Nytaarsdagen eller Pierre og Pierrette

os

I]

* . 1 2
OS g 8
Se AS 7
99 8 > ;
. ö 5 RB
N 4 2 57
0. 0 EK
90 sd 3 AN Fr
i 3» 2 1
* N
*

hy
Nytaarsdagen

bs eller

I N I

” herre og Pierrette,

en Fortelling for Born,
kronet af det franffe Academie.

i idet”

Af

Louiſe Sw-Belloc.

Dioerſat efter Originalens tredie Udgave

8.0 eee HI H eM)

8
"AH Pr * 4
N H. P. Holst.
3 BRIEF
60 Q A dete 9 7 „„

00 41447

— 5 -

Nytaarsdagen

eller

Pierre og Pierrette,

en Fortælling for Born,

kronet af det franffe Academie.

Af
Louiſe Sw-Belloc.

Overſat efter Originalens tredie Udgave

af
324222

*
*

Kjøbenhavn.

Forlagt af S. V. Soldenfeldt.
Trykt i det Berlingſke Bogtrykkeri.

1840.

Pierre og Pierrette.

—ͤ ( —

Det var den forſte Dag i Aaret; imod Sed⸗
vane ſtraalede Solen; Luften, der var fri for
Taage, var reen endogſaa i Paris et tykt Snee⸗
lag glimrede og knagede under Fødderne paa
Mængden, der opfyldte Gaden Saint⸗Honoré; de
gik og kom, ſtodte og trykkede hinanden, ſom om
Tiden umuligt kunde forſlaae til Alt, hvad de
havde at gjøre i Løbet af Dagen.

Og dog var Klokken kun ti. En lille Skor⸗
ſteensfeier, der lænede fig til en Afviſer ved Ind⸗
gangen til den ſtore Gaard i Palais-Royal, be⸗
tragtede den travle Mengde, der gik ind og ud.

En Herre og en Dame gik ham tet forbi: de

bare Dukker, en Marionetfigur, en Polichinel, en

lille Vogn, der ganfke viſt kunde kjore af fig ſelv,

og en Pakke indbundne Bøger, hvis Forgyldning ſkin⸗

nede i Sollyſet. Pierre fulgte alle disſe ſmukke

Sager med Sinene, og han ſaae, at Herren ſtod
1

2

ſtille og vinkede ad en Kudſt, der ventede med fin
Vogn paa Pladſen: Equipagen fatte fig i Beve⸗
gelſe; den lille Skorſteensfeier lob til for at lukke
Doren op og ſlaae Fodtrinnet ned; og da Her⸗
ren og Damen ſtege ind, ſage den Sidſte paa
ham med en ſaa blid og velvillig Mine, at han
ikke kunde holde fig fra at befvare hendes Smiil
med et: „Gud velſigne Dem, gode Frue! og give
Dem et gledeligt Nytaar!“ Damen ſmilte end⸗
nu engang til ham, ſogte ivrigt i fin Pung
og fremtog nogle Skillinger, ſom hun trykkede
Pierre i Haanden. „Det gjør mig ondt, at jeg
ikke har flere Smaapenge, ſagde hun, men jeg
haaber, at min Nytaarsgave vil bringe Dig Lykke.“
— Pierre takkede, ſlog Doren i, og Vognen rul⸗
lede bort. Han holdt Pengene i Haanden. Det
var hans forſte Fortjeneſte den Dag. „Der er i
det mindſte ti, tenkte han og Damen har givet
mig dem af et faa godt Hjerte, at de nok træffe
flere efter ſig.“

Han gav fig til at telle dem, og da han lod
dem lobe igjennem Fingrene, kom der een frem,
der var faa lille, faa rund og faa guul. Pierre
fane niere til: det var Guld, et Tyvefranes⸗
Stykke, en virkelig Louisd'or, nypreget og faa
blank, ſom om den var kommen lige ud af Diglen.

Pierre loftede Hovedet i Veiret og ſogte Vog⸗
nen med Oinene: den var ikke mere at fee. Han
erindrede, at den havde taget Veien gjennem

3

rue de Chartres, og han lob derfor alt hvad han
kunde i denne Retning. Han naaede Carousſel⸗
Pladſen. En guult⸗ og ſortmalet Vogn rullede
netop ind under den lille Port paa den modſatte
Side af Pladſen. Han gas ſig igjen til at lobe
og naaede ganſte aandelss Quaien; men da han
forſt var der, vidſte han ikke længer, til hvad Side
han ffulbe vende fig. Saamange Equipager kryd⸗
ſedes i alle Retninger, ſaamange Vogne, lange,
ſmalle, brede, ſmaa, rode, gule, forte, bedekkede
Pont⸗Royal, at der ikke var mindſte Rimelighed
for at udfinde en enkelt, end ſige nage den. Pierre
vedblev imidlertid at gage videre, men han ſagt⸗
nede fine Skridt, og da han havde naaet Midten
af Broen, ſtandſede han ganſke. Hvor ffulde han
igjen komme paa Spor efter Vognen. Han var
ikke engang ganſke vis paa, hvordan den fane ud
og var malet. Det Hele var faret ham faa hur⸗
tigt forbi, at han ikke erindrede ſig det Mindſte,
uden Damens Smiil og hendes gode Onfke, da
hun trykkede ham Pengene i Haanden. Men tyve
Francs havde hun ganfte beſtemt ikke villet give
ham? Hvorledes give hende dem tilbage? Hvor
ſkulde han finde hende? Pierre vendte om, og ſom
han gik langs ad Quaien, lige ude ved Bulver⸗
ket, kom han til den lille Trappe, der fører til
Badene Vigier. Endnu beſtandig holdt han Pen⸗
gene i Haanden: han banede ſig Vei midt igjen⸗
nem Vrimlen af de Forbigagende, ſteg nogle Trin
1*

4

ned, fatte fig, fvøbte omhyggeligt Guldmønten £
et Stykke Papir og gjemte den i fin Troielomme;
denne Forſigtighed beroligede ham: han folte, at
at han var anſvarlig for dette Guld; det var be⸗
troet Gods, ſom Tilfældet havde bragt i hans
Hænder, og hvorfor han engang fkulde aflægge
Regnffab. Da han havde bragt det i Sifferhed,
aandede han friere. Hvad Skillingerne angik, de
vare hans retmesſige Eiendom. Han havde netop
talt dem: der var ti aceurat; han deelte dem i
to Parter. „Hvis jeg i Dag kunde fortjene ti
endnu, tenkte han, vilde jeg kjobe Nytaarsgave til
Pierrette, en auvergnifk Dukke, kledt efter Skik
og Brug i vor Hjemftavn. Dog nei! Hvad
ſtulde hun gjøre dermed? det er langt bedre at
give hende noget Nyttigt.“

Et Slag paa Skulderen afbrød ham i hans
Betragtninger. Han foer ſammen, thi han tenkte
paa Guldet, han havde i Forvaring, og for forſte
Gang følte han en Frygt for, at man kunde have
lagt Merke til ham. Han vendte ſig om. Det
var Jacquot, en Kammerat, et Byesbarn, der for
over et Aar ſiden var kommen hid fra Auvergne
tillige med ham og hans Soſter Pierrette. Uag⸗
tet Jacquot under fit Ophold i Paris havde for⸗
andret fig meget, uagtet Dovenfkab og ſlet Exem⸗
pel havde bragt ham til at antage en Levemaade
der var himmelovidt forſkjellig fra hans to fkikke⸗
lige Reiſekammeraters, og uagtet han ofte havde

5

været fortrydelig over at modtage Formaninger af
Pierre, der, ſkjondt han var to Aar yngre, havde
langt mere Forſtand og en langt kraftigere Villie,
vare de to Born ikke deſtomindre vedbleven at
omgaaes. De talte ſammen, faa tidt de mødtes,
de havde deres Natteleie i ſamme Logis, og Er—
indringerne om deres Familie og Fodeland vare
endnu mægtige Baand imellem dem begge.

— Men hvad ſidder Du dog der ganffe alene
ſom en Ugle? ſagde Jacquot. Jeg var ner gaaet
forbi uden at ſee Dig; men ſom jeg ſtreifede
langs med Quaien, fik jeg Lyſt til at ſee udover
Bulverket paa Floden, der rinder, og ſaae med det
ſamme Dig ſidde paa Trinene og træffe friſt Luft.
Du bliver jo til Jis, derſom Du opholder Dig
her et Qvarteer endnu. Kom og lad os tage fat
paa Kugleſpillet, for at fætte Blodet i Bevegelſe.
Oppe paa Fortoget er det deiligt Solſkin, og et
Duſin Kammerater venter paa mig. Naa, kom⸗
mer Du?

— Nei, ſagde Pierre, Du veed, at jeg ikke
holder af at kaſte Kugler.

— Fordi Du er bange for at tabe.

— Ja, ſoarede Pierre i ſamme Tone. Jeg er
bange for at tabe de Penge, ſom Pierrette og jeg
have faa ondt ved at fortjene, og jeg er ogſaa
bange for at vinde de Andres.

— Bange for at tabe, det kan jeg finde mig
i, men bange for at vinde? har man hort Magen!

6

Jeg forftaaer mig flet ikke paa Dig, ſagde
Jacquot.

— Du veed meget vel, at vi i den ſenere
Tid ikke forſtaae hinanden, ſvarede Pierre. Det
er ikke længer ſom for.

— Pasſiar! ſagde Jaquot, for var jeg et Fe;
jeg troede, at det var Synd at ſpille, Synd at
drikke, Synd at more ſig iſtedenfor at arbeide.
Nu er jeg ikke længere faa dum. Jeg veed me⸗
get vel, at Pengene ikke ere mindre gode, fordi
man vinder dem let, og jeg vil langt hellere er⸗
hverve Penge ved at anraabe de Forbigagendes
Medlidenhed, naar de ere rige og velkledte, end
ſlide Lemmerne af mig ſom Du ved at krybe op
i de forbandede Skorſtene, der aldrig faae Ende.

— Tigge! udbrød Pierre med et ÜUdtryk af
Modbydelighed, naar man har alle fine Lemmer, og
naar man er ung!

— Ja, Du, Du har altid været hoffærdig,
ligefra det Forſte! ſagde Jacquot. Du var ikke ftørre
end en Støvle, da Du allerede gjorde Neſe af
hvad man gav Dig. Jeg huffer nok, at min Mo⸗
der ſagde: „Den Lille der holder meer af ſin
egen haarde Brodfkorpe, end af Naboens Hvede⸗
brodskage.“ Men, ſeer Du, Pierre! det er en
Dumhed! Som han ſiger den lange Ruſtaud, Bu⸗
det henne paa Hjornet: „Man maa gjere ſig til⸗
Gode, naar Leilighed tilbyder ſig, og den, der
ſpiſer Kapuner, han fager Kapuner.“

7

Pierre ryſtede paa Hovedet uden at fvare.
— Naa da, vedblev Jacquot, vær nu ikke tvær!
Tro Du mig, kom og forſog Din Lykke. Hvis
Du ikke har Penge, ſkal jeg laane Dig. See
blot, alt det har jeg allerede vundet i Plat og
Krone ſiden imorges.
Ohg han viſte ham en heel Haandfuld af ſtore
Skillinger.
— Jeg har Penge, ſagde Pierre, men jeg har
allerede ſagt Dig, at jeg ikke vil ſpille.

— Ja ja da! Vil Du da iſtedet gaae med
hen i Lombardsgaden og fee paa Bonbonbouti⸗
kerne, eller i Viviennegaden, hvor der er ſaamange
Vogne og fornemme Folk?

— Nei, jeg har ikke Tid; jeg ffal hen og
træffe Pierrette: jeg har ſat hende Stævne paa
Palais-Royal Pladfen, og jeg er vis paa, at ye
har ventet paa mig over en Time.

— Farvel da, ſagde Jacquot. Jeg gaaer ud
at ſpadſere, og jeg vædder paa, at jeg underveis
nok fkal faae endnu nogle Skilling. Vi fane at.
ſee i Aften, hvem der er rigeſt, Du, der har ſogt
Arbeide hele Dagen, eller jeg, der alene gar føgt
at more mig.

— Vi faae at fee, ſvarede Pierre.

Og begge gave ſig paa Veien. Den Ene,
ſtor og ſterk, ſlentrede ned ad Quaien, idet han
klapprede med to Stykker Tavlefteen imellem Fin⸗
grene, ſom om det var Caſtagnetter, for at antyde

8

Takten i den Viſe, han fang; ved hvert Skridt
ſtod han ſtille for at ſee paa en lille omvandrende
Boutik, en Gjogler eller en anden Curioſitet, faa
gav han fig paa engang til at hælde med Hove⸗
det, tog Huen af med en ynkelig Mine, naar han
nærmede fig Grupper af Spadſerende, og holdt
inde med fin Sang for at ſige i en gredelig
Tone: „En lille Skilling i Guds Navn! Vær
ſ'go', gode Herre! ver ſ'go', gode Frue!“ Den
Anden, yngre og ſvagere, gik med faſte Trin, Ho⸗
vedet iveiret, uden at trygle om Noget.

Paa det Sted, Pierre havde forladt, og lenet
til den ſamme Afviſer ſtod en lille Skorſteensfeier
paa Palais-Royal Pladſen. Det var den ſamme
, Dragt, den ſamme Stilling og neſten den ſamme
Figur. Hvo der var gaaet ud om Morgenen og
var kommen tilbage to Timer efter, vilde troet,
at det var det ſamme Barn, der ſtod der endnu
ligeſaa ubevægelig. Imidlertid bemeerkede man
let, naar man ſaae nøiere til, at Ligheden ikke var
fuldlommen. Denne havde neſten blonde Haar,
blaae Sine og fine og bløde Trek. En fuldkom⸗
men qvindelig Ande og Nethed gjorde det umis⸗
kjendeligt, at det var en lille Pige, uagtet hendes
Drengekleder. Og virkelig havde Pierre ikke kun⸗
net finde noget andet Middel til ikke at fkilles
fra fin kjere lille Soſter Pierrette, end at flæde
hende ligeſom fig ſelv. Foreldreloſe ſom ganffe
Smaa havde de ſtakkels Bern ingen Anden i

9

Landsbyen at holde ſig til end deres gamle Bedſte⸗
moder, der kummerligt ſlog fig igjennem med Ud-
byttet af en Kartoffelmark og den Smule Arbeide,
hendes ſvekkede Syn tillod hende at forrette.
Den gøde Kone havde ernæret og underholdt dem,
ſaalcenge hun kunde; ſiden, da Byrden blev for
tung for hendes Alderdom og Armod, havde
hun ladet dem flyve ud i Verden, ligeſom de
ſmaa Fugle paa Marken; men førend deres Ud⸗
flugt havde hun velſignet dem mangfoldige Gange
og, i Mangel af Penge, havde hun ſamlet dem
en Skat af gode Exempler og moralſke Forſtrif⸗
ter, ſom hun ſelv havde udøvet i hele fit Liv, og
ſom havde fort hende en hæderlig og blid, om end
fattig Alderdom imode.

Drager bort, Born! under den gode Guds
Varetegt, havde hun ſagt til dem. Naar J ere
fromme, ærlige og gode, ville J være trygge un⸗
der hans Vinger; hans Sandhed fkal være Eders
Skjold. Setter Eders Haab til Herren, da fkal
intet Ondt nærme fig til Eder, og paa Bedrovel⸗
ſens Dag vil han høre Eder, naar J raabe
til ham.

Begge Børnene havde omfavnet hende af et
fuldt Hjerte og havde begivet ſig paa Veien,
fulde af Mod, med den bedſte Villie og Haabet
om ſnart at vende tilbage til Hjemmet og bringe
deres gamle Bedſtemoder Frugten af hvad de
ſmaat havde ſparet ſammen.

10

Men ak! et heelt Aar var forløbet, og deres
lille Pung, der ofte havde været fyldt og tømt,
var tyndere end nogenſinde: tidt manglede det paa
Arbeide, og dog fkulde man leve; Pierre havde
forſlaaet fit Been ved at ſtode mod en Jernkrampe
i et Kakkelovnsror, og fjorten Dages nodtvungne
Hvile havde opflugt Alt, hvad det fattige lille Par
havde ſparet ſammen. Ogſaa Pierrette havde havt
havt Feberen, men uagtet hun med Kraft havde
kempet mod dette Onde og var vedbleven at ar⸗
beide uden at ſige det Mindſte til ſin Broder,
havde denne dog merket, at hun led, og havde
pleiet hende med en god Faders hele Omhygge—
lighed; thi han var Alt for hende, en Beſkytter,
en Ledſager, en Ven.

Saaſnart hun ſaae ham komme langt borte,
lob hun ham imode; Ah, er Du endelig der,
fjære Pierre! Hvor jeg har ventet længe paa Dig.
Du veed ikke, at jeg har en god Nyhed at bringe
Dig. Jeg har fortjent ſerxten Skilling idag,
og Du?

Man har givet mig ti, ſagde Pierre. Her
ere de. b

— Vi ere jo neſten rige Folk paa den forſte
Dag ei Aaret. Jeg var jaa bange for, at jeg
ikke ffulde faae Arbeide; men jeg har allerede
renſet en Kamin og udrettet et Crinde.

— Vogt Dig for at anſtrenge Dig, ſagde Pierre;
Du er ikke ftærf, min ſtakkels Pierrette. Det er

11

mig, der burde arbeide, og Du fkulde hvile. Idag
har jeg ikke gjort andet end luffe Døren op paa
en Vogn, og man har tilvisſe betalt mig godt
for en ſaadan Bagatel.

— Ti til ſexten gjør fer og tyve. Hvad ffulle
vi gjøre med vore Penge? ſpurgte Pierrette.

— Bi bør lægge tretten tilſide, ſparede Pierre.
Du veed, at vi have løvet hinanden at begynde
med at ſpare Halvdelen af hvad vi fortjene til de
onde Dage, til den Tid, hvor der ikke er noget
at fortjene.

— Og til vor Hjemreiſe, tilfsiede Pierrette.
Pierre ſukkede. Jeg troede, at Du ikke tenkte
mere derpaa, ſagde han.

— Ikke tenke mere derpaa! udbrød den lille
Pige; o, jeg tenker beſtandig derpaa; jeg taler
blot ikke derom, af Frygt for at bedrove Dig.
Endnu i Nat har jeg drømt derom, Tenk Dig,
vi vare begge To paa Veien til Clermont, ganfke
ner ved den, og Byen med ſin ſtore, ſorte Cathe⸗
dralkirken kom lige imod os; jeg ſaae Puy de
Dome faa tydeligt, ſom jeg feer Dig; og jeg
gav mig til at gage faa hurtigt, at jeg ſpadſerede
hen over Huſene, Bjerget og det Hele, og jeg
fandt mig lige midt i vor Landsby, lige udeufor
vort eget Hjem, vor Bedſtemoders Huus

Pierre afbrod hende. Hvad nytter det at tale
om Sligt, ſagde han, da det dog kun er en Drøm?

12

— Men det er dog altid en Fornsielfe at
dromme om fit Hjem, ſagde Pierrette.

— Det er en Fornøielfe, der gjør En bag⸗
efter bedrøvet, gjentog Pierre.

— Mon vi dog ikke kunde komme hjem til
neſte Foraar? i ?

Pierre ſvarede ikke.

Hans Soſter vedblev: Der behøvedes ikke
ſaamange Penge, naar Alt kommer til Alt. Gaae
vi tilfods og ſpiſe tørt Brod, kunne vi have nok
i tyve Frances Og ſaamange havde vi næ-
ſten, da jeg blev fyg.

— Tyve Franes! gjentog Pierre mechaniſk og
ſom En, der tenker paa Andet. Hvad taler Du
om tyve Franes, Pierrette?

— Jeg ſagde, at med tyve Franes vilde vi
have nok, for at vende tilbage til vort Hjem. O!
hvor jeg vilde ønffe, at jeg have tyve Franes!

Pierre ſkicloede; han erindrede, at han i fin
Lomme havde tyve Francs, der ikke tilhørte ham,
og hans Soſters Onſte forekom ham neſten ſtraf⸗
værdigt. Vi ville nok fortjene dem, Pierrette,
ſagde han; fat Mod! Har Gud ikke hjulpet os
beſtandig? Han vil ikke forlade os.

— Det vil vare meget lenge, ſagde Pierrette,
og Foraaret kommer ſaa ſnart!

— Det er nok, ſvarede Pierre; vi blive kun
bløde om Hjertet ved at onfke, hvad der ikke kan
ſtee; og ſom vor Bedſtemoder har ſagt: den, der

4

13

fætter fig ned underveis, nager ikke tidligſt Enden
paa Veien.

— Jeg har gjort Dig bedrøvet; tilgiv mig,
kjcre Broder.

Pierre omfavnede hende, og de ffiltes ad for
at ſoge deres Lykke. Men de kunde længe nok
lobe Gaderne rundt og raabe det bedſte, de havde
lært: Kaminer at feie! Ingen kaldte paa dem;
Ingen lagde Merke til dem; de ſtodte ſammen
igjen henimod Klokken fire, uden at være kommet
videre end om Morgenen. Imidlertid vare de
Begge glade, tilfredſe med fig ſelv: de havde
gjort deres Pligt, og om de end ikke havde fun—
det Arbeide, havde de i det mindſte ingen frivil⸗
lig Ladhed at bebreide ſig.

Pierre gik ud for at gjøre Indkjsb og kom
tilbage med to Pund fort Brod, et Stykke Oſt
og to Wbler. „Vil Du fee, et kongeligt Mid⸗
dagsmaaltid!“ ſagde han, idet han lagde det Alt
i Skjodet pan Pierrette, der havde taget Qvar⸗
teer paa en Benk ved Indgangen til et Hotel i
en Gade, der blev kun lidet befaret; „og vi have
endnu fem Skilling til en Tallerken Suppe i Af⸗
ten, naar vi komme hjem.

— Og tretten Skilling lagte tilſide, tilfsiede
Pierrette, til. ... men hun ſagde ikke mere.

— Det er ingen daarlig Begyndelſe af Aa⸗
ret, ſagde Pierre. Gud være lovet, at Du er
kommen til Kræfter igjen, Pierrette; nu er det

14

ſnart to Maaneder ſiden, at Feberen har forladt
Dig, og jeg haaber vel, at den ikke meer kommer
igjen. Hvad mig angaaer, jeg er bleven ſtor, og
jeg føler mig faa ſterk ſom To. Vi have Begge
Lyſt nok til at arbeide, den verſte Tid er forbi,
og jeg har et godt Haab om det Aar, vi komme
ind i. 7 2
— Og Du veed ikke Alt, ſagde Pierrette.
Jeg har en Overraſkelſe til Dig i Nytaarsgave.
Kom, feer Du denne lille Bog? vedblev hun, idet
hun tog en lille, neſten opflidt Bog op af Kjole⸗
lommen: Der er den ABC, ſom den gode Bedſte⸗
moder gav mig, da vi reiſte bort; den har aldrig
forladt mig, og nu kan jeg leſe den neſten fly⸗
dende. Hor blot.“ Og hun gav fig til at ſtave
beſverligt. 8

Pierre, der var opmerkſom paa hvert Ord,
aabnede Munden paa ſamme Tid ſom hun, luk⸗
kede, naar hun lukkede den, og aandede neppe,
naar en Stavelſe lod vente paa ſig. Han var
lutter Ore og fuld af Beundring over dette nye
Talent hos Pierrette, ſom han flet ikke havde
anet. Det var for ham en Stolthed, en Glede,
Opfoldelſen af hans driſtigſte Onfker. Ofte havde
han ſagt til fig ſelv: „His jeg kunde fortjene
nok til To, vilde jeg holde Pierrette i Skole.“
Selv havde han beklaget faa inderligt, at han
ikke kunde leeſe. Han havde begyndt ABCen i
Landsbyen, men ſiden havde han ikke havt Tid

15

til at beffjæftige fig dermed. Men hvem har
dog lært Dig det, fjære Pierrette? ſpurgte han.

— Hvem? Jeg felv, det vil ſige, jeg og hele
Verden. Jeg ffal ſige Dig, hvorledes. Du veed
nok, at Du en Dag, da jeg havde Feberen, ſagde
til mig, at det bekyͤmrede Dig meget, at Du ikke
kunde læfe, fordi Du da vilde kunne fortjene meget
mere end ved at gage Wrinder og feie Kaminer. Du
ſagde ogſaa, at Du vilde lade mig lere at leſe
og at regne. Jeg vidſte godt, at Du ikke havde
Raad til at holde mig i Skole og ernære mig
uden at arbeide. Jeg tenkte ikke paa andet i al
den Tid, jeg var ſyg, og medens jeg tenkte der⸗
paa, kom jeg paa Tanke om Noget, jeg vilde
gjøre.

— Og det var?

— Jeg ſagde ftrar til mig ſelv: „Ber be-
ſtandig Din ABC hos Dig, og naar Du Intet
har at gjøre, faa luk den op.“ Men hvormeget
jeg end fane paa den, forſtod jeg dog ikke det
Mindſte, thi jeg kjendte ikke engang Bogſtavernes
Navn. Endelig gik en Dag en Dame, der ſaae
faa mild ud, tet forbi mig, og jeg vovede at ſige
til hende: Frue, er det et A eller et B? Hun
vifte mig det ſtrax og flere andre Bogſtaver des⸗
uden, Jeg blev ved med at ſporge de Forbi⸗
gaaende paa ſamme Maade om bvad jeg ikke
vidſte, og neſten aldrig undſlog man fig for at
hjclpe mig; der var endogſaa Folk, der vare fan

16

ſtikkelige at blive ſtaaende og lade mig ſtave en
heel Linie. Andre troede, at jeg vilde bede dem om
Noget og tilbode mig Penge; men jeg takkede
dem og ſagde, at jeg kunde arbeide og ikke tig⸗
gede.

— Og det var godt fvart, ſagde Pierre. Men
ſiig mig, hvorfor har Du flet ikke talt om alt
dette, Pierrette?

— Fordi jeg vilde overraſte Dig. Er Du
vred paa mig derfor, fjære Pierre?

— Nei; men jeg vilde dog været endnu mere
fornsiet, hvis Du Intet havde dulgt mig. Seer
Du, Pierrette, ikke engang naar man gjor noget
Godt, bor der være nøgen Hemmelighedsfuldhed
imellem Venner. i

— Du har Ret, og jeg har Uret, ſagde Pierrette.

De deelte deres Brod og Oſt og begyndte at
ſpiſe med ſtor Appetit. De vare neppe halv fær-
dige med deres Maaltid, da Pierrette følte en
Haand for fine Sine; man raabte: Gjet engang!
og for hun ſik Tid til at ſvare, ſaae hun liggende
foran ſig Bonbons af alle Skikkelſer og Couleu⸗
rer: der var Jagthunde af Sukker, Piſtoler af
Chocolade, Fugle, ſmaa Papir-Envelopper, der
ſtinnede af Guld og indefluttede endnu andre for⸗
bauſende Hemmeligheder og andre koſtelige Lekke⸗
rier. Pierrette havde aldrig feet noget fkisnnere,
ikke engang paa Sufferbager-Boutifernes Udhængs-
fkildter. Hun var henrykt. Jacquot ſtod føran

17

hende og betragtede hende. Han ryſtede hvad der
endnu var tilbage af Sukkergodt i en ſtor og ſmuk
Poſe, ſom han holdt i Haanden.

— Sagde jeg Dig det ikke nok, at jeg under⸗
veis nok vilde gjøre en eller anden god Fangſt,
ſagde han, idet han henvendte ſig til Pierre, og
jeg har dog ikke foedt Blod for at fane det. Hvis
Du havde villet troe mig, kunde Du nu havt lige⸗
ſaa meget; forreſten er jeg en god Kammerat, og
jeg er flet ikke vred; kom, lad os dele! det Halve
til Pierrette og Dig, det Halve til mig. — Og
medens han endnu talte, deelte Jacquot ſine Bon⸗
bons i to Bunker og ſtjod den ene hen til Pierre.
Da denne ikke ſkyndte fig med at tage den, ſagde
han: Ja ſaa! Du vil ikke have det? Jeg har
ikke afflaaet Halvdelen af Dit Brod, naar jeg
Intet havde.

Denne Erindring ſyntes at beſtemme Pierre,
og dog var det, ſom om han havde endnu en
hemmelig Tanke, han hverken kunde eller vilde
komme frem med.

— Hvoilke ſtjonne Sager! smid endelig Pier⸗
rette, da hun vaagnede af fin ſtumme Henrykkelſe.
Hvem har givet Dig dem, Jacquot?

— Ja, hvem har givet Dig dem, tilfoiede
Pierre.

— Hvem? Lykken, Tilfældet, hvad Du vil
falde det. Jeg ſtod i Lombardsgaden og be—
tragtede Boutikerne, og jeg enfkede alle dem, der

2

18:

gik ind og ud, et glædeligt Nytaar, thi jeg tænkte
hos mig ſelo: Alle disſe Folk have Pungene og
Lommerne fulde, og det er ikke meer end billigt,
at de give mig en Smule af det, de have for
meget. Men Nogle herte mig ikke, Andre ſagde,
at de habde ingen Smaapenge, og det uagtet jeg
lige havde feet, at de baade gave ud og fif tilbage
vaa deres ſmukke Mønter paa hundrede Sous.
En tyk Herre behandlede mig endnu verre. Gaa
Din Vei, lille Vagabond! og tag Dig noget for!
ſagde han til mig, idet han ſtodte mig plumpt
tilſide, for at komme forbi. Jeg blev opbragt:
jeg fulgte efter ham. Han havde Moie med at
bane fig Vet igjennem Mængden, faa udſtoppet
var han af alle de Bonbons, han havde hos fig.
Bryſtlommerne i hans Kjole, Sidelommerne, Lom⸗
merne i hans Overkjole, vveralt var der propfuldt:
ſmukke roſenfarvede og blaa Baand hang ud fra
en Poſe, han var lige ved at tabe. Paa et Gade⸗
hjørne var en Vogn væltet, og Folk ſtimlede ſam⸗
men. Den tykke Herre fkuppede, trængte paa og
bandede: jeg trykkede igjen, un Touren var til
mig; jeg var lige tæt ved ham; ved en Beve⸗
gelſe, en gjorde, faldt Poſen reent ud 4 Lom⸗
men

— Nu da? ſagde Pierre.

— Den faldt? ſagde Pierrette.

— Ja viſt, ſvarede Jacquot: det vil da ſige:

19
jeg lod den ikke fane Tid til at naae Jorden, jeg
greb den paa Veien.

— Og Herren? ſpurgte Pierrette.

— O! han lob alt hvad han kunde.

— Men Du burde kaldt paa ham og givet
ham ſin Poſe.

— Joviſt, jeg var ingen Nar! Han havde
min Tro nok foruden! jeg kunde nok beholde den
for min Deel.

— Det var ſtygt, ſagde Pierre.

— Stygt! Stygt! Der har vi Dig igjen
med Dine ſtore Ord om ingen Verdens Ting.
Lad os antage, at Poſen virkelig var faldet ned,
vilde da ikke den Forſte, der kom, have taget den
til ſig?

— Men Du, Du vidſte, hvem den tilhørte,
afbrod Pierrette.

— Ih, det var jo en Grund mere for at be—
holde den, ſagde Jacquot, efterſom Poſens Eier—
mand havde været uartig imod mig, og jeg vilde
hævne mig.

— Hvad Du end ſiger, Jacquot, hvad der er
ſtygt, det bliver ſtygt, gjenſvarede Pierre.

Pierrette ſtjod ganfke ſagte de Bonbons, der
lage opſtablede foran hende, tilſide.

— Skal Du nu ikke altid ffjænde, Du? ſagde
Jacquot. Hvorfor er Du ikke bleven Preſt? ſaa
kunde Du predike faa meget Du vilde, Naar en
Kammerat foreſlaaer Dig noget, der er til Din

of

Fordeel, ſaa har Du altid hundrede Indvendin⸗
ger. Veed Du hvad, Pierre! den, der vil vere
klogere end alle Andre, er i det mindſte halv
forrykt.

— Og den, der gjor ſom alle Andre, uden
at prove, om det er et rigtigt eller ſlet, og uden
at tage ſin Samvittighed med paa Raad, er verre
end forrykt.

— Du bilder Dig nok ind, at Du kan faae mig
til at dandſe efter Dit Hoved? at Du kan ty⸗
ranniſere mig?

— Jeg tyranniſerer Ingen. i

— Jo faamænd gjør Du ſaa. Tør Du ſige,
at det ikke er Dig, der afholder Pierrette fra at
ſpiſe disſe Bonbons, der nyligen gjorde hende ſaa⸗
megen Fornsoielſe!

— Nei, nei! det er ikke ham! ſagde Pier⸗
rette levende.

— Naa, hvem er det da? Hvorfor ſpiſer Du
dem ikke?

Pierrette taug et Sieblik og ſagde: Fordi de
ikke tilhore mig.

— Men, naar jeg giver Dig dem.

Den lille Pige taug atter, fane til fin Bro⸗
der og ſagde: Men de tilhøre heller ikke Dig.

— Nei, fee mig til den lille Spidsleerke! For
Pokker! J ere nogle Tosſehoveder med alle Eders
Betenkeligheder. See blot, hvor vidt J har bragt
det med alle Eders ſmukke Talemaader: aldrig en

BE DER 921

Stilling 1 Lommen, og Rugbrød og for en halv
Skilling Oſt til Middag paa en Nytaarsdag!“

Pierre loftede Hovedet ſtolt, og Pierrette bed
i det Stykke Rugbrød, hun havde lagt tilfide, for
at betragte de ſmukke Bonbons og deres forgyldte
Envelopper.

— Ja ja! Ver J kun ſtoragtige, vedblev
Jacquot, det ſkal J blive fede af. Men jeg veed
ikke, hvorfor jeg ſpilder min Tid her iſtedenfor at
gaa hen at ſee Comedie paa Luxemborg⸗Theatret,
hvor mine Kammerater vente mig. Aab! J gjør
Neſe af mine Sukkerkugler! Jeg finder ſagtens
Andre, der ikke ville være faa vanfkelige, og jaa
kunne J bide Eder i Fingrene over den Haan,
J har viiſt mig.

Han ſamlede fine Bonbons, puttede dem i Po⸗
ſen og gik floitende bort.

Pierrettte var ganfke forſtummet: Vi have
gjort ham vred, ſagde hun, da han havde bort-
fjernet ſig noget.

— Det er bedre at have gjort ham vred,
end at have gjort, hvad vi erkjende for ondt.

— Det var imidlertid kjont af ham, ſagde
Pierrette, at han vilde give os Halvdelen af fit
Findegods.

Pierre ryſtede paa Hovedet. Jeg er meget
bange for, at han ikke har fundet det, ſagde han.
Thi Du maa vide, Pierrette, det er ikke blot de
Onde, der handle ondt; der er ogſaa Svage, der

22

gjøre, ſom de fee Andre gjøre, og en ſige: Hvor⸗
for ffulde jeg ikke bære mig ad ſom de Andre?
Det er netop det, der er Jaequots Ulykke: han er
ikke ond af Hjertet, men han omgaaes med flette
Perſoner, og han efterligner dem. Gud give, at
han vilde holde inde itide!

— Hvor vi dog ere lykkelige, at vi ere blevne
opdragne til at arbeide fra Smaa af! ſagde Pierrette.

— Og at vi have havt en god Bedſtemoder,
der har lært os at bede til Gud, at elſke ham,
og gjøre det Gode, ihvad det end koſter!

— Ak! Naar fkulle vi ſee hende igjen udbrød
Pierrette.

— Hvem veed? maaſtee ſnarere end vi tenke,
ſagde Pierre.

Under ſaadanne Samtaler gik de to Bern
Arm i Arm til deres Natteherberg. Da de havde
bedet Gud i Forening om at holde ſin Haand
over dem, bevare deres Bedſtemoders Sundhed,
og give dem Kræfter og Arbeide, flumrede de ind
i Fred.

Den folgende Morgen var Pierre oppe, inden
det blev Dag. Hans Soſter Pierrette ſov endnu,
da han allerede var paa Gaden og raabte ſit ſed⸗
vanlige: Kaminer at feie! — Der faldt en tyk
Taage; Himlen var graa, mørk, og ligeſaa over⸗
trukken med Skyer, ſom den havde været klar Da⸗
gen iforveien. Pierre horte Fodtrin bagved fig.

23

Det var Jacquot, der iffe vovede at tiltale ham;
han fane merk og nedflaaet ud.

— Hvoad er der i Veien? ſpurgte Pierre.

— Der er i Veien, ſvarede den Anden i en
fortredelig Tone, at jeg ikke eier det Mindſte,
ikke en Skilling; da jeg gik bort fra Comedien
igaar, ſpillede jeg.

— Og Du har tabt Alt?

— De har beſtjaalet mig, de Skjelmer! men
jeg ffal nok gjengjelde dem det. Jeg fkal nok
faae mine Penge igjen.

— Folg mit Raad, ſagde Pierre, og giv Dig
ikke mere af med disſe ſlemme Drenge; de have
allerede gjort Dig Skade nok. Hvis Du blot
vilde arbeide og aldrig mere ſpille, vilde Du ſnart
vinde den tabte Tid tilbage.

— Du har maaſtee Ret; men for at kunne
arbeide, maa man have Noget at beſtille, og det
har jeg ikke. Desuden er jeg nu engang bleven
vant til at være orkeslos; ethvert Arbeide tretter
mig; jeg er ogſaa altfor ſtor nu til at krybe om
i Skorſtenene, og jeg forſtaaer mig ikke paa Andet.

— Hor, ſvarede Pierre, hvad det forſt kom⸗
mer an paa er at faae noget at ſpiſe idag; folg
med mig; hvis der fkulde blive Arbeide for To,
ffal jeg hjælpe Dig, og vi ville nok komme til
Ende dermed; og fkulde der kun blive Arbeide for

Een, ihnu! ſaa dele vi.

* —— — — .

24

— Du er en rigtig Landsmand, Du! Du har
et Hjerte af Guld! ſagde Jacquot. Jeg vilde
ønffe, at jeg altid havde Kraft og Villie til at
gjøre det Gode; men jeg veed ikke, hvorledes jeg
ffal bære mig ad dermed; mine gode Forfætter have
ingen Varighed, og jeg giver efter for enhver af
mine Lyfter. d

— Det kommer ver, at Du ikke har vant
Dig til at bekeempe dem; forſog det.

Et Vindue blev aabnet over deres Hoveder;
en Huusholderſke raabte til dem: „Hei, J ſmaa
Skorſteensfeiere! kom herop!“ De gik ind i et
Hotel og ſtege op i anden Etage. Det; er
meget heldigt, at I kom her forbi, ſagde Huus⸗
holderfken, her 05 igaar været Ild i Skorſtenen,
og da Herren gik ud imorges, paalagde han mig
at fane den renſet, inden han kom hjem. Me⸗
dens hun talte, forte hun dem ind i en Leges
Studerekammer og anmodede dem om at tage
hurtigt fat paa Arbeidet. Roret var ſnevert;
Pierre, ſom den Mindſte, gav fig til at ſtige op.
Han kaſtede fin Troie, medens hans Kammerat
ſogte efter et Stykke Toi til at hænge for Ka⸗
minen, for at afholde Soden fra at ſmudſke Meub⸗
lerne. Da disſe Forberedelſer vare endte, krob
Pierre ind under Kledet, hans Kammerat laante
ham fin Ryg til at ſette fig van; han tog der⸗
paa Fart til og begyndte at klavre iveiret og
kradſe los lige op til Spidſen, hvorfra man horte

25.

ham med hæs Stemme fynge en lille Sang om
Auvergne, hans Fodeland. Da han ſteg ned, var
Jacquot ikke længer i Verelſet, men et Sieblik
efter kom han tilbage med Vigen, der bar en Koſt
og en Spand for at opſamle Soden. Pierre vilde
komme den i ſin Poſe, men Jacquot ſagde, at det
var unødvendigt. Han hjalp Huusholderſken med
at feie Ildſtedet. Hun vilde ikke give dem mere
end ti Skilling, Pierre indvendte, at Skorſtenen
var hei og ſlem at komme til, og at de godt
kunde fortjene tolv; men Jacquot vifte fig mere
eftergiven; man ffulde neſten troe, at han leng⸗
tes efter at komme derfra. Da de kom ud paa
Gaden, gav han de ti Skilling til Pierre, der
paaſtod, at de ffulde dele. Nei, nei! ſagde Jac⸗
quot med en urolig og forvirret Mine, behold
dem alle! og efter at han havde gaaet. nogle
Skridt i ſamme Retning ſom ſin Kammerat, for⸗
lod han denne uden videre.

Pierre begreb ikke, hvad denne pludſelige Bort⸗
gang ſtulde ſige; men han var faa vant til at fee
Jacquot blive haſtig kjed af hans Selffab, at han
ikke forba uſedes derover og fortſatte fin Gang.
Da han kom forbi en Boghandlers paa aaben
Gade udſtillede Bøger, blev han ſtaaende og ſaae
paa disſe. Han tenkte paa Pierrette og den Lyſt
han havde til at give hende en eller anden ſmuk⸗
Fortælling i Nytaarsgave. Et Bind behagede
ham i Serdeleshed; han fjøbte det og var alle

26

rede ifcerd med at betale det med de ti Skilling
han nylig havde fortjent, da en Larm og pludſe⸗
lig Stei, der opſtod i Gaden, vakte hans Op⸗
merkſomhed. Man raabte: Stop Tyven! Stop
Tyven! og to eller tre Perſoner kom lobende henad
hans Kant. Pierre ſogte med Oinene Tyven,
man forfulgte, men han opdagede Ingen, der lod
til at flygte eller være bange. Der er han! der
er han! ffreg en Kone; det er ham! arreſteer ham,
det er den lille Skorſteensfeier!

J dette Sieblik folte Pierre ſig voldſomt gre⸗
ben i Kraven; de Forbigagende ſtandſede; Folk
ſtimlede til; en Mand holdt en knyttet Neve for
Neſen af ham. Ah er det Dig, Din ſlemme
Knegt, der fkaffer Dig Indpas i Huſene for at
vælte Mistanken over paa fkikkelige Folk?

— Jeg har ikke ſtjaalet! ſagde Pierre med
Harme.

— Og hvem ffulde ellers have taget Tyve⸗
franes-Stykket, det ſmukke, flunkende nye Guld⸗
ſtykke, der laa paa Herrens Pult? fkulde det være
mig maafkee? Tor Du ſige det, lille Slange!
ſtreg et Fruentimmer, i hvem Pierre gjenkjendte
Tieneſtepigen i det Huus, han kom ud fra.

— Viſiteer ham! ſagde en Stemmr.

— Ja, ja! viſiteer ham! lod det fra alle
Kanter.

Portneren, der var fulgt med Tjeneſtepigen,
gav fig ifcerd med at træffe Trsien af Pierre;

27
men denne gjorde en faa kraftig Modſtand, at
Manden, der maatte mistvivle om et lykkeligt Ud-
fald, kaldte En af de omftaaende Nysgjerrige til
HGjælv. „Ja, ſtrid Du fun imod, vi ffulle nok
faae Bugt med Dig, Din lille Kjeltring!“

Pierre blegnede. Bliv, ſagde han, jeg fkal
fely træffe den af.

— Vi ſtal ſpare Dig Umagen, Du! fkreg
Manden, idet han rev Troien af ham med begge
Hender, rodede forſt i den ene Lomme, ſaa i den
anden, trak et lille Papir frem, rev det itu og
fremviſte Guldſtykket med en triumpherende Mine.

Der opſtod en heftig Bevegelſe imellem Meng⸗
den af Tilſkuerne, hvorpaa der fulgte en forvirret
Steien af Stemmer: „See blot den Lognhals!
den Tyv! — Det er da ſtjcendigt! — Og man
ſiger, at disſe Auvergnater ere ſtikkelige Folk! —
Han maa ſtrax føres i Fengſel! — Nei, forſt til
Politiecommisſairen! — Ja, ja, ad denne Vei!
— Han er neppe tolv Aar og allerede moden til
Galleierne! ſagde en gammel Kone.

— Man maa haabe, at han hverken har Fa⸗
der eller Moder, ſvarede en Anden; thi det vil
være nok til at ſette dem graae Haar i Hovedet
og fane deres Hjerte til at briſte af Skam.

Mod disſe gruelige Ord og den Strom af
Skjeldsord, der udſtodtes omkring ham, havde

Pierre hverken Svar eller Forſvar: han ſtod ube⸗

28

vægelig; fun hans Bryft hævede fig voldſomt, og
hans Anſigt fortrak fig til et n af dyb Smerte,
men han græd ikke.

Hans Forfolgere greb fin i Skuldrene og
ſtodte ham frem: „Fremad, marche! Galgenfugl!“

Denne Dag var lang og bedrovelig for Pier⸗
rette. Forgjeves ſogte hun efter ſin Broder paa
alle de Steder, hvor de pleiede at ſette hinanden
Stævne. Henad Aften var hendes Urolighed ſtor,
men hun haabede endnu. Han havde maafkee fun⸗
det Arbeide, var bleven opholdt, forſinket. Da
hun kom hjem i det lille Lukaf, hvor hun ſov, ka⸗
ſtede hun fig paa Knæ og bad til Gud i fit Hjer⸗
tes Bedrovelſe; derpaa fatte hun fig paa Randen
af ſin Straaſek, lyttede omhyggeligt til den mindſte
Allarm og foer hurtigt iveiret, naar hun troede at
høre Fodtrin. Imidlertid ſlog Timerne den ene
efter den anden, Natten randt hen, og der kom In⸗
gen. Op paa Formiddagen begyndte Pierrette at
gjennemſtreife Gaderne. Saaſnart hun langt borte
fane en Klynge Skorſteensfeiere, lob hun derhen,
fer at ſporge, om Pierre ikke var der. Men
Pierre var ingenſteds at finde. Overveldet af
Uro, Anſtrengelſe og Hunger, thi hun havde neppe
ſpiiſt i hele to Dage, ſtandſede hun den tredie
Morgen ved to ſmaa Auvergnater, der ſpillede
med Kugler paa Fortoget, og ſagde til dem: „J
fkulde vel ikke have feet Pierre?“ Det var vel
tyvende Gang, hun gjorde dette Sporgsmaal uden

29

at erholde andet Svar end: „Nei!“ eller: „Vi
vide ikke, hvem Pierre er.“ — Denne Gang fva-
et af Bornene: „Pierre! Er det ham, der loge—
rer hos Fatter Bourry, den Lille, der altid følges
med Dig?“

— Ja, ſagde Pierrette. Har J ſeet ham?

— Javiſt har vi ſeet ham. — Nu er Touren
til Dig, Charlot! Stød til Din Bal!

— Naar? o ſiig mig naar? raabte Pierrette
med en ffjælvende Stemme.

— For Pokker, det er ikke faa længe fidern.….
See, det var et godt Stød! Blot en Smule ner⸗
mere, faa havde jeg vundet!

— Hvad Dag faae J min Broder? ſpurgte
Pierrette.

— Din Broder! ſee! det er Din Broder!
Hor, Charlot! var Du ikke med mig? Det var
nede ved Pont⸗neuf: de var' to, Jacquot og han.

— Var det igaar?

— Igaar .. . . ja .... igaar Morges .... Vun⸗
det? Skillingen er min! Vil Du have Revanche,
Charlot?

— Du er da ganfke vis paa, at det var igaar
Morges? gjentog Pierette.

— Nei, nei! Bliv et lille Sjeblik .... ſa' jeg
igaar Morges? Det var iforgaars eller Dagen
for . ... vent lidt, jeg maa tænfe mig om .. jeg
havde feiet Skorſtesn i Nr. 11, og da jeg bad
Borgermanden om mit Nytaar, faa ſa' han netop

30

til mig: „Der er kun een Nytaarsdag om Aaret,
Du kommer meget for ſilde.“ Det var altſaa
Dagen efter Nytaarsdag.

— Det er tre Dage ſiden, ſagde Pierrette, i
tre Dage har man ikke ſeet ham!

— Maaſkee er han falden ned fra en Skor⸗
ſteen, vedblev den Anden: der behøves ikke ſaa⸗
meget for at bræffe et Been og blive bragt paa
Hospitalet: det hender hver Dag.

— Man har feet dem ſlaae fig ibjel paa Ste⸗
det, tilfoide den, der havde talt forſt. Saa Du
behøver ikke at tage Dig det nær, hvis han blot
har brekket Benet.

Pierrette ſvarede ikke; hun følte at Krefterne
forlode hende. Den Tanke, at et betydeligt Uheld
maafkee endogſaa et dodeligt, kunde rammet hen⸗
des Broder, havde rigtignok overfaldet hende i en⸗
kelte piinlige og angſtfulde Timer, men hun havde
gjort Vold paa fig ſelv for at fordrive den. Hun
havde bedt ſaa brendende til Gud, at han vilde
ſpare hende for denne Provelſe, at hun havde følt fig
fuldkommen beroliget, og nu, da man talte til
bende derom ſom om Noget, der var ligeſaa al⸗
mindeligt ſom ſandſynligt, forekom det hende, at
hendes Ulykke var vis, at Pierre enten var ſyg
eller død. Hendes Knæ vaklede, hun vilde ſtotte
ſig til Muren, men hun ſank til Jorden og tabte
Bevidſtheden.

31 ;

En gjennemtrengende Lugt ſteg op til hendes
Hjerne. Hun faae fig omkring; men Gjenſtan⸗
dene gik i eet, og Jorden, paa bvilken hun
laa, ryſtede og bævede. Hun lukkede hurtigt
ſine Oine, for at befrie ſig fra denne piinlige
Folelſe. Man bragte et Glas til hendes Læber,
og en blid Stemme ſagde til hende: „Prod paa
at drikke, mit Barn!“ Efter et Siebliks Forlob
vendte hendes Kræfter en Smule tilbage: „Jeg
er bedre, næften fuldkommen vel,“ ſagde hun og
forſogte at reiſe fig og gaae nogle Skridt; men
den unge Dame, der underſtsttede hende, vilde
tage hende hjem med fig, ganſke tet ved. Pier⸗
rette fulgte hende mechanifk; alle hendes Tanker
vare hos Pierre.

— Jeg er vis paa, at Du ikke har nydt No⸗
get ſiden igaar, mit ſtakkels Barn, ſagde Damen.
Din Puls er ſvag! |

— O jeg er ikke hungrig, ſagde Pierrette

Man bragte hende Brod og en Bouillon,
hvoraf hun gjorde ſig Umage for at ſynke nogle
Mundfulde af Lydighed, da en gammel Herre gik
igjennem Forværelfet og ſagde i en vred Tone
til den unge Dame, der lød til at være hans
Datter: „Hvem har Du der bragt os paa Hal
ſen? Igien en ny Protegé, en Dagdriver, en af
disſe ſmaa Lomler af Skorſteensfeiere, der for⸗
drive Tiden med at tigge, for ſiden at ſpille
deres Kugleſpil.

32

— Han tiggede ikke, Fjære Fader! udbrød
levende den unge Dame, der havde lukket Doren,
forat Pierrette ikke ſkulde høre det; jeg fandt
ham beſvimet paa Jorden, og Du vilde folt Med⸗
lidenhed med ham ligeſaavel ſom jeg.

— Narreſtreger! Jeg giver Almisſe til Blinde,
til Oldinge, til alle dem, der ikke kunne arbeide,
men ikke til Born, der ikke ville arbeide. Det
er felv at fore dem ind paa Dovenfkabens og La⸗
ſtens Vei, jeg har ſagt Dig det over hundrede Gange.

— Jeg ffulde tage meget feil af et Menneſkes
Anſigt, hvis det ikke er et ſtikkeligt Barn.

Doren blev frygtſomt lukket op, og Pierrette
kom frem. Jeg gaaer, Madame, og takker Dem
meget for Deres Godhed, ſagde hun.

Damen gik hen til hende og ſtak hende et
Francſtykke i Haanden. Pierrette ſaae paa Pen⸗
gene, rodmede, rørte fig ikke af Stedet og holdt
Haanden endnu beſtandig aaben.

— Det er til Dig, ſagde Damen.

— Men jeg har Intet gjort for at fortjene
disſe Penge, Madame.

— Jeg giver Dig dem.

— Pierrette taug et Sieblik. Jeg vilde hel⸗
lere fortjene dem, ſagde hun. Hvis Deres God—
bed kunde bevæge Dem til at beſtjcftige mig med
Et eller Andet?

Den gamle Herre, ſom leſte i Aviſer, fane
iveiret, betragtede Barnet og ſagde: „Kom ner⸗

*

. 33
mere, Du Smaa! Hvor gammel er Du, og ve
hedder Du?

— Jeg er ti Aar gammel og hedder Yier-
rette.

— pPierrette? Men det er jo et Pigenavn!

— Jeg er ogſaa Soeſter til Pierre, ſagde den
Lille frygtſomt.

— Og hvor er Pierre?

Barnet ſvarede ikke, men braſt i Graad. Kun
med megen Moie lokkedes det den ſtakkels Pier⸗
rette at gjøre den gamle Herre og den gøde unge
Dame begribeligt, at Pierre, hendes Broder, var
en lille Skorſteensfeier ſom hun ſelv, at de al⸗
drig havde forladt hinanden, at de holdt faa inder⸗
ligt af hinanden, og at Pierre nu i tre Dage ikke
var kommen tilbage til fit Logis eller havde ladet
fig fee; og hvem kunde vide, hvad der var hen⸗
det ham! |

Den gamle Herre ryſtede paa Hovedet, ſnod
fin Nœſe to Gange, tog fig en Priis Tobak og
ſagde:

— Maaffee et lille Slagsmaal i Compagni
med ſlemme Krabater, der have faaet ham med
fig? en Patrouille kan om Natten have faaet
fat paa ham i en Krog ved Siden af en Af⸗

O nei, nei! udbrød Pierrette levende. J et
heelt Aar er han ikke en eneſte Gang kommen
3

34 i 1

hjem efter Klokken otte. Der maa være hendet
ham en Ulykke, det er jeg vis pa

— Saa maa man here ſig for i Hoſpitalerne,
ſagde den gamle Herre. Han aabnede fin Seere⸗
taire, ſtrev et Brev, forſeglede det og gav det til
Pierrette.

— Du vilde fortjene Dine Penge, mit Barn!
Her er en Commisſion, Du kan beſorge; bring
dette hen efter fin Addresſe; jeg fkal foreſporge
mig for min Deel, og Du kan komme igjen i
Morgen, i Overmorgen, ſaalenge til vi fane Ef⸗
terretning om Din Pierre. Det maa være en
brav Dreng, at dømme efter Dig. i

— O faa brav, Herre, faa god! — Pierrette
foldede Hænderne, og hendes Taarer begyndte at
flyde. — Fat Mod, fjære Barn, ver ikke utre⸗
ſtelig! tog Damen til Orde. Vi ſtulle nok fane
ham opſpurgt.

— Gud høre Dem, Madame! og Pierrette
gik bort med de tyve Sous og med Brevet.

Hun tilbagelagde Veien i en Fart; det fore⸗
kom hende, ſom om der var væltet en uhyre Byrde
fra hendes Hjerte. Hun fik igjen Mod til at ar⸗
beide, hun fov en Smule om Natten, og den fol⸗
gende Morgen Klokken otte var hun hos ſin Be⸗
fkytterinde. Det var altfor tidligt; man kunde
endnu ikke have nogen Efterretning. Hun maatte
komme igjen om to Dage, og Dagen derefter og
ſaaledes mange Dage endnu, og tilſidſt, ak! alle

* 35

Svarene vare indlobne, alle Efterſporgſeler anſtil—
lede, men man havde Intet opdaget, Intet er⸗
faret.

Pierrette havde begyndt igjen paa fin gamle
Levemaade; hun arbeidede for at fortjene Brødet,
og ſpiſte fit Brod for at vedligeholde fine Kræf-
ter, men uden et Lysglimt af Glede, uden et
Siebliks Lykke. Naar hendes Dag var endt, og
Natten nærmede fig, blev hun ſorgmodigt ſiddende
paa en Afoiſer ved et Gadehjorne; hun tenkte
da paa, at det var den Time, Pierre talte med
hende Dagens Gevinſt, den Time, da de talede
ſammen om deres Hjem, deres Bedſtemoder og
Gud, der ſtulde velſigne og bevare dem, de ſtak⸗
kels Fader⸗ og Moderloſe! Og naar hun nu
vaagnede af denne Angſt, og hun da følte fig
alene, alene i hele Verden, ſaa ſammenpresſede
det hendes Hjerte faa ſteerkt, at hun havde ondt
ved af vinde hjem til fit usle, fattige Leie.

En Aften troede hun at bemerke i nogen Af⸗
ſtand fra fig en ung Dreng, hvis Gang, Figur
og Bevægelfe med eet mindede hende om Jacquot
Hun gif ftærfere, og da hun var ham nær nof,
udtalte. hun haloſagte hans Navn; han vendte fig,
ſage paa hende og gav fig til at lobe. Pierrette
lob ogſaa, men han lob endnu hurtigere. Un⸗
dertiden ſagtnede han imidlertid ſit Lob, ſom
for at vente paa hende, og naar hun da ner.
mede ſig ham, tog han til at lobe paany. Han

(3;

36 *

fordybede ſig i de ſnevre og ſmudſige Gader 1
la Cité; hun fulgte ham derhen, uden at tabe
ham et Sieblik af Sigte. Endelig fandt de ſig
alene i et ſmalt og krumt lille Stræde, ſom ſyn⸗
tes endnu morkere ved det blege Skin af en Lan⸗
terne. Der vendte Jacquot ſig endnu engang og
blev ſtaaende. Pierrette havde kun nogle faa
Skridt tilbage for at naae ham; med eet var
han forſvunden. Hun var ganfke vis paa at have
feet ham for ikke en Minut ſiden. Hun ſaae fig
om til alle Sider; der var Ingen; men der var
et merkt Sted, en Fordybning i Muren, og inderſt
i denne Fordybning opdagede hun en ſmal og lav
lille Dor. Hun ſtodte til Doren; den gav efter,
faldt tilbage igjen og lukkede ſig bag hende. Hun
befandt fig nu i et fuldkomment Merke; hun fatte
Foden frem og følte Trin, der forte nedad: det
var ligeſom Trappen til en Kjelder. Hvad fkulde
hun gjøre? Hvor var hun? Var det ogſaa der,
at Jacquot var gaaet ind? Hun lyttede opmerk⸗
ſomt, hun troede at høre Nogen drage Aande: O
Jaequot! ſagde hun, idet hun foldede Hænderne.
Derſom det er Dig, der er der, ſaa tal til mig,
tal til mig, Jacquot! a

— Tys! hvidſkede en Stemme. Man falder
mig ikke længer Jacquot, men Antoine.

— Antoine, Jacquot, hvad Du vil, men Pier⸗
re? ſiig mig, hvor er Pierre!

i 9

— Veed Du ikke det? For Pokker! Han er
i Fangſel.

J Fengſel! gjentog Pierrette; og hvorledes?
hvorfor har man kaſtet ham i Fengſel? Jacquot
ſvarede ikke. — Jeg vil, at Du ffal ſige mig,
hvorfor han er i Fengſel, hører Du! ſagde hun.

— For at have ſtjaalet!

— Han! Pierre! o nei! .... Du lyver, Du
vil gjøre mig bange, Jacquot.

— Men jeg ſiger Dig, at de have arreſteret
bam for Tyveri.

— Men det er jo en Løgn, en ffjændig Løgn.
Du veed jo meget godt, at det ikke er ſandt,
Jacquot: Du veed godt, at det er umulist.

— Og om jeg ogſaa vidſte det, kan jeg da
giere til eller fra?

— O min Gud! min Gud! udbrød Pier⸗

rette; beſkylde ham for Tyveri! Han, ſom kunde
doe af Sult foran en Andens Brod, hellere end
tilbende fig en Mundfuld!

— Ja, faa gal var han! mumlede Jaquot.

— Hvad er der at gjøre? hvad er der at
gjøre? ſpurgte Pierrette. i

— Det veed min Tro ikke jeg.

— Hvad om jeg gik hen til Dommerne og
ſagde til dem, at man bedrager dem, at Pierre
aldrig har taget en Hvid fra noget Mennefte ?

— Jo viſt! Dommerne! de vilde nok høre
ganfke artig paa Dig!

38

— O Jacquot, min gode Jacquot, hjælp mig!
maaſkee kunne vi, naar vi gjøre os Umage, finde
et Middel til at befrie ham.

Og Pierrette knugede Jacquots Hender imel⸗
lem fine, og Jacquot følte hendes bede Taarer paa
fine Hænder.

— Et Middel? jeg fan intet fee; man maa
have Tid til at tenke derover og tale med fine
Venner.

— Men hvis han blev dømt! ſagde vient,
hvis det blev for ſilde!

— O ikke! Retten ſtynder ſig ikke faa ſterkt! ;
imidlertid det kunde maaffee dog ikke - vare faa
længe. Hor, Pierrette, kom imorgen Aften.

— Ja, ſagde Pierrette, imorgen Aften ſtal
jeg komme igjen

— Nei, herhen ffal Du ikke komme. Jeg vil
nok vove noget for at hjeelpe en Kammerat, en
Landsmand, ud af ſin Knibe; men jeg vil ikke
felv lade mig fange i Garnet.

— Hvor ffal jeg da gaae hen? ſpurgte Pier⸗
rette. id:

— Mede ved Vandet, under Hvaloingen ved
Pont⸗neuf imorgen Aften Klokken ti.

— Jeg fkal være der. Jeg vil fade Noget
at vide om Pierre, ikke ſandt?

J dette Oieblik horte man tre ſagte Slag
paa Doren. Jacquot holdt Haanden for Munden
af Pierrette, trykkede hende ind imod Muren, ſtil⸗

39

lede fig felv foran og lukkede op. En Mand
traadte ind, idet han bukkede ſig.

— Hoem der? ſpurgte Jacquot.

— Staldbroder til Haanden, Pungen eller
Strikken, ſvarede den Nyankomne med ſagte
Stemme. Han ſagde endnu nogle Ord i et
uforſtaaeligt Pluddervelfk og ſteg ned ad Trap⸗
pen. Doren var bleven ſtagende paaklem. Pier⸗
rette liſtede fig frem for at gage, Jacqnot hvi⸗
ſkede hende i Øret: Imorgen Klokken ti; Doren
lukkede ſig uden nogen Larm bag hende, og hun

befandt fig igjen alene i det krumme og ode Strede.

Med bankende Hjerte og Hovedet opfyldt med
Alt, hvad hun havde hort, gik hun temmelig længe
om uden ſelv at vide hvorhen. Alt lob fur i hen⸗
des Hoved. Pierre, hvem hun havde elfket og
agtet ſom en Fader, Pierre, der altid havde ve—
ret faa ærlig, ſav honnet, var i Fengſel, ankla⸗
get for Tyveri. O, det var ikke muligt! Og
dog, Jacquot ſagde det, og han maatte vide det,
da man [havde feet dem ſammen. Pierre havde
umuligt kunnet lade ſig forlede til at folge flette
Raad, han, der var ſaa faſt og beſtemt i at flye
det Onde og gjore det Gode. Under disſe Tan⸗
ker var Pierrette kommen til en Korsgade, hun
kjendte, og ſnart var hun pan Hjemveien til fit
Logis, men faa træt og udmattet paa Sjæl og
Legeme, at hun ſov i eetvek. Det var hoilys
Dag, da hun vaagnede: hun ſtod op, og kledte

40

fig paa og ſteg ned i en Haft; men da hun forſt
var ude paa Gaden, vidſte hun ikke, hvorfor hun
havde ffyndt fig ſaameget. „Det er forſt i Af⸗
ten,“ ſagde hun ſukkende. *

Dagen gik hen ſom den bedſt kunde, og da
Merket faldt paa, gik Pierrette hjem igjen. Hun
følte en Trang til at bede til Gud og bonfalde
ham om hans Hjælp og Beſtyttelſe til denne
Sammenkomſt. Hun vidſte, at Pierre havde
ingen Agtelſe for Jacquot, og hvad hun havde
feet Dagen iforveien fkulde ikke gjøre hende tryg.
Han frygtede for at blive greben, „fanget i Gar⸗
net“ ſom han felv ſagde. Han havde altſaa No⸗
get at bebreide fig? Hvorfor hapde han ikke ladet
fig fee i meer end en heel Maaned? hem vare

disſe Venner, han fkulde tale til? hvorfor dette

beſynderlige og hemmelighedsfulde Opholdsſted,
han havde fort hende hen til, og ſom hun ikke
havde været iſtand til at finde igjen, ſaamange
Omveie havde han ladet hende gjøre forat komme
der? 1 |

Alt dette kunde nok væffe Betenkninger, og
dog faldt det Pierrette ikke et Sieblik ind at blive
borte fra Stevnemodet. Klokken ſlog ni. Hun
ſteg ned, idet hun famlede for ſig, af den lille
Trappe, der forte til hendes Kammer under Ta⸗
get, og ſneg fig frygtfomt ud af Huſet, hvor alle
Folk ſov allerede. Larmen af Vognene, Lyſene i
Boutikerne, de Forbigagende, der vare i Bevæ-

41

gelſe, ſom ved hoilys Dag, gjorde hende ſnart
modig. Hun naaede Quaien, fulgte den til Pont
neuf, gik videre og ſteg ned ad den Skraaning,

der fører ned til Vandeſtedet. Der faldt en ſis⸗
agtig Taage, halv Jisſlag og halv Regn. Floden
var hei og havde kun ladet tør en ſmal Strim—
mel Jord, der var dyndet og ſflibrig og gjennem
ffaaren hiſt og her af en ſtinkende Udlobsrende.
Nu og da trengte flygtige Lysglimt, der kom fra
Broen, gjennem den tykke Taage og kaſtede et
Smule Lys over den ſmudſige Sti; derpaa blev
Alt mørkt igjen, og man kunde ikke engang ſtjelne
Jorden fra Vandet. Pierrette liſtede ſig med ſtor
Forſigtighed langs med Muren. Engang imellem
kaſtede hun Blikket over til den anden Side af
Floden, til de oplyſte Vinduer i Huſene, og de
lyſende Punkter, der ſyntes at komme og forſvinde.
Endelig naaede hun den forſte Arcade; det var
der, at hun ffulde treffe Jacquot. Uhyre Stene,
ſom ffulde bruges til at reparere Broen, opfyldte
næften hele det Rum, ſom Vandet ikke indtog.
Imellem to af disſe Stene dukkede Pierrette ſig

ned, for at beſtjcerme fig en Smule mod den kolde
Vind, der kruſede Vandets Overflade og pidſkede
hende Rimen ind i Anſigtet. Beſtandig horte
hun Vognenes Rullen paa Broen og Lyden af
Fodtrin og Stemmer; men lidt efter lidt tog
Lyden af, og tilſidſt lod den fig kun høre efter
enkelte Mellemrum. Klokken var ganfke viſt for

42

længe ſiden ſlaget ti. Hun hørte et Uhr ſlaae
langt borte. Hun talte: eet, to, tre, fire.
men en Pladſken af Vandet, der ſtrommede ind
under Buerne opflugte Lyden og afbrød hendes
Tælning. I det mindſte maatte Klokken være
elleve nu. Jacquot havde glemt hende. Det fore⸗
kom hende, at Floden voxte med hvert Minut og
ſteg lige op til de Stene, mod hvilke hun ſtottede
fig. Hun gjorde en Bevagelſe forat reiſe fig og
gaae. En let Stoi holdt hende atter ubevægelig
tilbage. Man nærmede fig: der var To, og de
talte ſagte.

— Antoine er en Dosmer, der bringer os
Alle i Felden, ſagde en Stemme; forrige Nat
gjorde han ikke andet end drømme høit og raabe
paa Pierre, Johan, jeg veed ikke hvem; og imor⸗
ges var han reent dum; da han fkulde gaae ud
og viſe fin Behendighed, ſagde han, at han duede
ikke dertil. Det er ingen Fyr, man kan ſtole paa,
og det er en Skam, at vi have optaget ham blandt
vore Kammerater.

— Jeg vil ikke ſige Dig imod. Han har rig⸗
tignok ikke for to Skilling Mod, men det kom⸗
mer nok. N

— Det kommer Pokker ikke. Han har nu
været hos os i over fer Uger, og endnu har vi
ikke havt nogen Profit deraf.

— Han er dog ikke ſaa klodſet; forreſten tor

2

43

vi ikke lade ham løbe, thi han fjender vore Hem—
meligheder.

— Ja, deri ſtikker netop Knuden; men vil
Du folge mit Raad, ville vi ikke længer dele med
ham. — Men det er fandt! Hvor ffjule vi vore
Indkomſter for idag. Man kan ikke riſikere at
blive opfifket med to Uhre og Orenringe i Lommen.

— Hvad om vi lægge det i vort gamle Smut—
hul, Du veed nok?

Pierrette horte dem komme hen imod ſig; med
eet ſtandſede de: Der er Nogen! der var Nogen,
der rørte fig! Hvem er der?

Pierrette vilde ſvare, men hun havde ikke Kraft
nok, og førend hun kom fig af fin Sfræf, havde
man fvaret for hende: „God Ven!“ Hun kjendte
Jacquots Stemme. Alle Tre fjernede ſig nu, idet
de talede ſagte ſammen. Et Oieblik efter kom
Jacquot alene tilbage.

— Pſt! pſt! Pierrette!

— Her er jeg, ſagde hun ſtjelvende.

— Hvor jeg er dum, at jeg udſetter mig
for Sligt! O, Du ſtulde blot ikke være mit
Byesbarn! i
Sg det er for Pierre, fagde hun; han vilde
gjøre det Samme for Dig.

— Det er ikke ſaa viſt; men vi tor ikke ſpilde
Tiden med at ſnakke. Hor mig og gjor Alt,
hvad jeg ſiger Dig.

44

— Alt, Alt i Verden, for at bevife, at Pierre
ikke er nogen Tyv!

— Om nogle Dage vil Du blive indkaldt
for Retten; man vil ſporge Dig, om Pierre havde
ſparet fig Noget ſammen, lagt Noget tilſide ...

— Men .. . afbrod Pierrette ham.

— Lad mig tale ud. Du ffal ſoare Ja.
Man vil ſporge Dig: hvormeget? ſiig da driſtigt:
Tyve Franes! Et Guldſtykke paa tyve Franes,
forſtaaer Du? Du ffal tillige ſige, at han har
viiſt Dig Mynten paa Nytaarsdag.

— Men det er ikke ſandt, ſvarede Pierrette.
Jeg kan ikke ſige det, faa loi jeg jo. ;

— Nu ja! faa lei Du! Det var da en ſtor
Ulykke!

— Nei, nei! Jeg kan ikke, jeg vil ikke lyve.
Pierre har faa beſtemt forbudet mig det!

— Ja ja da! ſaa lad Pierre ſpadſere paa
Galleierne! |

— Paa Galleierne! Han fkulde komme paa
Galleierne!

— Ja, naar Du ikke vil frelſe ham.

— Min Gud, min Gud! hvad ffal jeg dog
giore? hvad ffal der blive af? ſkreg Pierrette, idet
hun vred fine Hænder, Jacquot, er der ſingen
anden Udver?

— Nei, ſlet ingen!

— Men Pierre har ſaa mange Gange ſagt
mig, at man ikke maa gjøre noget Ondt, ikke ene

45 ;

*

gang i en god Henſigt; og at lyve er ſaa ſlet!
Pierre foragtede ſaameget Alle, der loi! Jeg vil
ſige, at han er ufkyldig, at jeg er vis derpaa!
— Jo, det ver et ſmukt Beviis, det ffal jeg
love for! Med eet Ord faa godt ſom hundrede:
Du maa ſige, at han havde de tyve Franes, at
han har fagt Dig det, og at han har viſt
Dig dem.
— O, gid det var ſandt! ſagde Pierrette.
— Og nu, god Nat! Gjor hvad Du vil,
jeg har mine Hender frie. — Han gik.
Pierrette vilde folge efter ham, men hendes Been,
der vare ganffe ſtive af Kulde, kunde ikke bære
hende. Hun ſamlede imidlertid al ſin Kraft, og
naaede Quaien; det var over Midnat. For Taa⸗
gen kunde hun neppe fee to Skridt frem for fig,
Hun dukkede ſig ned tet ind til en Port, for at
lade en Patrouille gage forbi. Hun ffjælvede ſom
et Lov ved den mindſte Lyd af Trin eller Stemmer.
Da hun var kommen tilbage til ſit Lukaf, faldt hun
paa Knæ og takkede Gud, fordi han havde reddet
hende af den ſtorſte Fare, hun i fit Liv havde
fvævet i; hun havde tilbragt to Timer mellem
foragtelige Uslinger, udſat for at blive Medvider
i deres Hemmeligheder og maaſtee nødt til at
høre med til deres Bande; thi hun kunde ikke
længer tvivle derom; Jacquot og hans Venner
vare Tyve,

46

Pierrette havde Lyſt til igjen at gane hen til
den gamle Herre og den unge Dame, der havde
viiſt fig faa gode imod hende, for at fortælle dem
Alt og bede dem om Raad og Hjælp. Tre Gange
havde hun været ved Doren, men hvor fkulde hun
faae Mod fra til at ſige dem, at Pierre var ar⸗
reſteret og arreſteret for Tyveri! o nei! det kunde
hun aldrig overtale ſig til.

— „See der, Du Smaa, hvad man har bragt
til Dig,“ ſagde Fatter Bourry, Auvergnaten, der
havde leiet dem ſit lille Tagkammer, da hun kom
hjem; „koſter tre Skilling.“ Pierrette ſogte i ſine
Lommer, men fandt Intet; den foregaaende Dag
havde hun neppe fortjent til Brodet.

„Skynd Dig lidt, ſagde Manden. Jeg har
ikke Tid til at ſtaae her et Par Timer. Vil Du
have den Lap Papür, eller vil Du ikke? Jeg kan
ogſaa gjerne give det tilbage til Poſtbudet, da det
ikke har været aabnet. |

— Nei, nei, giv mig det! raabte Pierrette
levende; imorgen, maafkee iaften ffal jeg betale
dem tilbage.

— Imorgen! Ja det er den gamle Viſe med
Eder Alle, mumlede Auvergnaten. J forrige Ti⸗
der var hun ordentlig og lod det aldrig ifkride
over Terminen; men ſiden Broderen ikke er
der længer, flager den lille Tos ind paa den
ſamme Vei ſom de Andre. Glem nu for Alting

47

ikke, at Du ſnart fylder mig tre Maaneders
Huusleie! raabte han.

Pierrette horte det ikke. Hun ilede bort med
det dyrebare Brev, hendes Hjerte bankede heftigt!
Der var Noget, der ſagde hende, at der var In—
gen i Verden uden Pierre, der kunde tenke paa
hende, tenke paa at lade ſkrive Brev til hende.

Hun brakkede Seglet, men da hun forſogte at
leſe, var der ligeſom en Taage for hendes Oine.
Hun var nødt til flere Gange at begynde paany,
og ikke uden megen Anſtvengelſe og Moie lykke⸗
det hende at udfinde Folgende:

„Det er mig, ſtakkels Pierrette, det er
Pierre! Du har vel troet mig død, og Du
har vel grædt meget for min Skyld. J fer
Uger har jeg nu ſiddet i Fengſel, ja i Feng⸗
ſel, Pierrette ... Jeg er bleven arreſteret midt
paa Gaden for at have ſtjaalet! det er haardt,
er det ikte? Jeg har ogſaa udftaaet megen
Sorg. Skikkelige Folk mishandlede mig, fordi
de toge mig for en Tyv, og de rigtige
Tyve, med hvem man indeſperrede mig, gjorde
fig lyſtige over mig og pünte mig Dag og
Nat, fordi jeg ikke var ſom de. De fortalte
mig en heel Deel for at overbeviſe mig om,
at jeg havde Uret i at være ſtikkelig, og maa⸗
ffee var Enden bleven, at jeg havde troet
det, hvis man ikke havde flyttet mig fra dem!
Nu da jeg føler mig ene, er jeg ikke halv

48

ſaa bedrøvet. Min Vrede er ganffe gaaet

over. Jeg har bedt til Gud, og, hvis jeg

kunde høre noget fra Dig, min fjære Søfter,
faa troer jeg, at jeg vilde være tilfreds. Tænf

Dig, en lille Bog, ſom jeg kjobte for at for-

ære Dig, netop da man arreſterede mig, har

hjulpet. mig til at lære at læfe uden nogen

Lærer, ligeſom Du. Jeg havde blot Ingen,

jeg kunde ſporge om, hvad Bogſtaverne hedde,

men jeg erindrede mig en Smule af det, jeg
havde lært hjemme i Skolen, og lidt efter lidt
kom jeg igjen efter det.
„Man ſiger, at jeg ſnart vil faae min
Dom: ſaameget deſto bedre, thi faa faaer jeg

Dig at ſee igjen, Pierrette. Du vil blive

fremſtillet for Retten: i Alt, hvad man end

ſporger Dig om, ſaa folg Sandheden, intet
uden Sandheden, hører Du? Hvis man for⸗
dømmer mig, nu vel! faa vil jeg fee at have

Mod, og Du, haaber jeg, vil ogſaa have det.

Farvel! Din Broder, der elſker Dig.

P. ſe. Jeg har en Fangevogter, en brav
Mand, ter har ffaffet mig ud af det Varelſe,
hvor jeg var ſammen med Tyvene, og ſom
har ffreve dette for mig.“

Dette Brev var en uventet Hjælp for Pier⸗
rette, et Budſkab fraoven. Jacquots Trudſel havde
forſtrekke hende, og beſlandig kom hun til at tenke
derpaa. Den Tanke, at hendes Udfagn kunde for⸗

49

værre hendes Broders Stilling og bidrage til hans

Fordommelſe, forfulgte hende Nat og Dag. Hun
" havde en Skrak for al Løgn, og dog var det kun
for denne Priis, ſagde man, at hun kunde frelſe
Pierre. Nu behøvede hun ikke længere at vakle
eller være i Uvished; Alt var afgjort: hendes
Broders Onfker og Befaling ſtemte overeens med
hendes egen Samvittighed. Han var ufkyldig, og
han vilde kun ffylde Sandheden fin Frelſe. O,
hvilken Steen blev der ikke væltet fra hendes
ſtakkels Hjerte!

Dagen, da Dommen ffulde afſiges, kom:
det var en Mandag. Pierrette var bleven til⸗
ſagt ſom Vidne, men hun maatte vente i et Side⸗
verelſe, til man kaldte paa hende. Pierre ſelv
var der allerede og ſtod foran Retten; hans An⸗
ſigt, der ellers var rundt og aabent, var blevet
langagtigt og havde antaget et Udtryk af Alvor,
der ſtod i Modſigelſe til hans lille Figur.

— „Hoad hedder Du? ſpurgte Preſidenten
ham.

— Pierre Buisſon.

— Hvor gammel er Du?

— Fjorten Aar ſnart.

— Hvor er Du født?

— IF Landsbyen Pont des eaux, nærved
mont d'or.

— Hvorlenge har Du været i Paris?

— J ſexten Maaneder.

4

50

— Hvor bver Du?

— Hos en af vore Landsmend Faber
Bourry. )

— Det er godt. Sæt Dig!

Pierre adlød. Nu begyndte Tjeneſtepigen,
der havde ladet ham arreſtere, at afgive ſin For⸗
kla ring:

Ja, Hr. Preſident, ſagde hun, det er rig⸗
tignok ham; det er den lille Slange, ſom De ſeer
der, der har været nærved at berøve mig mit
gode Navn og Rygte; thi, nu ſpor' jeg Demſelo,
naar et Tyvefranesſtykke bliver borte, faa er det
ikke Katten, der har faget det, og det gaaer ud
over Tyendet. Det hjælper ikke, at man har ve⸗
ret 20 Aar i en Condition; den, ſom taber, glem⸗
mer Billighed, ſom det hedder, og det gjør, at
man finder paa Beviſer mod En, ikke at tale
om, at Herren er meget ordentlig, og aldrig la⸗
der Noget ligge og flyde, og at... ;

, Yræfidenten. Men dette har Intet at
gjøre med Sagen. Siig os, hvad De veed om
det Tyveri, De anklager dette Barn for.

— Ja, jeg anklager ham, og jeg har ikke
Uret. Med ſamt hans lille, ſtinhellige Anſigt, er
han langt ſnedigere end en Kat. En ſand Filur!
Den Anden — ja det var en anden Sag! han
havde i det mindſte et aabent Anſigt.

Prœſidenten. Ah! der var altſaa To?

— Ja viſt! Har jeg ikke allerede ſagt det?

51

Jeg var juſt, ſom jeg pleier, iferd med at feie i
Cabinettet, og ſaae netop ud af Vinduet, da Ma—
damen, der boer tilleie paa 3die Sal og altid
ſpionerer paa 2den, raabte over til mig: „Siig
mig, Mamſel Madeleine! er Deres Herre alle—
rede gaaet ud?“ og jeg havde neſten Lyſt til at
fvare: Hvad kommer det Dem ved, Madame Com-
meéreau!

Preſidenten. Jeg maa endnu engang er—
indre Dem om, at dette er Anklagen ganffe uved-
kommende: kom til Sagen.

— Hav dog Taalmodighed! Nu kommer jeg
til Sagen; ſom jeg nu ſtod ved Vinduet, fane jeg
to Skorſteensfeiere gaae forbi; jeg kaldte paa
dem, for at de ſkulde feie Kaminen i Herrens Ca⸗
binet, hvor der havde været Ildlos Dagen ifør-
veien. Der laae et Tyvefranesſtykke, ſom rime-
ligviis var glemt, paa Pulten; thi, feer De, Herren
har en uindſkrenket Tillid til mig. Han ſiger
beſtandig: „Madeleine, jeg vil, at der ikke maa
blive en Skilling borte her i Huſet; hvis der
bliver Nogetſomhelſt borte, ffal Du fvare mig til
det.“ Forreſten gaaer han altid med Nøglerne
hos fig; men den Dag ſkulde nu Ulykken være,
at han var gaaet ud, uden at have gjemt det
Guldſtykke, og jeg ſtulde være faa ubetenkſom,
at ſee det, uden at tage det til mig; men, ſom
Ordſproget ſiger: Det var nu min Skjebne.

j AF

52

— Har De ſeet En af de ſmaa Skorſteens⸗
feiere tage det?

— Joviſt, paa det Lav! Troer De, at de
ventede dermed, til jeg kom.

— Hyooraf veed De da, at Tyveriet er be-
gaget af En af dem?

— Hvoraf? Det behøver man ikke at være
Hexemeſter for at indfee. De var” neppe kom⸗
met ud paa Gaden, førend jeg huffer paa den
Napoleon, og jeg lob ganfke beſtyrtſet derind.
Jo, kom mig der og tag den! Der var ikke
mere Napoleon end bag paa min Haand.

— Hvem har da bibragt Dem den Formod⸗
ning, at Tyven er det Barn der, ſnarere end
hans Kammerat?

— For Pokker! Formodning! Det er ikke
nogen Formodning, da man har fundet Guldſtyk⸗
ket i hans Lomme, flunkende nyt. Og det i hele
Nabolagets Paaſyn! og Portneren, der lob efter
ham med mig og hjalp mig at gribe ham, kan
paa Sieblikket ſige Dem det Samme.

— Veed De, hvor * anden Skorſteens⸗
feierdreng blev af?

— Nei min Tro, om jeg veed; men De
kan troe mig, det er den Lille der, ſom er Ty⸗
ven: det vil jeg give mit Hoved paa.

— Lod De ham være alene i Kammeret?

— Ja... nei. .. det vil da ſige, jeg kom
og gik. Man maa jo pasſe ſin Gjerning! Det

53

var, mens jeg gik ud for at hente en Spand til
at ſamle Soden i, at den Knegt har pasſet ſit
Snit. Han var endnu høit oppe i Skorſtenen,
da den Større, han ſom var den belevneſte, ſagde
til mig ſom ſaa: Mamſel, vilde De ikke vere af
den Artighed at fkaffe os en Koſt og en Svamp
til at torre op hvad vi have ſolet til? Jeg gik
naturligviis forat ſoge hvad han bad mig om...

— Saa var det altſaa ham, De lod blive
alene i Verelſet, efterſom De nylig ſagde, at
den Anden var endnu høit oppe i Skorſtenen?

— Blot et Minut ... jeg var neppe kom⸗
men ind i Kjokkenet, for jeg vendte mig om, og
faa faae jeg den Store i Helene paa mig, og
han ſagde til mig: „Gjor Dem endelig ingen
Uleilighed; jeg kan godt bære det Altſammen
alene.“ Saa tog han Spanden og Svampen,
og jeg Koſten, og da vi nu kom ind, var den
Lille der kommet ned fra Skorſtenen, fuld af Sod
og ſortere end Fanden; man ſaae ikke andet af
ham, end det Hvide af Oinene; og naar han
rørte fig, kom der en Stov !..

— Stød den Pult, hvorpaa Guldſtykket laa,
langtfra Kaminen?

— Ja, i den anden Ende af Verelſet, et
godt Stykke Vei!

— Laa der Fodteppe paa Gulvet, eller var
det bonet?

54

— Bonet, faa blankt ſom et Speil! Det
tor jeg nok ſige!

— J dette Tilfælde maa da den lille Skor⸗
ſteensfeiers Fodder, da han kom ud fra Kaminen,
have efterladt ſig Spoer og Sonnletter paa
Gulvet?

— Hvad ſiger De? Ja rigtigt, det er fandt!
Det har jeg ikke tenkt paa!

— De erindrer ikke, at De har lagt Merke
til Sligt? ;

— Nei, men De fan alligevel troe mig!
Det er dog ham, der er Tyven. Var det ikke
ham, der havde Guldſtykket i Lommen? Det er
ſoleklart!

Portneren forklarer, da Touren kom til ham,
at, da han horte Pigen paa anden Sal raabe
paa Tyven, fulgte han efter hende ud paa Ga⸗
den og greb den lille Skorſteensfeier, ſom ſtaager
der, og hos hvem han fandt Guldſtykket. Han
tilfbier, at Drengen ſtred længe imod, og paa
ingen Maade vilde lade fig viſitere; der behøve-
des to Menneſter, for at fane Bugt med ham.

Preſidenten lader kalde Legen, hos hvem
Tyveriet var begaaet. Denne frøer at kjende
Guldſtykket ſom det, han havde glemt paa ſin
Pult. Det bar det forløbne Aars Preg, var
nyt og fkinnende; han vilde ikke under Eed be⸗
fræfte, at det var det ſamme, men han troede
det for ganſke viſt.

55

Preſidenten. Pierre Buisſon, Du er til⸗
talt for Tyveri! Du har hort alle de Forklarin⸗
ger, der ere afgivne imod Dig, — hvad har Du
at ſvare dertil?

— Kun eet, Hr. Preſident, at jeg er
uftyldig. 5

— Det er ikke nok, at Du forſikkrer Din
Uſtöldighed; Du maa ogſaa godtgjore den, og
der er overvejende Beviſer imod Dig. Det er
da ſandt, at Du var alene i Verelſet, da Du
kom ud fra Kaminen.

— Ja, min Herre, men jeg veg ikke af
Pletten, af Frygt for at tilſmudſe Gulvet, og
min Kammerat og Pigen kom neſten i ſamme
Oieblik tilbage.

— Er det ſandt, at Du gjorde en heftig
Modſtand mod dem, der vilde viſitere Dig, efter
at Du var greben?

— Ja, min Herre.

— Man har fundet dette Guldſtykke hos
Dig, i Din Lomme; Du kan ikke nægte det.

Pierre, levende: Jeg nægter det ikke hel-
ler, min Herre! Det er Sandhed.

— Og vover Du at ſige, at dette Penge—
ſtykke tilhorer Dig?

— Nei, det tilhører mig ikke. Jeg fif det Da⸗
gen iforveien imellem nogle Skillinger, ſom en
Dame havde givet mig, fordi jeg lukkede Doren
op paa hendes Vogn, Notaars⸗Morgen.

56

— Du lagte altſaa ikke ftrar Merke dertil?

— Nei, min Herre; da jeg fane Guldſtyk⸗
ket, var Vognen allerede langt borte, og det nyt-
tede kun lidt, at jeg gav mig til at lobe, jeg
kunde dog ikke indhente den.

— Du troede altſaa, at man havde bet
Dig det af en Feiltagelſe.

— Jeg var vis derpaa.

— Og ee e bar Du dette Guld hos

Dig?

— For at give det tilbage, hvis jeg fkulde
være faa lykkelig at gjenfinde den Perſon, hvem
det tilhørte.

— Nu, det er da i det mindſte et meget
beſynderligt og meget romanagtigt Tilfælde. Alt⸗
faa, ſaaledes ſom Du forklarer det, har Du faaet
dette Guldſtykke Nytaarsdag, Du har baaret det
hos Dig hele Dagen uden at bytte det, uden at
give Noget ud deraf, og ſom et Pengeftyffe, Du
fun havde i Forvaring?

— Ja Hr. Præfident, ſaaledes er det.

— Og dog bar Du det hos Dig, hvor
Du maatte være i Fare for at tabe det.

— Jeg havde ikke noget andet Sted at
forvare det: jeg troede det ſaaledes ſikkreſt.

— Hvad Aarstal var Guldſtykket præget?

Dm n min Herre, jeg forſtaaer
Dem ikke.

57

— Jeg ſporger Dig, i hvad Aar var dette
Pengeſtykke myntet? Hvad Aar ſtod der paa det?

— Jeg har ikke lagt Merke dertil; desuden
kunde jeg dengang ikke leſe, og jeg kjendte ikke
Tallene. ,

— Øg i to Maaneder er Du bleven faa
meget flinkere? Du har nu lært at læfe?

— Ja, næften flydende.

— Altſaa, er det i Fængflet, at Du har
giort Dine Studeringer! Der er i Alt, hvad Du
ſiger, en forunderlig Blanding af Sandhed og
Uſandſynlighed. Jeg paalegger Dig, i Din egen
Interesſe, at ſige Alt, ſom det er, uden at lyve.

— Jeg lyver ikke, min Herre! ſagde Pierre,
og hans Stemme forandrede ſig. De kan ikke
troe mig, men Alt, hvad jeg ſiger, er ſandt.

— Hvorledes forklare vi da det Guldſtykkes
Forſvinden, der laa paa Pulten? Hvem har da
begaaget Tyveriet? thi et Tyveri er der begaaet.

— Mig er det ikke, ſagde Pierre.

— Har Du nogen Mistanke til Din Kam⸗
merat, der ledſagede Dig? Hvorfor har man ikke
ſiden ſeet Eder ſammen.

— Han forlod mig, da vi kom udenfor
Hans Mine var urolig, det er alt, hvad jeg veed.

Preſidenten giver Befaling til at indføre
den Anklagedes Soſter. Pierrette bliver fort
frem for Retten, men hun er faa angeſt, faa
ſticlbende, at hun ikke kan holde fig opreiſt.

58

Fangevogteren lader hende ſette fig ned paa en
Bænf. Hun feer Intet, hun hører Intet, tuſinde
forvirrede Lyd ſuſe for hendes Øren. Hendes
Hjerte banker, ſom om det ffulde briſte. Synet
af Retten og dens Tilbehor forfeerder hende.

Man ſporger hende om hendes Navn, hen⸗
des Alder, hendes Fodeſted; hun er neppe iſtand
til at ſvare. Endelig ſiger Preſidenten til hende:
Staa op og betragt den Anklagede. Kjender
Du ham?

— O Pierre! Det er Dig, min Broder!
min kjere Broder! — Og det ſtakkels Barn ka⸗
ſter fig om Halſen paa fin Broder, omſlynger
ham med fine Arme, vil flet ikke give flip paa
ham; og Pierre, der for et Sieblik ſiden var
faa faſt, græder og hulker ganſke lydeligt. De
have glemt Dommeren, Anklagen for Tyveriet,
Tilfkuerne. De have hinanden, de fee hinanden
igjen efter faa megen Hjerteangeſt. Pierre ſigen
førft med en halvqvalt Stemme: Mod, Pierrette!
Gaa hen paa Din Plads og fvar!

— Jeg ſperger ikke mere, om J fjende hin⸗
anden, ſagde Preſidenten; fæt Dig, mit Barn!
og fee til, at Du kan ſpare uden Forvirring.
Boer Du beſtandig hos Din Broder?

— Vi have aldrig veret fra hinanden, min
Herre! Det er ham, der bar Omſorg, for mig,
da jeg var ganfke lille; han har været Alt for
mig, min Moder, min Fader. Det er ham, der

59

har opdraget mig, der tog mig med ſig fra
Hjemmet og deelte al fin Fortjeneſte med mig.

— Sagtens har J, da J elſte hinanden faa
høit, heller ingen Hemmelighed for hinanden?

— O nei, min Herre!

— Saameget deſto bedre! Du fkal da hjelpe
mig til at fane Sandheden frem. Tilbragte Du
den forſte Dag i Aaret med Din Broder?

Ja, vi vare neſten hele Dagen ſammen,
dog med Undtagelſe af Morgenen til Klokken
elleve.

— Har han ikke betroet Dig Noget den
Dag? Har han ikke viiſt Dig Noget?

— Nei.

— Har han ikke talt til Dig om et Guld⸗
ſtykke?

Pierrette blev pludſeiig rod, og neſten lige⸗
ſaa hurtig bleg igjen. „Et Guldſtykke!“ ſtam⸗
mede hun, thi hun erindrede ſig Jacquots Ord:
„Derſom Du ikke ſiger, at han havde tyve Francs,
og at han har viift Dig dem, kommer han paa
Galleierne!“

— Svar! ſagde Preſidenten i en ſtreng
Tone. Veed Du, at han havde et Guldſtykke?
Har han viiſt Dig del?

Jeg ffal ikke lyve, jeg vil ikke lyve! ſagde
Pierrette til fig ſelb, og hun Nee i en faſt
Tone: Nei.

60

— Veed Du 1 hvormange 9 Beg
havde ?

— Ja, ti Skilling.

— Troer Du, at han havde flere?

— O ner, ganffe vift ikke! thi han var be⸗
drovet, fordi jeg talte om, Hjemmet, om min
Leengſel efter at at vende tilbage: han er faa
god! Jeg fagde til ham: nit vi blot havde tyve
Franes!

— Det ſagde Du til ham, og hvad ſparede
han Dig?

— Jeg erindrer det ikke ſaa noie, men jeg
troer, at han ſagde: Vi ville nok faae dem, vi
ville fortjene dem. ,

— Og Dagen efter?

— O, Dagen efter var han allerede gaaet
ud længe før jeg vaagnede: det er nu neſten to
Maaneder ſiden, og jeg har ikke ſeet ham igjen
for idag.

— Din Soſters Forklaring ſtemmer ikke over⸗
seng med Din, ſagde Preſidenten.

— Hun har ikke ſagt andet end Senbhrben,
min Herre.

— Og hvorfor havde Du ſtjult for hende,
at Tilfældet havde gjort Dig til Eier af et
Guldſtykke netop den ſamme Dag? Der var dog
tilvisfe kun ringe Sandſynlighed for, at denne
Mynt, der paa en faa uſcdvanlig Maade var

* 61
falden i Dine Hænder, nogenſinde fkulde blive
fordret tilbage.

Den var derfor alligevel ikke min. Min
Soſter er meget ung. Hun havde Lyſt til at
vende tilbage til vort Hjem. Jeg frygtede for,
at hun fkulde bede, mig om at bruge hvad der
ikke tilhørte os: jeg frygtede for at bedrove hende,
for ikke at kunne modſtaae hende: jeg frygtede
for hende, fort, jeg frygtede for mig ſelv. Alt
dette ſagde jeg mig ikke, med tydelige Ord, men
jeg følte dybt, at det var langt bedre, at jeg
var ene om at bevare min Hemmelighed.

— Jeg veed ikke, hvorledes jeg ffal forene
en faa ſamvittighedsfuld Redelighed med den Mis⸗
tanke, der hviler paa Dig. Jeg vilde gjerne
troe Dig, og dog tvivler jeg. Endnu for et
Oieblik ſiden blev Din Soſter rod og ſynlig for-
virret, da Talen var om Guldſtykket.

— det er ikke mig, De fkal høre paa, mine
Herrer, raabte Pierrette. Det er ham, det er
Pierre, De bor troe; han har aldrig ſagt Uſandhed⸗

Kongens Advokat tager Ordet, forat frem—
ſtille Sagens Stilling. Han fremfører alle de
Omſtendigheder, der vidne mod Pierre. Neppe
er han ude af Huſet, for man meerker, at et
Guldſtykke er forſvundet. Man løber efter ham,
man er ſaa heldig at gribe ham, og da man un—
derſoger ham til Trods for hans Modſtand, fin-
der man hos ham, i hans Troielomme, et nyt

62

Guldſtykke med ſamme Aarstal, ſom det, man
fordrer tilbage. Nu ſoger han at vælte Skylden
fra ſig ved at opſpinde en romanagtig Hiſtorie,
en foregiven Feiltagelſe, der ffal have gjort ham
til Eier, eller, ſom han felv udtrykker ſig, til
Forvarer a' en Napoleon; imidlertid tilſtaaer
hans Soſter, at han ikke har talt til hende om
denne beſynderlige Hendelſe, at han ikke har viiſt
hende Guldſtykket, og at han kun var i Beſid⸗
delſe af ti Skilling. Det er hende, der har ud⸗
talt Ønffet om at faae tyve Franes, og han har
ſvart: „Vi ville nok faae dem.“ Den folgende
Morgen bliver han kaldet hen for at feie en Ka⸗
min; han finder ſig ene et Sieblik; en Napoleon,
der er glemt paa en Pult, møder hans Blik;
Leiligheden er altfor gunſtig, han tager den.
Man kunde, det er vel fandt, ogſaa mistenke
den Tiltaltes Kammerat; men han ſynes ikke at
vere flygtet bort ſom en Skyldig. Forreſten var
Beviſet for Tyveriet tilſtede: i Lovens Sine er
det Den, hos hvem man finder den ſtjaalne Gjen⸗
ſtand, der bor være Tyven. Advocaten nedleg⸗
ger Paaſtand paa et Aars Fengſelsſtraf.
Pierrette, der har hort til med den meſt le⸗
vende Opmerkſomhed, kan ikke tilbageholde ſin
Hulken. Hendes Broder er bleg, men rolig.
Efterat Præfidenten i nogle Sieblikke har
raadfort fig med Dommerne, erklerer han i Tri⸗
bunalets Navn, at Sagens Forfolgelſe fkal rettes

63

imod den omtalte Jacquot, Skorſteensfeieren, at
Fader Bourry, med Tilnavn Auvergnaten, fkal
tilkaldes ſom Vidne, og at Sagen, paa Grund
af yderligere Oplysninger, fkal udſettes i otte
Dage.

Skjondt Pierrettes Hjerte bevede ſterkt ved
Tanken om, igjen at betræde denne ſtore Sal,
der var faa mork og faa fort, og at viſe fig
alene for ſaa Mange, ventede hun dog med den
yderſte Utaalmodighed paa den folgende Lever—
dag. Paa denne Dag ſtulde Alting afgjores.
Pierre fkulde enten erklœeres ufkyldig, fri for be—
ſtandig, eller brendemerkes med Navnet Tyv og
indeſperres i et Aar. Hele Foraaret, hele Som-
meren, hele Hoſten fkulde han tilbringe i et Feng⸗
ſel, langt fra hende. O nei, det vilde Gud ikke
tillade! Hun indſage nok, hun vidſte godt, hvem
der var den Skyldige. Men angive en Lands⸗
mand, et Barn, der havde forladt Landsbyen paa
ſamme Tid ſom de, hvis Fader og Moder vare
retſtafne Mennefker, ſom maaffee vilde doe af
Sorg! Det var hende umuligt.

i Imidlertid var Jacquot bleven arreſteret og
ført for Domſtolen. Vigen havde i ham gjen-
kjendt Kammeraten til den, ſom hun vedblev at
falde Tyven. Da han af Preſidenten blev ſpurgt
om ſit Navn, ſin Alder, ſit Fodeſted, havde han
ſvart med megen Beſtemthed og Rolighed. Kun,

64

da han ffulde vende fig hen imod Pierre, havde
han undgaget at fee ham i Anſigtet.

— Du har altſaa ikke ſeet det Guldſtykke,
der var glemt paa Pulten? vedblev Preſidenten.

Jlacquot. Nei.

— Har Du været alene i Cabinettet?

— Nei; min Kammerat eller Pigen var der
beſtandig.

— Vidnet har felv. udſagt, at hun gik og
kom; og hvad Din Kammerat angaaer, da kunde
han ikke paa engang være hos Dig og i Skor⸗
ſtenen, han feiede.

— Jeg har ikke veret alene.

— Hvorfor forlod Du faa hurtig Din NER
merat, faafnart I kom ud paa Gaden?

— Fordi jeg havde et Wrinde at udrette:

— Sagde Du det til ham?

— Det erindrer jeg ikke.

— Havde Du Penge hos Dig, og hvor⸗
mange?

— Femten eller tyve Skilling, troet jeg.

— Du maa have havt flere, thi ſamme
Dag kjobte Du en Troie og et Par Beenkleder.

— Jeg tilbyttede mig dem imod mine egne.

— Man bytter i Almindelighed ikke Gammelt
for Nyt; Du maa dog have givet Noget til?

— Kun lidt; en reen Bagatel.

— Hvorfor holdt Du faa ſterkt paa at om⸗
bytte Dine Kleder?

65

— Det gjorde jeg ikke.

— Hvad beftilte Du hele den Dag?

— Gik rinder, ſnart for En, fnart for
Anden. i

— Og om Aftenen?

— Om Aftenen! ... Det veed jeg min Tro
ikke; ſandſynligviis er jeg gaaet hjem og tilſengs.
— Nei, man har ſeet Dig paa Comedie.

— Det er nok muligt.

— Og havde Du ikke iforveien ſpiiſt til
Middag hos en Vinhandler ved Charentons-Bar⸗
rieren?

— Jo, med nøgle Venner, der havde invi-
teret mig.

— Blev der iffe byttet et Guldſtykke for at
betale Middagsmaden?

— Nu ja! hvad beviſer da det? Det er i
al Fald ikke mig, der har byttet det. Jeg vil
fee paa, om Nogen ter ſige, at det var mig!

— Du eller en Anden, det er ligegyldigt.
Der blev byttet et nyt Guldſtykke.

— Ah! raabte Pierrette henne paa ſin Plads.
Preſidenten befalede Retsbetjenten at tilveiebringe
Taushed. Jacquot ſyntes forvirret, urolig; Pre—
ſidenten vedblev:

— Hvor tilbragte Du Natten mellem den
anden og tredie Januar?

— J min Seng, hos Fader Bourry.

Fader Bourry, der var tilkaldt ſom Vidne,

5

66

erklærer, at Jacquot ikke kom tilbage til ham
den Nat, og at han ikke har ladet ſig ſee hos
ham i to Maaneder. Han troede ham død, men
de vorige Skorſteensfeiere, der ogſaa havde leiet
fig ind hos ham, havde ſagt ham, at Jacquot var
bleven rig, at han gjorde ſig fornem og vendte
dem Ryggen paa Gaden, naar de mødte ham, og
at man nu kaldte ham Hr. Antoine: „jeg
har godt kjendt ham igjen i hvad der er pasſe⸗
ret,“ tilfsiede den ſtikkelige Bourry, thi han har
altid været en forfængelig Gjek, der kun brød
fig om at dovne og at more fig. Udvendig fkulde
det ſee ud ſom det var noget, og indvendig
duede det flet ikke! Jeg kan ogſaa ſige, at jeg
blev „umaneerlig“ overrafket, da jeg horte, at
han der var arreſteret — han pegede paa Pierre —
og at den Anden gik fri. Hvis man havde
ſpurgt mig, om hvem af de To, der fkulde gage
forſt, havde jeg gjettet ganſke anderledes, det er
viſt. Og dog, der kan man ſee, hvor man kan
tage feil, ſaa gammel man er.

— De anſeer da Pierre for en ſkikkelig Fyr?

— Ja bevare's! ja min Hr. Preſident, og
jeg er ikke den Eneſte. Hans Soſter og han
vare godt anſeete i hele Qvarteret; man kaldte
dem kun de to ſmaa Morianer, med Deres Til⸗
ladelſe, men man holdt alligevel meget af dem.
Og det er netop uheldigt, thi, ſeer De, ſiden
Broderen ikke er der mere, gaaer den lille Pige

67

paa Afveie. Hun er ung, ikke fandt? Hun kom⸗
mer og gaaer og er ude om Natten...”

Pierre ſpringer op fra fin Benk og raaber
med en afbrudt Stemme: Det er ikke fandt!
Siig dog, at det ikke er ſandt, Pierrette!

— Afbryd ikke Vidnet, ſiger Preſidenten
koldt.

Pierrette vrider fine Hænder i ſtum For⸗
tvivlelſe.

Fuldend Deres Sorring] vedbliver Preſi⸗
denten til Auvergnaten.

Fader Bourry. Jeg! Jeg har Intet mere
at ſige.

Preſidenten til Pierrette. Er det
fandt, at Du er gaaet ud om Natten?

— Det er kun hendet mig en eneſte Gang,
min Herre.

Pierre udſtoder et Suk og bedekker Anſig⸗
tet med ſine Hender.

— Og hvor gif Du hen dengang.

— Hvor jeg gik hen? — Hen for at faae
Efterretninger om Pierre. n

— Hvem ffulde give Dig dem?

— Jeg veed ikke ... jeg vover ikke at ſige
det — ſtammede det ſtakkels Barn endnu mere
forſkrekket ved Synet af ſin Broders; pludſelig
vender hun fig om til Jacquot og folder fine
Hænder: Siig det, Du! ſiig det! udbryder hun.

| 3=

68

— Har Du nogen Forflaring at afgive?
ſporger Præfidenten Jacquot.

— Han tier noget og ſynes at betenke ſig;
endelig ſiger han:

Der behøves ikke ſaamange Omſvoeb for at
angive mig. Uden Eder To vilde jeg . ikke
være kommen her.

Preſidenten. Jeg ſylder Sandheden a er⸗
kleere, at hverken den Tiltalte eller hans Soſter
bave angivet Dig. De Underretninger, der ere
indlobne, Dine Benegtelſer, de Folk, med hvilfe
Du levede, det Liv, Du har fort i to Maaneder,
de Penge, Du gav ud den Dag, Tyveriet blev
begaaget, ere ſteerke Formodninger nok imod Dig,
og her er endnu et Vidnesbyrd, der i det mindſte
fætter det udenfor al Tvivl, at den brave Dreng,
der ner var bleven dømt i Dit Sted, er fuld⸗
kommen uſkyldig. Dette Brev er blevet tilſtillet
mig for fire Dage ſiden; jeg opleſer det for
Netten.

Min Herre.

Et ſaare ſhkkeligt Tilfælde, hvorover jeg ikke
nokſom kan glæde mig, har ladet Tirsdagsnum⸗
meret den 2den Marts af Gazette des tribu-
naux falde i mine Hænder. Jeg har deri leſt
et Forhør over en lille Skorſteensfeierdreng, der
er anklaget for Tyveri; man har fundet et Guld⸗
ftyffe hos ham, og han har ſagt, at han har
modtaget det af en Dame; der af en Feiltagelſe

69

bar givet ham det Nytaarsdag, da han lukkede
Doren op for hende til hendes Vogn. Sagen
er fuldkommen rigtig, og denne Dame er jeg.
Jeg havde netop. gjort nogle Indkjob, og da jeg
kom hjem, blev jeg vaer, at jeg manglede en
Louisd'or. Jeg formodede, at den maatte være
gledet ud, da jeg lukkede min Pung op forat
fremtage nogle Smaapenge; man fane efter i
Vognen, men man fandt den ikke. Det var et
ganſke nyt Guldſtykke, ſom jeg havde beſtemt til
Nytaarsgave for et af mine Born. Jeg tenkte,
at Forſynet vilde bruge det bedre, og at det,
iſtedenfor at blive udgivet til Legetei og Narre—
rier, vilde blive anvendt paa en i Sandhed nyt-
tig Maade og bringe en Smule Glæde i en fat-
tig Bolig. Jeg var langt fra at ane, at denne
Feiltagelſe kunde havt faa ſorgelige Folger for
det fkikkelige Barn. Hans ſtrenge Redelighed
har rørt mig dybt. Hav den Godhed, Hr. Præ-
ſident, at ſige ham, at dette Guldſtykke er hans
retmesſige Eiendom, at jeg gjør mig en Wre
af at ffjænfe ham det, og beder ham modtage
det ſom en ringe Erſtatning for al den Sorg,
jeg imod min Villie har forvoldt ham.
Behag, Hr. Praſident o. ſ. v.
Fanny G“
O den kjœre Dame! den gode Dame! raabte
Pierrette og klappede i Henderne.
Pierre ſagde flet Intet; udmattet af ſaa⸗

70

mange Sindsbevegelſer, frygtede han for at ud⸗
bryde i Taarer; han folte, at det ſnart var ude
med hans Mod.

Denne Gang var det ikke Pierre, zem Kon⸗
gens Advokat anklagede. Prœſidenten tog ſiden Or⸗
det og vifte, hvormeget den menneſtelige Retfær-
dighed er underkaſtet Vildfarelſer, og hvilken Viis⸗
dom, hvilken Klogſtab det var onſkeligt at med⸗
bringe til Domme, der kunne afgjøre et Menne⸗
ffes hele Fremtid, hæve eller æreffænde et nylig
begyndt Liv. Han opmuntrede Jacquot til at
drage Fordeel af det ſmukke Exempel paa Asrlig⸗
hed og Redelighed, hans Kammerat havde givet
ham, og at forbedre ſig, inden det var for ſilde.

Jacquots Fripoſtighed var forſvunden; han
græd: Pierre gik hen til ham og rakte ham
Haanden, men han ſtodte den fra fig.

— Lad mig vere! Alt er forbi imellem os.

— Nei, nei! Alt er ikke forbi; jeg vil be⸗
ſoge Dig i Dit Fengſel, tale med Dig om
Hjemmet, og vi ffulle endnu blive Venner, Jac⸗
quot! . kegre ſom tilforn.

— Ja ja! Vi ſtulle Alle blive lykkelige!
raabte Pierrette, o faa lykkelige .. Hun vilde
tilfoie: „nu, da Pierre er fri,“ men hun BANE
des

Hun drog Pierre udenfor med fig; 925
havde flet ingen Ro, for hun igjen havde ladet

n

ham aande den friſke Luft, for hun fane ham paa
Gaden, og kunde gaae fri, ſtolt og tilfreds ved
hans Side.

. s
*

Tyve Aar vare forløbne, og Madame Fanny
* havde ofte talt til fine Born og Børne-
børn om den brave Pierre og hans vakkre Søfter
Pierrette, der havde beſogt hende ſammen forat
takke hende, og ſom kun havde villet ſamtykke i
at modtage Guldſtykket ſom et Laan. Hun ſagde
tidt, at hun frygtede for, at de ikke havde veret
heldige, ſiden hun aldrig havde hort fra dem
ſiden. En Dag bragte man hende en Pakke fra
Diligencen. Addresſen havde været ſtrevet paa,
flettet ud og fkrevet paa igjen flere Gange, thi
Vaffen var bleven bragt fra Gade til Gade, fra
Dør til Dør, indtil man endelig havde opdaget
Mad. Fanny Ges virkelige Bopæl. Hun aab⸗
nede den. Den indeholdt tyve Franes, et Sthykke
fint Bomuldstoi og folgende Linier:

Madame!

De har maaſkee glemt Deres Godhed imod
de ſmaa Auvergnater, men de have beſtandig er-
indret den, og De vil ſelo, ſiger Pierrette, blive
tilfreds, naar De erfarer, at Gud har velſignet
Deres Laan, og at vi begge To ſtaae os godt: og
lykkelige have vi altid veret.

72 *

Derſom De nogenſinde ſkulde komme til

Clermont, glem da ikke det ſtore Bomulds⸗Ma⸗
gazin med en Louisd'or til Skildt i grand rue
de Jaude tilheire, naar man gaaer opad Gaden,
Vi haabe, at De vil gjøre os den re at bære
dette Stykke Toi, ſom Pierrette ſelo har ſpundet.
Der er ingen bedre Spinderſke end hun i hele
Cantonet, og hun har heller ikke tilladt nogen
Anden at røre ved Rokken.

Pierre og .

PLEASE DO NOT REMOVE
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

BRIEF

PCA
0041447

— i 1 — 2 j 0
100 90 60 62
9 WIL SOd Ats AVH FJONVH a

eee

MAIASNMOG LV 11N

"rel 7