fra de ber 
rømmelige Konger Magnus (Barfod?) og Inge: en Mening, fom alene Nie 
kolas Fan bave bundet ham paa Ermet. | 


1 


— 


9 
— 


1204. Kong Valdemar den 2den i Tunsberg. 467 


faa vidt fom ban ſamtykkede i, at Pilip ftulde blive Høvding over Bag— 
lernes Flof og faa Kongenavn, bvis Baglerne felv intet havde derimov. 
Fil Sommeren føulde han felv indfinte fig i Norge med en Hær vg 
Flaade, for at bringe dette Unliggende i Orden. Da Biftoppen havde fanet 
dette Løfte, vendte ban tilbage til Norge '). 

Imidlertid havde Erling, fom af Faarnet eller Steenveggen paa 
Viſingso, bvor han føregav at bave fiddet fangen, fædvanligviis faldtes 
Erling Steinvegg, i Forbindelfe med de Baglerbøvdinger, Der havde 
føgt ned til ham, udruftet en betydelig Flaade af Skuder, hvormed han 
drog over til Viken. Her gif FJndbyggerne ham førar til Haande, hvor 
han vifte fig, indtil han fom fige til Oslo. Han traf ber VBiffop Niko— 
fas, og tilfjendegav ham fit Ønffe om at maatte ſtedes til Jærnbyrd, 
for at bevife fin Herfomft. Denne Anmodning var bøjft ubelejlig for 
Nikolas, fom ej vide have bam, men Pvilip, paa Fronen, uden at ban 
Dog ved et beftemt Afflag vovede at bryde med bam og Baglerne. Han 
gjorde derfor forft Udflugter, og foregav, at ban ej funde tillade at det ſkede i 
Oslo; men Høvdingerne og De ypperfte Mænd lagde fig imellem, og Bi— 
ffoppen maatte derfor polde qode Miner og erklære fig villig til at efter- 
fomme bans Forlangende. Han førdrede fun, aabenbart i den Henfigt at ud— 
bale Tiden, at Prøven ſkulde aflvmgges i Sarpsborg. Guling gif ind paa 
Dette, begav fig til Sarpsborg, og underfaftede fig den foreffrevne Fate 
til Jærnbyrden. Faſten var allerede til Ende, og Grling færdig til at 
aflægge Prøven, da VBiffoppen, der indfandt lig for at overvære Den, 
fagde, at fiden Danefongen nu fnart var at vente til Tunsberg, var det 
bedſt at Prøven aflagdes der, i hans Nærværelfe, Da ban upaatvivlelig 
beljt ønffede med egne Øjne at overbevife fig om hvad Sandhed Erling hatde at 
fare med. Thi naar det ffede med Kongens Vilje, og Proven lob bhel- 
Digt af for ham, maatte han og funne vente fig faa meget fraftigere 
Hjelp af Kongen, medens han i modſat Fald maatte vente fig baard 
GStraf. Erling fandt fig taalmodigt i Udfættelfen, idet ban, fom ban 
fagde, fortrøftede fig til Guds Hjelp i denne fin vetfærdige Sag. Han 
begav fig faaledes til Funsberg, og oppebiede ber Kong Valdemars 
Komme. 

Om Sommeren ?*), noget før Botolfamesje (17de Juni) anfom Val 
demar til Junsberg med en Flaade af 360 Skibe. Hans Ferd var ellers 


1) Den vidløftigere Guthorm Sigurdsføns Saga, 80—84. 
2 I den fortere Saga ſtaar „Vaaren,“ men da Botolfsmesfe dog nævnes, Fan 
det ej have været tidligere end Juni Maaned. Dagen, da Heøjtideligheden 
h foregif, var, fom man maa formode, enten St. Botolfs Dag eller St, 
Hans Dag, da Konge-Hylding i Regelen føulde føre paa en Feftdag. 
30* 


468 Guthorm Gigurdsføn. 


meget fredelig. I Folge med ham var Philip Simonsføn, der efter Den 


foreløbige Aftale med Biftop Nikolas ftulde blive Baglernes Konge. Men 
Da dette blev foreflaaet for Høvdingerne, erklærede De fig med ſtorſte Hef- 
tigbed dDerimod. De vilde, fagde de, fun have Magnus's Søn til Konge, da 
han bavde Byrd dertil, men iffe tjene eller have til Konge en Mand, der ej 


var bøjbyrdigere end bvilfen fom belft af dem felv; langt heller vilde de 


ftille dere8 Flof av, og førge hver for fig, fom de bedft funde. De til 
den foreftaaende Hylding paa Haugathbing indfaldte Bønder fvarede lige 
fedes, da Nikolas følte fig for hos dem, at de fun vilde give en Kongeføn 
Kongenavn og adlyde ham, i modfat Fald vilde de aldeles ikke gjøre noe 
get Oprør i Landet. — Nikolas indfaa nu, at Det ej var at tænke paa 
at ftaffe fin driftige Plan fuldftændig Fremgang; han maatte nøjed 
med at fomme Maalet faa nær, fom det efter Omftændighederne var 
muligt, og, fiten ban ej funde ftøde Erling til Side uden at tabe alt, 
beller holde gode Miner til flet Spil, og gjøre ham fig far nyte 
tig fom muligt. Han indfandt fig hos ham, og fagde at han havde une 
derføgt Stemningen hos Bonderne, men fundet dem meget utilbøjelige til 
at gjøre nogen Opftand, faa at liden eller ingen Hjelp hos dem var at 
vente for Grling, uden at han, Biftoppen, vilde tage fig af hans Sag. 
Det var ham befjendt, ſagde han, at bvis Jærnbyrden mislykkedes, vilde 
Danefongen lade ham drabe; men om Det end i fig felv visfelig var i 
fin Orden, at den mislykkedes, Da Biſkoppen not vidfte, bvo hans rette 
Fader var, kunde han døg, fagde han, give den det Udfald, han vilde, 
hvis Erling vilde fove at gjøre Pbilip til fin Jarl, efter at han felv var 
bleven Konge. Da ſkulde Biftoppen aabenbart erklære fig for ham, og 
fremdeles ftan ham bi med al fin Magt og Indflydelſe, og med alle fine 
Frænder og Benner. Erling gif ind paa Forflaget. Det maatte være 
bam flart, at han iffe havde andet Balg. Thi om han end havde været 
fuldkommen overbeviift om fin Sags Netfærdighed, hvad han dog langt 
fra funde være, maatte dog den Ytring, Biftoppen faa uforbeholdent havde 
fadet falde om at det ftod i bans Magt at give Prøven det UDdfald, han 
vilde, fade ham føle det farlige i at underkafte fig den uden at have ham 
paa fin Side; heller ikfe har vel Biſkoppens Stildring af Bøndernes bee 
tænfelige Stemning undladt at gjøre fin Virkning. - Saaledes fluttede 
begge disfe Mænd et Forbund til gjenfidig Underftøttelfe paa GSandhedens 
og Metfærdighedens Bekoſtning, og Vet aftaltes at Pyilip ſkulde blive Farl, 
naar Erling blev Konge. 

Erling faftede nu anden Gang til Jærnbyrd, og Biffop Nikolas inde 
viede felv Jærnet. Kong Valdemar foreftavede ham Eden, og beftemte, 


pvorfedes Jærnene ffulde bæres. Erling bar dem nok faa kjeft. Da 


Fiden fom, at Haanden feulde loſes, lod Valdemar frille bevæbnede Krigs— 


| 








1204. Grling Steinvegg underkafter fig Jærnbyrd, og hyldes fom Konge. 469 


folk rundt om Kirken '), faa at det var let at ffjønne, Hvad der foreftod 
Erling, om Prøven flog bam fejl. Biſkop Nifolas førte ham felv 
frem i Ghorsdøren: VBindet blev taget af, og VBiftoppen holdt Erlings 
Haand i Vejret, idet han lagde fine egne Fingre deri 2), og raabte 
med bøj Roſt: ,han bar beftaaet Prøven godt; aldrig faa jeg en Haand 
fomme faa uftad fra Jærnet fom denne"! Kongen ftod ftrar nedenfor 
Ghorsdøren, og bans Mænd videre ned ad Kirfegulvet; De iftemte alle 
Te deum, og taffede Gud. Samme Dag var Erling Kongens Gjejt, 
og Valdemar forærede ham 35 fuldt udruftede Skibe. Dagen efter blev 
der blæft til Haugatbing, og her blev Erling tagen til Konge, bvorefter 
han ftrar udnævnte Pbilip Simonsføn til Jarl. Det forftod fig af fig 
felv, faavel fom af Foriiget af 1170, og berettes desuden udtryffeligt i æl- 
dre danffe Warbøger, at baade Erling og Philip byldede Valdemar fom deres 
Over-Lensherre, og ſtillede ham Gifler; imidlertid omtales det, merkeligt 
not, iffe i vore egne Sagaer, ligefom man heller iffe nogenfteds finder 
at Valdemar optog Norge eller Vifen i fin Kongetitel 3). Blandt ve 
Gifter, Pbilip ftillede, var fandfynligvits hans egen Broder, Undres Si- 
monsføn, Der ført ti Aar derefter omtales fom Deeltager i Begivenhe- 
derne, og om hvem det udtryfkeligt heder, at han da fom fra Danmark *). 
Ikke [ænge efter vendte Valdemar tilbage til Danmark med hele fin Hær, 
lige faa fredeligt, fom han var fommen. Det var baade førfte og fivdfte 
Gang, han i fin lange Regjering gjorde noget Forføg paa at blande fig 
i Norges Anliggender. Men han bavde dog udrettet nok til at forftyrre 


2 n 


1) Det ev ej ufandfynligt, at denne Kirke ikfe var nogen af Vunsbergs Kirker 
men Kirken paa det nærliggende Sæm, fom Fylkeskirke vg faaledes den 
hvor Gudsffirfler i Megelen fiulde føre. Jvfr. ovenfor II. S. 700. 
Saaledes ftaar der i Clausſons Overfættelfe, og man Funde formode, at 
det derved fåal antydes, at Nikolas ved at holde fin Haand foran Er— 
lings bindrede be Jilftebeværende fra at fee, hvorledes Erlings Haand faa 
ud, Men paa den anden Gide fynes det, fom om Nikolas, der felv indviede 
Jernet, og, fom han desuden fagde, unde give Prøven det Udfald, han vil- 
de, allerede paa Forhaand maatte have indrettet det faaledes, at Erlings Haand 
maatte blive aldeles uffadt, og godt Funne taale at fremvifes. Enten have 
da de Midler, der anvendtes, for at hindre Forbrændingen, ikfe været frerke 
nof, eller hiin Ytring ſkal Fun betegne, at Nifolas felv nøje følte efter, om 
Haanden var uffad. Det vilde vel ogfaa upaatvivlelig have gjort et alt for 
ugunftigt Indtryk paa Mængden, om Biffoppen med Flid havde føgt at frjule 
Grlings Haand. I den fortere Kongefaga ftaar der udtrykfeligt, at han 
blev ,vel skirr,* d. e. beftod Prøven godt. 
3) Ryklofters Annaler ved 1204 (Langebef Ser. rerr. Dan. I. 164); unavngivet 
danff-foenff Ghronicon, fammefteds S. 390. Her ftaar endog at Baldemar 
novervandt Fienden,“ hvilket, fom man feer, ej er at tage bogftaveligt. 


*) Inge Baardsføns Saga, S. 208; jvfr. nedenfor, ved 1214. 


— 


470 Guthorm Sigurdsfen og Erling Steinvegg. 


Freden og bringe ny Uro i Landet for en lang Rætte af Aar. Der 
ftrømmede nu en Mængde Folk til Erling, og gif ham til Haande. Af 
Hovdingerne, fom fluttede fig til ham, nævnes, foruden De tidligere om- 
talte, der allerede havde opføgt ham i Kjøbenhavn og Aalborg, følgende: 
Arnbjørn, Son af Jon Gaitsføn fra Enes, Helge Byrgesføn, kal 
det. Garn, Asbjørn Kop, Gyrd VBenteinsføn, Guthorm Thvare, 
Drem Lange, Thord Dokka, (den famme, der faa kjekt havde fneget fig 
ud fra det belejrede Slotsbjerg), Benedikt af Gumanes, (Gomnes paa 
Ningerife), Simon Kyr, (Erlings Medfange paa Vifingsw), Kolbjørn 
raude og Gyrd fljaalge. De havde talrigt Mandſkab og dannede en 
anfeelig Styrke.  Strar efter Jonsok (24de Juni) drøge De over til 
Sarpsborg, og fammenfaldte Borgarthing. Her blev Erling ligeledes ta 
gen til Konge, og Pbilip til Jarl. Derefter vendte De tilbage til Tuns— 
berg. Biſkoppen var fremdeles i Følge med dem. De Birkebeiner, der 
fan i Viken, maatte tage Flugten til Det Movdenfjeldfte, nogle til Shrond- 
hjem, andre til Bergen. 


76. Kong Guthormé Død. Inge Baardsføn vælges til Konge af Birke- 
beinerne. Smaafejder mellem Bagler og Birfebeiner. 


Da Haafon galen erfarede Vikens Frafald, og at Baglerfloffen paa 
ny bavde rejft fig, begav han fig til Throndhjem med Fru Chriſtina og 
en Deel af Hæren, men fod en betydelig Deel blive tilbage til Forfvar i 
Bergen under Befaling af Dagfinn Bonde, Shorgrim af Ljaanes og Shord 
Brafe. Einar Kongsmaag og Peter Steyper havde allerede om Vaaren 
begivet fig til Nidaros med den unge Kong Guthorm, og ladet ham tage 
til Konge paa Øretbing for det hele Land, efter Lovens Bydende '). Da 
Haafon fom til Nidaros, lod han ftrar udbyde Leding. Men iffe længe 
efter følte Den unge Konge fig pludfelig meget ſyg, og fagde at Det fore 
fom bam, fom om bvasfe Syle ſtak ham overalt paa Legemet. - Paa 
Spørgsmaalet, naar ban aller førft begyndte at føle disfe Smerter, fvarede 
pan, at den fvenfte Kone — dermed meente ban Fru Ghriftina — havde 
fat ham paa fit Skjod, og frøget ham over hele Legemet; ſtrax Derefter 
bavde ban fporet Smerterne.  Gjfter faa Dages Forløb døde han (Ons— 
Dagen den Alte Auguſt) og blev begraven i Chriſtkirken >). Ut der hvi- 





1) Dette fortælles alene i Haafon Haakonsſons Saga, Gap. 3. Her ſtaar der 
vel fun at „Birkebeinerne“ drøge med ham til Throndhjem, men da han frod 
under Peters og Einars Opfigt, er det Fart, at det maa have været disfe, 
fom vejfte derhen med ham. 

2) Dodsdagen angives Fun i Nefrologiet hos Langebek (Ser. R. D. II. 514), og 
Finn Jonsføns Kirkehiftorie. 








1204. Kongevalg i Nidaros. 471 


fede en ſterk Mistanfe paa Fru Ghriftina om at have forgibet Guthorm 
eller paa anden Maade voldet bans Død, ev fart not af Beretningen, 
men Der tales Dog intet om, at Birfebeinerne gjorde nogen ſaadan De- 
monftration mod hende, fom nys mod Dronning Margretbe i Anledning af 
Kong Haafons Død. GSandfynligviis faa Krigsmændene, der vare Haafon 
galen meget hengivne, og belft ønffede ham paa Tronen, iffe ugjerne 
Guthorms Død, faa meget mere fom mange vel fandt Det betænkeligt, i 
denne kritiſte Tid, at have et umyndigt Barn til Konge. Vi have firar 
ovenfor feet, at Biftop Nikolas netop betragtede Dette fom et Tegn paa 
Birfebeinerne8 Daarſkab. J alle Fald er det flart, at man iffe funde 
gaa Gbriftina nærmere paa Klingen og overbevife hende om Brøvden, uden 
at ogfan Haafon, i det intime Forhold, hvori han ftod til hende, vilde 
blive fompromitteret, og faaledes bar man vel foretruffet at neddysfe 
Sagen, fljønt Chriſtina felv neppe var fynderlig yndet Hovdingerne 
holdt ftrar en Sammenkomſt, for at raadflaa foreløbigt om, hvo der ffulde 
tages til Konge i Guthorms Sted, da man endnu iffe vidfte andet, end at 
Sverres mandlige Linje med han var uddøet, faa at man maatte holde 
fig til Sidelinjerne. Flere nævnte firar Haafon, og han havde Hæ- 
ren paa fin Side, men Erkebiſkop Erif, Der ogſaa var tilftede, yt— 
rede fig Dderimod, idet ban fornemmelig anfede over hans anſtodelige 
Forbold til Fru Ghriftina. Ved Siden af Haafon var Der ogſaa Fule 
om Kong Sverres pvrige Syjfterfønner, Inge Baardsføn, Sigurd Kongs- 
frænde 1), Roar Kongsfrænde og Peter Stopper, af bvilfe de to førft- 
nævnte bavde det Fortrin at deres Modre vare Sverres Syſtre paa fæd- 
rene Side, eller Døtre af Kong Sigurd Mund, medens Peters og Roars 
Mødre fun vare Døtre af Unas Kambare, og faaledes i famme Forhold 
til Sigurd Munds Linje, fom Poilip Simonsføn til Inges, hvorhos Pe— 
fer Dog igjen havde det Fortrin, at være gift med en Datter af Magnus Er— 
fingsføn, hvilfet nu bavde mere at betyde end før, fiden der nu fun var Tale 
om Syjter- eller Datter-Spnner af de tidligere Konger, og Magnus's, af Bir- 
febeinerne beftredne, Legitimitet derved blev lige faa ftor fom nogen af De øvrige 
Prætendenters, ja endog faa meget førre, fom hans Morfaders, Sigurd 
Jorſalafares, fongelige Herfomft var langt anderledes fiffer og tilforladelig, 
«end Harald Gilles. - Der blev talt længe og meget om disfe fem Tron— 

prætendenter, uden at man kunde fomme til Enighed. Da blev det be- 


) Denne, der allerede tidligkre har været omtalt, angives i den fortere Haakon 
GSverresjøns Saga at have været en Søn af Helge, Kong Sigurds Datter. 
Denne Helge omtales ikke tidere, eller paa noget andet Sted, men Gagen 
fynes dog at have fin Rigtighed. Han var derhos gift med en (Halv): Sy: 
fter af Kong Sverre. 


472 Erling Steinvegg. 


fluttet at fætte Ørething, og overlade til Bønderne felv, fom allerede vare 
fomne til Byen fra alle Fvlfer, at tage fig em Konge. Efter en enkelt 
Saga-Beretning *) ffulde Haafon gaten allerede ved fin Unfomft til Thrond— 
hjem have ladet tilftevne Ørethbing for at vælge en Konge; men da det 
fynes noget forunderligt, og vilde bave været alt for mistænteligt, om Haa= 
fon endnu før Gutborms Død føulde bave indhudt Thronderne til at raad- 
flaa om bvo der føulde være bans Gjterfølger, maa man formøve, at det 
Tbing, der juft ſkulde holdes, og hvortil Bønderne ftrømmede fammen, var 
det fædvanlige Froftatbing, bhvilfet, fom vi have feet, ogſaa funde holdes, 
og nu vel altid boldtes, i felve Nidaros *). 

Øretbinget blev fat, de forftandigfte Mænd fra hele —*—* 
vare der tilſtede, og Ertebiffoppen 3) lod, for end ſtorre Hojtideligheds 
Skyld, St. Olafs Skriin bære derud, idet ban ſelb med alle Chorsbro— 
drene fulgte det i Procesſion. Det førfte Spørgsmaal, om VBønderne 
efter Lovene vare berettigede til felv at vælge fig Konge, det vil fige, ej 
i Fleng men mellem Dde forffjellige Defcendenter af Kongebufet, befvaredes 
med eenftemmigt Ja. Derpaa gif man vver til at raadflaa om de en- 
felte Perfoner. Man blev ftrar enig om, at Der ej funde være Tale om 
andre af de fem, end dem, der virkelig vare af Ffongeligt Blod, nemlig 
Haafon galen, Inge Baardsføn og Sigurd Kongsfrænde *). Bonderne 
fyntes bedft om den fidite, der var en fagtmodig, vetfindig, jevn og vene 
nefæt Mand; men andre indvendte, at ban ikke var ſtikket til at fyre et 
Nige, fornemmelig naar Der var faa farlig en Ufved for Haanden, fom 
nu, og at man derfor vilde være bedre tjent med den frigerffe Haafon. 


1) Den vidløftigere Kongefaga hos Glausfen, Fornm. S. IX. 91, 97. Den 
fortere, Gap. 4. lader DØrething tilftevnes efter Guthorms Død. 


3) Se ovenfor IL. S. 1002, hvor der er viift, at Froftatbing maa have været 
holdt noget ud paa Sommeren. Erkfjender man Nigtigheden af den her 
ovenfor fremfatte Mening, at det var til det almindelige Froftathing, Bønderne 
juft paa denne Sid Fom fammen, have vi her endog et beftemt Datum for, 
naar Thinget famledes, nemlig en Ugedag, der beftemtes enten efter Lafrans- 
mesje (10de Auguſt), eller Mariemesfe fyrre (15de Auguft). Hvad der end 
mere beftyrfer Nigtigheden af Untagelfen, er den udtryffelige Angivelfe, at 
der til dette Thing fom en Mangde af alle de forftandigfte Mænd i hele 
Shrøndelagen fammen, thi dette vilde neppe have været Jilfældet med 
blot og bart Hyldingsthing. 

3) Den fortere Bearbejdelfe af Sagaen, Gap. 4, nævner her urigtigt Erkebiſtop 
Thore i Stedet for Erié. hå 

4) P. Glausføn har her , Sigurd Baardsføn," hvilket er aabenbart urigtigt, 
da der nys før er Tale om Gigurd Kongsfrænde, og Sigurd WBaardsføn, 
Inges yngre Halvbroder af Faderens andet Egteſkab, nu desuden var en 
Dreng, og dertil ikke af Kongeæt, faa at han ej under nogen Omftændighed 
funde fomme i Betragtning. 





1204. Inge Baardsſon vælges til Konge af Birkebeinerne. 473 


Dette var ogfan alle Krigsmændenes Ønfte. Men Bønderne fvarede, at 
dDe ej vilde have nogen Konge, der paa fædrene Side var af gautft Her- 
fomft: de vilde heller Have hans fammødre Broder Inge Baardsføn, der 
ftod Kongeætten lige faa nær fom han, men Dertil var norft af Fod— 
fel, odelbaaren i Trondhjem, og hørte til en af De bevdfte IGtter i bhele 
Landet. Erkebiſkoppen underftøttede Syrønderne, og Krigsmændene maatte, 
viftnok til deres og Haafons fore Erarelfe, give tabt og overlade Val- 
get i deres Hænvder. De valgte da Jnge Baardsføn, og toge ham til 
Konge, med alle Høvdingernes og hele Almuens Samtykke. Der blev fvoret 
ban Troſkabs-Ed, og ban aflagde igjen Ed paa at ville overholde Kan- 
dets Love. Derpaa gik alle de gamle Hirdmænd og haandgangne Mænd, 
fom bidtil havde tjent De foregaaende Konger, bam til Haande. Men 
Haafon Jarls Venner og Filbængere begyndte nu atter at fnurre paa 
hans VBegne, og age over at Inge endnu var alt for ung ') og uerfa- 
ren i Krigsvæfenet til at ban i disfe farlige Fider funde føre Overbefa- 
fingen over Hæren. Heri erklærede alle Kongsmændene fig enige, og for 
at tilfredsftille dem blev det endelig efter Overlæg mellem begge Parters 
Benner beftemt, at Inge not ſkulde føre Kongenavnet, men Haafon frem- 
deles være Jarl, føre Overbefalingen over Hæren og oppebære Halvde- 
fen af alle fongelige FIndtægter. Inge gjorde da Haakon til fin Jarl, 
og Denne tiljvor Inge Troſkabs-Ed, hvorefter Bønderne, fom det bever, 
tilbømte og famtyffede Kongen halv Leding og Udbud af Riget 2). Kone 
gen og Jarlen ruſtede fig derpaa, faa føyndfomt de funde, med meget Folt 
og mange ftore Sfibe. De havde fandfynligviis faaet Nys om, at Bag- 
ferne allerede havde hbjemføgt Bergen 3). 

Strar efter Olafsmesſe, altfaa i Begyndelfen af Auguſt, brøde nem- 
lig Baglerne op fra Junsberg med hele deres Styrke, og droge i Forte 
Dagsvrejfer langs med Kyſten veftover, idet De overalt optoge Leding og 
alle fongelige Rettigheder. Da de fom til Bergen, fandfynligviis midt i 
Auguſt, fandt de Borgen fterkt befat med 240 Mand og forføgte flere 
Angreb paa Den, men forgjæves. Om Natten faa de ombord paa Sti- 
bene, dels ved Munkebryggen, deels for Unfer ude paa Vaagen. Idelig 
gif de da op i Byen og hen til Borgen, hvor de verlede Stud med Befætningen ; 
nogle bleve faarede paa begge Sider, men fun faa faldt. Erling, der maaftee 
ikke før havde været Vidne til Kamp, og derfor følte fig lidt beængftet, eller 


+ 
1) Det er forhen viift, at Inge itfe Fan være fød før 1185, og ikke frort fenere 
end 1186. Han var altfaa paa denne Tid i det højefte fun 18 Uar. 
2) Meningen heraf er vel den, at de forfamlede Bønder udtrykkeligt erklærede 
fig villige til at præftere halv Almenning. 
3) Inge Baardsføns Saga, hos Glausføn, Fornm. S. IX. 98—10L. 


474 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


ogfaa maaffee troede at vinde mere med det Gode, end ved Blods-Udgydelſe, 
fagde ved et af de førfte Angreb til Baglerne: „Skyd iffe paa dem, de ere jo alle 
mine Mænd!" Men en Dag roede Erling over til Holmen med nogle Sku— 
der, landede ved Biffopsbryggen, og gif med nogle faa Folt til Chriſt— 
firfen. Da VBirfebeinerne faa vet, gjorde de et Udfald imod dem med en 
langt talvigere Styrke, og fatte faa baardt ind paa dem, at de maatte 
tage Flugten; nogle, bvoriblandt Erling felv, ſtyrtede fig I Søen og fom hel 
Digt til Sfibene, men en Deel faldt. Da Erling blev halet op i Fartøjet, 
fpurgte Baglerne bam fpottende, om det endnu var hans Folk, fom lad i 
Borgen. — Dette Ubeld fynes for det førfte at have gjort VBaglerne 
fede af Oppoldet i Bergen. Strax efter Droge de nordefter, og 
indfatte Sysfelmænd overalt, indtil de fom til Rugfund, der bleve de 
liggende i tre Uger, fordi Biſkop NMifolas var inde i Fjorden og 
oppebar Landféyld af fin YGttegaard Stovreim faavel fom de øvrige 
Gjendomme, ban foruden den viftnok befad i disfe Egne. Her fom 
Der mange Ledings-Fulf til dem, faavel fom flere Høvdinger fra Fjordene, 
navnlig Eindride Hegre, Loden Bonde fra Leyfne, med en betydelig 
Stare, Nifolas Botulfsføn med fin Broder Karl unge, og Kalf af 
Hornin '). Af dem fik de da at vide, at Birfebeinerne havde taget fig 
en ny Konge og Jarl, og at man med det førfte funde vente dem nor 
denfra, heel -mandfterfe. J Betragtning beraf fandt Biffoppen og Bag— 
ferne det raadeligit at vende tilbage igjen til Bergen, og forføge om De 
funde indtage Slottet, førend Kongen og Jarlen fom det til Undfætning. 
For det førfte lagde De til i Larevaag, og gjorde ſtrax ſtore Forberedel- 
fer til Belejvingen. I Viftoppens Følge var en Sydføer, Dder fagde 
at ban forftod at bygge en Valflynge eller Mange (mangana) af en 
faadan Kraft, at man Dermed funde bryde VBorgens Mure; han havde, 
fagde ban, været med at nedbryde mange GSlotte og Borge ved Denne 
Kunft, og hvis ban iffe gjorde det, maatte De gjerne fætte bam felv paa 
Balflyngen, og Éafte ham ind i Borgen. - Man tog Dam paa Ordet, og 
der blev fremffaffet en Mængde Fømmer foruden andet, fom dertil ude 
fordredes; men man fit iffe prøvet Hans Dygtighed, thi medens han ende 
nu var i Ferd med at fammenfætte Valflyngen, fom der Bud om, at 
man bavde feet VBirfebeinernes Sejl nord paa GStavefjord*). Da lod 
Biffoppen blæfe til Styrmands-Stevne, og raadførte fig med Høvdin- 
gerne om, bvad der var at gjøre. Denne Gang var Erling Steinvegg 





1) Hornin, er den Gaard hvorefter Hornindalsvandet har fit Navn. Loden 
Bonde Faldes fiden Stallare; Erling har faaledes udnævnt ham dertil. 

2) Gfter denne paabegyndte, men ikke fuldendte, Balflynge eller Mange (dannet 
af det latinffe Mangana) Faldte man i Bergen denne Hoſt Mange-Hoſten; 
fe den fortere Saga Cap. 4. 








1204. Baglerne i Bergen. 475 


mere frigerff, og raadede til at oppebie Birkebeinerne; Ve flefte af Bag- 
ferne bifaldt hans Ord. Men Biffoppen fagde, at bvig han vilde give 
fig i Kamp med Birfebeinerne8 Søborge — faa faldte han Skibene — 
vilde Det not være fidfte Gang, ban førte Befalingen; man burde heller 
fætte Sejl til, og drage til Viken, for der at firide med Birkebeinerne, 
om de fom efter. - Dette Raad, der halv om halv var en Frufel, blev 
fulgt. DBiffoppen lod ſtrax Jjeldingerne tage ned paa fit Skib, og var 
Den førfte til at fætte ud af Baagen. De øvrige fulgte, den ene efter 
Den anden, og faaledes fejlede de Dag og Nat, indtil de fom til Funs- 
berg, hvorfra Biffoppen begav fig ind til -Oslo. Kort efter at Baglerne 
bavde forladt Bergen, indtraf Birfebeinerne med en betydelig Styrke og 
ftore Skibe, men da Vinterdag allerede var forbi, fandt de det iffe raa— 
Deligt at forfølge Baglerne, og vendte tilbage igjen til Trondhjem, bvor 
Kongen og Jarlen tilbragte Vintren, medens Baglerne holdt fig i Viken, 
Nikolas i Oslo og Grling i Tunsberg. Imidlertid bvilede iffe Vaab- 
nene: Begge Partier fendte forfljellige Froppe-Afdelinger til Oplandene, 
der ftrejfede om bift og ber, og føgte ved alffene Overfald og Smaafej— 
der at tilføje binanden al den Sfade, de funde. Saaledes nævnes blandt 
Anførerne for Birfebeinernes Strejfbobe Ulf Hane, Harald Kefja, Gud— 
feit Flotbytta, blandt Baglernes Fhoralde Augesføn, Gudleik Skreidung, 
Benedift af Gumanes bjemme paa Ringerife, og Jon Gridmand paa Vale 
dres. Disje overfaldt om VBintren en af Inges Filbængere, ved Navn 
Narve Spjot, Der ligeledes fynes at have holdt til paa Valdres. - Han 
felv blev dræbt med mange af fine Mænd, de øvrige undfom til Sogn. 
Biſkop Nifola8 fendte en Skare op til Valdres, for at bemægtige fig 
Baard Guthormsføns Sønner, Kongens Halvbrødre, Guthorm og Skule, 
Der opfoftredes hos deres Morfader Erling paa Kviden. - Denne fit i Be- 
tids Nys herom, og fendte ftrar Dvengene bort til en affides Skobbygd, 
hvor de forbleve i god Behold, faa længe Baglerne vare der øppe; Da 
disſe med uforrettet Sag vare vendte tilbage, fendte han Dem til Kong 
Inge, hos bvem de fiden forbleve. - 

Denne famme Vinter efter Julen (altfaa i FJanuar 1205) boldt 
Haafon Jarl endelig Bryllup med Fru Cbriftina 1), bvad enten ban nu 
figefrem trodfede Erfebiffoppens Forbud, eller bavde erhvervet pavelig Dis— 
penfation, eller havde fanet Erkebiſkoppen overtalt til at give fit Sam- 
tykke. Det fidfte er ikke ufandfynligt, thi Den gamle, blinde Erkebiſkop 
følte fig nu faa fvag og træt efter mange Gjenvordigheder, at han ende- 


1) Den fortere Kongefaga Gap. 4 lader, uvigtigt, Haafon egte Ghriftina ale- 
rede før Kong Guthorms Død. 


476 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


lig befluttede at frafige fig fit Embede, og fade en anden vælge i fit Sted. 
Han fundgjorde dette for Chorsbrødrene, og der blev i den Unledning 
holdt mange Moder, indtil endelig VBalget faldt paa en Mand uvenfor 
deres Midte, nemlig den forftandige og almindeligt afboldte Thore Gud- 
mundsſon 2), Cborsbroder ved Hallvardskirfen i Oslo. Erkebiſkoppen [od 
ham imidfertid falde til fig, uden at melde Ham, hvad der var Hans Hen» 
figt med Fndfaldelfen. Thore vejfte faa fnart fom muligt, og fom til 
Fbrondbjem henimod VBaaren. Da aabenbarede Erøebiffoppen ham, at 
man vilde vælge ham til hans Eftermand. Med virkelig eller forftilt 
Beffedenbed fvarede han, at havde ban vidft dette før, vilde han ej være 
fommen, og frabad fig Værdigheden. Men han lod fig Dog overtale af 
Grit og Ghorsbrødrene, og- begav fig til Rom for at modtage Pallium 
og Indvielſen *). 

Ved Haafons og Fru Gbriftinas Bryllup var fandfynligviis hendes 
GSyftendebarn, den fvenffe Kong Knuts Søn Erik tilftede, thi han ope 
Holdt fig den Vinter Hos Kong Inge, enten fom Flygtning for at unde 
qaa Kong Sverkfes Gjterftræbelfer, eller for hos fin Landémand (og 
Frænde?) Haafon Farl at anbolde om Hjelp til at vinde fin Fædrene- 
trone 3). Det er ovenfor omtalt, at der tidligere havde været not 
faa god Forftaaelfe mellem Sverke og Kong Knuts Sønner — han ſtal 
endog bave taget Dem til fig og fundet faadant Behag i dem, ,at han 
neppe tillod dem at fomme fra fig” — men at der omfider opftod Uven- 
ftab imellem dem, bvortil Aarſagen, Der ej angives, fandfynligviis var den, 
at Folfungerne vare misfornøjede med at Kongen tilfidefatte deres Frendkone 
Ingegerd for den danffe Magnat Ebbe Sunesføns Datter, eller, hvis hun 
da allerede var død, tilfidefatte dem felv for fine nye Svogre, nu ophide 
fede Grit og hans Brødre mod deres Svoger, og fit dem til at efterftræde 
bang Liv. Kongefønnernes Planer fulle være blevne opdagede *), og Følgen here 
af var fandfynligviis, at de maatte flygte fra Landet, og nu ikke længer lage 
de Dølgsmaal paa deres Henfigt at ſtode Sverfe fra Tronen. Om Eik 
fit nogen Biftand i Norge, figes ikfe,-og det er viftnok lidet rimeligt, at 
Haafon Farl eller Kong Inge i disfe urolige Tider, hvor Baglerne gave 


1) Hang Fader Gudmund Éaldes Gudmund flate. 

2) Brudftyffet i Fornm. S. IX, 226. 

3) At dette Ophold ved Inges Hof er gaaet forud for Striden ved Elgjaraas, 
fees aller bedft deraf, at det her udtrykfeligt henføres til Vintren 1204—3, 
medens de fvenffe Kronifer famftemme i at henføre Eigjaraas - Slaget til 
1205, og en enfelt endog nævner Datum, 15de November. 

4) Saaledes ftaar der i Pave Innocents's Brev af 1208 (Ep. Inn. XI. 174) 
fom er det enefte Sted, der indeholder udførligere Oplysninger om denne 
Sag. 








1202. Einar Kongsmaags Drab. 477 


dem not at flaffe, flulde have funnet affee Hjelpetropper til ham. Men 
faa meget er imidlertid vift, at Erik og bang tre Brødre mod Glutningen 
af det famme Aar virkelig paaførte Sverke Krig, men lede et Mederlag 
ved Elgjaraas den 15de November, hvor tre af Brødrene faldt vg Erik 
alene undfom med Livet 1), bvorefter han atter tog fin FIilflugt til Nor— 
ge. Dette vakker alligevel fterf Formodning om at Haakon, der ved Gif- 
termaafet med Ghriftina var traadt i nærmere Forbold til ham, har 
ffaffet ham nogen Biftand, og muligt var det, at Dette fan være fleet 
paa en Tid af Aaret, da, fom vi ftrar nedenfor ville fee, Baglerne vir- 
felig vare forjagne af Landet, og Birkebeinerne havde Vien inde. 


” 
77. Ginar Kongsmaags Drab. Inges og Haafons Fog til Viken. Baglerne 
flygte til Danmarf, men fomme tilbage om Høften. 


Om VBaaren (1205), lod Kong Inge og Haafon Farl udbyde Le— 
Ding af bele Throndelagen og De øvrige Fylfer nordenfør Stad, og fit en 
betydelig Flaade famlet, med bvilfen de agtede fig til Vifen mod Bag- 
ferne, meden8 mange mægtige Høvdinger befandt fig i fine Syfler fyd i Lan- 
Det, hvor de fandfynligvits havde tilbragt Julen, og nu ventede Kongens og 
Jarlens Ankomſt for at flutte fig til Dem. Saaledes var Ginar Kongs— 
maag med fine Folt i Stavanger, ivrigt beffjeftiget med at famle Leding 
i Nogaland, bvilfet han havde i Svysfel, og, fom det lader, aldeles ubee 
fymret med Henfyn til Baglerne. Disſe nøjede fig imidlertid iffe med 
at gjøre Strejftog i Oplandene, men ftrar efter Paaſke (10de April) fendte 
Grling em Del Smaaffuder og lette Skibe, i alt 27 *), under Unforfel 
af Arnbjørn FJonsføn, Nikolas Botulfsſon, Loden Stallare, Gyrd Ben- 
teinsføn og Atle Gridfona fra Sunsberg, for at prøve et pludfeligt Over- 
fald paa Bergen. De føyndte fig affted faa burtigt de funde. Men da de 
fom til Fjølbyrja (nu Fjeldø) ftrar nordenfor Fungenes 3), fik de høre, 
at Ginar var I Stavanger, uden at have faaet mindfte Nys om deres 


1) Dagen angives i Unnalen hos Fant, Rer. Sv. Ser, I. S. 84 Ut det 
virkelig var et Slag, hvori de tre Brødre omføm, figes udtrykfeligt af Pa- 
ven, faavet fom i Chron. vetust., hos Fant S. 62. 

2) I den fortere Bearbejdelfe (Haafon Haafonsføns Gaga Gay. 5) ftaar der 
fun ,,18 Skibe“; men faavel Peder Glausføns Overfættelfe, fom Brudſtykket 
af den vidløftigere Saga (Fornm. S. IX. 106, 223) har ,,27". 

3) Navnet førives og, hvad der vift er rettere, Fjardbyrja, thi „Fjolbyrja“ er 
egentlig Navnet paa Fjelber-Øen i Søndhordland, om hvilken der dog ej her 
Éan være Jale. Den kortere Sagavdearbejdelfe, der vrimler af Unejagtig- 
heder, fejler ogfaa her ved at lade Baglerne, efter at være Éomne til Fjøl- 
byrja, pasfere forbi Jæderen inden de fom til Stavanger. 


478 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


Komme. - De befluttede ftrar at benytte fig heraf, flyrede ind i Sundet, 
og fom ved Middagstid til Byen. Man havde feet dem i nogen Fra- 
ftand, og underrettet Einar derom, men ban, fom juft var tilftede ved et 
Forligsmode, blev lige fuldt fiddende, i den Fanfe at der enda var Tid 
nof til at funne tage de nødvendige Forboldsregter. Men inden man 
vidſte Ord deraf, vare VBaglernes Skibe lige ved Byen, og nu havde han 
og hans Mænd intet andet at gribe til end at [øbe ind i Domfirfen og 


op i Saarnet *). Baglerne brøde Kirfen op og tilbøde ham Grid, hvilken 


han ogfaa tilfidjt tog imod, begav fig med fine Folk ned af Faarnet, og 
gif op i Ghoret, hvor han ved St. Svithuns Skriin maatte aflægge ED 
paa, at han aldrig føulde føre VBaaben mod Erling Steinvegg. Derpaa 
førte man ham ud af Kirfen. Det var Høvdingernes oprigtige Vilje, at 
holde den ham tilfagte Grid, men de menige Krigsfolk fordrede hans Død, 
og fatte Deres Vilje igjennem. Fire af hans Mænd havde allerede været 
tagne ud af Kirken og dræbte; da han nu faa at Naden fom til bam, 
fagde han fun: ,Daarlig bliver nu Baglerne8 Grid" — og modtog Døds- 
hugget. De øvrige af hans Mænd, henved 40, fik beholde Livet. Bag— 
ferne gjørde et ftort Bytte, thi de bemægtigede fig ej alene al den Leding, 
Ginar havde famlet, men ogfan meget af Birfebeinerne8 og Bymændenes 
Gods. Tilfreds med, hvad de her havde udrettet og erhvervet, opgave 
De nu den Plan, at Drage til Bergen, bvilfet vel heller iffe bavde nyt- 
tet dem ftort, da Gjtervetningen om Ginars Drab viltnof nu vilde have ilet 
foran dem, og ffjærpet Vefætningens Aarvaagenhed. De vendte til 
bage til Funsberg, hvor Erling og Biftop Nikolas nu forberedede et 
ftørre Krigstog til det Mordenfjeldjte. 

Imidlertid havde Kongen og Jarlen forladt Throndhjem med Flaa- 
Den, og efter et fort Ophold i Bergen fortfat Toget lige til Viken, hvor 
Erling og Biffoppen juft ftode færdige til at tiltvæde Dere$ Tog, men 
umuligt funde tænfe paa at binde an med Den ftore Overmagt, VBirfebei- 
nerne havde. De holdt derfør Raad om, bvad man føulde gride til, og 
Nikolas fagde at Der var intet andet for, end at vige for Overmagten og 
drage til Danmark. Dette Raad blev fulgt, og De fejlede for Det forſte 
over til Halland, hvor de en Stund bleve liggende i VBift*). Saaledes 
fandt Birkebeinerne ingen Modftand i Vifen. De fom førjft til Tunsberg, 


1) Dette Taarn (stöpull) har man urigtigt antaget for at være et af de to 
fmaa Taarne, der nu findes paa hver Side af Kirfens Langvegg, medens 
dog aabenaart Hovedtaarnet her menes. Da Kirfen brandt 1272, og fiden 
forandredes, Fan dets Beliggenhed nu ej med Beftemthed paapeges. 

2) Herved menes Udløbet af Viffe-Uaen, der gjennemløber den faafaldte VBiffer- 
dal, (fe ovenfor GS, 497) og falder ud i Klofterfjorden, mellem Varberg og 
Kongsbakfa. 











1202. Baglerne flygte til Danmaré. Inge i Bifen. 479 


og boldt Haugathing, fiden droge de over til Sarpsborg og holdt VBor- 
garthing; paa begge disfe Hyldings-Thing blev Inge tagen til Konge og 
Haafon til Jarl. De underlagde fig hele Vifen og beftiffede Mænd I Syflerne; 
fiden vendte de tilbage til Funsberg. Hvis Haafon galen har haft den 
Henfigt at vde fin Huftrues Frænde Erik Knutsføn nogen Hjelp, er Vet 
iffe ufandfynligt, at Det ffede ved denne Lejlighed, i Det mindjte finde vi 
fenere ud paa Høften en af Birfebeinerne8 Høvdinger, Hallvard Lidarfare, 
med to Søuder i Gaut-Glven, ved den veftgetiffe Stad Ljodhuus, bvor han 
maaffee ffulde forene fig med Eriks Har. 

Da VBaglerne hørte, at Haafon og Inge vare vendte tilbage til 
Tunsberg, befluttede de i al Haſt at gjøre et Tog nord i Bilen, for om 
muligt at overfalde en eller anden af Birfebeinerne8 Høvdinger, og Phi— 
lip Jarl drog felv affted tilligemed Arnbjørn Jonsſon, Pbilip af VBeigen, 
Neidar Sendemand, Nikolas Botulfsfon, Atle Gridøona og Helge Byr- 
gesføn. De batde tyve Skibe. Erling blev tilbage i Halland. Den for- 
figtige Biftop Nifolas havde begiret fig til Kjøbenhavn, ellers var der 
maaffee iffe blevet noget af Toget. Da de fom til Haffteinsfund 1), 
fagde de ind, og fit her vide, at der iffe fandte8 Birkebeiner oſten Fjor— 
den. - Det var nu deres Henfigt at oppebie Natten for at fætte over 
Fjorden. Men da fik de fee en Kogg, der fom fejlende føndenfra, lagde lige 
frem i Sundet, og Derfra fod ftaa for fulde Sel mod Nordveft. De 
ffjønnede ftrar, at denne Kogg vilde bringe Budftab om dem til Funs- 
berg, Hvis De iffe funde indbente den; de forfulgte Den lige til Briftein, men 
forgjæves, og maatte faaledes opgive Den hele Plan. De vendte tilbage 
til Halland og droge fiden med Culing og den øvrige Hær over til Aal— 
borg, bvor de forbleve en ſtor Deel af Sommeren, og bvor ligeledes Bi— 
ſkop Nifolas indfandt fig hos dem. 

Baglerne bleve omfider fede af det langvarige Ophold i Aalborg, og 
begyndte at fnurre, faa at Nikolas maatte føje dem I at fejle over 
med dem til Vift i Halland igjen, bvorfra de begave fig til Hauge- 
fund udenfor Kongebelle >); ber gif Erling og Philip i Land med Ho- 
vedſtyrken, de øvrige, noget over 200 Mand, vendte med alle Skibene 
under UAnførfel af Loden Stallare og Arnbjorn Jonsføn tilbage til Hal 
fand, og fejlede lige til Nisaa, hvor de fatte Sfibene op, og Derfra droge 
fandvej8 nord i Viken. I Følge med Dem var Nikolas, der her ligele- 
Des havde ladet fit Skib Bofaftreppen fætte paa Land. Til at pasfe 





1) Dette er Hafftensfund i Sanum Sogn, Bohuuslen. 

2) Dette, der og førives Augufund, er det nuværende Høgafund mellem Høga 
og Øverøen i Thoresby Sogn, ved Indløbet til Gøtaelvens nordre Arm, fe 
ovenfor I. 2. S. 544, jvfr. Holmbergs Bohuuslens Beffrivelfe I. S. 396. 


480 Inge Baardsføn og Erling Steinvega. 


paa Sfibene efterfode de en Bedækning under Unførfel af Arnbjørn Trold, 
Anund Lunns Søn. Erling og Pbilip droge med fine Skarer fra Hau- 
gefund paa Smaaffuder nordefter langs Kviten til Sarpsborg, Derfra 
op ad Glommen og Øjeren til Mjøfen og Hedemarken. Her handte 
det fig, Da De fom forbi en Søov i Nærbeden af Lillehammer, at Bir— 
febeinerbøvdingen Gudleik Flotbytta uventet fom løbende ud af Sko— 
pen med fire Mand, nedlagde Hovdingen Ovd Mann, Anund Lunns 
Søn, og flap uftad ind i Sfoven igjen. De bevnede imidlertid Vette 
ved at fende nogle Høvdinger med 30 Mund vejt over Fjeldene beelt til 
Hardanger og Rogaland, bvor de gjorde megen Stade. — Thorgrim af 
Ljaanes var Sysfelmand i Hardanger, og Peter Steyper havde faaet 
Rogaland efter Ginar, men begge vare nu Dragne øjtover med Kongen, 
og bavde efterladt Underbefalingsmænd eller faafaldte Lensmænd i fit 
Sted. Baglerne overfaldt og dræbte forft Thorgrims Lensmand Er— 
fing med hans Søn, fiden droge De over til Rogaland, hvor de fik høre 
at Peters Lensmænd Thorkell Drefe og Aane, Peters egen Syſterſon, 
faa ved Agvaldsnes; de opføgte Dem Der, fandt dem I et Felt paa Strande 
bredden, floge Feltet ned over dem, og dDræbte dem med 25 Mand '). 
Derfra vendte de tilbage igjen til Oplandene. Erling og Philip fortfatte 
imidlertid Nejfen nordefter, gjennem Gudbrandsdalen og over Fjeldet 
beeft til Nidaros, bvor der ingen var, fom unde ajøre Dem Modſtand, 
og hvor De ſtrax ftevnede Øretbing. Der indfandt fig fun faa, men al 
tid mange nof til at Erling funde lade fig tage til Konge og Philip til 
Farl. Derpaa beffiffede de Sysfelmænd rundt om i Bygderne, uden 
Dog at funne faa fynderlig Stat af de dem fiendtlige Jndbyggere. 

Da Inge og Haafon intet Forføg gjorde paa at bindre Baglerne 
fra at drage nordefter, maa man formode at de ikke fik mindjte Nys om 
deres Tog, førend Det var for filde at fpærre dem Vejen *). Men da de 
fit Gfterretning derom, Deelte de Deres Skibe og Folk imellem fig, og 
Kongen fejlede veftover, for at drage til Jorondbjem, Jarlen derimod fyd= 
over lige til Nisaa i Halland, hvor ban overrumplede dem, der bevoge 
tede Baglernes Stibe, fældte 30 af dem, bvoriblandt Unføreren, Urne 


1) Kortere Kongefaqa Gap. 6; hos Peder Glausfen figes Overfaldet at være 
fræet ved Karmfund. Navnene paa Baglerhøvdingerne anføres i den. Éortere 
Gaga faaledes: Sorkve Snaap, Simon Ure (Simon fyr?) Erling Stam: 
hals, Halle Laud, Ugmund Eifelund. Peder Glausføn angiver de Dræabtes 
Antal til 35 Mand. 

2) Hos Peder Glausføn heder det, at Inge og Haakon fpurgte disfe Efterret— 
ninger i Bergen. Dette er vift en Uagtfomhedsfejl i Stedet for Tunsberg," da 
man af Fortællingens Gang tydeligt fan fee, at de da endnu ikke havde fore 
tadt Viken, 





1205. Baglerne komme tilbage igjen fra Danmark, 481 


bjørn Trold, og jagede de øvrige paa Flugt; af Skibene tog han nogle, og 
brændte de vvrige, hvorpaa ban vendte tilbage til Viten, for at tage 
Landſkyld, og drog om Hoften til Bergen, for der at tilbringe Bintven. 
Da Inge paa Bejen til Nidaros fom udenfor Stimsbheften, fik hans 


Mænd Øje paa et Par Studer, fom Baglerne havde fendt par Udfig, 


og fom nu i Haft vendte om eg ftevnede nordefter af al Magt. Bir— 


kebeinerne fatte efter Dem, og jagede dem den hele Dag. Nogle af VBir- 


febeinerne voede ind til Thingvold, hvor De traf den af Baglerne inde 
fatte Sysfelmand, Guthorm Thyvare, og drabte ham med alle hans Folt. 
Seent om Aftnen fom de forhen omtalte Studer, Der ſtyredes af As— 
bjørn Kop og Thoralde Sfinring, til Solffelven, og lagde ind, i den 


Tanke, at Fagten nu var til Ende; men midt om Natten fom VBirfes 
- beinerne, faa at de med hele Befætningen maatte forlade Skibene og føge 


Skjul oppe paa Øen. VBirfebeinerne holdt Vagt om Natten, for at ingen 





ſtulde undfomme, og ranfagede den lille O, du det blev lyſt. De fandt 


de flefte af Fienderne, og dræbte Dem, dog undfom Usbjørn med nogle 
faa Folk. Derpaa fortfatte Birfebeinerne deres Fart ind ad Leden, toge 
endnu en af Baglernes Studer ved Agdenes, og ſtyrede ind til Byen. 
Da Baglerne i Byen faa den fiendtlige Flaade nærme fig, droge de ftrar 
over Broen, op til Selbo vg vifter over det faafaldte Gfaanvfjeld 


 (Sfarvfjeldet ?) til Oplandene, og videre til Hedemarken, hvor De holdt 
fig paa Helge-Øen indtil Juul, og fiden begave fig til Oslo. Vaa Her 
demarken indfandt fig ogſaa Flygtningerne fra Nisaa. De havde baft 


en møjfommelig Nejfe over Land langs igjennem hele Halland, indtil de 
feent en Aften fom til Ljodhuus. Der vare De beldige nok til at treffe 
Den forben omtalte Hallvard Lidarfare med hans to Sfuvder; han var 
felv oppe i Byen, men de overfaldt hans Felt, dræbte dem alle, og 
tog Skibene, med bvilfe de nu roede op av Elven til Naujftvalsfosfen 
(Frollhætten). Her fatte de Ild paa Fartøjerne, og begave fig over 
Marfer og Eidſkogen til Oplandene, hvor de endnu traf Erling Stein- 
vegg paa Helgeøen. Efter Julen begav Erling Steinvegy fig til Funs- 
berg, og de øvrige Baglerhøvdinger hver til Vin Sysſel, hvor de med 
færdeles Iver fode bygge Studer, for, naar Vaaren fom, iffe at være 
afdefes uden Krigsfartøjer. Saaledes fod Philip af Veigen, Ver bavde 
Borgefysfel, bygge to, Asbjørn Kop paa Follv een, Fhoralde Augesfon 
i Osfo een, Orm lange i Odins (Onsø) een, Gudolf paa Blakkeſtad 


(i Affer) og Gunnar Aafesføn i Lider to, Reidar Sendemand i Dram- 
men to, Simon Kyr og Nagnar Gamalsfon i Betje ') een, Arnthor 





)) Dette er enten Bevjaa i Ranrife ved Ovddevalle, eller Bevøen ved Nordfpid- 
fen af Seløen, 


Mund. Det norſte Folls Hiftorie. III. hyl 


482 Inge Baardsføn oa Erling Steinvegg. 


Fota i Bergheimshered ven, Thord Dokka een, Hundulf Hetta og Gunne 
fange i Skien to, Gyrd Benteinsføn i Bifedal *) een, Thorſtein TGjov *) 
een, og Jon Drottning ved Elven to. I alt byggedes 24 Sfuder, mes 
dens Erling felv ſkaffede den ftørfte Deel af Mandftabet 3). Da Bag— 
ferne droge fydefter fra Hedemarken, indfandt igjen Birkebeinerne fig I 
deres Sted, og to af Inges Svsfelmænd, Frederik Slaffe og Gjavvald 
Gaute, toge fit Sæde i Hamar, men iffe uden en betydelig Sroppeftyrke, 
da de altid maatte være belavede paa Overfald af Baglerne, af hvilte flere 
Sværme endnu livejfede om paa Oplandene, og fom desuden begunftigedes af 
Biftop Ivar, der, om han end havde forligt fig med Kong Haakon, ikke defto 
mindre badede bang Frænder og VBirfebeinerne af inderfte Hjerte *). 
Filftanden i VBifen og paa Oplandene maa i denne Tid have været 
beffagelig, thi formedeljt Ufreden maatte Sysfelmændene, bvad enten de 
hørte til Baglernes eller Birfebeinernes Parti, have ftore Skarer af Krigs— 
folf om fig, faavel naar De fad i Ro, fom fær naar de rejfte omi Svflen, 
og da Ver iffe længer vår nogen Haafon Sverresfon til at holde de raae 
Krigere i Føjle, fan man være forvisfet om at Bønderne maatte lide | 
den ftørfte Overlaft, og at Krænkelfer af Huusfreden og Gjendomsfikkere 
hevd hørte til Dagens Orden. Et Erempel herpaa ev os opbevaret, fore 
nemmelig, fom man fan fre, fordi Voldsmanden ved Denne Lejlighed fik 
Søn fom forføyldt. -VBagferbøvdingen Jon Drottning havde, fom det nys 
er omtalt, Sysſel pfter ved Elven, bvor ban lod to Skuder bygge, vg 
rejite imidlertid beef mandſterk om i fin Sysfel paa Gjefterier. - Blandt 
dem, ban gjeftede, var en Bonde ved Navn Thrond, fom havde em fmuk 
Kone, der bebagede Jon færdeles meget. For at faa bende i fin Magt 
had ban Dem begge en Dag fomme op til bam I et Loft eller øvre Stolz 
verf, Hvor Han havde fit Kammer; de fom not faa troføyldigt, og Konen 
git forft ind, men da Manden vilde følge efter, fødte Jon ham ud, og 
flog Døren i Laa8. Da Ibrond fiden klagede bevover, gav Jon ham 
ufande Beffyldninger, lod ham gribe og binde faſt til Halen paa en Heſt, 
og faaledes flæte ned til Sfibene. Han fom ikke los, førend ban ude 
betalte $ Mart Guld (4 Merter Sølv), og prifte fig enda lykkelig at 
J 
1) Viſedal er det Dalfore, fom dannes af det nuværende Gereſtads og Sonde⸗ 


leds Sogn. Hvis P. Clausſon ikke har førevet Fejl, har altfaa denne allet 
oſtligſte Deel af Agder været underkaſtet Baglerne. i 
2) P. Glausføn tillægger: „Skottenes“, hvilfet viftnok er Fejl enten for Sota: 
nes i Ranrife eller Slaattenes ved Langefund. 
3) Liften over disfe Sysfelmænd er fuldftændiggjort ved at fammenholde begge 
GSagabearbejdelfer. 


2) Inge Baardsføns Gaga, Gap. 7, udførl. Bearb. hos P.Glausføn, i Forn 
Sögur IV. S. 114—116. PO 

























—- 





1205. Jon Drottnings Fald. 483 


fan flap faa godt. Syv Dage derefter var Ion til Gjeftebud paa For- 
føle). En Morgen tidlig gif ban felv anden til Kirfen, men imidlertid 
havde Thrond, der tørftede efter Hevn, lagt fig felv Svde i Baghold paa 
en Hojde i Nærbevden, for at lure paa ham; ved at fee ham gaa til Kiv- 
fen, brød han ftrar frem, og indhentede ham ved FJndgangen. Jon fom vel 
ind, og føb op til Ghoret, men den forbitrede Thrond enfede iffe Kirke 
freden, og faftede et Spyd efter ham, hvoraf ban blev faaret. Jon ſogte 
nu at fomme ud af Ghoradøren, men Thrond fatte efter dam, fældte 
ham paa Ageren nedenfor Kirfen, og hugg Hovedet af ham. Jons Lig 
blev bragt til Kongehelle og begravet ved Klofteret, men Thrond begav 
fig til Birfebeinerne. — Jons Drab blev fiden hevnet af hans Broder 
Gunnbjørn (foldet Jonsbroder) og Salve Difesføn De Ddræbte, figes 
der, ni Mænd og hugg Fovden af fyv?*). Om Torond og bane fyv Mænd 
end vare blandt disſe ferten, bvorom intet meldes, faa vare dog De øvrige 
aatte uffyldige i Drabet. Men naar een enfelt Mands Dvab, forffyldt 
ved hans egen Føjlesløshed, funde bave faa blodige Folger, fan man 
fettelig foreftille fig, fvor mange VBoldsbandlinger og Blodsudgydelfer af 
mindre Udftrækning der for obrigt maa have fundet Sted, men fom Saga— 
ſkriveren iffe bar fundet det Umagen værdt at omtale. Og alt Dette fom deraf, 
at Landet efter Kong Haafons Død iffe bavde nogen Konge bvis Nettig- 
bed til Tronen var anerfjendt af alle Partier: den enefte Betingelfe for 
Gjenoprettelfen af almindelig Landefred. 


78. Kongefennen Haafon Haafonsføns Fødfel og farefulde Rejſe til Shrondhjem. 


Men juft fom Ufreden bavde naaet denne foruroligende Hojde, aab- 
nedes Der en uventet Udſigt til blidere Dage under en vetmæsfig Tron— 
arving, der funde træde i Haafon Sverresføns Fodfpor og ligeſom han 
ftaa over alle Partier. - Noget efter Juul begyndte man i Throndhjem, 
og Omegn, at tale om at en Skare Bevæbnede ffulde være fommen 
føndenfra over Fjeldet ned i de øvre Dele i Gauldalen, og at De ffulde 
have en Kongeføn imellem fig. Men ingen vidfte, hvilken Konges Søn 
Dette ffulde være, ja man var iffe engang ret flog paa, bvilfet Parti hans 
Ledfagere ftulde tilbøre. Mange frygtede for at det var en ny Oprørs- 
flof, der fom med Ufred, ligeføm faa mange andre Floffe, der havde 





1) Dette er Gaarden, paa hvis Grund Forføle, eller fom den nu førives, men 
ej Faldes, Forshella Kirke ſtaar, ſtrax øftenfor Skydsffiftet Grohed, l/, 
Miils Vej i Syd for Oddevalla.  Kirfen, fom firar efter nævnes, er For— 
føla Kirke. 

2) Inge Baardsføns Saga, Gay. 8, Peder Glausføn i Fornm. S. IX. S. 116. 

AU * 


494 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


dannet fig paa Marfer eller i Danmart. Strax efter blev det meldt 
Kong Inge, at Rygtet bavde befræftet fig, at Flotten virkelig havde en 
Kongeføn med fig, og at den hvert Øjeblit funde ventes til Byen. Da 
fod Inge, der havde en betydelig Mangde Krigsfolt hos fig, blæfe hele 
Denne Styrfe til Samling ude ved Borgen, og fendte to af fine Hird- 
mænd, Gunnar Find og CGyvind GSaamsføn, op over Byaafen for at 
møde de fommende, og erfare, hvad de forte i deres Skjold.  Hirdmæne 
dene flyndte fig faa hurtigt De funde, og harde iffe redet langt, førend de 
mødte nogle Mænd, fom hine havde fendt forud, for at melde Kongen 
deres Ankomſt, og underrette bam om deres Grende. Dette var visfelig 
at bringe ham en Kongeføn, men denne Kongeføn var fun et fpædt Barn 
og hans egen nære Frænde, nemlig en Son af Kong Haafon Sverres- 
føn, fom den ſmukke Inga fra Varteig, hvis Befjendtffab ban havde gjort 
i Sarpsborg Høften 1203, for omtrent balvandet Aar fiden havde født 
til Verden, men bvis Filværelfe indtil nu havde været faa godt fom ube= 
fjendt; og De, der bragte ham, vare troe VBirfebeiner og andre hengivne 
Filbængere af Kongebufet, fom med ufigelige Unitrengelfer og Farer 
under Den baardefte Bintertid og over uvejjomme Fjelde havde bragt Haa- 
Fon — faafedes bed Drengen — heelt fra Borgefysfel, for at fifre ham 
mod Baglernes Gjterftræbelfer og frille ham under Kongens egen Vares 
tægt. De nærmere Omftændigheder ved Barnets Fovdfel og Dennes fare» 
fulde Ferd, bvilfen man fiden efter betragtede fom et Sideſthkke til Olaf 
Tryggvesſons og hans Moder Aftrids Flugt til Sverige, angives faaledes. 
Da den Tid fom, at Inga ftulde føde — det maa i det fenefte have 
været i Juni 1204 — opholdt hun fig paa Gaarden Folfenberg hos 
Preften ved Ven Derværende Kirfe i Heredet Heggen (Eidsberg Preſte— 
gjeld). Thrond, faaledes bed Preften, vidite, at Kong Haafon Sverred- 
føn var Fader til det Barn, hun ventede, og da Drengen var fød, Døbte 
han ham i al Stilhed, faldte ham Haafon efter Faderen, og opfoftrede 
ham“ hemmelig I fin Familie, faaledes at i Forftningen fun bans Kone og 
to Sønner vidfte derom. Siden raadførte han fig med Erlend, en anfeet 
Mand, der boede paa den nærliggende Gaard Hujeby, og tillige var Bare 
net8 Frænde, for faa vidt ban nedftammede fra Guthorm Graabarde, 
Kong Siqurd Munds Morfader. Erlend raadede ogfaa til den ſtorſte 
Hemmelighed, og Thrond og ban bleve enige om, faa fnart det [od fig 
gjøre, at bringe Barnet bort fra Viken, hvor det idelig fvævede i Fare 
for Baglerne, til Kong Inge, bvor det funde være i Sikferhed. Imid— 
fertid beholdt Thrond det hus fig noget over et Aars Tid indtil henimod 
Julen 1205. Da tiltraadte Thrond og Grøend den lange og befværlige 
Rejſe.  Foruden Drengen medtoge de ogfaa hans Moder FJnga. Det ev 
ellers befynderligt, at De ikke benyttede fig af Lejligheden, da Kong Inge 











1205. Kongeſonnen Haakons farlige Mejfe gjennem Oplandene. 485 


famme Yard Sommer var i Viten, ja endog i Sarpsborg, fun et Par 
Mile borte, og alle Bagler, Biftop Nikolas iberegnet, havde flygtet til 
Danmart. Man tan neppe forflare det paa anden Maade, end at Thrond 
Da endnu iffe havde betroet fig til Erlend, eller at de endnu ej vare blebne 
enige om, hvad de vilde gjøre, eller og at de frygtede den ærgjerrige 
Haakon galen, fom da var tilftede, og belft vilde oppebie en Tid, da Kong 
Inge var alene. De rejfte faa bemmeligt fom muligt til Oplandene, og 
fom Fuleaften til Hamar, bvor de toge fin Iilflugt til De nys nævnte 
Sysfelmænd, Frederik Slafje og Gjavvald Gaute. Men hvor meget De 
end føgte at holde fig fljulte, fif dog Biffop Ivar et Nys om deres Un- 
fomit, og at de havde en Kongeføn hos fig. Han indbød, tilfynefadende 
not faa venffabeligt, Inga til at tilbringe Julen hos ham med fin Sn, ifær da 
han, fom han fagde, var beflægtet med bam. Men Birkebeinerne havde ingen 
Filtro til hans glatte Ord, da han altid havde været en affagt Fiende af 
Kong Sverres GE. De fvarede Derfor not faa bøfligt, at Kongefønnen og 
bans Moder vare alt for trætte efter Nejfen, til at funne være i talrigt 
GSelftab: derimod frulde de efter Julen benvtte fig af Indbydelſen. Men 
allerede anden Juledags Morgen fode Sysfelmændene fpende for tre Skader, 
og fendte Moder og Søn i al Stilhed til Lillehammer; der tilbragte de Julen 
bemmeligt paa en fiden Gaard i Nærheden, imidlertid ftevnede Sysſel— 
mændene alle de Birkebeiner til fig, Der faa paa FIhoten og de øvrige 
nærmefte Bygder, og fendte Dem efter Fulen til Lilebammer for at tjene 
Drengen til Bedækning paa hans videre Rejfe. I de fidite Dage af Ja— 
nuar (1206) brøde de op fra Lillehammer. De lagde iffe Vejen gjennem 
Gudbrandsdalen, maaſkee fordi De Der iffe trorde fig fifre for Biftoppens 
Gfterftræbelfer, men toge lige til FjeD$ for at fomme over til Øfterdalen 
og Derfra drage videre nordefter. Paa denne Fjeldvandring lede de ufige- 
fig ondt af Uvejr, Froft og Snefog, og Det er næften et Under, at det 
fpæde Barn funde overftaa det.  Stundom maatte de endog ligge ude 
om Natten i Søove og Ubygder. Den førfte Kveld blev Snefoget faa 
flemt, at de iffe vidfte ud eller ind; da maatte de lade tvende af de bedfte 
Skilobere i Flokken, Shoritein Stevla og Skervald Skrukka, drage forud med 
Drengen, og med et Par fjendte Bønder til Vejvifere, for at Barnet fnareft 
muligt funde fomme i Huus. Dette Iyffedes dog iffe, thi de Udfendte 
fom iffe [ænger end til nogfe øde Sæterfader i Maverdalen, bvor De maatte 
ty ind, flaa ID og ffaffe Barnet faa taaleligt Leje, fom det efter Ome 
ftændighederne lod fig gjøre. — VBejviferne vendte tilbage til de øvrige, og 
bragte dem ved Midnatstid til den famme Lade; men den var faa flrøbelig, at 
Da det var blevet varmt der inde og Sneen paa Faget fmeltede, dryppede Det 
overalt, faa at de flefte fandt det bedre at være ude end inde. Man bavde intet 
andet. at give Barnet end fmeltet Sne. Den følgende Dag faa Sne— 


486 Inge Baardsſon og Erling Gteinvega. 


fannerne faa tykke, at de ikke fif banet fig Vej, uden ved at ftampe Sneen 
ned med Spydffafterne. Endelig fom de ned til Øfterdalen 1), hvor Bøn» 
derne paa Det bvenffabeligfte toge imod dem, [aante dem Hefte, vifte dem 
Vej, og overboved ydede dem alle De Fjenefter, de funde. Biſkop Nio: 
fas havde imidlertid faaet at vide, bvad der var paa Ferde, og fendt 
Bud til Erling Steinvegg og Pilip Jarl i Funsberg, at Erlend af Hu- 
feby og Thrond Preft vare Dragne fra VBorgefvsfel til Oplandene med 
en Søn af Kong Haafon. De fendte ſtrax 8 Skarer Krigsfolk efter dem, 
men for filde; da Baglerffarerne fom til Hedemarken, fit de høre at 
Drengen med Følge allerede var fommen til Øfterdalen, og da VBejret var 
baardt og Vejene tunge, fandt de fig bedſt tjente med at vende tilbage igjen. 
Paa VBejen gjennem Øfterdalen fit den lille Flok, der rejfte med Barnet, 
meget Filløb fra mange Bygder, ifær Gudbrandsdalen, hvorfra faavel 
Bondefønner fom VBirfebeiner fluttede fig til Følget, blandt dem endog to 
Sysfelmænd, Sæming og Thorbrand fvarte, faa at den hele Skare nu i 
alt udgjorde 140 Mand. De fom i god Bebold ned til Malen øverit i 
Gaulfdalen, og da de nu anfaa al Fare forbi, og Derhos vare trætte af 
Den møjfommelige Rejfe, droge de fun langfomt videre ned igjennem Gaul— 
Dalen, indtil De endelig, fom Vet ovenfor er berettet, fendte nogle Folt 
forud, fandfynligviis fra Medalhuus, for at melde Kong Inge den unge 
Kongefons Komme. Disſe Udfendinger traf, fom vi have feet, Inges Ude 
fendinger oppe paa Byaafen, og fulgte tilfammen med disfe, Der nu vendte 
tilbage igjen, ned til Kongen, undervettede ham om Sagens GSammen- 
bæng, og fortalte ham bvorledes alting var gadet til med Deres Nejfe. 
Du taffede Kongen og alle, fom børte det, Gud, at han faa fjærligt havde 
frelſt Kongefønnen og ladet ham fomme uftad til Benner og Frænder. 
Kongen felv med bee fin Hivd blev bholdende der ude ved Borgen, 
indtil Toget med Kongefonnen anfom. Kongen tog felv Drengen ned 
fra Helten, fysfede ham, og bød fin Frænde være ham og den hele Hird 
velfommen; bvorpaa ban vendte tilbage til Byen med Drengen og hans 
Moder, beholdt dem Hos lig, og vifte Dem den ftørfte Govdbed. Fjær 
bleve de gamle Birfebeiner glade ved Kongefønnen, fordi de havde holdt 
faa meget af bans Fader, og De fom jevnlig for at fer til ham. Der ſtal 


1) Den Bej, de toge fra Lillehammer, gif, fom man feer, lige i Nordøft forbi 
Næver-Søen, (efter hvilfen Navardalen benævnes); altfaa rimeligviis til 
Kopang i Gtorelvedalen.  Strætningen er neppe over fem Mile, og Fan 
faaledes vift iffe have medtaget mere end to til tre Dage i det højefte (om 
Sommeren Éunde den tilbagelægges paa een Dag), ſtjont Sagaens Ord fy: 
nes at vidne om en længere Jid, Og i alle Fald maa det allerede være 
den førfte Uften, at de fom til Navardal, da denne neppe ligger en Mille Å 
Bej fra Lillehammer, føjønt Sagaen — nævner „en Kveld”. 





1206. Kongefønnen Haafon overbringes til Kong Jnge. 487 


for Neften meget til at tro, at den Glæde, Inge lagde for Dagen ved 
Kongefønnens Anfomjt, var ganffe oprigtigt meent, tbi han maatte jo i 
ham fee en fremtidig Kronprætendent, Der funde blive bam farlig, ja han 
maatte endog føle med fig felv, at ban fun var valgt til Konge under 
Forudfætningen af at Kongehufets Mandslinje var uddød, men at Hvis man 
ftrar efter Guthorms Død havde vidft, at en Søn af Kong Haafon nys var fod 
i Borgefysfel, vilde Denne og ingen anden være bleven valgt. Ogfaa feer 
man af det følgende, at det i Grunden flet iffe var Inges Henfigt, naar 


Gaakon blev myndig, at overdrage Negjeringen til ham. Man maa faa- 











ledes formode, at Inges Glæde over Drengens Frelfe for en fror Del 
har været paatagen af Frygt for at De Kong Haafons YGt urofteligt 
hengivne Birfebeiner vilde tage ham det meget ilde op, om han lagde 
nogen Utilfredshed for Dagen, medens han derimod ved at vife Drengen 
Godhed des bedre kunde vinde Deres Hengivenbed, og Dderhos i hans 
Perfon havde et Pant paa deres Troſkab, bvig det nogenfinde ſkulde 
fomme til et Brud mellem han felv vg Haafon Jarl. Hermed ville vi 
ej benegte, at han virfelig fan have følt nogen Velvilje for det bjelpe- 
føfe, paa en forunderlig Maade af Forfynet frelfte Barn; han var felv 
af faa blid og godmodig en Charakteer, at Vet i Det mindfte aldrig funde 
fade bam ind at gjøre Barnet noget ondt, om ban endog i ham vjnede 
en tordende farlig Medbejler. Men dette hindrer ikke, at dDen pludfelige 
Opdutfen af en bidtil ubefjendt Kongeføn lige fuldt maatte være ham übe— 
fejlig, og at Han vanffeligt maa have funnet undertryffe Det hemmelige Onſke, 
at en faadan aldrig havde været fød til Verden. Dog — vi funne her 
ej prøve Hjerter og Nyrer, og maa under De Daværende Forhold lige 
fuldt priſe hans Opførfel, eller i det mindfte bans Beſindighed og Klog- 
fat, ifær naar vi tage Henfyn til hans Ungdom, da han paa denne Tid 
ej fan have været mere end 20 Aar gammel *). 


79.  Baglernes Iog til Det Nordenfjeldføe og Dverfald paa Kong Inge og 
Birkebeinerne i Nidaros. 


Da VBaaren fom (1206), famlede Erling Steinvegg alle de nye Skibe, 
ban bhavde fadet bygge, foruden en heel Deel Smaaffuder, for at forføge 
et Hovedangreb paa Birfebeinerne. Han drog imidlertid iffe ftrar veft- 
over, men begav fig førft med den ſamlede Flaade til Kongebelle, hvor 
han anfom ved Midfafte Tid (14te Marts), deels, fom det fynes, for 
at føynde paa Gfternølerne, deels for at bringe Birfebeinerne paa Den 

Formodning, at Baglerne atter havde forladt Landet, vg faaledes gjøre 


1) Haafon Haafonsjøens Saga, Cay. 3. 4. 


488 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


dem deg mere forgløfe. Dette lykkedes ogfaa fuldfommen. VBirfebeinerne, 
der, merfeligt nok, intet bavde erfaret om hele Skibsbygningen førend i 
De fidfte Dage af Faſten, Da De tillige fpurgte at Baglerne forlængft vare 
dragne oſtover, lode fig ganſke føre bag Lvfet, og gjorde intet Skridt til 
at modtage Fienderne. Baglerne vendte omtrent paa famme Vid tilbage 
til Tunsberg, og fejlede endelig for Alvor fra Byen Langfredag den Site 
Marta. Dog begave de fig for det førfte, fandfynligvis fordi alle Skibe 
endnu ej vare famlede, fun vver til Odins (Onso), hvor De bleve liggende 
til 2den Paaffedag (3die Upril). Da fatte de igjen veft over Fjorden til 
Grindbolmefund (Brængen), fom Fredagen (den 7de) til Thorsø *), Løvere 
Dagen (den 8de) til Portyrja (Porter), og Søndagen en de) til Es— 
junes- (Hesnes-) Verne. Da var endelig Den bele Flaade famlet, og 
Erling tilfjendegav fin Beflutning, at ville drage nord i Landet. Dette 
fandt dog flere at være et yderſt voveligt Foretagende, og da Erling den 
folgende Firsdag Oen Lite) fortfatte Rejfen til Randøfund, protefterede 
Orm Lange, Ragnar Gamalsjøn, Gunnar Aaſesſon og Benedikt af Guma- 
nes mod at Drage videre, og bleve liggende tilbage, bver med fit Skib, 
ved Esjunes. I Nandøfund fif Baglerne høre at Thorgils Fudend, ver 
fynes at bave været Sysfelmand eller GSysfelmandens Lensmand paa 
Nord-Agder, havde famlet en heel Deel Ledingskoft inde i Hvinisdal, og 
faa ved Hittergen, agtende fig nordefter. De flyndte fig derfor afſted endnu 
før Dag, i den Henfigt at inddbente ham. De fom temmelig tidligt om 
Onsdagen til Hitterøen, men Da var Thorgils allerede affrjlet med fine 
Fragtſtibe. De roede efter, og fit endelig Fartøjerne i Sigte ved Fok— 
fteen. Da Thorgils og hans Folk faa Sfuderne, Der forfulgte dem, kunde 
De ffjønne hvad det var for Folk, fyrede i Haſt ind til Refevaag, og 
føb i Land, ladende Fartøjer og Ladning tilbage fom Bytte for Baglerne, 
Der firar fatte fig i Befidvdelfe deraf, og endnu famme Dag fejlede til 
Gifundafund (Ekerſund), bvor de bleve liggende om Natten. Thorsdag 
Morgen (den 13de) fejlede De nord forbi Jaderen til Hvitingsø, og der— 
fra til Karmfund, men inden de fom Did, blev det Aften, og faa mørkt, 
at flere af Sfuderne ej fandt Sundet, men fiyrede ind i Fvlingsfjord 
(Førefjord). Fejltagelſen merfedes vel fnart, men den finfede dem dog 
faaledes, at De ikke førend feent paa Natten fom til Karmfund. Derfra 
fejlede de næfte Dag til Siggevaag ved Mofter, hvor Kongen om Løver- 
Dagen fammenfaldte Styremændene til Raadflaqning om, bvor vidt man 
ftulde vove et Overfald paa Bergen, eller fortfætte Nejfen nordefter. De 





* 


1) Jhorsøen eller Ihofsøen Faldes den Halve (i ældre Jider maaffee D), fom 
ved Vigsfjorden adffilles fra Faftlandet af Tbjedling Sogn, og er landfaft 
ved et lavt Eid paa Oſtſiden, mod Sandefjorden. 








1206. Baglerne drage norbeftev mod Throndhjem. 489 


flefte, btoriblandt Erling felv, havde meft Lyſt til at forføge Overfaldet, 
ifær da De havde bragt i Erfaring, at Haafon Jarl endnu var i Byen, 
og iffe bavde mindfte Nys om dere$ Komme. Men Reidar Sendemand 
fraraadede det og fagde, at de gjorde bedft i at Drage lige til Shrond- 
hjem mod Kong Inge, og han, fom den meft erfarne Krigsmand, fik fin 
Vilje frem. De bleve liggende der den Dag og følgende Nat. Søndag 
Morgen droge de videre, og fom om Uftenen til Sfaalevif ftrar indenfor 
Hvarven. Derfra fendte de to Sfuder ind til Gravdal paa Spejvderi, da 
Erling endnu iffe ganfte havde opgivet Fanfen om et Angreb paa Haa— 
fon Jarl. Skuderne vendte tage med et Par Moøllerfolk, fom man 
havde faaet fat paa; Disfe fagde, at Jarlen allerede bavde fanart Nys om 
at de nærmede fig, og at Bymændene faa fuldt vuftede paa Chriſtkirke— 
gaarden, for at modtage Ficnden. Der Lev nu paa ny raadflaaet ivrigt; 
Erling vilde fremveles vove et Overfald mod Byen, men Neidar blev ved 
fit, bvad der viftnof ogſaa var Det fornuftigſte. Erling maatte give 
efter. - De bejjede faaledes Sejl, ftyrede om Valenes eller Sydveftfiden 
af Fenring (Afføen) ud ad det fædvanlige Skibslob gjennem Hjeltefjorden, og 
over Fjendsfjorden øften om Bortnespen. Her traf de I Vifingevaag tre 
Fvagtffibe med Birfeteiner ombord, af hvilte De dræbte nogle; De øvrige 
flygtede op paa Øen. Mandag Uften (den 17de) lagde de ind i Skutefund 
ved Nugfundeen, og bleve liggende der om Natten; Vde gif op til Gaar— 
den, udgivende fig for Birfebeiner, og fit derved loffet Bonden til at fors 
tælle, at ban famme Dag havde befordret nogle Folk, fom Haafon Jarl 
havde fendt med Brev til Kong Inge; han underrettede Dem Derhos om at 
disſe Folk havde beftemt fig til at overnatte paa VBaagsø. Strar blev der 
fendt en Skare derben, fom drælte Brepbærerne og bemægtigede fig Bres 
vet; Dette indeholdt ogſaa ganſke vigtigt en Advarſel fra Haakon til Inge 
om at vogte fig, Da Baglerne vare paa Farten føndenfra, og funde med det 
førfte ventes til Byen, ſkjont ban ej var ganffe vis paa, om det var 
deres Henfigt at angribe Kongen, da de fun havde lidet Folt. Det gjorde 
for Reſten intet fra eller til, at Baglerne opfnappede dette Brev, thi den 
forfigtige Haafon bavde ladet ſkrive tre ligelydende Breve og fendt dem 
bvert av forffjellige Beje; et af dem fom og til Nidaros før Bagferne. 
Tirsdagen (den 18de) roede Disfe uden om Stad til Havnen Anger mod 
en faadan Storm, at nogle Byrdinger eller Fragtffibe, De mødre, maatte 
have to Rev i Sejlene. De hørte fra Mandffabet paa disſe, at en Mængde 
Ledingskoft var bragt fammen i Borgund, hvor Der tillige faa en, Birke— 
beinerne tilhørende, Iyvefesfe. De føgte derfor Onsdagen (den 190ve), 
ffjønt Stormen fra Nordøft endnu rafede, at arbejvde fig ben til Bor- 
gund, men Det lykkedes fun Philip Jarl med fire Sfuder at naa frem, 
feent om Natten; alle de øvrige Skibe Ddreve tilbage - Pyilip og hans 


490 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


Folk dræbte 18 Mand, bemægtigede fig al Ledingsfoften og brændte Lang- 
flibet. Torsdagen Qen 20de) lykkedes det Erling at fomme videre, dog 
iffe fænger end til Yrnø, ftrar veftenfor Harø, bvor han maatte overnatte. 
Men her fit man den velfomne Gfterretning fra Throndhjem, at Kong 
Inge den følgende Dag (Fredag) ſkulde bøjtideligholde fin Syſter Sigrids 
Bryllup med den oftere omtalte Lendermand, Thorgrim af Ljaanes fra 
GSøndhordland, hvortil Kongens Brødre og en Mengde fornemme Mænd 
vare fomne fammen. Det var al Udfigt til, at man under Bryllupslyſtig— 
heden funde finde den aller befvemmefte Lejlighed til et Overfald, og 
maaffee faa Dem drabt alle tilhobe. & De fif figeleded høre, at Birke— 
beinerne havde bygget et Langftib i Bedø. Did fendtes derfor Philip af 
Veigen og Thord Dokka med to Skuder, medens Den øvrige Flaade Fre- 
dag Morgen roede nordefter til Lyngvær, mellem Sando og Aukra. Om 
Aftenen flog endelig Vinden om, og da hvert Øjeblif var koſtbart, flettede 
De ſtrax Anfer, og fejlede om Natten førft til Sveggefund, hvor Vinden 
blev faa beftig at de maatte tage et Rev i Sejlene, dDerpaa til Vedo 
mellem Hiteren og Ørelandet, hvor de lagde bi for at holde Maaltid vg 
raadflaa. Imidlertid vare Pbilip og Ibord Fredag Aften komne til 
Byen Bedø, bvor de lagde fig i den ydre Vaag.  GSkuden eller Langffi- 
bet, hvorom der var Fale, laa i den indre; det lykkedes dem at faa det 
opbrændt, og bemægtige fig den af Sysfelmanden Jon Angrad der fam- 
fede Leding foruden meget andet Gods, men fun faa af hans Folk faldt 
i deres Hænder, da de ej funde gjennemføge Byen førend næfte Morgen, 
efter at Det var blevet lyſt, og De flefte tilftedeværende Birkebeiner imid- 
fertid havde reddet fig ved Flugten. Dette forfinfede dem imidlertid faa 
ledes, at de ikke fom til Sveggefund førend ud paa Dagen, da de øvrige 
allerede vare langt borte. Der blev nu raadflaaet meget ivrigt mellem disſe, 
om man føulde oppebie PYilip og Shord, faavel fom to andre Studer, der | 
allerede vare blevne tilbage fyd i Fjordene, eller om man ftrar ffulde drage vie 
Dere med den Styrke, man bavde. Arnbjorn Jonsſon og Reidar Sendemand | 
ftemte for Det førfte, men Erling meente, og med Nette, at det var bedre Å 
at fomme med 14 Skuder til Byen i Denne Nat, end med dobbelt faa 
mange Morgenen efter. Og denne Gang fit han endelig fin Vilje frem. Å 
Man hejfede Sejl, og fom netop mod Uftenen ind under Agdenes. Her 
ordnede de alt til det foreftanende Angreb. Lodin Stallare foreftrev, 
hvorledes det føulde føre. Nu gjelder det," fagde han, ,at vife Mands 
Mod og Hjerte. Naar vi fomme til Byen, ftulle vi lagge til ude ved 
Øren, lige for Gildeffaalerne, vg gaa i Land, bvad der faa fan være å 
Bejen; det er bedre at falde med Fapperhed, end endnu fængere at maatte 
ftrejfe langs Kyſten; fly vi, funne vi være forvisjede om, at ej alene Bir- 
febeinerne, men ogfaa Bønderne ville forfølge 08. Nu er der imidlertid 











1206. Baglernes Overfald paa Nidaros. 491 


at Nimelighed for, at de iffe have faget mindfte Nys om vort Komme, 
og ligge drukne fom Sviin, thi Mjod og Viin har der vanket nok af, og 
de flefte have vel trøftigt taget fig fit Ruus. Kongens Fennike ſkal fare 
op avd den veftre Gade, men Jarlen og Arnbjorn ad den nordre; Arn— 
tbor Fota og Simon Ure føulle ro op ad Elven og møde Dem, fom 
ville fvømme over den.“ Derpaa fortfattes Sejladfen ind ad Fjorden i 
Mulm og Morte. 

Imidlertid var der Jubel og Lyſtighed i Nidaros, og man anede 
iffe Den vingefte Fare. Kongen felv, Høvdingerne og de menige Krigsfolk, 
vare alle beruſede. Løverdag Aften, da Fienden allerede var fommen til 
Agdenes, indtraf vel det før omtalte Brev fra Haafon Jarl, og efterat 
Inge felv havde Læft det og viift det for Høvdingerne, havde man førft 
befluttet at blæfe Alarm og lade Tropperne opftille fig ude ved Gildes 
ſkaalene. Men da Brudgommen, Thorgrim af Ljaaneg, børte dette, bad 
han Kongen indftænvdigt, iffe at forſpilde Gjeftebudsglæden; ban ffulde nok 
felv, fagde han, paatage fig at ſorge for, at der holdtes paalidelig Vagt; 
hans egen Trop føulde træde under VBaaben og vange om Mattens det 
var aldeles ufandfynligt, at Baglerne ſkulde vove fig til Byen netop nu, Da 
en faa ftor Mængde var tilftede. Kongen, faavel fom de øvrige, vilde lige 
fedes helſt flippe at forſtyrres i deres Glade, og lode fig derfor let bero— 
fige; der blev ikke blæft Ullarm, men derimod fad man endnu en god Stund 
og draf. Da man ftulde gaa til Sengs, bød Ihorgrim viftnok fine Mænd 
at væbne fig og begive fig ud til Øren for at holde Vagt. Men ve 
fagde indbyrdes til hinanden, at de ikke vilde vaage over Kongens Fjenere 
og Bønderne, og lagde fig til at fore. Sigvalde Karl 1) frulde med fin 
Trop holde Vagt over Kongen; ogfaa disſe Folk fnurrede, og meente at 
De ej vare mere pligtige til at vaage end de andre. Detoge vel fin Plads 
udenfor Sigurd Svardages Gaard, hvor Kongen, faavel fom Thorgrim, til- 
bragte Natten *), men de vare aldeles drukne og uefterrettelige; overhoved 
blev der aldeles ingen Agt givet paa, hvorledes VBagten holdtes; Kongen 
felv fov Nufen ud i en Elſkerindes Arm. Ud paa Natten, henimod Mor— 
genfiden, fom Baglernes Stibe forbi Flat, hodt fig tæt under Aafen, og 


1) Om ham, fe ovenfor Side 304. 


2) Dette beftyrker ligeledes, hvad der ovenfor (GS. 421) er antydet, at Kongs: 
gaarden felv ikke længer afgav Plads eller bekvemt Herberge nok for Kon- 
gen, naar ban havde mange Folk hos fig. Erfebiffopsgaarden var nu ikke 
ledig, fom ved hiin Lejlighed, og derfor maatte Kongen holde til i Sigurd 
Svardages Gaard: Denne, fom ogfaa omtales i Ihrondhjems fenere By— 
ov af 1276, Byordn. Gay. 3, laa, fom man heraf tan fee, langt nede i 


Byen og nær ved Bryggerne, Dette forklarer, hvorledes Inge faa let kunde 
undfomme til disfe. 


492 Inge Baardsſon og Erling Steinvegg. 


fod Sejlene falde udenfor Flen, juſt fom der begyndte et ſterkt Snefog 


med Slud, der gjorde Mørfet endnu tættere. De fordeelte fig nu efter 
Aftale. Da de Fartøjer, fom føulde fægge til udenfor Øren, fom nær 


imod Landet, holdt de Aarerne i Vejret og lyttede nøje efter; Da De ikke 
hørte mindfte Lyd fra Byen, fatte De nogle Folk i Land, der gik frem 


til Gildeffaalerne, hvor Vagten ellers plejede at ligge, og da De heller ikke 


her funde fornemme nogen, vendte tilbage til Skibene og meldte, at der 
ingen Vagt var tilftede. Da roede man længer ind, indtil Fartsjerne 
mødte Grunden, hvorpaa alle, der vare ombord, ſtrax fprang i Bandet, 


og vadede i Land. I Byens Gader, hvor de trængte frem, faaledes fom 


dDet var foreffrevet, var alt tyft og ftille. Uden at ftøde paa mindfte Hinder É 
fom Baglerne lige til Chriſtkirkeggarden og brøde ind i Kongsgaarden, fande 


fynligviis fordi de ventede at finde Kongen der. Heri ſkuffedes i faa Fald 
dereg Forventning, og De maatte nu give fig til at gjennemftrejfe Byen 
paa fryds og tvers, for at opføge ham. Dette ſkede med Tummel og 
Brag, for at vakke faa ftor Forfærdelfe fom muligt. Efter at have bes 
fat Kongsgaarden, [ode de blæfe i Luren og raabe Krigsraab, brøde op i 
Vagttaarnet *), dræbte Vagterne og vingede med Stormklokken, føre med 
farm og Brag gjennem Gaderne og brød Hufene op. VBirfebeinerne, der 
vaftes faa pludfeligt og ubehageligt op af deres Ruus og føde Søvn, 
iilte ganffe forvirrede om i Morfet; nogle føgte til Elven, andre til den 
modfatte Kant, for at komme ud af Byen, atter andre til Kirferne; der 
var iffe Fale om Forfvar, fun om Flugt: Dog vare endnu ingen faldne. 
Men nu gjorde Baglevne en ny Nundgang gjennem Gaderne og over 
Agrene uden om Byen, og da begyndte Blodbadet for Ulvor, idet De over 
alt mødte flygtende, føvndrutne DBirfebeiner, fom ſtrax bleve nedſab— 
fede. Dem, fom man iffe fil dDræbt paa Gaden, opføgte man i Hufene, 
ſom bleve opbrudte og nøje ranfagede. Mange af de vpperfte Birkebei— 
ner, Sverres gamle Kriqsfammerater, fandt i Denne ulvffelige Mat deres 
Død. Thord Finngeivsbroder, hans forrige Skibsſtyrer *), blev dræbt 
udenfor fin egen Gaard. Thorgrim af Ljaanes blev felv fjette huggen 
ned paa Øvregaden efter et langt og fjeft Forfvar; Baglerne lob over de Falde 
ne8 blodige Legemer og iilte videre og Fhorgrim, fom fun var haardt 


faaret, men iffe drabt, benyttede fig beraf til at undfomme.  Cigvalde 


Karl forfvarede fig felv Ode [ænge i Loftet over Sigurd Giferunns Gaard, 


men faldt omfider med fine Folk for Overmagten. Bergfvein lange, nu Kong 


1) Dette var Margretetirfens (den af Gildebrødrene opførte Kirkes) Taarn 


(fe ovf. I. S. 441, 442), og Gtorméloffen den der hængende Bøjarbot,jvfr. | 


Byloven af 1276, I. c. 
2) Se ovf. S. 159, 356. 


q 





1206. Baglernes Overfald paa Nidaros. 493 


Inges, forhen Sverre8, Merfesmand 1), Lev drædt paa Gaden, men havde for 
Sikkerheds Skyld gjemt Merket i fit Belte; da Baglerne gif fra ham, toge nogle 
Kvinder Merfet til fig og gjemte det. Kolbein Bere og fem andre bleve 
angrebne paa Gaden, tæt ved Gregoriusfirfen, og faldt alle, Kolbein paa 
Kirfegaarden. En anden Hovding, Eyvind Feyke, faldt frlv 8de paa 
Kalvjtindet. — Kolbein Strinev, en forhenværende Baglerhøvding *), faldt 
felv femte ved nordre Gade, Hallvard Lidarfare faldt felv tredie ved Kors— 
firfen, Jon Skekke i et Loft nedenfor Fortet. Siden famfede omtrent 
40 Birkebeiner fig ude paa Ugeren under Sigurd Skjaalge 3), Arnulf Hør 
fil, Thorgils Skokke og Fhorolf Luurfvend; de føgte ind å Byen igjen, 
og dDræbte en af Baglerne, ved Navn Styr, i Geilann, en anden, Jslæn- 
Dingen Kolffegg, paa Gaden; derpaa vendte De fig mod Porten paa Konqs= 
gaarden, men fandt denne fuld af Bagfer under Gudolf af Blakkeſtad, 
fom felv, med Sfjoldet for fig, ſtak Arnulf med Sverdet vg rammede 
ham i Panden nedenfor Staalbuen; Sigurd Skaalpe faldt ligeledes, og De 
øvrige flogtede nu Derfra og hen til Chriſtkirken, bvor de flefte af dem flap ind. 
Arnulf fandtes fiden død paa Den anden Side af Aaen, fom han, uagtet 
fit Saar, dog endnu havde haft Kræfter til at fvomme over *). En Bag- 
fer, fortælles der, forfulgte en af Birfebeinerne paa Gaden; Denne føyte 
til Kirfen, men ved Kirfebjørnet indbentede hiin ham og flog bam ibjel. 
Ved nærmere at betragte Den Faldne faa han at det var hans egen Broder. 
Da faftede ban Sverdet fra fig med den inderligſte Græmmelfe. Saaledes 
havde Partiaanden fplittet de nærmefte Familiebaand 5). 

Imidlertid var Kong Inge felv heldigviis undfommen. Nogle Kvin- 
Der, Der vare i Gaarden, hørte Krigsraabet, ftyrtede ind i Kammeret og 
vilde vekke bam, men ban fov faa faft, at man fun med ftørfte Vanſke— 
fighed funde faa ham vaagen; ban fpurgte endnu halv fra fig felv: , hvad! 
hvad“! „Ak Herre“, fagde de, der ev fommen Ufred i Byen". Da 
fprang han op og ben til Døren, bvor han felv hørte Braget; han ilede 
nu op paa Faget, hvor Mabobufet ſtodte til, og blev liggende Ver, indtil 
den fiendtlige Hub var fommen forbi, og Der var blevet noget frille paa 
Gaden. Da lob han ned igjen, hen til Bryggerne, og ud i Aaen, for 
at fvømme over. Den fterfe Strøm Drev ham førft hen til nogle Stibe, 





1) Om ham, fe ovf. S. 320. 

2) Se ovf. S. 297. 

3) Sigurd ffjaalge var en Broder af den ovenfor omtalte Hide, Nibbaldernes 
Anfører. 

%) Arnulf Ealdes i Peder Glausføns Overfættelfe (Fornm. S. IX. S. 128) 
Torolff Senerfei”", aabenbart en Skrive: eller Læfe-Fejl. 


5) Dette fortælles fun i Peder Glausføns Overfaættelfe, Fornm. S. IX. S. 132. 


| 
| 


494 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 








der faa for Anfer. Han greb om Ankertouget, før at entre fig op I Sli- 
bet, Da hans Underburer, fom ban havde faaet paa, løsnede, vg fnoede fig 
om Fouget, faa at han bang faft. Da blev en Mand pan Skibet Ham 
par og fagde: ,bold iffe i Jouget, Mand, men pak dig bort”. Kongen 
taug; Da tog Kjøvmanden en Fort og ſtak efter ham, hvorved han fom 
los, og fvømmede videre. Paa famme Tid fprang en beel Deel andre 
ud i Elven, nogle før, andre efter Kongen, og det traf fig faa beldigt, at 
der iffe var noget fiendtligt Sktib ved Haanden, fom funde ſtandſe eller 
opfnappe dem, thi Da Arnthor Foka og Simon Ure efter Aftalen frulde 
fægge op i Elven, vægrede Urnthor fig Derved, medens Simon paaftod at 
det ſkulde føee; det var nær kommet til formelig Kamp mellem dem, Da 
Simon endelig gav efter. Saaledes ftod denne Udvej aaben for De flyge 
tende. Kongen fom over Aaen, men mægtede formedeljt Kulde og Mø 
dighed iffe at gaa længer end et Stykke op ad Vatten; der fegnede han 
ned. En af bans Mænd, Ivar Fljodofoll, fom juſt forbi; han raabte 
efter ham: Ivar, fom og bjelp mig!” — For det førfte maa jeg bjelpe 
mig felv”, fagde Ivar, og gik forbi. Lidt efter fom der flere Folk op 
fra Given, den forrefte var en vis Neidulf, faldet Baardsbroder *). Han 
gif lige ben til Kongen, fjendte bam og fagde: „Er I der, Herre?" , Saa 
faldte I mig igaar”, fvarede Inge. „Saa er I endnu og ffal I ftedfe 
pære, faa længe vi begge leve”, fagde Reidulf, tog Kappen af fig, fvøbte 
den om Kongen, traf Sfjødene op over fine Skuldre, og bar ham faale- 
des paa fin Ryg op til Skyaas *), hvor de fif Heft og Slæde, og faa 







1) Enkelte have antaget denne Meidulf (hvilfen P. Glausføn Falder Raadolf) 
for at have været en Broder af Baard Guthormsføn, og faaledes Farbro- 
der af Kong Inge. Men der omtales ingenfteds, at Guthorm paa Rein havde 
flere Sønner end Aasulf og Baard, og Reidulf Forhold til Inge fynes og- 
faa at have været et langt mere underordnet, end Farbroderens til fin Broz 
derføn. — Havde han virkelig været en faa nær Paarørende af Inge, vilde 
det upaatvivlelig have været omtalt. Men intet faadant antydes, enten 
her, eller Hvor han næfte Gang nævnes (fe nedenfor ved 1218); her heder 
det endog: „en Mand hed Reidulf Baardsbroder, den famme fom hjalp 
Kong Inge", (Haaf. H. S. Gap. 50). En JFarbroder af Inge og Gule 
Jarl vilde iffe have været betegnet faaledes. Der var Mænd nok af Nav- 
net Baard, hvis Broder Reidulf Éunde være, f. Er. Baard Varg af Gud: 
refsftad, Ihorftein Kugads Søn, og en ivrig Silhænger af Reins-Atten. 
Den oven nævnte Ivar Fljodofoll fynes at have faaet fit Navn af Gaarden 
Fljod; han var fandfynligviis en Wtling af og opfaldt efter Ivar af Fljod, 
der af Sigurd Jorfalarfarer fendtes til Irland, fe ovf. II. S. 643. 

Saaledes føriveg Gaardens Navn i Aslaf Bolts FJordebog, S. 44. I 
GSagahaandførifterne findes den førevet Skysaas eller Skusaas. Navnet 
bruges ikke længer, og er viftnok gaaet ind under Bakte Gaard eller dens 
Parceller, da det paa hiint Sted i Jordebogen udtrytkeligt heder at den er 
fagt til Bakfe Klofter. Det kunde fnareft være nuværende „Lillegaard“. 


2 


— 


1206. Baglerne i Nidaros. 495 


mange Klæder, fom de behøvede, da Reidulf felv foruden Kappen ej havde 
andet end Sfjorte og Hofer. - Derpaa fjørte Reidulf med ham ind paa 
GStrinden og op paa Klæbo. Hvad der maaſkee lettede Inges Flugt, var 


at nogle Fruentimmer indbildte Baglerne, at ban havde taget fin Filflugt 


til Mariefirfen. De lob ſtrar derhen, og vilde, da De fandt Døren frængt, 
bugge Sanghbuus-Syllerne over. Dabdlev der [ukfet op; de fandt tvende Sys- 
felmænd, Olaf af Ljaaraand og Jvar Dynulaus, med 7 andre, men iffe Kongen. 
J fin Forbitrelfe herover bug de Haanden af er Maria-Billede, ſkode det ene 
Øjeud paa Olaf, og dræbte de øvrige, uden at enfe Kirkefreden; og Da ens 
gang Begyndelfen var gjort, toge de ikke i Betænkning ogſaa at frænke 
De pvrige Kirfers Fred ved grumme Mvyrderier. J Olafskirfen blev 
Bjaalve Skindſtak dræbt, felv 13de, i Undreasfirfen dræbte8 Baard Stolpe 
med tre Ledfagere, af den fjerde blev den ene Haand buggen. Kongens 
17aarige Broder, Skule, vaagnede ved Larmen. Da ban faa ud af Vin— 
duet, fom juft i det famme Baglernes Banner forbi, og han hørte et 
Fruentimmer vaade bøjt: „vidſte Baglerne at Kongens Broder var ber 
inde, vilde de iffe ffynde fig faa forbi Denne Gaard”. De ftandfede imids 
fertid iffe, og faafnavt dDe vare vel fomne forbi, lob Skule ud paa Gaven, og 
deels gjennem Guardene, deels under Huusveggene, indtil han fom til El— 
ven. Der traf han Høvdingen Jon Ufle med 40 Birfebeiner, Der havde 
faaet nogle Ferjer og Baade, med bvilfe de fatte over Elven; fiden drog 
ban i Folge med dem op til Klæbo, hvor de forefandt Kongen med 
et hundrede Mand, deels Birfebeiner, dels Bønder, der havde famlet 
fig hos ham. Begge Brødrene bleve færdekes glade ved at fee hin— 
anden vel beholdne igjen. Den tredie Broder, Guthborm, bavde ffjult fig 
under et Huus, indtil Baglerne holdt op med at ranfage; da flygtede 
ban ind i Mariefirfen, og holdt fig Der hele Søndagen over. Om Man- 
Dagen iførte Chorsbrodrene ham en Kannifeflædning, fulgte ham felb over 
Broen, ffaffede bam Vaaben, Heft og Folk, og lode ham vide affted. 
Baglerne agtede iffe engang Helligdagsfreden, tbi da det var blevet lyſt 
Søndag Morgen, inddeelte De Byen i fire Dele, og fatte en Høvding til 
at ranfage i bver, nemlig Poilip Jarl i een, Arnbjørn og Gudolf med 
Deres Trop i en anden, Neidar og Philip af Beigen Ger imidlertid med 


Thord Dokka var fommen til Byen) i den tredie, Kongen felv fit den 


fjerde og øverfte Deel af Byen. Paa denne Viis fandt man endnu flere 
Birkebeiner, fom ale bleve dræbdte, og man gjorde et overvættes ſtort 
Bytte, Va De talrige Brykupsgjefter vare fomne med deres bedfte Stads. 
Merfeligt nok, tales der intet om, bvorfedes den unge Kongeføn Haafon 
og hans Moder undgif den truende Fare, tbi Kong Inge havde not med 
at frelfe fig felt, og i Den ftore Forvirring fan der ej bave været mange, der 
tænfte paa Kongebarnet. Sandfynligviis undfom de vel med de mange for- 


496 Inge Baarbsføn og Erling Steinvegg. 


nemme Kvinder, fom i Anledning af Brylluppet vare fomne til Byen, og 
bvilfe Baglerhøvdingerne, fom man maa formovde, tillode uhindret at flygte 
fra disfe frygtelige Drab8-Scener. Thi ellers fynes det, naar Er— 
ting Steinvegg faa Maaneder forud havde fundet det Umagen værd at fende 
Tropper heelt op til Hedemarfen for at faa fat paa Barnet, fom om Det 
maatte have været en af hans ivrigite Beftræbelfer, nu da ban havde Byen 
i fin Magt, at lade det opføge og faa det i fin Bold. Viſt er det, at 
faavel Haafon fom Inga flap uftadte fra Faren. Det angives ikke, hvor 
mange Birkebeiner der i alt bleve dræbte. Ved Overfaldet felv faldt der 
fun 90 Mand, men mange af disfe vare Howdinger, og Vet ftørfte Untal 
miftede vimeligviis Livet ved den nys omtalte Ranfagning af Byen. Men 
det baardefte Tab, Kong Inge og VBirfebeinerne lede, var Tabet af dereg 
ftore og ffjønne Langffibe, ver endnu ftode paa Land, og faaledes faldt i 
Baglernes Vold. Disſe vare iffe talrige nok til at funne befætte og bort 
bringe dem alle, og udvalgte Derfor de bedfte, bvilte de Mandagen efter 
Kampen fode fætte i Søen, og fordeelte Dem faaledes mellem fig, at Kon 
gen felv tog Guldbringen, Jarlen Gefteftaalpen, Arnbjorn Jonsjøn Darrs 
hetten, Meidar Lyrten, Pbilip Ognarbranden, og Gudolf af Blakkeſtad 
endnu et ftort Sfib; de øvrige, nemlig Klaaden, Elften og tre andre, 
bleve opbrændte. Filtaflingen vg Udruftningen medtog nogle Dage; i den 
Tid tilbragte Bagferne Nætterne ude ved VBorgen, for at være paa fin 
Poft mod et Angret af Kong Inge, der imidlertid havde begivet fig til 
Gauldalen, bvor alle de undkomne Bønder og Birfebeiner famlede fig om 
ham, fan at ban ſnart havde en betydelig Hær om fig, med hvilfen han 
med Det førfte funde ventes til Byen. Onsdagen (den 26de) blev alt 
Byttet bragt fammen ude i Gildeffaalevne, og hele Jorsdagen, Fredagen 
og Løverdagen blev Der fliftet; faa ftort var Byttet. Af Ningbrynjer og 
Brynhofer var der iffe mindre end 360, og den mindfte Pengeværdi, fom 
faldt paa hver enfelt Mands Lod var iffe under tre eller fire Merker 2). 





1) Baglernes Untal angives i P. Glausføns Overfættelfe til 1600 Mand. 
Dette fan dog ikke forholde fig faa, og maa vift være en Skrivfejl opftaaet 
derved, at Tallet 1600 ftrar ovenfor forefommer, hvor der tales om Kong 
Inges Hær. Thi da Baglerne Éun havde 16 Studer, og ingen af disje Fan 


have rummet over 100 Mand, er det umuligt at deres famlede Antal kunde 


ſtige op til 1600. Den ſtorſte Beſcetning, man fan antage paa hver Skude, 
er neppe over 50 Mand. Deres Antal vil i faa Fald have beløbet fig til 
800. Beregner man 4 Mår. for hver af disfe, faar man enda 3200 Mir, 
Hvilfet foarer til en Pengeværdi i vore Dage af over 800000 Spdlr.z alle 
rede dette er overvættes meget, end fige det dobbelte. Havde Baglerne været 
1600 Mand fterte, vilde heller ikke Haafon Jarl i fit Brev have Éaldet deres 
Antal idet, eller dem felv ikke mandfterke nok til at føre alle Birfebeinernes 
Skibe til Nidaros. 1 





N 
| 
t 





1206. Baglerne forlade Nidaros. 497 


Kong Inge felv forvandt aldrig den Nyftelfe, fom dette Overfald og den 
Nød og Fare, hvori ban derved ftedtes, forvoldte bam. Han blev fra den Tid 
ftedfe tungfindig, befandt fig aldrig ganſke vel, og fyntes bedft om at (eve 
enten til Skibs, eller i fit eenlige Kammer, hvortil fun faa af hans aller 
nærmefte og fjærefte Mænd fit Adgang 1). 


80. Baglernes Tilbagetog fra Nidaros og Nederlag i Bergen. 


Den Styrke, fom imidlertid havde forfamlet fig om Kong Inge i 
Gauldalen, udgjorde allerede 1600 Mand, vg tilteg daglig, faa at han 
endnu om £øverdagen, medens Baglerne vare beffjeftigede med at dele 
Byttet, funde ryffe ud mod Byen, bvor han anfom mod Aftenen, og leje 
rede fig paa Jlevollene. Han anfaa fig dog endnu iffe ſterk nok til at 
angribe Bagferne, og disfe holdt ſig fremdeles i Byen. Men om Son— 
Dagen fem der en ſtor Sfare Folk til ham fra Orfedalen, faa at han i 
Alt havde 2400 Mand, og med denne Styrfe ryffede ban Mandag Mor- 
gen mod Byen, fom Baglerne nu iffe gjorde noget Forføy paa at for- 
fvare, men git ftrar ombord og lagde ud til Munkholmen, hvorfra de den 
følgende Dag (2dem Mui) lagde ud til Agdenes, og fortfatte fiden Sej— 
fadfen fydefter. De havde presfet faa mange Folk i Byen fom muligt 
til Fjenefte paa Flaaden, fandfynligviits mere for at faa tilſtrakkelig Folke— 
bjelp til at baandtere de erobrede Skive, end fordi de ventede fig nogen 
Nytte af deres tvungne Biftand i Filfælde af Kamp; blandt dem, fom 
ſaaledes nødtvungne maatte gjøre Fjenefte hos dem, var Birfebeinernes 
Luurfvend Thorfinn Svidebrand, maaftee fordi ingen anden end han forjtod 
at faa vigtig Lyd i Sverres befjendte Krigsluur Undvafa, der blandt 
det øvrige Bytte var falden i Baglernes Hender. Ogſaa paa Bejen 
langs Kyſten udbode ve Leding*og tvang ber alle Dem, de fik fat paa, til 
at følge med. Imidlertid havde Haafon Furl faaet Bud om at Bag- 
ferne vare komne til Fbrondhjem, og ileve ſtrax affted for at fomme fin 
Broder til Hjelp; i den Haft, bvormed alt maatte ffee, fik ban ikke Tid 
til at udrufte flere end et eneſte ſtort Stib og nogle Smaaffuder. Han 
baabede maaffee endnu at naa frem, førend Baglerne bavde vovet noget 
Angreb, og Da at ftaa fin Broder bi med fin ſtorre Krigserfarenbed; men 
dertil fom han for filde. Som VBefalingsmænd i Borgen efterlvd han 
Høvdingerne Sverting, Shore Braje, Ivar Gufe og Erik Mare. Idet 
fan fejlede forbi Stad, havde han det Uheld at ftøde paa et Skjær med 


) Inge Baardsføns Saga, fortere Bearbejdelfe Gap. 9—11, længere, i Fornm. 
S. IX, S. 118—134, 204. 
32 


Muné. Det norfte Folls Hiftorie. IV. 


498 Inge Baardsføn og Erling Steinvegg. 


det ftore Stil, faa at det blev aldeles vdelagt; femten Mand omfom, de 
øvrige, blandt dem rimeligvis ban felv, frelftes af Mandftabet paa de andre 
Skibe, der roede til. Allerede udenfor Stim, bvor ban fiyrede den fæde 
vanlige Sejlled, mødte ban Baglerne, der laa inde ved Markarholmen. 
Gaafnart de bleve bam var, føgte De at afffære bam Vejen ved atter at 
ftyre nordefter gjennem Langøfund *), og om muligt fomme ham forbi. 
Han naaede dog Sveggefund førend De, og fil Øje paa dem, idet De nær- 
mede fig. Da ban iffe var mandſterk nok til at binde an med dem, op- 
pebiede han Dem iffe, men ſejlede videre, lige til Hamrefund ved Tuſtern. 
Baglerne forfulgte ham et Stykke, men Da ban nu ftyrede ud til EDA, 
og der i det famme blæfte op em frift Veftenvind, faa at Birfebeinerne 
med Fordeel funde bruge Deres Sejl, vendte Baglerne om igjen, og Jar— 
fen fortfatte uden videre Hindringer fin Svjlads til Nidaros, hvor Kon- 
gen blev færdeles glad ved hans Komme, ffjønt den Ulykke, ban vilde have 
forebygget, allerede var fleet. Her gjaldt det fun, fnareft muligt at tage 
eftertrykkelig Hevn, og Dertil traf Den raffe, frigserfarne Jarl ſtrax De 
fraftigfte Foranftaltninger. - MNavnlig fod han ufortøvet paabegynde Byg- 
ningen af flere ftore Krigsftibe, Der funde træde i De tabtes Sted. 
Bagferne droge imidlertid til Bergen, bvor de fatte fig faft i Byen, 
og holdt til Der om Dagen, men tilbragte Natten ombord paa Skivene 
uden Dog at ſkride til nogen formelig Belejring af Borgen; fun naar de om 
Aftenerne vare blevne drukne, lob de undertiden Derop, men maatte altid 
vende tilbage med brodne Pander; flere af dem bleve endog Drælte, Det 
fader Dog til, at de havde forberedt fig paa et langt Opbold ber, og ag— 
tede at udbungre Befætningen Å Borgen, thi Ovm fange, en af/de Høv 
Dinger, der paa Toget nordefter vare blevne tilbage i Randoſund, fom 
nu øjtenfra,; medbringende Margrete, Pbilip af Veigens Hujftru; ligeledes 
fom Benedift af Gumanes, og der blev wgelmæsligt opftilet VBagter paa 
Bakkerne 2). Det traf fig, fort efter Orms og VBenedifts Unfomjt, 
at NRaden fom til dem at holde VBagt; men juft fom de med Deres Skarer 
vare fomne op paa Balferne, gjorde VBefætningen i Borgen et Udfald 
imod Dem, og Drev dem bort, med Fabet af Orm lange, fom faldt. 
Haakon Jarl Doælede iffe fænger i Nidaros, end det var nødvendigt 
til at famle Folk og Skibe for at tage Hevn over Baglerne. Han fejlede fra 


1) Langefund er Sundet mellem Langø og Heno firar nordenfor den vefilige 
Deel af Uverøen.  Marfarholmen, fom ſtrax ovenfor nævnes, maa være en 
af Smaaholmene ftrar øftenfor Stimsheften.  Sveggefund er, fom bekjendt, 
paa Veftfiden af Uverøens nordøftligfte Sypidfe, og Hamrefund er mellem 
nogle Smaaeer ſtrax nordenfor Juftern eller Tuſtna, fydveftligt for ACdø. 

?) Dette er de „Bakker“ firar fydeftenfor eller føndenfor Sverresborg, efter 
hvilke ODlafsfirfe paa Bakte har fit Navn, f. 0. S. 123. 





1206. Haakon Jarl undfætter Bergen. 499 


Byen allerede ved Himmelfartsdags-Tider '), fun 10 Dage efter at Bag- 
lerne bavde forladt den. Han havde da, figes der, fem Kangftide og 13 
Skuder, uden at det angives, bvorfra ban fit de førfte; enten maa da 
Baglerne Uffe have faget opbrændt alle Langftibene i Byen, eller disfe 
fem Skibe maa have været fatte paa Land andenfteds, hvor Baglerne ikke 
funde faa dem fat, f. Er. vid Lade eller inde i Fjorden. Han beholdt 
Dog iffe Langitibene fænger end indtil han var fommen fordi Stad til de faa- 
fafdte Hindøer ved Utleøen, hvor han tog Ve taprefte og Dygtigfte Full 
af Befætningen til fig paa Studerne, og beordrede fine Høvdinger, Ane 
dres Dritljod og Benedikt Thjovb, at føre Langftibene tilbage til Thrond— 
hjem; fandfvnligviis gif de bam for fangfomt da det juft nu gjaldt at 
fomme burtigt affted.  VBaglerne havde udfendt to Skuder, under Befa- 
ling af Martin Sodde og Kolbein Smjørred, for at holde Udfig i den 
nordre Led. De havde lagt fig i Mjadmefund mellem Mjodmen og 
Sandø *), og da De herfra fil Øje paa Jarlens Flaade, idet den roede 
over Sognføen, ffyndte De fig afjted, for at melde det til Bergen.  VBir- 
febeinerne fatte efter Dem lige til Kiilftrømmen; der ftodte Kolbein paa 
et Sfjær, bvorved hans Fartoj faldt i Birkebeinerne Bold, og de flefte 
| af Mandjfabet bleve dræbte, men Martins Skude undøom, og naaede endnu 
famme Aften til Bergen, hvor Baglerne8 Høvdinger fanledes vandt nogen 
Tid til at forberede fig paa Det foreftagende AUngreb. Dette frede dog 
neppe faaledes føm de havde foreftillet fig. VBirfebeinerne lagde førft til ude 
ved Haas 3), og roede derpaa ved Mattetid ind i Arnefjord, hvor de ryd- 
dede Skibene, ffjuulte Takkel og Toug i en Sfov, og begave fig derpaa 
over Land til Byen, idet de fun efterlode nogle Folk for at pasfe paa 
Fartojerne. Saaledes lykkedes det dem den folgende Nat ubindret at 
komme ind i Borgen. Deres Antal var vel iffe ftorre end en fer til fyv 
hundrede Mand, men de vare alle udføgte Foll. 
Den følgende Morgen vidfte man allerede blandt Baglerne, at Haa- 





— Tu Å —— 


| ') Der ftaar i en Koder (den bedfte) ved ,,Femugers:Fiden"'; i en anden ,,ved 
| Batnaffeid". Da Paaffen allerede var forbi (2 April) maa JFemugerstiden 
faaledes betegne Tiden omfring Himmelfartsdag, der indtreffer i dte Uge 
efter Paafée. „Vaknaſkeid“, der allerede er omtalt ovenfor S. 200, ſtulde 
faaledes betegne Himmelfartédagstiden, og dette beftyrfes ogfaa derved at de 
til Himmelfartsfeften Fommende Kirkefolk kaldes Baagefolk, fe ovenfor S. 8, jofr. 
Magnus Erlingsjøns Saga Gay. 17, hos Snorre Gap. 26. Men det lader jo rig- 
tignof noget befynderligt, at Sverre (1. c.) fiulde behøve fem Uger til at 
fejle fra Throndhjem til Bergen. Man maa da formode, at han ikke umid- 
delbart efter Paaſke drog affted, 
?) Mjadmen ligger ſtrax i Beft for Sterjehavn. 
3) Egentlig „Haaserne“, faaledes kaldes de nu ved et lavt Eid forbundne Der 
Haas og Flatø lige ved Isdalsſtod føndenfor Ulverftrømmen. 
32" 


500 Inge Baardéføn og Erling Steinvegg. 


fon Jarl var fommen til Borgen. Nogle Bagler, Der havde vovet fig nær 
ben til Borgen, fpurgte de Birkebeiner, der frode paa Muren: jer Det 
fandt, at eders bidſte Hund nu er fommen til eder?" „Ja,“ fvarede disſe, 
,tager eder nu i vare, I Bagler.“ „Maaſkee J mangle Levnetsmidler 
der paa Borgen," fagde Baglerne fpottende; ,fom fun ud til os, her ev 
Koft not i Byen.“ ,Det fulle vi ogſaa gjøre” fagde Birkebeinerne, 
„thi det er vor Ugt at holde Døqurd med eder i Byen i Dag.“ De 
holdt Ord, thi faafnart Formesferne vare til Ende, gjorde Haafon Jarl 
et Udfald med bele fin Styrfe. Baglerne havde imidlertid ordnet fig til 
Movdværge. Erling Steinvegq havde felv taget fit Stade vvenfor Marie- 
firfen, ved Det Strog, Ver faldes Koper 1); hvor Hufene flap, var der 
opført Plankverfer, bag bvilfe Erlings Mænd fillede fig, fom bag et 
Bryftværn. Philip Jarl og Philip af Veigen havde taget Plads oven- 
før Nikolaskirken, fænger inde i Byen. Baglerne havde i alt 2400 vel 
udruftede Mand. Birkebeinernes Styrfe angives fun til fer Hundreder 
(720), bvilfet dog vift er for idet, da alene den Styrke, Haafon Jarl 
fom med, udgjorde lige faa meget. Birfebeinerne droge fig førit et Stykke 
op i Bakkerne, hvor De Delte fig i to Afdelinger, fver med fit Merke. 
Den ene, under Peter Stepper, formede ned mod Pbilip Jarl, den an- 
den, under Haafon felv, mod Erling og Forffansningerne i Kopren. Pilip 
Jarl tog alerede ved Det førfte Sammenſtod Flugten ned i Byen og ud 
gjennem Gaden.  Haafon Jarl trængte ligefedes frem med uimodjtaaelig 
Magt, fprængte Planfeverferne, og Drev VBaglerne foran fig ned mod 
Mariefirfen. Ved Kong Erlings Side var Fhorfinn Luurfvend med 
Luren Andvafa; da Haafon Jarl fom ftormende ned, havde Erling be 
falet Thorfinn at blæfe, men ban funde da, fom han fagde, iffe faa nogen 
Syd i Luren; imidlertid begyndte den hele Skare at flygte, og Erling 
felv, faavel fom Fborfinn, blev veven med. Da dDe paa Flugten fom forbi 
Mariefirfen, fpurgte Tborfinn om Det iffe var bedft at løbe derind. Ez 
ling fvarede intet, men ilede videre. Thorfinn derimod tilligemed en heel 
Deel Birkebeiner, Der nødtvungne havde maattet gjøre Fjenefte i Baglerz 
nes Hær, føb derind, og da Haafon Jarl i Spidfen for fine Mænd 
fom ned paa Kirfegaarden, ftrømmede de alle ud til ham, medens Thor— 


1) Kopr er allerede nævnt ovenfor, S. 155. Ut det var et heelt EStrøg under 
Bakkerne, iffe, fom mange have antaget, en Gaard, fres ifær af Kong Haa: 
kens Metterbod af 1302 (Norges gamle Love II. S. 44), hvor der ftaar 
at Fattiges Flytning i Byen føal gaa førft fra det inderfte i Byen langs 
Bryggerne udefter, da igjen op paa den øvre Side af Gaden, og ud igjen 
indtil man fommer til Melledalen (Sandvifen), da tilbage om Kopr o. f. v. 


indtil man atter kommer den famme VBej tilbage ud i Kopr og derfra til 
Mealledalen. 





| 


EE TTAITLLA...... — 


1206. Baglernes Nederlag i Bergen. 501 


finn blæfte å Andvaka faa det var en Lyſt at høre, og Det gjenlød i hver - 
Steenvegg. - Dette vælker fterf Formodning om, at Thorfinn felv og bine 
Birkebeiner forud havde aftalt at ville flygte og derved bringe Forvirring 
og panift Skrak i Baglerne$ Hær, ellers bliver det næften ufortlarligt, 
bvorfedes de pjebliffelig funde fade fig jage paa Flugt af en fangt mindre 
Styrke. Hele Baglerbæren ftyrtede nu i Den vildefte Uorden og flagne 
af Forfærdelfe ned om Laurentii-Kirke, for gjennem den ſaakaldte Mykle— 
gaards *) Port og Gaardsrum at fomme ned til Bryggerne. I den trange 
Port blev FJrængflen faa ftor, at den ene fyrtede over Den anden, og Der 
dannede fig formelig en Dynge af baade fevende og Døde, der fpærrede 
Indgangen. Da fom Pilip Jarl, blødende af 44 haarde Saar, kløv 
op over felve Dyngen, over Hufene, ned i Gaarden, og flap faaledes 
med Nød og neppe ned til Bryggerne. Imidlertid vare Høvdingerne 
Thord Dokka, Benedift af Gumanes og Gunne lange faldne paa Kirfe- 


gaarden 2). Birkebeinerne vilde juft til at bugge los paa dem, der faa i 


Dyngen. da en, maaffer af Medlidenbed, raabte: „hugg ikke, der er vore 
Folk iblandt"! Man Holdt da inde et Ojeblik, og Derved fil mange af 
Baglerne Tid til at fomme paa Benene og flippe bort. De ftyrtede 
alle ned til Skibene og flyndte fig ombord; Birkebeinerne efter Dem, og 
grebe fat i Landtougene for at bale Skibene til fig. - VBaglerne værgede 
fig forrvivlet, og paa begge Sider brugtes alle de Vaaben, fom vare for- 
haunden; omfider lykkedes Ddet Baglerne at faa hugget Jougene over, og 
flippe bort fra Bryggerne, deels ud paa Vaagen, deels over til Munke— 
bryggen, idet De opfiffede alle dem af deres Kammerater, fom batde føgt 
fin Frelfe ved at ftyrte fig i Bandet, og fiden ligeledes toge de andre om- 
bord, Der batde flygtet ad Den anden Kant ud af Byen. 

Baglernes Folketab maa have været ftort, og for faa vidt funde 
Birkebeinerne figes at have fuaet Hevn for Nederlaget i Nidaros. Men 
før Neften blev Sejren uden nogen Nytte for dem, thi Skibene og Byttet 
vandt de ej tilbage, og det Iyffede8 endog Baglerne, under Flugten fra 
Bergen, at tilføje dem betydelig Stave. De voede nemlig ikke ud av Le- 
den, men norden om Hordvik ind i Arnefjorden — om det var med den 
Man, at bemægtige fig Birfebeinernes Fartøjer, eller fun fordi deres 
Vej faldt faaledes, angives iffe. Da den Vagt, Birtebeinerne havde 
efterladt, faa den fiendtlige Flaade fomme, hugg de ſtrax Fartojerne Læt, 





1) Myklegaarden laa, fom man heraf og Stedet ovenfor, S. 155 fan fee, mel- 
lem Caurentiiz famt Mariefirfen og Bryggerne. Den havde, fom alle Gaarde 
(jennemgang. Bejen omkring den og ned ad Mariefirfens Almenning maa 
have været fpærret af Birfebeinerne. Laurentiifirfe laa et lidet Stykke nor: 
denfor Mariekirke. 


2) I en enfelt Koder ftaar her urigtigt „Chriſtkirkegaarden“. 


502 Inge VBaardsføn og Erling Steinvegg. 


og gjemte fig i Stoven, men i den ftore Haft havde de ikke hugget Hul- 
ferne (tørre, end at Baglerne med Lethed fit toppet de flefte; ogfaa den 
ftørfte Deel af Takkelagen blev funden, og Baglerne funde faaledes endnu 
famme Aften vo bort med 13 Studer. Da de fom til VBitingevaag, blev 
Erling liggende der med Storftibene, medens Pilip af Veigen drog 
novdefter med de nys erobrede Fartøjer, da man fandfynligviis havde 
bragt i Grfaring, at de Langſkibe, Haafon Jarl havde efterladt ved Hinde 
verne, i Stedet for, føm han havde befalet, at ro Dag og Mat indtil de 
nadede Nidaros, endnu ikke havde pasferet Stad, men lag ved Silden og 
ventede paa Bør, faa at man funde gjøre fig Haab om at overrumple 
dem. — VBefalingsmændene, Andres og Benedikt, havde vel ladet en Sex— 
æring lagge lig fydligft i Ulvefund !), for at holde Udkig, men da Fol— 
fene paa Denne faa de 13 Skuder nærme fig, og gjenfjendte dem fom 
de felvfamme, Jarlen havde haft fydover, roede De tilbage og meldte 
at Der ingen Fare var paafærde. Paa Langjtibene tog man nu Fjel- 
Dene ned, og roede fænger ind i Fjorden.  Jmidlertid fom hine Sku— 
Der nærmere, og man faa nu, at de ej, fom før, bare Skjolde ved Stavnen. 
Da merfede Birkebeinerne Uraad, og roede af alle Kræfter mellem Sellø 
og Barmen ind til Moldefjorden, medens Skuderne halede ſterkt ind paa 
dem. - Da de naaede Land, lob de ftrar fra Borde; nogle fiyrtede fig 
endog Å Søen, for defto hurtigere at fomme i Land; men Baglerne vare 
dem lige i Hælene, dræbte Andres Dritljod med en heel Deel Folk, bemægti= 
gede fig Stibene, og gjorde et rigt Bytte. -Derpaa vendte De med Dde 
erobrede Skibe tilbage til Vifingevaag. - Haafon Jarl, fom frygtede at 
Baglerne funde have taget Vejen lige til Throndhjem, og maaffee anden 
Gang funde overfalde Kong Inge, flyndte fig at forefomme dem, idet han 
tog til Lands over Borgarffardet til Ojterfjorden, Derfra til Vors, over 
Raudfjeldet til Aurdal og Lærdal, famt videre gjennem Valdres og 
Gudbrandsdalen. Men  adrig faa fnart var ban borte, førend 
Baglerne vendte tilbage til Bergen, hvor de atter opholdt fig nogen Vid. 
Siden drog Pilip Jarl øfter i Vifen, men Erling med Tyveſesſerne og 
de mindre Skibe heelt nord til Frekoſund ſtrax veftenfor Stimsheſten, 
bvorfra han fendte nogle Studer omkring paa Nordmøre, for at udbyde 
Folk og Koſt til Leding. Af dem, fom indfandt fig, valgte han Dem, han 
fynte8, og vendte Derpaa tilbage til Bergen, idet han overalt langs Ky 
ften optog de fongelige FIndtægter. Paa denne Fart gif han gjennem det 
nordre Saudungsfund, om bvilfet det Sagn gif, at Vet ej var godt for 


1) Ulvefund er mellem Baagsø og Faftlandet. Mellem Vaagso og Halfen af 
den Halvø, der danner Stadtlandet, ligge Øerne Sellø og Barmen; inden 
for dem føærer Moldefjorden fig ind til det faafaldte Kjøds- Eid. | 





————|———— 22] — 


1206. Smaafejder mellem Birkebeiner og Bagler. 503 


en Konge at fare der. Siden begav ogſaa Erling fig til Viten, og 
anfom lidt før Juul til Tunsberg, bvor han hodt fit Fulegilde; bvur- 
imod Voilip Jul firar efter Julen drog til Bergen med Smaafti- 
bene *). | 

Omtrent paa famme Tid, lidt før Juul, bændte det fig at Bagler— 
høvdingen Sørfve Snaap, Ven famme, der alerede tidligere havde viift fig 
fom en vaff Partigænger Ved Overfaldet paa Thorkell Dreke, og fom nu 
var bleven efter inde i Hardanger, hvor han havde et nødvendigt Erenvde, 
paa Filbagevejen Derfra blev forfulgt af Birfebeinerhovdingen Styrfaar 
GStagnaal, der bavde Sysſel paa Nogaland, fandfynligviis under Peter 
Steyper.  Sørkve, der fun havde 12 Mand og en liden Skude, flygtede 
for bam lige fra Baardbolmen ved Mofter til Karmfund, da Natten 
faldt paa og Jagten maatte opgives for Den Dag.  Styrkaar lagde op 
til Bø ftrar nordenfor Myvaldsnes, lod fit Fartøj drage paa Land, og 
begav fig med fine Mænd, 26 i Fallet, op til Gaarden, hvor Ve lagde fig 
til at fove ti Stuen. Men Sorfve vendte i Nattens Stilhed tilbage for 
at fee, hvor han var bleven af, fandede ligefedes ved Bø, hvor han gjen 
fjendte Styrfaars Fartøj, fneg fig med fine Mænd op til Gaarden, og 
vovede fig endog ind i felve Stuen, hvor han tog to Kefjer, lob ud med 
dem, og bød fine Folk ſtrax at anfalde de fovende Birkebeiner, uden at 
frygte Deres dobbelte Antal. De fik fat paa en Stade, fom de droge for 
Døren, faa at den ej funde aabnes. Styrfaar og hans Folk fore op, og 
grebe fine Baaben, i den Tanke at der var en for Mængde Fiender 
udenfor; nogle flap ud ved at fætte et Bord hen til Vinduet og fpringe 
ud af dette; Baglerne veve Hul paa Faget og faftede Stene ind; Vindu- 
erne fyldte De med brændende Næver, faa at det blev lyſt i Stuen. En— 
den blev at Styrfaar faldt med 17 Mand; 9 fit behode Livet. - Paa 
Sorkbes Side fynes iffe en enefte at være falden, dog blev han felv 
faavet ?). 

Det ov tydeligt at fee, at Mangel paa Det tilftvættelige Antal Lang- 





1) Inge Baardsføns Gaga, fortere VBearbejdelfe Gap 12, 13, længere hos 
Glausføn i Fornm. S..IX. S. 134—142, jvfr. S. 224—226. Da Ghvrifti 
Himmelfartsdag 1206 indtraf Ilte Mai, maa man formode at Kampen i 
Bergen har fundet Sted fidft i denne Maaned eller førft i Juni. I Haa 
fon Haafonsføns Gaga Gap. 4 faar der at Haakon Jarl og Kong Inge 
om Heften rejfte til Shrondhjem. Dette er i det mindfte for Inges Ved: 
fommende uvigtigt, da Inge flet ikke havde været i Bergen, men den hele 
Sid fiden Overfaldet opholdt fig i Nidaros; det Fan heller ikke være rigtigt 
at Haafon førft fom til Nidaros om Høften, thi man feer af Beretningen 
ovenfor, at han rejfte derhen umiddelbart efter Slaget i Bergen. 


2) Inge Baardsføns Saga, Gap. 19. 


504 Inge Baardsſon og Grling Steinvegg. 


ftibe bar nødfaget Haafon Jarl til ganffe at overfade Bergen og Det 
veftlige Norge i Baglernes Vold. Men defto ivrigere Drev han vel paa 
Fuldendelfen af de nye Skibe, bvis Bygning ban forrige Aar havde la— 
Det paabegynde, thi allerede Vaaren derefter vare, fom vi ville fre, flere 
i fuldfommen fejlfærdig Stand. Under dette fit Opphold i Nidaros tog 
ban Kongefønnen, den unge Haafon, til fig, faavel fom hans Mover, og 
fra den Tid af fan man betragte Drengen fom hans Fofterføn. Om det 
var politiffe Grunde, eller alene Omforg for Drengens Sifferhed, fom 
bevægede bam til at antage fig bam faa ivrigt, vides ikke, men Vet er 
et fmuft Iræt hos Den ellers faa herſkeſyge og henſynsloſe Haafon, at 
ban altid vifte Dvengen den ftørfte Kjærligbed og behandlede ham ganfte 
fom fin egen Søn, ja ban lagde endog iffe Dølgsmaal paa, men ytrede 
ofte, at Det var Drengens Urv, med bvilfen faavel ban felv fom Kongen 
fad inde '). Det var neppe efter Kong Inges Onfte, at Haafon faa- 
fedes tog Kongefonnen ganſke under fin Varetægt, og derved middelbart 
fifvede fig De gamle Birfebemers  Hengivenhed; men paa den anden Side 
var Inge neppe den Mand, fom i visfe farlige Tider tilpavns kunde 
værne om bang Sikkerhed. For øvrigt dulgte Haafon aldeles iffe fin 
Misfornøjelfe med, at ban iffe bar Kongenavn, da det jo Dog var ham, 
fom egentlig bavde Magten og var Rigets fornemfte Støtte; han havde 
Krigsmændene, Inge Dderimod CSlægts - Uriftofraterne paa fin Side, og 
beri var et tilftræffeligt Flement til ny Ivift for Haanden, fom fun 
Faren for den fælles Fiende, Baglerne, endnu formaaede at holde tilbage. 
Imidlertid er Det iffe tænfeligt, at Haafon og Inge ſkulde funne tilbringe 
Den lange Tid tilfammen fra Sommeren 1206 til Baaren 1207 i for- 
bofdåviis No og Sitferhed, uden at det vftere maatte fomme til flemme 
GSammenftød mellem deres indbyrdes Filbængere.  Herpaa hentyder og; 
hvad de gamle islandføe Aarbøger fort og godt fortælle, uden at berøre 
De nærmere Omftændigheder, at Kongens Svoger Fhorgrim af Ljaanes, 
bvis Bryllupsbojtid fit en faa forfærdelig Afbrydelſe ved Baglernes Over- 
fald, endnu famme War dræbte Krigsbøvdingen Jon Usle, men blev felt 
til Gjengjeld dræbdt. Da det ej funde være hans egen Svoger, Kongen, 
fom fod bam dræbe, maa Det bave været Jon Usles Kammerater, eller 
maaffee endog Farlen felv, fom paa egen Haand tog Hevn. Thorgrims 
unge Enke, Sigrid, blev iffe fænge efter gift med en anden bøjoyrdig og 
mægtig Mand, nemlig Jon paa Auſtraat, Søn af Sigurd paa Auſtraat, 
bvilfen igjen var en Søn af Kaare Kongsbroder og Borghild, Syfter 
af Gregorius Dagsfon. Heller iffe dette Egteſkab blev langvarigt *). 


1) Haafon Haakonsſons Saga Gap. 4. 
3) Jon paa Uuftraat døde nemlig 1214, fe nedenfor; da han omtales fom 





— — — — — — —— — — — ZZ —— — — —— 

















1206. Erkebiſkop Shore kommer fra Rom. 505 


Den ſamme Sommer, alle disſe Begivenheder fandt Sted, kom den 
nye Erkebiſkop, Ehore, hjem fra Rom efter modtaget Pallium u). Han 
fyneg at bave været en fredelffende Mand, der i den oprigtige Beftræ» 
belfe at faa gjenoprettet Nolighbed i Landet, ftillede fig uvdenfor alle Par- 
tier og benyttede fin ſtore Jndflydelfe alene i dette Øjemed. Vel mis- 
tænkte man ham fiden før at intvigere mod Kong Inge til Haafon Jarls 
Fordel; han bar maaffee med faa mange andre anfeede Mænd været 
faa overbetiift om Fnges Uduelighed til at røgte fit anfvarsfuldve Kald 
lige over for Den talentfulde Haakon, at han fun faa Riget Frelfe i at 
denne fom paa Tronen. Man fan bheller iffe vente, at en forhenværende 
Kanonitus under Biftop Nifolas i Oslo, og fom dertil havde vundet Er— 
febiffop Eriks ſerdeles Opmærffombed og Belvilje, ſkulde have funnet aldeleg 
frigjøre fig for Lyſt til at deeltage i politifte Intriger. Det maa enda 
anfeeg for meget, at ban, fom det ſynes, omfattede Haafon Jarl og Sver— 
res Kongebuus med uftrømtet Hengivenhed, og iffe gjorde fig til et blindt 
Nedffab i VBaglernes og fin forhenværende Principal Biffop Nikolas's 
$Haand. Det var fandfynligviis unver fit Opphold i Rom, at Erkebiſkop 
Thore felv udvirkede et Par Pavebreve, Daterede den 11te Marts 1206 2), 
af bvilfe det forfte aabenbart er udftedt med ftadigt Henfyn til de i Norge 
berffende Urofigheder, og Den Uffif, at Prefter felv gif i Krig; Paven 
paafagde ham nemlig å denne Skrivelfe at affætte de Prefter, der Drøge i 
Krig og udgøde Blod, fra dereg Værdighed og Embede, medeng han dog 
tillige faftfatte, at Den, Der DdDræbte Dem, ikke funde faa Abſolution uden 
af Paven felv i Rom. Efter dette Bud ſtulde de VBagler, der havde 
dræbt Einar Kongsmaag i Stavanger, ftrengt taget have gjort en Bods— 
rejfe til Rom, thi ban var, uagtet fit Giftermaal og fine frigerffe Syfler, 
Dog lige fuldt Preft, fom man af hans Fimavn fan fee. Det andet 
Brev indeholder Svar paa Erkebiſkoppens Forefporgfel, om det fan an- 
fee8 for en ordentlig Daab, hvis Nogen, i Mangel af Preft og Vand, 
fmurte et Barn, der var Døden nær, med Spyt paa Hovedet, 
paa Bryftet og mellem Skuldrene; Dette var nemlig tilladt af Er— 
febifføp Jon og optaget i de ældre Kirkelove 3), tildels med ftadigt Hene 
fyn til de fange Fjeldrejfer i Norge, paa bvilfe det ofte funde bænde at 
et Barn, naar det af Forældrene bragtes til Daaben, overfaldtes af en 

Kongens GSvoger allerede „nogle Uar" før den Tid (Fornm. S. IX. 206) 

funde han vel neppe være bleven gift med Gigrid fenere end 1210. Hans 

GSlægtsffabsforhold fees i foregaaende Bind, Slægttavlen No. 15. 

1) Fornm. $. IX. 226. 
2) Ep. Inn. III. IX. 6. 
3) XÆldre Gulathingélov Gap. 21. Aldre Froftathingslov I. Gap. 3. Vi— 

fens ældre Ghriftenret Gap. 2. Eidſiva Ghriftenret Gap. 2. 


506 Inge Baardsføn og Euling Strinvegg. 


pludfelig Sygdom, uden at der fandtes Vand, end mindre nogen Preft, i 
Nærbeden. Ikke deſto mindre erklærede Paven, at dette ikke Funde kaldes 
nogen Daab, Da bverfen Preft eller Vand vare tilftede; og uagtet bine 
Steder viftnof endnu bleve ftaaende i Loven, bleve De Dog ved Den fenere 
Sovrevifion forandrede å Overeensftemmelfe med biin pavelige Grølæring *). 
Hvor Erkebiſkop Erik, efter at bave overgivet fit Embede til Shore, opholdt 
fig indtil fin Dod, der ej indtraf førend i 1213 2), figes ikke; man feer 
fun af den Omftændigbed, at han 1212 var med at flutte og befegle det 
Arve-Forlig mellem Haafon Jarl og Kong Inge, fom nedenfor nærmere. 
omtafes 3), at ban maa bave opboldt fig i eller ved Nidaros, og frem- 
deles nydt megen Ugtelfe. Maaſkee bar ban truffet fig tilbage til Elge— 
feter Klofter, maaffee til Munkholmens; maaſkee og til det mye Cifter- 
cienfer = Klofter, fom i Aaret 1207 af Munke fra Lvfeflofter friftedeg paa 
Futerøen udenfor Froften, og fom fra den Tid af blev et af Morges 
fornemfte Hevrefloftre 5). Samme Aar døde ogfan Biftop Njaal i Sta- 
vanger og efterfulgtes af en Henrik, | 


SL. - Grling Stiinveggs Død. Philip Simonsføn bliver Baglernes Konge. 


Om SHøften, Vintren og Vaaren 1206—1207 forberedede man fig 
paa begge Sider til nye Krigsforetagender. — Birkebeinernes Hovdinger 
fuldendte nu de Sfibe, fom de havde ladet paabegynde, og De vare alle 
ufædvanlige ftore; faaledes var Kongens nye Skib paa 36 Num, Haafon 
Jarls paa 32, men ſtort enda i Forhold dertil, og Peter Steypers lige 
fedes paa 32.  VBaglerne, eller vettere Deres Høvdinger, Kong Erling, 
Reidar Srndemand og Philip af Veigen, lode ved Efterretningen herom 
ligeledes vejfe trende Skibe, der i Størrelfe ſkulde overgan ej alene bine, 
men ogfaa alle andre, Der nogenfinde havde været byggede å Norge. For 
førfte Gang, fom Det fader, blev Der ber til Lands paa disfe tre Skibe 
anbragt dobbelte Aarerader mellem Øferummene, bver paa 24 Haaborer 
elfer Aareporte 5), De overſte Aarer 20 Alen lange; til Fjeldet behøvedes 


1) Se Erkebiſkop Jons Ghriftenret, Gap. J. 

2) Erkebiſkop Erifé Ded 1213 omtales i de islandffe Annaler. 

3) Se nedenfor, faavel fom Inge Baardsføns Saga hos Peder Glausjen, Fornm. 
S. IX. 200, Haafon Haafonsføns Saga, Gap. 5. 

4) Om Juterø eller Jauterø Klofters Stiftelfe, fe Manrique Ann. Ord. Cistere. 
NI, famt ifær Langes „Norſte Kloftves Hiftorie”, S. 373. Stiftelfesdagen 
angives til 25de Marte. Å 

5) Her følge vi Terten i den Éortere Bearbejdelfe af Sagaen Sap. 14. Peder 
Glausføn (Fornm. S. IX. S. 144) bar upaatvivlelig misforftaaet Jerten, 
hvor han figer at der oventil var 48, nedentil 24 Aarer. Der har fikfert 
ftaaet at Aarernes Aantal i Ult var 48, 24 oventil og 24 nedentil. 




















1207. Erling Steinveggs Dod. 507 


over 35 Alen; Hvert Halbrum var beregnet paa en Befætning af 8 Mand 
og naar man ftod nede paa FJndholterne, funde alene en høj Mand med 
en bred Øre naa op til det nedre Filfar. Disſe uhyre Skibe, hvortil 
man maaffee har taget Modell af Middelbavsffibene, fom i Det mindfte 
Reidar godt fjendte, bleve fatte under Bygning ved Funsberg, men ingen 
af dem feulde, fom man nedenfor vil erfare, fomme Baglerne fynderlig til 
Gode, men gaa til Grunde, faafnart De vare fomne paa Vandet. Erling 
Steinvegg felv havde neppe ladet dette Arbejde paabegynde, førend han, 
ſtrax efter Julen, blev fyg og døde efter en Uges Forløb ). Der blev 
øjebliffelig fendt en let Stude til Bergen under Befaling af en Olaf 
Thoresſon for at underrette Pilip Jarl derom, og bede ham føynde fig 
til Funsberg, for at varetage fit Farv, Imidlertid blev Erlings Dod 
Holdt Hemmelig, og hans Lig gjemt forſt bjemme I Herberget, fiden i St. 
Olafs Kloſterkirke. Jarlen begav fig sjevliftelig affted, foregivende for 
- Mængden, at Danefongen havde fendt Bud efter ham; han fom til Tuns— 
berg ved Faſtetid (Gte Marts), og da forit Olev Dodsfaldet bekjendtgjort 
og Liget begravet, nemlig i Olafsfirfen8 nordre Ghorvegg oppe ved Ul- 
teret. Philip Jarl antog foreløbigt Befalingen over Floffen. For ham 
og. Biſkop Nikolas var Erling Steinteggs Dod viſtnok meget beleilig, thi 
mellem Pilip og Kongeværdigheden ftod nu fun Erlings to efterladte Søn- 
ner, Magnus og Siqurd, der begge vare Børn, den førfte fun 8, den 
anden fun 4 Aar gammel, og af hvile Erling fun havde erfjendt Sigurd 
figefrem for fin Søn, medens han fun havde færftet Jarnbyrd for at be- 
vife den andens Herfomft, uden at denne Færndyrd, fom Det fynes, endnu 
havde fundet Sted. Ved nu at bære fig flogt og forfigtigt avd, funde 
det lykkes Philip at tilvende fig Kongenavnet.  Magten havde han allerede; 
med en umyndig Konge vare Baglerne lige fra lidet tjente fom Birkebei— 
nerne, og i De Par Aar, Poilip alerede havde været Jarl, havde man 
haft Tid nof til at vænne fig til at betragte ham fom fyrftelig Perfon, 
faa at de Bønder, der i 1204 iffe havde funnet gjøre fig fortrolige med 
Tanken om at fee ham ftige op fra at være Deres Ligemand til at blive 
Konge, nu maaffee havde fettere ved at fee ham hæve fig til Kongeværdigheden 


1) Hvor længe efter Julen han døde, angiveg ikke; men da det udtrykkelig figes 
at Philip Jarl, der viftnok fik Efterretningen om Erlings Død faa art efter 
denne, fom det paa nogen Maade lod fig gjøre, altfaa vel i det højefte 6 
Dage derefter, og fom ligeledes rejfte fra Bergen faa hurtigt fom muligt, 
faaledes vel og omtrent i det højefte i 6 Dage, Fom til Tunsberg i JFaften, 
altfaa aller tidligft den Gre Marta, fan man ikke fætte Erlings Dod tidli- 
gere end 22de Februar, men heller fenere, eller omkring Begyndelfen af 
Marts. — Ogfaa fra Erling havde man endnu i 1622 et Brev til bedfte for 
Hovedøens Klofter. Han Faldte fig i dette ,, Erling Norges Konge, Søn af 
Kong Magnus." 


508 Snge Baardsſon og Philip Simonsføn. 


fra at være Jarl. Herom blev der nu brevverlet paa det ivrigfte mellem 
Farfen og Biftoppen, der tillige havde mange bemmelige Sammenfomiter 
med de fornemfte Bønder for at fitve fig deres Biftand. Jarlen holdt 
imidlertid qode Miner med de andre Krigsbevdinger faavel fom med Mand- 
ftabet, der vilde have en af Erlings Sønner paa Tronen, og ytrede Éun, 
naar Der taltes om GSufcesfionen, at der var godt Raad paa Konger, 
fiden man havde Erlings begge Sønner at vælge imellem. Hermed lode de 
andre fig for Det forſte fille tilfreds. 

Da der var bhenlevet en fjorten Dages Iivd efter Paafte (Gte Mai), 
havde Jarfen og Biftoppen endelig fifret fig faa mange FVilbængere blandt 
Bønderne, at de, fom man maa formode, anfaa fig nogenlunde visfe i fin 
Sag. Thi da droge Baglerne med hele deres Styrke over til Borg, medbrin- 
gende Erling Steinvegas Sønner, og lode tilftevne Borgartbing for ber 
at bolde Kongevalg og Kongehylding. Her indfandt fig og, fom det for- 
ftaar fig, Biſkop Nikolas. Thinget holdtes paa Marie Kirfegaard, men 
Biffoppen og De fornemfte og mæygtigite Bender, bvoraf vel de flefte alle- 
rede vare bundne for Philips Fnteresfe, vare inde i Kirfen og afgjorde 
foreløbigt Sagen ganffe paa egen Haand og for lufte Døre mellem fig 
felv, uden at bryde fig videre om, hvad Ver forhandledes udenfor. Her 
ftod Neidar Sendemand op, talte om det Fab, man havde lidt ved Kon- 
gen8 Død, og om den Nødtendighed, Der nu var forbaanden til at tage en 
ny Høvding over Flokken; her var Der, fagde ban, ingen Banffelighed at 
træffe et Valg, thi man bavde jo begge Erlings Sønner at tage til, hvad 
enten man nu belft valgte den fom Krigsfolfet, eller den fom Bønderne 
fynte8 bedt om. De forfamlede Bønder fvarede i Førftningen intet here 
paa, da De mægtigfte iblandt dem, og de fom fædvanligvite plejede at 
raade, endnu vare inde i Kirfen. Men der blev nu fendt Bud efter Dem; 
de fom ud paa Thinget, og den meeft anfeede af dem tog faaledes til Orde: 
Det ev ganſke vift uomgængelig nødvenvdigt, at vi nu alle fammen vælge 
og en fælles Hevding for Flokken, thi her er en ſtor Styrke af Folk og 
Gfibe, der nok, hvis alt ſkal gaa godt, funne bebøves mod Birkebeinerne- 
Men derfor have og vi Bønder opgjort vor Beflutning. Vi mene fom 
faa, at Det ej er Barneverk at overtage en faa vanftelig Sag, der udfrær 
ver en Mand, fom baade er forftandig og Dertil øvet, faavel i Hærftvrelfe 
fom i at flifte Net mellem Bønderne. Vi ville have en Konge, fom vi 
funne hate Bærn af. Dertil er nu Den bedfte Lejlighed, faafom vi her 
have Pilip Jarl, Svfterføn af Kong Inge Haraldsføn, den bedfte Konge, 
Randet i Mands Minde bar baft, og befjendt fom en brav Mand; ham 
ville vi derfor give Kongenavn, om I famtyffe Dderi". Lodin Stallare 
fvarede: ,3 Bønder have viſtnok at raade for Kongevalget, men Krigs- 
foltet ønffede Dog helſt at en af Erlings Sønner, hvilken af dem man nu fynes 








1207. Philip Simonsføn Baglernes Konge. 509 


bedſt om, maatte blive valgt". Heri iftemmede de øvrige Kvigere, og der 
blev megen Larm, idet Den ene talede Munden paa den anden. Men 
Bønderne erflærede, at hvis Krigsfolfet ej vilde tage den til Konge, fom 
de onſkede, vilde de flet ingen Konge tage vg iffe [ænger erfjende Bag— 
ferne8 Herredømme. Baglerne fljønnede firar, at Vette ej vilde befomme 
dem vel, og at De intet andet Valg havde end at give efter, thi naar 
Flokken ej tilbørligt underftøttedes af Bønderne, men maatte flilles av, 
vilde dens enfelte Medlemmer iffe have nogen Eftergivenhed at vente af 
Birkebeinerne. De befluttede faaledes at fade Bønderne raate, og Biſkop 
Nikolas havde da omfider faaet frem, hvad ban faa fænge havde intrige- 
ret og arbejdet for. Den af Bønderne, der qav Pbilip Kongenavn, var, 
merfeligt nof, den famme Erlend af Hufeby, der for iffe mere end et Aar 
fiden med faa for Ombu og Kjærlighbed havre bragt Kongefonnen Haa— 
kon og hans Moder til Nidaros. Enten bar han af de øvrige Bønder 
været nødt til at vife Philip denne Gre, eller det har været ham lige 
gyldigt, hvo der blev Konge i Vifen, faa fænge ikke Haafen felv fit Kon- 
genavn. Siden ftod, efter fævdvanlig Hyldingsſkik, en anden Bonde op, 
og tildømte Philip Leding, Nod og Neide, fom det bed (d. e. Skibsro— 
ning og Sfibsudruftning), bvorefter Baglerne ſtrax forføjede fig til fine 
Skibe, vg emdnu den følgende Morgen vendte tilbage til Tunsberg. Der 
tales intet om, at Pilip fom Konge aflagde Kong Valdemar i Danmark 
Troſkabsed, eller at Der endog var Nogen tilftede ved Hyldingen paa 
Valdemars Vegne !). 

Ikke fænge efter Poilips Opbøjelfe til Kongeværdighbeden, medens 
Baglerne endnu opboldt fig i Tunsberg, miftede de en af deres fornemjfte 
Hoøwdinger, idet Pyilip af Veigen, gift med Margrete, Kong Magnus's 
Syfter, blev rørt af et Slag og døde efter et fort Sygeleje. Hans Lig 
blev ej ført til hans Fædrenebygd, Ningerife, hvor bans Wttegaard Veigen 
faa, men, ligefom Erlings, begravet ved St. Olafs Kloſterkirke i Tunsberg *). 


82. SBirfebeiner og Bagler gjøre forffjelige Strejftog langs Kyfterne mellem 
- Bergen og Oslo. - Borgen i Bergen belejres og indtages af Baglerne. 


Den famme Vaar, da Dette Kongeſtifte fandt Sted i Viken, droge 


1) Inge Baardsføns Saga Gap. 14; hos Peder Glausfen i Fornm. sögur IX. 
S. 144—150, jvfr. S. 227. Det er ej ufandfynligt, at Philips Hyldings- 
dag var St. Hallvards Dag, 15de Maui. 

?) eigen, efter hvilfen Philip benævnes, er den nuværende ftore Gaard Vejen 
(der endnu vetteligere burde førives , Beigen") paa Ringerife, Norderhovs 
Sogn. 


510 Inge Baardsjøn og Philip Simonsføn. 


Kong Inge og Haafon Jarl med Birfebeinernes hele Styrke fra Nidaros; 
for at gjøre et nyt Fog mod Baglerne, og vel ifær for at fordrive dem 
fra Bergen. De havde da faavel bine oven nævnte tre ftore Skibe, fom 
en beef Deel Smaaffuder, og en Mængde Folk. Haakon Jarl medbragte 
faavel fin Huſtru Fru Ghriftina, fom fin Pejefon, Den treaarige Haafon 
Haakonsſon; ligeledes var Chriſtina, Kong Sverres Datter, med; alt 
var, fom man feer, beregnet paa en længere Fraværelfe fra Nidaros. 
Da de fom til Bergen, fandt de, fom man af Beretningen tan fee, ingen Bag- 
fer; enten har Poilip allerede taget alle fine Folt med fig, da han begav fig 
til Tunsberg ved Efterretningen om Erling Steinvegg3 Dod, eller de, han 
efterlod, maa have forladt Byen ved Ejfterretningen om, at Birfebeinere 
nes Flaade nærmede fig. Fra Bergen fendte Kongen og Jarlen to Høv- 
dDinger, Thorſtein Gimfe og Svein Næpa, fydover med 14 Studer, for at 
holde Udkig, fiden droge de ogfaa felv affted med Storſtibene til Hvit: 
ing8ø, bvor de med det førfte bleve liggende. Imidlertid opholdt de kon— 
gelige Damer fig med Drengen Haafon i Bergen, bvor ligeledes Kong 
Inges Broder, den unge Skule, fynes at være bleven tilbage '). Til Be— 
falingsmand paa Borgen i Kongens og Jarlens Fraværelfe var førjt 
Dagfinn Bonde beftemt, men han fordrede en Befætning af 240 Mand, 
og dette fandt man alt for meget. En anden Høvding, den oven omtalte Sver- 
ting, tilbød fig at forfvare Borgen med det halve Antal Folk, og Vil 
tudet blev modtaget; Dog betroede man ham ej denne vigtige Poſt ganfte 
alene; ved hans Side filledes ogfaa Preften Ivar Bodde faavel fom en 
vis Erlend Slidre. Baglerne fendte omtrent paa famme Tid 16 Efuvder 


veftover, ligeledes deels paa Udkig, deels paa Fangit, under Befaling af - 


Arnbjørn Jonsſon, Eindride Hegre, Nifolas Botolfsføn, Arnthor Foka 
og Gyrd Benteinsjøn. Da disſe fom til Selgerne, fil de høre at Kong 
Inges Sysfelmand paa Agder, Fbhorgils Fudend, var paa Vegge I Sok— 
nedalen, og bavde famlet en heel Deel Ledingskoft. Uden, fom Det fynes, 


at bave mindfte Nys om de Studer, Birkebeinerne havde fendt forud, be 


fluttede De at bemægtige fig denne, og aftalte at alle Fartøjerne, der 
eller8 fore noget fpredt, flulde møvdes en Morgen ved Hiterø. Dette 
ffede, men idet Urnthor Fofa fiden vorde videre mod en frag Movden- 
vind, og fom udenfor Soknedalselben, faa han to Birkebeiner-Skuder ſtyre 
ud imod ham. De af Kongen og Jarlen udfendte Mænd vare nemlig 
fomne derhen. Arnthor Drejede ftrar af, og frjlede et Stykke til Habs; 
Birfebeinerne, Der fun vare fendte for at fpejde, ej for at flaas, vendte 
figeledes atter mod Norden, og fejlede forbi Haadyr. Kort efter fom 





1) Skule omtales nemlig fom en af dem, der befandt fig i Borgen i Bergen, 
da den belejvedes af Baglerne. 





————— EEE 





1206. Birfebeinerne drage mod Baglerne I Junsberg. 511 


hele Baglerflaaden til Sofndal, og lagde ind i Aamundingen. Om at 
bemægtige flg Ledingen var vel iffe fænger nogen Tale, da Birkebeinerne 
fandfynligviis allerede havde modtaget Den, medens de faa ved Sokndal"); 
men derimod funde Det nof lønne fig at opſoge Birfebeinernes Spejderflnade, 
og vove en Dyft med den, da Overlegenheden i Sal var paa Baglernes 
Side. Disſe fendte tre Studer forud for at underføge Farvandet; og 
da Folfene ombord paa dem fif at høre, at Birkebeinerne ffulde ligge 
rolig ved Gifundafund (Eferfund) roede de nok faa driftigt frem forbi 
- Haadyr. Men neppe vare de fomne forbi, førend de faa alle 13 
Birfebeinerffuder fomme lige imod fig. De vendte Derfor ſtrax tilbage, 
forfulgte af dem. Men fnart fom avden til Birkebeinerne at tage Flug— 
ten, thi Da De ved Sokndal udſtillede Vagter fik fer dDe tre Skibe fomme 
roende, forfulgte af Birkebeinerne, fatte Arnbjorn op fit Merke, og roede 
med de øvrige Høvdinger ud af Havnen. Ved Synet af Merket ind- 
bildte Birkebeinerne fig, at det var Baglernes hele Hovedflaade, fom fom 
roende imod Dem, og vendte Derfor vjebliffelig om; De bavde Desuden en 
heel Deel Ledingstropper ombord, og dette Slags Folk var fædvanligviis 
alt for tilbøjeligt til at fatte panift Stræt ved minvdfte Anledning. Bag— 
ferne forfulgte Birfebeinerne lige til Svaaverik tæt ved Svaanes *), hvor 
de føb i Land; Baglerne jagede dem endog et Styffe op i Landet, idet 
De nedlagde mange af dem, bvoriblandt YUnføreren Svein Næpa og en 
vis Erlend Ihjovafappe, Der ligeledes fynes at have været Befalings- 
mand; en Deel af dem fit Grid. Men alle deres Fartøjer bleve tagne 
af Baglerne, fom nu paa Gfterretningen om at Birfebeinernes Hovede 
flaade faa ved Hvitingsøerne, og fandfynligvits med det førfte vilde Drage 
videre oſtober, føyndte fig tilbage til Tunsberg for at melde Dette, idet 
De fejlede eller voede baade Nat og Dag, medens De fra Skibene forjagede 
Birfebeiner maatte hjelpe fig fom de bedſt funde, og rimeligvis over Land 
begive fig tilbage til Hvitingsø 3). 

Saa fnart Spejderffibene vare komne tilbage til Tunsberg, udfendte 
Kong DPbilip under UAnførfel af Nikolas paa Lijter, Erling Vif, Drm 
GStutilfvein og Knar Hattfpjør, fandfynligviis, efter Nikolas's Hjemjted 
at dømme, alle fammen Mænd, der vare befjendte med Farvandet omfring 
Agder. Da de fom til Helgefund, blev det Dem tilfjendegivet at Virke- 
beinernes Flaade allerede havde fejlet forbi FJæderen og Lifter. Ved Gje 
terretningen berom vilde Nikolas ſtrax vende tilbage, men Orm modfatte 





1) Dette er Gaarden Viggen i Sogndal. 

2) Navnet Svaavevik eller Svaavif om Vigen ved Svaa-Elvens Udlob er fand- 
fynligviis endnu brugeligt. 

3) Inge Baardsjøns Saga, Gap. 15. Vidleftigeve VBearbejdelfe hos Peder 
G(ausføn, Fornm. S, IX, S. 150, 151. 


512 Inge Baardeføn og Philip Simonsføn. 


fig det. Saaledes biede de hele Dagen indtil om Aftenen; Va ført fit 
Nikolas fin Vilje frem, og de fejlede nu hele Natten oſtober, faa at de 
om Morgenen fom til Portyrja (Portør) og lagde ind i Havnen. Det 
var ftert Taage, faa at man ej funde fee langt fra fig, og ve merkede 
faafedes intet til Birkebeinernes Flaade, førend de med eet faa den fejle 
forbi Havnen, og ſtyre pjtover lige mod Nefet. Da føyndte de fig affted 
alt bvad de funde, for at fomme dem i Forfjøbet, toge Fjeldene ned og 
fatte Kurfen indenfor Aur (Jomfruland) og tvers forbi Langefundsgabet. 
Men da de fom til Staværn, vare Birfebeinerne alerede borte, og fejlede 
ind til Sundene (ved Grindbolmefund eller Brængen); det lykkedes fun 
tre af Baglernes Styrmænd, Bjørgulf Baat, Erik Berg vg Skäaring, 
med hver fin bhurtigfejlende Stude at fomme noget forud for Birkebeis 
nerne og bringe Kong Pyilip Bud om veres nær foreftagende Ankomſt. 
Philip fod flrar blæfe hele Mandffatet til Møde oppe paa Haugene, vg 
fpurgte, bvad man ſkulde gribe til, enten at gaa ombord paa Sfibene og 
ftride med Birkebeinerne, eller oppebie Dem i Byen, eller endelig at flygte 
op i Landet, hvilket efter hans Mening var det raadeligfte, da deres Styrke 
var alt for liden i Sammenligning med den fiendtlige. Men den tapre 
Arnbjørn Jonsføn vilde iffe vide af nogen Flugt. Lader 08,7 fagde 
ban, „gaa ombord paa De tre [tore Skibe, og værge o8 fom Mænd; 
der ville vi fænge funne forfvare os, om vi endog eve færre Å Antal." 
De pvrige bifaldt hans Ord, og faaledes gif man da ombord I Vet ſtorſte 
af Stibene, nemlig det fom Poyilip af Veigen havde ladet bygge. Her 
tog Arnbjorn med fin Stare Mads i Forftavnen, Kongen felv med fin å | 
Bagitavnen. — Det fader næften til, at man iffe havde Full nok til at 
bemande de to andre. Ikke længe efter fom Birkebeinerne, Lagde til ved 
Nosfenæs, væbnede fig, vg roede derpaa til Angreb mod Baglerne. Men 
Arnbjørn Jonsſon blev haardt føuffet i fin Forventning om Krigsfamme- 
raternes Tapperhed. Aldrig faa fnart vare Birfebeinerne fomne i Skud— | 
maal, førend Baglerne gave fig til at flygte op paa Bryggerne, førft | 
Kongeffaren i Bagftavnen, fiden Urnbjørns Folk. Arnbjorn felv var 
yderlig forbitret. „Aldrig mere vil jeg trives,” fagde han, ,om jeg mu 
maa fly, og dog ev Der ingen anden Udvej!" Med disfe Ord fprang | 
ogfaa han op paa Bryggen. — Birkebeinerne fprang efter, men Det tog 
nogen Tid, inden De fom op paa Bryggen, Da Langffidene overalt faa 
dem i Vejen; denne Frift fom Baglerne til Gode, faa at De flap ud af 
Byen og op over Frode-Aajen, uden at De tabte fleve end cen Mand, en 
£edingsmand ved Navn Fhorbjørn Skeiv.  VBirkebeinerne gjorde ved 
denne lette Sejer et overvættes vigt Bytte, tbi de bemægtigede fig ikke 
alene de tore nye Skibe, men ogſaa Dem, fom VBaglerne tidligere havde 
taget ved Overfaldet i Nidaros, foruden alt det Gods, Baglerne ved deres 











1907. Baglerne belejre Borgen i Bergen. 513 


— 


haſtige Flugt havde ladet blive tilbage. Imidlertid kunde De ikke tage 

alle Storftibene med, fandfynligviis vare hine tre neppe engang i ſejlfar— 

dig Stand, derfor blebe de opbrandte, faavel fom Geſteſkaalpen og Lyrten, 
tilligemed et andet ſtort Stib; Guldbringen derimod, og de andre ſtore 
Skibe beholdt de"). 

Men medens Birfebeinerne vandt Denne Sejr i Junsberg og frem- 
deles opholdt fig der i nogen Tid, havde Baglernes Studer ikke været 
fedige men atter taget Bejen veftover til Staværn, og tilføjet Birkebei- 
nevne megen Skade. Deres førfte Bedrift var at lægge fig paa Luur 
for tvende af VBirfebeinerne8 Hoøvdinger, Olaf Jurundsbroder og Olaf 
Smørmage, der begge havde Sysfel paa Agder *), og om btem De havde 
hørt at de paa hver fin Sfude fom fejlende veftenfra. Baglerne traf 
dem, og jagede dem i Land, den ene ved Thrymlingerne, den anden ved Flo- 
 ftergavlen; de flefte af Mandføabet bleve dræbte og Sysfelmændene felv 
«fangne. Nikolas vilde fljænte dem Livet, men Da De øvrige merkede 
Dette, føyndte De fig at dræbe Dem. Idet de fortfatte Sejladfen veftover, 
traf De fo Gnglandsfarere, den ene ved FJæderen, Den anden ved Karmt; 
De toge og plyndrede Dem begge, og fik et vigt Bytte. Derpaa droge Ve 
lige til Bergen, thi de havde faaet høre, at der fun faa en frag Befot- 
ning i Borgen. Idet de nærmede fig Byen, deelte de fig i to Afdelin— 
ger, af bvilfe Den ene lagde til i Toluviken 3), den anden uvdentil under 
Borgen, bvorpaa de gif i Land, og angrebe Borgen fra begge Sider. For- 
fvarerne ftillede fig førft op paa Ydermuren, men vare iffe paa langt nær 
talrige nof til at funne befætte den fuldftændigt; Baglerne lob Storm, 
fornemmelig paa Det Sted, hvor Muren var tyndeft befat, fom uden Van- 
ffelighed op, og fif faavel belte Muren ſom det Dertil hørende Faarn eller 
Kaftell i fin Vold, medens Birfebeinevne maatte trakke fig tilbage til den 
indre Borg eller Hoved-Borgen. For at have Defto friere Hænder, op— 
brændte Baglerne Yderborgen, paa Kajftellet nær, fom de befatte, og be- 
gyndte Derpaa formeligt at belejre eller rettere blofere den indre Borg, 
vor, foruden Befætningen, Jarlens Frue, Gyriftina, befandt fig tillige- 
med Kong Inges Syfter Fru Sigrid, Kongedatteren Cpriftina, Dagfinn 





1) Inge Baardsføns Gaga, Gap. 16.  Vidløftigere -Bearbejdelfe hos Peder 
. Glausføn S, 152. 

2) Der ftaar „paa Veſtre-Agder““, men dette er visfelig Strivfejl for , Øftre 
Agder,“ thi det var her, Hvor de bleve tagne, og paa VBeftre-Agder ſynes 
Thorgils Fudend at have været Sysfelmand, fe ovenfor. 

3) Joluvifen fynes neppe at Funne være andet end den Vig, der omgiver 
Soluholmen; da nu denne er Ghriftiansholmen, fynes Joluvifen at maatte 
være GSandvifen øftenfor Borgen. 


Mund, Det norfte Folks Hiftorie, II. 33 





514 Inge Baardåfen og Philip Simonsſon. 


Bondes Huſtru Margrete, Eyvind Preſtmaags Huſtru Gyrid Jonsdatter, 
Thorſtein Heimnes's Huſtru Gudrid, og flere fornemme Damer, i Alt 
40; ligeledes Kongeſonnen Haafon og Skule Kongsbroder. Der var 
Proviant nok paa Borgen, men VBaglerne vidfte at der var Mangel paa 
Driffevare, og baabede faaledes, om ej ved Hunger, faa i det mindfte ved 
Torſt at bringe Befætningen til Overgivelfe. Derfor holdt de Borgen 
ftrengt indefluttet, og føgte fær af afffære al Forbindelfe mellem den og 
Byen. Det gif efter deres Onſke, thi da em lang Tid var gaaet hen, og 
Mangelen paa Drikke allerede begyndte at Vlive følelig, vtrede Birfebei- 
nerne umisfjendelig Lyſt til at fapitulere, men føgte fun, fom man tydelig 
fan fee, at fravælte fig det mulige Anfvar derfor, om Overgivelfen fiden 
ffulde befindes forbaftet, ved at raadfpørge Erfebiffop Thore, Der juft 
paa Denne Tid var Fommen til Byen, bvad de ſkulde ajøre, og hen— 
fille til ban Afrjørelfe, om de endnu føulde holde Borgen faa fænge de 
funde, eller overgite Den paa De Vilfaar, Baglerne maatte opftille. Det 
er iffe fan ufandfvnligt, at Fruentimmerne, Der med Wngjtelfe imødefaa 
en fangvarig Belejrings Plager, og maaffee endnu mere en Storms Ræd- 
fler, ifær vare ivrige for at paaføynde Overgivelfen, fljønt der fenere og— 
faa bvilede Mistanfe paa Overbefalingsmanden, den ftorpralende Svers 
ting, at ban bemmelig ffulde være Baglerne bud. Erkebiſkoppen fvarede 
afene, hvad der fornuftigviis funde fvare8, nemlig, at Hvis det paa nogen 
Maade var dem muligt, burde de fremdeles holde Borgen, men merfede 
de, at det i Længden ej (od fig gjøre, var det bedft at overgive fig i Tide, 
medens det endnu var Baglerne befjendt at de havde Proviant nok, thi 
Da vilde de funne faa faa meget bedre Betingelfer. De [ode ham da 
anmode om at begive fig op paa Borgen, for felv at fee, hvor meget 
Proviant dDer var tilbage, og deraf at bedømme, om de endnu en Stund 
vilde funne holde fig. Han gjorde faa, uden at der tales om at Bag- 
ferne fagde ham nogen Hindring i Vejen, og overbevifte fig da, fom Det 
beder, om at Provianten temmelig fnart vilde flippe op. Det er ellers 
et ftort Spørgsmaal, om al Provianten blev ham viiſt; af bvad der ner 
denfor berettes ffulde man næften formode, at en betydelig Deel er bleven 
ryddet til Side, faa at ban antog Forraadet at være meget mindre end 
det virfelig var. Det befluttedes da, at man ſkulde overgive fig, og han 
paatog fig felv at underhandle med Baglerne og flaffe dem faa taalelige 
Vilfaar, fom muligt Han begav fig Derfor ned i Byen til Baglerneg 
Overanfører, der formodentlig fremdeles var Nikolas af Lifter, og fagde 
at derfom de vilde opfylde ham en Bøn, ſkulde han gjøre fit Bedſte til, 
at Birfebeinerne opgave Slottet. Paa Sporgsmaalet, bvad det var for 
en Bøn, begyndte ban liftigt faaledes: Denne Borg bar ſtaaget ber i lang 
Fid, mangen Mand til Meen, og denne By til for Stade, faa at det 





| 
i 
| 
i 
i 
i 


| 


1207. Birkebeinerne overgive Borgen i Bergen. 515 


er Manges Ønffe, at den var ødelagt. Om I end faa indtaget den, 
funne I dog blot en fort Tid holde den, vg jeg tror ikfe I har ftor 
Lyſt til at flaas med Birfebeinerne ber i Byen mere nu end før. Hvis 
I derfor ville opfylde min Bøn, fom er den, at Birkebeinerne faa drage 
frit ud med Livet og faa meget Gods fom enbver jer, Da ſkal jeg ſkaffe 
eder Borgen overgiven” En Deel af Baglerne fandt dette Forflag not 
faa godt; andre meenfe derimod, at De Derved vilde gaa Glip af deres 
visfe Bytte, tbi paa Borgen var Der foruden Birfebeinernes Gods ogſaa 
en heel Deel, der tilbørte Bymændene, og alt Dette vilde falde i Deres 
$Hænder, naar Borgen blev tagen med VBaabenmagt eller maatte give fig 
paa Naade og Unaade, og Dertil, meente De, vilde Det Dog fnart Fømme, 
Da De vidfte, at Den allerede fed Mangel paa Drikke. Erkebiſkoppen 
fagde at de toge Feil, og at Der var Drikke nok indtil der fom Regn, og 
Koft not for to Aar; det gjaldt at benytte fig af iden, inden Haafon 
Jarl fom føndenfra, (bi da var alt Haab om at vinde Borgen forbi. 
Disfe Forrftilinger virfede, og Der blev faaledes ved hans Medvirkning 
fluttet en foreløbig Overeensfomft om at Overgivelfen paa De navnte Bile 
faar ſkulde finde Sted, under Forbehold af Kong Pbilips Samtykke og 
endelige Afgjørelfe, thi han tventedes nu hver Dag til Byen; imidlertid 
ſtilledes der gjenfidigt Gifler til Sitferhed. Kong Poilip havde tillige 
med de svrige, fra Tunsberg forjagne Bagler, taget Vejen gjennem Op- 
fandene og Valdres til Sogn, hvor han erfarede at hans Flaade var 
kommen til Bergen, og didhen begav han fig Derfor, faafnart ban havde 
ftaffet fig det nødvendige Antal Fartøjer. Da Erfebiffoppen havde 
meddeelt ham, bvad der var forhandlet og foreløbigt affluttet, gav han 
ftrar fit Gamtyffe, og Dagen Derefter, en Firsdag, fandt Overgivel- 
fen Sted. VBaglerne ftillede fig op i tvende Nader, en-paa bver Side af 
Porten, Kong Pilip felv nærmeft ved denne. Derpaa blev Porten aab- 
net, og Birfebeinerne gif ud, hver med fit Gods. Philip bød felv FJom- 
fru Goriftina, Kongedatteren, fin Arm, og førte hende ud af Porten; efter 
Dende gif Fru Chriſtina, Jarlens Huftru, derpaa Fru Sigrid og De øvrige 
fornemme Damer. Saabel Befætningen, fom Damerne begave fig alle 
ben paa Gbriftfirfegaarden; fiden tog Ertebiffoppen Damerne, faavel fom 
Kongefønnen Haafon til fig og beholdt dem hos fig, faa fænge Baglerne 
vare i Byen. De opftillede Bagler funde imidlertid iffe fre de uddra- 
gende Birkebeiner gaa dem forbi uden med ftorfte Wrgrelſe. De paaltode, 
at de ſtore Byrder indeholdt ej alene Vedkommendes eget Gods, men og- 
faa Guld og Sølv og andre Koftbarhevder, der ikke tilhørte Dem, men Kong 


| Inge, Haafon Jarl, og andre Birkebeiner, og De begyndte at fnurre mov 


| 





— 


Kong Philip, fom den, der ved fin Eftergibenhed ſkilte dem ved deres 


tetmæsfige og fifre Bytte: var ikke han kommen, fagde de, havde de not 
33 * 


516 Inge Baardsføn og Philip Gimonsfori: 


taget Borgen alligevel. Da gif Kong Poilip op paa Gbriftfirfegaarden 
til de forfamlede Birfebeiner, og opfordrede dem til at aflægge Ed paa 
at ingen havde medtaget mere, end hvad der tilhørte ham felv. Eden ble 
aflagt, dog fritog ban, vel at merfe, Damerne for at aflægge den, vg ſaa— 
fedes tor det Dog nof hbænde, at Baglerne8 Misfornøjelfe iffe var ganſke 
ugrundet. Hvad der bevægede Pilip til at vife Birkebeinerne al denne 
Gftergivenbed, om det fom af en medfød Godmodighed og Ridderlighed 
hos ham, eller om ban allerede da havde faaet i Sinde at flutte Forlig 
med Birfebeinerne og bejle til Jomfru Chriſtina, ev uvift; begge Dele 
fynes rimelige. Den forrige Overbefalingsmand, Sverting, gif i Bagler- 
nes Fjenefte og fvor Kong Philip Sroffabsed; hvad han ej allerede havde 
været mistænft for hemmelig at have ftanet i Ledtog med dem, blev ban 
nu; ban havde, fagde man, vidft faa fænge forud, at Baglerne vilde 
fomme, at ban bavde baft vundelig Tid til at famle tilftværtfelig Proviant 
af Mad og Driffe; ja flere paaftode endog, at Øllet, fom fandte8 paa 
Borgen, hemmelig var blevet udtappet og fpildt. Den følgende Dag (Ons- 
Dag) ranfagede Baglerne Borgen, og fandt Levnetsmidler nof, men fun 
fidet af Penge og andet Gods. Blandt enkelte Foftbarere, Kong Inge 
tilbørende Sager, var og en Stol, fom Kong Sverre havde ladet gjøre; 
fandfynligviis en fmuft udffaaren Læneftol. Kong Pdiltp forærede den 
til Grøebiffoppen, fom, befynderligt nof, ogfaa tog imod Den, og (od den 
fiden bringe til Nidaros, hvor Den lange var at fee i Chriſtkirken ). 
Derpaa fatte De Ild paa Borgen, vg opbrændte hvad der Éunde brændes. 
Ved denne Lejligbed gif vogfaa den af Kong Eyſtein opførte Kongsqaard 
med den tilhørende Apoftelfirfe op i Luer 2); neppe med Baglernes Vilje, 
men fordi Gnifter fra Den brændende Borg naaede ben til dem, der begge 
vare Fræbygninger. Det vifte fig da, at Baglerne ej havde ranfaget 
Borgen til Gavns, thi Der randt fmeltet Smør i ftride Strømme ud af 
Borgvæggen. Om Fredagen revnede Muren, Fredag Uften begyndte de 
at bryde Borgen ned, og fortfatte med Dette Arbejde hele Loverdagen. 
Da blev det dem meldt at Haafon Jarl med det førfte var ventende, faa 
at der ej [ænger var noget blivende Sted for dem i Byen; de føyndte fig 


1) Dette med flere andre Omftændigheder vifer notfom, hvorledes Erfebiffop: 
pen, fom Biffopperne overhoved, paa Nifolas nær (ja endog han tilfynelar 
dende), nu fulgte den Politik, i det mindfte oftenfibelt at holde fig udenfor alle 
Partier; ſtjont det unegtelig lader lidt befynderligt, at Erkebiſkoppen fÉulde mode 
tage fom Gave af Kong Philip en Deel af det Bytte, han havde taget fra 
Kong Inge, og hvad der maatte anfees fom dennes, eller Jarlens Ejendom. 
En anden Sag havde det været, om Philip havde givet ham noget af fit 
eget Arvegods. 

2) Se nedenfor, jvfr. Fornm, S. IX. S. 190. 





1207. Haakon Jarl kommer for fildigt til at frelfe Borgen. 517 


derfor at gjøre fig vejfefærdige og lagde med bele Flaaden ud i Flore- 
vaag. Men da der juft blæfte op en Nordenvind, hvorved, fom de Funde 
ftjønne, Jarlen Fart vilde forfinfe8 noget, befluttede de at benytte fig 
af denne Frift til at faa det afbrudte Nedrivningg-Arbejde tilendebragt, 
og lagde om Mandagen atfer ind til Byen, hvis bele Befolfning nu bla— 
ftes fammen, og fattes til at ødelægge, bvad Der endnu ſtod tilbage: et 
Fvangsarbejde, man, efter Erkebiſkoppens Ord at flutte, maa antage at de 
bedre fandt fig i, end de ellers vilde have fundet fig i noget fom belft andet 
Paalæg, thi det forholdt fig vift, fom han fagde, at Borgen var Jndbyg- 
gerne en Forn i Øjnene, ej alene fordi den var en vinge paa Byen, 
og fordi Befætningen vfte tillod fig ſtore Excesſer, men ogfaa fordi den 
gav Anledning til byppigere Krigsfeener og Boldfomheder i og ved Byen, 
end Der maaſkee ellers vilde have fundet Sted. Om Tirsdagen for- 
føde Bagferne atter Byen, og lagde ud i Sundstaagen *). 

Haafon Jarl, der nok funde frjønne at Befætningen i Borgen vilde 
fomme i en flem Knibe, hvis den ikke fit betimelig Hjelp, og fom vel fær 
ængftedes over fin Huftrue8 og De fornemme Damers Sfjædne, barde, faa- 
fnart det fod fig gjøre forladt Tunsberg med de mindre, lettere fejlende 
Fartøjer, fom Iyvefesjer og Smaaffuder, medens Inge blev tilbage i 
Tunsberg med Storffibene. Hvis Befætningen fun havde holdt ud en eller 
bafvanden Uges Tid længere, vilde Borgen have været frelft, thi allerede 
Dagen efter, da Baglerne anden Gang havde forladt Byen, og Vinden 
havde flaaet om til Sønden, fan de ham fra Deres Leje i Sundsvaag 
fomme fejlende indad Hardfv (Korsfjorden), bvorfra ban fun bavvde faa 
Timers Srjlads til Bergen. Baglerne torde ikke blive liggende i Sunds- 
baag, bvor De kunde blive indeftængte og fangede fom i en Fælde, men 
voede førft lige imod Jarlens Flaade, fom om de vilde tilbyde Slag. 
Vette troede ogfaa Birkebeinerne, og føde Sejlene fade, men da Baglerne 
vare fomne i Sfudmaal, gjorde de en Iverbøjning til Siden, og ftev- 
nede lige ud af Fjorden. Birkebeinerne roede vel efter Dem, men alene 
 Sfuderne fom dem nær paa GSfudvidde, og fjernede fig Derved faa langt 
fra de ftørre Stibe, Der fakfede bagefter, at Baglerne endog vendte om for 
at tage Dem. De maatte Derfor føynde fig tilbage, og Baglerne fortfatte 
uhindret fin Vej til Salbjarnarfund >), hvor de lagde ind om Kvelden. 


") Dette ev den lille Vaag, fom gaar ind til Sunds Preftegaards Kirke paa 
Stor- Sartor eller Soteren, lige ved Lecrofen. 

| 2) Salbjarnarjund har fit Navn af Salbirni eller GSalbjørn, Gelbøen, og 

Sundet er faaledes enten Selbøfjorden, eller hvad der er rimeligere, fiden 

her tales om en Anferplads, Sundet mellem Hofteren og Selbøen. Man 

Tulde heraf formode, at Jarlen ev fommen indfejlende af Korsfjorden, og 


— 


518 Inge Baardéføn og Philip Simonsføn. 


Birkebeinerne begave fig til Bergen, bvor der nu vankede haarde Bebrej- 
delſer og Jrettefættelfer for dem, der faa forhaftet havde overgiet Bor 
gen. Dagfinn Bonde raadede paa det ivrigfte til at lade den opbygge igjen, 
bvilfet tfær faa i Hans FInteresfe, da han havde Hørdeland i Sysfel og 
faafedes var vel tjent med at bave et faft Punkt, hvor han funde holde 
en Befætning. Jarlen var mere ligegyldig dermed, og havde, figes der, ikke 
fynderlig Lvft paa at begynde det møjfommelige Arbejde fra nyt af. Dog 
fit den anfeede Dagfinn fin Vilje frem, og Bymændene, der nys havde 
maattet nedrive Borgen, bleve nu fatte til det Ivangsarbejde at bygge 
den op igjen, Dag efter Dag. De havde visfelig al Grund til at fore 
bande Borgen, vg onſke at den aldrig havde været til.  Haafon Jarl 
havde iffe felv Tid til at tilfer Arbejdet, da han atter maatte føynde fig 
tilbage til Bifen, af Frygt for at Baglerne, fom ban havde fejlet fordi 
paa Korsfjorden, nu vilde fomme vver Kong Inge, der ej var mandftert 
nof til at binde an med dem alene; han efterlod derfor Peter Steyper 
og Dagfinn fom Befalingsmænd, og begav fig affted. 
Det forholdt fig ganffe faaledes fom han befrygtede. Det var Bag— 
fernes Henfigt at overfalde Tong Jnge i Tunsberg, og de frjlede derfor 
med en gunftig Bind faa hurtigt de funde til Viken. Da de fom til 
Thrymlingerne, erfarede De at Kong Jnge iffe fænger var I Funsberg, 
men med fire ſtore Skibe, bvoridlandt Ognarbranden og Guldbringen, var 
dragen ind til Oslo. De fejlede derfor iffe ind til Tunsberg, men lagde 
fun 6i ved Ormøen ftrar udenfor Jarl8ø (Jerso), hvorfra de fiyrede læne 
ger ind i Fjorden til Hovedøen. Det var juft paa den Id, da Foll 
plejede at fidde ved Drikkebordet i Skytningsſtuerne, men da Krigsluren 
fød, vare Birkebeinerne ikke deſto mindre firar paa Færde, føyndte fig 
ombord paa Skibene, og balede dem ud for Unfer. VBaglerne lagde imod 
dem og fil hugget Unfertougene over; da der juſt blaſte en ſterk Kuling, 
dreve Storftibene lige ind til Fryſja (Akerselben), faa at de frode faft i 
Seren, og Kongeffibet fom til at ftaa noget affides for fig felv. Om dette 
ftimfede nu Baglernes Skuder fammen, og man fæmpede paa begge Sider 
fom tafende. Men det betræftede fig atter, at Smanfartøjer ikke Funde 
udrette noget mod ftørre, endog med langt førre Folkeſtyrke. Kong Phi— 
fip fom endog perfonlig i den ftørfte Fare; han havde nemlig lagt fin 
Skude nærmeft, og Birfebeinerne fil den ved Stavnljaaer halet til fig, faa 
at han og bele Befætningen maatte lobe overbord for ej at falde i deres 
Hænder. De bleve vel firar efter tagne op, men 7 eller 8 af dem faldt. 































at Baglerne havde taget Vejen fydefter, enten forbi Sandtorvø og Bal 
Holmen langs med Hofteren, eller øftenfor Sandtorvø og Hofteren til Sel: å 
bøfjorden. 





1207. Baglernes uheldige Jog til Oslo, 519 


Da Baglerne faa, at der intet fom ud af dette Ungreb, roede de ind 
til Byen, toge fem Byrdinge eller Fragtffibe, fyldte dem med Ved, Næver 
og Halm, fom de ftaf Ild paa, og fode dem Drive ind mod De paa Grund 
ftaaende Skibe, idet de felv voede efter. Men Birfebeinerne holdt dem 
fra fig med Forte, faa at de dreve ind mod Leren, og da delte Forføg 
ogfan havde mislykkets, voede Baglerne tilbage, forſt til Byen, og fiden ud 
til Hovedøen. Da ſtilnede Bejret noget af, og da Bandet vorte, fom 
Birkebeinernes Skibe atter flot, bvorpaa De roede ind til Byen, og faa 
for Anfer om Natten. Morgenen efter fejlede Baglerne atter ud af 
Fjorden og til Tunsberg, for Der at tage nogle Kjobmandsſkibe, der vare 
lige faa bøje fom Birfebeinerne8 Langftibe, og benytte Dem ved et nyt An— 
greb paa Disfe. De toge virkelig to Kogger og 7 Øftfarerfkibe, ſloge Side 
fjelerne fra, bug Huller for Aarer, og lagde Planfer over Bjelferne, for- 
- fynede dem derpaa med et tilftræfteligt Forraad af Kufteftene, og frjlede 
ud af Fjorden med dem. Birkebeinerne havde imidlertid forladt Oslo, 
og fom jujft fejlende ud efter, da Baglerne fom ind imod dem; de ftyrede 
førft lige hen til dem, men da de vare Fomne i Sfudmaal, drejede de 
pludfelig til Siden, og fejlede dem forbi). De fore Skibe, af hvilke 
Baglerne havde ventet fig faa megen Nytte ved en gjentagen Kamp, vare 
dem nu fun til Hinder, da de gik for langfomt. De lode dem Derfor 
drive, og gif atter ombord i Skuderne, for med disfe at fætte efter VBir- 
febeinerne, der ftevnede ud forbi Tunsberg Fønde, Fhorsøen og Neset, 
og iffe lagde til Land førend ude i Marfjorden, maaffee ved Det nuvær 
rende Langefund, eller i Nærheden deraf *). Strax efter fom VBaglerne 


1) Dette maa have været omtrent mellem Færder og Gandøfund, idet Birte: 
beinerne tom ud fra Ghriftianiafjorden, og Baglerne derimod fra Tunsbergs- 
fjorden ind i denne. 


GSaaledes faar der i Jnge Baardsſons Gaga Gap. 17, dog kun efter en 
enkelt Goder (Girfpenill); i den ffaalholtffe nævnes Stedet ej; Peder Glaus- 
føn har paa dette Sted i fin Overfættelfe „Rennshavn“. Ut Stedet er 
veftenfor Staværn, ja endog veftenfor Nesje, der naaede lige til Grenmar 
(Mesje ved Grenmar heder det i Beffrivelfen over Nesjeflaget 1016, fe 
ovenfor I, 2. S. 530) feer man af Angivelferne i Beretningen felv; man 
maa endog tænke fig det temmelig langt veftenfor Staværn, fiden man feer 
at Birkebeinerne og Baglerne fejlede om Morgenen derfra, og om UAftenen 
ej fom længer end til Staværn, Navnet , Marfjord” i Forbindelfe med 
Langefundsfjordens Navn „Gren-Mar“ gjør det da naturligt at tænfe paa 
denne, fornemmelig et Sted paa Veftfiden, da Øftfiden vilde være for nær 
Staværn; Peder Glausføns „Rennshavn“ Funde, naar vi tage hans Unej- 
agtighed i at førive Navnene i Betragtning, minde om Mognsz eller rettere 
Nongsfjorden, der gaar ind firar paa den veftlige Side af Cangefundstan- 
gen, Alt tyder faaledes hen paa, at Stedet er at føge ved denne. Morje— 


— 








520 Inge Baardsføn og Philip Simonsen. 


og lagde fig i famme Havn, uden dog med fine Smaaffuder at vovenoget 
Angreb paa Birfebeinernes ſtore Skibe, medens disſe heller iffe paa fin Side 
fandt Det raadeligt at binde an med De Dem I Folfetal langt overfegne Bager. 
Men der manglede iffe paa alffens udfordrende Ord. Baglerne faa nærmeft 
Land, eller 1 det egentlige Bryggeleje, Birfebeinerne derimod Længere ude, for 
Anfer. Da de om Morgenen føulde hente Vand, lode de uden videre 
Deres Sfibe fvaje ind, idet De raabte over til Baglerne, at SmørsKaares ) 
Frænde — faa faldte De Kong Philip — ffulde gjøre Havnen vyddelig. 
Baglerne flyttede fig virfelig af Vejen, og lagde fig med Stavnerne mod 
Nefet. Siden roede VBirfebeinerne atter mod Øjt, og lagde fig for Unfer 
ved Staværn. VBaglerne fulgte Dem, og lagde fig ligeledes ganffe i Nær- 
heden. Den følgende Morgen var der Folk oppe paa Land fra begge 
Parter. De fil Øje paa at der fom fejlende en Deel Skibe veſt fra Gren- 
marfanten, iffe færre end 30. Baglerne, fom troede at Det var Haafon 
Jarl, bleve firar meget urolige og beredte fig i frørfte Haſt til at fejle 
bort. Birkebeinerne fpurgte Dem: ,bvad fejler eder nu? fee I noget? 
værer fun frille og lader 08 ligge i god No alle tilfammen, faa fede vi 
og iffe” Men Baglerne fode fom De ej børte dette, bejfede Sejl, og 
fatte øfter over Folden, indtil de fom til Aſtisholmerne *), hvor de bleve 
tiggende i nogle Nætter. — De Srjl, der havde ffræmmet dem bort, vifte 
fig fun at være nogle Byrdinger eller Fragtffibe fra Bergen, Der agtede 
fig til Tunsberg mod Vintven; dog fom Jarlen felv efter faa Dages Forløb, 
forenede fig med Kong Inge, og begav fig med ham til Tunsberg, hvor de 
tilbragte Hoſten. | 

Strar efter fejlede Baglerne atter over til Agder, og fom om Ufte- 
nen til Fbrymlingerne, bvor de traf en beel Deel Fartojer, Der nylig 
pare fomne veftenfra; af Folfene paa Dem fif dDe vide, at Jarlen var feje 
fet øft over, og at Peter Stepper og Dagfinn Bonde vare i Bergen, men 
at fun Dagfinn tog fig ivrigt af Borgens Gjenopdyggelfe, fordi ban var 
Sysfelmand paa Hørdeland, medens Veter Derimod tilbragte Den mefte 





fjorden, fom enkelte her have tæntt paa, ligger for langt inde, og Faldteg 

desuden i ældre Jider Myrgjefjord efter Gaarden Myrgje. 
1) Smør-Kaare var, fom man heraf feer, et Spottenavn paa Philips Farfader 

Alna- Kaare. 
Saaledes Girfpenill,  Staalholt- Haandffriftet har , Uaftusholmen," Peder: 
Clausſon „Oſtvigsholmen“; man har antaget Det for at være Avidshol 
men lige i Syd for Kragerøen ved Frederiksftad, hvilfet med Henfyn til 
disfe Holmers VBeliggenhed itfe er ufandfynligt, ligeſom ogfaa Navnet nok 
Eunde tæntes forvanffet til hin nyere Form. Men negtes Fan det ikke, 
at om man fandt et Sted med et mere lignende Navn lidt længere mod 
Syd, $. Er. ved Hvaløerne, da vilde dette have end ftørre Rimelighed for 
fig. 


2 


— 








1207. Borgen i Bergen indtages anden Gang, 521 


Tid af Dagen over å Jonsfloftret, hvor bang Huftru Fru Ingebjørg holdt 


til. Her var faaledes god Udfigt til at gjøre en Fangft, eller i det 
mindfte at komme uforvarende over Birkebeinerne og tilføje Dem følelig 
Stade. Baglerne fore Derfor i ftørft mulige Haft nord efter, indtil de 
fom til Eldoſund ved den fydlige Kant af Storden; Derfra roede de om 
Aftenen og hele Natten nord efter, faa at de endnu før Dag fom ti! Byen, 
hvor ingen blev Dem var førend de fprang fra Sidene, og lob deels op 
efter Gaden, Deels uden om Byen. Dagfinn, der med fin Frop befandt fig 
i den balvfærdige Borg, fod ſtode i Luren, og de Birfebeiner, fom 
faa nede i Byen, ilede ftrar op for at fomme ham til Hjelp, men Bag- 
ferne vare allerede fomne dem i Forfjøbet, og frillede fig i Bejen for 
dem, faa at de maatte vige tilbage med Fabet af 11 Mand 1). Veter 
Steyper flygtede, faa fnart han hørte Luren, med fin Huiteu og fine Folt 
førft op paa Landet, og fiden til Gtavanger. Baglerne omringede 
Borgen, og begyndte at angride den, faa fnart det blev fvft; Dog 
tilbøde de Dagfinn ført Grid. Men den fjeffe Mand fvarede at han 
ingen Grid behøvede, ffjønt hans hele Befætning fun udgjorde 25 Mand, 
og Borgens Mure fitfert endnu fun vare i en Daarlig Forfatning. Bag— 
ferne gjorde et voldſomt Anfald, men Dagfinn og hans lille Stare for- 
fvarede fig en Jidlang med den ftørfte Tapperhed, indtil Baglerne ende- 
lig ftablede et Baal op om Muren, og tændte Ild paa det; da blev Rø- 
gen og Heden faa utaalelig før Birfebeinerne, der desuden alle vare ſaa⸗ 
rede, at Dagfinn nu felt maatte befvemme fig til at bede om Grid. Men 
Da fif ban det Svar, at han iffe bebøvede Grid mere nu end om Mor- 
genen. Baglerne hentede derhos Kirkeſtiger nede i Byen, fatte Dem til 
Muren, og begyndte at flige op. Da lod Dagfinn Kongefønnen Haakon, 
fom ban bavde baft i fin Varetægt, bisfe ned fra Muren, med Bøn om 
at man i det mindfte vilde ſkjenke ham Livet; han lod ogfaa et foftbart 
Sverd følge med til fin Svoger, Gyrd Skjaalge, der var en af Baglernes 
Hovdinger. Gyrd gif frrar ben, og modtog baade Drengen og Sverdet. 
Dagfinn bad bam gaa til Kongen og fee til, om ban funde ſkaffe dem 
Grid.  Gyrd gjorde faa, bad Kongen at fljenfe Dagfinn Livet, og tilbød 
bele fin Gjendom i Pant paa, at han ej fiden ffulde føre VBaaben imod 
dam. Ogſaa Arnbjorn Jonsføn fom til, og forenede fine Bønner med 
Gyrds. Kongen (od da blære til Huusthing, og ſagde at det frulde 
fomme an paa Krigsfolfene fel, om Dagfinn féulde faa Grid. Men alle 
fagde Nej. Gyrd bad fremdeles. „Saa gan ben”, fagde Kongen, ,og lig 





') Peder Glausføn figer at de tilikende Birkebeiner med Vabet af 11 Mand 
fom ind i Borgen; dette maa dog Fun være en Misforftaaelfe, thi ellers vilde 
den hele Befætning fenere neppe Éunde have været faa liden fom 25 Mand, 


— — — 


522 Inge Baardsſon og PHilip Simonsføan. 


til Dagfinn, at ban alene fan fomme bid vg faa Grid. Gyrd frembar 
denne Hilfen, men Dagfinn erflærede at han vilde dele Sfjæbne med fine 
Mænd: enten føulle de alle have Grid, eller ingen. — Kong Pyilip fores 
ftillede nu fine Folk, at det var liden Gavn eller Wre for dem at dræde 
nogle faa faarede og ilde medfarne Folk, og fit dem endelig til at fame 
tyffe i at fade dem alle bebolde Livet.  Doy frulde de forfade Borgen uden 
Vaaben og Kapper; Dagfinn alene fit Lov til at beholde fin Staalhue. 
De begave fig Da ned til Biſkopsgaarden, hvor de maatte aflægge Ed paa, 
iffe efterdags at firide mod Kong Pilip. Dagen efter lod Kongen 
belte Mandſkabet blæfe fammen, for paa my at nedrive Borgen, og der 
blev iffe fadet Steen paa Steen tilbage af den 2). 

Baglerne forbleve ni nogen Jid i Byen. Omtrent 14 Dage efter 
Borgens Ødelæggelfe gjorde Philip em Rejfe til Throndhjem, hvor han 
fød fig tage til Konge paa Ørething, men Va der havde været et Unar 
og faatede& berffede megen Dyrtid paa den Kant, funde han ikke længe 
opholde fig der med faa mange Folk, men vendte efter Vinternat (14de 
Oktober) tilbage til Bergen. - Under denne Kong Philips Fraværelfe I 
Nidaros var Det maaffee, at Reidar Sendemand, fom der fortælles, fore 
fløg Baglerne at tage Drengen Haakon til Konge i Philips Sted *). 


1) Inge Baardsføns Gaga, Gap. 16, 17. Peder Glausføns Overfættelfe i 
Fornm. S. IX, S. 160—172. 


2) Her er der en betydelig Uovereensftemmelfe, hvad Ghronologien angaar, mel 
lem Inge Baardsføns Saga, og Gap. 4 i Haafon Haakonsføns Gaga, der 
fortæller om dennes tidligfte Barndomsaar, og faaledes temmelig vidløftigt 
fommer til at dvæle ved Hans Dphold i Bergen under Krigsbegivenhederne 
i Maret 1207. —WUovereensftemmelfen er for ftor til at man, fom det heder, 
tan forlige begge VBeretninger, men man maa nødvendigviis enten holde fig 
til den ene, eller til den anden. Dette vil ſees af følgende Sammenftilling. 


Inge Baardsfens Saga lader Kong Philip blive hyldet i Borg 14 Dage 


eller 3 Uger efter Paaffe, altfaa omtrent midt i Maiz firar efter lader den 
Baglerne gjøre fit førfte Strejftog til Agder, hvilket i det længfte medtog en 
14 Dages Tid, altfaa til førft i Juni; derpaa følger det andet Fog lige til 
Bergen, hvortil man vel og, i Betragtning af den Frem: og Jilbage: Sejlen, 
fom fandt Sted, fan regne henved 14 Dage. VBelejringen af Borgen, før — 
Kong Pbilips Anfomft, varede vel ogfaa henved 14 Dage, faa at man vel 
fan antage, at Overgiveljen flede førft i Juli. Philip fom en Mandag, heder 
det udtrytfeligt, Tirsdagen git Befætningen ud, Onsdagen blev Borgen ranfør 
get, Tborsdag, Fredag og Løverdag brændt og nedreven; Gøndagen lagde 
de førfte Gang ud fra Byen, Tirsdagen anden Gang; Onsdagen fejlede 
Philip og Haakon Jarl forbi hinanden paa Korsfjorden. Fra Philips Am- 
fomft til Bergen indtil Hans Ufrejfe derfra hengik faaledes fun 8 Dage. 
Ungivelferne ere her faa nejagtige, at der itte Fan herffe nogen Feil. Bag: 
terne veifte fiden i al Haft til Oslo, altfaa vel i det længfte fun paa 7 
Dage, eller omtrent til 15de IJuliz bderpaa tilbage til Tunsberg, Marfjord, 
Staværn, Aftisholmene, altfammen rimeligvis i S—10 Dage, eller indtil 





1207. Kongeſonnen Haafon hos Baglerne. 523 


- Han flat nemlig Have faldt til fig nogle af de andre Høvdinger og fore- 


flillet dem, at der nu eller aldrig var Lejlighed til at vinde al Magten 
fra Birkebeinerne og faa hele Foltet paa fin Side. Bi have juft nu," 
fagde Han,  Drengen Haafon i vor Bold, Sønnen af den Konge, fom bele 


Sde Juli; derpaa bhurtigt til Bergen, hvor de altfaa fom i de førfte Dage 
af Auguſt. Borgen blev førar indtagen, eller omtrent 2den Auguft; derpaa op: 
holdt Philip fig Y Maaned i Byen, altfaa omtrent til den 17de, drog der— 
paa til Throndhjem, hvor han vel fom den 22de; lod fig rimetigviis hylde 
Bartholomæusmesfe den Ade Uuguft, og forblev der indtil ſtrax efter 14de 
Oktober (Binternat), hvorpaa han atter vendte tilbage til Bergen, fom han 
og Baglerne ej forlode førend ganffe fort før Fuul, faaledes fom det i det føl: 
gende vil ſees. Baglernes Ophold i Bergen varede faaledes omtrent fra førft i 
Auguſt til førft i December, eller i fire Maaneder, Haakon Haafonsføns 
Saga Gay. 4 figer i Forftningen, ganføfe rigtigt, at Fru Ghriftina og Kon- 
gefønnen Haafon, der havde ledfaget Haafon Jarl fra Shrondhjem, vare i 
Borgen indtil Baglerne fom til Bergen og Birfebeinerne Fapitulerede efter 
GErfebiffop Thores Raad, men tillægger derpaa, at Kong Philip tog Haa 
Éon til fig, og at denne var i tre Maaneder (tre Aar, fom Flatø- og 
GStaalholtsbøgerne have, fan alene være GStrivfejl) hos Baglerne, ved hvil: 
fen Cejlighed Reidar fremfatte Forflaget om at tage ham til Konge; at 
Baglerne fiden, ved Gfterretningen om at Haakon Jarl nærmede fig, føyndte 
fig fra Byen, og at Erføebiffoppen da fit Philip til at overlade fig Konge- 
fønnen, hvilfen han ved Jarlens Ankomſt bragte til denne, fom takfede Gud 
at han vel beholden var fluppen fra Baglerne, og lod ham fiden aldrig 
omme fra fig. Derfor fulgte Haakon vgfaa med, da Birkebeinerne, 
fom det nedenfor ſkal berettes, laa faa Iænge om Høften og i Begyndelfen 
af Bintren famme Uar ved GSeløerne, og der meddeles endog en løjerlig 
Mring af ham til Birtebeinerne i Unledning af Kulden, der gjorde det 
umuligt at fmøre Smørret paa Brødet. Nu er der, fom man feer, en iøjne 
faldende Forffjel mellem den fidft omhandlede GSaga-Ungivelfe af en Vid af 
tre Maaneder fra Borgens Kapitulation indtil Baglernes Ufrejfe, og den 
ovenfor nævnte af 8 Dage. Ut denne fidfte er den rette, fan faavel ſtjon— 
nes deraf, at Haafon Jarl umuligt funde have biet i tre Maaneder inden 
han føgte at fomme Borgen til Hjelp, fom deraf, at der ellers ikke vilde 
blive tilſtrekkelig Tid til alle de paafølgende WVBegivenheder, der ſtulde 
finde Sted inden Vinterdag; ligefom det jo ogfaa, hvor der er Sporgs— 
maal om en Begivenhed, der i een Saga fortælles fom Hovedfag, i en an: 
den tun fom Bifag og Unledning til at meddele et Par Anekdoter, altid er rimeli- 
gere at hiin har Ret, end denne, hvis Beretningerne itfe femme med hinanden. 
Men Haafon Haafonsføns Saga fejler vel, foruden i Tidsangivelfen, ogfaa 
i den Beretning, at Philip tog Haakon til fig, og fiden overlod ham til 
Erkebiſkoppen. Vi erfare nemlig af den anden Saga, at alle Damerne, og 
med dem naturligviis ogfaa Drengen Haakon, ſtrax efter Kapitulationen 
fom til Erøebiffoppen, og forbleve under hans Varetægt, medens VBaglerne 
vare i Byen. Tiden var ogfaa næften for fort til at Haafon under denne 
ſtulde have fliftet Dpholdsfted. Desuden vilde Haakon, om Jarlen da, fom 
hans Saga beretter, ſtrax havde taget ham til fig for aldrig mere at flippe 
ham fra fig, ikke fiden Funne have været inde i Borgen, da den anden Gang 
blev belejret, og blive bhisfet ned fra Muren. Th. Jorvesføn, og flere 


524 Inge Baardéføn og Philip Simonsføn. 


Folket elffede, og fom Birkebeinerne holdt faa meget af, at de gjerne 
vilde ofre Deres Liv for hans Afkom. Toge vi nu ham til Konge, men 
gjorde Den, vi bidtil faldte vor Konge, til Jarl, Da vide vi nok faa meget, 
at vi juft have den bellige Olafs Lov paa vor Side, thi den erfjender 
fun en Kongeføn for vetmæsjig Konge i Norge, og iffe en Konges Dat- 
terføn eller Syfterføn, faadan fom Dem, baade Birkebeinerne og vi Bag- 


med ham, have rigtignok her grebet til den Udvej, at antage Beretningen 
om at Haakon var i Borgen under dens anden Belejring og blev hisfet ned 
fra Muren, for fejlagtig. Men det ſtulde dog være befynderligt, om en 
faadan Beretning fom denne fEulde være opdigtet, eller om Fortælleren, der, 
fom det af et andet Sted i Sagaen (Gap. 20) tan ſees, var famtidig med Begiz 
venhederne, ftulde have opfattet den fejlagtigt. Snarere maa man antage, 
at Haafons Saga, der allerede i eet Punkt er unøjagtig, ogſaa fejler i 
dette, Men paa den anden Side er det dog vift heller ikke vet, ganſke at 
flaa en Streg over Haafonsfagaens Udfagn. Der maa dog have været en 
Tid, da han opholdt fig i tre Maaneder hos Baglerne, og under hvilten 
Reidar har fremfat fit Forflag, thi med Ib. Torvesſon og hans Gftevføl: 
gere at antage, at han har fremfat det under de 8 Dage, da man havde 
travlt med Nedrivelfen af Borgen og bvert Djeblik ventede Haakon Jarl, 
fynes lidet troligt; der maa ogfaa have været en Tid, da Haakon virkelig 
var i Baglernes Vold, faaledes at Jarlen kunde tatfe Gud over at have 
faaet ham vel beholden tilbage, men dette pasſer itfe paa de 8 Dage, han 
med Damerne befandt fig hos Erkebiſkoppen; da var han ſtrengt taget iffe I Bag— 
lernes Vold. Intet pasfer derimod bedre paa alt dette, end hiin lange Vid, 
fom Baglerne tilbragte i Bergen efter Borgens anden Overgivelfe. Da 
var det netop vimeligt, at Kong Pbilip felv tog Haakon til fig; og juft paa 
den Tid, han var i Throndbhjem, for at lade fig bylde, unde der blandt de 
i Bergen tilbageblevne Bagler blive Jale om Kongrehvlding i Ulmintelighed, 
og fiden om at tage HaaÉon til Konge i Pbilips Sted. Og da Haafon 
Jarl endelig atter fit Drengen vel beholden tilbage, da førft Funde der være 
Unledning til at glade fig over hans Frelfe, og til at aflægge Loftet om 
aldrig at lade ham komme fra fig. Den enefte Banffelighed, fom opftaar, 
ev at beftemme, naar dette indtraf, thi det maa have indtruffet for Vinte- 
ren, fiden vi finte Drengen Haafon ombord paa Flaaden ved Seløerne, og 
beri fynes der ej at Funne være nogen Fejl, fiden endog en dertil beftemt 
nyttet Anekdot meddeles. Haakons egen Gaga, der Fun taler om cen Be— 
lejving, giver her ingen Oplysning, og Inge Baardsfens Saga, for hvem 
Kongefønnens Fata ere en Bifag, nævner intet om, naar hans Udleverelfe 
til Jarlen føede. Ut Erkebiſkoppen denne Gang intet har haft dermed, maa 
anfees fom vift, han opholdt fig desuden da i Shrondhjem. Hvis altfaa 
ikke hiin Anefdot om Smørrebrødet ved en Fejltagelfe ev overført til Selø- 
heften fra en anden lignende Anledning, maa man formode at Philip felv, 
maaffee efter Sverres gamle Vens, Biffop Martins Unmodning, har givet 
Haafon fri, ja den Tanke ligger endog nær, at han fan have faget Nys 
om Meidars Planer, vg, da han var for ædet til at ville draæbe Drengen, 
ffillede fig paa nemmefte Maade af med den farlige Medbejler ved at fende 
ham til Haafon, medens denne, hvad der ej Funde være ham ubekfjendt, laa 
ved Seløerne. 





1907. Celø-Hoften og Bintren. 525 


fer nu tjene. I GSrunden havde ogfaa vor Høvding ſtorſt Gre af, og 
var bedſt tjent med at have baade Riget og Kongen i fin Baretægt; Vi 
da funde han med Nette baade faldes Konge og Jarl.” De andre Bag- 
ferhøvdinger erfjendte fuldfommen det vigtige og forderlngtige I hans For- 
flag, men flere af dem fandt det dels mindre pasfende at tage Konge 
navnet fra Poilip, efter engang at bave givet bam det; deels vilde de nø- 
Dig udfætte fig for Philips Brede, nær ban fik dette Anflag at vide, og 
faafedes faldt det bort. Det vides iffe, hvor vidt Pyilip erfarede noget 
om. denne Samtale, hHvilfen han i faa Fald maa have taget Reidar meget 
ilde op. Da han var kommen tilbage til Bergen, fendte han nogle Sku— 
der under Bjørgulf Baat, Byrge af Stange, Brynjulf Nev og Skäaring 
fyd til Stavanger, for at prove paa om De funde overrumple Peter Stey- 
per og faa ham drædt eller fangen. Da disfe fom til Mofter 1), fit de 
høre at Peter iffe plejede at opholde fig i Byen om Nætterne, men fun 
om Dagen. De roede da for Det førfte over til Herfyle *), hvor de bleve 
liggende for Modvind i 4 Dage; da roede de atter over Fjorden, ind til 
Vado indenfor Bukn og udenfor Utftein, Derpaa til Fjardbyrjefund og ind 
i den indre Vaag. Peter var juft til Ottefang og hørte Mesfe med fit 
Følge Der var faa fterft Snefoq at man iffe faa noget til Baglerne, 
førend de fprang i Land: da fik nogle Birkebeiner Øje paa Dem og adva- 
rede Peter, fom øjebliffelig forfod Kirfen, og lob ud af Byen med alle fine 
Mænd. VBaglerne fatte efter, og drebte 11 af dem, men han felv var 
faa vap til F008, at ban undkom, dog var han i en faadan Knide, at 
ban maatte fafte baade Kjortelen og Beltet. Baglerne fandt Kjortelen 
og bragte den med fig tilbage til Byen, til ftor Forfærdelfe for Veters 
Huftru, der troede at han var falden, indtil det blev hende fagt, at han 
var undøfommen. Dagen efter vendte Baglevne tilbage til Bergen 3). 


83. Selo-Hoſten. Det fidfte Sammenftød mellem Birfebeiner og Bagler. 


Imidlertid havde Kong Inge og Haafon Jarl ud paa Hoften for- 
fadt Viken med hele deres Hær og Flaade, for at vende tilbage til Ber- 
gen, og om muligt forjage Baglerne Derfra. De droge Dog ikke hurtigt 
frem, men bleve en fang Sid liggende i Seløerne, hvor det lader til, at 
Mandftabet døjede meget ondt, ifær af Kulde, fiden de faldte den Fiv 


1) Dette er Mofterøen tæt ved Rennesø i Buknfjorden. 

?) Den Éaldes nu Hørving, og ligger indenfor eller nordenfor Bukn. 

3) Inge Baardsføns Saga, Gap. 17; hos P. Glausføn S. 172. Her har P. 
Glausføn misforftaaet Benævnelfen ,konungsdöttirt om Peter Steypers 
Huftru, og overfat det med ,, hans Datter 


526 Snge Baardsføn og Philip Simonsfen. 


den flemme Vinter, eller Selø-Bintren, ogfan Selp-Høften. Her var 
ogſaa Kongefønnen Haafon hos Jarlen, og ombord paa hans Skib, uden 
at der nævneg noget om, hvorledes han var fluppen fra Baglerne, man 
veed fun at Jarlen taffede Gud for at have faaet ham tel beholden tilbage, 
og forefatte fig for Gftertiden, aldrig at flippe ham fra fig). Drengens 
Munterbed og føjerlige, fremfor hans War forftandige Tale bidrog meget 
til at opmuntre Birkebeinerne, hvis Yndling ban var, under Den kjedſom— 
melige Gtilleliggen, Hvis Aarſag iffe angives, og vanffeligt Fan gjettes, 
med mindre det enten ffulde være Storm og haardnakfet Modvind, eller 
og at Fredsunderhandlingerne allerede vare paabegyndte. Endelig droge 
De Da videre. Dette var fun fort Tid før Juul. Da Baglerne 
fif fpurgt, at de vare fomne til Karmfund, vide De iffe oppebie dem i 
Byen, men droge ftrar bort, førft til Baardsfundet (mellem Nekfteren og 
Hofteren) hvor De laa om Natten, fiden til Hvisvif ſydligſt paa Stord *), 
hvor de fagde bi for Søndenvind, juft fom VBirfebeinerne fom føndenfra 
og lagde ind i det ganffe nær liggende Eldoſund, uden dog at vide, at 
Bagferne vare dem faa nær. Dog børte De, at de ffulde være indenfør 
Storden, og Jarlen roede derfor om WAftenen med GSmaaffuderne over 
til Titolfsnes, for bedre at funne pasfe dem op, naar de føulde ud igjen- 
nem Bømlfjorden. Her fil han børe, at Baglerne endnu ej vare fomne 
forbi. Baglerne, fom ej vidfte bedre end at alle VBirfebeinerne lna i El— 
doſund, roede om Natten over til Titolfsnes 3), hvor der nu i Mørket 
blev megen Summel og Forvirring. Arnbjorn Jonsføn fom ført fa- 
rende med fire Studer. Birkebeinerne Bagt blev hann var, og raabte 
bøjt: ,af med Fjeldene, her fare Fiender!” VBaglerne, Der mindft ventede 
at treffe paa Birkebeiner ber, undvedes ved Dette Raad, og end mere da de 
fom lige ud for Havnen, og funde fee Ilde i Land faa vel fom Fartøj 
erne, Der tegnede fig mod Ilden. Bjørgulf Baat raabte til dem: ,hvad 
Folk ev dette?”  VBirfebeinerne, der havde travlt med at tage Fjeldene 
ned og fægge Mafterne, fvarede iffe, og Bjørgulf blev ved at raabe, den 
ene Gang efter Den anden. Endelig fvarede een: ,raab ikke faa, Mand, 
du faar Det tids nof at vide!" Da ført fljønnede Baglerne, pvis hele 
Flaade imidlertid var fommen udenfor Havnen, at det maatte være Bir- 
febeinerne, og gave fig til at ro ud af alle Kræfter. Birkebeinerne roede 





1) Se Noten firar ovenfor, S. 522 —524. 

2) Gandfynligviis Viken, der gaar indtil Hyftad, forbi Hyftadholmene, en halv 
Miils Vej indenfor Eldøfund. 

3) Udtales nu fædvanligt Titelsnes; det er ben nordligfte Spidfe af Faftlandet 
mellem Walfjorden og Bømlfjorden, lige overfor Eldøfund, der ligger paa den 
ene Side af den omtrent %Y% Miil brede Bømlfjord, medens Vitolfsnes ligger 
paa ben anden. 





1207. Bidfte Sammenſtod mellem Birfebeiner og Bagler. 527 


efter Dem, under Lurene8. Klang, men det var faa mørkt, at man ikfe 
funde kjende hverandre, og Benner og Fiender en Stund roede fammen, 
indtil de atter fjernede fig noget fra binanden, idet Baglerne boldt uden- 
for langs med Land, Birkebeinerne ind ad Fjorden. Dog vidfte Den ene 
Part iffe det mindfte om, bvor den anden foor. Peter Steyper, Der juft 
fom føndenfra med fin Skude !), for at frode til den øvrige Flaade, roede 
i Moørfet lige op paa fin Svoger Meidar GSendemand8 Stil. En af 
Peters Folk raabte: hvorfor ro I Djevle foran o8 i hele Nat!" og far 
ftede med det famme en Steen, Der traf Reidars Forrumsmand; Meidar 
fød vo af Vejen det burtigfte ban kunde, og ftyrede tilligemed Helge Byrges— 
føn inden om Mofter. Peter, fom ikke fjendte dem, fortfatte fin Vej. 

Arnthor Fofa vendte i Forvirringen em og tog Bejen ind i Fetnefjord, 
vor han og hans Folk flygtede i Land. Birkebeinerne lagde ind i Hav- 
nen og oppebiede Dagen. Den følgende Morgen jagede de Arnbjørn, 
Sorkve GSnaaps Broder, I Land paa VBadilsø?*), og Dræbte Dam felv 
femte, bvorefter de fortfatte Rejfen til Bergen, hvor de anfom firar før 
Juul. — Baglerne fom Morgenen efter biin urolige Nat til Haugefund. 
Her fom der nogle Folk, fom bragte Brev fra Biffop Nifolas til Kong 
Philip, med Anmodning om at Baglerne vilde flutte Fred og Forlig med 
Birkebeinerne, og imidlertid ftandfe med Fiendtlighederne, faa længe de nod— 
vendige Underhandlinger vedvarede, og indtil Forliget fom i Stand. Pyilip, 
fom fiffert maa bave vidft, at faadanne Underhandlinger allerede vare ind- 
fedede, fød Brevet ftrar oplæfe for fine Folk; derpaa fejlede de til Ei— 
fundafund, hvor en Deel af VBaglerne bleve liggende om Julen, andre 
toge Juleophold paaAgder. Siden droge de alle til Tunsberg, hvor Phi— 
fip tilbragte den øvrige Deel af Vintren 3). 


84. Fredsunderhandlinger. Forlig vid Hvitingsø. Inge Overfønge Å Norge. 


Det var virfelig paa bøj Iid, at der nu fattes en Grændfe for de 
beſtandige Fejder, faa meget mere fom de fidfte Aars Begivenbeder nokſom 
havde viift, at Der ej engang var noget Haad om at den ene af Parterne 
omfider vilde fejre over den anden; Kræfterne fynes at have været ganſke 





1) Der ftaar i Sagaen, at , Peter om til dem i Eitundafund''; et Sund af 
dette Navn kjendes ikke i Nærheden af Mofter, og Navnet er maaſtee fejl: 
førevet i Stedet for et andet, f. Er. det, der nu Faldes Oklandsvaag; imid+ 
fertid ev bet ogfaa muligt, at der i Original-Haandftriftet har ftaaet ,fra 
Eikundaſund,“ thi det er højft rimeligt at Peter paa fin Flugt fra Hardan: 
ger fan have begivet fig did. 

?) Seknefjord og Vadilss kjendes nu ej, med mindre det fidfte flulbe være Vedss 
i Stoffund. 


3) Jnge Baardsføns Saga Gap. 18. P. Glausføns S. 172—174. 





528 Inge Baardsføn og Philip Simonsfon. 

lige paa begge Sider; den hele Krigsførelfe beftod nu næften alene i et 
Slags Legen Skjuul med binanden eller beftandig Krydsfart frem og til- 
bage mellem Bergen og Bifen, hvorved man ej engang fynes at have lagt 
an paa at møde binanden og levere et afgjørende Slag, men alene, fom 
Det fader til, at komme binanden i Forfjøbet, overfalde enfeltviis en 
eller anden af det fiendtlige Parti, og for Reſten gjøre hinanden faa 
megen Stade ved Herjen og Ødelæggelfer, fom muligt. For den fredelie 
gere Deel af Befolkningen maatte dette være en faare uhyggelig Tilſtand, 
thi ej alene blev alle Næringåteje, tfær Søfarten, derved foruroligede og 
fammede, men Der tilføjedes ogfaa Borgere og Bønder ligefremme Tab 
ped Piyndringer, Idspaafættelfer og andre Slags Bodfomheder. Jon 
Drottning8 ovenfor føildrede Ferd giver Det bedfte Exempel derpaa— 
Krigerne, Hvis Vildbed og Foragt for fredelige Syſler nødvendigviis maatte 
tiltage, jo længere Fejderne varede, bleve Derved ogfaa mere og mere ure- 
gjerlige og anmasfende baade blandt Benner og Fiender, og i Længden maatte 
Det Derbos blive en hartad utaalelig Byrde for Landet at føde faa mange 
bløt og bart fortærende og ødelæggende, ikke arbejdende eller i mindfte 
Maade til det almene Bedfte bidragende Menneffer. Det var derfor vis- 
felig den bedfte Gjerning, Biffop Nikolas i fin hele lange politifte Lobe— 
fane udførte, Da ban allerede om Sommeren, fandfynligviis endnu førend 
Philip havde fadet fig hylde paa Øretbing, rejfte nord til Throndhjem, 
og foreflog Griebiffop Thore, at de med forenede Kræfter ffulde arbejde 
paa at bringe et Forlig i Stand mellem Birkebeinerne og Baglerne. Bel 
muligt, at Nifola8 her mere havde fin Syfterfons og fin Familie8 Inter— 
esſe for Oje, end Landets; hans hele Ferd for øvrigt vifer noffom, at 
hans egen eller hans Familie8 Fordel, og hans perfonlige Sympathier 
og Antipatbier altid bos bam afgave fterfere beftemmende Grunde før hans 
Handlinger, end Henfyn til Fædrelandets Bel. Men bvilte nu end hans 
Bevæggrunde ved Denne Lejlighed monne have været, ev Det viſt nok, at 
han gjorde Fædrelandet den frørfte Fjenefte ved at gribe Initiativet til et 
endeligt Fredsfordrag. Erkebiſkop Thore var ſtrax vede til at rætfe ham 
Haanden i dette gavnlige Verk, og begge Visfe mægtige Prælater forenede 
fig faaledes om at virke for Freden. Da Viftop Nikolas var fommen 
tilbage til Oslo, aabnede ban Underhandlingerne ved at flrive Breve 
Baade til Birkebeinerne og Baglerne, med Anmodning om at de vilde for- 
liges. GSandfynligviis har ogſaa Erkebiſkop Thore paa ſin Kant tilſkre— 
vet dem, i det mindſte Birkebeinerne, og disſe maa have modtaget Bre— 
vene i Bergen paa famme Tid, fom Pbilip og Baglerne modtoge Biffop 
Nifolas's Brev i Haugefund. For øvrigt fyne8 man at maatte formode, 
at begge Parter allerede tidligere paa Høften have vidft Befted om, at 
Underhbandlinger vare i Berk, og at dette fan have bidraget noget til at 


1207. 1208. Tronſtrid i Sverige. Glag ved Lena. 529 


Birkebeinerne holdt fig faa fænge uvirffomme ved Selverne, medens Bag— 
ferne faa ffille i Bergen. Ja det tør endog være muligt, at Dette ftaar i 
Forbindelfe med Reidar Sendemand$ ovenfor omtalte Forflag, at tage 
Drengen Haafon Haafonsjøn til Konge I). 

Fyrſterne, der nu noffom maatte bave overbeviift fig om, at der ikke 
fom noget ud af den evindelige Kamp, faa længe Kræfterne vare fag jevnt 
fordeelte, fom nu, fyttede med (tørre Villighed til Fredsforflaget, end de— 
res Krigere, Der deels betvagtede Krigen felv fom fin Levevej, den de nødig 
ønffede at opgive, deels ogſaa havde tabt Guds og Penge, fom de gjerne 
vilde vinde tilbage, ligefom De og endnu havde mangen Privathevn at ud- 
føre. Men i de ftrengefte Bintermaaneder var det under enhver Omftæn- 

dighed umuligt at fortfætte Striden, og begge Parter havde derhos fand- 

— fynligviis deres mefte Opmerffombed henvendt paa Den Kamp, fom nu va 
fede mellem Erik Knutsføn og Kong Sverfe Karlsfon i Sverige, og Hvis 
endelige Udfald neppe vilde blive uden FIndflydelfe paa Forholdene i Norge, 
Da Erik Knutsføn, der var faa nær beflægtet med Haafon Farls Huftru 
Gbriftina, maatte anfees fom Birkebeinernes Ven, og, 6vi8 han fejrede, 
blive dem en god Støtte, medens Derimod GSverfe, der ftod å Det nøjefte 
Benftabsforhold med Danmarf, maatte, om ban beholdt Magten, funne 
bidrage meget til at fremme Kong Valdemars Planer i Norge og undere 
ftøtte Baglerne. Man fjender meget lidet til De nærmere Omftændigheder 
ved Denne Krig; Der figes at Erik Knutsſon efter Nederlaget ved Elgjar— 
nag flygtede til Norge i tre Aar, bvilfet enten fan betyde at ban opholdt 
fig der i hele tre Mar, eller, hvad det er rimeligere, at han benyttede Vet 
fom et Filflugtsfted hver Gang ban var uheldig i Striden mod Gverke. 
Grif havde de mægtige Folfunger paa fin Site, medens ESverfe derimod 
fit Hjelp fra Danmarf, ifær fra fine Svogere, De mægtige Sunesfønner, 
Grøebiffop Andreas i Lund, Biffop Peder i Roeskilde, Ebbe Sunesføn 
til Knardrup (hans CSvigerfader), Laurent8 og Jakob, der viſtnok vare i 
Stand til, paa egen Haand at fkaffe en betydelig Troppeſtyrke til Veje; 
Dog ſkal ogfaa Kong Valdemar, bvad der og i fig felv er rvimeligt, have 
fendt Sverfe en heel Deel Hjelpetropper, bvoriblandt endog en Deel Boh— 
mere, fom Valdemars Svigerfader, Kongen af Bohmen, flal bave vver- 
fadt ham. Efter en enkelt Beretning føal det allerede i Maret 1207 være 
føommet til et Sammenftod mellem Grit Knutsføn og Ebbe Gunesføn, 
fvorved denne faldt; den almindelige Fortælling taler dog fun om et enefte 
$Hovedflag ved Lena i Bartofte Hered i Veftergøtland den Jlte Fanuar 
1208, hvor baade Ebbe og Laurentius Sunesfønner faldt med en Maengde 
1) Se ovenfor S, 523—525. 


Mund. Det norffe Follé Hiftorte. i. 34 





530 Inge Baardsføn og Philip Simonsſon. 


Danffe, og Erik Knutsfon vandt en aldeles afgjørende Sejr, faa at Sverke 
maatte flygte til Danmark, bvorfra ban førft efter to Wars Forløb vor 
vede at fomme tilbage, medens Erik fatte fig i Befiddelfe af Kongedøm- 
met 2). Der tales iffe om, at Der var Nordmand med I Slaget, og Vet 
er (idet troligt, at Haafon Jarl har funnet affee Tropper til at fraa 
Grit bi. Men at man alligevel å Norge fulgte Striden med Den angſt— 
figfte Opmerfjombed, og at Gftervetningen om det blodige Slag jorde 
en overordentlig Opfigt, fres aller bedt af den Omftændighed, at der i Vi— 
fen opfom et Sagn om, at Odin havde viift fig der før Slaget og til 
fjendegivet fin Henfigt, at ville forlade Norge, hvor han nu, da det tegnede 
fig til Fred, intet mere havde at beftille, men derimod vilde gjefte Sverige 
for at tage Deel i den foreftanende Kamp. Endnu famme Vinter indfandt 
fig nemlig, beder det, hos Kong Poilip i Tunsberg en Smed, ved Navn 
Thord Bette fra en Gaard paa Nefje, og qav folgende Fortælling til Bedfte: 
Om Aftenen den 26de Januar fom en Mand ridende til bans Gaard, 
bad ham om Huusly, og om at maatte faa fin Heſt føoet. Smeden lo— 
pede ham begge Dele. Ullerede næfte Morgen [ænge før Dag ſtode de op, og 
han begyndte at fmede. Medens ban fmedede, fpurgte ban den Fremmede, 
hvor han havde været den forrige Mat. Den Fremmede nævnte et Sted 
novrdligft i Fbelemarfen, og par Smedens GSpørgsmaal, hvor han da 
havde været Natten forud, angav han eiſteds nordligit i Ryfylke. Sme— 
den meente, at Dette var umuligt, og at ban maatte være en Løgner. 
Imidlertid vilde Arbejdet iffe ret gaa fra Haanden, faa at ban tilfidft 
udbrod: aldrig bar jeg finedet faaledes før. Smed fun, fom det falder 
fig, fvarede den anden, og da dannede Hejfteffoene fig af fig felt, men 
bleve meget ftørre end Smeden nogenfinde bavde feet dem; Dog pasfede 
De ganffe, Da de bleve lagte paa. Da fagde den Fremmede: du er dog 
ret en uforftandig Mand, fom itfe fpørger om mere. Hbo er du Da, 
fpurgte Smeden, og hvor agter du Vig hen? Jeg har været nordpua, 





1) De Efteretninger af nogenlunde Alde, fom man har om dette GSlag, ere 
pderft magre, og det er Éun fra fildigere biftoriffe Skrifter, hvis Hjemmel 
er hojſt ufiffer, faavel fom fra Kæmpeviferne, at man erfarer noget om de 
nærmere Omftændigheder derved. Det ældfte Skrift, fom omtaler at Ebbe 
Sunesſon og Broderen Laurents faldt i Slaget, er det anonyme Chronicon, 
fom er meddeelt hos Fant, Scr. r. Sv. I. S. 83 fa., og hos Langebek, 
Ser. r. D. IV. 588. Derimod fige Flatø-Annalerne, hvis UAngivelfer ellers 
ere meget paalidelige, og endnu optegnede i Slutningen af 14de Uarhundrez 
de, at „Junker Erif dræbte Ebbe Sunesſon“ 1207, hvilket unegtelig tyder 
hen paa et tidligere Sammenftød mellem disfe før Hovedflaget. Og det ev 
iffe ufandfynligt, at hiint Chronicon, der ej anfører nogen Begivenhed ved 
1207, fan have betragtet Ebbes Fald og Nederlaget ved Lena 1208 fom een 
fammenhængende Begivenhed, og omtalt dem under eek. 





1208. gJredsunderhandlinger. 531 


fvarede den anden, og har fænge opholdt mig i Norge, men nu agter jeg 
mig over til Sverige; en Fivdlang bar jeg været til Sos, men maa nu 
vænne mig til at vide en Stund. J Aften tænfer jeg at fomme øjter 
til Sparmarf. Det ev umuligt, fagde Smeden, did fan man neppe vide 
i fyv Dage. — Hvo er du da, fpurgte Smeden, idet den Fremmede  fteg 
til Heft. Har du hørt tale om Ovin, fagde Denne. Hørt ham nævne 
bar jeg nof, fvarede Smeden. Her feer du ham for Dig, fagde den Frem- 
mede, og vil du iffe tro mine Ord, faa betragt fun hvorledes jeg fætter 
over Gjerdet. J det famme fatte han Sporerne i Heften, fom fprang 
over Gjerdet, fljønt det var fyv Alen hojt, og foor ben i VBejret, faa at 
Smeden iffe faa ham mere. Men fire Dage derefter ſtod Glaget ved 
Lena 1). 

Dette Sagn, i bviltet Odin for fidfte Gang forefommer i Norden 
fom en til Folfe-Overtroen hørende Figur, vidner ej alene om den Inter- 
esfe, bvormed Nordmændene af alle Klasfer betragtede den fvenffe Tron- 
frig, men ogfaa om de Følelfer, der beijælede Almuen med Henfyn til 
Borgerkrigen i Norge. Thi Ovin var forkængft i Folfetroen bleven et 
ondt Bæfen, en Djævel, og naar Det nu hevd, at ban under De nærvær 
vende Udfigter til Fred forlod Norge, hvor ban faa længe havde været 
tilftede paa Skibene, eller under de idelige Søfrige, for at gaa til Sbe— 
rige og Deeltage i dets Nvytterfampe, ev det tydeligt, at man betragtede 
disfe Krige fom Djævelens Verk, men nu endelig baabede at Forbandelfen 
ffulde vige fra Landet. For Kong Pbilip og Biſkop Nifolas maa Ef— 
terretningen om Eriks Sejr og Sverfes Nederlag bave været bøjft nede 
flaaende, og den har uden al Ivivl bidraget meget til at beftemme den 
Politik, De nu fulgte ved Underbandlingerne, faavel føm til at gjøre dem 
mindre fordringsfulde og poaftaaelige, end de maaſkee ellers vilde have vær 
vet, meden$ Den Derimod fandfynligviis gjorde den anden Part Des mere 
overmodig og utilbojelig til Eftergivelfer. 

Da Vaaren fom, og Ifene gif op, faa at Fiden var for Haanden 
til at begynde et nyt Felttog, begav Nikolas fig ud til Junsberg til 


1) Inge Baardsføns Saga, Gap. 40, jevnfør P. Glausføns Overfattelfe. Det 
er merfeligt nok, at Sagaftriveren paa hiint Sted udtrytkeligt tilføjer: vi 
have denne Beretning fra En, der felv var tilftede og hørte paa, da Sme— 
den fortalte Philip dette. Det vifer i alle Fald at Sagaen er optegnet af 
en Samtidig. Stedet paa Nesje, hvor Smeden boede, kaldes Piflez herved 
menes fandfynligviis Pinfle ſtrax øftenfor Gandefjord, hvilket Strøg viftnot 
itfe nu regnes til „Neſet“ i færlig Forftand, men fom i ældre Tider dog 
ſynes at have været regnet til de faakaldte „Nesjar“ eller Nefene, det vil 
fige be Nes og Halvøer, der frikte frem mellem Junsbergfjorden og Grenmar 
ellev Langefundsfjorden. Det veftlige af disfe Nes var da det egentlige 
„Neſet“ eller Brynlaanefet. 

34* 


532 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


Kong VPoilip, og hodt mange Naadflagninger med ham. Philip fpurgte 
førft og fremft, hvad det tilfigtede Forlig frulde gaa ud paa Det 
begynder Dermed, Herre," ſagde Biftoppen, ,at fiden J eve trende 
Høwdinger, ſkal bver have fin Trediedeel af Landet; I ſtal Gave Viken 
og Oplandene, bviltet rigtignok ellers iffe vejer op mod Throndhjem, men 
der oppe berffer nu Dyrtid og Hungersnod, medens Der her er gode Aarin— 
ger. Derhos har Erkebiſkoppen og jeg overlagt, at I fulle egte Chri— 
ftina, Kong Sverres Datter; hun er af ven bedſte VEL ber i Landet, og 
dDerfom Vet var faa vel, at I fil Sønner fammen, vil man nok iffe agte 
Baard Gutbormsføns eller Foltvid Lagmands Afkom fynderlig højt. Det 
er ogfaa vaadeligt at indgaa Fred og Forlig, naar Lejligbed gives, thi 
dDet har nu fænge været os baardt og tungt at ftride mod Birkebeinerne; 
bvis I fun førft gaar ind paa Dette, funne vi maaffee mage Det faa, at 
De en. anden Gang tilſtaa os mere” Kongen fandt, at Dette nok lod 
fig hore. Derpaa bleve Breve verlede mellem Kong Jnge og Biftop 
Nifolas, bvorefter Denne felv drog til Bergen, ledfaget af de bedfte Mænd 
fra Oslo, for mundtligt at aftale det Videre med Kong Inge og Haa- 
ton Jarl. Han indledede fit Erende ſaaledes: „vor Frænde Philip vil 
nu efter mine Overtalelfev opgive al Strid med eder, og har Derimod 
megen Lyſt til at forbinde fig i Svogerffab med eder, derfom I ville give 
ham Gbriftina, Kong Sverres Datter, til Egte. Da vil han være eder 
til megen Hjelp i alt bvad I funne forlange.” Kongen og Jarlen fva- 
rede i Forftningen iffe meget bertil, men fagde at Der ej var at tænke 
paa Forlig, hvis Inge iffe blev Ene-Konge i Landet. Biſkoppen gav 
imidlertid iffe tabt, men talte faa lempeligt, og jevnede Det efterhaanden faa 
fmaat til med Dem, at han omfider fif dem fremt fom ban onffede Man 
fom virfelig overeens om, at Philip ſkulde faa Jomfruen, forudfat at hun 
felv intet Dbavde Derimod, og at han ffulde have faa meget af Landet fom 
Erik, Kong Sverre8 Broder, havde haft 1), med den FGitel, fom Kong 
Inge vilde unde ham. Birkebeinerne trøede imidlertid fnart at merke, 
at Biffoppen tog alt dette i em videre Forftand, end Det fra Deres Høv- 
Dinger8 Side var meent. | 

Det gjaldt nu at erhverve Jomfru Ghriftinas Samtykke. Nikolas 
Hentendte fig til bende, og fpurgte hende, hvad hun fyntes om at række 
hans Frænde Kong Pbilip fin Haand. Hun havde i Førftningen en Deck 
at indvende, Dog ej af nogen Modbydelighed mod Pyilips Perfon, men 


1) Hos P. Glausføn tilføjes her ogfaa: ,jellev fom Philip Fart, Byrge VBro- 
fas Son, havde haft”, bhvilfet neppe Ean være rigtigt, og maaffee Fun ſtyl— 
des en Misforftaaelfe, da der i Sverres Saga ikke er det mindfte, der ty— 
der hen paa at Philip Jarl havde egen førre Forlening i Norge. 








1208. Fredsunderhandlinger. 533 


alene af Stolthed, fordi hun ej anfaa ham govd nok. | Uagtet jeg" fagde 
hun, ,ifølge min Byrd er berettiget til at egte en Konge, der baade har 
Land og Niger at vaade over, tvivler jeg Dog paa at Birkebeinerne for 
den Sags Skyld ville unde ham noget ſtorre Nige, Wre eller Magt." 
Men faa meget," fvarede den floge Biftop, , maa I Dog funne indfre, at 
eders Frænder have liden Tanke om eller Vilje til at flaffe der noget 
hojt Giftermaal, fiden de bverfen have givet eder til Kongen af Danmart 
eller Kongen af Sverige. GSandfynligviis ville de bortgifte eder fan langt 
udenlande, at eders Afkom aldrig nogenfinde fommer her til Riget, eller 
og fade de eder egte en Bondeføn ber i Landet. Men om det end fynes 
eder fom om Philip iffe er af fongelig Byrd, eller at det med Mette til- 
fommer ham at være Konge, da veed jeg Dog at ban fiden fin Opbøjelfe 
til Kongedømmet har givet Birkebeinerne fuldt op at beftille, og tillige verd jeg, 
at han aldrig afftaar fit Nige og flutter Forlig med Birtebeinerne, uden for 
eders Skyld.” Chriſtina fvarede hertil: ,jeg vil ikke have nogen Mand, 
Der er vingere end min Fader eller Morfader var, vg Det bliver Dog 
Filfældet med Pilip, thi ban ffal jo, fom jeg dører, ej funne opnaa For- 
lig med Birkebeinerne uden at aflægge fin Kongetitel* | Kjære Jomfru" 
fagde Biffoppen, ,bryd eder aldrig om hvad de fige; vi ffulle not lempe 
det faaledes, at Philip iffe føal fomme til at mifte fit Kongenavn, DVesu- 
Den ville vi faa meget heller falde ham Konge, om ban faar en faavan 
Dronning." Hermed endtes deres Samtale før den Gang, og Det var ty- 
Deligt nok, at Goriftina ej var ubenhorlig, naar hun fun ved at egte 
Pbilip funde blive Dronning. Nikolas føal ftrar efter have meldt Kong 
Inge og Haafon Jarl, bvad Chriſtina bavde fvaret, Dog nævnte ban neppe 
noget om, bvad ban felv havde fagt. Fmidlertid var ogſaa Grøebiffoppen 
fommen nordenfra, og gjorde ligeledes fin vderfte Flid for at Forliget 
funde fomme i Stand. Sagen blev omfider forhandlet paa et Thing, 
fandfynligviis Huusthing eller Hirdftevne. Her funde Nikolas i Førftz 
ningen neppe fomme til Orde for Birfebeinerne, Der idelig faldt ham i 
Talen, bade den Miding at tie, og fagde at man nu iffe funde tro ham be 
dre end før, hvor fagert han end talede. Men Nikolas lod fig iffe Der- 
ved bringe ud af Ligevegt. Lader dog ikke faa ilde" fagde han;  Ni- 
folas fan not lempe fin Fale faaledes at den vinder alle forftandige 
Mænds Behag. Har jeg for famtyffet og bjulpet VBaglernes Flof, Da 
ffal jeg nu lægge faa meget ſtorre Bind paa at bringe Fred og Forlig i 
Stand, for at vi endelig funne faa No i Landet.” Og faa fænge og vir 
feligen talte han herom, at Det tilfidtt blev aftalt at Dder endnu famme 
Sommer føulde boldes et Møde ved Hvitingsøerne, bvor begge Kon- 
ger ſkulde indfinde fig, bver med lige ſtor Styrke, for at raadflag og enes 
om et endeligt Forlig, hvilket, naar det fom i Stand, ftulde for at vinde entnu 


534 Snge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


ftørre Kraft forelægges Paven til Befræftelfe 1). Imidlertid fliledes der 
fra begge Sider Gifler til indbyrdes Betryggelfe. 

Du Vette var afgjort, vendte Biffop Nikolas tilbage til Kong Pilip, 
og meddeelte ham Uvfaldet af fin Sendelfe.  Pbilip, der havde al Aar— 
fag til at være tilfreds dermed, gjorde fig ſtrax færdig til at begive fig 
til Mødet med faa mange og fore Sfibe, fom det var beftemt. Da 
ban fejlede affted, havde ban vel ogfaa en Deel mindre Skuder og Smaa- 
fartejer med, men disfe fod han blive tilbage i forffjellige Havne paa 
Agder, og førte fun nøjagtigt det beftemte Antal til Samlingsjftedet, hvor 
ban fagde fig ved Nautø, et Par Mile nordøften for Hvitingsøerne. Saa 
famvittigbedsfulde vare iffe Birfebeinerne, Der ej alene indfandt fig mand= 
fterfere til Modet, end det var aftalt, men forfterfedes endog fiden efter 
med Folf, fom efterhaanden fom til. Dette bindrede imidlertid iffe For- 
handlingerne fra at tage fin Beqyndelfe, men efter nogle Budverlinger 
mellem Baglerne og Birfebeinerne, Der [aa ved Hvitingsø, holdtes virkelig 
den perfonlige Sammenfomft mellem begge Parter, fandfynligvits i et ved 
Hvitingåø Havn ftaaende Huus, eller i et paa Øen opflaaet Telt, fljønt 
der ogfaa ber var flere VBirfebeiner end Bagler tilftede. Da Pilip og 
Baglerne fiden anfede berover, og gave at forftaa at De vare vverliftede, 
maa man formode at Det i Førftningen bar lykkets Virfebeinerne at holde dem 
i fuldfommen Uvidenbed om Deres utilborligt tore Antal, indtil det var 
for filde, ffjønt det viſtnok er vanfteligt at begribe, hvorledes dette fan have 
været muligt, hvis Baglerne, der faa faa nær, fun bavde anvendt Ven 
aller ubetydeligite Forfigtighed. Man friftes derfor til at tro, at det 
neppe har været faa farligt med Denne Overlegenbed par Birfebeinerneå 
Side, føm Baglerne angave. Da Fvrjterne toge Plads, fatte, fortælles 
der, Kong Inge fig førjt, og Dernæft Erkebiſkoppen og Biftop Nikolas 
lige over for ham. Derpaa gif Kong Philip hen til Bænken, og vilde 
fætte fig ved Siden af Kong Inge, men Haafon Jarl, der ej vilde vige 
for ham, ſkod bam til Side og fatte fig ned imellem dem. Philip fandt 
fig, fom det lader, taalmodigt heri.  Derpaa talte Erkebiſkoppen paa 
Kong Inges, og Nifolas paa Kong Pbilips Side om det aftalte Forlig, 
og vilde, fom det figes, enhver gjerne Drage fin Parts Sag noget frem. 
Ogſaa de tilftedeværende Virfebeiner ytrede fig, og ligeledes, fom man 
maa formode, Baglerne. Efter langvarige Forhandlinger famtyffede Bir— 
febeinerne i, at Philip ſkulde faa Jomfru Chriſtina til Egte, og med bende 
Oplandene og Bifen til Rygjarbit paa den vejilige*), og til Svinefund 

1) Dette figes udtryffeligt i Pave Innocentius's Brev, fee nedenfor. 


2) Naar det hos Peder Glausføn (Fornm. S. IX, 184) her heder at den veft: 
lige Grændfe for Philips Rige fEulde være ,Uaen Sire eller Ryjarbodt“ er 





1208, Fredsforlig ved Hvitingso. 535 
paa den oſtlige Side, men fun fom et Len af Kong Inge, hvem han 
ftulde fværge Troſkab og forpligte fig til at følge fom bans Vaſal inden 
og uden Lands, med fin hele Magt, om det behovedes. Han ſkulde der— 
Dos aflægge fit Kongenavn, udlevere fit Segl, vg lade fig nøje med Den 
Fitel, Inge vilde unde ham. Philip, der, fom Vet beder, faa, at Birke— 
beinerne vare for talvige til at vet kunde nytte at fige noget herimod, fra- 
rede: „Jeg vil nedlænge al den Ufred og Urolighed, der nu faa fænge bar 
berffet, og tage de Vilfaar, jeg før bar ſamtykket i, med den Deel af 
Riget, man vil unde mig; bvad min Titel angaar, faar vel ogſaa Kong 
Inge raade — jeg bliver Dog lige fuldt den jeg er — hvad derimod an- 
gaar mit Segl, da har jeg det iffe her, men det er hos min Kantfler i 
Oslo, bos bvem I funne fade det hente.“ Inge fagde Da, balv fpottende: 
,Din førfte Fitel er, at du ſkal bede Pbilippus." Nogen beftemt Vitel, 
enten af Konge eller Jarl, fynes Inge ej at bave givet ham, men Sagen 
fynes med Flid at være ladet uafgjort, eller maaſkee benftudt til Pavens Uf- 
gjørelfe; dette bindrede imidlertid iffe Forligets Iſtandbringelſe for vvrigt 
paa de nys nævnte Vilfaar, ligefom det og beftemtes, at for al den Sfade, 
fom begge Kongers Underfaatter indbyrdes havde tilføjet hinanden ved 
Drab eller Ran, ffulde der iffe paa nogen af Siderne funne fræves Bod, 
Vederlag eller Oprejsning, og ingen ftulde fiden underftan fig at tage 
Hevn. Derpaa føred man til Edsaflaggelſen. Forſt fvore Høvdingerne, 
nemfig Kong Fnge, Haafon Farl og Pilip, fiden Lendermænd og Sys— 
felmænd, to Fylfter paa hver Side, og tilfidjt fremftod Throndernes Lag- 
mand, Gunnar Grjonbaf, og fremfagde almindelig og gjenfidig Grid og 
Tryogd, rimeligviis efter Den gamle, ærværdige Formular, Der endnu Var 
brugelig i Norge faavel fom par Island. Derpaa havedes Thinget, og 
Baglerne vendte tilbage til fine Skite. Der fortælles, at Pbilip ved 
denne Lejligbed, fom fædvanlig, vilde gaa YUrm i Urm med UAUrnbjørn 
Jonsſon, men at denne unddrog fig fra at modtage hans fremrafte Arm, 
idet han fagde: ,fed dig nu felv”, Beviis nok paa, hvor dybt Baglernes ſtolte 
Hovdinger følte fig frænfede ved hans Eftergivenhed. Men det fynes at 
have været en aftalt Plan mellem Philip og Morbroderen, at han ffulde 
gaa ind paa Ult, for fiden, naar han forſt havde faart Chriſtinas Haand, 
ped hendes Biſtand, og maaffee ved Pavens Fndftriden, at vinde uden 
Sverdſlag, hvad han ved Forligsmødet ej havde vovet at paaſtaa. Da— 


det førfte aabenbart en af ham felv, efter Sadvane, indffudt Forklaring, 
hvorved han, fom faa mange andre, indtil Munthe, der førft paavifte det 
vette, har fvævet i den urigtige Formening at Rygjarbit ſkulde være Grænd- 
fen mellem Egdafylke og Rygjafylte — følgelig Aaen Sire, — medens det 
derimod er Jernespynten eller Grændfen mellem Egdafylke og Gronafylke. 


536 Inge Baardsfen og Philip Simonsføn. 
gen efter gif ogfar Fæftemaalet for fig, og begge Parter vendte tilbage 
hver til fit, Birkebeinerne til Bergen, og Baglerne til Tunsberg. 

Saafnart Konq Inge var fommen bjem til Bergen, fendte han Dag- 
finn Bonde med fem vel bemandede Skuder til Tunsberg, for at hente 
Philips fongelige Segl, og medgav ham Brev desangaaende. Han frem- 
førte fit Grende, men Pilip, Der viſtnok allerede havde modtaget fuld— 
ftændig JInftruftion af Biftoppen om hvorledes han føulde bære fig ad, 
fvarede at ban ej funde udlevere Seglet, førend han havde hørt fit Raad 
og fine bedfte Mænd desangaaende, og bad Dagfinn vente faa længe. 
Faa Duge efter lod ban holde Haugatbing, og lyſte ber for fine Mænd 
faavel fom for Tunsberg Borgere og Bonderne fra Beftfold, hvilket Fovlig 
han havde fluttet med Kong Fnge, og lagde iffe Dølgsmaal paa at han 
havde ſamtykket i at aflægge fit Kongenavn og udlevere fit fongelige Sergi, 
hviltet de tilftedeværende Sendebud fra Kong Inge nu føulde modtage, 
men lagde til, at ban aldrig vilde have gaaet ind paa dette ydmygende Vil 
faar, bvis VBirfebeinerne havde holdt deres Ord og ikke indfundet fig 
mandfterfere til Modet end Afralen var. Da fvarede de forfamlede Bag— 
fer, at da Birkebeinerne iffe bavde holdt deres Ord, behovede Philip hele 
fer iffe at holde fit Løfte, og at enhver Den føulde faa en Ulykke, fom 
fød Kongens Segl føre bort; vovede nogen at tage det, føulde ban mifte 
Haanden. — Dagfinn indfaa Umuligheden of at faa Seglet, og bad derfor 
fun om Filavdelfe til at drage bjem igjen, og fige fin Konge Svar. 
Philip, Der oprigtigt ønffede at vedligeholde Freden, og fom neppe en- 
gang havde boldt faa ivrigt paa Kongenavnet, hvis Det ej havde været for 
Baglernes og fin Fæltemos Skyld, fagde til Dagfinn: far bjem med 
Fred, og fig din Herre, at mit Raad og mine Mænd ej vilde tillade at 
mit Segl udfeveredes, men at jeg for min Part er tilfreds med, at Folt 
fafde mig fom De ville, baade her og nordenfjelds; beller iffe forlanger jeg 
ftørre Deel af Riget, end Den, hvorom vi ere forligte med VBirfebeinerne. 
Denne Beffed fan du bringe Kong Inge og Haafon Jarl.” Da Dagfinn 
fom hjem med dette Erende, fvarede Fnge fun lidet dertil, men Haafon 
Jarl derimod tilfjendegav fin Forbitrelfe ved mange Eder og VBredesord, 
figefom ogſaa Birkebeinerne ytrede megen Misfornøjelfe, da de hørte 
at Philip fremdeles fod fig titulere fom Konge af VBaglerne og Vikba— 
ringerne *) 

Pbilip forelagde, fom det var aftalt, Paven fin Sag til Afgjørelfe. 
Bi bave iffe fænger det Brev, fom han, eller vettere hans Morbroder 
Biſkop Nifolas i den Anledning førev til Paven, men vi have en Skri— 


1) Inge Baardsføns Saga Gap. 18. Vidløftigere Bearbejdelfe hos P. Elaus- 
føn, Fornm, S. IX, 6, 176—188. 


1208. Fredsforlig mellem VBirfebeiner og Bagler. 537 


velſe, ſom Paven paa Grund deraf udfærdigede til Erkebiſkoppen og De 
øvrige Biftopper å Norge, og af denne Strivelfe erholde vi tilftrættelig 
Oplysning om, hvorledes Nikolas fremftillede Sagen. Bi we" ſkriver 
Fnnocentius, ,blevne undervetfede om at, efter at Sverre, der bavde fore- 
ftaget Norges Rige, var DØD, ſogte hans Filhængere, Birkebeinerne, at 
ophøje hans Syſterſon Inge til Konge, bvilfet Forføg Derimod en Deel 
forftandige og anfeede Mænd, der vidfte fuldftændig Beſked om den 
norffe Kongeflægt, føgte at bindre, og udvalgte eenftemmig til Konge en 
ung Mand ved Navn Poilip, der nedftammede fra Magnus og Inge, 
berømmelig Ihukommelſe, Norges gamle og fatbolffe Konger, var felv af 
hoj Byrd, og udmerfede fig ved fin hæderlige Vandel *). Efter at nu 
disſe tvende Mænd en Fivdlang havde ført Strid med hinanden om Konz 
gedømmet, og ynkeligt herjet Landet, føede det endelig ved Guds Maade 
fra det Høje, at det lykkedes Vig, Broder Erfebiffop og vor ærværdige 
Broder, Biffoppen af Oslo, ved eders Omforg og ivrige Beftræbelfer at 
faa bragt et Fredsforbund i Stand mellem dem pan Ddet Vilfaar, at begge 
— forudfat at vi meddeelte vort Samtykke dertil — ſkulde beholde kon— 
geligt Navn og VBærdighed, og Inge berffe å den ene, og Pbilip i den 
anden Deel af Norge. Efter at allerede Dette var beftemt, traf Det fig, 
at bemeldte Philip, bvem Riget, fom vi have erfaret, tilfommer med 
Arveret, begav Vig til et Møde med fine Movdftandere, hvorved Ddisfe, 
ffjønt det forud var blevet noje beffemt hvor mange Tropper enhver 
maatte bringe med til Modet, ja endDog Gifler gjenfidigt vare frillede der— 
paa, alligevet omringede ham med en utallig Mængde, og erflærede at de 
iffe under nogen Beringelfe vilde indgaa Fredsforbund med Philip, med 
mindre ban frafagde fig Kongenavnet. Da han faaledes var I Denne Kniz 
be, tog ban, for ej at plette ſin Mts Unjeelfe og frænfe Det indgaarde 
Fredsforbund, fin Iilflugt til at appellere til os, og anfortro o8 at af: 
gjøre bans Sag ved vor Kjendelfe, nemlig faaledes, at Den, vi Dømte at 
pære den Dueligfte, frulde bædres ved fongelig Fitel og VBærdigbed. Heri— 
mod protefterede Birfebeinernes Høvdinger ganſke og aldeles, og erklærer 
De, at de aldrig vilde underkafte fig vor Dom. Skjønt vi nu angaaende 
disfe Anliggender allerede have modtaget flere Breve, indehofdende Vidnes- 
byrd, have vi Dog iffe erbvervet fuldfommen Vished i denne faa fore og 
vigtige Sag, og befale eder Derfor ved Denne vor apovftoliffe Skrivelfe, at 
I, med Gud for Øjnene, paa det aller fuldftændigfte føger at komme efter 
GSandheden, og fiden i eders Breve famvittigbedsfuldt underrette os der— 
om, faa at vi, oplyfte ved denne eders Meddelelſe, funne gaa frem i 


1) Her flaars ganffe en Streg over Haakon Sverresføn og Erling Steinvegg, 
hvilket er darakteriftiff nok. 


538 Inge Baardsføn og Philip Simonsfen. 


denne Sag med førre Sikkerhed 1).“ Denne Strivelfe er for Reſten ikke 
Dateret førend 7de Juni 1211, altfaa bele tre Aar efter Forliget, og Pa- 
vens endelige Ufgjorelfe indlob vel endog, efter Denne langfomme Maale— 
ſtok at dømme, flet iffe, faa at man vel i Virkeligheden fan betvagte Sa- 
gen fom om Denne Uppel til Paven aldeles iffe havde fundet Sted. Men 
vet bedfte var, at Den var aldeles unødvendig, og at begge Parter virke 
fig overholdt Freden nok faa famvittighedsfuldt, paa dette ene Punkt, Phi— 
lips Kongenavn, nær. Den godmodige Philip fandt fig fuldfommen tilfreds— 
ftillet ved, at hans Omgivelfer faldte ham Konge, og tog fig ikke fyn- 
dDerlig nær af, at Birkebeinerne negtede ham Denne Fitel, eller at Haakon 
Jarl gav Ondt af fig Derover.  Haafon Jarl og Birkebeinerne [ode det 
figefedes paa deres Side blive ved Spot-Ord og vrede Udladelſer, uden 
at der nogenfinde var Tale om at fornye Borgerkrigen. Ja der fagdes 
iffe engang mindfte Hindring i Bejen for Fuldbyrdelfen af Egteſkabet mel 
fem Poilip og hans Faſtemo, Jomfru Ghriftina. Da VBaaren fom (1209) 
fendte Pilip et Gefandtffab af tre Høvdinger, Cyftein Roesſon, Aamunz 
de Burft og Grunde Fehirde (Statmefter) til Bergen med to Studer, 
for at hente Kongedatteren, og hun fulgte ftrar tilbage med Dem til Oslo, 
hvor Poilip holdt Brylup med hende *). Fil dette Bryllup indfandt fig 
ogfaa hendes Moder, Enfedrunning Margrete, der fiden Kong Haakons 
Død opholdt fig paa fine Godfer i Sverige. Hun blev fyg og døde faa 
Uger efter Bryllupet, og da Chriſtina var Arving til alle hendes betyde- 
fige Gjendomme, fendte Pilip firar em Skare af fine Mand til Verme— 
fand og Veftergøtland for at tage Dem og hendes øvrige Gfterladenffab i 
Befiddelfe paa hans Vegne. Paa Eidſkogen fluttede han fig felv til To— 
get, men i ftrengefte Jncognito, under Navn af Hallvard bvite 3), og faa 
fedes fremdeles under Opholdet i Sverige, fandfynligviis formedeljt de 
Urofigbeder, fom endnu berffede i Landet, og fom iffe ophorte førend i 
dDet følgende Aar, da Kong Sverfe Kavlsføn faldt i Slaget ved Geftilreen 
mod Kong Grif og Folfungerne (18de Juli 1210) *). 

Saaledes havde da Norge endelig faaet Den længe forønffede Fred 
igjen, og ffjønt Niget viſtnok i Virfeligbeden var Deelt mellem Jnge og 
Philip, havde dog Inge i Det mindfte Fitel af Konge over det hele Land, 





1) Ep. Innoc. II. XIV, 73. 

2) Inge Baardsføns Saga (fortere Bearbejdelfe) Cap. 18. Den her omtalte 
Aamunde Burft nævnes fom en af Oprørernes Unførere i Slaget ved Oslo 
1200, fe ovenfor S. 362. 

3) Jnge WBaardsføns Gaga, vidleftigere Bearbejdelfe, hos Peder Clausſon, 
Fornm., $. IX, S. 190. 

4) Dagen angives i de visbyffe Unnaler, hos Langebek Ser. R. D. I. S. 254, 
og i det danft-fvenffe Chronicon fammefteds II. 167. 


1209. Philips Giftermaal med Ghriftina Sverrestatter. 539 


da Philip ifølge Forliget fun ffulde være hans VBafall. Det fynes at 
maatte falde af fig felv, at der nu ikke [enger funde være mindfte Spørasmaal 
om den Danffe Kong Valdemars Lensbojbed over Vien, og Der findes 
heller iffe i de folgende Aar Tegn til, at han forføgte at gjore Den gjeldende. 
Han var Desuden alt for meget optaget med De nordtvdffe og fiden med Ve 
fiflandffe og eftlandffe Anliggender, til at han funde faa Iid eller Lejlig- 
Hed til at blande fig i de norffe. For Reſten var Det fandfynligviis ifær 
for at afffjære Poilip fra umiddelbar Forbindelfe med Danmark, og for 
at funne holde bedre Øje med Bevægelferne ved Landets fydligfte Grænd- 
fe, at Birkebeinerne iffe med den øvrige Deel af Vifen ogſaa lode ham 
faa Landet føndenfor Svinefund elev Nanafylfe, men udtryffeligt nævnte 
Svinefund fom Grændfen for hans Befiddelfer paa Denne Kant. Dette 
har maaffee bidraget fit til at hindre Valdemar fra at gjøre noget nyt 
Tog til Norge. Efter en Tids Forløb fynes han endog at bave fendt 
De ham i fin Did ftillede Gifler tilbage, Da der udtrykkeligt fortælkes, at 
- Pilips Broder, Andres Simonsføn, nogle Uar efter fom tilbage fra Dan- 
marf, og blev færdeles venffabeligt modtagen af fin Broder, fom gav ham 
ftore Forleninger 1). 


85» Krigstog til Syderøerne, hvis Konger, faavel fom Orknø=Jarlerne, un- 
derfafte fig. Peter Steyper og Reidar Sendemands Korstog. 


Traktaten til Hvitingsø var en fand Velgjerning for Landet, ej alene 
fordi den, bvad der var Det Vigtigfte, nu føaffede Landet Ro for benved 
ti Aar, og Dderhos, ved at forlige Birkebeinerne med Baglerne, gjorde 
Ende paa de værfte Borgerfrige i Landet — de fenere Fronftridigheder, 
Der pppedes af andre Partier, havde nemlig bverfen i Omfang, Blodig— 
hed eller Langvarigbed ſynderligt at betyde i Sammenligning med Bagler— 
krigene; — men ogſaa fordi Riget derved gjenvandt fin Anſeelſe over Skat— 
fandene, hvis Fyrfter, ifær Orknoernes, ved Gjterretningen om, at der var 
fluttet Fred, ſtrar begyndte at frygte for den Straffedom, der nu maaftee 
vilde overgaa dem for deres Opfætfighed, og fom desuden fattes i Skrak 
ved et Fog, der nu virkelig blev foretaget fra Norge til Vefterhavets 
Øer. Hermed hang det faaledes fammen. Ullerede paa felve Mødet ved 
Hvitingsø opftod Der megen Murren og Misfornojelfe mellem de forfam- 
fede Birtebeiner og Bagler over at alle Fordringer paa gjenfidig Bod og 
Grjtatning føulde bortfalde, og af vderligere Hevn for Eftertiden ſkulde 
være forbuden; thi der var, heder det, mange vpperlige Mænd, fom i 
denne Fejde havde miftet alt deres Gods, og fom vimeligviis havde han- 


1) Inge Baardsjené Saga, hos Peder Glausføn, Fornm. S, IX, 208. 





540 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


bet, at Krigen endnu en Fidlang vilde blive fortfat, hvorved Da tillige 
Udfigten til at vinde Erſtatning og Hevn ved fortfatte Plyndringstog in- 
dDenfands altid ftod dem aaben. Men frlv for dem, der juft ikke tænkte 
faa meget paa Grjtatning, maatte Det alligevel være noget underligt, ja ube- 
bageligt, med eet at fulle ombytte det med faa mange Aars Fejvder til 
vante og Dem til en anden Natur blevne Krigerliv med en Filværelfe, der 
i deres Øjne fun var fad Uvirffomhed, og med Fredens Syfler, fom hid— 
til vare Dem fremmede, vg fom Denu vare for gamle til, med eet at funne 
finde Behag i. Derfor blev det dem ſtrax en Frang at føge Krigs-Eben— 
tyr uden for Landet, fiden de ej funde finde dem bjemme, og de fordums 
Fiender, Birfebeiner og Bagler, gjorde allerede, førend de fra Mødet dro— 
av bver til fit, forelobig Aftale med hinanden om Krigstog, fom de I det 
følgende War eller i alle Fald faa fnart fom muligt vilde foretage Å Fal— 
fesffab. De tvende Høvdinger og Svogre, Peter Steyper og Reidar 
GSendemand, toge Korfet, og aftalte at De den følgende Sommer vilde 
Drage i Forening til det hellige Land. En Deel andre, mindre anfeede 
Høvdinger af begge Partier aftalte derimod, at de Sommeren efter ffulde 
Drage paa et Herjetog til Syderøerne, og udruftede Dertil Skibe paa begge 
Sider. Et tilftrærfeligt Paaſkud til dette Fog havde de deels i Kong 
Ragnvald Gudrødsføns Opfætfighed, idet ban tildels undlod at betale 
Stat, deelg i hans flette Ferd mod Broderen Olaf. Thi da Denne fore- 
ftillede ham, at Øen Ljodhuus 1), hvormed han hidtil havde maattet lade 
fig nøje, ej forflog til hans og hans Mænds Underholdning, og Derfor 
anmodede Ragnvald om at give ham et andet, mere indbringende Landſkab, 
fovede han ham at give Svar nælte Dag, naar han førft havde overlagt 
derom med fine Naadgivere; men Da Olaf ifølge Dette Løfte tilidsfuldt 
indfandt fig, [od Ragnvald ham tvoløft grite, læge I Lænter, og føre 
fangen til fin Ben og Fordundsfælle Kong Villjam i Skotland, hos hvem 
ban henfad fængflet i henved fv Aar (1208—1214) og ikke flap løs 
førend VBiljam var Død (Gte Decdr. 1214) og hans Søn og Cjterfølger 
Alexander befalede at alle EStatsfanger føulde fættes paa fri Vod*). 
Denne Froløsbed fortjente visfelig at fraffes, og Der har neppe manglet 
paa Venner og Vilhængere af Kong Olaf, der felv fom til Norge og 


paa Det indftændigfte opfordrede dets Krigere til at fomme bam til Hjelp. 


Fil aftalt Tid droge de ogfan affted paa 12 Skibe. Af Anførerne havde 


fire, nemlig Grit Sovesføn, Erlend Pit (eller Vik), Berg Mol og Nikolas 


Gille, hørt til Baglernes Parti, og tre til Sirtebeinernes, nemlig Tormod 





1) Om Olaf og Nagnvald, fe ovenfor S. 462. 
2) Den manffe Krønite, hos Langebef, Ser. R. D. I. S. 227; hos Johnſtone 
Antiq. Celto-Norm. Side 26. 





1209. 1210. Krigstog til Syderøerne. 541 


Thasram, Thormod Filbein og den før omtalte Ufpat den fyderøifte, ogs 
fan Faldet Ufpat Agmundsſon, bvilfen maaffee bar været Den egentlige 
Anfører paa Toget formedeljt fit Kjendffab til disfe Egne, bvor vi endnu 
en Gang ville fee han fremftaa fom Kongeføn og Eronprætendent 1). De 
berjede, fortælles der, paa Syderøerne og De omliggende Der, hvortil de 
fandt faa meget fettere Lejlighed, fom Ver juft paa Den Tid var andre 
Fejder mellem Fyrſterne de Egne. — Blandt de Øer, de påyndrede, var 
ogfaa Jona eller den bellige O, hvilken Nordmandene bidtil havde holdt 
fredhellig. Siden, heder det, bleve De uenige og fliltes av, flere af dem 
bleve drobte, nogle paa eet, andre paa et andet Sted, og de, ſom Fom tilbage 
til Morge, maatte Døje baarde Ivrettefættelfer af Biſkopperne før Deres Røveri. 
Det er iffe ufandfynligt, at dette Tog ftaar I Forbindelfe med en i de 
irffe Annaler juft ved Dette War (1209) omtalt Kamp mellem GSumar- 
fides eller vettere Nagnvald Sumarlidesføns Sønner og Indbyggerne af 
Oen Sly *); og hvis man fan antage, hvad Der ej er faa ufandfynligt, 
og bvad de islandſke Annaler endog give Unledning til at tro, at Toget 
ogfaa vedvarede i Uaret 12103), maa man derhos hermed viftnok fætte i 
Forbindelfe, at den før omtalte Angus af Argyll, Sumarlides Søn, net— 
op i biint Aar blev dræbt med tre af fine Sønner bvilfet den manfte 
Kronife beretter, uden Dog at angive Ynledningen Dertil, eller Maaden, 
bvorpaa det føde.  Mordmændene have fandfynligviis taget Fjenefte hos 
en eller anden af De firidende Parter. Hvad man nu end ellers fan fige 
om Toget felv, Da er Det Dog vift, at Det bar gode Frugter for Niget, 
tbi Ragnvald og bans Søn Gudrød, fom herved bavde faaet Forfmag 
paa, hvad De nys forligte Konger felv vilde funne udrette, om de fandt 


1) Inge Baardsføns Saga, fortere Bearbejdelfe, Cap. 18. 


?) De ulfterffe Annaler i Johnftones Antiqq. celto-normannicæ S. 70. Her 
faar der: Slag mellem Mac Somerlederne, og Maændene af Skiath (Skye). 
Men at disfe Mac-Somerleder ere Sumarlides Sønnefønner, ej hans Son— 
ner, fee af hvad der anføres ved 1211 og 1213: Thomas Mac Uhtred, 
tilligemed Mac-Ranalderne, Sønner af Sumarlide, fom til Derry med 6 
Skibe, og plyndrede Derry, m. m.; og (1213): Thomas Mac Uhtred og 

Roderic (NRuaidhri) Mac NRanald, plyndrede Derry, o. f. v. Denne Noderic 
var fandfynligviis den famme Rudre, hvis Søn Duygal omtales ved 1248 i 
Haafon Haakonsſons Saga Gap. 260. 


3) Medens nemlig Inge Baardsføns Gaga udtryffeligt henfører Søtogets Af— 
gang fra Norge til famme Uar, Philip egtede Ghriftina, det er 1209, ftaar 
der i Unnalerne ved dette Aar, hiint Tog angaaende, kun: Krigstog forbe- 
redt til Syderøerne fra Norge (herför buin til Sudreyja af Noregi), hvori 
mod den hellige Des Piyndring henføres til 1210. Det er højft rimeligt at 
Feiltagelfen fan være opftaart derved, at Flaaden maaffee er Fommen feen: 
høftes over Havet, og har overvintret der.  Maaffee den om Høften ej Éom 
længer end til Ortnøerne, og tilbragte VBintren der. 


542 Inge BVaardsføn og Philip Simonsføn. 


for godt, I Forening at tvinge dem til Lydighed, fandt det nu raadeligft 
at begive fig til Norge, forlige fig med Kong Inge og Haafon Jarl, 
fverge dem Froffabsed, ertjende den norffe Konges Lenshojhed, og ude 
rede Den bidtil ikke betalte Skat 1). Hvad der maaffee end mere ftemmede 
Nagnvald til Føjelighed, var at Kong Johan af England, der i det fam- 
me Aar, 1210, gjorde fit befjendte ftore Tog til Irland for at under- 
fægae fig Øen, ogfaa fendte en Dec Tropper under en Grev Fulko over 
til Man, der i 15 Dage, juft fom Ragnvald og hans fornemfte Mænd 
vare fraværende, lagde Øen ganſke øde, og vendte tilbage med Gifler* ). 
Det var aabenbart Johans Henfigt, at underkafte fig Man, og tvinge 
Ragnvald til at erfjende hans Lenshojhed, bvilfen denne ogfan ved et tv 
Aar fenere udftedt Brev virkelig erfjendte 3); men for Magnvald maatte 
det i alle Fald, faa fænge han ej havde Olaf at frygte for, visfelig være 
fangt befvemmere eller mindre tryffende, at ftaa i et Vaſallforhold til en 
fjernere og mindre mægtig Stat fom Norge, end at ftaa i det famme 
Forhold til Kongen af England, hvis Befitdelfer omgave Man paa ale 
Kanter, og fom faaledes til enhver Tid med Lethed funde fifre fig hans 
Lydighed. Det fynes faaledes at maatte antages, at i Det mindfte det af 
Nagnvald I 1212 uvftedte Hydingsbrev til Kong Johan fun har været 
ham aftvunget. Anderledes var Det fenere, Da Olaf var fommen paa fri 
Fod igjen, og føgte fin vette Lensherres, Den norffe Konges, VBenffab; 
Da faa det atter Å Ragnvalds FInteresfe at bolde fig til Kongen af Eng— 
fand, og vi ville faaledes 1 det folgende fremdeles fre ham at optræde 
fom hans Vaſall. For Neften vile vi ogſaa erfare, at Vet ej fom 
Den ærgjerrige Ragnvald fynderligt an paa, at erfjende flere Lensherrev 
paa een Gang, eller, paa famme Tid fom ban underfaftede fig een Fyrſte, 
i en Skrivelſe til en anden at erklære fig fri og uafbængig, naar Der fun 
Derved var nogen Fordel at vinde. Dette maa man altid have for Øje, 
for vet at funne forftaa disfe indviflede og ellers næften ganſke ubegribde- 
lige Forhold. 





1) Inge Baardsføns Gaga, hos P. Glausføn, Fornm. S. IX. 192, 194. Her 
nævnes udtryffeligt Ragnvald og Gudrød. Ut dette var Gudrød, med Til— 
navn Don eller den fvarte, Ragnvalds Søn, der i det følgende oftere vil 
blive omtalt, Éan ej være nogen Tvivl underkaftet, thi der var ingen anden 
Kong Gudrød paa den Tid. Men da det lidt ovenfor, hvor Slaget omta- 
leg, heder at Kongerne der i Øerne paa den Tid laa indbyrdes i VFejde, 
Éunde man let antage, at der ogfaa her figtedes til Ragnvald og Gudrød, 
hvilfet dog, fom man let vil indfee, er aldeles urigtigt. 


2) Den manffe Krønike, jofr. de islandffe Unnaler. 


3) Brev af 16 Mai 1212, optagen i Rymeri foedera og meddeelt i Uddrag af 
Langebef, Scr. R. D. III. S. 226. Not. (1.) 





1211. Orkno-Jarlerne underfafte fig. 543 


Ogfaa Jarferne paa Orfnø, Jon og David, der havde holdt fig uaf— 
bængige ligeſom deres Fader, faa fænge der var Frjde å Landet, fpurgte 
aldrig faa fnart at Kongerne havde fluttet Fred, førend de fendte Biſkop 
Bjarne til Norge for at gjøre Undføyldninger og tilbyde Forlig. Bjarne 
fandt Kong Jnge og Haafon Jarl i Bergen, fremførte Vit Erende, og 
bragte det Dertil, at de tilfagde Jarlerne Grid eller Lejde til at indfinve fig 
hos dem den følgende Sommer og indgaa Forliget. De fom dog ikke, 
uviſt af bvad Grund, denne Sommer, — maaffee de havde faaet Betæn- 
feligheder, og angrede det Skridt, de havde gjort —; men da anlob biin 
til Syderøerne beftemte Flaade Hjaltland og Orfnøerne paa Vejen, med- 
bringende fongelige Sysfelmænd; og dette fynes at have fat Farlerne i 
Skrak, tbi næfte Sommer (1210) fom de virkelig til Norge i Følge med 
- Biftop Bjarne, og overlode fin Sag ganffe til Kongens og Jarlens Uf- 
gjørelfe. — Disfe dømte dem til at udrede en ftor Pengebod, hvorbos de 
maatte fverge Kongen Trofkabsed, og ſtille Gifler til Sifferhed 1). Men 
tilfidft, beder det, gjorde Kong Inge Dem Dog til fine Jarler over Orkn- 
øerne og Hjaltfand med de Vilfaar, der fiden Vleve overholdte indtil de— 
teg Dødsdag. Denne Ungivelfe ev Dog aabenbart uvigtig, bvad Hjaltland 
angaar, thi Dette var, fom vi vide, allerede inddraget af Sverre, og Vet er 
tydeligt nof at fee af Maaden, bvorpaa De fenere Jarler omtales, at de 
intet havde med Beſtyrelſen af Hjaltland at beftille. David levede ikke 
fænger end til 12142), hvorefter hans Broder Jon ene beherffede Orkn- 
øerne. 

Endog paa Færøerne havde de fidfte Tiders Fejder givet Uroftif- 
terne Lyſt og Lejlighed til at gjøre Kvalm. Det er allerede omtalt 3), 
at Sverres førfte Huftru, Aſtrid Noedatter, i Følge et paa Verne felv 
herffende Sagn, ſkal have født en Søn, Erling, hvilfen Sverre ikke vilde 
anerfjende.  Yt bun havde en Søn, ved Navn Erling, fom paaftod at 
han tillige var Sverres Søn, er vit not. Han paaftod, at han var nære 
mere Arving til Norges Trone, end Guthorm eller Inge, fif endeel Fil- 
hængere famlet, ifær, fom Sagnet beretter, fra Norderøerne, hvor hans 
Moder ejede meget Odelsgods, drog omkring paa Oerne, og gjorde me- 
gen Skade. Han føal have bygget en Borg i Fhorsbavn, og holdt Slag, 
førft ved Skaalebotn paa Øjfterø, fiden i Umbadal ved Eide, og derpaa 
i Noærbeden af Mykledal, paa Kalsø, men være bleven overvunden i Dem 
alle tre. Siden begav han fig over til Norge paa Sysfelmanden Einars 


1) Inge Baardsføns Saga hos P. Glausfen, Fornm. S. IX. 192! 
?) Orknoyinga Saga, faavel fom de islandſte Annaler. 
3) Se ovenfor S. 120, 196, 397. 


544 Inge Baardsſon og Philip Simonsføn. 


Skib, og drog til Philip og Gyriftina. Hun tog vel imod ham, og ev- 
fjendte ham, merkeligt nok, for fin Broder, uden at Ver dog tales om at 
hendes Mand gav ham Forleninger, eller for øvrigt fatte ham i en Stil- 
fing, Der funde gjøre Det muligt for ham at optræde fom Fronprætendent. 
Han fynes i nogle Wars Tid at have haft Tilhold hos dem, indtil han 
ved en uheldig Aareladning fom til at førbløde fig og døde Han havde 
fyv Børn, om pris Stjæbne der for Neften intet Verettes 1). 

Peter Steyper og Reidar Sendemand tiltraadte iffe Deres Korstoy 
førendi 1210. De forte bver fit ſtore og vel bemandede Skibz ogfaa deres 
Huftruer, Syftrene Ingebjørg og Coriftina, Kong Magnus'8 Døtre, fulgte 
med. Peter Steyper og Hans Huftru vøde paa Nejfen, men Reidar fom 
til Det bellige Land, og traadte fiden, heder Det, atter i Fjenefte hos Kej— 
feren i Gonftantinopel, hvor han Døde i Aaret 1214. Denne Kejfer var 
Henrik af Flandern, Der fiden 1205, da hans Broder Balduin den Afte 
par bleven fangen af Bulgarerne, berffede i Gonftantinopel. Om Peters 
og Neidars Korstog fynes Der, efter Sagaernes Udtryk at dømme, at 
Dave været en udførlig Beretning, men fom nu ej længer fjendes, og ſaa— 
fedes desværre maa bære tabt *). 





1) Inge Baardsføns Gaga, hos Peder Glausfen, Fornm, S. IX. 194, 196, 
jofr. Untiqvariff Jidsffrift 1849—1851 &. 160. Efter ben Borg, Erling 
byggede i Shorshavn, heder det her, Faldes et Huus fammefteds endnu ind- 
til for Fort Tid fiden  Borgarftovan"; han felv kaldes Borgharrin eller 
Borgherren. Der anføres ogfaa et Vers om hans Nederlag i Skaa— 
Labotn. 


2) Inge Baardsføns Gaga, Gap. 18, udførligere Bearbejdelfe, hos Peder 
Glausføn, 1. ce. S. 192. Ogfaa her findes der Afvigelfer i de forffjellige 
Jidsangivelfer. Den vidløftige Bearbejdelfe lader Peter og Reidar drage 
affted famme Sommer, Philip egtede Ghriftina, altfaa 1209 (hvis ellers ikke 
„ſamme Sommer" er at benføre til Inges Bygningsarbejder i Bergen, 
omtalte S. 190, hvorved ingen Tid angives); den Fortere Bearbejdelfe figer 
derimod udtrykfelig, at Ufrejfen fede et Uar fenere end Veſterhavstoget, 
altfaa 1210, og de islandffe Annaler, der henføre dette Tog til 1210, lade 
følgelig Peter og Reidar ej drage affted førend 1211. Naar de fenere hen» 
føre Peters og Ingebjørgs Død til 1213, Meidars til 1214, da ere bisfe 
Beftemmelfer fandfynligviis hentede fra den ovenfor omtalte, tabte Beretning 
om deres Mejfe, Det er imidlertid hHhøjft rimeligt, at de i denne vare anførte 
med ftadigt Henfyn til Udfartsaaret fom Udgangspunkt, faaledes at Peters 


og Ingebjørgs Ded indtraf to, Neidars tre Uar efter dette. I faa Fad 
bør man maaffee, naar man med den Eortere Gaga bhenfører Udrejfen til | 
1210, henføre Peters Død til 1212 og Reidars til 1213. Gaa meget erfar | 
rer man i alle Fald heraf, at Udtryftet hos Peder Glausføn, „at Meidar | 


—=E———=E— 5 2 sr 


— — 





fænge var i Myklegaards-Kejſerens Tjeneſte, før han døde", ikke er rigtigt. | 





1211-1212. Haakon Jarls Madinationer. 545 
87. Fredstiden. Haafon Jarl føger at faa Kongenavn. Urveforlig å Nidaros. 


Det maa unegtelig iffe have bidraget lidet til Fredens Oprethols 
delfe i Landet, at faa mange frigerffe og urolige Mænd, fom de, der 
deels Droge til Syderøerne, deels til det hellige Land med Peter og Rei— 
Dar, i de førfte Aar, førend man endnu havde vænnet fig til den fredelige 
og volige Filjtand, vare borte, og ikke funde gjøre Fortræd. Det fynes 
næften at ligge i Sagens Natur, at Ve netop maa bave været De urolig 
ſte og meſt frigslyftne blandt Birfebeinerne vg Baglerne. De øvrige, fom 
itfe forbleve ved Hirden, men toge fig Orfov, droge deels bjem til dereg 
Huſe og Gaarde, om Dde havde nogen, deels I Kjøbferd, og forvandledes 
ſaaledes fra barffe Krigere til fredelige Jorddyrfere eller Handelsmænd. 
Kong Inge beffjeftigede fig for det førfte med at fade den nedbrændte 
Kongsgaard i Bergen opføre paany, viftnof endnu fun af Fræ og faa 
«vidt muligt i den forrige Skikkelſe; i det mindfte [od han Hallen fætte 
ganſke paa famme Sted, bvor den tidligere af Kong Eyſtein opførte Hall 
havde ftanet og Det famme var vel ogfaa Lilfælder med Aportelfirfen 1). Bor— 
4 gen fod ban derimod iffe gjenopføre; Den var nu i Fredstid unndvendig. 
Philip levede paa fin Side voligt og fredeligt å Viken; begge Konger 
pare tilfreds med, hvad de havde; deres Berettigelfe til Niget var omtrent 
lige ftor, og den enefte Fare for Freden var nu fun at befrygte af Den 
+ ærgjerrige Haafon Jarl, fom aldrig funde glemme, at ban ej bavde faaet 
| Kongenavn, og ftedfe ponfede paa, bvorledes ban ſtulde føaffe fig denne 
Vardighed. Da han efter Forliget iffe havde negen Adkomſt til at be— 
| fatte fig med Philips Deel af Riget, var Det nærmeft mod hans egte 
Broder Kong Inge, at hans hemmelige Macinationer vare rettede. Han 
henvendte fig førft til fine nærmefte Benner, fiden ogfaa til mange andre af 
De ypperſte Mænd i Riget, med Spørgsmaal om de ej fandt det pasfende, at 
han ogfaa fif Kongenavn, og lod fig tage til Konge over en Trediedeel af Riget. 
Han gav endogfaa at forftaa, at det vilde være hans Broder nok faa 
fjært, og at Denne ganffe fiffert vilde famtyffe deri. Hertil fvarede alle, 
bvad der ene funde fvares, at han var fuldfommen dygtig dertil, og at de faa- 
ledes fra dereg Side intet funde have derimod. Derved blev han faa dri- 
ſtig, at ban endog tilfidefatte den nødvendige Forfigtighed i at holde fine 
Unflag hemmelige, faa at Inge omfider fif Nys derom, og ligeledes blev 
inbevvettet om, hvo der ifær beftrædte fig for at denne Sag funde faa 


Sremgang, Da vvervandt han fin Foltefty, ftevnede fine Mænd til Huus- 


























+ — 
å 

|) Der tales nemlig fiden, i Slutningskapitlet af Haakon Haatonsføns Saga, 
| om at denne opførte Kongsgaarden m. m. af Steen, hvilket fynes at vife, 
Å at den foregaaende Bygning var af Ira. 

| Mund. — Det norſte Folks Hifforie. NM. 30 








544 Inge Baardsſon og Philip Simonsfen. 


Skib, og drog til Philip og Gyriftina. Hun tog vel imod ham, og ev- 
fjendte ham, merfeligt nef, for fin Broder, uden at Ver dog tales om at 
hendes Mand gav ham Foreninger, eller for øvrigt fatte ham i en Stil 
fing, Der funde gjøre Det muligt for ham at optræde fom Fronprætendent. 
Han fynes i nogle Aars Tid at have haft Filbold hos dem, indtil han 
ved en ubeldig Aareladning fom til at førbløde fig og døde Han havde 
fyv Born, om hvis Stjæbne der for Reften intet Verettes 1). 

Peter Steyper og Reidar Sendemand tiltraadte iffe deres Korstog 
førendi 1210. Deførte hver fit ftore og vel bemandede Skibz ogſaa deres 
Huftruer, Syftrene Ingebjørg og Cbriftina, Kong Magnus's Døtre, fulgte 
med. Peter Steyper og dans Huftru vøde paa Nejfen, men Reidar fom 
til Det bellige Land, og traadte fiden, beder Det, atter I Fjenefte hos Kej— 
feren i Gonftantinopel, hvor ban døde i Maret 1214. Denne Kejfer var 
Henrik af Flandern, der fiden 1205, da hans Broder Balduin den Afte 
par bleven fangen af Bulgarerne, berffede i Conftantinopel. Om Peters 
og Reidars Korstog ſynes Der, efter Sagaerne$ Udtryk at dømme, at 
bave været en udførlig Beretning, men fom nu ej langer fjendes, og ſaa— 
fedes desværre maa være tabt 2). 





1) Inge Baardsføns Gaga, hos Peder Glausføn, Fornm. S. IX. 194, 196, 
jofr. Untiqvariff Jidsffrift 1849—1851 S. 160. Efter den Borg, Erling 
byggede i Ihorshavn, heder det her, Faldes et Huus fammefteds endnu ind- 
til for fort Tid fiden ,Borgarftovan"; han felv faldes Borgharrin eller 
Borgherren. Der anføres ogfaa et Vers om hans Nederlag i Skaa— 
labotn. 


2) Inge Baardsſons Gaga, Gap. 18, udforligere Bearbejdelſe, hos Peder 
Glausføn, 1. ce. S. 192. Ogfaa her findes der Ufvigelfer i de forffjellige 
Jidsangivelfer. Den vidløftige Bearbejdelfe lader Peter og Reidar drage 
affted famme Sommer, Philip egtede Ghriftina, altfaa 1209 (hvis ellers ikke 
„ſamme Sommer" er at benføre til Inges VBygningsarbejder i Bergen, 
omtalte S. 190, hvorved ingen Tid angives); den Fortere Bearbejdelfe figer 
derimod udtrykfelig, at Ufrejfen frede et Uar fenere end VBefterhavstoget, 
altfaa 1210, og de islandffe Unnaler, der henføre dette og til 1210, lade 
følgelig Peter og Reidar ej drage affted førend 1211. Naar de fenere hen— 
føre Peters og Ingebjørgs Død til 1213, Meidars til 1214, da ere disfe 
Beftemmelfer fandfynligviis hentede fra den ovenfor omtalte, fabte Beretning 
om deres Reſſe. Det er imidlertid højft rimeligt, at de i denne vare anførte 
med ftadigt Henfyn til Udfartsaaret fom Udgangspunkt, faaledes at Peters 
og Ingebjørgs Dod indtraf to, Reidars tre Uar efter dette. J faa Fald 
bør man maaffee, naar man med den kortere Saga henfører Udrejfen til 
1210, henføre Peters Død til 1212 og Meidars til 1218. Gaa meget erfar 
rer man i alle Fald heraf, at Udtryffet hos Peder Glausføn, „at Reidar 
længe var i Myklegaards-Kejferens Jjenefte, før han døde, ikke er rigtigt. 











1211—1212. Haafon Jarls Madinationer. 545 
87. Fredstiden. Haafon Jarl føger at faa Kougenavn. Urveforlig i Nidaros. 


Det maa unegtelig ikke have bidraget lidet til Fredens Oprethol- 
delfe i Landet, at faa mange fvigerffe og urolige Mænd, fom de, dDer 
deels droge til Syderøerne, deels til det hellige Land med Peter og Rei— 
Dar, i de førfte Aar, førend man endnu havde vænnet fig til den fredelige 
og volige Filjtand, vare borte, og ikke funde gjøre Fortræd. Det fynes 
næften at ligge i Sagen8 Natur, at De netop maa bave været De urolig 
ſte og meſt krigslyſtne blandt Birfebeinerne vg Baglerne. De øvrige, fom 
iffe forbleve ved Hirden, men toge fig Orlov, droge deels hjem til deres 
Huſe og Gaarde, om de havde nogen, deels i Kjøbferd, vg forvandledes 
faaledes fra barffe Krigere til fredelige Jorddyrfere eller Handelsmænd. 
' Kong Inge beffjeftigede fig for Det førfte med at fade den nedbrændte 
Kongsgaard i Bergen opføre paany, viftnok endnu fun af FTræ og faa 
vidt muligt i den forrige Skikkelſe; i det mindjfte lod han Hallen fætte 
qanffe paa famme Sted, hvor den tidligere af Kong Eyſtein opførte Hall 
havde ftauet og det famme var vel ogfaa Filfældet med AUpoftelfirfen 1). Bor- 
gen (od ban Derimod iffe gjenopføre; Den var nu i Fredstid unodvendig. 
Poilip levede paa fin Side voligt og fredeligt i Vifen; Legge Konger 
vare tilfreds med, hvad de havde; deres Berettigelfe til Riget var omtrent 
lige ftor, og den eneffe Fare for Freden var nu fun at befrygte af Den 
ærgjerrige Haafon Farl, fom aldrig kunde glemme, at ban ej bavde faaet 
Kongenavn, og ftedfe ponſede paa, bvorledes han ſkulde føaffe fig denne 
VBærdighed. Da ban efter Forliget iffe havde negen Adkomſt til at be— 
fatte fig med Philips Deel af Riget, var Det nærmeft mod hans egte 
Broder Kong Inge, at hans bemmelige Madinattoner vare rettede. Han 
henvendte fig forſt til fine nærmefte Benner, fiden ogfaa til mange andre af 
De bpperfte Mænd i Riget, med Sporgsmaal om de ej fandt det pasfende, at 
pan ogfaa fif Kongenavn, og lod fig tage til Konge over en Trediedeel af Niget. 
Han gav endogfaa at forftaa, at det vilde være hans VBroder nok faa 
fjært, og at denne ganfte fitfert vilde famtyffe deri. Hertil fvarede alle, 
hvad der ene kunde fvares, at han var fuldfommen dygtig dertil, og at de faa- 
fedes fra dereg Side intet funde have derimod. Derved blev ban faa dri— 
ftig, at ban endog tilfidefatte den nødvendige Forfigtigbed i at holde fine 
Anflag hemmelige, faa at Inge omfider fit Nys derom, og ligeledes blev 
underrettet om, hvo der ifær beftræbte fig for at denne Sag funde faa 
Fremgang. Da overvandt han fin Foltefty, ftevnede fine Mænd til Huus- 


1) Der tales nemlig fiden, i Stutningstapitlet af Haafon Haatonsføns Saga, 
om at benne opførte Kongsgaarden m. m. af Steen, hvilket fynes at vife, 
at ben foregaaende Bygning var af Tra. 

30 


Mund. Det norfle Holte Hiftorie. IM. 








548 Inge Baardsføn og Philip Simonsfon. 


ban endnu fun var tre Aar gammel, og vid Sverresborgs anden Indta— 
gelfe var falden i Baglernes Hænder, fom det ovenfor ev berettet, bare 
nogle af disfe ban, fortælles der, en Dag over en Loftfvale, ſtrax nedenfor 
bvilfen Langffitene faa. De fagde da til ham: ,fe Langftibene, Kongeſon.“ 
, Jeg feer dem nok" foarede han. Hvem tror du jer Dem," fpurgte De. 
Min Herre," fvarede Drengen. „Din Herre er Kong Philip," fagde De. 
„Nej, han ev iffe min Herre," fvarede Haafon, det er Haafon Jarl, og 
ham tilhøre Skibene.“ De fo af bam, og fagde: „denne Dreng bliver 
not iffe os Bagler tro og hud.” Imidlertid var det juft, medens de I 
denne Tid havde Drengen i fin Baretægt, at Reidar Sendemand frem- 
fom med fit merkelige, ovenfor omtalte Forflag om at tage ham til Konge 
og gjøre Pbilip til Jarl *). Vi bave feet, hvorledes han fort efter fom 
ud af Baglernes Vold, og at Haafon Jarl herefter aldrig tabte bam af 
Sigte 2). Saaledes var han, beder det, hos ham paa Olafsfuden under 
det fange Vinterleje ved Seløerne; uagtet Den flerfe Froſt vilde han dog 
altid bolde fig fremme bos Hirdmændene, vg da det en Dag var faa koldt 
at man iffe engang funde faa fmurt Smorret paa Brødet, men Hirdmen— 
Dene afverlende maatte tage en Bid Brod og en Bid Smør, tog Dren- 
gen et Styffe blødt Hvedebrød, bøjede det omkring Smørret, og fagde: 
,fad os binde Smørret faft, Birfebeiner," til ſtor Morſkab for alle dem 
der hørte det, faa at Det endog blev et Mundbeld over hele Hæren: „la— 
der 08 binde Smoørret, faaledes befaler Kongefønnen.” Hans vorne Maade 
at udtryffe fig paa var faa meget mere Iøjerlig, fom ban var meget 
liden af Bært. Jarlen felv bavde mangen Moro af hans pudfeerlige 
Tale.  Virfebeinerne plejede ofte for Spøg at tage ham, tv og to, imele 
fem fig, og træffe i bam, faa at Det, fom De fagde, kunde mone noget, 
da han tvftes dem at vore for langfomt: faa ivrigt længtes De 
efter at fre ham voren. Men de Forbaabninger, fom de knyttede 
til denne forønffede Tid, bleve ganffe nedflagne ved biin Fronfølge - Kone 
traft, og Det er Derfor ej at undres over, at De betragtede den med Har- 
me. Den Dag, da Øretbinget holdtes, havde Haakon faart Lov fra Sko— 
fen til at beføge fin Paarørende Uftrid over paa Bakte 3), rimeligviis 
fordi Jarlen netop ønffede pam af Vejen. Han fom iffe hjem førend om 


1) Haafon Haatonsføns Gaga Cap. 4. 
2) Se ovenfor S. 526. 


3) Hvo denne Uftrid var, figes ikke. Hun Éaldes hans sifkona, og hvis dette 
Ord ikke, fom det fædvanlig fører, behøver at overfættes med „Svogerſtke“, 
men fimpelt hen med ,,Beflægtet'', kunde man antage hende for at have vær 
vet Drengens Farmoder, Aſtrid Roedatter fra Færøerne. For Reſten maa 
man vel ved „Bakke“ paa dette Sted forftaa Bakke Klofter, og faaledes 
antage Uftvid for at have været Nonne, eller maaſkee endog Ubbedisfe der. 


1212. - Kongefønnen Haafon Haatonsfens Barndom. 549 


Aftenen efter Spiſetid. I Jarlens Hird var der en gammel Hirdmand 
og Birfebein fra Sverre8 Dage, ved Navn Helge bvasje, der ifær boldt 
af Drengen, og plejede at give fig af med han. Denne Aften vilde han 
fom fædvanlig gaa til Helge og fpøge med ham, men Helge ftødte han 
fra fig, og bad ham pakke fig bort. - Forundret fpurgte Drengen, Hvad 
det fiulde betyde, og bvorfor ban var verd. Bort med dig" fvarede 
Helge, ,idag blev din Fædreneard Dømt fra Dig, og Derfor bryderjeg mig 
iffe fænger om dig." „Hvor ſkede det, eller hvem gjorde det," fpurgte 
Drengen. „Det ſkede paa Øretbing," fvarede Helge, „og De, fom gjorde 
Det, vare De tvende Brødre, Kong Inge og Haakon Jarl” Bær itte 
vred paa mig, min egen Helge," fagde Da Drengen, „og bryd Dig iffe Det 
mindſte om dette, thi denne Dom vil neppe ftaa ved Magt, da min Om- 
budsmand ej var tilftede for at frare paa mine Vegne?“ Hvem ev da 
din Ombudsmand,“ fpurgte Helge. Det er Gud og den bellige Maria 
og den bellige Kong Olaf," fvarede Haafon; dem bar jeg givet min Sag 
at varetage, og De ffulle fee paa mit Bedfte baade ved Landets Deling 
og min øvrige Velfærd." Da tog Helge Drengen fjærligt i Favn, kys— 
fede ham og fagde: „Tak for de Ord, du Der talte, Kongeføn, fligt er 
bedre talt end utalt!" Der var mange tilftede, fom mid Beundring børte 
Disfe Ord af den aatteaarige Kongeføn, og faaledes fom de fnart til Far- 
(ens og Fru Cbriſtinas Kundſkab. Han ſagde iffe fort Dertil, men Chri— 
ftina blev meget vred, og ffjendte par Drengen, mod hvem hun fiden altid 
var noget baardere end tilforn 1). 

Ellers maa man fige til Haafon Jarls Ros, at han, disfe Bejftræ- 
belfer for at tilvende fig Kongenavnet fravegnede, fremdeles vifte Drengen 
- den fjærligfte Ombu. Det faldt bam iffe engang ind, at gjøre bam min- 
dre farlig ved at fade ham indtræde i Den gejftlige Stand, fljønt der var 
god Ljlighed Dertil, Da ban virfelig fra Drengens 7de eller 8de Uar 
fatte bam til Bogen, maaffee i Kannifeffolen ved Chriſtkirken 2), og 
Grøebiffoppen, fom vi have feet, var Jarlens gode Ven vg Medhjelper i 
politifte Planer. Der fortælles nenilig, at Jarlen engang, da Haafon 
en Tid havde guaet i Skole, fpurgte ham, hvad ban lærte. Drengen fvar 
rede: ,jeg lærer at fynge, Herre" Men Farlen fvarede; ,du flal ikke 
fære at fynge, tbi du ſkal hverfen blive Preft eller Biftop.” Ogſaa Fru 
Chriſtina ſkal, i det mindjfte før biint Møde paa Oretbing, have været 
nof faa venlig imod ham, ffjønt det vigtignok tillægges, at hun paa mange 
Kvinders Viis ofte var opfarende imod ham, naar hun ej var i godt Lune, 





1) Haakon Haakonsføns Gaga, Gay. 6. 
2) Det heder i det mindfte fenere, fe nedenfor, at Haakon, da han fi Konge- 
navn, blev hentet fra Stolen oppe ved Chriſtkirken. 


550 Inge Baardsſon og Philip Simonsſon. 


og Da lod fig forlyde med ſaadanne Ord fom at hun iffe vidſte, hvis 
Søn han var, 0. a. d. Men ved flig Lejlighed fagde Jarlen ikfe een, 
men flere Gange, vg det i Manges Paabør, at hun ej ffulde tale ſaale— 
Des, da Det var vitterligt for Ulle og Enbver, at baade han felv og hans 
Broder fad inde med Denne Drengs Fævdrencarv. Men faa vidt gif dog 
iffe Jarlens Mrlighed eller Nefignation, at han ogſaa lod Drengen nyde 
godt af denne ,vitterlige Urveret.”  Formovdentlig har ban beroliget fin 
GSamvittighed ved den Omftændighbed, at Haafon itfe var egtefød, fiden 
Biffopperne nu havde faaet opfriffet denne Beftemmelfe om egte Fødfel nd 
i Arvefølgeloven *). 


87. Nyt Forligsmøde berammet, men iffe afholdt. Philip Simonsføns 
fredelige Regjering. 


Strax efter at dette Vvigtige Unliggende var bragt paa det Nene, 
drog Jarlen til Bergen, og havde Kongefønnen Haafon med fig. Man 
feulde tro at ban nu var tilfreds, fiven ban før en Deel havde faaet fit 
Ønffe opfyldt, men endnu ſtod det Ham for Hovedet, at Pbilip fod fig falde 
Konge, og ban gav iffe fin Broder Kong Inge Riſt eller Ro, førend 
denne i Fælesffab med Haafon udfærdigede en Skrivelfe til Kong Pi- 
lip, bvorved de foreftilfede ham, at han ved at beholde Kongetitlen fræn- 
fede Forliget til Hvitingsø. Philip raadførte fig berom med fine Mænd, 
der alle raadede ham til at beholde fit Kongenavn, og hans Hujftru, Chri— 
flina Sverresdatter, blev endog vred og ffammede ham ud, fordi han ej 
torde hede Konge, naar andre vilde falde bam faaledes. Philip fvarede 
penligt tilbage, at det var langt fra hans Ugt at frænke Forliget, men ban 
funde jo dog iffe forbyde nogen at falde ham Yvad de vilde; Dderimod 
havde ban heller iffe noget imod Dem, Der ej faldte ham faa. Der ver- 
fedes nu fremdeles nogle Breve frem og tilbage, og tilfidjt aftaltes et nyt 
Møde ved Hvitingsø, hvortil enhver af Parterne ſkulde medbringe femten 
Skibe, af hvilket intet ffulde være ftørre end en Tyveſesſe. Det er ike 
ufandfynligt, at det før omtalte Pavebrev af 7de Juni 1211, hvori Paven 
paalagde Grøebiffoppen og De øvrige Biffopper nærmere at underføge For- 
holdet mellem Inge og Pbilip, og afgive Jndberetning derom, imidlertid 
er anfommet til Morge og har bidraget til Berammelfen af dette nye 
Møde. Men af Møvdet blev der intet. Kong Inges Broder Skule 
Baardsføn, der nu var myndig og havde faaet Sysfel i Sogn, aabnede 
fin politiffe Løbebane med en Handling, hvormed hans følgende Liv alt for 
vel ftemmede, idet han nemlig lod bygge en eller flere Femtenfesfer faa 





1) Haafon Haafonsføns Saga, Cap .5. 


1213. Dronning Ghriftinas Ded. 551 


ftore fom ellers Tyveſesſer plejede at være, for at bruge dem ved Modet, 
og ſaaledes alligevet overlifte Baglerne. Da disje hørte Dette, vilde De 
naturligviis iffe fomme til Mødet, og faaledes blev alt ved Det gamle. 
Men disfe Fartøjer bleve faldte Fredsbrydere eller Swættafpiller (Forligs— 
Sypildere), bvilfe Navne de fiden efter ogfaa beholdt '). 

- Kort efter dode Dronning Goriftina i Barfelfeng, efter at have født 
et Barn til Berden (1213), fom fun overlevede bende en føje Tid. Da 
det var Dødt, (od Philip det befee af mange troværdige Mænd, og lod 
fiden Ivfe til Sbinge, at Barnet havde vverfevet fin Movder, thi Derved 
blev han Arving til alt hendes Gods ?*). Da han faaledes ingen Søn 
eller Arving bavde at efterlade fit Kongedemme til, og derhos havde tabt 
den Støtte, han havde haft i fin hojbyrdige og ærgjerrige Dronning, var 
ban beller ikke faa meget at frygte, fom før, og vifte vel heller ikke felv 
faa megen Iver i at værne om fin Anfeelje. Man (od ham derfor I 
No, og det vilde vel heller iffe have befommet Birkebeinerne fynvderlig vel 
at angribe ham, da ban var færdeles yndet af fine Underfaatter. Denne 
Yndeft tiltog ifær ved Den Faftbed, bvormed ban tog Funsbergémændenes 
Parti mod fin fra Danmark bjemfomne Broder Andres Simonsføn, Da 
denne, fom bar et uforfonligt Nag til Funsbergsmændene, fordi de for 
over 20 Yar fiden bavde været med at fælde hans Fader, Simon Kaa- 
resjøn, fom dengang fod i Spidfen for VBarbelgerne, ved Briftein 3), nu 
paaftod at ville tage Hevn over dem, navnlig dDe Mænd, fom dengang havde 
været Deres Unførere, Thorlak Ulfyeftføn, Ulf fvarte, og flere. Da de 
merfede, at Hr. Andrea, fom man fadte bam, havde faadanne Planer 
fore, føgte de Hjelp hos Kong Philip, og han lod Andres vide, at Da 
de toge ham til Konge, havde han aldeles opgivet Denne Sag, faa at 
De ingen Ulempe ſkulde have deraf. Andres indvendte, at Va de begge 
vare fambaarne Brodre af famme Fader og Moder, funde Kongen ikke 
formene bam at gjøre Brug af fin lovlige Net til at fræve Bod efter fin 
Fader. Men Philip fatte fig faa beftemt imod denne ufornuftige Plan, 
og tog fig faa ivrigt af Bondernes Sag, at ban endog fratog fin Bro— 
der alle de ftore Forleninger, han havde givet hann, og lod ham fun be- 
bofde to Fjenere til Opvartning. Saaledes maatte Hr. Andres finde fig 
i at fade Det blive, fom Kongen vilde have det.  Havde han faaet fin 


- 
— 


Inge Baardsføns Saga, hos Peder Clausſon, Fornm. $. IX. S. 200, 202. 
Det var upaarvivlelig et af disfe Skibe, fom Kong Haafon fenere (1 1224) 
brugte, og fom da netop kaldes Sattafpiller, fe nedenfor, jvf. Haakon Haa: 
fonsføns Saga Gap. 106. 


2) Inge Baardéføns Saga, I. c. S. 202. UAarstallet angives i Annalerne, 


3) Se ovenfor, S. 219, 220, 


— 


552 Inge Baardéføn og Philip Simonsfen. 


urimelige Vilje frem, vilde mangen Manda Liv og VBelfærd være blevet 
forfpildt, og det var derfor intet Under, at alle vare Pilip tafnemmelige 
for at faa ftor en Ulyffe var forebygget I). 

For øvrigt gif Poilips Negjering hen i Fred og No, og ingen Be— 
givenbeder af Vigtighed forefaldt paa den Kant i Landet i de nærmeft 
paafolgende Aar. — Hans fornemfte Støtter fynes, foruden Biftop Niko— 
las, at have været Ragnvald, Søn af Hallfell Jonsføn og Kong Mag— 
nus's Syfter Sigrid, Sysfelmand paa Naumarife, og fornemmelig den dyg- 
tige og utrættelige Avnbjørn Junsfon, der, fom det fynes, allerede Da 
bavde faaet Borgefysfel at beftyre, og havde fit Sadr paa Baldenshol- 
men paa Heggen, bvilfen rimeligviis allerede ban befæftede?*). Hans 
Poſt var faa qodt fom en Grændfrpoft, thi biinfides Svinefund, i Rana- 
folfe, der ifølge Overeensfomften tilhørte Kong Inge eller Haafon Jarl, 
[aa Sfarer af Birfedeiner med deres Høvdinger, af hvilfe Siqurd Kongs— 
frænde, fom man maa formode, var Den fornemfte eller egentlige Sysfel- 
mand 3. Medens vi intet have tilbage af de offentlige Brevffaber der 
ifølge Det foranførte man bave været udftedte af Kong Inge og Haafon 
Fart, lige faa lidt fom noget andet af dem udftedt eller befeglet Doku— 
ment, bave vi, merfeligt nok, endrin et af Kong Pilip udftedt Brev; det 
er et FSrufelsbrev mod Morsdølerne, Der havde foruroliget Hovedøens 


1) Inge Baardsføns Saga hos P. Glausfen, Fornm. $ IX. 6. 208. Hvad 
id dette foregif, ſiges iffe udtrykkeligt. Gagaen fortæller det efter at have 
omtalt Haafon FJarls Død, men uden at Beretningen ftaar i nogen umid— 
delbar Forbindelfe med Beretningen om denne, faa at det lige faa godt, hvad 
der endog er rimeligt, fan være forefaldt før. For Neften gjør Jiden her 
lidet til Sagen. 


2 


— 


Baldensholm, nu Faldet Valdensø eller WVallensø, i Glommen, firar ved 
Gaarden Lindhool paa Heggen (Eidsbergs Preftegjeld), omtales allerede fom 
Urnbjørn FJonsføns Gade ved Aaret 1225 (Haakon Haafonsføns Gaga 
Gap. 119). Som belejret og Fapitulerende, altfaa fom befæftet, men ligele- 
des fom UArnbjørns Gade, omtales den førft ved 1240 fammefteds Gay. 
226), og i Haafon Haafonsføns Saga Gap. 333 heder det endog at Kong 
Haakon „lod hufe Baldensholm”. Men forudfat at dette, bhvilfet vel at 
merke ej findes i Flatøbogen, er rigtigt, Fan det ene betegne, at Haakon 


har ombygget eller udvidet Befæftningerne. At Den var befæftet allerede | 
da den paa førfte Sted omtales, følger ligefrem deraf at den var Sysfel: 
mandens Bolig, thi den ubetydelige Holm vilde ellers ej være benyttet der 


til, naar det ej var fordi den afgav et bekvemt Sted for en Befæftning. 
Men faa tidligt, fom i 1225, har Kongen neppe endnu haft Lejlighed til at 
faa Befæftningen i Stand, hvilket desuden var Urnbjørns Sag fom Gysfel- 


mand, og det rimeligfte er derfor, at denne allerede under Philips Regjering 


indrettede fig et faft Tilhold her. 
3) Haafon Haafonsfens Saga Gay. 27. 








1213, Uroligheder i det Throndhjemføe. 553 


Kloſter i Beſiddelſen af Gaarden Aſpe paa Follo, ſom Kong Inge (ſand⸗ 
ſynligviis Inge Baglerkonge) havde ſtjenket det"). 


88. Spandt Forhold mellem Kongen og Jarlen. Uroligheder i Det 
FIhrondhjemføe. 


Medens Viten faaledes befandt fig vel og havde det roligt under 
Philips milde Regimente, var det langt anderledes i det nordenfjeldfte, 
bvor Throndelagen plagedes af Unar, og Haakon Jarls aldrig hvilende 
Grajerrighed benyttede fig af den derved fremføomne Misftemning til nye 
Agitationer.  Uaaret bindrede Bønderne fra at udrede Leding vg andre 
føvbeftemte Skatter og Ufyifter, og der indfom idelige Klager fra de fon- 
gelige Sysfelmænd over deres Gjenftridighed. Man fan vel under visfe 
Omftændigheder tage det for afgjort, at heller ikke Sysfelmændene paa 
deres Side have været fynderlig flaanfomme. Den, fom ifær klagede, og 
derfor vel og var den baardefte, var Erik Fofé, GSysfelmanden paa 
Gtrinden. Tilſidſt bod Kongen han og fandfynligviis ogfaa de øvrige 
GSysfelmænd i Fhrøndelagen, at indftevne Bønderne fra alle Syſler til 
et Thing, der ffulde holdes paa et Sted, faldet Rune eller Raume 2), 
Hvis Beliggenhed nu ikke fænger fjendes, for i Mindelighbed at afhandle 
Sagen. Kongen drog med fine Mænd derhen baade til Lands vg Bands, 


1) Dipl. Norv. I. 3. Merkeligt er det at han retter dette Bud til ,,alle Mors- 
døler, fom ville være i Lydighed med 06". Dette Brevs Uarstal angives ej. 
Uf den Omftændighed, at han her Éalder fig Konge, fan man neppe flutte 
at det er ældre end 1208, da han, fom vi have feet, vedblev at lade fig 
Éalde og vel ogfaa felv at kalde fig Konge efter den Jid, I Brevet omtales 
en af Simon Lagmand (paa Thumn) nys affagt Dom; faaledes levede denne 
Mand endnu paa den Tid, da Brevet udftedtes. 


2) Thinget kaldes nemlig i Unnalerne og i Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 
10, Flatøbogen undtagen „Raumathing, (i Flatøbogen „Runathing“, bvil- 
Fet dog ogfaa rimeligvis Fan læfes , Rimathing'"). I Peder Glausføns 
Overfættelfe faar der, at Thinget holdtes inde paa Gtrinden; men da Un- 
nalerne udtrykfelig figer, at det var med Indthrønderne, Kampen ftod, og 
da bet desuden ikke fynes videre vimeligt, at Inge ſkulde have draget den 
Forte Bej fra Nidaros til et Sted inde paa Strinden ,,baade til Lands og 
Bands”, maa man viftnot antage at det er at føge etfteds i Jndherred, og 
at Peder Glausføn .med fin fædvanlige Unsjagtighed har nævnt Strinden, 
fordi det Fort i Forvejen er omtalt. FJmidlertid er Stedet vanffeligt at paa- 
pege. Munthe (Aalls Snorre II. S. 209) antager det for Rones ved Ind— 
løbet til Beitftad-Sundet. Det enefte, fom herimod Fan være at indvende, 
ev, at det igjen fynes at være noget vel langt fra Nidaros, ifær til ogfaa 
at fare til Lands.  Gnareft føulbe man vente at finde Stedet i Gfougn 
eller Berdalen. Hvis man unde læfe Raurna eller Rørna-Shing, blev det 
etfteds i Rørens Skibrede, hvilket visfelig ikke var ufandfynligt. 


554 Inge Baardsføn og Philip Simonéføn. 


altfaa med en iffe ubetydelig Styrke, hvilket vifer, at det enten var hans 
Henſigt, at indgyde Bønderne Frygt, eller at ban i alle Fald ej anfan 
dDet raadeligt at møde dem uden med tilftrærkelig Bedakning, i FTilfælde 
af at det ſkulde fomme til alvorligere Optrin. Men ogſaa Bønderne paa 
deres Side belavede fig paa at fætte haardt mod haardt, thi da Kongen 
og bans Mænd fom, fandt de dem fuldt bevæbnede, fom til em Strid, og 
fejrede i en faft Stilling oppe under Bjerget, Der begrændfede Fhingplad- 
fen. Kongen fendte førft fin Broder Skule op til dem, for at overtale 
dem med det gode til at fomme ned. Men de vægrede fig. Da rd 
Grit Foſs, fom det fynes, af egen Tilſkyndelſe op til dem, og bad dem 
at komme ned og tbinge med Kongen; da de fremdeles gjorde Vanffelig 
heder, red han i Hidfiybed hen til en af Bønderne, og flog ham med 
fit Spydffaft mellem Skuldrene. Da vendte Bonden fig om, og hugg 
til ham med en ftor Øre. Hugget traf Laaret, fom gik reent af, og Eit 
ftyrtede balvdød af Heften. Dette var egnet for Bønderne til at be- 
gynde et almindeligt Angreb. De toge deres Ører, Spyd og Sverd, og 
ftyrtede med ftor Heftighed ned avd Bjerget imod Kongen. Denne befalede 
fine Folk at trakke fig tilbage, da ban, fom han fagde, ikke vide ftride 
med fine egne Bønder. Men Bønderne forfulgte ham, og nedlagde nogle 
af hans Mænd. Da raabte Skule Kongsbroder, at Kongen burde vende 
om igjen, og iffe taale at Bønderne Dræbte hans Mænd. Kongen fulgte 
Opfordringen, fod gjøre Holdt, og Merket føre frem mod Bønderne. 
Disfe funde ej holde Stand, men Da flere af dem vare faldne, grebe de 
Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, fom Det heder, baade til Lands og 
Bands (1213). Der fom faaledes iffe for Denne Gang til noget Forlig, 
og hele Indhered mua altfan have været i fuldfommen Oprørstilftand. 
Der fynes bheller iffe at have været noget Udfigt til at dæmype dette Op— 
rør, faa længe Haakon Jarl fevede, thi almindeligviis mistænkte man, 
neppe uden Grund, ham og hans Ven Erøebiffoppen for at have ophidſet 
Bønderne dertil, og det var iffe vimeligt, at disfe vilde give efter, naar 
De havde faa mægtige hemmelige Venner i Ryggen !). 

Ufferede et Par Aar før, fom det fynes, og maaftee famtidigt med 
Haakons fluffede Beftræbelfer for at erhverve Kongemagten, var Der fore- 
faldet en VBegivenbed, der bavde et bøjft mistænfeligt Udfeende, vg fom 
rimeligvis ogfaa fattes i Forbindelfe med den Skinſyge, Haafon følte 
mod fin Broder. Kong Inge, der, fom vi forben bave nævnt, efter den 
Ryftelfe, han havde faaet ved Baglernes  pludfelige Overfald paa Byen i 
1206, afdrig følte fig vet tilpas, og hadede al Støj og Bulder, holdt fig 
— til ftor WGryrelfe for mange af hans Mænd, der beljt ønffede ftøjende 





1) Fornm. S. IX. 202. 


1213. Paal Drottfetes Drad, 555 


Dritfelag, — faa meget fom muligt for fig felv med faa fortrolige Benner, 
navnlig Drottfeten, ved Navn Paal, Arnfinn Thjovsſon, og Henrit Skott 1). 
Disfe tre vare faa godt fom altid om Ham, navnlig Paal, der endøg om 
Natten faa i famme Seng fom hon. Men en Uften, Da Paal gik til 
Sengs, faa Kongen, at han havde en dragen Kniv i Haanden. Kongen 
fik i Haſt grebet ham om Haanden og raabte paa de andre, at de ffulde 
fomme ham til Hjelp. De grebe ftrar Paal, og vilde bave dræbt ham, 
men Kongen forbød dem at tilføje ban noget Ondt, derfor faftede de 
ham fun paa Døren. Kongen holdt faa meget af Paal, at han beller 
ikke fiden ftraffede bam, men fun afffedigede bam fra fin Fjenefte og til- 
fod ham fremdeles at bo i Byen; Kniven gav han Henrik Skott i For- 
varing, og forbed ham at nævne Det mindfte om Denne Sag, førend han 
felv aabenbarede den. Lidt efter fom Kongens Broder Skule og hans 
Svoger Jon paa Auftraat til Byen. Kongen fortalte Skule, bvad der 
havde tildraget fig, men tog å Forvejen det Løfte af ham, at han itte 
ftulde gjøre Paal noget ondt derfor, og fagde, at han vilde fende ham ud 
af Landet.  Heraf blev Der imidlertid intet, uagtet et Par Aar gif hen; 
ja det fynes endog, fom om Kongen atter tog Paal i fin Fjenefte, thi 
Paal drog, beder det, med ham fom tilforn, og naar Skule fpurgte, om 
ban da iffe fnart vilde gjøre Alvor af at fende ham bort, havde han altid 
et eller andet Paaftud, hvorfor det iffe ftrar funde ſtee. Tilſidſt blev 
Skule fjed af at vente, men pasfede paa engang, Da Kongen med fin 
Hird opboldt fig i Throndhjem, og dræbte Paal (1213), hvorved han til- 
fige underftøttedes af fin Svoger Jon, til bvem ban altfan maa bare for- 
talt Hiftorien. Kongen, fige8 der, blev meget ilde tilmode derted, da Paal 
havde betroet bam, efter hvis Filffynvdelfe han bavde efterftræbt hans Liv, 
og Kongen, der faaledes iffe egentlig tilvegnede ham Forræderiet, havde 
holdt alting bemmeligt ,for Freds og Roligheds Skyld *)” Sagaen 
undaaar, fom Det fynes, med Flid at nævne Ophavsmanden, men der 
fan vel neppe være nogen Tvivl om, at det var Haakon Jarl eller den— 
nes Huſtru Chriſtina, og at i det mindfte den offentlige Mening anklagede 
dem for dette fvigefulde Anflag, da det nu ved Drottfetens Drab blev 
befjendt. 

Naar Mistanfen ſkulde falde paa en af dem, maatte den vel fnareft 


1) Jilnavnet vifer, at han maa hæve været en Skoter; en Henrik Skot, der 
blev brugt ved en GSendelfe til Skotland i 1264, omtales fenere, men Fan 
ej være ham, der i faa Fald blev for gammel. 

*) Fornm. $. IX, 204, SØBegivenheden henføres til famme Vinter, Haakon Jarl 
døde, altfaa til Vintren 1213—14, men da Jarlen døde ftrar efter Juul, 
forefaldt Paals Drab rimeligviis fidft i 1213. Og da ,nogle Aar“ gik hen 
mellem dette og Forræderiet, maa det fidfte henføres til omkring 1211. 


556 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


falde paa Fru Gbriftina, til hvilken man allerede før, fiden Kong Guthormé 
pludfelige Død, ikke bavde den bedfte Fro, medens Jarlen Dderimod, om 
han end, fornemmelig med Erkebiſkoppen pan fin Side, funde forfvare for 
fin Samvittighed at agitere mod Kongen i politift Henfeende, og opbidfe 
Bønderne til Oprør, Dog visfelig var for haderlig til at ville ned 
fade fig til at thinge Snigmordere mod fin egen Broder. Sagaen har 
netop fra Denne Tid opbevaret et Trak, der fliller hans Wrlighed I 
et klart Lys, men til famme Tid fafter en deſto ftørre Stygge paa hans 
Huſtru, Fru Chriſtinas Ferd. Bi have allerede ovenfor omtalt en Bir- 
febein, ved Navn Hide, ilde berygtet fom Unfører for Ribbalderne paa 
deres pdelæggende Fog fra Bergen til Tunsberg 1201. Denne Hide lede 
fagede Gbriftina, Sverres Datter, da hun blev gift med Kung Pbilip, og 
forblev i hendes, eller Pbilips Fjenefte til hendes Dod, hvorefter han 
pendte tilbage til Haafon Jarl. Da han merkede, at Jarlens Frue ikke 
var Kongefønnen Haafon fynderlig god, og antog, at Jarlen Deelte det 
famme Gindelag, forlangte han en Dag at tale med dem, og foreftillede 
dem da, hvor vunfkeligt det maaftee i fin Tid vilde blive for deres Søn 
Knut at erbverve Magten og Niget efter Jarlens Død, hvis den baade 
for fin Faders og fin Farfaders Skyld af mange faa højt elffede Haafon 
Haafonsføn optraadte fom Kronprætendent. „Var det udenlands”, fagde 
ban, ,at Sagerne ftod ſaaledes, vilde Der not blive truffet Foranitaltninger 
til at Landets Høvding ej behøvede at ængfte fig for, hvorledes det vilde 
gaa hans Affom, thi en faadan ubelejlig Dreng vilde Da blive fendt ud af 
gandet til Høvdinger, fom intet Venſkab ſtyldte enten ham eller hans, og 
fom da gjerne enten fode ham lemlæfte, eller kafte i Fængfel, eller overho- 
ved medhandle faaledes, at man ikke fænger behøvede at frygte ham: vis 
I ftulde ønffe noget faadant, er jeg beredvillig til at paatage mig et faa- 
dant Hverv”. Jarlen fvarede i Forſtningen ikke ſtort, derimod ytrede 
Fru Gbriftina nogle Od, der i alle Fald ikke fynes at have været 
reent ub benegtende. Men efter at have tiet fille en Stund fagde endelig 
Farten: „Gud forbyde, at jeg ſkulde ville forftaffe min Søn Niget ved 
at rydde min ftørfte Belgjører8 Søn af Vejen.” Der blev aldrig mere 
talt om denne Sag, bvilfen Jarlen ogfaa fun aabenbarede for faa; men 
fiden den Tid var han aldrig faa venlig mod Hide fom før *). 


89. Haafon Jarls Død. Forliget til Vaagsbru mellem Kongen og Indthrønderne. 


Det vilde vel neppe være blevet ved De nys flildrede Uroligheder 
sfandt Forønderne og Ugitationer fra Jarlens Side, hvis han ikke, man 





1) Haakon Haakonsſons Saga Cay. 7. 


1214. Haaton Jarls Dod. 557 


fan neſten fige belejligviis, i Bergen, bvor ban i den fenere Did meft fy- 
ne8 at bave holdt til, var falden i en Sygdom, fom ſtrax efter Juul 
(altfaa å Januar) 1214 endte hans Dage '). Der fortælles, at ban un- 
der Sygdommen faa vidt muligt lod Kongefønnen Haafon være om fig, 
og lod ham fpife fammen med fig faa ofte ban funde fidde oppe, lige 
fom ogfaa Drengen var en af dem, fom Jarlen endnu fjendte, medens 
ban allerede bavde tabt Evnen til at gjenfjende de flefte andre: alt fam- 
men Bevifer paa, at Farfen med virkelig Ømhed maa have bængt ved 
den livlige hyggelige Dreng. -Farlen blev med megen Pragt begra- 
ven i Goriftfirfen, og Sagaen giver ham det Gjtermæte, at Landets 
Folt førgede meget over ham, og fyntes at de havde lidt en ftor Slade 
ved at mifte en faadan Hovding, ligefom det var alle Mands Ord, at 
dueligere eller mandeligere Helt havde ej taget VBaaben i Haand i hans 
Tid i Norge, bvorhos han og var en god Regent, faa at alle Mand 
havde ham fjær, baade Krigsfolfet og Landfolfet” Denne Popularitet 
maa ban fornemmelig bave vundet i de fenere War, thi vi have tidligere 
feet, hvorledes Thronderne udtryffelig fordrede Inge, iffe bam til Konge, 
medens derimod de famme Thronder, eller i alle Fald mange af dem, nu 
faa i Fejde med Inge, og maaffee not faa gjerne ſkulde bave ombyttet 
fin fvagelige, ftilfærdige, for Folket lidet tilgængelige Konge, med den rafte, 
fraftige, riddevlige Jarl. Hans Hujtru, Fru Cbriftina, fljønnede godt, 
at der iffe fænger var noget blivende Sted for hende i Morge, og drog 
ftrar øjter til Gautland med fin Søn, Junfer Knut, om bvis Fordring 
paa Fronen der faaledes ej for Det førfte blev noget Spørgsmaal. End— 
nu famme Vaar begav Kong Inge fig til Bergen, tog alle Jarlens For- 
feninger under fig, og fod bans Hirdmænd, faavel fom Sysfelmændene 
fværge fig Froffabsed. Saaledes var han da nu Eneherre i det Nor- 
denfjeldſte. Det førfte, bvortil ban benyttede fin Fuvært i Magt, var at 
bringe de oprørffe Indtbrønder til Lydigbed. Han ftevnede alle Lender- 
mænd og Froppehøvdinger lige fra det fodligfte af Lanvet til fig, med de 
dem undergivne Krigsfolk, og vendte faalede8 med en betydelig Styrke 
tilbage til Throndhjen. J Spidfen for denne drog han derpaa ind i 
Indhered, hvis Bønder mødte ham ved Baagsbru, neppe, fom man maa 
formode, forat vove noget nyt Slag, men for at flutte Forlig og flaffe fig 
faa taalelige Betingelfer, fom det efter Omftændighederne var muligt. 
Opholdet ved VBaagsbru, hvad enten nu Fiden tilbragtes med Underhand- 


1) Dette Aar angives i Unnalerne, og det famme fres af Haafon Haafonéføns 
Gaga Gap. 11, hvor det udtrykkelig figes, at Kong Inge, der bøde i Upvil 1217, 
fif fin langvarige Helfot den tredie Binter fra Jarlens Død. Denne tredie 
Vinter var altfaa 1216—17, den anden 1215—16, den førfte 1214—15; 
Bintren der forud (1213—14) var altfaa den, hvori Jarlen blev fyg. 


558 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


linger, eller med Udfendinger af enkelte Strejfpartier bift og her omkring 
i Egnen for at indjage Bonderne Skrak, fynes at have været langvarigt, 
tbi Sommeren 1214 fit deraf Navnet  VBaagsbrufommeren” '). Inge 
nøjede fig med at Bønderne udredede den Leding, m. m., fom de i et Par 
Aar bavde forholdt bam, vg fom det, efter Dyrtiden, viftnof var bhaardt 
nof at ſkaffe til Veje; yderligere Straf paalagde han dem iffe, og vendte 
tilbage til Nidaros, efter paa ny at have indfat Sysfelmænd, thi det lige 
ger i Sagens Natur, at de Sysfelmænd, fom fandtes der ved Oprørets Ude 
brud, alle vare fordrevne. Derpaa gav han fine Krigsmænd Orlob. Den famme 
Sommer (Sde Augujt) døde Erkebiſkop Thore, efter fun at bave overlevet 
fin alderftegne Forgænger Erik et Aar; denne dode nemlig 1213 *). Tho— 
res Død har vel beller iffe bidraget lidet til at befæfte Kong Inge i Her- 
redømmet, da han, fom vi have feet, var en ivrig Tilhenger af Haafon 
Farl, og iffe undlod at benytte fin Indflyvdelfe til hans Fordel: Fil 
Thores Gftermand valgtes Guthorm, en Broder af. den ved Baglernes 
Overfald paa Nidaros i Januar 1200 drabte Virfebeinerbøvding Hall 
vard Skygne3); han var en ivrig Filhænger af det Reinſke Huus, og 
maaffee endog, efter Navnet at dømme, beflægtet dermed. Han forlod 
fandfynligviis Landet famme Aar for at bente Pallium, og fom, fom det 
Det nedenfor vil fees, neppe tilbage, førend han havde overværet det fore 
Kirfemøde, der afholdtes i Rom i November 1215. 

Kongefønnen Haafon tog nu Kong Inge til fig, og behandlede ham 
vel. Han og Inges to Aar yngre Søn Guthorm, vare begge tilfammen 
i Støle; i alle de fmaa Uenigheder, der funde forefalde mellem dem i 
Barndom, vifte Guthorm fig altid bidfigere og voldfommere, Haafon der- 
imod findigere og roligere. For svrigt holdt Kongen vem aldeles ligt i 
Klæder, fom i alt andet *). Haakon var fremdeles Birfebeinernes Ynde 
ling og Fremtids Haab, trods GSukcesfivneforliget, vg Vet fynes næften 
fom om Kong Inge felv, hvis Søn Guthorm allerede I Følge Forliget 
havde fabt enhver Udfigt til at følge fin Fader paa Tronen, vyfaa nu, 
ffjønt dette ved Haafon Jarls Død faktif var faa godt fom ophævet, dog 





1) Peder Glausføn i Fornm. S. IX. 208, Haafon Haafonsføns Saga Gap. 10, 
Sel. Annaler. Man veed heller iffe med GSitferhed, hvor Vaagébru er at 
føge. Ut det ligger ved Kvyften, feer man ifær af Haaton Haafonsføns 
Saga Gap. 197, fiden Skibene funde lægge lige til; derhos maa der her 
have været en Vaag, faavel fom en Bro, der gik over den. Det føulde vel 
ikke være ved Levanger? 

2) Thores Dod 1214 omtales i Unnalerne, i Inge Baardsføns Saga fraar der 
fun at han døde Sommeren efter Jarlené Død, Dagen angives i Nekrolo: 
get hos Langebek, Scr. r. D. II, 514. 

3) Se ovenfor S. 136. 


%) Haafon Haakonsføns Gaga Gay. 8. 


1213. Skule Kongsbroderé Madinationer. 559 


havde opgivet alt Haab om at fee enten bam, eller overhoved fin VE 
paa Fronen. Ikke faaledes Hans Broder Skule, der nu formedelft Kon- 
gens tiltagende Syaeligbed mere og mere fil Magten i Hænde, og fom 
ganffe traadte i Haafon Jarls Fodfpor, ju lagde endog endnu tørre UGrz 
gjerrigbed og Lyſt til at intrigere for Dagen, end ban. Lige fra Det 
førfte Øjeblif af, at der var Fale om den tilfommende Sukcesfion, holdt 
Skule altid paa dDet Princip, der laa i bars Interesfe, at Urveretten til 
Tronen altid regnedes fra den fidfte lovlige FJndebaver af Denne, og at 
den altfaa i nærværende Filfælde alene føulde regnes fra Kong Fnge, 
og ingen anden. Dette Princip var i fig felv rigtigt nof, om Inge havve 
været den fidfte af fin Et, eller om ban havde været Den førfte af en ny 
WEt, eller i det mindfte en ny Linje, der ved færegent Valg var ophøjet 
paa Fronen, enten fordi Den ældre Wt eller Linje var uddød, eller fordi 
den paa en eller anden Maade bavvde forbrudt fin Urveret. Men vda 
Inge blev valgt til Konge, var det aldeles iffe fordi man ikke beller vilde 
bave haft en fige nedftammende YGtling af den gamle Linje til Konge, om 
man blot havde vidſt, at Der endnu fandte8 nogen faadan; fit Valg føyldte 
an forſt og fremft den tilfældige Uvidenhed, hvori man befandt fig om 
en faadan Konge-YGtlings Filværelfe, og derneſt netop den Omftændig- 
bed, at ban felv var en af dem, der i Mangel af en Direkte Defcendent 
ftod Konge-AStten nærmeft. I famme Øjeblif, fom det vifte fig, at der 
paa Den Tid, da ban blev valgt, endnu var en virfelig Konge IGtling 
tilbage, der, om man havde vidft det før, upaatvivleligt vilde være bleven 
valgt fremfor Inge vg enhver Anden, i famme Ojeblik maatte enten In— 
ges eget Valg blive ugyldigt, eller, hvis man iffe vel kunde bereve ham 
det ham en Gang overdragne Kongenavn, fun gjelde for Livstid, uden at 
medføre nogen Arveret for bans Linje. Paa denne Maade betragtede de 
flefte af Birkebeinerne og Rigets øvrige Indbyggere Sagen, men for Skule 
og bang Filhængere var Vet derimod faa at fige et Livsfpørgsmaal, al- 
drig at fade denne Betragtningåmaade faa Rum. Og da man vidfte, at 
alle bine gamle Birfebeiner fom en tæt Skjoldborg værnede om Haafon, 
faa at det ej vilde befomme nogen vel at vøre ved ham, dannede Der fig 
inden de faafaldte Birkebeiners ſtorre Kreds tvende Partier, Kongeføn- 
nens og Skules, der, om de endnu ikke ligefrem frode fiendtlige imod 
binanden, Dog allerede vogtede paa binanden med heel mistænfelige Blik, 
faa at der neppe ſkulde ftor Fremfynethed til at ffjønne, at Denne Split— 
telfe bar Frøet i fig til nye Borgerfrige. En god Lejligbed til at erfare, 
hvad begge Parter funde vente fig af binanden, fif man, da Inge, fom 
Det fynes, i Aaret 1215 faldt i en farlig Sygdom, faa at man frygtede 
for hans Liv. Gule, fom da var tilftede, og foreſtod Hirden næft Kon- 
gen, fammentfaldte ftrar de fornemfte Mænd, fom for Hijeblikket fandtes 


560 Inge Baardsføn og Philip Simonsfen. 


der, fom Greqorius Jonsføn '), Eyvind Preftmaag, Ivar Budde, Dag- 
finn Bonde, og forelagde dem det Spørgsmaal, hvem man ſkulde tage til 
Konge, bvis den Ulykke ſkulde times, at hans Broder døde. Den kloge 
og befindige Dagfinn, der, fom det fynes, gjerne vilde benytte Lejligheden 
til at føle ham paa Fænderne, bad ham førft nærne de Perfoner, mel= 
fem bvilfe han froede at man havde Balget. „Det vide I jo fel," fva- 
vede Skule, her er nu for det førfte Kong Inges Søn Gutdorm, og 
bet pasfer fig jo nof faa godt, at han bliver Konge efter fin Fader. 
Devnælt er jeg baade famfædre og egtefød Broder af Kong Jnge *), og 
I vide hvad Loven melder derom. Saa er der Haakon, Son af 
Kong Haafon Sverresfon, og øfter i Gautland er Knut, Søn af Haakon 
Farl, hvis Grad af Berettigelfe til Tronen I ogfaa fjende. Dog tror 
jeg rigtignok, at De flefte, fom have tjent Kong Inge, ogſaa ville tjene 
fang Søn.” Der blev nu en FJidlanq talt herom, og enhver ytrede hvad 
han fynte8; fun Eyvind taug endnu fille. — Endelig fpurgte man ham, 
hvad denne Taushed føulde betyde. „Jeg har fun tiet frille," fagde han, 
pfordi man iffe har fpurgt mig, men naar jeg ſkal fige min Mening, maa 
jeg tilftaa at jeg finder det hojſt forunderligt, at I, der ere faa fornuf: 
tige Mænd, funne fnaffe faaledeg frem og tilbage om en Sag, der er faa 
fimpet fom Denne, og ligger faa fart for Alle, der vide hvad Net ær, 
og ej ville lukke fine Øjne for Sandbeden; det er jo aabenbart, at 
hvis Haafon Kongsføn fun var fuldmyndig, vilde han være berettiget til 
hele Norges Nige efter fin Fader, men bverfen du, Skule, ell din Bro— 
derføn, eller Haafon Jarl Son, ja han vilde endog i faa Fald, bhvilfen 
fom belft Dag han fandt for godt, funne fræve fin Fædrenearv af Kong 
Inge felv, og Haafon Jarl, om han endnu var i Live.” Der vtrede fig 
ingen Stemme mod Eyvinds Ord. Kort efter fom Kongen fig igjen, faa 
at Der iffe mere blev talt om Denne Sag, men man havde dog nu erfaret, 
bvad Skule førte i fit Skjold, og han funde ligeledeg forftaa, hvad han 
havde at vente fig af de gamle Birfebeiner, hvis ban udſtrakte fin Haand 
efter Kongefronen 3). 


1) Gregorius, Søn af Jon Halfellsføn, og deeuagtet, merkeligt nok, en Vil: 
fhænger af Sverre, er ovenfor omtalt, S. 197, 300. Gregorius, faavel fom alle 
Wtlinger af Hallfell Huuk af Blindheim vare fom Defcendenter af dennes 
Huftru Sigrid Aasulfsdatter paa Mein, beflægtede med Kong Inge og Gule, 
fe Slægttavlerne til forrige Bind, No. 13, fammenholdt med No. 5. 

2) I Sagaen ftaar: „da ere vi to famfædre og egtefødde Brødre", hvilket, 
bogftaveligt taget, Éunde forftaaes om to Brødre foruden Ingez; man feer 
dog af det følgende, at der Fun var Tale om Skule, og man maa antage, 
at alle Baard Guthormsføns øvrige Sønner vare døde, hvilfet ogfaa beftyr- 
tes af den Omftændighed, at de i det følgende aldrig omtales. 


3) Haafon Haakonsføns Gaga Gap. 9. 


1214. Forſog paa at faa Haafon Haakonsføn til at gjøre Opftand. 561 


Det var maaſkee Frygten for, at Skule vilde overtale fin fvage Bro- 
der til at berove Haafon de ham tilfommende Nettigheder, fom bevægede 
flere af denneg Frænder ), navnlig Undres Skjaldarband, til at ind— 
finde fig bos Kong Junge, da denne om Sommeren 1214 vendte tilbage fra 
Forliget ved Vaagsbru, og fremfomme med den Fordring, at han frulde 
give Kongefønnen en Forlening, bvorved ban funde underholde fig felv og 
fine Frænder. Kongen fpurgte, bvilfet Landftab i fan Fald de tæntte 
paa. De fvarede: Jemteland, thi dette vandt hans Farfader Kong Sverre 
med fit Sverd under Norges Rige. Kongen faa vredt paa Dem og fagde 
„Norge er allerede udſtykket nok; Beglingerne bave faa godt fom hele det 
føndenfjeldffe; jeg fan iffe dele Landet vderligere, og faa ſtort et Len 
faar ban iffe af mig.” De bade Da Kongen at overlade ham, om det ikke 
var mere end en Skibrede eller to. „Nej,“ fvarede Kongen, ,ban bar 
Det faa godt her hos og, at han flet iffe behøver mere.” Dermed maatte 
de lade fig nøje, men vare meget ærgerlige. Faa Dage efter Ffaldte de 
Kungefønnen ud til fig henne ved Korsfirfen, og føgte at overtale den 
tinarige Dreng til at ftile fig i Spidfen for en Oprorsflok. „Det feer 
iffe," fagde de, ,ud til, at Kong Inge vil unde dig ſtort af Norge, og han 
fidder nu i hele det Nige, fom din Farfader vandt; mange uberettigede [eve 
nu å Herlighbed og Glæde, og gjøre fig til Gode med Din Fædrene - Uvv, 
meden8 Dine Frænder tilfidefattes. Vort Raad er Derfor, at vi flygte 
bort med Dig og famle Folk, bvilfet neppe vil blive vanffeligt, Da vi baade 
høre mange Birkebeiner klage over at De ej nyde tilberlig Løn for deres 
tro Fjenefte, og tillige bave fpurgt fra Øftlandet, at Beglingerne nok ogs 
faa gjerne floge fig til, Hvis der Fun fandtes nogen, fom vilde frille fig i 
Spidfen for Flokken.“ Kongeſonnen børte opmerfjomt til, men fvarede 
intet. Da fagde Andres Sfjaldarband: „hor nu, Kongrføn; vi, dine Fræne 


1) Paa hvilfen Side disfe ,Frænder" vare beflægtede med Haafon, den møs 
drene eller fædrene, figes ikke; man unde ſaaledes maaffee gjette paa hans 
Moder Inges Slægtninger, de faakaldte Barteigsmænd, men da der ej med 
Henfyn til disfe kunde være Tale om nogen Jilfidefættelfe eller Tab 
af fordums Gjendom eller Are, bliver det rimeligere, at her menes De: 
feendenterne af Sverres og Haafon Gverresføns Modrenefrænder, altfaa af 
Unas Smeds og Biffop Roes Børn, hvilte nu, da den fornemfte af deres 
Midte, Peter Steyper, var borte, og da Slægt-Ariftofratiet ved Meins-UCt- 
tens Ophøjelfe paa Kongetronen atter paa en Maade var kommet til Agt 
og Are, viftnok tilfidefattes og overfaaes fom lavdyrdige Folk. Da den i 
Undres Sfjaldarbands og hans Huftru Ingebjørgs Egteffab fødde Son hed 
Peter (at han fiden befandtes at være en Søn af Skule, gjør her hverfen 
fra eller til), fan man med temmelig Gitferhed flutte, at ogfaa Andres 
Skjaldarbands Fader hed Peter; denne Peter var fauledes maaffee enten 
Peter Roesſon eller Svina-Peter, ja maaſkee Peter Steyper felv. 


Munch. Det norffe Folks Hiftorie. I. 36 


562 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


Der, ville have dig med os og føre dig bort fra Kongen, da vil det ikke 
vare fænge, førend visfe Folk maa bede dig om at unde dem nogen Hær 
der, i Stedet for at du nu maa bede Dem derom.“ De pvrige tilftede- 
værende Frænder fagde det famme, Den ene efter Den anden. Men Haa- 
fon faldt iffe i Friftelfen. |, FJeg er,” fvarede han, ,alt for barnslig til at 
funne fætte mig i Spidfen for et faa fort Foretagende, beller ikke vilde 
det bære fømmeligt, om jeg Fæmpede mod Birfebeinerne, og jeg beed med Vis— 
ped, at der dog altid vilde være en ſtor Mængde af dem, fom holdt faft 
ved Kong Inge '): hvor utilbørligt var det da ikke, at fætte dem imod 
binanden, der alle burde fæmpe under cet Banner? Nej, jeg vil heller 
bede Gud, at ban giver mig faa meget af min Fædrearv fom hans God— 
fed vil unde mig, naar den belejlige Tid fommer; men nogen Ufred vil jeg 
itfe ftifte i Morqe, fom Gagerne nu ftaa”. Saaledes maatte De lade 
denne Plan fare, og Haafon fevede i den bedfte Forftaaelfe med Kong 
Inge indtil bans Død. 

Den Misfornøjelfe med Forholdene, fom Kongefønnen Haafons Fræn- 
der, upaatvivlelig ban8 Faders og Farfaders Modrenefrænder, ved Denne 
Lejlighed lagde for Dagen, fafter, i Forening med andre Omftændigheder, 
et iffe ubetydeligt £y8 paa De Daværende Stillinger og Stemninger ved 
Hoffet og i De bøjere Kredfe. Inge Baardsføn var udtryffeligt bleven 
Haafon Jarl foretruffen ved Kongevalget, fordi han var Nordmand, og 
dertil Hovedet for en af Ihrøndelagens eller rettere en af Landets vp- 
perfte Slægter; thi at Neins-AGtten oprindelig ftammede fra Udlændingen 
Skule Toſtigsſon, funde i fjerde Led, og efter at Mtten ved faa mange 
Giftermaal var bleven forbunden med næften alle de ypperfte Etter i hele 
Riget, iffe mere fomme i Betragtning; iffe at tale om, at Nedftammelfen 
fra Godwine Jarl og tillige fra Det gamle danffe Kongebuus i fig felv var 
en Hæder og formedelft de mangebaande Forbindelfer, hvori de nordiffe 
Kande og England paa Knuts og Edvard Gonfesfors Tider endnu frode 
med hinanden, neppe engang lod YGtten fra dens førfte Medfættelfe paa 
norff Bund betragte8 fom ftaaende udenfor Nationaliteten. Inges Op 
bøjelfe paa Tronen var altfaa en Hyding, bragt Højbyvdigheden og 
GSlægt - Ariftokratiet, bris Medlemmer af Birfebeinernes Parti, fom Grez 
gorius Jonsføn, Jon af Uuftraat, o. fl. derfor ifær holdt fig til ham. 
Og da han derhos felv iffe var fynderlig frigerff, men yndede Fred og 
Rolighed, er det heel vimeligt, at de af Birkebeinerne, hvis Herfomft var 


1) Her er i GSaga-Udgavens Jert aabenbart udfaldt et eigi; der ftaar ,par er 
mikill fjöldi af Birkibeinum at skildust frå Inga konungi,* medens ber 
ber læfes, Parer o. s. V. ateigi skildust,* dette tilfiger faavel Sammenhæn:- 
gen, fom Peder Glausføns Overfættelfe „og ingenlunde vil files fra ham.” 
Peder Glausføns ert har faaledeg haft Negtelfen. 





1214. Stillinger og Forhold ved Hoffet. 563 


ringe, og fom alene ved Sverdet vare fomne til QGre og Værdighed une 
der Sverre, betragtedes af Inge og Hans Omgivelfer med ugunftige Øjne, 
fom raa, uopdragne Lyfferiddere, vg at De fom vfteft node en mindre end bøflig 
Behandling. Navnlig maatte Dette være Jilfældet med Sverres og Haa= 
fon GSverresføns obſkure Møvdrenefrænder fra Færøerne, hvis blotte 
Navne ej funde andet end ffurre i De bøjbyrdige Uviftofraters Øren. 
Saa fænge nu Haafon Jarl, Krigshbøvdingen, levede, funde alle hine ved 
Inges Hof overfeede vg af UAviftofraterne tilfideffuppede Krigåmænd og 
Syfferiddere finde Dere8 Filhold bos ham, der iffe felv var befunden høje 
byrdig nof til at gaa foran fin yngre Broder ved Befættelfen af Tro— 
nen; og efter alt, bvad man af flere Ytringer om ,de gamle Birfebeiner” 
i hans Hird fan flutte, tyede de ogfaa virfelig til ham, fom derhos var klog not 
fil at bruge deres Hengivenhed for den unge Haafon Haafonsføn fom et 
«Middel mere til at fnptte dem til fig, idet han faa godt fom adopterede 
Den unge Kongeføn, og bebandlede ham vel. Man fan derfor være tem- 
melig fiffer paa, at der ved Haafons Hof har gaaet langt -mere ſtoj— 
ende og lyftigt, men i Aviftofraternes Øjne videre og vadere til, end 
blandt den fiille, folfeftye Inges fornemme Hofmænd, naar man undtager 
ved enfelte overordentlige Lejligbeder, f. Er. ved Syſterens Bryllup biin 
ulvffelige Nat, da Baglerne overfaldt Nidaros. Men da Haafon Jarl 
var død, og hans Hirdmænd havde maattet gaa Inge til Haande, bleve 
disſes Kaar viftnof intet mindre end migundelfesværdige. Fi da Der 
nu fun blev een Hird, funde Inge umuligt tage dem alle i fin Fjenejte, 
faa meget mindre fom Den nu herffende Fred gjorde Det unødvendigt at 
bofde faa mange Folk; de flefte af Dem bleve Va viftnok afſkedigede, og 
fornemmelig de, der ved Deres ringe Byrd, foregivne Raahed eller andre 
Omitændigheder vare Inges Omgivelfer meft forbadte; og felv de faa, fom 
bibeboldtes, have dog vift ved mange Lejligbeder maattet doje mange vir- 
felige eller indbildte Krænkelfer af de overmodige Stormænd. Derfor 
funde de alle, ifær de afffedigede, med Grund flage over, „at Uberettigede 
havde trængt fig ind i deres Sted, og levede i Herligbed og Glæve, mer 
dens De felv faa fig tilfidefatte” og den Tanke maatte ligge Dem nær, 
efter eget og Forgængere8 Grempel at ſtifte en Oprørsflof under Deres 
Yndling Haafon Haafonsfens Anforſel. Paa den anden Side maatte 
Der uundgaaeligt herſke eller opfomme Sympathier og en vis gjenfidig Til— 
træfning mellem Ariftofraterne ved Kong Inges Hof og Baglernes Hov- 
Dinger, Der alle, mere eller mindre, borte til de gamle ariftofratiffe Slæq- 
ter, og Hvis Oppofition mod Kong Sverre allerede fra førft af udfprang 
fra Ønffet om at vedligebolde eller rettere gjenoprette Slæyt - Uviftokra- 
tiet. Derbos faa det færftift i Skule Kongsbroders egen Interesfe at 
ftaa fia godt med Baglerpartiet, for ej at møde nogen Hinder fra Ven 
30* 


564 Inge Baardéføn og Philip Simonsføn. 


Kant, naar han efter fin fygelige Broders neppe lenge udeblivende Død felv 
vilde opfafte fig til Konge. Thi Kvigspartiet eller det egentlige Birkebei— 
ner-Varti, Der fluttede fig om Kongefønnen Haafon, var, om end for 
Øjebliftet fortrængt fra Magten, dog fremdeles temmelig fterft, og kunde, 
hvad ogfaa De følgende Begivenheder vifte, altid holde ham Stan— 
gen, ja endog tilvende fig Overmagten, bvis han iffe fra andre Kanter 
fit Underſtottelſſe. Derfor fee vi ham ogfaa firar efter Brovderens Død 
og maaffee allerede før, at nærme fig Baglernes Høvdinger; de havde 
Interesſer fælles, forfvarede paa begge Sider Stiftelfen af nye Konge- 
linjer mod Læren om den direfte mandlige Linjes uroffelige Legitimitet, 
og maatte Derfor, fom det fynes, under alle Omftændigbeder, feent eller 
tidligt, fomme til at flaa fig fammen. Den Bevænelfe eller Splittelfe, fom 
nu fandt Sted inden Birfebeinernes egen Kredå, var ganføe den famme fom 
den, der tidligere havde føillet Heflunger, Kuvlunger og Bagler fra Bir— 
febeinerne. — Saaledes ftode Sagerne, da en tiaarig Drengs Sindighed 
afværgede den Borgerkrig, fom ellers, efter alle Tegn at dømme, vilde 
være udbrudt mellem Birkebeinerne indbyrdes, og rimeligviis vilde have 
endt med Deres fuldftændige Undergang. 


90. Nyt almindeligt Korstog prædifet over hele Den Fatholffe Cbriftenhed. Kong 
Inge tager Korfet. Skule Baardsføn bliver Jarl. Kong Inges Døv. 


Bore Sagaer melde faa godt fom intet om Begivenbederne i Kong 
Inges og Pbilips to fidfte Negjeringsaar; Da Der faaledes intet af fyn- 
Derlig Vigtigbed fan være forefaldet indenfands, er man viltnok berettiget 
til at antoge, at i Denne Tid baade Konger og Høvdinger, ja det hele 
Folf, bar været optaget af Forbandlinger om, og Forberedelfer til Deel- 
tagelfe i Det almindelige Korstog, Der paa Denne Tid foranftaltedes fra 
hele Ofeidenten, og bvis Jftandbringelfe var den fidfte Stordaad, fom den 
nidfjere FJnnocentius den Idie fif udrettet før fin Død. Allerede længe, 
i Særdeleshed efter at Den Dygtige Kriger Johan af Brienne var bleven 
Konge i Jerufalem, bavde ban forberedet et faadant Tog, indtil han en- 
delig, maaffee paa en overordentlig Maade vakt og anfporet af Det for- 
underlige Barne - Korstog fra Tydſkland, Franfrige og Burgund i Aaret 
1212, føred til Verkets Udførelfe det følgende Aar, idet ban i en alvorlig 
og indtrængende Skrivelfe af 19de April tilfjendegav ſaavel Gejſtlige fom 
Lægfolk af alle Provinfer og Digcefer i Franfrige, England, Irland, Svdft- 
fand, Jtalien, Dalmatien, Ungarn, Bohmen, Polen og de nordiffe Lande *), 

1) Ep. Inn. III. XVI. 28. tiljegren Dipl. Sv. I. 147. Ser anføres udtrykfeligt 


Provinfen Nidaros fom den, til hvis Gejftlige og Lægfolf Brevet (eller 
rettere et Gremplar deraf) fendtes. Ligeledes nævnes Upfala og Lund. 








1213—15. Nyt almindeligt Korstog prædikes. 565 


at ingenfinde havde det hellige Land trængt til en fnarlig Hjelp mere end 
nu, da faa mange Troende futfede i Traldom hos GSaracenerne, og disſe des— 
uden ved et Slot, opført paa Bjerget Fabdor, truede Staden Ufre. Men, 
bed det, der var Dog ogſaa paa Den anden Side Haab om at den falffe 
Profet Mohameds VBælde nu nærmede fig fin Ende, da Der allerede 
var bengaaet 600 Mar af de 666, fom Gud ifølge Johannes's Aaben- 
baring (XII. 18) havde tilftaaet Dyret. Han lagde derfor alle Chriſtne 
indftændigt paa Hjertet, at fætte deres Uenigheder tilfide og forvandle dem 
til Freds- og Kjærligheds= Forbund, og at ofre Gode, Liv og Blod for 
Den Korsfæftede. Dem, der adløde denne Opfordring, og toge Korfet for 
at Deeltage å Toget, eller fom underftøttede dem, Der havde taget Korfet, 
med Pengebidrag, tildelte ban alle de Fordele, Nettigheder og Friheder, 
Der til nogen fom belft anden Tid vare tilftaaede Korsfarerne. Soſtaderne 
føulde bidrage med deres Sømayt. „Og,“ figer Paven, for at vi ikke 
fulle fyne8 at paalægge andre tunge og utaalelige Byrder, fom vi ej ville 
røre med en Finger, forfifre vi for Gud, at bvad vi fordre af andre, ville 
vi felv beredvilligt gjøre.” De til Foretagendet nødvendige Gejftlige til— 
ftod han Net til, uden Indfigelfe af nogen fom beljt, at funne pantfætte 
fine Beneficiers Indtægter paa tre Aar. Og for at der ej flulde ſkee 
nogen utilbørlig Hindring eller Forbaling, beftemte han, at i Stedet for 
at man før plejede at underføge, om den, der vilde tage Korfet, ogſaa var 


ſkikket til perfonligt at opfylde fit Løfte, ffulde man nu antage Enhver, 


fun med Undtagelfe af Kloftergejjtlige, Der meldte fig, og hiin Underføgelfe 
om, bvor vidt en eller anden formedelft legemlige Svagheder eller andre 
Omftændigheder ej var at avdmittere til Korstoget, ſkulde udfættes til en 
anden Tid. Af famme Grund tilbagefaldte han ogfaa De Fndulgentfer, 
der for vare tilftanede de fremmede Krigere, der fom GSpanierne til Hjelp 
mod Maurene, eller de Rettroende i Provence mod Albigenferne. Og før 
at Krigen ej alene funde føres med legemlige, men ogſaa med aandelige 
Vaaben, beftemte han at Der bver Maaned føuldve holdes en almindelig 
Procesfion af Mænd og Kvinder, helſt, om muligt, hvert Kjøn for fig, 
for under Sjælens og Legemet8 Ydmygelfe i andægtig Bøn at anraabe 
Gud om at borttage den nærværende Sfjændfel fra Gbriftenbeden, ved at 
fade det hellige Land befrie8 fra de VBantroendes Hænder. - Med Bøne 
ner feulde Fafte og Almisfe være forbunden. Og hver enefte Dag, mel— 
fem Mesferne, fiulde efter Fredskysfet, ftrar før Hoftiens Oblation, faa» 
vef Mænd fom Kvinder ydmygt fafte fig ned paa Jorden, og De Gejjftlige 
med Iydelig Stemme affynge den 79vde og 68de Pfalme, men den forret- 
tende Preſt derefter fra Ulteret affynge em foreffreven Bøn om at 
Gud vilde udrive det bellige Land af de Vantroendes Hander og gjengive 
det til den driftelige Kultus. I de Kirfer, hvor den foreførevne almindelige 


566 Inge Baardsføn og Philip Simonsføn. 


Procesfion famledes, føulde der frilles en Blok under tre Laafe, hvortil 
en bævderlig Preft ſkulde have den ene, en from Lægmand den anden, og 
en Kloftergejftlig den tredie Møgel; i denne Blok ffulde Gejjtlige og Læge, 
Mænd og Kvinder, nedlægge deres Almisfer til det hellige Lands VBefri- 
elfe. Ellers var endnu, førev Fnnocents, iffe Tiden fommen til nærmere 
at beftemme, bvor, naar, og bvorledes Overfarten til det hellige Land 
ffulde finde Sted. Men ved en anden Skrivelfe udnærnte han i enhver 
Provins, eller overflod Erfebiffopperne felv at udnævne tre eller fire Mænd 
Der ved Hjelp af andre bæderlige og fromme Mænd i den apojtolifte 
Stols Navn ſkulde foranftalte, hvad Der udfordredes til Sagens Fremme *), 
Derhos fod Fnnocentius under famme Dag, 19de April 1213, udgaa til alle Er- 
febiffopper, Biftopper, Ubbeder og øvrige Prælater faavel af den orientalfte 
fom den ofeidentalffe Kirfe en Befaling, at møde frem til et almindeligt 
Kirfemøde, der ſkulde aabne8 den lfte November 1215. Vi paaberaabe 
08,” hevder Det her, , Guds Vidnesbyrd, at intet i Verden ligger os mere 
paa Hjertet end disfe tvende Ting, Vet bellige Lands Gjenerobring vg 
Kirfens Reform.” For at tilvejebringe dette, figer Han, havde han efter de hel 
fige Fædres gamle Sædvane, fammenkaldt et almindeligt Koncil, hvor der 
ſkulde fattes ubrødelige Beſlutninger til at udrydde Lafter, indplante Dyder, 
refſe Overtrædelfer, reformere Sader, bortfjerne Kjettere, ſtyrke Troen, 
bilægge FTvedragt, fyrte Fred, bemme Undertryfkelfer, opbjelpe Frihed, 
og devæge Fyrfter og Folt, Lærde og Læge til at hjelpe det hellige Land 
og yde deres Sfjerv til dets Biftand. Og fordi dette Møde ikke kunde 
fomme i Stand førend efter to fulde Aar, havde han overdraget til for- 
ftandige Mænd i enhver Provins imidlertid nøje at efterforffe hvad der 
funde behøve Den apoſtoliſke Styrelfe8 Fiil, famt udfendt andre duelige 
Mænd for at beførge Korstoys-Unliggendet. Han forordnede at alle 
Bedfommende i Den rummelige Frift, ban havde forundt Dem, ſkulde forberede 
fig faalede8, at Der i enhver Provins fun blev een eller to Lydbi- 
ffopper tilbage for at beførge Dde kirkelige Forretninger, og dog føulde 
ogfaa disfe, faavel ſom andre, der af en eller anden fanoniff Marfag vare 
hindrede fra at mode perfonligt, fende anfvarlige Befuldmægtigede i fit 
Sted *). Ut det var Innocents's alvorlige Vilje, at dette hans Paabud 
fuldftændigt og nøjagtigt udførte8, og at ingen, Der paa nogen Maade 
var i Stand til at møde, udeblev, om han end var fra De længit borte 


1) Epist. Inn. III. XVI. 29, Liljegren Dipl. Sv. I. 149. Her nævnes udtrykkeligt 
Erkebiſkoppen af Nidaros fom en af dem, der blev tilffreven paa famme Maade, 
fom Grfebiffoppen af Lund, og denne fif den Befaling at adjungere fig duelige 
Mænd, med hvilke han over hele Daneriget fÉulde treffe de nødvendige Foranftalt- 
ninger. 

2) Ep. Innoe. II. XVI, 30. Originalbullen til Sverige er aftrykt hos Liljegren, 
Dipl. Sv. I. 149. 


1215. Stort Kirfemøde i Rom. 567 


liggende Egne, og havde den befværligfte Nejfe at overftaa, feer man af 
et Brev, ban under 21dDe Februar 1214 førev til Erfebiffoppen af Lund, 
og bHvori han udtalte fin Forundring over at Denne havde undffyldt fig 
— fom det fynes med Sorejſens Farlighed og Landevejenes Ufifferhed — 
fra at fomme til Modet, i Stedet for at ban, om han endog ej havde 
været indfuldt, dog burde fomme. Han havde, ſkriver han, ogfaa tilffre- 
vet Grfebiffoppen af Upfala paa lignende Maade, og befalet end yderligere 
Grøebiffoppen af Lund, udtryffeligt at forebofde faavel ham fom hans 
Guffraganer, at De til Den beftemte Did, paa hvad Maade de funde, maatte 
indfinde fig til Mødet 1). Den danfte Erkebiſkop uveblev lige fuldt fra 
Modet, derimod var det neppe Filfældet med Den efter Erkebiſkop Flores 
Død udvalgte nye norffe Erfebiffop Guthborm, thi Da han netop kom ned 
for at hente Pallium i Løbdet, eller maaffee i Slutningen af Uaret 1214, 
. ev Det iffe rimeligt, at Paven har tilladt ham at rejſe bjem igjen før Koneiliet, 
faafom det var at forudfee, at han, naar han engang var fommen hjem, 
formedeljt den lange og koſtbare Rejfe iffe godt funde fomme tilbage igjen *). 
Paa dette Møde, (11—30 Rovbr.) hvor der blandt mange andre Bejtem- 
melfer ogfaa blev vedtaget een for hele Chriſtenheden færdeles vigtig, nem— 
fig at-de Led, inden hvilfe Giftermaal var forbudet, efterdags indſkræn— 
fedes til anden og tredie Svogerſkabs og de fire førfte Slægtftabs-Gra- 
der 3), beftemtes, at alle Korsfarerne, der vilde begive fig til Søs til Det 
hellige Land, ffulde forfamle fig den Ifte Juni 1217 i en af De to ſici— 
liſte Havne, Brindifi eller Mesfina, hvor Paven felv perfonligt vilde ind- 
finde fig for at gaa Korsfarerne til Haande med gode Raad og meddele 
dem fin Velfignelfe; famme Tid beftemtes og til deres Ufrejfe, fom beller 
pilde Drage til Lands, idet han befalede dem at angive Den Vej, de vilde 
tage, for at han funde fende dem en fyndig Mand til Raad og Hjelp. 
De Gejſtlige, Der drøge med paa Toget, ſkulde i tre Aar nyde deres Jnd- 
tægter, fom om De vefiderede i deres Beneficier, og, fom det allerede for- 
hen i Pavens Opfordringsførivelfe var beftemt, have Lov til at pantfætte 
dem i famme Tid. Befalingen gjentoges til alle gejitlige og verdslige 
Herrer og Høvdinger, faavel fom Byer og Kommuner, at alle de, der ikke 
felv droge affted, ftulde ftille et pasfende Antal Krigere med Det nodven— 
Dige til at beftride deres Udgifter pan tre War, til deres Synders For— 





1) Sammefteds, XVI. 181. Liljegren Dipl. Sv. I. 154. 

2) Ge ovenfor S. 558. Deter i det mindfte vift not at Guthorm efter fit Valg til 
Grøebiffop ikke nævnes førend i 1217. 

3) Conc, lateran. IV. c. 50, Coleti Concilia, XIII. S. 986, jvfr. Deer. Gratiani, 
l. IV. Tit. XIV., Gap. 8. J famme Artikel ophævedes Forbudet mod 
Giftermaal mellem en Huftrues Børn i andet Egteſkab og hendes førfte 
Mands JFrænder. 


568 Inge Baardsſon og Philip Sintonsfeøn. 


fadeffe; og at denne Syndsforladelfe ſkulde udſtrekkes ej alene til dem, for 
feverede Dere8 egne Skibe, men og til dDem, fom i dette Øjemed bidroge 
til at bygge Stibe. Selv foregif Paven med et følgeværvdigt Exempel 
paa Gavwmildhed og Uegennvttighed, idet han til Korsfarernes Underitøt- 
telfe ffjenfede 30000 Pund, faavel fom 3000 Mår. Sølv, der vare til- 
overs fra De tidligere til Det bellige Land Hjelp ofrede Gaver, fornemme 
lig for at flaffe Skibe til Overførelfen af Korsfarerne fra Staden Rom 
og Omegn. Naar ban felv ydede faa meget, funde De tilftedeværende 
Kirfeherrer ej negte deres Samtykke til den Beftemmelfe, at alle Gejjtlige 
faavel af favere fom af bøjere Rang, feulde i tre Aar afftan den 20de 
Deel af deres firfelige Jndtægter til Hjelp for Det hellige Land, fra bvil- 
fen Forpligtelfe fun entelte Kloftergejftlige og de, fom perfonlig toge Kore 
fet, vare undtagne. Paven felt, og Kardinaferne, forpligtede fig, foruden 
den oven nævnte Gave, til at give en FIiendedeel af deres Fndtægter. 
Korsfarerne ffulde fra Den Tid, de havde taget Korfet, være frie for al 
Slags Skatter og Synger, faavel fom for at betale Renter af de Laan, 
De til at beſtride Udruftningerne maatte have optaget. Og fordi det til 
Sagens beldige Udførelfe ifær var nodvendigt, at De chriſtne Folk ind— 
byrdes holdt Fred med hbinanden, beftemtes Det, at der i Det mindfte i fire 
Aar føulde bherffe en almindelig Fred over hele Cbriftenheden, faaledes 
at de indbyrdes Uenige ved Prælaterneg Mellemfomft ſkulde bringes til, 
broderligen at overholde Fred og faft Trygd, og De, fom foragtede Dette 
Fredsbud, ffulde paa Det ſtrengeſte ved Exkommunikation af Perfoner og 
SFnterdift over Lande tvinges til at vefpeftere det, hvis ellers iffe de For— 
nærmelfer, den ene Part (ed, vare faa overvættes ſtore, at De iffe paa 
nogen Maade funde taales. Til Slutning gjentog Paven alle fine gode 
Søfter under eet faaledes:  Fortrøftende os til den almægtige Guds Barm- 
bjertigbed og de bellige Apoſtle Peter8 og Paals Autoritet, tilfige vi, af 
den Myndighed til at føfe og binde, fom Gud har tildelt os, ſtjont 
uværdige, alle dem, der paatage fig Arbejdet i egen Perfon og paa egen 
Betkoftning, fuldfommen Forladelfe for de GSynder, fom de med fand 
Hjertens Anger mundtligen have befjendt, og fove dem ved de Netfærdiges 
Gjengjeldelfe den evige Saligbed. Dem, der iffe i egen Perfon begive fig 
til det bellige Land, men fun paa fin Befoftning, efter fine Gvner og 
Stilling fende duelige Folt derhen, faavel fom Dem, der, ffjønt paa An— 
dres Befoftning, dog I egen Perfon Drage affted, tilftaa vi fuld Synds— 
forfadelfe, i hvilfen vi og ville have alle dem indbegrebne i Forhold til 
Hjelpens Beſkaffenhed og Fromhedens Oprigtighed, fom til hiint Lands 
Hjelp bidrage pasfeligt af deres Gods, eller anden belejlig Hjelp, enten 
med Raad eller Daad ). 

— 1) Coleti Concilia, I. c. 1007—1008. 





1215—16. Kong Inge og flere anfeede Rordmænd tage Korjet. 569 


I alle ofeidentalffe Lande prævdifedes nu Korfet med frørfte Iver, 
og ffjønt der iffe udtrykkeligt berettes, hvilke Der optraadte fom-Korspra- 
dikanter i Norge eller hvorledes Ve udførte Deres Hverv, feer man dog 
af de paafølgende Begivenheder, at deres VBirfjombed her i Landet maa 
pave været ret betydelig, og baaret ønffelige Frugter. Sandſynligviis gif 
det her, fom andenfteds, at det ej faa meget var Hovdingerne, fom Folt 
af de lavere Klasfer, paa bvilfe Prædifanternes Ord gjorde Virkning; 
imidlertid nævnes dog udtrykkeligen flere anfrede Mænd, der enten felv 
toge Korfet, eller forpligtede fig til at udrufte Folk og Stibe. I Spid- 
før de fidfte ftod Kong Inge felv, der, efter at have modtaget Pave Fn- 
nocentius'8 Brev, forpligtede fig til at udrufte en betydelig Deel faavel 
Folk, fom Skibe, og fende dem til det hellige Land '). Selv var han 
for fygelig til at tage Korfet, men det er iffe ufandfynligt fat hans Bro- 
der Skule allerede nu betegnede fig dermed, for i hans Navn at føre 
Befalingen; vilt er det i Det mindfte, at Skule fenere hen enten for Al— 
vor eller for et Syns Skyld gjorde Forberedelfer til et Korstog 2). Af andre 
$Hovdinger, der toge Korfet, nevnes Sigurd Kongsfrænde, Kong Inges Bes 
falingsmand i Vifen 3), Roar Kongsfrænde, Gaut Jonsføn paa Mel, 
Grlend Ihorbergåføn, en Broderføn af Erkebiſkop Gyftein; under hans 
Befaling ftilledes et Skib, fom Borgerne i Nidaros udruftede *). Man 
fan dog vilt iffe betvivfe, at ogfar mange flere Hovdinger toge Kurfet, 
og at Borgere og Bønder fra andre Kanter i Niget ligeledes floge fig 
fammen om at udrufte Skibe; Dog fynes det, fom om Fveren har været 
fterfeft hos Birkebeinerne eller i Kong Inges Deel af Landet, tbi det 
maa anfees for vift, at bverfen Kong Pbilip eller Biftop Nikolas toge 
Korfet. For pvrigt fan man neppe betvivle, at al den Fravlhed, der nu 





1) - ette figes udtryffeligt i Pave Honorius”s Brev af 6te Marts 1217, fe 
nedenfor. Det Brev fra Jnnocentius IL, der efter Honorius's Udfagn ſkal 
have beftemt Inge til at udrufte en Korstogshær, var fandfynligviis det 
førft nævnte Opfordringsbrev, ſtjont ogfaa det andet Brev af 195e April 1213, 
hvorved Konciliet fammenkaldtes, fendtes, foruden til Biffopper og Prælater, 
ogfaa til flere verdslige Fyrfter, hvoriblandt Norges Konge udtryffeligt næv- 
nes. 


Se Pave Honorius's Skrivelſer af Zdie og 4de Novbr. 1226, Dipl. Norv. 
I. 9, 10. 5 


8) Haafon Haafonsføns Saga, Gap. 27. 


4) Sammeftedé, Gap. 30. Ut Erlend Thorbergsføn var en Broderføn af Er: 
kebiſtop Gyftein og opkaldt efter dennes Fader Erlend Himalde, fres af 
Urnmedlingstallet i Fagrffinna, Gap. 215. Denne Erlends throndhjemføe 
Oprindelfe fyneé da igjen at vife, at de , ,Bymaænd” bhvorom her er Tale, 
og hvis Hjemſted Sagaen ikke nærmere betegner, maa have været Bymæn- 


dene af Nidaros, thi om em Forening af alle Bymænd i Landet, Fan der ej 
være Spørgsmaal. 


— 


570 Inge Baardsføn og Pilip Simonsføn. 


rørte fig i Landet, med Korstogsprædifener, Udruftninger, Sammenfom- 
fter og Overlægninger Desangaaende, nu faaledes har optaget alle eller de 
flefte, at Den i et Par Aars Tid opflugte alle andre Jnteresfer, og Den 
medførte faaledes i alle Fald det Gavn, at den indvortes Fred i Landet 
Derved forlængedes, thi det vilde vel ellers have været ufiffert not, hvor 
fænge den havde bejtaaet efter at den ærgjerrige Skule Kongsbroder nu 
engang bar fommen til Muagten. 

Under af denne travle Virkſomhed for det hellige Lands VBefrielfe, 
og endnu i fuld Befiddelfe af den otervættes Magt, fom han ved fine 
FJalenter og fin vaftløfe Virkſomhed havde erbvervet over hele Chriſtenhe— 
Den, døde FJnnocentius den Idie efter en fort Sygdom i Perugia, den 
16de Fuli 1216, i fit 55de Aar 1). Allerede Dagen efter valgte Kar- 
dDinalerne, faa godt fom tvungne Dertil af Perufinerne, den alderſtegne Kar— 
Dinal-Presbyter af St. Johannes og St. Paul, Cencius Satelli, der 8 
Dage efter fit Indvielfen under Navn af Honorius den die *). Skjønt 
Honorius var en langt mildere og godmodigere, men Derfor vel og langt 
mindre energiff. Mand end hans Forgænger, tog ban fig Dog iffe med 
mindre Iver end han af Korstogs-Anliggendet. Allerede Dagen efter fin 
Fndvielfe (den 25de Fuli) fod han udgad ligelydende Skrivelſer til alle 
Biffopper i Chriſtenheden, faaledes og til Erkebiſtop Gutborm og de øv- 
rige Biffopper i Norge, Hvor han, meldende fin Forgænger8 Død og fin 
Opbøjelfe, opfordrede dem til at formane alle Korsmerfede i Deres Diø- 
cefer, til ej at forfærdes over hans Forgængers AUfgang, eller give Den 
MÆngſtelſe Rum, at Dette vilde gjøre noget Afbræt i den det hellige Land 
beftemte Hjelp, tbi ffjønt ban tilfulde følte, hvor langt Han ſtod tilbage 
før jam i Gvner, ffulde han Dog med iffe med mindre Iver og Varme 
Drive paa denne Sag 3). Han gqav ftrenge Befalinger til omhyggelig og 
famvittighbedsfuld FJndfamling af den før omtalte Syvendedeel af de geſſt— 
fige Indtægter, og lod nye Opfordringer udgaa til alle Sroende, om ej 
at lade Dere$ Iver fjolneg, men til Den beftemte Tid at tiltræde Toget. 
Fil Kong Inge førev han den 6te Marts 1217, at faafom han af et 
Brev fra denne *) var bleven underrettet om, at ban, efter at have mode 
taget Pave JInnocentius'8 Strivelfe, fraftigen havde forberedt fig til, om 
iffe å egen Perfon, faa Dog ved fine Mænd at lyde Chriſti Bud, idet 
han paa flere af ham udruftede Skibe vilde fende Hjelpetvopper til det 





2) Raynaldi Ann, eccl. 1216, $ 9. 

2) Bernardi chron. rom. pontificum. 

3) Brevet, eller rettere det til Norge fendte Eremplar findes i Dipl. Norv. I. 
2., det fvenffe Eremplar i Liljegrens Dipl. Sv. I. No. 159. 

1) Dette Brev findes nu ike 



































12i7. Skule bliver Jarl. BY 


bellige Land, bevidnede han ham herfor fit Velbehag, og takkede Gud, der, 
idet han vifte Kongen en Bej til Saligbed, paa famme Tid forundte ham 
at virke for Herrens Sag. Men", vedblev ban, „da Det er upasfende vg 
ubilligt, at Mogen, medens hans Opmerffomhed alene er henvendt paa at 
fyde Guds Bud, ffal foruroliges af Befværlighbeder, fom andre Menne- 
ſker tilføje ham, befvæfte vi Den Fred, der, fom biint Brev fra Vig for- 
melder, ved Den falig henfovede Erkebiſtop Fhores og andre Prælaters 
og Høvdingers Mellemfomft ev bleven fluttet og befræftet mellem Vig og 
Den bøjbyrdige Mand Vbilip, Syſterſon af vor ærværdige Broder, Bi- 
ffoppen i Oslo, vg tage dig og Dit Rige faavel fom de Korsmerfede og 
alt deres Gods under vor apoftoliffe Beffyttelfe, beftemmende, at indtil 
man med Vished verd at Korsfarerne enten ere fomne tilbage eller af 
gangne ved Døden, føal du tilligemed alle de oven nævnte være aldeles 
tryg under den apoftoliffe Beftyttelfe, og forbydende derhos udtryfkeligt, 
at nogen i al den Tid, tvertimod biin Fredflutning8 Ord, vover at ulej- 
lige dig og Dit Rige“ '). - Det ev her ike uden Betydning, at Paven ej 
fader Philip Konge”, men fun ,en anfeet Mand" (nobilis vir), og at han 
aabenbart betragter Inge fom bele Norges Konge, bvilfet han ogfan efter 
Fredsflutningens Bogſtav var. Det indeholdt faaledes i fig felv em Uf- 
ajørelfe af Ivift-Spørgsmaalet mellem Inge og Poilip til hiins For- 
deel ?). 

Men dette Brev fandt, da det fom til Norge, Kong Inge ikke Iæn- 
ger blandt de Levendes Tal. Allerede temmelig tidligt, fom det fynes, 
paa Bintren 1216—1217, da ban opboldt fig i Throndhjem, faldt han 
i en Sygdom, der blev meget langvarig. J Forftningen var den dog 
temmelig mild, og Kongen morede fig endog ved at have Kongefønnen 
Haafon og den nye Drottfete, ved Navn Nifolas, dagligt om fig og lytte 
til deres Samtaler, da de begge vare meget lyftige vg fpogefulde. Men 
efterbaanden blev det værre med ham; han fængfledes ganfée til Syge- 
fejet, og bans Kræfter aftoge fjendeligt. Da fad ifær hans Brovder 
Skule ved hans Leje. Kongens Benner og Hirden begyndte nu — det 
er fet nof at fee efter hvis Filftyndelfe — at tale fig imellem om Nød- 
vendigheden af at Kongen gav Dem en paalidelig og Dygtig Hirdſtyrer, vg 
det faldt faa godt fom af fig felv at Dette iffe kunde blive nogen anden 
end Skule. Om Kongen maaffee tidligere — hvad der ikke er faa ufand- 


1) Dipl. Norv. I. 4. 


?) Imidlertid ffal der dog endnu i 1212, efter begge Parters Død, have været 
fortfat Underføgelfer om dette Punét ved Kurien, hvis ellers iffe Raumer 
(Gefd. ber Hohenftaufen IM. 105) har misforftaaet Indholdet af det af ham 


citerede Pavebrev i Regesta Honorii Ann. IV. No, 551, bvilfet ej findes i 
Dipl. Norv. ' 


572 Inge Baardsfen og Philip Simonsføn. 


fynligt, og bvad flere af de ovenfor meddelte Trek lade formode — var 
noget ftinfypg med Henfyn til fin Magt endog lige overfor fin Brover, 
GStule, faa følte ban dog nu, bvor nødvendigt Det var at have en fraftig 
Hjelper ved Siden, eller, fom det i Sagaen beder, at hans egen Kraft 
var for liden til at ſtyre Riget tilborligt: hans Familie- Interrsfer have 
pel Derhos altid været faa fterfe, at ban heller ønffede at Kongedømmet 
ffulde vedblive i bans VG, end at det ffulde gaa over til den gamle Mandslinje, 
og Da ban ej felv funde beftemme bvo der føulde være hans Gfterfølger, 
var Det enefte, han funde gjore for nogenledes at fifre fin Søn eller 
Broder Sufecesfionen, allerede i fit eget levende Live at gjøre Denne hans 
Sons nærmefte lovlige Værge, faa mægtig og anfeet fom mulig. Saa— 
ledes opfyldte ban da, heder Det, fine Frænders og Venners Vilje, fedede 
Skule til Jarls-Scede, og gav ham Jarlsnavn. Kort efter døde Inge, den 
23de April 1217. Skule fod ham med megen Pragt begrave I Chriſt— 
firfens Chor paa Svdfiden, og ofrede i Sjælemesje for bam et Guldkar, 
Inge i fin Tid havde faaet af den faa Maaneder forben (19de Oftober 
1216) afdøde Kong FJoban i England. Ligeledes gav han ogfan andre 
berfige Gaver, hvoriblandt fandfynligviis Jordegods, til Domkirken for 
bans$ Sjæl, og lod bans Gravfted prægtigt ſmykke med Billedhugger - Ur- 
bejde, Maleri og Forgyldning. Paa Pladen, fom dakkede Graven, blev, 
heder Det, hans Vaabenmerfe 1) udbugget, og ved Siden hængtes hans 
Svad, Skjold og Hjelm *). 

Inge beftrives fom en fmut og velvoren Mand, med lyſt Haar; han 
plejede, fige8 Der, at lukke noget paa Det ene Øje, naar han vilde betragte 
en Ting nøjagtigt. Han havde det Lov baade af Venner og Fliender, at 
der iffe fiden Sigurd Forlalafares Tid ſkulde have været nogen mere live 
falig 3) eller mod Almuen venlig Konge end ban; dog maa vel dDisfe Ord 
iffe tages faa nøje, tbi af Ind-Throndernes Oprør fee vi dog, at ban i 
Det mindſte iffe fan have været faa fynderlig afholdt af dem, ſtjont man Dog 
burde antage, at ban netop i Sorøndelagen maatte bave baft fine flefte Til— 
hængere. Af nogen fraftig Charakteer var han ikke; han bøjede fig aaben— 

1) Saaledes heder det i Peder Glausføns Overfættelfe, ſtjont det vel ikke er 
fitfert, om han her rigtigt har gjengivet den nu tabte Jert; de arvelige 
Skjoldemerker vare i det mindfte paa denne Tid endnu iffe almindeligt bru: 
gelige i Norge. Skules Vaabenmerke var, fom man af hans Gegl Fan fee, 
en opretftaaende Løve uden Øre.  Havde Reins-Wtten fælles Merke, var 
vel Inges det famme, 

2) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 11. Inges Saga, Glutn. 

3) I Peder Glausføns Overfættelfe faar „ingen lykfaligere Konge", hvilket 
upaatvivlelig er fejlagtig overfat i Gtedet for „ingen vennefælere eller 
livfaligere Konge", da han, fom vi have feet, var langt fra at være lykkelig 
i fin 13aavige Negjeringstid, 


NW 
1217. Song Inges Død. 579 


bart for frerfere og mere begavede Nander, fom Haafon Jarl og Skule, 
men fom alle foage Gharafterer var han vel og defto mere ſkinſyg paa Dem, jo 
mere han følte deres Overlegenhed. Ved fin Død var han endnu fun i 
dDet bøjefte 32 Aar gammel. Han efterlod ingen andre Børn end den oven 
nævnte Slegfredføn Guthorm. 


91. Forhandlinger om Tronfolgen. Skule Jarls Intriger. Haafon Haafonsføn 
pælges til Konge af De gamle Birkebeiner og faar Kongenavn paa Orething. 


Kong Inges Død gav for en Tid Høvdingerne og Krigsmændene 
andet at tænfe paa, end Korstogs-Anliggender. Det Øjevlif var nu ind 
traadt, Da Den [ænge forberedte Tvedragt inden Birkebeinerpartiet felv fyntes at 
maatte fomme til Udbrud. Et nyt Kongevalg føulde fnareft muligt ſkee, 
og Det gjaldt nu for den unge og ærgjerrige Jarl at fætte igjennem, bvad 
Dan faa fænge og faa ivrigt havde ſtrobt for, medens de gamle Birke— 
beiners ivrigfte Ønffe var, at faa Kongenavnet tilbage i Den vetmæsfige 
Kongeæt, ved at ophoje Haafon paa Fronen. Naar man føulde holde 
fig til De hidtil fulgte Regler ved Kongearven, at Søn, uanfeet om han 
var egtefød eller iffe, gif foran alle Brødre, funde der iffe være Tale 
om andre Prætendenter, end Haafon, der var Søn af Haafon Sterres- 
føn, og Guthorm, Ver var Søn af Kong Inge. Og paa De foreløbige 
Moder, fom ftrar efter Inges Død holdtes ved Hirden, toge Skule vg 
hans Benner ogfaa for det forfte flogeligen det Parti, at fordre Guthorm 
fagen til Konge fom den ſidſt afdøde Konges Søn, medens derimod den 
ftørfte Deel af Hirden, og De, der havde tjent Kong Sverre, erflærede 
fig for Haafon. Imidlertid hørte man Dog allerede da enkelte af Farlens 
aller bedfte Venner i Stilbed ytre den Mening, at da Skule Farl fom 
egtefød Broder var berettiget til at tage al Arv efter Kong Fnge, baade 
Land og Løsøre, var ban ogſaa nærmeft til at arve Kongedømmet; og 
herom blev der nu talt mere og mere uforbeholdent, indtil det omfider 
blev et almindeligt Samtale-Emne, og Spørgsmaalet felv drøftedes paa 
Hirdjftevner og Gjefteftevner. Sandſynligviis paateraabte Skules Venner 
fig ogfaa den Omjftændighed, at han allerede var en ung Mand i fin 
bedfte Alder (han var da omtrent 28 Aar gammel), medens begge de 
andre Prætendenter fun vare Børn, Haafon 13 og Guthorm 11 War 
gammel. Selv hodt Stule fig for det mefte borte fra ale Møder og 
Stevner, Da ban allerede godt nok fjendte Birfebeinernes Onſke og vidfte 
at ban iffe ved Overtalelfer funde virfe paa dem, men maatte føye at op- 
naa fin Bilje paa andre Maader. Det ev ellers let at ffjønne, at der 
maatte berffe ftor Gjæring ved Hirden og i Byen; Denne Gjæring for- 
ogedes Derved at mange af Bønderne fra Tyrøndelagen indfandt fig, baade 
FIndtbrønder og Udthrønder, for at tage Parti og [ægge deres Ord med 


574 Tronen ledig efter Kong Inge. 


i Netten; alle de ældre af dem erklærede, baade paa egne og Hjemme 
fiddende Sonners Vegne, at de ej vilde bave nøgen anden Konge end den, 
Der paa fædrene Side var fongebaaren lige fra Hedenold af i den uaf— 
brudte mandlige Linje uden noget mellemfommende Kvindeled; andre Bøn- 
der og Lendermænd — viftnok, fom ovenfor paapeget, Filhængere af det 
gamle Aviftofratparti — erflærede fig derimod deels for Skule deels for 
Guthorm. Fleerheden ønftede gjerne en almindelig Hirdftevne afholdt 
ftvar, for at man funde blive enig om, hvo der ſkulde opftilles fom , Kongs- 
evne”, for fiden paa Øretbing at fan Kongenavn; men Sfule paaftod, at 
man feulde oppebie Erkebiſkoppens Filbagefomft fra en Vifitatsrejfe til 
Haalogaland, paa bvilfen ban juft var fraværende. Birkebeinerne fagde, 
neppe uden Føje, at Jarlen fun vilde ſkaffe fig Lejlighed til at funne henſkyde 
fig under Grøebiffoppens Autoritet for De Skridt, ban felv agtede at fore- 
tage. Ut Suthorm var en ivrig Ven af Stule, og en Sidlang umis- 
fjendeligt tog Parti for bam, er viſt nof, ligeledes var Der ogſaa blandt 
Gporsbrødrene og De øvrige tilftedeværende Gejjtlige flere, fom endnu iffe 
havde forvundet Det gamle Had til Sverre, og gjerne, om de funde, gad 
ødelægge hele dans YGt. Jarlen fagde vel oftere i Fleres Paabør, at 
ban fnart ſkulde treffe de fornødne Furanftaltninger til Sagens Ufyjørelfe 
men det Drog fig dog ben, og tilfidjt blev Hirden utaalmodig. En Dag 
fod den paa egen Haand blæfe til Hirvdftevne i Kongeballen, og Jarlen 
anmode om at indfinde fig. Han turde iffe udeblive, og Da han var kom— 
men ftod en af de meft anfeede Hirdmænd, Vegard af Verdalen, eller, fom 
ban fædvanligviis faldtes, Vegard Veradal, op, og erklorede pan De pv- 
rige Hirdmænd$ Vegne, og fom det foreløbigt mellem dem var aftalt, at 
De ej længer vilde have Kongevalget opfat, men allerede den følgende Mor- 
gen vilde bave Sving i Kongsqaarden, bvor ſaavel Jarlen, fom Konge- 
fønnen Haafon ftulde være tilftede; Denne ſkulde da fidde i Højjædet hos 
Sarlen, og fore Fitel af Kongsevne indtil Øretbinget fom. Vagrede 
Farfen fig Herved, vilde de Morgenen efter fætte Sfibene i Søen, og 
drage til Bergen, for at føevne Thing fra hele Gulatbingslagen og Dder 
tage Haafon til Konge; bans, faavel fom Deres egen Sag lagde De for 
pvrigt I Guds og St. Olafs Haand. Da Jarlen faa, hvor faft befluttet 
Hirden var paa Dette, fandt han det iffe raadeligt at gjøre Jndvendinger, 
men fagde at det føulde ſtee ſom de havde fagt. Men firar faldte han 
fine egne Filbængere, faavel Gejftlige fom Lægfolk, til hemmelig Raad 
flagning, og de vare fammen hele Gftermiddagen og den paafølgende Nat, 
uden at nogen uvedkommende fif at vide, bvad de monne hate aftalt. Hvad 
dette var, Vifte fig noffom fiden. Morgenen efter fode Hirdftjorerne blæfe 
til almindeligt Thing oppe i Kongsgaarden, hvor Jarlen havde ladet Hoj— 
fædet berede paa Sydfiden af Nikolai Kirke, Der, fom vi bave feet, var 





1217. Forhandlinger om Tronfolgen. 575 


opført af Kong Gyftein, og udgjorde en Deel af de til Ven Vvidtlofrige 
Konqsgaard hørende Bygninger '). Da Thinget var fat, ſtod Vegard op 
og ptrede omtrent det famme fom Dagen forud. Derpaa rejſte den vf- 
tere omtalte, med Skule beflvgtede Lendermand Gregorius Jonsſon fig, 
tilfjendegat fin Forundring over at man vilde drive Denne Sag med faa 
meget Haftverf, og raadede til heller at oppebie Erkebiſkoppen faavel fom 
de øvrige Biffopper og de forftandigfte Mænd i Landet, Der ej burde 
mangle ved Afgjørelfen af et faa vigtigt Anliggende, og fom man Derfor 
burde tilfalde. Men da fvarede Anund Merfesmand: „Os VBirfebeiner 
huger Det ej at oppebie Biffoppernes Ordayderi i denne Sag, thi de 
bryde fig lidet om St. Olafs Lov eller Landfens arv, naar Det gjelder 
Sverres Ut. Dertil maa vi og erindre, hvad der ev enhver bekjendt, 
at øfter i Viken fidde Beglingerne med en for Hær, med en foregiven 
Konge over fig; fan de fun vide, at vi her fide bovedløfe, ja endog inde 
byrdes uenige, vil dDet iffe vare længe førend vi have dem over og, og 
mange bille da faa Dem bi imod os, faafom de lærde Mand juft ikke ere 
vore Benner. Alle vi, der ville hævde Kongeætten, hate derfor intet an- 
Det Valg, end at bjelpe o8 felv, faa fænge Gud vil hjelpe 08.” Derpaa 
opnævntes 12 Mand for at hente Kongefønnen ned til Fbinget. Han 
var juſt i Skolen ved Gyrifttirfen, fan at Vejen iffe var lang. De tolv 
traadte ind, og deres Formand fagde: „alle gamle Birfebeiner, Bymæns 
Dene, og De her famfede Bønder, fende eder, Kongeføn, Guds og fin Hil— 
fen; de fidde nu i Kongsgaarden og oppebie eder.” Haakon fulgte ftrar 
med Udfendingerne, fom fedede ham lige ben til Højfædet, bvor Farlen 
fad. Jarlen fagde at det ej gif an, uden videre at fætte ham i Højfæ- 
Det, Da Der var mange tilftede, fom flet iffe anfaa fig overbevifte om at 
ban virkelig var Kong Haafon Sterresføns Søn. Fil denne Udflugt 
fvarede Haafons Filhængere, at allerede den førfte Vinter, Da Drengen 
fom til Kong Inge, nærede eller ytrede denne ingen Thibl om at han var 
Kong Haafons Søn, vg modtog ham fom fin uomtviftelige Frænde; at 
Haafon Jarl gjorde det famme, og at baade ban og Kongen, faa fænge 
De fevede fagde noffom for Dagen i deres hele AdDfærd, at de betragtede 
barm fom deres retmæsfige Frænde; det Paafund, hvormed Skule Jarl nu 
fom, maatte faaledeg være oprundet af de Mends hemmelige Raad og gamle 
Fiendffab, fom vilde forfomme Kongeætten Å Morge, men fremdrage Ubee 
rettigede. Nu traadte ogſaa Kongefønnens Frænder og nærmefte Be- 
fjendte frem, og tilbede gladelig Gudsftirfler for ham, heller end at han 


- 
— 


Om Nitotaifirfen, der vel maa have været et Slags Kapell i Kongsgaar- 
den, fe ovenfor, IL. S. 610. Vi ville ogfaa i det følgende oftere fee den 
omtalt i nys nævnte Egenſkab. 


576 Tronen ledig efter Kong Jnge. 


ftufde mifte fin Fædrenearv. Tilbudet blev antaget, uden at Jarlen, fom 
Det fynes, vovede at fomme med nogen vderligere Jndvending, og Dermed 
fævedes Fhinget. Den nærmefte til at unvderfafte fig Gudsffirflen var 
Haafons Moder Inga, fom ufortevet begav fig til Peterskirken"), og 
begyndte Den før Prøven foreffrevne Fafte. Men imidlertid havde Farlen 
mange natlige Sammenfomfter med Ghorsbrødrene og De mod Kongeføn- 
nen fiendtlig ftemte Lendermænd, og da Dagen fom, da Jernet føulde bær 
reg, bar Det ingenfted8 at finde.  Nogle af Chorsbrødrene fagde endog 
reent ud, at De iffe torde lade Fernbyrden ſkee, førend Erøebiffoppen fom 
tilbage. Saaledes blev der for det førfte intet af Prøven, men Hird- 
ftjørerne og Birkebeinerne, fom nu faa, bvorledes alt gif til, fode fig ikke 
ved Modpartirt8 Chicaner afbolde fra at fætte Deres Vilje igjennem. 
De fendte Bud rundt om i bele Torøndelagen, og tilftevnede Øretbing 
med en Maaneds Varfel, og beffiffede endeel Mænd af deres egen Midte 
til at følge Kongefønnen Dag og Nat, et Segn paa, at de endog frygtede 
for at Skules Parti vilde firæbe ham efter Livet. Farlen maatte Derhos 
finde fig i at de faldte bam Kongs-Gwne, og lode ham hver Dag fidde 
ved hans Side i Højfædet, uden at bryde fig om, bvorledes han lifede 
det ?). 

Imidlertid var Gfterretningen om Inges Død og Sviften mellem de 
tvende Partier fommen til Bergen. Der havde Haafon en mægtig og Paa 
lidelig Ben i Dagfinn Bonde, der fandfynligviis endnu var Sysfelmand i 
Hørvdaland 3) og Dertil Lagmand i Gulathingslagen og fongelig Stale 
fare. Ligeledes vare Chorsbrødrene ved Chriſtkirken der ganffe pan hans 
Side, fandfynligvits formedelit den Jndflydelfe, fom Sverres gamle Hird— 
preft og Tilhenger Viftop Martin i faa mange Aar havde udøvet; Mar- 
tin var vel død Aaret forud *), men hans udvalgte Eftermand, Haavard, 
der fom Ghorsbroder i Bergen havde fraart under ham, traadte i Det 
mindfte nu i hans Fodfpor. Haavard, en Mand i den modnere Ulder, bøje 
agtet for fin ærbare Vandel, fin Lærdom og øvrige Dyder, var allerede 
ftrar efter Martins Død bleven udvalgt til hans Gjterfølger med Kon— 
gens, Gejftlighedens og hele Folkets eenftemmige Samtykke, men Erkebiſkop— 
pen havde iffe villet indvie ham, førend der var indløbet pavelig Dispene 


























1) Dette var den i Nidaros til Gudsjfirflerne beftemte Kirke, fe ovenfor 
IL. S. 1007. 

2) Haafon Haafonsføns Saga Cap. 14. 

3) Vi ville nemlig fee, hvorledes han i det følgende ved Giden af fin Lag- 
mandsbeftilling dog lige fuldt optræder fom en af Kongens fornemfte Høv: 
dinger. 

*) Sölandffe Unnaler ved 1216. 








1217. Forhandlinger om Kongevalg. DU" 


fation, da ban nemtig var Preſteſon, bviltet i Regelen, efter en af Pave Urban 
den 2den given Beftemmelje 1), ſkulde være til Hinder for Bekladelſen ar 
bvilfet fom belft gejſtligt Embede. Da Beftemmelfen, fom fornemmelig ftot- 
tede fig til de frrenge Coelibatslove fra Gregor den 7des Tid, felv udtryi- 
feig indrømmede Filladeligheden, ja Nødvendigheden af Undtagelfer, navn- 
fig for dem, Der vare fødte forend hine ftrenge Coelibatsbud udkom 2), og 
det er viſt nok, baade at disſe Coelibatsbud endnu iffe bavde vundet fuld= 
ftændig Anerfjendelfe i Norge, og at Preftefønners Udnævnelfe til gejſtlige 
Embeder der og paa Island faa byppigt fandt Sted, at Den endog næften 
børte til Dagens Orden, fynes det, fom om Erkebiſkop Gutborm ved at 
gjøre Vanſkeligheder med Haavards Fndvielfe bar lagt en unødig Rigoro— 
fitet for Dagen. Denne funde vel forklares Deraf, at Dan, fom Beqynder 
i Embedet, fatte en Forfængelighed 1 at vife en hidtil ufjendt Nidfjær- 
bed; men den Tanke ligger ogſaa nær, at ban bar VIDE noje Beſked 
om, til bvilfet politift Parti Haavard bheldede, og derfor, om han 
end iffe kunde hindre Indvielfen, Dog har føgt at forhale den far længe 
ban funde. Hvad nu hans Bevæggrund end bar været, faa fynes Det i 
det mindſte vimeligt, at denne, næften chikanoſe Ferd iffe bar bidraget lidet 
til Den fjendtlige Stemning, fom paa Denne Tid aabenbart berftede mel- 
fem det bergenffe og det throndhjemffe Domtapitel. For øvrigt var alle- 
vede den pavelige Sørivelfe udfærdiget og rimeligvits undervejå, fom vis- 
penferede Haavard fra Den ham paahvilende Plet og paalagde Gutborm 
at ordinere ham >). Ved Movdtagelfen af den oven nævnte Gjterretning om 
Kongens Død m. m. ſkreb Haavard, vimeligviis-efter Overlæg med Dagfinn, 

1) Concil. Melf. c. XIV, Coleti Conc. XII 782. Decreti Pars I, distinctio 56, 

e NIS 


2) Det var nemlig itte egentlig fordi de vare Preftefønner, men fordi de fom 
Gønner af Gejftlige, der ej maatte gifte fig, betragtedes fom Glegfredsføn- 
ner, at der bvilede en Plet paa den, fom ſtulde gjøre dem uværdige til 
Ordination. De, fom vare fødte før Koelibatsbudet, vare faaledes, naar. 
deres Forældre havde været gifte, at betragte fom legitime, og i denne Kate: 
gori befandt endnu viftnok Fleerheden af de norffe Preftefønner fig. 
Strivelfen, dateret Lateran, Ifte April 1217, er aftrytt i Dipl. Norv. I. 
No, 5. Da dette Brev paaberaaber fig en Beretning faavel fra Erkebi— 
føoppen fom fra Ghorsdrødrene i Bergen om Biffop Martins Død og Man- 
gelen paa dygtige Subjekter til Biffops-Embedet, er det Fart, at den eller 
de Skrivelſer, hvori Beretningen meddeeltes, allerede maa være afgaaet in: 
ben Udgangen af 1216. Skjønt man af Pavens Skrivelſe feer, at Guthorm 
felv havde anholdt om Dispenfation for Haavard, Eunne alligevel Udtrykkene 
noget ovenfor udlægges, fom om det iffe var ham, men andre, der havde 
gjort Paven opmerffom vaa Haavards ſtore JFortjenefter. Overalt bliver 
hans Ferd ligefuldt chikanss, om han end felv anholdt om Dispenfationen, 
thi der ſkede lige fuldt en unedvendig Forholdelfe af Indvielſen. 

und. — Det norffe Folts Hiftorie. II. 37 


— 


578 Tronen ledig efter Kong Inge. 


i fit og famtlige gejftlige og verdslige Gulatbingsmænds Navn følgende 
Brev til Thronderne. Vi Have fpurgt vor Herre$, Kong Inges, Fra- 
fald, der ffede fænge førend vi havde onſket det, om det havde ftaaet til 08. Li- 
geledes have vi hørt fige at der føal være nogen Uenighed om hvo der ſtal 
tages til Konge i den UAfdødes Sted. Det forefommer os dog Underligt, 
at faa forftandige Mænd, fom I ere, fulle være uenige om Hvad vi 
tvoede var flart fom den lyſe Dag for alle vg enhver; vi vide nemlig ikke 
nogen berettiget til at bære Kongenavn uden Haafon, Søn af Kong 
Haafon Sverresføn, thi hans Mt bar altid raadet for Norge, Mand ef- 
ter Mand. Nu give vi eder Derved tilfjende vor Vilje i Denne Sag, ikke 
at tjene nogen anden Konge end har, men at vove os felt og alt vort Gods 
for hans Skyld, og værge ham og Hans Fædrenerige. Hvem anden I 
tage til Konge, fulle vi være imod, baade Krigsmændene og De øvrige, 
der bygge og bo i Gulatbings Lag. Have I, Trønder, virkelig i Sinde 
at fremdrage Mænd, der ere eders Frænder og eller Foftbrødre, uden 
mindſte Frændjfad eller Herfomft fra Konger, og det faaledes bliver Slit 
og Brug at enhver bjelper fine Frænder og Fojtorødre fom han bedt 
fan, Da ville vi nof fnart faa fee mange Naskonger. Ellers troede vi, at 
om end andre funde være noget uenige om Kongevalget, vare dog JThron— 
der at lide paa, og fra denne Side haabe vi ogſaa at I fremdeles ville 
vife eder, hvad end Rygtet fan fige. For Reſten funne Dagfinn Bonde, 

Roar Kongsfrænde og de øvrige, med bvilfe Dette Brev fendes, mere ud- 

førligt mundtligen melde eder vor Vilje i denne Sag". Brevet overbrag- 

te, fom man beraf frer, af Dagfinn felv, der tilligemed Roar Kongsfrænde 

og flere andre Mænd begave fig til Throndhjem. Der blev i den Unled- 

ning blæft til Hirdftevne, og Dagfinn lod her Brevet oplæfe. Da man 
var færdig Dermed, ſtod han op og holdt et langt Foredrag, der gik ud 
paa Det famme, og fom fluttede med disſe Ord: ,hvis ikke Haakon frar 
bliver tagen til Konge ber i Throndhjem, ville vi Birkebeiner følge han 
fyd til Bergen; dette USrende have famtlige Gulathingsmænd pualagt os.“ 
Hans Tale modtoges af VBirfebeinerne med Iydelige Bifaldsraab, og de 
fagde at Dette ſtulde have Fremgang, til Trods for enhver Modfigelfe. 
Med dette Løfte vendte Dagfinn tilbage '). Ikke længe efter fom den til 
Orethinget beftemte Dag, og man havde draget Omforg for, Lvad der og 
ftede, at en flor Mængde Bønder fra alle Hereder i Fyrøndelagen inde 
fandt fig. Gjter gammel Skik blev der blæft til Fhingfamling ude pan 
Øren, og da inget var fat, fendtes der Bud op til Chriſtkirlen med 









1) Xt Dagfinn ſtrar vendte tilbage til Bergen og ikke oppebiede at vejfe I 
Følge med Kongen ſtrax efter Ørethinget, fan Nuttes af hvad der nedenfor 
derettes. 














1217. Haakon Haafonsfen hyldet til Konge paa Øretbhing. 579 


Anmodning til Chorsbrodrene om at de efter Sædtane ved flig Højtidelighed 
vilde lade St. Olafs Skrin bære hen paa Thinget, for at Kongen paa vette 
funde aflægge den bøjtidelige Ed til Foltet u). Men da Sendebudene tom 
til Kivfen, fandt de den å Laas, og Klofferne gave dem den Beſked, at 
Chorsbrodrene førengeligen havde forbudt at bære Skrinet ud, under Bang 
Straf for den, der brød Kirfen op eller fod det udbære. Da dette blev 
meldt paa Thinget, fod man fig iffe derved bringe i Forlegenhed, men man 
gav lige fuldt Haafon Kongenavn, og Forønderne tildømte ban Land og 
Thegner, og tilfagde ham deres Lydighed og Thegnſkyldighed lige faa fuldt 
og faft fom om ban og de gjenfidigt Have aflagt binanden Ed. Den 
Bonde, der ved denne Lejlighed paa fine Medborgeres Begne qav ham Kon- 
genavn, bed Skervald, og var fra Gaulvdalen; det ev ikke ufandfynligt at 
ban var den famme, fom ogfan gav bang Fader Kongenavn for 15 Aar 
tilbage, men fom Sagaen paa det Sted kalder Stervard. Dagen efter 
blev der blært til Hirdftevne, bvor alle Hirdens Medlemmer fvore Ven nye 
Konge og Skule Jarl Iroffabsed, hver med den Titel, de havde haft un- 
der Kong Jnge. Dette, i Forening med de Ord, der ſtrax nedenfor [æg* 
ges Haafon i Munden, foruden andre Omjtændigheder, vifer at Stule for 
det førfte bar holdt gode Miner, og fundet fig i at indgaa en Overreng- 
fomjt, bvorved han indtraadte omtrent i famme Forhold til Haakon, fom 
Haafon Jarl i 1204 til hans Broder Inge, eller endog, paa Grund af 
Haakons ſtorre Ungdom, fom hans Formynvder. Hans og bans Filbæn- 
geres aabenbare Oppofition fynes virkelig for vet førfte ganffe at være for- 
ftummet. De have fandfynligviis erfjendt at det vilde være forgjæves, ja 
endog farligt for dem felv, at ville ftemme fig imod den Enthufiasmens rivende 
Strøm, der nu med uftandfelig Fart førte Haafon til Magt og Hader 2). 


92. Kong Haakon hyldet i Bergen, efter nye Ubehageligheder med Jarlen og 
hans Filhængere. 


Strar efter Hyldingen begave den unge Konge og Skule Jarl fig til 
Bergen. De vare begge tilfammen paa eet Skib, en Omftændighed, ver i 
bøj Grad beftyrfer den vvenfor fremfatte Mening, at Skule nu betrags 
tedes fom hans Varge eller Formynder. Foruden dette Skib, en Tyve— 
ſesſe, havde de to andre i Selge med fig, nemlig Gjefte-Studen, der ftyre- 
des af en Eiliv Kapellan, og en tvedie, en Uttenfesje, der ſtyredes af Aas— 
ulf, faldet Jarlsfrænde, em Søn af Jarlens Syſkendebarn FIhorbjørg 


1) Eden ſtulde nemlig, fom betjendt, aflægges paa ,hellige Domme," eller Ne: 
likvier, jo mere anfeede jo bedre. 


*) Haakon Haakonsføns Saga, Gap. 12—17. 





5 fs 


V 


580 Haafon Haafonsføn. 


Aasulfsdatter, der efter fin førfte Mand Erik Gryvels Død havde eytet 
Roar Kongsfrænde 1). Da Sfibene fagde ud fra Byen, var Jarlen endnu 
tilbage, og Deels for at oppebie ban, deels fordi det var næften ganffe 
fille, fagde De ind til Hattehamren. Aasulf fom førft, og havde allerede 
taget fig Leje, Da Giltv og Gjefterne, fom fom bagefter, vilde trænge bam 
til Side. Da ban og dans talrige Befætning ej vilde finde fig heri, ops 
ftod der et Slagsmaal, forft med Aarer og Forker, fiden med VBaaben; 
da Konqeffibet fom til, havde man allerede paa begge Skibe, der faa jevn- 
fides, Draget Sverdene og vilde til at hugge løs paa binanden. Men den 
unge Haafon gav her et merfeligt Bevis paa fin Forftand og Nandsnær- 
værelfe, Det ban firar bed Den, Der ffod ved Noret paa dans Skib, at 
ftore fige imellem de to andre, og Dem, Der fad ved Marerne, at ro af al 
Magt. Derved lvffedes det ham at faa filet fit Skib ind mellem Vem, 
faa af De ej længer funde naa over til binanden og gjøre binanden Skade. 
Det var paa bøj Tid, thi flere vare allerede faarede. Siden faldte han 
begge Parter i Land, og fil dem forligte. I det famme fom Jarlen fra 
Byen, og De fejlede nu videre. De fil qod Vind, faa at de havde en fnar 
Neife, og fom til Bergen en Aften, men lagde for det førfte ind til He 
granes *). Om Morgenen i Dagbrætningen fom Dagfinn Bonde fra Byen 
og meldte, at Den udvalgte Biffop af Chorsbrodrene havde faaet et Brev 
fra Ghorsbrødrene i Nidaros, bvort disfe forbøde dem at vde Haafon no- 
gen Hvldeft. De felv vide, fagde ban, alt for gjerne vife Kongen den Ly- 
)) Dette Slægtffab findes angivet i Fagrffinna Gap. 214, faavel fom hos 
Snorre, Harald Haardraades Saga Gay. 103. Guthorm paa Rein, heder 
bet, var førft gift med Eldrid, Hallfell Huuks Syſter, dernæft med en Berg: 
fjot, tilfidfi med Sigrid Fhortellsdatter (fe Slægttavlen til foregaaende Bd. 
No. 5); med Bergljot havde han Sønnen Aasulf (fe ovenfor GS. 4, dy 
med Sigrid Sønnen Baard. Uasulfs Datter var Thorbjorg, der forft var 
gift med Erik Gryvel, og havde med ham Sønnen Aasulf, fiden var hun 


aift med Roar Kongsfrænde. Men i Udg. af Heimskringla fraar urigtigt 
„Reidar“ Kongsfrænde. 

2) Da Untomfien til Bergen ſtede faa tidligt, at man med tilberligt Varfel 
(fandfynligvits ogfaa her, fom i SHrondhjem med Maaneds VBarfel), Funde 
indkalde Gulathingsmændene til Hyldingsthing den Sde Juli, maa man vel 
fætte den til omfring Sde Juni, og henfore Ufrejfem fra Nidaros til de før- 
fe Dage af Junt Maaned, Hyldingen i Nidaros, der foregit firar før, men 
tillige over en Maaned efter Kong Inges Død, den 23 Upril (fe. ovenfor) 
maa altjaa have fundet Sted aller fidft i Mai. Da flig Hylding fædvanlig 
plejede at føre, og i de fenere Love udtrykfelig paabødes at ſtulle føre enten 
en ſtor Feftdag eller en Søndag, og ingen merkelig ſtorre Feſtdag findes 
fidft i Mai, er det fandfynligft at henføre den til Søndagen den 28de, eller 
St. Germant Dag. Det var netop en Maaned og fem Dage efter Inges 
Ded, og en Maaned og 12 Dage for Hyldingsthinget i Bergen; vegnes 4 
Dage af disfe 12 til Rejfen, bliver Jiden til Jndfaldelfen ber omtrent den 
jamme. p 





1217. Forhandlinger om Hyldingen i Bergen. 581 


digbed, der tilkom Ham, vg al den Haver, de kunde, men De frygtede Er— 
febiftoppens og hans Ghorsbrødres Brede, og vare Derfor ilde ſtedte. Jar- 
fem vtrede iffe fort hertil, men fagde fun at det havde lidet at betyde, 
hvad de faa gjorde. Dagfinn fagde: ,pvis De fare frem paa famme Viis 
ber, fom de beayndte å Shvondbhjem, vil det iffe vare længe forend Kon- 
gens Unfeelje er aldeles tilintetgjort.” Da fagde Kongen: far du ind til 
Byen, Dagfinn Bonde, vg hils Chorsbrodrene fra mig, at jeg venter mig 
mere Godt af Dem, end af nogen anden i Landet; men bandle de anderledes, 
flat det iffe vare Længe førend de faa at føle, om jeg ev tilfreds dermed eller 
ej.“ Dagfinn roede nu tilbage til Byen, og berettede Chorsbrødrene ſaa— 
vel Kongens, fom Jarlens Svar.  Ghorsbrødrene toge firar Deres Parti, 
og føde bilfe Kongen, at de gjerne vilde vife ham al Den Hader de funde, 
og ej agtede at tilfjøbe fig Erkebiſkoppens og De throndhjemſke & horsbrø- 
dres Venſkab med Opofrelfe af Kongens. Han roede derfor ind til Byen, 
Hvor der nu blev vinget talle Kirker, medens Geiftligheden modtog ham 
i en hojtidelig Procesfion.  Derpaa ftevnedes alle Lendermænd og Hivd- 
ſtjorer i Gulatbingslagen, faavel fom tillige opnævnte Mænd fra Herederne, 
til at møde i Bergen Seljemannavaafe, den Sde Juli. 

Imidlertid opholdt baade Kongen vg Jarlen fig i Byen. Denne 
fidfte havde det nu meget travlt; idelig var han i Raadſlagning med fine 
Mænd, blandt Hvilfe, foruden Gregorius Jonsføn, ogſaa em anden Erling 
af en gammel og mægtig Slægt nævnes, nemlig Paal Flida, Søn 
af den nys afdøde Nikolas Kuvung, og Derfor nu felv Hoved for Gijte- 
AEtten faavel fom Lendermand 1). Han fendte Breve til alle Kanter, baade 
nord og ſyd i Landet, ja endog til Sverige; ligeledes fendte han Mænd vg vi- 
mefiqviis ogfan Breve øfter til Kong Philip, for, fom det udtryffeligt angi- 
ves, at ſtifte Venffab og Forbund med ham. - Kun faa af disſe Breve 
blebe forevifte Kongen, og de flefte vare uvidende om Deres Jndholv. 
Kongen felv, fortælles Der, var endnu faa ung at ban ffjøttede mere om 
Leg og Morffab end Statsjager. Man funde Dog næften være friftet til 
at antage, at denne tilfyneladende Ligegyldighed mere fom deraf, at den 
fremfor fine Aar forffandige men derhos retffafne og findige Haafon nu 
engang efter modent Overlæg havde forefat fig at vife Jarlen Tillid faa 
fænge det paa nogen Maade funde ffee, for ej ved nogen fom belft Handling, 
der vøbede Mistæntkelighed, at give ham og bans Venner Paaféud til 





1) Paal JFlida nævnes aller førft fom Dreng 1181, fe ovenfor S. 122. Hans 
Fader Nifolas Kuvungs Ded henføres i de islandffe Unnaler til 1217. 
Paal Flidas Søn, Peter Paalsſon i Giffe, nævnes allerede fom Lendermand 
i 1221, døg levede hans Fader endnu i 1223, og maaſtee længer, frjønt han 
efter dette Aar ej mere omtales. 


582: Haakon Haakonsføn. 


aabenbart Brud, faa at Unfvaret for det førfte Stridt hertil, om noget 
faadant føede, maatte hvile paa Jarlen, iffe paa ham. Thi da hans VBen- 
ner foreftillede bam det befynderlige i Jarlens Færd, fornemmelig i at 
føge Venffab paa den Kant hvorfra man bidtil ftedfe Havde mødt- 
Fiendffab, fvarede ban fun: „Jarlen ev faa forftandig en Mand, at han 
nof forftaar at vælge fine Benner; jeg Fan iffe anfee det faa farligt for 
mig, om han bar mange Venner, thi han fan dog lige fuldt holde den imel— 
fem og fluttede Overeensfomft, og jeg vil i alle Fald itfe være den førfte 
til at bryde den.“ Alligevel blev ban Dog ſtrax efter nødt til at ffride ind 
paa en alvorligere Maade, end han fra forſt af bavde forefat fig, thi Skule 
drev fin anmasfende og mistæntkelige Ferd alt for vidt. Han lod nemlig ogfaa 
ftrive et Brev til Jon Jarl paa Orfnøerne, og fætte Kongens JIndfegl 
før, uden at Kongen felv vidfte Vet mindfte om hvad der ſtod i Brevet. 
Han affendte Det med en af Gjefterne, ved Navn Joſtein Shamb. Men 
da Skibet, paa bhvilfet denne ffulde drage over, var kommet til Herdlever 
og ſkulde ftiffe ud til Havs, fom de øvrige Skibsfaller under Vejr mev, 
at Joftein bavde et faadant Brev hos fig, og da de fandt dette betænkeligt, 
fendte de Bud ind til Byen, og anmeldte Sagen for Kongens fornemjte 
Raadgivere, Dagfinn Bonde og Preften Ivar Bodde. Disſe gik firar hen 
til Kongen, og fpurgte om han vidfte noget om dette Brev. Da Kongen 
benegtede det, ſagde Ivar, at han dog ikke burde lade Breve under fit 
Indſegl afgaa til andre Lande, uden at have fret dem, og Kongen, fom 
fandt Dette i fin Orden, fendte ſtrax Folt ud til Herdlever, hvor Skibet 
imidlertid havde lagt bi, for at vente Brevet tilbage. Men arlen fit 
Nys berom, og fendte nu over Hals og Hoved Folt affted i en anden 
Baad med den Befaling at føge at komme de fongelige Sendebud i For- 
fjøbet, og faa Brevet fat forinden hine fom til: en Befaling, der unegte- 
lig fynes hojſt fordægtig, vg vidner om at Brevets Indhold maa have 
været af meget tvivlfom Natur. Det lykkedes virkelig Jarlens Mænd at 
fomme førud for Kongens, og faa Brevet tilbage, og Jarlen greb nu, 
bvad Kongen ganfée rigtig fynes at have forudfeet, Den Udvej at fpille den 
utilbørlig mistænfte og fornærmede Dyds Rolle. Han lod ſtrax blæfe 
til Hirdftevne, og klagede her færdeles meget over Ivar Bodde, Dagfinn, | 
vg Kongens øvrige Raadgivere, at de føgte at fætte Splid mellem Kongen 
og Jarlen, og gjøre Denne mistænkt for ham. Gregorius FJonsføn, Jare 
fens Frænde og endnu iffe Kongen fynderligt hengiven, ftod ftrar op, og 
talte med megen Heftighed mod Ivar Bodde. „Jeg var," fagde han, „til— 
ftede ved NRaadflagningerne mellem de Mænd, der aller førft fvore Kong 
Haafon og Jarlen Sroffabsed, og vi troede at alt ſkulde udgjøre ligefom ert 
men nu vil en Prejt fomme her og forfpilde Enigheden mellem os Birkebeiner; 
det ffal dog iffe befomme ham vel, lader os derfor tage ham og refſe han, 












1217. Ubehageligheder mellem Kongen og Jarlen. 583 


alle andre til Afſkræekkelſe.“ Ved disfe Ord fprang en heelt Deel af Jar: 
feng Frænder og Benner op, og fagde at de flulde vive Preften levende i 
Stykker. -Jvar vilde felv ytre nogle Ord, og bad om Stilhed, men for- 
gjæves, og Bevægelfevne mod Jvar bleve faa truende, at Kongens Venner 
maatte fille fig foran ham for at beffytte bam, faa at ban ej fom til 
Stade: Under den Larm og Sumult, fom ni herffede i Hallen, ſtod Kon- 
gen felv op, og fagde: ,end fan jeg ikke ftort med at holde Jaler, men 
det vil jeg dog bede eder om, at I høre paa, bvad min Fofterfader *). 
Ivar Bodde har at fige, faa funne I jo bagefter fvare ham fom I finde 
før godt." Flere af Kongens Benner 2) fagde, at faaledes ſkulde det være, og 
omfider Iyffedes det at berolige Gemytterne nogenleded, faa at der blev til- 
ftræffelig Stilbed, og Ivar funde fomme til Orde. Han talte da faale- 
des: , De gamle Birfebeiner ev det noffom bekjendt, at jeg fom til Kong 
Sverre VBaaren famme Aar, Slaget paa Strindføen ftod. Han vifte mig 
megen Benlighed, fan fænge ban levede, og jeg tjente ham ſaaledes, at jeg 
omſider blev indviet i de flefte af hans hemmelige Anliggender. Om han 
endøg bavde fine hojeſte Naadgivere hos fig, blev jeg Dog iffe udeluft der- 
fra, og faaledes havde han iffe baaret fig av, bvis ban havde lært mig 
at fjende fom en Bedrager eller uvetffaffen Mand. Den famme Fortro- 
fighed vifte bans Søn Kong Haafon mig, faavel fom Kong Guthorm, og 
da Kong Inge og Haakon Jarl fom til Roret, var dDet faa langt fra, ot 
de unddrøge mig denne Fillid, at de endoy udſtrakte den videre, idet de 
nemlig ofte brugte mig til at forfatte Breve; bvilfet egentlig var mig min- 
dre end behageligt, Da jeg altid maatte fvæve i Frygt for, at mine Uven- 
ner derved kunde finde et eller andet Paaſkud til at bringe mig I Fare, 
faafom jeg Da, iffe mindre end nu, havde Avindsmænd nof, der gjerne gad 
ftyrte mig. — Jeg féyder nu alle ber nærværende Mænd til Vidne, om 
man nogenfinde lige til Dette Øjeblik har funnet figte mig for nogen Falft- 
bed eller Svig mod min Høvding. Men jeg veed meget godt; hvorfor 
man nu føger Sag med miq. Denne vor unge Konge er endnu et Barn, 
og trænger til gode Raadgivere og paalidelige Ledfagere, thi de Folt fidde ham 
alt før nær, fom gjerne gad fjerne fra ham alle hans troe og hulde Venner, 
før fiden at have frie Hænder til at vrdne hans Unliggender efter eget 





1) Ni fee af dette Sted, at Ivar Bodde har haft med Haafons Opdragelfe at 
beftille; fandfynligvits har han været hans Lærer, naar han itte opholdt fig 
ved Stolen i Nidaros. Da Ivar nedenfor oplyfer, at Kong Inge vg Han: 
Eon brugte ham til at Foncipere Breve, maa han altfaa have været et 
Slags Kantfler, i det mindfte var dette en Deel af Kantflerens Forretnin- 
ger; maaffee han og virkelig bar været Storfeglbevarer. I alle Fald maa 
ban have været Hirdpreft. 

2 I Flatebogen ftaar Roar Kongsfrænde”, hvilket neppe Fan være rigtigt, da 
han umiddelbart fra Throndhiem maa være affejlet paa fit Korstog, fe nedenfor 





— — 




















584 Haakon Haakonsføn. 


Iytfe Min Brode bejtaar å, at jeg bad Kongen fee paa et Bret, der 
i bans Navn og under hans Indſegl fendies til et andet Land, og bvis 
denne Brøde ev ſaa ftor, at jeg, fom Du, Grrqorius Jonsfon, og du, Paal 
Flida, figer, fortjener at rives levende iſtykker, flal Der ikke vftere blive 
Spørgsmaal berom, ti jeg ſkal heller forlade Kongens Gaard, faa at det 
iffe tidere ffal hede at det er mig, Der forfpilder Enigheden mellem Kon- 
gen og Jarlen. Gud give fun, at alene De bleve tilbage, der eve dem begge 
hulde og troe, vg raadede til at enhver af dem faar den Mre, ham tiles 
fommer.” Saalede3 endte Vette Møde, til de fongeligfindedes Sorg, men til 
Modpartiets Triumf, Dermed at en af Kongens trovfte og dygtigſte Mænd 
forfod bans Fjenefte. Vi finde ham vel fiden atter blandt Kongens for- 
nemfte Naadgivere, men forſt efter at Haafon var bleven myndig, og før 
den Tid er han faaledes neppe fommen tilbage til ham. 

Endelig nærmede Fbingdagen fig, og efterhaanden indtraf Lendermæn- 
dene, Hirdftjorerne og De ovrige indfadte Mænd af Gulathingslagen.  Da- 
gen for FIbinget havde Kongen og Jarlen med deres Raadgivere paa begge 
Sider en Sammenfomit, for at flutte en endelig Aftale om deres indbyr- 
des Forhold og gjenfidige Rettigheder. Kongens Raadgivere vilde, at Jar» 
fen ubetinget ſtulde fværge Kongen Troſkabsed efter gammel Sædbane;z 
Jarlen derimod erflærede at ban ej vilde indlade fig derpaa, uden at det 
førft bar afgjort hvad han ffulde bave. Den førfte Fordring, ban fremfatte, 
fød paa iffe ringere end Halvdelen af hele Riget, faavel det rgentlige Norge, 
føm GStatlandene. Kongens Naadgivere bøde Vrediedelen af Morge, men 
mtet af Skatlandene; bertil fvarede Gregorius Jonsſon og Paal Flida, 
at det mindſte, bvormed Farlen funde lade fig nøje, var Trediedelen, fna- 
vel af Det egentlige Norge, fom af Slatlandene; fit han iffe dette, fagde 
de, vilde han firar begive fig bort med hele fin Styrke, og føge hen til 
dem, der nok lode ham faa bvad ban ønffede. Dette var næften ligefrem 
at teue med, at ban vilde gjøre fælles Sag med Philip, og faaledes vifte 
det fig, ar de Dog havde Net, det advarede Kongen for hans Brevfkrivnine 
ger til alle Kanter og bans Underhandlinger med Baglerne. Kongens Raad 
givere indfaa, at det vilde blive ham en farlig Sag, hvis Skule Jarl og 
Philip under de nærværende Omftændigbeder forenede fig imod ban, 
thi Skule bavde felv et fort Parti, og Baglerne fad meget mandfterke å 
Viken og paa Oplandene. De maatte derfor, faa nødig de vilde, give 
Kongen det Maad at gaa nd paa Den af Gregorius og Paal opftilede 
Fordring, og faaledes aftaltes det at Skule Jarl ffulde have en Tredie— | 
veel af Morge og Statlandene. Dette er, fom det baade ligger Å Ordene 
felv og af det efterfølgende ſees, ikke fanleded at forftan, fom om Skule, 
fit en færffilt Srediedeel af Riget, — thi man kunde jo f. Er. ikke berøve 
Jarlen paa Ovtnøerne nogen Deel af hans Len til Bedſte for Skule — 








1217, Kong Haakon hyldes i Bergen. 585 


men fun faaledes, at han fit Nettigbed til at oppebære Trediedelen ar alle 
fongelige Jndtægter, og faaledes ogſaa til at indfætte egne Sysſelmend. 
Derimod unde der nof være Spørgsmaal, om ikke denne „Trediedeel“ 
ftulde regnes efter bele Riget, nemlig faaledes at Baglernes Deel betrag- 
tedes fom den ene Frediedeel, hvorved Skule i Virkeligheden fik Halvde- 
len af de Kongen tilfommende RMettigheder. Det kunde indvendes, at den 
af Stule felv opftillede Fordring paa Halvdelen af Niget, (der Va ogſaa 
maatte regnes efter det hele) i faa Fald vilde blive alt for ublu, idet han 
Derved vilde fan tre Gange Jaa meget fom Kongen; men da Skule, fom 
man feer, egentlig anfaa fig berettiget til hele Niget, og aldrig ophørte at 
tragte derefter, bliver felv den ubluefte Fordring fra bans Side ikke ufand- 
fynlig. Han havde allerede givet et andet VBeviis paa, hvor vidt hans 
Anmasſelſe funde gaa, idet han fom Kong Inges Arving bavde tilegnet 
fig vj alene dennes virfelige Fædrenegods, men vgfan alt det Løsøre, fom 
Inge havde taget i Befiddelfe efter Kong Haafon Sverresføn, og fom 
vgentlig tilhørte Kronen, faa at Haafon Haafonsføn, va han blev Konge, 
bogitavelig itte fif mere af fin Fædrenearv end en Sylgje og en Guld-Finger- 
ring *). Alt vifer faaledes, at Skule fra forſt af har været beftemt paa, aldeles 
ikke at erfjende Haafon endog fom Kongeføn, end fige fom Ironavving. 
Dagen efter blev der blæft til Thing paa det fædvanlige Sted, Chriſt— 
fivfegaarden, ftrar nordenfor Kirfen. St. Sunnivas Skriin faavel fom 
mange andre Helligdomme bleve bragte derned. Da Thinget var fat, ſtod 
Sigurd af Onarheim *) op og hilfede i en fager Tale Kongen og Jarlen 
paa alle Gulathingsmændenes Begne. Derpaa talte Dagfinn Bonde, vg 
fagde blandt andet, at føjønt man i Throndhjem havde laſt St. Olafs 
Skriin inde, var Dette Dog iffe fleet med Bøndernes Raad eller Vilje. 
Men vi Gulathingsmænd," faaledes fluttede han fin ale,  ffulle nu gla 
Deligen vije Kong Haafon al den Hæder, der ftaar i vor Magt, baade 
Lærde og Ulærde." Nu ſtod Bonden Steingrim Stryll 3) op, en vii og 


1) Dette figes udtrytkeligt i Haafon Haatonsfjøns Saga Gap. 22 Ut den her 
omtalte Sylgje ffulde have tilhørt Uftvid, hans Farmoder, og at den ſtulde 
være den famme, fom fiden er bleven funden ved Largs i Gotland, hvilket 
ev antaget i AXnnaler for nord. Oldf. og Hiftorie 1846 GS. 323, er lidet 
rimeligt. Det fandfynligfte er, at disfe Klenodier i fin Iid have været ſtjen— 
tede af Haafon Sverresføn til Inga, Kong Haakons Moder. 

?) Af Haakon Haafonsføns Saga Gap. 86, hvor Sigurd nævnes blandt nogle 
af Kongens Naadgivere, fom ellers alle vare gejftlige, ſtulde man næften 
formode, at ogfaa han har været Preſt; fandfynligviis var han da Preft til 
Onarheim paa Jysnesøen. 

3) Hvis ifte denne Steingrims Filnavn i Sagaen føreves stryllr, fulde man 
funne antage at Navnet egentlig var Strills d. e. en GStriil, Beboer af 
Hordalands Kyſt-Egne. 


586 Haaon Haafonsjen, 


veltalende Mand, og gav Haafon Kongenavn under ſtore Bifoldsraab. 
Derpaa aflagde Kongen den fædvanlige Ed paa at ville overholde Lov 
og Landfens Met. Men Jarlen, der var ude om fig paa alle Kanter, 
bavde benyttet fig af fin Stilling fom Kongens Formynder til at ordne faavel 
hans fom fin egen Gdsformular paa den for ham felv fordeelagtigfte Maade. 
Kongen lovede udtrykkelig 1 fin ED, at ville bodde den Overeenskomft, 
ban havde fluttet med Jarlen, og Jarlen fvor at ban ſtkulde overholde ev 
og Net mod Landets Folk, og være Kong Haafon huld og tro, faa fænge 
føm denne holdt den mellem dem fluttede Dvereenskomft. Da Kongen vg 
Jarlen havde aflagt disfe Eder, fvore Lendermændene Gregorius Jonsſon, 
Paal Flida, Brynjulf Knutsføn, Gaut Jonsſen vg Arne Sturla Tro— 
ffabsed til Kongen, Derpaa Htrdmændene, Gjefterne og endelig de menige 
Bønder, bvorefter TYinget hævedes '). Af de nys nævnte Lendermænd 
hørte Gregorius, fom Hoved for Blindheim-AGtten og Paal, fom Hoved 
for Gifte-AEtten, til Søndmere; Gaut Jonsſon, Hvis Hovedfæde var Mel 
i Kvinnhered, til Søndhordeland. - Da ban ſandſynligviis var en yngre 
Broder af Baglerhøvdingen Arnbjorn Jonsſon, afgiver ban lige faavel føm 
Gregorius Jonsjøn et Bevis paa, hvorledes Partitviften greb forftyrrende 
ind endog i De nærmefte Familieforhold *). 


93. Kong Philips Død. Forelobigt Forlig med Baglerne. Kong Haafon 
hyldet i Viken. 


Kort efter Thinget fom der Sendebud fra Kong Pbilip i Viken med 
Brev til Skule Jarl, bvori Poilip forlangte Halvparten af Morge, faa- 
tedes at Stule ſkulde befidde den anden Halvpart: i modfat Fald trudde 
fan med at begynde Krigen paany. Kongen blev iffe engang nætrnt t dette 
Brev. Denne Fordring fom neppe Skule Jarl uventet; den var maaftee 
endog fremfat efter utrykkeligt Overlæg mellem han og Pbilip, for atind- 
juge Haafons Iilhængere Skrak. Idet mindfte hed det, at flere Breve og 
Budffaber havde afganet øftover, end de, Hvorom Der tidligere havde været 
Tale. Philips Srufel fom imidlertid nu for feent, fiden Jarlen allerede havde 


1) Haafon Haakonsføns Saga, Gap. 18—24. 


2) Urnbjørn Jonsføn var, fom ovenfor omtalt, en Gønneføn af Gaut paa 
ACnes (dette, ikke Aurnes, er Læfemaaden i Flatøbogen, der naæften overalt 
har de rigtigfte Mavnformer); da nu Ænes i GSøndhordeland ligger ganſte 
nær ved, eller endog hører til Kvinnherred, er det en næften til VBished 
grændfende Sandiynlighed, at hiin Gaut paa Xnes ogfaa ejede Mel, og var 
Gaut Jonsføns Farfader, efter hvem han var opfaldt. Man feer af Diplo- 
mer at AEtten havde meget andet Odelsqods paa denne Kant, nemlig Hau- 
galand paa Framnes, Nesheim i Hardanger, Hatteberg ved Mel 0. f. v. 











I 








1217. Kong Philips Dev. 587 


maattet fværge Kongen Troſkabsed, og han funde nu iffe andet end, efter 
Overlæq med Hirdftjørerne, give Sendebudene et Brev hvori han fore 
flog Poilip at lade Sagen afgjøre paa et almindeligt Rigsmode næfte 
Sommer, Yvor alle Biftoperne og De forftandigfte Mænd i Landet ffulde 
fomme fammen, men tilbød ham indtil Da, altfaa i et Aars Tid, at be- 
polde den Deel af Landet, fom ban bidtil havde befiddet. VBaglerne forte 
imidlertid det fore Ord; Sigurd Kongsfrænde, Birfebeinernes Sysfelmand 
i Bifen, Havde allerede denne Sommer tiltraadt fit Korstog, og de i Vi— 
fen tilbageblevne Birfebeiner-Høvdinger, Lodin Paalsføn, Hallvard bratte, 
Baard Brimfteen, og Karl Svange, truedes næften Hver Dag af Baglerne 
paa Livet, faa at de ſtedſe frævede iden ftørfte Uro. Sandſynligviis vare 
Bagferne dobbelt hadffe mod Lodin og Hallvard, fordi Visfe felv engang 
bavde været Baglerhøvdinger. Men allerede forend Philips Sendebud vare 
fomne tilbage med hiint Star fra Jarlen, blev han farligt fyg i Tuns— 
berg. Han vilde, ſom det fynes, fade fig bringe ind til Oslo, men fom ikke 
fænger end til Lovø, hvor han efter et fort Sygeleje afgit ved Døden. 
(Juli 1217 9). Baglerne føgte i Forftningen at føjule bars Død, men 
Lodin Paalsføn fit Nys derom, og fendte i flyvende Haft en vis Gunnar 
Banemand affted paa en Skude til Bergen med Brev derom til Kongen og 
Jarlen. Brevet indeholdt føruden denne Efterretning ogfaa den indftæn- 
dDige Anmodning fra de Birfebeiner, fom vare i Viten, til Kongen og Jar- 
fen, at de ufortøvet maatte fomme derhen, Da Baglerne allerede faa fig om 
efter en ny Konge, og havde fendt Bud til Danmark efter Erling Stein- 
vegge Søn Sigurd, fom de havde børt føulde opholde fig der, hvorimod 
Der var Haab om at alle disſe Forſog vilde gaa overfor, og at Baglernes 
Flok ganffe vilde opløfe fig, hvis de fom ret fnart. Gunnar flyndte fig 
faa fterft, at ban iffe var mere end tre Dage om den bele Nejſe fra Ran- 
rife til Bergen. — Kongen og Jarlen betænkte ſig iffe et Djeblif paa at 
efterfomme YAnmodningen, og føde fine Stibe udeufte faa burtigt ſkee Funde. 
De ſejlede affted ſtrax efter Mariemesſe fyrre (15de Auguft) med en Flaade 
af 40 for det mefte tore Skibe; Jarlen og Kongen vare fremdeles paa eet 
Skib fammen, dette Skib var ven oftere omtalte Ognarbranden. De fit 
god Bør, og fom derfor endnu i betimelig Tid til Vifen. VBaglernes for» 
nemfte Overhoveder, Andres Simonsjøn, Kong Philips Broder, Ragnvald 


Hallkellsſon, Arnbjørn Fonsføn o. fl. fra allerede øjtenfor Fjorden *), fand- 





1) Dagen før Philips Død angives ingenſteds, men da det heder at Sendebudenc 
fra ham til Bergen ankom firar efter Seljemannamesfe, 8de Juli, og at han 
dede førend de vare komne tilbage, maa hans Død være indtruffen i Juli 
Maaned. 

*) Ut de laa øftenfor Fjorden, figes udtryfteligt De have derfor fandfynlig: 
viis ligget i eller ved Svinefund. 


588 Haakon Haatonsjøn, 


fynligvits for at være vede til, ved førfte Bint at bryde ind paa Birkebei- 
nerne; fun Biſkop Nifola8 og nogle andre Høvdinger faa paa Veſtſiden, 
nemlig i Luefund fvar føndenfor Tunsberg )). Men da Kongen og Jar— 
fen fom med deres fore Flaade, og ftevnede nd ad FJunsbergfjorden, floge 
Baglerne for det førfte alle Krigstanfer af Hovedet. Den, fom ber gjorde 
det førfte Skridt til en fredelig Nærmelfje, var ingen anden end Biftop 
Nitolas, der ftrar Drug de fommende imøde vg traf Dem ved Nosfenes, 
ftrar udenfør Sunsberg. Hvad Nikolas afhandlede med Kongen og Jarlen, 
ſiges iffe udtryffeligt men at der foreløbig er blevet talt om mindelig Ober— 
eenskomſt, ſees Deraf, at Der indtil videre fattes Grid mellem Birkebeinerne 
og Baglerne, og at De oven nævnte VBaglerbøvdinger fom øjtenfra for at 
bolde Møde med bine. De lagde deres Stibe ved Gunnarsbø, og gik derfra 
til Vunsberg, hvor Sammenfomften ffede i Mariefirfen, (Byens nuværende 
Kirfe) og Hvor der blev forhandlet mangt og meget mellem begge Parter. Kon- 
gen og Jarlen tilbøde Baglernes Hevdinger at gaa dem til Haande, imod at be 
holde De Titler og VBærdigheder, fom de hidtil bavde haft.  Baglerne, fom 
endnu iffe vet fjendte Kongen, men fom dDerimod maatte have Skule Jarls 
Tilnarmelſer 1 frifft Minde, frulle førft, fom Det fynes, have ytret Øn- 
ffet om, alene at gaa bam til Haande, idet de derhos betingede fig at 
beholde ej alene fine Titler, men ogfaa De Dele af Landet, fom de mdtil 
da havde befiddet, da De nemlig, fom de ſagde, ellers ikke godt Funde an- 
fee lig betryggede lige over for Birfebemerne formedelft de mange gamle 
uopgjorte Sager Der vare imellem dem. Vi ville I det Følgende fee, at 
Bladet fnart vendte fig med Henfyn til Deres ftørre Jillid til Jarlen; 
efter faa Aars Forlob vtrede De udtryffeligt deres Onſke heller at have 
Kongen end ham til Herre. Man fom endelig overeens om, fra begge 


1) Jerten i Udgaven af Haafon Haafonsfens Saga, eller den faakaldte Codex 
Frisianus, har ber „Svineſund,“ bvilfet aabenbart er urvigtigt. Deels pas: 
fer nemlig her iffe Udtrykfet ,,alt nord i Svineſund,“ da dette Sund var 
det fydligfte Punkt af Baglernes Befiddelfer, deels vilde det da være umu— 
ligt, at Nifolas Eunde have medt den veftfra Fommende Flaade ved Rosſe— 
nes inde i Tunsbergsfjorden. Skaalholtsbogen har derimod her den rigtige 
tæfemaade, nemlig Luasund, d. e. Gundet mellem Fojenland og Gaarden 
Quen paa Nøterø. Strax indenfor udvider Sundet fig til en god Anker: 
plads, hvor rimeligvis Biffoppens Skibe laa, længer inde, ved Gtenes, gr: 
ber Sundet igjen fammen; efter denne Gaard, Ekenes, Faldes hele Sundet 
nu Géenes-Sund. Det er tydeligt, at Biffoppen har føyndt fig ind forbi 
Junsberg, og at Flaaden derimod hav taget Vejen ind ad Junsbergfjorden, 
hvor den mødte Biffoppen ved Mosfenes. Navnet luasund har en anden 
Ufføriver aabenbart læft fom iuasund, bvilfet har forledet Flatøbogens Uf: 
ffriver til at fætte ifasund. Da Srælen maaffee ej var farbar for vet frore 
GStibe, er det muligt, at Nifolas ved Efterretningen om Kongens og Jarlens 
Untomft er ifet bem imøde over Land, tvers over Nøterø. 





1917. Forlig med Baglerne. Haaton hyldet i Viken. 589 


Pater at fende befuldmægtigede Mænd til Erkebiffoppen, for at anmode 
Bam om, næfte Sommer at flutte en blivende Fred, og at Baglerne imid- 
fertid ſtulde faa beholde Halvdelen af de Svfler, Kong Philip havde haft. 
Den anden Halvdeel ſtulde naturligviis ſtaa til Kongens og Jarlens 
Dispofition, ligefom det og faldt af fig felv, at Der iffe [ænger lagdes 
nogen Hindring i Vejen for Kongens Hylding i Denne Deel af Riget, faa 
meget mindre fom ban under alle Omjftændigheder, ifølge Forliget til Hvi- 
tingss, maatte være at betragte fom dens øverfte Herre. Som Gefandter 
til Erkebiſkoppen afgif fra Birkebeinerne Gregorius Jonsføn og Dagfinn 
Bonde (Hiin, fom man feer af FJarlens, denne af Kongens Parti) og fra 
Baglerne Eindride Befil og Grunde Fehirde *). Freden maatte imidlertid 
allerede funne anfees fifret, thi Baglerne havde tvdeligt nok lagt for Da- 
gen, at de havde flaaet alle Fanter om nye Partijtridigheder af Hovedet, 
og de fynes fun at bave udfat fin formelige Underkaftelfe under Kongen for, 
fom det heder, at funne trokke fig tilbage med Anſtand, faa at det ej faa uv, 
fom om de bare havde ventet paa deres Konges Død for ftrar at forene 
fig med Modpartiet. Dog giver ogfaa den Opførfel, Erkebiftoppen fort ef- 
ter vifte mod Kongen, fom det firar nedenfor føal omtales, grundet An- 
fedning til den Formodning, at Henføydningen under bans Afgjorelſe egent 
lig ev udgaaet fra Skule, fom derved visfelig funde ſkaffe Haafon nye 
Vanfteligheder, maaffee endog berede fig Vej til ganffe at fortrænge bam, 
og at Baglerbøvdingerne gif ind derpaa, fordi Tilbudet i fig felv var bær 
derligt, uden at de deri anede noget Kneb af den i Forfølgelfen af fine 
ærgjerrige Planer utrættelige, og i Opfindelfen af akehaande Midler uudtøm- 
melige Jarl. Bi ville i det mindfte erfare, at Baglerne, da det fom til Stykket, 
iffe engang afventede Erkebiſkoppens Afgjorelſe for at gaa Kongen til Haande. 

Haafon og Skule indfatte nu Sysfelmænd i de dem tilfaldne Sys- 
fer, og føde flevne Haugatbing, bvor Haafon blev byldet for denne Deel 
af Bien. De anfaa fig nu faa trygge, at de fode den ſtorſte Deel af Flaa- 
Den vende tilbage til Bergen; men med den tilbageblevne Deel begave de 
fig oſt over Folden for ogfaa i Borgefysjel og Ranafylfe at holde Hvil 
dingsthing paa de vedtagne Steder, i Sarpsborg (Borgarthing), paa Stofn 
i Bettabered, paa Hornbora (Hornboretbing), og paa Elbebakken eller Baa- 
gabolmen ved Kongehelle. Paa alle disſe Thing Vlev Haafon byldet, 





) Denne Grund: Fehirde, maaſkee en Gejftlig, nævnes allerede ovenfor fom en 
af de Mænd, Kong Philip fendte for at hente fin Brud. Se ovenfor S. 
538. 3 det følgende vil det ſees, at Grunde Fehirde fenere holdt fig til 
Jarlen jom hans Jilhænger; hans Valg til at afgaa fom Gefandt til Er- 
Febiftoppen beftyrfer derfor unegteligt den ovenfor fremfatte Formodning, at 
Henffydningen til Erkebiſtoppens Afgjørelfe var et Kned af Skule Jarl. 


590 Haafon Haakonsſon. 


og Jndbyggerne vedtoge at udrede fuld Leding med frørfte VBeredvillighed, ju 
tilføjede endog Gaver oven i Kjøbet. Kongen og Jarlen førbleve derefter 
temmelig fænge ud paa Høften i Kongehelle I). 

Efter De her faavel fom nedenfor berettede Fildragelfer at dømme 
fan Kong Pbilips Dod neppe bave været Baglernes Høvdinger uvelfom- 
men. Det fader virkelig til, at ogſaa de, eller i Det mindfte de meſt velfindede 
af dem, vare bjertelig fjede af Den fanqvarige Splittelfe i Riget, og fænge- 
Des inderligt efter en pasſende Lejlighed til at indgaa fuldftændig Fred og 
Gjenforening. Dermed ev det ikke fagt, at de havde noget imod Pilip; 
bans Govdmodighed og velvillige Sindelag maatte viftnok gjere Ham yndet 
af alle dem, der fom i Berørelje med ham, men nogen fynderlig Wrefrygt 
fynes De ej at bave næret for Lam, Vdeels fordi Hans Godmodighed upaa- 
tvivlelig i mange Stykfer udartede til Svaghbed, deels og fordi ban dog 
egentlig, naar alt fom til alt, var et Nedffab i Biffoppens Haand, og al- 
deles iffe, enten par fædrene eller mødrene Side, af den vette Kongent, 
faa at enhver anden bøjtyrdig Hovding maatte føle fig jevngod med bam, 
ja mangen En maaffee endog betragtede fig felv fom langt fornemmere. 
Ogſaa fynes det af flere Antydninger, fom om det under hans faafaldte 
Regjering i Viken gif heel befynderligt til, eller fom om Regjeringen egent- 
lig fun var et af dam og de øvrige Baglerhøvdinger Veftanende Oligardi 
under Biffoppens Præfidium, og fom om bans enefte Fortrin forde øvrige 
fun var at ban — og det iffe engang med Mette — tituleredes fom Konge 
og maaſkee bavde flere Syjfler end endver anden Høvding under fin Raa— 
dDighed *). Derved forklares det ogfan bedſt, hvorledes Det funde gaa til, at 
Baglerbøvdingerne efter hans Dod beholdt en Deel af Syflerne i deres eget 
Navn, uden for det førfte at ftaa under nogen ny Konge Men derved 
maatte Forbindelfen mellem dem felv indbyrdes og mellem de enkelte Lande 
ffaber blive meget log, og i Længvden maatte en faadan Tingenes Orden 
blive dem, og end mere den ſtore Mængvde ubehagelig, faa at den Adgang, 
der ved Kong Haakons Tilbud aabnedes for dem til en Gjenforening paa 
gunſtige Bilfaar, maatte være Dem faare velfommen. Glæden over denne 
Gjenforening og Udſigten til at Riget iffe for Cftertiden vilde blive ad— 
fplittet fynes ogfaa at have været almindelig over bele Landet. I Haakons 
Tronbeſtigelſe hilſte man Begyndelſen til en ny, lytfeligere Tidsalder, og 








1) Haakon Haafonsfens Saga, Gap. 27, 28. 


?) Et faadant Forhold antydes umisfjendeligt ved det ovenfor anførte Udfagn 
af Arndjern Jonsfen til Philip paa Hvitingsø firar efter Forliget. Da 
hvad Philips Titel angaar, da er det merfeligt nok, at Pave Honorius | 
den før omtalte Skrivelſe flet ikke alder ham Konge, fun heibvrdit 
Mand.“ 


1217. Almindelig Glade over Haafons Jronbeftigelfe. 591 


man troede at fre et Barfel berpaa i Den overvættes Frugtharbed og ber 
lige Bejrligt, fom udmerfede dette War. Sommeren, bevettes Der, Var faa 
god, at Frugitrærne paa De flefte Kanter af Landet bare to Gange Blom- 
fler, og de vilde Fugle lagde tv Gange Egg. Skalden Sturla Thordsſon, der 
ſenere forfattede Haafons Saga, og fom felv bavde Anledning til at ev- 
fare af paalidelige Mænd, der enten vare Deeltagere i eller Øjevidner 
til alle de her flildrede Begivenheder, hvordan Stemningen da var I Lan- 
det, figer udteykfeligt i fit Mindefvad oter Haakon: „Det ev vilt at 
Frugttrærne paa een Sommer blomftvede tvende Gange, og at Himlens 
Fugle lagde Egg firar fra Aarets Begyndelje, uden at fide af Kulde, da 
den ærelyftne Herfter fit Kongenavn, og hans Lytte, beftemt til at nag 
ben bøjefte Glands, begyndte at vore. Hver og en faa Da, at ſelve Ele— 
menterne paa Denne vide, habomgivne Jord vilde byde den gjæve Fyrſte 
Velkommen“ *). Og Haafon havde det Held, i fin lange Megjeringstid un- 
der alle Lyffens øvrige Omverlinger ej alene at tilfredsftike, men, om mu- 
ligt, endog at overtræffe de Forventninger, fom hang Underfaatter ved hans 
Filtrævelfe nærede om ham. 


94. Fru Chriftina egter VEL Laqmand. Svenſke Forhold. 


Det ev ovenfor berettet, at Haafon Farls Enke, Fru Gyriftina Ni- 
folasdatter, efter bans Død begav fig tilbage til Beftergøtland. Her inde 
gif bun den famme Sommer et nyt Egteſkab med den mægtige Folfunge 
JE Lagmand i VBeftergøtland, en Søn af Byrge Jarls Broder 
Magnus Minneffjold *). Derved fom hendes og Haafon Jarl Søn Jun- 
fer Knut til at ffaa under Stiffaderens og de pvrige Folfungers Beſkyt— 
telje, bvilfet havde fagre meget at betyde, da Folkungerne fiden Kong Grit 
Knutsføns Død 1216 vare at anfee fom Sveriges egentlige Herrer, me- 
Dens De Derimod, fon man maa formode, havde mindre at fige i hans Le- 
vetid, fljønt de havde hjulpet ham paa Tronen, ſaaſom han nemlig efter at 

have fældet fin Modſtander forandrede fin Hidtil fulgte Politik, og fluttede 


1) Haafon Haakonsſons Saga Gap. 25. Ogſaa Olaf Thordsſon, Faldet Hvi— 
taſtald, Sturlas Broder, taler i det famme i ct Kvad, han ligeledes digtede 
til Haafons Ere, og af hvilket et Halvvers her anføres i Saqaen. 

?) Xſtil Lagmand Éan paa denne Iid ej have været nogen ung Mand, da 
han allerede i et Brev af Kong Knut Erifsføn (altfaa i eller før 1195), 
nævnes fom Vidne til et af ham udſtedt Brev ved Siden af fin Fader 
Magnus. (Liljegrens Dipl. Sv. I, No. 67). Gr Brevet fra 1195, 03 var han 
da omtrent 20 Aar gammel, maa han i 1217 have været 42 Aar; men bet 
er meget muligt at Brevet fan være ældre. Man kan vel faaledes anfage, 


at AG ved fit Giftermaat med Gyriftina har været omkring 45 Uar 
gammel. 





592 Haakon Haatonsjen. 


Venſkab med fin forrige Fiende, Kong Valdemar i Danmark, ja egtede 
endog hans Syſter Ridiza. Hans Søn med denne var ved hans Død 
endnu ej fød, og felv om dette havde været Filfældet, vilde Folfungerne 
alligevef neppe have undladt at gjøre Hvad der ſtod i deres Magt, for at 
bringe deres egen Mærfrænde, den unge Jon eller Johan Sverkesſon, 
der allerede for 14 Mar tilbage havde faget Kongenavn, paa Sronen, og 
faafedes, da han endnu var mindrenarig, berffe i dans Navn. Dette lyt 
fedes dem nu fuldfommen, og trods Richizas Broder Kong Valdemars, 
ja trods Pavens Broteft 1), herſtede Kong Johan uforftyrret til fin Død, 
der allerede indtvaf i 1222, da han endnu fun var 21 War gammel, og 
blot tre Aar efter at ban var bleven myndig. Den, fom i den ftørfte Deel 
af Denne Tid fynes at have haft meft at fige, eller at bave været Rigets 
egentlige Beftyrer, var Karl Jarl, faldet den døve, Byrge Brofas og Mag- 
nus Minneffjotds Broder og faaledes Wſkil Lagmands Farbroder *). 
Bed at egte FEL fillede den kloge Ebriftina faaledes fin Søn Knut un- 
der Folfungernes, elev vettere felve Den fvenffe Krones mægtige Beſkyt— 
telfe, og man feer tydeligt nof af bvad der fenere paafulgte, at det var ben- 
deg beftemte Henfigt, at benytte fig heraf til i fin Tid ogſaa at gjøre — 
Knuts foregive Fordringer paa Den norffe Srone gjeldende.  GSandfynlig- 
viis for at forebygge de Ubehageligheder, Yvortil dette vilde give Anled— 
ning, fendte Kong Haafon og Skule Jarl, medens de om Høften opholdt 
fig i Kongebelle, et Brev op i Veftergøtland til Laqmanden med Anmod— 
ning om at fade FJunfer Knut fomme til Dem, idet de lovede at vife ham 
al tilbørlig Hæder.  Lagmanden fagde i Førfiningen iffe Mej, og der blev 
endog aftalt Tid og Sted, hvor Jarlen og Lagmanden føulde fomme fam- 
men for nærmere at raadflan berom. Jarlen indfandt fig ogſaa til Mø- 
det, men Lagmanden udeblet, da han, fom det beder, iffe troede Birfebeie 
nerne. Rimeligviis har den rænkefulde Chriftina fanet bam afſnakket fra 
at holde Ord, og Junker Knut forblev i Veftergetland for at flippes los paa 
Norge, naar Det belejlige Øjeblit fom til ny Fredsforfivrrelfe. Kort efter 
vendte Kongen og Jarlen tilbage til Tunsberg, hvorfra de fiden droge til 
Bergen, efter førft at bave faldt alle fine Lendermænd i Viten fammen, 
og indffærpet Dem paa Vet indftændigfte at tage fig vare for VBaglerne, 
om Disfe maaffee ſkulde bave fvigefulde Anflag i Sinde *). | 
1 Ge Pave Honorius's Brev af 1219, meddeelt hos tagerbring, (efter Ray- 

naldi Annales XIII, 268) i Sveriges Hiftorie S. 320. 
2) Haafon Haafonsfens Saga, Gap. 29, 31. 





1217—18. Korstog. 593. 
95. Roar Kongsfrændes, Erlend Thorbergsføns og Ugmund af Spaanheimsé Korstog. 


I SLøbet af den nys omtalte Sommer, Da Kong Haafon tog Viten 
i Befiddelfe, tiltraadte de norffe Hovdinger, der havde taget Korfet, deres 
Fog til det hellige Land '). Det er allerede ovenfor nævnt, at Sigurd 
Kongsfrænde drog affted nogen Tid før Kong Pilip døde; han fynes at 
habe været den førfte, fom forlod Landet og ligeledes den førfte, fom fom 
tilbage, thi ban var, fom Det nedenfor vil fres, allerede hjemme før det 
følgende Wars Holt”).  GSandfynligviis har Han neppe engang udruftet 
Skibe eller taget Sovejen omfring Spanien, men over Danmarf begivet 
fig til Tydſkland, og her fluttet fig til De Korsfarere, fom fænger ud 
paa Sommeren begave fig til Spalatro, for under Anførfel af den ungarfée 
Konge Andreas at opfylde fit Løfte i det hellige Land, Yvor de anfom 
ved Høftens Begyndelfe. Alt hvad de foretoge fig, var Dog fun at gjøre 
nogle faa Herjetog, hvorved de vandt endeel Bytte, men for Reften udret- 
tede lidet eller intet; allerede i Begyndelfen af Aaret 1218 vendte Kongen 
tilbage til Europa, og fort efter, da Foraars-Sfibsfarten var begyndt, 
De tydſke Korsfarere. Med dem har Sigurd rimeligviis fremdeles været 
i Folge, og fan da være fommen hjem til Norge ved Sommerens Ve- 
gyndelſe. 

De to andre norſke Høvdinger, Roar Kongsfrænde og Erlend Thor— 
bergsføn, af bvilfe den førfte fandfynligviis førte det Stib, Kong Fnge 
habde ladet udrufte, men Erlend, fom det udtryfkeligt fige8, et af By- 
mændene (i Nidaros) bekoftet Skib, maa bave tilbragt en meget fængere 
| Tid borte fra Hjemmet, da de, fom man erfarer, toge Søvejen, og det ude 
trykkeligt fortæfles om dem, at Roars Stiv fom til Ufre, og Bymæn- 
denes lige til Damiate, famt at begge udførte deres Erende vel 3). Det 


1) I de Jslandffe Annaler heder det ogfaa ved dette Uar: , den ſtore Forfale- 
ferd begyndte.” 
2) Herved er det dog at merke, at de islandffe Annaler ved Uaret 1218 an- 
give at Sigurd Kongsfrænde døde i dette Uar, ligefom og den feaalholtffe 
Koder af Haafon Hafonsføns Saga, har til Qverffrift over Gap. 27, hvor 
Sigurds Mejfe omtales: ,andlåt Sigurdar konungsfrænda* (d. e. Gigurd 
Kongsfrændes Død). Efter dette fFulde han faaledes være død paa Joget. 
Enten maa nu denne Ungivelfe være urigtig, eller der maa have været to 
Mand, der faldtes Sigurd Kongsfrænde, ffjønt man for Reften ikke hører 
noget derom, eller og maa Sigurd Kongsfrænde være urigtigt nævnt paa det fidfte 
Sted (Cap. 43), hvor det heder at han faftede til Fernbyrd med Inga Kongsmo- 
der (jvfr. nedf. S.607). Vift er det, at han ej nævnes fenere, og at man faa- 
ledes maaffee fan antage hans Navn urigtigt indfommet paa dette Sted. 
å 3) Haafon Haafonsfens Saga Gap. 30. Den til Fert anvendte Koder (Frifta- 
å nus), ber faa ofte har urigtige Navne, har her ogfaa ,Garmarart i Stedet 


Mund. — Det norffe Folks Hiftorie. 1. 38 


594 Haakon Haakonsſon. 


bliver heraf tydeligt, at Begge disfe Stilte fluttede fig til den fore Flaade 
af nederfandfte, frilifte, kolnſte og andre tydfke, vel og danfte eller over- 
hoved nordiffe, Korsfarere, Der under Greven Billjam af Hokanvs og 
Georg af Wieds Anførfel affejlede fra Nederlandene om Vaaren 1217. 
Roar Kongsfrænde var, fom vi have feet, fort efter Kong Inges Død, 
eller i de førfte Dage af Mai Maaned, fommen til Nidaros, i Følge med 
Dagfinn Bonde, da denne indfandt fig paa Gulathingsmændenes Vegne for 
at fordre Haafon Haafonsføns Ophøjelfe paa Tronen. RNoars Henfigt 
var Da fandfynligviis at overtage Befalingen over fit Skib, og drage affted 
i Følge med Bymændene under Erlend. Det var netop pasfelig Tid til 
at flutte fig til Den nederlandffe Flaade, dDer havde forfadt VBlaardingen den 
29de Mai, og anfom til Dartmouth i England den Idie Juni. Her var 
det vimeligviis, hvor de norffe Skibe indtraf, eller ogſaa i Den faafaldte St. 
Mattbæushavn i Bretagne, hvor Flaaden, efter at have forladt Dartmouth, 
paany famlede fig. Et af de vigtigfte Foretagender, fom Korsfarerne ud- 
førte paa Vejen, var Belejringen og Indtagelfen af Borgen Alkazar i Por- 
tugal, efter Opfordring af flere portugififfe Biffopper og verdslige Herrer. 
Denne Belejring varede lige fra Begyndelfen af Auguſt til ſidſt i Oktober, 
og de Korsfarere, Der havde taget Deel deri, fandt det befvemmeft at over- 
vintre i Lisfabon, fom de ej forlode førend den Ilte Marts, faa at de, 
fom man maa formode, ej anfom til Beftemmelfesftedet førend de i Pa= 
lceſtina værende Krigere og Korsfarere allerede havde begivet fig til Mgyp- 
ten og lejvet fig ved Damiate, for med Betvingelfen af Denne Stad at 
gjøre Begyndelfen til Erobringen af Mgypten, Hovedfædet for den fara- 
ceniffe Magt. Men i Belejringen af Alfazar havde flere af Korsfarerne, 
fornemmelig Friferne, ej villet deeltage, da Pave Innocentius udtrykkelig 
havde befalet Dem, iffe at opbolde fig undervej8 vid andre Foretagender; 
de havde allerede den 27de Juli forladt Lisfabon med 80 Skibe eller dere 
over, benyttede et formedelſt Modvind nødtvunget Ophold ved Santa Ma» 
tia i Algarve til at erobre denne Stad, indtoge og plyndrede ligeledeg 
Cadiz (4de Aug.), Droge langs Spaniens og Frankriges Kyſt til Civita 
Vecchia og Gorneto, hvor de overvintrede, afſejlede ikke førend i Marts 
det følgende Aar, og fom efter mange Gjenvordigheder den 24de April 
til Utre, hvor Toget til WSyppten nu ftrar blev aftalt '). Af Sagaen$ 
ovenfor meddeelte Ytring om Roars og Erlends Ferd maa man faaledes 
flutte, at Roar har været i Følge med Friferne, fom ej vilde opholde fig 


for ,Damiatar*. De øvrige have Damarras, Darmatar, hvis ellers ikke 
dette fidfte kun er Fejllæsning i Stedet for Damiatar. 

1) Om de nærmere Omftændigheder ved denne Korsfart, fe Wilkens, Gefdidte 
der Kreuzzuͤge Gte B. S. 126, 127, og 163—179. 





1217—18. Korstog. 595 


ved Alkazars Belejring, og derfor anfom til Akre førend Toget til Mgyp— 
ten blev beftemt ), men at Erlend og Thrønderne derimod bleve hos Ho- 
vedbæren, fæmpede ved Ulfazar, vvervintrede i Lisfabon, og traf ikke fam- 
men med fine Landsmænd igjen førend ved Damiate. Ved Belejringen af 
denne befæftede Stad udmerfede fom bekjendt, de nordtydſke, ifær De frififle 
Korsfarere fig overordentligt, fornemmelig ved Indtagelfen af det faafaldte 
Lænke-Taarn, hvortil de dygtige, bændige Søfarere opførte et beundrings- 
pværdigt Stillads paa to til Den Ende førbundne Skibe*), At de norfte 
Korsfarere, Der vare I Følge med Tydſkerne, og ligefom de fom til Søs, 
netop deeltoge i Dette Foretagende, fynes ej at funne betvivles, fornemmelig 
da Sagaen udtrykkeligt tilføjer; at De ,fyslede vel i fin Færd'; og de 
Megler for Kamp til Søs og for Belrjring af Kafteller, fom , Kongefpej- 
fer” giver, faavel fom De bift og her å det Foregaaende meddeelte Beretnin» 
ger om fleve Sræfninger til Søs, vife at vore Forfædre havde megen Er— 
faring og Dvgtighed juft i det Slags Krigskunſt, hvorom der her var 
Sporgsmaal 3). Ut de Forfattere, Der have beffrevet Damiates Belej— 
ring, iffe omtale Dem, er let at forftaa, da Deres Untal var for ubetyde- 
ligt til at de ffulve funne have tildraget fig færffilt Opmerffombed, ifær 
Da de ikke havde nogen Konge eller færdeles bøjtftanende Mand til Anfo— 
rer: man bar fremdeles betragtet Dem fom hørende til den nordtydfke 
Flaade, med bvilfen de anfom. - Det fan Dog neppe betvivles, at i det minde 
ſte een, om iffe flere, af Decltagerne frlv har forfattet en Beretning om 
Toget, men fom i Tidens Løb har deelt Sfjæbne med Beretningen om Pe- 
ter Steyper Korstog og faa mange andre af vore ældre litterære Skatte, 
nemlig fporloft at forfvinde. Det vilde bave været af øverordentlig In— 
teresfe at erfare, hvilfet Indtryk den forunderlige ægyptiffe Matur og det 
frogede Liv i Orienten, blandt den ſtore Vrimmel af Krigere, bar gjørt 
paa de tbrondhjemffe Bymand, af bvilke vel dDe færrefte før Den Tid 
bavde været føndenfor Elben eller Kanalen. Det ev ikke fandfynligt, at 
Nordmændene forbleve i Wgypten, indtil det hele treagarige Felttog var 
fil (Ende, og Damiate tilbagegivet Saracenerne. Allerede om Høften 1218 
forlode mange tydſke og frififfe Pilegrime Hæren og Dvoge hjem, omtrent 
midt i September). Til dem fluttede vimeligvite Nordmændene fig 










1) Dette beftyrtes ogfaa af det udtrykkelige Iillæg i en enkelt Koder, at Roar 
fom til Akre , paa den aftalte Dag." 

?) Wilkens, 1. c. S. 194—204, 

3) Se ovenfor S. 411 jofr. IL. S. 894 hvor de faafaldte Huunkafteller omta- 
les. Et faadant Huuntaftell fynes det ved Damiate byggede at have været. 

| 4) Wilfens, I. c. 210. 


38* 








596 Haakon Haakonsfen. 


Naar de fom tilbage, figes itfe, men det beder kun i et enfelt Haandftvift, 
at De efter lykkelig udført Rejſe fom velbeholdne tilbage igjen 1). 

Naar Lendermanden Gaut Jonsføn paa Met, der ligeledes, fom vi 
bave feet, tog Korfet, drog ud, figes iffe udtrykfeligt; man feer fun at han 
var ubeldig, og at ban om Høften 1218 fom tilbage til Norge med ufor- 
rettet Sag. Hvor langt ban var fommen paa fin Nejfe, eller Hvad der drev 
dam tilbage igjen, om det fun var Modvind eller ſtorre Ubeld, vides heller 
iffe. Men faa meget feer man, at ban Dermed [od det bero, og at ban ingen 
pderligere Anjtalter gjorde til at fornye Nejfen, men forblev i Landet *). 

En anden anfeet Nordmand, Ugmund af Spaanheim3), der lige 
fedes fynes at have taget Korfet, begav fig til det hellige Land av en bøjit 
ufædvanlig Bej. Han tog nemlig Vejen om Bjarmeland, og fatte fit 
Korstog i Forbindelfe med et Fog til dette Land, et af de fidfte, der no- 
genfinde fynes at have været foretaget fra Norge. I Forbindelfe med en 
heel Deel, fom det fynes, anfeede Mænd, af bvilfe Svein Sigurdsføn, Un- 
dreg af Sjaumæling fra Nordmøre, og Helge Bogransfon fra Haalogaland 
udtryffeligt nævnes, drog han om Sommeren — Aaret angives ej, Der 
figes fun at have været nogle Uar før 1222 *) — norden om Bjarmeland, 
hvor defynes at have opholdt fig en Stund, og drevet nok faa fredeligt Handel 
med Indbyagerne. De havde alle tilfammen fun to Skibe, med det ene af 
pvilfe Andre8 og Stein om Høften vendte tilbage til Norge, medens 
Helge og Agmund bleve liggende med det andet i Dvinafloden. Dog fore 
blev fun Helge og det hele Skibsmandſkab ved Skibet, men Ugmund drog 
med fine Fjenere og fine Barer til Susvdal, bvor han tilbragte Vin- 
tren, maaffee i den dengang blomftrende Stad Vladimir. Ud paa Vin- 
tren fom Helge og hans Haalogalændinger, fortælles der, i Uenig 
bed med VBjarmerne8 Konge, bvis Underfaatter omfider angrebe dem 
og dræbte dem alle tilhobe. Da Agmund hørte dette, forlod han Sus- 
Dal, og begav fig til Holmgard eller Novgorod, bvorfra han drog den 
fædvanlige Vej fydover til det forte Hav, og derfra, vimeligviis over 
Gonftantinopel, til det hellige Land. Herfra vendte ban, fom man maa 
formode av den fævdvanlige Vej over Italien og Todſtland, tiltage til 
Norge, og blev, figes der, hans Færd meget berømt. Man har faaledes 


1) Det er Éun i Peder Glausføns Overfættelfe, hvor dette tilføjes; det bliver 
vel altid et Spørgsmaal, hvor vidt det og har ftaaet i den Jert, han fulgte, 
eller om det er tilføjet af ham felv. 

2) Haakon Haafonsføns Saga Cap. 53. 

3) Spaanheim antages at være Gaarden af dette Navn i Hardanger, ſtjont det 
visfelig fnarere lader til at det ſtulde være at føge i Haalogaland. 

4) Naar der her er Sale om ,nogle Aar før 1222," Fan man neppe tænke 
paa noget andet Uar end Korstogsaaret 1217. 


T217—18.  Sysfelmænd i Viken. 597 


al Grund til at antage, at der ogſaa om denne Rejſe har været en fær- 
ftilt Beretning, fom ligefedes er tabt. Vi ville i det følgende fre, hvor— 
ledes Bjarmerne nogle Aar fenere maatte undgjede for Helges og Ve 
øvrige Nordmænds Drab !). 

De ber nævnte Korstog vare De fidfte i nøget florre Maaleſtok, fom 
bleve foretagne fra Norge. Nye Tronjftridigheder optoge i de nærmeft paafol— 
gende Aar Landets Stridskræfter for meget til at Der var at tænke paa frigerffe 
Foretagender i Det fjerne Øften. Vi ville vel endnu fee faavel Kongen fom Jar- 
len tage Korfet, men tillige erfare, at De ej bragte Dette Løfte til Udførelfe. 


96. Baglerne paa egen Haand i Viken. Slittungernes Oprørs-Flok ſtiftes. 
Slag vid Gunnarsbø. Birkebeiner og Bagler forenede. 


Da Kong Haafon og Skule Jarl om Høften 1217 vare bdragne 
til Bergen, beholdt VBaglernes Høvdinger, fom det ovenfor ev nærvnt, 
Halvparten af de Syfler, de tidligere havde haft. Denne Deling fynes 
ikke ganſte at bave været indrettet paa Den Made, at Kong Phi— 
lips forrige Nige, Viken nordenfor Svinejund og Oplandene, deeltes i to 
ſamlede Hovedparter, af bvilfe Baglerne beholdt den ene, medens Der i 
Den anden indfattes Sysfelmænd af Virfebeinernes Parti; men Dderimod 
faaledes at Birfebeinerne8 og Baglernes Svfler faa fordeelte om hinan— 
den, ja maaffee og at de ftore Syfler deeltes i to Parter, af hvilke den 
ene fil en Begling, Den anden en Birfebein til Sysfelmand. Dette ffede 
viftnof med velberaad Hu, for at Birkebeinernes og Baglernes Høvdinger ved 
ſtedſe at være i umiddelbar Nærbed af binanden, ogfaa Des bedre Funde 
bolde Øje med binanden indbyrdes, medens tillige den Omftænvighed, at 
de, der hørte til eet Parti, itfe vare famlede paa eet Sted, maatte Danne 

en væfentlig Hindring mod Udbrud af alvorlige Fiendtligheder. Saaledes 
| fit Ragnvald Hallfellsfon, der før havde baft Sysfel paa Naumarife, nu 
| Follo og maaſkee den fydlige Deel af Oslo Hered faavel fom Staden felv 
| til Sysfel, medens Dderimod Dden rgentlige Oslo-Sysfel var betroet Bir— 
- febeiner - Høvwdingen Ivar Utvik tilligemed Asbjørn Kop, der før havde 
bort til Baglernes Parti, men fenere man bave gaaet over i Kongens 
| Fjenefte *”. J Staden Osto har vel Biffoppen egentlig haft meft at 


1) Haakon Haafonsfens Saga Gay. 81. 

?) Ungivelferne om Ivars og Ragnvalds Forleninger ere noget fvævende. Førft 
heder det i Gap. 32: ,, Ragnvald fit Sysfel paa Follo og i (eller om) Oslo", 
hvilfet fidfte her ogfaa kunde betegne Diftriftet. iden heder det (Cap. 35), 
nat Ivar Utvif havde Oslo:Sysfel i Kongens og Jarlens Navn, og at han 
med Bymændene og Biffopsmændene fired mod Slittungerne'', derpaa (Gap. 
47) „at Jvar Utvif og Asbjørn Kop havde Oslo-Sysſel i Kongens Navn", 


598 Haakon Haatonsføn. 


fige da Der tales om at han havde et Kaftell ved Biftopsgaarden, og flere 
Stridsmænd. I Tunsberg førte, fom det fynes, Hr. Andre8 Simonsføn 
Befalingen og havde faaledes Sysfel pan Veſtfold; ogfaa Arnbjorn Juns- 
føn nævnes i det følgende fom en af Byens Forfvarere, medens han dog 
lige godt Derfor fan Have haft fin Sysfel vftenfor Fjorden, og fit fornemjte 
Tilhold paa Valdensholm.  Hvilfe Birkebeiner Ver for mvrigt fit Sysſel 
i Den nordlige Deel af Viten, nævnes ikke, lige faa lidt fom hvorledes Sy- 
flerne var fordelte paa Oplandene. Man fynes fun af den Omftændighed 
at Ragnvald Hallkellsſon forflyttedes fra Raumarike til Follo, at Funne 
flutte at hans forrige Sysfel befatte8 med en VBirfebein, og maaſkee var 
dette Filfældet med de flefte Syfler paa Oplandene. Ragnvald Hall- 
fellsføn havde fom GSysfelmand paa NRaumarife fun et Daarligt Lov. Det 
bed at ban var baard til at inddrive alle Afgifter, da han hodt en ftor 
Skare Folk, og faaledes trængte til alt, bvad han paa nogen Maade funde 
forffuffe fig; fandfynligvits bar ban vel ftundom endog overffredet de [ove 
lige Grændfer. Hans nye Undergivne, Foldungerne, vare Derfor ilde tilfreds 
med at have faaet ham til Befalingsmand, og meente fom faa, at han ikke 
vilde vife fig bedre mod dem end mod Raumerne. De befluttede Derfor lige faa 
godt førft fom fidft at føille fig af med ham. Da Ragnvald tiltvandte 
Embedet, og efter Sædvane fod tilftevne Thing for belte Syflen, foran- 
drede Bønderne Fhingbudet til Hærør eller Krigsbudſtikke, med den 
Beffed, at hver vaabenfør Mand føulde møde frem fuldt bevæbnet. Da 
Ragnvald, iffe fynderlig mandſterk, fom til Haugsvik '), hvor Sbinget ſkulde 
bofdes, fandt ban faaledes en for og fuldt vætnet Bondebob for fig. Han 
bød Bønderne fætte Tbinget, men faa fnavt ban lukkede Munden op, raabte 
og ſtrege de imod ham, og bøde dam at tie. Nogle traf Sverdet, og 
formede ind paa ham. Da føgte han at fomme bort, men De forbitrede 


— 


famt endelig, ſtjont rigtignok efter Baglernes Hylding og den nye Lensud- 
deling 1220 (Cap. 58) „at Ivar havde den veſtre Deel af Oslo-Sysſel, fad i 
fin Sysiel, og blev overfaldt ved Hovedøen.” Af alt dette ſtulde man før- 
mode, at den veftlige Deel af Oslo-Sysfel udgjorde den fenere faakaldte veftve 
Deel af Oslo Provſti, nemlig det nordligſte af Veftfold og hele det nuvær 
rende Uffer og Ufers Preftegjeld, eller Akers Sorenffriveri, ind til Delo, 
og at hvad der laa føndenfor dette, i det mindfte paa den Tid, hørte 
til Follo Sysfel, der ellers foruden det nuværende Follo ogfaa indbefattede 
Haabels Preftegjeld eller Mosfedal. 

1) Haugsvik er det nuværende Husvik ved Drøbak, eller maaffee rettere Drøbak felv, 
Drjugbakki (den drøje Bakke), fom allerede i den Tid rimeligviis var et Slags 
Flekke eller Ladeplads, hvor de Slide, der tilhørte Beboerne af Oslo, lagde op om 
Vintren, naar den indre Fjord var tilfrosfen. I den Tid, da man endnu Fun havde 
daarlige Landeveje, og de flefte vejfte til Søs, hvor det lod fig gjøre, laa 
Stedet netop belejligt fom Thingſted for hele Follo. 





1217—18. Slittungernes Flot friftes. 599 


Bønder fatte efter bam, dræbte ham felv, og faarede nogle af hans Mænd. 
Hans vvrige Følge ſkyndte fig at fomme ombord, og vendte tilbage til Oslo 
med bans Lig. 

Dette var det førfte voldfomme Optrin, fom fandt Sted i Viken 
efter Oprettelfen af det midlertidige Forlig mellem VBirfebeinerne og 
Baglerne. Det havde dog ikke nogen egentlig politiff Betydning, men ſtod 
Dog i et Slags Forbindeffe med Tilblivelſen af Den nye Oprorsflok, fom 
ftrar efter dannede fig i Den Egn, man med Nette funde fade Oprors— 
floffenes Bugge, nemlig Grændfeffovene eller Marker. Preften paa Rats 
feftad, Harald, bavde for nogen Tid fiden baft en Lejepreft eller Kapellan, 
ped Navn Benedikt, fædvanligt faldet Bene, eller Beue Skindkniv, 
fød øjter paa Marfer. Denne Bene lod fig forlyde med, at han var en 
Søn af Kong Magnus Crlingsføn. Hans Forefattez Preften Harald, 
beftyrfede bam heri; Det er endog ikke faa ufandfynligt, at ban var den, 
fom fra ført af fatte ban paa denne Janfe. Bene begav fig nu til 
Ragnvald Hallkellsſon, der fom Kong Magnus's Syiterføn ffulde være en 
af bans nærmefte Frænder. Ragnvald ſynes Dog iffe at pave erfjendt 
Frændffabet, men beholdt ham imidlertid hos fig, mere fom et Slags 
Nar, end fom en Slægtning, thi Bene optraadte ber, lader det, fom Spil 
femand eller Fongleur og iffe fom Preſt '). Da Ragnvald var falden, 
begav. han fig til fin Hjembygd Marfer, hvor det lykkedes ham at faa 
famfet endel Folt om fig; ban faldte fig nu iffe fænger Bene, men 
Magnus efter fin foregivne Fader. Harald, Preften paa Rakkeſtad, tog 
fig fremdeles af bam, og fnart firommede en heel Deel Folk til ham. 
Disfe hans Iilbængere vare Dog endnu fun yderſt fattige, Daarligt flædte 
og flet bevæbnede, faa at man endog faldte Dem Slittungers de ftrejfede 
omfring i Sove og Udmarfer, og vovede fig fjelden ned i Bygderne uden 
for at røve eller Mjæle, bvilfet fone8 at Dave været Deres fornemfte Maade 
at frijte Livet paa. Men om VBintren floge to hojbyrdige og rige Bone 
der, Shorbjørn og Helge fra Lumeland i Elvefysfel, fig til Floffen, og 
ſtrax efter fulgte flere Bønder og Bondefonner deres Exempel. Ulle, be- 
Der det, trvede for ramme Alvor, at Bene virfelig var Kong Magnus's 
Søn — det flinger for Reften herved utroligt, at alle til Hobe frulde 
bave ladet fig Dette indbilde, og at iffe enkelte af dem, i det mindfte De 
meft oplyfte, fnarere ſkulde bave flaaet fig til ham alene af Fiendſkab mod 


1) Der ftaar nemlig: hann för med leika;* og en „Leikare““ var paa den Tid 
ej alene en Mufifant men og en Faffenfpiller, Lyftigmager, eller, fom det i 
Middelalderens Latin Faldes ,joculator,* hvoraf „Jongleur.“ Der tilføjes 
ogfaa „han var en lyftig Mand, og Ragnvald agtede ham mere fom Daare 
end fom Fraende“; det har altfaa maaſkee ifær været allehaande Puds og 
Narreftreger, hvori hans „Leik“ beftod. 


600 Haakon Haafonsfen. 


Birfebeinerne, eller fordi dDe ej kunde finde fig i den gode Forſtaaelſe, fom 
nu allerede berffede eller tegnede fig til at ville berffe mellem Birkebei— 
ner og Bagler. Den Omftændigbed, at Floffen forøgedes med mægtigere 
og bæderligere Medlemmer, gjorde Dog ingen Forandring i Dens Lever 
viis; Den blev fun en endnu ftørve Landeplage for de Cane, hvori den 
færdedes, end forben, thi nu firejfede den om i felve Bygderne og øvede 
alffens Uværfen, med Ran, Svyveri, og andre Boldsgjerninger. Det var for» 
nemmelig i Baglerne3 Syfler, eller, fom det fynes, egentlig for det førfte i Bor» 
gefysfel, at de holdt til.  Slige Voldsmænd og Uroftiftere maatte være Bag» 
lernes Høvdinger lige faa uvelfomne, fom Birfebeinerne8, og De gjorde der— 
for ærligt og vedeligt alt bvad de funde, før at være paa fin Poft imod 
dem. — Fornemmelig føgte de at forfvare Tunsberg, Qvor flere Høvdin- 
ger vare famlede under Hr. Andres's og Urnbjørn Jonsføns Unforfel. 
Da Vaaren fom (1218) og Ffene gif op, var det Slittungernes førite 
Foretagende at flafe fig Fartsjer og fætte over Fjorden for at angribde 
Junsberg. J Faften fidft i Februar) fit VBaglerne dog Nys om, 
at De funde ventes, og vare faaledes iffe ganffe uforberedte paa deres 
Komme. — Slittungerne lagde til ved Skeljaſteinsgrunden 1), og ftevnede 
op til Gunnarsbø, bvor de for det førfte gjorde Holdt, da det allerede 
var feent paa Uftenen. Baglerne fode ved Efterretningen om deres An— 
fomft blæfe Alarm, og deres Dele Styrfe beordre op paa Haugene. Men 
Da det begyndte at mørfnes, begav en fror Deel af Folfene fig ned til 
Bakkerne ovenfor Sbomaskirfen, og forbleve der om Natten *). Bene fød 
imidlertid Asbjørn Jonsføn bilfe, at han ej bavde ventet fig af ham, at 
ban vilde ftride mod fin forrige Herres, Erling Steinvegga, Broder. Sene 
bar ganffe Ret i," var Asbjørns Svar, ,at det ej fømmer fig for mig 
at ſtride movd Erlings Brovder, og jeg vil beller iffe gjøre det, hvis man 
overbevifer mig om, at ban virkelig er en Broder af Erling, men Bene 
trør jeg rigtignof hører til en anden WGt; hils Derfor Slittungerne, at 
om de vove at nærme fig Byen, fulle vi Bagler ganſke vit fomme dem 
imøde og levere Dem Slag.” Da Natten nærmede fig fin Ende og det 
begyndte at lysne, bleve Baglerne var, at Slittungerne endnu vare paa 
Gunnarsbø. De befluttede at forefomme Dem, [ode blæfe til Angreb, og 
ftevnede over Haugene ned paa Ageren, bvor Slittungerne opftillede fig. 
Disje vare 600 Mand fierfe, medens Baglernes Styrke fun var 480; 
derfor blev Kampen haard.  Sfjønt Slittungerne8 ftørre Untal viftnok 
mere end opvejedes af Baglernes ſtorre Ovelſe i VBaabenfærd og deres 





1) Nu Steensarmen eller Irælen. 
2) Thomaskirken maa faaledes have ligget i den nordeftlige Deel af Byen, i 
Nærheden af den faafaldte Mollehaug (Haugene). 


1218. Slag ved Gunnarsbø. 601 


fordeelagtigere Stilling, lader det Dog til, at de, å det mindfte i Be— 
qundelfen, fæmpede med den ſtorſte Hidfighed, thi Baglernes Hoved 
Anførere, Hr. Andres og Arnbjorn, bleve begge faarede, den forfte paa 
Kinden, den anden paa Halfen neæenfor Ørret, af et Spydftif. Da Hr. 
Andres fit Saaret, kaſtede ban Skjoldet fra fig, men greb med Kæmpe- 
fræfter fat i den nærmefte Fiendes Skjold, ryktede det fra ham og fældte 
ham med fit ppperlige Sverd Skarde. Paa den Maade nedlagde han 
den ene efter Den anden, medens Urnbjørn, uanfeet fit Saar, ligeledes git 
baardt frem og ftevnede mod Slittungerne$ Merke. Omfider toge Slitt 
ungerne Flugten, efter at Brødrene Shorbjørn og Helge af Lumeland 
med henved 150 Mand vare faldne.  VBene havde iffe engang deeltaget i 
Kampen, men hodt til Heft i forfigtig Afitand, og undfom til Skibene 
med megen Sfjændfel. Det er Harafteriftiff nok, at de anfeede Bønder 
Thorbjorns og Helges Lig bleve bragte til Kirfe og begravne, medens de 
øvrige faldne Slittunger fun bleve nedgravne eller tildætfede med Stene, hvor 
De faa !). 

Bene begat fig med Levningerne af fin Flok atter øfter til Marker 
og føgte paa ny at famle Mandſkab. Og merfeligt nok, uagtet man 
ffulde formode at hans Duarlige Færd ved Gunnarsbø maatte have fat 
ham i flet Ry, firømmede dog Dag efter Dag en heel Deel Folk til ham, 
viftnok for ftorfte Delen Pat, fom forben, men Dog altid farlige not i et 
ftørre Antal. Hr. Andres og Urnbjørn Jonsføn fandt det endog nød- 
vendigt at førive til Kong Haafon vg Skule Jarl, at de maatte føynde 
fig til Viken, da Benes Flot tiltog faa foruroligende, at de neppe med 
egne Kræfter vilde funne gjøre dem tilbørlig Modſtand. Det vifte fig 
ogfaa fnart, at Deres Frygt ej var uden Grund, tbi om Vaaren, ftrar 
efter Paaſke (denne indtraf i dette Uar den 13de April), gjeftede Slitt- 
ungerne Oslo; de fom iffe øjtenfra, men, fom det fynes, ovenfra Rau- 
marife. Ivar Utvif, Svsfelmanden, føyndte fig imod dem med Birkebei— 
nerne, Biftoppens Mænd og Bymændene; de traf dem ved Fryfja eller 
Uferselven i Nærbeden af Fosfen, fandfynligviis ved Broen 2), hvor man 





1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 34. 


?) Der ftaar nemlig ,ved Fosfen”, og da det deels er bekjendt, at nærmefte Bro 
i hine Sider gik over Elven ved Nedre-Fos, deeld er Hart, at det maatte være om 
Broen, at Kampen drejede fig, fan det ej have været paa noget andet Sted, 
at denne Studfegtning foregif. GSlittungerne maa altfaa have været paa den 
veftlige, Birfebeinerne og Bymændene paa den øftlige Side af Elven. Heraf, 
faavel fom af hvad der ovenfor (S. 365, 366) berettes om de oprerføe 
Raumers Stilling ved Fryfja, faar man den Foreftilling, at Ulfarvejen fra 
Oslo til Gjelleraafen (over bhvilfen Slittungerne viftnof vare fomne) i biin 
Sid ej gif, fom nu, et Stykke øftenfor Elven, men derimod førft over Broen 


602 Haakon Haatonsføn. 


fra begge Sider begyndte at føyde paa binanden tvers over Elven; men 
da en af Biftopsmændene, Mefter Stevne, faavel fom nogle faa andre, 
vare faldne, toge Bymændene Flugten, og De øvrige Krigere fynes at 
være blevne fmittede af deres Exempel, thi Slittungerne fom lige ind i 
Byen, fom de plyndrede. De toge endog et Langſkib, der tilbørte Bis 
ftoppen, faavel fom en Deel andre Skibe, og fejlede paa dem fydefter 
Vifen, plyndrende og røvende hvor de funde fomme til. Da de fom fyd 
til Elvefviflerne eller Gøta- Elvens Munding, toge De Vejen op av den 
øftlige Arm, idet De fremdeles røvede vidt og bredt, ubefymrede om at det 
iffe faa meget var norff, fom veftgotiff Grund, der omgav denne Arm af 
Elven. - Dette bevægede Wſkil Lagmand, fom juft opboldt fig i Ljod— 
buus, til at føride ind, og ban udruftede I Haſt nogle Skuder, med hvilke 
pan roede ned ad Elven, for at tugte Slittungerne, forvisfet om, at han, 
om det behøvedes, vilde Funne faa Folt fra Herederne i Nærheden. 
Men han havde iffe gjort Reqning paa, at Slittungerne ffulde fomme 
med ordentlige Langffibe, og da det blev meldt bam, at faadanne nærmede 
fig, opftod der, fom det fynes, ingen vinge Forfærvelje. Det førfte, ban 
gjorde, var at fætte Stiffønnen, Junfer Knut, der var med ham, i Land, 
for at ban*ej føulde falde i Slittungernes Hænder; han lob firar til nære 
mefte Skov og gjemte fig der. Strax efter fom Slittungernes Skibe fa— 
rende; da flygtede Lagmanden felv og alle hans Mænd op paa Land, efter- 
fadende Skuderne med alt, hvad Der var paa Dem, Å Stiffen. Blandt 
andre Koftbarheder, fom ved denne Lejlighed faldt i Slittungerne3 Hænder, 
var EWſkils eget Landtelt, og bans Kapellans Mesfetlævder. En Fidlang 
var man, fom det lader, i ſtor Forſkrakkelſe for at FJunfer Knut ſtulde 
være falden i Stittungernes Hender, Da Det Varede [ænge inden man kunde 
finde bam; endelig opdagede man hans Skjuleſted og bragte ham til Lag— 
manden.  Slittungerne Droge med De erobrede Stibe ud af Elven igjen, 
og fortfatte Sejladfen fydefter langs Kyſten af Halland, bvor de herjede 
efter Sædvane, uanfeet at De ber befandt fig inden Danmarks Enemerker. 
Imidlertid havde de Birfebeinerhbøvdinger, der laa i Viten, nemlig Gu- 
tborm Gunnesføn, Lodin Paalsføn, Hallvard Bratte, Ivar Utvik og Karl 
Svange, i Halt gjort Deres Sfibe rede, og forenet fig med Hr. Andres 
og Arnbjørn Jonsſon, for at opføge Dem og gjøre Ende paa Deres Uvær 
fen. Det var førfte Gang, at man faa Birfebeinernes og Baglernes 
Høvdinger forenede mod en fælles Fiende i Landet felv, og det- flaar ikke 
fejl, at enbver fædrelandsfindet Mand vilfte dette fom et glævdeligt Tider— 





ved Fos, derpaa langs VBeftfiden, og endelig tilbage til Øftfiden længer oppe, 
maaføee ved Vojen, faa at alt hvad der fom novdveftenfra, førft maatte 
gaa over Elven her, fiden ved Fos. 


— 





1218. Birkebeiner og Bagler i Forening mod Slittungerne. 603 


nes Tegn. De fandt Slittungerne i en Fjord, faldet VBaardfjord H. 
Disſe vidfte ikke Ord af, førend de fiendtlige Skibe lob lige ind i Hav- 
nen fil Dem, og De havde intet andet at gride til, end at føbe i Land og 
føge Skjul det hurtigfte de funde, medens Birfebeinerne og Baglerne fatte 
fig i Befiddelfe af Skibene og alt det God, der fandtes paa dem. Men 
De fik ikke fat paa en enefte af Slittungerne felv, Der, fom Det fynes, Ver 
gate fig til Lands, og neppe uden ſtor Moöje, tilbage til deres gamle 
Filpold, Marfer. Fra Dette Tog af fan man i Virfeligheden regne 
Birfebeinernes og Baglerne8 Forenings tbi Den formelige Overgang til 
Kongens Fjenefte, der noget fenere fandt Sted, var Éun en bøjtidelig Er— 
fjendelfe af det Forhold, fom allerede var indtraadt. Det er meget mu 
ligt, at Denne venffabelige Forftaaclfe ej vilde være indtraadt faa tidligt, 
bbis iffe Slittungerne8 Uværen havde nødet dem til at flutte fig fammen 
og handle i Fællesfjfab; Derved var Iſen brudt og Det førfte Skridt 
gjort. Under Denne Forudfætning fan man gjerne fige, at Slittunge-Op- 
ftanden |tiftede mere Nytte end Sfade, thi de Ulemper, man havde at 
Døje af dem i en forholdsvis ubetydelig Deel af Niget, havde idet at 
betyde mod den Fordeel for det hele Rige, at Det magtigſte Parti, Der 
bidtil havde rejſt fig med Kongebufet, endelig opgav Denne fiendtlige 
Stilling. Hr. Andres Simonsføn fynes dog allerede tidligere at være 
fommen i et meget venffabeligt Forhold til Skule Jarl, fandfynligviis 
Da Denne, fom vi bave feet, firar efter Kong Inges Død havde det faa 
travlt med at tilffrive Kong Philip og ſoge Baglernes Venfkab. Et 
Beviis paa, hvor intimt Venſkabet mellem Jarlen og Hr. Andres var, 
fil man, Da Den fidfte iffe [ænge efter Hjemfomjten fra Toget til Halland 
bavde det Ubeld, at det Saar, han havde faart i Slaget ved Gunnarsby, 


brød op igjen, og blev faa ondartet at Dan merkede at hans Endeligt 


var nær. Da fendte han Jarlen det koftelige Sverd Skarde og et guld- 
belagt Skjold, fedfagende Gaven med en fjærlig Bøn, hvori han bad ham 
drages Deres tidligere gjenfidige VBenffabsforfifringer til Minde. Man 
ſkulde ellers næften førmode, at Hovedindholdet af Brevet har været at 
anbefale Hr. Andres's unge Søn Gregorius til Skules Forforg. Kort 
efter Døde Hr. Andre, og man førgede, tilføjes der, meget over bam i 
Viten. Det maa da have været Kriysfolfene eller de egentlige Bagler, der 
toge fig bans Død faa nær, thi hvad vi tidligere have feet af hans Færd, 
var juft ikke ſkikket til nt gjøre ham populær blandt Folket. Hans Lig 
blev ført til Oslo, og begravet i St. Hallvardskirken *). 


2) Baardfjord er fandfynligviis den nuværende Baadfjord, der gaar ind til Bi- 
føopshagen ftrar nordenfor Klofterfjorden eller Biff. 
?) Haakon Haatonsføns Saga Gap. 34—36. 


604 Haakon Haatonsføn. 


97. Nye Intriger af Jarlen mod Kongen. Rigsmøde å Bergen. Inga Kongs 
moder underkafter fig Jærnbyrd for at bevife Sønnens Herfomft. 


Kongen og Jarlen havde imidlertid tilbragt Bintren i Bergen, bvor 
De i Julebøjtiden udnævnte to nye Lendermænd, den tidligere omtalte, brave 
Jon Staal af Hvaal i Sogn, og Jvar Nev fra Haalvgaland, forhen 
en Filbænger af Baglernes Parti, nu, fom faa mange andre af disfe, 
paa Virfebeinerne8 Side '). Da tegnede alt fig not faa venffabeligt 
mellem Kongen og Jarlen. Ikke faaledes Dderimod, da De om VBaaren 
begave fig til Throndhjem, hvor de anfom 14 Dage før Paafte, altfaa i 
de førfte Dage af April. Erkebiſkoppen forbød utryffeligt at ringe med 
Klofferne, eller modtage ham med Procesfion, hvilket ellers var fædvanligt 
ved en Konges Unfomjft, og naar han fom fammen med Kongen, vifte 
han ham iffe den mindfte Venlighed eller Hævder, medens han derimod 
hver Dag havde de venftabeligfte Sammenfomfier med FJarfen, og naar 
Denne indfandt fig i Chriftfirfen, modtog ham med fyrftelige Wresbeviis— 
ninger. Palmeføndag (Sde April) vare baade Kongen og Jarlen i Cbrift- 
fivfen, og fad fammen i Hejfædet. Da blev der ikke viiſt nogen af dem 
nogen færdeles WEre, faafom Der var vanffeligt at udmerfe Jarlen paa 
faadan Maade, at YGresbeviisningerne ikke ogſaa kunde fynes at gjelde 
Kongen. Men da de efter Sædvane fore op til Alteret for at ofre, 
værdigedesg Erkebiſkoppen ikke engang at vende fig mod Kongen for at 
modtage hans Offer paa Alteret og gif ned igjen til fin Plads. Herover 
bleve Birkebeinerne, fom vimeligt var, meget opbragte, og erflærede det for 
en ffammelig Forhaanelfe, ej alene mod Kongen, men vgfar mod dem. 
Ulferede Morgenen efter Qvde Upril) blev der i den Anledning holdt 
et Møde i Erkebiſkopsgaarden, og Kongen forelagde nu Erkebifkop— 
pen ligefrem det Spørgsmaal, hvad dette føulde betyde, at ban ej 
vilde vife ham Den ham tilføommende Hæder, og om ban bavde nor 
gen Beſkyldning at fremføre mod ham Erkebiſkoppen fvarede: Dette 
føeer iffe efter mit Raad alene, men efter Samraad mellem alle os Siftop- 
per, faavel fom endeel Mænd inden Hirden; og Aarſagen er Ven at vi 
bave bort ymte om, at Det er uvijt, hvor vidt du virkelig er Kung Haa— 
fong Søn." Det er umuligt," var Kongens Svar, ,at alle Biffopperne 
funne have været enige beri, lige faa lidt fom jeg tror at det ere mange 
inden Hirden, fom dele denne Mening. Men jeg verd not, fra hvem det 
fommer; det ev fra Dem, Der intet heller onſke emd at fee mig ityrtet, og 
fom felv ville bemægtige fig min Fædrenearv.” Dette var tydeligt nok 
rettet mod GSfule, der var nærværende, men iffe fagde et enefte Ord. 
„Saa fnart vi fun have faaet Denne Tvivl bortryddet," vedblep Erkebiſkop— 








1) Haafon Haakonsſons Saga Cap. 31. 

















1218. Migsmøde i Bergen. 605 


pen, fulle vi vife dig al den Hæder, der ftaar i vor Magt.” Skule 
taug fremdeles; men Det blev dog afgjort, at der ben paa Sommeren 
ftulde holdes et fort Mode i Bergen, hvor fom fædvanligt Kongen, 
Farten, Grøebiftoppen, De øvrige Biffopper, Lendermændene, Lagmæn- 
Dene og alle de bedfte Bønder i Landet føulde indfinde fig, for at af- 
bandfe denne Sag og bringe Den til Ufgjørelje. Af Erkebiſkoppens 
Ferd flulde man flutte, at han ganffe og aldeles ftod paa Farlens 
Parti, og bhandlede i hans Fnteresfe. Alligevel udbad han fig en hem— 
melfig Samtale med Dagfinn Bonde, der nu fom ellers var Kongens 
bøjre Haand og egentlige Raadgiver, og forfifrede ham, idet han fog Gud 
til Bidne derpaa, at han gjerne vilde være Kongens Ven, vg at det, fom 
ni havde været paa Bane, ej vilde have været talt, om han bavde maattet 
raade; han bad ham dDerhos give Kongen det Raad at finde fig taalmovdig 
Deri for Guds Skyld, da alt dog tilfidjt vide ende til hans Hæder, men 
til Stam for den der føgte at ftyrte ham. Mon denne Forfitring ſkulde 
være oprigtigt meent, og iffe fnarere have haft til Henjigt enten at gjøre den 
forfigtige Dagfinn aft for tryg, eller i det mindfte, faa vidt muligt, ogfaa at 
pode gode Miner med Kongens Parti? Man erfarer Dog af flere Om- 
ftændigheder, ja faa godt fom af Gutborms egen fenere Filftaaelje, at 
han paa Denne Tid var en erflæret Jilhænger af Jarlen, og ganfte gif i 
hans Ledebaand. Det er vanfkeligt at vide, hvad man ber ſtal tro. 

Saa vidt man fan fljønne, optoges Kongens og Jarlens Tid faaledes 
af disſe Nivninger, at de maatte overlade Vifen til fig felv, uagtet Bag— 
ferhøtdingerne faa trængende anmodede dem om at fomme dem til Hjelp 
mod Glittungerne. Mod Sommerens Begyndelfe begave Kongen og Jarlen 
fig til Bergen, bvor det aftalte Mode ſkulde holdes, efterfadende Gre— 
gorius Jonsføn fom Befalinggmand i Throndhjem. Det faa nu beel 
misligt ud med Gnigheden imellem dem. Der opftød idelige Iviftigheder, 
og allerede deelte Birkebeinerne fig i Flokke, af hvilke nogle fulgte Kongen, 
andre Farlen, og, beder Det, ,da gik det fom før, at den havde meſt 
Folt, fom havde meſt Gods." Da Lendermændene begyndte at indfinde 
fig, toge de ogfaa Parti, nogle med Kongen, andre med Faren. Kon— 
gen8 FJithængere anfaa det endog nødvendigt, for hans Sitferheds Skyld, 
uafladeligt at pasfe paa ham; foruden det fædvanlige Hirdfølge eller 
Vagt maatte 12 bevæbnede Mænd være om ham baade Dag og Mat, og 
Høvdingerne Andres Sfjaldarband og Vegard Veradal toge endog Natte- 
fvarteer med alt deres Mandftab i Kongsgaarden. Her var faaledes 
fuld Borgerkrig paa Nippet til at uddryde, ene og alene formedelſt Jar— 
lens Wegjerrighed og uberettigede Fordringer. Uden Den overværtes 
Paapasfelighed fra De Kongeliges Side vilde den visfelig og have ud 


606 $Haafon Haakonsføn. 


brudt. Da det fed ud paa Sommeren, og den til Modet beftemte Vid 
nærmede fig, fom Grøebiffoppen og alle Biftopperne, Nikolas af Oslo, 
Henrif af Stavanger, Ivar af Hamar og Bjarne af Ortnø til Byen, 
navel fom en beel Deel andre Gejltlige, og De øvrige indfaldte Mænd, 
fom ej tidligere vare anfomne, navnlig Jon Fart fra Orfnø og de ypperſte 
Bønder.  Ogfaa nu, fortælles der, havde Biffopperne ivdelig Samtaler 
med Jarlen, men fun fjelden med Kongen. Men engang, Da Kongen fad 
og raadflog med fine Lendermænd og Naadgivere, fom Biftop Haavard af 
Bergen og Meiter Bjarne fra Torondbjem (fandfynligviis en af Chors- 
brødrene ved Ghriftfirfen) fom Sendebud fra Grøetiffoppen og Jarlen, og 
talte faaledes: „Erkebiſkoppen og Sfule Jarl anmode cder, Herre, om at 
den Jærnbyrd, fom I tilbød ifjor Vaar, da I blev valgt til Konge, 
nu maatte finde Sted, for at modbevife deres Fale, der ytre Thibl om 
eders Herkomſt. Derfom I fader dette fee, og Gud bærer eder godt 
Bidnesbyrd Devi, da ville de hadre eder fom fin fande Herre, og vife 
eder al fongelig Gre" 1). Fil denne nærganende Unmodning fvarede Kongen 
førft tun disſe Ovd: „jeg veed iffe, hvor vidt jeg finder for godt at tile 
fjøbe mig eders YGresbeviisninger ved at underkafte mig ydmygende Betin- 
geffer." De tilftedeværende Lendermænd og Naadgivere ytrede forffjelljge 
Meninger om Forflaget, indtil det endelig blev afgjort, at Kongen og de 
Morgenen efter flulde indfinde fig i Chriſtkirkens Skrudhuus, for at tale 
nærmere med Grøebiffoppen og Jarlen berom. Da Morgenen fom, 
begave de fig derhen, og fandt ej alene Erkebiſkoppen og Jarlen, men 
ogfaa Lydbiffopperne tilftede. Da Forflaget her blev bragt paa Bane, 
tog den heftige Dagfinn førft Ordet, og fagde: ,man flal vanfteligt Funne 
opvife GErempler paa, at Bønders og Kotfarle8 Sønner have vovet at 
fætte en Gnevoldsfonge et faa ydmygende Vilkaar, fom at underfafte fig 
Jærnbyrd og det i dDybefte Fred, efter at ban førft ev valgt til Konge 
over hele Landet, og Foltet har fooret ham Froftabsed. Da tror jeg 
virkelig det næften er lige faa godt, ifte at bære andet Slags FJærn, end 
det folde Staal mod Kongens Uvenner, og lade faa Gud ffifte mellem 
ham og Dem, ligefom han fliftede mellem Kong Sverre og bans Mod— 
ftandere.” Med en Sagtmodighed og Sindighbed, man ej flulde have 
ventet hos en fjortenaarig Yngling, føgte Kong Haafon at formildve Ind— 


) Naar vi her fee Biffop Haavard optræde fom Eréebiffoppens Erendfvend, 
maa vi enten antage at han flet hen har handlet efter Befaling, uden felv 
at dele Grøebiffoppens Mening, eller og at han for fin Part, ligefom Kon- 
gen felv, har fundet det raadeligff, at denne lod FJærnbyrden free. Man 
behøver juft ikke at antage, at han er gaaet over til Erkebiſkoppens Parti, 
hvorvel det i og for fig vel ikke er faa ufandfynligt, at han tan håve ladet 
fig overtale eller føræmme dertil, 




















1218. Inga Kongsmoder bærer Jærn. 607 


trykket af disſe mere ærlige og velmeente, end vel betænkte Ord. Det ev 
vift og fandt, Dagfinn Bonde," fagde han, ,at de flefte Konger vilde 
anfee det for et flammeligt Vilkaar at ffulle underkofte fig Jærnbyrd 
efter ført at have taget ved Miget. Da jeg tilbød Det, og min Moder 
paa mine Vegne, var jeg endnu ikke fuldt og faft tagen til Konge, men da 
blev jeg hindret, og det af De felvfamme Mænd, der nu fordre Vet, og 
den Gang vifte den felvfamme Velvilje for mig, fom de nu lægge for 
Dagen. Det er og vel bekjendt for alle Dem, der vare bog Kong Inge, 
da min Moder fom med mig til Throndhjem, at hun, faa fnart hun traf 
Haakon Jarl, tilbød at underkaſte fig disfe felvfamme Gudsftirfler, hvis 
man nærede nogen Mistro til Udfagnet om min Herfomft, men at man 
den Gang intet vilde høre derom, og at Haafon Jarl erklærede at vide 
fuldtommen Befted i den Sag.  Ligeledes vtrede Haafon Jarl meget vfte 
i Mange$ Paaher, at han og hans Broder, Kong Fnge, fad inde med min 
Fædrenearv. Naar jeg uagtet alt dette iffe optager nærværende Unmodning 
fom nogen Fornærmelfe, da er det, fordi jeg felv gjerne ønffer, at Færnbyrden 
maa bave Fremgang, mine Thegner til Gre. Dertil fommer, at mangen En 
tunde finde paa at fige at jeg unddrager mig Derfor, fordi jeg felv bar no- 
gen Svivl om, hvor vidt Kong Haafon er min Fader. Endelig, og for 
det tvedie, ev jeg ganffe tryg for den Dommer, til hvis Afgjørelfe Sagen 
benftydes; han har aldrig fvigtet Den, der havde Retten paa fin Side; han 
figer Sandheden uden at frygte nogen, og underkafter jeg mig Derfor gla- 
delig hans vetfærdige Dom." 

Saaledes blev det Da afgjort, at Haafons Moder Fru Inga ſkulde 
underfafte fig Jærnbyrd, og bun gik ftrar til Kirfen, — det var her 
Chriſtkirken — for anden Gang at begynde den foreffrevne Fafte. Tilli— 
gemed hende fajtede GSiqurd Kongsfrænde?), Dagfinn Bonde, Undres 
GSfjaldarband og flere andre, baade læge og lærde, og Der fattes en Vagt 
af 12 Mand udenfor Kirfen Nat og Dag, for at pasfe paa, at ingen 
Uvedfommende ffulde fomme ind og forftyrre den hellige Akt. I viste 
Dage, fortælles der, var Skule Jarl ufædvanlig blid mod Kongen, vg 
ingen funde ffjønne, hvad det funde betyde. Snart fit man dog en 
Anelfe om, hvad han havde fore. I hans FVjenefte var en Udlænding 


1) Det er forhen nævnt, at Sigurd Kongsfrænde ifølge AUnnalerne og Over- 
føriften i Sagaens Gap. 27 i en enkelt Koder ſkal være død paa fit Kors- 
tog. Forholder det fig virkelig faaledes, maa den her nævnte Sigurd Kongs- 
frænde enten være en anden end bin, eller ogfaa er Navnet urigtigt angi: 
vet. Men bhvilfen ,Kongsfrænde" i faa Fald her menes, er vanffeligt at 
fige. Roar Fan det neppe være, da det ikke er rimeligt, at han allerede paa 
denne Tid føulde være Éommen tilbage fra Korstoget. 


608 Haakon Haakonsføn. 


fra Brabant ved Navn Sigar '), bekjendt fom en meget klog og kunſt— 
færdig Mand. Han gav fig ogfaa Mine af at være meget venlig findet 
mod Kongen. Tidlig om Morgenen en Onsdag, Dagen forud for den 
Thorsdag, paa bvilfen Jærnbtyrden ſkulde foregan, gik ban til Dagfinn 
Bonde og forlangte at tale i GEnrum med bam. Dagfinn fom, og han 
fagde Da: ,jeg veed, at I ere meget ængjtlige for, bvilket Udfald eders 
Sag vil faa; men da jeg mener Kongen det godt, vil jeg fære eder en Kunit, 
bvorved I funne undgaa al Fare; jeg fjender nemlig et Slag Gras af 
den Beffaffenhed, at naar jeg guider Det paa Kongemoderen8 Haand, 
vil bun uden Skade funne bære Jærnet, vg iffe i mindfte Maade blive 
brændt.” „Gud takke dig før denne Velvilje; du er Da ret en viis Mand," 
fvarede Dagfinn; ,men fig mig dog, hvor vorer dette Græs, der har faa 
ftor Kraft?" „Det vorer," var Sigurs Svar, , paa Vit og hver anden 
Mands Huustag i Bergen.” Da fagde Dagfinn: „Ingen Kunjt eller 
Kægedom ville vi her bruge, uden den, Jeſus Chriſtus felv af fin Mi- 
ftundhed vil anvende; pak du Dig bort med dit Vaas, og du ffal faa en 
Ufærd, om du oftere fommer med flig Vale" Dermed maatte Sigar 
forføje fig bort. Dagfinn begav fig ſtrax til Inga, og fagde hende i al 
Hemmelighed, at hvis Sigar fom og tilbød noget Lægemivddel eller andet 
Kneb, maatte hun vogte fig for ham fom den værfte Fiende, da Der 
ganfte vitt var Falftbed og Svig med i Spillet. -Modpartiets liftige 
Plan, at overtale Inga til at bruge et Middel, der maaffee enten netop 
havde befordret Forbrændingen, eller i modfat Fald vilde have gjort 
den hele Akt ugyldig, naar Sigar robede hvad der var fleet, gik ſaa— 
ledes overſtyr ?). 

Næfte Dag, efter Primamesſen (omtrent Kl. 9) foregik den bøjtide- 
fige Akt. Kongen, Jarlen, Erkebiſkoppen, og alle ve øvrige Biffopper og 
Hovbdinger, vare tilftede. Hun udholdt Prøven med frejdigt Mod. Den 
Dag, da Haanden ftulde føfes, blev det meldt Kongen at nogle af FJar- 
les Mænd føulde gaa med føjulte Vaaben. Strax bød han derfor Jon 
Staal, GSuthorm Gunnesføn, Vegard Veradal og Baard VBvimftein at 
fade deres Froppeafdelinger, faavel fom Gjefterne, træde under Vaaben, 
og holde Vagt ved Gyrifttirten, medens Haanden blev løft. Fil den 
deftemte Tid fom Kongen, Erkebiſkoppen, Jarferne, Biftopperne og de ane 


dee Høtdinger til Kirfen. Og, heder det i Sagaen, da Kongemoverens 


Haand blev løft, gjorde Gud af fin Miftundhed ftore Jærtegn, faa at 
hun bfev ganſke veen; ja alle, fom faa hendes Haand, fagde at den nu var 


1) Sigar, Siger, Jegher, er et temmelig hyppigt forefommende nederlandfit 
Navn. 
2) Haafon Haafonsføns Saga, Gap. 39—14. 








1218. Udfagnet om Kongens Byrd anerfjendt. 609 


meget fagrere end Da hun tog under Jærnet; det fandede baade Benner 
og Uvenner.“ Nu bavde Skule og hans Parti, i det mindfte for det førfte, 
ingen bderligere Jndfigelfer mod Kongens lovlige Urveret til Tronen at frem- 
fætte, og der blev da paa ny fluttet Forlig mellem ham og Jarlen. Søndagen 
efter blev der holdt alminvdeligt Thing paa Gyriftfirfegaarden, hvor alle 
Høvdingerne og de til Rigsmødet indfaldte Mænd vare tilftede. Her 
befjendtgjorde Erkebiſkoppen Udfaldet af Kongemoderens Skirſel, og fatte 
Bans Straf for bver den, fom berefter vtrede nogen Tvivl om Kon- 
gens vette Herkomſt. Derpaa befjendtgjorde ban det fornyede Forlig mellem 
Kongen og Jarlen. Hvile Betingelferne for Dette vare, nævnes iffe; men 
fandfynligviis have de været aldeles de famme fom før. Med bvilfen 
Harme Jarlen og hans Filhængere faa Dette Udfald af Rigsmodet, 
Hvortil de ganffe vift bavde indfundet fig med langt andre Forventninger, 
fan man let fovreftille fig, ffjønt der intet nævnes derom i Sagaen. Han 
maatte nu begynde fit underfundige Spil faa at fige fra nyt af, og 
imidlertid holde gode Miner 2). 


98. Slittungerne i Oslo. Baglernes Høvdinger gaa Kongen til Haande og 
aflægge Deres Partinavn. 


Paa denne Maade fluttedes dette Rigsmøde, det førfte, der holdtes 
under Kong Haafons lange Negjering. Undet end GSpørgsmaalet om 
| Jærnbyrden fynes her iffe at være blevet forhandlet, og Det fader endog til, at 
man bar føyndet fig faa meget fom muligt, uden engang fænger attænfe paa 
den formelige Mægling mellem Birfebeiner og Bagler, der ved Erkebiſkop— 
peng Hjelp ffulde fle, da Slittungernes Uvæfen, Ver atter var begyndt i 
Viten, gjørde faavel Kongens og Jarlens, fom Biftoppens Nærværelfe paa 
den Kant uomgængelig nødvendig og Den allerede faktift indtraadte Forening 
| mellem Birfebeiner og Bagler desuden havde gjort Mæglingen overflødig. Der 
var atter fommet Breve, baade fra Birfebeinerne og Baglerne, at Benes og 
Clittungernes Flok forøgedes med ftore Skarer af alffens Pak, og at de 
allerede øvede megen Ufred. Kongen og Jarlen gjorde fig, faa hurtigt De 
funde, rejfefærdige, og forfode Bergen med en betydelig Styrke. De fit 
gunftig Bind og fom faaledes meget fnart til Tunsberg. Her fik de vide, 
at Slittungerne allerede vare fomne til Oslo. De vilde da ſtrax fejle lige 
| derind, thi Vinden var fremdeles god, og De havde al Udfigt til at komme 
| uforvarende over Slittungerne, der endnu iffe vidfte det mindſte om deres 


) 





1) Haakon Haafonsføns Gaga, Gap. 45, 46. 
Mund. Det norffe Folfs Hiftorie. IM. 39 


610 Haafon Haakonsføn. 


Anfomft. Allerede havde de ladet blæfe fra Bryggen, og flere Skibe 
fagde ud, da Provjten i Tunsberg, Jofrey, fom ned til dem og meldte 
at ban havde fanet Bud fra Biſkop Nikolas vm at Slittungerne allerede 
havde forfadt Oslo, og nu ugtede fig til Tunsberg. Han havde Over- 
bringeren af Dette Budftab med fig, en Dreng, Der lod til at være meget 
tæt af den fange Vandring, og fagde at Biftoppen bavde fendt ham for 
at advare Bymændene Å Tunsberg om at være paa fin Pot, da de med 
dDet forfte funde vente fig Beſog af Slittungerne, ja han lagde endog til, 
at Han felv havde feet dem Drage Derfra.  VBymændene og Provften vare 
i den frørfte Forffrættelfe, og bade Kongen paa Det indftændigfte ikke at 
fade dem i Stiffen. Endeel af Birkebeinerne meente Derimod at det ikke 
funde bænge faaledes fammen, og at det fun var et Paafund af Biftop- 
pen, for at befte Dem. Det fyntes dog at være alt for galt, om ban fore. 
medelft fit Had til Kongen ogfaa ſkulde nedlavde fig til at fpille under Dakke 
med Glittungerne. Kongen fojede derfor Provſten og Bymændene i at 
blive liggende ved FIunsberg den Dag til Ende, men der blev pjeblifkelig 
fendt ridende Bud ind over Oslo-Vejen for at erfare, hvorledes det hang 
fammen. Det varede ikke længe, forend disfe mødte Folk, fom vare af: 
fendte fra de fongelige Sysfelmænd i Oslo, og nu fom lige derfra; disfe 
fortalte at GSlittungerne fremdeles vare i Oslo, og gave fig nok faa god 
Ro, uden at have mindfte Anelfe om at Kongen og Jarlen vare i Far— 
vandet. Det vifte fig altfaa, at bine Birfebeiner virkelig bavde Net, og 
at den hele Sale om Slittungernes forventede Ungreb paa Tunsberg alene 

par et Opipind af Biffoppen, for at Slittungerne funde vinde Tid. 
Hvorledes Slittungerne Denne Gang vare fomne å Befiddelfe af Oslo, 
figes tffe, men af hvad der fiden berettes, man maa flutte, at De nu, fom 
tidligere, ere komne fra Raumarike, og at de med en overlegen Styrke, aldeles 
uforvarende bave overfaldt de i Oslo tilftedeværende Birkebeiner og Bagler, af 
hvilte De førfte, under Anførfel af de Fongelige Sysfelmænd i Oslo-Sysfel, 
Ivar Utvik og Asbjørn Kop, flygtede ombord paa Stibene og lagde fig ude 
ved Hovden, medens Baglerne faftede fig ind i Biftoppens Kajftell. Fra 
$Hovedøen  fendte Ivar og Asbjørn de nys omtalte Full affted paa em 
fetfejlende Stude; de have fandfynligviis lagt ind ved Horten, for at tile 
bagelægge den øvrige Deel af Brjen over Land, hvorved de faaledes fom 
til at møde de fra Tunsberg udfendte ridende Bud. Saa fnart Kongen 
og Jarlen fit Den vette Sammenhæng at vide, ſkyndte de fig ſtrax affted. 
Vinden var fremdeles god. Da de fom til Hovedøen, traf de Fvar og 
Asbjørn med tre Skibe, og fik af dem vide, at Slittungerne endnu vare 
i Oslo og fremdeles gave fig god Ro. Paa Kongeftitet blev der nu taget Nev 
i Sejlet for at oppebie De pvrige Skibe, og disfe fit den Befaling, at fejle 
ind tif Byen jevnfides i en enefte Linje, for paa een Gang at lægge til 
| I 












| 
| 
| Stykke paa Veftfiden af denne. Hvis der ikke oftere var ale om at pas- 
| 
H 
| 


1218. Bagler:Navnet ophører. 611 


Bryggen. De fejlede faa raſkt at de tungefte Sejlere maatte tage Uarerne 
til Hjelp for at bolde fig i Linjen. Men denne Hurtigbed nyttede til 
intet, thi Slittungerne havde været forfigtige not til at ftille en Vagt oppe 
i St. Hallvards Kirfetaarn, og denne havde allerede faart Øje paa de 
fongelige Skibe, da de fejlede ind om Nesodden. Da ffyndte Bene fig 
ftrar bort fra Byen, og da Birfebeinerne fom indenfor Hovedøen, faa 
de Slittungerne i fuld Fart op av Landevejen. Vel voede De af alle 
Kræfter ind til Bryggen, og føyndte fig i Land, baade paa Nord- og 
Sydfanten, men de fandt iffe [ænger en enefte Slittung i Byen. Nogle 
af Birfebeinerne8 Skarer fatte efter Dem lige til Fryfja, men fit ingen 
af dem fat 1). FJmidlertid drog Kongen op ad Gaven, og fom forbi Bi— 
ftoppens Kaftell, bvor en Deel Bagler, fom nys omtalt, havde taget fin 
Tilflugt. Disſe begave fig ſtrax ned til ham vg tilbede ham deres Tje— 
nefte, bvilfen han ogfaa ftrar modtog.  Biffoppen felv var nu idel Ven- 
figbed mod Kongen vg Birfebeinerne, fom om han aldrig havde haft ondt 
i Sinde mod dem. Han fendte pjebliffelig en Baad ud til Kongeffibet 
for at indbyde Inga Kongemoder, der havde ledfaget fin Søn, til at tage 
fit Ophold i hans Gaard, og vifte hende den fiorfte Hæder. Den føl 
gende Morgen fod han endog gjøre en højtidelig Procesfion mod Kongen, 
Da Denne gif til Mesfen fra fit Stib, bvor han og Jarlen vedbleve at 
have deres Kvarter. Det lader til, at Haafon har været Fog nok til 
at optage alle disfe Venffabsytringer fom om de vare oprigfigt meente, 
uden at fade Biffoppen Høre nogen Bebrejdelfe for hans tvetydige Ferd. 
Biſkoppens fornemfte Grund til at vife fig faa høflig og venlig mvd Kon- 
gen ev neppe faa meget at føge i den Omftændighed, at han for Djeblit- 
fet faa at fige var i hans Magt, da han vel funde være vis paa, at hans Perfon 
vilde blive anfeet ufrænkelig, fom deri, at Baglerhøvdingerne felv, Støtterne for 
hans politiffe Indflydelfe, nu ganſke havde tabt Lyften til at Danne et eget Parti, 
og allerede, fom man maa antage, havde beftemt fig til at forene fig med Birke— 
beinerne og træde i Kongens Fjenefte, uden at oppebie den for omtalte Mægling. 
De, fom ikke allerede vare i Oslo, nemlig Arnbjorn Jonsſon og en Deel 
andre, bleve føviftligen opfordrede til at fomme; de indfandt fig ufortø- 


vet, gif: Kongen og Farlen til Haande, og aflagde ganfée deres Partinavn, 


Bagler, der faaledes efter at have fpillet en vigtig Rolle i hele 26 


Aar, nu med eet ganſke forfvinder af Hiftorien. Sagaen har opbevaret 





1) Utter fees det, at for at komme fra Oslo op til Raumarike, hvor vi firar 
efter finde dem ved Dyeren, toge Slittungerne førft Vejen til Fryfja eller 
AFerselven: fremdeles et Bidnesbyrd om, at Landevejen førft har gaaet et 


fere Gjelleraafen, ſtulde man let funne formode at Vejen gif gjennem Mar- 
gretdalen (Maridalen) til Hakedalen. 
39* 


612 Haafon Haafonsjen. 


os Navnene paa de øvrige Baglerhøvdinger, Ver ved denne Lejlighed gik 
Kongen til Haande. Det var Arnbjorn Fonsføn, Gunnbjørn, Faldet 
Jonsbroder, fordi han var en Brovder af den før omtalte Jon Drottning, 
Simon Kyr, Gvjftrin Roesſon 1), Gudolf af Blaffeftad, Eindride Bekil *), 
Finn Bergtborsføn, Siqurd Sepil, Gunnar Aaſesſon, Gudleif Skreidung 3), 
Botulf Auvursſon, Eiliv Kembe, Thore Aamundesføn. Bi gjenfjende 
flere af disfe fom Birkebeinernes farlige Fiender og bitre Modjtandere 
ved tidligere Lejligbeder. Men at Foreningen med VBirfebeinerne og 
Underfaftelfen under Kongen nu for De Fleſtes Vedfommende var oprigtigt 
meent, feer man nofføm deraf, at Kongen blandt de her nævnte Høvdinger 
i den følgende Tid talte flere af fine dygtigfte og trofaftefte Mænd. Ut 
enfelte af dem af færegne Grunde atter faldt fra og floge fig til Kongens 
Fiender, fan ber iffe fomme i Betragmning. 

Konen erfarede førar efter, at Slittungevne Holdt fig oppe ved Øye- 
ren. Han fod derfor drage 14 Fartojer fra Oslo derben, fandfynligviis 
omtrent ad famme Strøg, hvor Jærnbanen nu gaar, men med Benyttelje 
af de mellemfommende Vande og Elve *); der maatte Dog, fom venteligt 
var, ſtor Folfebjelp til, og flere Høvdinger, navnlig Gutborm Gunnesføn, 
Gunnbjørn Jonsbroder, Olaf Mook og Harald Stangarfylja- fattes til 
at bave Opfigr dermed. Ut Kongen allerede ved Denne Lejlighed anvendte 
den forrige Begling, Gunnbjørn FJousbroder, vifer, bvilfen Tillid han 
maa have haft til bans og bans Medbrodres Oprigtighed. Da Slittun- 
gerne hørte om Dette Foretagende, flygtere de firar oſter til Marker, faa 
at man beller iffe Denne Gang fik fat paa Dem. En De af Birfebei- 
nevne bleve imidlertid liggende paa dine Fartøjer oppe i Øyeren, medens 
De øvrige vendte tilbage til Oslo 5). 


99. Optojer i Oslo mellem Kongens og Jarlens Mænd. 


I Oslo holdtes der nu, fortælles ver, mange Drikkelag, og forefaldt 
mangt og meget. Man maa antage, at Lvftigheden og Selftabeligheden 
å k 


1) Gyftein Roesfen var Lagmand i Nordre Bifen og en af de Mænd, der i 1209 hen 
tede Kong Philips Brud, Jomfru Ghriftina, fra Bergen, fe ovenfor S. 538. 

?) Han og Grunde Fehirde havde nys tilligemed Gregorius Jonsſon og Dag: 
finn Bonde været befuldmægtigede hos Erfebiffoppen, for at megle Forlig, 
fe ovenfor S. 589. 

3) Denne nævnes allerede ved 1204, fe ovenfor S. 475. 

4) Bi ville i det fenere fee Kongen oftere lade Skibe drage ad denne Vej; det 
heder etfteds (ved 1226) udtrykkeligt, at de bleve dragne til Gtavnsberg 
(Stalsberg). 


3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 46—49. 


1218. Slagsmaal i Oslo mellem Kongens og Jarlens Mænd. 613 


nu var faa meget flørre end fædvanligt, bvor Kongen og hans Hird 
var tilftede, fom det nys indgaaede Forbund mellem Birfebeiner og Bager 
maatte give Anledning til hyppigere og færegne feſtlige Sammenkomſter, 
bbor de fordums Fjender nu drak paa Forlig og VBrovderffab, gjenknyt— 
tede og ældre og ftiftede nye Venſkaber, og bilagde allehaande gamle pri» 
vate Stridigheder. Saaledes fortælles der udtryfkeligt, at den fongelige 
Sysfelmand i Oslo, Jvar Utvif, enten ved Denne eller ved en frnere 
$ejlighed indgik edeligt Broderffab med den forrige Begling, Gudolf paa 
Blakkeſtad I Affer, der felv i fin Tid bavde haft Sysfel paa denne Kant. 
Men da Partiaanden og de perfonlige Antipatbier iffe paa een Gang 
funde fvæles, var Det ogfaa uundgaarligt, at Ver jo nu og Da ved flige 
Lejligheder maatte opftan beftige Ovdverlinger og virkelige Slagsmaal, 
i Særdeleshed da der til den gamle Bitterbed mellem Birfebeiner og Bagler, 
eller vettere mellem de nordenfjeldffe og Vifværingerne, nu vgfaa fom den 
nye Splid mellem Kongens og Jarlens Tilhengere. J Sammenligning med 
denne var hiin nu endog for intet at regne, vg under Lyftigbederne i 
Oslo forefaldt der virkelig Optrin, fom lettelig funde have haft et vje- 
bliffeligt Udbrud af aabenbar Fejde mellem Kongen og Jarlen til Følge, 
og fom i alle Fad vifte, at om der i Fremtiden funde være nogen ny 
Borgerfrig at befrygte, maatte man fnarere vente den fra Jarlen og 
dennes Venner, end fra de forhenværende Bagler. Inga, Kongens 
Moder, havde et Par Brødre, Gunnulf og Bjørn !), der ved den Stil- 
ling, bun indtog, og Deres Frændffab til Kongen, nu ogſaa vare komne 
til Hæder og Bærdighed. Gunnulf plejede at være meget voldfom vg 
uftvrlig, naar han havde druffet meer end tilbørligt. J faadan Filftand 
mødte ban en Aften en vis Siva Ciliv, en af Jarlens bedfte Benner og 
Naadgivere, en meget fiivlig og beleven Mand *). Gunnulf, der fom 
Kongens Morbroder naturligvits havde et Horn i Siden til alle Farlens 
Venner, blev ved Synet af Giltv faa rafende, at han trak Sverdet og 
bug til ham over den hojre Arm, faa at Haanden nælten gik af. Gunn- 
uff føyndte fig ftrar at fomme ned til Kongeftibet, der laa udenfor 
Kongsbryggen, omringet af de øvrige. Men paa dette Skib vare Kongen 
og Jarlen tilfammen, fom det ovenfor er nævnt, og Denne, Ver Bje- 


1) Disfe omtales udtrykfeligt; maaffee hun ogfaa havde flere. 

?) Eiliv Faldes i Sagaen ,,Sira Eilifr“, hvilket betegner ham fom en gejftlig 
Mand. Da han imidlertid, fom flere Hofgejftlige paa den Tid, mere fynes 
at have optraadt i verdslig Skikkelſe, fandfynligviis endog felv baaret Vaa- 
ben, funde man med nogen Mimelighed formovde, at han var den „Eiliv 
Kapellan“, der i det foregaaende (S. 579, 580) omtales fom Fører af Gjeftefti- 
bet, og fividende med Aasulf Farlsfrænde om Skibslejet ved Hattehamven. 
Shi for den Sags Skyld Funde han gjerne være en Silhænger af Jarlen. 


—r — — 


614 Haakon Haafonsføn. 


bliffelig havde faart Melding om, hvad der var føeet, befalede ſtrax fine 
Mænd at vabne fig for at gribe Gunnulf. Denne var dog haſtig not til 
at at fomme ombord midtſkibs til de fongelige Hirdmand, Der firar toge 
bam imellem fig, og dannede en Sfjoldborg om ham, faa at Jarlen, da 
ban med fine Mænd fom forud for at hente ham, iffe funde faa ham fat, 
men maatte vende tilbage med uforvettet Sag. Da Hirdmændene faa 
Farten i heftig Brede ftevne agter henimod Forrummet å Sypidfen for fin 
bevæbnede Skare, bleve de bange for at ban vilde gjøre Kongen noget 
Ondt, og ſtyrtede alle i ſtorſte Haft agter til Kongen.  Farfen gif dog 
iffe heelt agter, men over Skutbryggen (den Landgangsbro, Der førte fra 
Bagjtavnen) op paa Bryggen, bvor der ogfaa famlede fig Folk fra de nærmefte 
Skibe, der havde hørt Tummelen og ligeledeå væbnet fig. Det Stib, der 
faa affer nærmeft, tilhørte Aasulf Farlsfrænde, Thord Dravle og Thor— 
finn ille, alle tre Filbængere af Jarlen; nær ved dDem lag ligeledes flere 
Skibe, der tilbørte FJarlens Benner, faa at denne fnart faa fig omgiven 
af en iffe ubetydelig Stare. Han fagde at han maatte og feulde have 
Hevn for Eiliv, og bad dem give et godt Raad bhertil. Reidulf Baards- 
broder, Den famme, der hjalp Kong Jnge, da Denne ved Baglernes Over- 
fald paa Nidaros 1206 havde fvømmet over Nidelven 1), men derimød, 
| fom det beder, iffe var nogen Ben af Kongen — med andre Ord, var en 
fanatiff Filbænger of Neins-IGtten — fagde at Det nok vilde gaa flere 
af Jarlens Filbænger, og tilſidſt bam felv, faaledes fom Eilit, hvis man 
ej fom fine Fiender i Forfjøbet; han raadede Derfor til, uden videre at 
hale Kongeffitet op paa Land, og dræde Kongen og alle hans Forfvarere. 
Men WAasulf, fljønt en nær Frænde af Jarlen, vyftede paa Hovedet 
hertil, og fagde: for ftor Hevn for en enefte Haand 2).“ Mange andre 
erflærede ligefedes, at De ikke vilde bryde deres Troſkabsed til Kongen, 
fom var aldeles uifyldig i denne Sag.  Fmidlertid var ogſaa Dagfinn 
Bonde, Guthorm Gunnesføn, Vegard VBeradal og Andres Skjaldarband 
fomne op paa Bryggen, hver med en talvig rop, og føyndte fig hen til 
Kongeftibet. Da Jarlen faa den, foer han benimod Vegard og ftak ham 
med Sverdet i Kinden. Vegard Drejede fig til Side, faa at Sverdet far 
fig ud. Det fom dog ikke til vderligere Boldfombeder; og Jarlen gik 
for det forfte hen til det Huus eller Stib, bvyr Ciliv laa, for at fee til 
bam, og blev hos ham en Stund.  Jmidlertid var det Forefaldne blevet 





1) Se ovenfor S. 491. | 

2) Hvis Eiliv, fom nys omtalt, var den famme fom den før omtalte „Eiliv 
Kapellan'', der Aaret forud havde været i Slagsmaal med Aasulf Jarls- 
frænde, vilde dette for en ftor Deel Funne forklare dennes Maadehold, hvor 
der var Tale om Hevn for Eilios Haand,  Derhos maa det erindres, at 
Aasulf var en Stifføn af Roar Kongséfrænde. 








1218. Slagsmaal mellem Kongens og Jarlens Mænd. 615 


befjendt paa alle Stibene, og Arnbjørn Jonsſon, Lodin Paalsføn og de 
flefte øvrige Skibsſtyrere fendte ſtrar Baade ben til Konge-Stilet, og 
fode Haafon melde, at han funde ftole paa Dem, hvis det fom til noget al- 
vorligt. Vaa alle Skiene bang endnu Skjoldene ved Stavnene for Ufre— 
Dens Skyld, og Mandſkabet var faaledes i en Huft bevætnet. Dagfinn 
Bonde og Gutborm Gunnesføn gif ombord til Kongen, og fode deres 
Mandftab, fom det fynes, bolde bevætnet paa Bryggen Stvar efter 
fom FJarfen ombord, meget vred. - Kongen rejite fig op mod bam, og tile 
bød I fin Morbroders Navn Bod faavel til bam fom Eiliv, men Jarlen 
værdigede ham neppe et Svar. Da fagde Dagfinn: ,derfom I, Herre, 
itfe vil fove at holde Fred i Nat for denne Sags Skyld, ter vi iffe lade 
Kongen blive ombord paa Sfibet, men han flat da følge med 08." „Jeg 
vil iffe for nogen Priis flygte fra mit Skib og mine Folk i Nat," fva- 
rede Kongen, Hirden erflærede, at Den vilde være Der, hvor Kongen var. 
Da gav Jarlen gode Ord, og fagde at alt ſkulde ftaa uafgjort under gjen- 
fidig Grid indtil den folgende Morgen. Doy blev der Den hele Nat 
Holdt ftært Vagt paa begge Sider. 

Om Morgenen, efter Formesfen, gif Kongen felv til Eiliv, og tile 
bød bam Bod i Gunnulf3 Navn. Eiliv fvarede Dertil nof faa vel, og 
tilfagde Grid for fit Vedfommende, indtil-man faa, bvad UDdfald hans Sag 
fit. Derpaa (od Kongen blæfe til Hirdftevne, og foredrog den hele Sag. 
Man vtrede fig beel forffjelligt devom; Vegard VBeradal ſtod op og kla— 
gede over den Forimadelfe, der var ham fagesløfe Mand overgaart: han 
vilde ej, fagde han, bave faget, hvis Vedfommende havde budt ham nogen 
Oprejsning — Lendevrmændene og Hirden erflærede at de iffe paa nogen 
Maade vilde finde fig i, at en faadan Fornærmelfe, tilføjet en af deres egen 
Midte, ej ffulde affones med en vasfende Bod. Omfider maatte Jarlen 
befvemme fig til at vodgite Sagen gode Mænds Kjendelfe, og disſe 
dømte Jarlen til at udrede en Vengetod, famt til at aflægge en Trygds— 
Ed. Dette var tilftvæftelig Sutisfaftion for Vegard, der rftergav 
Jarlen baade Boden og Gden. Men Jarlen var lige fuldt, fom man 
nof fan begribe, yderſt opbragt, og fattede et dodeligt Hav til Vegard. 
Det er ellers tydeligt nok at fee, at Jarlen og hans Filbængere ved 
denne Lejlighed, bvor den førfte Fornærmelfe var udgaaet fra Det fonge- 
fige Parti, neppe havde viijt faa meget Maadehold, hvis de ej havde mere 
fet, at Dvermagten i Filfælde af aabenbar Kamp ganſke vilde blive 
paa Kongens Side, og dette har faaledes maaffee været dem en nyt- 
tig Lærdom, der endnu for en RNakke af Aar forebyggede et aabenbart 
Brud !). 


1) Haakon Haakonsſons Saga, Gap. 50—42. 


616 Haakon Haakonsføn. 
100. Ny Befættelfe af Syflerne. - Kongen og Jarlen tilbringe Bintren i Tunsberg. 


Da man hvert Øjeblif funde vente ny Ufred af Slittungerne, og Det 
faafedes var magtpaaliggende, at Kongen og Jarlen felv vare nær ved 
Haanden, befluttede De at tilbringe Den foreftaaende Vinter i Bifen, men 
foretoge, inden de forfode Oslo, en ny Uddeling af Syflerne, hvorved de 
fornemmelig droge Omforq for at befætte Syflerne paa Oplandene med 
Dygtige og paalidelige Mænd, da disſe Egne for Øjebliffet meft truedes 
af Oprørsfloffen 1). Til Sysfelmænd paa Hadeland udnævntes faale- 
des Gunnbjørn Jonsbroder og Thorgeir Biffopsmand, paa Raumarife 
Harald Stangarfylja og Thoralde Uugesføn *), over Hedemarfen Dlaf 
Moot og Frederif Slaffe, i Gudbrandsdalen Eindride Befil og Baard 
Hale. Af disſſe vare i Det mindfte Gunnbjørn, Thoralde og Ein— 
dride forbenværende Bagler, og Det viſer fig ſaaledes fremdeles, at Bir- 
febeinerne havde ubetinget Fillid til deres Froftab. Ved Bejættelfen af 
Syflerne i Vifen føede der fandfynligviis ingen videre Forandringer i Det 
Beftaaende, end Den fom Forflyttelfe af enfelte ESysfelmænd til Oplandene 
medførte; Dog bleve de fordums Baglinger Gudolf af Blakkeſtad og Gun- 
nar Aafesfon, der i Kong Philips Tid fynes at hate haft Den vejtlige Deel 
af Oslo-Sysfel, eller After, Lider, Røfen og Hudrum, m. m., nu aldeles 
forbigaaede; hvad Gudolf angaar, nævnes det fom Grund bertil, at harr var 
faa forhadt af Bonderne i fin Sysfel 3). Gaut Fonsføn paa Mel, der, 
fom Det ovenfor er omtalt, famme Hoſt ved et eller andet Uheld var nødt 
til at vende tilbage fra fit paadegyndte Korstog, og blev venligt modta— 
gen af Kongen, fil indtil videre den halve Deel af Elbeſysſel, fandfyn- 
tigviis meft for at funne underholde fine Folk; ellers tilbragte han Vintren 
hos Kongen. Fil Bergen blev der fendt Bud for at melde, at Kongen og Jarz 
fen ej funde ventes DID for Denne Vinter, og de begave fig for det førite fyd- 
efter i Vifen, lige til Elven, for at inddrive De FJndtægter, Kronen for det løbende 
faavel fom for de foregagende Aar maatte have til Gode. Imidlertid fendte 
Kongen Dagfinn Bonde, der tillige var hans Stallare, og Jarlen Grunde 


1) Der ftaar juft itfe udtrykfeligt, at denne Ombeſtikkelſe af Sysfelmænd og- 
faa firafte fig til Bilen; men da man dog af hvad der fenere berettes om 
Gudolf af Blakfeftad (Sagaens Gap. 57, fe nedenfor S. 621) feer, at em 
faadan dog maa have fundet Sted ogfaa for Vifen, bliver det rimeligt, at 
den her føede ved famme Lejlighed, fom for Oplandene; jadet lader fig endog 
vanffeligt tænte, at den Eunde finde Sted paa nogen anden Tid, da man vel 
maa antage, at de Sysfelmænd paa Hedemarken, der, uden ellers at falde 
reent i Unaade, maatte overlade deres Syfler til dygtigere Mænd, tildeels | 
bleve holdte ſtadesloſe ved andre Syfler i Viken, | 


Po 


2) Han nævnes ligeledes i 1204, fe ovenfor S. 475. 
3) Haafon Haafonsjøns Saga Gap. 57. E 


== 


— — 


1218—19. Kongen og Jarlen overvintre i Viken. 617 


Fehirde (der altfaa betlædte det famme Embede hos ham fom tidligere 
hos Kong Pilip) forud til Junsberg, for at træffe de fornødne Anſtal— 
ter til Fulefoften. Sandſynligviis var Det under deres Ophold fyd ved 
Elven, eller i Kongehelle, at Gaut Ivnsføn fom til Kongen. Siden be- 
gave De fig tilbage til Funsberg, hvor De efter Beftemmelfen tilbragte 
Fulen. Til Lendermænd ophøjedes denne Gang Guthorm Gunnesføn vg 
Den anferde Haalvgalænding Paal Baagaffalm paa Dynjarnes (Døn- 
ne$), der, fom det fynes, var Sysfelmand i det fydligite Derl af Haalo- 
gafand eller den ſaakaldte Alaftarbaugs (Alſtahaugs) Sysſel 1).  Strar 
efter Julen (1219) indlob den førgelige Efterretning fra Gregorius Jons- 
fen, der, fom oven anført, i Kongen og Farlens Fraværelfe var fat vver 
Throndhjem, at Staden Nidaros var afbrændt. Hvor ftor Ødelæggelfe Ilden 
gjorde, figes iffe; det fader dog til af hvad der fenere berettes, at Kongs- 
gaarden, og faaledes vel det bele Strøg oppe ved Chriſtkirken ikke har 
taget nogen Stade, ligefom ogfaa den øvrige Deel af Byen fnart fynes 
at have vejjt fig af fin Aſke 2). 


101. Kong Haafon troloves med Skule Jarls Datter Margrete. 


De nys forefaldne VBegivenbeder, faavel fom overhboved det hele 
Forbold mellem Kongen og Jarlen funde iffe andet end vokke megen Be- 
fymring hos alle Kongens oprigtige Venner. Endnu var fun halvandet 
Aar bengaget, og allerede havde Jarlen ved mange Lejligheder lagt for 


Ri Dagen, hvor utilfreds han var med det beftaaende, og bvilfen Jorn i 


hans Øjne den unge Konge var. Skulde dette Forhold vare fængere ved, 
uden at Det lykkedes at oprette en venffabeligere Stemning mellem dem, 
ifær fra Jarlens Stde, eller ogfaa at træffe pderligere Foranftaltninger til Kon- 
gens Sikferhed, vilde det fee altfor farligt ud. De Raadgivere, der under 
dette Ophold i Sunsberg omgave Kongen, og Mandt hvilte Martin Kongsfræn- 
de, Sunne Lodinsføn, hans Søn Gutborm, Dagfinn Bonde og Baard Brimftein 
udtryffeligt nævnes, indbode Arnbjorn Junsføn og Gunnbjørn Jonsbroder til 
at oterlægge om, bvad der i Denne Unledning var at gjøre 3). De foreftil- 


1) Ut Paal boede paa Dønnes, figes udtrykfelig i det følgende, og dette hørte 
til Herø Halvfylfe og Alftahaugs Gysfel. For Reſten fynes Sitelnavnet 
VBaagaffalm at antyde, at han hørte hjemme i Baagen. Han var beflæg- 
ter med Ivar Nev, 

2) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 53, 54. Ut Kongsgaarden ej Fom til 
Skade, feed deraf, at der allerede den følgende Høft, i Unledning af Trolo— 
veljen, tales om „Hallen“. 

3) Hvorledes Martin Kongsfrænde var beflægtet med Kongen, vides ike. Man 
feulde friftes til at tro, at han var den famme Martin (Pveft) i Kin- 


618 Haakon Haakonsføn. 


fede dem, hvor betæntkeligt det var, at Farlen under disfe Omftændigheder 
ffulde bave Opfigt baade med ham og Niget, tfær da der var alt for 
mange tjenftvillige Aander til at gaa imellem Dem og flifte Ufred, mevens 
Derimod Kongens paalidelige Venner ikke altid funde være tilftede, Man 
blev da enig om, fom den bedfte og trvggefte Udvej, at Kongen ſkulde tage 
Jarlens Datter Margrete til Egte, thi da vilde Jarlens egen Interesſe 
paa Det nøjefte blive Enyttet til Kongens, og han maatte komme til at 
elffe ham fom fin egen Søn, tfær da han felv ingen Son havde i fit Egte— 
ftab. Da Skule felv paa Denne Tid iffe var mere end 30 Aar gammel, 
fan Margrete fun have været et Barn, i det bøjefte 10 Aar gammel *), 
faa at det ej var at tænfe paa, at Eyteffabet i de førfte fem eller fer 
Mar kunde fuldbyrdes, men Fæftemaalet og Dden visfe Udfigt til at det 
eengang bilde fomme iftand maatte for det førfte være tilftrætkeligt. 
Haafon havde om Sommeren 1214 fyldt fit 14de Uar. Da de gjorde 
ham dette Forflag, virede han i Føriningen ingen fynderlig Lvit til at 
indlade fig derpaa; fiden gav han dog fit Samtykke dertil, bvis man 
Derved kunde opnan gjenfidig Tryghed og Enighed, ffjønt han vig- 
tignot felv for fin Part frygtede for, at alt lige fuldt vilde blive 
fom før; for Neften overflod ban dem ganſke at bandle i denne Sag 
fom de fandt for godt, vg evklærede fig tilfreds med hvad de paa hans 


fervif, der i Uaret 1223 (fe nedenfor) omtales blandt hans Naadgivere. 
GSandfynligviis har vel ogfaa han været en Wtling af Sverres færviffe 
Frænder, og maaffee opfaldt efter Sverres Ben, VBiffop Martin i Bergen. 
Gunne Lodinsføn maa fom Fader til en Lendermand have været en gammelt 
Mand. — Foruden Guthorm maa ogfaa den i det følgende hyppigt forefom- 
mende Lodin Gunnesføn upaatvivleligt have været hans Søn, Baard Brim- 
ftein er tidligere omtalt fom Sysfelmand i føndre Viken. Hvad Gunnbjørn 
angaar, da ftaar det i Sagaens Vert her, hans Broder", fom om han 
var en Broder af den umiddelbar forud nævnte Urnbjørn Jonsſon, ligefom 
han og et Par Gange Éaldes Gunnbjørn Jonsſon; men hvis iffe hans og 
Broderen Jon Drottnings Fader virkelig hed Jon, maa dette ganføe vift 
være en Fejl, og en Fejl bliver det vel under alle Omftændigheder- at gjøre 
ham til en Broder af Arnbjørn Jonsføn. J den Sert, fom ved Udgaven 
af Sagaen er benyttet, heder det og at Paal Baagaffalm Faldtes til denne 
NRaadflagning, hvilfet fynes lidet rimeligt, da han anfaaes for en ivrig Til— 
fhjænger af FJarlen. 

Man Fan neppe antage at Jarlen var gift førend han havde fyldt fit 18de 
Uar, 1207; og at han i dette War endnu ikke var gift, fynes man at maatte 
flutte deraf at hans Huftru itfe opregnes blandt de fornemme Damer, der 
befandt fig i Bergen, og paa Borgen, da denne belejredes (GS. 513). Thi 
da han felv var tilftede, vilde vel og, om han da var gift, hans Huftru 
have været med blandt Damerne, af hvile ogfaa hans Syfter Fru Sigrid 
udtrpkfelig nævnes. Var han ſaaledes endnu ikke gift om Gommeren 1207, 
tan intet af hans Børn være født før anden Halvdeel af 1208. 


1 


— 











1219. Kongen troloves med Jarlens Datter. 619 


Vegne afgjorde. De forelagde derpaa Jarlen denne Sag og han gav et qun- 
ftigt Svar, men ytrede dog, at han fort maatte indhente Pigens eget og hen- 
des Moder Fru Nagnilds Samtykke 1). Om disfje ved denne Lejlighed vare 
tiljtede i Funsberg, ev iffe tydeligt af Sagaen$ Ord, men hvad enten man 
virfelig erholdt deres Jndvilgelfe, eller Jarlen efter nærmere Overlæg 
befluttede at afgjore Sagen paa egen Haand uden at fpilde mere Tid, 
er Det vift, at Giftermaalet blev aftalt, faa at Kongen fæftede fig Jomfru 
Margrete, og at Venner og Frænder pan begge Sider bengave fig til de 
meft fangvinffe Forventninger om at alt nu vilde blive godt og vel, og 
Benftabet mellem Kongen og Jarlen fnytte8 uopløfeligt. 

Da Vaaren fom, og Clittungerne, fom det fynes, ej gjorde videre 
af fig — fra denne Tid fremtræde de endog, fom det vil feed, ikke læn- 
gere fom felvftændigt Parti — vendte Kongen og Jarlen tilbage tit Ber- 
gen, hvor De tilbragte Sommeren. Her fom Jon Staal med et nyt 
Langſkib, ban havde ladet bygge for Kongen, det var paa 25 Rum og 
udmerfet godt; Kongen havde det i lang Tid. J de førfte Dage af 
September begave Kongen og Jarlen fig. til Shrondbjem, med et talrigt 
Følge fra Gulathingslagen, der fandfynligviis ſkulde være tilftede ved Tro— 
lovelſes- eller Vielfes - Højtideligheden mellem Kongen og Jomfru Mar- 
grete. En faadan Højtidelighed var endnu viſtnok et nyt Syn i Norge. 
Bed det fidfte latevanffe Kirfemøde, om bvilfet vi ovenfor have handlet, 
par Der nemlig fat et førengt Forbud mod alle hemmelige Giftermaal, og 
det var udtryffeligen blevet paabudet, at Iillysning i Kirten ffulde finde 
Sted før Brylluppet, under Straf af 3 Aars Sufpenfion for den Preſt, 
Der vingeagtede Budet ved at overvære Brylluppet eller give Giftermaalet 
fin Belfignelfe uden foreganende Fillysning *). Derved bleve Giftermaa- 
lene ogfaa ber i Norge ftillede under nærmere Kontrok af, og i nøjere 
Forbindelfe med Kirfen end før, og medens de flejte Egteſkaber hidtil 
fyneg fun at have været Civil-Egteſkaber, hvorved Bryllupsgildet felv var den 
egentlige Hojtidelighed, blev det nu almindeligt, ja fnart endog udtrytke- 
figt paabudet 3), at faavel Trolovelſe (sponsalia), fom Vielſe (benedictio), 
feulde ſtee i Kirken ved Preften før Bryllupsgildet. Den førfte Højtide- 
lighed kaldtes i Morge Pufan (af det franfte épouser, der igjen er en 





1) Hvis Datter denne Fru Ragnhild var, figes ingenfteds, men hun har visfe- 
lig hørt til en af de fornemfte Familier. Snareſt ffulde man tænte paa 
Gifte: eller Bjarfø-AEtten, hvor dette Navn var fædvanligt. 

?) Conc. Later. c. 51, fe Coleti Concilia XIII, 987, jvfr. Erkebiſkop Jons 
Ghriftenret, Gap. 42, 43 

3) Paabudet findes allerførft i Erkebiſkop Jons Ghriftenret af 1277, c. 41, men 
fleve af de i denne Lov for førfte Gang forefommende WBeftemmelfer vare 
allerede, fom man tydeligt tan fe, tidligere vedtagne. 


620 Haakon Haakonsføn. 


Forvanfkning af det latinffe sponsare), den anden Blesfan (Belfignelfe, 
benedictio), men naar Brylluppet boldtes umiddelbart efter Lysningen 
fynes ogfaa begge Højtideligbeder at have fundet Sted under ert, og da 
faldte man den hele Akt Pufan, fordi de flefte og meſt ivjnefaldende Ce— 
remonier ffede ved Trolobelſen '). Naar derimod Brykuppet felv, fom 
i nærværende Filfælde mellem Haafon og Margrete, maatte udfættes, 
udſattes ogfaa Den egentlige Benediktion indtil Da, medens Giftermaalet 
Dog lige fuldt ved Sponfalierne betragtedes fom faft og uopløfeligt fluttet, 
faa at Margrete endog, fom det fynes, firar efter ftundom faldtes , Frue" 
eller , Dronning" >). Trolovelſesfeſten fandt Sted St. Midaels Dag, 
den 29de September, og fejredes ved et prægtigt Gilde i Kungehallen 3). 
Kongen og Jarlen tilbragte hele den følgende Høft og Vinter tilfammen 
i Fprondbjem, og Det lod virkelig til, at de Forventninger, man havde 
fnyttet til den nys jtiftede Forvindelje, vilde gaa i Opfyldelfe, tvi 
alt var nu nof faa venffabeligt mellem GSvigerfader og Svigerføn. Men 
at Farlen fige fuldt iffe et Ojeblik tabte fit Maal af Sigte, og intrigerede 
lige faa ivrigt fom før, Det vifte fig, om end ikke ftrar, faa Dog efter 
hvad der fenere paafulgte, nokſom deraf, at to af Kongens nærmefte Ven— 
ner og faſteſte Støtter, Andres Sfjaldarband og Vegard Veradal, ud— 
nævntes til Sysfelmænd i den nordligfte Deel af Haalogaland. Da denne 
Sysfel, fom forben, ogfaa ledfagedes af Finneferden, eller Forleningen 
med Finneffatten og Kronens Eneret til Handel med Finnerne, var Svflen 
en af de meſt indbringende, og Udnævnelfen dertil faaledes en Ude 
merkelſe. Men i Virfeligheden var det nok Jarlens Henligt, at faa disfe 
ivrige og formaaende FJilbængere af Kongen faa langt bortfjernede fra 
ham fom muligt, og Derbos at fætte Splid mellem dem indbyrdes, hvortil 
Fællesfjfabet i Embede og Indtægter unde give vig Anledning . Here 
til fom, at Jarlen rimeligvis allerede da jtod i en utilladelig Forbindelfe 





1) Xf nys nævnte Artikel ſees, at der ffjelnedes mellem , Pufan"' og „Blesſan“, 
men at de dog fædvanligviis føede paa een Gang. Man feer ogfaa af Be: 
retningen om Magnus Haafonsjens Bryllup 1261, at Trolovelfen og Biel 
fen ber foretoges under ect, men at det Hele Faldtes , Pufan", fe nedenfo 
(Haafon Haafonsføns Saga Gap. 309). 

*) Haafon Haafonsfens Saga Gap. 71. Heraf Eommer og den italienføe ve 
nævnelfe sposo (sponsus), franff époux, om „Egtemand“; og en Huftru 
(i de fornemmere Klasfer) kaldes paa norff „püsa“. 

3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 53, 54, 56. 

4) Det vil nedenfor fres, hvorledes man virkelig havde Grund til at mistenke 
Jarlens Henfigter med denne Udnævnelfe. I et Haandførift heder det endog 
ligefrem, hvor Udnævnelfen omtales: „de fil Sysſel nordligft i Haalogaland, 
fordi de vare Kongens bedfte Benner”. Haakon Haafonsjøns Saga Gap. 56. 





1219. Ribbungernes Klok ſtiftes. 621 


med Andres Stjoldarbands Huftru Ingebjørg, gjennem bvilfen han, i det 
mindfte til en Tid, funde indvirfe paa bam og benytte ham fom et Red— 
ftab for fine Planer, uden at ban engang felv var fig det bevidft *). 


102. Rivbungernes Flok ſtiftes. 


Der indtraf imidlertid, man fan næften fige heldigvis, Begivenheder, 
fom tvang Jarlen til, hvad end hans Planer monne være, at flutte fig 
nøje til Kongen, og faa q0dt fom mod fin Vilje at fiyrfe hans Magt. 
Den famme Vinter, ban og Kongen opboldt fig i Throndhjem, ftiftedeg 
Der nemlig en ny Oprørsflof, der optog i fig Den tidligere, og blev faa 
ſterk, at den fuldfømmen beffjefttgede De med de forhenværende Bagler for- 
enede Birfebeiners Kræfter, medens Den tillige faa eenfidigt fæmpede for 
en egen Prætendents FIntevesfe, at der i Det mindfte i Førftningen ej fra 
Jarlens Side funde være Tanke om at vinde den for fig, faa at ban alt 
faa maatte gjøre en Dyd af Nøvdvendigheden, og befrige den, fom om 
han var Kongens ivrigfte Forfvarer.  GSammenbængén dermed var føl- 
gende. Den forhenværende Baglerhøvding Gudolf af Blaffeftad var, 
fom vi bave feet, af gyldig Grund forbigaaet ved den nye VBefættelfe af 
Syflerne i Oslo om Hoften 1218, og barmedes hojligt Derover, fom 
rimefigt var, men holdt fig dog for det forfte rolig, idet han vel faa Tiden 
an, om maaffee Kongen eller Jarlen fenere føulde betænte fig, og give 
bam Sysſel. Men da den anden Vinter fom, og ban endnu ingen Sys- 
fel havde faaet, befluttede han at fiifte en Oprersflof, og fendte i det 
Øjemed fin Søn, Eiliv Kruna, ledfaget af to andre Mænd, Erif Panne 
og Jon Raud, ned til Halland, for at opføge den før omtalte Sigurd, 
Grling Steinveggs virkelige eller foregivne Søn, der fremdeles føulde op- 
holde fig der, og tilbyde bam Norges Krone. De fandt ham ganfée vig- 
tigt; ban lod fig iffe dette Filbud gjøre to Gange, og ſtillede fig ſtrar 
til deres Forføjning, medens de vifte ham af kongelig WEre. Imidlertid 
famlede Gudolf i al Hemmelighed paalidelige Folt om fig paa Blakkeſtad 
i Sfogheimshered, (Affer Sogn) og fatte em mørt Nat over til Hovedøen, 
hvor Sysjelmanden, FJvar Utvif, [aa med nogle Skibe, uden at ane mindſte 
Fare, og aller mindft af Guvdolf, med hvem han, fom vi have feet, for 
jaa fort Iid fiden havde indgaaet Brovderffab. Det fynes endog, fom om 
ban og hans Folk ikke engang bave haft deres Vaaben hos fig, men fun haft 
dem nedpakkede i fine Kifter. Det var derfor en let Sag for Gudolf at ſpille 





') Jarlens Søn med Ingebjørg, Peter, fom nedenfor vil blive omtalt, var al 
levede i 1239 en fuldvoren og ſterk Mand, der kunde flytte St. Olafs Strin; 
han var vel altfaa mindft 18—19 Aar, eller fød omtrent 1220. 


622 Haakon Haakonsføn. 


aldeles Mejfter, og nedfable mange af dem 1), medens De endnu faa i 
fin gode No. — Ivar felv undfom med Nød og neppe paa em Baav; 
andre flap i Land, og frelfte fig ved at ty ind i Klofterfirfen, men Ski— 
bene, med alt Filbehør og alle dDerpaa forvarede Vaaben, faavel fom meget 
andet Losore, faldt i Gudolfs Hænder *). Saaledes bavde han allerede 
gjort en god Fangſt, og var paa god Vej til at faa en Flaade famlet, førend 
Opvøret endnu formeligt var erklæret. Med de erobrede Skibe ſtyrede han ri— 
meligviis ſtrax fydover til det Sted, bvor ban bavde aftalt at møde fin Søn 
og Den nye Prætendent, enten Det nu var i Halland eller den fydlige 
Deel af Viten, og der famlede fig nu, fortaltes der, mange Folk til Sig- 
ud, medens Gudolf var hans fornemfte Raadgiver, altfaa med andre Ord 
Den egentlige Hovedmand for Floffen Som hans Merfesmand nævnes 
Erling Rumjtav, en vaff og dygtig Mand, fom det nedenfor vil fees, 
og fom andre Høvdinger eller Befalingsmænd for enkelte Skarer Sandulf 
SHaufsføn, Torleiv Brud, Erling Ning, Helge paa Solbjørg, Gaute 
Guttfmør, Gaafe unden Fjedet, Grimar fvange. Siden fom ogſaa Gun- 
nar Aafesføn til; han var, fom det fynes, fra Lider, Gudolfs Nabo og 
forrige Medfysfelmand.  Ligefom han, blev ban ogfaa forbigaaet vid Sys— 
feluddelingen, og flog lig af Forbitrelfe til Kongens Flender; og ingen, 
beder Det, af bele Partiet gjørde mere Ondt end han. Denne Flok blev, 
uvift hvorfor, kaldet Ribbunger 3), og beftod iffe, fom Slittungerne, af 
forlobet Paf, men af raffe og vel udruftede Folk, fornemmelig, fom man 
maa antage, De af De forrige menige Bagler, der ligefom Hovedmændene 


1) Af disfe nævnes en Smid Kipa og Hallvard Kurt. å 


?) Dette fortælles i Haafon Haakonsfens Saga Cap. 58, efter at Floffens 
egentlige Fremtræden er omtalt i Gap. 57, faa at det ved førfte Siekaſt 
kunde ſynes fom om det ffede, efter at Gudolf havde forenet fig med Gigurd, 
Men det er dog tydeligt at ſtjonne, at hvis Flokken førft havde været frife 
tet og Oprøret erÉlæret, vilde deels Fvar Utvif have været paa fin Poft, 
faa at Gudolf ej funde have overrumplet ham, deels maatte Gudolf felv da 
rimeligvis have været længer borte, fydeftligt i Bifen, hvorfra et av 
Overfald paa Skibe ved Hovedøen var umuligt. Det rimeligfte og fimplefte 
er. berimod, et Gudolf i al Stilhed har famlet Folf paa Blatteftad, og 
GSmaafartejer ftrar nedenfor i Fjorden, enten ved Krofholmen og Børshoke 
men indenfor Birføen, eller i Ledangen, og at han derfra i Nattens Morke 
har roet den halvanden Miils Vej til Hovedøen, for netop at benytte fig 
af Ivars Uvidenhed om alle nye Oprørsplaner til maaffee at fælde ham 
og i alle Fald faffe fig Skibe at begynde med og til at hente Sigurd. 
Desuden begynder Gap. 58 med Ordene: „Noget før havde Ivar og Gudolf 
indgaaet Gdbroderffab”, og dette „noget fer” Fan uden Tvang henføres 
til den bele Begivenhed. 

3) Om Oyprindelfen til og Betydningen af dette Navn, giver Sagaen ingen 
Oplysning. Maaffec det fimpelt hen betyder „Rovere“. 





1219. Mibbungernes Jilvært. 623 


enten fra førft af havde været migfornøjede med Ven nyg indjaaede For- 
ening, eller fiden efter følte fig brøftholdne derved; og af flere fenere fore: 
fafdne Omftændigbeder, faar man desuden, om jujt iffe Vished, faa dog 
en ſterk Mistante om, at Ven i hemmelige Stemplinger utrættelige Bi— 
ſtop Nikolas ogſaa her har haft en Finger med å Spillet, ja maaffee, naar 
alt fommer til alt, bar været den, Der fra førit af opbidfede Gudolf til 
at gjøre Oprørsforføg, dog uden at fille fig felv for meget blot ). 
NRibbungernes Flaade forøgedes fnart betydeligt, vg Det fynes ej at have 
varet faa længe, førend de ganffe fif Overtaget over de kongelige Befalinga- 
mænd i Viken, og ftrejfede om efter Behag, medens disfe havde not med at 
forfvare fit Liv, og tilfidjt faftede fig ind i Befæftningen paa Slotsbjerget 
ved Funsberg.  Oprørerne havde neppe funnet gjøre faadan Fremgang, 
bvis Kongen og Jarlen i Side vare fomne deres Befalingsmænd i Viten 
til Hjelp, hvorom disfe ved Breve og Sendebud paa det indftændigfte an- 
modede dem. Men i Stedet for at fomme til Viten bleve de hele Som- 
meren liggende i Bergen, hvorhen de om Vaaren havde begivet fig. Aar— 
fagen var Den, at Jarlen, fom det nedenfor nærmere ffal omtales, havde 
fat fig den mventyrlige Plan i Hovedet, at udrufte en ftor Flaade til 
Island. - Der blev vel intet beraf, men imidlertid var den foftbare Tid 
gaaet ben; og Da Kongen og Jarlen endelig fom afjted, for at fraa de 
baardt betrængte vifffe Høvdinger bi, var alerede Midelsmesfe for 
Haanden. Den kongelige Flaade beftod af 30 ftørre og mindre Skibe, 
og Der var fleve anjeede Lendermænd med, fom Jon Staal, Haalogalæn- 
Dingen Paal Vaagaftolm og Ivar Nev. Men man havde mange Vanfte- 
lighbeder at fæmpe imod, og Toget fynes i det Hele taget at have været 
daarligt anordnet og forbaftet. Udenfor Jæderen fif man en beftig Storm, 
og Derpaa faadan Modvind, at man i 14 Dage maatte blive liggende i 
— Lykr ved Sokndalen 2). Her ſlap Forraadet af baade Mad 

Drikke op, faa at man maatte ſlagte Bondernes Kvæg, og dette maatte 
vie væffe Misnøje blandt disfe, medens Mandfkabet paa fin 
Side flagede over den lange uvirffomme Henliggen. Tilſidſt maatte man 
gribe til Den Udvej, at Kongen vendte tilbage til Bergen med de førre 
Skibe, medens Jarlen med de mindre fortfatte Nejfen til Viten, hvor han 


1) Man iagttage blot, hvad der fortælles nedenfor, S. 627 (Haafon Haa: 
konsſons Saga Gap. 67), om Jarlens og Biffoppens Ordverling, Skibene 
angaaende, og om hans Underhandlinger med Gudolfs Frille, faavel forn endnu 
længer nede, i 1225, om hans liftige Fremgangsmaade mod Arnbjørn Jons— 
fen (Haafon Haatonsjøns Saga Gap. 118). 

?) Denne Havn antages af Munthe (Aalls Snorre II. S. 228 i Noten) for 
at være Lofevig i Soggendals Preftegjeld. Vift er det, at den maa være at 


| føge et Stykke føndenfor Gifundafund eller Eferfund, fiden Kongen paa Rejfen 
nordefter Fom did. 


624 Haafon Haafonsføn. 


af alle Svfler ffulde tage den hele Landføyld og Leding, og føre den til 
- Bergen, for at man dermed kunde beſtride Fulefoften og Lønningerne til 
Hirden; om at befempe Nibbungerne Denne Høft fynes det iffe engang 
at have været Tale. Paa Filbagerrjfen til Bergen led man den yderſte 
Mangel paa Levnetsmidler, og ingenited$ var noget at faa. Det enefte 
glædelige, fom mødte Kongen, var, at han i Gifundafund traf Biftop Henrik, 
med hvem ban talede mangt og meget, og fom nu oprigtigt forfifrede 
Kongen om fit Venſkab. „J maa vide, Herre," fagde ban, ,at I havde 
ingen virffommere Fiende af en liden Mand at være end jeg, men bere 
efter ffal ingen være eder en troere Ben blandt os Biffopper, hvor lidet 
end mit Mavn vejer.” Da Kongen fom til Bergen, faldte han Dagfinn 
Bonde til fig, og overdrog bam at førge for det nødvendige til Fortæ- 
tingen i Julen. Det var en vanffelig Sag, thi alle Beholdninger vare 
tomme, og der maatte optages fore Laan. Der blev ligeledes ſkrevet til 
Sysfelmændene, at de ftulde indfende deres Oppebørfler, men, figes der 
dHarafteriftift nof, der fom ikke ftort ud Deraf, thi Sysfelmændene vare 
iffe fynderlig bange for Kongen, og naar ban talte alvorligt til dem, 
faqde De at De bavde anden nødvendig Brug for Pengene".  Jmide | 
fertid fom Farlen, efter fremdeles at have fæmpet med Modvind, til Vi- 
fen, og tog faa megen Leding og Landſkyld, han funde faa, men det fynes 
iffe at bave været ftort, og Dbeller iffe fader det til at han fom fænger 
øfter end til Funsberg, vimeligviis fordi Ribbungerne havde hele Landet 
oſtenfor Fjorden inde. Fem Dage før Juul forlod han atter Tunsberg, 
og fom efter ni Dages belvdige Fart tilbage til Bergen. For Ojeblikket 
var nu Forftaaeljen mellem ham og Kongen faa god, fom man funde vnffe 
fig. Allerede førend han fom til Bergen, bavde han fendt Folt i For— 
vejen, for at melde at han fnart var i Bente, og Kongen fendte ham 
ftrar Mænd imode, for at mdbyde ham til fig med alle hans Folk. Un- 
der hele Bintrens Lob fynes Der ikke at have indtraadt noget Brud paa 
Dette venffabelige Forhold '). 


103. Uafgjørende Fegtninger med Ribbungerne ved Jalund og Oslo. 


Om Baaren, benimod Faften (24de Februar 1220) fom der Bud fra Vi— 
fen, at Nibbungerne8 Flok fremdeles tiltvg, og gjorde megen Stade. Nu 
bavde ogfaa, hvad man nok funde forudfee, Slittungerne forenet fig med 
Dem, og Bene havde ved Denne Lejltgbed maattet finde fig I at ſtige ned 
fra fin felvtagne fyrftelige Værdighed, og tage til Takke med en Troppe— 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 56—61. 





1221. Fegtninger med Mibbungerne i Bien. 625 


høvdings Stilling i Ribbungerne8 Hær, thi ftørre Værdighed vilde Sigurd 
iffe tilftaa ham '). Det blev nu beftemt, at Jarlen flulde drage nord til 
Throndhjem, for der at famle Folk, og fiden over Dovrefjeld og Oplan- 
dene begive fig til Vifen, meden8 Kongen ffulde tage Søvejen derhen med 
Flaaden. Da Jarlen fom til Forondbjem, ftevnede han Lendermændene 
til fig, navnlig Gregorius Jonsſon, Paal Vaagaffalm og Peter Paalsføn 
fra Gifte*). Han fit en betydelig Styrke famlet, med hvilken ban faa 
burtigt fom muligt begav fig over Fjeldet. Paa Hamar, Hvor han holdt 
Rait, indfandt alle Sysfelmændene fra Oplandene Vig bos harm; ber blev 
det ham meldt, at Rivbungerne nys forud havde været i Oslo vg taget 
tvende Biffoppen tilbørende Sfibe, famt at De fra alle Kanter famfede 
Fartøjer og beredte fig til at Drage til Tunsberg og angribe Arnbjørn 
Jonsføn med de øvrige Lendermænd, der havde faftet fig ind i Befaſt— 
ningen paa GSlotsberget. Denne Efterretning bevægede Jarlen til firar at 
bryde op i Følge med Sysfelmændene, for fnareft muligt at fomme til 
Oslo. Arnbjorn og dans Kolleger bavde imidlertid ej været ledige, men 
famlet Folk og nogle Skibe, vigtignok fun fmaa, for, om muligt, at fore- 
tomme Ribbungerne og angribe dem, inden de fom over Fjorden. Ribb— 
ungerne faa allerede ved Barna, og Lendermændenes Flaade roede juſt 
ud af Gfeljafteinsfundet 3), da der fom en Byrding fejlende ind imod 
Dem, og underrettede Arnbjørn, der felv rorde den i Mode paa en Baad, 
at Kong Haafon var fommen nordenfra med mange Skibe og lag i 
 Grindholmefund (Brængen). Da blev der en almindelig Glæde blandt 
- Lendermændene, de vendte ſtrax om, og ftevnede forbi Smjørberg ud avd 
- Funsbergfjorden til Sundet, hvor de forenede deres Styrfe med Kongens, 
og underrettede bam om, bvor Rivbungerne faa og hvad de havdei 
Sinde. 

Haafon var efter Aftalen til den beftemte Tid om Sommeren dra- 
gen fra Bergen med en betydelig Styrke. Blandt andre Høvdinger vare 
ban8 trofafte Venner og Raadgivere Gaut Jonsſon, Jon Staal og Dag— 
finn Bonde med. Da de vifffe Høvdinger meldte ham, at Ribbungerne 
vare faa nær, lod ban ftrar blæfe til Opbrud; Skibene bleve gjorte flare 
til Kamp og Fjeldene tagne ned, medens Flaaden ftyrede ud gjennem 
Sundet. Det var allerede Uften, men Gaut Jonsføn faavel fom Dagfinn 
vilde, at man iffe des mindre ffulde ro ind avd Fjorden om Natten; Urn- 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gay. 61. 


?) Sandſynligviis har denne, hvis Fader endnu levede, haft Sysfel etfteds i 
det Shrondhjemføe. 


3) Heraf feer man, at dette Sund eller Srælen paa den Tid dog var farbar 
i det mindfte for fmaa Skibe. 


Mund. Det norfte Jolle Hiftorie. I. 40 


626 Haakon Haafonsføn. 


bjørn og Vifværingerne fandt det Dog raadeligere, ikke at vove fig i 
Fiendens Nærhed førend ved Dagslvå, og man lagde derfor bi ved 
Jarlso (Jer$ø).  Ullerede i Den forſte Deel af Natten fom en Skude 
øftenfra, paa bvilfen nogle af Hallvard Bratte8 Trop befandt fig; De 
meldte at De felv bavde været forfulgte af Nivbungerne, der nu faa ude 
ved Nugø *), lige over for dem, med ikke færre end 40 Skibe, (ſtjont 
iffe fore) og at man maaffe endnu famme Nat funde vente Dem over 
paa den anden Side, da de ikke havde mindfte Nys om Kongens An— 
fomft, men dDerimod havde bort at Lendermændene fun havde faa og fmaa 
Fartøjer, faa at de uden fynderlig Vanſkelighed vilde funde gjøre Det af 
med dem. Da blev Mandfkabet beordret i Land, og Dagfinn befjendt- 
gjorde den VBefaling i Kongens Navn at alle og enhver ftulde den 
Nat ligge fuldt udruftet og uden Fjeld, da man hvert Øjeblif funde vente 
fig Beføg af Mibbungerne. Lodin Gunnesføn blev udfendt med tre 
Skuder, for at fpeide efter Ribbungernes Bevægelfer.  Mandffabet vange 
nede noget før Dag, Va det endnu var noget foldt, og gjorde fig firar 
færdigt til den nær foreftaaende Kamp. I Lysningen fom Lodin tilbage 
med en af NRivbungernes Sfuder, fom han bavde fanet fat paa, og Mand- 
ftabet paa Denne, Der nu maatte fortælle, hvad de vidfte om Nibbungernes 
Planer, fagde at Ribbungerne havde hørt, at Jarlen ftulde være fommen 
til Oslo med en ftor Hær, bvorfor De ikke for det førfte vovede fig 
Der ind, men beller vilde vende fig mod Lendermændene ved Funsberg, 
der fun føulde have fiden Styrfe; fiden, naar de havde faget Bugt med 
dem, vilde de Drage mod Jarlen. Kongen (od nu holde Krigsraad, og det 
blev beftemt, at Smaaffibene i Flaaden føulde ro førit, men Langffibene 
bag efter med Mafterne ftaaende, ej, fom fædvanligt paa Langffibe under 
Roning, nedtagne, thi NMibbungerne vilde da upaatvivleligt antage hele 
den Flof Skibe, Der nærmede fig, for Smaaftibe og Byrdinger. I 
Denne Orden roede man nu af alle Kræfter ud paa Fjorden. - Man var 
iffe fommen fangt forbi Smaaserne (Orme, Torfeſt og FIhorgeirsø) før- 
end man faa NRivbungerne fomme oſten fra imod Dem. Det var fmukt 
Vejr og ganfée ftille. De ftore Skibe, hvor der var to Mand om bver 
Mare, halede fnart alt for meget ind paa Sfuderne, der ffulde ro forud. 
Kongen, Hvis Skib, ſtjont det ftørfte I Flaaden, dog var et af De hurtigſte, 
fendte derfor en af fine Mænd, Sigd Skſaalge *), forud i en Baad, 
og [od Mandjffabet paa Sfuderne hilſe at de gamle Birkebeiner itte plej- 


1) Dette Navn udtales nu Rouo; Jen ligger, fom bekfjendt, ſtrax veftenfor 
Gilinggaardsfilen, ligeover for FJarlsø eller Jerso. 

2) Denne Sigurd Stjaalge, Karl Svanges Broder, maa have været en anden 
end den, der faldt i Nidaros 1205, fe ovenf. 


1221. Fegtninger med Mibbungerne i Viken. 627 


ede at vo faa dDaarligt, naar det gjaldt en faa vigtig Sag. Da gik det va- 
flere. Ribbungerne troede virkelig, at Det fun var Byrdinger og andre 
Handelsftibe, der fom fejlende, indtil de bilfedes med em Pileregn fra 
GSmaaftuderne, og gjnede De forgyldte Vindfløje paa Langftibene; da fljøn- 
nede De at Der var Ugler i Mofen, og drejede af ind av Fjorden. 
Kongen forfulgte Dem, og føgte at fomme forbi Dem og afffære Dem 
Vejen; faaledes ligefom faproede man paa begge Sider et Par Miles 

Bej, indtil forbi Bafto 1)5 da havde endelig Kongen faaet Forfpringet, 
og Nibbungerne bavde nu ingen anden Udvej end at ps fige til nære 
mefte *and, nemlig fydligft paa Falund (Jæløen), tinde i Verlebugten hvor 
De fagde til, hugg Brandene *) af, og fprang i Land, ladende Skibene i 
Stikken med alt hvar Der var ombord. VBirfebeinerne fprang i Land efter 
dem, og forfulgte Dem et Styffe, men ftandfedes af Mosfe-Elven, hvor 
Ribbungerne allerede vare fomne over og havde faaet Broen affaftet 3). 
De maatte derfor vende tilbage igjen uden at faa nogen af Nibbungerne 
felv i fin Magt, men de funde trofte fig ved Erobringen af Skibene og 
Det øvrige rige Bytte, fom Krigsfolfet deelte imellem fig. 

Skule Jarl bavde imidlertid i Oslo flaffet fig Stibe for at ile fyd 
efter og fomme Lendermændene i Tunsberg til Hjelp, da ban endnu ikke 
vidfte noget om Kongens Ankomſt. Han forlangte af Biftop Nikolas, at 
denne ftulde faane ham Skibet Skeggen, men den befynderlige gamle Mand 
fagde nej, ja truede dem endog med Banfættelfe, om de underſtode fig at tage St. 
Hallvard Efib. Da fagde Jarlen: ,det er ikke Længe fiden at Sigurd Ribb— 
ung fog fo af dine Skibe, og da fatte du ham iffe i Ban, fljønt han farer 
med Ran og Rov i driftent Land; banfætter Du nu o8, der ville frede 
Landet, og holde vor Ed, fordi vi tage dine Sfibe til Landfens Bærn, 
da vil Det Ban fomme dig og Dine Dyrt at ſtaa.“ Da laante Biftoppen 
ham fine Stibe med alle Prydeljer, fom Hoveder og Vindfloje, og alt 
øvrigt Filbebør. Gregorius Jonsføn tog ved Denne Lejligbed Stoffe- 
busfen og Paal Vaagaſkalm Haasaugebusfen *). Mandſkabet tog ligele- 
Des alle ſtorre Skibe, der fandtes i Byen, og viggyedlede dem fra Stavn 
fil Stavn. Derpaa roede man i flyvende Fart ud ad Fjorden. Da de 
fom ud til FJalund, føb en Bonde frem paa et Nes vg raabte til dem, 
at juft nu floges Birfebeinerne med Ribbungerne .ude paa Fjorden, og 


1) Dette figes ikke udtryfkeligt, men Fan tyteligt nok ſees af Beretningen. 
?) De forud fremlagte Bjelfer, et Slags Epryd. 
?) Elvens Navn angives iffe, men der fan Fun være Jale om Mosfe-Elven. 


4) De her nævnte Skibe have viftnof Navn af de Steder, hvor de vare byg: 
gede, hiin i Stoffe Sogn, denne ved Haasauge, nu Halsaa, ved Mandal, 
Det forftaar fig, at Jarlen felv tog Skeggen. 


40* 


628 Haafon Haakonsjøn. 


trængte vilt til Hjelp, Da de baade havde mindre og færre Skibe. Hel— 
fer iffe ban vidfte noget om Kongens Unfomft. Da tog to Mand fat 
paa hver Aare, og Dev blev voet af alle Kræfter; Det traf fig faaledes, 
at de fom forbi Stallen 1) og ind i Verlebugten, juſt fom Nibb- 
ungerne holdt paa at lobe i Land. Der blev nu et meget venffabeligt 
Møde mellem Kongen og Jarlen, og Da de hørte at Nibdungerne havde 
taget Landuejen nordefter ad Follo til, og fanledes maaſke funde ville hjem— 
føge Oslo, fejlede de ftrar ind ad Fjorden, faa om Natten ved Haugsvik, 
og fejlede om Morgenen ind til Hovedøen, hvor Kongen og Jarlen bleve 
figgende med den ftorfte Deel af Flaaden, medens Paal VBaagaffalm, Aas— 
off FJarlsfrænde, Kolbein Ketteryg, Haafon Kaaviis og de flefte Sysſel— 
mænd fra Oplandene ftrar lagde ind til Byen. Om Uftenen fit Kongen 
Melding om at Nibbungerne virkelig funde ventes til Byen om Natten, 
og fendte ftrar fin Luurfvend ind til Byen for at blæfe Signal til at alle 
Mand ftulde forføje fig derfra. Men Kriggmændene vare rimeligviis al- 
ferede i fuld Lvftighed vg Svir, faa at de iffe gave ſtor Agt paa Allarm— 
fignalet, men forbleve deels oppe i Byen, deels liggende ved Bryggen; 
fun nogle faa begave fig ombord paa Skibene og lagde dem ud for Un- 
fer. Om Morgenen i Dagningen fom ganfée vigtigt Siqurd Ribbung 
med en Stare Folk, ftormede ned ad Gaden, og ud paa Bryggerne, hvor 
nogle Birkebeiner, fom ftode der, bleve jagne i Bandet, andre faarede. 
De pvrige føgte ftrar at faa lagt Sfibene ud, men inden de havde faaet 
dem fra Bryggen, vare mange blevne faarede. En af dem, der befandt 
fig oppe i Byen, var Haafon Kaaviis; han maatte ffynde fig ned paa Bryggen 
og ftyrte fig i Bandet, men fik et Saar i Foden, inden man fit ham ha— 
fet op i et Skib. En Deel andre fprang ligeledes i Bandet og maatte 
bales op. J alt dræbtes dog fun fire af Birkebeinerne, og Overfaldet 
havde i fig felv ikke ffort at betyde, tdi da Ribbungerne faa, at de Skibe, 
der faa fænger ude, nærmede fig Bryggerne med hærklædt Mandſtkab, toge 
de Flugten op ad Gaden og nord efter ud af Byen, forfulgte af Birke— 
beinerne. Imidlertid børte man ude ved Hovedoen, hvorledes der blæftes 
Allarm i Byen; alle Mand hærklædte fig derfor og roede ftrar ind. De 
ftørfte Stibe, Kongeffibet og Busferne, funde ikke fomme faa hurtigt afe 
fted fom De øvrige;. da De nærmede fig Byen, faa man derfor Ribbune 
gerne i fuld Flugt ud af Byen i nordlig Metning. Merfesmanden, Ag— | 
mund, foreflog derfor, at fiden der altfaa intet var udrette å Byen felt, 
burde man heller fyre ind til Gyljande*), gaa i Land der, og flynde fig 





1) Nu Stolen, det fydøftligfte Nes paa Jaloen. 


2) Det er tydeligt not af Sammenhængen, at Gyljande maa være Pipervifen, 
der i ældre Jider gif noget længer op end nu, og at den Vej, Birfebeinerne 





1221. JFegtninger med Ribbungerne i Bilen. 629 


øfter over Afershagen til Frvfja, for ber at møde de Flygtende: da 
funde man, om Gud vilde, vinde em god Fordel. Kongen famtyffede 
heri, og vaabte over til De nærmeft liggende Skibe, at de ſkulde følge 
ham. Men en, fom det fynes, af Skibsſtyrerne, ved Navn VBarne-Qeter, 
og De fom vare tungeft paa Foden, fagde at de ikke vare i Stand til at 
rende efter Bitingerne; en heel Deel erklærede fig enig med dem, vg ſaa— 
fedes blev Der intet af Denne Plan, der manffee havde bragt Sigurd 
Ribbung med hele hans Skare i Kongens Hænder, men alle Skibene lagde 
ind til Bryggerne, førft Studerne der tidligit vare fomne affted fra Hoved- 
gen. Juſt fom Mandftabet fra disfe Studer ilede op efter Byen, mødre 
de trende Sfarer Nibbunger, Der fynes at være fomne fra en anden Kant, 
fiven de endnu iffe vidfte noget om at Sigurd var jagen ud af Byen, 
og fpurgte Birfebeinerne, hvor han var, i den Tanke, at dette var deres 
egne  Kammerater. Da VBirfebeinerne hørte Dem nævne Kong Sigurd, 
ffjønnede de ftrar at det maatte være Ribbunger, og begyndte pjebliffelig 
at bugge ind paa Dem, disfe flygtede ftrar af Vejen, deels nord efter Gaden, 
deels ud paa Ugrene, og der faldt i Ult 80 af dem. Ribbungerne toge 
Bejen hen av Veten til, maaftee for at fomme til Stogheimshered, 
hvor fandfynligviis mange af Dem foruden Gudolf havde hjemme, og Bir- 
febeinerne forfulgte dem lige til Aaen Fad (Lysafer-Elven); her fføde de 
en Stund paa bhinanden, formodentlig ved Broen, hvorpaa Nitbungerne 
atter toge Flugten, og Birkebeinerne vendte tilbage til Oslo 1). Dette 
var alt, bvad Der for denne Gang og ved dette Tog blev udrettet mod 
Ribbungerne. Efter at have fendt de oplandffe Sysfelmænd tilbage og 
maaſkee gjort nogle fmaa Forandringer i Syflernes Befættelfe, forlovde 
| Kongen og Jarlen Oslo, for at vende tilbage til Bergen, uden at for— 
| følge de nys vundne Fordele, bvilfe desuden fun vare ubetydelige, og 
aabenbart itfe ftod i mindfte vimeligt Forhold til de ftore Udruftninger, 
man havde gjort. At man [od det bero DVerved, fom maaffee tildels 
| deraf, at Ledingstiden var ude, for fan vidt Ledingstropperne anvendtes, 


føulde tage, maatte gaa i Dalføret til Pileftrædet og derfra over Akersgaden 
og Bergfjerdingen til Broen; men af Navnet Gyljande findes nu ingen 
Levning. 

1) At Fad (Föb) maa være Lysafer-Elven, ſees deels deraf, at der ej langt 
derfra ligger en Gaard ved Navn Faabro (Fadarbru), deels ogfaa i Angi: 
velfen i Jordebogen over Oslo Biffopsdømmes gejftlige Jordegods. ,Ullaröyn 
vid Fod“ (fol. 131), hvilfet maa være Ulleren, (ogfaa Faldet Ullarini), hvis 
Jorder dengang maaffee ſtrakte fig til Elven. Om Ribbungerne end ikke fra førft 
af agtede fig til Aſker, er det dog heel begribeligt, at de, forfulgte af Bir- 
Febeinerne over Fryfjebroen, maatte tage JFlugten vefterud; og det maatte 
da ligge nærmeft at ty hen til den Gan, hvor fandfynligviis mange af dem 
havde hjemme. 


630 Haaton Haakonsſon. 


eller af De nordenfjeldffe Sysſelmeends Egenraadighed, men for en for 
Deel maa Det vel og forklares Deraf, at Nitbungerne virfelig havde været 
mægtigere, end Den Kongebufet bengivne Sagaforfatter udtrykkelig vil tile 
ftaa. Man feer i det mindfte ved at fammenbolde flere Beretninger, at de 
havde faa godt fom bele Ranafylfe og ſtorſte Delen af Borgefysjel og 
Raumarike inde, at felve Arnbjørn Jonsſon var fordreven fra fin Sysfel 
øjtenfor Fjorden, ja at De endog Den fængite Tid holdt fig i Oslo-Hered 
og fpillede Meſter der, det de efter etbvert ubeldigt Sammenſtod med 
Kongen eller Jarlen ftrar vifte fig paa ny, tildeels endog i frørre Antal, 
og med forsgede Kræfter, faa fnart hine vare borte '). 

Under disfe Omftændigheder var Det vilt heel ilde betænkt af Jarlen, 
da man var fommen til Haugsvif ved Follo, at ville tage Hevn over 
Landſkabets Indbyggere, fordi de havde dræbt den forhadte Ragnvald 
Hallfellsføn. Om end en faadan Hevn efter den ſtrenge Met fod fig for- 
fvare, fynes det Dog, fom om man juft nu og i disſe Cane burde have fadet 
Det være fig magtpaaliggende, ved Mildbed og Eftergivenbed at vinde 
Folfet, i Stedet for med Haardbed faa godt fom at tvinge Dem til at 
tage Ribbungernes Parti. En anden Sag var det, om Foldungerne 
allerede havde gjort fælles Sag med Nivbungerne, men Vertil findes ingen 
Spor. — Det fynes og, fom om det iffe fynderlig funde vedfomme Skule 
at hevne Ragnvalds Drab, der var ſkeet førend Baglerne havde forenet 
fig med Birkebeinerne. Men rimeligviis har Det vel ifær været Magn- 
valdDs Farbroder, Gregorius Jonsføn, der Drev paa Denne Hevn fom en 
Wresſag, vg Jarlen vilde vel gjerne for enbver Priis gjøre fig den mæg- 
tige Lendermand forbunden. Da Jarlen paa en Hirdftevne ved Haugsvik 
tilfjendegav fin Beflutning, erflærede Kongen, at han for fin Deel ingen 
Aarfaqg bavde til at bevne Ragnvalds Død, bvis Frænder fom ofteſt 
bavde viijt fig fiendtlige mod Kongebufet, men da Bønderne havde dræbt 


bam fagesles, vilde han ej fige noget imod at man (od dem undgjelde der— 


for. Af disfe Ord frev man, at Kongen jujt iffe fontes videre godt om 
Forflaget, men endnu iffe følte fig fterf not til at ytre fig med Beſtemt— 


Hed lige over for Jarlen og Lendermændne. Jarlen og Gregorius begave 
fig Da op i Bygden med en heel Deel Birkebeiner, og brændte vidt og 


bredt, uden at Bønderne engang forføgte paa at fætte fig til Modværge *). 
Da de vare færdige med dette Urbejde, vendte De tilbage til Flaavden, fom 


førtfatte Sejladſen ſyd til Jarlss. Her gjorde Kongen og Jarlen da 


i 
| 


nødvendige Forbeedelfer til Bergensrejfen. Lodin Paalsfon blev tilbage 


1) Haafon Haafonsføns Saga, Gap. 61—68. 
?) Haafon Haakfonsfens Saga Gap. 70. 


fom Befalingsmand paa Bjerget ved Tunsberg, og Guthorm Gunnesføn 


1221. Ingebjørg Baardsdatters Giftermaal. 631 


paa Grenland, men Sysfelmændene øjter ved Elven, Arnbjørn FJonsføn 
og Lodin Gunnesføn fulgte med Kongen til Bergen, formodentlig, fom man 
maa antage, fordi Ribbungerne havde deres Syſler inde, faa at de ej 
tunde fomme til dem 1). Paa Nejfen gif det, fom fædvanligt i de Ii- 
der, alt for lvjtigt til med Drif og Sviir, og Det bavde nær befommet 
dem ilde, da de en Aften føulde feile ud fra Hornborefund, bvor Flaa- 
Den havde ligget et Par Dage. De flefte vare drufne; om Natten fit 
de en beftig Modvind med Regn, vg da de om Morgenen faa fig note 
til at lægae ind i den førfte den bedfte Havn, der fiden vifte fig at være 
Tregdefjord, vidfte De I Førftningen iffe hvor de vare, og mange af Farz 
tojerne ftødte paa, men vare Dog faa beldige at flippe med at knakke 
Roret. Siden var man vel forfigtigere, og fom uden videre Fataliteter til 
Bergen. Her havde Farlen$ Frue indfundet fig med fin Datter, den 
tilfommende Dronning, og fine to Svigerinder, Fru Sigrid og Ingebjorg, 
Jarlens Syjtre, fordi den fidfte fulde have Bryllup. I Sagaen ftaar der 
paa Dette Sted, at hun føulde have Bryllup med Lodin Gunnesføn *), 


1) Her er Sagaens Jert, fom overhoved i dette Gap. (71) noget dunkel. Der 
ftaar: Lobinn Pålssunr var eftir å berginu, Guthormr Gunnasunr å Græn- 
landi ok syslumenn austr ved Elfina. Arnbjörn Jönssunr ok Lotinn Gun- 
nasunr foöru nordr med konungi. Her funne nemlig Ordene ,ok syslumenn 
0. f. v. henføres baade til det foregaaende og efterfølgende. J førfte Vil: 
fælde bleve de tilbage (og faaledes er det taget i de hidtil udfomne Overfæt- 
telfer), i fidfte fulgte de med til Bergen. Det fidfte fynes dog at være det 
rettefte, thi deels havde Mibbungerne, fom man fan fee, virkelig Overtaget å 
Oſtre Viken, deels feer man at i det følgende faavel Hallvard bratte, der 
utrykkelig nævnes fom en af Sysfelmændene ved Elven, og „andre Vikverjer,“ 
omtales fom opboldende fig hos Kongen i Bergen, 


?) Endog Peder Glausjøn har her „Lodin Gunnesføn" fin i Overfættelfe. Men det 
maa være urigtigt. Thi for det førfte fiaar der udtryffeligt t Kong Guthorms 
Saga (Fornm. S. IX. 90): Baard Guthormsføn fit fiden Ragnhild, Datter af 
den valderffe Lendermand Erling paa Kviden, og havde med hende Sønnen 
Sigurd, Aasulf, Guthorm, Skule, og en Datter ved Navn Jngebjørg, der 
blev gift med Ulf af Ihornberg (Trondberg er kun Uagtfombhedsfejl) og 
havde med ham Sønnen Erling unge. For det andet finde vi i Haafon 
Haafonsføns Saga, Gap. 176 (ved 1233) Af udtrykkelig Faldet Skules 
Maag; Erling Ulfsfen Éaldes af Kong Magnus Haafonsien „vor Frænde' 
(Brev af 1277 i Norges gul. Love Love II. 483) og Erlings Sen, Ulf af 
Sbhornberg ligeledes udtryfkelig af Kong Erik Magnusſon „vor fjære JFræn: 
de"; Eriks Farmoder Margrete Stuledatter var nemlig Syſtendebarn af 
Ulfs Fader Erling. Derhos antyder Navnet Erling paa Alfs Søn en Op: , 
Faldelje efter Erling paa Kviden, Moderen Ingebjørgs Morfader. Bi finde 
ogfaa Ulf den ældre og hans Broder Kolbein fom ivrige Jilhængere af Jar: 
len, Derimod findes det ikke i mindfte Maade antydet, at Lodin efter denne 
Tid ffulde være fommen Jarlen nærmere end før; da Krigen udbrød mel- 
lem ham og Kongen, tæmpede Lodin ivrigt paa dennes Side. Man Fan 


632 Haakon Haakonsſon. 


men flere Omftændigheder vife, at dette maa være en, nu uforklarlig, Fejl- 
tagelfe, thi den Mand, hun egtede, var den mægtige oplandffe Høvding 
Alf paa Thornberg, paa Ningerife, der faaledes med fin Slægt paa det 
nøjefte fnyttedes til Jarlen. Brykuppet ftod i Kongsgaarden. Fra 
Dette Gyteffab nedftammede i andet Led den mod Aarhundredets GSlutning 
faa berømte Jarl Ulf Erlingsſon paa Thornberg I). 


104. Vegard Beradal drabes ved Undres Skjaldarbands Foranftaltning. 


Medens Kongen og Jarlen tilbragte Sommeren I Bergen, fremdeles, 
fom det lader, i nof faa venffabelig Forftaaelfe med hinanden, — der 
tales i det mindfte iffe om nogen Misftemning mellem dem og deres beg- 
gefidige Filhængere — fom nogle af Vegard VBeradals Mænd norden fra 
Hvafogaland og bragte den førgelige Giterretning, at hans Kollega An— 
dreg Skjaldarband havde ladet ham dræbe. Da Kongen fpurgte om Ve- 
gard Da havde fornærmet Undres, fvarede De nej, ja at denne iffe engang 


ikke hjelpe fig med den Gisning, at Alf føulde have egtet Ingebjørg efter 
Lodins Død, thi denne levede endnu ved Kongens Kroning 1247, medens 
Ulf, fom ovenfor viift, allerede nævnes fom Jarlens GSvoger i 1233; 
og da Alfs og Ingebjørgs Søn Erling var Lendermand i 1263, og 
dennes Søn Af allerede blev Jarl i 1286, fan Erling vanffelig være 
fød efter 1226, og Brylluppet mellem hans JForældre maa faaledes 
have fundet Sted før, eller omtrent paa den Vid, vi juft have for os. En 
Forverling af Navnet er iffe utænkelig, det feed deraf at man ftundom 
finder Hr. Undres (Simonsføn) nævnt efter hans Død, og af at Gregorius 
Sonsføn forverles med Gunnbjørn Jonsbroder. At Gule føulde have haft 
to Syftre ved Navnet Ingebjørg, er derimod lidet tænkeligt; der tales heller ikke 
nogen Steds om at han føulde have haft en Gyfter med et andet Navn, 
der her Éan være forverlet med Ingebjørg; paa oven anførte Sted omtales 
denne fom den enefte. Altfaa fynes det næften afgjort, at det her maa være 
Ulfs Giftermaal, bvorom der er Jale. Om man end ej vilde antage en 
Navnforverling, Éunde man formode, at nogle Linjer ere bortfaldne i Qrigi- 
nalhbaandførifterne, hvor Alf omtales, medens Lodins Navn, der maaffee fan 
være nævnt i en anden Kombination, er blevet ftaaende. Tegn paa Forvir: 
ring ber er det ogfaa, at det førft i et Par Haandførifter figes 'at Kongen 
og Jarlen fom til Shrondhjem (i Stedet for Bergen), men alligevel, at Jarz 
lens Frue, Datter og Syfter vare Fomne „nordenfra,“ og at det fiden, 
endog i de Haandførifter, ber nævne , Bergen," heder, de (Peir, altjaa in: 
gen Fruentimmer) droge føden „nordenfra“ (nordan); hvilket vel maa være 
fejlagtigt for ,pær foru sidan nordr eller nordr aptr (de, nemlig Damerne, 
droge fiden nord igjen). Umuligt er det vel ikke, at Kongen og Jarlen kunne 
have gjort et Éort Beſog til Throndhjem, og at Brylluppet ſtod der, men 
det er alligevel tydeligt nok, at de om Vaaren droge fra VBergen, ikke fra 
Throndhjem, til Øftlandet. 

1) Haakon Haafonsføns Saga Gap. 71. Thornberg er det nuværende Than- 
berg paa Ringerike. J latinffe Diplomer, udftedte af Alf Evlingsføn, kal— 
des det Mons Spinæ. 








1217. Forhandlinger om Kongevalg. 633 


fefv havde nogen Beføyldning at fremføre mod ham. De angave De nærmere 
Omftændigheder faaledes: Andres og Vegard fad begge nord paa Hindøen, 
bitn ved Havnen (Hardftadbavnen) denne lidt fænger oppe Å Bygden, men 
vare hyppigt tilfammen. En Dag fom Vegard ned og indbød Andres til 
at fvife hos fig; Andres lovede at fomme, og Vegard fendte fine Svende 
bjem for at dætfe Bordet. Imidlertid bad Andres bam gaa ben til det 
Huus, bvor Finnffatten (der beftod af Pelsverf, Hudreb, Fjedre, m. 
m.) opbevaredes, og fee til om den var vel forfynet. Da ban fom til 
Huſet, merfede han at en Fjel var gleden ned, og kigede ind igjennem 
Mabningen, idet han, for bedre at fomme til, tog Staal-Huen af. Men 
i det famme lob to af Andres's Svende til 1), og hugg bam Banefaar. 
Kongen, fortælles der i Saqaen, tog fig meget nær beraf, og vtrede at 
han paa Denne Maade havde miltet to af fine huldefte Benner *), men at 
han nof funde fljønne, fra hvad Rod dette var udfprunget.” Han fortalte 
det ftrar til Farlen, fom gav at forftaa, at han iffe ugjerne faa Drabet 
hevnet paa Undres. Men da Kongen fpurgte fine Venner til Raads, 
bvad der var at gjøre, meente de, at Andres nok burde tade fin Wrespoſt, 
men iffe ſtraffes paa Livet, da Ulyffen dog egentlig var foranlediget af 
den, Der helft ønffede dem begge Døde. Kort efter fom Undres felv til 
Byen med en vel udruftet ny FIyvefesfe, ytrede den oprigtigfte Unger over 
Det føede, og meente, ,at han nu not funde ffjønne, bvilfe Snarer der var 
fagte for ham.” Kongen fratog bam Syflen og gav den til Ivar Utvik, 
men tog ban for vvrigt til Naade, hvorimod Farlen gav bam Sysſel 
famme Steds for næfte Aar i fit Navn 3). — Mere fortæller Sagen itte 
om Denne hojſt gaadefulde Sag. Det er pvjenfynligt, at Sagaffriveren, 
viftnok af Henfyn til endnu fevende Perfoner, ber, fom paa flere Steder, 
med Flid har undgaaet at uvdtale fig tydeligt derom, men har dog 
« umisfjendeligt figtet Jarlen fom den egentlige Ophavsmand. Da Andres 
Stjaldarband ej udførte Drabet med egen Haand eller i Hidſighed efter 
en Ovdverling, men ved andre, og med velberaad Hu, idet ban netop pas- 
fee det belejlige Øjeblif, da Vegard havde fendt fine Folk fra fig, og 
derhos fit hans Opmerffomhed paa, hvad der foregif om bam, afledet ved 
Efterſynet af Finnevarerne, faar man Indtrykket af at Andres allerede 


1) De hed Botulf Cem og Asfur Gnit. 


?) Bed denne Lejlighed figes der, at Vegard var Kongens „Maag,“ men hvori 
dette GSvogerffab beftod, angives ingen Steds. 

3) Haafon Haafonsjøns Saga, Gap. 72. iden der her er Tale om Finne— 
føatten, ſtulde man næften formode at Vegard og Andres vare komne tilbage 
efter et Tog ind i Finmarken eller langs Kyſten (hvis man for Reften tan 
antage at de droge affted i egen Perfon). Vegard har maaſtee holdt til 
paa felve Shrondenes, i alle Fald paa en af Gaardene i Nærheden. 


634 Haakon Haakonsføn. 


en Tidlang maa have pønfet paa denne Misgjerning. Og at Vegard felv 
iffe vet bar troet ham, eller at Forholdet har været fpændt imellem dem, 
trods deres hyppige Sammenfomfter, maa man flutte Deraf at VBegard 
paa et Sted eller til en Tid, da der ej funde være nogen Ufred i Vente, 
og fommende i det venffabelige MWrende at indbyde Andres til Gilde, alligevel 
fandt vet nødvendigt at gaa i fuld Ruſtning, med Staalbue paa Hove 
Det. Dette tyder igjen paa, at Farlen allerede fra deres førfte Senvelfe 
til Haafogaland, for omtrent et Aar tilbage, bar føgt at fætte Splid 
mellem dem, bvilfet, fom allerede ovenfor berørt, maaſkee letteft lod fig 
gjøre ved at paavirke Undres gjennem hans Huſtru. De fongelige Hid- 
mænd havde viſtnok ganffe Net i, bvad de ikke utvetydigt gave at forftaa, at 
Farfen egentlig ønffede begges Død, tbi baade fil Kongen derved to trø- 
fafte Benner mindre, og ban felv friere Hænder med Henfvn til Andres's 
Hufteu. Der var ogfaa al Udfigt til at hans Onſke funde blive opfyldt, 
hvis det lykkedes at faa dem alvorligt opfatte mod binanden, tbi deels 
par det ej ufandfynligt, at De i Jilfælde af aabenbart Slagsmaal begge 
funde blive dødeligt faarede, Ddeels funde man gjøre Regning paa at den 
enes Død drog Den andens efter fig; i Form af Hevn eller GStraf. 
Hertil bentydede han endog felv, efter Hvad der i Beretningen anføres: 
det fynes derfor at maatte have været en Streg i Regningen for ham, 
at Kongen vifte faa megen Mildbed mod Andres. At han Desuagtet gav 
ham Sysfel i fit eget Navn, lader fig enten forklare af Forholdet til Hans 
Huitvu, eller af en Beftræbelfe efter at binde hans Hænder og udvide Brude 
det mellem han og Kongen. Vi finde ham beller iffe nogenfinde under 
dDe følgende Iuiftigheder mellem Jarlen og Kongen nævnt fom den, der 
aabenbart tog Parti for Denne, og Det lader til at han den mefte Vid 
bar holdt fig der nord paa uden at blande fig i Dagens politiffe Begi- 
venheder, medens Kongen Dog, fom vi ville fee, aldrig opbørte at nære 
Hengivenhed for ham. 

Andres og Jvar Utvik gjorde Aaret efter (1222) et Fog til Bjarmeland, 
der er merfeligt fom det fidfte, der nogenfinde blev foretaget fra Norge )). 
Deres Hovedhenfigt fynes at have været Den, at fade VBjarmerne undgjelde 
fordi de nogle Aar forud havde dræbt Helge Bogransføn med alle hans 
Folk, men ogfaa ved Siden deraf at flaffe fig et vigt Bytte. Flere af de bedfte 
Bonders Sønner fulgte Dem *), faa at dei alt havde fire Stibe. Denærmere 
Ømftændigheder ved Toget angives ej; Det berettes fun at De øvede det 
ftørfte Herverk Manddrab og Nan, og gjorde et overbaands rigt Bytte 
af Graavare og brændt Sol, formodentlig fra de bjarmfte Gravhøje, faa- 


Det angives udtrytkeligt fom det fivfte i Flatebogen vg Skaalholtsbogen. 
2) Haak. Haakonsf. Saga Gap. 102. 








1221. Nibbungerne i Grenland. 635 


fedes fom det berettes ved Ihore Hunds Bjarmelandstog. Men paa Iil- 
Bagevejen var Ivar Utvif, der ſynes at have frjlet noget uforfigtigt og 
maaftee heller iffe var tilborlig fjendt å Farvandet, ubeldig nok til at 
fomme ind i en farlig Strøm nordenfor Straumnesfinn 1), fom de tre 
andre Skibe undgif; Soen gif faa hoj at den flog op i Sejlet og fyldte 
Skibet, der fantrede. En raff Mand af Befætningen, ved Navn Jogrim, 
fit hjulpet Ivar og fig felv op paa Kjølen, paa bvilfen og en tredie, ved 
Navn Helge, frelfte fig; nu fom Der en Baad til fra et andet Skib, i 
bvilfen Jvar fom op, fremdeles ved Jogrims Hjelp, ffjønt Brændingen gik faa 
fterf, at Stavnen blev brukffen af Baaden; men den brave Jogrim gik ikke 
felv å den; ban fagde at han ingen Steds faa fin Kammerat Thorſtein, 
fvømmede lige ud i Hvirvelen for at føge efter ban, og omfom. Af alle dem, 
Der vare ombord paa Skibet, reddedes faaledes alene Ivar og Helge; de 
purige gif under med Skibets foftbare Ladning. Det lader til, at man 
fiden paa Haalogaland havde meget imod Ivar for hans uforfigtige Sej- 
fad3, og gav ham Skylden for den hele Ulykke *). 


105. Kongen og Jarlen Drage atter til Viken, hvor Den fidfte tilbringer Nintren, 
og kamper heldigt mod Ribbungerne. 


Imidlertid fynes Ribbungerne aldeles at bave fpillet Meſter i Vi— 
fen, ja endog have trængt frem lige til Grenland, hvor Guthorm Gun- 
nesføn var efterladt fom Befalingsmand, thi der fortælles, at Sigurd 
NRibbung fod ham dræbe 3). De nærmere Omftændigbeder angives ej; fand- 
fonligviis ev det ffeet ved et uformodet Overfald, iffe længe efter at Kon- 
gen og Jarlen havde tiltraadt Filbagerejfen til Bergen.  Efterretningen 
herom fom ud paa Høften til Avnbjørn og de øvrige vifffe Høvdinger, 
Der opboldt fig i Bergen. De gif ſtrax til Kongen og fortalte bam, bvor 
foruroligende Nibbungernes Magt tiltog i Vien, bvorpaa Kongen og 
Jarlen i ftorfte Halt gjorde fig færdige til at Drage Verben. Kongen tog 
en Iyvefesje, fom Fvar Nev havde ladet bygge (maaftee den famme, 
fom Andres Sfjaldarband havde ført til Byen), og Jarlen Biffoppens 
Stil. Da de fom uden for Øfter-Agder, hørte de at nogle Skarer af 


1) Øvor denne Havhvirvel (röst) er at føge, vides ifke. Paa Strømnes-Strøm:- 
men mellem Flagftadø og Moffenesø fan man neppe tænte, da den deels neppe fan 
have været faa farlig, fom den her beffrives, deels ligger fydligere end Thron— 
denes eller det øftre af Hindøen, hvor Ivar vel havde fin Bolig. Man 
maatte fnarere antage, at det har været etfteds ved Finmarfens Kyſt. 

?) Haakon Haafonsjøns Saga, Gay. 81 jfr. Gap. 102. 


3) De istandffe Annaler ved 1221. Vi fee ogfaa ſtrax nedenfor Nibbungerne 
ftrejfende lige ind paa Ugder. 


636 Haakon Haatonsføn. 


Nibbungerne endog havde viift fig der i Nærbeden 1). - For at opføge 
disſe, fendtes en Deel Folk i Land paa nogle let fejlende Studer, Dde 
fandt Dem ganſke vigtigt, Dræbte nogle af dem, jagede de øvrige paa 
Flugt, og gjorde et godt Bytte af Kvæg, fom Nivbungerne havde røvet 
og flagtet: det var faa meget, at de dermed ladede tre Byrdinger. Men 
ved at fejle ud til Flaaden igjen vare de faa uheldige at ftøde paa et 
blindt Sfjær, hvorved de forlifte og mange gode Mænd omfom, navnlig en 
gammel Birfebein ved Navn Slitande, bjaltlandft af Fødfel; nogle freljte 
fig ved at flyde paa de flagtede Nød-Kroppe. Der blæfte den Dag en 
beftig Storm, fom ifær blev følelig, Da man føulde forbi den lange, 
aabne Kvit uden for Grenmar og Nesje; der maatte øfes baade forud 
og agter, og Skibene fom endog i ſtor Fare. Det lykkedes alene Kon- 
gens, Jarlens og Urnbjørns Skibe at fomme omkring Tunsberg Tonde 
ind til Marø, alle de øvrige maatte lagge ind i forffjellige Havne førend 
De naaede faa fangt. Ved Aarø fil Kongen og Jarlen fpurgt, at Sigurd 
tillige med Bene og Ribbungernes Hovedſtyrke var oppe paa Raumarike, 
medens en Deel andre vare i den føndre Deel af Viten. Da Flaaden 
atter var bleven famlet, befluttedes det; at Jarlen føulde drage hen at 
opføge disſe, medens Kongen imidlertid med fit Mandftab ffulde forblive 
i Tunsberg. Det lader faaledes til, at man iffe engang vovede noget 
Forføg mod Hovedftyrfen paa Maumarife, der endog, fom Vet af 
det folgende vil fee, havde hele Oslo-Sysfel med felve Byen 
inde. Jarlen var vet beldig; da han fom eſt over Folden, fil ban 
høre at Den ovenfor omtalte Gunnar Aaſesſon, en af Nibbungernes 
fornemfte og farligſte Høvdinger, jujt befandt fig pan Gaarden Upalds- 
feter ?) i VBettahered med fin egen ftore Trop og tvende andre. J 
Nattens Mørke begav man fig derhen, og Birkebeinerne omringede Gaar- 
Den. Kun faa af Fienderne fom ud, og bleve ftrar dræbte, men Gunnar 
og de øvrige forfvarede fig inde i Hufet med ftørfte Fapperbed, faa at 
Farlens Mænd havde en haard Kamp at beftaa; endog Merfesmanden, 


1) Da Kongen og Jarlen famme Dag fejlede fordi Grenmar og Nesje, maa 
den Deel af Agder, Hvorom der her ev ale, have været den allerøftligfte, 
fandfynligviis ved Sundeled, og det er da det rimeligfte, at Ribbungerne vare 
Éomne over Cand, fra Sandhaukadal, og have draget plyndrende ned ad den 
velbebyggede Dal fra Gereftadvandet forbi Ihveit, Holte, Ekeland, Homme, 
0. f. v. ned enten til Søndeled eller til Rød, hvor de have drevet det røvede Kvaæg 
fammen og flagtet det, og hvor de bleve overfaldne af de udfendte Birke- 
beiner, medens Hovedflaaden laa længer ude, maaffee ved det nuværende 
Øfterrisøer eller ved Vare. 

Gaarden Faldes nu Upelfeter, og ligger ſtrax nordenfor Skydsſtiftet GSkjelle- 
rød i Lurs (Luders) Sogn, Janums Preftegjeld, der nu danner et Hered for 
fig felv. 


» 
— 








1221—22. Skule Jarl i Viken mod Mibbungerne. 637 


Aamunde Aafav, blev dræbt af en Pil. Endelig maatte dog Ribbungerne 
bukke under for Overmagten, og Gunnar faldt med 90 til 100 Mand !). 
Fra denne Tid fynes Ribbungerne ikke at bave haft faa meget Fodfærte, 
fom før, i den føndre Deel af VBifen og Borgefysfel, hvor vi nu atter 
finde Arnbjørn Jonsſon paa fin Plads, men det lader til, at de fornem- 
mefig have holdt fig i den fydlige Deel af Oplandene. Jarlen vendte 
med vel forrettet Sag tilbage til Kongen, fom han fandt i Funsberg, og 
det blev nu beftemt, at ban féulde tilbringe VBintren i VBifen, for at 
bofde Øje med Nibbungerne, medens Kongen ffulde vende tilbage til Ber— 
gen og overvintre Der. Dermed var Det ogſaa, fom man føulde formode, 
bedſt førget for Enigheden mellem Kongen og Jarlen. Begge havde dog, 
fom det ftrar vil ſees, upaatvivleligt hemmelige Planer, fom den ene ikke 
meddeelte den anden. 


106. Kong Haafons Forlig med Grfebiffoppen, der faar Mynt-Rettighed. 


Kongen fom til Bergen lidt før Fuul, og fynes at have tilbragt Vin— 
tren i al Stilhed. Da Vaaren fom, begav han fig med Danfinn Bonde, 
Baard Brimftein og Haafon Kaaviis til Throndhjem, og udftod paa Vejen 
meget af Storm; efter at have tilbragt Paaſkedagene i Leirgulen, fejlede 
han 4de Dag Paaſke (tredie April) forbi Stad; allerede va var Uvejret 
flemt, faa at ban iffe førend tre Dage derefter fom ind om Ugdenes. Da 
var Stormen faa beftig, at Sejlene blæfte bort, og Sfibene dDreve i Land 
paa forffjellige Steder under Mefet. Kongen fif med Nød og Neppe ſty— 
ret fit Skib ben til Nidelvené Munding, men det var juft Flod, og den, 
faa vel fom Stormen, gjorde det umuligt at flaa Landtoug. Skibet drev 
derfor op paa Sanden udenfor Bakke, men en Mængde Folk ftrømmede 
ftrar til fra Byen, og fit faftet Touge vver til Skibet, faa at det om- 
fider lykkedes at hale det fra Grunden og faa det fortøjet. Erkebiſkop— 
pen var i Byen og modtog nu Kongen faa hæderligt, fom man funde 
forlange det. De havde ofte, beder det, Samtaler mellem fig. Og faa 
vidt man fan ffjønne, var det netop Hovevhenfigten med dette Kongens 
Bejøg i Nidaros, at udforffe Erkebiſkoppens Sindelag og vinde ham for 
fig. Til Sommeren vilde Haafon nemlig fomme til at fylde fit 18de 
Aar, og hvorvel det ingen Steds ev tydeligt udtalt, feer man Dog at denne 
Alder betragtedes fom Myndighedsalder for Kongefønnerne i Norden paa 


1) Haakon Haafonsføns Gaga Gap. 75. De islandføe Unnaler. Disfe nævne 
100, Sagaen 90 Mand, 


638 Haakon Haakonsføn. 


denne Tid 1). Altſaa flulde det Formynderffab, Skule Hidtil havde ud- 
øtet, ophøre, og Da Det ej var at vente, at han godvillig gav Slip paa 
nogen allerede erhvervet Magt, eller i det mindſte iffe fød den vigtige 
Att, der nu føulde finde Sted, gaa hen uden at benytte Ånledningen til 
at yppe nye VBanfteligheder, og derved om muligt ſkaffe fig nye Fordele, 
var Det vigtigt at have Erkebiſkoppen paa fin Side. Dette Iyffedes ham 
ogfaa temmelig godt, Dog ikke uden betydelig Opofrelfe, da han maatte 
indrømme Erkebiſkoppen den vigtige Myntrettighed, og derhos i De meft 
omfattende Udtryf tage Erfebiffopeftolen med alt dets Gods i fin fonge- 
lige Beſkyttelſe. Udtrykkene i det Desangaaende udſtedte Brev, der næften 
fan faldes hans førfte felvftændige NRegjeringsakt, ere heel merkelige og 
fortjene at anføres. „Vi gjør," figer han,  berved alle vitterligt, at og felv 
til Sjælebod, vort Rige og vore Fhegner til Gavn og Glade baade her 
og bisjet, bave vi paa vore egne og Den efter o8 til Landets Styrelſe 
føvligen valgte Konges Vegne tilftaaet Ven bellige Kong Olafs Stift og 
Grfebiffop Guthorm faavel fom alle, der efter bam gudeligen blive valgte 
til Grøebiftopper og ville være Kongedømmets Venner efter Guds og 
Menneffers Love, at ban maa holde en , Sølvflaattemand,” der forftaar fig 
vel paa det Arbejde, og en Haandlanger med ham, (hvad enten nu Erke— 
biftoppen finder det befvemmere for fig at disfe Folk ere hos vor Mynter 
og Fjeneftefvende, eller i hans egen Gaard) for at flaa til St. Olafs 
Gtifs Nødtørft Sølv af den Reenhed og Gehalt, fom vi eller andre Konger 
beftemme at fulle gaa i Nidaros. Dette have vi tilfagt, fordi vi tro der— 
med at bave gjort Gud til Bebag, og at det fan tjene den bellige Kong 
Olafs Stift til Nytte, uden at være nogen god Mand til Ufempe. Vi 
anfee os Derhos aldeles overbevifte om at den Sølvmynt, vi onſke at ſkulle 
gaa i vort Land, holder fig faa meget foftere og bedre, fom fandanne Guds 
Venner forene fig Desangaaende med 08. Vi ville og lave alle vide at vi 
bave taget Grøeftolen og alt hvad den tilhører, mere eller mindre, nær og 
fjern, i vor VBeffyttelfe og vort fulde Værn, faa at vi ſkulle hævde den 


1) Saaledes f. Er. Valdemar Valdemarsføn i Danmark, der ej fil Niddervær: 
digheden førend han blev myndig, fe ovenfor S. 223, Not.; ligeledes er det 
tydeligt, at den fvenffe Kong Johan, ffjønt han futcederede Erik Knutsføn 
1216, og itfe Eronedes førend 1219, da han var 18 Uar gammel, førft da blev 
myndig. For Private beftemtes i Froftathings Lov IX. 24, 25, 26 Femtenaars- 
alderen, i den fenere Landslov (V. 22.) Tyve-Aars Ulder fom Myndighedé- 
alder; men for Konger gjaldt altid færegne Regler, og alt tyder hen paa, 
at Beftemmelfen om Myndighedsalderen af 15 Uar for Private hidro— 
ver fra den fjerne Jidsalder, da Kongens Myndighed indtraadte med det 
fyldte 12te War, medens Foreftillingen om det 1852 Aar fom Kongens og 20de 
fom den Privates Myndighedsalder ved det 13de Aarhundredes Begyndelfe al- 
lerede var den herffende. 











1222. Erkebiſtoppen faar Myntrettighed. 639 


i Befiddelfe af de Odelsgods og Gjendomme fom den nu ejer og i Vore 
Dage fan fomme til at eje, faavel fom de Mettigheder, den har baft til 
denne Dag og det tilfommer den at have efter Guds og Menneffers Love. 
Heller itte føal vi lade det befomme nogen vel at fornærme den eller gjøre 
den Afbrak i dens Hæder, hvor fom belft vi funne udøve nogen Jndfly- 
delfe. Gud almægtige og den bellige Kong Olaf være deres Ven, Ver 
ſtyrke og overholde denne vor Beftemmelfe med redelig Vilje; men bver 
den, fom*bryder den, ffal være bjemfalden til vor Refſelſe efter den Magt, 
Gud giver os, faa længe fom han forunder os at leve.” - Da faavel Dagfinn, 
fom Baard Brimſtein vare med at undertegne Dette Dokument fom Bidner, 
fan man være vis paa, at Haafon her har handlet efter Deres Raad, og 
at det maaffee allerede før Afrejfen fra Bergen var beftemt, hvad Der 
ſkulde føle). Saa fænge Skule havde Erkebiſkoppen paa fin Side, 
vilde det blive en vanſkelig Sag for Haafon at holde ham Stangen, og 
det gjaldt derfor at ſikre fig biins Venſkab, eller i det mindfte Upartiſk— 





1) Norges gl. Love, I. S. 446, Thorkelins Dipl. II. S. 20. Brevet, der fun 
haves i en 103 Aar yngre Uffvift, er undertegnet af følgende VBidner: Paal 
(Flida) i Giffe, Gregorius FJonsføn, Dagfinn, Mefter Bjarne, Peter Bryn- 
julfsføn, Aslak Pitlor, Mefter Aslaf, Baard Barre, Branftein, Viljam af 
Jorge, Ivar i Berudal og Gunnar Grjonbal. Af disfe var Uslaf Pitlor, 
Mefter Aslak og Baard Barre, fom man af et fenere Brev fra Skule Jarl 
feer, Ghorsbrødre ved Gbriftfirfen, dette var vel og Tilfoldet med den alle 
rede ovenfor omtalte Mefter Bjarne. „Branſtein“ er aabenbart Strivfejl 
for ,Brimftein', og Navnet , Baard”, eller Begyndeljesbogftavet B. er 
udelatt af Afffriveren. Ivar af Berudal var en anfeet Mand, maaffee 
Cendermand, der boede oppe i Soknedalen (fe nedenfor); Villjam i Jorge 
(paa Haalogaland) var fandfynligviis en Gøn eller Gønneføn af den Len- 
dermand af famme Navn, der faldt i Slaget i Sogn 1184; han felv faldt, 
fom det vil fees, 1240, men der fremftaar endnu en fenere Villjam paa 
Jorge ved 1286. Da vi i dette Brev finde faavel Dagfinn fom Baard 
Brimftein, der begge havde ledfaget Kongen fra Bergen, og vi derhos ikke 
finde Skules Navn, der dog ved en faa vigtig AÉt fom denne maatte have 
ftaaet ved Giden af Kongens, hvis Brevet havde været udftedt paa en Tid 
og et Sted, hvor han var nærværende, (om ej fom Formynder, dog fom Vidne) 
faa vi herved Brevets Udftædelfestid, der i dette felv ej angives, aldeles ſikkert be 
ftemt til Baaren 1222. hi at det er udftedt i Nidaros, free deels af Ghorsbrø- 
drenes, deels af faa mange throndhjemføe eller endog haalogalandffe Herrers Nær- 
værelfe, blåndt bem endog Cagmanden Gunnar Grjonbaf. Da der nu ej fan være 
Tale om Vintren 1219—20, fordi Kongen og Jarlen da opholdt fig tilfammeni 
Nitaros, end mindre om Vaaren 1218, da Forholdet mellem Kongen og Erkebi— 
føoppen var faa fpendt, og Haakon itte efter Beføget i 1222 Fom til Nidaros 
faa længe Erkebiſkop Guthorm levede, bliver altfaa Kongens Ophold i Nidaros 
Vaaren 1222 den enefte Sid, hvorom der her Éan være Spørgsmaal, ligefom det 
pasfer bedft med GSagaens Beretning om den gode Forftaaelfe eller rettere 


Forfoning mellem Kongen og Eriebiffoppen, at den frore Gave netop da 
blev ſtjenket. 


640 Haakon Haakonsføn. 


bed, om end med ſtore Opofrelfer. Erkebiſkoppen havde al Marfad til 
at være tilfreds med, hvad han nu havde opnaaet, thi Mvyntrettigbeden 
gav bam ej alene betydelige Fordele, men forøgede dertil bans Unfeelfe, 
Da bans fyrftelige VBærdighed derved endnu mere blev gjort anffuelig 
i Lighed med hvad Der fandt Sted i flere andre Lande. Han var 
ogfaa nu idet Venligbed imod Kongen, og Da denne lige frem fpurgte 
ham, bvorfor han bavde viijt fig faa fiendtlig mod ham i hans Barn- 
dom, fvårede ban at Det mere var Undres Indſkydelſer, end nogen 
Uvilje fra bans Side, fom var Skyld deri. Hele den egentlige Sam- 
menbæng, fige8 der, fom nu op for Kongen, og Erkebiſkoppen fovede 
ham næfte Sommer at fomme til Bergen og.vife Kongen al den Haver, 
der ftod i hans Magt. Maaffee bar der allerede nu været paa Fale, 
til den Tid at faa et almindeligt Rigsmode i Stand, for at ordne 
dDe nye Forhold i Unledning af Kongens Myndighed. Endnu førend 
Baaren tar til Ende, vendte Haafon tilbage til Bergen, fremdeles efter- 
fadende Gregorius Jonsføn fom Befalingsmand eller Krigshøvding over 
hele Sbrøndelagen, hvor det nu gjaldt at være paa fin Poft mod Ribbun- 
gerne, der firejfede vidt og bredt overalt paa Oplandene *). 

Maret forud var en af Kongebufets meft affagte Fiender blandt Gejſt— 
figbeden, Biſkop Jvar ffjaalge af Hamar, DØD *), og efterfulgtes af en Hall- 
vard, om hvem der ej fortælles fort, men fom fynes at bave været ven- 
ftabeligt findet mod Kongen. Saaledes var det lykkets Haafon, å Løbet 
af de fidfte tre Aar at faa Fleerbeden af Landets Biffopper paa fin Side. 
Haavard i Bergen bavde allerede fra Begyndelfen af viiſt fig ham hengi— 
ven, Henrik af Stavanger havde fluttet fig til bam i 1220, Ivar I Ha- 
mar var dDød 1221, Erkebiſkoppen var vunden i 1222, og fun den gamle, 
fiftige Nikolas i Oslo var endnu tilbage af den ældre fongefiendffe Skole, 
men felt ban vovede Dog ikke andet end i det Udvortes at vife Kongen al 
mulig Hoflighed. Kun underbaanden begunftigede han dennes Fiender, en- 
dog Nibbungerne, og det, fom det fynes,ej længer altid af politiffe Henfyn, 
elfev for at opnaa Fordele for fine Frænder, men alene fordi det nu engang 
par blevet ham til en anden Natur at intrigere, og fordi Foreftillingen 
om at Sverres UEt ffulde blive i rolig VBefiddelfe af Fronen var ham 
utaalelig. 


1) Haafon Haakonsføns Saga Gap. 76—77. I de trykte Udgavers Jerter 
-nævnes her Gunnbjørn Jonsføn fom den i Ihrondhjem efterladte Befalings: | 
mand i Stedet for Gregorius. Ut det er denne, og ej Gunnbjørn, fee vi 
teels deraf, at Gregorius ſtrax efter nævnes fom Befalingsmand i Thrond— 
hjem, Gunnbjørn Jonsbroder derimod fom Sysſelmand paa Oplandene, 
Peder Glausføn har derhos rigtigt ,, Gregorius," J Originalhaandføriftet 
har der rimeligviis kun ftaaet et G. 

2) Hans Ded omtales fun i Unnalerne. 





— — 


1222. Skule Jarl i Viken. 641 


107. Skule Jarls Fejder med Ribbungerne. Sigurd Ribbung overgiver ſig 
og flutter Fred. 


Medens Kongen overvintrede i Bergen, og fiden om VBaaren under- 
bandfede med Erkebiſkoppen, udviflede Jarlen en betydelig Virkſomhed i 
Viken og paa Oplandene, bvor det fader til ban havde foreſat fig at faa 
gjort Ende paa NRibbunge-Opftanden, lige meget paa bvilfen Maave, før- 
end der ſkulde handles om hvad Der var at foretage, inden Kongen hojtide— 
figt erffæredes myndig. Maar Jarlen funde fægge en faa ftor Fortjenefte, 
fom Filintetgjørelfen af Ribbungernes Opftand, i Vegtffaalen, maatte dette 
nødvendigviis komme han meget til Gode ved Beftemmelfen af bans frem- 
tidige Forfeninger og Myndighed, bvorbos han fom faftiff Herre over 
Viken og Oplandene vilde være i Befiddelfe af en Magt, der maafte 
gjorde det muligt for ham at tiltvødfe fig, bvad man ej med det Gode 
vilde indrømme ham. Saaledes benyttede Kongen og Jarlen hver for fig Ti— 
den paa Det bedſte, og dreve hver fit Spil, for, naar Fiden fom, at funne overli- 
fte binanden. Fra Kongens Side var Dette fun at betragte fom et uund- 
ganeligt Mødværge, og af bang hele Fremferd ſees det tvdeligt, at det al- 
dDrig var bans Henfigt at berøve Farlen den Magt og Anfeelfe, der til- 
fom ham, end fige at efterftræbe hans Liv, medens Jarlen derimod iffe tragtede 
efter ringere end Kronen felv, om end Vejen dertil ffulde gaa over Haa- 
fons Lig: ban var altfaa ftedfe at betragte fom Den angribende og fore 
nærmende, Haafon fom den angrebne, Der forfvarede fit Liv og fit Kon- 
gedømme. Man erfarer af Det følgende, at Farlen ogfaa nu havde faaet 
Bemyndigelfe til at oppebære alle fongelige Indtægter af Vifen, ligefom 
da ban VBintren forud, eller ſidſt i 1220, begav fig derhen, eller med 
andre Ord, at han indtil videre virfelig var forlenet med Vifen og Op- 
fandene, faaledes at dette nu udgjorde hans faafaldte Trediedeel af Ri— 
get, medens han derimod intet mere havde at ſkaffe med Kronindtægterne 
af de øvrige Landjfaber .). 

Allerede ftrar efter at Kongen havde forladt Tunsberg, manffe endnu 
før Juul 1221, fif Farlen høre at Gudolf af Blafteftad var i Oslo- 
Hered med en betydelig Skare, og plejede om Dagen at holde til i felve 
Byen, men om Natten fnart paa en, fnart paa en anden Gaard i Nær- 
heden. Han drog ftrar i al Stilhed affted med nogle Studer, for om 
muligt at overrumple bam, fom ved Nattetid til Hovedøen, og hørte her 
at Gudolf tilbragte denne Mat paa den, Munkene tilhørende Gaard Fors 2) 





1) Dette fres bedft af hvad der nedenfor berettes om Iviften mellem Kongen 
og Jarlen i Anledning af Kronindtægterne paa Agder. 

?) Nuværende nedre Foſs. Mollen, tilhørende Kloftret, blev fom Kloftergods 
efter Neformationen Kongegovs, og faaledes ,, Kongens Mølle.” 
Munø. Det norſte Folks Hiftorie. 1. 41 


642 Haakon Haafonsføn. 


ftrar nordoſtenfor Byen, ved den oftere omtalte Bro over Fryfja. Han 
begav fig ſtrar derhen, fom til Gaarden endnu lidt før Dag, og fod den 
ftrar omringe; Det lykkedes alligevel Gudolf at undfomme, men 70 af 
hans Mænd bleve dræbte. Siden fendte Jarlen oftere Sroppe-Afdelinger 
ud mod Nibbungerne, og fit fældet flere af Dem, men uden Dog endnu 
at funne faa jaget Dem ud af Oslo-Hered, hvor de fremdeles holdt fig, 
ifær i Den bveftlige Deel, hvor Gudolf bavde fine Befiddelfer. Hele Eg— 
nen fige til Dramns-Given fees at bave været i dere8 Vold, og det var 
rimeligviis i Egnene ved Denne, enten oſtenfor Elven i Lider, Royken og 
Hudreim, eller teftenfor, i De nuværende Skoge, Sanden eller Eker-Sogne, 
at Sammenftødene mellem dem og Birfebeinerne fandt Sted. VBønderne i 
Hadafylfe og paa Hedemarfen, Der laa nærmeft udfatte for Angreb af 
dem, deels fra Oslo-Hered, deels fra Raumarife, havde bidtil forfvaret 
fig faa qodt, at NRibbungerne ej bavde havde funnet faa noget Fodfæfte 
der. Men nu blev Sigurd Ribbung faa fræt, at han formelig udnævnte 
tvende Sysfelmænd for Hadafylfe Bergthbor Loff og Eyſtein Eng, og fod 
Fartøjer Drage fra Dramns-Elven op i Syrifjorden, ja endog lige op i Rands- 
fjorden, for derved at beherffe de omliggende Bygder. De fongelige Sys- 
felmænd i Fylket, Gunnbjørn Jonsbroder paa Hadeland og Thorgeir 
Biffopsmand paa Thoten, ilede ftrar Bønderne til Hjelp, og flog i For- 
ening med dem Nivbungerne paa KLeineffranden *), hvor Sigurd maatte 
tage Flugten med Tabet af 240 Mand og alle fine ved Stranden liggende 
Fartøjer. Men derved bleve Bønderne alt for trygge, og ſkiltes ad, rime- 
figviis for at hode Juul, uden at pasje tilbørligt paa fine Bygder og de 
nys evobrede Fartøjer. Og da de mindft anede det, vifte Sigurd Ribb— 
ung lig atter beelt oppe paa Hadeland, hvor han overfaldt og dræbte 
Bonden Jon Kut paa hans Gaard Lunner. Dette fatte Bønderne i faadan 
Skrek, at de underkaftede fig Sigurd, udredede ham en betydelig Gjeld, og 
ftillede ham Gifler. Han lod nu berede Juletilhold for fig paa Øen Frode 
ung (Frognoen i Syrifjorden, Hvor han var nogenlunde ſikker for Overe 
fald), og havde virkelig den Tilfredsſtillelſe at funne indfætte fine Sysfel- 
mænd i de dem allerede paa Forhaand tilftanede Syfler. Endog Inde 
byggerne af det fænger bortliggende Thoten, faavel fom af den til Heinae 
fylfe hørende Bardal *) gik for en ftor Deel Sigurd til Haande. For 





1) I de bedfte Haandffrifter ſtaar udtrykfeligt: „paa den Strand der Faldes 
teina"'; altfaa mellem Gaarden Lene i Røyfebygden og Bandet. Det fan 
tydeligt nok ffjønnes, at Fartøjerne have ligget ved Stranden, og Gigurd 
har været i Land med fine Tropper. Siden der her ikke er tale om Binter 
og Jis, ffulde man formode, at dette endnu har tildraget fig feenhoftes 122L. 

2) I Gagaens Jert ftaar der, aabenbart urigtigt, Theler og Berdøler, i Ste: 
det for Thotninger og Vardoler. Thelemarken laa for langt affides til at | 





1222. Ribbungerne flagne paa Svangftrand og i Mjofen. 643 


Reſten bleve Heinerne, eller Hedemarfens Indbyggere, floge af Hadernes 
Gfade, og pasfede faa godt paa deres Bygd, at NRibbungerne ingen Vej 
fom der, ja de forfulgte Dem endog lige ned paa Naumarife, og gjorde 
dem meget Afbræek. Overhoved førtes Der nu paa Disfe Kanter en idelig 
Smaafrig, hvorved fnart det ene, fnart Det andet Parti havde Overhaand. 
Det lykkedes omfider, fom man erfarer, Urnbjørn Jonsføn atter at faa Fod- 
fæfte i fin gamle Sysfel, Borgefysjel, ligeføm ogfan Harald Stangarfylja 
med en Deel Sropper befatte Oslo, men i Den veftre Deel af Oslo-Sysſel 
Holdt Nibbungerne fig fremdeles. Noget efter Kyndelmisfe Aden Febr. 1222) 
fendte Jarlen en af fine Høvdinger, Grit Siriz, affted med hans Froyp, 
for at ban i Forening med Harald føulde føge at jage Ribbungerne der- 
fra. De fandt dem ved Svang (paa Svangftranden), hvor man paa begge 
Sider fæmpede med faa ſtor Forbitrelje, at frlve Merfesmændene mød- 
tes; endelig bleve Nibbungerne flagne med ftort Folketal, em af Deres 
Merfesmænd faldt, den anden, Herbjørn, blev fangen og gif fiden i Far- 
fen8 Fjenefte fom Hirdmand. Imidlertid fynes beller ikke dette Mederfag 
at have funnet fordrive Dem fra Oslo-Egnene, da Vet bevettes, at Sigurd 
Nibbung paa Halvardsmesfedagen (L5de Mai) lod 80 Mand dræbde i 
Oslo !). Hvorledes Dette gik til, figes ikke, men man maa formovde at 
han har overrumplet Harald Stanqarfylja, der efter de her angivne Fav 
af 80 Mand har maattet flygte op til Mjøfen, hvor vi gjenfinde ham, 
forenet med GSysfelmændene Olaf Moof og Frederit Slaffe, ſaa— 
vel fom Thorgeir Biffopsmand fra Thoten og flere andre. Sigurd, hvis 
Driftighed fynes at hare tiltaget Dag for Dag, foranftaltede nu et Fog 
mod Disfe Han havde allerede en heel Deel Fartsjer oppe Å Øyeren. 
Flere af Dem fod han hale op ad Vormen til Mjøfen, bemandede dem ſterkt, 
og voede affted for at opføge Birfebeinerne. Han traf dem ved Kornabhol- 
men (nu Gøornbolmen ved Feigringen), og angreb Dem ftrar med Den ftørfte 
Heftighed.  Birfebeinerne vare vel ikke faa talvige fom Nivbungerne, men 
De forfvarede fig faa fappert, at bine, Dev maaftee i deres Hidfighed alt for 
meget tilfidefatte Forfigtighedens Regler, bleve aldeles flagne, og tabte heni- 


der her Éunde være Tale om dets Indbyggere, med mindre man ogfaa dertil 
funde regne Nummedølingerne. Men Verten, der i Udgaverne er fulgt, 
vrimler her af Fejl. 

1) Dete figes fun i Annalerne, og Sagaen nævner intet Ord derom. Af den 
Dmftændighed, at her netop tales om 80 Mand, tunde man med førfte Dje- 
kaſt friftes til at antage, at Unnaliften her har tæntt paa Overfaldet ved 
Oslo Aaret forud, da Sigurd miftede 80 Mand; men en faadan Forverz 
ling vilde dog være for ſtor, ifær da Unnalerne, fornemmelig de faafaldte Annales 
regii, hvor Ungivelfen ogfaa forefommer, i denne Periode pleje at være femme 
lig nøjagtige, faavei hvad Aarstal, fom Begivenhedernes Betegnelfe angaar. 

AE 





644 Haafon Haatonsføn. 


mod 150 Mand, af bvilfe fire Troppehobdinger '), mens derimod fun faa 
faldt af Birkebeinerne. Sigurd flygtede førft op pan Thoten, derfra til 
Fjelds, og gjorde nu et bojft æventyrligt Tog heelt nord over Fjeldet lige 
ned til Soknedalen i det Throndhjemſke, bvor de hjemføgte den anfeede 
Ivar i Berudal, og anrettede ſtore Øvdelæggelfer 2). Da dette fpurgtes 
til Nidaros, blev der ſtor Forſkrokkelſe. Gregorius Fonsføn fendte ftrar 
Jilbud til Bergen efter Kongen, der ufortøvet begav fig nordefter, fom 
dDet nedenfor ffal omtales. Det er iffe ufandfynligt, at Sigurds Hoved- 
benfigt med dette Fog var at naa frem til Nidaros, og lade fig give Kon— 
genavn paa Øretbing. Men Bønderne i Gauldalen flare ftrar op Hærør, 
og modtoge Nibbungerne faa mandfterfe, hvor De vifte fig, at de ej bovede 
at trænge [ænger frem, men vendte tilbage igjen. Man var i Førftningen 
bange for, at de vilde bjemføge Raumsdalen, men det vifte fig at de ej 
toge denne Bej: de vendte tilbage over Øfterdalen, hvorfra de, fom det fy- 
neg, i forffjellige Hobe, atter begave fig til Hadeland og derfra til Rin— 
gerike, hvor Siqurd paany tog fit Stade paa Øen Frodung i Syrifjorven. 
Medens han gjorde Toget til Mjøfen og Derfra nord over Fjeldet, var 
Bene Sfindfniv, Slittungernes forrige Konge, bleven tilbage paa NRaumarike 
med en ftor Skare, fandfynligviis de gamle CSlittunger, og gjorde megen 
Uſtyr. Men Arnbjørn Jonsſon, fom vidfte, at Siqurd bavde taget Vejen 
nordefter, benyttede fig af hans Fraværelfe, og fendte en vis Helge Fleft- 
huun med en Deel af fine raftefte Folk op imod Bene, fom de overrumplede 
ved Øyeren. Han føb ombord i et Fartøj, for at frelfe fig, men de fi 
Fag i det, og boldt det fajt; da ſtyrtede han fig i Vandet, og føgte at 
ffjule fig fnart under eet, fnart under et andet af Fartøjerne, faa at det 
varede fænge, inden de fandt bam; endelig vpdagede de bam vg floge ham 
ibjel med alle bans Mænd. Han endte fit Liv, figer Sagaen, med liden 
Berømmelfe. Det lader beller iffe til, at Mibbungerne toge fig fynderlig 
nær af bans Død 3). 

Da Jarlen, fom for det mefte vefiderede i Funsberg, fik høre at 


1) Deres Navne anføres: Styr Preft, Urnulf af Folevold, Audun af Uuftanfjo 
og Thorbjørn Ring. Folevold ligger paa — Auſtenſjo eller Oſten— 
fjø ſtrax oſten for Oslo, 

2) Svar af Berudal er ftrar oven for omtalt fom Paategner af Konge-Brevet 
angaaende Erkebiſkoppens Myntret, udftedt famme Baar.  Berudal Éaldes nu 
Bordal, og ligger paa venftre Side af Elven, en Fjerdingvej nedenfor Hov. | 
Siden man var faa uvis om Bejen, Ribbungerne valgte paa Jilbagetoget, er det 
ej ufandfynligt, at de faavet nord fom fydefter for det mefte holdt fig til 
Fjeldenez det havde vel desuden været dem vanfteligt at trænge frem gjen» 
nem den faa vel befolfede Gudbrandsdal. 


3) Haak. Haafonsjøns Saga Gay. 75, 78, 79. 





1222. Mibbungerne tomme i Knibe. 645 


GSiqurd Ribbung tar fommen tilbage til Ringerife, foretog ban i egen 
Perfon et Joy Derben, for at forføge, om det Dog ikke ſkulde lykkes at 
faa bam jaget bort. Med en Femogtyvefesfe og mange Smaaffibe, alle 
vel bemandede, fejlede han ind ad Dramnsfjorden, i den Henfigt, fiden at 
fade Skibene drage op I Iyrifjorden. Da Sfibene bleve dragne 
op av den pdre Strøm ?), fom det ftørfte af dem paa Grund, og 
imidlertid famfede der fig en Deel Nibbunger ved Stranden (paa Hud- 
reimsfiden) og føød paa Dem. Endelig fom Stibet løft, og nu fpillede 
Jarlen fuldfommen Mefter paa disſe Kanter.  Rivbungerne bleve fordrevne, 
ej alene fra Ringerife og Hadeland, men og, fom det fynes, fra Rauma— 
rife, faa at de atter maatte tage fin Filflugt til Marfer. Her, eller i 
Den pitlige Deel af Borgefysfel, fammentrængteg fnart alle deres Skarer, 
tbi Jarlen, fom var vendt tilbage til Tunsberg, begav fig efter et fort 
Oppold i Funsberg vjftover til Nanafylfe, for ligeledes at renfe Dette 
Landſkab for Fiender. Sigurd Ribbung havde udnævnt tvende Brødre, 
De faa faldte Fobbefønner, til Sysſelmand i Elvefysfel, og de holdt fig 
endnu, fom det fader, fydligit ved Elven. Men Farlen fendte Simon Kvr 
og fo andre Høvdinger *) imod dem; De flygtede til Havs, maafte for 
at fomme over til Jylland, men bleve indbentede ved Le8ø, og dDræbte. 
Men jo mere Ribbungerne8 Tumleplads indſkrankedes, defto ftørre blev 
ogfaa Deres paa et Sted fammentrængte Styrfe; man beregnede, at Sig- 
ud Ribbung bavde iffe færre end 1700 baandgangne Mand 3) øften 
Fjorden, og fljønt Arnbjorn FJonsføn bidragte Dem mange folelige Neder- 
fag, faa Det dog ud til at ville vare fænge, inden man funde faa Vem 
aldeles undertvungne. Enkelte af deres Skarer vovede fig endog temme= 
fig nær hen imod Tunsberg, hvor Jarlen fremdeles havde fit Sade, faa 
at ban af og til maatte fende Folk ud imod dem, for at faa jaget Dem 
bort *). For omfider at faa Ende paa alle disfe Ubehageligheder fendte 
ban allerede om Høften Bud til Biffop Nifolas og bad ham at finde paa 
Raad til at faa deres Flok adfpredt. Han fjendte fin Mand, og vivfte 


1) Nemlig ved Strømmen og Sverdvifen (urigtigt Faldet Svelvifen). 

2) Disſe vare de ovenfor (S. 614) omtalte Thord Dravle og Thorfinn Ille. 

3) I GSagaen ftaar ,14 Hundreder," hvilfet udgjør 1680. Gom Ribbungernes 
Sysfelmænd rævnes ved denne Lejlighed en Herjulf Dyntil og Erik Dregil. 

%) Haafon Haafonsfene Gaga Gap. €3. Her omtales færffilt en Fegtning, 
der forefaldt ved et Sted, Faldet Kvrfjeld, fordi den islandſte Skald Jat— 
geir, der flod i Skules Jjenefte, var med der, og har omtalt Striden i et 
humoriftifl Vers til fin Sengfammerat Thore, der blev hjemme. Det er ty: 
deligt at fee, at dette Kyrfjeld ej er Fjeldet af dette Navn i Nærheden af 
Kviftrum langt nede i Ranafylfe, men maa være at føge et Steds mellem 
Tunsberg og Drammen, ſtjont Stedet nu ej kan paapeges. 





646 Haaton Haafonsfen. 


meget bel, at om nogen var å Stand dertil, maatte det være Nikolas. 
Denne var vgfaa førar villig vderti, men da hans Magt og Indflydelfe 
netop bavde meft at betyde under en Borgerkrig, hvor det var vigtigt for 
enhver af Parterne at have bam til Ben, funde han ikke være tjent med 
Ribbungernes fuldfømne Undergang, og det er tydeligt nok, at han Éun føgte 
at bringe et faadant Forlig i Stand, hvorved han til enhver Tid vilde hare 
dDet i fin Magt at opvætte Striden paany, naar det funde være ham til 
Fordel. Den Vej, av hvilfen han indledede Underhandfingerne, ev bee 
darafteriftifl. Han benvendte fig til Gudolfs Frille, Aaſa Blakk '), og bad 
hende bruge al fin Indflydelſe for at ftemme Gudolf og de øvrige Høvdin- 
ger til Fred og Forlig. Dette vakker Foreftilling om et vet venffabeligt, 
ja endog intimt Forbold mellem Biſkoppen og Gudolf, bvilfen ogfaa hidtil i 
en fang Næfte af War bavde været hans Ben og Nabo, og fremdeles, 
fom det fynes, oppoldt fig uforftvrret paa Blaffeftad, naar ban ej var be 
ffjeftiget med Krigsforetagender; fandfynligviis havde han endog ladet Sig- 
urd Ribbung give fig fin gamle Sysfel tilbage. Det varede dog en Tid, 
inden Nivbungerne lyttede til disfe Fredsforflag, Vintren gif hen, og forſt 
ud paa Vaaren det følgende Aar *) fendte Siqmd Ribbung Mænd til Jar- 
fen, for at børe bvad Betingelfer ban vilde unde ham, hvis han nedlagde 
Vaabnene.  Farlen modtog det i denne Forefporgfel indeholdte Forligstil- 
bud venligt, men vilde førit bore, hvad Sigurd fordrede. Denne forlangte 
iffe mindre end Frediedelen af Norge og Skules Datter til Egte. Dertil 
fvarede Jarlen, at det blev Kong Hanfons Sag, om ban vilde tilftaa Sig— 
utd nogen Deel af fit Nige; for fin Part vilde han bverfen bortgifte fin 
Datter til Skogs eller afſtaa noget af fin Frediedeel, men hvis Sigurd 
felv indfandt fig hos ham, ſkulde han fitte ham og alle hans Mænd Grid, 
og ligeledes ſkaffe ham fuld Grid eller Lejde til at underhandle perfonligt 
med Kongen; og vis denne da undte ham nogen Hæver, ſkulde det ikke 


være Jarlen imod. Efter nogen Brevverling og gjentagen Budfending berom 
befluttede endelig Sigurd fig, efter MNaadflagning med fine Mænd, til at 


1 Da Gudolf af Blakfeftad oftere Faldes ,Gudolf Blaff,” maa man antage, | 
at Aaſa har faaet fit Jilnavn efter ham; det feer endog næften ud fom om 


Gaarden Blakfeftad ſkulde have faaet fit Navn efter Gudolf, da det ej 
er rimeligt, at han feulde være bleven Faldet Blaff efter Gaarden. Han 
faldes ogfaa Gudolf Smjørtif (Smør-Tave). 


er nævnt; her fan altfaa kun „Sommeren“ 1223 være meent, men da vi å 
det Følgende erfare, at Jarlen og Gigurd efter fluttet Forlig begave fig ned 


til Danmark omtrent midt i Mai Maaned, maa , Sommeren” paa hint 


Sted fun betegne Tiden efter ,,Sommernat'' (14de April) eller den fidfte 
Halvdeel af April Maaned. 


?) I Sagaen ftaar der ,om Sommeren", efter at Høften (d. e. 1222) tidligere 





1222. Gigurd Ribbung flutter Forlig og opløfer fin Flok. 647 


mobdtage dette Tilbud. Vel ſyntes De, at Det var noget haardt, faaledes at 
nedlægge VBaabnene uden Løfte om andet end Sitferhed paa Liv og Lem- 
mer, men Da Der nu bverfen var noget blivende Sted for dem i Viken eller 
paa Oplandene, og de end mindre Éunde tanke paa at begive fig til det 
Nordenfjeldffe, hvor Kongen var, valgte De det fikrefte, og Sigurd Ribb— 
ung red faaledes, mod tilfagt Grid, til Jarlen, frafagde fig Kongenavnet, 
overgav Floffen i Jarlens Vold, og fif derimod Tilſagn om Jarlens Benz 
ftab og mægtige Biftand hos Kongen. Han blev for det førfte hos Jar- 
fen, der vifte ham al den Hæder, ban funde forlange. Dette, beder deti 
Sagaen, anfaaes for den fagrefte Sejr, Jarlen nogenfinde havde vundet, at 
han nemlig uden Sverdflag bavde faaet opløft en faa ſterk Flok fom Ribb— 
ungerne8, faa at Der nu var Fred over hele Norge. I det Følgende vil 
Det dog fnart feed, at denne Fred ikke havde faa meget at betyde, og at 
Jarlen maaffe ingenfinde nærede ufredeligere Planer end nu; men at det 
fun var ham om at gjøre at faa frie Hænder for Øjebliktet, ja at han 
endog efter al Sandfynligbed har indganet et hemmeligt Forbund med Sig- 
ud Nibbung og aftalt Planer med ham til Kongens Skade 1). 


108. Spandt Forhold mellem Kongen og Jarlen. Dennes forgjæves Rejfe til 
Danmarf.  Rigsmøde berammet i Bergen. 


Medens Skule Jarl tilbragte disfe tvende urolige Mar i Viken 2) fad 
Kong Haafon, fom vi have feet, rolig å Bergen, med Undtagelfe af hans 
forte Beføg i Shrondbjem om Vaaren 1222, da han indgit Forlig med 
Erkebiſkoppen, famt det paabegyndte, men iffe fuldførte Tog derhen om Høften 
famme War, da han, fom det ovenfor er omtalt, benimovd Mariemesfe (den 
8pdpe September) havde faaet Bud fra Gregorius Jonsſon om at Ribbun— 
gerne havde viiſt fig nordenfor Fjeldet, og med det førfte funde ventes til 
Throndbjem.  Haafon bavde juft da famlet alle Lendermændene fra Gu- 
fatbingslagen og de nordligere Landffaber med deres Tropper, for at Drage 
til Vifen og fomme Jarlen til Hjelp, men ved at høre hvad der var paa 
Ferde i Throndhjem, forandrede ban førar fin Beftemmelfe, forfyndte paa 





1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 82—84. 

2) J Haafon Haafonsføns Saga Gap. 82 ftaar der, at Jarlen tilbragte tre 
Bintre (at der i Flatøbogen og en anden Koder ved en Skjødesløshedsfejl ſtaar 
nætr i Stedet for vetr fan her ej omme i Betragtning) i Viken, og i 
denne Tid holdt mange Glag o. f. v. med Mibbungerne. Her regnes 
øjenfynligt alle de tre Vintre, hvori han oppebar fulde Kronindtægter af 
Viken, eller var forlenet med dette Landffab, og den førfte Binter var alle- 
rede, fom vi have feet (S. 624) Vintren 1219—20, hvor han dog ej op- 
holdt fig længere Tid der; end nogle faa Uger før Juul, 


mm 


648 Haafon Haakonsføn. 


en Hirdftevne, at han agtede fig til Throndhjem, og fit alles Tilſagn om at de 
gjerne vilde følge bam derhen '). Saaledes funde han fætte ud fra Bergen med 
35 Sfibe, en tilſtrakkelig Styrke til at jage Ribbungerne bort. Men endnu 
førend han fom til Nordfjord, fik Han here at Nibbungerne, afſkrakkede 
ved Gauldølingernes fraftige Forfvarsanftalter, bavde truffet fig tilbage. 
Da man imidlertid frygtede for, at de funde tage Vejen til Raumsdalen, 
Nordmøre eller Søndmøre, fortfatte han Dog Nejfen til Leirgulen, og blev 
figgende der, indtil han havde faaet Visbed om at de havde taget Vejen 
til Øfterdalen. Da vendte ban tilbage til Bergen, hvor han anfom lidt 
før Micdhaelsmesfe, og gav Lendermændene Hjemlov. Denne Sommer bavde 
Haafon fyldt fit attende Aar, og vet fynes fom om ban, efter Dagfinn 
Bondes og fine øvrige Venners Maad, ftrar ved Indtrædelfen i fin Myn— 
Dighedsalder ved en beftemt og alvorlig Optraden bar villet vife Jarlen, 
at ban nu var Den, Der raadede i Landet og ikke fænger vilde tillade enten 
Farfen eller nogen anden at tiltage fig nogen Myndighed, der ej tilfom Dem. 
Han bavde udbudt Levding over belte Eydafylfe, men fun faaet noget ube- 
todeligt fra den veftligfte Deel, da Skule allerede havde optaget Det meſte 
af af Ledingen baade fra Ofter-Agder og Storitedelen af Morder- eller 
VBefter-Agder, uagtet ban egentlig fun føulde have Vifen, hvortil Agder, fom 
en Deel af Gulatbingslagen, iffe hørte. J Denne Anledning faldte Kongen 
fine Raadgivere fammen, og æftede deres Mening berom. De fandt alle, 
at Farfen gjorde fin faafaldte Trediedeel af Riget utilbørlig ſtor, naar han 
foruden bele Bifen med Oplandene, ogfaa vilde bave Landet beelt til Ny- 
fylfe. Saavel Erik Jarl, Sverre8 Broder, fom Philip Baglernes Konge, 
bavde nøjet fig med Landet mellem Rygjarbit og Svinefund, og Dette var 
iffe engang belte Vifen, Da Landet mellem Svinefund og Elven, eller det 
ftore og folferige Ranafylke, faa udenfor bine Grændfer. Nefultatet af 





1) GI Fiatøbogen og Gkaalholtsbogen faar der paa dette Sted at Kongen 
fendte Mænd og Breve efter Gregorius Jonsføn og Ivar Nev, der fåyndte 
fig efter ham faa hurtigt fom muligt. Her er øjenfynligt en Fejl indløben, 
da Gregorius jo var i Nidaros.  GSandfynligviis har der i Originalterten 
ftaaet at Kongen har fendt Breve med GSendebudene tilbage til Gregor og 


Svar, at han med det aller førfte fÉulde Fomme. Eller og maa man antage, 


at Gregorius Jonsſon og Ivar Nev have været blandt de Lendermænd fra 
Shrondhjem, der om Sommeren vare fomne til Bergen, og at der i Serten 
ej féal ftaa ,Sendimenn Gregoriuss Jönssunar,* men ,Sendimenn til Gre- 
goriuss Jönssunar,* nemlig faaleves at de fra Ihrondbjem afgaaede Jilbud 
vare affendte af hans efterladte Underbefalingsmænd umiddelbart til ham, 
fom Diftriftets GStatholder. Da til er et faa ubetydeligt Ord, og end yder— 
mere i Haandføriften fom ofteft Fun betegnes med t, er det iffe ufandfynligt, 
at det fan være overfeet af Ufffriveren. I Peder Glausføns Overfættelfe 
beder det fun at der Fom Jidende fra Throndhjem, og at Kongen havde 
Gregorius Jonsføn og Jvar Nev med fig fra Bergen. 





1222. Misfornøjelfe mellem Kongen og Farlen. 649 


Naadflagningerne blev dette, at Kongen fendte Mand til Farfen med en 
Skrivelfe, hvori han ertlærede fig utilfreds med den Udftrærfning, Farfen 
tillagde fin Frediedeel, og [od bam vide, at hvis han faaledes fremturede, 
vilde ban iffe faa Ufred med Nibbungerne alene. Her bandlede Kongen 
visfelig aldeles i fin fulde Net, men det var Dog neppe vel betæntt at qaa 
fan ftrengt i Nette med Jarlen, om ban fogte at ftaffe fig FJndtægter af 
et ſtorre Diſtrikt end fra forſt af beftemt juft paa denne Tid, da Han vir- 
felig havde faa ſtore og fangvarige Udruftninger at beſtride, og Dertil iffe 
engang funde erholde de fulde Indtægter af Viken, fom endnu for en ftor 
Deel var i Ribbungernes Beſiddelſe, og hvor Indbyggerne derhos paa mange 
Steder ſandſynligviis vare udplyndrede og udarmede. Da det ſtemmer ſaa lidet 
med den Sindighed og Forſonlighed, Kongen ellers plejede at viſe, at han nu 
paa een Gang, hvor ban Dog havde langt ringere Opfordring end ved tivli- 
gere Lejligbeder, føulde fare los paa fin tilfommende ESvigerfader med 
Heftigbed, ja endog true ham med Krig, funde man næften friftes til at an- 
fage, at Der ev indløbet em Fejl i Sagaen Ord 1);3 i alle Fald sjner man 
ber den viltnof trofafte og velmenende, men alt for bidfige Dagfinns Ind— 
flydelſe. At Skrivelſen, eller Kongens Optraden i det hele taget, har ſat 
ondt Blod hos Jarlen og dennes Venner, er ojenſynligt, thi nu var det, 
at ban nærmede fig til Biſkop Nikolas, med bvilken ban nys forhen havde 
ftaaet paa en faa ſpendt Fod, og at han ved hans Mellemfomit fik fluttet For- 
lig med Nibbungerne. Ja, han fynes endog at have pønfet paa hverfen mere 
eller mindre, end at føsvive fig aldeles fra Kong Haakons Herredomme, 
og derimod efter Erling Skakkes og Erling Steinveggs Exempel ſtille ſig 
under den danſke Konges Overhojbed fom Fart eller Konge i Vifen. Kong 
Valdemar havde, fom vi vide, allerede for 18 Mar tilbage fogt at gjøre 
den ham i Ringftedforliget 1170 tilftaaede Hojhed over Viten gjeldende; hang 
Magt var nu, ved Slutningen af Aaret 1222, paa fit bøjefte; han var uimod— 
figeligt den mægtigfte Konge i hele Nordeuropa, den frorfte Del af Oſter⸗ 
føens Kyſter adlod ham, og hvis Der var nogen Danff Konge, der med no- 
genlunde Nimelighed kunde gjøre fig Haab om at gjenoprette „Gamle Knuts” 
Grobringsmeonardi, da maatte det være ham. Naar han, fom vi fee, vir- 


1) Udtryfkene i Kongens Brev lyde, fom de anføres i Sagaen, faaledeg: „ok 
jarl mundi eigi vid Ribbunga eina eiga ufriö, ef hann héldi pessu fram.* 
Her Éunde man tænke fig Muligheden af at Drigtnalterten har haft: „ok 
jarl mundi vi Ribbunga einn eiga ufrid* o. f. v. (og Jarlen maatte da- 
ene holde Ufred med Nibbungerne, hvis o. f. v.), det vil fige, at han ej 
kunde gjøre Megning paa nogen Hjelp fra Kongen, hvis han oppe: 
bar de denne tilfommende Jndtægter. En faadan Irufel var rimeligere, 
end Truſel om Krig. Dog findes hiin Læfemaade i alle Haandfkrifter, og 
er tillige gjengiven af Peder Glausjøn. 


650 Haafon Haafonsføn. 


felig anfaa fig Cerettiget til at berffe over Norge eller en Deel deraf, | 
det iffe vimeligt, at ban nogenfinde opgav Haabet eller Tanfen om, ogfan 
at drive Dette igjennem, førend hans ulvffelige Fangenſkab gjorde en faa 
brad og uventet Ende paa bans Vælde, — ja neppe engang Da — men 
at han fun ventede Dermed indtil Ven belejlige Tid fom, og denne funde 
vel nu figes at være indtraadt, Da ban, fom Det fyntes, varigt havde be- 
fæftet fit Herredømme i fine tydffe og øfterfviffe Erobringer, og funde 
vende befe fin Styrfe mod Norden. Under disfe Omftændigheder fan Vet 
neppe udtydes paa mere end een Maade, at Skule Jarl i Begyndelfen af 
Mai 1223 begav fig ned til Danmaré med en Flaadg af 13 Skibe, og 
Sigurd Nibbung i fit Følge Man maa nemlig antage, at det virkelig var 
hans Henfigt at tilbyde Kong Valdemar Hojheden over Vifen, maaſkee endog 
over bele Norge, imod at forlene8 Dermed fom hans Jarl eller Lensfonge, 
altfaa en Fornyelſe eller Udvidelfe af Forliget 1170, eller af Valdemars 
Forlig med Grling Steinvegg i 1204. Denne Untagelfe er faa meget mere 
fandfvnlig, fom vi fem Aar fenere fee ham gjøre et nyt Beføg til Dan- 
marf, bolde bemmelige Samtaler med Kong Valdemar, og modtage Halve 
delen af Halland i Len af ham.  Sandfynliqviis føulde vel ogſaa Siqurd 
Nibbung betænfes med Forleninger, ligefom vel beller iffe Biftop Nikolas 
Har undladt at betinge fig en eller anden Fordeel: ja det rimelige er vel, at den 
hele Plan har været udtænkt af bam, og bemmelig aftalt ved Forliget mel 
fem Stule og Sigurd, efter hvilket Disfe, fom man feer, firar tiltvaadte Rejſen 
til Danmark, aabenbdart for iffe at tabe nogen Tid, men bringe Planen til 
Wdførelfe, førend Kong Haafon bavde faaet Nys derom '). Men bvilfe nu 
end Jarlens Planer og Forventninger have været, hvad enten de fun figtede 
til hans egen Storbed eller til Fædrelandets Underkuelſe under en frem— 
med Magt, faa bleve de heel uventet ſtuffede. Thi da ban fom til 
Kjøbenhavn, modteg ban den Gfterretning, der for ham maatte være et i 
fandt Fordenjlag, at Gr Henrik af Schwerin Natten mellem den 6te 3 





2) Ut Nejfen føede umiddelbart efter Sigurds Underkaftelfe, fees deraf at denne, 
fom det ovenfor er viift, maa have fundet Sted efter Sommerdag (408 ; 
April), ja i Betragtning af GSagaens Udtryfk „om Gommeren" madre 
endog i Mai, medens Unfomften til DanmarÉ neppe Éan være inderuffon 
fenere end 8 a 10 Dage efter Kong Valdemars Jilfangetagelfe (altfaa ome 
Ering 16de Mai), da Efterretningen under den livlige Forbindelfe mellem 
Danmark og Vifen, viftnof paa en eller halvanden Uges Tid maa Have 
naaet bertil, og faaledes vilde have forebygget Ufrejfen, om den ej før havde 
fundet Sted, Er Jarlen faaledes affejlet omkring 10>e Mai, og Undere 
handlingerne paabegyndte mellem ham og Sigurd omkring lfte Mai, faa 
vi neppe 10 Dage til diste, og Ufrejfen maa være fulgt umiddelbart 
ovenpaa. Med Skules Fremtidsplaner ftod det vift i Fordindelfe, at han 
et Par Aar forud havde forlangt paveligt Beffyttelfesbrev, hvilket ogfaa 
blev ham til Deel under Ste Decbr, 1229, fe Dipl, Norv. I. 6. 


1223. Skule Jarl! i Danmarf.  Nigsömøde fammentaldt til Bergen. 651 


og 7de Mai ved et lumſk Overfald havde taget Kong Valdemar og hans Søn, 
den udvalgte Tronfølger, Kong Valdemar den unge, til Fange paa Øen Lydø 
ved Fyn, og bavde ført dem over Øfterføen, man vidfte paa Den Tid neppe 
engang vet til bvilfet Sfot i eller ved Meklenburg. Dette reddede maaſkee 
Norges Selvftændighed for flere Aarbundreder. For Skule var der nu 
intet at haabe fra Danmarf, og han maatte vende tilbage igjen med ufov- 
rettet Saq '), visfelig meget barm i Hu. Han maatte nu faa at fige 
atter begynde Hvor han tidligere havde fluppet, nemlig med Intriger inden- 
lands, og til at drive faadanne fif han en befvem Unledning ved de Forhand— 
finger, fom Kongens Fndtrædelfe i Myndigheds-Alderen gjorde nødvendige. 
Hans Forhold til Kongen, der nu ej (ænger var bans Myndling, men tvertimod 
ſkulde være hans Overherre, maatte nøjere beftemmes, og for faa vidt ban endnu 
troede fig berettiget til Kronen, eller til felvjtændigt Herredømme over en Deel 
af Niget, var Det endnu, men ogfaa juft nu, Tid til at fremfomme med en 
faadan Fordring: fiden vilde det være for fildigt. Men dette funde iffe 
afgjøres uden paa et almindeligt Rigsmode, og et faadant blev, efter fore 
føbige Underhandlinger mellem Kongen og Farlen, udffrevet til Olafsvafa 
(29de Juli) famme Aar i Bergen, med udtryffelig Anmodning til enhver 
Den, Der troede at have nogen Fordring paa Riget, om at indfinde fig og 
fremfætte fin Fordring *), paa det at Sagen eengang for alle funde blive 
afajort. Dette var unegfelig noget befynderligt, ja endog en Uformeligbed, 
efter at Haafon engang var tagen til Konge og hans Byrd erklæret ret- 
mæsfig; men Skule funde med noget Skin af Rimelighed indvende, at Spørgs- 
maalet om, bvilfen Arveret der ſkulde bave Fortrinet, hans efter Kong 
Inge, eller Haafons efter fin Fader, endnu iffe fuldfommen var bragt paa 
det Nene. Kong Haafon fulgte paa fin Side den famme loge Politik, 
fom tidligere, da der handledes om FJernbyrden, og han maa desuden have 
været faa fitfer paa Udfaldet, at em faadan Lejlighed til at fee fin Net 
bøjtidelig proflameret og alle Medbejleres Fordringer for ftedfe fjendte uef- 
tervettelige endog fnarere var ham velfommen. Det var faaledes, for Formen 
Skyld, juft i fin Orden, at alle disfe ogfaa indfaldtes. Et andet Spørgsmaal 
er, om Høvdingemodet førft nu blev beftemt, eller om det iffe allerede 
havde været aftalt Aaret forud mellem Kongen og Erkebiſkoppen, Da denne 
føvede, den følgende Sommer at fomme til Bergen og vife Kongen den 
tilborlige Hæder, bvilfet neppe fynes at funne beftaa i andet, end at pro- 
tlamere ham fom fuldmyndig og eneberettiget til Kongedømmet; ved Det tidli- 
gere Mode i Bergen havde han nemlig fun erklæret Udfagnet om hans 
Byrd for vigtigt, og en hojtidelig Akt udfrævedes der Dog veltil, at Jar- 





1) Haakon Haafonsføns Saga Gap. 84. 
?) Dette figes udtrykfeligt i en enkelt Koder. 


652 Haakon Haafonsføn. 


fen nedlagde fit Bærgemaal og overgav Magten i Kongens Hænder. Men 
et ev, at et faadant Møde forelobigt aftalteg, et andet; at det virkelig be 
rammede, og Berammelfen funde neppe føre, førend VBifen var bleven vor 
fig og Landet havde faaet Fred. Da Samlingstiden førft beftemtes til 29de 
Juli, var Der Tid nof til betimeligt Varſel, om Dette end ikke gaves før- 
end ſidſt i Juni, thi for at fomme til Bergen bebøvede man felv i den Vid 
neppe paa noget Punkt i Riget mere end 14 Dage, end fige en heel Maaned. Om 
Stemningen Å Landet med Henfyn til Kongen og Spørgsmaalet om hans 
NRetmæsfighed faar man den flarefte Foreftilling af følgende Bejtrivelfe i 
Sagaen: Paa den Tid var der god Fred i Riget, men fterfe Fordrin- 
ger paa Kongens Fædrenearv af de Mænd, der gjerne vilde arbejde fig frem 
til Kongemagten. Da Kongen var ung, og andre fænge havde fiddet i hans 
Fædrenearv, fandtes der en Mængde Mænd, der vare meget uvisfe med 
fig felv om, bvem de vilde tjene. Der gates nogle, der gjerne qad ode— 
fægge hele Konge-Atten og Sverres Afkom paa Grund af det gamle Fiend- 
ffab, de havde haft til Denne: dDisfe fandtes fær blandt Stormændene; men 
de flefte Bønder og hele Almuen, faavel nord fom fyd Landet vare vel ftemte 
for Haafon *)". 


109. Rigsmode i Bergens Kong Haafon erklæres før ene berettiget til Tronen. 
Skule Jarl forlenes med Det nordlige Norge. 


Fil dette Møde indfaldtes altfan baade De gejftlige og verdslige 
Høvdinger, faavel fom Lagmændene og De bedfte Bønder af hvert Fylke. 
Da der overalt i Riget nu herſkede fuldfommen Fred, bindredes ingen af 
de tilfagte eller felvførevne fra at møve, og Forfamlingen blev derfor 
ufædvanlig fuldtallig og glimrende. Forftandige Mænd, figer den fun faa 
Decennier yngre Sagafkriver, have fagt, at aldrig var et bedre Udvalg af 
Mænd i deres Dage fommet fammen i Norge. Sagaen har opbevaret de fore 
nemfte Deltagere Navne, fom vi her ville meddele, da vi Deraf faa den bedjte 
Overfigt over det daværende UAriftofratis Medlemmer. I Bergen vare 
allerede, da de andre indtraf, foruden Kongen felv følgende Høvdinger fra 
Byen og Gulatbingslagen: af Gejitlige Viffop Haavard, Biftop Hen- 
vif fra Stavanger, Uvbed Sigurd (i Munteliv?); af Verdslige: Len— 
dermændene Paal Flida og hans Søn Peter fra Gifte; Brynjulf 
Kuutsføn, Jon Staal pua Hval, Gaute paa Mel, og Jvar Nev, 
der ellers havde bjemme paa Haafogaland, men nu enten maa have faset 
Sysſel et Steds i Bergen, eller tilfældigviis opholdt fig der; fremdeles 
Lagmandene Dagfinn Bonde af den nordlige Duel, eller den egentlige 





1) Haakon Haakonsjøns Saga Cap. 85. 








1223. Rigsmodet i Bergen. 653 


Gulathingslag, og Wamunde Remba af Nyfylte (med Agder).  Ligeledes 
bavde fra Skatlandene indfundet fig Biftop Sorkve fra Færøerne, Den 
ovenfor (S. 459) omtalte Sveins Gjtermand '), Jon Jarl af Orkn— 


gerne, 


ſaabel fom Biftop Bjarne famme Steds fra, Erkediakon Niko— 


la$ ?) og Gregorius Kik fra Hjaltland 3), hvor den ſidſte fynes at 
have været Sysfelmand eller Befalingsmand; han hørte egentlig hjemme 
paa Haalogaland, og var gift med Kong Sverres Datter Cecilia, Einar 
Kongsmaags Enke. Fra Throndelagen kom følgende gejſtlige Herrer: 
Grkebiftoppen, faavel fom Svein, Prior i Elgefeter, Abbed NWasgaut 
paa Munkholmen, Abbed Sigurd paa Futers, Ghorsbrødrene Mefter 


1) Af Unnalerne ſees det, at denne Sorkve ikke indviedeg førend i 1216, uagtet 


hans Formand Gvein allerede var død 1212. 


?) Denne Nikolas nævnes i Sagaen iffe mellem Jon Jarl, Bjarne Biffop og 


ov 
— 


Gregorius Kik, men ſtrax efter Biffop Sorkve, der igjen navnes efter begge 
Biffopper i Bergen og Stavanger. Men da man af et Brev af 1226 
(Dipl. Norv. I. 9) feer, at der paa den Tid var en Nifolag GErøediafon paa 
Hjaltland, og han og Biffop Serkve ſtode i famme Kategori, fom Skot— 
lands Gejftlige, fan man neppe tvivle paa at det er den famme, 


) Saavel -med Biffop Bjarne fom med Gregorius Kit er der den befyndertige 


Omftændighed, at de islandffe Annaler benfører deres Død til refp. 1222 
og 1221, medens Sagaen omtaler dem begge fom nærværende paa Modet. 
Ut GSagaen i det mindfte med Henfyn til Bjarne har Met, unde fluttes 
deraf at hans Efterfolger FJofrey, forfaavidt denne var den famme fom 
Provſt Jofrey i Junsberg, omtales fom tilftedeværende ved Moødet endnu 
i denne ringere Bærbighed, medens han, hvis Bjarne var død 1222, i det 
mindfte vilde være Faldet „Biſkopsevne,“ om han ikke endog allerede var ind- 
viet: vi vide nemlig anden Steds fra, at Bjarne døde allerede 15de Septem- 
ber. Kan der nu indtræde Fejl i Unnalerne med Henſyn til Bjarnes Død, 
er det ikke mindre fandfynligt at en lignende Sel fan være opftaaet ved 
UAngivelfen af Gregorius Kiks Dødsaar. Gregorius omtales førfte Gang 
ved 1198 fom en af de anfeede Mænd paa Haalogaland, der fluttede fig 
til Baglerne, fe ovenfor Side 327. Hans Navn anføres ber i Gagaen 
faaledes, at man Funde falde paa at antage ham for en Broder af Ivar 
Nev og Søn af Halldor i Hjørleifsvit; dog er det fnarere Fun et tilfældigt 
GSammentref. For Reften vides det ej, af hvad Herfomft han var, dog fynes 
han, af hans Giftermaal med Kongedatteren at flutte, at maatte have været 
af høj At. Dette Giftermaal omtales udtrykfeligt i Fagrffinna Gap. 215: 
„Kong Sverres Børn vare Kong Haafon, Gigurd Lavard, Ghriftina, der 
blev gift med Kong Philip, og Cecilia, der førft blev gift med Einar, 
fiden med Gregorius Kit.” Da Gregorius, fom vi fee, var fra Haalogaland, 
Eunde ligeledes Sagaens Gregorius Kil fra Hjaltland” forefomme noget 
mistænfeligt, fom om dette var Skrivfejl eller Læfefejl for ,,Haalogalandz" 
men da han nævnes fammen med Jon Jarl og Biffop Bjarne, og ikke blandt 
Mændene fra Thrøndelagen, er Ungivelfen dog viftnof rigtig, og man maa 
derfor flutte, at han efter fit Giftermaal med Gecilia (der blev Enke 1205) 
og Forliget til Hvitingsø 1208 er leven indfat til Befalingsmand paa 
Hjaltland. 


654 Haafon Haafonsføn. 


Bjarne og Peter paa Hufeftad Chan Vlev fiden Erfebiffop), famt 
Gyftein Raadsmand (maaffee i Bakte Klofter), og følgende verdslige: 
fendermændene Gregorius Jonsføn, Paal Vaageffalm, Wasulf 
Jarlsfroœnde, der nu faldes Aasulf paa Auftraat, fordi ban havde faaet 
denne ftore Gaard ved fit Giftermaal med VBaugeid, enefte Datter og 
Arbing af Jon paa Auſtraat; fremdeles Lagmændene Gunnar Grjon— 
bat (i Forøndelagen), Bjarne Mardsføn (paa Haalogaland) og Thor— 
ftein Wasmundsføn (i Jemteland?). Fra Vifen og Oplandene fom 
foruden Sfule Jarl felv Biſkop Nifolas, Abbed Affatin i Hovedø- 
Klofter, Abbed Orm i St. Olaf Klofter i Junsberg, Provjt Jvar . 
Gøæsling i Oslo, Provſt Jofrey i Tunsberg, Provſt Aamunde fra 
Grenland, Provſt Dlaf fra Konqgehelle, 1) Erøediafonen fra Hamar Mefter 
Thorleiv, fandfynligviis Chorsbroder famme Steds; Provft Baard il 
Gran paa Hadeland *) faavel fom Lender- og Sysfelmændene Arnbjorn 
Jonsføn, Lodin Gunnesføn, Lodin Baardsføn, Simon Kyr, Hall- 
pard bratte, Gunnbjørn FJonsbroder, Kolbjørn raude, Harald 
Nefetesføn, Dlaf Moof, Harald Stangarfylja, Thorgeir Biftops- 
mand, Saavard i Sunddu, Frederik Slaffe, Eindride Befil, Ei- 
liv Keif, famt Lagmændene Sare af Haug, for Hedemarfen og den 
nordre Deel af Oplandene, Thore Gudmundsſen for den fydre Deel af 
Oplandene 3), Eyſtein Roesſon (for Vifen nordenfør Svinefund), vg 
Thord Skolle (for Vifen føndenfor Svinefund). Biſkop Hallvard paa 
Hamar fynes ej at have indfundet fig. Ved at nævne Urnbjørn Jonsføn, 
Lodin Gunnesføn, Lodin Paalsføn, Simon Kvr, de fire Lagmænd, Hall- 
vard bratte, Gunnbjørn Jonsbroder, Kolbjørn raude og Harald VBefesføn 
tilføjer Sagaen, at de flefte blandt disfe havde erflæret for Søule Jarl, 
og gjort ham viis paa, at ban fom Inges Broder var nærmeft berettiget | 
til Kongedømmet i Norge; men at Dette i Det mindſte iffe gjelder Avn- 
bjørn, begge Lodinerne, Simon Kvr, Hallvard bratte og Gunnbjørn 
Jonsbroder, fynes, af Den Troſkab, de ftedfe vifte mod Kongen, at dømme, 
at være vift; og Da ligeledes Lagmændene, fom det vil ferd, erklærede fig 








1) Denne Provft Ivar Gæsling (fra Sundbu i Gudbrandsdalen, GSønneføn af 

den ovenfor Side 74 omtalte Lendermand Ivar Gæsling og Broder oe | 
Broderføn af den nedenfor i Fortegnelfen nævnte Haavard i Sundbu?) var — 
fandfynligviis Provft i Oslo Provfti, Jofrey i VBeftfoldens Provfti, Uamunde | 
i Gerpins og Olaf i Ranafylfes Provfti, hvilfet paa denne Tid maaſtee å 


itte, fom fenere, var deelt i fo, Ranarikes og Elvefysfels. 
2) Ut han var Provft der, feed af Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 138. 


3) Eyſtein Roesføn ſees, af hvad der nedenfor berettes, at have boet i elfer ved 
Tunsberg. 


1223. Nigsmøde i Bergen. Kongens Jndledningstale. 655 


for Kongen, maa enten Sagaens Udtryk være unsjagtigt, eller de flefte af 
bine Mænd have faldt fra, Da det fom til Styffet. Men over en faadan 
Fvetungethed var i det mindfte Avnbjørn Jonsføn hævet. Som Præ- 
tendenter indfandt fig, foruden Skule Jarl, ogſaa Sigurd Nibbung i 
hans Folge, faavel fom bans Broderføn Guthornt, bvorbos der fom Be- 
fufdmægtigede fra Junfer Knut Haafonsføn i Gautland *). 

Der holdtes nu førft forberedende Møder mellem Høvdingerne, ftun- 
dom flere, ftundom færre tilfammen; ved Denne Lejlighed havde Kongen 
med fig, foruden Lendermændene, disſe fire Mænd, der alle fynes at have 
været gejjtlige: Martin af Kinnfarvif (fandfvnligviis den forben omtalte 
Martin Kongsfrænde), Siqud af Onarbeim (den famme, der holdt Aab— 
ningstafen ved Hyldingsthinget 1217), Aſkell Kapellan er tre Aar fenere 
blev Biffop i Stavanger), og Jvar Bodde, bvilfen Kongen altfan nu atter 
havde taget i fin Fjenefte, eller fom maaftee uopfordret havde tilbudt Kon- 
gen fin Fjenefte paa ny, Da der iffe [ænger var Fale om noget fortroli- 
gere Forhold mellem Kongen og Jarlen. Da de forberedende Moder 
vare afboldte, lod Kongen ved De fidft nævnte fire Naadgivere Erkebiſkop— 
pen indbyde til et almindeligt Møde i Trahallen i Kongsgaarden, hvor alle 
Høvdinger, Lendermænd og Lagmand ſkulde indfinde fig. Dette Møde holde 
te8 Søndagen den 200e Auguſt. Da alle vare forfamlede og fomne til 
Sæde, aabnede Kongen felt Forhandlingerne med følgende Od: Hr. 
Erkebiſkop! det er eder, faavel fom de øvrige Biftopper og de flefte her 
forfamlede gode Mænd befjendt, at der findes flere, fom gjøre Fordring paa 
Norges Rige, ffjønt jeg troede at det var min Fædrenearv, og at jeg var 
fand Odelsmand dertil. Da nu dette Møde i denne Anledning er foran- 
ftaltet, og de bedfte Mænd i Landet dertil indfaldte, tilfommer det eder, 
Herre, at ytre eder om Denne Sag paa en Maade, der baade kunde 
være fil Landets Gavn, og til Sandhedens Fremme efter Met og VBillig- 
Hed, da I ev baade af Gud og Menneffer indfat til Høvding og forplig- 
tet til at gjøre FJevnet og Fyldeſt imellem alle Folt. Forkynder vder- 
for bvad J vide at være Sandhed, uden Frygt for nogen, hvad 
enten det ev ham til Behag eller Mishag. J veed, hvilte Fordringer 
enhver har opjftillet.” Erkebiſkoppen fvarede hertil: , Det er vift og fandt, 
Herre Konge, at vi ere forpligtede til at flifte Net mellem alle Mennefter, 
men fun for faa vidt fom vi ere i Stand dertil, hvilket Gud give vi maatte 
være. Vi have børt flere Mænds Fordringer paa Norges Krone, og 
fjende de Grunde, fom de flefte af dem opftille; vi ville gjerne give den 





1) Af Eriebiffoppens Ord i hans førfte ale feulde det fynes, fom om der 
havde været endnu fleve Prætendenter, men han nævner dog felv fiden i fin 
GStutningstjendelfe ikke flere end disfe. 


656 — Haakon Haakonsſon. 


Grølæring derom, fom Gud tilfiger o8, men onſkede dog forſt at høre 
De her tilffedeværende gode Mænds Naad. Vi bede og byde derfor paa 
Guds Vegne, at alle udfige herom, bvad de vide at være fandeft for Gud 
og Menneffer. Der fidder nu for det forfte I, Kong Haafon, allerede 
i Befiddelfe af Niget; alle eders Venner fige at I er Arving til Nor— 
ges Rige efter eders Fader og alle eders Forfædre; over Dette Rige har 
Mand herftet efter Mand, uden at noget Kvindeled er fommet imellem, og 
jeg venter Derfor at De flefte erklære eder8 Paajtand for denvette. Skule 
Jarl ev fommen eftenfra med mange gode Mænd, og paaftaar at være 
fin Broder, Kong Inges, Arving, bvilfet vi ogfan have hørt mange fande med 
han. Her er derhos Guthorm, Kong Inges Søn, og gjør ligeledes For- 
dring paa Norge efter fin Fader; fremdeles ev her, å Jarlens Følge, 
Sigurd Nibbung, Grling Steinveggs Søn, og mener at være arveberetti- 
get til Norge efter Kong Magnus, hvis Sønnefon han paaſtaar at være; 
og endelig er Der fommet Mænd fra Junfer Knut øfter i Gautland, der 
paaberaabe fig til bans Fordeel, hvad der og, fom vi vide, virkelig førbol- 
der fig faaledes, at han i Følge Overeensfomjften paa Øretbing ftal være 
egtefød Arving baade efter Haafon Jarl og Kong Inge; thi Det i den An— 
fedning oprettede Dokument ev ber tilftede, forfynet med de fyrftelige Bro— 
dreg faavel fom Erkebiſkop Thores og de øvrige Biftoppers Segl, og ev- 
f(ærer udtryffeligt, at hvis en af dem efterlod nogen egtefød Søn, den anden 
iffe, ftulde biin tage Arv efter Dem begge. Skjønt vi nu allerede have 
opgjort vor Mening, og vide hvem vi ville erklere os for, ønffe vi dog 
at børe andres Mening herom, og opfordre derfor alle ber tilftedeværende, 
faavef Lendevmænd, fom lærde og ulærde, til at vtre fig". Skule Jarl tog 
ftrar Ordet og fagde: det er ganſke vilt, Hr. Erkebiſkop, at jeg er Kong Inges 
famfædre og egtefodde Broder, og Derfor efter den hellige Kong Olafs 
Sov hans vette Urving.” „Ja,“ fvarede Kong Haafon, „J er vift Kong 
Inges Arving med Henſyn til alt hvad J med Rette arvede efter eders 
Fader, men ikke til Norges Nige, thi Kong Inge blev fun fat til at be- 
pare mit Fædrenerige for mig 1).“ „Nej,“ afbrød Jarlen, ,jeg paaftaar 
at bære hans Arving til al den Net, ban havde” „Det vil nu vife fig, 
naar det I Dag ranſages,“ fagde Kongen, ,om ban arvede Norge efter min 
Fader eller var fat til midlertidigt at forvalte Riget efter gode Mænds 


1) Det ev allerede forhen berørt, at denne Paaftand ikke bogftaveligt medfører 
Gandhed, da man nemlig ved Inges Ophøjelfe paa Tronen endnu ikke vidfte 
at Haafon Haakonsføn eller overhoved nogen Søn af Haakon GSverresjøn 
var til. Men han havde for faa vidt Net, fom Inge fun var valgt under 
den JForudfætning, at en faadan Søn ikke fandtes, og at Valget maaffee vilde 
have været anfeet ugyldigt; umiddelbart ved Haakons Fremtræden, hvis denne 
da havde været myndig. 




















1223 Rigsmode i Bergen, Jon Staals og Gunnar Grjonbafs Jale. 657 


Foranftaftning". Da Erkebiſkoppen merkede, at dette Fun vilde blive Mund- 
buggeri mellem Kongen og Jarlen, bad han dem holde op med flige Ord. 
De føjede fig derefter, og Forfamlingens Medlemmer funde faaledes efter 
Opfordringen faa Ordet. Den, fom førft ftod op og ytrede fig, var Len- 
Dermanden Jon Staal. „Da vi gamle Birfebeiner”, fagde han, „udgode 
vort Blod og dojede faa meget Ondt med Kong Sverre, funde det aldrig falde 
o8 ind, at Forhandlinger fom disfe ſkulde bebøves, thi vi fæmpede alle 
fammen for at bævde ham og bans VEt hans retmæsfige Fædrenearv. 
Men det ev iffe fan underligt, om Skule Jarl fremfommer med en faadan 
Paaſtand, fom Den, vi nys have hørt, tbi Det ev blevet mig fagt, at der 
ber inde endog føulle findes de Lagmænd, der aabenbart have føgt at ber 
vife for Jarfen, at ban er arveberettiget til Norge efter Kong Inge. Here 
med figter jeg til eder, AWamunde Remba og Eyſtein Roesſon, der fidde bift 
benne paa Pallen". Ved denne ligefremme Sigtelfe fprang Aamunde Nemba 
op og fpucgte: hvor var du vel, Fon Staal, da jeg fagde dette, faa at 
du hørte det? eller nævn mig nogen anden, i Hvis Paabør jeg fagde det !" 
Eyſtein Noesføn rejfte fig ligelede8 og brnegtede at have fagt noget faadant. 
Aenbjørn Jonsfon ytrede at bvis Lagmændene havde fagt Dette eller no- 
get lignende, maatte Det mere have været i Drukkenſkab eller af Letſindig⸗ 
bed, «nd I Medhold af St. Olafs Lov, ja at De maaſkee kunde have la— 
Det fig beſtikke. Utter faa det ud til at Forhandlingerne vilde udarte til 
Mundouggeri og Ufvemsord, da Kongen ſtod op og fagde: ,paa Denne 
Maade nytter Det ikfe at fare frem med Nanfagningen, men vi ville førft høre 
Den Lagmand, der er beftitfet over Throndelagen, hvilken Kongeralget med 
Nette tilfommer; ban er derhos den ældite Laqmand i Landet, faafom 
ban tilteaadte fit Embede i Kong Sverres og Crøebiffop Eyſteins Dage, 
beller iffe bar man bidtil fundet Svig, Falftbed eller Uretfærdighed hos 
bam, og derfor anfee alle ham for den vifefte Mand i Landet. Ultfaa, 
Gunnar Bonde, fiden vi nu henſkyde Sagen til dig, faa fig i alles Paa- 
hør, bvad du anfeer vetteft for Gud med Henfyn til vor Fordring paa 
Norges Krone!” Gunnar Grjonbdak tog feent til Orde, og talte faaledes: 
„J opfordrer mig, Hr. Konge, til at erflære for Disfe Høvdinger, hvo af 
eder der har Met til Norges Krone. Det ev en tung Byrde for et Kot- 
karls-Barn, at flifte en faa ſtor Magt, frafjende En og tilfjende en Anden 
Den; jeg føler at det gaar mig, fom jeg tror det i lignende Tilfalde vilde 
gaa de Fleite, at jeg gjør det føjelvende og red, thi da Kong Sverre 
overdrog mig Dette Hverv, bød ban mig flifte Ret mellem Kotkarle, ej 
mellem Høvdinger, aller mindft naar Vedkommende felv ere tilftede. For 
fidt fiden Hørte jeg Lagmændene benegte, hvad man beffyldte dem for; og 
da de flefte vige for Magten, vil heller ikke jeg overtage den Byrde 


AD 
Mund. Det norffe Jolfs Hiftorir. III. 2 


658 Haakon Haafonsten. 


paa egen Haand at afgjøre Denne Saq. Efterſom altfaa vi Kotkarle— 
Sønner for det mefte ere alt for ufyndige til at funne have nogen Me- 
ning i faa vigtige Anliggender, og enkelte derhos maaſkee noget partiffe, 
ville vi heller fade Den fige frem, fom baade ved hvad der er ret, og figer Det 
Rette, bvo Der faa hører Derpaa, mægttg eller ringe, uden at frygte no- 
gen Mishag. Dette er hverfen mere eller mindre end Kong Olafs Lov— 
bog, der efter bans Forordning blev given for hele Morge, og fom alle 
Norges Konger, Der hylde Sandhed og Metfærdighed, fiden ftedfe have 
overholdt. Men naar jeg, fan vidt jeg formaar, ſkal erklære Hvad den figer 
mig, Da figer jeg fom faa, at Kong Haafon ene blandt alle dDe Mænd, der 
i Dag fremfætte deres Fordring, ev berettiget til Niget. Ja, om endog 
baade Kong Inge og Haafon Jarl endnu i Dag fad her i deres fulde 
Magt, faa fagde jeg Dog, at ban var fovlig berettiget til at beſtige Tro— 
nen, og til at fordre ar biin ffulde forlade den, ligefom jeg og figer, at bverfen 
Skule Jarl efter fin Broder Kong Inge, eller Junfer Kuut efter ſin 
Fader Haafon, «lev Guthorm efter fin Fader Kong Inge har mindfte 
Fordring paa Norges Krone, faa fænge Kong Haafon lever. For Er— 
ling Steinveggs Søn figer jeg ingen Lov, og fjender jeg ingen; han faa 
Vifverjerne fige Lov, der gjorde ham og bans Fader til Konger, og for- 
modentlig vide, hver han ſkal føge fin Fædrenearv. Mere veed jeg for 
dette Sinde iffe at anføre” Kongen opfordrede Dernæft Dagfinn Bonde 
til at ytre fig om den famme Sag, i Egenſkab af Gunnars nærmefte Ma- 
bo-Lagmand, nemlig for Gulatbing. Dagfinn fagde: „Jeg fom ung til 
Kong Sverre, og deeltog i nogle Slag, navnlig Ddisfe tvende, I Floredaag 
med Øyeffeggerne og paa Jonsvollene med Baglerne; for ban begyndte 
Striden, plejede han altid at bede faaledes: „Gud og Den bellige Maria 
og den bellige Kong Olaf holde fin Haand over os, og give Gud mig 
faa fandt Sejr Å Dag, fom jeg har en retfærdig Sag at ſtride for og min 
Fædrenearv at værge, men mine Modjtandere derimod have Uret“. Og det verd 
jeg, at ban og hans Afkom ere lovlig berettigede til Kongedømmet, hvor— 
for jeg figer det at være Lov, faa fandt jeg vil anfvare det for Gud, at 
Kong SHaafon er ret Arving til Norges Rige, men ingen af de andre, 
der nu gjøre Fordring derpaa. Til dette mit Lovfagn føjer jeg, at jeg, 
om det behøves, er rede til at fæmpe for ham og lade Livet for ham.” 
Denne Vale blev af de flefte optagen med Bifalv. 

Derpaa henvendte Kongen fig til næfte Lagmand, Aamunde NRemba i 
Ryfylke, mod hvem Fon Staal og Arnbjorn Junsføn havde fremført 
Hiin graverende Beffyldning, og bad ham i denne Unfedning at erklære 
fig og vtre hvad han fandt at være vetteft for Gud. Mange fagre Gaver,” 
fagde Aamunde, ,har jeg at takke Skule Jarl for, og ofte har jeg haft det faa 
godt hos ham, at jeg iffe engang fan beffrive det, men aldrig har jeg Dog 








1223. Nigsmøde I Bergen. Aamunde Rembas Vale. 659 


drufket mig faaledes fra Vid og Sands, at jeg Har givet Manddom 
og Netfærdighed en god Dag. Thi det veed jeg fandt for Gud, at Kong 
Haafon er retmæsfig Arving efter ſin Fader, og fod og baaren til 
Norges Nige efter fine Forfædre; men en anden Sag er, hvad jeg ofte har 
fagt, at Stule Jarl ev vet og lovlig Urving efter fin Brover Kong Inge, 
og fød og baaren til al den Arb, denne fik med Nette. Her vil jeg dog 
nærmeft henvende mig til nogle af eder, Biffopper, og af eder, Lender- 
mænd; jeg opfordrer eder til at vedftaa den Tale, I have ført ganſke 
aabenbart, naar vi fad alle tilfammen hos Jarlen og nøde godt, vg fit 
herlige Gaver. Thi I, der nyde høje Fitfer med ftor Myndighed, burde 
aller mindſt unddrage eder for at tilftaa Sandheden, og I maa derfor bekjende, at 
I, oftere end jeg, og med flere Overtalelfer end Aamunde Rembas Lovjagn, have 
opmuntret Jarlen til at gjøre Fordring paa Kronen, faa at Jarlen, bvis I 
havde raadet, for fænge fiden havde begyndt Ufred, fom Gud i det langſte 
forbyde mellem ban og Kongen. Mere veed jeg for Ojeblikket ikke at 
fige herom, men det vil jeg bede Gud om, at hver den, der bar føgt at 
ftifte mere Ondt i denne Sag, end Aamunde Remba, maatte nu have et 
Horn i Hovedet i Stedet for en Biffops-Mitra." ) Arnbjorn Jonsſon, 
Der maaſkee i fit forrige Udfald mod Lagmændene nærmeft havde baft Aa— 
munde Nemba for Øje, og derfor vel pnffede at give fin gamle Vaaben- 
broder Gyftein Roesſon Anledning til at renſe fig fra Beffyldningen, fagde 
nu til dam: „Eyſtein, Foftbroder og Kammerat, vi ere jo begge fordums 
Beglinger og have fænge været i Huus og Telt fammen; fad os nu fortælle, 
bbad vi ofte have ytret for Jarlen.“ Eyſtein fvarede: ,jeg tvivler ikke 
paa, at mange af os bave ytvet for Farlen, hvad nu flere fragaa, men 
Det veed jeg med Visbed, at jeg bverfen ytrede for dig eller ham, at 
Kong Haafon ej ftulde være berettiget til Norges Krone.” 

Kongen opfordrede Dderpaa Fjord Thordsſon Sfolle, Lagmanden i 
Nanafvlfe, til at erflære bvad han holdt for Lov i denne Sag. „Jeg 
tør juſt ikke,“ ſagde Thord, ,paaftaa at være faa færdeles fyndig i Loven, 
fordi jeg faldes Laqmand *); jeg bar vel ofte ffiftet Ret mellem Kotfarle, 
men forftaar mig fidet paa Kongers Unliggender, og troede aldrig Det 
feulde blive min Lod at dømme mellem Dem. Men min Fader Thord 
bed med Nette Lagmand, og han fagde til mig, at hans Fader igjen og 
alle bang Forfædre fagde, at alle Norges Mænd ftedfe ffulde folge en 


1) Det er, fom bekjendt, det latinff-tirfelige Navn paa de kloftede Biffopshuer, 
der i vore Sagaer oftere fammenlignes med Horn. 

2) Det er tydeligt nok at ffjønne, at disfe Ytringer, faavel af Ihord, fom tid- 
ligere af Gunnar Grjonbak, om deres foregivne Mangel paa Indfigter, Fun 
var et Slags Fonventionelle Beffedenheds-Talemaader, fom de fandt det nod— 
vendigt at forudſtikke. 





660 Haafon Haafonsføn. 


Konges Søn, faa lange en faadan var til; De tilføjede ogſaa, at Det ale 
dDrig gif dem godt, fom frode ban imod.” Man havde nu bort en Lage 
mand fra Throndelagen, to fra Gulatbingstagen og to fra Viten; Kongen 
anmodede Derfor tilfidit de to Laqmænd fra Oplandene om at erklære fig. 
Sare paa Haug '), til bvem han forft benvenvte fig, fagde: „Jeg var 
Dos Kong Haafon, denne Konges Fader, og børte, Da ban var død, alle, 
baade Biſkopperne og bele Almuen, ytre, at de gjerne vilde tjene en Søn 
af ham, om en faadan var til; og jeg figer ikke andet at være Lov, end at 
han er arveberettiget til hele Norge efter fin Fader." Thore Lagmand 
fagde: pom jeg var faa uforftandig eller ilde findet, at jeg vilde fige andet 
end disfe Mænd habe fagt, vilde mine Ord iffe blive agtede; men nu 
veed jeg med mig felv for Gud, at jeg aDrig til denne Dag bar fagt 
andet, end bvad jeg nu ber figer, fom jeg vil forfvare det for Gud, nemlig 
at Kongedømmet over hele Norge med fuld Urveret tilfommer Kong 
Haakon; og jeg tilføjer den Opfordring, at alle vi Norges Mænd følge 
en Konge-Søn, faa længe en faadan ev til, tbi Da gaar Det godt med 
torge, bvad Skjebne det end fiden monne faa." 

Da Lagmændene faaledes havde erklæret fig — de to andre Lagmænd 
fra Froftatbings-Lagen fynes man iffe at have anfeet det nødvendigt at 
børe efter at Gunnar Grjonbak bavde fagt fin Mening — tog Erkebiſkop— 
pen atter Ovdet og fluttede Forbandlingerne med følgende Kjendelfe: „Vi | 
hate nu børt, hvad vore Lagmænd have fagt, og ffjønt enhver af dem har 
vtvet fig paa forffjellig Vis, have de dog alle været enige å ert Punkt, om 
hvis Rigtighed vi allerede før vare overbevifte, og fom vi derfor gjerne til- 
træde, af alle Rulevende er Kong Haakon alene Iovlig arveberettiget 
til hele Norge efter fin Fader og fine Forfædre. Dog ville vi, at den 
Aftale og Beftemmelfe, fom tidligere bar været opretter mellem Kongen og 
Jarlen angaaende Landefkifte, fremdeles bliver fraaende uforandret; thi Det 
er meft betryggende for Freden, at de ere faa vel forligte indbyrdes fom 
muligt. Derbos bede vi Kongen, at ban førger paa bedfte Maade for fin 
Frænde Guthorm. Men om Sigurd Ribbung have vi intet at tale”. Ef— 
ter Grøebiffoppen talte Derpaa førft Gunnar Grjonbaf, derpaa Dagfinn, og 
opfordrede ligeledes Kongen og Jarlen til Forlig og Enighed. Dermed 
bætedes Sammenkomſten, og det vigtigfte Spørgsmaal var nuafgjort. Jar—— | 


1) Da der udtrykkeligt tilføjes, at Sare var fra Hedemarken, maa man for- 
mode at den her nævnte Gaard Haug er Haug i Stange Preftegjeld. Be— 
iynderligt er det dog, at i Biffop Ivars (udaterede) Brev i Dipl. Norv. IL 
4 nævnes Shore Lagmand fom den, der var med ham i Gudbrandsdalen, 
hvilfet vifer at Thore i det mindfte da var Lagmand i den nordre, ej, fom 
Sagaen har det, i den føndre Deel, Men de Eunne i Mellemtiden mellem 
Brevets Udftedelfe og Mødet i Bergen have byttet Lagfaga. i 


: | 


1223. Rigsmode i Bergen. Kong Haakons Ret anerkjendt. 661 


fen fynes iffe at have ytret andet, end de faa Ord, han talte i Begyndel- 
fen, og man feer, at han, fan modbydeligt det end var ham, Dog uden Mod— 
ſigelſe bar fundet fig i den af Erkebiſkoppen arfagte Kjendelfe, Der havde 
alt for ftort Medhold i den almindelige Mening til at det for Ojebliffet 
funde nytte ham at fætte fig op DdDerimod. Men han vettede i dets Sted 
alfe fine Beftræbelfer paa at gjøre fig den engang fluttede Overeensfomft 
faa fordeefagtig fom muligt, og derved længe Grunden til en Magt, der 
med Tiden funde gjøre det muligt for bam at forfølge fine ærgjerrige Pla— 
ner, dem han aldrig nedlagde, med ftørre Eftertryk. Denne Overeensfomit, 
faavel fom de øvrige Unliggender, der ventelig ſtode i Forbindelfe med hans 
officielle NMedlæggelfe af Formynder - Hvervet, bleve nu I flere Dage Gjen- 
ftand for ivrige Forbandlinger mellem bam og Kongen. Forliget lod, fom 
Det oftere er nævnt, paa at Jarlen føulde bave en Trediedeel af Landet, 
hvorved der, da Det affluttedes, ej figtedes til nogen Deling i Rummet, 
men fun tif en Frediedeel af de fongelige Indtægter, tbi fom Formynder 
deeltog Jarlen i Beftyrelfen, eller maaffee vettere, var Den egentlige Befty- 
rev af Det hele Land, faa at en Deling var ufornoden; nu Derimod: funde 
Den, efter De Tiders Begreber, ikke undDgaaes. Vi have feet, hvorledes Far- 
fen allerede Høften forud havde oppebaaret Leding, foruden af Vifen og 
Oplandene, ogſaa af Agder, til Kongens fore Misnoje; Ddesuagtet fordrede 
ban nu det famme, og paaftod at den fydligfte Trediedeel af Riget ffulde 
regnes heelt til Agen Sire. Kongen indvendte Derimod fom før, at Tre— 
diedelen allerede var førre end nogen Jarl hidtil havde haft Den, om Den fun 
gif fra Landsenden ved Sotaelven vg til Rygjarbit, men at ban for Freds 
og godt Svogerſkabs Skyld iffe vilde negte Dam dette. Men Farlen vilde 
ikke fade fig nøje Dermed, og man føiltes fra binanden uden at fomme til 
nogen Enighed. Da gik Lendermændene Arnbjørn Jonsſon og Lodin Gun- 
nesføn faavel fom Sysjelmændene fra Viken til Kongen, og bade ban, 
heller felv at fage Det Sondenfjeldſke, men derimod at fade Jarlen faa 
Sbrøndelagen. Saa meget foretraf nu Vifverjerne Kongen for Jarlen, fljønt 
de i Førftningen bavde hevet mere til denne, og man feulde Derfor endog 
tro, at denne under fit fidfte Opbold i Bifen havde lagt fig ud med Hob— 
Dingerne Der. Ogfaa Biffop Nifolas forenede fine Bønner med disfeå, og 
lovede Kongen at han i alle Dele ſkulde være ham tro, baade lønligen vg 
aabenbare. Kongen famtyffede, og tilbød Farlen, at ban fom fin Tre— 
Diedeel fiulde tage hele det nordlige Norge indtil Søndmøre, altfaa nøjag- 
tigt hvad der borte til Froftarbingslagen, dog vel ogfan Jemtetand heri ind- 
befattet. Men Jarlen, der havde fundet Bifen med Oplandene for lidet, 
. bar naturligviis end mindre tilfreds hermed, føjønt ban for evrigt intet 
unde have mod Byttet I fig felv, hvorved han vilde fomme til at herfte i de 
Gane, hvor han Havde fit egentlige Hjem og fine flefte Befiddeffer. Men 


662 Haafon Haafonsfen. 


ban fordrede fom fin Trediedeel, foruden Froftatbingslagen, ogfaa de tre 
nordlige Fylker af Gulatbingslagen, nemlig Søndmøre, Fjordene og Sogn, 
Men Derved, indvendte man, vilde ban faa Halvdelen af Landet fun paa ti 
GSfibreder nær 1), og paa en faa overfpændt Fordring funde Kongen ikke gaa 
ind. Da foreflog Erfebiffoppen at fade Grændfen for Jarlens Deel blive den 
famme fom mellem Nidaros og Bergens Biffopsdømme, eller med andre 
Ord, at Jarlen føruden Froftatbingslagen ogfaa ffulde faa Søndmøre. Hertii 
erf(ærede Kongen fig villig, og Jarlen famtyifede ligeledes Deri, faa at 
omfider ogfaa denne vigtige Sag blev bragt paa Det rene, og et Dofument 
derom affattet under Kongens, Erfebiffoppens, Jarlens og Lydviffoppernes 
Segl. Det beftemtes her, at Hvis Kongen bjemføgtes af Ufred, ſkulde Jar- 
len være pligtig til at indfinde fig Dos bam med fine Tropper, Hvor fom 
belft ban beftemte, nord i Landet eller fyd; Dette vifer altfaa, bvad der 
dDesuden faldt af fig felv, at Jarlen iffe fik biint ftore Stykke af Riget til 
uafbængig Befiddelfe, men fun til Len, ffjønt ban for øvrigt oppebar alle 
fongelige Jndtægter deraf og forte fuldftændig Regjering Derover, uden at 
ftylde Kongen nogen Stat eller Afgift. 

Hermed flutter Sagaen fin mere end fædvanligt omftændelige Beret— 
ning om Dette merfelige Nigsmøde*). - Men Beretningen fan å Denne 
Skikkelſe neppe være fuldftændig. Det heder udtrykkeligt, fom ved alle flige 
Rigsmoder, at Høvdingerne og de bedfte Bønder fra alle Landers Fylker 
vare tilftede, men Den nævner Dog intet om, at der foruden De egentlige 
Hovdinger var andre tilftede ved den Sammenfomft i Kongeballen, bvor Kon- 
gens Urveret-blev granffet og godfjendt, end Lagmændene, bvis Erkla— 
ting det var nedvendigt at indbente, og Denne Sammenkomſt, hvor vigtig 
Den var og bvor nøje Den beffrives, fan faaledes dog fun have været for- 
beredende. Vi favne Beretningen om et ftort Hovedmøde, der i Lighed 





1) Denne Beregning fvarer temmelig godt til den Ungivelfe af Skibrede- Antallet, 
fom findes i Kong Magnus Haafonsføns Jeftamente af 1277 aftrykt i Thor: 
felin Dipl. II. Side 253. Thi Skibredernes Untal i Haalogaland, Naum- 
bal, Fhrøndelagen, Raumsdalen, begge Mørerne, Fjordene og Sogn angives 
her tilfammen fil 152, i Hørdafylfe, Ryfylke, Agder og VBifen til 1275 læg- 
ges nu hertil Gudbrandsdalen (med Øfterdalen?) Hadafylke, Heinafylfe og 
Raumafylke, der vel itte vare inddeelte i Skibreder, men hvert fær bereg= 
nes fom jevngode med 10 Stibreder, altfaa tiljammen 40, faar man følger 
lig Kongens hele Undeel til at udgjøre 167, eller 15 flere end Jarlens. 
Da man nu ved Sammenligning mellem denne Skibrede-Angivelſe og 
Gtibetallet i ældre Gulathingslov Gap. 315 feer, at GStibredernes An— 
tal itfe til enhver Iid var ganſte det ſamme, bliver det nok faa rimeligt, 
at den omfpurgte Differens i 1222 kun udgjorde 10; muligt og, at man maa: , 
føee tun havde beregnet Jemteland og Herdalen til fem Skibreder. 


2) Haafon Haakonsjøns Saga Cap. 86—98 





1223. Rigsmøde i Bergen. Norge deelt mellem Kongen og Jarlen. 663 


med, bvad Der ved lignende Kejligheder tidligere fandt Sted, boldtes paa 
Chriſtkirkegaarden, hvor Ve i de forberedende Moder og Sammenkomſter af- 
gjorte Sager — i nærværende Filfælde Kjendelfen om Kongens Ene— 
berettigelfe til Tronen, Delingen af Landet mellem ham og hans Overta- 
gelfe af Negjeringen fom fuldmyndig, og maaffee mangt og meget andet, 
der i Sagaen forbigaaes, — bleve bøjrideligt befjendtgjorte og antagne, famt 
bvor Kongen i beberig Form forlenede Jarlen med hiin ſaakaldte Fre- 
diedeel, og Denne derimod aflagde Kongen Troſkabs-Ed fom bans VBafall. 
Det ev ogfoa fart, at Jon Jarl fra Orfnøerne, naar han forft bavde 
anfeet det nodvendigt at indfinde fig til Modet og derved give fin Uf- 
pængigbed tydeligt tilfjenve — vi ville i det følgende fee at hans mislige 
Forhold til fin føotffe Lensberre gjorde Det pnfteligt for ham at have 
Norges Konge til Ben — beller iffe bar funnet undlade, ved denne Lej- 
lighed at fværge Haafon Troſkabs-Ed, eller, hvis ban allerede ved Mo— 
dut I 1218 havde aflagt Den til Kongen og Jarlen under eet, nu at for: 
nye Den til Kongen alene. Man fan Derfor viſtnok antage fom fiffert, at 
et faadant ftort Slutningsmøde virkelig bar været holdt, og at Sagafkri— 
veren fun undlader at omtale Det, fordi han anfaa det at falde af fig 
felv. Men under Denne Forudfætning [ære vi beraf, hvad der ogfaa i fig 
felv er det vimeligfte, at paa flige Rigsmøder afgjordes alle vigtigere Sa- 
ger i forberedende Sammenkomſter af de forftandigfte og meft anfeede 
Mænd, blandt hvilke de fra Fyltene opnævnte Bønder ej vare, og faale- 
des beller itte deeltoge i Debatterne, bvorimovd de fun fremmødte til Vet 
almindelige Slutningsmøde, for ber i Forening med de pvrige bojtideligt 
og å Mængdens Paabør at befræfte og vedtage De allerede fattede Be— 
flutninger. 

Biſkopperne, Lendermændene og De øvrige Deputerede, Der iffe hørte 
hjemme i Bergen, beredede fig nu til at drage bjem, medens Kongen vg Jar- 
fen hver for fig traf de i Anledning af Omflytningen nødvendige Foran- 
ftaltninger. Kongen lod de Sysfelmænd nord i Landet, der vare han 
hengivne og fom ban meft funde ftole paa, ombytte deres Syfler med 
Syfler i Viken, medens Jarlen figeledes forflyttede fine Benner fra Viken 
til Det nordlige Norge. Det lader Derhos til, at De deelte Skibene mellem 
fig, fremdeles, fom man mad formode, i Forboldet af to til tre; navnlig tog 
Kongen Guldbringen, det ftørfte af dem og fendte det forud til Vifen under 
Befaling af fin Morbroder Bjørn og en Olaf Ingasføn, der nu for førjte 
Gang uævnes, men fiden oftere feed at være anvendt I Vigtigere Hverv, 
og efter Navnet foavel fom Fremtrædeffestiden at dømme fiffert var en 
Halvbroder af Kongen, fød af dennes Moder Inga i et efter hendes 
Ankomſt til Nidaros indgaaet Gyteftab med en Mand, hvis Navn Sa— 
gaen iffe bar opbevaret, da Sønnen, fom fædvanligt ved flige Lejligheder 


664 Haakon Haatonsføn. 


benævntes efter fin Moder 1). Endnu medens Kongen og Jarlen opboldt 
fig i Bergen, ja maaffee endog førend Nigsmødet var tilendedragt, døde Biſkop 
Bjarne (15de September), maaffee i Munkeliv Kloſter, til hvilket ban ſtjenkede 
en fam i Søndfjord tilbørende Gaard, bvoraf man faaledes feer, at De fore 
nemme Orfnøboer ogfaa ftundom ejede Jod i Norge, ligefom norſke Høvdin- 
ger omvendt oftere havde Befiddelfer paa Orfnøerne og Hjaltland *). Bjarne 
var, fom vi allerede ovenfor have omtalt, en af de bedfte og meft anfeede 
Skalde paa fin Tid, bvilfet var faa meget merfeligere, fom ban ej var 
SFslænding og neppe engang havde været paa Islam, til hvilket Udøvele 
fen af den egentlige gamle Skaldekunſt ellers lige fra det foregagende 
Aarhundredes Sfutning fynes at bave indførænket fig, medens derimod 
ben i det fydligere Norden brugelige Kvmpevife-Digtning lader til at være 
bleven den meft yndede, ogſaa i Norge og Skatlandene. Fil Bjarnes 
Gftermand valgtes en Jofrey, der efter Navnet Sjelvenbed at dømme 
funde antages at være Den ovenfor omtalte Provjt FJofrey i Tunsberg, 
ffjønt Gan rigtignok, fom det ſtrax nedenfor vil fres, nævnes endnu fom 
Provſt paa en Tid, Da man maaffee funde formode at han ellers i det mindfte 
ftulde have været faldet ,udvalgt Biſkop“ eller  Biffopsevne 3)" 


110. Niget deelt mellem Kongen og Jarlen. Kongen overvintrer i Viken. 
Erkebiſktop Guthorms Død. 


Norge var altfaa nu i Virteligheden deelt i tvende færftilte Niger, 
nemfig Kongens, der inddefattede Vifen, Oplandene og Gulatbingslagen, 


2) At Inga, Haafons Moder, var gift, maa formodes deraf at hun nedenfor, 
hvor hendes Død omtales, kaldes „Fru Inga”, da hendes blotte Egenſtab 
af Kongens Moder ej fynes tilftrætfelig til at Funne ſtaffe hende denne 
Fitel. Men hvem var hun gift med? Det føulde dog vel ikke have været 
Vegard Veradal, der, ovenfor Éaldes , Kongens Maag'? 


Munkelivsbogen, GS. 83. Gaarden, hvorom der her handles, var Holand 
i Dalsfjorden; der er og i Brevet en Dispofition til Bedfte for en Agnes, 
hvis Forhold til Bjarne iffe angives. Om de forffjellige Ungivelfer af Bjarz 
nes Dødsaar er der ovenfor talt. Hans Dødsdag henføres i det oftere 
paaberaabte Nefrologium til 15de Septbr. 


Sofreg var nemlig, fom vi erfare, i Sunsberg endnu om Julen 1223, og 
kaldes Éun Provft. Men herved er dog at merke, at Annalerne, der hen- 
føre Bjarnes Dod til 1222, henføre Jofreys Fndvielfe til 1223, og heraf 
kunde man være berettiget til at flutte, at dennes Valg og Indvielje foregik 
Aaret efter Bjarnes Død, følgelig i 1224, naar det erfjendes fom det rette, 
at Bjarne døde 1223. Og med Meldingen af Bjarnes Dad til Kapitlet i 
Kivfevaag og det nye Biffopsvalg der, kan der let have gaaet faa lang Tid 
hen, at Jofren endnu iffe var valgt, eller i det mindfte endnu ikke havde erfaret 
at han var valgt, ved Juletider 1223. Paa den anden Side unde det nok tænkes, 
at der blandt Orkno-Kannikerne har været en Skotlender ved Navn Joffrey, 
hvis Navn i den norſte Udtale opfattedes fom Jofrey. FIvfr. ovenfor S. 653. 


2 


— 


3 


— 





1223. Forholdet mellem Kongen og Jarlen. 665 


paa Søndmøre nær, og Jarlens, der indbefattede Haalogaland, Thronde— 
fagen, Raumsdal og begge Morerne; Forbindelfen imellem dem var tem- 
melig los, Da Kongens Lenshojhed over Jarlen ikke bavde ſtort at betyde. 
Denne Deling ftod ved Magt i over femten Uar, til lidet Gavn for Ri— 
get.  Længere ud paa Hoften, da Kongen og Jarlen vare færdige med 
Forberedelferne til Rejfen og Anordningen af de five Forhold, droge De 
Dover til fit, Kongen til Viken, Jarlen til Forendbjem. Brylluppet mel- 
fem Kongen og Jomfru Margrete var nu beftemt til Vintren efter den, 
fom nu foreftod. Med Henfyn til Sigurd Ribbung havde det forſt været 
aftalt, at ban flulve følge Kongen til Viten, men Jarlen havde ladet faa 
mange Ord falde for han om det farlige og vovelige herved, at han be— 
tæntte fig, og foretvat at følge med Jarlen til Syvondbhjem. Kongen fatte 
fig itfe derimod, men paalagde fun Jarlen, Da De ffiltes avd, at holde 
ham anftændigt, men derhos fre til, at ban iffe vakte nye Uroligheder, bvilket da 
Farlen naturligviis lobede. Men vi ville fnart fee, atdet er hojſt uvift, om ban 
agteve at holde Dette Løfte, og at ban maaſkee allerede nu fpillede under 
Dakke med Sigurd, og med bam, ja maaftee endog med Biftop Nikolas, 
havde aftalt Planen til at flaffe Kongen Ulempe og fvætte bans Magt. 
Intet funde dertil være ham belejtigere end den nye Anordning af Lands- 
delingen.  Fvottatbingslagen, der blev ham til Del, havde ej alene været 
forffaanet for De mangeaarige Krige, bvoraf Viten havde været bjemføgt 
og udpiint, men i Diſtriktet fandtes Der neppe engang Elementer til no- 
gen ny Borgerfrig, med mindre det flulde være til Bedſte for ham felv, 
Da han ber var omringet af Venner og Frænder, hvorimod der i Viken 
maatte berffe megen Gjæring og findes meget Brændftor, da Ribbun— 
ger - Høvdingernes nødtvungne Underfaftelje iffe paa een Gang funde ude 
flette alle de Sympatbier, fom den oſtre Deel af Bifen og Oplandene 
unegtelig maa bate følt for dem, eller maaſkee vettere den Mistillid og 
Uvilje, man der nærede mod Birkebeinerne. Hertil fom, at alene Biſkop Ni— 
kolas's Nervarelſe I Viten maatte være en betænkelig Sag. Foruden Kri- 
gens Plager havde ogfaa det Ubeld rammet Vifen, at Oslo, den vigtigfte 
Stad, i dette Aar var lagt i Aſke af en Ildebrand, der endog fortærede 
Kongsgaarden. Der fan ellers ingen Tvivt være om, at Haafon og bans 
forftandige Naadgivere meget godt indfaa De Farer og Banffeligbeder, han 
git i Møde ved at tage Vifen for fin Deel, men at de paa Den anden 
Side have anfeet det betryggende, at Skule ikke havde noget med Dette 
urolige Landffab at beftille, og fanledes hindredes fra felv at ſtifte noget 
Øprør Der, faavel fom at han faa meget fom muligt fjernedes fra Det 
farlige Naboffab med Danmart. Man fliltes viftnok paa begge Sider 
med Uvilje, Mistanfe og fordulgte Planer i Hjertet, om end med Ven- 
ftab og Høflighed paa Læberne. Kongen tom til Lunsderg førfte Ad— 


666 Haafon Haafonsfen. 


ventsføndag, (3die December) og blev bjerteligt modtagen af alle; Biſkop 
Nifolas var ogſaa tilftede, bød Kongen velfommen med ftørfte Blidbev, 
og gav bam mange Foræringer, bvorimod Kongen gav ham intet vin- 
gere end Den nordre (eller veftre) Deel af Oslo Sysjel til Len, og en 
Atteniesfe med fuldt Filbebør. Biffoppen forblev hos Kongen, der agtede 
at tilbringe Julen og den øvrige Vinter i Funsberg, indtil 22de De 
cember; Da affejlede ban for at begive fig tilbage til Oslo, men fit 
Movdvind, faa at han endnu den førfte Juledag ikfe var: fommen længer 
end til Lauvøerne ved Horten. Da Kongen børte dette, fendte han Provſt 
Jofrey og Dagfinn Bonde tit ham, for at indbyde bam til fig i Julen; 
Biftoppen takfede for Indbydelſen og fagde at han ſkulde benytte fig 
deraf, bvis ban ikke fil qod Vind førend Trediedag, men juft da fil han 
Bør, og fejlede ind til Oslo, hvorfra han fiden fendte Provjt Fvar ') 
med mange fagre , Sendinger" til Kongen. Saa venffubeligt gif det da 
til mellem Kongen og Biffoppen. Julen bengif i Rolighed; de, fom 
Denne Gang opbøjedes til Lendermands-Værdighed, vare de forhenværende 
Baglerbøvdinger Hallvard Bratte og Simon Kyr.  Henimod Paaſke det 
følgende Aar (Paaſke i 1224 faldt paa den 14de April) begav Kongen fig 
til Osfo, bvor Kongsgaarden endnu ikke var opbygget efter Branden, faa 
at ban maatte opbolde fig i en Privatmands Gaard. Strar efter hans 
Ankomſt indtraf der Mænd, affendte fra Chorsbrodrene i Nidaros og Jar— 
fen med Breve og Melding om, at Erkebiſkop Guthorm var død, og at 
De allerede bavde valgt ham en Eftermand, nemlig Sigurd, Abbed i Futerø, 
Der juft nu var udenfands, ffjønt iffe for det Gode, da han, uvift af hvile 
fen Grund, var fufpenderet fra fit Embede, og appelleret, fom Vet beder, 
Det vil vel her fige indftevnet før Generalfapitlet i Citeaur. Deſto befyn- 
Derligere var Det, at Valget funde falde paa ham, men det forklares noffom 
af, bvad Der fiden anføres om bam, ,at han var ingen fynderlig Ven af Kon- 
gen”. Thi ban var faaledes en Mand, fom netop faldt i Jarlens og Chors- 
brødrenes Smag, og Omftændigbeder, vi nu iffe fjende, maaſkee fun ind- 
byrdes Sfinfyge, have vel bindret Dem fra at vælge en af deres egen Midte. 
Da Guthorm allerede var Død den Gte Februar, og Kongen iffe modtog 
bine Breve forend i Oslo, altfaa benimovd Midten af April, ev det tydeligt 
nof, at Jarfen og Brødrene med Flid have føgt at holde Kongen uvidende om 
det forefaldne, indtil De bavde ordnet alt efter Onſke, tbi en faa vigtig Be— 
givenhed, ſom en Erfebiffops Død, burde dog med Rette ved et vjeblikke- 
ligt affendt Jilbud være bleven meldt Kongen, i Stedet for at ban nuførft 
fit den at vide efter to Maaneders Forløb. Og alligevel havde de, man 
fan næften fige Den Frætbed at anmode Kongen om at give fit Samtykke til 


)) Flatøbogen nævner ,,/ Gunnar", 








1224. Erkebiſkop Guthorms Ded. Forhandlinger om nyt Valg. 667 


Valget, og oven i Kjøbet at førive til Paven for at anbefale det til Betræf- 
telfe. Selb fendte Chorsbrødrene den før omtalte Peter af Huſaſtad med 
Breve fra dem og Jarlen til Paven i famme Erende. Kongen tog, fom 
ventefigt var, ingen Notit af Anmodningen, men raadførte fig med Biftop 
MNifolas, der endnu fremdeles fod til at være Kongens Ven, og var enig 
med ham i at Sigurds Valg var ubeldigt, Deels af den oven anførte Grund, 
deels formedelit band fiendtlige Sindelag mod Kongen, og endelig fordi han 
i det hele taget ikke var ſtikket til at beftyre et faa vigtigt Embede.  Herom 
ftreve dei Fallesſkab et Brev til Paven, og bade ham at erklære Sigurds 
Valg ugyldigt, men Derimod at udnævne Veter til Erkebiſkop. Hvorledes 
Kongen funde anbefale ban, Der ved at paatage fig denne Sendelfe havde 
vilt, at ban Deeite Jarlens og Chorsbrødrenes Jnteresfe, ligeſom ogfaa disſe 
ved affende ban noffom lagde for Dagen at de regnede bam fom en af 
deres visſe Folk, fan neppe forflares paa anden Maade, end at Peter, der 
enten felv bar været Den, Der overbragte Kongen Budfkabet, eller ftrar ef 
ter vejfte gjennem Oslo '), bar, da han merfede at Kongen under ingen 
Omftændigheder vilde gedfjende Sigurds Valg, vg hans Medbrødre faa- 
ledes alligevet iffe funde faa deres Vilje frem, benyttet fig af Lejlig— 
beden til at fomme i bans Sted og anftillet fig venffabeligt findet mod 
Kongen for at faa hans Anbefaling, ikke at tale om, hvad der fan have 
været hemmeligt forhandlet mellem bam og Biſkop NMifolas. Veter, der 
maaffee ev Den famme eter, Erkebiſkop Eriks Kapellan" der i Erkebiſkop 
Abſalons Teſtament betænfes med en Gave *), og i faa Fald var opdra- 
gen i en god Skole for Fiendffab mod Sverres Mt, hørte paa fædrene 
Side til den hojbyrdige men for Falſkhed ilde bervgtede Standhale-Mt, og 
var paa modrene Side beflægtet med Erkebiſkop Eyſtein 3). Da han ffrives 
til Hufaftad, maa han have hørt hjemme paa eller ejet Den ftore Gaard Hufa- 
ftad (nu Huusjtad) paa Jnderøen. Kongens og Biffoppens Unbefaling 





1) I Sagaen ftaar der førft: , der fom Mænd nordenfra Jarlen og Ghors- 
brødrene med VBreve, og meldte Guthormö Død”, fiden: „at Peter af Hufa- 
ſtad føulde være Biffop, hvilfen da foor med Jarlens og Ghorsbrødrenes 
Brev til Paven for at befordre Sigurds Sag." Disfe tvende Steder, ind- 
byrdes fammenbholdte, fynes nærmeft at antyde, at Peter felv var en af 
hine , Mænd fra Ghorsbrødrene og Jarlen", — Erkebiſkoppens Dødsdag 
anføres i det oftere omtalte islandffe Nekrologium. 

?) Ge ovenf. S. 425, Unm. 

3) Peter var, ifølge Fagrffinna 215, en Sen af Sigrid, Svfter af Ulf Fly, 
og GSønnedatter af Brigida, Syfter af Jon ſterke paa Raasvoll, Eréebiffop 
Eyſteins Furfader, fe Slægttavlen No. 9 i foregaaende Bind. Ut han 
var af Gtandhale-AEtten, figes i Haafon Haafonsføns Saga Gap. 142, 
fe nedenfor. Maaſtkee han var en Søn af den ovenfor S. 4 omtalte Baard 
Standhale. 


668 | Haakon Haafonsføn. 


havde den tilbørlige Virkning, og Paven udnævnte ham til Erkebiſkop, fom 
det nedenfor vil fres 1). 

Som endnu et Feqn paa Det venffabelige Forhold, Der nu fandt Sted 
mellem Kongen og Biffop Mifolas, fan det anføres, at Kongen under Dette 
fit Ophold i Oslo *), hbævvdede Kirfens Ejendomsret til det i hiin Tid ſtore 
Djupvifs Lare-Fifte paa Modheim, Der tidligere havde hørt under Kronen, 
men efterhaanden, fom det fynes allerede fra Harald Giles Dage, var part— 
viis bortffjenket til gejitlige Stiftelfer, indtil det nu ganſke var fommet un- 
der Kivfen; navnlig bavde Biffoppen felv en Sjettedeel, Klofteret paa Ho- 
vedøen og Olafskloſtret i Funsberg bver fin Trediedeel, Monnetloftret i 
Oslo en Fiendedeel, m. m 3), men Bønderne i Egnen, fornemmelig paa 
Eker, bavde føgt at trænge fig ind i Brugsretten, eller at opføre andre 
Fifter i Narbeden, der formindføede Udbyttet af Hovevfifket, Kongen lod 
udgaa en Skrivelſe til Bønderne paa Eker, maaſkee ogſaa til dem paa Mod- 
heim, hvor ban truede Enbver, Der Ddriftede fig til at gjøre faadanne Ind— 
greb i Kirkens Rettigheder, med fin Brede vg baard Straf, enten paa Le- 
geme eller Gods, „thi vi ville ikke taale af nogen fom belft, høje eller Lave, 
at de rane fra Gud og den hellige Kirke, af hvilken vi fulle nyde al vor 
Fremme og Oprejsning baade ber og bisfer". Iver for Kirkens Opret- 
botdelfe og Velvilje mod Dens Tjenere, for faa vidt De iffe anmasjfede fig 
mere end hvad Der med Nette tilfom dem, og utilborligt blandede fig I 


1) Haafon Haafonsj. Saga Gap. 99, 100. 


2) Brevet derom er aftryft i Dipl. Norv. II. No. 5. Vel er det ikke dateret, 
men det er førevet med felvjamme Haand, fom et af Biftop Nifolas og 
Ghorsbrødrene i Oslo udftedt Brev, aftryft i Dipl. Norv. I. No. 7, famt 
mebddeelt der i heelt Fatfimile, hvorved de bevidne at en vis Uddard 
kjobte af dem to Gaarde, fom han øjebliffelig ſtjenkede til Hovedø Klofter. 
Dette Brev er dateret i Biffopsgaarden den 12te Mart 1224, altraa Fun 
en Maaned før Kongens Ankomſt; at Kongebrevet er førevet med famme 
Haand, vifer altfaa, at det ej tan være førevet af hans Sekretær, men deri— 
mod af Biffoppens, eller en blandt Ghorsbrødrene, altfaa i Oslo; ligeſom 
det med Henſyn til Tiden altid er fandfynligere, ar begge Breves Uattel- 
jesdbag ligger ganffe nær ved hinanden, end at de ſtulde være adffilte ved 
et længere Mellemrum, i hvilket Biffoppen Fan have verlet Skriver. Hertil 
Eommer, at havde Brevet været udftedt ved Haakons tidligere Beſog i Oslo, 
vilde vel Jarlen have været Medudfteder, og at Nifolas døde næfte Uar ef— 
ter i den fidfte Tid at have ftaaet i et temmeligt fpændt Forhold til Kon- 
gen, hvorimod Gtemningen i April 1224 netop var faadan, fom man Eunde 
tænte fig gunftig for Grhvervelfen af et Brev fom det omfpurgte. Hvad 
biint biffoppelige Brev angaar, er det ikke uden Interesfe, blandt Medun— 
dertegnerne fom Vidner at fee Sira Ivar Gesling (Provften) og Asbjørn 
Kop, der havde været og maaffee endnu var Sysfelmand. 

3) Gyfteins Jordebog, fol. 112. b. 114. b. 144. b. Brev i den Samling, der 
1622 fandtes paa Akershuus Slot. | 








1223. Kong Haafon i Oslo. 669 


politiffe Anliggender eller endog toge Parti med hans Fiender, udmerkede 
Kongen gjennem befe bans fange Regjeringstid. Med fand forftelig Gav- 
mifdbed byggede han Kirfer, oprettede Hofpitaler, ftiftede Klvftre, og før- 
gede paa enhver Viis, fom den Tids Religionsformer og Begreder gave 
ved Haanden, for fand Ghriftendoms Udbredelfe, bvorfor det vgfan — 
visfelig med Nette — figes om ham, ,at han lagde mere Vind paa at 
ftyrfe Goriftendommen i Norge end nogen Konge før bam fiden Olaf den 
hellige 1)”. En faadan Konge maatte vet være Den Deck af Gejftligheden 
fjerfommen, der meente Det oprigtigt med fit Kald, og vi ville ogfaa i Ti— 
Dens Lob fee de meft vel findede og nidfjære af Biftopperne at flutte fig 
med Hengitenbed til ham. Men dette funde ej være Filfædet med Ni- 
folas, for bvem Kirfens Fnteresfer vare en Bifaq imod hans perfonlige 
Fordele og De mangebaande, idelig omffiftende, politiffe Agitationer, Der nu 
fynes at være blevne ham til en lige faa ſtor Nødvendighed d, fom Mad og 
Driffe og det Daglige Livsophold. 

Under Dette fit Ophold i Oslo fyne Kongen at have gjort Begyn- 
delſen til de mange og ftore Bygningsarbejder, hvormed han forffjønnede 
Landets Byer, ved at lade Gjenopbyggelfen af den nedbrændte Kongsqaard 
fætte i Verf, uden al Ivivl efter en udvidet Plan og med ſtorre Soliditet 
end før. Det fader til, at den i Begyndelfen af 1228 var færdig, men 
at Kongen endnu iffe batde taget den i Brug: den har altfaa rimeligvis 
ftaaet under Bygning i bented fire Uar*). Om den i Forbindelfe med 
Kongsgaarden ftaaende Mariefirfe ogfaa var nedbrændt, og gjenopfortes af 
Haafon, nævnes iffe; Da den var for anfeet og betydelig til fimpelt ben at 
funne regnes fom nogen Deel af Kongsgaarden og indbegrides under Denne, - 
maa man antage at den har været forffaanet af Branden. 

Kongen forblev temmelig fænge i Oslo, og fynes iffe at bave begivet 
fig Derfra, førend efter Pints (2den Juni). Frefoldighed8-Søndag (Ode 
Juni) var ban atter i Sunsberg, og gav da en Feſt for fine Folk, hvor 
Det nok gif højt til med Drif og anden Lyftighed, thi Huuskarlene og Gje- 
fterne, fortælles der, fom i et faa rafende Slagsmaal med binanden, at 
fem Mand bleve dræbte, mange faarede, og Kongen felv fom i den vderfte 
Fare, da han føgte at ffille dem ad 3). Enten ftrar før eller ſtrax efter 
fynes han tilligemed Biftoppen at have beføgt Borgarthing, og i Forening 
med ham at have faaet Den ovenfor omtalte, alerede paa Rigsmødet i Nida- 
vos 1152 antagne, men, fom man altſaa maa formode, bidtil iffe i Viken 


1) Haafon Haafonsf. Gaga Gap. 333. 
2) Haakon Haakonsf. Saga, Gap. 160, jvfr. 333. 
3) Haakon Haakonsføns Saga Gap. 101. 


670 Haafon Haafonsfen. 


og Oplandene gjennemførte, Beftemmelfe fovtagen '), hvorved Det tillodes 
alle og enhver at ffjenfe Jiendedelen af arvet Land og Løsore famt Fjer- 
dedelen af felverbvervet Gods, helft til Kirfer og gejſtlige Stiftelfer, men 
ogfaa til andre, Beflægtede eller Ubveflægrede, hvem man vilde, uden at Ar— 
vingerne funde gjøre nogen FIndfigelfe derimod. Skjont her ogſaa Fræn- 
der og Ubeflægtede nævnes, feer man Dog, at Beftemmelfen egentlig figtede 
til Kirfens Bedſte, og Derfor var Ven og fedfaget med Irufel af Pavens, 
Erkebiſkoppens og alle Biffoppernes Ban for dem, der ſogte at omftyrte 
ven. Altſaa havde man her et nyt Beviis paa Haafons venlige Stemning 
mod Kirfen. Merkeligt er det, at uagtet Beftemmelfen blev fovtagen paa 
Borgartbing, beder Det Dog at Den ffulde forbinde ſaavel Vifverjer fom 
Oplændinger. Der maa altfaa paa Dette Thing bave været Nævnings- 
mænd fra Oplandene tilftede, og Dette ſynes igjen at vife, hvad ogfaa andre 
Omftændigheder beftyrfe, at Borgartbinget, opvindelig fun Hyldningstbing, 
endnu iffe var blevet faft Lagtbing, men at lejlighedsviis Eidſibathing og— 
faa funde holdes der, indtil det endelig blev fædvanligt, at Eidſivathing fun 
holdtes for Oplandene, Borgarthing for Viken. 





1) Se ovenfor, 2den Deel, S. 870.  Kartinal Nifolas's Bejtemmelfe er, fom 
her viift, allerede optagen i den ældre Froftathingslov III. 17, men Vedta- 
gelfen paa Borgarthing banner et Slags egen Retterbod, aftryft i N. gå. 
L. I. S. 447, 448. Der ftaar her, at VBeftemmelfen blev vedtagen paa 
Borgarthing , med Kong Haafons og Biffop Nifolas's Raad", hvilket vel 
neppe Fan betegne andet, end at de begge vare tilftede. For Reſten er der 
den Befynderlighed herved at alle Ufffrifter datere Vedtagelfen 1214, med 
det udtryfkelige Jillæg: , det Uar (eller ,, den Sommer”), da Danefongen 
var hærtagen”. Hvad det angivne Uarstal angaar, er det tydeligt nok, at 
der overalt er fErevet et ,X" for lidet, og at man ſtal læfe ,,1224", da 
Haakon ej var Konge i 1214, Men her indtræder endnu den Mislighed, 
at Kong Baldemar, fom bekjendt, ej blev fangen i 1224, men 1223, og i 
1223 fan Atten dog ej være udjtedt, da Kong Haafon, fom vi have feet, 
i hele dette Aar ej kom til Vifen, førend i December Maaned, og da ikke 
længer end til Junsberg, ligefom der og paa den Tid af Uaret ej Funde 
være Tale om at holde Borgarthing. Der fan altjaa ikke være Tale om 
noget andet Aar end 1224. Hvis man nu Éunde antage at Thinget holdtes 
i de førfte Dage af Mai, og itfe, fom det fiden var fædvanligt, i Juni, pasfede 
udtrykfet „det Uar o. ſ. v.“ for faa vidt fom Aaret efter Valdemars Fil: 
fangetagelfe da iffe var ganffe omme. Men holdtes det virkeligt om GSom- 
meren, hvad Udtryffene i flere Haandffrifter antyde, da maatte man vel 
fortolfe Ordene ,var hertekinn* iffe med ,,blev fangen", men „var fangen.” 
Thi at en Fejltagelfe om Tiden for en faa vigtig Begivenhed fEulde unne 
begaaes i Viken, fynes umuligt, Ellers er denne Datering efter Valdemars 
Fangenſkab hejft merkelig, og tyder maaffee hen paa det nærmere Forhold, 
hvori Bifen under Erling Steinvegg havde fiaaet til Valdemar, 


1224.  Svenffe Forhold. 671 


111. Svenſke Forhold. Kong Haafon bringer Vermelændingerne til at indgaa 
Forlig. 


Uagtet fun faa fort Tid var bengaaet efter at Haafons Verettigelfe 
til Tronen var bleven formelig anerfjendt, og ban felv havde faaet frie 
Hander til at føre Regjeringen, vifte han Dog allerede nu, at vet var hans 
alvorlige Agt at overholde Rigets VBærdighed lige over for fremmede Mag— 
ter, og iffe at taafe nogen Fornærmelfe af disfe eller Deres Underfaatter. 
Af Danmark havde han paa denne Tid, da Kong Valdemar fad fangen, 
intet at frygte, men af Sverige derimod des mere, Da de, fom nuftovde ved 
Roret her, vare Ham intet mindre end guniftigt ftemte. Kong Jon Sver- 
fesfon var død, endnu fun I War gammel, i Maret 1222, og med han 
uddøde Sterke Kolsføns Et; den enefte, om bvilfen der funde være Fale 
fom fans Gjterfølger, var Kong Erik Knutsjøns og Dronning Nidizus, 
GBaldemar den den Syfters) feraarige Søn Erik, der ligeledes var 
enefte mandlige Erling af Erik den belliges Wt, altfaa den enefte Konge- 
baarne i hele Sverige; Derfor blev han ogfan tagen til Konge, fljønt han 
ej afene var et Barn, men dertilmed halt, laſp og flejfende i Malet. 
Men des bedre Udfigt havde Magnaterne i Niget til en lang Formyn- 
der- Negjering, under hvilfen de funde raade.  Disfe Magnater vare, 
foruden Biffopperne, iſer De mægtige Folfunger, Der vare beflægtede med 
begge Kongebufe, og Under Eriks fange Regjeringstid ganſke tilreve fig 
Magten. - Blandt dem nævnes paa denne Tid Knut, Son af Holmger 
hvilken allerede Kong Knut Eriksſon faldte fin Frænde I), GEL Lagmand, 
Sune Foltesføn, gift med Elin, Kong Sverfeg Datter, hvilfen han ffal have 
bortført fra Breta Klofter ?), Philip Jonsbrover, fandfynligviis en Broder 
- af Jon Jarl, Ulf Fafe, Søn af Karl Jarl, og Byrge, yngre Broder af 
Wſkil Lagmand. Disſe fidfte vare endnu unge, og toge ingen fynderlig 
Deel i Begivenbederne, førend fenere hen, hvor vi ifær ville fee Byrge magtig; 
De meft formaaende af dem paa Denne Jid vare derimod Knut Holmgersføn, 
der nævnes i Breve fom Kongens Naadgiver, det vil vel her fige Formyn- 
der, og Wſkil Lagmand, der vel iffe nævnes fom Maadgiver, men hvis 
Indflydelſe dog fees at have været meget ſtor, fornemmelig i Gautland, 
hvor man vel næften maa betvagte ham fom et Slags Stathoder. Hertil 
fom ogfaa Hans Giftermaal med den i nærmefte Frændffabsforbold til Kon- 


1) Se ovenfor S. 436, jvfr. Brev af Kong Knut i Liljegrens Dipl. Sv. I. 
No. 113. 

2) Ut han var gift med hende, er fikfert nok, da det fees blandt andet af 
Brevet i Dipl. Svec. I. No. 295 og 302; men Fortællingen om Bortførel: 
fen grunder fig not alene paa en gammel Kæmpevife, fiden endog Mesfenius 
i fin Scandia II. 22, paaberaaber fig en faadan. 


672 Haafon Haakonsſon. 


gen og Kongehuſet ftaaende Fru Gbviftina, Haafon Jarls Enke. Hans 
Stifſon Junfer Knut, eller fom ban i Sverige faldtes efter fin bojbyrdige 
Moder, Knut Gbriftinesfon, fyldte juft ved denne Tid fit 185e Aar, Myn— 
Dighbedaaret, og blet, fom man af Diplomer erfarer, ftrar ophojet blandt 
De fongelige Naadgivere8 Fal ?), en Bærdighed, der Dog før hans Ved- 
fommende alene fan have været titulær, og en -Hvldeft, der viftes hans 
Byrd, meden8 den egentlige Myndigqhed derved maa have været hos Stif- 
faderen. Bi bave feet, at Fru Gyriftina allerede da Haakon fom Dreng 
opboldt fig i bendes Huus, jujt iffe var ham fynderlig god, og at hun endog 
omfider lyttede til Hides Forflag om at rydde ham af Vejen, naturligvitå fordi 
hun i ham faa en farlig Medbejler til Sronen for fin Son Knut. End 
mere maatte ban fiden være bende en Forn i Øjnene, da Haakon virkelig 


1 J det af Erik udftedte Brev i Liljegrens Dipl. Svec. No. 216, fom er uda- 
teret, og derfor i Diplomatartet ikke henført til noget beftemt Aar mellem 
1222 og 1230. nævner Erik fom fine ,Consiliarii* Benedikt, Erkebiſkop af 
Skara, „vor Kantfler og Frænde”, Knut Holmgersføn, „vor Frænde og 
Raadgiver”, Knut Ghriftinesføn, ,,ver Frænde og Raadgiver“, Magiftér 
Stenar (viftnof Benedikte Ffterfølger fom Biffop i Skara), Erengifl Big, 
vor Fofterfader”'; og de Undertegnende ere Biffop Benedikt, Knut Holm- 
gersføn, Knut Ghriftinesfen, Bryngulf Stallare, Olaf, Eréebiffop i Upfala, 
Wſkil Veftgøta Lagmand, og Ivar Jonsſon. Ut Knut Ghriftinesføn, Kon- 
gens Frænde, iffe er nogen anden end Junfer Knut, fees firar af Navnet 
og Villægget. , Kongens Frænde”, thi da han nævnes efter fin Moder, er 
det tydeligt nok at hun maa have været den fornemfte af begge Forældrene, 
faatedes den, gjennem bhvilfen han udledede fit Frændffab med Kongen; da 
der nu heller ikke var nogen anden Ghriftina, henhørende til Kongehufet, end 
Fru Ghriftina Nifolasdatter, bliver heller itfe Knut Ghriftinesføn nogen an- 
den end Juntfer Knut. Dette Fan lede til, nærmere at beftemme Brevets 
Uars thi da Knut i Midten af 1226 forlod Sverige for at blande fig i de 
norffe Unliggender, fan Brevet ej være yngre, medens det heller ikke Fan 
være ældre end hans 18de Uar, thi før Funde han iffe blive Medlem af 
Raadet. Nu heder det (fe ovenfor S. 547) at Knut var noget yngre end 
Guthorm, Kong Inges Søn, der igjen var omtrent 2 War yngre end Kong 
Haafonz Knut var altfaa vel fed fidft i 1206 eller førft i 1207, og har da 

- fyldt fit 180e Aar 1224 eller 1225; Brevets Udſtedelſe falder altfaa mellem 
GSlutningen af 1224 og Midten af 1226. Da Knut var faa ung, har tyde: 
ligt nok hans Naadværdighed været meft titulær, eller en Udmerfelfe, man 
føyldte hans Byrd, medens Stifaderen, hvem vi ogfaa fee fom Medunderz 
føriver, rimeligviis førte Ordet i hans Navn, Junker Knuts Gigill ſtal 
endnu hænge ved Brevet. — I et andet Brev (No. 229) af 31 Juli 1224 
nævnes fom Undertegnere Biffop Benedikt, Biffop Robert af Vefteraas, Hr. 
Son Remmodsjøn, Hr. Knut Holmgersjøn, Hr. Philip Katharinasjøn, Hr. 
Philip FJonsbroder, Hr. Ingevald, Næsfonung Lagmand, Homer Skjenker; 
af disfe er Philip FJonsbroder visfelig en Broder. af Jon Jarl, fom faldt 
ved Aſkenes, fe Lagerbring IL. S. 327, og Pbilip Katharinasjøn en Broder af 
Fru Chriſtina. 


ZZ Ek EDDIE 


1224. Kong Haakon aftvinger Vermelænderne Forlig. 673 


blev Konge, og da Knuts Fordring paa Fronen var bfeven afviift paa 
Rigsmødet i Bergen. Fra dette Øjeblif, da faaledes al Udfigt for Knut 
par afffaaren til at erhverve Norges Krone av fredelig Vej, have fand- 
fynligviis Ghriftine og hendes Mand befluttet fig til at benytte fig af den 
førfte nogenledes antagelige Lejlighed, der tilbod fig til at fade Knut prove 
Baabenlyffen. I det mindfte give de ſenere paafolgende Begivenheder god 
Grund til at antage det. Og beraf følger igjen, at Folfungerne, eller 
Formynderregjeringen i det hele taget Var ugunjtig fremt mod Kong Haa- 
fon, ffjønt Wſkil felv, fom vi ville fre, var flog nok til at holde gode Mi- 
ner indtil det belejlige Øjeblit fom. Denne ugunjftige Stemning aabenba- 
rede fig noffom i det Filhold og den Hjelp, Sigurd Ribbung under De 
fidfte Fejder af og til, ogſaa under den forrige Konge, havde nydt i Ver- 
melands Grændfebygder, og fom der iffe fra Regjeringens Side var gjort 
noget Skridt til at hindre. Men Haafon var iffe Den, fom taalmovig fandt 
fig heri.  Gndnu medens han opboldt fig i Oslo, fendte han, fortælles ver, 
Bret øfter og fordrede at tyve eller flere af De mægtigjte Vermelændinger ſkulde 
indfinde fig hos bam, for paa fine egne og fine øvrige Landsmænds Vegne 
at give ham Fyldejtgjorelje for den Stade, han havde lidt. Da ban for 
at give Denne Indkaldelſe Begt nødvendigvis maa bave truet Vermelæn- 
Dingerne med Krig, bvis de ej adføde, men en faadan Henvendelfe til et 
enfelt Landſkabs Fndbyggere uden foregaaende eller famtidig Henvendelfe 
til Kongen felv vilde have været noget befynderlig, maa man formove, at 
Haafon ved famme Lejligbed bar tilffrevet Kong Erik eller rettere Formyn- 
Derne, tfær Dader fenere virfelig hentydes til en faadan Skrivelſe 1). Men, 
hvad enten han førev til Kongen eller ej, faa ev det vift nof, at han intet 
hørte fra ham; VBermelændingerne derimod bleve bange, og de Indfaldte 
fremmødte virkelig for dam i Tunsberg, hvor der og fom en heel Mængde 
novrffe Bønder af Dem, der ifær havde lidt ved Nitbungernes Plyndringer, 
og flagede over Dem. Vermelandingerne underfaftede fig ganffe Kongens Uf- 
gjørelfe og paalagde dem at udrede en fvær Pengebod, fom ban Dog fiden naa 
Dig eftergav Dem, men lod dem aflægge ED paa, at Dde for Gftertiden 
vilde være hans oprigtige Venner, og iffe forunde hans Fiender noget 
Tilhold i fit Land. Over dette Forlig blev der forfattet ffriftlige Do- 
fumenter, fom Kongen ved dertil beſkikkede Mænd fendte til VBermefand 
og fod oplæfe paa alle Thing i hele Landffabet *). Det var i fig felv 


1) Se nedenfor S.680, hvor der udtrykkelig tales om tre Strivelfer, af hvilfe en 
allerede var affendt, men uden at være bleven befvaret, da Kongen førev 
Glutningen af 1224, Jofr. Haafon Haafonsføns Gaga Cap. 107. 


+32) Saaledes maa det vel forklares, hvad der figes i Sagaen, nemlig at ,, Kon: 
Mund. — Det norffe Folls Hiftorie, III. 43 


674 Haakon Haakonsføn. 


en heel befynderlig Fremgangsmaade, ſaaledes at thinge med et enkelt Landz 
ffab af Naboriget, og indftevne dets Indbyggere til et Slags Dom eller 
tvunget Forlig, fom om de havde været hans egne Underfaatter, men Det 
forffaves meget fet under den Forudfætning, at Kongen forgjeves havde 
henvendt fig til Regjeringen felv, ligeføm det og tør indeholde et Vidnes— 
byrd om Den Forvirring, der paa Denne Tid unegtélig maa have berftet i 
Sverige. Saa meget fee vi beraf, at Bermefændingerne frygtede Haakon, 
og at der faaledes alerede gif Ord om ham fom en Fyrſte, med hvis 
Brede der iffe var at fpøge. Men det var Dog fun, faa fænge han var 
i Nærbeden, og deres Underkaftelfe var langt fra at være oprigtig. Ul 
drig faafnart bavde Harald forladt Vifen, og var vendt tilbage til Bergen, 
førend de felv famme VBermelændinger, der havde fvoret Kong Haafon 
Troſkabseed, faavel fom De, der før havde ftaaet i Sigurd Rivbungs Fje- 
nefte, bemmeligen fendte Breve til Throndhjem, hvori de opførdrede ham 
til at flygte fra Jarlen og begive fig oſter til dDem, for her at rejfe Flok— 
fen paany. Om de ber beftemtes alene af Forbitrelfe over den Ydmy- 
gelfe, Kongen havde tilføjet dem, eller der var andre, mægtigere Mænd, 
der virfede paa dem, meden8 de endnu felv holdt fig ffjult, er vanfkeligt 
at afgjøre !). 


112. Gtule Jarl i Haalogaland. Sigurd Rivbung flygter til Vermeland. 


Da VBermelændingernes Breve fom til Throndhjem, var Sigurd 
Nibbung iffe tilftede der, da han havde ledfaget Skule Jarl paa en Nejfe, 
denne foretog til Haalogaland, maaffee for at lade fig bylde i denne 
fjerne Deel af Riget, der nu hørte til hans Part, men hvor han neppe 
før havde været. Om Nejfens Henligt nævnes der nemlig intet i Sa- 
gaen; Der fortælles fun, at Jarlen fom til Kjøbftevnen paa Baagen, hvor 
han lagde ind i Kirfevaag, og at han ber havde den Ubehagelighed, at 
et Par af bans Hird-Mænd med en Deel andre allerede Natten efter 
hans Unfomft fnege fig i Land og dræbte Hirdmanden Urne Herjardal, 
en Syfterføn af Den mægtige Paal Baagaffalm, fordi han tidligere havde 
drædt en af deres Kammerater uden fljellig Grund. Da Jarlen vaagnede | 
om Morgenen, vare alle Mand paa Stibet foran Maften borte, endog 
Sysfelmanden Jvar Utvik, der [edfagede ham paa Rejfen, og paa Sporgs⸗ 
maalet, hvor Der var bleven af dem, fit han fun til Svar, at de vare til 


gen fendte Mænd vøfter med Breve og at disfe Forlig bleve lyſte paa alle | 
Thing“. | 
1) Haafon Haakonsføns Saga, Gap. 101, 102. 

















1224. Gigurd Ribbung flygter fra Jarlen. 675 


Stevne ude paa Pladfen 1), fFljønt vigtignok de flefte af dem vare bevæb- 
nede. Da merfede han Uraad og ilede firar i Land, ffjønt han fun havde 
faaet iført fig fine Liinflæder; de, der vare blevne tilbage paa Skivene, 
fulgte med. Da han fom til Stevnepladfen *), var Drabet allerede be- 
gaaet, bvorover han blev meget ilde til Move.  Endnu famme Morgen 
blev der i Denne Anledning holdt Thing, Hvor Ivar Utvif førte Ordet 
for Hirdmændene og i deres Matn tilbød Forlig og Bod; men Paal 
Vaagaffalm, der var anfommen om Matten og var faare forbitret 
over Syſterſonnens Dvab, fvarede, at ban intet Forligstilbud vilde mod- 
tage, Jvar Utvif funde heller have pasfet fin Sejlads, da han foer fra 
Bjarmelfand, og iffe være Skyld i, at de bedfte Sønders Sønner omfom, 
end fille fig i Spidfen før dem, der dDræbte Kongens og Jarlens Hird, 
faavel fom fine egne Kammerater. - Dermed endte Thinget, og vi ville i 
Det følgende erfare, hvorledes Det uforligte Drab drog et andet efter fig, 
fom nær havde forvoldet alvorligere Ubehageligbeder og Blodsudgydelſe; 
det bidrog maaſkee ogſaa til at gjøre Forboldet mellem Paal Vaa- 
gaffalm og Farlen noget mere foldt end før, Da man feer, at Farlen 
fremdeles beholdt Ivar Utvif i fin Jjenefte, i Stedet for at afffedige Ham, 
bvilfet Dog var den mindfte Satisfaftion, en Mand fom Paal VBaagaftalm 
funde forlange. Da Jarlen var færdig med fine Forretninger paa Haa- 
føgaland, vendte ban tilbage til Throndhjem, fremdeles med Sigurd i fit 
Folge Denne fit ftrar de under hans Fraværelje anfomne Breve fra 
Vermeland, der fandfynligviis vare blevne modtagne af hans forrige 
Merfesmand og fornemfte Raadgiver, Erling NRumitav, der befynderligt, 
man fan næften fige, mistænfeligt nof, (da det neppe funde ſkee uden Far- 
lens Vidende og Vilje), fremdeles hørte til hans Omgivelfer. Sigurd 
behøvede neppe nogen lang Overtalelfe for at følge Opfordringen. Han 
og Erling lagde fine Hoveder fammen, om bvorledes de paa bedfte 
Maade ftulde flygte bort og de hittede paa det Raad, at lnane Ghortaa- 
ber, iføre fig dem og faalede8, forflædte fom Gejitlige at fmige fig ud af 
Byen. Dette udførte de meget helvdigt tidlig om Morgenen den 28de 
Juli eller Olafsvafe-Uften, da Der fandfynligviis alerede i Anledning af 


1) Her figes i Gagaen paa to Steder ,,ud i Vaagen“, hvilket maa betegne 
den egentlige Handelsplads iffe langt fra Kirfevaagen, føden Jarlen Funde 
løde derhen i en let Natdragt.  Maaffee denne Plads var ved eller paa 
det faafaldte Brudarberg, hvor der i det mindfte fenere holdtes Moder, fe 
Brev af 1291 i Dipl. Norv. III. 30. 


?) Drabsmændene heed Baard Flett og Thord Preft; her treffe vi faaledes at- 
ter en Preft, der tillige var Hirdmand. Thord var en Søn af en ,,gammel 
Birkebein“ ved Navn Erik bagge eller baage, der fiden blev drædt til Hevn 
for Arne, fom det nedenfor vil fees. 


43* 


676 Haafon Haakonsføn. 


Morgendagens ſtore Feft var fommen en heel Deel Folk til Byen, og der 
faafedes var ſtorre Jrængfel og Forvirring end fædvanligt. De tog 
Vejen over Ugrene paa Kalvffindet til Steenbjergene og Derfra op paa 
Gaularaafen, hvor de for det førte ffjulte fig. Jarlen fil Underretning 
om Siqurd Flugt, medens der holdtes Mesfe i Byen. Han fendte ftrar 
Folk til alle Kanter, baade til Heft og til Vands for at lede efter ham, 
men forgjeves. Han fod endog en FJslænding, Andres Thorſteinsſon, der 
havde været meget fammen med Sigurd, gride og paaftod, at han maatte 
vide, hvor han var; og Da Undres ikke vilde eller rimeligviis ike kunde fige 
det, lod han ham uden videre hbænge, ſtjont han var en Broderføn af 
Sæmund i Odde vg faaledes hørte til en af Islands vpperite VGtter. 
Han maatte ogfaa høre meget ilde for dDette af Biffop Gudmund fra Hole 
paa Island, fom juſt opboldt fig i Bven, og i bvis Følge Andres havde 
været. Jarlen fod ligeledes den Klerf — ban beed Baard — faggive, 
der havde faant Sigurd og Erling Cborfaaberne, og udfærdigede et Brev 
til Kongen, vort han meldte ham Sigurds Flugt, hvilken, fom ban fagde,- 
fom ham faa meget mere uventet, fom han bidDtil havde holdt fig meget frille 
og rolig; men nu frygtede ban rigtignof for, at ban vilde begynde Ufred paa 
ny !). Uagtet af denne tilfyneladende, endog overdrevne Iver, fom Jarlen lagde 
for Dagen, faar man Dog, ved hermed at fammenholde faavel det før om- 
handlede, fom hans fenere Opførfel med Heniyn til Sigurd, et ſterkt Fnd- 
tryk af, at Sigurd Flugt iffe var ham uvelfømmen, ja at ban endog 
maaſkee fpillede under Dæffe med ham, men at Sagaftriveren her, fom tide 
ligere, af færegne Grunde med Flid afbolder fig fra at nævne Sagen lige 
frem, og fun lader Læferen ane den egentlige Sammenhæng. 


113. Gigurd Ribbung rejfer Flotfen paany. Olaf Mooks Drab. Kongen 
Drager fil Viken. 


Da Sigurd Ribbung fom til Øjfterdalen, fandt han der, fom det alle 
rede var aftalt, en ſtor Deel af fine Tilhengere, der vare fomne Ham 
imøde. Deres Antal var faa ftort, at han ſtrax funde vejfe fit Banner. 
Og faafedes var da Ribbungernes Flof paany optraadt. I Spidfen for 
Floffen drog han for det forſte, efter Beftemmelfen, til Vermeland. Un— 
dervejs famlede endnu flere fig til ham, og iffe færre end tolv af hans for- 
rige Froppebøvdinger, alle fammen med mange Folt. Ligeledes indfandt 
De raumarifffe Bønder eller Høvdinger, Harald af Sfotyn, Alf og Gjar- 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 102, 103. 


1224. Sigurd Ribbung vejfer fin Flok paany. 677 


dar Styrsfønner, og Wamunde paa Folevold fig mandfterfe hos ham *). 
Vermelændingerne mødtoge dem med anbne Arme, og ydede dem al den 
Underjtøttelfe, der ftod i deres Magt. Da alt det Fornødne var bragt i 
Orden, gjorde Sigurd et Indfald paa Naumarife, hvor ban fom ganſke 
uventet; tbi Kong Haafon bavde vel, faafnart han modtog Jarlens Brev 
om Sigurds Flugt, fendt Breve oſter til Viten og bedet fine Mænd tage 
fig vare, men disfe Breve funde endnu umuligt være ankomne. Sysfel- 
manden, Den oftere omtalte Dlaf Mook, var juft i et Bryllup paa Gaar- 
den Leyren *) i Skaun med et ftort Følge, beftaaende af fongelige Hird- 
mænd, Gjefter, og mange andre gode Mænd; han havde ingen Anelfe om, 
at Fiender vare i Vente og vidfte faaledes ikke af, førend Hufet var om- 
tinget. — Nibbungerne tilbøde bam, men ingen af de andre, Srid. Han 
vilde ingen Grid modtage, uden at Den ogfaa udftraftes til alle de øvrige. 
Dette blev ham Da tilfagt og ban git ud, ftolende paa Ribbungernes Wr— 
lighed. Men han fik fnart andet at erfare, thi iffe før var ban fommen 
ud, førend de grebe ham og holdt bam faſt, og nu maatte han fee paa, at 
alle hans Mænd bleve dDræbte, een for een, efterfom de fom ud, i alt 60, 
pvoriblandt 20 Éongelige Hirdmænd.  Derpaa tvang de ham: til at fværge 
dem en Ed, at han aldrig vilde være dem imod, ellers vilde de dræbe ham. 
Han fvor Eden, men fagde dog, at ban ikke funde aflægge den med god 
Samvittighed 3). Heller iffe anſaa han fig bunden af den, thi da han 
var fluppen fra Dem, famlede der fig ſtrax Folk til ham, med hvilte han 
angreb og fældte nogle af dem. Men heder det, da Nibbungerne havde 
Frænder og Benner i hvert Huus paa Raumarikfe, fik de fnart at vide, 
hvor Olaf var, og dverrumplede bam paa ny, medens han var inde paa 
en Gaard. Han flap vel ud, men faldt dog iffe langt fra Hujene; de dræbte 
ogſaa De flefte af hans nys famlede Trop. Derpaa forføgte de fig mod 
Hedemarken, hvor Jvar af Skejenhov og Den gamle prøvede Frederik 


9 Skotyn er maaffee, fom Munthe antager, det famme fom Sköbvin, nu 
Skojen, der ligefom Folevold ligger paa Øftfiden af Glommen i Nes Prez 
ftegjeld. Men da Harald af Skotyn ſtrax efterat være nævnt her, ganffe 
forfvinder, og derimod fenere en Harald af „Lautyn“ optræder fom Ribb— 
ungehevding, føulde man fnareft antage, at „Skotyn“ her er Læfefejl for 
„Lautyn“. Det er derhos rimeligere at, tau" er læft for „Sko, Sco", end at 
bin kunde blive tyn. Denne Gaard er det nuværende Løften ved Hovin 
Kirke i Ullensafers Preftegjeld. Hvorledes man end læfer, feer man dog, at 
Nibbungerne fornemmelig havde hjemme paa Raumarife. 

?) Leyren ev det nuværende Løren i Sørum (Sudrheim) Gogn paa Rau— 
marife. 

3) Der ſtaar egentlig, at Eden neppe var særr >. e. ,fværgelig” eller faadan, 
fom man var berettiget til at foærge; altfaa unde han heller ikke være for- 
pligtet ved den. 


678 Haafon Haafonsføn. 


Slaffe vare Sysfelmænd, men her fom de til fort, da Heinerne viifte den 
ftørfte Raſkhed; de flare Hærør op, opnævnte 120 Mand af hver Tre— 
Ding til at holde Vagt Mat og Dag, og vedtoge indbyrdes over hele He- 
dDemarfen, at Den, fom iffe ftrar var rede, naar Nøvvendigheden frævede 
Det, til at værge Liv og Gods mod Nivbungerne, ſkulde holdes for en 
Landsforræder mod Kongen. Ribbungerne fit ej alene ingen Fremgang 
der, men Hedemarfingerne gjorde felv et Tog imod Dem, deels lige til 
Vermeland, deels ud paa Raumarike, og tilføjede dem megen Sfade. Saa— 
fedes frode Sagerne: Nibbungerne fynes, med VBermefand og Marfer fom 
Tilholdsſted eller Udganaspunkter, at have viift fig og herjet deels paa Rau— 
marife — med Undtagelfe af De Bygder, hvor de havde gode Benner — 
deels i Vifen, endog Dens fydligere Deel, Da Kong Haafon feent om Hør 
ften felv vejfte til Bifen. Det var bans Henfigt, denne Gang fun at gjøre 
en Skynderejſe Derben og Verpaa vende tilbage igjen til Bergen endnu in- 
den Juul, da hans Bryllup, fom ovenfor omtalt, var beftemt til den Vin- 
ter; ban gav ogfaa før fin Ufrejfe alle de nødvendige Befalinger med Hen- 
fyn til Fulegjeftebudet og det Derpaa folgende Bryllupsgilde. Efter at have 
Døjet endeel af Storm, fær under Svjladfen fra Rott forbi FJæderen og 
Lifter til Seløerne 1), lagde Kongen en Morgen ind i Hornborefund, hvor 
ban af nogle sjtenfra anfomne Fragtemænd allerførft fik Nivbungernes 
SIndfald paa Raumarife og Olaf Mooks Drab at vide; han tog fig mer 
get nær Deraf, da Olaf var en retſkaffen Mand og dDerbos noget beflægtet 
med ban *). Siden fejlede ban til Tunsberg, hvor AUrnbjørn Jonsføn, 
Simon Kyr og De øvrige Lendermænd og Sysfelmænd fra Vifen indfandt 
fig hos ham. Men da ban fogde dem, at ban faa fnart agtede fig tilbage 
til Bergen igjen, erflærede De at berpaa var iffe at tænfe under den Ufved, 
fom nu berffede, og truede med, at bvis han vejfte, vilde de ogſaa ſtrax bee 
give fig bort. Han maatte Da beflutte fig til at forblive Der indtil Videre, 
men fendte Dagfinn Bonde og Haafon Kaaviis nordefter — fandfynlig- 
viis baade til Nidaros og Bergen, — for at melde, at han ej funde fomme 

til beftemt Tid og forflare Aarfagerne Dertil 3). | 


1) Kongen felv, figes der, havde ved denne Lejlighed Skibet ,,Sattafpillen" 
elfer Forligsbryderen, fee ovenfor S. 551. Uagtet Stormen var faa fierk, 
fom han dog velbeholden ind til Seløer Havn og roede fiden paa en Baad 
ud imod de øvrige Skibe, der fom bagefter, for felv at lodfe dem i Havn. 
Det førfte af disfe var Haafon Kaaviis's Skib, ver havde miftet de flefte af 
Gfjoldene ved Fremftavnen og var blevet meget lekt. 

Olafs Slegtffab med Kongehufet beftod deri, at hans Jarmoder var en 
Datter af Kong Harald Gille, hendes Navn angives ej, men fandfynligviis 
var hun en Datter af Ihora, Graabardes Datter.  Hendes Mand, Olafs 
Farfader, heed Olaf uarge, og var Lendermand paa Raumarike. 


3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 104—106. 


2 























1224. Kong Haakon aabner forgjeves Underhandlinger med Sverige, 679 


114. Kong Haafon tilffriver førgjeves den furnffe Regjering og foretager et Tog 
ind i Bermeland. 


Den Underftøttelfe, fom Nibbungerne fremdeles fif i Bermeland, og 
fom de fvenffe Magthavere i det mindite ikke gjorde noget Skridt til at 
hindre, om De end ikke aabenlyft opmuntrede Dertil, gav Den Fejde, Der nu 
var begyndt, faa temmelig Gharakteren af en virkelig Krig med Sverige. 
Saaledes betragtede i det mindfte Kongen og hans Omgivelfer den, og 
med Mette, thi faa fænge Midbungerne altid efter et Nederlag i Norge 
tunde finde Tilflugt over Grændfen, ja endog forfterke fine fortyndede Ræt- 
fer ved Krigere fra Bermeland, var det iffe at tænfe paa at faa Oprøret 
dæmpet, og vilde man tage Ondet fra Roden af, maatte man føre Krigen 
over i Vermeland felv. Indſeende dette, befluttede Haafon endnu engang 
at henvende fig med Foreftilinger til den fvenffe Regjering, faa vel fom 
til Mſkil Lagmand, og, hvis Dette iffe frugtede, felv at gjøre et Kriystog 
til Vermeland. Endnu, fom det fynes, i de førfte Dage efter fin Ankomſt 
til Junsberg, fod ban udgaa et nyt Brev til den umyndige Sviafonge, 
hvori han flagede over den Stade, Vermelændingerne havde tilføjet ham, 
bad ham ej at tillade en Nabokonges Fiender at nyde Filflugt og Under- 
ftøttelfe i fit Nige og mindede ham om den UAftale, der havde funvdet 
Sted mellem de tidligere Konger — han figtede vel her til Sverre og 
Knut Grifsføn, efter at dDe havde ingaaet VBenffab og Svogerffab — at 
De gjenfidigt vilde jage hinandens Fiender fra fine Niger. Derpaa be- 
gav ban fig oſter til Konghelle, for at tale med Mſkil Lagmand, der 
fandfynligviis opholdt fig i det nærliggende Ljodhbuus'). De Ribbunger, der 
paa Denne Tid vare i Viken, flygtede ved Kongens Anfomft op paa Mar- 
fer, faa at det en liden Stund var fille paa disfe Kanter. GF Lag— 
mand oppebiede iffe Haafons Beføg, men indfandt fig førft hos ham, og 
forblev hos ham i fo Dage. . Ved denne Lejlighed viifte begge Parter 
binanden tilfynefadende den ſtorſte Venffabelighed, og Kongen bevertede fin 
Gjeft paa det bedjfte, men Det er Dog tydeligt at fee, at ingen af Dem rige 
tigt trorde paa Oprigtigheden af dette Venſtab. Kong Haafon indtød 
bans Gtifføn, Junker Knut, til fig og lovede, at han ſkulde nyde den 
ftørfte Wre, om han vilde opholde fig hos ham; YGFEL fom bavde andre 
Planer fore med Knut, fvarede not faa hofligt, men opſtillede Betingelfer, 
fom Kongen vanftelig funde gaa ind paa. Der figes imidlertid ikke, hvilke 
disſe Betingelfer vare. Siden blev der talt om den Ufred, Bermelændin- 
gerne og Marfemændene pvede i Norge i Forening med Ribbungerne. De 


1) Sagaen nævner ikke, hvor AFF opholdt fig, men vi have allerede ved en 
tidligere Lejlighed feet Ljodhuus nævnt fom hans Opholdsfted ved Elven; 
at det var lige i Nærheden af Konghelle, er aabenbart. 


680 Haafon Haafonsjfen. 


tilftedeværende Lendermænd flagede afvorligt over den Skade, de havde 
lidt baade af Vermelændinger og Veftgøter, og fagde, at Mordmændene paa 
ingen Maade langer funde finde fig deri. Lagmanden fvarede, at dette var 
en Sag, fom var ham og hans Embede uvedfommende, men tilbød fig at 
overbringe Kong Erik et Brev fra Haafon med Anmodning om, at ban 
under Truſler om haard Straf for Overbørighed vilde paalægge fine Om- 
budsmænd at jage Ribbungerne ud af Landet. Vi bave førevet to Gange 
før til Kong Erif berom”, fagde Haafon, „og hver Gang faaet det Svar, 
at ban ſkulde raade Bo derpaa, men bidtil bave vi iffe feet Tegn Dertil; 
imidlertid bliver det verre og Verre, Deres Magt tiltager Dag for Dag, 
og vi have allerede miftet mange brave Mænd ved dem.”  Lagmanden 
bad Dam dog at forføge med endnu et tvedie Brev, og lovede, felt at 
være tilftede ved Oplæsningen, famt at lægge nogle Ord ind med i Sa- 
gen. Haakon førev Da, at Kong Erik inden Sde Dag Juul (Nytaars- 
dag 1225) ftulde have jaget bans Fiender udenfor Grændfen, eller og 
vilde ban felv bevne fin Sfade. Lagmanden lovede, at Kongen ganſke 
fiffert ſtulde høre fra bam inden Sde Dag Juul *). De fliltes ligefaa 
venffabeligt fom de mødtes, og Kongen vendte førar efter tilbage til 
Tunsberg, bvor dan anfom den 18de December, og ftevnede fine Sysfel- 
mænd og Lendermænd fra Hadeland, Raumarike og de øvrige Egne af 
Oplandene til fig med Deres Folk for ſtrax at være paa rede Haand til 
at drage mod VBermeland, om det bebøvedes. Saaledes famlede der fig 
en ftor Mængde Folk om ham i Julen, og det gif meget prægtigt til. 
Dagligdags holdt han Naadflagninger med Laqmanden Gyftein Noesføn, 
og Bonden Simon paa Det nærliggende Vervif ved Sandefjord, der maa 
have været en for fin Forftand og Grfaring anfeet Mand, og idelig ind- 
fandt der fig Folk med Klage over Den Skade, de havde lidt af Ribbungerne, Ver— 
mefændingerne og Marfemændene. J Julen fom der ganføe vigtigt Brev fra 
Konq Erik, men Fndboldet gif ud paa, at man iffe vilde gjøre fynderligt 
ved Sagen. Da gjorde Kongen vitterligt, at han allerede ſtrax efter Ju— 
fen vilde tiltræde Foget mod Bermeland Dette føete viſtnok efter modent 
Overlæg med De før omtalte Mænd; iffe desmindre forefommer det no- 
get befynderligt, at han valgte en tilfyneladende faa ubelejlig Tid, da Vej— 
ene for en ſtor Deel maatte være tilfneede og ufremfommelige, og da man 
rimeligvis allerede maatte have feet Tegn til, at Kulden vilde blive ufædvan= 
ligt ſterk, fom det fiden vifte fig. Men deels gjaldt det vel at fomme faa 
uforvarende fom muligt, Deels vilde man vel benytte FJfene. Arnbjorn 
Jonsſon i Borgefysfel fit Tilſigelſe om, at ban ſkulde ftøde til Kongen paa 





1) Dette vifer, at Kongen af Sverige paa denne Tid itfe Fan have været langt 
borte, og fandfynligviis hår opholdt fig etfteds i Gøtaland, 








1225. Kongen forbereder et Kvigstog til Bermeland. 681 


Eidſkogen, og Simon Kyr, Baard Brimftein og Hallvard bratte faavel 
fom alle de øvrige fra det føndre Vifen, at de ſkulde møde ham paa 
Marfer, bvorigjennem ban vilde lagge Filbagerejfen.  Sysfelmændene 
fra Oplandene vare deels allerede tilftede, deels beordredeg de til at ind 
finde fig hos han paa Naumarife. Hver Dag holdt ban Mønftringer 
med fine Krigsfolk og paalagde dem at fætte deres Vaaben i qod Skik, 
figefedes  fendte ban Folk rundt om langs Folden for ut tilfige Hefte. 
Indbyggerne paa Veitfold bragté ham det betydelige Untal af 240 Hefte 
fom et Beviia paa fin Velvilje. 

Tre Dage efter at Julen var til Ende, altfaa Løverdagen den Ulte 
Januar '), brød Kongen op fra Funsberg for at begive fig til Oslo, og for 
Derfra at tiltræde det egentlige Tog. Selv drog han til Sps paa en Skude, 
uagtet Fjorden paa Denne Tid for em ftor Deel maatte være tilfrosfen; 
Mundffabet gif til Lands. Som Brjætning paa Slotsberget efterlod han 
240 af de meft tungføre, men for Neften tapre Mænd, under Befaling 
af Oluf Ingasſon, Eyſtein Roesføn og Anund Brynjulfsføn.  Sandfyn- 
figviis var det at tilftrive Iſen, at Kongen itte førend efter tre Dages 
Forlob naaede Haugsvif, og ber maatte han lægge i Land og tilfige 
Skydsheſte, Da Den indre Fjord nu fom fædvanligt om Vinteren var tile 
frosfen. Her i Haugsvif, og fandfynligvits medens Kongen biede paa 
Skydſen, indtraf den troe og utrættelige Dagfinn, Der var Dragen hjemme 
fra Bergen felve Juleaften, og bavde rejſt Nat og Dag for at være fin 
Konge til Fjenefte. Da Sfydsbeftene vare fomne, red Kongen med bele fit 
Følge ind ad Dslo, langs Skjaldsfjorden (nu Bundefjorden). Under Efeberg 
fom De, der vare dragne til Lands fra Tunsberg, faavel føm mange Bymænd fra 
Oslo, ham i Møde; her holdt han en Fale til fit Mandffab, lyſte Fred 
og Enighed, og bod alle forberede fig paa, at Opholdet i Oslo ej vilde 
våre mere end to Dage 2).  Derpaa fendte han Sysfelmanden Harald Stan- 
garfylja ind i Byen til Biftoppen, og (od Denne bilfe, at han disfe to Dage 
agtede at opholde fig i hans Gaard, fom hans Gjeſt. Biſkoppen lod 
hertil falde nogle Ord om, at Kalve og Ulve iffe godt funde være fam- 
men, men reed ham dog i Møde, og indbød ham paa det bøfligite. 
Kongen, fom maaftee bavde faaet biin Ytring af Siftoppen at vide, tog 

1) Julen fluttede med Uffarebagen, den Bde- Januar; tre Nætter derefter bliver 

faaledes Ilte Januar. 


2) Da Kongens Rejfe til Haugsvif (Drøbak) medtog tre Dage, maa han være 
fommen derhen Jirsdagen den 14de Januar; men da det maatte tage me: 
gen Tid, inden der kunde føaffes Hefte for hele hans Følge, fom han neppe 
derfra førend Shorsdags Morgen. Thorsdags Nat og Fredags Nat føulde 
han altfaa tilbringe i Oslo, men vi fee, at han ej fom derfra førend Man- 
dag den 2050. Sagaens Udtryf at Biffoppen ,hverdagsligen" fendte ham 
Mad, tyder ogfaa paa et Ophold af flere end to Naætter. 


682 $Haafon Haakonsjen. 


Dog iffe ind til ham, men til fin GSysfelmand Harald; imidlertid 
fendte dog Biftoppen ham bver Dag fra fin Gaard alt, hvad han 
behbøvede af Lebnetsmidler. Under dette to Dages eller bhalvanden 
Dags Ophold i Oslo talede Kongen mangt og meget med den tro Dagfinn 
om fine egne Ynliggender, vg gjorde flere Foranftaltninger for det Fil- 
fælde, at han iffe fom levende bjem fra Toget. Vi erfare her af 
hans egen Gaga, at ban, faa ung fom han var, Dog allerede havde 
tvende Børn, Sigurd og Cecilia, med en Vige, der faldtes Kanga den 
unge, og fom faaledes vel bar været ligefan ung fom ban eller yngre; 
ban underrettede, figes Der, Dagfinn om, hvad han havde befluttet med 
Henfyn til Sigurd, der Da endnu fun maa have været et fpædt Barn. 
Dagfinns Tilbud om at følge med bam til Bermeland modtog han ikke, 
men taffede ham for Den ufortrødne Iver, ban havde lagt for Dagen 
ved at foretage den anſtrengende Rejfe fra Bergen paa en faadan Tid 
af Aaret. — Dagfinn tiltraadte ſtrax Filbagerejfen til Bergen, men havde 
mange Gjenvordigheder formedelft Ffen. Da ban endelig fom øjter ud 
for Nesje, blev han af Driviis atter fat ind mod Faftlandet, men her 
var Der imidlertid, fom det nedenfor ſkal bevettes, fommet betydelige 
Sværme af Nibbunger, fom boldt de flefte Landingsjteder befat, faa at 
han fom i ftor Fare. Men bedigvits faa en heel Deel Tydſkere med 
fine Kogger i Sandefund'); da de hørte, hvorledes han var faren, bad de 
ham fomme til dem, bevertede ham vel og lagde hans Stiv mellem 
Koggerne. Samme Sfjebne havde en anden Sysfelmand fra Gulatbings- 
lagen, Iſak af Bø, der havde Sysfel i Sogn, men nu ligeledes havde 
været med Kongen i Viken og faat Hjemlov; ban tyede ogſaa til Tyd— 
fferne, der tog godt imod ham, men han foretrak at fætte fit Skib op 
Der, og begav fig for Det førfte til Tunsberg. Dagfinn derimod biede inde 
til Ffene minfede og fortfatte derpaa fin Nejfe til Bergen. 

Haafon forlod Osfo Mandagen den 20de Fanuar, altfaa dog noget 
fenere end Beftemmelfen, og fom om Uftenen til Gjoleid eller nuværende 
Skedsmo Preftegjeld, hvor han overnattede hos Bonden Gunnar paa Berg, 
medens Mandffabet faa fordeeft rundt om i Bygden. Den folgende Dage 
marfd var nøget fænger, og gif til Udjene8 Sogn ved Glommen, hvor 
Kongen tilbragte Natten hos Kolbein paa Fyri. Ved Midnatstid fom 
nogle af de udftilede Heftvagter ridende ind paa Gaarden og meldte, at 
Fienden nærmede fig; Kongen flædte fig burtig paa og føyndte fig ud 
med fine Folt, men uagtet det var flart Maaneftin *) og man kunde fee 

1) Denne Læfemaade er aabendart vigtigere end Sandefjord, der findes i de flefte 

Haandffrifter. 


2) Nymaanen var indtruffen 14de Januar, og den 21de var der faaledes om: 
trent lfte Kvarter. * 








1225, Tog til Bermeland, 683 


langt til alle Kanter, var der dog ingen Fiende at opdage. Kongen lod 
Derfor iffe blæfe Alarm, men fendte, fun en Deel Bagtmænd ud til 
Heit, og tilbragte det øvrige af Matten paaflædt; da Morgenen fom, 
viifte det fig at de, fom VBagterne bavde taget for Fiender, var nogle 
Folk, der fom fra Hadeland, og at faaledes det Hele var blind Ularm. 
Om Morgenen (den 22vde) fortfatte Kongen Marfden langs Elven og 
oter Vormen førft til Nes, bvor Sysfelmændene fra Hedemarken, Fre— 
derik Slaffe og Ivar af Sfedjehov ftødte til barn med 180 vel bevæbnede 
Mænd, og fiden videre til Straum i Odalen 1), bvor Kongen tilbragte 
Natten, medens Mandffabet, ligefom før, var fordeelt i Bygden. Her 
blev det meldt Kongen, at Bermelændingerne allerede havde fanet ſikker 
(Sfterretning om hans Komme, og at de havde famlet en betydelig Hær. 
Dette forholdt fig neppe rigtigt, men det er viſt nok, at Vermelændin- 
gerne bare blevne advarede, og bans Plan, at overraffe dem, faaledes 
forfpildt; og den egentlige Ophavsmand dertil var ingen anden end — 
Biftop NMifolas, der ſtrax før Kongens Anfomit til Oslo ſagde til en 
Preſt fra VBermeland, der juſt opholdt fig i Byen, at Kong Haafon ag- 
tede at bjemføge Bermeland med hele Norges Magt, brænde baade Kvin- 
der og Børn, og lade alle Prefter binde til Stiger og hudflette. Pre— 
ften havde da vjebliftelig begivet fig tilbage til Bermeland, og Det faa 
ffyndfomt, at han fun var to Dage om Nejfen; faaledes fit hans Lands- 
mænd i betimelig Tid Varſel *), og Nibbungerne fit rimeligvits derved Tid til, 
fom vi ville fee, at omfare Kongen og ftrejfe lige til Beftfold. Om Kongen fif at 
vide, at det var Nikolas, fom ogfaa her havde været ude, figes iffe, men om 
faa var, funde dette nye Trok af hans Underfundigbed og Tvetungethed neppe 
forundre ham. Han maatte nu iagttage en (tørre Forfigtighed end før, 
falde alle Froppehøvdinger til fig, og udſtille mandſterke Bagter i for- 
ftjellige Afitande fra Gaarden, da man hvert Øjeblif funde vente at Ribb— 
ungerne eller Vermelændingerne vilde vife fig 3). Man merfede Dog intet 





1) Sagaens Ord, at Kongen, efter at væte Fommen til Nes, fiden ,um da- 
ginn eftir* fortfatte Marfden til Straum, er af flere urigtigt blevet 
forflaret fom , Dagen efter"! eller næfte Dag, hvorved man kommer til Fort 
med den følgende Dagsangivelfe, ifølge hvilken Kongens følgende Dagmarfder 
vare fra Straum til Vinger, og fra Vinger til Gda, hvor det udtrykfeligt. 
beder, at han anfom Fredag Aften den 24de Januar. Men ,um daginn 
eftir,, betyder fun ,fidenefter om Dagen“, og betegner altfaa den famme 
Dag. Det vilde og have været urimeligt, om han den Dag ikke var kom— 
men længer end til Nes, der Éun ligger noget over en Fjerdingvej fra Fyri. 
Man feer af hele Beretningen, at Kongens Dagsmarid var to Mile eller 
noget derover; hvor den var noget Fortere, nemlig fra Straum til Vinger, 
anmarkes dette udtrykkeligt. 


?) Haakon Haakonsſons Saga Gap. 109. 


3) Vagternes Fordeling beſkrives ſaaledes: Klemens af Holm ſtilledes omtrent 
la Miil derfra med 80 Mand til Heft; noget nærmere frilledes en Vagt af 


684 Haafon Haakonsfen. 


til Dem den Nat. Dagen efter (Torsdag den 23de) ftandfede man ale 
ferede efter to forte Miles Marfd ved Vinger, da Kongen endnu havde 
det Haab, at en Deputation fra Vermelændingerne vilde indfinde fig for 
at tilbyde Forlig og faaledes afværge Krigens Ulyffer. Men i dets 
Sted viljte der fig endnu famme Aften nogle Mibbungeffarer, der anfaldt 
enfelte af Kongens Sroppeafdelinger og dræbte nogle Folk for ham. Da 
faldte han ſtrar fine Høvdinger fammen og forfyndte, at han endnu 
famme Nat vilde bryde op for at gaa over Grændfen. Nogle af dem 
fravaadede ham, at drage med Krigsmagt ind i en anden Konges Nige, 
og fagde, at Vermelændingerne allerede havde en ſtor Hær, men at det 
vilde fre Dobbelt farligt ud, om Sviafongen felv forenede fig med Dem. 
Da talte Haakon faaledes: „det er ingen Fremfufenhed, fom driver mig 
til Dette Krigstog. Om baade Ritbunger og Vermelændinger ftillede fig 
imod o8, frygter jeg iffe Deres Modſtand, tbi vi føge blot at forfvare 
vort Gods og vor Frided, og fommer end Sviafongen felv, faa hænder 
fun eet af to: enten fommer det førar til Forlig mellem os, eller vort 
Sammenftod faar Det Udfald, Gud beftemmer. - Men det er vift, at vi 
ville hevne den Skade, der ev tilføjet og fra Sverige uden nogen Skyld 
paa vor Side." Herimod fod der fig intet indvende, og man aftalte nu 
den Orden, hvori Fremryfningen føulde foregaa. Nidende Spejdere, hver 
med en Hjelpebejt, føulde fare et pasfende Stykke i Forvejen.  Dernælt 
ftulde Hæren følge faaledes, at Fodtropperne, Der alle tilbobe befordredes 
paa Slader, iffe dannede en enefte Afdeling for fig, og Mytteriet en for 
fig, men at Den Dele Styre forderltes i tre Hovedforps, hver med en 
fterf Trop Nvyttere foran og Fodfolk eller Slædemænd bagefter, paa Det 
at disfe i Tilfelde af et pludfeligt Overfald kunde befkjeftige Fienden, 
medens Sfædemændene tog fine Vaaben og frillede fig i Ovden. Dog 
ſkulde alle tre Korps følge umiddelbart efter Det andet uden Mellemrum, 
og bvis et af Det blev angrebet, ffulde de andre fomme det til Hjelp. 
Kongen felv forbeholdt fig at Drage i Spidfen med fit Merfe og en ude 
føgt Ryttertrop af 80 eller 100 Mand, ale Skutilfvende eller Hird- 
mænd, bel bevæbnede, og hver af dem ledfaget af en Svend til Fovds. 
Erter dem fom Det oplandffe Mandſkab, 240 Mand til Heft, og 720 til Fods. 
Dernæft ſkulde Mandføabet- fra Søbygderne følge, 360 Ryttere under Ni— 
folas, Søn af Paal Vaagaffalm, og Harald Stangarfylja, faavel fom 900 
til 1000 Sfædemænd. Bagtroppen fiulde dannes af 840 Mand, hvoraf vek 
ogfaa benved en 150 Mand til Heſt, under Lodin Paalsføn, Erling Ljodhorn, 
Harald Vefetesjøn, Gunnulf Hvite, og Gutborm Crlendsfjøn. Det fres 


30 Mand, og endnu noget nærmere, i ikke længere Ufftand, end at man 
Eunde fee til Gaarden, fiilledes 7 Mand. 








1225. Tog til Vermeland. 685 


beraf, at Haafons Styrke i alt udgjorde over 2400 Mand, bvilfet for 
Den Tid var færdeles betyvdeligt; af disfe anfuaes 610 for udføgte Folt, 
alle vel bevæbnede. Der var og et næften uforholdsmæsfigt ſtort Untal 
Ryttere, da man havde en ufædvanlig Overflod paa Hefte; ej alene funde 
man, fom vi have feet, befordre Fodfolket i Slæde, men mange af Rvyt- 
terne havde hver to eller tre Hefte, der førtes af Frosknegte 1). Det 
bar aabenbart været Haafons Henfigt, paa een Gang at flaa et ret al 
vorligt Slag, og tilintetgjøre Oprøret fra Roden af. Ved Midnatstiv, 
befalede han, ſkulde alle have fpiift og være færdige til Ufmarfd i den 
foreffrevne Orden, naar Krigsludren fød. 

Da Midnat var omme, lod Kongen blæfe, og Hæren fatte fig i Be- 
vægelfe over Glommen og Bingerføen, famt fremdeles langs ad den Rakke 
af mindre, fmale Søer, Der tilbører Vrangselvens Vasdrag, og ſtrakker 
fig hen ad Eidſkogen til*). Hæren dannede, ifær formedelft Slæderne, 
en fang, uoverffuelig Rakke, faa at dens forrefte Deel alerede havde til- 
bagelagt den hentved to Mile fange IJisfart, førend de bagerfte endnu vare 
fomne paa Iſen. Vejret var fille og voligt, men meget foldt. Kongen 
fendte Derfor benimod Dag fjendte Folk forud til Midftogen med den Be- 
faling at tænde ſtore Baal i Gaarden udenfor det iffe langt fra Eidſko— 
gens Kirfe ftanende Sælehuus 3), for at Folfene funde varme fig derded. 
Det gryede netop ad Dag, da Kongen fom til Midffogen, og han gav ikke 
fænger Rift, end til de forfrosne Folk nogenledes havde varmet fig; endnu 
førend det var bleven ganſke lyſt, var ban allerede paa Farten igjen. Da 
Kongen var fommen over Den fvenffe Grændfe, mødte hane Sprjdere ham 
med den Beſked, at der ingen fiendtlig Hær var at fee, men at Verme— 
fændingerne derimod havde flygtet fra Bygden ind i Skove og Ødemar- 
fer, og at ligeledes Ribbungerne vare borte. Dog vare Folkene hjemme 
paa Moraft, Den nærmefte Gaard ved Grændfen, hvorhen Kongen nu be- 
gav fig og ventede indtil hele Hæren var famlet, bvilfet føete omtrent 
ved Moonstid (Kl. 3). Da lod han efter forudgangen Raadflagning med 
Hovbdingerne blæfe til Things, og befjendtgjorde for Hæren, at han agtede 
at fare fredeligt frem mod alle de Bønder, der frivilligt indfandt fig hos 
bam og bade han om Naade; da ingen fiendtlig Hær viijte fig, vilde han 
faaledes under den videre Fremrykning ikke for det førfte pve nogen 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gay. 111. De enkelte Froppeafdelingers Untal 
anføres noget forffjelligt i de forffiellige Haandftrifter af Sagaen, navnlig 
er det Haandffrift, fom i Udgaven danner Serten, her fom fædvanligt for- 
virret; vi have fulgt de bedfte Læfemaader. 

?) Det er de famme Søer, langs hvilfe den nuværende Landevej gaar; den 
længfte af dem er den fydligfte, Aflangen. 

3) Om GSæiehufe, elev aabne Herberger, fe ovenfor IL. S. 605, 


686 Haakon Haakonsføn. 


Stade, i Haab om at Foltet vilde byde Bod og mindeligt Forlig. Han 
gav allerede her det førfte Exempel paa dette fredelige Sindelag ved at 
ffjenfe alle Folf paa Denne Gaard Livet, men alt, bvad Laderne indeholdt, 
gif vigtignok med til Fovder for Heftene i Hæren. Efter nogen Hvile fortfatte 
Kongen fin Marſch, og fom om Aftenen til Eda, hvor han tog ind paa Gaar— 
den Medalby (nu Melby), der tilhørte en Bonde ved Navn Odd Erifsføn. 
Kongen indbød denne Uften mange Froppebøvdinger til fig, og bevertede 
dem fjær vigeligt med Driffevare, thi ban havde bragt et betydeligt For- 
raad af Viin med fig, fom man nuformedeljt Den ftrenge Kulde ikke funde 
føre [ænger, da Det frøs, og hvoraf man Derfor lige faa godt med det 
famme funde fortære, bvad Der endnu var føvdende. Dette funde omtrent 
være fo Trediedeele af hvert Unfer; det øvrige faftede8 fom ubrugeligt ud 
t Gaarden med Unferet, hvori det var frosſet falt. Men berved anrettedes 
megen Ulykke, thi Frosknegtene toge Unfrerne, brød dem itu, fmeltede 
Jisklumperne og draf Vinen, nogle ſpiiſte dem endog uden at fmelte dem: 
deraf bleve De drukne, og fom op at flaas, faa at 14 Mand bleve faa- 
rede og mange lemlæftede. Det var førft benimod Morgenen, at Kongen 
fif dem bragt til Rolighed. Sysſelmandene vilde have dem firaffede for 
dDisfe Optøjer, men Kongen tilgav Dem. 

Den følgende Dag (Løverdag den 2506) fom alle Befalingsmændene 
til Kongen og meldte ham, at Hæren var meget bidfig paa at brænde 
Bygden. Kongen ventede Dog endnu ud paa Formiddagen, i Haab om at 
Bønderne vilde indfinde fig og tilbyde Bod. Men da man havde vverbe- 
viift fig om, at dette Haab var forgjeves, maatte han endelig give Befa— 
fing til at bringe den haarde Straffedom i Udøvelfe. Nu blev faaledes 
Gaard efter Gaard brændt, hvor man fom frem, og ingenfteds fandt man 
en [evende Sjøl, førend man fom til et Vand, rimeliqviis Flagen, hvor 
en gammel Kerling fom ud af et Huus og fpurgte efter Mordmannafon- 
gen. Da det blev bende fagt, hvor han var, gif bun nok faa djervt hen 
til bam og bad for Guds Skyld, at man ikfe vilde brænde hendes Dat- 
ters Gaard, Da hun havde vovet alene at forblive ved Hufet. Kongen 
føvede ftrar at flaane Gaarden, og gav hende en Sikferhbedsvagt, beftanende 
af en Gjeft og tre Mand, fordi bun, fom han fagde, var den enefte af 
alle Bermelændingerne, der havde villet bede ham om Maade; han lagde 
til, at flere Bygder vilde have været ffaanede, hvis Indbyggerne havde 
gjort fom hende. Siden blev det meldt Kongen, at Vermelændingerne havde 
fældet Iræer i Vejen for ham ikke langt fra Nykirke. Han fendte førar 
120 MNyttere og Buefkytter derhen; disfe forefandt fun nogle faa Folk 
ved Broten, fom ftrar toge Flugten. De fældede Fræer bleve hugne over 
med Bolører og Vejen faaledes gjort nogenlunde fremfommelig. Kongen 
fod imidfertid holde nøje Bagt, for at Fienden ikke ſkulde fade dem i 








1225. Tog til Vermetand. | 687 


Ryggen. De, fom ført reed gjennem Broten med Kongen, fom fort af- 
fted, fiden fedede Mandftabet i god Mag Heftene over. Men imidlertid 
par Det blevet fagt De bagerfte, at Kongen var i fuld Kamp med Verme— 
fændingerne bitnfides Broten; de ſtyrtede alle derhen for at fomme ham 
til Hjelp, og med faadan Haſt, at flere af Slæderne, ved at drages gjen- 
nem Broten, brødes fønder med et fterft Brag. Da Kongen og de, fom 
pare om ham, bhørte denne Tummel, troede de ligeledes at Der var Ufred 
paa Ferde, og nær var man fommen til at hugge los paa binanden, da 
man endnu i Tide gjenfjendte binanden og Ulvffen forebyggedes. Kongen 
tog nu Vejen heelt ud til Arvifa, hvor han og den Afdeling, der fulgte 
ham, anfom tidlig paa Uftenen. Her havde man atter Ulempe af blind 
Alarm. Kongen havde jujt flædt fig af, Da Krigsluren lød, og det heed 
at Bermelændingerne havde angrebet Bagtroppen, der endnu befandt fig i 
GSfoven. Kongen ſkyndte fig op, faftede fig paa fin Helt, og ilede med 
alle fine Folk tilbage til Stoven; men ber fom Hæren dem imøde i not 
faa qod No, og bavde ikke hørt det mindfte til nogen Ufred. Denne Gang 
par det nær ved, at De, fom havde udfpredt Rygtet, havde maattet bøye 
med Livet. Folket tog derpaa, fom det var beftemt, NMattefvarteer i Bo— 
derne 1). Endnu før Dag indfandt der fig hos Kongen 6 Mænd fra 
GStrandsbygden *), og bade ham om Naade. Han tilftod dem ftrar Fred 
og Forlig, og bød dem, til Kjendemerke for hans Folf paa de Gaarde, 
de ſkulde ffaane, at rejſe en lang Stang med en hvid Blæje fra det hojeſte 
Huus paa Gaarden. I Denne Bygd var der fun 14 Gaarde, men flere 
Bønder gjorde det famme, og fi Grid, ffjønt de neppe havde anføgt derom 
i Forvejen, ligefom bine. Kongen fortfatte fremdeles fin Vandring fænger ud 
i Vermefand, og fandt fremdeles Gaardene folfetomme, bvorfor der blev 
brændt uden Barmhjertighed. Saaledes vedblev man, idet Hæren, fom 
det fynes, Drog over Clgaafjorden til Glavsforsbygden 3). Her fom Eg⸗ 
nens Bonder til Kongen paa Gaarden Knoll og bade ham om Naade, 
fom de ſtrax fik, da Ribbungerne ej havde været paa denne Kant, og 
Bønderne faaledes egentlig intet havde forbrudt fig, men de maatte dog 
ſtille S Gifter til Pant paa fin fremtidige Nolighed. Længere ud i Landet 


1) Her ſtaar der i Sagaen: ,föru menn på til buta sem ætlat var*. Ved 
budir fynes neppe Telte paa denne Tid af Aaret at have været meent, 
men fnarere fafte Skuur eller Markedsboder, der allerede frode paa Pladfen, 
og fom man havde beftemt fig til at overnatte i (sem ætlat var); for: 
klares Ordene faaledes, følger heraf igjen, at der allerede paa hiin Tid var 
en Marfedsplas i eller ved Arvika. 

2) Paa den veftlige Side af Elgaafjorden. 


3) I Sagaen ſtaar Gladaporp, Gladapors, bvilfet fidfte maa være Skrivfejl for 
Glaöafors. 


688 Haafon Haatonsfør. 


trængte Haafon iffe frem, men begav fig for det førite til den før om— 
talte Strandsbygd, der ligeledes var bleven ffaanet 1), og Derfra tiltraadte 
ban Morgenen efter FJilbagetoget til Norge, men ad en anden Vej, end 
Den, ad hvilfen han var fommen; ban git nemlig ikke tilbage til Eidſko— 
gen og Soloer, men i en Retning mere lige mod Veſt til Marker, for 
ber at møde Høvdingerne fra fondre Viten. Hvad der faa fnart Vevu- 
gede ham til dette Jilbagetog, Var maaffee deels Forfigtighed, idet ban 
anfaa det for farligt at trænge for dybt ind i Fiendeland, deels ogſaa 
fun den Omjtændighed, at han nu var fommen udenfor det Strøg, hvor 
Ribbungerne plejede at firejfe om, og faaledes intet mere ber havde at 
gjøre. Men fandfynligt er Det og, at han og hans Naadgivere have fundet 
Det betænkeligt, at man hverfen havde feet noget til Ribbungerne eller til 
Avnbjørn Jonsføn, der ſkulde have mødt ham paa Eidſkogen, thi Deraf 
maatte man flutte, at Denne maaſkee havde med hele deres Magt ut be— 
fille, og at han i alle Fald neppe var fterf nok til at hindre Dem fra at 
gjøre farlige Bevægelfer i Kongens Nyg. Paa dette Vilbagetog blev der 
fremdeles berjet, da ingen fom for at bede om Naade. Toget gif fra Strand 
over Saurvif, hvor Kongen overnattede*), til Holmedalene, forft den øvre 
eller oſtre 3), fiden den nedre eller veftre. I den trangefte Klev og Skob— 
pasferne, Der førte til oſtre Holmedal, maatte Nordmandene udhulde en 
Fegtning med Jndbyggerne, Der havde famlet fig for at fperre Dem Vejen, 
og iffe [ode fig fordrive, førend Nordmændene fprang af Heftene og ſtor— 
mede lige ind i Sfoven til Dem. Dette fom dem dyrt at faa, thi Dereg 
Bygd blev til Straf behandlet med den yderſte Haardbed, og brændt fan: 
fuldftændigt, at Der ej engang ftod et Kot tilbage. Men den var ogfaa fremfor 
De andre opfyldte med Nibbunger, eller Silbængere af Mibbungerne, faa 


1) Der ftaar i Sagaen, „at han om Natten var hos Bonden Gils, hvor der 
var ubrændt”'; men tidligere heder det, at den Bonde, der ftod i Spidfen for 
hine fer fra GStrandsbygden, der bade Kongen om Naade, hed Geir. Her 
føulde man formode, at Geir og Gils er den famme Mand, og at Navnet 
paa et af Stederne er fejlffreven, fandfynligviis bet førfte, da Gils, Gift, 
er et Navn, man fnarere fÉulde vente at finde i Vermeland, end Geir, Paa 
dette Sted, hvor denne Mand boede, tilføjer Sagaen, laa efter Vermetæn- 
dingevnes Udfagn en hellig Mand ved Navn Thorgeir begraven. 


Dette ' ,,Saurvit ved Kjølen" antager Munthe (Aalls Snorre III. S. 452) 
for nuværende Sulvif i Kjøla Sogn, Jøsfe Herved, omtrent % Mil nord 
veftenfor Strand. 


Den øvre eller øftre Holmedal fører nu neppe dette Navn, men Ean ſtjonnes 
at have indbefattet Jernffogs og Karlanda GSogne, der danne et Dalføre, 
der Forrefponderer med, men ej ftaar i umiddelbar Forbindelfe med" den 
veftre eller egentlige Holmedal. Den Bej, Kongen tog fra Sauvik, gik 
fandfynligviis langs Søen Renfen over til FJernffogsboda. . 


2 


— 


— 





1225 Kongens Vilbagetog fra Bermeland. 689 


at De flefte Bønder endog havde gaaet Siqud til Haande. Denne baarde 
Fremfærd fynes at have indjaget Fndbyggerne i veftre Holmedal Skrak, 
thi de mødte bam paa Vejen derhen, med fine Prefter i Spidfen og bade 
om Naade. Kongen blev fom fædvanlig fit Løfte tro, pjeblitfelig at til- 
give Dem, der frivillig underfaftede fig dam; ban lod fit Mandftab blære 
til Mode ude paa Ffen ') og befjendtgjorde her, at Bygden ſkulde ſkaanes, 
og at ingen under Livs eller Lemmers Fortabelfe frulde underftaa fig at 
bryde bans Bud. Natten tilbragte han bos en Preft der i Bygden, og 
havde Det nof faa godt, undtagen, fom der fortælles, at der intet andet 
var at drikke end Blande, da OL ej fandtes, Derimod var der Overflod 
paa Slagt, Da Kvaget intetfteds var Drevet bort. Morgenen efter (Firs- 
Dag den 28de Fanuar), drog Kongen over Grændfeffoven, fom atter paa 
novff Grund ved Middagstid og naaede om Uftenen til Foltenberg *), 
bvor man fappedes om at ffaffe ham alt, hvad han behøvede. Her frulde 
efter Den tidligere gjorte Uftale Simon Kyr, Hallvard Bratte og de øvrige 
Høvdinger fra den fydlige Deel af Viken have ftødt fammen med Kongen 
og forenet fine Fropper med hans. De vare ogfaa i Anmarſch, men 
vare blevne noget forfinfede, og Kongen oppebiede Dem iffe, men ilede faa 
hurtigt ban funde, den ligefte og bedfte Vej, av Oslo til, fandfynligviis 
af famme Aarſag fom ovenberørt, nemlig at ban enten allerede havde faaet 
Gfterretninger om Nibbungerne8 Bevægeljer, eller funde gjette fig til, at 
Der var Fare paa Færde 3). 


1) Dette er fandfynligviis Ffen paa en af Søerne ved Aamot. 


2) Dette Folfenberg eller Folkisberg Funde efter Navnet enten være Kongens 
Fødefted, eller Folfenberg i nuværende Rødenes Sogn paa Marfer. Men 
da det i Sagaen udtrykfeligt heder, at det her omhandlede Folfenborg laa 
i „Aansmark“, Fan det ej være hiint, der laa paa Heggen; man feer desu— 
den, at Kongen ber fÉulde have mødt Gimon Kyr, og dette Mode frulde, 
fom tidligere anført, finde Sted paa Marker.  Ultfaa maa her Folfenborg 
i Rødenes være meent. Navnet „Aansmark“ paa Bygden er ellers nu 
gaaet af Brug, da Bygden benævnes efter Gaarden, hvor Kirken ligger. 


AHaafon Haafonsføns Saga Gap. 110—117. Da Sagaen her overalt an: 
tyder, hvor Kongen tog Natteleje uden, fom det fynes, at fpringe over no- 
gen Dag, faar man ud, at Toget i Vermeland i det hele taget medtog Fun 
fer Dage, nemlig 24de Januar fra Vinger til Eda, 25de Januar fra Eda 
til Arvika, 260e Januar fra Arvika til Glavsfors og tilbage til Strand; 
2752 Januar fra Strand til Gaurvif, 28de Januar fra Saurvik til veftre 
Holmedal og 29de fra veftre Holmedal til Folfenberg. Dette pasfer godt 
med, at han, fom det nedenfor vil ſees, i Løbet af 30te Januar fik Efterret- 
ning om, at Ribbungerne den 24de og de nærmeft paafølgende Dage havde 
været i Junsberg og Omegn. 

Mund. Det norffe Folks Hiftorie. yu. 44 


3 


— 





690 Haakon Haakonsfen. 


115. Ribbungerne omgaa Kongen, trænge frem til Veftfold og angribe Tunsberg. 


Arnbjørn Jonsføn ſkulde, fom det ovenfor er nævnt, bave mødt Kon- 
gen paa Gidffogen og forenet fin Styrfe, der udgjorde 480 Mand, med 
bans. Sandſynligviis lagde ban Vejen fra Valdensholmen paa Heggen over 
Ibryfftad, Høland, Sidffogen og Kroffos. Men da han fom øjter ud af 
Skoven, altfaa ved Moraft, faa han Spor i modfat Retning efter hele 
Nibbungerne8 Hær, der fanledes iffe havde ſtodt ſammen med Kongen. 
De fynes med Flid at have føgt at undgaa Dette Sammenſtod og at have 
holdt fig affides I Sfovmarker for at pasfe paa, naar Kongen vel var kom— 
men faa fangt oſtover, at ban ej let funde forfølge dem, da at vende fig 
mod Den veſtlige Deel af Vifen, Der nu næften maatte antages at være 
faa godt fom forfvarskøs, fiden de flefte Krigsfolk fulgte Kongen paa bans 
Tog. Planen var iffe ide udtænkt, og det forefommer nu befynder- 
figt, at Kongen iffe ffulde have merfet Uraad, førend han allerede var kom— 
men faa langt ind i Vermeland, eller at han iffe endog fra forſt af 
havde førget for, at Fienden ikke paa denne Maade ffulde funne omgaa 
ham. Men deels var Det vel ogſaa hans Henfigt at jtraffe Vermelændingerne 
og indjage dem Skrak, deels har han vel den fængjte Tid været faa ſikker paa, 
at Nibbungerne vare foran ham, at ban førft altfor feent merkede, at han havde 
taget Feil Hvorledes man end forflarer Det, fynes Dder Dog I dette 
Stykke at være lagt en forunderlig Mangel paa Omtanke for Dagen, bvil- 
fet vel for hans Vedfommende fan undſtyldes med hans Ungdom, men 
fom derfor hviler Des fungere paa De ældre og mere erfarne Mænd, der 
vare med bam. Ii unegteligt ev det, at Henfigten med denne ufædvan- 
fig fore og viltnof heel koſtbare Udruftning derved for en ſtor Deel for- 
fejledeg, og at Toget i det hele taget maatte anſees mislykket. Vi ville fee, 
at man iffe engang dermed opnagede faa meget, at Vermelændingerne for 
Gftertiden afboldt fig fra at ftaa Ribbungerne bi. Men man maa vig- 
tignok ogfaa tilftaa, at Norges eller overhoved den nordiffe Halvøs fær- 
egne orograpbiffe VBeffaffenbed gjør det vanſkeligt, for ikke at fige umu- 
ligt, at fægge ordentlige Planer til at bindre den ene lette Hær af fjendte 
Folk fra at omgaa den anden, naar og bvor det ffal være. De ubyre 


Fjeldfletter og Sfovmarfer, hvis Fladeindbod er faa uforholdsmasſigt 


ftort i Forhold til Dalftrøgene, aabne næften overalt, undtagen i de Dy- 
befte og af de ftejlefte Fjelde omgivne Dale, Udveje til at undflippe eller 


omgaa en forfølgende Fiende; og, engang fluppen op paa Fjelvdfletten, har 
man en faa vid Mark for fig, og Adgang til at fomme ned paa far 
mange forffjellige Steder, at al ſtrategiſt Beregning fra Fiendens Side 


ber maa ophore, og man maa alene fade det fomme an paa et Tref, om 
man ev heldig nok til at bevæge fig netop i en Metning, poor man 





1225. Nibbungerne paa VBeftfold. 691 


fan møde fin Modjtander, eller ej. Dette er aabenbart for en for Deel 
Marfagen til den tilfyneladende Planloshed, der aadenbarer fig i alle de 
Smaafrigs - Operationer, vi nu fiden Sronfejderne3 Begyndelfe have om- 
handlet. Fjeldvidderne aabnede enhver Krigsflof uhindret Adgang til at 
trænge frem fra Bygd til Bygd og fomme ned for at berje, hvor og 
naar man Åyftede, og bvor man mindft ventedes; tvende indbyrdes fiendt- 
lige Flokke funde meget godt bevæge fig, Den ene op ad, Den anden ned avd 
et og famme Hoveddalføre, uden Dog at ftøde fammen, ja uden engang at 
vide noget om binanden, naar bver af dem fun holdt fig i en vis Hojde paa 
modfatte Sider af Dalen. J andre Bjerglande, hvor Dalene ere videre 
og bvor Højdeftræfningerne, der adffille dem, Danne flarpere Fjeldfamme, 
Der i Ulmindelighed ej funne overftiges, i det mindfte ikke af bele Krigs- 
bære, undtagen paa enkelte, befjendte Pasſe: der fan man ogfaa lettere 
beregne en fiendtlig Hærs VBevægelfer og treffe Foranftaltninger til at 
imødegaa Dem. 
| Da Arnbjørn Jousføn faaledes merfede, at Ribbungerne havde taget 
| Bejen mod VBeften, ffjønnede han, at ingen Tid var at tabe, men vendte 
ftrar om og fatte efter Dem. De ftyrede lige mod Oslo, men da de in- 
| gen Birfebeiner fandt der, droge De firar videre, for at fomme til Tuns— 
| berg. Arnbjorn fom til Oslo famme Aften, fom Ribbungerne om Mor- 
| genen vare dDragne Derfra (fandfynligviis den 23de Januar) og vilde lige 
ledes ſtrar have draget videre, derſom ikke Biſkop Nikolas, hans gamle 
Foſterfader og gode Ven, havde opholdt ham, for, fom han ſagde, at med— 
Dele ham flere vigtige Oplysninger og gode Raad, men i Virkeligheden, 
| fom de flefte fiden paaftod, for at flaffe NRibbungerne Forfpring: faa un- 
| Derfundig føgte endnu Den gamle, paa Gravens Rand ftaarnde Mand at 
ffade Kongen, medens ban dog bar Venſkab og Hengivenhed for ham paa 
| Fungen. Hans Lift lykkedes altfor godt, thi Avnbjørns Folk vare under 
Dette Opbold blevne faa drukne, at det iffe var muligt at faa dem afjfted, 
førend meget feent ud paa Natten, hvorfor de beller iffe den Nat fom 
fynderlig langt, medens Nibbungerne derimod ſkyndte fig alt, hvad de 
| funde. De havde vel endog ganſke overrumplet Befætningen i Tunsberg, 
| hvis iffe en Borger fra denne By, Reidulf Guldfropp, tilfældigviis havde 
| bæret i Lider, da de fom ned av Paradisbakferne; ban føyndte fig nu 
| bjem til Funsberg, faa burtigt ban formaaede, anfom der ved Middags- 
Å tid og meldte, at Nibbungerne vare i Hælene paa ham. Der blev firar blæft 
Allarm i Byen, men man vilde dog iffe vigtigt tro bane Ord, og gjorde 
Å iffe de tilbørlige Forberedelfer 1), faa at der, da Nibbungerne førar efter 





1) Det figes ved denne Lejlighed, at Olaf Ingasføn og Eyftein havde halv tredie 
44* 





692 Haakon Haafonsføn. 


indfandt fig, (Fredag 24de Januar) blev megen Forvirring; Eyſtein Roes— 
føn fom felt med Nød og neppe op paa Bjerget, og flere af dem, der 
vare i Folge med bam, navnlig en fongelig Stutilfvend, Gunnolf, bleve 
fældede oppe i Kleven; andre bleve Dræbte bilt og ber i Byen, i alt 14 
Mand '). Der fortælles om en Hirdmand, ved Navn Ketil Staur, og 
en Gjeft, Eiliv Dverg, at de ganffe alene forfvarede fig i et Loft hele Nat— 
ten med faadan Tapperhed, at Nitbungerne ikke funde faa Bugt med dem 
uden at bryde Hul paa Faget og fiiffe Derind med Spyd. Da Nibbun- 
gerne om Natten bavde randfaget Byen og drædt alle de fongelige Krigse 
mænd, de funde finde, begave de fig ben under Bjerget, bvor de fongelige 
Skibe ftode optrufne og fatte Ild paa dem alle undtagen eet ved Mavn 
Oren”, der ſtod faa tæt under Bjerget, ved Danefleven, at de ikke torde 
vote fig derben. Det var I alt 16 Skibe, de fatte i Brand, navnlig Sætta- 
fpillen og en Ivvefesfe, Dog fynes De, rimeligviis af Frygt for et Udfald 
fra Slotsbjerget, ej at hate givet fig Tid til at gjøre det til Gawns, da 
vi fiden erfare, at Sættafpillen og flere andre ikke fom til ftørre Skade 
end at de lode fig iftandfætte. Enkelte af Skibene vare maaſkee ogfan 
Kjøbmandsffibe, tbi der fortælles, at Ribbungerne dDræbte to Kjøbmænd 
uden ffjellig Grund. Saa fnart det blev Dag (25de Januar) føyndte de 
fig fra Byen og længer vefterud, optagende Kongens Leding og plyndrende 
Bønder og Kjødmænd, hvor de fom frem. Ved denne Lejlighed var det, 
at Dagfinn, fom vi have feet, fom i Fare for at falde i deres Hænder, 
men blev freljt af de tydffe Kjøbmænd i Sandefund. Forſt ved Middags- 
tid anfom YArnbjørn, der i Oslo havde ombyttet 120 af de daarligfte 
blandt fit Mandffab med ligefaa mange friffe og vel udruftede Folt; men 
ban fit den bedrøvelige Ejterretning, at Ribbungerne allerede bavde udført, 
bvad De vilde, vg at det nu vilde være fpildt Umage at føye efter dem. 
Der var altfaa intet andet for ham at gjøre for Det førfte, end at vende 
tilbage til Baldensholm med bele fin Styrke. Simon Kyr, Halvard 
Bratte og De øvrige Høvdinger fra føndre Viken, der, fom ovenfor nævnt, 
ftulde have forenet fig med Kongen paa Marfer, men fom for feent, vendte 
figelede8 med Dele fin Styrke, i alt 720 Mand, tilbage til fine Svfler. 
Saaledes var en af Hovedbenfigterne ved disſe ſtore fombinerede Krigs-Ope— 
rationer, Der i alt bavde fat over balv femte tufende Mand i Bevær 


Hundrede (300) Mand paa Glotsbjerget, medens der tidligere Fun nævneg 
to Hundrede (240); men deres Untal maa imidlertid være bleven forfrerket. 

1) Dette foregik altfaa famme Nat, fom Kong Haafon overnattede paa Eda. 
Underligt nok, angiveé Dagen paa førfte Sted fom Fredag før GSeptuage- 
fima, paa fidfte Sted fom Paalsmesfeaften; begge Ungivelfer betegne Dagen 
fom 24de Januar. — 





1225. Mibbungerne paa Hadeland. 693 


gelſe, ganføe forfejlet. I Stedet for at vorde indfluttede og tilintet- 
gjørte, habde Nibbungerne fundet et aabent Feldt for fig og tilfvjet Kon- 
gen følelig Skade '). 


116. Kong Huafon og Ribbungerne paa Hadeland. Ribbungerne ſatte fig 
faft paa Hedemarken. 


Paa fin Marfd fra Folfenborg til Oslo tilbragte Kong Haakon 
Natten paa Lorenffogen. Seent om Uftenen (Den 30te Januar) fom der 
Folk til ham fra Funsberg og bragte ham Gjterretning om det Fore- 
faldne, tilføjende, at Det rimeligvits var Ritbungernes Henfigt, umiddelbart 
fra Beftfold over Ningerife og Hadeland at drage til Hedemarken. Da 
Kongen Morgenen efter fom ned til Oslo, kaldte ban derfor alle fine 
Troppehobdinger fammen og forørdnede, at Lodin Gunnesfon, Gunnbjørn 
Jonsbroder og Oplændingerne med en Trediedeel af Hæren ſtulde Drage 
op ad Naumarife, og, hvis de erfarede, at Ribbungerne alerede havde viijt 
fig paa Hadeland, fortfætte Toget til Hedemarfen, men i modfat Fald 
Drage over Aſakſkogen 2) og ud efter Hadeland; felv vilde han'med en 
Trediedeel, faavel fom Høvdingerne Nikolas Paalsſon, Harald Stangar- 
fylja og Frederik flaffe, drage den lige Vej avd Hafedalen til Hadeland; Er— 
fing Ljodborn, Klemet af Holm og Harald Bejeteføn ſkulde med den vvrige 
Trediedeel, fornemmelig beftaaende af Folk fra Folden, begive fig til Tuns- 
berg, men iffe videre, uden forfaavidt De fpurgte noget til Nitbungerne. 
Da den forfinævnte Afdeling var fommen et Styffe op paa Raumarike, fit 
dens Udfendinger at vide, at NRitbungerne endnu iffe vare fomne til Ha- 
Defand; den maatte fanledes efter Beftemmelfen qua over Aſakſkoven. Dette 
Ivar en hoöjſt anftrengende Marfd, da Sneen ber igjennem Skoven ikke 
var brudt, og De fom ifke i Huus om Natten. Da de vare fomne over 
Gfoven, drøge Sysfelmændene op til Hevemarfen, men Gunnbjørn Jons- 
fføn og de ovrige 3) føgte fnareft muligt at forene fig med Kongen, der nu 
Pi heller iffe funde være fangt borte *). Paa Hadeland blev det Kongen meldt, 
at Nibbungerne ganffe rigtigt vare Dragne fra Beftfold op paa Ningerike, 





1) Haafon Haafonsfens Saga Gap. 118—120. 

2) Ufokffogen føriveg i Sagaen Åsaskögr, hvilket neppe er rigtigt. Vejen 
gjennem denne gaar fra Bjerfe paa Raumarife langs Leirelven og forbi 
Uvalføen ned til Opfal og andre i Nærheden af Haafenftad liggende Gaarde. 

3) I Sagaen heder det her, at Gunnbjørn og „Lagmendene“ droge den ligefte 

Bej ud efter Kongen. Der tales ellers ikke tidligere om, at Lagmændene 

| | vare med paa Toget, og man ſtulde fnarere formode, at der ved lögmem 

| her kan forftaaes ,,Hirdmændene”, de fom vare i Lag med hundrede. 

4) Bejen gjennem Hafedalen fører nemlig ogſaa til Haatenftad. 


694 Haafon Haakonsføn. 

men at man iffe vidfte, hvor De fiden havde vendt fig hen. Kongen lod 
Da tilfige alle fine Høvdinger, at de næfte Morgen i Otten flulde være 
færdige til Opbrud. Saaledes fom han den Morgen temmelig tidlig til 
Opdalen og tog, fom det fynes, forft Vejen nordefter 1); men Da han fiden 
fit vide, at Ritbungerne endnu ikke vare fomne op fra MNingerife, vendte 
ban om og ftevnede ud efter Bygden til Greftegrev, I Mill nordoftenfor 
Jevnafer Kirfe, bvor han anfom om Aftenen og befluttede at overnatte, 

i det han fom fædvanligt fordeelte Mandftabet paa de nærmefte Gaarde. 
Derhos fendte han Agmund Olmodsſon med 11 Mand, alle paa gode 
Hefte, ud for at fpejde. Allerede, da man ftulde gaa til Aftensbordet, 
raabte en paa Taget opftillet Sfildvagt ned gjennem Ljoren, at Spejderne 
fom ridende ind paa Gaarden i fuld Fart, faa at Der vift maatte være | 
Ufred paa Færde. Der blev nu megen Larm, alle greb til VBaaben og 
ftyrtede ud, men i Forvirringen fom de, der forſt lob ud, til at fmelde | 
Døren i Laag, faa at det varede længe, inden De øvrige funde faa den op 
og fomme efter. Da endelig allefammen vare fomne ud, bod Kongen dem 
at føynde fig op paa en Hojde og træde fig en aaben Plads i den Dybe 
Snee for i Nødsfald at funne forfvare fig ber, indtil Mandſkabet fra de 
ovrige Gaarde fom til. Agmund fagde, at ban havde mødt Nibbungerne, 
idet de fom farende udenfra, men at ban iffe vidfte, hvor mandfterfe de 
pare. Kongen føjendte alvorligt paa ham og hans Ledfagere, fordi De ej 
havde gjort fine Sager bedre, men havde taget Flugten, førend det behø- 
vedes, faa at De ej funde bringe nogen ordentlig Befted; Dog fendte han 
Agmund ud paa ny med andre og flere Folk, og Agmund, der maaffee 
felv havde budt fig bertil, for at aftvætte fin Stam, fagde, idet han red 
afjted: „Gud fade mig ſaaſandt iffe fomme tilbage, førend enten jeg bar lært 
en eller anden af Ribbungerne at fjende, eller de mig". Dette hans Onſke gik 
fnart i Opfyldelfe. De Ribbunger, han tidligere bavde mødt, var fun en af Sig- å 
urd udfendt Spejdertrop, Der vendte tilbage med den Gfterretning, at De havde 
feet væbnede Mænd, men funde beller ikke opgive noget Untal : indtil da havde 
Nivbungerne hørt ligefaa lidet til Birfebeinerne, fom disſe til bine. Sigurd, 
Der havde taget fit Kvarter paa Gaarden Sotrang *), fendte derpaa Er— 
fing Rumſtav afſted felv Gte; han veed fænger op i Bygden og fik nu 
med Vished at vide, at en talrig Hær af Birkebeiner under Kongens 


ES SE 













1) Der ftaar nemlig, at Kongen , vendte tilbage ud efter Dalen" og fom til 
Greftegrev, ſtjont det ftrar forud heder, at han var fommen til Updal. Det 
ligger nærmeft at antage, at han var draget nordefter for at forene fig med 
Gunnbjørns Folé. 


?) Gotrang kaldes nu Sætrang, og ligger et lidet Stykke føndenfor Haug 
Kirke. 


1225. Nibbungerne fordrives fra Hadeland. 695 


egen Anførfel var anfommen til Hadeland. Med denne Befted vendte 
ban tilbage til Siqurd og tilfsjede, at Kongen neppe funde være langt 
borte, fiden Spejderne havde været faa driftige. Sigurd [od ſtrax fam- 
menfafde fit rundt om i Bygden fordeelte Mandffab og tog Plads med 
dem paa en Hs), bvor De juft ikke havde det bebageligt.  Derpaa fendte 
dan endnu en Trop Spejdere afjted, beftaaende af from af De i Egnen 
meſt fjendte Folt. Denne Trop ftodte i Dagbrækningen paa Ugmund og 
hans Kammerater ved Fevnafer Kirfe, hvor Der nu blev en hidfig Kamp, 
fom endte med, at alle Ribbungernes Spejdere faldt, og at af Agmunds 
Trop fun ban felv og en Mand bleve tilovers. Disſe mødte Kongen, 
Der tidlig i Otten var brudt op fra Greftegrev, og ftrar fpurgte, om de 
havde feet noget til Nibbungerne. „Ja,“ var Agmunds Svar, ,vi have 
feet Deres Spejdere ved Kirfegaarden, og I vil felv finde dem, naar I 
fun føynde eder Derhen” Vejen fan lige forbi Kirfegaarden, hvor de 
faldne Ribbunger fan, og Aqmund pegede paa Dem med Disfe Od: „ſee 
her ligge Ribbungernes Sprjdere og vente paa eder”. Kongen fagde, at 
han bavde gjort fine Sager godt. Birkebeinerne glædede fig til, at det Dog 
endelig føulde fomme til ordentlig Kamp med Nibbungerne, og føyndte 
fig affted, alt bvad de funde. Men deres Haab ſkuffedes ogfaa Denne 
Gang, thi Da De fom til Sotrang, vare Ribbungerne borte.  Sandfynligviis 
bavde Sigurd merfet Uraad, da hans Spejdere udebletre, og endnu famme Nat 
bavde ban med hele fin Styrfe taget Vejen tilbage til Tyrifſorden. Vir- 
febeinerne ilede efter Dem i ftørfte Halt, følgende den famme Vej, fom 
De havde taget, og fom var faa fmal, at fun to Mand funde vide jevnli- 
des; udenfor bar Sneen faa dyb, at man fant ned til midt paa Livet. Paa 
Denne Maade forfulgte de Ribbungerne over FIyrifjords-Jfen hen til So— 
ens bejftlige Bred '). Paa Iſen fandt de Klæder og VBaaben, fom de 
bagerfte af Mibbungerne bavde faftet fra fig, for at fomme hurtigere af- 
fted. Da Ritbungerne vare godt fjendte i disfe Egne, ſtyrede de ben til 
de Dalfører, hvor De vidfte, at VBejene vare trangeft og meft ufremkomme— 
fige. Her gif de førft op paa et hojt Bjerg, hvorfra de funde fre Vir- 
febeinerne paa Ffen og raadfloge, om De ſkulde tage Vejen til Fhelemar- 
fen, Ggjennem Modheim og Eker), eller til Haddingdal (gjennem Snareim 
og Krødsherred), eller til Valdres (fandfynligvits av Soknedalen eller 
Aadalen). De beftemte fig for det fidfte, da de der vilde have Valget, om 
dDe vilde gaa til Sokyſten i Sogn, eller øjtover til Gudbrandsdalen og 


1) Det Sted, hvor førft Ribbungerne og fiden Kongen gikt i Land, har fand- 
ſynligviis været ved Skjerdalen eller længer ſydlig ved Stigsrud, hvorfra de 
have ftevnet op i Holleja, i bhvilfen de netop havde det i fit Valg, at tage 
hvilfenfombelft af de tre Beje, de fandt for godt. 


696 Haafon Haakonsføn. 

Djterdalen. Da Kong Haafon var fommen til Land med fine Folk, lod 
han gjøre Holdt, vg Da det befandtes, at hans Styrke iffe belød fig til 
mere end 240 Mand, Svende fraregnede, raadflog han med fine Mænd, 
om man fiulde vedblive at forfølge Fienden. De flefte fraraadede Vet, Da 
Heftene vare alt for trætte dertil; Vet havde vel heller ikke nyttet frort. 
Han befluttede derfor at Drage til Funsberg, og fortfatte Toget gjennem 
Modheim. Imidlertid famlede de øvrige Tropper fig til ham, og Op» 
fændingerne bade ham drage til Hedemarken for at frille fig i Spidfen 
for den derværende Styrke, fiden Heinerne havde forfvaret fig faa godt, 
at Nibbungerne aldrig havde funnet gjøre nogen Fremgang der. Nogle 
derimod meente, at han maatte drage ud i Biten for at flaffe lig Skive, 
og De, Der havde fulgt ham fra det Nordenfjeldfte, holdt ifær paa, at 
ban fun ſkulde blive ved, fom han før havde forefat fig, at drage til 
Junsberg for at fee til at faa de Skibe ijtandfatte, fom Mibbungerne 
bavde føgt at opbrænde, og derefter vende tilbage til Bergen forat famle 
nye Svopper. Om ban maaftee for et Ojeblik har været uvis om, hvad 
Der var Det bedfte af disſe Furflag, beftemtes han Dog fnart ved Eflerret— 
ningen om, at der [aa Breve til ham i Tunsberg fra Skule Jarl. Han 
begav fig altfar Derben, Hvor han anfom omtrent fidft i Februar, efter at 
ban i iffe ftort over en Maaned, vg det i Hjertet af Vintven, havde været i 
uafladelig Virkſomhed, og med en Utrætteligbed, Der minder om hans 
Farfaders, gjennemfaret en ſtor Deel af Vifen, Vermeland og Oplandene 
paa Kryds og Tvers. Brevet fra Skule Jarl indeboldt VBebrejvdelfer, 
fordi Kongen iffe havde holdt fig Aftalen om den beftemte Bryllupstid 
efterrettelig.  Farlen vide endnu, hed Det, vente paa Kongen til Paaſke 
(30te Marts); fom ban iffe da, vilde ban betragte Det, fom om Kongen 
bavde brudt fine paa Tro og Love indgangne Forpligtelfer til ham, og 
derfor anfee fig løft fra alle fine Forpligtelfer til Kongen. Ulle Kongens 
Mænd raadede ham Derfor til at gjøre, hvad Der ſtod i hans Magt for at 
opfylde Forpligtelfen. Men det var ikke godt at fomme afited faa tidligt, 
fom Jarlen ſkreb, thi Iſen (aa fterfere og fængere i Bilen end Folt 
nogenfinde funde buffe. Endog fra De bøjefte Fjelde funde man iffe 
pjne aabent Band; en Mangde Stibe, baade udenlandffe og indenlandjte, 
faa indfrosne faa langt ude, at Folfene behøvede et heelt Døgn eller ikke 
fangt derfra for at fomme i Land og forfifrede endda, at de ikke øj- 
nede nogen Aabning udenfor. Mange Skibe blebe ogſaa borte om Vaa— 
ven, faa at man ej hørte mere til Dem. Da Kongen ved henved Midten 
af Marts Maaned fendte Gaute Preft til VBettabered ſondenfor Svine- 
fund for at modtage Ledingen og flaffe en Deel Hefte, tog Denne Vejen 
fra Tunsberg lige over Ffen, og fom efter fan Dages Forlob tilbage med 
iffe færre end 360 Hefte, og vveralt lag Iſen fremdeles lige ſterk over 


1225. Ribbungerne paa Hedemarken. 697 


hele Viten. Her var vltfan iffe at tænfe paa nogen Afrejfe for vet 
førfte, og Kongen benyttede Tiden til at fade Sættafpillen faavel fom de 
øvrige Skibe, der ej havde lidt alt for meget af Ilden, ijtandfætte 1). 
Imidlertid havde man iffe hørt noget til Nivbungerne fiden deres 
Flugt fra Modbeim, førend de oplandfte Sysfelmænd Ivar af Skedjehov 
og Thorgeir Biftopsmand bragte Kongen Den ligefaa uventede fom bedrøvelige 
Gfterretning, at de fpillede Mefter paa Hedemarken, hvor de tidligere ej havde 
funnet tvænge frem. Om Sigurd Nibtung virkelig, efter fin førte Be— 
ſtemmelſe, gif til Valdres og Derfra til Oſterdalen, eller om han ved Ef— 
tevvetningen om Kongens FJilbagetoy til Tunsberg, ogſaa vendte tilbage 
til Ningerife og Derfra til fit. Hovedtilbold, Raumarike, Viges ikke; vi ev- 
fare fun, at ban, fort efter Kongens Tilbagekomſt til Tunsberg, atter var 
paa NRaumarife, og famlede bele fin Styrfe til fig, medens Bønderne paa 
Hedemarken, der bidtil havde holdt fig bevæbnede fammen, nu gik hver til fit, 
i den Tanke at al Fare var forbi, og indffrænfede fig fun til at 
holde Bagter pua forffjellige Kanter af Bygden. Men der fandtes nogle 
Fovvædere iblandt dem, fom hemmelig fendte Bud til Rivbungerne paa 
Maumarife, og undervettede Dem om, at Lejligheden til at overrumple de 
tapre Heinev nu var for Haanden. NMibbungerne drog med fin hele 
Etyrfe op fra Raumarife og fom lidt efter Midnat lige ned å det vige, 
tæt bebyggede Skaun *). De Folk, fom holdt Vagt i Stange Hoved- 
firfe, vingede ſtrar med Stormklokken, men for filde, thi Ribbungerne vare 
allerede fomne midt i Bygden vg Dræbte alle dem, der vilde begive fig 
til Det aftalte Samlingsfted. De brændte ogfag de tvende ftore Guarde 
Otteftad og Hverven, hvor der borde to af Kongens Mænd, der havde 
meft at fige blandt Bønderne. Ved at fee Ildebranden ſtimlede nogle af 
Bønderne DID, andre til vet Sted, hvor Sysjelmændene opholdt fig, og 
hvor der efter Haanden famlede fig en Deel Folk, men imidlertid rede 
Ribbungerne omfring i Bygden og dræbte alle dem, de kunde overfømme. 
Sysfelmændene gjorde et Forføg paa at angribe den frerkefte Ribbunge— 
flof, de kunde faa Øje paa, med den ubetydelige Styrke, der havde famlet 
fig om dem; men Bonden Jon Sandhuvre, der bar Merket, en fjek 
Mand, veed i fin Hidfighed med nogle faa Folk altfor langt forud for de 
pvrige, faa at Ribbungerne fif dræbt bam og bans Følge, førend de øvrige 
fom til; derved bleve disfe førætflagne og toge Flugten, forfulgte af Ribb— 
ungerne, der nedlagde fan mange, de funde. Du Sysfelmændene fom 


1) Haakon Haafonsføns Saga Gap. 122—125. 

?) Denne Bygd, der allerede omtales i Diaf Tryggvesføns Hiftorie, fe oven- 
for, I. 2. S. 21, ev Stange Preftegjeld, der i Sagaen kaldes „vel befat med 
Kirker og gode Gaarde. 


698 Haafon Haafonsjen. 


f[ænger nord i Bygden, ſkare de endnu engang Hærør op, men til liden 
Nytte, da det, fom Sagaen melder, gik efter Det gamle Ordfprog: „ondt 
ev det Den flygtende at ftandfe". Vel Iyffedes Det to eller tre Gange at 
faa Bønderne famlet, men faa fnart De faa Nivbungernes talvige Hode, 
foge De Flugten, og Nitbungerne bleve faa meget Djervere, fom De faa, at 
Bønderne vare rædde til. Nibbungerne gjorde fig faaledes til Herrer 
over hele Bygden, medens VBirfebeinerne, eller De egentlige Krigsfolk, til- 
figemed de oven nævnte Sysfelmænd, flygtede veftover Mjoſen til Thoten, 
og Derfra beelt ned til Tunsberg. Biſkop Hallvard paa Hamar maatte 
paa Bøndernes Vegne aabne Underbandfinger med Rivbungerne* og bede 
om Fred og Forlig. - De fik det, men fun imod at udrede en betydelig 
Stat, bvorbos Nibbungerne tilegnede fig alt det Gods, der havde tilbørt 
de Faldne. Kongen blev meget ide til Mode ved at erfare dette, vg 
Det er iffe ufandfynligt, at ban endnu ved bine Sysfelmænds indjtæn- 
dige Bønner bavde ladet fig overtale til at drage op paa Hedemarken, 
bvis iffe hans øvrige Naadgivere eenftemmigt havde modfat fig det, og 
bedet ham endelig holde fit Løfte til Jarlen. Herved blev det altfaa, 
men Ribbungernes Magt og Dviftighed tiltog ogfaa i den Grad, at de 
ftrejfede om paa alle Kanter af Oplandene, ja endog vovede fig fan langt 
ned i Vifen, at nogle af deres Sfarer nærmede fig Tunsberg paa en 
Miils Afftand. Da fendte Kongen ni Skarer ud imod dem, under 
Anforfel af Gunnbjørn Fonsbroder, Harald Stangarfylja, Ivar af Skedje— 
bov, Gutborm Griendsføn og Iſak i Bo). De traf en Nivbungebær 
paa Gaarden Angleyſa i Oslo-Hered *), og tilføjede den et foleligt 
Nederlag, idet Nifolas Reidarsſon, en af Ribbungernes fornemfte Mænd, 
faldt med 100 Mand. Siden vovede Mibbungerne iffe at fomme Byen 
faa nær 3) 


117. Kongen Holder Bryllup med Margrete Skulesdatter. 


Thorsdag i Paaffe-Ugen (3die Upril) funde Kongen endelig tænte 
paa at tilteæde Nejfen til Bergen. De indre Sund og Fjorde faa vel 


1) Dette er den Sysfelmand fra Sogn, fom af Driviis hindredes fra at fomme 
til Bergen, og indtil videre forblev i Junsberg, fe ovenf. S. 682. ) 

?) Denne Gaard er fandfynligviis Gaarden Løfe, (der i Erkebiſkop Eyſteins 
Jordebog Faldes Löysa) i Skoge Sogn, der, ffjønt hørende til VBeftfold, 
dog regnedes til Oslo Provſti og faaledes vel og til Oslo Sysſel; GSysfelinddez 
lingen vettede fig nemlig itfe efter Fylfeinddelingen. Denne Gaard lig: 
ger dog iffe nærmere Junsberg end bhalvfjerde Mil; men det er heller 
ikke fagt, at Birkebeinerne traf dem i den Fortefte Afftand fra Byen. 


3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 124—127. 








1215. Kongen egter Jarlens Datter Margrete. 699 


endnu faft tilfrosne, men Havet og de ydre Sund vare aabne, og Kon- 
gen fod derfor fine Skibe drage tvers over Nefet forbi Skeljaſteinsgrun— 
den til Fræfen og derfra til Hundfund. Da Ugen var omme, gif han 
til Sejls, og fom efter en Fart af fer Dage til Bergen, bvor han ale 
ferede forefandt Farfen, ſom tog venligt imod bam. Nu blev der Va af 
alle Kræfter gjort Anftalter til Brylluppet, fom berammedes til Fvinita- 
tisdag, den 25d0e Mai. Man troede fig imidlertid iffe fifrere med Henfyn 
til Ribbungerne, end at Kongen anfoa det nødvendigt at fende SO Mand 
under tre Formænd 7) til Valdres for at pasfe paa, at Nibbungerne ikke 
ad den Vej ſkulde fomme ned og gjøre Kvalm, medens Brylluppet ſtod 
maa. Detraf ogſaa virkelig paa nogle Ribbungefloffe, fom de frar angreb 
og fordreve fra Valdres efter at have fældet 30 af Dem og to af Deres 
Anførere, ilde berygtede fom NRansmænd *). De ovrige flygtede til Gud- 
brandsdafen, hvorhen Birfebeinerne forfulgte Dem og havde flere Fegtnin— 
ger med dem, i hvilfe Nibbungerne fom ofteft bleve de tabende, ffjønt en 
ar Birfebeinerne8 Anfører faldt. Paa denne Maade beffjeftigedes Ribb— 
ungerne, indtil Bryllupet var over. Dette holdtes til den beftemte Tid 
med megen Stads og ftod i fem Dage. Kongen, fortælles der, bevertede 
alle Mandperfonerne i Juleballen, men Dronningen alle Damerne i Som- 
merhallen, bvorimod alle Klofterfolf vare i en Stue for fig felv, hvor fem 
Avbeder førte Forfædet. Dronning Margrete var paa Denne Tid meget 
ung, i Det bøjefte fun 17 War gammel. Hun fynes at bave været af en 
blid og føjelig Charakteer og med inderlig Kjærligded at have hængt ved fin 
Mand, uden engang at unddrage ham denne Kjærligbed, da hendes egen Fader 
fenere ben gjorde Opftand imod bam, føjønt bun folte fig pderft ulvffelig ved et 
faadant Forbold. Uagtet Kongen visfelig ikke egtede bende af Kjærligbed, ja 
endog, fom det næften ſynes, med Flid udfatte Giftermaalet, faa længe han 
funde, fader det Dog til, at ban frnere fik hende meget fjær, og faa meget ev I 
det mindſte fiffert, at han viifte hende al fømmelig Troſkab. Thi medens ban 
bavde fem Børn med bende, navnes Der intet om, at han havde andre 
Børn udenfor Egteſkabet, end de føromtalte tvende, fom han fif, førend 
ban blev gift Han maa Derfor firar ved Giftermaalet have afbrudt al 
Forbindelfe med Dere8 Moder, Kanga. 


2) Disfe Formænd hed Alf Standueyf, Gunnar Saam (det var ham fom fiden 
faldt) og Klemet lange. Alf Standueyk var maaffee af famme Ut fom 
en Jon Standueyk, der forefommer i 1334, fe Dipl. Norv. II. 207. 


2) De hed Uff ſkygne og Thore Pala. 


700 Haakon Haatonsføn. 


118. Fortfatte Fejder med Ribbungerne paa Oplandene. Erfebiftop Peter kommer 
til Landet. 


Kongen og Jarlen tilbragte en fang Tid of Sommeren tilfammen i 
Bergen og aftalte nye Planer for at ftandfe Ribbungernes Uværen, ver 
ftedfe var i Iiltagende, faa at De endog udjtrafte fine Streiftog lige til det 
ivdligfte af Agder. - Kongen udffrev Leding over bhele Gulatbingslagen, 
ſaavel af Folt, fom af Koft. Farlen maatte nu ogfan ifølge fin Lehnspligt 
love at Deeltage i Kampen, og det blev beftemt, at ban førft ffulde vende 
tilbage til Syrondbjem, og derfra med et betydeligt Untal Tropper drage 
ſyd over Fjeldet til Mjoſen, for der at mode Kongen, fom imidlertid med 
Flaaden ffulde begive fig til Bifen. Den af dem, fom fom førft til Mjø- 
fen, ffulde ftrar fætte Folk i Urbejde med at bygge Fartøjer, for at man 
ogfaa ber funde have en Flaade, bvilfet nu var Dobbelt nødvendigt, Da 
GSiqurd Ribbung havde benyttet fig af fin Overmagt paa Hedemarken til 
at følge Baglerfongen Inges Grempel og fætte fig faft paa Helge - Oen. 
Da alt dette var ordnet og aftalt, ſkiltes dDe ad og droge hver til fit, Jar- 
fen bjem til Throndhjem, vg Kongen fyvefter til Viten. Han havde iffe 
færre end 35 Skibe. Ogſaa Dronningen og hans Mover fulgte med. 
Da Kongen fejlede forbi Jæveren, fom en Busfe fra England, og ombord 
paa Den var Jon Staal, der havde gjort en AUndagtsrejfe til den bellige 
Thomas Beckets Grav i Canterbury 1). Busfen fejlede meget nær Kon- 
geffibet, faa man fra begge Fartøjer funde tale med binanden, og Kongen 
fpurgte blandt andet, om De havde hørt noget til Den nye Erfebiffop. Der 
blev fvaret, at ban allerede var fommen til England og nu ftod paa Rej— 
fen til Morge. Paa Kongens Spørgsmaal, bvo der Da var bleven Erke— 
biffop, fvarede Fon Staal: den, fom I helſt onſker, Peter paa Huſa— 
ftad.” Kongen faffede Gud derfor, og Da han om Aftenen fom i Havn, ſkreb 
ban et Brev, der ffulde leveres Erfebiffoppen, bvorfombeljt han landede, 
og bvori ban i Guds og fit eget Mavn bød ham Velfommen. Ullerede 
Da Kongen frjlede indenfor Lindesnes, fom den gamle Frederif Slaffe ham 
imøde med Den Efterretning, at Der faa Ribbunger vidt og bredt omkring 
i Bygderne der fyd paa Agder og tilføjede baade Kongen og Bønderne 
megen Sfade. Kongen deejede ſtrax ind i Sundene og fendte nogle letfeje 
fende Skuder ind til Mandal, hvor endel Ribbunger bleve dræbte; de 
famme Gtuder droge fiden længer øjtover, og fik bift og ber fat paa nogle 
af Fienderne, fom derefter fynes at have trukket fig tilbage. Ogfan i Stien 
og oſter paa Nesje laa Der Ribbunger, bvilfet Kongen fif vide, da han fom 


1 I Gagaen ftaar, at han var dragen til St. Shomas's ,, Bata". Vette 
fan neppe være St. Thomas's egentlige Dag, 29de Decbr., men maa være 
hans Translatio, 7de Juli, 





1225. Nibbungerne fordrevne fra Oslo. 701 


forbi Nygjarbit; ban hørte, at der boldtes et Bryllup i Sfien 1), og i 
$Haab om, ved denne Lejligbed at funne overrumple dem, gif ban felv om- 
bord paa en Skude og roede ved Mattetid ind til Byen. Men Ribbungerne 
fit Nys berom og ſkyndte fig allerede famme Nat ud fra Byen, faa at 
Kongen, Da han i Dagbrækningen anfom, iffe fænger fandt dem der. Han 
roede ftrar ud af Fjorden igjen og fejlede med endeel af De fettere Skibe 
til Funsbergfjorden, gjennem Grindholmefund, og lige til Oslo, hvor der 
ogfaa faa Nivbunger, fom han vilde jage bort. Da han om Aftenen den 
13de Geptember fom til Nesodden, fendte han Ivar af Sføedjehov forud 
med 7 Studer, for om Natten at fnige fig ubemerket til Byen, og lægge 
fig i Baghod. Fvar lagde til under Trelleberg, gif Der i Land med fine 
Folk, og enten lige over Ekeberg eller langs Foden deraf, indtil han fom 
til den faafaldte Elben-Eng *) ovenfor Byen, bvor ban blev liggende om 
Natten. Morgenen efter fom Kongen med de øvrige fem Studer roende 
fige ind til Bryggen. Da NRibbungerne faa dem og fjendte Kongens 
Merke, tog De ftrar Flugten op fra Byen; men her mødte Ivar dem og 
drev dem tilbage igjen. FImidlertid var Kongen fommen op paa Bryggen 
med fine Mænd, faa at Ritbungerne paa begge Sider havde Fiender. Efter 
en fvag Modftand og Fabet af 20 Mand føgte De derfor at frelfe fig i 
Kirferne, og det fynes, fom om iffe en enefte af dem undfom fra Byen. 
Haafon ffjenfede dem alle Livet, Dog fandfynligviis imod den Forpligtelfe, 
iffe oftere at ftride mod ham. Efter faaledes ved Dette raſke Overfald at 
habe venfet Oslo for Fiender, vendte ban endnu famme Uften av den Forteft 
mulige Bej tilbage til Funsberg, hvor han fandfynligviis anfom den føl- 
gende Morgen. Her indtraf nu ogfaa De ftore Skibe, fom ban havde for- 
fadt udenfør Langefund, og paa hvilfe Dronningen og hans Moder befandt 
fig. Ligeledes fom Lendermændene og Sysfelmændene fra alle Landfta- 





1) Navnet paa den Mand, der holdt Bryllup, er i Sagaen opbevaret: Gri— 

mar fvange. 

I Flatøbogen, hvis Læfemaader pleje at være de bedfte, faar Elvinareng, 

i andre Haandffrifter Elvinaregg, Elvinjaregg. ØDet er altfaa tydeligt, at 

1 Stedet har fit Navn af en Gaard, der har hedet Elvin eller Elvini, og 
maa bave ligget ftrar ovenfor, d.e. øftenfor Delo, men hvis Navn nu vi: 
meligviis, fom faa mange andre i Nærheden af Byen, har maattet vige for 
GSpecialnavnene paa de mindre Parceller, hvori den er bleven deelt, indtil 
det ganffe er forglemt.  Gfjent ,Elvinareng* eller ,Elvinaregg* ifte fim- 
pelt hen fan være en Sammenfætning af elfr og eng eller egg, og derfor 
beller itte ligefrem betegne ,,Elve-Engen"' eller „Elve-Kanten“, men nær: 
meft maa henføres til Navnet „Elvin“, ev det ikke ufandfynligt, at dette 
Navn igjen egentlig fEulde førives Elfvin og betegne „Elveſletten“, hvoraf 
det igjen maatte følge at Elvinareng, Elvinaregg var at ſoge nærved Elven, 
Intet er rimeligere end, at Ivar har frjult fig og fine Folt bagom den 
temmelig hoje Elvebakke, i Nærheden af Teglverket. 


702 Haafon Haafonsfen 


terne i Bifen til ham, og der gjordes Forberedelfjer til faa fnart fom 
muligt at drage ind til Oslo med vden hele Styrke. Disſe Forberedelfer 
tog dog temmelig megen Tid, da vi af det folgende erfare, at man ikke 
fom affted fra Funsberg førend langt ud i Oktober. Uarfagen Dertil 
angives iffe. Sandſynligviis have Skivene trængt til Reparation, og Kongen 
felv derhos føgt at faa flere Tropper famlet.  Ogfaa med Skule Jurl 
tog det nogen Tid, inden han blev færdig med fine Forberedelfer til To— 
get. - Endnu i Slutningen af September havde han ej forladt Thrond— 
bjem, Da vi have et af bam den 290e September udftedt Brev, hvori han 
ffjenfede tvende Merkers Bol af de ham tilbørende Gaarde Sjernan ved 
Filder og Flegftad paa Froften til Ghorsbrødrenes Kommune ved Chriſt— 
firfen, imod at dDisfe, fnalænge han fevede, ffulde holde Bønner for ham og 
antage bam i fit Broderlag, men efter bans Dod bøjtideligholde fans 
Aarstid eller Dødsdag med Sjælemesfer m. m. i alle Byens Kirfer, li 
gefom at De og 1 hans Levetid hver Andreasmesſe, men efter hans Dud 
paa biin famme Aartidsdag ſkulde bolde et fritligt Lag til bans Gvin- 
dring. Vi erfare tillige af dette Brev, at den nye Erkebiſkop da endnu 
iffe var fommen tif Nidaros eller havde overtaget Beftyrelfen af Stiftet, 
tbi det heder udtrykkeligt, at Farlen fluttede Denne Overeensfomft med ,De 
Chorsbrodre, fom dengang foreftod Beſtyrelſen af Stiftet)”. - Men det 
er iffe derfor fagt, at Erfebiffoppen endnu ej føulde være fommen til 
Landet. Det er tvertimod højft rimeligt, at man i Torondbjem bar faat 
Efterretning om, at ban var anfommen, fom man af Sagaen feer, til et Sted 
i den fydligere Deel af Landet, fandfynligvits Bergen, vg at Jarlen, for 
hvem bans Udnævnelfe til Ertebiffop var ligeſaa meget ufjærfommen fom 
for GYorsbrødrene, ved biin ſtore Gave bar fogt at fnytte disſe nærmere 
til Vig, for fremdeles at funne vegne paa Deres Biftand, hvis Erkebiſkop— 
pen ffulde ville vife fig fom bans Fiende. Han og Chorsbrødrene til 
fammen  udfærdigede derhos et Brev til Kongen, hvori de meldte, 
at Peter, , den VBedrager” var anfommen til Landet efter at have 
fjøbt fig Grøebiffopsnavn før St. Olafs Penge, og anmvdede Kongen 
om at fade bam fængfle fom enhver anden, der bedrog Den bellige 
Kirfe. Men Kongen, fom imidlertid bavde faaet et Brev fra Er— 
febiftoppen, hvori denne anbefalede fig til bans Venſkab, vg Derbos 
et af han medbragt Unbefalings-Brev fra Paven, fendte ſtrax hiint 





1) Dipl. Norv. II. No. 8. Her anføres Navnene paa de da tilftedeværende 
Ghorsbrødre, hvilke det ej er uden FInteresfe at Fjende: Mefter Uflat; Uflak 
Pitlor, Baard Barre (alle disje tre nævnes og i Brevet om Mvyntretten af 
1222, fe ovenfor), S. Ihorbergsføn, Sira Ihore (han blev 1226 Erfebiffop 
Peters Eftermand), Sigurd Javje (han blev igjen Ihores Eftermand 1230), 
Bjørn Bonde, G. Bratte, I. Hvite og Thore Kraat. 








1225 Skule Jarl paa Hedemarken. | 703 


Brev fra Jarlen og Ghorsbrødrene til ham, lovede ham fit VBenffab og 
tilbod Vig felv at fedfage ham til Tovondbjem, idet han gav bam Valget, 
om han imidlertid enten vilde begive fig til ham, eller oppebie ham i 
Kongsqaarden 7) faa fænge. Erkebiſkoppen ſynes ej at bave modtaget Fil- 
budet, men paa egen Haand at have begivet fig til Torondbjem, hvilket 
ban og temmelig trygt funde gjøre, Da vi firar ville erfare, bvorledes han 
nu efter at bave opnaaet, hvad han ønffede, tog Maſken af og vifte fig 
figefaa fiendtlig mod Kongen, fom de øvrige Ehorsbrodre, faa at ban ſtrax 
maatte fomme paa en god Fod baade med dem og Jarlen. For Reſten 
var Farfen, bvis Afrejfe fra Throndhjem maa benfores til de førfte Dage 
af Oftober, iffe [ænger i Byen, da Erfebiffoppen fom. Jarlen havde 
mange og gode Fropper og en heel Deel Lendermænd i fit Følge, blandt 
dem Gregorius Jonsſon, Paal Baagaffalm og Peter i Gifte; ogſaa Ni- 
folas, Paal Vaagaſkalms Søn, der nys bavde ftaaet i Kongens Fjenefte 
og været med paa Foget til Vermeland, nævnes nu fom en af Hovdin— 
gerne i Jarlens Hær *). Denne havde ogfag mange Skibstommermand 
med fig og havde ladet fmede en Mangde Skibsſom, fom bleve førte 
med paa Klov, alt med ftadigt Henfyn til ven aftalte Man, at lade Far- 
tøjer bygge paa Mjøfen.  Foget gif meget burtigt, indtil man var kom— 
men til Den fydligfte Deel af Gudbrandsdalen, vet vil fige i Mærbheden 
af Lillepammer. Herfra fendte Farten 180 Mand under Kolbein Ketturyg 
og Fvar Utvif i Forvejen til Hamar, bvor de fom ganffe uventet ved 
Middagstid og meget nær havde faaet fat paa Sigurd Nivbung, fom 
juft var i Bad og med Nod og neppe undfom til fit Skib, medens flere 
af bans Folk faldt: Da Sigurd var fommen i behørig Ufftand fra 
Land, raabte han til Birfebeinerne og fpurgte, hvo Der var Unfører for 
denne Krigshær, der nu var fommen nordenfra. Ibar Utvik fagde, at 
det var Skule Jarl. Sigurd [od fig nu ro videre til Helge-Oen, fom 
hans Mænd boldt befat, men fendte ſtrax efter Erling Rumſtav til Far- 
fen for at underhandle med ham. Jarlen tog meget venlig imod ling, 


1) Da den Kongsgaard, her nævnes, ej kan være Kongsgaarden i Oslo, og der 
paa denne Tid neppe var nogen Kongsgaard i Stavanger, bliver det følge 
lig alene Kongsgaarden i Bergen, hvorom her fan være Sale; altfaa var 
det Bergen, til hvilket Erkebiſkoppen aller førft fom. Dette var, forfaa- 
vidt han fom paa et engelff Skib, ogfaa rimeligt af den Grund, at Bergen 
paa denne Tid fynes at have været den af alle norffe Byer, der flod i liv— 
ligft Forbindelfe med England, og til hvilken de flefte Englandsfarere føgte. 

?) Man føulde, i den Forbindelfe, hvori Sagaen paa dette Sted omtaler Niko 
tas Paalsføn, friftes til at antage ham for Lendermand, men det kan dog 
ej forholde fig faa, da han, fom det nedenfor vil fres, i Aaret 1239 udtryk- 
felig kaldes den yngſte af alle Lendermænd (Haafon Haafonsføns Gaga 
Gap. 209). 


704 Haakon Haakonsføn. 


og fiden bavde endog ban og Sigurd en Sammenfomift, pvorved fun faa 
Mænd vare tilftede. Der bandledes, fom man af det følgende erfarer, 
om at fende et Gefandtffab til Kongen, og aabne nye Fredsunderhand- 
linger, og berved fremtræder Jarlen atter i et heelt tvetydigt Lv8. Imid— 
fertid tog Jarlen alle de Fartøjer, ban funde faa fat paa, i Beflag, 
bvoriblandt ogfan Biffoppens, og Derhos fatte han Fømmermændene i 
Arbejde med at klinke fammen fem ny Fartøjer, faa ftore fom man aldrig 
før hatde feet Skibe paa Oplandene, men dertil faa Daarlige, at De neppe 
funde holde fammen, efterdi Arbejdet føulde gaa i den yderſte Skynding. 
Allerede forend Jarlen fom til Hamar, havde Sigurd Ribbung med 
en danſk Preſt fendt et Brev til Kongen, hvori han foreflog, at de ſkulde 
mødes ved Drammen, og der bolde Slag. Kongen raadførte fig herom 
med fine Mænd, fom fandt, at det for Strømmens Skyld ej fod fig gjøre 
at Drage did med fore Skibe. Preſten fagde Da, at ban i Filfælde af 
at Kongen ej fandt dette Sted belejligt havde Fuldmagt til at foreflaa 
Leret ved Oslo fom Kampplads, da bavde man lige langt Dertil fra begge 
Sider. Kongen famtyffede gjerne heri. Men nu begyndte Preften at 
fade Ord fulde om, at naar Kongen forft ſamtykkede 1 at fare til Oslo, 
funde ban ligefaa gjerne fare noget fænger, og at Nibbungerne fandt det 
meſt pasfende, at Kongen reed op til Eidsvold, og at De mødte ham der 
for at holde Slag. Fi denne uforffammede Anmodning fvarede Kongen 
roligere, end man føulde bave ventet. „Da faa rigtignok“, fagde ban, ,vi 
Birfebeiner en ganffe anderledes fang Vej end Ribbungerne, naar Vi, Der 
allerede have faret line fra Bergen, endda ſkulle ride S Mile 1) op I Lan- 
Det for at mode dem, medeng De fun have tre Miul til Søs; men vil 
Stqurd endelig møde os Der, faa flynd Dig affted, Preft, fan fort du fan, 
og mefd Ribbungerne, at de fulle faa fee Kong Haafons Merfe vaje paa 
Gidåvolden, faa fnart Gud giver Tid dertil.” Kongen havde Dog neppe 
gibet et faa mildt Svar, hvis han ikke alligevel, efter Jarlens Opfor- 
dDring og den trufne Aftale, havde beftemt fig til at Drage op til Mjofen. 
Preſten vejfte, og Haafon begav fig nu faa baitigt fom muligt ind til 
Oslo. Han havde endnu intet hørt om Farlens Ankomſt til Hedemarken, 
men evrfarede Den nu af en  Graamunt” (Giftereienfermunt fra Tuter— 
pen), bvilfen Skule ftrar ved fin Afrejfe fra Nidaros havde fendt i For- 
vejen med Brev til ham *). Denne Munk mødte Flaaden ude paa Fjor- 


1) Man feer heraf, at Bejen fra Oslo til Eidsvold i den Tid beregnedes til 8 
Miil (rastir). Vejen fra Helgeøen til Eidsvold til Bands angives til tre 
vikur (Uger til Soes); i nærværende Jilfælde er dette noget mere en 3 nor: 
ffe Mile, 


2) Ut denne Munk var en Giftercienfermuntk fra Tuterø, er viift i Langes Klo- 


1225. Ribbungernes Underhandlinger med Kongen. 705 


Den, medens Den var undervej8 til Oslo, og havde foruden Brevet den 
mundtlige Hilfen fra Jarlen, at Kongen endelig maatte flynde fig at 
møde ham, og at Jarlen imidlertid ſkulde førge for Skibe, men at det 
Dog var godt, om Kongen ogfaa medbragte en Deel Stibsføm, fom man 
funde have at tage til, om det behøvedes. Da Kongen fom til Oslo, 
og talte med Biſkop Nifolas, ytrede Denne, at han gjerne vilde faa mag— 
fet Fred mellem Nibbungerne og Birfebeinerne. Men man fandt ogfaa, 
fortælles der, Breve, der forefom Kongen at vidne om, at Biffoppen iffe 
havde holdt det Iroffabsløfte, han havde givet ham. Disſe Breve funne 
neppe have været fra andre end Sigurd Ribbung felv eller nogle af den- 
neg ivrigfte Jilbængere, med bvilte Biffoppen, fom vi have feet, ganfte 
vift ftod i Forbindelfe, og om Denne Forbindelfe have vel Brevene inde- 
Holdt tydelige Bint. Stade, at der ikke berettes noget nærmere om deres 
Indhold, og at man beller iffe faar at vide, hvorledes de faldt i Kon- 
gens Hænder. Ut Biftoppen var betydeligt fompromitteret Derved, fres 
noffom deraf, at ban iffe engang føgte at beſmykke fig, men maatte be- 
fvemme fig til at bede Kongen om Filgivelfe. Under disfe Omftændig- 
beder funde Der ej være Fale om at modtage nogen Mægling af ham, og 
Kongen føred ufortøvet til Gidsvolds-Nejfen. Han tog alle Lendermæn- 
Dene og alt det lettefte Mandſkab med, men efterlod Hallvard bratte og 
- nogle andre Sroppehøvdinger med deres Mandffab for at pasſe paa Ski— 
bene, Der til yderligere Sifferhed bleve lagte heelt ud til Elgjarnes 1). 
Paa Kongeffibet befandt fig Dronningen og FJnga Kongsmoder, fom 
heller iffe vovede at blive tilbage i Byen. Saa meget frygtede man 
Nibbungerne. Kongen tilbragte, ligeſom forrige Gang paa Toget til Ver- 
meland, den førfte Nat hos Gunnar paa Berg, og den anden hos Lag- 
manden Aamunde Nemba, der altfaa nu ſees at være forflyttet fra Ryg— 





fterhiftorie S. 97, da man endnu ikke fan have haft Francisfanere, der fe- 
nere Éaldtes Graamunfe. Den Omftændighed, at famme Munk figes at 
være affendt famtidigt med Jarlens Rejſe fra - Throndhjem, (,,Suns- 
berg” i Gagaens Text er en VFejl) og have truffet Kongen paa Vejen 
til Oslo, afgiver et godt Vink til at beftemme Tiden for Farlens Uf- 
rejfe. Vi ville nemlig i det følgende fee, at Kongen fom til Eidsvold i 
| det højefte fun 14 Dage før Ullehelgensdag, altfaa omkring 17de Oktober, 
og at han var tre Dage paa Nejfen fra Oslo; Opboldet i Oslo varede 
| neppe mere end et Par Dage, faa at man fan antage at Munken traf ham 
omtrent den 14de Oktober; mere end 14 Dage Ean han, der ſtulde rejfe 
fom et Slags Kureer, neppe have været undervejs fra Throndhjems; altfaa 
| maa Mejfen henføres til de førfte Dage i Oktober. 
1) Nu „Ildjernet“, en Udtale, der aabenbart bidrører fra en af de falffe 
I GEtymologiferinger, der have været faa hyppige i de fenere Uarhundreder. 


Mund. Det norffe Folks Hiftorie. I. 45 





706 Haafon Haakonsſon. 


jafolfe til Oplandene, og boede paa Hov (maaffee Det nuværende Houg 
i Nærbeden af Hofvin Kirke). - Morgenen efter fortfatte8 Toget op til 
Eidsvold, og De i Forvejen fendte Udridere mødte Dem med den Efter— 
retning, at Nibbungerne allerede vare anfomne og faa nede ved Elven. 
Kongen gjorde Derfor Holdt ved en Bro — det fan iffe have været nogen 
anden end Broen over Andefven ved Verket — og holdt en Fale til fine 
Folt, hvori han bebudede at Ribbungerne nof agtede at holde Slag med 
bam den Dag. VBirfebeinerne ytrede fun det eenſtemmige Ønffe, at Sam- 
menjfødet maatte ſkee faa fnart fom muligt, og man ilede af alle Kræfter 
at tilbagelægge den fidfte halve Mil. Da Virfebeinerne fom til Eids— 
volds Kirfe, gave de Heftene af Sporerne og fatte i fuld Fart ned ad Bakken 
til Elven, i Den Tanke at De der vilde finde Ribbungerne. Men ingen Ribbun- 
ger vare at fee. Spejderne bavde taget Fejl. Fienden havde ikke fundet for 
godt at indfinde fig til Modet. Kongen vendte derfor tilbage op til Gaar- 
Den, hvor ban felv tog Kvarteer bos Preſten, og fordeelte fine Folk paa De 
nærmefte Gaarde, medens han fendte nogle Kundffabsmænd op ad Mjøfen med 
Bønder, for at melde Jarlen at Kongen var fommen, og bede ham at 
fende Sfibe faa burtigt fom muligt Men ftrar efter fom der Sende- 
bud fra Jarlen 1), fom havde to Udfendinger fra Ribbungerne, Erling 
Rumſtav og Ulf Styrsføn, i Følge med fig, og udbade Lejde for Dem, 
Da De bavde noget at foredrage for Kongen. Kongen fagde at han ikke 
bavde noget utalt med Mibbungerne, men Farlens Sendebud fagde hertil 
at det Hele fun var udtankt af Jarlen for at vinde nogen Tid, da man 
endnu behøvde 4 Dage til at faa Sfibene paa Bandet. Ved at høre 
Dette bevilgede Kongen det forlangte Lejde, og fod Ribbungernes Udſen— 
Dinger fomme for fig. De fremførte nu deres Erende, idet de bilfte fra 
Sigurd Ribbung og fagde at han ved dem lod tilbyde Forlig, imod at 
faa en Deel af Landet. Kongen fvarede: ,det foftede min Farfader Kong 
Sverre mere end det bidtil har foftet mig, og langt ſtorre Mojſommelig— 
heder Døjede han, end jeg endnu bar Døjet, førend ban fik vundet Norge 
fra fine Uvenner, iffe at tale om de mange, der føgte at faa ham ſtyrtet, 
efterat ban bavde erbvervet Magten; men han ſamtykkede Dog iffe i andet 
Skifte end bvad Gud efter fin Maade beftemte. Nu funne I og 
bilfe eder Høvding Sigurd, at mellem bam og mig bliver Der intet andet 
Landeffifte end det, Gud vil. Vi vide desuden flet iffe, om Siqurd ev 
Erling Steintegg8 Søn, og faa meget vide vi i Det mindfte, at Erling 


1) Som dette Sendebud fra Jarlen nævner Staalholtbogen en Nifolad Kart, 
Flatøbogen Sigurd Fart. Er det førfte Navn rigtigt, Éunde man næften 
friftes til at antage at han var den famme fom Nikolas, Paal Vaagaffalms 
Søn, der brugtes til den anden Sendelfe. 











/ 


1225. Nibbungernes Underhandliger med Kongen. 707 


ikke var Søn af Kong Magnus, og at han fun foor med Løgn, hvilfet 
I nofføm vide, der nu fidde her hos os, nemlig du, Arnbjorn Jonsføn, 
Du, Gunnbjørn, og du, Simon Kyr.“  Arnbjørn fvarede itfe fort dertil, 
men Simon Kyr fagde lige frem: „Ingen veed bedre end jeg, at Den Er— 
fing, vi tjente, ej var Den famme fom jeg fad fammen med i Steenveg- 
gen paa Viſingso; for Meften fandt jeg ham at være en god Herre, 
faa fænge jeg var hos ham.” Heraf udfpandt der fig en Ordverling 
mellem Simon og Ribbungerne; da disfe indfaa, at Kongen iffe paa nogen 
Maade vilde tilftaa deres førfte Forlangende, forefloge De fun en Stilftand 
for Bintren, og at Sigurd imidlertid ffulde have Oplandene til Sikker— 
bed. Ogſaa bertil fagde Kongen Nej. Da bade de om at de funde be- 
holde Hedemarfen og Naumarife til Baaren. Men Kongen fvarede: 
„derſom I faa Lov til at fidde i Fred der, vid jeg at I ville trætke 
mange Tyve og Skarnsfolk til eder, fom I påleje, og da bliver det van- 
føeligere at jage eder bort end nu.” Dermed maatte Sendebudene vende 
tilbage. De vare fremdeles i Følge med Farlens Sendebud, gjennem 
bvilfe Kongen fod Denne underrette om Samtalen8 Udfald, og derhos 
melde, at ban iffe paa nogen Maade funde blive fængere paa Gidsvold 
end 8 Dage; den Ode Dag, eller 2den November 1), maatte han Drage bort 
igjen. Jarlen fendte nu Nikolas Paalsføn til Kongen med den Melding, 
at Sfibene not vare færdige, men at Folfene juft ifte fandt dem fyn- 
Derlig tætte. Han udbad fig tillige nogle Fropper. Kongen fendte ham 
ftrar 8 Sveiter eller Sfarev under Befaling af Ivar af Skedjehov og 
Sare VBladfpjot, men bad ham Da ogfaa gjøre Alvor af at fomme ned 
til ham, og medtage de Skibe, der nogenledes funde bruges. Da Nikolas 
fom tilbage til Jarlen, havde denne nok faaet Sfibene paa Bandet, men 
De vare faa leffe, at De neppe funde flyde eller engang oſes, faa at de ikke i 
mindfte Maade duede til at bruges i Striden. —FJmidlertid havde Nibb- 
ungerne forladt Øen og roet ind hiſt og ber til Aamundinger eller Vi- 
ger; og da Jarlen hørte Dette, begav han fig paa fine Daarlige Skibe 
nord til MNingsafer, hvorfra han fortfatte Bejen lige til Shrondhjem, uden 
at fende Kongen noget fom belft Bud derom. Skibene lod han DVeels 
ophugge, Deels brænde. Saaledes havde han iffe udrettet Det aller mindſte 
til Kongen8 Nytte, men Derimod fnarere føgt at ſkaffe Sigurd Ribbung 





1) Dagen nævnes udtrykfeligt, „Dagen efter Ullehelgensdag"|, altfaa Ullefjæles- 
dag, den November. Det var faaledes 9 Dage før denne, eller 24de 
Oktober, at Kongen fendte Skule det fidfte Bud. Da havde Jarlen faaet 
GStibene paa Bandet; hvis han — hvad der efter det foregaaende er fand- 
fynligt — havde ladet Bygningen paabegynde omtrent den Sde, var Siden 
visfelig æventyrligt Éort, Men længer fan den dog ej have været. 

: 45* 


708 Haakon Haakonsſon. 


faa gode Fredsvilfaar fom muligt: en Ferd, der, faaledes føm den her 
efter Sagaen er fremftillet, iffe undlader at forefomme mistænkelig, og 
fremdele8 at vælte den Foreftilling, at Jarlen fpillede under Dakke 
med Kongen Fiender, vel ikke fordi han ligefrem ønftede fin Svigerføns 
Undergang, men fordi han nødig vilde at han ffulde blive mægtigere end 
ban felv, og derfor heller iffe med nogen Iver eller Oprigtighed vilde bi- 
Drage til at fværte eller tilintetgjøre et Parti, der enten funde holde Haafon 
Ligebegten eller i det mindfte binde hans Hænder. Thi faa fænge Haafon 
bavde fuldt op at bejtille med Nibbungerne i det Søndenfjeldføe, medens 


det Nordenfjeldſke var voligt, var Skule øjenfynligt ovenpaa, og havde Norges 


Sfjebne faa godt fom i fin Haand. 

Kong Haakon biede paa Eidsvold, indtil den beftemte Tid var omme; 
derpaa drog han bort med hele fin Hær, i den Henfigt at vende tilbage 
til Oslo og atter gaa ombord paa fine Søibe. Men da han fom fæn- 
ger ud paa Naumarife, fif ban høre at Ribbungerne havde begivet fig til 
Thoten, og vare ifærd med at Drage fine Skibe derfra over Land fra 
Mjøfen til Mandsfjorden, (ad den famme Vej, Kjølvejen, ad bvilfen Sverre 
i 1177 havbde ladet Draget fine Skibe fra Nandsfjorden til Mjo— 
fen), før Derfra fiden at ftaffe dem ned til Iyrifjorden. Ved Ef— 
tervetningen  berom drejede Kongen ſtrax af op til Hafedal og derfra 
til Hadeland; men fun med 1800 Mand, en forholdsviis vinge Deel af 
Hæren ?), tbi dDen førre Deel var dragen i Forvejen, og fortfatte Toget til 
Oslo, uden at vide Det mindfte om, at Kongen havde drejet af; enkelte 
havde endog ikke vet Mod til at følge bam. Kongen tilbragte Den førfte 
Nat i Hafedal, og tog den næfte Dag fit Middagsmaaltid paa Gullen, 
en balv Miils Vej øftenfor Jevnafer Kirfe. Her blev det ham meldt at 
nogle Hobe Nibbunger juft nu vare beffjeftigede med at drage deres Far- 
tøjer ud efter Bygden. Strar fendte han Jvar Nev i Forvejen med en 
Deel Folk for at forftyrre dem i dette Arbejde, og fulgte felv fiden 
efter med De øvrige. Men nede i Brandebu fom nogle ham imøde med 
Den bedrøvelige Gfterretning, at Ivar, i Stedet for at jage Nibbungerne 
bort, felv var bleven jaget bort af Ribbungerne oppe paa Kjølvejen, og 
bavde miftet flere Folt. Det var fun alt for fandt. Strax efter fom 
Ivar felv, ledfaget af nogle faa Folk, og forklarede fit Uheld faaledes, at 
ban, efter at have redet øftover Sfoven en Fidlang, med eet ſtodte paa 


Ribbungernes Hær, førend ban endnu ventede det, og at hans Folk dere 


for funs rede uordentlig bift og ber, medens Ribbungerne Dannede en enefte 


famlet Flof, hvis Antal man iffe godt kunde bedømme; ved GSammenftøz 
det i den tykke Skov fit faaledes hans Folk neppe engang Vaabnene frem, 





) Untallet angives i Haakon Haafonsføns Saga Gap, 147. 











1225. Biſkop Nikolas's Ded. 709 


men bleve ſtrax jagne paa Flugten, og frelfte fig, fom de bedt 
funde, ind i GSfoven: ban felv fit dog vendt fin Heft og undøom 
med Nød og neppe. Kongen lod nu fine Folt gjøre Holdt oppe 
paa en Højde, for at oppebie Flvygtningerne. Ved denne Lejlighed lod han 
tælle fin Styrke, og det vifte fig Da, at af alle 1800 havde han fun 360 
tilbage. Efterhaanden fom Flygtningerne tilbage, ja endog flere, fom man 
troede faldne; en Hirdmand, ved Navn Iborbjørn Grom, og flere i hans 
Følge, vare i en ynkelig Forfatning, nogle faarede, alle halvnøgne, da 
Nitbungerne havde taget Klæderne af Dem. I Lysningen fendte Kongen 
omtrent 180 Mand affted til Heft for at lede efter Ribbungerne. De 
fom tilbage ved Middagstid, og fagde at Giqurd havde begivet fig til 
bage med bhele fin Hær, og paany agtede at tage fit Sæde paa Øen 1). 
Da Kongen indfaa, at det ej funde nytte at ville forfølge ham og til 
Mjøfen, faafom han ej havde Fartvjer, vendte han om igjen, tilbragte 
Reſten af Dagen Hos Provft Baard paa Gran, og drog fiden ned til Oslo. 


119. Biffop Nifolas Urnesføns Død. 


Da Kongen fom til Oslo, erfarede han, at Biffop Nifølas laa meget 
fog. Ogſaa paa dette fidfte Tog bavde Kongen faaet fat paa Breve fra 
ham af mistænfeligt Indhold. Biſkoppen, der nu maa have været en 
temmelig gammel Mand?) og felv merket, at han iffe vilde fomme 
til at rejfe fig igjen fra dette Sygeleje, følte vel nu, bvorvel 
noget fildigt, og paa Gravens Mand, nogen Unger over den Tro— 


1) J Sagaen ftaar der (vel at merke i den ved Udgaven fulgte Vert) at Sig- 
utd havde taget Vejen ,,ud paa Hadeland", hvorhos Skaalholtsbogen til- 
føjer at han agtede fig op til Sen med Skibe og Folk" Da der her ikke 
fan være Tale om andet end Mjøfen, ligefom vi ogfaa fenere gjenfinde 
Ribbungerne paa Oplandene, navnlig paa Hedemarfen, maa Læfemaaven 
„ud paa Hadeland” her vift være en Uagtfombhedsfejl i Stedet for „op fra 
Hadeland” eller „op til Hedemarken," foranlediget ved at der ſtrax neden- 
for figes om Kongen, at han drog „op paa Hadeland." 

?) Da Nikolas's Moder, Dronning Ingerid, havde i det mindfte haft tre Søn: 
ner med fin førfte Mand, den i Slaget ved Fodevig 1134 faldne Henrik 
GSfatelær, og allerede før 1130 (fe ovenfor II. S. 723) havde viift ham 
Utroffab og løbet bort med en anden Mand, hvoraf man Éan flutte, at 
hun da i det mindfte var fuldvoren, fan hun ikke være fød fenere end 1114, 
medens hun paa den anden Side, fom det ovenfor (IL. S. 599) ev viift, 
heller iffe godt fan være fød før 1105. Satte vi altfaa hendes Fodfels- 
aar fil omfring 1110, fan hun ikke vel have født Nikolas til Verden efter 
1158, men det maa fnarere være føeet før, da man vanffelig Fan antage, at 
han ved fin Ophøjelfe paa Biffopsftolen ikke var mere end 32 Uar gammel, 
om man end med Henfyn til hans høje Byrd iffe regnede det faa nøje med 
ham, Antage vi altfaa, hvad der ev rimeligft, at han var fød omfring 1150, 
bliver han ved fin Død omtrent 75 Uar gammel. 


710 Haakon Haakonsføn. 


føshed, hvori han faa ofte havde gjort fig føyldig, og overhoved over fin 
hele Ferd, der fun Daarligt ftemmede med De Fordringer, man billigt 
funde opftille til en riftelig Lærer. Han lod derfor Kongen anmode om at 
fømme til ham, og Da Kongen nu — bvad man ej fan undre fig over — bar 
bine Opdagelfer paa ham, gif ban ftrar til Befjendelfe, og bad om Filgi- 
velfe. Denne qav Kongen ham hjertelig gjerne og Da han funde ffjønne at 
ban ej havde mange Øjeblik tilbage, forblev han hos ham, indtil han opgav 
Aanden (7de Novbr). Kong Haakon vifte hans jordiffe Levninger al den Hæ- 
Der, der tilfom en Mand i en faa bøj firfelig Værdighed, og fom dertil var 
nær beflægtet med Kongebufet i alle tre nordiffe Niger, iffe at tale om den 
fremragende Deel, ban havde taget i alle de fidite politiffe VBegivenheder 
under bele fin lange, mere end en Menneffealder varende, Embedstid. 
Kongen fulgte bam felv til Graven *), og erflærede uforbeholdent, at om 
han end ej bavde været nogen Ven af Birfebeinerne, faa havde han dog 
neppe baft fin Lige i verdslig Viisdom og AUnfeelfe. Alligevel maatte 
han Dog føle ligefom en Steen lettet fig af Hjertet ved Denne uro— 
fige og upaalidelige Mands Død. Blandt alle de Gejftlige i Landet, 
om bvem der funde blive Spørgsmaal ved Biſkopsſtolens Befættelfe efter 
ham, fandtes Der neppe en enefte, Der med Det ubetvingelige Had til Kong 
Sverres WEE befad De Falenter og den politiffe Betydning, fom Nikolas. 
Den Idee, for bvilfen Denne bekle fit Liv igjennem havde fæmpet, og for- 
hvis Gjennemførelfe han anfaa ethvert Middel tilladeligt, havde allerede 
overlevet fig felv, og tilbørte nu en forgangen Tidsalder. For Den yngre 
Generation maatte Dette Slags Fanatisme næften være ufattelig. Kong 
Sverre erindredes neppe mere fom Den freffe Ufurpator og Kirfefiende, 
men fom det ældgamle Kongehufes Frelfer og den mageløfe Helt, om 
hvis vomantiffe Liv og glimrende Bedrifter der gif Sagn, fom nær 
ften fordunflede alt, hvad Landets fagnrige Fortid hidtil havde at opvife. 
De ældre og nyere Slægter vare tillige efterhaanden blettne blandede med 
binanden ag ftode Derfor ej faa ftarpt imod hinanden, fom før, medens Konge- 
magten havde indtaget en mere fremragende Stilling over dem alle, og den 
unge, talentfulde og Driftige Konges egen Perſonlighed og allerede for 
Dagen lagte Virkſomhed berettigede til deffjønnefte Forbaabninger, ej alene 
for Landets politiffe Fremtid, men ogfaa for Kirkens Stilling i de fom- 
mende Aar. Men juft fordi Nikolas ganffe og aldeles fan figes at 
have været en Fortid8mand, der fevede for, og med Dele fin Sjøl om- 
fattede andre Ideer, end Dem, der vare gjeldende i den fidfte Deel af hang 
Levetid, maa man ogfaa være noget ffaanfom med Bedommelfen af hans 
Ferd. For ham fremjtillede fig den Tingenes Orden, han ønffede gjennemført, 


1) Miffoppen kan neppe være begraven andenfteds end i Hallvardskirten. 














1225. Biſkop Nikolas's Dod. Flere Biffops-Gifter. 711 


føm det Mette eller i det mindſte det Ønfteligfte, og bans Fejl var ej faa 
meget, at han firæbte derefter, fom at ban for at opnaa det anfaa ethvert 
Middel tilladeligt 1). 

Dette faavel fom det foregaaende War bragte ellers atter et faa godt 
fom ganffe nyt Perfonale pan Norges Biftopsftole. Erkebiſkop Guthorm 
var, fom vi have feet, død den Gte Februar; [ænger ud paa Aaret Døde 
Biftopperne Haavard i Bergen og Henrif i Stavanger; og Da nu Niko— 
las døde fidft i 1225, vare faaledes I fort Tid fire Biftopsftole blevne 
fedige, meden8 den femte, Biffopsftolen i Hamar, fun for fire Aar fiden 
var bleven befat. Med Undtagelfe af Grøebiffop Peter, bvis Udnævnelfe 
Dog Kongen felv havde foranlediget, havde han, fom det ſynes, al Grund 
til at være tilfreds med de afgangne Biffoppers Eftermænd. Askell, der 
blev Biftop i Stavanger, havde tidligere været hans Kapellan og Raad— 
giver, faa at Der er al Grund, til at antage at ban ftod paa en meget 
venſkabelig Fod med ham, bvilfet ogfaa befræfter fig deraf, at ban fenere, 
uvift hvad Aar, fornvede Kong Magnus's Gave til Biffopsftolen i Sta- 
vanger eller vettere til Domfirfens Skytshelgen, St. Svithun, af bele 
Byen med alt hvad dertil Hørte og havde bort, indenbyes og uden, med 
Leding, Sagefald o. a. d, Gud til MWre og den bellige Jomfru Maria, 
den hellige Svithun og andre hellige Mænd til Hævder, — alt under 
Den enefte Betingelfe at Biffoppen, bvilfen Kongen her udtryffeligt kalder 
Jin Ben," i Domfirfen, faavel fom alle øvrige Kirfer i fit Biftopsdømme 
ſkulde lade indftrive faavel hans Farfader Kong Sverres, fom hans Fader 
Kong Haakons, og efter hans egen Død ogfaa hans Navn, famt hver Søndag 
i et heelt Aar efter hans Død lade bede for dem alle. Denne Betin- 
gelfe er viſtnok ogfaa bleven opfyldt, og vifer tilftræfteligt, hvor lidet den 


1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 131—338. Biſkop Nikolas's Dedsdag 
angives iffe, men fan dog med temmelig Sitferhed beftemmes. Den den 
November brød Kongen nemlig op fra Eidsvold, og fom rimeligviis den 
Dag, fom ellérs, et Par Miils Vej eller derover: den anden Uften (die 
Novbr.) fom han til Hafedal, tredie Dag (4de Novbr.) tilbragte han med 
Marfdjen til og Opholdet i Brandabu; fjerde Dag (Ste Novbr.) vendte han 
tilbage til Hafedal, men fan den Uften ej være kommen længer; femte Dag 
(6te Novbr.) fom han da til Oslo, og er maaffee famme Aften bleven hen- 
tet til Biffoppen, der i faa Fald døde om Natten; i alle Fald maa Bi— 
føoppen være død Dagen efter, og man Éan vel derfor temmelig fikfert fætte 
hans Dødsdag til 7de November. I en Note, Ser. Rer. Dan. II. 510, har 
Langebet (og efter ham Suhm IX. 212) antaget at hans Dødsdag var Yde 
Mai, fordi der ved den Dag i det islandffe Nekrologium ſtaar „o. Nicolai 
episcopi Ton . . .%, bhvilfet fidfte man har forflaret fom ,Tonsbergensis*, 
og dette alt igjen fom betegnende Biffop Nikolas af Oslo. Men at Nikolas 
ej ev død i Mai 1225, fremgaar notfom af det oven anførte. Et andet Spørgs- 
maal ev, hvilfen „Nikolas“ her menes, og hvad dette „Ton“ ſtal betyde. 


712 Haakon Haakonsføn. 


Fordømmelfesdom, Kirfen havde udtalt over Sverre i hans Levetid, nu 
havde at betyde 1). Til Biffop i Bergen valgtes en vis Arne, om hvis 
tidligere Stilling intet er befjendt, og til Biffop i Oslo Orm, der neppe 
ev nogen anden end den forben omtalte Orm, Abbed i FJunsberg. Da 
disfe tvende Biffopper i Det følgende næften flet iffe omtales, funne de 
i det mindfte iffe paa nogen isjnefaldenve Maade bave traadt i Oppofition 
mod Kongen. Uagtet Arne og Askell viftnof allerede vare valgte i Lobet 
af 1224, bleve De Dog iffe indviede førend i 1226 tilligemed Orm og den 
fyderøifte Biffop Simon, om bvilfen i Ddet følgende, fandfynligviis paa 
Grund af Vafancen ved Erøefædet *). 


120. Kongens anden Sammenfomft med AFL Lagmand og farefulde Vin— 
terfart fil Bergen. 


Kongen ſynes iffe at have opholdt fig længer i Oslo, end det var 
nødvendigt med Henfyn til Biftoppens Ligferd. Han begav fig derfra til 
Funsberg, og gav Dagfinn Bonde, Gaut paa Mel og en Deel andre Høv- 
dinger fra Veftlandet, der havde været i Følge med ham, Hjemlov. Det 
var hans Henfigt, fenere hen felv at følge efter til Bergen med Dronnin- 
gen og fin Moder, men forinden vilde han dog endnu aflægge et Beføg i 
Kongehelle, neppe i anden Henfigt end at have en ny Sammenfomft med 
Ef Lagmand, for at faa det nu med Sverige berffende fpændte Forhold 
bilagt, og et beftemt Lofte udvirfet om at Ribbungerne intet Vilhold mere 
ſkulde nyde indenfor den fvenffe Grændfe. Dronningen og fin Moder tog 
han ej med Derhen, men lod dem blive tilbage paa GSlotsbjerget under 
Gunnbjørn Jonsbroders Varetægt. Da ban var fommen til Kongebelle, 
indfandt baade Lagmanden og Fru Chriſtina fig hos ham, fom det fynes 
efter hans FIndbydelfe, og de fandt en meget venlig og hbæderlig Modta- 
gelfe. Men Lagmanden fagde at Kong Erik (eller vettere hans Formyn- 
dere) og alle Gøterne vare meget opbragte paa ham for hans Tog ind i 


1) Dipl. Norv. I. 51, Norges gl. Love I, S. 248, jvfr. ovf. II. S. 617, 939. 
Brevet er udateret; men da Paal Baagaffalm nævnes fom en af VBidnerne 
og han døde 1245 (ifølge Annalerne), bliver Brevet altfaa ældre end dette 
Uar. Da det unegtelig er rimeligft, at Haafon har udftedt dette Brev 
under et Ophold i Stavanger, og man vanffeligt fan paavife noget faadant 
uden om Høften 1243 (fe Haafon Haafonsføns Saga Gap. 244), bliver 
det ogfaa meft fandfynligt, at Brevet er fra denne Tid, Dette ſtemmer 
ogfaa bedft med de øvrige i Brevet nævnte Perfoners Forekomſt-Tid i 
Sagaen. 

?) De islandffe Annaler ved 1225—26. J Dipl. Norv. I. forefomme flere 


Breve, fom Pave Gregorius fenere tilffrev disfe Biffopper fammen med andre, 
navnlig om Kongens Kroning m. v. 




















1223. Forholdet mellem Kongen og Jarlen. 713 


Vermeland. Kongen fvarede hertil, at Lagmanden vidfte alt for godt, hvor 
ofte han havde anmodet Sviafongen om at jage alle de Syte og øvere 
ud af fit Nige, fom dagligdags dreve fit Uvæfen i Norge, men at det hid- 
til intet havde frugtet. Lagmanden benegtede ikke dette, men undføydte 
Sviafongen med, at han endnu fun var et Barn, og iffe havde paalide- 
fige Naadgivere: havde disfe gjort fin Migt, vilde nok Landet være blevet 
renfet for biint Sfarns Pak. Hvad Kongen fvarede paa denne flaue Und- 
føyldning, berettes ikke; ban maa fandfynligvits have ladet, fom om han fandt 
fig tiffredsjtillet derved, da der fortælles at deres hele Samvære var 
færdeles venffabeligt, at de flilte8 ad med megen Kjærlighed og gjenfidige 
Gaver, og at Kongen ved Afffeden fornyede fin FIndbydelfe til Junker 
Knut, med Løfte om ftore Hædersbeviisninger for hans Faders og deres 
Frændffabs Skyld, men at Movderen iffe vilde lade ham rejſe. Til no- 
get Refultat fynes altfaa iffe Denne Sammenfomft at bave ledet, og Det 
faa vel heller iffe i Lagmandens Plan, at noget faadant ſkulde følge. 
Bed denne Lejlighed forefaldt der ellers en Samtale, der fafter meget Lys 
paa de tidligere Partiforhold. Mange af de tilftedeværende Hevdinger, 
fom Lodin Gunnesføn, Hallvard Bratte 1), GSimon Kyr o. fl, vare, fom 
vi vide, forhenværende Beglinger, af bvilfe nogle tidligere, nogle ej førend 
i 1218, havde underfaftet fig Haafon. Denne drillede dem for Løjers 
Skyld med, bvad enfelte af Dem allerede tidligere havde ytret, at Deres 
forrige Herre Erling Steinvegg iffe havde været nogen vigtig Kongeføn, 
og at de havde nedladt fig at tjene en Bedrager. Mange blandede fig i 
Denne Tale, og Lagmanden fpurgte ligeledes, om det maatte være ham 
og de øvrige tilftedeværende Gøter tilladt at tage Deel deri. Da Ingen 
havde noget Derimod at indvende, fagde ban: ,jeg vilde nødig tale Ufand- 
Hed mod bedre Overbeviisning; men lige faa vift fom jeg iffe veed, hvor vidt 
Denne Erling, bvilfen Baglerne tjente, var Søn af Kong Magnus, lige 
faa vift veed jeg, at han ej var den Grling, der fad i Steenveggen hos 08 
paa BVifingsø; bvorfor jeg mener, at I have tjent Den Urette, og at 
denne har givet fig biint Navn og Fimavn: det veed nok du, Simon Kvr, 
thi du var jo indeftængt med ham." „Saa lad o8 høre, Simon, hvad 
du veed fandeft herom at fige” fagde Kongen. „Jeg fan vidne for 
Gud," var Simons Gvar, ,at jeg veed god Beſked bhberom, Da jeg 
fad i Gteenveggen med Erling, men dette var iffe den Erling, vi 
tjente; og Det gjorde vi alene for at faa en Unforer at vpjtille 
imod Birfebeinerne" Det var, fom vi have feet, ikke førfte Gang, 


1) Hvad Hallvard Bratte angaar, da regnedes han faavel fom Lodin Paals- 
føn allerede i Begyndelfen af 1217 og maaffe tidligere fom hørende til Bir- 
Feb einerne. 


714 Haakon Haakonsføn. 


at ban aflagde denne Bekjendelfe; men at Kongen nu tog den meer 
afvorligt, og ligeſom fod den flaa faft, ſkede venteligt fordi de gotiſke Her- 
vev bare tilffede. Hvad end Grunden fan have været, faa er Sagen for 
os lige fuldt af ftor Interesfe. Ut Lagmanden faaledes tilfyneladende 
ftod paa Kongens Parti og ytrede fig til hans Fordeel, ſkede vift ikke for 
Kongens Skyld, men fordi han ved famme Lejligbed gavnede fin egen 
Stifføns, Junfer Knuts Sag "). 

Efter denne Sammenfomft med Lagmanden, fom Kongen altfaa fynes 
at funne have fparet fig, vendte han tilbage til Tunsberg, hvor han fom Ju— 
feaften, og tilbragte Julen. Men ftrar efter (Januar 1226) affejlede han med 
fire Langſkibe før faa fnart fom muligt at fomme til Bergen og ſkaffe fig flere 
Folt, da Ribbungerne Å Denne Mellemtid atter havde rejſt fig med en for- 
uroligende Bælde paa Oplandene og i den øvre Deel af Vien. Paa 
GSlotsbjerget efterlod ban en Befætning af 120 Mand, under Befaling af 
Gunnbjørn FJonsbroder. Ved Udfejlingen fra Tunsberg havde Kongen paa 
et bængende Haar mijftet Livet, da Maſten, i det Øjeblif, den ſkulde veje 
fe8, gled ud af det med Jis opfyldte Spor, og med voldfom Fart faldt 
forover; é lige mod Kongen, der vilde være fommen under og bleven knuuſt, hvis 
iffe en Mand havde grebet ham i Beltet og rykket ham ud mod Skibs— 
bordet. Alle Sunde vare nu faa tillagte med Jis, at Kongen maatte fare 
udenffjer8; i Hvaløerne 2) blev ban endog liggende 8 Dage. Her fom 
Gunnbjørn til ham og meldte, at de Folk ban havde beordret til at ligge 
fom Befætning paa Slotsbjerget, vare opfætfige og vilde drage bort; Kon— 
gen blev da nødt til at vende tilbage igjen til Funsberg over Land, vg 
true Befætningen med den haardefte Straf, hvis den fod Bjerget i Stik— 
fen. Dette bjalp; han begav fig atter til fine Skibe, og fortfatte Nejfen, 
Der i det Hele taget var ualmindeligt vig paa Gjenvordighbeder. Han felv 
havde en Drøm, der truede ham med Fare eller Ulykke, inden ban naaede 
Bergen, og ban vilde derfor lægge ind, Da ban fejlede gjennem Eikunda— 
fund, uagtet der var endnu rundelig Tid af Dagen tilbage til at fomme Jæderen 
forbi. Han fandt Vig Dog i at fejle videre, Da man foreftillede ham dette, 
og fom ogfaa i god Behold til Rott om Aftenen. Men om Morgenen 
blæfte der op en hvas Sydøftvind, der tiltog faalede8, Da man fom ud af 


1) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 139, 140. 

2) Dette fan enten være de meft befjendte Hvaløer øftenfor Fjorden, eller Hval- 
øerne ved Grimftad. Hvad der taler for disfe, er at de laa mere paa 
Vejen til Bergens hvad der taler for hine, at GStaalholtsbogen udtrykkeligt 
figer at Kongen formedelft Ffene i Sundene tog den „oſtre“ Vej, og da er | 
det heel rimeligt, at han Fan have anløbet Hvaløerne. Naar det fiden 
heder, at hen rejfte til Tunsberg „hit efra* d. e. til Lands, Éan her menes 
ngjennem Smaalenene og over Horten”. 











1226. Nibbungerne atter i Viken. 715 


Øyefund, at Sougene paa Kongeffibet neppe funde holde; et Vindſtod ka— 
ftede Sejlet frem paa Unferfligen, faa at det revnede og faldt ned paa 
Dekket, medens Skibet drev mod Boder '). Da gjorde alle ftore Løfter 
til Gud, hvis han vilde unde dem Frelfe, thi alle trvede at de ffulde for- 
gaa. Med Nød og neppe, og næften ved et Under *), freljtes de fra at 
drive paa Boderne, og fom endelig ind til Aum-Øerne med fnuuft Baad, 
fønderrevet Sejl, og megen anden Skade. Siden fortfattes Nejfen uden 
pderligere Ulemper til Bergen 3). 


121. Ribbungerne fætte fig vaany faft i Vifen. Erkebiſkop Peters Froløshed. 


Da Kongen var fommen til Bergen, ftevnede han alle fendermændene 
fra Gulatbingslagen til fig, og fagde at ban vilde udførive Leding, og 
fnareft muligt drage øfter mod Ribbungerne igjen. Men Lendermændene 
erffærede, at Bønderne umuligt i faadan Haſt funde tilvejebringe Leding 
baade af Folk og Koft, og at man derfor maatte vente til [ænger ud paa 
Vaaren. — Kongen fandt fig Deri, frjønt hvert Øjeblik var foftbart, og 
Gigud Ribbung fad paa Oplandene, mægtigere end nogenfinde. Han 
povede endog at fende Breve til Skule Jarl og Erkebiſkoppen, hvori han 
opførdrede dem til at mægle Forlig mellem ham og Kong Haafon, paa 
den Betingelje, at ban fit en Deel af Riget. Og da han havde fendt 
Brevene, famlede han hele fin Styrke og faldt ind i Vifen. De fonge- 
fige Lendermænd, fom havde GSysfel der, trøftede fig ej til at holde 
Stand mod Ribbungernes ſtore Overmagt, men de flefte af dem [ode Ult 
i Stikken, og begave fig til Kongen, for at faa Hjelp hos bam *). Saa— 
fedes ſtod Viken ganſke aaben for Sigurd, der for det førfte befatte Oslo, 
og unegtelig nu havde et Slags Net til at føre det ftore Ovd. Da hans 
Brev fom til Shrondbhjem, efterfom Jarlen og Erkebiſkoppen ſtrax Op- 
fordringen, og Det med en Villighed, der ſynes at vidne om noget andet 
og mere end blot og bar Længfel efter at gjenoprette Fred i Landet. De 
ftreve til Kong Haafon, at han burde modtage Fredstilbudet, ja Erkebi— 





1) Boder, med aabent o, udtalt Baaer, det ældgamle, endnu brugelige Navn 
paa Brændinger. 

2) I Sagaen ftaar der ligefrem, at det var et Færtein, der ifær aabendarede 
fig derved, at Skibet, fom ellers drev foært baade før og efter at det pas- 
ferede Boden, netop undlod at drive medens det gik den forbi. 

3) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 140, 141. 

*) Hvilke disfe Cendermænd vare, figes ikke, men man føulde dog vanffeligt kunne 
antage, at den uforfærdede og raadvife Arnbjørn Jonsføn var iblandt 
dem. — Vige faa lidet Fan man antage, at Gunnbjørn Jonsføn har forladt 
Slotsbjerget, 


716 Haakon Haatonsføn. 


floppen truede endog med Bans Straf for hver Den, Der gjorde nogen Ufred 
førend Sammenfomft og Forligsprøve havde været hodt. Naar man 
betænfer, at Den Afjftaaelfe af en vis Deel af Riget, fom Sigurd ber 
fordrede, sjenfynligt alene vilde gaa ud over, og formindffe Kongens al- 
lerede alt for vinge Deel, medens det neppe var Meningen, at Jarlen 
ftulde afgive noget af fin Part, hvad der og formedelft Beliggenbeden 
vanffeligt lod fig gjøre, faa indfeer man fnart, at Grøebiffoppens og Jar- 
fens Villighed til at underftøtte et faadant Forlangende utvetydigt robede 
et badefuldt Sind mod Kongen, og at den tidligere Misforftaaelfe mellem 
dem nu havde forvandlet fig til en lidet opbyggelig Enighed i at virke 
til Stade for Kongen, faa meget Det ftod i deres Magt. I den Tanke, 
at Kongen endnu opboldt fig i Viten, fendte de Deres VBreve Derhen. 
Kongen havde imidlertid modiaget fine bortflygtede Lendermænd med ftørre 
Benlighed, end De fynes at have fortjent, og Drev Det til at flaffe 
dem 8 vel udruftede Skibe, med hvilfe de atter Droge oſtober. Udenfor 
Agder mødte de Sendebudene fra Jarlen og Crøebiffoppen, Der ved at 
erfare at Kongen iffe fænger var i Viken, havde fortfat deres Mejfe til 
Søs, for at opføge ham i Bergen. Det var en Chorsbroder fra Nidaros, 
og nogle af Jarlens Mænd, til hvilte en Ghorsbroder fra Oslo havde 
fluttet fig. De lode fig det naturligviis være magtpaaliggende at under- 
- rette Sendermændene om Brevenes Indhold, og derved tilføjede de Kon— 
gens Sag iffe vinge Stade. Thi uagtet der ved disſes Ankomſt til 
Jarlss (Jerse) blælte en ftrvgende Bør ind avd Fjorden, og man erfa- 
rede, at Der var Den aller bedfte Udfigt til at overfalde Ribbungerne i 
Oslo, og vinde Den berligfte Sejr over dem, vovede Lendermændene 
Dog iffe at benytte Lejligbeden, af Frygt for hiin Irufel om Ban, 
og det hjalp iffe alt hvad Troppernes Høvdinger foreftillede Dem, ja 
at disfe endDog tilbøde fig at drage imod dem alene; Dde maatte blive 
liggende i Uvirffombed, medens Sigurd forblev uforfiyrret i Oslo. 
Gendebudene vare imidlertid Dragne videre, og havde overbragt Kon- 
gen Brevene. Denne blev, fom man funde vente, bøjlig forbitret 
over Fndholdet. Han udbrod firar ,i Dette Landeftifte famtyffer jeg 
juft itte faa fnart". Siden fendte han et Brev til Jarlen og Erke— 
biffoppen, og ftevnede dem til at møde ham i Bergen næfte Sommer. 
Dette Brev fan i Ordets egentlige Forftand figes at være førevet med 
Neb og Kløer, og vidner noffom om den oprørte Stemning, bvori han 


befandt fig. Dets vigtigite Jndhold, fom Sagaen bar opbevaret, lyder 


faaledes: „J bave førevet til os, og truet os firengt, derfom vi ej vilde 


flutte Forlig med Mibbungerne, og afjtaa til Sigurd en Deel af vor | 
Fædrenearv. J Gandbed et hardt Vilkaar, at afftaa Land til en 


Mand, der ej engang ved fin Byrd har Net til Norge. Mu vifer det 

















1226. Gigurd Ribbungs Død. Junker Knut Unfører for Flokken. 717 


fig, hvor ſandt det er, hvad I, Herr Erkebiſkop, ſkreb til os ifjor Hoſt, 
da I fom til Landet, at I og Chorsbrodrene vare Uvenner; nej, Det ev 
nok fandere, hvad Ordfproget figer, at Lige føger Lige, og Nivdinger fol— 
ges ad; Det feer man nu paa eder og eders Staldbrødre Men hvorle- 
Deg Det gaar, faa ſkal Gud føifte mellem os, og iffe Biſkopper“‘. Crling 
gjodborn, en af Kongens Sysfelmænd, og noget i Slægt med Erkebiſkop— 
pen, var netop tilftede, da dette forhandledes. Han fagde: det er ikke faa 
underligt, om vor Frænde Crøebiffoppen er lidt tilbojelig til Falſkhed, 
thi Det ev noget, fom følger alle o8 af Standbhale - IGtten, at vi iffe ere 
faa meget at ftole paa)". Vi ville i det følgende fee, hvorledes Erling 
befræftede disfe Ord ved fit eget Exempel. 


' 


122. Sigurd Ribbungs Død. Junfer Knut i Spidſen før Ribbungernes Flot. 


Men Sigurd Rivbung fom iffe til at nyde Godt af Farlens og Er— 
febiftoppens Mægling. Ud paa Baaren blev ban, fom det fynes, pludfelig 
fyg og døde i Oslo. Hans Mænd dulgte i Forftningen hans Døvd, bragte 
Liget hemmelig op paa Landet, og udfpredte, at han endnu faa fyg, men 
fendte i Haft Harald af Laurftun, Alf Styrsføn og Erling Rumſtav øjter 
til AWſkil Lagmand og Fru Ghriftina i Beftergøtland, for at anholde om 
at Junfer Knut vide frille fig i Spidfen for dem, thi da, fagde de, vilde 
$andet faa godt fom uden Sverdflag Funne vindes. Hvad FEL fagde 
hertil, anføres ikke, men Fru Chriſtina, figes der, fæftede Lid til hine meget 
fovende Udfagn, og paa hende fynes det at have fommet meft an, ffjønt 
AGF ved at famtyffe i et faadant Skridt erklærede fig i aabenbar Fejde 
med Norges Konge. Junfer Knut fulgte tilbage med Udfendingerne, og 
medbragte betydelige Skarer af Veftgøter og Marferfolf. Uagtet Sagaen 
fremftiller dette, fom om Der forſt nu var Safe om at fætte Funfer Knut 
i Spidfen for Ribbungerne, og fom om Fru Ghriftina førft nu havde la- 
Det fig overtale til at fende bam med dem, er Det vanffeligt at antage, at 
Der ikke allerede i Forvejen ſkulde have været truffet nogen Mftale om, at 
Knut i Tilfolde af Sigurds Død ffulde blive dennes Efterfolger, ifær naar 
man tager Henſyn til den Hjelp, Ribbungerne ftedfe havde nydt fra gotiſk 
Side. Det havde imidlertid iffe lykkets Ribbungernes Høvdinger aldeles at 
faa dulgt deres Herres Død; eller De vare maaſkee iffe alle enige om at dølge 
den. En af Dem fendte ftrar et Jilbud til Bergen, for at overbringe Kong 
Haakon Den vigtige Gfterretning, og bede ham vogte fig for at lade Jun- 
fer. Kuut fomme fig i Forfjøbet. Kong Haafon havde udbudt ſtor Leding, 





1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 143. Om Gtandhale-ACtten, fe ovenfor 
S. 5, jvfr. 667. 


718 Haafon Haafonsfen. 


og bar I fuld Forberedelfe til Det nye Krigstog, Da han en Søndag, juft 
fom.ban efter Sædvane tog fig et Ridt fra Byen op til Aalreksſtad, faa 
en Mand fomme løbende af alle Kræfter ned ad Fjeldet, og til fin Fore 
undring i ham gjenfjendte en af Ribbungerne; det bar hiint FJilbud, fom 
overrafte Kongen et NRunefjevle 2), af faadant Indhold fom oven antydet. 
Kongen, der endnu iffe ganſke var færdig med fine Udruftninger, funde for 
Det førfte intet andet gjøre, end øjebliffelig at tilffrive fin Frænde, Jun— 
fev Knut, og tilbyde ham gode Vilfaar, fom før. Men det var for filde. 
Knut var allerede kommen til Raumarife, og bavde ladet fig tage til Konge, 
fandfynligvits paa Gidsvold; ban funde nu, om han end ønffede det, ikke 
fænger træde tilbage, og der famlede fig en Mængde Folt til ham fra 
hiin Ribbungernes egentlige Avne og Hjemftavn. Lendermændene og Bir- 
febeinerne i Viken, fom ved Cjfterretningen om Sigurds Død havde fmigret 
fig med det Haab, at det nu var forbi med Nibbunge-Ufreden, bleve heel 
ubehageligt overraffede ved at høre, at Knut var traadt i hans Sted, og 
De flyndte fig at famle Tropper, hver i fin Sysfel. Men det var her et 
Held for Kong Haafons Sag, hvad man ved førte Øjekaft funde betvagte 
fom en Fordeel for Knut, nemlig at han medbragt gøtiffe Hjelpetropper. 
Foreftillingen om at underfafte fig en udenlandff Hær var de flefte af Vi- 
kens Bønder faa utaalelig, at de bleve Knuts erflærede Modjtandere, og 
gjorde de fraftigite Foranftaltninger til at holde ham borte. Vel funde de 
iffe bindre ham fra at trænge frem til Oslo, og lade fig hylde der fom 
Konge. Men de fongelige Sysjelmænd i Oslo-Sysfel, Guthorm Erlends— 
føn og Klemet af Holm, famlede alle Birfebeiner, Der fandtes i Mærbe- 
den, til fig i Lider, og Bønderne paa de Kanter ftevnede Thing, og op- 
nævnte formelig et vift Antal Mænd fra hver Bygd til at fare med dem 
ind til Oslo, for at jage Nibbungerne bort. De brave Anførere for disfe 
Bønder fortjene at nævnes: de vare Steinrød Preſt *), Thorbjørn Slode, 
og Erik Jgnabaffe; denne fidfte bar Bøndernes Merke. Da Rivbungerne 
hørte at en forenet Hær af Birfebeiner og Bønder rykkede imod dem, 
droge De dem imøde, for at komme dem i Forkjobet, men traf dem alle 


1) Det ſees altfaa heraf at Runekjevler eller fmale Bretter med indriftede Runer 
endnu i denne Tid brugtes fom Breve mellem Perfoner, der ikke havde lært 
at førive den almindelige Bogfkrift. 

Han har fandfynligviis været Preft paa Lider; fremdeles endnu et Erempel 
paa at Bagler endnu ſtundom gikt i Strid. Erik Jgnabakte, fom fiden efter 
nævnes, fynes at have faaet fit Navn efter Gaarden Ignabakke, nu Ener 
baf, hvor Enebaks Hovedkirfe ftaar. Men dette antyder dog neppe at der 
ogfaa vare FolÉ med fra Egnene øftenfor Fjorden. De flefte Bønder i Hæren 
have vel været fra Veſtfold. 


2 


— 








1226. Trefning ved Ufer. 719 


vede ſtrax veſtenfor Ufer ). De til Kamp mindre vante Bønder gjorde 
i Førjtningen Holdt, og vilde nødigt frem, men da Virfebeinerne faa vet, 
foregif ve Dem med godt Exempel, fprang fra Heften, og ftormede frem 
mod Nibbungerne, eller vettere Beftgøterne, Der udgjorde den ftørfte Deel 
af Hæren. Disſsſe, fom bavde en kjek Unforer og mange rafte Mand, 
fæmpede med ſtor Fapperhed, og Striden mellem dem og VBirfebeinerne 
blev meget ffarp. Blandt dem, fom ftrar i Forſtningen faldt for Ribb— 
ungerne8 Sverd, var Bøndernes Merfesmand Erik Ignabakke. Men va 
Bønderne havde fommet fig noget efter Forvirringen, og faa hvor tap- 
vert Birkebeinerne frede, ſtode vgfaa de Hjertet op i Livet, fprang af He— 
ftene, og ftod dem redeligt Vi. Denne betimelige Underftøttelfe, fom VBir- 
febeinerne faaledes fik, fynes at bave gjort Udflaget, thi fnarere, end man 
ffulde bave formodet Det, toge Nibbungerne Flugten, og nu blev der et 
ftort Blodbad, thi de forfølgende Sejrherrer nedlagde den frørfte vg 
bedfte Deel af dere8 Hær, og faa godt fom alle de gøtifte Høvdinger; 
en Mængde bleve faarede. Knut undkom til Heft, felv tredie; da han 
ffulde over en Bro, fandfynligvitis dDen øvre Bro over Frvfja eller Akers— 
Given, ftyrtede hans Heft, og han felv frelfte fig fun med yderfte Nod. 
Han begav fig tilbage til Oplandene, fom MRibbungerne nu havde inde 
med Skibe i Mjøfen og andre Fndføer, og befatte alle Svflerne, da der 
for Ojeblikket ikke fandte8 nogen af Sirfebeinerne der, faafom disfe havde 
nof med at forfvare Viken. VBønderne i Oslo-Sysfel underftøttede dem 
færdeles hæderligt ved at holde fig famlede i bevæbnede Floffe og bevogte 
Adgangene fra Naumarife *). 

Da den blodige Jræfning ſtod ved UAfer, var Kongen allerede undere 
vejs til Vifen, og anfom noget efter Seljumanna-Mesfe (Sde Iuli) til Aaro— 
fund paa fit Skib, Dragen, med bvilfet han havde fejlet alle de øvrige 
agterud. Han fod fig ſtrax ro hen til Gaarden, og fpurgte om de 
fenefte Nyheder. Bonden paa Gaarden fvarede: ,jeg har en Ryhed at 
fortælle, fom vift I vil finde god, men fom jeg finder meget flem, nemlig 
at jeg bavde to Sønner i Ribbungernes Hær, fom nu begge ere Døde;" 
Derpaa gav han Kongen en omftændelig Beretning om Slaget ved Ufer. 
Da Kongen faaledes havde erfaret, at ogfaa Oslo var renfet for Fiender, 
drog han, faa fnart de øvrige Skibe fom, ſtrax derind, og ftevnede alle 
Lendermend og Sysfelmænd af Viken til fig, for at drage op i Landet, 
og vet med Kraft at befæmpe Ribbungerne. Da man uden Skibe intet 
funde udrette mod disfe, fom bavde Helgeøen inde og beberffede Mjøfen, 
fod Kongen iffe færre end 33 Skibe flæde fra Oslo over til Øyeren og 





1) Dette maa have været omtrent mellem Ufers Kirfe og Uranienborg. 
?) Haafon Haakonsjøns Saga Gap. 146. 


720 Haakon Haakonsføn. 


videre til Vormen, medens Urnbjørn Jonsføn og Simon Kyr føde 13 
Skibe drage op ad Glommen forbi Sarpen og Morffosfen. Arbejdet 
var temmelig møjfommeligt, ifær med at faa Skibene trukfet de to 
førfte fange Mile fra Oslo til Stafnsberg, over Myrer og Stove !), og 
Kongen var fo Dage derom. Da han bavde faaet Skibene ned i Øyeren, 
mødte ban Avnbjørn, Simon Kyr og Lodin Gunnesføn, der allerede vare 
ankomne. Fra Øyeren havde man atter i det Hele taget over en Miilg 
Vej at flæbe Skibene, for at bringe dem forbi Fosferne, men omlivder fik 
man dem op i Mjofen. Under denne møjfommelige Fremrykken tillovde 
Birfebeinerne fig mange Voldſomheder, rimeligvits fordi de her netop fom 
gjennem Det Strøg, hvor De fornemfte af Ribbungerne havde hjemme, og 
Derfor anfaa fig berettigede til at fare frem paa Fiendeviis. Kongen ſy⸗ 
nes ogfaa i Forſtningen at have lukket Øjnene dertil. Men da han maatte 
høre ide, fordi han lod flige Uordener gaa uſtraffede hen, fod han en 
Gjeft, der ifær havde været flem, Dræbe, og fiden holdt Mandſkabet den 
bedſte Krigstugt. Om Morgenen, da Kongen fom op til Eidsvold, fendte 
ban en Deel Folk i Forvejen paa nogle lette Smaafartøjer; De traf fyv af 
Ribbungernes  Uvdfigsmænd oppe ved Minne og dræbte dem alle fammen. 
Om Aftenen drog Kongen felv op i Mjøfen med hele fin Styrke. * Da 
han iffe ret vidfte, bvor Ribbungerne vare at finde, roede han felv med 
en Deel af fin Flaade langs den veftre Bred, og lod de pvrige Skibe ro 
fang8 den vjtre, før at Fienderne ej ffulde undflippe dem. Men man traf 
endnu iffe mere end et enefte fiendtligt Stib, bvis VBefætning flygtede i 
Land, ladende Fartøjet i Stiffen. Den naſte Morgen famlede Kongen 
- atter hele fin Styrke, og befjendtgjorde for Mandffabet, at ingen maatte 
underftaa fig at dræbe hans Frænde, Junfer Knut, af vis Fader, Haa- 
fon Jarl, ban havde nydt faa meget godt. Da Det var blevet ganføe lyſt, 
faa Birkebeinerne Ribbungernes Flaade fomme imod dem i fuld Fart, og 
troede at De vilde begynde Kamp, fordi de havde meget ſtorre Fartojer. 
Men faa fnart Ribbungerne faa Kongens Flaade nærme fig, fiyrede De ind — 
til Gjøvif og flygtedeop i Hunsbygden, medens Kongen bemægtigede fig deres 
Stibe med en Mængde Levnetsmidler og meget andet Bytte. Derpaa drog 
1) GStafnsbjørg, ogfaa Ealdet Gtadsberg, nu Gtalsberg, er den Gaard, paa | 
hvis Grund den nuværende Færnbaneftation Gtrømmen er beliggende, 

og Bejen, avd bhvilfen Fartøjerne flæbtes, fan ikke være ſtort forffjellig fra 
Særnbane-Strøget, uden for faa vidt fom man mere holdt fig til Myrer og 
Gmaavande. Ad den famme Vej var det vel, at Kongen i 1218 [od flæde 
Skibe, fe ovenfor S. 612. Om Arnbjørn og Simon heder det i Sagaen 

Éun, at de lode Skibe drage „fra Elven", hvilket ej fan betegne andet, end | 

fra den ydre Deel af Glommen forbi GSarpfosfen og fiden forbi Morkfosjen | 

op i Øyeren. | 








1226. Nibdungerne fordrevne fra Oplandene. 721 


Kongen til Hamar, Hvor endnu mange Nibbunger laa fyge af de Suar, 
De havde faaet ved Ufer. Kongen føjenfede dem alle fammen Livet. Han 
fafdte derefter Bønderne fammen, og forbandt fig med dem mod Ribbun— 
gerne, fra hvis Aag de nu vare befriede. Knut havde taget Flugten til 
Hadeland, og Kongen fod ham endnu engang tilbyde Forlig ved fin Stal- 
fare, hans egen Frænde, Gudleik af Aſk 1), og et Par andre Mænd, fom 
han fendte til bam. Knut var viftnok allerede bjertelig fjed af at fare 
om i Skov og Mart og lide Nederlag paa Nederlag, faa at han gjerne 
havde modtaget Filbudet, men Nibbungerne, fom frygtede noget faadant, 
pasfede faa nøje paa ham, at Gendebudene maatte vende tilbage med 
uforrettet Sag. - Knut begav fig fiden over Gudbrandsdalen til Oſter— 
dalen, og derfra til Vermeland, faa at altfaa Oplandene nu ganſke vare 
renfede for Fiender, vg Kongen overalt funde indfætte Sysfelmænd. Ef— 
terfadende alle fine Stibe i Mjøfen, under Bevogtning af Sysfelmændene 
Guthorm Fjont*), bans egen Frænde, og Urne paa Hole, drog ban nu 
efter vel forrettet Sag tilbage til Oslo, for fiden at fortfætte Rejfen til Bergen, 
bvor Erøebiffoppen og Jarlen, fom ban havde faldt til fig, allerede vare an- 
fomne. Baade i Oslo og Tunsberg holdt han Thing med Bønderne, der, lige 
fom Bønderne paa Hedemarken, forenede fig med ham mod Nivbungerne, 
det vil fige at de aftalte med ham det nødvendige til Landffabets Forfvar, 
og fovede, ikke at ville lade fig lokke eller tvinge f Ribbungerne til Un- 
Derfaftelfe. Derpaa gif han til Sejls. Fjorten Dage til tre Uger før 
havde han fendt fin Merfesmand, Ihorftein Heimnes*), forud, for at 
melde fin Ankomſt *). 


123. Skule Jarls Madinationer, Benffab med Erkebiſkoppen, Sygdom, Løfte 
om Korstog, faavel fom om Oprettelfe af Reins Klofter. 


Hvad Jarlen bavde foretager fig i Nidaros fiden han forfod Hedemarz 
fen feenbøftes det forgaaende Aar, nævnes ikke i Sagaen, hvilken, da den 


— 





1) Hvorledes Gudleif var beflægtet med Junker Knut, figes ikke, men det maa 
fiffert være paa dennes Faders mødrene Side, da Knuts Moder og Haakon 
Galens Fader vare fvenffe. Men var Gudleit beflægtet med Fru Cecilia, 
var han ogſaa Kongens Frænde. Gaarden Uff, hvortil han førives, tan 
være AfÉ paa Ringerife og Aſt paa Fenring ved Bergen. 

?) Hvorledes Guthorm var beflægtet med Kongen, er ligeledes uvift. Moaſtkee 
det har været gjennem hans Moder Inga, 

3) Shorftein Heimnes maa allerede i 1207 have været en anfeet Mand, fiden 
hans Huftru Gudrid Jonsdatter da omtales blandt de fornemme Damer, 
der vare i Borgen ved Bergen, fe ovenfor S. 514. 

) Haafon Haafonsjøns Saga Gap 147, 148. 

Mund. Det norfe Folls Hiftorie. 11. 46 


722 Haafon Haakonsſon. 


egentlig fun er Kong Haafons Livsbiftorie, desværre beretter lidet eller 
intet om bvad der foregif i det Throndhjemſke, faa [ænge Kongen ikke 
havde noget med dette Landffab umiddelbart at beftille, fljønt der ej fan 
være nogen Tvibl om, at der ber forefaldt mangt og meget, fom det vilde 
være af ſtor Bigtighed at erfare. - Navnlig funde man ønfte nøjagtige 
Underretninger om alle Skule Jarls hemmelige og aabenbare Stemplinger, 
faavel med Mænd indenlands, fom med Nibbungerne og udenlandſke Mag- 
ter. At han faavel fom Ghorsbrødrene fnart vare fomne paa den venffabe- 
ligſte Fod med den Bedrager Peter", fom de før faldte Erkebiſkoppen, have 
vi tidligere feet. Og det funde iffe gaa anderledes. Thi naar man I fin Sid 
funde vælge Peter til at rejfe til Rom og tale Abbed Siqurds Sag, er 
det tydeligt at ban hørte til famme Parti, og alene for Kongen paatog fig 
en Mafte, fom han aftog ved fin Filbagefomft, da ban havde opnaaet, 
hvad ban onſkede. Peter havde her endog juſt handlet i fit Partis In— 
teresfe, idet han ved at tilvende fig Kongens Anbefaling bindrede at dennes 
Valg faldt paa nogen padlideligere Ven; og den, fom blev bedragen, var 
Kongen, iffe Jarlen og Ghorsbrodrene. Durfor er det heller intet Under, 
at Kongen blev opbragt paa ham. Kort efter at Kongen havde førevet 
fit ftarpe Brev, blev Farlen farligt fya, faa at ban endog felv var for- 
beredt paa Døden, og allerede bavde ladet fig give Den fidfte Olje, da 
han uventet fom fig igjen *). Det fader til, at Gejitligbeden, ifær fom 
man maa førmode, Erøebiffoppen, bar benyttet fig af Denne hans Sygdom til 
at afloffe ham flere Løfter eller Gaver til Kirfen og firkelige Formaal, 
og til overhoved at nytte ham nærmere til fig Man finder faaledes, at 
Skule omtrent paa denne Tid har taget Korfet. I et Brev til Erke— 
biffoppen, Dateret Lateran den 4de November 1226, paalægger nemlig 
Pave Honorius denne at prædife Korstog i bele fin Provins, og giver 
bam apoftoltff Myndigbed til at abfolvere alle dem, der lade fig fors- 
merfe, fra den Erøfommunifation, hvori de til Straf for begangne Volds— 
gjerninger funde være forfaldne, alt fammen fordi ban, fom ban udtryffer 
fig, af et Brev fra Erkebiſkoppen bar erfaret, at ,bans fjære Søn, den ævle 
Far”, bar taget Korfet, og med en talvig Skare af forsmerfede Folk her— 
figen vufter fig til Det hellige Lands Befrielfe, tilbydende alle dem, der vile 
Drage med bam, fri Overfart uden Betaling. Intet er fandfynligere, 
end at Skule under fin baarde Sygdom efter Erkebiſkoppens Tilſkyndelſe 
bar aflagt Løftet om at tage Korfet, fom ban fiden, efter fin Helbredelfe, 
bar maattet gjentage, uden at Det nogenfinde var hans oprigtige Henfigt at 


1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 114. Der Fom Brev til Bergen fra 
Jarlen, heder det, , fom meldte at han havde faaet en Haard Sot, faa at han 
endog havde taget al driftelig Jjenefte, men Gud lod ham dog komme fig”. 


1226. Stule Jarls Korstogsløfte. 723 


bringe det i Udførelfe 1Y. Men imidlertid var vet iffe uden fine Fordele, 
thi ejat tale om at ban Derved fif Paaffud til at gjøre overordentlige Udruft- 
ninger, tilffod Paven ban ved famme Lejligbed, fom en pasſende Hjelp fra 
fin Side, Net til at oppebære i hele Nidaro8's Provins — det figes ikke i 
bvor fang Tid, men Det maa i det mindfte have været for vet Aar — 
bele den Syvendedeelaf alle gejitlige Embedsindtægter, fom det ved General- 
Konciliet i Lateran var paalagt Geiftlighbeden at udrede til Korstogshjelp *). 
Vi have endnu et Brev, fom Paven Desangaaende førev til Erfediafonen 
Nikolas paa Hjaltland, og hvori han LØD bam, i fit Diftrift at opfræve 
og til Jarlen troligt at indbetale famme Tyvendedeel 3). Sandfynligviis have 
lignende Breve været førevne til alle Biffopper i Provinfen. Derved maatte 
Jarlen faa en Deel rede Penge under Hænder, fom, efter De fenere fore 
faldne Begivenbeder at dømme, vilt iffe bleve anvendte efter Beftemmel- 
fen. Et andet, endnu mere fforartet, ellev i alle Fad om ſtor Hen- 
givenhed for Kirken vidnende Lofte, der ligeledes med ftørfte Rimelighed 
ſynes at funne henføres til Denne Svadomstid, om endog Udførelfen ffede 
fenere, ev Løftet om at opvette et MNonneflofter af bans Fævdregaard 
Rein med FJilliggelfer. Ut Jarlen opvettede Kloftvet, Doterede Det, og lod 
opføre den berlige Steenkirke der, hvoraf der endnu fees betydelige Ruiz 
ner, er vift nof*), men man fjender ikke vet Siden, da Kloftret fom i 
Stand og blev indviet. Det omtales for førte Gang i Aaret 1238, 
men da allerede fom beftaaende, og med hans Syfter Fru Sigrid, Enke 
efter Fon paa Uuftraat, fom Abbedisſe 5).  Oprettelfen falder altfaa i 
Mellemtiden, og da De Dertil nødvendige Forberedelfer, Bygningsarbejder 





1) Dipl. Norv. I. No 10, 
2) Se ovenfor S, 568. 


3) Dipl, Norv. I. No. 9. Brevet er dateret Idie Novbr. Dagen før Brevet 
til Grøebiffoppen. J dette Brev heder det, at baade Skule felv og Erkebi— 
føoppen faavel fom de øvrige Biffopper havde tilffrevet Paven og underrettet 
ham om SJarlens Løfte. 

%) Det nævnes udtrykfeligt i Haafon Haakonsføns Saga Gap. 242. 


*) Det omtales, fom der nedenfor vil fres, i Anledning af en mellem Stule og 
Uasulf paa Uuftraat opfommen Strid om den fidft nævnte Gaard, bhvilfen 
Gule vilde have erklæret for Kloftrets Gjendom. Men den ØOmftændighed, 
at Gtule førft da fremfatte Paaftanden, og indtil da havde ladet Uasulf 
(der allerede i 1223 førives til Uuftraat) beholde Gaarden i Fred, Fan 
vel betragtes fom et Jegn paa, at hans Svigermoder, Fru Sigrid, ind- 
til da havde opholdt fig hos ham, og ej førend i hiint Aar fom UAbbedisfe 
flyttede til Rein, med andre Ord, at Kloftret førft da traadte i Virkſom— 
hed; dette beftyrfes ogfaa deraf at Jarlen endnu i Paaffe 1237 opholdt 
fig paa Rein (Haafon Haafonsføns Saga Gap. 188), fom om Kloftret 
endnu iffe var organiferet; men alt dette hindrer ikke at Løftet derom 
fan være aflagt i 1226. J Langes Klofterhiftorie S. 388, er ogfaa den 

46 * 


724 Haakon Haakonsjen. 


o. f. v. maatte medtage fang Tid, faa at man dertil viftnof alfer mindft 
fan vegne ti War, fomme vi derved faa nær benimod Aaret 1226, at 
Gandfynligheden for, at Beflutningen om et fan vigtigt Skridt juft da, 
under hans Sygdom, fom til Modenhed, bliver overvejende. Det maa 
viftnok betragtes fom noget bøjft ufædvanligt, at ban paa Denne Maade 
tortffjenfede fin 2618 Hovedqaard, men det finder fin Forklaring i den 
Omjtændigbed, at han iffe havde nogen egtefød Søn at overlade den 
til"), og at den derfor efter Den almindelige Arvegang maatte fomme til 
at tilfalde hans Datter, Droming Margrete, og derved ogſaa Kon— 
gen. Thi bam undte han den viftnof faa lidet, at ban langt beller 
faa Den i Kirfens Hænder, iſer naar han derved ganſke Funde vinde 
Gejitligheden for fig, medens tillige hans Mavn ved en faa ftorartet 
Gavmildbed fom til at glimre. I og for fig indebolder faaledes denne 
Gtiftelfe fra hans Side unegtelig em Uabenbarelfe af det ufjærlige 
Gind, ban bar til fin Svigerføn. Med Henfvn bertil traf det ret hel 
dDigt, at Sigurd Ribbung var bleven afløft af Junker Knut i Unførfelen 
for Ribbungerne. Thi Sigurd |tod, fom vi bave ſeet, ganſtke vift par 
en venffabelig Fod, ja efter al Sandfynlighed endog I hemmelig Forftanelfe 
med Skule, og der er endog Grund til at antage, at De tilfammen bavde 
aftalt en Plan, der ftod i Forbindelfe med de foregivne Korstoys- 
ruftninger, og fom alene Sigurds uformodede Død hindrede fra at fomme 
til Udførelfe. Men Knut, Haafon Farl8 Søn og Repræfentant, maatte 
have Interesſer og Sympatbier, der faa alt for meget å Strid med Jar— 
fens, til at endog Det fælles Uvenffab med Kongen funde knytte dem 
fammen, og Derved bragtes Farfen atter til, om end mod fin FIilbøjelighed, 
for en Jidlang at nærme fig Kongen og lade fine Planer mod hamn bvile. 

Saaledes vare Forboldne beffafne, da Merkesmanden Fborftein Heim— 
nes, fom Kongen havde affendt fra Oslo, efter 8 eller 9 Dages Rejfe anfom til 
Bergen, bebudede Kongens nær foreftaaende Ankomſt, og bad dem at oppebie 
ham. Uagtet Dei Førftningen not faa djervt havde efterfommet hans Anmod— 
ning om at indfinde fig bos ham, bleve de Dog nu noget forknytte ved at 
børe, at han faa fnart var i Vente, thi De havde, figes der, faaet et Nys om, 
maaſkee gjennem Thorſtein felv, om at Kongen medbragte Breve, hvorved de 
vare temmelig fompromitterede >). Hvad dette var for Breve, ſiges ikke, 


Mening antydet, at den førfte Beflutning om Kloftrets Oyprettelfe er tagen 
under Jarlens Sygdom 1226. 
1) Hans uegte Søn Peter, med Undres Gkjaldarbands Kone, (fe ovenfor S. 
621) var da endnu ikke anerfjendt. 
2) I Gagaen ftaar: ,Da ZShorftein fom nord, tyktes Jarlen og Erkebi— 
føoppen have fpurgt at Kongen monne vilde fomme frem med Breve, fom 
han fandt ikke ganffe at vidne om ZSroffab fra deres Side mod ham.” 


1226. Erkebiſkop Peters Død. 725 


om det ffulde være de famme, fom de ovenfor omtalte, hvorved Biftop Ni— 
kolas's Falſkhed robedes, eller andre, ban efter Siqurd Ribbungg Død 
havde faaet fat paa, og fom vidnede om hemmelig Forftaaelje mellem Sig- 
urd og dem. De raadfloge med binanden om, hvad der herved var at 
gjøre, vg Enden blev, at Erkebiſkoppen, Der tjær havde en ond Samvit- 
tigbed, ftrar rejfte bjem igjen til Ibrondbjem, bvor han ikke fænge efter 
afgit ved Doden (Qvde Oftober 1226), og Kongen faaledes fnarere, end 
man føulde have ventet, befriedes fra denne Fiende, der fiffert med Ti— 
dDen vilde være blevet ham farlig *). Jarlen derimod blev tilbage i Ber- 
gen, da ban vel ftolede paa Svogerffabet og Kongens fædvanlige Godmu- 
dDigbed. Thorſtein Heimnes opboldt fig fun to Dage Å Bergen, og vendte 
Derpaa tilbage igjen. Da han efter den forte Nejfe af fun 3 Dage fom 
til Portvrja, medte ban Kongen, fom allerede var fommen bid paa fin 
Nejfe til Bergen. Han fortalte ham, hvorledes Erkebiſkoppen, Der forſt 
bavde tæntt at oppebie bam, efter Samtale med Jarlen havde betæntt 
fig, og ifet nordefter; men han bad ham iffe deſto mindre føynde fig 
videre, Da Jon Jarl fra Orfnørrne, VBiffop Simon af Syderøerne, 
Abbeden paa Icolmfil og mange andre Mænd fra Øerne der vefter vare 
fomne til Bergen, for at tale med bam. Kongen rettede fig herefter, og kom 
derfor fnart til Bergen, hvor han, fom man af Sagaen Taushed maa flutte, 
iffe fagde et enefte ondt Ord til fin Svigerfader.  Ia ban tog bam endog 
paa Raad med, ved Ufyjørelfen af bine orfnoifte og fydersiffe Herrers An— 
figgender >), hvorom der i det følgende ffal handles.  GSaa meget fandt 
ban fig i, for at holde Fred og fømmelig Enighed. 


124 Kong Haakon i Oslo. Ribbungerne befæmpes med Kraft. 


Kongens Ophold i Bergen bler iffe langvarigt. Junker Knut tog, 
efter at være fommen til fine Venner i Bermeland, atter Mod til fig, fam- 
fede Folk paa ny, og gjorde et Indfald i Borgefysfel, fornemmelig paa 
Skaun (Nakkeſtad) og Heggen (Givsberg), hvor han øvede meget Her- 
verk, og fældte mange brave Bønder, der fatte fig til Modværge. Arn— 
bjørn Fonsføn, der foreftod denne Sysſel, førev derfor til Kongen, at 
han endelig faa fnart fom muligt maatte fomme til Viken igjen, for at 





Dette fynes at antyde, at Ihorftein felv har ladet dem forftaa, hvad der 
ventede dem. 

1) Peters Død henføres til 1926 i Annalerne, og ligeledes i H. H. S. Cap 
159, hvor der for Vinteren 1227—28 er antegnet, at Peter døde den anden 
Hoſt forud, Dionyfiusmesfe. Dette har imidlertid af Flere været misforftaaet 
jom om han døde i 1227. 


2) Haafon Haafonsf. Saga Gay. 147. 


726 Haakon Haafonsføn. 


Ribbungerne iffe alt for meget føulde vore Dem over Hovedet. Skjønt 
Det allerede var feent paa Yaret, drog Kongen ſtrax affted, og Jarlen 
vendte tilbage til Ibrondhjem. Da Kongen fom til Sunsberg, fatte han 
Erling Ljødborn til Befalingsmand paa Slotsbjerget, med Ordre til at 
forberede det nødvendige til Fule-OQpboldet, medens han felv fortfatte 
Rejſen indover til Osfo. Da han om Natten faa ved Farlsø (Jersø), 
fom de bavdelandffe Sysfelmænd Thorgeir VBiftopsmand og Frederik 
Slafſe til bam med den foruroligende Gfterretning, at Nibbungerne nu 
ogfaa fpillede Mefter paa Oplandene, hvorfra De faa nylig havde været 
forjagne. De havde ſlabt Sfibe lige fra Eidſkogen til Mjøfen, det vil 
vel fige fra Veneren i Sverige til Glavsfjorden og Glgaafjorden, og der- 
fra med Benyttelfe af Vrangselvens Basdrag og Bingerføen til Glommen, 
famt videre ned ad Denne og op ad VBormen. De vare fomne aldeles 
uførvarende paa De fongelige Sysfelmænd, der faa paa Helgeøen for at 
pasfe paa Sfibene; de havde omringet Hufet, bvor de opholdt fig, og 
fældet dem med den ftørfte Deel af deres Folk '), bvorefter De havde be— 
mægtiget fig alle Fartvjer, faavel i Mjøfen, fom de øvrige Søer, og de 
ftræfflagne Bønder havde overgivet Landet i deres Bold, faa at de nu 
vare Herrer over alle Oplandene lige til Lillehammer *). Da Haafon 
fænger ud paa Dagen fom til Oslo, forefandt ban en Mængde Bønder, der 
faa paa Feltfod, og tilligemed Borgerne i alt udgjorde henimod 1500 Mand. 
Kongen lod dem fammenfalde til et Møde, og ber foreftillede de ham 
fvorledes De nu bavde holdt fig famlede lige fiden de floges med Nibbun- 
gerne paa Aker, men at Disfe nys havde truet med at brænde deres Byg— 
der, Hvis de ej vpløfte fig og faldt dem til Fode: enten maatte derfor 
Kongen fove dem at forblive i Oslo den Vinter, og bjelpe Dem til at 
forfvare deres Bygder — i faa Fald tilbode de ham fuld Almenning 
ftrar, og ligeledes efter Julen 3), ja endog, bvis Dette iffe var tilſtrakkeligt, 
Halvdelen af deres Kvægbefætning og Forraad af Levnetsmidler — eller 
ogfaa havde ingen anden Udvej, end at bede Nibbungerne om Maade, og 
flutte Forlig med dem. Kongen taffede dem for deres Filbud, men gav 
Dem iffe ftrar Svar paa dere Anmodning, Da han førft Anffede at høre 
fine Hirdmænds Raad. Disfe fraraadede bam paa Det alvorligite at blive 
i Oslo og betro fig til Bønderne, idet De erindrede ham om den Fare, 





1) Guthorm Fjont, fortæller Sagaen, blev dræbt inde i Hufet; Urne arbejdede 
fig ud, men blev dræbt paa Ugeren. 


2) Der ftaar: „lige til Oos“, hvilket ej fan betegne andet end Logens Udløb 
i Mjøfen, lidt ovenfor Lillehammer. 

3) Gaaledes heder det i Stkaalholts-Haandføriftet; den til Saga-Udgavens ert 
benyttede Koder har Fun „heel Ulmenning efter Juul.” 





1226. Kongen i Oslo. Gmaafejder med Nibbungerne. 727 


hvori Kong Sverre var ſtedt, da Bonderne angrebe ham i Oslo. Kon— 
gen lod fig i Forſtningen afſkrakke ved disſe Foreſtillinger, og gav Bon— 
derne det Star, at han dog nok helſt vilde tilbringe Vintren paa Slots— 
bjerget, fom han fra førft af havde beftemt, men efterlade fine Lender- 
mænd i Oslo til deres Forfvar. - VBønderne, fom merkede, hvorledes 
Sagen var fat, tilbede da at fiille de bedfte Bønder af bvert Kirfefogn 
fom Gifter, hvis han iffe havde vigtig Sro til Dem. — Kongen overlagde 
paany med fine Mænd, der fremdeles fraraadede ham at betro fig til 
Bønderne; men imidlertid havde han overvundet alle fmaalige Betænke- 
ligbeder og fattet fin Beflutning: ban erklærede at han vilde blive hos de 
brave Bønder, der gjorde ham faa haderlige Tilbud, og vare faa villige til af 
ofre Liv og Blod for bam. Derved blev det, og han fit ingen Aarſag til 
at angre det. Han vpflog fin Refidens i den faataldte Haatonsgaard *), 
og fod det fornødne til Vinteropholdet hente fra Tunsberg, ja endog 
fra Bergen. Arnbjorn Jonsføn fad derimod om Vintren paa Valdensholm 
for at værge Landet, og holde Øje med Fiendens Bevæyelfer 2). 

Den ftrengefte Deel af VBintren tilbragte Junfer Knut hjemme i Gø- 
taland, efterladende nogle Skarer Nibbunger fom Befætning i Mjøfen. 
Herved ftadede han fin Sag i en iffe ringe Grad, tbi Kongen benyttede fig 
af hans Fraværelfe til at fvætte og avdfprede Ribbungerne baade ved 
Lift og Magt. Han fendte hemmelige Breve til deres Sroppebovdinger 
faavet fom andre formaaende Mænd ibfandt dem, og tilbød Grid og gode 
Vilkaar, hvis De fom og indgif Forlig med ham. Og den, fom aller førft 
benyttede fig af dette Tilbud, var den Dygtigfte og virffomfte af dem alle, 
nemlig Erling Rumftav, Siqud Nibbungs forrige Merfesmand og Raad— 
giver. Han begav fig til Kongen, fif Fred paa bæderlige Vilfaar, traadte 
i bans Fjenefte, og bædredes ftrar med faa ſtor Tillid, at Kongen betro- 
ede ham nogle Skarer, for at føge efter NRibbungerne paa Solper. Han 
fvigtede beller iffe Denne Vilid, men gjorde fine Sager faa godt, at 40 
Ribbunger bleve fældede, og Kongen, fom fra nu af fatte fuldfommen Lid 
til hans FIroffab, fagde at ban havde tilfæmypet fig Lendermands et 3). 
En anden Trop paa 360 Mand, alle til Heft, blev under Simon Kyr 
fendt ned til Ranafylfe, for ogfaa hev at ranfage efter Ribbunger, Der 


1) I Peder Glausføns Overjættelfe af Sagaen kaldes denne Gaard Haafon 
Griis's Gaard, en Læfemaade, fom da maa have ftaaet i hans Koder; er den 
rigtig, har Gaarden faaledes tilhørt Haafon Giis, en af Birfebeinernes 
Høvdinger, der faldt i Oslo 1210, fe nedenfor, jvfr. Haakon Haakonsſ. Saga 
Gay. 219. 

?) Haakon Haakonsføns Saga Gap. 148. 

3) Det vil viftnok fige, at Kongen udnævnte ham til Lendermand, eller lovede 
at udnævne ham dertil. 


728 Haakon Haafonsfen. 


fra Ljodhuus, hvor Knut havde fit Hoved-TilhoD, med Lethed funde for- 
urolige de normeſte Egne veftenfor Given. En heel Deel af dem laa jujt 
i Bevje Sogn, da. de fil Nys om at Birkebeinerne nærmede fig. De 
toge vel ftrar Flugten; men bift og ber bleve Dog flere af dem fældede, 
og Simon vendte med i det Hele taget vel forrettet Sag tilbage til Kon- 
gen. - Knut føgte at bevne fig ved at fende en Deel Nibbunger paa lete 
fejlende Fartøjer til Marftrand, ) bvor han vidfte at Kolbein Ketturyg 
og Grunde Fehirde, bvilfe Stule Jarl Høften forud havde fendt i et 
vigtigt Erende til den VDanffe Konge Valdemar — Hvorom mere nedene 
for — laa indfrosne paa Jilbagerejfen.  Nibbungerne fom ganføe uventet 
over Dem, og fældte Dem efter yderſt tappert Forfvar med faa godt fom 
hele deres Mandffab, meden8 de mange Kjobmand, der tillige faa I Have 
nen, ffammeligen ftode og faa til, uden at røre fig for at bjelpe Dem. 
Men ved Gjfterretningen herom lod Kong Haafon FIfen i te Dage op- 
bugge lige fra Oslo til Jiskanten udenfor Holmene, og fendte en heel 
Mangde lette Skibe, vel bemandede, under Lodin Gunnesføn, Simon Kvr, 
Hallvard Bratte, Gunnbjørn og Olaf Ingasſon, ned til VBifen for at ope 
føge Knut i Staden Ljodbuus felv, og angride ham. Da de fom, var 
Knut viftnof allerede borte med Den ftørfte: Deel af fin Hær, men nogle 
far vare Dog blevne tilbage i et Kaftell, der i den Tid ftod norden for 
Byen, under Befaling af en Bjørn Pakke.  VBirfebeinerne belejrede Ka- 
ftellet, der fnart overgav fig, imod at Forfvarerne fik beholde Livet, men 
et betydeligt Bytte faldt i Birfebeinerne8 Hænder, og de brændte Kaftel- 
fet, ligeſom De ogfaa fagde en betydelig Brandffat paa de veftgøtiffe Bøn- 
Der, Der havde været i Ledtog med Knut *). 

Allerede Sommeren forud var den egentlige Stifter af Rilbungernes 
Parti, Gudolf af Blaffeftad, bleven dræbt. Efter Sigurd Ribbungs 
Død flilte ban fig, uvift af hvad Grund, fra Flotfen, og Drog hjem til 
fin Gaard Blaffeftad, men da han var færdeles forbadt blandt Bønderne 
for alle de Voldågjerninger, han havde begaaet der i Bygden, og derhos 
vel ogfaa efterftræbtes af de fongelige Sysfelmænds Folk, friftede ban en 
hojſt ufitfer FJilværelfe, og maatte tilbringe Den Iængfte Tid i en Kirke, 
fom den Gang ftod i Nærbeden af Gaarden. Men itte en Gang Kirke— | 

9 freden funde beffytte ham mod Bøndernes Had. Han havde i fin Tid 
fadet en Bonde ved Navn Utrygg grumt mishandle med Slag og fra» 


1) Dette er førfte Gang, Marftrand omtales fom Handelshavn. Kong Haakon 





anlagde Byen, fom det paa fit Sted ffal omtales, men uvift hvad Did; at 


der imidlertid endnu ikke i 1227 var begyndt paa noget faadant Anlæg, maa 
vel anfees ſikkert. 


?) Haaton Haakonsføns Saga Cap. 150. 





1227. Glutningstamp med Mibbungerne, 729 


taget ham en god Heft; den famme Utrygg fatte fig nu tilligemed fine 
Sønner Aasulf og Gudleif i Spidfen for en Hob Folk, drog med dem 
til Blatfeftad, omringede Kirfen, fatte Stiger til Veggen, og bred Faget 
op, faa at de fom ind ovenfra, og Dræbte bam. Og, beder Vet, Der Var 
fun fiden Sorg over hans Død). Hvor der blev af hans Søn, der 
ogfaa var med at fiifte Ribbungepartiet, figes ikke, men Da vi iffe mange 
Aar derefter finde belte Blafteftad i Oslo Nonneflofters Beſiddelſe 2), 
ftulde man næften førmode at YEtte-Gaarden er bleven inddragen under 
Kronen fom forbrudt ved Gudolfs Landsforræderi, og fiden efter, enten 
af Kong Haafon eller en af de folgende Konger, føjenfet til Nonneklo— 
ftvet. 


125. Slutningsfamp med Ribbungerne. Junker Knut underfafter fig og Floffen 
opløfes. 


De Ribbunger, fom Junfer Knut bavde efterladt paa Oplandene, 
Boldt fig, for faa vidt fom De ej gif over til Kong Haafon, famlede i Mjø- 
fen, fandfynligviis paa Helgeørn, og droge alle de Fartøjer til fig, de funde 
faa fat paa. Men i Begyndelfen af Mart8 1227 begave de flefte af dem 
fig øjter til Marker, for at møde Knut, der fom fra Ljodbuus, og beraf 
føgte Kongen, fom det lader, at benytte fig, idet ban atter lod nogle Skibe 
drage fra Oslo op i Vormen, under Ivar af Sfedjebov og Sare Blad- 
fyjot, bvorpaa han fiden felv fulgte efter til Gidsvold, holdt Thing med 
Bønderne, og fornyede Forbundet med dem imod Oprørerne. Men bine 
Høvdinger vare Dog iffe mandjfterfe not til at bemægtige fig Ribbungernes 
Flaade; tvertimod fige8 der om Dem, at de vogtede fig vel paa fine Stibe 
i Given, hvilket vifer at de havde not med at pasfe paa fig felv. Det 
varede iffe [ænge, førend De ej engang vare I Stand Dertil. Det blev 
meldt Kongen, at Knut var ifærd med at lade Skibe flæde op fra Helles- 
eller Fdefjorden op til Glommen. Han begav fig ftrar over NRaumarife 
ned til Borgefysfel, for at bindre dette Foretagende, men da han fom til 
Heggen, blev Det ham fagt, at Det ejforboldt fig ſaaledes, vg ftolende her— 


1) Sammeſteds, S. 149. 


2) I Fortegnelfen over Nonnekloftvets Gods i 1396, optagen i Erkebiſkop Ey— 
fleins Jordebog, fol. 144, ftaar der udtryffeligt: „i Uffer Sogn, hele 
Blakfeftad, 8 Mks. Bool.“ Men af Regiftraturen over de Breve, der 1624 
fandtes paa Akershuus, fees, at Nonnekloſtret ejede Blakkeſtad allerede i 
det 13de Uarhundrede. Den ovenfor omtalte Kirfe ved Blatfeftad er for- 
længft ødelagt, men har vel nogen Gammenhæng med Sagnet om at der 
paa Gaarden føulde have været et Klofter. 


730 Haaton Haakonsſon. 


paa vendte han fidft i Marts 1) tilbage til Oslo. Det var dog alt for 
fandt, at Knut bavde en faadan Plan fore, og nu, Da han hørte at Kon- 
gen var vendt om igjen, bragte han Den ogfaa til Udførelfe. Der havde 
aldrig før været flæbt Skibe avd den Vej, men ban fit dem dog beldigt 
op paa Marker og Derfra til Glommen eller maaſkee rettere Vormen ?), 
hvor han fom ganffe uventet over Birfebeinerne, og jagede dem fra Ski— 
bene ned til Oslo. Kongen lod nu drage 25 Fartøjer fra Oslo over til 
Øyeren, og fulgte felv med, idet han, ligefom tidligere, lod Arnbjørn Jons— 
føn og Lendermandene i Borgefysfel tilfige at gjøre Det famme fra Deres 
Kant, bvilfet ogfaa flede, faa at hele Flaaden famledes i Øyeren. Her 
bragte man i Grfaring at Harald af Lauftun og mange Ribbunger havde 
fit Filbold i Bygden Sfaun eller Sudrhbeims (Sørums) Sogn. Kongen 
fendte ftrar nogle Sfarer imod Dem, og det fom til en Kamp, hvori Ribb— 
ungerne  bleve drevne paa Flugten med et Tab af 50 Mand. For at 
omgaa dem, og tage dem fra en anden Kant, fod Kongen nu fine Far- 
tøjer Drage op ad Kjenna- eller Slora-Aaen, forbi Raanaasfosfen, og 
ned i Glven igjen, altan gjennem Den faafaldte Uulin = Bing 3). Men her 
fit ban høre, at Nibbungerne allerede havde forladt Elven med deres Far- 
tøjer, og Draget fig fænger oſtober. VBirfebeinerne fulgte Dem i Hælene. 
Skibene bleve paany Dragne over Det faafaldte Fundeid forbi Fosfen, 
og videre op ad Glommen. Da man var fommen til Gaarden Fala (nu 
Fulu i Strøms Sogn i Odalen), blev det meldt, at Ribbungerne vare 
paa Vinger. - Kongen lod da Sfibene blive liggende, under Gunnbjørn 
Jonsbroders og Sare Bladfpjots VBaretægt, og bød Dem iffe at forlade 
Nordfiden af Given, langs hvilken han nu felv, med Hovedftyrfen, drog 
ben ad Vinger til for at opføge Fienden, medens ban fendte nogle Skarer 
over paa Den anden Side for at overfalde Aamunde af Folavoll, der, fom 
ban havde børt, føulde opholde fig etfteds i NMærheden. De traf ham 
ogfaa, og Dræbte endeel af hans Folk, medens andre blev jagede ud i Elven, 
og alle miftede deres Vaaben. Dette var Natten mellem Leverdagen den 
15de og Søndagen den 16de Mai. Søndag Morgen i Lysningen fom 
Kongen lige for Vinger Kirke. En paa Stedet boende, Kongen meget 





1) Der figes udtrykkeligt ,,%/> Maaned før Paaſte“, og denne faldt ind paa Ilte 
April. 

2) Navnet Hellesfjord maa den nuværende Iddefjord have haft efter Gaarden 
Helle i Lomeland, over hvilken Vintervejen gaar til Frederikshald. Knut 
maa have ladet fine Skibe flæbe op av det faakaldte frederifshaldffe Vasdrag, 
FJiftedalselven, Fem-GSøen, Ufperføen og videre op ad til Rødenes, derfra til 
Ygderen, og fra denne til Øyeren, eller ogfaa maaffee op av Hølands og 
ned ad Urſkogs VBasdrag til Glommen. 


3) Hvor Gaarden Uuli og Grøndalen ligge. 




















1227. Songen jager Mibbungerne over Grændfen ved Vinger. 751 


bengiven Bonde ved Navn Gunnar, fortalte ham at Ribbungerne laa paa 
den anden Side af Elven, men plejede bver Dag at ro over for 
at indhente Gfterretninger. J Haab om, ved flig Lejlighed at funne 
overrumple dem, fod Kongen fine Mænd fjule fig i Skovben oven- 
for Gaarden. Men da Solen begyndte at ffinne, fit Nibdungerne fee 
Glimt af de harkladte Krigere, merfede Uraad, og gave fig til af 
alle Kræfter at ro ud efter Elven langs GSydfiden, hvorfor ogſaa 
Birkebeinerne maatte ſkynde fig tilbage alt hvad de funde, før at NRibbun- 
gerne iffe føulde tage deres Fartøjer. Saaledes lob de ligefom om fap 
med binanden paa bver fin Side af Elven. Ved at fre Birfebeinerne 
fomme frem af Sfoven antoge Ribbungerne Dem mandfterfere end De Vir- 
felig vare, Harald af Lauftun gif frem paa Clvebredden, raabte over til 
Dem, og fpurgte, bvo der anførte Troppen. Harald Stangarfylja fvarede: 
„vi fiulde not fjende hinanden, Frænde, Da vi jo ere af eet Kuld og Sys- 
felmænd paa Oplandene”. Hiin fagde: det er fjelden at I have faa 
meget og faa vel udruftet Mandffab, men bvor er Kong Haakon?“ Han 
er her”, var Svaret. Da Nibbungebøvdingerne nu udtrykte fin Forundring 
over at Kongen gad paatage fig faa ſtor Umag, fom at forfølge Dem heelt 
til Grændfebygderne, fvarede Harald, at det nok iffe var før Moro Skyld, 
men af Nødvendighed, for at faa en faadan Ulykkesflok jaget ud af Lan- 
Det. Imidlertid fortfattes Vevddeløbet, idet man ſkod paa hinanden, hvor 
Gfven var fmal nof dertil. De, fom Kongen bavde fendt over paa Den 
anden Side var nær fomne i Stiffen, thi de ftødte paa en Flok Ribbun— 
ger, fom De vel fuldftændigt nedfablede, men tabte derved faa megen Tid at 
Ribbungernes Hovedftyrfe allerede var ganffe i Nærheden. Dog Iyffedes 
Det Dem, i yderfte Tid, at fomme over igjen til Kongen, Der iffe mindre 
glædede fig devover end de). Da Ribbungerne faa, at det ej vilde lyk— 
fes dem at faa Kongen afffaaren fra fine Stibe vendte de atter oſtover. 
Kongen føgte, faa vidt muligt, at følge efter. Paa begge Sider halevde 
man Skibene op ad den firide Strøm, forbi ftore Stene, der laa i Elven, og 
fom truede at fnufe ethvert Fartøj, bvis Souget braft. Det var et meget 
møjfommeligt Avbejde, og Da man var fommen til det fmalefte Sted af 
Given, fatte begge Parter fig til at bvile, ligefom efter fælles Overlæg. 
Kongen vilde nu lade fine Folt fpife, da De formedelft den Iver, bvormed 


1) Hele Beretningen om denne Fart paa og ved Glommen er noget uklar i 
Sagaen, i Gaærdeleshed i Jerthaandffriftet, hvor Lafemaaderne ere aaben- 
bart fejlagtige. J Fremftillingen ovenfor ere, faa vidt muligt, de i Sagaen 
angivne Fakta ordnede faaledeg fom de lokale Forhold tilfige. Det maa 
evindres, at Vinger Kirke paa den Tid laa paa Preftegaardens Grund øften- 
for Elven. 


732 Haakon Haakonsføn. 


Forfolgelfen føde, iffe bavde faret Mad fiden Dagen forud. Men Ribbe 
ungerne beqyndte at føyde paa Dem, faa at Der ej blev noget af Spiisnin- 
gen, og begge Parter fortfatte Deres Vej faa burtigt de funde.  Mibbun- 
gerne, fom havde et fidet Forfpring, lagde førft ben til Kivfebøen og gave 
fig berfra til at udffjelde Birfebeinerne, efter fom Disfe nærmede fig. Da 
Kongen fom, bød han dem bolde op med ſlig Daarffad, og beller vente 
indtil bans Sfibe fom, tbi Da kunde man ſtrides med andet end Ord *). 
Nivbungerne foarede, at Det vilde dDe gjerne. Men aldrig faa fnart havde 
Kongen faaet 14 Skibe famlede, og lavede fig til at drage imod dem, 
førend Ribbungerne flyttede fine Skibe oſten om Kirfen, og Droge dem opi 
Vingerføen. Birkebeinerne voede efter, og uagtet Nibbungerne havde inde 
taget en meget fordeelagtig Srilling everft paa den bøje, men ſtorſte Delen 
af blød Leer beſtagende Aabred, fiyrede De Dog lige imod Dem. Ribbun— 
gerne toge fremdeles Flugten, og roede langs efter Vingerføen, medens 
Kongen forfulgte Dem paa Landfiden; Da De vare fomne til den anden 
Gnde, fprang de I Land, og fatte til Sfovs, men Kongen var faa nær efter 
Dem, at ban fit fældet flere af de bagerfte. Han fortfatte ikke Forfølgelfen 
fænger for denne Gang, men tog alle deres Skibe og vendte tilbage til det 
Sted, hvor ban havde forladt fine; her lod han gjøre Holdt, for at hans 
Folk endelig funde faa fig Mad og nødvendig Hvile, tbi det var nu Man- 
dag Morgen (17de Mai), og de havde uafladelig været paa Ferde heelt 
fiden Leverdagen. Dog udfendtes der Mænd for at holde Øje med Flenz 
dens Bevægelfer, og disſe fom fnart tilbage med den Efterretning, at ban 
bavde taget den fortefte Vej over Grændfen. Kongen vendte fig da atter 
vejtover, [od fine Skibe paany flæde over Fund-Eidet, derpaa op I Bormen, 
og videre til Mjofen. Han tilbragte Chriſti Himmelfartsdag (20de Mai) 
paa Hamar dos Biftop Hallvard, og ordnede atter De nu fra Ribbungerne 
befriede Oplandes Anliggender. Endelig fatte ban, fom forrige Gang, 
Mænd til at bevogte Skibene, og begav fig Derpaa tilbage til Oslo, hvor 
ban efter 14 Dages Forløb, altfaa i den førfte Halvdeel af Juni, beredede 
fig til at Drage efter til Elven, bvor ban vel maatte formove at Fiendens 
Hovedſtyrke nu var at finde *). 

Men endnu førend ban havde forladt Oslo, fom Der Brev fra Knut, 
Fru Goriftina og EFL Lagmand med Bøn om, at ban vilde tilftaa Knut 
Qujde, for at ban funde indfinde fig hos ham, faa fnart han var fommen 
oſterpaa, men De bade Derbos, at dette maatte holdes bemmeligt, da man 













1) Det var fornemmelig Harald af Lauftun, fom fjeldte Birtebeinerne ud. Efter 
en anden Beretning lod Kongen Olaf Sundramme, i Arnbjørnö Trop, bede 
Birkebeinerne itfe at fvare paa Ribbungernes Grovheder. 


2) Haafon Haafonsfens Gaga Cap. 154. 


1227. unter Knuts Svig og Nederlag ved Eidsvold. 733 


ellers funde befrygte at Nibbungerne vilde dræbe Knut, bvi8 De erfarevde 
at ban vilde forlade Dem. — Kongen havde al Grund til at antage dette 
Tilbud for oprigtigt, thi Knuts Sager frode nu heel Daarligt; forfulgt 
fra Bygd til Bygd, og omfider jaget ud af Landet, bavde han miftet alle 
fine Sfibe og mange af fine bedfte Folt, faa at der iffe fynte8 at være 
anden Frelfe for ham, end enten at forlige fig med Kongen og modtage 
de gode Tilbud, Denne faa ofte havde gjort ham, eller flan alle Fanfer om 
Magt og Anfeelfe i Norge af Hovedet. Kongen førev Derfor med Glævde 
tilbage, at hans Frænde Knut ffulde være ham velfommen, og lovede ham 
baade Lejde og hæverligt Forlig. Derpaa fejlede Kongen afſted. Biffop Orm 
faavel fom mange Lendermænd ledſagede ham, da han ønftede, at de ſkulde 
være tilftede ved Forligsmødet. Men ved Anfomften til Gota-Elven blev 
bet Kongen meldt, at Nibbungerne endnu faa heelt oppe i Bæneren 1). 
Han fendte derfor Bud til Fru Ghriftina, for at erfare, om Knut agteve 
at bofde fit Filfagn. Fru Chriſtina [od fvare, at bun felv ſkulde fømme 
og flutte Fred paa fin Søn Knuts VBegne. J Forventning beraf favd 
Kongen fele 14 Dage i Kongehelle, men uden at fee noget enten til hende 
eller Knut. Dug fom der Dag for Dag Bud fra hende, fom meldte at 
Knut ſtrax vilde indfinde fig *). Saaledes blev Kongen holdt faft med 
tomme Løfter, medens Knut derimod havde langt andet fore; avd Beje, 
bvor Sfibe aldrig før havde været dragne, lod ban Fartsjer flæte fra 
Væneren over Gidffogen til Glommen, og derfra op i Bormen 3). Nær 
havde hans Nidingsſtreg lobet beldigt af, thi ban fom beel uforvarende 
over nogle af Birfebeinerne, Dev faa med nogle Fartojer uvdenfor Eids— 
vold, og uagtet Disfe i Haft fik fendt Bud til den endnu ved Eidsvold 
forfamlede Bondehær, af hvilken de fjetfefte fom dem til Undfætning, fit 
Nibbungerne dog, ifær ved deres frørre Skibe, faaledes Overhaand, at Bir- 
febeinerne efter en bidfig Kamp hvorved mange af dem bleve faarede*), 
vare nær ved at tage Flugten. Men da fom Jon Ketling og Erling 
Numjtav dem til Undfætning paa en Karve, og dette gav Slaget em anden 
Bending.  Mandfaldet blev frørft paa Nibbungernes Side, og førend man 
ventede Det, gave De fig paa Flugten. Knut fiyrtede fig i Bandet og rede 
Dede fig med Nød og neppe, mange af Ribbungernes bedſte Folt bleve 
dræbte, og alle deres Skibe faldt i Birfebeinernes Hænder. Sejren var 


1) $Hid hen havde de vel begivet fig paa fine Skibe ad Brangselvens Vasdrag. 

2) Haakon Haafonsføens Saga Gap. 154. 4 

3) GSagaffriveren ytrer fin Misbilligelfe af denne trolefe Ferd faaledes: „Hr 
Knut brugte da et Kneb, fom hans Fader Haafon Jarl aldrig vilde have 
tilladt fig, og fom var forbundet med „megen Svig”. 

2) Blandt de faarede vare ogfaa Ivar af Stedjehov, der fik en Skade i Foden, 
hvoraf han fiden ſtedſe haltede. 


734 Haafon Haafonsføn. 


fuldftænvig, og fatte faadant Mod i Bønderne omfring Øyeren, hvor Ribb— 
ungerne boldt fig, at De nu paa egen Haand driftede fig til at gjøre ide 
lige Angreb paa Dem, og Dræbte mange af Dem. Da Nibbungerne faale- 
Deg faa fig betrængte paa alle Kanter, erfjendte De omfider at deres Spil 
par ude, og aabnede oprigtige Underhandlinger om Fred. Forſt fendte de 
Bud til Birfebeinernes Høvdinger paa Oplandene, og tilfjendegave dem 
Deres Onſke om at indgaa Forlig. Hine optoge FJilbudet vel, og fluttede 
en foreløbig Baabenjtilftand, til hvis Sikkerhed der gjenfidigt frilledes Gi- 
fler; fiden affejlede Klemet af Holm med Ribbungernes Gifler fra Oslo 
for at opføge Kongen, fom nu var paa Filbagerejfen fra Kongebelle, efter 
forgjæves at have ventet paa Knut eller Fru Ghriftina. De traf Kongen 
i Hornborefund, og meldte ham hvorledes Sagerne ftode. Denne modtog 
Giflerne venligt, og dDa ban længer ud paa Dagen lagde ind i Usvikskilen *), 
fendte han derfra paany Bud til Knut, og tilfagde alle Nibbungerne Grid, 
hvis De vilde give fig i bans Vold. Svaret paa dette Filbud bragte 
Harald af Lauftun, ftrar efter at Kongen var fommen tilbage til Oslo. 
Knut bavde fendt bam for at flutte fuldfommen Fred og Forlig med 
Birkebeinerne. Kongen [od i Denne Anledning blæfe til Hirdftevne, og talte 
faaledes for fine Mænd: „De flefte vide, bvilfen Fagen og bvilfet Brydert 
vi have baft for Mibbungerne8 Skyld, og hvor mangfoldig Stade vi 
hate lidt ved gode Drenges Fald, fljønt hine, hvad der enda ev en Troſt, 
have feet endnu flere falde for vor Haand. MNu bede de o8 om Fred. 
Give vi Dem Den, Da bør vi ogfaa, fom alle gode Høvdinger pleje, fritage 
Dem fra alt Anfvar for bvad de have forbrudt imod os; ellers bør vi 
ingen Fred tilftaa dem, men trænge ind paa Dem af al Magt, ifær da 
deres Styrke nu er aftagen. Jeg er ikke mindre tilbøjelig til det ſidſte, 
end til det førfte, men I ffulle dog raade" Birkebeinerne evflærede 
ftrar, at de beller vide tilgive Nibbungerne alt det Tab, de ved dem 
havde lidt paa Gods og Folk, end længer plages med at jage efter 
Dem. — Kongen fendte nu Gyftein Roesjøn, Gutborm Erlendsſon og 
Frederik Slaffe op til Øyeren efter Knut, der med en Mængde af Ribbz 
ungernes ypperſte Folk ftrar fulgte Dem til Oslo. Her blev der nu 
fluttet Forlig. VBetingelferne for dette angives iffe, men man fan fljønne 
faa meget, at Knut foruden Straffrihed ogfaa har faaet Tilſagn om bee 
tydelige Forfeninger, og at De øvrige af Ribbungerne enfeltviis have faaet | 
Fred, ja endog tildels Anfættelfe i Kongens Fjenefte, da vi iffe mange 
Mar efter finde en af deres Høvdinger, Aamunde af Folevold, fom fon- 
gelig Sveite- eller Sroppehøvding. Og nu tog Kongen hele Oplandene i 






1) Sandfynligviis den faakfaldte FJsvitskile i Tanum Preftegjeld. Hornbore: 
fund er, fom tidligere meldt, det nu faataldte Hommero-Sund, noget 
fydligere. 




















1227, Mibbungernes Flok opløfes. 735 


Befiddelfe 1). De af Ribbungerne, fom vidfte, at De iffe funde gjøre fig 
Haab om Fred, flygtede over Grændfen og tog en vis Magnus VBlad- 
ftaf til Konge Ved Gfterretningen berom fendte Kongen Harald af 
Lauftun for at bemægtige fig bam, men Denne, fom funde ffjønne at Har- 
ald iffe meente bam det godt, forefom ham ved at overfalde og dræbe 
ban. Men Kongen havde ogfaa fendt Brev til Vermeland med Frufel 
til Indbyggerne, at bvis de iffe jagede denne Ugavnsflof fra fine Byg— 
Der, vilde ban bjemføge dem med en Brand, der iffe flulde give den 
forrige noget efter.  VBermelændingerne havde faaet nok af den førtte 
Brand, og vilde iffe udfætte fig for nogen ny. De floge fig fammen, 
gif føs paa Magnus, fit ham fat og bængte ham tilligemed nogle andre. 
Hermed ophørte Ribbungernes Flok og Navn, og det i ti Var 
af uafladelige Borgerkrige bjemføgte fondenfjeldfte Norge havde endelig 
faaet No 2). Junker Knut, bvilfen Kongen ftedfe behandlede med ftørfte 
Venlighed vg Opmerffomhed 3), gjorde fin tidligere Ferd, hvortil ban 
vel for en ftor Deel var forført af fin rænfefulde Moder, god igjen ved 
at viſe Kongen ubrødelig Troſkab, fan længe han levevde. 


126. Kong Haakons førfte Skridt til at blive fronet. Skule Jarls Stemplinger 
mod ham, og Forbindelfe med Danefongen. Haakons Stilling med Henfyn til det 
europæiffe Statsjyftem. 


på 


Da der nu iffe fænger var nogen aabenbar Kronprætendent eller 
Modfonge, mod bvilfen Haafon havde at fæmpe, — og ban faaledeg 
bogftaveligen unde figes at være Landet8 Gnevoldskonge, var det ham 
ogfaa magtpaaliggende, at erbverve den hojere Befræftelfe og guddommelige 
Sanktion paa fin legitime Berettigelfe til Sronen, fom Kroningen an- 
faaes at meddele. Han tilffrev desangaaende Pave Gregorius den Ode, 
Der faa Maaneder  forud havde fulgt Honorius den Z3dje fom Kirfens 
Overhoved *). Thi da han fom udenfor fovligt Egteſkab efter den kano— 
niffe Regel ſtrengt taget ej funde modtage nogen Indvielfe 3), maatte han, 





1) Se nedenfor, jvfr. Haakon Haafonsføns Saga Gay. 183. 
?) Haakon Haakonsføns Saga Gap. 155, 156. 


3) Han forærede ham faaledes firar efter paa Henrejfen til Bergen tvende Lang- 
føibe med fuldt Jilbehør. 

%) Honorius døde den 185e Marts 1227, og allerede Dagen efter valgtes til 
hans Eftermand den gamle, men raffe, rørige og lærde Ugolino, Kardinal 
Biſkop af Oftia, der antog Navnet Gregorius den Ode. 

3) Dispenfationen erholdtes førft langt fenere, under Jnnocentius den 4de, og 


736 Haakon Haakonsføn. 


førend han, fom det heder, funde vies under Kronen, bave pavelig Dis— 
penfation; bertif fom, at medens ban paa Dden ene Side erfjendte Nod— 
vendigbeden af, til Forebyggelfe af Fronftridigheder for Eftertiden, at give 
egtefødde Kongewtlinger abfolut Forret for uegte, maatte ban paa den 
anden Side føle, at ban derved middelbart fvætkfede fin egen Adkomſt til 
Sronen, med mindre at han erbvervede en Legitimitet, der fuldfommen udflet» 
tede Mangelen ved hans egte Fødfel; og denne Legitimitet funde alene Kro» 
ningen give. Man fan være forvisfet om, at den raſtloſe Skule Jarl paa alle 
Maader bar føgt at movdarbejde dette, og at han, for faa vidt Kongen alle- 
rede tidligere bar ytret fit Ønffe Derom, ogfaa heri har været underſtot— 
tet af Erkebiſkoppen. En Virkning af disfe Beftræbelfer var det upaatvivlelig, 
at Paven overdrog de forelpbige Underføgelfer angaaende denne Sag til Er— 
tebiffop Peter Saxesſon i Lund og Biffoppen af Skara '), bvilfen førftes 
Valg var Kongen faa udehageligt, at han fom det nedenfor ffal vifes, endog 
fandt det nodvendigt, i den Anledning at fende en Geſandt eller Befuld— 
mægfiget fil Paveftolen, der paa hans Vegne ligefrem anmodede Paven 
om at vælge en anden i bans Sted. Thi pvis iffe Skule og Er— 
febiffoppen ber bavde haft fin Haand med i Syillet, vilde vel Paven fnarere 
have overdraget Hvervet til Prælater i Landet felv, og navnlig til Peters 
Gfterfølger, Thore *), der, udvalgt af fine Kolleger, Chorsbrødrene i Ni— 
daros, netop paa Denne Tid maa bave opboldt fig i Rom for at modtage 
Indvielſen, og til hvem, fom vi ville fee, Hvervet virkelig blev overdraget 
efter at De nys nævnte udenlandføe Biffopper vare Døde 3). Med alt dette 
ftaa igjen uden al Ivivl de Filnærmelfer og ivrige Forbandlinger i For- 
bindelfe, fom nu fandt Sted mellem Jarlen og Kong Valdemar i Dan- 
mark. Di have feet, hvorledes Skule allerede tidligere, umiddelbart efter 
at ban havde faner Sigurd Ribbung til at underfafte fig, bavde ſogt at 
nærme fig Kong Valdemar, men at der iffe blev noget Deraf, formedeljt 


af Brevet, der er aftryft i Dipl. Norv. I. No. 38, ſees tydeligt, hvorledes 
den uegte JFødfel i og for fig betragtedes fom en Mangel. | 
1) Dipl. Norv. I. No, 11. J dette Pavebrev er der, fem fædvanligt, Rum 
aabent for begge Biffoppers Navne, og hvad Bijfopperne i Sfara angaar, 
fjender man ikke faa nøje til deres Filtrædeljes- og Ufgangs-Uar, at man 
veed, om den her meente er Beneditt den Yngre, eller hans Eftermand Ste— 
nar. Erkebiſkoppen i Lund var Peter Saresføn, forhen Domprovft i Lund, 


der valgtes til Andreas GSunesfens Eftermand, da denne formedelft Spe: Å 


dalfthed i Uaret 1222 tog fin Ufffed; Peter fil dog ikke Pallium førend i 
1224; han døde 10de Juli 1228, fort efter Andreas, der døde 4de Juni. 

2) Denne Thore, der til Forffjel fra den førfte, osloiffe Thore Faldes Thore 
tbrøndfée”, er fandfynligviis den Sira Thore" der nævnes i SÉules Gave: Å 
brev af 1225, fe ovenfor S. 703. 

3) Ult dette fres af det ovenfor anførte Diplom. 








1227. Skule Jarl og Valdemar den den. 737 


dennes uventede Tilfangetagelſe ved Grev Henrik af Schwerin. Ut Skule 
allerede da ponſede paa Planer til at bringe Viken, eller hele Norge, un— 
der Valdemars Overherredømme, men ſelb herſke fom hans Vafall, er 
alferede ovenfor omtalt fom bøjft fandfynligt. Valdemar fad i Fængfel 
indtil 21de December 1225, og begyndte ikke længe derefter at rejſe fig 
igjen, for at vinde de under fit Fangenſkab tabte Befiddelfer tilbage. 
Skule Farl fornyede ligeledeg fine Forføg paa at fnytte Forbindelfer med 
ham. Det er. ovenfor berettet, hvoriedes han alerede om Høften 1226 
fendte Kolbein Ketturygg og Grunde Fehirde ned til ham, og hvorledes 
disſe, Da De paa FIilbagevejen (aa indfrosne i Marftrand, bleve overfaldne 
og dræbte af Ribbungerne D.  Hvilfet Erende disſe Udfendinger egentlig 
havde haft, figes ikfe, men at det maa have været et Gvende af Vigtig- 
bed, fan frjønnes deraf at faa højtftaaende Mænd valgtes dertil; og hvad 
færffilt Grunde Fehirde angaar, da havde han, fom vi vide, været en af 
de fornemfte blandt Baglerne; ban havde alerede ved Philips Hof be— 
flædt det vigtige Fehirde-Embede, og ligefom man maa antage, at han fra 
Denne Tid havde mange og vigttge Forbindelfer ved Kong Valdemars Hof, 
faafedes vifer den Omftændighed, at ban ej, fom de øvrige Baglerbøvdin- 
ger, gif i Kongens Fjenefte, men i FJarleng, temmelig Fart, at han maa 
bate været mere fiendtligt findet mod Kongen end disfe, og hørt til den 
engere Kreds af dem, der efter Kong Poilips Død fluttede fig om hans 
Broder, Hr. Andre8 Simonsjføn, hvilken igjen, fom vi have feet, traadte 
i et Slags intimere Forbold til Skule. Da Krigen mod de nordiffe 
Smagfyrſter og Gjenerobringen af de frafaldne Landffaber paa denne Tid 

var Valdemars Hovedformaal, og det Derfor var han om at gjøre at 
famfe faa mange Tropper, fom muligt, under fit Banner, have vel ogfaa 
hans Forhandlinger med Skule Jarl fornemmelig drejet fig om at Denne 
ſkulde deeltage I Krigen. Men en faadan Underjtøttelfe tilfagde eller gav 
Skule neppe for intet, og man fan være temmelig vis paa, at hvis Skule 
bar forbundet fig til at yde ham Hjelp, bar Valdemar ogfaa paa fin Sivde 
givet Skule Tilſagn om Gjentjenefter, Der ej godt funde beftan med Haa- 
fons Interesſer, og neppe figtede til mindre end at ftøde bam fra FTro- 
nen. At Skule virkelig bar fovet at fomme Valdemar til Hjelp med Folt 
og Skibe, fan man med Gitferhed flutte deraf, at da Kong Haakon, ftrar 
efter den fidfte, fuldftændige Opløsning af Ribbungernes Flof, begav fig 
til Bergen i Følge med Junfer Knut, mødte ban i Seløerne ved Lin- 
desnes Skule Jarl, der med mange og ſtore Skibe agtede fig ned til 
| Danmarf *). En faadan Udruftning vilde Jarlen fornuftigviis ikke have 









1) Se ovenfor S. 651. 
2) Haafon Haafonéføns Gaga Gap. 157. 
Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. UM. 47 


738 Haakon Haakonsføn. 


gjort, naar Det ej var for at tage Deel Krigen. Heraf blev der dog 
intet, og i Det8 Sted vendte Jarlen om, og fulgte med Kongen til Ber- 
gen. Aarſagen ev let at indfee. Kongen, bvis fenefte Forbandlinger 
med Nibbungerne og Beffjeftigelfe med at ordne Vifens og Oplandenes 
Anfiggender maa have optaget Juni og Juli Maaneder, faa at han om- 
trent i de forfte Dage af Auguſt tiltraadte Bergensrejfen 1), Har viſtnok 
enten allerede ved Afrejfen fra Oslo, eller ogſaa undervejs, ved Tunsberg, 
Gandefund eller andenſteds fydligt i VBifen, af danſke Skippere faget Ef— 
terretning om Kong Valdemars føore og afgjørende Nederlag ved Born— 
høvede den 22de Fuli, og har fiden ved Mødet med Skule i Selverne for- 
talt det, fom Dagens vigtigfte Nybed, til denne, der umuligt fan have 
vidſt noget Derom, da han forlod Trondhjem, men fom ſtrax maatte ind- 
fee, at han nu vilde fomme for feent til Danmarf, og at Der for det 
førfte iffe Der var noget for dam at gjøre, og endnu mindre at vente, 
Hvorfor ban lige faa godt funde vende om med det famme, og følge Kongen 
til Bergen. Der tales iffe om, at Kongen gjorde Skule nogen Bebrejvdel 
fer, fordi ban faaledes paa egen Haand indlod fig med en fremmed Konge, 
hvis Sindelag mod Haafon umulig funde være gunftigt, men ban fynes 
fremdeles at have gjort fig til Regel, faa længe det paa nogen Maade 
unde ſkee, at holde gode Miner med Jarlen, og Denne, der i det mindſte for 





1 Gfterat Kong Haafon havde jaget Ribbungerne over Grændfen ved Vinger 
den 17de Mai, tilbragte han, fom vi have feet, Himmelfartsdagen den 20de 
hos Biffoppen paa Hamar, og ordnede Oplandenes UAnliggender. Dette 
har vel optaget et Par Dage, faa at han omkring 23de Mai fom tilbage 
til Oslo. Her blev han en halv Maaned, inden han tiltraadte Nejfen til 
Kongebhelle, hvilket altfaa føede omkring 7de Juni. Unfommen til Kongehelle 
omkring 9de Juni, fad han atter der en halv Maaned, altfaa omtrent til 
St. Hans Dag, da han drog tilbage til Oslo, hvor han vel Éom omkring 
den 27de. Kort efter Fom Harald af Lauftun til ham, og Underhandlin- 
gerne med Knut begyndte; disfe, faavel fom Forliget og de deraf flydende 
JForanftaltninger medtoge dog vel mindft en Uge, altfaa indtil 4de Juli. 
Derpaa beffiffede Kongen atter fit Nige, fom det heder, over alle Oplanz 
dene, fendte Harald af Lauftun efter Magnus Bladſtakk, førev til Verme— 
lændingerne om ham, og maatte, fom det er let at føjønne, holde fig færdi 3 
til et nyt Sog imod dem, indtil han erfarede Magnus” Uflivelfes til alt 
dette fan man itfe regne mindre end 3 a 4 Uger, eller til de aller vb 














Dage af Juli, faa at Ufrejfen føde omkring lfte Uuguft. Men Ffterret 
ningen om Glaget ved Bornhøvede den 22de Juli, der var en for hele Dan 
mark faa vigtig Begivenhed, funde da let, og maatte vel være Éommen k 
Oslo eller Junsberg, der ftod i faa levende Handelsforbindelfe baade med 
Danmark og Nordtydſtkland. I alle Fald kunde Kongen erfare det af de 
Handelsfartøjer fra Danmark og Iydfffand, fom han mødte paa fin Bej. 
Men derimod fan Skule intet have hørt derom, førend han — omkring Ide 
Uuguft — mødte Haafon ved Seløerne. 


| 
| 


1227. Sunfer Knuts Giftermaal med Skule FJarls Datter. 739 


en Sid ej havde Udfigten til Valdemars mægtige Hjelp for Øjnene, fandt 
ogfaa bedſt fin Negning ved at vife Blidhbed og Venlighed mod Kongen. 


+ Det ftulde fynes, fom om det ogfaa maatte være blevet et nyt og fterkere 


Baand imellem dDem, at Dronning Margrete, Jarlens Datter, netop un- 
Der hans Opbold i Bergen denne Hoſt fødte fin forſte Søn, Dlaf, til 
Verden '), og det maatte derbos bebude de bedfte Udligter for den frem- 
tidige qode Forftaaelfe mellem Kongen og begge De øvrige forrige Kron- 
prætendenter indbyrdes, at Junfer Knut, fandfynligviis efter Kongens File 
ftyndelfe, bejlede til og egtede Farlens anden Datter, Jngerid. Men 
mod Skules umættelige Grajerrighed og aldrig hvilende Lyſt til politiffe 
Madinationer formaarde ingen faadanne Henfyn at danne nogen Modvegt. 
Ved at fljenfe Knut fin Datter$ Haand havde han viftnof fun De poli- 
tiffe Fordele for Øje, føm denne Forbindelfe, Der i fig felv maatte være ham 
ubehagelig, funde bringe ham, og ban baabede vel at funne benytte den unge, 
darafteerfvage Mand fom et Redffab for fine Interesfer. Han fit det og- 
faa maget faaledes, at Knut féulde følge med ham til Throndhjem, og ude 
virfede derhos Kongens Samtykke til, at han felv den følgende Vaar, 
ledfaget af Knut og flere andre Herrer, maatte Drage over Land til Kong 
Valdemar, bvilfen han vel baabede Da var fommen nogenlunde til Krafter 
efter Nederlaget, og ved bvis Hof ban desuden havde lettere ved at 
virke paa Erkebiſkoppen af Lund til Skade for Kong Haafons Ønffer. 
At Kong Haafon og hans forftandige Raadgivere ffulde have næret 
Tillid til Skule, og ikke gjennemféuet de flefte af hans Planer, fynes lidet 
troligt. Men at Haafon dDesuagtet, fom Det ſynes, gjorde faa lidet for 
at hindre disfe Planer, og tillod ham faa uhindret at gjøre og lade hvad 
ban vilde, endog naar ban næften aabenlyft gjorde Forberedelfer til at 
ftøde ham fra Tronen, fan neppe forflares af anden Aarſag, end at Haa- 
fon engang for alle havde bejluttet, for Fredens og Sømmelighedens 
Skyld at taale alt hvad der par nogen Maade funde taales, og iffe at 
pære, ja endog at undgaa Sfinnet af at være, Den angridende Part, faa 
at Anfvaret og Bebrejdelfen for at have vppet ny Borgerkrig alene maatte 
bvile paa Jarlen. Han bar vel ogſaa nu følt fig faa fiffer paa Tronen 
og ved Underſaatternes Yndeft, at ban iffe fynderlig frygtede Jarlen. 
Men fom et Tegn paa, at Haafon dog var forberedt paa det værste, og 
betænft paa at flaffe fig Venner, ved bvis Hjelp ban funde bolde et For- 


Bund mellem Stule Jarl og Valdemar Stangen, fan man vel betragte 


den venffabelige Forbindelje, fom ban paa denne Sid indledede, eller maaſkee 
alerede havde indfedet, med Europas mægtigfte, talentfuldefte og ſtatsklo— 


1) Haafon Haakfonsføns Saga Gap. 158. 
47 * 


- 


740 Haakon Haakonsføn. 


gefte Monard paa den Tid, Kejfer Frederif den den i Tydſkland. 

Deres Stilling med Heniyn til Europas Daværende politiffe Syftem 

maatte allerede i og for fig Danne mange Berøringspunfter mellem dem. 

GSfjønt i fin Barndom underftøttet og faa godt fom opdragen af Pave In— 

nocentius den 3die, funde Frederik Dog, fom Hobenftaufer, da han fom 

til Skjels War, iffe fornegte fin Mts traditionnelle Principer, eller indtage 

en anden Stilling end den, hvori hans politiffe Interesfer fatte ham: fenere 

eller tidligere maatte ban fomme paa en føendt Fod med Pabeſtolen, der 

umuligt funde taale, at ban befæftede fin Magt faaledes i Italien, fom 

han med færdeles Klogffab og Kraft lagde an paa; fom bobenftaufift 

Kejfer, med dynajftiffe Planer, figtende til at Danne et enefte famlet Mo— 

narchi af alle de ham undergivne Lande, var og blev han Ghibellinernes 
Hoved og det pavelige Herredømmes Modſtander; forud for fin Vid i 
Dannelfe og aandelig Udvikling, mere liberal og tolerant end de flefte af 
hans Samtid, betragtedes han fom en Fritanker, ja tildels endog fom 
en Gudsfornegter, eller omtrent fom Kong Sverre betragtedes af Gejjtlig- | 
feden for tredive War tilbage. J Tydſkland havde han fom Hobenftaufer 
arvet fin 618 Familiefiendffab med det mvelfifte Huus. Fejder med dette 
havde foruroliget hans tidligfte Umyndigbeds-Uar, og af disfe tvende ſtri— 
dende Hoved - Interesfer, De welfiſke og De hohenſtaufiſke, beftemtes alle de 
vigtigfte politiffe Bevægelfer i det tydffe Rige. De danſke Konger af Bale 
demarernes Huus havde for Det meſte fluttet fig til de melfifte og de par 
velige Fnteresfer. Lige faa viſt fom de hbobenftaufifte Kejfere,z med deres 
pidt fvævende Herfferplaner, ogfaa ftrafte Dere$ Hænder ud efter Danmark 
og føgte at gjøre det til et Lyd- eller Lensrige under Tydſkland, lige faa vift 
maatte fælles Fare og fælles Fordeel bringe Danmarks Konger og Melferne, 
der desuden paa det nærmefte vare Naboer, til at flutte fig fammen mod 
bine, og føge Paveftolens mægtige Venſtab. Det var fun Valdemar den 
2den, fom for en fort Tid, da den tvelfifte Kejfer Ottos Magt var fnæte 
fet, gjorde et Brud paa Ddet gamle Syftem og traadte over paa Den hohen= 
ftaufiffe Frederiks Side, hvorved han erhvervede Bekræftelfe paa fit-Herree 
dømme over Mordaldingen m. m.; men dette, næften unaturlige, Forhold 
parede iffe fænge, og da Valdemar, løsladt fra fit Fangenffab, ruſtede 
fig til at hevne Den lidte Fongrmelſe og gjenvinde de tabte Lande, var 
Kejferen atter fiendtligt ftemt mod Danmark og opfordrede alle tydſke Fyr⸗ 
fter til Kamp mod dette Land, medens Welferne derimod, fom juſt paa 
denne Tid fom i Strid med Frederik om Deres Befiddelfer, og desuden ÅÅ 
vare nær beflægtede med det danffe Kongehuus, ſtode paa Valdemars Side 
og fæmpede for det danffe Herredømme i Tydſkland. Men paa famme 
Maade, fom de hohenftaufiffe Kejfere ftrakte deres Hænder efter Danmark, | 
paa famme Maade frakte de danffe Konger Hænderne efter Norge: Kong 





















1227. Kongens venffabelige Forbindelfe med Kejferen. 741 


Valdemar betragtede ganſke vift endnu Sverres Wtlinger fom aldeles uberettiz 
gede til Fronen, eller fom Ufurpatører, bvilfe han neppe engang tilftod Kone 
genavn, og fom ban forfængft vilde have forjaget, bvis iffe Omftændighederne 
havde hindret bam fra at blande fig umiddelbart i Norges Unliggender, 
flere end Den ene Gang da ban var oppe Å Norge og indfatte Erling 
Steinvegg. Allerede derved maatte Haafon Haafonsføn, fimpelt hen efter 
den fædvanlige Tingenes Gang, at man er fine Fienders Fiendes Ven, føle fig 
bendragen til Kejfer Frederik, og betvagte han fom den, paa bvis 
Biftand ban i en muligt foreftaaende Krig mod Danmark funde vegne 
Men tillige maatte han føle, at de lige overfor Paveftofen havde Interes— 
fer tilfelles. Norge, eller rettere Sverres Mt, repræfenterede i Morden 
| de gbibellinffe, Danmark de tvelfiffe Sendenfer 1). Hvor tidligt Frederik 
og Haafon traadte i umiddelbar Forbindelfe med hinanden ved Gefundt- 
ffaber og Udverling af Gaver, figes itfe; vi erfare fun faa meget, at Kej— 
feren allerede omfring 1229—1230 faldes Haafons Ven *) viltet forud- 
fætter at en faadan Forbindelfe allerede var opftanet, og at det var Kej- 
feren, Der gjorde det førfte Skridt til at bringe denne Forbindelfe i Stand, 
| idet ban — Fiden angiveg iffe anderfedes, end at det var ,længe før" 
| 1237 — fendte et Geſandtſkab, i hvis Spidfe der ftod en Herre ved Navn 
Vilhelm, til Kongen og Jarlen med mange Foræringer, hvorimod Visfe tif 
Gjengjeld fendte han mange andre Gaver, af det Slags, ,fom Der fYd paa 
pare vanffelige at erholde", og derfor betragtede8 fom Koftbarheder. Fra 
den Tid af, figes der, begyndte Sendeferder mellem Kongen og Krjferen, 
og den førfte Gefandt, Kongen fendte, var Stallaren Gudleit af Uff, der 
traf Kejferen paa Sicilien, og blev venffabeligt modtagen af ham. Denne 
førfte Vilnærmelfe fandt maaffee allerede Sted i Maret 1224, da Kejfer 
Frederik opholdt fig paa Sicilien for at undertvinge De oprorſke, der bor 
Lende Saracenere, og da han udtryffeligt opfordrede Pave Honorius til at 
ffende Gefandter faavel til Frankrig og England, fom til de pvrige euro- 
Ppæifte Fvriter, for at virfe til Korstogets Fremme 3). Man feer ellers 
fberaf, at Norge allerede i de førfte Aar efter Kong Haakons Optræden 
fom myndig, og endnu førend den farlige Nibbungefejde var endt, havde 
| begyndt at tildrage fig Udlandets Opmerkſombed. 

| Norges Forhold til England fynes paa denne Did i det bele taget 
hat bave været venftabeligt, da begge Lande gjenfidigt tiltrængte hver- 
andre. Allerede i 1217, da Kong Haakon havde befteget Tronen, til 
ftrev Kongen eller vel rettere Jarlen, fom hans Formynder, Den ligeledes 
Be 
































1) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 191, 
2) Haakon Haakonsf. Saga Gap. 164. 
3) Raynaldus, ved 1224, No. 11, 12. 


742 Gaakon Haakonsfen. 


umyndige Kong Henrik, og foreflog et Freds- og Enigbeds - Forbund. 
Overbringeren af Brevet var Abbeden i Lyfeklofter, Der altid havde fraaet 
i nøjefte Forbindelfe med England, fra bvilkfet det var blevet fiiftet, og 
bris Skibe endog for faa Aar fiden bavde faaet Fritagelfe indtil videre 
fra alle fædvanlige Afaifter i engelite Havne '). Kong Henrif fvarede 
færdeles venligt, udtryfte Det Onſke at begge Niger feulde være „felles“, 
og famtyffede i at Handelsmænd fra det ene Nige frit og ubindret ſtulde 
funne beføye det andet. Han beboldt endog Abbeden en Stund hos fig, 
for efter Evne at erftatte nogen Stade, der af bans Underfaatter fynes 
at bave været tilføjet et af Kongens Søibe. Det lader itte til, at Dette vene 
ffabelige Forbold ev roffer under de VORTE Storme, fom i denne Sid 
ryſtede England *). | 


eg 


1297. Kongen og FJarlens famtidige Dphold i Bergen. Uroligheder mellem deres 
Maænd. FJarlen beføger Kong Valdemar og forlenes med Halland. 


Under Kongens og Jarlens famtidige Ophold i Bergen gik det not 
faa venligt tif-mellem dem felv; de holdt begge til i Kongsqaarden, og 
vare hver Dag flifteviis Gjeft hos binanden Men det mislige Forhold, 
fom herſkede mellem dem, aabenbarede fig dog lige fuldt ved idelige Slags— 
maal mellem deres Folf, bvortil der var alt for god Anledning, da Drit | 
og Sviir )ørte til Dagens Drden, og faavel Kongen, fom Farlen, havde | 
en Mangde af fine Mænd om fig, bvilke igjen, fornemmelig Lendermæne | 
Dene, boldt betydelige Skarer af Krigere. Man fan faaledes let fores | 
ftille fig, bvor uroligt det Denne Sommer gik til i Bergen, og hvor fror 
Anftvengelje Der behovedes, fra De Styrendes Side, for nogenlunde at 
holde Ovden. Et Erempel er os opbevaret. Det er ovenfor nævnt, bvore 
fedes Thord Preft, Søn af Birfebeinen Erik Bagge, havde været med 
at drebe Hirdmanden Arne Herjardal, Paal VBaagaffalms Frænde, nord 




















1) Rotuli lit. pat. London 1835 I, 1. 95. 


?) Rymeri foedera, nyefte Udgave I. 149. Brevet, hvoraf ogfaa en lige 
dende Gjenpart udftedtes til Skule Jarl, er dateret 10de Oftober 1217. De 
er viftnof en Misforftaaelfe, naar man forklarer Slutningsordene, fom om 
Kongen af England vilde ſoge Regres hos Abbeden og Kongens Skib for 
Stade, han felv eller hans Underfaatter havde lidt. Der ftaar: ,retinuimud| 
abbatem prædictum, ut de navi vestra et rebus in ea contentis pro poss 
nostro restitutionem de ceteris negotiis nostris fieri faciamus,* (te 
neppe kan gjengives anderledes end: „vi have holdt bemeldte Abbed tilbage | 
for med Henfyn til eders Skib og Lavning, efter Evne, at flaffe Erftatning | 
af vore Gjendele.” Det er ifær Udtrykfene pro posse nostro og fieri, fom : 
vife dette. Kongens Stib har rimeligvis under Forvirringen i England 
været blevet ilde medhandlet. 


- 1227. GSlagsmaal mellem Kongens og Jarlens Jilhængere. 743 


i Baagen 12241). Dette Drab føgte nu Paal Vaagaſkalms Søn Ivar 
Grette at hevne ved at dræbe den gamle, uſkyldige Erik Bagge, men bere 
over bleve Kongens Hirdmænd faa forbitrede, at de væbnede fig, og vilde 
have fat paa Nikolas, Ivars Broder. - Nikolas og hans Fader Paal 
(og fandfynligviis Ivar Grette felv) toge deres Tilflugt til Nikolaikirkens 
Taarn, men Hirden ftormede efter, og vilde bryde Kirfen op. Da blev 
Kongen, fom den Dag var Jarlens Gjeft, Faldet til, og ilede med Skule 
Derhen: det var paa bøj Tid, thi Hirdmændere havde nu faaet fat paa 
Lendermanden Ivar Nev, Paals Frænde, og vilde drabe han, alt efter 
den gamle, fordærvelige Stkif, at man, fom det i Loven heder, i Drabs— 
tilfelde ej holdt fig til Banemanden felv, men til Den bedfte og meft an- 
feede af hans Et, fige meget om denne var ganffe uftyldig i Drabet. 
Kongen tog ſtrax Ivar i fin Beftvttelfe, forbød Hirden at frænte Kirke- 
freden, lod Drabsmanden, Jvar Grette, bemmelig bringe over til Munke— 
tiv Klofter, hvorfra han fiden fom ud af Landet, og erklærede paa en 
Hirdſtebne Dagen efter, at Nikolas ej ſtulde undgjefde for en Handling, 
hvori ban ej havde baft Den mindfte Deel. Men vette vifer noffom, hvor 
fiendtlig Stemningen var mellem begge Fyrfters FJilhængere *). Den ven- 
fige Omgang mellem Kongen og Jarlen vedblev imidlertid uforandret lige 
til Dennes Ufrejfe til Throndhjem, og Vintren gif voligt ben. Den paa— 
- følgende Vaar, da Stule, efter fom det var beftemt, med Junfer Knut og 
et ſtort Følge begav fig over Land til Oslo, for fiden at drage til Dan- 
mark, og Kongen firar efter anfom til Søs fra Bergen, var Forholdet mel 
fem dem felv fremdeles tilfyneladende not faa godt. Kongen, der paa fine 
Skibe havde medbragt fuldt op af alle Fornødenheder, medens Jarlen, der 
var Dragen over Land, iffe havde funnet føre ftort med fig, bevertede ham 
De flefte Uftener hos fig, ſtjont de for øvrigt ikke boede fammen, Da Kon- 
gen holdt til i den Gaard, der faldtes Digreftytningen, Jarlen derimod i 
Starthælen 3), medens Kongsgaarden, der maaſkee endnu ikke var fuldt færdig, 
beboedes af den nye Erkebiſkop Thore, der juft var fommen tilbage fra Rom, 
og var bfeven modtagen af Kongen med den ftørfte Forefommenhed. Men 
Voldsſcenerne mellem Kongens og Jarlens Mand fornyedes. En af Jar- 
lens Folk, Rove Hallkellsſon, dræbte en Aften en af Kongens Hirdmænd, 
Olaf bvite, men var fornuftig not til, ſtrax at ile lige hen til Kongens 


— 


1) Se ovenfor S. 675. 

2) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 157. 

3) Begge disfe Gaarde omtales oftere, ogfaa i Diplomer. „Digreſtytningen“ 
vil egentlig Éun fige „den digre eller fore Skytningsſtue““. Gtarthæalen til: 
hørte rvimeligviis en Mand med Filnavnet Skarthæl, der fiden nævnes i 
Haafon Haafonsføns Saga. 


EDR 0 


744 Haakon Haakonsføn. N 

Herberge og bede ham om Vilgivelfe, bvilten han vafaa firar fit. Kongens 
Lendermænd og Hirdmænd, der iffe vidfte dette, ſtormede imidfertid hen 
til Jarlsmændenes Herberge, for at tage Hevn, og da Kongen, paa Jar— 
fens Anmodning, i egen Perfon begav fig derhen for at tale de Forbitrede 
til Nette, og med Nød og neppe bavde banet fig Vej over fine egne Hird- 
mænds Hoveder ind i Gaarden, var en af FJarlsmændene 1) fræt nok til 
at foreflaa fine Kammerater, uden Videre at flaa ham ihjel, Da havde de 
Dog noget for af Denne Uro". De andre ffammede bam vigtignok ud for 
Dette nederdrægtige Naad, men man feer dog heraf, bvilfe Føleljer Dder 
tunde befjæle enkelte af Jarl8mændene, og fom aabenbart havde deres Ud- 
fpring fra Jarlen felv. Kongen, der fremdeles fun føgte at overholde Fred 
og No, uden enten at fee til højre eller venftre, ftevnede alle de Filftede- 
værende til Møde paa Halvards Kirfegaard, og gif imidlertid med Jarls- 
mændene et Styffe udenfor Byen, Da De ellers ikke funde være ſikre for 
Birkebeinerne; derpaa gif ban bjem, og førte med egen Haand Noe ind i 
Hallvardsfirfen. Erkebiſkoppen blandede fig ogfan i Sagen, idet ban fendte 
Bud til Kongen, med Bøn om at ban vilde forebygge pvderligere farlige 
Følger af Slagsmaalet. AUnmodningen var viftnok overflødig, da det netop 
var herpaa, at Kongens Beftræbelfer gif ud; han lovede imidlertid at 
efterfomme den, og faa vidt man fan ffjenne, Iyffedes Ddet ham. Da 
Skule jtrar efter ftulde tiltræde fin Rejſe til Danmark, hvilket han havde 
tænøt at gjøre paa lejede Kjobmandsſkibe, vifte Kongen ham ſtrax den Op- 
merkſomhed at laane ham Skibe og ffjenfe ham Ledingen af 12 Sfibreder, 
faa at han funde vejfe ftandmæsjigt. Denne Opmerfjomhed er faa meget 
mere at beundre, fom Kongen umuligt fan bave betragtet Farlens Nejfe 
med gunftige Djne, eller endog fun med Ligegydigbed. Han maa have 
næret Mistanfe om, at Skule vilde virke i fin egen, og mod hans, Inter— 
esfe, om iffe i anden Henfeende, faa Dog i det mindjfte for at hindre hans 
Kroning, der nu paa en Maade var afbængig af den danføe Erkebiſkops 
Godtbefindende, og I bvilfen Anledning ban enten nys havde affendt, eller 
juft nu affendte den før omtalte Befulvmægtigede eller paalidelige Agent 
til Paven, for at anmode denne om at fratage Erkebiſkoppen af Lund det 
ham overdragne Underføgelfes-Hverd og udnævne em anden lUnderføgelfese 
Kommisfær i hans Sted, da Kongen, fom Paven felv fiden udtryfter fig, 
„af tlætfelige Grunde havde ham mistæntt for at være fig imvd” *). Jare 





1) Han bed, ifølge Gagaen, Sigurd, men hans Tilnavn eller Faders Navn 
angives ikke. J 
2) Se det oven anførte Brev, Dipl. Norv. I. No. II. Hvo den Agent eller 
procurator var, fom Kongen fendte, figes itte; man Eunde formode, at 


han tillige har været Gefandt hos Kejferen, og faaledes kunde det vel være 


1228. Skule Jarl forlenes med Nordre Halland. 745 


fen begav fig virkelig med et glimrende Følge, bvoriblandt Funker, eller, 
fom han nu faldtes, Herr Knut, Gregorius Jonsfon, og Aasulf Jarls- 
frænde, ned til Kong Valdemar, Hvilfen ban traf i Kjøbenhavn, fandt en 
venlig Modtagelfe, forblev Hos bam en Stund, og havde, figes der, mange 
hemmelige Samtaler med ham, hvorhos Danefongen, da de omfider føiltes 
ad, gav ham mange og fore Gaver, og forenede bam med Halvdelen (fande 
fynligviis den nordlige Halvdeel) af Halland. Om dette iffe var mistæn- 
feligt, maatte intet være Det. De hemmelige Forhandlinger med Valdez 
mar, fom ej alene iffe havde fagt Dolgsmaal paa, men endog med væbnet 
Haand havde føgt at gjennemføre fine foregivne Fordringer paa Lensherre- 
dommet over Norge, eller i det mindfte over Vifen; disfe Forbandlinger 
juft paa denne Tid, da de foreløbige Underføgelfer med Henſyn til Haa- 
fons Kroning ftode paa, og nu endelig Foreningen med halve Halland, 
dDer for Enbver maatte fee ud fom om Den var myntet mod Vikens Sit- 
ferhed og Nolighed, ej at tale om De ubehagelige Minder fra Finn Arnes— 
føns og Haafon FIvarsføns Dage, fom den opfriffede: alt dette kunde 
umuligt andet end baade vokke Mistanfe og Misnoje. Hvad der end mere 
beftyrfer, at Jarfens Bedrift i Danmart maa have gaaet ud paa Landets 
eller å det mindfte Kongens Stade, og faaledes været af den Natur, at 
ingen loyal Patriot eller Kongeven funde være tjent med at anſees deel— 
agtig deri, er Den Omjftændigbed, at faavel Hr. Knut, fom Gregorius 
Sonsføn, ved Filbagefomften til Norge, hvor Jarlen og de aller førft lob 
ind til Sunsberg, firar føilte fig fra Denne, for at begibe fig til Kon- 
gen, der imidlertid var rejſt til Bergen. Skule, der felv blev tilbage i 
Viten og tilbragte Høften Der, funde iffe vel negte dem Orlov til Rejfen. 
De havde allerede næften tilbagelagt Den, og vare fomne lige til Hvarven 
udenfor Bergen, da Skibet, hvorpaa De befandt fig, fødte mod en Bode 
og forlifte, bvorved Greqorius og flere andre omfom, medens Knut fun 


«med Nød og neppe blev reddet, og miftede mange foftbare Ejendele 1). 


Med Gregorius uddøde i lige nedftigende Linje den gamle Blindbeim3-IGt 
paa Søhdmøre, der anſaaes for Den ppperfte af alle Lendermands-Gtter- 


den før omtalte Gudleit af Aſk, Stallaren, Gamme Agent maa have været 
affendt aller feneft i Begyndelfen af 1228, da hans rende var at faa Er— 
Eebiffoppen af Cund removeret fra Underføgelfeshvervet, og denne døde alle 
rede 10de April 1228, hvorom Agenten underrettede Paven, der da, fom det 
nedenfor vil ſees, overdrog Hvervet til Erkebiſktop Thore og Biffop Urne i 
Bergen. Naar Paven felv fandt, at Haafon havde klakkelige Grunde (ra- 
tionabilis caussa) til at holde Erkebiſkop Peter af Lund mistænkt, Éan 
man neppe tvivle paa at han var Kongens Fiende, og af alle Kræfter vir 
kede imod ham, eller til Gunft for Stule. 


1) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 16L. 


746 Haakon Haatfonsføn. 


ne ?). Kongen tog meget venligt imod Knut, der fra Denne Vid, fom det 
fynes, forblev hos bam eller i det mindfte ikke vendte tilbage til Jarlen; 
og Da iffe fænge efter Jarlens Datter Ingerid, Knut& unge Huſtru, afgit 
ved Døden, var Det, fom Sagaen udtryffer fig, aldeles forbi med deres 
Venſkab, og Knut optvraadte endog aabenbart fom bans Modſtander *). 
Den ærlige Knut maa have feet og hørt faa meget under Opholdet hos 
bam den fidft forlobne Vinter og under Beføget i Kjøbenhavn, at han ej 
ffjøttede om at have videre med bam at flaffe. Paa bvilfet Sted i Bifen 
Skule Jarl opboldt fig Denne Høft, eller Hvad han tog fig for, omtales 
iffe. Snareſt ffulde man formode at han bar opholdt fig i den aller fyd- 
ligfte Deel, nærmejt Halland, og maaffee endog af og til i dette Landſkab, 
for at tage fit Len i Befiddelje og treffe de i den Anledning nødvendige 
Foranftaltninger. For Reſten havde ban, hvis han virkelig harde fat fit 
Haab til at den Danffe Erkebiſkop fom Underføgelfes-Kommisjær funde til- 
føje Kongen nogen Stade, den Wvqrelfe, at ban Døde maaffee endnu in- 
den Han felv havde forfadt Danmark, eller firar efter (10de Juli; og Da 
figefedes Biffoppen af Sfara omtrent paa famme Iid, eller fort efter, 
var afgaaen ved Døden, vverdrog Paven, underrettet derom af Kongens 
Agent, Underføgelfesbvervet til Erørbiffop Thore af Nidaros og Biftop 
Arne i Bergen ved en Skrivelfe af 13de Februar 12293). Henimod 
Vintren vendte Jarlen atter tilbage til Throndhjem og forblev Der, medens 
Kongen tilbragte Vintren i Bergen. Da, beder det, var der god Fred i 
Landet og godt Samtyffe mellem Kongen og Jarlen. Det ſidſte vil vel 
dDa fun fige, at Farlen endnu iffe bar fundet det belejlige Ojeblik at være 
fommet, til at tage Maffen af, og at Den bumane, forfonlige Konge, ſtjont 
han viftnof gjennemføuede bam, fremdeles, faa fænge det var muligt, føgte 
at overholde i det mindjfte Det ydre Sfin af fømmelig Enighed og god 
Forftaaelfe. Heller iffe fra Naboriget Sveriges Side behøvede Haafon 
for det førfte at frygte nogen Ufred.  Gjter Forliget med FJunfer Knut 
maa man antage at Wſkil Lagmand var fommen paa en venffabelig Fod 
med ham, og da funde ban not være fiffer med Henfyn til VBeftgøterne. 
Derforuden havde de fvenffe Stormænd nu nok at beftille med indDbyrdeg 


1) Dette er Sagaens udtryfklige Ord. Den befjendte Deel af Atten gaar, 
fom det af Slægttavlen No. 13 i forrige Bind vifer fig, ikke længer op end 
til Gregors Plejefader Jon Smjerbalte, der maa have levet omÉring 1100, 
men der er al Sandfynlighed for, at den ovenfor I. D. 1. B. S. 739 omr 
talte Thorgeir paa Blindheim, der af Egil Skallgrimsſon frelftes for at Ki 
fæmpe med Berferfen Ljot, var famme At. N 

2) Haafon Haafonsf. Saga Cap. 174. Dette fortælles ved 1232—33, uden 
at det udtrytfeligt figes, naar Fru Ingerid døde. 


3) Dipl. Norw. I. 11. 





1228. Svenſke Forhold. 747 


Fejder, idet de herffefyge Folfunger i Aaret 1229 fatte en af deres egen 
Midte, Knut den lange, paa Tronen 1); den trettenaarige Erik Eriks— 
føn eller vettere hans Formyndere, føgte at dæmpe Oprøret, men bleve 
aldeles flagne ved Alvaſtra *) og Erik maatte flygte til fin Morbroder, Kong 
Valdemar i Danmark; forft efter fem Wars Forløb, i hvilken Tid GSejr- 
herrerne fynes at habe anrettet frygtelige Øvdelæggelfer 3), fom ban til— 
bage, fældede Knut lange i Slaget ved Sparfetra (1234), og fatte fig 
paa ny i Befiddelfe af Sronen, uden at Dog De andre Fejder derfor endnu 
paa lang Tid ophørte. Men faa meget maa anſees vift, at de ſpenſke 
Magtbavere i disfe Aar iffe funde tænfe paa at yppe Kiv med Norge. 
Og der blev beller itfe Sale om at fordre Fyldeftgjørelfe for Haa- 
fons VBermefandstog førend i 1241. Om VLintven, i Begyndelfen af 
Naret 1230, da Haafon opholdt fig i Oslo, fom hans Frænde, Folk— 
ungen Magnus Brofe, Søn af Knut Jarl, Byrge Brofas Søn, til ham, 
uvift i bvilfet Øjemed, blev vel modtagen, og opholdt fig nogen Tid hos 
bam*). Da Magnus børte til de fejvende Folfungers Parti, maa dette 
anſees fom et Tegn paa, at de, fom Da ffode ved Roret i Sverige, holdt 
Fred og VBenffab med Haafon. Og faaledes vedvarede Forholdet, indtil 
Borgerkrigene i Sverige ophørte, og Byrge Jarl den yngre fit Magten. 


1) Man fjender ikke ret Knut den langes Slægtsffabsforhold. Kun i en enefte 
Kongerekke, der antages at være fra c. 1380, kaldes han Knut Joansføn 
(Fant. Ser. r. Sv. I. 20), og er dette rigtigt, har han maaffe været Søn af 
den ved Aſpenes faldne Jon Jarl, feovenf. S. 672, jvfr. Lagerbring IL. S. 
327. Men rimeligere er det at antage ham for den i flere Diplomer fra 
1222—24 forefommende Knut Holmgersføn, Kongens Frænde og Raad: 
giver, fe ovenf. S. 672. 

2) Navnet angives forffjelligt, Oluftrum, i de islandffe Unnaler Ulangrar. 


3) Gregor den Gdes Skrivelſe af 17de Februar 1232, Ciljegrens Dipl. Sv. 
I. 264. 

2) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 165, jvfr. 269.” æfemaaderne paa disfe 
Eteder ere i de forffjellige Haandfkrifter heel forffjellige, hvilket ogfaa har givet 
Anledning til hojſt afvigende Ungivelfer af de her nævnte FolÉungers Slægts- 
forhold. Paa førffe Sted ftaar: ,, Magnus Brofe, Søn af Knut Jarl, 
Byrge Brofas Søn, Kong Haafons Frænde; han var gift med Sigrid, 
GSviafongen Knuts Datter, deres Søn hed ogfaa Knut.” Dette er af flere 
navnlig Langebef IL. 467, forftaaet fom om det var Magnus Broke, der 
var gift med Sigrid, og denne har man da, efter Ghronologien, antaget for 
Knut den langes Datter. Men efter Haandføriftet er det langt rimeligere 
at henføre Ordene „han var gift” til Knut Jarl, hvorved Sigrid blev Mag: 
nus's Moder, og derved tillige Kong Knut Erifsføns Datter. Dette be: 
ftyrfes af Gap. 269, hvor der ftaar: , Magnus Brofe (eller Knut, Søn af 
Magnus Broke) tyktes ogfaa at være nær berettiget til Kongedømmet, da 
han (dette ,,han"” maa i alle Jilfælde gaa paa Magnus) var Datterføn 
af Kong Knut Eriksſon“; hvad der fortælles om Magnus's Giftermaal med 
Knut langes Datter er altfaa en fuldftændig Misforftaaelfe. 


748 Haakon Haafonsfen. 


128. Grfebiffop Thore den throndſkes Fortvarige Virkſomhed. Erkebiſkop 
Gyftein opføres blandt Helgenerneg Fal. 


Grøebifftop Thore, Peters Eftermand, blev, fom det ovenfor ev 
nætnt, ved fin Filbagefomft til Norge om Baaren 1228 venffabeligt 
modtagen af Kongen, fom paa den Tid opdokdt fig der tilligemed Jarlen, 
og fif firar efter Lejlighed til at optræde fom Fredsmægler, Da Der Var 
opftaaet blodigt Slagsmaal mellem Kongens og FJarlens Mænd . Dette 
fynes at være Den enefte Lejligbed, hvorved han blandede fig i verdslige 
Anliggender. Der var liden YUnledning Dertil under Det nærværende 
Havblik i de fædvanlige Rivninger mellem Kongen og Jarlen, og han 
fad for fort Tid paa Erkeſtolen til at opleve nye Sylittelfer; han døde 
nemlig allerede Paaffedag den 7vde April 1230 *), og hans Embedstid, 
Der ſaaledes fun varede omtrent et Aar, var, fom det fynes, fornemmelig 
optagen af Foranftaltninger til at fan den for 41 Aar fiden afdøde Er- 
febiffop Eyſtein erflæret for en Helgen. J den Anledning var det vel 
at ban om Sommeren 1229 fammenfaldte alle Landets Biffopper til et 
Provincial-Konciltum i Nidaros 3), thi Annalerne berette for Dette Aar, 
at Eyſteins Hellighed Da blev anerfjendt, bvilfet neppe fan være fleet paa 
anden Maade, end ved en Dom eller Erklaring af de ved dette Møde 
forſamlede Biftopper. Paven, hvis Samtykke dertil egentlig udfordredes, 
var endnu iffe bleven adfpurgt Derom, fom man feer af et Brev fra Pave 
Greqorius af 1241, hvor Vet paalægges enfelte navngivne Prælater at 
underſoge, hvorledes det forholder fig med Eyſteins Liv og foregivne Mi- 
rafler, famt dDerpaa at indberette Derom til Paven, for at Denne derefter 
fan beftemme fig, om ban vil opfylde Erkebiſkoppens, Lydbiffoppernes og 
Kongen8 Ønffe om at faa Eyſtein optagen Å Helgenernes al *). Endnu 
4 1268 var ingen Beftemmelfe tagen, da man for dette Aar ogfan bar 
et Brev af lignende Indhold fra Pave Clemens den 4de til nogle andre 
norffe Prælater 5). Det er endog uvijt, om Pavens Stadfæftelfe af Ka- 


nonifattonen nogenfinde er erbvervet. — Dette hindrede imidfertid iffe den 


norffe Gejitligbed og bele det norſke Folt fra at erfjende Eyſtein for en 
Helgen (St. UAuguitinus); hans prægtige Skriin opbevaredes i Thrond— 
hjems Chriſtkirke lige til NReformationen, og der er al Grund til at ane 
tage, at Optageljen og Striinlæggeljen af hans jovdiffe Levninger allerede 


1) Ge ovenf. S. 744. 

2) Haakon Haafonsf. Saga Cap. 165. 
3) Gammefteds * 162. 

*) Dipl. Norv. I, 23. 

5) Suhms Hift. af Dan. X. 623. 





1229. Erkebiſtop Evftein erklæret for en Helgen. 749 


fandt Sted under felve Mødet i 1229. Hvor vidt Kongen var tilftede 
ved denne Højtidelighed, eller i det mindfte ved Helligheds-Erklaringen, 
fan af Sagaen iffe ſees; vimeligviis tilbragte ban dog hele Sommeren i 
Bergen 1); men at Farfen paa Den Sid var i Throndhjem, fynes at være 
vift, og ban maa vel Derfor ogſaa have været enig med Erkebiſkoppen i 
Denne Foranftaltning, Der unegteligt vidner om en fortfat Sfræben efter 
forøget Magt og Fndflydelfe fra den norffe Kirkeftyrelfes Side, og bvor- 
til Kongen, da den forſt var fommen paa Bane, itte godt funde negte 
fit Samtvfte.  Heraf fan man vel ogfaa flutte, at bvis et [ængere Liv 
bavde været Shore forundt, vilde han have optraadt med temmelig Muyn- 
digbed, ogfaa bvor det gjaldt den verdslige Politif. Men bvor vidt dette 
vilde være blevet til Fordel for Skule, er et andet Spørgsmaal, fom 
vanffeligt fan befvares, ifær Da ban ikke engang fit Unledning til at 
vife, bvad Side han beldede til med Henfyn til Spørasmaalet om Kon- 
gens Kroning; thi det Brev, hvorved Paven udnævnte ham til Kommisfær, 
indløb neppe engang til Norge, førend efter at han var død, eller i alle Fald 
fun faa Dage før *). Da Biffoppen af Bergen iffe anfaa fig fompetent 
til at fortfætte Underføgelferne alene, anmodede Kongen Paven om at ude 
nævne en eller flere nye Kommisfærer i Grøebiffoppens Sted, bvilfen An— 
modning ogfaa blev opfyldt, idet Pave Gregorius ved Skribelſe af Ove 
September 1241 udnævnte Biftop Askel af Stavanger vg Abbeden i 
Stanley Citercienferflofter i England 5). Til Erkebiſkop efter Fhdre 
valgtes Chorsbroderen i Nidaros Sigurd Favfe eller Sine*), Søn 
af den ved et Udfald fra Bergen under Bergensfommeren 198 faldne 
tapre Birfebeinerhovding Eindride Peine, og Brovderføn af biin Gvftein 
Naadsmand, Der var tilftede paa Rigsmodet i Bergen blandt de Grjitlige 
fra Midaro8 5). Han drog famme Sommer til Rom for at indvies, og 
fom iffe tilbage førend den følgende Aars Hoſt *). Imidlertid var der 
forefaldet vigtige VBegivenheder i Skatlandene Hiinfides Havet, der for 





1) Det beder nemlig udtrykkeligt Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 162, 
at Kongen tilbragte Vintren 1228—29 i Bergen, og i Gap. 164, at han 
om Høften drog fra Bergen til Oslo. 

?) Det var nemlig dateret 13de Februar, og han døde allerede 7de Upril, 53 
Dage derefter. 

3) Dipl. Norv. I, 12. 

4) Navnet fan og læfes ,Suun''; det forefommer i Haafon Haafonsf. Gaga 
Gap 165; „Tavſe“ derimod i Unnalerne faavel fom i Underffrifterne paa 
Skule Jarls før omtalte Brev af 29de Septbr. 1225. 

5) Om Gindride, fe overf. S. 324. Han var Søn af Hallfell paa Lo, og Philip 
Jarls MerÉesmand, 


$) Haafon Haafonsj. Gaga Gap. 168. 


750 Haakon Haafousføn. 


nogen Tid optoge Kongens hele Opmerffombed og udørævede hans umid- 
Delbare Indſkriden, faaledes fom det nu ſkal berettes. 


129. Begivenheder i Sfatlandene. 


Af en Konge med Haafons Dygtighed og Omhu for Nigets Velvære 
og Hæder var Det at vente, at ban ogfaa vilde ofre Forboldet til Skat— 
Landene den tilbørlige Opmerffomhed, og førge for, at disfe Rigets fjer- 
nere Bejiddelfer, der alt for gjerne vilde løsrive fig, naar de fporede den 
mindſte Svagbed hos Moderlandet, holdtes i Den tilbørlige Lydighed. Denne 
Sag laa Haafon endog mere paa Hjerte, endD hans nærmefte Forgængere, 
og ban8 VBejtræbelfer i Dette Øjemed danne en væfentlig Deel af hans 
fange, raſtloſe og fortjenftfulde Regent-Virkſomhed. For vet at forftaa 
Dem, og betragte dem i dere$ Sammenbæng, ev det nødvendigt at gaa 
noget tilbage i Jiden. Hvad nu ført Orknoerne angaar, have vi feet, 
at Farferne Jon og David, Sønner af Harald Madadhsſon, i Aaret 
1210 havde gjort Afbigt og udredet Boder for deres tidligere Frafald, 
og at De havde fvoret Kong Inge og Haafon Jarl Iroffabsed famt ſtil— 
fet Gifler til Pant paa Deres fremtidige Troſkab 1). Siden den Iid fyr 
nes Fon, der fiden David8 Død 1214 herſkede ene, nogenledes upaaklage= 
figt at være bleven den norffe Krone tro, hvortil Marfagen maaſkee for- 
nemmelig var den, at han, fom Det fynes, ftod fig mindre godt med Kon- 
gen af Skotland, fin Lensherve for Katanes. Efterretningerne om De indre 
Begivenheder i Skotland paa Denne Tid eve ellers faa magre, at man 
meftendeel8 maa gjette fig frem. Da den fyttenaarige Alexander den 
2den bavde fulgt fin i Waret 1213 Den 13de December) afdøde Fader, Kong 
Villjam paa Skotlands Srone, gjorde en ny Donald Bane, Søn eller Broder 
af den i Maret 1212 fangne og henrettede Gutbred Faldet Mac Villjam, den 
æfdre Donald Banes Søn, og den før omtalte Kenedh, Søn af Mælfolm 
Mac Heth, i Forening med en irſk Kongeføn og ,en ftor Hob Ildeſindede“, 
ét Indfald i Moray, men bleve flagne af Fercdard Mac Fntagart, Jarl 
af Roſs, der fangede Oprørerne, lod dem henrette, og deres Hoveder over- 
fevere til den unge Konge (15de Juni 1215) *). Da Kenedh, Malkolms 


1) Se ovenfor S. 543. 


2) Dette fortælles, faa vidt vides, alene i den melrofiffe Krønike ved 1215. 
Fil Navnet ,Bane" var her oprindelig ladet aabent Rum, og det er fenere til: 
føjet med rødt Blok; dette vifer, at nogen Uvished derom maa have herføet. 
Donald kaldes filius Macwillelmi, og denne Macwillelmus kan vanffelig være noz 
gen anden end den før omtalte Guthred Mac Villjam (fe ovenfor S. 445), 
Son af den i 1187 dræbte Donald Bane, der igjen var en Søn af Villjam 
af Ggaremont, Gønneføn af Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn 





1210—30. Begivenheder paa Orfnøerne og Syderøerne. 751 


Sm, Syſter af Hvarflad, Harald Jarls Huſtru, var Jon Jarls Mor— 
broder, og da Donald Banes eller den egremontſke Mt, hvilfen nu altfaa 
fælles Fnteresfer bavde forenet med det Mac-Hethſke, ved at nedftamme 
fra Kong Duncan, FIngebjørg Jarlemoders Søn, var nær beflægtet med 
den orknoiſte Jarle-Mt, ev intet rimeligere end at Jon Jarl, efter fin 
Faders og fine Forgængeres Grempel, har underftøttet Donald og Kenedh, 
og faaledes felv været et Medlem af biin ,ftore Hob Ildefindede". Har 
ban faafedes faaet paa en fpendt Fod med Kong UAlerander, faldt det af 
fig felv, at ban maatte føge Beftyttelfe ved at holde fig faa mået faftere 
ved Norge; og at han virfelig boldt faft ved fin Forbindelfe med dette 
Land, ſees deels af den Omjftændighed, at Skule Jarl fandt det nodvendigt 
at filffrive ham biint hemmelighedsfulde Brev under Oppholdet i Bergen 
1217, deels deraf, at Jon Jarl felv indfandt fig i Norge 1218, og maa= 
ffee allerede Da aflagde Kongen Troſkabs-Ed 1). Snart opftod der ogſaa 
en ny Anledning til Uvenffab mellem Fon Jarl og Kong Ulerander. Bi— 
ffoppen i Katanes fiden 1214, Adam, forbenværende Mbbed i Melrofe, 
og, fom det etſteds angives, nær beflægtet med det ſkotſke Konge-Huus *), 
var en ivrig Hierarcd), Der med alt for ſtor Iver og Haardhed føgte at gjøre 
Kirkens virkelige eller foregivne Rettigheder gjeldende, ja endog, efter bvad det 
fader, at udſtrekke fine Fordringer langt ud over Net og Billighed. Det 
var en gammel Skik, at Biffoppen féulde have et Spand Smør for hver 
 20de Ko, et Slags Neide, Der fynes at være traadt i Stedet for Fien- 
de*), men Biftoppen var ikke fornøjet Dermed, og fordrede Nettigheden 
til et Spand for hver 15de Ko. — Dette blev vedtaget, og ligefaa et nyt 
Forflag, der forbøjede Yvdelfen til et Spand for hver 12te; men da han 
nu gif faa vidt, at fordre et Spand for hver 10De, altfaa netop det dob— 


(fe ovenfor S. 288). Denne Guthred havde i Uaret 1211 begyndt en Op- 
ftand mod Kong Villjam, indkaldt af Høvdingerne i Rofs, og beffjeftigede 
Kongen, der felv drog imod ham med en ftor Hær, hele Sommeren og Hø: 
ften, indtil Vintren bhindrede alle Krigsforetagender; den følgende Sommer 
(1212) drog Ulerander, Kongens Sen i JFelten mod ham, og Kongen felv 
agtede med det førfte at følge efter, da Guthred ved et Forræderi af fine 
egne Folk blev tagen til Fange og udleveret til VBilljam Gumyn, Jarl af 
Budjan og Befalingsmand i Moray; denne lod Guthred, der allerede havde 
forføgt at hungre fig til Døde, halshugge (Fordun VIIL 76). 

1) Se ovenfor S. 609, 663. 

2) følge Ortneyinga Saga føal Adam have været et Hittebarn; ifølge nogle 
haandſkrevne Optegnelfer (Erroll MS), føulde han være Søn af Kong Uler- 
ander i hans andet Ggteffab; dette er vel en komplet Anadronisme, men 
Feilen torde dog alene ligge i en Navn-Forverling. 


3) $08 Fordun og i den melrofiffe Krønite heder det Fun, at han inddrev 
niende og andre kirkelige Rettigheder“. 


752 Haakon Haakonsfen. 


belte af bvad Yvdelfen opvindelig var, tabte Katnefingerne Faalmodigheden, 
og flagede til Fon Jarl, der juft befandt fig paa Katanes, iffe langt fra 
Hawkirk i Fborsvdal, hvor Biffoppen var '). Jarlen fagde at han i denne 
Sag bverfen vilde raade dem fra eller til; ber bavde man to Vilfaar for 
Haanden, begge lige flemme: at underfafte fig Fordringen var utaaleligt, 
Det andet Vilfaar vilde ban iffe nævne. Katnefingerne famlede fig da til 
Ibing eller Raadflagning paa Fjeldet ovenfor Hawkirk. Navn Laqmand, 
Hvorom der ovenfor er talt, var hos Biffoppen og bad ham indjtændigt om 
at aive efter, ellers vilde vet neppe gaa godt. Biſkoppen meente, at det ej 
havde nogen Nød, og at Bønderne nok af fig felv vide fomme til Ro. 
Imidlertid fendte man Bud til Jarlen, om at ban vilde fomme vg mænle 
Forlig, men ban undflog fig med de Ord: ,er Biffoppen bange, fan ban 
jo fomme til mig”.  Strar efter faa man en ftor Stare Bonder — det 
ffal have været over 300 — ile rafende ned avd Fjeldfiden. Ved vette 
Syn bad Laqmanden Biftoppen at førge for fin Sikkerbed, men det var 
allerede for filde; Den rafende Sfare omringede Hufet, bvor Biftoppen, 
Lagmanden og flere fad til Bords ovenpaa. Munken Sorle fra Newbottle, 
Biſkoppens fornemſte Raadgiver og mere forhadt end ban ſelb, da Han 
betragtedes fom den egentlige Ophavsmand til hans Udpresninger, gif ud 
i Døren, for at tale til de Forbitrede, men fit i det famme et Hugg I 
Anfigtet, faa at ban faldt dod tilbage i Stuen. Biſkoppen fol felv have 
erfjendt, at Dette paa en vis Maade var Lon fom Forføyldt, da Sorle al 
tid havde føgt at opbidfe ban mod Bøndene. Han bad nu Navn gaa 
ud til Disfe og tilbyde Forlig. De forftandigfte blandt Bønderne leve 
meget glade over Dette Tilbud, og Biffoppen begav fig ud til dem, men der 
var en beef Deel, fom flet ikke vilde fave fig føyre, og fom ved Synet af 
Biffoppen bleve faa rafende, at de fiyrtede ind paa ham, reve Klæderne 
af bam, bandt, floge og paa andre Maader mishandlede bam, indtil de 
endelig flæbte ham ind i FIldbufet og fatte Ild paa dette, alt fammen i 
faadan Hait at ban allerede var indebrændt, førend nogen kunde fomme 
ham til Hjelp (11te September 1222) 2). Da Gfterretningen berom naaede 
Kong Ulerander, Ver juit flod paa en Rejſe til England, fod han førar 
denne fare, famlede en Hær, og drog til Katanes, hvor han berjede vidt 
og bredt, og fog den haardefte Straf over Indbyggerne, hvoraf en Mænqde 
bleve dDræbte, lemlæftede eller forjaqne 3). Jarlen føgte ved , gode Mænds* 





1) Stedet Éaldes i Orfneyinga Saga Håkirkja. Jarlen har rimeligviis været i 
Shorsaa. 

2) JFordun, IX. 37. Den melrofiffe Kronike. Orkneyinga Saga, Slut. 

3) Ffølge de islandffe Unnaler ved 1222 lod den føotffe Konge afhugge Hænder 
og JFødder paa 80 af dem, der havde været med at indebrænde VBiffoppen. 





1210—30. Begivenheder paa Orfnøerne og Syderøerne. 753 


Bidnesbyrd at fralægge fig af Deelagtighed i Drabet, men det var allerede 
nof, at han iffe havde føgt at bjelpe Biſkoppen eller efter hans Død at ſtraffe 
De føyldige: han maatte udrede en foær Pengebod, og Dertil en ftor Deel 
af fit Len, fandfynligviis den fydlige Deel, eller det egentlige Sutherland. 
Fil Biftop i den dræbte Adams Sted udvalgtes, endnu I Kongens og 
hans Krigshovdingers Nærværelfe, Gilbert, Erkediakon af Moray, og 
Det fortælles, charakteriſtiſt nok, at Skotlands Prælater felv fendte Gez 
fandter til Paven, for at underrette ham om Det forefaldne og om den 
Iver, Hvormed Kongen føgte at ftraffe Misgjerningen, alt fammen for at 
hindre, at Paven, bvis han fun vygtesviis erfarede Sagen, ſkulde fende en 
Legat for at anſtille Underføgelfer derom; da de nemlig af nys gjørte Erfa- 
ringer fjendte flige Legaters umættelige Vegjærlighed '). Paven vofte og- 
fan i fin Svarffrivelfe, dateret 13de Februar 1223, Kongens firfelige Jver 
i færdeles fterfe Udtryk, og opfordrede ham til, fremdeles at vedblive med 
at tage Hevn over de frærfe Forbrydere *). Under disfe Omftændigheder 
faa det ifde nof ud for Jon Jarl, og Det maatte Derfor være ham mere 
end nogenfinde magtpaaliggende at fifre fig Rygſtod fra Norge. Saaledes 
indfandt han fig da ogfaa pligtftvidigt ved Nigsmødet i Bergen famme 
Aar, tilligemed Biſkop Bjarne, og bar rimeligviis, fom Det forben ev 
nævnt, ftrar efter Modet affagt Kongen fin Hylding *). Jmidlertid føgte 
han dog ogfaa at blive forligt igjen med den ffotffe Konge, aabdnede, fom 
Det fynes, Underhandlinger mev han, og indfandt fig omfider Hos ham ved 
FIuletid i Forfar, bvor han mod en Pengefum blev tagen til Maade igjen 
og fil det Stykke Land tilbage, fom Aaret forud var blevet ham frataget 4). 
Det fynes fremdeles at befræfte fig, hvad vi ovenfor have feet Exempler 





Blandt de Brevffaber, der 1282 fandtes i det føotffe Rigsarkiv, var ogfaa 
en quietaclamatio terrarum bondonum Catanniæ pro interfectione epi- 
scopi. Acts of Parliaments of Scotl. I. 4. 
1) Fordun, IX. 38. 
?) Raynaldi Annales, Uar 1223, Nc, 59, 60. 3 dette Brev heder det ogfaa 
at Jviften mellem Biffoppen og Katnefingerne drejede fig om Tienden og 
andre den Éatnefiffe Kirke tilfommende Mettigheder, og at der engang i Konz 
gene egen Nærværelfe, ved Maægling af nogle gejftlige Perfoner, var bragt 
et Forlig tilveje, men at itfe defto mindre hine, da Biffoppen var vendt 
tilbage og Kongen ſtulde rejfe til England, overfaldt, mishandlede og drabte 
ham. 
Se ovenfor GS. 663. 
Dette fortælles udtryffeligt hos Fordun, IX. 38. Det ev faaledes neppe 
rigtigt, hvad enfelte have antaget, at Sutherland nu firar for ftedfe blev 
føilt fra Katanes; dette figes ogfaa i Diplomet om de orknöiſte Jarler forſt 
at være ffeet under Jons Son Magnus, fe nedenfor. 
Mund. Det norffe Folks Hiforie. 11. 48 


3 


— 


4 


— 


754 Haafon Haakonsføn. 


paa, at Orfnø-Jarlerne, i famme Furbold fom de ftode fig godt med Kon- 
gen i Norge, ftode paa en fpændt F0d med Kongen i Skotland, og om— 
vendt; thi medens Der iffe fortælles om noget vderligere Uvenffab mellem 
Jon Jarl og Kong UAlerander, og Det uagtet endnu nogle Medlemmer af 
det Macwiliamffe Huus, nemlig en vis Gillefcop med Sømer, og Ruaidbri, 
ftiftede Oprørsfloffe i det nordlige Skotland, og vafte Uroligheder der, 
fige indtil 1229, va Gillefcop og bans Sønner bleve Ddræbte, maa der 
bave været Misrorftaaelfer af en temmelig alvorlig Natur mellem Jon 
og Kong Huafon, da der førtælles, at Jon Jarl om Sommeren 1224 
indfandt fig i Bergen Hos Kongen, Da denne var fommen tilbage fra 
Dslo, — med ham om de Sager, der pare imellem dem, ope 
boldt fig bos ban em Fidlang, og efterlod fin Søn Harald fom Gis- 
fel). Men bvilfe disfe Sager vare, nævnes ej. Man feer fun faa meget, 
at Kongen maa bave baft Mistanke til FJarlens Troſkab, fiden denne maatte 
fille bam Gisfel. For øvrigt er Det iffe hermed fagt, at Kongen mistænkte 
ham for at ville løsrive fig; muligt, at ban alene frygtede for, at ban 
vilde flutte fig nærmere til Sfule Jarl, end til ham. Der manglede hel 
fer iffe i Orfnserne paa Prætendenter til Herrdømmet, fom funde tage Skules 
Parti, bvis Jarlen holdt lig til Kongen, eller omvendt. Navnlig var der 
en bøjoyrdig Mand, Snæfol Gunnesføn, bvis Moder Ragnhild var 
Datter af Erik Slagbrelle og Ingegerd, Ragnvald Jarls Datter, og hvis 
Fader Gunne fandfynligviis nedftammede fra Svein Usleifsføn?*): han 
gjorde i det mindfte Fordring paa flere Gaarde, fom hans Frænder havde 
ejet, men fom Jarlen nu bavde i Befiddelfe, og da Jarlen negtede at af 
træve dem, fremfatte ban Fordringen fan byppigt og med faadan Heftig- 
bed, at Jarlen blev ved, og fpurgte om ban vilde efterligne fin Morbro- 
der Harald unge I at fordre Deel i Farledømmet: i faa Fald ſtulde det ikke 
nytte bam noget, Da ban felv agtede til Det yderfte at førfvare Befiddel- 
fen af fit Rige. Snakoll fvarede Dertil, at ban not iffe funde vente at 
ban vilde unde ham nogen Deck af FJarledømmet, naar han ikke engang vilde 
unde ham hans rette Mødrenearv. . Derved opftod et beftigt Fiendſkab 
mellem Farlen og Snæfoll famt dennes talrige Frænder, og Dette Fiendffab 
vel igjen har baft ſtor Indflydelſe paa enbver af Parternes politifke Stil: 
ling lige overfor Partierne i Norge. Skjont Beretningerne om disfe For— 
bold og Begivenheder ere bøft ufuldftændige, erfarer man Dog faa meget, at 
Jarlen efterbaanden nærmede fig mere Kongen, medens hans Fiender bel- 
dDede mere til Skules Side. J Uaret 1226 drufnede Farlens, fom 





1) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 101. 


2) Se ovenf. S. 448. Det er ber viift, at Snatolls Fader Gunne fanbfyntige 
viis var den andenfteds nævnte Gunne, Søn af Andres, Svein Usleifsføns 
Søn, med Frida, Biffop Bjarnes Syfter, 


1210—30. Begivenheder i Skatlandene. 755 


det fynes, enefte Søn Harald, rimeligviis ved TFilbagerejfen fra Norge, 
bvor ban havde oppholdt fig fom Gisſel hos Kongen 1); om det 
var Dette, eller andre Omftændigheder, fom famme Var faldte Jon 
Jarl over til Norge, vides iffe; Det er fun vit at Fon Farl, faa- 
ledes fom ovenfor berettet, Den Høft fom til Bergen *), og at Kongen 
underrettet af Fhorftein Heimne8 om hans og flere vefterlandffe Herrers 
Anfomjt, føvndte fig til Bergen, for at træffe faavel dem fom Skule Jarl 
og Grøebiffoppen, og afgjorde, fom det beder, deres Unliggender med Skule 
Jarls Raad. Ut Venftavet fra denne Tid af var meget godt mellem Jun 
Jarl og Kongen, ſees Deraf at biin i Maret 1228 fendte bam mange ber- 
lige Gaver, og at Kongen til Gjengjeld fendte bam et godt Langſkib, for- 
uden mange andre Foræringer 3). 

Allerede ved Betragtningen af disfe Forhandlinger ligger Den Slut- 
ning temmelig nær, at Norges Forbold til Skotland ej funde være det 
venffabeligfte, thi havde begge Magter været enige, Da vilde heller ikke 
Ortnøernes Jarler bave funnet finde nogen Hjelp i, nart at holde fig 
til den ene, fnart til den anden. Men vi erfare derhos udtryffeligt, at 
Der vare Mivninger mellem Kongerne Ulerander og Haafon, fom fandfyn- 
figviis allerede havde taget deres Begyndelfe fra disſe Kongers tidligfte 
MRegjeringsaar, og fom omfider, længe efter, under Kong Uleranders Søn 
og Gfterfølger, gif over til virkelig Krig. —FIviftens Able var Syder- 
$Øerne. Det var naturligt, at en ſkotſt Konge med Kraft og Dygtig— 
bed — og en faadan var Alerander — ikke med Rolighed funde fee paa 
at hele den lange Rakke af Oer, der ligefom gjerdede for hele Sfotlands 
Veſtkyſt, ja endog paa flere Steder naaede langt ind i Landet$ egne Fjorde, 
og bvis Befolfning var værfentlig ffotff og med føotffe FInteresfer, ſkulde 
tilbøre et fremmed, biinfides Havet liggende Nige. Med Orfnøerne, ftjønt 
De ogfaa faa Skotland faa nær, var Det anderledes. Her var Befolfnin- 
gen norff; Ogruppen felv var mere famlet, og faa den ffotffe Kyſt nær 
fun paa et enfelt Punft; den nærmefte Deel af Sfotland, Katanes, var 
felv mere et norſkt end et føotff Landffab, og funde iffe være af den Be— 
tydning for Riget, fom de vejtlige Landffaber, med deres dybt I Landet 
indgaaende Fjorde, bvortil Adgangen faa godt fom ganffe beberffedes af 
De under norſk Lensbojbed ftaaende Øer, faaledes at man f. Er. fra Mull 
1 De islandføe Unnaler. 

2) Se ovenfor GS. 725. 


3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 162. Med Henfyn til hvad der ovenfor 
er bemerfet om Jon Jarls fandfynlige Deeltagelfe i Bevægelferne til Bedfte 
for den Macwiljamffe At, bør det erindres, at blandt de ſtotſke Urdiv- 
fager, der udleveredes af Kong Edward I. til Skotland 1292, var der og 
nogle Breve, der handlede om de Herrer, der havde taget Parti med , Mac 
Villjam“, og hvilke Kongerne Billjam og Ulerander havde ſtjenket Fred. 

48* 





756 Haakon Haatonsføn. 


med Lethed funde trænge lige ind til Lochaber, fra Arran og Bute til 
Clydefjordens frugtbare Omgivelfer og faa at fige til Hjertet af Lavlandene, 
og fra Man til bvilket fom belft Punft af Galloway og Annandale. Dette 
Forhold vilde maaffee iffe enda have været faa utaaleligt for Skotland, 
hvis Den norffe Konge havde været Syderøernes umiddelbare Beberffer, 
og faafedes med ftørre Strengbed funde have overholdt Fred og No; men 
De egentlige Herrer vare de tøjleløfe Lensfonger, Der ej vare fort bedre 
end Bifinger, og fun alt for godt forftode at benytte fig af Deres fordeel- 
agtige Stilling til at gjøre Fortred '). 

Det ev i det foreganende *) viijt, hvorledes Ragnvald Gudrødsføn, 
Konge paa Syderøerne, i Aaret 1210, tilligemed fin Søn og Medregent 
Gudrød fvarte, advarede ved Det Fog, fom Birkebeiner og Bagler i For- 
ening bavde gjort til Øerne, fandt det vaadeligft at Drage over til Morge, 
erfjende den norffe Konges Lenshøjhed, og udrede den forfaldne Skat. 
Det er ligeledes omtalt, at Ragnvald to Aar efter (16de Maj 1212), 
udftedte et Hyldingsbrev til Den engelffe Konge Johan, uanfeet at denne, 
fom man maa formode, ftod I et venffabeligt Forhold til Kong Inge *). 
Men denne Hylding, hvorved han erklærede fig for hans Vafall faa fænge 
han fevede, og fom er udftedt i Lambeth, tæt ved London *), og paategnet 
af en Deel engelffe Magnater, bar maaffee enten, fom ovenfor bemerket, været 
ham aftvungen, eller ogfaa har den figtet til et af Ragnvald overtaget Hver 
at forfvare De engelff-irffe Farvande >). Ved Siden beraf maatte Det ogſaa 
pære ham magtpaaliggende fremdeles at beholde den føotffe Kong Villjams Yn- 
deſt, for at Denne ikke ffulde flippe hans Broder og Medbejler Dlaf løs. Vill 
jam ftod vel tilfyneladende i venffabelig Forbindelfe med den engelffe Konge, 
hvis Lensbøjbed ban endog bavde anerfjendt, men egentlig betragtede ban 
dog Kong Johan fom fin Fiende, mod hvem han nærede ftor Mistanke, 
ifær paa Denne Jid, og en Forbindelfe mellem ham og Kongen af Man 





1) Om Nagnvalds krigerſke Ferd og Ord for at leve paa de gamle VBitingers 
Viis, fe ovenfor S. 441. 

2) Se ovenfor S. 541. 

3) Han havde nemlig fendt Kong Inge Foræringer, fe ovenfor S. 572. 

4) Rymeri foedera, ny Udgave, I. 1. S. 105. 

5) Bi erfare nemlig af et fenere Brev fra den engelffe Konge til Befalingö- — 
mændene paa Irland, Kong Olaf vedkommende, at han havde tilftaaet 
denne 40 Marf Sølv faavel fom en Deel Naturalpræftationer af de irføe 
FIndtægter, for hans ,homagium* og Tjeneſte ved at bevogte faavel den 
irffe fom den engelffe Kvift paa begge Sider af Øen Man, faa længe „han 
tjener Kongen vel og tvoligen”. Naar Olaf, der dog i det hele taget var 
den norffe Konge tro, Éunde indlade fig herpaa, da kunde dette endnu lettere 
føee med Ragnvald, og intet er rimeligere, end at Ragnvald netop har 
ladet fig famme Hverv og Indtægt overdrage. 





1210—30. Begivenheder i Statlandene. 757 


funde derfor neppe være ham behagelig. Paa fin Dødsfeng forord- 
nede Kong Villjam, at alle, der holdtes fængflede hos ham, frulde fættes 
paa fri Fod. Som en Følge deraf opbørte ogſaa Kong Olaf bhenved 
fyvaarige Fangenffab, og Ragnvald bavde paany i ham en Medbdejler at 
frygte. I Forftningen fynes Dog Olaf, nedflagen og modlos efter Det 
fange Fangenffab, ej at have vovet at fætte fig op mod Magnvald; han 
gjorde, ledfaget af mange bøjtyrdige Mænd, en Pilegrimårejfe til St. Jago 
de Compoftella, og da ban fom tilbage fra Denne, begav han fig frevdeligt 
til fin Broder, Der atter affandt ham med Øen Ljodhuus, og Dertil gav 
ham fin Huftvues Sviter, Datter af en fornem Mand paa GCantire, til 
Gate. I alt dette fynes Olaf roligt at have fundet fig. Hans Tid var 
endnu iffe fommen !). 

Imidlertid døde Biſkop Nikolas 1217, og til hans Gfterfølger valg- 
te8 en vis Ragnvald, Syfterføn af Kongerne. Da ban paa fin Vifitats 
fom til Ljodbuus, og Olaf med aabne Arme fom ham imøde, erflærede 
han med Strenghed, at ban intet Samfvem vide have med Olaf, faa [ænge 
ban levede i forbudt Egteſkab: Olaf bavde nemlig tidligere haft fin davo— 
rende Huſtrues Syffendebarn til Frille. Olaf erfjendte ftrar, maaftee ikfe 
faa ugjerne, Migtigbeden af Biftoppens Ord, lod fig paa et Preftemøde 
formelig ffille fra fin Huftru, og egtede en Datter af den forhen omtalte, 
mægtige Fercdard Mac Intagart, Jarl af Roſs *). Fra denne Tid af 
var det forbi med VBenffabet mellem Bwvdrene. Dog ftal det ifær have 
været Ragnvalds Huftru, fom af Harme over Olafs Sfilsmisfe fra hen- 
Deg Syfter føgte at udfaa Fvedragt mellem dem. J al denne Tid forte 
fatte Ragnvald fit tilvante Vikingeliv, og i det mindfte ffulle hans Underfaat- 
ter have berjet baade paa Irlands og Englands Kyſter. At ban havde erfjendt 
Kong Johan for fin Lensberre og fvoret ham Hyldingsed, har ban efter den- 
nes Død (1216) maaſkee ikke længer taget Å Betragtning, ifær da Johans 
Søn og Gfterfølger Henrik ej alene var mindreaarig, men derhos laa i 
Strid om Kronen med Baronerne faavel fom den franfte Konqeføn Lud- 
vig. Men da Henrifs Parti bavde faaet Overhaand, og Ludvig var ude 
jagen af Landet, maa ogſaa Nagnvald enten være bleven ydmyget ved Vaa- 
benmagt, eller have frygtet for en baard Straf, thi i Aaret 1218 fik ban, 
fom man erfarer, et Lejdebrev, udftedt i Kong Henriks Mavn, der frulde 
vare fra 16de Januar til Paaffe, for at han funde indfinde fig hos Kong 
Henrif, aflægge ham fin Hyldeft, og give Fyldeftgjørelfe for de i England 


2) Den manſtke Krønike, hos Johnftone, Antiqq. Celto-Norm. S, 26. Lange— 
bet Scr. Rer. Dan. III. 227. Beſynderligt not er her Krønikens Text meget 
forfortet. 

2) Om ham, fe ovenfor, S. 457. 


758 Haafon Haakonsføn. 


og Jrland udøvede Fiendtfigheder '). Om Ragnvald da virkelig indfandt 
fig, vides iffe; men det er vift, at ban indfandt fig i London det folgende 
Aars Hoſt, da imidlertid den myndige Pandulf, udvalgt Biftop til Norwich, 
var fommen til England fom pavelig Legat og Befuldmægtiget, bvilket med 
Henſyn til Englands daværende Lensforbold under Paveftolen omtrent var 
eenstydigt med at føre Den virkelige Overbefiyrelje af Landet. Magnvald 
fom, fom Det i et af Kong Henrik udftedt Brev beder, for at tilbyde fin 
troe Fjenefte, og aflægge fin Hylding. Men til famme Tid udftedte han, 
opfordret af Pandulf Q1de September 1219), en Erklaring, hvorved han 
tog Øen Man til Ken af Paveffolen, lovede at betale en aarlig Stat, og 
fod fig befene dermed af Pandulf paa Paveftolens Vegne. „Eders hellige 
Faderlighed”, beder Det i Dette, til Pave Honorius felv udftedte, Brev, 
„underrettes herved om, at vi, før at nyde Godt af de Wresbeviisninger, 
der gives i den romerſke Kirke, og efter Paamindelfe og Opførdring af 
vor fjære Fader, Hr. Pandulf, udvalgt Biſkop til Norwich, eders Kame- 
rarius og Legat, have givet og tilbyde den romerſke Kirfe og eder, faa- 
vel fom eders rette Cjfterfølgere, vor Ø Man, der tilborer o8 med Arve— 
ret, og for bvilfen vi ikke fiylde Nogen fom helt Mand Lenstje- 
neſte; hvorfor vi, faavel fom vore Urvinger, herefter for fiedfe ville holde 
Denne Ø fom et Len af den romerføe Kirfe, og herved aflægge den vor 
Hylding og Troſkabslofte. Til Erkjendelſe af dette Herredømme ville vi 
. og bore Arvinger under Navn mf Stat betale Den romerſke Kirke hvert 
Aar 12 Mør. Sterling i England ved Furnes Klofter *), paa Marie Ren- 
felfesdag. — — — — Denne vor Gave og Offring bar bemeldte Herr 
Legat modtaget efter eders Vilje og Behag, og efter Movdtagelfen har 
famme Herr Legat overantvordet mig og mine UArvinger bemeldte Ø til 
ftedfenarende Befiddelfe fom Len af den romerffe Kirke, famt invefteret mig 
dermed ved en Guldring 3)". Denne Crølæring og Lensoverdragelfje ftem- 
mer jujt iffe fynderlig vel med den aldeles ubejtridelige Sandhed, at Øen 
Man var et norſkt Landftab og ftod under norff Lensbojbed. Men deels 
var Ragnvald alerede traadt i Lensforbold til den engelffe Konge, og 
deels bar vel Pandulf ej fjendt faa nøje til Sammenhængen, men meent fom 
faa, at naar Paven var Englands Overlensberre, havde han ogfaa Net til 
at forfoje efter Godtbefindende over hans Vafallers Lande. Og om det endog 
ej var Legaten ubefjendt, at Man egentlig var et norføt Len, og at Ragnvalds 


1) Rymeri Foedera, nyefte Udgave I. 1. S. 150. 

2) Furnes var, fom ovenfor vift, Moderkloftret for Nusfin paa Man. 

3) Brevet, udftedt i Jempelherrernes Huus i London, findes faavel hos May- 
naldus, 1219 No. 44, fom i Rymeri foedera I. 1. 6. 156. Uf 24de Sep— 
tember, altfaa 3 Dage efter, findes fammefteds GS. 147 et Lejdebrev for 
Ragnvald udftedt af Kong Henrik, og Iydende til Juul. 


1210—30.  Begivenheder i Sfatlandene. 759 


UYtving om at befidde den aldeles frit iffe medførte Sandbed, faa har han dog 
under de Daværende Forbold iffe følt fig fynderlig opfordret til at varetage 
Den norffe Konges Fnteresfe. Heller iffe gjorde Paven fig nogen Sam- 
vittigbed af at modtage Tilbudet, men vedtog Det formeligt ved Skrivelſe 
af 23de Mai 1223, og tog Ragnvald og hele hans Rige i fin og St. 
Peters Beftyttelfe 1), ligefom ogſaa Kongen af England uvdftedte Lejde- og 
Beftyrtelfes-Breve for ham og tilfagde ham fin Undertøttelfe, hvis deres 
fælles Uvenner gjorde ham Fortred *). Omtrent famtidigt med disſe Be— 
givenbeder underhandledes der om Giftermaal mellem Kong Alexander i 
Skotland og Kong Henrifs Syfter Jobanna, bvilfet ogſaa fluttedes i 
1222. Derved traadte begge Konger i et nærmere Venffavsforbold til bin- 
anden, og Ragnvald funde faaledes vgfaa gjøre Regning paa Underftettelfe 
af Dem begge. Under disſe Omftændigheder maatte Olaf føle fig des mere 
opfordret til at holde faſt ved Forvindelfen med Norge, tbi ene herfra 
funde ban nu vente fig Biftand mod Ragnvald, der havde Skotlands og 
Englands forenede Kræftev i Baghaand. Vi finde derfor vgfaa fra Denne 
Tid af Olaf fom Kong Haafons ivrige Filbænger. 

Den førfte aabenbare Fejde, der udtrød mellem Brødrene Ragnvald 
og Olaf, føal være udgaaet fra Ragnvalds Dronning, Der ikke funde 
glemme Olaf, at ban bavde forffudi hendes Syjfter. Hun fendte, fortælles 
- Der, bemmelig et Brev i Ragnvalds Navn til deres Søn Gudrød, der 
jujt opboldt fig paa Øen Støy, at han ffulde overfalde og Dræbe Olaf. 
Gudrød famlede ſtrax Folk og fatte over til Ljodbuus, for at udføre den 
forræderffe Plan. — Det lykkedes Dog Olaf med Nød og neppe at und— 
fomme paa en liden Baad over til den føotffe Kyſt, bvor ban tog fin 
Tilflugt til Svigerfadeven, Jarlen af Roſs, medens Gudrød berjede Ljod- 
huus, og dræbte flere af Indbyggerne. Men blandt dem, fom Gudrød 
bavde opfordret til at være med paa Ioget, var ogfaa den tapre og 
indflydelfesrige Paal Baalkesſon, Befalingsmand 3) paa Øen Støy. I 
Stedet for at adlyde Gudrød, begav han fig ligeledes til Jarlen af Roſs, 
og aftalte her med Olaf en Plan til at tage Hevn over Gudrød for det 
fumffe Angreb. De gif begge ombord paa et Skib, og begare fig forft 


2) Raynaldus, for 1225, No. 53. 


?) Breve af 2452 September 1219 i Rymeri foedera I. 1. S. 158. Det 
fidfte af de anførte Breve er udftedt til Juftitiarius og Baroner paa Ir— 
land, Uf denne Grund er det, føm nys bemerfet, bhøjft rimeligt at Ragn- 
vald har faaet Forleninger paa den irffe Kyſt. 

3) Han kaldes i Krøniken Pol filius Boke (Bålki udtalt ,,Baatke'') Vicecomes de 
Sky; den tilſvarende norſke Sitel er vanffelig at paapege. Maaſtee det alene 
betegner „Sysſelmand“. 


760 Haakon Haatonsfen. 


til Sky, bvor de ffjulte fig paa et affides Sted, men fendte Sprdere ud 
for at erfare, bvor Gudrød var.  GSpejderne fom tilbage med den Efter— 
retning, at Gudrød opholdt fig med nogle faa Folk paa Øen Frolmfill, 
uden at ane den mindfte Fare. Nu famlede Olaf og Paal i al Stilhed 
alle deres Benner og Filbængere, begave fig til Mull, traf her midt om 
Natten fem Fartøjer i Soen, roede over Det fmale Sund til FJcolmfikl, 
og befatte Øens Landingsfteder. Om Morgenen gif de i Land med deres 
bele Styrfe. Gudrød føgte med fine faa Folk at flaa fig tgjennem, men 
blev overmandet og tagen til Fange. Alle de af hans Mænd, der ikke 
fit frelft fig indenfor Enemerkerne af Kirfens Helliydom, bleve dræbte, 
og ban felv blev blindet og gildet, mod Olaf udtryffelige Forbud, men 
paa Befaling af Paal Baalfesføn, der maa Have næret et beftigt Had 
imod ham (1223) 1). Olaf underlagde fig nu alle Morderøerne, Hvis 
Indbyggere fiillede ham Giſler for deres Troſkab, famlede det følgende 
Aar en Flaade paa 32 Skilte, og frjlede til Man, hvor ban tvang Raqn- 
vald til at indgaa et Forlig med fig om en Deling af Riget, faaledes 
at Ragnvald ſkulde bebolde Man tilligemed Kongenavn, og Olaf derimod 
De øvrige til Denne Linje horende Øer (1224). Dette var Dog ikke alle 
Syderøerne, tbi nogle af Dem, fandfynligviis de fydøftligfte, eller de der 
faa Argyll nærmejt, tilhørte endnu Sumarlides YGtlinger, nemlig Duggal 
Skrok og Duncan, Sønner af Duggal Sumarlidegføn *), ligefom og en 
Frænde af Dem, Sumarlide den. pnare af Argyll, ligefedes fynes at have 
faldt fig Konge 3), endog efterat Kong Ulerander i Aaret 1221 havde 
frataget ham Argyll og nodfaget ham til at flygte over til Verne, 
fom man formoder, fordi han bavde gjort Øprør imod ham til For- 
deel for Den ovenfor omtalte Gilleſcop, IGtling af Kong Duncan *). 
Disfe Ytlinger of Sumarlide vare viftnof Haafons Vafaller, og bavde, 
fom det fynes, aflagt ham FIroffabsed, men vare ham Dog, fom Sagaen 
udtryffer fig, meget utrygge >). Dette fan Éun forftaaes faaledes, at de 
egentlig ftræbte efter Uafbængigbed, og efter Omftændighederne fnart er- 
fjendte hans, fnart Sfotlands Højbed, alt fom det bedft ſtemmede med deres 


1) Den manffe Krønife, hos Fohnftone S. 28. Ogfaa de islandffe Annaler 
fortælle ved dette Uar 1223, at Kong Olaf, Syderøernes Konge, lod blinde 
Gudred, fin Broder Ragnvald, Manfongens Sen. 

2) Se ovenf. S. 440, jvfr. 443. 

3) Haafon Haafonsf. Saga Gap 163 

4) Skene, Thi Highlanders in Scotland Il. S. 45. Det antages her, med 
ftor Rimelighed, at Sumarlide var en Søn af Gillecofum, Sumarlide den 
ældreg Søn af førfte Egteſtab, der tilligemed faldt ved Renfrew 1164, fe 
ovenf. II. S. 942, 

5) Haafon Haafonsf. Saga Gap, 163 


—E 


1210—30. Begivenheder i Statlandene. 761 


egen Fordel. Deres ſtore Befiddelfer paa Skotlands Faftland Fnyttede 
Dem Dog nærmeft til dette Lands Interesfer, og Det var fornemmelig gjennem 
Dem, at Bejen banedes for føotff Indflydelſe paa De øvrige Oer. 

Som Haafons Filbænger og Den, Der anerfjendte hans Lenshojhed, 
funde Olaf ikke undfade at melde Kongen denne vigtige Begivenbed, og 
anhofde om bans Samtykke dertil. Vi erfare ogfaa af Kongefagaen, at 
i dette felvfamme Aar (1224), juft fom Haafon bavde forladt Vifen efter 
Det førfte Forlig med Vermelændingerne, indfandt der fig hos ham i Ber— 
gen, famtidigt med Fon Jarl, mange Sydersinger, og blandt Dem de 
tvende Høvwdinger, Gilledrift Muirchertachs Søn og Ottar Snækollsføn, 
med mange Breve, føm det beder, om deres Landes Unliggender '). Da 
Ottar var en af Olafs og Paal Baaltesføns Filbængere, fan Der neppe 
være nogen Fvivl om at han og Giledhrift Have været affendte af Olaf i 
Det oven angivne Grende, og at de del endog paa bans Vegne have fvo- 
ret Haafon Fvoffabs-Gd. For Haafon maatte denne Forandring være 
færdeles  velfommen, og han bar viftnok sjebliffelig tilfagt Olaf fin Be— 
ſtyttelſe. 

Ragnvald fandt fig ikke lenge i det Tal, Olaf batde tilføjet ham. 
Han havde derbos fin Søns Mishandling at hevne. Han føgte og fi 
Hjelp bos den mægtige og frigerffe Jarl ATan af Galloway, Konnetabel 
af Skotland, der paa Denne Tid havde meft at fige blandt alle Sfotlands 
Magnater; ban var gift med Kongens GSyffendebarn, Margrete af Hun- 
tingdon, og havde foruden fit Afttegods i Skotland ogfaa betydelige For- 
feninger paa Irland, bvilfe Kong Johan havde givet ham *). Hans Bro- 
Der, Thomas, var ved Giftermaal bleven Farl i Atholl. Magnvald fam- 
lede en Hær paa Man, oa drog i Følge med Ulan, der vift ogfaa med- 
bragte en betydelig Skare, til Oerne, for at tilbageerobre dem. Men da 
det fom til Stoffet, vilde Manværingerne iffe firide med Olaf og Sudrøin- 
gerne 3), fordi de boldt af dem" — faaledes havde nu Bladet vendt fig 
fiven Ragnvalds Fronbeftigelfe — og Ragnvald faavel fom Alan maatte vende 
tilbage bver til fit med uforrettet Sag. Siden forlangte Ragnvald hun— 
drede Merker Sølt af fine Underfaatter fom Nejfepenge for at begive fig 
til Den engelffe Konge Hof. Han fit dem, men i dets Sted begav ban fig 


1) GSammefteds Gap. 101; jvfr. ovenf. S. 674. 

2) JFordun, VIII. 75, 77. IX. 27, 48. Han var, figer Gagaen, den frørfte 
Krigsmand paa denne Tid, havde en ſtor Hær og mange Skibe, herjede paa 
Syderøerne i Irland, og Frigede meget paa VBefterlandene. — Haakon Haa 
Fonsf. Saga Gap. 163. 

3) Se ovenfor S. 441, hvor det beretteg, at Manværingerne netop langt heller 
ønffede den vorne Ragnvald til Konge, end den halvvorne Olaf. Men de 
havde nu lært Ragnvald til Gavns at Fjende. 


762 Haafon Haatfonsfen. 


fun til Alan, og gav hans uegte Søn FYomas fin Datter til Egte 9). 
De hundrede Mark føulde vel faaledes fun være et Slags Brudeffat. Her— 
over bleve Manværingerne faa forbitvede, at De ftrar indfaldte Olaf, og 
hyldede bam fom deres Konge (1226). Det var fandfynligviis for at 
underrette Kong Haafon om denne vigtige Forandring, at Biffop Simon 
af Syderøerne tiligemed AUvbeden af Jcolmfill begave fig til Bergen biin 
famme Holt 1226, da ogſaa Jon Jarl indfandt fig der, og Kongen, ef— 
ter at have fæmpet med FJunfer Knut og Ribbungerne paa Oplandene, 
ffulde bave en Sammenfomft med Stule Jarl og Erkebiſkop Peter *). I 
Sagaen tales der vel intet om, at De vare affendte af Kong Olaf, men 
der fan vel neppe være nogen Tvivl om, at dette var Jilfældet. Det figes 
heller iffe om Gildrift og Ottar Snæfollsjøn i 1224, men fan lige faa 
fidet betvivfes om Dem. — Kongen, fortælles der, afgjorde Deres Anliggen- 
der, idet han tog Skule Farl med paa Naad. Man maa fremdeles an— 
tage, at ban bar godfjendt, bvad der føede, thi Ragnvald havde ved hele 
fin Ferd noffom lagt for Dagen, at han ikke vide erfjende hans Over- 
herredømme. Af den Omſtandighed, at De fyderøiffe Sendemænd faavel 
denne fom forrige Gang fom i Folge med Jon Jarl, føulde man friftes 
til at antage, at ban bar baft noget med Deres Unliggender at ffaffe, bvil- 
fet i fig felv ev vimeligt not i Betragtning af hans Naboſkab, og maaffee 
endog Slægtffab, med Jarlen af Roſs, Kong Olafs Svigerfader, der felv 
greb faa betydeligt ind i Skotlands politiffe Begivenbeder. Men i hvile 
fen Udjftræfning og Netning Jon Jarl har taget Deel i alt dette, vil vel 
neppe nogenfinde blive tilſtrækkelig oplyft. - 

Det ev forben omtalt, at Erkebiſkop Peter havde opholdt fig en 
Stund i Bergen før Kongens Ankomſt, men at han, Da ban Have ond 
Samvittigqhed, iffe vovede at oppebie bam. J de Dage, Biftop Simon 
og ban tilbragte tilfammen Der, har ban fandfynligviis meddeelt Denne 
den biffoppelige Fndvielfe, bvis ikke Simon allerede engang før I Dette 
famme Aar for den Sags Skyld havde været i Norge, thi Det ev vilt, 
at han indviedes i 1226. Han fulgte iffe umiddelbar efter Den nidfjære 
Ragnvald, men imellem dem var, Dog fom det fynes ganføe fort, en vis 
Son, der omkom ved et Ulykkestilfolde, fandfynligvits endog førend han 


bavde tiltraadt fit Embede. Da Simons Valg maa være indtruffet efter 


GErfebiffop Gutborms Død 1224, fiden han iffe indviedes af ham, maa 


man formode, at Kong Olafs Indflydelſe bar været virffom Derved; 


Dette beſtyrkes ogſaa Devaf, at han føgte fin Indvielfe i Norge, hvile 





1) Den manſte Krenike, jevnf. Fordun, IX 49. 
2) Haafon Haatonsf. Saga Cap, 147. 





| 
| 


* 1210—30.  Begivenheder i Statlandene. 763 


fet neppe var Filfældet med bans nærmefte Forgængere*). Det ev dere 
for at førmode, at Simon lige faavel fom Kong Olaf efter Cvne arbrjdede 
for de norffe Interesſer, og faa meget fom muligt føgte at befæfte Baan- 
det mellem Øerne og Movderlandet. Men det er ogfaa heel fandfynligt, 
at ban under fit Ophold i Bergen tilfammen med Skule Jarl og Er— 
febiffoppen har været ſterkt puavirfet af Denne til Fordeel for biin, og at 
ban igjen fenere bar bearbejdet Kong Olaf i famme Metning. 

Olaf, faldet den fvarte, berftede to Aar i Ro og Fred, da endelig 
Ragnvald, fom vel imidlertid havde oppholdt fig hos Alan i Galloway, gjorde 
et Forføg paa at gjenvinde fit Rige. I Forening med Alan og hans Broder 
Thomas af Atholl med en fror Styrke fatte han over til Man, juft fom Olaf 
med de fornemſte Mænd og en ftor Deel af de fampdygtigfte Folk paa 
Den var Dragen hen til Morderøerne. De berjede hele den fyvdlige Deel 
af Øen, plyndrede Kirfer, og dræbte alle de Folk, de traf paa, faa at et 
Stykke af Øen, ſom det fortælleg, næften forvandledes til en Ørfen. Der- 
paa vendte Ulan, der fynes at have været Den egentlige Formand paa 
Toget, tilbage til Galloway, efterladende Svsfelmænd for at inddrive Stat. 
Ultfaa fulgte ogfaa Magnvald tilbage med ham, men fynes dog at have 
benyttet fig af fit øjebliffelige Held til et Forføg paa at opnaa en for- 

, Deelagtig Fred under engelff Moænling. Der findes nemlig et Brev, ude 
ſtedt til Olaf af den engelfte Konge under 12te April 1228, hvorved der 
tilftaaes bam Grid og Lejde for ham felv og bans Folf, i 15 Dage fra 
Michelsdag famme War at regne, for at begive fig til England, hvor Der da ffulde 
ftiftes Fred mellem ham og hans Broder*). Man fan neppe antage, at disfe 
Underbandlinger bave været aabnede og Lejdebrevet tilfendt Olaf, førend Ragn— 
vald og Alan overfaldt ham, da dette Overfald i faa Filfælde vilde have været 
en alt for ſtor Froløshed, og den engelffe Konge felv Dderted vilde være 
bleven fompromitteret. Der findes intet Tegn til, at Olaf modtog Freds- 
tilbudet, og begav fig til England. Fvert imod fom han fnart efter tile 
bage til Man, jagede Alans Sysſelmand bort, og tog fit Rige igjen, me- 
Dens ogfaa De Manværinger, Der tidligere bavde flygtet for Ragnvald vg 
Alan, efterbaanden fom tilbage og floge fig til Rv, i den Fane at al 


1) Det figes viftnok ikke udtryffeligt i Annalerne, at Simon indviedes af Er- 
Febiffop Peter, men hans Jndvielfe nævnes under ret med Arnes, Usfels og 
Ørmå, faa at man tydeligt fan fee, at Nedffriveren har meent at den fore: 
gif i Norge. Ellers vilde den endog neppe engang være bleven omtalt. 

2) Rymeri foedera, nyefte Udgave, I, 1. S. 190. Under den Forudfætning, 
at Fredsunderhandlingerne førft begyndte efter Ragnvalds Tog til Man, 
maa dette have fundet Sted før den 12te April, hvilket og i og for fig er 
rimeligt, ifær da der maatte gaa nogenlunde lang Tid hen mellem Olafs 
Filbagefomft og Ragnvalds andet Overfald, henimod Juul, føden Jndbyg- 
gerne begyndte „at bo tillidsfuldt”. 


764 Haakon Haakonsføn. 


Fare nu var over for det førfte 1). Men en mørt Vinternat, å Julen 2) 
fom Nagnvald ganffe uventet med fem Skibe fra Galloway, landede ved 
Holm Peel, og opdrændte alle fin Broders og De manſke Høvdingers 
GSfibe, Der faa i Havnen. Siden ſejlede han om til den anden Side, og 
faa i 40 Dage ved Nagnvaldsvad, idet han for et Syns Skyld fornyede 
Bredstilbudet, men underhaanden føgte at vinde alle Indbyggerne af Øens 
fydlige Deel for fig. Det Iyffedes ham ogſaa med mange, fljønt man 
ftulde formode at ban netop havde været forhadt paa denne Kant, hvor 
ban for faa Maaneder fiden havde faret faa grumt frem. Men han bar 
vel gjort Dem faare glimrende og forføreriffe Løfter.  Mogle fvore endog at 
De, om Det behøvedeg, gjerne ſkulde ofre deres Liv for at flaffe ham Her- 
redømmet over Halvparten af Øerne. Men Olaf bavde imidlertid været 
virkfom i den nordlige Deel af Øen. Han famlede FJndbyggerne om fig, 
og opfordrede Dem paa en faa indtrængende Maade til at gjøre fælles Sag 
med bam, at deres Sjæle, fom det hevder, aldeles ſammenfojedes med hans. 
Omgiven af deres Skarer begav han fig paa Ihingvolden, og oppebiede 
fin Broder Ragnvald, fom iffe lange efter indtvaf i Spidfen for fin Hær 
(44de Februar 1229). Medens Nagnvald ordnede fine Folk, gjorde 
Olaf et pludfeligt Angreb, og Drev Dem — beder der — paa Flugten 
fom Faar. Ragnvald felv blev dDræbt paa Flugten, Olaf uafvidende, Der 
ſkal have ytret megen UUtilfredshed dermed, Da han borte det, men, tilæg= 
ger Krønifen, ban hevnede Dog aldrig hans Død, faa længe ban levede. 
Nagnvalds Lig blev af Munkene i Nusfin bragt over til Furnes, og be— 
gravet der paa et Sted, han allerede i fit levende Liv havde udfeet fig. 
Den ulyffelige føndre Deel af Man Vlev atter berjet og næften lagt 
øde, til Straf for at Jndbyggerne havde taget Parti med Ragnvald 3). 
Da dette ſkete, fynes Alan Jarl at have været fraværende paa et 
Beføg over i Irland med en talrig Skare af fine bedfte Krigere, for at 
egfe en Datter af den mægtige Hugo af Lacy. Paa Filbagevejen led han 
Skibbrud, hvorved de flefte af bans Folk omfom, og ban felv tilligemed 


nogle faa reddedes fun med Nød og neppe *). Dette forflarer, hvorfor 


ban iffe ftrar tog Hevn for fin Ven og Svoger Ragnvalds Død, og hvor 
for iffe engang Nagnvalds Søn, den ulykkelige, blinde Gudrød, tog fin 


1) Den manffe Krønite, Det heder her udtrykfeligt: coeperunt Manenses, 
qui antea circumquaque dispersi fuerant, congregari et eonfidenter ha- 
bitare. å 

?) Det var, fom man af det følgende feer, noget over 40 Dage før 14de Fe— 
bruar. 

3) Den manffe Krønife, hos Johnftone, S. 30. Ogfaa i de islandføe Unnaler 
omtales dette Slag og Ragnvalds Fald ved 1229, 

4) JFordun, IX. 47. Ghronicon de Lanercoft, ved 1229. 


* 


« 








1210—30. Begivenheder i Statlandene. 765 


Tilflugt til han, men Verimod flygtede over til Norge, hvor vi fenere 
finde ham ". Olaf har fandfynligviis netop pasfet iden, da Ulan var 
borte, og Sfjebnen har end ydermere begunftiget ban ved at fade Alan 
Aide hiint Sfibbrud, der for fængere Tid maatte bindre ham fra at øve 
Fiendtligheder. Men det var ingenlunde Alans Henfigt at lade Olaf 
fidde i No. Saa fnart det var ham muligt, gjorde han nye Udruftninger, 
og lagde iffe Skjul paa, at disfe vare rettede mod Olaf og Nordmæn- 
dene. De fydersiffe Konger af Sumarlides VEL fynes, filtiende eller 
aabenbart, at have gjort fælles Sag med ham, og navnlig enten nu eller 
tidligere at have modtaget ffotft Befætning i Rotbjay Slot paa Øen Bute, 
Der hørte til deres Befiddelfer *).  Overhoved traadte det fande Forhold 
i alt dette Rore tydeligere frem, nemlig den ſkotſke Krones Beftræbeffer 
for at underlægge fig Øgruppen, og Mødvendigheden af en alvorlig Ind— 
føriden fra Norges Side, hvis det pnffede at beholde disfe Befiddelfer, 
blev mere og mere indlyfende. 

Gftevretningerne om alle disfe vigtige Jildragelfer fom til Norge famme 
Aars Vaar eller Sommer 3). Det er ikke ufandfynligt, at de funne være over- 
bragte af Gudrød NRagnvaldsføn felv, thi det rimeligfte er, fom nys nævnt, 
at ban flygtede til Norge ftrar efter Favderens Fald, medens Alan endnu 
var borte. Paal Baalfesføn fom ligeledes til Norge, fandfynligviis affendt af 
Kong Olaf, for at underrette Kongen og Jarlen om det Forefaldne, og 
bede om Deres Biftand. Men faa vidt man fan fee, holdt Paal Baalfes- 
føn fig meve til Jarlen, end til Kongen, og Dette har vimeligviis ffadet Kong 
Olafs Sag *). Ut Haafon er bleven paavirfet til Fordel for Gudrød, 
og deels har følt nogen Medlidenhed for ham, deeld fattet nogen Mis- 





1) Den manffe Kronike beretter nemlig, at han i 1230 fulgte med Ufpat fra 
Norge til Syderøerne, og da der ingenfteds omtales at han blev fangen af 
Olaf, ligefom man heller ikke Ean antage at han godvillig gav fig i hans 
Bold, ſtaar det kun tilbage at flutte, at han tidligere er dragen til Norge. 
Var dette ikke ſteet firar efter Faderens Fald, vilde det neppe engang være 
føeet, thi han havde da viftnok langt heller tyet til Alan. Hans Rejfe til 
Norge maa derfor falde i den Tid, da der ingen Hjelp fra Utan var at 
faa. For Neften nævner Haafon Haafonsf. Saga intet om hans Nærvæ- 
velje i Norge, men den fortæller heller intet om Paal Baalfesføns Unfomft, 
og den manffe Krønifes Paalidelighed er her hævet over enhver Ivivl. 

?) Dette fees af hvad der ftrar nedenfor berettes om Belejringen af Slottet. 
Ut Bute hørte til de fumarlidffe Befiddelfer, figes faa godt fom udtrykfeligt 
i Haakon Haakonsf. Saga Gap. 321, hvor det heder at Rudre, der maa 
have hørt til denne Linje, anfaa fig ættebaaren til Bute. 

3) Denne Sommer, heder det i Haafon Haakonsf. Saga Cap. 162, fpurgteg 
ſtor Ufred veftenfra Syderøerne, 

2) Ut Paal Baalfesføn var i Norge, førend Kong Olaf felv anfom om Som- 
meren 1230, og WUdruftningerne endnu vare tilendebragte, fres af Sa— 


766 Haakon Haakonsføn. 


tillid til Olaf, ev umisfjendeligt; thi vi erfare, at ban i Stedet for at lade 
Olaf beholde hele Riget, hvad man fnareft funde have ventet, føgte at 
bringe en Deling i Stand, hvorved ogfaa Gudrød fik fin retmæsfige Part 1) 
Dette forklares bedjt faaledes, at Gudred endelig, dreven af Nøden, har— 
befvemmet fig til at føge fin vette Lensberre og qganffe at overlade fig til 
hans Naade; at han har opvaft hans Medynk, og ved beftandige Klager over 
Olafs og dennes FIilhængeres Wrajerrigbed og Herſkeſyge faaet Kongen 
til at betragte dem med mistænkelige Ojne, fær bvis de, fom man 
har Anledning til at tro, mere bheldede til Skule Jarl, end til Kon- 
gen 2). - Det lader ikke til at Kongen bar været tvivlraadig om, hvor 
vidt ban flulde fende en Flaade til Syderøerne, for at filte Norges 
Herredømme over dem, eller ej. Deels vilde det overhoved have været en 
Stam for Ham, om han nu, da han bavde Fred og No bjemme, fad ro— 
ligt og faa paa, at Norge miftede Dem, uden at gjøre et enefte Skridt 
til at Dindre Det; Deels fee vi og, at Bibeholdelfen af Herredømmet over 
disfe Øer ganſke færdeles, og væfentligt faa ham paa Hjertet, faa længe 
ban levede. Hvad han ber ifær bavde for Øje, ev vanfteligt at fige. 
SFndtægterne af disfe Lande vare neppe faa ftore, at De funde opveje foft- 
bare og Hyppige Krigsvuftninger. Enten bar ban anfeet Dette Fodfæite 
nødvendigt for at fifre Norges Anfeelfe fom Somagt og forfvare dets 
Handel med de britiffe Øer, eller han bar flet ben meent fom faa mange, 
ifær paa De Fider, at det er baade ærefuldt og nyttigt for et Land at 
have faa mange og ftore Befiddelfer fom muligt. Maar man med alvor- 


gaens Udtryf i Gap. 166, hvor det figes, at han var en af de Skibsſtyrere, 
fom Skule Jarl udnævnte; og heraf maa vi igjen flutte, at han den længfte 
Tid har opholdt fig i Shrondbjem hos Jarlen, og paa det Skib, fom denne 
betroede ham, er fejiet til Bergen, hvorfra Erpeditionen føulde udgaas; thi 
det er ikke rimeligt, at Jarlen førft fEulde fende Skibet til Bergen, og fiden 
beffitte Paal til dets Styrer. Med Henfyn til Siden, naar Paal anfom 
til Norge, er det ogfaa for hans Vedfommende rimeligere, at Olaf fendte 
ham firar efter fin Sejr, eller i det mindfte endnu i 1229, end at det ſtulde 
være føeet fenere. 


1) En faadan Deling Fom, fom det nedenfor vil ſees, virkelig i Stand, og da 
man umuligt Fan antage, at Olaf af fig felv fandt berpaa, maa det anfees 
for afgjort, at Kongen allerede foreløbigt, da han gav Uſpak Kongenavn, har 
truffet denne Beftemmetfe. 


2) Det vil ftrar nedenfor fees, at foruden den Omftændighed, at Paal Baalkes— 
føn udnævntes til Skibsftyrer af Jarlen, og faaledes efter al Nimelighed 
havde opholdt fig hos ham, tiltraadte Olaf Tilbagerejfen fra Norge paa 
Paals, ej paa Ufpaks eller nogen af de Fongelige Høvdingers Skib. Dette 
røber unegtelig et nærmere Benffab med Jarlen. Det ev og i fig felv vi: 
meligt, at Olaf i famme Grad føgte FJarlens VBenffab, fom han merkede at . 
Gudrød havde vundet Kongens Medlidenhed og Jiltro. 





1210—30. — Begivenheder i Sfatlandenz. 767 


ligt og ubildet Blik betragter Forholdene, fynes det fom om Herredøm- 
met oter disſe Øer, faa længe efter at VBitingetiden og Faren for Vifin- 
geangreb Derfra var ophort, iffe funde være Norge til egentligt Gavn, 
men fnarere til Skade, for faa vidt fom det indviklede Riget i unødige 
Krige og aklebaande andre Udebageligheder. Paa vden anden Side er 
det unegteligt, og Det vil af det følgende erfares, at Da Norge mi- 
ftede disfe Befiddelfer, tabte det temmelig fnart fin Anfeelfe fom Sø- 
magt, og den Evne til at opretholde fin kommercielle Selvftændigbed, fom 
Det hidtil havde iagt for Dagen.  Muligt, at Haafon med fin fjeldne 
Statsklogſkab og politiffe Fremfynethed anede noget faadant. Not er det, 
at ban befluttede at fende en Hær og Flaade til Øerne. En Uvfører 
var fnart funden. Det ſynes, befynderligt nok, førft for fort Tid tilbage 
at være blevet oplyft, at den gamle Birkebeinerbøvding Ufpak, faldet den 
fyderøifte eller Ugmundsføn, var en Son af Duggall Sumarlidesføn, og 
faaledes arveberettiget til den fumarlidffe Linjes Befiddelfer, til hvilte hans 
Brødre Duncan og Duggall Skrok ved deres Utroſkab maatte anfees 
at have forbrudt deres Net. Ved at udnævne ham til Konge i 
Deres Sted, vilde Kongen ej alene faa en fifter og paalidelig Vafall 
i Stedet for to bøjft ufifre, men han vilde i ham endog funde have, 
hvad der juft nu tiltrængtes, en fro, aarvaagen og uegennyttig Vogter 
og Forfvarer af fine og Morges Fntevesfer i bine Egne, med andre 
Ord, en virkelig Statholder, paa bvem han funde ftole. Thi Ufpat 
hørte til De famme felvopofrende, trofafte Veteraners Fal, fom Helge 
bvasfe, Dagfinn Bonde og alle hine faafoldte ,gamle Birkebeiner" fra 
Kong Sverres, Haafon Sverresføns og Haafon Jarls Dage, bris Fnter- 
esſer aldeles vare fammenvorede med Kungebufets, og fom i Haafons 
Barndom med faa megen Længfel bavde ventet paa hans Myndighedsal- 
Der, for at De funde fage ham til Konge og fæmpe under hans Banner !). 
Han var altfaa felvffreven til at føre Overbefalingen paa et Tdg, vder, 
om det gif beldigt, iffe vide ffaffe ham felv mindre Fordele end Norge. 
Paa et Thing, fom Kongen holdt i Oslo bhenimod Vaaren 1230 famme 
Dag fom den før omtalte fvenffe Herre, Magnus Brofe, fom til Byen, 
qav Kongen Ufpaf Kongenavn, og befjendtgjorde, at han, naar Somme- 
ren fom, vilde fende ham vefter til Sydergerne med en tilftræfkelig Trop— 
peftyrfe. Han forandrede Devbos hang Navn til Haafon, bvad enten 


1) Om Ufpaf og hans Glægtffabsforhold fe ovenfor 443. Han nævnes aller 
førft fom Deeltager i Eyderøtoget 1210, men itte, fom om ban førft da 
flog fig til Birkebeinerne; tvert imod er det tydeligt, at han hørte til deres 
Sal, fom, vante ved langvarige Fejder, vare misfornøjede med Freden. Paa 
oven anførte Sted er det antydet, at han maaffee allerede fom til Norge i 
1192. 


768 Haakon Haakonsfen. 


Det nu var, fordi det paa famme Tid, fom hans vette Byrd blev befjendt, 
ogfaa oplyftes at han oprindelig havde faaet Vette Mavn, eller han vilde 
vife bam en re ved at give ham fit eget Navn). Hvor ftor Deel 
af Oerne han tiltænfte ham, figes iffe; fandfynligviis var Det fornemme- 
fig den Deel, fom tilbørte den fumarlidffe Linje, og bvortil hans Brødre 
maatte anfees at have forbrudt af Net ved Deres Utroffab. Om VBaaren 
begav Haafon fig til Bergen, og fred der ftrar til Udruftningen af den 
Flaade, der fkulde ftilles under Uſpaks VBefaling.  Ogfaa Skule Jarl 
fandt fig opfordret, eller fit Befaling til at ſkaffe Folk og Stibe: 
et Beviis paa, hvor vigtigt Dette Anliggende anfaars at være. Der 
udruftedes i alt 11 Skibe, af bvilfe Farlen feverede tvende; til Be— 
falingsmand paa et af disſe udnævnte han Paal VBaalfesføn, bvoraf 
man altfaa fan flutte, at Denne, fom det ovenfor antydedes, nærmeft havde 
Holdt fig til ham, iffe til Kongen *). Blandt de af Kongen udnævnte 
GStibsftyrere vare foruden Kong Uſpak eller Haafon frlv Ølve Fllteit, 
Paal Gaas, og flere, der ogfaa fiden efter omtales 3); alle fammen fynes de at 
have hørt til bans Hirdmænd. Da Flaaden var fuldt udruftet og fejle 
færdig, fom Kong Olaf felv uformodet til Bergen. Han havde maattet 
flygte fra Man, fordi Alan Jarl havde famlet en vældig Hær, hvormed 
han agtede at angvibe Øen; ja han truede endog med at gjøre et Fog 
til Norge, figende at det iffe var vanfteligere at fejle over Havet fra 
Skotland til Norge, end fra Norge til Stotland, og at en fjendtlig Flaade 
fige faa godt funde finde Havne der, fom i de flotffe Fjorde. Men dette, 
tilføjer Sagaen blev fun fagt, ikke gjort *). Aarſagen hertil var maaftee, 
at der i Dette Aar endnu maatte ftrides med Levningerne af Det macvilljamføe 
Parti, der fun, fom det fyne$, med Møje blev fuet 3); thi fom Kon- 


1) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 165. De islandffe Unnaler, den manffe og 
den lanercoftffe Krenife ved 1230. 


2) De øvrige af Jarlen udnævnte Skibsſtyrere vare Sigurd GSepil og Sigurd 


Smed, 


3) De vare Thormod Ihingfforen, Serk Sygnakjuka (der viftnok nedftammede 
fra den mægtige Sert i Sogn), Sveinung fvarte. 

4) Haafon Haafonsf. Saga Gap. 166. 

5) Gillefcop Mac Villjam felv blev efter Fordun overvinden, og dræbt med to 
af fine Sønner i 1229, men den lanercoftffe Kronike fortæller endnu ved 
1230 om en Oypftand af Mac VBiljams Søn og NRoderif, der famlede en 
ftor Sfare om fig, m. m., men omfider bleve overvundne, og Deeltagerne i 
Opftanden grufomt firaffede, idet endog Mac Villjams nyfodde Datter blev 
aflivet. Bel bruger Krønifen her i Førftningen de famme Udtryf fom For- 
dun, hvor han omtaler Opftandens Begyndelfe i 1223, og dette er maaffee 
derfor at henføre did, men hvad han nævner om Ufftraffelfen, findes ej hos Fordun, 
og derfor har Kronikens Nedffriver øjenfynligt forfulgt Begivenheden længere end 





EEA 





1230, Tog til Syderøerne. 769 


netabel af Sføtland funde Alan neppe undlade at deeltage i Denne Fejde. 
For Olaf var der nu ikke andet at gjøre, end ftrar at følge tilbage til 
- Syderøerne med Flaaden, fom affejøede fire Dage efter hans Ankomſt. 
Sandfynligviis bar ban i denne forte Mellemtid maattet fornye fin Fro- 
ftabsed til Kongen, og efter Dennes Forftvift flutte et Forlig med Gud- 
rød, hvorved ban gif ind paa, hvad Kongen viftnokt allerede havde forord- 
net om Delingen af Øerne mellem dem, thi under de nærværende Om— 
ftændigbeder var han visfelig nødt til at finde fig i alt, hvad Kon- 
gen fandt for godt at beftemme. Paa Rejfen fra Bergen til Orfnøerne, 
fom Flaaden førft anlob, for at forftertes med en Deel Folk og Stibe, 
var ban ombord hos Paal Baalfesføn; fiden gav Fon Jarl ham et af fine 
Skibe at fore. Ved Afrejfen fra Ovtnøerne var Flaaden 20 Sejlere fterk; 
De 9 vare faaledes ftillede enten af Jon Jarfalene, eller af han og de kon— 
gelige Svsfelmænd paa Orknoerne og Hjaltland i Forening. Det var 
altfaa en formelig National - Erpedition, man nu bavde fore, Å Den Hen- 
figt at opretbofde det vaklende norffe Herredømme i Det fjerne Veften. 
Flaaden ftyrede aller forft ned mod Fla-Sund '), bvor Kongerne Duggall 
og Duncan, faatel fom Sumarlide af Argyll, (na med en betydelig Hær. 
Imidlertid droge Baalfe den unge, Søn af Paal Baalfesføn, og Ven før 
omtalte Ottar Snækfvullsfan, fom det fynes par egen Haand til Skye, og 
angrebe en Høvding, ved Navn Thorkell Fhormovdsføn (Torquill Mac 
Dermot), der enten har været en Udfending af Alan, eller ligget i Pri- 
vatfejde med Paal VBaalfesføn. Thorkell faldt med to af fine Sønner, 
Den tredie, ved Navn Fhormod, undkom til Skotland *). Siden ftodte 
Baalfe og Ottar til Hovedflaaden i Flafund. De nys nævnte ſyderoiſke 
Fyrſters Holdning var fremdeles heel tvetydig. Sumarlide funde vel iffe have 
fynderligt tilovers for den flotffe Konge, men maatte ogfaa finde det ube- 
bageligt at faa Ufpaf til Herre; Duncan og Duggall, Der havde modtaget 
Sen af Alerander, og Å Det hele taget vundet ved Delingen af Argyll, 
funde neppe betragte Ufpat med gunjtige Øjne. Men da Nordmændene 





denne, lige til Slutningstampen i 1230, idet han noget føjødesløft omtaler 
Alt under dette Lar. 

1) GSaaledes kaldes endnu Sundet mellem Ila og Jura. 

2) Haafon Haakonsføns Saga Gap 266. Thormod, heder det, ſtjulte fig paa 
et Sfjær, ved hvilket han fandt en Baad, og med denne fom han over til 
Skotlands Kvft nordenfor ,Hattarffot”, hvilket vel neppe Fan være andet end 
det fremfpringende Nes af Gairlod, ved Loch Ewe. Den Fjord, hvor Shormod 
overfafdtes, Faldes Veſtrefjord, og er fandfynligviis Cod Gnizort. For 
Reſten maa det engang for alle bemerkes, at her Éun Flatøbogens og det 
føaatholtffe Haandffrifts Læfemaader af Sagaens ert Funne benyttes. 


Mund. Det norffe Folts Hiftorie. II. 49 


770 Haakon Haakonsſon. 


for Hjeblikket havde Magten, nyttede det ikke at byde Trods; De vifte fig 
tilſyneladende nok faa venftabelige, indbøde endog De norſke Hovdinger til 
et Gilde, og Duncan, en af Fyrfterne, begav fig ombord paa fin Broder 
Ufpafs Skib, fandfynligviis fom et Slags Gisfel til Sifferbed mod fvig- 
agtige Anflag fra Deres Side. - Ulligevel vilde Mordmændene ikke vet tvo 
dem, men paaffode at det var Deres Henfigt at berufe dem med ſterke 
Driffe, for fiden at overfalde Dem.  Devægrede fig derfor ved at fomme til 
Gildet, og under gjenfirig Mistanke dDroge begge Parter deres Stridskræf- 
ter fammen. Alligevel ſynes det, fom om Uſpak belft vilde have undgadet 
aabenbare Fiendtligbeder; men mod bans Vidende og Vilje gjorde de pv- 
rige novrffe Hovdinger et Angreb paa Den fydersiffe Flaade, fældte Su- 
marlide med mange Folk, og fangede Duggall, medens de felv forholdsvis 
tun lede et ubetydeligr Jab. Da Ufpak, der maaſkee iffe engang var 
nærværende ved Denne Kamp, borte bvad Der var fleet, lod han fin Broder 
Duncan hemmeligt undvige, fandfynligvis til fine Faftlandsbefiddelfer i Lorn, 
og tog Duggall, bvilfen Nordmændene havde lagt i Lænter, å fin egen Forva- 
ting 1). Forfterfet med Folk og Stibe fra Derne, faa at Flaaden i Ult ude 
gjorde 80 Fartøjer, fejlede Nordmændene nu forbi Cantire ind til Bute, 
der, fom Det ovenfor ev nævnt, var I Skoternes Vold, og hvor der laa 
en ſkotſt Befætning i Notbfap Slot *). Dette belejredes, og blev taget 
med Storm efter et tappert Forfvar I trende Dage, hvorved Nordmæne 
dene miftede henved 360 Mand, bvoriblandt en af Skibsſtyrerne, Svei— 
nung fvarte; ligeledes blev Kong Uſpak farligt faaret af et Steenfaft. Paa 
ftotff Side faldt Vefalinggmanden, og Mordmændene vandt et frort Bytte, 
pvortil ogfaa fom 360 Mø. Selv, fom en føotff Ridder, der blev tagen 
til Fange, betalte i Løfepenge.  Strar efter Slottets FJndtagelfe havde 
dDe det Uheld, at tre af Skivene i en beftig Storm gif under med Mand 
og Gods, og Da De tillige borte, at Adam Jarl flulde ligge med en 
Flaade paa 180 Skibe fyd ved Galloway-Neſet, færdig til at drage imod 
dem, fejlede De hen under Cantire, hvor De i nogen Tid bleve liggende, 
og gjorde hyppige Landgange. Her blev Kong Ufpat faa fyg af det 





1) Ut Duggall Sumarlidesføn ved de fumarlidffe Befiddelfers Deling fit Lorn, 
figes udtryffeligt, men neppe efter anden Uutoritet end Sagn, Skene's Hok- 


landers in Scotland II. 48; Gagnet beftyrfes dog ved Genealogierne og ev å i 


det hele taget fandfynligt. 


2) Dillon, i Archæol. Scot. II. S. 358, 397, tror at ,,Bute" (Boy) her or 


fat fejlagtigt for Gantive, men denne Mening grunder fig alene paa Mis— 


forftaaelfe af Sagaens Ytring om Sejladfen, ber dog er tydelig nok: „ſyd 


forbi Satiesmule og ned til Bot”. Ogfaa den manffe Krønike har , Both”. 
Da der tun fandtes et enefte Slot, Rothſay, paa Bute, maa det være 
dette, fom Sagaen mener, føjønt den ikke udtrykkeligt anfører Navnet. 





å 


J 





1230. Tog til Syderøerne, Deling mellem Olaf og Gudrød. 771 


Saar, ban havde faaet ved Belejringen af Rothſay, at han døde, meget 
Begrædt af fine Mænd, der førte bans Lig til JIcolmkill og begravede 
Det Der. Hans Død var Dog neppe uvelfømmen for Kong Olaf, 
Der nu fit Overbefalingen over Flaaden, og, ftundende efter at gjenerobre 
Man *), førte den fydover til den irſke Kvjt, bvor Den Dog maatte blive 
liggende ved , Kjøbmandsøen” *) i den ftrengefte Vintertid; fiden ſtyrede han 
til Man, bvor en Høvding, ved Navn Thorkell Njaalsføn (Forquil Mac 
Neal), nu forte Befalingen. Denne Thorkell ſaavel fom hans Brødre Dug— 
gall og Malmor fynes at have hørt til de Hovdingers Tal, der havde vundet ved 
Delingen af de argyllſke Lande, og navnlig at have faaet Knapdale i For— 
fening; fandfynligviis hørte de til en af de fornemfte UStter, enten paa Man eller 
paa de nordlige Øer; vi ville fenere gjenfinde dem fom Venner af Olafs Søn 
og Gfterfølger Harald, nu derimod maa Fhorfell enten bave ftaaet i Forbund 
med Alan, eller have benyttet fig af Forvirringen efter Olafs Flugt til at fætte 
fig i Befiddelfe af Øen paa egen Haand *). Han havde famlet en Deel af 
Øens Folf, med bhvilfe ban fogte at hindre Nordmændene fra at gjøre 
Landgang. Men da Manværingerne fit børe at Kong Olaf felv anførte 
Flaaden, vagrede De fig, ligeſom før, for at ſtride mod ham, og gif hver 
til fit. Thorkell felv blev tagen til Fange og lagt i Lænfer.  Manværin- 
gerne havde Dog ingen Aarſag til at glæde fig over deres Troſkab mod 
Kong Olaf, tbi der blev paalagt Dem en Brandffat af tre engelffe Pen- 
ninge for hver Ko, bvorhos de maatte føde dele Hæren i Den øvrige Deel 
af Vintren. Nu blev, rimelgviis under de norffe Krigsbovdingers Op- 
figt, Delingen af Riget mellem Olof og Gudrød iverffat. Olaf beholdt 
Man, og Gudrød fif de nordlige Øer I); de pøjtlige dDerimod, eller i det 
mindfte flere af dem, forbleve endnu i den fumarlidffe Linjes Befiddelfe 3), 





1) GSagaen nævner Éun at han blev fyg, og taler, merkeligt nok, ikke om Saa— 
ret, han fif, hviltet blot omtales i den manffe Krønife og Krønifen fra 
Lanercoſt. 

2) Denne O kan ej vare nogen anden end Copeland-Oen ved Overfartsſtedet 
Donaghadee paa Irlands Nordoſtkyſt, ej langt fra Belfaſt, thi denne lille 
D (med en Holme ved Siden) ligger næften lige i den rette Linje fra Can— 
tire til Man. Det var fitfert Olafs Henfigt, firar at gaa til Man, men 
Storm eller Froft maa have overraffet Flaaden paa nys nævnte Sted og 
nødt den til at lægge bi for længere FTid. 

3) Den manffe Krønife Falder dem ,filii Nel, Dufgallus, Thorquellus, Mol- 
more;* Gene oplyfer i Th. Highl. in Scotl. II. 48, at ved Delingen af de 
fumarlidffe Befiddelfer i Skotland fit Gtamfaderen for den Mac Neilffe 
Familie Knapdale (den nordligfte Deel af Gantire) ligefom man S. 116 
feer at Navnet Jorquill har været brugeligt i den Mac-Neilſke Familie. 

2) Denne Deling omtales ikke i Sagaen, men Fun i den manføe og den laner: 
coftffe Kronike. 

5) Dette figes udtryffelig i den lanercoftffe Krønike, hvor det heder at efter 

49* 


772 Haakon Haakonsſen. 


uden at det dog kan ſees, om Duggall Skrok efter Uſpaks Dod kom paa 
fri Fod og herſkede ſammen med Duncan, eller han blev drebt. Foruden 
dDisfe vare Der endnu et GSyftendebarn af Dem, Nuaidbri Nagnvaldsføn *) 
der efter Sumarlides Fordrivelfe ſkal have fanet det fydligere Cantire, og 
om hvis Sønner Duggall og Alan vi i det følgende fomme til at handle. 
Man maa formode at Duncan efter Flugten fra Uſpaks Skib og maaſkee 
ogfaa Duggall, hvis ban undflap efter Ufpafs Død, bave tyet hen til de 
res Befiddeljer paa Faftlandet, deels ogfaa til Nuaidbri paa Cantire, 
men, at de faa fnart Nordmandene bavde forladt Farvandet, indenfor Can— 
tire, igjen fatte fig i Befiddelfe af Øerne, og navnlig Bute, hvor Det ej 
fader til at Nordmandene efterlode nogen Befætning. Fra Man droge 
Nordmændene om Vaaren atter mod Cantire, for rimeligvits at fortfætte 
den Hoften forud afbrudte Kamp med de fumarlidffe Fyrſter. Men 
førend De forlode Øen flap tvende af Skule Jarl Skibsſtyrere Fhorfell 
Njaalsføn los, en Handling fvormed De andre vare meget misfornøjede, 
og fom upaatvivleligt ftaar i Forbindelfe med bemmelige Uftaler eller Jn- 
triger mellem Sfule Jarl, Kong Olaf, Paal Baalkesſon o. fl, uden at det 
dog nu fænger ev muligt at paavife den egentlige Sammenbæng. Nord— 
mændene fandede ved den nordlige Deel af Cantire, bvor en Skare Sko— 
ter mødte Dem og vare, fom Det beder , meget loſe i Striden, idet de lob 
til og fra,” og Der faldt mange paa begge Sider.  Medens Mordmæn- 
dene, fom Det fynes, forfulgte af en Hob flygtende Sfoter, havde en an- 
Den overfaldt og Dræbt deres Svende, der vare iferd med at tilberede 
Maden, og borttaget alle deres Madfjedler. De landede paa flere Ste— 
der i Cantire, og berjede Omegnen, uden Dog formelig at befætte eller 
erobre nogen Deel deraf; fiden frjlede De til de nordlige Øer, for, fom 
man maa anfage, at bjelpe Kong Gudrød med at undertvinge Dem; De 
bavde i Det mindfte en Kamp at beftaa paa Ljodhuus med den før omtalte 
Thormod Thorkellsſon, der imidlertid var fommen tilbage, og fom man 
maa antage bavde gjort fig til Herre over Øen. - Men nu maatte ban 
flygte, efterfadende fin Huſtru og alt fit Gods, bhvilfet Nordmandene 
bemægtigede fig, meden8 De bortførte hende i Fangenffab. De Ddroge 
Derpaa til Orknoerne, idet De rimeligvis meente at Gudrod nu var befæ= 
ftet i Megjeringen over fin Deel af Riget. Men aldrig faa fnart Vare 
De borte, førend Der, fom man af de mangelfulde Gfterretninger maa flutte, 





Gudrøds Drab herffede Olaf i Man „et super omnes Sodorenses insulas, 
exceptis his quas filii Sumerledi tenuerant*. 

1) Han vil nedenfor blive omtalt, og nævnes i Sagaen under Navnet Rudre. 
Ut han var en Søn af Ragnvald GSumarlidesføn (fe ovenf. S. 443), feed 
af føotffe Haandftrifter Gtim. (I. 54). Bi ville i det følgende ogfaa finde 
en Søn af Duncan, Jon eller Ewen, omtalt. 








1231. Nordmændenes Hjemfomft fra Syderøerne. 773 


udbrød en blodig Kamp mellem Gudrod og Olafs Tilhangere; Paal Baal— 
fesføn, fortælles der, faldt faa Dage Verefter for Gudrød 1), og Gud— 
rod felv blev fiden drædt paa Ljodbuus *), bvorpan Olaf underkaftede fig 
hans Deel, og faaledes herſkede over hele Niget. Alligevel var Kong 
Haakon ved fine Krigeres Hjemkomſt, der føede endnu famme Sommer, vel 
tilfreds med hvad de havde udrettet, og bevidnede Dem megen Fat der- 
for. Ogſaa Sagaen, der beretter om alt dette, figer, at de havde vun- 
det Kongen megen Hæder i Denne Ferd. Det fan beller ikke negtes, at 
om De end ikke havde formaaet ganſke at frarive Sumarlides Linje de 
øjtlige Oer, for en ſtor Deel vimeligvits paa Grund af Uſpaks tidlige 
Død, faa havde de dog tilføjet Kongens Fiender betydelig Skade, og idet 
mindfte for en Tid fifret Norge Herredammet over Man og de norde 
veftlige Øer.  Endogfaa Alan af Galloway fynes af Frygt for de norfke 
Vaaben at være bleven holdt tilbage fra at veve noget nyt Forføg paa 
Man, thi Ver tales iffe om noget ſaadant. Han døde 4 Uar efter, og 
hans ftore Befiddelfer Deeltes mellem hans tre Døtre, bvorover Sønnen, 
den før omtalte Thomas, gift med Kong Ragnvalds Datter, blev faa for- 
bitret at han gjorde en farlig Opftand, fom Dog Maret efter Dæmpedes. 
J af denne Vid funne de fÉotffe Vaaben ej Vave været farlige for de 
norffe Befiddelfer, og bertil havde dog den fidfte Crpedition fra Norge 
bidraget iffe ubetvdeligt 3). 

Naar Virkningen af den mislige Stemning, der berffede mellem Kong 
Haafon og Skule Fårl, gjorde fig gjeldende faa langt mod Udfanterne 
af den norſke Konges Omraade, fom til Syderøerne, er det let at forftaa 
at de endnu mere maatte fpores paa Orknoerne. Hermed ev det ikke fagt, 
at de formaaende Mænd ganffe beftemt Deelte fig i to Partier, hvoraf det 
ene erflærede fig for Kongen, det andet for Jarlen, men det gik fun her, 
fom paa Syderøerne og andenfteds, at naar Der forft gaves Partier i 
Landſkabet fefv, eller to mægtige Medbejlere faa i Strid med hinanden, og 
Kongen begunftigede Den ene Part, funde man være vis paa, at den anden 
føgte Svøft hos Jarlen, eller Dennes evflærede Filbængere. Det unde 
iffe anderledes være, faa fænge Kongen og Jarlen ftode ved Siden af bin- 
anden fom omtrent lige mægtige, og af binanden indbyrdes faa godt fom 
uafbængige Fvrfter. Jon Jarl havde, fom det ovenfor er nævnt, i fin 
Tid umisfjendeligt heldt meft til Jarlens Parti, men var i den fenere 
Tid fommen paa en meget venffabelig Fod med Kongen; heraf fulgte igjen, 
at hans AvindsSmænd nu beldte faa meget mere til Stule8 Side. Dette 





1) Haakon Haatonsf. Saga, Gap. 167. 
*) Den manſte og den lanercofiffe Krønike. 
3) Haakon Haakfonsjøns Saga Gap. 167. Fordun, IX. 48, 49. 


774 Haakon Haakonsſon. 


aabenbarer fig paa Det beftemtefte af de merfelige Begivenheder, fom vi nu 
ville berette, og fom indtraf umiddelbart efter at Den norffe Flaade var 
Dragen hjem. Kong Haafon bavde til fin Sysfelmand paa Orknøerne ud- 
nævnt en vis Haanev, faldet den unge, bvilfet Silnavn han fandfyn- 
figvits havde faaet for at adſkille ham fra den ovenfor omtalte Haanev 
Sngemundsføn, Der I faa Fald maa have været hans Frænde, maaftee 
endog hans Fader. Haanev fynes tilligemed fine Brødre Kolbein og Undres at 
have hørt til en af de fornemſte Slægter paa Øerne, Yvilfet ogfaa fan ffjønnes 
deraf at Kongen havde givet bam Skurilfveins Titel; efter Mavnene, faavel 
fom andre Omftxndigheder ') at dømme, ffulde man fnareft formode, at han 
har hørt til Kolbein Rugas mægtige Et, Der var nær beflægtet med 
Farfecætten felt. - Han var ſaaledes, bvad enten man vegner Det paa Den 
ene eller den anden Side, ogfaa nær beflægtet med den før omtalte Snæ- 
føll Gunnesſon, Naquvald Jarls Sønnedatterføn. Vi have idet Fore- 
gaaende omtalt Den Ivift, Der berffede mellem Jon Jarl og Snæfol om 
De Wttegaarde, brørtil denne fidfte anfaa fig berettiget, men føm Jarlen 
forbofdt ham. Denne Ivift gif omfider fra vidt, at Snakoll iffe [ænger 
troede fig liffer for Jarlens Gfterftræbelfer, men tog fin Iilflugt til Haa- 
net, Der, om ban end iffe havde været Snæfolld Frænde, alligevel, paa 
Grund af fin blotte Stilling fom fongelig Sysſelmand og beſtikket til at 
fee Jarlen paa Fingrene, altid maatte befinde fig i ftørre eller mindre 
Oppofition med Denne, om han end iffe, hvad der udtryffefigt berettes 
om ham, bavde været vanffelig at fomme til Nette med, og holdt en ſtor 
Stare Bevæbnede; alt fammen Omftændigheder, hvoraf man paa Forhaand 
fan flutte, at der mellem bam og Jarlen maa bare været en yderſt flet 
Forftaaelfe. Det bidrog neppe til at forbedre den, at en af de fongelige 
GStibsftyrere paa Sydero-Toget, Hirdmanden Ølve Fllteit, var bleven tile 
Dage paa Oerne og havde fluttet fig til Haanev, thi Ølve var et onde 
ftabsfuldt Menneſke 2), der fnarere puktede til Tratten, end bilagde den. 
Ølve, Haanev og Snæfoll, faavel fom bee det øvrige Slæng bleve gode 
Benner og Stalbrødre, og det fynes fom om de temmelig frart begyndte 
at legge Hovederne fammen om at rydde Jarlen af Bejen: et Foreta- 
gende, hvorved De ogfan maatte funne regne paa Medbod af den føotfke 
Konge og ifær af Gejjtligheden, der fiden Biftop Adams Drab, føm man 


1) Fornemmelig, at $Haanev, Kolbein og hang Forbundne efter Jarlené Drab 
toge fin Tilflugt til Kolbein Rugas Kaftell paa Den VBigr, thi dette maa 
faaledes have tilhørt GSlægten. Kolbein af Rennadal Éaldes ogfaa Haanevs 
Frænde, og Gaarden Rennadal (nu Rendal) ligger ikke langt fra Bigr (Weir;) 
faavet denne Kolbein, fom Kolbein, Haanevs Broder, vare upaatvivleligt op— 
Ealdte efter Kolbein Ruga. Om denne fe ovenfor S. 43. 


2) Haakon Haafonsføns Saga Cap. 168. 














1231. Son Orfnøjarls Drab. 705 


fet fan begribe, betragtede ham med höojſt ugunſtige Øjne. Om Hoſten 
1231 drog baade Jarlen og Haanev med fit Folge over til Thorsga paa 
Katanes. Hvad Haanev- havde Der at gjøre, figes iffe; rimeligvis havde 
fan, fom faa mange andre Orfnøinger, Befiddelfer over paa Katanes, thi 
den Omftændighed, at Orfnøerne ftode under norſk, Katanes under ſkotſk 
Lenshojhed, enfedes fun lidet af Indbyggerne felv, Der i al daglig Han- 
def og Vandel betragtede begge Lanvdffaber fom eet; De ſtode under emn 
Herre, hatde een og famme Slags Befoltning og Lensforboldet havde endnu 
iffe itort at betyde. — GSaavel Jarlen, fom Haanev, havde en ſtor Trop 
om fig, og naar Farlen8 og hans Krigere om Uftenen efter Drikkelag 
ftødte paa binanden, vanfede der Slagsmaal ved flige Kejligbeder. En 
Aften, Da Haanev og hans Benner fad ved Dvilfebordet under megen Ly- 
ftighed,: fom en Mand fødende ind, og bad Haanev tage fig i Vare for 
Jarlen, fom Denne Nat nof vilde angribe ham, for at forefomme et lige 
nende Angreb af ham. Om det virkelig forboldt fig faa, figes ikke; 
men der tilføje8, at hans Brover Kolbein, faavet fem Snæfoll, med hvilke 
fan raadførte fig i Den Anledning, ,toge det for Sandhed" 1), og Dette an- 
tyder umisfjendeligt, at i alt Fald Sagaftriveren betragtede det fom en Til— 
ftelning enten af Haanev felv, eller af Ølve, Der blev ftrar givet Befaling til 
at man ſkulde væbne fig for at angvibe Jarlen og fomme ham i For- 
fjøbet; og berufede, føm alle vare, fandt De Dette at være et meget godt Raad. 
Saa ſnart De havde væbnet fig, ftormede de hen til Jarfens Herberge, anfaldt 
Vagterne, og fatte Ild paa Hufet; Jarlen fljulte fig i en Kjelder, men 
Angriberne Fit vide bvor han var, og Snæfoll, Ølve FIllteit, og flere an- 
Dre trængte ned til ham, fandt bam bag en Tonde, og firafte ham til 
Jorden med ni Saar. Flere af Jarlens Mænd, der havde villet forfvare 
Deres Herre, blive ligeledes Dræbte, Dog ikke uden at ogfaa enfelte af Haa- 
nevs Folk bavde maattet bide i Græsfet.  Drabsmændene fiyndte fig ftrar 
over til Orknoerne, og Éaftede fig ind i det. Kaftell, fom Kolbein Ruga 
havde ladet opfore paa Den lille O Vigr; ber forberedte de fig paa en 
fangvarig Belejring ved at famle al den Proviant, de funde overfomme, 
og tfær en bee Deel levende Kvæg, fom De forvarede i den ydre Deel af 
Kaſtellet. Jarlens Frænder og Benner *) famlede vel en iffe udetydelig 
Styrfe, og begyndte at belejre Borgen, men udrettede intet, Da Den Var 
meget banffelig at angribe. Imidlertid famlede Kolbein i NRennadal og 
Haanevs øvrige Frænder fig fammen, og fogte at ftifte Forlig. Dette 
fom i Stand paa De Vilfaar, at Drabsmændene for det forſte flulde faa be- 





1) Sammeſteds, Gap. 171, 
2) En af de fornemfte blandt disfe var formodentlig den Gigvalde GStjaalgs- 
fon, hans Svoger, der i det følgende omtales. 


776 Haakon Haatonsføn, 


holde Livet, og tilbringe Vintren paa Orknøerne, men den følgende Som— 
mer ffulde De drage til Norge og underfafte fig Kong Haafons Dom. - Dette 
Forlig blev rigtigt opfyldt - Vintren gif ben uden videre Uro, og da 
Sommeren fom (1232), begave FJarlens Frænder og Benner fig til Norge 
paa et Stiv, Haanev og hans Benner paa et andet. Da de fom til Berz 
gen, var Kongen endnu iffe fommen tilbage fra en Nejfe, ban om Vaa⸗ 
ren havde foretaget oſter til Viken; derimod fom Skule Jarl fra Thrond— 
hjem, og gav fig i Forſtningen, fom Det fyntes, ikke fynderligt af med Haa— 
nev og dennes Venner, der havde deres Filhold i den efter Aura-Paal 
benævnte Guard, fandfynligvits under et Slags Bevogining 1). Lidt fenere 
fom Kongen tilbage, ledfaget af Herr Kuut. - Man maa, fornemmelig af 
det følgende, formode, at ban allerede Høften eller Vintren forud var ble 
ven underrettet om Det forefaldne, og at han allerede da i den Anledning 
fornemmelig havde tilfaldt ſaavel Skule Jarl fom Knut, for at være tilftede ved 
Afyjorelfen. Og denne maa ban t al Stilhed have fældet ſtrax efter fin Un- 
komſt i et Slags Kabinetsraad, tbi fun faa Dage fenere lod han blære til 
Hirdftevne for alle haandgangne Mænd, blandt hvilke da ogfaa Haanev og 
alle bans Stalbrødre maatte indfinde fig, og faa fnart de fom til Mødet, 
toge Sfutilfvendene ftrar Haanev, Kolbein, Snakoll og et Par andre i 
fin Forvaring, og bragte Dem op paa Børgen, fom Kongen, rimeligvis i 
De fidfte Aar, havde ladet gjenopføre *), medens derimod Ølve Flteit og 
De øvrige umiddelbart fra Modet bleve førte ud til Jolubolmen, for ftrar 
at benveties. Der tales iffe med et enefte Ovd om nogen Domsaffigelfe, 
og det fynes endog, fom om de Ungjeldende intet vidfte om bvad der 
foreftod dem, Da de begave fig til Hirdftevnen, thi der fortælles, at da - 
en Gjeft ved Navn Bjørn, der ogfaa bavde deeltaget i Drabet, paa Vejen 
til Hirdftevnen fom forbi Maricfirfen, hvor Mesjen juſt begyndte, gik han 
dDerind, med de Ord: ,jeg anfeer det for en belligere Pligt at gaa i 
Mesſe, end til Hirdftevne”, og Dette, tilfojes Der, frelfte hans Liv; tbi 





1 Aura-Paal eller Paal paa Aure, hvem Gaarden i fin Iid havde tilhørt, 
var den kjefte og raadfnilde Hevding, under hvis Baretægt Kong Sverre 
havde ftillet Dronning Mararete, da han i 1198 drog til Throndhjem mod 
Baglerne, og fom ſiden ved fin Eloge Lift fil Sigurd Jarlsføn til at op— 
hæve Borgens Belejring, fe ovenfor S. 311—315. 

?) Om Borgen, der, fom vi have feet, i 1207 blev nedreven af Baglerne, og 
fom da i det mindfte var Bergens Borgere en ſtor Jorn i DØjnene, vide vi 
af Haafon Haatfonsf. Gaga Gap 3833, at Kongen lod den gjenopbygge, 
Murene rejfe paa begge Sider, og forfyne med Vigſkaar, famt opføre en 
Merborg, men hvad Tid dette frede, figes ej; kun faa meget feer man af 
det ovenftaaende, at det maa været føeet før 12325 man gjetter da fnareft, 
og vel vigtigft, paa Fredsaavene 1227—1231, da Kongen tilbragte hver Vin— 
ter, undtagen den mellem 1229 og 1230, i Bergen, og denne Stad faa godt 
fom var hans fafte Refidens. 











1232. Son Jarls Orabsmand ſtraffes. UN 


endnu førend Mesfen var til Ende, fik han børe at Ølve Illteit og de 
øvrige vare grebne. Den, fom ivrigft drev paa at Jarlens Banemænd bleve 
afftvaffede, var en Svoger af Jarlen, ved Navn Siqvalde Skjaalgsſon. Han 
fit grebet en af dem, Shorfell Bakil, der fandfynligviis havde føgt at und- 
fly, inde paa et Sted, faldet Svarteboderne, og førte ham Verpaa ud ef: 
ter Gaden, for at bringe bam til Holmen. Da han fom forbi den Gaard, 
bvor Skule Jarl boede, ftod Denne felv ved en Loftglugge, og raabte til 
ham at han ej ſkulde fade Fhorfell aflive, hvis ban iffe var altfor ftraf- 
fyldig. „Han er faa meget mere ftrafffyldig end de andre”, var Sigval- 
Des Svar, fom ban endog forgreb fig paa Jarlens døde Legeme“. Thor— 
fell blev henrettet med Ølve og de øvrige, I alt fem; Haanev, Kolbein og 
GSnæfull fit derimod beholde Livet, ja fynes endog ganſke at være blevne 
benaadede, og fulgte alle tre med Skule Farl, da ban om Hoſten begav 
fig til Sbrondhjem. Siden tilbragte Haanev og Kolbein Vintven paa Dyn- 
nes hos Paal Vaagaſkalm. - Vaaren efter vejfte Haanev til Kongen, og 
fit Filladelfe til at Drage hjem; han tiltraadte ogfaa Nejfen, men blev af 
Modvind dreven tilbage til Hernoerne, hvor ban blev fyg og Døde; Kol- 
bein, hans Broder, døde ikke længe efter i Throndhjem.  Snæfoll derimod 
blev fænge i Skule Jarls Fjenefte 1). 

Alt dette vifer tydeligt, at Skule Jarl bar taget fig paa Det ivrigfte 
af Drabsmændene og anvendt bele fin Indflydelſe for at redde faa mange 
fom muligt af vem fra Dødsfiraf, og at dette bar lykkets ham med de tve 
bøjbyrdigite og meſt anferde af Dem, medens Det derimod, trods alle hans 
Anftrengelfer, iffe var bam muligt med De ringere, da Jarlens tiljtedevæ- 
rende Benner og Fvænder, og vel ogfaa Kongens egen Netfærdighedsfør 
felfe, iffe funde tillavde at en faadan Gjerning gif aldeles uftvaffet hen. Der 
ſynes endog fra Skules Side at være fpillet et aftalt, underfundigt Spil i denne 
Sag, thi medens han i Førftningen, før Kongens Ankomſt, lod føm om han 
iffe vilde have noget med Haanev at ftaffe, vifte Lan ham dog fiden faa megen 
Velvilje, at ban endog tog ham og hans Stalbrødre med fig til Throndhjem. 
Dette vakker igjen Formodning om, at han allerede tidligere, medens Drabs— 
mændene opholdt fig i Aura-Paals Gaard, har haft hemmelige Sammen- 
fomfter med dem for at lægge Planer til deres Frelfe, og det er ej uſand— 
fynligt, at den befynderlige, næften forræderffe Maade, paa bvilfen De bleve 
lokkede til Hirdftevnen, for ſtrax derfra at føres enten i Fangenffab eller 
til Netterftedet, har været en Forfigtighedsregel, aftalt mellem Kongen og 
den dræbte Farls Frænder, der maaftee have merket Uraad, og formodet 
at en Plan var i Gjære for at frelfe alle Forbryderne fra Straffen. Ut 
alt dette ftaar i den nøjefte Forbindelfe med Skule Jarls Madinationer 


1) Heaton Haakonsſons Saga Gap. 172—173. 


77S Haakon Haakonsføn. 


mod Kongen, der i det følgende War fom til virfeligt Udbrud, er umis— 
fjendeligt, om end den egentlige Sammenhæng nu iffe fet fader fig paa- 
vife. Saa meget er imidlertid vift, at om Skule itfe havde haft andre Grunde 
for at begunftige Jon Jarls Morvdere, maatte han være tilbøjelig Dertil 
alene fom Gejſtlighedens Yndling eller rettere fom den, Der altid føgte at 
ftaa par en god Fod med denne Ii fiden VBiftop Adams Drad 
var Jon Jarl i Gejftliqbedens Øjne et Ubyre, for hvem ingen Straf 
var for baard, og flere af den Tids gejſtlige AUnnalifter fige endog udtryk— 
feligt, at hans Drab var en fortjent Straf fra Gud '). Derfor ev det 
heller iffe ufandfynligt, at ogfaa Biffop Arne å Bergen og flere andre Gejſt— 
fige Dave gjort alt bvad de funde for at frelfe Jarlens Drabsmænd fra 
Straf; vg det gif Da ber, fom Det gaar faa ofte, at De fornemfte og 
mægtigfte bleve ffaanede, medens de ringere Derimod maatte lide Straffen 
i hele dens Strenghed. Som Undffyldningggrund bar man vel anført, 
at bine vare berufede, og Derfor ikke fuldfommen anfvarlige for deres 
Handlinger. 

Om Begivenbederne paa Orfnøerne nærmeft efter Jarlen8 Drab vi- 
des Der faa godt fom aldeles intet. Hans Eftermand bed Magnus, og 
døde 1239, men om Denne Magnus var en Søn, eller en Frænde af Jon 
Fart, vides ej. Det fidfte fynes rimeligft, da Sugaen ellers upaatvivleligt havde 
omtalt ban fom Jarlens Søn vg nærmefte Eftermaalsmand. Men bvis 
Søn ban var, eller i hvad Slægtffavsforbold han i faa Fald ftod til 
den Dræbte Jarl, angives ingenfteds; Det er imidlertid hoöjſt fandfynligt, 
at ban var en Søn af Gilbrigid eller Gilbert, Jarl af Angus, og enten 
en Syfterføn eller Datterføn af Jon Jarl. Ut ban paa mødrene Side 
var beflægtet med FJavleætten, vifer allerede Navnet Magnus, thi det er 
tydeligt nof at ban maa være bleven opfaldt efter den bellige Magnus 
Ja *). Ut Sutcesfionen ved Denne Lejlighed maaſkee gik langt hen i 





1) Se den melrofiffe Krønike ved dette Aar, faavel fom Fordun, IX. 48 

2) Det paalideligfte Aktſtykke, man her har at holde fig til, er det oftere, 
feneft i Symbolæ ad hist. Norv. aftryfte Dofument af 1443 om de ortneiffe 
Jarlers Defcendens. Dette plejer udtrykfeligt at tilføje, naar nogen Jarl 
var Søn af fin Forgænger, og intet derom at ytre, naar det ej var 
Filfældet. Da der nu ftaar: „Cui (Haraldo) suecessit comes Johannes 
ejus filius, cui Johanni successit comes Magnus secundus* uben Sil 
lægget ejus filius, har man allerede heri visfelig al Grund til at antage 
at Magnus ej var Jons Søn. Hertil fommer, at Douglas, i fin Peerage 
of Scotland, udtrykkeligt opftitler Magnus, anden Søn af Gilbert Fav! 
af Ungus, med en Datter af Patrik, Jarl af Mardj, fom Jarl af Katanes, 
med det Jillæg efter Lord Hailes: , det troes almindeligviis, at Ulerander den 
II overlod Jarledømmet Katanes til Magnus i 1222, da det blev frataget Jon 
Orkno-Jarl til Stvaf for Siffop Adams Mord”, en Ytring, hvis Rigtighed dog 
Douglas felv betvivler, ffjønt han fiden, dog neppe efter nogen 905 Kilde, for: 








1232. Magnus Jarl paa Orknøerne. 779 


Sidelinjen, finder fin Forklaring ved de tvende Ulytfestilfælde at forſt 
Jon Jarls Søn Harald, fandfynligvits hans enefte Søn, druknede i Maret 
1226, fom det ovenfor er nævnt, og at fiden alle de fornemme Orknoin— 
ger, Jarlens Venner og Frænder, der havde fulgt med Drabsmændene 


tæller at Magnus i 1222 fif Katanes i Len mod en Ufgift af 10 Pd. 
Sterling aarlig. (I. 292). Her opføres ogfaa, fom Magnus's Gøn, 
Moælfolm, Jarl af Katanes, og fom dennes Søn Jon, Jarl af Katanes, 
hvis Datter Katharina egtede Magnus (den Ste). Dette har jeg ogfaa 
feiv tidligere (t UnmerÉningen til Orknodiplomet S. 53) antaget, men 
det Fan dog neppe forholde fig ſaaledes. Thi Ddeels feer man af det 
foregaaende, og faavet af norffe fom føotffe Kilder, at Jon Jarl aldrig 
miftede hele Katanes, og at han endog fit den Deel tilbage, fom efter 1222 
blev ham fratagen: deels omtaler Diplomet ogfaa flere af Magnus's Efter 
følgere, navnlig Gilbert den den og Jon den den, fom Jarler over Ka— 
tanes. Da imidlertid Douglas's Ungivelfer fædvanligviis ſtotte fig til gode 
Uftftyffer, bhvilfe han kun ftundom har misforftaaet, tør man viftnot 
anfee det for fiffert, at Jarlen af Angus havde en Søn ved Navn 
Magnus, og naar denne forlenedes med Katanes, hvilket ej fan have 
været førend efter Jons Død, maa han nødvendigviis være den Magnus, 
hvorom her ev Jale. Det er endog meget muligt, at han allerede i 1222 
har været forlenet med det Styffe Land, Kong AUlerander fratog Jon Jarl, 
og at han ved Jilbagegivelfe har faaet Exſpektance paa hele Katanes, hvis 
Som døde uden Børn, eller i Kongens Unaade, hvilfen han ganføe vift maa 
have paadraget fig ved fit venffabelige Forhold til Kong Haakon; og naar 
Slægt-Diplomet udtrykfeligt figer, at Kong Ulerander fratog Magnus Su— 
therland, Fan det i alle Fald være denne Omftændighed, der har forefvævet 
de føotffe Genealogifter ved hiin Ungivelje. Hvad der end mere beftyrker den 
Ungivelfe, at Magnus var en Søn af Gillebrigid eller Gilbert af Angus, 
er den Omftændighed, at han efterfulgtes af en Gilbert, der enten var 
hans Søn eller Frænde, og fom vifer at GSukcesfionen var gaaet over til 
en YEE, hvor Navnet Gilbert var almindeligt. Douglas anfører felv 
efter et Diplom i Urbroath Klofters Brevdog, at Magnus endnu i 1227 
fun kaldtes Jarlen af Ungus'8 Søn, hvoraf man feer at han da endnu 
ej var forlenet med Katanes. Hvad der og vifer at Douglas maa 
have misforftaaet fine Kilder, er at han opfører den oven omtalte Jon Jarl 
af Kataneé, der omtales ti Rymeri Foedera ved 1289—90, fom Søn af 
Maælfolm Jarl af Katanes, og Fader til Katharina, Magnus den 5teg 
Huftru, famt benfører hans Dod til 1330; thi denne Ion er ganffe vift 
Jon Jarl af Orénø og Katanes, Søn af Magnus Gilbertsføn og Fader 
til Magnus den Ste, hvilfen i et Diplom af 1312, optagen i Acts of Parl. 
of Scotl. I. 104 allerede kaldes „Jarl af Orkno og Katanes", længe før 
den foregivne Jon af Katanes fÉulde være død, Det enefte Sted, hvor 
Magnus den den Éaides Son af Jon Jarl, er i nogle Optegnelfer fra c. 
1630 af Sir James Balfour, aftryfte i Barrys „Orknoernes Hiftorie” S. 
420—424, men disfe Optegnelfer eve pderft frjlagtiges her gjøres faa godt 
fom enhver Jarl til Søn af fin Forgænger, faaledes endog Ragnvald Kale 
til Søn af Haakon Paalsføn, om Harald Madadsføn heder det, at JForf. 
ej veed med hvem han var gift, og om Jon heder det ligefaa: „Endnu har 
jeg ikke opdaget, hvem han var gift med, men han havde en Søn, Magnus, 








780 Haakon Haatonsfen. 


til Norge, paa Filbagerejfen til Ortnoerne famme Høft forlifte og omkom, 
uden at nogen af Dem veddedes. Blandt Dem vare maaffee flere, der kunde 
gjøre Fordring paa Jarfeværvdigbeden, og Det er maaſkee med Henfyn 
bertil at GSagaffriveren tilføjer: ,mange Mænd have feent faaet Gritatning 
for dette Tab" 1). Sandſynligviis var Det ogſaa Haanevs Henfigt, da 
ban Den følgende Vaar vilde drage hjem, at fordre Jarldømmet enten for 
fig eller Snæfoll, da Døden overraffede ham. Den mye Jarl, Magnus, 
bavde fin Opbøjelfe paa Orfnøernes Jarleftol maaftee alene Den Omftæn- 
Digbed at taffe, at den føotffe Konge forlende bam med Katane$; men 
Dette fit han ikke ubeffaaret, Da Kong Alerander, ſtedſe troligt folgende den 
Politik, naar Lejligbed gave, at Dele De ſtore Len i flere, nu ogfaa føilte 
den fydlige Deel eller Sutherland, mellem Hjulmundal og Ekkjal (Ochiell) 
fra Katanes, og gav det til Villjam Freſkyn, fra bvem de følgende Jar- 
fer af Sutherland nedftammede. Om Magnus Jarl nogenfinde fom til 
Norge og byldede Haakon, nævnes ej; det fynes beller iffe at være fleet, 
uden at man derfor juft fan antage, at ban har føgt at løsrive fig fra Mor- 
ges Herredømme. Men Orkno-Jarlerne bleve nu mere og mere Dragne 
ind i Sfotlands Fnteresfer; og Jarldommet over Katanes blev mere og 
mere Hovedfagen, Herredømmet over Orfnøerne fin en Biſag, og gjen- 
nem Jarlehuſet og dets Qmgivelfer fremſkyndedes igjen Befolkningens 
egen Denationalifation, faa at en Mangde ftvtfte Familier allerede harde 
nedfat fig paa Oerne, og ſkotſt Sprog og Leveftik allerede herſkede ved 





der efterfulgte ham“; dette er fiden udraderet, og en forffjellig Haand har 
tilføjet: ,, han egtede Blanc Basfe, Datter af Kong Villjam, og havde med 
hende en Søn, Magnus FJarlaf Ortnø og Herre til Hjaltland”, hvilket alt 
fammen maa være urigtigt; thi Fon kunde neppe, i det Forhold, hvori han 
flod til Kongerne Villjam og UAlerander, have været beivogret med dem 
uden at det udtrykfeligt havde været omtalt, og Herre til Hjaltland var han, 
fom befjendt, iffe. Det rimeligfte er derfor fimpelt hen at følge Slægt- 
Diplomet, i Forbindelfe med de her ovenfor meddeelte Opplysninger, faaledes 
fom det i Jerten ev ſteet. GSandiynligviis har Gilbert af Ungus, hvis 
Fader havde famme Navn, paa medrene Side været af det orknoiſte Jarle: 
Huus, enten gjennem den athollffe eller den rosfiffe Green. Viſt ev det, at 
Opretteljen af FJarledemmet Sutherland feriver fig fra denne Sid. 

1) Haafon Haakonsſ. Saga Gap. 173. Dette omtales ogfaa i Annalerne for 
dette Uar 1233, med Ordene ,tyndist gædinga skip Orkneyja*. d. e. „omkom et 
Skib med Ortneingernes ppperfte Mend“; gædingr, af gödr, betegner nem— 
lig, „brav Mand”, „anſeet Mand”. Befynderligt nok, har Th. Torvesſon 
her læft gætinga fom gydinga, d. e. „Jeders“, og i fin Orcades S. 163 
fErevet: Navis Judæorum in Orcadibus periit, bvilfet igjen har givet Barry 
(hist. of Orkn. S. 190) Anledning til at førive: in his time a Jewish 
ship was lost here, probably of great value; but we are not informed 
from what country she came, whither she was bound or what were 
the articles of her cargo. (!) 





1180—1230. — Begivenheder paa Island. 781 


Siden af. det norffe Element og truede med at fortrænge det, fænge 
førend det politiffe Baand med Norge løsnedes, bvilfet endnu ikke frede 
førend over fo bundrede War efter Det Tidsrum, vi ber have for os. 


139. Begivenheder paa Island. De førfte Forføg paa at bringe Den under norføt 
Herredømme. 


Medens der i det fjerne Veften efterhaanden famlede fig flere og flere 
Uvejrsffyer, der bebudede Norge det fnart foreftanende Tab af dets Skat- 
fande paa den Kant, og Forudanelfen beraf maaſkee ifær anfporede Ven 
driftige Konge til de meſt energiffe Beftræbelfer for at holde paa dem, 
var Det figefom om Forfynet alligevel føgte at borde Norge ffadesløft, 
idet Uvoligbederne og Forvirringen paa Island famtivdigt fege til en faa- 
Dan Hajde, at det af politiffe Storme og private Voldfombeder fønderfledne 
Land omfider iffe øjnede anden Frelfe end at underkafte fig Norges Konge 
og ſaaledes endog i dynaſtiſk Henfeende at forene fig med det Movderland, 
fra bvilfet Dets oprindelige Befolfning var udgaaet, og med bvilfet det ftedfe 
bavde ſtaget i en inderligere politiff og ſocial Forbindelfe end med noget andet 
Land, medens begge Lande i firkelig og literær Henfeende allerede faa godt 
fom udgjorde eet. Vel oplebede Kong Haafon felv iffe Foreningens fulde 
ftændige Filendebringelfe; men før bans Død var Dog Det Vigtigfte udført, 
og Forberedelferne Dertil, hvilke, om de end begunftigedes af Forholdene i - 
A(mindeligbed og et talrigt Parti paa Den, dog fornemmelig maatte dri- 
ves med Kraft og Beftemtbed fra norſk Side, beffjeftigede ham gjennem 
hans hele Negjeringstid faa meget, og de Dermed I Forbindelfe ftaaende 
Begivenbeder gribe faaledes ind i hans bele politiffe Livebane, ifær den 
fenere Deel Deraf, at det, for at faa et fuldftærdigt VBillede af denne, 
bliver nødvendigt, her at afbryde Fortællingens Gang, og tage de iglandføe 
Forhold nærmere i Betragtning, idet Vi gaa tilbage til det Tidspunkt, 
vor vi i det Foreqaaende forfode dem, nemlig ved De fore Høvdingefri- 
ges Begyndelfe og Sturla Thordsføns eller Hvamm- Sturlas Over- 
vegt i Den veftlige Deel af Øen. 

De fornemfte Høvdinger paa Sturlas Tid eve tildeels allerede om- 
talte, nemlig Jon Loftsføn paa Odde, Bodvar FIhordsføn, Sturlas 
Svigerfader, Gisfur Hallsføn paa Haufedal og Einar Thorgilsføn 
paa Stavdarhool, og derhos ogfan Sigurd Drmsfon paa Svinafell 
(paa Øjftlandet), Eume Kolbeinsføn paa Aas i Skagefjorden, Anund 
Thorkellsſon paa Laugaland i Eyjafjorden, den før omtalte Thorvard 
Fhorgeirsføn, og endnu nogle andre, der i det følgende ville blive nævnte. 
Oter dem alle vagede Jon Loftsføn i Rigdom, Magt og Unfeelfe.  Mag- 


782 Haakon Haakonsfen. 


ten tar i Det Hele taget famlet paa faa fan Hænder, at dens Fndebavere 
fædvanligviis følte fig bævede over Lov og Net, og indtoge næften en faa- 
dDan Stilling lige overfor binanden, fom uafbængige Fyrſter i et førre 
Statsfyftem, hvoraf da fulgte at alle deres Ivitemaal fædvanligviis af: 
gjordes ved Fejder, eller bvis man gif fredeligere frem, ved Privatforlig 
og VBoldgift, fjelden ved Lov og Dom, der I det hele  taget nu fun fyn- 
te8 at være til for Den ringere Mand, bvis Stilling under dDisfe idelige 
Uvoligheder maa bave været aldeles utaalelig. Fejvderne førtes med Hand- 
bed, endog med Grumbed.  Lemlæftelfer, fornemmelig Afhugning af Hæn= 
Der eller Fødder, hørte til Dagens Orden, deels paa Grund af virkelig 
Hevntørft fra Sejrbervens Side, deels vel og fordi man i biin Tid, og 
ifær paa Island, ingen andre Midler havde til at gjøre firidbare og vane 
benføre Fiender uffadelige, thi fafte Borge og fifre Fængjler fandtes ej. 
Den allerede ovenfor og oftere omtalte, i De færegne Forbolde paa Oen 
grundede Befynderlighed, at dDe ftore Havdinger ofte tillige Letlævdte gejſt— 
lige Bærdigbeder, og uden Henfyn til deres Egenſkab fom Prefter eller 
Diakoner deeltoge i Fejderne paa Lægmand8 Viis, maatte nødvendigvis 
foæffe Kirfens Anſeelſe, faavel ved den Forargelfe, et faadant Forhold gav, 
fom ved Den Vane, vort man derved fom til at bebandle Gejjtlige paa 
famme Maade og med lige faa liden Ceremoni, fom Lægfolt, thi man træffer 
lige faa byppigt, at Prefter og Diafoner, efter en endt Kamp bleve femlæ- 
ftede eller paa andre Maader forbaanede, fom Fffegejftlige Og hvad 
Sædeligbeden angaar, Da fynes Den paa Denne Tid at bave ſtaaet pan det 
favefte Trin. Egteſkabets Hellighed refpefteredes faa qodt fom flet ikke, 
Utvoffab i Ggteffab og aabenbart Konfubinat børte til Det fædvanlige, og 
Det lige faa meget blandt Gejitligbeden, fom dlandt Lægfolf. Ut Budet om 
Gejſtlighedens Coelibat end mindre lod fig gjennemføre paa Island, end 
i Norge, fan Der ej ſiges fan meget om, bvis Prefter og Diafoner 
blot havde overholdt den egteffabelige Troſkab, eller overhoved levet i 
ordentlige  Cyteftaber, men faadant hørte næften til Undtagelferne. 
Naar Foltets Lærere og de, der ſkulde foregaa med godt Grempel, 
bare fig faaledes av, fan man begrite, bvorledes Det frod til med 
Moraliteten hos Menigmand ?). Hvad der ogſaa fynes at have 
bidraget meget til Den almindelige Forvirring, er den Omſtandighed, 
at efter Govdordenes Samling paa faa Hænder blev Fhingmandsbaan- 
Det felv mere løft, og rettede fig iffe længer firengt efter lofale Grænd- 


1) Oplyſende Erempler paa denne mislige GSadelighedetilftand ere anførte t 
Gay. 4 af en Udfigt over Sturla Thordsſon den yngres Liv, fom er opftagen 
i Safn til Sögu Islands ok islendskra bökmenta, 8dte Hefte, 


— 


1180-1230.  Begivenheder paa Island. 783 


fer; hver enfelt af en Godes Thingmand kunde nemlig frafige fig hans 
Thing og fige fig i Thing med en anden Gode, uanfeet paa bvilfen Kant den- 
nes Godord faa; og dette fom fandfynligviis deraf, at Goderne felv ofte 
iffe refiderede i Gudordsdiftriftet, eller at en og famme Mand funde have 
Godord i forffjellige Dele af Øen, hvorved Bevidftbeden om lokale Juris— 
Diftioner opbørte, og Fbingbaandet mere gif over til at blive perfonligt. 
De bæverlige Biftopper, Køng i Staalbolt og Brand Sæmundsføn 
i Hole, føgte vel efter Evne at overbelde Fred, No og Sædeligbed, men 
Det ældre VBiffopsvældes patriardale Dage, fom paa Isleifs, Gisfurs og 
Jons Tid, vare nu fordi. Biſkopperne felv vare for meget Hovdingernes 
Ligemænd i verdslig Henfeende til at funne bævde den nødvendige Auto- 
vitet over Dem; vi have Desuden ved Sturla Fhordsføns FIvift med Ei— 
nar Thorgilsſon feet Grempel paa, at Biftopperne felv iffe funde holde 
fig ganſke frie for Berørelfe af Parti-Aanden, idet Kløng holdt med Einar, 
Brand derimod med Snorre. Erfaringerne fra biin gyldne Tid, fammen- 
lignede med Minderne fra den nært foregaaende, havde noffom godtgjort, at 
Oens Statsforfatning i og for fig iffe formaaede at fifre den nødvendige 
Orden og Rolighed, men at dette ene funde ſkee og virkelig ffede, ved en 
overordnet, med Høvdingernes verdslige Magt aldeles infommenfurabel 
Autovitet, fom den, bine Biffopper udøvede Men denne Autoritet fvæt- 
fedes mere og mere, efter fom Høvdingerne felv bleve Gejſtlige, og den 
Glorie, fom omfvævede Kirfen og Gejitligheden, mere og mere adfpredtes. 
I hiin Sid havde Biffopperne, beftyttede deraf, ikke trængt til nogen pdre 
Støtte; Deres egen Anfeelfe holdt dem oppe, og den Daværende Metropo- 
litans, den bremiffe og fiden den danffe Erfebiffops Indgriben i de is— 
landffe, fom overhoved i Morrønafolfets Kirfeværfen, var Desuden for fvag 
til at funne give dem nogen Biftand. Mien da Hovdingerne begyndte at 
vore Dem over Hovedet, og den gamle Srlvtægt igjen begyndte, dog i en 
faa meget frygteligere Stitfelfe, fom Magten var mere ulige fordeelt, da 
fan man iffe tvivle paa, at De, fom meeft lede herunder, og indfaa, at 
Biſkopperne alene uden vdre Stotte ikke fænger formaaede at hemme Uor- 
Denen, ofte med fig felv og nærmefte Venner afhandlede det Spørgsmaal, 
hvorledes en fandan Tingenes Orden atter kunde bringes til Veje, under 
bvilfen de felvraadige Høvdingers Magt holdtes i Sømme af en overord- 
net Myndigbed, og bvilfen Myndigbed vette å fan Fald maatte være, Da 
Biffoppernes egen iffe mere flog til. Ved faadanne Lejligbeder maatte 
Tanken nærmejt falde par den norſke Erkebiſkop, under bvilfen Islands 
Kirker imidlertid vare henlagte, og fom nødvendigvis maatte funne gribe 
fangt virfjommere ind i Øens Kivfeforhold end den lundffe Biſkop, ſaa— 
vel formedelft den ſtorre Nerhed, fom ved de mange politiffe og ifær 
fociale Baand, der allerede forbandt Island med Norge. Men for faa 


754 Haakon Haakonsføn. 

vidt heller iffe hans Myndighed var tilftrætkelig, maatte ganſke vift Tan- 
fen om at give fig under Den norffe Konge ſelb, og ved Opofrelfen af 
Den pelitiffe Fribed, Ver iffe længer Var andre end De bitrefte Frugter, 
tilfjøbe fig No og Sikkerhed, eller overboved at frille fig under en Myn— 
dighed Der aldeles overfløjede Høvwdingerne8, man tage Den hvor man funde 
faa den — ligge nær. Ut alt dette virfede fterft til at undergrave Oens 
Selvftændighed og forberede Underfaftelfen uhder Norge, er umiskjendeligt. 
Om end Statslivet paa Island bavde været nok faa roligt og ordentligt, 
og Hovdingerne ikke havde gjort fig ſkyldige i nogen ftatsopløfende Ferd, 
vilde allerede i og for fig Henlæggelfen af Island i firfelig Henfeende under 
Norges Erkeſtol have givet Støvet til Nepublifens Fad. Thi bvor meget end 
Den norffe Kirfe føgte at frigjøre fig fra Kongemagten, faa lykkedes Dette 
Den dog langtfra ikke ganffe, fom vi bave feet, og gjennem fin FIndflvdelfe 
paa Kirfen fif derfor ogfaa Den norffe Kongemagt middelbar Indfludelfe paa 
alt, bvad Der var lagt under Denne, følgelig ogſaa paa Vet islandſke Kiv- 
fevæfen, Der greb faa mætigt ind i Mepublifens verdslige Furbold. 
J den bremiffe og lundſke Metropolitanperiode følte den islandſke 
Gejjtlighed faa godt fom intet til Metropolitanmagten, Der Var neppe 
Spørgsmaal om den, uden naar Biffopperne ſkulde fade fig indvie. 
De norfte Erfebiffopper havde baade Magten til at gjøre deres Mun- 
dighed gjeldende, og de vifte noffom, at de iffe vilde lade fig den fra- 
bævde af Mangel paa Brug. En Forfmag paa, Hvorledes den norſke 
Kongemagt gjennem den nys oprettede Metropoflitanmyndighed ogſaa 
funde odove Indflydelſe paa de islandføe Forhold, fil man allerede 
ved den forfte Biffopsindvielfe for Island, der blev foretagen af Metro- 
politen i Nidaros, nemlig da Erkebiſkop Eyſtein, faaledes fom det oven- 
for (S. 245) er omtalt, føulde indvie Thorlak Thorhallsſon, Biſkop 
Kløngs Eftermand, til Biffop i Skaalholt. Klong havde allerede i 
Maret 1173, tre Aar før fin Død, Da ban følte fig fvag af Alderdom, 
anføgt og faaet Erkebiſkop Eyſteins Filadelfe til at nedlægge fit Embede 
og fade en anden vælge i fit Sted; og da ban Aaret efter (1174) paa 
Althinget anmodede Hovdingerne om at foretage Valget, overlode de det 
igjen til Bam, hvorpaa ban valgte den hojt anfeede Thorlak, fom den. 
Gang var Abbed i Fvtfebø. Men ffjønt Kløng allerede var fengeliggende, 
og det fualedes haſtede med Indvielſen, vovede man Dog iffe, beder det, 
at fade Thorlak rejfe over til Norge for at modtager Vielfen, faafom Der 
den Gang var Ufred mellem Norge og Island, vaa Grund af nogle 
Drab og Gjendomsbeflag. Hvorledes det egentlig hang fammen med 
dette, vides nu iffe, men vift er det, at Der virkelig var en faadan Spæn- 
ding, thi Eyſtein felv hentyder dertil i en Strivelfe, fom vi firar neden- 
for tomme til at omtale. Imidlertid døde Kløng 1176, og Thorlak 

















1180—1230. - Begivenheder paa Island. 785 
funde da iffe vente fænger, men vejfte, trods alle Advarfler "). Da han 
fom til Norge, vovede Gyjtein, fom anført, iffe at indvie ham, førend 
Kong Magnus og hans Fader Erling Skakke bavde givet Deres Sam- 
tyffe Dertil, og de toge, fom der ſiges, „Thorlaks Say tungeligen”, faa 
at man ogfaa tydeligt fan føjønne, at Erling fun benyttede fig af Lejlig- 
heden til at fade Jslændingerne føle hans Magt. Vi have feet, at Sagen 
ved gode Mænds Mellemfomft blev bilagt, og at Fyrfternes Samtykke 
til Fndvielfen blev givet; ja De fulle endog have viift fig venlige mod 
Thorlak, og givet ham Gaver, før de ffiltes av. Sandſynligviis blev 
vel og ved Denne Lejlighbed den hele Ivift mellem Landene bilagt; og fiden 
gav Sverres Fremtræden Grling og Magnus faa meget at bejftille i Lan- 
det felv, at de, om end Janfen om Islands Undertvingelfe for en Stund 
fan bave forefvævet dem, ej havde Tid eller Lejlighed til at efterbænge 
Den, lige faa lidet fom Sverre i fit urolige Kongedømme funde tænke der 
paa, end fige Haafon Jarl og Inge. Islands Hevdinger funde endnu 
i henved trende Menneftealdere tumle fig med binanden efter Behag, og 
fortfætte Deres famfundsopløfende Bedrift. For faa vidt det funde figes 
at De paa Denne Maade netop arbejdede I De norſke Udvidelfesplaners 
FInteresfe, og at det fra den blotte og bare Statsklogſkabs Side, med File 
fidefætteife af alle moralfée Henfyn, ej alene iffe funde være Magthaverne 
i Norge ufjært at Forvirringen paa Island var faa ftor fom muligt, 
men Det endog let funde falde dem ind at bidrage til at forøge den, for 
at fremføynde en forudfeet Opløsnings-Kataftvofe, maa man evfjende, at 
Erkebiſkop Eyſtein i det mindfte optraadte uden eenfidige national-politiffe 
Henfyn, men med fand, reen kirkelig Midfjærhed, idet han ved Breve, fom 
endnu ere os levnede, ivrigt føgte at hemme Uvæfenet og indføærpe Sade— 
lighed og Fredfommelighed. J alle disfe Breve ivrer han mod den ber- 
| ffende Voldſomhed, fornemmelig mod Kirfer og Gejftlige, og dadler tillige 
ftrengt den overvættes Losagtighed blandt Folket. Flere Ytringer i det 
førfte Brev, der ev henvendt til Biftoppen og alle anfeede Mænd, ere 
ret Garafteriftifte til at give et Begreb om Filftanden. „Det er”, figer 
ban, ,fommet mig for Øre, at der fidder blandt eder fomme Mænd, der 
| bave deels flaaet, deels faaret, Deels endog dDræbt Prefter, medens nogle 
habe forftødt fine Huftruer, og taget Friller i deres Sted. Nogle have 
| begge, faavel Konen fom Frillen, paa een Gang i Hufet bos fig, og leve 
ſaaledes et vellyftigt Liv, af det Slags, der Drage alle Chriſtne til Syn- 
den. Og om Biftopperne ville reffe flige Mænd, og derved frelſe dem fra den 
| evindelige Dod, da er det ligeſom en Wresſag at trodfe Dem, og ikke under- 


1) Biffop Thorlaks Saga (i Biskupa Sögur) Gap. 10. 
Mund. Det norffe Folks Hiftorie. 11. 50 


786 Haafon Haafonsføn. 


kaſte lig nogen Straf for fligt Uraad. — — Men Aarfagen til, at dette Uvæfen 
faa fænge vedtarer i eders Land, er den, at de, der fare faaledes frem, bære 
$Hovdingenavn iblandt eder, deels færde deels ulærde. Jeg funde nævne 
mange, Der ere befængte med flige fvare Synder, men for Øjebliftet vil 
jeg endnu iffe proftituere dem for Ulmuen; men det figer jeg, at længe 
vil jeg iffe bære Anfvaret for eders$ Synd; nu veed jeg, hvad der er 
forbrudt, og fjender Forbrydernes Navne.“ Derpaa gaar han over til at 
forbyde alle de Gejftlige, Der havde dræbt et Mennefte, at forvette nogen 
fom helſt Guvstjenefte fra den ringefte til Den bøjefte.  Ligeledes forbyder 
han alle Gejitlige at paatage fig Søgsmaal, undtagen for fattige Fvæn- 
der, faderføfe Børn eller forfvarsløfe Kvinder, og Dog fun for Guds 
Skyld, itfe for VBinding, ,da det firider mod Gud og de hellige Beftem- 
melfer, og mangen Mand blandt eder ved den dermed forbundne Sammen- 
dragning af Partibobe og Voldſomhed har miftet baade det timelige og evige 
Liv. For alt faadant frulle iſer Gejitlige vogte fig, da De bør vife 
lige faa ftor Gftergivenhed mod de Ulærde, fom de fordre af disfe; og jo 
ftørre Straf der er for deres Mishandling, defto mere burde de Gejitlige 
føge at afværge alt, hvad Der bliver begge Parter til evindeligt Meen; 
tbi hver Den, fom mishandler en Gejjtlig med voldfom Haand, er i Guds 
og Pavens Ban, og man fan iffe faa Abfolution for en Gejſtligs eller 
Munks Drab uden af Paven felv, og for at bave faaret eller flaaet bam 
tun af 08; men blandt eder fidde flere, fom befinde fig i denne Nov, 
og fade fom om de ej bryde fig dDerom. Nu ftevner jeg Dig ) og alle de 
øvrige, fom befinde fig i Ban for disfe Sagers Skyld, ud af Landet bid til 
mig, og forbyder jeg alle og enbver at fidde fammen med dem til Bords, 
eller i Kirke, eller at bilfe dem paa en Vej, uden for faa vidt de ber 
finde fig paa Nejfen for at erhbolde Abfolution. Men vifer man Frods, 
og vil heller være i Ban end modtage Ubfolution, da ere baade de, fom 
have begaaet den Handling, der har paadraget dem Straffen, og de, Der 
fiden forene fig med dem i GSamfvem, alle tilfammen i eet Ban fra 
Olafsmesſedag naſt efter at dette Bud er blevet befjendtgjort i Landet. 
Vil man Desuagtet ikke føje fig efter disfe heldbringende Raad, byder jeg 
Biffopperne i Gud Navn, at de ophøre med al den Gudstjenefte, Deres 
Bielfe medfører, efter at bitn Olafsmesfedag ev omme. Og funne de 
iffe gjennemføre dette for ufornuftige Mends Overvolds Skyld, ftulle de 
føge til Kongen og 08.” Her opftiller Eyſtein felv, merkeligt nof, Kongen, 
D. e. Norges Konge, fom deres fidfte FJilflugt og Beftytter, og fynes 


1) Den Mand, til hvem han ber færffilt henvender fig, fan vel neppe være 
nogen anden end Biffop Brand i Hole, thi man feer af Udtrykfene neden- 
for, at Gyftein endnu ikke vidfte noget om Thorlaks Udvælgelfe. 











1180—1230. Begivenheder paa Fsland. 787 


herbed umiskjendeligt allerede at antyde en vis Berettigelſe før de norſke Kon- 
ger til at blande fig i eller føre Tilſyn med Begivenhederne paa Island, en 
Berettigelfe, bvilfen vel De norffe Konger vgfaa, lige fra Harald Haar- 
fagres Tid have gjort et Slag Fordring paa, vg paa bvilten de neppe 
nogenfinde ganffe havde gjort Uftald.  Glutningen af Brevet er vet 
merfelig, da Den omtaler den vvennævnte Ivift mellem begge Lande, faa» 
vel fom Biſkop Kløngs Affældigbed og Nodvendigheden af at paaffynde 
Gjterfølgerens Jndvielfe. ,Saa 09% beder det , maa I godtgjøre, hvad 
I have forbrudt mod Kongen og hans Underfaatter, om end mange maa 
Deeltage i Boden, hvor de egentlige Gjerningsmænd fun ere faa. Ligeſaa 
maa I, vis I ville lyde et godt Raad, ikke længer udhale Biffopsval- 
get, men fad ham (den udvalgte) ganffe vift Denne Sommer fomme bid til 
o8, thi Biftop Kløng mangler baade Aands- og Legems-Kraft, og I funne 
ej fænger vente nogen Gudstjenefte af ham; men feer eder vel for, hvem 
I vælge, og tager ingen anden til Høvding, end den, fom I antage helſt 
vil funne fiyre eders Sind til Gud" 1). Af disfe Ytringer feed, at Bre- 
vet maa være førevet 1175 eller 1176, efter at Kløng allerede havde fanet 
Tilladelſe til at nedlægge fit Embede, ja maaſkee endog efter Klongs Død, 
men førend Grøebiffoppen endnu havde erfaret enten Denne, eller Fhorlafs 
Udvælgelfe, fandfynligviis fordi Misforftaaelfen mellem begge Lande afftar 
Kommunifationen. Et Par andre ſaakaldte Breve fra Eyſtein til Island, 
Der ogfaa eve opbevarede, men fom mere fynes at være Uddrag af Hyrde- 
breve eller Provincialftatuter for hete Provinfen, altfaa lige fan meget for 
Norge, handle om Kirfefreden, og fætter Vans Straf med Forbud mod 
Begravelfe i Kirfegaard for hver den fom raner en Kirfe eller Kirkegaard, 
eller forgriber fig paa dem, der føge Filflugt ten Kirfe mod Voldfomhed, 
faavel fom paa Pilegrime, ligeſom dDer ogfaa foftfættes Ban for Kvinderan 
og Boldtægt *). Biſkop Thorlak var ej alene en færdeles lærd Mand, 
der havde fiuderet udenlands, fer Aar førft i Paris og fiden i Lincokn, 
men ogfaa en færdeles Dygtig og nidfjær Mand, der med ftorfte Iver føgte 
at fætte de da berffende bierardbiffe Principer igjennem, faa at han endog 
efter fin Død vandt Helgenglorien; men al hans Iver brød fig dog for- 


1) Brevet er aftrykt i Finn Jonsſons isl. Kirkehiftorie, Ifte Bind, S. 237 
—239. 

2) Disfe faafaldte Breve ere aftrykte fammefteds, fom litr. B. og C., S. 
239—244; men de have mere GStatut- end Brevform, og fynes paa flere 
Steder at være affattede lige faa meget for Norge, eller hele Provinfen, fom 
for Island, da det f. Er. heder ,ffjønt Folk i dette Land for dets Vankun— 
digheds Skyld ere blindere for fit Bedfte end de flefte andre". Jevnfør ogfaa 
Beftemmelfen om dem, der forgribe fig paa Pilegrime, for faa vidt disfe 
itfe overbevifes om Svig mod Landets Konge og hans Hirdbmænd. 

50* 


ør" 


788 Haakon Haakfonsfen. 


gjæves mod de mægtige Hovdingers Trods, uagtet flere af disſe, der havde 
modtaget gejftlig Vielſe, denne Henfeende endog kunde faldes hans Under- 
mænd. Den i andre Henfeender udmærfede Jon Loftsſon, felt Diafonus, vor 
vede endog at have Biffoppens egen Syfter Ragneid til Frille; da Biftoppen 
banfatte ham Derfor, gjengjeldte Jon dette ved at fiille fig med endeel Be— 
væbnede foran Kirfedøren paa Gaarden Skard, hvor han vidfte at Biftop- 
pen ſkulde fomme, og Derved at hindre ham Adgangen til Kirken; paa Bi— 
ffoppens GSpørgsmaal, hvad dette ffulde betyde, fvarede han at det fun 
var Nepresfalier, fordi Biffoppen havde negtet ham Adgang til Kirken. 
Da VBiffoppen bertil fvarede, at ban endnu ikke havde lyſt fuldfommen 
Forbandelfe over ham, i Haab om at han vide angre fin Synd, men at 
ban nu, da dette Haab vifte fig forgjæves, vilde gaa frem med den fulde 
Strenghed, negtede Jon flet iffe, at han nok bavde fortjent Bansjtraf, 
men erflærede tillige, at Biſkoppens Forbandeffe iffe vilde omvende ham; 
afene Guds Naade funde forandre hans Hjerte og Sind; naar Tiden fom, 
ftulde han not fende hans Syſter bort, men frivillig, iffe tvungen af Bie 
ffoppen. Da ingen vilde give efter, var det vel endog fømmet til Haand- 
gribeligheder, hvis iffe en fælleg Ven havde faaet begge Parter til at drage 
bver til fit. - Men den, fom egentlig fejvede, var Dog Jon, thi Biftoppen 
vovede ej at udføre fin Drufel; fort efter fendte han Ragneid frivillig bort, og 
nu blev han firar loft af Vannet. Hvilfe Storme der rejite fig, da Thor— 
faf ftrar efter fin Hjemkomſt til Island 1178 begyndte at fætte de fano- 
niffe Beftemmelfev om Patronatsvetten i Kraft, idet han negtede Kirkeej— 
erne Bejftyrelfen af Deres Kirfer med tilbørende Kirkegods, og derhos for- 
føgte at gjøre flere indgribende Forandringer I den islandſke Kirfeforfat- 
ning, navnlig ved at indføre Exkommunikationen og GCoelibatet, men 
hvorledes alle disſe Forføg ftrandede paa Høvdingernes beftemte Mod— 
ftand, ,faa at det hele Kæremaal maatte falde i hans Embedstid," er 
tidligere udførligt omtalt. Maaſkee blandede fig heri ogfaa politifte Hen- 
fyn, eller en afgjort Modbydelighed for at modtage Befalinger af en 
udenfor Landet værende Myndighed, undtagen Paven felv, fiden Sigurd 
Ormsføn paa GSvinafell udtrykfeligt indvendte mod Thorlaks Paaberaa- 
belfe af Erkebiſkop Eyſteins Autoritet, ,at Nordmænd eller Udlændinger 
ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Nettigbeder.” Erkebi— 
ffop Eyſteins Strid med Kong Sverre og Landflygtighed hindrede 
bam, fom vi have feet, fra at underftøtte Thorlafk. Nye Formaninger 
og Straffebreve fendtes af Erik, da denne var bleven Erkebiſkop, men 
uden bedre Held. „Jeg vidſte nok," figer han i et Brev til begge Bi— 
ffopper at der var meget hos eder, fom det ej flulde være, men aldrig 


1) Finn Jonsføns Kirkehift. I. S. 293—294. 


* 

















1180—1230. Begivenheder paa Island. 789 


Dar det været mig faa flart fom nu, og af Hvad jeg har hørt, indfeer jeg 
at I maa trænge bhøjligt til Guds Venner. Skjønt vi ikke omftændeli- 
gen fan opregne alt, hvad der funde være nødvendigt, ville vi Dog med 
faa Ovd berøre Hvad der ifær ligger Magt paa, nemlig Egteſkabets Hel- 
lighed og Prefternes Opførfel. Enten man I adlyde dette og bringe 
andre til at adiyde Dem, eller ogfan bør I ej være Biffopper over dem, 
Der ej ville modtage disfe Bud. Og om end de Mænd, fom Gud har 
forlenet med Magten, fig og andre, over bvem de ere fatte, til Hjelp, 
heller ville bruge fin Magt til det Onde, end til fit eget og andres Gavn, 
og falde det noget Myt og Uhørt, naar man fommer med faadanne Fo- 
reftillinger, faa ffulle I dog ikke lade Sandheden forftødes for deres Ords 
Skyld. Da jeg nu er fat over eder begge, faa ſkulle I begge ogſaa mod- 
tage Denne min Befaling efter den Lvdigbed, I føyde Gud, St. Peter, 
og mig, og vette eder derefter. Og bvis faa fler, at man fuldftænvdigt 
tejfer fig mod eder, og faa trodfigt vil holde paa den gamle Uftif, at eders 
Bud flet iffe ſkal gjelde, faa tager heller eders Filflugt til mig, end at 
I ftulde forfpilde baade eders egen Galighed, og Deres, fom I ere fatte 
til at vogte.“ Erkebiſkoppen gaar Derpaa over til at give omftændelige 
Negler for Faſte- og Giftermaal, faavel fom at beftemme Banitraffe for 
Giftermaal i forbudne Led, Eyteffabsbrud og Blodſkam 1). Han fynes 
iffe engang at have oppebiet, bvad Virkning Dette Brev vilde gjøre, da 
han udfærdigede en ny Skrivelfe til Biſkop Fhorlaf, faavel fom Jon 
Loftsføn, Bødvar Fhordsføn, Orm FIvarsføn, Odd Gisfursjøn og Gis- 
fur Hallsføn *), hvor ban i flarpere Udtryk end nogenfinde gjennemgif de 
berjfende Synder, og par den met indtvængende Maade appellerede til 
Høvdingetnes Fornuft og bedre Vidende. Vi vide" figer han, påt der 
er forftandige Mænd i dette Land, og de vilde i Sandhed kunde foldes 
forftandige, hvis deres Forftand bar gode Frugter. Vi figte her til dem, 
fom felv fjende Guds Lov, og vide, bvori I forfynde ever; thi for dem 
feer det farligt ud, fom indſee deres egne og andres Fejl og om de vilde, 
kunde vette paa dem. I vide godt, Jon og Gisfur 3), at bvad vi her 
tale til eder, ev nødvendigt baade for eders og for vor Skyld. I bære 
Navn af Gyriftne, men tilftaar oprigtigt, I der kjende Guds Lov, om I 





1) inn Jonsſons islandffe Kirkehiftorie, S. 244—249. 

2) Da Erkebiſtop Erik, fom det ovenfor er viift (S. 257), indviedes 1189, og 
de to her omtalte Breve, faavel fom et tredie, der nedenfor Fommer til at 
berøres, øjenfynligen ere førevne før det, der udfærdigedes fra Biffopsmødet i 
Bergen 1190, er det tydeligt nok, at begge hine tilhøre 1189. 

3) Han nævner her udtrykfeligt Jon og Gisfur, fordi det var bekjendt, at de 
vare i Befiddelfe af en for den Tid ualmindelig Lærdom, ej at tale om at 
Son felv hørte til den gejftlige Stand, fe ovenfor II. S. 1044. 


790 Haakon Haafonsføn. 

bære eder avd fom Ghriftne med Henfyn til Guds fornemfte Budord, 
eller ej. - Bi pave nemlig hørt, at I undlade meget af, hvad andre 
Chriſtne efterfomme, og ffjønt de finde det tungt, Dog have vedtaget og 
fagttage med ſtorſte Mrefrygt. Men der er intet, hvori vi finde Mang— 
ferne at være ftørre end i Folks ufædelige Liv og Omgang med Kvinder 
hos eder, hvorved jeg ej behøver at fortelle ever, hvad Gud med egen 
Mund ftrengeligen bar poadudt Ddesangaaende. Men dette foragte I, Lan- 
Dets fornemfte Mænd, ffammeligen, føre et Liv fom Bofæ, agte ikke Eg— 
teffabet, det hellige Baand, der iffe fan opløfes uden ved Huſtruens Utro- 
ſkab, og dog fun faaledes at hver af Gytefolfene holde fig fra Stjørlevnet 
faa længe begge leve. Men da nu Høvdingerne ere fig faadan Utile 
bøjelighed bevidfte i i deres Samvittighed, og Derfor mangle Mod til at 
treffe Almuen, er det fommet dertil, at alle, bande Storfolf og Smaafolk, 
ligge i den famme Synd. Saaledes ev det ogſaa med de Gejitliges Strids— 
lyſt og Baabenbyrd; de ere heri ganſke forffjellige fra andre, der over— 
Holde gode Sæder.  Gjører nu dette for Guds Skyld, hvad jeg forebolder 
eder, at I ej fægge Hindringer i Vejen for det Gode, faa at der endnu i 
eders Dage fan raades nogen Bod paa alle disfe Misligheder. Lyk— 
falig er den, der veed at hans Beftræbelfer ville bære faa herlige Frugter, 
fom eders vilde bære, om I nu med en Fver, fom om I arbejdede for 
Evigheden, vilde virke for at Guds Vilje fra nu af fit mere Fremgang 
end hidtilz Da var bver Mands Frelfe, der ved eders Beftræbeljer blev 
bjulpen, eder felv til Nytte og Savn. Men pvis I ville tilvejebringe 
nogen Bedring i eders og De andres Sag, da maa I førft fee til at 
ftraffe eder fel, og hjelpe eders Biſkopper til at ſkaffe fig Lvdighed, ſaa— 
vel fom at faa en Beftemmelfe vedtagen, der paadyder Sekter (Forviis- 
ning8= eller Penge-Straffe) for de Overtrædelfer, Biftopperne paatale med 
Søgsmaal for Cbriftendomsfpide; da har Biffoppen noget faft at føtte 
fig til, naar han refſer Overtrævdelferne. Og om I end ikfe i Førfinin- 
gen funne bringe det til Den Styrfe i eders Vandel, fom det var godt 
for eders Farv, faa bave I dog mindre AUnfvar for eder felv alene, end 
for eder og alle de øvrige tilfammen, der fordærves ved eders VBanrygt, 
thi det er eders Skyldighed at drage Folk fra Uraad, faafom Gud bar 
givet eder Magt og Herredømme. Saa ſtyrker da Biftopperne, og lader 
den gamle Uſkik fare, iffe at ville modtage beldbringende Naad, hvilke, 
fom I felv vide, Gisfur og Jon, flet itte er noget nyt Poafund, fordi 
det nu ev nyt at børe blandt eder, hvor Selvraadigbed har bherffet mere 
end Sandbed.  Fager nu en Beftemmelfe mod Djævelens Vold, med den 
Forftand, Gud forunder eder, og med Biftoppernes Tilfyn, faa at Gud | 
fan fætte eder i Stand til, baade at bjelpe andre og eder felv, naar den 








1190—1230. Begivenheder paa Island. 791 


Tid fommer, da alt andet regnes for Fant, undtagen Lvad Der er gjort 
til Guds Fjenefte 1).“ 
Hvor fandfærdige de Beftyldninger vare, fom Erkebiſkopperne havde 
fremført, og hvor langt deres Skildringer of Sadelighedens Tilſtand 
paa Øen var fra at indebotde Overvdrivelfer, vil noffom fres af føle 
gende forte Overfigt over de fornemite og følgerigefte Begivenheder fiden Kam— 
pen paa Sælingdalsheden 1171. Uagtet Hvamm-Sturla ved Denne faa 
vel fom det paafølgende Furlig 1172 havde faaet Overbaand over fin 
Medbejler Einar Thorgilsſon, ophørte Dog endnu iffe Striden mellem dem 
og efterbaanden bleve ogſaa andre Høvdinger Dragne ind deri, eller Der 
udfpandt fig nye Sviftemaal, alt efter fom Sturlas Magt, og i Forbold 
Dertil hans Overmod, tiltog. Den næfte Ivift, fom Sturla bavde, og 
hvori Einar Thorgilsſon ogfaa deeltog, opſtod deraf, at en af Sturlas Thing— 
mænd, der vilde hente en Frille tilbage, fom var bleven fed af ham og bavde 
taget fin Filflugt til en anden Mand, dræbte Denne, og fiden tyede til 
Sturla om Hjelp, bvilfen Sturla fyntes ban ej vel funde negte ham, 
ffjønt ban felv fandt bans Handling ftrafværdig. Den dræbte havde 
været Ibingmand under den gamle anfeede Thorleif Beiskalde i Hitaar— 
dal, den famme, i hvis Huus VBiffop Magnus for mange Aar tilbage 
(1148) var omkommen ved Den ulvffelige Ildebrand *), og fom fiden 
havde raadet til Eftergivenhed, da Det nær var fommet til aabenbar Kamp 
mellem Ginar og Sturla ved Hvamm 3), men fom nu anfaa fig forpligtet 
til at fagivge Drabsmanden. Denne blev ogfaa dømt fredløs, men Sturla 
ftaffede ham ud af Landet ved Hjelp af en paalidelig Mand, ved Navn 
Ufeig, og berover blev Thorleif, fom vimeligt var, meget fornærmet. 
Han forbandt fig med flere, bvoriblandt Einar Thorgilsſon, drog til 
Hvamm med 360 Mand, og ftevnede Ufeig at ftande til Rette. Sturla, 
Der ej bavde faa mange Folk hos fig, funde iffe hindre det, men gav fin 
Harme Luft ved at fpotte Thorleif, fordi han altid havde faa ftore Planer 
fore, ,ffjønt De vigtignof nu vare intet i Sammenligning med det Stykke 
Arbejde, da han brændte Biffop Magnus inde, og felv blev flæbt græ= 
dende ud af Ilden“. Ingen”, fvarede Thorleif,  funde førge mere over 
Denne Ulykke end jeg, og Det ev juſt iffe faa vift, at den er venere, fom 
iffe tager fig nær af faadant; men Det lader nok til at du har glemt, 
at du vilde være bleven dræbt ved din Gaard ligefom en Melratke i fin 
Hule, derſom ikke jeg havde hindret det” Paa Ibinget, hvor Thorleif 
fremmede Sagen med Iver, blev der mæglet Forlig, faaledes at begge 





1) Finn Sonsføns islandffe Kirkehiftorie, I. S&S. 249—251. 
?) Se ovenfor IL. S. 860. 
3) Sammefteds S. 960. 


792 Haafon Haatousfen. 


Parter ſkulde voldgive Sagen til Ufgjorelfe af Einar Fborgilsføn eller 
Sturlas Svigerfader Bodvar, efter Lodfaftning. Lodden traf Bødvar, 
fom beftemte en ubetydelig Pengebod, bvormed Sturla for Denne Gang 
flap. Men ban var, fom man funde vente, vderft opbragt mod Thorleif, 
bvilfet ogfaa vifte lig fort efter, Da Der var udbrudt en farlig Smitſot 
paa Sønderlandet, og ban fpurgte en Derfra fommende Nejfende, hvorledes 
Det ftod fig med FIborleif. Paa Svaret: ,vel, til alles Glade”, fagde 
Sturla: det fan faa være, Da alle Kvaler opfpares for bam til det an- 
det Liv.” Siden fom Sygdommen til VBeftfjorden, og Sturla felv blev 
angreben. - Hin famme Mand bragte Efterretningen til Hitaardal, og 
Thorleif vtrede Dertil: „har ban Det ondt nu, faar ban det dobbelt faa 
ondt fiden.” ty Anledning til Rivninger mellem Sturla og Fvorleif 
faapel fom dennes Venner, voldte Sturlas Frilleføn Sveins Overmod og 
voldfomme Færd. Han gif endog faa vidt, at Sturla felv maatte holde 
ham i Sømme; faaledes fordrede ban ved en Lejligbed at der føulde til 
fjendes ham en Bod af 200 Hundreder Vadmaal, medens Sturla ned- 
fatte Boven til ni Hundreder. De, fom forfulgtes eller forurettedes af 
Sturla og Svein, fandt da fædvanligviis FIilflugt og Underjtøttelje hos 
Thorleif Beisfalve og Einar Fborgilsføn. Einar fpurgte endog ligefrem 
en af De faaledes forfulgte, den rige Bonde Fborball, om han ej onſkede at 
Iborleif og Einar ſkulde anfalde Sturla, og gjøre det af bande med bam og 
Svein, imod at ban felv, Tborball, afboldt Boderne; og berimovd havde 
Thorhall iffe det mindfte at indvende. Foretagendet vilde vel og, i det 
mindfte fra Einars Side, være fommet til Udførelfe, hvis iffe en Preſt, 
Der var tilftede, bavde advaret Sturla og Svein. Siden blev Fhorball 
Dræbt ved Sveins Anjtiftelfe og i hans Paaſyn; da fit Einar og Sbvorleif 
Anledning til, atter at holde Færansdom ved Hvamm, uden at Sturla 
funde bindre Det. Han indbed endog Thorleif, der var beflægtet med 
hans Huſtru Gudny, til fig, hvilket Tilbud Thorleif dog ikke fandt fig 
foranlediget til at modtage I). 

Nogen Tid efter (1174) havde Svein Sturlasføn den Frekhed at 
røve Valgerd, em Datter af den bøjbyrdige Preft Olaf Sølvesføn paa 
Helgafell, fort efter at bendes Moder, den ſmukke Hallgerd Nunulfå- 
Datter, ligeledes var røvet og bortført af Høvwdingen Paal Tvorvaldsføn 
i VBatnsfjorden, der underftøttedes af fin Broder Snorre, fom dog førft 
batde føgt at affnaffe bam dermed. Da Olaf Sølvesføn og hans Broz 
Der Paal Preſt i Nevfjabolt hørte til em af dDe fornemfte Høvdinge- 
flægter *), og nøde fror Unfeelfe, gjorde dette megen Opfigt, og Jon 


1) Sturlungafaga II. S. 28—30. 
?) Dlafö og Paals Fader Sølve var en Sønneføns Søn af den ældre Søtve, 





1180—1230. Begivenheder paa Island. 793 


Loftsføn, der var nær beflægtet med Hallgerd, blandede fig felv i Sagen. 
Ved felv at tale Hallgerd til Mette og love hende fin Biftand for Frem- 
tiden, bvis bun fun vilde vende tilbage til fin Mand — VBortførelfen har 
faaledes ej været hende imod — faavel fom ved at overtale Olaf til at 
modtage hende igjen, fit Jon den ene Bortførelfesfag bilagt. Men nu 
tog Hallgerd ogſaa Jon paa Ordet og fordrede hans VBiftand mod Svein 
Sturlasſon. Jon paatog fig Sagen og fendte fin Søn, Sæmund Jons- 
føn, hen til Hvamm for at ftevne Svein, dog faaledes at Sæmund paa 
Vejen gjeftede Einar Thorgilsſon og Thorleif Beistalde, og fit dem og 
Deres Folk med fig. Da Stevnefølget fom til Hvamm, fpurgte Sturla 
om Sæmund felv var med. Da Sæmund fvarede: ,jeg ſkulde tro det”, 
fagde Sturla: ,du er da vel flogere end fom faa, at du ikke ſkulde vide, 
bvor du felv er.“ Sæmund lod fig ikke anfegte af hans Spot, men 
ftevnede Svein, og ber fom Sturlas Magt til fort, thi da Sagen fom 
fore paa Thinget, gif alt efter fom Jun Loftsfjøn alene beftemte. Men, 
tilføjes Der, ban ordnede Sagen faaledes at de flefte fandt fig vel tilfreds 
Dermed. — Dette var den forfte Gang, at Sturla fom i nærmere Berø- 
velje med Jon Loftsføn, og lærte hans Magt at fjende!), bviltet dog 
under alle Omftændigbeder, frent eller tivdligt vilde være indtruffet, efter at 
Sturla havde bævet fig til en faadan Magt, at maaffee fun Jon, og in- 
gen anden, var hans Mefter. Snart indtraf en Begivenhed, der bragte 
Dem endnu nærmere fammen, og fom var føleligere, end man i Begyn- 
Delfen flulde have anet. Dette var den faafaldte Deildartunga-Ivilt, hvilken 
vi her maa ombandle udførligere. | 

Den nys omtalte Paal Preft paa Nevfjabolt havde for nogle Aar 
tilbage (omkring 1168) bortgiftet fin Datter Thorlaug til Preften Thore 
Sborfteinsføn, faldet den rige, paa Det nærliggende Deildartunga *). 
Forbindelfen var beelt ulige, da Thore var af langt ringere Stand, end 
den bøjbyrdige Fhorlaug, men hans ftore Rigdom bodede paa Mange— 
len 3). Hun fil i Mevdgift 30 Hundreder Vadmaal, men Thore maatte 





Broder til den mægtige Illuge den røde (fe ovenf. I. S. 167); deres Fader 
Rolf Paalsføn var Sønneføn af Landnamsmanden Ulf Stjaalge (fe ovenfor 
I. S. 550), der igjen var en AStling af Kong Half paa Hørvdaland, Om 
Thord Shorvaldsføn i Batnsfjorden, Paals og Snorres Fader, er der oven: 
for talt (IL. S. 957.) 

1) GSturlungafaga, II. 33. 

2) Saavel Reyfjaholt, fom Deildartunga høre til Vorgarfjorden; det førfte 
ligger iffe langt fra Hvitaa, paa venftre Side; det fidfte i den faakaldte 
nordre Neyfjadal. 

3) Shores Formue angives til 400 (480) Hundreder, hvilket efter 6 Ulen Øren, 
altfaa 20 Drer for hvert Hundrede, (120 Ulen) udgjør 9600 Ører; dette 
fvarer efter vore Forhold omtrent til 100,000 Solvſpecier. 


794 Haafon Haakonsføn. 


i „Tilgjof“ give lige faa meget til Paal, eller egentlig, til Reyfjabolts Kirke, 
fom Paal beftvrede, og Derhos maatte han, for at nyde den Ure at egte 
en faa fornem Dame, vedtage det af Svigerfaderen foreførevne Vilkaar, 
at naar Giftermaalet var fluttet, ffulde det balve Bo tilbøre hende. Efter 
at De havde været gifte benved 7 eller 8 Aar, og baft flere Børn, fom 
alle døde, fit Thorlaug det Indfald at gjøre en VPilegrimsrejfe til Rom. 
Thore havde ingen Lyit til at vippe op fra al fin VBelftand, men hun 
paaftod at have aflagt Pilegrimsloftet i en Svadom, og bad ham indftæn= 
Digt om at føje bende. Saa nødigt ban vilde, maatte ban omfider be- 
fvemme fig Dertil, og overdrog Svigerfaderen alt fit Gods til Bejtyrelje, 
faa fænge ban var udenlands med hende. De forfode Landet om Hoøften 
eller Sommeren 1175, vg fandede ved Throndhjem, hvor Dde tilbragte Bin- 
tren. Sommeren efter Drøge De til Bergen, og tilbragte der den anden 
Vinter; ber fødte Shorlaug en Søn, der blev faldet Bjørn, og fat til Opfoft- 
ring paa en Gaard i Nærheden af Byen. Da Baaren fom (1177), droge 
dDe fra Norge og begave fig fydefter. Sommeren derefter 9) fom en i8- 
landſk Preft, ved Navn Jon, tilbage fra en Pilegrimsrejfe, og fortalte at 
han paa Hjemvejen lidt efter Paaffe, havde mødt Thorlaug I Italien; 
hendes Mand, Thore Preft, var allerede død i Lucca, Fredagen i Qva- 
temberdagene (3dje Marts) og bun fortfatte Rejfen til Rom alene, men 
befandt fig i en Daarlig Forfatning; hendes Mejfemidler vare fortærede, 
og dertil var bun fyg. Siden fom em Mordmand ved Navn Fhore 
Krafe, der ligeledes havde været i Rom: ban berettede, at han havde 
truffet Fborlaug om GSommeren, nær ved Mariemesje (15de Auguſt); 
aftfaa var bun Da endnu i Live. - Imidlertid var ogſaa Drengen Bjørn 
død i Norge lidt efter Seljumannamesfe (Sde Juli 1178). Biſkop Thorlak 
var juft paa Denne Tid endnu i Norge, efter at have modtaget FJndviel- 
fen, og da han famme Sommer vendte tilbage til Fsland, var ban faa- 
fedes den førfte, fom bragte Efterretningen derhen om disfe Dødsfalv. 
Da nu beller iffe Thorlaug fom tilbage, og man havde Grund til at an- 
tage hende for død, eller maaffee endog havde faaet Gjfterretning om 
hendes Død, opftod Spørgsmaalet, hvem Den rige Utv føulde tilfalvde. 
Paal Preft meente, at Da Ihore førft var Død, arvede Drengen Bjørn 





1) I Sagaen (Sturlungafaga lfte B. S. 98) omtales dette noget unvjagtigt, 
fom om Udrejfen fra Norge fEulde være ffeet om Vaaren det famme Aar, de firar 
efter omtalte Pilegrime fom bjem om Sommeren. Men da det ikke er muligt, 
at Ihore og Jhorlaug unde have tiltraadt Rejſen faa tidligt paa Aaret, 
at de allerede ved Udgangen af Februar vare komne til Lucca, er det Hart, 
at de maa have rejft ud Uaret forud; da nu Uaret 1178 ev filfert, fom 
Biffop Thorlaks Fndvielfesaar, bliver Aaret før Udrejfen 1177. 














1180—1230. ØBegivenheder paa Island. 795 


Ban Andel i Boet; da Bjørn døde før Moderen, arvede hun igjen Ham, 
og da endelig ban felv var fin Datters Arving, tilbørte hele Avven ham 
alene. Men Thore havde ogfaa en egtefød Svfter, ved Navn Vigdis; 
gift med en Preſt, og derbos havde han to uegte Sønner. Saabel disſſe, 
fom Vigdis, fyntes at de havde Fordringer paa Arven, eller en Deel der- 
af, og Vigdis underftøttedes af fin Frænde Bødtar Ihordsføn, Sturlas 
Svigerfader. — Bodvar fendte om Vintren Bud til Paal, og fordrede i 
Vigdis's Navn at ban ſkulde afftaa Gaarden Deildartunga, der med Nette 
tilfom hende, fom Thores nærmejfte egtefødde Slægtning: Paal vægrede 
fig derved, og da Vaaren fom (1179), red Bødvar med 60 Mand til 
Deildartunga, og tog Gaarden i Befiddelfe, idet han bød Paal 60 Hun- 
dreder af Godfet ). Paal fvarede at han lige faa lidet nu, fom før vilde 
gjøre Affald paa, bvad der med Rette tilfom ham. Da fendte Bodvar 
Bud til Benner og Frænder for at famle Folkehjelp, og Paal ligeledeg 
paa fin Side. Da de baade felv vare mægtige, og derbos ſtode i For- 
bindelfe med Landets mægtigfte Mænd paa denne Kant, var der at befrygte 
ſtore Blodsudgydelſer, hvis ikke velfindede Folk lagde fig imellem for at 
mægle Forlig. Dette føde ogfan; begge Parter fom til Things, og ber 
blev, efter flere Møder, Sagen afgjort derhen, at man paa begge Sider 
underfaftede fig Fon Loftsføns Voldgiftskjendelſe. Jon beftemte nu, at Paal 
ftulde have alt det Jordegods og Lesøre, fom Thore Preſt bavde ejet, 
men betale Vigdis 40 Hundreder for at gjøre Thores Frænder tilpas, 
ftjønt ban egentlig iffe var forpligtet dertil. Om Thores uegte Sønner 
ſynes der ej at bave været Fale. Med denne Kjendelfe erklærede Paal 
fig not faa vel tilfreds, men Bødtar, der havde fordret Frediedelen af 
Thores hele Bo for Vigdis, var beef misfornøjet, red tilbage til Deidar- 
tunga og blev fremdeles fiddende der, uagtet han havde lovet at holde fig 
Kjendelfen efterrettelig. Der maatte ſaaledes en ny Rettergang eller ogſaa 
Magtsanvendelfe til at faa ham bort. Den følgende Vaar efter Paaſke 
(20 Apr. 1180) famlede mange mægtige Mænd fig hos Paal for at 
ftaa ham bi, endog Biſkop Brand, Paals Svoger 2), den anfrede Gud- 
mund Dyre paa Bakke i Ørnavdal, hans Svigerføn, Thorleif Beistalde, Are 
den fterte paa Stad, en Svigerfoøn af Gisſur Hallsfon, og flere. Paa 
Tunga hos Bødvar famlevde fig ligeledes Sturla Fhordsføn med et fort 


1) Naar hele Formuen var 480 Hundreder, og Thorlaugs Halvdeel altfaa var 
240, bliver den Deel, Bødvar tilbød Paal, 44, og det, fom beholdtes for 
Bigdis, % af Shores Halvpart; derimod udgjorde det *, eller lidt over LY; 
af det Hele. 


2) Brand var gift med Audhelga, en Syfter af Paals Huftru Thorbjorg. 


796 Haaton Haafonsføn. 


Følge, og endeel andre. - Bødvar fendte fin Søn Thord til Repfjaholt 
med Det beftemte Forlangende, at Paal føulde unde Viqdis'8 Frænder 
(bun felv fynes imidlertid at være dod), hvad Der med Sømmelighed tile 
fom Dem. Gudmund Dyre tog Ordet og fagde at Paal nu engang havde 
benftudt Sagen til Jon Loftsſons Afgjorelſe og vilde derfor nøje holde 
fig til denne, ifær da ban var Preft og han faaledes anfaa det for fin 
Pligt, ej at værke Uro i Herederne, Thord maatte altfan vende tilbage 
med uforrettet Sag. Strax efter rede Nepfholtingerne til Tunga for at 
ſtebne. De, fom vare tilftede ber, raadfloge om, hvad man ſkulde gjøre; 
De beftigite vilde at man ftrar ffulde angribe de Kommende, men Sturla 
fraraadte det, Da De fidfte vare alt for mandfterfe; derimod føulde man 
ftevne lige faa mange Folt af Reykholtingernes Flok fom Visfe ftevnede af 
Bodvars. — Dette ſkede. Sturla lod det efter Sædvane iffe mangle paa 
Spotte-Ord. Han bilfede en mindre anfeet Broder af Gudmund Dyre 
før denne, og paa de Omltaaendes Spørgsmaal, hvad det ſtulde betyde, 
fvarede han at ban bavde Forrangen — i flet Nygte Da Sagen 
fom fore paa UAltbinget, [od Paal Iidsfølgen af de omfpurgte Dodsfald 
bevife med Vidner. Men til nogen Afgjorelſe fom det iffe her, Derimod 
blev der med brave Mænds Mellemkomſt berammet et nyt Forligs— 
møde paa NRepfjabolt ſtrax efter Midjelsmesfe. Her indfandt Bødvar fig, 
fedfaget af fin Svigerføn Sturla og flere. Begge Parter fatte fig paa 
Sletten udenfor Hufet, og begyndte at raadflaa om Forlig.  VBødvar 
fordrede fremdeles Fredieparten af Thores Gods, og da man indvendte, 
at han nu i balvandet Aar bavde fiddet inde med Gaarden Tunga, fva- 
rede han, at det var faa langt fra at ban bavde baft nogen Fordeel deraf, 
at det meget mere havde været ham til Tab, da Uaret havde været daar- 
ligt, og ban felv ſaaledes havde maattet lægge meget til af Levnetsmidler 
for Folkene. Paal vide intet hore dDerom, men talte ivrigt for fin Paa- 
ftand. Medens man nu faaledes trættedes frem og tilbage herom, ſtod 
Paals Huftru Iborbjørg, et iilfindet Fruentimmer, i Døren og hørte paa 
Ordverlingen. Hendes Blod fom faaledes å Kog derover, at bun ganſke 
glemte fig felt, greb en Kniv, foor ind i Klyngen, og flak lige i Anfigtet 
paa Sturla, figtende efter Øjet, med de Ord: „iden du endelig vil ligne 
Ovin, faa ſkal jeg ogſaa gjøre Dig faa lig ham, fom muligt.” Hun tvaf 
dog fun Kinden, men Kniven gif dybt ind, og det blev et fort Saar. 
Sturla8 Mænd fprang op og traf dere$ Sverd; Bødvar blev ligeledes 
meget opbragt; men Sturla felv tog Sagen meget foldblodigt; og forbød 
enhver at udgyde Blod, førend han havde talt hvad ban vilde. Med Haan— 
den for Anfigtet, faaledes at Blodet vet fom til at udbrede fig over Kin- 
Den, bad han alle tage fig Sæde igjen og fortfætte Underhandlingerne, uden 
at lade fig anfegte;  Kvinderne”, fagde han, ,bave nu faa fin egen Maade 












































1180—1230. WBegivenheder paa Island. 797 


at ytre deres Kjærlighed paa, og Thorbjorg og jeg have jo altid været 
faa gode Benner; dette bliver en Sag mellem Paal og mig alene, hvorom 
vi not fulle fomme ud af det med binanden". Paal mvente, at Dette Dog 
maatte give Sagen en noget anden Bending. Men Sturla fagde at det 
havde intet at betyde, og derom funde man tale fiden; nu maatte man førft 
fee til at fomme til Ende med Hovedfagen. Denne tog man Da igjen fat, 
men Paal var nu, fom den floge Sturla altfor godt ffjønnede, bleven no- 
get forfnyt, og gjorde iffe længer nogen Vanſkeligheder ved at afftaa den 
faa meget omtalte Srediedeel. Derved blev det Va, og Forliget fom faa- 
fede8 endelig i Stand. Da Bødvar og Sturla føulde ride fra Gaarden, 
bade Paal Preſts Venner ham om at vverlade Sturla Selvdom angagende 
Knivjtiffet. Paal fagde at ban juſt iffe bavde nogen Lyſt vertil, da man 
af Sturla altid maatte vente fig Ubillighed, hvor fagert han end talte. 
Imidlertid takfede han dog i venlige Udtryk Sturla for hans Medvirkning 
til, at Forliget faa fnart var fommet i Stand. Gturla fvarede dertil, lige 
fom noget ftødt: ,jeg bører Dog, at I ej finde det fynderlig magtpaaliggende 
at bryde fig om, bvad Ver gjøres ved mig; men jeg fan jo iffe egentlig fortænke 
eder Deri".  Forlegen herved, fagde Paal: , fynes du, at Der bør fomme 
nogen Bod for dette, Da tør jeg vel ftole paa dit Maadehold og overlade 
dig Selvom”. „Vogt dig vel", fagde Snorre fpøgende, „at jeg ikke, naar 
jeg forſt føal værdfætte mig felv, gjør Det for grovt”. „Det er førfte 
Gang”, frarede Paal, ,at jeg har været ude for en faadan Ubebagelighed, 
fom jeg havde givet meget for at undgaa, og fomjeg, hvis Den Var uund- 
gaaelig, aller mindſt havde onſket ftulde ramme dig; men Derfor pasfer 
Det jo godt, at du raader for UAfgjørelfen, og jeg vil fun bede dig, at du 
intet beftemmer, førend alle vore fælles Benner og andre vetfindige Mænd 
ere tilftede". Dette fovede Sturla, og Paal Haandfalede ham GSelvdom, 
bvorimod Sturla til Gjengjeld baandfalede ham at Sagen dermed frulde 
pære bilagt. 

Den følgende Baar (1181) begar Sturla fig til Bodvar, fom frem- 
deles boede paa Deildartunga, og lod fende Bud til Reykjaholt med An— 
modning til Paal Preft om ban vilde umage fig derhen for at høre Op- 
gjøret. Paal fom, og Sturla begyndte med det Spørgsmaal, hvor mange 
Perfoner Paal vilde have indbegrebet i Forliget. Paal, fom iffe anede 
nogen Lift herunder, ſparede: „mig felv, min Kone og mine Sønner”. 
„Ikke flere”, fpurgte Sturla. Paal nævnte endnu et Par.  Mævner du 
dem”, fagde Da Sturla, ,faa viljeg netop iffe have Dem indbegrebne, thi nu 
bærer du felv Bidne om, hvilte Perfoner der have baft Deel i det frigag- 
tige Anflag mod mig". „Jeg fan forfifre”, fagde Paal, „at dette flet ikke 
par nogen overlagt Plan, og at ingen anden har Deel deri, end den fom 
gjorde det: jeg nævnte kun disfe Folk, fordi De altid vife fig meft rede- 


798 Haafon Haakonsføn. 


boene til at hjelpe mig, og det fan Dog aldrig være din Mening, baade 
at gjøre Undtageljer fra Forliget og felv ganffe alene at tildømme dig 
2Gresoprejsning". Hvad Sturla fagde bertil, meldes ej; men Da han en- 
delig ffulde forfynde Kjendelfen, ytrede ban følgende: „Jeg indfeer ikke, 
hvorfor vi ber ej funne følge den forftandige Havlide Maarsfjøns Grem- 
pel, da han var bleven faaret '). For din Huſtru Thorbjorgs voldelige 
Overfald paa mig beftemmer jeg tobundrede Hundreder, i Barer, Bofæ, 
Guld, brændt Sølv eller andre antagelige Gjendele". „Det maa jeg tiles 
ftaa”, foarede Paal, ,at bar Ubilligheden længe verket og hovnet hos Dig, 
faa ev den nu bleven til en formelig Byld: til førfte Faredag i alle Fald 
tommer denne Bod iffe frem”. Alle de Filjtedeværende fandt det ogfaa 
bøjft forbaufende, ut Sturla iffe havde undfeet fig ved at tage Munden 
faa fuld. Imidlertid red Paal hjem, og raadflog med fine Sønner, hvad 
Der var herved at gjøre, thi fulde en faa ubyre Bod udredeg, vilde næften 
hele deres Gjendom gaa med. Man havde nu Valget, enten at udfærtte 
fig for Sturlas Vold og Efterſtrabelſer, eller at føge mægtige Mænd 
Bijtand, tildels med Pengegaver, thi om at finde fig i den ubillige Dom 
unde der ej være Jake. Heri vare Sønnerne enige, og han fendte nu 
den ældfte, Brand, fyd til Odda, for at underrette Jon Loftsføn om det 
forefaldne. Jon fagde ftrar, at Det var bøjft ufømmetigt at Hovdinger 
povede at byde en faa ypperlig Preft, fom Paal, faadan Ubillighed, og at 
han ved Altbinget funde gjøre Regning paa al den Biftand fra ham, fom 
det ſtod i hans Magt at yde. Med denne trøftelige Beſked drog Brand 
hjem, og da Siden fom, ved Paal, der felv havde Reykholtingernes Godord, 
til Althinget, Dog med yderfte Forfigtighed, om Sturla maafter ſtulde have 
fagt Bagbold i Vejen for ham. - Ved hans Ankomſt til Thinget mødte 
ſtrar Jon Loftsføn han, og indbød ham til fin Bod. - Paal takkede for 
Filbudet, vg foreſlog at De ſkulde tilbringe Dagene tiljammen, men vilde 
dog have fit egentlige Tilhold i fin egen Bod. GStrar efter fom Bødvar 
Thordsſon til Jon, affendt af Sturla, fom lod bilfe, at han haabede at 
Jon dog ikke vilde modjfætte fig hans Sags Fremme, fljønt Der vigtig 
not ymtedes derom. Fon fvarede hertil, at man havde farvet alt for vold- 
fomt frem mod Paal, at det iffe fømmede fig for mægtige Høvdinger at 
behandle en gammel og bæderlig Preft faaledes, og at han derfor havde 
fovet ham fin Hjelp. „Jeg frygter for, at flere af Preftens Venner ville 
blive et Hoved fortere, hvis Sturla lider noget Skaar i fin et”, fagde 


1) Om Havlide Maarsføn og Thorgils Oddesføns Strid 1121, fe ovenfor 641, 
642, jvfr. Sturlungafaga I. 27.  Havlide havde miftet en Finger og faaet 
to femlæftede; derfor tildømte han fig 80 (efter en anden Læfemaade, fom 
maaffe er rigtigere, 30 Hundreder); dette var meget mindre end hvad Sturla 
tildømte fig efter et vingere Saar, og dog bragte det Skafte Thorarinéføn 

















1180—1230. Begivenheder paa Island. 799 


Bødvar. „Ja det er befjendt nok”, fvarede Jon, ,at Sturla ikke plejer 
at betænke fig fænge paa Manddrab, men Der er ogfaa andre end Sturla, 
fom forftaa fig paa at fade Folt dræbde, og det figer jeg dig, Bodvar, at 
for bver enfelt Mand, Sturla lader dræbde for Paal, lader jeg tre dræbde 
før Sturla”. Hermed endte denne Samtale. Mellem de forffjellige Par- 
tier paa Thinget berffede der nu i nogle Dage megen Spænding og gjen= 
fidig Frygt for Overfald. Sturla boldt fig fom ofteft hjemme, og vovede 
fig aldrig langt bort. Paal talte med Biffop Thorlak om Sagen; denne 
beflagede Paal, at ban, en faa berlig Preft, frulde være fommen ud for 
flige ondftavsfulde og tillige mægtige Hevdinger, fom Sturla og Bodvar, 
og uagtet ingen mere end han funde have imod, at Preiter bare Vaaben, 
raadede han ham dog felv til at gaa bevæbnet til nødvendigt Selvforfvar, 
da man af flige Fiender funde vente fig alt. Paal fulgte bans Raad, 
men, ſiges der, ,naar ban gif fra Kirfe, glemte ban ofte Baabnene efter 
fig, og vifte Derved, hvor lidet han var vant til at bære dem". 
Imidlertid underhandledes der om Forlig, og det blev Sturla fart, 
at Jon Loftsføn vilde lægge bele fin Indflydelfe i Begtftaalen. Hans 
Benner bade ham indftændigt at underfafte fig Jon Loftføns Dom, hvil 
fet iffe vilde være ham nogen Sfam, medens det derimod var bøjft uſik— 
fert, hvorledes det i modfat Fald vide gaa; ban maatte Dog erindre, at. 
det var hans Parti, fom førft havde tilfidefat Jons Kjendelfe. Saa 
nødigt Sturla vilde, maatte han indfee, at der ber ikke var andet for end at 
give efter, og Dette gjørde han da med faa megen Bram, fom muligt, idet 
han efter en vidløftig Indledning endte med, at ban iffe tvivlede om at 
hans Sag var i gode Hænder, naar en Mand fom Fon Loftsføn, „den 
Dyrefte Mand i hele Landet,” paatog fig at afgjøre den. „Maaſkee“, flut- 
tede han, „har jeg ej faa god Foritand til at indfee mit Bedſte, men jeg 
ønffede Dog gjerne min Hæder ubeffaaren.” Ved disfe Ord funde Biffop 
Brand iffe bare fig for at udbryde: „Din Forftand tvivler ingen om, 
men om Din Nedeligbed defto mere.” Fon fagde: Sturla har talt meget 
fornuftigt, men hvad Pengeboden angaar, fom Preften ſkal udrede, da vil 
den blive betydeligt nedfat, thi nu er det mig, iffe Paal, med hvem 
Sturla har at beftille” Den blev ogfaa nedfat til 30 Hundreder, og 
Sturla maatte finde fig deri. Men for at forfone den ærgjerrige Mand 
ved en anden, ufædvanlig YSvesbeviisning, tilbød Fon, endnu førend 
Ibinget var til Ende, Sturla at opfoftre hans firenarige Søn Snorre, 
og bad ham felv at bringe ham, idet han førmeligt indbod ham til Kirkes 
mesfegildet paa Odde. Et faa hæderligt Tilbud kunde ikke andet end 





til at udbryde: ffulde hvert Lem paa Havlide ofte faa meget, da blev hele 
Manden forfvarligt dyr.” 


800 Haakon Haakonsføn. 


fmigre Sturla. Han fom, til Odde med Snorre, blev venligt modtagen, 
og fif ved Afſkeden herlige Gaver. Snorre forblev Hos FJon Vige til 
dennes Død 1197, altfaa i over femten Aar; og dette Ophold i det 
meft dannede og med rige literære Skatte forfynede Huus, der egentlig 
funde faldes en formelig Lerdomsſkole, bar aabenbart bos Den af Naturen 
bøjt begavede Snorre allerede fra Barneaarene af vakt eller idet mindfte 
udviflet den Sands for literær Syflen, Skaldekunſt og Hiftorie, der al 
Drig forlod ham, endog under det uvoligite, i politiffe Storme vmtumlede 
giv, og Å hans modnere Aar lod ham fremftaa fom den vpperfte hifto- 
rifte Sfribent, den fælles norfø-islandffe Literatur fan opvife. J denne 
Henfeende bar altſaa Sturlas Sammenkomſt med Jon Lofteføn en uven= 
tet heldig Frugt '). 

Sturla overlevede ikke fænge denne fidfte Strid. Han døde det 
folgende Aar (1182), 67 Aar gammel. — Kort før var ogſaa Torbjørg, 
Paal Preft8 Kone, Død, og det er arakteriftiff nok, hvad der fortælles, 
at Sturla ved Gfterretningen derom lagde fig til Sengs, fom han plejede, 
naar der var bændt noget, ban tog fig nær af. og at han, da hans Ven- 
ner ytrede Forundring over at han funde førge over Fhorbjørgs Død, 
fvarede: ,faa fænge hun levede, havde jeg Dog altid et Paaftud til at 
«øve Fiendtligheder mod hendes og Paal Sønner, men nu, bun er død, 
gaar det ikke vel an” Han efterfod ved fin Død tre Sonner med fin 
Gytebuiteu Gudny Bødvarsdatter, den før omtalte Snorre, der var den 
pngfte, nu fer Aar gammel, Sighvat, der var tretten, og Thord, der 
var 18 Yar gammel; disſe vare altfaa Hovedarvingerne. Thord og 
Sighbat tiltraadte Derfor ogſaa ſtrax Beftyrelfen af Hvamm med deres 
Moder Gudny. Desforuden efterlod Sturla den oven nævnte meget ældre uegte 
Son, Svein Sturlason, paa Hvis uregjerlige og urolige Sind vi allerede have 
fret Prøver. Hans Brødre traadte ligeledes i Faderens Fodfpor, og deres 
Magt forøgedes idelig, faaledes erhvervede Thord Sturlasføn Gaarden Stad 
paa Snæfellsnes ved et Giftermaal med Are den ſterkes Datter, en Datterdatz 
ter af Gisſur Hallsføn, og da Ginar Thorgilsfon, Sturlas gamle Medbejler, 
var Død omtrent 3 War efter Denne af nogle Saar, ban havde faaet ved 
et ubeldigt Forføy paa at fætte fig i Befiddelfe af en Arv, fom ban havde 
tilfjøbt fig, fatte Siybvat Sturlasſon fig, Der figes ej engang med hvad 
Adkomſt, i Befiddelfe af Stadarhvol, Einars Fædrenegaard. Bed et nyt 
Giftermaal med Fhorvard den riges Enke fit Thord endnu førre Nig- 
domme, og tar nu den maægtigfte Høvding paa Den Kant af Landet. 
Imidlertid var ogſaa Gisfur Hallsføns Søn Thorvald bleven gift med 





1) Sturlungafaga 2 Ih. Gap. 34—38. 














1180—1230. Begivenheder paa Island. Haukdolingerne. 801 


Jora, én Datter af Biftop Kløng og den forhen omtalte Yngvild Thor— 
gilsdatter ), bbis Kjærlighedsbiftorie med Thorvard Thorgeirsſon havde 
pæret den førfte Anledning til Uvenffabet mellem Sturla og Ginar Thor— 
gilsføn. - Uagtet hans Fader, Gisfur, endnu levede, fremtraadte dog 
Baade Han og Hans Broder, den lærde og forftandige Magnus, VBiffop 
Fhorvalds Yndling og Difeipel 2), fom felvftændige Høvdinger, og aflagde, 
Hvad man funde falde deres førfte Prøve paa Hovdingefærd, idet de efter 
Angbilds  Opfordring hændede Dom faavel over Einars Drabsmænd 
fom over nogle af Sturlasfønnernes Thingmand, der havde føgt at unde 
Drage dem den lovfige Straf. Fra denne Did af optraadte FGorvald 
ftedfe fom den berommelige Haukadals-AEts Hoved, og tog ivrig og ind- 
gribende Deel i alle vigtigere politiffe Begivenheder i Landet: Uagtet 
hans Fader Gisfur frod i den venffabeligfte Forbindelfe med Ovdde- 
MEtten, og Thorvald felv havde faaet VBiftand af Jon Loftsføn, da 
han paatalte Einars Dvab*), indtog han dog en felvftændig Stilling, 
og børte iffe til Kredfen af Oddemændenes ftadige, underdanige Jilhængere. 
Bi ville fenere fee, hvorledes den Magt, bvortif han lagde Grunden, over- 
fløjede alle andre Høvdingers paa Island, medens Den dog tillige bleb 
et Redſkab til at tilintetgjøre Oens Selvjtændighed. 

Biffop Thorlaks velmeente, men ubetimelige Iver for, efter Erkebi— 
ſkop Gyfteins Opfordving, at indførænke de verdslige Høvdinger 1 deres 
NRaadighed over Kirferne og Kirfegodfet, og derved at grunde et virkeligt 
Hierarchi, ftrandede, fom vi ovenfor Have omtalt, paa deres energiffe Mod- 
ftand. Kun bift og ber fit ban Drevet igjennem, bvad ban vilde have inde - 
ført ved enhver Kirke, at Dennes Gods, vegiftveret i en ſaakaldet måldagi 


1) Det er merkeligt nok, at endog en Biffop, og det en, der var faa højt agtet 
fom Klong, itte fEulde vegne det nøjere end at gifte fig med et faa letfær- 
digt og man maa antage berygtet Fruentimmer fom Yngvild, eller at dette 
ej føulde føade ham i det almindelige Omdømme. Det er i alle Fald et 
Bidnesbyrd mere om den GSlaphed i Moralitet, fom i den Sid var hev: 
føende paa Sen. J Hungrvafa omtales ej dette Giftermaal; maaſtee har 
Forfatteren med Flid undladt at nævne det. 


2) Sturlungafaga MI. 32. Her fortælles at Thorlak indviede baade Magnus og 
Thorvald til Prefter. Imidlertid finder man i det følgende ikke mindfte 
Tegn til at Thorvald har gjort fin gejftlige Bærdighed gjeldende, eller op: 
traadt anderledes end fom en verdslig Høvding. Magnus derimod holdt 
mere paa fin gejftlige Bærdighed og blev tilfidft, fom vi ville erfare, Biſkop 
i Staalholt. 

3) Det ev djavrakteriftifft not, at Jon, ved Thorvalds Anmodning om at hjelpe 
ham, fvarede: „vel var der juft iffe fynderligt Venffab mellem Einar og 
mig, men alligevel gaar bet iffe an at Smaafolk flaa Høvdinger ihjel; der- 
for føal jeg tage dit Parti paa Thinget, naar Sagen Fommer fore," 

Mund. Det norffe Folks Hiftorie. 11. 51 


802 Haakon Haafonsføn. 


eller befræftet Fortegnelfe, afftodes til Kirken fom dennes Gjendom. 
Men han maatte Dog, fom vi have feet, atter forlene den forhenværende 
Gjer Dermed, der fremdeles vedblev at bruge det aldeles fom fin Gjendom, 
uden at fære fig fynderligt om Biffoppen. Hvad denne vandt, var egentlig 
fun den tomme Gvfjendelfe af hans øverfte Beftyrelfesmyndighed, ſamt 
maaffee en vis Sikkerhed for at Godfet iffe adfplittedes. Men ellers ledede 
Borandringen fun til ſtore Misbrug, og aabnede nye Veje for alffens 
Vindefyge og Uvetfærdighed. Thi da det ſaaledes af Privatmand til Kiv- 
fen afjftaaede Gods ej fenger gif i Arv fom VPrivatejendom, unde det af 
Værgen, under fiiltiende Forudfætning af Biffoppens Samtykke, ja vel 
endog fom ofteft uden Henfyn Dertil, overdrages til Uvedfommende. Maar 
Derfor en vig eller mægtig Mand fit Lyſt paa et faadant Gods, var det 
ham iffe vanffeligt, ved Løfter, Gaver eller Truſler at flaffe fig det over- 
Draget af vedfommende Befidder, uden Henfyn til dennes Frænders bedre 
Net: Derved ophobedes Gjendommene end mere paa enkeltes Hænder, og 
Der indfraadte en Uſikkerhed med Henfyn til faft Gjendom, fom afjtedfom 
mange Feder og Forvirringer, ej at tale om den Overlaft, Kirferne felv 
Derved lede, uagtet Foranftaltningen oprindelig var beregnet paa deres Vel- 
færd. Men Biſkop Thorlak faa i fin firfelige Iver hverken til Højre eller 
Venftve, og tænkte neppe faa langt frem i Viden, at han gjorde fig disfe 
Følger tydelige; og med en faadan Rolighed i Landet, fom upaatvivlelig 
vilde have været en Følge af en fornuftigere Underovdnen af Høvdingernes 
Interesſer under Kirkens, havde det endnu lange Udſigter, Derimod 
- opnagede han efter fin Død, (23de Decbr. 1193), fom det nedenfor ſkal 
vies, Helgenglorien. Til Thorlaks Eftermand valgtes, fom det al 
ferede ovenfor er omtalt, Paal, Jon Loftsføns Søn med den nyå 
nævnte Nagneid, Biſkop Thorlaks Syfter. Paal havde i fin Ungdom 
opholdt fig ved Harald Jarls Hof paa Orfnøerne, og nydt megen Hæder 
af bam, fiden havde han ftuderet i England, „og lært faa meget, at der 
neppe fandtes Grempel paa at nogen i ikke fængere Tid havde tilegnet fig 
faa megen og ypperlig Lærdom”, hvorfor han og, da han fom tilbage til 
Island, ,var fremfor alle andre i Lærdoms-Fiinhed, Verfekunft og Bog- 
fyndighed 1)." Dette tyder juft ifte hen paa, at det har været faa fyn- 
derligt bevendt med hans egentlige thevlogiffe Lærdom. Da han derhos 
havde været gift allerede fiden fin tidligfte Ungdom, førend han tiltraadte 
fin Udenlandsrejfe, og ved fin Hjemfomft overtog Godord og Høvdingffab 
i Gynen om Gaarden Stad, hvor han bofatte fig, ev det fart, at hans 
Dele Virffomhed og alle hans Fnteresfer Hidtil havde været verdslige, eller 
faadanne fom man fun vente fig hos en Søn af Fon Loftsføn. Ut ban, 





1) Paal Biffops Saga, Cap. L 





EEE 
nd 


FE == rn mg gg 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Thorlak og Jon Helgener. 803 


figefom Faderen, modtog Diafonat-Bielfen 1), fnyttede ham neppe frerkere 
til Kirfen end denne, og at ban, fom det fortælles, ivrigt underftøttede 
Biffop Fhorlaf, naar andre Høvdinger ſtode ham imod, Var aabenbart 
mere for Frændffabs Skyld, end af nogen kirkelig Iver. Det var faale- 
des ej at vente, at ban ved fin Opbøjelfe paa Biftopsjtolen ſkulde forfølge 
Thorlaks Planer med nogen fynderlig Iver. Vel erklærede han ved fin Vil- 
trædelfe, at han vilde ,paabyde alle de Bud, fom hans Formand og Mor- 
broder Thorlak havde paabudt“ *), men det blev ved Denne Erklæring; han 
beffjeftigede fig meft med at opbjelpe og forftjønne Staalholts Kirke, fan- 
vel fom med at faa Morbroderen Thorlak anerfjendt fom Helgen, hvilket 
ogſaa lykkedes ham, idet der paa Althinget 1198 blev beftemt at Thorlaks 
Dødsdag, 23de December, ſkulde holdes hellig med to Dages Faſte, bvor- 
efter. fiden hans Been med ftor Højtidelighed bleve optagne og lagte I et 
foftbart Striin, der benfattes over Ulteret i Skaalholt Kirke 3), hvor det 
ftod lige til Reformationen, og bvert Aar paa bans Feſtdag blev baaret 
om i Procesfion med de fævdvanlige Højtideligheder og Undagtsøvelfer, 
uagtet ingen pavelig Kanonifation paafulgte, men den enefte Bekraftelſe 
af Thorlaks Helligdom ved bøjere Myndighed flede paa det ovenfor 
omtalte Provincialmøde i Nidaros 1229, da ogſaa Erkebiſkop Eyſteins 
Hellighed vedtoges Y. Hole Biftopsjtol vilde nu heller ikke ftan tilbage, 
men figelede8 have en egen Skytshelgen, og denne fandt man i Den 1121 
afdøde for fin kirkelige Iver hojt agtede Biſtop Jon AUgmundsføn, ved 
Hvis Grav der allerede i fængere Tid fagdes at ſkee Jwrtein, og bvis 
Been nu ved Biffop Brands Foranftaltninger bleve vptagne, flviinlagte og 
bøjtideligt benfatte over Alteret, medens hans Helligdom vedtoges pan Ul- 
thinget, og hans Dødsdag, 23de April, optoges i Helligdagenes Tal 9). 
Om Biftop Paal endog, hvad der neppe er tænkeligt, efter at være bleven 
Biffop, ganfée havde forfaget de verdslige og med fin hele Jver omfattet 
de firkelige Interesfer, vilde der dog, fom Sagerne endnu ftode, ikke være 
fommet fynderligt ud af bans Beftræbelfer; hans egen Fader vilde fand- 
fynligviis have flaaet Haanden af ham, og Han bandlede derfor fikkert vi— 
feligen i ej at vøre ved den Steen, han ej funde løfte. Vi ville ogfaa i 
det følgende fee han hylde Maadeholdet3 og Rolighedens Sag lige overfor 
den ufornuftige, fanatiffe Biffop Gudmund i Hole. Derimod anvendte ban 
al den Indflydelſe, hans Embede og mægtige Familieforbindelfer gav han, 


1) Ge ovenfor S. 282 
?) Paal Biffops Saga, Gap. 1. 
3) Paal Biffops Saga, Gap. 7, 8. De islandffe Annaler ved 1198. 
2) De islandffe Annaler, ved 1229. 
3) Jon Biffops Saga, Gap, 13—31. 

ad 


804 Haakon Haafonsføn. 


til efter Gone og i Samraad med den brave Biftop Brand at forebygge 
Bfodsudgydelfer og mægle mellem Hovdingerne. 

Den vigtigfte Anledning, Biſkopperne fik til faadan Mellemkomſt, var 
en Strid, der af en i fig felv ubetydelig Aarſag havde rejſt fig mellem 
Gønderlandet8 og Norderlandets mægtigfte Høvdinger. VSviften var opvine 
delig opftaaet mellem tvende Repfdølinger, Thord Raud, Thingmand under 
Kolbein Tumesſon, der efter fin Fader Tumes Død 1184 var den væl 
digfte Høvding paa Norderlandet, og Haamund, Thingmand under Shord 
Sturlasføn. FIviften gik over til Haandgrideligheder og Overfald, hvorved 
man tilføjede hinanden livsfarlige Saar; Godordsmandene toge fig af hver 
fin Thingmand, og fom derved felv til atftaa fiendtligt over for hinanden. 
Da Sagen flulde fore paa UAlthinget, føgte Partierne$ Hovedmænd paa 
hver fin Side at flaffe fig faa megen Foltehjelp fom muligt. Fil Kol- 
bein Tumesſon floffede fig Thorvald Gisfursjøn med alle Haufdølingerne, og 
Den faavel med ham fom med Kolbein nøje befvogrede Sigurd Ormsſon 
Svinafell, der forft havde været gift med Kolbein Halvfyfter, og efter Dennes 
Død havde egtet hans Moder Thurid Gisfursdatter, Thorvald Syfter ; frem-= 
deles underftøttedes han af Guduund Thorvaldsføn, kaldet den Dyre, paa 
Bakke i Yrnadal, en Høvding, der i den fenere Tid havde fvunget fig op til 
betydelig Magt paa Morderlandet, og gjort fig fortjent ved at holde Or— 
den i Heredet og ftandfe flere Stridigheder, men fom Derved rigtignok ogſaa 
Havde lagt fig ud med mange; der fandt at han alt for meget førte Det ftore 
Ord, ifær da han endog flet hen vovede at afſkaffe VBadlething, paa Grund 
af alle de Stridigheder fom forefaldt der, iffe mindre end paa Althin— 
get). Thord Sturlasføn underftøttedes af fine Brødre, fine Svogre, 
Hevdingen Anund Thorkellsſon i Langelid 2), en af Gudmund Dyres og 
Kolbeins meſt affagte Fiender, og, Hvad Ver var det vigtigfte, af Odde- 
verjerne eller Jon Loftsføns Slagt, fljønt vigtignok iffe den gamle Jon 
felv forlod fin Tbingbod, men fod fin Søn Sæmund føde til Shord 
GSturlasføns Flof. Da Dommerne flulde træde fammen, blev der for 
Trangſel og Forvirring: Thord Naud benyttede fig heraf til at fnige fig 
bag paa Thord Sturlasjøn og føre et Ørehug mod hans Skuldre, uden 
Dog at træffe. Da Sighvat Sturlasjøn faa det, [øl ban hen mod Thor— 
vald Gisfursføn og vilde hugge til han, men en af dennes Mænd optog 
Hugget, og miftede Derved Livet. Dette var Tegn til almindeligt Angreb, 
der blev faaret og dDræbt Folk paa begge Sider, og hvis iffe Biftop Paal 
var traadt imellem og havde faaet de firidende Parter adffilte, vilde fand- 


1") Sturlungafaga IL 13. 


?) Anund havde ved et Magtſprog tiltvunget fig Gaarden Langelid, Sturlun- 
gafaga I. 16. 


1180—1230. Begivenheder paa Island, Unundsbranden. 805 


fynligviis hele Thingalmuen være blevet indviklet i Striden. Til Forlig 
fom Det Dog ikke; der Vlev fun tilfagt foreløbig Grid. (1196) 1). Imid— 
fertid havde Gudmund Dyre og Anund Thorkellsſon allerede fænge ligget 
i Uenighed med binanden af forftjellige Marfager >), hvorved Uretten meft fy- 
neg at have været paa Anunds Side, ligefom Denne overhoved vifte fig 





1) Sturlungafaga III. Gap. 40. 

2) Den førfte Anledning til Uvenføabet mellem Gudmund og Unund Fhor- 
Fellsføn er det ikke uden Snteresfe at lære nærmere at fjende. Om— 
ftændighederne derved vare følgende: En vig, ung Mand, Teit Gud- 
mundsføn, var død uden Børn under et Ophold i Norge, Hans nær: 
mefte Arving vilde under fædvanlige Omftændigheder have været Faderen, 
der endnu levede, men ba denne allerede for længere Tid tilbage havde la- 
det fig optage fom Munk i Jveraa Klofter, meente hans Brødre, Halldor og 
Bjørn, viftnok med Mette, at han nu var at betragte fom død for Verden, 
og berfor uberettiget til Arven, fom følgelig maatte tilfalde dem. Dette 
hindrede dog ikke ben anfeede Eyjulf paa Grenjadarftad, fra at begive fig 
hen til Kloftret og affjøbe Gudmund ben hele Urv, faavel Jordegods fom 
tøsere, for en Spotpriis. Da Halldor og Bjørn evfarede dette, henvendte 
de fig til hver fin Godordsmand om Hjelp, Halldor til den oftere omtalte 
Thorvard Thorgeirsføn, ber nu boede paa Madrevalle i Hørgaardal, Bjørn 
til Anund Ihortellsføn, der dengang borde paa Laugaland, Begge Hovdin— 
ger tilfagde dem fin Biftand, imod at de ganføe overlode dem Metten 
til at indéræve og bhæve Arven, og faaledes var det ikke længer de idet 
anfeede Halldor og Bjørn, men Godordsmændene Shorvard og Anund med 
deres mægtige Venner og Frænder, der optraadte fom Eyjulfs Modftandere. 
Deres førfte Handling var, med en Styrke af 50 Mand at tage Teits Hos 
vedgaard Helgaftad i Reykfjadal i Befidbelfe, og fætte fig faft der. Eyjulf, 
der paa fin Side ligeledes famlede Benner og Frænder, ftevnede, da intet 
Forlig kunde fomme i Stand, Anund til Things for uberettiget Benyttelfe af 
anden Mandö Gjendom, og Thorvard ſtevnede devimod flere af hans Følge 
under et eller andet Paaféud. Sagen føulde behandles paa VBadlething, Hvor 
begge Parter indfandt fig mandfterfe, og da Anund og Fhorvard fom med 
den fafte Beflutning, itfe at indlade fig paa nogen Proces eller fredelig 
Ufgjørelfe, vilde det upaatvivleligt være fommet til blodig Kamp, hvis ikke 
Gudmund Dyre havde lagt fig imellem med en endnu fierfere Flok, faa at 
det hverfen Fom til Rettergang eller til Slag, men Sagen derimod blev 
henſkudt til næfte Ulthing. Paa dette tabte Thorvard og Anund Sagen, 
og der ſtulde følgelig holdes Feransdom eller Erefution, hvortil Eyjulf 
forberedede fig ved paany at famle en bevæbnet Flok, medens Anund og 
Shorvard ligeledes famlede Folk for at hindre Forretningen. Utter vilde 
det da være fommet til Blodsudgydelfe, hvis iffe Gudmund Dyre paany havde 
lagt fig imellem. Deels famlede han fine egne Folk, deols fil han nogte 
til Hjelp af Sigurd Ormsſon (paa Gvinafell), der nu, efter at være gift med 
Tume Kolbeinsføns Enke, foreftod Stiffønnens Gods og Høvdingedømme i 
Slagafjorden under dennes Fraværelfe i Udlandet. GSagen blev bilagt ved 
den brave Grim Snorresſon paa Hov, Thorvards Svoger, der fil bragt et 
Giftermaal i Stand mellem Shorvards Datter og en af Eyjulfs fornemfte Vil- 
hængere Kløng Kleppjarnsføn, Gturlungafaga II. 9—LIL. 


806 Haakon Haakonsføn. 


overmodig og uretfærdig, faa at ban ej var yndet af fine Omgivelfer. Om 
Vaaren 1197 førede Gudmund og hans Ven Kolbein Fumesføn til det 
vderfte. De famlede Foll og angrede Unund, hvis Venner forgjæves havde 
føgt at advare ham, paa hans Gaard Langelid med en overfegen Styrke. 
Anund forfvarede fig fjeft, men Angriberne fatte ID paa Hufet og brændte 
ham inde, felv anden; alle de pvrige paa Gaarden, førft og fremft Koner 
og Børn, havde faaet Tilladelſe til at gaa ud. Denne Voldshandling 
mod en af Landets førnemfte, om iffe juft vndDede, Mænd vakte ſtor Op- 
figt. Gudmund frygtede felv, at han var gaaet for vidt, og begyndte at 
blite noget forknyt. Der blev fendt Bud efter Biffop Brand, for at han 
ffufde mænle Forlig. Brand fom, og fit vel ikke ftvar noget egentligt 
Forlig bragt i Stand, men overtalte Dog begge Parter til at flutte foreløbig 
Grid og benføyde Sagen til Jon Loftsføns Kjendelfe paa næfte Altbing. 
Dette afholdt imidlertid iffe den indebrændte AnundS Sviqerføn, Shorgrim, 
fra at fende Bud til Sæmund Jonsſon paa Odde, for at file fig hans 
Hjelp paa Ibinget. Sæmund tilffagde ham fin Biftand, famlede mange 
Folf, og indfandt fig paa Thinget i Følge med fine Benner, Sturlasføn- 
nevne, medens Gudmund fom i Følge med Kolbein Tumesſon, Thorvald 
Gisfursføn og Dennes Brødre. Hele Jhingalmuen tog Parti for den ene 
eller den anden, og var ſaaledes deelt i to Parter, ligefom tidligere efter 
Njaals Fndebrænding. Jon Loftsføn felv, paa hvis Mægling alt fom an, 
var endnu iffe fommen paa inget; ban havde endog denne Gang, fand- 
fynligviis paa Grund af Aderdomsfvaghed, tænkt at blive derfra. Da 
red Gyjulf Hallsføn paa Grenjadarftad, forben en af Anunds ivrigfte 
Modjftandere *), ben til Gaarden Keldur, bvor Jon opholdt fig, og bad 
ham paa Det indftændigfte om at fomme. Fon fagde at han ikke troede fig 
en faa vanffelig Sag voren. Eyjulf vad ham dog før Guds Søyld fomme, 
Da Det gjaldt Fred og Rolighed i Landet, og han lod fig endelig overtale. 
Paa Ibinget anvendte baade han, hans Søn VBiffop Paal, og Biftop 
Brand al deres FIndflydelfe for at bringe Forliget i Stand, og dette lykkedes 
dem omfider. Jon alene beftemte alle Forligsvilfaarene, og Det, til alles 
FIilfredshed, uagtet De Bøder, fom Det paalagdes Kolbein og Gudmund at 
udrede, vare meget fføre. Gudmund og Kolbein i det mindſte føgte faa famvit- 
tighedsfuldt, føm de funde, at opfylde Forliget. Ved famme Lejlighed forlige- 
Des ogfaa Den anden Sag, angaaende Shore Raud og Haamund, og der ſtif— 
tedes Venſtab og Svogerftab mellem Kolbein Tumesføn og Sighvat 
Sturlasføn, idet denne egtede Kolbeins Syfter Halldora *). Jon Loftd- 
føn, fom neppe anede, bvor ffjebnefvanger denne Forbindelſe vilde blive 
1) Se ovenfor S. 805. 

?) Sturlungafaga II. Gap. 20—22. 











1180—1230. Begivenheder paa Island. Jon Loftsføns Ded, 807 


før hans YGt, ja for den hele Ø, døde fort efter (fte STovember 1197), ') 
Hans ældfte, egtefødde Søn Sæmund Jonsføn arvede hans Befiddelfer 
og Anfeelfe, men fynes neppe at bave flægtet bam paa i Kjærlighed til Vi- 
denſkabelighed og boglige Sysler, ligefom ban var langt fra at befidde Fa- 
Derens Dygtighed. 

Det var nu, beder det, en id faa at fige voligt i Herederne. - Men denne 
Herlighed varede iffe fænge, thi Thorgrim, Anunds Svigerføn, fendte en 
GSnigmorder hemmeligt afjted for at dræde Kolbein, hvilket vel mislykke— 
deg, men havde den naturlige Følge, at Kolbein, Der endnu iffe havde 
faaet udredet de ham paalagte Bøder fuldftændigt, ophørte med yderligere 
Udbetalinger. Siden forenede Shorgrim fig med AUnunds tre Sønner, hvoraf 
De to vare Preſter, ftrejfede med dem og flere om paa MNordlandet, for at 
opføge og dræbe flere af Dem, Der havde været med ved Angrebet paa 
Langelid, og paa Denne Maade bleve iffe faa anfeede Mænd tagne af Dage *). 
De overfaldt endog Gudmund Dyres Gaard Bakte, medens han felv var 
borte, og plyndrede der. Det var nu Thorgrims Henfigt at fætte fig faft 
paa Gaarden Laugaland med en talrig Flot, men Biffop Brand fif ham 
affnaktet dermed, og Thorgrim begav fig ſyd over Fjeldene ned til Søn- 
dDerlandet, hvor han blev venffabeligt modtagen af Sæmund Jonsſon, der 
beholdt ham Hos fig i 14 Dage, og lovede ham fin Biftand.  Sæmunds 
Halvbroder, Biffop Paals Fuldbroder, Orm Jonsføn, var Da tilfældigviis 
ej tilftede. Men han fom hjem ſtrax efter at Shorgrim var vejjt, og fpurgte, 
om ban havde lovet Fhorgrim nogen Biftand. Da Sæmund ikke funde 
negte Dette, bebrejdede Orm ham alvorligt, at han vilde underfrøtte en 
Mand, der havde brudt det Forlig, deres egen højt agtede Fader havde 
ftiftet. ,Du veed alt for godt”, fagde ban, ,at jeg aldrig forfager Vig, men 
Det vilde Dog qaa Haardt paa for mig, om jeg ſkulde ſtaa Thorgrim bi og Derved 
haane vor falig Faders Ord, ja ham felv og os alle” Sæmund følte 
fig teuffen herved, og den Hjelp, Shorgrim fit af ham, blev nu fun heel 
vinge. Thorgrim vendte tilbage til Nordlandet og fortfatte fine Plyndrin— 
ger. Ved fredelffende Mænds Mellemkomſt Vlev der vel tilvejebragt en 
Aftale om at begge Parter ſkulde voldgive Sagen under Thorvald Gis- 
fursføn og Teit Oddesføn, en Høvding fra Øftfjordene, og disfe affagde 

1") Sturlungafaga II, Gap. 22. 45. Paal Biffops Saga Cap. 7. 20. 

2) GSturlungafaga III. Gap. 24, 25. De vigtigfte af disfe Drab vare de, der 
ffede ved et Overfald paa Gaarden Lauvaas, hvor Bonden Gudmunds Bro: 
derfønner Haakon og Hildebrand, faavel fom Thorſtein og Snorre Snorresføn- 
ner, bleve aflivede, og vifte megen Japperhed. Ved denne Lejlighed vilde 
nogle dræbe et fpædt Drengebarn, hvortil Hildebrand var Fader, men Thor- 
grim havde dog faa megen Menneffelighed, at han ilede til og forbød at 
tilføje Børn og Kvinder noget Ondt. Det er denne Begivenhed, der i An— 
nalevne omtales ved 1198 under Angivelſe „Orab i Lauvaas, 


808 Haakon Haakonsføn. 


virkelig en Kjendelfe; men dette afholdt dog iffe begge Parter fra at tile 
føje binanden gjenfidig Sfade, fom om Kjendelfen eg havde været affagt. 
Gudmund plyndrede paa Gaarden Laugaland, hvor Thorgrim i den fidfte 
Tid havde holdt til, og Thorgrim med en heel Deel andre gjorde fiden et 
ubeldigt Forføg paa at overfalde Gudmund paa hans befæftede Gaard 
Bakte )). De maatte Drage derfra med uforvettet Sag. Gudmund, under- 
ftøttet af Kolbein og flere, forfulgte Dem med en Styrke af 720 Mand, 
omvingede dem i et Virke, hvor de havde taget Deres Filflugt, og tvang 
Dem til at overgive fig paa den VBetingelfe, at han alene ſkulde beftemme 
Størrelfen af Den Bod, De havde at udrede for at beholde Livet. Dette 
var Det fidfte ftørre Foretagende, hvori Gudmund tog Deel. Han gik ej 
(ænge efter i Thingeyre Klofter og fevede der i mange Aar fom Muni, 
givende, fom det i Sagaen heder, Slip paa fin verdslige Hæder *). Han 
fynes i det hele taget at have været vn af de ædlere, humanere og fædre- 
fandsfindede blandt Øens Høvdinger. Hans frørfte Fejl var Hans overvæt= 
tes Ukydſkhed 3). Maaſkee var Det ifær af Samvittighbedsffrupler herover, at 
han gif i Kloffer. Han efterlod en Søn, Thorvald, der arvede hans Ej— 
endom, men iffe paa langt nær naaede hans Magt, og Kolbein Tumes- 
føn paa Bidemyre i Sfagafjord erkjendtes nu eenftemmigt for den mæg- 
tigfte Mand paa Mordlandet. Han befad, fige8 der, alle Godord lige veft 
fra Yrnadalshejden mellem Gyjafjorden og GSkagafjorden til det ſtore faa- 
faldte Aavellinge-Godord ved Rutafjorden, Midfjorden og Hunafjorden. 
Imidlertid var FJora Kløngsdatter, Thorvald Gisfursføns Hujftru, 
død (1196), og Thorvald havde egtet Thora, en Datterdatter af Jon Lofts- 
føn. Joras Død indtvaf belejligt, thi paa Grund af Slægtffab havde 
Erkebiſkop Gutborm forbudt dem at leve fammen i Gyteffab mere end 10 
War og disſe 10 Aar vare nu omme. Endnu medens Fora levede, bændte 
Det fig, at Shora, med hendes ældre Syfter af famme Mavn, vare, fom 
De ofte plejede, oppe i Ulmannagjaa ved Thingvolden, hvor deres Fader 
Gudmund Griis boede, for at vaſke deres Lærred, og at de der blandt 
andet fom til at tale om, hvem De belft Funde ønfke fig til Mand, da det 
var at forudfee, at De ſnart vilde faa Bejlere. Thora den ældre onſkede 
fig den ſmukke, anfeede Jon Sigmundsføn paa VBalthjovftad i Fjotsdals- 
hered, Broderføn af Sigurd Ormsføn pan Svinafell +), Thora den yngre 
Derimod ønffedeat Fora, Thorvald Huftru, maatte Dø, og at hun funde faa 
ham til Egte, Noget efter dDøde virkelig Jora, og den følgende Vaar fom 


1) Sturlunga-Saga Gap. 27—30. 

3) Sturlunga-Saga II. 34. Gudmund døde, ifølge Unnalerne 1212. 

3) Sagaen omtaler det nemlig udtrykfeligt fom en Gharakteerfejl hos ham. 
Gturlunga-Saga III, 16. 

2) Sigurd Ormsføn faavel fom Jons Fader Sigmund vare Sønner af Orm, 





1180—1230. Begivenheder paa Island. 809 


Fhorvald og Jon paa en Nejfe, de tilfammen foretoge til Borgarfjorden, 
forbi Gudmund Griis's Gaard, og toge ind hos ham. Deres Erende var vir 
felig at bejle til Gudmunds fmukfe Døtre, og de lagde neppe heller Dølgsmaal 
dDerpaa, thi Thora den ældre, der havde at førge for De Rejſendes Bekvemmelig— 
bed, og fom havde overladt dem den Sæng, hvori hun og Syfteren ellers plejede 
at bvile, gjorde denne det Forflag, at da Thorvald og Jon nu, fom det faa ud 
til, vilde bejle til Dem, burde de allerede paa Forhbaand blive enige om, hvilken 
enter af dem føulde bave: dette funde bedft beftemmes faaledes, at enhver 
ffulde have Den, Der fagde fig i den Plads, hun plejede at indtage i Sængen. 
Dette Forflag funde ſynes noget befynderligt af Thora den ældre, der allerede 
havde ytret Onſket om at faa Jon til Mand, men Sagen var den, at hun nu 
ogfaa felv foretraf Thorvald, og Da hun havde bragt i Grfaring, at han fædvan= 
figviis, naar han deelte Sæng med en anden, plejede at ligge yderft, hvilket oge 
faa var hendes fædvanlige Plads, troede hun Derved liftigt at funne faa aflokket 
Syfteven hendes Samtykke til hvad hun faa felv inderligt onſtede. Thora den 
yngre antog Forflaget, idet hun tilføjede, at hvad der af Sfjebnen var beftemt, 
Døg vilde have fin Fremgang. Og dette vifte fig nu, thi da Jon og Thorvald 
ftulde gaa til Songs, overlod denne høfligt Jon at vælge Pladfen; han valgte 
at ligge yderft, og Thorvald fom faaledes til at ligge ved Veggen. Morgenen 
efter fremførte begge Deres Frieri, og Shora den ældre blev Jons, Thora den 
yngre Thorvalds Huftru. Dette Giftermaal drog Thorvald nærmere, om end 
iffe ganffe, ind i De mægtige Oddeverjers Interesſer, medens Derimod det 
ovenfor omtalte Giftermaal mellem Kolbeins Syſter Halldora vg Sighvat 
Sturlasjøn ganffe løsrev denne fra Forbindelfen med Oddefolfene, og der— 
imod gjorde ham til Kolbeins ivrigfte og paalideligfte Ben »). 

Bed Jon Loftsføns Død var den yngſte, men fiden i Hiftorien og 
Siteraturen  navnøundigfte af Hvamm-GSturla8 Sønner, Snorre Stur- 
Lasføn, 19 War gammel, og rede til; fom fine Brødre, at kafte fig ind i 
Dagens politiffe Kampe, hvor hans overlegne Falenter, parrede med over- 
vættes Grajerrighed og Herffefyge, fnart lode ham fpille en Hovedrolle. Men 
han manglede endnu en vigtig Betingelfe, Penge, da hans Moder havde op- 
brugt hans Fædrenearv. Paa denne Mangel vaadede dog hans Brovder 
Thord og Sæmund Jonsføn Bod, idet de ftaffede ham Herdis, enefte 
Datter og Arving af den rige VBerfe VBemundsføn, Preft i Borg, til 
Gate *). Herdis bragte ham en Formue af iffe mindre end „aatte hun— 


hvis Fader ligeledes hed Ion Gigmundsføns denne Jons Fader, Sigmund 
Shorgilsføn, var en af Øfterlandets Høvdinger omkring 1100, og døde 1118 
paa en Nejfe til Rom, 

1) Sturlunga-Saga II. (andet) Gap. 6. 

?) Berfes fraffilte Huftru havde en Jidlang været Thord GSturlasføns Frille, 
fe nedenfor S. 812, 


810 Haakon Haakonsføn. 

drede Hundreder”, fom det hed, det ev altfaa, efter den fædvanlige Beregning 
efter GSeralens - Øren, ellev 20 Ører for Hvert Hundrede, ikke mindre 
end 19200 Ører, bvilfet fvarer mindſt til den tidobbelte Verdi nu om— 
ftunder "). — Hans Moder gav ban Gaarden Hvamm til Mund" for 
Bruden, men de Nygifte bleve Dog Den førfte Vinter i Odde. - Paa den 
famme Tid udbrød Der en Ivift mellem Sæmund Jonsføn og Siqurd 
Ørmsføn paa Svinafell om en Avvefag, hvori ogſaa Gnorre tog ivrig 
Deel og, hvorved han, fom man funde falde det, aflagde fit førfte Prøveftykke i 
politiff Partifamp. Jon Loftsſon havde fjøbt Den ventede Urv efter en 
Mand allerede i dennes levende Live; da Manden døde, gjorde hans vette 
Arvinger, Der vare Sigurd Ormsføns Thingmand, lige fuldt Fordring 
paa Gfterladenffabet, og henvendte fig til Siqurd, fom ſtrax lagde VBejlag 
paa Godfet. Sagen fom fore paa Thinget, og Sæmund tilbød Sigurd 
at [fade den afgjøre ved Ihorvald Gisfursjøns VBoldgiftsfjendelfe. Men 
Sigurd, der rimeligviis frygtede for at Thorvald, fom nu var å faa nøje 
GSvogerffab med Sæmund, ej vilde dømme upartift, afflog dette Tilbud, 
ifær da ogfan Kolbein Tumesſon og dennes Svoger Sighvat Sturlasføn 
fraraadte ham at indlade fig derpaa, [ovende ham deres Biſtand. Sagen 
blev ſaaledes iffe bilagt paa Thinget, og endnu Den følgende Vinter, Den 
famme, fom Snorre efter fit Giftermaal tilbragte paa Ovde, begav Sm- 
mund fig øfter til Sigurds Diftrift, og lod den Mand dræbe, fom Si- 
gurd havde fat til at pasfe paa Godſet; hvorhos Snorre den paafølgende 
Baar ftevnede Siqurd til Shingffaaletbing. Sigurd havde imidlertid fendt 
fin Stifføn Arnor Tumesſon efter Broderen Kolbein og deres Svoger Sig- 
fvat, med al den Styrke, de funde flaffe, og Sæmund fendte derimod Snorre 
til Borgarfjorden, for at opbyde Dem af fine Fhingmænd, fom borde der. 
Paa Skaalholt traf ban Arnor, Der var fommen tilbage fra Sighvat og 
Kolbein med uforvettet Sag, da De begge erklærede det umuligt at famle 
Folf under det ufremfommelige Vaarfore. Saaledes gif Dommen paa 
Thinget Sigd imod, hvorpaa begge Parter atter famlede Folk. Men 
her vifte Sæmunds ſtore Otermagt fig, thi ban fil hele 840 Mand, og 
forffandfede fig med dem paa en Klippeø, medens Sigurd fun fil 240. 
For at bindre Blodsudgydelfe ilede Biſkop Paal og Shorvald Gisfursføn 
til og føgte at mægle Forlig. Sigurd, der ffjønnede at han intet kunde 
uwdrette mod Denne Overmagt, fandt fig i at overlade Afgjørelfen til Bi- 


1) Regner man kun Srealens Øre, bliver Summen fun Halvparten, eller 9600 
Ører (1200 ME); men dette bliver enda temmelig meget; thi beregnet efter 
Marken til 97, Sypd., bliver det Hele 11100 Spdlr., hvilket i hine Tider ve- 
præfenterede en Bærdi af mindft 111000 Sypdlr. nu omftunder. Regnes 
derimod efter Seralens Dre, der og var det fædvanlige bliver Formuen det 
dobbelte, 22200, der fvarer til 222000 Spd. nu omftunder. 


1180—1230.  Begivenheder paa Island. Oddeverjerne. 811 


ffop Paal, fljønt denne var Sæmunds Broder. Paal affagde Kjendel- 
fen paa Ulthinget, og erflærede Sæmund for Arvens vette Gjer, idet ban 
dog ordnede Sagen ſaaledes at iffe Sigurd ſkulde Llive alt for misfornøjet. 
Men des mere misfornøjet var Kolbein, og i endnu højere Grad Sig- 
bvat. (1200) *). Denne Sag, i fig felv iffe faa betydelig, bliver dog 
af færegen Bigtighed, deels fordi det var den førfte, hvori Snorre Sturlasføn 
Deeltog, deels fordi vi allerede her fre Begyndelfen til det Uvenffab, der 
fiden ytvede fig paa en faa iøjnefaldende, ja forargelig Maade mellem ham 
og hans egen Broder Sighvat. FTyi allerede ved denne Lejlighed holdt bver 
fig til fit Parti, Snorre til Sæmunda, Sighvat til Sigurds eller rettere 
Kolbeins. 

Sæmund Jonsſon anfaaes lige til fin Død (1222) fom Is— 
lands ppperfte og gjævefte Mand. Han førte et prægtigt Huus paa 
fin Hovedgaard Odde, og hans Unfeelfe var faa ftor, at der endog, fom 
ovenfor nævnt *), var Tale om et Siftermaal mellem ham og den orknø- 
iffe Jarl Harald Maddadhsføns Datter Langliv; og at dette Giftermaal 
ej fom i Stand, var ej fordi Harald iffe anfaa Sæmund god nok, — han 
havde allerede givet fit Samtykke —, men fun fordi de ej funde blive enige om, 
bvor Brylluppet ffulde faa. Sæmund indgik fiden intet Egteſkab, men havde 
dDerimod en heel Mængde naturlige Børn. Med fine Halvbrødre, Biſkop 
Paaf og den vife Orm FJonsføn paa VBreidabolftad i Fljotslid, ftod 
han i den bedfte Forſtagelſe. Disſe tre Brødre med Deres mange 
Sønner, af hvilte fornemmelig Biffoppens Søn Loft var meget anfeet, 
faavel fom dereg fjernere Frænder og VBefvogrede, dannede et Familie- 
forbund, fom ingen anden Magt paa Øen funde trodfe. Men det 
par et Held, at de overhoved benyttede fig med Maadehold af deres Magt. 
Det famme fan ifte fige8 om GSturhingerne, og aller mindft om Sig— 
hvat og Snorre, hvis hele VBeftræbelfe gif ud pog at udvide dere8 Magt 
faa meget fom muligt, og tillige at lade deres Omgivelfer føle Deres 
Overlegenhed.  Thord Sturlasføn, den aldſte af Sturlas egtefødde Søn- 
ner, var, om end langtfra fri for YGttens Hovdfejl Gridſkhed paa 
Magt og Penge, Dog unegtelig voligere og mere maadeholdende end hans 
Brødre. — Han boede, fom ovenfor nævnt, paa Stad, paa Snæfellsnes, 
hvilken Gaard, med tilhørende Thorsnefinge-Godord og Hovdingsffab, han 
tildels havde faaet efter fin Svigerfader, Are den ſterke, Sonneſon af den 
ferømte Ave Frode, og han vedblev at beholde disfe Befiddelfer, fljønt 
han fiden forffød fin Huftru, Aves Datter 3). Siden egtede han Thor— 





1) Sturlungafaga, II. Gap, 45. 
2) Se ovenfor, S. 456, 
3) Denne Huftrus, Helgas, Moder var en Datter af Gisfur Hallsfen. Are 


812 Haakon Haakonsfen. 


vard den viges Enke Gudrun, af den gamle VBaapnfirdinge-YGEt, og fit 
ogfaa med hende mange Venge; og endelig tog ban til fig fom Frille, den 
rige Berfe Prefts Enke, Hrodny, med hvilfen han fevede i fængere Vid, 
og fom figelede8 anbenbart maa have bragt ham endel Gods '). Ved alle 
disfe heldige Forbindelfer Drev Thord det til at blive den mægtigfte 
Mand i Den fydlige Deel af Vefterfandet. J den nordlige Deel blev 
hans Broder Sighvat em af dem, der havde meft at fige, og dyngede lige 
ledes Befiddelfe pan Befiddelfe. Efter at have boet en Fort Tid paa 
Stadarhool, føm ovenfor nævnt, flyttede han til Ford og borde hos 
ham nogle Aar, indtil Magnus Gudmundsføn, der fom Preft og Høv- 
ding raadede for Hjardarholt, Oluf Paas gamle Herrefæde, overfod ham 
Dette betydelige Gods, bvorpan han allerede havde givet bans Fader Expek— 
tance. Da folgte Sighvat Stadarhool, og benyttede de derfor indfomne Penge 
til Udlaan paa Rente, indtil han giftede fig og fatte Bo paa Hjardarholt. 
Gfter at han nogle Aar havde boet her, fjøbte han endelig det nær liggende 
Gaudafell, og flyttede derhen. Alle de arvelige Godord, der havde tilhørt 
hans Fader Sturla, og bvilfe vel nærmeft ſkulde hate tilfaldt Shord, fom 
den ældfte, der ogfan i Førftningen beftyrede dem, vverlod denne fiden 
Sighvat, fandfynligviis fordi ban felv havde mere end nok i, hvad han 
havde arvet efter Svigerfaderen. - Ullerede mægtig ved bine Befiddelfer, 
blev Sighvat endnu mere formaaende ved fit Svogerffab med Kolbein 
Tumesſon. Han, Kolbein, og dennes Stiffader, Sigurd Drmsføn paa 
Svinafell, dannede et Forbund, der i Den nordveftlige, nordlige og oſtlige 
Deel af Landet omtrent havde lige faa meget at fige, fom Oddefamilien 
(til hois Benner Snorre endnu hørte) i det fydlige *). 

Aaret efter Den Strid, der havde fundet Sted mellem Sæmund 





den fterfe døde i Norge, da han havde anftrengt fig altfor meget ved at give 
en Prøve paa fin Styrke, idet han ene bar en heelt Skibsraa. 

1) Siden fee vi ham nemlig udbetale Hrodnys Datterføn Fon Murte, Snorves Søn, 
en ſtor Sum Penge. Hvis det ikke udtrykfeligt hed, at Berfe Preft døde 1201, 


feulde man friftes til at antage, at Hrodny allerede var flyttet til Shord, førend. 


Snorre egtede hendes Datter Herdis, fiden der fortælles at det var Thord og 
Samund, der ftiftede dette Parti; men det er paa den anden Side ikke rimeligt 
at Hrodny forlod fin Mand medens denne endnu levede. Beſynderligt bliver det 
under enhver Omftændighed, at Snorre, efter at have egtet hendes Datter, 
ſtulde have tilladt denne Forbindelie, felv om det var med hans egen Far: 
broder. 

Ligefom Thord ved fit førfte Giftermaal med Helga, Ure don ſterkes Datter, 
fom i Svogerffab med Haukadals-AStten, faaledes var dette ogfaa Iilfældet 
med Sighvat, da han egtede Halldora, thi hendes. Moder Thurid Gisfurs- 
datter var en Syfter af Thorvald Gisjursføn. Ihorsnefinge-Godordet, der 
var det enefte, eller i det mindfte det fornemfie, Thord befad, havde han faaet, 


o 


— 


nDE Ed 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Snorre Sturlasſon. 813 


Jonsføn og Sigurd Ormsføn, døde Berfe Preft (1201) og Snorre, 
fom nu førft fom i fuldfommen Befiddelfe af fin Huftrus rige Arv, flyt- 
tede Da til hendes Fædrenegaard Børg, Egil Stallagrimsføns ældgamle Her- 
refæde, hvor ban tilbragte flere War. Da det, fom ovenfor bemerket, ikke [ader 
til at Sæmund Fonsføn paa Odde flægtede fin Fader paa i Interesfe for Vi— 
Denffaberne, medens Snorre derimod fatte faa meget førre Priis paa Dem, ev 
Det iffe ufandfynligt, at Sæmund bar tilladt ham, ved Flytningen til 
Borg, at medtage Jon Loftsføns Bogſamling, eller i det mindfte at udvælge 
Devaf de Bøger, han ønftede. Thi af Snorres fenere literære Virkſomhed 
er Det klart nok, at han felv maa Dave bejiddet en betydelig Bogfamling. 
Denne hans Jver for Videnffaberne hindrede bam dog ikfe fra, mere 
end tilbørligt, at efterbænge fine politiffe og petuniære Interesfer. Han 
havde itte fænge været bofat paa Borg, førend man fit tilftværfelige 
Prøver paa dDe uelftværdige Sider af hans Charakteer. Hans Morbro- 
der, Thord Bødvarsføn, Der borde paa Det nær liggende Garde paa 
Akranes, og havde mange VYingmænd der i Egnen, troede at merke, at 
De af disſe, Der boede ængft hen mod Veſt, hvor Shord Sturlasføns 
Godord fødte til, lede Overlaft af Denne. For at hindre Dette, fljenkede 
han Snorre Halvdelen af det faafaldte Lundemændå-Godord, paa den Be- 
tingelfe, at ban ffulde forfvare Shingmændene baade mod Thord og alle 
Andre, der vilde gjøre ham Fortred. Men aldrig faa fnart havde Snorre 
faaet fig Godordet overdraget, førend han vifte fig endnu mere nærgaa- 
ende mod Morbroderens Fhingmænd og VBenner, end hans Broder 
Thord havde været. Snorre var Det, fom man feer, fun magtpaaliggende 
at faa faa megen Magt fom muligt Hvor benfynsløft han benyttede 
Magten, vifte fig iffe længe efter, da et Kjobmandsſkib fra Orfngerne, 
fadet med Mecl, fom til Borgarfjorden. Styremanden, Thoͤrkell Roſt— 
ung, var en Broderføn af VBiffop Bjarne), altfaa af færdeles bhøj 
Byrd, og ban tog VBinterophbod paa Borg. Men fnart blev han uenig 
med Snorre, Da Denne tiltog fig Eneret til at faftfætte Prifen paa bans 
Barer. Herpaa vilde Thorkell ikke indlade fig, men Snorre fod Melet 
veje ud og fælge lige for hans Øjne, og Thorkell, fom intet funde ude 
vette mod Overmagten, maatte taalmodigt ftaa og fee derpaa. Men den 
følgende Sommer, da Thorkell flulde fejle bort, pasfede han Lejlighbeden 
og drabte en af Dem, der havde været Snorreg ivrigfte Haandlangere ved 
Meelfalget. Da Snorre evrfarede dette, fendte ban Bud efter fine Bro— 
dre Thord og GSighvat, og opfordrede Dem til i Forening med ham at 


halvt efter Svigerfaderen Ave, halvt af Thorgils Preft, Søn af Snorre Loy- 
figemand paa Skard (+ 1170), der nedftammede fra Olaf Paa. 
1” Se ovenfor S. 456. 


814 Haafon Haakonsſon. 


famle Fartøjer og angribe Orknoingerne, der endnu ikke havde forladt 
Borgarfjorden. Sighvat var ſtrax villig dertil; Thord havde i Forſtnin— 
gen Betænkeligheder, men lod fig dog overtale. Skibet åa allerede faa 
fangt ude, at De ej funde angride det, men to Baade, der tilhørte Det, 
faa fortøjede [ængere oppe: Dem angrebe de, og vilde hugge Landtougene 
over. Men Kjøbmændene havde vifelig omviflet Sougene med Jærn, og 
bilfede derhos Angriberne med en faadan Regn af Steen og Pile, at de 
maatte træffe fig tilbage med Sfamme. Et faadant Udfald havde alle 
rede Snorres Halvbroder, Svein Sturlasføn, forudfagt, da han, fom juft 
Da laa paa fit VYderfte, fil børe, Hvorledes Snorre havde behandlet 
Thorkell. Thorkell bavde det Uheld at fan Modvind, der om Høften 
drev bam tilbage til Island, hvor ban fandede ved Ørebakfe, men han 
begav fig ſtrar til Det nær liggende Odde, hvor Sæmund Jonsføn, der 
var en færdeles Ven af bans Farbroder, Biffop VBjarne, fog ham i fin 
Varetægt. Snorre funde nu iffe agbenbart angride bam, men han fendte 
iffe færre end tre Sniqmordere hen for at tage bam af Dage, dog alt 
forgjæves: Thorkell fortod Landet den folgende Sommer uden noget pder- 
figere Ubeld !). å 

Snorres Ophold paa Borg blev iffe langvarigt. Kun faa Mile derfra, 
i Reykjadal, laa den vpperlige Gaard Reykjaholt, der i lige nedftigende 
Linje havde tilbørt Den EG, fra bvilfen den før omtalte Preft Paal Søl- 
vesføn nedſtammede, og til bvilfen ogfaa Gudny, Snorres Moder, hørte 
ved fin Moder, Paals Svffendebarn?). Som faa meget andet YEttequdö 
var Det nu ogſaa blevet Kirfegods, Det vil fige lagt under Kirfen paa 
Gaarden, medens Mttens Medlemmer dog efter gammel Skik vedbleve at 
raade for Det. Endnu førend Paal Sølvesføns Død var hans Søn, 
Magnus Preſt, der pidtil Havde boet paa Helgafell hos fin Svigerfader 
Thorgils, Are frodes Søn, flyttet dDidD, da Biſkop Thorlak forlagde Flatø 
Klofter til Helgafell (1184); fiden bavde Magnus med fin Hufteu Hall 
frid boet der, enten fom Gjer, eller fom Værge; i det mindfte har man 
endnu en formelig faafaldt Maåldagi eller Forretning over Kirfens Ejen— 
domme, optagen, fom Det fader, Da Magnus overtog Beftyrelfen *). Da 


1) Sturlungafaga IT. Gay. 20. 


?) Ffølge Candnåma I. 23 III. 21 var Jhord Sølvesføn, der nævnes fom førfte 
Befidder af Reykjaholt, Oldefader til Magnus, der igjen Gar Farfader til 
Preften Paals Sonneſon famt til Helga, Moder til Gudny, Hvamm-Sturlas 
Huſtru. Thord Sølvesføns Fader, Sølve i Geitland, var en — J af 
Roald, Søn af Ulf, Grim Haalepffes Søn. 

Denne , Maaldage"” har man endnu paa Jsland i Original, med fenere paa- 
førte Tilleg efter at Snorre Sturlasføn var bleven Kirfens og Godfets For- 
ftander. Et nøjagtigt Aftryk deraf med oplyfende Anmerkninger findes i 


3 


— 


1180—1230. Begivenheder paa Jöland. Snorre paa Nepfjaholt. 815 


Magnus blev gammel, begyndte det at gaa ud med ham, og ban fom mere 
og mere å Pengeforlegenhed.  Heraf benyttede Snorre fig. Han fik, vime- 
figviis mod en Affindelfe i Penge, fin Morbroder Thord Bødvarsføn og andre, 
Der meente at have Avvefordringer paa Godfet 1), til at overdrage ham 
Deres virkelige eller foregivne Met, og gjorde nu Magnus det Forflag, at 
han ſkulde overgive ham Kirfen med alt dens tilbørende Gods, imod at 
Snorre ſkulde førge for ham og hans Huftru, og flaffe deres Sønner, 
der allerede havde modtaget Preftevielfe, men ej anfaaes ſtikkede til at fo— 
reftaa Kirfen, al den Fremganq, det ftod i hans Magt. Magnus gik ind 
Derpaa, og nu flyttede Snorre til NReyfjabolt, der fra den Iid af blev 
hans Hovedgaard, og fom han meget forffjønnede og forbedrede, navnlig 
ved at opføre et prægtigt Bad af huggen Steen, hvortil Bandet fededes 
fra den nær liggende varme Kilde Skribla, og bvoraf der endni findes ber 
tydelige Levninger. Hid bragte ban dDa vel ogſaa fin Bogfamling, der nu 
ogfaa fandfynligviis forøgedes med de Bøger, Are frode havde efterladt, 
Da man maa antage, at Dennes hele litevrære Efterladenſkab tilfaldt Sønnen 
Thorgils, og at det igjen efter bans Død fnarere gik til Datteren Hallfrid og 
hendes Mand, Magnus Preft, end til Sønnen, den ulærde Ave hin ſterke 2); 





Islendingasögur I. S. 387, fag.5 et tidligere, med latinff Qverfattelfe, i 
Finn Jonsſons islandføe Kirkehiftorie I. S. 205, 206, hvor der og meddeles et 
Fakfimile af Skriften.  Dofumentet er, endog Dbortfeet fra den Omftæn- 
dighed at det vedfommer Snorre, af ſtort Bærd, for faa vidt det nøje oply- 
fev en mægtig Kirfeværges Rettigheder og Pligter. „Til Kirken i Reyfja- 
holt (eller Raufjaholt, fom Navnet efter den der forefommende, antite Skrive 
maade Éaldes), ligger hele Hjemmelandet med alle Herligheder; 20 Kør, en 
to Wars Tyr, 150 JFaar m. m. 3 Hefte, Seterbrug med tilliggende Fifferi, 
Skov og Jorveffurd" o. f. v.5 (de fpecielle Ungivelfer er det her overflødigt 
at meddele). Efter Opregnelfen af Kirfens Gjendomme, hvortil den aldſte 
Deel af Maaldagen indffrænker fig, følger en Paategning, øjenfynligen af: 
fattet ved Overeenstomften mellem Magnus og Snorre; hev angives at ligge 
til Kirken ti Hundreder feralens Øre i Bøger, Mesfetlæder og Kirfeffrud, 
hvorhos Magnus og Hallfrid havde ſtjenket et Krucifir og nogle Billeder at 
fætte over Ulteret, ligefom ogfaa Snorre og Magnus tilfammen føjenkede 
det paa Alteret ftaaende Relkivieſtrin. Den, fom bor paa Repfjaholt, heder 
det, føal beftyre Hofslandet famt have Nytten af to Kugilder, imod at føde 
en fattig og bjelpeløs Kone, hvilfen Befidderen af Godfet felv Fan vælge. 
Ult det før omtalte Gods, Nelitvieffrinet undtaget, tilvurderedes Snorre til en 
BVærdi af 60 Hundreder”.. 


1) Som Grund til disfe Fordringer anførtes, at Paal Gølvesføn, Magnus's 
Fader, ej var egtefød. 

2) Ut Snorre felv maa have haft en ftor Bogfamling, er fom fagt, øjenfynligt af 
hans Skrifter, og vift er det, at fra Jon Loftsføns Død af omtales ikke [æn- 
ger Odde fom noget Lærdomsfæde. Ifr. „Gronlands biftoriffe Mindesmer- 
fer" lfte Bind, S. 24. 


816 Haafon Haakonsføn. 


Snorre, der overtog al deres Gjendom, vidfte alt for godt at fætte Priis 
paa Ddeslige Sager, til at ban ej med Ombyggelighed ſkulde have opbeva- 
ret Bøgerne, og forenet Dem med de literære Satte, hvoraf han alerede 
var i Befiddelfe 1). Snorre”, figes Der, blev nu en ſtor Høvding, da 
Det ej ffortede ham paa Penge: han lagde færdeles Vind paa at famle . 
og bevare Gods, var funftfærdig og forftod fig godt paa alt hvad han 
tog fig for, men var uftadig i Sind vg havde mange Børn med flere 
Kvinder end fin Huſtru Herdis.” Hans Bern med denne var Datteren 
Hallbera og Sønnen Jon Murte faaledes kaldet af fin lille Vært i 
Barndommen. Af bans naturlige Børn fyillede, fom vi ville fee, den 
uvolige Urøfja fenere ben en iffe ubetydelig Rolle. Ogfaa til Nordlan- 
det udvidDedeg hans Magt, da det før omtalte betydelige MWavellinge-God- 
ord, der faa midt imellem Sighvats og Dennes Svoger Kolbeins Diſtrik— 
ter, blev ham overdraget*).  Sturlungerne3 Herredømme ſtrakte fig faa- 
fedes næften uaforudt lige fra Borgarfjorden til Stagafjorden, eller over 
Thveraa-, Thorsnes- og Hunavatns-Shing; Hvis de alle holdt fammen 
fom een Mand, vilde det hele Strøg lige fra Cyjafjeldsjøflen paa Søn- 
Derlandet forbi Farez og Breidafjorden beelt til Eyjafjorden, Oens nord- 
veftlige Halvø eller Thorſkefjord-Thinget undtagen, have været cen og famme 
Indflydelſe underfaftet. Men nu var, fom vi have feet, GSturlungernes 
Interesſer felv deelte, idet Sighbvat hodt fammen med fin Svoger Kol- 
bein, Snorre derimod med Oddeverjerne, og Thord fan at fige vaklede mel- 
fem begge Partier 3). 

Paa den nys omtalte nordveftlige Halvø, eller i den Deel af Øen, 
Der vegnedes til Thorſkefjord-Thing, var Der ifær tvende med Hinanden inde 
byrdes beflægtede Høvdinge-Etter, Der havde meget at fige, nemlig 
Gyre-tten i Arnarfjorden, og VBatnsfjord-Gtten i Ffafjorden 4). 
Den fidfte er allerede ovenfor berørt, for faa vidt Høvdingen Thord Thor— 


1) Sammefteds, S. 25. 

2) Sturlunga-Saga I. (b.) 22. 

3) Egentlig heldte han vel meft til Sighvats Side, men Vi ville i det Følgende 
fee, hvorledes han negtede ham Eraftig Biftand mod Biffop Gudmund; fra 
den Tid herffede der Kulde mellem ham og Sighvat. 

Urnarfjorden, med dens indre Arm Geirthjovsfjorden, begge bekjendte af Gifle 
Sursjøns Hiftorie, (fe ovenfor I. 1. S. 782, 2. S. 169 er, fom man paa Kartet 
vil fee, den tredie af de ftørre Fjorde, føndenfra regnet, der fjære fig ind i Islands 
nordveftlige Halvø. Eyre ligger paa Nordfiden af Fjorden. Efter Urnarfjord 
fommer Dyrafjord (ogfaa bekjendt af Gifle Sursſons Hiftorie), Anundsfjord 
og Gugandafjord, hvorpaa den ſtore Ifafjord følger. En af de indre Fjorde 
i denne ev Batnfjord, efter hvilken Thord Ihorvaldsføns Gaard havde fit 
Navn; den maa ej forverles med Vatnsfjord ved Bardeftrand, paa Nordfiden 
af Breidafjorden. 


> 
— 





1180—1230. Begivenheder paa Island, Navn Sveinbjørnsføn. S17 


valdsjøn (død c. 1160) og hans Sønner Paal og Snorre, faavel fom 
deres Voldsfærd til Helgafell, hvor de røvede Preften Olaf Salvesføns 
Huſtru, ere omtalte).  Gyre-Gtten nedftammede, Mand efter Mand, 
fra Landnamsmanden Geirtbjof Valtbjofsføn; et Medlem af denne GI, 
Atle Hoftuldsføn, havde været med i Slaget pan Lyrffogshede, og var 
en af dem, fom Kong Magnus udvalgte til at forvette Lægetjenefte 2). 
Atle blev fiden en Dygtig Læge, og Lægekunften holdt fig endog i Gtten, 
idet baade hans Søn Baard og Sønneføn Sveinbjørn vare gode Læger. 
End (tørre Fuldfommenhed i denne Kunft naaede Sveinbjørns Søn, den 
allerede forben 3) lejlighedsviis omtalte Ravn, bvis Levetid falder i vdet 
Tidsrum, vi her have for os, og fom ej alene ved fine fjeldne FIndfigter, 
men ogfaa, og maafée aller meft, ved fin gdle og vene Bandet, fin Uegen- 
nyttighed, fit vennehulde og bjelpfomme Sind, og fit til Medmennefters 
Troſt og Biftand bhelligede Liv indtager em bøj Plads i fit Fædrelands 
Hiftorie, og Danner en merkelig Undtagelfe fra og Modfætning til de fleſte 
andre af bans Jevnbyrdige og Samtidige, hos hvem Egennytte, Boldfom- 
bed og flette Sæder hørte til Dagens Orden. Steinbjørn ſynes at have 
givet begge fine Sønner, Markus og Navn, en færd Opdragelfe, thi Mar- 
kus, den aldſte, blev indviet til Preft, Ravn til en af de vingere kirkelige 
Grader; og Denne Oplærelfe har Rafn viftnot benyttet til at udvide fine 
Kundffaber i forftjellige Metninger, da der fortælkes om Ham, at Han var 
vellærd, lobkyndig, og vel forfaren i al anden Videnſkab. Dertil var Han 
en ypperlig Stald, og, fom det heder, em „Valund i Kunftfærdighed” til at 
arbejde i Iræ og Jærn. Allerede fom ung vejfte han udenlands, og blev 
meget hadret og anſeet af Fyrfter og Høvdinger, hvor han fom, navnlig 
blev Biffop Bjarne paa Orfnøerne hans færdeles Ven. Siden gjorde 
fan endnu en Udenlandsrejfe, ført til Morge, fiden til England for at 
bringe en Løftesgave til Thomas Beckets Helligdom i Canterbury *), og 
fremdeles faavel til St. Jago de Compojtella i Spanien, fom til Rom 5). 


1) Ge ovenfor IL. S. 957, og nærv. B. S. 792. 
2) Se ovenfor I. GS. 31. 
3) Se ovenfor GS. 442, 456. 


å) Han føulde overbringe Sænderne af en Hvalros, hvis Krop man ej havde 
funnet faa bragt op fra Dybet, førend Ravn havde gjort et Løfte til St 
Thomas om at ſtjenke ham, hvad Hvalen holdt fig faft med. 

*) Paa Vejen beføgte han og St. Xgidius's Helligdom i den af vore Forfædre 
faafaldte Fljansborg, >. e. »Burgus Sancti Ægidii*, Bourg St. Gilles, ved 
Rhonemundingen; flere Pilegrime fra Norden plejede ofte at rejfe der igjen- 
nem; de fagdes at tage „Jliansveg“. (Se Werlaufs Symbolæ &c. S. 
19, 31, 54.) 

Mund. Det norffe Folks Hiftorir. UI. 32 


818 Haakon Haakonsføn. 


Under hans Fraværelfe fynes hans Fader at være død, og hans ældre 
Broder var tidligere omfommen ved et Sneftred. Navn tiltraadte Derfor 
den hele Urv efter Faderen, Jordegods, Løsøre, og Godord med tilhørende 
Høvdingedømme. Et andet tilftødende Godord fif ban, fom det hever, 
for fin Bennefælheds Skyld )), egtede den højbyrdige Hallfatla, der ſtam— 
mede i lige Linje fra Thorgils Avrebeinsftjup, og førte nu et prægtigt, 
gjeftfrit Huus paa fin Hovedgaard Gyre. Han modtog med VBenlighed 
Enhver, fom fom til Gaarden, hvad end deres rende var, og de kunde 
opholde fig der, vel bevertede, faa fænge de fandt for godt. Alle de, der 
vilde over UArnarfjorden, lod han fætte over før Intet, ja han Holdt endog 
et Fartøj paa Bardeſtrand ved den nordlige Side af Breidafjorden, til 
Betvemmelighed for alle dem, der vilde over Denne brede Fjord, faa at det 
— fom Sagaen udtrykker fig — var lige faa godt fom om der var en Bro 
over begge Fjorde*). Men aller meft aabenbarede hans Menneftekjærlighed 
fig i den Ufortrødenhed og Liberalitet, hvormed han ydede fin Lægebjelp. 
Naar Syge fom til ham, var han firar vede, bvad enten han fad til 
Bords eller vælkedes af fin Søvn midt om Natten; han tog aldrig VBe- 
taling for fine Raad, og mange fattige Syge tog Han endog i fit Huus 
og holdt dem paa fin Befoftning indtil de bleve frifte. Han helbredede, 
fige8 Der, ej alene eggbidte Saar, men ogſaa indre Sygdomme, hvis Be- 
ſkaffenhed man ej fjendte; Der fortælles udtrytfeligt om faare vanffelige og 
farlige Operationer, fom ban med Held udførte, og om flere merkelige 
Kure, navnlig Brænde-Kure, fom ban bragte i Anvendelfe, og fom vidne 
om en ufædvanlig Dvygtighed for de IJider *). Han nød ogſaa almin- 





') Nemlig af nogle Godordsmænd i den nær liggende Dyrafjord. 
?) Ravns Saga. 


3) Flere af disfe Kure fortælles i Ravns Saga, faaledes: , Thorgils hed en Mand, 
der havde det Meen, at hele hans Legeme trutnede, baade Hoved, Krop, 
Hænder og Fodder; han Éom til Ravn og bad om hans Hjelp engang da 
denne var paa en Nejfe, og havde taget Natteherberg hos en Bekjendt; Ravn 
brændte ham ftrar mange Merker i Kors baade paa Bryftet og Hovedet og 
mellem GStuldrene; 14 Dage derefter var al Hævelfen borte, og Manden 
friff. En Kone fom til ham, fom havde Gade paa Forftanden, græd idelig 
og var nær ved at blive ganſke vanvittig; Ravn aarelod hende paa den Aare, 
der Ealdes Thjotande, og ftrar Fom hun fig. En anden Mand, der ligele- 
deg hed Thorgils, gik fra Forftanden, og Eunde med Moje holdes af mange 
fterfe Karte; Ravn fom til ham, brændte ham nogle Merker i Hovedet, og 
Fort efter fil han Forftandens Brug igjen.” End merkeligere var en Opera: 
tion, han foretog for GSteenfmerter. Navn tog førft Manden til fig og føgte 
ved forffjellige Midler at helbrede ham, men forgjeves; Gygdommen tiltog 
faaledes at han laa ganføe opfvulmet og var Døden nær. Da kaldte Ravn 
fine Prefter og andre forftandige Folk til fig, og æffede deres Raad, om man 
kunde forfvare at føride til Operation, eller ej; de evtlærede alle, at Man- 
den maatte dø, hvis der ej blev foretaget nogen Operations Navn fagde da, 


1180—1230. Begivenheder paa Island. VBatnéfjordingerne. 819 


delig Agtelfe og Kjærlighed, og han ſtod i nøje Forbindelfe med de for- 
nemfte Slægter; navnlig var hans Syfter gift med Hall, m Søn af Gis- 
jur Hallsføn. Nogen Tid efter at Ravn tiltraadte fin Fædrenegaard var 
Snorre Shordsføn i Vatnsfjørd, der havde overlevet fin Broder Paal 1), død, 
(4193) efterladende fit Jordegods, fit Hobdingdomme og hele fin Indflydelfe 
til fine Sønner, af hvilken Tord og Thorvald vare vorne, den tredie, Baard, 
endnu et Barn ?*). Thord var en brav, og veltæntende og almindelig af: 
holdt Mand, Thorvald derimod egennyttig og væntefuld. Han fom fnart 
i Uvenftab med fin Broder om Arven, og begav fig misfornøjet fra ham, 
førft til en Klippeø i Ffafjorden, fiden, da han intet mere havde at 
ernære fig med, til Navn Sveinbjørnsføn paa Eyre, og bad ham om 
Biftand. Den velvillige Ravn modtog ham, fom han plejede at modtage 
alle, med aabne Arme, og beholdt ham hos fig i fleve Aar, idet han i eet 
og alt behandlede bam fom fin Søn, indtil Thord, fom imidlertid havde 
foreftaaet Høvdingffabet efter Faderen, pludfelig var Død af en Sygdom, 
ban ved Uforfigtighed havde paadraget fig. Da traadte Fhorvald i hans 
Sted fom Høvding og Godordsmand, men gjorde dog Dog førft en Uven- 
fandsrejfe, under Hvilfen han overdrog Ravn Beſtyrelſen af fit Gods og alle 
fine Høvdings-Forretninger. Efter fin Hjemfomft egtede han en Datter 
af Einar Thorgilsſon, og fatte Bo i Vatnsfjord, hvor ban fra nu af var 
at betragte fom den mægtigfte Høvding paa den Kant af Landet, og med 
en Iver, der foarede til hans Anfeelfe og Wegjerrighed, Faftede fig ind i 
de politiffe Storme, der vyftede Øen. Mellem bam og Ravn Sveinbjørns- 
føn berffede en Tidlang den bedfte Forftaaelfe; De underjftøttede hinanden 
gjenfidigt, og man ſkulde have formodet, at efter De fore Fjenefter, Ravn 
havde viift Thorvald, maatte Denne have følt fig ham ubrødeligt forbunden. 
Navn var ogfan felv faa fitfer Derpaa, at han iffe. engang vilde høre paa 
dem, der advarede ham for Thorvald, og meente, at han i ham havde 





at med Guds Hjelp vilde han paa deres Ord forføge det. För hann, heder 

det i Sagaen, med höndum um hann ok kendi steinsins i kvitinum, ok 

færdi hann fram i getnadarlibinn, svå sem hann måtti, ok batt sidan firir 

ofan med hårpræbi svå at eigi skyldi upppoka steininn; ok ötrum præbi 

batt hann firir framan steininn, ok på bad hann at allir skyldi syngja 5 
pater noster Peir er inni våru, ädr hann veitti atgerdina, ok sidan skar 
hann um endilangt med knifi ok tök ibrott två steina, sidan batt hann 
vidsmjör vid sårit ok græddi hann svå at hann vard alheill, 

) Paal druknede ved et Ulytfestilfælde paa Ffafjorden.  Gturlunga - Saga 
IL. 34, 

?) Snorre døde lfte Oftober 1193, Gturl, S. 3, 183, Ravn Sveinb. GSaga. 
Hans ældfte, haabefulde Son Havlide, opkaldt efter hans Morfader Havlide 
Maarsføn, var druknet paa en Udenlandsrejfe før hans Død; om de andre 


Sønner fpaaede Gnorre felv intet godt. 
der 


820 Haafon Haafonsføn. 


opfoftvet en Slange ved fin Barm. Men de havde dog Net.  Fhorvald 
var alt for egennyttig og berffefyg, til at iffe ogfan Ravns Unfeelfe og 
SFndflydelfe blev ham en Jorn i Øjnene. - Derved blev Forholdet mere 
og mere koldt imellem dem, tjenftvillige Mander bjalp til, vg det gif om- 
fider over til aabenbart Fiendffab fra Thorvalds Side. 

Saaledes frode Sagerne paa Island, og Magten var paa det nær- 
meſte førdeelt mellem de her nævnte Høvdinger, da Biſkop Brand døde den 
6te Auguft 1201. Valget af hans Eftermand ffulde med Mette tilfomme 
det hele Biftopsdømme, det vil fige Mordlændingefjerdingens famtlige Ind— 
byggere; men Da Magten her næften ganffe var famlet paa Kolbein Tu— 
mesføns Hænder, blev det ogfaa ham, Der ene vaadede for Valget, hvilket han 
paa et Dertil berammet Møde, der holdtes den lfte September, fedede 
hen paa fin Huusfapellan, Gudmund, faldet den gode, Søn af biin Ave 
Thorgeirsſon, der faldt i Iræfningen ved Nydjøfel 1166). Vel var 
ogfaa Gisfur Hallsføn tilftede, og føgte at fan fin Søn Magnus valgt, 
til hvis Anbefaling Det tjente, at ban var mere fliftet til at beftyre Bi— 
ffopsftolen8 Gods, end den ødfle, benfynsløfe Gudmund; men Fleerheden 
af de Filftedeværende ertlærede, at de ikke vilde have nogen Biftop fra 
en anden Fjerding, og Gudmund blev da eenftemmig udkaaret *). Gud— 
mund, der ved fin Faders Død fun var fer Aar gammel, havde været opfo— 
ftvet af fin Farbvoder, Den brave, lærde og anfeede Ingemund Prejt, hvilken 
vi i det foregaaende lejlighedsviis have omtalt *). I fit 25de Uar blev 
Gudmund indviet til Preft af Biffop Brand, og Jngemund, fom da for- 
fod andet paa længere Tid, forærede ham ved Ufjteden alle fine 
bedfte og lærdefte Bøger tilligemed fin Mesjedragt"*). Ingemund og 
han faa hinanden iffe mere, Da hiin efter et fængere Ophold i Norge 
paa Filbagerejfen til Island blev fordreven til Grønlands Ølttyft, hvor 
han omfom, og bvor man 14 Aar fenere (4202) fandt hans og hans 
Staldbroders Lig endnu uforvaadnede Gudmund, der før fin Indvielſe 
til Preft havde viiſt fig temmelig verdsligfindet, ja endog anftillet Søgs- 
maat og bivaanet Heftething, bleb efter Indvielfen, og fornemmelig efter 
fin Ben, Shorgeirs, Biſkop Brands Søns, Død *), ,en faa ivrig Tro— 


1) Ge ovenfor S. 17— 19. 

2) Gturlungafaga III. (b.) 13. 

3) Se ovenfor S. 205, 210. 

2) Foræringen af Bøgerne var ifær et Segn paa det Venſkab, Ingemund nærede 
for ham, thi tidligere, da han paa en forulykket Sørejfe med Gudmund havde 
lidt Skibbrud, og en Kifte, hvori han havde fine Bøger, var føyllet bort af 
Bølgerne, var han meget ilde tilmode, ,,thi der var hans Hu, hvor VBøgerne 
pare.” (Sturlunga-Gaga NL 2). Giden fandt han dog Kiften igjen. 


5) Der berettes ellers, at det førfte Stød til alvorligere Retning fit han paa 





1180—1230. — Begivenheder paa Island, Gudmund Aresføn. 821 


ens Mand i Bønnehold og Mesfelxsning, Gavmildbed og Selvfpægning, 
, at enfelte fandt det overdrevet og frygtede for at han i Længden ej vilde 
unde bolde det ud.” Han tog Peblinge i Hufet til fig for at fære dem 
og, og hver Dag, naar han ej var til Mesfe, deelte han fin Vid mellem 
at undervife og ſkrive; ban tilbragte en ſtor Deel af Natten i Kirken. 
„Han ranfagede andres Bøger, og tog af Dem, bvad han ikfe fandt i fine 
egne; ſaaledes optog ban mange Jing i fin Ivo, fom man Hidtil aldrig 
havde hørt nogen fære paa Island.“ Meget heraf var al Wre vært, 
men Dans Vilje var bedre end hans Forftand og Gjælsjtyrfe. Ved 
fine altfor ftore Amisfer forødte ban FIndtægterne ved Valle Kirke, hvor 
Biffop Brand bavde fat ham til Preft, faaledes at Denne maatte forflytte 
bam til et andet mindre Kald, og fordrede derhos i Hole Kirkes Navn 
Arven efter Hans Farbroder FJngemund. Han forble Dog endnu nogen 
Ii, efter Sognefolfenes Onſke, paa Valle, indtil han blev uenig med 
Gaardens  Beftyrer, Bonden FIbhorftein, Der fpottede vver at Gud- 
mund paa Helligdage fremvifte bellige Mænds Been og lod Foltet fysfe 
Dem; det var iffe engang vift, meente Thorſtein, om det ej var Hejte- 
been *). Gudmund ftevnede vel Thorſtein til Ibings for Gudsbefpottelfe, 
og fil Selvdom, men fandt det Dog bedft at Drage Derfra, og gjorde nu 
en ſtor Rejſe rundt om ind i Landet, indviende Kilder, Bakke og andre 
Gjenftande, fom det hed, med overovdentlig Virkning, og fnart fom han 
endDøg i Ny for Hellighed, og for at funne gjøre Fertein. Gudmund 
fynes felv at have været en af de førfte til at tro paa disſe. Da Biftop 
Thorlaks Been optoges, var Gudmund ifølge VBiffop Paals Indbydelſe 
tilftede, og blev af denne hadret næften lige faa bøjt fom om han allerede 
var Biffop*). Siden modtog han Koltein Tumesføns FIndbydelfe til 
at opholde fig paa Hans Gaard Videmyre fom hans Huuspreft, men 
gjorde dog fremdeles om Somrene Mundrejfer til forffjellige Kanter af 
Landet, prædifende og udførende, fom det hed, forffjellige Mirakler 7). 
Herved  opnaaede ban tfær hos de lavere og mindre oplyſte Klasfer af 
Folket en Anfeelfe og Navnkundighed, fom gjorde den forfængelige og af 
Naturen indførænfede Mand aldeles pr i Hovedet af Opblæfthed og Ind- 


et langvarigt Sygeleje, da han ved det nys omtalte Skibbrud havde brætket 
fin Fod overmaade farligt. 

1) GSturlunga-Saga NI. 33. 

2) Gammefteds III. 35. 

3) Han overvar blandt andet ogfaa Gnorre Sturlasfens Bryllup i Hvamm. 
Paa et fenere Beføg til Thingeyre modtog Karl Abbed og Gunnlaug Munk, 
begge fortjenftfulbe Bidenffabsmænd (f. o. II. S. 1037), ham med en højtidelig 
Procesfion, idet de fang imod ham: Vir iste in populo suo mitissimus appa- 
ruit, benedictione et gratia plenus. Gturlungafaga III. 36. 


822 Haakon Haakonsføn. 


bildffhed.  Derimod fynes dDe mere oplyfte og højere flaaende Mænd, 
navnlig hans egen Principal Kolbein Tumesſon, ganføe godt at have gjen 
nemfeuet hans Svagheder, og før en ſtor Deel at hate betragtet ham fom et 
Redſkab, hvorigjenem man med Held funde virfe paa Mængden. Af denne 
Grund var Det og, at Kolbein valgte Gudmund til Biffop efter Brand. 
Han ventede, heder det, Derved at fomme til at raade lige faavel over 
Gejftligheden fom over Lægfolfet der nord i Landet. Da dette Valg ffede, 
var Gudmund fraværende paa en af fine fædvanlige Jærteinsrejfer, hvor- 
ved ban ogfaa i fængere Did havde opholdt fig Bos Kolbeins Stiffader, 
Sigurd Ormsføn par Svinafell. Uf en Samtale, fom denne havde med 
Gudmund, maa man næften flutte, at Kolbein og Siqurd allerede i læn- 
gere Tid havde været enige om, ved Biſkop Brands nær forrjtaaende 
Død at gjøre Gudmund til hans Gjtermand, for i Fallesſkab at drage 
Nytte af ham. Sigurd benfaftede nemlig nogle Ytvinger om at han 
ej kunde lade den Skjendſel fidde paa fig, fom han havde lidt i fin fidfte 
Frætte med Sæmund Jonsføn, og at han havde den ſtorſte Lyft til at 
tage Hevn. - Gudmund bad han indftændigt ikke at tænke paa noget 
faadant. Sigurd fagde, at den enefte Betingelfe, paa bvilfen han vilde 
fade Hevntanferne fare, var, om Gudmund, naar denne, fom han ganſke 
vift forudfaa, forfremmedes til højere VBærdighed, vilde fove ham at flaffe 
ham et godt Tilhold nordpaa, faa at ban funde afftaa Svinafell og fine 
Befiddelfer paa Oſtlandet til fin Broderføn Jon GSigmundsføn. Gud— 
mund lovede det. Dette føede, figes Der, famme Dag, fom Biſkop Brand 
døde. 1J. Kort efter erfarede man Biffop Brands Død, og da Gud- 
mund paa Filbagerejfen langs Øens Øfttyft opholdt fig Hos Jon Gig- 
mundsſon paa VBalthjofsftad, fagde Denne ham, at Heredmændene i Ska— 
gafjorden havde berammet VBalgmøde til den følgende Dag, og at ban 
vilde blive valgt.  Faa Dage efter mødte ban Udfendinger fra Kolbein, 


Der bragte ham Brev fra Denne med Melding om Valgets Udfald. J— 


Førftningen fyne8 Gudmund virfelig at have haft en Følelfe af, hvor 
fidet han var et ſaa anfvarsfuldt Kald voren, thi han vrede for fin 
Frænde Agmund Sneis >), at han anfan det for em vanffelig Sag at 
binde an med faa mange mægtige, ulydige og avindfyge Folk fom dem, 
med bvem han vilde faa at beftille. Han forhørte fig ogfaa hos et 
Par anfeede Gejjtlige om hvor vidt de føulde være villige til at træde i 


1) Sturlungafaga II (6). 8. 

2) Om Agmund Gneis, Søn af Ihorvard Shorgeivsføn, er der ovenfor talt, 
fe S. 211, Han havde, efter mange omverlende Hændelfer, omfider drevet 
det til at blive en anfeet Høvding i Cyjafjorden, og boede paa Hals i 
Fnjoffadal. Hans gamle Fader Thorvard levede endnu. 





1180—1230. Begivenheder paa Island. VBiffop Gudmund. 823 


hans Sted, men forgjæves, og da nu Venner og Frænder forenede fig om 
at fmigre for Dam og fætte Mod i bam, og navnlig hans Farbroder, 
den gamle Fhorvard Iborgeirsføn, i Egenſkab af Familiens Hoved for- 
melig befalede ham at paatage fig Embedet, ja endog fortalte ham et 
Par Drømme, der føulde varfle om hans tilkommende Storhed, Funde 
han ikke [ænger holde Stand, men erklarede fig villig til at opfylde deres 
Begjæring >. Samme Aften vifte Kolbein ham fin Underdanighed ved 
at varte han op ved Bordet *). Men dette var, fom man fnart erfarede, 
fun for et Syns Søyld. Dagen efter ledfagede Kolbein ham til Biftops- 
fædet Hole, og aldrig faa fnart var Gudmund der modtagen med bøjtide- 
fig Procesfion og anerfjendt fom Herre, førend Kolbein, uden engang at 
fpørge ham av, tog hele Godfet og Gaardens Huusholdning under fin 
Bejtyrelfe. Gudmund fit iffe engang Tilladelſe til at have fine Brovder- 
fønner hos fig, og da en Hob Fattigfolk ftrømmede til, i den Tanke at de 
nu vet ſkulde fan gode Dage, og Gudmund ogfaa ganføe vigtig vilde lade 
dem give to Maaltider om Dagen, vifte Kolbein dem ind i et Gjeftehuus 
og fod dem fun give eet Maaltid. Det var visfelig nødvendigt, at 
Gudmund iffe fit uindføræntet NRaadighed over Godfet, da han ellers 
upaatvivleligt fnart vilde bave forødt Det. Men Kolbein tilfidefatte altfor 
meget Sømmelighedens Former. - Gudmund følte det, og gav fin Harme 
Luft i enkelte Hentydninger, uden at det dog blev anderledes. Kolbeins 
Bejtyrelfe var Dog fun midlertidig. Da Vintren fom, førev Gudmund til 
Sigurd Ormsføn, og tilbød ham, ifølge Det tidligere Løfte, at fomme til 
Hole, bofætte fig der, og overtage Godſets Beftyrelfe i Forening med 
Dam. Sigurd fom, men erflærede at ban ej vilde flytte fra fin Mtte— 
gaard uden paa Den Betingelfe at ban og hans Huftru Thurid fil Ene— 
raadighed over Hole Gods, faaledes at Gudmund felv intet føulde have 
at fige dDerover. Gudmund vilde nødig indlade fig paa fan haarde Betin- 
gelfer, men da Kolbein, der fandfynligviis allerede paa Forbaand havde 
aftalt den hele Sag med Sigurd, faavel fom mange andre Mænd, foreftil- 
fede ham, Hvor godt VBiffopsftolen var tjent med at have faa Dygtige Folt 
til Beftyrere, fom Sigurd og Thurid, lod han fig endelig overtale, og 


— 





1) Disfe Drømme angik, merkeligt nok, kun Thorvard ſelv, ikke Gudmund. 
Saaledes forekom det ham i den fidfte Drøm, fom om han var i Nidaros i Kong 
Olafs Hall, og at denne venligt indbød ham (IThorvard) til at tage Plads 
hos ham, da han vilde blive velfignet i hele Norden, Dette, meente Thor- 
vard, tydede hen paa Gudmund, og varflede om at han føulde blive indviet 
i Nidaros Ghriftfirfe. En driftig Fortlaving ! GSturlungafaga IM. 13. 

?) Paafaldende var det dog ved denne Lejlighed, at Dugen var daarlig og for- 
veven, bhvilfet Gudmund ikke undlod at betragte fom et Jegn paa at det ej 
vilde gaa hans Biffopsmyndighed bedre. 


824 Haakon Haakonsføn. 


baandfalede, fom det bed, Sigurd VBeityrelfen, faa at han felv i verdslig 
Henfeende fremdeles blev lige faa umyndig, fom under Kolbeins felvtagne 
Forftanderffab. Da dette var bragt i Orden, udfærdigede Gudmund et 
Brev til Biffop Paal, hvori han tilfjendegav ham fit Valg, og benjtil- 
fede til ham at bekrafte eller forkaſte det, i bviltet fidfte Filfælde ban 
var rede til, ftrar at træde tilbage; han meldte ham Derhos at ban havde 
faget Sigurd Ormsføn til at beftyre Godfet, fiden man havde faa meget 
at udfætte paa bans egen Forvaltning. Dette Brev overbragte Sigurd i 
egen Perfon. Biſkop Paal tog ikke ftrar nogen Beftemmelfe, men førev 
til fin Broder, Sæmund i Odde, og æffede hans Mening. Sæmund fva- 
rede, at uagtet Det var vitterligt nok, at Gudmund i Striden mellem ham 
og Sigurd juft iffe havde viift fig fom hans Ven, vilde han dog, i Be- 
tragtning af bans ftore Anfeelfe for Dyd og reent Levnet, tilraade, at Paal 
befræftede hans Valg. Skulde det fiden befindes, at han ej var fin Poft 
voren, fif det blive Nordlændingernes egen Sag, der med faa ftor Egenſin— 
dighed Dreve deres Valg igjennem 1). Nu faldte Biſkoppen Thorvald Gis- 
fursføn og hans Brødre tilligemed dere8 Svoger Sigurd Ormsføn til fig, 
befjendtgjorde, at han befræftede GudmundS Valg, og lod dem, fom det 
fynes, give deres flviftlige Samtykke dertil >). Derefter medgav han Sig- 
urd et Brev til Gudmund, hvori ban meddelte bam VBetfræfteljen, og an- 
modede ham om at fomme til ham, førend ban tiltraadte fin Fndvielfes- 
vejfe til Norge, Da han havde flere nødvendige Erender til Grøebiffoppen, 
fom ban belft ønffede beførgede ved ham felv. Gudmund fom, modtog Bre- 
vene, og rejfte Sommeren derefter fra Landet i Følge med Ravn Sveinz 
bjørnsføn, fom han udtrykfelig havde anmodet om at være med, paa Grund 
af De gode Befjendtffaber og den Anfeelfe, ban havde udenlands. Det var 
paa Denne Rejfe, bvor de, fom det allerede ovenfor er omtalt 3), bleve af 
Modvind fordrevne til Syderøerne, og havde Ubehageligheder angaa- 
ende Landøre-Afyiften, fom Kong Olaf foørdrede. De landede omfider ved 
et Sted, faldet Eid, paa Nordmøre, hvor De erfarede Kong Sterres Død, 
Der endnu ved Deres Ufrejfe, fljønt efter mere end 4 Maaneders Forløb, 


iffe var bleven befjendt paa Island. Det var juft paa famme IJid, fom. 


Kong Haafon Sverresføn var undervej8 fra Viken. Gudmund opføgte 
ham enten i Bergen *) eller traf ham paa Rejſen nordefter, og blev fær- 


1) Gturlungafaga, NL 15, hvor alle disfe interesfante Breve ere optagne in 
extenso. 

2) Der ſtaar nemlig: „de bunde alle dette mellem fig med faft Aftale“, hvilket 
vel neppe fan betyde andet end at de indbyrdes enedes om at forfvare Bal: 
get, og oprettede en føriftlig Kontrakt derom. 

3) Se ovenfor S. 442. 

%) Se ovenfor S, 429, Gudmund, heder det i Sturlungafaga, traf Kongen i 


1180—1230. WBegivenheder paa Island. Biſkop Gudmund. 825 


deleg venligt modtagen af ham. Siden fortfatte Gudmund og Ravn Nej- 
fen til Nidaros, bror de tilbragte VBintren, og hvor Gudmund, fom der 
fortælle8, paany undflog fig for at paatage fig Biffops-Embedet, faa at 
der maatte holdes mange Møder og Forhandlinger inden det omfider fom 
faa vidt, at Erkebiſkop Erik funde indvie ham, bvilfet ffede den 13de 
April 1203"). — Længer ud paa Vaaren tiltraadte Gudmund Filbagerej- 
fen, fremdeles ledfaget af Navn, fom imidlertid bavde været oppe paa 
Haalogaland, hvor han maa have haft Benner eller Frænder at beføge *). 
De landede paa Øfttyften af Island, hvor de tilfældigviig tvaf Biffop 
Paal og den grønlandføe Biftop Jon Sverresfoftre, fom juft paa Den id 
var fommen til Island for at drage videre til Morge og Derfra til Rom. 
Gudmund begav fig umiddelbart til Hole, ligefom Ravn hjem til Eyre, ef- 
ter at de havde udverlet Gaver med hinanden 3). Ved Unfomften til Hole 
fandt Gudmund nu Sigurd og hans Hufteu fuldt bofatte og raadende paa 
Gaarden. Efter Beftemmelfen havde de ganfte og for ftedfe forladt 
Svinafell, hvor Fon GSigmundsføn, Sigmunds VBrovderføn var flyttet 
ind. De lagde ifær deres Kjærlighed paa Turids Datterføn Sume, 
Gighvat Sturlasføns ældfte Søn, og toge ham til fig for at opfoſtre 


Bergen, og drog fiden til Nidaros. I Ravns Gaga heder det udtrykke 
ligt at Gudmund og Ravn fom til Norge ved Eid føndenfor Shrondhjem, 
hvilket efter Angivelfen maa have ligget paa Nordmøre, og at de derfra 
fiyrede lige til Nidaros, uden at der tales noget om Gudmunds Gammen- 
træf med Kongen. Den Fortere Kong Haafons Saga, der urigtigt lader 
Kongen tilbringe Vintren i Bergen, men tillige omtaler Gudmunds Beføg hos 
ham, giver faaledes at forftaa, at dette Beføg maa have ſteet i Bergen, 
medens den vidløftigere Saga udtryffelig lader Gudmund tilbringe Vintren 
hos Erfebiffoppen. Enten maa faaledbes Gudmund efter at være kommen til 
Gid, have gjort en Afſtikker til Bergen forat opføge Kongen, eller han maa 
være ftødt fammen med Kongen paa dennes Nejfe til Throndhjem. — Saa— 
vel Kong Haafons Saga fom Sturlunga Saga fortæller om den gode Modta- 
gelfe, der blev ham til Deel hos Kongens den forfte tilføjer endog, at de 
fiden den Sid altid vare Venner. Venſtabet fynes vogfaa at være ned: 
arvet paa Kongens Søn, Kong Haafon Haakonsſon, fom det nedenfor 
vil fees. 

1) Dagen angives baade i Biffop Paals Saga Gap. 10, fom 10 Natter før 
Biffop Jons Dag, og i Ravns Saga fom St. Euphemia Dag; begge Ungi- 
velfer betegne 13de April. 

?) Maaffee han var en Ven eller Frænde af Bjarne Mardsføn paa Bjarke; 
eller han beføgte en der bofat FJslænding ved Navn Svein Jhorolfsføn, der 
var gift med hans Gyffendebarn Thora, og fom efter en ubehagelig Affære 
paa Island, hvori han fik et farligt Saar, hvilket alene Ravn kunde læge, 
forlod fin Fædreneø og drog til Norge. 

3) Blandt de Gaver, VBiffoppen forærede Ravn, var en faakaldet „Solſteen“; 
maaffee en GSolffive. 


826 Haakon Haakonsføn. 


bam; da fiden efter Thorvald, Gudmund Dyres Søn, overflod Sigurd 
fine Fædrene-Godord, ffjenfede Sigurd dem igjen til Sume, der faaledes 
endnu førend ban bavde nanet Ynglingsaarene var udfeet til at optræde 
fom en af Nordlandets fornemfte Høvdinger 1). 

Det varede ikke længe, førend Biſkop Gudmund fandt Gigurd$ 
Formynderffab utaaleligt. Han føgte Derfor allehaande Paaftud til at 
faa bam bortfjernet. Allerede om VBaaren 1204 foreflog han ham at tage 
fig af det forfaldne Sreraa Klofter. Da Siqurd havde megen Kjærlig 
bed til dette Sted, hvor hans Fader Orm var død fom Munk, begav 
ban fig virfelig derhen, fif nye Bygninger opførte, og bragte det i det 
hele taget paa Fode; da dette var filendebragt, overdrog Gudmund ham 
Madrevalle Kirfe med tildørende betydelige Kirfegods. Derved fynes han 
felv virfelig at have faaet friere Hænder i Godfets Beſtyrelſe, og Dette 
afværgede, fom det lader, i de førfte Aar alvorligere Stridigheder mel- 
lem VBiffoppen og Hoøvdingerne J nogen Vid var Det nu temme- 
fig ftille og voligt paa Øen, faa at den enefte Begibenhed, der fortjener 
nærmere Omtale, fun er Den gamle, bøjt anfeede Gisjur Hallsføns 
Død 1206. Men dette Dodsfald var juft paa Denne Vid til for 
Stade for Landet, da man faa bøjlig trængte til en Mand, fom han, der 
deels ved den almindelige Agtelfe, ban nød, deels ved det patriardalffe 
Forbold, bvort han frod til faa mange Høvdinger, der enten Vare hans 
Sønner, Svigerfønner eller Frænder, funde udøve en Fndflydelfe fom 
ingen anden, til at bolde Fred og Nolighed vedlige. Strax efter 
begyndte ogfaa virkelig førre Uro og Voldfomhed at vife fig i Landet; 
navnlig fee vi Gisſurs Søn Thorvald nu med ſtorre Heftighed end hid— 
til at fafte fig ind i De politiffe Konflifter, og til famme Tid begyndte Bi— 
ffop Gudmund at gjøre Kvalm, idet han med en Voldſomhed, der røbede 
- fuldfommen Mangel paa Forftand til at vette fig efter Did og Forhold, be- 
gyndte at fætte De nye Principer om Kirkens Frihed og de Gejſtliges Uaf— 
bængighed af verdslig Magt og verdslige Domftole igjennem. Maar Kol- 
bein, Sigurd eller andre Høvdinger fagføgte Gejitlige i Pengefager, ja 
endog for virkelige Lovovertrædelfer, protefterede Biſkoppen mod Deres 
Kompetence dertil, paaftydende ,Guds Lov", bvorefter Gejjtlige fun havde 
at fvare for gejftlig Domftol*). Men denne „GudsLov“, aller førft paa- 

1) Sturlunga-Saga II. (0.) 22. 

2) Allerede ved det førfte Sammenftød mellem Kolbein og Biffoppen, da denne 
beftyttede en Preft, fom Kolbein havde fagføgt for en Pengefordring, føred 
Gudmund paa en Hidtil i Landet uhørt Maade ind med fin biffoppelige Myn- 
digbed, idet han, efter førft at have modfat fig Sagens Ufgjørelfe paa Hjemfte 
det, gif til Dommen paa Ulthinget i fuldt biffoppeligt Strud, og forbød Dom- 


merne at dømme Preften. Da de alligevel dømte ham, erfommunieerede han 
Kolbein og alle Dommerne, (GSturlunga-Saga VI. 2) 





1180—1230.  Begivenheder paa Island, VBiffop Gudmund, 827 


huden paa Island ved Erkebiſkop Eyſteins ovenfor anførte Skrivelfe, var 
endnu iffe vedtagen par Fsland, og de verdslige Høvdinger vare Der- 
for i Deres gode Net, ja handlede endog efter Pligt, naar de til Ordens 
Overholdelfe i deres Furisdiftion anftillede Søgsmaal mod Lovovertrædere, 
uden Henfyn til, om De vare gejftlige eller verdslige. Allerede tvende Gange 
havde Biffoppen fat Kolbein i Ban, fordi han ikke endfede hans Indſi— 
gelfer, men vilde have fremmet, bvad han anfaa for Met, og fun ved fæl- 
les Venners Mellemkomſt lykkedes det at faa mæglet et Slags Forlig, hvor— 
ved Grøebiffoppens Dom i Sagen forbeholdtes. Men imidlertid chikanerede 
Biftoppen uafladeligt Kolbeins Thingmand, der klagede over at De aldrig 
funde være i Fred. Da Biffoppen iffe Længe efter tog en udfvævende Akoluth, 
fom havde vanæret en Kvinde, i Beftyttelfe mod Kolbein, Der efter hendes 
Brødres Anmodning vilde bænde Dom over Forbryderen, tabte Kolbein 
FJaalmodigheden; erflærende, at Det ej nyttede at indgaa noget Forlig med 
Biftoppen, fom brød enhver Overeensfomft, lod han Klerfen dømme efter 
Loven, og holdt i Forening med Sigurd Ormsføn 14 Dage Derefter Den 
føvbeftemte Gretutions- eller Ferans-Dom. Følgen var, at Biffoppen tredie 
Gang fatte Kolbein i Ban, og med ham tillige Sigurd Ormsføn. Til 
Gjengjeld fagføgte De fer af Biffoppens Mænd — ham felv vilde de endnu 
ffaane — fordi De havde føgt at unddrage Klerfen den lovlige Straf. Og 
Da de vare fomne tilbage fra Altbinget, hvor ingen havde færet fig Det 
mindfte om Banfættelfen, men hodt Samfvem med dem, fom ellers !), 
og hvor Fredløshedsdom blev affagt over De fagføgte, famlede Kolbein Folt 
over alle Hereder for paa felve Bifpegaarden at erefvere Dommen. Hvis 
Dette lykkedes Kolbein i Biffoppens egen Nærværelfe, var det en ſtor Admy— 
gelfe for denne, og dDa ban ikke havde Folf not om fig til at gjøre Kolbein 
Modftand, raadede hans Venner ham til iffe at oppebie ham. Movjftræ- 
bende fulgte han deres Raad, og begav fig bort, fom det hed, paa en Vi— 
fitatsvejfe til De øftligere Cane, hvor hans Frænde Agmund Fhorvards- 
føn havde Godord. Men ban medtog alle de dDomfældte, og tiljftedede Dem at 
fedfage ham i Kirfe og andenfteds, fom om de vare aldeles uffyldige. Fil 
Gjengjeld gif Kolbein, faavel fom alle andre af Biffoppen banfatte Mænd 
i Kirke og til Gudstjenefte; Preſterne felv lagde dem ingen Hindvinger i 
Vejen, og bleve til Straf felv fatte i Ban, lige faavel fom alle de, der 
underftøttede Kolbein og Sigurd, eller holdt mindfte SamÉvem med dem. 
$Hvilfen Forvirring derved opftod, ev let at frjønne. En vanfkelig Stilling 
havde i Særdeleshed Biſkop Paal, der ønffede at overholde Fred, Orden og 


1) Det var nemlig, fom ovenfor omtalt, en Følge af Banfættelfen, at den 
Banfatte ffulde være udelukket fra alt Samkvem med andre, og at den, fom 
overtraadte dette Forbud, felv fom i Ban. 


828 Haakon Haakonsføn. 


Lovlighed; thi Det faldt af fig felv, at Gudmund gjorde ſikker Negning 
paa hans Medvirkning, faa meget mere fom Erøebiffoppen udtryfteligt havde 
tilffrevet ham derom. Men berpaa vilde den forftandige Paal aldeles ikke 
indfade fig, ja Da Gudmund havde taget fig den Frided at erfommunicere 
flere Mænd, der iffe engang hørte til hans, men til Paals Biffopsdøm- 
me, opbævede Denne uden videre Banfættelfen, og nøjedes med, for et 
Syns Skyld at paalægge dem” en ubetydelig Stift. Dette hans Maa— 
debold tog naturligviis Gudmund ham meget ilde op, og betragtede det 
næften fom et Forræderi )). Ud paa Sommeren fom Gudmund tilbage, 
forfterfet med en becf Deel Benner og Frænder, og fremdeles ledfaget af 
De fredløfe, der iffe vovede at føilles fra ham, af Frygt for Kolbein. Den 
broget fammenfatte Hob tillod fig alffens Uordener, og da man fom forbi 
Mavdrevalle, brød Biffoppen felv, i Spidfen for Flotfen, ind paa Gaarden 
og i Kirfen, og bortførte i Sigurds og hans Stifføn Arnors egen Nære 
værelfe et Relikbieſtrin faavel fom nogle Bøger, under Paaffud at det ej 
var pasfende at flige Sager vare under DVanfatte Mends Varetægt. 
Sigurd lod ſtrax Kolbein melde hvad der var fleet, og med Klage over at 
Biffoppen nu felv øvede Nan og Herverk, famlede baade Sigurd, Arnor, 
Kolbein og Hall Kleppjarnsføn (Svigerføn af Gudmund Dyre og en af 
de magtigſte Høvdinger i Eyjafjorden), Folk for at bjemføge Biffoppen og 
tvinge ham til at lyde Landets Lov, hvorhos Kolbein fendte Bud lige over til 
Sønderlandet, for at opfordre fin Morbroder, Thorvald Gisfursføn, til at deel- 
taget Grpeditionen. Kolbein, der boede nærmeft ved Hole, ankom allerede Da- 
gen efter at Biffoppen felv var fommen hjem, og omringede Gaarden med 
flere end 400 Mand. Agmund og flere af Biffoppens Mænd føgte at mægle 
Forlig, men forgjæver, thi Kolbein fordrede ubetinget, at Biffoppen ſkulde 
udlevere De fredløfe, og Derved vægrede Biffoppen fig hbaardnakket. Da 
Aftenen fom, befluttede Biftoppen, efter Agmunds Naad, at vide bort med 
Dele fit Følge uden noget foregaaende Forlig, og fade det fomme an paa, 
bvor vidt Kolbein vovede at angribe ham eller ej. Medens der vingedes 
til Aftenfang *), ved Biffoppen af Gaarde med en Skare af ikke færre end 
360 Menneffer, blandt bvilfe der, foruden endeel fjeffe og vaffe Lægmænd, 
vare 3 UAbbeder, 2 Munke, 40 Prefter, en Mængde Klerfe, famt ende- 
fig ogfan endeel Tiggere, Landftrygere og Betlerffer: en heel underlig 
GSammenfætning. — Kolbein havde maaffee, da det fom til Stykket, ladet 
Biftoppen vide ubindret bort, men en af bans Følge, merfeligt nok en 
Preft, raabte: „ſe, Der vider Biffoppen affted baade med din og fin egen 
Hader!“ Ved disfe Ord bød Kolbein fine Folt ftige til Heft, og fætte 
— 1) Paal Biffops Saga Gap. 15. 


2) I Sagaen fortælles der, at Kolbein og hans Mænd ikke hørte Klokfering- 
ningen. Dette berettes rimeligviis fom et Slags Mirakel. 


1180—1230. Begivenheder paa Island. Biffop Gudmund, 829 


efter Biftoppen, for at det ej ſkulde lykkes denne at ffaffe de fredloſe bort. 
Kolbein indhentede Biftoppen paa et Sted, faldet Videnes, og fpærrede 
ham Vejen. Strax begyndte der en Hidfig Kamp, bvori Dog Biftoppen 
felt, Abbederne og nogle Prejfter iffe dDeeltoge, ja Biffoppen forbød endog 
udtryffeligt fine Mænd at drage Sverdet, men det bjalp iffe; hans Mænd 
fæmpede med overordentlig Fapperbed, og jujt fom Kampen var paa det 
beftigfte, blev Kolbein truffen i Panden af en Steen, faa at ban fiyrtede 
til Jorden og ftrar efter opgav Aanden '). Dette gjorde Ende paa Kampen, 
fom faaledes fif et langt andet Udfald end man havde ventet, thi Biftop- 
pen blev Sejrberve, og Koldeins Mænd flygtede forffrækkede bort, paa 
nogle faa nær, Der faftede Vaabnene fra fig og bade om Naade. (Sde Sept. 
1208). G&j længe efter fom Sigurd og Arnor med deres Flof, men da 
de erfavede, hvorledes det var ganet Kolbein, tra de fig tilbage, og begare 
lig fiden i al Stilbed over Fjeldene til Sønderlandet, .bvor de tilbragte 
Vintren. Thorvald Gisfursføn, der virkelig havde fulgt Kolbeins Opfor- 
dring, og allerede var fommen et Stykke op paa Fjeldet med fin Flot, 
vendte ved Gjfterretningen om Kolbeins Fald om igjen. Hall Kleppjarns- 
føn fluttede færftilt Forlig med Biftoppen og underkaftede fig bans Dom. 
GSaaledes fpillede Biffoppen nu ganſke Mefter paa Nordlandet. Han paa- 
lagde enhver af de Bønder, der havde deeltaget i Foget mod ham, 
ftore Boder, fom tve, fem eller ti Hundreder, ja af een fordrede han endog 
tyve; og til at inddrive disfe Bøder udfendte han ftore bevæbnede Flokke, 
Der drøge omkring paa Gaardene og toge med Magt, hvad der ej vdedes 
med det Gode; i Følelfen af deres Overmagt, og forbitrede over Bøn- 
dernes Klager, gif de endog baardere frem end Biffoppen havde befalet 
Dem, og tillode fig alffens Voldfømbeder, faa at dDe endog paa et Sted brændte 
en Gaard op og paa andre Steder faarede flere, til hvem de havde et 
ondt Øje. Arnors og Sigurds Gjendomme bleve, fom man fet fan for- 
ftaa, ved denne Lejlighed flemt medhandlede?). Og med alt dette bleve 
Bonderne ikke engang Løfte af deres Ban, thi Biftoppen tog Anledning af 
bvad ban faldte deres Gjenftvidighed til at erklære, at Banfættelfen frem- 
deles ſtulde vedblive. Mange faa fig derved endog nødfagede til at flygte 
fra Egnen, og ty vefter til Breidafjorden forat føge Hjelp hos Pau 
Sturlasjon. Større Forargelfe fan man neppe tænte fig, end at Biftop- 
pen, hbis fornemfte Pligt det var at foregaa med Exempel paa Fredfom- 


') Kolbein, fortælles der, havde dog faa megen Befindelje, at han forlangte en 
Preft, hvilket Biffoppen heller ikke negtede ham; han fvor da, figes der, Forz 
liigs-Ed, fil de fidfte Maademidler og opgav derpaa Aanden. 

?) Efter Biffop Paals Saga I. c. tilegnede Biffoppen fig uden Videre Kolbeins 
Venners og Vilhængeres Gods. 


830 Haakon Haafonsføn. 


melighed og Forfonlighed, tvert imod flulde fare frem med en Hidtil uhørt 
Bold og Lovløshed, og ſtaa i Spidfen for, bvad der i Ordets egentlige 
Forjtand funde faldes en Nøverbande. Dette funde ikke taales, og flere 
Høvdinger vilde allerede førar med væbnet Haand gjøre Ende paa dette Uvær 
fen, Da Biſkop Paal lagde fig imellem, og bad dem endnu at vente lidt, 
indtil den førfte Forbitvelfe nogenledes havde lagt fig; han baabede at Gud- 
mund imidlertid felv vilde indfee fin VBildfarelfe, og fatte et mere forfonligt 
Sind. Han fendte tillige fin Kapellan til ham, for at ftemme ham 
til Maadebold og Forfonlighed, og tilbød ham al den Hjelp, ban unde 
yde. Men alt var forgjæves. Gudmund fan i hans velmeente Raad Éun 
et utilbørligt Medhold med dem, han betvagtede fom Kirkens Fiender, vg 
afvifte ethvert Mæglingsforføg. Under fandanne Omftændigheder var der 
intet mere for Biſkop Paal at gjøre, og Det ſtod nu fun tilbage, med 
Vaabenmagt at gjøre Ende paa Den alt for fænge vedvarende Uorden. Det 
gjaldt imidlertid ej alene at tilvejebringe Ovden og Rolighed, men og at tage 
Hevn for Kolbein Tumesføns Drab, vg det faldt fig Derfor naturligt, at Sig— 
hbat Sturlasfon og Thorvald Gisfursføn, bans nærmefte Befvogrede, fatte fig 
i Spidfen for Foretagendet, idet de lode Brev udgan til Landets øvrige Høv- 
dinger om at gjøre fælles Sag med dem. De flefte adlode Opfordringen, 
og Der Dannede fig et fort Forbund under Anførfel af Arnor, Kolbeins Bro- 
Der, Svogeren Sigbvat Sturlasjøn, Jon Gigmundsføn, Thorvald fra 
Batnsfjorden, Thorvald Gisfursføn, og, Hvad der ifær er merfeligt, endog 
Maqnus GSisfursjøn, der felv dar gejjtlig, havde været Kandidat til Biffops- 
ftolen i Hole, for fan Aar fiden havde gjørt en NRejfe til Rom, ligefom han ikke 
mange Aar derefter fulgte Paal FJonsfon fom Biſkop i Skaalholt. Snorre 
Sturlasføn fluttede fig ligeledes til Forbundet, men, fom det fynes, fun for et 
Syns Skyld, og egentlig meſt for at fee til at Biffoppen ej led alt for megen 
Overlaft. Sighbat Sturlasføn anmodede og faa fin Broder Shord om at være 
med, men da Tord fagde, at han i fan Fald fun vilde fomme felv femte, for- 
fød Sighvat bam i Brede, og det blev aldrig fiden godt imellem dem.  Ogfaa 
Ravn Sveinbjørnsføn vægrede fig ved at være med, hvilket Sighvat heller 
iffe glemte han *). Da Høvdingerne den følgende Vaar (1209) firar efter 
Paajfe famledes i Nærbeden af Hole, havde de i Alt 840 Mand, og mod dem 
havde Biffoppen fun faa andre end fine egentlige Gaardsfolk at ille, , Da 
De flefte forlode ham og neppe en enefte vilde fomme dam til Hjelp.”  Ag- 


1) Ravns Gaga figer udtrykkeligt, at alle Islands Høvdinger, paa Ravn og 
Thord nær, forenede fig mod Biffoppen. Gturlunga-Saga figer i Førftnin- 
gen Eun at det var de ovennævnte men omtaler dog fiden lejlighedsviis 
flere fom Deeltagere f. Er. Hall Kleppjarnsføn og Thord Bødvarsføn. Alt— 
faa har dog vift hiin Gaga i det Væfentlige Net. Dog lader det ej til at 
nogen af Oddefamilien var med, 





| 

















1180—1230, Begivenheder paa Island. VBiffop Gudmund. 831 


mund Sneis havde veli Sinde at fomme ham til Undfætning, men bhindre- 
Des Derfra ved en til hans Gaard udfendt Flot. Efter Ihord Bod— 
vardsſons liftige Raad raabte man Krigsraab allerede om Aftenen, uagtet 
man ej agtede at begynde Angrebet førend om Morgenen: Derved bleve 
mange af Biftoppens Folk faa forſkrakkede, at de deels forſtak fig, deels 
flygtede bort, deels endog gik vver til hans Fiender. Da Morgenen fom, 
og man faa, bvor tyndt Forfvarernes Antal var blevet, tyede de af dem, 
Der forud kunde være visfe paa, at Fienden ej vilde ffjenfe Dem Livet, 
ind i Kivfen. De faa, der vare tilbage, fatte fig Dog fjeft til Mod— 
værge, men bleve, da der paa hver Side var faldet fer Mand, aldeles 
overmandede.  Angriberne brøde Døren op, befatte Hufene og gjennem- 
føgte dem nøje, idet de [ode Biffoppen vide, at hvis han vilde føfe dem 
af Bannet, føulde flere af dem, Der havde føgt VJilflugt i Kirken, fan 
beholde Livet, og ban felv funne drage uhindret bort, Dog uden nogenfinde at 
maatte fomme tilbage igjen; men i modfat Fald vilde de jage han bort med 
Spot og Spe, og uden Barmhjertighed dræbe alle Dem, der vare i Kir— 
fen. Biſkoppen erflærede førft, at han ikke vilde indlade fig paa nogen 
Betingelfe, men efter fine Moænds indftændige Anmodning befvemmede 
han fig Dog, fom det beder, til at fynge et Miserere, før derved at 
ſtemme Fiendevne til noget ftørre Staanfel, fljønt han udtrykkeligt erkfæ- 
vede, at de ikke derved løftes fra Bannet. Derpaa-modtog ban Snorre 
Sturlasſons Tilbud om, indtil videre at tage fit Oppold hos ham, og drog 
endnu famme Dag affted med bam. Da Biffoppen var borte, truede Ar— 
nor og hans Medforbundne den i Kivfen indefluttede Stave til at komme 
ud, og tre af De verfte Forbrydere bleve førar henrettede '). De øvrige 
beholdt vel Livet, men de maatte forføje fig bort, og faaledes, beder det 
i Paal Biffops Saga, bortvyddedes alt dette Skarns Pak, fom der var, 
Fredloſe, Ransmænd vg Rovere, og Denne Roverrede blev fuldftændigt til- 
intetgjort, faa at man fra den Tid af kunde aande frit 2)". Arnor og 
Sigurd toge indtil videre Biftopsgodfet ganſke under deres Beftyrelfe, 
opfloge Deres Bopæl paa Hole, og fatte Folk til at indfræve Fienden. Da 
Biſkop Paal hørte, bvad der var fleet, indbød han ſtrax fin Kollega til 
fig, men Gudmund, ærgerlig over at han ej bavde holdt med ham i alle 
hans Uvimeligheder, modtog iffe Indbydelfen. I afmægtig Harme fendte 
ban han Brev til Hole, og fordrede at Kirken ſkulde tillukkes, ſaaſom 
Den var befmittet ved Manddrabet og De banfatte Mænd Begravelfe; men 
Arnor og Sigud vilde intet høre Derom, og tvang Prefterne til at holde 
fuld Gudstjenefte. Gudmund forblev den hele Vinter hos Snorre, men 





1) Sturlungafaga IV. Gap. 1—7. 
2) Paal Biffops Saga Gap, 15. 


832 Haakon Haakonsføn. 


begav fig om VBaaren (1210) til Rutafjorden paa Mordlandet, for derfra 
til Søs at fnige fig tilbage til Hole. Dette mislykkedes dog, da Arnor Tu- 
mesføn lod befætte alle de Havne, hvor han paa nogen Maade funde 
fande, med Bevæbnede, faa at han maatte vende om igjen, og tog fit 
andet Vinterophold paa en Gaard i Steingrimsfjorden 1). Han havde til 
fige den Wegrelſe at høre, at Prefterne i hele Biftopsdømmet. holdt 
Mesfe føm før, uden at bryde fig om hans Forbud. Han fatte Dem na- 
turligviis alle i Ban; men de vaadførte fig med den for fin gejtlige 
Lærdom og fit velvillige Sindelag, ej mindre end for fin literære Virk— 
fombed anfeede Gunnlaug Munk i Thingeyre Klofter, og Denne gav dem 
det Raad, flet iffe at lade fig anfegte af VBanfættelfen, men vedblve 
med alle gejjtlige Forretninger. Et faadant Raad fra en Mand fom 
Gunnlaug, der Dog, Hvad man og af hans Skrifter fan fee, omfattede 
Kivfen og dens Fnteresfer med Den meft brændende Jver og den Dybefte 
Grefrygt, og fom desuden felv for faa Aar fiden paa en faa iøjnefal- 
dende Maade havde givet fin Beundring for Gudmund tilfjende *), vidner mere 
end alt andet om, Hvor overvættes tore Gudmunds Misgreb maa have vær 
ret. Vaaren efter (1211) havde Biffoppen og Uvnor en Sammenkomſt, hvor 
Denne tilbød bam et i alle Dele hæderligt Forlig, faa at han endog, om 
han onſkede Det, funde vende tilbage til fin Biſkopsſtol og overtage hele 
Beftyrelfen af de gejftlige Unliggender, medens alene det Okonomiſke, 
fom Dan havde viiſt fig fan udygtig til at foreftna, føulde være hans Naa- 
Dighed unddraget. Men herom vilde den egenfindige Gudmund intet høre. 
Kort efter begav ban fig aldeles uventet til Hall Kleppjarnsføn, med hvem 
ban, fom anført, tidligere havde fluttet Forlig, og fit ham nu overtalt til 
at famle Folk, for med væbnet Haand at gjenindfætte ham i hans Sæde. 
Arnor famlede ligeledes Folk, og mødte Dem; det fom imidlertid ikke til 
nogen Kamp, da Hall og Biftoppen trak fig tilbage, for at undgaa 
Blodsudqydelfe. Dog blev der heller iffe fluttet noget Forlig, og Bi- 
ffoppen tilbragte Sommeren med at rejfe om paa andre Steder I Stif- 
tet, det han erflærede alle Kirfer befmittede, fan længe Hovedkirfen ej 
par venfet, og alene holdt Mesfe i Felte. 3) 

Saaledeg ftode Sagerne, da der henimod Høften (1211) indløb et 
Advarfels= og Formanings-Brev fra Erkebiſkop Ihore til Arnor Fumes- 
føn, Sigurd Ormsføn, Thorvald Gisfursføn, Jon Sigmundsføn, Hall 





1) GSturlungafaga Cap. 7. I Gteingrimsfjorden ffal Gudmund, ifølge Saga— 
ens Udfagn, ogfaa have gjort Mirakler, navnlig ved at fordrive Troldheren 
Gelfolla. Merfeligt nok, tales der intet om at ban udførte Mirakler under 
Opholdet Hos den oplyſte Snorre Sturlasføn. 

2) Se ovenfor S. 821 Not. 

3) Gturlungafaga IV. 7. 








1180—1230. Begivenheder paa Jsland. Biffop Paals Død, 833 


Kleppjarnsføn, 1) Sighvat Sturlasføn og Snorre, Sturlasføn. Det var,» 
ytrede Erkebiſkoppen, , med ftor Smerte at ban havde modtaget Efterret- 
ningen om en faa ubørt Begivenhed, fom Den, at ulærde Mænd havde 
underftaaet fig til at fordømme deres Biſkop, over bvilfen ingen havde 
Net til at dømme uden Paven eller Erkebiſkoppen i Pavens Navn; at de 
bavde affat ban fra fit Biffopsdømme, og dræbt flere af hans Folk 
hvoriblandt endog enfelte Prefter. For en faadan Synd funde alene Par 
ven felv give Abfolution. Da nu Misligheder, fom denne, umuligt lade 
fig vette paa eller femme ved blotte Budfendinger eller Breve, idet den 
ene altid føylder paa den anden, faa at man aldrig Fommer efter Sand— 
heden, var der iffe andet for, end at faavel Biffoppen fom De oven nævnte 
Mænd perfonligt indfandt fig hos Erkebiſkoppen, og han befalede dem derfor 
med fømmelig Lydighed, Gud til Jak, den hellige Cbriftendom til Frelfe, 
deres Synder til Forladelfe, og alle Landets FIndbyggere til Gavn, endnu 
famme Sommer at fomme over til Morge". Han paalagde derhos Urnor 
færffilt at udrede til Biffoppen faa meget af Biffopsftolens Gods, fom 
han fømmeligen behøvede til Rejfen, ligefom han og paa det frengeligfte 
forbød ham at gjøre ham nogen ort enten paa Nejfen fra Landet eller 
tilbage”). Et faa alvorligt Brev fom dette vovede Høvdingerne, bvor 
overmodige de end ellers funde være, ikke at affærdige med Ligegyldighed. 
Det bavde for det førfte den Virkning at Arnor tillod Gudmund at vende 
tilbage til Hole, og lod ham fidde i Fred den Vinter. Og da VBaaren 
fom, gjorde faavel Arnor, fom Thorvald Gisfursføn fig vejfefærdige til 
Norge. 

Det maatte under disfe Omftændigheder anſees fom en ftor Ulykke for 
Landet, at den fredelffende, højt anfeede Biftop Paal, om Høften 1211 
faldt i en haard Sygdom, hvoraf han bortryktedes efter et Par Maaneders 
Sygeleje, den 29de November, endnu fun 56 War gammel 3). Skaalholts 
Biſkopsſtol ffod nu i fleve Aar faa godt fom ubefat, thi eit Berfesføn, en 


1) Griebiffoppen havde naturligvis, da han førev Brevet, endnu ikke bragt i 
Erfaring at Hall havde forliget fig med Gudmund, 

?) Brevet findes i fin Heelhed i Sturlungafaga IV. c. 8, faavel fom i Finn Jons⸗ 
føns Kirfehiftorie, I. S. 253. 

3) Hans Dodsaar angives ſaaledes i Annalerne, og tillige i Paal Biffops 
Saga Cap. 17, for faa vidt der her figes at han døde en Tirsdag, der til: 
lige var Dagen før St. Undreas-Dag, altfaa 29 Novbr. Denne Dag fal- 
der juft i 1211 paa en Sirsdag. For Meften nævner Sagaen et urigtigt 
Xarstal, nemlig 1204.  Gturlungafaga IV. 8 figer at Biffop Paal døde 
21de Novbr. famme Vinter, Biffop Gudmund opholdt fig i Steingrimsfjor- 
den; dette er urigtigt, thi den Vinter var Vintren 1210—113 Fejlen for: 
klares letteft faaledes, at Nedffriveren har udtrykt fig unejagtigt og Fun 

Mund. Det norffe Folks Hiftorie. mj. 53 


834 Haafon Haakonsſon. 


Datterføn af Gisfur Hallsføn, der valgtes til Hans Eftermand, døde 1214 
i Norge, efter at han Aaret forud var dragen Derhen for at modtage Jnd- 
vieffen, og i det Aar, ban fom udvalgt Biftop tilbragte paa Island, 
ſynes han iffe at have nydt nogen fynderlig Unfrelfe eller at have ope 
traadt med nogen biffoppelig Myndighed; endog VBiffopsftolen og dens 
Gods beftyredes efter Biſkop Paals Foranftaltning af hans Farbrødre, 
Thorvald og Magnus Gisfursfønner, bvilfe vel ogfan vare de egentlige 
Ophavsmænd til hans Valg. Man føulde næften tro, at de mindre vel- 
findede blandt Høvdingerne fun havde ventet pra Paals Død for at gide 
deres flette Lidenftaber Tojlen. Sighvat Sturlasføn, der var bleven enig 
med fine Stogre Arnor og Sigurd om, at det vilde være belejligft og for- 
deelagtigft for dem alle tre, om han kunde flytte til Gyjafjorden og over- 
tage de Godord, Sigurd havde fkjenfet hans Søn Tume, men fom paa 
ben anden Side nødig vilde opflaa fin Bolig i en Egn, hvor han ikke ftrar 
blev den førfte Mand, brugte de fljendigfte Kneb forat opnaa dette Maal. 
Der havde i fang Tid herſket et dødeligt Fiendſkab mellem den forhen omtalte 
Høvding Hall Kleppjarnsføn og hans Medbejler Kalv Guthormsføn, Der 
næft ban var den meft anfeede Bonde i Gyjafjorden. Sighvat ante vil 
ligt Øre til Kalvs Beklagelſer over Hall, og tilfagde ham fin Biftand, i 
hvad han faa end maatte foretage fig: Dette kunde vanfkeligt tages anderledes 
end fom en Opfordring til at dræbe Hall, uagtet den liftige Sighvat ej 
tydeligt havde udtalt Ordet. I Forventning om SighvatS Hjelp overfaldt 
derfor Kalv Hall og tog ham af Dage 1212. Men i Stedet for at un- 
derftøtte Kalv, overflod Sighvat ham til fin Sfjebne, og da han var bleven 
nødt til at udrede en ſtor Bod og forlade Heredet paa tre Var, var Sig- 
hvat firar rede til at fjøbe hans Gaard Grund, bofætte fig Der, og tile 
rive fig Magten i Gyjafjorden, hvis tvende mægtigfte Høvdinger han faa- 
fedes paa nemmefte Maade havde faaet vyddet til Side '). Endnu ffjen- 
Digere, om muligt, opførte Thorvald Snorresføn i Vatnsfjorden fig paa 
famme Tid mod fin Velgjører, Den ædle Ravn Sveinbjørnsføn. Misun- 
delig over hans ſtore Anfeelfe, føgte han enhver Anledning til at ſkade 
ham, væltede fig ind paa hans Thingmand, og gjorde omfider idelige For- 
føg paa at overfalde fam i hans Hjem. Et Par Gange mislyktedes dette, 
da Ravn hver Gang i FIide havde faaet Nys om hans Komme, og 
famlet faa mange Folk til fit Forfvar, at han ej alene unde tvodfe 


har meent, at Paals Død faldt i November famme Uar, hvoraf Gudmund 
havde tilbragt de førfte Maaneder i Steingrimsfjorden. 

1) Sturlungafaga IV. Gap. 10. Halls Død anføres i Annalerne under 1212; 
naar Sturlungafaga derfor nævner „fem Aar efter Striden ved Hole“ (1209), 
er dette aabenbart en Gtrivfejl, og der bør filfert læfes fåm vetrum 
i Stedet for fimm vetrum. 





1180—1230. WBegivenheder paa Island. Ravns Død. 835 


ethvert Angreb, men endog let kunde have taget Thorbald af Dage, 
hvis han ej havde været ædelmodig nok til at fade ham Drage uhindret 
bort. Denne Wdelmodighed var dog aldeles fpildt paa Thorvald, der fremde— 
les vedblev at efterftræde Ravn. En Uvejrsnat i Marts Maaned 1213 
lykkedes det ham endelig at tomme ganſke ubemerfet med en fror Folke: 
ftyrke til Eyre, hvor man iffe drømte om nogen Fare; ban lod firar fætte 
SD paa Gaarden, og uagtet han paa Ravns Bøn lovede alle, der nede 
fagde Baabnene, fri Udgang, fod han dog Mavn bhalshugge og to af 
hans Mænd fodhugge, hvorhos han ranede alt hvad der fandteg af rørligt 
Gods, VBaaben og Klæder m. m. paa Gaarden, ja endog et Fartøj, der 
tilhørte Kirfen. Ikke not hermed, fom han nogle Uger fenere tilbage, og 
plyndrede mange af Mavns forrige Thingmend. Man føulde tro at 
Dan var bleven betagen af et uforklarligt Maferi mod fin forrige Vel— 
gjørers Dele Familie. Senere tilbød han vel Forlig, men mere, fom 
det fynes, for at undgaa de farlige Følger af fin Ugjerning, end af nogen 
Anger dDevover. Thord GSturlasføn affagde efter begge Parters Over- 
eenskomſt en Dom, der lød faaledes, at han, foruden at udrede en bety- 
delig Pengebod, ſkulde forlade Landet paa fem War, — bvilfen Tid dog 
forfortedes til tre Aar, Hvis det Iyftfedes ham at fan Abfolution af Paz 
ven —, og at ban efter Hjemfomften ſtedſe ſkulde være fredløs i det hele 
Strøg mellem Vatnsfjord og Breidafjorden, frjønt han beholdt fit Godord 
og Høvdingedømme, undtagen over Dem af fine bidtilværende Shingmænd, 
Der boede i nys nævnte Strøg. Fremdeles ſkulde Ranene erftattes og færftilt 
Bøder udredeg for de Misbandlede eller Lemlæftede.  Fborvald efterfe- 
vede Dommen i det hele faget upaatklageligt, gif lige til Rom, fit fandfynligviis 
Abfolution af Paven, og fom derfor tilbage efter tre Uars Forløb 1). Han 
holdt fig i nogen Tid frille, men det varede ikke Længe, førend han optraadte med 
endnu ſtorre Overmod og Voldfomhed end forhen, indtil Ravns Sønner ene 
delig gave ham hans fortjente Løn, fom det i det Følgende flal berettes. 

Imidlertid havde faavel Arnor FTumesføn, fom Thorvald Gis- 
fursføn og Biftop Gudmund ifølge Erkebiſkoppens Indkaldelſe begi— 
vet fig til Norge. Fon Gigmundsføn var død, Hall dræbt, og 
Gighvat funde ikke vel forlade Landet famtidigt med Arnor. Thorbald 
teifte med den udvalgte Biffop Teit, og Arnor alene 1213; Gud- 
mund, fom paa famme Iid gjorde fig vejfefærdig, blev to Gange dreven 
tilbage af Storm, maatte fidfte Gang fade fig bære fyg fra Skibet, og 
fom ikke affted førend det følgende Aar *). Men ved hans Ankomſt til 
Norge var Grøebiffop Thore enten allerede død (Bde Uug. 1214) eller 








1) Sturlungafaga IV. 1—18. Ravn Gveinbjørnsføns Saga. 


?) Sturlungafaga IV. 11, 
53 * 


836 Haafon Haafonsføn. 


han døde ſtrax efter, faa at Gudmund neppe engang fik ham i Vale '). 
Under disfe Omftændigheder funde den Sag, bvorfor han og de verdslige 
Høvdinger vare indftevnte, itte for det førfte fomme til Ufgjørelfe, og 
faavel Arnor fom Thorvbald vendte Derfor ſtrax tilbage igjen til Is— 
fand 2)» medens Dderimod Gudmund blev tilbage i Norge å flere Aar, 
og tilbragte Den førfte Vinter i Viten, for det mefte Hos Biſkop Niko— 
fa8. Snorre Sturlasføn havde ogfaa tænkt paa at vejfe til Norge, 
da ban, foruden at være indftevnt af Erkebiſkoppen, ogſaa var forme- 
lig indbuden af Haafon Jarl, til Hvis re han havde digtet et Kvæde, 
og fom til Gjengjeld ej alene fendte ham Sverd, Skjold og Brynje til 
Foræring, men Derhos føriftlig bad ham beføge fig og lovede at vife ham 
ſtor Hæder, idet han tillige anmodede ham om ogfaa at Digte et Kvæde 
til hans Huftru, Fru Chriſtinas Wre. Snorre var allerede, færdig — 
fandfynligviis føulde han Drage i Følge med Biffop Gudmund, og vilde 
vel felv overrætfe Fruen Digtet eller foæde det for hende — da Efter— 
retningen indløb om Haafon Jarls Død. Dette beftemte ham til at ud— 
fætte fin Rejfe indtil videre, men han fendte dog Digtet (Faldet Andvaka), 
der fynes at have behaget Fru Chriſtina færdeles meget, faa at hun fra 
Den Sid af var Snorre overmande vel bevaagen *). Det følgende Aar 
(4215) blev Snorre valgt til Lovfigemand *), faa at ban ej engang, om 
ban havde villet, Da kunde forlade Landet. Man bebrejdede ham imidlertid, 
at han vifte liden Iver eller Raftbed tat forlige nogle heftige Stridighe- 
Der, mellem Videdøkerne og Midfjordingerne, af hvilke de flefte vare Hans 
Ibingmænd for Aavellinge-Godorvdet), men til hvis Slagsmaal han var 
faa godt fom en uvirffom Tilſkuer 5). Siden fom han endog i Strid paa 
Althinget om en temmelig ubetydelig Sag med Preften Magnus Gudmunda- 
føn faldet den gode, en Syfterføn af Sæmund FJonsføn 5). Denne, faa- 
vel fom alle hans Frænder, hjalp Magnus, medens Snorre underføøttedes 
af fine Brødre, og hele FYingalmuen tog Parti, enten med den ene eller 
med ben anden, faa at det nær var fommet til almindelig Kamp, bvis ej 


1) Om Erkebiſtop Thores Ded fe ovenfor S. 558. 

2) Dette angives udtrykfeligt i de islandffe Unnaler. I Sturlungafaga nævnes 
der intet om, naar de fom tilbage. 

8) GSturlungafaga IV. 21, 22. 

2) Selandffe Annaler ved 1215. 

5) Den udførlige Beretning herom, der indeholder flere ret løjerlige Enkeltheder, 
findes i Sturlungafaga IV. 20. Tiden, naar denne Strid foregif, angives 
ej udtrykfeligt, men den fættes firar foran Striden mellem Magnus Gud- 
mundéføn og Snorre. 

6) Magnus var en Søn af Gudmund Griis, og Broder af Thora, Thorvald 
Gisfursføns Huftru, Han var en meget anfeet Mand, der endog fenere 
fom det fÉal vifes, valgtes til Biffop. 


" 


| 


EEE 
— ——— 


1180—1230. Begivenheder paa Island. Biſkop Magnus. 837 


Thorvald Gisſursſon havde faart mæglet Forlig. Men Snorre var util— 
freds med dette, tog fiden Anledning af en Arve-Sag til at paaføre 
Magnus Søgsmaal, fit ban dømt fredløs, og indfandt fig paa Det føl- 
gende Althing med 840 bevæbnede I) Mænd, foruden fine Brødre og deres 
Skarer. Da faa det meget farligt ud, og hele Thinget Lefandt fig i hef— 
tig Gjæring, da Forlig endelig gjenoprettedes ved Magnus Gisfurs- 
føn, der nys forud var fommen tilbage fra Norge, efter at være bleven 
indbiet af Erkebiſkop Guthorm til Biftop i Teits Sted.?*). Magnus 
havde, fom det allerede ovenfor er nævnt, fiden Biffop Paals Død fore- 
ftaaet Biffopsftolens Beftyrelfe i Forening med fin Broder Gisfur og 
han var faaledes paa en Maade felvffreven til at vælges. Selv høj- 
byrdig og nøje forbunden med Oens bedfte Familier, ligefom Biſkop 
Paal, fulgte ban faa ganffe dennes Exempel, idet han faa vidt muligt 
holdt fig udenfor alle Partierne, og anvendte al den ſtore baade verdslige 
og gejftlige Indflydelſe, han befad, til at bilægge Iviftigheder og over- 
holde Fred og Enighed i Landet. Derved førgede han langt anderledes, 
faavel for Landets Vel, fom for Kirfens og fin egen Hæder, end om han 
havde efterlignet den fremfufende, forfængelige Gudmund og havde fat Ult 
paa Spidfen for at drive utidige og uforberedte Reformer igjennem. Han 
par tillige alt for meget Uriftofrat og bævet over Hobens Gunſt, til at 
ban føulde funne finde Behag i en faadan Virffomhed og faadanne Omgi- 
velfer, fom dem, hvorpaa Gudmund fatte Priis. Men han var ogfaa den 
fidfte Biftop, Island havde af dette Slags. Det var iffe uden Betyd— 
ning, at ban tillige var den fidfte islandffe Biffop, der havde indgaaet 
Egteſkab 3). Gudmund fræbdte alt for ivrigt efter Hellighed, og var for 
nidfjær i at opretholde alle Pavebud, til at funne tillade fig nøget i hang 
Øjne faa vanhelligt og ftvidende mod den gejftlige Lov fom at gifte fig. Men 
vift er Det, at om han havde været gift, da havde han aldrig Funnet 
begaa faa mange Misgreb fom dem, hvilke han nu i fin enslige, fra alle 
borgerlige Forhold adffilte Stilling faa byppigt tillod fig *).  Gudmunda 








1) Uf disfe vare 80 Nordmænd. 

2) Gturlungafaga, IV. 21. ,, Dette Forlig", tilføjer Sagaen, „var Snorre til 
for Hæder, og fra den Iid af vorede ret hans Unfeelfe i Landet.” Man Fan 
derfor paa en vis Maade anfee denne Begivenhed fom Vendepunktet, efter 
hvilfet Oddeverjernes Magt var i Dalen, Snorres i Jiltagen. Den gamle 
Semund anede ogfaa noget faadant, idet han paa Thinget 1215, da han 
førfte Gang havde ftaaet Magnus Gudmundsføn bi, fagde med kjendelig 
Harme: „disſe Brødre (Snorre o. f. v.) drage fig faa frem, at neppe no- 
gen fan maale fig med dem". 

3) Hans Huftru hed Halldora Hjaltedatter, Sturlungafaga II. 5. 


%) Bed at læfe Biffop Paals Saga, vil man erfare, hvad Hans værdige Huftru 


838 Haakon Haakonsføn. 


og Magnus's nærmefte Eftermend vare ej alene ugifte, men, fom vi ville 
fee, Ikke-Islændinger, vis Interesjer Derfor vare aldeles fjernede fra 
Landets egne, og fom faafedes vel, bvad der ved førfte Ojekaſt kunde an- 
ſees beldigt, frode ganſke udenfor Partierne, men fom Derved tillige funde 
virke deſto villigere og henſynsloſere naar Det gjaldt at undergrave Lan- 
dets Selvftændighed. 

FHi den Tid var nu omfider for Haanden, da Norges Herføere vir- 
felig Faftede Deres Ojne paa Island, og alvorligt tænkte paa at undere 
fægge fig Landet, neppe uden Filftyndelfe fra flere af Oens egne Hovdin⸗ 
ger, af bvilte nogle viſtnok meente det ærligt, og fun tænkte paa at 
ftandfe Bold og forebygge Anarchi, andre derimod lige faa vift lededes af 
Grgjerrighed og Gyennytte, idet De nærmeft baabede ved fremmed Hjelp 
at fvinge fig op over fine Ligemænd. Paaſkud til at blande fig ind i 
Landets Anliggender eller endog at bjemføge det med Vaabenmagt vilde 
pel iffe til nogen Tid have været faa vanffeligt at finde for bvilfen fom 
belft norff Konge, der havde faaet Lit til at underfægge det fit Herre- 
dømme. Men, merfeligt nok, juft nu forefaldt der Begivenheder, fom 
mere end andre vare fliffede til at fremfalde Denne Lyſt, og virfelig dan- 
nede det førfte Led til den Kjede af Tildragelſer, Ver endte med at bringe 
Øen under Norges Herredømme. Samme War, Snorre Sturlasføn og 
Ovdeverjerne havde deres fidfte Strid paa Thinget, Dvog Paal, en Søn 
af Sæmund Jonsføn ?), over til Norge. Han maa fandfynligviis have 
opført fig meget overmodigt og pukket faavel paa fin Faders ſtore Magt, 
fom: paa fin Herfomft fra Kong Magnus Barfod >), thi Bergensmæn- 
dene gjorde fig lyftige over ham, og fpurgte fam bhaanligt, om han var 
fommen for at blive Konge eller Jarl over Norge; nogle ytrede endog 
at det var farligt at fade ham opholde fig i Landet: fan funde maaffee 
fætte fig i Spidſen for en eller anden Oprorsflok, fom faa mange nu 
bavde gjort. Herover blev den beftige unge Mand faa fornærmet, at 
han over Hals og Hoved forfod Bergen, for at drage til Kong Inge, 
uagtet det var Bintertid, og intet andet Fartøj var at faa end en Byr- 
ding. WUdenfor Stad blaſte der op en Storm, i bvilfen baade det Skib, 
hvorpaa han befandt fig, og fer andre Byrdinger forlifte, uden at enten 





Herdis, fom han miftede ved et Ulytfestilfælde, var for ham, og hvilken 
Stotte hun var ham i hans Virkſomhed. Havde Gudmund haft en ſaadan 
Huſtru, da havde han viſt ogſaa været en langt anden Mand. 

1) Paal havde ivrigt deeltaget i Striden paa Althinget mod Snorre GSturlas- 
føn: han var den førfte, der opfordrede Faderen til alvorligt at tage fig af 
Magnus Gudmundsføn. 

2) Hans JFarfader, Jon Roftsføn, var fom ovenfor berettet, en Søn af hora, 
Kong Magnus”s Datter. 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Gpænding med Norge, 839 


han eller nogen af Befætningen blev reddet. Da Efterretningen herom 
føm til Island (1217), blev hans Fader Sæmund Jonsføn frygtelig op— 
bragt paa Bergensmændene, bvis Spotteglofer han tilffrev Sønnens uti- 
dige Nejfe vg paafølgende Død. Og da Der juſt laa nogle bergenffe 
Handelsfartøjer ude ved Ørebakke, drog han derhen med 600 Mand, vg 
fordrede at Kjøbmændene, der vare ombord paa dem, føulde gite ham en 
Bod, faa ftor fom ban felv beftemte. Forgjaves føgte bans veltænkende 
Broder Orm og mange andre at tale ham til Rette, og bringe ham til 
at afftaa fra denne urimelige og uvetfærdige Furdring. Det hjalp ikke; 
Kjøbmændene maatte udrede den ubyre Bod af 360 Hundreder (7200 
Ører eller 900 Merfer Sølv) ?). I denne Bod maatte ligeledes tvende 
Kjobmend deeltage, der netop paa famme Vid anÉom til VBeftmannagerne 
med en ftor 44 og til Hevn Dræbte de Vaaren efter paa en lumſk Maade 
Orm Jonsføn og hans Søn, uagtet han ej alene, fom nys omtalt, havde føgt 
at formilde Sæmund, men ogfaa om Vintren havde haft ren af dem hos 
fig fom Gjeft (1218). De bragte felv Gfterretningen om deres Udaad 
til Norge. Nu var der omtrent lige ftor Brøde paa begge Sider, 
men deſto ſtorre var ogſaa Den gjenfidige Forbitvelfe. J Norge klagede 
man over Samunds Voldsfoerd mod Kjøbmændene: paa Island fordrede 
man Hevn for den uftyldige, bøjt agtede Orms Drab ?*). Uaret i For- 
pejen bavde, fom vi vide, Haafon Haafonsføn faaet Kongenavn, og Skule 
Jarl overtaget Negjeringen fom bans Formynder. Skule tog førar med 
ftørfte Heftighed fine Landsmænda Parti, og tænkte, fom det allerede tide 
figere ev berørt, å fin førfte Iver paa intet mindre end at gjøre et 
Krigstog til Island. Sandſynligviis har den ærgjerrige, herſkeſyge Fyr— 
ſte allerede da med Glade dvælet ved Fanfen om at lægge Island under 
Norges Krone, et Vert, hvorved ogſaa hans egen Anfeelfe vilde vinde 
overordentligt, og fom vilde tynge betydeligt i VBegtffaalen, naar han atter 
gjorde Fordring paa Tronen for fig felv. Det er heller iffe ufandfyn- 
ligt, at ban fan have været øpmuntret til et faadant Foretagende af den 
benfynsløfe Biffop Gudmund, for hvem Fædrelandets Gelvftændighed 
neppe bavde noget at betyde imod den Filfredsjtillelfe at fre Høvdingerne 
ydmygede. Jarlen ble endnu mere opfat Derpaa, da man om Baaren 1220 
fit Gjtervetning om at Fhorvald Gisfursføns Søn Bjørn, der var gift 
med Hallveig, Orm FJonsføns Datter, til Hevn for Svigerfaderen havde 


) Denne Sum foarer omtrent. til en Værdi af 80000 Spdlr. i vore Dage; en 
Pengebod faa uhyre, at man føulde friftes til at formode en Fejl i Ungivel- 
fen, hvis Summen ikke fandtes anført baade i Sturlungafaga og Kong 
Haafon Haafonsføns Gaga. Selv om man regner efter Vrealens-Øre, 
(hvorved Summen reducereg til det Halve) bliver den dog overvættes fror. 


3 Sturlungafaga IV. 22. Haakon Haafonsføns Saga Cap. 55. 


840 Haakon Haakonsføn. 


ladet en Nordmand dræbe, uanfeet at denne var flygtet ind i em Kirke 
før at redde fit Liv). Men hvor opbragte end Mordmændene i det 
hele taget vare paa Jslændingerne, ønffede dog ingen af de Forftandigere 
nogen Krig, og Jarlens Forberedeffer til Denne vakte derfor megen Util- 
fredshed, iſer da man havde Brug not for alle de Stridsfræfter, man 
funde tilvejebringe, mod Nibbungerne, Dev Vintren forud havde begyndt 
fit farlige OØprør i Viken ?). Det er alligevel et ftort Spørgsmaal, om 
Jarlen havde ladet fig afholde fra at iverffætte fin Plan, pvis iffe Snorre 
Sturlasføn paa Denne Vid havde været hos ham og bragt ham paa an- 
dre Fanfer. Snorre, der, fom vi have feet, allerede i Længere Tid havde 
tænøt paa at beføge Norge, var endelig fommen afjted om Sommeren 
1218, firar efter at ban bavde bortgiftet fin ældfte Datter Hallbera til 
Arne Magnusſon, faldet Øreyda (Odelanden), ontghbilken der i det 
følgende oftere vil blive Tale. Hans toaarige Ophold i Norge havde faa 
at fige været en enefte Rætte af Udmerfelfer, Der vdedes deels hans Magt 
og Unfeelfe, deels hans ſtore Talenter. Han bavde frrar efter fin Ankomſt 
føgt Stule Jarl, der modtog ham med den frørfte Forefommenbed, og til jvem 
han fluttede fig paa Det nøjefte, ligeføm han og til bans Mre digtede tvende 
Kvæder. Han fulgte ham om Høften til Viken og tilbragte Vintren hos 
Dam 3), hvorfra ban den følgende Vaar gjorde en Nejfe til Veftergøtland for 
at beføge Fru Chriſtina, der imidlertid var bleven gift med Mſtil Lagmand. 
Oqfaa bun gjorde meget af ham og gav ham mange berlige Gaver, hvor— 
ibfandt det Banner, Kong Erik Knutsføn bavde haft i Slaget pan Ge- 
ftilveen. Efter at have tilbragt Sommeren hos hende, drog han om Hø- 
ften tilbage til Farlen, fom da tilligemed Kongen befandt fig i Nidaros, 
forblev ogfaa denne Vinter hos bam, blev om Julen af bam og Kongen 
gjort til Sfutilfvein *), og fulgte ham om Sommeren til Bergen. Snorre 


1) Haafon Haakonsſons Gaga Gap. 59. Gturlungafaga IV. 22. 

2) Se ovenfor S. 623. 

3) Disfe, faavel fom de følgende Stedsangivelfer med Henfyn til Snorres Uden- 
landsrejſe, findes ej i Sagaen, der Fun beretter at Snorre opholdt fig å to 
Vintre hos Jarlen, og tilbragte den mellemliggende Sommer hos Fru Chri— 
ftinag men de lade fig udlede af Kongefagaens Udfagn om hvor Farlen til 
de forffjellige Sider af disfe Uar befandt fig. 

4) Gturlungafaga IV. 22. Haakon Haafonsføns Gaga Cap. 55. Man Éunde 
friftes til at antage, at det var ved denne Lejlighed, Gnorre digtede fit be 
Hjendte Kvad Håttalykill om Kongen og Jarlen, men da der i dette fore: 
tomme Bifer, der handle om Ribbungefampen 1221, fenere end Snorreö Bort: 
rejfe fa Norge (fe Haafon Haafonsføns Saga Cap. 74, jvfr. Håttalykill, 
Viſe 63, 64, 65, maa dette være bigtet fenere, fandfynligviis 1237. Der 
anføres og i Gturlungafaga Cap. 25 en Vife af Skules Kvad til Jarlens 
AEre, fom ej findes i Håttalykill. 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Gnorre Gturlasføn i Norge. 841 


havde ftanet ganſke udenfor de fidfte Konflifter mellem Oddeverjerne og 
Nordmændene; Ovms Drab erfarede han forſt efter fin Ankomſt til Morge, 
og med Sæmund og Dennes Sønner var han, fom vi have feet, juft paa 
den Fid i mindre qod Forftaaclje.  Defto mere Vegt maatte hans Ord 
Have, naar han fraraadede nu voldjomme Forholdsregler. Ved aabenbar Krig, 
fagde han, vilde man intet udrette; langt bedre var det at gjøre fig de 
bedfte Mænd paa Øen til Benner, og det flulde, tilføjede ban, være ham 
en let Sag at overtale fine Landsmænd til frivilligt at give fig under 
Norges Konges Herredømme, tfær naar Sæmund Jonsføn var Død, tVi 
Da var han felv og hans Brødre de magtigſte Mænd i hele Landet. Om 
Snorre virkelig meente noget med dette Tilbud, eller han kun fremfatte 
Det for at afværge det truende Uvejr fra fin Fædrenø, uden nogenfinde at 
tænfe paa at opfylde det, er vanffeligt at fige; af hans fenere Fremgangs- 
maade at dømme føulde man Dog være meſt tilbøjelig til at antage det 
fidfte, og bvad man end fan have at udfætte paa Snorre, fynes i Det mindfte 
iffe Fædrelandskjærlighed og Frihedsfind at have manglet ham. Jarlen gik 
imidlertid ganffe ind paa hans Forflag, men for at det ikke ſkulde fee ud 
fom om han fun af Bægelfind fod den engang fattede Plan fare, bad han 
SFslændingerne anmode Kongen om at indlægge Forbøn for dem. De hen— 
vendte fig derfor til Dagfinn Bonde, der altid havde viijt fig fom en iv- 
rig Ben af Jslændingerne og fom med Fornsjelfe paatog fig at tale til 
Kongen. - Denne var ftrar villig til at opfylde Begjæringen, og paa et 
Møde, fom ftrar efter i Denne Anledning blev holdt, fagde han disfe mer- 
felige Ord: Herr Farl, den Plan, der i Sommer har været paa Bane, 
nemlig at gjøre et Krigstog til Island, forefommer Raadet mindre hel— 
dig, deels fordi Vejen derhen er fang og befværlig, deels ogſaa fordi Lan- 
Det i fin Vid ev bebygget Derfra, og vore Forfædre og Frænder have 
chriſtnet det og fljenfet det mange Fordele; hertil fommer end videre, at de 
flefte af Indbyggerne intet have forbrudt fig mod o8, om end enkelte have 
handlet ilde mod vore Shegner, og det bliver til Skade for og alte, om 
Landet herjes. Derfor vil jeg Vede eder, Herre, at I paa mine Ord la 
Der denne Plan fare.” Mange andre forenede fine Bønner med hans, 
og Jarlen tilbagefaldte naturligviis ſtrar Beftemmelfen. Snorre paatog 
fig til Gjengjeld at ſkaffe de norffe Kjøbmænd Fred paa Island, og maatte 
derhos bhøjtideligt, fljønt viſtnok bemmeligen, forpligte fig til at gjøre Alvor 
af at anvende af fin Indflydelfe for at bringe fine Land&mænd til at under- 
fafte fig det norffe Herredømme. Fil ydermere Sitterhed for, at han vilde 
udrette Dette, ffulde han fende fin Søn Jon Murte over til Farlen fom 
Gisfel.  Derimod føgte Kongen og Jarlen paa fin Side at fnytte ham endnu 
nærmere til Norges FJnteresfer ved at vife ham en Wre, der neppe endnu 
var bleven nogen Jslænding til Deel, idet de udnævnte ham til Lender- 


842 Haakon Haakonsføn. 


mand '). Kort efter drøg Kongen og Jarlen oſtober *), og Snorre til 
Island, pan et Stib, fom FJarfen, blandt mange andre Gaver, havde foræ- 
ret ham til Lon for hans Koæder. Forft efter en fang og haard Overrejfe 
og med Tabet af fin Maft naaede han feenbøftes Veftmanna-Øerne, og han 
habde endnu iffe betraadt felve Island, førend man ej alene Havde erfaret 
hans Ankomſt, men ogfaa, hvilte ufædvanlige Udmerfelfer vare blevne ham 
til Deel og det Fredsmægler-Hverv, ban havde paataget fig. Man føulde 
Dave ventet, at Beboerne af Sønderlandet, og tjær Oddeverjerne, havde 
pæret ban tafnemmelige, fordi ban, uanfeet de fidfte Misforftaaelfer, Der 
havde berffet mellem Dem, dog havde afværget og fremdeles føgt at fore- 
bygge en Krig, der, bvilfet endeligt Udfald den end vilde have faaet for 
Norge, dog I ethvert Filfælde vilde have været ødelæggende for dem. 
Men faa fanatift var nu Stemningen mod Mordmændene, og faa beftig 
var Oddeverjerne8 Hevntørft, at de I Snorres Beftræbelfer fun faa en 
utilbørlig Lyſt til at hjelpe fine bøje Velyndere i Morge paa fine Lands- 
mænd$ VBefoftning. Han modtes derfor ved fin Ankomſt med den ftørfte 
Uvilje. Han var, bed det, fat af Norges Herffere til at pasfe paa, at 
Orms Drab ej blev tilbørkigt hevnet. Man fpottede over hans nye Jitel, over 
hans fornemme Bekjendtffaber i Norge, og parodierede hans Kvad til Jarlens 
Are. Ingen var heftigere i fine Udladelfer om ham end den ovenfor omtalte 
Bjørn Fhorvaldsføn, Orms Svigerføn. Da Snorre paa fin Nejfe fra 
Gfibet med et prægtigt, vel bevæbnet Følge tog ind hos Biffop Magnus 
paa GSkaalholt, fom ogfaa Bjørn der med endeel Folk, og fpurgte ham 
ligefrem, om Det var hans Henfigt at formene Orms Gjtermaalsmænd de- 
res vetmæsfige Gritatning og Hæder. Snorre fvarede nej, men Bjørn 
blev ved fit, og udſtodte endog Srufler, faa at Biftoppen fun med Møje 
fit hindret dem fra at fomme til Haandgribeligheder, og de ſtiltes i fuldt 
Uvenffab. Maar Snorre allerede maatte børe faa ilde for at bave paata- 
get fig et Hverv, der fun var til Fædrelandet8 Gavn, hvor fror vilde ikke 
Forbitrelfen have været, derfom man havde vidft noget om hans bemme- 
lige Løfte! Men endog da vilde den fiffert have været uretfærdig, tdi, 
fom det allerede ovenfor er ytret, var Det neppe bans alvorlige Henfigt 
at opfylde dette Løfte, det han viftnof fun gav for indtil videre at frille 
den beftige FJarl tilfreds. Eller, om ban endi Forſtningen meente det al- 
vorligt, maa ban Dog efter Hjemfomften have betæntt fig, og fun indffræn- 
fet fig til at virke for Gjenoprettelfen af den forrige fredelige Handelsfør- 
bindelfe. „Thi“, figer Kongefagaen, ,ingen Vej fom han med Landet8 Mænd, 
og beller iffe arbejdede ban felv fort paa at befordre Jarlens Henfigter ; dog 





1) Sturlungafaga Gap, 25, Haakon Haafonsføns Saga Gap. 59. 
3) Se ovenfor S. 623. 





1180—1230.  Begivenheder paa Island. Semunds Død. 843 


node Kjøbmændene i den Tid god Fred paa Island”. Vel fendte Han, 
fom det var aftalt, fin Søn Jon Murte det følgende Aar til Jarlen, men 
dette gjorde hverken fra eller til, thi der var naturligvis altid Tuſender 
af Undføydningsgrunde at anføre, Hvis Nigtighed Jarlen umuligt unde 
underføge.  Desuden havde denne felv i Den nærmejft følgende Tid faa 
meget at beftille med Ribbungerfejden og fine egne ærgjerrige Henfigter, at 
Planen til Islands Undertvingelfe for det forfte frilledes i Bevo. Heller 
iffe varede Jons Ophold hos Jarlen længer end tre Aar. Sagaen oven 
anførte Udfagn vifer ellers at det virkelig Iyffedes Snorre at ſtafſe de 
norffe Kjøbmænd Fred, og dette er faa meget merkeligere, fom en Søn 
af Sæmund, ved Navn Harald, der opholdt fig i Bergen hos Kong Haa- 
fon, blev farligt faaret i Kongens Hall og lige for hans Øjne af en Mand, 
hvis Brødre havde været blandt de Kjøbmænd, fom havde lidt faa fror 
Overlaft af Sæmund ved Ørebaffe 1). Men Sagen var Den, at Sæmund 
nu var gammel og fvag, og at der tillige var opftaaet Splid mellem Søn- 
dDerfændingerne indbyrde8, da Sæmunds Sønner og Loft, Biffop Paals 
Søn, iffe funde finde fig I at Deres Farbroder Orms vige Urv og 
hele hans Høvdingdømme føulde tilfalde hans Svigerføn Bjørn, og faale- 
Des gaa over fra Oddeverje-Stten til Haukdøle-IGtten. De vppede Klam- 
mevi med Bjørn, og tilfidft angrebe de ham — dog efter forudganget Frjde- 
Bud — paa hans Gaard Breidabolftad (17de Juni 1221) og fældte ham 
med fer andre Mænd, medens Sæmund fad med 240 Mand og faa til, 
uden at gjøre mindſte Skridt til at ftandfe Striden *). Heller ikke drog han 
fiven til Things for at ftaa Loft og fine Sønner bi, og Følgen var, at 
Thorvald Gisfursføn, Sønnen Bjørns Eftermaalsmand, fpillede Mefter, 
og fit Loft med flere af dennes GStaldbrødre domfældte?). Fra denne 
Stund var det forbi med Oddeverjernes ftore Vælde. Sæmund felv døde 
fort efter (27de Novbr 1222 *), og hans Sønner kunde ikfe paa langt 
nær maale fig med Snorre og Thorvald, hvilke nu fil Magten paa Sønder- 
fandet, fom det i Det Følgende ffal vifes. Ogſaa Snorre blev felv faa optagen 
af fine egne Unliggender, at han endog, om han havde villet, ikke havde funnet 
beffjeftige fig med at befordre Jarlen Planer. Men vi ville fee, at den Po— 


1) Gturlungafaga IV. 28. 

?) Der fortælles, at Bjørn blev gjennemboret med det gamle Spyd Graafida, 
der havde tilhørt Gifle Suursføn. 

3) Sturlungafaga Gap. 26, 27. Blandt de domfældte, fom maatte forlade 
tandet paa nogle Aar, var ogfaa den før omtalte Harald, Sæmunds Søn, 
der tilligemed Loft begav fig til Kong Haakon, og, fom ovenfor berettet, blev 
faaret lige for hans DØjne. 

2) Sigurd tilføjer, at Ugjerningsmanden firar tog Heften, men at Kongen 
fendte Mand efter ham, der indhentede og dræbte ham langt ude i Myl- 
nudal, 


844 Haakon Haafonsføn. 


litif, han havde angivet, Dog lev den, fom Kong Haakon fiden fulgte, da 
ban efter en Rakke af Aar atter optog Planen til at underlægge fig 
Island. 

Imidlertid var den urolige Biſkop Gudmund kommen hjem om 
Sommeren 1218, uden at Sagen mellem ham og Hoøvdingerne var 
fommen til nogen Afgjørelfe. - Han begyndte ogfaa, fan man fige, hvor 
ban flap, og bragte atter Nordlandet, der en Tidlang havde haft No, 
i vild Forvirring. Det var vel al re værd, at ban oprettede en Stole 
ved Biffopsjtolen, og indfatte em Skolemeſter, men det lader ogſaa 
til, at dette ſkaffede alftens Pat og Landftrygere en velfommen An— 
fedning til nu, fom før, at famle fig om ham, naturligviis fom foregivne 
Sfoledifeiple, faa at Jndtægterne forødedes, og Omegnens Sikkerhed for- 
uvoligedes.  Urnor Sumesføn anfaa det Derfor paany nødvendigt at ffride 
ind, famlede Folk, drog ved Nattetid til Hole, og førte Biffoppen fangen 
bort, trods al hans Modftræden 1). Hele Den Hob, man forefandt paa 
Gaarden, blev jagen bort, faavel fom Lærer og Sfoledifeiple, og man 
truede endog med at opbrænde Skolen med alle dem, der vare Der inde. 
Arnor tog Biffoppen med fig til fin Gaard Aas, og holdt ham hele 
Vintren, faavel fom Den følgende Sommer i føvengt Fangenffab. Det 
var bans Henfigt atter at føre bam ud af Landet, og ban beredede fig felv 
til at fejle bort med ham, da det lykkedes en af Biffoppens ivrige Ven— 
ner, Gyjulf paa Flatø, Svigerføn af Ravn Sveinbjørnsføn, ved Lift at 
befri bam og bringe bam til fin affides liggende Ø, hvor han for det 
førfte var i Gitferbed, vg bvor ban tilbragte VBintren. Den følgende 
Vaar vifte han fig atter i fit Biffopsdømme, og drog i Spidfen for en 
heel Stare af fammenløbne Folk om fra Gaard til Gaard, tiltvingende fig 
Gjeftfrihed, hvor den iffe ydedes godvilligt, til en fand Plage for Bøn- 
dDerne, der flagede deres Nød for Urnor og Sighvat, og indftændigt bade 
dem om at befri Dem fra denne Ufredsflof. Sighvbat og Arnor vare 
ftrar vede, famlede Folk, og ftevnede imod Biftoppen, juft fom han var 
beffjeftiget med at indvie en Kirke paa Gaarden Helgeftad, men for øv- 
vigt omgiven af Den fra ham uadffillelige Stare. Denne forffandfede fig 
paa Kirfegaarden, og forfvarede fig en Tidlang tappert mod Høvdinger- 
nes Angreb, indtil det Iyffedes disfe at trænge ind paa Kirfegaarden; da 
flygtede bin ind i Kirken og overgav fig paa Maade og Unnade (1220). 
Gudmund fif Tilladelſe til at drage bort, og rejſte fiden fyd til Sæmund 
Sonsføn, fom da endnu fevede, og hos hvem han fandt en venlig Mod— 


1) Biffoppen, fortælles der, fparkede imod og holdt fig faft i Dørfarme 
og Begge, faa at han nær var bleven lemlæftet, i det man flæbte ham 
bort, 





1180-1230. Begivenheder paa Island. VBiffop Gudmund. 845 


tagelfe. Den følgende Vaar (4221) begav han fig til Borgarfjorden, 
vor han fit den fjærfomne Gfterretning at Arnor Jumesføn var Dragen 
over til Norge med Huftru og Børn 1).  Strar vendte han tilbage til 
Hole, fedfaget af Thord Sturlasjøn, og fom for en Tid atter i Befiddelfe 
af Biftopsftolen. Men lige faa fnart ftrømmede ogſaa det fædvanlige Vig- 
ger= og Landftryger-Perfonale til ham, faa at hele Sommerbeholdningen 
i en Haandevending var fortæret, og de omboende Bønder intet Øjeblit 
funde være filtre for Overfald. De følte derfor Nødvendigheden af at 
gribe til alvorlige Forholdsregter, men favnede en Høvding, fiden Uv- 
nor var borte. Vel havde Arnor fat Shorarin, en Søn af Jon Sig— 
mundsføn, til at beftyre fit Høvdingedømme vg navnlig, fom det heder, at 
vogte Heredet for Biſkop Gudmunds Mænd, men Thorarin var endnu ung 
og uerfaren, og duede faaledes ikke til at frille fig i Spidfen for et Foreta— 
gende fom det, hvorom der her var ale. Da fit de uventet en Unfører i 
Den djerve, overmodige Tume, Sighvat Sturlasjøns ældfte Søn, der mis— 
nøjet havde forladt fin Fader, da denne paa hans Opfordring vægrede fig 
ved at overdrage ham de Godord og Gaarde, fom hans Fofterfader Sigurd 
Ormsføn havde ffjenfet ham, da han endnu var et Barn *). Efter 
Tumes Tilſkyndelſe lode de Biftoppen vide, at dDerfom han iffe med det 
Gode vilde bortvife fin Flof, vilde de fomme og gjøre Det med Magt. 
Men heller end at flille fig ved fine fjære Tiggere begav Biftoppen fig, 
ffjønt det allerede var nær under Juul, med GStørftedelen af fin Stare 
hen til en Ø i GSlagafjorden, der heder Malmø. Tume tog Biftops- 
ftolen i Befiddelfe, og holdt til der med fine Mænd, ,fom om den var 
hans Fædrenearv.” Denne Herlighed varede Dog iffe længe. Blandt 
dem, Der havde fulgt med Biffoppen til Malmø, vare mange tapre 
Mænd, føm den før omtalte Eyjulf, Einar GSfemming, Uvon Hjørleifs- 
føn og flere, der alle havde været fammen med bam paa Flatø, og fattet 
Hengivenhed for bam. De befluttede at forføge paa, om De funde over 
rumple Sume ved et uventet Overfald. Og dette ytfedes dem i en mørt og 
taaget Februar-Nat faa godt, at de fit Gaarden ganſke i fin Magt, førend 
Tume og hans Folk endnu havde mindfte Nys om deres Nærværelfe. De 
gave dem Valget mellem at gaa ud og overgive fig paa Maade og Unaade, 
eller at fade fig indebrænde. De valgte det førfte, og Sume blev drabt, Ffjønt 
Biffoppen mdjtændigt havde bedet fine Krigere om at fpare hans Liv, men fun 


1) Sturlungafaga IV. 23, 24, 27, 28. 

?) Ge ovenfor S. 826. Tume havde faa meget ftørre Grund til at harmes 
over JFaderens Vægring, fom denne da allerede havde overdraget til fin 
yngre Søn Sturla fine Wefiddelfer paa Veftlandet. Han anførte ogfaa 
ubtryffeligt fom Aarſag til fin Vægring, at han ej Funde forringe fin Magt 
der nord paa, 


846 Haakon Haakonsføn. 


bringe bam fangen til Malmø. To andre af Tumes Mænd bleve ligele- 
Deg Dræbte, paa andre tvende blev Foden afhuggen. Sejrherrerne vovede 
Dog ikke at forblive paa Hole, men vendte firar tilbage til Biftoppen, der 
beflagede meget, at De havde overtraadt hans Forbud; og Da han ike 
fænger tvoede fig filter paa Malmø for Tumes Faders, den mægtige 
Sighvats Hevn, begav han fig efter Paaſke til den fjerne Grimsø. Dog 
ogfaa her funde Sighbvats Arm ramme ham. Sighvat havde allerede 
famfet Folk baade i Cyjafjorden, hvor han nu var lige faa afholdt, fom 
han før var forbadt, og i Dalene ved Breidafjorden, hvor han Aaret 
forud havde overdraget fine Godord og Gjendomme, navnlig GSaudafell, til 
fin eenogtyveaarige Søn, den ſmukke, vidderlige og talentfulde, men höjſt 
urolige og ærgjerrige Sturla, der nu ſkulde aflægge fin førfte Vaaben— 
prøve, og fra Denne Tid af lige til fin Død indtager en fremragende 
Plads I fit FædrelandS MWarbøger 1). Thorarin FJonsføn ftødte til med 
en betydelig Flok fra Stagafjorden, faa at den ſamlede Styrfe udgjorde 
benimod 360 Mand. Denne Hær indffibede Siyhvat paa flere Far- 
tøjer, og fod føyre lige til Grimss. Biſkoppen kunde ikke opftille mere 
end 80; de øvrige Folk, han havde Los fig, vare Dels Kvinder, deels 
Betlere, tilfammen 30. Men hvad bans Forfvarere manglede i Antal, 
opvejede De tildeelg ved deres Tapperhed og fværmeriffe Hengivenhed for 
Biffoppen, bvilfen de nu engang havde fanet fjær, og for hvem de med 
Glade ofrede Liv og Blod. Den adle, men af fin Kjærlighed til Bi- 
ffoppen forblindede Aron Hjørleifsføn iførte fig endog, da han faa Sig- 
bvats Sfibe nærme fig, den dræbte Tumes VBaaben, for end mere at op- 
egge og trodfe Sturla, der i Barndommen havde været hans Fofterbro- 
Der, men med hvem ban fenere var fommen i Uvenffab. Sturla, der ſy— 
nes at have ledet det Dele Ungreb, fryrede lige til det Sted ved Kyſten, 
hvor Avon havde taget Stade, og nu begyndte en blodig, bhaardnakket 
Kamp, bvori Biftoppens Mænd viſtnok tilfidft bleve overmandede, men 
iffe førend de havde fældet 32 af Sighvats. elv miftede de 11, bvori- 
blandt Gyjulf paa Flats. Aron blev liggende paa Fjæren, blødende af 
en Mængde Saar og troedes død, men fom fig fiden, undgit med for 
Møje Sturlas Efterftræbelfer, og flap efter mange Farer over til Norge. 
To af VBiftoppens Mænd bleve femlæftede. Biſkoppen felv blev bortført 
fom Fange, og Sighvat lod ham famme Sommer (1222) bringe over til 
Norge, hvor han atter forblev inogle Aar 2). Sighbat blev nu en Jidlang 
eneraadende paa Mordlandet, idet han til fine, eller vettere den afdøde 
Tumes, Befiddelfer i Cyjafjorden ogſaa føjede Arnor Tumesføns Ejen— 


1) Gturlungafaga IV. 26. 9 
2) GSturlungafaga IV. 28—32. 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Sturla Sighvatsfon. 847 


domme i Staqgafjorden. Arnor var nemlig død i Norge den fidft forlødne Juul, 
efterfadende en trettenaarig Søn, Kolbein unge, og en Datter, Arnbjørg. 
Som den, der var nærmeft berettiget til at føre Bærgemaal for Kolbein, 
tog Bighvat derfor alle Arnors VBefiddelfer og Godord under fin Beſty— 
velje, indtil Kolbein tre Aar efter fom til Island, (1225) og felv Deref- 
ter havde han paa Grund af hans Ungdom endnu en Tidlang Tilſyn 
med dem. Til famme Iid førgede han ogſaa for fin Søn Sturlus 
Bedſte ved at flaffe ham den elffværdige Solveig, Sæmund Jonsſons 
Datter til Gate. Sturla havde tidligere feet Solveig, da han var i 
Følge med fin Morbroder Arnor for at underftøtte Thorvald Gisſursſon 
i Striden med Loft Paalsføn, og det hed allerede da, at han vilde 
bejle til hende"). Dog børte man for det førfte iffe noget Dertil, og 
fiden lader det til at Gnorre, uagtet hans Huftru Herdis endnu le— 
vede, havde et Slags Tanke om at fan hende til Frile og med hende 
erhverbe den bedfte Del af Arven efter Sæmund. Thi der fortællesd, at 
Da Snorre, der, maaſkee i Egenſkab af Lovfigemand, pvilket Embede han 
nu anden Gang betlædte, af Sæmunds Sønner var valgt til at ſkifte Ar— 
ven mellem dem, i dette Erende begav fig til Odde, tog han undervejs 
ind til Solveig og hendes Moder Valgerd paa Gaarden Kelda, og fandt 
færdeles Behag i at fale med Golveig, der Dagen efter fulgte med 
ham til Odde, og her magede han det nu faaledes, at Solveig, Der efter 
Faderens Beftemmelfe ſkulde gan lige i Arv med Brødrene, fik vælge fig 
Det bedfte af Boet. Siden, heder det, begav Solveig og hendes Moder 
fig med alt deres Gods til Thorvald Gisfursføn, og frillede fig ganſke 
under hans Beſkyttelſe.  Vintren efter gif der mange Sendebud mellem 
Sporvald og Sighvat Sturlasføn, der om Vaaren, firar efter Paaſke, 
ganffe tilfældigt, fom det ſyntes, indfandt fig med fin Gøn vg flere 
Frander paa Runa hos Thorvald, Hvor der nu i Haft blev holdt Bryl— 
lup mellem Sturla og Solveig. Og, tilføjes der, da Snorre erfarede 
Sturlas Giftermaal, blev han noget alvorlig derved, og man fyntes at 
funne ffjønne, at ban havde tænkt fig noget andet *). - Lægger man nu 
hertil, at han iffe fang Tid efter virkelig fluttede en Forbindelfe med en 
anden vig Kvinde,3), ſtjont hans Huftru endnu fevede, bliver Der neppe 
nogen Svivl om at han førjt bavde tæntt at indlede em faadan med 
Solveig. Og af den Hemmetighed og Hurtighed, hvormed Sighvat og 
Sborvald fit Giftermaalet mellem Sturla og Solveig bragt i Stand, er 
Det tybeiigt nof, at De gjennemffuede hans Planer, og føgte at forefomme 


1) Sturlungafaga IV. 62. 
?) Sturlungafaga IV. 37, 
3) Nemlig Halveig Ormsdatter, fom det ſtrax nedenfor vil viſes, 


848 Haafon Haafonsføn. 


dem. Paa ſin Side glemte Snorre heller ikke Sighvat det Puds, han 
havde fpillet ham, om han end for det førfte holdt gode Miner. 
midlertid havde Thorvald i VBatnsfjord atter begyndt at vejfe 
Hovedet i Vejret efter de Ulemper, han havde paadraget fig ved Ravn 
GSveinbjørnsføns Drab. Det bed rigtignof, at ban nu levede i Fred og 
Forlig med alle, og derfor iffe engang bavde mange Folk hos fig paa 
Gaarden; ja endog mellem ham og Ravn Sveinbjørnsføns Sønner, der 
nu bare blevne myndige, ffal Forholdet have været not faa fømmeligt, om 
juft iffe venffabeligt. Men det var dog umuligt, at en Mand fom han 
fænge ſkulde holde fig inden de tilbørlige Skranker, og det feed af flere 
Hentydninger, at ban, efter fom han følte fig mere og mere ſikker, ogfaa 
tillod fig flere og flere Uvetfærdigheder, fan at ban blev en fand Plage for 
nærmere og fjernere Naboer, og almindeligt forhadt t den hele Egn. Det 
bændte fig juft ved denne Iid, at hans yngre Broder Baard forførte den 
paa Breidabolftad i Steingrimsfjorden boende Bergthor Jonsføns, Snorre 
Sturlasſons Syfterføns, Huftru til Utroffab.') VBergthor ilede ſtrax til 


fin Morbroder Snorre Sturlasføn, der nu, af Frygt for Sønderfændin-. 


gernes Had, indtil videre havde taget fit Ophold paa Stavaholt binfides 
Borgarfjorden, og tlagede fin Nød for ham. Snorre fagde, at han 
neppe avd fredelig Vej vilde faa nogen Oprejsning, fan fænge Thorvald 
GSnorresføn var I Live og fad Andre til Fortrængfel der vefter; men han 
fagde til, at Bergthor og hans Brødre vare mandige og højbyrdige not 
til at tage fig til Rette med Magt, om det bebøvedes. De bandlede efter 
dette Vink, ifær da De ogfaa ophidfedes af Sturla Baardsføn, en af dem, 
hvis Fod Shorvald felv grumt havde ladet afbugge ved Overfaldet paa 
Gyre. En mørt Nat fom de aldeles uventet med en for Stare Folk til 
VBatnsfjord, brøde ind paa Gaarden, og havde paa et hængende Haar 
faaet fat paa Fhorvald, der, fom det fortælles, laa i et Aflukke mellem 
fine tvende Friller. Men det Iyffedes ham dog i Haft at fomme op, kaſte 
en Fruentimmerfaabe over fig og undflippe i Mørket, faa at Angriberne 
Morgenen efter maatte drage Derfra med uforrettet Sag. De bejluttede 
imidlertid at prøve deres Lykke paany, faa meget mere fom De nu ogſaa 
maatte være befavede paa at FYorvald vilde føge Vlodig Hevn. Forſt 
og fremft henvendte de fig til Ravnsfønnerne om at gjøre fælles Sag 
med Dem. Det var, fagde De, en let Sag at faa Bugt med Thorvald, 


1 Det var denne WBergthor FJonsjøn, hos hvem Biffop Gudmund i Stein: 
grimsfjorden opholdt fig Vintren 1210—14 (fe ovenfor S. 832) da han, 
fom det hed, udførte flere Jertein. Saavel heraf, fom af andre Omftæn- 
digheder Fan man temmelig fiffert flutte, at Bergthor maa have været et 
hojſt indførænfet Menneffe, der lod fig bruge fom et Redffab for Morbrode- 
ven Snorres ærgjerrige Planer. Ogfaa han var indviet til Prefi. 


$ 
i 


| 


1 
J 














1180—1230. Begivenheder paa Island, Thorvald i Vatnsfjord. 849 


naar alle tagde fig fammen om ham. Navnsfønnernes VBetænkeligheder — 
om de havde nogen — vare fet overvundne; de funde desuden paaberaabe 
fig, at den Boldgiftsdom, der var affagt efter deres Faders Drab, ikke 
ganffe til Punkt og Prifte var opfyldt. De forbandt fig Derfor med 
SJunsfønnerne faatel fom med de flefte mere anfeede Bønder paa den Kant, 
der alle ønftede Thorvalds Undergang, og de Forbundne droge ſtrax afited, 
90 Mand ſterke, for at bjemføge Thorvald paany. Men heller ikke dette 
Tog gik efter Ønfte. Da de fom ridende ind paa Gaarden i Batnsfjord, 
var Thorvald juft i Kirfe, og ej, fom de tænkte, inde i Stuen. Derved 
fit ban Lejlighed til, fljønt med Nød og neppe, at undfomme til fit 
Skib nede ved Stranden og ro bort førend NRavnsfønnerne og Jonsføn- 
nevne funde indhente ham. Disſe raadfloge nu om, hvad der var videre 
at foretage, men de funde ikke fomme tif nogen Enighed. Tilſidſt feilte 
de avd. Navns Sønner Ddroge hjem, og holdt fig frille indtil Videre; 
Jonsſonnerne derimod gjorde endnu et tredie Tog til Jfafjorden, men 
fom føb endnu uheldigere af end de foregaaende, da Shorvald ganføe 
uforvarende fom over dem fra et Baghold, og tvang dem til at flygte 
med Skamme. De vovede iffe engang at forblive [ænger i Heredet, men 
begave fig til deres mægtige Frænder Snorre, Thord og Sturla, medeng 
Fporvald fatte fig i Befiddelfe af deres Gods, og fiden bjemføgte Ravns— 
fønnevne, der maatte prife fig yttelige ved at funne indgaa et Forlig, hvorved 
de forbandt fiy til, iffe oftere at underftøtte Jonsſonnerne, og for Reften at 
underkafte fig Biftop Magnus's Boldgiftsfjendelfe. >) Den Troſt, Jons- 
fønnerne fandt hos Sturla, var Dog iffe ftor *), thi ej alene havde dennes 
Fader Sighvat og Thorvald været gode Venner fiden Voget mod Biftop 
Gudmund; men en af Ravnsfønnerne, Ginar, havde desuden en Tidlang været 
med i Biffoppens Følge, og fiden havde ban og hans Broder med Benlighed 
modtaget og bjulpet deres Frænde Aron Hjørleifsføn, da denne, haardt 
faaret i Kampen paa Grimsø, tyede til Dem for at undgan Sighbats og 
Sturlas Gjterftræbelfer.3)  Hertil fom vel ogfan, at Sturla efter Gif— 
termaalet med Solveig maatte have alt at befrygte af Snorres Brede. 


1) Sturlungafaga IV. 33—36. 

2 Uf de tre Brødre droge Brand og Jngemund til Sturla paa Gaudafell, 
men forbleve kun en Eort Tid der; fiden droge de til Stavaholt, hvor In: 
gemund blev om VBintren, medens dog Brand opholdt fig i længere Sid hos 
Sturla. Bergthor opholdt fig hos Thord GSturlasføn. 

3) Der fortællee, atda Navnsfønnerne fluttede Forlig med Thorvald hjemme 
paa deres Gaard Eyre, ſtode Aron Hjørleifsføn og deres Svoger Odd Dles- 
føn oppe under Birket og vilde itte deeltage i Forliget. Arons Moder 
Sigrid var en GSønnefønnedatter af Baard fvarte, Ravns Farfader. 

Mund, Det norſte Folks Hiftorie. I. 54 


850 Haakon Haakonsføn. 


Det var derfor fun faa Uger efter at Sturla havde bjemført fin unge 
Huſtru til Saudafell, at ban havde en GSammenfomft med Thorvald 
Vatnsfjording, ved bvilfen de indgif ubdrødeligt Venſkab, ſaaledes at de 
gjenfidigt ftulde underftøtte jinanden mod hvilfen fom heljt Modftander. Til 
ydermere Bevis paa dette Forbund befuldmægtigede de endog een og famme 
Mand til at repræfentere dem begge og beftyre begges Godord paa det firar 
efter indtvæffende Althing, hvor de felv ikke agtede at indfinde fig (1223) 1). 

Venſkabet blev imidlertid iffe af lang Barighed. Den liftige Thor— 
vald, der alt for vel indfaa, at Snorre Sturlasſon ej fænger funde unde 
fade at tage fig af fine Syfterfønner, havde fun indfmigret fig hos den 
unge, uerfarne Sturla, for at nyde Godt af hans Biſtand til at afværge 
Det Uveje, der nu truede ham fra den mægtige Snorre. Han maa vifte 
nof Dave ffjønnet, at det ej funde vare længe førend der udbrød aaben- 
bart Fiendffab mellem Snorre og Sturla, og Da vilde det være ham 
langt nyttigere at bave Snorre$ end Sturlas Venſkab. Obereensſtem— 
mende med denne Politi bandlede han da, og brugte Sturla fun fom et 
Redſkab for fine egne Interesfer. Paa biint nys omtalte Ihing, hvor 
hverken han eller Sturla indfandt fig, [ud Snorre fin attenaarige Søn 
Urokja >) indlede Sogsmaal mod Thorvald for Herferd, og Dommen 
faldt, at Thorvald føulde være fredløs Skogarmand, og have forbrudt 
faavel Gods fom Godord. Man funde ej vente at Fhorvald godvil- 
lig vilde finde fig heri.  Dommens Udførelfe vilde faaledes fremkalde 
farlige og blodige Fejder, fom det maatte være ønfteligt at fore- 
Bygge. I denne Anledning havde derfor Sighvat, Sturla og Thorvald en 
Sammenkomſt paa Saudafell, hvor Sturla bad fin Fader fee til at faa 
mæglet et Forlig mellem FYorvald og Snorre.  Sighvat var felv Fortfynet 
not til at indlade fig herpaa, og Snorre, der maaſkee allerede hemmelig 
bavde aftalt fit Spil med Fhorvald, lyttede venligt til hans Forflag, 
modtog fiden endog Sturla og Torvald felv paa Det venfkabeligfte, og 
fluttede et Forlig, bvorved den haarde Dom aldeles oppævedes, og Thor— 
vald ej alene beholdt fit Gode, men og fit Godord, imod at Snotre 
nød den Gre, felv at beftemme de pvrige Vilkaar, Der altfaa man have 
været temmelig lette: en Gjtergivenhed fra Snorres Side, Der vanſke— 
figt fan forffares, naar man iffe antager, at der allerede, fom nys anty- 
det, var en hemmelig Forftaaelfe mellem ham og Thorvald. Da Sighvat 
og Thorvald fliltes ad paa Filbagerejfen fra Stavaholt, lovede vel 


denne endnu at være hans Ven, ligefom Sturlas, men da Sighvat tog 


1) Sturlungafaga IV. 36. 


2) Syv Haandffrifter nævne „atten Aar“, Eun eet, den i den trykte Udgave 
fulgte Text, har fjorten”. 





| 


| 
| 
| 








1180—1230. Begivenheder paa Island. Snorres vorende Magt. 851 


ham paa Ordet, og bad ham at tilfige hans Syſterſonner, Jonsjønnerne, 
Fred, gjorde han allerede betydelige Vanfteligheder, og lod fig fun med 
Nød og neppe bevæge dertil. Siden, meden8 Sturla var i Beføg hos 
fin Fader nord i Gyjafjorden, indledede Thorvald endog Underhandlin- 
ger med Snorre om en endnu nøjere Forbindelfe, og bejlede til hans Datter 
Thordis, fljønt Sturla juft paa Denne Tid var fommen paa en endnu mere 
end fædvanligt fpændt Fod med Snorre, da denne forfvarede og underftøt- 
tede en Hafvbroder af den paa Grimsø faldne Eyjulf, der havde dræbt 
to af Sturlas Meddeeltagere i Voget!). Snorre qav Sporvald et gunſtigt 
Svar, ,faalede8 at denne funde fljønne, at Snorre vilde unde ham den 
ftørfte Hæder, Hvis han vilde være Snorres fåyldige Medbhjelper i Ult, 
hvad Snorre onſkede udrettet, hvem det faa var imod”; og paa disſe 
Betingelfer blev Jaordet givet, og Brylluppet beftemt. Da begyndte vig- 
tignot Sturla, ſiges der, at fatte Mistanfe om, at Thorvald iffe var 
ham faa tro en Ben, fom han ved Sammenfomften med ham og Sighvat 
den forrige Sommer havde fovet at ville være 2). 

Medens Snorre Sturlasføn faaledes lokkede Thorvald Batnsfjording 
over fra Sighvat8 og Sturlas til fit Parti, drev han ogfaa andre Pla- 
ner til at forøge fin Indflydelfe. Det var, fom vi have feet, en Streg i 
Negningen for ham, at Sturla havde bortfnappet den rige Solveig Sæmundéz 
Datter faa at fige lige for hans Øjne, da ban netop tænkte paa at fomme i 
Befiddelfe af hende og hendes rige Arv. Men da denne Plan nu en- 
gang var gaaet overftyr, faa han fig om efter en anden vig Arving, Hvis 
Formue funde fomme ham til Gode. En faadan var ſnart funden. Allerede 
den Sang da ban, fom det ovenfor er berettet, red Ii Følge med Solveig 
fra Kelda til Odde for at flifte Arven efter Sæmund, mødte han 
en Kvinde, der fom ridende i en Vbefynderlig Dragt; nemlig med en 
blaa Fryndfetrøje, pvis Fryndfer hun havde fyet rundt om Hovedet 
i Stedet for al anden Bedækning. Snorre vidfte endnu ikke hvem 
Det var, og fandt hendes Optog bøjft Iøjerligt. Da fil han vide, det 
var Hallveig, Orm Jonsſons Datter og Bjørn Fhorvaldsføns Enke, 
Der anfaaes for den vigefte Kvinde paa Island *). Men optagen, fom 
ban dengang var, of anten om Golveig og hendes rige Urv, befym- 
rede ban fig for det førfte intet om den underlige Hallveig Ovmsdatter. 
Siden efter var det en anden Sag. Hendes Nigdomme vare nu 


!) Sturlungafaga IV. 37. 38. 
?) Sturlungafaga IV. 38. 


3) Sturlungafaga IV. 36. Om Hallveig Ormsdatter og Bjørn Thorvaldéføn, 
fe ovenfor S. 839. 
54* 


852 Haakon Haakonsføn. 


endog blevne betydeligt forøgede ved hendes Morbroder Kolffegg den vi- 
ge8 juft paa Den Tid indtrufne Død 1), og hun var nu i Ordets egent 
ligfte Forftand med Henfyn til Formue det aller ypperfte Parti paa bele 
Øen. For Snorre maatte en Forbindelfe med hende faaledes endog være 
fordeelagtigere, end med Solveig. Vel havde hun to umyndige Sønner, 
Kløing og Orm, men disſes fore Formue var allerede affondret fra Mo— 
derens, og Dertil ſtod den under hendes Beftyrelfe, faa at den, der fit 
ende, ogfaa fil dette Gods at raade over. Snorre var ikke et Øjeblit 
tvivlraadig om, hvad han her flulde gjøre. Han begyndte med fin fædvane 
lige Klogffad at bearbejde hendes Svigerfader, Thorbald Gisfursføn, der 
var at betvagte fom bendes Værge. Fhorvald havde Hidtil, fom vi have 
feet, ftaaet i det nøjefte Venftabsforhold til fine nordlandføe Svogere og 
Frænder. Men det var ligefom om man paa begge Sider anede, at Benz 
ftabet ftod paa fvage Fødder. Der fortælles faaledes, at da Sighvat var 
ved fin Søns Bryllup paa Runa hos Thorvald, faldte denne fine Børn frem, 
før at Gighvat kunde tage dem i Øjefyn, og foreftillede ham navnligt fin 
femtenaarige Søn Gisſur, af andet Egteffab, med de Ord: her ev min 
Yndling, Sighvat Bonde; det var mig overmaade fjært, om du fandt at han 
tegnede til at faa Held med fig". Sighvat betvagtede ham da, figes der, en 
GStund taus, medens Gisfur ftod og faa han djervt ind i Øjnene; endelig 
fvarede Sighvat ganſke Fort: , heldig bliver han vift; men jeg fynes ikke vi- 
Dere om de barffe Bryn.” Siden, da Fhorvad efter Brykupsgildet fulgte 
Gighvat paa Vejen, talede de, heder det, mangt og meget om deres Ven- 
ftab, og Sighvat bad ham ved Affſkeden paa det bøjtideligfte, med ham at 
førge for at deres Børn, der vare faa nøje beflægtede med bhinanden, 
ftedfe vedligeholdt deres indbyrdes Venſtab. Men det Svar, han fik af Shore 
vald, var iffe opmuntrende, thi denne faa ned for fig med en mørt Mine, 
og fagde fun disfe Ovd: det har ingen Nød, faa længe vi to begge eve i 
Live 2)”. Disſe Udfagn tyde anbenbart paa en gjenfidig Følelfe af at 
man ej tet pasfede for binanden. Hvad Thorvald færffilt angaar, Da Var 
pan nu træt af Det urolige Høvdingeliv; han havde oplevet fin gldſte Søn 
Bjørns Drab, og hans yngfte og jærefte Søn Gisfur var voret op til 
en haabefuld Yngling 3), vilken ban med Tryghed funde overlade fin 
verdslige Magt og fit Gods; felv tænkte han derfor paa intet mindre end 


1) Kolſkeggs Død henføres i Unalerne til 1223. 

2) Sturlungafaga IV. 36. Thorvalds Syfter Thurid var, fom det tidligere ev 
viift, Moder til Sighvats Huftru, Halldora Kolbeinsdatter, og Vhorvalds 
Huſtru Thora Gudmundsdatter, var GSyffendebarn til Solveig. 

3) Han havde ogfaa endeel andre Sønner af førfte Egteffab med Jora, der 
alle fynes at være døde i deres Barndom, undtagen Teit, der blev Preft, 


























1180—1230. Begivh. paa Jéland, Snorres Forbindelfe med Hallveig. 853 


at drage fig fra Verden, og opvette et Klofter, for der at indtræde fom 
Munk. Det ev iffe ufandfynligt, at Den verdsligfindede, ærgjerrige Sturla 
under disfe Omftændigheder bar gjort et mindre behageligt Indtryk paa 
bam, og at han navnlig iffe ventede fig noget Godt for Sønnen Gisfur 
af hans Omgang og VBenftab. Men alt dette faldt fig belejfigt for 
Snorre, og ban undlod iffe at benytte fig deraf paa Det klogeſte. Om 
Vaaren 1224, beder det, famme Vaar, Snorre bavde bortfæftet fin Datter 
til Thorvald Vatnsfjording, ved han fyd over Heiden til Thorvald Gis- 
fursføn, og famtalede mangt og meget med ham. Kolfſkegg den rige, 
Hallveigs Morbroder, havde, fandfynligviis efter Thorvalds eller Broderen 
Biſkop Magnus's Bøn, teftamenteret endeel Gods til det Klofter, hvis 
Oprettelfe ni tar paa Bane, og intet var rimeligere end at Thorvald 
raadførte fig med Den erfarne, forretningskloge Snorre, der Ddeguden var 
Lovfigemand, om hvorledes Sagen bedft funde fømme i Gang. Da man 
ved denne Lejlighed nødvendigvis ogſaa maatte fomme til at tale om Thor— 
valds Formues-Omftændigheder, Kolſkeggs Cfterladenffab og Hallveigg 
Arv overhoved, var Det en let Sag for Snorre at bringe fine egne An— 
liggender paa Bane. Og Enden paa NRaadflagningerne blev, at Snorre 
og Fhorvald indgif et nøje Venftabsforbund, at der aftaltes et Gifter- 
maal mellem Thorbalds Søn Gisfur og Snorres Datter Ingebjørg, vg 
at Shorvald lovede at anvende fin Indflydelfe hos Svigerdatteren Hall— 
veig for at faa hende til at flytte til Snorre og ftifte frlles Bo med 
ham: en Forføjning, Der lige faa lidet i Sagaen omtales med nogen 
Misbilligelfe eller Forundring, fom den hos Gamtiden fynes at have 
vakt nogen Opfigt, og det uagtet Snorres Huſtru Herdis Berfedat- 
ter endnu var i Live), hvorfor man maa antage, at Snorre havde 
gjort Skilsmisſe med hende, hvad der ogſaa beftyrkes deraf, at Vi i 
1229 finde hende boende paa fin Foædrenegaard Borg. Hvad Klo- 
ftvet angaar, Da fjøbte Thorvald Dertil, viſtnok efter Snorres Raad, 
Bidø i Kjalarnestbing, og drev faa ivrigt paa Oprettelfen, at det 
allerede efter et Par Wars Forløb fom i Stand og funde indvieg, 
fom Det nedenfor nærmere ſkal omtales ?>). Sikret ved det nye For- 
bund med begge de mægtige Fhorvalder, og med Udfigt for Øje til at 


og allerede i 1219 valgtes til Lovfigemand, en Bærdighed, han fiden oftere 
beflædte, men uden dog at tage nogen fynderlig Deel i de politiffe Vejder. 

1») Sturlungafaga V. 7. Herdis Berfedatter døde nemlig efter Annalerne, ikke 
førend 1233. (Denne Notits er, viftnok Éun ved en Forglemmelfe udeladt i 
den Urnamagnæanffe Udgave, thi den findes i den ypperlige Codex Regius, 
aftrykt i Langebeks Ser, rer. Dan. 3die B.). 

2) Oprettelfen af Bedø Klofter henføres i Annalene til 1226, ffjønt Sturlun- 
gafaga fyned at antyde 1225. 


854 Haakon Haatonsfen. 


vorde Islands aller rigefte Mand, føgte Snorre end mere at forøge fine 
Venners og Forbundne8 Tal ved at vinde fin Broder Thord, med hvem 
han i den fidfte Tid var fommen paa en fpændt Fod i Anledning af Arven 
efter Dere8 Moder Gudny, der var død i hans Huus 1221, og Nvis efter 
fadte Koftbarheder han havde bemægtiget fig, fljønt hun tidligere havde be 
ftemt dem for Thords Søn Sturla, hvilfen hun havde opfoftret. Han 
fendte Bud til Thord, ſtrax førend denne føulde drage til Things, og lod 
ham bede, paa Hjemrejfen at fee indom til fig, tilføjende at de burde lade 
alt indbyrdes Uvenſkab fare, og vife hinanden broderlig Kjærlighed. Thord 
fom allerede paa Vejen til Thinget, og Snorre modtog ham med anabne 
Arme, vifte ham den ftørfte Venlighed, og fagde at Brødre aldrig burde 
trættes om lumpne Penge. Thord var let vunden, og da Snorre mer- 
fede at han funde være filter paa ham, vyffede ban ud med hvad han 
egentlig havde paa Hjertet, idet han fpurgte ham, hvor længe deres Bro- 
dDerføn Sturla føulde fidde inde med Deres fædrene Godord, det ſaakald— 
tes GSnorrunga-Godord. Det er nemlig ovenfor omtalt 1), at Thord, 
ffjønt den ældfte af Brødrene, ved Faderen8 Død ikke fil dette Godord, 
men at det tilfaldt Sighvat; denne havde fiden givet Sturla det ved hans 
Giftermaal til Mund”. Thord foarede, at Der i Denne Henfeende alle 
rede var faa godt førget for hans ældfte Søn Bødvar, at han ikke 
trængte til førre Magt, men at han not funde ønffe noget for fine an- 
dre, uegte Sønner, ffjønt det var tvivlfomt, hvorvidt de duede til at være 
Høvdinger. Dette Svar røbede vel nogen Uvished fra Thords Side, 
men dog umisfjendelig Lyſt til at gaa ind paa Forflaget. Snorre over- 
vandt let hans GSfrupler, og Enden blev, at Shord overdrog ham Fuld- 
magt til i hans Navn at foretage, bvad han maatte finde fornødent. 
Jiden var dog endnu ikke fommen til nogen aabenbar Demonfiration; 
Snorre vilde fun foreløbig fire fig. Alligebel kunde Thord iffe afholde 
fig fra Denne Gang paa Ibinget at tage den til GSnorrunga-Godordet 
hørende Fhingbod i Befiddelfe, og derved ikke utvetydigt at give fin Hen- 
figt tilfjende. Sturla gjorde imidlertid ingen Oppævelfer Derover, og 
Forholdet mellem ham og Thord var tilfyneladende nok faa godt. I 
Følge med Thord var Ravnsfønnerne, der, ængftede af Thorvald VBatns- 
fjovdings Gjterftræbelfer, havde taget deres Filflugt til Snorre, og efter 
hans Raad havde ftillet fig under Thords VBeffyttelfe og midlertidig over- 
draget ham deres Godord. Endnu, fom det fynes, førend Thinget var til 
Ende, flyttede Hallveig Ormsdatter virkelig til Snorre og gjorde Halve 
- ningsfællig med ham, hvorhos Snorre tog hendes Sønner Kløings og 
Orms Gods, der belød fig til iffe mindre end 960 Hundreder, under fin 


1) Se ovenfor S. 812. 


1180—1230.  Begivenheder paa Island. Gnorres Magt. 855 


Beftyrelfe 1). Nu var han virfelig Islands vigefte Mand, fljønt hans forfig 
tige Broder Shord ikke fpaaede ham gode Følger af dette Skridt. GStrar 
efter ftod Gisfur Thorvaldsſons og Ingebjørg Snorresdatter8 Bryllup med 
ftor Stad paa Neykjabolt, da det her var belejligft for Biffop Mag— 
nus, fom juft vifitterede paa Bejftfanten og Hvis Nærværelfe vid Feſten 
Brøderen Thorvald færdeles pnffede. Og endnu famme Hoft, altfaa fun 
far Uger fenere, ftod Thorvald Snorresſons og Thordis Snorresdatters 
Bryllup, neppe mindre prægtigt, paa Stavaholt. Saaledes var Snorres 
dobbelte Forbindelfe, med Thorvald Gisfursføn i Syd og Thorvald 
VBatnsfjording i Nord, faft befeglet, fom han viftnok troede, uden at have 
nogen Anelſe om, hvor forfkjelligt Ult i Tidens Løb vilde ordne fig *). 
Nu troede han fig tillige faa ſikker fin Sag, at ban det næfte Mar 
paa Ultbinget, hvor baade ban felv, Thord og Shorvald VBatnsfjording 
paa den ene Side, og Sighvat og Sturla paa den anden Side indfandt 
fig med ftore Følger, aabenbart fremfatte Fordringer paa Gnorrunga- 
Godordet i Fords Mavn, medens hans Søn Fon Murte, Der Maret 
forud var fommen tilbage fra Norge, tillige anklagede Sturla for Her- 
ferd, da han nemlig havde hjulpet en af FJonsfønnerne, fom nu efter 
Snorres og Thorvald Vatnsfjordingd Forening havde føgt Vilflugt hos 
Dam, til voldelig at bortføre en anfeet Kvinde, for mod hendes Vilje at 
tvinge hende til Egteffab >). Sturla fynes endnu iffe vet at have villet 
tro, at Thorvald var gaaet over paa Snorres Parti, og fod ham fpørge, 
om ban iffe nu vilde ftaa ham i, ifølge deres gjenfidige Løfte til? hinan— 
den. Men han fil fnart Sroen i Hænderne, da Thorvald fvarede at han 
tun vilde bjelpe Sturla paa De Vilfaar at han overflod den hele Sag til 
Snorres Ufgjørelfe; vægrede han fig herved, maatte han ej vente, at Thor— 
vald vilde forlade Snorre.  ,Herpaa indlader jeg mig aldrig”, fvarede 
Sturla, og min Fader, Der gav mig Godordet, flal fvare for denne Sag; 
Derimod ønffede jeg gjerne at Snorre vilde bringe et Forlig i Stand mel 
fem Thorbald og Ravnsfønnerne, for at ikke ogfan denne Sag ftal gjøre 
Ondt værre imellem 08.” Thi ogfan Navnsfønnerne havde nu, ude af 
Stand til at værge fig mod Thorvald, der aldeles fpillede Mefter 1 hele 





1) Alene disfe ,,aatte hundrede Hundreder“ var lige faa meget, fom Snorre i fin 
Sid havde faaet med Herdis Berfedatter, eller 19200 Ører. 
?) GSturlungafaga IV. 39, 


3) Denne Kvinde var den vige Joreid Hallsdatter, der havde været gift med 
Shord Narvesføn, og havde med ham en Datter, Helga, fom fiden blev gift 
med Sturla Thordsſon. Hun vilde, figes der, ikke gifte fig igjen, for ej at 
formindføe fin Datters Formue, og da man havde bragt hende til GSaudafell 
vilde hun ej: fmage Mad faa fænge hun var der, faa at man maatte ſtikke 
hende tilbage igjen. 


856 Haafon Haakonsføn. 


den nordveftlige Deel af Øen, og overladte til fig felv af Snorre, taget fin 
Tilflugt til Sturla og fundet Beffyttelfe hos ham, imod ganfée at overdrage 
bam deres Godord. Intet Forlig fom dog i Stand, og Sturla forlod 
endog Thinget, førend Dommerne traadte fammen. - Siden fil Sighvat Bort 
førelfesfagen benftillet til Biffop Magnus's Afgjørelfe, og denne beftemte 
en betydelig Pengebod. Dermed var denne Sag afgjort, men med Godor- 
det ftod det endnu hen fom før. Der gif nu et Aars Tid hen, hvori in— 
tet blev foretaget; deels, fom det fynes, fordi Sturla var befkjeftiget med 
andre paatrængende Anliggender, deels og fordi der indtraf en ſtor Dode— 
ligbed paa Kvæget, hvorved mange lede ftore Tab, hvilte fun de færvefte 
funde bære med faadan Rolighed fom den rige Snorre, der, uagtet han 
paa eengang miftede 120 Nød, aligevel holdt et ſtort og ufædvanligt glim— 
rende Julefelffab efter norſt Skit", fom Det udtryffeligt tilføjes ). Den 
følgende Baar føgte Thord og Snorre paa fortefte Maade at bringe Sa- 
gen til Ende, idet Thord i Forening med Snorre$ Søn Jon Murte uden 
videre holdt Fhorsnesthing, og dertil paa egen Haand, fom det bed, op- 
toge Snorrunga-Godordet, det vil fige, erklærede fig for dets vette, arve 
lige Befiddere, pvem de dertil hørende Thingmand alene føyldte Lydig— 
bed. Sturla havde ikke Styrke nok, til at hindre det, og maatte med 
Harme fee dDerpaa. Men dDa Sommeren fom, og Snorre var dragen til 
Althinget med et ftort Følge, medens Thord endnu fad hjemme, famlede 
Sturla i al Stilhed Folk, og drog med Dem ganføe uformodet til Hvamm, 
bvor Thord boede, for, fom han fagde, at lære Denne ikke at fyre ene med 
Snorrunga-Godordet, fom paa FYorsnesthing. Dog forbød han ſtrenge— 
ligt at tilføje Thord felv eller bans Sønner nogen Skade, og førft da 
han intet Svar fik paa fin Anmodning til Thord om at fomme ud og 
tale med ham, gav ban Befaling til at bryde ind i Hufet. Da dette var 
ffeet og et Par af Forfvarerne vare blevne dødeligt faarede, angrede han 
felv, bvad ban havde gjort, og ſtjenkede Thord med alle dennes Mænd 
Grid, bvilfen Thords Søn, den fiden fom Skald faa berømte Olaf (Hvis 
taffald) tillyfte med den fædvanlige Formular.  Derpaa red Sturla bort 
igjen, og noget Forlig fluttedes ej. Da Ihord ſtrax efter fom til Thin— 
get, tilbød Snorre bam førar at følge ham til Saudafell med faa mange 
Folk ban ønffede, for at lade Sturla undgjelde Overfaldet. Men den 
redelige Thord afſlog at benytte fig af dette Tilbud, da Griden var be- 


1) Sturlungafaga IV. 45. Blandt Snorres Gjefter ved denne Lejlighed næv- 
nes Hallveigs Sønner Kløing og Orm, Thord GSturlasføns Sønner, Olaf og 
Sturla, Thord, Søn af Thorvald VBatnsfjording, Gigurd, Halldora Orms- 
datters Broder, m. fl., famt endelig den norffe Hirdmand Baard unge, der 
var gift med Dagfinn Bondes Datter. 


1180—1230. Begivenheder paa Jsland. VBatnsfjord:Shorvalds Drab. 857 


ftemt at føulle gjelde til Midfommer.  Overhoved danner den Wrlighed og 
Nidderlighed, begge Frænder vifte mod binanden i Denne Strid, en ſmuk 
Modfætning til Snorres Underfundighed, og til den Lavhed og Ondfkab, 
pvormed de flefte øvrige Fejder førtes. Ud paa Høften traf Thord til- 
fældigviis fammen med Sigbvat og Sturla Dos en falles VBefjendt, og de 
talte, beder det, nok faa venffabeligt fammen om Hefte og alffens Nyhe— 
der; førft Da Godordsfagen fom paa Bane, maatte de afbryde GSamta- 
len. Vaaren efter (1228) blev der affagt VBoldgiftskjendelje i Anledning 
af Sturlas Overfald paa Hvamm, og VBoldgiftsmændene dømte, foruden 
ftore Bøder til alle de Saarede og for felve Overfaldet, iffe mindre end 
60 Hundreder Frealensøre for Attentat mod ThordA Liv. Sturla fvarede 
Dertil: det ev flet iffe for meget til de faarede, og jeg ſkal ærligt og ve- 
deligt betale det; det er ogfaa ganſke i fin Orden at jeg undDgjelder for de 
Mænd, der deeltoge med mig i denne uvittige Ferd; men derimod anfeer 
jeg Det aldeles utilbørligt, at jeg ſtal bøde for noget Uttentat mod min Far— 
broders Liv, thi det funne de Mænd, der vare med, nokſom bevidne, at jeg 
iffe vilde hans Død. Heller iffe vil jeg for Cftertiden tvifte med ham om 
noget fom helſt Gods, hvorom vi endnu ej ere blevne forligte”. Efter at 
der heller iffe paa Althinget i dette Aar var fommet til nogen Afgjorelſe 
angaaende Godordet og Snorre havde tilbageviijt et Forligstilbud fra Sturla, 
drog han i Følge med Thorvald VBatnsfjording, og med en Folteftyrke 
af benved 400 Mand lige til Saudafell, for at underlægge fig GStur- 
fag Fhingmænd. Han opfordrede ogfaa Thord til at være med; denne 
fvarede, at han afene vilde følge med for at fee til, at alt lød faa fempe- 
ligt af, fom muligt, og at ban Derfor endog vilde underrette Sturla om 
det foreftanende Beføg. Snorre fagde at han fil gjøre hvad han vilde, 
og Thord fendte Bud til Sturla med det Raad, ikke at oppebie Beføget 
bjemme, et Raad, fom Sturla ogfan ſtrax fulgte. Snorre fandt Derfor 
ingen Modftand, ftevnede alle Sturlas Shingmænd fammen, lod dem bøjtide- 
ligt erklære fig for hans Fhingmænd, og tog Iroffabsed af dem. An— 
den Ufgjørelfe fit, fom. det fynes, Godordsfagen ikke; Snorre, fom den 
mægtigfte, fatte fin Vilje igjennem, men nogen Retsdom eller Voldgifts— 
fjendelfe fynes aldrig at være affagt. Snart indtraf andre VBegivenheder, 
der ftillede den i Skyggen '). | 

Thorvald Vatnsfjording havde, fom det nys ev berettet, ledfaget 
Snorre paa NRejfen til Saudafell, og vilde derfor vejfe lige bjem til Iſa— 
fjorden. Thord bad ham ved Afffeden tage fig vare for NRavnsfønnerne, 
hvis Opholdsſted ingen for Øjebliffet fjendte, og fom upaatvivleligt vilde 
efterftvæbe hans Liv.  FIhorvald takfede for hans gode Vilje, men fva- 


1) Sturlungafaga IV, 46—48, 


858 Haakon Haakonsføn. 


vrede overmodigt, at Hvad der faa end hændte, Funde dog aldrig Ravns- 
fønnerne blive hans Banemænd. Disfe vare dog farligere end han troede. 
Ginav Navnsføn, der imidlertid havde opholdt fig i Narheden, fatte ved 
Gfterretningen om Thorvalds foreftaaende Hjemrejfe firar over til Flatø, 
hvor hans Brødre vare, og fejlede med dem og flere Venner ind i Thor— 
ffafjorden, hvor de faqde fig i Skjul, oppebiede Thorvald, omringede den 
Gaard, hvor han om Lørdagen Den Ste Auguſt havde taget Matteleje, 
og brændte ham inde *). Dette Endeligt var ham værdigt, og, ſtjont feent, 
rammedeg han Dog tilfidft af den Straf, ban havde fortjent for fin fljen- 
dige Utafnemlighed mod fin ædle VBelgjører, Ravn. Men for hans 
Omgivelſer tar hans Død til liden Lettelfe, thi hans Sønner, af hvilke 
Thord og Snorre firar efterfulgte ham i Godfets og Høvdinge- 
dommets Beſtyrelſe, traadte ganffe i pans Fodfpor. Deres forſte 
Beftvæbelfje var naturligviis at tage Vlodig Hevn for Faderens Dra 
ej alene over Mavnsfønnerne, men ogſaa, og Det fornemmelig, over 
deres Beffytter Sturla, bvilfe de endog, fljønt neppe med Nette, be- 
tragtede fom den egentlige Ophavsmand til Drabet, da han ej funde 
andet end harme over FThorvalds Løftesbrud og Frafald. Ravné- 
fønnerne havde ogfaa umiddelbart efter Drabet begivet fig til Sturla, 
fom vel iffe vovede at beholde dem hos fig, faa nær ved Thorvalds— 
ſonnernes Raaderum, men fendte dem til fin Fader Sighvat, hos hvem 
de fandt en god WModtagelfe?). Sturla felv var fig fuldfommen 
bevidft, at Thorvalds Gønner førnemmelig vilde vette deres Hevn mod 
ham. Dette lagde han for Dagen ved flrar efter Drabet at fende 
en Preſt til Snorre Sturlasjøn og forlange Grid af ham til en Sam- 
menfomft med VBatnsfjordingerne for at handle om Forlig 3), og fiden, da 
der intet blev deraf, at tilbyde Vatnsfjordingerne felv Forlig i Ravnsføn- 
nernes Navn, fljønt ligeledes forgjæves, da Thord Shorvaldsføn tvert imod 
figtede ham og hans Fader Sighvat for at have ftrædt Thorvald efter 
Sivet 2).  Vatnsfjordingerne tørftede fun efter Hevn. Allerede den føl- 
gende Vinter (1229) lidt efter Helligtretongers Dag, famlede de Folt til 
fig, og droge affted for at overfalde Sturla paa Vans Gaard Saudafell. 
Blandt de mange lignende Tog, hvorom Islands Sagaffrivere have efter- 


1) Sturlungafaga IV. 50. Den her angivne Dag er vigtig til at beftemme 
Uarstallet, der ej udtryffeligt anføres i Sagaen, det var nemlig Lørdag 
efter Olafsmesſe fiden (Sde Uuguft), der figes at falde paa em Shorsdag. 
Dette indtreffer netop i Uaret 1228. 

2) Gturlungafaga IV. 102. 

3) Gammefteds. En partie Grid blev fremfagt af Preften Styrme Frode, 
det nu førfte Gang nævnes. 

9) Sturlungafaga V. 1. 





1180—1230. Begivenheder paa Island. Overfald paa Saudafell. 859 


fadt Beretninger, er der neppe noget, ved bvilfet fan ſtor Vildhed og 
Grumhed blev lagt for Dagen, fom paa dette; ej at tale om, at man 
i Hedendommens Tider bar fig menneføeligere ad, har man — Hvad 
der vil fige meget — neppe engang i Den frygtelige GSturlungatid let for 
at paavife noget faa ubyggeligt. J Stedet for at gaa lige fra Jfafjorden 
over til Breidafjorden, gik de førft over Fjeldene til Steingrimsfjorden, 
og videre næften lige til Rutafjorden, hvor De med eet Drejede mod Veft 
over Hejden og fom lige ned i Laraadalen, en Miils Vej nordefter Sau— 
dafell. Her toge De førft ind paa en af de nærmefte Gaarde, og forfy- 
nede fig med tilftrækkeligt Forraad af Brændeved, om det ſkulde behø- 
ves, fiden droge de, efter at have bundet alle Hufets Folk, atter til 
Fjeld, og videre langs Aasſiden, indtil de Fom til en Fieldkloft lige 
over Saudafell, hvor de ventede, indtil Mørket faldt paa. Da ilede de 
ned til Gaarden, femti i Jallet, med Larm og Gny, fuldt og faft beftemte 
paa at angride Sturla, hvad enten ban havde faa eller mange Folk hos 
fig, og paa at brænde ham inde, hvis de ej funde fælde ham ved VBaa- 
benmagt. Men bhefdigviis for Sturla var han iffe bjemme; thi netop 
famme Dag var han rejft øftefter til Midtfjørden, for at mægle et For- 
lig. En Kone i Nabolaget havde fendt ham Bud, at han iffe burde 
være hjemme, ,da Ufredsfylgjer vare fømne i Heredet” 1). Det fader dog 
iffe til at det var denne Advarfel, fom beftemte ham til at Drage bort, 
thi havde ban haft Anelfe om noget foreftaaende Overfald, vilde han vift- 
nof juft være bleven hjemme. Hans Huftru Solveig, fom ban elffede 
bøjt, bavde for faa Dage fiden født en Datter til Verden, og var den 
Dag netop flyttet ind i den faafaldte Stue *), Qvor hun lag med fit 
fpæde Barn og fin Moder Valgerd. Af vaabenøvede Mænd var der ikke 
mange bjemme paa Gaarden; og de flefte fynes at have ledfaget Sturla; Der- 
imod var Der en heel Deel Fruentimmer og Fjeneftefolt. En Fremmed, 
Der nys var fommen i Beføg, bavde, befynderligt nok, juft den Aften taget 
Bommene fra Døren, idet han gif ud; det hed fiden, at han var en af 
Sienderne udfendt Forræder, men han benegtede det. Den forſte, Der 
opdagede Fienderne, var en VBarnepige, fom juft befandt fig ude paa 
Gaarden og hørte dem fomme; hun fiyrtede ind, flukfede alle Lyfene i 
Skaalen, lagde fig ind i Beggefengen til den lie Gudny, Sturlas og 
Solveig ældfte Datter, faaledes at hun ganſke ffjulte bende, bredede der— 
paa en Dyne over fig, gjorde Korſets Tegn over Barnet, og befalede 


1) GSturlungafaga V. 2. Den her omtalte Kone havde det i den Tid paa I8- 
tand fjeldne bibelffe Navn Radel. 

2) Stuen fees her at have været forffjellig fra den ftore Hall eller Skaalen, 
der ogfaa ftundom kaldtes „Stuen“, fe ovenfor S. 797. 


860 Haakon Haakonsføn. 


fig og hende Gud i Bold. Imidlertid befatte Fienderne alle Udgangene; 
de øvrige ftormede med Eder og Truſler ind i den prægtige, tjeldede og ſtjold— 
bængte Staale, og gif fra Sengerum til Sengevum, ſtikkende og buggende 
for Fode, uden Henfyn til Alder eller Kjøn, faa at den hele mørke Hall 
ſnart gjenlød af Kvinders og Snaredes Skrig. Dog tvaf det fig faa 
beldigt, at intet Stif eller Hug rammede den tro Fjeneftepige eller Bar— 
net, hvad enten nu VBoldsmændene i Mørket fom til at gaa dette Rum 
forbi, eller Dynen, bun havde bredt over fig, tog imod. Imidlertid havde 
man faaet Lys, og Thord felv fiyrtede med draget Sverd ind i Ku- 
ven, Hvor Sturla plejede at fove, idet han raabte paa Dale-Frey 1) — faa- 
fedeg faldte man fpotviis Sturla — og fagde at ban iffe ffulde ligge Der 
og fljule fig. Men fnart overbevifte han fig om, at ingen var Der 
inde, og blev, ſom ban felv fiden fagde, lige faa ilde tilmode derved, fom 
han var glad, Da han brød ind i Koven i fiffer Forventning om at treffe 
Sturla. I nærmefte Rum faa der to Mænd, bvoraf den ene var en 
Preft; man ſtak og bug forſt efter Preften, Der værgede fig faa godt han 
unde med en Pude; da raabte hans Sengfammerat, at de flulde lade Pre- 
ften være i Fred og heller vende fig mod de Ulærde: man gjorde faa, 
og Den opofrende Sengfammerat fit Ulivsfaar. Endnu havde Solveig og 
hendes Moder i deres affides Stue været forffaanede for noget uvelfom- 
ment Beføg; de vidfte iffe engang, da De Vaagnede, hvad al den Larm 
ftulde betyde, og fendte en Mand ben for at faa fee, hvad Der Var paa 
Ferde, Han blev ftrar Dræbt; og da ban iffe fom igjen, fendte Valgerd en 
VPige; men neppe var hun fommen tilbage med Det frygtelige Budſkab, at 
der var Ufred paa Gaarden, førend Fienderne brøde ind med brændende 
Faller, ranfagende højt og lavt, for at fre om Sturla ſkulde være der, 
Da De iffe fandt ham i Koven. Thord og bans Broder gif lige hen til 
Solveig8 Seng med dragne, blodige Sverd, vyftede dem truende imod 
hende, og fagde, at Det var De famme Vaaben, hvormed de havde farvet 
Dale-Freys Lokker. Den fvage, forfærdede Kone faldt i Ufmagt, men Val— 
gerd fagde, at De ej bebøvede at lede efter Sturla der inde, eller at fikke 
under Fjeld og VBægge; de vilde faa andet at beftille, inden Sturla havde 
opgjort fin Regning med dem, end at forgride fig paa Kvinder og Ar— 
bejdsfolf. De fvarede, at De ej vilde aflade, førend de havde hans Hoved. 
Denne Gang," fvarede hun, „er Det undfluppet eder, og det er ikke eder 
forundt at tage hans Liv.” Da de endelig havde overbeviift fig om at 
han iffe var i Stuen, ledte De efter ham over hele Gaarden, thi endnu 
vidfte de ikfe, at han var borte. Alle de, der vare å Skaalen, faarede og 


1) Det Strøg, hvor GSaudafell laa, kaldtes nemlig Dalene, hvoraf ogfaa den 
nuværende Dalefysfel har fit Navn. 


1180—1230. Begivenheder paa Island. Overfald paa Saudafell, 861 


femfæftede faavel fom uftadte, bleve nu førte ind i Stuen og bevogtede 
der, medens alle Gjemmer bleve opdrudte og Indholdet vanet, til en 
Bærdi af 70 Hundreder, hvoriblandt en Deel ypperlige, koſtbare Vaaben 
af Sturlas Vaabenkiſte. Ogſaa Solveigs Kifte blev aabnet, og man var 
allerede i Begreb med at tage en Eſke, der indeholdt hendes og Mode- 
rens Guldfmykfer, da en Kone greb dem, figende at det dog var alt for 
haardt, om man itfe engang vilde lade hende beholde den nødvendige 
Salve til de Saarede. Man lod hende i Fred, og hun bragte Valgerd 
den fofibare Eſke 1). Voldåmændene bleve ikke færdige med at plyndre, 
førend det næften var lyſt. Da toge de alle de Hefte, de funde forefinde, 
og drøge affted. Thord fagde til Solveig, idet han gif: „i tvende Jing ev 
min Forventning feuffet, idet jeg nemlig deels ikke fandt Sturla, deels ej har 
funnet tage dig med.” Saa fnart de vare borte, fendte Valgerd et Jilbud 
efter Sturla for at melde bam, hvad der var fleet; et andet Bud fendteg 
ud for at opbyde Folk. En af Jonsfønnerne fom famme Dag til Sau- 
Dafell, og Solveig bad ham firar at fætte efter Voldsmændene, men Valz 
gerd fraraadede det, da Sturla viftnok helſt undte fig felv den Tilfredsſtil— 
feffe at tage Hevn. En heelt Deel Folk havde imidlertid famlet fig paa 
en af Nabogaardene, og vilde fætte efter de bortdragende Voldsmænd, 
men opgav Det, da man foreftillede dem, at de allerede havde fanart For- 
fpring. Da Sturla fit Ulyffesbudet, fpurgte han ſtrax om Solveig var 
fommen til nogen Stade; da man fvarede, at bun var uffadt, gjorde han 
ikke flere Spørgsmaal. - Mange opmuntrede ham til ftrar at famle Folt 
og tage Hevn, men ban foarede, at han ej vilde forhafte fig Dermed, og 
føyndte fig fun for det førfte hjem. Her fandt han fror Ødelæggelfe. 
Femten Menneſker vare faarede, deraf fer Kvinder; en af disfe, en gam- 
mel Kone, var ynkeligt tilvedt, idet Begge Bryfterne vare hugne af hende; 
hun døde vgfaa tre Dage derefter; af Mandfolfene døde tvende, andre 
bleve Krøblinger for Levetid. Det prægtige, vel forfynede Huus var al: 
deles udplyndret og befudlet; Blod flod paa alle Gulve, al Drit var 
fpildt, og overhoved alt udffjemt, fom iffe funde medtages *). 
Gftervetningen om Dette Overfald gif fom en Løbeild over hele Lan- 
det, og alfe prifte Sturla Iyffelig, at han ej havde været hjemme, men 
dadlede Snorre, hvis han, fom man mistænkte bam for, havde været vi- 
dende om Hvad VBatnsfjordingerne havde fore 3). Sturla felv var af 
denne Tro, og ftevnede ikke ænge efter de omboende Bønder til fig, for 


1) Denne Guld- eller Juveel-Eſke Faldes i Sagaen „Guldhuus“. 

2) Sturlungafaga V. 3—4. 

3) Sturlungafaga V. 5. Her anføres flere Vers, fom bleve Evædede i den Un- 
ledning. 


862 Haaton Haakfonsføn. 


at fræve deres Hjelp til et Tog mod Snorre. Men alle, eller de fleite 
af dem, havde, fom vi vide, nys fvoret Snorre Troſkabsed, og gjorde 
derfor Jndvendinger mod at fare, faa at Sturla tilfidft mrgerlig hævede 
Mødet og fagde, at ban beldigviis ikke behøvede at fpørge Dalemændene 
ad om alt hvad han vilde gjøre. Lidt efter vejfte han hen til fin Fætter 
Kolbein unge, Arnors Søn, der for fire Aar fiden var fommen tilbage 
og bavde bofat fig paa fine MSttegaarde i Gtagafjorden, famt egtet 
Snorre Sturlasføns Datter Hallbera, efter at hun var bleven filt fra 
fin førfte Mand Arne Øreyda 1). Det var upaatvivleligt Sturlas Hen- 
figt at anmode Kolbein om at flaa ham bi, enten mod Vatnsfjordingerne 
eller mod Gnorre, og Kolbein, hvem Egteſkabet med den indbildfte, 
uelffværdige og dertil fygelige Hallbera juft ikke bandt fynderligt til Snorre, 
vilde vel heller iffe have negtet ham denne Hjelp, fær da Sighvat endnu, faa 
fænge han var ung, bavde meget at fige hos ham. - Men uheldigvis — 
eller vettere Heldigvis for Landet — fom Sturla vid en Kaploben med 
Kolbein til at forfteætte en Sene i Foden, faa at han en Tidlang ej funde 
gaa paa den, ja endog i Førftningen laa til Sengs. Dette gjorde ham 
uftiffet til Baabenferd. Da Sommeren fom, ved Snorre til Things med 
840 Mand; bans Broder Fhord med Sønnen Bødvar fluttede fig til 
han med henimod 260 Mand; ven hele Styrfe udgjorde altfan 1100 
Mand.  Vatnsfjordingerne vilde ogſaa ſtode til ham med 240 Mand, og 
røvede paa Vejen Kvæg fra Sturla, men man fandt det raadeligere at lade 
dem blive tilbage paa Reykjaholt. Sighvat og Sturla fom ligeledes heel 
mandjterfe nordenfra, og til dem fluttede fig alle Oſtfjordingerne, navnlig 
Orm paa Svinafell, en Søn af Jon Sigmundsføn, famt endelig Kolbein, 
der havde Hallbera med, men, fom det fynes, alene før at fende hende tilbage 
til Faderen, da han bragte bende til dennes Bod, og fiden, Da han drøg fra 
Thinget, lod hende blive tilbage uden engang at fpørge efter hende.  Gis- 
fur Shorvaldsføn, Snorres anden Svigerføn, indfandt fig ligeledes med 
en Mangde Folk, men uden at tilfjendegive, bvilten af Parterne han 
vilde bjelpe i Tilfelde af Strid; hans Fader Thorvald, nu Munté eller 
Kanonifus i det nys oprettede Vedøklofter, var ligeledes tilftede, men 
fun fom en Ben af begge VParter, for at hindre Slagsmaal. Rimelig— 
viis var Det ogfaa Gisfurs Henfigt, hvis Det fom til Kamp, at ad 
ftille De Stridende. Det manglede itte paa bitre Ord mellem Filhæn- 
gerne af hvert Parti, og det var maaſkee endog kommet til Haandgride- 


1) Gturlungafaga IV. 39, 47. Urne var viftnok forlængft bleven ked af hende. 
Thi allerede ſtrax efter Brylluppet vifte hun fig uvillig til at forlade fit 
Fædrenehjem, og Urne, hed det, maatte derfor opholde fig den længfte 
Tid paa Reykjaholt, da det ikfenyttede at være fammen med hende uden der. 
Sturlungafaga IV, 23. 











1180-1230, Begivenheder paa Island. Sturla og Vatnsfjordingerne. 863 


ligheder, Hvis iffe Sturla endnu havde været Daarlig i fin Fod, og Snorre 
ej var bleven fyg, faa at ban maatte holde fig frille. Man maatte ind 
ferænte fig til at bruge de fædvanlige Rettens Midler. Sighvat fagføgte 
Vatnsfjordingerne for Overfaldet par GSaudafell, og Snorre fagføgte 
Navnsfønnerne for Thorvald Drab. Begge Parter fit deres Modjtan- 
dere dømte fredløfe, men uden at Dommen funde blive bragt i Udøvelfe, 
idet Sighvat fremdeles beføyttede Ravnsfønnerne, og Snorre VBatnsfjor- 
Dingerne. Saaledes ftod Sagen fom før uafgjort ben. Om Høften 
gjorde Sturla et Tog til Ffafjorden for at overfalde Batnsfjordingerne, 
men bisfe bleve i ide advarede, fan at de funde fomme bort, og han 
fom til Batnsfjord juft fom Tord var fluppen ombord paa et Fartøj, 
og Bavde lagt faa langt fra Land, at Sturla iffe funde nar ham. Hans 
Broder Snorre var borte i et andet Herd. Da lod Sturla, fom 
vel var bleven fed af den til intet Udflag ledende Fejde, ham til 
byde Grid, om han vilde fomme i Land og handle om Forlig. Ford, 
der viftnok befandt fig i famme Iilfælde fom Sturla, modtog Jndbydel- 
fen, og det fom virkelig dertil, at Thord, ſom den mindft mægtige, og 
den der havde meft Brøde paa fin Side, overfod Sturla Sefvdom, og 
fovede at mødes med ham paa et beftemt Sted den følgende Vaar for at 
høre Domsaffigelfen.  Uligevel havde de begge faa liden ro til binan- 
den indbyrdes, at De ej vovede at indfinde fig til Mødet uden med en bee 
tydelig Styrke paa begge Sider, og de nærmede fig hinanden med en faa 
ængfilig Forfigtighed, at de endog tilfidft fandt det raadeligft at ffilles 
ad med uforrettet Sag for denne Gang, og beftemme et nyt Møde paa 
et andet Sted, bvor de fandfynligviis antoge, at De vilde være mindre ud- 
fatte for Svig paa Den ene elfer den anden Side '). Ogſaa ber havde 
Thord, da det fom til Styffet, i Forftningen Betænkelighbeder ved at 
møde, men fom dog omfider, og Sturla fit endelig affagt Kjendelfen, der 
forpligtede Thord til at udrede en iffe mindre Sum end 90 Hundreder. 
Thord betalte det alt fammen, deels i Guld og Sølv, dels i Skibe 
og Drivtømmer; ,vel var Det meget”, fagde ban, ,men det var Mode 
tageren vel undt, thi“, lagde ban fpydigt til, ,fangt heller vil jeg betale, 
end jeg vilde være i Sturlas Sted og modtage disfe Penge efter at have 
fidt faadan Overlaft, ifær naar jeg anfaa mig for faa ſtor en Mand, 
fom Sturla." Sturla fvarede idet dertil, og han fliltes nok faa ſomme— 
ligt fra Thord, men vi ville i det Følgende dog fee, at pine Ord fank 
dybt i hans Hjerte og at han ikke glemte dem (1230) *). 





1) Det førfte Mode ſtulde holdes paa Staalanas, lige ved Søen, hvor Sturla 
for fin Sikkerheds Skyld endog gik ud paa et Skjær, Gandfynligviis anfaa 
man fig mere betrygget i eller ved en Gaard, 

2) Sturlungafaga V. 8—11. 


864 Haafon Haafonsføn. 


Forliget mellem Sturla og Thord havde, paa hvor fvage Fødder 
Det end ftod, dog den gode Følge, at der et Par Aars Tid var temme= 
lig voligt i Landet 1), og at der indtraadte et venffabeligere Forhold mel 
fem Snorre, Sighvat og Sturla. Denne gjorde det førfte Skridt til at nære 
me fig Farbroderen; han beføgte ham byppigt, figes der paa Reykjaholt, og 
fagde megen Vind paa at lade de Sagabøger afftrive, fom Snorre fatte fame 
men. Denne merkelige Ytving antyder umistjendeligt, at Snorre ifær har 
benyttet denne Vid, da han nød forholdsvis førre Rolighed, til at ude 
arbejde de herlige hiftorifte Verfer, fom vi nedenfor ville fomme til at 
omtale udførligere, og hvorved ban har erbvervet en langt flørre og hær 
derligere Mavnfundighed, end ved fin politifte Virffomhbed. Hermed 
er Det Dog ikke fagt, at ban jo ogſaa tidligere, under fit bevægede 
politiffe Liv bar funnet affee mangen en Stund til fine literære Fo— 
retagender, fær Da han, fom en faar rig og anfeet Mand, har funnet 
benytte mange Dduelige Hjelpere, blandt bvilfe vi i det mindfte fjende een, 
nemlig den før omtalte Styrme Preſt, fadet den frode, Ver ej alene 
omtales fom felvjtændig Sagaffriver, men om hvem man tillige med Vise 
fed veed, at han i længere Tid enten var i Snorres Huus, eller i det 
mindfte ftod i et vift Underdanighedsforhold til ham *). Men under en 
almindelig Fred og Ro funde Snorre dog mere udeelt hengive fig til fine 
literære Syſler, og naar det udtrykkeligt fortælles, at Snorre i det famme 
Mar, hvorom ber er Fale, felv blev hjemme fra Ultbinget, men lod 
Styrme møde paa fine Begne fom Lovfigemand, — et Hverv, Styrme 
faa meget bedre unde udføre fom ban felv allerede i 1210 havde været 
virkelig Lovfigemand 3) — maa man næften Drage den Slutning, at dette fun 
ſkede, fordi Snorre onſkede at faa flere vigtige videnffabelige Arbejder fra 
Haanden. For den vidderlige, og felv efter de Tiders Maaleſtok færdeles 
dannede Sturla maatte den Underholdning, Farbroderen8 aandfulde Sam- 
tafev og vige literære Skatte kunde forſkaffe ham, være overordentligt tile 
træffende. Det følgende Aar (1231) udverfedes vgfaa venffabelige Budſkaber 
mellem Snorre og Siyhvat, efter at Denne havde fendt Ravnsfønnerne fra 
fig. Paa Thinget, hvor de denne Gang begge indfandt fig, omgikkes de 
færdeles venligt med hinanden, og da Snorre her fom i Uenighed med 


1) Dette figes udtrykkeligt i Gturlungafaga V. 1. 

2) Det var, fom vi have feet, Styrme, der affendtes i 1228, firar efter Thor— 
valds Drab, for at handle med Sturla om Grid, og virkelig fremfagde For— 
mularen. Dette faavel fom at Snorre fendte ham for fig til Shinget, vifer 
tydeligt at han har hørt til Snorres Huusfolf, og maaffee endog været hans 
Haandfefretær og Kapellan. Som Gtribent fan han ikke paa langt nær 
maale fig med Snorre, Der vil nedenfor blive talt udførligere om ham. 


3) Islands Unnaler, 


1230—33. Begivenheder paa Jsland, Snorre og Sturla enige. 865 


den anfeede Orm paa Svinafell, Jon Sigmundsføns Søn, tilbød endog 
faavel Sighvat fom Sturla ham deres Underftøttelfe, faa at Orm ganſke 
maatte frybe til Korfet og underfafte fig Snorre$ Dom. Paa Hjemrej- 
fen var Sturla, der havde famme Vej, fom Snorre, i Følge med denne, 
og Urokja, Snorre8 Søn, fulgte fiden med Sturla til Saudafell 1). 
Langvarig funde imidlertid iffe Freden blive, og paa forftjellige Hold 
trak Der atter Uvejrsfkyer op. For det førfte opførte VBatnsfjordingerne 
fig faaledes, at Sturla havde ftørfte Grund til at beflage fig over dem. 
GSiddende med mange Folk, og udarmede ved Den ſtore Pengebod, vare Ve 
ftedfe å Forfegenhed for det nødvendige til Huusholdningen, og hjalp fig 
ved at fare om i alle de nærmefte Fjorde og inddrive vilkaarlige Bidrag, 
ej alene af deres egne, men ogſaa af Sturla Thingmend. Der agedes 
naturligvis til Sturla Hherover, og man fagde at hans Venner aldrig vilde 
funde aande frit, faa Iænge Thord var Høvding i Ffafjorden. Vel lod han 
i Førftningen, fom om han ej vilde børe efter faadant, men Det ev let at 
forftaa, at det lige fuldt maatte gjøre Virkning paa hans allerede med Nag 
mod Thord opfyldte Sind, ej at tale om, at han iffe engang uden at 
tilfidefætte fine Høvdingspligter funde i Længden fer med Ligegyldighed paa 
at Thord mishandlede hans Ihingmænd. Her funde man altfaa med Vet 
førfte vente en Fornyelfe af den gamle Fejde*). Dernaſt virede der fig 
allerede. farlige Seqn til den Strid, der fiden med faadan Voldfomhed 
blusfede op mellem Gisfur Thorvadsføn og hans Svigerfader Snorre. 
I Uaret 1229 var baade Gisfur og Jon Murte, Snorre$ Søn dragne 
til Norge. Gisſurs Henfigt var fun den fædvanlige, at fee fig om i Ver- 
den; Jon dDerimod havde rejft bort af Misfornøjelfe over at Faderen ikke, 
paa hans Anmodning, havde villet opfade ham Stavaholt med en Deel 
Gods fom Morgengave til Helga; Sæmund Jonsfens Datter, om Hvis 
Haand han agtede at anholde*). Jon fandt en færdeles venlig Modta- 
gelje hos Skule Jarl, der gjorde ham forft til Hirdmand, fiden endog til 
GStutilfvein. Efter at have tilbragt Vintren hos Jarlen i Midaros, be- 
gav ban fig om Vaaren til Bergen og beføgte den fra Osfo nys hjem- 
fømne Kong Haafon, 908 hvem han fynes at være Hleven antagen å fame 
me Bærdighed. Her traf ban fin Svoger Gisfur, vder, fom man næften 
maa formode, havde opholdt fig Bintren over hos Biffop Arne *), og fom 


1) Sturlunga-Saga V. 12—14. 

2) Sturlunga-Saga V. 11, 14. 

3) Sturlungafaga V. 7. 

3) Det heder nemlig fiden efter, at Gisfur fov i famme Herberge fom Jon, uden 
at man erfarer at Biffoppen førft da bad ham til fig, eller at det lede fenere. 
Dvervejer man, at Gisfur fandfynligviis landede i Bergen, fiden der ej tales 

om at han itfe fom i Berørelfe med Jarlen, men og, at han da rimeligviis 
Munch. Det norffe Folls Hiftorie. 111 55 


866 Haakon Haakonsføn. 


nu ligeledes af Kongen var hædret med Gutilfveins-Fitel 1): Om Som- 
meren vilde Jon rejfe tilbage igjen, men Kongen, der nu var hans Herre, 
forbød ham det, thi juft i dette Aar indftevnede, fom det nedenfor flal 
vifes, Kongen og Jarlen i Forening Islands Høvdinger til fig, og da 
det fornemmelig maatte være af Bigtighed at Snorre indfandt fig, har 
Kongen vel villet forfitre fig dVerom ved at holde hans Søn tilbage, faa 
meget mere fom Snorre tidligere juft havde tillet denne Søn til Gisfel 
for fine hidtil uopfyldte Løfter. Dette faldt noget ubelejligt for Jon, der 
iffe havde Penge not til et fængere Oppold og maatte fende en af fine 
Fjenere hjem efter flere; men Biftop Arne bragte ham for det førfte ud 
af Forlegenheden ved at indbyde ham til fig.  Gisfur, der, fom fagt, maaſkee 
havde været Biftoppens Gjeft hele Tiden, deelte VBærelfe med ham i Bi— 
fpegaarden *). Det hændte fig en Dag i Julen lidt efter Nytaar, at begge 
Svogrene fom noget beftjenfede hjem fra et Drikkelag i Kongsgaarden, og 
Da de hverfen fandt Lyfene tændte eller Sengene opredte, gav Jon fig til 
at ffjende paa Fjenerne. En tilftedeværende Landsmand af ham, fom han 
felv havde givet frit Opphold hos fig, føgte at undſkylde disfe, og Der- 
over blev Jon faa vred, at han tog et Bedtræ og flog til hann; den an- 
den greb forbitvet en Øre og bug efter Jon, og Uheldet vilde at Gisfur, 
fom i det famme havde gredet fat paa Jon for at faa han volig, fom til 
at holde han faaleded, at Hugget rammede ham lige i Hovedet. Jon 
fpurgte ftrar, bvad det flulde betyde, at Gisſur holdt ham under Hugg, 
men da Saaret i fig felv var lidet, brød han fig, da han var bleven ædru, 
itte mere derom. Men da han var uforfigtig, og gif i Bad og Drik— 
felag fom ellers, flog der fig Vert i Saaret, fom paa denne Maade 
Dog endte hans Liv, omtrent tre Uger fenere*). Sommeren efter fom 
Gisfur tilbage til Island, medbringende Jons efterladte Sager, og fore 
talte det Hele, faaledes fom det var tilgaaet. Det manglede imidlertid iffe paa 





ej traf Kongen, fom om Hoſten var dragen til Oslo, hvor han overvintrede, 
fe ovenfor S. 747, jfr. Haakon Haakfonsføns Saga Gap. 164, 165 (I), er det 
hojſt fandfynligt, at Biffoppen har bedet den anfeede Høvding om at være 
fin Gjeft indtil Kongen fom. Og var førft Gisfur hos Biffoppen, bliver 
det faa meget forklarligere, at det Funde falde denne ind ogfaa at ind- 
byde Jon. 

1") Der ftaar i Sagaen VI, at Gisfur blev gjort til Stutilfoein hos Kong Haa- 
ton, da han manglede en Vinter i 20 Aar, Dette er ikke vigtigt, thi Gis- 
fur var da fulde 20 Aar. 


2) Deres Herberge var, heder det i Sagaen, nordenfor Chriſtkirken, der hvor 
Preftegaarden nu er. 
% Nemlig St. Agnes Dag, 21de Januar. Han blev begraven, heder bet i 


Sagaen, i Ghvifttirfen, der hvor Ganghusveggen nu ev. Sturlunga-Saga 
Vel 








1230-33, Begivenheder paa Island. Nye Stridåemner. 867 


dem, der fremftillede det paa en for Gisfur mere graverende Maade, og 
hans Fader Fhorvald faa fig endog nødfaget til at bringe et Møde i 
Stand mellem Snorre og Gisfur, hvorved denne aflagde Ed paa, at han 
iffe havde ftaaet i mindjfte Ledtog med Drabsmanden, og at han havde 
fortalt den rene Sandhed. Snorre gjorde heller ingen Jndvendinger der— 
imod". Til famme Tid var det egteftabelige Forhold mellem hans 
Datter Ingebjørg og Gisfur meget Daarligt; vel, heder det, holdt hun me- 
get af ham, men de funde dog ikke forliges. Det hjalp ikke at Thorvald 
og Snorre gav dem hver en betydelig Pengefum *) for at forbedre deres 
øfonomiffe Stilling, om denne muligviis havde givet Anledning til Mis— 
forftaaelfer: de maatte alligevel omfider lade det fomme til Skilsmisſe 
imellem dem. De flefte gave hende Søylden. Ut baade hendes og Sy- 
-fteren Hallbera8 Gyteffaber bleve faa ulykkelige, uagtet I Det mindfte hun 
ſkal have elffet fin Mand, vifer tydeligt, vad man og verd med VBished 
om Hallbera, at de maa have været fulde af Nytfer, og da disfe for en 
ftor Deel maa have været Følge af Opdragelfen, kaſtes herved et ikke vinge 
Ly8 paa den i Snorre$ Huus herffende Tone. Det er flart nok, at Hans 
Børn, opvorne i Rigdom, Overflod og under beftandige Smigrerier af 
Tjenere og flaviffe Klienter, ere blevne faa forvænnede og forfjelede, at 
De ej funde finde fig vel uden I Fædrenehufet, og derfor delig plagede de— 
res Mænd med utaaleligt Overmod og allehaande Luner. Den tredie Dat- 
ter, Thordis, Enke efter Thorvald VBatnefjording, var dDesuden højft let- 
færdig, fom vi i det følgende ville fre. Det mislige Forhold mellem 
Hallbera og Koldein var det tredie til Fredens Forftyrrelfe virkende Mo— 
ment. i have feet at Kolbein unge, fed af hende, havde ladet hende blive 
fyg tilbage bo8 Faderen paa Thinget 1229, uden at bryde fig videre om 
hende. Snorre tog hende med til Reykjaholt, hvorfra han fiden od hende 
bringe til en Familie i VBatnsdalen, fom igjen fulgte hende til hendes 
Mand. Men Kolbein vilde iffe vide af bende, og hun begav fig derfor 
fyg til fin Moder Herdis paa Borg, vor hun indtil videre tog fit Op- 
fold *. Hendes Sygdom brød ud igjen med fornyet Heftighed, og da 
hun prøvede et Raad, fom en Kvaffalver i den nu atter tilbagefomne vg 
omvantende Biftop Gudmunds Følge gav hende, harde dette den Virk— 
ning, at Sygdommen flog fig for Bryftet, faa at hun fort efter Døde *). 
Aldrig faa fnart erfarede Kolbein hendes Død, førend han drog fyd til 
Ovde, og bejlede til den før omtalte Helga Sæmundsdatter, fom og blev 





1) Gturlungafaga V. 14. 

2) Det var ej mindre end 20 Hundreder. 

3) GSturlungafaga V. 8. 

4) Gturlungafaga V. 13. — Kvatfalveren, en Preft, ved Navn Daalk, havde, 
fom der fortælles, Ord for at være en god Læge, der Funde EE Man- 


868 Haafon Haakonsſon. 


hans Hufteu. Kolbein vilde vift allerede forfængft have gjort formelig Skils— 
migfe med Hallbera, for at faa Helga til Eyte, hvis ban iffe havde fryge 
tet de Banfkeligheder, der vilde opftaa ved Follesboets Opgjør mellem han 
og Snorre. Hendes Død gjorde nu alligevel et faadant Opgjør uunde 
gaaeligt, og Snorre fremfatte faa ftore Urvefordringer, at Kolbein vanſke— 
figt funde gaa ind paa dem. Herom begyndte nu en ivrig Drætte, Der 
tegnede fig at blive baade fangvarig og farlig. Men den havde dog i 
Forſtningen den tilfyneladende gode Virkning, at Snorre, hvem det Var 
om at gjøre at have faa mange Benner fom muligt, naar Tviſten flulde 
afgjøre8, og fom Derfor nødig vilde fægge fig ud med nogen, vifte fig 
fangt føjeligere og medgjørligere mod andre, med hvem han havde noget at 
beftille, end ellers. WF denne Grund var det viltnok, at han iffe gjorde 
flere Opbævelfer over fin Søn Jon Drab, men lod fig nøje med Gis 
fur Fhorvaldsføns edelige Forfifring, faavel fom at han mere med det 
gode end med Heftighed føgte at bjelpe paa det mislige Forhold mellem 
Gisfur og Jngebjørg, og da det endelig fom til Stilsmisfe, ej [od — 
ſur undgjelde derfor, i det mindſte ej for det forſte. 

Men fornemmelig vifte Snorres kloge Forſigtighed fig i det Forhold, 
Dan iagttog med Henfyn til Sturla Thordsſon og Vatnsfjordingerne. 
Der feulde neppe meget til at fljønne, at faaledes fom disfe fore frem, 
funde Freden mellem dem og Sturla iffe vare lenge. Ogſaa om Høften 
1231, boldt de ved, paa famme Viis fom før at vejfe om og inddrive 
Kontributioner af Bønderne, og der fom alvorlige Klagemaal til Sturla 
derom. Efter Julen (1232) indbod Snorre faavel Sturla, fom fin Bro- 
der Thord og dennes Søn Bodbar, til et berligt Gjeftebud, da han, fom 
det udtryfkeligt heder, vilde fifre fig Benner til den foreftaaende Retstrætte 
med Kolbein. Efter hvad der feneve flede, man man og antage at dette 
tildeels Iyffedes ham. Men derforuden henvendte han fig færfkikt til 
Sturla angaaende Batnsfjordingerne, vis Hjelp han ogfaa gjerne vilde 
benytte paa Tinget, men for hvem Ddet var farligt at fomme i Sturlas 
Nærhed, naar han ej udtryfkeligt havde tilfagt dem Grid. Snorre bad 
ham derfor herom, da han, fom han fagde, gjerne vilde faa dem til fig 
før Feften. Sturla fagde undvigende, at færfklilt Grid ej behøvedes, da 
De jo nu vare forligte. Snorre meente dog, at formedeljt al den Sladder, 
fom nu gif, var det ikke fiffert, om Sturla anfaa alle deres Løfter fame 
vittighedsfuldt opfyldte, og at det ſaaledes var alt for voveligt for dem, at 


ges Meen.  Biffoppen, der havde været paa SJhinget, tog paa Hjemrejfen 
med fit hele Følge ind paa Borg, hvor Hallbera juft laa meget fyg, og da 
der, fom naturligt, var Jale om hvad man føulde gjøre for at faa hende 
helbredet, tilbød Daall fig at lave et Bad, der ffulde hjelpe. Men Badet 
havde den modfatte Virkning. 


1230—33. Begivenheder paa Jeland. Vatnsfjordingernes Drab., 869 


rejfe gjennem bans Nabolag uden Grid. „Heraf flutter jeg Da”, fagde 
Sturla liftigt, ,at du felv anfeer Løftet misligholdt fra deres Side, men 
jeg fan jo gjerne føje dig i at love Grid". Dermed gav han Snorre 
Haanden, og denne fremfagde Gridsformularen, hvorpaa Sturla drog af 
fted. Da ban var borte, fagde Fhord Sturlasføn, fom havde været til- 
ftede, at ban iffe ſyntes videre om Udtryffet i Sturlas Unfigt, medens 
Griden blev fat. „Det har ingen Fare, Sturla holder nok fin Grid, fom det 
bør fig", fvarede Snorre. Siden indbød han Batnsfjordingerne til fig, fom 
han havde fagt, og ſkal, for at vinde dem end mere, have lovet dem Hallveig 
Ormsdatters tvende Syſtres, Thurids og Valgerd, Haand; disſe op- 
holdt fig nemlig juft da paa Reykjaholt *). Stolende paa Sturlas Løfte 
droge Brødrene affted til beftemt Tid. Men de bedroge fig. Hans Ve- 
flutning var allerede for fænge fiden fattet, eller Friftelfen, Da de fom i 
Hans umiddelbare Nærhed, for ſterk. De advaredes aller forſt af Preften 
paa Hjardarholt i Laraadalen, der bad Dem enten at vende om igjen, eller 
at fage en ſtor Omvej mod Øjften, faafremt de iffe beller vilde ride lige 
til Saudafell og bede Sturla om Grid. Til det fidfte kunde De ej befvemme 
fig; Det førfte anfaa de for en Sfam, og Droge videre, indtil dDe fom et 
Stykke forbi Saudafell, hvor de gjorde Holdt paa en indbegnet Plads *) 
for at hvile. FImidlertid havde den famme Preft allerede ladet Sturla 
underrette om deres Anfomft; han famlede ſtrax Folk, fatte efter Dem, og 
traf Dem, førend Deres Hviletid endnu var til Ende. De havde nok feet 
ham nærme fig, og Thord, fom nu førft anede Fare, bad fin Broder 
Snorre flygte bort paa Den rafkefte Heft; men man talte faa længe frem 
og tilbage herom, indtil det var for frent, og Sturla allerede var. fommen 
fige i Nerheden. Et rafit Angreb pan Sturla funde nu maaſkee have 
frelft dem, Da ban endnu ikke havde fanet det tilftvætfelige Untal Folt 
famlet. Men de vare utloge nok til at aabne Underbandlinger, og Sturla 
indlod fig tilfyneladende not faa gjerne derpaa, alene for at vinde Tid 
indtil de, han enduu ventede, vare indtrufne. Thi hans Beflutning 
var fajt, iffe at gaa derfra, førend enten han felv eller Brødrene faa paa 
Pletten. Saa fnart han faa Den forventede Stare fomme, lod han Bro— 
drene ftrar betyde, at de maatte berede fig til Døden og gaa til Strifte 
eller gjøre fig fampfærdige, hvis dDe tænkte paa noget Forfvar, thi om Grid 
funde der ej være Fale. Da Brødrene med deres Følge tilfammen fun 
vare 8 Mand, Sturla derimod havde mindft 24, fljønnede De, at Der var 
intet Haab for dem om at beholde Livet, og gik til Skrifte tilligemed 
Deres Mænd; men dDesungtet vilde de fælge fit Liv fan dyrt fom muligt, 

1) De vare, fom det vil erindres, Døtre af Orm Jonsføn paa Breidabolftad. 

2) Det var en faafaldet Stakkgard, eller Indbygning for Ho-Stakke. 


870 Haakon Haakonsfen. 


og beredede fig til Forfvar. Den unge Snorre fpottede over at Sturla 
anfaa det nødvendigt at føge dem med faa ftor Overmagt. Sturla fva- 
rede Éoldblodigt, at han netop brugte Overmagt for at gjøre Sagen af 
deg fnarere og fempeligere. Han lod ogfaa det førfte Anfald ſkee med 
Steenkaft, faa at de Ungrebne, der med deres Mænd frode indenfor 
et hojt Jordhegn neppe engang funde fomme til at bruge deres Vaa— 
ben. Thord var allerede truffen af et Par Stene, da han paany 
tilbød Forlig, erklærede fig villig til at forlade Landet, gaa til Rom 
og imidlertid overlade al fin Ejendom og Magt til Sturla. Men denne 
var ubønherfig, og Kampen fortfattes. De Angrebne forfvarede fig vel 
med ſtorſte Tapperhed, og det Iyffede8 dem endog, da Kampen blev hid— 
figere, at faave nogle af deres Fiender, men de maatte dog bufe under 
for Overmagten, og nedlagde omfider Baabnene, udmattede og faarede, 
med Undtagelfe af Snorre, der iffe gav tabt, førend hans ene Been nær 
ften var afbugget. Sturla lod fun begge Brødrene, Thord og Snorre, 
aflive; de ovrige fljenfede han Livet. Brødrene, ifær den unge Snorres, 
Drab vakte, fom det ſynes, almindelig Deeltagelfe, deels formedelft deres 
tapre Forfvar, deeld fordi det ej funde negtes, at Sturla ffammeligt havde 
brudt fit Ovd imod dem. Men paa den anden Side er det Dog viſt, at 
deres Død maatte være en VBelgjerning for alle dem, der havde den Ulykke 
at bo i deres Nærbed, og den Voldsdaad, Thord havde udøvet paa Sau- 
dDafell, var af den Beftaffenhed, at den neppe med nogen Bod unde for- 
fones, ifær da Shord felv paa en vis Maade havde triumferet over Sturla, 
fordi ban befvemmede fig til at modtage Forlig. Dette forringer maaſkee 
Sturlas Brøde noget; men ganffe at undføylde hans Løftesbrud er umu- 
ligt )). Hans førfte Sfridt var nu at fende Bud til fin Farbroder 
Snorre, og tilbyde ham Fred og Forlig*).  GSnorre indvilgede førar 
Grid for fig og fine Avvinger, men funde iffe indlade fig paa noget Forlig 
for Vatnsfjordingerne8 Gfterladte, førend ban hørte deres Mening; thi vel 
var Thords Hoved-Arving hans endnu umyndige Søn med Snorres Datter, 
Ginar, men den egentlige Adile eller Eftermaalsmand, der havde at paa- 
" tale Drabet, var Thords uegte Broder Illuge, der ftrar begav fig til Snorre, 
medens Thordis overtog Gaardsbeftyrelfen i Vatnsfjord. Imidlertid gjorde 
Snorre alt hvad ban funde, for at bringe et Forlig i Stand, thi han vilde, he- 


t) Sturlungafaga V. 16. Da Sturla fom hjem, og havde fortalt hvad der 
var føeet, fagde Solveig, fom det fortælles, at det var tilpas til Vatns- 
fjordingerne for deres Grumhed ved Overfaldet paa GSaudafell. Det Sted, 
hvor Kampen ſtod, var i den faakaldte Hundedal ved Breidafjorden. 

3) Snorre havde, fom der fortælleg, fendt fin Søn Urøtja for at møde Vatns— 
fjordingerne, og fandfynligviis være dem til Hjelp; men ;da han en heel 
Uge havde ventet forgjæves i Sælingdalstunga, vendte han m igjen. 

0 

















1230-33. Begivenheder paa Island. Forlig mellem Kolbein og Snorre. 871 


Der det, ikte undvære Sturlas Biftand. Omſider blev det afgjort, at Drabs- 
fagen feulde bilægges ved en Voldgiftsfjendelfe af Siybvat og Snorre )). 
Saaledes havde Snorre endelig overvundet alle Vanſkeligheder, og forbere- 
Det alt paa det bedfte til fin foreftanende Ihingtrætte med Kolbein. 

Da Thingtiden fom, red Snorre til Things med 960 Mand, vg une 
derftøttedes derhos af Gighvat og Sturla, foruden flere andre Høvdinger. 
Blandt dem fynes endog Orm paa Svinafell at have været, hvilken Snorre 
havde vundet ved og Gftergivenbed. Kolbein unge fom med 720 Mand, 
og underftøttedes af Ihorarin Jonsføn, Drmd Broder, med flere. Gis— 
fur Fhorvaldsføn indfandt fig ogfaa, heel mandftert, men holdt fig, fom 
før, til Ben med begge Parter, uden at erklære fig for nogen af Dem. 
Heri Handlede han fandfynligviis efter fin Faders Naad, thi denne, med 
flere Gejftlige, arbejdede ivrigt paa at fiifte Forlig. Det famme føgte 
ogfan Thord Sturlasjøn. Men Snorre8 Fordringer — Halvdelen af 
alt Kolbeins Gods og af alle hans Godord — vare faa overdrevne, at 
Denne intet vilde høre om Forlig, og faavel Thorvald fom Thord opgav 
ærgerlige alle Mæglingsforføg, fiden man ikke agtede deres Ord. An— 
dre fælles Venner vare dog bheldigere, og fik virkelig mæglet et Forlig, 
fvorved Snorre vel fif Halvdeten af Godordene, men dog fun faaledes, at 
Kolbein fremdeles føulde beftyre dem og vepræfentere Dem paa Thinget; God— 
fet ſtulde Kolbein fun udrede efter Befvemmelighed; derimod ſkulde han til 
Gjengjeld være pligtig at ſtaa Snorre bi til Thinge, og desuden flulde 
han give Snorres Søn Urokja fin Syfter Avnbjørg til Egte med en Med- 
gift af 60 Hundreder, medens Snorre paa fin Side gav 24 Hundreder, 
Godfet Met i Midfjørden og Aavellinge-Godordet: Derved bleve begge Ve 
tilfommende Svogre faa godt fom Eneherrer i den veftlige Deel af Mordlandet. 
Thorvald Gisſursſon kunde iffe tilbageholde før Thord fin Forundring over 
at Forliget faa hurtigt var fommen i Stand, efter at de bavde opgivet 
Mæglingen. Thord fvarede: ,jeg frygter for at min Broder Snorre bar 
folgt Sighvats og Sturla8 Venſkab for at faa Kolbeins, hvilket vi Frænder 
not fnart ville faa at føle". Thorvald undrede fig over at Kolbein vilde bort 
gifte fin egtefødde Syfter til Snorres Slegfredsføn, , men”, lagde ban til; 
nenbver verd bedft felv, hvad Slag Vare han har at forhbandle?)". Det 
fader Dog ikke til, at Snorre har ventet fig ftort af Forbindelfen med Kol- 
bein, eller fat nogen fynderlig Priis pan hans Venſkab, thi ban undflog 
fig endog for at fomme til Brykuppet, der famme Aars Høft ſtod i Kol- 
beins Huus, men fendte fun en Befuldmægtiget i fit Sted, og han gjorde 
iffe engang Mine til at lade det nygifte Par fan de Befiddelfer i Mid- 


1) Sturlungafaga V. 17—18, 
2) GSturlungafaga V. 18. 


872 Haakon Haafonsføn. 


fjorden, der ved Forliget var Dem tilfifrede, faa at Kolbein blev vred, og 
paaſtod, at Forliget var brudt. Snorres Fuldmægtig gav da, fom ban 
fagde efter udtryffelig Bemyndigelfe, Urokja Filfagn om Stavapolt med 
Filliggelfer, og bermed var Kolbein tilfreds. Men hvad enten Snorre havde 
givet en faadan Bemyndigelfe eller ej, er Det vift nok, at det aldeles ikke 
var hans Mening at forringe fine Befiddeljer ved nogen Ufftaaelfe. Men 
ban hjalp fig paa en anden Maade. Det ev ovenfor omtalt, at hans 
Datter Thordis's umyndige Søn Einar var den lovmæstfige Arving til 
det ftore Vatnsfjord-Gods efter Thords Drab. I Denne fin Datterføns 
Navn bavde nu Snorre, ledfaget af Urokja og en Stare baandfafte, paa- 
tidelige Folk, ſtrax efter fin Hjemfomft fra Thinget taget hele Godfet i 
Befiddelfe, og modtaget Bøndernes Underkaftelfe fom deres Høvding "). 
Da Uvøfja nu om Vaaren 1233 fordrede Stavaholt i Stedet for Mid- 
fjørd-Godfet, tilbød Snorre ham at drage til Vatnsfjord og indtil videre 
i Ginars Navn at nedfætte fig der fom Høvding: naar Einar blev voren, 
var det tidsnok at finde paa et andet Raad. Hermed var Uvøkja viftnok 
ikke fynderlig tilfreds, men Da noget var bedre end intet, tog han dog til 
fidft mod Filbudet, og Kolbein funde nu ingen JIndvending gjøre. Snorre 
beholdt faaledes ej alene alle fine hidtil hafte Befiddelfer ubeffaarne, men 
tillige bvad han havde afpresfet Kolbein, og enda havde han ej gi- 
vet Slip paa den nys erpvervede Indflydelfe over Vatnsfjorden, thi Uvø- 
fja var dog egentlig fun at betragte fom hans Statbolder *). Hans 
Valde, allerede forben faa ftort, var altfan i dette fidfte Aar blevet, om 
juſt iffe fordoblet, fan Dog i det mindſte betydeligt udvidet; og uagtet det 
ej fan negte8, at De tilfældige Omftændigbeder vare ham overordenligt 
gunſtige, er det dog paa den anden Side umiskjendeligt, at han har lagt 
fine Planer med en mere en fædvanlig Fremfynethed. Ja man fan ikke en- 
gang tilbageholde Sanfen om, at han maaftee plannæsfigt har føgt at frem- 
ftynde de Kombinationer, hvorefter ban vettede fit dybt beregnede Spil. 
Thord Batnsfjording fynes ganffe at have været en Kaftebold for dette. Maar 
man betænter, at Einar, Snorres Datterføn, var Thords nærmefte Ar— 
ving, vil man finde det lidet vimeligt, at Thords Død ſkulde være Snorre 
aldeles uveffommen, og faa vidt man fan ffjønne, vilde det iffe have vær 


1) Bed denne Lejlighed gjorde Snorre endnu en Grhvervelfe, fom vifer, hvor 
godt han vidfte at benytte fig af alle Lejligheder til at forøge fit Jordegods, 
faa at endog, hvad man Eunde Falde Familieulytker, flaffede ham Gavn. 
Hans Datter Thordis, Thorvalds Enke, der, fom ovenfor nævnt, var et 
meget letfærdigt Fruentimmer, havde ladet fig forføre af en Olaf paa Wdo. 
Snorre, der nu i hendes Enkeftand fom hendes Fader havde at paatale Sa: 
gen, fit Selvdom, og tilkfjendte fig hele Øen ACdø, faaledes at endog Olafs 
Frænder feulde frigjøre, hvad han felv føyldte paa Ejendommen. 


3) Sturlunga-Saga V. 21. 











1230—33. Begivenheder paa Jsland, Snorres Overmagt. 873 


vet faa vanffeligt for Snorre at hindre den, hvis han alvorligt havde vil- 
fet, tfær efter at hans Broder havde advaret ham for Sturla. Men den 
Gang havde Snorre egentlig opnaaet alt det af Forbundet med Vatnsfjor- 
Dingerne, fom lod fig opnaa, og Sturla, der flod Kolbein nærmere, funde 
nu være ham faa meyet nyttigere, ej at tale om, at det endog i Fidens 
Løb tunde vorde ham meget farligt, hvis Sturla og Thord bleve forligte 
og gode Venner, bvilfet med begges bøjfindede Charakteer ikke var faa umu- 
figt. Men da Ihord var falden, og VBatnsfjord-Herredømmet nu virkelig 
var en Frugt, fom Snorre naar fom helſt funde plukke, trængte han igjen 
mindre til Sturla, og lagde nu fun an paa at vinde Kolbein, indtil han 
ogfaa af denne havde opnaaet Hvad han ønffede, og, fom man næften 
maa antage, fvoede ganffe at Funne ftaa paa egne Been. Sturla, 
der imidlertid, fom det nedenfor flal berettes, flulde gjøre en Vile- 
grimsrejfe til Nom og nu var I Færd med Forberedelferne hertil, 
funde for Øjebliktet iffe tænfe paa at gjøre fig nye Fiender, og 
fandt fig Derfor nogenledes taalmodigt i at Urokja opkaftede fig til 
Høvding I VBatnsfjorden, fljønt det maatte være ham intet mindre end 
fjærfomment, faaledes at være omgiven paa begge Sider af Snorres mæg- 
tige Indflydelſe. Ogfaa hans Fader Siyhvat holdt fremdeles gode Mi- 
ner med Snorre, og Benffabet lod endnu til at være det bedfte imellem 
dem. Da Tiden fom, at VBoldgiftsfjendelfen angagende Vatnsfjordingernes 
Drab ftulde affiges, indbød Snorre ham til fig, modtog ham, Da han fom, 
med et berligt Gilde, enede8 med ham færdeles godt om Afgjørelfen — 
det fige8 dog ikke, hvorledes Denne fom til at lyde — og gav ham ved 
Afſkeden et guldbeflaget Spyd med de Ord, ,at de ſaaes alt for fjelden 
til at de ej ftulde give Hinanden Gaver, naar de fliltes ad”. Der tales ikke 
om at Sighvat ved Denne Lejlighed lagde nøgen Mistro eller Utvilje mod Snorre 
for Dagen. Men det er alligevel umuligt, at ban med Rolighed Fanhave be- 
tragtet Den overvættes FJilvært i Rigdom og Fndflydelfe, der nu i faa 
ført Tid var bleven bam til Deel, og fom uden Sammenligning gjorde 
han til Oens mægtigfte Mand, faa at det endog er et Spørsmaal, om 
Jon Loftsføn nogenfinde bavde haft faa meget at fige, fom Snorre 1). 
I disſe ti eller elleve Aar, bvori Snorre Sturlasføn havde fvunget 
fig op til faadan Magt og Anfeelfe, havde imidlertid ogſaag de firkelige 
Anliggender taget en VBending, fom end mere end forben begunftigede og 
fremfaldte Jndblanding fra Norge, og derved bidrog til at undergrave Øens 
Gelvftændighed. Det er allerede omtalt, at Biftop Gudmund i Maret 
1222 af Arnor Tumesſon nødtvungen blev fendt til Norge. Han kla- 
gede fin Nød for Erkebiſkop Guthorm, der ogſaa, fom man erfarer, endnu 


1) GSturlungafaga V. 17—21. 


874 Haafon Haakonsſon. 


famme Sommer ftevnede Høvdingerne — det vil da her fige Urnor, 
Sigbvat, Sturla og de øvrige, Der frode i Forbindelfe med dem — over 
til Norge 1). Ingen af dem fom dog, fom vi bave feet, og ved nærmere 
Underføgelfe af Gudmund Sag fandt Erfebiffoppen felv Denne faa mislig, 
at ban erffærede at maatte fufpendere ham fra Embedet, hvis iffe Paven 
benaadede ham.  Guthorm fendte nu en vis Ketil Preft til Paven med 
en ſkriftlig Udvikling af fin Sag, men endog denne, der Dog viftnok feile 
drede hans eget Forhold i det bedfte og hans Modftanderes i det flettefte 
Lys, bavde faa liden Virkning, at Honorius fun ſkal have givet Ketil det 
mundilige Svar: ,vil han vige, faa vige han": det bedfte Beviis paa, 
vor uforfvarlig, ja affindig dans Opførfel maa have været 2). Men i 
Maret 1224 døde, fom vi have feet, Erkebiſkop Guthorm, og da vendte 
Bladet fig. Chorsbrodrene, Der nu fif den midlertidige Bejtyrelfe af Er— 
feftofen, og den underfundige Peter af Hufaftad, der frnere valgtes til 
Erkebiſkop, floge, fom tidligere berettet, ind paa en fra Guthorms tem- 
melig forffjellig Politif, og Biffop Gudmund har, fom man feer, iffe und— 
fadt at fmede medens Jærnet var varmt, fiden Det virkelig Iyffedes ham *) 
ej alene at femme Ghorsbrødrene og den nye Erkebiſkop gunftigere for fig, 
men ogfaa at forærte fin brave Kollega, Biftop Magnus, til hvem han 
nødvendigvis maatte have et Horn i Siden, da han foruden i Almindelige 
bed at træde i fin Forgænger Paals Fodfpor og bylde et ganffe andet libera- 
fere Syftem, ogfaa tidligere var optraadt fom Gudmunds Medbejler, og fenere 
fom hans umiddelbare Modftander *). Magnus havde i Naret 1223, i Haab, 
fom man maa formode, om Erkebiſkop Guthorms Samtykke, gjort nogle For- 
andringer i Liturgien 5), om pvis ſtorre eller mindre Nodvendighed det nu er 
vanffeligt at funne bave nogen Mening, men fom i alle FaD ej fynes at have 
været af fynderlig Betydenhed. Aaret efter fom et af de Sendebud, han 
bavde ladet afgan til Norge, tilbage til Island med Brev fra Chorsbrø- 


1) De islandfée Annaler. 

2) Finn Jonsføns islandffe Kirkehiftorie (1.355), der her, indtil den vidløftigere 
Biffop Gudmunds Saga er udgiven, bliver ben enefte trykte Kilde fom haves. 
Hiint Udfagn af Paven fynes i Sagaen at have været meddelt paa Latin, 
altfaa, fom det lød fra Pavens egen Mund: si vult cedere, cedat. 

3) Se ovenfor S. 820, 830. 

2) At Gudmund virkelig har bearbejdet Ghorsbrødrene og Erfebiffoppen, vil af 
det efterfølgende blive indlyfende, ſtjont det ikke utrykkeligt figes. 

5) Disfe Forandringer omtales i Annalerne under Benævnelfen: ,,Budordsfor- 
andringer med Henfyn til Mesſen“. Det maa vel, fom Finn Jonsføn (L 
309) vifer, anfees utvivlfomt, at disfe Forandringer ere de, fom findes op- 
tagne i den yngre islandffe Ghriftenret Gap. 43 under Qverffrift: ,,Disfe 
Bud bleve faftfatte af Biffop Magnuö og famtyffede af alle lærde Mænd 
ved en Prefteftevne". 





1226, Biffopperne Gudmund og Magnus paa Island. 875 


drene, bvori, fom man maa formode, Samtykket til Forandringen negte- 
des '), og Da Erkebiſkop Peter fom fra Rom efter modtagen Jndvielje, 
gif denne endog faa vidt, at han fufpenderede Magnus fra Embedet, vg 
indftevnede ham til at møde for fin Dumftol. Derimod lod han Gud- 
mund, der i fenere Tid havde opholdt fig i Nidaros, hvor han aller bedſt 
funde virfe for fin Sag, vende tilbage igjen til Island for paany at til: 
træde fit Embede, uanfeet Pavens ikke utvetydige Erølæring, og valgte endog 
ham til, i Forening med den dygtige, men Harafteerløfe Bjørn, da Munk, 
fenere Abbed i Nidarholms Klofter, at overbringe den Skrivelfe, hvorved 
Biſkop Magnus fufpenderedes og indftevnedes. Ja det fader endog til, 
at ban overdrog han, under Maguus'8 GSufpenfionstid, at udføre De gejft- 
lige Forretninger i Skaalholts Biffopsdømme. Ved famme Lejlighed ind- 
ftevnedes  deguden Thorvald Gisfursføn, GSighvat Sturlasføn og dennes 
Sø Sturla ?). Det er umisfjendeligt, at alt dette for ſtorſte Delen var 
Gudmund VBerf, og at denne nu vet haabede at triumfere faavel over fin 
Kollega Magnus, fom over fine øvrige Fiender. Han anfom ud paa 
Sommeren 1226 til Rutafjorden, og begav fig for vet førfte til fin Bi— 
ffopsftol paa Hole, uden at man da, fom det fynes, lagde ham nogen 
Hindringer i Vejen, uagtet Sturla Thordsſon felv indfandt fig ved 
GStibet, og indbød en af de Nordmænd, Der Vare ombord, til at til- 
bringe Bintren hos ham paa Saudafell 3). Man maa dog næften antage, 
at Gudmund ikke ſtrax har befjendtgjort fine Erender, da den hidfige Sturla 
og den nu paa Nordlandet faa godt fom eneraadende Sighvat i faa Fald 
neppe havde tilladt ham at fomme hjem til Hoce. Men fiden, fandfynlig- 
viis i Løbet af Høften eller Bintren, maa Meddelelfen være føeet, thi 
allerede Aaret efter finde vi Gudmund i Magnus'8 Sted rejfende om i 
Vifitat8 paa Sønderlandet. Og for faa vidt har altfan Magnus holdt fig 
Erkebiſkoppens Strivelfe efterrettelig. Stebningen enfede han derimod 
iffe, thi endnu famme Aars Høft unde han neppe blive rejfefærdig, og 
imidlertid døde Erkebiſktop Peter (Ode Oktober 1226), hvorved Sagernes 
Stilling forandredes. Gudmund havde nu tadt fin fornemfte Støtte, og 


1) I Annalerne ftaar Éun: Arnor Preft anfommer til Jéland med Ghorsbrø- 
drenes Brev.. 

2) Annalerne for 1226: Biffop Gudmund og Ritabjørn Munt anfom med Er— 
Febiffop Peteré Brev. Embedet frataget Biffop Magnus og han felv frevnt 
udenlands tilligemed Thorvald Gisfursføn, Sighvat og Sturla. Gudmund 
havde, fom Annalevne vife opholdt fig i Bergen 1223, og i Throndbhjem 
1224 og 1225. Ut Gudmund opholdt fig i Nidaros Olafsvaketid 1224, 
da Sigurd Nibbung rømte fra Jarlen, er ovenfor nævnt (S. 676). Det 
ſees ogfaa af Aron Hjørleifsføns Saga. 

3) Sturlungafaga V. 44. Ogſaa Thord Sturlasføn indfandt fig ved Skibet og 
indbød til fig fom Bintergjeft Baard Gardbrjot, en Søn af Shorftein Kugad. 


* 


876 Haakon Haafonsfen. 


Magnus forblev, fljønt fremdeles fufpenderet, indtil videre i Landet, Hvor 
han maaſkee ifær beffjeftigede fig med at ordne og tilſee det nys ſtiftede og 
imdviede Marie-Klofter paa Vidø. Heller iffe brød Sighvat og Sturla fig 
om Indftevningen, og Sforvald anfaa fig vel faa meget mere fritagen for 
at adlyde den, fom han nu Havde flanet fig fra Verden og ladet fig indvie 
til Munk, eller, fom han kaldtes, Kanonifus, i VBidø, da Kloftret indrette- 
des fil et Konvent for fefulære Auquiftinere 2). Fra denne Tid af indtil 
fin Død (1235) fremtraadte ban fun fjeldnere paa Den politiffe Stue 
plads, og da fun fom raadgivende og mæglende mellem de ſtridende Parter. 

Sfjønt Biffop Gudmund nu midlertidigt havde VBiffopsmyndigheden 
over hele Øen, blev hans Stilling derved ikke i mindfte Maade bedre end 
før, tbi fom Overbringer af hine Budffaber fra Grøetiffoppen havde han 
allerede ved fin Unfomft frillet fig paa et polemift i Stedet for paa et forſo— 
nende Standpunkt, og lagt fig ud netop med de Høvdinger paa MNordlandet, 
hvis Venſkab det burde være ham om at gjøre at vinde. Derhos var 
det ham umuligt at afftaa fra fin fædvanlige modbydelige Skik, at famle 
Skarer af Jiggere og alffens brødløfe og urolige Perfoner omkring fig, 
og å Stedet for at dette Uvaſen tidligere fun havde været indffrænket til 
Nordlandet, hans egentlige Biffopsdømme, havde nu ogſaa Øens øvrige 
Fjerdinger Den Forargelfe at fre ham fare om med fit uregjerlige Følge. 
Om Sommeren 1227 vifte han fig paa Tinget, endnu fun med 30 Mand, og 
Snorre tog ham da under fin Befkyttelfe; men fiden rejfte han pan Bifitats i 
Borgarfjord-Egnen, og da famlede en fror Skare fig om ham. Ulligevel 
fandt ban i Førfiningen en god Modtagelfe Hos de til Dette Uvæfen 
endnu iffe vante Bønder, der endog gave ham en Deel Penge. Men da 
fan paa fin videre Rejſe veftover, var fommen til Stadarhoof ved Breida- 
fjorden, 120 Mand frerf, og agtede fig Derfra lige til Hole, lod Sighbbat, 
Der juft var I Beføg hos fin Søn Sturla, bam vide, at han iffe maatte 
underftaa fig at fomme til Nordlandet, og han maatte fanledes indtil vi- 
dere forblive paa Stadarhool, hvor ban fnart fom i den vderligfte Forle- 
genhed for Levnetsmidler til fin fore Flok, faa at han blev inderlig glad, 
da Thord Sturlasføn, fom paa Den Tid endnu levede paa en fpendt Fod 
med Sturla, bad ham og hele bans Følge til fig pan Hvamm, og beholdt 
dem hos fig til Fafte Det lykkedes imidlertid de famme Mænd, der 
mæglede Forlig mellem Thord og Sturla, ogfaa at bringe Vet Dertil, at 
Gudmund fit Tilladelſe til at vende tilbage til fin Biſkopsſtol med de 
Mænd, ban havde Hos fig par Hvamm *).  Yf denne Filladelfe benvt- 

1) Om Vidø Klofters, Stiftelfe, fe ovenfor S. 853. Der var, fom man af en 


af Finn FJonsfen (I. S. 308.) meddelt Strivelfe fan fee, i Førftningen 
heel fattig, og indeholdt viftnok Fun pderft faa Munke. 


2) Sturlungafaga IV. 47. 


1230—37. Biffopperne Gudmund og Magnus paa Island. 877 


tede Gudmund fig ſtrar. Dog havde han ikke været lange paa Hole, 
førend GSkagfjordingerne fandt hans Nærværelfe befværlig, og under Kol— 
bein unges Ynførfel jagede ham bort. Da begyndte han at rejfe paa Vi- 
fitat8 i den nordøfilige Deel af fit Biffopsdømme. Men hans Ledfagere 
vare faa uregjerlige, og gjorde faa megen Fortred, hvor han fom, at 
Kolbein tilfidft maatte jage hele Flokken fra hinanden (12te Upvil 1229), 
og førte Biftoppen felv fangen til Hole, bvor ban i nogen Tid holdt 
ham ſtrengt indefpærret og bevogtet, fun med tvende Klerfer til Selſkab, 
og ffjønt ban nok fenere ben fit Tilladelſe til at vejfe om paa Vifitats, 
blev dog Viftopsftolens Gods aldeles unddraget hans Naadighed; ifærde- 
feshed blev det ham formeent at give Ulmisfer: en ganføe fornuftig 
Forboldsregel, figtende til at hindre den fædvanlige Vilftrømning af Tig— 
gerbobe. Han holdtes i det bele taget, heder det, fom en Uftægts- 
mand *). - Gudmund føgte derfor, faa meget fom muligt, at opholde fig 
udenfor fit Biffopsdømme, og begav fig om Høften 1230 til VBeftfjorden, 
hvor ban fandt en venlig Modtagelfe hos Thord paa Hvamm. Men 
under fans Ophold der fom der et ſtrengt Bud fra Sturla, at han ikke 
maatte rejfe videre, og han faa fig derfor nødfaget til, atter at vende 
tilbage til Hole, hvor ban Daglig maatte tømme Ydmvygelfens Bæger. 
Det følgende Aar forføgte han atter fin Lykke paa Sønderlandet, og inde 
fandt fig med en heel Deel Folk par Althinget, hvor Snorre Sturlasføn 
nu fom før tog fig af ham. Fra Ibinget Drog han atter igjen veftover, 
ag tog ind hos Snorres fraffilte Huftru Herdis paa Borg, hvor, fom 
det allerede tidligere ev berettet, en Kvatfalver i hans Følge paaffyndede 
Hallbera Snorresdatterd Død *). Siden fom han til Breidafjorden, og 
hans Flok var nu voret til en faadan Mængde, at Thord Sturlasføn, 
pvis Diſtrikt han førft gjeftede, maatte lade fin Søn Sturla 3) følge med 
ham for at holde Orden paa alle disfe Folk, og indøvartere dem rundt 
om hos Bønderne. - Men da han fremdeles vilde fortfætte Rejſen nord- 
efter, og var fommen til Gyre, fulgte Sturla Sighvatsſon Kolbeins Ex— 
empel, idet ban tillige med fin Broder Kolbein og Urøfja Snorresføn 
jagede Størftedelen af det urolige Fulge bort, og derpaa i al Haft fendte 
Biffoppen tilbage til Hole*). Det var et Uheld, at Biffop Magnus, 
Der, ſtjont fufpenderet, Dog ved fin ftore Anfrelfe kunde have Dannet en 





1) Sturlungafaga V. 8 jofr. Unnalerne. 

2) GSturlungafaga V. 13, jvfr. ovenfor S. 867. 

3) Dette er førfte Gang, den berømte Skald og Hiftorieffriver Sturla Thords— 
fen omtales fom handlende Perfon. Han var da 17 Aar gammel, og det er 
merteligt at Faderen funde overdrage ham i faa ung Ulder et faa vanffeligt 
Hverv, 


2) GSturlungafaga V. 14. 


878 Haakon Haakonsføn. 


velgjørende Modvegt mod Gudmund, nu i længere Vid var borte fra 
Landet, thi Grtebiffop Thore Tyrendfte, Peters Eftermand, havde firar 
efter fin Hjemfomft fra Rom fornyet Fndtaldelfen faavel til Magnus, 
fom til Sighvat og Sturla, og Magnus, der ej vovede at fidde den over- 
horig, var i 1229 dragen over til Norge, hvor hans Opphold formedelſt 
Grøebiffop Thore ftrar efter indtrufne Død (1230) udhaledes til henved tre 
Aar 1). Det Gode maatte dog den forftandige Magnus's Nærværelfe ved Er» 
feftolen udrette, at de kirkelige Autoriteter i Norge af ham, Hvis Redelige 
bed og Paalidelighed var havet over enhver Fvivl, Funde faa em tror 
værdigere Sfildring af Begibenhederne i Landet, og derved erhverve en 
flarere Forejftiling om det ffadelige i Gudmunds Ferd, end det af de 
hidtil indlobne, viftnot indbyrdes modfigende eller i det mindfte yderft par- 
tiffe Beretninger havde været muligt *). Og uagtet Magnus her viftnot, 
og, fom Det ſees, med Held, talte fin egen Sag, er det dog umisfjendeligt, 
at fan iffe paa nogen fav Maade bar føgt at foærte fin Kollega, men 
fun vitret, Grad der var uomgængelig nødvendigt, og felv dette med ſtorſt 
mulige Staanfomhed. Deſto flørre Vegt maatte ogfan hans Ord have. 
En Følge af denne bedre Belærelfe om Forholdene ved Biftop Magnus 
var Det upaatvivleligt, at GYorsbrødrene ved Nidaros Erkeſtol allerede un- 
der Vakancen 1230 fode udgaa en Stevning til Biffop Gudmund, medens 
Kong Haafon og Skule Jarl paa famme Tid indftevnede Høvdingerne, 
dog neppe faa meget for de firfelige Anliggenders Skyld, fom for paany 
at optage Den i nogle Mar tilfidelagte Plan til at erhverve Herredømmet 
over Øen 3). Vel tog Gudmund ingen Notits af Stevningen, og blev 
fiddende bjemme, faavel fom de verdslige Høvdinger, der juft nu havde alt 
for travlt med deres egne AUnliggender til at funne forlade Landet. Men 
imidlertid fom den nye Erkebiſkop, Siqmd, tilbage fra Rom med Pallium 
(4231) og ban, Der i det hele taget fynes at have været en liberal og 
fornuftig Mand, indfatte ej alene Magnus i fit Embede, men medgab ham 
ogfaa, da han om Sommeren 1232 vendte tilbage til Island, en Skri— 
velfe, hvori Gudmund fufpenderedes, og Derhos Gtevningen faavel til 
ham, fom til Sighvat og Sturla fornyeded *). Da Erfebiffoppen i denne 
Skrivelſe brugte meget ſtrenge Udtryk mod de fidfte i Unledning af deres 
baarde Ferd mod Gudmund, fær Grimss-Toget, er Vet tydeligt, at Mag— 


1) Sturlungafaga V. 7, jvfr. Annalerne. 

2) En af dem, der viftnok have berettet Begivenheden faa partiff fom muligt, 
var upaatvivlelig Gudmunds fværmerffe Jilbeder, Aron Hjørleifsføn, der nu 
opholdt fig i Norge, hojt anfeet af Kongen. 

3) Annalerne ved 1230. Se ovenfor S.866. Det er der antydet, at Kong Haafon 
maaffee netop paa Grund af denne Stevning holdt Fon Murte tilbage i Norge. 

%) Sturlungafaga V. 19, jvfr. Unnalerne. 


1230—37. Biffopperne Gudmund og Magnus paa Jsland. 879 


nus's Fremftilling af Sagen maa have været aldeles upartifl, og at han 
iffe har benyttet Anledningen til at ſtildre Gudmunds Ferd med mørkere 
Farver end tilbørligt. Vel opgav ikke den halsjtarrige Gudmund fit Em- 
bede, lige faa lidt fom Han drog over til Norge, hvilket vel ogſaa, 
paa Grund af hans høje Alder — han var nu 72 Aar gammel og me- 
get foagelig — vilde have haft fine Vanfteligheder. Men Magten til at 
gjøre faa ftor Stade, fom før, var ham dog for em flor Deel berøvet, og 
i alle Fald var hans Jndflydelfe over Skaalholts Biffopsdømme, den 
ftørfte og folferigefte Deel af Island, tilintetgjort. Heller ikke i Hole Bi- 
ftopsdømme vilde Bønderne tillade ham, fom før, at drage omkring, og han 
tilbragte de tvende følgende Bintre i Rolighed hos Bonden Brand paa 
Høvde 1). Imidlertid havde han dog den Filfredsftillelfe, at Sighvat og 
Sturla, formodentlig ifølge Erøebiffoppens Irufler og ved Biſkop Mag- 
nus's fraftige Foreſtillinger, indgik et Forlig med ham, hvorved Det ber 
ftemte8, at Sturla paa fine egne og fin Faders Begne, for at udfone 
deres Brøde mod Kirfen, ſkulde paatage fig en Pilegvimsrejfe til Rom 
og føge Abfolution hos Paten. Dette har vift ike bidraget lidet til at 
gjenopfive hans Mod, og beftyrfe ham i hans Haardnaktethbed. Denne 
tiltog endnu mere, da Sighvat og Kolbein, fom det i det Følgende vil 
fees, i Anledning af en mellem dem udbrudt Ivift begge fappedes om at 
fan den hellige Mand" paa fit Parti*). Han vendte nu tilbage til 
Hole, hvor han for det mefte tilbragte de faa Aar, han havde tilbage at 
fete i; og uagtet Der til bans mangfoldige Aderdomsfvagheder nu ogſaa 
havde flaaet fig Blindhed, fan at ban aldeles ikke forfvarligt funde udføre 
fine liturgiſte Pligter, var ban Dog iffe at formaa til, godvilligt at fra- 
træde fit Embede. Til aabenbar Tvang eller formelig Uffættelfe ſkrede de 
højere firfelige Uutoriteter, ifær i den Tid, højft nødigt, undtagen i vir- 
felige Banstilfælde. Men vda han tilfidefatte de kanoniſke Megler i den 
Grad, at han ved Prefteordination lod en Diakon oplæfe Vielſesordene, 
medens han felv, fun meddeelte Haandspaalæggelfen, maatte man grite til al- 
vorligere Forholddregfer, og under te Mai 1237 udftedte Pave Gre- 
govius IX to Skrivelſer til Erkebiſkoppen, hvori fan paalagde denne, hvis 
Gudmund iffe paa nogen Maade funde bevæges til at træde tilbage med 
Det gode, Da at fufpendere ham uden Appel og tilførordne ham en duelig 
Medbjelper 5). Imidlertid havde Døden befriet Gudmund fra Den Kræn- 
felfe, at fee Denne Befaling udført. Endnu førend de pavelige Sfrivelfer 

') GSturlunga-Saga V. Tidsangivelſerne her ere noget forvirrede, og maa 


ordnes, deels efter Unnalerne, deels efter de i Sagaen felv fenere lejligheds- 
viis forefommende Antydninger. 


?) Sturlunga-Saga V. 
3) Dipl. Norv. I. 14, 15. 


880 Haakon Haatonsføn. 


udftedteg, var han død paa Hole den 16de Marts 1237, 77 War game 
mel, efter at have tilbragt de fidfte Aar, , mere fom en ftille og rolig Ere— 
mit end fom en baardfindet og trættefjær Lydbiffop", fornemmelig opta- 
gen med AndagtSøvelfer og med at børe latinfte Helgenfagaer forelæfe. 
Merkeligt nok havde han, uagtet alle fine Misgreb, der vakte ham faa 
mange bitre Fiender og endog paadroge ham Dadel af hans gejjtlige Ober— 
og Sideordnede, bog altid ved fine ſtrenge AndagtSøvelfer og fin færegne 
Perfonlighed vidft at vedligeholde det Ry for Hellighed, fom han allerede 
i fin Ungdom havde erbvervet. Dette Ry tiltog, fom det gjerne gaar, ef 
ter hans Død. Man troede fuldt og faft paa alle de Undergjerninger, han 
felv å levende Live flulde have udført, og fom efter hans Død ſkulde foregaa 
ved hans Grav. Hans Been bleve i 1314 optagne og feriinlagte, og 
uagtet Der iffe erbvervede8 nogen formelig Kanonifation, ffjønt der af og 
til forhandledes derom lige indtil Reformationen, agtedes han dog lige fuldt 
paa Island fom en fuldfommen Mationalhelgen, ja ned endog en ikke 
ringe Anfeelfe i Norge ). 

Gudmund  Kollega, Biftop Magnus, døde faa Maaneder- fenere, 
(14de Auguſt 1237) efter at ban lige til det fidfte havde føgt at overholde 
Fred og Enighed i Landet, deels ved at mægle Forlig mellem ftridende 
Hovdinger, deels ogfan ved at traffe enkelte, til Fredens Bevarelfe figtende 
Fovanftaltninger, f. Cr. ved ftrengeligt at forbyde dem, der gik til Dom- 
mene paa Althinget, at bære Baaben 2). Man fjender for Reften iffe fyn- 
derligt til hans fenere firkelige eller politiffe Virtfomhed, og man erfarer 
fun, at han firar efter fin Hjemfomft fra Norge maa være fømmen i 
Uenighed med Snorre Sturlasføn, fiden det heder at de i Aaret 1233 
bleve forligte 3). Med Magnus og Gisfur ophører, fom vi ville erfare, 
Rakken af de indfødde islandføe Biftopper. Og da derhos i Løbet 
af de her omhandlede Aar ogfaa flere af de ældre mægtige Høvdin- 
ger, fom Thorvald Gisfursføn Sigqud Ormsſon, Thord Gturlasføn, 
Gudmund Sneis, afgif ved Døden *), og Mænd, tilhørende en yngre 
GSlægt, fornemmelig Sturlungerne af andet Led, traadte i Deres 
Sted, medens Forføgene fra norft Side paa at bringe Island 
under Norge nu baade bleve hyppigere, Fraftigere og bheldigere end 
før, fan man med Mette fige, at et nyt Fidsaffnit her begynder for 


1) Se herom Finn Jonsføns Kirtehiftorie, I. S. 355, 356. 

?) Sturlunga-Saga V. 31. 

3) Annalerne for 1233. 

2) Annalerne, 1233—37, Sturlungafaga, V. 49, 50,  SIhorvald og Sigurd 
døde 1235. Da Sigurd ellers iffe omtales efter 1215, maa man antage, 
at han, ligefom Thorvald, er gaaet i Klofter, og da navnlig i Jveraa 
Klofter, hvor ogfaa hans Fader havde endt fine Dage. 





1230. Skule Jarlö Søn Peter. 881 


Island. I det mindjte grider dets Hiftorie fra nu af mere umiddelbart 
ind i Norges Hiftorie, end forhen. Vi vende derfor nu atter tilbage til 
Denne. 


131. Ny Uenighed og nyt Forlig mellem Kong Haakon og Skule Jarl. 


Da Ribbungernes Flok var opløft og Junker Knut havde underkaſtet 
fig Kongen og befvogret fig faavel med ham, fom med Skule Jarl, teg- 
nede Det fig, fom det ovenfor ev vilt, vet godt til Fred og Enighed i- 
Landet.  Forftaaelfen mellem Kongen og Jarlen fyntes at være den bedſte, 
trods Det nærmere, migtænkelige Forhold, Hvori denne var trandt til den 
Danffe Konge, og man havde endog funnet fende en Hær og Flaade til 
Skatlandene i VBefterhavet, for at bolde dem i Lydighed og ordne Forhol- 
Dene der. Men Ilden ulmede lige fuldt under Uffen, og om Farlen end 
for en Tid fyntes at have fadet fine Planer med Henfyn til Kongedom— 
met fare, elfev at nøje fig med den Udfigt, fom Fødfelen af hans Datter- 
føn Olaf aabnede ham til at fee Kongedømmet vedligeholdt i fin egtefødde 
66, nøjedes han dog ikke dermed: han vilde felv have Kongeværdigheden; 
fom Broder af en Konge og Hoved for en af Norges vpperfte Slægter Funde 
ban ej finde fig i at erfjende em yngre Mand, vis Herfomft han 
viſtnok betragtede med Højft tvivffomme Øjne, for fin Overmand. Men 
hertil fommer endelig, at ban juft nu virkelig havde faaet en Søn at av- 
bejde for, paa hvem han, føjønt ban var uegte, ja endog fød i Egteſkabs— 
brud, ganffe fynes at have lagt hele fin Faderfjærlighed, med fuldfommen 
Jilfidefættelfe af fin ældfte, egtefødde Datter, faa at han fuldt og faft 
forefatte fig, ved hvilke fom helſt Midler atfitre ham Fronfolgen. Denne 
Søn var Peter, der en Fidlang havde været 'anfeet for en Son af 
Andres GSkjaldarband, med bvis Huſtru Ingebjørg Skule, føm det tid- 
figere er berettet, bavde ftaaet i en utilladelig Forbindelfe!). Efter Ve- 
gard VBeradals Drab havde Andres, fom vi vide, fanart Sysfel af Farlen 
oppe i Haalogaland, bvor Dan, med Undtagelfe af at han gjorde biint 
Tog til Bjarmeland 1222, fynes at hare levet ganffe frille, da ban ingen- 
fteds nævnes fom ledfagende Jarlen paa dennes Rrjfer til de fydligere 
Egne. Men Aaret 1229 befluttede ban, fandfynligviis for at afbode 
fin Synd, at gjøre en Pilegrimdrejfe til det hellige Land. I den Henfigt 
begav ban fig om Holten til Oslo, hvor han traf fammen med Kongen, 
rejjte Derfra om VBintren til Lands til Halland, og videre over Sjæland 
og De øvrige danſke Lande til Hwitfand i Flandern, hvorfra han tog den 


1) Se ovenfor S. 620, 621. 
Mund. Det norffe Folls Qiftorir. III. 56 


882 Haakon Haatfonsføn. 


fædvanlige Pilegrimsvej til Middelhavet; her, det figes ikke i hvilfen Havn, 
indfkidede han fig paa en Dvomund, for at fejle lige til Palæftina '). 
Men man hørte aldrig mere til ham, uagtet Kongen gjorde fig al optæn= 
felig Umag for at opfpørge bam, og i den Anledning tilffrev bande Kej- 
fer Frederik og andre udenlandffe Herrer, med hvem han ftod i venffabe- 
fig Forbindelfe 2). Imidlertid var hans Huftru FJngebjørg bleben tilbage 
med Den under deres Cateffab fødde Søn Peter, og endnu førend man Paa 
nogen Maade funde have opgivet Haabet om hans Filbagefomft, erklærede 
Ingebjørg at Peter iffe var hans, men Farlens Søn, og denne erfjendte 
ham ogfaa fom faadan, tog ham til fig, og vifte ban megen Kjærlighed 3). 
Det ev beraf tydeligt nof, at Skule og Jngebjørg alene havde ventet paa 
Andres'8 Død eller Bortrejfe for at fomme frem med denne Erklaring, 
og Dette vokker igjen Formodningen om, at hans Rejfe for en ſtor Deel 
har været bevirket, eller i det mindjfte fremffyndet, ved Farlens og Inge— 
bjorgs Beftrætelfer. Paa Peter overførte nu Farlen al den Kjærlighed, 
hvormed han tidligere omfattede eller i det mindjfte burde have omfattet 
fine egtefødde Børn: ham beffemte ban til Arving, og Udfigten til, gjen- 
nem han, trods hans uegte Fødfel, at funne ftifte en ny Kongeflægt, 
var, fom man tydeligt fan fee Den fornemfte Spore, der nu atter fatte 
hans Wvyjerrighed i Bevægelfe, og Drev ham til, med fornyet Jver at 
itræbe efter Kongefronen, uden Henfyn til Freden i Landet og til fin 
Datter og hendes Børns NMettigheder. 

Det førfte Tegn til forræderffe Ynflag fra Farlens Side opdage vi 
i Sommeren 1232, da ban foregav at ville gjøre en Pilegrimsrejfe til 
den hellige Thomas Beckets Grav i Canterbury, og i den Anledning er- 
hvervede et Lejdebrev for fig og Følge af den engelffe Konge Henrik den 
3die, der ffulde gjelde fra Udjftedelfesdagen, 25de Juni, til det følgende 
Aars Paafte *). Dette [od nu vel i og for fig nok faa uffyldigt. Men 





) Da han tog Vejen over Flandern eller Nordfrantrige, altfaa den faakaldte 
veftve Vej, er det fandfynligt at han har indffibet fig i Marfeille; dog Funde 
fan vel ogfaa være dragen til Venedig, eller lige til Rom og derfra til 
Bari. Om disfe Pilegrims-Veje fe Werlauffs Symbolæ jvfr. Njåls S. Gap. 
160. J Unnalerne figes der lige frem ved 1230: Andres GSkjaldarband om- 
fom paa en Dromund i Græfenlandshavet. 

2) Da der altid maatte hengaa en Tid, inden man fandt Andres”8 Udeblivelfe 
faa fangvarig at den kunde vætfe Betænkeligheder, er det itfe ufandfynligt 
at det Brev, Kongen førev til Kejfer Frederif, har været overbragt af Ni: 
kolas Paalsføn, da denne, fom det nedenfor vil ſees, omtring 1234 fendtes 
fom Gefandt til Kejferen. 

3) Haafon Haafonsfens Saga Gap. 164. 

4) Brevet or dateret fra Ely, fr Nymers Foedera, I. 1, S. 205. 


1230—32. Skule Jarls mistænkelige Ferd. 883 


vi have allerede tidligere feet, hvorledes Skule havde tage Korfet, og i 
den Anledning faaet pavelig Tilladelſe til at oppebære den Gejftligheden 
paalagte Korstogshjelp, uden at han dog nøgenfinde gjorde Mine til at 
opfylde Løftet, ja uden at ban engang, fom det fynes, fra Sejjtlighedens 
Side blev mindet derom, faa at Der opftaar ſterk Mistanfe at han — 
Hvor oprigtige end bans Henfigter funne have været, Da han laa paa Sy- 
gelejet og aflagde Løftet — Dog fenere fun har betragtet det fom en god 
Lejlighed til at flaffe fig Penge, og fom et Paaftud til at gjøre overor- 
dentlige Udruftninger, Dem han ogfaa virkelig foretog, og fom viftnok alene 
uforudfeede  Omftændigheder bindrede ham fra at anvende til Kongens 
Stade ). Og en lignende Formodning bliver næften til Visbed, hvad 
biin foregivne Englandsrejſe angaar, thi da Jarlen om Højften 1232, ef— 
ter at Orknoingernes Sag var tilendebragt, var vendt tilbage til Thrond— 
Hjem, fit ban det meget travlt med at lade bygge Skibe, og havde tillige 
meget andet fore, fom bans Uvenner fandt mistænkeligt og Vetragtede 
fom Tegn paa fvigagtige Anflag mod Kongen. Der findes heller ingen 
Spor til, at han fiden efter tænkte paa at gjøre Alvor af Rejfen. Dette, 
og fandfynligviis meget andet dertil, bidrog til allerede i Lobet af Vin- 
tren at gjøre Forholdet mellem Kongen og Jarlen meget fpendt. Hvad 
der under fædvanlige Omftændigbeder maatte antages at burde have fnyt- 
tet Baandet faftere mellem dem, nemlig at Dronning Margrete om Høften 
(9de Novbr.) fødte fin anden Søn, Haakon, til Verden, gjorde vel fun 
ondt værre, tdi Defto vingere Udfigt havde Peter til at funne erhverve 
Tronen. — Sagaffriverne nævne fom de forfte Oppavsmænd bertil flere 
Sendermænd, der havde Ord for at de ved enhver Lejlighed heller føgte 
at fætte Splid imellem dem, end at mægle Fred, og ban fynes endog 
nærmeft at figte De fongelige Lendermænd for utilbørligt at have bagvafket 
Jarlen. Det er viſt ingen Svivl om, at Øretudere og Bagvaftere paa 
begge Sider have føgt at udvide Bruddet, og at Kongens Venner ved 
tidligere Lejligheder funne Dave været for geffjefttge til at fætte Jarlens 
Handlinger i et mistænkeligt Lys. Men denne Ganq havde de dog viſtnok 
i Virfeligheden Net, og man fan ikke et Ojeblik tvivle om, at den egent- 
fige Rod til Ondet maa føges i Skules uudjfluffelige WGryjerrighed og 
Mangel paa Loyalitet. Blandt de Lendermænd, der ſkulle have føgt at 
jætte Splid mellem Kongen og Jarlen, nævnes i Særdeleshed den før om- 
talte Gaut Jonsſon paa Mel, i Søndhordeland, en af de meft anfeede 


t) Se ovenfor S. 722. Den JFlaade, Jarlen agtede at bringe til Danmark 
1227, og med hvilfen Kongen traf ham i Seløerne, da Efterretningen om 
Danefongens Nederlag ved Bornhøvede nodte ham til at vende tilbage, var 
upaatvivlelig for en ſtor Deet udruftet ved Hjelp af Hine Penge. 

56" 


884 Haafon Haakonsføn. 


Høvdinger i Gulathingslagen, og meget formaaende hos Kongen. Det er 
heller iffe ufandfynligt, at Dagfinn Bonde bar haft nogen Skyld; thi i 
det mindjfte føyldte Jarlen ved en tidligere Lejlighed udtrykkeligt paa ham 
fom en af dem blandt Kongens Maadgivere, der føgte at ftifte ondt mel- 
fem dem, og Dagfinn fynes oyfaa at have været en alt for heftig Mand, 
til at ban i fin Kjærlighed til Kongen og Iver for hans Bedfte ſkulde 
have overtejet fine Ord og viift tilbørlig Forfigtighed, naar Jarlen og 
bang Foretagender vare paa Bane. Fremdeles bidrog ogſaa Funker Knut 
til at forøge Misjtemningen. Hans Huftru Ingerid, Jarlen8 Datter, var 
nu Død, og dermed var, figes Der, ogfaa hans Venſkab med Jarlen ude '). 
Kongen havde af fin Part givet ham Halvdelen af Sogn og Nygjafylfe 
i Forlening, men ban og hans Mænd fandt det for lidet, og meente at 
Jarlen ogfaa burde afgive noget af fin Part *), da denne, faaledes fom 
den ved Forliget i Bergen 1223 var beftemt, aabenbart var alt for ſtor, 
og fnarere indbefattede Halvdelen, end Frediedelen af Landet. Hvis Skule 
Jarl ſkulde blive erkjendt ſtyldig Forræderi, og Derved fomme til at mifte alle 
fine Forleningev eller en Deel af dem, vilde dDette være den bedfte Lejlighed for 
Knut til at faa fine Befiddelfer udvidede, og Derfor har han viftnok gjort alt 
fit for at fværte Farfen hos Kongen. Der manglede ham vel heller ikke paa 
noget at fortælle, ifær fra bans og FJariens fælles Opphold i Danmark. 
Kongen blev virfelig, fom man fer, denne Gang aldeles forbitvet paa 
Jarlen, og fod ham om VBaaren 1233 indfalde for at ſtande til Rette og 
forfvare fig paa et Møde, der om Sommeren føulde holdes i Bergen, og 
hvortil han ogfaa indftevnede alle Lendermænd og Sysfelmænd faavel fra 
Gulatbingslagen, fom fra Bifen. Herhen gjorde han felv en fort Rejfe, faldte 
Lendermændene til fig, og vendte tilbage i Følge med Arnbjorn Jonsſon, 
Simon Kyr, Lodinn Gunnesføn og Gunnbjørn Bonde, der alle fedfagedes 
af et talrigt Mandſkab. Ulerede tidligere i Løbet af Vintren havde Er— 
febiffop Sigurd indfaldt alle Riget Biffopper til et Provincialfoncilium, 
Der ligeledes ffulde holdes i Bergen paa famme Tid. Det foreftanende 
Møde var ſaaledes et formeligt Rigsmode, og der ev al Sandfynlighed 
for, at Sammentræffet ej var tilfældigt, men at Kongen og Erkebiſkoppen 
bave bandlet efter fælles Overlæg, og at det var den fidftes fornemjte 
Øjemed at mægle Forlig mellem Fyrfterne. Da Kongen fom tilbage til 
Bergen, medbragte ban et faa føort Følge af Lendermænd; at hans og 
deres, faavel fom de fra Gulatbingsfagen anfomne Høvdingers Langffibe 
optoge Pladfen langs med alle Bryggerne i Den indre Deel af Baagen. 
De maatte imidlertid vente fænge paa Farlen, der fandfynligviis ventede 





1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 174. 
2) Dette figes vel iffe udtrykfeligt, men ligger dog aabenbart i Sagaens Ord. 








1233. SHaatarlehøften. Nigsmøde i Bergen. 885 


paa, at et ufædvanligt ftort Skib, han om VBaarenhavde ladet rejfe ude ved 
Øren, og givet det befynderlige Navn Langfredag 1)", ſkulde blive færvigt, 
for at han funde benytte det til Rejfen, bhviltet dog ikke blev Filfældet. 
Hvorom alting er, blev han førft feent vejfefærdig, og fom ikke affted før- 
end ud paa Hoſten. Han havde ikke færre end 25 tildels ſtore Skibe 
og ifølge med ham vare Lendermændene Alf af Thornberg *), hans Svo- 
ger; Aasulf paa Auftraat, hans Frænde; Paal Vaagaffalm, dennes Søn 
Nifvla8, Baard Bratte, og Giliv af Bold, foruden mange Sysfelmænd. 
Han fendte Paal VBaagaftalm i Fortejen til Kongen for at bebude fin 
Anfomft. Som et Beviis paa, i bvilfen oprørt Stemning mod Jarlen 
de forfamfede fongelige Lendermænd befandt fig, fan det tjene, at Paal 
afdrig faa fnart var fommen til Bergen, førend de overfufede ham med 
Bebrejdelfer, fordi han, fom de fagde, var med Jarlen mod Kongen; Dette 
var, meente De, heel underligt, baade af ham og De øvrige Lendermænd 
Der nordenfra, og de burde fnareft muligt forlade Jarlen og flutte fig til 
Kongen. - Paal fvarede voligt, at han iffe funde indfee, bvad Tegn det 
var paa Fiendffab mod Kongen, at han fulgte Jarlen, naar denne paa 
Kongens egne Bud drog nordenfra; bverfen jeg, fagde han, eller De øvrige 
Rendermænd der nordfra ere faadanne Uslinger, at de alene for eders 
Heftigheds Skyld ville forlade Jarlen. Da Paal fiden fom til Kongen, 
talte de nok faa venffabeligt fammen. Paal drog derpaa Jarlen i Møde, 
og underrettede han om, at Pladfen udenfor Bryggerne i felve Baagen 
var faaledes optagen, at hans Skibe neppe vilde faa Rum. Jarlen foørt- 
fatte iffe des mindre Sejladfen, og ordnede Indſejlingen faaledes, at hans 
to ſtorſte Skibe fejlede forreſt, derpaa tre, faa fire og fremdeles i famme 
Forhold, faa at den lange Nad of Skibe afgav et prægtigt Skue. Lige— 
fom dette viftnof var beregnet paa at indgyde hans Modftandere Nefpekt, 
faaledes var Det vel og at betvagte fom et Tegn paa Kongens Unaade og 
Lyſt til at drille ham fra dennes og Lendermændenes Side, at ingen af dem veg 
Pladſen før ham, bvilfet dog fun vilde have foftet Kongen et Ord. Han maatte 
Derfor fægge fine Skibe ved den faafaldte Haafarleftrand mellem Muntez 
fiv og Nordnes, hvor de havde et Daarligt og ufitfert Leje, faa at flere 
af Dem endog beffadigedes af Storm og Søgang. Dette bar givet Un- 


1) Hvis Langfredag ej var Helligdag, føulde man næften tro at Skibet havde 
været paabegyndt den Dag, og havde faaet Navn derefter. Men maaføe 
det fun er bleven faldt faaledes efter fin Længde, da det, fom Sagaen figer, 
var meget ftørre end andre Skibe. 

?) Om Ulf af Shornberg og hans Giftermaal med Skules Syfter, fe ovenfor 
S. 631, 632. 


886 Haakon Haakonsføn. 


fedning til, at denne Høft i Sagaerne og Annalerne fædvanligviis kaldes 
Haafarlehøften. (1233) )). 

Jaa Dage efter Jarlen Ankomſt havde ban og Kongen en foreløbig 
Sammenfomjt i Skrudhuſet ved Chriſtkirken, hvor Kongen allerede gjorde 
bam mange Bebrejdelfer og fremfatte ftore Anklager imod ham.  Hvori 
disſe beftode, nævnes iffe, lige faa lidt fom hvad Jarlen fvarede Dertil. 
Siden blev det almindelige Møde afpoldt paa Chriſtkirkegaarden. Her 
vare, foruden Kongen, Jarlen, Junfer Knut og De verdslige Høvdinger, 
ogſaa Erkebiſkoppen og alle Lydbiffopperne tilftede. Ved denne Lejlighed 
ytrede Der fig fremdeles en umisfjendelig Stræben fra Kongens og hans Om- 
gibvelſers Side efter at lade Jarlen føle hans Unaade. Erkebiſkoppen, 
Biffopperne, Junfer Knut og den øvrige Forfamling var allerede tilftede, 
Da Kongen fom med fit Følge, og tog Plads paa en Stol, medens hans 
Lendermænd og MRaadgivere fatte fig omkring ham, og hans Frænde Gun- 
nav fiillede fig bagenfor Stolen 2). Siden fom Skule Jarl med alle fine 
Mænd, og vilde fom fædvanligt tage Plads ved Kongens Side paa famme 
Stol, men der var iffe Rum til bam, og han maatte blive ftaaende, indtil 
hans Mænd fit hentet ham en anden Stol.  Stallaren Dagfinn Bonde 
aabnede, efter Embeds Medfør, Forhandlingerne med en lang Tale, bvori 
ban efter Skik og Brug bød Kongen velfommen, og fluttede med at an- 
befale begge de faa nær befvogrede Fyrfter at holde Fred og Enighed med 
binanden. — Derpaa ſtod Kongen op og gjentog i et veltalende Forcdrag 
De famme Beføyldninger, fom ban i det forelebige Møde havde fremfat. 
Siden vejfte den ene Lendermand fig efter Den anden, og fremfom, hver for 
fig, med ftore Klager over Farlens Ferd. - Endelig, langt om længe, fit 
Jarlen Ordet. Han begyndte faaledes: ,jeg fan en Vife: 

Ari sat å steini (d. e. Ørnen fad paa Stenen) 
og en anden, Der ogfaa lyder 

Ari sat å steini, 
og faa fremdeles, alle føm een. Saaledes gaar det ogſaa Der i Dag: en- 
bver taler paa fin Viis, men alle ende med den famme Vife, at bære Be— 
ffyldninger paa mig.” Derpaa tog ban alle disſe Beftyldninger enkeltvis 
for fig, og føgte med megen Beltalenhed, og, fom det fynes, iffe uden 
Held, at vife, hvor ugrundede de vare. Han fluttede med at erkjende fin 
Skyldighed at tjene Kongen, og give efter for ham, men Lendermændene, 
fagde Dan, føulde derimod have megen Utaf for deres Bagvaffelfer og 


1) Haafon Haakonsføns Saga Gap. 176. Gturlungafaga V. Gap. 23. 

2) Hvo denne Gunnar var, eller hvorledes han var beflægtet med Kongen, figes 
itte, men af Jarlens Ytring til ham maa man flutte, at ban var af 
ringe Herfomft, og tidligere havde forrettet fimpelt Arbejde. 








1233. Haafarlehøften. Nigsmede i Bergen. 887 


Melemgang. Da tog Gunnar, Kongens Frænde, Ordet og fagde: den 
enefte Maade, bvorpaa du efter vor Mening fan vife Kongen den føyldige 
Fjenefte, ev, naar Du fægger Dine Wresklader af dig, fader Kongen til 
Fode, og overgiver hele din Sag til hans Vold og Naade".  Farlen fva- 
rede bred: ,jeg forftod mig pan at tjene Høvdinger, Da du, Gunnar, gjorde 
ganffe andet Arbejde!“ Ved disfe Ord, der umiskjendeligt indeholdt Hen- 
tydninger til Kongens ringe Familieforbindelfer, enten paa fædrene Side, 
gjennem Sverres Halvfyffende, eller paa mødrene Side, ftod Kongen oy, 
og gif ind i Kivfen, idet ban bad alle dem, Ver vilde tjene han, at gaa 
med. Hele Forfamlingen fulgte jam, undtagen Jarlen og dennes Mænd, der 
vendte tilbage til deres Skibe, og faaledes blev Modet afbrudt uden no- 
get Forlig. Erkebiſkoppen og de øvrige Biffopper lagde fig døg imellem, 
og bragte Det ved Deres ivrige Beftræbelfer dertil, at et Forlig omfider fom 
i Stand til Kongens Filfredehed, nemlig faaledes at Jarlen, fom Olaf 
Thordsſon Hvitaffald figer i den Flokk, han digtede til Kongens Wre, 
„gav Kongen ganffe fin Sag i Bold og frillede Sifterhed". Kongen maa 
altfaa ene bave raadet for Betingelferne. Hvilke disfe vare, figes ikke, 
men af fenere forefommende Ytvinger feer man at Kongen har benyttet 
Denne Lejlighed til at vaade Bod paa en Mislighed, der bidtil havde fun- 
det Sted fiden hans Mindreaarigheds Tid, og fom, befynderligt nok, ikke 
engang ved Forliget i 1223 var bleven fjernet, nemlig at Lendermæn- 
dene og viſtnok tillige mange andre haandgangne Mænd ved deres tidli- 
gere til Kongen og Jarlen i Fællesffab aflagte Troſkabs- og Hirdmands- 
Ed vare begge lige meget forbundne *), og faaledes i Iilfælde af aaben- 
bar Fejde mellem begge Fyrſter iffe uden at bryde denne Ed kunde yde 
Kongen den tilbørlige Hjelp mod Farlen. Dette forandredes nu, fom 
man fan féøjønne, derhen, at Jarlen maatte løfe alle Lendermænd og 
haandgangne Mænd i Kongens Deel af Landet fra deres Iroffabsløfte 
til bam, og at de Derefter aflagde Troſkabsed til Kongen alene, me- 
dens det derimod faldt af fig felt, at FJarlens Mænd ikke til Gjengjeld 
føftes fra deres Forpligtelfe til Kongen, Jarlens Lensherre*). Derved 
vilde det i Filfælde af Fejde endog blive de Fongelige Lendermends Pligt 
at forene fig med deres Herre mod Jarlen, medens dennes Lendermænd 
fremdeles vare bundne ved deres Ed til Kongen: et Forhold, der, idet 


1) Derfor heder det ftedfe: ,y Kongen og Jarlen gjorde N. N. til Lendermand”, 
f. Gr. Jon Staal og Ivar Nev 1217, Haaton Haafonsføns Saga Gay. 31, 
Snorre Sturlasfen 1220, Sturlungafaga Gap. 25. 

2 Ult dette fremgaar udtrykfeligt af Jarlens Ord til fine Benner Uaret efter, 
fe nedenfor, jvfr. Haafon Haafonsføns Saga Cap. 181. Naar Jarlen her 
figer, at han tror dem bedre, der fremdeles ere begges Lendermænd, mener 
han med disfe aabenbart fun dem i hans Deel af Riget. 


889 Haafon Haafonsføn. 


det langt mere end hidtil bandt Jarlens Hænder og foækkede bans 
Magt, fyntes at maatte funne bidrage færdeles meget til at førebygge 
fremtidige Fejder. - Derhos maa man vel antage, at Jarlen har maattet 
fove at indftille fine mistænfelige NRuftninger, og for Fremtiden at vife Tro-z, 
ffab og overholde Rolighed. Den Sikkerhed, fom ban maatte ſtille, beftod vel 
fom fædvanligt i Ed og Gifler. For øvrigt lader det ikke til, at hans 
Forleninger blevne indførænfede, fom Junfer Knut vilde, og Kongen fynes 
efter Omftændigbederne at bave behandlet bam med faa megen Humanitet, 
fom fan funde forlange. Alligebel begriber man not, at Jarlen maatte 
være heel utilfreds med alt fammen, faavel Betingelferne hvorunder, fom 
den Maade bvorpaa Forliget fluttedes. Og uagtet han og Kongen nu 
atter tilfyneladende omgikkes paa en venffabelig Fod, og gjenfidigt beærede 
binanden8 Gjeftebud med dere8 Nærværelfe, var Dog den indbyrdes Fillid 
mellem dem uigjenfaldeligen forftyrret 1). 


132. Skule Jarls fortfatte Stemplinger. Kongens Jvift med Biffop Paal af Hamar. 


Det vifte fig ogfaa fnart, at Jarlens Løfter vare intet mindre end oprig- 
tige, og at han, om end hans Hænder vare mere bundne end forhen, dog lige 
fuldt føgte i Smug at virke til Kongens Skade for derved at befordre fine egne 
politiffe Interesfer. Lejlighed dertil fif han (eller ſkaffede fig maaſkee felv) ale 
ferede Maret efter ved en Ivift, hvor i Kongen fom med Biſkop Paal i Hamar, 
den i Aaret 1231 afdøde Biftop Halvards Efterfølger. Kongen begav 
fig nemlig, efter at bave tilbragt VBintren i Bergen, bvor Dronning Mar- 
grete ftrar efter Juul fødte bam Datteren Chriſtine, benimod Faften til 
Sogn, og derfra over Valdres til Oplandene, hvor han gjorde Fordring 
paa Helge-Øen i Mjøfen, der tidligere havde været Kronens Cjendom, 
men fom VBaglerfongen Inge, der felv fandt fit Endeligt paa Øen, havde 
ffjenfet til Biftopsftolen i Hamar. Kongen meente, at da Inge ikke var no— 
gen vetmæsfig Konge, men fun en Bedrager, der efter Birfebeinernes For- 
fifring ej engang var en Nordmand, men en Danfé ved Navn Thrugils Tve- 
flider 2), funde han heller iffe bortffjente noget af Krongodfet: enhver faa- 
Dan Gave fra hans Haand maatte være ugyldig, følgelig frævede Kongen nu 
Øen fom fin Fædrenearv. Da der iffe findes mindfte Spor til, at Kon- 
gen tidligere er fremføommen med denne Fordring, ja da Øen endog fynes 
at have været i Kongens Bærge, fiden vi finde kongelige Sysfelmænd 


1) Haakon Haafonsføns Saga 177. Ut Jarlen ærgrede fig over dette Forlig, 
figes udtrykfeligt i Sturlungafaga Gap. 83. 
?) Ge ovenfor S. 293. 


1234. Strid med Biffop Paal af Hamar. 889 


ftationerede der med deres Tropper og Sfibe under Nibbungefejden 
1226 '), maa man næften antage, at Det Brev, Yvorved Jnge Baglerfonge 
bortffjenfede Øen, enten tilfældigviis eller med Plan har henligget ube- 
nyttet i Avdivet, indtil Biffop Paal 1232, efter modtagen Jndvielfe, til- 
traadte Biftopsjtolen og drog Det frem af det Skjul; ja man funde endog 
fettefig falde paa at antage at det var falfft, bvis Kongen iffe, ved fun 
at beftride Udſtederens Kompetence, ej dets Egthed i fig felv, havde erfjendt 
at det neppe i faa Henfeende havde nogen Mangel. Det var for øvrigt et 
almindeligt Fif i bine Sider, i Sardelesbed af Forftandere for gejjtlige Stif— 
telfer, Der forudfatte8 altid at ville vedvare ud over den menneffelige Leve- 
alders Periode, at lade fig, naar Lejligbed dertil gaves, meddele Gavez eller 
Friheds-Breve, bvoraf de iffe firar agtede eller vovede at gjøre Brug, 
men fom deres Gftermænd længere ben i Jiden, naar Omftændighederne 
vare qunftigere, funde gjøre gjeldende*). Og meget tyder paa, at et faa 
dant Filfælde netop her var forbaanden. At Konq Haafon, fom det la— 
der, I Søynding, og paa en ubelejlig Jid, næften i Førefaldet, foretog den i 
bine Dage for en Konge temmelig ufædvanlige Nejfe over Filefjeld, fyr 
ne8 ogſaa at vife, at Sagen i Haft var fommen paa, og at Efterretnin— 
gen om at Biffoppen havde taget eller villet tage Øen i VBefiddelfe maa 
have forefommet Kongen faa betenkelig, at ban ſtrax brød op, for ved fin 
perfonlige Nærværelfe at gjøre VBiffoppens Planer til Intet. Biffoppen 
negtede imidlertid veent ud at ville give Slip paa Øen, og Kongen fynes Denne 
Gang at have maattet drage bort uden at fan Øen tilbage. Han begav fig til 
Tunsberg, bvor ban tilbragte Vaaren beffjeftiget med at forbedre Steen- 
muren om Glotsbjerget, og med at lade et ſtort Skib, faldet Olafsfuden 
fætte i Verk. Desuden (od ban, rimeligviis for at have en Klemme paa 
Biffoppen og et fiffert Tilhold i Mjøfen, paabegynde Opførelfen af et 
Kaftel paa den lille Holme ved Steen ſtrax nordenfor Ringsaker 3), hvilket 
ogfaa efter Biftoppens Sigende ſkulde tilhøre Biftopsftolen. Biſkoppen 
havde imidlertid tilffrevet Erfebiffoppen og Stule Jarl for at indhente 
deres Naad, og ifølge Dette befluttede han at bringe fin Sag ind for 
Pavens egen Domſtol famt i den Anledning verfonligen rejfe til Rom. 
Han tog den nærmefte Vej over Veſtergotland, Danmark og Fydffland, 
1) Ge ovenfor S. 726. 

2) Dette har nemlig maaffe været Jilfældet med det ovenfor omtalte, tvivl- 


fomme Frihedsbrev for Nidaros Kirfe af Magnus Erlingsſon, for faa vidt 
det var egfe, fe ovenfor S. II. 936. III. 186, 187. 

3) Da det i Haakon Haafonsføns Saga Gap. 333 udtrykkelig figes, at Haakon 
byggede Borgen i Mjøfen, og der aldrig har været Tale om nogen Borg 
paa felve Helgeøen, maa det nødvendigviis være hiin Borg, hvortil Paven 
figter i Brevet, hvis Indhold nedenfor angives. 


890 Haakon Haatonsføn. 


og ftandfede iffe, heder Det, førend han fom til Paven. J Tydſkland 
traf ban fammen med Sturla Sighbvatsføn, fom det nedenfor nærmere ffal 
omtales, og vejfte i Følge med ham Den pvrige Decl af Vejen. Ut Bi— 
ftop Paal fandt et qunftigt Øre hos Paven, med hvem Haafon ellers 
hidtil havde ftaaet paa en god Fod, fred af en tordnende Skrivelfe, fom 
Paven udfærdigede til Denne fra Perugia, endnu famme Aars Hoſt, den 
Ste Oftober. „Paa det at Kongerne8 Konge, heder det her, funde bøje dine 
Fienders Nakke under dig og hædre dig med Kongedømmets Wre, var det ikke 
mere end din Skyldighed, ogſaa at bøje dDig med Wrefrygt for Hans Kir- 
fer, og efter Gone bædre deres Beftyrere. Men tvert imod — fom vor 
ærværdige Broder Biffop Paal af Hamar perfonligt har udviflet for og 
— forfølger du ham uden Grund, og i Stedet for at vife Hamars Kirke 
den føyldige Grefrygt, undertryffer du den utaaleligt, idet du paa dens 
Ferritovrium, fom du ganffe føger at underfafte dig, har ladet fra ny af 
opføre en Borg uden Biftoppens Samtykke, og Derved berøver Den De 
Jordegodſer, fom den fra gammel Tid lige indtil nu bar befiddet; for at 
undertrykke den ved end flere Forfolgelier, vifer du de Mænd Yndeft, om hvem 
du veed, at de ere hiin Kirkes Forfølgere; du plejer Omgang med dem, 
ffjønt De ere banfatte, og for at De endnu tryggere funne fornærme Kir- 
fen, benaader du dem med fongelige Beftyttelfesbreve.  Derhos føger du 
ogfaa at afdrage Folfet.i Hamars Biſkopsdomme fra deres ſkyldige Wrefrygt 
for VBiffoppen, og giver Aarſag til ſtor Forargelfe iblandt vem, uden at 
anfe, hvor ufømmeligt det er, at Den, Der veed at han ev fat til at over 
holde Freden, befatter fig med at oppekke Splid. Endelig drager du bans 
Mænd fra hans Fjenefte, og forbyder Bønderne at bygge De Kirken i 
Hamar tilhørende Marker; ja, Hvad der end mere bidrager til at Fafte 
Stygge paa Kongenavnet, endog angaaende VPatvonatsretten til famme 
Kirke, paa hvilte du og Dine Forgængere figes at bave gjort frivilligt Af— 
fald, ypper du nu, fed af Frombedens Gjerninger, Kiv med Biffoppen og 
Kirken, og erklærer offentligt, at De, Der uretfærdigen forulempe ham og 
hans, ej derfor frulle paadrage fig Kongens Brede. Dette har ogfaa gi- 
vet Anledning til at nogle frætt have fremført mange vg haarde Fornær- 
melfer faavel mod bam fom mod andre fivfelige Perfoner, og vovet at 
tvænge ind paa Kirkens Gjendom, flaa Biftoppens Tjenere, kranke Kirkens 
Immunitet, borttage det i den til Forvaring nedlagte Gods, og røve Tienden. 
Gnfelte Lægmoænd indkalde ligeledes trods Forbudet Gejftlige for Deres 
Domftol, og tvinge dem til her at fvare for kirkelige Sager.  Hertil kom— 
mer, at du, for at lade Biffoppen føle din Brede uden Maal og Grændfe, 
par givet Befaling til at aflive nogle af hans Mænd, og, da dette ej funde 
ftee, bar fadet dem fratage alt deres Gods. Og paa den Maade lider 
famme Biftop under fan mange Tryk, hans Kirfe hjemſoges med faa mange 


1234. Gtridigheder med Biffop Paal af Hamar. 891 


Sorger, at de faa at fige ville fomme til at opgive Aanden under Foru- 
vettelfernes Vegt, 0vis iffe Herren vil tage disfe Tryk fra Dem og atter 
fade dem fomme til Wande; hvorfor han ogſaa bar feet fig nødfaget til 
at forlade fit Fædreland, og indanfe fin Sag til vor Afygjørelfe. Men 
foragtende denne Appel bar du, fom man figer, efter hans Afrejfe bid til 
Det apoftoliffe Save, taget Helgeøen faavel fom nogle andre Gjendomme 
fra bam og bans Kirfe. Vi bave derfor troet indftændigt at burde 
bede og advare ederd fongelige Maade om, at du, fom du ev forpligtet 
til, fader famme Biſkop nyde tilbørlig Oprejsning af dine Mænd for al 
lidt Sfade og Fornærmelfe, at du giver ham Det bam fratagne tilbage, 
og at du, opbævende det før omtalte Forbud, for Fremtiden opherer at 
forulempe bam, famt figefede8 med den Dig givne Magt tvinger Dine Mænd 
til at oppøre Dermed. Ellers maa vi, faameget vi end elffe dig og ønfke 
at befordre dit Gavn og din Hæder, da vi Dog ej funne føje et Mennefte 
tvert imod Gud, give vor ærværdige Broder Erfebiffop Uffe i Lund, famt vore 
fjære Sønner Erøediafonen i Lund og Abbeden i Herisvad ved en af os udftedt 
Strivelfe det Hverv, at de efter forudgangen Paamindelje tvinge Dig der— 
til ved Frufel om Kirkens Straf, uden Appel, og, om det føulde behøves, 
endog Dertil paafalde den verdslige Arms Hjelp *)". En faadan Skvivelfe 
udfærdigede Paven endnu famme Dag til dine danffe Prælater, uden at 
afvente bvad Kongen vilde gjøre *). Om alle de her opregnede Ankepo— 
fler, Fviften angaaende Helgegen undtagen, nævner Sagaen iffe et enefte 
Od. Men vda der iffe fynes at være nogen Grund forhaanden, hvorfor 
Sagaſkriverne ſkulde tie fille med det alt fammen, vis det virkelig forholdt 
fig faaledes, og da derhos en faadan Fremgangsmaade, fom den paaklagede, 
er faa merkelig forffjellig fra Kongens fædvanlige Humanitet og Eftergi— 
venhed, at vi her neppe fjende ham igjen, ev det vanffeligt at tilbageholde 
Formodningen om grove Overdrivelfer og Fordrejelfer, ja maaffee endog 
ligefremme Opdigtelfer fra Paals Side. Noget fan nu vel maaffee bid 
vøre fra en mindre vigtig Opfatning af de forebragte Beretninger fra det 
pavelige Kancellis Side, og meget maa derhos førives paa den fædvanlige 
ftortalende Kurialftiil8 Negning. Men flere virfelige Fakta, fom at Kongen 
ftulde bave opmuntret andre til at forfølge Biffoppen, ja endog have ftræbt 
flere af Biffoppens Mænd efter Livet, og, Da dette mislyffedes, ladet dem 
berøve alt deres Gods, ſtaa Dog tilbage, yderſt vanffelige at rime fammen 
med Kongens Handlemaade i andre Filfælde Man funde nærten friftes 
til at tvo, at Biftoppen har opfogt Hiftorier fra Ribbungefejdens Tid, da 
hans Formand endnu fevede, og udlagt De Krigsforetagender, Der dengang 


') Dipl. Norv. I. 13. 
3) Suhm. Hift. af Danm. IX, 644. * 


892 Haakon Haafonsføn. 


fandt Sted paa Hedemarken, fom rettede mod Biffopsftolens Fred og Sit 
ferhed. Det ev dog iffe faa vanfkeligt at fee, hvo det var, efter hvis Raad 
Biffop Paal her bandlede, og Hvo der maaſkee fra førft af havde fanet hele 
denne Nøre bragt til Veje, for derved at funne virfe des bedre i egne 
Interesfer. Naar nemfig Paven, bvad man i en Sag fom denne ſtulde 
Dave ventet, ej overdrog Norges Erkebiſkop i Forening med norffe Præ- 
later, men Derimod Erøebiffoppen i Lund med tvende danffe Prælater at 
frætve Norges Konge til Regnſkab og true ham med Straf, fan dette ej 
have været af anden Grund, end Den, at Biſkop Paal felv har Ledet Dder- 
om, af Frygt for at Erkebiſkop Sigurd, der fjendte nøjere til Sagen, og 
dDesuden ffod paa en god Fod med Kongen iffe vilde tage fig foa ivrigt 
af den, fom ban ønffede. Men da det nu alligevel, fom vi have feet, beder 
at Paal i at appellere fin Sag for Paven og felv drage til Rom, hand- 
lede efter Grøebiffoppens og Jarlens Raad, fan biint iffe bave haft ftort 
at betyde, og maa meſt have beftanet i, at Metropoliten i almindelige Udtryk 
tilvaadede, bvad ban ej vel funde modfætte fig, medens Derimod Jarlen bli- 
ver Den egentlige Raadgiver, med hvem Paal i Forvejen hbemmeligt har 
aftalt, hvorledes han føulde bære fig ad. Dette ſees endnu tydeligere af 
et Brev, fom Paven fem Dage fenere (10de Oftober) førev til Farlen 
om at antage fig Biffoppens Sag, „da han vidfte at han var en andæge 
tig Mand, fom føgte at befordre Kirfens Bedjfte ')". Thi denne Anmod- 
ning vifer noffom, at det fornemmelig var Jarlen, til hvem hine Danffe 
Prælater ifølge Pavens Sfrivelfe bavde at henvende fig, Hvis De fandt det 
nødvendigt at ,paafalde den verdslige Arm“, og Jarlen maa faaledes ej 
alene for Paal bave erklaret fig villig til at føre Vaaben mod Kongen, naar 
det funde ffee under Kirkens Sanktion, men ban bar rimeligviis endog lige fra 
førft af føgt at ffaffe fig Anledning dertil. Vi have ogfaa fuldfommen 
VBished for, at Skule Jarl havde medgivet Biffop Paal færftilte Eren— 
Dev til Paven, og at ban benyttede fig af denne Lejlighed til at indfmigre 
fig hos Paven og paofalde bans umiddelbare Biftand mod Kongen. Un- 
Der Ilte Oftober  tilffrev Gregorius nemlig Erkebiſkop Sigurd, VBiftop 
Arne i Bergen og Biffop Orm i Oslo, hvorledes det paa Skule Farls 
Vegne var blevet bam meldt, at efter at Der havde været nogen SIvift 
mellem Kong Haafon og bam om Rigets Deling, var den nu endelig ved 
gode Mands Mellemfomft bleven venffabeligen bilagt, bvorfor Jarlen nu 
ydmygt anholdt hos Paven om, at han vilde drage Omforg for denne 
Overeenskomſts ubrødelige Overholdelfe; af denne Aarſag, heder det, be: 
faler Paven de Filffrevne, at paafee Obereenskomſten, der fra begge Si— 
Der frivilligt var indgaaet, ſtrengt overholdt, under firfelig Straf, uden 


1) Suhm IX, 644. 














1234, 35. Stridigheder med Biffop Paal af Hamar. 893 


Appel !). Maar Skule fordrede dette, Der virkelig var overflødigt, og hvad Kon- 
gen fangt heller havde haft Grund til at fordre med Henfyn til ham, ev det 
tydeligt, at han enten i en Skrivelfe eller gjennem Biftop Paals Mund 
bar fremftillet Kongen fom den, der fvigagtigt pønfede paa at bryde fine 
Qufter, og i Forening med Biftop Paal føgt at indtage Paven imod ham 
faa meget fom muligt. Dette Indtryt faar man ogſaa til Overflod af et 
Par Strivelfer, fom Paven endnu famme Dag udfærdigede, den ene til 
Kong Valdemar i Danmarf, om at forunde Biffop Paal Opphold i hans 
Lande, da han frygtede for at opholde fig i fit eget, og „flyede for fin For— 
følgeres Aaſyn“ 2); det andet til Crøebiffoppen af Nidaros og hans 
Qydbiffopper om at ftaa Biſkop Paal Gi, „da Raden til at blive forfulgte 
ogfaa tilfidft funde fomme til dem” 3). Den godmodige, bumane Konge 
er aabenbart bleven føildret Paven fom en forfærdelig Busfemand, og 
Paven, der hidtil fjendelig har haft andre Janfer om ham, maa, over- 
døvet af alle disfe Klager, tilfidft have taget Fornuften fangen og virkelig 
have tvoet, at Kong Haafon havde føiftet Matur. Jo mere man fammen- 
holder og overvejer alle de ber anførte Oplysninger, des mere bliver Det 
flart, at det hele maa have været et dybt udtænkt og fint anlagt Spil af 
Skule Jarl, der paa Denne Maade føgte at fire fig Kirfens Bemyndigelfe 
til at begynde et Oprør. Og naar vi fre hen til den Omftændighed, at Kong 
Valdemar i Danmark opførdredes til at tage Biffop Paal i fin Beftyttelfe, 
og fammenbolde dette med Skules befynderlige Tog til Viken, der i det føl 
gende ſkal omtales, opftaar endog den Formodning, at beller iffe han var 
udenfor Planen, men at vi her tildels have Refultaterne af Skules hemmelige 
Forhandlinger med bam i Aaret 1227 for 08, og at ban maaffee, hvis 
den verdslige Arm opfordredes til at fraa Kirken bi, ſkulde forene fine 
Vaaben med Skules for at overvælde Kong Haafon og fiden dele Byttet 
med Jarlen). Jarlen bar viftnot en Tidlang feet fig om efter et vil- 
figt og dueligt Redſkab til at udføre fine Planer, indtil Dan endelig fandt 
et faadant i Biffop Paal, der, hvis han tidligere havde været Chorsbro- 
Der enten i Hamar eller i Osfo, var oplært i Biftop Ivars eller Bi— 
ffop Nikolas's mod Sverres Mt faa fiendtlige Stole. Det vimeligfte 
havde været, om Jarlen bavde føgt at faa Erkebiſkoppen felv paa fin 
Side, deels fordi Denne var nærmere ved Haanden end Biffoppen i Ha- 
mar, deels fordi hans Autoritet maatte funne udrette faa meget mere. 
Men det er aabenbart, at Jarlen ikke har funnet fomme nogen Bej med 

t) Dipl. Norv. I. 15. 

2) Suhm, Hift. af Danm. IX. 645, 677. 

3) Sammeſteds. 

2) Se ovenfor S. 745, Her bliver Foreningen med Rordre-Halland af betydelig Vegt. 


894 Haakon Haatonsføn. 


Erkebiſkop Sigurd. Dette fres faavel af den ovenfor paapegede, pavelige 
Henvendelfe til de tre danffe Prælater, hvor man føulde have ventet, at 
han havde henvendt fig til norføe, fom af den Omftændighed, at det an- 
faaes nødvendigt, ved en egen Paveftrivelfe at opfordre Erkebiſkop Si- 
gud med Kydbiffopper til at ftaa Paal Vi, fom om man havde en 
Anelfe om, at han ellers iffe agtede at gjøre det, bvad ogfaa den ind- 
ftrøede Paamindelfe om at Forfølgelferne ogfaa funde ramme dem, fynes 
at antyde. Erkebiſkop Sigurd ſtod viftnot lige faa ivrigt paa fin Kirkes 
Net, fom nogen af bans Forgjængere, men alt, hvad der berettes om hans 
Ferd, bifer at han var en findig, maadeholdende patriotiff Mand, der helft 
ad fredelig Vej føgte at opnaa, hvad ban til Kirkens Bedſte anfan nødven- 
digt; han var derhos fom Thronder og Søn af en tapper Birkebeinerhob— 
ding ') opdragen uden Fordom mod, ja maaffer endog med Forkjærlighed 
for Kong Sverres YGt, og maa hare baft en medfød Modbydelighed 
for alt, bvad der mindede om Baglervæfenet, og Forſog paa at fønder- 
femme Landet eller bringe det under dDanff Herredømme, Derfor maatte 
ban vel ogfaa føle fig Dobbelt frænket over at Paven, øjenfynligt efter 
Paals og Skules Raad, med Forbigaaelfe af ham, Riget8 Metropolitan, 
og De øvrige Biftopper, gav en Danfl Grøebiftop og danſke Grjftlige kirke— 
lig Straffemyndighed i Norge. Og funne vi nu føje hertil, at de flefte af 
Biſkop Paals Beffyldninger mod Kongen fatvnede al Grund, maatte dette blive 
en Opfordring mere til ham om at holde fig ham og hele Denne Sag fra Livet. 

Ale de ber nævnte Breve, hvortil Der ogſaa føjedes et, ligefedes 
under Alte Oftober udftedt, paveligt Beføyttelfesbrev for Hamars Bi- 
ffop, Kapitel og Kirfe med deres Gods og Mettigheder — ved Hvilken 
Lejlighed ogſaa Kirkens Fordegods, og førft og fremft Helgesen, opreg- 
nes 2) — fit fandfynligviis Biffop Paal felv med, da ban, fom vi erfare, 
umiddelbart derefter tiltraadte Vilbagerejfen, fremdeles i Følge med 
Sturla Sighvatsføn. Om Biſkop Paal drøg lige hjem til Hamar, eller 
indtil videre forblev i Danmark, vides ikke; faa meget ev fun vift, at han 
og Sturla maa bave vejft ufædvanlig burtigt, Da Sturla endnu famme 
Hoſt fom til Norge og traf Kongen 3).  Heraf funde vi da flutte, at 
Kongen alerede før Vintrens Begyndelfe maa have erfaret noget om, 
hvad Paal havde taget fig fore i Rom. Sommeren havde Kongen og Jar— 
fen tilbragt fammen i Bergen, tilfyneladende ret venfkfabeligt fom Ddet ofteft 








1) Eindride Peim, fe ovenfor S. 749, 324. 

?) Dipl. Norv. I; 14. De her opregnede Godfer ere foruden Helgeøen endeel 
Gaarde paa Hedemarken, fornemmelig i Stange, Bang og Nes. 

3) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 180, jvfr. Gturlungafaga V. 23. Her 
figes der at de ved Ufffeden føiltes heel venffabeligt ad og gave hinanden gode 
Gaver, uden at man kan fee om Skilsmisſen foregif i Danmark eller Norge. 





1235, Ny Splid mellem Kongen og Jarlen. 895 


var Filfældet naar de vare tilfammen”, men alligevel, fige8 der, „gik deres 
Uvenner ftundom mellem dem og ftiftede Fortred, fom det fiden vifte fig”. 
Jarlen bar vel nu, i Forventning om hvad Biffop Paal flulde udrette i 
Rom, faa vidt muligt holdt gode Miner, for at Kongen ikke ffulde merke 
Uraad. Da Hvften fom, vendte Jarlen tilbage til Nidaros; Kongen der- 
imod drog til VBifen, for at tilbringe VBintren i i Oslo. Maaſkee bavde 
han allerede nu faaet Nys om Jarlens og Biftop Paals GStem- 
plinger, og begav fig til Viten i Den Henfigt, at være nærmere ved Haan- 
Den, om der føulde være nogen Fare paa Ferde fra Danmarks Side; thi 
efter flere Beretninger ffal Sturla Thordsſon have truffet Kongen i Bergen, og 
fiden være bleveni Følge med ham til Bifen, medens det andetftdes heder han 
traf Kongen i Sunsberg '). I alle Fald erfarede han vel alt fammen her, og 
har fandfynligviis endog faaet Pavens truende Brev tilfendt. Thi om Vin- 
tren, berettes der, medens Kongen opboldt fig i Oslo, opfom der atter 
mange Fviftemaal mellem Kongen og Jarlen. Der ſkyldes ogſaa nu paa 
de geffjeftige Wander, Der vare Vante til at forftyrre Deres Venſkab, men 
dette fan da fun forklares faaledeg, hvad Kongens Venner angaar, at De 
have advaret ham for Farlens liftige Planer, og opfordret ham til at 
fifre fig mod dem, og ej lade flig Ferd gaa upaatalt ben. Om VBaaren 
1235 tilffrev ban Jarlen, og ftevnede ham til et nyt Møde med fig i 
Bergen anftundende Sommer. Skule var tvivlraadig, hvad han ffulde 
gjøre. Kongen havde aabenbart gjennemføuet ham for tidligt: han var 
neppe belavet paa en faadan Sammenfomft, og havde vel tænkt, naar 
Kongen, fom fædvanligt, drog til Bergen om Sommeren, i al Haft og 
uformodet at begive fig til Oplandene, for at være Danmark faa meget 
nærmere og virke i Forening med Biffop Paal. Han faldte fine Benner 
fammen, for at høre deres Raad. ,Hanfarlehøften”, fagde man, „gik man 
mig baardt paa Klingen efter Lendermændene8 Filffyndelfe, og faa vidt 
jeg har bort, ville De neppe nu blive føjeligere end Da; Desuden ev Der jo 
nu, fom I vide, føeet en Forandring, Der gjør Det end Vetænkeligere for 
mig at begibe mig i deres Bold end før; ti bin Høft vare baade Arn— 
bjørn Jonsſon og Gregorius, Hr. Andres's Søn *), der, og gif da Kon- 
gen alene til Haande famt fvore ham FIroffabsed, i Stedet for at alle 


1) Af de 8 ved Udgaven af Sturlungafaga fulgte Haandførifter er der fyv, fom 
lade Sturla træffe Kongen i Bergen og fulgte med ham til Viken; Fun eet, 
det hvis Vert er benyttet; lader ham tvæffe Kongen i Tunsberg. Dette 
figes ogfaa i Haaton Haafonsføns Saga Gay. 180. 

?) Denne Hr. Undres er den før omtalte Andres Simonsſon, Kong Philips 
Broder, død efter Slaget paa Guhnarsbø 1218, fe ovenfor 6. 602. J 
Fornm. $ IX 337, Not. ftaar der, rimeligvis ved Fejllæsning, Gregorius 
ok herra Andrés iftedetfor Gregorius sunr herra Andréss. 


896 Haafon Haafonsføn. 


pidtil havde aflagt Ed til os Vegge; det famme gjorde Beynjulf, Jon 
Staals Søn, og mange andre, til hvilte jeg derfor har langt mindre Vil- 
lid, end til dem, Der har fooret til o8 begge. Gregorius og Brynjulf 
pave Dertil ftore Skarer om fig." End flere Grunde anførte han, hvor- 
for Dan itte fandt det vaadeligt at vejfe, men hans Benner opmuntrede 
ham Dertil, og meente at det iffe havde nogen Fare. Han gjorde fig va 
rejfefærdig, lod fine Lendevmænd indfalde, og drog temmelig fangt ud paa 
Sommeren affted med henved 20 Skibe. FJmidlertid havde han, rimelige 
viis for at beſmykke Denne ſtore Udruftning, der egentlig var unødvendig, 
paany foregivet en Pilegrimsrejfe, Denne Gang lige til det hellige Land og 
i den Anledning atter ladet anholde hos Kong Henrik i England om et Grid— 
eller Lejdebrev til at fægge Vejen over hans Rige, og opholde fig der 
nogen Tid, hvilket Lejdebrev ogfaa ganſke vigtigt udftedtes af Kung Henrik 
i Moodftod den 22de Juni, og erflæredes at ffulle gjelde til Michelsdag 
det følgende Aar 1)Y.  GSandfynligviis var Det ogſaa paa Denne Tid, at 
baade Kongen og Jarlen føgte at benvende fig til Kvjfer Frederik med en 
Fremftilling af Deres Sag, aabenbart for at vinde hans Medhold og Hjelp; 
Kongen fendte Roe Kongsfrænde, og Jarlen Baard, en Broder af Iſak 
i Bø, Sysfelmanden i Sogn, da Dan, fom det uvdtryfkeligt figes, fundt 
at Noe ej fremftillede hans Mellemværende med Kongen vigtigt eller 
fandfærdigt *). Baard var, fom vi ville fee, fommen hjem fra denne Sen— 
delfei 1236. Men Jarlen vovede fig dog, da det fom til Stykket, ikke til 
Mødet. Han blev liggende i Steinavaag paa Søndmøre indtil langt ud 
paa Høften, og fod Kongen forgjeves vente paa fig. Denne, der med alle 
Sendermændene fra Viten og paa det før omtalte ſtore, juft nu færdig- 
byggede Skib Olafsfuden, havde begivet fig til Gulatbingslagen, fendte Kle- 
met af Holm til Froftatbing for der at melde, at hvis Jarlen ikke inde 
fandt fig til det berammede Møde i Bergen, vilde Kongen fomme nord til 
Frondbjem. Imidlertid [od han opbyde Folk fra alle Fylker i Gula- 
tbingsfagen, og fatte dem Stevne i Bergen om Hoſten, for derfra at følge 
fam nordefter. Skule [aa endnu i Steinavaag, Da han fil Mys om, at 
Kongen var i Bente med en betydelig Hær.  Utter fammenkaldte han nu 
fine Mænd til Raadflagning, og atter var Gan tvivlraadig. Paal Baagae 
ffalm, der nylig var indtruffen fra Haalvgaland, raadede ham paa det 
indftændigfte til at drage Kongen i Møde, figende at alt endnu funde blive 
godt, naar de fun fom fammen. Med Paal forenede nu Fleerheden af de 


1) Rymeri Foedera, I. 1. S. 218. At Aarstallet, 1235, er det vette, ſees af 
at Brevet felv figes at være udftedt i Kongens 19de Aar og Griden at 
gjelde til Midjelsdag i det 20de, Henrik den Bdies Uar regnedes nemlig fra 
28de Oktober 1216, fe Sir Harris Nidjolas Chronology of history S. 291. 


?) Haafon Haafonsføns Saga Cap. 291. 





1235. Sarlen drager til Oplandene. 897 


øvrige fig. Men de, til hvem han havde ftørre Iillid, fandt det vaades 
figft at han vendte tilbage til Throndhjem og oppebiede Kongen der 
hbor han var opvoret og havde de flefte Benner Y. Dette Raad, fom 
ftemmede meft med bang egen Filbøjeligbed, blev fulgt, for faa vidt fom 
han virkelig drog tilbage til Nidaros. Men i Stedet for at oppebie Kon- 
gen ber, fod han tilfige Hefte, og beredede fig til at Drage over Fjeldet 
til Oplandene med hele fit betydelige og vel ruftede Følge Paal Vaaga— 
ffalm og fleve andre føgte vel at afjnaffe bam med dette uheldige Forfæt, 
der iffe var frort bedre end at begynde anbenbar Krig. Men forgjeves. 
Hans Hu ftod til at komme fydefter, rimeligviis for at være ved 
Haanden, om den pavelige Truſel virkelig frulde give ham Unledning 
til at udſtikke Oprorsfanen. Og felv om han ingen faadan Plan 
(ænger nærede, maatte den onde GSamvittighed gjøre ham Tanken om 
at modes Anfigt til Anfigt med fin forurettede Svigyerføn utaalelig. 
Paal Vangaffalm befluttede nu, efter Overlæg med De andre, paa 
egen Haand at drage Kongen imøde og faa ham til at føynde fig, 
før, om muligt, endnu at tvæffe Jarlen, endog mod dennes Ønfte. 
Ved Solſkel paa Nordmøre modte han den fongelige Flaade, beftaa- 
ende af 40 ſtore Stibe, men fif iffe Kongen felv i ale, da han allerede 
var ifærd med at fejle videre. Han havde Derfor intet andet at gjøre, 
end at flaa fig i Følge med Flaaden, og oppebie Den førfte Den 
bedſte Lejligqhed til at faa en Samtale med Kongen. I Følge med denne 
var Avrnbjørn Jonsføn, Lodin Gunnesføn, Simon Kyr, Hallvard Bratte, 
Erik Stilt, Gaut paa Mel, famt, bvad der er merfeligt nok, Ivar Nev, 
ſikolas, Paal Vaagaſkalms Søn, og Peter i Gifte, hvilke tidligere havde 
været FJarleng Lendevmænd, og altfaa nu maa have førladt hans Parti. 
Omfider faldt Matten paa, og man lagde ind til Leivangen, ftrar indenfor 
Agdenes: her lykkedes det endelig Paal at opnaa den forønffede Sam- 
tale. Kongen var ganffe enig med ham i, at alt vilde gaa godt, naar fun 
han og Jarlen fif tale fammen. Men det var Dog nu for filde.  Farlen 
havde allerede forladt Byen. Samme Nat, Kongen tilbragte i Leivangen 
var Farlen paa Medalbuus, og reſſte ſtrax videre, idet han lagde Vejen 
over Orfedafen. Imidlertid havde en heel Deel af hans Venner og haand— 
gangne Mænd, fom det ſynes, overvejet og indfeet Det vVovelige I at være 
med paa et faadant Tog fom dette; nogle af dem forlode ham ved 
Orfnebroen i Rennebo *), andre paa Opdalsføogen, og det Vlev, heder det 

5) Muligt at Jarlen og hans intimefte Benner mistæntte Paal, fordi dennes 


Søn Nikolas, fom det ſtrax nedenfor vil fres, nu var traadt over fra Jar: 
leng Sjenefte til Kongens. 


?) Det maa være Broen ved Bangsgraven, fom her menes. 
Mund. Det norſte Folls Hißorie. pi. 57 


898 Haakon Haafonsføn. 


i et famtidigt Vers, der blev digtet i den Anledning, tyndt om FJarlens Ban- 
nerftager ?). Merkeligt nok, ſkulle flere af disfe Mænd have været Danfke, 
Maaftee de tare fra Halland, maaſkee ogſaa opfendte af Valdemar *). Da 
Kongen fom til Nidaros og borte at Jarlen var borte, fendte ban ferar 
efter. Dverlæg med fine Benner Paal Vaagaftalm og Jvar Nev ſtkynd— 
fomft efter ham, for at overtale ham til at vende om, medens Det endnu 
var Tid, og foreflag ham i Kongens Navn, at tilbringe Bintven fammen 
med ham i Throndhjem. De tvaf Jarlen i Opdal, og fremførte deres 
Grende. — Jarlen raadforte fig fremdeles med fine Benner, af hvilke de 
flefte raadede ham til at modtage Kongens FIilbud. Men andre jagde at 
man vilde fpotte over ban, hvis ban fan rart fåftede Forfæt, og uag- 
tet Jarlen felv evfjendte, at det unegteligt var rnadeligere at vende tilbage, 
havde han Dog iffe moralſk Kraft not til at bæve fig over en faadan 
Spot: han fortfatte Foget fydefter, og Kongens Udfendinger maatte vende 
tilbage med uforrettet Sag. Kongen blev ifde tilmode derober, og raad— 
førte fig med Erkebiſkoppen og fine andre Raadgitere om, Hvad berved 
var at gjøre. Det faa farligt ud, thi ved at drage med en Krigshær ind 
i Kongens udelukkende Deel af Landet havde Jarlen egentlig alerede brudt 
Freden. Men Erøebiftoppen, bvem det faa alvorligt paa Hjerte at fore 
tygge Blodsudgydelſe, bad Kongen indftændigt finde pan et Middel til at 
Freden i det mindfte funde vare Vintven over. Kongen var villig bevtil, 
og vfter fælles Samraad mellem dem fendte han den før omtalte Bjørn, 
Abbed i Nidarbolm 3), Sysfelmanden Ivar af Søedjehov og en vis Vil 
mund Pilt til Farlen, for i Kongens Navn at tilbyde ham Frediedeken 
af alle Svfler i Vifen og par Oplandene, imod at fan føulde holde 
Fred faalænge Vintven varede, indtil man funde aabne ordentlige Under- 
handlinger. Men da Kongen, der iffe funde være fiffer paa, hvorledes 
Jarlen vilde optage hans Filbud, maatte være belavet paa ethvert Til— 
fælde, gav ban tillige Arnbjern Jonsføn og de øvrige Lendermænd, 
der habde fulgt ham fra Viken, den Befaling, at vende tilbage lang Ky- 
ften med deres hele Styrke, for at funne være ved Haanden til Landets 


1) Berfet lyder nemlig faaledes i Overfættelfe: , Skules Hirdmænd pralede nok, 
og vare nok faa modige, faa længe Skrukken var fuld; hine Helte fra Dan- 
mark Funde drikke godt nok, men vilde nødig fare over Fjeld og gjennem 
Stove. Derfor, da Nejfen feulde tiltrædes, blev der en flem Knurren og 
tyndt om Merteftengerne; man brød fin Ed til Inges Broder (Skule), og 
ingen vilde følge længere". Haakon Haakonsſons Saga Cap. 182. 

2) Navnene paa tre af disfe Høvdinger anføres, nemlig Undott Skakalokk, 
Bjarne, og Reidar Dyn. 

3) Om Bjørn, ogfaa Faldet Rita- eller Striver-Bjørn, fordi han var ualmin- 
delig dygtig i at føre Pennen, fe ovenfor S. 875. Han blev indviet til 
Abbed 1232, 





ee da OP — 


Bn aa EE 





1235. Stule Jarl t Bilen, 899 


Forfvar, hvis Jarlen pppede Ufred i Bien. Arnbjorn ſkulde i faa Fald 
føre Overbefalingen, og de øvrige rette fig efter ham '). Skule Jarl 
var imidlertid kommen til Hamar, meden8 De kongelige Svsfelmænd og 
Høvdinger paa Oplandene, Gregorius Andresføn, Haavard af Sundbu, 
Aslak Smjørftaff, Fon Ketling, Aamunde af Folrvold, Dag af Grova *), 
Odd Griffon, og Sare Bladfpjot, famt nogle flere, i alt elleve, allerede 
ved Den førfte Efterretning om at ban var fommen nordenfra over Fjel⸗ 
Det, toge alle de Skibe, der faa i Mjøfen, og gif ombord paa Dem 
med deres talrige Sfarer. Da Kongens Udfendinger fom til Hedemar- 
fen, fendte de ftrar Bud til Sysfelmændene for at underrette Dem om 
deres Erende og bede dem holde inde med alle Fiendtligbeder, indtil de 
havde haft en Sammenfomft med Jarlen, og hørt, hvorledes han optog 
Kongens Filbud. Det var paa høj Tid, thi Farlen havde fendt em vis 
Nikolas af Mors op paa Hedemarken for at oppebære alle fongelige Ind— 
tægter, og Sysfelmændene, fom vidfte om Dette, agtede fig juft imod ham: 
var Abbeden fommen to Dage fenere, vilde der allerede have flydt Blod. 
Dette blev nu forebygget. Da Abbeden fom til Hamar og fremførte 
Kongens Forflag for Jarlen, gif Denne ſtrax ind Derpaa, og lovede Fred 
for VBintren, indtil begges Venner funde mægle Forlig. Derpaa vendte 
Abbeden tilbage, medens nogle af deres Følge fortfatte Nejfen til Viten, 
hvor de havde et vigtigt Erende for Kongen at beførge, nemlig, uden Sku— 
les Bidende, at udtage og fiden overbringe Kongen en betydelig Sum 
Penge, fom Kongen havde indfat til Forvaring i St. Laurentii Kirke i 
Tunsberg, og fom ellers fettelig funde falde i Jarlens Hænder 3). Skule 
Jarl beffiffede nu Sysfelmænd for fin Irediepart af alle Fvylfer paa 
Oplandene og i Viten, og begav fig over Oslo til Tunsberg. 

Kort efter anfom de fongelige Lendermænd til Grindholmefund, og 
Da de hørte, at Jarlen iffe pvede Fiendtligheder, befluttede de at drage 
hver til fin Sysfel. Ved Ejfterretningen om dere8 Ankomſt vilde Jarlen 
fende de før omtalte Fongelige Sendemænd, fom juft nu opboldt fig i 
Tunsberg, hen til dem med Anmodning om at indfinde fig bos ham; 
men han fif til Svar, at Kongen udtryffeligt havde fagt, at fun Erik 
Stilk, iffe de øvrige Lendermænd, ſkulde fomme til FJarfen, og at Derfor 
ogſaa fun han bavde Kongebreve med. Saaledes føiltes Lendermændene 
ad, uden at faa tilftrærfelig Underretning om, bvilfe FJndrømmelfer der 
ved den paa Hamar fluttede Overeensfomft eller rettere GStilftand tar 





1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 185. 

2) Aamunde havde før hørt til Ribbungernes Parti, fe ovenfor S. 677. Dag 
var fra Grova, nu Grue paa Soløer. Odd Erifsføn var egentlig en Berme- 
(ænding og boede paa Medalby i Eda, fr ovenfor GS. 686. 

3) Haafon Haafonsføens Saga Gap. 185. 

Hy 


900 Haakon Haafonsføn. 


tilftaaet Jarlen, og hvorom de, befynderligt nok, ved deres Afrejſe fra 
Throndhjem ikke ſynes at have faaet det mindfte Bint. Dette havde be 
tænfelige Følger. Thi da Arnbjørn FJonsføn fom hjem til VBaldensholm, 
og fil høre, at Der havde indfundet fig tvende, af Jarlen beftiffede Sys— 
felmænd, Arne Ruva og Finn Knatt, for at tage en Trediedeel af Bore 
geſysſel i Beftyrelfe , lod han dem firar vide, at de ſkulde forføje 
fig bort, da han iffe agtede at give Slip paa nogen Deel af Borge» 
fysfel, førend ban havde Kongens udtryfkelige Befaling Dertil. Hine 
Sysfelmænd, der ej vovede at trodfe den mægtige Urnbjørn, vendte tilbage 
til Jarlen, og meldte, hvad Arnbjørn havde fagt. Jarlen, der nu fun 
lagde [idet Dølgsmaal paa fine oprørffe Henfigter, funde viftnof, om det 
havde været bam belejligt at begynde Fejden, firar have taget Anledning 
Dertil af Urnbjørn8 Ferd, der tilfyneladende indeholdt en Kræntkelfe af 
Overeensfomfen. J alle Fald fit han derved et Paaſkud mere til at 
Hage over Forurettelfer og befmyfte fin Fremgangsmaade. Han be- 
nyttede Stilftanden til at vinde faa mange FJilængere fom muligt. Strax 
efter Juul (1236) drog ban øfter til Elveſysſel, og opholdt fig en Tid— 
fang i Kongebelle, hvor en heel Deel firømmede til hamn og gif ham til 
Haande, faavel fom flere andre, der tidligere vare komne til ham, 
og af bvilfe AF af Leivaftad, (paa Veme i Borgarfysfel), Thorgils 
Sfydra, Veſete litte eller unge, famt hans Broder Ulgaute udtryffelig 
nævne8. De trende fidft nævnte hørte egentlig hjemme i Vermeland 1). Ulf 
af Leivaftad havde tidligere ſtaaget i Arnbjørns Fjenefte fom Huuskarl >), 
og bragte nu en heel Stare Folk med fig til Jarlen. Birkebeinerne faldte 
dem alle tilfammen VBarbelger, og dette Navn, der forhen havde været 
tillagt en Oprørsflok paa Kong Sverres Tid, blev fiden en almindelig Be 
nævnelfe paa Skule Jarls hele Parti 3). De opfordrede Jarlen paa det 
ivrigfte til ufortøvet at begynde Krig, og ej længer finde fig i at man 
forbofdt han hans rette VBroderarv: Det var Desuden, fagde De, bøjft 
ufitfert, hvor vidt Kongens Mænd overholdt Freden hele Vintren over; 
Derfor var Det lige faa godt at begynde ſtrax, og førft angride Lender- 
mændene i Bifen, fiden, naar de bare overvundne, at Drage mod Kongen. 
Disfe Ord faldt alt for vel i Jarlens Øre, til at han ej med VBegjær- 


tighed føulde have lyttet dertil. Og fandfynligviis vilde han vel vgfaa - 


Dave handlet efter disſe Indſkydelſer, hvis iffe nye Fredstilbud fra Kon- 


1) Ceivaftad, det nuværende Loveſtad i Spydebergs Sogn (det gamle „Vimai“ 


eller Beme Skibrede) ligger nemlig % Miils Vej fra Bambenes, mellem 


hvilket og Lindhool Valdensholmen ev beliggende. 
2) Haafon Haafonsføns Saga Gap, 238. 
3) Se ovenfor S. 219, 





pr 


1236. Mode paa Eidsberg. 901 


gens Side, fremfommende i den aller yderfte Stund, endnu for em Tid 
havde boldt Sverdet i Skeden 1). 

I Nidaros havde man nemlig fra forffjellige Kanter faaet Under- 
retning om at det faa farligt ud i Bifen. Juleaften anfom de før 
omtalte Sendebud, der beldigt havde udført deres rende og nu 
bragte Kongen hans Penge i god Behold; de forfifrede at Jarlen var 
omringet af Ildeſindede, der uophorligt føgte at egge ham til Ufred.  Der- 
hos fil man høre, at Barbelgerne havde udftødt allehaande Frufler, og 
Sendemændene kunde desuden fortælle, hvad Arnbjorn FJonsføn havde 
gjort. Erkebiſkoppen bad derfor Kongen paany at fende et Gefandtffab 
til Jarlen, for at faa Stilftanden forkænget; og Kongen, hvem Freden 
faa lige fan meget paa Hjertet, fendte atter Abbed Bjørn, ledfaget af Vil- 
mund Pilt, med Furligstilbud til Jarlen og de udtryffeligffe VBefalinger 
til Arnbjorn og De svrige Lendermænd, at gjøre alt hvad der flod i Deres 
Magt før at gjenoprette en god Forftaaelfe. Ingen funde beller bedre end 
Bjørn underrette Avnbjørn om, at det virkelig havde fin Nigtighed med 
Overdragelfen af en Trediedeel af Syflerne til Jarlen. Dog fendte Kon- 
gen ogfaa Bud til Munan Biffopsføn >) og de øvrige Sysfelmænd 
paa Oplandene, at de alle tilfammen føulde begive fig til Arnbjørn Jons— 
føn og ftille fig under hans Befaling, indtil man fit vide hvad Svar 
Jarlen gav. Abbeden fom Heldigvis til Kongehelle i Faften, førend Jar— 
fen endnu var Dragen Derfra, men juft fom han flod færdig til at begynde 
Ufred. Det Forflag, ban overbragte, var at Freden endnu føulde vedvare 
paa de famme Vilfaar, fom Hidtil, men at Jarlen og Kongen flulde mø- 
Deg førftfommende Sommer, for perfonligt at underbandle nærmere med 
binanden, og at De imidlertid til gjenfidig Sikkerhed ſkulde frille binanden 
Gifter. Falles Venner af Kongen og Jarlen forenede deres Foreftillin- 
gev med Abbedens, og Skule, bvem det egentlig fun fynes at have været om 
at gjøre at vinde Vid, antog Forflaget. Han fod nu Urnbjørn Jonsføn til- 
fige at møde ham pan Eidsberg, for at faa den mellem dem opftaaede Ivift 
afgjørt, og forfod henimod Udgangen af Faften (altfaa fidft i Marts) Konge- 
belle i Følge med Abbeden. Arnbjorn, dDer fun havde fort Vej til Eidsberg, 
indtvaf tidligere til Møvdet end Jarlen. Han medbragte en Styrke af flere 


1) Haafon Haakonsføns Gaga Gap. 185. 

2) Af hvilken Biffop denne Munan var en Søn, er vanffeligt at fige. Da 
han allerede paa den Tid var Sysfelmand, og i 1247, fom bet vil fees, 
Lendermand, fan han vel neppe være fød fenere end omkring 1190; da han 
terhos fynes at have haft hjemme paa Oplandene, maa man fnareft gjette 
paa den i 1197 afdode Biffop Ihore i Hamar, eller bennes Forgænger 
Magnar (fe &S& 261) fom hans Fader. 


902 Haakon Haakonsfen. 


end 360 vel ruftede Mænd, og i hans Følge var Munan Biftopsføn, Evil 
Stilt og mange andre oplandføe Sysfelmænd. - Han lod dem fætte fig 
udenfor Kivfegaarden ftrar nedenunder Muren, og fagde, at han før vilde 
lade det fomme til Kamp med Farlen, end famtyffe i noget, han havde 
Banære af. — Strar efter fom Jarlen med 420 Mand, dog iffe faa vel 
udruftede, ligefom ban felv iffe var hærkiædt: paa Hovedet havde ban fun 
en bvid Filte8 Hat, og fad paa en meget ſmuk Heft. Efter nogle Øje- 
blits Stilhed tiltalte Jarlen Avnbjørn med disfe Ord: ,hvi jog du, Arn- 
bjørn, De Sysfelmænd bort, fom jeg havde beffiftet i den Sreding af Bor- 
gefysfel, Kongen felv vverdrog mig i Vinter?" UAvnbjørn, der forhen havde 
bedet fine Mænd forholde fig taufe og overfade ham alene at fvare paa 
Jarlens Bebrejdelfer, fagde: ,jeg gjorde Det, fordi jeg var faft beftemt paa, 
iffe at afftaa til nogen Anden det Len, Kongen har overdraget mig, faa 
fænge jeg iffe med Vished verd, at Det er hans Vilje". „Modtog du 
da ikke“, vedblev Jarlen, engang før halve Borgefysfel af mig, og gav du 
mig iffe dengang gode Løfter, ffjønt du maadeligt not har holdt dem?" 
Arnbjørn negtede iffe Dette. Men”, fagde Jarlen, , Dengang var dog Haa- 
fon ligefaavel Konge fom nu, ffjønt han nu er voret mere til; hans Ovd 
om de Len, han tildeler mig, agter jeg nu iffe mindre end Da; og om 
du end ev fremfor andre Mænd her i Norge, fynes det mig Dog alt for dri- 
ftigt af dig eller nogen anden, at forholde mig, Hvad Kongen vil at jeg ſkal 
have”. , Det er vilt og fandt,” fvarede AUvnbjørn, ,at ingen Lendermand 
ffal funne fratage mig, hvad Kongen gav mig, ogjeg agter ikke at bøje min 
Hals for nogen Mand i Norge, uden for Kong Haakon, iffe engang for den 
hvide Hat, fom nu er at fee ber paa Thinget“. Da tog Bjørn Abbed 
Ordet, og fagde at han havde et Brev fra Kongen, fom han havde Befaling 
til iffe at oplæfe uden i Jarlens og Arnbjorns Nærværelfe alene. De fulgte 
ham Derfor begge ind i Kirfen. Han fundgjorde nu Kongens Hilfen og 
Befaling til Arnbjørn og De øvrige Sysfelmænd, at de alle ffulde bidrage 
til at fan Tratten med Jarlen bilagt, famt at Kongen vilde være hver den tak 
nemlig, der lagde et godt Ovd ind; han forfifvede derhos, at det forholdt fig 
ganſke vigtigt, fom Jarlen fagde, at Kongen havde overdraget ham Tredie— 
delen af Borgefysfel, faavel fom af alle andre Syſler i Vifen og pan Ope 
fandene for den Vinter '). Da, heder det, begyndte Avrnbjørn at blive 
nøget mygere i Ordene, og vægrede fig iffe længer ved at overlade Jar- 
fen den omtviftede Srediedeel. Da Denne Sag faaledes efter Onſke var 
ordnet, vendte Abbeden tilbage til Trondhjem med Jarlens Filjagn om 
at indfinde fig til Mødet i Bergen. Med ham fulgte fandfynligviis de 


1) Det lader til, at Bjørn Eun har foregivet at have et«hemmeligt Brev med, | 


for at loffe den hidfige Arnbjørn ind i Kirken. 


| 
| 
| 
| 
| 








a 


1236. Kongen og Jarlen i Bergen. Nyt Forlig. 903 


af Jarlen ftillede Gifler, nemlig Aasulb, dans Frænde, der filfert med 
Glade greb denne Lejlighed til at vende tilbage til fin Hjemftavn, Iorøn- 
delagen, og fee til fin Gaard Auftraat, og Islendingen Jatgeir Skald, 
en af Jarlens hojt betrvede Mænd Y. Kongen fendte derimod fin uegte 
Søn Sigud, vg en vis Ingemund Pus, hvilke Dog iffe anfom til Jarlen 
førend ud paa Sommeren, og fandfynligviid vare Å Følge med Kongen, Va 
han drog fydover *). - K 

Imidlertid fortfatte Jarlen lige fuldt fine Nuftninger i Vien, antog 
fremdefes en Mængde Folk i fin Fjenefte, og lod dem gaa fig til 
Haande. For at flaffe fig en Flaade tog han Stibe, fom tilhørte Bøn- 
Derne, uden at fpørge Dem om deres Samtykke. Margretemesſe QOde Juli) 
holdt han Thing par Sarpsborg, eller det faafaldte Borgarthing, vime- 
figvits for at fordre Bidrag til Rejſen og aftale, bvorledes der ſkulde for- 
holdes under bans Fraværelfe. Her vilde han ogfan tage Arnbjorn Jons- 
ſons Stibe, fom fandfynligviis ſtode vpftillede ved GSandefund 3). Men 
Denne, Der havde forudfeet faadant, havde allerede fadet bore Huller i 
dem og Jndholtene hugge over, faa at de fød fulde af Vand faa fnart de 
føm ud; man maatte Derfor fade Dem i Fred, og de bleve atter fatte op. 
Paa denne Tid var Det, at Kongens Gifler indfandt fig. Kongen 
par Da fandfynligviis allerede anføommen til Bergen. 

Jarlen begav fig nu ogſaa paa Vejen nordefter. Men da ban nær- 
mede fig Bergen, lagde han fig ude å Kongshavn, ved Alvøen, i Stedet 
for at føbe ind til Byen. Der blev fendt Bud til ham, for at børe Aar— 
fagen, og ban fagde da, at han iffe vilde [ægge ind til Byen, førend han 
havde faaet Forfifving om, at Den Deel af Landet, han havde faaet, efter 
hans Død føulde tilfalde hans Søn Peter. Men berpaa vilde Kongen 
iffe under nogen Omftændighed indlade fig, og fagde at aldrig anden Af— 
fom af Jarlen ſkulde avve Norge, end den fom nedftammede fra Hans Dat- 
ter Margrete. Da traadte Erkebiſkoppen atter mæglende imellem dem. 
GSandfynligviis bavde han i denne Henſigt fedfaget Kongen fra Nidaros, 
og hans Beftræbelfer kronedes ogſaa denne Gang med Held.  Farlen lod 
fig overfale til at fægge ind til Byen; Der blev holdt flere Moder mellem 


1) Gatgeir (egentlig det angliffe Navn Eadgar) nævnes aller førft i Sturs 
lungafaga IV. 39, da det heder at han 1224 Fom til Island i Følge med 
Urne Jreyda, Jon Murte, Kolbein Uvnorsføn og flere andre islandfée 
Mænd. 

2) Haafon Haafonsføns Saga Gap, 187. 

3) Stedet angives ej i Sagaen, men man feer tydeligt, at Skibene maa have 
ftaaet nedenfor Fosfen, og da naturligviis ved Gandefund, det fornemfte 
Stibsleje paa denne Kant. 


904 Haakon Haakonsføn, 


ham og Kongen; andre velfindede Mænd brugte ligeledes deres Overta- 
feffe8gaver fan godt de Funde, og endelig blev et nyt Forlig oprettet. 
Ved dette beftemtes Der en my Deling af Landet, i Lighed med den, fom 
allerede Den fidfte Vinter havde fundet Sted i Oplandene og paa Viken. 
Jarlen fil nemlig en Erediedeel af alle Svfler i hele Landet, i Stedet 
for at han tidligere pavde baft en færftilt Trediedeel af Riget, førft Viken 
med Oplandene, fiden Froftatbingslagen med Søndmøre. Dette ftemmede 
aabenbart mere med De ældre ftatsretlige Begreber om en Samftyrelfe ), 
og tjente til at forebygge en enfelt Landsdeels Losrivelfe fra Det øvrige 
Rige. For faa vidt var Det altfaa iffe ide udtænkt. Men det medførte 
den Mislighed, at Kongen og Jarlen nu i hver Sysfel maatte holde hver 
fine færffilte Sysfelmænd, mellem bvilfe der under Udførelfen af deres 
Embedspligter fet funde opfiaa, og, fom det vil fer, virkelig opftod Rib— 
ninger, idet enfver avbejdede i fin Herres Interesfer.  Sandfynligviis var 
det fom en Modvegt perimod, at det tillige beftemte8, at Kongen og Jar— 
fen for det førfte feulde opholde fig vaa famme Sted, ja endog holde fæl 
les Bord, hvortil Jarlen føulde beftride Befoftningerne hver tredie Dag, 
Kongen de øvrige Dage. Thi paa Denne Maade, meente man, funde der 
vanffefigere bæres Løgn imellem dem, naar de felv ſtrax funde forfølge al 
Sladder til dens Kilde, og perfonlig opgjøre enbver ny Misforftaaelje. Det 
fod ogfaa virkelig til at man her havde beregnet vigtigt, thi hele Høften og 
den følgende Vinter, fom De tilbragte i Bergen, forligedes de not faa 
godt 2). Om VBaaren (1237) vejfte de paa een Gang til Throndhjem 3), 
og bleve fremdeles famlede i Nidaros, med Undtagelfe af at Jarlen til- 
bragte Paaffen paa fin Mttegaard Nein, fandfynligviis for at lægge fidfte 
Haand paa Oprettelfen af Kloftret, hvor hans Syfter Fru Sigrid, Enke 
efter Ion paa Aufiraat, føulde raade fom Abbedisſe. Det vifte fig imid- 
fertid under dette Deres fælles Opphold i Nidaros, ved en enkelt Lejlighed, 
hvor huult Venſkabet var imellent dem, og hvor gjerne Øretudere vilde be- 
nytte fig af den ——2 til at ſtifte Splid. Gunnar, Kon— 
gens Frænde, habde været I Klammeri med Jarlens Gieſter, Der ſyntes 
at have lidt Overlaſt af ham. Gunnar reſſte fort efter ud til Bynesſet, 
hvor Kongen bavde givet ham Sysſel. Da Kongen favnede ham, blev 


t) Se ovenfor IL. S. 129, hvor der Handles om Overeensfomfien mellem Mag: 


nus den Gode og Harald Sigurdsſon. 

2) Haafon Haafonsfens Saga Cap. 187. 

3) Paa denne Rejfe døjede Kongen Ubehageligheder af haardt Vejr; Kærfleføn- 
dagsaften (Lørdag den 4de April) fejlede han forbi Stad, og fif Modvind, 
faa at de maatte lægge ind til Anger; Jarlen fejlede om Søndagen forbi 
Gilden, og fit faadan Modvind at han endnu famme Dag landede ved Sand— 
ulvsftad (Sandftat) paa Hiteren. 





Na NE BØ 





1237. Stule ophejes til Hertug. 905 


der fagt, at Jarlen havde fendt Gjefter efter han og ladet ham dræbe. 
Øjebliffelig fom Kongen i Fyr og Flamme, lod Luurſvenden falde, væ. 
nede fig felv med fine Mænd, gif ud med i Gaarden, og lod Merket vejfe. 
Jarlen, der fov i en anden Fløj, vaagnede ved Larmen og lob ud paa Sva- 
fen. Han fik da fee fin Datter, Dronningen, der forſkrakket var fommen 
ud i Gaarden, og fpurgte hende, pvad det alt fammen ffulde betyde. Hun 
fagde Hvad det var. Da bad Jarlen hende berolige fig: Der var ingen 
Fare paa færde.  Strar efter fom Sigurd Kongsføn til dam og gif ud 
med ham: Det vifte fig da, at hele Fortællingen om Gunnars Drab fun 
havde været et Opfpind, og Gemytterne bleve atter beroligede?). Denne 
Gang var det Kongen, fom havde ladet fig forlede til en Ubefindighed, 
og Det var maajfee tildels for at udflette Indtrykket Deraf, og i Det hele 
taget for at vife Skule, hvor oprigtigt han meente Det med Forliget, at han 
endnu famme Vaar paa et, fom det fynes, ene i den Anledning fammen- 
faldt Ørething, Pvortil mange Folk indfandt fig, gav Skule Titel af Her- 
tug, bvilten ingen Mand i Norge havde baaret før ham *). Egentlig var 
den ogfaa fun en Fillempning af udenfandffe Former, og i Virfeligheden 
bar Sfule den allerede, for faa vidt Fitlen „Jarl“ i alle paa Latin fan 
vel indenlands fom udenlands affattede Dotumenter, Pavebreve iberegnede, 
gjengaves ved Ordet Dux, der, fom bekjendt, ev den fædvanlige fatinffe 
Form for Hertug 3)". Heller ikke fynes den Anfeelfe og De bdre UCrestegn, - 
Skule nød, derved at være fynderligt forøgede, lige faa lidet ſom Der findes 
Spor af at hans Magt eller Befiddelfer udvidedes *). Men han var dog 
ftegen et Srin højere; ban var nu virkelig Rigets førfte Mand næft Kon- 
gen, og havde iffe fænger nogen Sideordnet i Jarlen af Orkno; ban ſtod 
t Rang ved Siden af de danſke Hertuger, Kong Valdemars Sønner, faavel 
fom med de tydffe Hertuger, og Éunde, bvor han tvaf fammen med udenlandfee 
Fyrſter, gjøre Fordring paa næften fongelige MWresbeviisninger. Det la- 
der ogſaa til at Opbøjelfen, bvilfen Kongen ledfagede med pasfende Ga- 
ver, bar tilfredsjtillet Dam for en Tid; thi, figes Der, nu blev det paany 





1) Haakon Haakonsſons Saga Cap 189. 


2) Sammeſteds Gap. 190. Skules Ophojelſe til Hertug henføres i Annalerne 
til 1238. 

3) Se f. Ex. de før omtalte Pavebrev til Skule af 5te Decbr. 1220, 3 og 4 
Uar 1226, 11te Ottober 1234, Dipl, Norv, 6, 9, 10, 34, ligefaa den engelffe 
Konges Brev af 22de Juni 1235, 

2) J Hirdffraa, faaledes fom den haves fra Kong Haafons Søn, Magnus”s, 
Haand, opregnes i Gap. 13 og 17 de Hertugen og Jarlen tilfommende 
VBærdigheder og Rettigheder eenslydende; den enefte Forffjel fynes at være 
den, at Hertugen i Kongens Nærværelfe fan have indtil fer, Jarlen indtil 
fem Drabanter, 


Å 


906 Haafon Haakonsføn. 


blidt imellem Dem begge. - Men alligevet vifte det fig tydeligt, at dette 
venffabelige Forbold var alt for meget betinget af deres perfonlige Sam- 
bære, 

Strar førend Skules Opbsjelfe til Hertug var der ogſaa fommet et 
Forlig i Stand mellem Kongen og Biffop Paal. Dennes Sag, der egent= 
lig fom Det fynes, var funftigt udtænkt af ham og Skule, for at give den 
fidft nævnte Anledning til at gribe til Vaaben og fætte fig faſt i den fongelige 
Deel af Landet, havde nu, efter Forliget mellem Kongen og Skule, for en 
ſtor Deel tabt fin Betydning. Skule felv funde iffe fænger være befjendt, 
t det mindfte aabenbart at ftaa ham bi, og hos Erøebiffoppen faavel fom 
De vvrige Biffopper i Norge maa Han vel forlængft have erfjendt at Der 
iffe var nogen fynderlig Hjelp at vente Han var nu hjemme paa Ha- 
mar, bvor ban fandfynligviis havde været i det mindjfte faa (ænge Skule 
bavde boldt til føndenfjelds, ventende paa at Denne føulde gribe til Vaa— 
ben, for Da ogfan at paakfalde den Banftraale, fom Paven havde givet de 
dDanffe Prælater Fuldmagt til at udflynge. Erkebiſkop Siqurd, hvem Det 
faa paa Hjertet, fra Roden af at ødelvgge alle Spirer til Iviftemaal, 
raadede til at fende Bud til Hamar for at anmode Biftoppen om at ind 
finde fig til et Forligsmøde i Nidaros. Han fom ftrar, og der holdtes 
flere Sammenfomfter for at faa Sagen bilagt, bvilfet dog ikke gik fan 
ganffe glat, og man merfede, heder Det i Sagaen, at Biffoppen altid var 
haardere paa De Stevner hvor ogfan Jarlen var tilftede Endelig opnane- 
des Dog et Forlig, paa det Vilfaar at Kongen beholdt Helgesen, imod at 
gite Biſkopsſtolen nogle andre Gjendomme i Stedet, med Yvilfe Biffoppen 
erklerede fig tilfreds"). Om de øvrige af Biffoppen paaklagede Sager, 
natnlig om Kongens Indgreb i Patronatsretten, fynes Der ej at have vær 
ret Tale, og derved beftyrkfes Det, at Klagen herover neppe bar medført 
GSandhed, eller i alle Fad har indeboldt betydelige Overdrivelfer. Heller 
iffe var den Unaade, den havde paadraget Kongen ved Paveftolen, fangva- 
tig, thi i Aaret 1241 omtalte Gregorius felv, fom vi ville fer, Haafon 
med færdeles Kjærlighed fom en katholſk og det apoftoliffe Sæde hengiven 
Fyrſte 2). Og ti War efter Forliget finde vi Paal felv blandt de ved 
Kongens Kroning asfifterende VBiffoppers Tal. Vil denne burtige Gjen- 
oprettelfe af Det gode Forhold med Kurien bar det Dog vel ogfan bidraget 
meget, at Kongen enten ved eller ftrar efter Forliget tog Korfet 3), hvorvel 
neppe i Den alvorlige Henfigt, nogenfinde at bringe Korstogsløftet i 
Udførelfe, men, fom Det ſynes, Ddeels for at formilde Paven, deels 





1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 188. 
?) Dipl, Norv, I. 25. 
5) Unnalerne ved 1237. 





1237. Kongen tager Korfet. 907 
før at nyde de famme Fordele og den famme Beftyttelfe af Kirken, fom 
Hertug Skule, der allerede for mange Aar tilbage havde aflagt Loftet. 

Den famme Vinter, Kong Haafon ved Beqyndeljen af dDisfe Ubehage 
ligheder opholdt fig i Oslo (1235), døde hans Moder Fru Inga, efter en 
fangvarig Sygdom, under bvilfen ban vifte bende al fønlig Kjærlighed ). 
Fre Aar i Fortejen (1232) var den gamle, ærværdige Lagmand i Thron— 
dDefagen, Gunnar Grjonbaf, død *). Kongen tabte i bam en anfeet og for- 
maaende Filbænger, thi Gunnars Gjftermand, Ivar, ſtod par Skules 
Parti 3). Gunnar efterfod en Søn, Ginar Smjørbak, der var gejjtlig, 
og ftuderede ved Univerfitetet i Paris; han blev fiden Erkebiſkop, fom 
Det å Det følgende vil fres. Et tredie føleligt Tab fed Kongen ved den 
troe, bøjt fortjente Dagfinn Bondes Død i Aaret 1237 *). 


133. Uroligheder paa Island under Sturla Sighvatsfons Fraværelfe. 


Vi maa nu atter før et Øjeblif vende tilbage til Begivenhbederne pan 
Island, der med fterfe Sfridt nærmede fig fin Selvftændigheds Ophor. 
Vi have feet, at Sturla Sigbvatsføn om Høften 1233 havde tiltvandt fin 
Pilegrimsrejfe, uagtet ban havde al Aarfag til at nære Befymringer for at 
den voldfomme Urøfja Snorresføn, der nu var bleven Herre i VBatnstjor- 
Dingerne8 Diſtrikt, vilde benytte fig af hans Fraværelfe til at ffade ham 
og hans Undergivne. Han indfatte Derfor fin Ven Odd Olrsføn, Ravns- 
fønnerne8 Svoger, til at varetage fit og fines Jarv der vefter, og lod 
fin Kone og fine Børn flytte til hans Fader paa Grund. Sturla, 
Der fejlede ud fra Havnen Gaafe i Gyjafjorden, landede ved Borgund 
paa Søndmøre, jujt fom Modet mellem Kong Haafon og Skule Jarl 
i Bergen føulde holdes. Jarlen felv var endnu iffe fommen nor- 
denfra, men hans Svoger Ulf af Thornberg, der flulde være i Følge 
med ham, og fom faa og oppebiede han i Borgund, hvor han maaffee 
havde fin Sysfel, tog færdeles venligt mod Sturla, bad ban endelig at 
vente indtil Farlen fom, og fagde at han ſkulde gjøre fig en Fornsjelfe af 
at ffaffe bam FJarlens Venſkab: denne vilde da upaatvivleligt gjøre ham til 
en bøjfornem Mand, faa udmerfet fom ban var fremfor andre, fær 


1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 179. Fru Inga blev fandfynligviis be- 
graven ved St. Hallvards Kirke, fiden hun døde i Oslo. 

2) Unnalerne ved 1232, 

3) Det var nemlig ham, der, fom vi ville fee, gav Skule Kongenavn efter at 
han i et længere Foredrag havde udviklet hans Nettigheder til Kronen, 

4) Annalerne ved 1237. 


908 Haafon Haatfonsfen. 

Da Jarfen var en ſtor Ven af alle Islendingerne, og fornemmelig af 
Sturlungerne. — Sturla havde Dog ingen No, førend ban fom til Bergen 
for at bilfe paa Kongen). - Hvilfen Movdtagelfe pan denne Gang fandt 
pos bam, figes iffe, men man maa formode, at Kongen juſt iffe funde 
være ham fynderligt god. Thi aldrig faa fnart var Sturla fommen til Byen, 
førend ban fpurgte om Avon Hjørleifsføn var Der, og, da han fif et bekref— 
tende Svar, føgte han ftrar Lejlighed til at overfade og drebe ham. Aron 
Hjørleifsføn bavde nu allerede i en Rakke af Aar ftanet hejt i Kon- 
gens Gunſt, var ved bans Medvirfning bleven gift med en Enke, ved Mavn 
Nagnhild, der var beflægtet med Kongen, og nød desuden mange andre 
Bevifer paa bans Naade og Velvilje*). Avon blev i Tide advaret for 
Sturlas Gfterftvæbelfer, og denne traf ham Derfor faa vel vuftet og omgi- 
ven af baandfafte Venner, at pan iffe vovede at begynde nogen Kamp med 
ban, ifær da Mængden ſtimlede til og bindrede hans Bevægelfer 3). Men 
et faadant Forſog paa at tage fig felv til Nette i fremmed Land vg frænke 
Gadefreden lige under Kongens Ojne maatte nødvendigvis have misbaget 
denne, om Forføget end iffe havde været vettet mod en af hans Yndlinger. 
Der tales heller iffe noget om at Sturla fenere før fin Ufrejfe havde nogen 





1) Sturlungafaga V. 23, 


2) Uron Hjørleifsføn, hvem det i Aaret 1224 endelig havde lykkets at fomme over 
til Norge, fandt førft en venlig Modtagelfe hos Skule Jarl, der tog ham i fin 
Sjenefte, og beholdt ham hos fig om VBintren, Sommeren efter tilfjendegav 
han, at han onſtede at foretage en Pilegrimsrejfe til Jerufalem, hvilfet han 
under en ſtor Fare paa Jsland havde lovet. Jarlen negtede ham det, uage 
tet ogfaa Biffop Gudmund, fom juft da opholdt fig i Shrondhjem, bad for 
ham; faaledes gif hele Aaret hen. I det folgende Aar tog han fig felv den 
Frihed, Jarlen uadfpurgt, at drage affted. Han havde mange Gjenvordig- 
beder at døje, men fom dog næfte Aar vel deholden tilbage til Norge, og 
fandt Kongen i Viten, Siden, da Jarlen fom til Oslo og var ber tilſam— 
men med Kongen (Arons Saga figer urigtigt at det var i Shrondhjem, hvor 
Kongen og Jarlen aldrig vare tilfammen lige fra 1220 til 1237) fpurgfe 
denne Jarlen, om han vilde tage Uvon tilbage i fin Jjeneftez; da Jarlen væg- 

. rede fig derved paa Grund af Arons Bortrejfe mod hans Samtykke, antog 
Kongen ham felv, lod han følge med til Bergen, flaffede ham fin Frendkone, 
Enken Ragnhild, til Egte, gav ham Tomt til at opføre et Huus tæt ved 
Kongsgaarden, og overlod ham desuden et Badehuus, med tvende Stuer, 
hvor Kongen og Hirdmændene plejede at bade fig mod en Ufgift af en Pen- 
ning for hvert Bad, en ej ubetydelig Indtægt. End et Tegn paa Kongens 
Velvilje for Aron var, figes der, at han anvifte ham Plads paa fit eget SÉib, 
og beftemte, at Arons Sverd altid føulde ligge ved Siden af hans, men Éun 
faa andre. Aron Hjørleifsføns Saga Cap. 19-21. 

Uron Hjerleifsføns Saga Gap. 22. Aron var juft i Bad, da han advaredes, 
Hædte fig hurtigt paa og gik bevæbnet med fit Følge til Gaden udenfor fin 
Huusdor. Sturla fom felv fjerde derhen, og ſtirrede længe paa Aron, men 
vovede ikke at angvibe ham. Aron henfaftede nogle fpottende Ord til ham. 


Dm 
— 








1233—35. Sturla Sighvatsføn udenlands. 909 


Sammenfomft med Kongen. Uvd paa Bintren drog ban — fom det fynes 
over Land — til Danmark, Hvor han gjorde fin Opvartning hos Kong Val— 
- Demar, der tog færdeles venligt imod ham, beholdt bam hos fig en Stund, 
og qav bam ved Ufffeden en god Heft foruden mange andre herlige Ga- 
ver. J Tydſfkland (fødte han, fom det tidligere er nævnt, fammen med 
Biffop Paal, og fulgte ad med han Den øvrige Deel af Rejfen. Bi— 
feoppen tog fig, ved Anfomften til Rom, færdeles ivrigt af bans Sag, 
og ban erholdt ogiaa fuldftændig Abfolution, men vigtignok fun efter at have 
underkaſtet fig en meget baard Poeniten8: han ſkal nemlig være Vleven ført 
barfodet fra Kivfe til Kirke rundt om i hele Rom, og bave modtaget Pid— 
ffeflag udenfor de flefte Hovedtirfer, ,fan at en Mangde Folk ftod ude 
og undredes, flog fig for Bryftet og beflagede at en faa dejlig og ſtatelig 
Mand føulde fide faa haard Behandling; ja bverfen Mænd eller Kvinder 
funde holde Taarerne tilbage”. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes 
ban efter erboldt Abſolution rejfte hjem igjen til Norden, fremdeles i Folge 
med Biſkop Paal, tog en fjærlig Afſked med ham under gjenjidige Form- 
vinger, og Derpaa fom til Kong Haafon enten i Tunsberg eller i Bergen, 
og fulgte med ham til Junsberg. Den Modtagelfe, han nu fandt hos 
Kongen, var meget venlig, og beftemte ham, fom det fynes, til at tage fit 
Vinterophold i Oslo, da Det var for frent paa Aaret til at vende tilbage 
til Island, fljønt de Gfterretninger, han modtog om hvad Der var fleet 
under hans Fraværelfe, visfelig vare af den Natur, at fan maatte have 
givet meget for, firar at funne fomme hjem ). 

Urokja Snorresføn traadte nemlig, fom Beftyrer af VBatnsfjord-God- 
fet, ganffe i fine Forgongeres Fodfpor, ja lod endog til, at ville opkaſte 
fig til Ene-Herre paa Vefterlandet. Han tog, fortælles der, hver freld 
Mand, fom vilde til ham, i fin Fjenefte, fan at der famledes en beel 
Mængde Karle pan Gaarden, og det varede iffe [ænge førend man med 
vofdfomme Midler maatte ſkaffe den nødvendige Koſt tilveje, faaledes fom det 
fænge havde været Skik og Brug i Vatnsfjord ?). Egnens af Naturen 
mindre begunjtigede Beffaffenhed maa vel have bidraget noget Dertil. Men 
Det» er fydeligt nof, at Gaarden under dDisfe Omftændigheder iffe fan have 
været fort bedre end en Røverrede. Blandt hans uregjerlige Svende næv- 
ne8 ifær en vis Bjørn, fadet Mave-Bjørn, fra Nordlandet, en af Biffop 
GudmundS Mænd fra Grimso; han gik ſtrax efter Sturlas Afrejfe om 
Høften 1233 med en Stare Folk lige til Breidafjorden, bvor ban drog 
fang8 Kyſten fra Gaard til Gaard, faavel fom til Øerne, for at afpresfe 
Bønderne Gods. Fik man det ej med Det Gode, tog man det med Magt; 





TY Sturlungafaga V. 23. 
3) Sturlungafaga V. 2. 


910 Haafon Haakonsfen. 


et Steds blev en Bonde dræbt, paa et andet Sted tog man et Skib, og 
tilfidft maatte der fendes Bud efter Thord Sturlasføn om Hjelp, men da 
ban fom, vare Boldamændene allerede borte. Ved deres Hjemfomft var 
Urøfja vel tilfreds med Deres Ferd: fandfynligviis vare de endog Dragne 
ud paa fans VBefaling 1). Paa alt dette funde Odd Olesføn, fom Stur- 


fas Nepræfentant, ej fee med NRolighed. Der var ogfaa en anden Ome 


ftændighed, ver maatte bringe ham i et ubebageligt Forhold til Urøkja; 
ban var nemlig for Øjebliffet hans Halvfyfter Thordis's erflærede Elſker; 
og havde endog en Datter med hende *), hvilfet Urokja, om han vilde, 
nof funde være berettiget til at paatale; Dderhos var Thordis ſelb bøjit 
utilfred8 med at have maattet vvergive Uvøfja Beftyrelfen af Gaarden, og 
var i Uvilje flyttet Derfra. Ulligevel var Venſkabet tilfyneladende not faa 
qodt mellem Odd og Urøfja 3), indtil denne fik fat paa et Brev, ffrevet i 
Odds og Thordis's Navn til en Bonde i Steingrimsfjorden, med Un- 
modning til denne om, i Forening med dem, at paaſee Sturlas Jarv, og 
fægge fig i Vejen for Urokja baade paa Nordſiden og Sydfiden, faa at 
fan eller hans Folt ingenfteds funde fomme og gjøre Skade.  Herover 
blev Urokja faa forbitret, at ban flog fig fammen med Thordis's forrige 
Glffer, Dlaf paa 6dø *), og en heel Deel andre, om at overfalde og dræbe 
Odd, der fiden VBaaren havde opflaaet fin Bolig paa bans forrige Svi- 
gerfaders Gaard Eyre, og fevede her påa en meget ftor Fod. Odd og 
hans Mænd forfvarede fig færdeles fjeft, og fældte et Par af Angviberne, 
men Disfe fatte Id paa Gaarden, og nodfagede Derved Beboerne til at 
fomme ud. Flere af dem overgave fig og fil beholde Livet, men Ovd, 
allerede baardt faaret, blev dræbt paa Urøfjas VBefaling. Siden vp- 
fom det neppe ugrundede Rygte, at det ulyffelige Brev iffe engang Var 
ffvevet af Odd og Thordis, men derimod ved hans Medbejlers og Dods— 
fiende8, Olafs og dennes Venners, Foranftaltning 3). 

Medens Urokja paa Denne Maade greb om fig i Veftfjordene, Stur- 
fa8 Valde til Fortrængfel, havde Dennes Fader Sighvat ogſaa faaet en 
farlig Medbejler eller veent ud Fiende i fin forrige Myndling Kolbein unge, 


t) Sturlungafaga II. 24. 

2) Sturlungafaga V. 22. 

3) Odd beføgte, heder det, endnu om Hoften 1233 Urøkja, ved hvilfen Lejlighed 
de udverlede Benffabsbevifer og Gaver. En af disfe var Sverdet Steyper, 
der havde tilhørt Peter Steyper; men hvo der gav, og hvo der fik det, nev— 
nes ej.  GSturlungafaga NL. 24. 

4) Olaf paa ACdø og en Snorre Magnusfon havde om Vaaren f. U. føgt at 
overfalde og dræbe Odd paa Gaarden Eyre, men forgjæves. Gturlungafaga 
VED: 

5) Sturfungafaga NL 





1233—35. Urokja Snorresføns VBoldshandlinger. 911 


Der nu ret vilde vife at han funde ftaa paa egne Fødder og Derhos af 
ifdefindede Folk opfyldtes med Mistanfe om, at GSighvat hemmelig 
avbejdede paa at loffe bang Thingmand fra bam, bvilfet fang faa 
meget rimeligere, fom de flefte Storbonder i Stagafjorden virkelig vare 
færdeles gode Venner af Sighvat fra den Iid af da Denne ogſaa førte 
Befalingen ber. Det fpendte Forhold gav Anledning til at de, fom 
gjorde Uvæfen i Gyrafjorden, toge og fandt Deres Filflugt hos Kolbein, 
og omvendt de fra Sfagafjorden hos Sighvat. Endelig trøede Kolbein 
at have faaet fuldfommen Vished for at Sigbvat nærede bine Planer '), 
og befluttede at forefomme ham ved at angride ham med en betydelig 
Overmagt. For at flaffe fig denne fendte han Bud til fin Svoger Urøkja 
om Hjelp, og Urokja var Dertil lige faa villig fom føyldig. Han mdfandt 
fig hos Kolbein med benimod 30 Mand, og de droge begge tilfammen 
ud med henved 300. Alligebel blev der iffe noget af Overfaldet, da 
Kolbein ved at fomme over til Yrnadal fik høre, at Sigbvat havde faaet 
betimelig Underefning om Faren og Derfor rimeligviis var belavet paa 
Forfvar; han vendte om igjen, men (od fin Harme gaa ud over Den tid- 
ligere omtalte Kalv Gutbormsføn, Den famme, der for 20 Aar fiden 
havde dræbt Hall Kleppjarnsfon, og nu, fljønt bofat i GSkagafjorden, 
havde negtet Kolbein at ftaa dam bi mod Sighvat. Kalv og fans Søn 
GSuthorm bleve begge dræbte, den fidfte i det mindfte uden Skyld Q1de 
Febr. 1234. Det er darafteriftifl for den Tid, at faavel Fader fom 
Søn bavde cn gejftlig Grad; biin var Akoluth, denne Diakon *). 

Men Sighvat var en mægtig og farlig Modftander, og Kolbein og Urøkja 
følte felv deres Stilling fan betænkelig, at de fandt Det raadeligft at vide 
fyd over Fjeldet til Reyfjaholt for at bore Snorre Sturlasføns Naad 
og fifre fig hans Hjelp. Snorre foarede forfigtigt, at han ej plejede at 
befatte fig med Heredsfejder, men derimod ſkulde fomme til Altbinget og 
fer vde Dem al den Biftand, fom deres Eve fordrede *). Tiden vendte 
De tilbage til GSfagafjorden, og frævede Bønderne til at holde de fra 
Gyjafjorden ledende Pasfe befatte, for at hindre Overfald fra den Kant. 
Bønderne maatte yftre, og da de foruden Umagen ogfaa )avde at holde 
fig paa egen Koft, maa Fjeneften, ifær paa Den Tid af Naret, have været 
dem vderft byrdefuld. Da Siyhvat hørte om Kolbeins Foranffaltninger, lod 
han ligeledes fine undergivne Bønder lægge fig pan Poſt hiſt og her i 


T) Dette erfarede han ved at Iægge fig paa Luur og høre en om hans Nærvær 
relfe uvidende Jon Prefts Ord. Gturlungafaga V. 27. 


?) Sturlungafaga V. 27. 
3) Siurlungafaga I. 27. 


912 Haakon Haafonsføn. 


Egnen, men paa den Maade at han felv flaffede Koft og Underbold '). 
Begge Hereder frode faaledes paa fuldfommen Krigsfod mod hinanden. 
Ved denne Lejlighed var det, at Sighvat og Kolbein, fom Det tidligere er 
berettet, bver paa fin Side føgte at faa Biftop Gudmund, der ophokdt 
fig hos Brand paa Høvde, til at tage fit Parti; begge havde været hans 
bitrefte Modftandere, men enhver af dem fandt det dog nu bøjft ønfteligt 
at bave den for fin Hellighed af Mængden faa anfeede Mand i fin 
Flok 2). - Gudmund havde vel lige meget imod dem begge, men da han 
altid havde været en Ven af Snovre Sturlasføn, og dennes Søn Urøkja 
var fammen med Kolbein, beftemte Dette Gudmund til at erklære fig for 
Kolbein, og begive fig fil bam paa bans Guard Flugumyre. Efter Paa- 
ffen famfede Kolbein og Urokja Folk til fig fra alle Kanter, baade Un— 
dergivne og Venner, indtil de fif em Hær af 720 Mand, med hvilfen de 
agtede fig over til Gvjafjorden. Sighvat famlede ved Gjterretningen 
herom ligeledes Folf, og drog med 480 Mand, bvoriblandt hans Sømer 
Kolbein og Thord Kafale, famt Ravn Sveinbjørnsføns Sønner Svein- 
bjørn og Kraaf, over til Stagafjorden, hvor han indtog en faft Stilling paa 
Flatatunga, ved Sammenløbet af Jokulsaa og Norderaa, medens Kol- 
bein ftod lige overfor paa Silvraftad, vede til at begynde Angreb, og [od Biſkop 
Gudmund, fom fulgte med ham, flvifte fine Krigere. Biſkoppen troede Dog 
iffe at Det vilde fomme til Slag, og havde ogfoa Net, thi Da Kolbeins 
Mænd føulde begynde AUngrebet, fandt de, fom Der fortælles, Sighvats 
Hær frerfere end de havde ventet, og ftandfede. GSigbvat fagde voligt: 
„nu behøve vi iffe at fiygte Dem fiden de frandfe ſtrar i Begyndelſen.“ 
Flere anfeede Mænd af begge Hære lagde fig nu imellem, og fit fluttet 
et midlertidigt Forlig, hvorved Sagen henſkodes til Biftop Magnus's Af— 
gjøreffe paa foreftaaende UAltding. Kolbein og Urokja vare visfelig heel 
utilfred8 hermed, men maatte finde fig deri. Enhver drog nu til fit, og 
Urokja vendte faaledes tilbage til Veftfjorden. Paa Vejen tillode hans 
Folk fig de ſtorſte Voldfomheder, røvede Hefte og Mad, m. m., og Da 
de fom ned til Brejdafjorden, benyttede De Lejligbeden til at lade Thord 
Sturlasfon, Urøfjas egen Farbroder, undgjelde at han tidligere havde ſogt 
at bindre deres Voldsferd: de rede ind paa Hvamm, bvor han tifældigviig 
ej bar hjemme, toge Os og meget andet, flagtede en Ore, og opførte fig i 
det hele taget hojſt uforfvarligt. Ja, bvad end mere var, Urokja fatte fig 
nu vet faft paa den Kant, og fatte Bo, heder det, Det vil egentlig fige, 
oprettede nye Rans-Tilhold pan Stadarhool ved det pjtlige og Neyfjapole 


t) Sturlungafaga V. 28. Dette omtales og i Unnalerne for 1224, med Ordene 
„at Bønderne havde 11 setur“ (Pofteringer). 


3) Sturlungafaga V. 29. 





1233--35.. Urefja Snorresføns VBoldshandlinger paa Jéland. 913 


ved Det veſtlige Indlob til Kvofsfjorden, inderft i Breidafjorden 1). Fra 
disfe tvende Punkter, ſaabel fom fra Vatnsfjord ved Ffafjorden, beherffede 
fan næften det hele Strog ved og imellem begge Hovedfjorde, og var faa 
vel Thords, fom Sturlas Thingmænd til frort Befvær. Derfor betragtede 
ogfan Sighvat hans Ferd fom et aabenbart Brud paa Forliget til Flatas 
tunga, og vilde iffe drage til Things for at underkafte fig noget endeligt 
Opgjør. 

Benftabet mellem Kolbein og Urokja fil dog en uventet Afbrydelſe. 
En af Sigbvats Venner i Skagafjorden, Preften Jon Markusſon, flyg- 
tede, af Frygt for at dele Kalv Guthormsføns Skjebne, med fin Søn til 
Snorre Sturlasføn, der for gammelt Venſkabs Skyld tog dem begge i 
fin Beflyttelfe. Allerede berover blev Kolbein meget forbitret. Og paa Al— 
tbinget, hvor ban indfandt fig med 600 Mand, Snorre og dennes Vil: 
hængere med henved 800, blev det endnu værre, Da Jons Søn dræbte 
en af Kolbeins Mænd til Hevn for at denne efter deres Flugt havde 
fadet gjøre Indfurfel i deres Gjendomme. Kolbein fod fine Mænd træde 
under Vaaben og vilde angride Snorre. Snorre beredede fig til Fovfvar. 
Begge Hære opſtillede fig paa GSletterne nedenfor Lagretten. Kolbein op- 
fordrede ogſaa Uvøfja til at forene fig med ham om at føge Hevn for 
Manden, men Urøkja fvarede at Det ej pasfede fig for ham at ftride mod 
fin Fader, og fluttede fig med fine Folt til Snorre. Nu var Det nær 
fommet til et formeligt Slag paa felve Sbingpladfen, Qvis ikke Brødrene, 
Biffop Magnus og Thorvald Gisfursfon, havde lagt fig imellem, og med 
et ſtort Folge af Gejſtlige begivet fig ben til Kolbein for at tale ham til 
tette. Det hjalp betydeligt, at Gisfur Thorvaldsſon, med 240 Mand 
under fin Befaling, efter Biftoppens Anmodning Holdt fig ſtrengt neutral. 
Kolbein lod fig overtale til at holde Fred og No, imod at Sforvald inde- 
ftod for at Dom Vlev fat og Drabsmanden dømt fredlos, bvilfet ogſaa 
ftede. Saaledes forebyggedes Blodsudgydelſe, uden at Det Dog rgentlig 
fom til noget Forlig. VBiffop Magnus funde ingen Kjemdelfe affige i Sa- 
gen mellem Kolbein og Sighvat, Da Denne ikke vifte fig paa Thinget. 
Derimod beftemte ban en Bod for Kalv Gutbormsføns Drab, vilken Kol 
bein uvægerlig betalte.  UAligevel var Kolbein ved Snorres Optræden til 
Fordel for Preften, og ved Urøfjas Vagring ved at ſtaa han bi, bleven 
faa opbragt paa begge, at ban pønfede paa Hevn, og Dette gjorde ham 
igjen forfonligere ftemt mod Sighvat. Han lukkede iffe fænger fit Øre for 
fælles Venners Beftvæbelfer for at megle Forlig mellem dem; De havde 
et Møde med binanden, og afgjorde her, at En af dem, efter førudgangen 


1) Sturlungafaga V. 29. 
Mund, Det norffe Folfa Hiftorie, IT. 58 


914 Haakon Haakonsføn. 


Lodkaſtning, feulde beftemme Forligsvilfaarene.  Disfe fjendes ej, men et af 
Dem fynes at have været dette, at Kolbein ſkulde drage i Pilegrimsferd 
til Rom, famt under fin Fraværelfe overdrage Sighvat Beftyrelfen af alt 
fit God3 og Herredømme. Derved vilde Sighvat atter faa faa godt fom 
udeluffende Magt paa NMordlandet. Dog føulde Kolbein, tilligemed hans 
Fætter af famme Mavn, for det førfte med en betydelig Stare Be- 
væbnede vide over til Sønderlandet, og fætte fig faft i nogle Snorre tile 
hørende Gaarde i Mangaarvalle-Eynen, til Hevn for den Hjelp, han 
bavde ydet Jon Marfusføn og hans Søn.  VBeflutningen blev ſtrax ude 
ført, og begge Kolbeinerne holdt et flemt Huus paa Snorres Gaarde 
den Sommer, ja plyndrede endog vidt og bredt i Omegnen. Den Skade, 
De anrettede for Snorre, anjloges til mere end 60 Hundreder. Da 
Høften fom, og de ubudne Sjefter endnu ej gjorde Miner til at drage bort, 
maatte Snorre endelig fætte fig i Bevægelfe for at frelfe fin Gjendom, 
og drog affted med over 500 Mand, idet han derhos fendte Bud til Uro— 
fja, at han ffulde fomme ham til Hjelp. Urøtja fulgte firar Opfordrin- 
gen, og begav fig paa Bejen fydefter, men mødte alerede i Dale nogle 
Sendebud fra fin Fader, Der meldte ham, at Kolbeinerne nu vare 
borte, og at hans Nærværelfe faaledes for Øjebliffet var overflødig. 
Urokja Drog derfor iffe konger fydover, men gjorde Derimod et fort 
Rovertog rundt om i Breidafjorden, fornemmelig i den Henfigt at lade fin 
Farbroder Thord undgjelde Toget til Repfjabolt og Den øvrige Modftand, 
han ved flere Lejligbeder havde føgt at gjøre dam. Ffær holdt han et flemt 
Huus i Bjørnshavn, hvorhen Olaf Thordsføn havde bragt alt Ransgodfet 
fra Reykjaholt ). Siden bragte han Thords ældfte Søn, Bødbvar, i 
faadan Knite, at ban Denne Gang maatte prife fig lykkelig ved at gode 
Venner føgte at megle Forlig. Urøfja tilbød gode Vilkaar, hvis 
man fun vilde tilftaa ban den Wre, felv at affige Dommen. Og uagtet 
Thord barmfuld raabte at det aldrig ſkulde føre, var Dog Urøfjas Over- 
magt faa ſtor, at Bødvar maatte finde figdert. Negtes fan det heller ikke, 
at Urokja ved Denne Lejlighed virkelig vifte, at det fun var ham om MWren, 
ej om Fortjeneften at gjøre, thi ban forlangte ingen Bod, og lovede derimod 
Thords Sønner fit fuldfomne Venſkab *). Med dDette VBenffab blev det dog 
i Forſtningen iffe flort bevendt. En af Thords Sønner, Shord Tigge, der 
havde modtaget Urokjas Jndbydelfe til at opholde fig hos bam, Deeltog i 
en Sammenfværgelfe mod hans Liv, fom et anfeeligt Parti blandt hans 
talrige Huusfolf havde ftiftet, men fom Urøfja opdagede, og hevnede med 
blodig Strenghed. Thord Sigge frelfte fig ved Flugten, men Urøfja drog 


') Sturlungafaga V. 31—33. 
3) Sammeſteds Gap. 34. 








1233—35. uvefia Snorresfens Moldshandringer paa Jsland. 915 


fom en fortærende Brand vundt om langs Breidafjorden, og nøjedes ej 
med afene at tage Løsøre fra alle Dem, han beftyldte for at have været 
i Ledtog med de Sammenfvorne, men tilfjendte fig hele Guarde, forjog 
Folt fra Egnen, og opførte fig ganſke fom om han vilde gjøre fig til ar- 
velig Herre over Beftfjørdingerne 1)Y. Ikke engang Udlændinger, Der for 
Handelen Skyld fom til Fåland, vare fifre for Hans Voldfomhevder. 
Fvende anfeede Orknginger, nemlig Andres Gunnesføn, Sonneſons Søn 
af Svein Usleivsfon, og Andres MRavnsføn, Søn af den for omtalte Navn 
Lagmand paa Katanes *), tilbragte juft Vintren 1234—35 paa Island; 
fra den førfte [od Urokja tage itte mindre end 60 Vætter Meel. Hans 
Fader Snorres Forhold under alt dette var fom man funde vente Det. 
Thi medens ban, hvad der er vimeligt nok, i Hjertet ønffede fin Søn alt 
muligt Held, følte ban dog at Sønnens Ferd var for uforfvarlig til at 
han aabenbart funde give fam Medhold, og han maatte derfor tilfynela- 
dende førnegte ham, men lagde ved fin YEngitlighed og Vaklen nokſom 
for Dagen, at dette ikke flede med hans gode Vilje. Hans Broder Thord 
indbod ham om Gommeren 1235 til en Sammenfomft ved Gandbreffa, 
mellem Borgar- og Breida-Fjorden, for at overlægge om hvad der funde 
gjøres for at ftandfe Uvøfjas Uvæfen. Snorre fovede at fomme, og ber 
gav fig ogfaa paa Vejen. Men da han og hans Mænd nærmede fig Vet 
beftemte Sted og faa en iffe ubetydelig Stare Folk oppe under Brekken, 
bleve de fan bange, at de øjebliffelig faftede Heftene om og ved affted alt 
hvad de funde. Thord, fom aldrig havde tænkt paa at fvige fin Broder, 
fendte ftrar nogle af fine Mænd efter ban; det lykkedes disfe at indhente 
fam, men fun med ftor Nød fit de ham faa vidt beroliget, at han fulgte 
med dem fil Shord. Denne tog meget vel imod fin Broder, og de fulle nu 
endog have befeglet deres Frændffab og Benftab med de helligfte Forfifrin- 
ger, hvoraf man maa flutte, at Snorre har lovet at anvende fin fædrene 
Myndighed for at faa Uröokja til at holde fig inden de tilbørlige Skranfer. 
I det mindfte fynes Det at være blevet aftalt, at Snorre ſkulde kalde ham 
tilbage fra VBatnsfjord. Det beftemtes end ydermere, for at fnytte Dem 
endnu nærmere fil binanden, at Thords Søn Sturla føulde opholde fig 


1) Sammeſteds Gap. 36, 37. Her fortælles, hvorledes Urøfja lod dræbe den 
fornemfte af fine forrige Jilhængere, men nu Ophavsmand for Sammen: 
fværgelfen, Snorre Magnusføn. De øvrige Sammenfvorne, til hvilfe ogfaa 
den før omtalte Mave-Bjørn hørte, flygtede bort, men fortfatte dog, fom det 
fynes, deres tøjlesløfe Levemaade, og Thord Sturlasføn lod ogfaa Mave-Bjørn 
dræbe fom Ugjerningsmand, føjønt han nu egentlig maatte være at anfee 
fom hørende til hans. Parti, og ffjønt Thords Søn Sturla felv var mis for— 
nøjet dermed. 

?) Om Ravn tagmand paa Katanes, fe ovenfor S. 450, 752. 

58* 


916 Haakon Haakfonsføn. 


hos Gnorre indtil videre 1). Dette Forbund fynes at have gjort Urokja 
noget bange, faa meget mere fom ogſaa Siyhvat Sturlasføn havde ladet 
Ytvinger fade om, at han i Forening med Thord vide gjøre alvorlige 
Sfridt til at fætte en Grændfe for hans VBoldfombeder*). Urøkja, 
der havde alt at frygte af et Forbund mellem Sighvat og Thord, faa fænge 
han iffe felv var forligt med denne, gjorde nu felv Sighvat Venſkabs— 
og Forligs-Silbud, og anmodede ham om ogſaa at paatage fig at 
forlige fam med hans Fader og Farbroder; han ſkulde, fagde han, i alke 
Dele føje fig efter hvad Sighvat beſtemte. Sighvat fod fvare, at Urøkja 
for det forſte føulde forfade Batnsfjord og begive fig til fin Fader i Bor— 


gavfjorden, faa funde der fenere underhandles om ordentligt Forlig. Urs— 


fja føjede fig derefter, og begav fig ned til Borgarfjorden, men rigtignok 
med 80 Mand, bvoribfandt flere anfeede Bønder fra Beftfjordene. Snorre 
indfluttede fig i Repfjabolt med 240 Mand, og lod Virfet om Gaarden 
fefætte med Bagter, medens Urokja og hans Folk gif udenfor, fom om 
de vilde angribe det. Dog var det neppe nogenfinde enten Faderens eller 
Sønnens Henfigt at lade det fomme til Kamp, og inden man vidfte Or- 
Det af, var Urofja med alle fine Mænd indenfor Virfet, Da Det allerede 
var aftalt at Urofja for det førfte ffulde tage fin Bopal paa det nær- 
figgende Stataholt. Man fynes Derfor at maatte formode, at Uvøkfja ev 
fommen ind med Snorres eget Bidende og Samtykke, fljønt Loft, Biffop 
Pals Søn, og Høvdingen Thorleif fra det nærliggende Garde nævnes 
fom de egnetlige Forligsmeglere 3). Dagen efter drog Uvokja efter Be- 
ftemmeffen til Stavabolt, og opflog fin Bolig der, medens de Bønder, der 
havde fedfaget ban fra Veftfjørdene, vejfte hjem. Ultfaa var nu et Slags 
Forlig virkelig opvettet mellem Urøfja og SYord famt dennes Sønner. For- 
ftaaeffen mellem dem alle, Thord, Snorre, Urokja og Thords Sønner, fod til 


at være nok faa god, og da Urokja utmodjfigeligt havde opfyldt den af Sig- 


bvat aller førft fremfatte Betingelfe, at forlade Batnsfjord, var Der faaledes 
grundet Haab om at ban nu ogfaa funde opnar det endelige Forlig med 
Sighvat, Hvorom Denne tidligere havde givet Haa. Et faadant Forlig 
maatte være Urøkja faa meget mere ønffeligt, fom Gturla GSighvatsføn, 
hvis Thingmand han faa groveligen havde forurettet, vert Hjeblik Funde 
ventes hjem, og Sighvat felv desuden paa Denne Tid havde mere at fige 


1) Sturlungafaga V. 40. 

?) GSturlungafaga V. 38. Gighvat lod Ihord melde, at han agtede til Baaren 
at fomme til Dale, og da gjerne ønffede at at traffe fammer med Thord 
for at raadflaa om hvad der var at gjøre i Anledning af Urokja. Gighvat 
fom dog ej. 

3) Gturlungafaga V. 41. 





1233—35, Urokja Snorresføns VBoldshandlinger paa Jöland, 917 


end nogenfinde, efterfom Kolbein unge famme Vaar havde tiltraadt 
fin Vilegrimsrejfe til Rom, og imidlertid, fom oven meldt, overladt 
han Beftyrelfen af fit Høvdingedømme og alle fine Ejendomme. 
Efter fleres Anmodning Vegav Uvøkja fig om Høften perfonligt til 
Gighvat, fun ledfaget af 8 Mænd. Sighvat tog færdeles vel mod 
ham og hans Folge, og bevertede dem paa det ppperligfte. Men da 
Urøfja begyndte at tale om Forlig, gjorde Sighvat Udflugter. Det bjalp 
iffe, at Uvøfja tilbød ham alene at afgjore alt fammen, da ban havde fulde 
kommen Tillid til hans Humanitet. Sighvat fvarede at ban ej var bela— 
vet paa en faadan Ufyjørelfe, og maatte have Betænkningstid.  Uvøkja 
blev der i to Nætter; Den tredie Dag lod han fine Hefte fadle for at 
drage bort. Før Ufrejfen fpurgte han Sighvat, om han Dog iffe nu havde 
betæntt fig; felv gjentog han fit tidligere Tilbud. Sighvat fvarede at der 
ej Dar mere imellem dem, end hvad de godt Funde live forligte om; men 
hvad Urokja derimod havde forbrudt fig mod fans Søn Sturla, derom fit denne 
felv indgaa Forlig. Mu er det Dig, til Hvem jeg henvender mig”, fagde 
Urøfja, „og mid hvem jeg onſker at førlige mig; ved Sturlas og mit Mel- 
femværende gjør jeg intet, førend han felv fommer". Under denne Samtale 
fom en Mand ind og bviffede Sighvat et Par Od i Øret. Stray efter 
fpurgte Gighvat Urøfja, hvad Vej ban vilde tage hjemover. Da Urøkfja 
fvarede at han vilde [ægge Vejen over Gaaſe, Havnez og Handelspladfen 
i Gpjafjorden, for at gjøre nøgle Indkjob, raadede Sighvat ham at tage 
en anden Vej, og vjebliffelig at begive fig affted, „thi“, fagde ban, „hbad 
vi ikke bidtil have greidet, fomme vi iffe herefter til at greide”. - Uvølja 
ffjønnede rimeligvis, hvad Sighvat meente, vg fulgte hans Raad. Hvad 
Manden havde bviftet Sighvat i Øret, var at hans Søn Sturla netop var lan— 
Det ved Gaafe, og fant var det ej raadeligt for Uvøfja at møde. Skjønt 
Det er aabenbart, at Sigbvat føgte at udbale eller hindre Forliget, i For— 
pentning af Sturla nær foreftaaende Hjemfomft, var han Dog ærlig not 
til advare fin Broderfiøn for den Fare, Der truede ham, vis ban per- 
fonligt ftødte fammen med Sturla.  Urøfja red forſt lige til Stavabolt, 
men Da Det forventede Forlig ej var fommet i Stand, og han nu bvert 
Djeblif maatte være belavet pan et Overfald af Sturla, vendte fan endnu 
før VBintrens Begyndelje tilbage til Batnsfjord, hvor han følte fig mere 
tryg. Nu var Venffabet mellem han og Farbvoderen Thords Familie 
faa godt, at ban paa Vejen endog gjeftede paa Hvamm, og at Sturla 
Thordsſon efter hans Indbydelſe fulgte med Dam til Vatnsfjord. Det 
famme gjorde ogſaa Andres Ravnsſon fra Katanes, Der nu, efter allerede 
at være affrjlet, ved Modvind var dreven tilbage til Island og ef fynes at 


918 Haafon Haafonsjøn 


have taget fig fynderligt nær af den Mishandling, Urokja havde ladet 
overga hans Stalbroder 1). 


134 Sturla Sighvatsfjons Fortund med Kong Haakon, Hjemkomſt og voldfomme 
Sremferd. 


De Gfterretninger, fom Sturla Sighvatsjøn ved fin Tilbagekomſt 
til Norge om Høften 1234 modtog fra fin Fædreneøg om WUvokjas 
Voldſomheder, og hans og Kolbeins forenede og mod Sighvat, vare 
mere end ſtikkede til at opfylde hans Sind med Wngftelfe og Harme. 
Han fortalte ogfar Kongen dDerom, og denne, figes der, ptrede megen Mis- 
forngjelfe over al denne Ufred, men fpurgte tillige, om Det da ſkulde være 
faa vanffeligt at opnaa Eueherredømmet over Landet, thi naar fun een raa- 
Dede, maatte man Dog funne være fifreve paa Freden. Sturla fvarede, at det 
var en temmelig fet Sag, naar fun den, der paatog fig det, befad Kraft 
og Naadighed. Ved disfe Ord tænkte pan viftnok allerede paa fig felv, 
og Kongen behøvede ogfaa fun at fære ham at kjende, for at indfee, at 
ingen vilde være fortrinligere ſtikket til at udfore det Hver, han tidligere 
havde overdraget til hans Farbroder Snorre, men hvormed denne, da Det 
fom til Styffet, enten iffe vilde eller iffe turde befatte fig. Snorre var 
iffe egentlig nogen Krigsmand, fynes iffe at have befiddet fynderligt per- 
fonligt Mod, og var dDerhos for meget virkelig Patriot, til at han med no- 
gen fand Iver ffulde funne arbejde paa at tilintetgjøre Fædrelandet Selv- 
ftændigbed, hvorved han desuden, med den Magt, ban nu befad, alene funde 
tabe, men intet vinde, uden maaſkee i det højefte en tom AErestitel. Men 
Sturla, fom bverfen befad Snorre8 Magt, Forfigtighed eller Patriotisme, 
men derimod des mere perfonlig WGryjerrighed, forenet med Mod og Stvid- 
tarbed, og bvem det egentlig fun var magtpanliggende at fan Overhaand over 
fine Fiender og felv blive Øens førfte Mand, grev med Begjærlighed den Udfigt 
dertil, fom Kongens Forflag aabnede han. Og hvad enten han nu virkelig 
tænfte paa, med Tiden at blive Kongens Jarl, eller agtede at ftandfe, naar han 
felv ved Kongens Hjelp havde traadt fine Medbejlere under Fodder, ev det 
vift, at ban ftrar gav fig ben fom et villigt Redffab for Kongen til Ud— 
førelfen af de Planer, fom denne nu igjen optog, da Omftændighederne 
fyntes gunjftige, ja endog vare af den Natur, at det funde betragtes fom 
en VBelgjerning for Landet, om man funde befrie det for Det frygtelige 
Anarchi, hvoraf det fønderfledes. Kongen, fortælles der, talte ofte med 
Sturla om, at ban burde paatage fig et faadant Hverv, og Sturla fva- 


1) Sturlungafaga V. 42. Andres Ravnsføn havde under Urøkjasg Ophold nede 
i Borgarfjorden om Sommeren, foræret ham et Sverd, Faldet Sættefpille 
(FJorligsbryderen) der ftod i ftort My, og hvorom flere havde bedet ham. 





1334—35. Gturla Sighvatsføns Uftale med Kong Haaton. 919 


rede, at fan var villig til at forføge Derpaa med Kongens Raad og Vi- 
ftand, imod at Kongen, Hvis hans VBeftrædeffer fronedes med Held, undte 
ham pasfende resbeviisninger: — han havde Ger upantvivleligt Jarletit: 
fen for Øje, en Fitel, paa bvilten vel ifær hans fornemme Huſtru Sol- 
peig, felv af Den norffe Kongeæt, vilde fætte megen Priis. Dette lovede 
ogfaa Kongen ham. Men da det virfelig var Kongens oprigtige Henfigt 
at ſkaffe Jslændingerne en bedre og lykkeligere Filværelfe end Hidtil, bad 
pan bam fremfor alt iffe at fare frem med Manddrab, men heller føge at 
faa dem, ban ønffede at blive af med, fendte over til Norge. Kongen 
tænkte vel i faa Fad at bebolde dem i fin Varetægt fom et Slags Gi- 
fler, for Derved des lettere at fan Bugt med de øvrige. Sturla gif ind 
paa alt, og faa vidt fan man ffjønne, oprettedes Der endog en formelig Aftale 
eller Overeenstomft herom mellem ham og Kongen. For Neften havde 
fan i VBintrens Løb mange Samtaler med Kongen om Denne Sag "). 
Man maa formode, at han blev i Følge med Kongen, da Denne om Som- 
meren drog fra Viken, for at indfinde fig til Det paatænkte Mode med 
Jarlen i Bergen, og at Sturla derfra, ellev fra en Havn paa VBeftlandet 
er Dragen bjem til Island, hvor han, fom vi have feet, iffe anfom førend 
om Høften (1235). Det er ligeledes nævnt, hvorledes hans Fader forebyggeder 
at Urøfja ved bam lige imøde. Det vifte fig ftrar at Sighvats Forfig- 
tighbed ej havde været overflødig, thi Da Sighvat umiddelbart efter Urokjas 
Afrejfe felv red Sturla imøde og fortalte ham, at Urokja juft nu var 
reden af Gaarde fra Grund, vide Sturla at de ftrar føulde vide efter 
ham, men Sigbvat tillod det ej. Sturla fulgte med fin Fader til Grund, 
og tilbragte Vintren der, uden endnu at beføge fine Befiddelfer paa Veſt— 
fandet. Men allerede i Vintrens Løb gjorde han og Faderen Forberedel- 
fer til et Tog for at fræve Gritatning for al lidt Skade, ej alene af Uro— 
fja, men ogfaa af Snorre felt, Der for faa vidt maatte være anfvarlig for 
bvad Sønnen havde gjort, fom denne iffe funde bave faret faaledes frem, 
hbis han ej havde haft den mægtige og anfeede Fader i Ryggen, ligeſom 
det vel ogſaa fun vilde have foftet Snorre et Ord at holde den urolige 
Søn inden de tilbørlige Stranfer, Hvis dette havde været hans oprigtige 
Vilje. Snorre fynes ogfaa tidligt at bave fljønnet, pvilket Uvejr der tvak 
op over Dam, thi allerede om Høften anmodede han fin Broderføn Bød- 
var om at tilbringe Vintven paa Nepfjabolt, og famlede ligeledes fra an- 
dre Kanter Folk til Gaarden, faa at han ftedfe var omringet af en talvig 
Skare *). Da Julen var forbi, blev det ham meldt fra VBidedal, vor 
han havde mange Venner, at Der havde været Bud fra Sighvat for at 


1) Haafon Haakonsſons Saga Gap. 180, Gturlungafaga V. 23. VI. 18, 
2) Sturlungafaga V. 43. 


920 Haafon Haakonsføn. 


tilfige Bønderne at ſko deres Hefte og holde fig rede til Opbrud paa 
førfte Vink. Hjedliffelig lod pan da Bud afgan til Urokja, at han 
fnareft muligt maatte fomme til ham, for at de funde virfe i Forening 
og ikke emfeltvils ligge under for Overmagten. Urokja lod firar opbyde 
alle de Folk, ban funde faa, og drog fydefter med en Skare af 720 Mand. 
Da han fom til Saudafell, lod han Flokken blive tilbage, og drog felv 
med et mindre Følge til Neyfjobolt, bvor han ogſaa traf fin Farbroder 
Thord, med hvem Snorre fremdeles ftod paa den bedfte Fod, faavel fom 
Thorleif i Garde, vg flere, men alle fammen heel vaadvilde, hvad man ſkulde 
gjøre. Urokja foreflog, vad der ogſaa uimodfigeligt var Det enefte vette, 
at forefomme Siybvat og Sturla ved firar at drage imod dem med den 
betydelige Styrfe, man allerede bavde fanet famlet. Forſlaget fandt alle 
De modigeres og beflutfommeres Bifald. Men Snorre felv manglede, Da 
Det fom til Styffet, Mod og Beftemthed til at vove et raſkt Stridt. 
De foreffanende Vaaffehelligdage gave ham en velfommen Undføyldning. 
Det gif iffe an, fagde ban, at Dan paa en faadan Tid førte Vaaben mod 
fin Broder. Han [od fin Svoger Salmund og fin Stifføn Orm Bjorns— 
føn vejfe nord for at tilbyde Forlig. Urokja maatte begive fig til 
Saudafell og befale den fore Stare, ban havde famlet, at Drage hjem 
igjen, bviltet, fom man lettelig fan begride, ej undlod at væte Forun- 
dring og fremfalde Spot ?). Selb drog Urøfja med fine Huusfolk til 
GStavabolt og opflog fin Bolig der. Saaledes gjorde Snorre felv ethvert 
Forfvar umuligt. Men om ban derved troede faa meget lettere at funne 
ftemme fin Broder og Broderføn til Forfonlighed og Eftergibenhed, faa 
tog fan Fejl, thi Sighvat og Sturla havde engang fattet Deres Beflutning, 
og føde fig hverken af Frændføabd- eller Helligdags-Henfyn afpolde fra at 
udføre Den. Hvad Beſked de gave Snorres Udfendinger, figes ikke, men 
vift ev Det, at De ej byttede til noget Forligstilbud og vedblebe at famle 
Folk. I Ugen næft før Palmeføndag blev det meldt Snorre, at Skarer 
floffede fig fammen fra alle Hereder paa Nordlandet. Da fvigtede endog 
det pasfive Mod han til med rolig Hengivenhed at afvente Stodet. 
Uden at famle Folt til Forfvar, vippede ban op fra Neyfjabolt med hele 
fin Familie og Tyende, og opffog fin Bolig paa Besſeſtad >), der med 
faa mange andre Gaarde horte til bans Befiddelfer. Reykjaholt med alt, 
hvad der var efterladt, overdrog han til fin Broder Stord, fom det bee 
Der med fuld Gjendomsret, men aabenbart fun proforma, I Det ad af 


1) Der fortælles faaledes, at man, efter at Flotfen var dragen fra Saudafell, 
ber fandt et Kjevle, med en runeffaaren Vife, fom fpottede over at Urokjas 
ffjenne Skare i faa ftor Haft ved Snorres Modleshed var bleven opleft. 

3 Besſeſtad ligger, fom bekjendt, ved Farefjovden paa Gønderlandet, ikke langt 
fra Reyfjavif, den ferfte Candnamsmand Jngolfs ASttegaard. 














1236. Sturla Sighvatsføns Tog til Meykjaholt. 921 


Sighvat og Sturla derved føulde hindres fra at befatte fig Dermed.  Uvofja 
drog felv tolfte tilbage til Batnsfjord, og Derfra med alt fit Forraad af Lev- 
netsmidler og Løsøre ud til YGdø, hvor Sturla Thordsſon ogfaa fom til fant 
med en Deel Proviant, men fom iffe forflog længe til alle de Folk, der 
Dev vare ſamlede, faa at man fnart begyndte at lide følelig Mangel 1). 

Palmeføndag (23de Marts) fom Sighvat med fine tvende Sønner, 
Sturla, Kolbein og Thord Kafale, ned til Borgarfjorden, med ikke færre 
end 1000 Mand. Thord Sturlasføn red dem imøde fra Neyfjaholt, og 
talte Sighvat haardt til Rette, fordi ban i disfe hellige Dage foor med 
Hærffjold mod fin Broder; han burde dog, fagde han, betænfe at fan 
var en gammel Mand, fom frart ſkulde gjøre Regnſkab for Denne Synd. 
Gighvat fvarede fpottende: ingen af os behøver nu at Drille den anden 
med fans Alder, men fanffee du, Broder ev bleven Spaamand par dine 
gamle Dage?” „Jeg ev ingen Spaamand”, fvarede Thord, men alligevel 
fan jeg nu fpaa for dig, thi far meget fom du nu indbifder dig af din 
og dine Sønners Magt, vil der ikke gaa mange Aar hen, førend det er 
forbi” „Nu ev du vred, Frænde", var Sighvats Svar, „og man ffal jo 
aldrig agte paa vred Mands Ord; vor Samtale bliver vel bedre næfte 
Gang vi træffes”. Sighvat drog iffe længer end til Sidemule, Sturla 
Derimod drog lige til Nepfjabolt, uden i mindfte Maade at bryde fig om 
Overdragelfen til Thord, men bar fig ad, beder det, fom om han ejede alt 
fammen der, og underlagde fig alle Snorres Gjendomme i Borgarfjorden. 
Paa Stavaholt [od han, felve Langfredag, Kirfen bryde og og en Deel der 
forvarede Levnetsmidler udtage, figende at Kirfen ej burde funne befkytte 
banfatte Mænds Gods. Urokja og hans Filbængere, bhvoridlandt 
Sturla Thordsføn, vare nemlig — det figes ikke naar — blevne fatte 
i Ban. Alle Bønder i Heredet maatte underkafte fig Sturla. Endog 
Thorleif i Garde maatte finde fig i alt, hvad Sturla bød. Snorre 
Gturlasføn vovede ved Efterretningen om alt dette iffe engang at for- 
blive paa VBesfeftad, men vejfte heelt til Øftlandet, hvor ban tilbragte 
Sommeren hos Orm Jonsføn*). Urokja derimod famlede og udruftede 
alle de Skibe, han funde faa fat paa, og det Hed, at han med denne 
Flaade agtede fig til Breidafjorden eller endog, om det var muligt, lige 
til Borgarfjorden. Sturla, Pvis Fader og yngre Brødre imidlertid vare 
dragne hjem til Nordlandet, begav fig med en Deel Folk til Veſtfjordene 
for at forefomme ham, og fældede flere af hans Mænd, hvor han traf 
dem fang Kyſten, uden dog at funne udrette noget fynderligt mod ham 
ſelb. Men omfider blev Denne Uro faa utnalelig for Bønderne, at de 


1) Sturlungafaga V. 44. 
?) Denne boede nu paa Gaarden Skaal firar nordenfor Tykkebo. 


922 Haakon Haafonsføn. 

lagde fig imellem og fordrede at der ſkulde underhandles om Fred. Hur- 
fil vare begge Parter nu tilfyneladende not faa villige, og de havde et 
Mode ved Sande i Dyrafjorden, Yvor de fnart Fom til Enighed. Det 
beftemtes at overlade den egentlige Afgjorelſe til Sighvat, fom føulde af 
give fin Kjendelfe førfifommende Midſommer paa den Sturlas Svigermo- 
Der tilhørende Gaard Kelde, paa NRangaarvalle; imidlertid ffulde der være 
Fred og Venffab mellem Frænderne; Urøfja fulde ſtrax forlade VBeftfjor- 
dene med alt fit Løsøre og følge Sturla fydover for at bofætte fig paa 
Stavaholt; Sturla ffulde have Reykjaholt og Snorres Gods I Fred for 
Urøfja, indtil man fil Snorre felv i Fale og fom til Enighed med 
ham '). Urokja og Sturla Thordsſon Vleve virkelig i Folge med 
Sturla, der drog til Things, og de ffiltes førft fra Dam ved den faafaldte 
Blaaffogebeide med Den Uftale, at De alle ſkulde mødes til den beftemte 
Tid paa Kelde.  Derpaa begav Urøfja fig vfter til fin Fader, og fiden 
til Nangaarvalle for at oppebie Sighvat og Sturla. Den fidfte fom, 
Sighvat derimod udeblev, fan at Det endelige Forlig ej, fom det var af 
talt, fom i Stand. Hvad der ftrar efter ffede, vifer noffom, at Udebli- 
velfen var planmæsfig, for at ſkaffe Sturla Paaſkud til at bryde fit Ord 
og loffe den alt for godtroende Urøkja i en Snare. Sturla og Urøkja droge 
tiffammen, bver med fit Følge, veftover, førft til Stavaholt, fiden til Bor- 
garfjorden. Da de fom til det Sted, hvor Vejen til Stavaholt og Neye 
fjabolt ffilles av, vilde Urøfja fige ham Farvel, men Sturla bad ham 
gjøre Folge til Neyfjaholt, figende at de endnu havde meget utalt. Urokja 
føjede ham, og var endog faa uforfigtig, at han lod em Del af fit Følge 
fare til Stavaholt, idet han fun beholdt Sturla Thordsſon og fer andre 
hos fig. Morgenen efter Unfomften til Neyfjabolt bleve Urøfja og 
Sturla Thordsſon faldte ud i en liden affides Stue.  Strar efter fom 
Sturla Sighvatsføn og bad Sturla Thordsføn følge med ham op paa et 
Soft, og fagde ber, at fiden Forliget iffe efter Beftemmelfen var fommet 
iftand, fandt han det ikke trygt at lade Urøkja bo faa nær fom paa Sta— 
vabolt, medens han felt holdt til paa Neyfjabolt og ffaltede og valtede 
med bans Faders Gods. „Jeg bar”, fagde han, „fundet paa et andet 
Raad: ban ſkal drage nord til Skagafjorden og derfra ud af Landet; 
du og han fomme faaledes nu til at files av". Med disſe Ord greb han 
Sturlas Sverd, fom denne havde lagt fra fig. Da de gif ned avd Irap- 
pen, mødte De Urøfjas Mænd, fom imidlertid vare blevne afvæbnede, og 
bragtes op paa Loftet i Forvaring. Derpaa lod Sturla Uvøkja felv gribe, 
og førte fam under Bedakning op paa den faafaldte Arnavatnsheid under 
Joklerne og ind i Surtshelleren, hvor han befalede en af fine Folk at 


1) Sturlungafaga V. 45. 








1236. Gturla Sighvatsføns Svig mod Urøkja. 923 


ftiffe hans Øjne ud og gilde ham; Da dette, fom ban tvoede, var fleet, 
ved han bort med fit Følge, og fod ham ligge tilbage i Hulen. Kun een 
Mand blev tilbage hos ham.  Førft da Sturla fom tilbage til Reykja— 
Holt, fik Urøfjas Folk Filladelfe til at drage bort. Hvor vidt Sturla Den 
hele Sid, lige fra Sammenfomften i Dyrafjord, havde pønfet paa Dette 
ffjendige Forræderi, eller om Planen dertil førft fenere ev opftanet hos bam, 
nævnes ingenfteds. Det fidfte fynes dog at være Det rimeligfte, da man 
ellers neppe fan antage at ban et enefte Øjeblik vilde have ladet Urokja 
flippe fig af Syne. Og faaledes opftaar der ſterk Formodning om, at 
den egentlige Ophavsmand til Forræderiet har været Den gamle, liftige 
GSighvat, fom i den Tid, Urøfja var øfter hos fin Fader, havde den bedſte 
Lejlighed til at paavirfe Sturla, Der viſtnok ogſaa felv alt for begjære 
ligt Iyttede til Hans forføriffe Ord. Sighvats Udeblivelfe hørte fanledes 
fiffert med til Panen. Sturlas Medbjelpere vare imidlertid iffe faa 
grumme fom ban felv. Hvorledes den af ham udnævnte Bøvddel havde 
maget det eller ej, vift ev det, at Urokja iffe miftede fit Syn, og at ban 
allerede faa Dage efter var fuldfømmen raſk ), fan at han funde forlade 
Hulen og vide fyd til Sfaalholt, hvor Biftop Magnus, Der endnu var i 
Live, tog færdeles venligt imod ham, fljenfede ham ti Hundreder Badmaal, 
og følte faavel ham, fom Sturla fra deres Ban *). Men han vaadede 
ham dog til at forfade Landet, da der for ØHjebliffet ej var at tænke paa 
at han funde faa nogen Oprejsning mod den overmægtige Sturla. Uro— 
fja fulgte hans Raad, og indffibede fig med fin Ven Andres NRavnsføn, der 
juſt faa fejlfærdig ved Orebakke. Her landede, endnu førend de gif under Sejl, 


1) Det ftaar i Sagaen, at man førft tilfpidfede et Spydffaft, hvormed en vis 
Thorſtein lange, der fattes til at være Bøddel, ſtulde ſtikke hans Øjne ud; 
men da han fagde, at han ej Éunde med at bruge dette Redffab, tog man 
en Kniv, og villede Bladet om med Baand, faa at der af Sypidfen ftak 
frem omtrent fom en JFingerébred; denne Spids flak Thorſtein i hans Øjne 
indtil Omviflingen. Nu er det vel muligt, at han har ſtukket ved Siden af 
DØjeftenen uden at beffadige GSynsnerven, og hans foregivne Ufyndighed i 
faadanne Sager maaffee Éun var forftilt, for at han des bedre Funde hjelpe 
det ulykkelige Offer. Hvad den videre Mishandling angaar, ftaar der, at 
han Éun „tök brott annat eystat.” Ut han Funde flippe dermed, lader for- 
mode, at Gturla felv iffe har været tilftede under felve Mishandlingen. 
Urokja, heder det, paakaldte Biffep Thorlak til Hjelp, og fang under Mis- 
handlingerne Bønnen: ,,Sancta Maria mater domini nostri Jesu Christi." 
Hans hurtige Helbredelfe betragtedes af flere fom et Mirakel, thi hvor 
Unnalerne berette: „Urokja mishandlet og helbredet”, have nogle Haand- 
førift det Tilleg , med Jertejn“. 

Sturla vilde lade fig løfe i Helgafell Klofter, men hans Fader fandt den 
ham paalagte Skrift for ftor, og vaadede ham at henvende fig til Bi— 
ffoppen. 


2 


— 


924 Haafon Haafonsføn. 


hans fra Norge tilbagevendende Svoger Kolbein unge, hvilken han nu mode 
tog med megen Kjærlighed og overantvordede han fin Huſtru Avnbjørg til 
Beffyttelfe. — Kolbein bavde paa Hjemrejfen fra Rom hilſt par Kong 
Haafon i Bergen, og var bfeven venligt modtagen, men uden dog at gaa 
ham til Haande. Urokja fom endnu før Sommeren Udgang til Bergen, 
hvor Da baade Kongen og Farlen vare tilftede. Han berettede naturlige 
vits, hvad Der var ſkeet, og Kongen ſkal allerede da have ytret at Sturla 
havde faret: Paardere frem, end han havde raadet ham. Urokja blev fun 
Vintren over i Norge, og tiltvaadte Den følgende Vaar en Pilegrimsrejfe 
til Rom, fom han rimeligviis enten havde lovet under Viinflerne, eller 
paa GSkaalholt, da Viftop Magnus gav ham WUbfolution. Han lagde 
Bejen over Danmarf, og Digtede en Vife til MWre for Kong Valdemar, 
fom tif Gjengjeld forærede ham en Heft, der bar dam bande til Rom og 
tilbage igjen). Snorre felv vovede ikke at forlade Øjftlandet førend hen 
imod Juul, og da begav han fig forfigtigvits ført til Gisfur Thorvalds 
føn, fiden, da Hun ej trocde at Der var nogen Fare, til Besſeſtad. Sturla, 
der betragtede Dette fom et Tegn paa at han vilde vinde fine talte Be— 
fivdelfer tilbage, famlede firar en Mængde Folk for at være rede til at 
modtage han. Snorre fynes Dog for meget at have tabt Modet til at 
vobe paa noget faadant, og ffyndte fig firar tilbage til Gisjur Thorbalds— 
føn. Derimod mødte Sturla alvorlig Modftand af Thorleif paa Garde, 
dDe var hjertelig fed af bans haarde Negimente. Det vilde velfirar være 
fommet til formelig Kamp, Hvis iffe fredelffende Mænd havde lagt fig 
imeffem og meglet Fred. Men Freden var fun kortvarig *). Det varede 
nemlig iffe fange, førend Snorre og Thorleif atter fornyede deres Nujtninger, 
tbi Fabet af Neyfjabolt og faa meget andet Gods, Urøkjas Mishandling, 
og de mange andre fidte Fornærmelfer var mere end Snorre med Rolig— 
hed funde bære, og føjønt Snorre ellers var raadvild og modløs nok, ſtod 
nu Den djerve Thorleif ved hans Side og funde fætte Staal i dam. Fra 
Egnene føndenfør Borgarfjorden famlede de en Styrke af henved 480 
Mand, og ftevnede op mod Neyfjaholt. Men imidkertid havde ogfaa Sturla 
faaet Nys om hvad de havde fore, og famlet henved 600 Mand, de flefte 
fra Veftfjordene: Denne Overmagt var faa for, at Torleif ikke vovede 
at følge Snorres Raad, da Denne mod Saddvane foreſlog at De fivar 
ftulde angvibe Sturla, i Haab om at ban iffe var belavet paa et plude 
feligt Overfald. Dog vilde han beller ikke vende tilbage men tage en 
falt Stilling Iænger oppe i Heredet, og Der afvente Sturlas Angreb. 
Herpaa vilde Snorre ej indlade fig, figende, at det var Det famme fom 


1) Gturlungafaga V. 46. Haakon Haafonsføns Saga Gap. 187. 
2) Sturlungafaga V. 47. 





1237, Glag ved Bø mellem Gturla og Thorleif paa Garde. 925 


at give fig Sturla i Bold, og forfod Ihorleif felv anden. Denne deri- 
mod drog længer op i Heredet, Hvor ogſaa Olaf Tyordsføn fra Borg 
og en vis Ovd Sveinbjørnsføn fra Sonderlandet fødte til han med 
Hjelpeteopper, og oppebiede Sturla, vel ruftet og fampfærdig, paa Sand- 
bøjderne Å Nærheden af Gaarden Bø. Strax efter fom Sturla (28de 
April).  Bødvar, Huusbonden paa Bø, der allerede forrige Gang hade fore 
bindret et fiendtligt Sammenftød mellem dem, føgte ogfaa nu at megle 
Fred. - Men Sturla vilde ikke høre om anden Betingelfe, end Selvdom. 
Gjter Bødvars indftendige Dom erklærede Torleif lig villig til at un 
dDerfafte fig dette. Men da Sturla nu end Videre fordrede at ban og alle 
hans Mænd flulde ftrætte Vaaben, afbrod Ihorleif alle Underhandlinger, 
rykkede med fin Skare hen til Gaarden, og ftillede fine Folk til Forfvar, 
deels paa, deels omkring Hufene. Sturla fulgte efter og begyndte ſtrar 
ef. Didfigt Angreb, idet ban under Kampen lod Bødtar felv og et Var 
andre paa Gaarden hjemmehørende Mænd fætte i Forvaring. Et faa 
blodigt Slag, fom det, Der nu leveredeg, og imellem faa anfeelige Strids- 
fræfter paa begge Sider, havde indtil da neppe flaaet paa Island, i det 
mindſte ej fiden Mjaalsbrandens eller Heidarvigene8 Dage; men det ev og- 
faa det førfte i Rokken af alle de blodige Sammenftød, hvoraf den for- 
færdelige Sturlungatid vrimfer, og fom give Den fit færegne Præg. 
Her ev ikke fænger fynderlig Safe om mindre Overfald og Smaafegt— 
ninger mellem enfelte lidet talrige Hobe. Vi fre førmelige Slag, mel 
fem Krigshare paa flere Hundreder, bviftnok ingen betydelig Styrfe i fig 
felv, men altid temmelig meget i Forhold til Øens Befolkning, og i alle 
Fald lige faa meget fom i de flefte Slag under Vorgerkrigene i Norge 
mellem Birtebeiner, Hetlunger, Kuvlunger, VBagler og Ritbunger. De 
Angrebne forfvarede fig med megen Tapperhed, men maatte Dog tilfidft 
give efter for Den rafende Voldſomhed, bvormed Sturlas Mænd fatte 
ind paa Dem, og frormede Hufene. Thorleif felv fom med en Del af 
de Flygtende ind i Kirfen, men Denne funde neppe rumme Halvdelen, og 
Sturlas Mænd hug dem, der ftode udenfor, ned for Fode, faa at Ligene 
dyngede fig op foran Kirfedøren, uden at Sturla forbaftede fig med at 
ftandfe Blobbadet. Af Thorleifs Hær faldt der i det Hele 3L Mand, 
og en Mængde bleve faarede. Sturla havde fun to Mand dræbte og 23 
faarede. Sturla ſtjenkede ſiden Thorleif, Olaf Fhordsføn og de øvrige, 
Der havde føgt Frifted i Kivfen, Livet, imod at de overfode ham Selbdom, 
og han forkyndte førft og fremft, fin Aftale med Kongen tro, at Thorleif 
og Olaf ftulde forlade Landet. Siden bjemføgte han Thorleifs Gaard, 
Garde, og røvede der en Mængde Kvæg og Gods, ja lod endog en heel 
Bygning nedrive og flytte bort; ligeledes plyndrede han paa Hvamm og 
andenfteds ved Kyſten, og lod alt det robede Gods bringe til Saudafell 


926 Haakon Haafonsfen. 


hvor ban nu atter agtede at fæfte Bo '). Thorleif og Olaf indftibede 
fig om Sommeren paa Orebakke, og i Folge med dem blev ogfar Snorre 
Sturlagføn faavel fom Sturlas egen Broder, Thord Kafale. Der var 
nemlig indløben en Stevning fra Kong Haafon, Stule Jarl og Erkebiſkop 
Sigurd i Forening til alle Govdordsmændene paa Island om at fomme 
over fil Norge, for der, fom man maa formode, at underkafte fig deres 
Dom eller Voldgift, og faaledes faa fine Frætter bilagte Å Mindelighed. 
Stebningen maa tære bleven affattet og udfærdiget under Haafons og Sku— 
fe8 fælles Ophold i Nidaros, eller paa famme Tid, der Forliget fluttedes 
med Biſkop Paal, ligeſom Det og er fandfynligt, at den nærmeft var 
fremfaldt ved Urøfjas foruroligende Skildringer af Fejderne paa Øen vg 
Sturlas voldfømme Ferd *). Der fom ogfaa, figes der, mange andre 
Breve, fandfynligviis fra Kongen og Erkebiſkoppen, til Island, men bleve 
fun (idet refpefterede.  Hvilfe Adfomfter man for Neften anførte til 
at indftevne Dem, nævneg ej; for faa vidt enfelte af dem vare Kongens 
og Hertugen? Haandgangne Mænd, funde dette Forhold paaberaabes, og 
Erkebiſkoppen funde bruge den firfelige Uutoritet. Sturla havde faaledes 
gjort en ganſke klakkelig Begyndelfe til at udføre den mellem ham og 
Kongen trufne AUftale, men rigtignof paa en langt haardere og voldfommere 
Maade, end denne harde ønffet. Men han var dog uftridigt bleven Oens mæg= 
tigfte Mand.  Fbord Sturlasføn, der Hidtil nogenfunde havde vidft at holde 
fig oppe mod bam paa VBeftlandet, døde endnu famme Aar; hans egte- 
fødde Søn og Hovedarving Badvar, var blid og fagtmodig, De øvrige 
havde iffe ftort at fige. De enefte, fom endnu funde maale fig med ham, 
vare Kolbein unge og Gisſur Fhorvaldsføn. Disſes Magt frovd altfan 
tilbage for ham at knekke. Hans Sammenftød med dem, der Dog fik et 
ganffe andet Udfald end han felv og viftnok de flefte af hans Omgivelfer 
ventede, vil i det følgende blive omtalt. Imidlertid vende vi os atter til 
Norge, hvor Uenigbeden mellem Kongen og Jarlen paany var I Vilta- 
gende, og nu, efter at de to Fyrſter havde begyndt at blande fig byppi- 
gere og mere umiddelbart ind i De islandffe Forhold, ogſaa udøvede en 
fjendelig  FIndvirkning paa Disfe, efterfom Oens Høvdinger nu allerede 
næften nødfagedes til at tage Parti enten med Den ene eller den anden af 
De tvende ſtridende Parter. 



























1) Sturlunga-Saga, VI, 2. Annalerne, ved 1237. 

*) Unnalerne, ved 1237. Siden Gule her udtryffelig nævnes „Jarl“, ikke 
Hertug", fynes Indftevningen at maatte være udfærdiget før hans Op: 
hejetfe til denne Bærdighed. Senere vare heller ikke Kongen, Hertugen og 
Grøebiffoppen fynderligt fammen, og desuden vilde Stevningen, udftedt ved 
Midfommertid, neppe have truffet Snorre og de øvrige Høvdinger paa Den. 


1237. Mivninger mellem Kongens og Hertugens Sysfelmænd. 927 


135. Rivninger mellem Kongens og Hertugens Sysfelmænd. Snorre Stur- 
lasføn i Norge. 


Allerede. den famme Vaar, Kong Haafon havde givet Skule Her- 
tugstitel, fporede man ubehagelige Følger af at begge Fyrſters Sys— 
felmænd refiderede tilfammen, eller i det mindfte nær ved binanden, i en 
og famme Sysfel, og faa at fige beftyrede denne i Fallesſtab. Til fine 
Sysfelmænd paa Hedemarken havde Jarlen udnævnt en vis Haakon 
Duva faavel fom før omtalte Baard Jfafsbroder, der havde været hans 
Gefandt Hos Kejfer Frederif II; den kongelige Sysfelmand var Ford, 
en Søn af den gamle Frederik Slaffe, der under Kongens Barndom og 
Ungdom havde viijt ham faa megen Svoffab og Hengivenhed '). Baard 
blev forelffet i Thords Huftru, og røvede hende med fin Kollega, Haa- 
fon Duvas Hjelp. Da denne freffe Handling fom Kongen for Øre, 
blev ban yderſt forbitret derober, fom rimeligt var, og ikke engang Hertu- 
gen funde andet end misbillige den, om han end i fit Hjerte holdt med 
Baard. Kongen fendte ftvar en af fine Mænd, ved Navn Fon Provjte- 
føn, med et tiljtvætteligt Folge for at afftraffe Baard, og da Ion tvaf 
Denne paa hans Fartøj i Mjøfen, lod han ham ſtrax gride og aflive. 
Om ban bavde Kongens VBefaling til at gaa frem med en faadan 
Strenghed, eller handlede efter egen Indſkydelſe, figes ikke; det forſte fy- 
ne8 Dog rimeligſt, da Fornærmelfen var faa ftor, at den mellem Mænd 
af Wre vanfkeligt funde udfones uden med Blod, og ej længe efter faldt 
ogfaa Baard Medbjælper, Haafon Duva, for den fornærmede Egtemand, 
Thord Frederiksføns, *rgen Haand i Tunsberg, uden at Der tales om, at han 
blev frævet til noget Negnffab derfor af Kongen. Derimod funde Hertu- 
gen, føjønt ban juft ikke (od mange Ord falde derom, dog ikke ſtjule fin 
Misfornøjelfe dermed. Og den Harme, han følte Derover, men endnu ej 
povede at give Luft, bar viftnokf bidraget fin Deel til at fremffynde hans 
aabenbare Frafald. Sommeren havde han og Kongen tilbragt i Bergen, 
hbor de begave fig hen fort efter at Jon var bleven affendt til Hedemar- 
fen. Det lader ikke til, at Der i Bergen var dem noget imellem. De— 
res Tid blev ogſaa, fom det fynes, for en ſtor Deel optagen ved 
en alvorlig Frætte, der fandt Sted mellem Byens Borgere og De 
tydffe, fornemmelig, fom man maa antage, lübeckſke Kjøbmænd, der 
ni alt mere og mere begyndte at blive anmasfende i De nordiſke Havne 
og Farvande, ifærdeleshed efter at dere$ Stad med Held havde trodfet 
den Danffe Kong Valdemars og den bholftenffe Grev Adolfs forenede An— 
greb (1234 og 1235), og for fig ſelb ervervet Rigs-Umiddelbarhed, hvile 


1) Ut Thord var Sysfelmand efter fin Fader, figes iffe udtrykkeligt, men det 
fynes aabenbart at være forudfat fom befjendt. 


928 Haakon Haafonsfen. 


fet omtrent funde betragtes eenstydigt med fuldkommen Selvftændighed 
(24de Juni 1235) 1). Typſkerne, beder det, havde lagt fine Kogger ved 
Bryggerne i Bergen, hvor Bymændene ej vilde have dem, ja endog befka» 
Diget nogle Stibe, fom laa der i Forvejen, idet de føgte at trænge dem | 
bort. Bymandene vilde nu med væbnet Haand drive de ubøflige Gjefter 
bort, og heraf opftod der et formeligt Slag, hvorved flere Tydſkere deels 
faldt, deels Vfeve jagne ud i Bandet, og mange bleve faarede. Her havde 
man en Forſmag paa, Hvad Lübeckerne fenere Jen, efter Hanfeforbundets Ope 
vettelfe, vovede at byde Mordmændene, men Hvad man da endnu viftnok 
tar fangt fra at ane. Alt dette var ffeet førend Kongen og Hertugen fom 
fil Bergen. De fik, berette der, Sagen bilagt, men det tilføjes ikke hvor- 
fedes *). Sandſynligviis have dog nok Bergens Borgere maattet give Er— 
ftatning, thi, ſaa vidt man fan fljønne, var Handelen med Lubec allerede 
bleven uundværlig før Norge, i det mindfte for Bergen. Mod Somme- 
ren Ende vejfte Kongen og Hertugen tilfammen til Viten, hvor De til- 
bragte Vinteren (1237—38) i Oslo. Her vare de famlede om Julen, 
fiden hodt de hver fin Huusholdning, men tilbragte fædvanlig Aftenerne 
med binanden. Om Vaaren, i Faſten, tilteaadte Hertugen en Nejfe til 
Sbrondbjem, formodentlig for at ordne flere Anliggender med Hen- 
fyn til Det nys fiiftede Reins Klofter, maaſkee endog for at være til» 
«ftede vid den bøjtidelige Indvielfe af hans Syfter Fru Sigrid til Abbe— 
disfe, bvilfen Akt førft nu fynes at bave fundet Sted 3). Ved Affſkeden 
ffilte8 Dan og Kongen nok faa venligt ad, og De aftalte at de næfte Som- 
mer atter ffulde mødes i Bergen „da de ſtjonnedesat Det altid var bedre 
mellem dem, naar de vare fammen”. I Folge med Hertugen var Uvøfja 
Snorresſon, der Høften forud var fommen tilbage fra Nom, og havde tile 
bragt Vintven Hos Hertugen i Oslo. I Nidaros traf Urøfja fin Fader 
faavel fom De flefte øvrige Havdinger fra Island, der Høften forud vare 
Dragne Derfra. — Snorre, den fornemfte af dem alle, havde om Vin— 
tren været Peters, Hertugens Sons, Gjeft, og Derved nofføm lagt for 
Dagen, til Yvilfet Parti pan heldede y. Det var ogſaa naturligt, 































1) Se Detmars Chronicon, ved 1234, 35. 

2) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 193. 

3) Førft ved denne Tid Ealdes hun nemlig Adbedisfe. Vel omtales hun ej I 
den nærmeft foregaaende Tid, faa at hun gjerne fan være bleven Abbedisſe i p- 
noget før, men det er ovenfor viift, at SEules Ophold paa Rein om Paaffen 
1237 fynes at antyde, at Kloftret da endnu ifte var Fommet ganſte i Stand, 
Af Hertugens paafelgende Irætte med Wasulf paa AUuftraat fres det ogfar 
tydeligt, at en Ordning af Klofterets Anliggender paa denne Tid maa have 
fundet Sted, 

2) Sturlungafaga VI. 5. Haafon Haafonsføns Saga Gap, 194, 


1238, Nyt Uvenffab mellem Kongen og Hertugen, 929 


at ban féulde føle fig meft dragen til bam, thi deels havde der allerede 
fænge været et færdeles Venffab mellem dem, deels funde Snorre og hans 
Venner nu være intet mindre end vel ſtemte mod Kongen, da man enten 
vidfte eller i alle Fald funde ane at Sturla for en ftor Deel havde handlet 
efter Kongens Opfordring og til Bedfte for hans dDynaftiffe Planer. Der— 
imod var Dette netop en Grund før Thord Kafale til at føge Kongen, 
og han havde Derfor, fom det ſynes, ſtrax begivet fig til Bergen for at 
oppebie bam *)." Kongen drog, efter at have fagt Skule Farvel, til Tuns— 
berg, fedfaget af Dronningen og hendes Moder Fru Ragnbild, der fand- 
fynligviis af den Aarſag ej blev i Følgemed fin Mand, at hun vide være 
tiljtede ved Datterens nær foreftaaende Nedkomſt, der fort efter fandt 
Sted i Tunsberg, Pilippi og Jacobi Dag eller Ifte Mai”. Hun fødte 
en Søn, der to Dage efter i Daaben fit Navnet Magnus 3), og fom, 
ffjønt fun den tvedie af Kongens egtefødde Sønner, Dog i Tidens Løv 
blev fin Faders umiddelbare Eftermand paa Norges Trone. Siden vendte 
Kongen tilbage til Bergen *). 


136. Forholdet mellem Kongen og Hertugen bliver fpændt. 


Det vifte fig fnart, hvor ffadeligt det var for den gode Forftaaelfe 
mellem Kongen og Hertugen, at de ikke ftedfe vare tilfammen. Den Forte 
Tid, de nu tilbragte avdffilte fra binanden, var allerede tilſtrokkelig til igjen 
at oprive det iffe engang paa langt nær fægede Brud. Under Opboldet 
i Nidaros, og fom man maa formode, under Ordningen af Reins Kloſters 
Anliggender fom Hertugen førft i Uenigbed med fin egen Nærfrænve, 
Aasulv paa Auſtraat. Han gjorde nemlig i fin Syſters, Abbedisſe Sig- 
tids, Navn Paaftand paa den ftore Høvdingegaard Uuftraat for Kloftret, 
idet Sigrid paaberaabte fig at hun bavde faaet den å Morgengave af fin 


') Uron Hjørleifsjøns Saga Gap. 24, jvfr. GSturlunga-Saga VI. 23. Aron 
Hjørleifsføns Saga figer udtrykfiligt at Thord opholdt fig i Bergen Som— 
meren førend han henimod Vintren erfarede fin Faders og Broders Drab 
(21de Uuguff), og det fynes at ligge i Ordene, at han ogfaa den foregaaende 
Binter havde været paa famme Sted. Vel tales her om to VBintre, men det 
er aabenbart uvigtigt. 


?) Sturlungafaga VI. 5. — Hertuginden var vel neppe fynderlig Fjærligt fremt 
mod fin Mand, efter at hans Forhold til Baftarden Peter var blevet be- 
fjendt, og han faftede al fin Kjærlighed paa ham. 

3) Magnus døbtes Korsmesfe, 3die Mai, fr Gturlungafaga I. c. og Haafon 
Haafonsføns Saga Cap. 194. 

4) Haafon Haafonsføns Saga, fammefteds. 


Mund. Det norffe Folks Hiftørie. in. 59 


930 Haafon Haafonsfen. 


afdøde Mand Jon Sigurdsſon *), medens Aasulv, der havde faaet den 
med fin Huftru Baugeid, Jons Datter, iffe nu paa een Gang vilde give 
Slip paa Den, og paaftod, viftnof med Mette, at den var Baugeids Fa— 
drenearv.  Herom blev der holdt mange Møder, uden at man funde fom- 
me til nogen Gnighed; endelig tilbød Aasulv andre Gaarde, fom Klofteret 
funde faa, imod at ban beholdt Uuftraat; og uagtet Hertugen modtog dette 
Filbud, var det Dog forbi med deres Venffab, og Ansulv blev fra denne 
3 af en erflæret og ivrig Tilhenger af Kongen. Dette maa 
have ganet Skule meget nær, faa at ban neppe nærede fynderligt venlige 
Følelfer mod Kongen, da han efter Uftale fom til ham i Bergen længer 
ud paa Sommeren. Der fortalles ogfaa udtrykkeligt, at uagtet de tilbragte 
hele Sommeren og Høften fammen med binanden og deres indbyrded Fore 
hold var taaleligt, faa var Det dog fangt fra, fom da deres Forftaaelfe var 
paa Det bedfte.  Nimeligviis har vel ogſaa Snorre Sturlasføn, Der 
var Kongen intet mindre end god, bidraget til at fætte Hertugen op mod 
ham, ligeføm Hertugens Venner fandt at Kongens Lendermænd lagde til 
værfte for Hertugen. Den fidfte Tid af fit Oppold i Bergen, fra VBin- 
trens Begyndelfe, tilbragte Hertugen meftendeel8 ombord paa fine Skibe, 
for, fom det ed, at gjøre dem vrede til Ufrejfen. Da han endelig ved 
Mortensmesfetider forlod Bergen, medtog ban bemmeligt, og fom det næ 
ften fader efter forud truffen Aftale, tvende Mænd, der formedelft Drab 
elfev andre Misgjerninger vare blevne fredløfe, men hidtil havde unddraget 
fig den fortjente Straf ved at opholde fig i en Kirfe*). Ut Hertugen 
faaledes, ſtrar efter Ufffeden fra Kongen, aabenbart funde trodfe bang 
Myndighed, vidner tilftrælkeligt om, at Denne Afſked felv ikke Éan have 
været ſtort venlig paa nogen af Siderne. Der tales heller iffe om, at 
de aftalte noget nyt Samvære, og de faaes heller ikke oftere fom Venner. 
Hertugen vendte tilbage til Throndhjem, hvor hans Mænd nu gave deres Harme 
Ruft i alle Slags Udfald mod de fongelige Lendermænd, hvilke, fom de paa— 
ſtode, ijær havde været Skyld i den flette Forftaarlfe mellem Hertugen og 
Kongen. Fornemmelig klagede de over Gaut Jonsjøn paa Mel. Ogſaa 
Hertugen islandføe Venner toge ivrigt Deel i disſe Samtaler og vdede 
deres Sfjerv med for at nedrive Kongens Omgivelfer. En Dag fpurgte 





1) Om Aasulv og hans Frændfiab, fe ovenfor S. 580, 654. 

2) Den ene af disfe hed Roald, Broder af den Fongelige Høvding Aasulv Stryk; han 
var, heder det, falden i Kongens Unaade for fin tøjleløfe Ferd, og Kongen vilde ikke 
længer at han føulde være i Landet, men han holdt fig i em af Bergens Kir⸗ 
fer. Den anden, Sigurd Kerra, havde begaget et Drab i Haalogaland, og 


faa nu i Ghriftfirfen. Da Hertugen og hans Mænd gik ned til Skibene og 


fom forbi Chriſtkirken, fluttede Sigurd fig til dem, og blev med ombord. 
Roald var allerede kommen ombord, og begge fulgte med til Throndhjem, 








1238. Nyt Uvenffab mellem Kongen og Hertugen. 931 


Hertugen faaledes Snorre Sturlasfon, ligefom i Spøg, om der ikke i de 
gamle Gude- og Helte - Sagn ftod noget om at den Odin, der plejede 
at opbidfe Kongerne mod Hinanden, ogfaa Hed Gaut. ,30 visfelig”, var 
Snorre Star. ,Saa digt nu en Viſe herom“, fagde Hertugen, „og fig 
og, hvori vor nuværende Gaut ligner hiin“. Hertugen figtede her til at Gaut 
Jonsſon var eengjet, faaledes fom man almindeligviis tæntte fig Odin»). 
Snorre, der maatte bave imod Gaut, ej alene fom Kongens ivrige Tilhæen— 
ger og Maadgiver, men og fom en færdeles Ven af Sturla, var firar rede, 
og Fvad et Vers, hvori det bed, at ligeſom Gaut eller Odin oppidfede 
Harald Hildetand og Ring til Strid imod binanden, faaledes voldte den 
anden Gaut alt for fænge Fyrſternes Uenighed, og at Kongen visfelig gjorde 
bedft i at afbolde fig fra nogen aabenbar Strid. Disſe og lignende Sam- 
taler undfode vel neppe at fomme igjen for Kongen og hans Mænd, og 
gjorde naturligvis Ondt værre *). 


137. Hertug Skule gjør aabenbart Oprør og Lader flg give Kongenavn paa Drething. 













Ud paa Vintren gjorde Kongen endnu et Forſog paa at fan Enig— 
bed gjenoprettet, idet Dan ved et til Throndhjem affendt Bud lod Hertu- 
gen anmode om at famle$ med bam i Bergen til Sommeren. For at 
Bønderne itte ſkulde betynges med unødvendigt Udbud, Lad han ham fun 
at benytte nogle lette Skibe til Rejſen. Derhos fod han hilſe, at Snorre 
og De øvrige Jslkændinger, der opholdt fig i Throndhjem, ikke maatte for- 
fade Landet, førend det var blevet afgjort, med hvad Erende Ve flulde fare 
hjem. Der var nemlig indløbet Efterretning om vderft vigtige Begi— 
venbeder paa Den, fom fenere ſkal omhandles, vg Det maatte med 
Henſyn faavel til Hens egen Fred og Nolighed, fom til Kongens 





') At Gaut var eenøjet, og derhos tog det meget ilde op, naar man (od ham høre 
det, fees af Uron Hjørleifsjøns Saga, Gap. 23, hvor der tales om en Hefte 
famp, fom Kongen fort før den Iid, vi her omhandle, lod anftille, Han 
havde faaet en Heft af den oftere omtalte Arne Dreyda, Snorres forhenvæ- 
rende Svigerføn, og Gaut en af fin Ven Sturla Sighvatsføn; begge disfe 
Hefte ſtulde bides, og efter en lang Kamp lod det til at Gauts Heft vilde 
vinde, hvorover man tydelig Funde fre at Kongen ærgrede fig, medens deri- 
mod Gaut „lod fit ene Øje ret løbe om”. Da tog Uron Hjørleifsføn, der 
Hidtil havde ftaart fom en uvirffom Iilffuer, fig af Kongens Heft, og op- 
muntrede den faa godt, at den fik Livet af den anden. Herover blev Gaut 
faa forbitret, at han udbrød: ,,jeg vilde ønffe du var Sturla faa nær, fom du 
nu er mig”, Aron fvarede: „du Eunde ønffe dig noget nødterftigere, nem- 
lig at Fanden ej tager dit andet Dje, ligefom han har taget det ene". 
Gaut føiftede Farve, men taug; fiden var han Arons dødelige Fiende. 

?) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 194, 


59* « 


932 Haakon Haafonsfen, 


Planer være af pderfte Vigtighed, at der blev truffet foreløbig Aftale om, 
vad der nu var at gjøre. Derpaa begav Kongen fig til Funsberg, hvor 
han i nogen Sid opholdt fig, og bvor hans Venner faavel fra Viten fom 
fra Oplandene famlede fig om bam. Han modtog af og til Gfterretning 
om, bvad der foregik faavet nordenfjelds fom føndenfjelds; faaledeg fit 
han ogſaa vide, at Hertugen trods hans Forbud havde givet Jlændingerne 
Tilladelſe til at rejfe, ja endog flaffet dem et Skib dertil, hvori han felv 
ejede en Part. — Denne aabenbare Filfidefættelfe af Hans Forbud maatte 
allerede funne give ham en Forſmag paa, bvor livet Hertugen agtede at 
rette fig efter bans Budffab. Imidlertid fendte han paany et Brev til 
Throndhjem, hvori ban paa det førengeligfte gjentog fit Forbud. Dette 
frugtede Dog iffe bedre, fom det i det Følgende vil fres, og Jsken- 
Dingerne vejfte virkelig, med Hertugens fulde Samtykke. Ej mere agtede 
denne Kongens Forbud mod at gjøre ftore Udruftninger til Rejfen. Tvert 
imod udruftede han fine ſtorſte og bedfte Skibe. Men for at Kongen iffe 
alt for tidligt ffulde merfe Uraad, fendte Dan Abbed Bjørn, der i den 
fenere Tid fynes at bave fungeret fom bans Kanfler, til Kongen med 
færdeles beroligende Forfifringer.  Ubbeden traf Kongen i Tunsberg, 
og paa Denne$ Sporsmaal, om det blev noget af med Hertugens 
Komme, fvarede ban, at Derom funde man være forvisfjet. Derimod vidfte 
han, fagde ban, intet om, Hvor ſtor en Styrke Dan vilde medbringe. Føre 
end imidlertid Abbeden endnu bavde forladt Tunsberg, hvor han ventede paa 
Breve, fom Kongen vide medgive han, fom Wasulv paa Auftraat fejlende 
med alle fine Huusfarle, og berettede at Hertugen havde fadet Langfveda- 
gen, Holmebusfen, Strindefollen og mange andre fore Sfibe bringe paa 
Soen, famt at ban havde opbudt Folfet overalt i Torøndelagen, for med 
Denne Styrke, fom Det Hed, at Drage til Bergen, da han iffe vilde give fig 
ganffe og aldeles i Kongens Vold. Kongen blev nu nødt til at gjøre 
fignende Udruftninger paa fin Side. Han fendte ſtrar Bud til Arnbjørn 
Jonsſon og de øvrige Lendermænd og Sysfelmænd, fod dem vide, hvad 
Hertugen tog fig for, og ftevnede dem til fig med al den Folkefiyrfe, de 
funde ſkaffe. Abbeden fif iffe Lov til at rejfe, førend Der var ffrevet nye 
Breve, fom ban funde meddringe i Stedet for de forrige, Der ej fenger 
pasfede.  Sandfynligviis have bine Breve indeholdt Advarfler til Hertudf 
gen og Paamindelfer til de throndhjemſke Høvdinger om ej at fvigte de 
res Froffabspligt eller indlade fig i farlige Foretagender. Da Sommere 
fom, fejlede Hertugen lige fuldt med hele fin Styrke til Bergen, og lagd 
fig i Florevaag. Her fit han imidlertid høre at Kongen var fuldfomme 
befavet paa at møde ham, og funde ventes fra Viken med alle fine Len 
dermænd og iffe mindre end 40 Skibe. Paa em faadan Overmagt hav 
Hertugen iffe gjort Regning, og ban fammenfadte fine Mænd til Raad 

























1239, Hertugens underfundige Planer. 933 


flagning om, Hvad der i den Unledning var at gjøre, om man føulde op- 
pebie Kongen eller vende tilbage igjen. Det forfte vovede man ej, Dertil 
havde man for ond Samvittighed, og derfor befluttede man at Drage bjem 
* igjen, bvilfet ogfaa ufortøvet ffede. Kort efter anfom Kongen til Bergen. 
Han traf der Grøebiffop Sigurd, fom var bleven tilbage, bøjft befymret 
for, hvad Udfald alt dette vilde faa, og ftrar efter anfom der ogfan Sen— 
debud fra Hertugen, nemlig den raftløfe og alletteds nærværende Abbed Bjørn, 
Fatgeiv Sfald og Svne Sit, Hertugens Merfegmand, for at aabne Under- 
handlinger. Stjønt Erkebiſkoppen iffe kunde dølge, at det fun havde daarlige 
Udſigter med Fredens Vedligeholdelfe, Lad ban Dog Kongen gjøre derfor, hvad 
Der ftod i hans Magt. Det blev dDa beftemt, at Erøebiffoppen ffulde fætte Grid, 
d. e. paabyde Stilftand, Vintren over. Efter Dertil modtagen Fuldmagi 
af Kongen, tillpfte ban Stilftanden i Sendebudene8 Nærværelfe, idet han 
tilføjede Truſel om Bansftraf for hver den af Parterne, fom brød Den. 
Herom tilffrev ban Hertugen med GSendebudene, og bad ban endelig 
overholde Stilftanden indtil Erfebiffoppen havde faart ham i Tale. Kon— 
gen førev figefedes til Hertugen med Bøn om at han vilde holde Griden, el- 
fer fade ham Det vide, hbis han ej antog Ven.  Derpaa gav Kongen alle 
Lendermændene Hjemlob, idet han Dog bad dem, der ffulde nordover, nemlig 
Aasulv paa Auftraat, Thore paa Bortn, Vegard VBeradals Broder, Pe— 
ter i Gifte, Agmund Krøfedans, Sigurd, Erkebiſkop Peters Søn '), og 
Arne Blakk, at fare varligen, indtil det havde viift fig, om Hertugen an- 
tog Griden eller ej. Mogen egentlig Overraffelfe eller Underfundigbed fynes 
han ej at bave frygtet. Ogſaa Erkebiſkoppen frolede paa at Hertugen vilde 
vife fig fom en Mand af Gre, thi i Stedet for at Drage lige til Nidar- 
08, vejlte ban førft i Vifitats til Søndmøre ?). 

Men det vilfte fig nart, at man ej fænger funde frole paa Hertugens 
Nidderlighed. Da ban efter fre Ugers Sejlads fom til Nidaros og fod 
fætte fine Skibe op, indfandt der fig, førend man vidfte noget Ord deraf, 
en Heel Mængde af bans Filbængere faavel fra Oplandene fom fra 
Bifen, Hvilfe han bemmelig bavde ladet falde, fandfynligviis ved Den li- 
ftige Abbed Bjørn, da Denne Den foregaaende Vinter, havde været hos 
Kongen i Tunsberg; og for at ffaffe Underholdning til alle disſe Folk od ban 
opbyde fuld Almenninng af hele Sorøndelagen.  Bønderne vægrede fig vel ved 
at udrede fan meget, og paaberaabte fig et Brev fra Kong Haafon til Ind— 
thrønderne, (der fandfynligviis var udfærdiget efter det ſidſte Forlig med Her- 
tugen), at de ej ffulde udrede førre Paalug og Skatter til Denne, end han tog af 


1) Dette vifer altfaa, at Erfebiffop Peter, fom det ovenfor er omtalt, havde 
været gift, eller i alle Fald ikke firengt overholdt Goelibatet. Merfeligt ev 
det, at hans Søn ftod paa Kongens Parti. 


2) Haafon Haatonsføns Saga Gap. 195, 196. 



































934 Haakon Haakonsføn. 


fine egne Undergivne. Men da drog Hertugen felv med en Deel Skibe til 
Indhered, vg anfrede ved Baagsbru (Qvor ban tidligt i fin Ungdom havde 
hjulpet fin Broder Kong Inge at pdmyge Jndtbrønderne), medens han lod 
nogle af fine vilffe og oplandffe Hødinger med Krigsfolk drage om i - 
Fylkerne og udpresfe Skat af Bønderne, fom nu ej vovede at fætte fig 
til Modværge, men udredede betydelige Summer, nogle en Mart Gulv, 
andre tvende, enkelte endog alt hvad de ejede 2). Efter Denne Erpedition, 
Der rigtignof iffe var fynderlig ftitfet til at vinde ham Filbængere, og 
fom derfor, ligefom hans bele Ferd efter Denne Tid, fynes at bære 
Praget af Fortvivlelfens Dumdriftighed, vendte Skule tilbage til Nidaros, 
og plejede ivrige NRaadflagninger faavel med fine verdslige Maadgivere og 
Krigshøvdinger, fom med Chorsbrødrene, blandt bvilte han altid havde 
et ftort Parti, om Udførelfen af fin længe nærede Plan, at antage 
Kongenavn og faaledes begynde en Krig paa Liv og Død med fin 
Svigerføn om Norges Krone. De Lendermænd, der ved denne Lejlighed 
omgate ham, vare hans Svoger AF af Thornberg, Alf af Leivajtad, 
Ivar af Sundbu i Gudbrandsdalen, Baard bratte, Band Varg, Olaf 
af Bigdeild paa Froften, Erling Ljodborn, Dev nu ved fit eget Exempel— 
godtgjorde, hvad han tidligere havde ytret om fin Mts, Standhale-Ettens, 
Troloshed 2), UAlgaute, Vefete litte, Klemet Fader, og Guthorm af Sudrz 
bei 3). Nogle af disſe vare ærlige nok til at frarnade ham et faa far- 
ligt og for Landets No fordærveligt Sfridt, fom det, ban havde fore; 
andre Derimod talte ham efter Munden og fagde at Norges Krone var - 
hans retmæsfige Broderarv, fom Kong Haafon bavde berøvet han. Selv 
vilde ban vel ligefom fafte Anfvaret fra fig ved, fom han fagde, at lade 
fine Raadgivere overlægge for fig felv om Sagen, og tage en Beftemmelfe 
uden hans Indblanding. Men hans egen Lyſt var dog alt for vel befjendt, til 
at den ej lige fuldt ffulde have Indvirkning paa Gemytterne, og ban lt: 
tede felv alt for gjerne efter Dem, Der fmigrede Denne Uttvaa. Chorsbro— 
drene fynes ifær at bave fmigret bans Forfængeligbed og ſtyrket ham i 
Hans ufalige Planer. Som vfteft bavde han nogle af dem hos fig. De Å 
forelæfte ham endog Steder i Lovbogen, der ſkulde godtgjøre hans Net til Å 
Kongedømmet. Og endelig, ledet, fom det beder, af egen Yrgjerrighed 
og andres Forefnaffen, beftemte han fig til at kaſte Jerningerne, og lod 
de bedfte Bønder fra belte Forøndelagen indftevne til Ørething. Det 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 197. 
2) Se ovenfor S. 718. 
3) Gfølge Flatebogen var Guthorm en Søn af Klemet, hvilfet heller ikke ev 
ufandfynligt. Dette Sudrheim er fandfynligviis Søreim i Guuldalen. Ellers 
funde man nof ogfaa ber tænfe paa Søreim paa Raumarike, fiden flere af 
Hertugens Folk vare fra den Kant. 


1239. Hertugen holder Ørething. 935 


bavde allerede Iænge af bele hans Ferd været indlyfende for alle og en- 
ver, at ban havde fore Planer fore, men hvilte disfe vare, vidſte man 
endnu iffe i Amindelighed.  Nysgjerrigheden bar derfor viftnok bragt en ikke 
uanfeelig Mængde fammen til Tinget. Dette boldtes St. Leonbardådag 
den 6te November, der tillige var en Søndag ). Der vingedes til Høj- 
mesſe, og alt Folfet gif op til Gyriftfivfen fom fædvanligt Idet Mes- 
fen begyndte, fom førft Hertugens Klerk eller Haandfefretær, Mefter Berg, 
ind i Kirfen, og faa fig om til alle Kanter, fom om han fpejdede efter 
noget. Giden, da Euangeliet var læft, fom Hertugen felv ind i Kirfen 
med et ſtort Følge, gik lige op i Choret, og lod Chorsbrodrene falde til fig. 
Imidlertid maatte Mesfen afbrydes, og i det famme hørte man, at der uden- 
for bleſtes til Øvetping, og at Bønder, Kjøbmænd og hete Ufmuen til- 
fagdeg at møde?). Hertugen fordrede hverken mere eller mindre, end at 
Ghorsbrødrene føulde give fit Minde til at St. Olafs Skriin blev baaret 
ud paa Thinget, fom fædvanligt ved Kongebylding. De vidfte ikke firar, 
hvad de ffulde fvare hertil, thi ffjønt De flefte af dem viſtnok gjerne vilde 
føje bam, faa havde dog Gyftein Sure, Der af Erkebiſkoppen var beffittet 
til deres Formand i hans Fraværelfe, Betænkeligheder, Da man nu ty- 
dDeligt not funde ffjønne, bvad Meningen var. Hertugen fpurgte utaalmo— 
dDigt, hvorfor De nølede faa fænge med at give ham Befted. De fvarede 
at det var en betænkelig Sag, og bade om at de et Øjeblit maatte træde 
til Side for at overkægge Derom. Hertugen funde ikke negte Dem Denne 
Begjæring, og De traf fig tilbage i den fydlige Deel af Ghoret, bvor de 
talte fammen, uden dog at funne fomme til Eniqhed; thi nogle vide at 
Skrinet ſtrax ffulde bæres ud, Eyſtein derimod negtede fit Samtykke. Da 
ban havde meft at fige, blev det, fom ban vilde. Han fvarede Hertugen, 
at Sagen fil bero, indtil Erkebiſkoppen felv fom bjem, og befalede derpaa den 
forvettende Preſt at fortfætte med Mesfen. | Hvorfor vil du altid trodfe mine 
Ord, og ftaa faavel min Vilje og Hæder fom dine Brødre famftemmige 
Onſke imod”, udbrød Hertugen, forlod Kirken, og gif tilbage til Kongsgaar- 
den. Hans Søn Peter Derimod, Stallaren Arnfinn Fbjovsføn, en af hans 
æbdfte Jildængere, og en heel Deel andre Varbelger Vleve tilbage i Kirken 
og gif lige op til Højalteret, for at tage Skrinet ned trods Eyſteins 
Om. Da ftillede Eyſtein fig foran Alteret og fagde: ,0i gjøre bher- 
ved bitterligt for alle og enhver, at vi lyſe dem i Ban, der vove at bringe 
Skrinet bort uden vort, Chorsbrodrenes, Samtykke". Men Peter fagde 


1) Dette vifer, at Uarstallet 1239 ev rigtigt. 

2) Man føulde næften formode, at man i Byen felv, faa vidt muligt, har gjort 
en Hemmelighed af det tilftevnede Thing indtil umiddelbart førend det fEulde 
hegynde. 


936 Haakon Haafonsføn. 


baanligt: „Tak ffal du have for disfe Ord, det ev lige fan godt fom om 
du indbod os til at driffe Mjød; tager fun fat paa Sfrinet og ladre os 
faa Det ud"! Hans Folk gave fig ftrar ifærd med Det, men det ftod faft: 
Da fprang Veter felv op paa Alteret, ftemmede Kuæerne imod, og fik det 
vyaget; fiden blev det uden Vanffelighed bragt ud. Ligeledes tog man 
St. Olafs Øre og Spyd, faavel fom et Kors, hvori et Stykke af lignum 
domini, eller Gbrifti fande Kors, enten det fom Kong Sigurd Jorfalafare 
for 128 War tilbage havde bragt til Morge, eller et andet, Ver i Uaret 
1234 fom til Nidaros '). VBed alt dette vare Peter og Urnfinn Ibjovs- 
føn de virkſomſte; de flefte øvrige følte fig dog noget beklemte om Hjertet 
ved Denne frækfe Krænkelje af Kirfens og Melifviernes Hellighed. Da 
man fom forbi Kongspaarden med Nelifvierne, fluttede Hertugen fig til 
Toget, ledfaget af hele fin Hud, alle væbnede, og faaledes begav man fig 
ned til Øren, hvor Thinget holdtes.  Uamunde Remba, Lagmanden fra 
NRaumarife, der bavde indfundet fig for, efter bvad det lader, at gjøre 
Tjeneſte fom juridiff Konfulent, og bringe det Ræfonnement til Torbs, 
bvormed ban ej torde rykke frem paa Rigsmødet i Bergen 1223 *), ſtod 
op, bilfede Hertugen og Hirden, og aabnede Forbandlingerne med en lang 
Sale, bvori han opregnede Hertugens VG lige til St. Olaf, og føyte at 
vife, at ban ſtod i Den anden Celler vettere tvedie) Urv efter Inge, fom 
hans Broder 5), medens Haafon fun ftod i den Alte fom hans Syſken— 
debarns Søn. Efter Wamunde talte Dernæft førft Arnfinn FIbjosvføn, fiden 
Grling Ljodborn, og gjentoge De famme Beviisgrunde. Men, beder det i 
Sagaen, paa Hertugen felv nær var Der fun faa, fom fandt at de bavde 
Net. Der var nemlig ved deres hele Beviisførelfe dette at merke, at det i og 
for fig felv var uvigtigt at regne Arveretten fra Inge, den fidft afdøde Konge, 
da ban, fom Det tidligere ev omhandlet, fun ophojedes paa Tronen under den 
fejlagtige Forudfætning at Der ingen mandlig Arving fandtes af Kongeftam- 
men; Da Det vifte fig, at Haakon Sverresføn Dog havde efterladt en Søn, 
var Denne felvffreven til Arven, vg Inges Vardighed Funde blot blive perfonlig, 
iffe arvelig. Siden ftod Hertugen felv op, og talte om hvor megen Spot og 





1) J Unnalerne for 1234 ftaar: ydet hellige Kors Fom til Nidaros Dagen før Olafs- 
vake.“ Dette fynes faaledes at fulle være et andet end det, fom (fe ovenfor IL, - 
6.769) efter Vendernes Ungreb paa Kongehelle fendtes til Nidaros, og var der, da 
Ågrip blev ſtrevet. Imidlertid er det dog nok muligt, at det kunde være det famme. 

2) Se ovenfor S, 658, 659. 

3) Saavel Frofta- fom Gulathingslovens Arvebolk nævner Sønnefen i 2den, Broz | 
der i Zdie Klasfe. Naar Sagaforfatteren regner Broder til anden Klasſe, 
er det enten reentud Skrivfejl, eller han tænker fig Sønneføn fom hørende 
til en Underafdeling af førfte. Ellers flod Skule med Henfyn til Inge ej ene 
gang i tredie, men i femte, efter Gulathingsloven fjette Arv, thi dertil hører 
„ſammedre Broder”, medens deter ,, famfedre Broder" fom hører til det tredie. 





1239, $Hertug Skule antager Kongenavn. 937 


GSfjendfel ban havde lidt af Kongen for den Belvilje, ban havde viiſt han; 
at ban havde baade laant han Land og Folt, men at Kongen dog ikke 
fønnede det anderfedeg, end at Han nu vilde fratage ham hans Frediedeel 
af Riget 1). Han opregnede ogfaa mange andre Beføyldninger mod Kongen. 
Endelig traadte Jvar Lagmand frem, og begyndte ligelede8 med at opregne 
Hertugen8 WEE; han fluttede med at erklære Hertugen for ene avrveberettiget 
til Norge, og gav ham derfor Kongenavn, Land og Ihegner med alle de 
GSfatlande, der ligge under Morge8 Konge. Det var bam, fagde han, en 
fand Glæde at gjøre Det. Den faaledes udnævnte Konge vejfte fig, talte 
nogle Ovd, og aflagde, med Haanden paa St. Olafs Skriin, den fædvan- 
fige HSyldingsed, at han føulde holde St. Olafs Lov mod fine Thegner. 
Derpaa faldte han forft fine Lendermænd, faa Sfutilfveinerne, Hirdmæn- 
Dene og endelig Bønderne fra alle Fylker frem, og modtog deres Troffabsed, 
hvorpaa Ibinget bævedes, og Skrinet blev baaret tilbage til Kirfen. Skule 
fedfagede det felv, men blev iffe mødt med Procesfion af Gejftligbeden, fom det 
ellers var fædvanligt ved Hylding, lige faa lidet fom der blev ringet til hans Gre. 
Kun fo af Ghorsbrødrene mødte ham udenfor Olafstirfen, og ledfagede han 
til Chriſtkirken. Dog fandt man, beder det, Chorsbrødrene mindre uvenligt 
ftemte mod Skule, end man efter det Forefaldne ſkulde have ventet. Dagens 
Hvjtideligheder fluttede med et Gjeftebud, fom Skule gav fine Krigere 2). 


138. Varbelgernes Herjetog til Haalvgaland og Oplandene. 


Det vovelige Skridt var nu gjort, og Det gjaldt at Handle med Naft- 
bed, for at erbverve de ſtorſte mulige Fordele, inden Kongen erfarede det 
føede, og funde tage fine Forboldsregler derefter.  Herom raadflog Her- 
tugen nu med fine Mænd. Mogle af disfe raadede til at han firar ffulde 
drage mod Kongen med af den Krigsmagt, ban i Haft funde faa famlet, 
for at tage ham med Overraffelfe. Man vidfte nemlig, at Kongen havde 
givet alle fine Lendermænd Hjemfov, og fun fad med en ubetydelig Styrke 
i Bergen; man havde derhos brugt den Forſigtighed at befætte alle Veje 
Baade til Lands og Bands paa det ombyggeligite, for at Kongen iffe paa 
nogen Tid ſkulde faa mindfte Nys om det forefaldne, og man troede virkelig 
at have forebygget Dette. Undre forefloge Derimod ej at Drage med bele 
Hæren mod Kongen, men at fende de Folf, man havde, i mindre Afdelin- 
ger ud til forffjellige Kanter, dells mod ham, deels for at angride og 
dræde hans Mænd, hvor man traf Dem. Dette Raad blev taget til Følge. 
Nogle IJroppehøvdinger fendtes til Haalogaland, andre til Oplandene, 


1) Her figtede Hertugen rimeligviis til hiint Kongebrev, hvorved det forbødes at 
udrede ſtorre Skatter til Hertugen end til Kongen. 


3) Haafon Haafonsfens Saga Gap. 198, 199. 


938 Haakon Haafonsføn. 


med 600 Mand, og den ftørfte og bedfte Deel af hans Har, tiligemed 
Hirdmændene og Gjefterne, under Anførfel af Olaf af Vigdeild og Gu- 
thorm af Sudrheim, mod Kongen felv. Allerede paa Hydingsdagen 
pavde Hertugen fendt fine faafaldte Brevfvende ud paa en Skude for at dræbe 
tvende af hans og Kongens fælles Hirdmænd, Jvar Korne og Gunnar 
Mirmann, der nys havde været hos dam med Brev fra Kongen, uvijt af 
pvad Indhold, og nu, Da Det ej baftede med deres FJilbagerejfe, opholdt 
fig ude paa Kongsgaarden Stor-Fofen. Dette var faa meget flammeli- 
gere fom Hertugen, førend de forlode ham, havde viijt dem Den frørfte Ven- 
ligbed, haft dem i Gjeftebud hos fig, ja endog foræret Dem det nødvendige 
til Nejfeflæder, faa at de ej funde andet end tro fig fuldfommen fifre ). 
De bleve ogfaa aldeles overrumplede; Gunnar blev firar drabt inde i 
Stuen med flere andre, og Ivar, hvem det lykkedes næften nøgen at 
fomme ud af et Bindue op paa Den i Narheden ftaaende Kirkes Fag, 
ajennemboredes den følgende Morgen, balvdød af Kulde, med et Spyd, 
efter at han forgjæves bavde bedet om Livet. Hans Blod vg Jndvolde 
fløde ud over Jaget, og Kirfen, fom Kongen felv for tve Aar tilbage havde 
fadet opføre og indvie, blev derved vanbelliget. Fra Fofen fatte Udfen- 
Dingerne over til Leren, hvor De ligeledes dDræbte tvende Brødre, Der vare 
Kongens og Hertugens fælles Hirdmænd, efter em bidfig Kamp, og røvede 
derpaa baade Mad og Klæder, bvorefter De vendte tilbage til Byen *). 
Øjemedet med disfe foreløbige Drab var rimeligvits at forebygge enhver 
Meddelelſe til Kongen. Fil Sysjelmænd paa Søndmøre havde Hertugen 
udnævnt Sigurd Fertil og Eyftein paa Aure, og befalet dem, paa Vejen der- 
ben at holde Øje med den fongelige Lendermand Thore af Bortn, der, 
fom ban vidfte, var ventende føndenfra, for at tage bam af Dage. Sigurd 
traf ham allerede udenfor Nødberget, og angred ham ſtrax 3). Thore 
fatte fig. fjeft til Modværge, men Da De flefte Vaaben, han havde ombord, 
faa nede i Laften, faa at man ej funde fomme til Dem, blev han fnavt 
overmandet og drabt tilligemed en anden Hirdmand; hans Folk bleve mis- 
handlede, Sfib og Gods og hans Søn Ihorberg ført fangen til Byen. 
Hertugen føjenfede ham efter manges Forbøn Livet, og beboldt ham hos 
fig). De Høvdinger, Hertugen havde fendt til Haalvgaland, fore ffjene 
dDigt frem. De vare trende, nemlig Ulgaute, Paal Fot og Sigurd Par- 


1) Dette maatte da faa meget mere antages, fom de oftere havde været brugte 
fom Brevbærere mellem Kongen og Hertugen. 

2) Haafon Haafonsfens Saga Cap. 202. 

3) Shore, der vilde hjem til fin Gaard Bortn i Gauldalen, hvor han vel havde faaet 
fin Sysfel, agtede ej engang at drage indom Byen, men at ſtyre lige til Guulofen. 

2) Haakon Haafonsføns Saga Cap. 203. 





1239. Barbelgevne herje å Haalogaland. 939 


tin; Algaute drog til Lands over Eldeidet, Paal og Sigurd langs Kyſten 
til Skibs, dræbte for Fode alle dem, fom de antvge for ivrige Filbæne 
gere af Kongen, og robede deres Gods. Førft fældte de Bonden Fon 
frarte paa Bjøro, faavel fom en anden Mand af famme Navn; derfra 
drøge de til Jorge, mishandlede Bønden Ingjald, plyndrede hans Gods 
og borttoge hans SÅude; en anden Skude røvede de i Brøns; paa Vel- 
garhein *), hvor en vis Jon Silfe boede, toge De alt hvad de forefandt. 
Han var felv tilfældigviis ude paa Veigen *), bvorhen hans Huſtru fendte 
fam Bud for at advare ham. Han opføgte ftrar den fongelige Sysfel- 
mand i føndre Haalogafand, Gutborm af Bjarfø, traf ham i Herøerne, 
og forfalte jam Hvad der var paafærde. Guthorm vilde i Førftningen 
iffe tro Det, og begav fig med Jon og hele fit Følge til Sandnes. Men 
fom de fad om Uftenen i Stuen, fom en Mand ind, fom de pjeblikfeligt 
funde ffjønne var en af Varbelgerne udfendt Spejder. Guthorm flog til 
ham med Ørebammeren, Qvorefter ban føyndte fig ud igjen, vg Da der ej 
(ænger var Tid eller Lejlighed til at flygte, begave alle de, Der vare inde 
i Stuen, fig endnu famme Aften ind i Sandnes Kivfe, i Haab om der 
at have et Frijted.  Strar efter fom Varbelgerne, omringede Kirfen, og 
forfangte at de føulde fomme ud. Da De vægrede fig derved, truede Var- 
belgerne med at fætte JD paa Kirken. Guthborm fagde at dette neppe 
vilde behøves, og da de nu fovede at overholde den Fred, St. Olaf havde 
foreffvevet for Kirker, gif han trøftigt ud. Men faa fnart han fom udenfor 
Kirfedøren, blev han dræbt. Jon Gilfe lob ud af Sanghuusdøren, men 
blev indbentet og drædt oſtenfor Kirfen. Guthorms Stil, faavel fom en 
heel Deel Gods, blev VBarbelgerne8 Bytte. Ikke bedre gif det Brødrene 
Jon Sylgja og Olaf Daalf paa Sande 3), af hvilke den førfte var Kon- 
gens Hivdmand; de bleve begge dDræbte, og alt dereg Gods ranet. Sam— 
me Medfart fif den fongelige Stutilfvein Asbjørn i Medalbu paa Arno. 
J Galten bdede en kongelig Hirdmand, Einar Preſt, han var felv ikke 
hjemme, men hans Gods maatte undgjelde Det.  Dernæft fom Raden til 
de faafaldte Bollefønner pan Leines. Heldigviis havde de felv den Dag 


1) Dette Navn føal nu udtales, og færives i det mindſte „Tilrum.“ 

2) I de trykte Udgaver af Gagaen, og maaffee og i Haandffrifterne, ftaar her 
Våga, altfaa til , „Vaagen“; men et BUE paa Kartet vil vife, at dette umu— 
ligt Éan være rigtigt, da Vaagen ligger faa langt nordligere. Man fagde 
desuden aldrig ,,ud fil Vaagen“, men „nord til Vaagen“. Det ev tydeligt 
nof, at her føal ſtaa Veigu, bvilfet Læfere eller Ufftrivere, ubekjendte med 
Qofaliteten, let Funde forverle det med det befjendte Våga. 

3) Ut der her ej, fom i Udgaverne, maa læfes Salpta (Salten), men Sanda 
(Sande ved ZShvenen), har allerede Munthe viift, fe Aalls Snorre, NI 
S. 294. 


940 Haakon Haafonsfen, 


taget ud til Sfroven, men hele Deres rige Indbo af Lærred, Klæde, Guld 
og Sølv, faavel fom et dem tilbørende Fartøj, faldt i Varbelgernes Han- 
Der, og et Par fongelige Krigsmænd, der anfom om Uftenen, uden at vide 
hvad Der var paa Forde, bleve ſtrax drobte. Dagen efter vilde Varbel— 
gerne tro ind til Hamarø, for at Dræbe Den Der boende Haafon Naud, 
der fynes at bave været fongelig Sysſelmand, men paa Bejen fik de vide 
at han allerede havde fanet Nys om den Fare, der truede ham, bvorfor 
De vendte tilbage til Leines og bleve der om Natten.  Længer fom de 
heller iffe, tbi den vafte Haafon ffar Hærør op, famlede Folk til fig, og 
fit i Haft udruftet 7 Sfuder, med bvilfe han ſtevnede lige til Leines, og 
fom i Dagbrakningen temmelig uforvarende over VBarbelgerne, fom havde 
paffet alle Vaaben fammen i en Skude og Derfor ikke i en Haſt funde 
fætte fig til Modværge. Algaute var Desuden ikke tilftede, men fan med 
fit Stil og Bollesfønnernes Fartej paa Ven anden Side af Nefet. Paal 
Fot raadte forſkrakket: fader os fly, ber fomme GSaltværingerne og ville 
hevne Gutborm!" Han lob tvers over Nefet til Algautes Skib, og bød 
Mandffabet i Haft at bugge Landtougene over; hans Folk, fagde han, 
pare alle dræbte. Om dette virkelig forholdt fig faa, figes iffe; han felv, 
der i Forfærdelfen havde ladet Dem i Stiffen, troede det vel.  Ulgautes 
Folk toge ham til fig, og roede om til Leines, men Da var allerede Han- 
fon borte, og Den af Vaaben fuldfadte Sfude var fandfynligviis falden i 
hans Hænder.  VBollesfonnerne forlangte nu at underhandke, og fik Grid 
imod at ifølge med til Nidaros. Da NRansmændene lidt for Juul fom 
tilbage til Hertugen, ytrede han vel fit Misnøje med at de bavde frænket 
Kirkefreden ved Gutborms og Jon Silkes Drab, og fod dem endog fægge 
i Lonker. Men alligevel tog ban nof faa godt til Takke med Broder 
parten af det ranede Gods, og Bollesfønnerne fit fun beholde Livet imod 
at betale 12 Mk. Guld (96 Mt. Sølv) foruden hvad De allerede havde 
miſtet 2). 

Den Irop af 600 Mand, fom Hertugen havde fendt fyd over Fjel- 
Det til Oplandene, under Anførfel af Alf af Leivaftad, Vefete litle, Sigurd 
Tolesſon, Gudine Geig o. fl. >) Ddeelte fig I flere Hole, der gjennemftvejfede 
faavel Gudbrandsdalen, fom Øfterdalen og de fydligere Eqne *). - I det 
hele taget fore De frem paa famme Maade, fom bine paa Haalogaland. 
Da Opftanden endnu var aldeles ubefjendt, fom de ganffe uventet, og 
fandt Derfor ingen fynderlig Modftand. Munan Biffopsfon, den fongelige 





1) Haafon Haafonsføns Saga, Gap. 203. 

2) De øvrige vare Gudine Geig, Sigurd Hiit, Ulv Fare, Erik Guldvegg. 

%) Da de vare komne over Fjeldet, begav Sigurd Solesfen fig til Dfterdalen, hvor 
han dræbte nogle Mænd, der Faldtes Leifsfønnerne. 





1239. WBarbelgerne paa Oplandene. 941 


GSysfelmand paa Hedemarken, flygtede op til Valdres, hvor ban blev til 
over Juul 1). Det lykkedes overhoved flere af de Kongelige at frelfe fig i 
Kirker eller til Skogs, og dDa Varbelgerne fendte Bud til Lendermanden Baard 
Bratte, der allerede var fommen i Forvejen til Oslo *), at han frulde 
fee til at faa dræbt faa mange Kongsmænd fom muligt, var han tvert 
imod ridderlig nok til at advare disſe om Den Fare, der truede dem, faa 
at De flefte af dem fit Tid til at fomme bort, eller ind i Kirferne. Da 
Veſete litte fiden i Spidfen for fin Skare uventet, ved Nattetid, ſtormede 
ind i Byen, fandt man blot faa Kongelige, bvoraf iffun ni blepe drabte. 
Efter noget Ophold i Oslo drog Veſete længer fydover i Viten, men vor 
vede ej at lade nogen draebe, af Frygt for at Bønderne ffulde gjøre Op— 
rejsning imod ham. Med Veſete havde Hertugen fendt en islandſk Preſt, 
Der ftulde overbringe Herr Kuut hans Fader Haafon Jarls Judfegl og 
Banner, og tilbyde dam Jarleværdigheden, Hvis han vilde tage hans Parti 
mod Kongen. Men den ærlige Knut vilde ikke ytte bertil, bad Preften 
paffe fig bort og undervettede ſtrar Simon Kyr om det nys Forefaldne, 
faavel fom om Skules Opjtand. Simon, der fynes at have oppholdt fig i 
Vettahered 3), famlede i Haft en Deel Folk, fatte i Forening med Vefete paa 
Helle over Iddefjorden, overfaldt Vefete litte paa Solbjerg ved Idd, og nødfa- 
gede ham til at flygte øfter til Marfer, med Tabet af 26 Mand. Siden hørte 
man intet til ham, førend Hertugen felv fom paa de Kanter. Paa 
Oplandene derimod fynes Varbelgerne endnu i nogen Fid at have fpiltet 
Meter *). 


139. Kongen faar Underretning om Oproret. Varbelgernes mislykkede Fog før 
at overfalde ham. 


Den tredie og ſtorſte Afdeling, fom Hertugen havde udfendt under 


') I Sagaen ftaar: adrir sveitarhöfdingjar foru ut til Oslöar, ok var fyri 
Bårör bratti. — Dette har almindeligviis været forftaart fom om Vaard an- 
førte Hovdingernes Flok. Men da detikke indſees, hvorledes Varbelgerne da 
kunde „ſende Bud til ham", lige faa lidt fom Beretningen om hans Ridderlighed 
fan forenes med at den Trop, han føulde anføre, fom uventet til Oslo, ev 
det tydeligt not at Ordene ,,var fyri", maa tages i Betydningen „var der 
tilftede"', ,,forefandtes der”. Saaledes har ogfaa Peder Glausføn overfat. 

?) Haafon Haakonsføns Saga Gay. 210. 

3) Gaarden Helle, hvor Simons Medbhjelper Veſete boede, og hvorfra Toget 
fpnes at være gaaet ud, ligger nemlig, fom befjendt, i Lomelands Sogn i 
Bettahered, føraas over for Furuvarp. Befynderligt not, maa Var: 
belgevne ej være komne i Berørelfe med Uvnbjørn Jonsſon * Borgarfysfel. 
De have fandfynligviis ilet haftigt der igjennem, ned til Iddefjorden. 

2) Haafon Haafonsfens Saga Gap, 204. 


942 Haafon Haakonsføn. 


Olaf af Bigdeild og Guthorm af Sudrheim for at overrumple Kongen 
felv i Bergen, fom dog iffe faa uventet, fom man havde beregnet. Mod— 
vind hindrede dem fra at naa faa burtigt frem, fom Det var nødvendigt, 
og desuden var Kongen i nogenlunde qud Tid bleven advaret. Blandt de 
yderſt faa fongelige Hirdmænd, der havde været nærværende i Nidaros, 
da Hyldingsthinget holdtes, var der nemlig en, ved Navn Grim Keifan, 
der havde hjemme i Gauldalen, og allerede foreløbigt havde aftalt med en 
Kammerat, ſom opholdt fig paa hans Gaard, at hvis de erfarede Det 
mindjte, der funde være af Vigtighed, ffulde de ſtrax begive fig til Kon- 
gen og melde ham det. Grim ventede, indtil Thinget var fluttet, for at 
være fuldfømmen vis i fin Sag; da kaftede han fig paa fin Heſt, ſkyndte 
fig gjennem Skobbeje til fin Gaard, og da bans Kammerat, uvift bvore 
for, undſlog fig for at gjøre ham Folge, fortfatte han fin Reſſe alene, 
førft over Orfedalen og Surendalen, og derfra den fædvanlige Vej over 
Gjerne og Fjordene til Bergen, i det han overalt advarede de fongelige 
Sysfelmænd, han mødte, nemlig Aasulb FJarlsfrænde paa TIhingvold, 
Arne Blakk i Raumsdalen, og Peter i Gifte paa Borgund. Kongen 
felv havde allerede anet, at der maatte være noget galt paa Ferde, fiden 
han iffe fik mindfte Bud nordenfra, eller Svar paa fine Breve. Han fendte 
Derfor, efter Overlæg med fine Raadgivere, en Skude paa Udkig nord til 
Sognfø, og lod en anden, for førfte Delen bemandet med Kjevtefveiner, 
hver Nat ligge par Bagt ved Holdbellen '). Natten til 15de Movem- 
ber >) fit disfe fee en Matteæring vo i fuld Fart nordenfra, fangs Lan- 
Det. De antoge Den for en Spejderffude og roede i Vejen før Den; men 
Det var Grim Keifan, fom bad dem pjebliffeligt at føre ham til Kongen, 
Da han havde en vderft vigtig Myhed at berette. De gjorde fan, lagde 
ind til Kongstryggen og gif op til Kongsgaarden, hvor de bade om at faa 
Kongen i Jake. Da funde Der omtrent være en Irediedeel af Matten 
tilbage. Kongen ftod ftrar op, flædte fig paa, og gif ud til dem i Maal- 
ſtuen. Grim bilfede, Kongen bod ham velkommen og fpurgte hvad Nyt 
han bragte. Stort og merfeligt Nyt”, fvarede Grim. „Eders Svigerfader 
Hertug Skule har ladet fig give Kongenavn, og opſagt eder al Fred”. 
„Da faar han tage Løn fom forføyldt”, fvarede Kongen, men vilde dog 
iffe vigtigt trø at det funde være muligt. „Jo“, fagde Grim, det ev alt 
for fandt, thi Da jeg ved ud over Gaularaafen, var Hertugen endny paa 
Thinget, og fiden holdt jeg mig fljult oppe i Sfoven, indtil jeg fit fuld- 

1) I Udgaven af Sagaen ſtaar „Foldhellen“, hvilket neppe Fan være vigtigt. 


Den her omhandlede Stude, der laa ved Hellen, føal have været færdeles 
buvtigfejlende, og hed Vattan. 


3) Det var nemlig, fom ftrar nedenfor vil fres, ni Nætter efter Hyldingsdagen 
ben 6te November, 














1239. Kongen erfarer Opftanden, 943 


fommen Bished i Sagen: nu har jeg været ni Dage undervej8. Hertugen 
har end bdermere fendt Fropper ud til alle Kanter, baade nord og fyd, 
før at dræbe eders Mænd, fkjønt fleve af dem ogſaa have fvoret han 
Troſkabsed; mod eder bar ban fendt ikke færre end 14 Skuder baade 
med Lendermænd og Hirdmænd; det gjelder, Herre, i Hajt at finde paa 
Raad, thi de ville fnart være her". Kongen fpurgte nu, hvorledes det var 
gaget de Sysfelmænd, fom han havde fadet vejfe nordover. Grim fva- 
rede at han havde truffet dem alle, paa Shore nær, fom desværre allerede 
havde omfaret bam, og vift var ftedt i ftørfte Fare, men hine vare i god 
Behold, hvis de nu vilde tage fig vare '). Ved denne Samtale vare fun faa 
Perfoner tilftede. Kongen taug ſtille en Stund, derpan vare hans førfte 
Ord disfe: ,Gud være løvet, at jeg nu veed, hvad jeg har at vette mig efter; 
thi Det, fom nu endelig ev fommet frem, har længe været paatæntt!” Nu 
foreftod der ham den piinlige Nødvendighed, at maatte underrette Dron- 
ningen om hendes egen Faders Forræderi Han gif ſtrax til hendes 
Bærelfer og bad om at indlades. Man lukfede op; der brandt Lys, 
og nogle af hendes Fjenere og Ferner laa der og fov. Han gik lige ben 
til Sengen; Dronningen ftod der i Silfeferk, kaftede en rød Snorekaabe 
over fig, og bilfede Kongen, fom venligt bilfede igjen, Yvorefter hun tog 
en Silfepude og bad ham fætte fig, men ban afflog det. Hun fpurgte 
ham da, om han havde hørt noget Nyt. „Ikke andet end denne Ubetyde- 
lighed," fagde han, ,at Der nu er fo Konger i Morge paa een Gang“. 
Kun een ev den vette Konge," fvarede hun, ydet er I, og Gud faavet 
fom den hellige Kong Olaf lade det altid blive faaledes”. Da fortalte 
Kongen, at bendes Fader havde ladet fig give Kongenavn paa Orething. 
„Det er vel bedre end fom faa”, var hendeå Svar; ,tro det dog for Guds 
Skyld ikke, faa længe I endnu ikke har fuldkommen Vished”. Flere Ord 
funde hun iffe faa frem for Graad. — Kongen bad hende være ved godt 
Mod, og fagde at han iffe ſkulde lade hende undgjelde for hendes Faders 
Handlinger.  Strar efter anbefalede Kongen fig, lod læfe Mesje for fig, 
faa fnart det var Dag, og faldte derpaa fine Raadgivere til fig, faavel 
fom Grim, der nu maatte gjentage fin Beretning. Man beftuttede Da at 
opffære Hærør og opbyde fuld Almenning af Skibrederne faavel fønden- 
før fom nordenfor Bergen, famt tillige at indkalde nærmefte Lendermænd, 
Gaut Jonsſon, Gunnar Kongsfrænde, Nikolas Paalsſon, Brynjulv Jons— 


ſon, Iſak i Bo. Længer ud paa Dagen lod Kongen Byens Folt fammen- 


ERT 


falde til Thing paa Chriſtkirkegaarden, og fundgjorde her den førgelige Nyhed. 


') Han havde dog, fom det lader, ej truffet Ugmund Krøkfedans og Gigurd 
Biſkopsſon, ber endnu vare til Søs længer ude, men han var vel ſikker paa 
at de andre vilde og funde give dem fornødent Barfto. 


944 Haakon Haakonsføn. 


Men ban bad tillige Ulle være ved godt Mod, og fagde, han var forvise 
fet om, at alt endnu vilde faa et godt Udfald. Morgenen efter holdt 
pan Vaabenthing, mønftrede fine Krigsfolf, og beftemte nøjagtigt, bhvilten 
Plads enhver ſkulde indtage. Kjøbmændene, bvoraf de flefte fandfynlig- 
vils vare Iydffere '), ſkulde ligge væbnede hver i fin Skytningsjtue, og 
Kongåmændene i Kongågaarden. Han haabede, fagde han, at funne ordne 
alt faalede8, at ingen Ufred med Guds Hjelp ſkulde funde fomme ufor- 
varende over dem. Ligeledes lod han fine ſtorſte Skibe, Hugroen 2), 
Olafsfuden, Fitjabranden, Guldbringen og Nvygjabranden fætte ud. Med 
den førfte bavde man det Uheld, at Underdelen ved Fremføydningen gif 
los; man maatte Derfor fætte Den op igjen og i god Ro udbedre Skaden. 
De øvrige Derimod fom flot, udruftedes paa det bedfte, og bleve lagte 
fang8 med Bryggen ind ad Byen til. Dag efter Dag indtraf nu ogfaa 
gendermændene og Sysfelmændene med ſtore Skarer af de opbudne Bøn- 
Der. Fra Vors fom der f. Cr. iffe færre end 7 Stibe?). Ligeledes 
fom de før omtalte Svsfelmænd nordenfra, efter hver at have beftaaet frørre 
eller mindre Farer. Flere af Barbelgerne havde været faa hurtigt paa 
Ferde, at De allerede tildels havde omfaret Dem, og vare fomne føns 
Denfov Dem, førend de mødte Grim. Aasulv Jarlsfrænde og Arne Blatt 
undkom, fom Det fader, uden fynderlig Vanſkelighed; Sigurd Kongsfrænde 
derimod, fom fynes at have fejlet for langt udenffjærs, til at Grim 
funde træffe Dam, vidfte iffe Ordet af førend han mødte Barbelgerne paa 
Spngversfloen, og undfom fun med Nød og neppe. Det famme lader 
til at bave været Filfædet med Agmund Krøfedans, der flulde beelt til 
Orfedalen, hvor han havde faaet Sysfel. Han maatte fyre ind til Su- 
rendalen, bvor han fænkede fin Sfude ned, og begav fig Derfra, fom man 
maa formode, til Fjeldd, faa at han ej fom til Bergen førend henimod 
Nytaar*). Da Peter Paalsfon befandt fig i Borgund, hørte han, at 
tre af VBarbelgernes Sfuder lag føndenfor ved Herø, og at Der Var andre 
novdenfor. Men ban bavde felv en ſtor Tyveſesſe faavel fom en Skude, 
og bans Folk, hvilte han havde givet Hjemlov, vare endnu hos ham; 
han føyndte fig Derfor fom fnareft til Hero, hvor ganfée vigtigt De tre 
VBarbelgeffuder faa, men ftrar toge Flugten, Da ban lod ſtode i Luren, 
førend ban føb ind i Havnen. Dette blev fiden udlagt, fom om han med 
Flid havde givet Barbelgerne et Barffo, for at de funde flippe bort, og 





1) Dette fynes meft at fremgaa af at der tales om deres „Skytningsſtuer“. 

2) Maaffee det var den felvfamme „Hugro“, fom Kong Sverre havde i Slaget 
paa GStrindfø. 

3) Haakon Haafonsjøns Saga Gap. 208, 207. 

2) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 210. 











1239. Varbelgernes Tog til Søndmøre. 945 


hans Gaard paa Gifte til Gjengjeld blive fparet for Plyndring om Bintven. 
Men det lader dog iffe til at Kongen har næret nogen Mistanke imod 
ham, tbi ban anvendte ham fiden efter lige faa meget, og I lige faa an- 
fvarsfulde Htverv, fom nogen anden. Da Peter, faavel fom De tre andre 
Sysfelmænd, WVasulv, Arne og Sigurd, vare fomne forbi Stad, gave de 
fig bedre Mag, og fom velbeholdne til Bergen. De berettede, at Hertu- 
gen havde befat alle Svfler nordenfor Stad). Ogſaa Erkebiſkoppen, 
Der iffe vidfte noget om Det Hele, førend han paa fin Hjemrejfe fra 
Søndmøre var fommen til Leivangen *), fendte ſtrax, bøjjt ubebageligt 
overrafket, et Brev Derom til Kongen, bvilket neppe fan være anfommet 
mange Dage fenere end Grim Keifan, faa at Dronningen, om bun ej tro- 
ede paa Efterretningen før, dog nu maatte være overbeviift om, at Grim 
ej havde faret med Fant. 

Da Varbelgerne, opholdte af Modvind, merkede, at Gjteretningen om 
deres Komme var gaaet forud for Dem, opgave De omfider al Tanke 
om at overrumple Kongen, ja endog, fom Det fader, om at angvibe ban 
i Bergen, men deelte fig i forffjellige mindre Partier, for at fare ind I 
De enfelte Fjorde, og tilføje de Kongelige al Den Stade, de funde. De 
fandt ingen, fom de funde dræbe, da alle Folk havde fanart Tid til at 
flygte, men det gif ud over de forfvarskøfe Gaarde, fom plyndredes uden 
GStaanfel. Paa Dromenes, hvor de lagde til, bug de faaledes alt Kvæ- 
get ned, fejlede fiden ind efter Sundene til Arne Blakks Gaard, fandfyn- 
ligviis paa Aure, og røvede alt hvad de funde fomme til, ligeledes hos 
Aqmund Roftung og Andres paa Sjaumæling 3). Derfra frevnede De 
ind i Maumsdalen og behandlede Kongsmændenes Gaarde paa famme 
Viis. Men med alt dette var faa lang Tid bengaaet, at Kongen havde 
funnet fende Peter af Gifte, Aasulv af Auftraat og Gunnar Kongsfrænde 
nord imod Varbelgerne med iffe færre end 25 Skibe. De havde Ordre 
til at Drage faa langt nordover, fom De uden alt for ſtor Fare funde 
vove, før Reſten ſkulde de, dette tilføjede Kongen udtrykkeligt, ffaane Kir- 
fer og Kvinder, fom han og hans Forfædre altid havde plejet. De 
fandede ved VBorgund, og vare Der heldige nok til at træffe tvende af 
Hertugens nys udnævnte Sysfelmænd, blandt hvilfe den tidligere omtalte 
Snæfol  Gunnesføn fra Orknø. Bed at fre Birkebeinerne fomme — 
thi faaledes faldte nu fremdeles de Ffongelige Krigsmænd fig lige over 


») Haafon Haafonsføns Saga Gap. 207. 

2) Haakon Haatonsfens Saga Gap. 203. 

3) Den famme, der havde været i Bjarmeland med Agmund af Spaanheim, 
fe ovenfor S. 596. jvfr. Haafon Haafonsfens Saga Gap. 81. 
Mund. Det norfte Folks Hiſtorie. ul. 60 


946 Haakon Haafonsføn. 


for Varbelgerne — ftimlede disfe til Kirfen, men inden de naaede den, bleve 
fleve dræbte.  Birfebeinerne toge en heel Mængvde Ledingsgods, fom Sys— 
felmændene havde faget famlet, og førte dem felv fom Fanger til Bergen. 
Thi ved at erfare, at Hertugen endnu fad meget mandſterk i Nidaros, 
vovede De fongelige Sysfelmænd fig ikke [ængere nord, men vendte tilbage, 
nøjende fig med det Bytte og de Fanger, de havde taget !). De havde 
tilfagt de fangne Sysfelmænd Grid, indtil de fom til Kongen, og denne 
ffjenfede faatel Dem, fom alle andre, der godvillig unvderfaftede fig, Livet. 
Paa famme Tid havde Kongen fendt Klemet of Holm til Agder mod de 
Barbelger eller Jilhængere af Skule, fom der maatte findes. Han tog en 
af dem af Dage, en forhenværende Begling ved Navn Olaf Thorasſon. 
I Nyfylfe havde Hertugen i fin Tid udnævnt Baard paa Heftbø til fin 
GSysfelmand. Da han fit høre, at Hertugen havde lavet fig give Konge- 
navn, begav han fig firar til Kongen vg underfaftede fig ham. Kongen 
ffjenfede ham naturligviis fuldfommen Fred og Naade *). 


140. Kong Haakons Udruftninger. Herr Knut bliver Jarl. 


Kong Haafon hodt nu Hyppige NRaadflagninger med fine Mænd, 
hvad der nærmejft var at gjøre. Det var naturligt, at alle de, fom vare 
fømne nordenfra og havde lidt Tab baade paa Folk og Gods, onſkede 
intet heller end fnareft muligt at funne fomme tilbage og hevne fig paa 
Barbelgerne. Men de andre, Der vare føndenfra Landet, og endnu iffe 
pare blevne faa fmerteligt berørte, raadede Kongen til heller at holde fig | 
fille under det dybefte af Vintren, og dette Raad, Der ogfaa meſt fyntes 
at ftemme med Kongens egen Filbøjelighed, blev fulgt, fan bekofteligt det 
end var at fidde hele Julen over med af den Mængqde Folt. Dette fil Kone 
gen faa meget mere at føle, fom ban til Beftrivdelfe af den fædvanlige Julebevertz | 
ning og Sold til de baandgangne Mænd forgjæres bande fendt Bud efter | 
Landſkyld og Leding fra Viken, hvor der formedelft Krigsurolighederne in— 
tet var at faa. Han faa fig derfor endog, da Mytaarsdagen fom, nødt 
til at fade fine Sølvfar og Sølvdiffe hugge i Stykker, for dermed at betale 
Hirdmændene, fom fun paa den Maade fif, hvad de ffulde have. GStrar 
før Juul bavde ban den Sorg at Nikolas Paalsføn blev heftig fog og 
døde; han var vel den yngfte af Lendermændene, men man ventede fig no» | 
get færdeles ftort af ham, og han havde allerede, fom vi have feet, været | 
benyttet i vigtige Grender. Hans Fader, Paal VBaagaffalm, overlevede 


I) Der anføres i denne Anledning et Vers af Snæfoll, det fidfte, der i Saga: 
erne omtales fom digtet af nogen Mand udenfor Island, 4 
2) Haakon Haafonsføns Gaga Gap, 208. 








1240. Herr Knut udnævnes til Jarl. 947 


ham endnu i fem Aar ?), men nævnes, befynderligt not, iffe fiden han 
føgte at tale Skule til Rette i Aaret 1235; fandfynligviis har han da, 
ærgerlig over Skules Ggenfinvighed, afbrudt Forbindelfen med ham og 
truffet fig tilbage fra det offentlige Liv. Kongen fulgte felv Nikolas til Jorden 
og taffede de Grjjtlige for Sangen. Det var juft Julvaften; da havde Kon- 
gen ufædtanlig tvavlt, thi famme Morgen overvar ban Uddragningen af 
„Hugroen“, vis Reparationer juft vare tilendebragte og fom ban vilde have 
paa Bandet før Juul. Efter Stik og Brug talte han nogle Ord derved, 
og fluttede med at tillyfe den fævdvanlige Julefred; derfra gik han lige til 
Nikolas's Begvavelfe, og fenere paa Dagen til Hirdftevne. Den 2den 
Januar (1240) affendte han Agmund Krøfedans, Der, fom berettet, var 
fømmen til ham i Julen, med 120 Hirdmænd og Gjefter til Oplandene, 
for at ftan Munan Biftopsføn bi. Agmund tog Den fædvanlige Vej over 
Sogn og Baldres. Her traf han Munan, fom endnu holdt til der, og 
drøg i Følge med ham til Oslo, hvor de nu forefandt en Mængde Kongs- 
mænd, der havde flygtet fra Oplandene for VBarbelgerne. Men Agmund 
meente, at de Dog iffe vare mandjfterfe nok, hvis Hertugen ffulde fomme 
nordenfra, og fandt det derfor raadeligft at De Droge op i Gudbrandsdalen, hvile 
fet ogfaa ffede. GSandfynliqviis have dDe da taget en betydelig Ombej, fiden 
De ellers neppe funde have undganet at føde fammen med Varbelgerne 
ved Mjøfen. Den Troſkab, Herr Knut havde viijt, befønnede Kongen nu ved 
ifriftligt at udnævne ham og Arnbjorn FJonsføn til Over-Befalingsmænd 
i Bifen og Oplandene, famt tillige ved at bemyndige Arnbjorn til, paa 
fine Begne, at give Knut den Jarletitel, fom han faa hæderligt havde 
afflaaet, da Skule tilbød ham den. Knut vifte fig ogſaa fremdeles Denne 
Tillid pærdig. 

Det funde vel omtrent være paa Den famme Tid, at en Klerk, fom 
Biffop Arne i Bergen før Ufredens Begyndelfe havde fendt til Erkebi— 
(toppen med Breve, fom tilbage igjen. I Nidaros, hvor han endnu ej 
traf Erkebiſkoppen hjemme, havde Hertugen modtaget alle Brevene, og 
ved hans Afrejſe medgivet ban andre til forfkjellige Folk i Bergen, efter 
førft at Dave fadet dem oplæfe for ham, paa det at ban, fom det bed, 
funde overbevife fig om at De alene handlede om private Pengefager. Men 
Da de føulde forfegle8, havde han i Haſt fadet dem ombytte med andre, 
Der nu faldt i Kongens Hænder, og vifte fig at være af Det meft forrær 
dberffe Indhold med Henfyn til ham og hans Mænd.  Fndholdet er dog 


1) Annalerne omtale hans Død ved 1245. Paal nævnes fom VBidne i det ber 
fjendte udaterede Gavebrev af Kong Haafon, hvorved han overdrager Byen 
Stavanger til Biffopsftolen. Er dette, fom det fynes rimeligligt, yngre 
end 1240, finde vi der faaledes Paal endnu engang. 

60% 


948 Haafon Haafonsføn. 


iffe nøjere angivet. Senere hørte Kongen aldeles intet fra Hertugen, ba 
VBarbelgerne nu pasfede faa godt paa overalt, at ingen, hvor gjerne han 
end vilde, funde flippe nordenfra. 

Under den Uro, fom nu opfyldte Gemytterne, ev Det ej at forundres 
over, at man mere end fædvanligt fpejdede efter alt, bvad der funde faldes 
Varjler, for ved Hjelp af Dem at flue ind i Fremtiden. Det maatte 
derfor gjøre et overordentligt Indtryk, va Der i Slutningen af Januar 
og hele Februar vifte fig hver frjerneflar Aften en ſtor Komet paa den 
veftlige Himmel. Kongen felv var en af de førfte, fom blev den var, juſt 
fom han fom ud om Uftenen den niende Dag efter Julen d. e. 16de 
Januar. Han [od ftrar falde fin Læge Mefter Vilhelm ud og vifte ham 
Den. Vilhelm udbrød førar: ,Gud bevare og alle, dette er et merkeligt 
Syn! en faadan Komet vifer fig gjerne forud for anfeede Høvdingers 
Fald eller før ftore Slag.” Denne Gang i det mindfte gif Spaadommen 
i Opfydelfe. Men indtil da udlagde viftnok enhver af Parterne den vver- 
eensftemmende med fine egne Onſker !). 


141. Hertugens Brevffrivninger til fremmede Fyrfter. Kongens Tog til Throndhjem. 


Hertugen havde imidlertid været færdeles virffom i at lade førive en 
heel Deel Breve faavel til Folk indenlands, fom til Udlandet, for at frem- 
ftille fin Sag i det bedfte Lys, og flaffe fig Venner. Vi have ſaaledes 
nys omtalt de Breve, ban fendte til Bergen, men fom faldt i Kongens 
Hænder.  Devare fandfynligviis ſtilede deels til Biftoppen, deels til flere af 
Rendermændene og Sysfelmændene i Gulathingslagen.  Iil Sverige fendte han 
Islendingen Jatgeir Sfald med en Deel Breve, navnlig til Kongen, og lod ham 
fægge Vejen over Jemtefand *). Hans højre Haand ved denne Brevftriv- 
ning, faatel fom en af hans fornemfte politiffe Raadgivere under Opjftan- 
den var ellers den oftere omtalte, talentfulde Abbed Bjørn i Holm, der, 
ffjønt han tidligere fynes at have fianet paa Kongens Side, eller i det 
mindfte at have været neutral, nu i den fidfte Iid, efter Forhandlingerne 


1) Haafon Haakonsføns Gaga Gap. 210—212. Kometen omtales ogfaa i An— 
nalerne, faavel fom af Matthæus Paris (S. 354) og Matthæus af Weſt— 
minfter (S. 154); de tvende fidfte beffrive den omtrent ligelydende: „omtrent 
i hele den Tid (den 13de Januar er den fidft foregaaende Tidsbeftemmelfe), 
navnlig i Løbet af hele Februar Maaned, om Uftenerne, vifte der fig mod 
Veſten en rødlig (fusca) Stjerne, udfendende fin Straale mod Øften, hvilke 
mange med Mette erflærede at være en Komet“. Den her nævnte Mefter 
Vilhelm, der ogfaa nævnes blandt VBidnerne ved det oftere omtalte Stavan: 
ger: Gavebrev, have vi antaget for at være den Læge af famme Navn, der 
omtales i Sturlunga-Saga III, 6, og opererede Shorgils Skarde for Hare— 
føaar. Han var fitfert en Udlænding. 

2) Haafon Haafonsføns Gaga Gay. 216. 


i 
ll 





1240. Abbed Bjørn. Kongens Tog til Throndhjem. 949 


paa Oplandene og i Viken, med Liv og Sjel var traadt over paa Her- 
tugens Parti, hvad enten han nu bavde fattet et færdeles VBenffab for 
Bam, eller, hvad der er rimeligere, ved ham haabede at opnaa høje Var— 
Digbeder og ſtor politiff Indflydelfe. Hans falffe Spil og forftilte Uvi- 
Denhed om Skules Ruftninger, da han af denne var fendt til Kongen i 
Tunsberg, er allerede omtalt. Hans forræderffe Birffomhed tvert imod 
Bergens-Forliget, fom han felv havde været med at flutte, var faa aaben- 
Bar, at den velmenende Erkebiſkop Sigurd blev forbitret paa ham, og faa- 
pel derfor fom paa Grund af hans Handlinger i det hele taget, fatte ham i Ban 
ſaaledes fom det i Forliget var beftemt for hver den, der overtraadte Det. 
Herover blev Abbeden bøjft misfornejet, og appellerede til Paven. Siden 
fagde han og Hertugen deres Hoveder fammen, og bleve enige om, at Bjørn 
felv ffulde vejfe til Pateboffet, men tillige beførge Hertugen8 Grender, ved 
at medtage Breve fra ham til Paven, Kejferen og andre Høvdinger, faa- 
vel i Tydſkland fom i Danmark, ligefom han vel ogfaa mundtligt ffulde 
tale hans Sag, naar Lejlighed dertil gaves, og paa enhver Maade virke 
i bans Fnteresfe. De nødvendige Penge til Rejfen forftvafte Hertugen 
imod Pant i bverfen mere eller mindre end felve Holms Klofter. Lidt 
før Juul forfod Bjørn Nidaros, men gav fig, faa fnart han fom over Fjel- 
Det, q0d Tid paa Vejen, for ej at værke nogen Mistanke. Da han fom 
til Hamar, traf ban Munan Biffopsføn, og vifte fig, figes der, færdeleg 
blid mod ham, for at han ej føulde merke Uraad. Men Munan havde 
alligevel faaget Nys om, hvad ban førte i fit Skjold, lod ham anholde, og 
fendte ham med Breve og Penge under Bedakning af fire Hirdmænd og 
fire andre Mænd over Sogn til Bergen, hvor Kongen vel iffe [ænger var 
tilftede, men hvor Gudleik af Aſk, der førte Befalingen i Kongens Fra- 
værelfe, fod ham indfætte i fiffer Forvaring paa Borgen indtil Kongens 
Tilbagekomſt *). 

Kongen havde netop tiltraadt det [ænge forberedte Fog til Fhrond- 
hjem.  Ullerede mod Slutningen af Julen begyndte Lendermændene at 
blive utaalmodige og forlangte at Drage nordefter, ja Der Var endog en 
eller anden, fom fod fade Ord om, at Varbelgerne iffe havde faa ganføe 
Uret, naar de faldte Kongen „Haakon Søvn". Han lod imidlertid fom om 
han iffe gav nogen Agt Derpaa, og oppebiede roligt den belejlige Tid. 
Da Kyndelmisfe fom, gjorde han endelig Anftalter til Opbrud, famlede 
Krigsfolfet, og Drog affted. Han havde ikke mindre end 40 ſtore og vel 
udruftede Skibe. Af Lendermænd fulgte ham, foruden de oftere omtalte, 
der hørte Hjemme nordpaa, tillige Gaut Jonsføn, Iſak i Bø og Gunnar 
Kongsfrænde. Det fynes endog, fom om disfe tilligemed Peter å Gifte 


) Haafon Haafonsføns Gaga Gap, 215, 


950 Haakon Haafonsføn. 


og Aasulb vare ombord paa Kongens eget Sfib ') hvor han ogfaa med- 
tog fin fyvaarige Søn Haafon, der nu, efter den aldſte Søn Olafå 
Død, var den nærmefte Arving til Fronen 2). Dronningen og Ven Yngre 
Søn, Magnus, bleve tilbage, og fod han dem for Sikkerheds Skyld tage 
fit Ophold i Borgen, med 40 Hirdmænd og meget andet Krigsfolk under 
Den nysnævnte Gudleik Stallare8 VBefaling. Allerede ved hans Afrejſe 
fra Bergen gif Dev det Rygte, at Hertugen var i Ferd med at drage fyd 
til Oplandene og iffe vilde oppebie ham i Fyrondhjem. Det bed tillige, 
at han havde fendt nye Sysfelmænd til Søndmøre og Raumsdal. I den 
Anledning fendte Kongen, da han fom til Kiilftrømmen, Arne Blatt, 
Gunnar Kongéfrænde, Aasulv og Sigurd Biffopsføn forud for at undere 
føge Forholdene; De flyndte fig alt hvad de funde, lige til Raumsdals— 
mynne (Indlobet til Raumsdalsfjorden), og erfarede her, at Finn Knatt, 
i Egenſkab af Hertugens Sysfelmand, holdt til med fit Følge inde paa 
Vedø. De ftevnede ftrar der ind, og toge ham af Dage med flere af hans 
Folk. Da Kongen fiden formedelft bvaft Vejr og Snefog maatte lægge 
ind til Sandulvsftad paa Hiteren, blev det ham fagt, at Hertugen virke- 
fig havde forfadt Nidaros. Denne tiltraadte nemlig Toget til Oplandene den 
18de Februar 3), efterfadende Klemet Fader og Guthorm af Sudreim i Byen 
med 240 Mand for at forfvare Skibene og bevogte Syrøndelagen. Sin Huftru 
Bru Ragnhild og fin vngfte Datter Jomfru Ragnrid, faavel fom en ſtor Deel 
af fit Gods, havde han ladet bringe i Sikkerhed i Elgeſeters Klofter, hvis Brø- 
dre, regulære Auguſtinere, og i Den nøjefte Forbindelfe med Chorsbrødrene ved 
Obriftfirfen, vare bam lige faa bengivne fom de fleifte af disfe. Kongen 
fortfatte iffe Des mindre Rejfen til Throndhjem, dog faaledeg, at han 
fendte Aasulv og Gunnar forud med 15 Skibe før at forføge en Over- 
rumpling. De fom til Byen ved Nattetid, Da Det var aller mørkeft, lagde 
ſtrar til og gif i Land paa to Steder, Gunnar ved Filsvifen, Ansulv 
oppe i Elven, ved Bryggerne. Men en af Hertugens Mænd, ved Navn 
Bergthoør Ram, havde dog paa fin fetfejlende Skude fanet et faadant 

') Der ftaar nemlig udtrykfeligt, at ydisfe Lendermænd vare med Kongen", 
hvilfet, om det Éun toges i den Betydning at de vare med paa Toget, vilde 
udeluffe de øvrige Lendermænd, der dog ſees at have været med. 

2; Naar Olaf døde, angives ej, men at han maa have været død før 1240, ſees bedft 
deraf at Kongen lod Haafon hylde fom fin Gfterfølger. Dette vifer og, at 
Kongen maa have taget Haafon med fra Bergen, ſtjont det ej udtrykkeligt 
figes. 

3) Der ftaar , Lørdagen i Ni-Ugers-Faften” 3: GSeptuagefima, hvilket ej Fan for 
ftaaes om Lørdagen før Septuagefima-Søndag, eller Ilte Februar. Naar 
Kongen affejlede fra Bergen nogle Dage efter Kyndelmisfe, f. Er. 6te Fe 
bruar, og, fom man feer, havde daarligt Bejr ev det ikke faa ufandfynligt, 
at han ej fom til Nidaros førend efter den 185e, 














1240. Kong Haafon i Nidaros. 951 


Forfpring for Dem, at ban funde advare fine Kammerater i Byen, der 
faaledes fit Tid til at føyrte ind i Kivferne, og Det tar Derfor fun faa 
af Barbelgerne, fom faldt for Birkebeinernes Haand, eller bleve faarede. 
Siden fom Kongen felv, og lagde fig ude ved Munkholmen. Her blev 
Det ham meldt, at Klemet og Gutborm med en talrig Hob VBarbelger 
Holdt til inde i Klofterfirfen 1), hvor de havde taget hen, faa fnart de hørte 
at Kongen nærmete fig. Derfor vilde han iffe gaa op i Klvuftret, og da 
Varbelgerne fendte Bud til ham og bade om Grid, gav han intet Svar. 
Gfter Raadflaqning med fine Mænd roede han fiden ind til Byen, hvor 
Grøebiffop Sigurd og Gporsbrødrene modtoge ham med Procegfion og 
bøde ham velkommen, føjønt han rigtignok funde merfe, at flere af dem 
talte eet og meente et andet. Kongen og Grøebiffoppen havde mange 
Samtaler om den vigtige Sag, Der nu fatte hele Landet i Bevægelfe.  En- 
felte af Hertugens Benner fremfom med det Forflag, at han ftulde flutte Forlig 
med Hertugen, paa det Vilkaar, at de fit hver fin Halvdeel af Riget, og 
begge bare Kongenavn. Men Kongen fagde, at det iffe nyttede at byde 
bam faadanne VBilfaar. Derimod erflærede han, paa Erkebiſkoppens Bøn 
om Grid for Fru Ragndild og Jomfru Ragnrid, at han var villig til 
ej alene at tilftaa dem Grid, men ogfaa alle andre, der maatte have taget 
fin Filflugt til Kirferne, ja endog Dem, der lan i Holms Klofter. Dette lode 
De fig ikke fige to Gange, men toge ftrar imod Forlig. Nogle gif endog i Kon- 
gens Fjenefte, andre droge bjem til Deres Gaarde. Blandt De fidfte fynes 
Anførerne felv, Klemet og Guthorm, at have været, Da man ikke fiden 
hører dem omtale. VBed Gftervetningen om Kongens Mildhed fom der 
efterbaanden allevegnefra Folk, fom de VBarbelger, Der Vare Dragne med 
Hertugen til Oplandene, havde fat til at beftyre Deres Gaarde, vg 
fom nu bade Kongen om at ffaane disfe. Kongen fovede at fade Gaar- 
dene ftaa urørte til Sommermaal, og at oppebie, om Gjerne inden den Tid 
vilde indgaa Forlig med ham. Med disfe og lignende Forhandlinger til- 
bragte Kongen nogen Tid i Nidaros, ventende paa, bvad Gjterretninger 
Der vilde fomme fra Oplandene om Knut Jarls og AUrnbjørn Jonsføns 


1) Paa denne Viis maa Sagatertens Ord aabenbart rettes. Der faar nemlig 
at det ved Unfomften til Holm blev ham fagt at Klemet og Guthorm ,,våru 
fyrir i bænum** mandſterke, og havde flygtet did ved Kongens Nærmelfe, 
famt fad trofaft i Kirken. Men da de jo allerede før vare pi Byen", er 
det en Selvmodfigelfe, at de fiden frulde fiygte ,til Byen". Og da der nu 
ftrar efter netop ev Sale om, fra Kongens Side, at ſtjenke dem Livet, der 
„ſad i Kirken i Holm”, er det aabenbart, at det Fun er disfe, der menes, 
og at Ordene „i bænum** frjlagtigt ere Fomne ind. Dette forklarer ogfaa, 
hvorfor Kongen ej vilde gaa op i Kloftvet. Paa denne Maade har ogfaa 
Peder Glauéføn forftaaet Stedet, faa at altfaa hans Koder maa have haft 
det Mette. 


952 Haafon Haafonsføn. 


Bedrifter mod Hertugen. Imidlertid fendte han Gunnar Kongsfrænde 
affted til Jemteland, og om Det ſkulde behøves, videre, for at indhente 
Jatgeir Skald. Gunnar rejfte over Hals og Hoved, medtagende fun 15 
Mand, og Døjede meget Ondt, men udrettede fit Erende. Han fit Hertugen8 
Sysfelmand i Helfingeland, Thore Riisbit, tagen af Dage, indhentede 
FJatgeir endnu førend han var fommen over Helfingeland8 Grændfe, og 
fratog ban alle de Breve og Koftbarbeder, fom Hertugen havde medgivet 
ham til fine Venner i Sverige. Jatgeir felv undfom med Nod og neppe. 
Gunnar fom tilbage til Nidaros førend Kongen endnu havde forladt 
Byen, og indlagde fig megen Hæver ved fin Raſkhed '). 


1422. Hertug Skule paa Oplandene og i VBifen. Knut Jarls Nederlag paa 
Saafa. Urnbjørn Jonsføns Dod. å 


Da Hertugen, fom det ev berettet, var brudt op fra Nidaros Lør- 
Dagen den 18de Februar, fom han om Uftenen til Medalbuus, hvor han 
overnattede, og tog Derfra Vejen gjennem Orkedalen, iffe, fom fædvanligt, 
gjennem Soknedalen. Da han drog over Fjeldet, havde han 600 udføgte 
Mand, tel forfynede med Hefte, Vaaben og Klæder, foruden de andre, 
Der tidligere vare udfendte under Ulf af Leivaftad *). Munan Biffopsføn 
og Aqmund Krokedans vare atter i Gudbrandsdalen, men trak fig ved 
Gftervetningen om Hertugens Ankomſt tilbage til Hedemarken, hvor De 
paa Ningsaker forefandt Alf af Leivaftad, Der nær tar falden i deres 
Hænder. Han fit netop Tid til at flippe ind i Kirken med fine Folk, 
og Birfebeinerne bleve liggende omkring den en ſtor Deel af Dagen, indtil 
Det blev dem meldt at Hertugen nærmede fig. Da maatte De bryde op, 
og begave fig ned til Oslo. Herfra fendte Munan og Agmund Bud til 
Knut Jarl, Avnbjørn Jonsføn og de øvrige Lendermænd, der hver paa 
fin Kant famfede Tropper og forenede fig med dem. Blandt dem, fom 
ved Denne Lejlighed indfandt fig med en Skare Folk, var den før omtalte 
Gregorius, Søn af Hr. Andres Simonsføn Han havde i de fid- 
fte Par Mar opholdt fig i Danmark ved Kong Valdemars Hof, uden 
at indhente Kong Haafons Filladelfe, ffjønt denne havde givet ham Sys- 
fel paa Raumarike. Kongen, fom fandt Denne Ferd noget befynderlig, 
havde ftrar ved Efterretningen om Skules Opftand fendt en vis Bjarne 
Mofesføn til ham med den Hilfen, at bvis han fom tilbage, ffulde han 
nyde Hæder i Forhold til den Troſkab han udnvijte. Gregorius rejfte 
ftrar, famlede Folk, faa fnart han fom til Bien, og ftødte med dem til Birke- 





1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 214, 216. 
?) Haaton Haafonsføns Gaga Gap. 213. 




















1240. Hertug Skule paa Oplandene. 953 


beinerne8 Hovedhær 1). Gifter at bave befriet ULF, rykkede Hertugen videre 
gjennem Hedemarken til Hamar, hvor han fynes at bave opgoldt fig i 
nogle Dage, for at drage Stridskræfter til fig. Her fom Vefete litle 
til bam fra Marfer, hvor han fiden Nederlaget paa Solbjerg havde vp- 
holdt fig, fom det tidligere er berettet. I den anden Faſte-Uge brød 
Hertugen op fra Hamar og drog til Eidévod, famt videre ſyd over 
Raumarife, idet ban lod Alf af Leivaftad drage forud for at fpejde. Ulf 
mødte nogle Folk, fom Knut Jarl havde udfendt fra Oslo i famme 
Grende, og det fom til en Frgtning, bvorved en af AFS Mænd blev 
tagen til Fange. Denne Mand blev fiden drætt i Oslo af en Mand i 
Jarlens Hær, der havde noget udeftaaende med ham. Da Hertugen for- 
fød Eidsvold, fom en danſk Preft, ledfaget af nogle faa Folk, til ham fra 
Knut Farl, med det Forflag at de føulde modes og holde Slag paa de 
faafaldte Leiraa-Bolde. Antog Hertugen Forflaget, Funde man Da paa 
begge Sider ruſte fig fom bedft og træde Sneen behørigt ned, men ikke 
føge at overrumple binanden, førend dette Møde var prøvet. Hertugen 
fod fvare, at han modtog Forflaget og ffulde ingen Ufred øve, førend Sla- 
get var holdt. FImidlertid ryffede han frem til Laafa ved Nanneftad *), 
- Qvor han overnattede (5—6te Marts).  Næfte Dag fom VPreften tilbage 
med vderligere Forflag fra Knut Jarl om Opftillingen af begge Hære, 
nemfig ſaaledes at Hertugen felv ſkulde rejfe fit Merfe mod Jarlen, Kjerte- 
fveiner ftille8 mod Kjertefveiner og Gjefter mod Gjefter. Fil Bejledning 
derved fod Jarlen meddele, at Hans Kjertefveiner ffulde have et guult, og 
Gjefterne et fort Banner. — Hertugen fynes at have ytret nogen Mistro 
til alle disfe Forflag, fiden Preften bad ham at fade en Mand følge med, 
der funde høre dem af Jarlens egen Mund. Hertugen fendte en vis 
Kaare, faldet den eenhændte. Men de vare iffe fomne langt fra Gaar- 
den, førend de allerede faa Birfebeinerne8 Bannere nærme fig. Preſten unde 
ſkyldte fig med at Jarlen var hurtigere, end han felv tidligere havde fagt, og bad 
Kaare ſkynde fig tilbage for at melde Hertugen, hvad han havde feet. Det 
ffede, og Hertugen lod nu fine Folk rykte frem af Sfoven ud paa Den 
tilfrosne Leir-Elb. VBirfebeinerne ftevnede op avd Leira, ligeledes paa Iſen, 





1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 237.  Gregorius'8 Fader, Hr. Undres, 
havde, fom bekjendt, længe opholdt fig i Danmaré, og havde vel faaledes 
ftiftet mange VBenffabsforbindelfer der, hvoraf Sønnen nu nød godt. Hans 
Rejfe fra Norge var ſikkert Éun en uoverlagt Ungdoméftreg, og hans lange 
Ophold i Danmark Fan forklares derved, at han iffe vovede at komme til: 
bage af Frygt for Kongens Brede. Bjarne Mofesføn fres oftere at være 
brugt i Sendelfer til Danmark. 

2) Saavel heraf, fom af andre Omftændigheder fred det, at Landevejen fra 
Eidsvold i den Tid gif om Nanneftad Kirke, ikke, fom nu, om Srygftad. 


954 Haakon Haakonsføn. 


før at møde den, og fnart flilte fun et Nes, Leirnes, dem fra hinanden. 
Udenfor dette ftødte aller førft Baard Varg, Hertugens Lendermand, tilli- 
gemed Baard Garddrjot, FIhorftein Kugads Søn, fammen med en fror 
Trop Birkebeiner under en vis Avnbjørn Pofe; De toge Flugten, men 
Baard Varg havde det Uheld at fyrte med Heften, og blive tagen til 
Fange; Baard Thorſteinsſon undflap med Nød og neppe, og havde 
fun fin ypperlige Brynje, der modſtod alle Stif, at takke for fit Liv. 
Hertugen tvaf fig nu med fine Folk op paa Neſet, og forffandfede fig 
der, medens VBirfebeinerne fiillede fig lige over for Dem paa den anden 
Mabred, og man begyndte fra begge Sider at flyde paa binanden, hvorved 
en af Hertugen8 Mænd faldt. Det lykkedes Baard Varg, der var fiillet 
under fin Svoger Erik Stilks Bevogtning, at undfomme. Han flagede 
nemlig over Kulden, og bad om at maatte gaa ud paa Jfen og kaſte et 
NRunefevle, bvori ban forlangte fine Klæder tilfendte, over til fine Kam- 
merater. Erik tillod ham det, og fendte en Mand med ham for at pasſe 
paa, men Kammeraterne, der fjendte Baard, nærmede fig fra Den anden 
Side, og med eet ftyrtede Baard over til Dem. Hertugen blev ftanende 
Der paa Mesfet i 3 Dage, uden at noget Angreb føede, og tvak fig 
da af Mangel paa Levnetsmidler tilbage til Laafa (Yde Mart$). Bir— 
febeinerne fulgte efter. Da Varbelgerne fom til Gaarden, traadte De fig 
en Plads i Sneen og fylfede lige ved Hufene, der faa paa en Balke; 
nedenfor var Der en Dal, vg biinfides Denne atter en Højde, paa hvilken 
Birfebeinerne  opftillede deres Fylking. Knut Jarl og Avnbjørn troede 
nu vet at gjøre deres Sager godt ved at fende Lodin Gunnesføn, Han- 
fon Griis og Jon Provfteføn, Kjertefveinernes Høvding, bagen om Hufene 
paa Gaarden, for at fade VBarbefgerne i Ryggen ?). Men dette vifte 
fig at være et yderſt ubeldigt Vaafund. Hertugen blev det nemlig var, 
og befalede fine bedfte Høvdinger, Alf af Tbornberg, Olaf af Vigdeild, 
Alf af Leivaftad, Vefete litle og Algaute at tage imod dem; og i den hef— 
tige Kamp, der nu opftod, fom VBirfebeinerne, Der maatte vade i Den 
dybe Sne, og fun med VBanftelighed arbejdede fig frem, ganſke til at ligge 
under.  Haafon Griis, Jon Provjteføn og flere andre Høvdinger faldt; 
Lodin Gunnesføn tilligemed en Deel andre veddede fig fun med Nød og 
neppe I et Biflag til Kirfen *), de øvrige forfulgtes af VBarbelgerne, fom 
nedfagde en ftor Mængde og erobrede alle de fiendtlige Bannere. Denne 
Kamp afgjorde Dagens Sfjebne. Eller rettere, Det var Den enefte, fom fandt 


1) Merket blev baaret af Shore Knapp, der dog ej fynes at være den Shore 
Knapp, der omtales fom Heflung og Begling mod Sverre 1180 og 1198, fe 
ovenfor S. 111 og 327. 

3) Det ev naturligviis Nanneftad Kirke, fom her menes. 











1240: Glaget paa Laaka. 955 


Sted. Ii Jarlen og Arnbjørn rykfede vel, da de Funde beregne at den 
udfendte Afdeling var fommen frem, ned i Dalen og op avd Bakken med 
Hovedfiyrfen, men deels funde ogfaa De neppe fomme frem for Sne, 
deels ſtyrtede VBarbelgerne fig, endog mod Hertugens egen Advarſel, med 
faadan Hidfighed over dem, at de umuligt funde holde Stand og øjeblike 
feligt vege tilbage, uden at have miftet mere end en enefte Mand. Da Jar— 
fen og Arnbjørn merkede, at den anden Afdeling maatte være flagen, fendte 
De en vis Eiliv Kyrtil Hertugen for at underbandle om Fred. Men da 
Eiliv fom tilbage med de Mænd, Hertugen i dette Øjemed havde fendt 
med ham, fandt de fun Birfebeinernes Skjolde, der ſtode faft i Snefannen; 
bagenfor var Der ingen: alle vare borte. En uhbæderligere Flugt fan man 
ej tænte fig. De ellers faa tapre Birfebeiner maa være blevne flagne 
med en paniſk Skrak, og have revet Arnbjørn og Knut, der visfelig ikke 
ſavnede Mod, med fig i Forvirringen. Det enefte Gode, fom denne bho- 
vedkulds Flugt paa en vis Maade fan figes at have medført, var at Un— 
derhandlingerne afbrødes, og at de fongelige Befalingsmænd faaledes ikke 
indrømmede Hertugen ftørre Fordele end dem, han allerede befad. Af 
Barbelgerne faldt fun faa, men blandt disfe Kolbein eller Kaabjørn, en 
Broder af AGF paa Fhornberg. Lodin Gunnegføn og de, der med ham 
havde føgt ind i Kirken, fil Grid 1). 

Knut Jarl og Urnbjørn flygtede lige til Tunsberg. Nogle af Bir- 
kebeinernes Høvdinger, navnlig Vaal Gaas og Gjardar Styrsføn, ftand- 
fede allerede i Oslo og føgte Frifted i Hovedaens Klofter. Ikke lange 
efter rykkede Hertugen, i Spidfen for fin fejvrige Hær, ind i Byen, vg 
fod fig ogfaa hev tage til Konge. Det var ellers ikke almindeligt at 
holde Hvidingstbing i Oslo, men han maatte dog fade det fler ber, da 
han ej funde fomme til Sunsberg og holde Haugatbing. Han benyttede 
fig ellers med Mildhed af fin Sejr, thi ligefom han havde frjentet Lo- 
din Gunnesføn Livet, gav han ogfaa Flygtningerne i Hovedøkloftret Grid. 
Han blev i to eller tre Ugers Tid liggende i Oslo, for at drage For- 
ftærkninger til fig — ifær, fom man maa antage, fra fine Filhængere i 
Bifen, — ſtjont det vogfan berettes at mange Birkebeiner gif ham til 
Haande, Derpaa rykkede han firar før Palmeføndag (Svde April) tillige med 
den haalogalandffe Lendermand Viljam af Torge *) og Thore Mjobein, mod 


1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 219, 220. 

?) Dette maa have været en GSønneføn af Viljam i Jorge, der faldt med 
Kong Magnus 1184, fe ovenfor S. 175. Genere forefommer endnu en Bil 
jam i Jorge. I Peder Clausſons Overfættelfe heder det, at VBiljam og Thore 
førte Befalingen over de Skibe, der fendtes til Sarpsborg. Gr dette itte 
urigtigt overfat, maa den Koder, han havde, her have været forfkjellig fra 
dem, vi nu kjende, 


956 Haafon Haakonsføn. 


Arnbjørn FJonsføns Borg VBaldensholm, idet ban tillige fendte nogle 
Skibe øfter, for at gaa op til Sarpsborg. Ved Gjfterretningen herom 
ffyndte Avnbjørn FJonsføn fig ftrar fra Funsberg øft over Folden og 
op avd Glommen, hvor han var Heldig nok til at indbente VBarbelgerne, 
fælde nogle af dem og jage De øvrige i Land, idet han bemægtigede fig 
Deres Skibe. Men de ftore Anftrengelfer og Befymringer, ban i den 
fidfte Tid havde haft, paadroge ham en Sygdom, der i Forbindelfe med 
hans hoje Alder efter fort Tids Forløb lagde ham i Graven. — Hans 
Død blev almindeligt beffaget, og Tabet af ham var vanffeligt at evjtatte, 
tbi alle vare enige om at hans Lige ej fandtes blandt alle Norges Davæ- 
rende Lendermænd.  Opfoftret af Biſkop Nifola8, havde ban, fom vi vide, 
hørt til Baglerne8 Parti, faa fænge dette var til; men fra den Stund, 
dDet havde opføft fig og han havde fvoret Kong Haafon Iroffab, havde 
Denne ingen oprigtigere, paalideligere og ivrigere Ben end ham, hvorfor 
han ogfaa for det mefte førte Overbefalingen, eller var at betragte fom en 
Art Statholder, i den nordlige Deel af Viken. Hertugen belejvede Val» 
densholm, Der nu, Da Arnbjørn iffe [ænger felt funde forfvare Den, fnart 
overgav fig, og Hertugen gjorde Der et vigt Bytte.  Derpaa vendte han 
tilbage til Oslo, hvor han anfom endnu før Paaffe, „og tyktes Det Da 
Folt, fom om Ingen kunde ftaa ham imod”. Hans Søn Peter holdt 
imidlertid Hedemarfen befat med en betydelig Styrke 1). 


143. Kong Haafon fader fin Søn Haakon den unge, hylde, og rejſer iilſomt 
til Viken. 


Efterretningen om det ſkammelige Nederlag ved Laaka var meget 
uventet for Kongen. Ikke lange i Forvejen var Der kommet nogle Svende 
føndenfra med den Befted, at Knut Jarl og Lendermændene laa i Oslo 
med 620 Mand, og at Hertugen umuligt kunde ftaa fig imod Dem, om de 
end iffe havde baft nær faa mange Folk: overhoved vidfte De at fortælle de 
trøfteligfte Sing om hvad Virfebeinerne tøge fig for. Men en Dag, Va 
nogle af de Kongelige, fom de ofte plejede, beføgte Fru Ragnhild og hen- 
des Mænd over paa Elgeſeter for at flaa en Snak af med dem, bleve 
de var, at alle lo af dem, fom om de gottede fig over noget, de havde 
imellem fig. Men de vilde ikke fige, hvad det var, og hine funde ved dereg 
Filbagefomft blot fortælle faa meget; at der beftemt maatte Være forefal- 
det noget, fom Varbelgerne glædede fig over. Dog bleve de ikke længe i 


1) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 226. Arnbjorn Jonsføn nævnes, fom vi 
have feet, aller førft 1204, da han gif Erling Gteinvegg til Haande. Var 
han da 30 Aar gammel, maa han ved fin Død have været 66. 





1240. Grøebiffoppen tilbyder fin Magling. 957 


Uvished, thi endnu famme Dag fom en Gjeft til Kongen, der felv havde 
været med i Slaget. I Forftningen, da Kongen fpurgte ham om Nyt, 
vilde han iffe ud med Sproget, men Da Kongen foreftillede ham, at bvis 
noget vigtigt var forefaldet, vilde ban faa alligevel fnart faa Det at vide, 
gav ban en fuldftændig Beretning om Slaget. Kongen blev, fom man 
funde vente, heel ide tilmode derved, og Hertugens Folk, der nu ingen 
Grændfe fjendte for deres Spotterier, forfifrede endog, at hele Kong Haa— 
kons Hird i Vifen var faa godt fom nedfablet, og at Det var højft uvift, 
om Jarlen funde holde fig. Blandt Kongens Mænd, der iffe vidfte, Hvad 
de ffulde tro, berffede almindelig Forfærvdelfe. Kongen felv tabte dog ikke 
Modet, og Olaf Thordsſon Hvitaffald, der var bleven tilbage i Norge, 
da hans Frænder droge tilbage til Island, trøftede hans Mænd med 
at ban nof vilde vide at oprette Staden, og at Fienderne ikke længe 
ftulde fomme til at triumfere '). Kongen [00 ftrar alle fine Lendermænd 
tilfige, at De ftulde bolde fig færdige til Opbrud paa førfte Bint. Erke— 
biffoppen, Der tilligemed de øvrige troede at Kongens Sag ſtod aldeles 
fortvivlet, og for hvem derhos Hertugens mange Jilbængere blandt Chors- 
brødrene og Auguftinerne i Elgeſeter viftnof iffe undlode at flidre Faren 
ftørre end den virfelig var, tilbod fig, af not faa velmrent Iver for Kon- 
gens Sag, at drage ſyd over Fjeldet, trods den flemme Aarstid, og for- 
føge, om ban funde mægle Fred paa taalelige Vilfaar, førend det var for 
fide. Men Kongen afflog Filbudet, med oprigtig Fat for hans gode 
Vilje.  , Det fan nok være”, fagde han, ,at Beretningen om vor Stade 
er overdreven; med Guds Miffund og St. Olafs Hjelp flole vi meft 
paa vore egne Folk, og det vilde være utidigt at flutte Fred, førend vi 
felv have provet Styrfe med Hertugen, og erfaret, om Der ej fommer 
mere ud af det, end at fade andre fæmpe for o8 paa vore Vegne. Er 
det Da Guds og St. Olafs Vilje, at vi ffulle drage det fortere Straa, 
faa fan Det jo da være tidsnok at tale om Fredsunderhandlinger.” Til 
at ftaalfætte Kongen ved Denne Lejlighed bidrog det neppe faa lidet, 
at Prioren i Glyefeter, Lambe, var i Følge med Erkebiſkoppen, tbi 
man maatte derved nødvendigvis fomme paa den Formodning, at Erkebi— 
ffoppen bandlede efter Indftydelfe af Hertugens Benner, til bvilfe Lambe 
frem for alle maa have bert *). Den Uforfagthed og Irøftighed, fom 


1) Olaf, der før havde været hos Hertugen, maa faaledes nu have erklæret fig 
for Kongen. 

?) Det var i Nikolaikirke, der, fom bekjendt, var et Slags Kapel til Kongs: 
gaarden, at Erøebiffoppen afhandlede dette med Kongen. Da han ved denne 
Gamtale, fom fædvanligt, brugte Udtrykket „vi“, er det ikke ret tyteligt, om 
det var hans Mening at rejfe alene, eller i Følge med Lambe, Det fidfte 
fones rimeligft, men maatte pafaa vokke førre Miåtanfe hos Kongen. 


958 Haakon Haakonsføn. 


Kongen lagde for Dagen, havde gode Felger. Flere anfeede Barbelger 
fom nu Dag efter Dag til Kongen for at faa Grid af bam '). Med 
Udruftningen gif det rafft. De Skibe, fom Hertugen havde efterfadt, fod 
ban underføge, og fog De brugbarefte til fig; Ve øvrige lod han brænde 
eller hugge op. - FJmidlertid [od han i Haft tilftevne Ørething, der blev 
afboldt Søndagen den 15de April, fort før hans Ufrejfe, og paa dette 
fod ban fin Søn Haafon give Kongenavn, faavel, maa man antage, 
for derved at udflette Indtrykket af Den lignende Handling, Hertugen faa 
Maaneder forud paa famme Sted havde ladet foretage, fom vel og for 
at afffære bam ethvert Haab om Tvonfølgen, felv for det Jilfælde at 
Kongen felv faldt i den foreftaaende Kamp. Akten overvares af Erkebi— 
ffoppen og de bedfte Mænd i Torøndelagen; den, der gav Haafon unge 
Kongenavn, var den før omtalte Einar Smjørbaf, Gunnar Grjonbaks 
Søn. Ved St. Olafs Søriin, der tilligemed det bellige Kors vare ude 
bragte, aflagde den unge Konge den fædvanlige Kroningded, hvorefter Len— 
dermændene, Hirdftjorerne og 12 Bønder af bvert Fylte fvore ham Tro— 
ſkabsed. Derpaa holdt Kong Haafon felv en Tale, hvori han flagede 
over at Bønderne havde viift fig mere opfætfige mod ham end han havde 
ventet og Det var fømmeligt mod deres Konge, men at han dog ikke gav 
Dem den mefte Søyld: det vilde not fnart vife fig, hvo der havde meft 
Grund til at ærgre fig Derover, han eller Bønderne. Samme Dag var 
Grøebiffoppen Kongens Gjeft ved Hyldingsgildet, og Dagen efter, Man- 
Dag, havde Erøebiffoppen Kongen til Gjeftebud hos fig. Forholdet mel- 
fem dem var faaledes fremdeles det venffabeligfte, og ved — ſtjen⸗ 
kede de hinanden gode Gaver *). 

Tirsdagen den 3die lagde Kongen ud til Munkholmen, og fik faa 
q0d Bør, at han allerede tidligt om Morgenen den 109de, Virsdag efter 
VPalmeføndag, anfom til Hegrenes ved Bergen. Her lod han blære til 
$Huustbing oppe paa Land, for at tale nogle opmuntrende Om til Hæren. 
Den Nedflagenhed og Misftemning, der betog hans Folk ved Efterretnin— 
gen om Nederlaget paa Laafa, havde nemlig endnu ikke — lagt fig; hertil 
fom Utaafmodighed over den langvarige Krigstjenefte; de menige Krigere, 
ifær Ledingsfolfet, fnurrede, mange forlangte Hjemlov, og de flefte vare 
bange for at Drage længer fyd. Kongen fagde, at ban heel vel havde 
merfet Denne Misfornøjelfe og Knurren, men gav Dem at betænfe, om 
iffe mange bavde udjftaaet langt frørre Befværligheder og Mpøje for deres 
Konge end de, tfær Da iffe en enefte af Dem endnu havde faaet faa meget 





1) Blandt disfe nævnes udtrykkeligt , Kongens Frænde' Jon af Sudrheim og 
Thorfinn af Gyro. 
?) Haakon Haafonsføns Gaga Gap. 222, 223. 




















1240. Haakon den yngre hyldes fom Konge. 959 
fom en Stramme, eller endog feet Vaabenbyrd. ,3 fordums Dage", 
fagde han, ,vilde man have anfeet Det, vi have Døjet, for en vinge 
Befværlighed, og de gamle Birkebeiner vilde ikke for faa liden Fare for- 
fade deres Konge. Nu er min Begjæring til eder alle, at I føre eder 
vel op, og iffe forlade og i Denne Stund, thi det vil man iffe fade at 
bandle fom brave Karle; inden en Maaned fra denne Dag haaber jeg 
at bet føal fee bedre ud for o8 end nu.” Da ftod en gammel Bonde fra 
Agder op, og fagde: ,jeg har været i tre Slag med din Farfader Kong 
Sverre, og naar han talte faaledes, fog ingen i Betæntning at følge ham: 
den være hver Mands NMiding, fom nuforlader fin Konge, felv om Faren 
par ftørre, end den er!” Derpaa befalede Kongen fine Mænd at fføynde fig 
videre, faa burtigt fom muligt. Da de fom til Bergen, lagde Kongen 
ind til Byen; han blev modtagen med Procesfion vg alle glædede fig 
over hans Anfomft. Men hans Oppold her varede fun i fire Dage. 
Henfigten med Beføyet var nemlig alene at underføge de Breve, fom vare 
forefundne hos Abbed Bjørn, og at lade den unge Kong Haakon hylde ogfaa 
for Gulatbinget8 Vedkommende. Brevene vare, fom oven anført, fra Hertugen 
til Paven, Kejferen og mange andre Høvdinger udenlandå, hvilke han ifær 
tænkte fiulde fremme hans Sag, „og De Vare førevne med faa megen 
Underfundighed, at man neppe føulde tro, at en faadan Høvding funde 
nedlade fig til i den Grad at blande fandt og falfft fammen”. Nogle 
af dem var endog af den Natur, at Abbeden gjerne funde have fortjent 
Døden for dem, men Kongen fljenfede ham dog Livet, og tog ham fiden 
med fig øftover.  Lendermændene raadede Kongen til at blive i Bergen 
til fænger ud paa VBaaren, og give det Mandſkab, han nu havde, 
Hjemfov, men i dere8 Sted opbyde Leding af Gulatbingslagen, og fore 
fyne fig med faa mange Tropper, at han itte behøvede at frygte Hevtu- 
gen. Men Kongen fagde at det vilde være vderft voveligt at afffedige de 
Folk, ban havde, faa fænge han iffe var ſikker pan at faa des flere fra 
Gulatbingslagen; og felv om han fit flere, var Dog denne Forfterkning 
alt for Dyrefjøbt, hvis han imidlertid ſkulde fvigte Dem i Vifen, der 
gjerne vilde vove Livet for ban, naar han blot ſnart fom til Dem; ber 
gjaldt det at være hurtig; enhver Opfættelfe var fordærvelig; om han ej 
havde flere end tre Skibe, ja ikke flere end eet, vilde han fortfætte Rej— 
fen; dem, fom ej vilde følge, ſkulde han not engang vide at ramme.” Her— 
med var al Fale om Forbaling eller Hjemlov forbi Hans Onſke, at 
fade Sønnens Hylding gjentage i Bergen, vandt almindeligt Bifald. Skjar— 
thorsdag (12te Aprilj (od han blæfe til Things i Chriſtkirkegaarden, hvor der 
nu atter blev givet Haafon unge Kongenavn, og hvor ſaabel ban paany aflagde 
Kroningseden, fom Lendermændene og Bønder fra Gulatbingslagen, Orkn- 


960 Haakon Haakonsføn. 


serne og Hjaltland fvore Troſkabsed 1). Derpaa bekjendtgjorde Kongen, 
at man allerede næfte Dag, Langfredag, ſkulde fægge ud med Skibene, øg 
erflærede hver den for Landsforræder, fom blev tilbage. Fredag Aften 
lagde ban ogfaa ganſke rigtigt ud til Floreraag, hvor han overnattede, 
og voede fun Lørdag Morgen felv ind til Byen for at lyde Mesſe; 
Da Denne var forbi, vendte han ſtrax tildage igjen, og ſtjont han endnu 
fun havde 10 Skibe, fortfatte han dog Farten til Grøningefund, hvor 
ban blev liggende Paaffedagen over (45de April) og fod holde Mesſe 
paa Land i tvende Felte. Her blev der prævdifet og hans Mand aflagde 
Dereg Sfriftemaal. Der blæfte en ſterk Søndenvind, og mange fpaaede at 
de aldrig vilde faa god Bør, fiden Kongen ifte vilde belligholde en faa dyr 
Feſt i felve Byen. Han blev lidt ilde tilmode derved, men bad Dog fine Mænd 
være ved godt Mod, da Gud nof vilde vende alt til det bedfte. Samme 
Dag fom en vis Gudleif Gidung paa en Skude fra Øjftlandet, og beret 
tede Arnbjorn Jonsføns Død, tilføjende, at det var tvivlfomt om Vit 
verjerne funde bevare dere Troſkab, derfom Kongen ikke fnarligen fom til 
dem. Han havde altfaa haft fulbfommen Met, da han fagde at det gjaldt 
at føynde fig. Anden Paaftedag, tidligt om Morgenen, gif Kongen op pan 
Land med en Svend, for at fee efter Bejret; det blaſte fra Sydøft, 
og han var noget bange for at vakke Mandffabet, hvis Vinden tiltog, 
Da der var alt for mange, fom gjerne vilde tilbage til Bergen. Men han 
vovede det Dog, og gav Befaling til at ro ſyd over Hardfjø (Korsfjorz 
den). Befalingen blev efterfommen; fnart blev ogfaa Vinden god og 
vaff, og meden8 ban lagde bi ved Sandtodra (Sandtorv) for at høre 
Mesje, fejlede endog de øvrige Skibe videre, faa at han ej fil indhentet 
dem førend i GSalbjarnarfund (Selbo-Sund), hvor de oppebiede ham. 
Den Dag fom man beelt til Hvitingse. Næfte Dag (I7de April) fejlede 
de forbi FIederen, Hvor De udenfor Revet fit en beftig Storm, faa at 
Roret fnætffedes paa flere af Skibene. Dette Uheld havde ogſaa Kon- 
gens eget Skib, idet man fejlede forbi Hvin *), faa at man maatte fiyre, 
fom man bedft unde, med Stumpen af Roret, Aarer og Landgangsbryg- 
ger, indtil man fom inden om Nefet til Skjerendfund. Onsdagen fejlede man 
til Esjenes (Hesnes), hvor den ſtorſte Deel af Flaaden famledes. Thors— 
Dag fortfattes Sejladfen ind i Vifen, indtil de fom forbi Aur (Jomfruland), 


T) Det maa aabenbart fun have været tilfældigt tilftedeværende Kjøbmænd eller 
andre Rejfende fra Orkno og Hjaltland, fom man ved dette improviferede 
Hyldingsthing fif til at repræfentere fine Landsmaænd. 

2) Herved forftaaes, fom befjendt, Egnene om Hvinen eller Kvinesdals - Elven, 
altfaa — fiden her er tale om Kyſten — GFedez eller Hvines-Fjordens Mun- 
ding famt Vifter. 

















1240. Kongens hurtige Nejfe til Oslo. 961 


ud paa Grenmar '), hvor de fif Sydøfivind med fvær Storm og Taage, 
faa at alle de Skibe, der iffe funde ligge op mod Vinden, maatte vende 
om og føge Havn; Kongen lagde heelt ind til Slaattenes, nu (Langefund), 
vor han tilbragte Natten. Her fit han høre at alle Vaarbelgerne endnu 
faa i Osfo, men agtede fig med det førfte til Tunsberg mod Birkebei— 
nerne; Knut Jarl og de fongelige Lendermænd faa derimod ved Jarlsø 
(Jersø) og tæntte at drage Kongen imøde; nogle vare blevne tilbage paa 
Slotsbjerget. Kongen fod derfor ftrar et Bud afgaa over Land til Tuns— 
berg, for i al Hemmelighed at melde Birfebeinerne hans nær foveftaaende 
Anfomft. Den følgende Morgen (Fredag den 30te) var Kongen paa Ber 
nene, førend det endnu var lyſt, og bed fine Mænd at fraa op og læde 
fig paa; Da det gif noget feent dermed, fordi de Uftenen forud havde fviret 
vel fterft, fagde ban:  Baarbelgerne ere vift rappere til at klade fig paa 
idag for at fare ud mod vore Kammerater i Tunsberg”. Det ffal ikke 
ſkee“, vaabte Birkebeinerne, føyndte fig op og roede hurtigt ud af Havnen. 
Da de fom udenfor, blev Vinden god. Kongen troede at de øvrige Skibe 
allerede havde fejlet forbi, men da det blev Iyft, faa ban at de endnu vare 
agterud; ban oppebiede Dem derfor i Maurfund *), og gjorde imidlertid 


1) Ut Aur er Jomfruland, fees faavel af dette Sted, fom det foregaaende (Haa: 
fon Sverresføns Saga Gap. 16, fr ovenfor S. 512) hvor det nævnes.” 
Tilleegget „ud paa Grenmar“ er her ifær betegnende, thi Grenmar, eller 
Langefunds- og GSkiens-Fjorden, begrændfes netop mod Veft af Jomfruland. 
Ut der i Sagaen ftaar: ,,ud paa Grenmar føndenfor Aur“ er faa langt 
fra, fom det ved førfte Djefaft fynes, at anvife Aur en anden Beliggenhed, 
at det tvert imod bekræfter det nys fremfatte. Thi naar man rejfte fra Ber- 
gen føværts til Viken langs Kvften, bed det altid at man vejfte ſyd eller 
øft, og omvendt at man rejfte nord, felv om den virkelige Retning var mod- 
fat. Derfor heder det og nys forud ,at Knut Jarl laa ved Jersø og agtede 
fig nordefter for at møde Kongen". Altſaa ev det tydeligt, at Jomfruland 
i dette GSejladsfprog maatte figes at ligge novdenfor Grenmar, og Lan: 
gefundsgabet føndenfor Jomfruland. Mod det her antagne ftrider det ej 
at Kongen fiden, efter at være roet ud fra GSlaattenes figes at Fomme 
nfremfor Øen Aur“, hvor der blæfte op en god Vind, thi det ev tydeligt, at 
hans Henfigt var at fejle udenffjærs, og da maatte han komme i Sigte af 
Jomfruland, der nævnes fom det vigtigfte Merkepunkt. Man har antaget 
„Aur“ paa fidfte Sted for Urøi Langefundsfjorden; dette er med Henfyn til 
Beliggenheden ikke faa urimeligt, men da Aur ſtrax forud er nævnt fom Jom- 
fruland, vilde det være befynderligt, om Navnet firar efter ſtulde være taget 
i en anden Betydning. Desuden maatte man da læfe ,Ör*, om man ej endog 
vil antage, hvad der er det vimeligfte, at Urøi tidligere Dage har hedet Arey. 
I de forffjellige Haandfør. faar ,Målundum,* ,,Malströndum, * ,Smålundum*, 
»Ivasundum, * ,Måsundum* hvilket vifer, at be forffjellige Afſtrivere ikke have 
været paa det rene med Navnet. Da nu Flatøbogen, i hvilfen ber efter de 
Mund. Det norſte Folks Hiftorie. 1. 61 


— 


962 Haafon Haafonsføn. 


det Løfte paa fine egne og Mandſkabets Vegne, at alle Birkebeiner ſkulde 
holde VBandfafte den forfte Dlafsvake-Aften, og almindelig Fafte den anden; 
eller ogfaa- hver Gang loskjobe fig derfra med 15 Peninger, (vilket Løfte 
dog fun blev famvittighedsfuldt overholdt det førfte Aar). Da Flaaden var 
famlet, fejlede Kongen videre til Grindhbolmefund, hvor Munan Biftopsføn, 
Gunnbjørn Jonsføn og Ivar af Stedjehov mødte ham, og bade ham lægge 
ind til Jarlss, hvor Knut Jarl faa med VBirfebeinernes hele Flaade. 
„Nej“, fagde Kongen, ,fiden Gud har undt os denne gode Bør, haaber 
jeg at den ffal blive o8 GSejrbør; det gjelder derfor at benytte den; De, 
fom ville, funne følge efter”. Da han fom udenfor Jarlso, fod han fun 
ftøde i Luren til Signal før Birfebeinerne der indenfor, og fortfatte Srj- 
fadfen ind efter Fjorden. Dog fendte han nogle Folk paa en Skude ind 
til: Tunsberg for at beftemme, bvilfe der føulde forfvare Slotsbjerget og 
bvilfe følge bam. Da Birfebeinerne ved Jarlåø hørte Kongens Luur, toge 
De ſtrax Tjeldene ned og fejlede efter Kongen, vg da denne faa dem fom- 
me, oppebiede ban dem i Bedjefund (Bærøfund) Med den famlede 
Flaade fejlede han under ftedfe aftagende Bind videre, og da de i Mork— 
ningen fom til Sigvaldefteinene (Steilene), blev det ganffe frille. De toge 
Da Uarerne fat, og roede ind til Nesodden, hvor De bleve liggende om 
Natten.  Saaledes havde Kongen i den ufævdvanlig forte id af fem 
Dage, fra Mandag Morgen til Fridag Aften, tilbagelagt hele den fange 
Vej fra Grøningefund eller Bukten i Bergens-Leden til Mesodden. Men 
en faadan Hurtigbed var ogſaa nedvendig, hvis han ſkulde Funne uvrette 
noget. Det gjaldt førft og fremft at Fomme uforvarende over Baarbelgerne, 
og forhindre deres Fog til Tunsberg 1). 





trykte Udgaver føal faa ivasundum, plejer at» give Navnene vigtigft, maa 
man vel ogfaa antage at Endelfen ,sundum* her ev den vette, ligefom den 
i alle Fald er den vimeligfte. Da den førfte Stavelfe i tvende Godices lyder 
nMa'', ev ogfaa den fittert vetteft, ligefom det vel endog tør hænde, at der enten 
i Flatøbogen felv ſtaar masundum, men fom Fun ev fejlagtigt læft inasundum, 
eller at i alle Fald den, der førev det, i fin Original har læft masundum 
fom iuasundum. Maaffee endog Skaalholtsbogen ej, fom det i Udg. heder, 
har målundum, men måsundum, fjvilfet ligeledes findes i en i Stockholm op- 
bevaret Goder. Nu Éaldes, fom man paa Kyſtkarterne over denne Gan kan fee, 
Sundet mellem Faftlandet og nogle Smaa-Øer udenfor Nevlunghavn netop 
„Maurſund“, og den mod disfe Der udftiftende Odde , „Maurſundodden“; og 
da det af Beretningen fan fees, at her juft er Gpergsmaal om en Ud- 
havn ftrar øftenfor Langefundsgabet, Fan der ej være mindfte Svivl om at vi 
i „Maurſund“ have en ubetydelig Forvanfening af det ældre ,Måsund* 
elfer ,Mårsund* (d.e. Maagefund), Maaffee det ovenfor (S. 520) ombhandlede 
Navn Marfjördr ftaar i Forbindelfe dermed, og føal læfes „Märfjördr, hvor- 
ved denne dog vilde blive at føge øftenfor Grenmar.  Maaffee og ,Mår- 
firbinum* fimpelt hen er Fejllæsning for ,Mårsundum*, 
1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 227, 228. 




















1240. Kongen fander ved Oslo. 963 
144. Kong Haafons heldige Kamp med Baarbelgerne i Oslo. 


Allerede om Aftenen havde Kongen en Sammenfomft med Styremæn- 
Dene og Sroppebøvdingerne for at aftale Angrebsplanen, thi man maatte 
benytte Nattemørfket, for ej at bemerkes af Fienden, naar man voede over 
Fjorden. - Rigtignok var man flet iffe vis paa, om VBaarbelgerne endnu 
var i Byen. Nogle fagde, De Hhavde hørt at Hertugen var reden bort. 
Andre derimod meente at Det ej havde nogen Fare. I Fortvøftning bere 
til gav ogſaa Kongen fine Befalinger, men fendte dog Folk ind til Ho- 
vedøen for at fpejde. Hans Plan var at angribe Byen fra tvende Kan- 
fer "og felv foretage Hovedangrebet, medens Fienden dog faa længe fom 
muligt ffulde være i den Fro, at de fun havde med Knut Jarl og Len- 
Dermændene at beftille Derfor vilde ban med den ftørfte Deel af Hæren 
gaa i Land ved Gøeberg-Støen føndenfor Tralleberg, medens det endnu 
var mørkt, og Derfra trænge ind i Byen. Knut Jarl, Simon Kyr og Erik 
Stilk ftulde derimod førft ro ind under Hovedøen og blive liggende der 
indtil det fysnede: naar de Da faa Kongen dreje ned avd Bjerget mod 
Byen, ffulde de paa een Gang, ganffe aavenlyft, og hver i fin beftemte Plads, 
vo ind til Byen og lagge til ved Bryggerne, for at tiltvækte fig Vaarbel- 
gernes Opmerkſomhed og beffjeftige Dem. Derhos ffulde Gunnbjørn Bonde, 
Veter Paalsføn, og de øvrige Sysfelmænd novdenfor Stad frar vo ind 
veftenfor Hovedøen, lægge til ved Gyljande, og gaa veften om, op til Frvfje- 
broen, for at befætte den og afffære Vaarbelgerne Vejen paa den Kant). 
AF Dette fidfte blev der Dog intet, (bi Da Kongen ſyntes at Det varede 
fængere end ban harde ventet, førend De udfendte Spejdere fom igjen, gif 
ban felv i en fiden Baad og vilde fade fig ro ind til Hovedøen; men da 
ban fom midt paa Fjorden, blev der faadan Faage at man neppe kunde 
fee fra Stavn til Stavn, faa at ban maatte vende tilbage; imidlertid 
havde Spejderne omfaret bam og fom tilbage uden at have fret noget til 
ham, hvorover der blev megen Uro og Forvirring, under bvilfen den paa- 
tænfte Grpedition til Gyljande ganfte gif overftyr. Kongen derimod blev 
fin Beftemmelfe tro. Men førend han brød op, lod han fin Søn, Kong 
Haafon den unge, bringe ombord paa den burtigft fejlende Skude i Flaa- 
Den, under Opfigt af fin Kapellan Villjam Bote *) og flere andre paali- 
delige Mænd, paalæggende dem, med tvende andre Studer til Bedækning 
at vo veftenfor Hovedøen, bolde fig Der faa ffjult fom muligt, og fætte en 





1) Gyljande er, fom ovenfor nævnt, Pebervigen eller maaſkee Syveholmen, 

2) Denne er forffjellig fra den oven nævnte Mefter Billjam, thi han nævnes ved 
Siden af ham i det ftavangerføe Gavebrev, De øvrige, der fættes til at 
bevogte den unge Konge, vare Jngemund Kolbeinsføn, Andres Kjeft, Peter 


Mufa. 
61 * 


964 Haafon Haafonsføn. 


Mand til Udtfig oppe paa Højden, for at holde Øje med hvad der fore 
gif i Byen; vifte det fig Da, at det gif de Kongelige daarligt, ſkulde de 
ojeblikkeligt begive fig ud ad Fjorden og lige til Bergen, uden at ſtole 
paa Bikverjerne. Han talte, figes der, mange fagre Ord før den unge 
Konge, inden han forlod ham. Derpaa roede han over til Ekebergsſto— 
en, og gif i Land, fom det var aftalt '). Førend han fi Byen i Sigte, 
fød han gjøre Holdt, og talte paa fin Farfader Sverreg Viis nogle op- 
muntrende Ord til fine Mænd. „De flefte af eder” fagde han, , maa havre 
hørt fortælle om, og vide Befted om Striden mellem Hertug Skule og 
mig, ffjønt det fan være ganffe Met, fom man figer, at fjelden Har een 
Skylden, naar tvende trættes. Men foruden alt andet, fom tidligere har 
været mellem os, bar ban nu ladet fig give Kongenavn uden førft at op- 
fige Stilftanden mellem o8, hvilfet man aldrig før har hørt Mage til ber i 
Norge. Siden fendte han Folk ud til alle Kanter, nord, fyd og opi 
Landet, og lod Mænd, der havde fvoret os begge Troſkabsed, dræke, 
bvor de fandtes, faa at ban derved fveg dem, der lige faa gjerne vilde tjene 
ham fom 08 og vare ganffe fagesløfe; Kirker felv beffjermede dem ikke bedre 
end Fjøs. Og til fyvende og fidjt fendte han 13 Skuder mod 08 felv, 
for at fade os eller vore Sønner Dræbe eller indebrænde, om Gud havde 
tilftedt ham det. Mu har han haft faa flor Fremgang, fom man neppe 
har Exempel paa, at nogen med faadan Uretfærdighed har funnet tilvende 
fig, ifær efter Slaget ved Laafa, hvor vi fik ftor Skade, da mange gode 
Drenge faldt, fom Frænder og Benner feent ville faa erftattede. Nu bede 
vi eder alle, at I ville vife v8 eders Froffab og Manddom, thi med 
Guds Hjelp baade vi at det nu ſkal tage en anden Bending med os. Vi— 
fer nu i eders Adfærd, hvad I have at hevne, og bvor uretfærdigt Der ev 
handlet mod 08. Om Hertug Skule har not faa udføgte Folk, bør dog 
vi og bore Mænd være Deres Overmænd i alle Stykfer, baade hvad YGE 
og Adfærd angaar, og Defto frørre Vanære bliver Det, hvis vore Uvenner 
faa nogen Bugt med os.“ Han fluttede med at gjentage den Fortælling, 
fom Kong Sverre plejede at give til Bedfte for at opmuntre fine 
Mænd før Kampen, nemlig om Bonden, hvis Søn føulde fare i Strid. 
Fremdeles bad ban dem at vogte fig vel for at tage Fel of fine egne 
Kammerater og Fienden, og fagde at de flulde bruge Birfebeinernes gamle 
Filraab: frem Kriftmænd, Korsmænd, Den hellige Kong Olafs Mænd!" 

Derpaa ryffede ban videre. Da ban fom frem om Ekeberg, begyndte 
Det at lysne, faa at man kunde fee, hvorledes det ftod til i Byen. Alt 
var tyft og frille der nede, og Kong Haafon begyndte virfelig at blive 
bange for at VBaarbelgerne havde faaet Nys om hans Komme, og allerede 





1) Dette maa da have været omtrent ved Kongshavn. 





1240. Glag i Oslo. 965 


vare borte. Men i det famme fom Skibene roende frem fra Hovedøen, 
faa at man Éunde fee Dem fra Byen, og firar lød Stormtloffen: bheraf 
funde man ffjønne at Vaarbelgerne endnu vare tilftede. Snart fik man 
ogfaa fee megen Tummel og Løben. Vaarbelgerne, der fov ift og her i 
Hufene, ftimlede til Kongsgaarden, hvor Hertugen fov, og meldte at der 
var Ufred paa Færde. Hertugen kladte fig Å Haft paa og væbnede fig, 
og ſtebnede derpaa op efter Strædet førft til Halvards Kirkegaard, hvor 
mange Folk ſtrommede til ham, fiden op paa Marteftokfe, hvor bele Ha— 
ven famledes. Man gjettede paa, bond Hær Dette funde være, fom nær- 
mede fig Bryggerne, og de flefte fagde, fom fandt var, at det maatte være 
Knut Jarl og Lendermændene, thi endnu funde de ikfe have mindfte 
Anelfe om at Kongen med Hovedhæren nærmede fig fra Landfiden faa 
godt fom i deres Ryg. De tænkte vimeligviis, at han endnu var norden- 
fjelds mange Dagsrejfer borte. Hertugen vilde fylte fin Hær, og afvente 
Knut Jarls AUngreb der, bvor han ſtod, paa Marteftokte. Men Arne 
Ruva, hans Merkesmand, fagde at det var en Sfam, om Jarlen féulde 
faa Lov til at tage deres Klæder og Hefte å Byen. Da fendte Hertugen 
Olaf af Bigdeild med Arnfinn Thjovsſon og flere Iroppehøvdinger hen 
ad Veftrefiræde mod Bryggerne, medens han felv med Hovedftyrten trakt 
fig ned mod St. Hallbards-Kirkegaard, der laa midt i Byen og ved fine bøje 
Mure afgav et temmelig godt Værn '); derhos fendte han Hallvard Stod, 


1) For at forftaa dette, maa man erindre, at Hallvardskirfen og Bifpegaarden 
m. m. laa omtrent i Midten af Byen, hvor den fra Sren fommende Hoved: 
gade, Eyraftrædet eller Øregaden, ogfaa Faldet føndre Gade f. ovenf. S.300 
(den nu fra GSaregaarden kommende VBej) der å en Bøjning berørte Geitebro 
og derfra gikt lige mod Nord, afffares af den til Bryggernes Nord-Ende 
gaaende Biffops-Almenning, eller den øftre Deel af den nuværende Strand- 
gade, der var meget Fortere end nu omftunder, faafom Soen gik op til 
lige i Nærheden af den nuværende Ladegaard. Gaden fortfattes viftnot i 
famme Flugt paa Nordfiden af Biffops-AUImenningen lige til Leiran eller 
Leret ved Nonnefeter, famt videre, faa at den, fom en Heelhed betvagtet, 
tunde Ealdes Langstræti eller Canggaden (fe ovenf. S. 302). Men egentlig 
regnedes disfe Gader for tvende, nemlig VBeftre (vestra stræti, egentlig 
nordre) og Dftre (eystra stræti, egentlig føndre) idet de begge, hvor de 
berørte Biftops-Almenningen, fvingede mod Øft, den ene paa Nordfiden, den 
anden paa Sydfiden af St. Hallvard Kirkegaard, og forenede flg længer 
øftligt i de faafaldte ,Götur*, 2: den indhegnede Landevej, der førte til 
Marteſtokke; og det lader til at disfe Svingninger betragtedes fom hine Stræ- 
ders egentlige Fortfættelfer.  Iilligemed Biffops-Almenningen beffreve de faa- 
ledes en ligebenet Trekant, hvoraf den fidfte dannede Grundfladen. Denne 
Trekants veftligfte Deel dannede St. Hallvards-Kirkegaard, omgiven med et 
Hegn. Paa Nordfiden heraf, ved , Veftreftræde" faa, naar man regner 
veftenfra, førft Biſpegaarden med fit Kaftell, der ſtod i Forbindelfe med 
Kirken, derneſt Ghorsbrodre- Gaarden, I den vftligere, fmalere Deel 


966 Haafon Haafonsføn. 


en Frænde af Biffop Orm, med en beel Deel Folk hen til Geitebroen 
for at kaſte Den af, faa at ingen af de Kongelige ffulde fomme frem avd 
den Bej '). Selv tog Hertugen fit Sæde nedenfor Ghorsbrødregaarden, 
men fød Arne Ruva med Merket drage videre ad Øftre Stræde til Kiv- 
fegaardens fydveftlige Hjørne. 

Da de Birfebeiner, fom fulgte Kongen, fra Batfeheldet ved Ekeberg 
faa Fienderne famle fig paa Marteftokke, ffyndte de fig affted, med Mer- 
fesmanden Thorſtein Heimnes i Spidfen *). Trods fine Aar ftevnede den 
fjeffe Mand faa vaftt frem, at Kongen maatte bede ham fagtne Farten, 
da de, fom vare mindre lette paa Foden, havde ondt for at følge ham. 
Føret var ogfaa meget flemt, thi det var netop 8 Dage efter Sommerdag, 
og al Thelen af Jorden, faa at VBirfebeinerne paa Den blødfændte Vej 
oftere fant ned til Knæs, og De havde neppe fanet en Fod op, førend den 
anden fanf ned. Da man var fommen et Stykke ned af Vatten, fom 
nogle føbende tilbage til Kongen og fagde at Broen var af. Thorſtein 
Heimnes foreflog da, at de flulde tage Vejen om Den anden Bro oppe 
under Rygenbjergene, men Dette fandt Kongen iffe raadeligt, og fortfatte 
ligefuldt Marſchen ned til Geitebrden. Han fom netop I vette id til 
at bindre De Folk, fom Hertugen havde affendt for at kafte Den af, fra at 
fuldføre Arbejdet. Da VBirfebeinerne nærmede fig, toge de Flugten, ffjønt 
Der endnu fun faa tvende Hovedbjelfer tilbage, fom 10 Mand gjerne 
funde have forfvaret mod en heel Hær.  Disfe tvende Bjelfer vare imid- 
fertid tilftvæffelige til at fomme over paa, naar man gif een for een. 
Kongen fød 11 Mand gaa førft, Dernæft fulgte Thorſtein Heimnes, hvile 
fen, da ban ogfaa havde Merket at bære, ej unde holde Ligevegten paa 
anden Maade end ved Skridt for Skridt at fætte Spydodden mod den 
anden Bjelfe og frotte fig paa den. Da Kongen fom over mellem Øreftræ- 


af Jrefanten, nærmere Joppunktet, var der, fom man feer, en fmal Gang 
(Geilar), der førte fra GSyd- til Nordfiden, lige ud for Ghorsbrødregaarden, 
Naar nu Olaf af Bigdeild fendtes, fom det heder, ud til Veftreftræde mod 
Bryggerne, drog han førft, ligefom Hertugen felv fenere, ned ad „Gaderne“, 
dernæft av VBeftreftræde til Biffops-Almenningen. Hertugen felv derimod 
blev bholdende ved Mundingen af „Geilerne“ udenfor Ghorsbrødregaarden, 
og fendte Urne Ruva til det fydveftlige Hjørne af Kirfegaavden, ned avd Øftre 
Strade. Overalt maa man erindre, at „Oſt“ og „Veſt“ her i.daglig Jale 
egentlig betegner ,,Syd" og „Nord“. 


- 
— 


ſiden hans Frænde var I Hertugens Tjeneſte. Maaſkee man og kunde ſlutte 
det af den Omftændighed, at Vaarbelgerne havde beſat det til Biffopsgaarden 
hørende Taarn eller Kaftell, ffjøndt det ikke er faa ufandfynligt at de Funne 
bave gjort dette uden at fpørge Biffoppen ad. 


3) Om Shorftein Heimnes fe ovenf. S. 514, 721, 724. 


Man feer heraf, at Biffop Orm maaféee dog har heldt til Hertugens Parti, 




















1240, lag i Oslo. 967 


det og Nikolai Kirfe, havde han endnu fun 90 Mand hos fig, der neppe 
- fyldte Bredden af Gaden. Thorſtein ffyndede alligevel paa, for at itte 
de fra Bryggerne ſkulde have Den Pre at fomme førjt imod VBaarbelgerne. 
Men Kongen fandt det dumdriftigt at gaa videre, førend alle vare komne 
over Broen. Dette flede imidlertid fnavere end man ſkulde have førmodet, 
og nu ſtebnede de op ad Gaden fordi Nikolai Kirke, i fylket Orden. Blandt 
De Gaarde, man fom fordi, tilhørte em Den blandt Unførerne paa Berme- 
fandstoget omtalte Guthorm Grøendsføn '), Ver, fom det fynes, allerede i 
fængere Tid formedeljt Alderdom eller af Syaelighed havde holdt fig i 
Ro uden at befatte fig med krigerſte Syfler. Ved Synet af Kon— 
gen fom ban i al Haft ud, i Jøfler, med en Kappe over fig og fagde: 
„Gud bevare eder Herre, Det feer heel farligt ud for eder, thi Vaarbelgerne 
ftaa iffe fangt her ovenfor med em fylket Hær, og have i Sinde at tage 
imod eder; Gud give blot at jeg nu var faa vaff fom da jeg var 
med eder i Vermeland.” Kongen fvarede: ,bav Guds Tak for din gode 
Vilje, og gaa ind igjen, Der fommer fnart Folk til mig allevegne fra.” 
Og de havde iffe gaaet langt, førend Kongens ældfte, og nu fan godt fom 
vorne Søn Sigurd *) fom med en Sfare og forenede fig med ham. Han 
havde rejft Nat og Dag for at indhente Kongen, der blev meget glad over 
hans Komme. Derpaa gif de op ad Gaden, hvor Urne Ruva ftod med 
Hertugen8 Merke og en betydelig Mængde Folk udenfor Asbjørn Kops 
Gaard *), og havde befat Gaden paa Sydfiden af Kirfegaarden; en Deel af 
Baarbelgerne ftod ogſaa inde paa Denne. Førend Fylkingerne tørnede fam- 
men, befalede Kongen Luurfvenden at blæfe. Han blælte to Gange, men 
noget vel fagte. Da fagde Kongen: Bedre blæfte din Bitkjehvalp i Vin- 
ter paa Bergens Brygger, da du tog Penge derfor af Folk!“ Siden 
blæfte ban meget bedre. Kongen bød at rykke frem med Merket, og gik 


1) Se ovenf. S. 684, 698. 

2) Sigurd var, fom man feer, fød før Januar 1225, altfaa var han nu i det 
mindfte over 15 Aar, men Fan gjerne, hvad der og er det rimeligfte, have 
været fød tidligere, fom f. Er. omkring 1222 eller 1223. 

3) Asbjørn Kop var, fom vi have feet, Begling i 1204 og de nærmefte paaføl- 
gende Aar; i 1218 fee vi ham, fom de flefte forhenværende Bagler, i Kon: 
gens Jjenefte; han var da Sysfelmand i Oslo, og nævnes blandt VBidnerne 
ved Biffop Nikolas's Brev af 1224, Dipl. Norv. J. 7. Paa denne Vid var 
han vel død, fiden han ingenfinde nævnes, men hans Gaard vedblev, fom 
fædvanligt, at benævnes efter ham. Gaarden laa, fom man tydeligt kan 
føjønne, lige overfor Sydfiden af Kirken, hvor Øreftrædet under Navn af 
Øftre Stræde foingede mod Nordoſt langsmed Kirfegaardsmuren. Ved at 
befætte Gaden mellem Kirfegaardsmuren og Asbjorns Gaard fperrede Urne 
faaledes Vejen til Øftre Stræde og det Sted, hvor Herkugen havde taget 
Plads. 


968 Haaton Haakonsføn. 


felv blandt de forvefte, medens der fra begge Sider blev ſkudt, og de Baar- 
belger, fom ſtode paa Kirfegaarden, underholdt en heftig Steenkaftning paa 
Birkebeinerne. De andre, der ftode udenfor, vege ſtrax tilbage, da Kongens 
Merke nærmede fig, og flygtede deels ind paa Kirfegaarden, deels op av 
Gaden øjtenfor den. Men defto tættere blev Steenregnen fra Hine. Den 
ftørfte Masſe af Baarbelgerne ftod nu indenfor Kirfegaardsmuren, med 
Arne Ruva, Bilbjalm af Jorge, Ulf af Leivaftad, og maaſkee flere Hov 
dinger imellem fig. Birkebeinerne forføgte at ftorme ind, under Anførfel 
af Ivar Dyre, Ivar Holm og Thorlaug Bofe, men Da der var Steen 
nof at fage til indenfor, faftede og føde Baarbelgerne faa heftigt paa dem, 
at de efter en baard Kamp maatte vige tilbage. Ulf af Leivaftad funde 
dog ffjønne, at de feent eller tidligt vilde blive indeftængte, og føgte der- 
for at fomme ud af Porten og ned til Elven, men flere fatte efter ham, 
og ban blev efter et overordentlig tappert Forfvar fældet nede i Elven. 
Kong Haafon forfulgte nu dDe Baarbelger, fom flygtede op øftenfor Kirke- 
gaarden; der faldt flere af Vaarbelgerne, nemlig en vis Eyſtein Sundramm, 
men fun een af Birfebeinerne, fljønt mange bleve faarede. Kongen føgte 
at trænge op ad Geilerne eller den fmale Vej, der førte over til Chorsbro— 
dregaarden ved den anden Gade. Her ftødte han førft paa en Ufdeling 
VBaarbelger under Grim paa Sande, og fik atter en baard Dyſt at beftna, 
da VBaarbelgerne befføde ham og kaſtede Stene paa ham, deels fra Kivke- 
gaarden, deels fra Hufene og nogle Smidjer, fom frode der. Der faldt 
ved Denne Lejlighed en gammel anfeet Birkebein, Bjarne Hejft, Broderføn 
af Karl fvange og Sigurd fljaalge; og mange bleve faarede. Da Kon- 
gen endelig havde arbejdet fig gjennem Geilerne og fom frem lige ovenfor 
Ghorsbrødrenes Gaarde, faa han Hertugen felv holde til Heft lige foran 
fig, omringet af en talvig Stare. — Haafons Stilling var farlig nok, thi 
han havde endnu fun 20 Mand om fig, og Hertugen ftod ovenfor med 
mange Folk, medens Kirfegaardsporten bag ham var fuldt befat af Baar- 
belger; derhos ftod han og hans faa Folk i en fumpig Fordybning, me- 
dens Vaarbelgerne frode oppe paa Broen og Gaden. Men heldigviis be- 
nyttede Fienderne fig ikke af Lejligheden. Skjønt Oprørere, eller Vilhæn- 
gere af en Oprører, betænkte de fig Dog paa at lægge Haand paa Kon- 
gen, eller fæmpe med ham Anfigt til Unfigt. Uden at enfe Faren, bed 
Kongen fine Mænd at angribe Porten medens han felv med Merket vendte 
fig mod Hertugen. Denne befalede vel fine Folk at rykte frem. Men 
Sone Siik, der ftod ved Siden af ham, indvendte: Her fommer jo Kong 
Haafons eget Merke, og han felv er med!" Det ev Det famme," fva- 
rede Hertugen, fremad!” og gav fin Heft af Sporerne. Da greb Sone 
fat i Sømmerne og boldt Heften tilbage. Og da VBirfebeinerne nu faftede 
nogle Spyd efter Hertugen, Der fløj tæt forbi bam, fljønt uden at 








1240. Slag i Oslo. 969 


treffe, gav Hertugen fig paa Flugt med alle dem, Der Vare Hos ban. 
Imidlertid var der fommet flere Folk til Kongen, og ban befalede nu 
Thorſtein at fætte efter Hertugen med Merket og Størftedelen af det til 
ftedeværende Mandſkab, medens han felv blev tilbage, da ban, fom han 
fagde, ikke vilde forlade Kirfegaardsporten, førend den var indtagen, faa at 
man iffe behøvede at frygte for et Angreb bagfra. VBaarbelgerne havde 
imidlertid flaaet Porten i Laas, Da De ej fænger funde udholde AUnfaldet. 
Kongen, hvis Skare forfterfedes, førft med Gunnar Kongsfrændes, fiden 
Gaut Jonsføns Trop, fatte nogle til at angride Porten, medens han fod 
Bueftytter begive fig op paa de nærmefte Hufe, for at drive dem bort, 
der bare Baaben paa Birkebeinerne. Samtidigt fæmpedes der ligefaa hef- 
tigt paa Nord- og Beftfiden af Kirfegaarden. Knut Jarl og Lender- 
mændene, der ftevnede op fra Bryggerne, mødte ved Mundingen af Veftre- 
Stræde Olaf af VBigdeild med hans Skare, og ber fif Birkebeinerne en 
faa meget haardere Dyſt at beftaa, fom en Mængde Baarbelger havde be- 
fat det høje, til Bifpegaarden hørende Kaftell, der ved en Gang var for- 
bundet med Hallbardskirkens Loft, og fra hvilket de [ode en Mængde fvære 
Stene regne ned paa Angriberne. Endelig maatte flere af Vaarbelgerne 
ogfaa fer trætke fig ind paa Kirfegaarden, meden8 Olaf af Bigdeild med 
fin Trop flygtede op av Marteftoffe til nordenfor Kivfegaarden, og 
Arnfinn Thjovsſon tyede til Nonnefloftret, hvor ban føgte VBeftyttelfe 
i Kirken. De flefte, faavel af den ene fom af den anden UAfdeling, ftev- 
nede dog op ad Gaderne '), og Derved famlede der fig efterhaanden faa mange 
Folk om Hertugen, at Ihorftein Heimnes, der føulde forfølge ham, ikke 
troede fig mandſterk nof, men fendte Aasulf Stryk ned til Kongen for at 
bede om Forftertning. Kongen fendte Gaut Fonsføn, der netop fom op 
i Gaderne famtidigt med Olaf af Vigdeild fra Veſtre Stræde, og Denne 
kunde iffe frelfe fig anderledes end ved at ftyrte ind i Laurentii Kirke *) med 
fine Mænd, af bvilfe flere endog Dræbtes udenfor Kirkegaarden. Gaut 
fpurgte ham om ban ønffede Grid. Da Olaf fvarede Ja, raadede Gaut 
ham til at holde fig i Kirfen. Hertugen ftandfede oppe paa Marteftokke, 
hvor faa mange Folk famlede fig til ham, at han i Førftningen tænkte 
paa at fætte fig til Movdværge. Men da han faa Gaut Jonsføn fomme 
og Thorſteins Skare idelig at vore, tabte ban Modet, og flygtede op avd 
Landet med de Folf, ban bavde hos fig, bhvoriblandt Lendermændene 
Baard Varg, Baard bratte, Erling Ljodhorn og Vefete litte, den fivdfte 


1) Bed „Gaderne“ forſtodes, fom fagt, ikke hvad vi nu Éalde „Gader“, men 
den indhegnede Landevej, der over Marteſtokke førte videre op i Bygden. 

2) Denne Kirfe med tilhørende Hofpital maa altfaa have ligget i Strøget 
mellem den nuværende Bifpegaard og Galgebjerget. 


970 Haafon Haakonsføn. 


var bleven faaret, bans Broder Algaute med mange VBaarbelger vare faldne 
oppe I Gaderne. 

Medens Gaut Jonsføn og Thorſtein Heimnes fordreve Hertugen fra 
Marteftoffe, fom der faa mange Folk fra Skiene til Halvards Kirke 
gaard, at de aldeles fif omringet den, faa at de Baarbelger, fom Vare der— 
inde, ej funde fomme ud. Heller ikke funde nogen fomme ind, faa vel 
havde de fperret Portene paa Indfiden. Da Kongen havde ordnet An— 
gvebet paa fin Side, gif han ind i Ghorsbrødregaarden og Derfra i Den 
tilftødende Prædifebrødrez eller Dominifanertfofter-Gaard, fandfynligviis 
for ad Denne Gjenvej, hvor ban var mindre udfat for de firndtlige Vaa— 
ben, at fomme hen til Knut Jarl og De øvrige, der beftormede Kirkegaar- 
den fra VBeftfiden 1). Han maatte dog, for at fomme fra den ene Gaard 
til den anden, ført lade en ſterk Skidgard, der flilte imellem dem, bryde 
ned ved Reb. Den faldt med meget Brag, og Birfebeinerne fatte med 
det famme i et Naab; da Vaarbelgerne hørte Det, bleve de forførælkkede og 
føb fra alle Portene. Heraf benyttede Birkebeinerne fig ftrar til at bryde 
ind paa Den oſtlige Side, og der anrettedes nu et ftort Blodbad paa Vaar— 
belgerne, fom forfvarede fig med den ftørfte Haardnakkethed.  Lendermanden 
Villjam af Torge befandt fig nær ved Den føndre Port, da Ivar Dyre, 
en af Birfebeinerne8 Anførere, raabte til ham, om han vilde have Grid. 
,Gndnu er det ikfe faa vift, vo af os Der har at vade for Griden" 
fvarede Billjam og gav med Det famme Ivar et vældigt Steenfaft paa 
Kinden. „Siden du endelig vælger det værfte, fan du have det faa godt," 
fagde Ivar, og lod Villjam hugge ned. Men Sagen var den, at Vill- 
jam allerede havde miftet Den ene Arm, og Derfor iffe fljøttede om at leve. 
Forbitrelfen paa begge Sider var faa ſtor, at ffjønt Birkebeinerne  gjen- 
fjendte mange Benner og Frænder blandt Vaarbelgerne, negtede de flere af 
dem Grid, ffjønt de bade dDerom, vg flere af Baarbelgerne vilde heller ikke mod— 
tage den, ffjønt den blev tilbuden. Mangden af Vaarbelgerne paa denne Side 
føgte nu at fomme ind i Kirken, og ftovmede faa voldfomt mod den føn- 
dre Dør, at De felv ftoppede Jndgangen; ber faldt de Derfor faa tæt, 
at dDe laa tre eller fire Mand højt ovenpan binanden. Fil famme Tid 
fytfedes det omfidver Knut Jarl og de Birkebeiner, der angrebe fra Veftz 
fiden, at bryde ind paa Kirfegaarden fra den Kant. De Vaarbelger, der her 





1) Det maa nemlig anfees vift, at Prædikernes Huus og Kirke begge have vendt 
med den veftre Ende ud mod Beftre-Stræde, nordenfor Biffopsgaarden, ind- 
fluttende et Gaardsrum, der ftrakte fig nordenfor denne indtil det frødte til 
Gaardsrummet ved Ghorébrødrenes Hufe, der, fom vi Funne føjønne, laa 
øftenfor Biffopsqaarden, lige for de „Geiler“, der fra Øftre Strade førte 
øftenom Kirkegaarden til Beftre Strade. Om Prædiferne eller Dominika— 
nerne vil der i det følgende blive talt. 





1240. Glag i Oslo. 971 


fandt fig i Biffoppens Kaftell, vilde flygte ind i Kirfen avd den Gang, 
fom forbandt Kaftellet med Kirfens Løft. Men Birkebeinerne fil Bjel- 
ferne; der fiøttede Gangen, halede bort ved ſterke Reb, faa Gangen ſtyr— 
fede ned og faavel de, der befandt fig Der oppe, fom de, der ftode neden= 
under, bleve fnufte. Blandt dem var en af Hertugens Hirdmænd, Haakon 
Lauf. Arne Ruva, Hertugens Mertkagnand flap vel ikke ind i Kirken, 
men fit alligevel Grid. 

Da Sejren faaledes var vunden, vg Kongen faa, at de endnu fevende 
Vaarbelger, fom ej havde faaet Grid, vare fomne ind i Kivfen, forlod ban 
Kirfegaarden, og faftede fig paa en Heft, for at fætte efter Hertugen '). 
Hans Mænd gjorde det famme, for faa vidt de i Haft funde flaffe. fig 
Hefte, men flere maatte løbe til Fods, fan trætte De end vare. Da han 
fom op i Gaderne, bavde han 360 Mand bos fig; han havde da, fortæl- 
les der, et Sverd ved Siden, og et andet, ganſke blodigt, der havde til- 
børt en af Baarbelgerne, i Haanden. De rede op av Landevejen omtrent 
en alv Mil, og indhentede vel nogle Folk, der ſtrax fik Grid, men traf 
ingen Hefte, bvilke dog pare nødvendige, Hvis man ſkulde tænke paa at indhente 
de Flygtende. Han fod derfor gjøre holdt, og talte faaledes til fine Mænd. 
„Hvis min Svigerfader Skule bar redet Denne Vej, da har han vift ogfaa 
førget for, at vi iffe finde Hefte, og de vi have, ere allerede udmattede. 
Han og hans Følge bar vift ogfan allerede fanet faa langt Forfpring, 
at vi bverfen faa dem at børe eller fee. I Byen derimod ere VBaarbel- 
gerne, fom I vide, fømne ind i Kirferne, men jeg ev alligevet meget bange 
for, at dette ikke tilftværkeligt vil funne fifre Dem, mod hvilfe vore Folk 
ere meft forbitvede, og Dog vilde jeg iffe for nogen Pris at Kirfefreden 
ffulde krenkes. Vi ville derfor vende tilbage til Byen og fee til, at vor 
Sejr ikke bliver misbrugt. Mellem mig og min Svigerfader faar det da 
fiden gaa, fom Gud beftemmer.” Saaledes vendte man Da tilbage til 
Byen. Endnu var ingen Ulykke ſkeet. Vaarbelgerne havde frillet faa me- 
get op mod Kirfedøren indenfor, at Den ej lod fig opbryde, og Birfebeiz 
nevne havde ligeledes udenfor fperret den faaledes med Bjelfer, at ingen 
funde fomme ud. Kongens førfte Gang var til Biffoppen, for at faa 
hans Ubfolution for fig og fine Mænd, fandfynligviis fordi de havde feet 
fig nødfagede til at kronke Kirfegaarda-Freden. Skjønt Biftoppen, fom 
man næften ffulde formode, heldede til Skules Parti, negtede han dog 
iffe Abfolutionen, og fod fiden Kongen og hans Mænd beverte efter Da- 
gens Unftvengelfer. Ved denne Lejlighed, fortælles der, fad Thorſtein 
Heimne8, Kongens Merfe8mand, ved Siden af den fangne Avne Ruva, 


1) Der figes udtrykkeligt at den Heft, Kongen ved paa, var fort, faa nøje op- 
bevarede man enhver enkelt Omftændighed ved dette merkelige Slag. 


972 Haakon Haafonsføn. 


Hertugens Merfesmand, og Kongen var lige faa venlig mod Urne, ſom om 
ban altid havde fulgt Ham; og faa barft Kongen tidligere paa Dagen var 
mod fine Utvenner, faa miffundelig var han fiden i at give alle dem Grid, 
der gave fig i hans Bold. Da Valen blev ranfaget, fandt man alene 
70 ig foran Kirfedøren; det hele Antal af de Faldne anfloges til over 
360 Mand, hvilket før Stridsfræfter neppe ftørre end 1200 Mand paa 
hver Side iffe er ubetydeligt. Blandt de faldne vare flere anfeede Mænd 
fra Throndhjem, nemlig Baard Gardbrjot af Gudrefftad, Thorſtein Ku— 
gads Søn, Peter, Syfterføn af Ivar Bollesføn, Villjam af Sorge, Grim 
af Sand. Dagen efter (Søndag den 22de Upril) holdt Kongen Ving 
ude i Kirfegaarden, og befjendtgjorde, at alle de Baarbelger, Der vare inde 
i Kirferne, ffulde have Grid, bvorefter Birkebeinerne gikt til Kivferne og 
opføgte fig hver fin Ben eller Bekjendt. De fangne Vaarbelger fordeeltes 
fiden efter Kongens Beftemmelfe paa de enkelte Sveiter eller Troppeaf— 
Delinger 7). 


145. Hertug Skules Flugt gjennent Oplandene til Fhrondhjem. 


Hertug Skule flygtede om Lørdagen, ledfaget af fin Hird og de 
oven nætnte Lendevmænd, op paa Raumarife, hvor ban ej ftandfede førend 
han fom til H00 >), bos fin Ben, Lagmanden Aamunde Remba. Der fit 
han fig noget Mad, og fortfatte faa Nejfen til Eidsvold, famt videre til 
Mjolge 3), hvor han tilbragte Natten. Søndagen drog han op paa He- 
demarken og ud til Helge-Øen, hvor ban forefandt fin Søn Peter. Ef— 
ter et lidet Ophold der begav ban fig over til Ullmshov *), hvor han vaad- 


1) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 228—237. 
2) Hov er, fom ovenfor nævnt, det nuværende Hou eller Houg ved Hovin Kivke, 
forbi hvilfe Landevejen til Eidsvold dengang gik. 
3) Beliggenheden af dette Sted fjendes ej. Munthe (Aalls Snorre Sturlasføn 
III. S. 317), formoder at Navnet er fejlffrevet for Minne”, men da man i alle 
Haandftvifter, faavel fom hos Peter Glausføn, finder , Molde", „Molge“, 
„Mjolge“, fan man itfe vel antage det. Viſt er det imidlertid, at Stedet 
ej Éan være at føge, langt fra Minne, thi felv hid bliver Dagsrejfen lang 
nok fra Oslo, og fra KIL. 10 Formiddag, da Slaget fandfynligviis endte, famt 
i det værfte Uføre; hvortil og kommer, at Bejen itte fom nu gik fra Thryg- 
ftad over Mifebro, men om Hovins og Nanneftads Kirker, en betydelig 
Omvej. 
Dette Sted fan, fom man lettelig indfeæer, ej være Ullinshov eller Ullinsafer 
paa Raumarike, hvilfet Hertugen forlængft var kommen forbi, men det maa 
være at føge etfteds i Nes eller fnarere Bangs eller Stange Sogn, fiden 
der er Tale om at drage derfra over til Øfterdalen. Munthe (Aalls Snorre 


4 


— 

















1240. Hertug Gules Flugt til Throndhjem. 973 


flog med fit Følge, der endnu neppe udgjorde 130 Mand, hvad man ffulde 
gribe til. Veſete litte og Thorgils Slydra raadede Hertugen til at drage 
til Øfterdalen, og Derfra til Bermeland og Marker, hvor De hørte hjemme. 
De kunde, fagde de, indeftaa ham for, at han itte havde været Der i fjor 
ten Dage, førend de ſkulde have flaffet ham lige fan mange Folk, fom ban 
havde før Slaget i Oslo. Men Erling Ljodborn, Baard Bratte og de 
øvrige Thronder fagde at De ej vare tjente med at vante om i Fjeld og 
Sfov: det var bedre at drage til Throndhjem og ffaffe fig Skibe, thi 
Det var dog Mordmændenes vette Maade at føre Krig paa. Dette Raad 
blev fulgt, men Thorgils og VBefete toge deraf Unledning til at fille fig 
fra Følget og vejfe bjem med fine Folk, faa at Hertugen, Da han fort 
fatte Foget op ad Gudbrandsdalen, iffe havde fleve end 90 Mand. Da 
han kom til Ringebu, fif han høre, at en Sfare Birkebeiner under Ugmund 
Krøfedans, Odd Etifsføn og Evil Topp havde lagt fig I Bejen for ham 
og befat Broen over Frya ved Forr 2). Hertugen ftandfede paa en liden 
Gaard nær ved Broen, men fendte fine Mænd forud, og lode dem ſtode 
i Lurene fom de bedft Funde; Birkebeinerne, fom troede at Der fom en 
heel Mongde Fiender Ddragende, vege noget til Side, og i det famme ved 
Hertugen over Broen med fit Folge Sone Siik bar fremdeles Merket. 
Saa fnart De vare fomne over, føgte imidlertid Birfebeinerne at ftandfe 


IN. S. 317) antager, fiden Navnet i en Koder førives Ullinsaker, at det ev 
Ringsaker; men dette ligger aabenbart for nordligt. Gandfynligviis ville 
vel Folk, nøje Fjendte i Ganen, unne paavife Stedet. 


1) Denne Bro, der i Sagaen itte nærmere betegnes, har man hidtil antaget 
for at vært Tromfebroen i Fodvang, en Fjerdingvej nordenfor Løsnes, Men 
dette fan itte være vigtigt, thi deels heder det udtrykkeligt, at Hertugen al- 
ferede var fommen ind i Ringedu, førend han fit høre om Birkebeinerne — 
og Sromfebroen ligger fun paa Grændjen af Ringebu —; deels maa man an- 
fee det ufandfynligt, at Baarbelgerne føulde have flævt den haardt faarede 
Asvard med fig næften hele tre Mile og ikke fundet nogen Gaard at efter: 
fade ham paa, førend de Fom til Steig, medens Steig derimod Fun ligger en 
halv Mills Vej fra Frya-Broen. Endelig er det af JFortællingens hele 
Gang fart, at her Fun er Jale om en enefte Dag, faaledes nemlig at Bir- 
febeinerne om Natten maa have befat Broen i Nærheden af den Gaard, hvor 
Hertugen overnattede, at Kampen fandt Sted tidligt om Morgenen, og at 
de i Løbet af Dagen forfulgte Hertugen lige til Fjeldet, det vil fige omtrent 
til Shofte, hvorfra Bejen i de Jider tog lige til Fjelde. Men allerede fra 
Forr, en Miils Vej fra Elftad, er der over 7 Mile, hvilte vanføeligt not 
kunde tilbagelægges, inden det begyndte at blive mørkt og al Forfølaelfe 
maatte ophøre, end fige at det fÉulde være muligt, inden den Jid at tilba 
gelægge henved 9 Mile fra Tromfebroen. Den Gaard, paa hvilken Hertu- 
gen overnattede firar før Kampen ved Forrbroen, var altfaa rimeligvis Kaar- 
ftad; den følgende Nat faa han vel paa Thofte, og fendte derfra Sigurd 
Hiit over Fjeldet, hvorefter han felv overnattede paa Vang i Opdal. 


974 Haakon Haakonsſon. 


dem, men miſtede tvende Mænd, Ivar Hjalmhuus og Bjørn af Hob, 
begge fongelige Hirdmænd, og Hertugen, der havde en god Brynje og ſterk 
Baabentrøje, ved lige ind paa dem, faa at Dde maatte trakke fig op i 
Fjeldliden. Dog udfatte han fig herved for meget; over tyve af dem fføde 
paa een Gang efter ham, faa at hans Skjold ganfte blev befat af Pile, 
hans bvide Hejt, ved Navn Fot, fiyrtede under ham, teuffen af tre Brovde, 
der frode ind lige til Rørbaandene, og han felv fit et Broddſkud gjennem 
Benet ved Unflen. Paa denne Maade flap VBaarbelgerne over Broen. 
Asvbard Harm, en af Hertugen8 Mænd, vilde plyndre den dødeligt faa- 
tege Ivar Hjalmbuus, Da i Det famme Peter Stulesføns Merkefvend 
Arne Laage fom til, og vilde give Ivar hans fidfte Reft; men Hugget traf 
Asvards Arm, faa at den næften gik af, og Da Dette Saar gjorde det 
umuligt at føre ham ſtort videre, maatte Baarbelgerne fade ham blive til 
bage paa Steig, hvor de forfølgerde Birfebeiner fiden dræbte ham. Her- 
tugen fif fig en god Heft i den dræbtes Sted '), og fortfatte uden videre 
Hinder Nejfen nordefter.  Birfebeinerne forfulgte bam ikke fænger end til 
Sjeldet. Fra Fjeldet fendte Hertugen endeel Folk i Forvejen under Sigurd 
Hiit og Brufe Dytt: de fandt i Opdal en Fongelig Hirdmand ved Navn Hall- 
Dør og drebte ham. Siden fom Hertugen felv, og overnattede paa Bang, 
derfra drog han den følgende Dag videre. Men da han fom til Nidaros, 
bvilfet vel funde være mod Slutningen af Maaneden, fporede han en før 
Forandring I Almuens Stemning imod ham. Deels harmede8 mange over 
at de for hans Skyld havde miftet Benner og Frænder i Oslo, deels 
havde man under Kongens fidfte Ophold erfaret Den vette Sammenhæng 
med meget af Det, Hertugen8 Mænd havde forebragt paa Ørethinget ?), 
og man funde ffjønne, at man for en ftor Deel var ført bag Lvfet. Dette 
maatte nødvendigviis fætte ondt Blod, hvortil ogfan fom at de flefte nu 
anfaa hans Sag haabloſt fortabt, og iffe vilde udfætte fig for Ubehage- 
ligheder ved at føre Krig mod Kongen før hans Skyld. Han mødte faa- 
fedes overalt mørfe Unfigter, følte fig forfadt og blev mismodig. Han 
boldt Bord i den faafaldte Breideftue i Kongsgaarden, men talte fun lidet 


— 
— 


Denne Heſt, der ſkal have været bruun af Farve, hed, ſiges der, Gautftav 
(db. e. Gøtftav, Guftav): et Segn paa, at den har været en af de for fin 
NRaffhed i Hine Tider befjendte veftgetiffe Hefte. 

Hertil hørte vel og Skules Klage over at Kongen vilde fratage ham hans 
Tredjedeel af Riget, hvilket Fun vel beftod deri at Kongen, da den nye Overz 
eensfomft traadte i Kraft, har ladet befjendtgjøre i Shrøndelagen, at der fra nu 
af ej føulde ſpares Afaifter udelukkende til Hertugen, men fra de to Sredjedele 
af bver Sysfel til Kongen, famt af Hertugens Part ej mere end af Kon- 
gene. Det ev ikke ufandfynligt, at Hertugené Mænd have føgt at fremftille 
dette for Ulmuen, fom om Kongen berøvede Hertugen hans Len. 


2 


— 





1240, Hertug Skule i JhHrondhjem. 975 


med Folk, og boldt fig den mefte Tid paa fine Vorelſer. Tre UAftener 
vifte ban fig i Kors- eller Myfle-Gildet 1), men var heelt ordfnap; beller 
iffe var der mange, fom havde Lyft til at give fig af med ham. Hans 
Benner foreftillede ham, at han var uforfigtig, og iffe tog fig nok i Ugt. 
- Han meente, at det havde ingen Nod: der ſkulde ikke faa fort Tid for 
Birkebeinerne til at drage heelt fra Viten til Throndhjem. De fagde at 
Kongen dog havde tilbagelagt Vejen fra Trondhjem til Oslo i fortere 
Tid, end man flulde have troet muligt, og ſaadant funde vel flee igjen. 
Derved udrettede de faa meget, at en Skude blev fendt ud paa Fjorden for 
at holde Udkig, ligefom ogſaa Broen over Elven blev aftaftet, for at 
bindre Overfald fra den Kant. Men dette var ogfaa alt hvad der blev gjort, 
og det blev til ingen Nytte, ja fnarere til Skade, ſom det ftrar flal vifes *). 


146. Hertug Skules Fald. 


Syv Dage efter Slaget, altfaa Ven 28de Upvil, udfendte Kongen, 
Der under befe denne Krig udviffede en beundrimgsværdig Raſkhed og 
Handlefraft, 15 Skuder under Aasulf paa Uuftraat, Ivar Vetersføn, 
Arne Blaff, Klemet af Holm, Olaf Kidlingsmule og Baard Groesſon, 
med den Befaling, at de flulde Drage lige til Throndhjem og fee hvorle— 
des Sagerne der frode. Der tales iffe om, at han udtryfkeligt bod dem 
at overfalde Hertugen, bvis de fandt ham, men dette faldt vel af fig felv. 
Desuden var Aasulf, ſkjont Hertugens Frænde og forhenværende Ven, 
nu hans bitrefte Fiende, fom man nok funde vide, aldrig vilde fade nogen 
Sejligbed til at bevne fig paa bam gaa tabt, og af Denne Aarfag var Det 
vel og, at Kongen netop udfaa ham til at føre Overbefalingen pan Toget. 
Noget efter forlod Kongen felv Viken, fom Gorifti Himmelfartsdag (24de 
Mai) til Salbjarnafund, og Søndagen derefter til Bergen, hvor han til- 
bragte Sommeren. Imidlertid var Hertugen8 Skjebne afgjort og Kam- 
pen aldeles bragt til Ende. Mandag Morgen i Gangdagene, d. 21de 
Mai, anfom Aasulf med fine 15 Studer til Nidaros, aldeles uventet. 
Klemet af Holm lagde til ved Baklandet med 2 Studer, Aasulf med de 
øvrige 13 ved Bryggerne. Skule vaagnede ikke, førend han hørte Storm- 
floffen vinge. Han faavel fom de øvrige, Der lag i Gaarden, fore ſtrax 
op, flædte fig paa, og greb fine Vaaben; derhos fendte han fine Svende 
ud i Byen for at befalte Baarbelgerne og hvem andre de traf, at famles 
hos bam oppe Å Kongsgaarden, før Der at mode Birfebeinernes Angreb. 


— — —— 


1) Han har ſaaledes, fom man feer, været Medlem af dette. 
2) Haafon Haafonsføns Gaga Gap, 238. 


976 Haafon Haafonsføn, 

Men ingen adlød Opraabet, fljønt Svendene to Gange bleve udfendte. 
Gidfte Gang, da de fom tilbage, fagde de at alle holdt paa at løbe ind i 
Kirferne. Her var altfan ingen Hjelp at vente. Enhver tænkte fun paa 
at frelfe fig felv. - Naadvild og baandfalden fpurgte Hertugen dem, fom 
pare om ham, bvad man féulde finde paa. Her vare gode Raad Dyre, 
thi Broen over Elven var affaftet, og andetſteds, end hen ad Elgefeterfanten 
til, var det neppe muligt at undfomme. Da befindede man fig om at der 
ftod en Sfude paa Land i Kongsgaarden; paa den foreflog man Hertu- 
gen at fætte over til Den anden Side og derefter føge Skjul, hvis han 
iffe beller ftrar vilde frelfe fig ind i Chriſtkirken. Han valgte det førite, 
fod Studen fætte i Bandet, og begav fig ombord, idet han tillige lod fin 
Søn Veter, der med nogle Folk befandt fig ovenfor Kongsgaarden, falde, 
for at han unde blive med. Peter foretraf at løbe ind i Chriſtkirken, 
faavel fom Lendermanden Baard Bratte, der følte fig før tung paa Fo- 
den til at gaa, men en Deel af Deres Følge gif ombord. Hertugen lan- 
dede ved Skellinghellen, og befalede fine Mænd gaa op til Erlendshaug ') 
for at flaa de Birkebeiner tilbage, der havde landet ved Bakte. Men in- 
gen fod, fom han hørte det, og enhver ffyndte fig fom han bedft funde op 
ad Batferne og ind i Sfoven. Peter, Hertugens Søn, begav fig imid- 
fertid fra Gbriftfirfen over til Prævifer- eller Dominifaner - Kirkens 
Munkene tilbøde ham at blive der, og fagde at de nok ftulde førge for at 
ban ej fom til Stade. Men han ftolede iffe vet derpaa, og lød, ledfaget 
af 4 Svende, til Biffopsgaarden, hvor De fik fat paa en Baad og roede 
over til øvre Elgefeter. Der lob Peter ind i en Bygning, hvor nogle 
Kvinder vare ifærd med at bage: han fit nogle daarlige Klævder kaſtet 
over fig, og frøb i Skjul. Da Birkebeinerne fom op i Byen og ran- 
fagede, vare de flefte Vaarbelger, der ej havde taget Flugten, allerede fomne 
ind i Kirferne 2). Men de fit Nys om, hvorhen Peter havde taget Vejen, 
og fatte ſtrax over Glven til øvre Elgeſeter 3), Hvor de fendte en vis Jon 
Kat ind i Bagftebufet. Han fom ud med den Beffed, at Peter virkelig 
var der inde. Den ulykfelige unge Mand blev ſtrax hentet ud og Dvræbt. 
Han beffrives fom temmelig bøj af Vært og før, mere lig fin mødrene 





1) Erlendshaug er, fom tidligere bemerket, omtrent den famme Højde, hvor 
Chriſtiansſteens Faftning nu ftaar. 

2) Der nævnes udtrykkeligt, at Baard Varg, der oftere er omtalt, flygtede ind 
i Korstivfen, Denne laa ftrar nordenfor Kongsgaarden. 

3) Det kan altfaa iffe have været det egentlige Klofter, hvortil Peter flygtede, 
thi dette vilde ikke have været Faldet , Øvre Elgefeter''. GSandfynligviis var 
det Klofterets Bugaard. Kloſteret antages at have ligget der, hvor „Klo— 
ſterdalen“ nu ligger. 








1240. Hertug Skules Fald. 977 


Wt, end fine Fædrenefrænder, vel begavet, en 909 Klert *) og gudfrygtig?), 
men, efter hvad Vaarbelgerne troede at finde, ikke fynderlig fvigerft. Sand— 
fynligviis havde han faaet en gejftlig Opdragelfe. Med hans faafaldte Gud- 
frygtighed fynes det ellers, efter hans Ferd i Chriſtkirken ved Faderens Hyl— 
ding at dømme, ej at funne have været fan færdeles bevendt, og den har 
vel meft beftaaet i Overholdelfe af De udvortes Former. Hans Lig blev 
Baaret til Graven, fandfynligviis ved Elgefeter, bvorefter Birkebeinerne 
atter begabe fig til Byen, og fendte Folt ud til alle Kanter, for at 
tomme paa Spor efter Hertugen og bans Mænd. De lod holde Vagt 
rundt omfring Stoven. 

Hertugen tilbragte hele tvende Dage og Nætter (Mandag vg Virs- 
dag) i Sfoven. De Mænd, der vare hos ham, lijtede fig efterhaanden 
bort, og af Dem, ban felv udfendte, fom nærten ingen tilbage. Erling Ljod— 
horn flap over til Juterøen, hvor ban lod fig indklæde fom Munk. Imid— 
fertid havde det Dog lykkets Hertugen at underholde nogen Forbindelfe med 
hans Benner, Brødrene i Clgefeter, der gjorde fig al mulig Umag for 
at frelfe ham. Da de om Onsdagen, den tredie af Gangdagene, ffulde 
holde den foreftrevne Procesfion rundt om paa Marferne, lode de Her- 
tugen og hans Mænd tilftille Chorkaaber, for at de, iførte dem, kunde 
flutte fig til Procesfionen, og ubemerket fomme ind i Kloftvet med den 
øvrige Sfare af Grjftlige: Denne Lift lykkedes, for faa vidt Hertugen 
og hans Mænd virkelig fom i god Behold til Kloftret. Man bragte dem 
ftear i Gitferhed oppe i Kirfetaarnet, gav dem Mad og Drikke, fom 
De ej havde fmagt paa to Dage, og beredte Hertugen et Leje, da ban var 
meget udmattet. Men det var dog fommet til Birtebeinernes Kundftab, 
at nogle i Ghorfaaber forflædte Mænd havde været å Følge med Kanni- 
ferne fra Sfoven, og da de fljønnede at dette neppe kunde være andre 
end Hertugen og hans Folk, grede de frar til VBaaben, fatte over 
Elben og droge mod Kloftret. Ved Efterretningen herom begav Grøebiffop 
Sigurd fig ftrar over til Clyefeter, ledfaget af mange Gejftlige, Byfolk 
og Kjobmænd, og forbød Birkebeinerne paa Det førengeligfte at angribe 
Kloftret eller øve nogen Ufred. Men Hertugens Mænd havde været uber 
findige nok til, faa fnart Birfebeinerne nærmede fig, at føyde paa dem, og 
det endøg meget bheftigt. Mogen Gftergivenbed fra de forbitvede Bir— 
kebeiners Side var derfor ej at vente, og de fvarede Erkebiſkoppen, fom 
fandt funde være, at den Befætning, Kloftret nu havde faaet, gjørde det 
nødvendigt at øve Ufred, hvad enten det tyktes dem vel eller ilde. Er— 


Y Dette vil fige at han var vet vel forfaren i boglig Lærdom. 
2) I Sagaen ftaar „trümadr“, db. e. „en Troens Mand”. 
Mutd. Det norfte Holts Hiftørie. Ul. 62 


978 Haakon Haafonsføn. 


febiffoppen bød dem Penge, hvis de vilde ſkaane Hertugen og tilftaa ham 
Grid for at begive fig til Kongen.. De vilde iffe, uden paa den Betin- 
gelfe, at han fatte hele St. Olafs Helligdom i Pant til at indeftaa for at Hertu- 
gen8 Løfter ikke bleve brudte ). Men nogle agtede i deres Hidfighed ej engang 
paa Erkebiſkoppens Od, og fatte Id paa Kloftret. Undre forføgte vel 
at flutfe, men Flden greb om fig. Da Hertugen merfede dette, bød han 
fine Mænd at gaa ud. Selb gikt han, fom det fynes, førft, fattet i fin Skjebne. 
Han holdt et Skjold for Unfigtet, og fagde fun: „hugg mig ikke i Unfig- 
tet, thi Det plejer man iffe gjøre ved Høvwvdinger” Birkebeinerne fældte 
ham og alle dem, der gif ud med bam, fandfynligviis de famme, der havde 
holdt ud med ham i Sfoven, nemlig Sone Siik, Eyſtein Orre, Aslak 
Dyntil, Hallfell paa Rygin, Hallvard Koll, Brufe Dytt og Urne Mat- 
jall. Meſter Berg, bans Sekretær, blev baardt faaret, men fom fig igjen. 
Saa fnart Hertugen var falden, vilde Birfebeinerne ſlukke Ilden, men for- 
gjeve8. Hele Kloftret brandt ned (24 Mai 1240). 

SHertugens Lig blev baaret paa et Skjold til Byen, flædt og henlagt 
i NMifolai-Kirfe paa Kongsgaarden. Morgenen efter henvendte Aasulf og 
de øvrige Birfebeiner-Høvdinger fig til Erfediffoppen om Ubfølution for 
den Overlaft, Kloftret tildeels mod deres Vilje havde lidt. Men det holdt 
haardt for Dem at faa Den, og De fit den fun midlevtidigt, indtil de havde 
talt med Kongen og evfaret Hvad han vilde foretage i denne vanfkelige 
Sag. - Det endelige Udfald ev iffe befjendt, men man maa vel antage, at 
de ej eve flupne Derfra. uden betydelige Bøder og Gaver til Kirfen, af 
bvilfe dog vel Kongen, i bvis Interesfe Ulyffen var ſkeet, har udredet en 
qod Deel. Siden gik Hertugens VBegravelje for fig med al fømmelig 
Pragt. Han blev begraven i Chriſtkirken pan Sydfiden af Choret, ne- 
dDenunder det Sted i Steenveggen, hvor han felv havde ladet fin Broder 
Kong Jnges Lig begrave. Erkebiſkoppen, alle Chorsbrødrene og mange 
andre Gejftlige, de flefte af Bymændene, ja endog mange Birkebeiner 
fulgte bam 2). 

Hertug Skule var, da han faldt, fun 51 Aar gammel 3), altfaa 


1) Det ſtulde næften fynes, fom om dette blev fagt ivoniff, fordi man var faa 
vant til at Hertugen brød fine Løfter. Thi man Fan neppe antage det for 
Birfebeinernes Ulvor, at Erkebiſkoppen ſtulde Funne pantfætte St. Olafs hele 
Helligdom. 

?) Haafon Haafonsføns Saga Gap. 239—242.  Hertugens Død omtales ogfaa 
i de danffe Unnaler for Rykloſter og i Detmars Inbekffe Chronica. 

3) Dette angive alle Codices, paa een nær, der gjør ham ved hans Død til 53 
Aar gammel, hvilfet umulig fan være rigtigt, da han i faa Fald maatte 
være fød 1187; og dette Lader fig ej tænte, da Baard, hans Fader, førft i Slut- 
ningen af 1184 blev gift med Sverres Syfter Cecilie, og efter hendes Død 
med fin anden Huftru Ragnhild havde tre Sønner, førend hun fødte Skule. 














1240. Hertug Stules Fald. 979 


endnu i fin fulde Manddomskraft og kunde, hvis han iffe ved egen Brøde 
bavde bevirket fit Fald, endnu have fevet mange Aar med Hader vg Be- 
vømmelfe. Thi ban befad herlige, faavel Sjæls-, fom Legema-Evner. Han 
havde et behageligt Væfen, var fiin og venlig i Omgang, talte godt for 
fig, og udmerfede fig ifær ved fin Veltalenhed til Thinge, ligeſom mange 
Omftændigheder tyde hen paa, at ban befad en for fin Tid ej ubetydelig 
Dannelfe, og interesferede fig varmt for videnffabelige Syfler. Mod fine 
Mænd var ban overvættes gavmild og hjelpſom, føgte paa alle Maader 
at gjøre Deres Lykke, ved Forfremmelfer, gode Giftermaal, o. a. V., faa 
at ban var færdeles afholdt af alle fine Omgivelfer. Om hans Hengiven 
bed for Kirken og Gejftligheden, hvorom ifær Stiftelfen af Reins Klofter 
fan vidne, og fom, Hvorvel den for en Deel ſtyldes politifte Henfyn, dog 
til en vi8 Grad maa have været oprigtig, ev Der oftere talt i det Fore- 
gagende. Kort at fige, han befad, fom Sagaen udtryffer fig, mange 
Ggenffaber, der pryde en g0d Høvding, og var ikke det fidfte ulyffelige Aar 
fommet, funde man have fagt, at der aldrig udenfor felve Kongeftammen 
var født nogen Mand i Norge med bedre Evner end han. Men ban 
manglede den dybere moralffe Følelfe, der funde holde Wregjerrigheden og 
Herffelyften tilbørlig Modvegt. Han manglede — hvad der ſtaar i nøje 
Forbindelfe hevmed — med al fin perfonlige Dygtighed og Kjefbed fandt 
Mandsmod og Hjerte. Deraf hans Banfelmovdighed, hans Mangel paa Rede— 
tighed, hans Ufifferhed og Ubeſtemthed, naar det gjaldt at fatte en Beflutning; 
og å Bevidftheden om fin Uredelighed og Upaalidelighed følte ban fig der— 
før ogfaa, fom man tydeligt fan fee, ofte forlegen og ængjtlig lige overfor 
Den ærlige, oprigtige, men floge og forftandige Konge, der gjennemføuede 
ham, og Derfor, fljønt neppe begavet med en faa fremragende Perfonlig- 
bed, altid fom til at udøve en aandelig Overlegenhed over ham, hvilken 
Hertugen maatte føle fom en tryffende Byrde, og fom derfor vel og ifær 
bidrog til at gjøre ham Kongen forhadt, og ethvert førfte Møde med ham 
efter en fængere Fraværelje ubehageligt. For øvrigt er Det, fom vi allerede 
ovenfor have ytret, meget at beklage, at vi ej befidde en ſarſkilt Saga 
om Hertugen, ligeſom vi befidde den om Kongen, eller at itte Kongens 
Saga ogfaa fuldftændigt omhandler Hertugen Bedrifter; ej alene fordi 
vi derved favne Beretninger om alle de, viftnok heel merkelige, Begiven- 
beder, der foregif i Throndelagen m. m., medens Skule herftede der faa 
godt fom uafbængigt, men ogfan fordi vi af Kongens Saga for Det meſte 
fun fære Skule at kjende i hans Forhold til ham, altſaa fra hans mindſt 
elffværdige Side, medens en Fremftiling af Stules Birffomhed i andre 
Retninger upaatvivleligt vilde have ladet ham fremtrade i et elftværbdigere 
Lys, og givet os flere forjonende Bevifer og Gremplev paa de Dyder, 
fom Sagaen i fin Slutnings-Skildring tillægger ban, men — Der i 
: 62 


980 Haafon Haakonsfen. 


De foregaaende Stildringer af hans Ferd ej findes, og ej fan finde8 fyn- 
Derlige Spor, faa at Denne Ros dog ikke vet fan tvænge ind i Bevidſt— 
heden, og det Total-Indtryk, vi have af hans Digten og Tragten, lige 
fuldt bliver faa ubyggeligt, at vi maaffee endog friftes tilat bedømme ham 
alt før ftrengt, og til at underffyde endog flere af hans uftyldige Handlinger 
flette Bevæggrunde. 

Skule beffrives fom høj og fmal af Vært, med ſmukt, lyſebruunt Haar, 
et langagtigt, lysfadent Anfigt, og fagre Ojne. Hans Huftru Fru Ragn- 
Hild '), og tvende Døtre med hende, Dronning Margrete og Jomfru 
Magnrid, eller Ragndid, overlevede ham; Den tredie Datter, Jngevid, der 
egtede Knut Jarl, var, fom ovenfor omtalt, allerede død. I fit Egteſkab 
havde ban ingen Søn *); hans uegte Søn Peter blev, fom nys nævnt, 


1) Det er allerede ovenfor, S. 219, omtalt at Ragnhild fandfynligviis hav hørt 
til Arnunge-AEtten. I Sagaen nævnes ikke hendes Herfomft, aabenbart af 
den Grund at den forudfættes fom befjendt. Man Fan derfor nu alene gjette 
fig frem ved Befvarelfen af dette, med Henfyn til Skules Familieforbindelfer 
ikke uvigtige, Spørgsmaal. Naar vi nu erfare af Avnmødlingetallet i Fagrſt. 
Gap. 215, at Nitolas Kuvung i Giffe (4 1217) havde Børnene Paal Flida 
og Magnhild, bliver det mere end vimeligt, at denne Ragnhild er Skules 
Huftru. Hendes Faders Levetid pasfer netop til, at hun kunde være gift 
med Skule og Moder til den c. 1210 fødde Dronning Margrete. Vi fee 
hendes Broder Paal Flida fom en af Skules aller ivrigfte Jilhængere og 
nærmefte Raadgivere; Paals Søn, Peter i Giffe, optvæder vgfaa en Tid— 
lang fom Gtules Filhænger, fenere finde vi ham fom Kongens Lendermand, 
vel at merke, efterat Skule i den Jid, der ligger imellem, og i hvilken Peter 
ej omtales, havde vedgaaet fin Forbindelfe med Undres Skjaldarbands Huſtru, 
og erfjendt fin Søn med hende: et Forhold, hvorved hans retmæsfige Hu- 
firu og hendes Frænder nødvendigviis maatte krenkes, og fom netop, under 
Forudfætningen af at Peter i Giffe var hendes Broderføn, aller bedft forkla- 
res, hvorfor han forlod Jarlens Jjenefte og gik over til Kongen, rimeligvis 
Haatarlehøften 1233. Skule var, da han giftede fig, fom Kong Inges Bro- 
der og Medlem af Reins-ACtten, faa højfornem, at un meget faa Kvinder 
i Landet vare ftorættede nok til at Funne blive hans Eatehuftrus det ſaa— 
ledes i fig felv vderft indførænfede Valg bliver endnu mere indførænket ved 
Navnet Ragnhild, der ej var faa almindeligt, at man Fan forudfætte at mere 
end et Par frorættede Piger famtidigt bare det. Ult tyder faaledes hen paa, 
at hun var den oven nævnte Ragnhild Rifolasdatter af Giffe, og at Kongen 
altfaa ved fit Giftermaal med Margrete, hendes Datter, tom i nærmefte 
GSvogerffab, ej alene med Reins-ACtten, men ogfaa med Giffe-ACtten. 


Sagaens Udtryk: „han efterlod ingen Søn, (öngan sun) har Peder Glaus- 
føn misforftaaet fom om der ftod ,ungan sun*, og derfor overfat ,,han 
havde en ung Søn efter fig". Hertil har han ogfaa urvettelig henført Sa: 
gaens Ord, der gjelde Hertugens Defcendenter gjennem Dronning Margrete: 
ndet er at vente med Guds Miffund at Norge længe vil prydes af hans 
Ett og Afkom“, idet han figer: „han havde en ung Son efter fig, faa at 
der var Forhaabning om at hans Glægt og Affom føulde endnu blive en 
Girat for Norge". 


2 

















1240. Kongen erfarer Hertugene Fald. 981 


dræbt to Dage før ham: andre Sønner efterlod ban ej. Hans ældre 
Fuldbrødre, Aasulf og Guthorm, vare, fom man tydeligt fan ftjønne, 
døde før ham, det famme maa have været FVilfældet med Kong Inges 
Søn Guthorm *), faa at hans ældfte Datter, Dronning Margrete og ben 
Des Børn, nu felv vare de nærmefte Arvinger til de Fordringer, han tro— 
ede at have paa Fvonen. Hans Syfter Ingebjørg var, fom det ovenfor 
er nævnt, gift med Ulf af Shornberg, og havde med ham Sønnen Erling 
unge, bvilfen vi i det følgende ville finde fom Kongens Lendermand. 
Det ev ligeledes omtalt, at hans Syfter Fru Sigrid var Abbedisſe i Reins 
Klofter. 


147. Kongens Mildhed efter Oprørets Filintetgjørelfe. 


Birkebeinerne, Dev nu med Grund betragtede Striden fom udfæmypet, 
forfode ftrar Nidaros, og droge hver til fit. Aasulf fendte en vis Ste— 
phan Thomasmaag med Brev til Kongen om det forefaldne Da Ste- 
phan fom til Bergen og blev meldt fom Udfending fra Masulf, (od Kon- 
gen ham ſtrax falde ind til fig, og det anføres udtryffeligt, at han ved 
Modtagelfen af Brevet fad netop i famme VBærelfe og paa famme Sæde, 
fom da Grim Keifan Vinteren forud havde bragt ham Budffabet om Her- 
tugens Opftand. Da Kongen havde læft Brevet, fagde han: dette Brev 
indeholder tvende vigtige Nyheder, den ene, der ev flem nok, at Elgeſeter 
Klofter er brændt, Den «anden, at min Svigerfader Skule ev død." Der— 
paa lod han blæfe til Stevne, og førkyndte felv for bele Hirden, bvad 
han havde erfaret. Alle hørte det med megen Bevægelfe, og Dronningen 
tog fig, fom billigt var, fin Faders Død, ifær under faadanne Forhold 
og Omftændighbeder, meget nær. Sommeren og den følgende Vinter til- 
bragte Kongen voligt i Bergen, og begav fig Vaaren efter oſter til Viten, 
maaffee ved Gfterretningen om den Danffe Kong Valdemars Død 27 


1) Ellers vilde nemlig han, faavel fom Gules Brødre, have været omtalte fom 
hans Urvinger eller Deeltagere i hans Fordringer.  Havde vi haft en , Stule 
Jarls Saga", vilde vi vel og have erfaret, naar Guthorm Ingesſon døde. 
Det maa være ffeæet mellem 1223, hvor han endnu omtales fom levende, og 
1235. Det er fun af Avnmedlingetallet i Fagrff. Gap. 215, at man veed at 
Ragnrid (Nangrid, Ragnudid), var Skules yngfte Datter. I Haakon Haa 
Fonsføns Saga nævnes hun vel et Par Gange i Forbindelfe med Hertugen, 
faa at man Éan fee at hun var nær beflægtet med ham, men GSlægtffabs- 
forholdet angives ej. Hvor der blev'af hende, vides ej. Da hun i 1247 ved 
Kroningen Éaldes , Fru Ragndid“, og det udtrykkeligt ſiges, at Abbedisferne 
fad efter hende, medens Fru Sigrid ej omtales, ſtulde man være tilbøjelig 
til at tro, at hun ev bleven Abbedisſe i Reins Klofter efter fin Fafter. 


982 Haakon Haakonsfen. 


Marts 1241). Nogen haard Straffedom tog han iffe over Skules Fil- 
hængere. Der tales fun om at trende af Dem bleve aflivede, nemlig Sig- 
urd Hiit, der blev dræbt af Jon FIviffaven, bvilfen Kongen om VBaaren 
1241 fendte til Throndhjem, Stallaren Arnfinn Ihjovsføn, hvilfen Gaut 
Jonsſon lod dræbe, og Jatgeir Skald, der blev dræbt af Bjarne Moſes— 
føn i Kjøbenhavn, juft fom han var fommen derben fra Sverige efter 
fin ubeldige Sendeferd '). Om ingen af dem figes der udtryffeligt, at 
de blepe dræbte efter Kongens umiddelbare Befaling, og fun ved Sigurd 
Hiit tilføjes der, at han var en Vaarbelg, og ikfe havde forliget fig med 
Kongen. Heraf maa man flutte, at De øvrige Vaarbelger i Løbet af 1240 
havde bedet Kongen om Maade og indganet Forliq med ham. Saa vidt 
man fan ffjønne, lod ban heller iffe det Parti af Gejftligheden, der havde 
virfet imod ham, og hvis Ranker ban viſtnok den hele Tid gjennemføuede, 
undgjelde for bvad de havde forbrudt, ej engang GChorsbrødrene i Nidar- 
o8 og Munkene i Clgefeter. Endog Abbed Bjørn af Holm man i det 
mindfte være bleven [øsladt af ham og have fanet Tilladelſe til at føre 
tage den paatænkte Rejfe til Rom, nu fun i fit eget Unliggende, fiden 
ban, fom det i det Følgende vil ſees, paa Denne Tid virkelig fom affted, 
til fit Klofters ftore Stade. Saaledes benyttede Kongen fig med en Mild— 
Hed, der, om end naturlig for ham, Dog iffe derfor var mindre flog, af fin 
Sejr. Ønffeligt bavde det Fun været, at hans Jilhængere paa Island havde 
gaaet frem med famme Mildhed, og at de i det mindfte iffe havde funnet 
paaberaabe fig ftrenge Bud af ham fom Paaffud til beflagelige Blodsud- 
avdelfer. Men Forholdene i dette ulyffelige, af Anardi og Borgerfrige 
fønderfledne Land vare nu engang faadanne, at de ej gave Mildhed Rum; 
Partierne der i Landet vare engang Dragne ind i De famme Partiftridig- 
beder, fom paa Denne Tid bevægede Norge, og hvad der i Morge fun frem- 
bragte Ryftelfer, fpendt Forhold, ffarpe Meningsudverlinger og fortere, med 
taalelig Humanitet, førte -Fejder, voldte paa Island den vildefte Blodsud— 
gydelfe og uforfonligfte Krig. Og endelig vare de fra Kongen udgaaede 
ftrenge Bud ej givne efter vunden Sejr, men netop da Partifejden var i 
Begreb med at udbryde, og da Gemytterne paa begge Sider befandt fig 


1) Haafon Haakonsføns Gaga Gap. 243, Hvad Jatgeir Stalds Drab angaar, 
da fynes det fom om Bjarne Mofesføn, der oftere fres at have været be 
nyttet fom GSendebud til Danmark, under et faadant Ophold i Kjøbenhavn 
tilfældigviis har flødt paa Jatgeir, og dræbt ham, uden nogen nærmere 
Ordre. J de nu erifterende Haandffrifter ftaar der, hvis man føal tro Ud— 
gaverne, at ,,/ Gregorius Jonsføn' lod dræbe Arnfinn. Men da Gregorius 
Jonsſon forlængft var død, er det tydeligt, at her menes Gaut FJonsføn, 
fom ogfaa Peder Glausføn har. Gandfynligviis have de flefte Haandffrifter 
fun ,,G. Jönssunr*, 











1238—39. Sturla Sighvatsføns Bælde paa FJsland. 983 


i-det fterfefte Oprør. Dette vil tydeligt nok vife fig af den følgende Frem- 
ftilling af Sturfunge-Magten8 bratte Fald, der var famtidig og ftod I 
den nøjefte Forbindelfe med Hertug Skules Undergang i Norge. 


148. Sturla Sighvatsfønsé Overmod og Fald. 


Vi forlode Sturla Sighvatsføn paa hans Lykkes Spidfe, herffende 
faa godt fom uindførænket over hele Befterlandet og betydelige Stræknin- 
ger af Nord- og Sønderlandet, og mægtigere end nogen anden Mand paa 
Island, men Derhos overmodig og henfynsløs paa Grund af ogt Forhold 
til fin Magt. Saa lidet fjendte hans Overmod nogen Grændfe, at hans 
egen Fader Sighvat vyftede paa Hovedet Derover.  Strar efter Slaget 
ved Bø, da Sturla beføgte fin Fader paa Grund, bavde Denne, ligefom 
for Spog, en Samtale med ham, for at prove, bvor vidt hans FJndbild- 
ninger funde gan. Efter at have yfønffet ham til Sejren og Den Magt, 
han derved havde vundet, fpurgte Sighvat, hvor han nu agtede at fætte 
Bo, fiden ban havde givet Slip paa Reykjaholt — dette havde han nem- 
fig overdraget til en vis Thorlak Ketilsføn — tbi man maatte formode, 
at ban nu agtede De flefte Bofteder vinge. Sturla bad fin Fader nævne 
bvad han anfaa pasfende. Naar jeg undtager Biffopsftolene, fagde Sig— 
bvat, fjender jeg ingen bedre end Odde ') og Madrevalke, men du anfeer 
dem vel iffe faa overvættes gode” „Jeg fynes godt om dem begge," fra 
rede Sturla, , men de eve ikke flrar at gribe til” „Men til din ſtore 
Huusboldning," vedbleß Sighvat, behøver du en dygtig Opfynsmand 
og Opfynsfone; dertil fjender jeg ømgen bedre ſkikket end din Svoger Half— 
dan (Sæmund Jonsføns Søn) og din Syfter Steinvar, hans Huftru.” 
Sturla var enig med ham heri. ,Og faa,” fagde Sighvat, ,maa du have 
en flinf, liden, fetfodet Smalemand (Faarehyrde), en faadan vil du funne 
faa i Bjørn Sæmundsføn; og til Følgefvende, der funne gaa ud og ind 
efter dig, ffal jeg ffaffe dig dine Brødre Ihord Krof og Markus." Det 
gif nof an, meente Sturla. Men da Huusholdningen behøver megen For- 
fpning," fagde Sighvat videre, ,burde du ogfan have Folk, dygtige til at 
fiffe og jage, og gjøre ved Fartøjer, m. m., og jeg feer nok hvem det 
maatte være, det er Bodvar paa Stad (Thord Sturlasføns Søn) og Thorleif 
i Garde.” Sturla fmagte paa Dette, og ftudfede lidt derved, men fyntes Dog, 
det kunde lade fig høre. , Og nu til at pasfe Heftene og beftemme hvilke 
Der ved Denne eller biin Lejlighed fulle bruges: hvem kunde du vel faa 


1) Ødde var, fom bekjendt, Jon Loftsſons forrige Uttegaard, hvor Harald, 
Sgemund Jonsføns Søn, nu boede. 


984 Haakon Haakonsføn. 


dueligere end Loft Biffopsføn og Bødvar i Bø"? Hvor ftaar det føre 
vet, at alle Folk ſkulle tjene mig," fagde Sturla; Dette ev en unøddendig 
Tale.“ Uden at endfe hans Ord, vedblev Sighvat: Mu ev der ikke 
mange Pladfe i dit Huusvæfen tilbage at befætte; Dog fattes endnu et 
Par floge og forftandige Folk, der funne fare i Kjøbftevner og til Skibs, 
foreftaa Indkjob, ordne Mejfer m. m.; Dertil maatte man tage Gisfur 
Thorvaldsſon og Kolbein unge.” Da blev Sturla vred, fonr op og gif ud; da 
han fom tilbage, gav Sighvat fig til at fpøge med ham og flog Samtalen 
hen paa noget andet). Det vilde dog have været ønffeligt, om han 
havde fagt de Advarflev paa Hjerte, fom Faderen i biin Samtale gav 
ham. Men derpaa var iffe at tænfe. Gturla agtede ikke at hvile, førend 
han var Eneherre paa Øen, og for at opnaa dette Maal agtede ban et- 
hvert Middel lige godt. Forſt og fremft vilde han nu gjøre fig Sønder- 
landet underdanigt, og ydmyge dets frørfte Høvdinger, Gisfur Shorvaldåføn, 
Oddefolfene og flere. Anledning til at velte fig ind paa dem fandt han let. 
Paaftaaende, at et Fruentimmer, Der ved FJærnbyrd havde godtgjort at 
hun var egtefød Datter af Eyjulf, Sønneføns Søn af Sæmund Frode i 
Odde, derved ogfaa var vetmæsfig Arving til Halvdelen af Odde-Godfet, 
affjøbte han hende denne foregivne Met, og gjorde faaledes Sæmund 
Jonsſons Sønner deres Arveret firidig*). Derhos forbandt han fig 
med den før omtalte Orm paa Svinafell om at fratage Den rige Kol Ar— 
ne8føn alt hans Gods, fordi han ej vilde udbetale en Sum Penge, fom 
ban for flere War tilbage havde lovet Orm, for at denne føulde dræbe en 
fredløs Mand, der havde forgrebet fig paa hans Perfon. Kol henvendte 
fig til fin Foftre Andres ee om Hjelp, og denne, Der ej følte 


1») Sturlunga Saga VI. 4. Der fortælles, at da Samtalen blev bekjendt, unde 
Loft Biffopsføn itfe negte, at de Forretninger, Sighvat havde tildeelt enhver 
af de nævnte Mænd, vare færdeles vel valgte og netop pasfede med deres 
Bæfen;  Bødvar Thordsføn derimod fagde: ,,Fanden tage deres Smadeord, 
gid de faa en Ulykke, og at der times dem alt andet end at alle Folk ſtulde 
være deres Tjenere“. 


3) Den Gypjulf, hvorom hev er Jale, var en Søn af Jon Lodmundsfen, og 
todmund var igjen Søn af Sæmund frode, altfaa Broder til Loft Samunde- 
føn, Jon Coftsføns Fader. Eyjulfs Gyfter var Valgerd paa Kelde, Sa- 
mund Jonsføns Frille og Solveigs Moder, Eyjulfs Datter, der maatte ber 
vife fin Net, bed Alfheidz ſtjont hun var fød i lovligt Egteffab, var hun 
Dog fin Fader faa ulig, at Solveig itfe vilde evkjende hende for en Datter 
af Eyjulf og faaledes for fit Syffendebarn, uden at hun ved Jærnbyrd ber 
vifte fin Fødfel. Men da dette var fleet, benyttede Sturla fig firar deraf 
til at fremfomme med Arvefordring paa Odde. Ut han fremfatte Fordringen 
paa hendes og ikke lige faa godt paa fin Huftrues Vegne, Fom deraf at Sol- 
veig itfe var egtefød, og faaledes ingen Uvvefordring havde, faa længe — 
fodde Arvinger fandtes. 





1238. Gturla GSighvatsføns Voldſomheder. 985 


fig mægtig not dertil, benvifte Han til fin Broder Bjørn.  Uagtet Bjørn 
felv troede fig berettiget til en Deel af Kols Gods, ja endog nys forud 
havde været hos Sturla og halv om halv lovet at overdrage ham fin Net, 
fom ban dog nu ved Samtalen med Kol — maaſkee og ved Løfter af 
han — paa bedre anker, og tilfagde ham fin Beflyttelfe. Han fendte 
et Bud til Sturla med en fvær Guldring og andre rige Gaver, bedende 
ham at modtage Dem fom et Slags Godtgjørelfe, men at lade Sagen felv 
fare, da Den nu i VBenffabelighed var bleven forligt. Sturla fendte fore 
bitvet Gaverne tilbage, og lod Kol bilfe, at han fun havde gjort fin Sag 
meget værre ved at blande andre i Den. Derpaa lod han Gisfur tilmelde, 
at ban om VBaaren (1238) agtede fig fydefter for at flifte Kold Gods 
med Orm, og opfordrede ham til at møde fig ftrar føndenfør Blaaſkoge-Hei— 
den. Gisſur var uüklog nok til at love det, uagtet det hele Foretagende 
maa have været ham meget imod. Gandfynligeiis har han vel tæntt, at 
han paa den Maade bedft funde kontrollere Sturlas Ferd, og, om Det bes 
hovedes, ſkride ind. 

Da Paaſken narmede fig, lod Sturla de dygtigſte og ſtridbareſte af 
fine Shingmond og Filhængere tilfige at møde bevætnede for at følge 
ham fydover. Utter advarede Sighvat ham, og fagde at Dette var at 
befatte fig med ulyffedringende Gods, men forgjeves. Sturla drog affted, 
og blandt andre maatte hans Fættere, Bødvar og Sturla Thordsſon, 
fedfage ham. „Sig mig," fagde Sighvat til Maar, en af Sturlungernes 
gamle Venner, ,hbvor fænge tror du at Sturlas ubegrændfede Overmod 
folder ved?" | Længe nok," fvarede Maar, ,da ban har dig og andre 
gjeve Frænder i Ryggen; men hvad tænfer du herom?“ , Hovmod gaar 
for Fald," fvarede Sighvat, „og Dog fan det vare længe nok med ham, hvis 
han iffe fiyrter paa een Gang; thi falder ban førft, bliver Hans Fald 
ftort.” Sighvat fpaaede alt for fandt. 

Gisfur indfaa for fildigt det ukloge fit Filfagn Da Sturla, 
360 Mand fterf, drog fydover Blaaffogeheiden, føm der et Sendebud imod 
ham fra Gisfur med den Hilfen, at baade Kol, Bjørn og Orm nu vare 
førligte, faa at ban iffe bebøvede at umage fig længer fydefter. Men 
Sturla fagde at Sønderlændingerne ikke ffulde vife ham frem og tilbage 
fom en Hjord i en Hage, og fod Gisfur melde, at ban ſkulde møde ham 
ved Apavatn lidt ovenfor Sfaalbolf. Gisfur indfandt fig der, merfeligt nok, 
med ikke flere end 40 Mand, og forefandt Sturla med hele hans Styrke. Da 
merfede Gisfur og hans Mænd Uraad. Medens Sturla, nu viftnok Fun 
for et Syns Skyld, traadte til Side med Gisfur og talte nogle Ord med 
ham, fpurgte Kløing Bjørnsføn, Snorres Stifføn, der var i Folge med 
Gisfur, Sturla Thordsſon, der ledfagede fin Fætter, om Denne ej agtede 
at fvige dem. Sturla meente at det havde ingen Fare. Han vidfte fand- 


086 Haaton Haatonsfen. 


fynligviis iffe bedre. Det famme Spørgåmaal havde faa godt fom enhver 
af de øvrige I Gisfurs Flok forelagt der, de talte med af Sturlas Hær. 
Sturla Sigbvatsføn forlangte at Gisfur ſkulde ledfage ham fydover, Da 
han iffe ret troede Sønderlændingerne. Gisſur fagde, at Det aldeles ike 
behøvedes, og at Sønderlændingerne iffe engang havde famlet fig i Flok. 
Sturla meente Derimod, at dette iffe var faa vift, og for, fom han fagde, 
at i det mindſte Gisfur iffe ffulde fvige ham og falde ham i Ryggen, 
naar ban fom videre, erflærede han at ville tage ham fangen 049 
afvætne hans Mænd. Med hoj Roſt bød han Visfe at lægge Baabnene 
fra fig, bbis de havde deres Liv fjært. J Førftningen vægrede de fig 
derved, og begyndte at larme, men Gisfur felv bad dem give efter før 
Overmagten, og de adløde VBefalingen. Paa Gisſurs Spørgsmaal, hvad 
alt dette flulde betyde, frarede Sturla ligefrem, at det ganſke vift var 
hans Agt at opfafte fig til Herre over alle fine Landåmænd, og at han der- 
før førft og fremft maatte fee til at far Gisſur under fig; ti Da var 
biint Maal allerede faa godt fom opnanet. Han fordrede, at Gisfur 
ftulde aflægge Ed paa at ville forlade Landet og aldrig føge at hevne fig 
paa ham. Gisſur fpurgte om han ffulde foærge norft eller islandſt ED. 
Sturla fagde at det funde fomme an paa ham felv. „Siden jeg ffal til 
Norge”, fagde Gisfur, ,vil jeg helſt foærge norſk Ed, og love dig, aldrig 
at tale noget fiendtligt Ovd til dig, faa fandt jeg iffe ev drukken". Hermed 
erfærede Sturla fig tilfreds, og Gisfur aflagde Eden *'). Da derpan 
alle vare fømne til Helt, fad Sturla en Stund ganſke taus, i dybde Tan— 
fer, indtil han ligeføm vaagnede op og fagde: „lad -os vide videre"! Gisfur 
ptrede fenere, at ban var overbeviift om at Sturla Da grundede paa, om 
pan iffe handlede flogeft i at gjøre Det af med dem alle fammen. Saa 
vidt gif Dog ej hans Trolsshed. Gisſur maatte nu fom Fange gjøre 
Følge med Sturla. Det faldt af fig felv, at han ved fin Under- 
kaſtelſe tillige havde ftillet alle fine Godord og hele fin politiffe Ind— 
flydelfe til Sturlas Dispofition. Desuagtet lod han fig ikke merke med 
nogen Uvilje, men vifte fig nok faa lyftig, langt lyftigere end Sturla felv, 
der viltnok følte at ban fpillede et hejt Spil og derfor ikke funde andet 
end være mørk og urolig. Gisfur havde fandfynligviis ogfaa allerede lagt 
fin Plan, og maatte være glad ved at have faaet beholde Livet. Med 
1) Her maa der nok viftnok figtes til Edsformularen, Den norffe Edsformu- 

lar lød faaledes: ,faa fandt lægger jeg Haanden paa den hellige Bog, og 

faa fandt bjelpe mig Gud, fom o. f. v.“; den islandffe Formular derimod 

lød, med enkelte mindre Ufvigelfer: ,,jeg figer i Guds Nærværelfe at" o. f. v. 

Ut Gisfur har anfeet fig mindre bunden ved den norffe end ved den islandfie 

Formular, er Hart, uden at det dog er vet indlyfende, hvori hans Reſerva— 

tion beftod. Maaffee kan bogftaveligt holdt fig til Løftet „ikke at tale no- 


get fiendtligt Ord“ (men vel at handle fiendtligt); dog fres ikke rettere, end 
at den islandffe Formular lige faa godt Funde have aabnet denne Udflugt. 





1238. Sturla Sighvatsfen overlifter Gisfur. 987 
Magt lod fig endnu intet udrette, og det gjaldt alene, at bruge Lift. Og i 
dette Stykke var ban Sturlas Meſter. Da Sturla om Uftenen fom til Reyke 
ved Ølvus, indfandt faavel Orm Svinfelling, fom flere af Gisfurs Fræn- 
der fig Hos ham, og Sturla tilbød fig nu at overdrage en af Visfe, lige 
meget bvilfen, Gisſurs Godord og Høvdingdømme, fom et Slagd Len, faa- 
ledes at Modtageren erkjendte Sturla for fin Overherre, og forbandt fig 
til at ftaa ham bi mod hvem det ſkulde være. Ingen, heder det, var vil- 
figere til at underfafte fig disfe Betingelfer, end Gisſurs Fætter Hjalte, 
Bifføp Magnus's Søn, og ban fit derfor ſtrax Filfagn om Forleningen. 
Af de følgende Begivenheder er det tydeligt at fee, at Hjalte fun fød fig 
den tildele, før, naar Tiden fom, atter at give Gisfur den tilbage, og 
fandfynligviis bar han derfor endog meldt fig efter et hemmeligt Vink fra 
Gisfur felv. Efter at Sturla nu paa en Forfamling ved Fhorsaa bøjti- 
deligt havde overdraget Hjalte de omhandlede Godord og modtaget hans 
Iroffabsløfte, begav han fig til Ovde, hvor han under Paaſkud, af at 
Harald Sæmundsføn i fin Tid havde ftaaet Aron Hjørleifsføn bi, fra- 
tog ham tvende Gaarde. Ligeledes erklærede han Halvparten af Odde 
for fin Gjendom paa Grund af den ham overdragne Uvveret, og deelte 
Kol den Riges Gods med Orm paa Svinafell. Med andre Ord, han 
opførte fig ganffe, fom om han var uindførænket Herre Der i Egnen, og 
traadte Ret og Sfjel ganffe under Fødder. Hvad der gjør Denne hans 
Optræden faa meget mere modbydelig, er den Overbeviiåning, man faar ved 
at iagttage bam Skridt for Skridt paa dette Fog, at ban iffe en enefte 
Gang lededes af Øjeblitfets Impuls eller af tilfældigt indtræffende Om- 
ftændigheder, men at han den hele Tid handlede efter em ombyggelig ude 
tænft og nøje overlagt Plan. Man fan Derfor ikke fynderligt for- 
tænfe dem, han behandlede faa ffammeligt, i at de betalte ham med famme 
Mynt, for at vinde det tilbage, der paa ſlig uretfærdig Viis var blevet 
dem berøvet; og om man end iffe fan give Gisſur Medhold i at han, fom 
vi ville fee, brød fin Ed, fan man Dog undfføylde han, om han, efter De 
Tiders Synsmaade, ej betragtede den ham paa en faa ffjændig Maade af 
tvungne Ed fom bindende, faa meget mere, føm Edsførmularen felv fy- 
ne8 at have givet ham Anledning til Refervation. Men uforklarligt ev 
Det, at Gisfur funde fade fig faaledes overlifte af Sturla, der viſt ellers 
iffe paa langt nær kunde maale fig med ham i Klogffab og Forfigtigbed. 
Man funde næften friftes til at tvo, at Gisfur og Sønderlændingerne, 
mistvivlende om at afvende det fra Sturla truende Uvejr uden alt for ſtor 
Blodsudgydelfe og Ødelæggelfe i deres eget Hjem, ifær da ban havde en 
Forbundsfælle i Orm Svinfelling, ere blevne enige om, for det førfte at 
bøje fig under Stormen, for fiden at tage deſto eftertrytkeligere Hev over 
Sturla paa bans egne Enemerfer, eller at de endog, indfeende Nodven— 
Digheden af at fætte en Grændfe for hans Unmasfelfer, gjerne fovd det 


988 Haakon Haatonsføn. 


fomme til en faadan Yderlighed, at alle og enhver maatte finde deres Ind— 
ffviden berettiget, og at Anfvaret for at have gjort det førfte Angre ej 
hvilede paa Dem, men paa ham. Å i 

Efter faaledes, fom han troede, at have underlagt fig Sønderlandet, 
drog Sturla atter veftover, idet han paa Vejen gjeftede Hjalte Magnus- 
føn i Staalbolt, Hvor den elleveaarige Ginar Thorvaldsſon fra Vatns— 
fjord, Snorres Datterføn *), juft opholdt fig, og var faa forbitvet over Hans 
Fed, at han iffe engang vilde tale med ham. GSaafnart Sturla var 
borte, rejſte Hjalte tilligemed Einar og fine Frttere Magnus Hallsføn og 
Teit Shorvaldsføn ſtrax nord til Fjeldet, hvor Kolbein unge, fom det fy- 
nes efter forud ffeet Aftale, mødte Dem. Kolbein vidfte meget godt, at Ra- 
Den nu nærmeft vilde fomme til ham, og at han faaledes maatte komme 
Sturla i Forfjøbet, bvis han ej vilde dele Sfjebne med Gisſur. De andre 
maa ligeledes have følt, at Det var nu paa hoj Tid at handle, bvis Sturla 
iffe fiulde befæfte fin Magt faaledes, at den fiden iffe unde voktes. Og 
ſaaledes indgif de, oppe paa felve Fjeldet, et Forbund med Kolbein mod 
Sturla, hvorved enhver af Dem forpligtede fig til at famle Krigerffarer og 
itte at fade Dem ſkilles av, førend enten Sturla eller de felv havde bidt i 
Græsfet.  Hjalte lod fig, fom man feer, iffe binde af fit nys aflagte Tro— 
ffabsløfte til Sturla: det bedfte Bebiis paa, at Løftet fun var givet for 
et Syns Skyld. De aftalte at mødes igjen med deres Flokke paa De 
faafaldte Beitevolde ej langt fra Althinget, naar dette holdtes. Kolbein 
ſkred ftrar til at famle Folt af alle Hereder i Skagafjorden lige til Mid- 
fjorden, og begav fig med hele denne Styrke over Kjølen til Sønderlan- 
det, hvor han opfordrede fine Svogre, Sæmund Jonsføns Sønner, til at 
forene fig med ham, Hvis de ikke vilde fer hele Heredet ødelagt. Fire af 
dem adlode Opførdringen, men Halfdan, der var gift med Sturlas Syfter 
Steinvar, og faaledes var i dobbelt Svogerffab med ham *) faavel fom 
fans Broder Biljam, der boede fammen med ham, vægrede fig. Kolbein 
fod derfor borttage alle de VBaaben og Hefte, der fandte8 paa Gaarden 3). 


1) Ginar var, fom det ovenfor er viift, en Søn af den i Uaret 1228 inde- 
brændte Thorvald GSnorresføn og Snorre Sturlasføns Datter Thordis. Det 
fynes fom om han i Snorres Fraværelfe har haft fit Silhold paa Gtaal- 
holt, ligefom Thorvald Batnsfjording ſtrax efter Dverfaldet 1222 (f. ovenf. 
S. 848) fendte fin Broder Baard og fin Søn Shord til Skaalholt under 
Biffop Magnus's VBaretægt. 

2) Sturlas Hufteu Solveig var nemlig Semundsſonnernes Syfter. 

3) Det ev her merkeligt nok at iagttage, hvor Odde-ACttend fore Magt var 
funten, thi uagtet alle Sæmund Jonsføns Sønner, hver i fin Kreds, endnu 

- vare anfeede og vegnedes blandt Øens højbyrdigfte Mænd, er det vjenfynligt, 
at de intet formaaede mod GSturlungerne, og at mange af Sæmunds forrige 
Thingmend maa have fagt fig i Thing med disfe. 








1238. Krig paa Jsland mellem Sturla og Gisfur, 989 


Imidlertid havde Gisſurs Frænder, efter en fra ham felv udgaget hem- 
melig Opfovdring, fendt endeel Bevæbnede til Staal, og tvunget Ovm 
Svinfelling til at give ham los. Han fulgte med dem til Beitevoldene, 
hvor De nu fandt alle Floffene famlede. Det førfte Stridt, man 
nu foretog fig, var uden Grempel i hele Friftatens Hiftovie, men cha— 
vafteviftiff not for Fidsalderen: Hjalte Biftopsføn red med en Stare 
Bevæbnede hen og jagede hele Althinget fra binanden, idet han lod alle 
Dem, der Vare veftenfra, og faaledes funde betragtes fom Sturlas Venner 
eller Undermænd, fratage deres Klæder, Vaaben og Hefte. Fra dette 
Hjeblik af fan man fige, at der var aabenbar Krig mellem GSønderlandet, 
forenet med en Deel af Nordlandet paa den ene Side, mod Vefterlandet, 
forenet med den anden Deel af Nordlandet, paa den anden. Øftfjerdingen 
var endnu at betragte fom neutval Kolbein og GSisfur drog med en Hær 
af iffe mindre end 1560 Mand over Blaaffogeheiden til Befterfandet, hvor 
de tvængte frem lige til Dale, uden Dog at ftøde fammen enten med 
Sturla eller hans Mænd, der endnu iffe vare talrige nok til at funne 
byde noget Slag. J Dale fliltes Kolbein og Gisfur ad, og Droge hver 
til fit, bin til Skagafjorden og denne til Sønderlandet. Sturla fad i 
nogle Ugers Tid voligt paa Saudafell, men brød i Begyndelfen af Au- 
quft Maaned op i Spidfen for en betydelig Hær af Venner og Under- 
givne, for at bjemføge Kolbein i Stagafjorden. Kolbein, Der ej for det 
førfte faa nogen Udvej til at funne gjøre ham Modftand, drog med 180 
af fine Dygtigfte og raftefte Folt fyd over Kjølen til Gisfur, medens 
Sturla uden Modftand trængte ind i Heredet, fom ban ganſke underlagde 
fig, og hvor han lod fine Skarer ſtrejfe om vidt og bredt for at nedhugge 
Kvæg og tage Levnetsmidler, hvor de forefandt dem. Her ſtodte hans 
Fader Siqbvat til ham med 480 Mand. Deres famlede Styrke udgjorde 
ni fiffert meget mere end 1000 Mand, med hvilte de fordeelte fig paa 
Myflebø og de nærmefte Gaarde øftenfor Jokulsaa eller de faafaldte Her 
reds-Vande, (tildels ogfan Ffaldte Blanda). Det var Sturlas Henfigt, 
hvis Kolbein iffe font føndenfra for at angribe bam, felv at forfølge ham 
hiinfides Kjølen paa Sønderlandet. Heraf blev dog intet. Kolbein og 
Gisfur bavde ftrar ladet famle en betydelig Styrke aklevegne fra, ej alene 
paa Sønderlandet, men endog paa Befterz og Mordlandet, blandt dem, der 
vare utilfreds med Sturlas Herredømme; i Spidfen før denne Skare 
drøge de over Kjølen til Skagafjorden, dog ikke den fædvanlige Vej langs 
Heredsbandene, men paa den vefilige Side af Hoved-Dalen til Reyke lige 
overfor Myklebo, hvor der ogfaa ftvømmede en heel Peel af Kolbeins egne 
Ibinqmænd til dem, faa at de Lørdag Morgen d. Ide Auguſt bavde 
iffe færre end 1680 Mand. Med denne Hær, der felv i Norge paa de 
Tider vide have været betydelig, ryffede de famme Dag oſt over den faa- 


990 Haakon Haakonsføn. 


faldte Sunge (mellem Husaa-Strømmen og Jokulsaa) benimod Gaarden 
Bidevalle, hvor Sturlas Broder Kolbein ſtod med en Stare udvalgte Mænd 
før at forfvare Overgangen. Det er merfeligt nok, at Gisfur i den forte 
Opmuntvingstale, han boldt til fine Folt, udtrytkeligt bad dem at efter- 
ligne de tapre Mænd, der faa tvofaft fulgte Kong Sverre eller andre 
Høvdinger, da deres Kjefhed, fom han fagde, aldrig vilde glemmes. Sturla, der 
med fin Stare tilbragte Natten paa den lidt nedenfor Videvalle liggende Gaard 
Myklebo, ilede ved Synet af Sønderlændingernes fore Hær hiinfides El— 
ven ſtrax fin Broder til Hjelp, ligefom ogſaa Sighvat, der faa paa Sol- 
beime noget fænger oppe, fort efter fom til). Ingen ſogte, befyn- 
derligt nok, at formene Sønderlændingerne Overgangen over Clven, men 
Sturla og Sighvat traf fig med deres hele Styrke ind i em noget højere 
beliggende Jndhegning, Faldet KØrlygsftad, hvor der ej ftod andre Byg- 
ninger end et Saudehuus, og pvis lave Jordvolde ikfe afgave fynderligt 
Værn. Neppe vare de fomne ind i Hegnet, førend Kolbein og Gisfur an- 
grebe dem fra bver fin Kant, og, fom man tydeligt fan fee, med ftor- 
Overmagt, faa at de efter en pderft forbitret og blodig Kamp maatte bide i 
Græsfet. Den G8aarige Sighvat faldt førft, efter at have faaet ikke færre 
end 17 Saar, bvoriblandt et af Kolbein felv, fin nær befvngrede og for- 
dums Mvyndling. Sturla, der forfvarede fig med det gamle, Gisle Suurs- 
føn forben tilbørende Spyd Graafida, bvilfet dog ikke fænger fvarede til fin 
fordums Berømmelfe, havde allerede faaet eet Saar, da Hjalte Biſkopsſon 
ftat bam i Kinden og Tungen lige til Benet, og en anden tillige faarede 
bam i Halfen. Da vaabte han til Hjalte: , Grid, Frænde!" Grid ffal du 
faa", fagde Hjalte, tog ham under Armene og førte ham ud af Hegnet 
paa Marken, hvor ban faftede fig ned og forlangte en Preft. Men medens 
Hjalte var borte for at hente Preften, fom Gisfur til, tog en Bredøre, 
og gav ham et vældigt Hug I Hovedet, bvorhos Kløing Bjørnsføn, Gis- 
ſurs VBroderføn og Snorre Stifføn, faavel føm nogle andre, gjennembo- 
rede ham med dereg Spyd. Hans Broder Martus bragtes Dødeligt fan- 
vet ind paa Bidevalle, men blev dræbt paa Gisjurs Befaling. Tume, den 
yngſte Broder, var beldig nok til, med fleve andre at undfomme over Fjel- 
det til Gyafjorden. De to andre Brødre, Kolbein og Shord Krok, flygtede 
ind i Rirfen paa Myklebo; Kolbein tilbød fig at forlade Landet og ale 
drig at fomme tilbage, hvis man vilde ffjenfe bam Livet; men forgjeves: 
ved Truſlen om at man vilde ftitfe Ild paa Kirken nødfagedes ban til at 
gaa ud, og Gisfur lod ham balshugge. Samme Skjebne havde Shord, 


ð 


1) Ifolge Gunnlaugsføns Kart over Jsland ligge Videvalle, Myklebo, og Sol— 
heime ganfée nær ved hinanden paa Øftfiden af Elven, i den her anførte 
Orden; Solheime fydligft eller øverft. 





1238. Slag paa Srlygsſtad. Sighvats og Sturlas Fald. 991 


faavel fom Ravn Sveinbjørnsføns tvende Sønner, Sveinbjørn og Kvaat. 
Sturla Thordsføn, der ogſaa havde deeltaget i Kampen, fit Grid af Gis- 
fur og Kløing, og det maa figes til hans Berømmelfe, at da Griden blev 
ham tilbuden, vægrede han fig ved at modtage den, Hvis iffe ogfaa hans Ven, 
en vis Asgrim, fik beholde Livet. Hvis Sturla Thordsføn dengang 
var bleven dræbt, vilde vi maaffee nu hverken have haft nogen Beretning 
om disſe Begivenheder, eller om Kong Haafon Haafonsføns Bedrifter. 
Man vegner i Ult, at der paa Sturlas Side faldt i Slaget eller fenere 
aflivede8 omtrent 50, medens Der af Gisfurs og Koldeins Hær fun faldt 
fyv. Hvor mange der var faarede, angives ej, men Det figes fun at Deres 
Antal var ftort '). 

Saaledes var nu Sturlas bhurtigt erhvervede Valde lige fan hurtigt 
og med et eneſte Slag tilintetgjort, og Sighvat havde fpaaet vet, naar han 
fagde, at hvis ban førft engang faldt, vilde hans Fald blive ftort. Og— 
faa det Herredømme, Sighvat i faa lang en VWarrække havde udøvet paa 
Nordlandet, ødelagdes i Bund og Grund, thi Kolbein erklærede det for en 
Wfovligbed, at ban nogenfinde havde haft Godord der, lod fig felv alle 
Godordene overdrage, og underlagde fig faaledes hele Nordlændinge-Fjerd- 
ingen. Af Sighvats efterladte Gjendomme blev der tilfjendt ham betyde- 
fige Erſtatnings-Belob. Paa famme Tid lagde Gisfur Herverfsfag an 
mod alle de VBeftertændinger, der havde været med at tage ham til Fange 
ved Apavatn, og de maatte forbinde fig til at betale overordentligt ſtore 
Pengebøder.  Overhoved lagde Gisfur og Kolbein temmelig klart for Da- 
gen, at Det ikke faa meget var deres Henfigt at befrie deres Landsmænd 
fra Sturlas Vælde, fom at tilvive fig felv Magten i hans Sted. Og 
man bavde iffe vundet ftort ved Byttet. Thi var Sturla end overmodig, 
berffefyg, voldfom og henfynsløs, var han Dog ogſaa af Naturen hojhjer— 
fet og vidderlig, og befad mange elffværdige Egenſkaber, der neppe fandtes 
hos den floge, foldt beregnende Gisfur, der med langfomme, men fifre 
Skridt nærmede fig fit Maal 2). 


1) Sturlunga Saga, VI. Gap. 7—19. laget paa Srlygsftad ev her beffrevet 
med færdeles Nøjagtighed, faa at man Fan fee, at Beftriveren maa have 
været et Øjevidne. 


Uf flere Omftændigheder, der anføres, lader det til, hvad der og -i fig felv 
er vimeligft, at Gisfuré Harme og Hevngjerrighed ej har Fjendt nogen 
Grandfe. Da han gav Sturla Dødshugget, fortælles der, hugg han- faa 
voldfomt til, at han endog lettede fig fra Jorden med begge Fødderne, faa 
at man Funde fee Luften mellem Jorden og hans Fodfaaler. Gturla derimod 
føat nogle faa Dage før Slaget have fagt til fine«Mænd: , der er dog fror 
Jorffjel paa mig og mine Frænder i den Maade, hvorpaa vi agte at benytte 
08 af Sejren, thi de ville min Død, men Gud ſtal vide, at jeg ikke agter at ud- 


2 


— 


992 Haafon Haakonsføn. 
149. Snorre Sturlasføns Filbagefomft til Island. 


Gftevretningen om Sturla og Sighvats Fald fom endnu famme 
Hoſt til Norge, og vakte megen Bedrøvelfe, ej alene Hos Kongen, hvis 
Haab om at erbverve Herredømmet over Hen, alerede faa nær ved at 
frones, derved pludfelig glippede, men ogſaa hos mange andre; thi Sig— 
bvat og Sturla vare meget afholdte i Norge, førnemmelig af de Handels 
mænd, Der plejede at fare paa Island, og fom der havde haft Anledning til 
at erfare Deres Gjeftfrihed.  Endog Snorre, for hvem Budffabet om 
Sturlas Død egentlig maatte lette, og virkelig lettede en Steen af Hjer- 
tet, tog fig Dog fin Broder Sighvats førgelige Endeligt meget nær, og 
udtalte fine Følelfer i et Vers, fom han fendte til hans Søn Thord Ka- 
fale, der endnu opholdt fig i Bergen. For øvrigt ftundede nu faavel han, 
fom hans Søn Urøfja og Fhorleif paa Garde fun efter at fomme hjem 
til Island, for at nytte Den belejlige Tid til at vinde deres tabte Befid- 
delfer og, om muligt, Deres Magt og Anfrelfe tilbage. Det var for langt 
ud paa Høften, til at der Éunde være at tænfe paa nogen Afrejſe det Uar, 
men faa fnart Baaren fom, gjorde De ivrige Unftalter Dertil. Men det 
var juft paa den Tid, da Ufreden mellem Kongen og Hertug Skule ſtod 
paa Nippet til at udbryde. Kongen havde al Grund til at harmes paa 
Snorre og nære Mistanfe mod ham, fordi ban faa nøje havde fluttet fig 
til Hertugen og deeltaget i den forargelige Tale, fom ved denne Hof før- 
tes om Kongen og hans Mænd. Derhos havde han tidligere aldeles unde 
fadt at opfylde fit Løfte til Kongen, og virket ivrigt imod Sturla, da 
Denne føgte at virke i Kongens Jnteresjer. Det var at befrygte, at bvis 
Snorre under De nærværende Omſtandigheder fom til Island, vilde han 
ej afene føge at udflette alle for Kongens Sag gavnlige Følger af Stur- 
fag Virkſomhed, men ogfaa maafkee ligefrem arbejde i Skules Interesſe. 
Dette maatte forebygges ved at holde Snorre faa lange tilbage i Norge, 
indtil Kongen havde taget faadanne Forholdsregler, at hans Nærværelfe 
paa Island vilde blive uffadelig. Ved famme Lejlighed, ſom ban indfaldte 
Hertugen til at møde i Bergen om Sommeren, lod ban derfor, fom oven- 
for berettet, FJslændingerne forbyde at rejſe fra Landet, „forend det var 
afgjørt, med bviltet Erende de flulde fare". Fife deg mindre gav Hertugen 
dem Filladelfe til at rejfe, og flaffede dem endog et Skib dertil, hvoraf 
han felv ejede Halvparten. Ja der gates endog enkelte, der paaftode, at 


gyde en eneftes Blod". Oprigtigheden heraf har man maaſkee dog Grund 
til at betvivle. Og om han end ikke vilde have dræbt fine overvundne Fi- 
ender, havde han maaſkee ladet dem mishandle fom Urøtja, hvilket ej var 
ftort bedre, Medens Hans Folk frillede fig i Orden, fang han, fortælles der, 
St. Auguftins Bøn efter en Rulle, fom han tog op af Lommen. 











1239, Gnorre Sturlasføn forlader Norge. 993 


Hertugen i et Afftedsgilde, han gjorde for dem, i Paabør af fin Stallare 
Arnfinn Thjobsſon og et Par andre gav Snorre Jarlénavn 1). - Forhol- 
der det fig faaledes, da har Hertugen allerede ved denne Handling, der 
fun tilfom en Konge at udføre, givet fin Henfigt at ville antage Konge- 
navn tilfjende, og Snorre maa paa fin Side derved have forpligtet fig til 
at bringe fin Fedrenes under Hertugens Lydighed, faaledes at han felv 
ftutde fomme til at beftyre den fom Jarl, og proklamere Denne fin Jar— 
fetitel, faa fnart ban erfarede at Hertugen havde bemægtiget fig Morges 
Krone. Man funde derved ogfaa friftes til at tro, at naar Snorre hidtil 
havde undladt, efter Løfte at virke for at. bringe Island under Kongens 
Herredømme, var det ej alene af Patviotisme, men ogfaa fordi han fun undte 
Hertugen, ej Kongen, denne Åre. Saadanne vare viſtnok Kongens 
Formodninger. Da han derfor hørte, at Snorre og de øvrige Islandin— 
ger alligevet beredte fig til Rejſen, fendte han endnu engang en Strivelfe 
til Throndhjem, hvori han paa det ftrengeligfte forbød dem at vejfe bort 
den Sommer. Brevet naaede dem, da de allerede laa fejltlare ved Munt- 
holmen. Snorre læfte det, men fvarede fun: „ud vil jeg," og fejlede 
affted *). Kun hans Broderføn Olaf Ihordsføn Hvitaffald blev tilbage, 
og tog, fom vi have feet, Kongens Parti. Ogſaa Thord Kakale, der 
fremdeles opholdt fig i Bergen, ønffede naturligviis intet heller end at 
fomme bjem, deels fordi ban nu efter fin Faders og Broders Fald var 
dere8 nærmefte Gftermaalsmand, deels ogfaa fordi han, uden vingefte Pen- 
getilftud hjemmefra, befandt fig i mislige Omftændigheder. Men Kongen 
tillod bam heller iffe at vejfe, neppe faa meget fordi Thord var falden i 
hans Unaade formedelft Hengivenhed til Sviir, og iſer paa Grund af et 
Glagsmaal, hvori han i Drukkenſkab var fommen mednogle af bang Hird- 
mænd, fom fordi han nu havde Planer fore, hvilte Thord ved ſtrax at optræve 
føm Sturlas Hevner lettelig funde forſtyrre. Thord maatte altfaa forblive i 
Bergen indtil videre, og vilde være fommen i den vderfte Nød, Hvis iffe Aron 
Hjørleifsføn ædelmodigt havde taget fig af ham, indbudt ham til fig, og 
behandlet ham fom om hans Broder aldrig havde været hans Dødsfiende 3). 


1) Den før omtalte Styrme Frode føal ved Snorres Dødsdag i et Kalendarium 
have tilføjet ,Artib Snorra fölgsnarjarls* 9: „den hemmelige Fart Snorres 
Aartid“. GSturlunga Saga VI. 23. 

?) Sturlunga Saga, VI. 23. Haakon Haafonsføns Saga Gap. 195. 

3) Uron Hjørleifsføns Saga, Gap. 24—26. Thord var, figes der, ikke tilbør- 
ligt maadeholdende i Drit, hvorfor Kongen ej var faa venlig imod ham, fom 
han ellers vilde have været. Han opholdt fig i den faakaldte Hallvardsgaard, 
der kaldtes faalebes efter Gjeren, den Fongelige Hirdmand Hallvard fvarte, 
en overmodig Mand, fom Thord itfe Éunde lide. Arons Gaard laa ej langt 
derfra, og Arons Broder Baard, der var hos ham, beføgte ofte Thord. 
Denne og hans Mænd levede faa bekofteligt, at deres Penge git med. Ud paa 
Mund. Det norfte Folls Hiførie. 111 63 


994 Haafon Haakonsføn. 


Snorre og hans Ledfagere fandede ved VBeftmannaserne, hvorfra de 
fiden begave fig hver til fit, Snorre til Breidabolftad i Fljotshlid, hvor 
Hallveig tog imod ham, Thorleif til Garde, og Urøfja vefter til Stava- 
holt, fom han firar tog i Befiddelfe, og bvor der famlede fig mange Folk 
til ham. Snorre og Hallveig opfloge atter deres Bolig paa Reykjaholt, fom 
Hallveigs Søn Kløing Bjørnsføn foreløbigt havde taget i Befiddelfe paa 
Deres Vegne. Og nu gif det ud over dem, der havde gjort fælles Sag 
med Sturla Sighvatsføn mod Thorleif. Denne anklagede alle dem, der havde 
været I Sturlas Flof ved Kampen paa Bø") for Herverf. Snorres 
og Urøfjas Forfæt, at optræde fom Sighvats og Sturlas Hevnere, naar 
Det var Dem belejligt, bindrede dem itte fra, førft at føge Oprejsning for 
Deres egne Ulemper, og tilfige Thorleif deres Biftand. De fode Bud gaa 
rundt om Veſterlandets Bygder til alle Sturla Sighvatsſons forvige 
Thingmand og Hjelpere, at, for faa vidt De ønffede at indgaa mindeligt 
Forlig, ffulde de indfinde fig om Høften i Dale. De flefte vovede ikke 
andet end at fomme, og faaledes mødte en Mængde Folk frem paa Saudafell 
hos Sturlas Enfe, Solveig, fom gjerne havde villet hjelpe Dem, om hun havde 
funnet. Ogfaa Sturla Shordsføn indfandt fig, vimeligviis for at lægge et 
godt Ord ind for flere af fine Benner og lUndergivne. Snorre fom, led— 
faget af Urøfja, Thorleif, Kløing og en betydelig Stare *), og de Sag— 
føgte maatte aldeles underfafte fig Snorre$ Dom, der fiulde affiges Den 


Hoſten 1238 vare Thords Omftændigheder heel mislige. Da fom det førge- 

lige Budffab om Gighvats og Sturlas Fald; nys før havde Thord været i 
hiint Slagsmaal med fongelige Hirdmænd, der ifær paadrog ham Konz 
gens Brede, faa at nu ligefom alle Ulykker famlede ftyrtede ind paa ham. 
Alle hans Mænd forlode ham, paa Gfofvenden nær, og Shord maatte 
fælge eller pantfætte næften alt det Løsøre, han havde. Da bad Baard 
fin Broder Aron at tage fig af ham, og Urons brave Kone Ragnhild 
talte ligeledes hans Sag. Aron havde ogfaa nok Lyft til at hjelpe Shord, 
men undflog fig i Begyndelfen af et Slags Delitatesfe, Men en Dag fit 
Baard og Magnbild fee, at Thords Skoſvend bar hans Skarlagenskappe, 
fodret med hvidt Skind, den enefte Koftbarhed, han endnu havde tilbage, til 
Jorvet for at fætte den i Pant. Deraf unde man ffjønne, at det var kom— 
met til det yderſte med ham, og at der ej var et Øjeblik at tabe, hvis man 
vilde yde ham nogen ordentlig Hjelp. Aron gik hen til ham, indbød ham 
til at tage Bolig hos ham, lod hans Kappe indløfe, og vifte ham overhoved 
faa meget Benféab, at Thord blev ganffe rørt af Safnemlighed. Aron føgte 
ogfaa at formilde Kongen imod ham, men dette lykkedes ham ikke ſtrax, lige 
faa lidet fom Kongen, da Thord bad derom, tillod ham at drage til Island. 

1) Om denne, fe ovenf. S. 925. 

2) Blandt dem, der indfandt fig, var ogfaa Sturla Jhordsføn, visfelig for at 
ftaa fine Naboer og Thingmænd bi, thi han havde ikke deeltaget i Kampen 
paa Bø, og var paa den Tid, da denne Kamp ftod, ikke engang traadt i 
nærmere Forbindelfe med Sturla Sighvatsføn. 











1240. Sturlas Vilbængere firaffes. Å 995 


følgende Baar, og fom blev haard not, da enhver, der havde taget Deel 
i Kampen mod Fhorleif, dømtes til at betale ti, fem, eller 23 Hundreder, 
alt efter fom de havde begaaet Drab, givet GSaar, eller kaſtet Steen. 
Snorre opførte fig fulbøommen fom Herre over Sturlas forrige Befid- 
delfer, medens Urøfja underlagde fig alt, bvad han tidligere havde haft. 
Solveig, for hvem disfe Forhold maatte være hojſt ubehagelige, rejſte over 
til Norge med alle fine Børn, overladende Snorre Beftyrelfen af Sau- 
Dafell; Snorre overdrog det igjen med alle Godſets Jilliggelfer til Sturla 
Thordsſon, hvilfen han ogfaa overlod Trediedelen af Snorrunge-Godordet. 
Herover var Urøfja mindre tilfreds, da han allerede ejede den tredie Part 
af Godordet, og nu gjerne havde fojet faavel den anden Frediedeel dertil, 
fom Gaudafell til fine øvrige Befiddelfer. Men hans Fader Snorre var 
ham juft da noget mindre venligt ſtemt, fordi ban havde føgt at unddrage 
en af Thorleifs Fiender fra den ham tiltænfte Straf '). Sturla, der 
nys bavde indgaget Egteſkab med Helga, VBroderdatter af den vige 
og anfeede Preft Snorre Marvesføn paa Skard *), havde, rimeligviis 
ved denne Lejlighed, af fin Broder Bødvar faaet den Srediedeel af Snorr- 
ungegodordet, fom Denne havde artet, faa at ban altfaa nu befad to Tre— 
Diedele, og maatte anfee8 fom en formaaende Mand. Hans Ophold paa 
Gaudafell blev imidlertid iffe fangvarigt, Da Snorre neppe et Aar deref 
ter anmodede ham om at overlade det til Sighvats yngſte Søn Tume, 
hvilfen Snorre nu, vad enten Det var oprigtigt meent ler ej, ivrigt 
beffyttede, og fif gift med en Syfter af Hallveig Ormsdatter. Sturla 
flyttede til Stadarhool, fom hans Huftru Helgas Morbroder, Preften Paal 
Hallsſon, overlod ham til Beboelfe. Urokja føgte ſtrax efter ved Krog- 
føve ogfaa at faa Sturla jaget fra Stadarhool, og da Sturla, fom havde 
Retten paa fin Side, iffe vilde give et Haarsbred efter, faa Det ud til 
at ffulle fomme til aabenbar Fejde mellem Frænderne: da Urøkja, merke 
figt nof, i et Slags Unftød af Wdelmodighed eller maaſkee og i Følelfen 
af at teænge til faa mange Benner fom muligt, afftod fra fin uretmæsfige 
Fordring, og tilbød Sturla fit Venſkab, Hvilfet Denne vyprigtigt modtog. 
Dette Venſkab vedvarede fiden uforandret 3). 





1) Dette var Gifle paa Raudafand, der havde taget virkſom Deel i Kampen 
paa Bø, men itfe engang havde villet indfinde fig paa Saudafell efter Snor- 
ves Tilſigelſe for at ingaa Forlig. 

2) Snorre Narvesføns eller, fom han Faldtes, Gtards-Snorres Broder var 
Thord, gift med hiin Joreid Hallsdatter, om bhvilfen der ovenfor er talt 
(S. 855); Thords og Joreids Datter var Helga. 

3) Sturlunga Saga VI, 23—28, 


63* 


996 Haafon Haafonsføn. 


150. Fortfatte Beftræbelfer fra norff Side for at bringe Island under Norge. 
Bifføpperne udnævnte af Erkebiſktoppen. Snorre Sturlasføns Drak. 


Ihvorvel Kong Haafon i de fidfte Mar havde haft nok at beftille 
med De Ubebageligheder, fom Hertug Skule forvoldte ham, faa havde han 
Dog, fom vi fee, med ufravendt Øje fulgt Begivenhederne paa Island, og, 
faa vidt vi af Begivenhederne felv funne dømme, ikke forfømt nogen Lejlige 
bed til at foroge fin Indflydelſe eller frætte Høvdingerne8 Modftands- 
fraft. Man maa faaledes viftnot for en ſtor Deel tilffrive det hans Be- 
ftræbelfer, at begge De islandffe Biſkopsſtole, der, fom vi have feet, i eet 
og famme Aar, 1237, vare blevne ledige, nu iffe bleve befatte med De 
Dertil allerede før Gudmund$ og Magnus's Død udvalgte islandffe Gejjt- 
fige, men Derimod med Nordmænd. Kun meget lidet og mangelfuldt er 
Det, bvad Oldftrifterne berette om Denne Sag, men det er Dog tilftrælkke- 
ligt til at vi Deraf funne Danne o8 en nogenlunde tydelig Foreftilling 
om GSammenbængen. Der fortælles førft, at da Urokja Gnorresføn 
efter Den af Sturla Sighvatsføn lidte Mishandling forlod Island om 
Sommeren 1236 paa Undres Mavnsføns Skib, afrejfte ogfan Pre— 
fterne Magnus, Gisfur Thorvaldsſons Morbroder, der var udvalgt 
til Biftop i Staalholt, og Bjørn Hjaltesføn, falvet Kygre-Bjørn, Der 
af Mordlændingerne var udvalgt til Biſkop i Hole; begge, fom det for- 
ftaar fig, for at fan Valget befræftet og felv at indvies af Erkebiſkoppen. 
Det ſees heraf, at man nu ligefom ved flere tidligere Lejligheder paa Fsland, 
naar man antog at en fungerende Biftop ej havde lang Tid tilbage at levei, alle- 
rede forinden hans Død var betænkt paa at bave hans Gjfterfølger fær- 
dig, for at undgaa den lange Vakance, fom Øens affides Beliggenhed 
ellers let funde medføre. Og hertil var der Denne Gang faa meget ſter— 
fere Opfordring, fom begge Biffopperne vare gamle og affældige, og Gud- 
mund desuden forelobigt fufpenderet af Grøebiftoppen. Man kunde derfor 
let — bvad og der virkelig blev Tilfeldet — fomme i den Ubehagelighed, 
iffe at have nogen forvettende Biffop i Landet. Skjønt det heder, at begge 
Biſkopper fendte hine tvende tilkommende Eftermend ud, maa man døg 
antage, at Foranftaltningen nærmeft ev udgaaen fra Magnus i Skaalholt, 
deel fordi Gudmund paa denne Tid havde lidet eller intet at fige, deels 
ogfaa fordi Bjørn Hjaltesføn, der valgtes til hans Gfterfølger, var ham 
perfonfigt førhadt *). Men ingen af dem bleve indviede. Vi erfare om 


1) Se Sturlunga Saga II. 13. Kygre⸗Bjorn, heder det her, blev firar efter Bi: 
ffop Gudmunds Valg tagen til Brev-Koncipift ved Biffopsftolen, og Kolbein 
Tumesſon gjorde fig da overvættes Umag for at have ham til Ben, medens 
Bjørn vifte fig fiendtlig mod Gudmund, paaffydende ikke at blive agtet not 
af ham; og fpaaede da Gudmund, hvad der fiden gif i Opfyldelfe med Bjørn, 
thi Uvenſkabet mellem dem tiltog, jo længer den vedvarede. 














1239. Norſke Biffopper paa Island. 997 


Bjørn, at han var i Følge med Urokja paa dennes Rejfe til Rom og 
figeledes paa Filbagerejfen, men at ban døde paa Hjemvejen . Om Mag- 
nus derimod figes intet andet, end at han i Aaret 1239, fremdeles fom 
Preft, vendte tilbage til Island og druknede Maret derefter *). Imidlertid 
havde Erkebiſkoppen allerede i 1238 indviet Sigvard Thettmarsſon, 
Abbed i Sellø, til Biftop i Sfaalholt, og Botulf, Kanonicus fra Elge— 
feter, til Biffop i Hole 3). Dette vifer, at Erfebiffoppen maa have for- 
meligt fasferet Bjørn og Magnus's Valg. Thi om Bjørn end døde førend 
Botulf indviedeg, faa levede dog Magnus, og man maa Derfor antage at 
- Bjørn foretog fin Romerrejfe, for perfonligt at tale faavel fin egen fom 
Magnus”8 Sag hos Paven. Ho8 denne fan han dog ej have faaet nor 
get Medhold, faa at Magnus ved Efterretningen herom faavel fom om hans 
Død maa have været nødfaget til at træde tilbage. Der gaves nok af 
fanoniffe Grunde, fom berettigede Evfebiffoppen til at underfjende hans 
og Bjørns Valg. Deels ſkulde nemlig i Regelen intet Valg foretages, 
førend Biffopsftolen var ledig, med mindre Grtebiffoppen eller Paven der— 
til gave færffilt Filladelfe, og en faadan ſees ikke at være given, lige faa 
fidet fom Hole Biffopsftol endnu funde ſiges at være ledig, førend Gud- 
mund tar formeligt affat; deeld var Den paa FIsland brugelige Valg- 
maade, hvorved hvert Biffopsdømmes Prefter og Bønder (det vil fige 
Høvdingerne) i Forening valgte fin Biſkop, ligefrem i Strid med det faa 
ofte indffjerpede Pavebud, at ved Biffoppers og Abbeders Valg ſkulde 
ingen FIndblanding af verdslige Høvdingers Myndighed finde Sted 4). 
En Reform var visfelig nødvendig, om end fun for at frigjøre Biſkops— 
ftolene for den Afhbængighed, hvori de vare fomne til enkelte mægtige Høvs 
dDinger. Thi der er iffe nogen Ivivl om, at Skaalholts Biffopsftol nu, 
baade hvad Valg og Beftyrelfe angaar, paa det nærmefte var bleven et 
Beneficium for Odde- og Haukadals-Mtterne, ligefom Hole Biffopsiftol for 
den Kolbeinffe Slægt. Alligebel havde man Hidtil iffe regnet Vet faa nøje, 
og at Grfebiffoppen denne Gang gif frem med (tørre Nigorofitet, vidner 
derfor allerede i og for fig om, at han havde noget mere end blot og bart 
tirkelige Henfyn for Øje- Ut han ej alene vilde emancipere Biftopsfto- 
fene fra Høvdingernes Raadighed, men ogfaa bringe dem i mere umiddel- 
bar Afbængighed af fit eget Sæde, frjønnes faavel af Maaden hvorpaa 
han ordnede deres Befættelfe, fom af Valget af de Mænd, der fom til at 
beklade dem. I Stedet for at treffe Foranjtaltninger til at der ved Is— 





2) De islandføe Unnaler, ved disfe Aar. 
3) Annalerne; jfr. Sturlunga Saga, VI; 24. 
12) Ge ovenf. S. 273, 


998 Haaton Haatonsføn. 


landg, fom ved Norges Biftopsftole oprettedes Domkapitler, bvilfe Valg 
retten funde overdrages, eller at overdrage Valgretten til hvert Stifts 
Prefteffab alene, beftemtes det at begge Biffopsjtole paa FJsland for Ef— 
tertiden, ligeføm det allerede var Filfældet med Grønland8 Biffopsftol, 
ſkulde befættes af Erkebiſkoppen og Kapitlet i Nidaros *), og i Stedet 
for, efter at Biftopperne Gudmunds og Magnus's Død var bleven be 
fjendt, at befræfte Maqnus Gudmundsføns Valg, for bhvilfet der nu ej 
fænger var noget til Hinder, faavel fom at udnævne en FSlænding til 
Biftop i Hole i den paa Rejfen afdøde Bjørns Sted, faldt Valget paa 
Hine norſke Gejftlige. Dette vifer aabenbart, at Erkebiſkoppen ej alene 
vilde gribe Lejligheden til herefter at bringe Islands Biſkopsſtole i frørre 
Afbængighed af fit Erøefæde, men at det ogfaa nu var ham færffilt magt- 
paaliggende at faa Dem befatte med Mænd, der frode udenfor Øens Parti- 
Interesfer, og alene havde Erfeftolen8 og Norges Fordele for Øje. Om 
Magnus Gudmundsføn, der felv hørte til Øens Uviftofrati, var Datter- 
føn af Fon Loftsføn og Alsberjar-Gode *), funde man førud vide at han 
vilde træde i fine Forgængeres Fodfpor og med Varme omfatte Høvdinger- 
neg Interesfer. Ult dette vifer, at fljønt Erfebiffoppen maa have været 
den, der i disfe Anliggender optraadte fom handlende, har han dog ganffe 
vift handlet efter Overlæg med, maaffee og paa Opfordring af Kongen, 
med bvilfen han ſtod paa en faa venffabelig Fod. For Kongen maatte 
det juft være magtpaaliggende, at Sturla Sighvatsføn, hvis VBeftræbel- 
fer nu føde til at ville frones med Held, ogfaa underftøttedes af Gejjftlig- 
hedens Overhoveder i Landet, og han har maaffee endog baft den rosvær- 
dige Henfigt, ved Biffoppernes Hjelp at faa hans altfor ſtore Voldſomhed 
hemmet og holdt i behørig Sømme. 

Det er ovenfor omtalt, at Haafon, Stule Jarl og Erkebiſkop Sig— 
utd i Aaret 1237 indftevnede Godordsmændene til fig, og at der fom 
mange Breve til Landet, der fun lidet efterlevedes.  GSandfynligviis har 
Stevningen, faavel fom Brevenes Indhold, ogfaa for en Deel vedfommet- 
Biſkopsſtolens Befættelfe eller VBeftyrelfe. J det følgende Aar, 1238, 
fom Munken Hildebrand Gunnarsføn med nye Breve fra Erkebiſkoppen 3), 
førmodentlig med Melding om at De nye Biffopper nu vare udvalgte og 
indviede, og med Befaling om, at de, naar De anfom, ſkulde finde en god 


») Dette figes med Henfyn til de førfte norføfødte Biffoppers Valg ikke udtryk— 
feligt, men det ſees tydeligt nok af hvad der fortælles om de fenere. 

?) Om Magnus's Fader Gudmund Griia, og hans tvende Døttre af Navnet 
Thora, der bleve gifte, den ene med Thorvald Gisfursføn, den anden med 
Jon Sigmundsføn, fe ovenf. S. 809. 

3) De islandſke Unnaler ved dette Uar. 








1240. Kong Haakon og Gisfur Shorvaldsføn. 999 


Modtagelfe. - NMaaftee var det ved famme Lejlighed, at Preften Brand 
Jonsſon, en Søn af Jon Sigmundsføn og Halvbroder til Orm Svin- 
felling 1), beffiffedes til midlertidig Beftyrer af Biffopsdømmet. Vi ville 
i det følgende fee, at han var en ivrig Tilhenger af den nye Biffop og 
de norffe FInteresfer; da han tillige ftod i nøje Forbindelfe faavel med 
den haukadalſke fom med den folbeinffe Et, var han færdeles ſtikket til 
at forberede Gemytterne paa De nye Biffoppers Modtagelfe. Der nævneg 
heller intet om, at disfe mødte nogen Modftand, da de anfom til Landet 
Den følgende Sømmer, faa vidt fljønne8 noget fenere end Snorre, og de 
begave fig uden Hinder bver til fit Sæde. Gisſur Thorvaldsſon, fjønt 
fefø i faa nøje Frændffab med Magnus Gudmundsføn, og fljønt han, ved at 
befæmpe Sturla Sigvatsføn, tillige havde viift fig fom en Fiende af de 
norffe dynaftiffe Planer, traadte døg i den nærmefte Forbindelfe med Bi- 
ffop Sigvard. 

Denne tilfynefadende Fnfonfefvens fra Gisfurs Side var imidlertid 
tildeels en Følge af, at Snorre, efter førft at have tilvendt fig Storſte— 
delen af den Magt, Sturla havde befiddet, fiden optraadte fom bang Hev- 
ner og hans Søn Tumes Beffytter, uden Dog for øvrigt at hylde hans poli- 
tiffe Anſkuelſer, medens han tvert imod faavel ved fit tidligere Forhold til 
Hertug Sfule fom ved fin Uydighed mod Kongens Forbud havde ftillet fig 
i en aabenbar Oppofitton mod denne. Derved maatte Snorre ogfaa ftrar 
fomme i et fpendt Forhold til den for de fongelige Interesfer ivrigt vir- 
fende Biffop, og efter den fædvanlige Regel, at de, der have fælles Fi- 
ender, ſelb indbyrdes ere Venner, maatte Gisfur og Biſkop Gigvarv 
føle fig bendragne til binanden. Denne Gisfurs Stilling lige overfor 
Snorre var ogfaa Aarſag til, at Kongen nu valgte Gisfur til fin politiffe 
Agent, faa befynderligt det ved førfte Øjefaft end kunde fynes, at han 
dertil netop føulde udſee Sturlas erklærede Modjfander og Drabsmand. 
Men Kongens dynaftiffe Planer faldt nu næften fammen med, eller træng- 
teg tildeels endog noget i Baggrunden af hans Harme over Snorres Fer», 
og Beflutningen, at lade ham undgjelde derfor. Og til at udføre denne maatte 
bang Valg førft og fremft falde paa Gisfur, ej alene paa Grund af dennes 
Forbold til Snorre, men og fordi GSisfur fom hans baandgangne Mand 
og Stutelfvein >) endog var forpligtet til at udføre hans Befaling, navn- 





1) Ørm var en Søn åf Jon GSigmundsføn og Thora, Gudmund Griis's Dat: 
ter, altfaa JFætter til Gisfur, Brand derimod var Søn af Jon og hans an- 
den Huftru Halldora, Nærfyffendebarn til Tume Kolbeinsføn. 

2) Ut Gisfur var bleven Skutelfvein hos Kongen famme Vinter, han tilbragte 
med Jon Murte i Bergen (1229) er ovenfor viift (S. 866) jfr. Sturlunga 
Gaga V. 7 og VI. 1. 


1000 Haakon Haafonsføn, 


lig bvor det gjaldt at tage Straf over en anden haandgangen Mand, der 
havde brudt fin Troſtabsed. I dette Filfælde befandt Snorre fig. Han 
havde gaaet Kongen til Haande, ej alene fom Hirdmand og Stutilfvein, 
men endog fom Lendermand. Viſtnok havde han, fom alle de, der før 
1223 opnaaede Hird-Bærdigheder, aflagt Eden til Kongen vg Jarlen paa 
een Gang, men da Jarlen her fun bandlede fom Kongens Formynder og 
vpperfte Vaſall, er det fart, at Eden, i det Filfælde at Jarlen ſelb over- 
traadte fin Lydighedspligt, maatte være at betragte fom aflagt til Kongen 
alene, og at det i det mindfte maatte være Den fværgendes Pligt at holde fig 
neutval. J dets Sted havde Snorre aabenbart, og med ftørfte Iver, ta- 
get Parti for Skule. Han havde Ddeeltaget i Hans hemmelige, oprørfke 
Raadflagninger, i ban8 og hans Hoffolks haanlige Udfald mod Kongen og 
de Kongelige, havde maaffee endog ladet fig gjøre til Jarl af Skule og 
derved foreløbigt erfjendt ham for Konge, og havde endelig, trods Kon- 
gens gjentagne, udtryffelige Forbud, forladt Landet. Kongen havde derfor 
fra fin Side efter de beftaaende Hirdlove '), hvilte Snorre fom Hirdmand 
og Lendermand havde underfaftet fig, fuldfommen Net til at paaftaa ham 
ftvaffet fom Frafalden. Og derfor fendte han, fort efter Hertug Skules 
Fald, den oftere omtalte Arne Øreyda *), Snorre forhenværende Sviger- 
føn, og en Nordmand ved Navn Eyvind Bratt, der havde fraaet i Dden 
nøjefte Forbindelfe med Sturla Sighvatsføn 3), ud til Island med en 
GStrivelfe, hvori han befalede Gisfur at fende Snorre over til Norge, 
fige meget med eller mod hang Vilje, eller ogfaa at dræbe ham fom Høj- 
forræder. Dette Brev fan i Sandhed figed at være førevet i en uheldig 
GStund. $H0i8 Kongen, fom man har al Grund til at formode, hverfen 
ønffede Snorres Død eller troede at det ffulde fomme dertil, burde han ikke 
have nævnt det mindfte til Gisfur om at dræbe Gam, ja han burde endog ude 
tryffeligt have forbudt det, thi han maatte fjende Partimændenes Voldſom— 
bed og Henfynsløsbed godt nok til at vide, at de, naar de havde Valget, 
vilde foretræffe de yderfte Furholdaregler for mildere. Befalingen maa 
Derfor være giben under en mere end almindelig oprørt Stemning, og man 
feulde næften formode, at Kongen blandt Hertugens Brevffaber ogfaa har 
fundet flere, fom tydeligt vidnede om Snorres Deeltagelfe i hans for- 
ræderffe Planer.  Gfterretningen om Hertugens Fald maatte nødvendigvis 


1) Ge Hirdffraa Gap. 40. 

?) Urne Øreyda havde nu i længere Tid ftaaet i et venffabeligt Forhold til 
Kongen, eller føgt at indynde fig hos ham. Saaledes fortælles der i Urons 
Saga (Cap. 23) at han c. 1238 forærede Kongen en fmut islandſt Heft. 

3) Gyvind Bratt var navnlig tilftede paa Gaudafell den Nat, da Thorvalds- 
fønnerne overfaldt Gaarden; 1229, fe ovenf. S. 861. 








1241. Gisſur efterftvæber Snorre. 1001 


give de fongeligfindede paa Øen ftørre Driftighed. I Førftningen, ſiges der, blev 
Dog ikke Kongens Brev taget ſynderligt til Følge. Aarſagen ſynes at have væ- 
vet den, at Gisfur endnu ikke aabenbdart vilde bryde med Snorre, men derimod 
ped Lift føge at bemægtige fig hans Perfon paa det foreftaaende Altbing, Hvor 
det bar aftalt at Snorre og Tume Sighvatéføn ffulde møde ham, for at han 
funde indgaa Forlig med dem om de Bøder, der vare at udrede for Sig- 
hvats og Sturlas Drab. Indtil da maatte det altſaa være ham onſke— 
ligt at holde Brevets Indhold ſaa hemmeligt ſom muligt. Snorre var 
ogſaa nær falden i Snaren, thi Da han var kommen til Thinget med ikke 
flere end 120 Mand, fom Kolbein, Gisfurs Ven og Forbundne — det 
ffulde nemlig iffe fee ud fom om Gisfur felv havde noget med den Sag at 
beftille — Dagen efter med 600 Mand, faa at Snorre og Sume maatte 
tage fin Tilflugt til Kirfen, og fille fine Mænd op udenfor. Men disfes 
Holdning maa have været faa frigerff, at Kolbeins Mænd, der med Larm 
og Truſler ftormede om paa Sletten, ej vovede at angride Dem, og endnu 
famme Aften forlod Kolbein Ibinget med hele fin Stare.  Gisfur funde 
nu intet udrette, og Forbandlingerne mellem ham og Snorre gik tilfyne- 
fadende nof faa venffabeligt fra Haanden *). Men længer ud paa Som- 
meren gav Hallbeig Ormsdatter8 Død 25de Juli) ham en ny og bedre 
Anledning til at velte fig ind paa Snorre. Hendes Sønner Kløing og Ovm, 
Gisfurs Broderfønner, gjorde ſtrax Fordring paa Halvdelen af det fælles Bo, 
bvorimod Snorre paaftod flere betydelige Godfer, føm Besfeftad, Nevfjaholt 
v. fl., undtagne fra Skiftet fom Fællesboet uvedfommende. Det enefte, fom blev 
fliftet, var derfor Løsøret, og merfeligt not VBøgerne?).  Misfor- 
nøjede over hvad de anfan for Uretfærdighed fra Snorres Side, klagede 
de til deres Farbroder Gisfur, og denne tilfagde dem fin Hjelp, men uden 
endnu at fade fig merfe med noget. Imidlertid havde han, ligefom før, 
en Sammenkomſt med fin Ven og Svoger Gisfur oppe paa Kjølen, vg 
fagde her med ham Planen til at tage Snorre, begges forhenværende Svi- 
gerfader, af Dage. Anſlaget holdtes faa bemmeiigt, at Snorre ikke fit 
noget Nys derom, ffjønt han nof funde ffjønne at Sønderlændingerne ej 
pare at tro paa. Ved et Beføg ho8 Fume paa Saudafell, hvor ban havde 
noget at tale med Urøfja, og hvor ligeledes Sturla Shordsføn var tilftede, 
frembvifte ban endog et Brev, fom ban nys havde faaet fra Odd Svein- 
bjørnsføn paa Ulftane8; men Det var førevet med et Slags Chiffer-Skrift, 
faldet ,Staffarlaletr", fom bverfen han eller Sturla funde læfe, faa for- 
farne de end vare i alffens boglig Kunjt; det enefte, De fik ud af det, var at 
Brevet maatte indeholde en Advarfel.  UAlligevel fynte8 dette i Forbindelfe 





1) Sturlunga Saga VI, 26, 28. 
2) Dette har vel ifærdeleshed været de Bøger, Snorre, efter hvad vi ovenfor 
antage, havde arvet efter Jon Loftsføn. 


1002 Haakon Haakonsføn. 


med Snorres Mistanke til Sønderlændingerne, at bave beftemt ham til, 
for det førfte, at tage fit Opphold fænger vefter, deels hos Urøfja, Deeld 
i Saurbø, naar han fun førft havde ordnet det Fornødne med Henfyn 
til fine Gjendommes Beftyrelfe under fin Fraværelfe. Derfor begav 
han fig ftrar tilbage til Reykjaholt, iffe formodende Faren faa nær, fom 
den virfelig var ').  Filbagefommen fra Modet med Kolbein faldte Gis— 
fur ftrar fine Benner og Frænder til fig, Brødrene Kløing og Orm, Loft 
Biftopsføn, Urne Øreyda og flere, og lod nu for førfte Gang Kongebre- 
vet oplæfe, idet han med en Iver, der viftnok var altfor pludfelig til ej 
at forefømme flere paafaldende, erflærede at han iffe for nogen Priis vilde 
fidde Kongens Skrivelſe overhbørig, og Derfor, fiden det ej var at vente at 
Snorre frivillig vilde forlade Landet, agtede at tage bam til Fange. Orm 
Bjørnsføn vilde Dog iffe være med i dette Anſlag, og red hjem til fin 
Gaard Breidaboljtad. Kloing Dderimod Deeltog Deri med fiørfte Iver, 
fedfagede Gisfur et Stykke paa Vejen, og frilte fig kun fra bam for at 
famle flere Folt Med 70 Mand drog Gisfur forud for de øvrige, og 
fom ganffe uventet ind paa Nepfjaholt Natten efter den 22de September, 
meden8 alle faa og fov. Gisſur lod den Stue, hvori Snorre faa, bryde 
op. Snorre vaagnede ved Larmen, fprang op og lob ind I et tilftødende 
fidet Huus, bvor ban traf Preften Avnbjørn, og efter Overlæg med ham 
ffjulte figi Kjelderen under Hufet.  Gisfurs Folk ledte nu efter ham rundt 
omfring i hele Hufet, medens Gisfur talte med Avnbjørn Preft, og fpurgte, 
om ban vidfte hvor han var. Da Arnbjørn fvarede nej, ytrede Gisfur, 
at bvis han ej fit tale med Snorre, funde der jo ikfe flutte8 noget For- 
fig mellem dem. Disſe Ovd, der antydede fredelige Henfigter, bragte Urn- 
bjørn til at tilftaa, at Hvis man lovede Snorre Grid, funde det nok hænde 
at man fandt ham. Maaffee Arnbjørn endog lod fig forlede eller tvinge 
til at røbe hans Skjulefted, thi ſtrax efter, beder Ddet, fil man det at vide; 
dog ev det ogfaa højft vimeligt at de, der føgte efter ham paa alle Kan- 
ter i Huſet, tilfivft ogfaa fom til Kjelderen. Fem Mand, med Gisfurs 
Fjener Simon Knut 2) i Spidfen, begave fig nu derned — ej for at tage ham 
til Fange, fljønt dette havde været en let Sag med den 6Zaarige værgeløfe 
Olding, men for at aflive ham. Der ev intet, fom tyder ben paa at de 
hate føyndt fig ned paa egen Haand uden at afvente Gisjurs Befaling, 
fige faa lidet fom Gisfur gjorde det mindfte for at frelfe ham, uagtet et 
enefte Ord vilde have været tilftrætteligt dertil. Det er Derfor aabenbart, 
at Gisfur med foldt Blod har givet Befaling til bans Drab, at han lige 
1) Sturlunga Saga VI. 28—30. 


2) Gimon var allerede i Gisſurs Jjenefte 1229—30, da han opholdt fig i Ber: 
gen, fe Sturlunga Saga V. 11.  GSandfynligviis var han en Rordmand. 





1241, Snorre Sturlesføns Drab: 1008 


fra førft af fun bar baft dette i Sinde, og at han aldrig for Ulvor har tænkt 
paa at tage ham til Fange og fende ham til Norge, uagtet han nok funde 
vide, at dette maatte være Kongen fjæreft. Hvad Der for MReften fan have 
bevæget Gisfur til en faadan Grumbed mod fin forhenværende Svigerfa- 
der, er ej faa let at fige, thi hidtil havde der ej været faa beftige Srætter 
imellem dem, at de funde opførdre, end fige berettige dertil.  Nærmeft 
figger den Formodning, at Gisfur er bleven enig med fig felv om at 
Vejen til det Maal, ban havde forefat fig, fun gif over Sturlungerne8 Lig, 
og at ſaaledes førft og fremft Snorre, den mægtigfte af dem alle, maatte ryddes 
af Vejen. Dog mægtede ban ikke felv at gaa ned til ham. Eller han frygtede 
maaffee for at blive fremt til Mildhed ved Synet af Oldingen, der engang 
havde fiaaet i et faa nært Forhold til ham felv, og med hvem han i bedre 
Dage vift havde tilbragt mange glade FJimer. Da Simon Knut med 
fine Ledfagere fom ned i Kjelderen, bød han firar en af Dem, Morderen 
og Rømningsmanden Arne Beiſk, at give Snorre Banehugg. „Du ffal 
iffe hugge”, fagde Snorre, vant til at befale, og felv iffe i Denne Farens 
GStund opgivende fin Bærdighed. ,Hugg du”, fagde Simon. „Du ffal 
iffe hugge", fagde Snorre endnu engang. Men forgjæves, thi i det famme 
gav Arne ham det dræbende Hugg, medens en anden af Følget, Ihorftein 
Gudnesføn, figeledeg faarede ham. Ud paa Dagen fom Kløing og de øv- 
rige med Hovedfloffen, og i Spidfen for denne fortfatte Gisfur Toget 
fænger mod veft, for at møde Kolbein, der imidlertid var Dragen veſtover 
fra Stagafjorden med 480 Mand, fandfynligviis for at angribe Snorre 
her, om det Iyffedes ham at undgan Gisfurs Overfald. Det fynes 
at bave været Gisfurs og Kolbein Henfigt, i Forening at overfalde faa- 
vel Tume Gigbvatsføn, fom Urøfja, Sturla Ihordsføn og De øvrige 
Sturlunger Der vefter, for med eet Slag at fnufe dem og derved tillige 
fifre fig før Deres Hevn. Men de fif i Tide Nys om hvad der var 
ffeet, og hvad Fare der truede Dem, faa at de funde flygte til Steder, 
hvor de vare i Sifferhed.  Gisfur og Kolbein traf faaledes ingen af Dem, 
uden Bodvar Fhordsføn paa Stad, der ej bavde funnet fomme bort, og 
nu bleb tvungen til at tage fin Bolig paa Saudafell for Vintren, i Det 
Øjemed at give Gisfur og Kolbein Nys om Urøfjas og dennes Venners 
Bevægelfer, famt at jtille fin Søn Fhorgils Sfarde og fin Halvbroder 
Guthorm til Gifler paa fin Troſkab. Derpaa vendte ban tilbage, tilege 
nende fig felv Urven efter Snorre, og overladende Revfjabolt til Kløing '). 

GSaadant Endeligt fit Snorre Sturlasføn, en Tidlang Øens rigefte 
og mægtigfte Mand, og endnu, ſtjont hans Lyffesftjerne betvdeligt var 
Dalet, en af Landet8 meeſt anfeede og formagende Høvdinger. Det bar 


1) Sturlunga Saga VI. 31. 


1004 Haafon Haafonsføn. 


pæret fædbvanligt at bryde Staven over ham fom en lumfé, egennyttig, 
vinde: og herſkeſyg Mand, der iffe ſkyede noget Middel til at opnaa 
fine Ønffer, og bvis Dod derfor endog var vel fortjent. Vi have i den 
foregaaende Fremftilling heller itfe i mindfte Maade lagt Dølgémaal paa 
hans duarlige Sider, men fadet ham fremtræde i det Lys, hvori han er 
ftildret af Sturlunga-Sagaen8 Forfatter, maaffee hans egen Broderſon, 
Sturla Thordsſon, og fom er fangtfra at være fordeelagtigt 1). Det fan ikke 
negte8, at Beffyldningerne mod ham i det Hele taget, og fra et alminde- 
ligt moralff Standpunkt betragtede, ere fande. Men Ddesuagtet eve de for- 
faavidt mindre billige, fom de, fædvanligviis fremfatte med Henfyn til ham 
alene, fordi han alene blandt mange andre Landsmænd har erhvervet en 
Navnfundighed, der gjør ham og hans Liv til Gjenftand for nærmere 
Omtale i Skrifter, ellers iffe vedfommende Islands færffilte Hiftorie, 
Derved ogſaa vakke Foreftillingen om at han alene blandt alle fine 
$andsmænd var en trædff og famvittighedsløs NPolitifer. En mere 
end almindeligt ugunftig Lod fan faaledes figes at være bleven ham til 
Deel. Thi uagtet hans Charafteer og Vandel iffe i mindfte Maade vare 
flettere end De øvrige islandføe Høvdingers paa Den Vid, men fnarere 
bedre, medens hans literære Fortjenefter ere faa ftore, at de endog, om mu- 
ligt, funde berettige ham til en ffaanfommere Bedømmelfe, end Fleerheden 
af hans Landsmænd, der alene tragtede efter verdslig Magt, uden at ud- 
merfe fig ved nogen højere aandelig Jnteresfe: faa er det Dog netop Snor- 
veg fiterære Fortjenefter, der ved at gjøre hann navnfundig fremfor fin 
Samtid ogfaa have gjort hans flette Sider mere navnøundige end de el- 
lers vilde være blevne, faa at man tillægger ham fom perfonlige og fær- 
egne Fejl, hvad der var fædvanligt og barafteriftift for Moængden af de 
isfandffe Høvdinger paa Den Tid. Det fande Forhold turde være Dette, at 
uagtet Snorre viſtnok deeltog I fine Land3mænds Utilbørligheder, og Ved 
fine overlegne Evner endog, fom det fader, forftod at anvende den Tids fam- 
vittighedsløfe Politif paa en langt mere genial og fordeelagtig Maade end 
De flefte Andre, har dog hans bøje Dannelfe, Smag, literære Jver og viden- 
ffabelige Interesſer upaatvivleligt givet hans hele Liv og Fremtræden et føørre 
Humaniteten8 og iberalitetens Præg, der maa have baft en foræd- 
fende  FIndflydelfe paa hans Omgivelfer, og gjort hans Overherredømme 
fettere at bære, end de flefte øvrige Høvdingers. Cn faadan Humanitet 
aabenbarer fig ej alene i de faa umiddelbare Udtryk af hans Følelfer, der eve o8 
fevnede fra hans Pen, vg af flere, bift og ber indftrørde, Bemerkninger i hans E 







1) Man antager nemiig, fom det i det Følgende ſtal vifes, ikke uden Grund, 
at Sturla Thordsføn om han ikke er den egentlige Forfatter af Sturlunga- 
faga, dog har haft nogen Deel i dens Uffattelfe. 





1241, Snorres Gharakteer. 1005 


efterladte VBerfer, men den ytrer fig ogſaa umisfjendeligt i hans Færd, 
faadan fom vi finde ham féildret. Han var vel vindeſyg, berffefyg og ær- 
gjerrig, men der tales ingenfted8 om at han var grufom og blodgjerrig, 
fom de flefte andre Høvdinger paa den Tid; hans GSejrvindinger betegne 
Deg ikke, fom ellers, af Lemlæftelfer og Nedfablinger af de Overvundne; 
og faa egennyttig fom ban efter Sigende ſkal have været, feer man Dog at 
han nød ſtor Tillid. Fon Loftsſons GSønner valgte ham til at flifte 
Arven mellem dem; og det taler færdeles meget til hans Fordel, at ban 
altid ftod paa en venffabelig Fod med en Mand fom Ravn Sveinbjørns- 
føn. Ja endog hans urokkelige Hengivenhed for den ufornuftige men vel- 
menende Biffop Gudmund vifer at hans Pietet funde være fierfere end 
bans Gtatsflogffab 1). Og endelig ytrer hans Patriotisme fig renere og 
fterfere, end hos de flefte af hans Landsmænd. Det var dog ham, fom 
fornemmelig bidrog til at afværge den Fare, der i 1220 truede Island; 
og uagfet ban, fom vi have feet, Da paatog fig det Hverv at bringe Is— 
fand under Norges Højhed, var Det Dog faa langtfra at han udførte Det, 
at man meget mere ffulde antage at ban paatog fig Det alene for i Vir- 
feligheden at modarbejde enhver faadan Plan, frygtende for at ellers en 
anden føulde ville fade fig bruge Dertil og arbejde Derpaa for Alvor, faa- 
ledes fom det virkelig var Filfældet med Sturla GSighvatsføn, og fiden, 
fom vi féulle fee, med Gisfur Ihorvadsføn. Det ev heller iffe faa meget 
Samtiden, fom fildigere Jider, Der have brudt Staven over Snorre Stur- 
fasføn: en faa meget merfeligere Uffaanfombed, fom man jo netop føulde 
have formodet, at hans ftore literære Fortjenefter endog fet kunde have 
forblindet De fenere Hijftorieffrivere med Henfyn til bans Fejl fom Men- 
nefte og Politifer. Men det fyne8 næften, fom om man endog med 
Flid har føgt at værge fig mod en faadan Forudindtagelfe til hans For- 
Deel ved at fremdrage hans fvage Sider og bedømme dem med den ftørfi 
mulige Strenghed: derved er man falden vver i den anden Yderlighed. 
Bor Dom om Snorre fan i Korthed fammenfattes faaledes: i moralft 
Henfeende ikke flettere, men fnarere i mange Stykker bedre end fin Sam- 
tid, ftod ban fom Videnſkabsmand uendeligt over fine Omgivelfer. Tage 
vi faaledes alt med, tynger Vegtffaalen unegteligen mere til hans Ros end 
til hans Dadel. 

Om Snorres literære Fortjeneſter ville vi nærmere handle nedenfor, 


— 


1) Det er derhos et ret merkeligt Sræk, at uagtet Hallveigs Søn, og paa en 
vis Maade hans Stifføn, Orm, umuligt unde være Ham god, faa fænge de 
tviftede om Hallveigs rige Arv, vilde han dog ikke være med i Unflaget mod 
Snorre: et Jegn paa, at han dog ej Funde negte ham fin Agtelfe og fandt 
det utilbørligt at ftræbe ham efter Livet. 


1006 Haafon Haafonsføn. 


hvor der udførligere tales om den norſk-islandſke Videnffabelighed og Li- 
teraturs FJilftand paa Borgerfrigenes Tider. Vi fortfætte her Beretnin- 
gen om De i den nærmefte Forbindelfe med Snorres Fald ftaaende Be— 
givenheder. 


151. Urøfja føger at hevne Snorre. Kløing Bjornsſons Drab. 


Da Snorre ikfe efterlod nogen egtefød Søn, var Urøfja hans nær- 
mefte Adile eller Gøtermaalsmand, men det lader til at Gisfur med Flid 
gav fig Mine af at overfee ham paa Grund af hans uegte Fødfel. Han 
tilbød bam ingen Bod, lod fig endog Arven efter Snorre overdrage af dennes 
Fuld-Syfter Helge og hendes Mand Galmund Auftmand, og fatte Kløing 
Bjørnsføn til at tage vare paa Repfjabolt. Defto mere maatte Uvøkja 
føle fig opfordret til at tage Hevn, og da han havde ventet til henimod 
Juul uden at høre nærmere fra Gisfur, famlede han Folk, og drog i 
Spidfen for en Skare af henved 360 Mand fydover, for at bjemføge 
baade Kløing i Repfjabolt, og Gisfur i Junga )). Sturla Shordsføn 
fulgte med. Uagtet Kløing halv om halv var belavet paa et Angreb, og 
derfor baade havde fat Heftvagter ud, og famlet mellem 30 til 40 Mand 
paa Gaarden, lykkedes det Dog Urøfja at fomme ubemerket til Gaarden, 
og trænge ind i Det fterfe Virke, fom Snorre havde ladet opføre omkring 
Hufene, førend en enefte funde fætte fig til Modværge. Det var for fil- 
digt at tænfe paa Forfvar, og da Urokja ledfaget af Sturla fra Skaalens 
Tag raabte ned gjennem Ljoren og opfordrede Kløing til at nedlægge Vaab— 
nene og overgite fig, føjede han fig derefter, uden at Urokja tilftod dem 
Grid for [ængere Tid end den næft følgende Dag, fom var førfte Juledag, 
og hvis Hellighed han ej vilde frænfe ved Blodsudgydelfe. Flere, hvori- 
bfandt Sturla Thordsſon, beftræbede fig ivrigt for at faa Urokja til at 
ffaane Kløings Liv, men forgjeves; da anden Juledag fom, fod han ham 
dræbe, men ffjenfede alle hans Mænd Livet, og nøjede fig med at af: 
væbne dem. Derpaa fortfatte han Toget mod Gisfur, forfterfet med en 
heel Mængde Folk fra Borgarfjorden, og med faa meget førre Haab om 
Held, fom det havde lykkets ham at fange tvende af Gisfur udfendte Sprj- 
dere. Men Gisfur var altfor varfom til at lade fig overrumple. Nyt— 
aars Aften havde han et ftort Drifkelag, faa at bhenved 80 bhaandfafte 





1) Junga eller Biffopstunga, hvor Gisfur boede denne Vinter, faa omtrent en 
Mils Vej nordenfor Skaalholt, og ligefaa langt i nordveft for Rune, hans 
Fædrenegaard, altfaa i famme- Hered. 


1242. Urokja overfalder Gisfur. 1007 


Mænd vare famlede paa Gaarden. Alle disfe maatte ligge med deres 
Vaaben ved Siden den følgende Mat, og felv Flædte han fig ikke engang 
af. Samme Nat fit ban et Jilbud om Kløings Drab, og om at Urøfja 
nærmede fig med en ftor Stare. I Haft lod ban nu alle Mænd ſtaa op 
og væbne fig, og begav fig ſtrar med Størftedelen af dem til Skaalholt, 
idet han fun fød nogle faa blive tilbage for at bringe alt hans Løsøre 
ind å Kirfen, og fiden følge hans Moder hora til Skaalholt. Da Gis- 
fur fom til Staalholt, gif han lige til Biftop Sigvards Seng, vælkede 
ham og bad om hans Biftand. VBiffoppen lovede ham al den Hjelp, fom 
det ftod i hans Magt at yde, og Dagen efter blev der, efter Overlæg 
mellem Biffoppen, Gisfur og Loft Biftopsføn, fendt Bud til alle Kanter, 
for at famle Folk. Ligeledes blev en raff ung Mand fendt Urokja imøde 
| for at udfpejde hans Ferd og give ham falfte Eftervetninger om bhvor 
Gisſur var at finde. Dette Iyffedes faa godt, at Gisfur vandt tilftræt 
felig Tid til at famle det nødvendige Untal Folk, og Da Uvøfja fom til 
Skaalholt, fandt ban Gisfur fuldfommen forberedt til Forfvar. Biſkop— 
pen fendte to Prefter til Urøfja og lod bam fpørge, om ban ønffede For- 
figsmegling. Urokja erflærede fig vel tilfreds med at Biffoppen meglede, 
og der blev virfelig frillet Gisler fra begge Sider, medens VBiftoppen un- 
Derhandlede. Dette ledede Dog ikke ftrar til noget Nefultat, thi medens Urøfja 
tilbød at underfafte fig Biffoppens Dom, fordrede Gisfur at Sagen ſkulde 
indanfe8 for Kong Haafon; berpaa vilde Urokja, fom rimeligt var, ej ind 
fade fig. Gislerne gif hver til fit, og Biftoppen vendte tilbage med den 
Beſked, at en Kamp var uundgaaelig, og at alle maatte ftride fom de 
bedt funde; felv fovede han at ftride med de Vaaben, han havde, vg tile 
fod alle de tilftedeværende Gejftlige for Denne Gang at fæmpe til Gisfurs 
Forfvar. Der begyndte nu en beftig Kamp, fom meft fynes at have bel- 
Det til Urøfjas Fordel, da Biffoppen i fuld Ornat, med Staven i den * 
ene Haand, Bog og Kjerte i den anden, føm ud af Kirken i Spidfen for 
fine Klerfer, og lyfte Ban over Urøfja og alle hans Mænd. Mevdens de 
nærmeft ftaaende ved Dette Syn holdt inde med Kampen, for iffe at til 
føje Biffoppen og bans Klerfer nogen Stade, gjentog Urøtkja Vit tidligere 
Tilbud om Forlig, naar han opnaaede faadanne VBilfaar, føm ban kunde 
være tjent med. Biſkoppen modtog FJilbudet, bød at Kampen flulde op- 
høre, og fprang felv, for at paaffynde dette Bud, meget fjeft op paa Monen 
af et Huus i den tættefte Steenregn, der ophørte, faa fnart man fjendte 
ham. Ogſaa Gisfur erklærede fig nu villig til at underkafte fig Biſkop— 
pens Dom, og man tilfvor hianden ajenfidigt Grid, hvorefter Biffoppen 
føfte Urøfja og hans Moænd af Bannet, og Urøfja fort derpaa vendte til- 
bage til Veftlandet, idet han paa Bejen gjennem Borgarfjord-Ganen lod 





| 
| 
| 
Å 


1008 Haakon Haafonsføn. 


fig Reykjaholt overdrage af Salmund og Helga, uanfeet at de forhen havde 
overdraget det til Gisfur '). 

Det var imidlertid ikke Gisfurs Agt at finde fig i et Forlig, hvis 
Indhold, om end Biffoppen affagde Dommen, dog nærmeft maatte falde ud 
til Uvøfjas Fordel. Han havde, fom det fynes, allerede udkaftet Planen 
til Urokjas Undergang, og et befvemt Middel dertil frembød Kloing Bjørns= 
ſons Drab, bvilfet Broderen Orm erklarede at ville paatale. Gisſur 
og ban havde i den Anledning et Møde den følgende Paafte, og uagtet 
det nærmeft ſkulde fynes, fom om det nu indgangne Forlig udjevnede alle 
Sviftepunfter mellem Gisfurs Parti og Urøfja, og fom om Biffoppens 
forventede Dom ligefaa vel ſkulde vedrøre Kløings, fom Snorres Drab, 
erø[ærede Gisfur Dog firar, at Sagen angaaende Kløings Drab var det 
nærværende Forlig uvedfommende. Umiddelbart derefter begave de fig 
begge nord til deres Frænde Kolbein unge, for nærmere at overlægge med 
ham. — Sandfynligviis har det Hele allerede forud været aftalt mellem 
Gisfur, Kolbein og Orm, for at den fljendige Plan funde bringes i Ud- 
førelfe Hvorom vi ftrar nedenfor føulde berette. Gisſur var ikke Den, Der 
forfmaagde Lift og Svig, bvor Magten iffe funde hjelpe ham frem. Og 
før des bedre at bedaare Urøfja paatog Kolbein fig at underhandle med 
ham, da Urøfja bavde ubetinget Tillid til ham fom fin Svoger, medens 
han derimod nærede Den ftørfte Mistanke mod Gisfur. Kolbein fendte 
førft Bud til Urøfja, med Anmodning om at tilbyde Orm billigt Forlig, 
eller i det mindfte love at indfinde fig til et Møde for at underhandke. 
Urøfja lod fvare, at ban intet havde imod at vife Orm al mulig Net og 
Billighed, men at han aldeles iffe vilde indfinde fig til noget Møde, hvor 
Gisfur var tilftede, Da ban ingen Tillid havde til ham. Orm vilde derie 
mod iffe børe om noget Forligsmøde, uden at netop Gisfur ffulde være 
tilftede, og faaledes aftrødes Underhandlingerne. Imidlertid tilbød Om 
Kolbein en betydelig Pengefum, for at han ſkulde hjelpe ham til at faa et 
Forlig efter Ønfte, og Kolbein var fav nok til at modtage Filbudet. Da 
Orm var fommen bjem, indftevnede han ſtrax Drabsfagen til Ultbinget, og 
paa Dette Thing, bvor faavel han felv fom Gisfur indfandt fig med ftore 
Følger, meden8 Kolbein, ligeledes heel mandſterk, indtil videre tog fit Vil- 
hold paa Neyfjaholt, overdrog Orm fit Søgsmaal mod Uvøkja til enkelte 
af Kolbeins Hered8mænd; Da dette var fleet, forlode Orm og Gisfur 
Thinget, og dDroge med 240 Mand til Borgarfjorden, bvor de opfløge fine 
Telte itfe langt fra NReypfjaholt, ved Hvitaa. Kolbein fendte nu fin og 
Uvøfjas fælles Svoger Bødvar i Bø til Urøkja *), og fød bam bilfe, at 


1) Sturlunga Saga, VI. 
2) Det maa erindreg, at Urøkfja, Bødvar i Bø og Bødvar paa Gtad, Stu 
Thordsſons Broder vare gifte med hver fin Syfter af Kolbein. 














1242. Gisſurs Forræderi mod Urøkja ved Hvitaabru. 1009 


han dog i det mindſte gjerne funde fomme og underhandle med ham, der nu 
havde fuldfommen Naadighed til at afgjøre Sagen.  Uagtet den redelige 
Bødvar paa Urokjas Spørgsmaal iffe unde negte, at han tvivlede paa 
at Urokja vilde blive tjent med Forliget, hvis han mødte frem, gif Urøkja 
Dog lige fuldt i Snaren, alt for blindt ftolende paa fin Svoger Kolbeins 
Redelighed. Han forbeholdt fig fun at Biffop Sigvard og Abbed Brand 
Jonsføn ogfaa ſkulde være tilftede ved Sammenfomften. Herimod havde 
Kolbein intet at indvende, og (05 førar fende Bud efter dem. Som Sam- 
fingsfted bejtemte8 Broen over Hvitaaen. Her indfandt fig til beftemt 
Tid faavel Urøfja fom Kolbein med Biffoppen og Abbeden i fit Følge, 
og toge Stade hver med fin Flok, paa bver fin Side af Broen. Men 
Urøfja vidfte iffe, at Gisfur og Orm lag paa en af dDe nærmefte Gaarde. 
Der blev fiillet Gisler paa begge Sider, Sturla Thordsſon fra Urøkjas, 
Loft Biftopsføn fra Kolbeins Flok, og Urokja begav fig derpaa trøftigt 
over Broen, Hvor ban og Kolbein famtaledes længe og i al Venffabelig- 
Hed, uden Dog at fomme til noget Refultat den Dag, og da UAftenen fom, 
hœbedes Mødet for at fortfættes Den næfte Dag. Urokja overnattede paa 
en af Nabogaardene. Den følgende Morgen ved ej alene Kolbein, men 
ogfan Gisfur og Orm ned til Broen, da deres perfonlige Mærværelfe var 
nødvendig til det endelige Forlig, men de pasfede nøje paa, at Sturla 
Thordsſon iffe fom over, for at advare Uvøkja om at de ogſaa bavde 
Deres Flokfe i Mærbeden. Denne blev ogfaa for det førfte paa Nordfivden, 
medens Biffoppen og Abbeden gif frem og tilbage mellem begge Parter 
og fedede Underhandiingerne, indtil Urokja omfider erflærede fig villig til 
at fade Biffoppen og Kolbein i Forening afgjøre Sagen, dog faaleded, at 
man ej ffulde fradømme bam hans Godord, eller dømme bam til Land- 
flygtighed. Det ftod nu fun tilbage, at Urokja ved bhøjtideligt Haandflag 
med Koldein, Gisfur og Orm befræftede Forliget. Men da han ikke 
havde nogen Lyft til at gaa over paa den anden Side, nu da Gisfur var 
tilftede, og beller iffe Gisfur vilde betrævde Broen, bad Urøfja Biffoppen 
paa fine Begne give Haandfalet. Biſkoppen og Abbeden, Der virkelig iffe 
ſynes at have anet noget Forræderi, foreftilede ham dog, at Det var bedſt 
om ban gif felv, og ffjønt baade Bødvar fornyede fin Advarſel, og Sturla 
fandt Lejlighed til at fende ham et Bud om at han iffe maatte tro Kol- 
bein alt for vel, [od ban fig Dog ved Biftoppens Foreftillinger bevæge til 
at gaa over. Aldrig faa fnart var han fommen over paa Den anden Side, 
førend Gisfur og Orm med bele deres Følge i al Haft befatte Bro-En— 
den og afffare ham Filbagevejen, medens tillige Kolbeins Mænd ftimlede 
til, faa at ban var fuldfommen omringet. Forbaufet [od Biftoppen Gis- 
fur fpørge, bvad dette føulde betyde. Gisſur fvarede, at han nu vilde 
Mund. Det norffe Folts Hiftørie. gu. 64 


1010 Haakon Haakonsfen. 


raade i fine egne Anliggender, fom han felv fandt for godt, og at han 
itfe vilde forlige fig med Urøfja, uden at ban felv beftemte alle Forliga- 
vilfaarene: førjt og fremft ftulde Urøfja og Sturla Thordsføn forlade Landet, 
faavel fom deres ivrige Jilhængere, Brødrene Svarthøvde Dugfusføn og Kol 
bein Gran. Biffoppen og Abbeden bleve meget fortørnede over denne fvigag- 
tige Ferd, hvorved de felv højligen fompromitteredeg, og Der var endog 
iffe faa Mænd i Kolbeins og Gisfurs egen Flok, fom i Uvilje over deres 
Hovdingers troløje Ferd fluttede fig til Urøkja og grede til Vaaben for 
bam. Men Urøfja, der indfaa at der ikfe vide tomme noget godt ud 
Deraf, erfærede fig felv villig til at antage Gisfurs Vilkaar, og gav fit 
Haandfal derpaa. Da VBiftoppen bebrejdede Gisfur hans Froløsbed, fva- 
rede Denne frækt, at det iffe var Det værfte, han Funde have gjort. Det 
blev nu, uviſt hvorfor, beftemt, at Kolbein, iffe Gisfur felv, ffulde affige 
Dommen, bvilfet dog fom ud paa det famme, da Hovedvilfaarene allerede 
forud vare beftemte.  Urøfja og Sturla Fhordsføn maatte fom Fanger 
følge med Kolbein til Sfagafjorden og Derfra til Gyjafjorden, hvor han ftrar 
vilde have fendt dem affted med et Skib, fom ban troede endnu faa fejl 
færdigt, hvis dette ikke allerede famme Dag havde været affrjlet. Han 
maatte Derfør indtil videre tage dem tilbage med fig til Flugumyre. Si— 
den begav Kolbein fig, efter Gisfurs Fndbydelfe, til et Gjeftebud, fom 
Denne holdt paa fin Gaard unga, og affagde her fin VBoldgiftskjendelfe, 
Der efter Omitændighederne enda var taalelig nof. Han tildømte Urøfja 
befe Arven efter Snorre, dog faaledes at Gisfur ffulde have 240 Hun- 
dreder, bvilfe Gisfur igjen føulde betale for Snorre$ Drab; men før 
Kloings Drab ſkulde Urøfja ej alene bøde 180 Hundreder, men Dertil give 
Slip paa Halvdelen af Reyfjaholt, Halvdelen af Stavaholt, Halvdelen af 
Besfaltad og alle de Godord, Snorre havde baft; da han nu felv agtede 
fig til Norge, foreflog Kolbein ham at tage Sturla med, bvilket han døg, 
uvift hvorfor, afflog. Kolbein beholdt derfor Sturla endnu nogen Vid i 
fin Baretægt, men fatte ham endelig, efter bans Frænders og Venners 
indftændige Begjæring, paa fri Fod, og fritog ham for Landflygtigheden, 
imod at ban og elleve af de bedfte Mænd i Beftfjorde-Fjerdingen aflagde 
Kolbein Fylfter-Ed paa, ifte at tage Parti imod bam, om endog Thord 
Kafale, Sighvats Søn, fom tilbage til Landet for at hevne fin Faders 
Død. Denne Ed aflagde fiden ej alene bine tolv, men ogſaa alle de øv- 
rige anfeede Mænd i Beftfjordene, paa nogle faa nær 1), faa at Kolbein 


) En af disfe, den Snorres Parti ivrigt hengivne Gifle paa Raudafand, vilde 
ikke paa nogen Maade aflægge Eden til Kolbein, indtil hans Ben og Raad- 
giver, den „gode og gjeve Preſt““ Eyvind, foreflog ham at nævne i Edsfor- 
mulaven Kolbein unge, uden dog derved at tænfe paa Kolbein Arnorsføn, men 





1242. Urokja og Gisfur i Norge. 1011 


nu var at betragte fom Overherre baade over Denne Fjerding og Nord— 
fjerdingen.  Uvøfja maatte Derimod forlade Landet, ligeſaa Dugfusfønnerne, 
men det Skit, bvorpaa disfe fidfte veifte, blev af Storm Drevet tilbage 
- til Island, og de toge deraf Anledning til fremdeles at blive hjemme I). 
Da Urokja fom til Norge, tvaf ban Kong Haafon i Bergen. Denne 
vifte fig i det Hele taget naadig imod ham, og tilgav ham ganſke at han 
for tre Mar tilbage havde forladt Norge uden hans Filladelfe. Men han 
funde Dog ikke afbolde fig fra at tilføje, at ban havde langt mere fortjent 
Døden end hans Fader, og at Snorre iffe vilde være bleven dræbt, om han 
var fømmen å Kongens Bod >). Det er tydeligt at fee, at Kongen, Der 
felv pndede Læsning og fatte megen Priis paa boglige Sysler, dybt følte 
hvad den fiterære Verden havde tabt i Snorre, og tog fig nær af hans 
Død, ja maaſkee endog angrede den ftrenge Befaling, ban havde givet 
Gisfur. Man friftes Derfor ogfaa til at antage, at ban har piret nogen 
Misfornøjelje med Gisfur, da denne ligeledes paa famme Tid fom til 
Norge, efter at have fat fin Frænde Hjalte Biftopsføn til fin Fuldmæg- 
tig, og taget det Løfte af ham og Kolbein, at de indbyrdes ſkulde ſtaa 
binanden bi. VBefynderligt nok, iagttage Sagaerne den dybefte Taushed 
om, hvad Gisfurs egentlige Erende var i Morge, hvorledes han blev mod- 
tagen af Kongen, og bvad han foretog fig i de trende ar, han tilbragte 
Der. Det fortælles fun, fom vi have feet, at Gisfur, da ban førfte Gang 
fremfatte fine Forligsbetingelfer, førdrede at hans og Urøfjas Sag fiulde 
henſkydes under Kongens Afgjørelfe, og fandfynligviis var Det i Denne 
Anledning og maaffee efter Kongens egen Indkaldelſe, at han begav fig til 
Norge, for at underfafte Koldeing Dom Kongens vderligere Betræftelfe 
eller Forandring. Bi ville i det mindfte fra Denne Did af fee en faadan 
Henſkydelſe under Kongens endelige Dom at være den fædvanlige Maade, 
bvorpaa Gisfur og hans Modjftandere, naar det var fommet til det Yderite, 
føgte at faa deres Tratter bilagte, og fra denne Tid af funne vi faaleded 
regne Den forſte Spire til den norſke Konges virkelige og erkjendte Herre- 
dømme over Øen. Det var ogſaa paa Denne Tid, at den norffe Krone 
erbvervede de førfte Befiddelfer paa Jsland. Der fortælles i nogle Aar- 
bøger, at Snorre Sturlasføn aller forſt bragte islandffe Landejendomme 
under den norffe Krone, nemlig Besfaftad og Cyvindaftad *). Dette ev 


derimod paa Eyvinds egen unge Søn Kolbein. Giſle gjorde faa. Slige Re- 
fervationer tog itfe engang en Preft i Betænkning at foreflaa. Gturlunga 
Gaga VIL, 1. 

1) Sturl. Saga VII. 2. 

2) Haafon Haafonsføns Gaga Gap. 244. 

3) De islandſke Unnaler, ved 1241. Notitſen findes dog fun i pugre Haand- 
ſtrifter. 

64* 


1012 Haakon Haakonsføn, 


viftnok for faa vidt urigtigt, fom Snorre var fangt fra at arbejde i den 
norffe Krones FInteresfer, og Vi af det nys omhandlede desuden vide, at 
Besfaftad udgjorde en Deel af hans Efterladenſtab. Men det er aaben- 
bart ſaaledes at forftaa, at Kongen har gjort Fordring paa VBesfaftad 
fom Bod for Snorre faafaldte Landsforræderi, og at Urøfja, der endnu 
befad den ene Halvdeel, og Gisfur, hvem den anden var overdragen, have 
maattet finde fig i, ved Kongens endelige Dom at afftaa denne eller den 
norffe Krone hver fin Part. Og dette, faavel føm den Omftændighed, 
der i det Følgende nærmere vil blive omtalt, at Thord Sighvatsſon juft 
paa Denne Tid, neppe uden Kongens Vidende og Vilje, fom tilbage fra 
Norge til Island, tyder fremdeles umisfjendeligt paa, at Gisfur ikke 
havde den FVilfredsftillelfe af fin Uppell til Kongen, fom ban maaſkee 
havde ventet. Urøfja blev venligt behandlet af Kongen, men fom ifte 
mere tilbage til Island, da han døde allerede den 24de Juni 1245. 


152. FIronfrigenes fuldftændige Ophør. Kongens venftabelige Forhold til Kirken. 


Saaledes havde Kongen nu fagt den førfte Grundvold til fit Herre- 
dømme paa FJsland omtrent paa famme Tid, Borgerfrigene vare endte i 
Norge med Hertug Skules Fald, og der iffe længer fandtes en enefte 
Mand, der enten vovede, eller med mindfte Skin af Net kunde vove at 
optræde fom Kronprætendent. Endog det fivdfte gjenlevende Medlem af 
Baglerfongen Philips Et, hans Broderføn Hr. Gregorius, fluttede fig 
endnu nøjere til Kongen end bidtil, ved at bejle til hans naturlige Datter 
Geeilia, hvis Haand beller iffe blev ham negtet, og med bhvilfen han 
hodt Bryllup i Trondhjem, hvor Kongen tilbragte Vintven 1241—42 )). 
Gommeren forud havde Kongen været i VBifen, fornemmelig, fom det 
fyne8, for at faa de med Sverige endnu ikke opgjorte Stridigheder bilagte, 
og han havde i Kongebelle haft en Sammenfomft med Kong Eriks Svo- 
ger Byrge Magnuéføn, den fenere faa berømte og mægtige Byrge 
Far, bvilfen Erik, der felv iffe vilde indfinde fig til Mødet, fendte i fit 
Sted *).  Underbandlingerne ledede viftnok iffe til noget endeligt Reſultat, 
og vi ville endnu i det Følgende fee Sviarne førnye Klagemaalet mod 
Nordmændene over det Fog, de for faa mange War tilbage havde gjort 
til Bermeland efter Mibbungerne. Men det fom Dog iffe til Krig, viftnok 
fordi Haafon, fom Eneherre i Norge, og i Befiddelfe af bele Folkets 
udeefte Hengivenhed, var en alt for farlig Fiende til at man dumdriftigt 


1) Haafon Haakonsføns Gaga Gap. 243, 244. 
3) Sammefteds. 


OSE 





-1241. Kongens Ynbdeft hos Paven. 1013 


funde vove at indlade fig i Krig med ham. Vit ſkulle fee, hvorledes det 
- uvenffabelige Sindelag hos de Svenffe mere og mere tabte fig, indtil det 
omfider ganffe opbørte, og Den venligfte Forbindelje mellem De tvende 
Hoffer traadte i Stedet. 

Ogſaa med Gejitligheden ſtod Kongen i den bedfte Forftaaelfe. Er— 
kebiſtop Sigurd havde altid været hans Ben, og det uvenffabelige For- 
Hold, hvori Kongen var fommen med Biftop Paal, fynes i det mindſte 
efter Hertugens Fald ganffe at være ophørt, thi Paal havde da ingen 
anden Befkytter at holde fig til, faa meget mere fom ogſaa Kong VBalde- 
mar i DanmarÉ var død, og de Forhold, fom Derpaa indtraadte I dette 
Rige, gave hans Søn Kong Erik andet at tænke paa, end at blande fig i 
Norges indvortes Anliggender. Om Biftop Orm i Oslo ligeledes har 
Begunftiget Skule, faa maa dog allerede dennes Nederlag i Oslo have bragt 
ham paa andre Fanker. De øvrige Biffopper, fornemmelig Askell af 
Stavanger, hans forrige Kapellan, fyne8 at have været Kongen meget 
hengivne. Den Spænding, der var indtraadt mellem Kongen og Pave 
Gregorius i Anledning af Biffop Paals UAnliggender, var aldeles udjevnet 
efter Fovliget i 1237, ifær da Kongen ved den Lejlighed ogfaa havde taget 
Korfet. Om den Yndeft, hvori Kongen nu flod hos Gejftligheden, vidner 
tydeligt not en Strivelfe fra Pave Gregorius i Unledning af det efter 
Hertugens Fald atter optagne Kroningsanliggende, Dateret Sde Juli 1241, 
hvori det beder, at da Norges Erkebiſkop og Biffoppen havde tilffvevet 
Paven om at Haakon, der efter Norges Lob og Sædvane havde efter- 
fulgt fin Fader i Regjeringen, fljønt uegte fød, da ingen egtefødde Son— 
ner fandtes, lige faa lidt fom andre arveberettigede Frænder, maatte blive 
falvet og fronet, uanfeet Mangelen ved hans Fødfel, ifær da han in- 
gen anden verdslig Fyrfte var underkaftet: faa overdrog Paven ved 
denne Skrivelje Abbeden i Muntelivs Klofter og Dominifanernes Provin- 
cialprior i Norge nærmere at underføge Sagen og gjøre Jndberetning 
derom; thi fljønt ban færvdeles elffede Kongen fom en fatholft og mod 
det apoftolifte Sæde velfindet Fyrfte, og han gjerne vilde fremme bans 
re faa meget ban funde, vovede han dog iffe at gaa letfindigt frem i 
denne Sag ). Io Dage I Forvejen (Gte Juli) udftedte Paven en anden 
Skrivelſe til Kongen, hvori han paa dennes Foreftilling fritog ham for 
hans Løfte at gjøre et Korstog til det hellige Land, hvilket faldt vanſke— 
figt paa Grund af den fange Afftand, Folkets Fattigdom vg Ubefjendtfkab 
med de mellemliggende Folts Sprog, imod at han i Stedet fæmpede mod 
De Hedninger, der vare hans Riges Naboer. Naar Kongen opfyldte 


1) Dipl. Norv. I. 25. 





1014 Haakon Haakonsſon. 


dette, ſtulde han nyde ſamme Syndsforladelſe, fom om han virkelig Var 


dragen til Palæftina. Og ved endnu en EStrivelfe af Sde FJuli tog Pa- 


ven Kongen med Familie og Gods under St. Peter& og fin færdeles 
Beftyttelfe, medens ban var fraværende paa Toget mod Hedningerne, lige 
fom han famme Dag i et ſarſkilt Brev underrettede Erkebiſkoppen og 
Biffoppen af Bergen baade om hiin tilftanede Modififation af Korstogs— 
føftet og om det fidfinævnte Filfagn, idet ban paalagde dem at paafee 
Dette overholdt '). Alt dette vidner aabenbart om det bedfte Forhold mel 
fem Kongen og Kirfen. Hvis nogen Konge fortjente dens Gunft, maatte 
Det ogfaa være Haafon, faa vigeligt fom han føgte at ſtyrke og hædre den. 
Naar der for Neften her tales om Hedningerne ved Niget8 Grændfer, 
maa vel førnemmelig Finnerne være meente, Da vi i det følgende ville fee, 
at Haafon virkelig gjorde meget for at udbrede Gyriftendommen iblandt 
dem, og Derved tillige at bringe dem under fit Herredømme.  Forandrin- 
gen i Korstogsløftet var i faa Fald færdeles vel betæntt af ham, ti 
medens en Grpedition til Finmarken var for intet at regne imod et Tog 
til Palæftina, medførte den derimod Udfigten til verdslige Fordele, for 
faa vidt en Gebetsforøgelfe i Hine nordlige Egne funde regnes Dertil. 

En faadan Fredens, Enighedens og Filfredshedens Tid, fom den, 
der nu bGegyndte og vedvarede i en lang Rakke af Aar under Haakons 
fraftige, men dog milde Scepter, havde man itte fjendt i Morge fiden hans 
Fader Haafon Sverresføns desværre alt for Forte Megjering, Da ligeledes 
alle Partier forenede fig i Kjærlighed til Kongen, vg Fred herffede faa 
vel indenlands, fom med Udlandet. Meni Stedet før at den Fredstilftand, 
fom Haafon Sverresføn oprettede, atter afløftes af Borgerkrig, og Krigs- 


tilftanden endnu i en fang Rakke af Aar blev den herſkende i Landet, faa 


Norge efter Fredens Gjenoprettelfe under Kong Haakon itte paa et Par 
Generationer nogen formelig Krig inden fine Grændfer, og nogen virkelig 
Borgerkrig førtes ikke oftere. De gamle Partinavne Birkebeiner, Baar- 
belger 0. f. v. opbørte aldeles, fom overflødige Man fan altfar med 
Foje fige, åt Hertug Skules Fald og den fuldftændige Filintetgjørelfe af 
Vaarbelger⸗Opſtanden afflutter Borgerfrigenes Periode i Norge, og 
faaledeg danner en vigtig Epoche i Folkets Hiftorie. Med denne flutte 
vi Derfor ogfaa nærværende Affnit, idet vi kun, førinden vi gaa over til 
det næfte, fafte et Filbageblif paa Folfets indre Tilſtand den nys om— 
handlede Periode. 


1) Dipl. Norv. I. 24, 25. 


sa aDE an si * 





Kirkelige Anliggender. 1015 
153. Kirkelige Forhold. 


Den norffe Kirfe *) havde ved denne Periodes Slutning faaet fin 
fuldftændige Organifatton, der i hele den følgende Tid, lige til Reforma— 
tionen, iffe undergif nogen væfentlig Forandring, med mindre det fiulde 
være Den at Erfebiffoppens og Biffoppernes Udvælgelfe af vedfommende 
Domfapitler, hvor disſe fandte8, mere og mere blev en abfolut, af Kon- 
gen8 eller den verdslige Magts Samtykke uafbængig Nettighed, eller at 
det pavelige Forbud mod enhver JIndblanding af den verdslige Myndighed 
mere og mere blev bogftaveligt gjennemført.  Gndnu Kong Haafon Haa- 
fonsføn gav, fom vi have feet, og fremdeles ville fomme til at fee, ikke 
Slip paa fin ved de ældre verdslige Love bjemlede Net til at befræfte og 
ſaaledes ogfaa kontrollere Valgene. For øvrigt gjaldt ved de norſke fom 
ved alle pvrige Kapitler De fædvanlige Balgregler.  Forfømte de at vælge 
inden tre Maaneder efter at VBiftopsftolen var bleven ledig, eller Funde De 
iffe blive enige, tilfom Befættelfes- eller Provifions-Retten Erkebiſkoppen, 
Der desuden ogſaa, hvor Valget var fleet i rette Tid, havde at underføge 
dets Lovmæsfighed og befræfte Det. Opſtod Dder lignende Knuder ved 
Valget til Erkeſtolen felv, ſtred Paven ind, føm Den norffe Metropolitans 
umiddelbare Overordnede, og tillige I Kraft af den almindelige Provifions- 
ret, han tilegnede fig til alle Biftopsjtole i den romerføe Kirke, naar Om— 
ftændighederne fynte8 at gjøre en Indſkriden fra bans Side nødvendig. 
Det fres noffom af hvad der i det foregaaende ev berettet, at Den ude 
valgte Crfebiffop i Regelen maatte drage til Rom for at modtage Pal 
lium og FIndvielfen Men Modtagelfen af Pallium medførte ſtore Sport- 
fer til det pavelige Kancelli, og disfe, tillagte Nejfeomfoftningerne, lob op 
til en betydelig Sum, fom Erkebiſkoppen fædvanligviis daekkede ved at 
fade Lydbiffopperne udrede den faafaldte Pallie-Hjelp. Der fandtes, fom 
befjendt, Domfapitfer fun ved fyv af de under Norges Erkeſtol hørende Kir- 
fer, nemlig ved de i Landet felv, Orknöernes og Syderøerneg. Islands 
tvende Biſkopsſtole, Færøernes og Grønland,, havde ingen Kapitler, og 
vi have feet, hvorledes Balgretten til disfe, og aller ſidſt til de islandſke, overe 
førte8 til Kapitlet i Nidaros, der Dog for Færøernes Bedfommende deelte 
denne Mettighed med Bergens Kapitel. 

Det vigtige, under Sterre med faadan Heftighed ombhandlede Spørgs- 
maal om Kirkens Patronatsret og frie Dommermyndighed i alle kirkelige 


1) Jeg fan nu fatte mig Fortere med Henfyn til denne Materie, end jeg ellers 
havde fundet nødvendigt, da i Mellemtiden, under Sryfningen af nærværende 
Bind, førfte Ufdeling af R. Kepfers indholdsrige og udtemmende norføe Kir: 
Eehiftorie er ubfommen. Til dette Berk, ifær Slutningé-Qverfigten S. 400, 
henviſer jeg Læferen. 


1016 Haafon . Haafonéføn. 


eller Gejftlige vedfommende Sager m. m. var endnu iffe fuldfommen af 
gjørt, men funde egentlig blot betragtes fom hvilende, uagtet Gejjtligheden 
øjenfynligt allerede havde faaet Overtaget, og Kongemagtens Beftræbelfer 
for at beholde den Myndighed, fom den tidligere havde udøvet, bleve fva- 
gere og fvagere. Navnlig maa Biffoppens Nettighed til at befætte alle 
ringere gejftlige Embeder være bleven anerfjendt, fiden vi finde den udtalt 
i Gbriftenretterne fra Denne Tid. Gejſtlighedens FIndtægter maa fremdeles 
have været i FJiltagende, efterfom Kirfegodfet ftadigt forøgedes deels ved tefta- 
mentariffe Dispofitioner, deels ogfan ved Sagefald. Biſkopsſtolene i Morge 
maa bave været fangt indtægtsrigere end de paa Island, og endnu mere end den 
færøiffe og grønlandffe.  Derimod have den orfnøiffe og maaſkee den fyderøi- 
ſke neppe bæret Daarlige, fiden der med dem endog vare Domkapitler forbundne. 

Om Domfapitlerne8 Størrelfe og Organifation ev der i det foregaa- 
ende er talt. Man maa antage, at de ved det Tidspunkt, hvormed Vi 
ber ftandfe, maa have antaget den Form, fom de fenere bibeholdt indtil 
Reformationen 1)Y. Kong Haafon Haafonsføns Barndomsbhiftorie vifer os, 
at der fandtes Skoler ved Domkapitlerne bande i Nidaros og Bergen. 
At de ogſaa fandtes ved de øvrige Domfapitler i Landet, maa anſees af- 
gjort, men det er uvijt, hvor vidt de ved dem alle oprettedes fra førft af, 
eller fenere indſtiftedes. „Skolemeſteren“ (rector scholæ) var felv en af 
Chorsbrodrene, og til hans faavel fom Skolens Underhold laa der færffilte 
Præbender. — Foruden Kapitlerne ved Domkirkerne fandtes der maaſkee 





1) Se ovenfor, IL. S. 874 faa., faavel fom Kepfer, 1. c. S. 447, 448. Davie 
befidde noget færffilt Fundationsdofument for noget af de norffe Kapitler, 
hvoraf man nøjagtigt Ean fee Organifationen, ev det af itte vinge Interesfe, 
at man fuldftændigt defidber Fundatfen for Domtapitlet paa Katanes, af 
den indebrændte Biffop Udams Eftermand Gilbert. Shi da Biffopperne ved 
alle de øvrige ffotffe Kapitler Éun havde Sede og Stemme i Kapitlet fom 
ſimpel Kanonitus, uden noget Fortvin for de øvrige Medlemmer, medens Biftop- 
pen af Katanes derimod, ligefom de norffe Biffopper, fres at have haft For- 
fædet, er det ej ufandfynligt, at det ornøiffe Kapitel mere har tjent Gilbert 
til Mønfter, end de fÉotffe; hvori man ogfaa beftyrkes af den nøje Sammenhæng, 
hvori Orfnøerne og Katanes ftode med hinanden, Og da nu igjen det orkn- 
piffe Kapitel rimeligviis var indrettet fom de øvrige norffe, opftaar der 
en itfe ringe GSandfynlighed for, at det Eatanefiffe i det væfentlige frem- 
mede overeens med disfe. Dokumentet er aftryft i Bannatyne Miscellanies 
II, S. 17, flag. — Kapitlet beftod af ti Medlemmer, Biffoppen og Abbeden 
af Scone iberegnede, hvilfen fidfte, fom det fynes, altid føulde beſidde dette 
Kanoniéat. — Biffoppen føulde være Kollegiets Hoved; af de øvrige 8 føulde 
fem bave højere Bærdighed, nemlig Dekanus, Præceptor, Kantfler, Skat— 
mefter og UrdHidiafonus; disfe fem, faavel fom Biffoppen og Abbeden i Scone, 
Éunde holde indviede Prefter fom Vikarer; de tre øvrige Funde blot holde Dia- 
Éoner. Fil Stole ſees i dette lille Kapitel intet at være henlagt. VBiffoppen 
havde Jndtægten af fer Sognekirker; de øvrige Dignitarier ligeledes af flere 
end een Kirke; de tre ringere Éun af hver fin Kirke, Til Kapitlets Kommune 
eller fælles Bordhold vare tvende Kirker og noget Jordegods henlagt. 


Kirkelige Unliggender.  Kloftre. 1017 


allerede ved denne Tid ogfaa mindre Kapitler ved andre Kirker, fom der- 
for kaldes Kollegiatkirker, Hvis Forftander — der havde famme Mvyndighed 
med Henfyn til de øvrige Chorsbrodre, fom Biftoppen ved Kathedralfiv- 
fen — faldtes Præpofitus, eller efter norff Udtale Provft. Dog tilhøre 
fandfynligvis de flefte af disfe Kollegiatkivker en noget fildigere Periode, 
og naar Fitelen Provft findes anvendt i Haakon Haafonsføns Re— 
gjeringstid, betegner den fnavere en gejftlig Ombud8mand for Biffoppen, 
Der traadte i Stedet for de tidligere faafaldte Biffops-Aarmænd, ligeføm de 
fongelige Sysfelmænd trandte i Stedet for de fongelige Warmænd. Vrov- 
fterne8  fornemfte Funktioner vare Derfor af en halv verdslig Natur, 
nemlig Opfrævning af Biffoppens Fndtægter, Udførelfe af Retsſogs— 
maal, m. m.; Dog flaar det neppe fejl, at Biffoppen allerede i denne 
Tid betvoede dem at vifitere paa fine Vegne inden Deres Dijftrifter eller 
faafaldte Provftier, uden at man derfor behøver at antage at Dette Hverv 
endnu betragtedes fom Deres fafte Funttion. En faadan Stilling for 
Provfterne, fom den ber antydede, fyne8 næften at funne fluttes Deraf, at 
Provft-Embedet allerede under Haafon Haafonsføns tidligere Regjerings— 
Aar findes forbundet med visfe ftørre og mere anfeede Sognekirker, fanle- 
Deg at Sognepræften i disfe tillige var Provjt i Proviiiet 1). 

Af Kloſtre fandtes i Norge omfring 1240: af Benediftinerørdenen, St. 
Albani Klofter paa Sellø, St. Michaels eller Munkeliv Klofter i Bergen, 
famt Monnefloftvene paa Gymsø, i Oslo, og paa Bakke ved Nidaros. 
Af Kluniacenfer-Kfoftre havde man fun det ene par Nidarholm. Ciſterci— 
enferffofter vare Lvfeflofter ved Bergen, Hovedø Klofter ved Oslo, vg 
Tuteroens Kloftev ved Nidaros for Munfe, famt Nonneſeter i Bergen. 
Auguitiner-Konventer vare Elgefeter ved Nidaros, i nøje Forbindelfe med 
Domfapitlet, Jonskloſtret Bergen, Halsnø-Klofter paa Søndhordland, 
og Kaftelle-Kloftvet i Konghelle, famt maaffe Reins Nonnekloſter. Af 
Præmonjtvatenfer-Kloftre var Der fun det ene i Funsberg. 

Paa Island fandtes af Benediftiner-Ordenen fun tvende Kloſtre, Thing— 
eyre, bvis Munke, fom vi have feet, udmærkede fig ved deres hiftoriografife 
Virkſomhed, og Ioveraa, famt et Nonnekloſter paa Kirfebø; Auguftinerfon- 
venter vare Thykkebos Klofter, Helgafells (forben Flato's), og Det af Thorvald 
Gisfursføn efter Biffop Magnus Foranftaltning og med Snorre Sturlas føns 
Raad oprettede Vidø-Klofter *). Uf Kloftve i Sfatlandene fjendes paa denne 
Tid fun Kloftrene paa Ikolmkill og Furnes Ciftereienfer-K løfter paa Øen Man. 


') Bed Rigsmødet 1223 vare faaledes fire Provfter tilftede fra Oslo, Tunsberg, 
Hadeland og Grenland, hvilke alle maa have været faabanne Prefter fom de 
fidft nævnte, fe ovenfor S. 654. 

?) Se ovenfor S. 856, 857, famt overhoved om de islandſke Kloftre, Finn Jons- 
føns Kirkehiftorie 4de B. 





1018 Haafon Haafonsføn. 


Men faavel i Norge, fom andenfteds, fit Kloftervæfenet en langt 
fførre Betydning og indgribende Virkning paa bele det firfelige Liv ved 
Indførelfen af dDe tvende Diggerordener, Franciftanernes og Dominika- 
nernes, af bvilfe den førfte, fom befjendt var fiiftet å Italien 1215, den 
anden i Spanien 1216, og fom inden en Menneftealder fra Stiftelfesaaret 
havde udbredt fig til Norden, og iffe mindft til Norge.  Franciftaner- 
neg, eller, fom Den og foldes, Minoriternes, Orden føal allerede være 
føommen til Norge omkring 1230, og det er vift, at Den inden AWarhun- 
dredets Slutning havde i det mindjfte tre Kloftve, i Konghelle, Tunsberg 
og Bergen.  Dominitanernes eller Prædifebrødrenes Orden blev tidligere 
end Franciffanernes befjendt i Norge, idet Den DdDanffe Prædifebroder, 
Salomon fra Aaros, der 1220 havde gjort Bekjendtffab med Ordenens Stifter 
Domingo Gusman felv, og efter at være optagen i Ordenen var bleven 
fendt til Morden for at prædife i fit eget Foædreland, af Storm blev 
fordreven til det nordlige Norge, og fandt en venlig Underftøttelfe af 
Skule Jarl, der ffaffede bam Hjelp til at vejfe over Land til Danmark, 
hvor ban 1220 ftiftede det førfte Dominifanerflofter i Lund. Der figes 
iffe, hvor vidt Salomon felv qav Stødet til at lignende Kloſtre oprettedeg 
i Norge, men man fan neppe tvivle Derpaa, fiden man allerede i 1240 
finder et Dominifanerklofter i hver af de tre Kathedralſteder, Nidaros, 
Bergen og Oslo; og de omtales ved Denne Tid ej engang fom nys ope 
rettede, men fnarere fom om de allerede i længere id havde ſtaaet ved 
Magt *). Vaa alle tre Steder anlagdes disſe Kloftre med tilhørende Kir- 
fer i Den umiddelbare Nærhed af Katbedralfirfevne og Chorsbrødrenes 
Gaarde, bvoraf man fan flutte, at Ordenen i Førftningen, her fom andet 
fteds, er bleven modtagen med ftørfte Forefommendhed og har nydt den 
virffomfte Biftand af Biffopperne og Domkapitlerne, der endog have af 
ftaaet dem Stykker af fine egne Grundejendomme til Tomter for Opførel- 
fen af dere$ Bygninger. I Midaros faa faalede8 Dominifaner-Kloftvet 
ftrar novdenfor Domfirfen *); i Oslo var Dominifanerne$ Gaardsrum, 
fom vi bave feet, fun ved en Skidgard adffilt fra Ehorsbrødrenes *), 
og i Bergen laa Dominikanernes Hufe i Batfeheldet umiddelbart nedenfor 
Ghorsbrødrene8 Gaard. Men de famme Aarfager, Der gave Viggermunkene, 
og ifær Dominifanerne, faa ftor Fndflydelfe paa de firfelige Forhold, 
gjørde ogfaa at De meget fnart fom i aabenbar og beftig Strid med 
Sætulargejftligheden. - Paven tilftod Dem nemlig fuldfommen Gremtion 





1) Langes Klofterhiftorie, S. 40 fag. Keyſers Kirkehiftorie S. 410, 450 452. 

2) Peter Stulesføn flygtede, fom er viift, umiddelbart fra Dominifanerkloftret 
til Biffopsgaarden og derfra over Elven. 

3) Se ovenfor S. 970. 














Minoriter og Prædikere. 1019 
eller Fritagelfe for VBiffoppernes Overtilfyn, faa at de fun havde at 
adlyde deres egne Forefatte og Ordenens Generalkapitler. Tiggerorde— 
nevnes Hovedprincip var, at de, foruden dere Klofter, fom De bejfedent 
fun faldte Bolig (domus), ingen Gjendom ffulde have, leve af milde Ga- 
ver, ſtedſe blande fig mellem Lægfolfet og paavirfe dette ved Pradiken, 
Raad, Opmuntring, og eget Exempel. Derfor fit de ogfaa Frihed til at 
- prædife og børe Skriftemaal uden Henfyn til Sognetvangen, og ved faa 
fedes at gribe forftyrrende ind i de beſtkikkede Sjæleførgeres Virkſomhed 
famt ved den aandefige Indflydelſe, de til disfes Fortrængfel fit hos 
Sognebørnene, ifær dem, der tilhørte de lavere Klasfer, maatte de nød- 
vendigviis fomme i betydelig Konflift med dem, og følgelig med alle de 
Sækulargejftlige overhoved. Deres Indflydelfe forvgedes end mere VED 
den dem tilftaaede Net til at optage Vertiarier eller Lægfolk, der uden 
at aflægge noget Klofterløfte eller forandre deres Stilling bleve deelag- 
tiggjorte i alle vedfommende Ordens Fordele og Stifterne8 Forbønner, 
fun mod den Forpligtelfe at virke til Ordenens Bedſte og adlyde dens 
Forefatte. Det ligger i Sagens Natur, at en faadan uregelmæsfig Ind— 
blanding i de ordentlige Sjuleførgeres Virkſomhed maatte afſtedkomme 
megen Forvirring og Kolliſion, ligeſom ogſaa Biffopperne, Der ftedfe faa 
nøget fuurt til De eremte Munkeordener og andre fra at ſtaa under deres Uuto- 
vitet, fritagne gejitlige Fnftitutioner, maatte betragte Tiggermunkenes faa 
meget mere fremtrædende og I det firfelige Liv indgvidende Virkſomhed med 
Dobbelt Uvilje. Saaledes var det her omhandfede Uvenffab mellem Fig- 
ger-Ordenen og de Sakulargejſtlige uundgaaeligt, faa fnart den førfte En— 
thufiasme over den nye Inſtitution havde lagt fig. Ffær var Det Chors- 
brødrene, i Regelen fel Sognepvefter og i det mindfte i Befiddelje af 
Sognekirker, Der fnareft fynes at have angret Deres uoverlagte Beredvil- 
lighed til at indrømme Dominifanerne Plads lige Vegg i Vegg med dem, 
og det er Derfor ogfaa førnemmelig Stridighederne mellem Chorsbrødrene 
og Dominifanerne, bvorom flviftlige Gfterretninger ere os levnede.  Fran- 
ciffanerne vare oprindeligen iffe blevne faa begunftigede af Domkirferned 
Gejſtlighed, eller fom, i det mindfte i de Kathedralftæder, hvor de fit 
Kloftre, noget fenere til, fan at deres Kloftre ikke faa Chorsbrødrene faa 
umiddelbart ind paa Livet; Dette ev vel Grunden til at deres Konflifter 
med Ddisfe, ffjønt de upaatvivleligt ofte have fundet Sted, Dog ej bhave 
gjort faa megen Opfigt og efterladt faa mange ftviftlige Vidnesbyrd. Her- 
til fom rvimeligviis ogfan den Omftændighed, at begge disfe Ordener 
bare et nøjagtigt Præg af Deres Stiftere3 færegne Nationalcharakteer, og 
Franciffaner-Ordenen faaledes, ligefom Stifteren, den demokratiſke Italie— 
ner, blandede fig meeft med den ſtore Hob og fornemmelig virkede paa 
GSamfundslivets lavefte Trin, meden8 Dominitanerne i den ſpanſke Hidalgo 


1020 Haakon Haafonsfen, 


Domingo Gusmans Aand, holdt fig meeft til de højere, mere dannede og 
mere formuende Klasjer; det var faaledes ifær ved denne fidfte Orden, at Sæ- 
fulargejftligbeden faa fig fine mægtigfte, rigefte og gavmildefte Sognebørn 
berøvede, og Det var Derfor ifær Dominifanernes Virkſomhed, der gjorde 
UAfbræk i Sæfulargejftlighedens Fndtægter 2). 

Men jo Daarligere Tiggermunkene vare anfeede blandt Gejjftligheden, 
Defto (tørre Anfeelfe og Indflvdelfe fit de blandt Lægfolfene. Bi ville 
endnu inden Aarhundredets Ende fre Dominifaner- og Franciffaner- 
Munke anvendte fom Fyrſters Striftefædre og Raadgivere, fom Gefand- 
fer til fremmede Hoffer, og i andre vigtige og indflydelfesrige offent— 
lige Hvert, 

Begge disfe Ordener Kloftre over hele Cbriftenbeden vare fordeelte 
i visfe Hovedafdelinger, faldte Provinfer, hver med en Vrovincialfor- 
ftander i Spidfen. Disfe Provinfer rettede fig ikfe altid nøje efter Den 
politiffe Fnddeling. Saaledes regnedes Danmarf, Norge og Sverige fun 
fom een Provins, der faldtes den Danffe (Provincia daciana eller de 
Dacia), Franciſkanernes Provinfer inddeelt igjen i Kuftovier, hver med en 
Kuftos i Spidfen. Dominifanerne holdt, føruden Generalkapitler, ogfaa 
aarlige Provincialfapitler.  Provincialforftanderne kaldtes hos Franciſka— 
nevne Provincialminifter", og Drdensgeneralen , Generalminifter"; hos Do- 
minifanerne faldtes de famme Embedsmænd  Provincialprior”, og , Gene- 
ralfuperior.”  Forftanderne for De enfelte Kloftre faldtes hos Franciffanerne 
„Gardianer“, hos Dominifanerne „Priorer“. 

Den ſaedvanlige Benævnelfe for Franciffanerne i Norge var „Bar— 
fodbrødre” (berfættubrædr), før Dominifanerne Prædifere" (prédikarar). 
Titelen Brødre” fynes, efter disfe Ovdeners FIndførelfe i Landet at være 
bleven fædvanlig før dem, eller næften endog indffræntket til dem, faaledes 
at Broder N. N.“ fædvanligviis betegner en Tiggermunk; medens Deri- 4 
mod Benævnelfen „Munke“ forbeholdes Hervetloftrenes Medlemmer 2). J 
De regulære Auguſtinere kaldes dog fom ofteſt „Kanniker“ Ckanukar). 
Benediktinerne kaldtes hyppig „Svartmunke,“ Ciſtercienſerne „Graamunke“. 


1) Se herom Langes Kloſterhiſtorie og Keyſers Kirfehiftorie 1. cc. Hvad 
der bidrog til at Dominifanerne fom i ftørre og hyppigere Konflikt med 
Satulargejftligheden, end Franciffanerne, var viftnot ogfaa deres ftørre 
Mangel paa Oprigtighed og ACrlighed, og mere fnigende, harmvættende 


Ferd.  Franciffanerne vare aabenbart mere ærlige og ligefremme. Der: 


for vare de heller ikke faa duelige Nedffaber i Fntoleranfens Hænder, 
fom Dominifanerne, og det var visfelig med velberaadt Hu, at Paven efter 
Ulbigenfernes Undertvingelfe overdrog FnEvifitionen til Dominifanerne. 

2) Det famme fynes at have været Vilfældet og endnu at være Vilfældet i 
Syden, hvor fra eller frayle fornemmelig betegne Tiggermunken. 








Pilegrimsrejfer. 1021 


At Forftanderne for Herreflofterne — de Auguſtinerkloſtre undtagne, Der vare 
forbundne med Nidaros Erkeſtol, og fom fun havde Priorer i Spidfen — 
faldtes Abbeder og indtoge en bhøj gejftlig Rang, er befjendt. Vaa 
famme Maade faldte8 Nonnekloſtrenes Forftanderinder  Abbedisfer," og 
førte Fitelen Fruer.” å 

Om Kloftervæfenets Virkninger paa Folfeaanden i Norge er der 
ovenfor talt. Med det 12te Warbundrede var Kloftrenes velgjørende 
Indflydelſe å det hele taget forbi. Nationen havde da lært af Dem, 
hvad den funde fære. I Befiddelfe af Magt og Rigdom trængte Klo- 
ftrene iffe [ænger fynderligt til Folkets Gunſt, og funde for en ſtor Deel 
være ligegyfdige ved dets Dadel. Munkene havde derfor iffe længer no- 
gen Spore til at gaa frem med FJiderne, end fige til at gaa forud for 
fin Tid, og de bleve Derfor mere og mere Stagnationen8 og Vankundig- 
hedens Nepræfentanter i Stedet for Fremgangens og Dannelfens. Dette 
maatte blite faa meget mere igjnefaldende i Norge og paa Island, hvor 
Oplysning og boglig Sysfel sjenfynligt var fangt mere almindelig blandt 
Legfolket, end i De flefte andre Lande i Guropa, Italien undtagen. Dog 
udmerfede Thingeyre Klofter paa Island fig hæderligt fremfor alle de 
øvrige, baade ber og i Norge, ved Den oftere omtalte biftoriograpbifte 
Virkſomhed, føm, grundlagt af Karl Abbed og Munfene Odd og Gunn- 
faug, fynes at bave vedligeholdt fig der gjennem en lang Rakke af Aar. 

Pilegrimsrejfer og Korstogsferder vare I hele den Periode, vi ber 
have behandlet, færdeles hyppige. Vi bave i det foregaaende feet De ftørre 
Korstoqs-Grpeditioner, der fandt Sted fra Norge, og fom i det bele 
taget fluttede fig til de befjendte Hovedkørstog, der foretoges i Masfe fra 
hele Ofeidenten. Men foruden disfe førre Korstog fan man være tem- 
melig vis paa at Der i Morge, fom andetfteds, drog et iffe ubetydeligt 
Antal Folk affted paa egen Haand til det hellige Land, halvt fom Kors- 
farere, halvt fom Pilegrime, baade for at forrette fin Undagt i FJerufalem, 
og for at ftride med de Bantroende, naar og hvor Anledning Dertil gaves. 
Saadanne Rejfer foretoges fædvanligvis enten efter Løfter, gjorte i Nod 
og Fare, eller fom en paalagt firfelig Bod, hvorved Overtrædelfer ſkulde 
affones.  GSaaledes er det ovenfor omtalt, hvorledes Aron Hjørleifsføn, 
faaret og nær ved at blive opdaget og dræbt af fine Fiender, lovede at 
drage til Jerufalem, Hvis ban frelftes. Og Opfyldelfen af dette Løfte var 
ham faa magtpaaliggende, at ban for den Sags Skyld endog lagde fig ud 
med Skule Jarl, der ved hans Anfomft til Norge havde viift ham Ven- 
fighed og optaget bam i fin Hird "). 

Pilegrimsrejferne til de bellige Steder i Europa vare naturligvis 





1) Aron Hjørleifsføne Saga, Gap. 19, 20. 





1022 Haafon Haakonsføn. 


endnu byppigere. Foruden Rom var Sant Jago de Gompoftella i Spa- 
nien det Sted, fom byppigit beføgtes. Fra Aaret 1173, da Erkebiſkop 
Thomas Bedet blev fanoniferet, gjorde man ogſaa byppige Andagtsrejfer 
til hans Grav i Canterbury. Bi have endnu nøjagtige Optegnelfer over De 
Rejferouter, vore Forfædre plejede at følge, deels til Spanien og FJtalien, 
deels til det bhellige Land, i Løbet af Vet te og 13de Uarhundrede. 
Disfe Optegnelfer fulle oprindelig have været forfattede af Abbed Ni— 

folas i Ibingeyre, der fevede omkring 1155. De indffrænke fig ej 
overalt til en tør Angivelfe af Mavne; hift og her er Der indftrøet Be- 
merfninger, fom vidne om, at Pilegrimene have vejft med aabent Øje 
for Naturen og Kunſtens Mertverdigheder, og tillige med Sands før den 
biftoriffe Interesfe, der hvilede over dette eller hint merkelige Sted. Bi 
ville ber i al Korthed betragte disſe Mejferouter noget nærmere, Da 
De i flere Henfeender ere charakteriſtiſte og oplyfende „Fra Morge", 
heder Det, ,rejfer man førft til Aalborg i Danmarf. Romfarerne fige at 
der ev 2 Dages Rejſe fra Aalborg til Viborg, derfra en Uges Rejfe til 
Hedeby fom er tæt ved Slesvig, og Derfra igjen en Dags Nejfe til Eide— 
ten (Øgesdør), bvor Danmark, Holften, Sarland og VBendland mødes”. 
Man feer at Nejfen ifte gik fynderligt burtigt. Fra Eideren er der en 
Dagsrejſe til Itzehoe (Heitfinnabø), hvorefter man fætter over Sax-Elben 
(Elben) til Stade”. Om Sarland gjøres her Den Bemerkning, der neppe 
fynes at tilhøre det 12te Aarhundrede, men fnarere ev indffudt i det 13de: 
Der ev Folket mere end almindeligt belevent (kurteisust) og Nord 
mændene tage meget efter deres Sikke". „Fra Stade”, figes der, „er Der 
2 Dages Nejfe til Verden”, fremdeles opregnes de Byer, hvorigjennem 
Rejſen falder, Nienburg Myborg), Minden Mundiuborg), Paderborn 
(Paddubrunnav) og Mainz. - Ved Minden, figes Der, føifte8 Tungerne, 
hvilfet vel ffal betegne, at her ophorer det egentlige Nedertydſke eller game 
melfariffe, og det bøjtydife begynder at ytre fig. Mellem Paderborn og 
Mainz regnes 4 Dagsrejfer; paa Bejen, figes der, fommer man til Gni- 
tabeden, hvor Sigurd dræbte Ormen Favne. Man fan og, figes der, 
Drage en øftligere Vej fra Stade til Mainz, over Horfefeld, Walsrode 
(Balfoborg) Hannover (Hanabruinborg), Hildesheim, Gandersheim, Fritz— 
far (Fridla), Urensborg. De to fidft nævnte Beje, heder det, ere De, fom 
Nordmændene byppigit tage, dog er der endnu en tredie fra Norge umid- 
delbart til Søg til Frisland, derfra til Deventer eller Utvedt (Frekt); 
her tager man den førfte Stav og Skreppe, og Drager over Køln til 
Mainz. Fra Mainz opregnes Stederne videre faaledes; Speier (Spir), 
Selz (Gelisborg), Strafburg (Stransborg), VBafel (Boslaraborg), So— 
lothurn (Golatvar), Wiflisburg (Vivilsborg), VBevay (Fivitzuborg) ved 
Martins (Murten8) Band, St. Maurice (Mauriziusborg), St. Peteréborg 














Pilegrimsrejfer. 1023 


(Peterskaſtale), Bernhardshofpital oppe paa Fjeldet, Etroubles (Thvæla- 
tborp), Aofta (Augujta), St. Martin (Martinfamre), Jvrea (FJoforea), 
Bercelli (Fridfæla), Pavia (Papey), Piacenza (Plazinza) Borgo St. Dom- 
ninø (Domniborg) Borgo Val di Saro (Jarsborg), her ſkal man over 
Mundbardfjeldet (Apenninevne), fiden fommer man til Pontremoli (Montre- 
flar), Luna, og Gandftræfningerne ved Denne By, bvorefter Der opregnes 
Luna, Pifa, og flere mindre Byer, Siena (Senunt), Aquapendente CHan- 
gandaborg), Montidielli (Clement), Bolfena (Chviftineborg), Montefia- 
frøne GFlafconsborg), Viterbo (Boternisborg), Sutri (Sutaren mykle) og 
Sutaren litle, nærved  Feginsbreffen" nordenfor Rom). Hvor Vivils- 
borg” omtales, tilføjes der: Den var for førend Lodbrofsfønnerne brøde 
Den ned, men nu ev den liden *)." Ved Vevay eller Fivizeborg bemerkes, 
at alle Ultramontanernes Beje der ſtode fammen, Franfernes, Flæminger- 
ne8, Balernes (9. e. Franffmændenes), Englondernes, Sarerne8, Nordmæn— 
Deneg. Hvor Hofpitalet paa St. Bernhard omtales tilføjes Der at Der 
og ev et St. Peters Hofpital paa Fjeldet (nu fun foldet Ihöpital, en 
Miils Vej fra Bernbardshofpitalet) hvor der ofte ved Olafsmesſe om Som- 
meren (29 Fuli) ligger Sne paa Klipperne og Jis paa Bandet. Mel- 
fem Pavia og Piacenza, heder det, føder den ftore Ua Po (Padus), og 
ber ftøder man fammen med den Route, der kaldes Jliansvejen (nemlig 
Bejen over FJlanz i Graubindten famt videre over Spliigen 3). Om 
Gandfletterne ved Luna tilføjee: man bar 10 Mile at rejfe over 
disfe vakre Sandfletter; der ere Borge paa alle Kanter og en faare vid 
Wdfigt. J Luna paaftaa nogle at den Ormegaard ev, hvor Gunnar 
(Gjufesføn) blev indfat; her ſtoder ogſaa Routen fra Spanien og Sant 
Jago til. J Pifa, figes der, lægge Kjøbmændene til med deres Dro— 
munder fra Grakenland, Sicilien, Wgypten, Syrien og Afrika. Siena 
figes at være en god Borg og berømmes for fin vide Udfigt; der," til- 
føjes Der, ,ere Kvinderne færdeles fmukte” Roms fornemfte Kirker op- 
regnes og beftrives temmelig udførligt. Pantheon nævnes under Navn 
af Allehelgenskirken og figes at være ftor, herlig og aaben oventil fom 
Den bellige Gravs Kirke i Jerufalem. Peterskirken (Basilica Sancti 
Petri) faldtes UApoftelen Peter8 ,Kauphus+4). Fra Rom fortfættes 


1) Feginsbrekken (Gladebakken) fynes man at have Faldet enhver Bakke, hvor- 
fra man havde den førfte Udfigt til den By fom var Rejfens Maal, faale- 
des Feginsbrekfen paa Steinbjergene ved Jhrondhjem, fr ovenfor S. 100. 

?) Om Codbroksfønnerne og Fortællingen om deres Beftormelfe af Wiflisburg, fe 
ovenf. I, 1, S. 369, 

3) Eller ogfaa Bejen fra Bourg St. Gilles, fe ovenfor S. 817. 

3) Dette er fandfynligviis et Forføg paa at overfætte Ordet Basilica, der egent: 
lig betegner et Domhuusé, Shinghuus, men ogfaa Børs; Werlauffs Symbolæ 46. 


1024 Haafon Haafonsføn. 


Routen til Montecasfino og Brindifi (Brandeis), ved hvilken Lejlighed 
ogfaa andre merfelige Punkter nævnes, fom Galerno (Salerniborg) hvor 
de bedfte Læger findes, GSipontum CSepont) under Midialsfjeld (Gar- 
gano), med Michelbulen; fra Rom til Capua, figes der, vejfer man , Sra- 
jansbroen”, Der i Det hele ev 3 Ugers Rejſe lang, det berligfte Mands- 
verf, anfagt over Myre og Skobe 1). Om Sirilien figes der, at her 
findes „Jordild og kogende Kilder fom paa Island.“ Fra Brindifi for- 
følges Bejen til Palæftina, førft til Durazzo (Durafsborg), i hvis Nærhed 
Mariahavn og VBisgardshavn ligge; fra Durazzo vejfer man til St. Mar- 
tinsborg i Bulgarernes Land et maa være et Steds ved Saloniki— 


Bugten), bvorfra man fejler til Øen Kos Ku) hvor Bejene fra Apulien. 


og fra Myklegaard ſtode fammen. Fra Kos føres Vejen til Sps forbi 
Lilleafiens Kyſt til Cypern (Kipr), indenfor bvilfen den Bugt gaar ind, 
fom Nordmændene falde Atalsbotn, Græferne Gulfus Sataliæ. J Kipr 
er Borgen Besfa (les Beffa, Paphos) bvor Der er Bæringsjæde, og 
hvor Kong Erik af Danmarf døde *). Fra Kipr er to Dages Sejlads 
til Akrsborg i Jorfaleland. Mu følger en temmelig vidløftig Beftrivelfe 
over Palæftina og ifær Jerufalem famt de tilgrændfende Lande. Om 
Faffa beder det at Den Mriftnedes af Kong Balduin og Kong Sigurd 
Magnusføn af Norge (Jaffa er her urigtigt nævnt i Stedet for Sidom. 
Polhojden af det Sted, hvor Ghriftus døbtes i FJordanen, og hvor Pile- 
grimene Derfor ftedfe have plejet at fiige ned i Floden, angives faaledes: 
aar en Mand ligger udftraft paa den flette Mark, og fætter fit Knæ 
op, og Næven der ovenpaa, famt vejfer Sommelfingeren i Bejret, da ev 
Novdftjernen  Ceidarstjarna) netop at fee Derover, men ikke højere. 
Det hele Ftinerarium flutter med en Ungivelfe af de forffjellige Routers 
Tidslængde 3). 





1) Nemlig Via Appia, den appiffe Brolægning. I Haandføriftet ftaar „Flaians- 
bru”, bhvilfet, fom Werlauff har paaviift, maa være Skrivfejl for Traiansbru. 
Trajan reparerede og forlængede den ovrindelige Vej. 

2) Ge ovenf. IL. S. 564. 

3) Dagene angives faaledes: fra Jordan er der fem Dages ftive Rejfe til Acre, 
og derfra 14 halve Døgns Gejlads til Apulen (Pul), hvilket er 1800 Mile, 
Fra Bari (i Upulien) er 14 Dage at gaa til Rom. En liden fer Dages 
Rejfe er der føndenfra (Rom?) til Mundia (Alperne) og tre Dages Rejfe til 
Hedeby. Iliansvejen derimod ev 9 Ugers Rejſe. Fra Hedeby til Viborg 7 
Dages Rejſe; midt imellem dem er Skodborgaa. Fra Viborg er 2 Dages 


Rejfe til Ualborg. — Flere af disfe Ungivelfer eve aabenbart fejlagtige, faa- å 


ledes f. Gr. at der fåulde være 14 Dagsrejfev fra Bari til Rom, naar der 
fra Rom til Alperne Eun er fer. — Heller ikke ftemmer det med det foregaa 
ende, at der fra Alperne til Hedeby fun føulde være 3 Dagsrejfer. Man 
maa antage at et x (10) paa eet Gted er urigtigt bortfaldet, paa et andet 


Ea — 





| 





Folkets Dannelfe og Levevis, 1025 


154. Dannelfe. Literære Forhold. 


Et Folt, der deels ved Rejfer, deels ogfan af friftlige og mundtlige 
Fortællinger fjendte fan nøje til fremmede Lande, endog de fjernere, maa Der» 
for nødvendigvis i det hele taget formodes omtrent at have ftaget paa famme 
Standpunkt, fom de øvrige mere dannede europæiffe Folkeflag. J det 
mindfte maa dette gjelde de højere Klasfer, hvis Medlemmer byppigft havde 
Anledning til at gjefte Udlandet. Alle Efterretninger, fom give nogen 
Oplysning i faa Henfeende, vife ogfaa, at Klædedragt, Dmgangstone, 
Forlyftelfer o. f. v. I De højere Kredfe ikfe å nogen væfentlig Grad av- 
flillede fig fra Nabolandenes, førnemmelig Englands. Vi have allerede i 


- det foregaaende af Uddragene fra Kongefpejlet” feet, bvilfen Fiinhed og 


Belevenhed, ja formelig Etikette, der berftede ved Hoffet og I Hoffredfe 
paa Kong Sverres Tid; hvorledes Hirdmændene og de, der beføgte Hof: 
fet eller ønffede at træde i Kongens Fjenefte, ffulde være Hædte og væb- 
nede; paa bvilfe vidderlige Ovelſer de ſkulde beflitte fig, og bvorledes 
de ſkulde forholde fig i Krig 1). Hvad ber foreffrives, funde i Det hele 
taget ogfaa gjelde for bvilfet fom belft udenlandft Hof paa den Tid, med De 
mindre væfentlige Afvigelfer, fom Nationens færegne Charakteer maatte 
medføre. Og fom begeundet i Denne NMationaldarafteer maa Det upaa— 
tvivleligt anfee8, at boglig Dannelſe sjenfynligt var langt mere almin- 
deligt udbredt og boglige Syfler yndede blandt NMordmændene og Is— 
fændingerne, end andenfteds i Norden, eller overhored i bele Det driftne 
Europa paa den Tid. Den Lyft til at høre og fortælle GSagaer: 
til at forfatte, fvæve og lytte til Digte, fom fra Den fjernefte Odtid ud- 
merfede det norffe Folk, gjorde fig ogfaa i en fildigere, af Den alminde- 
fige europæiffe Kultur mere berørt Periode gjeldende fom Kjærlighed til 
fiterær Dannelfe og Bogvæfen i Afmindelighed. Vi have allerede af Kon— 
gefpejlet feet, Hvor udbredt Kundffaben til fremmede Sprog, fjær Latin 
«og Franfé, allerede ved Aarhundredets Begyndelfe maa have været i Norge, 
fiden det udtryffeligt erklæres nødvendigt eller i det mindfte heel nvttigt 
før den unge Handelsmand, det vil fige den hojbyrdige Yngling, Ver be⸗ 
gyndte fin Virkſomhed, at lære i det mindſte disſe Sprog?). Det ev 
tidligere næbnt, at baade Sverre, dennes Søn Kong Haafon, og Haakon 


ligefaa uvigtigt. — Hele Jtinerariet er udgivet med vpperlige Anmerkninger, 
hvortil her henvifes, af Werlauff i hans Symbolæ ad geographiam medii 
ævi, Kjøbenhavn 1821, qv. 

1) Ge ovenfor S. 393 fag. 

2) Se ovenf. S, 400. 
Mund. Det norſte Folks Hiftorie. I. 65 


1026 Haafon Haafonsføn. 


Haafonsføn fit en efter de Tiders Maaleftof lærd Opdragelfe. Hvad 
Sverre angaar, ev Dette i fin Orden, da han fra førft af var beftemt til 
Den gejitlige Stand; det famme gjaldt maaffee for en Deel hans Søn 
Haafon, der allerede var fød, førend Sverre fom til Morge'), og en 
Tidlang maa være bleven tilbage paa Færøerne under fine Mødrenefræne 
ders Varetæqt. Men til Haafon Haakonsſon erklærede Haafon Jarl 
felv, da han traf bam fommende fra Skolen, at han ej ſkulde blive nogen 
Klerk. Naar han Ddesuagtet vedblev at gan i Skole *), maa det have væ 
ret, fordi man anfaa Denne Opdragelfe nyttig ogſaa for den vordende 
Krigsbefalingsmand — at han føulde blive Konge, tænfte man fig Da 
endnu iffe; og at Haafon virfelig lærte Latin, vil i det følgende nokſom 
erfareg, bvor vi fomme til at berette om hans fidfte Leveaar, og bvorle- 
deg han da paa Dødsfengen fod fig forelæfe latinffe Bøger. Vi ville 
ligeledes det følgende fee, hvorledes denne færde Opdragelfe vedblev i 
Kongefamilien, indtil den uddøde i lige nedftigende Linje. Nu fan man 
panffeligt antage, at denne Opdragelfe var færegen for Kongebufet; man 
maa faaledeg formode, bvad der ogfan ftemmer med Kongefprjlet fan vel 
føm mange andre Hentydninger, Der forefomme bift og her i Sagaerne, at 
Den i det hele taget var almindelig blandt de højere Klasfer.  Underviis- 
ningen bar Da tel fædranligviis været meddeelt ved de før omtalte Kapitel 
Stoler, vel og I Kloftrene. Hvor grundig og i Forhold til de Tiders 
Lejlighed omfattende den var, fan man tilftrætkeligt flutte fra Kong Sverres 
og hans Søn Haafons Lærdomsprøver. Thi da man ej vel fan antage, 
at Den Oplærelfe, der funde præfteres ved Biffopsftolen paa De affides- 
figgende Færøer, bar ualmindelig god, eller bedre end den der blev Ang— 
fingerne til Deel ved de norſke Kapitelffoler, er man berettiget til at anfee 
dens Nefultater fom Prøver fnarere paa Det mindfte, end paa det mefte 
af hvad de gejjtlige Stoler i Norge formaaede at udrette. Om den Skole 
der allerede fiden Isleifs Dage holdtes ved GSkaalholts Biftopsftol, verd 
man, at Den ftod paa et meget bøjt vin, Hvilket ogfan de fra den ud? 
gangne Mands Dygtighed tilftrærkeligt fægger for Dagen. Ej alene fir- 
felige Skrifter, men ogfaa de gamle Profanflasfifere maa have været 3) 
fæfte der, fiden det blandt andet udtryffeligt omtales, at Biffop Jon den 
hellige forargede fig ved at finde Kløing, der fiden blev Biffop, men Den 





1) Ge ovenf. S. 429, 430. 

2) Han bhentedes lige fra Skolen til Hyldingen af Hirden i Nidaros, fe ovenf. 
S. 575. Da var han Éun 13 Aar; og da han neppe fidenefter lærte mere 
Gfolelærdom, maa den Underviiening, han fom Barn fik, har været ufæd- 
vanlig grundig. 


*) Kong Haafon felv kaldes eleganter literatus af Matthæus af Meftminfter 6.228. | 








Franſke Ridderromaner overfættes paa Norff. 1027 


Gang var Seminarift, læfende i Ovids Ars amandi 2). Det er forhen 
nævnt, hvorledes den tyrondhjemffe Thjodrek Munks Skrift vrimler af 
Gitater fra de latinffe Klasfifere; da disfe Citater neppe ere hentede fra 
Greerpter, maa man altfaa formode at Forfatterne, hvoraf de ere tagne, 
Fandtes i Throndhjem, enten ved Biftopsftolens, eller ved Kanniternes, 
eller ved Glgefeters eller Holmskloſters Bibliotbet*). Med vden Sands 
før Læsning, fom i Almindelighed udmerfede Nordmændene, og den Sproq- 
tundffab, de yngre Mænd af de højere Klasfer plejede at erbverve fig, 
faldt det af fig felv, at De paa fine byppige Nejfer i Udlandet ogfaa gjorde 
Befjendtffab med udenlandff Literatur, og navnlig fandt Behag i de juft 
paa de Tider i hele Ofeidenten moderne og meget yndede franſke Ridder— 
Romaner og Midder- Digte, fornemmelig dem, der holdt fig til den 
befjendte Gyflus om Kong Artus og Midderne ved Det runde Bord. Man 
har Syn for Sagn, at disfe Romaner og Digte faldt i det dannede 
norffe Publikums Smag, thi af flere blandt dem findes endog norføe 
Overfættelfer fra Kong Haafon Haafonsføns Tid, og, fom det udtrykke— 
ligt angives, beførgede efter bans Foranftaltning. GSandfynligviis bave de 
fra Udlandet hjemfomne Mordmænd hver I fin Kreds ved entbufiaftiffe 
Sovtaler og Gjengivelfe, fan godt de formaacde det, af enkelte Yndlingg- 
fteder vakt Længfelen efter at [ære Ddisfe fentimentale, og ifær De om glø- 
dende Kjærlighed, foærmerift Galanteri, ubetvingelig Tapperhed og vidder- 
fig Selvopofrelfe handlede Digtninger nærmere og fuldftændigere at fjende. 
Denne Længfel maatte ifær være ſterk bos Kvinderne, for hvilte vette 
Slags Kompofitioner egentlig fynes at være beregnede, og Da viftnok faa 
eller ingen af dem funde fremmede Sprog, var Det faaledes naturligt, at Der 
beførgedes Overfættelfer. Og den Omftændigbed, at Kongen felv lod flere 
af disſe Overfættelfer forfatte 3), vifer noffom, at baade han, bang Dron— 


1) Biffop Jons Saga. Gap. 13. 

2) Se ovenf. S. 207. 

3) Flere af de Overfættelfer, fom Kong Haafon lod beførge, opregnes i Unhan- 
get til Folioudgaven af hans Saga S. 394. Deres Iitler Iyde paa Norſk: 
Ivents Saga (om Ridder Ywain og Gamwain), Möttuls Saga, (om den Forte 
Kaabe), Elis Saga, Saga af Tristrami ok Isodd Drottningu; desforuden maa 
i Særdeieshed merkes Strengleikar eba ljöbabök, udgiven af Kepfer og Un. 
ger 1850, Overfættelfer af den franfée Bearbejdelfe af bretonføe lais, fom, 
neppe med Mette, ere tilffrevne Marie de France, og bhvoraf de flefte ere 
udgivne af Roquefort, Paris 1842, I alle disfe Overfættelfer heder det ud- 
tryffeligt, at de ere beførgede ved Kong Haakons Foranftaltning; ved et 
Par af dem nævnes en Abbed Robert fom Overfætter, men merteligt not 
vibeg bet ej, hvilket Klofter han tilhørte. Gandfynligviis er bet fam fom har 
overfat dem alle, Efter Overfættelfen af ,, Strengleiferne" at dømme har han for 
ftaaet det Franfée til Fuldkommenhed, og dertil haft fit eget Sprog fuldftæn: 

65* 


1028 Haafon Haafonsføn. 


ning og deres Omgivelfer maa have fundet færdele8 Behag i dette Slags 
Underholdning. Man maa -antage, at Beftemmelfen med alle deslige Over- 
fættelfer, fom Kongen lod forfatte, førnemmelig har været den, at forelæ- 
fe å Hoftredfene for alle de førnemfte Herrer og Damer. Bi faa beraf et 
merfeligt Indblik i de Tiders Hofliv og den felffabelige Underholdning. 
Bi foreftille 08 om Feftaftnerne ved Hoffet, ifær i Jule-Helligdagene, 
hvor Kongen altid havde ſtort Selffab om fig, Lendermændene med deres 
Fruer og Døtre, Hirdmændene med Huftruer og Syftre, Dronningens 
Fruer og Jomfruer famlede, for at høre en eller anden boglærd Herre, 
fædvanligviis en Gejſtlig, maaffer Overfætteren af flere Romaner, Abbed 
Robert felv, føredrage den fentimentale, rørende Fortælling, om Triſtrans 
og Iſoldes ulyffelige Kjærlighed, eller den bumoriftifte Satire om Dron- 
ning Gineras forte Kaabe, eller de elffovsfulde, men flibrige  Strenglege" 
(lais) om Fidorel, Jvenec, Lauftic, Chevrefoil o. f. v. For o8 medfører 
dette viftnok Foreftillingen om en Rolighed og Adftadighed, fom vi ej eve 
vante til at fee ved felffabelige Sammenfomfter mellem unge Menneffer 
af begge Kjen. Men man maa erindre, at Dands paa den Tid Éun 
fpillede en bøjft underordnet Rolle, og neppe engang anfaaes anftændig i 
De bøjefte Kredfe, medens Bøgernes GSjeldenhed og Dyrhed før Bogtryk— 
ferfunften8 Opfindelfe i Forening med den ifær blandt Fruentimmerne ringere 
Udbredelfe af felve Kunften at læfe, nødfagede alle dem, der nu tildags felv 
med Lethed funne tilfredsftile deres Læfelyft, til at benytte Forelæferens 
Mellemkomſt. Saadanne Forelæsninger udfyldte paa en Maade den 
Plads, Theaterſtykkerne nu til Dags indtage, og gjorde famme Virkning. 
Merteligt er det, at Dette Slags Underholdning allerede var i Gang 
under Kong Haakons tidligere Negjeringsaar, og at han, under de idelige 
Borgerfrige, dog fandt Tid og Lyft til at fætte faadanne literære Fore- 
tagender i Verk ). Men vi. have her maaftee et Tegn paa, bvad der 
nedenfor nærmere vil blive omtalt, at Krigsforetagenderne under Tronkri— 
gene, ifær i disſes fenere Tid, ikke optoge Gemytterne faaledes, eller over- 
hoved fpillede en faadan, alt andet fortrængende, Rolle, fom lignende Be- 
gibenbeder nu til Dags, og fom vi derfor ved en mere løfelig Betvagt- 


digt i fin Magt.  Overfættelfen er tro, men ingenfteds flaviff; dens Ven— 
dinger og Jalemaader ere egte norffe, men vderft udvalgte og elegante. 
Saa vidt man fan føjønne, er Overjættelfen forfattet ganffe faa Uar efter at 
Originalen var forfattet, thi nu befidde vi den tun i Afftrift, og felv den er 
neppe yngre end 1240, medens Originalen felv neppe er ældre end 1220 
(fe Udg. JFortale S. XVD): faa hurtigt tilegnede man fig Fremmedliteratu- 
rens Frembringelfer. 

1) Elis Saga angives udtrykkeligt i Slutningen at være overfat 1226, famme 
Lar, Kongen fired mod Mibbungerne, 











Kirkelig Literatur. 1029 
ning af Forholdene ere tilbøjelige til at foreftile o8. Om Vintren fornem- 
melig, ifær om Julen, og overhoved til enhver Tid, naar Kongen havde 
flaaet fig ned for et Iængere voligt Opbold, have Krigsfyflerne enten gan— 
føe hvilet, eller fun fpillet en underordnet Rolle, faa at der var Tid vg 
Rolighed not til felffabelige Sammenfomfter og literære Forlyftelfer. 

Hoffets Erempel fulgtes viſtnok ber, fom andenfteds, af Landets for- 
nemfte Familier. Derom vidne dDesuden de flere Afftvifter af faadanne 
Morffabsbøger, fom de oven nævnte, der endnu forefindes, i Det mindfte I 
Fragmenter ?), eller vides at have været til, om end iffe netop paa Kong 
Haafon Haakonsſons Tid, faa dog i Den nærmeft paafølgende. Det bele 
højere Publifum i Norge og paa Island vifer fig faaledes, merkeligt nok, 
afferede i det 12te og 13de Warhundrede fom et meget læfende, og 
følgelig fom et, hos bvilfet litterær Virkſomhed fandt færdeles Paaffjøn- 
nelſe. 

Den religioſe Literatur, om hvilken der allerede forhen tildeels ev 
handlet, fandt, fom man fettelig fan begride, ftor Udbredelfe blandt et faa 
fæfelyftent Publifum, fom det norff-islandføe, faa meget mere fom de mange 
Helgenbiftorier og Legender, Der i Den Tid udgjorde dens vigtigfte Ind— 
Hold, i og for fig felv afgav en iffe ringe Underholdning endog for dem, 
Hvis religipfe Sind for øvrigt mejft følte fig bendraget til verdslige Materier. 
Dette var for Reften fun vderft faa. Man fan iffe i denne Deel af Mid- 
delalderen, og aller mindft blandt Nordboerne, flutte fra en endog virkelig 
Fordærvelfe af Sæder og Slaphed i Moralitet til en tilfvarende Indif— 
feventisme i veligiøfe Materier og Foragt for det Hellige. Paa yderſt faa 
Undtagelfer nær, var Den virkelige veligiøfe Overbeviisning hos alle, endog 
dDe vildefte Krigere, De tvoløfefte Politifere og de meft udfværende VBellyft- 
linge, lige fuldt ufvæffet, uden Skygge af Ivivl om GSandheden af hvad 
Proteftanterne nu til Dags endog vilde falde de abfurdefte af Katholicis- 
mens Lærdomme. De troede visfelig baade paa Helgenernes undergjørende 
Kraft, paa Sjvlemesfernes Virfjomhed, paa Fortjeneften af legemlig Pø- 
nitenfe og Aflad, om De end i Deres Levnet vifte fig, fom om de ikke 
troede paa noget, og fom om intet var Dem belligt. Det Slags FIndifferenz 
ti8me og Fritænkeri, der tilhører De nyere, overoplyfte Tider, var ukjendt i 
Den naive Middelalder, med mindre man, fom noget tildeels analogt 
Dermed i vor egen Hiftorie, vil regne Den Indifferentisme, Der aabenbart 
var bleven almindelig i Hedendommens fidfte Dage, da Wafareligionens 
Lære iffe langer tilfredsftilede Gemytterne, og Chriftendommen endnu 
iffe var tilbørligt fjendt, faa at der opftod en Urt af Jnterregnum, hvor 





1) Se Norſt Tidsſkrift I. S. 48 fag. 


1030 Haakon Haafonsføn. 


De faafaldte ſterke Aander fun troede paa egen Kraft og Styrke Men 
netop den alt for naive Fro, bvormed Katholieismens Lærefætninger, endog 
De vrangefte, omfattedeg, gjorde det muligt at den værfte NRyggesløshed 
funde beftaa ved Siden af den oprigtigfte Neligipfitet '). Den islandffe 
Høvding, der med foldt Blod lod fine overvundne Fiender dræde eller fem 
fæfte, og uden Sky levede i det anjtødeligfte Konfubinat, den orknøiffe 
Jarl, fom mishandlede en Biſkop, Den norffe Tronprætendent, der brød 
Troſkabsed og frænfede Familieforhold, vidfie meget godt at han bhand- 
fede ftrafværdigt, men han vidfte tillige, at Kirfen aldrig negtede ham Ab— 
folutjon, faa fænge han vilde eller funde udføre den nødvendige Pønitens, 
dDer i de flefte Filfælde, og for en ſtor Deel, fod fig reducere til et vilt 
Pengebeløb.  VBaandet, fom forbandt Synderne med Kirfen, blev derfor 
afdrig overhbugget. Hvi8 Fritænferi og Jndifferentisme ytrede fig, maatte 
dette nærmeft være hos Gejjtligheden felv, blandt hvis Medlemmer der 
dog til alle Tider maatte gives enkelte, fom, naar De indviedes i de Blænd- 
vert, bvormed man trovde fig berettiget til at virfe paa Lægmanden, enten 
forargedes og fattede Foragt for Neligionslærens daværende Forkyndere, 
eller bleve fuldfomne Thiblere og Foragtere af alt Helligt. Kong Sverre, 
felv indviet i Preftedømmets Myſterier, fan anføres ſom Exempel paa Vet 
førfte; meden8 ban fpottede Gejftligheden, frjdede mod den med Pen og i 
Tale og trodfede Paven felv, angreb han dog aldrig de egentlige Religions- 
færdomme, men vifte fig tvert imod ved enhver Lejlighed fom en oprigtig 
og troende Ghriften. Derimod ſkulde det fyneg, fom om Biftop Nikolas 
af Dslo virkelig ganfte havde naaet Jndifferentismens og Gudsfornegtel- 
fens Standpunkt. Det ev nu en Gaade, hvorledes faa mange virkelige 
Bedragevier under Neligionen8 Maſke funde finde Sted, uden at under- 
grate al Agtelfe for Religionen, i det mindjfte blandt dennes egne Fjenere, 
der nøbbendDigviis maatte gjøres til Medvidere dDeri. Fjær er det ubegri- 
beligt, at Jærnbyrden faa fænge kunde holde fig fom VBeviismiddel, uden 
at de mange Lægfolk, der underkaftede fig den, ſkulde ffjønne Bedrageriet, 
og, om de ſtjonnede det, ikke ſkulde røde det, og at, naar De røbede det, 
den hele Gejjtlighed iffe derved ſtulde blive fompromitteret. Ja vi læfe 
jo endog, hvorledes Biftop Nikolas ligefrem fagde til Erling Steinvegg, 
at han funde give FJærnbyrden hvad Udfald han vilde*). Det ev ube 
grideligt at faadant funde figes og blive faa almindeligt befjendt, at det 
optegnedes i Sagaerne, uden at al Tillid til Gejftligheden i Almindelighed, 


1) I Sturlungafaga finde vi ingen Høvding omtalt, fom jo med Undagt hørte 


Mesfe; de banfatte Høvdinger, der laa i Strid med Biffop Gudmund, | 


trodfede Bannet, men vilde ikfe undvære Mesfen. 
2) Se ovenf. S. 468, 

















Kirkelig Literatur, 1031 


Derved fvætfedes. Men Filliden vedblev uforandret, ja endog Jærn- 
byrden felv vedblev !). Ut dette Éunde ſkee, Det Var Den naive Tros 
Verk. De enkelte qejftlige Gmbedsmænd og Religionstærere kunde tabde 
fin Tillid og blive foragtede; enkelte Geremonier funde anſees overflødige 
elle endog latterlige, men Katholicismens Hovedlærdomme ſtode ftedfe 
urokkelige. Og derfor funde Beretningerne om de hellige Mands Liv, 
Virffømbed, Undergjerninger og Martyrdom altid være fifre paa at finde 
et villigt, troende, med fpændt Opmerffombed lyttende Publifum. Hvor 
yndede de vare, Vifer nokſom den Mængde Afftrifter af dem, der endnu, 
i det mindjfte I Fraqmenter, ere til eller funne fljønnes at have været til 2), 
Disfe ere dog ikke de enefte religioſe Skrifter, vi fjende fra Tronkrigenes 
Slutningsperiode. Der gives ogfan fom ovenfor omtalt, Samlinger af virke 
lige Prædifener eller Homilier, nedffrevne deels i Norge, deels paa Island, 
nogle før, nogle under Kong Haafons Regjeringstid, hvilte iffe, fom de fatholfte 
Prævifener i en fildigere Perivde, fornemmelig opholdt fig ved Jærtegn og Le— 
gender, men i et fraftigt og indtrængende Sprog indffjerpe Religtonens Hoved— 
færdomme og udvikle Betydningen af forffjellige Stviftfteder, faa at de i 
deres hele Maneer endnu umisfjendeligt minde om de gamle anglifte Ho- 
milier, der viftnof vare De norffe Pradikanters øprindelige Forbilleder, vg 
af bvilfe vi have faa vpperlige Prøver levnede i den befjendte ælfvikffe 
Samling. Hvor vidt alle Pradifener i de gamle norffe eller islandite 
Samlinger ere originale, eller om nogen af dem, og da bvilke, eve Over- 
fættelfer, ev nu vanffeligt nof at afgjøre. Enkelte af dem fynes i alle 
Fald at være originale, for faa vidt fom de flutte Vig til færegne Indret— 
ninger i Norge og paa Jsland, og udtrykkeligt veffe, hvad de falde disfe 
Landes National-Lafter 3). Andre bære igjen Præget af at være, om iffe 
Overfættelfe, faa dog Efterligninger af udenlandfte, i det latinffe Sprog 
forfattede Originaler. At flere af disfe Prævifener vare meget yndede, 
fan man flutte deraf, at Der i det mindfte af entelte blandt dem findes 
flere Afſkrifter eller Brudſtykker af Afſkrifter, deels fra Norge, deeld fra 


1) Bi ville rigtignot erfare, hvorledes ben, ſtrax efter Tronkrigenes Ophør, 
blev afffaffet, da dens Mislighed øjenfynligt allerede lenge havde været følt. 

?) Det vilde her være overflødigt, og i alle Fald for vidløftigt, at opregne 
dem, Titlerne paa mange af dem findes i Giflafons ,um frumparta islenzkrar 
tungu“. 

3) Se ovenfor (I. S. 1045). En af de merkeligſte Pradikener er den ovenfor 
omtalte, der gjennemgaar de gamle Stavekirkers enkelte Dele og forklarer 
enhvers fymbolffe Betydning, I en anden tales der udtrykfeligt om Drut- 
tenffab og Ufædelighed fom Nationalfejl, bin i Norge, denne paa Js— 
land, ; 


1032 Haafon Haakonsføn. 


Island, og da alle disfe Affkrifter tillige ere meget gamle, maa den op— 
vindelige Forfattelfestid ligge meget langt tilbage. 

Men de bidtil omtalte Grene af den norftislandffe Literatur havde 
Dog lidet eller intet at fige i Sammenligning med Saga-Literaturen, der 
paa Denne Tid naaede fin højefte Glanda, og fornemmeligt naaede den Led 


Snorre Sturlasføn. I den forrige Periode faa vi den kun i fin Be: - 


gyndelſe, tildels grundlagt ved Arc frodes og Sæmund frodes fortjenjft- 
fulde Birffomhed 1)Y. Sproget fynes, fom det allerede forhen er nævnt, 
da endnu at have forvoldt VBanfteligheder, Der førft benimod GSlutningen 
af det 12te Aarhundrede bleve ganffe overvundne. Den Lethed og Elegans, 
fom da opnaaedeg, og fom virer fig baade i biftoriffe, belletviftsfte og 
religiøfe Skrifter, blev fiden iffe otertruffen, og begyndte mod Glutningen 
af det 13de Aarhundrede allerede fjendeligt at Dale. Hvad nu den egent- 
fige biftoriffe Sagaliteratur angaar, da beftaar den, fom bekjendt, af tvende 
Hoveddele, den der angaar Begivenheder paa Island, vg den der inde- 
holder Beretninger om Fildragelfer udenfor Island, fornemmelig i Norge. 
Af denne fidfte Hovedafdeling udgjøre igjen de norffe Kongefagaer den 
væfentligfte Deel. Den førft nævnte Hovedafdeling indeholder deels Sa— 
gaer om enfelte Perfoner eller Atter, deels Beretninger om Begibenhe— 
Der i et heelt Diftvift gjennem en iffe ubetydelig Rælte af Aar, dog ikke 
udenfor Hedendommens Periode eller den førfte Generation efter Chriſten— 
dommens FIndførelfe. Disſe islandſke Perfons-, Slægts- eller Hereds-Sa- 
gaer Vare oprindelig iffe beftemte til at læfes eller foredrages udenfor 
Øen; man forudfatte vel at Udlændingerne ikke funde have nogen JInte- 
resſe af den. Derfor gjorde man fig, fom det fynes, heller ikke faa me- 
gen Umag med Foredraget, hvori de affattede8, og nedflrev dem i det 
hele taget med løbende Pen, aldeles fom de fortaltes. Denne Omftæn- 
dighed, der af Samtiden viftnof anfaaes fom en Mangel, bar netop givet 
de flefte af dem det forunderlige Liv og den friffe nationale Duft, der gjør 
dem faa færdeles tiltræffende og berettiger Dem til en Plads blandt 
det Dpperfte, nogen fom helſt Literatur fan fremvife. Bedre Prøver paa 
en egte Mational - Literatur Funne iffe tænfes. Der gives ikke en 
enefte af disſe mange Sagaer, hvis Forfatter, eller endog bvis førfte Ned— 
ffriver fjendes.  Gnhver af dem vifer fig at have fan at fige det hele 
Folk til Forfatter, at være nedfkreven faaledes fom Beretningen, ved at gaa 
fra Mund til Mund, og ved ideligen at fortælles af de Mange, der gjorde 


1) Bi have Snorres eget udtrykkelige Vidnesbyrd i Indledningen til hans Bert 
for, at Sagaer ikke optegnedes paa Island førend der var hengaaet 240 
Uar fra Islands Bebyggelfe, eller efter 1120 (fe ovenfor IL, 635), altfaa 
med andre Ord, efter at Are frode havde givet Stodet. 





Islandſke Sagaer. 1033 


Sagafortælling til deres Fag og Levevej, bade formet fig. At faadanne 
Sagafortællere af Fag fandtes paa Island allerede i Midten af det Ilte 
Aarbundrede, og at de ligefedes gjeftede Norge, er ovenfor viift, hvor Thor— 
ſtein frodes Beſog hos Kong Harald Siqurdsfon omtaleg 1). Man er— 
farer tillige af Beretningen herom, at disſe islandſke Sagyafortællere ikke 
indffrænfede fig til deres eget Land8 Sagaer, men vgfaa berettede norſke 
Kongefagaer. - Man maa faalede8 antage, at en ftor Cyklus af islandfføe 
Sagaer i det væfentlige har faaet fin fafte Form ved Midten af det Ute 
Aarhundrede, og heraf fan man ogfaa let forftaa, bvorfor det, med al 
Deres Fortvinlighed, ej funde falde nogen af Medftviverne, ej engang Ven 
aller førfte, ind at tilegne fig Forfatterffabet eller endog at navngive fig; 
ban var fig altfor vel bevidft, og Det var ligeledes Læferen alt for vel be 
fjendt, at han fun var et Redffab til Opbevarelfen, og at han iffe havde 
mere Deel i Affattelfen, end de Afførivere, Havlide Maarsføn og Berge 
thor Ravnsføn brugte til at nedffrive Lovbogen, havde i Affattelfen af 
Denne. 

Vi have i Sturlungafaga et udtryfkeligt og paalideligt Vidnesbyrd om, at 
de flefte Sagaer om islandſke Begivenheder ere nedffrevne inden Biffop Brand 
Sæmundsføns Død (1201). Her menes aabenbart De før omtalte egte og 
gamle Sagaer, der omhandle Begivenhederne i det 9de, 10de og Begyn- 
delfen af det I1te Marhundrede. Thi, lagges der til, De Sagaer, der 
omtale fenere Begivenheder, vare fun for en liden Deel nedførevne, førend 
Stalden Sturla Ihordsføn en vftere omtalte Søn af Thord Sturlag- 
føn paa Hvamm) forefagde (d. e. difterede) islandføe Sagaer" *). Betrag— 
ter man det forhbaandenværende Forraad af islandffe Sagaer, vil man 
netop finde ligefom en ffor Aabning mellem den før omtalte Ydergrændfe 
før den ældre Cyklus (c. 1040) og de omftændelige Sagaberetninger, der 
ombandle Begivenbederne i Sturlungerne8 Tidsalder. Hvad man veed 
om Begivenhederne i den mellemliggende Tid, veed man deels fun af de 
temmelig fortfattede Optegnelfer, der danne Begyndelfen til den fore, faa- 
kaldte Sturlungafaga 3), bvilfen ej bliver omftændelig, førend man fommer 
til Hvamm-GSturla og bans Samtid, deels af de Sagaer om Oens Biſkop— 
per, Der ej funne regnes til Den nys flildrede, charakteriſtiſte Deel af 
GSaga-Literaturen, men mere maa benføres til den kirkelige Literatur. Og 





1) Se ovenf. IL. S. 224, 225. 

2) Sturlunga Saga II. 38. 

3) Dette er den ſaakaldte fyrsti påttr, der i den trykte Udgave Fun udgjør 48 
Sider, af bvilfe flere ere opfyldte med tørre Glægtregiftre, og de 6 
førfte med Landnamsbogens bekjendte Fortællinger om Geirmund Heljar— 


føinn. 


1034 Haakon Haafonsføn. 


for det egentlige Biffopsvældes Tid, under Isleif og bans Søn Gisjur, 
ere disſe Biffopsfagaer, tilligemed nogle faa annaliftiffe Dptegnelfer, den 
enefte Kilde; thi bine Optegnelfer i Sturlungafaga indſkronke fig fun til 
Affærerne mellem Havlide Maarsføn og Torgils Oddesføn'). Vel var 
Biffopsvældets Tid forholdsvis fredelig og Derfor uden fynderligt Stof 
før Sagaer, men ganffe uden Begivenheder af det Slags, Der funde have egnet 
fig til Saqaberetning, var Den Dog iffe. Imidlertid fan man fige, at Det 
isfandffe Folk under den forholdsvis langt ftørre Nolighed, Biftopsvæl- 
dets gyldne Tid gav, ligeſom bar taget fig et Pujterum til at fee tilbage 
paa Det forrige Aarhundredes Storme, og befæfte de merkelige Begiven- 
heder i Grindringen. Dette var Da Sagaernes Filblivelfestid, fom over- 
hoved Den Tid, da FJslændingernes Sagafortællen og færegne Sands for 
dette Slags Virkſomhed begyndte. Nedffrivningstiden falder i det føl- 
gende Narhundrede, og ligger mellem 1120 og 1200. Ulligevel ev der 
iffe faa af bine ældre Sagarr, Der i Den Form, bvori vi nu fjende Dem, 
pjenfynligt tilbøre en vngre Tidsalder. Dette forklares letteft og fimpelt 
hen Deraf, at vi ej befidde gamle Haandførifter af dem, og at fun de fær- 
refte Afſkrivere nøjagtigt kopierede ældre Haandftrifter Ord til andet, men 
De flefte derimod tillode fig at behandle Serten med ftørfte Frihed, forkorte eller 
udtvære Den, indftrø egne Bemerkninger, og overhoved modificere den efter 
hvad der var den brugelige Stil paa deres Tid. Heldigvis er den Saga, 
fom ubetinget maa kaldes den bedft forfattede, med De fraftigfte Charakteer- 
tegninger og den beldigite Gruppering af Stoffet, ogfaa blandt de aldſte fra 
Sprogformens Side, faa at man fan være temmelig vis paa, at vi have 
den omtrent faadan fom den blev nedføreven før 1200. Dette er den be— 
rømte Njålssaga eller Njåla, Der nærmeft handler om den ædle Njaal og 
hans Slægt; men derved fommer den og til at handle udførligt om Njaals 
Ben, Gunnar paa Hlidarende, dennes mange Heltebedrifter, hans og Mjaals 
ubrødelige Venſkab, famt efter Beffrivelfen over Njaals og Sønners Jn- 
Debrænding ogfan om Kaare Salmundsføns Hevn og Forfoning. Da den 
omfatter Begivenbeder fra Midten af det 10de til ind i andet Decennium 
af Lite Aarhbundrede, og tillige omhandler flere i hele Oens politiffe Hi- 
ſtorie dybt indgribende Foranftaltninger, bvori den anfeede Njaal tog 
Deck, ev den ikke blot af økal eller perfonalbiftoriff FInterresfe, men 
er umiftelig for Islands Hiftorie i det hele taget*). Omtrent famti- 





1) Se ovenf. I. S. 639—642. 

2) Den er, fom man vil erindre, flittigt benyttet i nærværende Strifts Iſte 
Deel, 2det Bind, nemlig S. 423 til 439. Af almeenvigtige Begivenheder 
beffriver den Ghriftendvommens Indforelſe, Femterdommens Oprettelfe, Kam- 
pen paa Althinget 1012, og Brianflaget 1014 fe L 2. S. 644 fag. 














Islandſke Sagaer. 1035 


Digt affattet med den, i det mindfte i den Form, hvori vi nu kjende den, 
og af lige faa ftor Bigtighed for en tidligere Deel af Islands Hijftorie, 
er Den ypperlige Egils Saga eller Gigla, der behandler den foeldulffte 
Wis Bedrifter i Morge og paa Island, og ender med Egil Sfallagrims- 
føns Død. Da den udførligt beretter Thorolf Kvedulfsføns Forband- 
linger med Kong Harald Haarfagre, ev den ogfaa umiftelig fom Kideftrift 
for Norges Hiftorie ?). For den med Henfyn til Formen ældfte af alle 
De Sagaer, Vi nu fjende, antager man Sagaen om de faakaldte Heidarvig, 
elfer om den ovenfor berettede Strid mellem Videdølingerne og Vorgfjor- 
Dingerne 1019 *). Det vilde ellers lede til alt for ſtor Vidloftighed, her udfør- 
ligere at opregne endog De bedfte af Denne ældre Saga-Cyklus; tfær da 
vi funne henvife Læferen til et ppperligt Bert, hvor Denne Materie fære 
flilt er Drøftet 3). Af bvad der ovenfor ev oplyft, fynes man at maatte 
jlutte, at de fenere Fslændingefagaer efter Biffopavældets Tid nærmeft ſkyldes 
Sturlas Urbejder, bvilfe tiljammen Danne den ftore faafaldte Sturlungafaga, 
der, fom nys viijt, begynder med Havlide Maarsjøns og Thorgils Oddes- 
føns Srætte, og fiden med Udforlighed, i enkelte Ufdelinger (Pættir), be— 
handler Sturlungevnes og de med dem famtidige Høvdingers Bedrifter, 
faa at den altfaa i Ordets egentlige Forftand indebolder hele Øens Hi- 
ftorie for benved 150 Aar. - Ut den i fin nuværende Form ikke ev faa- 
dan, fom Sturla Thordsſon difterede Den, fan noffom fluttes af enkelte 
Ytringer, navnligen af Den nys anførte, bvor Sturla felv omtales i tredie 
Perſon, og Det endog med megen Ros, faavel fom af andre Omftændig- 
heder; alligevel tør man vel førmode, at hvad der findes beſkrebet med 
den ftørft mulige Udførlighed, f. Er. Slaget paa Ørlygsftad, Snorre 
Sturlasføns Drab o. f. v., er faaledes fom Det flød fra Sturlas Ven. 
Her vifer fig nu Forffjellen mellem den ældre og den yngre Saga-Cyklus: 
bine vare allerede forud i Folfemunde, længe førend de bleve nede 
førevne; disſe blev nedffrevne fom enhver anden biftoriff Beretning, Dder 
forfattes af en Samtidig, førend Traditionen bar haft Tid til at danne 
fig, end fige at antage en beftemt Form. Denne Filblivelfesmaade naben- 
barer fig Derfor ogfaa overalt i Sturlungafaga, og giver Den en færegen Cha— 
rafteer, temmelig forffjellig fra De ældre Sagaers, uden at dog Fremſtil— 
lingens Verd i fig felv Derved forringes; tvert imod, den ev livlig, under 
boldende og i det hele taget nøjagtigere end de ældre Sagaers, men den 
bar dog iffe ſaaledes det levende Ords Præg, fom visfe. 
DBiffopsfagaerne danne, fom før omtalt, en egen Kategori, og et Par 
1) Ge ifær I. 1. S. 475, 486 fag. I. 2. S. 158 fag. 
9) I. 2. S. 453, 454. 
3) Nemlig P. E. Milleré Sagabibliothel, Iſte Bind. 





1036 Haakon Haafonsføn. 


af dem, nemlig de, der handle om begge de bellige Biffopper, Jon vg 
Thorlak, flaa endog ganfée over i Helgenfortællingernes Gharafteer. Og- 
faa De øvrige ere forfattede omtrent i famme Tone, og have i frørre eller 
mindre Grad en panegyrift Fendens. Døg indeholde de mange vigtige 
biftoriffe Data. Den, der ev holdt i den voligfte og beffednefte one, ev 
De fem førfte fraalboltffe Biftoppers Forte Levnetsbeftrivelfe, under den 
befynderlige Titel Hungrvaka eller Hungervækferen. Dens Forfatter, der 
iffe navngiver fig, figer i Fortalen udtrykkeligt, at ban bar ført Den i 
Pennen, for derved at vopbevare hvad han havde hørt den vel forfarne 
Gisfur Hallsføn ) berette, faavel fom og for at „vonne unge Mænd til 
at blive fortrolige med vort Maal, og forftaa fig godt paa hvad Der ær 
ffvevet paa Norſk, det være fig Love eller Sagaer eller anden Videnſkab“. 
Dette, fammenboldt med de de tidligere anførte Ytringer i Kongefpejlet, 
vifer hvor højt man paa Denne Tid boldt Modersmaalet i Ugt og Wre 
baade i Norge og paa Island; man feer ogſaa beraf, at Skriftet virkelig 
er blevet forfattet, iffe blot nedførevet af en Mand, der havde levet meget 
fammen med Gisfur Hallsføn, hvilken, felv en vpperlig Videnſkabsmand, 
fom Beftyrer af den ftnalboltffe Biſkopsſtols øfonomiffe Unliggender 
havde den bedfte Unledning til at fjende de ældre Biffoppers Hiftorie. 
Man funde her tænfe paa Magnus Gudmundsføn, der fiden udvalg- 
tes til Biffop efter fin Forgængers og Nabnes Død, men maatte 
vige 2) for Sigvard fra Norge, eller en anden med Biffopsftolen nøje 
forbunden Mand, der allerede før Gisfur Hallsføns Død i Aaret 1206 
funde have opnaaet Modenhed not til at famtale med ham og merfe fig 
hans Od. 

Men hvad der Dannede Hovedſtykket af Islandernes fagafortællende 
og fagaffrivende VBirffømhed, var Dog de norffe Kongers Hiftorie, ifær fra 
Den Tid af, at Are og Sæmund frode havde forføgt at grunde en faft 
Gbronoføgi. I det mindfte ev Det vift, at vi af hver enkelt af de norføe 
Kongefagaer befidde langt flere Bearbejdelfer og UAfftvifter, end af hver 
islandff Perfons- eller Atte-Saga, og om end dette, hvad Ufffvifterne an- 
gaar, for en Deel lader fig forklare deraf, at mange øjenfynligt ere gjorte 
for norſke Høvdinger efter deres Ønffe, fandfynligviis ogſaa mod vigelig 
Betaling, faa vifer dog Antallet af de færffilte Bearbejdelfer faavel fom 
Navnene paa de Mænd, der fornemmelig befkjeftigede fig dermed, at den 


1) Om Gisfur Hallsføn ev der oftere ovenfor talt, faavel i nærværende Bind, 
S. 781 o. a., fom i foregaaende, S. 1045. 

2) Biffopsfagaerne udgives nu fuldftændigt af det islandføe Literaturfelffab; 
Thorlaks, Jons og Paals Sagaer tilligemed Kriftnifaga og Thorvald Vid— 
førles Saga ere allerede udfomne. i 


Å 








Norffe Kongefagaer. 1037 


norffe Hiftoriografi var de islandffe Videnffabsmænds Hovedfysfel, ifær 
efter at den islandffe Sagaffrivning for den førfte Periodes Vedkom— 
mende faa at fige var affluttet, og Den enefte Virkſomhed, der med Hen- 
fyn til disfe ftod tilbage, egentlig fun var den fimple Afffrivning, der iffe 
funde tilfredsftille de efter mere felvitændig Virkſomhed higende Aander. 
Desuden funde, fom fagt, i hine Tider de islandffe Sagaer umuligt have 
den FInteresfe fom nu omftunder. De Begivenheder, der bevettedeg, faa 
for nær, og betvagtedes vel i det hele taget fom uvigtige Bygdebiftorier, 
der iffe i mindſte Maade grebe ind i den almindelige VBerdensdiftorie, og 
Derfor ej funde interesfere andre end Øens egne Folk, eller Gfterfommerne 
af dem, der havde Ddeeltaget i De fortalte VBegivenheder.  Sproget og 
Fremjtillingen, Der nu giver Beffrivelfen af den ubetydeligfte Fegtning eller 
De I fig felv ligegyldigfte Hverdagsfcener en færegen Jnteresfe, betragte- 
des i bine Jider med Ligegyldighed, eller fom noget Der faldt af fig 
felv. - Man forudfatte at ingen udenfor Landet felt brød fig om at 
vide noget om islandffe Begivenbeder. Dette aabenbarer fig tydeligt not 
af Slutningsordene i Fortalen til den bijtorifte Dlaf den belliges Saga, 
Der fandfynligviis ev forfattet af Snorre felv; ber gjøres der endog ude 
tryffeligt Undføyldninger, fordi Sagaen indeholder faa mange Fortællinger 
om islandffe Mænd 1). Men derimod, ligefom de islandfte Skalder for— 
hen fandt Deres fornemfte Virffomhed udenfor Island, og vandt fig 
WGre og Gods ved at befynge fremmede Høvdinger, tfær norſke, faaledes 
ofev nu ogfaa norſk Hiftorieforffning og Hiftovieffrivning de islandſke Vi- 
dDenffabsmænds Hovedſysſel, ej alene fordi den gav dem felv Den ſtorſte 
Filfredsfrilelfe, men ogfaa fordi den var Vejen til Anfeelfe og Fyrſte— 
gunft. Men dette forudfatte paa den anden Side ogfaa at Sandfen for 
Fædrelandshiftorie og Læsning af biftoriffe Skrifter var vakt i Norge. 
Og uagtet Den aldrig fynes at have manglet, ev Det Dog klart, at den 
iffe vet funde ytre fig, førend fædrelandsbhiftorifte Skrifter i nogen frørre 
Maængde gaves Folket i Hænde. Dette flede, fom vi ovenfor bave viift, 
iffe førend mod Glutningen af det 12te Aarbundrede. Og ber frembyder 
fig Da atter næften uvilfaarligt den ovenfor fremfatte Antagelfe, at Stødet 
til den ombyggeligere Bearbejdelfe af de norfte Kongefagaer eller Samlin- 
gen af de tidligere løfe, indbyrdes uforbundne, Sagaftumper nærmeft ev 
udgaaet fra Den literært dannede Kong Sverre, der i dette Stykke, fom i 
faa meget andet, aabnede en ny Tingenes Orden i Norge. Vi have alle 
rede omtalt, at Kong Sverre, fom det udtryffeligt beder, „lod ſkribe“, at 


1) Olaf den hell. Saga (Udg. i Ghriftiania) S. 3. „Jeg veed at om denne Hiftorie 
fommer udenlands, vil det forefomme flere, fom om jeg har talt vel meget 
om islandſte Mænd; men Uarfagen hertil er den at de Jélændinger, fom faa 
eller hørte disſe Jidender, bragte Frafaqnene berom her til Landet”, 


1038 Haakon Haafonsføn. 


Kong Gyftein Haraldsføn blev aflivet efter fin Broder Kong Inges Be— 
faling ). Dette vifer aabenbart, at han ,lod Sagaer fkrive“, eller at han 
i det mindfte havde Fndfeende med GSagabearbejdelfen. Vi vide, at han 
fød fin egen Hiftorie bearbejde af Karl Abbed i Thingeyre. Samtidigt 
med Karl Abbed fevede Munfene Gunnlaug og Odd ?), begge de førfte 
Bearbejdere af Olaf Jryggresføns Hiftorie, og Ovd paaberaaber fig ud- 
trytfefigt et Udfagn af Snorre om Kong Olafs ualmindelige Tapperhed. 
Det ligger unegteligt nær at antage, at Sverre felv bar været Den, der 
gjennem Karl Abbed bar opmuntret Ovd og Gunnlaug til at beftjeftige fig 
med en Bearbejdelfe af Sagnene om Olaf Tryggbesſon, eller at han i det 
mindfte har føgt at faa den norffe Overfættelfe af Deres Urbejder befør- 
gede. Det er i alle Fald vanfteligt at beftemme, om den endelige Affattelſe 


af Olafs Saga ved Gunnlaug og Orm ligger før eller efter Karl Ubbeds 


Ophold i Norge mellem 1186 og 1188; før faa vidt det fidfte er Jilfæl- 
det, bliver det Dobbelt vimeligt, at Karl Abbed har medbragt en Unmod- 
ning til dem fra Sverre om at gjøre Ulvor af Bearbejdeljen af de Ma- 
terialter til Olafs Saga, fom man rimeligvis vidſte de allerede I flere 
Mar havde famlet 35). Det ev allerede ovenfor paavift, at Odds Verf 
allerede inden Aarhundredet8 Udgang, altfaa før Sverre Død, maa have 
været overfat, eller rettere omarbejdet paa NMorft. Det famme var maa- 
fee Filfældet med Gunnlaugs Bearbejdelfe, om hvilken vi vide, at den 
blev ajennemfeet af Gisfur Hallsføn ). Det førfte Forføg paa en Be- 
arbejdelje af Norges Hiftorie i det hele taget, er Den tHrondbjemføe Munk 
Thjodreks ovenfor omtalte Verk, der vel fun ev forfattet paa Latin, men 
hvis enfelte Beftanddele dog tydeligt fres at grunde fig pan Sagaer, af- 
fattede i Modersmaalet 5). Man fjender for Meften ikke nøje Mffattelfes- 
tiden, og veed fun at denne maa falde efter Nikolas Stjaldvardsføns Drab 
1176, fom udtryffeligt omtales, og før Den ældre Mariefirfes Flytning 
til Gigefeter, altfaa omkring 1180; det fynes af Fileguelfen til Er— 
febiffop Gyftein og den Maade hvorpar ban omtaler Birfebeinerned førfte 
Konge Gyftein Meyla 9), at maatte fluttes at ban bar hørt til Det Parti, 





1) Se ovenf. S. 394, II. S. 889. 

2) Om Gunnlaug og Odd, fe ovenf. II. S. 1037. 

3) De havde nemlig, fom det udtryfteligt anføres (fe Fortalen til Udg. af 
Odd Munk, Ghriftiania 1853, SG. VIIN, blandt andre Kilder ogfaa benyttet 
Abbeden Urngrim VBeftlidesføns mundtlige Beretninger, og ban døde alle 
rede 1161. 

4) Ge ovenf. I. S. 1045. 

5) Se ovenf. S. 207, 

$) Han falder ham infelix tyrannus. 











Norffe Kongefagaer. Styrme frode. 1039 


fom var Sverre ugunftigt 1). Han fan vel faaledes heller ikke have ſkre— 
vet efter hans Opfordring. Hans Vert vifer fig ogſaa aabenbart kun 
fom det førfte fvage Forføg, der endnu lader meget tilbage at ønfle. Det 
famme fan man fige om det med hans Vert nøje beflægtede, bift og ber 
endog ordret ftemmende, af en unævnt Forfatter famlede Udtog af de 
ældre norffe Kongers Hiftorie, fom endnu ev 08 opbevaret, og fom fyneg 
at bidrøre fra Slutningen af det 12te Warbundrede*). Langt fuldftæn- 
Digere og bedre ev en noget yngre Samling af norſke GSagaberetninger, 
nemlig det faafaldte „MWttetal,“ der fynes at være forfattet omfring 1215, 
og, for faa vidt man fan flutte af enfelte Udtryf, iffe paa Island, men 
i Norge 3). Dog ev ogfaa dette mere en los Sammenftilling af enkelte 
Brudſtykker, end noget fuldftændigt bearbejdet Heelt; man feer tyde- 
ligt, at Methoden endnu mangler. For Neften finder man ogſaa ber 
mange Gteder, der ordlydende femme med De tilfvarende Dele i de 
udførligere Special-Sagaer. Som VBearbejder af Vdisfe fynes Preſten 
Styrme, Faldet den frode (tyndige) fornemmelig have udmerfet fig 
i Begyndelfen af det 13de Warhundrede. Det ev ovenfor omtalt at 
han bearbejdede og fandfynligviis fuldførte den af Karl Abbed paabe- 
qvndte, men ikke fuldførte Saga om Kong Sverre *), og det er heller 
iffe ufandfynligt, at Ddet er ham, bvem man føylder , Haafon Sver- 


1) Det vil da fige, hvis han ej faa at fige bar Kappen paa begge Skuldre, 
eller førev i den Tid, da Erøebiffoppen nogenledes var bleven forligt med 
Kong Sverre. Merteligt nok er det, at den før omtalte (S. 222 fgg.) Beretning 
om de danffe (og norffe) Hervers Korstog LIDL famt ifær om deres Beføg i 
Norge, hvor Sverre ligeledes omtales, i det mindſte ej ufordeelagtigt, i hele 
Uffattelfesmaaden og Foredraget umiskjendeligt ligner Thjodreks Berk, lige 
fom, efter hvad man maa antage den enefte Afſkrift, man havde faavel af 

Thjodreks Hiftorie fom Rejfebeffrivelfen, da Kirdymann udgav dem, frode i een 

og famme Koder. Her fynes altfaa den Slutning at ligge nær, at Thjodrek 

ogfaa er Forfatter af Rejjebeffrivelfen. 

Dette er det oftere i det foregaaende citerede Ågrip, trykt i Fornm. Sögur 

1052 Bind, famt i Samll. til det Norffe Folfs og Sprogs Hift. 2det B. 


Sædvanligviis Faldet , Fagrffinna" efter den Benævnelfe, Thormod Torves— 
føn brugte, udgiven i Griftiania 1847. J Fortalen handles om de Grunde, 
der gjøre det rimeligt at den er fÉreven i Norge. 


Se ovenf. S. 396. J JFortalen til Udgaven af Sverres Saga i Fornm. 
Sögur 8de Bind er den Mening fremfat, at Gisfur Hallsføn fEulde være 
Bearbejderen og Fortfætteren af Sverres Saga. Dette ftøtter fig dog Fun 
til en urigtig Forklaring af Paategningen ,hoc opus Isgerus fecit* paa et 
af de ældfte Haandfkrifter af Sverres Saga, hvor ,Isgerus* er læft fom 
»Isserus*, og dette forklares fom ,,Gisfur”. Da Gisfur allerede døde 1206 
fom en meget gammelt Mand (han havde været den i 1155 dræbte Sigurd 
Mundé GStallare) funde han neppe i de fidfte 4 Aar af fit Liv have førevet 
Sverres Saga. 


2 


— 


3 


— 


4 


— 


1040 Saakon Haafonsføn. 


regføns, Guthorms og Inge Baardsjøns Saga," der Danner en umiddelbar 
Fortfættelfe af Sverre8 Saga, medens derimod den efter dem i chrono— 
logiſt Orden følgende Haafon Haakonsſons Saga, om bvilfen man veed 
at Den ev forfattet af Sturla Thordsſon, aabenbart danner et Heelt for 
fig felv. Gtyrme har ogfaa, fom det udtrykkeligt angives, bearbejdet St. 
Olafs Saga, eller, fom det heder, ,fammenfat en St. Olafs Livsfaga" *), 
bvilfen vi vel iffe nu have fuldftændigt, men af bvis Fndhold der dog 
andenſteds er meddeelt faa meget, at vi nogenledes funne fjende dens Be- 
feaffenhed. Vi erfare, at den uden fynderlig Kritif har meddeelt alle de 
fegendaviffe Fortællinger om Kong Olaf, fom eve optagne i Den dre 
Segende-Saga, og at den ofte bar indftrøet felvftændige Bemerkninger, 
dDer Dog før det mejfte fynes at have været holdte i en vis vidløftig Præ- 
difetone. For Reſten veed man ikke ſtort om denne Styrmes Perfonlig- 
bed. Ikke engang hans Herfomft fjendes. I et yngre Papirshaandfkrift, 
hvis Paalidelighed Dog ikke paa langt nær er bævet over enhver Svivl, 
faldes han Styrme Kaaresføn. Man veed, at han var Lovfigemand fra 
1210 til 1215, og efterfulgtes af Snorre Sturlasjøn, faavel fom at ban 
fenere (1228—30) optvæder i et fjendeligt Afbængighedsforhold af Snorre, 
faa at man ffulde antage ham for at have været hans Huustapellan. 
Man ved, ligeledes, at ban, ffjønt aabenbart ældre end Snorre, dog 
overfevede ham, faafom ban optegnede hans Aartid *), fandfynligviis for 
felv at bøjtideligbolde den. Den Afbængighed, hbori Styrme faaledes 
maa have ſtaget til Snorre, lader altfan flutte, at han til fine videnffate- 
fige Arbejder fornemmelig bar benyttet Snorres Vibliotbek, og at han 
har førevet efter GSnorre8 Opfordring, paa en Tid da Denne maaffee 
endnu iffe fel havde beftemt fig til at beffjeftige fig med Norges Hijftorie. 

Og faaledes komme vi nu til at tale om Snorres egen biftoriogra- 
fifte Virkſomhed, der lod alle hans Forgængeres langt efter fig, og har 
gjort hans Navn udødeligt for alle Fommende Iider. Hvad man hidtil 
fun med en vis Wyngſtlighed havde forføgt og med Ubebjelpelighed iverk 
fat, Bearbejdeljen af de enfeltftaaende, indbyrdes ufammenhængende Sagn 
og Sagaftumper om norffe Konger til en enefte famlet Fællesfaga, det 
udførte Snorre med overlegen Smag og Kritik. I Bejiddelfe af alle Hjel- 
pemidfer, beberffende fit Stof, og Mefter i at behandle Sproget, forftod 
ban at ordne de forffjellige Masſer til et barmonift Heelt, fom fra den 
Tid af blev Grundlaget for alle fenere Bearbejdelfer, og faaledes Hoved- 
verfet for al norft Hiftoriografi. Bi have tidligere talt om GSnorres 
Ungdomsaar. Vi bebove blot at vide, at ban fra fit Ste til fit 19de 


1) Se Fortalen til Ghriftiania-Uda. af Olaf d. helliges Saga, 1854. 
2) Se ovenf. S, 993. 





? 




















titeratur. Snorre Sturlasføn 1041 


Aar blev opdragen i Jon Loftsføns Huus '), for at forftaa, bvorledeg 
fan erbvervede faadanne Indſigter i Forfædrenes poetifte og hiſtoriſke 
giteratur, fom dem, han i fine Verker lægger for Dagen, og bvorledes 
han funde fatte en Lyſt til at fyfle med flige Arbejder, fom ikke forlod 
ham under det meeft bevægede Liv og de heftigfte politiffe Storme. Vi 
Have udtalt den ro, at han efter al Sandfynlighed felv blev Gjer (eller 
i det mindfte midlertidig Forvarer) af Jon Loftsføns VBogfamling, der 
navnlig maa hate indehøldt alle Sæmund frodes efterladte Verker; lige 
fedes at han ved FIiltrædelfen af Reykjaholt efter al Nimelighed fom i 
Befiddelfe af Are frodes Bogfamling. En tredie værdifuld FJilvært fit 
maaffee bans Bogfamling, da ban flyttede fammen med Hallveig Orms— 
datter, Bjørn Thorvaldsſons Enke, thi da det fiden, fom vi have feet, 
udtryffeligt heder, at der blandt det Løsøre, fom han efter hendes Død 
maatte ffifte til hendes Sønner, var en Deel Bøger, ligger den Slutning 
nær, at disfe Bøger vare den færde Gisfur Hallsføns Bogfamling, eller 
Den (iterære Haufadals-2618 gjennem flere Generationer famlede Biblio— 
thef, der efter Gisfur var fommen i bang Son Jhorvalds, og fiden i 
Dennes ældfte Søn Bjørns VBærge. I det mindfte ev Det af Snorres 
intime Forbindelfer med Are frodes, Sæmund frodes, og Gisfur Halls- 
føns 2Etlinger klart, at ban havde den meeft uindffrænfede Adgang til at 
benytte og fade afſkrive alle de Bøger i deres Bibliotbefer, hvis Fndhold 
funde være bans biftoriffe Arbejder til Nytte. 
Saa vidt man fan ffjønne, begyndte Snorre iffe at bearbejde Norges Hifto- 
rie, førend efter at han felv havde været i Landet. Der er nemlig flere Steder i 
bang Vert, fom vidne om, at han perfonligt havde underføgt flere hiſtoriſk mer- 
felige Lofaliteter i Norge, og indbentet Efterretninger af Landets eller Egnens 
egne Beboere >). Denne hans Hiftoriffe Virkſomhed fan faaledes iffe fættes 
fængere tilbage end til 1220, da han fom tilbage fra fit førfte Beføg i 
Norge. Da var ban allerede i fine modnere War, 42 Aar gammel. Til 
hans yngre Aar maa man efter al Sandfynlighed hbenføre den anden Side 
af bans literære Virkſomhed, der ligeledes har affødt berlige Verker og 
gjort hans Navn udødeligt, nemlig bans Syfler med Sfaldefunften og 
Det uundværlige Nepertorium for denne, Den gamle bhedenffe Gudelære. 
Det maa nemlig anfees fom utvivlfømt, at Snorre er Forfatter af den 


1) Se ovenfor S. 799, 800. 

2) For Gr. hvor han omtaler og beffriver Kong Harald Haarfagres Ligſteen, 
(Har. Haarf. Saga, Gap. 45); hvor han omtaler Egil Ullſerks Grav 
(Haakon den godes Gaga Gap. 26). 

Mund. Det norfte Folts Hiftorte. pr. 66 


1042 Haafon Haafonsføn. 


faafaldte yngre Edda ?), der deels indeholder de i en fingeret Samtale 
mellem Kong Gylve og de tre fornemfte Wſer indkladte Fremftiling af 
den hedenffe Gudelæres Syſtem, faldet Gylvaginning 2), deels det faafaldte 
Skåldskaparmål 3), (d. e. Lærebog i Skaldekunſten), under Indklædning 
af en Samtale mellem Guden Brage og Jotnen Øge, og det er af. flere 
Omftændigheder, fornemmelig de fmaa Afvigelfer, der finde Sted mellem 
den biftoriff-etbnografiffe Forflaring af Ovdinfagnet i Edda, og Frem- 
ftillingen deraf i Kongefagaernes førfte Decl, den fanfaldte Ynglingafaga, 
aabenbart, at Denne er ſkreven fenere end hiin *). Ligefom Gylvaginningen 
ev et aldeles umifteligt Bert med Henfyn til den gamle Gudelære, faa- 
fedes er Staldelæren umiftelig til Fortlaring af vor Oldliteraturs poetiffe 
Levninger, og i fit Slags famt paa den Sid ganſke eneftanende. Den giver 
en fuldftændig Oplysning om de for den norff-islandffe Skaldekunſt cha— 
vafteriftiffe og uundværlige Omftrivninger, for vet mefte- hentede fra de 
gamle Gudez og Helte-Sagn, og det faaledeg, at ej alene de af de ypperſte 
GSfalde virkelig anvendte Omſkribninger meddeles, med en overørdentlig 
Mængde Citater fra disfe Skaldes Urbejder, men ogſaa at der gjøres 
Nede for felve Methoden, at der gives nviisning til felvftændig og regel 
ret Dannelfe af nye Omffrivninger, og at Unledningen til de vigtigfte endog 
øplyfes ved hyppig Meddelelfe af mythologifte Saqn. Den Masfe af Ci- 


1) Dette fremgaar tydeligt af Jitelen til det Haandførift af den vngre Edda, 
ber opbevares i Upfala, og fom iffe Fan være ftort yngre end Uaret 1300, 
faa at Ufffriveren havde fuld Anledning til at vide ordentlig Beffed om 
Forfatterffabet og derfor bør ftaa til Troende. Denne Bog heder 
Edda, den er fammenfat af Snorre Sturlasføn faaledes fom her feed; førft 
fortælles om Wſerne og Yme (dette er vel Fejlſkrift for Gylve), derneſt 
Skåldskaparmål og mange Gjenftandes Benævnelfer, og aller fidft Håvntal, 
fom GSnorre har digtet om Kong Haakon og Hertug Skule. 

3 D. e. „Gylves GEuffelfe”, fordi UGferne, fom det heder, gjorde flere PudS med 
Gylve, ifær ved Udgangen af Usgaard. Den hele Fremftilling har ogfaa 
unegteligt et vift humoriftiff Præg, der ifær aabenbarer fig i ben herlige Be- 
retning om Thors Mejfe til Jotunheim; det ev tydeligt nok, at Forfatteren 
har betragtet Sagnene fra et overlegent Standpunkt, fom et Slags Børne- 
æventyr, han nedlod fig til at fortælle, og hvilte han derfor gav et vift iro— 
niff Tilſnit. Imidlertid fynes der dog at have været gamle Sagn om Gyl- 
ves og UEfernes gjenfidige Puds, fr Yngl.=Saga Cap. 5 

3) I udgaverne har man fædvanligviis fljelnet mellem Bragaræur (Samtalen 
mellem Brage og Øge) og Skåldskaparmål. Men gjennem hele dette Stykke 
vedbliver den fingerede Samtale, og det Stykke, man færføilt har kaldt Bra- 
garæbur, danner egentlig fun Jndledningen til den egentlige Gtkaldelære, da 
det indeholder Fortællingen om Øges Mejfe, og Beføg hos Wſerne, famt om 
Poefiens Oprindelfe. 

4) Ge ovenf. I. 1. S. 214, 215. 








titeratur. Snorre Sturlasføn. 1043 


tater, Der anføres, lige fra Brage den gamle til Einar Stulesføn, iffe at 
tale om de meddelte Brudftyffer af de gamle Mytbefvad, vifer nokſom at 
Forfatteren har befiddet eller haft Adgang til en fuldftændig Samling af 
hele den ældre poetifte Literatur; og da man ikke vel fan antage, at ban 
felv har funnet alt udenad, eller altid har baft Folt ved Haanden, Der 
funde Digtene uvdenad, maa man flutte at alle de Kvad, der oprine 
delig for det mefte fun gif fra Mund til Mund, og af bvilfe vel fun 
de færreite, ligefom Egils Sunartorrek, ſtrax ved UAffatteljen optegnedeg 
med Runer ?), allerede før Snorre$ Tid var blevne ombyggeligt famlede 
og opffrevne. Dette ev et hojſt merfeligt Faktum, hvortil neppe nogen 
anden famtidig Literatur fan oyftille noget Sideftyfke; og vi fejle viſt itte, 
naar Vi antage, at Dette fornemmelig var Sæmund frodes Verk, og at det 
par hans Samlinger, af bvilfe Snorre felv lærte Digtefunften ſaaledes til 
Bunde og fra bvilfe han bentede fin vige Stat af Beviisfteder. Blandt 
De anførte Sfalde ev der heller iffe faa Nordmænd.  Mavnlig indtager 
Konq Harald Siqurdsføn en fremragende Plads, og det er tydeligt at 
fee, at ban var en af fin Tids ftørfte poetifte Uutoriteter. Det enefte af 
(Edda, i den Skikkelſe, vi nu fjende den, der tilhører en fenere Periode af 
Snorres Liv og derfor fiden maa være tilføjet, er GSlutningen, eller det 
faafaldte Håttatal, der indebolder udførlige Beſkrivelſer af og Megler før 
Den ſtore Mangfoldighed af VBerfemaal Chættir) der brugtes i den norſk— 
i8[andffe Poefi, og hvor der, fom Exempler paa Berfemaalene, anføres 
Strofe for Strofe af et meget langt Kvad, digtet af Snorre til Kongens 
og Jarlens re, i hvilket bver entelt Strofe ev affattet i et færegent 
Verfemaal. Det ev forben nævnt, at iden, naar dette Kvad forfattedes, 
ej vides, men Da Det omtaler Nibbungernes Nederlag ved Upaldsfeter 2), 
medens Skule dog fun nævnes fom Jarl, man Det være forfattet mellem 
1221 og 1237, -altfaa medens Snorre var paa Island, og maaffee i An- 
fedning af Kongens Gifteemaal 1225, da det fynes at forudfætte at Kon- 
gen og Jarlen endnu vare gode Benner. Denne Snorres Virffomhed 
vafte aabenbart megen Opfigt, og ffaffede ham et fort Ny allerede 
fænge førend han forfod Fædrelandet. Haakon Jarl følte fig aabenbart 
færdeles fmigret, da Snorre, fom det ovenfor berettes, Digtede et Hæders- 
fvad om bam; han fendte ham Gaver, indbød ham paa Det ivrigfte til 
fig; og fovede bam fore WEresbeviisninger. — FJarlens Død hindrede, fom 
vi vide, Snorre fra firar at modtage FJndbydelfen, men ban vejftei Aaret 
1218, fandt en overordentlig qod Modtagelſe hos Skule Jarl, og beføgte 
Den følgende Sommer Haafon Farls Enke Fru Cbriftina, der Da var 


1) S. ovenf. I. 2. S. 162. 
2) Se herom ovenfor S, 636 


66 * 


1044 Haakon Haakonsføn. 


gift med YGffil Lagmand i Gøtland. Dette er, faa vidt vides, den enefte 
Rejfe, Snorre gjorde udenfor Norge; men man har tydelige Vidnesbyrd 
om at ban bøftede ftort Udbytte af den i videnffabeligt Henfeende. Thi 
det er øjenfynligt, at den ypperlige Beffrivelfe over Sverige8 og fornem- 
melig Gøtlanda ftateretlige og admiftvative Forhold, der ſtaar at læfe i 
Olaf den helliges Saga, er en Frugt af Snorre8 egne Jagttagelfer '), 
figefom man og maa antage, at ban ved Denne Lejlighed, hvor ban nød- 
pendigviis maa være fommen fammen med anfeede og forftandige Mænd 
fra alle Kanter af Sverige, bar famlet de flefte udeluffende foenffe Old- 
fagn, der anføres i den førfte Deel af bans Kongefagaer, den faafaldte 
Ynglingafaga, til nærmere Forklaring af de gamle fortfattede og ufuldftæn- 
dige Krad. I Norge blev Skule Jarl, fom man erfarer, Snorres  for- 
nemſte Mærenag, og Snorre blev hans ivrige og -trofafte Filhænger. Snorre 
Digtede, fom det er nævnt, iffe færre end tvende Hævdersfvad om ham, 
Det oven omtalte til Kongen og Jarlen i Fallesſkab ej iberegnet ?). Bi 
vide for lidet om Skule Jarls private Liv og hans Bedrifter til med 
fuldbfommen pofitiv Vished at funne fige, at han var en Ynder af viden- 
ffabelig Birffomhed og de fædrelandffe Oldfagn. Ulligevel fan man neppe 
et Øjeblif tvivle derom. Hans Stilling, Wandsretning og den one, 
der berffede ved Det norffe Hof, gjør det mere end fandfynligt, og felv 
den Yndeft, han vifte Snorre, fynes fornemmelig at grunde fig paa den- 
ne8 literære Navnfundigbed og Digtergave. Det er ovenfor omtalt, hvor- 
fede8 han fenere, under Snorres andet Ophold i Norge, da ban flod paa 
en meget fpændt Fod med Kongen, gjorde ham Spørgsmaal af den gamle 


— 


1) Se Olaf den helliges Saga, Chriſtiania-Udgaven, Gap. 60. Ved at gjen: | 
nemfæfe denne Skildring feer man tydeligt, at den ikke fremftiller Hvad der 
var SJingeneé Orden paa Olaf Sføtfonungs Sid, men derimod hvad der lang 
Sid fenere fandt Stedz det heder blandt andet om WVBlotfeften i Upfala: „der 
var da og alle Svears Marked og Kjøbftevne og ſtod Markedet en Uge, men 
nu, fiden Ghriftendommen er bleven almindeligt antagen, og Kongerne op 
hørte at fidde i Upfala, blev Markedet forlagt til Kyndelmisfe, hvilfet fiden 
ftedfe har vedvaret, og holdes nu Fun i trende Dage". Allerede dette vifer 
notfom, at hele denne Beffrivelfe ej tan være forfattet førend længe efter 
Ghriftendommens fuldftændige FIndførelfe i Sverige og mange Generationer 
efter Olaf GSføtfonungs Sid, Siden faar man endnu en nærmere Siddz | 
beftemmelfe derved, at GErøebiffopsftolen i Upfala omtales fom beftaaende i 
længere id. Vi funne altfaa ikfe under nogen Omftændighed fætte den | 

| 





længer tilbage end e. 1170, og da det førft fynes at have været efter denne 
Sid, at de fvenffe Konger ,,ophørte at fidde i Upfala”, Fomme vi følgelig på 
med Henfyn til Affattelfestiden for hiin Beførivelfe netop ned i Snorres 
Dage. Man Fan faaledes fige, at han føildrer Sverige juft fom han fandt 
det i Aaret 1219, 


3) Sturlunga Saga, IV, 21, 22, 25, jfr. ovenf. S, 840—844, 


titeratur. Snorre Sturlasføn. 1045 


Gudelære; dette vifer faavel, at Skule felt fjendte noget Dertil og altfaa 
interesferede fig derfor, fom at ban betragtede Snorre fom den fornemite 
Autoritet i dette Styffe 1). De Hædersbeviisninger, bvormed Skule over- 
vældede Snorre — han havde ham, fom vi bave feet, hos fig fom fin 
Gjeft i tvende VBintre, ffjenfede bam et heelt Skib og femten andre ftore 
Gaver, og ophojede ham førft til Skutelfvein, fiden til Lendermand ) — 
alt dette fan vanffeligt have været Frugten af politiffe Henfyn alene; det 
maa nødbendigviis for en ſtor Deel bave været Udtrykfet for den Inter— 
esſe og Beundring, bvormed Skule Jarl omfattede Snorres literære 
Virkſomhed, og lyttede til hans Fortællinger om Oldtidens Helte eller til 
de Kvad, ban foredrøg, det være fig originale eller af ældre Digtere. 
Det er endog bøjft fandfynligt, at Snorre førft efter Skule Jarls Ops 
fordring bar taget fat paa Bearbejdelfen af de norffe Kongefagaer, og at 
Dette hans Hovedverk faaledes nærmeft er blevet til ved Skules Foran- 
ftaltning. Denne traadte her fun i Kong Sverres og Haakon Sverres føns 
Fodfpor; han Holdt foft ved den literære Hoftone, fom disfe Konger alle- 
rede havde indført, og fom fremdeles vedblev under Haafon Haafonsføn 
og dennes nærmefte Efterfommere. 

Der har været opfaftet Svivl om, bvor vidt Snorre virkelig var For- 
fatter af den norffe Kongebiftorie, Der bærer hans Navn, eller om han 
fun har feveret ftørre eller mindre Uddrag af allerede forbaandenværende 
GSagaer, Hvis Text han i det væfentlige bibeholdt, blot uvdeladende, hvad 
Der ej funde beftaa for bans funde fritiffe Blit. Denne Mening, ifølge 
bvilfen Snorres VBirffombed ej ſkulde være en felvftændig Forfatterd, men 
fun en Samlers og Bearbejders, har ifær i den fenere Did været hype 
pigt fremfat, og med megen Dygtighbed forfvaret 3). Ved nærmere Be— 
tragtning af De Data, der nu foreligge os, maa Det Dog erkjendes, at 
Sagen iffe forholder fig faaledes, og at Snorre i egentligfte Forftand 
er Det ham tillagte hiſtoriſte Bert Forfatter. Ej alene tales der i fam- 
tidige eller næften famtidige Skrifter om hans Virffombed med Henfyn 
til dette Bert fom et formeligt Forfatterffab). Men Verket felv inde- 
folder ogfag en Mængde indre Kjendetegn derpaa, iſar alt bvad der lig- 
ger forud for Magnus den godes Hiftorie. Lige fra Begyndelfen, den 


1) Se ovenf. S. 990, 998, 

2) Vi nævne her Skule alene, da Kongen endnu var umyndig. 

3) Ravnlig af P. E. Miller i „Sagabibliothek“, og i hans Skrift om Saxos 
og Snorres Kilder, 

2) Saaledes heder det udtrykkeligt i Sturlunga Saga V. 11, at Snorre fam 
menfatte Sagaerne, og „ſamanſetja“ er netop Udtryktet om virkeligt For- 
fatterffab. 


1046 Haaton Haatonsføn. 


faafaldte Ynglingafaga, af, til Slutningen af St. Olaf Hiftorie, vifer alt 
fig eensartet, fortalt i famme rolige, prunkløfe, men flare og behagelige 
Foredrag. Beretningen ftøtter fig overalt, faaledes fom det af Forfat- 
teren felv i Fortalen er angivet, Deels til Sfaldevers, deeld til Are frodes 
nu tabte, men viſtnok yderſt Fortfattede Kongehiftorier (konunga ævi) *), 
deels endelig, hvad der fornemmelig fynes at være Filfælvet ifær i St. 
Olafs Saga, og i enkelte Dele af Olaf Tryggvesſons Saga, til udfør- 
figere, felvftændige GSperial- Sagn. Og naar man fammenligner den 
Maade, bvorpaa han gjengiver disfe Sagn, med den Skikkelſe, bvort De 
meddeles i fenere, mindre fritiffe Sagaverfer, og fom aabenbart er Den 
oprindelige, fee vi tydeligt nok, hvor ffarp bans Kritik og gjennemgridende 
hans Bearbejdelfe har været. Endog de Fejl, der findes i hans Berk, vidne 
om Gelvftændigheden af hans Forfatterffab. Hans Fremjtilling af Olaf 
FIryggvesføns Hiftorie vifer fig faaledes, netop ved de chronologiſke Fejl, 
der ere indløbne å Ordningen af Stoffet, at være det førfte Forføg til 
en udførligere biftoriff Bearbejdelfe af de legendariffe Fortællinger og øv- 
rige føfe Sagn, Der hidtil bavde8 om denne Konge?). Og naar man af 
den Omftændighed, at Hovedmasfen af Beretningen Ord til andet fremmer 
med den udførligere Olaf Tryggvesſons Saga, vi nu have, har villet flutte 
at denne vidløftigere Text allerede erifterede før Snorres Tid, og at han 
fun bortffar det fabelagtige og overflødige, bar man begaaet en Filfnigelfe 
og vendt op og ned paa det fande Forhold. Thi faavel af Sproget, fom 
af andre Omftændigheder, er det, naar man nøjere fammenligner begge 
Verker, klart, at Det netop er Snorre Sturlasføns Bearbejdelfe, der lig- 
ger til Grund for den vidløftigere Olaf Sryggvesføns Saga, hvilken og— 
faa efter et udtryffeligt Vidnesbyrd føal være vedigeret af Abbed Berg i 
Thveraa omkring 1330 3). Ogſaa Snorre8 pvrige Sagaterter, navnlig 


1 Det er nemlig ovenfor viift (II. S. 634) at Ares faafaldte Jslendingabok, 
hvilfen vi nu have, egentlig er en efter Biffopperne Thorlaks og Ketilé 
famt Sæmund Frodes Vink foretagen Omarbejdelfe af en tidligere Islen— 
dingabok, der ogfaa indeholdt , AEttetal og Kongehiſtorie“, hvilket han ude: 
lod i Omarbejdelfen, men derimod tilføjede andet, Island mere vedfommende. 
Det er aabenbart i biin ældre vidtløftige Nedaktion, at Are har paaberaabt 
fig Odd Kolsføn og Thorgeir UAfraadskoll fom Hjemmelsmænd for Olaf 
Tryggvesſons og Olaf den helliges Hiftorie. I Fortalen til Olaf den helliges 
Gaga figer Snorre felv (Fornm. Sögur IV. 5), at han deels har førevet ef 
ter Gighvaté og Ottar fvartes Kvæder, deels efter Ures og andre kyndige 
Maænds Udfagn. 

Fejlene i Jidsregningen vil man letteft funne erfave af den Sammenftilling 
mellem Gnorres og den vidløftigere Olafsfagas Jidsregning, fom vi have 
meddeelt ovenfor I. 2. S. 284—2865 jfr. Fortalen til famme SB. S. V. VIL 


3) Ge Fortalen til Chriftiania-Udgaven af Odd Munks Olaf Sryggvesføns Saga 


— 





titeratur. Snorre GSturlasføn. 1047 


hang Olaf den belliges Saga, ere blevne lagte til Grund for fenere ude 
førligere Bearbejdelfer. Det er tydeligt nof, at man før hans Tid intet 
Bert havde, fom man faaledes funde benytte, og at ban i Ordets egent- 
ligfte Forftand brød Ffen. Man merfer endog tydeligt, i hvilken Forle- 
genhed han mangenfted8 har været for at faa udfyldt Tidsperioder, fra 
Hvilfe man liden eller ingen Gfterretning havde, f. Er. i Halfdan fvartes, 
Harald Haarfagre8, Haakon den godes, og Eriksſonnernes Hijtorie 1). 
Her, feer man tydeligt, havde han intet andet end Kvad og løfe Sagn. 
Fil Olaf ITryggvesføns Hiftorie havde han dog baade de legendariffe Sa- 
gaer af Odd og Gunnlaug, faavel fom Fomsvifingafagaen. Vil Olaf 
den helliges Saga havde han ligeleves den legendariffe Saga og Styrmes 
Bert faavel fom — bvad man tydeligt fan fee — flere biftoriffe Brudſtykker 
og Sagn. Fil Ynglinga-Saqaen, bvormed han begynder fit Berk, idet 
pan fører den norſke Kongeflægt op til dens foregivne Stamfædre, Yng- 
fingerne i Upfala, havde ban væfentligen Thjodolfs Ynglingatal; men der- 
foruden maa han pave haft en Deel Specialfagn, der deels kunne have været 
opbevarede i Are frodes Familie, der felv ftammede fra Ynglingerne, 
deels ogfaa funne have været ham berettede fra Sverige ?). Enkelte Be- 
retninger maa vel ogfan betragtes fom mere eller mindre heldige Forføg 
paa at levere felvftændige Konjekfturer, og give dunkle Mytheſagn en bifto 
vift Forklaring. Hertil hører og bans Forføg paa at give Odinsmythen 
en etbnografift Betydning, bvorom der allerede i det Foregaaende ev talt. 
I Fidsregningen følger han, fom ban felv i Fortalen figer, væfentligft 
Are frode. I den Deel af hang Bert, der omfatter Tiden efter Olaf 
den helliges Død, har han haft mindre Anledning til felvftændig Forfat- 
tervirffombed. Han fandt allerede flere Kongefagaer fuldftændigt udarbej 


— — — 





S. XV. Netop den Omftændighed at Snorres Tidsregning indeholder Umu— 
ligheder, medens Tidsregningen i den ſtorre Olafsſaga er aldeles ordentlig 
(hvor vidt dette kun grunder ſig paa Konjektur eller ej, er en anden Sag), 
vifer, at Snorres Verk maa være ældre; thi havde Snorre udſkrevet det an— 
det, vilde han naturligvis have undgaaet hine Feil, der alene Funne anfeeé 
fom de Mangler, der ofte Élæbe ved et førfte Forføg. 
1) I denne fremgaar aller meeft Beftræbelfen efter at udfylde tomme Mellem: 
rum, ifær da ben urigtige Sidsregning har gjort Eriksſonnernes Regjeringa- 
tib meget længere end den i VBirkeligheden var. Ge ovenf. I. 2. S. 11—14, 
og Anmerkningen til Ghriftiania-Udgaven af Odd Munk, S. 84, 85. I Har: 
alb Haarfagres Saga har han, fom man feer, heelt optaget AFventyret om 
Snefrid, der allerede flod at læfe i Ågrip. 
Se herom ovenfor, I, 2. S. 11—13, Anmerkningerne til , Historia Norvegiæ, 
og Afhandlingen om Gveriges Hiftorie i den førdriftelige Vid, UAnnaler for 
nord, Oldkynd. og Hiftorie, 1850 S. 307. Han citerer ogfaa en faakaldet Skjold: 
ungefaga, aabenbart ben famme, hvor bet faakaldte Sögubrot om Jvar Vid: 
fadme og Braavallaflaget er en Levning, fljønt i en fildigere Bearbejdelfes 
bertil hører viftnok ogfaa den faakaldte ,Thaatt om Ragnars Sønner" m. m. 


32 


— 


1048 Haakon Haatkonsføn. 


dDede, og, da de laa hans egen Tid faa nær, ogfaa upaaklagelige fra Paa- 
fidelighedens Side. Her betæntte han fig derfor heller ikke paa, virkelig 
at optage flere Styffer in extenso, og navnlig er Dette Jilfældet med 
Erik Oddsføns Verk '). Kun om Denne Deel fan Derfor den oven nævnte 
Dom, at han mere ercerperede end virfelig fonciperede, nogenledes ſiges at 
gjelde. Han flutter fit Bert med Eyſtein Meylas Fald i Slaget paa 
Ree, bvor ogfaa det før omtalte MEttartal ftandfer, begge upaatvivleligt 
fordi den allerede udfomne Sverre$ Saga gjorde det unødvendigt at gaa 
videre. 

At Snorre maa have fuldført fit Verk, eller i det mindfte betydelige 
Stytfer deraf, før 1230, ſees af Sturlungafagaens før omtalte Udfagn, at 
Sturla Sighvatsføn da begyndte med megen Jver ,at lade de Sagabøger, 
Snorre forfattede, afffrive". Denne Ytving fynes at antyde, hvad der 
og i fig felv ev fandfynligft, at Snorres Vert udkom ſtykkebiis, og at 
endog enfelte Dele Deraf færfkilt afføreves. Han ſynes endog felv at have 
førltanftaet faadanne partielle Ufffrifter, tildels endog med de Movififa- 
tioner, fom vare nødvendige for at de funde benyttes fom færegne afflut- 
tede Berfer. Den biltoriffe faakaldte St. Olafs Saga lader f. Ex., netop 
til at være en faadan af Snorre felv beførget Afſkrift, med enkelte For- 
andringer. — Dette antyder umisfjendeligt Fortalen, der i det hele taget 
ftemmer med den, fom er forudſkikket det hele Hovedvert, men fom dog 
tillige har enfelte, til Specialfagaer pasfende, Modififationer, der umuligt 
funne bidrøre fra andre end Snorre felv *). Det ev iffe engang vift, om 
Fortalen, der nu forudffiffes Hovedverket, oprindelig bar gjeldt hele dette. 
Hojſt rimeligt er det, at den fra førft af fun har ledfaget Verkets forſte 
Deel, der omfatter den egetlige Hedenold, og fom tillige fornemmelig 
er grundet paa Kvad og mundtlige Fortællinger, meden8 derimod Den fenere 
Deel, til Hvis Udarbejvdelfe der vare flere ſkriftlige Forarbejder at benytte, 
og Hvis Udarbejdelfe derfor maa have foftet forholdsviis mindre Tid og 
Anſtrengelſe, fiden er tilføjet 3). 


1) Dette vil nokfom fees ved at fammenligne Morfinffinna med Snorres Berk, 


2) Se Ghrifttania-Udgaven af Olafé Saga, S. 2, famt Udgivernes Fortale 
S. XXXIV. 

3) Man vil nemlig ved Gjennemlæsningen af denne Fortale Éun finde Regnſkab 
affagt for Kilderne til den Deel af Norges Kongebhiftorie, Der ligger forud 
for St. Olafs Fald.  Førft fommer, hvad man kunde kalde JFortalen til 
Ynglingafaga og Halfdan fvartes Gaga, nemlig fra Begyndelfen til , Bræn: 
deolden holdt fig længe hos Svear og Nordmæend“, her handles om de gamle 
Wttekvad, og Frafagnene, hvorom der er ale, Faldes, Harakteriftifk nok, 
„Fraſagn om Høvdinger, der have haft Rige i de nordlige Lande og i den 
danſke Tunge'', da de flefte Begivenheder, fom Ynglingafaga omtaler, fpille 
udenfor Norge, altfaa ikke i det egentlige Norrønamaals Omraade, men i 











titeratur,  GSnorre Sturlasføn. 1049 


Naar vi betragte Snorres Verk i detå Heelhed, bliver det os klart 
at fun en Mand af overlegne Evner, dybe FJndfigter, og med UDdgang til 
omtrent den bele daværende norff- islandffe Literatur fan være dets 
Forfatter. Dets udmerfede Fortjenefter erfjendtes ogſaa fuldftændigt, thi 
ej alene ev hang Navn derved blevet udødeligt, men Den af ham redigerede 
Fert, fær af De ældre Sagaer, der før iffe bhavdes ordentligt affattede, 
er ogfaa fiden efter bleven benyttet ved de vidløftigere Bearbejdelfer af en- 
felte færffilte Rongefaqaer.  Saaledes f. Ex., er den fom fagt, benyttet ved 
Abbed Berga ftore Olaf Frvygavesføns Saga. Snorres Text Danner den 
fafte Traad, bvortil alt det pvrige er knyttet, endog Haafon Den godes 
Hiftorie er næften fuldftændigt optagen deri. Den biftoriffe Olaf den 
helliges Saga, der maaffee, fom ovenfor antydet, allerede af Snorre felv 
er indrettet til at funne Danne et færffilt Vert, ftemmer i de fildigere Be- 
arbejdeffer endnu fangt nøjere end Olaf Vryggvesføns Saga med Snorres 
oprindelige ert, paa Grund af at den ikke er bleven faa ſpokket med Vilfæt- 
ninger og allehaande indføudte Epifoder, fom bitn. Snorre Sturlasføns 
Navn er blevet uavdffilleligt fra Foreftillingen om nordiſk Hiftoriografi. 

Saavel i fit biftoriffe Verk, føm i Edda Iwgger Snorre ved Siden 
af fit fortrolige Kjendffab til fit Fædrelands Literatur ogſaa Belaſthed i 
den Tids firfelig-verdensbiftoriffe Literatur for Dagen. Det er hans 
fra denne hentede Kundſkaber, der fatte bam i Stand til at give de gamle 
germaniffe Mytheſagn den biftoriff-etbnografiffe Udtydning, for bvilfen der 
ovenfor er gjort Rede. Maa nu end Dette fra Videnffabens nuværende 
Standpunkt betragte8 fom aldeles forfejlet, faa maa Det paa Den anden 
Side erfjendes, at uagtet flige Mvytheforflaringer juft paa Ven Fivd vare 
gængfe, har dog Snorre vidft at give fin Hvpotbefe langt ftørre Rimelig 
bed, end biftorifte Forfattere i andre Lande, der paa lignende Maade vilde 
udlede f. Er. Franternes Herfomft fra Froja og Irernes fra Milet. 


hele den Omtreds, hvor den danſke Junge taltes: denne Benævnelje brugte 
vore Forfædre fom ofteft, hvor de vilde betegne de faa nær med hinanden 
beflægtede nordiffe Sprog under eet, ifær i de Jider, fom ligge forud for 
Norges Udvikling fom felvftændig Stat, og det norff-islandføe Sprogs (MNor- 
rønafprogets) Bearbejdelfe i en færegen Literatur. Se ifær Sighvats Vers 
om $Haafon Eriksſon Jarl, Olaf db. hell. Saga Gap. 32. VBenævnelfen op- 
ftod aabenbart under det gamle Danevælde, og pasfede navnlig i Knut den 
mægtiges Tidsalder. Det næfte Affnit af Fortalen gjelder Harald Haar: 
fagreé Saga og det øvrige indtil Olaf Jryggvesføns Hiftorie. Derpaa Fom- 
mer Stykket om Ure frode, der deels giver Beffed om Ares Virkſomhed, 
deels om Kilderne til begge Olafernes Hiftorie. Der er intet, fom hentyder 
til den følgende Deel, Den hele Fortale er og, fom oven nævnt, med nogle 
fmaa Forandringer og Vilføjelfer fuldftændigt optagen fom Fortale til den 
færføilte Bearbejdelfe af Olaf den helliges Saga. 


1050 Haafon Haakonsfen. 


Snorre har derhos tydelig viiſt, hvorledes han efterhaanden ved gjentagen 
Granfkning har arbejdet fig frem til fundere vg fundere Synsmaader, øg at 
hans Kritik faaledes aldrig har bvilet. I Stedet for at han endnu i fin Edda 
følger den gamle Slendrian, og henlægger fjernes Hovedfæde til Vroja, 
benfører ban det i Ynglingafaga til Tanais, og flaar faaledes egentlig en 
Streg over Den hele, bartad føjerlige, Jventififation af Afethor med Het 
tor, Frigg med Phrygia o. f. v. — Hans Gisning om Wſerne ved 
Tanais er allerede fra et viſt Standpunkt faa plauſibel, at den endog hyl— 
dedes af Dygtige Granffere lige ned i det forrige Aarhundrede 2), og endnu 
tildels iffe af alle er forladt, ffjønt hele denne Fortolfninggmaade af ve- 
ligisſe Myther og Forklaringen af de enkelte Navne vifer fig aldeles uef- 
terrettelig for GEtbnografien og Sproggranftningen paa deres nuværende 
Standpunkt. Det Beviis paa Selvtænfning og ftedfe fortfat Kvitik, fom 
Snorre ved biin Forandring har givet, og hvorved han igrunden allerede 
er qaaet forud for fin Tid, berettiger og til Den Formodning, at han, om 
ban bavde haft Anledning til at erbverve et friere ethnografift og lingvi- 
ſtiſt Overblif, ogfaa vilde have gaaet endnu nogle Sfridt videre mod det 
Rette, og navnlig givet Slip paa Fortolfningsmethoden. Man maa her 
iffe glemme, at Snorre ogfaa var bunden ved Den Tids indfkrænkede kir- 
felige Fordomme. Det vilde næften have været betragtet fom Hyldning 
af Hedendommen, om ban bavde fremfat de hedenffe Myther fom virkelige 
Mytber, Der ej grundede fig paa Misforftanelfer af biltoriffe Fakta, og 
De bedenffe Guddømme anderledes end fom virfelige bijtoriffe Perfoner, 
der fenere vare blevne forgudede. Hans biftoriffe JIndledning til Edda fan 
næften betvagte8 fom et Offer, han bringer den firfelige Mistænffombhed, 
for at Det ej ſkal bede, at han virfelig felv tror, hvad han Fun flet hen 
fremfætter fom Forfædrenes Fro. 

Hvor Snorre i Olaf den belliges Hiftorie taler om de orknoiſke og 
færpiffe Begivenheder, er der fange Styffer aldeles Ord til andet ſtem— 
mende med De færffilte Sagaer, fom vi nu have om Orknøernes Farler 
(Orkneyingasaga) og Faroernes Begivenheder (Færeyingasaga). Det 
ftulde faaledes ved førfte Øjefaft fynes, fom om GSnorre her virkelig har 
ercerpevet, faa meget mere fom ban felv udtryffeligt henvifer til ,Farlefa- 
gaerne” 2). Og dog vil ved nærmere Betragtning det modfatte indlyfe. 
Det hele Foredrag i disfe Epifoder er aldeles rensartet med Det øvrige, 


1) . Gr. Suhm, hvis Hypothefer, byggede paa Snorres, endog bleve optagne 
i Kompendierne, og endnu tildeels treffes i enkelte. 


2) Se Olaf den helliges Gaga, GhriftianiazUdgaven, Gap. 89. Her omtales 


„Jarleſagaerne“ nærmeft fom Fortfættelfen af Beretningen om Brufe og 


Thorfinn. 





Giteratur.  Orfnepinga- og Færeyinga-Saga. 1051 


og iFlugt dermed, faa at man iffei mindfte Maade fan merke, at man her 
fommer ind i en anden Forfatter8 Arbejder, medens derimod Sproget i 
De oven nævnte Sagaer udenfor disſe Epiſoder ev Fjendelig forffjelligt, ifær 
i Færeypingafaga. Sandfynligheden er Derfor fnareft for, at Snorre virkelig 
er Forfatter af disſe Stykfer, men at de fiden ere blevne anvendte ved Redak— 
tionen af bine Sagaer. Derhos funde man af den Omftændighed, at Snorre 
felv henvifer til Jarlefagaerne, være tilbøjelig til at tro, at han felv havde 
famlet disſe, eller ladet dem redigere under fin Opfigt. Orknojarlerne dan- 
nede Norges anden Fvrfte-AEt; De norſke Fyrfte-AEtters Hiftorie var ej 
fuldftændig, naar iffe ogfaa Farlerne8 Hiftorie var behandlet.  GSnorre 
tunde derfor nok føle fig opfordret til at bearbejde den. Men da man 
tydeligt fan fee, at Den faafaldte Orfneyingafaga fun er en temmelig løs 
Sammenfjedning af flere, oprindelig uafbængige, Smaajftumper, fan Snorre 
her i alle Fald iffe have paataget fig en gjennemgribende Bearbejdelfe, fom ved 
Kongefagaerne, men fun famlet, eller vettere under fin Opfigt ladet famle og 
chronologiſk ordne, deels hvad ban felv havde leveret i St. Olafs Saga, deels 
Hvad han befad af ældre Sagaſtykker, bvoraf flere maaſkee funne ſkyldes 
den literære VBiffop Bjarne, der ftod i venffabelig Forbindelfe med fleve 
i8landffe Høvdinger, og navnlig fan have fendt fine egne eller andres bi- 
ftoriffe Avrbejder til Jon Loftsføn eller Sæmund Jonsføn, der var hans 
færdeles Ven '). Orkneyingaſaga flutter med Beretningen om Biſkop 
Adams Drab 12222), netop ved det Tidspunkt, da Snorre maa antages 
at have lagt Haand paa fit biftoriffe Vert. Middelbart eller umiddelbart 
fynes ban derfor at maatte have givet Stødet til Orkneyingaſagas 
Filbliven. Hvad Færeypingafaga angaar, Da er ogfaa den vjenfynligen 
bleven vedigeret paa Snorres Tid, fiden der i Slutningen tales om „Ei— 
nar, der før fort Tid fiden havde været Sysfelmand paa Færøerne”, 
den famme Einar, med hvis Skib Erling, Sverre8 foregivne Broder, fom 
over til Morge omkring 12103). Men da Snorre i fine Kongefagaer intet 
taler om de færøifte Begivenheder førend under St. Olaf, og itfe engang 
nævner den merkelige Sigmund Breftesføn, lige faa lidet fom han bhenvifer 
til nogen , Færevingafaga”, ffulde det fynes, fom om ban, i Det mindfte da 
ban føvev fit Hovedverk, iffe har fjendt nogen faadan. Fi ellers, er det 
vanffeligt at forftaa, bvorfor ban iffe lige faavel frulde tale om Færøernes, 
fom om Gigurd Orkngjarl8 Omvendelfe til Ghriftendommen, vg ikke lige 
faavel om Gigmunds og Thronds, fom om Keif Asfursføns og Thronds 


1) Se ovenf. S. 456, 
2) Ge ovenf, S. 752, 
3) Se ovenf. S. 543, jfr. Færeyingafaga Gap. 58, hvor det heder, at Einar 


og Skegge, , der for nylig vare Sysfelmænd paa Færøerne", nedftammede 
fra Hafgrim, Sønneføn af Leif Asfursføn og Thora GSigningsdatter. 


1052 Haakon Haakonsføn. 

Konflifter. Dog er det beef muligt, ja endog bøjft vimeligt, at Han ſiden 
efter fan bave faaet en Færøingafaga bragt i Stand, hvori hans egen Beret- 
ning om Karl mørffe blev optagen !). 

Bi bave her dDvælet udførligt ved Norges biftoriffe Literatur, og navn= 
figt ved Snorres Virffombed, da denne førmeligt danner en Gpode i vor 
ældre Literaturbiftorie. — Fra hans Id af var Norges Hiftorie faa at 
fige bragt i Syſtem, og bang Bert lagdes fiden, fom vi have feet, til Grund 
før vidløftigere Specialarbejder. Men fra hans Tid var vel og, fan man 
fige, den gamle, mundtlige Sagafortælling ophørt. 

Foruden de biftoriffe Sagaer havde man allerede det 12te Warhun- 
drede flere deels mythift-beroiffe Sagaer, deels ogfan formeligt opdigtede 
Wventyrſagaer, bvilfe dog for Ddet mefte fyillede paa nordift Bund, og 
for enfelte af hvilte der vel og torde ligge virkelige Mytheſagn til Grund, 
faa at det er meget vanfteligt at Drage Grændfen mellem begge Urter. 
Fil denne Klasfe hører f. Er. Romund Greipsjøns Saga, der ffal være 
forfattet af Jslændingen Rolf paa Skaalmenes, fom felv fortalte den i et 
ſtort Gjeftebud paa Neyfjabolt hos FIhorgils Oddesføn om GSommeren 
1117 2). Det anmerfes om Denne Saga, at da den fiden blev fortalt for 
Kong Sverre, fagde ban at flige Lyvefagaer Éunde være morfomme not"; 
dog, tillegges det, funne mange udlede deres UEt fra Romund 3). Dette 
vifer faaledeg, hvorledes man til flere ASventyrfagaer hentede Stoffet fra 
gamle Mytbefaqn, men rimeligviis gav Fantafien frit Lob i deres Sam- 
menftilfing og Udſmykkelſe. Flere lignende Sagaer, der i fin nærværende 
Form tilbøre en yngre Tid, men fom øjenfynlig knytte fig til ældgamle 
Sagn, ja endog tildels indeholde egte Brudſtykker af gamle Kvad, f. Er. 
Ketil Hoings, Grim Lodenfinds, Ørvarodds, Aan Bogſbeiges Saga *) 





1) Odd Muné nævner heller intet om Sigmund Breftesføn, lige faa lidt fom 
SJomsvifingafaga. Hvo ved om ikke Gagnene om ham nærmeft ere frem- 
dragne og beførgede optagne i Sagaerne af hans Landsmand GSverre, eller 
en anden af de Færeninger, der under Sverre fom til Norge. 

2) Sturlunga Saga X. 13. 

3) (Endog den førfte Landnamsmand Ingulf nedftammede i tvedie Led fra Ro— 
mund Greipsføn eller Gripsføn i Thelemarfen, fe ovenf. I. 1. S. 517. Men 
Romunds Saga anvifer ham rigtignok et ganſke andet Hjem, og ber fore 
Fommer i den endog aldeles unorffe Navne. Derfor er vel det mefte opdig- 
tet af Nolf, efter forffjellige Saga-Reminifcenfer, f. E. Glaget paa Bænr- 
Sfen. o. fr 9. 

2) Allerede Saro omtaler Ørvarodb og Aan Bogfveige, fe om ham, Ørvarodb 
m.m, ovenf. I. 1. S. 329—33L. Orvarodds Saga indeholder, fom bekjendt, 
betydelige Brudfiytfer af de gamle Kvad om Tyrving og Hervar. Den med: 
deler en Fremftilling af Ruslands Inddeling fom den maa have været umid— 
delbart før Mongolernes Indfald. 





titeratur. Thidriks Gaga. 1053 


o. fl., ere manffee ogfan oprindelig fammenfatte eller forfattede i det 12te 
Aarhundrede. Men den merkeligfte og meeft omfattende Bearbejvdelje af 
virkelige Mytheſagn fra det 12te Uarhundrede den frore, faataldte Thidrik 
af Berns Saga, der indeholder en paa norſk forfattet Fremſtilling af 
den hele ftore oldgermaniffe Volſunge-Sagnkreds med Tilbehør, faaledes 
ſom den fortaltes i Nordtydfiland i det I2te Aarhundrede. Dette Verk 
er af faa meget ſtorre Bigtighed, fom den ældre tydfke Literatur felv Éun 
fan opvife Bearbejdelfen af Sagnene faaledes fom de fortaltes i Over- 
tydffland, og hverken faa fuldftændige, eller fra en faa gammel Tid, fom 
De, der gjengives i Ihidrits Saga. Hoöojſt merfeligt er Det ogfaa, at 
Verket tydeligt fan fljønnes, ej at være fimpelt hen overfat fra Tydſk, 
men derimod vifer fig at være virkelig forfattet i Norge, idet fpred- 
te, og fra forffjellige Kanter fammenfamlede Sagn forbandtes og be- 
arbejdedes til et vensartet Heelt.  Hvo Forfatteren er, naar han levede, 
eller hvorledes ban ſamlede Sagnene, vides iffe. Han figer felv i Forta- 
fen at Sagaen ev fammenfat efter Tydſkeres Fortællinger; men om han 
traf disfe Tydſkere i Norge, hvor der, fom man veed, allerede paa Sver- 
res Tid byppigt fom tydſke Skibe, eller om han optegnede Oldfagn un- 
der en Rejſe i Tydſkland, nævnes ej. Det fidfte ffulde man dog maaſkee 
funne flutte af hans Ytving: „om Du tager en Mand fra hver By i bele 
Garland, vil dog iffe den ene fortælle Sagnene fom den anden”; Dette 
funde maaffee antyde at Forfatteren ſelb har berejft Sarland$ Byer '). 
Det ældfte Haandftrift, man har af Sagaen, og fom enten ev Oviginale 
haandſkriftet, eller ogfan en Afſkrifts Afſkrift 2), ev, fom man tydeligt not 


ø 


1) Ungers Udgave af Thidriks Saga S. 2. 


2) Det Éunde fynes underligt, at man Fan være i Uvished om hvad man ſtal 
antage af tvende faa forffjellige Utternativer, men det Fan dog ikke være an: 
berledes.  Haandffriftet indeholbder nemlig, fom det i Fortalen til den nys citerede 
Udgave er viift, flere Beretninger to Gange, og paa det ene Sted ikke for- 
talt ganffe med famme Udtryk fom paa det andet, medens tillige den af 
disfe dobbelte Beretninger, ber fraar førft, er overftrøgen med en rød Streg, 
fom om Afffriveren, — eller rettere den, der bekoftede Bogen afføreven, thi 
der ev brugt ikke færre end fem Ufffrivere — vilde have bet førfte Easferet. 
Dette kan nu forklares faaledes, at der allerede har været forffjellige, tildeels 
noget afvigende Ufførifter, eller Afffrifters Uffkrifter, af den oprindelige Ori— 
ginal, af bhvilfe den, der lod Bogen afførive, førft benyttede den ene, og der- 
paa den anden, Eller ogfaa tan man forklare Gjentagelfen paa den Maade, 
at Forfatteren ved nærmere Omtanke er bleven utilfreds med den fra førft 
af lagte Plan til Stoffets Ordning, og at han derfor, ſtjont det var for: 
bundet med Møje og Jidstab, indfatte paa et fenere Sted, hvad han alle 
rede tilforn bavde behandlet, idet han nu lod dette overftryge; hvorved det 
netop er rimeligt, at han, fom Forfatter, ikke ordret har gjengivet det Fore- 
gaaende, men fundet et og andet at forandre. Denne Forklaringsmaade fy- 


1054 Haafon Haakonsſon. 


fan fee, ffrevet i Norge, og med en Haand der ikke er yngre end Kong 
Haakon Haafonsføns tidligere Regjeringgtid, medens den ogfaa fan være 
ældre. — Forfatteren var, fom man af Fortalen fan fee, vel bekjendt med 
den gamle poetiffe Literatur, da ban baade hentyder til Evddafvadene, vg 
citerer et Brudſtykke af Hallfred Vandrævdaffads Kvad over Olaf Srygg- 
vesføn 1). - Men for Reften indeholder Verket intet Vin, fom nærmere 
betegner Hans Perfonlighed. 

Af Sfalde gaves der i den Fidsperiode, vi ber have for os, faa 
eller ingen faadanne Jmprovifatorer, føm de der i tidligere Dage beføgte Kon- 
gerne Hoffer, og fvad Hædersdigte for dem. Den Kjendågjerning, at 
Snorre fandt det nødvendigt at udarbejde en formelig Anviisning til Skal⸗ 
defunften, vifer noffom, at Denne nu var Gjenftand for et formeligt Stu- 
dium, og ikke ligefom var Folket medfød. Dette kunde egentlig heller 
iffe godt være Filfældet, uden under felve Hedendommen eller faa nær 
efter denne, at de gamle Myther, hvorfra Stadetunften hentede fine flefte 
Billeder, endnu fevede paa Folkets Læber, faa at de billedline Omftrivnin- 
ger baade tilbøde fig med Lethed for Digteren, og tillige ſtrax forſtodes af 
Filbørerne.  Gfterbaanden, fom den mythologiſke Kundffab blev Færre og 
Færre8 Gjendom, maatte ogſaa Sfaldenes eget Untal, faavel fom deres, 
Der fuldfommen funde opfatte deres Kvad, blive mindre, og i Stedet for 
at Kvad tidligere fremfagdes mundtligt, ofte efter em meget fort Forbere- 
Delfe, bleve De nu førte i Pennen, og fom ofteft flriftligt tilftillede Bed- 
fommende.  Ulligevel hørtes endnu de gamle Skaldes Kvad med Belbehag, 
om man end ej forftod alt af dem, og de Prøver, man har af Snorre 
Sturlasføns egen Sfaldefunft, funne i enhver Henfeende udholde Sam- 
menlfigningen med De tidligere Skaldes Arbejder, faa godt forftod han at 
vedligehølde Wanden og Tonen. Bi have feet at Birkebeiner og Bagler 
under Kong Sverre endnu Digtede Spotvifer i det gamle Verfjemaal, ffjønt 
viftnof for Neften den rimede VBife-Digtning allerede var fommen 
i Mode?*). Og merfeligt not fynes Den gamle Skaldekunſt ufædvanligt 
fænge at have holdt fig paa Orfnøerne, da vi baade endnu befidde den 
af Biffop Bjarne (7 1223) forfattede FJomsvifingedraapa, og vi erfare 


nes og unegteligt at være den rimeligfte. I faa Fald have vi altfaa i 
Haandfkriftet, der nu opbevares i Stocfholm, hvorhen det rimeligvis allerede 
fom med Karl Knutsføn 1448, den virkelige Original for 06. Men Forfat- 
terens Navn bliver altid uvift. Skulde det være den lærde, berejfte Gisfur 
Hallsføn? 

1) Merkeligt nok ere de Linjer, der ledfage dette Vers, ogfaa optagne i en Ko- 
der af Odd Munks Olafsfaga, fe Ghriftiania-Udgaven S. 61, 

3) Se ovenf. II. S, 1034, 1035, jfr. ovenf. S. 664, 325. 





titeratur, Skalde. 1055 


at Snætoll Gunnesføn, af Svein Asleivsføns Mt, i Aaret 1239 impro- 
viferede et Vers, hvori han tilfjendegav fin Harme over at være bleven 
tagen til Fange af VBirfebeinerne )Y. Blandt de islandſke Skalde, der 
deels opholdt fig ved de norffe Konger Hof i nærværende Periode, deeld 
digtede Hædersfvad om  Høvdinger i Norge, nævnes fornemmelig Thor— 
bjørn Statfeffald, der fvad om Erling flaffe, og Maane Stald, der 
fandt en gjeftfri Optagelfe ho8 Magnus Erlingsføn *), Blakk Skald, der op 
Holdt fig hos Sverre og fynes at have været en af hans Frænder fra Færøerne, 
Da han figes at have været en Søn af Unas Stefansføn 3), Jatgeir Jorvesføn, 
der, fom vi have feet, var en højt betvoet Mand hos Hertug Skule, og 
blev  Ddræbt af Bjarne Mofesføn i Kjøbenhavn. Om Snorre ev det her 
overflødigt at tale. Snorres Brovderføn Olaf, faldet Hvitaffald, opholdt 
fig baade hos Hertug Skule og hos Kong Haafon, og digtede Kvad faavel 
til dem, fom til Knut Jarl. Desuden digtede ban Kvad til Kong Erik 
Eriksſon i Sverige *), og til Kong Valdemar i Danmark, ved hvis Hof 
ban i fængere Tid opholdt fig *). Endog enfelte andre Stormænd i 
Norge og paa Island bleve færftilt befungne, f. Er. Ivar Selke, og 
Sigurd Ormsføn 9), til hvem en vis Arnor Kalfsføn Ddigtede Kvad, og 
Arnbjørn Jonsføn, famt Gaut paa Mel, der forberligedes ved Digte af 
Skalden Olaf Herdifeføn 7). 

Den VBearbejdelfe, Sproget fil ved alle de ber omtalte literære Fo— 
retagender, hvortil for en ſtor Deel norffe Mæcenater gave Stødet, gjorde 


1) Ge ovenf. S. 9. 46, jfr. Haafon Haafonsføns Saga Gap. 208. 

2) Se ovenf. S. 165. 

3) Gtaldefortegnelfen i Upfala-Edda, udg. af Møbius, i Catologus libr. isl. et 
Norv. S. 172. Man føulde fnareft funne antage denne Blaff Skald for 
en Sønneføn af GSvina-Stefan og Gverres unavngivne Halvfyfter, Unas 
Kambares Datter, altfaa for en Broderføn af Peter Stenper, hvis det ikke 
ſyntes umuligt, at ban da allerede Funde være voren i 1187, da han var 
med Sverre mod Kuvlungerne (Sverreé Saga Gap. 106, jfr. ovenf. S. 204). 
Skulde han være en Broder af Sverre, og Unas Kambare famt Biffop Roe 
faaledes Sønner af Stefan? 

4) Se Staldefortegnelfen S. 170. 


5) Se herom ifær den arnamagnæanføe Udgave af Snorra-Edda, IL. S. 76, 77, 
hvor Sveinbjørn Egilsſon i en Note har famlet alt, hvad der Fan beftemme 
Jiden, naar Olaf opholdt fig hos Valdemar. Det fan fun være enten 
mellem Baaren 1238 og Vaaren 1239, eller fra April 1240 til Valdemars 
Død det følgende Aar. 

9) Han Faldeé Gigurd Munk; det Fan neppe være nogen anden end Sigurd 
Ormsſon, der kaldes ligefaa i Sturlungafaga IL. 4, fe ovenf. S. 880. 

7) Bi henvife fremdeles til GSkaldefortegnelfen, hvor der ogfaa findes opregnet 


flere, elleré ubefjendte Skalde, der fang til Haakon Galens og Kong Inges 
Priis, 


1056 Haakon Haakonsſon. 


ogfaa at Sproget paa denne Tid naaede fin bøjefte Uddannelfe. Større 
Klasficitet, end i Kong Haafons Overfættelfe af Barlaams og FJofaphats 
Saga, I Kongefpejlet, og endelig i Snorres Kongefagaer faavel fom Edda, 
bar det iffe naaet. For Reſten er det merkeligt nok, at flere Ufvigelfer 
fra Den oprindelige Udtale af Sproget, ver nu ere egne for FJslændinger- 
nes Munvdart, allerede da fremtraadte i deres Bogftaveringsmaave, f. Er. 
en fuldfommen GSammenblanding eller Forverling af Bofalerne æ og o, 
y og tm. m., Gyenbeder, der maaſkee for en Deel ere bevirkede ved det 
af Are frode og Thorodd Nunemefter opſtillede Retftrivningsfyftem, thi 
det ev iffe fjelden, hos et meget Iæfende Publifum, at en færegen Rete 
ffrivning har FJndflydelfe paa Udtalen '). Disſe orthografiſke Ufvigelfer, 
Der gjør Det temmelig let at ffjønne, om et Haandftrift er ſkrevet af en 
Fslænding eller af en Nordmand, have imidlertid ingen Jndflydelje paa 
felve Sproaqformen, der fremdeles er den famme for begge Lande, under 
Foællesnavnet Norrøna,  Derimod havde faavel det Svenfke, fom fær 
Det Danffe paa Denne Tid allerede antaget hvert fin færegne Charakteer, Der 
betegnede dem fom felvftændige Sprog, og gjør Det umuligt, fra det 12te 
Aarbundrede af at tale om noget fælles oldnordift Sprog. Endog Nor- 
rønaliteraturen var i Det hele taget lidet eller intet fjendt i Nabolandene, 
hvis Mationalliteraturer i Denne Tid begyndte at Danne fig, og Derfor 
udviflede fig i en ganffe anden Metning. 

Literaturens Forøgelfe og Den tiltagende Læfelyft, ifær i Morge, 
faavel fom det ftedfe mere og mere tiltagende Skriveri ved offentlige For- 
handlinger, hvor man tidligere nojede fig med mundtlig Overeenskomſt, 
gjorde ogfaa Frangen til ffrivefyndige Mænd føleligere, faa at Udøvelfe 
af Strivefunften nu endog funde blive til et Levebrød. De flefte Høvdin- 
ger, om de endog felv funde firive, holdt dog tillige fine Haandfefretærer, 
Der ogfaa for Det mejte vare Deres Huusfapellaner. Til visje bave De 
enten difteret, hvad de onſkede nedffrevet, eller leveret dem Koncepter at 
reenffrive. Snorre felv figer ikke i Fortalen til fine Hovedberk ,jeg rev," 
men ,jeg lod ffvive".  GSandfynligviis havde iffe engang han, end fige, 
andre mindre literære Mænd, faadan tednift Færdighed i Gtrivetunften, 
fom de, der havde gjort Denne til fin Hovedfysfel, og han fandt fig derfor 
bedſt tjent med at benytte fig af deres Hjelp.  FJSlændingerne fynes ifær- 
deleshed at have flaffet fig Fortjenefte i Norge ved Afſkrivning af Sa- 





2) Se ovenf. I. 634. Ligefom Jslændingerne nu flet ikke Fjende det lange 6, 
men førive og fige dæma, Grænland, i Stedet for dæma, Grænland, faaledes 
finder man i islandffe Haandførifter fra hiin Periode ej alene æ for æ men 
ogfaa æ for æ, f. Er klæti for klædi. Det er tydeligt not, at Bevidftheden 
om Lydens Forffjellighed er aldeles tabt. 





rep å 


Literatur. Islandſke Ufffrivere. 1057 


gaer og digtede eller fremfagde Kvad. Der findes endnu mange Haand- 
fevifter af Kongefagaerne, eller i det mindfte Brudſtykker af Haandftrifter, 
der øjenfynligt ere førevne af J8lændinger. Dette ſtjonnes ej alene af 
GSprogformen, men ogfaa af felve Haandftriften, da den Maade hvorpaa Is— 
fænderne formede deres Bogftaver, i Det 13de Aarhundrede begyndte mere 
og mere at afvige fra Nordmændenes. At de flefte af disfe Haandfkrif— 
ter ej ere ffrevne paa Island og bragte til Norge, men i Norge felv, 
altfaa enten til Udſalg, eller efter enkelt Mands Foranftaltning, fader fig 
i de flefte Tilfelde med temmelig Beftemthed flutte. Et vpperligt Exempel 
har man navnlig i det før omtalte gamle Haandfirift af Thidriksſaga, ved 
hvilfet Der har været anvendt fem Ufftrivere, Der indbyrdes afløfte hinan- 
den; tre af disfe ferd at have været norſke, to islandffe. Disſe Fslændinger 
have faaledes førevet i Norge. 

Andre Kunfter og tedniffe Færdigbeder have vel for øvrigt Vaaet 
omtrent paa famme Fod, fom i den foregaaende Periode, og vi benvife der— 
for til hvad der tidligere Derom ev ytret. Man har viftnok eller rettere 
havde, fra Slutningen af det 12te og førfte Halvdeel af det 13de Aar— 
hundrede mange herlige Kirfe-Bygningsverfer, men det er pjenfynligt, at 
man til det mefte, der opførtes af Steen, brugte udenlandffe Kunftnere, 
bvig Arbejder altfaa iffe funne betragtes fom Prøver paa indenlandſk norſk 
Kunft. Imidlertid maa en Mængde indfødde Urbejdere være bleven op- 
færte, faavel herved, fom ved de mange Klofterbygninger, Borge og VBe- 
fæftninger, der i Denne Periode opførtes.  Navnlig maa man have lært 
at bearbejde Bygningsmaterialierne felv med tørre Færdighed, ligeſom og— 
faa Brugen af Tegl og Filvirkningen af Legliteen i Norge fynes at 
førive fig fra denne Tid '). Den for Norge færegne Trabygningskunſt 
med tilhørende Færdighed i at udffære Uvabeffer og andre Peyvdelfer i 
Iræ holdt fig fremdeles i fin fulde Glands, hvilket flere endnu tiloversblevne 
Lepninger vife, Man har fiffert ogfaa fremdeles haft megen Færdighed i 
Metalarbejde, om end ingen beftemte Prøver derpaa fra denne Tid funne 
paapeges. Man føal imidlertid iffe funne flutte ftort af Landets Mynter 
fra denne Tid, tbi med Undtagelfe af de faa med Sverres Navn, der 
ovenfor omtalteg, ere alle de, man bidtil har fundet, fimple og daar— 
fige Bracteater, om bvilte man ej engang fiffert veed, til hvilken Konge de 
ere at benføre *). 








1) Kong Haakons Søn Magnus opførte, fom vi ville fe, et Teglkaſtel ved Tuns— 
berg. Hovedokloftrets Ruiner indeholde ligeledes Veglftene. 

2) Se Holmboe, das åltefte Muͤnzweſen Norwegens S. 41. 
Mund. Det norffe Folks Hiftørir. UIL. 67 


1058 Haaton Haakonsføn, 


155. Folkets Bilfaar. 

Norges pfonomiffe Tilſtand og Folkets VBilfaar var for Reſten ved 
nærværende Periodes Slutning viftnof bedre, end man ved en overfladrfe 
Betragtning af Forholdene ſkulde have ventet efter langvarige indre Krige. 
Ibi det var egentlig fun under Sverre og de nærmefte Aar efter hans Død, 
eller overhoved under Bagle- og Nibbunge-Fejden, at Folket felv tog iv- 
rigt Parti, og Thronkrigen tillige blev en ødelæggende Borgerkrig. Hvad 
Der ogfaa bidrog til at gjøre den end mere beftig under Sverre var Den 
Iver, hvormed Gejftligheden faftede fig ind i Den, og den Misjftemning, 
Banfættelfen m. m. udbredte over Landet. Efterhaanden fynes det egent= 
fige Folt mere og mere at have trukket fig tilbage fra Deeltagelfe i Fej- 
dDerne, og at have overfadt denne til de egentlige Krigere af Fag. Det ev tydeligt 
at fee, at Krigen paa Slutningen fun førtes af disſe, medens Bønderne 
og Borgerne ftode voligt og faa til. Den beftandige Øvelfe, hvori Birke- 
Beinerne8, Baglerne8 og de øvrige Partihobe8 Krigere vare, gav Dem oge 
faa en faadan Overtegt over de uøvede Folkehobe, at Disfe fom vfteft 
migtvivfede om at funne udrette noget imod Dem, naar de ikke havde deſto 
ftørre Overmagt paa fin Side. Aldrig viifte hiin Overvegt fig tydeligere, 
end i det ftore Slag ved Oslo, hvor Sverre med em Haandfuld Birkebeiz 
ner flog Tuſender af Bønder. Det ev ligefrem regulære Troppers Over- 
fegenhed over en udifriplineret Landftorm. Birkebeiner, Bagler og andre 
fafte Kvigerforps (liösmenn) vare virkelig, efter de Tiders Forhold, fuld- 
ftændigt regulære Fropper. De vare fig og fin Overlegenhed fom faa- 
danne bevidfte, talte med Haan om, hvorledes de forftode at flaa paa 
Sonden," opførte fig fædvanligviis, trods Kongernes alvorlige Beſtræ— 
belfer for det modfatte, med megen Inſolens, fom alle ftaaende Iroppe- 
hobe i tidligere Dage, og førte derhos fom ofteft en höjſt tøjleløs Leve- 
maade, fornemmelig med Drit og Svir, faa at man nok fan forftaa, at 
dDe have været en fand Plage for de Byer, hvor De laa ftationerede. 
Denne umaadelige Overfegenhed hos de regulære Tropper, i Forbindelfe 
med at Søfrig, mere og mere gif af Bane gjorde og, at Kongerne nu fun 
fjelven fandt deres Regning ved at benytte opbudte Ledingstropper. Led— 
ingstroppernes Upaalidelighed fynes næften at være bleven til et Ordfprog. 
Kongernee valgte heller at benytte deres egne fafte Krigere, og oppebære 
fedingspræftationerne fom en Stat, hvilket igjen, fom Det i det følgende 
vil feeg, havde en fuldftændig Omregulering af Denne Præftation til Følge. 
Thronkrigene have faalede8, hvad man mindjft ſkulde vente, lagt den førfte 
Spire til den Utrigerffhed eller vettere totale Uvanthed ved Krig og Vaa- 
benfærd, der i flere paafølgende Warhundreder næften er charakteriſtiſk 
for det hidtil faa frigerffe norfte Folt. Naar man læfer om de Slag, 


Der (everedes under Fronkrigene, maa man ftudfe over at Der fom 









Forandring i Leveviis og Opdragelfe. 1059 


ofteft tun fæmpede nogle faa Hundreder paa hver Side. Tuſende paa 
hver ev allerede et overvættes ftort Antal. En Konge eller det hele 
Riges Sfjebne afgjordes ftundom ved en Fegtning mellem tvende fmaa 
$Haandfulde Folt. Anderfedes, ville vi fee, var det iffe trehundrede Uar 
fenere, i den faafaldte Grevefejdes Iid. Med nogle fan hundrede Mand 
regulære Tropper blev Norges Undertvingelfe udført. Folket vørte fig 
neppe, ret fom om Kampen var det ganfte uvedfommende. 

Dette var dog intet Tegn paa nogen egentlig Udartelfe hos Folket, eller 
paa Aftagelfen af dets Livsfraft. Det var fun et af de mange Kjendetegn 
paa Overgangen fra en mere forældet til en med Den almindelige euro- 
pæiffe Kulturudvifling ftemmende GStatsffit Men det var et Uheld for 
Norge, at denne iffe var aldeles moderne; thi til en faadan vilde Norges 
ældre, fimpfe let overffuelige Forhold aller bedft have pasjet. Den, 
fom i det 13de og de følgende Aarhundreder blev den bherffende i Bejt- 
europas Lande, indeholdt for mange Elementer, Der vare fremmedartede for 
Norge, til at dette med Held eller endog uden Skade funde føge at til- 
egne fig dem. Man fan fige at Norge var enten iffe modent Dertil, eller 
at Det allerede var fommet ud over en faadan Fingene$ Orden, — 
begge Dele med lige Føje, efterfom man tager det. Norge havde ingen 
Feudal- eller Arve-Adel, em født Krigerkafte, og en faadan var nødvendig 
for GStatslivet i bine Jider. En faadan Kafte, der betvagtede VBaabenferd 
fom fit medfødte Fag og fin udeluffende Net, fandtes ikke i Morge, og den 
Spire dertil, fom indeholdtes i det gamle Lendermands-Ariſtokrati, tilin- 
tetgjordes deels ved Borgerfrigene, dels ved Den af Sverre gvrundlagte 
og af hans Gfterfølgere gjennemførte Udvidelfe af Kongemagten. Da Bor- 
gerfrigene ophørte, og med dem Nodvendigheden af at holde regulære Tropper, 
faa at det bee Folk, ingen Klasſer undtagne, var anviift paa det flille og ro— 
lige Land= og By-Liv, maatte ogſaa Folket i det hele taget blive uvant med 
Baabenferd og Krigsvæfen, med andre Ord, blive ukrigerff, og denne Ukrigerſk— 
bed fporedes, fom vi have fret, hos Landbefolfningen alerede under Borgerkri- 
gene felv, fordi Den forandrede Krigskunft gjorde Brugen af regulære Tropper 
nødvendig, og næften afftaffede Søkrigen.  GSøtrigen var Mordmandens 
egenlige og naturlige Maade at ftride paa; Landkrigen funde I hine Tider, 
bvor det meft fom an paa Nytterfegtning og en Adelftand, aldrig faa noget 
at betyde i Norge eller for NMordmanden. Hertil fommer nu, Hvad der i det 
følgende Tidsrum vil vifes, at de nyere Handelsforhold, fornemmelig Han- 
faforbundet8 Magt i de nordifte Farvande, mere og mere indffrænkede 
Nordmændenes egen Handelsfart, og derved berøvede den opvorende Ung— 
dom den Unledning, Handelsrejfer pidtil gav den til at vinde Verdenskund— 
ffab og perfonlig Raſkhed, med andre Ord altfaa, forandrede Den norfte 
Anglings bele Opdragelfeåbane og qat derved hans Vaſen et langt andet, 

67 * 


1060 Haakon Haafonsføn. 


mindre livsfrifft og verdensborgerligt Prog, medens tillige det mere udviklede 
offentlige Forvetningsvæfen og Skriveri-Syſtem udeftængte mange fra Stats— 
fivet, Der: tidligere under en fimplere, mundtlig Forretningsorden vilde have 
faget virffom Deel deri. Endog Literaturens Blomftren, der for øvrigt er 
Nationens Hæder, vidner dog om en mere forfinet Kultur, og vætker 
Foreftilingen om at mange nu nøjede fig med at fæfe om Bedrifter, 
hvori deres Forfædre vilde have deeltaget ved perfonlig Handling. Med 
alt dette for Øje vil man fettelig forftaa, hvorledes den almindelige Kultur-Retz 
ning paa Grund af Norges færegne Forhold ikke udøvede en faa fordeelagtig 
Birfning paa det norffe Folt, fom paa mange andre, og uagtet Folket 
felv ikke udartede, men tvertimod gif frem i GSædelighed og Kultur, 
Dog lagde Spiren til dets indre politiffe Forfald, endog medens dets 
pdre Bilfaar endnu en Tidlang vedblere at være mere glimrende end 
nogenfinde. 


=> 0 0 





Gbhronologiff Regifter. 


1152. Sverre Sigurdsſon fød å , — Å * 

1160. Gudmund Aresſon, (ſiden Biſtop) fod Å . 

1162. Roe indviet til Biffop paa Færserne ; Å : Å — 

1164. Kong Magnus Erlingsſon kronet i Bergen 
— Kong Valdemar d. 1fte af Danmark gjør Fordring paa Viken 
— Biljam, Mælfolms Broder, Konge i Skotland 

1165. Danffe Ugenter bemmeligt i Throndhjem . Å — 
— (13 Mai) Erling ſtakke ſtraffer Throndernes Gtemplinger . : 
— Krig med Danmarf, Kong Valdemars førfte Tog til Norge . . 

1166, Olaf Gubbranbsføn fremftaar fom Aronprætendent og Hoved for pettefyriner- 

nes Parti i i ; 3 ; ; 
— (1 Nosbr) Erling flaffe oberfaldes på Rodjokel 

1167. Erling ſtakkes hemmelige Stemplinger med Buris Henriksſon i Danmark å 

— (April) Kong Karl I Sverige overfaldt og dræbt paa Viſingso, Knut Erifsfan 

Konge i Sverige. , å — 
— Erling og Orm Kongsbroder ſejre ved DGan 
— Erling i Sjeland. Sammenkomſt med Biſtop Abſalon 
— Fegtning ved Nisaa — Å 

1168. Kong Valdemars andet Tog til Norge ; p 
— Sverre paa Orfnyerne * ; ; 

— Hetteſveinerne flagne ved GStanger og Dav ; 
— Biftop VBiljam ben gamle paa Drfnø + . y ; ; 

1169. Olaf Ugæva dør i Aalborg — Å 
—  Frebsunberhandlinger med Danmarf ; å Å å ; 

1170. (Juni) Rigsforfamling i Ringfteb , å Å ; 3 k 
— Erling flaffe beføger K. Valdemar Å g å g Å 
— Et. Sunnivas Levninger flyttede til Bergen ; i ; 

1170—71, Frebøflutning med Danmark, Erling bliver danſt 9arl i Bifen å N 


Cecilia, K. Sigurds Datter, gift med Folkvid Lagmand i Vermeland 


1172 (9) Harald, &. Sigurd Munds og Fru Cbriftines Søn, ri 


Ildebrand i Bergen K A 


1173, FIvift mellem Hvamm=Sturla og Thorleif Beisfalde ; Å ; Å 
1174, Gyftein Meyla frifter Birfebeinernes Parti - ; Å * 
— Sverre Sigurdsſon drager til Norge 
1175. Birkebeinerne i Bifen - ; Å 3 
1176. (27 Febr.) Biftop Kløing i Slaalhoit + ; 
— (8 Septbr.) Birfebeinerne i Tbrondbjem, Nikolas Gigurbefens Fal ; 
— Sverre Sigurbsføn drager til Byrge Jarl i Sverige å ' é 
1177, (Januar) Slag paa Ree. Eyftein Meylas Fald å A å 
— (13 Marté) Sverre Sigurdsſon antager Kongenavn fom Birfebeinernes 
Hovbing — 
— (Juni) Sverre i —— faar PR — — 
— Sverre paa Oplandene, hans Tog til og fra Vors å 
1178, Fru Cbriftina, Erlings Huftru + 
—  Syerre atter i Vermeland - ; p a A p 
— Slag ved Huyunes . P ) i — 
— Sverres andet Tog gjennem Sverige å p ' v — 


Snorre Sturlasſon føb Å : 3 , ; p 


Side. 

51, 53. 54 
820 

53 

6 


16 
17—19 
20 


28 

21 

22 

23 
24—28 
58 

28 

42 

28 

29 

30 

31 

39 

33 

35 

35 

39 
791 
43 
59—62 
45 
245, 784 
45—47 
62, 63 
48, 50 


66, 67 
71—74 
71—82. 

36 
84 
85 
87 
799 


1062 


Side. 
Var 1178. (Juli) Thorlak indviet til Biſtop i Skaalholt Å p å , 246. 785 
= — Gag ved Hattehamren - > ; 2 E Å — å 91 
== — — — Qirtebru . é ; 5 . ⸗ — 94 
= 1179. (19 Juni) Slag paa Kalvſtindet. Erling Jarls Fald Å 100—106 
= — Strid om Patronatsretten paa Island > B 5 $ + 253. 788. 789 
1171—1180 (2) Glgefeters og Kaftelles Auguftinerfonsenter oprettede å — 38 40 
1179—1180, (Vinter) Sverre i Nidaros. Deildartunga-Sagen paa Island A 5 799 
= 1180. Kong Magnus overfaldes paa Langlo - 5 . p , 111 
ae — (27 Mai) Magnus's Nederlag paa Ilevollene, Hand Fuugi til Bergen. å 113—116 
= -- Magnus flygter fra Bergen til Danmark . Ä - å å 116, 117 
» — Erkebiſtop Eyſtein flygter til England - å å . = : 116 
1180—1181. (Binter) Sverre i Bergen a 5 ; 3 : — ⸗ 117 
= 1181. (Marts) Jon Kutizas Opſtand É , 118, 119 
- — (April) Sverres og Magnus's Sammenftød i Galtefund å å ; 121 
= — (31 Mai) Søflag ved Nordnes. Magnus flygter til Stavanger . — 123—129 
= — Magnus tilbage til Bergen. Sverre flygter til Throndhjem ; E a 130, 131 
=> — Erik Aongsføn fommer til Sverre og erkjendes fom hans Broder 6 å 131—134 
-= — Magnus udenfor Throndhjem 3 : å 3 å å å 134—138 
— Sverre førfte Gang i Oslo å 6 ø . P i 2 138 
= — Magnus overfalder Birfebeinerne i Nidaros R - p E « 139—141 
= — GSnørre Sturlasfon fommer i Hufet hos Jon Loftsſon ; é ; 800 
1181—1182. (Binter) Sverre i Oslo, Magnus i Bergen 7 + ; å % 145 
- 1182. (Febr.) Magnus's andet Overfald paa Nidaros . E P Lå å 143—145 
-— — — Sverre forbriver ban derfra 4 ; P 4 å 145—147 
- — (12 Mai) K. Baldemar i Danmark + vg efterfølges af gunt den Gir å 157 
= — (GSymmer) Magnus's fidfte Tog til Nidaros vg andet Nederlag paa Jlevollene . 147—149 
— — Ragnvalds uheldige Angreb paa Man å p N y 441 
= — (23 Juli) Hvamm-Sturlas Død 4 F $ å - > , 800 
- 1182—83. (Vinter) Sverre i Nidaros - - ; å å p 149 
= 1183. (Januar) Sverres ubeldige Forſog paa at — Magnus i Bergen 4 150 
— (26 Mai) Vidfunn Erlingsføns Drab - - - p F e 151 
- — Erkebiſtop Eyſtein fommer tilbage fra England . . 2 p * 156 
» — (Sommer) Sverre overfalder Heflungerne i Bergen j ” Å å 153—156 
» — Magnus Erlingsføn flygter atter til Danmark å å 3 3 d 157 
= — (December) Opftand af Sokndolingerne. Jvar Daves Drab * ad talg 159 
1183—1184, (Vinter) Sverre i Nidaros. Magnus i Danmark 3 å Å å 157 
= 1184. (April) Sverre drager mod Sogn . ; R . ⸗ 160 
— (12—15 Juni) Sokndalen brændt . ; . å Å 161, 162 
e — (15 Juni) Slag i Norefjørden. K. Magnus'd å 2 5 4 Å 167—180 
— — Fume Nolbeinsføns Dod. Kolbein Tumesføn Høvding å bet nordlige Jeland . 804 
- — Flato Klofter flyttes til Helgafell * 814 
1185. Sverre egter Margrete, den ſvenſte Konge qnut Grifsføne Syſter å å 196 
- — Grif Kongsfons Tog til Eſtland * 215 
— QAuvlungernes Flok fremftaar ; Å * — 198 
Finn Erlingsſons Fald å å 200 
- — Sngemund Preft og Agmund Sneis i -gorad å ; 3 P å 205 
» — Einar Thorgilsføns Dad , å 3 2 Å « 800 
- 1186, Glagsmaal mellem Bymændene og Lobſterne i Bergen å — 201 
— Kuvblungerne forſte Gang i Nidaros — 203 
> 1187. Kuvlungerne anden Gang i Nidaros : - é v A p 204 
= — Jeruſalem erobret af Saladin 4 å 3 å å Å 222 
— (40 Noybr.) Gudrød Olafsſon, —— Konge, + — . å å 441 
» 1188. (26 Januar) Erfebiftop Eyfteins Dod g Å / å * å 206, 207 
- — Biſtop Erik i Stavanger udvælges til Erfebiflop . : å ; 208 
— Nifolas Urnesføn valgt til Biffop i Stavanger > 2 ; å p 259 
-» — Biffop Ragnar i Hamar 4 E - ⸗ — ; 261 
- — Ragnvald Gudredsføn K. paa ———— Å Å - % Å å 441 
=> — Feide mellem Haralb Drønsjarl og ben ffotfte Konge “ 444 


- — Ravnberg⸗ Hoſten — Å ; a P 208 








Var 1188, Korstog fra Norden føværts om Portugal HI Paleæfina 


—  Huvlungerne indtage Sverresborg ved Nidaros Å 

— Erik Kongsſon bliver Jarl i Viken 7 , ; 

—  Auslungerne t Bergen - . 

—  (Decbr.) Sverre overfalder —* Jon Kuvlungs Hald 
1189. Sigurd Brænder med en Oprorsflok i Bilen. Hans Fald. 

— Thore Biftop i Hamar ; ; ? $ 


—  Baarbelgernes Flok friftes i nat å - ; 3 


1190. (Mai) Biſtopsmode i Bergen . p i 


—  Baarbelgernes Flok tilintetgjort og deres K. Vikar dræbt ved Briftein 


— Erit Jarls pludfelige Dad . å 

— Biſtop Helge i Oslo vg Biffov Roe paa NE + 

—  Nifolas Urnesføn Biffop i Oslo og Njaal i Stavanger 

— - Grfebiffop Erif drager til Danmark 7 ? . 

— Thorleif Breidffeggs Opftand I ; G — 
1191. Thorleif Breidſteggs Fald 


— (April) Pave Clemens den Idtes Død. Coeleſtin ben 3die Pave 


— — Korstog fra Danmarf og Norge å 3 
— Kardinal Cinthius pavelig Legat i Danmark og Soerige 
1192. Den ſlesvigſte Biſtop Valdemar i Norge 


1193. (Vaar) Øyeffeggernes Oprorsflok ſtiftes 
— (Auguſt) Biſtop Valdemar fangen 
— (23 Derbr.) Biſtop Thorlak i Skaalholt + 
— Snorre Thordsſon i Batnsfjord —. 3 ; å 


1193—1194. Øyeffeggerne i Bergen 


= 


1194, (2 Upril) Biffop Paal i Bergen + g 
— (3 April) Slag i Florevaag. Øvefteggernes Flok titintetgjørt 
— Baard Guthormsføn + å 2 
— Paal Jonsføn udvalgt til Biffop i Staalholt 


— (45 Juni) Pave Coeleſtins Privilegie-Bulle for Norges Grfeftot 


— En (falff) pavelig Legat hos Sverre 


— Martin, Sverres Hirdpreft, Biſtop i Bergen a 
— (29 Juni) K. Sverre frones i Bergen ; 
— Sverre fættes i Ban - p : 


— (18 Novbr.) Paven fætter Norges sifopper i Bar 


1194--1195. (Vinter) Sverre i Viken og paa Oplandene K 3 


1195. (23 Upril) Paal Jonsſon indvies til Fr i Gtaalholt . 
— Biſtopsmode i Bergen å ; 
— Harald Orfnsjarl underfafter fig Evne og —— Hjaltland 
— Biſtop Thore og Richard Svartemefter ſendes til Paven . 
— Biſtop Nifolas forliger fig med Erfebiffoppen 


* 


— RÅ. Anut Grifsføn i Sverige +. Sverke Karlsføn K. i pane Eteb 


1196. (Sommer) Vaglerfloffen friftes paa Haløre Marked. Inge ¶ Thrugils vu) 


Baglernes Konge. ; é 


— Kamp paa Ulthinget mellem aolbein ——— og Thorb Sturlabſons Partier 


— Goſt.) Fegtning i Saltsfund 2 å 


— Kardinal Fibantius vg Kong Sverres Geſandier komme PA Rom til —* 


1196—97. Ginter.) Kong Sverre i Throndhjem 


1197. (Februar.) Kardinal Fidantius's og be norſte Gefaidiers Død 


— Mong Sverre fader ben forfalftede Pavebulle splæfe 

— Svar fljaalge valgt til Biffop t Hamar Å 

— (7 Mai.) Anund IThorfelsfon indebrændt paa Lanpelib 

— (26 Juli.) Sverre overfalder og overvinder Baglerne ved Oslo 
— Baglerne brage til Nidaros, og indtage Sverresborg i 

— Sighvat Sturlasfon egter Halldora Tunedatter 

— Thorvald Gisfursføn egter Thora Gudmundsdatter 

— Sverre firaffer Indbyggerne i Ranafolte . p 3 

— Hide Unasfons Drab i Tunsberg ; 

— (ifte Novbr.) Jon Loftsfans Død ; 


1063 


Side. 
224 

209 

217 

211 

213 

218 

261 

219 
261—264 
220 

221 

267, 459 
268 

265, 266 
220 

220 

269 

224, 225 
269, 270 
223 

236 

234 

281. 802 
819 

238 

239. 247 
239—243 
243 

281. 802 
273 

275 

277 

278 

278, 279 
281 

281 

252 

283 
258—290 
283 

284 

292 


293 
804 
295 
285 
297 
286. 297 
186 
297, 298 
896 
300 
305, 306 
806 
809 
307 
309 
807 


1064 


Side. 
Aar 1197. (27 Novbr.) Birkebeinerne befætte Nidaros G - * 310 
- 1197—98. (Binter.) Kong Sverre i Bergen R å å 309 
- 1198. (Januar.) Hallvard af Saaftad fordriver Birfeheinerne fra Nidaros 310 
—— (8 Januar.) Pave Coeleſtin d. 3die +. Innocentius d. 3die Hans Gfterfolger . 329 
« — (Vaar.) Sverre til Throndhlem. Soſlag ved Thorsberg 9 å å 311 
= — Sigurd Jarlsføn belejrer Borgen å Bergen ; , ; g , 313 
r — Bergensfommeren.  Virtebeiner og Bagler å Bergen R å A P 315—322 
—— (Ul UAuguft.) Bergen opbrændes af Baglerne ; ; ; ; 323 
= — (7 Sept.) Gverres Skibe vdelægges i Bergen — . ; å ; ; 324, 325 
e — Harald Orknojarls Mænd flagne ved Inverneſs -. ; ; — 445 
« — (998). Kal Sverfesføns Drab i Throndhjem å p Å ; 326 
= — Sverre til Trondhjem ; ; ; ; ; ; ; P 326 
=> — Baglerne paa Nordmøre og i Haalogaland . å A P ' 327 
« — Harald Jarl unge fældet ved Vif i Skotland V , a , : 447 
— Sverre erfommuniceret og Interdikt lyſt over Norge å 4 å é 331 
> 1198—99. (Binter.) Sverre i Throndhjem. Baglerne have førfte Delen af Landet 
inde g ' å ; å — é 349 
= 1199. (Januar) Thing i ——— — 5 349 
- — (Juni) Baglerne i Throndhjemsfjorden — 351 
> — (18be Juni) Slag paa Strindføen , , , Å Å . 354 
= — VBaglerne flygte til Jylland . ; ; taftrst i p ' 358 
= — (925) Sverre til Bifen ; ; ; — i é . 359 
- — Snorre Sturlasfon egter Herdis Berſedatter paa Borg g — Å ' 809 
1199—1200. (Binter) Sverre i Oslo. ; ; å ; , ' ' 359 
= 1200. (3die Jamtar) PYilip Jarls Drab Å 4 ; — ⸗ — 360 
— WMarts) Stor Bondeopſtand i Viken Å é Å 361, 362 
= -- (6te Mart) Stort Slag med Bonderne i Oslo — 364—371 
= — (2ibe Marts) Erfebiffop Abfalon + a 5 å å Å ; 423 
— (April) Sverre til Bergen . Å 6 g ; p i Å 371 
= — Baglerne fætter fig faft i Tunsberg a Å , å ; å 372 
- — Soerre ftraffer Vilverjerne . Å ; ; å * å E 373 
= — Glag ved Skarvſtad + a 4 ; p 6 Å Pr. 375 
- — Gigurd Lavard, Sverres Søn, + . Å å é 2 : Å 377 
* — Mong Ragnvald i Man underfafter fig Katanes . — 450 
1200—1201. (Vinter) Sverre i Bergen : ; ; . p 377 
= 1201. (Vaar) Sverre drager til Vifen og underfafter fig rad oſtenfor golden 378 
= — Berſe Preft + — Snorre Sturlasføn flytter til Borg p 6 å , 813 
-= — Harald Jarl gjenerobrer Katanes og mishandler Biffop Jon % å i 450, 451 
= — (6 Uug.) Biffop Brand i Hole + . p Å å 3 820 
= — (GSeptbr.) Baglerne belejres paa Slotsbjerget ved — 379 
— Gudmund Aresføn valgt til Biſtop i Hole . ; å ; * 822 
Baglernes Strejftog til Møre og Sogn. ; . Å . 385 
- 1202. (Januar) Baglerne paa Slotebjerget ved Tunsberg fapitulere 5 p 386 
= — FJorlig i Perth mellem Harald Jarl og K. Villjam ; : : g 453 
« — (9 Martd) K. Sverres Dad ; g y 3 Å å 389 
2 48 ———— Sverresſon hyoldes i Nidaros å pride å 421 
— — K. Haakon forliger fig med Geiftligheden , B s . . 425 
— ($eft) Inge Baglerfonges Drab . å P å é . 428 
c(I11 Novbbr. K. PP *, —— d. Aen, K. i Danmark 437 
— Byrge Jarl i Sverige + — 435 
= — Harald Jarl gjør fig uafhængig EG De 3 y Å . p 455 
1202—1203. (Binter) K. Haafon i Nidaros —. å ; p Å Å 7 429 
- 1203. (April) K. Haakon til Viken ; å å . : : ' 439 
— (13 April) Biſtop Gudmund indviet h : : . : : 825 
= — (Gommer) Erling Steinveag paa Sfansr Marked Å å é Å 464 
— ($oft) K. Haakon i Sarpsborg med Inga fra Varteig. p : ; 439 
= — SBiffop Midacl paa Man + . ; ; ; ; ; sr 21 458 
” — RK. Haafon t Bergen. 5 Å . B p ; p 6 459 


= — Thorkell Roftung forurettes af Snorre Sturlasſon P f 4 4 456, 813 








Var 1204. 


(I Jan.) K. Haaton Sverresſon + 3 f $ i p j 
Guthorm Sigurdsføn tagen til Hønge Å 3 i i p 
Baglernes Flok rejfer fig paang under Erling Steinvegg . v + é 
Grling Steinvegg i Viken < . å « . i . . å 
(Juni) K. Valdemar i Tunsberg: . Å Å + p v ' 
Hanfon Haakonsſon fødes paa Folfenberg . - X i 
Erling Steinvegg underkafter fig Jærnbyrdb øg holbes fø gonge : R 
(11 Yuquf) K. Guthorms Dod 


— Inge Baardsſon valges til K. af Birkebeinerne 
— Baglerne i Bergen . 
— (45 Novbr.) K. Sverke i Sverige — ——— Grif anuteſon og Brødre dd El⸗ 
giarnæs å ; p J å — dj 
« 1205. (Januar) Haafon Jarl egter Jru Chriſtina . — Å 
— (Baar) Erfebiftop Erik refignerer . : : j p å i 
— (April) Einar Kongsmaag dræbt i Stavanger å å i å 
— (Sømmer) Inge Baardsfon byldes i VBifen E A +18 2 
= — Erling Steinvegg hyldet paa Ørething . JE 1 å v p 
-= — Haakon Jarl overrumpler Baglerne i Halland å : Gerd 
= — (24 Decbr.) Haafon Haafonsfon paa Hamar — ; 
» 1206. (Januar) Baglerne bygge Skibe . Å . ' . ' 
= — Birfebeiner og Bagler paa Oplandene og i Vifen 2 é 
— (Februar) Haafon Haafonsføn kommer til K. Inge * E å 2 
« — (Baar.) Baglerne mod Throndhjem K Å ? Å ; 
« — (2252 April) Baglerne overfaldbe Kong Inge i Nibares ; g — 
—— Haalkon Jarl i Nidaros. ; e : Å 
= — Harald Jarl paa Orfroerne +. David og FSon Farler 1 ? 
3 — (27 Juli) Gisfur Hallsſon + A » . 
= — Haalkon Jarl overvinder Bagferne å Berger j p å 
= — Gmaafegtninger mellem Birfebeiner og Bagler + p P ' : 
— Grfebiftop Thore kommer fra Rom p 8 
1207. (Marts) Erling Steinvegg + 


.Gl Januar) K. Sverke Karlsſons Nederlag ved Lena 


(25 Marts) Tutero Kloſter ſtiftet. . 
(Mai) Philip Simonsſon Baglernes Konge . : ; 7 


Baglernes Nederlag i Tunsberg p , . ' ' . 
Baglerne indtage førfte Gang Borgen i Brit p . . . 
Baglernes uheldige Tog til Oslo. . » ' ' 

Daglerne indtage anden Gang Borgen i Bergen . , ' , ' 
Kongeſonnen Haafon hos Baglerne . ' , ' * 
Selohoſten 


Biſtop Njaal +. Henrik Viſtop i Stav . ' ' , ' 
Gibfte Sammenſtod mellem Birkebeiner og Bagler - ' 


* 
« 
* 


* 
> 
* 


(Sømmer.) Forlig i Hvitingsøerne - , , , ' 
K. Ragnvald i Man tager fin Broder Olaf til Fange i ' , 

() Snorre Sturlasføn flytter til Reykjabolt 

(8 Septbr.) Kolbein Tumesſon falder i Fegtningen ve sibenes — * Biftop 


Gudmunde Folk — — 
Nordmandenes Krigstog til ————— 
Biſtop Gudmund tages til Fange paa Hole i P 4 p p 
(Binter.) Biftop Gudmund hos Snorre Sturlasfon - Å . 
. (16 Juli) K. Syerfe Karlsſon falder ved Geſtilreen : i 
Englanderne Herje Man * . - ' ' v 
Orknojarlerne undertafte fig K. ke . ' * ' : . 
Erling, Sverres Broder, i Norge. Å : 
Peter Steyper og Reider Sendemand drage + gnorotog å ' . ' 
Biſtop Gudmund tager Vinterophold i Steingrimefjorben ' v , 
GSammenfomft mellem Biftop Gubmunb og Arnor Tumesføn p ; p 
Formaningébrey fra Erfebiftop Thore til Jolands Hovbinger $ h å 


(29 November) Biſtop Paal i Staalholt + . * G ' 


1065 


Side, 
460 

462 

464 

467 

467 

484 

468, 469 
470 

473 

474, 475 


477 

475 

475 

478 

479 

480 

480 

485 

481 

482 

486 

486 
491—497 
498 

456 

826 
499—501 
501—503 
505 

507 

506 

509 

512 
513—517 
519 

521 

523 

525 

506 

527 

529 

535 
540 

814 


829 
541 

831 

831 

538 
542 
b43 
543 
544 
832 
832 
832 
833 


1066 


Aar 1211. Teit Berfesføn valgt til Biftop Paals Efterfølger i Staalholt . ; A 


- 1212. Arseforlig i Nidaros mellem K. Inge og Haafon Jarl é é * 
— K. Ragnvald paa Man hylder K. Johan i England E : A ? 
» — Biſtop Svein paa Færserne + . . 5 Å Å b g 
> — Hall Kleppjarnsføns Drab  . a Å Å A ” : é 
- 1213. Dronning Chriftina Sverresdatter + * Å . 6 ; % 
» — (Marté) Ravn Sveinbjørnsføns Drab : P A ' 
— Uroligheber i bet Throndhjemfle. Bonderne flagne sed Runatsing P é 
2 — Erkebiſtop Erik >. ; å å g é A A . 
a — Arnor Tumesſon og Thorvald Gisfursførn til Norge A 4 3 » 
- 1214. (Jantar) Qaafon Jarls Død å Å å I ⸗ 
— Gommer; Vaagsbruſommeren) Thronderne underkaſte flg ved Vaagsbru 
« — David Orknojarl 4 . p å P t 
2 — (8 Auguft) Erfebiffop Thores Død. Guthorn Sale — 
— Biſtop Gudmund til Norge Å * 
— Teit Berſesſon + — å på 
as — Magnus Gisfursfon Biftop i Slaalholt ⸗ 
— (4 Derbr.) K. Villjam i Skotland +. Alexander 2den — Eee 
2 — Kong Olaf i Man fat paa fri Fod å * 
1215. Snorre Sturlasſon Lovfigemand . å a a Å p - 
— — (GSømner.) Uroligheder paa Ulthiget — 
— (November) Stort Kirkemode i Rom å 3 Å Å 3 3 
- 1216, Å. Inge tager Korfet é ⸗ Å * Å 
=> — (146 Juli) Pave Jnnocentius 3die +. Gis 3bie hans Gfterfølger . - 
» — Biffop Martin i Bergen +. Haavard hans Efternand . å Å å 
— K. Erik Anutsfør i Sverige +. Jon Sverfesføn hans Eftermand 
— — (19 Oct.) K. Johan i England + . ; 2 — — Å 
— Paal Sømundsføn drukner udenfør Stad . Å a F * 
- 1217. Skule Baardsſon udnæynt til Fart S Å a å å 4 
— (23 April) K. Inges +. Å å ; Å 
- — $Haafon Haafonsføn hyldet om — paa Øreibing . p — 
— (8 Juli) Haafon hyldet i Bergen - Å , 
- — Biſtop Nifolas i Syderøerne 4. Ragnvald ans — 
— Kong Philip Simonsſon + ; ; Å - å 6 » 
— GForlig mellem Birkebeiner og Bagler å å 9 g P . 
— Norſte Korsfarere drage til Fødeland Å å . + ' * 
- — Flere Haalogalændinger drage til Bjarmeland A A A > . 
— K. Haafon byldes i Bifen . Å å k D ⸗ 
— Samund Jonsſon mishandler bergenſte Kjobmænd ved Ørehakke . Å A 
- — Ragnvald Hallfelsføn dræbt af Foldungerne 3 > E Å — 
1217—18. Ginter.) Kong Haakon og Skule Jarl i Bergen. Baglernes Hovdinger i Bilen 
- — Glittungernes Flok ſtiftes . å A * A « A * 
- 1218. (Baar.) Slittungerne flagne af Baglerne ved Gunnarshø , + . 
— (April) GSlittungerne plyndre Oslo + på Å P * * 
- — Snorre GSturlasføn drager til Norge : e . . . , 
- — (GSommer.) Rigsmøde i Bergen, Inge Kongsmoder bærer Jern . , ' 
= — Biffop Gudmund kommer bjem til Island 3 E a , * 
- — Baglerne gaa Kongen til Qaande . Å 3 , ' - 
= — Glagsmaal t Oslo mellem Aongens og Jarlens Mænd Å . A * 
— Nidaros afbrændt ⸗ 
1218—19. (Binter.) Kongen og Jarlen i Viken E ; . A + 
= 1219. (Baar.) Kongen troloves med Margrete Gtuledatter A * - , 
» — GSnorre Sturlasføn i Veſtergotland - . » » * - 
» — Song Ragnvald tager Man til Lehn af Paveftolen 5 ø . * 
1219—20. Kongen og Jarlen overvintre i Throndhjen p eig 
- — Andres Skjalbarband og Begard Veradal blige — paa Ca * 


« 1220. MRibbungernes Flok friftes . Å E 
» — (GSymmer.) Jarlen tænter paa at befrige gåfand, 1 men Snorre turlasfon —— 
bygger bet * * * * * * v ” * å 


* * 


Side, 
834 
547 
542 
459 
834 
551 
835 

553, 554 
558 
835 
557 
558 
750 
558 
835 


834 


837 
540, 750 
540 
836 
837 
567 
569 
570 
576 
591, 592 
572 
838 
572 
572 
579 
585 
757 
587 
589 
593 
596 
589 
839 
597 
597 
599 
601 
602 
840 
605—609 
844 
611 
613 
617 
617 
619 
840 
758 
619 
620 
622 


623, 841 





Var 1220. 


1220—21. 


- 1221. 


1221—22. 
= 1222. 


1224—25. 
= 1225. 





Biftop Gudmund fangen paa Helgeftad 2 ; å Å 

Jarlen drager til Viken 3 3 Å p 4 . 
Snorre Sturlasſon brager tilbage til geland ⸗ å å ; 
Kongen og Jarlen overvintre i Bergen ; A . - 

(Februar) Tume Sighvatsfons Drab G ; $ a å ; 
Ribbunger og Slittunger forenede . : . å 4 Å — 
Fegtninger med Ribbungerne i Viken e 
Vegard Veradals Drab å i — 
(17 Juni) Bjørn Thorvald sſons Drab 
Biſtop Ivar i Hamar +. Halvard hans Gftermand A k å ; 
Gudny, Sturlungernes Moder, + . . — å Å 
Jarlen flaar Nibbungerne paa AUpaldsfeter Å å å 3 å 
(Iuul.) Arnor Tumesſon 4+ t Norge o . * å d 
Kongen overvintrer i Bergen. Jarlen overvintrer i Biten 
Ribbungerne overvintrer paa Leinſtranden å Å 2 


(Febr.) Ribbungerne flagne paa Svangftrand F Å é å å 
Kongen drager til Throndhjem. Erkebiſtoppen faar Myntret å Å å 
Kong Jon Sverfesføn i Sverige +. Erik Erifsføn hans Efterfølger . 7 
Biffop Gudmund fangen paa Grina, og fendt til Norge . A , 
Andres Skjalbarbands og Jvar Utvifs Tog til Bjarmeland — — x 
(Mai) Ribbungerne ſlagne i Mjoſen — Å å 
Sigurd Ribbung flutter Forlig vg opløfer fin Flok 


« — (11 Sept.) Adam, Biſtop paa Katanes, inbebrændt ; ; K — 

— 6 Nov.) Saemund Jonsſon paa Odde 4 * sr a å å 
1222—23. Songen overvintrer Å Bergen. Garlen i Bifen 1 3 : 

— GSpendt Forhold mellem Kongen og Jarlen : é 

- — Sturla Sighvatsførn egter Solveig Sæmundsbatter 5 ? Å ; 

= — Forbund mellem Sturla og Thorvald Batnsfjording 3 3 

- — Arig mellem Kongerne Olaf og Ragnvald i Syderserte . Å i 


(7 Mai) Kong Balbemar i Danmark fangen af Grev Henrik 
(Mai) Sfule Jarl til Danmark. Å * g 
(Auguft) Rigsmode i — Jarlen forlenet med den nordlige Trediedeel af 


* n * 


Norge . Å 3 ; ; 
Biffop Bjarne paa Dets *. Zofreh hans Eftermand å r A E 
Ildebrand i Oslo. ON ; 

24, Kongen overvintrer Å Tunsberg ; A : Å 
, Grfebiffop Guthorm +. Peter af Hufaftad Jana — 

Forlig mellem Kongerne Olaf og Ragnvald i Syberserne - 3 
Bermelænbdingerne tvinges til Forlig 3 H Å k g ; 
Snorre Sturlasſon og Hallveig Ormsdatter flytte famnen . . . 


(Sult) Sigurd Ribbung flygter fra Jarlen og rejſer fin Flok paany i ; 
Biffop Haavard i Bergen 4+. Urne hans Eftermand Å 3 g — 
Biſtop Henrik i Stavanger +. Aſtell hans Eftermand . 
Kongen overvintrer i Tunsberg 
(Januar) Kongens Krigstog til Vermeland å ø 
(Febr.) K. Haafon og Ribbungerne paa Hadeland , , 1 
(April) Ribbungerne paa Hedemarken I p 

Ribbungerne flagne ved Angleyfa . 

(25 Mai) Kongen egter Jomfru Margrete 


Kolbein Arnorsſon fommer til Island : i å h v — 
Erkebiſtop Peter kommer til Norge 

Jon Jarl forliger ſig med Kongen å A å 
Ribbungerne fordrevne fra Oslo. Å . P å : 

Skule Jarl paa Hedemarfen ; ; P ' . A ' 
Ribbungerne unberhandle med Konger . R A p 
(7 Novbr.) Biftop Nikolas i Oslo *. Orm Hans Gftermand R P å 
Kongens Sammenkomſt med ETL Lagmand ; . Å : Å 
. (Jannar) Songen brager til Bergen 9 p ; B 


Sigurd Ribbung +. Junfer Knut i Spidfen før Nibbungerne å 8 


1067 


Side, 
448 
623 
842 
624 
845 
624 

625—630 
633 
843 
640 
854 
636 
847 
637 
642 
643 
637—640 
671 
846 
634 
643 
647 
752 
843 
648 
649 
847 
850 
759, 760 
651 
650 


652—664 
664 

665 

666 

666, 667 
760 

673 

852 
675—677 
711, 712 
711 

680 
681—690 
693 

697 

698 

699 

847 

700 

754 

701 

703 
705—708 
709—711 
712 

714 

717 


1068 


Aar 1226. 


4227—28, 


» 1228. 


(Juli) Trefning ved Ufer —. p 3 PG 
NRibbungerne fordrevne fra Oplandene X 

Gudolf paa Blaffeftad dræbt 3 å p Å Å $ 

Gfule Jarl tager Norfet . Å Å ; k i ; ; 
Harald, Søtt af Jon Jarl, + 5 A $ Å å Å å 
Mansæringerne hylde Olaf Gudrodsſon font Konge Å Å 

Bifføp Sinton, Abbeden af Ffolmfill, og Jon Jarl i — — 
Vidokloſter paa Island oprettet å ; Å Y ; é 
Biftøp Gudmund fømnter tilbage til Island A . p Å 

Biſtop Magnus i Sfaalholt fufpenderet  . Å å % 7 — 
(9 Okt.) Erkebiſtop Peter + - Å 5 * P $ v 
Ihore Throndſte udvalgt til Erfebiftop å ; ; ; ß 
.Kongen overvintrer i Oslo. Å k ; 
+ Kvngen jager Ribbungerne over Grendſen ved Binger ' i p 
Junfer Knut lagen ved Eidsvold . p å ; p å ; 
Sunfer Knut underfafter fig Kongen å ; 4 
Magnus Bladftalf, Ribbungernes fidfte Konge, +. Ribbungenavnet ophører > 
Biffop Gudmund paa Althinget g 3 5 Å Å 
(22 Juli) Kong Baldentar Å Danmark flagern ved Bornhøvede Å i 
Sturla Sighvatsføns Overfald paa Hyamn i å : . a 
Olaf, K. Haakons ældfte Søn, fød . på 2 ; Å . 
Junfer Knut egter Ingerid, Skule Jarls Datter. i Å « 
Konger overvintrer i Bergen, Jarlen i Throndhjem , Å 
Kolbein unge egter Hallbera Snorrebatter i . « A p 
Jarlen og Junfer Knut drage til Danmark Å 8 ; ; . 
Skule Jarl førlenes med nordre Halland . Å 3 : 6 Å 
Grøebifføp Thore kommer tilbage til Nørge . F 1 ; Å . 
Forlig mellem Sturla Sighvatsføn vg Thord Sturlasfør R SG 
(5 Aug.) Thorvald i Vatsfjord indebrændt . a E pA * 3 
. Kong Qaafon vyervintrer i Bergen . é v ; Å Å 
. (FJatuar) Vatsfjordingernes Overfald paa Saudafell 

(13 Febr.) Paven overdrager Erkebiſtop Thore vg Biſtop Orm at —* bet 
Fornodne med Henfyn til Kongens Kroning . * « 
(14 Febr.) K. Ragnvald i Man voverfalden vg brøkbt paa Wingbold * 
(12 April) Biſtop Gudmund fagen til Fange 3 å . Å t 
Folkungernes Oprør. Knut den fange Konge i Sverige. Å 

Erlebiſtop Eyſtein erflæret for Helgen paa Provinctaleøneilium i Nibarsé Å 
GStridigheber mellem Sturla og Batnsfjordingerne p — 
Gisſur Thorvaldsſon og Jon Murte til Norge Å H 1 
Biſtop Magnus til Norge p E A p ' 
Undres Skjalbarband drager til bet hellige Sand Å ; : i 
. Kongen overvintrer t Oslo . e å ; A . : . 
Uſpak Sybersing faar Kongenavn . ; å i 

Forlig mellem Sturla Sighvatsſon vg Sine asm an p é 
Venſtab mellent Snorre og Sturla — 

¶ April) Erkebiſtop Thore +. Sigurd Tavſe * Eſtermand — 
(Sommer.) Kongen og garlen falde Islands Hovdinger til fig . 

Fog til Syberserne . P å . ' E Å 
Det manffe Rige beelt — Olaf og Gubrod Å 3 Å Å 

Biſtop Gudmund indftevnet af Chorebrøbrene i Nidaros ; ; ao 
Nordmandene vyervintre i Øerne. Kongen i Bergen : i : 1 
+ 1 Ja.) Jon Murte 4 . å P 3 KG Å å 
K. Gudrød i Øerne + - , i 3 k 
Biſtop Gudmund paa Ssnderlandet aAlthinget Å 

(17 Jult) Hallbera Srorrebatter + . å s 

Erkebiſtop Sigurd fommer tilbage til Norge å åh a ; 

Goſt) Jon Jarls Drab $ 5 ; ; — 


Magnus (Gilbertsſon?) Jon Jarls Gftermanb Å k E : 
K. Alerander fliller Sutherland fra Katanes i E ; é 


Gide. 
719 
721 
728 
722 
755 
762 

725, 762 
853 
875 
875 
725 
736 
727 
731 
733 
734 
735 
876 
738 
856 
739 
739 
743 
862 
743 
745 
748 
857 
858 
746 
859 


oa SEE EE EE — 









































746 
764 
877 
747 
748 
961, 862 
865 
878 
881 
747, 865 
747, 767 
863 
864 
748, 749 
866 
768—773 
7 
878 
772, 776 
866 
773. 
877 
867, 877 
749, 878 
775 
778 
780 


Side 
Aar 1231. Biſtop Hallvard i Hamar +. Paal, hans Eftermand 2 3 Å $ 889 
= 1232. Jon Jarls Drabsmænd firaffes Å ; - — Å Ur 
- = — (8 Marts) Batnsfjorbingernes Drab : 3 X ; p 3 868 
= — Biffop Magnus vender tilbage til Island . — i » 878 
= — Biſtop Gudmund fufpenderet 4 å ? $ 878 
e — (25 Juni) Gfule Jarl faar Lejdebrev af å — Konge før at beſoge Tho⸗ 
mas Beckets Grav >. Å å å Å å ; P 882 
= — (9 November) Haakon, Kongens Son, fød . p Å - « å 883 
= — Gunnar Grjonbak, Lagmand i Ihrondelagen, + > g t å 907 
1232—33. Kongen overvintrer i Bergen 3 y ; E x å 4 683, 884 
- 1233. De orfnoiffe Magnater omkomme paa Hjemrejfen g % å E 780 
e — Gule Jarl indfaldes til Kongen i Bergen Å å é å å 884 
— Herdis Berfedatter, Snorres Huftru 4 å K Å é P å 853 
é — Urokja Snorresføn egter Urnbjørg Urnorsdatter  . - E 4 å 871 
-= — GSturla Sighvatsfon tiltræder fin Vilegrimsreife —. F å a Å 907 
= — Haakarlehoſten. Rigsmode i Bergen. Nyt Forlig mellem Kongen sg Jarlen. 854—879 
1233—34. Songen overvintrer Å Bergen > ; » — 888 
= 1234. Chriſtine, Kongens Datter, fød 2 i - > å * Å 888 
« — Gturla Sighvatsfen hos Hong Valdemar . p å i + 909 
« — Urøfja bræber Odd Olesſon 3 å Å å p g : 910 
« — Urokias og Kolbeins Tog mod Sighvat . - 3 aiftrrg å ; 911 
e — Saly Gutbormsfons Drab . Å Å Å : ; å t 911 
2 Biſtop Paal ypper Strid om Helgesen m. m. K » . : é 889 
-= — Biftop Paal og Sturla Sighvatsſon drage til Rom Å å å Å 890, 909 
=> — (Sommer.) Kongen og Jarlen tilfammen i Bergen A $ 4 g 894 
= — Forlig ved Flatatunga - a E 5 812 
» — Sturla Sighvatsføn fommer til Norge og treffer gin i —— — 895, 909 
- — Urokjas Boldfømbheder å ; å å 3 p 3 é 914, 917 
1234—35. Songen overvintrer i Oslo . p & s — 895 
« 1235. Inga, Kongens Moder, ++ . » . Å * » : 907 
| = -— Ny Splid mellem Kongen og Jarlen å 2 895 
- — Gturla Sighvatsføn aftaler med Rong Haafon at bringe Zeland artet sa Å 919 
= — (22 Juni) Nyt Leidebrey fra K. Henrik i England for Jarlen . . g 896 
| = — (1 Geptbr.) Ihorvald Gisfursføn + - å å 3 3 * 876 
| — Kongens Iog til Ihrondhjent a ; 3 I 4 ; g 897 
| - — Jarlen brager til Oplandene med en Hær . — 897 
| » — Jarlen i Bilen. GStilftand i Hamar * ' å å p + 899 
| = — Sturla kommer tilbage til Island . P ⸗ å p - å 919 
| 1235—36. Kongen overvintrer i Tbrondbhjem . Å 2 r å y 901 
| « 1236. (Jan.) Skule Jarl i Aonghelle. Vaarbelgernes Flok friftes p . ; 900 
| - — Mode mellem Jarlen og Arnbjørn Jonsſon paa Eibsberg ; ; PÅ 901 
| — SGarlen drager til Bergen. 7 2 3 y g E i 903 
i — Nyt Forlig mellem Kongen og Jarlen = * 3 Ö å p 904 
— Sturla Sighvatsføns Tog til Regfjaholt . Å å i + 4 921 
— Gturlas Svig mod Urøkja . i ; ⸗ 928 
| — Urøfja fendt til Norge P å a 3 å » : 924 
| 1236—37. (Binter) Kongen og Jarlen — i Bergen. 3 . å 904 
«1237. Reins Klofter friftet (2) ; å d å . » 904 
— Gule Jarl ophojet til Hertug å E å , å P 905 
- — SForlig mellem Kongen og Biſtop Paal. 5 ; å ; : 906 
- — Kongen tager Korſet . ' ; ; a + A 907 
- — (16 Marts) Biftop Gudmund + . ; , 3 Å ; A 880 
- — (28 April) Slag paa Bø . . - ; K + % , 925 
- — Urøkja brager over Danmark til Ront . og . R . R 924 
- — Dagfinn Bonde + . Å Ea dte Å . 907 
— Uroligheder mellem Kongens og — ————— 927 
- — Strid mellem Todſterne og Borgerne i Bergen > A . ; , 928 


— (14 Auguft) Biftop Magnus Å Skaalbolt + : » ; Å . 880 





1070 


Side 

Var 1237. Snorre Sturlasjan, Ihorleif i Garde, Olaf Thordsſon, Ihord Kafale, brage , 

til Norge re — — — set å 96 

- — Uroekja fommer til Norge fra Rom 4 $ å R 3 928 k 
- — 3Islands Godordsmænd indftevnede til Norge ; p ' P $ 998 
1237 —38. Songen og Hertugen overvintre i Bifen . «3 di Å . « 928 
= 1238. Hertugen drager til Ihrondhjem .+ Å + * Å * v 928 
= — Sturla vyerlifter Gisjur —. ; , . * Å p Å 985—987 
= — (1 Mat) Kongens Søn Magnus fød ' P ' ' P . 929 
- — Strid mellem Hertugen og Uasulf Jarlsfrænde om Uuftraat , 3 A 929 
- — (GSommer.) Kongen og Hertugen tilfammen i Bergen P P P p 930 
- — (21 Auguft) Slag paa Ørlygftad. GSighvat og Sturla brøæbte . 1 s 959—991 
- — (November) Hertugen brager til Throndhjem A : p p 7 930 

- — Nordmøændene Sigvard Ihettmarsfon og Botulf indviede til Biffopper i Skaal- 

bolt og Hole e Å 4 : Å p 7 å + 997 
- 1239. Gnorre Sturlasfon og Urokja drage mod Kongens Forbud til Jaland . 6 992, 993 
1235—39. Songen overvintrer i Bergen Å 4 ; . A ' « 930, 931 
= — Kongen lader Hertugen indfalde til Bergen : å . ⸗ 931 
e — Kongen drager til Tunsberg. Å ; Å , . ; 3 932 
- — Hertugen fender Abbed Bjørn til Kongen Å Å * * 932 
= — ertugen brager til Bergen, men vender firar tilbage igjen . . p 932 
« — (6 Novbr.) Hertugen lader fig give Aongenavn paa Ørething 3 på 935 
-» — Baarbelgerne berje i Haalogaland og Oplandene p ⸗ ⸗ 937 
= — SBaarbelgernes mislykkede Iog for at overfalbe Kongen . A - » 942—945 
- — Nifolas Paalsfon + å p ⸗ Å — — 946 
> — Magnus Orfnsjarl + . . å å bfin n0 g F, 778 
1239—1240. Songen overvintrer i Bergen . Å ; å Å p 946 
- — Sunfer Anut ophojes til Jarl p å ; å 7 Ki p 947 
= — Abbed Bjørn anholdes paa Hamar ; å Å Å ; å 949 
- — Kong Oaafon drager til Nidaros P . å ark . 950 
- — Gturla Sigbvatsføns Filbængere firaffes - 5 Å 3 å 995 
— (Febr.) Hertugen brager til Oplandene. « PÅ Å A Å 952 
- — (6 Marte) Hertugen fejrer paa Laafa , * F ; gir. 953, 954 
- — (1 April) Haafon ben unge byldet føm Konge paa Øretbing og i Berger P 958, 959 
— (6 April) Arnbjørn Jonsføn + . å — NE E då - 956 
= — fNSongens hurtige Rejfe til Oslo A go k ; ; 960—963 
— (21 Upril) Kongen feirer over Baarbelgerne i Oslo p 3 Å k 963—972 
- — Hertugen flygter til Throndhjem . 4 å 5 . E 972—975 
- — (24 Mai) dertug Skules og hans Søn Peters dald å 15560 ; i 975—978 
1240—41. Songen overvintrer i Viken ; p ⸗ 931 
1241. (27 Marts) Kong Valdemar i Danmark 4 - 3 : å g 982 
- — (Juli) Kongen fuitages fra fit Korstegslofte — å Å 4 Våg 1013 
- — (25 Juli) dallyeig Ormsdatter q+ . * å å 1001 
= — (22 Gept.) Snorre Sturlasføns Drab ; 2 å 3 Å + 1002, 1003 
- — Kleing Bjørnsføns Drab . Å p 3 3 3 — 1006 
1241—42. Kongen overvintrer i Throndhjem å p + . . 1012 
> — Gregorius Andresſon egter Cecilia, Kongens Datter * : : . 1012 
- 1242. Urøfja overfalder Gisfur . E i p Å Å å e 1003 
— Givsſurs Troloshed mod Urøfja . 2 R å 1009 
= — (Gisfur og Urofja brage til Norge ; » 1 1011 





9301 4 'W soↄuaobunq 
"29126 'Bunggig ganbio 


per 
Bua saursjbvg; 
'B$34un19 bunag) (;) € 


*ønuBv ug 





— 








2001 + 'V ÅL 
saUIDJBL (alangg 
spbni43) 9005 G) & 











"LIGE + uølspospod apvaudrvig 'g 
'F6IT + 
uolsuag pad 'a 'GLIT + S1og 














*69TT + 38408 sauasurdalanadr "vask IG 


— —— 








"TOIT + uejsbbaganra quvagang "11 5 'VIADUG 


ual snubvrcs UNGA) buoy 'g 


"0611 4 sau 
13613920 
91% G) 8 


"18319 
dv dig "ur 
v '3132B101(G *g 


a⸗dgo SD 13136 
"ut *B BirølgsBug 'g 


"38 

















- 





+ (Burqao Ju1r2bunpgad 
=3QUVIG JV UNG *F "utt *G qpqubvig G ———— —5 — 





























Aunlagd 








aaguv "ut *g 13100910 IK quaag 
BYR qaut 7 — 8 "903 "| "19109 
=JUIVIQ; QL1QID ut BT FRITT 


* V '1G uølsbunag) snuborcc 
'9p01) buyad qout quylaBg 1 75 — 


FGII4 SJU 


duvulaquas avqi⸗ 
:238833136G qanbio '; rak 


8 sunlugg 


— — —ñe — 








(58 *9) LATT '9 n⸗auaq jvavq 


— — —— ⸗ 


"QUNYG Qanbig ' qout qulapba tojusgn 


*340JIVIVIIN qanbig buoy å 


"DunguQWaiduoag bo ↄuaaiwobuo 


ul! 


a919v3-36æ12 











*g970 + POGL å +07 + "8 
18 'W '% uogvvch W "maoGung) 
*utøg; 849 86114 øntaBang) ·ut ·ꝰ — ⸗ vr —— 
Ev «uølgajtage vbvoruisbuag 1913 vbiazavg JU *0081 + 
01 94 p0g 08 10 gards 20019 TT 845 *ut *FOGI + Evun) 


G) buyad 














'g 1903 % 11388 40 















































baolgobu *ur v 011999 








'V VM NAJVVÅ Qa040| ganbio 


———— 


























— — 






















































































131 VSIJNSVIG 
Baøfqao4g 41 IMDG GS 
*B 3quæa) -BYUG 3 18101990 
«g8u0g ⸗·ug "ut 'BTTGE 9 *3QUNL 
3016 å 'aatbape 19936 =SBUog gur 
DE Ne SE AE NA "1310 | 
*311I4D «11013088 *43P0G 'UVINHD=VUND *U v 2905 + 3016 Qparlg 08 'G 'aoar + "TET gal 
"utt GB aut 43130 TG 9 G 990906 UM AG UM 918 138400 saB10G 'SNUBVYG ↄ2aa0 2 
0610 9 2 3088 GONG «ga0quog svun gau FG «qui gandio Hua qaut *T *q14uung) UBYND SVIMING 
(uvqaa o) 'U W W 
— 3N1010) VIE 
- AE 
«439043 D 1138 
=4G iu v "19GE — 
"08 I 4 JAVG 1NUS "134 DIIIHD POTI + 
$ uaoqung 1: Er VED 34930405 4 '8 
KER, *41480J0IE G %g *vduog 11 *MAOG 
add! *qu6Q) um aun|ugg 11 Å VE 'T 6901 + :31Ø) 
+ ' 49 vel LIet I WU Pla $ (Up 90) > SGIPT ve] snpabarE 'VYUOIVDÉ —rv—— 
«g3j1349 WIG UØISJAVDG DM) NVE -SUNUID dt =g3p194D % 'SOGT + — -v "0001 + 
$ per JBbUg 7 uagvod 96 GM pa0g ur Woach avuſ vbug "ut (gvun) 
; SIGE + uel —— JJ port OG 00408 
FUGL QJØAUBVYE SIV IND '81GT + KG Å — gunlago 'G "3005 TL 030p399 AT møgvog To aambig T 
quvut EEG st D *LLTT + sunt uofemsodima — — —— —— TE 
«43933 "BTTL I *FOIT "Port 4asbobug * apfto] 8811, x U «38U08 qavog; ut *B 'OGTT  SNUSVUG 
0016 onaos +08 "NAP "0061 + «p61T  sauaaunadg sↄuaabunj qmbio å 'qunmdvg — — ab jaggo 0 34944005 GIU 
IDG -329 -uboyg NOG p10G Add + VGs 30185 |FONY bunj F Qegjog mm blog ut BOGTT *G 19NDAI0KG guu GE ETE NG.) 
— — - -v oag Å13p  OJGIUG 908 (IG) *PSIT «9888 '£ 1 0paD 6 + BYG 11D «gg gort 4 'Y MG 932020D G «tag QJVIVG "TF 
«aB40n IG UNIØGUNG: JU 6 403 Å 2043 G) -UNPAD ug (3) + qvivå — — — ETTE ET — 
så uAlsjasv laag; 1908 & pe Ke 5 Å 131099Q4191D 
PIG VIG uu odagg iu ert 4 '8 "1911 «asp aaquv ung gn VG dt ans 
*16 "1 313810 G v parbig; gg 112149)  % 9948 ggrr + 8 UG QUnaig QU1PID 





EE gt — G—— 








— — — — — — — — — 








'op9 qvavé HU I 


(å 41318 unußx vbu uuoag 
'opar + 1 3jø1039916) aaung "ut GB — sUsVIG *Y 
'sapo 7 q1QuBog *T —*qu3BUug *T '343AB40G "TV 


w 















































"JUDUIJUI "066 'D 
— — —— 109131 Hd anvn ↄal uelsqirg)a 
1986 I ; *qjvI0g * HilitgD * unaB104g * 39102 'qvuig * 
-JVID sJIQUN *1 7 djørgagan uan *pITI + wovaung vet uog Jo SNE TE vurd1 19% å 98 181 å UUS ; 
Ga) ved svjopng Ju *Y0BANG DDÅ UNG 7 utaagung 'HG "q1abnog; 1 *b *QUBNINVØ) 
13110) gu 4ubvig ut 9061 4 gIUDDIT — — — squotjøpu 139104 "32408 bo qjøm 1 uaquvubvg *g "uøl 
8 *1 *Opgl + 6814 Jo unabaogẽ —— wbaunſe vog Inson =-101D nouao⸗ «sag snuby yg Fung g 
'Bnga3G Ba jayg jn 'q11815 *g KJØR UG 99UG G «aqussjeduog 1908 ouuow — *qp019uD 3204 "To G 
— ⸗ — — —i —ñ —ñ—— — — — 8 i * * : * 
"WIIK Jo 'o 19661) 1839) PIGG daefaabug : —— UD — 
s9510Q20unag) GIQUBDIG *E aoueo gar *p un 6 Baolqaodg *QuopuaC uel suuvuunn *puog naagoag 'G 
1989 "6 YPID *G PODG Ao jp — — maogung) «ut uoglavgang —E 
39H0G "GP "Tr ur B "PGIT 4 GIDD E *lnsv *B *q1138uG *1 *p tr b·quubv AT 














— — ——— W/ 











"Bos Ju 18109)204T QUO 'E PoNbag 'a ruiaqquiugs ſv qua T "mu eb ug Due uaoqung 


NTG "006 95 "4104 330) 
*UIILDK=SU1IXE 


'E 


4 


Stovreim-VEtten. 


1, Arne paa Stovreim eller Stobreim, 
Faldet —— 
g. m. Dronning Ingerid, Harald illes Enke, fe f. B. Tavle 3. 





Inge. Nikolas, Biſtop Phil i Å hjå å Margrete, 
i Oslo 4 1225, g. 1. 1. Bjørn Bulk, 
2, Simon, Søn af 
Afna-Kaare eller 
GSnør-Kaare. 
1, Nifolas, 2. Philip, Farl, 2. Hr. Andres, 
fid en Baglernes Konge i 1218. 








+ 1217, gift med 
Ghriftine Cyerres- Hr. Gregorius Un- 














Datter, bresfør, + 1240 g. 
m. Cecilia, K . aa» 
fons Datter. 
5. 
Arnunga-Wtten. 
a. Giſte-Wtten. 
Paal Sloftesſon, g. Mt. Ragnbild. — 
Nifolas Kuvung + 1217. 
Paal flida. Ragnhild (4. m. Skule Jarl?) 
Peter i Gifte. 
Nifolas. 


b. Bjarfø-Etten. 
Vidkunn Jonsſon i Bjarko, + c. 1140. 
Erling i Bjarte. * 1182. 


Bidfunn, N. N. Ragna g. m. 
f. 1164, 4 1183, Datter. Bjarne Marde ut. 


Erling i Bjarfø, 
Bjarne. Vidkun. 





























6. 


Grfebiffop Eyſteins Slægt. 


Ulf Uſpaksſon, Stallare, re, 1066, fe forrige B. Tavle 9. 

















Jon ſi ſterle par paa Raasvoll. Brigida. 
Gvpein, Grtebiftop. — Fhorberg. Sauda-Ulf. 
- Baard Sala, Erlend Peter Burdarfvein. Fint 
Kuvlungerhosding. Thorbergsſon, + 1139. 
Korsfarer. Taran. 3 |b.egss å af 
. igurd g. m. N. N. 
Standhale-Mtten 
(Baard Standhaled) 
— Peter Pao paa Hufaftad, 
Erkebiſtop, + 1226. 
 Gigurd urb Biffopsføn, 
Lendermand. 
Å 


Orknojarlernes VEL. 


a. Harald Madadhsſon, Jarl, fe f. B. Tavle 7, 4 1206. 
g. m. 1. Uffrefa af Fife. 
2, varflad, Datter af Malkolm Mac Heth. 
1. Henrik Jarl 2. 2. Thorfinn, David Jarl, Jon Jarl, Gunnhild, Herborg, ”Langliv, 
— q. 1201. * 1214. + 1231. Jon | anglivsfon. 
Helene. 
Margrete, 











b, Nagnsald Jarf Kale, den hellige, 
+ 1158, fe f. B. Tavle 6. 


Ingerid, g. ut. Erik Glagbrelle. 


Harald Unge, - Magnus Mange, Ragnvald, Ingebjørg. Elin. — Ragnhild, å nt. 1 
Jarl, + 1198, * 1184. 2 








f Sfalle. 
2, | ae Undres- 
før (GS. 448.) 


Snøkyll Gunnesføn. 





- — GE —— ————— 


















































* 


ud s3Guv uag znuvx * uolabuvaio 
4310 4v '9YG ung 1 'V 












































ser + veret + og '9D 21908 $ UG 1901 + 
mad 130006 ug|gdt «31028; SNUBVUG MG 
V — =1385) uog v øpusanog *ut b 
< *13H0G v— "HNDG 1910 
PDUUIG I 99113940 * olavg UVI *3143 epmuy * Nr 
eg ad 01 2 a0uoy nn) 8) en lg GL BEG — met ot 
1980] UIQ 8 G) ORG «gapog aunꝰ qupuBvg 9g & 8 qx2828ug ønubvyp AIG MUE — NG quqc 
— V — RASTE " vi * 
"9081 9 $ 205 ug (i) 006 3008 (3 14196 ” 201005 "SPOT HOK 105 Im —— re 
aabujog aaf *340Q UIQ sIN!Ø QVAVG WF 'VAIGNQ; *ut $ 
buuuoag rav «JWNING SNUGVYG javK PV 'a081 + 1996 vloag obaog 





(31369 SNU 
gt *8) pnuns 





ſsuolorad mug VW J3NPVDU 
"9906 '% W 











— — 





961249 1 uII9G-3Hungjog, 


6 


"FEAT 1408 
+ ' a0uv) Kg: 
qmug un  G14Q; *ut * 'Y 99 
*3104Q; 'B vuspag vaogobug stv) 119 


430Q3IND quobug ønubv KG — 
ut 8 javß 1988 OG J *34| I *Q avuagivg 8 JV 















































SE buog oou *UVD YG VISKHPNG 
quoubvg VUDE QIW EG «13100; uol ouaui svlaag obagg «ut vbgiti 
u⸗ajv UEJVVÅ VILDE QI GT -JS APG 11 G 1906 ug 18 *pOGI + i + 'Y VS 
% UG OG 16 vunagd *g171 + "vun4D *B q11819 HUND *E ue|snug JD 
*322309 '85 "181 8 "0611 + 
"3400IQ SVIGNNG 10 '$ vujzavqvx 13391040 40 'V 69 uolenad mug 











"9601 'D al UNDE PuejsqjvaDd usoig upiudg um h 
Dort 4 8 "49 "(081994 190) ueleasvae 11D 


*333133%:36404 IJNUIA) IG 


'8 





*aDMUDG, I Hag ug PU Fuag dv NVE 1q23830uG ut og 32010 3108 





v— — — — — — —— 





Ejbeuo) moauag 











uolsouo8 ar + 
aung utt 'V 'unD VW 49 'uejøsuIaD UG "I 


*13NDG; oue ſs⸗ound 3999 "VINIQIUIK: · 
"33403; SAVE odag 'G1obobug *F "ut 
*B 'Q1a1 4 Y 49 'UA|SPIU 311989 


A— 
'$91T 4 uolsoſaago javg 


011 + 8 49 'mølggog 11189 






































bun u3QP00 "dd no] "gofjva 


——————=—————— — — — — — —— — — — — — — 




































































"i 'B vbjog *øVIIQUK 90448 9 «108 utsg 
*1PGT + "131100ø1044 b19 uaolgẽ *qj020G «ane 'u v '9rar 4 og "ur G 
MOT. AL) Buøy TI MV avquaIS 'u b uvqhvch '$ moNig € baaog '7 ik T tt 1 
wvoſerm⸗ uolsqjvgaoq. anlei | 
JA10UD) "Ull G == 
*nøjsgppardg % ULALQ; '0par + dagpligg ruolan | *B101qa047 "ut 'P 
'919 'D 91 "mu 6 op Bjaapod uejødagig; 103 bjvgan uø «sg qpvå --qunudig "Qp188ufg utg 
01 SAVANG Ve V= «SQUNUING) «1047 ut UG "ut '39138 vvd 1200 
onoauoq "9614 *q Bagljans ſv "499198 91 Q ønuboyg *B 'v104% vb vaog -gu0G qu2bjog ui 'G 
"g32QUN, 23142 'v1047 ut =136 "ut 'V LITT — ar *16 '% 40 "TK 
— — 6 q01j1090QI0AQ; + 10410019 I "9111$) qunuqng) Tal + 390 vvå 
911047 € vvd UNG '% 100 dauug * uu b 'BjaapoD TV uel suog qunuvo I 
291118 11991] 0204% vjaoq AVLIG; 4v 13169 a⸗nnvosquvagbba 
34218 1 vlvg '11 8 'Qqp1qubvig 'ut 'g va0QpvG "nt GN 
u olo vagh o ving '1 9 81409 "011 4ubvig "786, "bod 3] "1611 4 uolonag uoG 
v——— qp ——— v— 
"UA|SUAG QunuaND "Ut RE — 
"99138 ved qaaGog må) *G 4 31 "01 
— v «10 SNUÖV UG 
"Ua 'W Io "4 
— — 'v1047, ut Poach 
aoaagð aunuigog Aoach og 1n169 























"10D sHag-daumag; 'uagpo Jo 23103; 'unaang) "ut I *6 get + 'oQ021 ”malsnibjo qunuae 


*qQuoSQ vpd UIIDT-IIIG 
























































H 

*åvaanog) Jo 

: "1801 + ſsviuoqẽ 'u b 
*UVNG dauq vgubv ouaa G Aaval goaanꝙ Aa⸗nvg vav 
"0801 + ↄauao ——— — V— - ——— — v— 
I 5 UOJDDG *su1IM I +33 1 Goano JV uqog "ut *BTGT AUNG *3u13Æ Ba / 

2919 Jod — uvsung 40319) 006 G 'B G vond — "9910G UG UG 4086 Ba de VW 'QJVAULDIG 'F UG 1 GE Aava JUG T 
2401" song "app aÖpparsot ga *a QUDpG I MYHSKINKG VW ÅV UG 
"du13g$ 'vjobug un Bop 
*påbang Ju aq vunne ) ut Bg QI QUBDig 811 4 "WDYG I Zuang 








8 "TAKK ag 
WOUG I 18 Bua AVIG 


'99% $136408 dJ1GIIIGI IG 


'ol 



















































































*TPGT + 
*ULG vbuꝛejv 
*PA4G) — — — 
aonva⸗aaouo Brafgabug 431 0QSUIG H198J0 
*T ut * quvutoabn agog uu 'G PST + *qunit 
PULA an su vadghvch · 197 '1 Mn l moi; To BOG Tang) V 
, —— a⸗ nvgs qunui 
å uel ovan ⸗ gaaq d Ku g V8IG T an s9 uelsdaug HUS «ang v104% 'T 
'3409) a⸗nvgonvſ a⸗nvasbujej 8 
1 31104D ð '9p 'T 3] uelsuag vragpog 1 v 43991 UIA v10G fr 1 b 
uolsaaanv —— ganbio 'g "ol "1831 + 194 "1914 0QSUTAfg *941G I 
dag; 18 v at *T tr BG øuagpog AMUND TL -JVVID I go u8 7 -UIKD) SIGIIG UNG MOL GGGT + 
uaog IAQUV P vado yvcg 3 wuuujax e Jcui vaangd nubvxc6 1 "ut G YVG TV qvgx04G 
"42 ag abpoſglao ga 'G "9814 gavgaag ÅV MG QUI 18 je 
'qunggs ganb V s04 MVNND VA quvusdyaag 9031 "181 
*QOrT + "dogg; 180801 NOG 
"LITT + *JVQVJNVG I 19T qvgaag "SLIT + dag U181O 
"0801 4 "Aslag 119186 


bl pånmner  —— 


"0184 AISIØ 
*qQuvjsC vvå 1I3106-$10 00 JD G& 


el 


EE NT 


daolauwg 
"WIOQE oaoj ð avumd VE 


































































































— obun "TT avd 3 "13400 *TPGT 4 zoag "131104 
*q0HÖD 101 tuelsquae aasaauap UIQ "mølsqunu =SUIG 0048 SEGL -squnuDe 134 
«u3an ”g 'Bugsold AE å Å bae ſquaz ut VILDE UNG *TEGT 4 =D) UVI QMN4T + SNMVUG 199 uu 'V 
”9UDQ GJVALNÉT ⸗ NØD B eper 4 pm Bean sg «Jod um G tapøpoe um Greger 0 BBTL 4 TTGN + "UTØR; "qoylonad 
ua GE "919200% — ven va⸗gyvg *T ug "I HVANND QL04T UNGT "WIQOY 'vanyo 'IUNJ oaquv p Ba VID 'E ING '6 avageg ð 
"VOGT INNE 
aonlag ur ut *g —— 
"6801 asnva aonvasout unaang 'G 49 
=d113Q; s1Q13G ut Gp -13 vaoo yvg 8oa v0på 
*1PGr + quvuttaquag Øa "ut *B eger + Ju 61 a⸗auuoo ba 
"910018 7 "3828 ð quwuabilgog daaous 'F % 908409 ð tå 194043 danog 3390 Po UI49 TV 
a⸗nvgsavggag dueng um 88 aopia8g 3890 qau *T 
*RSIT + mDAad 
unagn 9 sloaad "1I0UD vvd VIND 











"91 3 — 
uol saaaous 209H0G Jo uolaoſpaag nvc uejenE a104% 











Quojs vrd uaaao obunjana 


EI 


*UB|SQGG UGVIG 

































































"uapvvd 5 gout 193009 uqubvig ur b "ness AG 
uol snojaol won vaneg oaoi *ut b unugS avg ut vvag uaelquiogo 
*Japrold au 6 "91819 'uøl "23110920 
—— ——v «ss JYÅ glad vnviyvg nr eb 
aoquvg oaneg 34918 "ur v oaoc "Sn AD UG "G101 + "UADIQ 
uaog 31018 uoaß uao quiogo 


J0QVVJIID Aavol gavv 


Ae Uo 2 








*QuvIeC vvd u1INT-9145) 


"EL 











"201118 aouvgaaaous SIGLITD *G 
aonvg suajspbiag 
avg) vundpog *P 4 B 
: *Qq100G '8TGL + aivaao gd "41040 


avgg 9197 aaaus WIG 


*uaJstVDYK JIQNVÅ Ju 13N0G 'a:019 "ut V 'qraflsuvg; I 91047 


— — 


uolsↄaaadud 10QP0G Ju uolaauve uejleuvgporg quvgaoqd 


"UIO; oaojgeet upon d  gaafdøuog; 1 2049 'G 419106 ST 900D) TV 











e——— 



































*Quos vpd uINI0G-QIOLSUID 


FI 





"uyviqaquisyo qunbig 





















































Jo us laauvg 'supg 
Jv ueløusjovå 1149 7 
*O6G1 uo saund quvag AONIG; 40 
uølsabjøad LETT + 908 | 's3UD 'J10G '3210G ugqjog "ur ueg "11381043 V 
uaog; 190 '% avug 1 1 dop IG; "Qunuqnø) qunmbyg "ea 8 asap 7 1 'q06G % ui 8 unsanE 7 "0:09 T 
ruuvac *431J09ø10U "131103 "ap ig uu g *ø1138 
1 DUNID 'F -ung ufin nT 01815 u b vva⸗aT "ut Bg azy00baoq "22986911 
34106 aebuvg 1 362 ut v 90 11 3301 '6801 '3 guvjuoig) I 1 JUNG gpabugg aat «I gqUDJUSIG) I 
J4QUD F an 6 vao ſgobug =QA% vvd + '3216 + dad; qunuobugß "91047 *q2DAI04F Qøq avuid 
698 "OD "Qi 1997 91996 HL s3| 
'MØJAVVUG 9916 Jo VAD 'sPB1047 JV aauvg⸗ -gunelsunee 'BIIGPvÅ 1 8 
— 'nølsanog aiabaoq d 
*Q104301$Q0aB0]2 saunmqua GANG: 
LI 
*TT 91A0G 3| '19NVQSQUNUND 
'ØQ5 1 abj3G "7 "13340031 
ueol saaaagud AVAQOG; uo sqaoq =10UD vaaquvg 
vfjean u 0 vu G 10AQ0G; "nr *B opa] + 'sbun 
Baofqunng "919228 ui *B quo unq108 
or 0 3 Ne *uo|smIg qanbio '; 1346 qunuabug *1 un eb 
*320uh vag quvseE vag do uus 90009 19) *ut * "1 *G 'va008 12 TRD 401116 'T "8001 uiaqaxy "3 "0819 I 
" nejsaunmbio uog *g0VQVYE — aapvggan|erg) an på 
1 6 030008 UIO *23190Q22047 unaang) *T "ut b FSTT 3 JunT 
"906 OG, HUUVIG AI unaqnꝙ 9 og "39108 
napofe 





aouan 
3900 a110UD) jo 139002uno5 uunnbug ur 'B urelgsrg 


V 








*quvsC vvd 3195 saUnbugauUbvag 


'91 


18. 


Reykjaholts-MWtten. 


mm == ——=i====== === 


























Galve. 
Thord. 
Magnus. 
Galve 
Paal Preft Olaf 
i Reyfjaholt. Preſt t Helgafell. 
gm. Thorbjorg. g. m. Hallgerd. 
Brand. Magnus Thorlaug, + 1178. Arndis. 
Preſt, m. Hallfrid, q. m. Thore Preſt, den 
Gønnedatter af Ure frode. rige, paa Deildartunga. 
Brand Preft. Ure Preft. 





Bjørn 4 1177. 





Side 


Nettel fer. 


3 i Fertett, Linje 5 f. o. Kuvlung læs „Kuvung“ 
21 i Side-Overſtriften: 1164 læs ,1167" 
42 i Moten, Linje 7f. n. 1196 fæs ,1195" 


49% Førte, — 5 f. 9. ben fiendtlige Plads læs „den Plads” 
58 i — — 4f. 1. aldrig fæs ,aldrig fenere" 

88 i Note, — 1f. n. Stagne læs „Stugun“ 

111 Jerten, — 3 f.v. Thiodolf læs „Thorolf“ 


125 j Gideoverffriften er: ,1181. Slag ved Nordnes" 
158 i Ferten, Linje 5 f. n. ban fæs „hun“ 


15 i — — 3 f. nm tilfsjes: ,enbvidere havde ban en Datter ved Navn Margrete" 
191 å Moten, — 2f. n. lagsagn [æg ,lagsaga 

1974 erten, — 114. o. iftf. „og Dog, — — — faldne“ las „og døg levede lige til 1217" 
205 i — — 7 f. n. „beſogte“ Læs „atter beføgte” 

215 i Noten, — 2f. n. Gorodek las „Minſt og Gorodel“ 

248 i Texten, — 13 f. o. Ragnhild" læs „Ragndid“ 

324 i — — 19 f. 0. Bitry-Aaare" læs „Bitre-Kaare“ 

339 i — — 9f. 1. en læs get" 

— i — — 7 f. n. den las „det“ 

343 i — — 19 f. o. fundet læs „finde“ 


437 i Side⸗Overſtriften „1201“ las ,1203" 

452 i Texten, Linje 7 f. n. ,1192" fæs „1197 

461i — — 3f.n. „Stiffader“ læs „Stif-Morfader“ 
477 og 479 i Side⸗Overſtriften „1202“ las ,,1205" 

493 i Zerten, Linje 15 f. 0. Skaalpe læs ,Skjaalge" 

494 i — — 15 f. 0. Fljodoføll fæs „Fjodokoll“ 

— (ligeleded i Noten, £. 14 f. 0.) 

517 i Noter, Linje 6 f. 1.  Preftegaards" Læs „Preſtegjelds“ 
540 i Texten, — 8 f. tt. yu6te Decbr." las ,4de Derbr.” 
559 i Side⸗Overſtriften 1213" læs ,1214" 

592 i Noten, Linje 248. 320" læs 2den Deel, S, 320" 


618 i Førte, — Tf. mn. ,1214" føs ,1218" 
64i — — 5 f. n. 1220 las ,1221" 
628 i Noter, — 3. 1. Stolen læs ,Stalsberget” 


633 i Side-Overffriften: ,1217" las ,1221" 
672 i Roten, Linje 3 f. o. Erkebiſtop læs „Biſtop“ 


— i — — 8f. o. Bryngulf læs „Brynjulf“ 

688 i Texten, — 1 f. n. opfyldte las „opfyldt“ 

693 i Noten, — 2f. n. „hundrede“ las „hinanden“ 

699 i Sibe⸗Overſtriften: „1215“ las ,1225" 

713 i = 1223" las ,1225" 

723 å Texten, Linje 2 f. tt. , Jon" las „den t 1214 afdode Jon" 

750i — — sf. 1. ,1213 den 13de Derbr.” las ,,1214 bent 4de Deecbr.“ 

7i3t — — 13 f. n. „de“ læs „den“ 

804 i — — 15 og 16 f. o. „Sigurd Ormsſon Svinafell“ las „S. O. paa Svinafell“ 
830 i — — 13 f. o. „Vaaren efter” læs „Sommeren efter” 


843 i Moten, — 3 f. n. Heften las „Flugten“ 


Side 847 i Note (1): „IV. 62," læs GIK 

— 862 i Zerten, Linje 5 f. n. Vedokloſter Læs „Vidokloſter“ 

— 8501 — — 5f.n Gudmund læs , Agmund” 

— — i Note 4 tilføjes: „han faldes ogſaa „Sigurd Munk“ i Sturlungafaga II. 4" 

— 893 i Moten, Linje 1f. n. Foreningen læs „Forleningen“ 

— 89% i Jerten — 104. 9. ,Sturla Thordsſon“ læs „Sturla Sighvatsſon“ 

— 910 i Roterne, overſte Linje „II. 24" læs „V. 24," nederfte „III.“ læs „V. 25", 

— 912t — Linje 31. n. 1224 188 ,,1234" - 
— 1022 Linje 8 f. n. Efter  Arnsborg" tilføjes „Arensburg ved Gießen)“ 


Endelig bemerkes, at Navnet ,Barbelger” overalt, Hvor det forekommer, ſtal læfes , Vaarbelger”, 











s 
K 






miin y Å N - ryP ER. 4 JR 














HScan 


44902 


.Munch, Peter ke 


Author 


ad Val, —— 


Title Det norske Folks Historiåe [Part I 








UNIVERSITY OF TORONTO 
LIBRARY | 












Do not 






remove 


the card 






from this 






Pocket. 










Acme Library Card Pocket 
Under Pat. * Ref. Index File.” 
Made by LIBRARY BUREAU
Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Det norske Folks Historie"

See other formats
