Nyt magazin for naturvidenskaberne

NYT MAGAZIN

NATURVIDENSKABERNE

GRUNDLAGT AF

DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING
I CHRISTIANIA

BIND 43

REDAKTION:
H. Moun, Te. Hiortpaut, W. C. BrøcGGEr, F. Nansen,
HovepREDAKTOR N. WILLE.

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI
1905

NE
KS - Å

Indhold.

Side
C. A. Bserxnes, Lidt om Keilhau og hans tid af en elev, men ikke
HETEDA C2 5 E MONS EE ae 1
Jens Horm»or, Studier over norske planters historie I, II (Pl. I). . . 38
P. A. Øyen, Studier over vandtemperaturen i elve og indsjøer i Jotun-
heimen à Joker dd SE NE uum Ro ER e oH 61
— Seks geologiske billeder fra Jotunheimen (Pl. II—-IV) . . . . .. 83
sirrwullauionr Norge 1908 . Ls. ss od à: 0 | . ex 93
iE cuseillatron-r Norge 1904 - 21 s . de (te LR 105
Oskar ScHULTzZ, Beschreibung emer palaearctischer Heteroceren-
ANDET ODEN esM D NC ER N s di
— Uebersicht über die bisher bekannt gewordenen Fälle von Conan
dromorphismus bei palaearct. Macrolepidopteren. Verzeichnis
der Familien, Gattungen und Species . . . . . . . . . . . . . 123
P. Scngr, Notes on Norwegian Minerals 1—6 (Pl. V) ........ 137
Danær DANIELSEN, Om nogle skjælforekomster ved Kristianssand
El VI VID PP NN Se SE 147
S. O. F. Omane, Hieraciologiske undersøgelser i Norge ....... 178
N. Wute, Om Indvandringen af det arktiske Floraelement til Norge 315
Th. Hiorrpani, Bidrag til kemiens historie i Norge. ........ 389
Jens HozmBor, Aarsberetning for det biologiske selskab 1 Kristiania 1904 367
Exe CIM de sr p I "c Ic I
Fortegnelse over Tidsskrifter, hvormed Redaktionen har indgandt
Byltelorbindelser/ coetu 2 ATT SGK uestes veu Sem XIII
Institutioner, som modtager ,Nyt Magazin“ gjennem Univsrsitets-
boat MP nad SE ET XVII

Forfatterne alfabetisk ordnede.

C. A. Bjerknes S. 1, DANIEL Danietsen S. 147, Th. HromrpAur S. 339
Jens Horm»or S. 33, 367, S. ©. F. Omane S. 177, P. Scuer S. 137, Oskar
Scavurtz S. 115, 123, N. Wizze S. 315, P. A. Øyen, S. 61, 83, 93, 105.

Put a
MUSAE T :
NU T

f
dms
BD

Lidt om Keilhau og hans tid af en elev,

men ikke fagmand.
Af
professor C. A. Bjerknes's efterladte papirer.

D. efterfølgende opsats er trykt efter det sidste afsluttede
manuskript, der foreligger fra professor C. Å. BJERKNES's haand.
Det blev foranlediget ved en forespørgsel fra dr. H. Reuscu, og
har derfor faaet formen af et brev til ham. „I hovedsagen er
det skrevet 1 juleferien 1902—03, kun er afsnittet II senere blevet
omarbeidet flere gange.

Dette afsnit turde kanske have mere interesse til belysning
af C. A. BJERKNES's egne naturfilosofiske ideer end KEILHAUSs.
Om han selv har betragtet det som fuldstændig færdigt er uvist.
Blyantsnotiser viser, at han endnu saa sent som 15de marts, fem
dage for sin død, fremdeles sysselsatte sig med de 1 dette afsnit
indeholdte tanker.

Stockholm 1904.
V. Bjerknes.

Hr. dr. Reusch!
De har anmodet mig om at give Dem nogle meddelelser
betræffende det mineralogisk-geologiske studium i mine studenter-
dage, samt at fortælle lidt om hvad indtryk jeg fik af Keilhau.

Det er selvsagt at De ikke vil kunne vente stort herom fra min
Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. I. 1 i

9 C. A. BJERKNES.

side, da jeg jo forlængst har lagt alle studier af den art paa
hylle. Men som en af hans gamle elever skal jeg søge at bringe
noget frem alligevel. Uundgaaeligt blir det ellers for sammen-
hængens skyld, at et og andet maa gjenfortælles der er vel be-
kjendt.

Kemnav foredrog mineralogi og geognosi og bergbygning,
mens SCHERER havde metallurgien og bergfabriklæren. Jeg har
seet anført, at Keilhau et par aar ogsaa skulde have læst over
metallurgi og teknologi, det maa i saa fald have været tidligere.
Men det tør have sin interesse at nævne ogsaa dette; thi man
har været tilbøielig til at sætte hans theoretiske anskuelser i
forbindelse med en meget aabenbar, fast utroelig mangel paa
kjendskab til kemien. Forklaringen ligger imidlertid paa et andet
sted, som nærmere vil sees. Her blot foreløbig dette, at fagmand
i kemien regnede han sig saa vist ikke for at være. Men saa
ukyndig var han ikke at han blindt skulde løbet i en snare.

Keilhau var en tænker som de færreste. Han grundede
dybt over tingene, ikke mindst over hvad sikkert og usikkert
kunde være i vor opfatning af mange grundforhold; og han saa
sig flittig og vel omkring. Han havde sine grunde for hvad
han mente, det være nu at de var saa fyldestgjørende som han
selv troede eller ei; og saa gik han sin ensomme vei — mod

strømmen.

I. Keilhau som mineralog, hans grundsyn.

Jeg skal ikke opholde mig ved Keilhaus lærervirksomhed
som den der ogsaa havde at foredrage bergbygningslæren. Ai
vigtighed er det dog at omtale ham 1 hans egenskab af minera-
log, om end hans hovedfortjenester paa langt nær heller ligger
der, thi det er geologen Keilhau, som jo interesserne samler sig
fortrinsvis om. En side af det mineralogiske studium har imid-
lertid været gjenstand for mere stadig fortsat tænkning og iagt-
tagelse. Og det en som nok de færreste bekymrer sig synderligt

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 3

om, vandt som man er til ikke at røre ved grundvolden men
bygge ubekymret videre. | |

Tingenes egen dybt liggende natur paa de omraader umu-
liggjor jo at kunne hente noget udbytte til umiddelbar praktisk
afbenyttelse; og hvad der indvindes, med sine store og usikre
omrids, har stundom vel kun en personlig værdi; men lønner en
ret ofte med gode ideer, til prøvelse og til berigtigelse under de
forestaaende detailarbeider. Den overbevisning (der fæstnede sig
efter overveielserne) om hvor ufuldstændigt, trods alle fremskridt,
man dog endnu forstod, hvad der gik for sig 1 det skjulte, kom
ham da særlig for øie i hvad han saa, eller mente at se, som
den forskende geolog.

Under sine forelæsninger i 1845 gav allen os først en
indledning til mineralogien. Ellers læste vi efter Naumanns Lehr-
buch der Mmeralogie, Berlin 1828, en lærebog han us gav
sin anbefaling.

I den Keilhauske indledning, ,,den Per ende mineralogi*,
gjennemgikkes da mineralernes morphologiske, deres fysiske og
endelig deres kemiske kjendemærker. Og navnlig under disse
sidste afsnit kom hans grundforestillinger frem, ligesom jo de
samme tanker ogsaa fik sit fulde udtryk i en udførligere frem-
stilling hos Naumann. |

Saaledes heder det hos KeırLHAv, efterat han har omtalt de
mere let forstaaelige omvandlinger af et mineral gjennem ak-
tioner udenfra — under indvirkning af fugtighed og varme, af
lys og luft, — at undertiden finder der ogsaa gaadefulde indre
dekompositioner sted. |

Og vanskelighederne 1 at forklare sig disse bestaar deri,
at man finder mineraler sammensatte af andre stoffer end de
hvoraf de hidtil bestod, og hvorved de fremtraadte som (nye)
individer, der var forøgede og formindskede ved fremmede stoffer,
uden at det kunde antages at disse var kommen udenfra! —
Herhen hører epigenierne. Saaledes ogsaa feldtspatens og
glimmerens omvandling til speksten og serpentin, der indeholder

4 C. A. BJERKNES.

talk! Hvorfra denne talk er kommen, kan man ei forklare sig.
Saadanne transmutationer forekommer ofte“.

Udførligere om saadanne indre omkrystalliseringer handles
der hos Naumann. — Og det heder her, idet der dog samtidig
nævnes at for nogle af disse fænomeners vedkommende raader
der forskjellige meninger:

,De love, hvorefter naturen opererer i sit laboratorium, er
visselig endnu for den største del et uafsløret mysterium; og vi
ved intet bestemt derom, om og hvorvidt ogsaa i den uorganiske
natur de ovenfor ($ 170) omhandlede forvandlinger af et element
i et andet kan finde sted eller ei. Kun saa meget er vist, at
hine spekstenskrystaller ikke paa rimelig maade lader sig for-
klare som udfyldningsmasser af forhaandenværende krystalind-
tryk. Særdeles mærkværdig, og særlig gunstig for en dynamisk
opfattelse af materiens væsen, er disse substantielle metamorfoser,
som under vedvarende uforandret ydre form er forbunden med
en indre omkrystallisering, uden at dog substansen har opgivet
sin fasthedstilstand*.

I den paragraf hvortil der henvises, omhandles det nærmere,
at under energiske kraftytringer af varme eller elek-
tricitet, eller under konflikter med andre substanser,
kan de forskjellige krystaller eller mineraler forholde sig meget
uligt. Nogle forbliver uforandret; andre taber betydeligt 1 vægt
og ændres i alle sine egenskaber; andre igjen faar et tilskud ai
vægt. Og forandringen kan være saa fuldstændig, at man for-
melig maa antage en metamorfose. — Tilslut, efter videre
udviklinger, heder det — atter hos Naumann altsaa — og ellers
i tilslutning til GMELINS naturfilosofiske anskuelser 1827: at „loven
om elementærsubstanserne taber ikke sin gyldighed, om begrebet
om et element er noget relativt og er foranderligt med
fremskridtene i eksperimenterkunsten; denne kunst vil dog altid
i visse substanser finde sit non plus ultra‘.

Det være nu med alt dette som det vil. Lange aarrækker
er gaaet hen siden aarene 1828 og 1845, og muligt, for det som

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 5

jeg ved, kan mange af disse vanskeligheder veere lost for den
nuveerende videnskab — og paa en rimelig vis! Men paa Keil-
haus tid var de det neppe; ialfald vist ei paa nogen fuldt over-
bevisende maade. For tankegangen dengang var det, trods det
kemisk uforklarlige derved, en for anseede videnskabsmænd —
en kemiker som GMELIN, en mineralog som NAUMANN — antagelig
ting, at virkelig indenfra begyndende omkrystallise-
ringer kunde finde sted, uden at masserne ophørte at
være faste! lalfald uden at maatte være undergaaet nogen til
flydenhed grændsende væggjøren, enten ad den vaade eller den
ildflydende vei. Saa paradoxalt det end vilde synes, selv tilskud
eller tab af tidligere elementer vilde kunne indtræde!

Kemien som den var, med dens iagttagelser over de hur-
tigt forløbende fænomener, gav dem ingen lempelig løsning for
at slippe ud af tankeringene. ‘Thi med forholdene for øie, som
de mente at se dem, forekom de udveie dem at burde være
stængte at søge en forklaring forceret frem — i tilslutning til
kemiens aktuelle midler — gjennem opkonstruktioner af uhørt
voldsomme og vidt omsiggribende naturaktioner, aktioner for
hvis indgriben alle spor syntes dem at mangle.

Kan derfor gjerne være, at Keilhaus standpunkt — som
følge af paaviselige feilsyn under iagttagelserne eller utrygge
slutninger derefter, kan med adskillig ret være bleven afvist af
den følgende videnskab, sat ud af betragtning som forfeilet, ikke
mindre forfeilet kanske end den reneste Neptunisme der havde
raadet lidt for, eller den reneste Vulkanisme der just havde af-
løst den. Hans standpunkt var fuldt rationell for sin tid. Og
det er mod den det faar sees, ikke maales som det hist og her
kan være skeet, som han skulde have gjennemlevet hvad ind-
vundet var af nyt 1 femti aar.

Holdt med fasthed og gjennemført indlil det sidste, har
det saa vist gjort trods alt sin store nytte, været et vigtigt
middel under forskningens gang for at klare de renvidenskabe-
lige opgaver.

6 | C. A. BJERKNES.

II. Keilhauske naturopfatninger, i lys af videnskabelige
bevægelser i nutiden.

For at forstaa den Keilhauske forskning paa dens hovedfelt,
geologien, har det været nødvendigt at se ham først som mine-
ralog og mod hans egen tid. Men senere tiders arbeider, om
end paa tilsyneladende helt fremmede omraader, kan ogsaa
kaste lidt lys over fortidstænkning, bringe noget, om just ei saa
særlig meget, op om hvad der kunde ligge skjult af sandhed i
det mere eller mindre forladte. |

Det forholder sig saa, at de Keilhauske grundbetragtninger
steder an mod vor virkelighedssans, saaledes som den ytrer sig
efter dagens erfaringer. Men saa tor det ogsaa være for ad-
skilligt det sættes istedet. Hvad den egentlige virkelighed er,
er det ikke altid saa let at finde frem til: mangt som for den
ældre slægt laa udenfor alt som tænkes kunde, er fastslaaede
kjendsgjerninger for den yngre, og saa vil det forblive herefter.

Nyttigt da at holde spørgsmaalene i det længste aabne om
et og andet, frugt af lange tiders tænkning men ikke strængt
bevislig falskt, kan synes nu urimeligt. Med visse ændringer at
bringe ind, kan jo muligheder ogsaa komme frem igjen hvor de
ellers maatte blive at udelukke.

De forestillinger man har søgt at gjøre sig op om naturen
og dens virkeformer, har gang paa gang — under større skifter
som forberedtes — grebet afgjorende ind 1 videnskabens udvik-
lingshistorie. Ikke just at en løsreven filosoferen over de mange
grundforhold skulde magtet for sig at udrette noget synderligere;
snarere har den nok jævnlig gjort skade. Men den fagviden-
skabelige tænkning over tingene, ubekymret om tidsrelningen og
dens dogmer, men 1 noieste tilslutning til hvad indvundet var
og vindes, det har saavist været en af hovedbetingelserne for
alle tiders store fremskridt. Og her, kan det hænde, skylder
man ogsaa Keilhau noget.

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. — 27

Af interesse, om ikke netop for dagens gjerning, for den
praktiske mineralog og geolog, kan det da være om man gjør
sig lidt rede for tænkesættet paa Keilhaus tid, for hvad han
selv dømte om sikkert eller ei, og for hvad man mener nu —
hvad man kanske skimter til og med som paa veie til at bryde
frem. |

Man behøver ikke engang at gaa saa langt tilbage som til
Keilhaus studietid for at faa syn paa store ændringer der har
fuldbyrdet sig 1 vor opfatning af naturens fænomener. Og ti-
dens tvivlere dengang stod i adskillige stykker vor tid noksaa
nær. Nogle af dem blev store opdagere, hvem man staar i en
stadig gjæld til; andre, hvad enten de selv tog feil eller man tog
feil af dem, trengte ikke igjennem.

Varmen var et stof, varmestof; og behandledes endnu som
saadant langt frem i femtiaarene: det var dog dengang af
bekvemmeligheds-grunde alene, thi man var kommen underveir
med at den nok hang sammen med indre bevægelser. Elektrici-
teten tænkte man sig — og gjør det af bekvemmelighed endnu —
som to fluida; de skulde kunne bevæge sig tværs igjennem
hverandre, og de var bærere af modsat virkende fjernkreefter.
Magnetismen paa samme vis og med lignende egenskaber. Gal-
vanismen var en særlig art af elektricitet. Hvad saa lyset an-
gaar, saa var fra først af det ogsaa et stof, indtil da den
Fresnelske undulationstheori bred seirig igjennem. Næst efter de
rent mekaniske og de akustiske fænomener var det nærmest
lysfænomenerne, der var bragt 1 et rationellere sammenhæng,
var til en vis grad forklaret.

Saaledes havde man en mangfoldighed af subtile stoffer
foruden den veibare materie. Men bestræbelserne var der jo
nok for at bringe saavidt enhed som muligt. Der var en stadig
voksende erkjendelse af bevægelsernes betydning, navnlig de
indre bevægelsers. Man havde i sin tid tømt alle himmelrum for
enhver materie; man fik de fordums tomrum fyldt igjen og paa
mange vis, helst dog med en fælles æther, den man imidlertid

8 | C. A. BJERKNES.

for at faa lysfænomenerne passet ind, var nødt til at tillægge
ret eiendommelige egenskaber — noksaa haarde at gaa ind paa.

Hvad legemernes konstitution angik, da var man jo nok
paa det rene med at der overalt var store mellemrum, ja selv i
de fasteste stoffer. Men i den nærmere opfatning af hvordan
det indre maatte være, var man bunden af tidens dogmer.
Kraften forestilte man sig under formen af en fjernvirkning; og
den videnskabelige enhed fordrede at egentlig talt existerede der
intetsteds nogen virkelig berøring. Kraftens sede var krait-
centrerne, enkeltvis optrædende eller som polpar. Og de masser
den straalte ud fra var enten disse punkter alene, eller de laa i
det indre af de elementærlegemer, hvoraf det naturlige legeme
var sammensat.

Efter den forste af disse forestillinger forflygtigedes saa godt
som alt materielt; der blev blot kræfter og intet stof tilbage.
Men naar enhver dimension forsvandt, undveg man jo paa en
vis vanskeligheden med alle samtræf under de indbyrdes be-
vægelser af slige punktmasser to og to: en nok saa liden ret-
ningsændring, om den forudsattes, vilde være tilstrækkelig for
at forebygge dem. Gik man saa igjen ud fra den anden hoved-
forestilling havde man ulemperne med den absolute haardhed;
thi den mente man maatte nødvendigvis tilskrives materiens
mindste kontinua. I tilfælde af et virkeligt sammenstød vil jo
en bevægelse ikke kunne mortificeres, uden 1 løbet af en endelig
om end nok saa kortvarig tid — med mindre man da vilde ind-
føre meningsløse kraftaktioner af en uendelig intensitet. Man
var da nødt til at værge disse haarde ueftergivelige kontinua
mod alle mdbyrdes sjok. Men de var jo sæde for virksomme
fjernkræfter, og disse forudsattes da i den nærmeste nærhed at
have en udpræget repulsiv karakter, saa al virkelig berøring
undgikkes. Tildels tænkte man sig ogsaa dette under formen af
beskyttende varmehyller.

Mange forsøg var bleven gjort i det næst foregaaende aar-
hundrede paa at forklare fænomenerne gjennem mediers hjælp.

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 9

Men man gjorde sig for store illusioner om saa store opgavers
praktiske gjennemførelse, man havde ikke vundet at begrændse
dem paa den rette vis, og videnskabelige midler manglede det
paa, som først maatte blive at oparbeide. Med alle disse forsøg
slog det da feil, og det førte til dette omslag med fjernvirknings-
forestillingen som det eneste rette. En vigtig støtte havde ogsaa
dette 1 saa meget uforklarligt man saa, og bag hvilket man vidste
at der paa udstrakte felter raadede sikre mathematiske love.
En tidlang var det ogsaa et held for videnskaben, at omslaget
kom; det satte en stopper for saa mange ufrugtbare fantasier,
og der forelaa et stort materiale til bearbeidelse som det ogsaa
var en første interesse at kunne faa fra sig.

Men tvivlen om man dog var paa den rette vei, lod sig dog
ikke holde helt tilbage. Og med tvivlen kom nye arbeider op.
Og der kom efterhaanden kjendsgjerninger, der mere og mere
vanskeligt lod sig forene med nogen fjernvirkning.

En ældre tids grundtanker, men i en renset form, vandt saa
smaat indgang igjen; og allerede i de første decennier af det
forrige aarhundrede. Dog var det endda inden en yderst faa-
tallig kreds alene. Euler, den store mathematiker og tænker,
som havde gjennemlevet størstedelen af dette attende aarhundrede,
hvor den store brydning fuldbyrdede sig, holdt som den sidste
igjen mod reaktionen i det naturfilosofiske tænkesæt. Hans
værker var grundlæggende for den følgende slægt, der hvor det
gjaldt specialvidenskaben: mathematiken som baade ren og an-
vendt. Han var fysiker tillige, men trods al sin sunde sans,
sin klarhed, sin logiske styrke, magtede han ikke at vende tids-
aanden om, der hvor det gjaldt at holde en dybere og sandere
naturbetragtning oppe. Men hvad han ikke vandt 1 sin tid,
skulde han med held forberede for en følgende.

Hans populært holdte udredninger, affattet paa fransk — i
breve til en tysk prinsesse — læstes selvfølgelig af mange i
disse stridens tider, og vandt sine stille tilhængere. Den som
ti gange havde vundet det franske akademis pris, som tilmed

AT 2 ee C, A. BJERKNES.

gjennem sine verker var den uovertræffelige lærer for mathe-
matikerne og fysikerne af den følgende slægt, manglede saavist
ikke læsere ogsaa der hvor han lagde sine grundbetragtninger
i strid med tidsretningen. Saa meget mere som det skede i en
tiltalende form og i en greit tilgjængelig fremstilling.

Langsomt men sikkert skulde de sandere ideer bane sig vei
alligevel trods tidens modstand, modstanden fra de høilærde og
universiteterne. Og ikke mindst faldt de i god jord, der hvor
en og anden stod i visse stykker vanskeligere stillet, men friere
og gunstigere som mindre behersket af den raadende, videnska-
belige dogmetvang. Saaledes i virkeligheden med begge de store
fysikere, der vel mere end nogen anden i det nittende aar-
hundrede skulde øge vor viden med epokegjørende opdagelser,
Ampére og Faraday. Om Ampére ved man, at han lagde sig
efter latin udelukkende for at studere Eulers og Bernouillis skrif-
ter; og man har vidnesbyrd sikre nok om at han 1 det mindste
i det store delte Eulers grundsyn. Hvad Faraday angaar, da
skulde han i sin læretid — saa ganske paa egen haand — ikke
just være trykket af de krav paa videnskabelig rettroenhed, som
stilledes ved alle lærdomssæder rundt om. Han var en bog-
binderlærling og stillede sin læsetørst med alt hvad han fandt,
og der er vel al grund til at tro, at direkte eller ei er han be-
rørt af de ideer, som striden havde staaet om for nogen tid til-
bage, og han havde selv søgt at gjøre sig op en mening.

Men var det saa paa de fremmede steder, saa var det i
virkeligheden ligedan paa vore egne kanter. De Eulerske breve
blev omkring aarhundrede-skiftet oversat paa dansk, og dedicerte
til en dansk prinsesse. De har været læst af Ørsted, der ud-
taler sig med varme om Eulers simple og klare fremstillings-
kunst. Ørsted syntes dog nærmest at indtage en mellemstilling,
mellem hvad der gjaldt i hans egen tid og hvad Euler mente.
Men hvad der kom frem paa den vis og paa den tid i selve
Kongens Kjøbenhavn* har sikkerlig ogsaa paa vore kanter
fundet mangen læser. Det var greit og interessant, krævede

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. — 11

ikke store forkundskaber, det stod jo ogsaa hoit paa straa; fast
alt hvad vi fik, fik vi fra Kjøbenhavn dengang, og der var ingen
oversvømmelser paa bogmarkedet ved den tid som nu. Det var
just noget at læse for nogen hver, om man ønsked at skaffe sig
lidt kjendskab til naturen. Og som den bog i sin tid sammen
med andet dansk er kommen i min faders eie, saa tænker jeg
mig nok som fast mere end sandsynligt, at en for naturens fæ-
nomener og gaader saa interesseret, som Keilhau var, har vist
ogsaa gjort et indkig i de Eulerske ideer og har taget noget med
sig deraf for resten af sit liv. Hans ven, og noget yngre, Abel,
studerte 1 sine skoledage med iver Eulerske værker, her da som
mathematiker, og de studier har i en fremtrædende grad været
grundlæggende for hans vordende arbeider. Eulers navn og gjer-
ning som den klare tænker og den store naturfilosof har visselig
ikke undgaaet Keilhaus opmærksomhed, under de rige samværs-
tider mellem ham og Abel. |

Lad os da se hvad Euler sætter i spidsen, i modsætning til
dette mystiske, konstlede som bredte sig mere og mere i hans
tid og i tiden derefter. Det var altsammen noget saa ligetil,
saa ligt med alt hvad der foregaar omkring os, der hvor vi er
istand til at følge fænomenerne mere umiddelbart. Materien,
mener han først, er i sine mindste dele noget sammenhængende,
udstrakt (i virkeligheden altsaa ikke som en samling af blotte
kraftcentra, men af virkelige smaadele skilte gjennem store
mellemrum). Materien er i bevægelse og lyder træghedens lov.
Materien er ugjennemtrængelig (hvor Å er kan B ikke være;
ugjennemtrængeligheden er da ikke det samme som en absolut
fasthed, den forklares dog ikke tilstrækkeligt men maa for-
mentlig forstaaes som en selvhævden under alle bevægelses-
konflikter, som en reaktion under en nødvendiggjort kortvarig
eftergiven).

Hvad er det saa som Keilhau i tilslutning til sin jævn-
aldrende, den retslærde, senere geologen Lyell, stiller som sit
udgangsprincip. Det er noget lignende hjemligt: at de i tidligere

12 C. A. BJERKNES.

jordperioder skete forandringer bør antages at være foregaaet paa
samme maade og ved de samme krefter som er virksomme
nu, kun at der til hine er medgaaet en relativ overordentlig
lang tid.

Vi indlader os nu ikke her paa at forfølge videre de Lyellske
og Keilhauske ideer, heller ikke paa at udrede hvad der stort
seet gik for sig paa naturforskningens omraader i Keilhaus egen
virketid, til støtte for mineralogens og geologens forskninger.
Hvad vi for øieblikket søger at belyse, det er hvad der synes
at fremgaa, til støtte eller ei for de Keilhauske grundforestillinger,
som en følge af saamange fremskridt og ændringer i Sjetne
i løbet af det forgangne aarhundrede.

Eulerske ideer eller ideer i lighed med dem øvede sin stille
virkning tiltrods for den miskredit, hvori de stod blandt den over-
veiende store flerhed inden de videnskabelige kredse. Hvad der
allermest traadte i forgrunden, det var dette, om man skulde
— å tilslutning til tiden — antage en fjernvirkning som det be-
tegnende for kraftens væsen eller en virken gjennem berøring,
fra sted til sted. Og ved siden heraf, om de mangeartede stot-
fer, veibare eller ætheriske, lod sig reducere til et ringere antal;
og ligesaa om lignende lod sig iværkstille for de indbyrdes
endnu helt adskilte hovedfænomener af den fysikalske art.

Undulationstheorien kom op gjennem Fresnel, og forestil-
lingen om svingningernes indgribende betydning for forstaaelsen
af fænomenerne fik en øget fart. Huyghens havde i sin tid bragt
ideen frem, men den laa under for Newtons store autoritet.
Euler sluttede sig ogsaa til denne tanke, men uden at det fik
virkning. Young optog ideen og efter ham Fresnel, der førte
den til seier — endskjønt det skulde vise sig, længe derefter, at
man neppe endnu var naaet til det definitive.

Ørsted og Ampére slog broen over mellem de elektriske og
de magnetiske fænomener, og navnlig var de Ampéreske arbeider
af en stor banebrydende betydning. Endnu betydningsfuldere
for en indgaaende forstaaelse af de elektriske fænomener blev

pee

Me

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 13

saa den Faradayske forskning, der ganske særlig havde et ud-
gangspunkt i en opfatning af kraftvirkningerne som foregaaende
fra sted til sted. Den samme grundopfatning havde ogsaa
Maxwell, Faradays efterfølger og mathematiske fortolker. Og
karakteristisk nok, Maxwell foresatte sig ikke at læse noget ma-
thematisk arbeide over elektriciteten før han til grunden havde
gjennemtrængt de Faradayske experimentalundersogelser. Fara-
days opdagelser faldt vel som Ampéres væsentlig inden Keil-
haus levetid, men deres theoretiske synsmaader var delvis ube-
kjendt, eller fandt ingen indgang endda. Maxwells revolutione-
rende arbeide faldt udenfor denne tid. Den fremkaldte en vaklen
inden de lærde kredse, men der blev intet gjennemslag, mens
han endnu var i levende live. Men Maxwell gjorde endnu
noget andet der var af den høieste vigtighed. Lysets trans-
versale svingninger var bragt ind med den Fresnelske undula-
tionstheori. Maxwell saa i disse svingninger et elektromagnetisk
fenomen. Elektriciteten og lyset kom paa den maade 1 forbin-
delse med hinanden. Hertz’s videre opdagelser inden de elek-
triske svingningers theori stadfæstede og fuldstændiggjorde de
Maxwellske resultater. Og med det seirede nu nærvirknings-
tanken som 1 saa lange tider havde maattet ligge nede.

Til alt dette faar nu ogsaa føies fremkomsten af den me-
kaniske varmetheori. Og en sammenhæng var nu bragt tilveie
over alle de fysikalske grundfænomener. Og med denne enhed
var der kommen svingninger og bevægelser ind overalt, hvor
man før saagodtsom intet andet ømede end en uforanderlig
indre ro.

Endnu noget andet kom til, varslende om stærke indre be-
vægelser. Det var opfatningen af hvad et fluidum egentlig er,
systemer af talløse sjokkende smaalegemer. Og her gaar ideen,
mærkelig nok, tilbage til Daniel Bernouilli, Eulers ven, men just
modstander hvor det gjaldt opfatningen af hvad kraftens væsen
og virkemaade vel var. Hvordan en æther er at forstaa tør
efter alt dette maatte undergaa en ikke ringe forandring. Som

14 C. A. BJERKNES.

ogsaa dette, hvad det vil si et elektrisk fluidum, om man frem-
deles beholder denne tankeform. Og hvorledes det kunde være
at forstaa, at modsatte elektriske fluida gjennemtrænger hinanden
bevægende sig hver til sin kant — i lighed, kunde man da si,
med en almindelig cirkulation som man daglig ser den, hvor
hver gaar sin vei med sit ærinde.

Forbindelsen mellem det kemiske og det fysikalske er i hae
forlobne aarhundrede ogsaa bleven sogt. En tidlang raadede
den- elektrokemiske theori, fremholdt af Berzelius. Men dens
udelukkende binære karakter bragte den til at falde. Der er
grunde, som vi senere skal se, til at tænke sig muligheden af
en generalisation, som kunde bringe theorien i en ændret form
op igjen. Forovrigt er vi nødt til at lade den slags spørgsmaal
fare, hvad kemiens fremskridt vel kunde oplyse om til videre
forstaaelse af fænomenerne 1 naturen, disse betragtet 1 det store.

Paa et omraade, der baade ligger udenfor fysiken og kemien,
er der dog ogsaa skeet noget som det kunde være at tage hen-
syn til. Det var lenge efter Keilhaus tid det tog egentlig fart;
men maaske har Keilhauske og Lyellske tanker grebet støttende
ind. Vistnok er det her kun analogier der føres frem, ren me-
kaniske fænomener i en billedlig fremstilling af de endnu altid
saa uforklarligt henstaaende fænomener af elektrisk art. Men
sammen med alt det andet, tør de ikke være uden betydning
for at vise en lønnende vei at gaa, hvor videre løsninger blev
at søge.

Euler havde med styrke hævdet kraftvirkningerne i naturen
som formidlet gjennem media; og han omformede til og med
den nye videnskab, der var kommen op gjennem Daniel Bernouilli,
hydrodynamiken, til et bekvemt forskningens middel for at klar-
gjøre, med det udgangspunkt for gie, hvordan vel kraftens væsen
og virkemaade maatte blive at opfatte. Men det døde saa hen
med alle planer af den art; tidsaanden stod dem for stærkt imod,
kraftaktionerne tænktes nu alene som. umiddelbare afstands-
aktioner, og at forestille sig dem under andre former var en

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 15

utopi. — Der trængtes friere forhold og mindre oplærthed i det
høividenskabelige, og videnskabeligt moderneste, for at planer af
den art skulde kunne gjenoptages, som der ogsaa trængtes nye
videnskabelige midler bragt sammen i den lange mellemtid,
skulde man staa bedre i det end før.

Men her kom det ogsaa noget til, som fik en afgjørende
betydning, noget man mindre havde lagt mærke til, men som 1
virkeligheden laa skjult i de Eulerske tanker. Den nærmere for-
folgelse af disse, af ugjennemtrængeligheds-principet, hvorefter
materien under de stadigt forhaandenveerende bevægelses-kon-
flikter, søger under eftergiven — 1 de første øieblikke — at
hævde sig selv, 1 form og 1 volum —, det fører overalt frem til
et uslanseligt liv, ydre og indre bevægelser, vibrationer uden
ophør, og dog med ændringer og fornyelser overalt, selv i de
tilsyneladende fasteste og tætteste legemer, eller massesystemer.

Ad denne vei, med hydrodynamikens hjælp, blev det saa
paavist og stadfæstet experimentelt, at et omfattende arsenal af
kraftytringer lod sig tilveiebringe i den fuldkomneste, dels direkte
dels inverse lighed med kraftytringerne 1 naturen. Særlig er
dette gjennemført til de mindste detailer i en efterligning af de
statisk elektriske grundfænomener; ligesom hvad endnu ikke
fuldstændig er opnaaet peger hen paa, at en gjennemførelse, der
strækker sig over elektricitetens hele gebet, er det kun et tids-
spørgsmaal med.

Inversionen, der hvor den optræder, er imidlertid et tegn,
kan man si, at det er noget helt andet det her gjælder om end
nogetsomhelst sambaand med det elektriske. Og det kan jo
ogsaa være at det hermed brister. Men en inversion peger
nærmest kun hen mod Archimedisk lov, eller anderledes sagt,
mod existencen ikke blot af den veibare materie, men ogsaa af
en forholdsvis ulige mere subtil materie i det samme kraftbetin-
gende grundmedium. Man føres naturligt ind paa theorier i
lighed med den moderne lære om elektronerne. Saa ogsaa 1
retning af den moderne lystheori i dens sammenhæng med det

16 | C. A. BJERKNES.

elektromagnetiske, og til en forenkling af forestillingerne om
ætheren, om man da vil bibeholde den samme tankeform.

Elektricitetslæren er nu i en ganske anden udstrækning end
tidligere bleven noget centralt 1 fysiken. Og man kunde fristes
til at spørge, om den ikke atter vilde kunne sammenbindes med
kemien, dog saaledes, at elektricitetsaktionerne med deres binære
karakter ikke længere blev det overordnede i den samme for-
stand som efter Berzelius's theori, men at der kom istedet noget
almindeligere, hvorfra baade det elektriske og det kemiske frem-
traadte som forgreninger. Herom kan naturligvis intet bestemt
siges. Men med det foregaaende for oie føres tanken hen paa
at undersøge aktioner, hvorunder ikke bare de agerende smaa-
legemers svingefaser er ens eller modsatte, eller ens eller mod-
satte i middel, men hvor talrige andre faseforhold vil kunne
sættes. Og man kommer da til det resultat, at der er intet til
hinder for, under slige almindeligere forhold, at A kan tiltrække
B og B tiltrække C, og A alligevel tiltrække C, mens i det elek-
triske fald en frastødning maatte finde sted. Og andet lignende.

Det være hermed som det vil, men der er ogsaa noget andet,
som er vel værd at mærke, skulde man tænke sig at andre
faseforskjeller havde en indgribende betydning, at noget af det
karakteriske ved elementforskjellen laa just i dette.

Overalt skulde der være et myldrende liv, svingninger uden
ophør, konflikter i ustanselig mængde. Men er det saa, saa vilde
det være utænkeligt andet, end at efter visse love, det gjaldt at
nærmere bestemme, vilde i tidens løb selv inden de fasteste
masser faseforandringer indtræde, derigjennem en omændring af
det heles karakter. Noget egentlig kemisk spørgsmaal blev det
da ikke om — efter dertil svarende lange tiders indvirkninger —
en virkelig forvandling fuldbyrdede sig, saa ikke blot 1 fysikalsk
forstand men selv i kemisk forstand noget andet forelaa, skjønt
den faste form ingensinde var bleven opgivet. Den evige stabi-
litet er visselig heller en utopi end de ustanseligt forløbende for-
andringer. Overalt har man, skjønt man kalder det uorganisk,

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 17

med noget organisk at gjøre. Og som i den levende verden er
der ogsaa i materiens verden liv og død paa en vis og over-
gange til noget organiseret af en følgende art, men efter love,
som det da vilde staa til fremtidens forskning at trænge nær-
mere ind.

At forandringer foregaar, uden at fasthedstilstanden ændres,
uden gjennemgang selv af en væghedstilstand, det har man paa
flere vis exempler paa. Glasset springer som en følge af ofte
ganske svage kræfters indvirkning, uagtet det ellers kan taale
stærke tryk. Her har man ialfald vidnesbyrd om stærke indre
spændinger, indre bevægelser; men det er endda blot en ændring
i struktur, ingen kemiske omsætninger. Ligesaa med jernaxler,
der undergaar stærke strukturforandringer. Noget anderledes
allerede med svovlet, der uden at væggjøres kan gaa over fra en
tilstandsform til en anden. Hvordan det er med forsteninger,
omgivet af masser, der faktisk maa antages at have undergaaet
en forvandling, om disse har maattet have som forløber en
væghedstilstand, det faar geologer drøfte; til flydenhed kan
man ialfald ikke gaa, om formen er bevaret 1 sin helhed.

Ændringer af faste masser uden opgivelse af fasthedstilstand
med eller uden forandring i den kemiske sammensætning, kan
neppe med rette betragtes som noget paa forhaand forkasteligt:
ligesaalidt som det paa forhaand kan indføres som hørende ind
under bevislige kjendsgjerninger. En fordomstri forskning brin-
ger det nok engang paa det rene, om det er saa eller ei. Men
fastholdes faar det da, at det ikke gjælder her et spørgsmaal i
egentlig kemisk forstand, om end tiltrods for den .tilsyne-
ladende stilhed og uforanderlighed, tiltrods for fasthedens be-
varelse under de lange overgange, en selv i kemisk henseende
væsentlig omsætning, væsentlig nydannelse maatte antages at
have fuldbyrdet sig.

Naumann — der hvor han omhandler disse gaadefulde indre
omkrystalliseringer — udtaler sig ogsaa saa. Mange, fornemmelig

sammensatte mineraler eller bergarter (og denne begrændsning
Nyt Mag, f. Naturv XXXXIII, I. 9

18 C. A. BJERKNES.

synes meget naturlig med det forhen fremstilte for o1e) undergaar
en saa total forstyrrelse, at hvert spor af den tidligere form og
den faste sammenhæng gaar tabt; saa en fast homogen masse
blir tilbage som et caput mortuum.

Ill. Keilhau som geolog, hans grundsyn.

Vi har seet Keilhau som mineralog, og har allerede der
mærket os et grundsyn, som man nok forstaar vil maatte frem-
træde end mere udpræget under hans iagttagelser og de derpaa
støttede forskninger som geolog. Og da den videnskabelige
værdi af hans livsgjerning, ikke som den noiagtige iagttager,
men som forskeren, der søger at trænge længere ind mod tin-
genes grund, er bleven meget omtvistet og miskjendt, har det
været os magtpaaliggende baade at holde billedet af hans egen
tid frem, og tillige at bringe noget op fra vor egen tid, der
ialfald er skikket — som vi har ment — til at sætte hans ideer
i et andet lys, mildere lys om man vil, end det gamle og vante.

Keilhaus geologiske system og lidt af geologiens historie.

Jeg fulgte Keilhaus foredrag over ,geognosien“ 1 aarene
1845 og 46. Han begyndte der med en definition af geognosien,
og bemærkede, at navnet „geologi“ var ældre. „Geologien støt-
tede sig oprindelig kun paa løse spekulationer; men WERNER
(1775—1817) reformerte den som videnskab og indførte den nye
benævnelse geognosi. — — Geologi blir videnskaben naar den
ikke bare stanser ved det faktiske, men søger at trænge ind 1
kausalforholdene. Allerede Werner erkjendte imidlertid stiltiende,
at geognosi og geologi ikke godt kunde skilles ad*.

Kemnuav inddelte sin lærebygning 1 7 afsnit: 1° Alm. be-
mærkninger, alm. begrebsbestemmelser, terminologi. — 2° Petro-
grafien, bergarterne fra et mineralogisk standpunkt (efter struktur
og mineralogisk sammensætning). — 3° De kræfter, der bevirker
forandringer paa og i vor jords overflade. — 4° Bergarterne

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 19

geognostisk-geologisk betragtet. — 5° Særegne leiesteder. —
6° Særegne anskuelser om bjerg og dal. — 7° Jordens alm.
egenskaber.

I et eget og sidste afsnit behandledes saa i korthed viden-
skabens historie. — Lidt først da angaaende dette tillægsafsnit.
Men vi anfører alene hvad der kan oplyse om udviklingen i de
senere tidsrum, saa Keilhaus stilling til videnskabens opgaver i
hans tid kan komme klarere frem.

Burron, heder det, optog mathematikeren LxiBwrTZ's theori
(1756), at jorden havde fra først af været ildflydende. — LEHMANN
delte bjergene i tre klasser: de som er dannet ved verdens be-
gyndelse; de som resulterer af urbjergenes destruktion, og de
som er fremkomne ved lokale revolutioner. — PALLAS og SAUSSURE
(1779) gjorde sig fortjent ved sine reisebeskrivelser. Den sidste
gjennemreiste Alperne og Jura.

Werner (1775—1817), professor ved Freiberg, udgav den
første geognosi. Og den blev nu mere systematisk. Men Wer-
ner havde ikke reist! han troede og fik andre til at tro, at hele
jorden var dannet efter det system, han selv havde stillet op,
efter hvad han saa i de nærmeste omgivelser. — Basalt, som
før havde været anseet som vulkansk, antog han for neptunisk.
Han opkonstruerte sig et universalsalt som afsattes af et kaotisk
fluidum. — Han antog feilagtig en ved Freiberg forekommende
porfyr som tilhørende urformationen.

„Da en normand*, heder det, ,søgte at godtgjore, at den
maatte være ligesaa ny som kulformationen, blev han ikke hørt.
Senere har man dog maattet erkjende dette“. — Den nævnte
nordmand var KzmHav selv, der i 1825 opholdt sig i Freiberg
sammen med Abel. Werner var da for faa aar siden død, men
den neptunistiske skole raadede efter ham paa stedet.

Lrorotp von Buch, heit fremragende elev af Werner, blev
just en af Vulkanismens ivrigste tilhængere og førere. — Ellers
bereiste han ogsaa vort land, besøgte under Hørbys ledelse mi-
neralkabinettet her, og deltog i et skandinavisk naturforskermøde

20 C. A. BJERKNES.

i Christiania. Keilhau holdt sig derunder fjernt, men omtaltes
med megen anerkjendelse af den berømte tydske geolog.

Ikke blot fra v. Buchs side reistes der modstand mod den
i Freiberg fortsat florerende Neptunisme. Keilhau, har vi seet,
stillede sig ogsaa i opposition dertil. Og fleresteds gjør han
nok saa skarpe indhug mod denne lære og dens ensidighed,
ligesaavel som mod den overdrevne Vulkanisme, som det under
Buch og andre slog over til. Den gamle lære vandt større og
større terrain, og navnlig i Frankrig og England optraadte der
mægtige forsvarere for den.

Med Hutton kom det til videre brud mellem Vulkanister
og Neptunister. Han antog en hede 1 det indre af jorden, frem-
deles at alle skiktede bergarter var brudstykker af ældre masser.
— James HALL gjorde kemiske forsøg for at bevise Huttons
lære, og hvorefter fuldkommen marmor vilde kunne dannes, un-
der presset, i et dyb af 3000”. Han glødede kridt i tæt tilslut-
tede kar og fik en kornig, tæt masse. — PLAYFAIR bidrog til
udbredelsen af Huttons lære.

JAMESON, professor i Edinburgh, havde imidlertid (1808)
dannet en Wernersk skole. Og der begyndte en heftig
feide.

Videre nævnes, men i korthed, William Smith, Lamarque,
Cuvier og Alexander Brogniart. Og udsigten slutter med, at:

LYELL skylder man det sidste fremskridt: „at berg-
arterne vedbliver endnu at danne sig, og at de samme kræfter
raader nu som for“.

Uddrag af hvad Keilhau lærte.

I spidsen setter han den hypothese: At ved be-
svarelsen af hvorledes jorden har, gjennem mange
modifikationer, kunnet gaa over til sin nuværende til-
stand, kan man med høi grad af sandsynlighed slutte
fra de forandringer, der foregaar nu til datiden, og
antage: at de agentier, der er virksomme til at for-

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 91

andre jordlegemet, har ogsaa virket for, efter samme
love og paa samme maade.

- Jeg skal ikke opholde mig ved at omhandle, hvad der frem-
føres i det første afsnit. Kun skal jeg nævne hvad der an-
føres om overgange. — Overgange, heder det, fremkommer
dels derved, at strukturen efterhaanden ombyttes; dels derved,
al fremmede bergarter optages, hvorved da hovedmassen erholder
noget forskjelligt i sin karakter. (Overgangen foraarsager mange
vanskeligheder i petrografien). Keilhau betjener sig af ordet
„bildning“ til at betegne en bergart, der befinder sig som led i
en overgangsrække, og sætter da navnet paa den bergart foran,
som hin mest ligner.

I det andet afsnit, petrografien, opstilles det system,
hvorefter Keilhau ordner bergarterne: de uligeartede, lige-
artede, tilsyneladende ligeartede, konglutinater, løse
bergarter. Alt med sine underafdelinger.

I det tredie afsnit, om de kræfter, der bevirker foran-
dringer paa og i vor jords overflade, behandles først vandets
virkninger; det rindende vands og kildernes og havets, de de-
siruktive virkninger som de reproducerende. Dernæst om vul-
kaner og jordskjælv. Herunder om de almindelige vulkaner,
luft- og slamvulkaner, rækkevulkaner og om theorier som har
været opstillet om vulkaner og vulkandannelser, om souleve-
mentskratere, om jordskjælv, om hævninger og sænkninger af
land.

Nærmere om det fjerde afsnit, geognostisk-geologiske betragt-
ninger over bergarterne.

Dette afsnit indledes saaledes. — Hvad bergarternes dan-
nelsesmaade angaar, da leverer de i forrige afsnit opregnede
data en mængde oplysninger og vigtige vink, der bidrager til
besvarelsen af spørgsmaalet betræffende deres gjensidige geogno-
stisk-geologiske forhold.

22 C. A. BJERKNES.

Saa omhandles hvorledes geologerne har opstillet forst en
stor klasse af bergarter som „neptunistiske, sedimentære*, idet
det maa antages, at en betydelig del af jordoverfladens bergarter
er fremkommen ved afsættelse af vandene, og paa samme maade
som vi iagttager det i vor tid med de submarinske lags dannelse.
— Men ligesom vandet maa ogsaa vulkanerne antages at have
virket i alle jordperioder; og man opstiller desaarsag en anden
hovedafdeling af bergarter, der skulde være dannet ved vulkansk
virksomhed. Disse kaldte geologerne ,vulkanske, pyrogene*
bildninger.

Ved disse to store hovedgrupper er man indtil de
sidste tider bleven staaende, og man regnede alle skik-
tede, forsteningsførende til de ,neptuniske* bildnin-
ger, medens de massive henførtes under de „vul-
kanske* bergarters gruppe.

I den sidste tid har man imidlertid fraskilt en
egen afdeling i de ,plutoniske* bildninger, der ikke
specielt skulde være dannet af vulkanerne, men dog
have en pyrogen oprindelse.

Uenighed raader dog blandt geologerne om dannelsesmaaden
af denne tredie klasse af bergarter. WERNER og hans tilhæn-
gere henregnede ogsaa alle disse til de neptunistiske; de antog
at havet 1 urtiden kunde været af en saadan beskaffenhed, at
det kunde udfælde granit, gneis, dolomit o. s. v. Men de nyere
forkaster denne theori aldeles, da det er bevisligt, at disse
problematiske bergarter er af yngre oprindelse. Dog er ogsaa
blandt de nyere meningerne forskjellige.

Nogle antar at bergarterne af denne tredie klasse, skjønt
altsaa ikke specielt vulkanske, er alligevel „pyrogeniske“ (dan-
nede ved hede i jorden) d. e. plutoniske. — Andre mener at
de er oprindelig neptuniske, men at de ved senere omdannelse
har erholdt deres nuværende krystallinske karakter; og de kalder
dem derfor metamorfiske.

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 25

KemnHav foreslaar benævnelsen transmuteret istedenfor
metamorfisk. Eller ogsaa epigenetiske.

Disse bergarter skulde nemlig svare til mineralo-
gernes epigenier*.

Kemnavu opstiller saaledes følgende tre klasser:
„neptuniske, vulkanske, transmuterte*. — Og om de
transmuterte heder det senere: ,at de bestaar af de
bergarter, hvis dannelsesmaade ikke bliver mulig at
opdage uden ved at antage omdannelse. Saadanne er
f. ex. gneisen, graniten, dolomiten*.

„DE LA BECHE siger” — omtales det saa videre —*, at jord-
klodens masse, bestaaende af forskjellige substanser, ikke altid
har været 1 samme tilstand som de nu er“.

„Ligesom pseudokrystallerne ganske har forandret
sin kemiske sammensætning — under bibehold af de
samme rumforhold —, saa antager han ogsaa (De la
Beche), at bergarterne har undergaaet forandring i
kemisk henseende, dels ved tabet af visse bestand-
dele, dels ved forøgelse af andre*.

Keituav slutter sig hertil. Og han fortsætter saaledes, dels
gjentagende det samme ræsonnement, dels fuldstændiggjørende
det gjennem nye vidnesbyrd at fremføre — for senere at støtte
det yderligere gjennem studiet af geognostiske forhold:

„Massernes forandring efter deres dannelse er slet ikke at
betvivle, om end de kemiske kræfter som betinger dem ikke kan
forklares. Ved pseudokrystallerne er jo en kemisk forandring
foregaaet, uden flydenhed eller forøgelse af temperaturen; hvilke
omstændigheder heller ikke behøver at antages som betingelse
ved dannelsen af de transmuterte bergarter. (Forchhammer har
gjort den opdagelse, at af et mineral var der fremkommet to,
idet augit blev forvandlet til hornblende og granat; og i analogi
hermed kan man tenke sig granitens dannelse)*. Keilhau tæn-
ker sig den dannet af en mere eller mindre homogen masse.

94 C. A. BJERKNES.

Geognostiske forhold til støtte.

Vi skal saa se nærmere paa et hovedparti, der vedrører
overgangsformationen. I et underafsnit her igjen handles der
om de ,abnorme bergarter” i disse grupper (krystallinske, sili-
cide bergarter).

Man finder, heder det, saavel skiktede som massive berg-
arter 1 disse grupper: granit, syenit, gronsten, porfyr; men ogsaa
glimmerskifer, hornblendeskifer o. s. v. Store masser af granit
ligger inde i skiktede overgangsdistrikter (Cornwall, Hartz). Paa
Hartzen især ligger to store granitmasser inde 1 skiferen. Skik-
terne har overalt stilling fra NO. til SV. Man tror at graniten
partielt har virket til skikternes forrykning. Nogle af overgangs-
trakterne er omkring graniten forandrede til gneis og hornsten-
fels, . . . . Gronsten hører til de sædvanligste blandt de saakaldte
abnorme bergarter. Dens eruptive natur er dog vanskelig at
bevise. NAUMANN anser nu ogsaa grønstenen i Fichtelgebirge
som ikke vulkansk, da den indeholder forsteninger.

Efter endel nærmere udredninger, hvorunder sær-
lig forholdene ved Freiberg drøftes, heder det saa:
Vestenfor Freiberg slutter gneisen sig til graavakke og kisel-
skifer. Gneisen ligger øverst og er horizontalt skiktet, den falder
svagt og midt 1 den findes lerskifer. Naumann tror at gneisen
er indpresset. Den viser overgang til diorit, gneis, glimmerskifer,
hornblendeskifer og kloritskifer.

Vi maa antage, fortsættes der: enten en indpres-
ning i smeltet tilstand, eller ogsaa en transmutation.
Mod den første mening strider de anførte fakta, medens de
derimod godtgjør den sidstes rigtighed. Og vi kommer saaledes
til et resultat, der ikke mindre er gyldigt fordi det paa kemiens
nuværende standpunkt er uforstaaeligt! — Vi skal igjen re-
kapitulere de forhold, der beviser nødvendigheden af
at antage en transmutation:

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 95

1° I egnen ved Freiberg ligger masser af gneis, som enten
maa være transmuteret eller eruptiv.

2° De gaar over til glimmerskifer. Altsaa maatte ogsaa
den, trods sin skifrighed og sammenleining med lerskifer, ansees
som et smelteprodukt (saafremt gneisen var det).

39 Endvidere sees grønsten i forbindelse med gneis; saaledes
at grønsten maatte ansees for at være et smelteprodukt tillige!

40 Men grønstenen indeholder forsteninger!

Tilslut, efterat det saaledes skulde være godtgjort, at gneisen
maatte være en transmuteret bergart, heder det da

5° I berøring med Harzens granit findes gneis, hvilken
altsaa er transmuteret af sedimentære bergarter. Deraf følger i
almindelighed, at den (graniten) er en omdannet bergart.

Jeg har anført ræsonnementet, dog med smaa forandringer
1 den vistnok ikke helt korrekte text i manuskriptet efter fore-
læsningerne. Om holdbarheden af observationerne og de derpaa
byggede slutninger, har jeg personlig ingen mening.

Fortsat om geognostiske forhold til støtte.

Keilhau kommer saa i sine forelæsninger ogsaa til overgangs-
territoriet ved Christiania.

Under afsnittet granit og syenit omhandler han da først
hvad der taler for en dannelse ad pyrogen vei: Ramifikationerne,
juxtapositionerne og brudstykkerne af urbjerget fører til forestil-
lingen om en ildflydende tilstand, hvori de er trængt op i dagen.

Dog, heder det, kan man ikke lade være at forbauses over
disse massers mægtighed, især da de skulde være ejektions-
produkter. De revner, hvorigjennem massen var trængt op,
maatte allsaa være flere mil brede; men de danner dog ikke
høie bjerge. Dette maatte da forklares saa, at gabet var fyldt
netop til randen.

Denne indvending vil imidlertid nok være af ringe betydning
for Vulkanisten. Han vil finde lodrette skikter paa næsten alle
punkter ved grændsen af graniten.

26 C. A. BJERKNES.

Mørk kalk findes — ved disse grændser — forvandlet til
lys, krystallinsk; lerskifer forvandlet til haard skifer, og er bleven
mere kiselrig, kiselskifer og baandjaspis. Man antræffer en
maengde kontaktbergarter og mineraler: kobberertser, granat o. s. v.
Kalk findes uforandret kun i en vis afstand fra graniten og
syeniten; men nærmere blir den altsaa lysere, krystallinsk, saa
den lige i kontakten er forvandlet til krystallinsk marmor. Ler-
skiferen optager en mængde kisel og bliver til kiselskifer; den
bliver krystallinsk, ja fremstiller selv en gneis.

Men selve forsteningerne lider denne forandring! — En
smeltning har saaledes aldeles ikke fundet sted.

Overgangsskikterne, omtales det paa et senere sted, har vel
et steilt fald, men dette har intet at bestille med Vulkanismen.
Stillingen maa have været før graniten og de øvrige abnorme
bergarter kom frem. Havde de brudt frem, skulde skiktnings-
forholdene været ganske anderledes. LvrErr har ytret, at da
grønstengangene ikke har derangeret skikterne, kan det vel an-
tages, at heller ikke graniten har forstyrret de nærliggende skik-
ter. Man vil finde smaa partier af det skiktede at stikke halvø-
agtigt ind i graniten; og dog findes den samme skiktstilling!
Ganske tynde sandstenskikter rager ind i porfyren, og dog er
de parallele med de store sandstenbildninger hvorpaa porfyren
hviler!

Om en flydende masse størknede mellem andre, kunde vel
en grændse paavises! Imidlertid hersker der her i Christiania-
territoriet den fuldkomneste overgang: ved Sølvsbjerget exempelvis,
hvor lerskiferen viser den fuldkomneste overgang til en krystal-
linsk silicid bergart. Ligedanne overgange under andre forhold.

Overgangen ved kontaktstederne paastaar nu Vulkanisterne
at være fremkommet ved at flydende masser havde opvæget det
tilgreendsende. Men man antreffer nogle steder disse over-
gangsled saaledes separerede, at nogen hede ikke kan have
existeret.

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 27

I Christianiaterritoriet, ligesaa 1 Dalarne, forekommer mørke
porfyrer med sandstene, de røde euritiske med alunskifer, og
granit med lerskifer.

I skiferen er der smaa fuldkommen isolerede granitmasser.
Samme forhold med porfyren og syeniten. — Ved graniten og
syeniten er de tilgrændsende bergarter i hoi grad forandret,
men ikke ved porfyren. Og dog skulde de begge være frem-
trængte ved hede!

I lang afstand fra graniten er skiferen haard, derpaa kom-
mer en vexling af haard og mild. Da nu heden her ikke er
aftaget jævnt, idet det er en vexling mellem haard og blød skifer,
saa kan det ikke antages at hede har været tilstede.

Resultat.

Der hvor vi ser de store granitdistrikter med deres forgre-
ninger o. s. v. existerte før ligeartede bergarter.

Derpaa, i en epoke som ikke kan bestemmes og ved aar-
sager, som er ubekjendte, blev de saaledes omvandlede, at granit
og syenit kom frem. Forandringen maa have været langsom
rolig og kemisk.

Porfyren transmuteret fra sandsten.

Og saaledes næsten alle undtagen grønstengangene. Om
dem antager KeiLHAU de har været slammasser, som er kommen
fra det indre. I en stenkulsgrube i Skotland er saaledes en
lermasse bleven presset op og har forandret sig til argilsten.

Andre geologiske forhold, i kort uddrag.

Vi forbigaar afsnittet om de særegne leiesteder, og ofrer
kun faa ord paa, hvad der omhandles vedrørende jordoverfladens
ujævnheder og visse almindelige forhold ved jordkloden.

Keilhau gjennemgaar hvad der tiderne igjennem har været
ment om aarsagerne til de store indsænkninger og hævninger.
Ligesaa om bjergdannelsen, som der gjøres rede for efter Beau-
monts theori.

28 C. A. BJERKNES.

Ifolge Beaumont skulde vældige revolutioner have fundet
sted, efterfulgt af roligere tider. Og under den sidste af disse
paroxysmer 1 jordhistorien formodedes Andeskjæden at være
brudt frem, bevirkende store almindelige oversvømmelser, som
alle folkeslags sagn forteller om. Kjæderne skjød frem under
eruptioner fra det ildflydende indre. Krympninger fandt sted,
jordskorpen slog folder paa sig.

LYELL opponerte mod disse anskulser; han søgte at mod-
bevise at jordens indre kunde være ildflydende med tiltagende
varmehøide mod centret.

Kemnav finder ikke at Beaumonts theori passer for de
skandinaviske fjelde. Han tror ikke heller at jordskorpen er
dannet som den maatte være efter hin theori; han indrømmer
dog at der kunde være et ildflydende indre. Sandsynligst finder
han det ellers at heden skyldes kemiske processer, efter nogle
en evig vexel af slige (ikke altsaa at man havde en hedetilstand
blot og bar, med gradvis afkjøling udenfra)!. — Temperaturfor-
andringer, selv meget smaa, vilde inden de store masser spille
sikkerlig en vigtig rolle.

Lyellske ideer føres da væsentlig frem 1 det allersidste,
om de almindelige forhold ved jordkloden. Og ikke blot forsaa-
vidt angaar denne indre varme, ogsaa for mulig forstaaelse af
de klimatiske forandringer, som jordkloden har været underkastet.
Alt søges, saavidt ske kan, forklaret uden at ty til vidt omfat-
tende katastrofer. Om det slaar til faar staa derhen: Men
sikkert er det, at Lyells ideer i en sjelden grad formaaede at
fange vore interesser.

1 Geologen, forstmester Horgye fortalte undertegnede, at KriLHau engang,
da spørgsmaalet om jordens ildflydende indre kom paa tale, ytrede
følgende: ,De kan være sikker paa, at hvis jordens indre var ild-
flydende, saa vilde vulkanerne være noget ganske andet end saadanne
muldvarpeskud som Vesuv og Ætna“.

V. BJErknes.

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 29

IV. Tilslut noget om Keilhau personlig.

Saa nogle ord om Keilhau personlig. Der var noget strengt
over ham, noget som strax bød respekt. Jeg ved ingen af vore
lærere i min studentertid jeg var saa imponeret af som af ham.
Og ikke bare for strenghedens skyld. Men fordi han var den
betydelige tænker tillige, hvad enhver af os maatte uvilkaarligt
sande. En vi forstod gik foran, ubekymret om hvad der mentes
rundt om.

Vel holdt han ikke frie foredrag, tildels ialfald var det bun-
det til hans hefter. Men adskilligt blev dog fremført, som ikke
netop fik plads i vore afskrifter med deres tilføielser — det som
ellers gik fra mand til mand, ikke helt nok altid om det end i
de væsentligste træk gjengav hvad han mente.

Keilhau var ikke bare den strenge logiker, han var ogsaa
den ihærdige iagttager og gode fremstiller. Han noiede sig ikke
med hvad andre saa og andre tænkte. Han vilde se og tænke
selv, anerkjendte ikke alt som saa let forklarligt med hvad
videnskaben sikkert vidste. Enten han har feilet i meget eller
ei, saa var han dog, var just en videnskabsmand af de ægte.
Og fortrinligt forstod han at føre sine tanker i pennen. Ikke
var han heller bare den klart og stringent tænkende videnskabs-
mand, med det strenge udtryk; der var ogsaa et hjertelag bagved.

Alt i min studietid var han noksaa sygelig. Blodet steg
ham voldsomt til hovedet, og det kunde hænde han maatte for-
lade auditoriet. — Vi holdt dengang til i ,Collets gaard* i
Kongens gade. Og jeg erindrer med hvilken omsorg og klogskab
han en dag under semestret ordnede alt, da der brød ud en stor
ildebrand tværsover. Intet flyttedes ud, men alt var beredt og
gjennemtænkt for tilfældet. |

Tiltagende sygelighed tvang ham, efter min tid dog, til at
tage afsked. En eftermand var udseet i Kserutr til at fortsætte
hans lærervirksomhed og de geologiske undersøgelser. Men
dobbelt nedslaaende blev det for den ensomme, brudte mand,

30 C. A. BJERKNES.

efter den stigende modstand ellers mod hans forskergjerning —
som formentlig uholdbar gjennem det paradoxale deri — at
efterfølgeren, 1 sit videnskabelige arbeide, stillede sig helt afgjort
paa modsat side.

Kzmtnavs ideer stod ganske vist i noksaa god over-
ensstemmelse med hvad der holdt paa at arbeide sig
frem. Men strømmen tog en anden gang. Og han
stod fast — mod den.

Dommen om ham tør i en ikke ringe grad være bleven
forrykket fra det rette. Men det ligger vel ikke bare i det af-
vigende tænkesæt, der har raadet gjennemgaaende efter hans tid.
Ogsaa i en utilstrækkelig kjendskab til hvad der laa bag, hvad
der førte frem til hans grundsyn over tingene. Thi hvormange
bekymrer sig vel om at granske i detailerne eller prøve at
trænge ind til de ledende ideers grund — naar først troen er
der, at der er noget væsentlig forfeilet i det hele.

I et stort og anseet sammelværk har jeg seet KEILHAU nævnt
som en udpræget elev af Werner. Og at han optog dennes
theoretiske spekulationer, og med sine mangelfulde kundskaber
i kemien søgte at overføre disse samme paa norske forhold.
Saa kunde det jo ogsaa synes, men det forholder sig ikke saa.

KeILHAU stillede sig netop i stærk opposition til den neptu-
nistiske lære, og dadlede stærkt at Werner ikke reiste. Han
var alt andet end en beundrer af Werners eiterfolger 1 Freiberg,
Kónw, en ivrig Neptunist. Neptunismen betragtede han allerede
som noget ,fast uddød*. — Men han forsonede sig heller ikke
med den heftige Vulkanisme, som den forfegtedes af LEoPoLD
v. Buch, en fremragende elev af Werner.

KemnHav ivrede mod at ville tvinge forklaringer frem, mod
hvad han mente sund sans tilsagde, ivret netop mod alle vilde
fantasier og mod løse iagttagelser gjort bare fra sin reisevogn!
— Man tør nok sige, han sluttede fra iagttagelser eller fra hvad
han mente at se efter nøiagtigt at have taget tingene i øiesyn
— til kjendsgjerningerne; og lod spørgsmaalet om aarsags-

LIDT OM KEILHAU OG HANS TID. 31

forholdenes nærmere udreden være aabent, hvor han mente, at
videnskaben vilde blive svaret skyldig.

Og hvad kemien angaar, saa stod han jo nok fast, lige-
overfor saamange kjendsgjerninger — som han mente de var
ialfald. Men saa var det ogsaa med mænd af hans samtid,
som Naumann og kemikeren GMELIN.

Jeg har seet i et andet sammelværk, et stort tydsk et, med
en mangfoldighed af bind; dér staar han ikke nævnt engang.
Han rangerer med alle disse ubetydeligheder uden tal og ende,
om hvis gjerning der intet nævneværdigt er at sige. — Her er
det taushedens uret, som det var en uret i det forrige fordi der
i traditionen var faldt saa meget ud, saa nøgter tænkning fik
form af fantasier.

Men det faar komme op igjen hvad Keilhau virkelig var.
Det kan gjerne være at han har feilet, selv i meget — jeg kan
ikke dømme helt om det — han var en tænker. Og han tænkte
stort og modigt; tænkte dybere over tingene end vist de aller
— aller — fleste gjør. For mig. en ikke fagmand, staar han
ialfald som en videnskabsmand af den ægteste sort, og hvem
man skulde mindes med erkjendtlighed.

6/1 1903.
C. A. Bjerknes.

Trykt den 12te januar 1905,

4 ty "A

Studier over norske planters historie.
Af

Jens Holmboe.

I.
Gentiana purpurea L.

I mere end én retning hører Gentiana purpurea L. til den
norske floras mere interessante planter. Sammen med Nigritella
nigra Rcus., Campanula barbata L., Phyteuma spicatum L.
og Hieracium aurantiacum L. tilhører den en liden gruppe af
mellemeuropæiske alpeplanter, som langt nordenfor sit egentlige
udbredelsesomraade vokser paa fjeldene i det sydlige Norge.
Uden at ville gaa nærmere ind paa det spørgsmaal, hvorledes
dens forekomst her bedst kan forklares, og til hvilket afsnit 1
vor vegetations historie dens indvandring bør henlægges, skal vi
i denne lille afhandling sammenstille en del oplysninger, der vil
vise, hvorledes den i Norge 1 løbet af de sidste aarhun-
-dreder har aftaget stærkt paa grund af efterstræbelse fra menne-
skets side.

1. Medicinsk anvendelse i ældre tid.

I oldtidens og middelalderens medicinske literatur omtales
» Gentiana* ofte som legeplante. Det er vanskeligt at afgjore
med visshed, hvilken art der menes med dette navn, og rimelig-

vis har det været benyttet om flere arter af gruppen Coelanthe,
Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. I. 3

®)

4 JENS HOLMBOE.

c

f. eks. G. lutea L., G. purpurea L., G. punctata L., G. panno-
nica Scor. osv.! Rødderne blev sandsynligvis da som nu
oftest indsamlet udenfor blomstringstiden, og det er da meget
vanskeligt at adskille disse nar beslægtede og i medicinsk hen-
seende lige brugbare arter. Ifølge Dioskoripes har planten
faaet sit navn efter den illyriske konge Gentius, hvad der kunde
tale for, at den tidlig har været kjendt og benyttet i Illyrien;
men heller ikke denne mulighed giver nogen veiledning angaaende
artspørgsmaalet, da flere af de netop nævnte arter findes 1 fjel-
dene paa østsiden af Adriaterhavet.

Dioskoripes (ca. 70 e. Kr. f) fremstillede et dekokt af
Gentiana-roden, som han anvendte mod sidesmerter, faldsot og
kramper, mod sygdomme 1 lever og mave, mod betændte gine,
saar og giftige dyrs bid; om virkningerne siger han, at de er
hidsende og sammensnerpende. Videre siger han, at roden kan
benyttes til at uddrive foster samt til at borttage fodfleekker?. —
Af andre oldtidsforfattere, der omtaler Gentiana, kan nævnes
GALENUS (død 201 e. Kr. f); han anbefaler roden som et virk-
somt afformgsmiddel og roser dens nytte ved afmagringskure.
— APULEIUs anbefaler den ved oresygdomme: „Ad awres malas:
herbæ Gentianæ si dederis — — —, miraberis virtutem eius.“
— Prrn1us anvendte roden paa syge heste; drikken hjælper hopper,
siger han, ikke alene naar de hoster, men ogsaa naar de ,træk-
ker paa flankerne*3.

Under den medicinske videnskabs stagnation og tilbagegang
i middelalderen, ja et godt stykke ud i den nyere tid, gjaldt old-
tidens forfattere og navnlig DioskoripEs fremdeles som de største

! G. purpurea blev — saavidt vides — første gang beskreven som egen
art af Conrap Gessner 1552. (Se J. A. Frozrica, De Gentiana libellus,
p. 7. Erlangae 1796).

? Drosxoripes, De medica materia, p. 214. Lugduni 1547. — Cit. efter
G. Rascu, Udv. af de ældste med. Klass. Skrift. i Overs., p. 91—92.
Kristiania 1887.

3 M. pr Loserus, Plantarum seu stirpium historia, p. 165. Antverpiæ

1576.

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 35

autoriteter paa farmakologiens omraade. Hans anskuelser om
Gentiana-rodens kraft har uden tvivl 1 hovedsag været gjæl-
dende gjennem lange tider. Han citeres hyppig af de senere
forfattere, og selv hvor hans navn ikke nævnes, gjenkjender
man ofte tydelig hans fremstilling.

Den ældste nordiske forfatter, der omtaler gentianens medi-
cinske anvendelse, er utvivlsomt Henrik HARPESTRENG (død 1244).
I hans lægebog handler et afsnit om „Basilisca seu genciana,
skeersotee“. Han omtaler rodens bedske smag:

— — ,warther hun ra sten tha gar then besklek næpælekæ
af manz num i en half dagh fyrræ sn han eter eller drikær.
— — Hun ær them mikæth goth, thær siuk maghæ hauæ oc siuk
liuær oc siuk niuræ oc siuk mylt oc siuk hiartæ. Alle er hun
them goth, hvat hældær hun taks mæth win ællær mæth æddikæ
ællær meth hunugh oc swa meth watn, ther laat! ær. — — —
Hwa sum thænnæ yrt taker ythælik, tha ær thet got for larwær 2,
oc si fangær thæssæ siucdom, ther heter krampæ oc æi writh i
buuk eller haft, num? fly the alle for hænnæ. Then skathær
oc æi kranke andæfang + ther henne take, hun ær them goth
miket, ther werk haus i sithæ oc bloth spittæ.* Han anbefaler
den videre mod hugormbid og giftige vædsker; ,oc hinæ ther
eter hauær taket, frælsær hun af døzz wathæ i timmæ taken“ 5,

Af Henrik HARPESTRENGS udtalelser, som her er gjengivet
i uddrag, vil man se, at planten paa hans tid havde en ret
mangesidig anvendelse som lægemiddel. — I den danske medi-
cinske literatur fra det 16de og 17de aarhundrede hører den
ligeledes til de stadig omtalte lægende urter. Vi har ogsaa fra
ca. 1570 et direkte vidnesbyrd af ABSALON PEDERSSON BEYER
om, at den norske Gentiana ,ofte nævnes udi legekonst“® Det

vilde føre altfor vidt her at give en udførlig fremstilling af de

1 = varmt.

? usikker betydning.
3 — men.

4 = aandedræt.

6)

Henrik HARPESTRENG's Danske Lægebog fra det trettende Aarhundrede,
første Gang udgivet efter et Pergamentshaandskrift i det store Konge-
lige Bibliothek, med Indledning, Anmærkninger og Glossarium af Cur.
Motsecu, p. 105—106. Kiøbenhavn 1826.

6 ABSALON PEDERSSON, Norges Beskrivelse, p. 111. (Norske Magazin, I).

36 JENS HOLMBOE.

forskjellige anvendelser af planten, som omtales i Henrick
SmitH's (1546 og 1557)1, Nrezs MicHerszøn ÅALBORG's (1640)?
og Simon PauLLrs (1648)? skrifter; det meste deraf har ogsaa
kun medicinsk interesse. Gentiana blev anbefalet ved de mest
uligeartede sygdomme, og det er indlysende, at nytten i de fleste
tilfælde har været rent illusorisk. — , Denne Vrtis Roed kand
icke nocksom for sin Dyds skyld berømmis aff Higronymo TRaco
oc APOLLINARE: skriffwe (lige som den ene haffde tagit aff den
andens skrifft) at ingen Rod i Tydskland meere brugis end denne“ ?.
— Tidens grundopfatning af plantens medicinske egenskaber var,
at den hørte til de urter, der „varmer“ og ,tørrer*, og disse
virkninger vilde man saa paa forskjellig vis udnytte i de enkelte
tilfeelde :

» Herbæ Gentiance vis est et sicca, calensque.
Tertius huic gradus est, tenuans et mundificans est;
splenis vel jecoris dicunt curare dolores.“ (Macer).

For at illustrere, hvor stærkt den „torrer“, citerer S. PAULLI
folgende udtalelse af LogELius: „solita Helmetia plebs istam cum
flammula* porcis et olim Monachis propinare, ne anima in
vino cadauere puleret^?, hvilket han oversætter saaledes: „De
gemeene Folck udi Switzerland pleyede udi gamle Dage at gifue
Svin oc Muncke denne Entzian med Frøernis Pebber*, paa det
de icke skulde forraadne, den stund de endnu lefde*5. — De
vigtigste sygdomme, mod hvilke Gentiana blev anbefalet 1 de
nævnte danske lægebøger, er følgende: sygdomme i mave, lever,
og milt, indvendig skade, sammenløbet blod, vrid 1 bug og hofte,
sygdomme ved aandedrættet, værk i siden, blodspytning, øre-

! Henrick Smita, En skon, loestig, ny urtegaard, ete. Malmo 1546. —
Samme. Kiøbenhaffn 1557. |
? Nıers MICHELSZON Aatzorc, Medicin- eller Læge-Boog, Kiobenhaffn

1640, p. 262—966.

S. Paurrr Flora Danica, III, p. 242—943. Kjøbenhafn 1648.

= Ranunculus Flammula L.

M. pr Losers, Nova stirpium adversaria, p. 130. Antverpiæ 1576.
S. Pauzzr, Flora Danica, Flora Dan. III, p. 242.

a> Cc e 92

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 37

sygdomme, hudsygdomme, saar; videre skulde den hjælpe mod
giftige bid, navnlig af gale hunde, befordre menses, uddrive
dødt foster, vække appetit, styrke lemmerne, beskytte mod feber,
især koldfeber, samt pest. Endog mod sindssygdomme mente
man at kunne bruge den med fordel; naar nogen er , kommen
fra sine sind oc bliffer vilter*, og vildelsen skyldes sorg, da

»tag it lidet kaalfad fullt af Byg, Skersøde iii lodt, Veybrede !
en haand fuld, siud disse vdi tre potter ferst vand, si det igen-
nem en klud, oc lad det køles, oc giff saa den siuge her aff at
dricke.^ (H. Swrrg)?.

Roden blev ordineret til indvendig og udvendig brug efter
de forskjelligste recepter enten alene eller sammen med andre
urter og ingredientser som bævergjæl, hvid røgelse, aske af
krebseskaller o. l.; til indvendig brug skulde roden som oftest
pulveriseres og drikkes med brændevin, vin, øl eller vand*.

Gentiana er allerede officinel i den ældste danske farma-
kopø, det af Tu. BARTHOLIN redigerede „Dispensatorium Haf-
niense*, der udkom 1658, og som havde gyldighed ogsaa i
Norge. Her opføres p. 64 „Extractum Gentianæ“ uden nær-
mere betegnelse af arten. Ligeledes er den officinel 1 alle senere
danske og norske farmakopøer. I ,Pharmacopoea Danica“ af
1772 foreskrives udtrykkelig (p. 19), at roden af den norske
G. purpurea bør foretrækkes for G. lutea, og den samme be-
stemmelse gjentages i udgaven af 1805. „Pharmacopoea Nor-
vegica“ af 1854 opfører kun G. purpurea, og det samme gjør
udgaven af 1870. Idetmindste i de senere aar har apothekerne
imidlertid ,med eller uden vidende tildels overseet Pharmaco-
poeens paabud, idet de ialfald for størstedelen som Radix
Gentianæ Ph. N. dispensere tysk Gentianarod (af G. lutea etc.)*+.

! = Plantago major L.

? Henrick Smitu, En skon, lystig, ny Vrtegaaid. Kiobenhaffn 1557.
(Ingen paginering).

> Se ogsaa Te. Bartaoun, Acta medica et philosophica Hafniensia.
Vol. II, p. 276. Hafniæ 1675.

^ F. Hocu, Pharmacologisk Compendium, I, p. 88. Kristiania 1878.

38 - JENS HOLMBOE.

I den nyeste udgave af farmakopøen (af 1895) tillades ogsaa
ligesom de fleste steder i udlandet foruden G. purpurea tillige
G. pannonica og G. lutea benyttet. — I plakat af 10. jan.
1846 er Radix Gentiance purpureo opført blandt de artikler,
som skal være gjenstand for apothekernes enehandel.

Det ligger udenfor denne fremstillings ramme nærmere at
omtale Gentiana purpurea’s medicinske anvendelse i den nyere
tid. Kun saa ‘meget skal nævnes, at den nu især bruges som
bittermiddel ved nogle faa sygdomme.

2. Indsamling, salg og udførsel i ældre tid.

Ikke alene i den medicinske videnskab, men ogsaa ude
blandt landbefolkningens brede lag, har Gentiana purpured
gjennem lange tider staaet høit i ry som lægeplante. I hele det
sydlige Norge har den i de tre sidste aarhundreder — og efter
al sandsynlighed langt tidligere — været et af de husmidler,
som bønderne mest benyttede mod sygdomme hos dyr og men-
nesker. Herom foreligger der især ganske talrige vidnesbyrd i
de topografiske landskabsbeskrivelser fra den sidste del af det
18de aarhundrede. Som exempel herpaa skal nogle faa citater
anføres.

H. F. Htortuoy oplyser, at bønderne i Gudbrandsdalen
ansaa roden ,som et almindeligt Lægemiddel mod alle Syg-
domme*, og at de desuden for smagens skyld brugte den som
tilsætning til brændevin!. I Telemarken brugte man ifølge H.
J. Wire et afkog af rødderne i melk eller vand mod „Durch-
løb* hos mennesker og kalve?. P. Horm skriver, at i Lister og
Mandals amt er ,Søderod, Radix Gentianæ, iblandt Almuen
bleven bekjendt, og bruges deels aleene extraheret paa Brænde-
vin, og af andre med Tilsætning af Alant- og Angelica-Rodder,

1 H. F. Hiorrnoy, Beskrivelse over Gulbransdalens Provstie, I, p. 84.
Kbhvn. 1785.
? H. J. Wire, Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld, p. 113. Kbhvn. 1786.

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 39

imod Colik, og til at styrke og varme Maven“!. R. GJELLEBØL
anbefaler den norske Gentiana stærkt for dens blodrensende
kraft og siger, at den derfor i Sætersdalen ,meget bruges af
Bønderne som et Universalmiddel“?. Fra Søndfjord melder H.
ÅRENTZ, at brændevin med tilsætning af Gentiana-rod er „god
at indtage for det af vore Bønder kaldede Flog i Legemet*3.

En plante, der blev anseet nyttig til saa meget, maatte nød-
vendig blive stærkt efterstræbt af vore fjelddales befolkning. Og
spredte oplysninger i literaturen viser, at den ikke alene blev
indsamlet til husbrug, men i elhvert fald saa tidlig som i det
15de aarhundrede var gjenstand for salg og export.

Ligefra begyndelsen af det 15de aarh. fortælles der om ud-
førsel af rødderne til Sverige, hvor planten derfor endnu den dag
idag kaldes ,baggsóta^, d. e. norsk søtet. Dette navn brugtes
i det 17de aarh. ogsaa i Finland?. Og omkring aar 1570 be-
retter ÅBSALON PEDERSSØN Beyer, at den norske Gentiana ,,ofte
nævnes udi lægekonst og føres af riget og selges“®. I 1764
forteller præsten OLE Lie, at bønderne 1 Budalen, en sidedal til
Guldalen, ,sælge Rødderne i Mengde“’, og fra slutningen af
det samme aarhundrede meldes der ligeledes om indsamling og
salg i stor maalestok i Valders®.

! P. Horm, Beskr. over Lister og Mandals Amter. (Topogr. Journ. Bd.
DUES, p. 111. 1794).
R. GseLLeBoL, Beskr. over Sætersdalen i Christiansands Stift. (Top.
Journ. Bd. VII, H. 96, p. 158—159. Christiania 1800).
3 Hans Arentz, Beskr. over Søndfjord (Top. Journ. Hefte 29, p. 86. Chri-
stiania 1809).
^ Hsarmar Fark og Arr Torr, Etymologisk ordbog over d. norske og
danske sprog, Il, p. 16. Kristiania 1904. — Cfr. K.F. SöDERWALL, Ord-
bok öfv. svenska medeltidsspråket, I, p. 73. Lund 1885. — Erras
Fries, Kritisk ordbok öfver svenska våxtnamnen, p. 6. Stockholm 1880.
Eras Tır-Lanpz, Catalogus Plantarum, qvæ prope Aboam invente sunt.
Aboz 1683. (Upagineret).
ABSALON PEDERSSON, Norges Beskrivelse, p. 11. (Norske Magazin I).
Orr Lir, Efterretn. om nogle Naturalier i en Skrivelse til Hr. Biskop
Gunnerus. (Det Trondhiemske Selsk. Skr. 3 Deel, p. 574. Kbh. 1765).
Cur. Sommerrett, Christians Amt, p. 73. (Top. Journ. Bd. IV, H. 14.

Christiania 1795). — A. C. Swrrg, Trysild. (Top. Journ. Bd. VI, H. 22,
p. 92. Christiania 1797).

I]

uw

ker)

a

a

40 JENS HOLMBOE.

Allerede Simon PAurL: udtalte 1648, at Norge burde kunne
forsyne de danske apothek med Gentiana-rod!, og — som alle-
rede nævnt — blev dette direkte paabudt i Pharmacopoea Da-
nica af 1772. Men tiltrods herfor synes udførselen til Danmark
omkring aar 1800 at have været forholdsvis liden og uregel-
mæssig. Cur. SMITH klager i den anledning over manglende
foretagsomhed og evne til at ordne sig hos bønderne. ,Hyppige
og betydelige Requisitioner fra Materialister i Sverrig, Eiter-
spørgsel af reisende Kjøbmænd, der endog vilde modtage hele
Ladninger, almindelige Klager i de Kjøbenhavnske Officiner over
Mangel paa denne Artikel fra Norge*, vidnede om, at den norske
rod med fordel maatte kunne afsættes ı Danmark. Og de for-
sog, som blev gjort, faldt heldig ud. „Da Apotheker STILLESEN
i Drammen sendte i Aaret 1799 en Ladning med Norske Me-
dicinalplanter til Kjøbenhavn, hvoriblandt var et stort Partie
Gentianrod, afsatte han denne med god Fordel, og blev desuden
beæret af Landhuusholdnings-Selskabet med dets Guld-Medaille“?.

3. Udbredelse i Norge fer og nu.

Sit vigligste udbredelsesomraade udenfor Norge har Gentiana
purpurea i de schweiziske Alper; den er der næsten overalt
almindelig 1 en høide af 1300—2300 m. o. h., men findes uden:
for landets politiske grænser kun paa endel isolerede vokse-
pladse i de nærmest tilstødende fjeldtrakter. De ældre angivelser
for Steiermark, Istrien, Kram og Siebenbürgen er ikke bekræt-
tede af senere undersøgere og ansees derfor af slægtens mono-
graf N. J. Kusnezow som tvivlsomme?. Af forfattere fra be-
gyndelsen af det 18de aarhundrede blev ,G. lutea*, til hvilken
art de ogsaa henførte den norske plante, tillige angivet at vokse

! S. Pauru, Fl. Dan. III, p. 242. Kbh. 1648.

? Cur. Surrg, Bemærkn. over norske medic. Fjeldplanter, skrevne i Aaret
1811, p. 237. (Topogr.-statist. Saml. II, 2. Christiania 1817).

3 N. J. Kusnezow, Subgenus Eugentiana Kusn. generis Gentianæ Tour-
nef, p. 170—73. (Acta Horti Petropolitani XV. St. Petersburg 1896 —95).

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 41

paa Island (Bucawazn)! og 1 svensk Lappland (Rupszcs)>;
heller ikke i disse trakter er planten bemærket ı senere tid. Af
stor interesse er det, at en noget afvigende form, f. camtscha-
lica GRISEBACH, forekommer paa Kamtschatka; den blev her
opdaget af den danske botaniker Morten WORMSKIOLD under
hans ophold 1816—18 (expl. i herb. Hooxer)?, men vides ikke
senere gjenfunden. Dette fund er saa meget eiendommeligere,
som hele artgruppen Coelanthe forovrigt er saa godt som ind-
skreenket til Europa, idet ellers blot G. lutea er funden i den
vestlige del af Lilleasien*.

Allerede 1595 nævner biskop Jens NILSSON i sine optegnel-
ser fra en visitatsreise 1 Telemarken flere specielle voksesteder
(se nærmere nedenfor). I det 17de og 18de aarhundredes bota-
niske og topografiske literatur omtales planten ofte; nedenfor
skal gives en oversigt over, hvad de spredte oplysninger med-
deler om dens udbredelse i vort land, navnlig 1 ældre tid. Det
har dog neppe lykkedes at faa paa langt nær alle voksesteder
med i fortegnelsen. I flere trakter er planten nemlig saa al-
mindelig, at blot de færreste specielle voksepladse nogensinde er
blevne optegnede, medens andre dele af dens udbredelsesomraade
endnu er temmelig ufuldstendig floristisk undersøgte.

Lister og Mandals amt. I Fjotland og Aaseral 1 den nord-
ligste del af amtet, hvor AHNFELT og LINDBLOM fandt den i be-
gyndelsen af det 19de aarh.?, vokser den fremdeles.

J. DE Bucawarp, Specimen Medico-Practico-Botanicum, p. 235. Copen-

hagen 1721.

? Citeret efter C. Linnaeus, Flora Suecica. Ed. secunda, p. 82. Stock-
holmiae 1755.

> Å. GnisEBACH, Genera et Species Gentianearum, p. 997. Stuttgartiae et

Tubingae 1839. — Kusnezow, I. c., p. 174.

Kusnezow, |. c., p. 165.

5 Wickström's Äarsberätt. öfv. botan. framsteg. 1826, p. 265 flg.

Amunp HELLAND, Topogr.-stat. beskr. over Lister og Mandals amt, I,

p. 227. Kristiania 1908.

>

Gu

49 JENS HOLMBOE.

Nedenæs amt. Den omtales aar 1800 af R. GJeLLeBøL som
en af de vigtigste laegeplanter!. Cur. Smirx angiver Hekfjeld
som dens sydligste voksested i landet?, og M. M. Bryrr fandt
den paa Stavdalsheien paa Sletfjeld 1 Valle 1 1826 (Herb. Univ.).
I den øvre del af Sætersdalen er den endnu almindelig paa fjel-
dene i Valle og Bykle; af specielle voksesteder i Valle fra den
nyeste tid kan nævnes Hevasdalen (A. Brvrr 1894) og store
Bjørnevand (Ove Daur 1898 1 Herb. Univ.).

Stavanger amt. „Entian vokser i mængde 1 Suldal*, skriver
B. C. pe Fine i 17453. Fra samme trakt angives planten ogsaa
af senere forfattere, saasom A. Beytt, O. A. Horrstap og A.
RØSKELAND 4.

Bratsberg amt. Paa sin visitatsreise 1 Telemarken 1 juli
1595 fandt biskop Jens NILSSON planten fleresteds i mængde;
den udførlige beretning om hans reise indeholder interessante
oplysninger derom. Fra Rollag til Tin reiste bispen ,offuer en
slem kleff oc stort berg, paa huilckit berg voxer Gentiana eller
Skiersøde offuerfladige“; det fortælles, at han ,lod hente en stor
hob“ deraf. Ogsaa paa fjeldstrækningen omkring Bratskarnu-
terne i Vinje ,voxede skiersøde nock". Ligesaa sydvest for
Tysæt sæter i Tin®. LINNÉ omtaler „@. lutea“ (smlgn. neden-
for, pag. 16, flg.) som almindelig i Telemarken 9, ligesaa OFEDER i
Flora Danica”. Paa sin reise gjennem Telemarken 1 1775 fandt

R. GJELLEBOL, Beskr. over Sætersdalen, p. 158—59.

Cur. Surry, Norske medic. Fjeldpl., p. 235.

B. C. pe Fine, Stavanger Amptes udforlige Beskrivelse, p. 139. (Norske

Magazin III).

^ A. Brvrr, Norges Flora, II, p. 711. Kristiania 1874. — O. A. Horrsran,
Fort. ov. de i Stavanger amt bem. fanerog. og karkryptog. p. 52.
Stavanger museums aarsberetn. 1891. — ASKELL Røskrranp, Karpl.
udbr. i Stav. amt, p. 42. (Sammesteds 1902).

> Biskop Jens Nirssow's Visitatsboger og Reiseoptegnelser 1574— 1597.

Udg. ved Dr. Ynevar Nretsen. Kristiania 1885. Pag. 69, 365, 367

og 313.

C. Linnazvs, Fl. Svec. Ed. II, p. 82. Stockholmiae 1755.

Fasc. I, p 9. Kjøbenhavn 1764. |

e bo Lend

I C

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 43

O. F. MürLer den i mængde paa Lifjeld, hvor den navnlig
voksede i største mængde paa den øverste del af fjeldet!. J. M.
LUND angiver den 1785 at vokse paa ,Field-Heder i Vestre-
Tellemarken“?. Ifølge H. J. Witte fandtes den ved samme
tid i mængde paa fjeldene i Seljord?, og CHR. SMITH angiver
den desuden for fjeldene i Vinje og Tin, hvor den voksede ,i
største Mængde**. — Ogsaa nu er planten almindelig i Tele-
marken, særlig 1 de vestlige bygder; saaledes ligger der i Universi-
tetets herbarium exemplarer fra Fyrisdal (fleresteds), Mo, Vinje
(fleresteds) og Rauland, samlede 1885—98 af A. Brvrr og Ove
Danur. Længere mod øst vokser den i Seljord og Tin. Den
viser sig paa sine steder allerede ca. 600 m. o. h., saasom ved
Vesaas i Vinje; paa Skorvefjeld i Seljord stiger den heit op i
vidjebæltet3.

Buskerud amt. Ifølge Cur. SmitH fandtes den i begyn-
delsen af det 19de aarhundrede ,i Overflodighed paa de fleste
af de Fjeldstrækninger, som indeslutte Øvre-Nummedal og hele
Hallingdalen med omliggende smaa Fjelddale**. Ligeledes fandt
M. N. Bryrr i 1822, at den var almindelig 1 Hallingdal®. Me-
dens den tidligere skal være funden paa Jonsknuden ved Kongs-
berg, mangler den nu i omegnen af denne by og findes først
paa Blefjeld*. Paa Hardangervidden er den temmelig almindelig 5.

O. F. Mier, Reise igiennem Øvre-Tillemarken, p. 36—37.

J. M. Lun», Beskr. over Øvre-Tellemarken, p. 25.

H. J. Wie, Beskr. over Sillejords Præstegjæld, p. 113. Kiøbenhavn

1786.

“ Cur. SMITH, |. c.

> A. Buytt, Nye Bidrag til Kundskaben om Karplanternes Udbredelse i
Norge, p. 17. (Chria. Vid.-Selsk. Forh. 1886. No. 7).

6 M. N. Brvrr, Fjeldreise i Somm. 1822, p. 58. (Hermoder, Bd. VI.
Chria. 1824). — Cfr. WicksTRÓw's Årsberåttelse öfv. botan. framsteg
1826, p. 282.

7 E. Poursson, Fortegn. ov. Kongsbergs og omegns vildtvoxende fanero-
gamer og karkryptogamer, p 364. (Nyt Mag. f. Natv. Bd. 31).

8 N. Witte, Botanisk Reise paa Hardangervidden 1877, p. 55. (N. Mag.

f. Natv. Bd. 25).

w 19

JENS HOLMBOE.

HEN
HEN

Kristians amt. Det er muligt, at en botaniker allerede i
første halvdel af det 17de aarhundrede har iagttaget Gentiana
purpurea i dette amt. I fortegnelsen over de planter, som OTTo
SPERLING har fundet 1 Norge, nævnes bl. a. ,,Gentiana“1; vist-
nok mangler enhver oplysning om voksestedet saavel for denne
som for de øvrige planter, der er opført i den nævnte forteg-
nelse. Men da det er bekjendt, at SPERLING 1 1628 paa sin reise
til Bergen har botaniseret i Valders, ligger det nær at antage,
at han har seet planten der. I 1715 siger Jonas Ramus, at den
i Norge „findes mest 1 Sogn og Valders“?. Fra Valders an-
gives deu fremdeles i 1795 af Cur. SoMMERFELT, og endnu i
1811 var den if. Cur. SurrH almindelig paa fjeldene i „hele
Ovre-Valders^?. Nu er den her. „meget sjelden^; dens nord-
ligste voksested i Valders er Hestøistølene i Vang, omtrent ved
birkegrænsen. Det er muligt, at den ogsaa findes paa fjeldene
mellem Nordre Aurdal og Hallingdal*. Af specielle voksesteder
1 Vang kan endvidere nævnes Øinadn paa grænsen af Hemse-
dal (A. Bryrr 1863), Storli (N. G. Mor) og Grindefjeld (KATE-
voLp 1894). — I Gudbrandsdalen, hvor den endnu 1 1785 if.
HrortHøy forekom “hist og her paa Fjeldene*?, er den nu saa
godt som forsvunden. Dog angives den endnu omkring midten
af det 19de aarh. at have vokset paa fjeldene mellem Lom og
Sogn*, og endnu for nogle aar siden fandt J. B. BARTH den en
halv mil sondenfor Ormsæter i Bubækdalen i Ringebo®.

1 Orro SPERLING, Plantarum que cirea Nidrosiam reperiuntur nomina,
p. 281. (Cista Medica, Kbh. 1660). — Som fremholdt af A. E. Lmp-
BLOM og Ove Danr er det heist sandsynligt, at ordet Nidrosia (=
Trondhjem) ved en uneiagtighed er kommen ind i titelen. Fortegnel-
sens trykning er ikke besørget af SPERLING.

? Jonas Ramus, Norriges Beskrivelse, p. 264. Kbhvn. 1715.

Cur. Sommerrett, Christians Amt, p. 85. (Top. Journ. Bd. IV). —

Cur Surrg, |. c.

^ A. Brvrr, Beretn. om en i Somm. 1863 foretag. botan. Reise, p. 59.
(N. M. £ N. Bd. 13).

> H. F. Hiorruoy, 1. c.. L, p. 84.

$ A. Brvrr, Nye bidr. t. kundsk. om karpl. udbr. i Norge, p. 39. (Chra.
Vid.-Selsk. Forh. 1892, No. 3).

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 45

Hedemarkens amt. Det er ikke med sikkerhed bragt paa
det rene, at planten nogensinde har vokset i dette amt. I 1797
beretter præsten A. C. SmITH: ,Skjærsøte paastaaer og endeel
at voxe 1 denne egn [d. e. Trysil]. Jeg nægter det ikke; alene
jeg ikke troer det er den rette Gentiana, hvoraf i Walders samles
saa meget"! Den beskrivelse, som han ved samme anledning
giver af plauten fra Trysil, stemmer heller ikke med G. purpurea.

Søndre Bergenhus amt. I Hardanger var planten i den
sidste halvdel af det 18de aarh. ikke sjelden, og fleresteds
voksede den i betydelig mangde?. Ogsaa i de senere aar er
den funden flere steder, især paa den østlige side af Sørfjorden,
saaledes i Røldal (Valdalen, C. J. LiwpEBERG 1873; Vintertun,
Greve 1874) og Øifjord (Hadleskar o. a. st., A. Beytt 1873)
samt 1 Granvin®. I ytre Hardanger er den funden paa land-
tungen mellem Etne og Saude*. — Paa Voss fandt S. C.
SoMMERFELT den 1 18265, og her vokser den fremdeles i Raun-
dalen®. Paa Hardangervidden er den temmelig almindelig (smlgn.

pag. 43).

Nordre Bergenhus amt. Allerede Jonas Ramus omtaler
1715 dens almindelige forekomst i Sogn”. Her er planten nu
bleven meget sjelden, og det eneste sted, hvor den vides at
vokse, er fjeldene paa sydsiden af Sognefjordens indre del,
særlig i Aurland, hvor den er funden nogle gange i de senere
aar ned til 950 m. o. h.5 Af H. Strøm angives den 1762 for

1 A. C. SwrrH, 1. c., p. 52.

? M. Scawaser, Beskr. over Hardanger, p. 34. 1781.

3 S. K. SELLAND, Vegetationen i Granvin, p. 204. (Nyt Mag. f. Naturv.
Bd. 42).

^ N. Wotrssere if. A. Brvrr, N. Fl, Il, p. 712. 1874.

5 S. C. Sommerrett, Botan. Excurs. til Bergens Stift, p. 24. (N. M. f. N.
Bd. 9).

$ Sv. Murgecx, Anteckn. till floran på Norg. sydv. og södra kust, p. 15.
(Botan. Notiser 1885).

7 Jonas Ramus, Norr. Beskr., p. 264. Kbh. 1764.

8 A. Brvrr, Vegetat. v. Sognefjorden, p. 131. Christiania 1869.

46 JENS HOLMBOE.

Jølster i Søndfjord samt, rimeligvis efter andres fortælling, Ind-
viken 1 Nordfjord!. Fra disse trakter synes dog planten for-
holdsvis tidlig at være helt forsvunden; allerede 1780 fandt J.
A. Kroen det tvivlsomt, at den forekom 1 Indviken?.

Romsdals amt. H. Strom siger 1 1781, at han har seet
exemplarer af Gentiana purpurea fra Norddalen i Søndmøre”.
Ligeledes opfører J. E. Gunnerus planten i 1ste del af sin flora
(1766) fra Grytten i Romsdalen; det er sandsynligt, at han har
faaet denne oplysning fra stedets præst J. J. ScHANcHE, hvem
han 1 et brev 1762 havde anmodet om at undersøge, om den
fandtes 1 denne trakt*. Af senere undersøgere vides planten
derimod ikke at være funden i Romsdals amt.

Søndre Trondhjems amt. Allerede i 1694 beretter Cur.
GARTNER, at planten ,voxer vild her udi Gulddalen og paa mange
andre steder her i Norge*?. I en skrivelse til biskop GUNNERUS
meddeler præsten Orr Lre i 1765, at han har fundet den ,ved
Gaardene Enlien og Storlien samt paa adskillige andre Steder*
i Budalen anneks til Storen?. Med brev af 4/9 samme aar
sendte han blomstrende exemplarer til Gunnerus”. Da M. N.
Brytt i 1825 gjennemgik GUNNERUS's herbarium i Trondhjem,
fandtes disse exemplarer endnu i behold®, men ved Ove Danrs
undersøgelse 1 1890 var de forsvundne”. I hele det sidst for-

1 H. Strøm, Phys. og oekon. Beskr, over Fogderiet Søndmør. I, p. 96.
Sorø 1762. |
2 J. A. Kroen, Efterretn. om Provstiet Nordfjord 1 Berg. Stift. (Topogr.-
stat. Saml. 2 D. 1 Bd., p. 220).
3 H. Strom i M. Scanapzr, Beskr. over Hardanger, p. 36.
^ J. E. Gunnerus, Flora Norvegica, I. Nidrosia 1766. — Ove Dam,
Gunnerus" Virksomhed, III, p. 57, 46—47.
> CHRISTIAN GARTNER, Horticultura, p. 29. Kbhvn. 1694. (Facsimileudgave.
Kristiania 1898).
5 Orr Lie, Efterretn. om nogle Natural. i Skr. t. Hr. Biskop Gunnerus.
(Det Trdh. Selsk. Skr. 3 Deel, p. 574. Kbh. 1765).
Over Danı, Biskop Gunnerus” virksomhed, III, p 459. Cfr. p. 20 og 461.
M. N. Brvrr, Om nogle kritiske norske Planter, p. 215. (Forh. v. de
skand. Naturf. 4de Møde i Christiania 1844).
? Ove Daut, Kgl. norske Vid.selsk. botan saml, p. 69.

a

©

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. AT

løbne aarhundrede vides planten ikke at være funden 1 Budalen
eller noget andet sted nordenfjelds. — En mulig antydning om,
at den maaske i ældre tid kan have vokset ogsaa paa nordsiden
af Trondhjemstjorden, foreligger i et gaardnavn Søtvik i Skjørn;
herom udtaler OÖ. Ryeu, at navnets første led enten kunde for-
klares som plantenavnet søta eller ogsaa som et elvenavn!.

Den i det foregaaende meddelte oversigt vil med fuld tydelig-
hed vise, at Gentiana purpurea’s udbredelsesomraade 1 Norge
i løbet af de sidste aarhundreder er bleven betydelig indskræn-
ket. Vistnok kan det ikke sikkert paavises, at den har aftaget
nævneværdigt paa fjeldene i Sætersdalen, Telemarken og Hard-
anger, idetheletaget i den sydligste del af dens udbredelses-
omraade; men allerede i Numedal og Hallingdal er den aaben-
bart langt sjeldnere end ved begyndelsen af det 19de aarhun-
drede, og jo længere man kommer mod nord, bliver dens af-
tagen stadig mere iginefaldende. Medens saaledes Jonas Ramus
i 1715 angav, at den i Norge voksede ,mest i Sogn og Valders*,
forekommer den nu i begge disse distrikter kun som en stor
sjeldenhed. Et lignende forhold moder os i Gudbrandsdalen; i
slutnmgen af det 18de aarhundrede fandtes den der ,,hist og her
paa Fjeldene*, medens man i nutiden ikke med sikkerhed kjen-
der mere end et enkelt voksested. Og af de gamle botanikeres
beretninger, hvis paalidelighed maa antages fuldt betryggende,
fremgaar det videre, at den endnu for mindre end 150 aar siden
havde en ganske vidtstrakt udbredelse helt nordenfor sit nuvæ-
rende omraade; fra Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Romsdalen
og Guldalen synes den at være helt forsvunden. Dens yderste
nordgrænse er 1 løbet af denne tid rykket tilbage fra Budalen
til Ringebo, et sprang paa næsten 11/2 breddegrad, og først saa
langt mod syd som paa fjeldene mellem Valders og Hallingdal
har den indtil nutiden holdt sig anderledes end paa rent isole-
rede voksepladse.

1 ©. Ryen, Norske Gaardnavne, XIV, p. 37. Kristiania 1901.

48 JENS HOLMBOE.

I forbindelse med de ovenfor meddelte gamle voksesteds-
angivelser bør ogsaa nevnes et par ældre oplysninger om
Gentiana purpurea’s forekomst i vort land, som ikke nævner
bestemte voksesteder. I 1648 skriver Simon Paurur: „Entzian
voxer udi Norrige paa hine høye Fielde oc Klipper saa mang-
foldig oc ofuerflødig, at det giøris icke fornøden at hente den
enten fra Italien eller andenstedsfra, huor den ellers voxer*!.
Og 1 1715 udtaler Jonas Ramus ligeledes, at den ,voxer her i
Fieldene overflodig“?. Skjønt der ikke kan tillægges angivelser i
saa almindelige udtryk som disse stor vægt, og skjønt de stærke
udtryk delvis kan forklares ud af tidens tilbgielighed til over-
drivelse, turde dog ogsaa disse angivelser vidne om en større og
hyppigere udbredelse end 1 vor tid.

Det kan ikke være tvivlsomt, at grunden til Gentiana pur-
purea's aftagen 1 Norge for den aller største del maa søges 1
den stærke efterstræbelse for røddernes skyld, som den navnlig
i ældre tid var gjenstand for. Det er i denne forbindelse at
interesse, at netop fra flere af de distrikter, hvor planten har
aftaget stærkest, foreligger der gamle beretninger om indsamling
af rødderne i stor maalestok. Dette gjælder if. eks. Valders,
Gudbrandsdalen og Guldalen. (Smlgn. pag. 35—39).

4. En gulblomstret varietet.

At der i Norge skulde forekomme en gulblomstret Gentiana,
omtales tidlig i literaturen. Allerede S. Pauru: (1648) benævner
den norske plante med det Bauniw'ske navn Gentiana major
lutea, og i sin beskrivelse af den siger han, at ,Blomsterne
hafue en guul Farfve" 3, Ogsaa Bucmwarp omtaler den norske
Gentiana som gulblomstret*, og flere forfattere som LINNÉ”,

1 Smon Pavnrz, Flora Danica, p. 242. Kjobenhafn 1642.

? Jonas Ramus, Norriges Beskrivelse, p. 19. Kjøbenhavn 1715.

3 Simon Pavurrr Flora Danica, p. 242.

^ J. DE Bucawazn, Specimen Medico-Practico-Botanicum, p. 235. Copen-

hagen 1721.
5 C. Linnazvs, Flora Svecica. Editio secunda, p.82. Stockholmiae 1755.

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, I. 49

Tonnine!, J. A. KrocH? og Cun. Hammer? kalder den ligefrem
G. lutea. Tonnıng og Hammer nævner dog ved siden af denne
en rødblomstret G. purpurea. Orr Liz, som fandt planten 1
Budalen, benævner den G. lutea L.*; men i et brev til biskop
GUNNERUS, som han sendte sammen med exemplarer fra dette
sted, siger han, at blomsterne er røde?. Og 1 sin svarskrivelse
kunde Gunnerus konstatere (1765), at planten tilhørte G. pur-
pwrea L.6 1 Telemarken, hvor ,G. lutea“ ifølge Linne skulde
vokse i mængde, fandt H. J. Witte kun den rødblomstrede
plante, og han betegner derfor LiwNÉ's angivelse som „en stor
Vildfarelse* ". |

Vistnok vil man vanskelig kunne benægte muligheden ai,
at en gulblomstret Gentiana i hine tider ved en eller anden
leilighed kan være funden i Norge, og at der saaledes kunde
ligge et faktisk forhold til grund for angivelserne. Men da intet
saadant exemplar vides opbevaret, og da de botanikere, som har
havt anledning til at undersøge forholdene paa stedet (OLE Liz
og EH. J. Wie), tager afstand derfra, er det langt rimeligere
med Cur. SMITH at antage, at den rødblomstrede plante blev
forvekslet med den dengang bedst kjendte G. lutea, saalænge
man kun saa de rødder, der blev frembudt tilsalgs af fjeld-
bonderne*.

Forst for faa aar siden har man faaet sikkerhed for, at der
virkelig 1 Norge forekommer en Gentiana med gule blomster.
En saadan blev nemlig 1 1890 af G. GoDERSTAD og Cur. PEDER-
SEN funden meget sparsomt sammen med den rødblomstrede

1 H. Tonnine, Norsk Medicinsk og Oeconomisk Flora, p. 55. Kiøben-
havn 1773. |
2 J. A. Kroen, Provstiet Nordfjord, p. 220.

Cur. Hammer, Floræ Norvegicæ Prodromus, p. 27. Kbhvn. 1794.

^ Orr Liz, Efterretn. om ngl. Naturalier, p. 574. i

> Ove Danr, Gunnerus, III, p. 459.

6 Sammesteds, p. 20.

7 H. J. Write, Urter fundne i Tellemarken. — Citeret efter Ove Daut,
Uddrag af Christopher Hammers brevveksling, p. 313. (N. M.f. N. Bd. 32).
Cun. Surrg, Bem. over Norske medic. Fjeldplanter, p. 284.

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII, I. 4

50 JENS HOLMBOE.

plante ovenfor trægrænsen ved Øisætsæter mellem Fyrisdal og
Sætersdalen. Et par temmelig slet vedligeholdte exemplarer, der
afgaves til Universitetets botaniske musæum, blev af professor
AXEL BLYTT bestemte som G. Burseri LAP., en art, der tid-
ligere kun var kjendt fra Vestalperne og Pyrenserne!. Planten
maa være meget sjelden paa stedet, thi flere botanikere har søgt
efter den paa det opgivne voksested, men hidtil uden held.
Ganske nylig har dog Gunteik Marvept i Fyrisdal med skri-
velse af 5) 1903 til Universitetet indsendt tre expl. af den gul-
blomstrede plante, som han har fundet dels paa nordsiden og
dels paa sydsiden af det nordenfor Øisæt liggende Braavand. —
Et andet findested blev sommeren 1900 af TELLEF OSMUNDSEN
og Hans AANONDSEN opdaget paa fjeldene i Bykle øverst i
Sætersdalen, mellem Bjaaen og Haukelid; exemplarer herfra
blev gjennem lensmand OLE Lunn og dr. N. Bryan indsendte
til musæet.

Som fremholdt af dr. BRYHN ı en skrivelse, der medfulgte
exemplarerne, synes disse kun ved blomsternes farve at aivige
fra den almindelige G. purpurea; kronens flige er brede og
budte som hos denne. Lidt smalere er kronfligene paa exempla-
rerne fra Fyrisdal; men ogsaa disse maa siges at være budte,
ialfald langt mere budte end paa expl. i Universitetsherbariet af @.
Burseri, som J. E. ZETTERSTEDT har samlet i Centralpyrenæerne.
Ogsaa hos den rødblomstrede G. purpurea varierer 1 Sætersdalen
efter Brynn's omfattende undersøgelser kronfligene saa stærkt, at
exemplarerne fra Fyrisdal heller ikke paa paa grund af denne
karakter kan betragtes som artsforskjellige. OQgsaa blomster-
standens form og plantens øvrige habitus stemmer overens med
G. purpurea og er forskjellig fra G. Burseri. — I Alperne
vokser der en gulblomstret varietet af G. purpurea, der er be-

1 A. Brvrr, Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i
Norge, p. 39—40. (Chria. Vid.-Selsk. Forh. 1892 No. 3).

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II. 51

skreven som var. flavida GREMLI!; ved at sammenligne det
norske materiale med exemplarer af denne form, som J.
TrworHÉE har samlet i Savoyen og uddelt i J. DónrrEn's ,Her-
barium normale” som no. 3708, er konservator Ove DAHL og
forf. komne til det resultat, at den norske plante rimeligvis er
identisk med denne. Efter vor opfatning maa følgelig indtil
videre G. Burseri udgaa af Norges flora.

II.
Nogle ord om bøgeskogens alder ved Larvik.

Hermed planche I.

Som bekjendt har bogen i vort land en mærkværdig spredt
udbredelse. Alene i Jarlsberg og Larviks amt optræder den paa
enkelte steder i saavidt stor mængde, at den faar betydning som
gavntræ. PH. Aans, som gjennem en lang aarrække meget noi-
agtig har studeret dens forekomst 1 dette amt, antager, at den
der er udbredt over et areal af ialt ca. 40 000 maal?. Men det
er dog blot 1 Larviks nærmeste omegn samt i visse strøg af
Hedrum og Andebo, at der kan tales om virkelig bøgeskog;
ellers danner den alene mindre lunde eller vokser spredt i anden
skog. Det nordligste punkt, hvortil den er naaet som vildt-
voksende træ paa denne kant af landet, er gaarden Loken 1
Hillestad (ca. 59° 31’ N. B.) omtrent en mil nv. for Holme-
strand. Nærmere detaljer om bogens udbredelse i Jarlsberg
meddeler ogsaa AMUND HeELLAND, som anslaar dens samlede
areal til blot 18000 maal?. Spredte bøgeforekomster findes paa
Hvaløerne, 1 nedre Telemarken samt langs kysten ved Kragerø,
Arendal og Grimstad. Men herfra følger en kyststrækning paa

>

Gremut, Neue Beiträge zur Flora der Schweiz, 1 Heft, p. 17. 1880. —
Excursionsflora fiir die Schweiz, ed. IV, p. 300. 1881.

? Pu. Aars, Vore Bogeskoge, p. 54. (Tidsskr. f. Skogbrug, 1904).

3 A. HELLAND, Jordbunden i Jarlsberg og Larviks amt, p. 79—82, o. a. st.
(Norg. geol. unders. No. 16. Kria. 1894),

59 JENS HOLMBOE.

henved 450 km., hvor bøgen fuldstændig mangler, og først i
Hosanger præstegjæld nord for Bergen (60° 38° N. B.) træffer
vi atter en liden bøgeskog, som synes at være virkelig vild.

Denne begens paafaldende, stærkt opstykkede udbredelse
har givet anledning til meget ulige slutninger angaaende dens
indvandringshistorie og geologiske alder. Medens Axe. BLYTT
tolkede de vidt adskilte bøgeforekomster som tiloversblevne
rester af et mere sammenhængende udbredningsfelt i ældre tid !,
har navnlig Aars med styrke fremholdt, at bogen langt fra at
forsvinde netop 1 nutiden stadig erobrer nyt land 1 Jarlsberg og
Larviks amt. Alene en uforstandig udhugst sætter skranker for
dens fortsatte spredning. Saavel han som A. T. GLoERSEN? og
A. M. Hansen? antager, at bøgen i Hosanger er indvandret
uafhængig af Jarlsberg-bøgen, og har udtalt forskjellige meninger
om frøenes transportmaade.

Naar man vil soge at udrede bøgeskogens alder i vort land,
ligger det nær først at raadspørge den skrevne historie. Men
det viser sig dog snart, at man ikke kommer langt ad den vei.
De ældste kjendte oplysninger vidner om forhold neppe meget
forskjellige fra de nuværende. Aar 1599 skriver Peper CLAUS-
son Fris: „Wdj Vigen oc den østre Part 1 Norrig er schionne
Boge-schouffue, men paa Agdeside er ingen Bøgh uden 1 Nede-
nes Lehn. Ved den Haffn Haselen* er en liden Bogeschouff, oc
en anden ude paa en Øe strax hoes den Hestenes. Der norden-
fore findes ingen Boge-Schouff“5. Fra aarene 1616 til 1626
haves endvidere flere kongelige reskripter til lensherrerne i Tøns-
berg og Brunla len, som forbyder at hugge i bøgeskogen uden

! A. Bıyrr, Om to kalktufforekomster fra Gudbrandsdalen, p. 24. (Chria.
Vid.-Selsk. Forh. 1892. No. 4).

? ScHÜBELER, Pflanzenwelt Norw., p. 211. Chria. 1873—75. — Viridar.
Norv. I, p. 522. Chria. 1886.
A. M. Hansen, Landnåm i Norge, p. 93. Kristiania 1904.
Paa gaarden Espenæs 1 Fjære, mell. Arendal og Grimstad, hvor der
endnu er en liden bogeskog. (Se SCHÜBELER, 1. c.).
5 Peper Crausson Fris, Samlede Skrifter, udg. af Dr. Gustav Storm,

p. 131, cfr. p. 303. Kria. 1881.

e

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II. 53

„tl Hs. Maj.s egen Fornodenhed“!. Vistnok kan bøgeforekom-
sten paa Bergenskysten ikke sees omtalt i literaturen for 17622,
men ogsaa den kan, ved hjælp af et gaardsnavn, Bøgevold,
følges tilbage ialfald til 16113. De her 'sammenstillede oplys-
ninger synes tydelig at vise, at bogen omkring aar 1600 i store
træk har været udbredt i de samme trakter som nu. Men naar
og hvordan dens indvandring har fundet sted, derom har de ci-
terede kilder ingen besked ‚at give. Alene kvartærafleiringerne
kan oplyse om bøgens ældre historie i vort land.

Et blik paa kartskitsen, Pl. 1, vil vise, at bøgen har sit
rette hjem 1 Mellemeuropas lande. Det er ogsaa ved adskillige
fund godtgjort, at den der havde en ganske vidtstrakt udbre-
delse allerede omkring og nærmest forud for den store istid.
Det kan da heller ikke være tvivl underkastet, at den er kommen
til os fra syd.

I torvmyrerne i Nordtyskland, f. ex. i Oldenburg og Slesvig-
Holsten, træffes bogerester ikke sjelden 1 forskjellig dybde, til-
dels i forholdsvis gamle lag*. Men allerede 1 Danmark er fossile
bøgelevninger meget sjeldne; STEENSTRUP fremhæver, at han
aldrig har fundet mindste spor af bog 1 de danske „skovmoser“,
selv ikke i saadanne, som nu er tæt omgivet af bøgeskog. Og
han drog deraf den slutning, at bøgen først henimod nutiden
har indvandret til Danmark, efterat torvens tilvækst paa det
nærmeste var afsluttet®. Ganske vist har man senere ved en
rekke fund i torvmyrer og 1 forhistoriske grave kunnet godt-
gjøre, at der har vokset bøg i Danmark ialfald fra begyndelsen af

1 Norske Rigs-Registranter, Bd. IV, p. 589. — Bd. V, p. 337 og 522. —
Cfr. Aars, 1. c., p. 55—56.

? Hermann Rucz, Skoug-Plantnings Fornodenhed, p. 155. (Maanedl. Afh.
til Forbedr. i Huusholdn. Chria. 1769).

3 A. M. Hansen, l. c.

^ En række fund er sammenstillet af R. v. Fiscuer-Benzon, Die Moore
der Provinz Schleswig-Holstein, p. 60—61 og 76. Hamburg 1891.
Jar. STEENSTRUP, Skovmoserne Vidnesdam- og Lillemose, p. 99. (Danske

Vid. Selsk. naturv. Afh. IX. 1849).

54 JENS HOLMBOE.

broncealderen, ja maaske endog i den sidste del af stenalderen !.
Men efter alt at dømme har den lenge fort en lidet fremtrze-
dende tilværelse som en helt underordnet bestanddel i skog af
andre løvtrær. Og dens seirrige kamp mod eken, som nu har
gjort den næsten eneraadende over store strøg, tilhører ifølge
VauPELL's klassiske undersøgelser en meget sen tid, ja fortsættes
endnu den dag 1dag?.

Fra hele Sverige kjendes endnu ikke et eneste sikkert fund
af fossil bøg. Rigtignok foreligger der fra ældre tid en angivelse
af Sven Nizsson (1823) om, at der skal være fundet bøgeblade
i kalktuffen ved Benestad sydligst 1 Skaane?. Men allerede
VavPELL bestrider rigtigheden af denne bestemmelse, som heller
ikke er bleven bekræftet ved de senere omfattende undersøgelser
over Benestadtuffen af A. G. NATHoRST -og Cr. Kvmck?. Lige-
ledes skyldes det utvivlsomt en feiltagelse, naar A. M. Hansen
beretter om fund af beg i bohuslänske torvmyrer®. Han nævner
ingen kilde for denne angivelse, og selv de svenske plantegeo-
grafer, som allersidst har skrevet om bøgens historie, kjender
ikke nogen saadan forekomst. Blandt de svenske forskere er
der enighed om, at bøgen 1 Sydsverige er det sidst mdvandrede
skogdannende træ.

! Se navnlig: E. Cun. Hansen, En foreløbig Beretning om Moseunder-
søgelser 1 Eftersommeren 1873, p. 141. (Vid. Medd. fra naturhist. Foren.
i Kbhvn. 1873). — K. A. Grönwarz, Recent Kalktuf ved Lellinge.
(Medd. fra Dansk Geol. Foren. No.4. Kbhvn. 1897) — E. Rosrrup,
Danmarks Planteverden i Fortid og Nutid, p. 220. (Den danske Stat.
Kbhvn. 1898). — A. Jessen, Kortbladene Skagen, Hirshals, Frederiks-
havn, Hjøring og Løkken, p. 286—287, 314 og 326. (Danm. geol.
Unders. I. Række, No. 3, Kbhvn. 1899).

? Cur. Vaurett, Bøgens Indvandring i de danske Skove. Kbhvn. 1857.
— De danske Skove. Kbhvn. 1868.

3 Sven Nirssow, Physiogr. Sällsk. årsberått. p. 12. Lund 1823. — Denne

angivelse gjentages af flere forfattere, f. ex. HISInGEr, E. Frus og F. Unger,

uden at disse synes at have foretaget egne undersøgelser ved Benestad.

VaurELL, Bogens Indvandr., p. 7.

> Cr. Kurcx, Om kalktuffen vid Benestad, p. 64. (Bih. till kgl. sv. Vet.
Akad. Handl. Bd. 26, Afd. II. No. 1. Stockholm 1901).

$ A. M. Hansen, l. c.

B

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II. Bb

Ogsaa 1 Norge har bøgen hidtil som fossil været fuldstæn-
dig ukjendt. Ved et par leiligheder har jeg fra forskjellige
steder ved sydkysten faaet tilsendt prøver af jordfundne træ-
stammer, som man har anseet for bog!. Men disse har altid
ved anatomisk undersøgelse vist sig at tilhøre svartor (Almus
glutinosa).

For om muligt at kunne levere et bidrag til bogeskogens |
historie 1 vort land foretog jeg 1 begyndelsen af juli 1904 endel
gravninger 1 torvmyrer i Larviks omegn. I de øvrige myrer
ledte jeg forgjæves efter bøgerester, men saadanne fandtes deri-
mod i stor mængde i den ovre del af torven i en liden myr
lige bag restaurationspavillonerne 1 Larviks bøgeskog. Nedenfor
skal gives en kort beskrivelse af dette fund.

Den høideryg, som danner bøgeskogens undergrund, udgjør
et led af selve det mægtige Jarlsbergsra. Morænen løber i
retning fra nordøst til sydvest og afskjærer ved Larvik det dybe
Farrisvand fra Larviksfjorden. Dens største høide over havet
inden bøgeskogens omraade er ca. 74 m.?. Bøgeskogen er især
udviklet paa den høiestliggende del af moræneryggen; den
strækker sig fra byens øverste huse over mod de dyrkede
marker ved Farrisvandet. Skogen er næsten ren bøgeskog, men
hist og her støder man dog paa en og anden gammel enlig
furu eller gran. Bogetrarnes skygge er for det meste saa tæt,
at skogbunden mangler enhver fanerogam plantevækst. Hvor
der er lidt lysere, ser man grupper af Anemone nemorosa,
Mercurialis perennis m. fl., hvis friske grønne danner en be-
hagelig afveksling 1 det brune, visne bøgeløv.

Den undersogte myr ligger i en liden, helt indelukket for-
sænkning 1 raet, paa alle kanter omgivet af tæt bøgeskog. Den
modtager ikke tilløb fra nogen bæk, men opsamler 1 sig det

1 Et af disse fund, fra Bergan i Hedrum, er af finderen, pastor A. Cur.
SORBYE, omtalt i ,Jarlsberg og Larviks Amtstidende* no. 96, '8/, 1904.

? Ifølge en fra hr. stadsingeniør N, HrvEnpAur-Liwp velvilligst meddelt
opgave. Å

56 JENS HOLMBOE.

vand, som siver ned fra de omliggende bakker. Afløbet sker
over en grusbanke til Farrisvandet. Myren ligger — ifølge nı-
vellement, udført af stadsingeniøren 1 Larvik — ca. 57 m. o. h.

Indtil for ca. 30 aar siden skal myroverfladen have været
meget vaad!. Myren blev da udgroftet, og nu kan man nogen-
lunde torskoet komme frem overalt. Myroverfladen dannes af
Sphagnwm- og Hypnumarter, tæt dækket af lyng og sump-
planter: Vaccinium Myrtillus, V. uliginosum, Calluna vul-
garis, Cornus suecica, Rubus Chamaemorus, Lysimachia
vulgaris m. fl. Ude paa myren vokser desuden gran og furu
samt krat af birk, beg, ek, brakall, rogn etc. langs bredderne
tillige store svartortrær. Efter udtapningen har trævegetationen
skudt rask veekst.

Under den bratte bakke paa myrens østside lod jeg grave
paa ialt 4 steder med ca. 40 meters mellemrum. Da myrens
bygning overalt var ens, vil profilerne her blive beskrevet
underét.

Bunden bestaar overalt af morænegrus og sand, af
samme beskaffenhed som ellers i skogbunden. Hele myrlaget,
hvis mægtighed paa de undersøgte steder gik op til lidt over
2 m., bestaar af myrdynd, stærkt opfyldt af skogaffald. Blot
aller øverst er der ca. 0,1 m. løs hvidmosetorv.

Hvad fossilindhold angaar, kan der i samtlige profiler skjelnes
mellem 3 niveauer:

I. Fra bunden indtil 0,8 m. under overfladen. Kviste og bark
af svartor og birk forekom 1 stor mængde, men af andre
planterester noteredes blot:

Corylus Avellana L. Nodder i mængde fra 1,4 m. under overfl. og
opover. Saavel den runde som aflange form.

Comarum palustre L. Smaanodder.

Menyanthes trifoliata L. Talrige fro.

1 Meddelt af formanden i den lokale kommité, som fører tilsyn med
bogeskogen, hr. hattemager O. W. Hatvorsen.

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II. 57

II. Fra 0,8 til 0,95 m. under overfladen. Her fandtes talrige

TII.

plantelevninger:

Pinus silvestris L. Afskallede barkstykker.

Picea excelsa Linx. Talrige smaa kviste samt lose naale, saavel af
den budte som af den skarpt tilspidsede form. 7 kongler. Lose

fro med og uden vinger. Pollenkorn.

Carices distigmaticae. Talrige neppe nærmere bestembare frugter.

Calla palustris L. Frø, temmelig sparsomt.

Salix cfr. aurita L. 3 blade.

Corylus Avellana L. Hasselnødder forekom i stor mængde i samt-
lige profiler. Der var flest af den runde form.

Betula alba L. Never. Slet vedligeholdte frugter. To rakleskjæl,
tilhørende B. *odorata Brcusv.

Almus glutinosa Garrtn. Pinder i mængde; bark; hunrakler; tal-
rige frugter.

Comarum palustre L. Smaanødder i mængde.

Rubus idaeus L. 9 frugtstene.

Oxalis acetosella L. 4 fro.

Empetrum nigrum L: 1 frugtsten.

Viola palustris L. Kapselklapper, talrige do.

Cornus suecica L. 1 frugtsten. Denne art er i Norge tidligere blot
en enkelt gang funden fossil, nemlig i et forholdsvis ungt torv-
lag ved Vadsø i Østfinmarken. Fra Sverige anfører GUNNAR
ANDERSSON kun et usikkert fund ved Grebbe i Bohuslün !.

Menyanthes trifoliata L. Talrige frø.
I samme lag fandtes endel levninger af biller. Disse er

godhedsfuldt undersøgt af hr. myntmester THs. MÖNSTER,

som deriblandt har fundet folgende 3 arter, der alle endnu

er almindelige 1 det sydlige Norge:

Geotrupes silvaticus Panz. 1 vingedække. Lever i gjødsel.

Potosia (Cetonia) cuprea Fer. Ben. Rerrrer (= P. aenea Gvrr.
metallica Payx. Tnoms.) 2 vingedækker, vinger, 1 ben samt
dele af bagkroppen. Besøger blomster.

Strophosomus rufipes Stern. (= S. capitatus Ben.) eller maaske
S. capitatus Des. (= S. obesus Mars., coryli Bon.), sandsynligvis
den førstnævnte. To bagkroppe. Begge arter lever paa løvtrær,
særlig hassel.

Det øverste, 0,35 m. mægtige lag indeholdt:

Pinus silvestris L. Ganske faa naale.
Picea excelsa Linx. Naale, temmelig sparsomt.

1 Jens HorwBor, Planterester i norske torvmyrer, p. 188. (Chria. Vid.-

Selsk. Skr. I. Math. Naturv. Kl. No. 2. 1903).

58 JENS HOLMBOE.

Carices. (Flere arter). Frugter.

Fagus silvatica L. Alle slags bogerester fandtes i saa stor mængde,
at torven tildels var ganske opfyldt deraf. Foruden næsten ube-
skadigede blade var der mindre kviste, løse knopskjæl samt en-
kelte frugtskaaler.

Betula *verrucosa Eurn. 2 frugter.

Alnus glutinosa Garrtn. Talrige frugter.

Viola palustris L. Fro samt lose kapselklapper.

Menyanthes trifoliata L. Nogle faa fro.

Som man vil se af de her meddelte fossillister, lykkedes det
ikke at finde mindste spor af bog dybere nede end 0,55 m.
under overfladen. Hvor det gjælder en træart, der er saa ud-
market skikket til at opbevares fossil, kunde det være fristende
allerede heraf at slutte, at den har manglet i myrens nærmeste
omgivelser, dengang da de ældre myrlag blev afleiret. I samme
retning taler — og som det synes, med afgjørende vægt — den
massevise forekomst af hasselnødder og brmgebærstene i myr-
dyndlagets midtre del. Da der ikke findes nogen bæk, som
kunde have bragt disse sager med sig, maa de nødvendig have
vokset paa bakkerne nærmest omkring myren. Den mørke
ensformige bøgeskog med sparsom undervegetation af de mest
udprægede skyggeplanter, som nu paa alle kanter strækker sig
ned til myrens bred, kan dengang umulig have existeret. Thi
ligesom hassel og bringebær nutildags ved Larvik fuldstændig
synes at mangle inden bøgeskogens grænser, kan de heller ikke
1 fortiden have trivedes 1 den stærke skygge, som bøgen giver.
Det er sikkert noget mere end en tilfældighed, at begge de
nævnte lyselskende buske 1 samtlige undersøgte profiler netop
forsvinder i samme niveau, hvor de ældste bøgerester optræder.

Allerede dengang, da bøgeskogen først satte sig fast paa
Larvikmorænens skraaninger, var granen indvandret til denne
samme trakt. Kongler, bar og andre levninger af gran fandtes
nemlig i mængde lige ned til 0,8 m. under overfladen, mere end
dobbelt saa dybt som bøgeresterne.

Vi maa saaledes antage, at den nu saa ærværdige
Larviks bøgeskog geologisk talt er meget ung, ja at

STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II. 59

dens historie ikke rækker tilbage til granens indvan-
dring i sen postglacial tid. Dette hindrer dog ikke, at den
efter menneskelig tidsregning kan have en særdeles respektabel
alder — hvor mange hundrede (eller tusen?) aar kan for tiden
neppe afgjøres. Ligesaa uvist er det, hvorvidt de første boge-
nødder er bragt til vort land ved naturens egne spredningsmidler,
eller om de maaske, tilfældig eller i bestemt hensigt, er indfort af
mennesker.

De fleste vigtigere bøgeforekomster 1 Vestfold ligger 1 de
dalfører, som munder ud ved Larvik, og det er derfor sandsyn-
ligt, at omegnen af denne by har været udgangspunktet for
bøgens spredning paa disse kanter. Denne spredning fortsættes
med styrke den dag idag. Man træffer 1 Jarlsberg ofte unge
bøgetrær enkeltvis eller 1 smaaklynger langt inde i skog af
andre træarter, ikke sjelden flere km. fra nærmeste bøgefore-
komst. Antagelig spredes nødderne for den største del ved
hjælp af fugle, som sluger dem hele og siden gulper dem
uskadte op. lfølge Aars’ iagttagelser danner bøgenødderne i
Larviks omegn en kjær føde for adskillige træk- og strøgfugle,
f. eks. dompap, trost og skrige!. Ogsaa ekorn kan undertiden
fortære store mængder af bøgenødder.

Bøgeskogene i Nedenæs og paa Bergenskysten har jeg ikke
havt anledning til at se og skal derfor ikke udtale nogen mening
om deres alder. Efter hvad vi nu ved om bøgens sene indvan-
dring til trakterne ved Larvik, kan det dog vanskelig længere
tænkes, at disse vidt adskilte forekomster i ældre tid skulde
have været sammenknyttede til et enkelt stort udbrednings-
felt. Isaafald skulde man jo ogsaa vente at finde spor af
bøg, i de løse jordlag eller i stedsnavne, i de mellemliggende
trakter. Hvad enten treet fra først af er indvandret paa na-
turlig vis, eller — som WuzrsBerG skriver — „en veirbidt
viking enten 1 elskværdigt lune eller for at skaffe sig haardt

1 Pu. Aars, Vore Bøgeskoge, p. 59.

60 3. HOLMBOE. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE, II.

træfang til skibsmateriale har fragtet en skjæppe bøgenødder
over Vesterhavet og stroet dem rundt om sit langskibsnost* !
— sikkert har der været store oprindelige sprang i bøgens ud-
bredelse langs den norske kyst?.

Den medfølgende kartskitse er tegnet paa grundlag af O.
Drupe’s kart, med benyttelse af senere arbeider af G. ANDERSSON,
ALB. NILSSON, M. WILLKOMM, o. a.

1 N. Wurrsgere, Mosliste fra den nordligste Begeskov, p. 79—80. (Bot.
not. 1877).
? Cfr. A. M. Hansen, l. c., p. 93.

Indhold.

frs Side

I. Gentiana purpurea L. 33
a. Medicinsk anvendelse 1 ældre tid: . . . . . . . 2 2 .. 33
byiindsamlingysalesossudtorselleisce dre tit i 25: 29 59 DU D DL DES

ce (Udbredelse Norges nu SN IU
d:«Enigulblomstret varietet Sø. SE SOE
II. Nogle ord om bøgeskogens alder ved Larvik . . . . . . . 51

Trykt 20. December 1904.

Studier over vandtemperaturen i elve og indsøer

i Jotunheimen.
Af
P.A Øyen.

I. mine i glacialgeologisk øiemed foretagne reiser i
Jotunheimen har jeg ogsaa leilighedsvis anstillet endel iagtta-
gelser med hensyn til vandtemperaturen i elvene og indsøerne
inden denne heifjeldsegn. For disse undersogelser har jeg rede-
gjort ved flere tidligere anledninger: ,Isbræstudier 1 Jotunheimen*
(Nyt Mag. for Naturv. B. XXXIV); „Isbreer i Jotunheimen*
(Den norske turistforenings aarbog 1893); ,Nogle iagttagelser
med hensyn til vandtemperaturen 1 Jotunheimens elve og ind-
søer* (Arch. for Mathm. & Naturv. B. XVII. Nr. 10).

Desuden anstillede jeg en række observationer paa en stu-
diereise sommeren 1902.

Til at begynde med hidsættes i kronologisk orden observa-
tionerne fra sommeren 1902. Med H. betegnes heiden over havet
1 meter, overensstemmende med de resultater, jeg har meddelt i
en afhandling: „Hoidemaalinger 1 Jotunheimen sommeren 1902“.
Med V. betegnes vandtemperaturen angivet 1 celciusgrader. Med
L. betegnes lufttemperaturen angivet i celciusgrader bestemt ved
hjelp af svingetermometer. Vindretningen er betegnet med vr.
Ved bestemmelsen af vindstyrken (vs.) har jeg anvendt den syv-
delte skala og ved bestemmelsen af skydækket (sk.) den tidelte.
RR, R., r. betegner henholdsvis sterk regn, regn, lidt regn; S.

62

og H. paa samme maade for sne og hagl.

P. A. ØYEN.

Slud er betegnet

med SR., hvoraf de brugte sammensætninger let forstaaes. Med

TT. har jeg betegnet en meget tet taage, med T. en almindelig

og med t. taage 1 de høieste toppe.

Aug

Aug.

Aug.

Aug.

Aug.

Aug.

5 Ae

. 16:

IG:

, 16:

16:

T

dre):

18:

18:

Veoelven ved Grønboden
Ke omoi dr) (o NG BØ 268)
wee DÅ cle 10,

Bergenussa nær Veoelven
GAD op AmS CS VAS STE
vs. 0—1. sk. 10.

Veoelven straks ovenfor Bergenussa

OA AVES Foy em 44115082 NO OE ie

we, ed. elk, 1

Graasubækken nær Veoelven
je 302 mm VE SRE Bil
wes Di, sk 10.

Veoelven straks ovenfor Graasubækken
Tasta ip en FE. 1404: VE
ven desse ak. 10

Steinbuvand
LOS SUS mu mn, lab iiss Wo Js be BS.
wes il, Sk. I

Graasubekken nær Veoelven

105 302 a.m. H. 1404. V. 6,3. L. 7,4.

vs 238, sk 6

Bergenussa ca. 1000 m. ovenfor Veoelven
Om VO
vs. 0—1. sk. 5.

Bergenusvand

220200 m FELG VA SER

v == Sk

vr.

vr.

vr.

VI.

VI.

VI.

Wits

VI.

vexl.

vexl.

vexl.

vexl.

vex].

NW:

SW.

SW.

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 63

Bergenustjern
ess (29300 pm Hz 1718. Va 6,3. L 640 ve S.
us EE

Elvekvisler mellem sanddyner i Bergenustjern
Busse san. m. H. 17138." V. 7,7, LE 64. vr. S.
vs. 1. sk. 7.

Veoelvens gjennembrud gjennem ydre endemoræne ved Veobræen

Peo 02. m. EH. 1586. V. 3,6. -L. 3,8. vr. vexl.
va Osi ee al) NR

Veoelven lige ved kanten af Veobræen
meee) 07 p. m. H. 1553. V. 0,3. LE 26. vr. E. vs.
0—1. sk. 10. Tr.

Veoelven 1500 m. ovenfor Glitterheim
Peso O02 p. m. EH. 1458. V. 5,8. —L. 5,9. vr. SW.
va de SED Ute

Skautflybækken nær den ydre endemoræne ved Veobræen
Pee eo 0 pm EI. 1536. V. 4,0. L. 5,1. vr. E. vs.
1—2. sk. 10. TR s.

Veoelvens gjennembrud gjennem ydre endemoræne ved Veobræen
Avg. 103 2202 p.m. H. 15306. Vi 26: -L. 54d. vr. E. vs.
1—2. sk. 10. TR. s.

Veoelven lige ved brækanten med smeltende snerand
Duo) a 30" p. m. MH. 1553. V. 00. L.53. vr. W.
vs. 1—9. sk. 10. TR.

Veoelven lige ved brækanten med kornsnerand
Aes 600 pm. H. 1553. V. 01. L 38. vw. W.
we, = gk AT RU

Bræelvens udløb lige ved kanten af Blaatjernholsbræ
Aug. 20: 125 09 am H. 1654. V. 0,3. L. 1,9. vr. NW.
vs. 2—3. sk. 4. t.

64 P. A. ØYEN.

Mellem endemorænen og brækanten, Blaatjernholsvand
Aug. 20:12 07 am) 7ER 46544 V182, SEIT Se BE
vs. 2—3. sk. 4 t.
Aug. 20: 19h 0m 3. m. H. 164 V 3.33 lb elas NE
vs. 2—3. sk. 4. t.

: Rusvand, nar halvoen nordost for Gloptind
Aug. 20: 2 5025. qm. 1.0245 V 0.001 2
we, Nk Ae

Memuruelven, ca. 100 m. ovenfor Gjende (strid strom)
Aus Ale SIDE pen lab SED VD vr Mo ER 2
sk. 9.

Memuruelven, ca. 100 m. ovenfor Gjende (stille evje)
Aug. 90: 85 0™ p. m. H.995. V.5,0. L.58. vr. W. vs. 2.
sk. 9.

Gjende nær Memuruboden
Aug. 20: ‚SE Om pm E9958 FV SES
sk. 9.

Memuruelven, ca. 100 m. ovenfor Gjende

Aug 21) 162,02 a. Im BEN JV De I DOM VE Wo VS
1—2. sk. 9—10. rt.

Gjende nær Memuruboden

Aug. 21: 6^ Om a. m. H. 995. V. 57. L. 5,0. vr. W. vs.
OMM ak, OSI), ae

Østre Memurubræ, vestre bræelv ved brækanten

Aug. 21: 122502 pm EIE 159604205 VI 025 ae leo DE
vs. 1. sk. 9—10. r s T.

Østre Memurubræ, østre bræelv ved brækanten

Aug: 21:28 80 palm. NA. MVO ER BGN
vs. 1—2. sk. 5.

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 65

Vestre Memurubræ, elven 1/2 m. fra brækanten og 1 m. under isen

Put 45152. mi 8. 1478. V. 20. L 1,8 vr NW.
vs. 1—2. sk. 9—10.

Vestre Memurubræ, bræelven lige ved brækanten
Purses 15” pom. VE 1473. V. 0,3. L. 1,8. vr: NW.
vs. 1—2. sk. 9—10.

Memuruelven, ca. 100 m. ovenfor Gjende
Pee 28 0 D on. 2 H. 99. V. 5,1. L. 23. vr. W. vs.
1—2. sk. 0—1.

Gjende nær Memuruboden
PULSI S202 p.m. H. 995. V..5,6. L. 23. vr. W. vs.
1—2. sk. 0—1.

Memuruelven, ca. 100 m. ovenfor Gjende
Acero Oa. m. 1. 995. V. 13. L 1,3. vr. W. vs.
1.2.3. sk. 0—1.

Gjende nær Memuruboden |
Pee. m. HH. 995. V.5,2. L. 1,5. vr. W. vs.

MO ase
eee Oa, m. H. 995. V. 5,9. .L. 5,0, "vr. W. vs.
"== sk (al

Ved kloppen over Leirungsaaen
Ame, 005-5309 am. 811078. V. 38,4 ^ oo 2,5. ovr IN.
v&. 1—2. sk. 0—1.

Leirungsdalselven straks ovenfor Steindalsbræelven

eect 507 p. m. H. 1944. | V. 6,7. L 65 vr. W.
ve Gs

Steindalsbræen, bræelven lige ved brækanten

Aug. 22: 9^ 0™ p. m. H. 1506. V. 02. L.58. vr. N. vs.
Da sk TUE

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. I. 5

66 P. A. ØYEN.

Leirungsbræen, østre, elven lige ved brækanten med stor snerand

Aug. 22: 4h 30m pm. EG 1429. 9.17. D SDS US.
1—2. sk. 1.

Ostre Leirungstjern, vinteris og kalvis 1 vandet
Auga 22: (62:02 pm EE 4590. VES Sr MA

va Dell. sk, 9L
Auer 222 (OS io, tiny DOE Ws MM
we, (e sk 2.

Ames, 228 Dem NE ily aye VT VW
vs. 0—1. sk. 2.

Gjende nær Gjendeboden
Aug 22 OD, me ME RON EVENTS NME PSS ATP
0—1. sk. 0.

Gjende nær Gjendeboden

Aug. 232 62.02 am) EE 9050 VISE Bob vr
Qi, sk Di.

Sjugulsvand .

Aug 99: PE Ve Jab VER VED ITO Evry cox
ve Oi, SID Ue S

Øvre Mjølkedalen, øvre tjern, nær øvre ende, hvor endnu endel
vinteris
Aug. 25002 502 pm! 2147527 VO BO SE
vs. 0—1. sk. 10. t.

Øvre Mjølkedalen, nedre tjern, omtrent midten, ingen 1s 1 vandet

Aug. 23: 22 02 pm. 1459 Ve 5,02 NE re
vs 1, Sk 1 IR

Øvre Mjølkedalsvand, nordligste vand

Aug. 23:42 0 pm OEL. 1438. 2 Viva Se laws OSE
vs. 01 "sk 107 RT

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 67

Skogadalselven nær Skogadalsbøen

eeo 75 309p. me EK 846." V. 5,9 L. 7,1. vr. E vs.
DS KO ECT:

Gjertvasbræelven nær Storutla

Aug. 24: 102 307 s. m. H. 832. V. 43. L.7,3. vr. N. vs.
JD

Maradalsbræen, elvens gjennembrud gjennem ydre endemoræne
Aug. 24: 30" p.m. H. 1148. V. 2,0. Ly 75. vr. W.
vs. 0—1. sk. 9—10. t.

Maradalsbræen, nordre bræelv, lige ved brækanten, der ligger
1 m. over elven
Ave. 24063 or 07 p. m, IL. 1195. V. 0,7. L.5,8. vr. W. vs.
Oey sk 10 pt:

Morænesøen 1 Uradalen
908053. mH. 1058. -V. 5,9: oL. 7810 vr. NW.
v0 sk 10, Fr.

Store Uradalsvandet, omtrent midten af vandet

Aug. samo oH. 1335; V 47. 1. 6.5. vr. SE.
vs. 0—1. sk. 9. t.

Gjertvasbræ, stillestaaende vand lige ved brækanten
meee Or p m. El 1987. V./20. L. 5,9. vr. SW.
vs. 0—1. sk. 9—10. t.

Gjertvasbræ, lige ved brækanten med en større snerand (elven)
mea 0 pm. H. 1287.) V. 05, L. 59. wr. SW.
vs. 0—1. sk. 9—10. t.

Store-Utla, mellem Lusahaugadn sæter og Muradn sæter

PO 102130" Sm ROSS V316,52 D. 19 vro We
vs. 0—1. sk. 8. t.

68 P. A. ØYEN.

Sandelvbræ, bræelven lige ved brækanten, østre elv.
Aug. 26: 2: Qe på m. 120330, VI Os BO

Ol, sk 1.
Leirvand
Aug. 26: 52 0* p. m. EN VEG Ibe OS, ve SM.
VS (Qe Toe alles do

Storbræen, elven lige ved brækanten
Auge 26: 30m m. EDTV SS SNE
vs. 0—1. sk. 0—1.

Leira nær Slethavn
Aug, 272 980m ras ma P GIVES
Oi, gk 4h

Leira, straks ovenfor sammenlobet med Illaaen
Auer 97:2 10280237 my 2321008 VESEN
ve, ET Bk de

Illaaen, straks ovenfor sammenløbet med Leira
Aug. 27: 10573024 m. El: MORSE VIS GS SNE
Wee de Øk. 7s i

Leira, straks nedenfor sammenlobet med Illaaen
Aug: 2727 Sm EAN VOSS
vs. 1—2. sk. 7.

Leira nær Elvesæter
Aug. 27: 2207 p.m. ^ EG VIT GE 1465 vr ONE
vs. 0—1. sk. 5.

Juvvand, for den største del islagt og snedækket
Auge 272 (802) på ms FE 18937 ND CNIL 55 VR SW
Wey Ws Sk ey LIE |

For det første har det sin interesse at undersøge tempera-
turen 1 selve vandkilderne inden den her omhandlede, høit-
liggende egn. Ved denne anledning tages ikke hensyn til den

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 69

nedbør, der 1 form af regn finder et direkte afløb, og heller ikke
til undergrundsvand, der paa forskjellig maade kommer sivende
eller sprudlende frem i dagen. Hvad der ved denne leilighed
interesserer, er temperatoren i afløbet af den nedbør, der hvad
enten den falder 1 form af sne, hagl eller regn, maa passere
sneens eller isens smeltepunkt.

En række maalinger har vist, at paa bræerne stillestaaende
vand har en temperatur af nul grader, naar det forekommer
under saadanne betingelser, at temperaturen 1 vandet overalt
er den samme; anderledes stiller derimod forholdet sig, hvis
der kommer regn til, eller hvis vandets omgivelser delvis er
grusblandet, idet temperaturen 1 vandet da kan stige over nul,
selv om det er stillestaaende. Det rindende vand paa bræover-
fladen viser derimod et.noget andet forhold: en række maalinger
har 1 dette tilfælde vist, at temperaturen fra nul lige ved bræ-
bækkens kant steg en tiendedel grad ud mod dens midte.

Maalingerne ved Veobræen 19 august 1902 har vist at selv
det fra en større bræ udstrømmende vand kan have en tempe-
ratur af nul grader, naar en smeltende snerand ligger tæt
sluttende til; men de har tillige vist, at en saadan snerands
overgang i kornsne er nok til at bringe temperaturen i det ud-
strømmende vand til at stige om end ikke saa meget.

Om vi derimod sammenstiller de tilfælde, da ingen snerand
ligger an mod isbræens kant, hvorved der altsaa bliver anled-
ning til direkte maaling af temperaturen i det vand, der strøm-
mer ud fra det indre og fra bunden af en isbræ, erholdes en
meget interessant række:

Sveljenaasbræ . . . 27 juli 1891: 1% 30" p. m. V. 04 L. 6,5

—, — D Hu 1891: 35302 pm. V. 0,4 L. 6,0
Heilstugubræ ... 29 juli 1891: 125 Om a.m. V. 0,4 L. 40
Styggebræ ..... 15 august 1891: 4^ 30% p. m. V. 04 L. 6,0
Storjuvbræ. .... 17 august 1892: 12 Om a.m. V.0,4 L. 6,4
Steindalsbræ . . . . 28 juli 1892: 11^ 09 a.m. V. 0,3 L. 7,2
Vestre Memurubræ 21 august 1902: 45 15” p.m. V. 0,3 L. 1,8

70 P. A. ØYEN.

Østre Memurubræ. 21 august 1902: 25 30™ p.

mV03 4135
Blaatjernholsbræ. . 20 august 1902: 12^ Om a. m. V.03 L. 13
Mere aote id 185august 19022792702 pm MV DA Ir 20
Storbre SEE 26 august 1902; 8" 0” p.m. V.03 L.3,8
Steindalsbræ. . . . 22 august 1902: 2^ 0” p.m. V. 0,2 L.5,8
Østre Memurubræ. 21 august 1902: 12^ 30% p. m. V. 0,2 L. 1,3
Sletmarkbræ . . . . 11 august 1891: 3" 0” p.m. V. 0,2 L. 3,6
Bukkeholsbræ . . . 5 august 1891: 4" 30" p. m. V.0,2 L. 40
Nørdre Ilaabræ. . 6 august 1891: 4^ 0" p.m. V.0,2 L. 5,0
Søre Illaabræ ... 6 august 1891: 7^ 0” p.m. V.0,2 L. 2,9
IMellebre tra aus Wee 2122 (TD, mm VIND
Sforbræ a. MAE 7 august 1891: 2% 30" p.m. V. 0,2 L.6,0
Sandelvbræ. . . >. 26 august 1902: 20 Em VZ
Rondbre ...... 6 august 1891: 55 307 p.m. V.01 L. 2,6

Der gjør sig her gjeldende en saadan regelmæssighed, at
man er fuldt berettiget til selv af de forholdsvis faa iagttagelser
at slutte tilbage til et vist lovmæssigt forhold: til større og i
mindre høide liggende bræer svarer en høiere tem-
peratur 1 bræelven, til mindre og 1 større høide lig-
gende bræer en lavere; bræelvens temperatur synes
uafhængig af den vekslende lufttemperatur.

Derimod viser forholdene ved Steindalsbræen, østre Memuru-
bræ og Storbræen, at man for at opnaa et mere indgaaende
kjendskab til dette fænomen ikke maa lade sig nøie med kun
at maale med en noiagtighed af tiendedelen af en grad, da man
paa denne maade ikke naar ud over ovenstaaende, ganske
generelle resultat, medens nøiagtigere maalinger sandsynligvis
vilde vise forskjellige oscillationsfænomener.

Men allerede udviklingen af en bræport er tilstrækkelig til
at forstyrre dette forhold, da derved luften faar en langt friere
adgang, og dens temperatur saaledes vil kunne gjøre sig langt
mere gjældende. Følgende maalinger er tilstrækkelig til at vise
dette:

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 71

Svartdalsbræ. . 12 august 1891: 12^ Om a.m. V. 05 L. 77
Langedalsbræ . 11 august 1891: 5% 0" p.m. V.05 L. 40
Maradalsbræ. . 24 august 1902: 6% Om p. m. V. 0,7 L. 5,8
Og hvis man ved en bræport fjerner sig fra brækanten,
stiger temperaturen i bræelven meget hurtig, som følgende
maaling ved vestre Memurubræ med 1 m. høi bræport viser:
1/2 m. fra brækanten 21 august 1902; 4" 15% p. m. V. 2,0 L. 1,8
En snekant eller snerand, der ligger igjen foran isbræens
nedre ende, frembringer ogsaa ofte forhold, som 1 væsentlig
grad øger temperaturen 1 det fremstrømmende vand, naar ikke
som ovenfor anført en umiddelbart indvirkende smeltning finder
sted; det er da vistnok den indtrængende luft, som paa for-
skjellig maade faar bedre anledning til at gjøre sig gjældende:
Leirungsbræ . . 28 juli Sees ES (De VAGN IR 0
—,— .. 22 august 1902: 4^ 30” p. m. V.1,7 L. 35
Gjertvasbræ . . 25 august 1902: 75 0» p. m. V.05 L. 5,9
I stillestaaende vand lige foran brækanten naar temperaturen
er noget større værdi om end ikke meget, som følgende maaling
viser:
Gjertvasbræ. . . . 25 august 1902: 7^ Om p. m. V. 2,0 L. 5,9
Inden den her omhandlede egn findes imidlertid en række
tjern og søer, hvori bræer gaar helt ud og sender snart oftere
snart mere sjelden afløsnede isblokke (kalvis) ud i vandet. De
temperaturmaalinger, jeg har fra saadanne søer, er samtlige fra
nær overfladen og nær land. I ingen af disse søer er der endnu
anledning til at foretage undersøgelse af de dybere vandlag.
Jeg antager dog ved den fremgangsmaade, jeg har brugt, at
være kommet den sandsynlige middelværdi saa nær som det
under de forhaanden værende omstændigheder er mulig, idet jeg
som bestemmelsessteder har søgt at udvælge saadanne, hvor
dybden holdt sig saa stor som mulig helt ind til land, en regel
fulgt ogsaa ved vandtemperaturens maaling i andre søer saa vel
som 1 elve,

79 P. A. ØYEN.

Østre Leirungstjern 28 juli 1892: 4^ Om p.m. V.25 L. 12,2
—,— 29 august 1902: 6^ 0* p.m. V.21 L. 3,8

—,.3— 22 august 1902: 6^ Om p.m. V.22 L. 38

= 22 august 1902: 65 07 p.m. V.28 L. 38
Blaatjernholsvand. 20 august 1902: 125 0" a.m. V. 5,12 L. 1,8
—.,— ..20 august 1902: 195. 07 a.m. V. 38,8 L 13
Semmelholstjern . 5 august 1891: 3h 0% p.m. V.55 L. 40
Tverbottentjern . . 5 august 1891: 6°30™ p.m. V.41 L. 3,7
Mjelkedalsvand . . 10 august 1891: 3% 0" p.m. V.15 L. 40
Juvvande 140. 21 juli 18941: 8: 0P2aå.m. Mo ka I B
FF hero 30 juli 189108 02 på?) V2 UIT
pre serere gula: IST: TE JO pm VED be
CE STENT MA. 1 august 1891: 92309 am. VE DNS
LE SOME 2 august 1891: 112 02 am. VI2S 123556
Re PA 14 august 1891: 6^ 0* p.m. V.25 L. 5,0
Sey quest Å 14 august 1891: 8^ 0" p.m. V.21 L. 40
ES re decies 15 august 1891: 11^ 0* a.m. V.15 L. 6,0
usen ftetit e 15 august 1891: 72102 påm VP T. uod
es le 16 august 1891: 45. 0m p.m. V. 3,0 L. 4,5
ne Tto m 17 august 1891: 9 30% a.m. V.2,8 L. 43
cse isl Pes 17 august 1891: 4^30* p.m. V.2,5 L. 6,0
aic que Woke al 18 august 1891 21127 02 am VV 20 I He

Middelværdien af disse tretten maalinger 1 Juvvandet er 2,25,
hvortil, man ogsaa ser, at de fleste af maalingerne ogsaa nærmer
sig. Helt anderledes kan imidlertid forholdet her blive, naar
som ved mit besøg 27 august 1902 vandet for den største del
er islagt: ved denne anledning maaltes nemlig S^ 0" p. m.
VEUS 2155.

Som man ser, er det ikke store variationer, vandtempera-
turen i disse bræsøer er underkastet. Lufttemperaturens va-
riationer synes ikke at have stor indflydelse; derimod synes vind-
og nedbørforhold at gjøre sig langt mere gjældende. Den vigtigste
faktor med hensyn til temperaturvariationen er imidlertid uden
tvil den større eller mindre mængde af tilstedeværende kalvis.

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. ie

Saaledes har Semmelholstjern og Tverbottentjern, hvor de re-
spektive bræer er mindre og følgelig leverer mindre kalvis, en
høiere temperatur end Juvvand, Leirungstjern og Mjølkedalsvand,
hvor de respektive bræer er større og følgelig har en større
produktionsevne for kalvis, medens Blaatjernholets bræ og sø
indtager en midlere stilling.

Naar man fjerner sig fra brækanten, stiger som regel bræ-
elvens vandtemperatur forholdsvis meget raskt:

Elven fra: Afstand V. L.
Storjuvbræ ... 1 august 1891: 1^ 0" p.m. 3m. 05 6,0
Mjelkedalen. . . 10 august 1891: 12^ 0™a.m. 3m. 04 4,0

bipes. . .. : 4 august 1891: 7% 30% p.m. 50m. 0,5 10,0
Høgskriubræ .. 4 august 1891: 6% 0" p.m. 50m. 2,0 10,0
Sandelvbre... Saugust 1891: 3430" p.m. 50m. 11 9,3
Heimre Illaabre 4 august 1891: 12^ 30% p. m. 200 m. 2,3 10,0
Neben... 5 august 1891: 1" 07 p.m. 200 m. 5,4 5,5
Heilstugubræ . . 29 juli 1891: 6^ 0» p.m. 300 m. 1,1 9,9
Storjuvbre ... 3 august 1891: 6^ 0» p.m. 1,6 km. 3,2 14,0

N. & S. Illaabræ 4 august 1891: 4" 0" p. m. 2,7 km. 3,6 15,9

Andre eksempler i samme retning afgiver de 1 det fore-
gaaende anførte maalinger fra bræelvens gjennembrud gjennem
- ydre endemoræne ved Veobræen og Maradalsbræen.

Førend vi nu følger de hydrografiske løb videre, maa vi
betragte et særegent og meget interessant fænomen. Det er jo
en almindelig regel, at temperaturen tiltager nedad løbene, og
som vi nu for bræelvens vedkommende har seet, til og med for-
holdsvis meget raskt. Som eksempel paa en inversion i saa
henseende skal vi betragte temperaturforholdene i elvekvislerne
meilem sanddyner i Bergenustjern, i Bergenustjern selv og i Ber-
genusvand:

Blvekvisler.? 7.718 august 1902: 15 30™ p. m. V. 7,7, L. 6,4
Bergenustjern . 18 august 1902: 1^ 30" p. m. V. 63 L. 6,4
Bergenusvand . 18 august 1902: 122 60" a, m. V. 3,3 L. 7,4

74 P. A. ØYEN.

Naar man betragter den her indtraadte inversion i de
hydrografiske temperaturforhold og sammenligner denne med de
samtidige forhold 1 lufttemperaturen, vil man oieblikkelig se, at
det her optrædende fænomen ikke vil kunne forklares paa en
tilfredsstillende maade uden ved at tage den i disse høitligende
fjeldegne ofte meget sterkt virkende insolation med som en
faktor af vidtrækkende betydning.

Med hensyn paa dette forhold har jeg inden denne fjeldegn
anstillet nogle faa iagttagelser, som ikke er uden interesse, da
de giver en god forklaring paa den ovenfor paapegede inver-
sion.

Ved den 1 Rusvand (1245 m. o. h.) udstikkende halvø iagt-
toges 25 30% p. m. 20 august 1902 ved et paa rensdyrmosen
nedlagt termometer en insolationstemperatur af 22,5", medens
den samtidig med svingetermometer bestemte lufttemperatur var
7,4, og hvad der ogsaa her er af særlig interesse i denne for-
bindelse var den samtidig 1 Rusvand bestemte vandtemperatur
10,0”. Vandtemperaturen overstiger altsaa ogsaa 1 dette tilfælde
lufttemperaturen, men finder sin forklaring i den forholdsvis
høie insolationstemperatur. |

I Leirungsdalen anstilledes 22 august 1902 et par andre
iagttagelser, der viser i samme retning. Ved Kloppen over Lei- —
rungsaaen (1078 m. o. h.) viste 10^ 30% a. m. et paa rensdyr-
mosen nedlagt termometer en temperatur af 21,3”, medens den
samtidige lufttemperatur var 7,5”, og nord for Svarthammerhytten
(1290 m. o. h.) viste 19^ Om a. m. et paa græsmarken nedlagt
termometer en temperatur af 28,4, medens den samtidige luft-
temperatur var 6,6”.

Men ligesom insolationen saaledes er en faktor, der maa
regnes med, gjør til andre tider igjen udstraalingen sig gjæl-
dende paa en saadan maade, at den ikke maa lades ude af be-
- tragtning. Et par eksempler vedføies.

Paa den nedre del af Veobræen (1553 m. o. h.) viste natten
mellem 18 og 19 august 1902 et paa bræoverfladen nedlagt

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 75

minimumstermometer — 15,15, medens lufttemperaturen samme-
steds 18 august 9^ 0™ p. m. var 2,6" og paa Glitterheim (1458
m. o. h.) 19 august 8^ 0" a. m. var 46°. Paa den nedre del
af Veobræen viste 3" 30% p. m. 19 august 1902 et paa bræ-
overfladen nedlagt termometer 0,2, medens den samtidige luft-
temperatur var 5,3”.

Ved Gjendeboden (995 m. o. h.) viste 6^ 0" a. m. 23 august

1902 et i skyggen paa den noget rimdækkede græsmark nedlagt

termometer — 0,6", medens samtidig et termometer nedlagt paa
en tør gabbroblok paa den solbestraalede jordoverflade viste 5,5”,
og lufttemperaturen bestemt ved svingetermometer var 3,8”.

Vi skal derpaa gaa over til at betragte vandtemperaturen
og dens forandringer inden enkelte af de mere fremtrædende
hydrografiske lob inden den her omhandlede fjeldegn.

Gjendeløbet eller Gjendegrenen (opkaldt efter dette om-
raades mest karakteristiske indso Gjende s. Gjendin) dannes
egentlig ved sammenløb af flere mere eller mindre selvstændige
grene: gjennem Leirungsdalen, Svartdalen, Vesleaadalen, Storaa-
dalen og Memurudalen.

Leirungsdalens hydrografiske løb tager egentlig sin be-
gyndelse ved østre Leirungstjern, for hvis temperaturforhold der
er gjort rede i det foregaaende. Det er altsaa med hensyn til
sin oprindelse et bræsøløb og faar ogsaa senere tilløb af flere
bræelve; temperaturforholdene i enkelte af disse er allerede be-
handlet, ligesom en oversigt over temperaturforholdene i dette
lob vil fremgaa af de ovenfor meddelte iagttagelser 22 august
1902.

Svartdalens hydrografiske løb har egentlig sin oprindelse
fra Svartdalsvandet, ogsaa en bræsø, en morænesø, men ingen
kalvningsbræsø, hvilket til og med fremgaar af selve temperatur-
forholdene og disse sammenlignet med det nærliggende Leirungs-
dalstjerns forhold:

Svartdalsvandet. . 12 august 1891: 4^ 0» perd Vor 652 d D
Leirungsdalstjern . 12 august 1891: 3^ 0" p. m. V. 5,7 L. 6,0

76 i P. A. ØYEN.

Vesleaadalens hydrografiske løb er i sin oprindelse ikke
noget egentligt bræløb, men næres af et par saadanne, fra Slet-
markbræ og Langedalsbræ, for hvis temperaturforhold der er
redegjort 1 det foregaaende.

Storaadalens hydrografiske løb er heller ikke paa langt
nær et bræløb, der svarer til denne grens centrale stilling inden
et bræomraade som foreliggende. Dette fremgaar allerede saavel
af den forholdsvis ringe slamførsel som af løbets temperatur-
forhold. Rigtignok danner en bræsø, øvre Høgvageltjern, selve
hovedløbets begyndelse, men her var allerede i 1891 forholdene
saadanne, at man kunde passere mellem vandet og bræen, saa
denne altsaa ingenlunde var nogen kalvningsbræ. et forhold som
allerede et flygtigt blik paa temperaturforholdene giver besked om:
Øvre Høgvageltjern. 23 juli 1891; 85°30" p.m. V.5,5 L. 8,2

—.— 25 august 1892: 25 Om p.m. V.7.5 L.12,0
Nedre Høgvageltjern 23 juli 1891: 7% 30” p. m. V.8,2 L. 11,1
—, — 23 august 1892: 3h 0* p.m. V.7,5 L. 12,8

Fansevand 5 23 juli 1891: 5% 30” p.m. V. 2. L. 12,0
nu MD M 23 august 1892: 4^ Om p.m. V.8,1 L. 10,3
Flellertjerm . pen 25 ju letto quz Sent Dem VE SID Ls LEGG
Lg Eg ie 23 august 1892: 65 0% p.m. V.8,5 L. 9,8
Storaadøla (Gjende). 22 juli 1891: 9^ Om p.m. V.8,7 L. 8,6
—,— Tivausustide9T: Sep mn. VOTES Lo 35

For ikke at afbryde hovedlobets forhold har jeg i denne
fremstilling forbigaaet et meget interessant tillob, som dette er-
holder fra Uladalen: —

Øvre Uladalsvand 19 juli 1891: 2 0” p.m. V. 2,0 L. 9,4
— 22 qui SIREN pi Posen
— yy — 23. juli 1891: 32(80o pm VELDE

Endskjont Uladalsvandet ikke er nogen bræsø, ser man al
maalingerne, at det under den del af sommeren, da isbelægningen
"endnu ikke er ganske ubetydelig, alligevel med hensyn til tem-
peraturforholdene opfører sig i lighed med de bræsøer, der har
kalvningsbræer. Naar omsider udover sommeren og høsten

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. "n

- vandet bliver fuldstændig isfrit, er forholdet et helt andet, som
følgende maaling viser:
Øvre Uladalsvand 13 august 1891: 3% 30% p. m. V. 5,7 L. 6,7
Memurudalens hydrografiske løb er med hensyn til sin
oprindelse ved de to Memurubræer et egte bræløb, hvis tempe-
raturforhold er behandlet 1 det foregaaende, særlig ved iagtta-
gelsesrækken 20, 21 og 22 august 1902.
| Den ganske betydelige vandmængde fra disse fem hoved-
grene samler sig saa i den centrale indsø for dette løb, Gjende,
hvor en række maalinger af vandtemperaturen er anstillet, dels
i nærheden af Gjendeboden og dels 1 nærheden af Memuru-
boden:
Gjende (Gjendeboden) 13juli 1891:7"0%p.m. V.5,0 L. 14,1!
==" 22d 591/98 VIG Le HO
— — 23 ul le OH am VE 7,9 1.10,
—, — DURS 7" 0=a. m. V. SÅ L. 10,1?

II ng

—,— 11 august 1891: 8^ 07 p. m. V.8,3 L. 8,51
— 11 august 1891: 8^ 07 p. m. V.8,6 L. 8,5?)
—,— 12 august 1891: 8^ 0* a. m. V.7,8 L. 7,5!)
—,— 19 august 1891: 8^ 0* a. m. V. 7,6 L. 7,52)

—,— 22 august 1902: 9^ 0" p. m. V. 7,8 L. 44
—,— 23 august 1902: 6: 0% a. m. V.45 L. 3,8
Gjende (Memuruboden) 20 august 1902: 8^ 0™p.m. V.5,7 L. 5,8
—,— 21 august 1902: 6^ 02a. m. V.5,7 L. 5,0
—,.,— 21 august 1902: S^ 0" p. m. V. 5,6 L. 2,3
"—.Y— 22 august 1902: 5^ 0" a, m. V. 5,2 L. 1,3
—, — 22 august 1902: 8^ 0% a.m. V.5,9 L. 5,0
De her ved !) betegnede temperaturer er maalt paa dybt
vand og de ved ?) betegnede paa grundt vand.
Videre maaltes nær Besheim vandtemperaturen 1
Øvre Sjodalsvand. . 17 juli 1891: 9^ 07 p. m. V. 93 L. 13,1
—y— mto arn ES TE Ora teme VERTO los 432
For de hydrografiske temperaturforhold inden det betydelige
Veoelvens omraade er allerede i det foregaaende gjort rede.

78 P. A. ØYEN.

Dernæst kommer vi over 1 det store, nordlige afløb, Bøvra,
der selv en bræelv, 1 endnu høiere grad bliver et af Jotunhei-
mens betydeligste glaciohydrografiske løb ved at optage de to
betydelige bræelve Visa og Leira, som begge udspringer inde
i denne fjeldegns centrale del og danner afløbet for en hel række
større og mindre bræer, hvis mere endogene temperaturforhold
er behandlet allerede 1 det foregaaende; her staar kun igjen at
betragte hovedløbenes temperaturforhold noget nærmere.

Nær Spiterstulen blev sommeren 1891 gjort en række iagt-
tagelser med hensyn til vandtemperaturen 1 Visa.

Visa Gb jun S9 KSO pm VS BM cbe 1258
NR SE VA db 05
02208 OP am VE ES
0025 juli Vso ie Se pm VID
== 27 Jul 89 105 02 am DVS
028 jul 1891:7 262,02 nam Vendio UIT)
p.199 jul 1891 0510mipsmm NVA sll OD

Inden Leiras lob er paa forskjellige steder anstillet maa-
linger for undersøgelse af vandtemperaturen:

Karketjern . 4 5 august 1891: SHOP pm VY. 6,0 L. 31
Peirvande e bjangust to: bonam VD I Dö
—y ee... 5 august 1891: 9" 30” p.m. V. 92 1020
—y— «eee 8 august 1891: 11^ Om a.m. V. 9,2 L. 5,3
Sad os 26 august 1902: 5^ Or p.m. V. 63 L. 6,5
Tverbyttjern. . . 7 august 1891: 7530" p.m. V. 45 L. 46
Leira (Slethavn) 5 august 1891: 7" 0" a.m. V. 65 L. 7,0
—,— 6 august 1891: 7% 30% a.m. V. 40 L. 1,0
—,— 6 august 1891: 9" 30" p. m. V. 6,5 L. 3,6
—3,4— 7 august 1891: 75 07 a.m. V. 35 L.—0,
—,— Sjaugust 1891: SL am VS

— ,— 27 august 1902: 8" 07 a.m. V. 3,9 L. 25
Leira (Elvesæter) 2 august 1891: 95 0* p.m. V. 6,3 L. 11,9
—,,— 3 august 1891: 77102 pm VAGN
—,— 19 august SEN an)

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 79

5 OA

Leira (Elvesæter) 19 august 1891: 5" 0™ p.m. V L. 20,2
—,4,— 19 august 1891: 8h 0» p.m. V. 6,4 L. 12,0
—y— 20 august 1891: 95 Om a.m. V. 65 L. 18,0
—,— + 97 august 1902: 2 09 p.m. V. 7,0 L.148
Leira (Bevra) . . 3 august 1891: 8° 0% a.m. V. 56 L.17,0
—, — neue 725309» m V 76. L.12,0
Bovra (Leira) . . 3 august 1891: 72 0" a.m. V. 10,7 L. 17,0
—,— .. 19 august 1891: 75 pm V 12,6 L. 12,0

Bøvra (Visa). . . 20 august 1891: 3^ 0" p.m. V. 113 L. 17,4

Visa (Bøvra). . . 20 august 1891: 3^ 07 p. m. V. 8,9 L.17,4
I vest møder vi saa det udstrakte Utladalens hydrogra-
fiske omraade. Inde i Jotunheimens centrnm, hvor saavel
Gjendeløbet har sin oprindelse som Visa og Leira sit udspring,
tager ogsaa hint store, vestlige løb sin begyndelse i den nærlig-
gende Gravdal. I sin oprindelse er dette ikke noget bræløb,
men faar senere tilløb af en hel række større og mindre bræ-
elve. For temperaturforholdene i flere af disse er allerede
ovenfor gjort rede, saa her kun staar tilbage at betragte selve
hovedløbet:
Gravdalstjern 8 august 1891: 12^ 30" p.m. V.105 L. 6,9
og fra Stor-Utla mellem Lusahaugadn sæter og Muradn sæter
er ovenfor meddelt en temperaturmaaling.
Desuden skal vi se lidt nærmere paa forholdene inden det
tilløb, som fra øst erholdes gjennem Skogadalen.
SØ. Mjølkedalstjern . . . . 10august 1891: 5^ 0" p.m. V.5,4 L.3,9
—,, — . . . .23august1902: 1730" p.m. V.2,0 L.5,9
NV. Mjølkedalstjern. . . . 10august1891: 4" Om p.m. V.7,2 L.4,5
—,— ... .23august 1902: 2^ 0%p.m. V.5,0 L.4,9
Skogadøla(Skogadalsbøen) Saugust 1891: 8h30" p.m. V.8,6 L. 7,0
—,— 9 august 1891:12" Om a, m. V.7,0 L. 9,0
= 10august1891: 9^ Oma,m. V.6,4 L.9,0
— ,, — 23 august 1902: 75509 p.m. V.5,9 L.7,1
Vi gaar saa over i det betydelige, sydlige, hydrografiske
løb, Bygdinløbet, et bræløb, der tager sin begyndelse ved

30 P. A. ØYEN.

Mjølkedalsbræen, hvis bræsøtemperatur allerede er meddelt i det
foregaaende. i
Mjelkedalstjern . . . 10 august 1891: 5^50* p. m. V.6,1 L.43
St. Mjølkedalsvand . 10 august 1891: 6550™ p. m. .V. 6,0 L. 43
Mjølkedøla (Bygdin) 10 august 1891: 830" p.m. V.5,6 L.5,5
—y,— 11 august 1591: 50105-0213: m EV a
Bygdin Wer 11 august 1891: 11 307 a. m. V.73 L.6,4

Til sammenligning med denne sidste temperaturmaaling hid-
sættes følgende fra det nærliggende
Høistakkatjern 11 august 1891: 12^ 30" p. m. V. 81 L. 5,8

Samler man i en oversigt resultatet af de 1 det foregaaende
anstillede iagttagelser, saa vil tiltrods for de forholdsvis faa
maalinger dog enkelte mere generelle regler kunne paavises.

Paa selve bræerne og i disses umiddelbare nærhed holder
temperaturen saavel i rindende som stillestaaende vand sig som
regel i neerheden af nulpuktet, kun med forholdsvis meget smaa
forandringer.

Men efterhaanden, som man fjerner sig fra bræerne, stiger
temperaturen saavel i elve som indsøer forholdsvis hurtig, og de
variationer den fra tid til anden bliver underkastet tiltager ogsaa
efterhaanden 1 størrelse. Nogen egentlig regelmæssighed har
det dog ikke været mulig med de forholdsvis faa maalmger her
at kunne paavise, idet en hel række faktorer, saasom lufttempe-
ratur, nedbørforhold, elvenes og indsøenes størrelse, elveleiets
og indsøbassinenes form og omgivelser samt skydekke og vind-
forhold, øver en meget kompliceret samvirken.

Vandoverfladens temperatur er høiere paa grundt vand end
paa dybt, naar lufttemperaturen er høiere end vandtempera-
turen. Er derimod lufttemperaturen lavere end vandtempera-
turen, saa er vandoverfladens temperatur høiere paa dybt vand
end paa grundt.

I nær forbindelse med dette fænomen staar ogsaa det alle-
rede før paapegede insolationsfænomen, der til sine tider giver
anledning til den ovenfor antydede inversion. Insolationen kan

VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN. 81

her dels gjøre sig gjældende mere direkte, dels mere indirekte
lige over for den omgivende fjeldgrund.

Høitliggende indsøer har ofte under en stor del af sommeren
en vandtemperatur der er lavere end temperaturen for vandets
tæthedsmaximum, selv om de ikke staar 1 direkte forbindelse med
nogen isbræ. Naar de imidlertid er blevet isfri, stiger tempera-
turen endel. Den lave maximumtemperatur i saadanne høitlig-
gende søer vil ganske naturlig medføre en meget stærk isdan-
nelse om vinteren og dette igjen en meget sen smeltning om
sommeren.

Allerede det forhold, at der gives søer, hvor overfladetempe-
raturen kun er ubetydelig høiere end den til vandets tætheds-
maximum svarende temperatur, kan i og for sig være interessant
nok; men større interesse knytter sig til det fænomen, at over-
fladetemperaturen er lavere end den til nævnte tæthedsmaximum
svarende temperatur — i det tilfælde maa man jo faa det sær-
egne fænomen, at temperaturen stiger mod dybet. Men ikke
nok dermed — der findes jo inden dette omraade søer, hvor man
ser, at overfladetemperaturen fra om forsommeren at være lavere,
udover eftersommeren bliver høiere end den til vandets tætheds-
maximum svarende temperatur — ja det er slet ikke usandsynlig,
at dette fænomen kan finde endnu hyppigere sted ved endel af
de sger, hvor kalvningsbræer optræder. Indsøer som de nu
nævnte maa jo med hensyn til temperaturvariationen paa dybet
frembyde en ganske særegen interesse — den vekselvise fordeling
af de thermiske zoner maa jo fremkalde forhold af ganske sær-
egen art.

Den kurve, der udtrykker vandtemperaturens variation, for-
andrer sig ikke paa langt nær saa sterkt som lufttemperatur-
kurven; de forholdsvis faa iagttagelser tillader imidlertid ikke at
trække mere almindelige slutninger angaaende det indbyrdes
forhold mellem disse to kurver. Joinefaldende er imidlertid to
skjæringspunkter mellem disse kurver — et der har sin grund i
den daglige, og et der har sin grund i den aarlige variation;

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. I. 6 !

S9 P. A. ØYEN. VANDTEMP. I ELVE OG INDSØER I JOTUNHEIMEN.

idet nemlig vandtemperaturen i det store taget er lavere om
formiddagen og forsommeren end udover eftermiddagen og efter-
sommeren. At studere disse to kurvepunkters variation vil være
en interessant opgave for en senere detailundersøgelse. Det
forhold, at vandtemperaturen 1 det hele holder sig høiere end
lufttemperaturen udover eftersommeren, vil let indsees at være
af meget stor betydning for Jotunheimens vedkommende; thi
den ingenlunde ganske ubetydelige, vanddækkede overflade vil
selvfølgelig virke 1 hoi grad udjevnende paa lufltemperaturen
udover høsten.

Trykt 31. januar 1905.

Seks geologiske billeder fra Jotunheimen.
Af

P. Å. Øyen.
(Med 3 plancher).

D« første af disse billeder fremstiller udsigten mod syd-
vest fra Glitretindens vestskraaning. I forgrunden har man
Glitretindens bræskraaning tilhøire og Skautflyen tilvenstre. Det
midtre hovedparti udgjøres af Leirhø, der tilvenstre er ophakket
af Veobræens botner. Bagenfor Leirhømassivet ser man fra
høire Visdalen gaa ind som en dyb kløft. Og bagenfor denne
følger saa fra høire mod venstre Sveljenaasbræ, Tveraabræ,
Styggehø, Bukkeholsbræ indtil i billedets midte Kirken taarner
sig op i nærheden af den centraldepression, der mærkelig nok
optræder herinde, hvor Jotunheimens fire, divergerende hoved-
dalfører tager sin begyndelse. I baggrunden taarner en utallig-
hed af tinder sig op.

Hvad et flygtigt blik paa billedet viser, er det samme, som
ogsaa den mere indgaaende undersøgelse har vist med hensyn
til tophøidernes fordeling, nemlig at høiderne ikke viser noget
sprang, men en gradvis, langsom forandring.

I foreliggende tilfælde er det imidlertid ikke disse store drag
i landskabet, vi noget nærmere skal fæste opmærksomheden ved,
men de større og mindre botner, der dels som enkelte, dels som
sammensatte skjærer ind i Leirhøs østlige del; desuden maa vi

S4 P. A. ØYEN.

lægge mærke til de opstikkende fjeldknauser, de saakalde „heste“,
der stikker op af bræerne fra Leirho over mod Memurutinderne.

Naar der har kunnet reise sig en saa skarp strid, som til-
fældet er med hensyn til botnernes dannelse, saa skriver dette
sig uden tvil for en stor del derfra, at meget forskjellige typer
har været sammenblandet. Af botner maa adskilles tre for-
skjellige hovedtyper: botntypen, cirkustypen, sækketypen. Selve
botntypen er den specifik norske, den egte ved glacialerosion
opstaaede form; det er denne vi møder ved Leirhø, hvor billedet
lægger klart tilskue saavel forholdet mellem enkelte og sammen-
satte botner som forholdet mellem disse sidste og de karak-
teristiske „heste“. j

Botnernes oprindelse ved glacialerosion har fra flere hold
været sterkt angrebet, og Richter sporger ganske spydig:
„Weshalb ist die Wand nicht geschliffen?“ Jeg maa tilstaa,
at det har forundret mig, at Richter har kunnet stille et saa-
dant spørgsmaal; men naar denne forsker nu engang har
trukket mig ind i denne strid, saa maa det ogsaa være mig til-
ladt at blotte den misforstaaelse, som fra hans side har gjort
sig gjældende 1 dette spørgsmaals besvarelse. Jeg har sikkerlig
undersøgt væggene i langt flere botner af den norske type end
Richter uden at finde en eneste glacial skuringsstribe i disse,
ja jeg har ikke engang ventet at finde saadanne, hvor bræen
ganske som regel helt er skilt fra klippevæggen ved den mørke,
skrækindjagende »Bergschrund*, og alligevel er jeg „von der
glacialen Bildung der Botner überzeugt“. Thi glacialerosionen
bestaar ikke kun i en slibningsproces; den er meget mere en 1
hei grad kompliceret kraftvirkning, hvor ikke blot rent meka-
niske kreefter gjør sig gjældende, men ogsaa saadanne af mere
fysikalsk art, det hele en meget sammensat disintegration, reex-
cavation og korrasion. At den egte, norske botntype skylder
erosive kreefter af denne art sin oprindelse, er tidligere godtgjort
ved flere udmerkede forskeres arbeide, og mine beskedne bidrag

SEKS GEOLOGISKE BILLEDER FRA JOTUNHEIMEN. 85

til dette spørgsmaals løsning har kun tjent til at bekræfte dette
resultat.

Det andet billede viser udsigten mod nord fra Bøvras ud-
spring ved Smørstabbræen. Plateaukarakteren 1 Jotunheimens
nordlige del træder her tydelig frem, hvor Bøverdalen i billedets
midtparti skjærer ned som en dyb kløft mellem Dyrhaugene
tilvenstre og Loftet tilhøire, medens 1 baggrunden først kommer
tilsyne plateauet foran Hestbræen, derpaa denne selv med Hest-
bræpiggene bagenfor.

Hvad der imidlertid 1 foreliggende tilfælde gjør mere krav
paa vor specielle opmerksomhed, er billedets forgrund, der
fremstiller det recente morænelandskab foran Smorstabbreen.
Hvad vi her ser foran denne bre, gjentager sig 1 forskjellige
varianter foran Jotunheimens talrige bræer; det er mærkerne
efter en forholdsvis ny frem- og tilbagerykken af bræerne, nyere
end den atlantiske periode. Vi har her anledning til at betragte
saavel mere dækkeformet afleiret morænemasse som mere ryg-
formet eller haugformet. Men hvad vi her finder forholdsvis
godt opbevaret i liden maalestok, gjenfinder vi ud over vort
lands overflade paa mangfoldige steder i større om end mere
udviskede former.

Det tredje billede viser udsigten opover Visdalen fra Spi-
terstulen. IT forgrunden ligger den flade dalbund, hvor Visa
stadig eroderer og omlagrer de glaciale afleiringer og afsætter
ny fluviatile. Men over denne flade dalbund reiser sig høi og
kjæk, ret imod Styggehø, mærket i toppen af en begyndende
botndannelse.

Det fænomen, vi her har anledning til at iagttage i den
flade dalbund nær Visa, gjentager sig paa en hel række steder
i vore fjelddale og har spillet en betydelig rolle ved omformningen
af de løse masser. Som lignende steder kan nævnes Leirdalen
nær Ytterdalssætrene, Veodalen nær Glitterheim og dalen læn-
gere nedover m. fl. Den hurtige opsvulmen af bræelvene paa
varme sommerdage og af fjeldelvene paa regnveirsdage bidrager

36 P. A. ØYEN.

i høi grad til dette fænomens vidtrækkende betydning saavel 1
erosiv som akkumulerende retning.

Styggehøs botn danner en mellemform mellem den egentlige
botntype og cirkustypen, en mellemform der især træder frem,
hvor den egentlige glacialvirkning træder mere 1 baggrunden for
den fremtrædende disintegration; 1 virkeligheden er vistnok botner
af denne type 1 Jotunheimen ret ofte at betragte som 1 vis for-
stand relikte fra tidligere tider med anden stand af snegrænsen.

Det fjerde billede viser udsigt over den nedre del af en
fjelddal 1 Jotunheimen, nemlig Leirdalen omtrent ved Leirdals
sæter. Men i store drag noget lignende er det, vi gjenfinder
under varierende former i den nedre del i den ene efter den
anden af de egentlige fjelddale der divergerer 1 forskjellige ret-
ninger fra denne centrale høifjeldsegn. Det er den sterkt moræne-
dækkede dalbund, hvori elven har skaaret sig ned, som træder
1 forgrunden; i baggrunden aabner udsigten sig til de høiere,
snedækkede fjelde om dalens øvre løb.

Som det fremgaar af dette billede, og som ogsaa allerede
omtalt ved forrige, har den i dalbunden afsatte morænemasse
ofte været udsat for det rindende vands ødelæggende virkninger.
Længere oppe 1 Leirdalen træffer man et udpræget eksempel
herpaa i sydøst for Tverbyttne, hvor elven har eroderet indtil
tolv meter dybe, tildeis transversale evorsionsfurer i de ret be-
tydelige moræneafleiringer. |

Langs Rusvand og op gjennem Memurudalen er iagttaget
i udpræget form et andet erosionsfænomen 1 de betydelige moræne-
masser med talrige blokke, som her kommer tilsyne. Evorsions-
formerne tager sig her seet i snit ud som i store drag udformede
rygge med forholdsvis vegetationsrig stødside 1 vestlig retning og
vegetationsfattig læside i østlig; det hele tager sig nærmest ud
som mærkerne efter en i vestlig retning fremadskridende evorsion.

Ved begge de nu nævnte former for evorsion kan der ofte
blive tilbage erosionsrester, der til sine tider kan faa en 1 det
ydre skuffende lighed med endemoræner. En saadan lighed

SEKS GEOLOGISKE BILLEDER FRA JOTUNHEIMEN. 87

kan ogsaa til sine tider rasenes talusdannelser faa, især naar
disse faar karakteren af blokkeansamlinger, som f. eks. tilfældet
er nær Leirungsaaen. I dennes lave omgivelser findes desuden
udstrakte myrer i de svagt skraanende dalsider.

Men foruden saadanne omlagrede masser viser vort billede
ogsaa mere uforstyrret bundmoræne, dels i mere jevn fordeling,
dels som rygge og hauger. Og det er vistnok under disse for-
mer, man endnu finder den største del af de glaciale afleiringer
1 vore egentlige høifjeldsdale.

En og anden gang imellem, ja paa sine steder til og med
ret hyppig, finder vi andre former. Saaledes ligger Bergenus-
boden i Veodalen paa en drumlin af 30—40 meters længde,
20—30 meters bredde og 8—10 meters høide. Den store tange
eller halvø i Rusvand nordøst for Gloptind, som man ved første
oiekast kunde antage for en endemoræne, viser sig ved noiere
undersøgelse for det meste at bestaa al fast fjeld dækket af et
forholdsvis tyndt lag bundmoræne med talrige flytblokke paa
overfladen og udgjør saaledes et sidestykke til de saakaldte
»veneered hills“; i nærheden findes flere drumlins og drumlin-
oider. Saadanne drumlinoider er ogsaa ret hyppige i Leirungs-
dalen over mod Rau- og Svarthamrene, og indimellem ligger
smaa morænesøer. Paa dette sted finder man ogsaa 1 meget
udpræget udviklede former de hyppig kjendte sammensætninger
af bund- og endemorænelandskabet; dertil kommer de ledsagende
fluvioglaciale dannelser og senere fluviatile. Det hele sammen-
setter sig til et for det første øiekast temmelig regelløst billede,
hvori den glacialgeologiske analyse imidlertid finder mange le-
dende trek: mægtig blokkestroet bundmoræne med de karak-
teristiske overfladeformer, der ved den nedre del af Rauham-
meren gaar over 1 et mere fremtrædende endemorænelandskab
med smaa tjern og elveslyngninger adskildt af skuvrander og
blokkestrøede felter. . Videre opover dalen paa begge sider af
elven stiger terrasser af fin sand og grus op til en høide af
10—20 m. eroderet 1 fluvioglaciale marginaldannelser eller muli-

88 P. A. ØYEN.

gens saadanne af glaciolakustrin karakter; men indimellem stikker
ogsaa parallelt dalens lob moutonnerede kupper frem med tal-
rige kneisende flytblokke, meterstore indtil et fern meters tver-
snit. Derpaa følger noget længere op en sandrdannelse, der
tager sin begyndelse ved en mægtig, tvers over dalen gaaende
endemoræne med kneisende erratiske blokke. Derpaa følger
igjen videre opover fast fjeld, og mellem de moutonnerede kup-
per sees ogsaa her og der en ,,veneered hill” eller Deckelmoråne,
dels sees ogsaa radialmoræner. Længere op, øst for Steindals-
bræelven, sees en ca. 300 m. lang sandrdannelse. Fra Vesleaa- -
dalen over mod Sjugulsvand findes flere smaa morænesøer
tilhørende et bundmorænelandskab, der paa flere steder faar
mere karakteren af et endemorænelandskab.

Gjennem Hedalen optræder 1 dalbunden og et stykke op
gjennem dalsiderne en række grusafleiringer, der nærmest maa
betragtes som glaciolakustrine. Naar man saa kommer over
grænsen for disse moder man igjen 1 et betydelig høiere niveau,
over mod Rindsætrene og Randsverk igjen betydelige grus- og
sandmasser, som ogsaa muligens er af glaciolakustrin art. Langs
Rinda findes 30—50 m. høie mæler der lægger tilskue et ved
evorsion blottet morænegrus, tildels noget vandslidt. Fra Tesse-
vand, nær Fugelsæter henimod Rinda og op mod Rindtjern-
høiden gaar et drag af talrige hauge, hvis materiale snart hen-
viser dem til bundmorænegruppen som drumlins, snart til den
fluvioglaciale gruppe som endomarginale dannelser; det omhand-
lede drag har en bredde af 2 å 300 m. med et tilsyneladende
uregelmæssigt overfladerelief og med 20—30—50 m. gjennemsnit
gjennem de enkeltvise afsætninger. Inden dette allerede fra
Keilhaus reiser bekjendte omraade er 1 glacialgeologisk henseende
endnu mange interessante spørgsmaal at løse.

Det femte billede fremstiller endel af Leirdalens bund ved
Ytterdalssæter. Dalbunden selv er temmelig flad, tiljevnet af
elven, svagt stigende ud mod siderne. Men paa denne dalbund
hæver sig paa elvens høire side nogle ved første oiekast hoist

SEKS GEOLOGISKE BILLEDER FRA JOTUNHEIMEN. 89

eiendommelige afleiringer. ‘Til at danne sig et begreb om deres
udstrækning og størrelse kan dels tjene skigaren og huset til-
venstre paa billedet og dels den ude paa sletten noget tilhøire
for huset staaende person, der befinder sig omtrent midtveis

mellem fotografen og den nærmeste ryg.
ı Disse rygformede dannelser, der snart er mere jevnt sammen-

hængende, snart delvis eller helt opløser sig i langt udtrukne
mere eller mindre ovalt formede hauger, snor sig 1 zikzakformet
anordning ned gjennem dalen og viser sig ved materialets ud-
seende og beskaffenhed samt ved bygningens struktur at være
dannelser af fluvioglacial art. Det ofte hurtig skiftende lob viser,
at modtrykket maa have skiftet forholdsvis raskt, netop paa
samme maade som tilfældet vil være i nærheden af isbræens
front, og endvidere viser deres hele karakter hen paa den sub-
glaciale; vi kan derfor med meget stor bestemthed henføre dem
netop til den endomarginale gruppe. Men det vekslende billede,
som her fremstiller sig, viser, at man selv inden denne forholdsvis
godt afgrænsede gruppe vil kunne udskille flere forskjellige
typer.

Det sjette billede viser i forgrunden endel af Rindtjernene
med de forholdsvis meget jevne og flade omgivelser paa høide-
ryggen mellem Smaadalen og Veodalen, medens i baggrunden,
paa sydsiden af Veodalen, Hindnubbene skimtes 1 taagen.

Hvad der ved denne anledning især har en mere umiddelbar
interesse, er den mere eller mindre rudeagtige opdeling af over-
fladen, som skimtes i billedets nærmeste forgrund. Den er 1
dette tilfælde meget udvisket; men dette fænomen med de snart
mere kvadratiske eller kantede, snart mere afrundede eller cir-
kelformede overfladepartier gjenfindes paa utallige steder i vore
heifjeldsegne i meget udprægede former.

Oppe paa Juvflyen, Galdhøplateauet, finder man paa flere
steder overfladen merkværdig rudeformet opdelt. Kvadrat efter
kvadrat med en to-tre meters sidekant, der dannes af stenrader,
opdeler den stenfulde fly; inden de enkelte kvadrater findes

90 P. A. ØYEN.

finere grus, der ordner sig 1 noget rundaglige partier. Lige
foran Sletmarkbræen fandt jeg 1 1891 paa denne bræes recente
moræneomraade endel vandansamlinger paa en merkelig maade
skilt fra hinanden ved rader af større og mindre stene, og disse
rader ordnede sig 1 to sæt, der skar hinanden omtrent under
rette vinkler, saa overfladen paa den maade blev inddelt i om-
trent kvadratiske ruder med henimod tre meters sidekant. Paa
grund af de analoge forhold i disse to tilfælde kunde det ligge
nær at betragte det nævnte fænomen som glacialt, og selv med
den erfaring, som jeg senere har erhvervet, vil jeg ingenlunde
overalt udelukke denne forklaring med hensyn til dets oprindelse.
men den gjelder ikke i alle tilfælde, ja kan ikke engang be-
tragtes som den almindelige.

Den egentlige aarsag til dette fænomen er vistnok fornem-
melig at søge i den almindelige frostvirknings indflydelse paa
jordbunden 1 forbindelse med virkuingen af det gjennemsivende
vand, enten dette skriver sig fra almindelig nedsiven, opsprudlen
eller indsivning.

I Uradalen optræder vest for Uradalsbandet flere rullestens-
flader; paa disse flader findes paa flere steder en rudeformet
opdeling af overfladen, rudeformede partier af finere rullesten af
saa friskt udseende og paa en saadan maade, at en oppresning
paa grund af frostvirkningen vistnok er den eneste mulige aar-
sag til fordelingen, finere materiale inde 1 ruderne og grovere
rullesten omkring. Paa andre steder i nærheden findes ruder af
leret grus af saa friskt oppresset udseende mellem grovere ma-
teriale og blokke i kredsformet anordning at kun tæleløsning
kan tænkes som aarsag.

Fra Vesleaadalen over mod Sjugulsvand findes hyppig dels
en rudeformet opdeling af overfladen og ofte en radformig an-
ordning af disse ruder. Disse ruder har tildels et meget friskt
udseende med leret grus indvendig i ruderne og grovere mate-
riale omkring, eller til sine tider kan dette grovere materiale
erstattes af en græsklædt kreds; man faar her det indtryk, at

SEKS GEOLOGISKE BILLEDER FRA JOTUNHEIMEN. 91

disse ruder er under dannelse ved oppresning af de indre dele,
idet disse har udseende af at vare opsvulmende 1 midten paa
grund af frost- og optiningsproeessen.

Lignende iagttagelser har jeg ogsaa gjort i omgivelserne af
Kuvandet mellem Gamvik og Sandfjord i Finmarken. Her fore-
kom fænomenet under mange tilsyneladende høist forskjellige
former som kredsformede opdelinger af overfladen. Snart var
der ler eller sand indvendig med grus omkring, snart var der
kredsformet anordning af store stene med vandfyldt rum i
midten og udenom igjen finere materiale ofte med græsklædt
bund. Snart kunde det være forskjellige kredse med forskjellig
vegetation, og snart var der oppresset ler i midten med græs-
klædt rand omkring. I Futelvens dal mellem Sandfjord og Me-
havn traadte denne oppresning af ler i midten af ruderne endnu
tydeligere frem, paa sine steder endog 1 tuelignende forekomst,
og omkring disse meterstore dannelser kom saa kredse af græs-
klædt jordbund.

Plateauet om Rindtjernene, mellem Fuglhø og Hæranaasi
nord for Veodalen, hvorfra ovenstaaende billede er hentet, har
en høide over havet af 1343 meter. Det er for en stor del
myrlændt; men indimellem forekommer ogsaa større og mindre
partier af fastere fjeldmark, og som allerede ovenfor nævnt er
denne hyppig opdelt 1 rudeformede partier. Disse ruder har her
en meget vekslende størrelse; som regel har ruderne en sidekant
af 1—3 m. størrelse.

Paa Glitterakslen fandtes talrige mere kantede og mere rund-
agtige ruder af finere grus med stenkranser omkring; tversnittet
vekslede fra 1—5 meter. Paa Hestlagaho saaes ved kanterne
af enkelte snebræer en fordeling af leret grus og sten 1 uregel-
mæssig rudeform. Paa plateauet foran Blaatjernholsbræen, om-
kring tjernet og øst for dette saaes ogsaa rudeinddelingen. Paa
flyen mellem Blaatjernholet og Rusvand saaes talrige steder den
samme rudeinddeling, og paa flader af passe skraaning ordner
disse ruder sig i nedadgaaende rader. Ved Memurubræerne

99 P.A. ØYEN. SEKS GEOLOGISKE BILLEDER FRA JOTUNHEIMEN.

gjenfandtes ogsaa det samme rudefænomen udenfor det recente
moræneomraade. |

I Leirungsdalen gjenfandtes - det samme fenomen med leret
grus i ruder, kranset af sten, saavel ved opstigningen fra Lei-
rungsbræen til østre Leirungstjern som omkring østre Leirungs-
tjern og rundt omkring paa flyen om vestre Leirungstjern.

I den øvre del af Svartdalen, syd for Svartdalsbræen, saaes
nede i dalbunden rudeformede partier anordnet 1 transverselt
forløbende rækker. Nord for Svartdalsbræen saaes 1 Svartdalens
svagt skraanende dalbund leret grus i ruder, kranset dels af
mose og græs, dels af sten; disse ruder forekommer her dels
enkeltvis, ganske uregelmæssig spredt, men dels ogsaa anordnet
i rader, der har et paa dalens retning transverselt forløb.

Ved snebræerne 1 Gravdalen, om Høgvaglen og ved Leir-
vand saaes ,sig-ruder*, hvor der foruden det almindelige op-
presnings- og fordelingsfænomen ogsaa gjorde sig gjældende et
sig, en delvis flytning simpelthen efter tyngdens love; dette
fænomen knytter paa den maade ganske nær til jordskred, hvori
det, som jeg 1 nærheden af Leirvand selv har havt anledning til
at erfare, gradvis og meget let fører over.

Trykt 31. januar 1905.

Breoscillation i Norge 1908.
Af
P. A. Øyen.

De 1 det følgende meddelte korte oversigt over vore
bræers forandringer er at betragte som en direkte fortsættelse
af de tidligere 1 dette tidsskrift meddelte oplysninger om dette
emne.

Med understøttelse af Den norske turistforening har hr.
ingenior Large 1 sidste halvdel af august maaned eftermaalt
endel af bræerne i Jotunheimen: Glitterbræ, Veobræ, Blaatjern-
holsbræ, østre og vestre Memurubræ, Heilstugubræ, Sveljenaas-
_ bre, Tveraabræ, Styggebræ, Storjuvbræ, Skagastølsbræ, Midt-
maradalsbræ, Ringsbræ, Styggedalsbræ, Gjertvasbræ; desuden
afmeerkedes Heimre Illaabræ og Smørstabbræen.

Glitterbræ eftermaaltes 24 august. Afstanden fra bræ-
kanten til varden 16,2 m. Øverst oppe paa kammen ved kanten
af Graasubræen reistes 14 august en varde ca. 11/2 m. hoi; en
helle med indhugget kors staar vendt mod Glitretinds top; af-
standen fra korset til brækanten 1 retning af toppen 53,7 m.
Snelaget paa brækanten ca. 30 cm.

Veobræ eftermaaltes 16 august. Aistanden fra varden til
brækanten 469,5 m. Bræenden var temmelig konvex og ret 1
fronten samt snebar omtrent 1 km.

94 | P. A. ØYEN.

Blaatjernholsbræ eftermaaltes 16 august. Fra gabbro-
blokken sigtedes i den opgivne sigtelinje, der netop faldt sammen
med brækanten; den afbrudte iskant var iaar ikke saa mægtig
som ifjor. Nogen særlig stor kalvning af bræen havde ikke
fundet sted, og den gav indtryk af at være stationær.

Østre Memurubræ eftermaaltes 17 august. Afstanden
fra varden 8 til den snebare brækant 27,1 m.

Vestre Memurubræ eftermaaltes 17 august. Bræenden
var snebar, og afstanden fra brækanten til NØ-varden 75,5 m.
og fra brækanten til S-varden 34,9 m..

Heilstugubræ eftermaaltes 18 august. Bræenden var
noget mindre konvex iaar end ifjor, snebar langt opover og
uden synlige sprækker. Afstanden fra varden til brækanten
48,7 m.

Sveljenaasbræ eftermaaltes 20 august. Bræenden var
snebar, steil, men tynd og forreven. Afstanden fra varden til
brækanten 67,8 m.

Tveraabræ eftermaaltes 20 august. Bræenden dækkedes
af 80 em. sne, der ogsaa laa 2 m. foran den faste iskant. Af-
standen fra den faste iskant til varden 21,4 m. I maalelinjens
retning byggedes en firestens varde paa en kjæmpeblok 28,1 m.
nedenfor den gamle varde.

Styggebre eftermaaltes 21 august. Afstanden fra varden
til brækanten i den gamle maalelinjes retning 49,6 m. Bræen
havde imidlertid vistnok ikke forandret sin stilling netop 1 denne
retning, da brækanten efter Knut Voles meddelelse gik ned til
netop samme sten ifjor som iaar; den maalte forskjel maa
skrive sig fra forskjel 1 maalingen. Bræenden var dækket af
20 cm. sne.

Storjuvbræ eftermaaltes 22 august. Den gamle varde.
som delvis var ødelagt ved stensprang, byggedes igjen op, og
afstanden fra denne til brækanten var 7,4 m. Vintersneen laa
imidlertid ca. 40 m. længere nedover. Paa en fremspringende
fjeldknat reistes 1 maalelinjens retning længere nede en ny

BRÆOSCILLATION I NORGE 1908. 95

varde, ca. 1.6 m. hoi, i en afstand af 76,3 m. fra den gamle
varde.

Skagastolsbre eftermaaltes 26 august. Afstanden fra
den faste iskant til mærkestenens kant var 4,4 m. Der laa is
paa Skagastolstjernet lige op under brenden, men bræen kal-
vede endnu ikke i tjernet nedenfor.

Midtmaradalsbre eftermaaltes 26 august. Afstanden
fra varden til den faste iskant 29,2 m. Paa bræen ca. 1 m.
sne. Maalingen er her en sidemaaling, idet selve bræenden
ligger langt nedenfor stupet til Midtmaradalen.

En liden bræ paa Midtmaradalens østre side rasede
ud over slupet og ned i dalen en gang omtrent for hvert kvar-
ter, selv om formiddagen.

Ringsbræ (ring eller indhegning for rensdyr) eftermaaltes
96 august. Fra et mærke paa en stor sten beliggende ved den
nedre kant af en sandslette maaltes til snekanten 49,8 m. Selve
den faste isbrækant kunde ikke bestemmes, da den var dækket
af ca. 2 meter sne, men laa mindst 12 m. længere op end sne-
kanten, sandsynligvis 15 m. Det fundne mærke var kun en
streg, intet kors. Paa stenen reistes en varde af 3 stene.

Styggedalsbræ eftermaaltes 27 august. Afstanden fra
varden til brækanten 17,6 m. Denne var nu snebar, forholdsvis
jevn og temmelig konvex.

Gjertvasbræ eftermaaltes 28 august. Afstanden ret vest
—ost fra brækanten til den høie sten med spids top 245 m.
Aistanden fra brækanten ret vest—øst til det af Øyen indhuggede
kors 97,6 m. Bræeenden var snefri og temmelig konvex.

Heimre Illaabræ afmærkedes 23 august ved en ca. 1,2 m.
hoi varde paa en fremspringende fjeldknat, ca. 50 m. o. f. elven.
Afstanden fra brækanten til varden 91,0 m. Vintersneen gik
dog noget længere nedover; længere oppe var imidlertid bræ-
enden snebar og den syntes at være i aftagende. Paa vestsiden
af elven havde vistnok bræen for kortere tid siden strakt sig
flere hundrede meter længere ned, langs under berghammeren,

96 P. A. ØYEN.

og saa ved en rask afsmeltning efterladt en dødbræ, som nu
var ganske tynd og meget morænefyldt.

Smørstabbræ afmerkedes 24 august. Varden byggedes
ca. 1 m. hei paa en blok med grundflade 4 X 21/2? m. og hoide
1 m. Afstanden fra brækanten til vardens top 40,7 m. Over
bræelven endte bræen i en 5—8 m. hei, lodret 1skant, medens
den udover til begge sider skraanede ganske jevnt af. Ved
kanten var bræen dækket af ca. 30 cm. sne.

Storgrovbræen passerede hr. Large 23 august. Men
ingen iskant kunde sees paa grund af den store mængde dæk-
kende sne. Bræelven var aldeles klar, ikke grusforende.

Styggebræen ved Memurutinderne, Graasubræen, Skogadals-
bræen og bræerne 1 Mjølkedalen var det 1 slutten af august
heller ikke mulig for hr. Large at faa afmaalt paa grund af den
usædvanlig store snemængde.

Grjotbræen, Glitretind, besøgtes 13 og 14 august af hr.
Large, der ved denne anledning skisserede bræforholdene, hvor-
efter jeg i følgende skisse har søgt at gjengive de mere karak-
teristiske træk: et vand opdæmmet mellem brækanten og den
store, 20—30 m. høie, hundrede meter brede og henimod en
kilometer lange endemoræne; ude 1 vandet ligger en af midt-
morænen alsat grushaug, og fra en stor sten paa denne antoges
afstanden til brækanten at være ca. 12 m. Paa vandet svøm-
mede nogle isflak, og bræen var bedækket af ca. 15 cm. sne.
To arme af denne bræ presser nu mod endemorænerne.

Endvidere har hr. Large meddelt, at elven fra Øvre
Mjølkedalsvand 1 slutningen af august havde afløb over
bandet mod øvre Mjølkedalen.

Føreren S. Bøie skriver, at han forlod fjeldet, de centrale og
østlige dele af Jotunheimen, i slutningen af juli, men at han har
faaet det indtryk, at bræerne 1 de to sidste aar har vokset i
høide paa grund af de sterke snefald og det kolde sommerveir;
men at bræerne samtidig har aftaget i udstrækning.

TOT

€
DA

e

Nyt Mac. Fr. Narunv. Binp 4

Bogens geografiske udbredelse.

Nyt Mac. r. Narurv. B. 43. Pi. II.

Udsigt mod sydvest fra Glitretind. +*/; 1902.

Udsigt mod nord fra Smørstabbræ.

n

N

"E

Hime S a ved a d eB a S te RE, RAN. ATUS ca so nt ANS SU al Lr ii EA el

Nyt Mac. Fr. Narunv. B. 43. Pi, TG

Leirdalen ved Leirdals sæter.

;

Nyt Mac. Fr. Narurv. B. 43. Pi JAY,

Leirdalen ved Ytterdals sæter.

Omgivelserne af Rindtjernene.

BRÆOSCILLATION I NORGE 1908. 97

Ola Berge skriver fra egnen om Turtegrø, Skjolden, at
paa grund af den store snemængde forrige vinter og paa grund
af den kolde sommer har der kun været yderst faa blaaflekker
at se paa bræerne nu sidste sommer.

Thomas Vetti skriver fra Jotunheimens sydvestlige
del, at han der har faaet det indtryk, at bræerne har vokset
jaar; vintersneen er nemlig ikke optinet paa bræerne, og især
den sidste del af sommeren har været saa kold og regnfuld, at
faa folk mindes noget tilsvarende; saaledes hjemsøgtes omkring
begyndelsen af september egnen af en storm fra sydvest.

Fra Rondetrakterne meddeler gaardbruger Ole Næsset,
at snefonnerne iaar har været meget større og flere i antal end
forrige sommer, og at de omliggende fjelde ofte har været helt
dækkede af nysne.

Endvidere har hr. overretssagfører K. Bing meddelt mig, at
han i august 1897 gjennemstreifede Ronderne paa kryds og
tvers, og at der da praktisk talt ingen sne eller is fandtes i
disse trakter; kun ved kanten af Verkendalsvandet, hvor solen
knapt naar ned, laa en noksaa tyk is, men ellers intet.

Hr. Edv. Mølmen meddeler fra Lesjeskogstrakterne:
I vinterens første halvdel var her ikke meget sne; men fra
slutningen af januar faldt der i løbet af tre uveirsuger ca. 1,6 m.
sne. I slutten af marts var der en tre-fire godveirsdage, saa
endel sne smeltede; men saa holdt det sig koldt indtil 25 april,
da godveiret begyndte med noksaa hurtig snemeltning. Ugen
25—31 mai var meget varm, saa den sidste isrest forsvandt fra
Lesjeskogsvandet 29 mai. Juni maaned var nogenlunde varm,
men første halvdel af juli var meget kold, saa sneen i fjeldene
ikke minkede meget, hvorimod anden halvdel var varm og regn-
fuld. Elvene holdt sig noksaa jevnt store langt udover som-
meren. I august var der mildt veir, med tildels sterk storm,
saa bræerne svandt betydelig ind; saaledes er bræerne paa fjeld-
høernes vestside for det meste gaaet bort, medens nord- og

østsiderne endnu har betydelige snemasser. Bræerne er her
Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIIT. II 7

98 P. A. ØYEN.

vistnok ikke saa store som forrige sommer; men dog er her
endnu store bræer, hvor der 1901 ikke fandtes bræ.

Fra den nordlige del af Jostedalsbræen meddeler Thor
Gredung, Opstryn, at en stor del af vintersneen blev liggende
igjen, og at der intet kunde mærkes af brætilbagegang isommer.
Og Thor Eide, Olden, har meddelt, at vinteren 1902—03 faldt
der en mængde sne 1 hoifjeldet, saa at langt udover forsommeren
sneen laa usædvanlig langt nedover fjeldsiderne, og enkelte
blaabræer var langt udover sommeren dækket af sne; med und-
tagelse af et kortere tidsrum, fra 25 juli til begyndelsen af au-
gust, faldt der jevnlig sne paa bræ og høifjeld. I slutningen af
juli og begyndelsen af august laa sneen oppe paa Jostedalsbræen
ca. 11/2 m. dyb. Bræarmene skal dog næsten overalt være i
tilbagegang.

Aamotbræen 1 Jølster skal ifølge Thor Eides meddelelse
for nogle mandsaldre siden kun have været at se som en liden
prik, men har for en tid siden været en meget stor blaabræ,
hvilket den ogsaa endnu er, skjønt den nu har gaaet noget til-
bage igjen, ca. 20—30 m. i de sidste 12—15 aar.

De tre hovedbræer 1 Olden eftermaaltes af gaardbruger
A. Briksdal.

Melkevoldsbræen eftermaaltes 11 september. Afstanden
maaltes da til 109,9 m.

Briksdalsbræen eftermaaltes 12 september. Afstanden
fra brækanten til mærket paa elvens sydside var da 43,5 m.
Afstanden fra brækanten til mærket paa elvens nordside var da
48,9 m.

Aabrekkebræen eftermaaltes 14 september. Afstanden
fra brækanten til mærket paa elvens sydside var da 745 m.
Afstanden fra brækanten til mærket ved varden var da 77 m.

Endvidere har A. Briksdal meddelt, at sommeren har været
noget kjølig, saa en mængde sne blev tilbage paa fjeldene;
sprækkeforholdene og bræudrasningen har været som sædvanlig,

BRÆOSCILLATION I NORGE 1903. 99

og elvene har for det meste veret smaa, lidt storre end forrige

sommer.
Hr. M. S. Mundal har eftermaalt de tre hovedbræer i Fjær-
land. , ;

Bøiumbræen eftermaaltes 18 september. Fra mærke I
i retning E 14 S maalt afstanden til brækanten 107 m. Bræens
spids som 1 1899 var ganske tynd har siden dengang aftaget
81m. Fra mærke I blev sigtet en ny retning mod bræens
vestside 1 retning IN 14 E og maalt afstanden 308,2 m.

Vetle Suphellebræen maaltes fra mærke II i retning
N 14 E, altsaa mod bræens spids, afstanden 122 m. Fra mærke
I blev ikke maalt, da bræens tilbagegang var saa stor, at sigte-
linjen ikke traf bræspidsen.

Store Suphellebræen maaltes fra mærke I i retning
W 5 N afstanden 133 m. Fra-mærke II maaltes 1 retning
N 26 W afstanden 109,2 m. Fra mærke III maaltes 1 retning
N 19 E afstanden 186 m.

Angaaende sneforholdene paa Jostedalsbræen har end-
videre hr. Mundal meddelt, at de var omtrent som forrige aar,
stort snefald om vinteren og en kold sommer, saa ogsaa da
faldt en mængde sne paa høibræerne. Den sydlige del af
Jostedalsbræen har været ganske fri for større sprækker, men
ovenfor Oldenbræerne var der paa høibræen en mængde spræk-
ker. Til sammenligning var Jostedalsbræen sommeren 1894
ganske fri for sprækker paa steder, hvor det isommer var ganske
umulig at komme frem. |

Desuden har hr. Mundal givet endel oplysninger om Øster-
dalsbræen og Langedalsbræen.

Østerdalsbræen, Veitestrand, har gaaet en hel del til-
bage, og spidsen, som før var ualmindelig høi, var isommer
ganske tynd.

Langedalsbræen har ogsaa gaaet en hel del tilbage.
Det øverste parti af Langedalsbræen bestaar af fire bræarme,

100 P. A. ØYEN.

og to af armene gaar ned i dalen, hvor de har forenet sig til
en bræ; men nu er disse næsten begyndt at skilles.

Om vi nu sammenstiller i en tabel de iagttagelser, som er
meddelt i det foregaaende og de ved flere tidligere anledninger
(Bidrag til vore bræegnes geografi (1899), Variations of Nor-
wegian Glaciers (1900), Breeoscillation i Norge 1901 og Bræ-
oscillation i Norge 1902) offentliggjorte observationer, saa faar
vi følgende oversigt, der fremstiller et billede af den siden 1895
stedfundne variation ved seks af Jostedalsbræens grene, tre i
Fjærland (Bøiumbræ, Suphellebræ, Vetlebræ) og tre 1 Olden
(Melkevoldsbræ, Briksdalsbræ, Aabrækkebræ). Bræernes fremad-
skriden betegnes ved + og deres tilbagegang ved —.

Ved Briksdalsbræen er I paa elvens sydside og II paa
elvens nordside. Ved Aabrækkebræen er I syd for elven og II
lige ved elven betegnet ved varde.

8
A 2 =
2 E = å E
— un
E E å 2 E =
a o 3 o "€ &
= E = = „= 4
Q =} (eb) o [m ise]
aa) N > = e <
1893: — — — = =
1894: (= +)
1895: = = + + 15m. +
1896: = = = + + +
1897: = = = = = =
1898: = = = = ==
1899: = == = = E
1900: + —15 m. — 5 m. —10 m.
II — 19,7 m. UI — 12,3 m.
a+ S8m.(a-d-57 m.
I— 29m. ( 1— 63m.
1902: je 391 m; IA = 95m. = 93.3 m. ur ve å i i = =
c + 104m. |: + 49,5 m. Nuance us
a + 20 m.
a— 15m. I— 21m. MIE 29 m.
1903: b — 39,7 m. — 66m. 6,1 m. DEM. SML
b tim. |, m DES Bui Dany unies.
CES 8 m.

BRÆOSCILLATION I NORGE 1908. 101

Om forholdene ved Gjegnalundbræen har hr. docent
Kolderup meddelt, at han ved Svartvand og paa Gaasenipen
var ganske nær en af Gjegnalundsbræens arme og fandt her
overalt store masser af sne og is; vandet var saaledes endnu 1
august næsten fuldstændig isbelagt, og saavel paa bræen som 1
omgivelserne var der meget sne. Hans fører fortalte, at land-
skabet næsten ikke var til at kjende igjen paa grund af de store
snemasser, og bygdens folk mente, det var rent undtagelsesvis,
at der indtraf et saadant sneaar som iaar. Overalt i Søndfjord
og Nordfjord lod de samme klager over de store snemasser i
fjeldene.

Ligeledes har konservator J. Grieg meddelt hr. Kolderup,
at der paa høiden mellem Vik i Sogn og Mørkedalen var store
masser af sne; paa Buforvandet maaltes 30 juli isens tykkelse
til 1 m. |

- Fra Eidfjordtrakterne, Hardanger, har føreren Halsten
Myklatun meddelt, at sommeren har været regnfuld og kold
med snefald iblandt; snebræerne har iaar tiltaget betydelig i
størrelse.

Halvor Kaase, der 1 33 aar har været fører paa Gaustad-
fjeld, kan ikke mindes en sommer med saa meget sne
og is som 1903; selve Gaustad beholdt paa mange steder
store snemasser hvor der i denne tid aldrig havde ligget sne
sommeren over, og i de omliggende fjeldtrakter var forholdet
lignende. |

Bondhusbræen blev isommer '16 juli besteget af hr.
overretssagfører K. Bing, der har meddelt, at han fik det be-
stemte indtryk, at denne bre var gaaet nogle meter tilbage,
siden han besøgte den i begyndelsen af juli 1901. Taar laa de
nærmeste, smaa moræner !/2—1 m. foran breen. I 1901 fik
hr. Bing det bestemte indtryk, at bræen var i fremgang.

Kjøbmand Didrik B. Martens har meddelt hr. Bing, at
Bondhusbræen 1 1851 var i sterk fremgang; bræen gik da

102 P. A. ØYEN.

næsten lige bort 1 det grønne, medens der senere har været et
større goldt grusbelte mellem vegetationen og bræenden.

Føreren S. O. Sundal har ihøst eftermaalt Bondhusbræen
og fandt, at den skulde have skredet frem ca. 30 cm. siden
ifjor; det forekommer ham, at dette maal er lidet, da den har
skudt frem og lagt en liden moræne op foran sig; men den
viser tegn til at skyde yderligere frem, da den er blevet meget
høiere og har skudt mere fremover oppe paa fjeldet ved den
øvre ende.

Hr. Sundal meddeler videre, at Folgefonnen iaar var
dækket med en mængde sne fra forrige vinter; Blaadalsbræen
blev heller ikke snefri iaar, og det kunde han aldrig mindes.
Paa Blaadalsvandet var der meget is endnu 1 september.

Hr. Bing har meddelt, at der 16 juli oppe paa Folgefon-
nen var mindst 11/4 m. nysne, som var faldt 1 første halvdel
af juli.

Føreren Gotskalk Gjære meddeler, at der paa Folgefon-
nen var tilbage et tykt lag vintersne fra forrige aar, som har
frembragt en betydelig forøgelse af fonnen, endvidere at som-
meren har været regnfuld og kold, og at der allerede i midten
af september var et tykt lag nysne paa Folgefonnen og hei-
fjeldet. |

Gotskalk Gjære beretter endvidere, at saavel Bondhus-
bræen som Buarbræen har begyndt at skyde frem; især
viser dette sig oppe i brydningspartiet. Ligesaa viser det sig,
at de mindre bræer saavel paa vestsiden som paa østsiden af
Folgefonnen har begyndt at skyde fremover, saasom Svarte-
dalsbræ, Mysevandsbræ, Pytbræ og Blaavandsbre.
Saavel omkring Folgefonnen som paa Hardangervidden
ligger en stor masse sne igjen. Idethele har elvene fra Folge-
fonnen ført langt mindre vand iaar end de foregaaende.

Rundevatsbræen i Ænesdalen iagttages 1891 af over-
retssagfører K. Bing; den gik da ikke helt ned i vandet, men
stoppede ca. 100 m. ovenfor (Bergens turistforenings aarbog

BRÆOSCILLATION I NORGE 1903. 103

1902, pag. 53). Han undersøgte den noiere 1901 og fandt den
stationær med ,dens nederste ende — efter et giemaal — vel
100 meter ovenfor vandfladen* (l. c. pag. 57, hvor ogsaa, pag.
55, findes et fotografi af bræen); men hans ledsager meddelte
ham ved denne anledning, at denne bre for 15 aar siden gik
helt ned 1 vandet (I. c. pag. 57).

Kristiania universitet, december 1908.

Trykt 6. februar 1905.

fui vay
5240731

* * Myre d
fbn 21

LÀ A yrs
KOR ERT
} eae

Ar
a DELE: Tac

Breoscillation i Norge 1904.
Af
P. A. Oyen.

B. ogsaa iaar at erholde en oversigt over vore bræers
forandringer og for at samle endel materiale for den sædvanlige
aarsberetning for Commission Internationale des Glaciers
har jeg søgt at indhente endel oplysninger om vore bræers stand
1 indeværende sommer. Dette er opnaaet dels ved direkte maa-
linger, idet d'hrr. ingeniør Large, gaardbruger A. Briksdal og
førerne M. Mundal og S. Sundal med understøttelse af den
norske turistforening har eftermaalt endel af bræerne, hen-
holdsvis i Jotunheimen, Olden, Fjærland og Mauranger. Dels
er ogsaa oplysninger om bræforholdene og veirforandringerne !
indeværende sommer erholdt fra andre af turistforeningens førere
ligesom ogsaa gjennem forskjellige avismeddelelser.

Fra egnen om Gaustadfjeld beretter føreren Halvor
Kaase, at snebræerne 1 de sidste aar tiltager og efterhaanden er
blevet større; og endskjønt sidste sommer var meget varm, saa
man skulde vente en aftagen af bræerne, har dog det modsatte
fundet sted. Men ellers meddeles fra Telemarkstrakterne
af føreren Kristoffer Mogen, at isommer breerne har været saa
smaa som nogensinde, hvorimod de ifjor sommer var saa store,
som de nogensinde pleier at være; sidste sommer har her været
varm og forholdsvis tør.

106 P. A. ØYEN.

Fra landets østlige del beretter gaardbruger Ole Næsset, at
i Rondetrakterne bræerne iaar er baade flere og større, end
de i almindelighed pleier et være, netop paa grund af den kolde
forsommer; eftersommeren har derimod ogsaa her været tør
og varm. |

Foreren Gotskalk Gjære meddeler fra Hardanger, at Folge-
fonnens høideparti har vokset betydelig 1 løbet af sidste aar;
som følge deraf vil ogsaa bræerne skyde frem, hvilket ogsaa
allerede mærkes saavel ved Bondhusbræen som Buerbræen, især
i de øvre brydningspartier. Ved vorrene foran de nævnte bræer,
ligesom ogsaa ved de mindre bræer saavel paa vestsiden som
paa østsiden af Folgefonnen viser sig lignende forhold; her bli-
ver vistnok en hel del sne overliggende, mere end det har pleiet
at være 1 de sidste aar. Bræelvene ved Folgefonnen har i
sommerens løb været forholdsvis smaa paa grund af det kolde
og tørre veir fra midten af mai til midten af august; senere
kom til ind i september endel regn.

Samson Sundal, Mauranger, har ihøst eftermaalt Bondhus-
bræen og fandt afstanden fra det østlige mærke til brækanten
57 m. og fra det vestlige mærke til brækanten 62 m. Hr. Sun-
dal satte derpaa et par nye mærker for at lette eftermaalingen,
et 1 øst 19 m. fra brækanten og et i vest 15 m. fra brækanten;
videre meddeler han, at der oppe paa selve Folgefonnen var
meget vintersne overliggende.

Føreren Halstein Moglethun, Fidtjord, meddeler, at bræerne
har altaget meget isommer, saa meget at de neppe har aitaget
saa meget i løbet af et par tidligere aar.

Hr. M. S. Mundal har ihøst eftermaalt bræerne 1 Fjærland.

Boiumbræen eftermaaltes 12 oktober, og fandtes fra
mærke I maalt i retningen E 35° N afstanden til brækanten
120,5 m. Og fra mærke I maalt i retningen N 17° E fandtes
afstanden til brækanten 322 m. Fra mærke I sigtedes til bræens
længst fremskudte spids 1 retning 20° syd for øst. Fra mærke
II maaltes afstanden 1 retning N 12° W til brækanten 300 m.

———————————— RR

BRÆOSCILLATION I NORGE 1904. 107

Fra mærke II sigtedes til bræens længst fremskudte spids 1 ret-
ningen N 20* W.

Store Suphellebræ eftermaaltes 15 oktober, og fandtes
afstanden til brækanten fra mærke I i retning N 35° W 162 m.
Fra mærke II maaltes i retning W 26° N afstanden til bræ-
kanten 76 m. Fra mærke II sigtedes til bræens længst frem-
skudte spids i retning W 3° S, Fra mærke III maaltes i ret-
ningen E 19° N afstanden til brækanten 122 m. Fra mærke
III sigtedes til bræens længst fremskudte spids i retning 10°
nord for øst. .

Endvidere meddeler hr. Mundal, at Vetle Suphellebræ
fremdeles er i tilbagegang. Men endskjønt forrige vinter bragte
lidet sne, saa har dog høibræerne iaar et stort overskud af
sne, da sommeren har været kold med forholdsvis liden smelt-
ning, og tre gange er der faldt nysne paa bræerne. Ved St.
Hans tid var det saa koldt med nedbør, at fjeldene i Fjærland
laa hvidklædte ned til 2000 fods høide, og i Jølster laa markerne
hvidklædte helt ned til Jølstervandet. Juli og august havde lig-
nende snestorme. Bræerne paa Veitestranden gaar fremdeles
tilbage. Det viser sig imidlertid, at Austerdalsbræen nu er
mægtigere der, hvor de tre arme støder sammen 1 dalen, altsaa
øverst paa den flade dalbræ. I sommerens løb har der været
mere ,kalvning* end sædvanlig ved Store Suphellebræ.

Ved bræerne i Olden er ihøst eftermaaling og ny afmærk-
ning for den norske turistforenings regning udført af d'hrr. An-
ders Briksdal og Rasmus Aabrække, nemlig to varder ved
Aabrækkebræen, to varder ved Briksdalsbræen og en varde ved
Mjølkevoldsbræen.

Mjølkevoldsbræen eftermaaltes 19 september i samme
retning som tidligere, og afstanden fra brækanten til den nye
varde fandtes 88,4 m. og fra brækanten til det gamle mærke
116 m.

Briksdalsbræen eftermaaltes 19 september og fandtes
afstanden fra brækanten til den nye varde paa sydsiden af

108 P. A. ØYEN.

bræen 92,1 m. og fra brækanten til det gamle mærke 31,5 m.
Paa nordsiden af elven var afstanden fra brækanten til den nye
varde 37,5 m. og fra brækanten til det gamle mærke 54,5 m.

Aabrækkebræen eftermaaltes 20 september og ved I var
afstanden fra brækanten til den nye varde 56,2 m. og fra bræ-
kanten til det gamle mærke 78 m. Ved II var afstanden fra
brækanten til den nye varde 55,4 m. og fra brækanten til det
gamle mærke 87 m.

Endvidere meddeler Anders Briksdal, at forrige vinter bragte
lidet sne, saa at tiltrods for den kolde sommer lidet sne nu er
overliggende. Bræelvene har i sommer været ganske smaa.
Mjølkevoldsbræen og Aabrækkebræen har vist faa sprækker og
revner, Briksdalsbræen muligens noget mere.

Patentføreren Thor Eide har ogsaa fra Olden meddelt, at
vinteren 1903—04 gav lidet sne paa Jostedalsbræen og omgivende
fjelde; vaaren var noget kold, men alligevel blev fjeldet tidlig
snebart. Aarets sne har holdt sig lenge paa Jostedalsbræen,
dels paa grund af kulde og dels paa grund af nysne. Samilige
bræarme synes iaar at have gaaet tilbage.

Fra Hornindalsfjeldene meddeler føreren H. A. Rafte-
vold, at forrige vinter bragte lidet sne, at sommeren har været
god med tildels sterk varme, og at bræerne iaar er i udpræget
og sterk tilbagegang.

Gaar vi saa igjen mod øst, saa har vi fra Lesjeskogs-
trakterne værdifulde meddelelser fra føreren Edv. 0. Mølmen:
Vinteren 1903—04 kom her i begyndelsen af oktober med lidt
sne og tildels toveir, men sneen for alvor først i slutningen af
november med en snedybde af 63 cm. Paa grund af kulde og
ingen nævneværdig nedbør skrumpede sneen ind til en ubetyde-
lighed, saa gamle folk kan aldrig mindes en saadan vinter.
Marken blev bar allerede i midten af april. Sommeren har

ogsaa bragt lidet nedbør og tildels været noget kold, skjønt sol-

stegen har været usædvanlig sterk, og i september har himmelen
været klar, nætterne kolde, men dagene med varm sol. Som-

BRÆOSCILLATION I NORGE 1904. -109

meren kan betegnes som en tør sommer. Fjeldenes bræer er
iaar ualmindelig smaa, dog ikke saa smaa som 1901. Elvene
er ogsaa ualmindelig smaa og bækkene tørre, saa der paa
mange steder hersker vandmangel.

Fra Jotunheimens vestlige del har de to førere Thomas
og Jørgen Vetti meddelt, at bræerne iaar er i aftagende; ned-
børen har været liden, men sommeren noget kold. Ved Glit-
terbræen maalte føreren K. Storstenrusten ihøst afstanden fra
: brækanten til varden 19,5 m.

Endel spredte avisudkhp har jeg søgt at samle 1 følgende
oversigt. I midten af mai (16—20) meldes fra Rondetrakterne
om alendyb sne i lierne, kjøligt veir og kjørbar is paa Atne-
sjøen. Fra fjeldovergangen, Gudbrandsdalen til Stryn og Geiran-
ger, meldes om gunstige sneforhold. Fra østre Slidre derimod
meldes, at sneen iaar er større end den har været paa flere aar,
tilfjelds endog usædvanlig stor, endnu urørt i skog og fjeld og
endnu is overalt saavel paa hjemme- som paa fjeldvandene,
Og medens der fra Lom meldes om lidet sne 1 den foregaaende
vinter, meldes der paa tilsvarende maade om noksaa stor om
end løs sne fra Hemsedalsfjeldene. Fra Haukelisæter meldes
om nysne, midtvinterveir med snedrev og bidende kold norden-
vind, og fra Hol, Hallingdal, meldes om en ualmindelig sen
vaar. Fra Odda meldes om liden snemængde 1 fjeldene, men
kjøligt vei. Og 21 mai meddeler Ole Berge, at han 1 de sidste
35 aar ikke har seet saa lidet sne paa Sognefjeldet som iaar.
I slutningen af mai meddeles fra Geirangerfjeldene, at saa lidet
sne har der ikke været i mands minde. Medens man 25 mai
paa Haukelisæter havde fuld vinter med snedrev, viste termo-
metret paa Jerkind 26 og 27 mai + 8° C. Paa Dovrefjeld var
ogsaa snemængden usædvanlig liden iaar, og begyndelsen af juni
var allerede meget varm med op tl 20°C. 1 skyggen. I begyn-
delsen af juni meldes fra Røros om snefattig vinter og sen vaar.
I Rørostrakterne bragte St. Hans-ugen megen nedbør i de høiere
fjelde, for det meste i form af sne, og 23 juni laa saaledes

110 P. A. ØYEN.

Tronfjeld snedækket næsten til foden. Paa Juvflyen var der
9—11 juni mindre sne end ved St. Hanstider de to nærmest
foregaaende aar.

Som allerede ovenfor nævnt er en række bræer 1 Jotun-
heimen eftermaalt af hr. ingeniør Large.

Svartdalsbræen eftermaaltes 17 august; afstanden fra
brækanten til den formodede varde var 49 meter.

Sletmarkbræ eftermaaltes 17 august; afstanden fra bræ-
kanten til varden var 16,5 meter.

Langedalsbræ eftermaaltes 17 august; afstanden fra bræ-
kanten til varden var 48,5 meter.

Vestre Memurubræ eftermaaltes 16 august. Afstanden
fra varden Å (mod østre Memurubræ) til brækanten var 81,4
meter, og afstanden fra varden B (ved den nedre ende) til bræ-
kanten var 49,5 meter. Ved den nedre spids er bræen temmelig
tynd og har trukket sig meget tilbage.

Østre Memurubræ eftermaaltes 16 august. Sigtelinje
efter de opgivne varder; afstanden fra den nærmeste til bræ-
kanten 41,1 meter.

Blaatjernholsbræ eftermaaltes 15 august. Denne bre
synes 1903—04 at have trukket sig noget tilbage i den centrale
del, medens sidepartierne synes noget øget; den største ende-
brudmægtighed ansloges til ca. 8 meter. Paa en stor blok af
lys bergart byggedes en varde, hvorfra afstanden maaltes til
brækanten 5,8 meter; de to varder repræsenterer nu sigtelinjen.

Veobræen eftermaaltes 15 august. Ved sigt W 26° S
faaes netop den opvardede linje, langs hvilken maaltes saavel
ifjor som ıaar. Afstanden til brækanten fra de tre varder er
henholdsvis 462,6 m., 269 m., 92 m.

Grjotbræen i Bergenusbotn var det 20—21 juli ikke mulig
at faa maalt med nogen tilnærmet nøiagtighed paa grund af
snemængden, og det samme var tilfældet med Graasubræen.
Glitterbræen begyndte 20—21 juli at vise blaais paa nederste

BRÆOSCILLATION I NORGE 1904. 111

top; tillige bemærkedes, at topbræen ikke er sammenhængende
med den isbræ, der gaar nedover mod Steinbuvandet.

Ved Glitretind har hr. Large 20 juli foretaget et par
"interessante maalinger. Den afbrudte bræskraaning mod botnen
dannede en vinkel lidt større end 35° med vertikallinjen, og langs
skraaningen maaltes 45 m. til toppen; dette giver en skavlhøide
af 37 m. Ved at sammenligne fotografier taget fra samme sted
med nivelleret apparat 1 1903 og 1904 er høiden af skavlen i
1903 fundet 36 m.

Heilstugubræ eftermaaltes 14 august. Afstanden fra bræ-
kanten til varden fandtes 62,7 meter.

Tveraabræ eftermaaltes 14 august. Afstanden fra bræ-
kanten til den oprindelige, af Knut Vole byggede varde var
29,6 meter, medens der i en større afstand af hr. Large 1903
sattes nok en varde for at fastsætte maalelinjens retning.

Sveljenaasbræ eftermaaltes 14 august. Afstanden fra
brækanten til maalevarden langs den ifjor benyttede maalelinje
var 81,4 m. Jaar markeredes ved en ny opført sigtevarde en ny
maalinje. Afstanden fra maalevarden i retning af bræen til
sigtevarden var 30,7 m. og afslanden fra maalevarden til bræ-
kanten langs denne nye maalelinje 79,2 m.

Styggebræ eftermaaltes 14 august. Afstanden fra varden
til brækanten var 53,2 m.

Storjuvbræen eftermaaltes 13 august. Bræenden var
betydelig fladere iaar end ifjor, men ca. 100 m. op dog ogsaa
nu adskillig brat; halve bræen op var blaais, og der var mange
sprekker. Afstanden fra brækanten til den oprindelige maale-
varde var 12,5 meter, medens hr. Large 1903 her byggede en
ny varde længere nede for at bestemme maalelinjens retning.

Heimre Illaabræ eftermaaltes 12 august. Ved denne
bre reistes 1905 en maalevarde og 1904 nok en varde for at
bestemme maalelinjens retning; afstanden mellem disse to var-
der var 67,6 m. Afstanden fra brækanten til varden af 1903

112 P. A. ØYEN.

var 118,9 m. og til varden af 1904 45,7 m. Den lille dødbræ,
der tidligere laa 1 elvegjelet nedenfor, er iaar forsvunden.

Søre Illaabræ eftermaaltes 12 august. Afstanden fra
brækanten til varden med mærke ÆRE var 15,3 meter.

Nørdre Illaabræ eftermaaltes 12 august. Afstanden fra
brækanten til varden med mærke ÆRE var 85 m. Der reistes
en ny varde for at bestemme maalelinjens retning; afstanden
fra brækanten til denne sigtevarde var 11,5 m. og afstanden
mellem de to varder saaledes 73,7 m.

Storbræen eftermaaltes 11 august. Den nedre bræende
var meget tynd, sprækkefyldt og delvis nedsunket. Afstanden
fra brækanten til varden var 74,9 m.

Sandelvbræ eftermaaltes 11 august. Den nedre bræende
tiltog temmelig raskt i tykkelse. Med hensyn til maalingen efter
den nye sigtelinje bemærkes, at maalet i ca. 4 m. længde faldt
temmelig nær langs iskanten paa grund af et større stykke ned-
faldt is. I retningen « x maaltes afstanden fra « til brækanten
83,9 meter, og 1 retningen o y maaaltes afstanden fra o til bræ-
kanten 67,7 meter. Kaldes det punkt hvor sigtelinjen « x nu
skjærer brækanten x‘, saa repræsenterer o x’ den nye sigtelinje;
paa denne reistes en ny varde x^ saaledes, at afstandsn o x"
var 43 m. og x” x’ 35,8 m. Betydningen af a, o, x, y ctr.
Øyen: Afmærkning af norske bræer sommeren 1902, pag. 210.

Smørstabbræen eftermaaltes 29 juli. Afstanden fra var-
den til den antagne brækant var 42 m. Sneen gik dog 7 m.
længere ned og med en mægtighed af 2,5—3 m.

Midtmaradalsbræ eftermaaltes 9 august. Afstanden fra
maalevarden, den gamle, til brækanten fandtes 26,5 m. Paa sigte-
linjen reistes for at markere denne en ny varde nærmere bræ-
kanten saaledes, at afstanden mellem de to varder var 20 m.
Paa det maalte sted var bræen dækket af mindst en meter sne.

Maradalsbre eftermaaltes 10 august. Afstanden fra
mærkeblokken til brækanten efter sigtelinje N 27° 20' E var
943 m. Langs denne sigtelinje maaltes 24 august 1902 afstan-

BRÆOSCILLATION I NORGE 1904. 115

den til brækanten 102 meter (cfr. Øyen: Afmærkning af norske
bræer sommeren 1902, pag, 211). Fra den store mærkeblok op-
vardedes en ny maalelinje, idet der byggedes en 8 dm. hoi varde
paa en større blok saaledes, at afstanden fra mærkeblokken til
varden var 71,7 m. og i samme sigtelinje afstanden fra mærke-
blokken til brækanten 99,6 m.

Gjertvasbræ eftermaaltes 10 august. Hr. Large har ved
sine maalinger maalt til kanten af maaleblokken. Aistanden
fra vardeblokken til brækanten var 34 m.

Styggedalsbræ eftermaaltes 10 august. Bræenden var
tykkere nederst i kanten iaar end ifjor. Afstanden. fra mærket
til brækanten var 20,5 m.

Skagastølsbræ eftermaaltes 9 august. Brækanten var
temmelig tynd, tildels noget konkav. Fra vardeblokkens kant
maaltes til brækanten lodret paa bræens retning 5 m. og under
ca. 60° vinkel med denne maalelinje 5 m. Maalt fra vardetoppen
faar man henholdsvis 8,6 m. og 6 m.

Ringsbre eftermaaltes 9 august. Afstanden fra den gamle
mærkevarde til brækanten var 59,6 m. Afstanden fra den nye
varde af 1903 til brækanten var 66,6 m.

Øvre Mjølkedalsvand var ikke opdæmmet til elveafløb
mod Mjølkedalen iaar.

Endvidere har hr. Large fra Rondetrakterne meddelt, at
isen paa Rondevandet først gik under stormen 4—5 juli. Paa
Vinjerond laa 11 juli store sneskavler paa toppen, især ud mod
botnen, der vender mod Langglupdalen; i denne botn laa en
liden isbræ, der nu delvis var snefri. Paa høiderne sneede det
af og til 12 juli.

Kristiania universitet, december 1904.

Trykt 10. februar 1905.
Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. IT. 8

Beschreibung einiger palaearctischer Heteroceren-
Aberrationen.
von
Oskar Schultz.

1. Thaumetopoea pinivora Tr. ab. (n.) plutonia m.

Ab. plutonia: Al. ant. umicoloribus, nigricantibus, al. post.
griseis.

DE verdunkelte Form von pinivora Tr., welche der ab.
et var? luctifica Stdgr. von Thaumetopoea processionea L.
entspricht.

Die Vorderflügel bilden eine schwärzliche Fläche, auf welcher
sich die Zeichnung des Typus kaum oder garnicht abhebt. Gezogen.

2. Arctornis l.-nigrum Miu. asym.

Von dierer Species befindet sich in der Sammlung des
Herrn Rentier Pilz in Heinrichau ein Exemplar, welches nur
auf dem linken Vorderfliigel die characteristische L-Zeichnung
aufweist. Der rechte Vorderfliigel ist rein weiss, ohne eine
solche.

Das qu. Exemplar schliipfte dem genannten Herrn unter
einer grésseren Anzahl typischer Exemplare.

9. Endromis versicolora L. ab. (n.) illineata SCHULTZ.
Ab. illineata m.: Al. post. linea media nulla.

Die Stammform zeigt auf den Hinterflügeln beider Ge-

schlechter eine feine deutliche geschwungene Linie, welche

116 OSKAR SCHULTZ.

zwischen dem Mondfleck und der dunklen Aussenrands-Zeichnung
vom Vorderrande des Fliigels bis zu dessen Analwinkel verlåuft.

Diese Linie fehlt bei der vorliegenden Aberration völlig (ab.
illineata m.).

Sämmtliche Exemplare ein und derselben Brut wiesen ein
mal, wie Herr A. Pilz konstatiren konnte, dieses Merkmal auf;
ich selber erzog ein vereinzeltes Weibchen dieser Abart unter
sonst typischen Exemplaren (Raupen in Zamzow in Pommern
gefunden) und ebenso ein Månnchen aus Raupen, die bei Coe-
penick eingesammelt worden waren.

Letzteres zeigt ausserdem die Zeichnung der Vorderflügel
sehr verschwommen und die sonst weissen Flecken (bis auf die
drei Apicalflecke) und Binden bråunlich übergossen.
| Die ab. illineata tritt nicht selten unter der Stammform auf.
Ausser an den angegebenen Ortlichkeiten (Schlesien, Branden-
burg, Pommern) dürfte sie sich gewiss auch anderwärts finden.

4. Lemonia dumi L. ab. 6.

Ein aberratives Stück (Männchen), bei welchem die gelbe
Binde der Flügel merklich verengert ist, was besonders auf den
Hinterflügeln hervortritt. Infolge der Verschmálerung der Hinter-
flügelbinde tritt der dunkle Aussenrand breiter auf als beim
Typus.

Provenienz unbekannt.

5. Saturnia pavonia L. ab. 9.

Ein sehr kleines weibliches Exemplar von Saturnia pavonia
in meiner Sammlung zeigt eine Erscheinung, die ich bei sonstigen
Exemplaren dieser Art nicht beobachtet habe.

Während bei typischen Exemplaren sich der Augenfleck auf
Vorder- und Hinterflügeln etwa in der Mitte des lichten Mittel-
feldes befindet, ist derselbe — auf allen Flügeln in ganz gleicher
Weise — so weit saumwärts gerückt, dass er die dunkle gezähnte
Doppellinie berührt.

EINIGE PALAEARCT. HETEROCEREN-ABERRATIONEN. 117

Auch bei der verwandten Art Saturnia spini Schiff (66
und 99) erreicht der Augenfleck nicht die Wellenlinie.

Das obige interessante Exemplar wurde von mir aus einer
bei Berlin gefundenen Raupe vor Jabren gezogen. |

6. Aglia tau L. 6 ab.

Månnliches Exemplar.

Der rechte Vorderfliigel zeigt zwar die dunkle Saumlinie;
der Augenfleck ist indessen völlig geschwunden. Unterseits ist
der Augenfleck sichtbar; aber er ist verkümmert. Die übrigen
Flügel typisch. (Cf. über andere Aberrationen dieser Species
Soc. entom. Zürich XVII. p. 178—179).

Von Herrn Herrmann 1903 in der Umgegend von Heinrichau
.erbeutet. In der Sammlung des Herrn A. Pilz daselbst.

7. Arctinia caesarea Gorze (luctifera Esp.) 9 ab.

Weibliches Exemplar.

Nur die Basis und das Mittelfeld der Vorderflügel von der
Fårbung des Typus, ausserdem noch im Apicalteile ein Fleck
der gleichen Grundfärbung, der auf dem rechten Vorderflügel
kleiner ist als auf dem linken. Die übrige Flügelflache licht
bråunlich aufgehellt.

Hinterflügel, Thorax, Leib typisch gefårbt.

Provenienz unbekannt. Coll. Pilz.

8. Callimorpha dominula L. ab. (n.) marita m.
Ab. marita m.: Alis ant. unicoloribus, immaculatis.

Vorderflügel einfarbig, ohne Flecken, die Hinterflügel bis-
weilen verdüstert.

Durch Eisexposition 1899 gewonnen.

10 Exemplare, von denen indessen 6 verkrüppelten, nebst
Übergángen 1904 durch Eisexperimente von Herrn E. Krodel in
Würzburg erzogen.

118 OSKAR SCHULTZ.

9. Callimorpha dominula L. ab. (n.) conferta m.

Ab. conferta, m.: Al. ant. maculis confluentibus.

Die kleinen weissen Flecke im Apex der Vorderflügel,
sowie der zweite gelbe Costalfleck stehen isoliert, dagegen ist
der der Basis zunåchst gelegene gelbe Costalfleck mit dem dar-
unter befindlichen weissen Fleck vereinigt; ebenso sind die
sonstigen Flecke der Vorderflügel zu einem grossen Querfleck
zusammengeflossen.

Coll. m. Ohne Auwendung von Temperatur-Experimenten
erzogen.

10. Rhyparia purpurata L. ab. obscura m.

Ab. obscura m.: Al. ant. et post. obscuratis.

Forma obscurior.

Die Flecke der Vorder- und Hinterflügel verraten die Tendenz
zusammenzufliessen.

Coll. Heider 1 ©, e. |. Ferner gehören hierher die 3 Weib-
chen, welche Oberthür in seinen E'tudes d'Entomologie XX aut
Taf. XVIII (no. 291—295) abbildet: „les ailes supéricures parse-
mées d'un épais semis de taches gris noirátres tendant à confluer
et les inférieures envahies par la large confluence noire des
taches noires“.

Wie Herr Frings-Bonn in der Soc. entom. Zürich XVIII
p. 20 mitteilt, erzielte er durch 42 tågige Exposition der Puppen
bei + 6° C. eine Form, welche grosse schwarze Hinterflügel-
flecken hatte und die Flecken der Vorderflügel zu Querbinden
angeordnet zeigte. Leider schlüpften die ausgefärbten Exemplare
nicht aus der Puppenhülle.

11. Arctia villica L. ab. contracta SCHULTZ.

Ab. contracta m.: Al. post. nigris vittis mediis transversis.

Eine unter der Stammform ziemlich selten auftretende Aber-
ration.

EINIGE PALAEARCT. HETEROCEREN-ABERRATIONEN. 119

Vorderfliigel typisch.

Die schwarzen Punktflecken der Hinterflügel sind zu zwei
parallel laufenden (einer inneren und einer åusseren) schwarzen
Querbinde zusammengeflossen von denen die åussere meist nur
am Vorderrande vorhanden ist.

Diese Form (ab. contracta m.) wurde von mir vor Jahren
in mehreren Exemplaren (99) in Berlin gezogen. Exemplare,
welche nur die der Basis zunåchst gelegenen schwarzen Flecke
zu einer inneren Binde vereinigt zeigen (also Ubergånge zur ab.
contracta) resultierten aus mehreren Zuchten.

Cf. Entom. Zeitschrift Guben Jahrgang XVIII, p. 110.

19. Aretia villica L. ab. Strandi SCHULTZ.
Ab. Strandi m.: Al. ant. maculis paucioribus albidis.

Während bei den Varietäten Konewkai Frr. und confluens
Rom, sowie den Abarten Bellierı Failla und ursula Schultz die
dunkle Grundfárbung der Vorderflügel durch Zusammenfliessen
der weissen (gelblichen) Flecke Beschrånkung erleidet, tritt bei
der ab. Strandi m. die entgegengesetzte Tendenz zutage: Die lichte
Fleckung der Vorderflügel schwindet die Vorderflügel werden
dadurch dunkler als bei typischen Exemplaren.

Es kónnen fehlen der zweite Costalfleck (von der Wurzel
- aus gezählt) und der zweite Innenrandsfleck, der dritte Costalfleck
und der dritte Innenrandsfleck; sehr selten sind Exemplare, bei
denen alle diese Flecken geschwunden sind.

Es sind die im Mittelfeld der Vorderflügel gelegenen
Flecke, welche zum Verschwinden neigen.

Auch treten asymmetrisch gezeichnete Exemplare auf, $a
auf der einen Flügelseite etliche Flecke geschwunden zeigen,
während auf der anderen die Flecke erhalten sind.

Auch auf experimentellem Wege wurde diese Aberration
gezogen (1 © 1903 von Ernst Krodel-Würzburg gezogen).

Fundorte: Schlesien (Heinrichau, Breslau); Brandenburg,
Sachsen; England u. s. w.

120 OSKAR SCHULTZ.

Die vorstehend erwahnte Abart tst zu Ehren des Lepidopte-
rologen Herrn Embr. Strand in Kristiania benannt.
(Cf. Ent. Zeitschrift. Guben. Jahrgang XVIII), p. 109.

13. Arctia casta Esp. ab. nigrata m.
Ab. nigrata m.: Alis ant. nigricantibus.

Von typischen. Exemptaren insofern verschieden, als auf
den Vorderflügeln die innere lichte Binde geschwunden ist. Es
erstreckt sich somit ein breites dunkles Feld von der Basis bis
zur Mitte des Flügels. Bei Ubergången sind noch Spuren der
inneren hellen Binde in Form eines winzigen hellen Punktes
vorhanden.

In mehreren Exemplaren von mir gezogen. In meiner
Sammlung.

14. Arctia hebe L. ab. bivittata Scnurrz.

Von dieser interessanten, von mir in der Societas entomo-
logica Zürich XV p. 18 beschriebenen Form befindet sich ein
weiteres Exemplar (9) in. der Sammlung des Herrn A. Pilz
(Heinrichau).

15. Arctia hebe L. 6 ab.

Verdüstertes månnliches Exemplar.

Vorderflügel von der Basis bis zu Zweidrittel der Flügel-
flàche einfarbig, schwarz; darauf ein breites weisses Feld mit
schmalem schwarzem Säum; auf diesem hellen Felde je ein
schwarzer Fleck am Vorder- und Innenrande.

Hinterflügel blassrot mit 2 von einander getrennten schwarzen
Saumflecken.

Leib typisch gefårbt.

In Tadelwitz Kr. Frankenstein gezogen (Coll. Pilz.).

EINIGE PALAEARCT. HETEROCEREN-ABERRATIONEN. 191 -

16. Arctia aulica L. ab. infernalis ScuuLtz.

Ab. infernalis m.: Al. post. obscuratis.

Vorderflügel: mit kleinen lichten Flecken, von typischen
Exemplaren nicht wesentlich abweichend; in seltenen Fällen fast
ganz braun.

Hinterflügel: Die Grundfärbung verdüstert; auf dem
dunklen Untergrunde markieren sich oft noch die schwarzen
typischen Zeichnungscharactere.

Leib etwas dunkler als bei der Stammform.

Diese Form, welche ich ihrer verdüsterten Färbung wegen
ab. infernalis nenne, wurde in Tadelwitz in einem prächtigen
weiblichen Exemplar e. l. gezogen (Coll. Pilz.) Mehrere Exem-
plare (auch 55), deren Provenienz mir nicht mehr erinnerlich
ist, sah ich vor Jahren bei einem Berliner Sammler.

1 6 1 © aus Regensburg beschreibt.mir Herr Ersnt Krodel
Würzburg wie folgt: Die typische Zeichnung der Hinterflügel-
oberseite ist durch die ausgebreitete schwarzgraue Fårbung zu
Verlust gegangen. Ein Stück zeigt nur an der Wurzel und am
Vorderrand noch eine gelbe Stelle; beim andern Stück zieht von
der Mitte des Vorderrandes gegen die Mitte der Hinterflügel zu
eine gebrochene gelbe Linie als Überrest der gelben Grundfarbe.
Alles andere, auch die Wurzel, ist grauschwarz.

Ein weibliches Exemplar (aus Nieder-Oesterreich) „mit fast
ganz braunen Vorderfliigeln und fast ganz schwarzen Hinter-
flügeln^ wird im VI Jahresbericht. des Wiener entomologischen
Verems 1895 p. 60 erwåhnt.

17. Zeuzera pirina L. ab. conflua m.

Ab. conflua m.: Al. ant. maculis confluentibus.

In ‚der Sammlung des Herrn A. Pilz fielen mir einige
Exemplare dieser Species dadurch auf, dass die stahlblauen—

, OG! LA /
SI På 4. do

IN D 9, J AN

\ /
\ /

199 SCHULTZ. EINIGE PALAEARCT. HETEROCEREN-ABERRATIONEN.

Flecke auf den Vorderfliigeln vergrössert und zum Teil, besonders
lings des Innenrandes, in ziemlich breiter Ausdehnung zusam-

mengeflossen waren.
Man könnte diese Form als ab. conflua von der Stammform

trennen.

Gedruckt 10. Februar 1905.

Ubersicht iiber die bisher bekannt gewordenen
Fälle von Gynandromorphismus bei palaearct.
Macrolepidopteren.

Verzeichnis der Familien, Gattungen und Species.

Von
Oskar Schultz.

Rhopalocera.
463 Exemplare.

1. Papilionidae.
17 Exemplare.

Papilio machaon L. 5 Ex.
Isemusssussapolo ll. ++. 05 ac... 2, Genus Parnas-
ay sius:
à Epo ous Ev. I, ( (8 rennene
” delius Esp. 9 » (9 Arten).
2. Pieridae.
186 Exemplare.
Pieris brassicae L. Ex.
"aapase- L. : "
> Tam ees cu, Genus Pieris:

25 Exemplare.

B (7 Arten, bezw.
» napl L. ab. bryoniae O. » Abarten).

MES oap dices. oce eer uiu TON,
"EE v. beliidice Orr oom My

^» 8. a. napaeae Esp.

OO LE => RU

124

OSKAR SCHULTZ.

Euchloé cardamines L.

”

»

»

damone FEISTH. .
eupheno L.
euphenoides STDGR.

Zegris eupheme Esp. var. menestho Mn.

Teracolus fausta OLıv.

Leptidia sinapis L.

Colias palaeno L.

»

v. europome Esp.
alpherakii STDGR.
hyale L.

. hyale L. var. alta ze

hyale L. var. NE
Morsca.
hybr. dan Bis

erate Esp. — ab. pallida Srper.

hecla Ler.

chrysotheme Esp.

edusa F. à

edusa F. — ab. he Ha.

myrmidone Esp. ab. alba Srper.

marco-Polo Grum.

Gonopteryx rhamni L.

å; cleopatra L.

co
O0

we BH D RK KF KF NM KF MM

M OM
m Qt

3. Nymphalidae..
147 Exemplare.

A. Nymphalinae.

113 Exemplare.

Apatura iris L.

ilia SCHIFF. ,

ilia SCHIFF. — v. clytie Sp

var. clytie SCHIFF. .
ab. astasioides STDGR.

ER NS) 15 69

mr NON S LE Fe

»

| | Genus Euchloé:

43 Exemplare.
| (4 Arten).

Genus Colias;
29 Exemplare.
| (14 Arten, bezw.

Abarten).

Genus Gonop-
teryx:
S6 D A
2 Arten).

| Genus Apatura:

13 Exemplare.
(4 Arten, bezw.
Abarten &
Varietåten).

UBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS. 125

mess populi L.-. 20000215 Ex.

= populi L. — ab. tremulaeEsp. 4

Pyrameis atalanta L.
4 cardui L. .
Vanessa urticae L. .

i polychlorus L.

3 antiopa L. . e
Araschnia v. prorsa L. — ab. porima O.
Mehtaea aurinia Rorr.

5 phoebe Kw.

s didyma O. .
athalia RTB.

å dictynna Esp.

Argynnis selene SCHIFF.

mA => m ND KF åa KE RE 1] HR RR MM

5 adippe L. decas Vi:
n peus. 21 denen . 44
paphia L. ab; valesina ase 15
a bandora Scheer. 10. 2 > 1

B. Danainae.
— Exemplare.

C. Satyrinae.
24 Exemplare.

, Statilinus L.

Melanargia galathea L. 1
Erebia epiphron Knoca. 1
» aethiops Esp. 2

» ligea L. var. adyte pe 2
Satyrus hermione L. . . , 9
» alcyone SCHIFF. 1

5 insel un... 1.2. 1

" semele L. 3

1

1

Pararge maera L.

»

les!
>

)»

19 Exemplare.

| Genus Limenitis:
(1 Art, 1 Abart).

Genus Pyrameis:
3 Am
2 Arten).

| DE Vanessa ;
9 Exemplore.
| (3 Arten).

Genus Melitaea :
6 Exemplare.
(5 Arten).

62 Exemplare.
(5 Arten, bezw.
Abarten).

| Genus Argynnis:

Genus Erebia:

5 Exemplare.
(3 Arten).

8 Exemplare.
(5 Arten).

|
|
| Genus Satyrus:

126 OSKAR SCHULTZ.

Epinephele jurtina HÖBN. . . . . . 12 Ex. |GenusEpinephele:
1 " 14 er
5 VCAOM kors cane OM (2 Arten).
Coenonympha arcania Ben rl | Genus Coeno-
H arcania L. v. darwiniana nympha.

| 2 Exemplare.
(1 Art, 1 Varietåt).

” -

STDGROT Tu cue e ce cc ETE
Triphysa phryne Parr.

4. Libytheidae.
— Exemplar.

5. Erycinidae.
2 Exemplare.

Nemeoons Jeu dU 55 9 vo so . IBS

6. Lycaenidae.
110 Exemplare.

Thecla ilicis Esp. 2 Ex.
Zephyrus taxila Bren. ah eer E enus Zephyrus:
à quereus De el, 3 Exemplare.
" betulae L. qs | (3 Arten).
Chrysophanus virgaureae L. Boke
* hippothoe L. var. | Gene Cars
eurybia 0. 1 » phanus;
x alcıphron L. PL; 15 Exemplare.
2 phiaeas sl mda | (DANN
å amphidamas Esp. 8) x
ÉYCaena des ons CHR mir se
2 argus (LES
aye ED SR Genus Lycaena:
I GOUT ESP: a reale 87 Exemplare.
» eumedon Esp. v.fylgiaSpese. 1 „ (20 Arten).
2 eros O. . I kp
5 jcarüs AR TB HSE SEE Ls

UBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS. 127

Lycaena icarus RTB. ab.

icarinus SCR.

» j „ ab. caerulea GERH.

å amandus Scan.

j hylas Esp. (dorylas)

3 meleager Esp.
escheri HB.

bellargus Rrs. (adonis)

M aenabellargus RTB. .

x corydon LEDA.
ds damon SCHIFF.
eyllarus Rorr.
5 euphemus He.
- arion L.
Cyaniris argiolus L.

E
=
på

bo J ==

Orr B HB HR Or w

7. Hesperidae.

1 Exemplar.

Adopaea thaumas Hnrn. .

Heterocera.

612 Exemplare.

8. Sphingidae.

Acherontia atropos L. .
Smerinthus populi L.
„ Tocellata L.
s hybr. hybrid
Dilina tiliae L.
Daphnis neru L. .

130 Exemplare.

1

96

2

US STEPH.

Protoparce convolvuli L. .

“IW BB © oo

|
|

Genus Lycaena:
87 Exemplare.
(20- Arten).

Genus Smerin-
thus:
108 Exemplare.
(3 Arten).

128 OSKAR SCHULTZ.

Deilephilaggaluel:.) FA EE re PE

T euphorbiaogb ce Pi E
Chaerocampafepero m EE
Macroglossa stellatarum L. . . . . 2 ,

9. Notodontidae.
16 Exemplare.
Crerura bifida H.
Dicranura erminea Esp.
3 vinula L.
Notodonta trepida Esp.
Odontosia carmelita Esp. .
Phalera bucephala L.
Pygaera spec. incerta .

oF WAR BN =

sj curtula L. . bet x
5 hybr. anochoreta F. 5 X
curtulas ro. LS de

10. Thaumetopoeidae.
1 Exemplar.

Thaumetopoea processionea L. . . . 1 Ex.

11. Lymantriidae.
33 Exemplare.

Oreviayconostigma, ER INT
enig AEE
Dasychıra pudibundasl 22. 5 452.) 5
Stilpnohac sales PE
Lymadnadssa liu 5 9 5 5 6 0 2B OS
s monacha db ER

Å monachaL.— ab.eremita O. 2 „

Genus Deilephila:
3 Exemplare.
(2 Arten).

6 Exemplare.

|e Dicranura:
(2 Arten).

| Genus Pygaera:
| 4 Exemplare.

2 Exemplare.

| Genus Orgyia:
(2 Arten).

Genus Lymantria:
27 Exemplare.
(3 Arten, bezw.
| Abarten)!.

! excl. scheingynandr. 4 von Lymantria dispar L. (Scheinzwitter).

UBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS.

19. Lasiocampidae.

145 Exemplare.

Malacosoma neustria L. , . . . . 2 Ex.
3 sirene Le LIP
5 castrensis L. var. veneta
STDES. Tee,
^ franconica Esp. ae
* alpicola STDGR. o. . . 2 »
Trichiura crataegi L. Dee
Eriogaster lanestris L. . Gr 2
Lasiocampa quercus L. . . . . .31 =,
2 quercus L. var. callunae
Pao se GE Se LS
bi quercus L. — var. sicula
Ser see Mee cy eR oe
> ONE SPRL SR

, - trifoli Esp. — ab. medica-

ginis BORKH. ae ie
i ab. medicaginis Bonkg. . 1 „
. Macrothylacia rubi L. . DS
Cosmotriche potatoria L. . . . , .11 ,
» albomaculata BREM. . . 1 ,
Epienaptera ilicifolia L. qs.
" tremulifolia HöBN. . quur
Gastropacha quercifolia L. Siu,
Y populifoha L. 197,

s g. à. obscura (aestiva)
LIESACKER $025. eee T
/eudroluns pmi een... . . 32 ,
» pini L. var. montana Stper.. 1 ,

» fasciatella var. excellens Butt. 16 „

Nyt Mag. f, Naturv. XXXXIII, II.

|
|

|
E

|
J
|
|
E
|
|

129

Genus Mala-
cosoma :

22 Exemplare.

(5 Arten, bezw.
Abarten).

Genus Lasio-
campa:
44 Exemplare.

(6 Arten,
Abarten

bezw.
und

Varietåten).

Genus Cosmo-

triche:

12 ui
2 Arten).

a Kpicnap-

tera :

2 Exemplare.
(2 Arten).

Fans Gastro-

pacha:

5 Exemplare.
2 Arten).

Genus Dendro-

limus:

49 Exemplare.

(3 Arten,
et

ezw.

130 OSKAR SCHULTZ.

13. Endromididae.

10 Exemplare.

Endromis versicolora L. . . . . . 10 Ex.

14. Lemoniidae.
— Exemplar.

15. Saturniidae.
116 Exemplare.

Perisomena caecigena Kur. . . . . 1 Ex.
SAUCE pyEL Sct
5 hybr. bornemanni Stprs.. . 1 ,
E spini em MM RER Getüs Sa
, pavona thy ov 0 so 228 » Er
, hybr. emiliae Srprs. . . . 4 „ { (8 Arten bezw.
1 ihybr. visit Ses SR
A hybr. schaufussi Stprs. . . 10 ,
å hybr. standfussi Wsktt. . .12 ,
Aglia tau L. DOM dA Gonna AI
» ab. fere nigra Srprs. . $5. I 19 Exemplare.
2 Sale mobi Gin, rer I (& ae bezw.
» ab, cupreola WERNER . JE Eulen)
16. Brahmaeidae.
17. Bombycidae. |
— E lare.
18. Drepanulidae. | ee
19. Thyrididae.

20. Noctuidae.

29 Exemplare.

A. Acronyctinae.
Panthea coenobita Esp. . . . . . 1 Ex.
Démas co esse. vel We SN Salen V Me [M

ÜBERSICHT ÜBER GYNANDROMORPHISMUS. 131

Memmmycia aceris L u. ss. 1 us Acronycta:
mn 9 Exemplare.
» alni UTER : » ( (3 Arten, bezw.
: alni L. ab. Steinerti de Jer | Abart.).

B. Trifinae.
18 Exemplare.

tri
x

Agrotis v. conflua Fr. .
„ exclamationis L.

| Genus Agrotis:
» ypsilon Hurn. (suffusa)

3 6 Exemplare,

» segetum SCHIFF. : | (5 Arten).
» SauciaHvrw. ab. philippsi Gasp

Mamestra leucophaea View. .
Celaena haworthii CURT. .
Hadena ochroleuca Esr.
Brachionycha sphinx Hurn. .
Nonagria spargani Esp.
Rusina umbratica GoEZE .
Dieycla oo L. — ab. renago Hw.

Calymnia trapezina L. .

= DOR ER NRS a m N Mo Zw,

C. Gonopterinae.
1 Exemplar.

Seoliopteryx libatrix-L.. . . . . : 1 Ex.

D. Quadrifinae.
3 Exemplare.

focal lara BREM . .:.., os 1 Er | Bane Catocala-
2 sias 105 o Hu Å, 9 Exemplare.
ZEE pons Eoo. sono. T, | (3 Arten).

E. Hypeninae.
1 Exemplar.

Elupena rostralis L.-. © „ 0.020, f Ex.

132 OSKAR SCHULTZ.

91. Cymatophoridae.
92, Brephidae.

93. Geometridae.
94 Exemplare.

A. Geometrinae.
1 Exemplar.

Geometra papilionaria L. . . . . . 1 Ex.

B. Acidalinae.
4 Exemplare.

Acidalia virgularia Hüsn. ab. bischof-
[aria Tags SP TET LI Use
SS humifusaria Ev. oo. cc. I»
Rhodostrophia badiaria Frr. . . . 1 ,

C. Larentinae.
6 Fxemplare. —

Lythrepupuress LENE»
Ortholitha ppunbara FASE
å bipunctaria SCHIFF Jer
Larentia ferrugata CL. oo. so leer
å trifasciata Brr. . que

D. Orthostixinae.
— Exemplar.

E. Boarmiinae.
83 Exemplare.

Ellopia prosapiaria L. . . . . . . 1 Ex
s veprasmariachlp. d e see

= Exemplar. |

| Genus Acidalia:
3 Exemplare.
| (2 Arten).

Exemplare.
(2 Arten).

| Genus Larentia :

| Genus Ortholitha :

2 Exemplare.
(2 Arten),

2 Exemplare.

| Genus Ellopia:
(1 Art, 1 Abart).

UBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS. 133

Ennomos quercinaria (angularia) Hurn.

* quercaria Hs.
Selenia lunaria SCHIFF.
Himera pennaria L.

Crocallis elinguaria L. .
Angerona prunaria L. .

* ab. sordiata FUEssL. .

Epione parallelaria Fn. PES

. Hybernia leucophaearia ScHirr. — ab.
marmorinaria Esp.

Biston lapponaria B.

zonaria L.

hirtaria L.

strataria Hurn.

2
”

»

Amphidasis betularia L.
ab. doubledayaria MS :

»

Nychiodes lividaria Hö»n..
Hemerophila abruptaria Tusc. .
Boarmia secundaria SCHIFF. .
repandata L. .
lichenaria Hurw.
crepuscularia HB.

2077
»

»

Gnophos dilucidaria H.

Psodos coracina Esp.

Eurranthis pennigeraria He. .

Ematurga atomaria L.

Bupalus piniarius L.
À ab. (artemisiaria)

Scodiona pennulataria Hin. (favilla-
cearia Dur.) .

Cleogene lutearia FABR,

Perconia strigillaria HB.

D Ex.

»

|

|

|

IE
d
|
|

|

Genus Ennomos:
4 Exemplare.
(2 Arten).

Genus Angerona:
8 Exemplare.
(1 Art, 1 Abart).

Genus Biston:
5 Exemplare.
(4 Arten).

Genus Amphi-
dasis:

14 Exemplare.

(1 Art, 1 Abart).

Genus Boarmia:
6 Exemplare.
(4 Arten).

Genus Bupalus:
21 Exemplare.

(1 Art, 1 Abart).

134 OSKAR SCHULTZ.

24. Nolidae.
— Exemplar.

25. Cymbidae.
1 Exemplar.

Hylophila prasmana L. . . . . . 1 Ex

96. Syntomidae.
— Exemplar.

27. Arctiidae.
20 Exemplare.

A. Arctiinae.
18 Exemplare.

Spilosoma mendica L. . . . . . . 1 Ex. |Genus Spilosoma:
une beds I 1 2 Exemplare.
» ubricipeda PABR. . » (9 Arten).
Phragmatobia sordida Hz. ab. trifacciata
Mitt. — ab. carbonis FRr. IN;
Parasemia plantaginis L. . IX.
Rhyparia purpurata L. D
Diacrisia sanio (russula L.) På
Aretia villica L. . 4 »
, aulica L. de. Genus Arctia:
E 3 9 Exemplare.
» casta Esp. 3 | (4 Arten).
» latreilli Gop. . 1;
Coscinia striata L. 2

B. Lithosiinae.
2 Exemplare.
Endrosa aurita Esp. — v. ramosa Farr. 1 Ex.
Oeonistis quadra BA NN

28. Heterogyinidae,
— Exemplar.

UBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS. 135

99. Zygaenidae.
11 Exemplare.

A. Zygaeninae.
11 Exemplare.

Zygaena scabiosae var. nevadensis
EME NE wire TEX: | Genus Zygaena:
adi ke 2 Exemplare.
is ab. minoides Ser. — ab. jr (2 Arten).
orobi Hp. . dope
Ino ampelophaga Hs. . ON | Cond So
» pruni W. V. Je 9 Exemplare.
» geryon Hp. DNE J (3 Arten).
30. Cochlididae.
1 Exemplar.
Cochlidion limacodes Farr. . . . . 1 Ex.

31. Psychidae.
— Exemplar.

39. Sesiidae.
4 Exemplare.

Trochilium apiformis L. . . . . . 4 Ex.

33. Cossidae.
— Exemplar.

34. Hepialidae.
1 Exemplar.

Hepialus: sylvina lb... 2. — å
Cf. Allg. Zeitschr. f. Entom. 1904. No. 15/16.

136 OSKAR SCHULTZ. ÜBERSICHT UBER GYNANDROMORPHISMUS.

Nachtrag.

Seit der Drucklegung wurden dem Verfasser noch folgende

weitere Fálle von Gynandromorphismus bekannt.

Cohas hyale L.

Gonopteryx cleopatra L.
Apatura ilia ScHirr. ab. clytie SCHIFF.
Melitaea didyma O. .

Chrysophanus amphidamas Esp.
Lycaena eumedon Esp.

Smerinthus populi L. -

Lasiocampa quercus L.

Endromis versicolora L.

Saturnia pavonia L.

Ocnogyna corsicum RER. .

Euchloé cardamines L. .

Pyrameis atalanta L.

Lycaena bellargus L.

Lymantria dispar L. .

1 Exemplar
3 Exemplare
2 ”

1 Exemplar
1 ”

1 :

3 Exemplare
Mar:

1 Exemplar
3 Exemplare
1 Exemplar
2 Exemplare
1 Exemplar
1 »

2 Exemplare

Hertwigswaldau Kr. Sagan, den 1. Januar 1905.

Gedruckt 21, Februar 1905.

Meddelelser fra Kristiania Universitets Mineralogiske Institut.
No. 1.

Notes on Norwegian Minerals 1—6.
By
P. Schei.
(With one plate.)

1. Fergusonite from Høgtveit, Evje, Sætersdalen.

This mineral has been found for the first time in this
country in the feldspar quarries in the neighbourhood of Arendal
and has been described by Forbes and Dahll by the name of
tyrite. Later, it has been found in a number of places in southern
Norway. So the present writer found it, in 1908, at the Høg-
tveit feldspar quarry in Evje, occurring in abundance at a par-
ticular spot near the western boundary of the pegmatite mass.
The wedgelike interstices of a rosette of great biotite flakes were
filled, mainly, with oligoclase and microcline, also some quartz
and pyrite at the inmost edges. In the mica or immediately on
that mineral were observed crystals of xenotime and cyrtolite.
Arranged in a band 10—15 centimeter broad, along the edge
of the fillings, crystals of fergusonite were seen protruding from
a little below the surface of the mica for 2—7 centimeters into
the feldspar.

The mineral is looking. very fresh, with a splendent black
colour, subconchoidal fracture and a brownish red transparency
in thin splinters. The specific gravity has, occasionally, been

138 P. SCHEI.

determined with somewhat care, using the pycnometer method
and working with 3.46 grams of fresh homogeneous material in
grains of 2—5 millimeter diameter. It was found by two diffe-
rent determinations to 5.681 and 5.683, medium. 5.682.

At the first inspection, the mineral from this locality looked
very promising for measurable crystals and a great many loose
crystals were gathered. None were, however, in the end found
fit for measuring with the reflecting goniometer; some small
crystals showed pretty even faces, but unfortunately they were
as dull as those on the greater individuals, which were always
uneven and irregularly built.

A set of four small crystals 2—5 millimeter thick were,
however, measured by gumming small pieces of glass to the
faces of {111}; only such individuals were chosen that showed,
at one end of the vertical axis, all four faces of this form.

The result is given in the following table:

1: 9: 3: medium.

a Hey De Ts eere de) 78° 55‘
12227926; as) (UY 1852! 185%
11579537 19* 6' TS 1 T3 By
Dy TE IR OP Tey ie 79° 19/

79° 3'

The first table gives the values of the angles of 111! on
the four different individuals I, IT, III and IV as media of mea-
surements of the four angles of the pyramide. 1, 2 and 3 give
such media by three separate gummings. As will be seen, these
media in the case of each crystal agree very well, because of
the errors caused by the gumming on uneven faces being, at
least partially, eliminated by the measuring around the solid
corner. An idea of the errors involved, that might ensue from
a single measurement in this way, is suggested by the follow-
ing table, where the angles actually obtained on III are given;

NOTES ON NORWEGIAN MINERALS 1—6. 139

1 2 3
p ^p : 79°15’ 80°45’ 81° 44’
De Ape 078550 0 79955: 0 76551
Dd /N p^ 2079? 4 19217427 1797501
neg pp: 07953: 7621 7755

Although the resulting media agree better than was to be
expected from the single measurements and agree for all four
individuals, and so may be pretty reliable, yet the final medium
79° 3’ is so slightly different from that given by Brooke and
Miller viz. 79° 6’ that there is no reason to alter the axial ratio
1:1.4643 into 1:1.4602, both of which are certainly only ap-
proximately true.

The crystallographic habit is that described by Haidinger !),
with the forms |001!, 111}, 1231! and j230j, 1231! and |111!
usually prevailing, 1001! seldom altogether missing. The most
common type is illustrated in fig. 1.

Besides, on some of the crystals from Høgtveit, small faces of
a pyramide of the zone (022) occur. As no uninjured crystal
could be procured, that showed all four faces of this pyramide,
some single measurements were obtained, thus:

a Å 111 : 30° 28°. 30° 23’ . 28° 11’, medium: 29° 41‘
. and a ^ 001 : 78° 18’.

From these angles the form may be |131!; the corresponding
calculated angles for that form would be 28° 28 resp. 77° 49’, the
discrepancies being below the limits of the possible errors in
the measurements. 1

The type of these crystals is shown by fig. 2.

As already observed, }001} is seldom missing. On the larger
erystals it is remarkably oblique, up to 10 degrees, but yet it
presents itself as a pretty even face. (Fig. 3.)

1) Trans. Roy. Soe. Edinburgh Vol. X, 1824, No. XIX, p. 271.

140 P. SCHEI.

1111} always occurs and so does |231!, with one exception
only. As seen from Haidingers description of the Greenland mi-
neral this form is not sharply destinguished from |230!. On the
contrary, the two faces pass insensibly into each other and from
this reason the pyramidal crystals with j001{, j111| and |281!
aquire, by a certain. thickness, a length 2—3 times that, which
would be the proper one of a crystal with the form }231! regu-
larly developed. (Fig. 3.)

The prism |230! is found clearly developed on one crystal
only; this specimen was found lying wholly surrounded by feld-
spar in the midst of the wedge and consequently shows crystal-
lographie boundaries at both ends and thereby displaying the
bipyramidal-tetragonal symmetry, }111! and 131! occurring at
both ends of the verticl axis as shown 1n the fig. 4.

2. Uraninite from Evje, Sætersdalen.

This mineral was recorded from Norway for the first time
by Scheerer, who found it at the Gamle Grube in the mountain
tract of Strømshei, NE of Sætersdalen.

Later, it was found by Mr. Knutsen in Evje, Sætersdalen,
and here, the present writer happened to find it, in the summer
of 1903, at three different localities.

At first it was found in the feldspar quarry at Landsværk.
Here it obviously occurs very sparingly; during a month’s stay
some few specimens were got, in the southern end of the peg-
matite mass, near its boundary against the country rock. How-
ever, it has been found before, as it was known to the proprietor
of Evje Nickel Mine, colonel Henriksen, to occur at Landsveerk,
and very probably this is the place where, it was found by Mr.
Knutsen.

Next, it was found at Aaseland, and that place yielded more.

NOTES ON NORWEGIAN MINERALS 1—6. 144

A third locality was Aas feldspar quarry on the western
side of the river Otra; at this place only a few crystals were
gathered. |

The occurence at Landsværk is quite analogous to that de-
seribed by Proi. Nordenskiöld from Garta, Arendal, it being
disseminated in a brownish or reddish orthoclase with alteration
products of various kinds, among which uranochre on fine cracks.
The crystals are small, only 10—12 millimeters across, and
bounded by the faces of (100! only. Besides single individuals
decidedly in majority, there also occur twins according to the
spinel law with the habit of the common penetration twins of
fluorite.

The mineral is apparently very much altered; its specific
gravity is sensibly less than that of the fresh mineral and
together with this black more or less altered uraninite, occurs
the alteration product described by Prof. Nordenskiöld by the
name of yttrogummite, partly as separate masses, partly as
yellow or reddish rims about a nucleus of less altered uraninite.

The occurrence at Aaseland was in a reddish microline
perthite with oligoclase and quartz and great masses of titanite
filling the interstices between great biotite flakes in the fan ar-
rangement so very common in these pegmatite veins.

The mineral is much less altered than that from Lands-
verk, with a high specific gravity and a bluish black metallic
lustre, uranochre occurring as thin coatings, only, on crystals
or in fine cracks in feldspar or quartz. Yttrogummite has not
been found. |

The erystallographie habit is hexaëdric with very subordinate
faces of 111}. Among a good many specimens only one pair
of twins was found, |100! in penetration with the corners cut
by {111}.

About half a cubic meter of rock containing the fan arran-
ged mica was worked out, which yielded some 6 kilos of urani-

149 P. SCHEI.

nite. The largest crystal measures 28 millimeters across and
such measuring 10—15 millimeters are common.

3. Albite in pseudomorphs after laumontite from
Landsværk, Evje.

In the pegmatite mass of Landsværk cavities and fissures
are found, often empty, but not seldom filled with an earthy
substance consisting of chloritic minerals with some kaolinite.
In this mass lie embedded crystals of quartz with both ends
bounded by well developed faces; others only protrude in the
chloritic mass, having formed on the wall of the cavity.

On some of these quartzes and especially on a piece of
feldspar, belonging to the pegmatite itself, some 20 centimeters
high and broad and projecting in the cavity, numerous pseudo-
morphs were observed.

Prismatic crystals, implanted on the quartz and feldspar,
have been coated, together with the first named minerals, with
a thin layer of pale red to colour less albite in small tabular
crystalls, showing a few broad twinning lamellæ; then the sub-
stance of the prisms has been carried away, and has left a
mould, which has sometimes been partially filled with the same
light coloured tabular albite. The length of the prisms has
been up to 30 millimeters by at thickness of 5—8 millimeters.
(Fig. 5.) |

The angles of the prisms have been measured with the
hand goniometer and were found about 95° resp. 85°—87°. At
the free end, an oblique face is invariably seen, whose angle
against the acute prismatic edge was observed to be near to 55°.

The angles and the habit agree with the common type of
laumontite.

As similar pseudomorphs, though of orthoclase were deseri-
bed long ago, and unaltered laumontite was often observed in
syenitic and granitic rocks, the original mineral may well be

NOTES ON NORWEGIAN MINERALS 1—6. 143

taken to have been, in this case also, laumontite, recorded
before from one locality only, in Norway, viz. the veins of
Kongsberg.

4. Laumontite from the Flaat Mine, Evje.

A fresh mineral was found, in 1902, by C. Bugge, mining
engineer, close by Landsværk, in the Flaat Mine, belonging to
the Evje Nickel Works. A specimen kindly placed at my dis-
posal for description shows that the laumontite here has occur-
red in a cavity or fissure in the quartz-gabbro rock, in radiating
masses, from which only a few bigger individuals are protruding,
2—3 millimeter thick, of prismatic habit with {110} and {201}.

On one individual was measured the angle 95° 25’ between
the cleavage faces (93° 44’, Dana Syst. Min.).
| Younger than these are small, colourless calcite crystals.

The mineral, colourless and transparent when collected, is
now milky, white with a faint pearly lustre on cleavage faces.

5. Desmine from Tjovehedderen, Aardalsfjord, Sætersdalen.

On the east side of the lake whose southern portion is
named Aardalsfjord, and about two kilometers from Byglands-
fjord railway station a cave in the rock is discernible, even from
the deck of the steamer.

In a height of about 150 meters above the lake, and
just above the talus, below the steep wall of the gneissoid gra-
nite, a giant opeing resembling a doorway leads into Tjovehed-
deren, the thieves’ cave. The roof is about 15 meters high
above the present bottom of débris at the mouth and from there
the bottom rises with a steep ascent to the back ground of
the cave. :

In the roof and the background as well as in patches on
both walls are seen the remains of the pegmatite mass, whose

144 P. SCHEI.

strong weathering has brought about the formation of the
cave. Lumps of rock gathered among the caolinite dust at the
bottom, show a spongy structure, the original quartz and prob-
ably much of the feldspar being carried away and the rest left
as a porous mass; here new formed quartz crystals with calcite
and yellow desmine have aggregated. The latter mineral has
been identified by an approximate measurement of the prismatic
angle, giving 63° 7’ (61° 7 Dana: Syst. Min). It shows the
sheaflike forms in rediating arrangements so very common in
that mineral.

6. Monazite from Sendeled, Riser.

Among a number of crystals of monazite kindly shown to
me by the owner, Mr. A. Guldberg, M. E., I perceived some
few ones, labelled Søndeled, Risør, of a somewhat unusual cha-
racter. These specimens were afterwards bought by the Mine-
ralogical Institution of the University.

A little later, Prof. Dr. Brogger brought to the Institution as
a gift from Mr. Jensen, Risor, a pair of crystals, which, upon
closer inspection, were found to be of the same type.

The mineral in question is derived from some pegmatite
veins in the neighbourhood of the said township of Risør;
it is often quite fresh, brownish in colour with a resinous luster.

The peculiar thing about it is the crystallographic habit,
nowhere observed before among the numerous and greatly var-
ying occurrences of this mineral in southern Norway, of which
a revision will be given at another opportunity.

Single individuals occur as well as twins, bounded both of
them by the forms {100} and {111! only and prismatic to short
prismatic or pseudorhombohedral in. appearance (Fig. 6). Fig. 7
(side view) illustrates a case of the common type of the single
erystals, within which a small lamellar individual is formed

NOTES ON NORWEGIAN MIN RALS 1—6. 145

in twin position according to the common law, twinning-plane :
1100!. Fig. 8 gives the common type of the twins. One such
specimen measures 3 centimeters by 4 along the c-axis and
perpendicular to the twinning-plane respectively. |

Univ. Min. Inst. November 1904.

Explanation of plate V.

Fig. I. Fergusonite, comb. [231], [111], [001]. Högtveit.
” II. » "n ” ” ” 3 [131], ”
> Hl. = with oblique face of [001], 5
m «VE A comb. [230], [111], [001], [131], »
" V. Group of pseudomorphs after laumontite. Landsværk.
ms VI. Monazite, single crystal, comb. [100], [111]. Sondelev.
es APTE » twin å u;
z ME " " " "

*

Printed 25 february 1905.

Nyt Mag. f, Naturv. XXXXIIT, II. 10

Om nogle skjælforekomster ved Kristianssand.

Af

Daniel Danielsen,
(Med Planche VI, VII).

Den i geologisk henseende interessanteste del af vort land
er vel Kristianiafeltet med sin silurformation og sine merkelige
eruptiver, og det er da rimeligt, at denne egn er blet grundigst
studeret og derigjennem bedst kjendt. Dette gjælder ogsaa i
glacialgeologisk henseende. Det er Kristianiafeltet, Kristiania-
fjordens nærmeste omgivelser, som har git materiale til studiet
ogsaa af de sidste afsnit af Norges geologiske historie, tiden fra
sidste nedisning til nu. Takket være de lerlag og skjælbanker,
som er fremfundet, kan man nu næsten kontinuerlig følge de
nivaaforandringer og de klimatiske vekslinger, som disse egue
har været underkastet.

Sammenligner man Kristianiatrakten med det sydlige Kri-
stianssands stift, springer forskjellen straks 1 øinene. De fore-
komster, som hernede er fundet, er meget faatallige, og søger
man paa grundlag af dem at danne sig en forestilling om de
forandringer, som er foregaaet, finder man snart, at materialet
er altfor sparsomt. Paa den anden side vilde det være af meget
stor betydning, at netop dette strøg blev grundigere udforsket,
især eflerat P. A. Øyen er begyndt at udrede de merkelige for-
hold paa Jæderen !*.

t P. A. Oyen: Tapes-niveauet paa Jæderen. Videnskabsselskabets skrifter
I. Math.-naturvid. klasse. 1903. No. 7.

148 DANIEL DANIELSEN.

Fra Nedenes og Lister og Mandals amt er tidligere kjendt
nogle forekomster, som prof. BrøGGER sidestiller med mya-
bankerne!. Det er et par forekomster nær Arendal og fore-
komsten ved Kuholmens teglverk ved Kristianssand. Det
synes at være en ganske udbredt lerformation med arktisk fauna,
som findes langs vort lands sydøstlige kyst. De spredte iagt-
tagelser, som foreligger, synes ialfald at tyde herpaa. Ved
Giving 1 Dybvaag og ved Grimstad har jeg fundet ler med
arktisk fauna af lignende præg som den, der findes ved Ku-
holmen, og efter iagttagelser i Kristianssands omegn skulde jeg
formode, at denne fauna her er meget udbredt. Det er resul-
taterne af endel saadanne iagtlagelser, som her skal fremlægges.

Først skal omtales en forekomst af arktiske skjæl inden
selve Kristianssands by. Nede ved det sund, som skiller Lag-
mandsholmen tra byen, ligger en akerflek, og paa denne findes
en hel del skjæl indblandet i mulden. Størsteparten af disse er
arktiske; men indimellem findes ogsaa sydlige former, f. eks.
østers. Det er her tydeligvis to forskjellige faunaer, fra to vidt
forskjellige tider, som er blandet. Ved en ganske overfladisk
plukning har jeg fundet følgende former:

Pecten islandicus, Mörr., de fundne skaller af temmelig
smaa individer.

Astarte compressa, Mont., sparsomt.

Astarte elliptica, Brown, den hernede almindelige, store
form, delvis med begge skaller sammenklappet.

Macoma calcaria, CHEMN., en liden form, lig den ved
Kuholmen optrædende.

Mya truncata, Lin.. de fleste skaller middels lange eller
korte, dels ret, dels skjævt afskaaret.

Saxicava, dels s. arctica, Lin., undertiden meget kort og

tykskallet, dels (og vistnok almindeligst) s. pholadis, Lin. Saxi-

cava er den hyppigste form paa denne forekomst.

1 W. C. Broccer: Om de senglaciale og postglaciale nivåforandringer 1
Kristianiafeltet (pag. 335 — 344).

n——— TRES E

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 149

Trophon clathratus, Lin., sparsomt.

Desuden store eksemplarer af balamus-sp.

Hertil kommer repræsentånterne for den anden fauna:

Ostrea edulis, Lin. (temmelig almindelig), cardium edule,
Lin. (sparsomt), rissoa parva, DA Costa, og bittium reticulatum,
DA Costa, samt mya arenaria, Lin. hvoraf jeg bare fandt ét
eksemplar.

Endelig mytilus edulis, Lin. som ved siden af saxicava
er den almindeligste form. Jeg nævner den særskilt, fordi det
kan være gjenstand for tvil, hvilken af de to faunaer den har
tilhørt. Meget sandsynligt er det jo, at den har tilhort begge,
som en form, der er tidlig indvandret og meget udbredt 1 hele
vor postglaciale formation. Forekomsten af mya arenaria
kunde tyde paa, at skjællene er tat fra en strand og fyldt paa
akeren, noget, som er meget almindeligt hernede; men for det
første behøver dette ikke at være tilfældet med andre end netop
denne, sandsynligvis i recent tid indvandrede form; for det andet
er det ikke udelukket, at den kan findes i saadan ringe høide
over havet, som det her dreier sig om, nemlig blot 1—2 meter.
Jeg fandt blot et eneste eksemplar af mya arenaria, saa den er
sandsynligvis kommet til mere tilfældig.

Vi har altsaa her en meget lavtliggende forekomst med
blandet fauna. Det arktiske element indeholder store former,
mindende om dem ved Kuholmen, og hyppigheden af balanus
(og mytilus) viser, at forekomsten ikke kan være afsat paa meget
dybt vand. Nu findes altsaa sammen med disse arktiske former
en række sydlige, stammende fra langt senere tid. Betydningen
af denne kjendsgjerning skal senere omtales.

I det foregaaende er gjentagne gange nævnt forekomsten
ved Kuholmens teglværk. Prof. BrRøGGER angir herfra følgende
former:

Balanus porcalus, DA Costa,
mytilus edulis, Lin.,
pecten islandicus, MöLL.,

150 DANIEL DANIELSEN.

astarte elliptica, Brown,

astarte compressa, MÜLL.,

macoma calcaria, CHEMN.,

mya truncata, Lin.,

saxicava pholadis, Lin. og saxicava arctica, Lin.,
margarita gronlandica, CHEMN.,

trophon clathratus, Lin.,

neptunea despecta, Lin.,

buceinum undatum, Lin.

Hertil kommer lepeta coeca, Mórr., hvoraf jeg har fundet -

et par eksemplarer, aæinus flecuosus, Mont., hvoraf ét eksem-
plar er fundet, samt brudstykke af en echinus.

Det lerlag, som er blottet ved Kuholmens teglverk, strækker
sig sandsynligvis langt indover og danner undergrunden for de
flade eller svagt hølgende marker syd for Oddernes kirke. Leret
stikker frem et sted ved veien, som fører fra byen til Oddernes.
Det tør vel være fortsættelsen af samme lerlag, som findes
længere opover paa Torridalselvens østside. Ved gravning 1
undergrunden støder man her stadig paa ler, og graver man
tilstrækkelig dybt, finder man ogsaa skjæl i leret. Saaledes ved
Egstø, ret overfor Eg asyl. Omsteendighederne tillod her ikke
nogen nærmere undersøgelse; men af de former, jeg fik se
(mytilus, saxicava o. s. v. maa man være berettiget til at slutte,
at faunaen, ialfald i det væsentlige, er den samme som ved
Kuholmen.

Umiddelbart ovenfor Egstø ligger Paaskebjerg. Ved en
udflugt paa de kanter blev jeg opmerksom paa den masse skjæl,
som ligger udover akrene, og ved henvendelse til gaardens eier
fik jeg besked om, at skjællene var tat fra en banke lige ved
elven og fyldt paa markerne som gjødning, hvortil de viste sig
fortrmlige. Han paaviste ogsaa forekomsten, der dog nu var
næsten udtomt!, idet han havde tat ud mangfoldige les skjæl,

1 Ved et senere besøg viser stedet, hvor forekomsten fandtes, sig at
være gjort om til aker.

PN Y

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 151

som han dels havde brugt selv, dels solgt til andre. Fore-
komsten var beliggende lige nede ved elven, knapt 1 meter over
denne, og strakte sig, som jeg fandt ved gravning, under elvens
nivaa. De skjæl, som gaardens eier havde gravet op og kjørt
bort, angav han selv at være østers, og østers fandtes da ogsaa
ganske rigtig i den lille rest af skjælmasse, som var levnet.
Foruden østers fandtes endel andre sydlige former, men desuden,
tilsyneladende 1 lavere nivaa, de heromkring saa hyppige arktiske
mollusker. Det var det ler, som indeholdt disse, der fortsatte
dybere ned. Faunaen omfattede itølge den høist overfladiske
plukning, der nu var anledning til at foreta, følgende former:

Tilhørende den arktiske fauna:

Pecten islandicus, Mört., nogle brudstykker.

Astarte elliptica, Brown, meget almindelig, længde optil
34 mm., godt opbevaret, ofte med epidermis.

Macoma calcaria, CHEMN., indtil 30 mm. lang.

Mya truncata, Lin., almindelig, oftest tykskallet, hyppig
med epidermis.

Saxicava arctica, Lin. og S. pholadis, Lin., meget almin-
delig, optil 40 mm. lang, tykskallet.

Balanus sp., ret almindelig.

Tilhørende den sydlige fauna:

Ostrea edulis, Lin. anomia ephippium, Lin., pecten
varius, Lin., vola maxima, Lan, cyprina islandica, Li.
lucina borealis, Mont, corbula gibba, Quivr, littorina litto-
rea, LIN.

Endelig mytilus edulis, Lin., der kan tilhøre og sandsynlig-
vis ogsaa tilhører begge faunaer.

Vi har altsaa her fo distinkt forskjellige faunaer, som er
blandet. Om det tidligere har ladet sig gjøre at skille de to
faunaer ogsaa efter deres afleiningsforhold, var dette i hvert fald
nu umuligt. Kun saa meget kunde konstateres, at i overfladen
var begge faunaer blandet, mens det underliggende ler bare
syntes at føre den arktiske fauna. Dette kan neppe forklares

152 DANIEL DANIELSEN.

anderledes, end at der paa den gamle bund af glacialt ler er
afsat å postglacial tid en skjælbanke med sydligt præg, med
østers som forherskende form. Idet skjællene fra denne banke
er rodet op og bortført, er der ogsaa blet gravet lidt ned i leret,
saa at dettes former er blet blandet med skjælbankens. For-
øvrigt var der af skjælbanken nu kun svage spor tilbage.

Paaskebjerg ligger mellem Egstø og Sødal. Følger man
stien, som gaar langs elven fra Sødal opover, kommer man til
villaerne ,Dalheim“ og „Ottraly“, som ligger lige under
Skraastadheien. Lige ovenfor er der ved jevning af marken
og ved veianlæg blottet et flere meter mægtigt lag af blaaler,
som fører skjæl. Faunaen er vigtignok heroppe meget fattig,
hvad artsantal angaar; men forøvrigt har den samme præg som
paa de andre forekomster. Formerne er folgende:

Mytilus edulis, Lin., sparsom.

Macoma calcaria, Cuemn., liden og ikke talrig, lengden
sjelden mere end 25 mm.

Saæicava, i stor mængde, næsten eneraadende. Hyppigst
s. pholadis, Lin., med længde optil 35 mm.

Balanus sp., almindelig.

Endvidere bryozoer.

Forekomsten er beliggende lige indunder fjeldet, som her
haver sig med aldeles lodrette vægge til betydelig hoide. Fjeld-
væggen, som til en høide af ca. 3 m. er ganske lys og ikke
dækket af lav, er ganske glatpoleret af isen og viser præglige,
friske skuringsmerker. De er saa udmærket opbevaret, fordi
fjeldvæggen til for ganske faa aar siden har været dækket af
ler eller andre løse jordlag. Disse løse jordlag har ogsaa be-
skyttet de masser af bryozo-, annelide- og balanushuse, som
man endnn kan finde 1 forvitret tilstand paa fjeldvæggen. Hvad
forekomstens heide over havet angaar, er den ganske ubetyde-
lig. Den ligger ca. 1 meter over elven og strækker sig sikkert
ned under dennes nivaa, som her endnu ikke er nævneværdigt

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 153

forskjelligt fra havets nivaa. „Dalheim“ ligger ca. 4 km. fra
byen.

Sandsynligheden taler for, at leret strækker sig endnu læn-
gere opover i Ottras dalføre; men længere har mine udflugter
ikke strakt sig.

Som tidligere nævnt, er der grund til at anta, at det lerlag,
som ved Kuholmen er blottet og leverer materiale til teglfabri-
kationen, danner undergrunden paa hele sletten syd for Odder-
nes kirke. Lerlaget strækker sig ogsaa videre mod nordost
bortimod Kongsgaard. Mellem Kuholmen og Kongsgaard lig-
ger gaarden ,Roligheden*, omgit af lave aasrygge paa nord-
ost- og sydvest-siden. Her blev ivaar (1904) gravet en brønd
tæt ved husene, og ved gravningen kom der store masser
af skjæl for dagen. Afleiningsforholdene var der efterpaa ikke
anledning til at studere; men af det ler, som var gravet op,
syntes mesteparten at være skjælførende. Skjællene var væsent-
lig de samme som ved Kuholmen. Den forherskende form var
her som ved Kuholmen mytilus edulis. Dens skaller, der var
meget skjøre og sjelden fandtes hele, havde ved smuldring git
hele partier af leret en lyst blaalig eller næsten hvid farve.
Derimod dannede balanus ikke som ved Kuholmen nogen frem-
trædende bestanddel af faunaen. Følgende former fandtes:

Mytilus edulis Lin.

Astarta compressa, Mont. sjelden.

Astarte elliptica, Brown, en stor form, længde optil 57/2 mm.
Overordentlig talrig og vel vedligeholdt, oftest med epidermis og
hyppig med begge skaller sammenklappet.

Macoma calcaria, GHEMN., optil 34 mm. lang, ganske
hyppig, ofte med epidermis. |

Saxicava, i mængde, især s. pholadis, Lin., med længde
optil 56 mm.

Mya truncata, Lin., meget almindelig og vel vedligeholdt,
med epidermis; tykskallet, men noksaa langstrakt.

Lunatia grónlandica Beck, ét eksemplar.

154 DANIEL DANIELSEN.

Lacuna divaricata, FABr., ét lidet eksemplar.

Buccinum undatum, Lin., endel smaa, tyndskallede eksem-
plarer.

Balanus sp.

Ved sammenligning mellem faunaen ved „Roligheden“ og
ved Kuholmen findes ingen væsentlig forskjel. Naar balanus
er saa meget talrigere ved Kuholmen, beror dette vistnok paa,
at fjeldet her stikker frem i selve skjælforekomsten, mens det
sted, hvor brønden ved ,Roligheden* er gravet, ligger ude paa
en mark, i nogen afstand fra fast fjeld. Forøvrigt er jo de for-
herskende former fælles for begge forekomster, og de sjeldnere
former bidrar lidet til at gi faunaen dens præg. Hvad høiden
over havet angaar, ligger ,Roligheden* kanske en meter eller
to høiere end Kuholmen, hvis høide af prof. BRØGGER anslaaes
til 8—10 meter over havet. Da saaledes høideforskjellen er
ganske ubetydelig, og de to steder blot ligger faa minuters vei
fjernet fra hinanden, er det bare, hvad man maatte vente, at
faunaen er temmelig nær den samme.

Tæt ved ,Roligheden*, blot skilt fra denne gaard og
Kuholmen ved ganske lave aasrygge, hvis fortsættelse ud 1
Topdalsfjorden danner Gleodden, ligger Marvigen. Under en
udflugt traf jeg her 1 en høide af 2—3 meter over havet paa
et jordstykke, hvoraf endel af muldlaget med græsvolden var
tat væk, saa at undergrunden paa et ganske lidet areal laa
blottet. I midten af dette blottede parti, som dannede en for-
dybning 1 jordbakken, havde en liden bæk gravet sig dybere
ned i grunden og lagt op grus nedenfor. I bækkeleiet fandtes
udvasket endel skjæl, og ved udplukning blandt disse og ved
lidt gravning 1 det underliggende stenede ler eller rettere grus
fandtes følgende former:

Mytilus edulis, Lin.,
modiolaria nigra, GRAY,
astarte elliptica, Brown,
macoma calcaria, CHEMN.,

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 155

mya truncata, Lin.,

saxicava arctica, Lin. og s. pholadis, Lin.,
margarita grönlandica, CcHEMN.

natica affinis, var. clausa, BRop.,
throphon clathratus, Lin.

buccinum undatum, Lin.

cylichna Reinhardtii, MöLL., Mörca.
balanus sp.

Endelig et stykke al en krabbeklo.

Om de forskjellige arters forekomst er at merke:

Mytilus edulis fandtes i stor mængde og er langt over-
veiende over de andre arter i antal. Dens skaller er ualmin-
delig godt bevaret, de allerfleste hele og med frisk blaafarve.
De fandtes i alle størrelser fra ganske smaa optil 79 mm. længde.
I enkelte skaller iagttoges perleformede ansatser paa indsiden.

Modiolaria nigra fandtes i flere eksemplarer, saa at den
paa denne forekomst maa betegnes som ikke sjelden. Foruden
mindre brudstykker fandtes endel nogenlunde hele skaller, ja
endog et eksemplar med begge skaller sammenklappet. Indi-
viderne var paa en undtagelse nær ganske smaa, fra 7 optil
17 mm. lange. Et enkelt skal var 25 mm. langt. Denne art
er jo forøvrigt temmelig sjelden i vor glacialformation.

Astarte elliptica fandtes i mængde og, som almindelig, 1
udmerket opbevarede eksemplarer, ofte med sammenklappede
skaller og hyppigst med epidermis. Forekom 1 alle størrelser
fra 5 til ca. 32 mm. længde.

Macoma calcaria fandtes ganske almindelig, baade 1 brud-
stykker og hele skaller, ofte med epidermis og sammenklappede
skaller. Størrelsen var fra ganske ubetydelig til ca. 30 mm.
lengde. Nogle brudstykker maa ha været af lidt større indi-
vider. Enkelte skaller var tykke, men de fleste temmelig tynde
og skrøbelige.

Af mya truncata, som var ganske talrig tilstede, fandtes i
modsætning til de foregaaende bare brudstykker. Men disse

156 DANIEL DANIELSEN.

var forovrigt lidet forvitret og havde ofte sin epidermis 1 behold.
Der fandtes dels tykskallede, dels temmelig tyndskallede indi-
vider.

Af saæicava-arterne var her som ellers s. pholadis den
hyppigste. Ingen fandtes dog i større mængde. Undertiden
fandtes eksemplarer med begge skaller sammen. Længden var
optil 57 mm. |

Af margarita gronlandica blev fundet blot ét eksemplar.

Af trophon clathratus nogle faa defekte eksemplarer.

Buccinum undatum fandtes i en meget skrøbelig, tynd-
skallet form, de fleste eksemplarer temmelig defekte.

Af cylichna Reinhardtii blev et enkelt vel vedligeholdt
eksemplar fundet. Det er en af de sjeldnere former i vore
glaciale afleininger.

Balanus fandtes ikke 1 større mængde.

Dette er, hvad der fandtes 1 midten af det blottede parti,
d. v. s. 1 selve bækken og 1 bækkeleiets sider. Men ved grav-
ningen 1 jordstykket havde man først spadet igjennem et lyse-
graat eller granligl, temmelig urent og stenet ler, der var
meget haardt og opsprukket. Dette ler stod nu igjen paa siderne
af fordybningen, og ved noiere eftersyn opdagedes her aftryk
af astarte elliptica, uden spor af hverken skal eller epidermis.
Ved med en hammer at banke los stykker af leret opdagedes
flere lignende aftryk, baade af astarte elliptica og andre arter.
lielge bestemmelse, som for største delen skyldes amanuensis
Øyen, fandtes aftryk af følgende:

Pecten islandicus, MöLL.,
mytilus edulis, Lin.,
astarta compressa, Mont.,
astarte elliptica, Brown,
macoma calcaria, CHEMN.,
saxicava pholadis, Lin.,
balanus crenatus, BRUG.

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 157

Af disse var astarte elliptica uden sammenligning den
hyppigste, og den har jo ogsaa et saa let kjendeligt udseende,
at selv de mindste brudstykker af den blir bestembare. I enkelte
partier af leret fandtes neppe en klump saa stor som en knyt-
nave, uden at den indeholdt aftryk af astarte. I enkelte tilfælde
var ogsaa lidt af epidermis opbevaret, derimod aldrig noget af
skallet. Sammenlign hermed, hvad prof. BRocGER forteller om
epidermis-eksemplare af astarte elliptica 1 de øvre lag af Ku-
holmsleret. å

Profilet ved Marvigen er noget vanskeligt at udrede, da
baade ler og sand vanskelig lar sig bearbeide med spade. Saa-
vidt jeg formaaede at tyde det, var det slig: Underst fint grus
med lidet lermateriale, men mange smaasten; dernæst mørkt,
sandblandet ler; øverst lyst, næsten stenhaardt ler med større
gruspartikler indblandet i lermaterialet. Det underste lag dannede
bunden af bækkeleiet og lidt af dettes sider. Hvad der laa
under det igjen, kunde vanskelig konstateres, da det var for-
bundet med saa stort besvær at grave igjennem det stenede
grus. Det mellemste lag dannede resten af bækkeleiets sider, .
og det øverste, forhærdede ler som nævnt siderne af den i jord-
bakken gravede fordybning.

Alle de hidtil beskrevne forekomster, med undtagelse af den
første, ligger paa Torridalselvens østside, Lundsiden. Nu skal
tilslut omtales en forekomst paa vestsiden af Kristianssand.
Naar man følger Mandalsveien udover fra byen, kommer man
efter et kvarters gang til gaarden Kolsdalen, hvis marker om-
kranser et lidet tjern. Fra tjernet, Kolsdalstjernet, førte tid-
ligere en grøft, som ledede bort det overflødige vand, og 1 leret,
som var spadet op ved grøftens gravning, saaes arktiske mol-
lusker. Jeg ofrede dem dengang ikke videre opmerksomhed, da
forholdene ikke tillod nøiere undersøgelse. Men høsten 1905
blev der foretat en videre udgravning for at sænke tjernets
nivaa og forbedre jorden omkring, og herunder kom der baade
skjæl og andet for dagens lys. Ned til ca. 2 meters dyb var

158 DANIEL DANIELSEN.

leret skjælfrit; men saa stødte man paa et sammenhængende
lag af meget !skjælrigt ler, undertiden næsten med skjælbanke-
karakter, og desuden gravede man frem to knokler af en hval.
Det sidste fund vakte endel opmerksomhed og blev omtalt i
byens blade, hvorpaa amanuensis Øyen opfordrede mig til at
. ta ud prøver af skjæl og ler. Heri fandtes efter OvENs bestem-
melse følgende arter:

Mytilus edulis, Liw.,

macoma calcaria, CHEMN.,

mya truncata, Lin.,

saxicava pholadis, Lin.,

bela tenuicostata, M. Sans,

balanus crenalus, BRUG.

Desuden fandt jeg et enkelt eksemplar af lepeta coeca, Miu
og et eksemplar af littorina littorea, Lin. Om den sidste hører
til i dette ler, er vel tvilsomt, mens den første sikkert fandtes i
selve leret. Det var et temmelig lidet individ, og skallet var
saa skjørt, at det smuldrede ganske op. Om de øvrige [ormer
er at merke:

Mytilus edulis fandtes med længde optil 83 mm. Den var
tilstede i stor masse, langt overveiende over de andre former, 1
enkelte partier af leret næsten eneraadende.

Macoma calcaria fandtes temmelig almindelig, men blot 1
en liden form, max. længde 23 mm., mens max. længden ved
Kuholmen af prof. BRØGGER opgis til 40 mm. Formen ved
Kolsdalen er altsaa betydelig mindre end den ved Kuholmen,
men har forresten det sedvanlige udseende.

Mya truncata forekom sparsomt. Blot 2 hele eksemplarer
blev fundet, hvoraf særlig det ene var tykskallet. Begge var
temmelig smaa. Desuden fandtes nogle brudstykker af lidt
større, tyndskallede individer.

Saxicava fandtes i stor mængde, optil 41 mm. lang, mens
den ved Kuholmen af prof. BRØGGER opgis til at bli 46 mm.
lang. Det er ved Kolsdalen næst mytilus den almindeligste

eT ae VASS VG

—M —

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 159

form. Smaa eksemplarer viste smukke og tydelige diagonale
ribber.

Balamus crenatus var ogsaa meget talrig tilstede.

Af bela tenwicostata fandtes blot et eneste eksemplar. Det
er jo i det hele en sparsomt forekommende art i vor glacial-
formation.

Endelig fandtes bryozoer og et stykke af en krabbeklo.

Faunaen er saaledes ved Kolsdalen ikke meget righoldig.
En grundigere undersøgelse kunde muligens bringe flere former
for dagen; men den vilde neppe i væsentlig grad forandre det
indtryk, faunaen gir. Sammenlignes den med Kuholmens, ser
man straks en betydelig lighed, men ogsaa nogen forskjel.
Fælles for begge er rigdommen paa mytilus og saxicava; men
paa den anden side ser man, at flere af de former, som er
almindeligst ved Kuholmen, helt mangler eller er sjeldne ved
Kolsdalen. Først og fremst gjælder dette astarte elliptica, som
ved Kuholmen og ogsaa paa de fleste andre forekomster ved
Kristianssand findes 1 masse og i usedvanlig store eksemplarer,
men mangler ved Kolsdalen. Forskjellen mellem faunaen paa
de to forekomster tør dog karakteriseres som mere kvantitativ
end kvalitativ. De har væsentlig samme præg, blot er den ved
Kolsdalen fattigere end den ved Kuholmen, og formerne er
gjennemgaaende mindre.

Forskjellen i fauna turde kanske delvis skyldes forskjel i de
lokale forhold. Det maa antas, at sjøen under lerets afsætning
havde mere uhindret adgang ved Kuholmen end ved Kolsdalen.
Kolsdalen ligger temmelig afstængt, idet en lav aas spærrer
udsigten til sjøen. Paa begge sider af denne aas, som 1 hin
tid har dannet et skjær eller en baae i indløbet, har vandet
havt adgang; men den vestligste passage har yderligere været
spærret af en undervandsbaae, der nu stikker frem som en lav
fjeldknaus. Det er mellem denne og det vestenfor liggende,
høiere opragende fjeld, skjælforekomsten ligger. Leret fylder en
noksaa trang passage, hvis bund bestaar af isskuret fjeld.

160 DANIEL DANIELSEN.

Kolsdalen ligger altsaa temmelig afstængt, og heri kan maaske
grunden til faunaens fattigdom delvis søges.

Den trange passage tør ogsaa ha git foranledning til fore-
komsten af hvalbenene. (Se fotografiet). De fundne knokler er
et overluffeben (humerus) og et stykke af et ribben. De fandtes
ca. 2 meter under overfladen, delvis dækket af nogle store sten-
blokke, som er faldt ned fra fjeldkammen paa vestsiden. Det
er at merke, at benene fandtes indenfor den trangeste del af
passagen. Øiensynlig har hvalen svømmet omkring i den
dybere bugt indenfor, der hvor nu tjernet ligger. Did kan den
være kommet gjennem det bredere østlige indlob. Man kan da
tænke sig, at den under forsøget paa at svømme ud gjennem
det trange vestlige lob har rendt sig fast og er omkommet. Er
denne formodning rigtig, maa leret være afsat paa temmelig
grundt vand. Hvis der nemlig havde været dybt, vilde vandet
ha staaet adskilligt over den lave fjeldknaus øst for det trange
sund, idet denne fjeldknaus blot hæver sig faa meter over om-
givelserne. Og paa den anden side tyder faunaens sammen-
sætning (med mytilus og balanus som nogle af de mest frem-
trædende former) netop paa, at leret er afsat paa forholdsvis
lidet dyb. Det er jo ogsaa blot under forudsætning af lidet dyb,
at den ovenfor berørte grund til faunaens fattigdom faar reel
betydning.

Hvad forekomstens høide over havet angaar, vil jeg anslaa
denne til omkring 10 meter. Dette er lerlerrassens høide.
Skjællene laa et par meter nede 1 leret, og deres og benenes
høide over havet blir efter dette ca. 8 meter; altsaa nogenlunde
samme høide som Kuholmsforekomsten.

Om tilstedeværelsen af skjælførende ler i andre partier af
Kolsdalen vides intet. At der er ler rundt hele tjernet, er
sikkert; det viste sig f. eks. ved den udglidning, som fandt sted
paa grund af tjernets udtapning, og det har ogsaa vist sig ved
gravningen af en grolt paa tjernets østside. Rimeligt er det, at
ogsaa dette ler i dybere partier indeholder skjæl; men til at

———— —

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 161

konstatere dette er der for tiden ingen anledning, da det hele
er dyrket mark.

Fra forekomsterne ved Kristianssand kjendes nu følgende
arter af. mollusker, hvoraf de med * merkede maa antas at til-
høre glaciale afleininger:

[EET d

| a] val fig a =

[Fe jäsa leda

ER ER ER Belle Se) 5

| For 29 | FL SF! Bop ES

EEG EE en
maou epluppium, law. . . . | . | . | — |
PECES ECS — |... b= Å
peus Dam 2 P
Press elandieus, Món. * . . | |= |—) . | | — |
mamaria, LIN... .. . el | |
mytilus edulis, Lin* © 2...) - /—-|— — — — | —
eames mera, GRAY? 22 | 02 o PN
rd edule, Lm.. . | | | | |
eyprina islandica, Lin. . . . . | . | . | —| | ur
astarte compressa, Movr.*. . | —|—! . PES | —
astarte elliptica, Brown* ...|- |—|—- |. |- ||
Bermanborealıs, Lin. ... - . 1. | er | | | |
axinus flexuosus, Mont.* . . . | . |— | | | RUE
macoma calcaria, CHEMN.". . | —|=|=|—=|=|-—|=
corbula gibba, OLıvı leet = Kor
myaænisuneata, LIN, .... . | =|=) e cS | EE
saxicava pholadis, Lin.*. . . . pese fä |—|—
‘saxicava arctica, LIN ....|—|-— EEE EE ee fe
fepeta coeca, Mürp* 2 .... | E EL APP ae er
margarita gronlandica, CHEMN.*. | — | =

Nyt Mag. f. Naturv, XXXXIIL, IL 11

162 DANIEL DANIELSEN.

| fs, | so v
ES E EE
Io. ae mp M E
|? ems sec ME
EEE dz em cc
le 8.BI SB X | MES
| (Sé|solr Te
ee EN ERICH
|A + | Mo ÅS ES EP I-II.
lIunatiaevonlandica FE EN EEE
natica affinis, var. clausa, Brop.* | . | - | - | |
littorına littorea, LIN. LENE FEN lg eee Ta 2
lacuna divaricata, FaBr.* . . . | - |. bre =|
rissoa parva, Da Costa . . . . | — | |
bitum reticulatum, Da Costa . | — | | | |
bela Henucostata MS NE
| | | |
trophomedatraus ts cc == nd
ep tune adespe cha" bas. MM |— | | |
| | |
buceinum undatum, Lin.* . . . | . | — | ||
cylichna Reinhardtu, Morr., | | Fe |
More mau: | =
| I | I

Mya arenaria, Lis. er udeladt, da den blot fandtes paa
den mest tvilsomme af forekomsterne og der sandsynligvis er
kommet tilfeldig. Naar man blot medregner de former, som
utvilsomt er glaciale, og altsaa bortser fra, hvad der paa de to
forekomster fandtes af postglacial oprindelse, omfatter faunaen
20 arter af skaldækte mollusker. Af disse findes mytilus edulis,
macoma calcaria og saxicava-arterne paa alle forekomster,
mya truncata mangler blot paa én og astarte elliptica blot
paa to. Af de to forekomster, hvor astarte elliptica mangler,
er den ene beliggende temmelig langt inde i Ottras dalføre, og
ogsaa den anden (Kolsdalen) ligger, som før nævnt, lidt afstængt.
Faunaen paa Kristianssandsforekomsterne er, som man ser, tem-
melig arktisk, idet af de 20 arter mollusker blot 3 (mytilus
edulis, axinus flexuosus og buccinum undatum) er blandt dem, prof.
BrøGGER betegner som boreale, de øvrige 17 arktiske. Vil man

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 163

blot efter antallet af arktiske og boreale former prøve at fast-
sætte disse forekomsters alder 1 forhold til de glaciale afleininger
i Kristianiafeltet, kommer man til det resultat, at de maa pla-
ceres mellem det ældre arcaler og det midlere arcaler og yngre
portlandialer. For det sidste angir prof. BrøcGGEr forholdet
mellem arktiske og boreale former som 5:1, mens det første
bare har arktiske. For Kristianssandsforekomsterne blir jo for-
holdet som 17 : 3.

Imidlertid kan vel dette resultat neppe gjore krav paa nogen-
somhelst paalidelighed. Sagen maa overveies noiere, og sporgs-
maalet blir altsaa nu til slutning: Fra hvilken tid stammer
disse lerafsætninger å Kristianssands omegn? Til en nøiagtig
tidsbestemmelse er materialet vistnok endnu altfor sparsomt.
Derimod maa det formentlig kunne gjøres til gjenstand for drof-
telse, om forekomsterne stammer 1) tra tiden før maximum
af sidste nedisning, 2) fra sænkningstiden under israndens
tilbagerykning eller 3) fra den paafølgende stigningstid.

Imod den første antagelse indvender prof. BRØGGER, at var
leret ældre end maximum af sidste nedisning, ,maatte det, lig-
gende 1 aabent terræn som det gjør over store strækninger, have
været skrabet bort af isen*. Selv om raet betegner grænsen
for sidste nedisning (hvad jo BrøaGEr ikke tror), maatte ialfald
forekomsterne ved Arendal, som 1 sin fauna er temmelig lige
Kuholmsforekomsten, være sopet væk, da de ligger indenfor
raet. Nu er det vistnok saa, at forekomsterne baade ved Ku-
holmen og Kolsdalen overleies af et flere meter mægtigt ler,
som kan ha ydet nogen beskyttelse; men denne beskyttelse kan
ikke ha spillet nogen videre rolle. Og saa kommer en omstæn-
dighed til, som her maa ha betydning. Det underliggende fjeld
er, baade ved Kuholmen, Kolsdalen og ,Dalheim* isskuret, og
denne isskuring maatte, hvis forekomsterne var ,interglaciale*,
stamme fra en tidligere istid. Men da maatte man vente, at
merkerne var mere udvisket, ialfald hvis partierne i den inter-
glaciale tid har ligget hævet over havets nivaa. Og har de

164 DANIEL DANIELSEN.

ligget under havet eller været dækket paa anden maade, maatte
man vente at finde andre marine eller terrestriske interglaciale
afleininger. Den første antagelse synes derfor at maatte opgis.

Spørgsmaalet blir da, om forekomsterne kan være dannet
under den senglaciale sænkning. Flere omstændigheder taler
for, at saa ertilfældet. Skjælforekomsterne ved Kuholmen og ved
Kolsdalen, som begge maa antas at være grundvandsdannelser,
overleies af temmelig rent, finslemmet blaaler, altsaa lermate-
rale, som synes afsat paa større dyb end skjælleret, der i
enkelte partier, ialfald ved Kolsdalen, har karakteren af en egte
skjælbanke. Efter dette skulde landet ha befundet sig å synk-
ning. Rigtignok kunde man gjette paa, at det overleiende ler
var afsat meget senere, under en postglacial sænkning; men leret
ved Kuholmen indeholder jo astarte elliptica, en arktisk mollusk,
som netop er en af de mest karakteristiske former paa fore-
komsten, og det var dog rimeligere, hvis leret var meget yngre,
at det da maatte indeholde en ganske anden fauna. Man maatte
i saa fald nogenlunde ha en parallel til forholdene ved tegl-
verkerne 1 Kristiania og Smaalenene, hvor det glaciale arcaler
overleies af postglacialt isocardialer med en ganske anden fauna.
Man maatte da ogsaa vente at finde nogen diskontinuitet 1 lag-
ningen, saaledes at det underliggende ler dannede en platform,
hvorpaa det øverste var afsat. Var derimod astarte udvasket
af den gamle skjælmasse og paa den maade kommet op i leret,
kunde man vanskelig tænke sig, at dens epidermis var saa ud-
merket vedligeholdt, da den mekaniske bearbeidelse under vask-
ningen først og fremst maatte gaa ud over epidermis. Det
rimeligste blir saaledes, at leret er afsat umiddelbart efter skjæl-
forekomsten og at landet saaledes har befundet sig 1 synkning.
Hvad grunden da er til, at dette ler, afsat under landets synk-
ning, er saa faltigt paa fossiler, er ikke godt at afgjore. Den
omstændighed, at det blot er astarte elliptica, en af de mest
tykskallede og robuste former, som er opbevaret, og selv af
denne blot epidermis, (mens al kalksubstans er væk), viser, at

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 165

betingelserne for opbevaring har været ugunstige. Den rigeligere
slamaisætning, som leret vidner om, kan ogsaa ha havt betyd-
ning.
Forekomsten ved Marvigen synes at pege i samme retning.
Som tidligere nævnt bestaar det underste af profilet her ikke af
egentligt ler, men snarere grus, med mange smaasten, slig som
man finder det paa ganske grundt vand. Senere blir lermate-
rialet mere fremtrædende, og 1 de øverste lag findes veritabelt
ler, rigtignok ogsaa her temmelig urent. Det ser altsaa ogsaa
her ud, som om det først afsatte er en grundvands-, ja næsten
en stranddannelse, mens det senere afsatte bærer præg af at
være dannet paa moget større dyb. Littoraldannelser synes dog
det hele at være, da mytilus edulis findes hele veien; men den
er mest fremherskende i det underste lag. Det er ogsaa her
astarte elliptica, som har holdt sig længst, enten dette nu beror
paa, at de andre former for største delen er uddøde, eller deres
skaller blot har havt vanskeligere for at opbevares. Faunaens
sammensetning kunde synes at tale imod, at forekomsten er
littoral. Der findes jo bl. a. former som modiolaria nigra,
der af prof. G. O. Sars angis at leve paa dyb fra 20 —100 favne;
men dette mere end opveies ved den forherskende rolle, en
strandform som mytilus edulis spiller. Jeg mener saaledes, at
baade det petrografiske og det faunistiske præg taler for, at de
øvre lag af disse dannelser er afsat paa større dyb end de
undre.

Mod den antagelse, at forekomsten ved Kuholmen skriver
sig fra sænkningstiden, indvender prof. BRØGGER, at ,af faunaens
herskende arter er en række (mytilus edulis, astarte-arterne etc.)
ikke kjendt fra yoldialeret, medens omvendt dettes karakteristiske
former (portlandia arctica etc.) fattes. Forekomsten af mytilus
edulis og buccinum undatum viser, at faunaen er boreoarktisk,
lig myabankernes*. Hertil er at bemerke, at selv om Kristian-
sandsforekomsterne var samtidige med myabankerne, saa be-
høvede ikke landet her sydpaa at være i stigning. Maximum

166 DANIEL DANIELSEN.

af sænkning kunde vel tænkes at ha indtraadt noget senere her
end paa Østlandet. Forresten nodes man neppe til at anta
nogen betydelig tidsforskjel mellem maximum af nedsynkning
her og ved Kristiania eller i Smaalenene. Som tidligere nævnt,
kommer man ved at bruge prof. BRØGGERS fremgangsmaade,
at beregne forholdet mellem antallet af arktiske og boreale
arter, til det resultat, at Kristianssandsforekomsterne 1 tid ligger
mellem det ældre og det midlere arcaler. Er der nu noget til
hinder for at anta dette? Hvad de 3 boreale former angaar,
mytilus edulis, axinus flexuosus og buccinum undatum, kan den
sidste paa ingen maade siges at spille nogen forherskende rolle.
Den er ikke hyppig paa nogen af forekomsterne, og overalt er
det blot en liden, tyndskallet form. Med mytilus er det ander-
ledes; men dette tør vel hænge sammen med det ringe dyb,
hvorpaa disse forekomster er afsat. Axinus flexuosus er blot fundet
en eneste gang paa en enkelt forekomst. Skal man anstille
sammenligninger med Kristianiatrakten, nytter det ikke at sam-
menligne med arcaleret, der jo er afsat paa relativt dybt vand,
hvor mytilus neppe kunde ventes, selv om den var indvandret
paa den tid. Man maatte sammenligne med littoraldannelser
fra Kristianiatrakten, og saadanne littoraldannelser fra samme
tid som arcaleret kjendes ikke eller er ialfald ikke erkjendt som
stammende fra senkningstiden!. Forst naar saadanne findes,
kan en sammenligning ventes at gi rigtigt resultat, og da tør
det vel hænde, resultatet blir, at forekomsterne her sydpaa stam-
mer fra en tid, da ogsaa Kristiamatrakten befandt sig i synk-
ning. Og tar man saa ovenikjøbet hensyn til, at klimatet her
sydpaa kan ha været noget mildere, og at f. eks. mytilus edulis
maatte indvandre tidligere her bare ifølge den geografiske

! Littoraldannelser fra sænkningstidens sidste stadier er vistnok studeret
ved Kristiania af P. A. Øyen. Men idet dette skrives, er, saavidt vides,
intet publiceret herom, bortseet fra nogle udtalelser i Ovens „Port-
landia arctica, Gray og dens forekomst i vort land under ratiden og
indsjoperioden“,

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 167

beliggenhed, synes intet at være til hinder for at anta disse
forekomster for samtidige med arcalerets afsætning, gjerne for
ældre end det yngste arcaler. At faunaen har et koldere præg
end selv de ældste myabanker, fremgaar ved sammenligning
med faunaen i de øvre myabanker 1 Smaalenene. Foruden
mytilus edulis og buccinum undatum findes her endnu 4 boreale
arter, nemlig anomia ephippium, mytilus modiolus, zirphæa cris-
pata og onoba striata. Selv om man antar, at onoba striata er
saa liden og zirphæa crispata saa sparsomt forekommende, at
begge disse kan ha undgaaet opmerksomheden, saa burde man
ialfald ha fundet de to andre, hvis de dengang var indvandret.
Men mens antallet af arktiske arter er forøget med 7 ved de
sidste fund hernede, er de boreale blot forøget med én, nemlig
axinus flexuosus.

Er forekomsterne ved Kristianssand afsat under landets synk-
ning, maa de laveste være de ældste, de høieste de yngste,
forudsat at de er dannet paa samme dyb. Det lar sig da gjøre
saa nogenlunde at bestemme deres relative alder og række-
følge:

Den «ldsie er Marviksforekomsten, der foruden at ligge
meget lavt ogsaa bærer præg af at være dannet paa meget
lidet dyb. i

Dernæst kommer Kuholms- og ,Roligheds*-forekomsterne,
der sikkert er temmelig samtidige, og endelig Kolsdalsfore-
komsten, der vel ogsaa kan antas for nogenlunde samtidig med
disse.

De to lavtliggende forekomster ved Paaskebjerg og ved
,Dalheim* er vistnok ogsaa samtidige med disse eller ganske
ubetydelig ældre. De ligger rigtignok lavt; men den omstæn-
dighed, at mytilus edulis ved ,Dalheim* er sparsom og ved
Paaskebjerg ikke sikkert paavist 1 det glaciale ler, tyder paa,
at disse forekomster er dannet paa lidt dybere vand.

Ved forekomsten i selve byen er forholdene saa usikre, at
ingenting kan udtales om dens alder,

168 DANIEL DANIELSEN.

Det kunde være fristende at anstille sammenligninger for at
paavise en mulig forskjel mellem forekomsternes fauna, en for-
skjel, som kunde skyldes deres forskjellige alder. Kunde man
f. eks. paavise, at faunaen ved Marvigen var mere arktisk end
den ved Kuholmen eller ,Roligheden*, saa var jo det et ganske
vægtigt bevis for rigtigheden af den her hævdede anskuelse.
Imidlertid kan man, hvis synkningen har gaaet nogenlunde hurtig,

ikke vente at finde nogen nævneværdig forskjel, og det maa -
derfor være nok at hævde, at en slig sammenligning i hvert

fald ikke rokker teorien.

Hvad vilde paa den anden side følge af den antagelse, at
disse forekomster var dannet under landets stigning? Da maatte
forekomsten ved Marvigen være yngst, og da den øiensynlig er
dannet paa meget grundt vand, kunde sjøen dengang 1 det hoieste
staa en 10—20 meter høiere end nu. Men faunaen var paa den
tid næsten rent arktisk, blot med 9 boreale former mod 12 ark-
tiske, og konsekvensen blev da, at det sydligste af Kristians-
sands stift næsten var steget til sin nuværende høide paa en
tid, da Kristianiatrakten befandt sig 1 synkning eller netop havde
tilendebragt denne. Forskjellen synes her at være altfor stor.
Og stigningen maa under denne forudsætning ha gaaet underlig
ujevnt for sig. Først havde landet steget 10—20 meter uden
forandring i klimatet (som Kuholms- og Marvigsforekomsten viser),
og under de næste 10—20 meters stigning forandrer klimatet
sig fra arktisk til nutidens klima. Ja, man kan gaa videre.
Klimatet var jo under tapestiden mildere end nu; men fra tapes-
tiden stammer antagelig den postglaciale banke ved Paaskebjerg,
som ligger 1 m. over havet. Siden dens dannelse kan vel lan-
det ha steget bortimod 10 meter, og man kommer da til det
resultat, at 1 løbet af den lange tid, som behøvedes for at for-
andre klimatet fra arktisk til tapestidens klima, steg landet høist
10 meter; en nøiagtigere beregning vilde vistnok paa det nær-
meste levere som resultat en stigning =0. Sligt kunde natur-
ligvis tænkes. Man kunde jo ogsaa gribe til en postglacial

-——— PE EE

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 169

sænkning som forklaring, og at en saadan har fundet sted ogsaa
ved Kristianssand, er 1 og for sig ikke usandsynligt; men det
forekommer mig, at forholdene allersimplest forklares ved at
anta, at Kristianssandstraktens forekomster af arktiske mol-
lusker skriver sig fra sænkningens, den senglaciale sænk-
nings, tid.

Hvad de faunaer angaar, som har repræsenteret et endnu
koldere klima, er de ikke kjendt fra Kristianssandstrakten. Det
er netop, hvad man ifølge den her hævdede anskuelse maatte
vente. Er de her beskrevne forekomster afsat under landets
sænkning, maa de ældre ligge under havets nuværende nivaa
og er følgelig utilgjengelige. Havde landet derimod været i
stigning, maatte de ialfald delvis ha ligget over den nuværende
strand og følgelig været tilgjængelige; men de kjendes ikke.
Kommer man derimod østover, findes der spor af dem. Saaledes
har jeg paa en skjælforekomst i havets nivaa paa Askergen i
Dybvaag fundet bl. a. yoldia hyperborea, Loven, og ‘en optil
18 mm. lang form af arca glacialis, Gray, ligesom lepeta coeca,
Mitt. her er ganske hyppig og findes i store (indtil 18 mm.
lange) eksemplarer. |

Er teorien rigtig, bør ogsaa de postglaciale skjælbanker
bekræfte den. Findes der i Kristianssands omegn skjælbanker,
som ligger nævneværdigt høiere end de laveste af de her be-
skrevne forekomster? Dette er desværre ikke tilfældet: men
trakten er da ogsaa svært lidet undersøgt i glacialgeologisk hen-
seende. Fra større høide kjendes ingen skjælbanker hernede.
Paa Flekkero er 1 sin tid fundet hvalben og sjøskjæl (østers o. a.)
1 en myr i 3,6 m. heide over havet!. Forresten har vi da ban-
ken ved Paaskebjerg og forekomsten i Kristianssands by, begge
i ganske ubetydelig høide, ca. 1 m. over havet. Naar man ofte
finder skjæl i jorden i betydelig større høide, er de hyppig fort
paa fra sjøen som gjodning. Imidlertid stemmer jo, hvad der

1 Se Helland „Lister og Mandals amt“, 1ste bind, side 58,

170 DANIEL DANIELSEN.

findes, i alle maader med teorien. Disse skjælbanker er afsat
under landets stigning og er derved kommet til at bli blandet
med glacialt ler fra en langt tidligere tid.

Imidlertid, selv om teorien er gjort overveiende sandsynlig,
saa staar endnu meget tilbage. Det er egentlig blot et enkelt,
sandsynligvis ganske kort afsnit af sænkningens og stigningens
historie, som kjendes. Fra sænkningens senere og stigningens
tidligere afsnit kjendes ingenting, ja ikke engang den marine
grænse kjendes ved Kristianssand, om den end er bestemt ikke
saa svært langt fra byen. Først naar man har fundet og studeret
det, som Kristianssandstrakten maatte ha at opvise af hoiere-
liggende forekomster, først da vil der falde klart lys over de
forandringer, som 1 denne del af vort land har foregaaet siden
sidste nedisning. Men saa staar efterpaa tilbage at bringe dette
i sammenhæng, paa den ene side med Kristianiatraktens, paa
den anden side med Jæderens postglaciale historie. "Turen
kommer saaledes til Nedenes amt og til den vestligere del af
Lister og Mandals amt. Det er et stort arbeide, som her ligger
og venter, et arbeide, som maa tas fat paa med alvor, skal man
haabe nogensinde at naa frem til fuld forstaaelse af disse for-
andringer 1 vort land, som dog ligger os saa nær i tid.

Efterat ovenstaaende var skrevet, er jeg blet opmerksom paa
en omstændighed, som kunde synes til en vis grad at staa i
strid med den her fremsatte anskuelse, at Kristianssandsfore-
komsterne er afsat under landets sænkning. Naar jeg efter
nogen overveielse forklarer denne omstændighed ved en hypotese,
vil jeg forudskikke den bemerkning, at det blot er en hypotese,
og at jeg ikke paa nogen maade anser mig for at ha ført bevis
for dens rigtighed. Dette er ogsaa grunden til, at jeg ikke har
omarbeidet den tidligere fremstilling paa noget punkt, men vælger
at slutte med et ganske løst tilknyttet anhang.

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 171

Den nævnte omstændighed er beliggenheden af nogle mo-
ræner i Kristianssands umiddelbare nærhed. Den ene ligger
foran Mollevandet paa byens vestkant, vistnok med fortsættelser
baade ned mod Bellevue og over mod den anden side af det
dalføre, hvorigjennem Sætersdalsveien er lagt. Den anden ligger
ved Sødal, paa bakkekanten et kort stykke ovenfor Paaskebjerg.
Sandsynligvis er moræner meget mere udbredte i byens nærhed :
men hvor ikke snit er blottet ved grustag eller veianlæg, er det
vanskeligt med sikkerhed at konstatere morænekarakteren. Begge
de nævnte moræner er skiktede, altsaa dannet under vand, og
hvordan stemmer nu det med den paastand, at landet under
skjælforekomsternes afsætning har sunket, altsaa tidligere ligget
høiere? Man kunde vistnok gribe til den forklaring, at moræ-
nerne stammer fra en forudgaaende stigningstid. Men ogsaa en
anden forklaringsmaade kan tænkes, nemlig den, at morænerne
er yngre end skjælforekomsterne, at de stammer fra en tid, da
bræerne efter at ha trukket sig tilbage har foretat en fremryk-
ning, begrundet i et barskere klima. En saadan 'anskuelse vilde
tidligere ha lydt noget søgt, og det vilde da ha været noget
vel dristigt at fremsætte den, da dens rigtighed neppe fyldest-
gjørende kan bevises. Men nu, da P. A. Øyen virkelig har
paavist et saadant forhold 1 Kristianiatrakten og ved Trondhjem”,
maa det vel kunne ventes, at man ogsaa her sydpaa finder spor
af en lignende synkning af klimatkurven ogfremskriden af bræerne.
Fænomenet kan jo ikke være rent lokalt, da det er paavist paa
2 vidtadskilte steder. Som nævnt i indledningen til dette afsnit,
kan hypotesen ikke bevises fyldestgjørende; men dens værd faar
afhænge af, hvor meget den forklarer, og hvor meget den lader
uforklaret. Kommer den i strid med de foreliggende kjends-
gjerninger, maa den naturligvis opgis.

1 P. A, Oven: ,Porllandia arctica. Gray, og dens forekomst i vort
land under ratiden og indsjoperioden“. Vid. selsk. forhandlinger for

1903, no. 11.

172 DANIEL DANIELSEN.

Begge moræner ligger høiere med sin kam end skjælfore-
komsterne, og begge er skiktet helt igjennem, saavidt man kan
se af sniltene. Sjøen har saaledes ved deres dannelse staaet
høiere end deres øverste kam. Materialet er for størstedelen
grovt grus med større og mindre sten. Kun øverst oppe 1
Sødalsmorænen findes finere materiale, tildels med lerkarakter.
Det er vel, hvad man maatte vente. Idet bræen atter trak sig
tilbage, blev det udskyllede materiale finere end det, som af-
sattes umiddelbart ved bræranden.

Hypotesens rigtighed var bevist, hvis man kunde paavise,
at morænen noget sted griber over skjælleret. Dette er ialfald
for tiden umuligt uden gravning. Sødalsmorænen ligger som
nævnt paa en bakkekant, og nedenfor ligger dyrkede marker.
Det er meget sandsynligt. at der i disses undergrund findes ler
med skjæl, da saadant findes i samme nivaa baade nedenfor,
ved Paaskebjerg, og ovenfor, ved ,Dalheim“; men sikkert er
det jo ikke, og det er heller ikke sikkert, at skjælleret, hvis det
findes, fortsætter under morænen. Heller ikke ved Møllevandet
findes beviser. Udenfor morænen skraaner terrænget nedover
mod Grim, som ligger paa den anden, den østre, side af jern-
banelinjen. Paa Grim findes ler af betydelig mægtighed; men
jeg har ikke iagttat skjæl 1 det. Dette kan dog skyldes, at
gravningen ikke har gaaet tilstrækkeligt dybt. Det øverste af
leret er det jo meget rimeligt at anta, skriver sig netop fra den
tid, da Møllevandsmorænen dannedes, og isaafald er det let for-
klarligt, at der ikke findes fossiler i det. — Det tør vel ogsaa
hænde, at det fossilfrie eller fossilfattige ler, som findes 1 flere
meters mægtighed over skjælforekomsterne ved Kuholmen og
Kolsdalen, ogsaa er slam, udskyllet foran bræranden under
dens fremrykningsperiode. Isaafald har man her en ganske
naturlig forklaring paa mangelen af fossiler. Ved Kuholmen ser
det ud, som om den ganske rige fauna, som levede der, er blet
forjaget temmelig pludselig, saa at blot astarte elliptica har havt
kraft til at holde stand en kort tid. Netop saadan maatte det

2

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 173

vel gaa, hvis bræen, som allerede havde fjernet sig betydelig,
paany rykkede nær indpaa livet, saa at et rigeligt slammateriale
skylledes ud over den bund, hvorpaa faunaen levede.

^ Det synes saaledes, som om denne hypotese ikke paa noget
punkt kommer i strid med iagttagelserne, men tvertimod leverer
fyldigere bidrag til forstaaelsen af disse. Hertil kommer, at
man faar istand en ganske merkelig overensstemmelse med for-
holdene paa Østlandet og i det trondhjemske. Mens det indtil
for ganske nylig almindelig antoges, at klimatet lige fra sidste
istid til tapestiden var blet jevnt mildere, eller at der ialfald ikke
havde fundet betydelige svingninger sted, har P. A. Øyen fundet
beviser for, at der efter en relativt mild tid, da der levede en
mytilusfauna langs Kristianiafjordens strand, fulgte en frem-
rykning af bræerne og en synking af klimatkurven. Ogsaa
ved Kristianssand er det jo en mytilusfauna, som findes paa
de forskjellige forekomster. Og hvis hypotesen er rigtig, er
ogsaa her den mildere tid aflost af en koldere med fremrykning
af bræranden. Mytilusfaunaen levede fiølge Øyen ved Kristiania-
fjorden, da strandlinjen stod i maximum for positiv forskyvning.
Hernede kan neppe synkningen paa den tid ha været saa langt
fremskredet. Den har sandsynligvis fortsat under den kolde tid,
hvorlænge, er det umuligt at sige.

Antagelig betegner Sødals- og Møllevandsmorænen bræ-
randens beliggenhed under maximum af fremrykning. Ogsaa
fra den senere tilbagerykning skulde man vente at finde moræ-
ner, og saadanne findes vistnok ogsaa. I det dalføre, som fører
fra Hannevigen udenfor Kolsdalen opover mod Fidjene, er der
flere moræner, hvoraf nogle er benyttet til grustag. En af disse
ligger i ganske liden høide over havet, og er sandsynligvis sam-
tidig med Sødals- og Møllevandsmorænen. En anden ligger
adskillig høiere oppe, et kort stykke nedenfor Fidjene, antagelig
i en høide af ca. 70 meter. Saavidt man kan dømme efter
snittet i grustaget, er den uskiktet. Men det maatte den vel
være, selv om den stammede fra tiden for maximum af ned-

174 DANIEL DANIELSEN.

synkning, da den marine grænse neppe ligger høiere end 60—
70 meter. — Angaaende den marine grænse kan her bemerkes,
at den maatte kunne bestemmes 1 det dalføre, hvorigjennem den
gamle Mandalsvei er lagt, ovenfor Grotjern. Her findes en ud-
præget terrasse ved Kjærene, hvis høide over havet ifølge rekt-
angelkartet synes at være ca. 70 meter. — Om maximum af
nedsynkning har indtraadt før eller efter maximum af bræernes
fremrykning, kan ikke sigss. Urimeligt er det ikke, at de kan
ha indtraadt nogenlunde samtidig, saa at der under stigningens
begyndelse fremdeles raadede et meget arktisk klima. Men
herom vides altsaa intet. Først fra en tid, da isen forlængst
havde trukket sig tilbage til høifjeldet, og da et mildt klima var
raadende i vort land, først fra den tid kjendes nye skjælfore-
komster. Hvad der ligger imellem, er terra incognita.

Den antagelse, at bræerne 1 løbet af tiden efter sidste ned-
isning har havt en fremrykningsperiode, forklarer ogsaa det
fænomen, at der fra en bestemt tid findes saa forholdsvis
talrige forekomster af skjæl, mens forekomster fra andre tider
saagodtsom ikke er fundet. Forklaringen ligger nemlig 1 den
rigelige slamafsætning, der straks efter forekomsternes dannelse
dækkede dem med et beskyttende lag, som endnu ligger meter-
tykt over dem. Hvor saadant beskyttende dække ikke findes,
har erosionen havt mere magt til at bortføre de lose alsætninger
med fossiler, som muligens er opbevaret. Hvad man særlig
savner, er forekomster repræsenterende myatiden. Disse maatte
vel nærmest søges oppe 1 høiden, nær den marine grænse; men
i shge høider findes der omkring Kristianssand forholdsvis lidet
af løse afleininger, og tilfeeldige gravninger har aldrig bragt fos-
siler for dagen. Paa en slig veirhaard kyst som denne kan man
vel ogsaa vanskelig vente at treffe stort. Det maatte da være
paa mere lune, afstængte lokaliteter. Fænomenet er jo forøvrigt
ikke karakteristisk netop for Kristianssandstrakten. Langs næsten
hele kysten af Kristianssands stilt til Jæderen er høitliggende
forekomster, svarende til myabankerne, næsten ukjendt. Af

OM NOGLE SKJÆLFOREKOMSTER VED KR.SAND. 175

lavthggende forekomster, fra tapestiden, kjendes endel; men de
er da beliggende paa steder, hvor der har været særlig lunt, i
ly for branding og bølgeslag. Systematiske undersogelser vil
naturligvis udfylde endel af hullerne i vor viden ogsaa i dette
kapitel af vort lands postglaciale historie; men det tør dog vise
sig, at de tidligere afsnit af stigningstiden er repræsenteret ved
forholdsvis faatallige forekomster.

Søger vi nu tilslut ganske kort at skitsere Kristianssands-
traktens geologiske historie efter sidste nedisning, faar vi føl-
gende udviklingsgang :

1) Under istiden laa denne del af landet hævet over sjøen.
Derfor findes yoldialer nu ikke over strandlinjen.

2) Eftersom klimatet blev mildere, og bræerne rykkede til-
bage, sank landet mere og mere. I arcatiden stod sjøen vistnok
høiere end nu, men dog ikke saa høit, at arca glacialis og dens
faunistiske selskab, som er dybvandsformer, findes over den nu-
værende strand. Derimod kjendes en littoralfauna fra samme
tid, hvoraf hidtil er fundet 17 ,arktiske“ og 3 „boreale“ former.
Under disse littoraldannelsers afsætning sank landet til ca. 30
meter under sin nuværende høide.

3) Under den videre synkning indtraadte et koldere klima,
som havde til følge, at bræerne rykkede frem og dannede
endemoræner, og dels disse, dels det foran bræerne udskyllede
lerslam lagde et beskyttende dække over de ældre skjælafsæt-
ninger. Denne tid maa vel svare til Østlandets ,indsjøperiode*.

4) Fra synkningens sidste og stigningens første afsnit kjen-
des intet.

5) Først fra sen postglacial tid kjendes atter forekomster i
meget liden høide over havet.

Som tidligere nævnt, kan alt dette ikke betragtes som fast
slaaede kjendsgjerninger. Navnlig trenger hypotesen om bræer-
nes fremrykning mere afgjørende bevis. Fremtidige undersøgelser
faar da fælde eller bekræfte den.

176 D. DANIELSEN. OM NOGLE SKJÆLFOREK. VED KR.SAND

Pl. VI.
Kartskitse over Kristianssand og omegn, 1: 58,000.

mma = jernbane, X = skjælforekomst, == — morzene.

B. = Bellevue, D. = „Dalheim“, E. = Eg, E.s. = Egstø, F.'= Fidjene,

G. = Grim, Gl. = Gleodden, G.m. = Gimlemoen, G.t. = Grotjern, H.
= Hannevigen, K. = Krossen, K.d. = Kolsdalen, K.g. = Kongsgaard,
Kh. = Kuholmen, Kj. = Kjerene, K.s. = Kristianssand, L.h. = Lagmands-
holmen, M. = Marvigen, M.v. = Mollevandet, N. L. = Nedre Lund,
0. = Ottra, O.n. = Oddernes kirke, 0.0. = Odderøen, P. = Paaskebjerg,
EH. = Ravnedalen, R.h. = ,Roligheden*, S. = Sødal, T.f. = Topdalsfjorden.

Pl. VIL

Skeletdele af en Hval, fundet i ler ved Kolsdal, høsten 1903.
(Fot. af cand. real. Fadum.)

Trykt 1. marts 1905.

Hieraciologiske undersøgelser i Norge.
III.
Af S. 0. F. Omang.

Mi forrige arbeide „Hieraciologiske undersøgelser 1 Norge
II* indeholdt for en væsentlig del oplysninger om lavsletternes
hieraciumflora i Akershus og Buskeruds amt. En del former
fra disse strøg, hvorom jeg dengang endnu var i tvil, kom dog
ikke med. Heller ikke tog jeg i nævnte arbeide med resulta-
terne af de undersøgelser, som jeg i 1902 med universitetssti-
pendium foretog i Jarlsberg og Larviks amt. Hensigten med
det arbeide, jeg her fremlægger for offentligheden, er derfor
nærmest den, at supplere kjendskabet til lavslettefloraen ved
Kristianiafjorden. Men paa den anden side har jeg ikke følt
mig mere bunden af denne begrænsning, end at jeg ogsaa har
medtaget nogle former fra andre strøg af landet, som jeg dels
selv 1 sin tid har indsamlet, dels har lært at kjende gjennem
andre botanikeres samlinger, som jeg har havt til gjennemsyn.

Under den nævnte reise i Jarlsberg og Larviks amt gjorde
jeg excursioner i omegnen af byerne Holmestrand, Horten, Tøns-
berg og Larvik. Da jeg om høsten samme aar tog fast bolig 1
sidstnævnte by, har jeg paa dette sted ogsaa senere kunnet
fortsætte undersøgelserne; sommeren 1903 ofrede jeg helt hertil.

Om Hieracium-floraen som helhed betragtet inden dette
amt kan endnu kun lidet med sikkerhed udtales, idet — som

Nyt Mag. f, Naturv, XXXXIII. IL 19

178 S. 0. F. OMANG.

det fremgaar af ovenstaaende — mine undersøgelser indskrænker
sig udelukkende til de strøg, som ligger nær søen. Dog er saa
meget sikkert, at den slutter sig nær til hieracium-floraen ved
den indre del af Kristianiafjorden, med hvilken den har en be-
tydelig del af de almindeligste former tilfælles. Andre former,
som er almindelige i den sydlige del af amtet og endnu ikke er
fundne 1 Kristianiaomraadet, tilhører et noget fremmedartet flora-
element, som sikkert har hjemme langs kysten af Kristians-
sands stift. Muligens har disse former sin østlige nordgrænse
inden Jarlsberg og Larviks amt. Saadanne former er H. ste-
reophyton og H. lepidolytes, der begge er temmelig almindelige
1 trakterne om Larvik og tillige er fundne i Sætersdalen og inden
amtet er observerede saa langt nordover som til Holmestrand.
Angaaende floraens sammensætning inden de undersogte
strøg af dette amt skal iøvrigt anføres, at silvaticum-formerne
synes at være faatalligere end i strogene ved det indre af Kri-
stianiafjorden. Derimod spiller oreadea, som ventelig kunde
være, naar søens nærhed tages 1 betragtning, en meget frem-
trædende rolle. I det følgende behandles derfor en hel række af
Schmidtii-, saxifragum- og norvegicum-former. Ogsaa former
af andre hieracium-grupper har faaet sit eiendommelige preg
som folge af svens nærhed. Det er tilfeldet med den allerede
nævnte vulgatum-form, H. stereophyton, som habituelt minder
om oreadea, samt med H. calliglaucum som kun under tvil
skilles ud fra disse. Oftest røber dog disse paavirkninger af
kystens naturforhold sig 1 saa svagt uddifferentierede egenskaber,
at de vanskelig lader sig fixere 1 diagnoserne, om de end, naar
planten observeres i naturtilstanden, kan være noksaa iøinefal-
dende. Som et exempel paa leilighedsvis tilpasning til kysten
kan jeg nævne, at en H. striaticeps Danrsr., som voksede paa
flyvesand ved Larvik, havde meget fremtrædende glaucescent
bladfarve som de oreadea, 1 hvis selskab den voksede.
Hovedmassen af hieracium-floraen udgjøres — bortseet fra
oreadea og de andre ovenfor nævnte kystplanter — af de i

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 179

Kristianiatrakten almindelige former, H. cesionigrescens, ma-
culosum, basifolium, scytophyllum, resupinatum, reclinatum,
orbolense (ikke saa alm. i Kristianiatrakten), striaticeps, acro-
leucum, stipatum, vulgatum, subramosum v. xanthostylum,
subrigidum, tridentatum samt pilosella- og macrolepideum-
former — et selskab, som jeg sidst forlobne sommer havde an-
ledning til at følge op i Bo, Saude og Hitterdal i Telemarken.

Piloselloidea,
A. Acaulia N. & P.

H. macrolepideum NonRL.

NonRum „Bidrag etc.“ i Act. Soc. pro Fauna & Flora Fen-
nica, T. III, no. 4. — H. peleterianum Mer. NäceLı & PETER
„Die Hieracien Mittel-Europas, B. I. — H. pilosella L. 8 Pele-
terianum Lac. 1 BI. N. FI.

v. poliolepis n. V.

Folia supra saturate viridia nitentia setulis tenuibus longis
dense hirsuta, subtus dense albido-tomentosa nervis conspicue
prominentibus sparsim setulosa, in parte basali longe et den-
sissime setulosa, rosularia nunc breviora nunc magis elongata
oblonga — oblongo-lingulata plurima obtusa vel rotundato-obtusa,
intima brevissime acuminata. Stolones perbreves crassi albido-
tomentosi dense—confertim hirsuti homophylli foliis oboblongis
vel obovatis rotundato-obtusis subtus niveo-tomentosis instructi.
Scapi 1—3 adscendentes 0,5—1(— 1,5) dm. alti graciles glandulis
minutis fuscescentibus densiusculis sub involucro sspe confertis
et pilis albidis imo frequentioribus de cetero raris — sparsis (vel
nullis) obsiti, imo apiceque dense tomentosi medio + dense
floceosi. Involucrum + albescens parvum crassiusculum [(8—)9
—10(—11) mm. altum (5,5—)6—7 mm. latum] basi ovoideum.

180 S. 0. F. OMANG.

Squamo late, exteriores ovate obtusiusculæ, intermedia lon-
giores a basi aque late supra medium triangulariter cuspidatæ,
interiores in apicem acutum sensim attenuate, intima interdum
in apicem subuliformem exientes, omnes in apicibus rubescen-
tibus nude vel subnudæ de cetero + dense floccosæ (in margi-
nibus extremis tamen plurimae vulgo nude) glandulis densiuseulis
— densis et pilis albis tenellis sparsis — densiusculis (sepe
subnullis) presertim ad apices squamarum collatis vestitæ.
Calathidium flavescens parum radians diametro 3—5,5 em.
metiens. Ligulæ ut plurimum breviter dentatæ, marginales extus
intense rubro-striatæ.
Indumentum involucri valde mutabile; variat:

a. squamis ubique dense cano-tomentosis glandulis | minutis
sparsioribus et pilis sparsis — densiuseulis,

B. squamis ubique dense cano-tomentosis glandulis longioribus
densioribus pilis nullis vel solitarius,

y. floccis in medio dorso squamarum densis ad margines ver-
sus nudos membranaceos sensim evanescentibus glandulis
validioribus densis et pilis sparsis — densiusculis,

6. squamis ubique fere nudis epilosis glandulis validis con-
fertis.

Det mest karakteristiske hos denne form er de rigt stiv-
haarede, alm. smale, butte, paa oversiden morkgronne (med en
dyb, rent gron nuance) og glindsende blade, de smaa, tykke,
oftest lidet haarede, sjeldnere næsten haarlose, + tæt glandel-
haarede svøb, samt de lyst gule, lidt radierende kroner og ud-
vendig normalt intenst rødstribede randkroner. Ved de for-
holdsvis smaa, rigt glandelhaarede svøb og ved de smale, butte
blade staar den nær den østsvenske form, H. sabulosorum
Danursr. (Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. VI, no. 1—38).
Bemerkningsværdigt er det, at den ligesom denne danner hy-
brider med H. auricula L. (konf. under H. auriculæforme FR.
pag. 183). Den skilles fra hin ved det + haarede svob og ved
gjennemgaaende mindre kraftig udvikling af glandler.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 181

Svøbets beklædning varierer iøvrigt ganske betydeligt. Ka-
rakteristisk er den sterke tilbøielighed hos planten til reduktion
af stjerneindumentet paa svøbbladene. Normalt er disses kanter
yderst i randen nøgne. Paa næsten alle voksepladse træffes
tillige modifikationer med bredere, nogen randstribe, og under-
tiden gaar reduktionen saa vidt, at der langs ryggen kun bliver
tilbage en smal stribe af + spredte stjernehaar. Glandlerne er
af høist ulige beskaffenhed, lige fra yderst smaa og fine, gulagtige,
saa de næsten forsvinder i stjernefilten, til tem. kraftige med
grovt, sort fodstykke og mørk eller honninggul knap. Ligesaa
meget varierer de i tæthed, snart faatalligere — og da gjerne
smaa — snart talrigere, indtil særdeles tætte; 1 saafald grovere
og længere. Ogsaa haarene varierer meget i antal. Normalt er
de + sparsomt tilstede, ofte tættere, sjeldnere helt manglende.
De typisk brede svøbblade er hos enkelte modifikationer tem.
smale. Ogsaa svøbets størrelse varierer noget.

De vegetative deles form og beklædning er mere konstant.
Skafterne er lave, sjelden over 1 dm., rigt glandelhaarede, svagt
haarede til næsten haarløse, stolonerne yderst korte, bladene
smale, aflange — tungeformede, jevnt afsmalnende nedover til
de kortere eller længere, rigt og stivt langhaarede basisdele. De
fleste blade er butte eller afrundet butte, de inderste rosetblade
dog sedv. kort tilspidsede. Sjeldnere er ogsaa de øvrige blade
næsten spidse. Stolonernes blade er altid noget bredere i forhold
til længden end rosetbladene. Filtlaget paa bladenes underside
er alm. tæt og tykt, undertiden tyndere og mere graagrønt.

Planten forekommer paa berg og bakker, paa tør engmark,
ele., snart i smaa kolonier, snart spredt. I første tilfælde danner
dens rosetblade tætte, mørkgrønne tæpper, der paa grund af
basaldelenes rige, stivt udstaaende og lange haarbeklædning synes
overdragne med et net af spindelvæv.

Hurum: Æblevik nær Skjøttelvik. Tønsberg: paa byens
omraade, Slagen: Husvik. Tjølling: ved Tjølling kirke, Goen.
Hedrum: Gopledal. Larvik: Langestrand (HELGA Omane).

182 S. 0. F. OMANG.

Brunlanes: Jordet, Ødegaarden, Nalum, Nevlunghavn, Vær-
vaagen, Skitnerød, Helgeraaen, Barkevik.

y. argyrolepis v. n.

Folia supra prasino-virescentia setulis 4—5 mm. longis dense
hirsuta, subtus albido-tomentosa sparsim setulosa nervis eximie
prominentibus, rosularia exteriora minora obovata — obovato-
oblonga, intermedia et interiora magis elongata oblonga — ob-
longo-lingulata, omnia obtusa in parte basali pilis usque ad 11
mm. longis dense pilosa. Stolones perbreves dense albido-to-
mentosi villosique; folia stolonum oboblonga — obovato-oblonga
subtus pulchre niveo-tomentosa. Scapi 1—3 erecti vel subad-
scendentes 1— 1,5 dm. alti graciles cano-virescentes in basi apiceque
dense tomentosi medio + floccosi, pilis sparsis — raris et glan-
dulis cerinis vel cerino-fuscescentibus densiusculis sub involucro
densis — confertis obtecti. Jnvolucrum niveo-album sat magnum
[((10—)11—12 mm. altum, 5,5—6,5(—7) mm. latum] basi ovoideum
sepe parum decurrens, dense tomentosum glandulis minutis
cerinis dense adspersum epilosum vel sparsim pilosum. Squame
perlatæ (ad 2 mm. late) regulariter imbricate, extime laxæ,
exteriores ovate obtuse, intermediæ elongate ovate obtusiusculæ,
interiores acute cuspidate, omnes in apicibus vulgo tomento
occultis rubescentes. Calathidiwm magnum + radians flavescens.
Ligule + profunde incisæ, marginales extus intense striate.

En særdeles vakker og ioinefaldende form, udmerket ved sit
snehvide svob med regelmæssig taglagte, brede svøbblade, som
over sin hele flade er tet dækkede med stjernefilt og tæt be-
satte med smaa gulagtige glandler, men helt eller næsten mang-
ler haar, ved uddragne, aflange—aflangt tungeformede, butte,
paa oversiden lyst grønne, tæt langhaarede, paa undersiden
spredt haarede og tæt hvidfiltede blade med ophøiede nerver,
ved mere eller mindre dybt indskaarne kroner og udvendig
mørkt rodstribede randkroner. Kurvskaftet er tem. tæt besat
med smaa gulagtige glandler, næsten uden haar eller spredt

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 183

haaret. Svøbet er lidt større end hos foregaaende form. Lige-
som denne varierer den med smale svøbblade.
Hurum: Æblevik nær Sjøttelvik. Østre Aker: Bækkelaget.

v. dasylepis n. v.

Cum pracedenti plurimis characteribus congruens, recedens
modo squamis magis elongatis minus glandulosis pilis bomby-
cinis longis dense — confertim. villosis.

Denne form er differentieret i retning af H. subpeleterianum
N. & P. (Nice & PETER: Die Hieracien Mittel- Europas, B. J),
med hvilken den har de fleste egenskaber tilfælles — butte blade,
svobets dimensioner, haarbeklædningens længde og tæthed, etc.
Paa den anden side er den nær beslegtet og ogsaa ved mellem-
former (med rigere glandelhaaret og mindre haaret svøb) for-
bundet med foregaaende, fra hvilken den især skilles ved svøbets
tælte, hvide, silkeglinsende haarbeklædning og ringere udvikling
af glandler. Den træffes 1 selskab med denne.

Varierer med mindre stjernehaarede svøb.

Hurum: Æblevik nær Sjøttelvik. Østre Aker: Bækkelaget.
Brunlanes: Auserød ved Fredriksværn, Barkevik.

En eiendommelig modifikation af denne plante (f. pineriodes)
har jeg samlet mellem Kongshavn og Bækkelaget i Østre Aker
og ved Jordet i Brunlanes. Den skilles fra ovenstaaende form
ved særdeles tæt haarbeklædning paa kurvskaitet, smalere, svagt
stjernehaaret og derfor mere grønt svøb og spidsere blade, samt
ved haarenes smudsiggraa farve paa den øverste del af skaftet
og paa svøbet.

H. auriculæforme Fr. (H. poliolepis X awricula).

En hybrid form, som hører hid, har jeg samlet paa et eneste
sted, nemlig i en klippespræk paa Jordestranden i Brunlanes.
I karakterer stemmer de indsamlede exemplarer tem. nær overens
med de svenske (Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent VI, no. 39—
47). Rhizomet er tykt og kraftigt, kurvskaftet lavt, tæt stjerne-

184 S. 0. F. OMANG.

filtet, meget rigt glandelhaaret, uden haar, nær grunden med
ansats til en sidekurv, bladene mørkgrønne, spredt stivhaarede,
paa undersiden ganske tæt stjernehaarede, paa basis tæt stiv-
haarede, svøbet lidet, svøbbladene brede, i spidsen butte og
mørkfarvede, kun langs ryggen stjernehaarede, tæt glandelhaarede
og noget haarede, kroner korte med korte tænder, randkroner
udvendig bleggule eller utydelig rødstribede.

Fra de svenske former skilles denne form ved noget bre-
dere svøb og mere haarede svøbblade. Den sidste omstændighed
taler for afstamning fra en form med mere haaret svøb end den
svenske H. sabulosorum. Dog er haarene ikke saa rigelig til-
stede som hos hybriden af f. revertens Dauust. (DAnrsr. Herb.
Hier Scand., cent VI, no. 47), fra hvilken den ogsaa 1 andre
henseender afviger.

Da den imidlertid voksede 1 selskab med den ovenfor be-
skrevne v. poliolepis, der netop skiller sig fra H. sabulosorum
ved det haarrigere svøb, og ogsaa andre af plantens egenskaber
hentyder paa slegtskab med denne, synes det neppe tvilsomi,
at dette er stamformen. H. awricula L. fandtes lige i nær-
heden.

I universitetets botaniske samling ligger exemplarer af H.
auriculæforme Fr. fra følgende lokaliteter: Vestre Aker: Grei-
sen; Østre Aker: Alunverket (M. N. Bytt); Drøbak (A. Brvrr);
Berg 1 Jarlsberg (C. J. LixpEBERG).

Om alle disse er at udlede fra H. poliolepis og dens for-
mer, eller om ogsaa andre varianter af H. macrolepideum
Norri. har deltaget i deres dannelse, kan jeg ikke afgjore.
Men i ethvert fald tør stam-materialet have været 1 nogen grad
uligeartet, da exemplarerne fra de forskjellige voksepladse ikke
er helt ensartede.

. H. pilosella L.

En del af de i det følgende behandlede former er meget distinkte.
Paa den anden side er mange af dem nær beslegtede indbyrdes og flyder
delvis sammen ved mellemformer. Alligevel optager jeg ogsaa disse indtil

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 185

videre som adskilte former, idet jeg forudsætter, at en vidtgaaende opdeling
altid vil være bekvemmere for en videre udredning end en opstilling af
kollektive formbegreber.

H. pervagoides Omanc.

Denne form varierer ganske betydelig med hensyn til bla-
denes form og svøbets beklædning. Hos høstformer er ofte
glandlerne paa svøbet korte og aldeles sorte. Meget hyppig
udvikler den flageller. Til de tidligere i „Hier. undersøgelser i
Norge II* anførte voksesteder kan føies:

Vestre Aker: Taasen, Sogn, Skaadalen, Lakmansfjeld ved
Grefsen, Tømte og Kamphaug 1 Nordmarken. Østre Aker:
Nordstrand. Vaale: Verven ved Holmestrand. Borre: mellem
Horten og Falkensten.

Nærmest til denne slutter sig et par luxuriøst udviklede,
iovrigt meget tvilsomme former (H. luxurians ad. int.), som jeg
har samlet 1 strøget Sogn—Sognsvand i Vestre Aker. De har
store, brede, omvendt egformede eller aflangt egformede, butte,
rigt stivhaarede blade, indtil 4 dm. haie, svagt stjernehaarede,
sparsomt glandelhaarede og nedentil spredt stivhaarede kurv-
skafter, som ofte nær grunden er gaffeldelte, og sterkt forlængede
udløbere.

H. byperstenum n. nom.

H. angustellum Omane „Hier. undersogelser i Norge II“
pag. 2631.

Brumlanes: Vasvik og Anvik ved Farris, Skitnerød. Vestre
Aker: Grimelund.

H. acrophylloides Danrsr.

Danrsr. Herb. Hier. Scand., e. VI, no. 98.

Folia prasino-glaucescentia mollia sparsim pilosa subtus sat
dense floccosa + canescentia, exteriora obovata—obovato-oblonga

1 Navnet angustellum tidligere brugt af prof. Norrun om en anden
pilosella-form.

186 S. 0. F. OMANG.

vix conspicue denticulata, intermedia oblongo-lingulata obtusa
vel rotundato-obtusa, intima paucæ lanceolate acuminate. Sto-
Jones crassiusculi dense albido-tomentosi villosique foliis oblongo-
lanceolatis. Scapum gracile erectum vel subadscendens medio
leviter floccosum apice basique dense tomentosum epilosum
(imo tamen pilis rarissimis) ab ima basi glandulis nigris den-
siusculis sub involuero confertis obsitum. Involucrum atro-
virens sat magnum crassiusculum 11—11,5 mm. altum 5,5—6
mm. latum basi rotundatum vel interdum subovoideum totum
epilosum in dorso squamarum glandulis atris basi percrassa
+ longis confertis et floccis albis inter glandulas vix elucentibus
obtectum. Squamæ exteriores triangulari-ovatæ, intermediæ
lanceolatæ in marginibus anguste virescentes et denudatæ,
omnes acute summo apice tamen obtusiuseulæ, interiores an-
gustissimæ subulata glandulis medio dorso in lineam angustam
alro-viridem dispositis de cetero late virentes denudatæque.
Calathidium pallide lutescens radians. Ligulæ lacerato-dentatæ,
extus leviter striatæ.

Særdeles udmerket ved den fuldstændige mangel af haar,
men til gjengjæld meget tætte beklædning af sorte glandler paa
svøb og kurvskaft. De fleste blade er aflangt tungeformede, 1
spidsen + afrundede, de inderste (1 antal 1—2) lancetformede
og kort tilspidsede, alle meget tynde, sparsomt blodhaarede, med
tæt, men tyndt filtlag paa undersiden, de yderste sedv. utydelig
og spredt smaatandede, udløberne alm, korte, ikke synderlig
kraftige, kurvskaftet tyndt, helt fra grunden rigt glandelhaaret,
kun i spidsen og nederst ved grunden tættere stjernefiltet. Svø-
bet er tem. stort, sortgrønt, med overordentlig tætte og aldeles
kulsorte glandler, som har meget tyk og kraftig basis, men tynd,
mere eller mindre udtrukken hals. Den svagt udviklede stjerne-
filt er næsten skjult mellem glandlerne, paa svøbels basis dog
noget tydeligere fremtrædende. Svøbbladene er lancetformede,
de mellemste med smale, de inderste med brede, aldeles nøgne

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 187

og friskt grønne kanter. Glandlerne er paa de inderste samlede
i en smal, sort stribe langs midten af ryggen.

Beskrivelsen er udarbeidet efter norske exemplarer af plan-
ten, men synes i alle væsentlige dele at stemme overens med
det citerede exsiccatexemplar (fra Dalsland). Dog synes svøbet
hos dette rigere stjernehaaret.

Vestre Aker: ved pladsen Hamborg nær Nordberg, og ved
Vettakollen station paa Holmenkolbanen (i skov). Asker: Hval-
stad (Fr. LANGE).

H. crassocanum n. f.

Rosula multifolia. Folia eximie prasina, supra ad margines
versus densiuscule et longe pilosa, subtus canescentia dense
floccosa — tomentosa in costa dorsali basique sparsim setulosa,
exteriora breviora oblonga obtusa inconspicue denticulala, inter-
media longiora oblongo-lanceolata breviter acuminata vel subob-
tusa, interiora pauca anguste oblanceolata. Stolones breves
crassiusculi — crassi dense albido-tomentosi abundanterque villosi
folus longiusculis angustis oblanceolatis subobtusis dense setulosis
instructi. Scapi 1—4 crassi adscendentes vel suberecti 1—2 dm.
alti epilosi dense floccosi apice tomentosi glandulis nigris vel
fuscis ab ima basi sat frequentibus sub involucro valde confertis
vestiti. Jnvolucrum atro-canescens permagnum crassum basi
ovoideum medio leviter constrictum glandulis nigris longiusculis
eonfertis pilis raris interdum immixtis et floecis albis densis inter
glandulas sat conspicue elucentibus obteetum. Squamæ basales
vulgo sublaxe, exteriores triangulares obtusiusculæ, intermediæ
interioresque a basi lata triangulariter protractz acute in extimis
marginibus membranaceis subnudæ, intimæ subulate ubique
floecosæ in medio dorso serie angustissima glandularum mi-
nutarum ornate vel eglandulosæ, in apicibus leviter coloratæ.
Calathidiwm magnum parum radians sublutescens. Ligulæ
breviter dentatæ, marginales extus leviter vel sat intense rubro-
striatæ.

188 S. 0. F. OMANG.

Variat involucro aliquanto minore pulchre albo-canescente
glandulis luteo-nigris sparsius vestito.

Særdeles udmerket ved rigbladet roset, bestaaende af smale,
aflangt lancetformede, kort tilspidsede, smukt løggrønne, paa
undersiden tæt graafiltede, ovenpaa kun henimod bladranden
noget rigeligere haarede blade, tem. tykke udløbere med lange,
smale blade, tykke kurvskafter, som helt fra grunden er rigt
glandelhaarede og + graafiltede, men uden haar, samt ved sær-
deles store og tykke, graafiltede og meget tæt glandelhaarede
svøb og triangulært uddragne, spidse svøbblade med tynde,
hindeagtige, fint stjernehaarede kanter. Glandlerne paa svøbet
er hos hovedtypen grove, aldeles sorte og overordentlig tætte.
Hos en variation er svøbet tæt hvidgraat af stjernefilt og gland-
lerne gulknappede, mindre tætte. Hos enkelte individer optræder
enkelte mørke haar mellem glandlerne.

Planten er noget beslægtet med den østsvenske form H.
acrophyllum Danust. (Danrtst. Herb. Hier. Scand., cent. VI,
no. 97). Den skilles ved grovere udløbere, større og tykkere,
tættere glandelhaaret svøb, grovere kurvskafter, etc. Fra fore-
gaaende form skilles den ved tykkere svøb og spidse blade.

Kristiania: Kongshavn. Østre Bærum: Fornebo, Vestre
Stabæk. Helst paa berg. Vestre Aker: mellem Slemdal og
Gulleraasen (Osc. Hagen). 2

H. paraleucum n. f.

Parvulum humile. Folia glauco-vel prasino-virescentia spar-
sim — densius pilosa subtus canescentia vel albido-canescentia
dense tomentosa, exteriora intermediaque ovato-oblonga — ob-
longa rotundato-obtusa, interiora oblonga — oblanceolata obtusa
—- breviter acuminata. Stolones longiores graciles — gracillimi
raro crassiusculi firmi dense albido-tomentosi abundanter villosi
folus sæpissime parvis obovatis vel oboblongis subtus albido-
tomentosis instructi. Scapi 1—2 graciles humiles (ad 1 dm.
alti) erecti vel adscendentes sæpe fuscescentes immo apiceque.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 189

dense albo-tomentosi medio leviter — densius floccosi glandulis
minutis interdum lutescentibus sub involucro densis — densis-
simis ceterum solitarus — sparsis pilisque raris obsiti. Invo-

lucrum. atro-canum parvum (8--)9—10 mm. altum 5—6 mm.
latum basi rotundatum — subovoideum. Squame basales
anguste laxe dense albido-tomentosæ, intermediæ lanceolate
acuminatæ, interiores acute, intimæ anguste subulatæ, omnes
+ dense albo-floccosæ

summo apice vulgo rubro-coloratæ ubique
vel in marginibus denudatæ glandulis parvis vel aliquanto majo-
ribus atris apice sæpe cerinis pilis solitariis interdum intermixtis
dense vestitæ. Calathidium sublutescens parum radians diametro
2,3—2,5 cm. metiens. Ligulæ breviter dentate — profundius
incisæ, marginales extus + intense rubro-striatæ.

Variat involucro minus floccoso viridiore.

Alm. spæd og liden med tynde, smaabladede udlobere, et
enkelt tyndt, oftest opstigende kurvskaft, + hvidfiltet, tæt glan-
delhaaret svøb og korte, + brede, paa undersiden tæt graa- eller
hvidfiltede rosetblade, af hvilke de fleste er but afrundede 1
spidsen. Bladene er lyst løggrønne eller noget glaucescente, +
haarede, de ydre og mellemste aflangt egformede, de inderste
noget spidse, smalere, aflangt lancetformede. Det tynde, ofte
noget mørkfarvede kurvskaft er + stjernefiltet, i spidsen tæt,
forøvrigt spredt glandelhaaret og alm. tillige besat med enkelte,
spredte haar. Svobet er meget lidet, ved basis + afrundet, de
ydre svøbblade smale, noget aabne, de mellemste og indre lan-
cetformede, tilspidsede, typisk over hele sin flade tæt stjernelodne,
ofte dog 1 kanterne nøgne, tæt besatte med kortere eller noget
længere, sorte eller i spidsen gulagtige glandler, hvoriblandt af
og til kan optræde enkelte haar.

Forekommer især paa tørre og magre lokaliteter, som mager
eng og skovbund, tørre bakker, berg, etc.

Hurum: Holmsbo (ved kirken), Holmsbostøen. Vaale:
Lange ved Holmestrand. Sem: Husvik nær Tønsberg. Tjøl-

ling: Gaaserud nær Vittersøtjernet, Lille Vik, Klepaker, Bjønnæs,

190 S. O..F. OMANG.

Rækkevik. Brunlanes: Tinvik, Vasvik, Rugland, Torp, Vær-
vaagen.

I Bratsberg amt: Solum: Bjørntvedt. I Smaalenenes amt:
ved Kase paa Gjeløen ved Moss (A. LANDMARK).

En form med særdeles kraftigt udviklede glandler paa svøbet
forekommer paa denuderet grusmark ved Auserød 1 Brunlanes.
— En nær beslegtet form fra Bærum, skilt ved noget større
svøb og korte, begsorte glandler (H. atrocanum mihi), er maaske
blot en modifikation.

Beslegtede former findes if. DAHLSTEDT ogsaa i det sydlige
Sverige.

v. pervagiforme n.

Å priore involuero viridiore minus floccoso sparsim — den-
siuscule piloso et folis intermediis lanceolatis præacutis subtus
dense albido-(sæpe granulato-)tomentosis diversum.

Denne form er af interesse paa grund af den intermediære
stilling, den indtager mellem H. paraleucum og H. pervagum.
(,Hier. unders. 1 Norge I"). Fra den sidste afviger den ved den
lidt smalere, mere tilspidsede bladform og ved den tætte, hvid-
aglige stjernefilt paa bladenes underside, samt ved lidt mindre
calathidium, fra hin ved det mere grønne svøb, ved mindre tæt
stjernehaarede, i kanterne altid nøgne, alm. ganske rigt haarede
svøbblade og ved de spidse blade. Med hensyn til svøbets form
og beklædning saavel som ved bladformen stemmer den tem. nær
overens med H. pervagwm. Derimod er den ved overgangs-
modifikationer nærmere knyttet til H. paraleucum.

Det ligger meget nær at drage den slutning, at H. pervagum
— som jeg fandt hyppig 1 Eggedal og Sigdal, og af hvilken jeg
ogsaa har samlet exemplarer i Hallingdal og Krødsherred, men
aldrig har stødt paa 1 Kristianiatrakten eller 1 det hele taget 1
lavlandsomraadet ved Kristianiafjorden, hvor H. paraleucum og
pervagiforme har sin udbredelse — er en dalform, som gjen-
nem H. pervagiforme er uddifferentieret fra H. paraleucum.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 191

Træffes som hovedformen paa tør og mager jordbund, ofte
1 selskab med denne.

Vestre Aker: Kamphaug. Hurum: Holmsbo (ved kirken).
Sæm: Husvik nær Tønsberg. Tjølling: Goen. Larvik: Herre-
gaarden, Trudvang. Hedrum: Gopledal. Brunlanes: Jordet,
Barkevik.

H. albatulum ÖMANG.

Botne: Husdal ved Holmestrand. Tønsberg: inden byens
omraade. Vestre Aker: Bestum.

H. oppressatum n. f.

Folia prasino-virescentia tenuia mollia utrinque sat dite et
longe molli-pilosa, subtus dense canescenti-tomentosa, exteriora
oblongo-spathulata, interiora et intermedia oblonga, omnia obtusa
— rotundato-obtusa vel intima subacuminata, inferne in partem
basalem + elongatam subpetioliformen attenuata. Stolones gra-
elles + elongati dense albido-floccosi abundanter villosi foliis
oboblongis obtusis magnitudine fere paribus instrueti. Scapi
1—3 graciles erecti vel subadscendentes 1,5—2 dm. alti dense
albo-floccosi glandulis cerinis sat raris et pilis tenellis sparsis
adspersi sub involucro albo-tomentosi aliquanto frequentius
glandulosi pilosique. Involucrum albo-canescens crassiusculum
(9—)9,5—10 mm. 'altum 5-6(—7) mm. latum basi rotundatum
dense cano-floccosum pilis albidis vel canescentibus longiusculis
mollibus glandulisque tenellis cerino-fuscescentibus dense vestitæ.
Squamæ sat late 'pallido-virescentes, exteriores obtusiusculæ
dense albo-tomentosæ, intermediæ late lineares breviter acumi-
nats, interiores sensim in apicem acutum attenuate, intermediæ
interioresque in marginibus denudatæ. Calathidium parvum
pallide lutescens sat plenum. Ligulæ laceratæ, extus pallide vel
rubro-striatæ.

Udmerker sig ved tynde, bløde, paa oversiden lyst løggrønne,
paa undersiden graafiltede, bulte blade, som er ganske rigt be-

192 S. 0. F. OMANG.

klædte med lange, tynde og bløde haar, ved spredt haaret, svagt
glandelhaaret, tæt stjernefiltet kurvskaft, ved lidet, hvidgraat,
ved basis afrundet, tæt stjernefiltet, rigt blødhaaret og + glan-
delhaaret svøb, samt ved lysgule, dybt indskaarne, udvendig
ustribede eller svagt stribede kroner. Udløberne er meget tynde,
oftest sterkt forlængede, spredt besatte med smaa, aflange, jevn-
store og butte blade. Rosetbladene er faatallige, tem. lange, de
fleste aflange, butte, de yderste + spadeformede, de inderste
noget spidse. Filtlaget paa undersiden er tæt, men meget tyndt.
Svøbets haarbeklædning er lys, blød og fin, glandlerne meget
tynde, delvis forholdsvis lange, de fleste dog korte. De har sort
fod og gulagtig eller brunlig knap, og er sedvanlig omtrent lige
talrige som haarene. Svøbbladene er blegt farvede, tem. brede,
de mellemste jevnbrede og ligesom de inderste i kanterne nøgne,
de sidste smalere, jevnt afsmalnende mod spidsen.

Beslegtet med H. albatulum, fra hvilken den skilles ved
tykkere, mere glandelhaaret svob, bredere svobblade, større,
buttere rosetblade med tyndere filtbelæg, længere udløbere, samt
i det hele taget ved noget robustere vækst.

Paa tørre bakker og enge. |

Vestre Aker: Ullernaasen. Østre Bærum: ved gaarden
Sæteren lidt nord for Øverland. Sæm: Teien i Slagen (nær
Tønsberg).

H. pilocanum n. f.

Rosula multifolia. Folia glauco-virescentia firmula obtusa,
supra pilis mollibus sparsim vel aliquanto densius obsita, subtus
albido-canescentia dense tomentosa in costa dorsali frequentius
ceterum sparsim pilosa, exteriora obovato-oblonga, intermedia
interioraque oboblonga — oblonga. Stolones breviores vel elongati
erassiuseuli firmi dense albido-tomentosi abundanter villosi foliis
parvis oblongis obtusisque subtus albido-tomentosis instructi.
Scapi 1 — plures crassiusculi 1—2,5 dm. alti sub involucro
sparsim pilosi confertim. glandulosi et dense tomentosi ceterum

Nyt Mac. Fr. Naturv. B. 43. Pre

Nyt Mac. Fr. Narurv. B. 43.

Pop AG

Kartskitse over Kristianssand og omegn i maalestokken 1:58,000.

M

D Br

Nvv Mac. r. Naturv. B. 43. [Pr VI

Skeletdele af en hval, fundet i ler ved Kolsdal, hosten 1903.
Fot. af cand. real. Fadum.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 193

ubique dense floccosi pilis dilutis raris glandulisque apice cerinis
vel fuscis sparsis — densiusculis adspersi. Jnvolucrum canum
crassiusculum 10—11 mm. altum 6—7 mm. latum basi ovoi-
deum vel rotundato-ovoideum. Squame sat angustæ, basales
anguste triangulares obtusiusculæ, ceteræ lanceolate acute, in-
timee subulato-cuspidatæ, omnes dense albo-floccose glandulis
nigris vel apice cerinis densiusculis pilisque mollibus albidis vel
canescentibus sat frequentibus obtectæ. Calathidium sublutescens
mediocre parum radians. Ligule breviter dentate, marginales
extus pallidæ fere estriatæ vel + intense purpureo-striatæ.

Udmerket ved rigbladet roset, aflange, butte, noget glau-
cescente, paa undersiden teet graahvidt filtede blade med ophoiede,
i filtbelægget tydeligt fremtrædende nerver, ved tæt hvidfiltede,
korte og tykke eller noget forlængede og tyndere, tem. faste og
kraftige udløbere, ved hvidfiltede, spredt haarede og tem. rigt
glandelhaarede kurvskafter, ved middelsstore, noget tykke, hvid-
graa, tæt filtede, tem. sterkt glandelhaarede og rigt lyshaarede
svob, samt ved lyse, lidet radierende kroner. Basalskjællene er:
smalt triangulære, de øvrige svobblade tem. ensartede, lancet-
formede, spidse, ikke særdeles brede og tiltager successivt 1 længde
indover. Typisk er de dækkede med stjernefilt helt ud mod
randen, men varierer grønnere, mindre stjernefiltede. Haarene er
særdeles tynde og lange, glandlerne mørke, undertiden med gule
eller brunlige knapper, af noget ulige længde. Kjendes bedst
paa svøbet og de tæt stjernefiltede, butte blade.

Vestre Aker : meget talrig i silurgrus paa klipperne ved Oscars-
hald og ved Benneckes brygge paa Bygdø, Holmenkollen. Hurum:
Rødtangen. Brumlanes: Auserød ved Fredriksværn, Værvaagen.

v. perluteum n.

A forma typica folis acutioribus involuero majore (13—14
mm. alto, 6,5—7,5 mm. lato) squamis longioribus et ligulis ob-
scurius coloratis recedens.

Nyt Mag. tf. Naturv. XXXXIII. III. 13

194 S. 0. F. OMANG.

Skilles fra hovedformen ved mørkere kroner, større svøb,
mere uddragne svøbblade og spidse blade. Bladenes underside
er beklædt med et særdeles tæt, tykt, noget grannuleret filtlag,
nerverne sterkt fremtrædende. Rosetten rigbladet.

Østre Aker: mellem Ljan og Liabro.

V. epipsarum n.

Ab H. pilocano folus vulgo breviter acuminatis subtus viridi-
canescentibus + dense floccosis, scapis magis pilosis, squamis
aliquanto latioribus in marginibus membranaceis denudatis de
cetero pilis obscurioribus rigidioribusque obtectis, involucro basi
rotundato paullo majore (11—11,5 mm. alto, 6—7,5 mm. lato)
et hgulis vulgo profundius incisis diversum.

Meget nar beslegtet med H. pilocanum, med hvilken den
er forbunden ved mellemformer; paa den anden side differen-
tieret 1 retning af H. eutrichum (pag. 197). Den skilles fra den
første, som den habituelt ligner, ved de ofte — dog ikke altid —
noget spidse, paa undersiden gronliggraa blade, det rigere haarede
kurvskaft, den stivere og mørkere haarbeklædning og det svagere
udviklede stjerneindument paa svøbet, samt ved bredere svøbblade
og noget dybere indskaarne kroner. Svøbet er gjennemsnitlig ube-
tydelig større end hos nævnte form og ved basis mere afrundet.

Brunlanes: meget talrig, især paa tør engmark, flere steder
ved Auserod nær Fredriksværn. Vaale: Lange ved Holmestrand.

H. canovillosum n. f.

Folia dilute prasina tenuia supra sparsim — densiuscule pilosa,
subtus albido-canescentia dense tomentosa minus pilosa, exteriora
-spathulato-vel obovato-oblonga obtusa, cetera oblongo-lanceolata
breviler acuminata. Stolones crassi breviores vel longiores
sat graciles dense albido-tomentosi villosique folis oboblongis
vel obovato-oblongis subobtusis subtus albido tomentosis instructi.
Scapi 1— plures erecti vel subadscendentes crassiuscuii 1—2 dm.
alti, sub involucro dense tomentosi glandulis densis(— confertis)

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 195

pilisque canescentibus crebris(—sparsis) vestiti, de cetero + flocco-
sis rare — sparsim glandulosi et sat frequenter pilosi. Involucrum
8mm. latum basi ro-

atrocanum magnum 12,5 —15,5 mm. altum 6,5
tundatum vel subovoideum pilis sordide canescentibus densis glan-
dulisque longis — longissimis nigris apice luteis deorsum sat densis
sursum sparsis obtectum. Squamæ exteriores late ovate ob-
tusulæ, intermedia interioresque elongate a basi lata sub-
lineariter attenuata, intimæ anguste sublineares subulatæ, omnes
in dorso dense albo-floccosæ in extimis marginibus denudatæ
sub apice fusco-rubescenti tomentose. Calathidium sublutescens
magnum radians. Ligulæ breviter dentatæ vel profundius incisæ,
marginales extus rubro-striate vel pallide.

Denne form udmerker sig især ved sit store svob, som er
sortgraat af tæt, hvid stjernefilt, ganske talrige + forlængede,
sorte, gulknappede glandler og talrige, + graahvide haar med
grovt, sort fodstykke. Svobbladene er tem. brede, de ydre eg-
formede, øverst 1 spidsen butte, de mellemste og indre langt ud-
dragne, helt fra grunden langsomt afsmalnende til en skarp
spids, yderst i randen nøgne. Kurvskafterne (oftest 1 enkelt)
er + stjernelodne, rigt lyshaarede, meget sparsomt glandel-
haarede, undtagen i spidsen, hvor haar saavel som glandler
er tættere. Udløberne er tykke og tem. korte eller længere og
tyndere. Rosettens blade er de fleste aflangt-lancetformede med
meget kort spids eller næsten butte, de yderste dog altid butte,
paa undersiden mere eller mindre graahvide, paa oversiden spar-
sommere — rigeligere blødhaarede.

Botne: Husdal ved Holmestrand. Hedrum: ved Fritzokilen
nær Larvik. Brunlanes: Auserod ved Fredriksværn.

H. sericocephalum n. f.

Rosula multifolia. Folia longe producta obtusa prasino-
virescentia sat molla tenuia, supra densiuscule pilosa, subtus
albo-canescentia nervis inconspicue (in folis autumnalibus con-
spicue) prominentibus dense tomentosa sparsim pilosa, exteriora,

196 S. 0. F. OMANG.

breviora obovato-oblonga, intermedia interioraque elongate ob-
longa—oblongo-lingulata. Stolones breves percrassi dense niveo-
tomentosi abundanter albo-villosi foliis obtusis oblongis densis-
sime pilosis subtus dense niveo-tomentosis instructi. Scapi
plures crassi subadscendentes 1—2 dm. alti dense cano-tomen-
tosi setulis longis albidis sparsis sub involucro sordide cane-
scentibus et sepe sat numerosis glandulisque fusco-cerinis subter
sparsis sursum increbrescentibus obsiti. Involucrum perlatum
(9—) 10—11 mm. altum (7—) 8—8,5 mm. latum basi ovoideum—
" subtruncatum. pilis canis vel sordide canescentibus eximie
serico-nitentibus glandulas cerinas sparsas imma basi creberri-
mas floccosque densos fere occultantibus confertim hirsutum.
Squamee latiuscule, plereque in apicem acutum sensim atte-
nuate in marginibus pallide virescentes. Calathidium pallide
lutescens plenum sat magnum (diametro 3—3,5 cm.) Ligulæ lace-
rate, marginales extus pallide in apicibus levissime rubro-striatæ.

Variat pilis involueri ex magna parte in glandulas cerinas
transformatis et calathidio parum radiante (f. cerinascens).

En særdeles eiendommelig form, udmerket ved rigbladet
roset, dannet af sterkt uddragne, aflange, butte blade, hvis under-
side er bedækket med et tyndt, men teet, graahvidt filtbelæg, ved
korte, tykke, særdeles kraftige udløbere med sølvhvidt filtede,
rigt hvidhaarrede blade, grove, graalodne, spredt lyshaarede kurv-
skafter, meget bredt og forholdsvis lavt, næsten skaalformigt
svøb, som er særdeles tæt beklædt med lange, lyse eller —
ligesom paa den øverste del af kurvskaftet — smudsig graa,
silkeglinsende haar, der næsten skjuler de faatallige — ved svø-
bets basis dog talrigere — gulagtige glandler og den tætte stjerne-
filt, ved langt og skarpt tilspidsede svøbblade, samt ved lysgule,
fyldte kurver, hvis randkroner er kun svagt stribede.

f. cerinascens afviger fra hovedformen derved, at de fleste
haar paa svøbet er erstattede af gule glandler; nogle af disse
er lange, næsten haarlignende.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 197

Vestre Aker: ganske talrig paa silurberg ved Montebello,
samt ved Hengsengen paa Bygdø (Osc. Hacem). f. cerinascens:
Østre Bærum: Snarøen paa silurgrus.

H. sordescens n. f.

Rosula multifolia. Folia glauco-virescentia supra sparsim
— densiuscule pilosa subtus dense cano-tomentosa sparsim pilosa,
exteriora obovato-oblonga obtusa, ceteree oblonga obtusa — bre-
viter acuminata. Stolones breves crassi dense albido-tomentosi
villosique olus oblongis albido-tomentosis instructi. — Scapé
1— plures humiles 0,5 —1dm. alti crassiusculi erecti vel subadscen-
dentes dense cano-tomentosi glandulis obscuris pilosisque dite
adspersi, sub involucro confertim glandulosi utplurimum densis-
sime pilosi. Involucrum sordide canescens circ. 10 mm. altum
5,9—6,5 mm. latum basi rotundatum. Squame late, exteriores
ovate: obtusiuscule, intermediæ late lanceolate acute cuspidatæ
in marginibus nudæ, omnes dense cano-floccosæ pilis longis sor-
didis densissimis et glandulis obscuris in basi involucri sat
densis sursum propemodo nullis vestitæ, in apicibus dense cano-
tomentosis + rubescentes. Calathidium mediocre parum ra-
dians sublutescens. Ligulæ breviter dentate, exteriores extus +
rubro-striatæ.

Udmerket ved rigbladet roset, tæt graafiltede, aflange, butte
— noget spidse blade, korte og tem. kraftige, rigt haarede og
glandelhaarede kurvskafter, mørke, ved basis afrundede svøb,
som er tæt beklædte med smudsig graa, lange haar og nederst
tem. tæt glandelhaarede, og ved brede, skarpt tilspidsede, i
randen nøgne svøbblade. Udløberne er korte og tykke.

Vestre Aker: ved pladsen Allergodt nær Smedstad. Østre
Bærum: Fornebo.
| Nær beslægtet med efterfolgende og muligens at anse som
en varietet af denne.

198 S. 0. F. OMANG.

H. eutrichum n. f.

Folia prasino-glaucescentia mollia supra pilis longis. densi-
uscule vestita, subtus canescentia dense floccosa vel subtomen-
tosa sparsim pilosa, exteriora oblonga, intermedia oblonga —
oblongo-lanceolata obtusa — subacuminata, interiora oblance-
olata breviter acuminata. Stolones crassi breves vel paullo lon-
giores dense albido-tomentosi et abundanter albo-villosi folus
oblongis obtusiusculis sat magnis instructi. Scapi 1—4 erecti
vel adscendentes crassiusculi 1—2,5 dm. alti basi apiceque dense
tomentosi medio + floccosi, insuper glandulis inferne raris —
sparsis sursum increbescentibus sub involucro confertis et pilis
longis sordide canescentibus sat crebris summo apice densis —
confertis obsiti. Involucrum obscure virescens crassum 10,5—
19( —13) mm. altum 6—7,5 mm. latum basi ovoideum, pilis longis
sordidis densis — densissimis et glandulis nigris apice sæpe
cerinis ima basi involucri sape confertis sursum sparsis — raris
ob pilos densos minus conspicuis obtectum, in medio dorso
squamarum sat dense floccosum. Squamee late e basi perlata
triangulari-lanceolate in apicem acutum attenuatæ, in marginibus
latis membranaceis omnino denudatæ, in apicibus vulgo intense
rubro-colorate. Calathidiwm magnum radians pallide lutescens.
Ligule breviter dentatæ, marginales extus leviter rubro-striatæ.

Variat folis anguste lanceolatis acuminatis.

Bladene tynde og bløde, med graaagtig, tynd stjernefilt, paa
oversiden tem. rigt og langt haarede, de fleste aflange, butte —
noget spidse, de inderste aflangt-lancetformede, kort tilspidsede,
Udløberne korte og tykke med tem. store blade. Kurvskafterne
i antal sedvanlig 2—4, hoie, tem. tykke, lige under svøbet sær-
deles tæt haarede og glandelhaarede og ogsaa forøvrigt tem.
rigt haarede, men spredt glandelhaarede. Svob tem. stort, tæt
haaret, ved basis rigt, opad svagere glandelhaaret. Svobblade
bredt lancetformede, triangulært afsmalnende opad i den skarpe
spids, paa ryggen + tæt stjernelodne og 1 randen aldeles nøgne.

Varierer med smalt lancetformede blade.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 199

Kjendes fra andre former ved den særdeles tætte, smudsig graa
haarbeklædning paa spidsen af kurvskafterne og svøbet, og ved
svøbbladenes form og beklædning.

Vestre Aker: Bygdø, pladsen Holtet nær Slemdal. Østre
Bærum: Fornebo, pladsen Kilen ved Holtekilen.

En nærbeslegtet, paa de vegetative organer rigt langhaaret
form ogsaa samlet i Østre Aker ved Bækkelaget. En anden
nærstaaende form med buttere, mere spadeformede blade, mindre
haaret og mere glandelhaaret svøb samlet ved Myrene i Hurum.

Hi. nigrisetulum n. f.

Folia glaucescenti-viridia firmula supra setulis tenuissimis
sparsis — densiusculis pilosa, subtus canescenti-viridia + floc-
cosa in costa dorsali crebrius ceterum sparsim pilosa nervis sat
conspicue prominentibus, exteriora oblonga obtusa vel obovato-
oblonga, intermedia interioraque breviter acuminata nunc latiora
obovato-elliptica vel late oblongo-lanceolata, nune angusta elon-
gate oblongo-lanceolata vel lanceolato-lingulata. Stolones +
elongati crassi dense cano-tomentosi et abundanter villosi foliis
subobtusis oblongis subtus dense cano-tomentosis instructi. Scapi
1—3 erassiusculi erecti vel subadscendentes 1,5—9,5 dm. alti sat
dense floccosi usque a basi glandulis nigris crebris setisque nigri-
cantibus sat frequentibus obsiti, sub involucro confertim glan-
dulosi sæpissime dense nigro-setigeri. Involucrum atrovirens
magnum 11—13,5 mm. altum 7—8,5 mm. latum basi rotundatum
in scapum apice incrassatum decurrens. Squam a basi lata trian-
gulariter in apicem acutum attenuate, intermediæ interioresque
aliquantulum protractæ, intimæ subulato-cuspidatæ, omnes glan-
dulis atris sat longis robustis in basi involucri saltem con-
fertis setis nigricantibus vel sordide canescentibus dite intermixtis
et floceis in medio dorso densis ad margines versus paulatim
extabescentibus vestite. Calathidium pallide lutescens fere
plenum diametro 3,5—4 cm. Ligule breviter dentatæ, margi-
nales extus + intense rubro-striatæ vel fere estriatæ.

200 S. 0. F. OMANG.

Variat involucro sparsius setoso vel e-setoso (f. paucisetum).

Alm. hei og robust, med kraftige, tætbladede udløbere og
hoie tem. tykke kurvskafter. Rosetbladene kort tilspidsede
indtil næsten butte, snart korte og brede, bredt elliptisk-lancet-
formede, snart smalt forlængede, aflangt-lancetformede — lancet-
formig-tungeformede, mere eller mindre haarede, paa undersiden
+ tæt stjernelodne, graa eller grongraa. Udlobernes blade smalt
aflange, noget butte, paa undersiden mere graalodne end
rosetbladene. Skafterne mørke, tæt stjernefiltede, rigt beklædte
med sorte glandler og mørke, ret udstaaende børster. Svøb,
stort, mørkt, nedløbende, især ved basis tæt besat med sorte
glandler og noget mindre talrige, + mørke, stive børsthaar.
Svøbblade triangulære med skarp spids, de mellemste og indre
noget uddragne, paa ryggen mellem haarene og glandlerne tæt
graafiltede, ud mod randen næsten uden stjernehaar. Kurvene
store, tem. lysgule, kun utydelig radierende. Varierer med faa
eller næsten ingen haar paa svøbet.

Vestre Aker: Søndre Huseby, Bestum. Østre Bærum: Snar-
øen. En form med stiv haarbeklædning paa bladene ved Bække-
laget i Østre Aker.

H. bathypogon n. f.

A forma præcedenti folus stolonum angustioribus acumi-
natis, scapis sparsius glanduliferis setulis mollioribus canescen-
tibus obsitis, involucro setulis canis densis vel precipue in basi
confertis hirsuto, calathidio minore (diametro 2,8—3 cm.), ligulis
brevioribus longe fimbriato-laceratis differt. ^ Foliorum. forma
latitudineque modifikationibus illius æmulat; utplurimum sunt
tamen elongate lanceolato-lingulata.

Denne form stemmer i det væsentlige overens med foran-
staaende form. Den skilles ved lysere og blødere haarbeklæd-
ning paa kurvskalt og svøb, paa det sidste særdeles rig og tæt,
ved mindre og faatalligere glandler paa kurvskaftet, ved mindre
kurvbredde og ved kortere, langt fryndset-tandede kroner. Bla-

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 201

dene udviser samme modifikationsgrader som hos hin, under-
tiden bredere, omvendt egformet-elliptiske, oftere dog forlænget
lancet-tungeformede. Særdeles karakteristisk er formen af ud-
løbernes blade. De er smalere og spidsere end hos foregaaende.

Larvik: paa en veikant ved sydenden af Farrisvandet,
mellem plantede barlind og graner.

En form, som hører hid, men med mindre rigelig haarbe-
klædning paa svøbet og mindre indskaarne kroner, har jeg sam-
let i Østre Aker ved Fiskvold nær Ljan. Svøbet har hos denne
form egformet basis.

H. poicileimon n. f.

Folia angusta viridia leviter glaucescentia, supra dite pilosa,
subtus albo-canescentia dense tomentosa sparsim —- deorsum
tamen frequentius — pilosa, exteriora oblonga obtusa vulgoru be-
scentia mox marcescentia interdum inconspicue denticulata, inter-
media interioraque longa oblonga — oblanceolata acuminata basi
anguste elongata. Stolones breves sat graciles firmuli dense
niveo-tomentosi et albo-villosi folus oblanceolatis breviter acumi-
natis subtus albo-tomentosis valde decrescentibus instructi. Scapi
1—3 erecti vel subadscendentes crassiusculi circiter. 2. dm. alti,
inferne virides superne + fuscescentes, sat dense floccosi glan-
dulis obscuris et setis longis sordide canescentibus sparsim con-
spersi, sub involucro dense cano-tomentosi densius setulosi et
dense glanduliferi. Involucrum atro-canescens magnum crassum
(12,5—13,5[—14,5] mm. longum, [7—]7,5—8 mm. latum) basi ro-
tundatum. Squamee perlatæ, exteriores ovate obtuse (prope basin
2 mm. late) intermediæ ad duas tertias partes late lineares
(1,8 mm. late) denique triangulariter acuminate, omnes ubique
dense cano-floccose glandulis nigris elongatis confertis et pilis
longis nigricantibus vel sordide canescentibus precipue in squa-
mis exterioribus frequenter collatis vestitæ, interiores angustiores
acute lanceolatæ dense niveo-tomentosæ, in medio dorso tamen
eodem indumento quo cetera, intimæ subulatæ ubique dense albo-

202 S. 0. F. OMANG.

tomentosæ cum interioribus summo apice pulchre roseo-coloratæ.
Calathidium læte luteum parum radians diametro 3,2—3,5 cm.
metiens. Ligule irregulariter. incisæ, marginales extus rubro-
striatæ. Longitudo a basi involucri ad apicem ligularum (18,5—)
19—20(—21) cm.

En meget vakker og fremtrædende form, udmerket især ved
det store, paa midten sterkt sammensnørede, sort-hvidt-brogede
svøb, som er tæt besat med lange, sorte glandler og + mørke
haar, ved de særdeles brede svøbblade, samt ved tem. tynde, sne-
hvidtfiltede udløbere. Rosetten bestaar af faatallige, smale, over-
veiende spidse, rigt haarede og paa undersiden hvidfiltede blade,
af hvilke de indre er lange, aflangt lancetformede, med smal,
sterkt forlænget basisdel, de ydre kortere, aflange og butte. Ud-
løbernes blade har omtrent samme form, er tem. lange inde ved
rosetten, men aftager hurtig i længde udover mod spidsen. Fra
rosetten udgaar snart et enkelt, snart flere — indtil 3 — kurv-
skafter, som er aldeles oprette eller svagt opstigende, tæt stjerne-
lodne og spredt bestrøede med glandler og haar. De sidste
bliver opad mørkere og er lige under svøbet sedv. tem. rigelig
tilstede. De ydre svobblade er særdeles brede, egformede og
butte og ligesom de mellemste, der paa 2/3 af sin længde er
bredt lineære, overordentlig tæt beklædte med sorte glandler og
haar, som næsten skjuler det ligeledes tætte stjerneindument.
De indre svøbblade er smalere og har 1 en stribe langs ryggen
indument af samme slags som de ydre; langs kanterne er de
tæt hvidfiltede. De inderste, som mangler den mørke rygstribe,
er smalt sylformede og ligesom de indre svøbblade i spidsen
smukt rosenrode.

Er beslegtet med H. trichoscapoides Danrsr. (DAnrsr. Hier.
Scand., cent. VI., no. 84). Skilles fra denne ved større, rigere,
glandelhaaret svob, etc.

Tjølling: Rækkevik paa en bakke.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 203

H. percnocephalum n. f.

Rosula multifolia. Folia dilute virescentia in glaucum exi-
mie vibrantia lata tenuia molliuscula, supra sparsim et longe
pilosa, subtus canescenti-viridia vel subviridia + dense stellata
in costa dorsali dense de cetero sparsius pilosa, exteriora obo-
vato-spathulata rotundato-obtusa, intermedia numerosiora obovato-
vel spathulato-oblonga obtusa, interiora oblonga, intima si adsunt
oblanceolata breviter acuminata subtus dense cano-tomentosa.
Stolones vulgo plures graciles elongati dite albo-villosi et cane-
scenti-floccosi fola oblongo-lingulata obtusa longe distantia
subtus dense canescenti-tomentosa ferentes. Scapi plures 0,6
—9 dm. alti erecti vel subadscendentes sat graciles virescentes
usque a basi tomentosa glandulis cerinis vel fusco-cerinis sparsis
— densiusculis sub involucro densis et setulis longis rigide pa-
tentibus sparsioribus in apice dense cano-tomentoso nigricantibus
interdum confertis adspersi. Jnvolucrum atro-viride variegatum
crassum 11—12 mm. altum, 6—6,5(—7) mm. latum basi rotun-
dato-ovoideum medio leviter constrictum. Spuamæ latiusculæ,
exteriores breviores obtusulæ, intermediæ interioresque longe
in apicem acutum cuspidate, omnes in marginibus late et dilute
virescentibus denudatæ in dorso atro-viridi, qui in interioribus in
lineam angustam attenuatus est, setulis longis nigricantibus vel
nonnunquam sordide canescentibus in summo apice squamarum
fusco-atro sspe valde congregatis glandulis luteo-nigris densi-
usculis et floccis albis inter pilos glandulasque elucentibus ve-
stitæ, intimæ subulate in apice rubro-colorato dense floccosæ
de cetero denudatæ. Calathidium magnum radians pallide lute-
scens. Ligule profunde incisæ, marginales extus leviter vel in-
tense rubro-striatæ. Longitudo ab ima basi involucri ad apicem
ligularum 16,5—19 mm.

Variat involucro pallido-canescenti magis floccoso pilis canis
glandulisque aliquanto sparsius vestito et stolonibus minus floccosis
viridioribus (forma pallidiceps). Folia variant (raro) acutiora.

204 S. 0. F. OMANG.

I sin typiske skikkelse udmerker denne form sig ved rig-
bladet roset, som bestaar af korte og brede, overveiende omvendt
egformede eller spadeformede, i spidsen afrundede eller butte,
paa undersiden — alt eftersom stjerneindumentet er tættere eller
mindre tæt — graagrønne til næsten grønne blade, af lysgrøn,
noget glaucescent farve, ved lange, tynde, graalodne, spredt-
bladede udløbere, ved tykke, sortgrønt-brogede svøb, som er rigt
besatte med lange, stive, sorte haar og mere eller mindre sorte
glandler, ved brede svøbblade, som i randen er bleggrønne og
aldeles blottede for indument, paa ryggen mørke, svagt stjerne-
filtede, samt ved dybt indskaarne, udvendig rødstribede kroner.
De ydre rosetblade er egformet-spadeformede, paa undersiden
spredt stjernehaarede og derfor næsten grønne. De mellemste
rosetblade, som er talrigst, varierer lidt med hensyn til stjerne-
indumentets tæthed; snart er de mere grønne, idet stjernehaar-
skiktet er mindre tæt, snart mere graalodne. Alm. findes inderst
i rosetten et par blade, som er smale, kort tilspidsede og paa
undersiden — ligesom stolonernes blade — tæt graalodne. Kurv-
stilkene er sedv. oprette, undertiden lidt opstigende, alm. om-
kring 3 1 antal. De er helt fra Grunden bestrøede med spredte
glandler og stive, udstaaende, lige under svøbet mørke haar, ved
basis og i spidsen tæt graafiltede, paa midten svagere stjerne-
haarede. Svobet er paa en meget eiendmmelig maade broget.
Dette hidrører for en væsentlig del fra fordelingen af det meget
mørke indument. De ydre svøbblade er egformede, noget butte,
næsten over sin hele flade mørke med en meget smal, nøgen,
lysgrøn rand langs kanterne. Paa de øvrige svøbblade, som er
uddragne og mere spidse, er denne rand meget bred; den mørke,
tæt glandelhaarede og mørkhaarede rygstribe aftager successivt
i bredde for næsten helt at forsvinde paa de inderste svøbblade,
som er smalt sylformede og paa den rødfarvede spids tæt stjerne-
haarede. Haarene paa svøbet er lange, stive, sorte eller næsten
sorte, sjeldnere smudsig graafarvede, og gjerne tæt sammen-
hobede paa svøbbladenes sodfarvede spids. De ligeledes

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 205

mørke og tem. grove glandler er talrigst ved svøbets basis.
Stjernefilten er løs og gjør sig sedv., naar haar og glandler er
tættere tilstede, kun glimtvis bemerket i mellemrummene mellem
disse. Undertiden er stjernefilten rigeligere tilstede — hos for-
mer med sparsommere haar og glandler. Hos forma pallidiceps
er den særdeles rigelig tilstede. Her er ogsaa svøbbladenes farve
blegere og haarene lysere, hvorfor svøbets totalfarve gaar i det
bleggraa. I skyggefuld skov faar planten et noget fremmed-
artet udseende derved, at svøbet bliver meget lavt — længde-
dimensionen helt med til 8,5 mm. — og grønt, og blade, kurv-
stilke og stoloner sterkt forlænges (de sidste indtil 3.5 dm.). Rød-
stribningen paa randkronerne mangler sedv. helt hos denne
modifikation.

Skjønt habituelt meget forskjellig staar denne plante alligevel
nær den i ,Hier. undersøgelser II^, pag. 267, beskrevne form
H. lacerellum. Baade svøbbiadenes form og beklædning, saavel
som de vegetative organers beskaffenhed røber slegtskabet. Di-
vergenserne er for en stor del af kvantitativ art — for den sidst-
nævntes vedkommende: mindre svøb, faatalligere svøbblade med
sterkere tendens til udvikling af glandler, men med færre eller
ingen haar, smalere blade og i det hele taget spædere vækst.
Jeg skulde være tilbøielig til at antage, at H. lacerellum er op-
staaet ved en slags degeneration af den her beskrevne form. For
beretttigelsen af denne antagelse taler ogsaa den omstændighed, at
der blandt H. lacerellum træffes individer, som ved indumentets
beskaffenhed paa svøbet saavel som 1 mange andre henseender,
f. ex. ved større svøb, sterkt nærmer sig til percnocephalum.

Vokser paa græsmark, havnemark, berg etc. og optræder
dels spredt, dels i tætte, matteformede kolonier.

Tjølling: Læsten nær Kjerringvik, Spitalen, Love (f. pallidiceps).
Larvik: Herregaarden. Hedrum: Ytterse (i selskab med hoved-
typen f. pallidiceps). Brunlanes: Jordet, Anvik ved Farris, Torp,
Auserød ved Fredriksværn.

Hardanger: Nyastøl i Granvin (S. K. SELLAND).

206 S. O. F. OMANG.

v. ditropum n.

Involuero forma præcedentis at minore angustioreque
(8—9 mm. alto circ. 5 mm. lato) utens consenüt hec planta
formatione rosulæ H. concinello. Ut hoc habet quoque folium
oblanceolatum ad scapum inferiorem affixum; folia autumnalia
tamen florendi tempore vix persistunt.

Denne form er eiendommelig paa grund af den stilling den
indtager paa den ene side 1 forhold til H. percnocephalum, paa
den anden til H. concinellum. Medens nemlig de vegetative
organer er udformede ganske som hos denne sidste, er svøbet
derimod i alle henseender lig det samme hos hin, kun noget
mindre.

Jeg har samlet den blot paa et eneste sted

Hurum: Rødtangen, 1 skov.

H. concinellum ÖMANG.

Sande: Hanekleven. Gjerpen: Follestad ved Skienselven.

H. lacerellum OMaANc.

Tjølling: Goen.

H. candescens DAHLST.

Dautst. : ,Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl, B. 23,
no. 15. — Dauust. Herb. Hier. Scand., cent. VI, no. 78.

En ubetydeligt afvigende form. Blade smale, spidse, graa-
filtede. Svøb rigt morkhaaret, ved basis med gule glandler, for-
øvrigt lidet glandelhaaret.

Østre Bærum: Øverland.

Til de furkate pilosella-former hører efterfølgende to former:

H. lecanocephalum n. f.

Folia firmula virescentia (leviter glaucescentia) sæpe rube-
scentia lata obovato-oblonga obtusa, supra setis longissimis (7—9

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 207

mm. longis) abundanter vestita, subtus canescenti-viridia sat
dense floccosa sparsim pilosa. Scapi 1—3 crassi 1,5—2,5 dm.
alti erecti. vel subadscendentes medio vel prope basin furcati
+ purpureo-fuscescentes leviter stellati — dense floccosi glan-
dulis nigris sparsis setis obscuris solitarius — sat frequentibus
obsiti, sub involucro dense cano-tomentosi et confertim glandulosi.
Stolones elongati crassiusculi leviter stellati — sat dense floccosi +
villosi folis obtusis oboblongis instructi. Involucra obscura
perhumilia (cire. 9 mm. alta, 6—7 mm. lata) basi late rotun-
data. Squamæ latiusculæ, exteriores ovate obtuse, anguste
pallido-marginatæ, intermedia lanceolalæ late marginatæ acumi-
natæ, intimæ acutæ, omnes in dorso atro-virescenti leviter floccosæ
glandulis longis nigris densis pilisque obscure canescentibus vel
nigricantibus sparsis — densis vestitæ, apicibus rubro-coloratæ.
Calathidiwm magnum pallide lutescens subradians. Ligulæ
profunde laceratæ, marginales extus intense rubro-vittatæ.

Blade brede og store, omvendt egformede — aflangt egfor-
mede, butte, paa oversiden tæt besatte med lange, børstelignende
haar, paa undersiden graagrønne af tætte stjernehaar og spredt
haarede. Udlobere lange, spredtbladede, ofte svagt stjerne-
haarede og derfor grønne. Kurvskafter lange og tykke, paa
midten eller nær grunden gaffeldelte, alm. ikke synderlig tæt
stjernehaarede, spredt glandelhaarede og lidet eller rigt mørk-
haarede. Svøb lavt og bredt, næsten skaalformet, tæt glandel-
haaret; + mørkhaaret. Svøbblade brede, paa ryggen sortgrønne,
mellem haarene og glandlerne hvidfiltede, i kanten nøgne. Kroner
dybt indskaarne, randkroner udvendig rødstribede. Haarene paa
svøbet kan variere meget betydeligt, ligesaa paa skafterne. Selv
hos samme individ kan optræde skafter med rig haarbesætning
og skafter næsten uden haar. Især udmerket ved de lave svøb
og rigt stivhaarede blade.

Vestre Aker: tem. talrig paa bakkerne ved Kamphaug i Nord-
marken.

208 S. 0. F. OMANG.

H. filicaule OMANG.

Tjølling: Goen og ved Tjølling kirke. Brunlanes: mellem
Sky og Pauler. Granvin i Hardanger: ved gaarden Selland
(S. K. SELLAND).

Denne form varierer med helt haarfrie svob. En saadan
form er den i DaAnrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 7 uddelte
H. leptacinum Dautst. fra Bohuslen. Aldeles identiske med
denne er exemplarerne fra Brunlanes. Kun er udloberne meget
længere. I almindelighed er dog i det mindste primærsvøbet
haaret.

B. Cauligera N. & P.
H. vittatum (LBG.) Dautst.

Daursr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 5. — H. præaltum
Vie. y vittatum Lee. i Bytt N. Fl, pag. 635 (p. p.?).

Caulis 3,5—5,5 dm. altus imo violascens, floccis sparsis
setis densiusculis et glandulis raris adspersus, sub anthela den-
sius stellatus magis glandulosus et pilis longis obscurioribus
sparsim obsitus. Folia glauco-virescentia, supra nuda dense
setosa, subtus leviter stellata in costa dorsali dite et longe de
cetero sparsius setosa; basalia in rosulam multifoliam congesta
partieulatim sepe rubro-violascentia, exteriora parva oblongo-
spathulata, intermedia oblonga — oblongo-lingulata obtusa,
interiora. elongate oblongo-lanceolata breviter acuminata, caulina
2—4 linearia acuta. Anthela polycephala composita paniculata
vel subumbellata ramis gracilibus vel crassiusculis + dense
cano-floccosis glandulis inæquilongis crebris setisque longissimis
paucis vestitis. Involucra obscura sat parva crassiuscula basi
rotundata. Squame late, exteriores et intermediæ obtuse,
interiores acute, omnes in dorso atro-virescenti leviter (ad basin
versus aliquanto densius) stellate glandulis inæquilongis apice
cerinis densiusculis et pilis longissimis basi erassa nigricanti
apice sordide canescentibus sparsis obtectæ, in marginibus late

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 209

virescentibus nudae. Calathidia saturate lutea parum radiantia.
Ligulæ breviter dentate, marginales vitta lata apicem versus
vulgo intense rubro-colorata deorsum cito evanescente ornate.

Interdum caules laterales fere flagelliformes e rosula ex-
serens.
Udmerket ved den stive haarbekledning paa stængel og
blade, ved mørke, rigt glandelhaarede, spredt langhaarede svøb,
brede og bredt gronkantede svøbblade og ved alm., 1 det mindste
i toppen, intenst rødfarvede kroner. Stengel opret eller svagt
opstigende, nederst mørkfiolet, forøvrigt noget rødstribet, lidet
glandelhaaret, svagt stjernehaaret, men tem. rigt besat med stive,
udstaaende børsthaar, som udspringer fra et vorteformet brun-
fiolet fodstykke, øverst i toppen tættere stjernehaaret, rigere
glandelhaaret og mørkere haaret. Blade glaucescente, paa begge
sider rigt stivhaarede, paa oversiden uden stjernehaar, paa under-
siden spredt stjernehaarede (rosetbladene svagere end stæn-
gelbladene). De ydre rosetblade smaa, aflangt spadeformede
eller næsten omvendt egformede, de mellemste længere, aflange,
ligesom de ydre butte, de inderste sterkt forlængede, aflangt
lancetformede, butte eller noget spidse; stængelblade smalt linje-
formede med bred grund. Kurvstillingen rig, snart aaben, top-
formet, snart næsten skjermformet med stjernefiltede, glandel-
haarede og spredt langhaarede grene. Svob mørke, især nedentil
tæt besatte med kraitige uligelange, gulknappede glandler, spredt
langhaarede, ved grunden tættere, opad mere spredt stjerne-
haarede. Svobblade brede, med beklædningen samlet langs den
sortgrønne ryg, i kanterne nøgne, de fleste butte, de inderste
spidse. Calathidium tem. morkgult.

Denne form er nær beslegtet med den 1 „Hier. undersøgelser
i Norge II^ beskrevne H. dissipatum, men skilles ved mindre,
mere haaret svøb, rigere haaret stængel, buttere blade og mere
sammentrukken kurvstilling. Den mangler udlobere; men fra
rosetten udgaar undertiden opstigende flagellelignende bistængler.

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. III. 14

910 S. 0. F. OMANG.

Sande: Gaaserumpen ved Holmestrand. (Her først samlet
af M. N. Bryrr og i 1901 gjenfunden af Jon. Dyrine). Vaale:
Lange ved Holmestrand (M. N. Brvrr).

H. diffusatum n. f.

Caulis 3,5—5 dm. altus sat crassiusculus, erectus vel
subadscendens viridis leviter floccosus inferne setulis longis
(usque ad 5 mm.) albidis sat crebris et glandulis raris obsitus,
medio sparsius setulosus frequentiusque glandulosus, summo
apice dense cano-floccoso pilis sordidis sparsis et glandulis
fusco-nigris, quarum nonnull valde elongate, crebris adsper-
sus. Folia glauco-virescentia, basalia in rosulam multifoliam
congesta, supra nuda vel floccis solitariis adspersa, subtus
densius stellata — leviter floccosa, utrinque longe et sat dense
hirsuta, in costa dorsali marginibusque inferioribus longissime
setulosa, exteriora oboblonga obtusa, intermedia interioraque
elongate oblanceolata breviter acuminata, intima sat acuta; cau-
lina numero 1—2, inferius basi caulis approximatum bene
evolutum anguste lineare acutum supra leviter infra dense stel-
latum de cetero indumento basalium, superius vulgo subulatum
ramo florifero ab anthela longe remoto suppositum. Anthela
composita paniculata vel subcorymbosa ramis pedicellisque
crassiusculis dense cano-floccosis fere epilosis glandulis fusco-
nigris apice cerino-fuscescentibus ex parte elongatis dense —
densissime vestitis. Involucra obscura sat magna (7—8 mm.
alta, cire. 45 mm. lata) basi ovoidea. Squamæ latiusculæ,
basales anguste lineares, ceteræ a basi lata sensim in apicem
obtusiusculum vel acutum attenuate, interiores latius viridi-
marginatæ, omnes in dorso atro-virescenti dense stellatæ glan-
dulis inæquilongis densis iis ramorum similibus et pilis longis-
simis sordide canescentibus sparsis — frequentioribus (vel sub-
nullis) vestite. Calathidia lete lutescentia sat plena. Ligulæ
irregulariter incisæ estriatæ.

Innovatio per stolones breves.

T

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 211

Denne form slutter sig nær til macranthelum-komplexet
uden dog at være nærmere beslegtet med nogen af de former,
jeg kjender af denne artsgruppe. Den udmerker sig især ved
den rige, lange og stive haarbeklædning paa bladene og den
nederste del af stængelen, ved de tem. kraftige, ulige lange,
tætte glandler paa stængelspidsen, kurvgrenene og kurvstilkene,
samt ved tem. store, mørke, rigt glandelhaarede, sparsomt lang-
haarede svøb. Bladrosetten bestaar af sterkt forlængede, aflangt
lancetformede, noget spidse, paa undersiden + tæt stjernehaarede,
paa oversiden næsten stjernehaaririe, paa begge sider tæt stiv-
haarede og især paa den smale, lange basisdel langhaarede
blade, og har altid som følge af de mere eller mindre talrige,
korte, langbladede udløbere, som udspringer fra dens bladhjørner,
et tuet udseende. Stænglen er tem. tyk, overalt grøn, svagt
stjernehaaret. Paa den nedre del er haarene lyse, tynde, men
stive og ret udstaaende, paa den øvre del spredte, smudsiggraa
og noget blodere. Den bærer almindelig kun et eneste velud-
viklet blad nær grunden. Kurvstillngen er oftest uregelmæssig
paniculat, sjeldnere mere sammendragen halvskjermformet, med
tem. tykke graalodne, næsten haarfrie, og tæt glandelhaarede
kurvgrene, som skyder langt op over det korte acladium. Sed-
vanlig udspringer en kurvbærende gren fra hjørnet af det øverste
stængelblad, som er næsten braktéformet. Svøbbladene er mørke,
ved grunden brede, og smalner jevnt af mod den + skarpe
spids; de indre er grønkantede, de ydre over sin hele flade sort-
grønne. Saavel paa stængelspids og kurvgrene som paa svøbet
er glandlerne delvis sterkt forlængede, og enkelte undertiden
endog næsten haarlignende. Kurvene er lyse, kronerne uregel-
mæssig indskaarne.

Østre Aker: Bækkelaget. Gjerpen: Follestad ved Skienselven.

Nær denne staar en form, samlet paa Killingholmen ved
Holmestrand af Jon. Dyrinc. Den ligner ovenfor omhandlede
form i bladene, svøbets størrelse og form, haarbeklædning, etc.
men glandlerne paa stængelspids, kurvstilke og svøb er mindre

219 S. 0. F. OMANG.

og finere, og den synes ikke — om jeg tør dømme efter de faa
exemplarer, jeg har seet af den — at danne udløbere.

H. macranthelum N. & P.

Af en macranthelum-form, som synes identisk hg Lee.
Hier. Scand. exs., no. 108, har jeg samlet et eneste exemplar
ved gaarden Alm i Haug paa Ringerike.

Ove Daur har samlet den i Tanen paa et par steder: under
Suolovarre og paa Jovarogge 1 Troldfjorden. Lindebergs exsiccat-
exemplar er fra Lerpollen 1 Tanen.

H. eriosteptum n. f.

Caulis 4—4,5 dm. altus crassus — percrassus leviter flexu-
osus viridis sat dense floccosus ubique eglandulosus pilis longis-
simis (usque ad 6 mm.) densiuscule pilosus sæpe ex omnibus
alis ramos floriferos exserens. Folia molha in glaucum eximie
vibrantia, basalia autumnalia magna late obovata florend: tem-
pore emarcida at tamen bene conservata, cetera angusta valde
elongata, plurima oblanceolata acuminata — acuta inferiora
oblongo-spathulata rotundato-obtusa, supra leviter stellata pilis
longis densiuscule pilosa, subtus floccis densioribus et pilis
sparsioribus in costa dorsali tamen sat densis adspersa. Folia
caulina numero 3—4 lineari-lanceolata — linearia plurima. ad
caulem inferiorem adfixa, pariter ac basalia pilosa at utrinque
densius stellata. Anthela composita umbellata interdum ramo
remoto aucta ramis elongatis gracilibus dense cano-floccosis pilis
canescentibus densiusculis et glandulis parvulis raris — sparsis
vestitis. Involucra circ. 7 mm. alta crassa basi ovoidea —
truncatula leviter floccosa pilis mollibus longisque densis ad basin
confertis et glandulis tenellis sparsis inter pilos fere occultis vestita.
Squamæ atro-virescentes anguste viridi-marginate a basi lata
sensim attenuatæ, exteriores obtusiuscule, interiores acute.
Ligula læte lutescentes irregulariter incisæ, extus pallida.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 2o

Ogsaa denne form tilhører macranthelum-gruppen. Den
langgrenede kurvstilling saavel som de tykke svob har den til-
felles med former som den Lindebergske H. paradoxum. Be-
klædningen er derimod i hei grad extremt udviklet, idet gland-
lerne paa stængel, kurvgrene og svob for største delen er er-
stattede af haar.

Stenglen er særdeles kraftig, tæt stjernehaaret, helt til toppen
rigt besat med lange, stivt udstaaende haar, uden glandler. Ved
grunden omgives den af høstrosettens store, brede, omvendt
egformede, under blomstringen visnede blade og de smale, sterkt
forlængede, gjerne tem. faatallige blade af aarets roset; af disse
er de ydre aflangt spadeformede, i spidsen afrundede, de øvrige
aflangt lancetformede med sterkt forlænget basaldel og mere
eller mindre skarp spids.

Stængelbladene er smale linje-lancetformede — linjeformede,
spidse, de 3 nederste samlede langs stænglens nedre halvdel.
Alle blade er rigt langhaarede, paa oversiden meget svagt, paa
undersiden tættere stjernehaarede, stængelbladene noget mere end
rosetbladene. Fra alle stænglens bladhjørner kan der udgaa
kurvbærende grene; af disse kommer dog alm. de nederste ikke
til fuld udvikling. Fra rosettens bladhjørner udgaar 1 sjeldnere
tilfælde oprette bistængler. Kurvstillingen er tem. regelmæssig
skjermformet med lange, tynde, tet graalodne, meget sparsomt
glandelhaarede, rigt haarede grene, som i spidsen bærer 2—3 kor-
tere — længere stilkede kurve. Svøbene er tykke, særdeles tæt
langhaarede, men sparsomt og fint glandelhaarede. Svobbladene
har tem. bred basis og afsmalner successivt mod spidsen, som
hos de ydre er noget but, hos de indre meget skarp. De er
smalt grønrandede, paa ryggen sortgrønne og svagt stjernehaarede.

Jeg har samlet planten blot paa efternævnte voksested, men
her i stor mængde paa muldrige bjergskrænter.

Østre Aker: Fiskvold nær Ljan!.

i Medtaget i „Hier. und. i Norge II^ under H. macranthelum N. & P.,
hvor dette voksested nu bør udgaa.

214 S. 0. F. OMANG.

H. malacochætum Danrsr.

Danursr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 4.

Den i dette exsiccat uddelte form (fra nedenfor anførte vokse-
sted) synes ikke helt identisk med den form fra Kristianiatrakten,
som jeg under samme navn har beskrevet i ,Hier. unders. i
Norge II“. Rosetbladene er bredere, mindre spidse, stænglen
ikke saa tæt haaret; stængelspids, kurvstilke og svøb er mere
.glandelhaarede og mindre haarede end hos hin. Imidlertid er
overensstemmelserne i alle andre henseender saa betydelige, at
begge vistnok bør ansees kun som modifikationer af en og
samme form.

Sande: (Gaaserumpen ved Holmestrand (Jom. Dyrine; cit.
exs.).

En meget nærstaaende form er H. hgalotrichwm Omane
(Daurnsr. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 81), af S. K. Sgr-
LAND samlet paa Aadnagavedlen 1 Hardanger og ved Vinje paa
Vossestranden. Hos denne form har jeg bemerket rosetdannelse
fra rodgrenene. |

Betydelig mere afvigende er efterfolgende form, som jeg
paa grund af det sparsomme materiale, som er kommet mig
ihænde, kun i korthed skal karakterisere:

H. perlanatum nm. f.

Caulis gracilis, infra medium dense cano-tomentosus et
lanato-villosus, supra leviter floccosus sparsim pilosus. Folia
dense lanato-pilosa, basalia exteriora obovata rotundato-obtusa,
cetera oblongo-lanceolata obtusiuscula — acuminata. Folia
caulina 3—4 angusta acuta, infimum lanceolatum, superiora
linearia. Anthela paniculata, rami tomentosi pilosique eglandulosi.
Involuera minuta et angusta basi rotundata dense cano-tomentosa
et pilis brevibus densiusculis vestita.

Udmerker sig især ved den tette, bløde, uldagtige haar-
bekledning paa bladene og den nedre, tæt stjernelodne del af

ss OL n gom

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 215

stænglen og ved de meget smaa, smale, tæt graalodne og haarede,
glandelfrie svob.
Voss: Skaandalshorgen (S. K. SELLAND). Kun i faa exemplarer.

Archieracia.
A. Oreadea.

HA. Schmidtii Tauscx. (coll. repræsenteres inden her omhandlede om-
raade af adskillige karakteristiske former. En del af disse er saa vel udpræ-
gede, at det synes berettiget at tilkjende dem rang som underarter; andre
slutter sig meget nær til primærtypen eller den ene eller anden af nævnte
former og opfattes bedst som variationer af disse. Den sidste af de i det
følgende behandlede former, H. præcellans, staar Schmidtii-komplexet noget
fjernere og er at anse som en overgangsform til saxifragum-gruppen.

H. Schmidtii Tauscu.

Den form, som jeg her optager som den primære type,
udmerker sig ved tynd, spredt stivhaaret stængel, meget rig
bladroset, bredt egformede, grovt og uregelmæssigt tandede,
butte — kort tilspidsede, paa undersiden og i randen, tem, rigt
og langt haarede blade, og store, brede, + haarede og glandel-
haarede, noget stjernehaarede svøb. Særdeles karakteristiske er
de inderste af rosetbladene ved sin tvert afskaarne, dog inderst
ved bladstilken noget nedløbende bladbasis.

Asker: 1 urerne under Skaugumsaasen. Østre Aker: Nord-
strand.

Meget nær beslegtet er:

v. hardangerense n. f.

Foliis rosularüs interioribus serrato-dentatis basi sagittatis
et involucro atro-virenti glandulis nigris crassiusculis sepius
+ fre-

densioribus rarius sparsioribus pilisque + nigricantibus +
quentibus vestito insigne.
Stengel meget hei, svagt stjernehaaret, spredt stivhaaret.

Blade paa undersiden spredt og kort haarede, paa midtnerven

216 S. 0. F. OMANG.

tæt stjernehaarede, de ydre ovale, i begge ender afrundede, de
mellemste og indre egformede, butte — noget spidse, grovt sag-
tandede, de sidste ved basis pilformede. Svøb sortgrønt, tæt
beklædt med grove, sorte glandler og faatalligere mørke haar,
samt især i kanterne af de ydre svøbblade stjernehaaret.

En udmerket og — som det synes — meget konstant form,
som af S. K. SELLAND er samlet paa efterfolgende steder i
Hardanger:

Granvin: Aadnagavedlen, Ystaas, under Joberget. Odda:
Buardalen. |

H. crinellam n. f.

Caulis 1,5—2,5 dm. altus gracilis ubique pilis sohtaris et
superne insuper floceis glandulisque sparsis obsitus. Folia in
rosulam multifoliam collata intense glaucescentia, supra glabra,
subtus et in marginibus ut in petiolis sat longis dite crinita, in
utraque pagina nuda vel subtus floccis raris adspersa, exteriora
ovalia — oblongo-ovalia apice rotundata, intermedia oblongo-ovata
obtusa, intimum ovatum vel ovato-lanceolatum ssepe valde acutum,
omnia basi rotundata vel cito contracta (intimum tamen ut pluri-
mum decurrens) dentibus humilibus obtusis undulato-dentata vel
subintegerrima; caulinum — si adest — subulatum ramum susti-
nens. Anthela paniculata — furcato-paniculata composita ramis
sat patentibus leviter stellatis glandulis parvis crinisque obscuris
sparsim obsitis acladium æquantibus vel parum superantibus;
pedicelli densius stellati glandulis densiusculis et pilis crassulis
obscurisque paucis vel sat frequentibus vestiti. Involuera par-
vula obscure viridia basi ovoidea. Squamæ in apicem acutum
triangulariter attenuatæ pilis longis crassiusculis + nigricantibus
et glandulis parvis sparsim — densiuscule vestitæ, exteriores
intermediæque i marginibus densius floccosæ, de cetero levissime
stellatæ. Calathidium late luteum.

Særdeles udmerket ved de smale, butte, jevnbredt aflange
— aflangt egformede, lavt bugtet tandede eller næsten helrandede,

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 917

tem. langstilkede, paa undersiden og langs stilkene tæt kruset
haarede blade, ved lidet haaret, lav og tynd, opad tem. rigt for-
grenet stængel, som undertiden bærer et enkelt rudimentært,
sylformet blad, samt ved forholdsvis smaa, mørke svøb, som er
beklædte med stive, tykke, + mørke haar og smaa glandler, og
næsten kun i randen af svøbbladene er stjernehaarede.

Botne: talrig 1 urerne mellem Holmestrand og Husdal.

H. euparyphum n. f.

Caulis humilis (1,5—2,5 dm. altus) gracilis sparsim pilosus,
inferne subnudus, superne dense cano-floccosus. Folia in ro-
sulam multifoliam congesta longe — longissime petiolata sat
firma glauco-virescentia vulgo + rubro-violascentia et purpureo-
maculata, subtus pallido-glaucescentia, exteriora ovalia, intermedia
ovali-vel ovato-elliptica, interiora anguste ovato-elliptica — ellip-
tica, omnia obtusiuseula vel intima breviter acuminata, mucro-
nato-denticulata — subintegra basi rotundata vel cito contracta,
supra glabra — subglabra nuda, subtus pilis mollibus sparsis
floccisque raris — sparsis adspersa in costa dorsali dense stel-
lata et in marginibus magis pilosa. Anthela oligocephala
simplex vel subsimplex ramis pedicellisque arcuatis acladium
1,5—5 em. longum zequantibus vel parum superantibus + cano-
floccosis setis nigricantibus apice canescentibus et glandulis
luteo-fuscescentibus + frequentibus obsitis. Involucra obscure
viridia crassa 12—13 mm. alta 6,5—7 mm. lata basi ovoidea
medio valde constricta. Squamæ a basi lata 1 apicem acutum
triangulariter attenuate, intimæ subulatæ nude, ceterae in dorso
sparsim in marginibus dense stellatæ insuper pilis rigidis cane-
seentibus vel + nigricantibus densiusculis et glandulis minutis
luteo-fuscescentibus sparsis vel sepe quoque aliquanto frequen-
tioribus vestite. Calathidia magna obscure lutea radiantia.

En serdeles udpreeget form. Udmerket ved lav, tynd, blad-
løs stængel, fint odtandede eller næsten helrandede, butte, +
rødfiolet anløbne og purpurplettede blade, tykke svøb, som lige-

918 S. 0. F. OMANG.

som de graafiltede kurvstilke er tem. tæt beklædte med stive,
+ mørke haar og smaa, noget gulagtige glandler, samt ved
triangulært-uddragne, spidse svøbblade, som (de ydre og mellemste)
i randen har en smal, men tydelig stribe af løs stjernefilt. De
meget langstilkede blade danner en rig bladroset og har meget
karakteristisk form. De ydre er smalt ovale med afrundet spids
og bladgrund, de mellemste og indre mere eller mindre elliptiske,
snart noget henimod den ovale form, snart henimod egformen,
alle med fra bladstilken tydelig begrænset plade. Oversiden er
glat eller med enkelte haar, undersiden spredt og kort blødhaaret
og svagt stjernehaaret. Fra andre Schmidtii-former skilles
den lettest ved bladenes form, svage dentikulation og svagt
udviklede, korte og fine haarbeklædning.

Borre: Falkensten ved Horten, talrig paa bergskrænter mel-
lem buske.

H. allophyllum n. f.

Å forma pracedenti, cui involucro et vestimento omnium
partium consentit, modo foliis late ovatis breviter acuminatis
basi breviter decurrentibus dentibus magniusculis acutis irregu-
lariter instructis recedens.

Skilt fra foregaaende ved kortere, bredere, egformede, noget
nedlobende og mere tilspidsede blade, samt ved grov, skarp,
uregelmæssig dentikulation. I alle øvrige karakterer stemmer
den ngie overens med H. euparyphum med hvilken den er nær
beslegtet.

.. Holmestrand: Gausen (i ur), Dunkebæk (i krat). Vaale:
Muleaasen nær Holmestrand (paa bergskrænter). |

En tredje meget nærstaaende form har jeg samlet 1 Tjølling
paa Refsholtstranden nær Ula mellem svære rullestene. Den
skilles fra begge ovenfor omtalte former ved mindre svøb og
smalere, mere stjernehaarede svøbblade; H. euparyphum nær-
mer den sig 1 bladform, H. allophyllum derimod i dentikulation.

dh nhat bi ibid EE cado na

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 219

Bladene er mørkt fiolet anløbne og paa oversiden noget purpur-
plettede.

H. mollicrinum Omane v. grenmarense n.

Skilt fra den i Nyt Mag. f. Naturv., B. 41, pag. 283, som
hovedtype beskrevne form alene ved mindre svøb, kortere, sma-
lere svøbblade, samt ved noget rigere haarbeklædning paa de
vegetative organer. Forøvrigt udmerker den sig som hin ved
de fint smaatandede eller oftere næsten helrandede blade og den
bløde haarbeklædning. Bladene er af og til svagt purpurplettede
og enkelte af de ydre paa undersiden fiolet anløbne. |

Botne: Husdal. Brunlanes: Klever (Reimar Omane), mel-
lem Agnæs og Fredriksværn, Barkevik.

Bratsberg amt: Eidanger: Skjelsvik. Gjerpen: Follestad.
Kragerø (Env. ELLINGSEN).

H. dasychxtum DauLst.

Danursr. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 82.

Caulis 2—3,5 dm. altus gracilis vel crassiusculus leviter —
densius stellatus sparsim pilosus summo apice insuper + glan-
dulosus, 1-folius sepe usque a basi ramosus. Folia intense
glaucescentia brevius longiusve petiolata, supra glabra vel ad
margines versus sparsim pilosa, subtus leviter stellata sparsim
— densiuscule pilosa, in costa dorsali marginibusque densissime
crinita, omnia late ovata in apicem brevem acuminatum vel
acutum desinentia basi cito contracta propemodo ad summum
apicem dentibus parvis vel sepe grandioribus mucronato-cuspi-
datis crebro et sat æqualiter dentata; caulinum sessile lanceola-
tum acutum. vel subulatum. Anthela composita oligo-vel poly-
cephala paniculata ramis crassiusculis erecto-patentibus acladium
2—4,5 cm. longum aquantibus vel parum superantibus; pedicelli
dense cano-floccosi glandulis lutescentibus vel fuscescentibus
densiusculis — densis pilisque paucis obsiti. Involucra magna
et lata (cire 12 mm. alta, 7—8 mm. lata) basi ovoidea. Squamae

220 S. 0. F. OMANG.

a basi latiuscula in apicem acutum sensim attenuate in dorso
olivaceo floccis sparsis — sat densis adsperse, exteriores inter-
mediæque in marginibus vulgo dense floccosæ, omnes glandulis
+ lutescentibus densiusculis erinibusque canescentibus sparsis
— sat frequentibus vestite summo apice albo-comate. Cala-
thidium lete lutescens radians diametro 3—4 cm.

Denne form udmerker sig ved de bredt egformede, sedvanlig
kort, triangulert tilspidsede blade med tydelig nedlobende —
dog hurtig sammendragen — basis og tætsiddende, mindre eller
større, jevnstore bladtænder, der fortsætter langs hele bladranden
næsten helt ud mod spidsen, og ved tem. store, brede svøb, som
er beklædte med grove, lyse haar og + gulagtige, tem. kraftige
og tem. talrige glandler, samt med alm. tydelig fremtrædende
stjernefiltrand paa kanterne af de ydre svøbblade. Særlig bør
merkes den kraftigere udvikling af glandlerne og disses større
hyppighed paa svøb og kurvstilke end hos andre Schmidtu-
former.

Habituelt minder denne form noget om de bredbladede for-
mer af H. crinigerum Fr. Den grovere stængel, bladgrundens
form og beklædningens beskaffenhed synes ogsaa at robe slegt-
skab i den retning.

De former, jeg nedenfor optager under navnet H. crinigerum
Fr., lader sig ikke destomindre let skille fra nærværende form
ved lang kileformet bladgrund, skarpere bladtænder, 2—3 stæn-
gelblade og ved meget svagt stjerneindument og smaa, faa-
talligere, lidet fremtrædende glandler paa svøbet.

Holmestrand: Gausen (Jon. Dyrine if. cit. exs., paa klipper;
jeg har selv samlet den sammesteds i ur). Botne: i urerne
mellem Holmestrand og Husdal.

H. crinigerum Fr.

Brunlanes: mellem Larvik og Anvik ved Farris, Klever,
Tanum, pladsen Klova mellem Sky og Malerød.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 2/1

I Daursr. Herb. Hier. Scand., c. XV, no. 14, er uddelt en
crinigerum-form fra Muleaasen ved Holmestrand. Denne diver-
gerer ved smalere, smaatandede blade, blodere haarbeklædning
paa alle dele, mindre rig tillige paa bladene. Samme eller ial-
fald en meget nærstaaende form har jeg samlet i Brunlanes ved
Tinvik.

H. præcellans OMANG.

Dautst. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 87.

Caulis 3—4 dm. altus crassiusculus — crassus sæpe ex
omni ala ramosus imo rubro-violascens, inferne floccis sparsis
adspersus et pilis longis densiuscule hirsutus, sursum densius
stellatus pilis mollioribus sparsioribusque pilosus. Folia mollia
crassula supra obscure glaucescentia (raro aliquantulum maculata)
glabra et nuda, subtus pallido-glaucescentia leviter — densius
stellata sparsim — densiuscule pilosa in costa dorsali dense
stellata marginibusque dite hirsuta; basalia in rosulam + multi-
foliam congesta sat longe petiolata, exteriora oboblonga apice
rotundata sparsim et minute denticulata vel subintegra basi
cuneata, intermedia interioraque elongate elliptica — elliptico-
lanceolata + acuminata dentibus brevibus ad basin longe de-
currentem longioribus frequentioribusque sæpe unguiculatis inter-
dum quoque in petiolum descendentibus instructa; caulina nu-
mero 1—3 in bracteas + abrupte decrescentia, infimum breviter
vel (si basi approximatum) longius petiolatum formam dentesque
basalium interiorum propemodo simulans, cetera ovato-lanceolata
— lanceolata acuta imo dentibus paucis sæpe sat magnis in-
structa. Anthela composito-paniculata ramis sat patentibus
acladium 1—4 cm. longum superantibus inferioribus distantibus
+ elongatis superioribus approximatis, floccis sat densis pilisque
sparsis adspersis; pedicelli acladiumque apice bilateraliter incras-
sati cano-floccosi pilis albis. densiusculis glandulis minutissimis
sparsis obsit. Involuera obscure viridia magna crassa 11,5—
12,5|—14] mm. alta 6,5—7,5 mm. lata basi ovoidea vel rotundata

999 S. 0. F. OMANG.

ante florationem cylindrica postea medio constricta. Squame
basales sublineares, intermedia latæ a medio sensim attenuate,
interiores angustæ, omnes obtusæ — obtusulæ (intimis subulatis
tamen exceptis) pilis longis albidis densiusculis — densis et
glandulis minutis sparsis vestitæ in marginibus densius in dorso
levissime stellatæ in apicibus fusco-viridibus eximie albo-comatæ.
Calathidia maxima aureo-lutea valde radiantia diametro (5—)
45—5 cm. metientia. Ligule in dentibus brevibus levissime
ciliatæ.

Denne statelige form optræder i stor mængde paa berg-
knauserne ved Herregaarden i Larvik, hvor jeg har havt rig

anledning til at studere den. Om forsommeren (første halvdel af

juni) er den ved sine store, guldgule kurve disse, forøvrigt tem-
melig golde, bergs skjønneste pryd. Den træffes paa skrænter,
i klipperevner, i dalsokkene mellem bergene og paa tørre, sol-
aabne steder 1 kanten af barskoven, som begynder ovenfor
knauserne. De høieste og rigest forgrenede exemplarer, har jeg
paatruffet paa lidt fugtig jordbund under lodrette bergvægge.
Den udmerker sig ved hoi, tem. kraftig, rigt hvidhaaret
stængel, rig bladroset, sammensat af smale, langstilkede blade,
af hvilke de ydre er jevnbredt aflange, spredt smaatandede, 1
spidsen afrundede, med kileformig bladgrund, de mellemste og
inderste større, smalt elliptiske — elliptisk-lancetformede, + til-
spidsede, i randen især paa den nedre del henimod den langt
og smalt nedløbende bladgrund spredt korttandede, sjeldnere
noget længere tandede, ofte ogsaa med enkelte tender nedsti-
gende paa bladstilkene, ved 1—3 eg-lancetformede — lancetfor-
mede stængelblade, som kun nederst ved grunden har faa større
eller mindre tænder, men forøvrigt er helrandede og løber ud 1
en lang, skarp spids, ved tykke, mørkgrønne svøb, ved tæt
haarede, lidet glandelhaarede, paa ryggen spredt, i kanterne
noget tættere stjernehaarede svøbblade, hvis brunlig grønne, butte
spids er forsynet med en tydelig fremtrædende, hvid haardusk,
og ved store, mørkgule kurve. Det nederste stængelblad er

EE EA

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 993

sedvanlig langstilket, af samme form som det inderste af basal-
bladene og fæstet nær rosetten. De to øverste stængelblade er
begge siddende eller — naar det nederste blad indgaar i rosetten,
og stænglen derved bliver 2-bladet — det nederste kort stilket,
fæstet paa midten af slænglen. Hos frodige individer kan alle
stængelblade understøtte kurvbærende grene, men i almindelighed
er planten — bortseet fra kurvstillingen — ugrenet. Bladfarven
er mørk glaucescent; i sjeldne tilfælde træffes individer med svag
eller endog mere intens purpurpletning og med undersiden af
bladene fiolet anløben. Ved Fredriksværn forekommer en modi-
fikation med skarpere bladtænder; hos denne er baade purpur-
pletning og farvning af bladundersiden almindelig. — Som en
karakteristisk eiendommelighed ved planten skal anføres dens
sterke tendens til tvedeling af centralsvøbet. Sjelden er denne
tvedeling dog. helt gjennemført; gjennemgaaende ytrer den sig
som en udpræget bilateral symmetri i svøbet, som bevirker, at
nogenlunde tilfredsstillende maalinger af deites breddeindex er
vanskelige at opnaa. Den er antydet ogsaa i den tvesidige ud-
videlse i toppen af kurvstilkene.

Planten indtager en eiendommelig mellemstilling mellem
Schmidtii- og saxifragum-komplexerne. Med hensyn til ha-
bitus, bladform, etc. er den en saxifragum-form; men 1 andre
henseender, svøb, beklædning, kurvstørrelse, viser den betydelig
affinitet til Schmidtii-gruppens former.

Larvik: meget talrig 1 stroget Herregaarden—Nanset.
Brunlanes: Auserød ved Fredriksværn (ogsaa her meget talrig).

H. saxifragum Fr. (coll) repræsenteres af et endnu mere formrigt
selskab end Schmidtii-gruppen. Enkelte af disse former kan være vanske-
lige at holde ud fra hverandre; dog er de fleste tiltrods for deres indbyrdes
nære slegtskab meget distinkte og lette at skille. Særlig gjælder dette
efterfølgende former, der alle fortjener rang af subspecies. For at lette
oversigten har jeg forsøgt en gruppering af dem, der tilligemed rækkefølgen
giver en svag antydning om deres indbyrdes slegtskabsforhold.

a. Blade brede, næsten helrandede eller lidet tandede.

224 S. O. F. OMANG.

H. latifrons ÖMANG.

H. saxifragum FR. v. latifrons Omane Nyt Mag. f. Naturv.,
B. 39, pag. 219. Minder habituelt meget om A. oreades FR,
men skilles ved færre stængelblade og tættere glandler paa svob
og kurvstilke. |

Hedrum: Dalheim nær Larvik paa grusskrænt.

Former, som hører hid, findes ogsaa i Hardanger (S. K.
SELLAND) og i Sogndal i Stavanger amt (Å. LANDMARK).

H. notosciodes n. f.

Caulis 3—4 dm. altus crassiusculus — crassus rigidus
ssepius ramos robustos erectos et folioferos ex omnibus alis
efferens 1mmo obscure purpurascens sat dense pilosus de cetero
leviter stellatus pilis solitarus obsitus. Folia lata dilute glauce-
scentia particulatim saepe obscure violaceo-colorata carnosula,
supra levissime stellata — subnuda, subtus disperse in costa
dorsali marginibusque densiuscule pilosa leviter vel superiora
densius stellata; basalia pauca rosulata breviter vel raro longius
petiolata late rhomboideo-elliptica vel rarius anguste elliptica
denticulato-undulata — subintegra obtusiuscula in petiolos alatos
decurrentia, caulina, 3—4 sessilia vel infimum breviter petiola-
tum sursum sensim decrescentia late ovata — ovato-lanceolata
dentibus perhumilibus obtusis in marginibus superioribus ad
apicem obtusiusculum — acutum tamen cito extabescentibus
remote dentata. Anthela paniculata composita ramis rectis valde
erectis leviter floccosis glandulis raris pilisque solitariis adspersis
superioribus ssepe sat approximatis acladium 0,5—3 cm. longum
æquantibus vel parum superantibus; pedicelli acladiumque cano-
floccosi glandulis minutissimis nigris densiusculis et pilis solitarus
obsiti. Involucra obscure viridia crassa 10—11 mm. alta 6—7
mm. lata basi ovoidea — subtruncata. Squamæ triangulari-
lanceolate obtuse plurimae in marginibus dilucentes omnes in
apicibus leviter comatis vulgo fuscescentes glandulis minutis
luteo-nigris densiusculis — densis pilis canescentibus sparsis —

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 295

densiusculis et floceis sparsis in marginibus exteriorum densiori-
bus vestitæ. Calathidia læte lutea radiantia diametro 3—3,5
cm. Ligule glabra.

Oftest grov, robust og rigt forgrenet stængel, brede, but
tilspidsede blade med fjerntsiddende, meget lave og butte tænder,
tykke, mørke svøb, butte, i kanterne lystfarvede, paa ryggen —
især mod spidsen — mørke svøbblade, som er tem. tæt og fint
glandelhaarede, sparsomt haarede, samt spredt, i kanterne ai de
ydre dog tættere stjernehaarede. De butte, bredt rhombisk-
elliptiske, bølget-tandede og alm. kortstilkede basalblade danner
en + rig bladroset om stænglens basis. Stængelbladene, 1 alm.
3 1 antal, er bredt egformede, kort triangulært tilspidsede, dog øverst
j spidsen oftest butte, paa den nederste del spredt korttandede,
paa den øverste del helrandede, alle siddende, eller det nederste
undertiden kort stilket, sjeldnere — naar rosetbladene er lang-
stilkede — længere stilket. Fra alle bladhjørner, ogsaa rosettens,
udspringer ofte kurvbærende, tem. grove grene, som er sterkt
oprette, næsten parallele med hovedaxen, og bærer indtil 3 store,
vel udviklede blade af form og dentikulation som stængelbladene.
Ved sin robuste udvikling har disse grene — især de, der ud-
gaar fra rosetten eller nær ved denne — snarere karakteren af
sideskud end af grene. Haarbeklædningen er paa alle de vege-
tative dele svagt udviklet, noget rigere langs bladenes rand og
midtnerve samt paa den nederste del af stænglen og basalbladenes
stilke. Bladenes overside er aldeles glat. Spredte stjernehaar
forekommer baade paa bladenes over- og underside; paa de
øverste stængelblade er de noget tættere. Kurvstillingens grene
er korte, stjernehaarede, spredt glandelhaarede og haarede.
Kurvstilkene er tæt besatte med smaa og fine, mørke glandler,
næsten uden haar.

Skilles fra H. latifrons ved bladformen og ved de buttere,
i kanterne lysere svøbblade.

Tjølling: i frodige krat ved Kjerringvik og Ula.

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII, III. 15

296 S. 0. F. OMANG.

H. epibalium Omane.

„Nyt Mag. f. Naturv.^, B. 41, pag. 285. — Danrsr. Herb.
Hier. Scand., cent. XVI, no. 83.

Larvik: paa bergene ved Herregaarden. Brunlanes: Jordet.

Paa lyngmark har jeg ved Auserod nær Fredriksværn sam-
let en forma, hvis blade kun har spor af stjernehaar langs
midtnervens underside.

b. Blade + smalt uddragne med skarpe bladtænder; svøb smaa;
svøbblade smale.
« Blade + stjernehaarede.

H. diasterodes nm. f.

Caulis 2,5—7 dm. altus gracilis — crassiusculus ima basi
purpurascens, inferne dense molli-pilosus subnudus, medio leviter
stellatus sparsim pilosus, apice floccis densioribus pilis glandu-
lisque raris adspersus. Folia intense glaucescentia subtus pallido-
glaucescentia, basalia rosulata, exteriora anguste ovalia — oblonga
rotundato-obtusa basi cito contracta, intermedia anguste elliptica —
oblongo-elliptica, interiora elliptica vel oblongo-lanceolata, omnia in
petiolos angustos sensim angustata obtusiuscula dentibus parvis
acutis remote instructa, supra glabra et nuda, subtus leviter stellata
sparsimque pilosa; caulina numero 3—6 sursum sensim decre-
scentia, inferiora anguste elliptica — elliptico-lanceolata breviter lon-
giusve petiolata, superiora anguste ovato-lanceolata sessilia, remote
et minute dentata — denticulata sursum versus integerrima et ad
apicem obtusiusculum sensim angustata, supra glabra subnuda,
subtus densius stellata in costa marginibusque sparsim de cetero
rare pilosa. Anthela paniculata composita ramis erecto-patentibus
vel sat patentibus acladium 2—5 em. longum parum superantibus
leviter floccosis glandulis minutis pilisque sparsim obsitis; pedi-
celli acladiumque dense cano-floccosi + glandulosi pilosique.
Involucra obscure glauco-virescentia crassa [(10—)11—12,5 mm.
alta (6—)6,5—7 mm. lata] basi ovoidea — subtruncata. Squame
exteriores triangulares obtusulæ in marginibus densius stellatæ

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 997

ceter a basi latiuscula in apicem acutum triangulariter attenuatæ,
omnes apice leviter comatæ glandulis parvis nigricantibus den-
siusculis pilis sparsis immixtis et floccis raris vestitæ. Calathidia
magna — maxima saturate lutea radiantia. Ligulæ glabre.

Kjendes ved sine smalt elliptiske — aflangt-lancetformede,
spredt smaatandede, tilspidsede — dog øverst 1 spidsen butte —
blade og tykke blaagrønne svøb. Habituelt er den noget for-
anderlig i forhold til voksepladsens beskaffenhed. Paa muldrig
jordbund, i frodige krat er basalbladene faatallige, langstilkede
og visner snart bort, stængelbladene store vel udviklede, og blad-
tænderne lave og butte. Paa tørre lokaliteter danner basalbla-
dene en rig roset, er kortere stilkede og ligesom de smalere
stengelblade rigere og skarpere, ofte noget grovere tandede.
Stænglen, som kan naa en ganske betydelig høide, er spredt-
bladet paa den nederste tredjedel rigt blødhaaret og næsten uden
stjernehaar, oventil sparsomt haaret og i spidsen noget tættere
stjernehaaret. De ydre basalblade er smalt ovale, afrundede i
spidsen, hurtig sammensnørede ved grunden, de øvrige aflangt
— + smalt elliptisk-lancetformede og butte, med lang, nedlø-
bende bladgrund. De nederste stængelblade er altid kortere eller
længere stilkede med form som de indre rosetblade, de øvrige
stængelblade siddende, smalt eglancetformede, alle henimod den
butte spids helrandede, forøvrigt kort og skarpt smaatandede.
Haarbeklædningen paa bladene er meget svag, stjernemdumentet
paa stængelbladenes underside ganske rigt. Kurvstillingen er
mere eller mindre sammensat, grenene oprette eller noget ud-
staaende og skyder lidt opover centralkurven, svøbet tem. tæt
glandelhaaret, spredt haaret, og naar kanterne af de ydre svob-
blade undtages, kun svagt stjernehaaret, kurvene mørkgule, ofte
meget store.

Tjølling: Goen (talrig i krat og veigrøfter) Søndre Kau-
pang (1 krat). Brunlanes: Tinvik og Agnes.

998 S. 0. F. OMANG.

H. epacmodon n. f.

Caulis 2—4,5 dm. altus gracilis imo basi rubro-violascens,
inferne dense pilosus nudus, superne leviter stellatus sparsim
pilosus. Folia glaucescentia, supra glabra et nuda, subtus leviter
stellata in costa dorsali petiolisque densiuscule de cetero sparsim
pilosa; basalia pauca brevius vel sepe elongate petiolata, exteriora
obovalia obtusa minute denticulata, intermedia interioraque ellip-
tica acuminata dentibus parvis acutis in basin longe decurrentem
petiolumque sæpe descendentibus argute dentata; caulina vulgo
2, inferius infra medium caulis affixum + longe petiolatum ellip-
licum dentibus iis basalium similibus modo aliquanto majoribus
et sepe unguiculatis porrectisque instructum, superius sessile
ovato-lanceolatum a basi latiore dentata in apicem acutum inte-
gerrimum productum. Anthela composito-paniculata ramis +
erecto-patentibus leviter floccosis sparsim glandulosis pilosisque
acladium breve superantibus; pedicelli dense cano-floccosi glan-
dulis minutissimis densiusculis et pilis solitariis obsiti. Involucra
parva obscure viridia basi ovoidea vel rotundata, pilis canescen-
tibus densiusculis — densis glandulis tenellis sparsis — densius-
culis vestita in marginibus squamarum exteriorum densius de
cetero leviter stellata. Squamæ anguste sublineares plurimæ
obtusiuscule intime subulate. Calathidia sat magna læte
lutescentia radiantia.

Stengel tynd, svagt stjernehaaret, nedentil tæt haaret. Ba-
salblade faatallige, ofte langstilkede, tem. store, elliptiske, til-
spidsede, spredt besatte med smaa, særdeles skarpe tænder, som
ofte (især paa de inderste basalblade) stiger ned paa den smalt
nedløbende bladgrund. Stængelblade oftest 2, det nederste stilket,
af form som basalbladene, men med noget større og sedvanlig
kloformede og noget fremadrettede tænder, det øverste siddende,
eglancetformet, fra den bredere, tandede nedre del uddraget i en
skarp, helrandet spids. Svøb smaa, mørke; svøbblade næsten
jevnbrede, + haarede og med meget smaa og fine glandler, lidet
stjernehaarede, paa den mørke, butte spids næsten nøgne. Bla-

" HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 999

denes underside spredt stjernehaaret, langs midtnerven tættere,
forøvrigt sparsomt haaret, bladstilkene tæt haarede. — Gjen-
kjendes lettest ved bladenes form og dentikulation.

Hedrum: meget talrig paa berg og grusskrænter ved Dal-
heim nær Larvik.

H. lachnæilepium n. f.

Caulis 3—4,5 dm. altus crassiusculus interdum ramosus,
imo violaceus dense hirsutus, de cetero pilis sparsis — raris et
floceis sparsis apicem versus densioribus obsitus. Folia glauco-
prasina, basalia pauca sepe purpureo-maculata rosulata vulgo
persistentia in petiolos longos sensim attenuata, supra glabra et
nuda, subtus in costa dorsal leviter stellata sparsim — densius-
cule pilosa de cetero subglabra et nuda, in marginibus breviter
at dense ciliata, exteriora oblongo-lingulata rotundato-obtusa,
interiora anguste elliptica — elliptico-lanceolata obtusiuseula —
acuminata dentibus humilibus remote instrueta; caulina 3—6
sensim in bracteas decrescentia in utraque pagina levissime stel-
lata de cetero indumento basalium, inferiora nune elliptico-
lanceolata breviter petiolata acuminata nune lanceolata acuta
subsessilia dentibus parvis acutis remote dentata, superiora
lanceolata in apicem acutum integerrimum protracta ad basin
versus dentibus paucis instructa. Anthela angusta paniculata
composita vel subsimplex ramis gracilibus erecto-curvatis dense
stellatis sub-epilosis et eglandulosis superioribus approximatis
acladium 0,7—2 cm. longum superantibus; pedicelli acladiumque
cano-tomentosi glandulis nigris pilisque sparsim obsiti. Invo-
lucra atro-canescentia parva basi ovoidea, dite floccosa (praesertim
in marginibus squamarum) et insuper pilis canescentibus densius-
culis et glandulis minutis solitariis vestita. Squamæ anguste,
exteriores lineares obtusiuscule, ceteræ lanceolate acute, in-
teriores dilute viridi-marginate. Calathidia mediocria obscure
lutea sat radiantia. Ligule glabra. |

230 S. 0. F. OMANG.

Er særdeles udmerket ved sine lyst løggrønne, spredt kort-
tandede, spidse blade, ved de mørke, men haarede og rigt
stjernehaarede og derfor graaagtige svøb, som ligesom kurv-
stilkene har faa, neppe synlige glandler, og ved den smale kurv-
stilling med sterkt opadrettede, buede grene. De nederste, ofte
mørkplettede blade er samlede 1 en faabladet roset, langstilkede
og langt nedløbende, de ydre aflangt tungeformede, 1 spidsen
afrundede, de inderste +

—

smalt elliptiske, tilspidsede. Stængel-
bladene aftager jevnt i størrelse opad. De nederste er under-
tiden kort stilkede, dog oftere næsten siddende, lancetformede, -
ofte noget uddragne, spidse, eller — naar de er stilkede —
smalt elliptiske og kort tilspidsede. De øverste blade er smale,
fra den brede, egformede basis uddragne 1 en lang, skarp og
helrandet spids. Bladtænderne er lave og smaa, spredte, paa
stængelbladene noget større og spidsere end paa basalbladene,
paa de øverste stængelblade meget faatallige og indskrænkede
til bladgrunden. Bladenes overside er aldeles glat og undersiden
næsten uden haar undtagen paa midtnerven og rosetbladenes
stilke; bladranden dog kort og tem. tæt cilieret. Stjernehaar
mangler næsten paa basalbladene — findes kun langs undersiden
af midtnerven — og er paa stængelbladene meget spredte, men
optræder her paa begge bladsider. Ogsaa stænglens indument
er meget svagt udviklet; kun paa den nederste del er den rigt
langhaaret. Svøbbladene er smale, de fleste spidse, sortgrønne,
de inderste lyse 1 kanterne.
Tjølling: i krat ved Kjerringvik.

A. lythrodes Danrsr.

Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 18—20. — H.
saxifragum Fr. v. nemorosum LBG. Hier. Scand. exs., no. 31.
Caulis 3—5 dm. altus sat gracilis apice ramosus, imo viola-
scens dense pilosus subnudus vel leviter stellatus, superne sparsim
pilosus densius stellatus. Folia rigidiuscula glaucescentia vulgo
purpureo-maculata, basalia + longe interdum longissime petiolata

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 231

in rosulam paucifoliam congesta sæpe + violascentia, exteriora
oblongo-lanceolata obtusula remote et minute dentata vel sub-
integra basi cuneata florendi tempore sæpe emarcida, interiora
elongate lanceolata’ acuta basi sensim in petiolos angustos atte-
nuata acute et sat crebro brevi-dentata, supra glabra nuda, subtus
sparsim pilosa subnuda vel suprema a ceteris sepe parum di-
stantia magis stellata; caulina numero 3—6 in bracteas sensim
decrescentia lanceolata in apicem acutissimum desinentia dentibus
sat crebris nune brevibus acutis nunc longis angustisque porrecto-
unguiculatis in toto margine æquabiliter distributis dentata basi
sensim attenuata, inferiora + longe petiolata, omnia supra glabra
et nuda, subtus sparsim pilosa leviter stellata. Anthela panicu-
lata composita vel subsimplex interdum paullum indeterminata
ramis gracilibus arcuatis erecto-patentibus acladium 1—3 cm.
longum superantibus inferioribus + elongatis et sat distantibus ;
pedicelli acladiumque cano-virides dense floccosi glandulis nigris
minutissimis sparsis — densiusculis pilis brevibus raris adspersi.
Involucra parva crassa atro-virescentia basi ovoidea postea sub-
truncata. Squamae extima sublineares obtuse, intermediæ in-
terioresque triangulares — triangulari-lanceolatæ obtusiuscula —
acute, intimæ dilute viridi-marginate acute, omnes apice leviter
comatæ vel subnudæ glandulis parvis nigris densis — sparsis
pilis basi nigra sparsis — densiusculis obtectæ, exteriores insuper
floccis raris in marginibus densis vestita. Calathidia sat magna
obscure lutea. Ligulæ glabrae.

Denne saæifragum-form er særdeles udmerket ved sine alm.
purpurplettede, smalt lancetformede, spidse blade, som i kanterne
lige til henimod spidsen er tem. tæt besatte med skarpe, jevn-
store, noget fremadrettede, kortere eller længere — i sidste til-
fælde noget kloboiede — tender. | Stænglen er tynd, mangebladet,
nederst fiolet-anløben og tæt hvidhaaret, oventil spredt korthaaret
og + stjernehaaret. Basalbladene, som er samlede i en faa-
bladet roset, er langstilkede, ofte med sterkt forlængede stilke
og sterkt uddragen bladplade, de ydre aflangt lancetformede,

232 S. 0. F. OMANG.

noget butte, svagt tandede, hos større og frodigere udviklede
individer sedv. bortvisnede under blomstringen, de indre af form
og dentikulation som de nederste, oftest langstilkede stængelblade.
Rosetten er ofte tillige mindre tydelig begrænset derved, at de
øverste af dens blade er noget fjernede fra de øvrige. Stængel-
bladene er lancetformede med særdeles skarp spids. De er
ligesom rosetbladene paa oversiden glatte, paa undersiden spredt-
haarede og svagt — eller de øvre — noget tættere stjernehaarede.
De aftager jevnt i størrelse opad, idet de gaar over 1 de kurv-
grenbærende, lineære brakteer. Fra de øverste bladhjørner ud-
gaar ofte forlængede kurvgrene, hvorved kurvstillingen bliver +
ubegrænset nedad. Afstanden mellem kurvgrenene aftager,
ligesom kurvgrenenes længde, jevnt opover. De øverste skyder
noget op over det korte akladium. Kurvgrenene er meget tynde
opadrettede eller de øverste noget udstaaende, graagrønne af
stjernehaar og spredt korthaarede. Kurvstilkene er besatte med
smaa, mørke glandler, hvoriblandt enkelte korte haar. Svøbene
er korte og tykke, næsten sorte, glandelhaarede og haarede.
Haar og glandler veksler noget 1 tæthed, idet snart de første er
overveiende i antal, snart de sidste. De svenske former fra
Bohuslæn (Oven. cit. exs.) hører til de rigeligere haarede former.
De fleste af svøbbladene er triangulært uddragne, de ydre svagt
stjernehaarede, alle i spidsen noget hvidhaarede. Varierer med
lange bladtænder.

Sande: nær Sande jernbanestation. Botne: Husdal og
Bentsrud ved Holmestrand. Tjølling: Klepaker. Brunlanes:
Kleppene i Kjose. |

Fiskeriinspektor Å. LANDMARK har samlet planten paa Gjel-
øen ved Moss.

Den er videre samlet i Bohuslæn i Sverige. (Kni. cit. exs.).

H. elongatifrons OMANG.

„Nyt Mag. f. Naturv.“, B. 41, pag. 286. — Danrsr. Herb.
Hier. Scand., cent. XVI, no. 88.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 233

Botne: Husdal og Solum ved Holmestrand. Borre: mellem
Horten og Falkensten. Tjølling: ved Vigsfjorden. Hedrum:
Hovland. Brunlanes: Jordet, Omsland 1 Kjose.

8 Blade manglende stjernehaar.

H. dialeptum ÖMANG.

Dautst. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 86.

Caulis 3—4 dm. altus gracilis — gracillimus sat rigidus
apice vel interdum quoque e nodis inferioribus ramosus, nudus
pilis longis rigidis sparsim basin versus paullo densius obsitus
imo saltem violascens. Folia glaucescentia utrinque nuda supra
glabra subtus pallido-glaucescentia pilis longis rigidis sparsis in
costa dorsali marginibusque frequentioribus obsita, basalia 3 —5
in rosulam collata anguste protracta in petiolos angustos longos
+ violascentia,

vel breves dite pilosos sensim decurrentia sæpe
exteriora oblonga vix conspicue denticulata apice rotundata, in-
termedia interioraque anguste lanceolata (raro latiora) + acu-
minata dentibus parvis acutis dentata vel minute denticulata;
caulina 3—5 sessilia vel infima breviter petiolata sensim in
bracteas decrescentia anguste lanceolata in apicem longum acu-
lissimum producta minute dentata superiora subintegerrima.
Anthela paniculata + composita ramis gracilibus leviter stellatis
glandulis pilisque rarissimis adspersis acladium 1—4 cm. longum
superantibus; pedicelli acladiumque dense stellati glandulis minutis
sparsis — densiusculis setis sordescentibus raris obsiti. Involucra
atro-virescentia parva [9—10 mm. alta, 5 —5,5(—6) mm. lata]
basi ovoidea, glandulis nigris apice lutescentibus longioribus
brevioribusque mixtis densis pilisque basi longa nigricantibus
sparsis vestita, in marginibus squamarum exteriorum stellata de
cetero subnuda. Squame exteriores triangulares obtusiusculæ,
intermediæ a basi sat lata in apicem acutum triangulariter atte-
nuatæ, interiores subulato-lanceolatæ late viridi-marginate. Ca-
lathidia parva radiantia læte lutescentia.

934 S. 0. F. OMANG.

En særdeles udpræget og konstant form, udmerket ved sine
smale, spredt smaatandede blade, som mangler ethvert spor af
stjernehaar, og ved smaa, mørke, tæt glandelhaarede, lidet
haarede svøb. Stænglen er tynd, idetmindste ved basis fiolet
anløben, spredt stivhaaret, uden stjernehaar. Undertiden er den
grenet helt fra basis, oftest dog kun fra de øverste bladhjørner.
Basalbladene er. oftest langstilkede, smalt uddragne, de ydre
smalt aflange med afrundet, mucroneret spids, de øvrige smalt
lancetformede, mere eller mindre tilspidsede; stængelbladene 3—5
i antal, meget smale med lang og særdeles skarp spids, oftest
alle siddende, sjeldnere de nederste kort stilkede. Bladenes un-
derside er spredt stivhaaret. Kurvstillingen er mere eller mindre
forgrenet med oprette, svagt stjernehaarede grene, som kun har
spredte haar og glandler; de naar noget op over det korte akla-
dium. Kurvstilkene og akladiet er graa af stjernehaar og
desuden besatte med + talrige glandler og spredte, mørke børster.
Svøbet er meget lidet, sortgrønt og tæt beklædt med sorte, 1
spidsen gule, kortere og længere glandler, hvoriblandt flere eller
færre — altid faatallige — mørke, kort lysspidsede haar samt
enkelte stjernehaar. De ydre svøbblade er triangulære, yderst i
randen stjernehaarede, butte og ensfarvede, de mellemste og
inderste noget uddragne med + skarp spids, de sidste i randen
lysgrønne. — Varierer med bredere blade.

Planten træffes hyppig paa enge nær berg og stenknauser,
men ogsaa ofte paa bergskrænter.

Tjølling: Læsten? nær Kjerringvik, Orevik ved Vikstjord.
Brunlanes: Klever, Vasvik, Skogtvedt, Storrydningen (nær Skog-
tvedt).

H. ariglaucum n. f.

Caulis 3—5 dm. altus sat gracilis — crassiusculus +
ramosus fere glaber levissime stellatus vel subnudus immo pur-

! Paa etiketten til ovenfor cit. exs, som er samlet paa denne vokseplads,
staar ved en trykfeil „ad Lassen“ for „ad Læsten*.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 935

pureo-violascens. Folia intense glauca, basalia in rosulam
congesta sæpe magna, supra glabra et nuda, subtus sparsim —
rare in costa dorsali pitiolisque aliquanto frequentius pilosa nuda,
exteriora oblonga — oblongo-ovalia vulgo subintegra obtusa, inter-
media anguste elliptica obtusa, interiora elliptico-lanceolata acumi-
nata — acuta remote et irregulariter dentata vel minute denticulata
interdum quoque integerrima in petiolos late alatos nunc breviores
nunc longiores sensim angustata; caulina sepe + reducta
numero 1—-5 in bracteas sensim vel abrupte decrescentia lanceo-
lata in apicem longum acutum protracta dentibus parvis solitariis
instructa vel integerrima, infimum deorsum sensim angustatum
vel raro subpetiolatum, subtus sparsim pilosa vel subepilosa,
superiora in utraque pagina floccis rarissimis adspersa. Anthela
paniculata composita vel simplex ramis elongatis arcuato-erectis
leviter stellatis pilis raris obsitis acladium 2—6 cm. longum ssepe
valde superantibus; pedicelli dense cano-floccosi glandulis minutis
nigris densiusculis pilisque raris obsiti. Involucra obscura medi-
ocria basi ovoidea vel rotundata glandulis longiusculis nigris vel
luteo-nigris densiusculis et pilis basi longa nigricante paucis. —
frequentioribus vestita in marginibus squamarum exteriorum +
stellata. Squamæ exteriores triangulari-lineares obtuse, inter-
mediæ et interiores in apicem obtusiusculum albo-comatum tri-
angulariter attenuate viridi-marginatæ, intimæ subulatæ. Cala-
thidia obscure lutea radiantia sat magna. Ligulæ glabræ.

Variat foliis basalibus angustis.

En særdeles udpræget saxifragum-form, udmerket ved sin
vakre, intenst glaucescente bladfarve, ved alle de vegetative
organers ringe haar- og stjerneindument, ved ofte storbladet og
rig bladroset, faa og forholdsvis lidet udviklede stængelblade,
samt ved mørke, tæt glandelhaarede, lidet haarede svøb. Stæng-
len er undertiden grenet fra alle stængelbladenes hjørner.
De ydre rosetblade er aflange eller aflangt-ovale, butte, de
indre elliptiske — elliptisk-lancetformede, mere eller mindre
uddragne og sedvanlig tilspidsede, sterkt nedløbende paa de

236 S. 0. F. OMANG.

korte eller stundom længere, bredt vingede stilke, ujevnt og
spredt, ofte tem. grovt tandede. De varierer smale — meget
smale; 1 sidste tilfælde minder planten ikke lidet om foregaaende
form, men skilles ved svøbets beskaffenhed. Stængelbladene er
smale, udtrukne i en lang, helrandet spids med faa spredte
tender, det nederste jevnt afsmalnende mod bladfæstet. Svøbets
glandler er ulige store, de fleste dog tem. lange.

I Linpeperes Hier. Scand. exs., no. 116 (knf. expl. i Kri-
stiania Botaniske museum) er under navnet A. saxifragum FR.
v. basifolium uddelt 2 former fra Stjernøen ved Stavanger, af
hvilke den ene tør tilhøre nærværende art. Den anden, som har
rigere haarede og næsten helrandede blade, har jeg nedenfor
optaget under navnet H. rosulams. Jeg antager, at det er paa
disse og muligens nærbeslegtede former LINDEBERG tager sigte
med sin H. saxifragum Fr. v. basifolium 1 Hn. Skand. Fl.

Da jeg ikke selv har samlet planten, og ovenstaaende be-
skrivelse saaledes er udarbeidet kun efter tørret materiale, tør
den være noget mangelfuld. Eiterfolgende voksesteder er ned-
tegnede efter S. K. SELLANDS og fiskeriinspektør LanpMARKs
samlinger, den første for Bergenhustrakternes, den sidste for
Nordlands vedkommende. Inden her omhandlede omraade fore-
kommer planten ikke, men fortjener paa grund af sit nære slegt-
skab til foregaaende form plads ved siden af denne.

Søndre Bergenhus amt: Granvin i Hardanger. Nyastøl,
Ystaas, under Joberget; Fidfjord i Hardanger: Kjeaasen; Voss:
Palmefossen, Flage i Vestbygden; Vossestranden: Sundve, Naali,
Naasi. Nordlands amt: Hemnes i Ranen: Hemnes prestegaard,
mellem Finneid og Sætren, mellem Bjerke og Hemnes, ved veien
langs Gangviken.

Da formen saaledes synes at være meget hyppig inden disse
to strøg, er der grund til at antage, at den ogsaa findes paa
den mellemliggende kyststrækning. LiwpEBERG har paa det cit.
exs. noteret: „In oris Sueciæ occident. et Norvegiæ usque ad
Lofoten passim*.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 937

c. Blade smale med smaa tænder; svob tem. store, svøbblade større
og bredere.

H. megalolepium Omane forma.

Skilt fra den 1 ,Hier. undersøgelser II" beskrevne form fra
Kristianiatrakten alene ved noget rigere stjerneindument paa
svøb, blade og stængel.

Brunlanes: mellem Fredriksværn og Agnes paa berg.

H. rosulans n. f.

H. saxifragum Fr. v. basifolium Lee. Hier. Scand. exs.,
no. 116 (pro parte).

Caulis gracilis imo sparsim pilosus de cetero glaber et
subnudus. Folia basalia multa dense rosulata brevissime peti-
olata — subsessilia, supra glabra et nuda, subtus sparsim
hirsuta fere nuda, exteriora oblongo-ovalia rotundato-obtusa,
intermedia anguste elliptico-lanceolata, interiora lanceolata acuta,
omnia sparsim denticulata — subintegra; caulina 2—4 sessilia
lanceolata minute denticulata valde acuta in bracteos sensim
decrescentia, superiora epilosa et subtus levissime stellata. In-
volucra atro-virentia et fere efloccosa glandulis crassulis nigris
densis pilisque sparsis vestita.

Ceteris characteribus cum forma precedenti congruens.

Denne form er meget nær beslegtet med forrige, med hvil-
ken den stemmer overens 1 de fleste karakterer (det store, tykke
svob, svobbladenes form, calathidiets størrelse etc.) Habituelt
er den betydelig afvigende fra hin ved den mangebladede blad-
roset, som bestaar af meget kortstilkede eller næsten siddende,
yderst fint smaatandede eller næsten helrandede blade, og ved
de meget smale, opad jevnt decrescerende stængelblade. Svobet
er mørkere, tæt beklædt med tem. grove, sorte glandler, sparsomt
mørkhaaret og næsten uden stjernehaar. Haarbeklædningen paa
- de vegetative organer er sparsom og tem. stiv.

Søndre Bergenhus amt: Rong 1 Voss (S. K. SELLAND).
Stavanger amt: Stjernøen ved Stavanger (kni. det cit. exsic.).

938 S. 0. F. OMANG.

d. Følgende form skiller sig betydelig fra de ovenfor omtalte saxi-
fragum-former og viser ved sin rigere haarbekledning hen til H. onos-
moides Fr.

H. pseudonosmoides DAHLsT.

Sande: Hanekleven.

Ellers er denne i Kristianiatrakten saa almindelig forekom-
mende form ikke bemerket inden omraadet. I den sydlige del
af dette mangler den ganske vist.

Hadeland: langs veien mellem Brandbu og Røikenviken og
i Tingelstad (Fr. LANGE).

H. psammogenes n. f.

Caulis 1,5—4,5 dm. altus crassiusculus — crassus valde
rigidus + ramosus, inferne obscure purpurascens subnudus sat
dense hirsutus, superne leviter stellatus glandulis solitariis pilisque
raris adspersus. Folia glaucescentia supra glabra nuda (superiora
tamen floceis raris adspersa) subtus sparsim — densiuscule pi-
losa nuda — subnuda vel suprema levissime stellata; basalia
vulgo persistentia in rosulam pauci-foliam congesta brevius

+ rubro-violascentia, exteriora obovata

longiusve petiolata saepe
— obovato-oblonga apice rotundata minute sparsimque denti-
culata — subintegra basi longe cuneato-decurrentia, interiora
oblongo-elliptica — anguste elliptica vel elliptico-lanceolata ob-
tusiuscula — breviter acuminata summis marginibus integerrimis
deorsum usque in basin longe decurrentem dentibus parvis acutis
interdum sat magnis falcatisque dentata; caulina 4—10 in
bracteas sensim decrescentibus sæpe + reducta, inferiora elliptico-
vel oblongo-lanceolata obtusiuscula — acuminata breviter alato-
petiolata vel sessilia, superiora lanceolata acuta, omnia dentibus
acutis patentibus instructa, intermedia apud formas magis foliosas
approximata, aliquando duo quoque subopposita. Anthela nunc
corymbosa nunc sub-paniculata subsimplex ramis rectis vel
curvatis erecto-patentibus — sat patentibus dense stellatis et +
glanduliferis acladium 1—5 cm. longum parum superantibus;

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 939

pedicelli acladiumque squamigeri dense cano-floccosi et sat dense
nigro-glandulosi. Involucra obscure virescentia crassa (11—12
mm. alta, 6,5—7 mm. lata) basi ovoidea. Squame exteriores
triangulari-ovatæ obtusulæ, intermediz late lanceolate: concolores
acute, interiores parum protractæ subulato-cuspidate in margini-
bus late et dilute virescentes, omnes glandulis luteo-nigricantibus
tenellis densis et pilis obscuris raris (vel nullis) vestitæ, in extimis
marginibus exteriorum densius de cetero subnude in summo
apice leviter comatæ. Calathidia obseure lutea parum radiantia
— subplena diametro 2,5—3 cm. metientia; ligule glabrae.
Stylus luteus.

Denne ved sine tykke, mørkgrønne, tæt glandelhaarede,
næsten haarløse svøb og ved sin tuelignende voksemaade meget
karakteristiske form fandt jeg i Larvik 1903 i ganske betydeligt
antal voksende paa flyvesandet ved Laagens munding (Vestre
Halsen) 1 selskab med elymus og carex arenaria. — Fra det
gjennem flyvesandet vertikalt eller skraat opstigende kraftige
rhizom udgaar oftest flere, stive, tykke, især nedentil særdeles
robuste og tæt stivhaarede, oventil næsten haarløse og svagt
stjernehaarede stængler, som ofte er rigt forgrenede. Ved basis
bærer disse en sedvanlig faabladet roset, der bestaar af korte,
forholdsvis brede, oftest tem. kortstilkede blade, af hvilke de
ydre er omvendt egformede — aflangt egformede, næsten hel-
randede og 1 spidsen afrundede, de øvrige + elliptiske, butte —
kort tilspidsede, smalt nedlobende og især paa den nedre del af
bladpladen forsynede med smaa, spidse eller ofte noget større
og krumme tender. Stængelbladene er ganske talrige, lancet-
formede, smale og spidse og aftager jevnt i størrelse opad; paa
midten af stænglen er de ofte sterkt nærmede til hverandre eller
et enkelt par endog modsatte. Ofte er de alle sterkt reducerede
i størrelse. De oftest smaa, udstaaende tænder er her ligesom
paa basalbladene væsentlig indskrænkede til den nedre del af
bladpladen. Bladenes underside er ganske rigt og stivt haaret;
stjernehaar forekommer næsten kun paa de øverste stængelblade.

240 S. 0. F. OMANG.

Kurvstillingen varierer noget, snart — og det oftere — halv-
skjermformet, snart næsten paniculat, alm. lidet sammensat med
noget udstaaende, korte grene, af hvilke de øverste naar op over
akladiet, altid nedad + ubegrænset. Kurvgrenene er stjerne-
haarede og spredt glandelhaarede, kurvstilkene graafiltede og
ganske tæt besatte med smaa, fine glandler. De ydre og mellemste
svøbblade er ensfarvet mørkgrønne, noget brede, de første noget
butte, de sidste kort tilspidsede, de inderste er noget uddragne,
sylformet tilspidsede og har brede, lyse kanter. Svøbets glandler
er tynde, lidt gulagtige, særdeles tætte, hvorimod haarene er
meget faatallige eller helt mangler. Ogsaa stjernehaar er tilstede
i kun forsvindende antal, dog noget tættere i randen af de ydre
svøbblade.

Denne form staar 1 et kun fjernere slegtskabsforhold til
saxifragum-formerne og nærmer sig muligens den af Danrsr.
(Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl., B. 26, no. 3) beskrevne H. extensi-
forme Danrsr.

Larvik: Vestre Halsen, paa flyvesand.

H. lepteriodes n. f.

Caulis 3—6 dm. altus crassiusculus — crassus sæpe ra-
mosus, inferne purpureo-violaceus dense albo-pilosus levissime
stellatus, superne magis stellatus fere epilosus. Folia glauce-
scentia, supra glabra, subtus longe sparsimque pilosa, caulina
superiora in utraque pagina floccis raris — sparsis adspersa;
basalia pauca vulgo cito emarcescentia in petiolos sat breves
vel paullo longiores anguste decurrentia, exteriora oblonga-ovalia
rotundato-obtusa, interiora elliptico-lanceolata obtusiuscula —
acuminata sparsim brevi-dentata; caulina (2—)3—4 longe di-
stantia sursum sensim decrescentia omnia sessilia vel infimum
breviter petiolatum lanceolata in apicem longum acutum inte-
gerrimum protracta basin versus vel ad medium sparsim dentata.
Anthela paniculata + composita ramis + elongatis erecto-

patentibus dense stellatis sparsimque pilosis acladium longum

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 241

(usque ad 5 cm.) longe superantibus; pedicelli acladiumque cano-
floceosi glandulis nigris minutissimis pilisque longis albidis sparsim
obsiti. Jnvolucra virescentia magna crassa (11,5—12,5 mm.
alta, 6—7,5 mm. lata) basi ovoidea vel rotundata. Squame
exteriores triangulares ceteræ elongate a basi lata sensim in
apicem obtusum — acutiusculum attenuate, interiores dilute
viridi-marginate, omnes pilis longis albidis glandulis. minutis
paucis intermixtis dite vestitæ, exteriores et intermediæ in mar:
ginibus dense de cetero leviter stellatæ, summo apice albo-comatæ.
Calathidia magna radiantia læte lutescentia; ligule glabrae.

Stængel hoi, spredt bladet, ofte sterkt forgrenet, nedentil
morkfarvet, rigt hvidhaaret, næsten uden stjernehaar, oventil
tættere stjernehaaret, spredt haaret. Blade glaucescente, paa
undersiden spredt langhaarede; de øverste paa begge sider noget
stjernehaarede. Basalblade faatallige med fremtrædende tendens
til at visne, de ydre aflangt ovale, afrundet-butte, de indre ellip-
tisk-lancetformede, tilspidsede eller noget butte. Stængelblade,
i antal indtil 4, siddende, det nederste dog undertiden kort stil-
ket, lancetlormede, uddragne i en lang, skarp, helrandet spids,
jevnt aftagende 1 størrelse opad. Bladtænder smaa, spidse,
spredte, paa basalbladene alm. fordelte langs hele bladranden,
paa stængelbladene samlede paa den nedre del af bladpladen.
Kurvstilling paniculat, sammensat af faa, store kurve, paa alm.
noget forlængede, centralaksen overskydende kurvgrene; kurv-
stilke tæt graafiltede, + spredt haarede og glandelhaarede. Svøb
store, brede, grønne, med egformet basis. Svøbblade brede, de
ydre triangulære, de øvrige triangulært eller — især paa central-
svøbet — ofte næsten lineært uddragne, 1 den + butte spids
skjæghaarede, forøvrigt tem. rigeligt beklædte med lange, tynde,
lyse haar og tem. faatallige, yderst smaa og fine, mørke glandler,
de yderste og tildels de mellemste (disse især mod spidsen) tæt,
paa ryggen spredt stjernehaarede.

Kjendes let fra andre former ved de store, grønne svøb med
rigelig og lang, lys haarbeklædning og faatallige, smaa, lidet

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII III : j 16

242 S. 0. F. OMANG.

merkbare glandler, de spredte, lancetformede, lidet tandede
stængelblade, etc. Den tilhører rufescens-komplexet.

Hedrum: paa bergknauser ved Fritzokilen. Østre Aker:
Nordstrand.

H. oreades Fr. v. foldense n.

Caulis 3-5 dm. altus crassiusculus — crassus leviter stel-
latus, inferne sat dense, superne sparsius molli-pilosus, imo vel
majore parte fusco-purpurascens, 4—7-folius ex omni ala ramos -
foliosos exserens, sepe famen simplex. Folia glaucescentia supra
nuda prope margines sparsim pilosa, subtus ubique densiuscule et
molliter. albo-pilosa basalia nuda caulina levissime stellata. Folia
basalia rosulata late ovata — elliptica breviter acuminata. cito
vel interiores sensim in petiolos breves contracta minutissime
sparsimque denticulata — subintegra; caulina 4—8 in bracteas
sensim decrescentia, infima subpetiolata cetera sessilia ovato-
lanceolata acumirfata — acuta medio sparsim dentata vel minute
denticulata ad insertationem cuneato-attenuata et dense crinita,
semi-amplectentia. Anthela oligocephala subsimplex vel aliquan-
tulum composita ramis arcuato-erectis acladium longum superan-
tibus; pedicelli acladiumque cano-floccosi setis albis sparsis
glandulisque minutissimis raris summo apice squamigero ali-
quanto frequentioribus obsiti. Involucra obscure virescentia
magna lata basi ovoidea postea subtruncata. Squamæ latiuscule
lanceolatæ, exteriores et intermediæ ubique obscuræ summo
apice obtusulæ, interiores acutæ late viridi-marginatæ, omnes
pilis canescentibus densiusculis glandulis minutis sparsis et floccis
raris in marginibus exteriorum densis obtectæ. Calathidium
magnum radians obscure luteum; ligulæ vix conspicue ciliate.

Udmerket ved hoi, rigt haaret, spredtbladet, ofte grenet
stængel, store, brede, egformede, kortspidsede, næsten helrandede,
mod de korte stilke pludselig sammendragne basalblade — de
indre dog sedvanlig + nedlobende -- bredt eg-lancetformede,
spidse, paa midten sparsomt smaatandede, nedad mod det halvt

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 243

stængelomfattende og sterkt haarede bladfæste jevnt afsmal-
nende stængelblade, og ved blød, ikke særdeles tæt haarbeklæd-
ning paa bladenes underside, som tillige paa stængelbladene er
svagt stjernehaaret. Kurvstillingen er lidet forgrenet med opad
rettede, buede kurvgrene og graafiltede, spredt stivhaarede og
ubetydeligt glandelhaarede kurvstilke; kurvene er store, svøbene
tem. store og mørke, kurvbladene lancetformede med rig be-
klædning af lyse haar, men meget sparsomt og fint glandel-
haarede og næsten uden stjernehaar, undlagen i randen af de
ydre. De fleste svøbblade er over hele sin flade mørke og
øverst 1 spidsen noget butte, de indre lyst gronrandede og
spidse.

Skilt fra den 1 LINDEBERGS Hier. Scand. exs., no. 33, uddelte
form ved mindre rig haarbeklædning paa bladenes underside,
ved større og mørkere svøb og flere (indtil 8) stængelblade.

Brunlanes: Barkevik.

En form, som synes høre hid, men med tættere og større
glandler paa kurvstilke og svøb — muligens en tilfældig modi-
fikation — har jeg fra Muleaasen ved Holmestrand.

"Den 1 „Hieraciologiske undersøgelser II", pag. 288, opførte
H. oreades Fr. fra Klevstuen paa Ringerike skilles ved blegere
svøb, mere triangulære svøbblade, mere nedløbende basalblade
og noget grovere tandede stængelblade.

v. coniobletum n. nom.

H. oreades Fr. v. alpestre Lec. Hier. Scand. exs., no. 118.
— H. oreades Fr. 8 floccosum Lee. 1 Blytt N. Fl.

Caulis 3—4,5 dm. altus gracilis — crassiusculus simplex
vel ramos foliosos ex alis superioribus sæpe quoque ex inferioribus
exserens, ubique leviter vel densius stellatus, inferne purpurascens
pilis albis densiusculis imo et in insertationibus foliorum densissi-
mis hirsutus, superne sparsim — densiuscule pilosus. Folia intense
glaucescentia supra levissime stellata subglabra vel — precipue
basalia - - sparsim interdum quoque sat dense pilosa, subtus densius

944, S. 0. F. OMANG.

stellata sparsim — sat dense in costa dorsali petiolisque dense
— confertim hirsuta, vulgo minute denticulata — dentata vel sub-
integra, rarius dentibus majoribus remote dentata, basalia florendi
tempore vulgo persistentia in rosulam pluri-foliam collata. bre-
vius longiusve petiolata, subtus ssepe + violascentia, exteriora
obovalia apice rotundata, intermedia ovalia — elliptico-ovalia
obtusa, interiora oblongo-elliptica — oblongo-lanceolata sæpissime
acuminata, omnia basi + decurrentia, caulina 3—8 sensim vel
— si caulis valde ramosus pauci-foliusque — interdum abrupte
in bracteas decrescentia, inferiora elliptico-vel ovato-lanceolata
sepe obtusula et. petiolata, superiora sessilia ovata —- ovato-
lanceolata in apicem acutum integerrimum desinentia. Anthela
composito-paniculata laxa ramis gracilibus rectiusculis erecto-
patentibus vel magis patentibus acladium 1—5 cm. longum parum
superantibus dense stellatis pilis brevibus sparsis — raris obsitis;
pedicelli acladiumque squamigeri cano-floccosi setis brevibus sparsis
— densiusculis glandulisque minutissimis cerinis vix conspicuis
sparsis vestit. Jnvolucra palhde cano-viridia parvula. crassa
basi ovoidea postea subtruncata. Squamæ late evidenter im-
bricatæ triangulares acute, intermediæ anguste marginatæ,
interiores in dorso stria angusta obscura notata de cetero dilu-
cidæ, omnes leviter — densius floccosæ in marginibus inferiorum
dense tomentosæ pilis brevibus dilutis densiusculis et glandulis
minutissimis cerinis vix conspicuis sparsis vestitæ, in apicibus
+ albo-comatæ. Calathidium majusculum radians læte luteum.
Ligula leviter ciliatæ.

Skilles fra andre former af H. oreades Fr. ved de rigere
stjernehaarede blade og brede, tem. rigt stjernehaarede, triangu-
lære svobblade. Stængel tynd eller tem. tyk, ofte rigt forgrenet,
+ stjernehaaret, nederst og ved bladenes fæstepunkter særdeles
tæt og langt, oventil mere spredt slivhaaret. Blade intensivt
glaucescente, brede, smaatandede, sjelden noget grovere tandede,
oftere næsten helrandede, paa oversiden svagt, paa undersiden
tættere stjernehaarede, paa den sidste stivt og ganske rigt haarede,

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 945

ofte — især de nedre blade — ogsaa haarede paa oversiden.
Bladrosetten rigbladet, de ydre blade ovale med afrundet spids,
de mellemste ovale — elliptisk-ovale, + butte, de indre elliptisk-
— eg-lancetformede, oftest spidse, alle nedløbende paa de oftest
korte bladstilke. Stængelblade alm. jevnt aftagende 1 størrelse
opad, alle — de nederste dog undtagne — siddende, bredt lancet-
formede, de øverste med lang, helrandet og skarp spids. Kurv-
stilling sedv. aaben med lange, tynde, rette, stjernehaarede og
spredt stivhaarede, opadrettede eller noget udstaaende grene.
Svøb lyse, graagrønne, svøbblade brede, triangulære, spidse, tag-
lagte, de ydre noget butte, forøvrigt spidse, de mellemste smalt,
de indre bredt lysrandede, alle stjernehaarede, tæt lyshaarede og
med smaa gulagtige, næsten usynlige glandler. Forgreningen er
ofte meget rig, grenene med vel udviklede blade.

Jeg fandt denne plante i 1901 i stor mængde ved Fjeldheim
i Valders paa begge sider af Storbroen, hvor ogsaa LINDEBERG
i sin tid samlede den (kni. cit. exs.). Den varierer her noget
med hensyn til haarrigdom, stjernehaarenes tæthed paa bladene,
disses dentikulation, etc., ligesom habitus kan være noget for-
skjellig som følge af + rig forgrening, bladenes anordning,
rosettens udvikling, etc. Dog røber den sig alligevel altid som
en distinkt og vel udpræget form. — Forekommer helst paa og
ved berg, men træffes ogsaa paa bakker.

Valders: Fjeldheim i Bagn.

Paa etiketten til LinDEBERGS exs. opgives den at vokse op
til Øilo i Valders.

Den 1 „Nogle archieracier fra Hallingdal og Krødsh.*, pag.
77, under H. oreades Fr. omtalte mere stjernehaarrige form
ved Rolfshus 1 Gol hører ogsaa hid.

H. onosmoides FR.

Grov, tæt haaret stængel, elliptisk-lancetformede, næsten
helrandede, kortstilkede, nedløbende, i randen og paa undersiden
tæt haarede basalblade, lancetformede, spidse, svagt tandede,

246 S. 0. F. OMANG.

paa undersiden af midtnerven tæt stjernehaarede stængelblade
(forøvrigt med beklædning som basalbladene), tem. store, tæt
haarede og neesten glandelfrie, lidet stjernehaarede svøb.

Brunlanes: paa berg ved Auserød nær Fredriksværn (i faa
expl.).

H. norvegicum Fr. (coll). Representanter for denne gruppe paa-
træffes ogsaa meget hyppig i strøgene langs med Kristianiafjorden. Hid
hører efterfølgende former:

H. sericotrichum Danrsr. v. bathyphyllum n.

Caulis 2,5—4,5 dm. altus crassiusculus — crassus valde
rigidus foliosus, inferne violaceo-purpurascens leviter stel-
latus pilis albidis longis densissime hirsutus, superne densius
stellatus parcius pilosus. Folia lete viridia in glaucum eximie
vibrantia firmula sessilia vel infima florendi tempore vulgo emar-
cida in petiolos late alatos sensim angustata, inferiora valde
conferta longa ut intermedia lanceolata acuta, superiora anguste
ovato-lanceolata longe et acutissime cuspidata in bracteas sensim
decrescentia, omnia dentibus acutis parvis raro longioribus un-
guiculatis remote dentata, supra glabra subnuda, subtus floccis
raris — sparsis pilisque sparsis — densiusculis in costa dorsali
basique inferiorum sat densis vestita. Anthela indeterminata
nune simplex 3—4-cephala nunc composita polycephala ramis
brevibus arcuatis acladium 1—4 cm. longum equantibus vel
parum superantibus erecto-patentibus vel superioribus sat pa-
tentibus leviter floccosis sparsim pilosis; pedicelli acladiumque
squamigeri dense cano-floccosi pilis sparsis — densiusculis glan-
dulisque minutis solitarius vestiti. Involucra atro-viridia magna
crassa (11,5—12 mm. alta 7—7,5(--8) mm. lata) basi ovoidea —
subtruncata pilis basi nigra apice canescentibus densis glandulis
minutis sparsim intermixtis obsita in marginibus squamarum
(presertim exteriorum) densius floccosa de cetero subnuda.
Squame late obtuse, exteriores triangulari-ovatæ, intermedia
late lanceolatæ plurimæ concolores, interiores angustiores late

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 247

viridi-marginate. Calathidia aurea maxima diametro 4 cm.
metientia valde radiantia. Ligulæ lacerato-dentatæ in dentibus
glabræ. Stylus luteus.

Udmerker sig ved den rigt og tæt bladede, tem. tykke, paa
den nederste brunfarvede del tæt stivhaarede stængel, lancet-
formede, spidse, spredt smaatandede, noget glaucescente blade,
som paa undersiden er ganske rigt haarede (især paa midtnerven)
og noget stjernehaarede, paa oversiden uden haar og næsten
uden stjernehaar, faa- — flerkurvet, nedad ubegrænset kurvstil-
ling med korte, buede grene, tæt graalodne, ganske tæt stiv-
haarede og lidet glandelhaarede kurvstilke, store, tem. brede,
mørke, rigt haarede, sparsomt og fint glandelhaarede svøb, brede,
butte, mørke svøbblade, som 1 kanterne er tæt stjernefiltede,
samt meget store, guldgule, sterkt radierende kurve med dybt
indskaarne kroner. Bladene aftager fra de lange, meget tæt
sammenstillede blade paa den nederste del af stænglen jevnt 1
størrelse opad og gaar successivt over i brakteerne. Kun fra
de øverste bladhjørner udvikles der grene, som er korte og ikke
naar op i heide med akladiet. Kurvstillingen er oftest lidet for-
grenet, ofte kun 3—4-kurvet, sjeldnere rigt forgrenet. De øverste
kurve, som bæres af buede, noget udstaaende stilke, naar op 1
høide med eller lidt høiere end centralkurven. Særdeles karak-
teristiske er svøbene, de store guldgule kurve og de tætsiddende
blade.

Fra H. sericotrichum Dautsr. (DAursr. Herb. Hier. Scand.,
cent. X, no. 78) skilles den ved de tættere sammentrængte,
noget mindre tæt haarede og mindre stjernehaarede blade.

Tjølling: Læsten nær Kjerringvik, meget talrig paa berg-
knauser og mellemliggende engstykker.

f. euchnoodes n.

Å forma præcedenti habitu robustiore foliis in utraque
pagina sat dite stellatis involucrisque aliquanto latioribus sæpius
magis stellatis diversum.

948 S. 0. F. OMANG. -

Meget nær foregaaende, men sedv. mere robust med tyk-
kere stængel og lidt bredere, alm. mere stjernehaarede svob
samt med stjernehaar paa begge bladsider.

Tjølling: Ula, Refsholt. Brunlanes: mellem Tinvik og
Jordet, ved pladsen Klova mellem Sky og Malerød, Nevlung-
havn.

H. oxypetalum n. f.

Caulis 3—5 dm. altus gracilis — crassiusculus in inferiore
parte obscure purpurascens dense albo-villosus de cetero sparsim
pilosus floccis raris — sparsis sub anthela densioribus et sape
glandulis solitariis immixtis adspersus, apice modo vel raro quoque
e basi ramosus. Folia dilute glaucescentia tenuia supra glabra
subtus sparsim in costa dorsal marginibusque dense pilosa in
utraque pagina (costa + floccosa excepta) subnuda; basalia
laxe rosulata anguste elliptico-lanceolata acuminata — acuta
sparsim et minute denticulata vel subintegra deorsum in petiolos
alatos breves vel interdum parum elongatos sensim angustata
florendi tempore vulgo + emarcida; caulina numero 4—9 sursum
sensim decrescentia sessilia vel infima in petiolos breves attenuata
lanceolata in apicem acutissimum longe protracta (saltem superiora)
dentibus parvis — minutis sparsis vel aliquanto crebrioribus
instrueta, suprema sublinearia. Anthela paniculato-corymbosa
simplex — composita indeterminata ramis arcuatis sat patentibus
eano-floecosis sparsimque pilosis vix glandulosis + approximatis
acladium 1,2—3 em. longum æquantibus vel parum superantibus;
pedicelli arcuati acladiumque dense cano-floccosi glandulis minutis
densis pilisque raris obsiti. /nvoluera cano-virescentia sat magna
(11—12 mm. alta 5,5—6,5(—7) mm. lata) basi rotundata in pe-
dicellos squamigeros decurrentia. Squame latiuscule, exteriores
concolores obtusiusculæ ceteræ acuminate, intermediæ lanceolate,
interiores late viridi-marginatæ, omnes pilis canescentibus densius-
culis glandulis tenellis numero æquantibus vel sparsioribus
obscuris et floccis sparsis in marginibus squamarum praesertim

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 249

exteriorum et intermediarum densis vestite | apicibus comatæ.
Calathidia læte lutea valde radiantia diametro 3,5—4 cm.
metientia. Dentes ligularum glabrae. Stylus luteus.

Af meget vekslende udseende, snart tem. spæd, faabladet,
skuffende lig en saxifragum, snar! mangebladet og robust med
typisk norvegicum-habitus, dog altid let at kjende paa de spredt
stillede, spidse blade, svøbets form og beklædning, etc. Fra de
to ovenfor omtalte varieteter af H. sericotrichum, med hvilke
den er nær beslegtet, endog saa nær, at der kunde være grund
til at optage ogsaa denne form som varietet af hin, er den skilt
ved det smalere ved basis afrundede svøb, de spredte, næsten
helrandede blade og ved den rigere udvikling af glandler paa
" kurvstilkene. Den udmerker sig iøvrigt ved stiv, svagt stjerne-
haaret, nedad tæt, opad spredt haaret stængel, ved faa — mange,
sterkt glaucescente, 1 størrelse opad jevnt aftagende, paa under-
siden sparsomt blødhaarede, paa begge sider svagt stjernehaarede
blade, af hvilke de nederste er smalt elliptisk-lancetformede,
kortstilkede og samlede i en faabladet, alm. snart bortvisnende
roset, de øvrige lancetformede, langt og skarp tilspidsede, +
fjerntsiddende, ved oftest lidet forgrenet kurvstilling med korte,
tem. udstaaende grene, som oftest ikke naar op over central-
kurven, samt ved tem. store, ved basis afrundede og noget ned-
lebende, graagrønne svob og store, sterkt radierende kurver.
Svøbets beklædning bestaar af lyse haar 1 tem. rigelig mængde
og alm. noget faatalligere, smaa, mørke, men 1 spidsen noget
gulglinsende glandler; svøbbladene er i kanterne tæt filtede og
forøvrigt + spredt stjernehaarede. —

Larvik: Vestre Halsen, paa flyvesandet ved Laagens Mun-
ding.

H. obeliscoides n. f.

A formis praecedentibus foliis brevioribus elliptico-lanceolatis
breviter acuminatis vulgo subintegerrimis dentibus mucronifor-
mibus disperse denticulatis rarius. dentibus solitariis parvis in-

250 8. 0. F. OMANG.

structis in caule sape gracili et eximie flexuoso spatiis paribus
intermissis pulehre disertis subtus leviter stellatis et pilis mollibus
vestitis, pedicellis subepilosis et eglandulosis et involucro minus
piloso diversum.

Med hensyn til svobets størrelse og beklædning stemmer
denne form paa det nærmeste overens med H. bathyphyllum;
kun er svøbets haarbeklædning noget sparsommere end hos
denne. De vegetative organer er derimod betydelig afvigende.
Stengelbladene er kortere, smalt elliptiske, kortspidsede og alm.
meget jevnt fordelte opover den ofte meget tynde og bugtede
stængel. De faatallige ovale — bredt elliptiske eller aflangt
elliptiske, butte og langstilkede basalblade persisterer gjerne under
blomstringen og er paa undersiden ligesom de nedre stængelblade
og stængelbasis smukt fioletfarvede. Alle blade er næsten hel-
randede, oftest kun med meget spredte og faatallige odtænder,
sjeldnere med enkelte noget større tænder (især paa stængel-
bladene). Haarbeklædningen, som er indskrænket til undersiden
af bladene, er meget fin og blød; meget tæt er haarbeklædningen
paa den nederste del af stænglen og paa basalbladenes stilke,
ellers kun middels. — Bladfarven er glaucescent. Kurvene er
faa 1 antal, meget store; kurvstilkene er tæt graafiltede, men
mangler næsten haar og glandler.

Formen kjendes lettest paa de forholdsvis korte og kort til-
spidsede blade, den bløde haarbeklædning, de næsten haar- og
glandelfrie kurvstilke og den sparsomme haarbeklædning paa
svøbet.

Hedrum: Gopledal. Brunlanes: Anvik og Skogtvedt.
Overalt paa bergskrænter.

H. farinosum Lec. v. defictum n.

A forma typica folis angustioribus acutioribusque supra
nudis involucro humiliore et squamis latioribus triangularibus
minus floccosis diversum.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 251

Meget nær beslegtet med hovedtypen (LiwpEB. Hier. Scand.
exs., no. 148). Skilt ved smalere blade, som paa oversiden
mangler stjernehaar, ved lavere svøb, ved bredere, tydeligt
triangulære svøbblade, og ved mindre rigt stjernemdument paa
svøbet, som derfor synes mørkere. Stængelbladenes underside
er som hos hovedtypen særdeles tæt stjernehaaret, og naar
randen og midtnerven undtages, næsten uden haar. Rigere
haarede, men mindre stjernehaarede er de langslilkede basalblade.
Bladtænderne er yderst smaa og fine.

Buskeruds amt: i Hurum meget talrig ved Knatvold nær
Holmsbo.

v. Jeptoconium n.

Caulis 4—5 dm. altus crassiusculus ubique sat dense stel-
+ violaceo-fuscescens. Folia glau-

latus et dite pilosus inferne
cescentia, basalia vulgo persistentia breviter petiolata, exteriora
ovalia rotundato-obtusa basi +

contracta, intermedia oblongo-
elliptica obtusa, interiora anguste elliptica — elliptico-lanceolata
acuminata — acuta sensim in petiolos angustata dentibus parvis
at recte patentibus sursum in margines extabescentibus deorsum
precipue in parte decurrenti frequentioribus ssepe quoque in
petiolum descendentibus instructa, supra glabra subtus leviter
in costa dense stellata, in costa marginibusque dense de cetero
sparsim pilosa; caulina 5—8 in bracteas sensim decrescentia,
infima elliptico-lanceolata breviter petiolata vel subsessilia minute
sparsimque dentata, cetera lanceolata — ovato-lanceolata in
apicem longum acutum protracta ad basin versus remote denti-
culata, supra glabra levissime stellata, subtus densius stellata
sparsim pilosa. Anthela paniculato-corymbosa ramis canescenti-
floccosis erecto-patentibus acladium 1,5—3 cm. superantibus;
pedicelli acladiumque dense cano-tomentosi sparsim pilosi sub-
eglandulosi. Involucra canescentia magna basi ovoidea — sub-
truncata. Squamæ in apicem obtusulum dense comatum anguste
protractæ, interiores dilute viridi-marginatæ, omnes pilis cane-

952 S. 0. F. OMANG.

scentibus densis glandulis tenellis sparsis — raris et floccis
sparsis in marginibus exteriorum densioribus vestitæ. Calathidia
mangna læte luteæ radiantia.

Ogsaa denne form er en nær slegtning af H. farinosum
Lee. Tydeligst trader slegtskabet frem 1 svøbets beskaffenhed
og bladenes indument, dog ogsaa i bladformen, hvorimod bla-
denes — især de indre basalblades — dentikulation er afvigende
og særdeles karakteristisk for formen.

Stænglen er rigt haaret og stjernehaaret, spredtbladet, basal-
bladene persisterende, kortstilkede, de ydre ovale, de indre smalt
elliptiske — elliptisk-lancetformede, spidse, med smaa, skarpe,
ret udstaaende tænder, som er ordnede i en tem. tæt, regel-
mæssig række langs med bladpladens smalere, nedløbende del
og ofte ogsaa fortsætter ned paa bladstilken, men helt forsvinder
paa bladets øvre halvdel, stængelbladene lancetformede, langt
tilspidsede, spredt smaatandede, de nederste kort stilkede, kurv-
stillingen + forgrenet med graafiltede, lidet haarede, noget ud-
staaende grene, som skyder op over centralaxen, svøbet stort
og bredt, ved basis egformet eller næsten ret afstumpet, graa-
agtigt, tæt lyshaaret og noget stjernehaaret, men med faa, yderst
fine glandler, svøbbladene smale, uddragne, i spidsen butte og
duskhaarede, kurvene store og livlig gule. Begge bladsider er
stjernehaarede, men mindre tæt end hos H. farinosum Lec.,
derimod er haarbeklædningen paa undersiden noget rigere.

Holmestrand: Gausen, 1 ur. |

H. sympycnodes n. f.

Caulis 2—6 dm. altus crassiusculus firmus et rigidus apice
vel a medio ramosus purpureo-violascens leviter — densius
stellatus inferne dense albo-hirsutus. Folia numerosa (nu-
mero usque ad 95) densa, basin versus sepe conferta
-- violascentia rigida sessilia

obscure virescentia subtus vulgo
in bracteas sensim decrescentia anguste lanceolata vel lineari-

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 953

lanceolata in apicem acutum desinentia in marginibus revolutis
disperse et minute dentata vel mucronato-denticulata, supra leviter
stellata epilosa, subtus + dense stellata et — saltem inferiora —
sparsim in costa dorsali densiuscule pilosa, infima sæpe persi-
stentia rosulata oblongo-lanceolata vel lanceolata obtusiuscula —
breviter acuminata deorsum sensim angustata et subpetiolata.
Anthela angusta corymbosa vel paniculato-corymbosa indetermi-
nata + composita ramis brevibus gracilibus dense floccosis
superioribus magis contractis patentibus acladium 0,5—2,5 cm.
altum |parum superantibus inferioribus magis distantibus +
erectis; pedicelli acladiumque dense cano-floccosi sub-epilosi
eglandulosique. Involucra atro-viridia parva (10—11 mm. alta
5,5—6 mm. lata) basi rotundata. Squamæ anguste, exteriores
lineares vel sublineares obtuse in marginibus extremis leviter
stellatae, cetera linearr-lanceolate obtusiuscule nude, omnes
glandulis obscuris tenellis densis et pilis brevibus basi nigrican-
tibus sparsis vestitæ apice leviter albo-comate. Calathidia
laete lutescentia radiantia diametro circ. 3,2 cm. metientia; ligulæ
glabrae. Stylus luteus. |
Udmerket ved meget stiv, fioletbrun, tætbladet stængel, smale,
mørkgrønne, spredt smaalandede, stive, spidse blade, smal, i
toppen halvskjermformet, nedad ubegrænset og kortgrenet kurv-
stilling, smaa, næsten sorte, rigt glandelhaarede, lidet og mørkt
haarede svøb og smaa kurve. Bladene, som alle er siddende,
aftager jevnt i længde opover stænglen, og er adskilte ved ulige
lange, dog alm. meget korte internodier. Sjeldnere er bladene
lidt mere fjernede fra hverandre. Især paa den nedre del af
steuglen er de ofte tæt sammentrængte. Ofte vedvarer de
nederste og er sammenstillede i en faabladet roset, hvis blade
er smalt aflangt-lancetformede, utydelig kortstilkede og mere
butte end de øvrige blade. Disse er smalt lancetformede eller
undertiden næsten lineære, med faa og smaa, ofte næsten od-
formede tænder og løber ud i en helrandet, hos de øverste blade
meget skarp spids. Alle blade er paa undersiden meget tæt,

254 S. 0. F. OMANG.

paa oversiden sparsommere stjernehaarede, de nederste paa
undersiden tillige spredt — langs midtnerven tættere — haarede.
Stænglen er spredt eller ganske tæt stjernehaaret og paa den ne-
derste del tæt hvidhaaret. Paa den øverste del af stænglen, ligesom
paa de tynde, stjernehaarede kurvgrene og kurvstilke mangler haar
og glandler sedv. helt. Forgreningen begynder ved midten af stæng-
len eller høiere op. Grenene er korte, sterkt opadrettede; de
øverste af kurvstillingens grene er dog + udstaaende. Svøb-
bladene er smale, mørke, ensfarvede, 1 spidsen butte og tydeligt
duskhaarede, forøvrigt uden stjernehaar (undtagen yderst i randen
af basalskjællene), tæt besatte med meget smaa og fine glandler
og spredt mørkhaarede. |

Planten er meget nær beslegtet med H. æstivum Fn. v. (LBG.
Hier. Scand. exs., no. 49, fra Bohuslæn), der divergerer ved mere
- udstaaende kurvgrene, noget glandelhaarede kurvstilke og spid-
sere svøbblade. Noget fjernere er den beslegtet med H. nor-
vegicum Fr. v. angustifolium Les. Hier. Scand. exs., no. 145,
og den med denne vistnok identiske H. tanyphyllum Danrsr.
Herb. Hier. Scand., c. XV, no. 17. — begge ligeledes fra Bo-
huslæn, Disse former, som betydelig ligner den her omhandlede
plante med hensyn til bladenes form, beklædning og dentikula-
tion, afviger ved bredere, lyskantede, mere stjernehaarede svøb-
blade og mindre rig kurvstilling.

Paa berg og bergknauser.

Tjølling: Ula. Hedrum: Dalheim. Larvik: flere steder
ved Fredriksværnsveien.

En nærstaaende form i urerne mellem Holmestrand og

Husdal.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 255

B. Vulgata Fr.

a. Subcæsia (Aruaqv.).

H. calliglaucum n. f.

Caulis 2,5—3,5 dm. altus gracilis — crassiusculus, inferne
subnudus pilis solitariis adspersus, superne dense stellatus, 0—1-
folius. Folia alato-petiolata in rosulam multi-foliam congesta
intense et pulchre glaucescentia, supra nuda glabraque, subtus
pallido-glauca in costa dorsali dense floccosa sparsim pilosa de
cetero leviter stellata et subglabra, in marginibus dense ciliata,
exteriora ovali-ovata apice rotundato integerrima ad basin versus
truncatam vel cordatam undulato-dentata, intermedia longius
angustiusque petiolata ovalia — ovato-ovalia obtusa sursum
subintegra in marginibus inferioribus obtuse sparsimque dentata
basi cito contracta interdum sagittata, interiora anguste ovata
— ovato-lanceolata acuta brevius longiusve decurrentia dentibus
acutioribus sspe sat magnis remote dentata, interdum folia
omnia propemodo edentata; caulinum — si adest — valde
reductum lineari-subulatum. Anthela paniculata composita vel
subsimplex ramis leviter arcuatis cano-floccosis distantibus vel
superioribus aliquantulum approximatis + erecto-patentibus acla-
dium 1,5—4 em. altum superantibus, raro furcata acladio usque
ad 10 cm. metiente; pedicelli acladiumque dense cano-floccosi
sub involucro glandulis tenellis pilisque canescentibus sparsim
adspersi. Jnvolucra obscura canescenti-viridia sat magna et
crassa [12—13,5 mm. alta, (7—)7,5—8,5 mm. lata] basi ovoidea,
leviter floccosa pilis longis crassiusculis basi longa nigricantibus
apice canescentibus densiusculis vel sparsioribus et glandulis
obscuris sparsis vestita. Squamæ anguste, exteriores sublineares
obtusiusculee, ceteræ protractæ, intermedia a basi latiuseula in
apicem acutum sensim attenuate ubique fusco-virescentes, interiores
anguste viridi-marginatæ subulato-cuspidatæ. Calathidium satu-
rate luteum radians diametro 3—3,5 em. Stylus luteus.

256 S. 0. F. OMANG.

Udmerker sig ved sin sterkt glaucescente bladfarve, sine
oftest lavt spredt-tandede, i randen tæt cilierede, forøvrigt lidet
haarede, paa undersiden stjernehaarede blade, sin næsten glatte
og kun i toppen stjernehaarede stængel, store, svagt stjerne-
haarede og ikke særlig rigt haarede, meget sparsomt glandel-
haarede svøb, lange uddragne, spidse svøbblade og graalodne,
kun lige under svøbet haarede og glandelhaarede kurvstilke.
Bladene danner en tæt og rig roset. De ydre er bredt ovalt-
egformede, undertiden næsten helrandede, alm. henimod den
tvert afskaarne eller hjerteformig indskaarne grund lavt bugtet-
tandede, de mellemste smalere og længere stilkede, ovalt-egfor-
mede, butte, især paa den nedre del af bladpladen spredt og but
tandede, ved den sammensnørede bladgrund undertiden pilformede,
de indre smalere, egformede — eglancetformede, skarpt tilspidsede,
nedløbende og noget skarpere og grovere tandede end de mel-
lemste, sjelden ved grunden næsten lappet-tandede. Undertiden
er alle blade kun ubetydelig tandede ved grunden. De er paa
oversiden aldeles glatte og nøgne, paa undersiden spredt stjerne-
haarede og noget haarede, paa midtnerven tæt graalodne. Kuiv-
stillingen, som alm. er paniculat (sjelden furcat) og oftest lidet
forgrenet, har oprette, fjerntstaaende eller i den øvre del mere
nærstaaende, graalodne, alm. svagt buede grene. Kurvstilkene,
som ligeledes er tæt graalodne, har kun i toppen haar og glandler.
Svøbene er tem. store og tykke, svøbbladene (de mellemste og
inderste) spidse, uddragne og jevnt afsmalnende helt fra den
brede basis, de første helt mørke, de sidste smalt grønkantede,
i spidsen mørke. Særdeles karakteristisk er svøbets beklædning
— tem. lange haar med lang, tyk, sort foddel og mere el. mindre
faatallige, middels store glandler.

I mange af sine egenskaber nærmer denne plante sig til
H. stenolepis LG; alligevel indtager den en tem. isoleret stil-
ling saavel overfor denne, som overfor de øvrige subcæsia.
Haarbeklædningens beskaffenhed minder meget om H. Schmidtii
TAUsca.

TT ee CE

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 957

Brunlanes: i stor mængde paa klipperne ved Auserod nær
Fredriksværn.

H. præglaucans n. f.

A præcedenti, cui habitu et foliorum forma congruit, caule
magis piloso, ramis pedicellisque leviter floccosis sat dense glan-
dulosis, involucro minore glandulis densis pilisque brevibus sparsis
vestito et squamis brevioribus minus acutis plane differt.

Til forveksling lig foregaaende form, men alligevel tydelig
skilt ved de rigt glandelhaarede kurvgrene og svøb. De sidste
er tillige betydelig mindre, med kortere haar, og svøbbladene
buttere og ikke saa langt uddragne.

Solum (i Bratsberg amt): Laverydningen.

A. stenolepis Lee. v. canuliforme Dautst.

Asker: Skaugumsaasen (Osc. HAGEM).

Sande: Gaaserumpen ved Holmestrand (Jou. Dyrıne). Vaale:
Lange ved Holmestrand (Jom. Dyrine). Brunlanes: Storryd-
ningen nær Skogtvedt.

Bratsberg amt: Skjelsvik og Mule i Eidanger.

A. cæsiiflorum ArmoQu.

Vaale: Lange ved Holmestrand (Jom. Dyrine). Larvik:
Langestrand.

Bratsberg amt: Follestad og Bele mellem Porsgrund og
Skien. |

Hadeland: Rauhaugen ved Augedals bro 1 Brandbu (FR.
LANGE), Helgøen: i Mjøsen (Ove Daut). Sætersdalen: Straume
i Hyllestad (ASKELL RoskELAND).

H. silvaticum (L. p. p.) ALMoQu.

Botne: Husdal ved Holmestrand. Holmestrand: Dunke-
bak. Borre: Østerøen ved Horten (0. ScHWEDER). Hedrum:
ved Fritzøkilen, Hovland. Brunlanes: Tinvik.

Hadeland: Rauhaugen ved Augedals bro i Brandbu (Fr.
LANGE).

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. III, 17

258 S. 0. F. OMANG.

H. euthylepis n. f.

Caulis 4—5 dm. altus crassiusculus — crassus inferne pilis
sparsis floccis raris superne pilis solitarus floccis densioribus
adspersus, 0—1(—2)-folius. Folia virescentia leviter in glaucum
vibrantia, supra nuda glabraque, subtus in costa dorsali stellata
petiolisque sat dite pilosa de cetero nuda (vel subnuda) et sparsim
pilosa, in marginibus dense ciliata; basalia longe petiolata, ex-

teriora ovalia — ovali-ovata obtusa — rotundato-obtusa obtuse
dentata vel undulata basi truncata — subcordata, intermedia
interioraque ovali-ovata — ovata (raro ovali-elliptica), intimum

sæpe triangulari-ovatum, dentibus triangularibus grosse et ir-
regulariter dentata, interiora dense serrato-dentata acuminata —
acuta basi sagittata vel truncata vel interdum quoque aliquan-
tulum decurrentia raro laciniis libris ad petiolos adfixis; folia
caulina rarius due, vulgo unum ovatum vel triangulari-ovatum
longe petiolatum basi subtruncatum vel breviter decurrens sparsim
dentatum. Anthela composita paniculata ramis gracilibus ap-
proximatis dense cano-floccosis pilis basi longa nigricante apice
breviter canescentibus sparsis et glandulis nigris raris — sparsis
obsitis superioribus arcuato-patentibus inferioribus erecto-patenti-
bus acladium 2—4,5 cm. longum superantibus ramo imo vulgo
longe distante. — Znvolucra canescenlia sat magna et angusta
12-14 mm. alta, 5—6,5(—7) mm. lata] sursum constricta
deorsum ventricosa in pedicellos conico-decurrentia. Squame
anguste elongate sublineares, ^ exteriores — breves, inter-
mediae summo apice rotundato-obtusæ, interiores acute anguste
vindi-marginate, omnes ubique floceis densis pilis basi longe
nigricante densiusculis — densis et glandulis nigris sparsis ob-
lectae, intermediz tamen ad apicem versus floccis in margines
condensatis in dorso fuscescenti fere denudate. Calathidia
obscure lutea radiantia diametro 2,7—3,2 cm. Stylus luteus.
Longitudo a basi involueri ad apices ligularum 2—2,2 cm.
Denne plante minder 1 bladform og dentikulation meget om
H. cesiiflorum ALMQU., men staar den iovrigt noget fjernt.

ee ee ie

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 259

Den udmerker sig især ved det lange og smale, nederst sterkt
bugede og kegleformig nedløbende svøb, som er graat af tette
stjernehaar og tem. talrige haar med lang, sort basis og kort,
lys spids, men mere eller mindre sparsomt glandelhaaret, samt
ved de smale, uddragne, næsten linære svøbblade og de altid
gule grifler. Stjernehaarene viser tydelig tendens til at fortætte
sig langs svøbbladenes kanter. Især er dette merkbart paa den
øverste del af de mellemste, øverst 1 spidsen afrundede svøbblade,
hvis mørke ryg her er næsten helt nøgen. Kurvstillingen er sedvan-
lig rig med tynde grene, som er nærmede til hverandre; de øverste
er sterkt buede og udstaaende. Beklædningen paa kurvgrenene
er den samme som paa svøbet, men haarene saavel som gland-
lerne er noget sparsomme. Nedenfor kurvstillingen er der alm.
en sterkt forlænget kurvgren, som er langt fjernet fra de
øvrige, og ofte udspringer fra et smalt, braktelignende stængel-
blad. Stænglen er tem. grov, nedad næsten uden stjernehaar,
spredt blødhaaret, opad tættere stjernehaaret med yderst faatal-
lige, korte haar af samme art som paa kurvgrene og svøb.
Rosettens blade er langstilkede, men varierer meget med hensyn
til formen. Oftest er de mere eller mindre egformede, de ydre
butte, de indre spidsere, indtil meget spidse, de mellemste og
nederste gjerne med pilformet grund. Undertiden er alle blade
af mere uddragen, elleptisk form og noget nedlobende. Dentiku-
lationen er sedvanlig grov og tæt, især paa de inderste blade,
men ogsaa mere spredt; undertiden er tænderne smaa og lave.
Af og til optræder nogle faa frie flige paa bladstilken lige
nedenfor bladpladen. Bladenes overside er glat og nøgen,
undersiden spredt haaret; kun langs den + stjernehaarede midt-
nerve og paa bladstilkene er haarene tættere tilstede. Oftest er
der blot et eneste, egformet, spidst stængelblad, som er fæstet
ved eller nedenfor midten af stænglen, eller kun et smalt syl-
formet, braktélignende blad, som sidder ovenfor stænglens midte;
sjelden er der 2 vel udviklede blade.
- Brunlanes: Tinvik og Agnes. Hedrum: Ytterso.

260 S. 0. F. OMANG.

H. pendulum Danrsr.

Darıst. „Bidrag etc.“ 1 Kgl. Sv. Vet.-Akad. Handl., B. 95,
no. 9. — Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XII, no. 39.

Vestre Aker: ved Oscarshald paa Bygdø. Hadeland;
Tingelstad (Fr. LANGE).

Bratsberg amt: Follestad i Gjerpen.

H. maculosum Danrsr.

Sande: Hanekleven. Borre: mellem Horten og Falken-
sten. Hedrum: Yttersø ved Laagen. Larvik: Byskoven.

Hadeland: Rauhaugen og Teslobakken ved Augedals bro
i Brandbu og Tingelstad (Fr. LANGE). Hgnefos (Fr. LANGE).
Faaberg: Frsgaard ved Lillehammer (Fr. Lancer). Trondhjem
(A. LANDMARK).

H. christianiense DAELST.

Hadeland: Rauhaugen og Teslobakken ved Augedals bro
i Brandbu (Fr. LANGE).

Hf, uncinatum n. f.

Caulis 4—5 dm. altus sat gracilis — crassiusculus 0—1-
folius inferne subnudus superne dense stellatus ima basi pilis
raris summo apice glandulis solitarus (interdum nullis) obsitus.
Folia obscure cæsio-virescentia + violascentia supra nuda glabraque
vulgo fusco-maculata, subtus pallide glaucescentia in costa dor-
sali dense stellata sparsim. — densiuscule pilosa de’ cetero sub-
glabra et subnuda, in marginibus sat dense et breviter ciliata,
longe et anguste petiolata in rosulam multifoliam — congesta,
exteriora ovalia — ovato-ovalia apice basique rotundata, inter-
media oblongo-ovalia — oblonga obtusa basi oblique truncata,
interiora. ovato-lanceolata — lanceolata acuminata — acuta in
petiolos decurrentia, omnia dentibus magnis et ad basin versus
laciniis longis angustisque vulgo leviter falcatis recte paten-
tibus vel aliquantulum porrectis sæpe quoque in petiolum

HE...

-— =

ne.

sd ÅT pec

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 261

descendentibus instructa; folium caulinum angustum breviter
petiolatum nunc rosulæ approximatum dentibus angustis acutis
sparsim remote dentatum, nune ad medium caulis adfıxum
sublineare integerrimum. Anthela paniculata parum composita
ramis gracilibus longis cano-floccosis sparsimque glandulosis
arcuato-erectis vel erecto-patentibus longe distantibus supe-
rioribus tamen magis approximatis arcuato-patentibus acladium
cire, 10 mm. longum superantibus; pedicelli acladiumque dense
cano-floccosi glandulis nigris tenellis densiusculis et pilis raris
(vel nullis) conspersi. Involuera obscura circ. 12 mm. alta 5—6
mm. lata basi rotundata in pedicellos apice incrassatos decurrentia.
Squamae anguste lineari-lanceolatæ acutæ in marginibus exteri-
orum densius de cetero leviter stellatæ pilis basi longa nigricante
apice brevi canescentibus densiusculis et glandulis nigris tenellis
sparsis vestitæ, interiores anguste viridi-marginate. Calathidia
obscure lutescentia sat magna radiantia. Stylus vivus ærugineus
vel fere luteus.

En meget distinkt form, som især udmerker sig ved de
mørkt blaaagtig grønne, alm. fiolet-anløbne og paa oversiden
mørkt purpurplettede, næsten glatte, ved grunden fliget-tandede,
langt og smalt stilkede blade, samt ved de nedløbende, mørke
svøb, beklædte med et svagt udviklet stjerneindument, tette,
tynde, mørke haar og sparsomme glandler. Rosetbladenes plade
er vel begrænset 1 forhold til de smale, lange bladstilke. De
ydre er ovale, ofte i begge ender halveirkelformig afrundede, de
mellemste aflangt ovale — aflange, butte, gjerne med skjæv
grund, de indre lancetformede, spidse, smalt nedlobende. Blad-
tænderne er vel udviklede, spredtsiddende og gaar ved blad-
grunden over 1 store, smale, udstaaende eller noget fremadret-
tede, alm. noget krumme flige, der ogsaa stiger ned paa blad-
stilken. Bladenes overside mangler aldeles haar og stjernehaar,
og undersiden er kun langs midtnerven noget rigeligere haaret
og stjernehaaret, forøvrigt næsten helt uden haar og stjernehaar,
i randen er de tæt og kort cilierede. Kurvstillingens grene er

262 S. 0. F. OMANG.

lange, tynde opadbuede eller især de øverste noget udstaaende,
langt adskilte, lidet forgrenede, graalodne og spredt glandel-
haarede; kurvstilkene tættere glandelhaarede og med enkelte
haar. Svøbbladene er smale, næsten jevnbrede, langs randen
(især de ydres) noget tættere, forøvrigt meget sparsomt stjerne-
haarede. De tem. talrige haar er tynde, mørke med kort lys
spids. Glandlerne er ligeledes tynde og kun sparsomt tilstede.

Vistnok noget beslegtet med H. cwsionigrescens Fr. og H.
christianiense Danust., men minder habituelt ogsaa om H.
stenolepis Lea.

Kun samlet paa en lokalitet.

Vestre Aker: Slemdal 1 skov.

H. incanatum OMANG.

Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 90.

Caulis 3—4,5 dm. altus crassiusculus 0—1-folius leviter
stellatus inferne sparsim pilosus de cetero pilis raris et summo
apice sepe glandulis solitarius obsitus. Folia in rosulam multi-
folam congesta brevius longiusve petiolata glauco-virescentia,
supra vulgo purpureo-maculata glabra et nuda (intimo tamen in
corda dorsah stellato), subtus violascentia saltem intermedia
interioraque dite stellata in costa dorsali dense floccosa petiolisque
dense de cetero densiuscule pilosa, in marginibus dense ciliata,
exteriora late ovalia apice rotundato integerrima deorsum ob-
tuse dentata basi truncata vel subcordata, intermedia oblongo-
ovalia — oblonga obtusa dentibus obtusis eximie mucronatis ad
basin versus + decurrentem sensim majoribus densioribusque
ornata, interiora elliptico-lanceolata — ovato-lanceolata acuminata
— acuta precipue infra medium dense et acute dentata in basi
decurrenti sape anguste subulato-laciniata, utplurimum quoque
laciniis libris angustis in petiolis instructa; folium caulinum —
si adest — anguste lanceolatum acutum basi caulis approxi-
matum. <Anthela composito-paniculata ramis longis + distan-
tıbus leviter arcuatis erecto-patentibus acladıum 1,5-—4,5 cm.

Mas

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 263

longum superantibus floccis densis et glandulis raris obsitis;
pedicelli acladiumque dense cano-floccosi sat dense nigro-glandu-
los. Involucra obscura circ. 11 mm. alta basi rotundata
floccis albis in dorsis squamarum sparsis in marginibus aliquanto
densioribus et glandulis longis nigricantibus densis vestita.
Squamee lanceolate a basi latiuseula sensim in apicem. longum
attenuate flores virgineos superantes, pleræque immarginate
atro-virescentes, intimæ viridi-marginate, intermediæ summo
apice obtusiusculæ, interiores. subulato-cuspidatæ, omnes apice
leviter comatæ. Calathidia sat magna radiantia. Stylus siccus
fere luteus vel leviter æruginascens.

Denne form minder i meget om H. cæsionigrescens Fn.,
saaledes ved svobets beskaffenhed og det rige stjernemdument
paa bladenes underside, ligesom tildels ogsaa ved bladenes form,
men er paa den anden side skilt ved det haarlose svob. Med
hensyn til bladformen viser den ofte betydelige overensstem-
melser med former af H. christianiense Dautst., til hvilken
den ogsaa nermer sig ved de uddragne, langt fremskydende
svøbblade. Til en vis grad kan man sige, den er intermediær
mellem begge disse former.

Stænglen er tem. grov, stjernehaaret, ubetydelig haaret, i
spidsen sedv. noget glandelhaaret. Bladene er paa den purpur-
plettede overside glatte, paa den fioletfarvede underside ganske
rigt haarede, de inderste og mellemste tillige stjernehaarede. De
ydre rosetblade er bredt ovale, i spidsen afrundede, de mellemste
aflangt ovale — aflange, butte, med kort nedløbende grund, de
inderste smale, eg-lancetformede, spidse, langt og smalt nedlø-
hende. Bladtænderne tiltager 1 størrelse saavel som tæthed nedad
mod grunden af bladpladen og er paa de mellemste blade butte,
paa de inderste spidse, ved grunden af de sidste ofte smale,
indtil sylformede. De er alle i spidsen forsynede med en meget
lang braad. Sedvanlig forekommer smale, frie fliger nedenfor
bladpladen. Kurvstillingen er aaben, langgrenet, med svagt
buede, tæt stjernelodne og lidet glandelhaarede grene og tem.

264 | S. 0. F. OMANG.

tæt glandelhaarede kurvstilke. Svøbene er meget mørke, næsten
sorte, beklædte med spredte, hvide, grove stjernehaar og tette,
lange og mørke glandler. Svøbbladene er uddragne i en lang
spids, som før kronernes udfoldelse skyder op over disse. Selve
spidsen er dog, naar de indre undtages, noget but.
Hardanger: Nedre Vatsenden i Granvin (S. K. SELLAND).

H. cæsionigrescens Fr.

Sande: Hanekleven. Bolme: Solumaasen og Ekelund ved
Holmestrand (Jon. Dyrine). Holmestrand: Dunkebæk og ved
badet. Vaale: Mulaasen nær Holmestrand. Borre: mellem
Horten og Falkensten. Tjølling: Refsholt, Tjøllmg jernbane-
station. Hedrum: Ytterso, Lovisenlund, Dalheim, Gopledal.
Larvik: Byskoven, Bøgeskoven og ved Farriselven. Brunla-
nes: Tinvik, Jordet, Agnes, Auserød ved Fredriksværn, Ulsbak,
Sky, pladsen Klova mellem Sky og Malerød, Vasvik, Skog-
tvedt, Storrydningen, Pauler, Kleppene og Strand i Kjose, Vær-
vaagen, Barkevik.

Bratsberg amt: Slemdal: Austad. Eidanger: Eidanger
jernbanestation, Gunnarsrød, Nystrand, Øvald, Mule, Skjelsvik.
Gjerpen: Follestad og Borgestad mellem Porsgrund og Skien.
Kragerø (Env. ELLINGSEN).

Ogsaa i Telemarken alm. Stiger her op 1 seterregionen
paa Gausta. I Sætersdalen paa Riskefjeld i Hyllestad (ASKELL
RaSKELAND).

H. urticæfrons DAHLST.

Vaale: Lange ved Holmestrand (Jon. DYRING).

H. euscepanum n. f.

Caulis 3—4,5 dm. altus gracilis floccis sparsis. summo
apice densis et pilis solitariis infra anthelam insuper glandulis
raris adspersus, 0—1-fohus. Folia gramineo-viridia mollia vel
firmula, supra pilis brevibus raris — sparsis obsita, subtus in .

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 265

costa dorsali leviter stellata dense de cetero densiuscule pilosa,
basalia longe petiolata subtus sæpe rubro-violascentia, exteriora
parva ovato-ovalia apice rotundata basi rotundata vel truncata
(vel subsagittata) obtuce dentata vel undulata, intermedia ovali-
ovata — ovata obtusa, interiora ovata — triangulari-ovata acuta,
omnia dentibus triangularibus irregulariter et grosse serrato-dentata
sæpe plicato-dentata basi vulgo sagittata; caulinum ovatum vel
ovato-lanceolatum in petiolum brevem decurrens acute dentatum
ad medium caulis vel infra adfixum. Anthela composita panicu-
lata ramis sat gracilibus dense floccosis fere epilosis et eglandu-
losis arcuato-patentibus longe distantibus vel superioribus sæpe
approximatis acladium 1,5—3,5 cm. longum superantibus; pedi-
celli acladiumque dense cano-floccosi pilis brevissimis glandulisque
minutissimis sparsim — densius obsiti. Involucra cano-viridia
aliquantulum variegata crassiuscula (circ. 10 mm. alta, 5,5—6
mm. lata) basi rotundata. Squame lanceolate sat anguste
acute in marginibus dense in dorso sparsius albido-floccosæ
apices versus albo-tomentosos eximie floccoso-limbate, glandulis
nigris. minutissimis et pilis tenellis brevibus basi nigricantibus
densiuscule vestitæ. Calathidiwm læte lutescens radians diametro
circ. 3 em. Stylus vivus luteus vel fere luteus.

Habituelt lig og vistnok ogsaa nær beslegtet med H. triangu-
lare Armou. Udmerket især ved de rigt stjernehaarede, noget
brogede svøb, som har faa, yderst smaa og fine, næsten umerke-
lige glandler og ikke synderlig talrige, korte, fine haar. Stjerne-
filten er især tæt og hvid langs randen af svobbladene og af-
tager jevnt i tæthed indover mod midten; henimod den skarpe,
tæt hvidlodne spids er filtranden særdeles tæt, bred og hvid og
indad tydelig begrænset. Kurvstillingen er aaben, sammensal,
topformet, med bueformig udadbøiede, alm. fjerntsiddende grene,
som naar op over det oftest lange acladium. Baade kurvgrene
og kurvstilke er tæt graalodne, de første meget spredt, de sidste
noget rigere haarede og glandelhaarede. Bladene er græsgrønne,
snart mørkere, snart lysere, paa oversiden spredt korthaarede,

266 S. 0. F. OMANG.

paa undersiden længere og noget rigere haarede. Rosetbladene
har lange, tæt haarede stilke og minder med hensyn til formen
sterkt om H. triangulare; paa undersiden er de gjerne rødfiolet
anløbne. De ydre er smaa, + ovale, de øvrige egformede,
butte — spidse, ved grunden alm. pilformede, grovt og ujevnt
tandede, undertiden 1 randen noget foldede, som hos H. margi-
nellum Danrsr. Undertiden er tænderne spredtsiddende, lave
og butte, og bladpladen noget nedløbende.

Hist og her 1 Kristianiatrakten, men ikke almindelig.

Vestre Aker: Grimelund, Slemdal. Østre Bærum: Stabæk
- paa et par steder. Vestre Bærum: Sandviken, Slæpenden. Asker:
Hvalstad (Fr. Lance), Sem. Gjerpen i Bratsberg amt: Bole.

H. triangulare ArwQv.

Asker: Hvalstad (Fr. LANGE). Vaale: Lango ved Holme-
strand. * Borre: mellem Horten og Falkensten.

Hardanger: Gjermundstrædet og Aadnagavedlen i Granvin
(S. K. SELLAnD). I Trondhjems amt samlet i Opdal ved Driv-
stuen af Å. LANDMARK.

b. Subvulgata (Avwov.).

H. melanolepis Armor.

Sande: Gaaserumpen ved Holmestrand (Jon. Dyrıng).
Vaale: Langø ved Holmestrand. Brunlanes: Engene (Krokseng)
i Kjose.

Ringerike: Gunderengen øst for Stensfjord. Hadeland:
langs veien mellem Brandbu og Roikenvik (Fr. Lange), Rau-
haugen ved Augedals bro i Brandbu (Fr. Lance). Valders:
Skar i Bagn. — |

A. separatidens ÖMANG!.

Caulis 4—5,5 dm. altus crassiusculus leviter stellatus inferne
sparsim pilosus, superne glandulis sparsis et pilis obscuris soli-

1 I forbigaaende omtalt i „Hier. undersøgelser i Norge II“, pag. 302.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 267

tarııs obsitus, O—1-folius. Folia obscure viridia subtus et in
petiolis + violascentia sat firmula, supra pilis brevissimis spar-
sim adspersa, subtus in costa dorsali leviter stellata densiuscule
pilosa de cetero nuda sparsim pilosa, in marginibus sat dense ciliata;
basalia longe et anguste petiolata, exleriora late ovato-ovalia apice
rotundata obtuse dentata basi truncata — vel abrupte contracta,
intermedia elongate ovalia — elongate ovata obtusa dentibus bene
determinatis magnis obtusisque in basi cito contracta aliquanto
angustioribus et vulgo recte patentibus raro sagittato-reversis sat
dense instructa, interiora elongate ovata obtusa — sat longe
cuspidata summo apice tamen semper obtusiuscula presertim
deorsum grosse (vulgo acutius quam in intermediis) dentata basi
breviter decurrentia; folium caulinum petiolatum ovato-lanceola-
tum acutum subtus + stellatum in inferiore parte dentibus paucis
sat longis acutisque remotis patentibus instructum, ad medium
caulis vel infra adfixum. Anthela composito-paniculata ramis
arcuatis erecto-patentibus dense cano-floccosis et sat dense glan-
dulosis acladium 8—20 mm. altum longe superantibus superiori-
bus magis approximatis inferioribus longe distantibus. Involuera
atro-viridia 129—153 mm. alta, 5—6 mm. lata basi rotundata.
Squamee latiusculæ, exteriores obtusiusculæ concolores, interiores
acute — subulato-acutæ viridi-marginatæ, omnes. glandulis nigris
longioribus brevioribusque mixtis dense vestita, exteriores in
marginibus leviter stellate, de cetero sub-nudæ. Calathidium
obscure luteum radians diametro 2,7—5 cm. metiens. Stylus vivus
luteus vel fere luteus, siccus ærugineus.

Let kjendelig ved de forlænget egformede, butte, grovt og
but tandede, spredt korthaarede blade, de sortgrønne svøb, de
overveiende spidse, tæt glandelhaarede svøbblade, af hvilke de
yderste har en smal, lidet fremtrædende filtrand i kanterne, og
ved de mørkgule kurve. Bladtænderne er store, butte og vel
begrænsede fra den i mellemrummene kontinuerlig fortlobende
bladrand. Kun paa de inderste blade og mod grunden af de
mellemste er de spidsere; her tillige smalere, længere og ret ud-

+

268 S. 0. F. OMANG.

staaende. Kurvstillingen er rig, med spredt stillede, i den
øvre del noget tættere sammenstillede grene, som er opadbuede
og skyder langt op over det korte acladium. Saavel grene som
kurvstilke er beklædt med et graat, ikke særdeles tæt stjernefilt
og ganske talrige, mørke glandler. Bladene er paa oversiden
saavel som paa undersiden spredt haarede, i randen og langs
midtnerven samt paa bladstilkene noget rigere haarede. Stjerne-
haar findes paa rosetbladene kun langs midtnerven; paa stængel-
bladet er de derimod jevnt fordelt over hele undersiden. Stængelen
er overalt stjernehaaret, nedad noget rigere blødhaaret, opad
næsten uden haar, i spidsen spredt glandelhaaret.

Til de i „Hier. unders. i Norge II“ nævnte voksesteder kan
føres: Sande: Hanekleven.

HA. obtusoserratum OMANG.

Sande: Hanekleven. Brunlanes: Anvik ved Farris.

H. integratum Danust.

Sande: Hanekleven. Botne: Langø ved Holmestrand (Jon.
Dyrine).

H. repandum ÖMANG.

Ringerike: Nysæter ved Øiangen i Nordmarken (A. Lanp-
MARK).

H. mitigatum n. nom.

H. mucidum Omane! i „Hier. undersøgelser 1 Norge II".

Vestre Aker: Vettakollen, Tømte i Nordmarken. Sande:
Hanekleven. Hadeland: Rauhaugen ved Augedals bro i Brandbu
(Fr. LANGE).

1 Dette navn af DaursrEpT anvendt paa en anden form.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 269

H. micracladium Dautst.

Dahlst. Herb. Hier. Scand., c. XVII, no. 23, 24.

Vestre Aker: Tomte i Nordmarken. Faaberg 1 Gudbrands-
dalen: i skoven mellem Sjøsæter og Nordsæter (Osc. CHR.
Hace). Bagn i Valders: lidt ovenfor Skar. Gol i Hallingdal:
Rust, Brautemo sæter og Oset sæter.

I , Några nya Hieracium-former och Hieracium-lokaler* (Bot.
not. 1901) opgives den af E. Adlerz for Røn og Fosheimsæter i
Valders samt for Lille Elvedalen i Østerdalen.

H. percrenatum n. f.

Caulis 4—5 dm. altus sat gracilis — crassiusculus, inferne
subnudus pilis paucis obsitus, superne floccis densis et glandulis
pilisquerarissimis adspersus veleglandulosus et epilosus, 0 —1 folius.
Folia dilute virescentia sat firmula subtus pallida, basalia 3—7
longe et anguste petiolata, supra pilis brevibus sparsim obsita,
subtus in costa dorsali leviter stellata et densiuscule pilosa de cetevo
subnuda — nuda et sparsim pilosa, in marginibus sat dense
ciliata, exteriora ovalia apice rotundata basi truncata — subeor-
data, intermedia elliptico-ovalia obtusa basi obliqua, interiora
elliptica — ovato-elliptica obtusiuscula, omnia cebro et obtuse
dentata, interiora tamen basin versus sepe lobata; foliwm cau-
linum brevius longiusve petiolatum ovatum — ovato-lanceolatum
acuminatum — acutum dentibus sat humilibus at acutis instruc-
tum aut rosulæ approximatum aut ad medium caulis adfixum,
interdum sublineare, subtus + stellatum. Anthela composito-
paniculata ramis arcuatis cano-floccosis glandulis sparsis et pilis
obseuris solitarns vestitis superioribus sat patentibus et approxi-
matis acladium cire. 1—2 cm. altum æquantibus, inferioribus
magis magisque remotis erecto-patentibus — erectis; pedicelli
acladiumque dense cano-floccosi epilosi dite glanduliferi. Invo-
lucra parviuscula atro-virescentia basi ovoidea. Squamæ lan-
ceolatæ acute, exteriores et intermedia atro-virescentes medio
subnudæ marginibus floccis in striam angustam conspicuam sat

270 | S. 0. F. OMANG.

dense distributis at paullo infra apicem fusco-piceum extabescen-
tibus ornate, interiores viridi-marginatæ subnudæ in apicem
subulato-cuspidatum fusco-piceum et nudum desinentes, omnes
glandulis atris pilis solitariis nigricantibus immixtis dense ve-
stite. Calathidia mediocria radiantia obscure lutea. Stylus
fuscus.

Udmerket ved de lyst farvede, tæt buttandede blade, de
morke, overveiende ensfarvede, paa den lange, brunlige, skarpe
spids aldeles nøgne, langs kanterne ganske tæt stjernefiltede,
forøvrigt spredt stjernehaarede svøbblade og den kortgrenede,
centralaxen neppe overskydende kurvstilling. Rosetten er oftest
mangebladet med langt og smalt stilkede blade, som paa begge
sider er svagt haarede og paa undersiden tillige ubetydeligt
stjernehaarede. De ydre blade er ovale, i spidsen afrundede,
ved grunden tvert afskaarne eller inderst ved stilken utydeligt
indbugtede, de mellemste bredt elliptiske, ligesom de indre, der
er noget smalere og sedvanlig noget egformede, + butte. De
mellemste — undertiden ogsaa de inderste — har skjæv grund,
som ofte antager en meget karakteristisk form derved, at den
ene side af bladpladen er nedløbende, medens den anden løber
vinkelret ind mod bladstilken. Bladtænderne er alle butte, meget
tætsiddende, undertiden tem. jevnstore, oftere dog noget ujevne,
idet større, bedre udformede tænder veksler med lavere udbugt-
ninger fra bladranden mellem disse. Ved grunden især af de
indre blade gaar tænderne ofte over 1 større, ret udstaaende, i
spidsen afrundet butte lapper. Kurvstillingens grene er korte,
de øverste nærmede til hverandre og udstaaende, de nederste
adskilte ved længere internodier og mere oprette. Ligesom kurv-
stilkene er de graalodne og besatte med sorte glandler, der paa
de sidste er ganske talrige. Paa kurvgrenene, men ikke paa
kurvstilkene optræder tillige enkelte sorte haar. Svøbbladene er
smale, de ydre og mellemste med en smal, tydelig, indad ganske
vel begrænset filtrand, der helt forsvinder et stykke nedenfor
den brunlig sorte og helt nøgne, skarpe spids. De inderste

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 971

svøbblade er i kanterne noget lysere og mangler filtrand. De
løber ud i en sylformet, ligeledes mørk og nøgen spids.

Vestre Aker: paa et par steder ved Tømte i Nordmarken.
Vestre Bærum: ved Kataas nær Holo.

H. habromorphum n. f.

Cawlis gracilis leviter floccosus, inferne pilis sparsis superne
glandulis sparsis et pilis solitariis obsitus, 0—1-folius. Folia
læte viridia supra pilis raris adspersa — subglabra, subtus in
costa dorsali leviter stellata densius de cetero sparsim pilosa,
basalia brevius longiusve petiolata, exteriora et intermedia late
ovata basi cordata. interiora elliptico-ovata basi rotundata vel
cito contracta, omnia obtusa et inaequaliter repanda vel undulato-
dentata; folium caulinum breviter petiolatum — subsessile ad
medium caulis adfixum ovatum acutum denticulato-undulatum
in basi breviter dentatum in petiolo alato decurrenti lobato-dentatum.
Anthela composito-paniculata ramis reetis vel leviter arcuatis
acladium breve longe superantibus floecis densioribus glandulis
sparsis et pilis obseuris solitariis adspersis superioribus + ap-
proximatis; pedicelli acladiumque dense floccosi sat dense glandu-
losi fere epilosi. Jnvolucra parva angusta variegata basi rotun-
data decurrentia. Squamæ a basi lata sensim in acutum atte-
nuate in marginibus dilute virescentibus conspicue floccoso-
limbatæ in dorso obscuriore glandulis tenellis densis et pilis
nigricantibus apice brevissimo canescentibus sparsis vestitæ.
Calathidia mediocria læte lutea radiantia. Stylus obscurus.

Denne form er nær beslegtet med H. albovittatwm DAHLST.
med hvilken den fuldstændig stemmer overens 1 svobbladenes
form og beklædning, kurvstillingens udvikling, svøbets størrelse,
etc. og afviger alene ved svøbets smalere, konisk nedløbende
basis og de større, sterkere tandede, svagere haarede blade.
Dentikulationen minder 1 hoi grad om foregaaende form.

Samlet kun 1 faa exemplarer.

Eggedal: Skaalien nær Kopseng. Hallingdal: Næsbyen
(her med næsten helrandede blade).

972 S. 0. F. OMANG.

H. explanatifolium n. f.

Caulis 4—5 dm. altus crassiusculus imo sat dense superne
sparsim pilosus levissime stellatus summo apice nonnunquam
quoque glandulis raris obsitus, 1—2-folius. Folia graminea vulgo
purpureo-maculata, basalia subtus + violascentia, firmiuscula,
supra sparsim brevi-pilosa, subtus in costa dorsali densius de
cetero sparsim pilesa, marginibus dense ciliata, caulina et basalia
interiora in costa levissime stellata; basalia longe petiolata,
exteriora rotundata vel rotundato-ovalia basi subcordata undulato-
dentata — subintegra apice aliquantulum emarginata, intermedia
magna vel maxima late ovalia — ovato-vel ob-ovalia obtusa
basi cito contracta, interiora ovata breviter acuminata, omnia
sat æquatiter obtuso-vel undulato-dentata raro subintegra, interiora
tamen basi interdum dentibus acutioribus retroversis raro infra
paginam quoque laciniis libris parvis instructa; caulinum inferius
semper bene evolutum sat longe petiolatum infra medium caulis
adfixum ovatum acuminatum — acutum dentibus us basalium
æqualibus dentatum, superius vulgo + reductum sspe bractei-
forme et integrum, utrumque sæpe ramum floriferum sustinens.
Anthela paniculata composita ramis cano-floccosis | glandulis
pilisque raris — sparsis adspersis acladium 1—2,5 cm. altum
longe superantibus superioribus arcuato-patentibus approximatis
inferioribus erecto-patentibus longe distantibus; pedicelli acla-
diumque dense cano-floccosi glandulis luteo-fuscescentibus pilisque
albo-canescentibus sat dense vestiti. Involucra obscure vire-
scentia crassiuscula 10—11 mm. alta 5—6 mm. lata basi rotun-
dato-ovoidea. Squame late plurimæ obtuse — obtusiusculæ,
exteriores sublineares, ceteræ lanceolate, glandulis luteo-fusce-
scentibus parvis et pilis basi nigricante apice canescentibus dense
obtectæ in marginibus dense floecosæ, interiores dilute virides,
intimæ subulate. Calathidia læte lutea mediocria radiantia.
Stylus fuscescens vel subluteus.

En serdeles karakteristisk form, som udmerker sig ved de
store, brede, lavt og but, tem. jevnt tandede blade, de gronne, noget

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 973

tykke, rigt haarede og glandelhaarede svøb, samt ved brede,
butte, i kanterne smalt, men tydelig stjernehaarrandede svøbblade.
De ydre basalblade er ovalt eller cirkulært afrundede, i toppen
saavel som ved grunden svagt indskaarne, de mellemste bredt
ovale med største bredde snart lidt ovenfor snart lidt nedenfor
midten, butte, de inderste egformede, kort tilspidsede. Af stæn-
gelbladene er alm. blot det nederste vel udviklet, langstilket, eg-
formet, spidst, og med tænder som basalbladenes, det øverste
sterkt reduceret, oftest braktéformet og understøttende en kurv-
gren. Undertiden udvikles ogsaa fra det nederste en lang gren.
Haarbeklædningen paa bladene er meget svag, kun paa midt-
nervens underside og de lange bladstilke noget rigere. Stjerne-
haar forekommer meget sparsomt langs de indre rosetblades og
stængelbladenes midinerve. Kurvstillmgen er + rig, de øverste
kurvgrene nærmede til hverandre, bueformig udadbøiede, de
nederste langt adskilte, mere rette og mere oprette. Sideaxerne
skyder langt op over centralaxen. Svobene er mørkt grønne,
ved basis afrundede; glandlerne paa svøb saavel som paa kurv-
stilke smaa, noget gulagtige, ha: rene lyse med mørkt fodstykke.
Snart er haarene talrigst, snart ;landlerne; i reglen er haarene
talrigst paa centralsvøbet og glai.dlerne talrigst paa de ydre svob.

Helst 1 skov. |

Vestre Aker: Slemdal, Gulleraasen (nær Slemdal), Vetta-
kollen station ved Holmenkolbanen, Skaadalen, Frognersætren
(Osc. Cun. Hasen).

H. orbicans ALMQU.

Vaale: Langø ved Holmestrand.
Faaberg i Gudbrandsdalen: ved Frsgaard (Fr. Lance),
Vingnes (Osc. Car. Hacem). Pier (prof. N. WILLE).

FA. proximum Norru.

H. prætenerum Aımov. Danrsr. ,Bidrag etc.“ i Kgl. Sv.
Vet.-Ak. Handl., B. 26, no. 3. — Danrsr. Herb. Hier. Seand.,

Nyt Mag. f. Naturv. XX XXIII, III. 18

274 S. 0. F. OMANG.

cent. I, no. 74—76. — H. proximum Nonnr. (syn. H. prætenerum
ArmQu.) DaursT. Herb. Hier. Scand., cent. XVII, no. 64.

Hadeland: Teslobakken 1 Brandbu (Fr. LANGE). Hede-
marken: Helgøen i Mjøsen (Ove Dann). Sundalen 1 Romsdals
amt: Lilledalen (A. LANDMARK). Maalselven 1 Tromsø amt:
Bjørkaasen og Kirkesdalen (Anpr. Norø).

H. latilobum Arm.

Hadeland: Gran, nær kirken (Ove Danr) Rauhaugen ved
Augedals bro i Brandbu (Fr. Lance). Helgøen i Mjøsen (Ovx
Dau).

HA. expallidiforme Danrsr.

Larvik: ved Farriselven. Botne: Solumaasen ved Holme-
strand (Jon. Dyrnes). Hadeland: Tingelstad (Fr. LANGE).

H. marginellum Dautst.
Sande: Hanekleven.

H. exasciatum n. f.
Caulis 4,5—6 dm. altus sat gracilis levissime stellatus imo
sparsim pilosus apice floccis densiosibus glandulisque rarissimis

(vel nullis) vestitus, 1—2-folus. Folia dilute graminea supra
glabra subtus pilis floceisque sparsis in costa dorsali paullo
densioribus adspersa; basalia 4—5, magna longe petiolata, ex-
teriora ovalia apice rotundata basi truncata, intermedia obovalia,
interiora elliptico-ovalia, obtusa dentibus magnis triangularibus
ad basin parum decurrentem longioribus et patentibus erebro et
inaequaliter dentata; caulina anguste ovata imo longe et acute
laciniato-dentata de cetero usque ad apicem acuminatum denti-
bus magnis obtusis sat æqualiter dentata, inferius longe petiolatum -
sæpe lacinus nonnullis libris infra laminam instructum, superius
brevissime petiolatum ramum floriferum vulgo sustinens. Anthela
composita paniculata ramis cano-floccosis pilis glandulisque
solitariis obsitis areuatis superioribus contractis sat patentibus

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 975

acladium 1,5—2,5 cm. altum superantibus; pedicelli acladiumque
dense cano-floccosi glandulis sparsis pilisque solitarus vestiti.
Involucra virescentia (11—)12—13 mm. alta 5,5—6 mm. lata
basi rotundata in pedicellos apice bilateraliter incrassatos decur-
rentia. Squamoæ angusta flores virgineos longe exsuperantes,
exteriores lineares obtusa, intermedia sublineares subulato-
_acutæ, interiores subulatæ, omnes in marginibus dilute virescentibus
dense floccosæ in dorso obscuriore glandulis longis densiusculis
pilisque obseuris sat crebris obtectæ, apice comatæ. Calathidia
læte lutea radiantia. Stylus luteus.

Særdeles karakteristisk bladform og dentikulation. Roset-
bladene store, langt og smalt stilkede, de ydre ovale med tvert
afstumpet bladgrund, i spidsen halveirkelformet afrundede, de
ovrige butte, ved grunden lidt nedlobende, de mellemste ovale
med største bredde sedvanlig ovenfor midten, de indre noget
smalere, elliptisk-ovale. Bladtænderne er saavel med hensyn til
størrelse som fordeling noget ujævne, men dog overveiende store,
triangulære. Paa de indre og mellemste rosetblade er blad-
grunden fliget-tandet. De ligeledes grovt tandede stængelblade
er ofte begge vel udviklede, smalt egformede, tilspidsede, det
nederste tem. langstilket, ofte med et par frie flige nedenfor
bladpladen, det øverste meget kort stilket og understøtter sed-
vanlig en kurvgren. Bladenes overside er glat, undersiden svagt
haaret, hos basalbladene næsten umerkelig, hos stængelbladene
rigere stjernehaaret. Ogsaa stænglens beklædning er svagt ud-
viklet. Kurvstillingens grene er graalodne, yderst sparsomt
glandelhaarede og haarede, de øverste tæt nærmede til hver-
andre, bueformig udadbøiede og høiere end centralaxen, de
nederste mere fjerntstaaende og opadrettede. Kurvstilkene er
graalodne, kjertelhaarede, 1 spidsen tvesidig udvidede, og svøbene
noget nedløbende. Svøbbladene er meget smale, langt uddragne,
næsten lineære, spidse (de ydre dog butte), grønne, 1 randen
lysere og tæt stjernefiltede. De naar før kronernes opspringning

976 S. 0. F. OMANG.

—€——— MÀ

langt udover disse. Beklæduingen bestaar af tette glandler og
næsten ligesaa talrige mørke haar.

Planten minder ved bladformen ligesom ved svabets be-
klædning om H. philanthrax STENSTR., med hvilken den ogsaa
synes beslegtet. Den skilles dog let ved de grovere og skarpere
bladtænder.

Asker: Sem. Sigdal: Skartumseter.

H. philanthrax STENSTR.

Brunlanes: Anvik ved Farris. Faaberg 1 Gudbrands-
dalen: mellem Sjøsæter og Nordsæter (Osc. Cur. Hacem). Op-
dal: Drivstuen (Arvin & Emu. Haeruwp). Gjendim (M. N.
Biytt). Granvin i Hardanger: Aadnagavedlen (S. K. SELLAND).

Maalselven i Tromsø amt: Bjørkaasen og Evenstad (Anpr.
Norø).

c. Cæsia (Arwov.).
H. galbanum Danrsr.

Jeg har paatruffet et par noget afvigende former af denne

art 1 Hedrum, den ene ved Fritzokilen, den anden ved Berg- i

løkken. Den første nærmer sig 1 habitus ganske betydelig
H. cæsiiflorum ArwQU., har brede, langt og smalt tandede, ved
grunden undertiden næsten hjerteformig indskaarne blade, og
spidse, graalodne svøbblade. Den anden er smalbladet, med
kortere bladtænder og næsten linjeformede, smale, i spidsen
meget butte svøbblade.

f. virens DAHLST. er samlet af overlærer Jon. DYRING paa
Gaaserumpen og Killingholmen ved Holmestrand.

HA. torpense Dautst.

K. JoHansson ,Archieracium-floran inom Dalarnes silur-

område i Siljanstrakten*. Bih. till Kgl. Sv. Vet.-Ak. Handl.,

15 AD io IUI Dö. de — H. subtorpense Dautst. Danursr. Herb. |

Hier. Scand., cent. II, no. 50, 51.

d
Å
4
I

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 977

Øier i Gudbrandsdalen (prof. N. Wizzz). Gol i Hallingdal:
Oset sæter. Granvin i Hardanger: Havaas (S. K. SELLAND).

H. Adlerzii Arm.

Dautst. Herb. Hier. Scand., cent. II, no. 93, cent. III, no.
96, cent. V, no. 55. — K. JoHansson. ,Archieracium-floran
inom Dalarnes silurområde i Siljanstrakten“ 1 Bih. till Kg. Sv.
Vet.-Akad. Handl., B. 98, afd. III, no. 7.

Vestre Aker: Frøensvolden.

A. involutum Dautst.

Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. II, no. 94, cent. III, no.
95, cent. XIV, no. 32. — K. JomawssoN ,Archieracium-floran
inom Dalarnes siluromráde 1 Siljanstrakten* 1 Bih. till Kgl. Sv.
Vet.-Akad. Handl, B. 28, afd. III, no. 7.

S. Trondhjems amt: mellem Røros og Østre Jensvold
(Å. LANDMARK).

En herhen hørende form samlet 1 Eggedal ved Teigesætrene
og i Hallingdal ved Brautemosæter 1 Gol.

H. exaltatum Daurst.

Vestre Aker: Tømte i Nordmarken. Sande: Gaase-
rumpen ved Holmestrand (Jom. Dyre; Daursr. Herb. Hier.
Scand., cent. XV, no. 53).

Botne: Husdal ved Holmestrand. Holmestrand: ved Badet.
Larvik: Eidet. Brunlanes: Kleppene i Kjose.

Ogsaa samlet i Jevnaker ved sydenden af Randsfjord og i
Øier i Gudbrandsdalen (prof. N. WILLE).

H. polytmetum. n. f.

Caulis 2,5—4 dm. altus sat gracilis rigidus, inferne leviter
stellatus sparsim pilosus, superne floccis densioribus pilisque
raris adspersus. Folia firma rigidiuscula, supra cæsio-virescentia
setulis sparsis — densiusculis obsita, subtus pallidiora pilis den-
siuseulis in costa dorsali + stellata densioribus vestita; basalia

278 S. 0. F. OMANG.

in rosulam 3—5-foliam collata breviter vel sat longe petiolata
basi sensim attenuata, exteriora ovalia obtusa obtuso-dentata
vel minute «denticulata, intermedia elliptico-ovalia — elliptica
breviter acuminata dentibus triangularibus vel acutis irregulariter
dentata, interiora elliptica — elliptico-lanceolata (vel ovato-lance-
olata) acuta dentibus acutissimis porrecto-patentibus sat densis
vel sepe perlongis inter se remotis et dentibus minutis alter-
nantibus in basi longe decurrenti longis vel longissimis inter-
dum quoque in petiolum descendentibus instructa; caulina 0—2,
inferius breviter petiolatum lanceolatum acutum dense subulato-
dentatum supra leviter subtus densius stellatum, superius — si.
adest — lineare vel bracteiforme sape ramum sustinens. An-
thela paniculata composita. vel subsimplex ramis longis erectis
vel erecto-patentibus acladium 1,5—3 cm. longum superantibus
canescentibus floceis densis pilis solitariis obsitis; pedicelli acla-
diumque arcuati dense cano-floccosi sub-eglandulosi pilis dilutis
raris — sparsis adspersi. Involucra obscura crassiuscula (10—11
mm. longa, 5,5—6 mm. lata) basi rotundata vel subovoidea.
Squamee latiusculæ apice leviter comatæ pilis basi crassa longa
nigra apice albidis densis glandulis minutis paucis floccisque
dorso sparsis in marginibus squamarum exteriorum et inter-
mediarum densioribus vestite, exteriores intermediæque obtusa
concolores, interiores acute et dilute marginata. Calathidia
mediocria læte lutea. Stylus vivus fere luteus vel fusco-virescens.

Tykke, faste, stive, paa oversiden noget blaagrønne, kort
stivhaarede, tæt og grovt tandede blade, graafiltede kurvgrene
og kurvstilke, som har kun faa haar og næsten mangler glandler,
mørke, tæt haarede, lidet, næsten umerkelig glandelhaarede
svøb, som 1 svøbbladenes kanter er tem. rigt stjernehaarede, er
de egenskaber, som mest udmerker denne form. . Stænglen er
tem. tynd, men stiv, svagt stjernehaaret, nedad spredt blød-
haaret. Bladene danner ved roden en rigbladet roset, er brede,
ovale -- ovalt-elliptiske, de inderste elliptisk-lancetformede og
tilspidsede. Dentikulationen er særdeles karakteristisk paa de

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 979

mellemste og inderste rosetblade. De første er sedvanlig ujevnt
og grovt sagtandede med udstaaende tænder. Paa de sidste er
tænderne smalere, særdeles skarpe, snart tætsiddende og noget
fremadrettede, snart mere fjerntsiddende og udstaaende, med
enkelte smaa odtænder i mellemrummene. Især er tænderne ofte
meget lange paa den smalt nedløbende bladgrund; undertiden
forekommer ogsaa frie flige paa bladstilkene. Stængelbladene
er indtil 2 i antal. Det nederste er kort stilket, lancetformet, sed-
vanlig med tætstaaende sylformede tender. Det øverste er mere
eller mindre rudimentært, smalt lineært, og understøtter ofte en
kurvgren. Kurvstillingen er + rigt forgrenet med buede, opad-
rettede, graalodne grene, af hvilke de øverste er noget nærmede
til hverandre. De tem. tykke, mørke svøb har + afrundet basis.
De ydre og mellemste svøbblade er mørkt ensfarvede, butte og
især 1 kanterne tæt stjernehaarede; de indre er lysere og spidsere,
svagt stjernehaarede. Forøvrigt er svøbene tem. rigt haarede
af graaspidsede haar med lang, sort fod og noget glandel-
haarede. Da glandlerne baade er meget faatallige og tillige
yderst fine og smaa, er de lidet merkbare. — Med hensyn til
svobbladenes beskaffenhed og beklædning viser denne form lig-
heder med MH. exaltatum Dantst. Ogsaa basalbladenes form
og dentikulation minder ofte meget om denne. Derimod røber
den i andre henseender, til ex. de kortere svøb, slegtskab med
gravastellum constringens-komplexets former. Fra begge skilles
den ved den tem. rigelige og stive haarbeklædning paa bladenes
overside.

Vestre Aker: Kamphaug i Nordmarken. Eggedal: Skaret,
Haugen, pladsen Tollefsgaard nær Kopseng, Besserud, Holerud.
Sigdal: Graagalten. Krødsherred: Foslien.

H. basifolium (Fr.) ArwQv.

Botne: Husdal, Neperod, Grofsrod. Holmestrand: Dunke-
bæk. Borre: mellem Horten og Falkensten. Tjølling: Eftang.
Larvik: Lovisenlund. Brunlanes: Kleppene i Kjose.

980 S. 0. F. OMANG.

Bagn i Valders: Kalskot. Voss: Lone (S. K. SELLAND).
Vossestranden: Svolefjeld (S. K. SELLAND).

v. centrodon n. Foliis angustis breviter petiolatis subtus
dense lanato-pilosis dentibus minutis acutissimis dense et regu-
lariter ornatis a forma typica diversum.

Ved de tæt smaatandede, smale og kortstilkede, paa under-
siden rigt haarede blade og spædere vækst alene forskjellig fra
hovedformen. |

Hadeland: Augedals bro og Teslobakken (Fr. LANGE).

A. bjerköense Daurst.

Caulis 3,5—5 dm. altus rigidus gracilis, inferne fusco-
violaceus nudus sparsim pilosus, superne floccis densis pilisque
solitariis conspersus. Folia dilute graminea supra glabra subtus
in costa dorsal sat dense ceterum sparsim pilosa, caulina et
interdum quoque basalia interiora subtus insuper levissime stel-
lata; folia basalia in rosulam 3—5-foliam collata longe et an-
gustissime petiolata subtus et in petiolis vulgo pulchre violacea,
exteriora ovalia — ovali-elliptica obtusa basi cito contracta,
intermedia ovato-elliptica, interiora ovato-vel elliptico-lanceolata
— lanceolata in apicem acutum subintegrum desinentia basi
cuneato-decurrentia, omnia dentibus parvis et remotis acute den-
tata; caulina numero 2—3 sensim decrescentia acuta praecipue
basin versus remote et acutissime dentata, infimum petiolatum
basi caulis + approximatum ovato-lanceolatum vel lanceolatum,
superiora lanceolata. Anthela paniculata subsimplex ramis distan-
tibus sat patulis acladium 2—3 cm. longum parum superantibus;
pedicelli acladiumque dense cano-floccosi pilis basi nigra brevi
apice longe canescentibus sparsis — densiusculis et glandulis mi-
nulis raris — sparsis obsiti. Involucra obscure canescenti-viridia
crassa 9—11 mm. alta basi truncata. Squamæ anguste, ex-
timæ breves triangulari-lineares obtusæ, intermedia et interiores
obtusiusculæ lanceolate anguste viridi-marginatæ, intime acute,

1 I overlærer Jon. Dyrines herbarium.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 981

pilis longis basi brevi nigricante apice canescentibus densiusculis —
densis glandulis nigris sparsis — sat densis et floccis in dorso
obscuro sparsis in marginibus præcipue squamarum exteriorum
et intermediarum condensis vestite. Calathidia obscure lutea
sat magna parum radiantia. Stylus obscurus.

Denne cæsium-form minder habituelt meget om H. basi-
folium {Fr.) ArmqQu., men er alligevel 1 de fleste henseender
om end ikke meget, saa dog noget afvigende. Den kjendes fra
hin bedst ved den tyndere stængel, de uplettede blade, af hvilke
de nederste sedvanlig paa undersiden er smukt fioletfarvede,
ved altid meget smaa bladtænder og ved bredere svøb med
mere tvert afstumpet basis. Den stive, rette og tynde stængel
er nedentil brunfiolet, spredt blødhaaret, uden spor af stjerne-
haar, opad tem. tæt stjernehaaret med enkelte spredte haar.
Bladene er paa oversiden aldeles glatte, paa undersiden spredt,
langs midtnerven tættere haarede, stængelbladene og de inderste
rosetblade tillige stjernehaarede. Basalbladene er særdeles langt
og smalt stilkede, alle spredt besatte med korte, men tem.
skarpe tænder. De ydre, som er tem. brede, ovale og butte,
fører gjennem de mellemste, af mere eg-elliptisk form, jevnt
over 1 de inderste, som er smalt eglancetformede eller lancet-
formede og opad afsluttes af en helrandet kort, men skarp spids.
De 3 stængelblade aftager jevnt i størrelse opad. Det nederste,
som oftest er fæstet langt nede paa stænglen, er stilket og af
omtrent samme form som det inderste basalblad. De 2 øvrige
er siddende, lancetformede, noget skarpere tandede end basal-
bladene og uddragne i en lang, helrandet spids; det øverste er
dog sedvanlig + rudimentært. Kurvstillingen er lidet forgrenet
med korte, noget fjerntstaaende og udadrettede kurvgrene, som
skyder lidt op over centralkurven. Svøbene er særdeles tykke,
forøvrigt af udseende omtrent som hos H. basifolium. Svøb-
bladene er smale, + lineære, kun et par af de inderste særdeles
spidse, de ydre og mellemste med mørk, spredt stjernehaaret ryg,
i kanterne tæt stjernefiltede, de inderste med grønne, dog ikke

282 S. 0. F. OMANG.

synderlig brede kanter, forøvrigt tæt haarede og sparsommere til
tættere glandelhaarede. Bladfarven som hos H. basifoliwm.

Vestre Bærum: Slæpenden. Sande: Bjerkø nær Holme-
strand (Jon. Dyrnes). Vaale: Verven ved Holmestrand. Borre:
mellem Horten og Falkensten.

H. simulans OMANG.

Botne: Neperød nær Holmestrand. Solum 1 Bratsbergs
amt: Bjørntvedt.

H. scytophyllum Omane.

H. diachlorum Danıst. Danursr. Herb. Hier. Scand., cent.
XV, no. 56.

Meget alm. langs vestsiden af Kristianiafjorden.

Botne: Husdal ved Holmestrand. Vaale: Langø og Verven
ved Holmestrand. Holmestrand: Dunkebæk. Borre: mellem
Horten og Falkensten. Slagen: Teien nær Tønsberg, Haugen

!
:
‘
Í
d
^
'

nær Vallø. Tjølling: Goen. Hedrum: ved Fritzøkilen. Brun-
lanes: Værvaagen, Omsland 1 Kjose.

H. resupinatum Arm. å

Botne: Husdal ved Holmestrand. Holmestrand: Dunke-
bak. Tjølling: Østby, Spitalen, Ula. Hedrum: Tagtvedt.
Brunlanes: Tinvik, Omsland i Kjose, Barkevik. Slemdal i
Bratsbergs amt: Eidet og Stranden (ved Lakssjø).

Bagn i Valders: Fjeldheim.

Sundalen i Romsdals amt: Hovin og Vennevold (A. Lanp-
MARK).

H. obtusulum STENSTR.

Botne: Husdal og Neperød ved Holmestrand. Borre:
mellem Horten og Falkensten. Hedrum: Maanejordet.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 283

H. reclinatum ALMQu.

Varierer i Jarlsb. & Larv. amt af og til med brede basal-
blade. Meget alm.

Østre Aker: Sarabraaten. Sande: Killingholmen ved
Holmestrand (Jom. Dyrine). Botne: Solumaasen. Vaale:
Langø ved Holmestrand. Borre: mellem Horten og Falken-
sten. Tjølling: Gloppe, Aasmundred, Rækkevik, Goen, Lille
Vik, Orevik, Sundby, Spitalen, Læsten, Kjerringvik. Hedrum:
Dalheim, Gopledal. Brumlames:. Jordet, Veldre (nær Grøte-
rod), Ulsbak, Klever, Anvik og Vasvik ved Farris, Sky, Stor-
rydningen (nær Skogtvedt), Kleppene og Omsland 1 Kjose,
Barkevik.

H. lepidiforme STENSTR.

STENSTR. Vårml. Arch., pag. 47.
Vestre Aker: Bygdø.

H. orbolense STENSTR.

STENSTR. Värml. Arch. pag. 62. — Daurst. Herb. Hier.
Scand., cent. IL, no. 40, 41, cent. XIV, no. 23.

Meget alm. 1 strøget om Larvik. Svøbet er oftest + haaret,
sjelden uden haar.

Tjølling: Sande, Varild, Løve, Klaastad, Kjerringvik.
Hedrum: Gopledal, Dammen. Brumlanes: Tinvik, Jordet,
Agnes, Brunla, Tveitene (nær Fritzohus), Ulsbak, Haavalsrød,
Tanum, Vasvik, Skogtvedt, Storrydningen (nær Skogtvedt), Sky,
mellem Sky og Pauler, pladsen Klova mellem Sky og Malerød,
Malerød i Kjose.

Jæderen: Haga ved Haisfjord (Ove DauL).

I Daursr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 55, er uddelt
en form af H. orbolense under navnet f. aröense Danrsr.,
samlet paa Årø ved Langesund af Jou. Dyrinc. Denne form
skilles ved bredere svøbblade, meget faatallige glandler paa
svøbet og ved brede, korte blade.

984 .. &. 0. F. OMANG.

d. Vulgata genuina (Aumov.).

H. acroleucum STENSTR.

Almindelig.

Sande: Kilingholmen ved Holmestrand (Jon. DYRING).
Botne: Husdal, Bentsrud og Solumaasen ved Holmestrand.
Holmestrand: Dunkebæk. Vaale: Lange ved Holmestrand.
Borre: mellem Horten og Falkensten. Slagen: Teien nær
Tønsberg. Tjølling: Kjerringvik. Hedrum: Dalheim. Brun-
lanes: Tinvik, Tveitene (nær Fritzøhus), Ulsbak, Klever, Oms-
land i Kjose. Slemdal i Bratsbergs amt: Nygaard.

H. striaticeps Dautst.

Meget almindelig.

Ringerike: Nysæter ved Øiangen i Nordmarken (A. Lanp-
MARK). Botne: Husdal. Borre: Falkensten og mellem Horten
og Falkensten. Slagen: Teien nær Tønsberg. Tjølling: Goen,
Tjølling jernbanestation, Løve, Eftang, Ula, Spitalen. Hedrum:
Eidet (ved sydenden af Farris) og ved Fritzøkilen (HELGA Omane),
Dalheim, Yttersø, Bomestad. Larvik: Vestre Halsen og ved
Badet. Brunlanes: Tmvik (forma subintegra), Jordet, Veldre
(nær Grøterød), Ulsbak, Klever, Vasvik og Skogtvedt ved Farris,
Storrydningen (nær Skogtvedt), mellem Sky og Pauler, Barke-
vik, Nevlunghavn; Næs, Malerød og Omsland 1 Kjose. Slemdal
i Bratsberg amt: Nygaard, Stranden (ved Lakssjø).

Hadeland: Tingelstad og mellem Brandbu og Røikenvik
(Fr. Lance). Faaberg i Gudbrandsdalen: Rindal og Vingnæs
(Osc. Car. HAGEM).

H. stipatum STENSTR.

Sande: Bjerkø ved Holmestrand (Jom. Dyrine). Holme-
strand: ved Badet. Tjølling: Aasmundrød, Varild, Spitalen,
Lasten, Kjerringvik. Hedrum: Tagtvedt. Brunlanes: Haa-
valsrød, Jordet, Nevlunghavn; i Kjose: Kleppene, Bærug og
Omsland.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 285

Slemdal: Stranden ved Lakssjo. Eidanger: mellem Bjørn-
dalstjern og Gunnarsrød.

En eiendommelig form, som staar meget nær denne, H.
stenosphyrum n., har jeg truffet paa ved Lakssjø 1 Slemdal.
Den ligner H. stipatum, men mangler haar paa svøbet, og
glandlerne er noget grovere. En lignende form, men med en-
kelte haar paa svøbet har jeg samlet ved Malerød 1 Kjose.
Begge mangler den for H. stipatum saa karakteristiske rød-
farvning af bladene.

H. vulgatum (Fr. p. p.) ÅLMQ.

Alm. overalt.

Ringerike: Nysæter ved Øiangen i Nordmarken(A.LANDMARK).

Sande: Hanekleven, Gaaserumpen og Killingholmen ved
Holmestrand (Jon. Dyrnes). Botne: Solumaasen (Jon. Dyrine), -
Husdal, Bakke. Vaale: Lange ved Holmestrand (Jon. Dyrune).
Borre: mellem Horten og Falkensten. Tjølling: Rækkevik,
Gaaserud ved Vittersjøtjern, Vik, Refsholt, Eftang, Fjet, Spitalen,
Sundby, Kjerringvik. Hedrum: Eidet (ved sydenden af Farris),
ved Fritzøkilen, Dalheim, Gopledal, Frostvedt, Tagtvedt, Yttersø.
Larvik: Bøgeskoven. Brunlanes: Tinvik, Jordet, Ulsbak,
Haavalsrød, Tanum, Ulleberg, Høimyr, Klever, Anvik og Skog-
tvedt ved Farris, Pauler, Vasbotn; Malerød, Sletholt og Oms-
land i Kjose. Slemdal i Bratsbergs amt: Eidet.

Valders: Skar i Bagn, Ødegaarden i Renli. Vennesla i
Lister og Mandals amt: Hunsfos, Vigeland og Græslien (ASKELL
RoskELAND) Lister (Ove Dante). Jæderen: Ekersund og Oven-
dal (A. LanpMars), Ølbør i Haaland, Hanafjeld ved Sandnes
(Ove Dan). Ryfylke: Høgsfjord (Ove Dann).

A. vulgatiforme Daursr.

Hurum: Holtvedt, (Hessen Sande: Tandberg. Botne:
Grefsrud nær Holmestrand. Hedrum: Tagtvedt. Brunlanes:
Tinvik.

286 S. 0. F. OMANG.

H. subramosum Lønner. v. xanthostylum DAHLST.

Botne: Husdal. Vaale: Langø ved Holmestrand. Borre:
mellem Horten og Falkensten. Tjølling: Kjerringvik. Larvik:
paa jernbanebanken. Brunlanes: Jordet, Ulsbak, Lille Klever,
Vasvik, Storrydningen nær Skogtvedt, Omsland 1 Kjose.

Ringerike: Gunderengen ost for Stensfjord. Sigdal: Hau-
gan. Ved Tagtvedt 1 Hedrum har jeg samlet en lidt afvigende
form med stylese blomster (v. hedrumense Omane).

I sine exsic. (Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 79) har
DAHLSTEDT uddelt en modifikation, samlet af Jon. Dyrine paa
Solumaasen ved Holmestrand. Den har smalere blade og mindre
og mere grønne svøb end hovedtypen. Samme form har jeg
samlet 1 Hanekleven 1 Sande.

H. lepidolytes n. f.

Caulis 4—5 dm. altus crassiusculus — sat gracilis rigidus
imo purpurascens ubique leviter stellatus, inferne densiuscule
superne sparsim pilosus, sape usque a basi ramosus. Folia
sat rigida prasino-virescentia; basalia 4—7 in rosulam collata
sat longe petiolata, exteriora ovalia — oblongo-ovalia rotundato-
obtusa sape + violascentia obtuse dentata basi cito contracta,
intermedia oblongo-elliptica — elliptico-lanceolata obtusula vel
breviter acuminata remote et + inæqualiter dentata basi brevius
longiusve decurrentia, interiora lanceolata acuta dentibus longi-
oribus acutioribus sparsim instructa deorsum sensim angustata,
supra glabra nuda, subtus pallido-glaucescentia in costa dorsali
petiolisque leviter stellata densiuscule pilosa de cetero subnuda
et pilis sparsis obsita, in marginibus sat dense ciliata; caulina
numero 1—4 (sepe unum solum bene evolutum ad medium
caulis affixum vel basi approximatum) inferiora petiolata lanceolata
in apicem longum acutum subintegrum protracta praesertim in
inferiore parte dentibus angustis acutisque + patentibus sparsim
dentata, superiora sessilia + anguste protracta 1ma basi dentibus
acutissimis instructa. vel subinlegra sursum in bracteas longas

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 987

lineari-subuliformes sensim decrescentia, omnia subtus leviter
stellata sparsim pilosa, supra subnuda et glabra. Anthela com-
posito-paniculata laxa ramus arcuatis + stellatis et pilis glandu-
lisque raris — sparsis obsitis ssepe valde elongatis acladium 1,5—5,5
em. longum superantibus; pedicelli acladiumque dense cano-
floccosi pilis tenellis densiusculis et glandulis minutis sparsis —
sat densis vestiti. Involucra obscure viridia angusta (11—-)12—13
mm. alta 6—6,5 mm. lata basi rotundata. Squamæ concolores
anguste lineares, exteriores laxa breviores obtuse in pedicellos
apice incrassatos descendentes, intermediæ longiores obtusiusculæ,
intima. subulatæ, omnes pilis dilutis densiusculis glandulis tenel-
lis sparsis — sat densis et floccis raris in marginibus exteriorum
densioribus vestitæ, apicibus levissime comate. Calathidia ob-
secure lutea radiantia diametro circ. 9,2 cm. metientia. Ligulæ
longe dentata. Stylus luteus.

Involucrene er hos denne plante meget karakteristisk ud-
viklede. De er af en ren grøn farvenuance, ved basis afrundede
og nedløbende paa de i spidsen sterkt fortykkede kurvstilke.
Disse er 1 toppen besat med tem. lange, smale og lineære skjæl,
som uden tydelig grænse i en kontinuerlig spiral gaar over i de
ligeledes smalt lineære og butte ydre svøbblade, der med til-
tagende længde igjen tem. jevnt fører over i de længere og
spidsere mellemste og inderste svobblade. Svobets beklædning
bestaar af tem. tætte, fine, lyse, krusede haar og ofte næsten
ligesaa talrige tynde og fine glandler samt spredte stjernehaar,
der kun i kanten af de ydre svobblade er noget tættere. Basal-
bladene danner en mangebladet roset. De er tem. langstilkede,
paa undersiden langs den stjernehaarede midtnerve samt paa
stilkene og i randen noget rigeligere, forøvrigt kun spredt haa-
rede og næsten uden stjernehaar, de ydre ovale — aflangt ovale,
i spidsen afrundede, med + jevnt fordelte, korte og butte tænder
og nedad mod stilken vel begrænset bladplade, de mellemste
smalt aflangt-elliptiske eller næsten lancetformede, noget butte
eller kort tilspidsede, de inderste lancetformede, langt tilspidsede,

988 S. 0. F. OMANG.

med spredtstillede, korte, spidse, + ujevnt fordelte tender og
nedløbende bladgrund. Stænglen er tem. tynd eller noget tyk-
kere, svagt stjernehaaret, spredthaaret og bærer 1—3 stængel-
blade, af hvilke ofte kun det nederste er vel udviklet, stilket,
lancetformet, uddraget i en lang, næsten helrandet spids og paa
- den nedre del af bladpladen besat med nogle faa + udstaaende,
spidse tænder, der bliver noget længere end rosetbladenes. De
øvrige stængelblade er siddende og gjerne fra den bredere, tandede
basis langt uddragne 1 en helrandet, mere eller mindre skarp
spids, de øverste næsten helrandede. De fører opad jevnt over
i kurvstillingens lange, smalt lineære, sylformede brakteer.

Bladenes farve gaar noget 1 det løggrønne; undersiden er sterkt

+ sammensat, med

bleggron. Kurvstillingen er panikulat og
tem. langt akladium og oftest sterkt forlængede, buede grene,
som er svagt stjernehaarede, spredt kortbaarede og næsten uden
glandler. Kurvstilkene er mere stjernehaarede og rigere haarede
og glandelhaarede end kurvgrenene. Saavel fra stængelbladenes
som fra de indre rosetblades hjørner kan der udvikles grene;
men sedv. indskrænker forgreningen sig til toppen af stænglen.
Kurvene er middels store, mørkgule; griflen af samme farve.

Forekommer paa berg og paa aaben skovbund.

Botne: Husdal ved Holmestrand. Hedrum: Yttersø.
Larvik: Herregaarden og ved Fritzokilen. Brunlanes: Grøte-
rød (HELGA Omane).

En form med flere stængelblade og noget talrigere glandler
paa svøbet er samlet af AskeLL RøskELAND 1 Sætersdalen:
Hurverak ı Aardal.

H. stereophyton Omane.

Dautst. Herb. Hier. Scand., cent. XVI, no. 94.

Caulis 2,5—4,5 dm. altus sat gracilis — crassiusculus rigidus
sat firmus ex axillis superioribus (raro ex inferioribus) ramosus,
inferne levissime stellatus sat dense pilosus, superne densius
stellatus sparsim pilosus, imo + violascens. Folia rigidiuscula

|
|
|

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. - 289

firmula dilute vel sat obscure virescentia vulgo levissime glauce-
scentia sepe + rubro-violascentia (præsertim in apice basalium)
et maculis fusco-purpureis conspersa; basalia brevius longiusve
petiolata in rosulam 3—6-foliam «congesta, exteriora ovalia
rotundato-obtusa sparsim obtuse dentata basi cito contracta,
intermedia late ovali-vel ovato-elliptica obtusula — acuminata,
interiora elliptico-vel ovato-lanceolata acuta basi in petiolum
sensim attenuata, ut intermedia dentibus parvis acutis patentibus
vel porrectis sat remotis ad basin sape paullo densioribus in-
structa, supra subglabra — sparsim pilosa nuda (interioribus
tamen raro levissime stellatis), subtus levissime stellata sparsim
— sat dense pilosa, in costa dorsali petioloque dense floccosis
et marginibus dense pilosa; folia caulina 3—6 distantia in
bracteas sensim decrescentia ovato-lanceolata — lanceolata summo
apice acuto integerrima ceterum dentibus parvis vel minutis (raro
majoribus) acutis equaliter dentata, infima breviter petiolata,
omnia supra leviter stellata, subtus sparsim — sat dense pilosa
in costa dorsali subtomentosa de cetero sparsim — densius stel-
lata. Anthela paniculata — paniculato-corymbosa + composita
ramis rectiusculis vel parum arcuatis gracilibus cano-floccosis
erecto-patentibus acladium 1,5—3,5 cm. longum superantibus ;
pedicelli acladiumque dense cano-floccosi pilis brevibus sparsis
sub involucro insuper glandulis nigris minutissimis sparsis —
raris adspersi. Involucra obscura crassiuscula [ (9—)10—11(—12)
mm. alta, (5—)5,5—6,5 mm. lata] basi ovoidea — subtruncata.
Squamce concolores obscure fusco-virescentes, exteriores breves
sub-lineares obtuse, intermediæ magis protracte sat late trian-
gulari-lanceolatæ obtusule — acute, intimæ subulatæ, omnes
pilis. brevibus. canescentibus densiusculis — densis glandulis
minutis nigris sparsim intermixtis vestitæ, apice leviter comate,
intermediæ et exteriores in marginibus densius stellatæ de
cetero subnudæ. Calathidia læte lutea radiantia diametro 3—3,5
em. metientia. Stylus vivus virescens vel ferrugineus, siccus
fuscescens.
Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII, IV, 19

290 S. 0. F. OMANG.

Denne i omraadets yderste kysttrakter meget almindelige
hieraciumform udmerker sig ved stiv, tem. tynd, spredt haaret
og svagt stjernehaaret stængel, rig bladroset, som er sammen-
sat af alm. store, brede, kortere eller længere s!ilkede, spredt
og ujevnt korttandede, stive blade, ved faa — flere fjerntsiddende,
smale, spidse, alm. tem. jevnt og tæt, skarpt smaatandede stængel-
blade, som successivt aftager 1 størrelse opad, ved alm. tem. lys,
gjerne noget glancescent bladiarve, ved panikulat, nedad ofte noget
ubegrænset, + forgrenet kurvstilling med tynde, oprette, tæt
stjernehaarede kurvgrene og graafiltede, spredt korthaarede og
lige under svøbet tillige noget glandelhaarede kurvstilke, samt
ved smaa, tykke, næsten cylindriske, mørkgrønne, fint korthaarede,
fint glandelhaarede og lidt stjernehaarede svøb. Særdeles karak-
teristisk er bladrosetten. I sin typiske udvikling bestaar denne
af 1—2 forholdsvis store, ovale, i spidsen but afrundede og -
mod stilken vel begrænsede, spredt bugtettandede ydre blade,
3—4 noget lengere, + bredt elliptiske, ofte egformet-elliptiske,
noget butte eller tilspidsede, langt nedløbende, spredt, mod basis
noget tættere, kort og ujevnt tandede mellemste blade og et
enkelt smalt tilspidset, tættere og skarpere tandet inderste blad,
der danner overgangen til de forholdsvis smaa, smale, tæt kort-
tandede stængelblade. Det er især hos lave individer med faa
og smaa stængelblade, at rosetten har denne udvikling. Hos
høie individer med flere, bedre udviklede stængelblade er roset-
bladenes differentiation mindre iøinefaldende, og de ydre blade
ofte bortvisnede under blomstringen. Stængelbladenes antal er
sedvanlig 3—6; rent undtagelsesvis har jeg stødt paa individer
med flere end 6, en enkelt gang endog et med 10 blade. Haar-
beklædningen paa de vegetative dele er blød, paa bladenes
underside og bladstilkene tem. rig, men kun spredt paa basal-
bladenes overside og næsten helt manglende paa stængelbladenes
overside. Stjernehaar mangler paa rosetbladenes overside (paa
de inderste findes dog ofte spor deraf), men er forøvrigt ud-
bredt over alle plantens grønne dele, og danner langs mudt-

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 991

nervens underside paa stængelbladene, alm. tillige paa basal-
bladene, en + tæt, ofte sterkt fremtrædende filtrand.

Planten modificeres ganske betydeligt efter lokalitetens be-
skaffenhed. Paa magrere og solbelyste voksesteder (tørre bakker
_ og berg) bliver den spædere med stive, ofte smukt rodfiolet an-
løbne og + purpurplettede blade, typisk udformet bladroset, faa,
lidet udviklede stængelblade og lidet forgrenet kurvstilling. I
krat og mellem tæt og høit græs treffes høiere og frodigere
udviklede individer med flere, bedre udviklede stængelblade, faa,
store, langstilkede basalblade, grovere dentikulation og rigere
forgrenet kurvstilling. Hos saadanne individer udebliver plet-
terne paa bladene næsten eller helt. I skyggefuld skov bliver
bladtænderne meget sınaa eller forsvinder næsten ganske.

Vaale: Langø ved Holmestrand. Borre: mellem Horten
og Falkensten. Tjølling: Goen, Østby, Tjølling jernbanestation,
Spitalen, Lasten, Kjerringvik. Hedrum: Ytterso, Fidet og
Bergløkken ved Farris, ved Fritzøkilen, Dalheim, Gopledal, Bome-
stad. Brunlanes: Klever (HELGA Omane), Jordet, Haavalsrød,
Vasvik, Ulleberg, Tanum, Hellesrød, Høimyr, Foldvik.

Slemdal: mellem Lakssjø og Austad, stranden ved Lakssjø.

Sætersdalen: Hurverak i Aardal (AsKELL RoSKELAND).

H. lepidulum STENSTR.
Sande: Bjerkø ved Holmestrand (Jon. Dyrine). Brunla-
nes: Sletholt og Omsland 1 Kjose.

H. neuroclasium n. f.

Caulis 25—4 dm. altus gracilis flexuosus ima basi pur-
purascens, inferne sparsim pilosus leviter stellatus, superne
densius floccosus pilis raris obsitus. Folia obscure viridia tenuia
apice rubescentia in utraque pagina levissime stellata, supra glabra
subtus in costa dorsali marginibusque sat dense de cetero sparsim
pilosa; basalia pauca (numero 2—3) anguste petiolata, exteriora
sat parva ovalia — obovalia rotundato-obtusa undulato-dentata

299 S. 0. F. OMANG.

basi cito contracta, interiora oblongo-elliptica obtusa dentibus
obtusis vel acutioribus remotis instructa; caulina numero 2—5
in bracteas abrupte decrescentia, infimum ovato-ellipticum —
elliptico-lanceolatum in apicem integerrimum acu iinatum desi-
nentia basi sensim in petiolum brevem late alatum decurrens,
superiora subsessilia ovato-lanceolata in apicem longum acutissi-
mum integerrimum protracta, omnia inferiore parte dentibus
magnis latis acutis recte patentibus ineequaliter dentata, ut basalia
interiora — costa ad medium vel subter refracta — apicem deflec-
tentia. Anthela oligocephala paniculata ramis arcuatis brevibus
+ approximatis acladium superantibus dense stellatis glandulis
minutis sparsis adspersis. Involucra obscure viridia parva sat lata
basi ovoidea. Squame exteriores anguste sublineares apice obtuso
leviter comatæ in marginibus leviter stellate, intermedia lanceo-
late obtuse, intime paucæ sub-acute, omnes concolores (interi-
oribus tamen in marginibus paullo dilutioribus) glandulis parvis
nigris apice lutescentibus densis pilis obscuris solitariis immixtis
vestite. Calathidia late lutea subradiantia. Stylus vivus fere
luteus.

Udmerker sig især ved smaa, morkgronne, tæt glandel-
haarede og noget haarede svob, tem. grovt, spredt og ujevnt
tandede, i spidsen rodfarvede blade og faabladet basalroset.
Stenglen er tynd, bugtet, svagt stjernehaaret, nedad sparsomt
haaret, basalbladene smalt langstilkede, de ydre smaa, ovale,
but tandede, 1 spidsen afrundede, de indre store, længere stil-
kede, butte, aflangt elliptiske, -- but tandede, med nedlobende
bladgrund, det nederste stængelblad elliptisk-lancetformet, mere
el. mindre tilspidset, kort vinget-stilket, med faatallige grove og
spredte tænder, der er noget skarpere og mere udstaaende end
paa basalbladene, de øvre stængelblade utydelig stilkede, smalere,
uddragne i en meget lang, skarp, helrandet spids, nederst ved
grunden tandede, kurvstillingen lidet forgrenet, med tynde, tæt
stjernehaarede og spredt glandelhaarede, buede grene, svøbene

smaa, tykke, tæt besat med korte, mørke, gulknappede glandler,

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 993

hvoriblandt enkelte, mørke haar, svøbbladene smale, ensfarvet
mørkgrønne, alle + butte, 1 spidsen svagt hvidhaarede, de ydre
1 randen noget stjernehaarede. Saavel de indre basalblade som
stængelbladene har paa midten af bladnerven eller noget neden-
for denne et karakteristisk knæk, hvorved bladspidsen bliver
noget nedadbøiet. Nedenfor dette knæk er bladpladen sterkt
kjolet. Bladenes mdument er svagt udviklet. Kun paa blad-
nervens underside og langs randen er haarbeklædningen noget
rigere. Paa oversiden er bladene glatte, paa begge sider noget
stjernehaarede (især stængelbladene).

Planten tilhører érriguwm-komplexet og ligner med hensyn
til svøbets beklædning, bladtændernes form etc. H. irriguum
Fr. (Danzst. Herb. Hier. Scand., cent. II, no. 63), fra hvilken |
den dog er skilt blandt andet ved bladformen og de faatalligere
og mere fjerntsiddende bladtænder.

Vestre Bærum: Kataas nær Holo, paa noget fugtig skov-
bund.

H. callichroum n. f.

Caulis 4—5,5 dm. altus sat gracilis, inferne sparsim pilosus
subnudus, superne leviter — densius stellatus subglaber, summo
apice pilis obscuris sparsis et glandulis raris adspersus. Folia
læte viridia sat rigida purpureo-maculata apice pulchre rube-
scentia, supra glabra — subglabra nuda, subtus leviter stellata
sparsim pilosa; basalia pauca (cire. 3) longe et anguste petiolata,
exteriora ovalia rotundato-obtusa, interiora magna elliptica —
elliptico-lanceolata acuminata -— acuta basi decurrentia, omnia
remote mucronato-denticulata vel subintegra; caulina (circ. 3)
cito in bracteas decrescentia, infimum ovato-ellipticum — elliptico-
lanceolatum acuminatum — acutum in petiolum sat longum
angustum decurrens, superiora sessilia vel subsessilia lanceolata
acuta, minute et sat dense mucronato-denticulata. Anthela
paniculata parum composita laxa ramis gracilibus leviter stellatis
glandulis pilisque sparsis adspersis acladium 1,2—3 cm. longum

294 S. 0. F. OMANG.

superantibus: pedicelli acladiumque sat dense stellati glandulis
nigris densis et pilis nigris sparsis obsiti. Involucra | mediocria
crassiuscula atro-viridia basi ovoidea, nuda glandulis nigris den-
siusculis — densis pilis crassiusculis nigricantibus apice breviter
canescentibus sparsis — sat frequentibus obtecta. Squame
latiusculæ obtusa vel intime subacute, exteriores intense atro-
virescentes, intermediæ et interiores protracte lanceolate late
viridi-marginate. Calathidia læte lutea. Stylus obscurus.

Beslegtet med H. lepidiceps Daursr., fra hvilken den
skilles ved mere helrandede, kun fint odtandede, purpurflækkede
blade, større og bredere rosetblade, tæt glandelhaarede og spredt
haarede kurvstilke og tattere glandelhaarede og mere haarede
svøb. Paa den anden side ogsaa noget beslegtet med H. me-
lanostictum, fra hvilken den skilles ved høiere vækst og svøbets
rigere beklædning. Den udmerker sig iøvrigt ved den faabladede
roset, der alm. bestaar af et lidet, ovalt ydre blad og to meget langt
og smalt stilkede, store, sterkt uddragne, men tillige tem. brede,
+ skarpt tilspidsede, næsten helrandede eller meget spredt braad-
tandede indre blade, ved hei, tynd, alm. 3-bladet stængel, som
paa den nedre del er spredt haaret og næsten mangler stjerne-
haar, opad rigere stjernehaaret og næsten uden haar undtagen
1 toppen lige under kurvstillingen, hvor mørke haar atter op-
træder tilligemed enkelte glandler, ved et nedre, tem. langt og
smalt stilket, + elliptisk stængelblad og to siddende, lancet-
formede, meget spidse øvre stængelblade, hvilke alle er ganske tæt
og fint odtandede (tættere end basalbladene), ved sortgrønne, rigt
glandelhaarede og sparsommere til ganske rigt sorthaarede svøb
og kurvstilke, samt ved brede, butte svøbblade, af hvilke de
indre er bredt grønrandede med smal, sortgrøn rygstribe. Griflen
er mørk.

Valders: Bagn, imellem krat ved veien op til Renli.

! Dautst. ,Bidrag etc.“ i Kgl. Sv. Vet.-Akad. Handl., Band 26, no. 3, —
Daursr. Herb. Hier. Scand., cent. XII, no. 80,

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 295

H. melanostictum Danrsr.

Gudbrandsdalen: nedenfor Jørstad 1 Faaberg (Osc. Cun.
Hacem), Øier (prof. N. WirLE). Valders: Renli, Tonsaasen.

H. fasciculare Fr.

Røken: Høvik.
Botne: Bentsrud. Holmestrand: Dunkebæk. Hedrum:
Gopledal, Torstvedt. Brunlanes: Omsland i Kjose.

H. pholidotum STENSTR.

STENSTR. Värml. Archier. — Danursr. Herb. Hier. Scand.,
cent. XV, no. 77.

Vestre Aker: Ullernaasen. Hadeland: Strandsæter ved
Velmunden i Brandbu (Fr. LANGE). Kongsberg: Skrimsfjeld
(M. N. Bıyrr).

Botne: Husdal. Vaale: Lange ved Holmestrand. Borre:
mellem Horten og Falkensten. Brunlanes: Ulsbak, Barkevik,
Omsland 1 Kjose.

Slemdal: Næs, Nygaard og ved Lakssjø.

Den ı „Hier. undersøgelser 1 Norge II" beskrevne H. thyrsophorum
er blot en rigt forgrenet form af H. pholidotum. Nær beslegtet er den

sammesteds omtalte H. pectinigerum, der skilles ved bladenes dentikulation,
kortere, buttere svøbblade ete.

A. amplificatum Dautst. v. probletodon n.

Folia basalia 4 —6 longe petiolata, exteriora ovali-rotundata —
late ovalia basi cito contracta repanda, intermedia oboblonga —
elliptico-oblonga dentibus latis obtusis — acutis grosse-dentata, inte-
riora protracta elliptico-lanceolata — lanceolata longe decurrentia
sub apice obtusulo integerrima. de cetero dentibus magnis basin
versus longioribus angustioribusque magis magisque in lacinias
in petiolos descendentes abeuntibus dentata; caulinum vulgo
unum anguste ovatum — ovato-lanceolatum in apicem acutissi-
mum integerrimum desinens dense serratum vel irregulariter
acuti-dentatum et prope basin dentibus nonnullis longissimis

296 S. 0. F. OMANG.

rectis + patentibus interdum recte patentibus instructum. IJn-
volucra subatra parvula crassa basi ovoidea vel subtruncata, glan-
dulis nigris densiusculis pilis obseuris sparsis et in marginibus
squamarum exteriorum floccis densis vestita. Squame exteriores
triangulares vel linearrtriangulares obtuse, ceteræ late lan-
ceolatæ obtusulæ, interiores anguste viridi-marginatæ, intimæ
virescentes acute, omnes in apicibus comatæ. Calathidia dia-
metro ca. 5 cm.

Ceteris characteribus a forma primaria! vix recedit.

Fra hovedformen, som horer hjemme 1 det nordlige Sverige,
Gestrikland—Jemteland, afviger denne form 1 mange henseender.
Dog er disse afvigelser, naar man betragter dem enkeltvis, ikke
særdeles betydelige. De væsentligste afvigelser udviser svøbet
og stængelbladene, og det er fortrinsvis med hensyn paa disse
karakterer, at jeg finder grund til at opstille den som en selv-
stændig variation.

Bladfarven synes at være en svag nuance mørkere end hos
hovedformen. Beklædningen paa de vegetative organer er den
samme; dog synes haarbeklædningen paa bladenes underside
(især langs midtnerven) og paa bladstilkene noget rigere. Basal-
bladene er længere stilkede, men med hensyn til formen i alt
væsentligt overensstemmende med hovedformens; kun er de
inderste maaske noget smalere og mere uddragne. Deres denti-
kulation er derimod gjennemgaaende tættere og grovere, ialfald
sammenlignet med det citerede exsicat.; men paa den anden
side synes ogsaa hovedformen at optræde med tættere og
grovere tender (knf. cit. beskriv.), og et exemplar af hoved-
formen, som jeg har modtaget fra Herjedalen, har 1 alle hen-
seender en med nærværende form noie overensstemmende den-
tikulation. Af stængelblade findes normalt kun et eneste, der
er fæstet noget ovenfor midten af stænglen. Dette har en sær-

! K. Jomawssow: „Archieracium-floran i Siljanstrakten* 1 Bih. till Kgl.
Sv. Vet.-Ak. Handl. B. 28, afd. III, no. 7. — Dantst. Herb. Hier.

Seand., cent. II, no. 85,

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 997

deles karakteristisk form og dentikulation og minder meget om
stængelbladene hos H. megalodon Danrsr. (Danrsr. Herb. Hier.
Scand., cent. XVII, no. 88). Det er smalt eglancetformet, sid-
dende, med smal, skarp og helrandet spids. Dets tænder
varierer noget i tæthed og regelmæssighed — ofte er en større
del af bladkanten tæt og regelmæssig sagtandet — men altid
er der ved grunden af bladet et par meget lange, smale og
spidse, aldeles rette, i forhold til bladets midtnerve retvinklet
udstaaende eller noget opover rettede tænder; undertiden findes
ogsaa nogle faa lignende tænder længere oppe paa bladkanten
vekslende med de kortere. Kurvstilkene er mørkere, mindre
tæt stjernefiltede, mindre haarede, noget rigere glandelhaarede
end hos primærformen. Svøbet or mindre, kortere og mørkere,
idet kun de inderste svøbblade er smalt grønkantede (ikke
som hos hovedformen tillige de mellemste). Svobbladene er
lidt smalere og buttere og mindre overskydende før kronernes
udspringen, tættere og kortere glandelhaarede, derimod mindre
haarede og alle i spidsen skjæghaarede. Kurvenes diameter er
ogsaa noget mindre.

Fra K. JoHansson har jeg faaet mig tilsendt en form af
H. amplificatum Dantst. samlet i Boda i Dalarne. Den har
ligesom nærværende form mindre og mørkere svøb og minder
om denne ogsaa ved de lange udstaaende tænder paa stængel-
bladene; men staar alligevel 1 alle andre henseender nærmere
hovedformen.

Vestre Aker: Vettakollen (i skov).

H. subrigidum ArwQv.

Hurum: Holmsbo. Botne: Husdal. Borre: mellem Horten
og Falkensten. Tjølling: Goen. Brunlanes: Ulsbak, Klever,
Pauler, Halle, Nevlunghavn; Kleppene, Næs og Malerød i Kjose.

Slemdal: Eidet.

Valders: Listerud og Skar i Bagn. Gudbrandsdalen:
Nordsæteren (Osc. HaGem) og Ersgaard (Fr. LANGE) i Faaberg.

298 S. 0. F. OMANG.

H. sciagraptum n. f.

Caulis circiter 4 dm. altus sat gracilis flexuosus 2—3-folius,
in apice supremo dense stellatus sparsim pilosus, deorsum pilis
mollissimis crispulis densiusculis et floccis sensim sparsioribus
ima basi purpurascente fere evanescentibus obtectus. Folia
firmula at tenuia luteo-viridia, supra sparsim brevi-pilosa nuda,
subtus in costa dorsali dense ceterum sparsim molli-pilosa, cau-
lina suprema insuper leviter — densius stellata; basalia pauca
(2—3) longe petiolata, exteriora oblongo-ovalia obtusa æqualiter
et sat dense minuto-dentata basi cito contracta, interiora elliptico-
ovalia — anguste elliptica breviter acuminata sparsius et minute
dentata deorsum sensim attenuata; caulina sensim decrescentia,
infimum basi approximatum elliptico-vel rhomboideo-lanceolatum
acuminatum in petiolum alatum sat longum descendens in mar-
ginibus inferioribus sparsim et minute dentatum a medio integerri-
mum, superiora (vulgo 2) sessilia lanceolata + acuminata — acuta
immo basi dentibus paucis triangularibus patentibus instructa
de cetero integerrima. Anthela parum composita paniculata
ramis arcuatis erecto-patentibus internodiis brevibus distantibus
acladium longum (3—4,5 em.) superantibus floceis densioribus
glandulis solitariis — sparsis et pilis rarissimis adspersis; pedi-
celli acladiumque cano-tomentosi glandulis nigris parvis densi-
usculis pilisque brevibus rarissimis vestiti. — 7nvolucra atro-
viridia ante explicationem flosculorum cylindrica squamis supe-
rantibus postea ovoidea. Squame exteriores breves triangulari-
lineares obtuse in marginibus leviter stellate, intermediæ longæ
late lineares obtusiusculæ nude, interiores acuta, omnes glan-
dulis nigris tenellis densiusculis sæpe (presertim in involucro
medio) pilis solitarns obscuris immixtis vestitæ in apicibus fusco-
piceis nudae. Calathidia obscure lutea radiantia. Stylus vivus
fusco-virens. |

Skjont denne form uden tvil har sine nærmeste slegtninge
blandt de svenske former, som er blevne henforte til H. lepto-

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 299

grammum Dautst.!, synes den ikke destomindre overfor alle
disse at indtage en saa vidt fri særstilling, at jeg ikke tør lade
den indtræde blandt dem som varietet. Som saa ofte er til-
fældet med en hieraciumform, har den karakterer, som snart
gjenfindes hos en, snart hos en anden af dens nærmeste slegt-
ninge, foruden at den ogsaa har sine særegne eiendommelig-
heder. I bladenes form og denticulation, specielt stængelbladenes,
viser den ganske betydelige overensstemmelser med v. bidenti-
forme Dautst.2 Fra denne saavelsom fra hovedformen? diver-
gerer den ved de mere lineære svobblade, som alle — de yderste
undtagne — er aldeles nøgne 1 kanterne. I henseende til svobets
beklædning tenderer den mere mod «v. macrescens Dautsv.*;
fra denne skilles den ved de længere svøb med overskydende
svobbladspidser. Med v. barrimum K. Jomans> stemmer den
. overens i den svage udvikling af stjerneindumentet paa svøbet
og de overskydende svobblade, men er vel skilt i'andre hen-
seender, t. ex. ved bladformen og bladenes dentikulation. Fra
alle disse former er den tillige skilt ved den rige, bløde haar-
klædning paa stænglen. løvrigt udmerker den sig ved sin lys-
grønne bladfarve, ved bladenes dentikulation og svøbbladenes
form og beklædning. Basalbladene er faatallige, langstilkede,
de ydre aflangt ovale, lige op til den butte spids jevnt og
tem. tæt smaatandede, de inderste mere elliptiske og tilspid-
sede med spredte og uregelmæssigere, dog altid meget smaa
tænder, som væsentlig er samlede paa den nedre del af den
forøvrigt næsten helrandede, nedløbende bladplade. Lignende
form og dentikulation har det langt, vinget-stilkede stængel-

i K. Jonansson: Archieracium-floran i Siljanstrakten, Bih. till Kgl. Sv.
Vet.-Ak. Handl., B. 98, Afd. III, no. 7.

2 Dantstept: Herb. Hier. Scand., cent. XIII, no. 78. — K. Jomansson:

Archieracium-floran i Siljanstrakten.

DanursrEDT: Herb. Hier. Scand., cent. XIV, no. 34.

DanrsrEpr: Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 60.

K. Jomawssow: Archieracium-floran i Siljanstrakten. — Danrsr. Herb.

Hier. Scand., cent. XIV, no. 36,

Qv ££ C

300 S. 0. F. OMANG.

blad, som er fæstet nær grunden af stænglen. De 2 øverste
stængelblade er siddende, lancetformede, ved den forholdsvis
brede grund besatte med nogle faa, korte, triangulære, ud-
staaende tænder, forøvrigt aldeles helrandede. Bladene er paa
begge sider spredt haarede, det øverste paa undersiden tillige
+ stjernehaaret, og de nederste langs midtnerven ligesom
paa stilkene tæt langhaarede. Kurvstillingen er lidet sammen-
sat med oprette, noget forlængede, buede grene, som er ad-
skilte ved korte, 1—2 cm. lange internodier og skyder op over
det lange acladium. Svøbene er mørke, tem. smale, beklædte
med meget fine og tynde, sorte, ulige lange glandler af noget
vekslende antal og oftest med nogle faa, mørke haar. Svøb-
bladene er brede, de ydre meget korte og butte og 1 kanterne
svagt stjernehaarede, de mellemste og inderste lange, lineære,
for kronernes udspringen forlængede udover disse, aldeles uden .
stjernehaar, mørke, med svag lys farvenuance ud mod kan-
terne, mod spidsen, som hos de mellemste er but, hos de inderste
skarpt tilspidset, brunsorte. Paa centralkurven er dog baade
svøbbladenes kanter og spidser meget lysere.

Akershus amt: Vestre Aker, ved pladsen Kataas nær
Holo (1 ur).

H. poliobaptum n. f.

Caulis 4—4,5 dm. altus sat gracilis — crassiusculus rectus,
inferne leviter apicem versus densius stellatus, immo pilis
solitariis obsitus, apice sæpe ramosus. Folia gramineo-viridia,
supra subglabra subtus sparsim pilosa — subglabra, caulina
utrinque levissime vel superiora subtus densius stellata; basalia
2—6 brevius longiusve petiolata, exteriora ovalia — oblongo-
ovalia rotundato-obtusa, intermedia elliptica — oblongo-ellip-
tica obtusa, interiora anguste elliptica — oblongo-lanceolata
breviter acuminata, omnia basi cuneato-decurrentia dentibus
parvis mucronatis sat crebro et irregulariter dentata, in petiolis
sepe laciniis parvis subulatis instructa; caulina 3—4 sursum '

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 301

sensim decrescentia lanceolata acuminata — acuta sparsim et acute
brevi-dentata ad basin sæpe densius subulato-dentata. Anthela
composita paniculata ramis gracilibus arcuato-patentibus cano-
floccosis subeglandulosis brevibus et contractis acladium breve
superantibus; pedicelli acladiumque dense cano-tomentosi glan-
dulis parvis nigris sparsis pilisque rarissimis (vel nullis) adspersi.
Involucra atro-canescentia sat parva crassula basi ovoidea.
Squamee late obtuse. exteriores breves triangulari-ovatæ, inter-
medie late lanceolate, interiores a basi lata sensim angustatæ
late viridi-marginate, intimæ acuta, omnes in dorso medio floccis
sparsis ad margines dense tomentosos sensim crebrescentibus
et glandulis nigris graeilibus sparsis — densiusculis raro pilis
solitarus immixtis vestite. Calathidia læte lutea radiantia.
Stylus fuscus.

Meget nær beslegtet med H. subpellucidum Norru., dog
skilt ved kortere og tykkere, graasorte, rigeligere stjernefiltede,
sparsommer glandelhaarede svøb, bredere svøbblade, svagere
glandelhaarede kurvgrene og kurvstilke, samt ved de længere
stilkede, ganske rigt og skarpt tandede basalblade. Kurv-
stillingen er oftest meget rig, med tæt sammenstillede, korte,
udadbuede, gjentaget gaffelgrenede kurvgrene og med tynde, op-
rette kurvstilke, nedad dog mere aaben og — idet kurvbærende
grene ofte ogsaa udgaar fra de ovre stengelblades hjorner —
noget ubegrænset. Svøbene er smaa og lave, graasorte og
noget brogede paa grund af den tætte stjernefiltrand 1 svøb-
bladenes kanter, som stikker sterkt af mod deres sorte sva-
gere stjernehaarede ryg. Basalbladene er sedvanlig mange,
gjerne 4—5, kort stilkede, de fleste af + smalt elliptisk form
og + butte, de indre noget spidse. De er i randen spredt og
uregelmæssig besat med smaa, langbraaddede tænder, der som
smaa, sylformede flige ofte ogsaa optræder paa de kortere eller
længere, vingede bladstilke; paa de smale, kortstilkede stængel-
blade blir tænderne ved bladgrunden ofte tættere, længere, smalt
sylformede. Haarbeklædningen er paa alle dele meget svagt

302 S. 0. F. OMANG.

udviklet; stængelbladene er paa begge sider noget stjerne-

haarede.
Vestre Aker: Tømte 1 Nordmarken, paa bakker. Hade-
land: Strandsæter ved Velmunden 1 Brandbu (Fr. LANGE).

Ved Tømte og Kamphaug i Nordmarken forekommer ogsaa en form,
som jeg har identificeret med H. subpellueidum Norru. (Knf. „Hier.
undersøg. i Norge Il“, pag. 343). Fra ovenfor omtalte form er denne
let at skille ved de kortstilkede eller næsten ustilkede, mere uddragne,
mindre tandede, mere haarede basalblade og den rigere glandelbeklædning
paa svøb, kurvgrene og kurvstilke. Fra de svenske former, jeg har seet
af H. subpellucidum, synes den alene skilt ved større, bedre udviklede
basal- og stængelblade.

Former af H. subpellucidum Norkı. har jeg ogsaa samlet 1 Eggedal

ved pladsene Skaalien og Tollefsgaard nær Kopseng og ved Buinsætrene;

i Hallingdal: ved Aavestrud i Flaa og Brautemosæter i Gol; 1 Valders:
ved Skar og Kalskot i Bagn ogi Renli. Nogle af disse former nærmer
sig den 1 Daursr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 63 uddelte f. canius
Danursr. ved den temlig rigelige stjernehaarbeklædning paa undersiden af
basalbladene, medens derimod svøbets beklædning er som hos hovedtypen.

H. eustictum Danrsr.

Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XV, no. 57.
Botne: Husdal og Nepered. Holmestrand: Dunkebæk.

H. crocydograptum n. f.

Caulis usque ad 6,5 dm. altus crassiusculis — crassus rectus
sat rigidus ramosus, inferne sparsim molli-pilosus leviter stella-
tus, superne densius stellatus subepilosus. Folia crassula ob-
scure virescentia, basalia 4—6 magna lata, in costa dorsali
petiolisque densiuscule ceterum sparsim pilosa, intima supra
levissime stellata, exteriora intermediaque obovalia obtusa crebro
et obtuse sat æqualiter grandi-dentata basi in petiolis sat brevi-
bus cuneato-decurrentia, interiora ovali-elliplica — elliptica. acu-
minala dentibus minoribus acutioribusque remote dentata basi
sensim in petiolos longos attenuata; caulina numero 3—5 sensim
in bracteas decrescentia lanceolata acuminata — acuta dentibus
parvis acutissimis remote dentata, in utraque pagina leviter in
costa dense stellata, subtus insuper sparsim pilosa, infimum

des

SLT

DET rd de

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 303

breviter petiolatum, suprema lineari-lanceolata vulgo ramos flori-
feros sustinentia. Anthela valde composita indeterminato-panicu-
lata alta ramis arcuatis cano-floecosis glandulis solitariis adspersis
erecto-patentibus acladium breve superantibus, superioribus ap-
proximatis; pedicelli cano-tomentosi glandulis tenellis sparsis
obsiü. Involucra atro-viridia propter margines squamarum con-
spicue albo-floccosos eximie variegata magna sat crassa basi
ovoidea medio leviter constricta. Squame late, exteriores breves
triangulari-ovatæ obtuse sensim in intermedias late lineares sub
apice obtusiusculo cito attenuatas abeuntes, intime late viridi-
marginate acuminate, omnes floccis dorso sparsis in margi-
nibus in lineam angustam condensatis glandulisque nigris den-
siusculis vestite. Calathidia læte lutea mediocria parum ra-
diantia. Stylus fuscus. å

Udmerker sig ved mørkgrøn bladfarve, store, brede, butte,
grovtandede, i en mangebladet roset samlede basalblade, lancet-
formede, jevnt decrescerende, spredt smaatandede, spidse stængel-
blade, rigt forgrenet kurvstillng med tæt graalodne grene og
kurvstilke, af hvilke især de sidste er bestrøede med fine sorte
glandler, tem. store og tykke, mørke og tem. tæt glandelhaarede
svøb, brede, regelmæssig taglagte svøbblade, som i kanterne
har en smal, men mod den mørke bundfarve tydelig frem-
trædende, tæt, hvid filtrand. Stænglen er sedvanlig tem. hoi og
grov, stjernehaaret og nedad spredt blødhaaret, og ender opad 1
en særdeles rig kurvstilling med tem. lange, buede grene, af
hvilke de øverste er sterkt nærmede til hverandre. Ogsaa kurv-
stilkene er tem. lange. I kurvstillingens dannelse deltager grene,
som udgaar fra de øverste stængelblade — indtil fra midten af
stænglen. Disse er sterkt opadrettede og næsten parallele med
hovedaxen. Basalbladene er, som ovenfor nævnt, meget store, de
ydre og mellemste bredt ovale med breddeaxen lidt ovenfor midten
og med kileformet nedløbende bladgrund, ganske jevnt og but
grovtandede, de inderste smalere og spidsere, med smalere blad-
grund og spidsere og mere spredte tænder. Stængelbladene er

304 S. O. F. OMANG.

lancetformede, tem. skarpt tilspidsede med meget spidse, næsten
sylformede, udstaaende, dog altid meget korte tender, som er
endnu mere fjerntstaaende end paa de indre rosetblade. Det
øverste eller de 2 øverste er næsten lineære og helrandede, det
nederste, undertiden tillige det næstnederste stilket. Bladenes
haarbeklædning er, naar bladenes midtnerve og bladstilkene und-
tages, meget svagt udviklet. Stængelbladene er paa begge sider
spredt stjernehaarede; ogsaa de inderste basalblade har spor af
stjernehaar paa oversiden. De brede, ensfarvede svøbblade er
regelmæssig taglagte, de ydre + tydelig triangulære gaar jevnt
over i de mellemste, som er jevnbrede til henimod spidsen
og saa kort tilspidsede i en noget but spids. Kun de indre har
lysere kanter.

Denne form, er beslegtet med H. ornatiforme Danrsr.
(Daursr. Herb. Hier. Scand., cent. II, no. 71), men skilles blandt
andet ved svøbbladenes afvigende form og bladenes dentikulation.
I alle henseender er den mere robust udviklet.

Vestre Aker: Froensvolden (1 skov).

H. antheticum OMANc.

„Hier. undersøgelser i Norge I^ i Nyt Mag. f. Naturv., B. 39.

Denne form hører ikke bl érrigwwm-komplexet, som paa
citerede sted anført, men staar if. DAHLSTEDT nær H. precipuum
Dautst.t Fra denne skilles den ved de mindre tandede til
næsten helrandede, rigere stjernehaarede, mindre haarede blade.

Valders: Renli.

v. deformatum n.

Å forma typica his characteribus diversum: foliis basalibus
perlatis, exterioribus late ovato-ovalus apice rotundatis humiliter
et late dentatis basi truncatis vel subcordatis, intermediis ovato-
ovalus obtusis — breviter acuminatis denlibus parvis sat acutis

! Danrsr. Herb. Hier. Scand., cent. XIII, no. 75— 77.

m;

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 305

disperse dentatis, interioribus ovatis longe acuminatis ad basin
parum decurrentem dentatis ceterum integerrimis, caulinis 2—3
ovato-lanceolatis imo acute dentatis in apicem acutissimum pro-
ductis, squamis intermediis interioribusque fere efloccosis.

Meget nær beslegtet med H. antheticum, men har bredere,
mere tandede basalblade, hvis plade er bedre begrænset mod
stilken. Paa svøbet mangler filtstriben ganske paa de indre og
nogle af de mellemste svøbblade og er paa de øvrige af disse
kun svagt udviklet.

Vestre Aker: 1 Kleven nedenfor Tomte i Nordmarken.

A. diaphanoides Lee.

Sande: Hanekleven. Holmestrand: Dunkebæk. Botne:
Bakke, Solum. Vaale: Mulvik. Borre: mellem Horten og
Falkensten. Brunlanes: Anvik ved Farris, pladsen Klova mel-
lem Sky og Malerød, Storrydningen nær Skogtvedt, Kleppene
og Omsland 1 Kjose.

Slemdal: Næs, ved Lakssjo. Hidanger: Langangsæter.

Valders: ved pladsen Myren nær Sørum i Søndre Aurdal,
Listerud og Skar 1 Bagn. Hadeland: mellem Brandbu og
Røikenvik og Sørum ved Randsfjord (Fr. LANGE).

Hardanger: Gjermundstrædet i Granvin og Buardalen
(S. K. SELLAND). Voss: Rong og Haugamoen (S. K. SELLAND).

C. Rigida Lee.

H. tridentatum Fr.

Optræder med indbyrdes noget ulige former, af hvilke nogle
tenderer mod H. esketamense STENSTR., andre mod H. dæda-
lum STENSTR.

Sande: Tandberg. Botne: Solum. Borre: mellem Horten
og Falkensten. Sæm: Præsterød ved Tønsberg. Tjølling:
Østby, Varild. Hedrum: ved Fritzokilen, Gopledal, Hovland,

Nyt Mag. f Naturv. XXXXIII. IV. 20

306 S. 0. F. OMANG.

Torstvedt, Nordby. Brunlanes: Bakkene (nær Fritzøhus), Vas-
vik ved Farris, Dolven, Høimyr; Kleppene, Strand og Malerød i
Kjose.

Hadeland: Tingelstad, Strandsæter ved Ve!munden (Fr.
LANGE).

v. dædalum STENSTR.

Typisk er denne form paatruffen paa efterfølgende steder:
Tjølling: Østby, Eftang. Brunlanes: Sky, Klever.

H. semiglobosum STENSTR.

Brunlanes: Veldre (ved Grøterød), Klever, Anvik og Skog-
tvedt ved Farris, Storrydningen (nær Skogtvedt), pladsen Klova
mellem Sky og Malerød, mellem Pauler og Malerød, Malerød,
Omsland 1 Kjose. s

Eidanger: Langangsæter.

A. inspurcum Dautst.

Hadeland: Brønsaassæter 1 Tingelstad (Fr. LANGE).

D. Prenanthoidea Les.

A. leiopsis Danrsr.

H. prenanthoides Viu. *leiopsis Danıst. Hieracıa
exsiccata, Fasc III, no. 821.

Caulis 4—8 dm. altus crassiusculus vel gracilior rigidulus
multi-folius sape a medio ramosus, ubique nudus et glaber (vel
superne subglaber) immo purpurascens. Folia numero 8—15
tenuia mollia intense glauca in siccitate lutescentia dense reti-
culata costa dorsali flavescenti, supra glabra nuda, subtus sub-
nuda fere epilosa, infima petiolata elliptica obtusa — obtusula
subintegra vel obtuse dentata basi longe decurrentia florendi

1 [felge H. DAHLSTEDT.

———

DAFT PAL: dor eno trn

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 307

tempore sæpe emarcida, inferiora anguste elliptica obtusula —
breviter acuminata basi sensim in petiolum alatum brevem atte-
nuata, intermedia sessilia anguste rhomboideo-elliptica — elliptico-
lanceolata acuta a medio sensim ad basin subauriculatam semi-
amplectentem angustata, ‘superiora ovata — ovato-lanceolata
valde acuta basi lata rotundata vel cordata, omnia medio den-
tibus parvis — minutis apicibus mucronatis pulchre serrata vel
magis inæqualiter granditerque dentata. Anthela composita. vel
subsimplex corymbosa ramis gracilibus erecto-patentibus rectis
+ stellatis pilis glandulisque minutissimis. adspersis superioribus
approximatis patentibus acladium 1—2 cm. longum zequantibus
vel paullum superantibus; pedicelli acladiumque dense cano-
floccosi glandulis minutissimis dilutis sparsis — raris. pilisque
raris obsiti. Jnvolucra atro-viridia parva (9—9,5 mm. alta,
4,5 —5 mm. lata) basi ovoidea vel rotundata. Squame latiusculæ
lanceolate rotundato-obtusæ intermediz et interiores late et
dilute viridi-marginatæ floccis sparsis in marginibus exteriorum
densioribus glandulis nigris apice sæpe lutescentibus densiusculis
et pilis basi longa nigricantibus apice canescentibus sparsis —
sat densis vestite. Calathidia saturate lutea radiantia diametro
circ. 2,5 cm. Stylus fusco-virescens — fere luteus.

Nær beslegtet med prenanthoides-komplexets former, men
indtager paa grund af sine sterkt udprægede karakterer en frem-
trædende særstilling. Særdeles iøinefaldende er de vegetative
organers intensivt glaucescente farve og svage antydning til ud-
vikling af haar og stjernehaar, de alm. fint sagtandede blade af
+ tydelig rhombisk-elliptisk form og de smaa, af de lyst grønrandede
svøbblade noget brogede svøb. Bladene er ganske talrige og
tætsiddende, de nederste smalt elliptiske, butte, langstilkede,
uregelmæssig buttandede eller næsten helrandede, ofte bort-
visnede, de mellemste rhombisk-elliptiske, triangulært tilspidsede
fra midten langsomt aftagende i bredde nedad mod den øre-
lignende og halvt stængelomfattende grund, de øverste egformede
med afrundet eller hjerteformet grund og lang, skarp spids.

308 S. 0. F. OMANG.

Bladspids og bladgrund er helrandede; forøvrigt er kanterne
skarpt og jevnt sagtandede eller hos frodigere udviklede exem-
plarer mere uregelmæssigt og grovt, undertiden but tandede.
Kurvstillingen er oftest rig og sammensat, med kortere eller
noget forlængede, tem. rette, opadrettede eller noget udstaaende
grener, som er + stjernehaarede, næsten uden glandler og haar.
Kurvstilkene er tæt graalodne, spredt og fint glandelhaarede med
faa korte haar. Paa svøbene er de smaa, undertiden gule, oftere
mørke glaudler altid tilstede 1 større mængde, hvorimod de kort
hvidspidsede haar med lang, sort foddel er noget varierende i
antal. Stjernehaarene er spredte, i kanterne af de ydre svob-
blade tette. Svobbladene er brede, 1 spidsen but afrundede, de
fleste bredt lysrandede. Bladfarven, som normalt er tem. lyst
glaucescent, blir 1 skygge mørkere.

I 1901 indplantede jeg rodstokke af planten fra Bagn 1
Valders i den Botaniske have 1 Kristiania. De af disse op-
voksede planter har mørkere bladfarve, grovere bladtænder,
mørkere svøb og rigere forgrening end planten i vild tilstand,
men har forøvrigt beholdt dennes eiendommeligheder. Den
mørkere farve paa svøbet hidrører derfra, at svøbbladenes mørke
rygstribe er bleven bredere og saaledes de grønne kanter smalere
og mindre fremtrædende. Det sidste gjælder ogsaa exemplarerne
fra Brandbu.

Hadeland: Strandsæter ved Velmunden i Brandbu (Fr.
LANGE),

Valders: 1 Bagn ved Fjeldheim, Listerud, Skar (her ogsaa
samlet 1 1871 af provst CHR. SOMMERFELT) og ved veien op til
Renli, samt 1 Renli nær den gamle stavkirke.

Ifølge DAHLSTEDT forekommer den alm. ved Finden 1 Torpen,
og AHLBERG har samlet den flere steder 1 Valders.

H. incomptifolium n. f.
Caulis 4—5 dm. altus crassiusculus — erassus rigidus firmus
14—20-folius, ubique leviter stellatus sparsim pilosus, inferne pur-

ET EN NE dl

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 309

purascens. Folia sessilia semi-amplectentia obscure virescentia
rigida et firma sat brevia acuta minute denticulata internodiis
longitudine multo imparibus et irregulariter variantibus discreta,
infima florendi lempore emareida, inferiora late lanceolata basi
+ auriculata, intermedia ovato-lanceolata basi rotundata, superiora
sensim decrescentia ovata. Anthela corymbosa vel umbellato-
corymbosa subsimplex vel composita ramis dense cano-floccosis
arcuatis vel subrectis erecto-patentibus vel (precipue superiora)
sat patentibus acladium breve parum superantibus; pedicelli acla-
diumque dense cano-floccosi eglandulosi subepilosi. Involuera
atro-viridia crassa (circ. 9,5 mm. longa, circ. 5,5 mm. lata) basi
ovoidea vel truncata. Squamæ pluriseriales imbricatæ perlatæ,
exteriores triangulari-ovatæ, intermediæ late lanceolatæ con-
colores, interiores in marginibus dilutiores, omnes floccis sparsis
et glandulis nigris tenellis apice lutescentibus densiusculis pilis
solitarıis intermixtis vestitæ in apicibus late rotundato-obtusis
levissime comate vel subnudæ. Calathidia lete lutea radiantia
diametro circ. 5 cm. Stylus luteus.

Denne form er en meget nær slegtning af den 1 DAHLST.
Herb. Hier. Scand., cent. XIII, no. 91—93, uddelte form, H.
hypochnoodes Daurst. fra Jæmtland og Herjedalen. Slegt-
skabet ytrer sig særlig i svøbbladenes form og beklædning,
hvorimod bladformen er mere afvigende. De smaa differentser
1 svøbets beskaffenhed er mere kvantitative end kvalitative.
Paa grund af svøbets mindre høide er svøbbladene hos nær-
værende form kortere, bredere og tillige noget buttere. Gland-
lerne og haarene er af samme art hos begge, de første hos
nærværende form dog kortere og mindre talrige. Stjernehaarene
er omtrent saa talrige som hos Jæmtlands-formen (cit. exs. no.
91); hos Herjedals-formen (cit. exs. no. 92, 95) mangler de deri-
mod næsten ganske undtagen 1 kanterne af de ydre svøbblade.
Ogsaa med den form, som jeg 1 „Hieraciologiske undersogelser
II^ har beskrevet under navnet A. platamodes, synes den nær

310 S. 0. F. OMANG.

beslegtet. Denne form skilles blandt andet ved i alle dele mere
robust bygning og meget bredere og grovere tandede blade.

Stænglen er stiv og fast, spredt haaret og svagt stjerne-
haaret. Bladene er talrige, tætsiddende, af tem. fast konsistens,
mørkgrønne, korte, spidse, fint smaatandede, paa begge sider
stjernehaarede, paa undersiden tillige spredt haarede, de nederste
bortvisnede, de derefterfolgende lancetformede med øreformig
udvidet grund, de mellemste eglancetformede, de øverste eg-
formede og lidt efter lidt aftagende i størrelse. Paa grund af
internodiernes vekslende længde er bladene oftest aldeles uregel-
mæssigt ordnede opefter stænglen; ofte er et par blade langt
nede paa stænglen næsten modsatte. Kurvstillingen er oftest
lidet forgrenet; de graalodne, oprette eller i den øvre del noget
udstaaende grene skyder kun lidet op over det korte acladium.
Svøbene er mørke, ensfarvede, korte og tykke med bred + af-
stumpet grund, svøbbladene brede, de inderste lysere mod kan-
terne, alle i spidsen afrundede og næsten umerkelig skjæg-haarede,
forøvrigt beklædt med spredte stjernehaar og fine, sorte, gul-
knappede glandler, hvoriblandt af og til enkelte haar med lang,
sort foddel og kort lys spids. |

Valders: Bagn, tem. talrig paa bakkerne ved gaarden
Skar i selskab med H. platamodes Omane og former af H.
prenanthoides VILL.

Indholdsfortegnelse.

. acroleucum STENSTR.
acrophylloides Danıst. . . .

Adlerzii Armou.
albatulum Omane

angustellum Omane

antheticum Omane . .

argyrolepis n. v.. . . .
ariglaucum n. f.. . . .
aróense DAHLST. . . . .

centrodon n.. .
bathypogon n. f. .

bathyphyllum n. v.. . . .
bjerköense Dautst.. . .

callichroum n. f.
calliglaucum n. f.
candescens DAHLST.

canovillosum n. f£. . . .

canuliforme Danrsr.
centrodon n. v.

christianiense Daursr.

coneinellum Omane.. .
coniobietum n. nom. . .
crassocanum n. f. . . .
crinellum n. fi. . . . .
erinigerum Fr... . . .

crocydograptum n. f.

cæsiiflorum Armqu.. . .

cæsionigrescens Fr.

dasychoetum DAHLST. . . .

allophyllum n. f.. ... .
amplificatum Dautst. v. . .

. 185
. . 904

auriculæforme Fr... .
basifolium (Fr.) Armqv.. .
basifolium (Fr) Arwov. v.

- DT)

OA Se,

Cerinascens n. V.» » . .

182
284
283
190
183

. 279

200

. 946

280
298
255

. 206

194

. 257

279
196

. 260

206
243
187
216
220

. 302
257
. 264
. 219

H.

»

dasylepis n. v.. . . .

defictum n. v. . .

deformatum n. v. . .
diachlorum Dautst. .
dialeptum Omane . .
diaphanoides Lee. . .
diasterodes n. f. . . .
diffusatum n. f. . . .

ditropum n. v.. . .

dædalum STENSTR. . .

epipsarum n. f.

euthricum n. t.
euthylepis n. f.

exaltatum Danmrsr. . .
exasciatum n. f. . . .

eriosteptum n. f.. . .
euchnoodes n. v. . . .
euparyphum n. f£. ..
euscepanum n. f. ..
eustictum Dangrsr. . .

. 0 »

LOIRE

et) vile

expallidiforme Dautst. . . .

explanatifolium n. f.
farinosum Lee. v.

fasciculare Fr... . .

filicaule Omane
foldense n. v.

galbanum Danrsr. . .
grenmarense n. V. . .

OE

habromorphum n. £. . . . .
hardangerense n. v. . . .>

hedrwmense n. v. . .

hyalotrichum Omane. . . .
hyperstenum n. nom,. . . .

312

.incanatum Omane. .

integratum Daursr.

involutum DAHLST. . . . . .
. 206
. 299

lacerellum Omane
lachneeilepium mn. f.
latifrons Omane
latiiobum Arwov.. . .
lecanocephalum n. f. . .

leiopsis DAHLST. ee
lepidiforme STENSTR. . . . .

lepidolytes n. f.

lepidulum STENSTR.. . . . .
leptacinum DAHLST. , . . . .

lepteriodes n. f.
leptoconium n. v.
lythrodes DAHLST.
macranthelum N. & P.
macrolepideum Norrt.
maculosum Danrsr.
malacochetum Dautst. . .
marginellum Danrsr.. . .
megalolepium Omane. . .
melanolepis Alwov. . . .
melanostietum Danıst. . .
micracladium Danrsm.. . .

mitigatum n. nom. . .-. . .

mollierinum ÖMANG v. . .

mucidum OMANG ......
neuroclasiwm n. f.... . .

nigrisetulum n. f.
norvegicum FR.
» v. angusti-

==

folium LBG.
notosciodes n. f.
obeliscoides n. f. . . . . . .
obtusoserratum Omanc . .
obtusulum STENSTR.
onosmoides FR.
oppressatum n. f.
orbicans ÁLMQU. . . . 2 ..
orbolense STENSTR. . . . . .
oreades Fr. v. foldense n.
» v. alpestre Lue.
» Bfoccosum Lee.
oxypetalum n. bf. .

De coe eee Kane Je. f

— —

== hy

. 274
. 206

. 212
10179

LABO satt Toul

. 946

Pag.

. 962

308
306

. 968

277

224

306
285
286
291
208
240
251
230

260

. 914
. 274
. 931
. 966
. 995
. 969

268
219
268
291
199

254
294
249

. 968
. 982

245
191
273
285

. 249

243
243

. 248

S. 0. F. OMANG.

H. paraleucum n. f.

”

9

pectinigerum Omane
pendulum Dauust, . . . . .

» percnocephalum n. f.

» percrenatum n. f.

„eperlamatum oak JEG
perineum wu. VJ EE
» pervagiforme n. Y. 2 v s

» pineriodes n. v.

?

”

”

~
3

”

» proglaucans n. 008

”

”

pervagoides OMANG . . . . .
philanthrax STENSTR. . . . .

pholidotum STENSTR. . . , .

pilocanum n. f.

sites NO" E

Doicileimon un. f£. .— l1.

poliobaptum n. f.

proecellans Omane

prætenerum Årmqu.

probletodon n.f...,...

proximum Norar.

repandum OMANG. . .
resupinatum ALMQu.

rosulansin. To ME
saxifragum Fr. v. nemorosum

Lac.
» V. basifolium

Lre.
Schmidtn Tausch. . . 7
sciagraptum n. £- . . 2...
scytophyllum Omane . . .
semiglobosum STENSTR.. . .
separatidens ÖMANG . . .
sericocephalum n. f£. . . . .

—= 3) —

sericotrichum DAHLST. v. 246,

silvaticum (L. p. p. Armor...
simulans Omane
sordescens n. f.

Cit Sea Cite etc

stenosphyrum n. f.. . . . .
stereophyton ÖMANG
stipatum STENSTR.

pokolepis nm OPES
polytmetum n. fi. . . . . .

psammogenes n. f... . . . .
pseudonosmoides Dantst.. .
reclinatum ALMQU. .... .

27). 286,

to Kas Sees SVA dal Ga

er "D

Trykt den 15. september 1905.

HIERACIOLOGISKE UNDERSØGELSER I NORGE. 313

Pag. | Pag.

. Striaticeps Daursr. . . . . . 284 | H. torpense Daursm.. . 276
subpellucidum Norr. . . . 302 „ triangulare Armav. . . . 266
subramosnm Lønnr. v. xan- 3 LEGIONEN SER T TE 304
thostylum Daursr. 286 » uncinatum n. f. . . . .. 260

== v. hedrumense , urlicæfrons Danrsr. 264
Omane . . . . 286 » vittatum (LBc.) DAursr. 208

subrigidum ALMQU. . . . . . 297 „ vulgatiforme Danrsr. . . . . 285
sympychnodes n. f. . . . . 252 » vulgatum (Fr. p. p.) Arwov. 985
tanypbyllum Danrsr. . . . . 254 „ xanthostylum Danrsr. 285
thyrsophorum Omane. . . . 295 SEP uin R. vu ILI T erar: 254

Om Indvandringen af det arktiske Floraelement
til Norge.
Af
Prof. Dr. N. Wille.

I et meget fortjenstfuldt Arbeide om den skandinaviske
Vegetations Historie har F. W. AnrscHouc! paapeget, at et
Antal arktiske Plantearter i det nordtyske og sydsvenske Lav-
land maa opfattes som Eftertropper (Relikter) af en høinordisk
Vegetation, som efter Landisens Afsmeltning har trukket sig
mod Nord eller op paa Fjeldene.

Denne Anskuelse fandt en tilsyneladende Bekræftelse, da
A. G. Natuorst? 1870 1 Skanes Ferskvandslerer opdagede Lev-
ninger af typiske arktiske Planter, som nu ikke længere fore-
kommer 1 Skåne, men først gjenfindes meget længere mod Nord
paa den skandinaviske Halvø, nemlig: Salix polaris, S. reti-
culata, S. herbacea, Betula nana og Dryas octopetala.

Senere har det i Almindelighed været anseet for sikkert, at
disse Forholde skulde tydes saaledes, at den sidste Landis under
sin største Udbredelse var omgiven af et Bælte, hvor en arktisk
Flora voksede og efterhvert som Isen smeltede bort, fulgte den

! F. W. Arescuoue, Bidrag till den skandinaviska vegetationens historia.
(Lunds Universitets Årsskrift för 1866. T. 3. Lund 1866).

? A. G. NarHonsT, Om några arktiska våxtlemningar i en söttvattenslera
vid Alnarp i Skåne. (Lunds Universitets Årsskrift för 1870. T. 7
Lund 1871).

316 N. WILLE.

arktiske Flora med gjennem Sverige og Norge, som den saa-
ledes trængte frem i fra syd af, idet Planter, der trivedes i et
varmere klimat, fulgte, efterhvert som Temperaturen steg.

Denne Anskuelse vandt en Bekræftelse ved de mange Fund,
som særlig A. G. NarHonsT! har gjort senere, af Levninger af
Glacialplanter rundt om 1 det Omraade, som dækkedes af den
sidste Nedisning, saaledes 1 Rusland, Tyskland, Danmark, Sverige
og England. Som en ivrig Tilhænger af denne Anskuelse kan
blandt andre ogsaa nævnes Biyrr?, der herom udtaler: „Die
arktische Flora war also die erste, die das Land in Besitz nahm
nach dem Schmelzen des Eises. Diese arktische Flora ist in
der Gegenwart nach den Gebirgen und den nördlichsten Teilen
Europas zurückgedrängt“. Et andet Sted udtaler dog BrvrT?:
„Unsere arktische Flora und ein Theil der subarktischen hat
Grönland und Nordamerika mit uns gemein. Die übrigen Be-
standtheile der norwegischen Flora besitzen dagegen einen rein
europäisch-asiatischen Charakter. Es ist möglich, ja wohl sogar
wahrscheinlich, dass jene grönländischen Elemente in unserer
Flora Reste aus den interglacialen Zeiten sind. Wenn unser
Land zum letzten Mal ganz unter Eis und Schnee begraben
lag und welche Landverbindungen seit jener Zeit eingetreten
sind, ist uns freilich unbekannt“.

Disse sidste Udtalelser er, som man vil se, temmelig uklare
og ubestemte; de bliver det endnu mere, naar man hermed sam-
menholder, hvad Bryrr udtaler 12 Aar senere”: „Somit hat
unsere arktische Flora einen entschieden grönländisch-ameri-
kanischen Charakter. 88% der Arten wachsen im östlichen

1 A. G. NATHORST, Ueber den gegenwärtigen Standpunkt unserer Kennt-
niss von dem Vorkommen fossiler Glacialpflanzen (Bihang t. k. sv.
Vet. Akad. Handlingar. B. 17. Afd. III, No. 5. Stockholm 1892).

A. Buyrr, Zur Geschichte der Nordeuropäischen, besonders der Nor-

wegischen Flora. (Englers Jahrbücher, B. 17. Beibl. 41. 1893. S. 21).

3 A. Brvrr, Die Theorie der wechselnden kontinentalen und insularen
Klimate. (Englers Jahrbücher, B. 2. 1881. S. 21).

^ A. Buyrr, Zur Ges. Nordeurop. Flora (Englers Jahrbücher, B. 17.
Beibl. 41. S. 25).

n

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 317

Amerika und 95 9/o, d. h. ein Viertel aller Arten sind ostameri-
kanisch und fehlen in Westsibirien, haben also eine westliche
Verbreitung“. — — — „Es ist also zweifelhaft, ob überhaupt
eine einzige Art von den zu den arktischen Kolonien gehórenden
Arten östlichen Ursprunges ist“. — — — „Nordwesteuropa hatte
während und bald nach der Eiszeit eme amerikanisch-grün-
landische Flora, die von der sibirischen sehr verschieden. war*.
Bryrr slutter heraf, at der ,in der prä-, interglacialen oder gla-
cialen Zeit eine Landbrücke über Schottland, Fåröer und Island
Nordeuropa mit Grönland verband*.

Geologerne synes imidlertid nu at være komne til Klarhed
om, at en postglacial Landbro mellem England og Grønland er
udelukket, heller ikke synes det muligt at bringe Beviser for en
senglacial Landbro, derimod er der meget, som taler for en
præglacial saadan. Nansen?! udtaler saaledes som Resultatet af
sine Undersogelser om den kontinentale Tærskel: „It has been
mentioned above (p. 175) that the continental shelves of Iceland
and the Færoes are probably of Plio-cene and Pleisto-cene age,
and as these lands have evidently been built up in Tertiary
times, their continental shelves cannot possibly be older“. Den
formodede Landbro maa derfor antages at have bestaaet ved
Slutningen af Tertiertiden, for den sidste store Nedisning af
Skandinavien. Thi de Dele af den kontinentale Tærskel, som
ligger mellem Skotland og Færøerne, Færøerne og Island, Island
og Grønland, maa vistnok antages at være fremkommet ved
Havets Denudation af de Dele, som ragede op over Havets
Overflade, før Sænkningen af Landbroen foregik.

Den fremragende islandske Geolog Tu. THoroppsEeNn? har
nylig fremhævet, at der i Miocentiden fandtes en Landbro af

! F. Nansen, The bathymetrical features of the North Polar Sea. (The
Norweg. North Polar Expedition 1893—1896. Scientific Results edited
by Friptsor Nansen. Vol. IV. Christiania, Lond., Leipz. 1904. S. 186).

? Tu. THoroppsen, Hypotesen om en postglacial Landbro over Island
og Færøerne set fra et geologisk Synspunkt (Ymer. Arg. 24. Stock-
holm 1904. 5S. 292).

318 N. WILLE.

Basalt tværs over Atlanterhavet fra Skotland over Færøerne og
Island til Grønland. Denne Landbro var endog bevokset med
Skove, hvis Levninger nu findes i de Lerlag, som følger den
saakaldte ,Surtarbrand* ı de islandske Basaltfjelde. Under
Pliocentiden sank denne Landbro og under Slutningen af Istiden
stod Havet ved Islands Kyster 80—130 M. høiere end den nu-
værende Havflade. Den negative Forskydning af Kystlinien
holdt sig lengere Tid paa 30—40 M.s Høide og fortsætter der-
efter stadig ned til vore Dage.

Med Rette udtaler derfor THoroppsen (l. c.): „Jeg ser der-
for ikke andet, end at de Herrer Botanikere, som forfægte en
postglacial Planteindvandring til Island og Færøerne over Land,
maa finde sig 1, at Planterne benytter de Samfærdselsmidler
over Havet, som 1 Nutiden staa til deres Raadighed*.

Da der nu findes et Antal arktiske Planter, som er fælles
for Norge, delvis Island, England, Alperne og Grønland, men
som mangler 1 Sibirien, f. Ex. Aira alpina, Arenaria ciliata,
Carex helvola, C. nardina, C. rufina, Cerastium arcticum,
Draba crassifolia, Gnaphalium supinum, Plantago borealis,
Platanthera obtusata, Ranunculus glacialis, Sagina cæspitosa,
Saxifraga aizoides, S. Aizoon, Sedum villosum og Viscaria
alpina, saa kan dette neppe forklares paa anden Maade, end
ved, at de har havt en tidligere Spredning over et Omraade,
der strekker sig fra Norge over England til Gronland. At denne
Spredning for de flestes Vedkommende har foregaaet langs en
Landbro, er vel sandsynligt, men isaafald maa altsaa denne
Spredning have foregaaet forend den sidste Istid og ikke efter
denne. -

Naturligvis er det ikke udelukket, at enkelte ved tilfældige
Spredningsmidler kan være ført over lange Strækninger. Naar
man saaledes finder, at Campanula barbata vokser paa et
lidet Omraade af Fjælde i den centrale Del af Norge og saa
ikke gjenfindes for i de sydtyske Alper, saa maa man vistnok
her tænke paa en tilfældig Spredning af de smaa Frø. En

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 319

lignende tilfældig Spredning kan vel ogsaa tænkes af Planter
fra England til Norge og fra England til Grønland, men
paa denne Maade kan dog neppe Forekomsten af hele det
arktisk-grønlandske Element i den norske Flora tilfredsstillende
forklares.

Paa den anden Side har den norske arktiske Flora et An-
tal Planter fælles med Sibirien (delvis med Altai, Østeuropa og
Alperne), men som ikke forekommer 1 Grønland, f. Ex. Alsine
hirta, Antennaria carpatica, Aster sibiricus, Astragalus al-
pinus, A. penduliflorus, Carex parallela, Cystopteris mon-
tana, Epilobium anagallidifolium, E. dahuricum, Erigeron
elongatus, Oxytropis deflexa, Parnassia palustris, Salix ar-
buscula, Saussurea alpina, Stellaria crassifolia, Triticum
violaceum og Wahlbergella apetala. Hovedmassen af den
norske arktiske Flora maa dog siges hovedsagelig at vere cir-
kumpolær, idet den baade forekommer i Norge, Sibirien og paa
Grønland.

Som allerede anført har den almindeligste Antagelse vist-
nok været den, at Norges arktiske Flora har indvandret fra
Syd, efterhvert som Indlandsisen trak sig tilbage, saaledes som
Forholdene ifølge A. G. NaTHonsT!, GUNNAR ANDERSSON? og
E. WanwiNG? maa have været i det sydlige Sverige og Dan-
mark. Der har dog hævet sig Røster mod at generalisere dette
Forhold til ogsaa at gjælde den nordligere Del af den skandina-
viske Halvo. Som allerede nævnt har allerede BLytT pegt paa
Muligheden af, at en interglacial Vegetation kan have holdt sig
i Norge under den sidste Istid. Dette udtales meget bestemt af

! A G. Nargonsr, Om några arktiska våxtlemningar 1 en söttvattenslera
vid Alnarp i Skåne (Lunds Univ. Årsskrift, for 1870. Lund 1871).

? GUNNAR ÅNDERSSON, Svenska växtvärldens historia. 2. uppl. Stock-
holm 1896.

3 E. Warming, den danske Planteverdens Historie efter Istiden. Kjoben-
havn 1904.

390 N. WILLE.

-—

SERNANDER!, som 1896 skriver: „att af nordens interglaciala
flora till artantalet ingalunda obetydliga råster bevarats på en
del norska fjåll, sårskildt i Dovre, Nordlanden och Fmmarken,
hvilka ej öfverskredos af den andra landisen. Sårskildt hafva
vi från denna tid den skandinaviska florans amerikanskt-grön-
låndska element. Och jag går ån långre: till våra södra svenska
fjälltrakter i Jämtland og Härjedalen hafva de viktigaste flora-
elementen kommit från den västliga flora, som ej förstörts af
den andra nedisningen och ej, som man antager, från den gla-
ciala flora, hvilken vandrade från söder, följande den bortsmål-
tande landisens rand upp genom Norge och Sverige“.

Allerede Høsten 1886 udtalte jeg 1 et Foredrag 1 Stock-
holm, som imidlertid ikke er bleven trykt, andre Anskuelser
end de dengang herskende angaaende Indvandringen af det ark-
tiske Floraelement til Skandinavien. I det bevarede Manuskript
findes nemlig blandt andet følgende Udtalelser, foranledigede
ved mine Studier af Riesengebirges Flora i Sommeren 1886:
Planter (der er kun Tale om arktiske), som findes saavel i
Skandinavien som i Riesengebirge, findes næsten alle ogsaa 1
det mellemste eller nordlige Rusland, for en stor Del ogsaa i
England, Spanien og Alperne, men derimod ikke i Altai. For
disse Arter maa man antage, at de enten har været hjemme-
hørende (altsaa interglaciale) paa alle disse Steder eller ogsaa at
de har levet paa Grændsen af Landisen, hvorfra de kunde have
spredt sig tl Skandinavien paa den ene, til Riesengebirge paa
den anden Kant, saaledes som Forholdet utvivlsomt har været
med Angelica Archangelica og Ranunculus cassubicus. De
kan derimod ikke have havt sit Hjem i Alperne og derifra over
Hartz og Risengebirge have vandret til England og Skandi-
navien, thi da maatte den Meengde Arter, som nu findes 1 Riesen-
gebirge, men ikke 1 Skandinavien og England, have vandret

! R. SERNANDER, Några ord med anledning af Gunnar ÅNDERSSON, Svenska
våxtvårldens historia. (Botaniska Notiser. Lund 1896. S. 117).

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 391

med. Alle disse sidste Arter findes ogsaa i Ålperne og maa
have havt sit Tilhold der under Istiden (nogle muligens ogsaa 1
Kaukasus)“. „Den sibiriske Flora har vandret paa en Vei til
det nordlige Skandinavien, paa en anden, sydligere Vei til Riesen-
gebirge“.

Den formodede Indvandrmg af det arktiske Floraelement til
den nordligere Del af Skandinavien fra Syd har været baseret
paa geologiske, palæontologiske og plantegeografiske Grunde.
Vi skal nu undersøge, om disse kan holde Stik ligeoverfor en
kritisk Undersogelse.

De geologiske Grunde har været byggede paa Landisens for-
modede Udbredelse under Istiden. Man antog for, at Landisen
dækkede hele Skandinavien, store Dele af Rusland, Tyskland
og England samt hele Færøerne og hele Island. Dette gjælder
dog aabenbart kun den store første Nedisning, som ved en
varmere interglacial Tid er skilt fra den senere Nedisning, som
langtfra har havt saa stor Udbredelse. Hvor Grændsen for den
sidste Nedisning overalt gaar, er endnu ikke geologisk fastsat,
men enkelte Geologer mener dog at kunne fastsætte Grændsen
for dens sandsynlige Udbredelse paa nogle enkelte Steder, f. Ex.
i Danmark, hvor den ifølge Ussine kan følges paa skraa gjen-
nem den jydske Halvø. For Norges Vedkommende er Menin-
gerne mellem Geologerne endnu delte. Enkelte antog tidligere,
at Grændsen af den sidste Nedisning betegnes ved det saakaldte
Ra“, Moræner som strækker sig fra Fredrikshald til Moss og
fra Horten til Jomiruland, hvorfra de fortsætter 1 Havet; nu an-
tages almindeligt og vistnok med mere Ret, at dette „Ra“ kun
betegner en Stilstandsperiode, efter at Landisen havde trukket
sig tilbage fra en større Udbredelse længere mod syd, som mindst
har strukket sig til den saakaldte baltiske Ryg. Hvilken af
disse Anskuelser, som er den rigtige, kan imidlertid her være
ligegyldigt; thi da Norge ved Slutningen af den sidste Istid laa
lavere end i Nutiden, kan det med Sikkerhed siges, at paa den
sydlige og sydøstlige Del af Norges Kyst fandtes der under den

Nyt Mag. f, Naturv. XX XXIII, 1V. 21

329 N. WILLE.

sidste Nedisning ikke noget isfrit Land. En interglacial Vege-
tation har saaledes ikke her kunnet overleve den sidste Istid.
Anderledes stiller Forholdet sig med Hensyn til Norges
nordvestlige og nordlige Kyst. Den finske Geolog W. Ramsay!
har sikkert paavist, at der paa Kolahalvøen har været en be-
tydelig Strækning, som ikke var bedækket af Isen under den
sidste Istid og derfor kan have givet Fristed for en Del af den
interglaciale Vegetation. Paa sit Kart over Grændsen for den
sidste Nedisning gjennem Kolahalvøen og Rusland trækker
Ramsay (l. e. S. 118) ogsaa op en isfri Kyststrækning gjennem
det norske Finmarken og Nordland. Det er vistnok ogsaa hoist
rimeligt, at der har været en isfri Kyststrækning under den
sidste Istid 1 det nordlige og nordvestlige Norge. Dette antages
ogsaa nu af alle norske Geologer, men man maa erindre, at
Undersøgelserne herom endnu er meget ufuldstandige og de
geologiske Beviser derfor svage. Man har i Virkeligheden endnu
ikke nogen sikre geologiske Holdepunkter for, hvor langt mod
Syd i Norge denne isfrie Kyststrækning har strakt sig og heller
ikke for, hvor bred den har været. Naar enkelte norske Geo-
loger antager, at Morænerne inderst i det vestlige Norges Fjorde,
som undertiden dæmmer op for Ferskvandssøer, f. Ex. Odde-
vand og Eifjordvand i Hardanger, betegner den yderste Grænse
for den sidste Nedisning, da er dette kun løse Formodninger,
som langt fra endnu er beviste. Det er vistnok rimeligere, at
de Geologer har Ret, der som W. C. BrøGGER hævder, at disse
Moræner kun er at oplatte som det før omtalte „Ra“ og saa-
ledes kun skulde betegne en længere Stilstandsperiode i Isens
Tilbagegang, medens Fjordene har været fyldte af Isbræer og
Landisen i Virkeligheden har strukket sig langt ud mod det
aabne Hav. I det sydlige Norge skulde der efter denne sidste
Betragtningsmaade ikke have været noget isfrit Land under den

1 W. Ramsay, Ueber die geologische Entwicklung der Halbinsel Kola in
der Quartärzeit. (Fennia. 16 No. 1. Helsingfors, Kuopio 1898).

FO. à

a c i et We

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 393

sidste. Nedisning, rimeligvis heller ikke 1 det vestlige Norge,
medens der vistnok kan have været isfri Kystrand i det nord-
vestlige Norge og med stor Sandsynlighed i det nordlige Norge.

Det kan imidlertid for den plantegeografiske Betragtning
være forholdsvis ligegyldigt, enten den ene eller den anden af
disse Anskuelser viser sig at være den rigüge. Hovedsagen
bliver ialfald, at der paa Norges nordlige og maaske nordvest-
lige Kyst har været isfrit Land under den sidste Nedisning og
at en arktisk Vegetation her maa have kunnet holde sig fra
interglacial Tid ai.

Geologiske Beviser for, at Norges arktiske Flora efter den
sidste Istid skulde have indvandret fra Syd af, maa derfor siges
fuldstændig at mangle, tvertimod taler de geologiske Kjends-
gjerninger — Landisens Udbredelse under den sidste Istid —
for, at Norges nuværende høiarktiske Flora har overlevet fra
interglacial Tid eller ogsaa kan være indvandret 1 glacial eller
senglacial Tid langs en isfri Kystrand fra Nordost (Rusland).

De palæontologiske Fund viser, som nævnt, at der efter
Istiden har levet en høiarktisk Vegetation (karakteriseret af
Salix polaris og Dryas octopetala) i Skåne. Man har fundet
Levninger af Dryas endog saa høit som i Östergötland, som
saaledes maaske betegner den hoieste Breddegrad, hvortil den
arktiske Flora i Skåne har trængt op mod Nord. I Kalktuf fra
Jemteland har vistnok NarHonsT! beskrevet Fund af Dryas
octopetala blandt andet sammen med Blade af Pinus sylvestris,
og i Kalktuf fra Leina 1 Gudbrandsdalen beskriver BrLyrr? Fund
af Dryas sammen med Pinus sylvestris, Betula intermedia ?,
B. nana ?, Salix arbuscula, S. reticulata, Arctostaphylos offi-
cinalis?, Vaccinium vitis idea og Cotoneaster vulgaris. Men
begge disse Lokaliteter ligger saa hoit op mod Fjeldene, hvor

1 A. G. Narmorst, förberedande meddelande om floran i några norr-
låndska kalktuffer (Geol. Fören. i Stockholm, Förhandlingar. B. 7. S. 188).

? A. Brvrr, Om to kalktufdannelser i Gudbrandsdalen (Christiania Viden-
skabs-Selskabs Forhandlinger for 1892. No. 4).

324 N. WILLE.

Dryas fremdeles forekommer, at det ikke kan bevises, at man
her har Levninger fra den Tid, da den arktiske Vegetation
trængte sig frem efter den vigende Landis. Tvertimod viser det,
at Dryas her findes sammen med Pinus silvestris, at den egent-
lige arktiske Tid allerede forlængst har været forbi og at man
mindst maa være kommen til Furuperioden. Disse Findesteder
kan derfor absolut ikke bruges som Bevis for, at den arktiske
Vegetation har indvandret til Norge fra Syd.

I Nærheden af Grorud ved Kristiania er der af K. O. Bsør-
LYKKE? 165 M. over Havet 1 marine Afleininger sammen med
Mytilus edulis fundet Bladaftryk, som antages at tilhøre Salix
reticulata. Selv om Bestemmelsen er rigtig, viser dog Fore-
komsten sammen med Mytilus edulis, at Temperaturen ikke
længere kan have været rent arktisk, men tilhører de senere
Afleininger, som W. C. Broccer? kalder Portlandia-Ler og
Cyprina-Ler og som maa være dannet i en Tid, da den mid-
lere Lufttemperatur var omkring + 2° C., eller altsaa omtrent
som nu i Havets Niveau i den vestligste Del af Finmarken og
tilstødende Dele af Tromsø Amt.

Nu bør det maaske i denne Forbindelse omtales, at P. A.
Øyen? nylig har fundet Levninger af høiarktiske Mollusker
(Portlandia arctica) nordost for Christiania paa den saakaldte
Romerikske Slette. Da Landet her laa meget lavere ved Slut-
ningen af den sidste Istid, gik der her ind en dyb Havarm, som
stod 1 Forbindelse med Havet, omtrent der, hvor nu Indsøen
Venern findes i Sverige. I den lange og temmelig grunde Fjord,
som altsaa dengang strakte sig helt op til og forbi Indsøen

! K. O. BszonrLvkkE, Glaciale plantefossiler (Naturen. Aarg. 24. Bergen
1900).

2 W. C. BrøsGEr, Om de senglaciale og postglaciale Niváforandringer i
Kristianiafeltet (Norges geologiske Undersøgelse No. 31. Kristiania
1900—1901).

3 P. A. Oyen, Portlandia arctica, Gray og dens forekomst i vort land
under ratiden og indsjøperioden. (Christiania Videnskabs-Selskabs
Forhandlinger for 1908. No. 11. Christiania 1903).

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 395

Øieren nordost for Christiania, var Vandet saa koldt, at Port-
landia arctica kunde leve der og man kunde da ogsaa antage,
at en høiarktisk Vegetation bestaaende af Dryas og Salix po-
laris kan have levet paa Bredderne. Man har imidlertid hidtil
ikke fundet Levninger 1 det sydøstlige Norge af disse høiarktiske
Planter, men vel af en Betula-Art (Horm»or), som antyder et
subarktisk Klimat. Paa den Tid, da Portlandia arctica levede
i en Fjord paa Romerike, synes det meste, eller alt Land, som
deromkring ragede op over Havet, at have været dækket af Is
og Landet laa saa lavt, at allerede hele Bæltet over Sverige,
hvor nu Venern og Vettern ligger, maa have været sænket
under Havet. Har der paa denne Tid endnu levet en høiarktisk
Vegetation 1 det sydlige Sverige, saa har den ialfald ikke for-
maaet at sprede sig over det Hav, som adskilte den fra det
faste Land mod Nord 1 Norge.

De palæontologiske Fund i det e mens Norge taler saa-
ledes ikke for, at en hoiarktisk Vegetation, men muligens en
subarktisk har fulgt lige efter den vigende Landis, og altsaa
heller ikke for, at Norges hoiarktiske Vegetation skulde have
indvandret fra det sydlige Sverige i senglacial Tid.

Derimod har man palæontologiske Fund af høiarktiske
Planter fra andre Steder af Norge, som giver Støtte for en
anden Opfatning af den arktiske Floras Indvandringsveie. 1903
beskriver J. Hotmpor! Fund af arktiske Planter, f. Ex. Salix
herbacea og Betula nana, med ganske smaa Blade, som stemmer
med de nu i Høifjeldene voksende Former, fra Brøndmyren i
Klep paa Jæderen fra en Tid, da her ca. ?/s af Landets sam-
lede Stigning var tilendebragt. 1904 beskriver P. A. Øyen*
Fund af Blade af Dryas octopetala og Salix reticulata fra

1 Jens Hotmpor, Planterester i norske Torvmyrer. (Videnskabsselsk.
Skrifter. I. M.-nat. Kl. 1908. No. 9. Kristiania).

? P.: A. Oyen, Dryas octopetala L. og Salix reticulata L. i vort Land før
Indsjøperioden. (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandl. for 1904.
No. 1. Kristiania 1904),

326 N. WILLE.

Hommelvik Jernbanestation ved Trondhjem fra en Tid, da Havet
stod omtrent ved sin høieste Grændse. 1905 beskriver J. Rek-
stan! Fund af Blade af Salix polaris og Betula nana, samt
en Gren af Juniperus communis var. alpina fra Gaarden
Rygg 1 Gloppens Præstegjæld i Nordfjord. Plantefosilerne fandtes
paa den forreste af de derværende Terrasser, 58 Met. o. H. (den
øverste marine Grændse ligger her ved 76 Met. Høide o. H.) og
{ Met. under Overfladen sammen med Skjæl af de høiarktiske
Arter Portlandia arctica og Mya truncata. Størrelsen af
Skallerne af Portlandia arctica skal ifølge Rexstap vise, at
Klimatet paa den Tid maa have veret omtrent som nu ved
Vestspitsbergen, altsaa omtrent tilsvare en aarlig Middeltempe-
ratur af — 5—— 7° C., hvilket dog maaske er en noget dristig
Slutning.

I Hornindalen har Hr. Rexsrap (l c) i en Høide af 68
Met. o. H. (den øverste marine Grændse laa antagelig her 110
Met. o. H.) fundet Blade af Salix phyllicifolia (?) og S. her-
bacea (3) sammen med Skjæl af Mya truncata og Maconia
calcarea. Denne Afleiring, som ogsaa tyder paa et arktisk, om
end noget mildere Klimat, er imidlertid yngre end den før-
nævnte, thi dette sidste Sted ligger længere inde fra Kystlinien,
hvor den marine Grændse ligger høiere over Havet, end længere
ude mod det aabne Hav.

De palæontologiske Fund viser altsaa, at en høiarktisk
Vegetation ikke er funden i det sydostlige Norge efter Istiden,
men derimod under eller kort efter Istiden ved Kysten i det
nordvestlige Norge (Nordfjord) og ved Trondhjem. Denne hoi-
arktiske Vegetation kan altsaa heller ikke være indvandret did
langs Kysten fra syd (fra det sydlige Sverige) over den store
Ismark, som endnu maa have dækket Hovedmassen af Norge,
men den maa have været af interglacial Oprindelse eller være

1 J. REksTAD, lagttagelser fra Terrasser og Strandlinier i det vestlige
Norge under en Reise Sommeren 1904. (Bergens Museums Aarbog
1905. Bergen 1905).

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 397

indvandret 1 glacial eller senglacial Tid fra nordost langs den
isfrie Kyststrækning, som strakte sig langs Norges Kyst helt
op mod og indover det nordligste af Rusland (Kolahalvøen).

De plantegeografiske Grunde, hvorpaa man baserede Hypo-
thesen om de arktiske Planters Indvandring til Norge fra Syd,
var den nuværende Forekomst af enkelte arktiske Planter i det
sydøstlige Norges og det mellemsvenske Lavland, hvilke Fore-
komster blev tydede som Relikter efter en tidligere arktisk Flora.
Blandt de vigligste af disse var Forekomsten af Dryas octo-
petala 1 Havets Niveau ved Langesund paa Norges sydøstlige
Kyst. Svenske Forskere, f. Ex. R. SERNANDER! og A. G. NATHoRST?
har paavist, at forskjellige af disse svenske, som glaciale Re-
likter antagne Forekomster af arktiske Planter, 1 Virkeligheden
maa skyldes tilfældig Spredning 1 en senere Tid. Dette er ogsaa
paavist af N. Witte og J. HorwBoE? angaaende Forekomsten
af Dryas ved Langesund, som maa henføres til en meget sen
Tid, maaske endog først i Slutningen af det 18de Aarhundrede.

Heller ikke plantegeografiske Grunde kan derfor anføres
som Bevis for en Indvandring af den norske høiarktiske Flora
fra Syd gjennem det sydlige Sverige; først da Klimatet er
bleven betydeligt mildere, maaske nærmest subarktisk, finder
man, at den ældste Vegetation optræder 1 det sydøstlige Norge.

Dette Forhold støtter i hoi Grad den Anskuelse, som er
fremsat af W. C. BrøcGGEr* paa Grund af hans geologiske Un-
dersøgelser, nemlig at en sammenhængende Ismasse dækkede
det sydøstlige Norge helt ned til Havet og ud 1 dette, dengang
da den hgarktiske Vegetation levede i Sydsverige. Eftersom

1 R. SERNANDER, Om s. k. glaciala relikter. (Botaniska Notiser. Lund
1894. S. 185). |

2 A. G. NarHonsr, Ett par glaciala ,pseudorelikter“ (Bot. Not Lund

1895, S. 99).

N. Witte und Jens HormBor, Dryas octopetala bei Langesund.. Eine

glaciale Pseudorelikte. (Nyt Magazin f. Naturvidenskaberne. B. 41.

Kristiania 1908. S. 38).

^ W, C. Broccer, |. c.

328 N. WILLE.

Klimatet blev mildere, trak Isen sig tilbage, men samtidigt sæn-
kede ogsaa det sydøstlige Norge sig, saaledes at der fremdeles
ikke fandtes isfrit Land (i det høiste nogle nøgne Skjær), hvor-
paa Vegetation kunde faa Fæste. Først efter at Klimatet var
bleven saa varmt, at den høiarktiske Vegetation 1 det sydlige
Sverige var uddøet, blev der isfrit Land i det sydlige Norge,
men dette indtages nu af en subarktisk Vegetation, da der ikke
længere fandtes nogen høiarktisk, som havde Leilighed til at
indvandre søndenfra.

Før denne Tid fandtes imidlertid, som Øyens og REKSTADS
førnævnte Fund beviser, en høiarktisk Flora ved Trondhjem og
paa Norges nordvestlige Kyst. Spørgsmaalet bliver da, om man
maa antage hele det arktiske Floraelement 1 Norge for at være
af interglacial Oprindelse, eller om endel kan antages at være
indvandret under Istiden eller efter denne fra nordost, langs
den isfrie Kyststrækning.

Anpr. M. Hansen! har nylig fremsat den Paastand, at af
Norges henimod 1400 Arter af Karplanter skulde 3—400 eller
snarere 500 have holdt sig paa den nævnte isfrie Kyststrækning
fra interglacial Tid; altsaa ikke alene hele vor arktiske Flora,
men ogsaa en stor Mængde Arter, som er tilpassede for et
varmere Klimat. Jeg anser dette for meget overdrevet, og der
foreligger heller ikke endnu Bevis for, at den isfrie Kyst-
strækning under den sidste Istid var saa bred som af ham
antaget, hvilket maatte være den nødvendige Forudsætning. Jeg
tror ogsaa, at der kan paavises en Vandring af sibiriske Planter
mod Vest og Syd langs vor Kyst helt til den seneste Tid, ja
der er Forholde, som taler for, at der fremdeles foregaar en
Indvandring af østlige Planter til Skandinavien, deriblandt ogsaa
til de nordlige Dele.

! Anpr. M. Hansen, Hvorledes har Norge faaet sit Plantedække. (Naturen
Aarg. 28. Bergen 1904, S. 174). Idem, Landnåm i Norge. Kristiania
1904.

d'a u rd st

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 399 >

Allerede Bryrr! har gjort opmærksom paa, at de saakaldte
sjeldne arktiske Arters Forekomst i Skandinavien ,aftager mod
Syd og Vest*. Hvis man ordner disse Forekomster fra Nord
mod Syd, vil Antallet af de sjeldne Arter nemlig være:

Alten 31 Ranen 28
Tromso 27 Dovre og Foldalen 46
Maalselven 28 Vaage og Lom 44
Torneå Lappmark 45 Tonset 16
Luleå Lappmark 50 Vasendli (Valders) 14
Piteå Lappmark 40 Urland 14
Salten 43 Haarteigen (Hardanger) 8

Efter denne Fortegnelse, som dog ikke tager Hensyn til
nogle af de sjeldneste arktiske Planter, som kun findes i Syd-
varanger, viser det sig, at rigest er de svenske Lapmarker, der-
efter kommer Komplexet Dovre—Lom og saa aftager Antallet
stærk søndenfor, mod Hardangervidden. Dette vilde være ufor-
klarligt, hvis hele den høiarktiske Flora skulde have overlevet
den sidste Istid paa Norges Vestkyst og endnu mere, om den
skulde have indvandret fra Syd (Skåne), men det er let for-
staaeligt, naar man antager, at endel har overlevet den sidste
Istid paa Norges nordvestlige Kyst og at endel senere er ind-
vandret fra nordost. At der fra Øst (Finland og Rusland) i
Nutiden foregaar en Indvandring af Plantearter kan neppe være
Tvivi underkastet. For et Par Aar siden fandt saaledes Ove
Daut i Finmarken vel udviklede Exemplarer af Silene tatarica,
som utvivlsomt var indvandret fra Finland, hvor den noget tid-
ligere havde optraadt som tilfældig forvildet. Der kan ikke være
nogen, som kan tvivle om, at den isolerede Forekomst af Gran
(Picea excelsa eller P. obovata) i Finmarken skyldes Indvan-

1 A. Brvrr, Forsøg til eu Theori om Indvandringen af Norges Flora
under vexlende regnfulde og tørre Tider. (Nyt Magazin for Natur-
videnskaberne. B. 21. Christiania 1875. S. 294).

330 N. WILLE.

dring fra Fimland og ikke fra det sydlige Norge. Det samme
er Tilfældet med Ledum palustre, som 1 Norge findes dels ved
den svenske Grændse 1 det sydøstlige, nær Christiania, dels over
et stort Gebet i Finmarken, nær den russiske og finske Grændse.
Der kan ikke tvivles paa, at Ledum palustre 1 det sydøstlige
Norge er indvandret fra de svenske Grændseprovindser, hvor
den findes 1 store Mængder og i Finmarken er indvandret fra
Finland, eller det nordlige Rusland, hvor den ogsaa er meget
udbredt. Serım BIRGER ! nævner Polemonium campanulatum,
Rubus arcticus, Mulgedium alpinum samt Cassandra caly-
culata som Arter, der fra Øst har naaet Sverige, og særlig om
den sidste udtales, at det er en Art, som sagte rykker frem mod
Vest.

Men der er ingen Grund til, at en saadan Indvandring fra

Øst blot skulde foregaa 1 Nutiden, eller i en senere Tid, den
maa have været endnu naturligere 1 en Tid, da Kolahalvøen og
den nordlige norske Kyst var isfrie, men begrændsedes mod
Syd af den store sammenhængende Landis. Da de forskjellige
Plantearter ikke spreder sig lige hurtigt, kan man ikke af deres
større eller mindre Udbredelse slutte sig til, om de er indvandret
tidligere eller senere. Men deres Udbredelse vil dog ofte kunne
give Holdepunkter til at fastsætte deres Indvandringsveie.

Jo mere indskrænket Omraade disse Planter har paa norsk
Grund nær deres Hovedudbredning paa russisk Omraade, desto
sandsynligere maa deres Indvandring derfra antages at være og
i desto senere Tid vil den vel ogsaa ialfald delvis have fore-
gaaet. Men jo længere Planterne har spredt sig nedover langs
den norske Kyst, desto usikrere maa disse Slutninger blive.
Nogle Exempler skal her anføres:

1 Serım Bircer, Vegetationen och floran i Pajala socken med Muonis
kapellag i arktiska Norrbotten (Arkiv för Botanik. B. 3. No. 4.
Stockholm 1904).

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 331

Polemonium pulchellum er i Norge kun funden ved Bugø-
nes i Sydvaranger. Den forekommer paa Kolahalvøen, i det
østligste Finland, paa Novaja Semlja og Spitsbergen.

Veratrum album findes i Norge kun i Østfinmarken ved
Gamviknesset og 1 Tanen. Den forekommer paa Murmankysten,
nordøstlige Provindser af Finland og gjennem Rusland.

Thalictrum kemense i Norge kun 1 den østligste Del af
Finmarken paa en Strimmel langs Grændseelvene Anarjokka
og Tanaelven. Den forekommer desuden i flere af de nordøst-
lige Provindser 1 Finland og i det nordlige Rusland.

Saxifraga Hirculus 1 Norge kun paa to Steder i Fin-
marken med 240 Km. Afstand, nemlig Kautokeino og Syd-
varanger. Denne Plante forekommer paa forskjellige Steder
gjennem Sverige helt ned til Skåne, paa Novaja Semlja, Sibirien,
paa Grønland, Island, i England, Danmark, Tyskland, Alperne,
Galizien, Polen, Rusland og Finland. Den har saaledes for-
modentlig havt en interglacial Udbredelse rundt om det Om-
raade, der indtoges af den første store Landis. At den til Norge
er indvandret fra Finland, synes aldeles utvivlsomt, naar man
betragter Plantens derværende Udbredelse.

Colpodium latifolium 1 Norge kun paa et lidet Omraade i
Nordvaranger og nærmeste Del af Tanen. Den er udbredt over
den største Del af Kolahalvøen, nordlige Rusland, Novaja Semlja,
Sibirien og Grønland.

Glyceria vilfoidea 1 Norge paa Kysten mellem Varanger-
fjord og Alten. Forekommer desuden paa Spitsbergen, Novaja
Semlja, Sibirien og Grønland.

Wahlbergella affinis i Norge kun paa et Sted ved Alten-
elv nær Udløbet. Den findes desuden paa et Sted 1 det nord-
ligste Sverige paa den østligste Del af Kolahalvøen og paa
Novaja Semlja. Den maa vel nærmest have levet over fra
- interglacial Tid paa den isfrie Del og senere have spredt sig
til Torneå Lapmark,

332 N. WILLE.

Ranunculus lapponicus i Norge fra Sydvaranger til Anar-
jokka. Den gaar i Sverige ned helt til Herjeådalen og Medel-
pad og er udbredt 1 hele mellemste og nordlige Finland, paa
Kolahalvøen, nordlige Rusland, Novaja Semlja, Sibirien og paa
Grønland. Den maa antages fra Kolahalvøen at være indvandret
til Norge, fra Finland til de svenske Fjeldtrakter.

Dianthus superbus i Norge kun fra Sydvaranger til Porsanger.
Den er udbredt gjennem det østlige Sverige helt til Skåne, Dan-
mark, Tyskland, Schweiz, Frankrige, nordlige Italien, Østerrige,
Ungarn, Serbien, Polen og Finland. At den er kommen til
Norge fra Finland vises tydeligt af dens nordlige og østlige Ud-
bredelse 1 dette Land.

Primula sibirica 1 Norge fra Sydvaranger til Alten. Den
forekommer paa Murmankysten nedover i Finlands østlige Pro-
vindser samt i to af dets vestlige, hvorfra den aabenbart er
kommen over til Luleå 1 Sverige. Den forekommer yderligere
østenfor i det nordlige Rusland og i Davurien, det østlige Sibirien
og i Kamtschatka.

Chrysosplenium tetrandrum har i Norge et Udbrednings-
omraade 1 den østlige Del af Østfinmarken, et andet om Alten
og et tredie i det indre af Kautokeino. Den forekommer 1 det
nordligste Sveriges Fjelde, i det nordlige Finland, paa Kola-
halvgen og Spitsbergen.

Dette er kun nogle Exempler, men der kunde opregnes
mange flere, som har sin veesentligste Forekomst ostenfor Norges
Grændser i Finland, Rusland og Sibirien, men strækker sin
Udbredelse mere eller mindre langt ned langs den norske Kyst,
nogle blot til Finmarken, andre til Nordland og de svenske Lap-
marker, nogle til Dovre og Lom, faa ned til Valders og endnu
færre til Hardangervidden.

Spørgsmaalet bliver da, om disse Arter er indvandret til
Norge fra sit store, østlige Udbredelsesomraade, eller om de fra
interglacial Tid har overlevet den sidste Istid paa en isfri Kyst-
strækning i det nordlige eg muligens vestlige Norge. Dette er

ir i NER

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 333

naturligvis meget vanskeligt at afgjore for de enkelte Arters
Vedkommende. Formodentlig har begge Dele fundet Sted, endel
af disse Arter har overlevet den sidste Istid paa den murmanske
og norske Kyst og endel har senere indvandret ostenfra, saa-
ledes som Tilfældet vistnok har været for de ovenfor exempel-
vis nævnte Arter og forskjellige andre. Thi da der 1 Nutiden
kan paavises en saadan Indvandring af Arter fra Finland til
det nordlige Norge, maa man antage, at den ogsaa tidligere kan
have fundet Sted.

Ved Sammenligning mellem Floraen i Sibiriens nordlige
Del og Grønland vil man blive overrasket over store Ligheder,
idet et meget stort Antal Arter er felles. Endnu mærkeligere
er det, at endel af de sibiriske Planter, som ogsaa findes i
Norge, findes 1 Vestgrønland, men ikke 1 Østgrønland, f. Ex.
Ranunculus lapponicus, R. sulphureus, Braya alpina, Gen-
tiana serrata, G. involucrata, G. tenella, Primula stricta,
Salix reticulata, S. myrsinites, Juncus arcticus, Luzula arc-
tica, Carex rotundata, Carex bicolor, C. gynocrates, C. alpina,
C. pedata, Calamogrostis lapponica, Eqwisetum variegatum,
Selaginella spinulosa, Vahlodea purpurea, Peristylis viridis,
Sparganium hyperboreum, Batrachiwm confervoides, Car-
damine pratensis, Stenhammaria maritima, Oxycoccus pa-
lustris, Arctostaphylos Uva Ursi, Andromeda polifolia, Alsine
stricta, Rubus Chamemorus m. fl. Istedenfor at spekulere
over, hvorledes disse Planter kan vere komne fra Gronland til
Norge, burde man maaske heller tænke paa, hvorledes de er
komne fra Sibirien til Grønland. Jeg har i en tidligere Af-
handling! gjennemgaaet de af P. T. Creve og F. Nansen paa-
viste Kjendsgjerninger, som beviser, at Ferskvandsalger ved Is
kan føres fra Sibirien til Grønlands Kyster. Der er selvfølgelig
intet, som hindrer, at ogsaa Plantedele og Frø paa den samme

| N. Witte, Om Færøernes Ferskvandsalger og om Ferskvandsalgernes
Spredningsmaader (Botaniska Notiser. Lund 1897. S. 9).

334 N. WILLE.

Maade med Isen kan føres fra Sibirien til Grønlands Kyster
og da det synes utvivisontt, at endel af disse Ismasser over
Nordpolen presses frem mod Grønlands Vestkyst, medens andre
stryger langs dets Østkyst, er Muligheden for en Indvandring af
forskjellige Arter til Øst- og Vestkysten dermed given. Det
synes ogsaa at staa i Forbindelse hermed, at enkelte Plante-
arter, som kun angives for det østlige Sibirien, gjenfindes paa
Grønlands Vestkyst, men ikke paa dets Østkyst.

Det saakaldte „gronlandske Element“ i den norske Flora
maa derfor indskrænkes til at omfatte de Plantearter, som Norge
har fælles med Grønland, men som mangler 1 Sibirien. Nogle
af disse findes ogsaa 1 England og kan muligens tænkes derfra
at have indvandret saavel til Grønland som til Norge, men de
fleste maa vistnok antages at være af interglacial Oprindelse.
Hvad som taler herfor er særlig, at der kan findes store Sprang
i deres Udbredelse, som tyder paa, at de ikke i en senere Tid
har formaaet at sprede sig over de store mellemliggende Vidder.
Som nogle Exempler herpaa kan nævnes:

Artemisia norvegica, som 1 Norge har et Udbrednings-

omraade paa Dovre og tilstødende Fjelde mod nordvest (Trold-
heimen), men ikke gjenfindes før i Klippebjergene i Amerika.

Arnica alpina, som findes i Norge fra Salten til Alten, 1 «

svensk Lapmarken og paa den sydvestlige Del af Kolahalvøen,
paa Novaja Semlja i det østlige Sibirien og Grønland samt 1
Alperne.

Braya alpina, som i Norge findes fra Vefsen til Reisen
og i svensk Lapland. Men den findes ikke 1 Finland, derimod
paa Novaja Semlja, 1 Altai og paa Grønland.

Campanula uniflora findes 1 Norge fra Lom til Reisen,
svensk Lapland, Novaja Semlja og 1 arktiske Amerika.

Carex nardina 1 Norge fra Salten til Kvænangen, svensk
Lapland og paa Grønland.

Carex scirpoidea 1 Norge fra Salten, østlige Sibirien og
vestlige Grønland.

AA.

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 335

Draba crassifolia 1 Norge fra Tromsø og Lyngen, samt
fra Gronland.

Pedicularis flammea i Norge fra Salten til Lyngen, svensk
Lapland, Grønland og Island.

Saxifraga Aizoon i Norge fra Salten, i Alperne og paa
Gronland.

S. Cotyledon i Norge fra Telemarken til Alten, Tornea
Lapmark. Alperne og Island.

Trisetum agrostideum kun kjendt fra Reisen i Norge og
Torneå Lapmark.

Platanthera obtusata i Norge fra Reisen og Alten, øst-
lige Sibirien og arktiske Amerika.

Det forekommer mig sandsynligt, at disse Planter, som
viser liden Spredningsevne 1 Norge, har overlevet den sidste
Istid paa en isfri Kyststrækning og saa delvis har fulgt den til-
bagevigende Is op til de Fjeldstrækninger, hvor de nu forefindes.
At dette ogsaa har været Tilfældet med andre af vore Plante-
arter, kan hverken modbevises eller bevises, da man ikke har
tilstrækkelige Holdepunkter.

Med et Par Ord maa dog berøres nogle faa Arter, som er
fundne i Norge og Sverige paa et meget indskrænket Omraade
og som saa ikke gjenfindes paa meget lange Strækninger, nem-
lig Oxytropis deflexa 1 Tanen 1 Norge, den gjenfindes først 1
Altai og ved Baikal. Aster sibiricus ved Røros, som gjenfindes
ligeledes i Altai og ved Baikal. Astragalus penduliflorus fra
Herjeádalen 1 Sverige, den gjenfindes først 1 Sibirien, Karpaterne,
Alperne og Pyrenæerne. Crepis mullicaulis paa et eneste Sted
i Nordvaranger, den gjenfindes først i Altai og Songariet.

Man maa vel her nærmest tænke paa, at dette er Rester
efter et fordums stort Udbredningsomraade, hvor de er uddøede;
men . Planternes nuværende Optræden tyder ikke herpaa, de
synes tvertimod at trives og frodes, hvor de er fundne og det
turde derfor være en Mulighed for, at vi her har at gjøre med

396 N. WILLE.

en tilfældig Spredning over meget lange Strækninger i en for-
holdsvis sen Tid. Crepis multicaulis og Aster sibiricus har
Frugter, der spredes med Vind, Oxytropis deflexa og Astragalus
penduliflorus har Frø, der spises af Fugle; begge disse Spred-
ningsmidler kan leilighedsvis virke til Spredning paa meget store
Afstande.

Campanula barbata har et lidet Udbredningsomraade 1
det centrale Norge, fra vestre Gausdal over Thorpen til det
nordlige af Etnedalen. Arten forekommer ellers først i Sudeterne,
Karpatherne og Alperne. Jeg har nylig havt Anledning til at
studere dens Forekomst i Karpatherne og i Etnedalen og finder
intet, som taler for, at dens Optræden paa dette sidste Sted kan
opfattes som en Reliktforekomst, tvertimod synes den der at
trives udmærket og endog at sprede sig. Jeg har saaledes fundet
den voksende paa selve Kanten af Landeveien 1 Etnedalen
nedenfor Rustengaardene og paa Sætervoldene findes den her
overalt i store Mængder, hvor der er sandet Undergrund. Det
synes derfor ikke muligt at forklare denne Plantes Forekomst 1
Norge som Relikt, men man maa snarere antage, at der har
fundet Sted en tilfældig Overføring af Frø (ved Fugle?) fra Su-
deterne eller Alperne.

Tilsidst vil det ogsaa have sin Interesse at undersøge, om
de nu fra Norge kjendte Fund af Planterester kan give nogen
Antydning om, hvor stor Del af Norges Kyst, som har været
isfri under den sidste Nedisning. Da de kjendte Fund er meget
faa og den største Del af Kysten endnu ikke undersøgt, kan
man selvfølgelig ikke vente at faa sikre Resultater, men man
kan maaske faa Antydninger.

Som allerede nævnt har P. A. Øyen ved Trondhjem fundet
Levninger af Dryas octopetala meget nær den høieste marine
Grandse. J. Rexstap har i Nordfjord fundet Salix polaris
m. fl. hoiarktiske Planter, efterat Landet har heevet sig noget,
men dog medens høiarktiske Mollusker* levede ved Kysten; i
noget senere Afleininger har han noget længere inde i Landet

OM INDV. AF DET ARKT. FLORAELEMENT TIL NORGE. 337

fundet Plantelevninger, som tyder paa et arktisk, men noget
mildere Klimat. Paa det langt sydligere beliggende Jæderen
har Horm»or fundet arktiske Planter, der omtrent vil tilsvare
det sidstnævnte af Rexstaps Fund, i Afleiringer, som er afsat,
da Landet havde hævet sig til omtrent ?/3 af sin nuværende
Hoide. Heraf synes at kunne trækkes den Slutning, at til
Jæderen er de arktiske Planter indvandret meget senere, end til
de indre Dele af Nordfjord og de rent høiarktiske er idethele-
taget ikke kommen til Jæderen, som saaledes ikke kan have
været isfri under Istiden. I Nordfjord kan efter dette den ydre
Kyststrækning have været isfri og bevokset med høiarktiske
Planter under selve Istiden, men derimod maa de indre Dele
f. Ex. ved Hornindalsvandet først være blevne isfrie senere og
er da bleven bevokset med en Vegetation, som var noget mindre
høiarktisk. Dersom dette er rigtigt, kan Artemisia norvegica
og endel andre af Dovres og Loms arktiske Planter under Is-
tiden have holdt sig fra interglacial Tid blandt de isfrie Fjelde
paa Norges nordvestlige Kyst (mellem Sondijord og Trondhjems-
fjorden) og har ved Istidens Ophør trukket sig tilbage til de for
deres fortsatte Trivsel gunstige Lokaliteter i Lom og paa Dovre,
hvorved disse Egnes paafaldende Rigdom af høiarktiske Planter
kan finde sin Forklaring. I det efter Istiden følgende lange
Tidsrum har saa et lidet Udvalg af de mest spredningsdygtige
af disse lykkedes at sprede sig til Egnene om Vassendli i Valders
og Hardangervidden, som under Istiden var helt dækkede af Is
og først blev isfri langt ud i den senglaciale Tid.

De foreliggende Kjendsgjerninger synes mig derfor at tale
for, at der under den sidste Istid har i Norge levet en hoi-
arktisk Vegetation paa en isfri Kyststrækning, der maa have
strukket sig saa langt ned som til omkring Sognefjorden. Senere
har 1 Tidernes Lob flere Arter af høiarktiske Planter, som er
indvandrede fra Rusland og Sibirien, trængt sig kortere eller
længere sydover 1 det nordlige Skandinavien. Da Landisen trak
sig tilbage fra Syd og Øst efter den sidste Istids Ophør, var

Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIII. IV. 99

338 N. WILLE. OM INDV. AF D. ARKT. FLORAEL. T. NORGE.

det ikke en høiarktisk, men nærmest en subarktisk Vegetation,
som fulgte efter og som fra Sverige trængte ind i det sydøst-
lige Norge.

Ovenstaaende blev foredraget 1 ,dritte Zusammenkunft der
freien Vereinigung der systematischen Botaniker und Pflanzen-
geographen zu Wien vom 14. Juni 1905* og vil udkomme paa
tysk 1 denne Forenings ,Bericht^, samt 1 , ENGLER, Botanische
Jahrbücher*.

Trykt 15. September 1905.

Bidrag til kemiens historie i Norge.

Af
Th. Hiortdahl.

cried historie her 1 landet kan ikke folges langt til-
bage 1 tiden; den begynder først 1 det 18de árh.!, og den be-
gynder her, som overalt ellers, med alkemien. Vistnok havde
videnskabsmændene på denne tid sågodtsom ganske ophørt med
alkemi, men ude 1 den store almenhed var der endnu en hel
del guldmagere. som ikke opgav håbet, men fremdeles holdt
på med alkemistiske forsøg. De allerfleste af disse søgte
vel simpelthen guld og rigdom, men der var dog enkelte, som
lededes af høiere bevæggrunde, og deriblandt er at nævne en
norsk mand, der havde ofret sig for et menneskekjærligt og
ædelt formål, og som vilde gjøre guld for at kunne fremme
dette, — Hans EcEDE, den senere biskop over Grønland. Da
Keepe havde forladt sit prestekald i Lofoten og 1718 kom til
Bergen for at få folk til at interessere sig for Grønlandsmissionen,
havde han vanskeligt for at opdrive de fornødne midler; det
faldt ham da ind, ,hvad der tales og skrives om den saakal-
dede philosophiske Steen“, og han gik ivei med alkemistiske

1 Efterat dette var nedskrevet har hr. Sortie» i Pharmacia, tidsskrift for
kemi og farmaci, no. 16 for iår givet endel interessante oplysninger
fra en noget mere tilbageliggende tid.

340 TH. HIORTDAHL.

operationer, men ,med alt det Sudleri, som jeg næsten udi tvende
Aar plagede mig med, profiterede jeg intet uden Møie og skidne
Fingre, og dertil nogle Pengers Forlus, saa jeg omsider blev
gandske kied deraf". Imidlertid gjenoptog han arbeidet senere,
under sit ophold på Grønland (1721—55); engang troede han —
så har det jo gået næsten alle alkemister — at være meget nær
ved målet, men så havde han på en eller anden måde været
uforsigtig, og siden var det ham ikke muligt at få frem igjen
det, han tidligere havde fået: ,det var ikke Guds Villie, at jeg
skulde komme til slig Videnskab*. Under opholdet på Grønland
anskaffede han sig en hel del bøger ,mer end 60 chymiske
authores*, og der har således på denne så afsidesliggende del
af kloden dengang været et forholdsvis betydeligt kemisk biblio-
thek, hvis mage vel neppe fandtes 1 Norge.

En anden samtidig normand, om hvem man har sagt, uden
at det dog sikkert vides, at han 1 sin ungdom arbeidede paa at
gjøre guld, var ANDERS THUE, apotheker i Fredrikstad. Han er
mest bekjendt for sin strid med dr. Lincke, en tysker, der var
stadsfysikus 1 Christiania, og som 1746 havde udgivet et skrift
om et i nærheden, ved Kongshavn, forekommende kildevand,
som han havde fundet meget rent og derfor anbefalede. THuE
mente, at byens almindelige drikkevand var fuldkommen så godt,
og nu udspandt sig en strid, under hvilken der fremkom ikke
mindre end 5 trykte småskrifter, hvor der ikke blev sparet pa
kraftudtryk, af hvilke min ven LupviG Daag har meddelt nogle
fornøielige prøver i sin bog om det gamle Christiania. LINCKE
havde bl. a. talt om, at der i byens vand forekom talrige mikro-
skopiske organismer, men THuE synes ikke at have forstået
dette eller overhovedet havt kjendskab til, at sådanne forekom-
mer i vand. Forovrigt skal han dog have været „en erfaren
Chymicus*, og han har leveret en undersøgelse af kogsaltets
kemiske forhold samt af de salte, der kan udvindes af moder-
luden; i denne afhandling, der er på latin og trykt i Kjøben-
havn 1758 (2 år efter hans død), kommer han til det resultat,

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 341

at saltet indeholder en tung flygtig syre samt en alkalisk jord-
art — en mening, som endnu adskillige kemikere holdt på, uag-
tet kogsaltbasen allerede var isoleret og dens forskjellighed fra
jordarterne påvist. Tuurs afhandling er vel det første kemiske
arbeide af en normand, og foruden ham vides ingen kemiker at
nævne her i landet i den første halvdel af århundredet.

Flogistontidens kemikere havde i almindelighed megen in-
teresse for deres videnskabs forskjellige anvendelser 1 det prak-
tiske liv, og det er i det 18de årh., at den tekniske eller, som
man også sagde, økonomiske kemi begynder at fremtræde som
en egen diseiplin. Vindskibelighed og industri var også tidens
løsen og ikke mindst regjeringens; der anlagdes fabriker overalt,
og disse blev støttede ved privilegier, toldfrihed og begunstigel-
ser af alle slags. Her i landet fulgte man også med, og der
blev udfoldet en stor virksomhed tor at udnytte naturens her-
ligheder; men det gik her som andetsteds i denne tid ofte galt,
og dertil bidrog det vel i ikke ringe grad, at størsteparten af
dem, der ledede og forestod udnyttelsen, var fremmede, danske
og tyske, som ikke havde tilstrækkeligt kjendskab til landet og
dets eiendommelige forhold.

Det første kemiske fabrikanlæg var et 1 1737 af to af hoved-
stadens første forretningsmænd grundet alunværk i Oslo, der til
ære for kongeparret fik navnet Christian og Sophia Magdalenas
alunværk. Men alunskiferen var altfor fattig og fabrikationen
slugte altfor store masser brændsel; dertil kom, at man ikke fik
produktet jernfrit, så eierne skilte sig snart af med det hele an-
leg. En ny eier holdt det vistnok en lengere tid i drift, nogle
ar, som det lader til, endog med god afsætning, men mod år-
hundredets slutning var værket hendøende.

En af de mange tyskere, som CHRISTIAN VI indkaldte, ge-
neralsaltdirektør Joacaim von Beust, grundlagde 1758 Vallø salt-
værk, hvor man opløste engelsk stensalt i søvandet, og bragte
opløsningen på et stort graderværk. — Beust havde mange vidt-
flyvende planer, og han fik det følgende år leilighed til at søge

549 TH. HIORTDAHL.

disse realiserede, idet han udvirkede kongens tilladelse til at op-
rette et stort fabrikkompagni.

Dette såkaldte sorte kompagni, der hovedsageligt bestod af
danske og tyske deltagere, fik nu eneprivilegium på alle mulige
slags fabrikationer og tilvirkninger, hvoraf her er at mærke
alun, potaske, svovl, kalk og glas, samt pa af alle , Mineraler
og Gevexter at præparere og tilrettegjøre de deri værende Far-
ver og Spiritus*, og 1 det heletaget på at udnytte alt, hvad nyt-
tes kunde, i alle tre naturriger, ,såvel in regno minerali som
vegetabili og animali*. Kompagniet fik toldfrihed i 10 år, ret
til at bruge egen vægt og mål, jurisdiktion over sine arbeidere,
ret til at holde armerede krigsskibe o. s. v. Med alt dette vilde
dog kompagniet aldrig trives, og det fik ikke gjennemført mange
poster af det store program. Der kom istand et vitriolværk på
Kobbervolden 1 Sandsvær, nogle postaskekogerier, marmorbrud
o. desl.; men disse forskjellige anlæg blev snart opgivne, og
kompagniet indskrænkede da sin virksomhed udelukkende til
glastilvirkning. De første glasværker anlagdes 1739 1 Sandsvær
og 1744 på Eker, men landets forbrug svarede ikke til forvent-
ningerne; der blev oparbeidet store beholdninger af glasvarer,
som siden måtte sælges ved auktion for hvad man kunde få for
dem. Kompagniets rettigheder og eiendele gik nu over til et nyt,
af 10 deltagere bestående interessentskab, hvor kong Fredrik V
indehavde de 3 tiendeparter; dette måtte nedlægge hytten i Sands-
vær på grund af kollisioner med sølvværkets skove, og glas-
værket på Eker blev, ligeledes på grund af kollision med de nær-
boende skoveiere, 1758 flyttet til Hurdalen; men allerede 2 år
efter måtte man lade det hele gå over til et Sdie interessentskab.
Dette havde fået udvirket kongeligt forbud mod indførsel af
udenlandske glasvarer, og i håb om ved denne begunstigelse at
skulle opnå større afsætning, begyndte det straks at udvide virk-
somheden; det anlagde Biri glasværk 1761 og Hadelands 1765,
men allerede 10 år efter måtte staten overtage det hele, ligesom
den også havde måttet overtage Vallø saltværk. Gjennem alle

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 343

disse gjenvordigheder blev dog glastilvirkningen holdt 1 gang, og
den har dannet stammen for landets nuværende glasindustri. !

Da staten overtog glasværkerne, brugte disse 10—15 000 kg.
potaske årligt, hvoraf kun henimod 5000 kg. tilvirkedes inden
landet, medens resten indførtes, især fra Preussen. Den konge-
lige fabrikdirektion mente i denne anledning at burde opmuntre
den indenlandske potasketilvirkning, og PEDER SEIELSTAD ind-
førte den i Gudbrandsdalen, hvor denne tilvirkning længe holdt
sig’. Fabrikdirektionen lod sig imidlertid ikke noie med blot
at tilräde anlæg af potaskekogerier, men den skaffede 1780 af
offentlige midler et tilskud, ved hvis hjælp nye større potaske-
kogerier skulde anlægges; den havde tænkt på 10 sådanne, men
der kom heldigvis kun 3 istand. Nu skulde direktionen hjælpe
denne nye næringsvei, og den sluttede da på glasværkernes vegne
en kontrakt, der forpligtede disse til i 8 år, for en engang for alle
fastsat ret høi pris, at kjøbe al den potaske, som kunde skaffes
ikke blot fra de 3 nye kogerier, men også fra enhver anden,
som måtte ville levere. Nu steg naturligvis potaskeproduktionen
stærkt, fra 15000 kg. i 1780 til 68000 kg. 1784, og alt dette
måtte glasværkerne kjobe. Men så havde de ikke længere brug
for potasken, idet de sad inde med altfor store beholdninger af
glasvarer, og måtte indskrænke fabrikationen, endogså ganske
indstille tilvirkningen af hvidt glas, hvortil potasken hovedsage-
ligt benyttedes, — kort sagt, 1 den velmente iver for at ophjælpe
denne næringsvei kjørte man sig på det grundigste fast.

For videnskaben blev der endnu ikke arbeidet stort her i
landet, og det er ikke at undres over. Norge lå langt tilbage:
det havde intet universitet, og det var først i den anden halvdel
af århundredet at videnskabernes dyrkere og venner fik et sam-

1 Staten bortforpagtede glasværkerne 1794, og efter forpagtningstidens
endelige udløb 1818 blev de drevne for den norske stats regning, indtil
de 1824 solgtes til private; de kom 1851 i de nuværende eieres hæn-
der (Christiania glasmagazin).

2 I Gudbrandsdalen tilvirkedes 1816 og 1817 årligt omtrent 40,000 kg.
potaske, der forstørstedelen gik til Sverige.

344 TH. HIORTDAHL.

lingspunkt 1 det af den lærde biskop Gunnerus 1760 grundlagte
videnskabsselskab i Trondhjem, som 1767 fik kongelig stad-
fæstelse. Bispens naturvidenskabelige interesser synes at have
virket paa den underordnede geistlighed, og 1 det 1761 udkomne
første bind af selskabets skrifter finder man en indberetning til
ham fra en missioner 1 Finmarken, Eric ScHYTTE, der bl. a.
meddeler, at han havde tilberedt et godt oleum tartarı per
deliquium (henflydt kaliumkarbonat), og at dette 1 den stærke
kulde vinteren 1758 1 løbet af nogle timer havde forandret sig
til et krystallinsk magma; dette har vel været et potaskehydrat,
og det er her den første gang, man finder denne slags, forøvrigt
endnu lidet kjendte forbindelser omtalt.

Ellers var kemien ikke af de videnskaber, som dyrkedes
under det nordenfjeldske lærde selskabs auspicier; kemiens sæde
her i landet var Kongsberg, landets næststørste by, hvor der
1757 var oprettet et bergseminarium, den ældste fagskole for
bergmænd 1 Europa. Ved bergseminariets oprettelse blev under-
visningen 1 kemi og mineralogi overdraget til professor JoHAN
HEINRICH BECKER, som således var den første offentlige lærer i
kemi her i landet. Becker, der var født 1 Ostfriesland og havde
promoveret 1 Halle 1735, var siden 1742 bergmedicus på Kongs-
berg; han skal have været en kundskabsrig mand, og han havde
allerede, før bergseminariet kom istand, til eget brug indrettet
sig et laboratorium, som han nu også tog i brug til under-
visningen. Han døde allerede 1761, hans 3 nærmeste eftermænd
kom heller ikke til at virke længe, og det synes i nogle år at
have gået småt med læreanstalten. Men 1 1776 blev under-
visningen 1 kemi og mineralogi overtaget af dr. THORSTENSON,
og denne dygtige lærer, som senere udnævntes til professor, fik -
bergseminariet beholde i længere tid; han døde først 1792. Lære-
anstalten fik 1786 en ny fundats samt en egen, 1 dette oiemed
opført bygning, i hvilken der skulde være „et værelse, som egent-

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 345

lig bliver til seminari. brug, ved forelæsninger og kemiske opera-
tioner.“ Man fandt dog, som rimeligt var, at dette ikke kunde
være tilstrækkeligt, og besluttede at bygge et særskilt labora-
torium; dette var et eneste stort værelse med 11/?—2 alen tykke
murvægge, en dør og tre ikke meget store vinduer, samt hvælvet
kuppelformet tag med aftrækspibe i toppen — man kommer til
at tænke på tegningerne hos Agricola, mere end 200 år tilbage
1 tiden. :

Medens man ikke ved noget nærmere om undervisningen I
kemi i bergseminariets første år, kan man danne sig et ret fyl-
digt begreb om den 1 THorstensons tid, såvel ved de 1 „Intelli-
genstsedlerne* i Christiania årlig indrykkede bekjendtgjørelser om
forelæsningerne, som især ved de i 1786 autoriserede examens-
protokoller, der indeholder fuldstændige gjengivelser af spørgsmål
og svar. THorstenson anmeldte i 1787 forelæsninger onsdag
og torsdag fra 2—3 over den chymiske metallurgi og prober-
kunst; han agtede isærdeleshed at vise de fortrin, som den hid-
til så lidet dyrkede proberkunst på den våde vei har fremfor den
almindelige; fredag formiddag skulde anvendes efter fornødenhed
til chymiske forsøg 1 laboratoriet. Det følgende år læste han i
de samme timer bergfabriklære og teknisk kemi, hvorhos han
fredag 2—3 agtede at bevise disse videnskabers læresætninger
ved arbeide 1 det kemiske laboratorium, 1 hvilket også lørdag
formiddag de studerende skulde få anledning til at øve sig 1
kemiske arbeider. I 1789 læstes 4 timer om ugen kemi efter
Cur. Ear. WEIGELS Grundriss der reinen u. angewandten Chemie,
en bog, der var udkommet 1777.

De første offentlige examener i kemi afholdtes 1787 og 88;
examinationen ved disse leiligheder giver et helt lidet kompen-
. dium af flogistonkemien, og det turde derfor måske ikke være
ganske uden interesse at se gjengivet nogle af de vigtigste spørgs-
mål og svar.

Spørgsmålene er sat med kursiv; svarene er som oftest
rigtige, hvor dette ikke er tilfældet, er det dog formentlig over-

346 TH. HIORTDAHL.

flødigt at anmærke det. I klammer er sat nogle få forklaringer
for dem, der ikke er fortrolige med tidens kemiske sprog.
Hvorledes inddeles jord- og stenarterne? 1 teira calcarea,
terra silicea, terra ponderosa [baryt] terra argillæ og terra
magnesia. — Hvilke egenskaber udmærker kalkjorden? Den
bruser med syrer, efter brændingen hærdes den noget, men bort-
falder dog i luften til et fint mel, danner med saltsyre det ild-
bestandige salmiak, med svovlsyre gips, og med det brændbare
væsen stinkstenen. — Taber den under forbrændingen noget af
sin gravitas specifica og hvad for noget? Fix luft [kulsyregas].
— Hvad plads bør diamanten efter de senere opdagelser have
i et mineralsystem ? blandt de brændbare legemer. — Hvad
er saltene for legemer og hvad egenskaber har de? de er legemer,
som meddeler smag til vandet. — Hvorledes inddeles de? i
sure [syrer] og ludsalte [alkalikarbonater], og disse forenede ud-
gjør middelsaltene [salte]. — Ludsaltenes egenskaber ? at bruse
med syrer, forandre blå plantesafter til grønne, at have ludagtig
smag, med olie frembringe sabe, og fælde hvad af syre er op-
lost. — Hvormange slags ludsalte har man? alcali minerale
[natriumkarbonat], alcali vegetabile [kaliumkarbonat] og alcah

volatile. — Hvad er forskjellen mellem alc. min. og alc. veg.?
ale. veg. har en stærkere smag og lader sig vanskeligere krystal-
lisere. — Hvoraf erholder man alc. veg.? af salpeter og vin-
sten. — Potasken, når den er renset, er den da så stærk som
den kan blive? nei, forbunden med ulæsket kalk bliver den
stærkere. — Hvorledes skiller man den fixe luft fra ludsaltet ?
ved forbrænding. — Hvorledes erholder man ludsalt af vin-
sten? ved at calcinere den. — Er ludsaltet et produkt af ilden?

nei, det er et edukt, som bevises deraf, at man uden ild kan
erholde ludsalt af vinstenen. — Hvorledes bevises vinstenens
ludsalt? ved at oplose vinstenkrystaller i salpetersyre, så fra-
skille vinstensyren, som satureres med kridt, hvorved bekommes
et tungt opløseligt salt; den ovenstående vædske afdampes, og
man erholder salpeter. — Hvorledes erholder man alc. min, ?

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 347

ved at forbrænde adskillige søplanter. — Findes alc. min. i
søen? ja, 1 kjøkkensaltet. — Hvorledes bevises, at det salt,
som findes å kjøkkensaltet, er et alc. min.? når man destil-
lerer saltsyren over med vitriololie, så erholder man tilbage i

retorten et sal mirabile Glauberi. — Hvormange mineralske
syrer har vi? vitriolsyre, salpetersyre, saltsyre, arseniksyre,
flusspatsyre og molybdænsyre. — Vétriolsyrens kjendetegn ?

dens besynderlige gravitas specifica, den uddriver de andre
syrer af deres forbindelser, danner med kalk gips og med ler
alun; med det brændbare væsen [flogiston] frembringer den
svovl. — Hvilke middelsalte danner den? sal mirabile Glau-
beri og tartarus vitriolatus {kaliumsulfat]. — Saltsyrens egen-
skaber ? den dekrepiterer på ilden, frembringer med ale. volatile
salmiak, udstoder sure dampe; befriet fra det brændbare [deflo-
gisticeret eller oxyderet] opløser den guld. Dens middelsalte
med ludsaltene? med alc. min. kjokkensalt, med ale. veg. sal
digestivum Sylvii [klorkalium] og med ale. vol. salmiak. —
Metallernes egenskaber? deres særegne tyngde, ugjennemsigtig-
hed, smidighed og seighed; de smelter altid med ophøiet over-
flade. — Hvoraf bestaar de? af flogiston og en metallisk jord
eller en ubekjendt syre. — Hvoraf bevises, at de indeholder
det brændbare væsen? ved rostning kan man befri dem fra
deres flogiston, og ved tilsætning deraf igjen bringe dem i
metallisk tilstand. — Hroraf kommer det, at metalkalken veier
mere end metallet? man tror, at den deflogisticerede luft [sur-
stof] forener sig dermed. — Hvad nytte gjør salpetersyren à
aqua regia som guldets oplosningsmiddel? den berøver salt-
syren sit brændbare. — Hvad er arsag til, at brunsten berøver
salisyren sit brændbare? dens besynderlige affinitet til det
brændbare væsen. — Kan man skille guld fra platina, og
hvorledes? ja, guldet nedslåes ved jernvitriol. — Hvorledes ren-
ses platina for jern? ved kogning med saltsyre. — Hvad er
blodlute? et alcalı phlogisticatum, som erholdes ved 1 del pot-
aske og 2 dele tørret blod [man vidste endnu ikke, at blodlud-

348 TH. HIORTDAHL.

saltet indeholder jern. — Hvilke egenskaber har den? den
frembringer berlinerblåt. — Til hvilken klasse hører kviksølvet ?
under de hele metaller. — Lader kviksølvet sig forvandle til

kalk? nei, thi mercurius præcipitatus per se [kviksolvoxyd]
skaffes tilbage igjen i metallisk tilstand ved tilsætning af flogi-
ston. — Har det egenskaber, som giver det plads blandt de
hele metaller? jo, thi det har smidighed ved en vis grad af
kulde. — Naar man opløser det å salpetersyre og evaporerer
til tørhed, hvad får man da? kviksølvkrystaller. — Hvad giver
det med saltsyre? mercurius sublim. corros. — Er giftsubli-
matet fuldkommen satureret? nei. — Hvad er svovlet? et
brændbart legeme. — Hvoraf bestaar det? af vitriolsyre for-
enet med det brændbare væsen. — Hvorledes erholdes sukker-
syre [oxalsyre]? ved at abstrahere salpetersyre over sukker, da
man erholder syren tilbage. — Til hvilke legemer har den
størst affinitet? til kalkjord.

Den næste examen var i 1791, sidste gang professor THor-
STENSON deltog, og ved denne leilighed mærkes tydeligt en
stærkere påvirkning af den nyere tid; der blev nu spurgt om
de kunstige luftarter, inflammabel luft [vandstof], salpeterluft,
fix luft, den deflogisticerede lufts egenskaber, eudiometret o.s.v.
— Man får idetheletaget af examinationerne indtryk af, at THor-
STENSON sogte at følge med tiden, så godt som det på et så
afsides liggende sted dengang lod sig gjøre.

Efter THorstenson blev Erovıus Mawcon lektor i kemi og
mineralogi; han synes ikke at have havt forgjængerens dygtig-
hed, og hæmmedes 1 sin virksomhed ved økonomisk tryk. Da
han tog afsked 1799, blev endel af undervisningen overtaget al
overbergamtsassessor Jens Esmark, der var født i Jylland 1763
og havde taget bergexamen pa Kongsberg 1791; han blev 1802
lektor i mineralogi og fysik; lærerposten 1 kemi, hvortil H. C.
OnsrED oprindelig havde været udseet, blev 1801 besat med
cand. med. THoRE PECKEL, som året efter tillige blev berg-
medicus.

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 349

Examinationen i kemi foretoges 1 årene 1800—1806 dels af
Esmark og dels af PrckzL, hvilken sidste synes oftere at have
bavt forfald. Nu er flogistontiden forbi, og spørgsmålene dreier
sig om surstof, forbrænding og metalreduktion; vand og syrer
betragtes nu ikke længere som enkelte stoffer, men der spørges
om vandets sammensetning, og forlanges såvel analytisk som
synthetisk bevis. Videre spørges bl. a.: Når vand forener sig
med en betydelig mængde varmestof, hvad bliver det da til?
der svares: til dampform, — og så spørges videre om forskjellen
på gaser og dampe. Andre spørgsmål gjælder ammoniakens
sammensætning, eller hvoraf ved man, at kulsyren består af
kul og surstof? Ved examination i fosfor sperges, om det har
affinitet til olierne, og der svares: til de ætheriske olier. — Fra
1806—1813 var der ingen oppe i kemi; den sidste examen 1
kemi afholdes 1813 af Esmark; ved denne leilighed spurgtes
bl. a. om alkaliernes bestanddele, der 1807 var isolerede af
Davy, om zirkonjorden, om bläsyre samt om vinagtig, sur og
rådden gjæring.

Af lærebøger brugtes, foruden WEIGELS Grundriss, især
NicoLar TycHsens Chemisk Haandbog i 3 bind, hvis første ud-
gave var udkommen i Kjøbenhavn 1784, og hvis anden er fra
1794, samt GRENS systematisches Handbuch der gesammten
Chemie, hvis 2det oplag ligeledes er fra 1794.

Noget nærmere om laboratoriet og undervisningen der kjendes
ikke; af de 1 sølvværkets arkiv opbevarede regnskaber for berg-
seminariets sidste år fremgår det, at laboratoriets udstyr har
været beskedent; der brugtes ikke mange penge:

1808. Reagentser og kemikalier . . . . . 18 rdl. 36 sk.
Dintorni nera Mr esie s diede as
Ela heagentserlos.kemikalier! 4 + avs 415,4. 48,
Kose i erie ile) ae aceticum 480
1810, -Reagentser og kemikalier. |. ; . 4 . 141 „ 16,
Ciasvarenwmicdiaitachbs Neds Sundar 024 005206

Kl AE WU pu san : dom

300 TH. HIORTDAHL.

1811. Reagentser og kemikalier. . . . . . 4 rdl. — sk.
1812: «Tigesás tios 2 Lap FEM FREIE OR eo
1815: o igesa um m HR Ge rrt Ct? cent ODE
1814. Digesác roe omo mer RAE) SIN

Vatirololieiefet? AN Mor eoe Nan 6 7 44

Udenfor bergseminariet var der på Kongsberg 1 en årrække
en dygtg kemiker, som 1 sin tid nød megen anseelse, nemlig
den som forfatter af en håndbog ovenfor nævnte Nrcozai
TycHsen, en slesviger, der havde været lektor i kemi ved det
kirurgiske akademi i Kjøbenhavn, og som 1788 var bleven apo-
theker i bergstaden, hvor han forblev til 1800. Han var med-
lem både af det kgl. danske videnskabsselskab og af det norske
samt af flere andre lærde selskaber. Man har fra hans hånd
foruden lærebogen også , Fransk chemisk Nomenclatur, på Dansk
udgivet med Anmærkninger* 1794. Under opholdet i Norge
offentliggjorde han adskillige mineralanalyser og andre under-
søgelser 1 Crelles Annalen og Trommsdorffs Journal, ligesom
han også i videnskabsselskabets skrifter har givet meddelelser
om norsk rhabarber samt om potaske. Tycusen skal have
været meget søgt som lærer, og kan blandt sine elever tælle en
hel del af vore dygtigste apothekere; man kan ikke andet end
finde det påfaldende, at denne kundskabsrige og dygtige mand
ikke har været knyttet til eller stået i noget forhold til berg-
seminariet, hvor man dog synes at kunne havt god brug for ham.

Da bergseminariet nedlagdes, gik Esmark over til univer-
sitetet, ved hvilket han 1814 udnævntes til professor 1 berg-
videnskaberne; nogen særskilt repræsentant for kemien havde
universitetet endnu ikke, men kemi og fysik blev slåede sammen
under en professor. Som sådan udnævntes 3die juni 1814 over-
lærer ved metropolitanskolen 1 Kjøbenhavn, Jens Jacos Krum,
der kort efter antog sit oprindelige slægtsnavn Keyser. Han
var født i Drammen 1780, og blev juridisk kandidat 1810, men

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. Sø!

havde da allerede lenge beskjæftiget sig med mathematik og
fysik. I årene 1811 og 12 havde han under Onsrzps fravær 1
udlandet foredraget fysik og kemi ved Kjøbenhavns universitet.
Keyser har ikke leveret synderligt videnskabeligt arbeide, men
han har nedlagt et betydeligt arbeide i de mange og forskjellig-
artede offentlige hverv, som blev ham overdragne. Han var en
vel udrustet, klar og grei mand, der havde mange interesser;
han har således bl. a. givet det første stød til oprettelsen af det
endnu bestående læseselskab Athenæum.

Under Keysers fravær i udlandet 1818—20 blev forelæs-
ningerne 1 kemi ved universitetet og den (i 1817 oprettede) mili-
tære hoiskole overdragne til apotheker i Christiania Hans HENRIK
MascHMANN, en elev af Tycusen, der var født i Christiania 1775
og som 1808 var bleven titulær professor. MAscHMANN inter-
esserede sig meget for landbrugets kemisk-tekniske binæringer,
og har derom leveret adskillige opsatser og småskrifter. Han
udførte en mængde kostbare, men resultatløse forsøg med sukker-
tilvirkning af roer, arbeidede også med benmel og salpeter, men’
isærdeleshed med brandevinstilvirkning af poteter, som han
først bragte i ordentlig gang her i landet. Tidligere havde
man til brændevin udelukkende brugt korn, og der var flere
gange i det 18de årh. bleven udstedt forbud mod brændevins-
brænding, idet regjeringen vilde forebygge misbrug af folkets
vigtigste næringsmiddel. For landdistrikternes vedkommende
blev disse forbud, der dog ikke altid overholdtes, først ophævede
1816. I dette år blev også indførsel af udenlandsk brændevin
forbudt, og brændevinsbrændingen blev tilladt ved loven af 14de
juli 1816, der pålagde landets jordbrug en årlig afgift for retten
til at tilvirke brændevin, uanseet om denne ret benyttedes eller
ikke. Følgen heraf var, at man i stor udstrækning begyndte at
dyrke og til brændevin anvende poteter, som før havde været
lidet kjendt og benyttet i Norge; og 1827 fandtes der ikke
mindre end 11000 brændevinskjedler med tilhørende redskab
her 1 landet.

352 TH. HIORTDAHL.

Mascamann havde BERZELIUS som gjæst 1824, og i dette
år så Norge også andre berømte kemikere inden sine grænser.
Davy foretog en soreise for at prøve sine midler til beskyttelse
af skibsforhudninger, og aflagde derunder et kort besøg her i
landet uden dog at komme op til hovedstaden; han traf kort
efter sammen med BERZELIUS, da denne var underveis til Norge”.
I folge med BerzeLius var den franske geolog ALEXANDER
BroGNIART samt Wouter, der en længere tid havde arbeidet pa
hans laboratorium 1 Stockholm. Den senere så berømte pro-
fessor 1 Göttingen har i Berlinerberichte for 1875 meddelt en
heist læseværdig beretning om sit ophold i vor lille hovedstad,
hvor der 1 anledning af storthingets opløsning og kronprins-
parrets nærværelse var festlig stemning og såmange tilreisende,
at det var umuligt at få plads nogetsteds. BERZELIUS matte
tilbringe den første nat i reisevognen, medens hans følge lå på
borde og stole 1 en tarvelig skjænkestue. Den følgende dag
blev de imidlertid optagne 1 professor Mascumanns gjæstfrie
hus, hvor de forblev 12 dage under behagelig omgang med for-
skjellige videnskabsmænd, blandt hvilke BERZELIUS nævner pro-
fessorerne HANSTEEN og ESMARK samt bergmesterne STEENSTRUP
og PETER Strøm, hvilken sidste 1816—17 havde arbeidet 1 BER-
ZELIUS' laboratorium, den eneste normand blandt hans elever.

De her nævnte tilligemed geologen KettHau, fysiologen
Cur. BorcK, bergmester H. C. Strom og nogle andre for natur-
videnskaberne interesserede mænd mødtes også 1 den fysio-
grafiske forening, der udgav det 1823 grundede og endnu be-
stående tidsskrift, magazin for naturvidenskaberne. Dette tids-
skrifts ældre årgange indeholder bl. a. en af MascHmann be-
sørget oversættelse af Davys arbeide om beskyttelse af skibes
kobberhud, en oversættelse fra SCHWEIGGERS journal om knald-
pulvere, men ellers sågodtsom intet kemisk. I årene 1825 —98

1 Det var ved denne leilighed, at Davy lod Berzerius vente flere dage på
sig i Helsingborg, fordi han ikke kunde rive sig løs fra laksefisket 1
Halmstad. . Sir Huurary var som bekjendt en ivrig fisker.

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I. NORGE. 353

indeholdt magazinet 3 afhandlinger af den lærde statsråd NIELs
TrescHow, som 1 sin tid havde været professor i filosofi ved
Kjøbenhavns universitet og derefter en kort tid 1 Christiania.
I disse nu længst glemte afhandlinger berøres bl. a. forskjellige
kemiske spørgsmaal, og navnlig finder man 1 den første afhand-
ling krystallisationen mere indgående behandlet. Den betragtes
som et trin, på hvilket de uorganiske stoffer 1 sin streben efter
at udvikle sig til en høiere fuldkommenhed, 1 nogen tid bliver
stående og ligesom forberedes til en ny omvandling, overgangen
til den organiske form, — alt dette bygget på ufuldstendigt og
overfladisk kjendskab til de faktiske forhold, og deraf flydende
misforståelser. Disse TRescHows afhandlinger er — som ad-
skilligt andet her 1 landet på den tid — efterdonninger af be-
vægelser ude i den vide verden, efterdonninger af den tyske
naturfilosofis dynamiske theorier, der omkring århundredeskiftet
havde spillet en vis rolle, men som kemikerne nu alt for mange
år siden havde tabt al interesse for. Kopp bemærker meget
rigtigt, at disse theorier ialfald har gjort den nytte, at det er
bleven indlysende, at det selv med den største skarpsindighed
og den dybeste indsigt på andre felter, dog ikke er muligt i
kemien at gjennemføre en almindeligere betragtning uden grun-
digt kjendskab til de kemiske kjendsgjerninger.

Der var endnu ikke udkommet nogen lærebog i kemi her i
landet; det første forsøg blev gjort af den som landmand så
heit fortjente overlærer JACOB SVERDRUP, som 1836 udgav en
„Chemie for Landmænd*, hvoraf dog blot første del udkom.
Den blev anmeldt i „Den Constitutionelle* af professor KEYSER,
der bl. a. bemærkede, at bogen lå mere end 20 år tilbage i
tiden, og som mente, at det overhovedet ikke havde været
noget tab for den norske landmand, om den kemi, som hr.
SVERDRUP havde betænkt ham med, ikke var kommen for lyset.
Bogen blev også anmeldt i „Morgenbladet“; vilde man te stille
til dette produkt, siges der, matte man i udlandet tro, at kemien
idethele stod på svage fødder i Norge. — Den første brugbare

Nyt Mag. f. Natury. XXXXIII. IV. 23

354 TH. HIORTDAHL.

lærebog 1 vort sprog fik man 2 år efter i bergmester M. W.
SINDINGS „Laerebog i Chemien efter Wöhler“.

Professor Krzyser forstod godt, at den undervisning i kemi,
der var ham overdraget som et slags underbrug under et andet
fag, og som hovedsageligt var beregnet på andenexamens-
studerende, medicinere og farmaceuter, langtfra var tilstrække-
lig, og han mente isærdeleshed, at det var nødvendigt at sørge
for undervisning 1 teknisk kemi. Han indgav derfor, sammen
med nogle kolleger, den 27de april 1833 en forestilling til stor-
thinget om oprettelsen af en teknisk skole her 1 landet, ved
hvilken kemien skulde være hovedfaget; vedkommende lærer
måtte blive at søge i udlandet, da der neppe gaves ,nogen vel
erfaren teknisk kemiker i vort land“. Skolens plan var meget
beskedent anlagt med et årsbudget af 12000 kroner og en byg-
ning, hvis kostende ansloges til 86000. Da sagen behandledes
1 storthinget d. 21de mai, foreslog Herman Foss, at den skulde
oversendes regjeringen til nærmere udredning, men dette forslag
mødte modstand hos ManiBoE, der fandt, at oprettelsen af en
sådan læreanstalt vilde være for tidlig, idet oprettelsen af mindre
skoler for håndværkere burde gå forud, han fandt også planen
altfor kostbar og endelig erklærede han den for uhensigtsmæssig,
idet den var for theoretisk anlagt. Han benyttede anledningen
til samtidigt at klage over undervisningen ved universitetet, som .
han også fandt altfor theoretisk, og navnlig mente han, at de
kemiske forelæsninger af denne grund ikke var hensigtsmessige.
Han fremsatte derefter et forslag, der gik ud på: A. Bevilg-
ning af 1) 800 kroner årlig som tillæg for en universitetslærer,
der på den offentlige tegneskole skulde give undervisning 1
fysikens og kemiens begyndelsesgrunde, især med hensyn til
deres anvendelse på håndværksindustrien, 2) 1200 kroner en-
gang for alle til experimenter og anskaffelse af et kemisk hånd-
apparat til brug ved demonstrationer. 6. At regjeringen
skulde anmodes om at undersøge, om der i udlandet skulde
findes nogen ,navnkundig professor“ (senere rettet til ,duelig

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 2913)

lærer*) i teknisk kemi, der vilde modtage ansættelse som pro-
fessor ved universitetet med gage af 6000 kroner, eller om en
sådan ikke kunde erholdes, at søge engageret et andet subjekt
fra udlandet, der vilde tage imod ansættelse som lektor med
3000 kroners gage. MariBoE oplyste under debatten, at han
havde tænkt på en, som han troede hed Wölner (Wöhler). hvor-
til Foss bemærkede, at denne Wölner vel ikke kunde være så
navnkundig endda, siden forslagsstilleren ikke var sikker på
hans navn. — MariBors forslag blev forkastet, og Keysers
forestilling oversendtes regjeringen, men der kom ikke noget ud
deraf.

Endelig ansøgte Kryser om at fritages for at holde fore-
læsninger over kemien ved universitetet, idet han erklærede, at
det med de fremskridt, naturvidenskaberne 1 den senere tid
havde gjort, ikke længere var muligt for en enkelt mand at
overtage både fvsiken og kemien. Andragendet indvilgedes ved
kgl. res. af 10de juni 1837, og forelæsningerne over kemi blev
midlertidigt overdragne til Gar. Boeck, som afholdt dem 1 de
neeste to ar.

Universitetets første lærer 1 kemi blev nu JuLius THauLow.
Han var født 1 Slesvig 1812, men tilhørte en norsk slægt; 1
tyveärsalderen kom han til Christiania som assistent hos KEYser,
men efter nogle års forløb opgav han denne stilling? for i Stockholm
og Tyskland at studere kemi, og sommeren 1837 fik han reise-
stipendium for at uddanne sig til at overtage lærerstillingen 1

! Der nedsattes det følgende år en kommission til sagens behandling,
men denne foreslog oprettelsen af et realakademi, i hvilket også kunst-
skolen og krigsskolen skulde indlemmes. Til at behandle dette helt
nye og mere vidtgående forslag nedsattes to år senere atter en ny
kommission. Keyser var medlem af begge kommissioner, men bad sig
snart fritaget for at være med 1 den sidste.

Efter ham kom hans yngre bror Hanmarp THauLow, der 1843 blev
apotheker i hovedstaden; han udgav 1841 en veiledning i kvalitativ
analyse. Harar Traurow var en original og excentrisk personlighed,
der i sine senere leveår til minde om surstoffets opdagelse stiftede et
legat (4000 kr.), hvis renter først kommer til uddeling fra 1974.

to

356 TH. HIORTDAHL.

dette fag ved universitetet; han arbeidede på LreBiGs laborato-
rium 1 Giessen samt hos HemricH Rose i Berlin, og efterat
have gjort sig bekjendt med indredningen af de vigtigste kemiske
laboratorier 1 Tyskland, drog han til Paris, hvor han bl. a. tog
examen ved mynten. Eiter hjemkomsten blev han, den 20de
febr. 1839 udnævnt til lektor 1 kemi, men tiltrådte først det
følgende semester, 1844 blev han professor, og han blev tillige
lærer ved den militare høiskole, efterat Keyser havde fratradt
1843. Tnavurow udgav 1841 en kort bearbeidelse af LrEBIGs
året iforveien udkomne Organische Chemie in ihrer Anwendung
auf Agricultur und Physiologie, samt 1847 et kompendium i
kvalitativ analyse; blandt hans videnskabelige arbeider kan for-
øvrigt navnes en undersogelse af sukkersyren, en bestemmelse
af cystinets sammensætning samt endel analyser af mineraler
og mineralvande. Han besad, siger Keyser, et mere end al-
mindeligt talent som lærer, og han søgte både ved foredrag og
ved opsatser 1 dagspressen at vække interesse i videre kredse
for kemien og dens forskjellige anvendelser.

Da Esmark døde 1839, måtte geologen Kemuau, der alle-
rede 1826 var bleven universitetslærer, overtage metallurgien og
de øvrige kemisk-tekniske fag under bergstudiet. Disse fag fik
dog snart en egen lærer i THEODOR ScHEERER, der ansattes som
lektor 1841; han var født 1813 i Berlin, kom først til Norge
som hyttemester ved Modums blåfarveværk, men vendte efter
nogle års ophold her tilbage til Tyskland for at uddanne sig
videre. Han forblev kun 6 år her ved universitetet og gik der-
fra til bergakademiet 1 Freiberg som professor. SCHEERER ud-
foldede under sit ophold her, som også senere, en betydelig
videnskabelig virksomhed, og man skylder ham et overmåde
stort antal mineralanalyser og andre arbeider, blandt hvilke
sidste kan nævnes en undersøgelse af gichtgaserne i en norsk
marsovn, som han udiorte 1844 1 fællesskab med CHRISTIAN
LANGBERG, der efter Keysers død 1847 blev hans eftermand som
universitetslærer 1 fysik.

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 3

LI

SCHEERER efterfulgtes af Emm MÖNSTER, som i 1844 havde
erholdt stipendium til en toårig udenlandsreise for at uddanne
sig 1 hyttefaget, og 1849 blev universitetsstipendiat. Han kon-
stitueredes 1850 og udnævntes 1854 til lektor. Han har offent-
liggjort nogle metallurgiske og analytiske arbeider.

Medens universitetet således efterhänden fik udvidet sit
lærerpersonale, havde de interimistiske lokaler og laboratorier,
der fra først af var tagne i brug, ikke modtaget synderlig ud-
videlse, og der herskede for alle videnskabers vedkommende en
meget følelig trang til nye bygninger. Hvad det kemiske labo-
ratorium angår, havde vistnok dette i 1827 og 28 modtaget
nogle forbedringer, men selv efter disse var det fremdeles yderst
tarveligt. Laboratoriet var anbragt 1 gården ved siden af garni-
sonssygehuset, og havde indgang fra Øvre Slotsgade. Det
havde en ret rummelig forelæsningssal, der vendte mod gårds-
rummet, men bestod forøvrigt kun af 3 værelser mod gaden 1
iste etage samt 2 værelser i 2den etage, hvor amanuensis boede !.
Der arbeidede omkring 1848, oplyser TuauLow, 25—30 prak-
tikanter årlig, og det synes ubegribeligt, hvorledes disse har
kunnet klare sig 1 de sma rum, hvis brug THAULow også gjen-
tagende erklærede farlig for helbreden. Der kunde ıalmindelig-
hed ikke være tale om andet end kvalitative analyser; THAU-
Low begyndte et semester med synthetiske arbeider, men disse
medførte på grund af mangelen på alle hertil fornødne indret-
ninger ved lokalet et sådant forbrug af materialier, apparater
o. desl., at han senere kun sjeldent kunde imødekomme dem,
der ønskede at beskjæftige sig med den slags arbeider.

Allerede 1 1829 havde man fremlagt den første plan til
nye universitetsbygninger, men storthinget 1830 besluttede blot
opførelse af et observatorium, da det fandt, at planen forøvrigt
var udkastet efter en allfor stor målestok, idet den indbefattede

1 Efter meddelelse af de herrer generalløitnant THaurow, professorens
son, samt apotheker H. KwoprH, der omkring 1847 arbeidede på
laboratoriet.

358 TH. HIORTDAHL.

5 andre bygninger: domus academica, bibliotheca, musæum
naturale, domus medica samt domus chemica. En ny plan af
1835 sløifede domus chemica, men beholdt de 4 andre byg-
ninger, og først planen af 1838 foreslog de 3 bygninger, som
blev opført. Kemien skulde da anbringes i midtbygningen, men
universitetets ledende mænd havde endnu kun lidet syn for
laboratoriernes betydning for de studerendes undervisning, og
varetagelsen af kemiens interesse kom fra begyndelsen af ind
på et uheldigt spor, idet arkitekten ikke havde andre at holde
sig til end de ældre universitetslærere, som manglede tilstræk-
kelig kjendskab til moderne laboratorier, og det var først efter
THauLows hjemkomst, at der blev anledning til at konferere
med ham. THauLow erklærede straks, at han fandt planerne
mangelfulde, men laboratoriet havde nu engang fået tildelt sit
rum, og der var ikke adgang til at få mere i midtbygningen.
TuavLow følte sig også noget bunden af hensynet til de ældre
kolleger, som havde erklæret rummet tilstrækkeligt, og, da han
anså det for håbløst for tiden at drive en egen laboratorie-
bygning gjennem, måtte han indskrænke sig til at søge det an-
viste rum udnyttet på bedste måde. Han erklærede derefter, at
han ikke havde noget at bemærke ved udkaslet til lokalernes
ordning i dette rum, men fandt det efter sine tidligere udtalelser
overflødigt også ved denne leilighed udtrykkeligt at gjøre op-
mærksom på, at erklæringen ikke var at forstå som nogen er-
kjendelse af, at rummet var tilstrækkeligt eller hensigtsmæssigt.
Dette gav senere anledning til misforståelse og deraf følgende
ubehagelige rivninger med universitetets myndigheder.

I midtbygningens kjælderetage skulde nu det metallurgiske
laboratorium få den mod Karl Johans gade vendende del; det
kemiske fik et større auditorium (nuværende fysiologiske) med 2 |
tilstødende små rum 1 kjælderetagen til professorlaboratorium og
vægtværelse; på den anden side af kjældergangen skulde 3 mod
gárdspladsen vendende rum (hvoraf det midterste nu benyttes
som dyrestald) indredes til øvelseslaboratorium. Professoren

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 359

skulde have studervarelse 1 hovedetagen, 1 umiddelbar forbin-
delse med sin beboelsesleilighed, der optog hele den del af
etagen, som nu benyttes af det fysiologiske institut, samt de
derunder værende rum i kjælderen, hvor der også skulde ind-
redes bolig for betjenten.

Overensstemmende med denne plan blev bevilgningen til
bygningerne givet 20de juni 1839 og taget tilfølge ved kgl. res.
af 7de oktober s. a. hvorefter byggearbeidet endelig tog sin
begyndelse.

De forskjellige lokaler blev færdige til afpudsning 1 1845;
men i den siden 1839 hengående tid havde laboratoriet fået et
regelmæssigt belæg af praktikanter, der kunde forudsees at ville
stige, bl. a. fordi kvalitativ-kemisk analyse skulde være examens-
fag for medicinere fra 1846, — og det var nu blevet klart nok,
at det oprindeligt anviste rum umuligt kunde strække til.
THauLow foreslog da, at hele kjælderetagen i midtbygningens
vestfløi skulde tages til kemisk laboratorium, men da såvel det
metallurgiske laboratorium som fysiken derved vilde blive brøst-
holdne, lod dette sig ikke gjennemfore. For at søge en los-
ning på vanskelighederne nedsattes da 5te december 1846 en
komite!, der straks erklærede de 3 kjælderrum mod gårdspladsen
ubrugelige til øvelseslaboratorium og derfor søgte at finde andre
udveie. Komiteen mente, at når man vilde bestemme sig til
ikke at give professoren bolig i midtbygningen, men alene ama-
nuensis og to betjente (en for kemien og en for fysiken), vilde
der kunne blive så meget rum ledigt i hovedetagen, at man
skulde få et brugbart øvelseslaboratorium. Men dette vilde
TuHauLow ikke gà ind på, idet han anså det for uomgjængeligt
nødvendigt, at professoren fik bolig på laboratoriet, ligesom han
også mente, at lokalernes benyttelse til sådan bolig var endeligt
fastslået ved de i 1839 fattede beslutninger.

! Et af medlemmerne var dr. Orr Jacos Brocu, og dette var den første
leilighed, ved hvilken denne senere så meget benyttede universitetslærer
gjorde sådan tjeneste.

360 TH. HIORTDAHL.

Han indsendte derfor den 26de novbr. 1847 tegninger til en
ny laboratoriebygning, hvis kostende var beregnet til 100000
kroner, og androg om, at der for det næste år sammentrædende
storthing måtte blive fremsat kgl. proposition om dens opførelse.
Ved at oversende dette andragende, erklærede kollegiet, at det
ikke var i besiddelse af den fornødne sagkyndighed til at udtale
sig om sagens realitet, men at det forbeholdt sig sådan ud-
talelse, naar det havde modtaget erklæring fra en udenlandsk
videnskabsmand, det havde henvendt sig til. Ved kgl. res. af
21de febr. 1848 blev det derefter bestemt, at der ikke skulde
fremsættes proposition som af TuauLow begjæret. Nogle dage

efter indlob der svar fra udlandet, og nu erklærede kollegiet, at

det med fuld tryghed kunde fraråde opforelsen af en ny
laboratoriebygning.

Det var professor HEINRICH Rose 1 Berlin, kollegiet havde
taget på råd; denne havde vistnok fundet det vanskeligt som
udenforstående og fjerntboende at afgive en tilfredsstillende er-
klæring, men han udtalte i almindelighed den mening, at man
ikke burde begynde med altfor store lokaler, som måske for en

del vilde stå ubenyttede, men heller med noget mindre; han.

fandt da det planlagte laboratorium i midtbygningen „til en be-
gyndelse 1 hoi grad tilstrækkeligt*. Skulde laboratoriet senere
få større søgning, kunde man udvide det ved at tage professorens
beboelsesleilighed, og først nar dette heller ikke blev tilstrækkeligt,
mente han tiden vilde være inde til nybygningen, som han ikke
kunde tvivle paa vilde blive bevilget, at dømme efter den in-
teresse, hvormed nationalforsamlinger i lande med fri forfatning
altid havde omfattet videnskaberne. — Da Taaurow fik hore
om henvendelsen til Rose, som kollegiet havde foretaget uden
at underrette ham derom, sendte han den 8de juli 1848 stor-
thingets budgetkomilé en længere redegjørelse, 1 hvilken han
paaviste, at Rose i nogen grad måtte have misforstäet kollegiets
fremstilling, og som forøvrigt indeholdt en hel del bemærkninger
og oplysninger, som havde fortjent at blive mere påagtede end

-—J

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 361

de blev. Henvendelsen til storthinget hjalp imidlertid ikke; der
blev vistnok i modet den 21de august 1848 fremsat forslag om
en udtalelse, der gik ud på, at der fra storthingets side ikke
skulde være noget til hinder for at udsætte med indredningen af
de til laboratorium bestemte rum, såfremt regjeringen måtte
finde nybygning hensigtsmæssig; men dette gik ikke igjennem,
og derpå bifaldtes komitéindstillingen: „til opførelse af et domus
chemica bevilges intet*.

Imidlertid modtog dog laboratorieplanerne senere en ikke
ubetydelig forbedring, idet man opgav boligerne for amanuensis
og den fysiske betjent, og derved indvandt man så meget rum,
at man nu fik istand et tilfredsstillende kemisk laboratorium.
Men THaucow kom ikke til at virke der, han døde allerede den
20de juli 1850.

Forelæsningerne over kemi blev nu atter overtagne af
Cur. Boeck, indtil TuauLows eftermand, ADoLPH STRECKER, kunde
tiltræde. Denne var født i Darmstadt 1822, han havde været
elev af og i flere år assistent hos LirBiG 1 Giessen, hvor han
1849 habiliterede sig som privatdocent. Han blev den 30te juni
1851 konslitueret og den 28de mai det følgende år udnævnt til
lektor, tillige lærer ved den militære høiskole. STRECKER var en
dygtig lærer, hvis forelæsninger udmærkede sig ved en sjelden klar-
hed, og som forstod at vække sine elevers interesse. Han var i be-
siddelse af en ualmindelig arbeidskraft. og allerede 1854 kunde han
som universitetsprogram udgive en anseelig række forskjelligartede
undersøgelser, der var udført på hans laboratorium, foruden af
ham selv også af hans assistenter og elever. Blandt dem er
her at nævne H. S. DrrrEN, der var amanuensis fra 1843 til
1857, da han blev apotheker i hovedstaden; han udgav 1853 en
veiledning ved den kvalitative analyse, og meddelte nu i STRECKERS
skrift en undersøgelse af det salpetersure kviksølvoxyd samt en
analyse af meteoriten fra Ski (1848). Fremdeles lagen Herman
Masor, der udførte et arbeide om salpetersyrens indvirkning på
salicin, samt den senere telegrafintendant Jonas CoLLETT, der

362 TH. HIORTDAHL.

udførte en undersøgelse af den s. k. margarinsyre (palmitinsyre)
i olivenolie. Sammen med sin yngre bror, HERMANN STRECKER,
der en tid var ansat ved Fredrikshalds sukkerværk og senere
ved de store Farbwerke i Höchst a. M., meddelte STRECKER en
udforlig undersøgelse af svovlvandet og gytjen i Sandefjord.
Han udgav 1851 en bearbeidelse af REGNAULTS cours élémentaire
de chimie, der 1853 og mange gange senere udkom i to bind
som REGNAULT-STRECKERS Kurzes Lehrbuch der Chemie, eg som
1 en lang årrække var ságodtsom den eneste her i landet be-
nyttede lærebog.

STRECKER var ligesom THauLow af den mening, at den
kemiske professor burde bo ved laboratoriet, og han fik snart
anledning til at sætte dette igjennem. Universitetets udhus-
bygning, 1 hvilken der var bleven indredet bolig for amanuensis,
var nemlig brændt i 1852, og nu foreslog STRECKER, åt der 1
den nye bygning, som måtte opføres, hellere skulde indredes en
beboelsesleilighed for professoren 1 kemi. Dette forslag vandt
bifald, og tegningerne blev approberede 1855.

Da nu det nye laboratorium ved universitetet var kommen
i den fulde virksomhed, begyndte man også at ordne med en
tidsmæssig undervisning i kemi for landmændene. Sporgsmalet
om en høiere læreanstalt for disse havde længe været paa dags-
ordenen; allerede 1837 havde storthinget anmodet regjeringen
om at søge at finde en passende eiendom for et central-ager-
dyrknings-seminarium, som man i den tids tungvindte og halv-
danske officielle sprog kaldte det; men der gik mange ar med
underhandlinger og planer frem og tilbage, og først 1854 be-
stemtes oprettelsen af den høiere landbrugsskole på Aas. Til
lærer i kemi blev udseet ANTON Rosine, der var født i Fredrikstad
1828 og uddannet ved den polytekniske læreanstalt i Kjøbenhavn;
han havde siden 1851 været ansat ved gasværket i Christiama.
Medens han var i denne stilling, havde han givet stødet til op-
rettelsen af den endnu blomstrende polytekniske forening, og
medvirket til grundlæggelsen af polyteknisk tidsskrift, 1 hvis

1
4
2

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 363

redaktion han deltog til 1855. Da fik han reisestipendium og
drog til Tharand, hvor han arbeidede hos STöckHARDT, derfra
det følgende år til Paris, hvor han var elev af Dumas og
BoussinGAULT, og hvor han forblev til 1858. Under opholdet i
Paris offentliggjorde han endel afhandlinger over forskjellige
emner af den organiske kemi, tildels 1 samarbeide med den
russiske kemiker Scurscukorr; han var en af stifterne af société
chimique de Paris, og den unge norske kemiker blev dette be-
tydelige selskabs første præses. Fra Paris gik han til England
og Skotland, men der blev han syg, og da han kom hjem 1861
og tiltrådte sin lærerstilling på Aas, havde han mistet sit legemes
førlighed. Han var så heldig straks at finde en sjelden duelig
og samvittighedsfuld hjælpelærer i den da kun 19-årige WILHELM
DiRcks, der netop var udgäet fra den Chalmerske skole i
Göteborg, og som senere blev hans efterfolger. Rosine gjen-
vandt aldrig sm helbred; man kan ikke andet end beundre den
åndens kraft og livlighed, der tillod den altid sengeliggende
mand ikke blot at kunne følge med i sit fag, men også at have
sine elever om sig og være med i de mindste detaljer 1 det
laboratorium, hvor han ikke kunde sætte sin fod. Undervisningen
i kemi gik meget godt, og Rosine lod ved siden deraf laboratoriet
benytte til udførelsen af forsøg i den praktiske landmands in-
teresse, og lagde derved grunden til den første kemiske forsøgs-
station her i landet.

Ved universitetet fortsatte imidlertid STRECKER sin under-
visning og sit videnskabelige arbeide ved siden af at han var
beskjeeftiget med forskjellige offentlige hverv, blandt hvilke især
er at nævne hans deltagelse i den 1857 nedsatte kgl. kommission,
der foreslog indførelsen af maltbeskatning. Han dellog i de
skandinaviske naturforskeres 6te møde 1 Christiania 1856, og
var et ivrigt og flittigt medlem af videnskabsselskabet 1 Chri-
stiania, der trådte i virksomhed 1857. Blandt hans assistenter og
elever er her at nævne NICoLAI LinDGAARD, der senere blev apo-
theker i hovedstaden, samt ADoLPH Brüning, der var med at grund-

364 TH. HIORTDAHL.

legge de verdensbekjendte Farbwerke Meister, Lucius & Brüning
i Höchst a. M.; videre Sven Mostine, senere bibliothekar ved
videnskabsselskabet i Trondhjem, der arbeidede med benzoyl-
hypersulfid, samt Frantz PeckeL Mørcer, der sammen med
STRECKER offentliggjorde en undersogelse af vulpinsyren og den
ved dennes spaltning erholdte « toluylsyre; Mørrer tog senere
doktorgraden i Heidelberg, hvor han hos Bunsen bl. a. udiorte
en analyse af tritomit fra Brevik.*)

STRECKER udgav 1855 som universitetsprogram Das Christi-
ania Silurbecken af THEopor Kserurr, der 1858 blev KEILHAUS
efterfølger ved universitetet. Denne heit fortjente geolog var en
dygtig kemiker, elev af Bunsen, og man skylder ham en stor
mængde analyser af mineraler og bergarter; navnlig turde nævnes
hans arbeide Uber die Zusammensetzung des Cerits (1853).

Legen Kart Hansen, søn af forfatteren Mauritz Hansen,
offentliggjorde 1853 nogle forsøg om tellurs virkning på or-
ganismen. Året efter blev han universitetsstipendiat og holdt
som sådan forelæsninger over fysiologisk kemi, ligesom han
også udgav et afsnit af en lærebog i kemi til skolebrug (1855).
Han forlod universitetet i 1858 og virkede siden som læge.

Paa STRECKERS laboratorium var 1 den sidste halvdel af
50-àrene antallet af praktikanter steget så betydeligt, at det blev
nødvendigt at søge universitetets lærerkræfter 1 kemi forøgede.
STRECKER foreslog derfor 1856, at der skulde ansættes en ny

lærer, som han dog fandt burde stå i assistentforhold til labora-

toriets bestyrer, og kollegiet anbefalede oprettelsen af en 1ste
amanuensispost med 2400 kroners gage. Regjeringen sluttede

1) Den sidstnævnte var son af apotheker i Christiania Peter Morter, der
på naturforskermøderne 1 Stockholm 1842 og Christiania 1844 havde
givet meddelelser om nye krystalliserede substantser, han havde ud-
vundet af norske lichener, og som bl. a. gav udgangsmaterialet for det
ovennævnte arbeide om vulpinsyren. Han beskjæftigede sig senere
i særdeleshed med forsøg på en forbedret tilvirkning af torskelevertran
og satte som bekjendt igang en betydelig forretning med fabrikationen
af medicintran, hvilken efter hans død 1869 hlev overtaget af sønnen.

BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE. 365

sig hertil, idet den yderligere foreslog, at den nye amanuensis
skulde ansættes ved kgl. konstitution på grund af stillingens
betydning, sammenlignet med almindelige assistenters. Da sagen
kom til behandling 1 storthinget 1857, blev der imidlertid be-
vilget gage til et nyt lektorembede i kemi; men.da universitetets
myndigheder fandt, at den nye lærer burde være den ældre
underordnet og ikke sideordnet, blev bevilgningen ikke taget til-
følge. Sagen udstod nu til det 3 år efter sammentrædende stor-
thing, og først 1860 blev endelig første amanuensisstillingen be-
sluttet oprettet?.

STRECKERS ophold her blev ikke af lang varighed; han
havde vistnok afslået flere ærefulde kaldelser til udlandet, men
omsider bestemte han sig til at modtage et tilbud om at komme
til Tübingen som Gmetixs efterfølger, hvorfor han meddeltes
afsked 11te februar 1860*. Hans elever og venner hædrede
ham ved at lade hans buste, udført i marmor af Borcu, opstille
1 universitetets kemiske forelæsningssal.

Ved STRECKERS bortgang blev undervisningen 1 kemi over-
draget til Hans Henrik Hvoster, en elev af Wouter. Han
blev året efter iste amanuensis, og indehavde denne stilling
tilligemed lærerposten ved den militære høiskole, indtil han 1867
blev apotheker i hovedstaden. Hvoster har, foruden sin doktor-
afhandling om fosformetaller, leveret en række videnskabelige
arbeider, blandt hvilke særligt er at fremhæve hans undersøgelse
af santoninets spaltning.

Den 11te januar 1862 udnævntes PETER Waace (1833— 1900)
til lektor i kemi ved universitetet, og i samarbeidet mellem ham
og Cato Maximinian GULDBERG (1836—1902) gav vort land sin

første, men desto betydningsfuldere, indsats i kemiens almindelige
historie.

! Denne stilling ophævedes 1872, idet samtidigt et nyt professorembede
1 kemi blev oprettet.

? Fra Tübingen kom han 1870 til Würzburg, hvor han døde allerede
året efter.

366 TH. HIORTDAHL. BIDRAG TIL KEMIENS HISTORIE I NORGE.

Navnefortegnelse.
Becker, Jou. Henr. . 944 Manor, L. ;
Berzeuius, J. J. . o GB Mascamann, H. H. .
Beust, J. v. DOCENT DE Mosuing, Sv. .
Boeck, Cur. 339, 355, 361 Münster, E.
BoussiNGAULT, J. B. . 968 Mórrzm, F. P.
Brocn, 0. J. . 859 Mercer, PETER
BROGNIART, AL. . 939 PECKEL, TH.
Brünıne, AD. . . 363 Rose, Henr. .
Bunsen, R.. . 964 Rosine, A. .
CoLLETT, J. . 361 SCHEERER, TH.
Davy, Sir HuuPHRY . 322 SCHISCHKOFF, L. .
Dircxs, W. . 363 SCHYTTE, E.
Ditten, H. S.. . 361 SEIELSTAD, P. .
Dumas, J. B. . . 963 SINDING, M. W. .
Eeepr, Hans . fo OOD) STEENSTRUP, P.
Esmark, J. . 348, 349, 350, 356 STRECKER, AD. . .
Foss, H.. . 354 STRECKER, H. .
GuLDgBERG, C. M.. . 965 Strøm, H. C. .
Gunnerus, J. E. . . 944 Strøm, P. :
Hansen, K. . 964 STÖCKHARDT, J. A.
HANSTEEN, CHR. . . 892 SVERDRUP, Jac.
Hvosuer, H. H. . 365 Tuautow, H. .
KEILHAU, B. M. . 999, 356 Tuaurow, J.
Keyser, J. J. . 350, 351, 354, 356 'THonsrENSoN, P..
KJIERULF, TH. . . 364 TuvuE, A.
LANGBERG, CHR. 00356 TnrscHow, N..
LiEBIG, J. v. . 956, 361 Tycusen, Nic.
Lincke, Dr. . 940 Waace, P. .
LiwpGaamRp, N. . 963 Wouter, Fr. .
Mason, H. . . 961 OnsrED, H. C.
Mancor, E. 948

Trykt den 28de september 1905.

. 994

. 851, 332

. 964
. 357
. 964
. 96%
. 364

. 396, 360
. 962, 363

. 956

. 343
. 304
. 802

. 961—361

. 962
. 392
. dol
. 968
. 993
. 399

. . 955—301
344, 345, 348
. 940, 341

. 9508

. 949, 350

. 865

352, 351, 355, 365
. 948, 351

Aarsberetning

for
Det biologiske selskab i Kristiania.
1904.
Ved

Jens Holmboe.

BU aues antal ‚var ved aarets begyndelse 56. I
aarets lob har ét medlem traadt ud af selskabet, medens ingen
nye er indvalgte.

Bestyrelsen bestod af prof. dr. E. Poursson, formand, kon-
servator KRISTINE Bonnzvig, viceformand, og amanuensis JENS
HoLMBOoE, sekretær. Som revisorer fungerede prof. dr. G. A.
GULDBERG og prof. dr. N. WILLE.

Der blev holdt 8 moder med 1alt 15 foredrag og meddelel-
ser. — I mødet tirsdag den Sde marts mindede formanden om,
at der netop denne dag var gaaet 10 aar siden selskabets første
mode. Han udtalte det ønske, at selskabet fremdeles maatte
vise sig livskraftigt, og at det maatte komme til at opleve mange
nye decennier. I anledning af 10-aarsdagen holdtes efter mødet
en festlig tilstelning 1 ,,Hotel Continental*.

I moderne deltog fra 7 til 12, gjennemsnitlig 9 medlemmer
samt fra 1 til 6 gjæster.

Møde torsdag den 25de februar.

Fiskeristipendiat H. Huirretpr-Kaas holdt foredrag om
aaleyngelens vandringer. Han gav først en oversigt over

368 JENS HOLMBOE.

de sidste aars undersøgelser over aalens mærkelige forplantnings-
forhold og redegjorde dernæst for sine forsøg sidste sommer med
at finde et sted i vore østenfjeldske elve, der var skikket for
massefangst af aaleyngel. Det viste sig, at mængder af aale-
yngel i juli og august gaar op 1 Glommen og der kan fanges
1 aaletrapper nedenfor Sarpfossen. Foredragsholderen havde
fundet, at denne yngel kunde deles 1 2 eller muligens 3 størrel-
sesgrupper, som maalte antages at svare til ligesaa mange for-
skjellige aarsklasser. Tilslut fremholdt han, at udsætning af
aaleyngel 1 de senere aar har faaet stor praktisk betydning i
udlandet; ogsaa vort eget lands ferskvandsfiskerier maatte der-
ved kunne ophjælpes betydelig. — Under foredraget fremvistes
aaleyngel fra norske elve.

Amanuensis Jens HoLMBoE refererede sin afhandling „Hoiere
epifytisk planteliv 1 Norge" (Chria. Vidensk. Selsk. Forh.
1904. No. 6). — Foredraget gav anledning til en diskussion,
hvori deltog prof. R. CorrETT, prof. dr. N. Witte, dr. med.
F. G. Gave og dr. OLav Jonaw-OrsEN samt foredragsholderen.

Møde tirsdag den $de marts.

Prof. R. Cortett holdt foredrag om tiur, aarfugl og
hjerpe samt deres nærmeste slægtninge paa den vestlige halv-
kugle. Særlig omtalte han, at der lios disse fuglearter under-
tiden forekommer hunlige individer, hvis fjærklædning viser
større eller mindre lighed med de tilsvarende hanfugles. Han
paaviste, at disse uregelmæssigheder altid synes at være for-
bundet med en mangelfuld udvikling af dyrenes indre kjøns-
organer. Som en stor sjeldenhed havde han hos skoghønsene
tillige iagttaget virkelig hermafroditiske individer. De nævute
eiendommeligheder demonstreredes paa et stort antal udstoppede
musæumsexemplarer. — Foredraget gav anledning til en dis-
kussion, hvori deltog dr. C. AnBo, skoledirektør F. 0. GULDBERG,
prof. dr. G. Å. GULDBERG, prof. dr. E. Poursson samt foredrags-
holderen.

DET BIOLOGISKE SELSKAB. 1904, 369

Derefter fremviste prof. CoLLETT en mængde fotografier med
karakteristiske plantemotiver fra forskjellige dele af vort land
(lysbilleder). |

Møde torsdag den 14de april.

Dr. Orav JoHAN-ÖLSEN holdt foredrag om tillæmpnings-
fænomener hos soppene. Medens mange soppe er nøie
bundne til et bestemt substrat, har andre en mærkelig evne
til at tilpasse sig efter endog meget abnorme livsvilkaar. Her-
ved synes der at kunne frembringes betydelige forandringer i
vedkommende soppes bygning, hvad foredragsholderen nærmere
belyste ved demonstration af nogle udprægede exempler. En
meget stor melkesyrebakterie, som han ifjor sommer havde paa-
truffet i sit laboratorium, kunde vokse og udføre sit stofskifte
ved temperaturer lige op til 75? C. og rammes saaledes ikke
ved melkens pasteurisering. Den vil derfor kunne komme til at
spille en skjæbnesvanger rolle i vore meierier. Fiendommelige,
monstrøse former af den af Frizs beskrevne rosensop (Poly-
porus roseus) kan leve i knustør ved og gjøre lignende skade
som den ægte hussop (Merulius lacrymans). Soppens legeme
var paa slige steder næsten altid løst svampet, gjennemsat af
forskjellig formede hulheder, der gjorde indtryk af at være frem-
kaldt af insekter eller lignende, men i virkeligheden maatte op-
fattes som vandbeholdere, bestemte til at holde paa en periodisk
fugtighed. Klipfiskesoppen, som foredragsholderen allerede i
1886 har beskrevet under navn af Wallemia ichtyophaga, gjør
stor skade ikke alene paa salt fisk, men ogsaa paa saltet kjød,
saasom spegeskinker, og paa saltede grøntsager. Foruden i
koncentrerede saltopløsninger formaar den endog at leve paa
tørt salt, naar blot dette er tilstrækkelig forurenset med dyriske
eller vegetabilske emner.

Som supplement til et i Videnskabsselskabets skrifter nylig
publiceret arbeide bragte Dr. JoHAN-ÖLSEN derefter nogle med-
delelser om insektdræbende soppes indtrængen og ud-

Nyt Mag. f Naturv. XXXXIII. IV. 24

370 JENS HOLMBOE.

bredelse i dyrelegemet. Han havde fundet, at ikke faa
soparter var istand til ogsaa ved kunstig infektion at trænge ind
i levende larver af furuspinderen (,skogmark*) og dræbe disse.
Men maaden, hvorpaa de enkelte soparter trængte ind, var for-
skjellig. Enkelte, saasom Botrytis tenella, kunde vokse direkte
ind gjennem huden; andre, hvoriblandt Sporotrichum globuli-
ferum, virkede blot, naar de med føden blev bragt ind i dyrets
fordeielseskanal. Foredraget gav anledning til en diskussion,
hvori deltog professorerne R. Cozcerr, E. Poutsson og N. WILLE
samt veterinærdirektor dr. Marw; den sidstnævnte troede ikke,
at forsøgene med at dræbe skogmark i det store ved hjælp af
snyltesop vilde faa praktisk betydning. Foredragsholderen repli-
cerede hertil.

Konservator PAUL BJERKAN gav endel „spredte biologiske
meddelelser fra en reise gjennem Kirgisersteppen“,
som han sidste sommer havde havt anledning til at foretage
som deltager i den af det keis. russ. geogr. selskab udrustede
Balkaschekspedition. Efter nærmere at have gjort rede for
reiseruten gik han over til de egentlige biologiske meddelelser.
Han omtalte blandt andet de herjinger, som vandregræshopperne
(pachybilus migraborius) 1 de sidste 3—4 aar havde foraar-
saget 1 Turkestan. Alle forsøg paa at indskrænke plagen havde
hidtil vist sig resultatløse. En edderkop (latrodectes tredecungu-
batus), af kirgiserne kaldt karakurt, voldte store tab paa kvæg-
bestanden og var ogsaa farlig for folkene selv, saa de med sine
hjorder ofte maatte sky steder, hvor kara-kurten findes i maengde.
Den samme edderkop forekommer merkelig nok ogsaa 1 Syd-
Europa uden at være anseet for særlig giftig. Hvor farlig den
er 1 steppen, kan man forstaa deraf, at den russiske regjering
har sendt videnskabsmænd for specielt at studere kara-kurtens
levevis og muligens finde et middel mod den.

Reisen gik forbi Aralsjøen, hvis fiskerigdom omtaltes. Den
vigtigste fisk er aralstor (acipenser scyper), for hvilken man
har strenge fredningsbestemmelser. Aralsjoens faatalhge mol-

DET BIOLOGISKE SELSKAB. 1904. 371

lusker stemmer for flere arters vedkommende overens med dem,
vi finder ved vore kyster. Dette støtter i hoi grad den hypo-
these, at der engang har gaaet en havarm hidind fra nord.
At der, som ekspeditionen senere fandt, ikke eksisterer noget
tilsvarende dyreliv i Balkasch, behøver ikke at betyde andet,
end at denne sjø har været udtørret og saa igjen er blevet
dannet paanyt. Den sidste sjøs ringe dybde, i den midterste
del blot 10—11 meter, gjør ogsaa denne tanke meget sand-
synlig.

Stigninger og synkninger af vandstanden 1 slige steppesjøer
er meget almindelig iagttaget. For Balkasch's vedkommende
fandt ekspeditionen spor af flere paa hinanden følgende stig-
ninger og synkninger. Nu lod sjøen til at være i stigning. I
det hele er Turkestan for tiden i en periode med stadig stigende
nedbør, noget man ogsaa kan spore i de 1 den senere tid saa
hyppige oversvømmelser, der ogsaa voldte Balkaschekspeditionen
adskillig tidsspilde. Balkaschs vand var ferskt, men langs
bredden, særlig langs den østlige, fandtes laguner begrænsede
af „Kumisch“-samlınger af phragmites communis — hvor
vandet ofte kunde være noget bittert og saltholdig.

Foredraget gav anledning til en bemerkning af professor
dr. WILLE, som gav en nærmere karakteristik af steppen i mod-
sætning til ørken og træbevokset land.

Møde torsdag den 2$de april.

Dr. Anpr. M. Hansen holdt foredrag om den norske
vegetations indvandringshistorie. Han hævdede, at en
meget stor del af vor flora har overlevet den sidste istid, idet
en betydelig del af vor vestkyst dengang var fri for is. Han
antog, at ogsaa granen hørte til dette interglaciale floraelement.
Fra landets sydøstlige hjørne har Brvrr's boreale planter trængt
frem gjennem Valders til indre Sogn og gjennem Gudbrands-
dalen til egnene omkring Trondhjemsfjorden. (Ctr. ,Hvorledes
Norge har faaet sit plantedække*. — Naturen 1904). —

312 JENS HOLMBOE.

Foredraget gav anledning til en diskussion, hvori deltog prof.
dr. N. Witte, konservator Ove DAHL og amanuensis JENS
HorwBoE; den sidstnævnte fremholdt, at man efter vort nuvæ-
rende kjendskab til Nordeuropas fossilførende kvartærafleiringer
nødvendig maatte anse granen indvandret til Norge i sen post-
glacial tid. Foredragsbolderen replicerede hertil.

Konservator Ove Dant fremviste eksemplarer af to for
Norges flora nye karplanter, nemlig Silene tatarica (L.)
Pers. fra Polmak i Østfinmarken og Oxytropis deflexa, Ber.
fra Kautokeino. Den sidstnævnte art kjendes ikke fra nærmere
voksesteder end Baikalsjøen og vokser tillige paa Rockey
Mountains.

Møde torsdag den 26de mai.

Brigadelæge C. ArBo holdt foredrag om Kristianssands
stifts anthropologiske forhold.

Stud. real. Oscar SUND redegjorde dernæst for sine under-
søgelser over lugteorganets udvikling hos Spinax
niger. Under foredraget demonstrerede han tegninger og voks-
modeller af dette organs forskjellige udviklingsstadier. (Cfr. ,Die
Entwickelung des Geruchsorganes bei Spinax niger*
— Biolog. Centralbl. Bd. XXIV. 1904). -

Mode torsdag den 29de september.

Prof. dr. G. A. GULDBERG holdt foredrag om kongespeilets
hvaldyr. De fleste der omtalte hvaler lod sig — ved hjelp af
den 1 almindelighed meget nogterne beskrivelse — med større
eller mindre sikkerhed identificere med nulevende arter. (Cfr.
„Die Waltiere des Königsspiegels*. — Zoologische An-
nalen. Bd. I. Würzburg 1904.)

I tilknytning til dette foredrag bragte prof. C. BoEck nogle
meddelelser om døglingeoljens terapeutiske egenskaber.
Den synes at have en ganske stærkt bakteriedræbende virk-

- ba Msn à.

DET BIOLOGISKE SELSKAB. 1904. 373

ning. — Herom opstod der en kortere diskussion, hvori prof.
G. A. GULDBERG og prof. dr. E. Pourssow deltog.

Amanuensis Jens HoLmBoE holdt foredrag om bøgeskogens
alder ved Larvik. Han omtalte først bøgens fossile forekomst
1 Nordtyskland og Danmark, hvor den ifølge RostruP's under-
søgelser synes at være indvandret omkring bronzealderens be-
gyndelse. Fra Sverige kjendes derimod intet sikkert fund af
fossile bøgerester. I en liden myr midt inde 1 Larviks bøgeskog
fandt foredragsholderen sidste sommer talrige bøgelevninger,
men kun øverst oppe, ikke dybere end 0,35 m. under overfladen.
I de dybere lag forekom derimod utallige hasselnødder. Da der
ikke løber nogen bæk ud i myrbassinet, maa disse have vokset
paa selve de nærmeste bakker rundt om myren. Den mørke,
ensformige bøgeskog, som nu findes der, kan ikke have existeret
samtidig med det frodige hasselkrat, da dette kræver en sollys
plads. Sammen med hasselnødderne fandtes rester af gran.
Larviks bøgeskog tilhører derfor tiden efter granens indvandring.
(Cfr. Studier over norske planters historier. II. Nogle
ord om bogeskogens alder ved Larvik". — Nyt Mag. f.
Naturv. Bd. 43). — Foredraget gav anledning til en bemerk-
ning af brigadelege C. ARBO.

Møde torsdag den 3die november.

Frk. dr. philos. EmiLy ARNESEN refererede Lane’s hæmo-
coeltheori og gav dernæst et kort resumé af sine under-
sogelser over rhynchobdellidernes blodkarsystem,
som hun fandt i det væsentlige støttede den nævnte theorie.
(Cir. ,Ueber den feineren Bau der Blutgefåsse der
Rhynchobdelliden*. — Jenaische Zeitschr. f. Naturwiss.
Bd. XXXVIIL 1904).

Prof. R. Cottetr fremviste nogle dyreformer fra Ma-
dagaskar, som del zoologiske musæum nylig havde modtaget
fra missionær BJørn ELLE, og knyttede dertil nogle almindelige
bemærkninger om dyrelivet paa denne ø.

374 JENS HOLMBOE. DET BIOLOGISKE SELSKAB. 1904.

Møde tirsdag den 29de november.

Dr. med. F. G. Gave holdt foredrag om ultramikro-
skopien, dens resultater og opgaver. Foredraget vil blive
offentgjort i , Norske Magazin for Legevidenskaben*. — Til
foredraget knyttedes bemærkninger af brigadelæge C. ARBo
og konservator KRISTINE BONNEVIE.

Navneregister.

Side
Arbor, RA JESS JE SPSS SS meme
Arnesen: EMA «231 od sv GJEN cde red Ge ee
Bjerkan, Paul Jr XR OT CT CCS AL
Bonnevie Kristine Sn GE eee lene, eee DEBEO REAL
Collett, TRL OE ete ARIE SE FASO 00
DORE Ote nat, Male dy eed Cea tec Ree Re eet, el
Gade: Dita. tients EG NOTA
Guldberg, FOT STEG GENE ee
Guldberg, JG Aan I Je KA SOS
Hansen: Andra Mis EL elg o NS Å
Holmboes Jens HANS SOG JET JE GS
Huet Kaas, HSS NE SET MEIN
Johan:Olsen, Olav. 3 SER)
Poulsson, Ber. GASS OS MR E
Sund, Oscar EE EE EE CO RE OI
Malle Nei i Se SOON DA

Trykt den 28de september 1905.

ee eee

x

EDREDAKTØR N. V

BROGGERS BOGTRYKKERI —

1 Aaret 1905 vil der af »Nyt Mazarin för: Natar- R
videnskaberne“ udkomme Bind 43 med samme Udstyr og =
lignende Indhold som B. 49, idet ,Nyt Magazin for Natur- - 1
videnskaberne* herefter kun optager Afhandlinger over natur- RT 3
historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- À à
| giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. — =

Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig, 3
men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved E.
Abonnement af Personer og Institutioner, som > har Interesse af 3
Naturhistoriens Fremme i vort Land. = so

Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det. Meningen
ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger
men ogsaa at lade medtolge de paa norsk skrevne Afhandlinger 3
et Resume paa et større Kultursprog. — =

Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. zs

Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med =
4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen -
er 8 Kr. om Aaret, drit tilsendt ut Posten inden we skan- x
dinaviske Lande. = ^. EN ee 3

- Tidsskriftets Kommissionærer ms E

- For Norge, Sverige, Danmark og Finland: Tq 0. Brøgger, 5 |
Carl Johansgade 12, Christiania. — aie

For andre Lande: R. Friedlånder & Sohn, Carlstrasse | 5
11, Berlin N. W. x Wo M. rn

= = a =
N. WILLE. ——

DIE UMSCHAU

. BERICHTET ÜBER DIE FORTSCHRITTE
«hunD BEWEGUNGEN DER WISSEN-
SCHAFT, TECHNIK, LITTERATUR UND
KUNST IN PACKENDEN AUFSÁTZEN.

Jährlich 52 Nummern. Illustriert.

„Die TUinschan“ zählt nur die hervorragendsten
| Fachmänner zu ihren Mitarbeitern.
Prospekt gratis durch jede Buchiondiiag sowie den Verlag
AH Bechhold, FE a. M., gene Krdme 19/21.

2 PHARMACIA
: TIDSSKRIFT FOR KEMI OG FARMACI

WE - redigeret af Ervinp Koren
=: 3 M. udkommer 2 gange om maaneden.
- I 1904 har følgende herrer leveret bidrag:

cy Bjerknes, W. C. Brøgger, P. Farup, O. Frich, H. Gold-
schmidt, Kr. Grøn, Anton Grønningsæter, K. V. Hammer,

8. A. Heyerdahl, Jens Holmboe, Olav Johan-Olsen, August
_ Koren jr., Aage Kvenild, F. Lindeman, Thv. Lindeman, Haa-

= vard Martinsen, J. Alfred Mjøen, Carl Nicolaysen, Gullow
Pedersen, John Sebelien, Peter R. Sollied, Knut T. Qu

Sem Sæland, Sophus Torup.

Ae Abonnement — kr. 5.00 pr. aar — tegnes ve Me
* terne og hos boghandlerne samt i tidsskriftets expedition, Munke-

us damsveien 78, Kristiania. Telefon 88131.

- Tidsskriftets kommissiungrer er:

rae i Danmark: universitetsboghandler G. E. C. Gad, Kjøbenhavn.

i Sverige: Nordiska Bokhandeln, Stockholm.
i Finland: © Edlundska Bokhandeln, Helsingfors.

pel D E | e he 7 sh

4

Ma Side xt
Ap A. BJERKNES. Lidt om Keilhau og hans tid, af en den, men ikke
fügmand os soc 5 1

JENS HOLMBOE. Studier over ork planters toig L IL (PL 1.) 38!
OP. A. ØYEN. Studier over CI DR 1 elve og indsøer i Jotun-

heimen .. . . 50/7
P. A, ØYEN, Seks geologiske Flister Ne Jotunheimen. wi n iv) 8
P. - ØYEN. Breeoscillation i 1 A 1908 . e Ke PTE DN 8

V= s > om ^ uf

Bidrag til Magazinet Hedes indsendt til Prof Dr. N. WILLE, à Toien, = =
Kristiania. BE
Forfatterne er selv ansvarlige for sine Ahandlinger.

E

HER

Fra 1903 har Ugderternede skäret) sjø at b dure til, ee nischen i
Jahresbericht" al i Danmark og Norge publiceret botanisk Litteratur. For
at dette kan blive udført saa hurtigt og fyldigt som muligt, tillader jeg”
mig at opfordre de Hen Forfattere og Mi til at gea mig dh e oy
af deres Skrifter. |
; Botanisk Men København.

Morten | P. Porsild.

cele

* Botanisk literatur made i de rs länderna, Finland
och Ryssland, refereras af undertecknad i Botanical Gazette“, ” Chicago.
Resp. författare ombedes att för undvikande af tidsspillan. sända sina ar-

beten direkt till undertecknad.
Dr. Pehr Olsson- Seffer.
Stanford QE California. :
k due u 8. A

2

KOMMISSION HOS T
SPION. I |

-W. BRØG

-

I Aaret 1905 vil der af ,Nyt Magazin for Natur- —

videnskaberne“ udkomme Bind 43 med samme Udstyr og 4

lignende Indhold som B. 42, idet ,, Nyt Magazin for Natur-

videnskaberne* herefter kun optager Afhandlinger over natur- — —

historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- =

giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. E
Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig, — —

men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved 8

- Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af — —

Naturhistoriens Fremme 1 vort Land.

Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er ae Mode At x

— ikke alene at udstyre Athandlingerne rigeligere med Afbildninger, = 3

men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Aibandinger E
. et Resumé paa et større Kultursprog. E
- Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gate
„Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med =
4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen + E

. er 8 Kr. om Aaret, nit tilsendt med Posten ee de skan- E

dinaviske Lande. |
Tidsskriftets Kommissionærer er: | R6
; For Norge, Sverige, Danmark og Finland : T. 0. Brøgger, E
Carl Johansgade 12, Christiania. | E
| For andre Lande: R. Friedlánder & Sohn, re
11, Berlin N. W.
e For E
N. WILLE.

MEET VS TE
DIE UMSCHAU
N BERICHTET UBER DIE FORTSCHRITTE
* AUND BEWEGUNGEN DER WISSEN-
SCHAFT, TECHNIK, LITTERATUR UND
KUNST IN PACKENDEN AUFSÁTZEN.
Jährlich 52 Nummern, Illustriert.

EN „Die Umschau“ zählt nur die hervorragendsten
Fachmänner zu ihren Mitarbeitern,

Prospekt gratis durch jede Buchhandlung, sowie den Verlag
- H. Bechhold, Frankfurt a. M., Neue Kräme 19/21.

PHARMACIA

| TIDSSKRIFT FOR KEMI OG FARMACI

. redigeret af Etvinp Koren
udkommer 2 gange om maaneden.
I 1904 har følgende herrer leveret bidrag:

my Bjerknes, W. C Brøgger, P. Farup, 0. Frich, H. Gold-

schmidt, Kr. Grøn, Anton Grønningsæter, K. V. Hammer.
S. A. Heyerdahl, Jens Holmboe, Olav Johan-Olsen, August
Koren jr., Aage Kvenild, F. Lindeman, Thv. Lindeman, Haa-

vard Martinsen, J. Alfred Mjøen, Carl Nicolaysen, Gullow

Pedersen, John Sebelien, Peter KR. Sollied, Knut T. Strøm,

; Sem Sæland, Sophus Torup.

Abonnement — kr. 5.00 pr. aar — tegnes ved postanstal-
terne og hos boghandlerne samt i tidsskriftets expedition, Munke-

| damsveien 78, Kristiania. Telefon 88131.

- Tidsskriftets kommissionærer er:
i Danmark: universitetsboghandler G. E. C. Gad, Kjøbenhavn,
i Sverige: Nordiska Bokhandeln, Stockholm.
i Finland: . Edlundska Bokhandeln Helsingfors.

A

P. A. OYEN. Bee ons i Norge 1903. "luti : SA rd

P. A. ØYEN. Bræoscillation i Norge 1904 TEEN ets E Re ee

OSKAR SCHULTZ. Beschreibung einiger pslacartischer Heteroceren- *
Aberrationen PER Has Ue cde Aeg are 2

P. SCHEI. Notes on Norwegian ene Tt 6. (With PL V).

- DANIEL DANIELSEN. Om nogle pur ved Kristianssand.

(PIZVE VHS -

0S. o. F. OMANG. Hieraciologiske undersøgelser i i Norge. | HL.

Kristiania, 3
Forfatterne er selv ri för sine Afhandlinger. | up.

(Opere = +

Fra 1903 bar adel paataget sig at bre Bl. fuste øket =
Jahresbericht* al i Danmark og Norge publiceret botanisk Litteratur. - -For |
at dette kan blive udfort saa hurtigt og fyldigt som 'muligt, tillader jeg
mig at opfordre de Herrer Forfattere og een til at sende. mig pu £
af deres Skrifter. ..
Poser Museum, Købenbavn.

Morten 5 Pors.

Bolag kt Literatur Sökt nde i de S. Tanderna,, Fred Xi
och Ryssland, refereras af undertecknad i „Botanical Gazette“, Chicago. . .
Resp. författare ombedes att for undvikande af USES sända sina ar-

beten Wes till a 2 cra à
? 2:5 DK. Pehr. Olsson-Seffer. RT
fu. - Stanford iue California. ^

U S wd

NYT MAGAZIN

NATURVIDENSKABERNE

V GRUNDLAGT AF
DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING .
I CHRISTIANIA

. BIND 43, Hefte 3

REDAKTION:
H. Moun, Tu. Hiortpant, W. C. Broccer, F. Nansen,
HoveprepakTor N. WILLE.

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI
1905

I Aaret 1905 vil der af , Nyt Magazin for Natur-
. videnskaberne* udkomme Bind 43 med samme Udstyr og
lignende Indhold som B. 42, idet „Nyt Magazin for Natur-
videnskaberne“ herefter kun optager Afhandlinger over natur-
historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo-
giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber.
Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig,
men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved — |

Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af 4

Naturhistoriens Fremme i vort Land. EA EACUS
Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen
ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger,

men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger | 4

et Resumé paa et større Kultursprog. .
Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis.
Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med >
4 Hefier aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen E.
er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med Posten inden de skan- "
dinaviske Lande. | |
Tidsskriftets Kommissionærer er: |
. For Norge, Sverige, Danmark og Finland: T. O. Brugger Be: |
Carl Johansgade 12, Christiania. | A
For andre Lande: R. Friedlander & Sohn, Carlstrasse — |
11, Berlin N. W. | A m
For Redaktionen
N. WILLE.

UND BEWEGUNGEN DER WISSEN-
SCHAFT, TECHNIK, LITTERATUR UND

Die Umschau“ zählt nur die hervorragendsten
| Fachmånner zu ihren Mitarbeitern.
TSN Prospekt gratis durch jede Buchhandlung, sowie DE Verlag
| H. Bechhold, Frankfurt a. M., Neue Kråme 19|21.

ps “PHARMACIA
TIDSSKRIFT FOR KEMI OG FARMACI

redigeret af ErvinD Koren
. udkommer 2 gange om maaneden.
I 1904 har følgende herrer leveret bidrag:
V. Bjerknes, W. C. Brøgger, P. Farup, 0. Frich, H. Gold-
schmidt, Kr. Grøn, Anton Grønningsæter, K. V. Hammer.
S. A. Heyerdahl, Jens Holmboe, Olav Johan-Olsen, August
Koren jr., Aage Kvenild, F. Lindeman, Thv. Lindeman, Haa-
ward Martinsen, J. Alfred Mjøen, Carl Nicolaysen, Gullow
Pedersen, John Sebelien, Peter R. Sollied, Knut T. Strøm,
Sem Sæland, Sophus Torup. | |
Abonnement — kr. 5.00 pr. aar — tegnes ved postanstal-
terne og hos boghandlerne samt i tidsskriftets expedition, Munke-
damsveien 78, Kristiania. Telefon 8813f. —
Tidsskriftets kommissionærer er: |
i Danmark: universitetsboghandler G. E. C. Gad, Kjøbenhavn,
i Sverige: Nordiska Bokhandeln, Stockholm.
i Finland: Edlundska Bokhandeln Helsingfors.

Indhold.

S. O. F. OMANG. Podio gels TOMAS: i Re IL. ob Ne 4198)

Boganmeldelser . . . . . . . . . . . . . . . DNS Fe NP BAS å

Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof Dr. N. WILLE, Tøien,

Kristiania.
. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Afhandlinger.

Opfordring.

Fra 1903 her a nd es sig ne gis til. „Just’s board RU
Jahresbericht al i Danmark og Norge publiceret botanisk Litteratur. For a
at dette kan blive udfort saa hurtigt og fyldigt som muligt, tillader jeg —
mig at opfordre de Herrer Forfattere og bero i at sende mig Bi acs PG

af deres Skrifter. | = yi
^ Botanisk dn København.

Morten P. Porsil.

| a.

Botanisk litoratur kommando i di Skandinaviska lando F dS p.
och Ryssland, refereras af undertecknad i „Botanical Gazette“, Chicago. :
Resp. författare ombedes att för undvikande af Eis allein, sända sina ar.

heter direkt till undertecknad.
| Dr. Pehr Olsson-Seffer.

Stanford University, California.
U 8. A.

NYT MAGAZIN
" NATURVIDENSKABERNE

DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING
I CHRISTIANIA

BIND 43, Hefte 4

REDAKTION:
|. .H. Monn, Tu. HioRTDAHL, W. C. Broccer, F. Nansen,
HOoVEDREDAKTOR N. WILLE.

CHRISTIANIA
I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER
A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI
1905

I Aaret 1906 vil der af yNyt Magazin for Natur- |
uci cues udkomme Bind 44 med samme Udstyr og
lignende Indhold som B. 48, idet ,,Nyt Magazin for, Natur- (
videnskaberne" herefter kun optager Afhandlinger over natur-
historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo-
giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber.

Tidsskriftet Per nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 hs

Abonnement af. Personer og ne som ui Interesse. art
Naturhistoriens Fremme i vort Land.

Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er : det Meningen
ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger,
men ogsaa at lade medfolge de paa norsk skreyne ue 3
et Resumé paa et større Kultursprog. |

Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis.

Nyt Magazin for Naturvidenskaberne* vil udkomme med p |
4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen | E
er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt Gee Posten inden de skan- M
dinaviske Lande. | | M boe E,

Tidsskriftets Kommissionærer er: E

For Norge, Sverige, Danmark og Em T. 0. PEORES a
Carl Johansgade 12, Christiania. 8 å

For andre Lande: R. Friedländer & Sohn, GE 4
11, Berlin N. W. 3g

| | F or Hedaklionen)
N. WILLE.

DIE UMSCHAU

BERICHTET UBER DIE FORTSCHRITTE
«HUND BEWEGUNGEN DER WISSEN-
SCHAFT, TECHNIK, LITTERATUR UND
KUNST IN PACKENDEN AUFSÁTZEN.

Jährlich 52 Nummern, Illustriert.

„Die Umschan“ zählt nur die hervorragendsten
F achmånner zu ihren Mitarbeitern.

| Prospekt gratis durch jede Buchhandiung, sowie den Verlag
H. Bechhold, Frankfurt a. M., Neue Kröme 19121.

P H A RM A CIA
| TIDSSKRIFT FOR KEMI OG FARMACI ;

redigeret af Ervinp Koren
udkommer 2 gange om maaneden.
I 1904 har følgende herrer leveret bidrag:
V. Bjerknes, W. C. Brøgger, P. Farup, 0. Frich, H. Gold-
schmidt, Kr. Grøn, Anton Grønningsæter, K. V. Hammer,
S. A. Heyerdahl, Jens Holmboe, Olav Johan-Olsen, August
Koren jr., Aage Kvenild, F. Lindeman, Thv. Lindeman, Haa-
vard Martinsen, J. Alfred Mjøen, Carl Nicolaysen, Gullow
Pedersen, John Sebelien, Peter R. Sollied, Knut T. Strøm,
Sem Sæland, Sophus Torup.
| Abonnement — kr. 5.00 pr. aar — tegnes ved postanstal-
terne og hos boghandlerne samt 1 er expedition, Munke-
Teen 78, Kua) Telefon 8515 f. |
Pidsskriftets kommissioneerer: er:
i Danmark: universitetsboghandler G. E. C. Gad, Kjobenhavn,
iSverige: Nordiska Bokhandeln, Stockholm.
i Finland: Edlundska Bokhandeln Helsingfors.

Indhold.

Side

S.O.F. OMANG. Hieraciologiske Undersogelser i i Norge. III. (Slutn.) 289

N. WILLE. Om Indvandringen af det arktiske Floraelement til Norge 315

TH. HIORTDAHL. Bidrag til Kemiens Historie i Norge . . . . . 339
JENS HOLMBOE. Aarsberetning for det biologiske Selskab i Kristi-

ania 2.4905 0p EN ee EE

Boganmeldelser . | :

Fortegnelse over Bytteforbindelser

Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof Dr. N. ud PERS
Kristiania,

. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Arhandiinger:

Opfordring. |

Fra 1903 har Undertegnede paataget sig at referere til „Just’s botanischer
Jahresbericht al i Danmark og Norge publiceret botanisk Litteratur. For
at dette kan blive udført saa hurtigt og fyldigt som muligt, tillader jeg

mig at opfordre de Herrer Forfattere og. Udgivere til at mig Særtryk
af deres Skrifter. :

Botanisk Museum, København.

- Morten P. Porsild. |

Botanisk literatur udkommande i de Skandinaviska länderna, Finland —
och Ryssland, refereras af undertecknad i ,Botanical Gazette“, Chicago.
Resp. författare ombedes att för undvikande af tidsspillan sända sina ar
beten direkt till undertecknad.

Dr. Pehr Olssen-Seffer.
Stanford University, California.

IAS A.

Å , EI
- :
d
15s e
i r

3 mos

; à : j

n"

05801