Full text of "Nyt magazin for naturvidenskaberne"

See other formats

Nyt Magazin

for

Natnrvidenskaberne.

Udgives af

den physiographiske Forening

Christiania

ved

CHR. LANGBERG.

Niende Bind.

(Mad 6 iith. Tavler, 3 Karter, 5 Profiltavler og mange Træanil).

Trykt i Carl C. Werner & Comp.s BogtrykkerL

1 8 5 7.

h S i\ fl* ■' ?

r. ov'r -v>: •. ?■. 4 .;n-

ål: . . i | il 1 -

lb >.V !;’!■)

I :

•• u .. i

b!)V

i.- . . •

•: ; r,*: r ‘ '

v. . .>* <•■

I n d h o 1 d.

Første Hefte.

Side.

I. Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter. Af David

Forbes 1.

II. Mineralogiske Iagttagelser omkring Arendal og Kragerø.

Af D. Forbes og T. Dahll. (Fortsættelse) ... 14.

III. Notitser om det erratiske Phænomen i Lofoten. Senjen

og ved Tromsø. Af J. C. Hørbye 21.

IV. Besvarelse af den af det Akademiske Collegium d. 2 3 de
Mai 185 4 fremsatte Prisopgave No. 6: „At under-
kaste de forskjellige Theorier, der ere fremsatte om
Dannelsesmaaden af de uskiktede Bjergarter i Christia-
nias Overgangsformation, en videnskabelig Prøvelse, samt

veie dem mod hinanden.“ AfTh. Kjerulf . . . 31.

Y. Indberetning til Collegium academicum over en paa of-
fentlig Bekostning foretagen zoologisk Reise i Somme-
ren 18 50. Af J. Koren . . . . . . . . . 89.

åndet Hefte-

Yl. Om Indretningen og Brugen af Bunsens Photometer.

AfChr. Langberg . . . 97.

VII. Bidrag til Kundskaben om Middelhavets Littoral-Fauna,

Reisebemærkninger fra Italien. Af M. Sars . . . 110.

VIII. Gæoiogiske Undersøgelser over det metamorphiske Ter-
ritorium ved Norges Søkyst. Af David Forbes . 165.

IX. Mineralnotiser. Af Nic. Benj. Møller . . . . 186.

Tredie og Fjerde Hefte.

X. Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens von Th.

Kjerulf mit Beitrågen von Tellef Dahll . . . 193.

XI. Nogle Ord om Medusernes Udvikling. Af Sars . . 3 2 7.

XII. Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. Af N. Mejdell 442.

: id

. . ■ ■ • ■ t-i il ■. i . . -

.• :'JM. •!. ‘i: L 1

■< \ ' -r'.T. it‘ , A.; Ij

■

■j • : ■

~ ■ r !; \
*

t .

• it: .. .

. ' . ... ?v. '. • ■ :

i':* •

t .

; : L ■ • '■ ■

: a - :

■ : .... ■. '

•' 'r '' ■ A

. ■ . • • • • • ; ;

i . . ■ ■ vA .

f i' -:

■ r

\ . C.

. f

9de Binds Iste Hefte.

Da? id F ^ r bes.

De forskjellige Slags Parallelstructur, som optræde i de ældre
Bjergarter, kunne inddeles i følgende Arter: Skiktning, Slet-
ter, Kløvbarhed, Foliation og Lavastructur.

Enhver af disse Arter er aldeles uafhængig af de øvrige.
De have nemlig alle deres Oprindelse af forskjellige Aarsager,
og uagtet vi enkelte Gange tinde, at ilere af dem samtidig kunne
være tilstede i een Bjergart, existerer der alligevel ikke nødven-
digviis nogen Sammenhæng imellem dem, hvilket man altid maa
erindre sig, naar man vil soge at faae et klart Begreb om
Sagen, da man hidindtil alt for ofte har sammenblandet de for-
skjellige Arter med hinanden. Desuden høre de 3 førstnævnte
Arter alene hjemme i de sedimentære Bjergarter, medens de to
sidstnævnte ikke kunne være tilstede i disse i deres normale
Tilstand.

David F o r b e s.

1. SfclktmiBg.

Ved dette Udtryk maa forstaaes den Dannelse af Flader,
som opstaaer ved et Materials suecessive sedimentære Afsættelse
i Vand eller under Paavirkning af Vand. Uagtet disse Flader
oprindelig have været parallele, tinde vi dog, at dette ikke altid
nu er Tilfældet, da det ofte har hændet, at de ere blevne mere
eller mindre forstyrrede ved Paavirkning af Strømninger eller
andre Aarsager, forinden det derpaa følgende Lag blev afsat.

Det ånder ofte Sted, at Skikterne udkile sig enten paa
Grund af Mangel paa tilstrømmet Material eller paa Grund af
Udvidelse eller Indskrænkning af det Terrain, hvorpaa de af-
sattes. Desuagtet bærer Skiktningen altid, i det Store betragtet,
Præget af Parallelismus. I Skiktfladernes Retning sees ofte Rulle-
stene deponerede, ligesom ogsaa i forsteningsforende Bjergarter
organiske Levninger af alle Slags.

I samme Retning åndes ofte Mærker efter Bølgeslag (ripple-
marks), Fodspor af Dyr, Udhulinger af Regndraaber, Solsprække
o. s. v., hvilke alle fuldstændigt bevise Structurens Oprindelse.

I Bjergarter, som ere ældre end de forsteningsforende Lag,
eller hvor Forsteningerne ere udslettede ved metamorphiske Virk-
ninger, er Skiktningen synbar ved de større Leier eller Zoner af
Mineralsubstantser af forskjellig Natur, eller i homogene Bjerg-
arter, som f. Ex. i mange Leerskifere, ved Farvebaandene. Ret-
ningen af de enkelte krystalliniske Blade, saasom Glimmerblade,
indenfor saadanne Leier eller Zoner maa ikke forvexles med Ret-
ningen af selve Leierne, hvorom siden.

II. ©tetter (joints).

I alle Formationer uden Undtagelse seer man, at Lagene
eller Bjergmasserne som oftest ere afdeelte ved et større eller
mindre Antal af Sprækker eller Flader, der danne forskjellige
Vinkler med Skiktningen. Disse Sprækker, som oftest ikke

Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter.

parallele, vise dog undertiden en bestemt Parallelismus endog
over betydelige Strækninger.

For om muligt at forebygge en fremtidig Forvexling med
de ovige Arter af Parallelstructur, skulle vi her gjøre opmærk-
som paa, at der er Grand til at antage, at i flere Ttlfælde, f.
Ex. i Gudbrandsdalen og paa Hedemarken, have disse Sletter
været anseede som Skiktning (efter Th. Kjerulf), hvilken Feil ikke
kunde have fundet Sted ved en nøiagtig Undersøgelse.

Den meest bestemte Betegnelse, man kan give Sletterne, og
hvorved man kan adskille dem fra alle øvrige Arter af Parallel-
structur, er den, at de enten ere eller engang have været virke-
lige Sprækker, hvori en større eller mindre Afsætning af Mate-
rial har fundet Sted og uagtet Klippemasserne nu ofte ere sam-
menvoxede, undertiden ligesaa solid som før Sprækkernes Dan-
nelse, kunne vi dog let opdage hvor disse oprindelig have været,
ved det afvigende Udseende af det sammenkittende Material.

Det maa erindres, at da Sletter kun ere Sprække med eller
uden Fyldning, besidder den Bjergmasse, som ligger mellem to
saadanne Sprække, i sig selv ikke nogen Structur, der har Paral-
lelisme med selve Sprækkene.

I alle Tilfælde kan man, hvor en mulig Forvexling med de
øvrige Arter kunde finde Sted, fjerne al Tvivl i saa Henseende
ved en mere udstrakt Undersøgelse af Terrainet. Sletternes
Oprindelse maa ansees som aldeles lokal, men da de kunne frem-
komme af to aldeles forskjellige Aarsager, kunne vi inddele dem
i 2 Afdelinger.

a) Sletter, som findes i alle Formationer og ere frembragte
ved mekaniske Kræfter, saasom Hævning, Synkning o. s. v.

Naar Kraften enten er en hævende eller en synkende
paa Grund af, at et underliggende Lag er borttaget, vil Føl-
gen blive, at der fremkommer et Antal Revner eller Sletter,
mere eller mindre regelmæssige eller parallele, eftersom

1 *

David For bes.

Kraften har virket med en mere eller mindre eensformig
Intensitet over et bestemt Areal. Derfor tinde vi, som man
af Kraftens Natur kunde formode, at Parallelismen kun er
local og udbredt over et forholdsviis ringe Areal. Ogsaa
Bjergartens Beskaffenhed har en stor Indflydelse, og man
kan neppe vente at tinde parallele Sletter, hvor Bjergarten
ikke er meget homogen. Det er ogsaa ofte Tilfældet, at
Parallelismen kun er tiisyneladende, idet det ofte kan paa-
vises, at Sletterne ere radiale, men Divergentsen er lidet
ieinefaldende paa Grund af Radiernes store Længde og
hyppige Optræden.

Saavelsom ovennævnte kunne ogsaa andre mechaniske
Aarsager frembringe Sletter, men det er unodvendigt her
at gaae i en videre Detail ; vi skulle alene fastholde, at man
ofte tinder endog meget betydelige Strækninger, livori Slet-
terne efter Udseendet at dømme, besidde en bestemt Paral-
lelisme. I Almindelighed ere dog Sletterne langtfra fuld-
kommen parallele, men findes udviklede i alle Retninger i
mange indbyrdes forskjellige Stillinger i samme Bjergmasse,
og ere et Resultat af een eller dere Kraftudviklinger. Saa-
ledes kan man ofte tinde, at Bjergarterne have en Tendents
til Afsondring i Blokke af forskjellige Figurer, mere eller
mindre regelmæssige.

b) Sletter, som ere egne for plutoniske Bjergarter, og som
ere fremkomne ved Afkjølinger og Sammentrækninger.

Denne Klasse af Sletter, der hører hjemme hos pluto-
niske Bjergarter, kan ofte sees vel udviklede f. Ex. i Granit-
steenbrud, hvor Afsondringerne ofte ere nogenlunde paral-
lele med Bjergmassens Overflade , saa at der fremkommer
forskjellige Lag af større eller mindre Mægtighed, og som
i flere Tilfælde kunne ligne neptuniske Strata. Disse Sletter
maa ansees som fremkomne under Afkjølingen af Masserne.

Om Parallelstrncturen i de ældre Bjergarter.

Eftersom nemlig Afkjølingen skred frem, maatte naturligviis
ethvert overliggende Lag skille sig fra det underliggende
ved cn bestemt Flade, da Contractionen i det koldere over-
liggende var stærkere end i det varmere underliggende.
Samtidig dannede der sig ogsaa af lignende Aarsag et andet
System af Sletter, lodret paa det første.

I de vulkanske Bjergarter, som Lava, Basalt, Porphyr
o. s. v., tinde vi, at det samme har fundet Sted, og, hvor
Texturen er funkornig eller tæt, kan man undertiden træffe
en indtil Spaltbarhed i en bestemt Retning gaaende Slette-
dannelse.

Fra et teehnisk Standpunct vise begge disse Slags Sletter sig
af en stor Vigtighed, da det kun er ved Benyttelsen af dem, at man
med Lethed kan losbrvde Masser af saadanne Bjergarter, som
ellers ikke besidde Spaltbarhed. I Bjergvæsenet er det vel be-
kjendt, hvorledes Sletters Tilstedeværelse lette Grubearbeidet, og
følgelig formindske Omkostningerne.

111. Mlovbarhed (Cleavage).

Den Structur, som vi nu komme til, Kløvbarhed, er en
Structur, som i en næsten mathematisk Betydning af Ordet kan
kakles en Parallelstructur, og som Sedgwick har paaviist ikke,
som tilforn antaget, indskrænker sig til de ubetydelige Punkter,
hvor Tagskifer brydes, men kan gjennemsætte Bjergarter af alle
Characterer og følgelig udstrække sig over vide Districter.

Naar Kløvbarhed er udviklet i sedimentære Bjergarter af
en homogen Natur, saasom i fiin Tagskifer, naaer denne Struc-
tur sin høieste Udvikling, idet Kløvningsfladerne ere næsten uden
Grændse i Antal og folge saa hyppigt paa hinaden, at de kunne
sammenlignes med Gjennomgangene i et Mineral, samt udmærke
sig ved den fuldkomneste Parallelisme. Af jo større og ujævn-
nere Korn Bjergarterne bestaae, jo mindre fuldkomne ere Kløv-

David For bes.

ningsfladerne, og det er kun i Bjergarter, hvis Korn besidde en
vis Grad af Fiinhed, som Leerskifer, enkelte Glimmerskifere,
Sandstene o. s. v., at KløvningSÉader ere af technisk Yigtighed,
og frembringe Producter af oeeonomisk Værdi, som Tagskifer,
Skrivetavler, Heller o. s. v.

Kløvbarheden kan let adskilles fra Sletterne, deels ved den
mere fuldkomne Paralellismus, og deels ved den Egenskab, at
Klovningen kan fortsættes uden Grændse, hvilket ikke tinder Sted
ved den Masse, der ligger mellem to Sletter. Tillige tinder man,
at en Kløvbarhedslinie, forfulgt saalangt den er udviklet, aldrig
fraviger den fuldkommen nøiagtig rette Linie, medens en Slet
altid tidligere eller senere gaaer over til at være en uregelmæs-
sig Spræk.

Der er tilstrækkelige Indieier forhaanden til at bevise, at
Kløvbarheden har en af Skiktningen aldeles oafhængig Retning,
desuagtet er der Grund til at troe, at Kløvbarheden, hvor den
her i Norge er forhaanden, i de fleste Tilfælde har været anseet
som Skiktning. Ved nøiagtigere Undersogelser vil det oftest vise
sig, at Kløvbarheden danner meget hoie eller endog lodrette
Vinkler med Skiktningen, hvilket bekræftes baade ved mine egne
og Hr. Th. Kjerulfs Observationer. Naar man tinder, som al-
mindeligt i andre Lande, Kløvbarhed udviklet i Bjergarter, som
indeholde Forsteninger, saa ligge Forsteningerne aldrig efter Klov-
barhedslinierne, men ere bestandig gjennemskaarne af disse i liøie
Vinkler, hvilket ogsaa er Tilfælde i Conglomerater, hvori da Kløv-
barheden gjennemskjærer Rullestenene. I de azoiske Bjergarter
tinde vi, at Kløvbarheden ikke stemmer med Farvebaandene,
hvilket man saa ofte kan iagttage i almindelige Tagskifere. Man
maa alligevel ikke forglemme, at man i enkelte Tilfælde kan
spalte temmelig regelmæssige og endog tynde Heller efter Skikt-
fladerne i de Tilfælde, hvor den sedimentære Afsættelse er fore-
gaaet af et jævnt og hint Materiel; men ved Undersøgelse vil

Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter 7

det snart vise sig, at disse liave aldeles forskjellig Characteer og
Udseende fra dem, som cre et Resultat af den lier omhandlede
Klovbarhed, ligesom de heller ikke besidde disses bestemte og
plane Begrændsningsflader.

Aarsagen til denne Structur har i de senere Aar været
Gjenstand for Geologernes Forskninger, og man har paaviist, at
i alle Tilfælde, hvor Klovbarhed er tilstede, har Bjergarten været
udsat for et Tryk, og er i en mere comprimeret Tilstand end op-
rindelig, ligesom ogsaa at dette Tryk kan refereres til en mere
eller mindre iøinefaldende local Aarsag.

Sorby har viist, at naar Klovbarheden verticalt gjennem-
sætter horizontale Lag af forskjellig Natur, der saaledes frembyde
en forskjellig Modstandskraft mod Sidetryk, som f. Ex. et Lag
a f haard qvartsrig Sandsteen mellem to Lag af mildere Leer-
skifere, vil man tinde, at det haarde Lag altid ere bolgeformig
sammenstuvet ved det Tryk fra Siden, der har foraarsaget den
verticale Klovbarhed, og saaledes har man i Bolgernes Axer et
Maal for Graden af Sammenstuvningen. Phillips og Sharpe have
paaviist, at naar Forsteninger ere tilstede i klovbare Bjergarter,
have hine ikke bibeholdt sine oprindelige Contourer, men ere
forkortede i een Retning og forlængede i en anden, og vise saa=
ledes Virkningen af den comprirøerende Kraft, der har virket lodret
paa Klovbarhedens Retning. Ved Sammenligning af saadanne
forandrede Forsteninger med de normale har man et Maal for
Trykkets Størrelse. Ved mikroskopisk Undersogelse af klovbare
Skifere kan man overbevise sig om, at endog de mindste Par-
tikler deri ere udstrakte i den ene Retning paa den andens Be-
kostning, og dette endog saa tydeligt, at man med et Microme-
ter kan faa noiagtige Maalbestemmelser. Ved Sammenstillingen
af Fleres Resultater har Sorby beregnet, at for at frembringe
Klovbarhed f. Ex. i en almindelig Tagskifer, udfordres en Sam-
mentrykning af omtrent til Halvparten. I de haardere Bjergar-

David For hes.

ter, som besiddc Kløvbarhed, hvor Modstanden har været såa
meget større, og folgelig Sammen trykningen såa meget mindre,
har man fundet, at Klovbarheden er bleven mere eller mindre
fuldkommen i Forhold til Sammentrykningens Grad, livilket saa-
ledes fuldkommen bekræfter den mechaniske Oprindelse af Klov-
barheden. Sorbys synthetiske Experimenter maa saaledes nu an-
sees for at have afgjort Sporgsmaalet, da han har viist, at man
ved simpelt mechanisk Tryk kan frembringe Kløvbarhed i al min -
deligt Leer, og videre, at Retningen af de saaledes frembragte
Kløvningsflader ere lodrette paa den anvendte Krafts Retning.

Vi komme nu til at behandle den næst efter Skiktningen
vigtigste Parallelstructur i de ældre Bjergarter, hvorfor Darwin
har foreslaaet Navnet Foliation, og som her er bibeholdt, fordi
Sproget mangler et passende Udtryk for samme. Denne Struc-
tur har et bestemt Præg, som fuldkommen adskiller den fra alle
de øvrige, d. e., at den væsentlig er en metamorphisk Structur,
da den udelukkende er indskrænket til mere eller mindre fra den
oprindelige Tilstand forandrede Bjergarter. Da denne Forandring
er fremkommen ved Virkningen af chemiske Kræfter, kunde man
ikke med Urette benævne den en krystallinisk-chemisk Parallel-
structur. Dens Parallelisme er ikke udviklet som hos de hidtil
behandlede ved paa mechanisk Vei frembragte Flader, men hid-
rører fra en alternerende Optræden af Mineralier, chemisk for-
skjellige fra hverandre og meer eller mindre krystallinske. Enten
paa Grund af den eiendommelige Habitus af et eller flere af
disse Mineraliers Krystaller, eller paa Grund af Trykket af de
overliggende Masser fin de vi disse som oftest tilstede som kry-
stallinske Folii, eller Krystaller udstrakte i den ene Retning.
Indtil den allersidste Tid har man anseet den som en Structur
udelukkende tilhørende krystalliniske Skifere, men jeg har fore-

Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter.

«dauet dets Anvendelse udvidet til mange plutoniske og endog
vulcanske Bjergarter, og har paaviist Exempler paa folierede
Graniter, Sveniter, Trap, Lava, Trachyt m. fl., hvori et eller
flere af de constituerende Mineralier optræde i en bestemt parallel
Anordning. Af Ovenstaaende vil det indsees, at en Forvexling
med nogen af de øvrige Parallelstrukturer er umulig Det maa
dog bemærkes, at man undertiden hos enkelte Sandstene af nep-
tunisk Oprindelse tinder en meget svag Bladstructur, paa Grund
af Tilstedeværelsen af enkelte Glimmerblade, hvilket man imidler-
tid erkjender at være uden Slægtskab med den egentlige Folia-
tion, da disse strax ville erkjendes ikke som ordentlige Krystal-
ler, men som afrundede og i Almindelighed forvitrede Blade, som
paa Grund af Forskjel i Egenvægten have viist en Tendents til
Anordning i parallele Lag. Medens man paa. Grund af Oven-
anforte har let forat adskiile Foliationen fra alle de øvrige Struc-
turer, er det derimod forbunden med megen Yanskelighed at opstille
en bestemt Regel for Foliationens Retning. Indtil den allerseneste
Tid have Geologerne anseet Foliationen for at være parallel med
Skiktningen om ikke identisk med samme, men for nogen Tid siden
har Darwin og Sharpe modsagt dette, samt opstillet den F orme-
ning, at den er parallel med Kiøvbarheden. Efter et stort Antal
Observationer, som jeg har foretaget fornemmelig i Norge og
Skotland, og som tildeels flndes i et Foredrag, trykt i det Lon-
donske geologiske Selskabs Forhandlinger for Januar 1855, har
jeg paaviist, at Foliationen deels er parallel med Skiktningen, deels
med Kiøvbarheden, deels er uafhængig af begge, og udtalt den
Formening, at Foliationen anordner sig efter den mindste Mod-
standslinie i Bjergarterne, hvad enten denne er Kløvbarhedens
Retning eller Skiktningens eller er begrundet i andre i Bjergar-
ten virkende Aarsager, som vi senere skulle behandle. Det maa
her bemærkes, at mine Observationer, som bekræftes af Sorby,
vise at Foliationen, naar den ikke stemmer med Skiktningen,

David Forbes.

ofte danner lave Vinkler (10° — 20°) med samme, hvoriinod
Klovbarheden, som før omhandlet, gjerne danner særdeles hoie
Vinkler; og jeg har antaget, at de Bjergarter, hvori Foliationen
stemmer med Skiktningen, vare klovbare forinden de bleve folierede.
I Norge troer jeg, at Foliationen i de fleste Tilfælde er ndviklet
i Skiktningens Retning eller danner meget lave Vinkler med
samme, saa at Divergentsen i Almindelighed har været overseet*).
Dog har jeg fundet mange Tilfælde, hvor Forskjellen er meget
stor, samt enkelte hvor Foliationen stemmer med Klovbarheden.
I Skotland har jeg fundet nogle faae Tilfælde, hvor Foliationen
følger Skiktningen, men maa ogsaa indrømme Rigtigheden af
Sharp’s Observationer, der vise, at den ofte, men ikke altid, som
han paastaar, følger Klovbarheden, altsaa danner meget hoie
Vinkler med Skiktningen. Sharp har ogsaa forsøgt at opstillc
den Regel, at Foliationen i Skotland danner Dele af enorme
semicylindriske Hvælvinger af flere norske Miles Diameter, hvilket
jeg dog troer ikke er almindeligt. Darwin har viist at Foliatio-
nen over den storte Deel af Sydamerika danner hoie Vinkler
med Skiktningen, hvilket ogsaa har været observeret i Schweitz
af Hugi og Studer.

Af dette Resuiné vil det indsees, at uagtet Foliationen
baade kan være overenstemmende med Skiktningen og Kløv-
barheden og være forskjellig fra dem begge, kan man dog hver-
ken ansee den for at være afhængig af den ene eller den anden,
og man maa tage sig iagt for at forvexle dem med hinanden,
hvilket hidtil har ledet til saamange falske Resultater.

I Norge har man som Regel noteret Foliation for Skiktning,
og uagtet man vistnok har mange Uovereensstemmelser, ere dog

*) Prof. Keilliau har dog angivet et Sted i Thelemarken, hvor Foliatio-
nen i et Skikt danner en meget høi Vinkel med sammes Retning i et
andet Skikt. (Nyt Mag. for Nat. Iste Bind Iste Hefte).

Om ParaHelstructuren i de ældre Bjergarter. 11

de derved fremkomne Feil mindre end man skulde vente, paa
Grund af ovenanforte Bemærkning om de lave Vinkler, disse to
Retninger her danne med hinanden.

Vi have nu at behandle Aarsagerne til Foliationen, der
hiitil have været omhyllede af det dybeste Mørke. Flere Geo-
loger have antaget, at den enten er fremkommen under selve
Bundfældningsprocessen af de forskjellige Mineralier, eller gjen-
nem en Smeltning (in situ ) af disse Skikter.

Den Formening jeg har udtalt, støtter sig paa synthetiske
Experimenter og gaaer ud paa, at Foliationen er Resultatet a f
en combineret Virkning af en chemisk Kraft og en moleculær
Anordning i faste Legemer, foraarsaget ved en Ophedning, meget
under Smeltepunctet (formodentlig i Almindelighed ikke over
Rødglodhede), og som har vedvaret gjennem længere Tid. Ex-
perimenterne bestode i at udsætte Blokke af sedimentære Bjerg-
arter i en Tid af faae Uger til mange Maaneder for en Tempe-
ratur, ikke hoiere end Rødglodhede, under et svagt Tryk fra 7
til 12 Pund pr. Qvatrattomme, for at ophæve Virkningerne af de
forskjellige Bestanddeles ulige Udvidelse. Da der tillige fandtes
lavere Oxydationsgrader i flere af de behandlede Bjergarters
Bestanddele, var det nodvendigt at beskytte samme for Luftens
Paavirkning under Ophedningen. De herved vundne Resultater
overgik mine største Forventninger, og jeg har saaledes kunnet
frembringe Prover, som have været forelagte det geologiske Sei-
skab i London, og ere blevne erkjendte for at være saa lige i
Naturen forekommende Bjergarter, at det næsten ikke er muligt
at erkjende dem som kunstig frembragte metamorphiske Produc-
ter. Leerskifer og Glimmerskifer fra Espedalen vare saaledes
omvandlede til bestemt folierede Bjergarter, bestaaende af vex-
lende Lag af et hvidt Mineral (formodentlig en Feldspathsort)
med Folii og Striber af et sort hornblendelignende Mineral,
saa luldkommen lig de i Naturen forekommende Contactdannelser

David F o r b e s.

mellem de plutoniske Bjergarter i Espedalen og Skiferne, hvoraf
Pro verne vare tagne, at de neppe kunue adskilles.

Klæbersteen var saaledes omvandlet til en smukt folieret Bjerg-
art af graalig-hvid Farve tilsvneladende en Talkskifer. hvori de kry-
stalliniske Blade vare udmærkede ved deres Størrelse og fuld-
komne Udvikling.

Af disse og andre Resultater har jeg ingen Tvivl om, af
sedimentære Bjergarter af forskjellig chemisk Sammensætning og
mechanisk Aggregation, at kunne fremskaffe alle Varieteter af
krystalliniske Skifere. Disse kunstige Prøver viste alle Grader
af metamorphisk Udvikling, eftersom de vare udsatte i kortere
eller længere Tid for en svagere eller stærkere Hede, ligesom
man tinder de samme Bjergarter i Naturen i større eller mindre
Afstand fra plutoniske Masser.

V. hava - Structur.

Endnu staaer tilbage i Korthed at behandle denne Structur,
ikke fordi man for Øieblikket formaaer at paavise, at den har
spillet nogen fremragende Rolle ved Dannelsen af de ældre Bjerg-
arter, men fordi det ikke er usandsynligt, at den staaer i noget
Forhold til Foliationen i granitisk Gneis og andre Bjergarter af
bestemt plutonisk Oprindelse. Denne Structur er vel udviklet i
Lava, Obsidian o. s. v., og uagtet den optræder under forskjelligt
Udseende, hidrører dette formodentlig fra Aarsager, analoge med
dem som af J. D. Forbes ere udviklede i hans Gletschertheorie,
nemlig fra Bevægelsen af de forskjellige Dele i en stiv smeltet
Masse med forskjellig Hurtighed.

Undertiden viser denne Structur sig kun som en Vexling af
forskjellig farvede Baand, hvori Farverne ofte hidrøre kun fra
optiske Phænomener, i andre Tilfælde, som en Række af utallige
smaae langtrukne Luftceller, hvorved Bjergarten antager et ganske
eiendommeligt Udseende af Parallel- Structur, endelig seer man

Om Parallelstructuren i de ældre Bjergarter.

enkelte Gange, at Krystalliniteten er udviklet i Parallelisme med
Lavastructurens Lininer, hvorved fremkommer et Udseende som
ved en mere eller mindre folieret Bjergart. Farvebaand, enten
alene eller i Forening med sidstnævnte krystalliniske Structur,
kan man ofte see vel udviklede i forskjellige Glasarter og Slagge
fra metallurgiske Processer. Ved at udsætte Glas eller Slagge
med farvede eller ufarvede Striber i en længere Tid for en
Temperatur under Smeltepunktet, vil der udvikle sig en krystal-
linisk Structur, analog mrd Foliationen. Dette kan ofte sees ved
det bekj endte Reaumurske Porcellain samt Slagstene ved Eidsfos
og Bærums Jernværker, der have været benyttede til Bygning
af den saakaldte Raaskakt i Marsovnene, hvor Temperaturen al-
drig har naaet Smeltepunktet.

Det kan antages, at den Anordning, som sees i Skriftgranit
og enkelte Traparter, Porphyrer o. s. v., skylde lignende Aar-
sager sin Oprindelse, og ligesom Foliationen i de krystallini-
ske Skifere er frembragt efterat Massen er bleven fast.

Uagtet en nøiere Bearbeidelse af den her omhandlede Ma-
terie er særdeles ønskelig, samt udentvivl i hoi Grad vilde være
lønnende, har denne Sag indtil for nylig været næsten aldeles
overseet. Disse Linier med deres Mangler ere derfor blevne
fremsatte i det Haab, at Landets Geologer ville tage denne
Gjenstand under nøiere Granskning, hvorved forhaabentlig vil
fremgaae mange for den geologiske Videnskab vigtige Resultater.

lagttagelser omkring Arendal
og Kragerø.

P. F ©r bes ©g T. Da bil.

(Fortsættelse fra 8de B. Side 229.)

Al vit.

L$om allerede før sagt krystalliserer dette Mineral i det tetra-
gonale System. Ved Maaling med Reflexionsgoniomefer *) have
vi fundet Grundformpyramidens Polkantvinkel = 123° 30'.

Heraf nndes Middelkantvinkelen — 84° 2' 20" og Axeforhol-
det bliver:

a : b : b = 0,6371 : 1 : 1.

Dette stemmer temmelig nøie med Zirkonens Dimensioner,
nemlig Polkantvinkel = 123° 19' og Middelkantvinkel — 84"

*) Krystallerne ere for smaae til med nogen Sikkerhed at kunne blive
maalte med Anlæggoniometer og besidde en for svag Glands til at
Reflexionsgoniometer uden Videre kan anvendes. For alligevcl at
kunne benytte dette, have vi udspaltet overordentlig tynde Glimmer-
lameller og ved en Gummiopløsning fastklebet disse til de Flader, vi
ønskede at maale. Herved have vi faaet flere ganske godt overeens-
stemmende Maalinger.

Mineralogiske lagttagelser omkr. Arendal og Kragerø. 1 5

20', saa at man , henseet til den anvendte Fremgangsmaade
ved Maalingen , kan ansee Alvit og Zirkon for at være
isomorphe.

De iagttagne Former, som ere fremstillede paa Fig. 1, 2
og 3 ere P = P. o = <v> P og s => ^ P <vj. Tilboielighe-
den til at fremstille Flåderne s, en Soile af anden Fladestilling,
er saa stor, at derved ofte Flåderne o, Såilen af første Flade-
stilling, blive representerede af en Mængde i een Flade liggende
Kanter, dannede af Flåderne s, som Fig. 2 viser. Herved gaaer
den ved Fig. 3 fremstillede søileformige Habitus tabt, og en mere
octaedrisk fremtræder; i Virkeligheden lidt mere end paa Fig. 2,
der for Tydeligheds Skyld er lidt forlænget. De sidstnævnte
Krystaller forekomme i Graniten ved Helle, paavoxede en rust-
farvet Feldspath og omhyllede af Qvarts, medens Krystallerne
fra Alve forekomme i Feldspathlag, der vexle med tvnde Glim-
mertavler som Fig. 5 viser, r er Feldspath og a Glimmer.

Det er i Beroringsfiaderne mellem Glimmer og Feldspath,
at Krystallerne have udviklet sig saaledes, at de med den ene
Halvpart ligge i Feldspath og med den anden i Glimmer. Naar
den krystallographiske Hovedaxe ligger parallel med Glimmerens
Hovedgjennemgang, hvilket i Regelen er Tifældet, optræder et
andet mærkeligt Krystallisationsphænomen, som viser med hvilken
Besværlighed Krystallisationen har maattet foregaae paa den mod
Glimmeren vendende Side af Krystallen. Denne har nemlig et
IJdseende som Fig. 4, tilsyneladende Toppen af en rhombisk
Pyramide med stærk Stribning. Dette Forhold er imidlertid Re-
sultatet af en Oscillation mellem Flåderne sogP, hvorved Fladen
s slet ikke er bleven dannet, men i dens Sted det firefladige
Hjørne, og indsees maaske tydeligere af Fig. 5.

Den i Glimmeren (a) liggende Deel af Krystallen bliver
nemlig herved tyndere og indtager saaledes mindre Rnrn end

D. Forbes og* T. Dalill.

den anden i Feldspathen (r) med fuldstændige Flader ndviklede
Halvpart (b). Feldspathen har her ligesom Qvartsen ved Hede
tilladt en fri Krystallisation. Da Alviten krystalliserede maa
Glimmeren allerede have været dannet, siden den aabenbart har
gjort en Modstand, men maa dog have været i en saadan Til-
stand, at Alviten deri har kunnet gjøre et Indtryk med Opofrelst
af noget af det den som symmetrisk Krystal tilkommende Rum,
som den paa den anden Side værende Feldspath ikke forhindrede
den fra at indtage, enten fordi den endnu var mindre fast eller
fordi den først siden er tilkommen.

Et Sidestykke til dette Phænomen er Dannelsen af ’ nogle
eiendommelige Krystaigrupper, der forekomme paa samme Maade,
som de enkelte Krystaller paa Alve, og hvoraf Fig. 6 giver et
Billede. Herom maa det Anførte ogsaa gjælde; thi det er ind-
lysende, at de i Feldspathen med frie Ender ndviklede Krystal-
ler ere løbne sammen til et kegleformigt, i Glimmeren indvoxet
Legeme paa Grand af dennes store Modstand, som den før
paaviste Tilbøielighed til at fremstille Fladerne s eller undertiden
o dog enkelte Gange har været paaveie til at overvinde , hvor-
ved de rundt om gaaende trappeformige Afsatser ere fremkomne.

I Feldspathbruddet paa Alve sees en smuk Forekomst af
Alvit, hvoraf Tegningen Fig. 7 giver et muligst noiagtigt Bil-
lede i yg; af den naturlige Størrelse. De store Glimmerplader
a. a. lobe radialt ud fra et Centrum og ere nærmest delte besatte
med smaae Alvitkrystaller. Mellemrummene ere udfyldte med
Orthoklas r. r. og Qvarts c. c. hvilken i Partiet d. ved Centrum
er røgfarvet; e. e. er Euxenit.

Euxenit.

En Analyse af den førbeskrevne Euxenit fra Alve har givet
følgende Resultat:

Mineralogiske Iagttagelseromkr. Arendal og Kragerø. 17

Columbsyre

, . . . 38,58.^

Titansyre

, . . . 14,36.t

Leerjord

, . . . 3,12.

Kalkjord

. . . . 1,38.

Talkjord

. . . . 0,19.

Ytterjord

. . . . 29,35.

Ceroxydul .

. . . . 3,31.

Jernoxydul .

. . . . 1,98.

Uranoxydul ....

. . . . 5,22.

Y and

. . . . 2,88.

100,37.

Da det nu er beviist, at Niobium og Pelopium ikke, som
af H. Rose for angivet, ere to forskjellige Metaller, have vi med
de seneste Autoriteter bibeholdt det af Opdageren Hatchett, i
Aaret 1801 foreslaaede Navn Columbium. Hvorvidt Columbsyren
i Euxeniten tillige indeholder Tantalsyre er uvist, da ingen Me-
thode for Tiden er bekjendt, hvorved man med Bestemthed kan
skjelne disse Syrer fra hinanden. Da man ligesaalidt formaaer
med nogen Noiagtighed at adskille de relative Qvantiteter af
Columbsyre og Titansyre, ere naturligviis de anførte Mængder
høist usikre. Det bliver saaledes umuligt at angive nogen For-
mel, der med Yished kan udtrykke Mineralets Sammensætning.

Som et nyt Findested for dette Mineral kunne vi nu nævne
Feldspathbruddet paa Mørefjær ved Næskilen, hvor det forekom-
mer aldeles paa samme Maade som ved Alve.

Det eneste Sted hvor vi have iagttaget dette nye Mineral
er Hampemyr paa Tromøen. Dets physiske Characterer ere
for angivne; en Analyse har nu viist, at det bestaaer af:

D. Forbes og T. D ali 11.

Columbsyre 44,90.

Leerjord 5,66.

Kalkjord 0,81.

Ytterjord 29,72.

Ceroxydul 5,35.

Uranoxydul 3,03.

Jernoxydul 6,26.

Yand 4,52.

100,25.

Mineralet deeomponeres meget let af Svovlsyre, hvorved
Columbsyren bliver uopløst tilbage. Den danner et hvidt Pul-
ver, som ved Gphedning antager en stærk citronguul Farve, der
ved Afkjolingen igjen fuldstændig forsvinder.

D en forhen antydede Analyse af et Brudstykke af en af
de større Krystaller fra Askerøen er nu tilendebragt med føl-

gende Resultat:

Suurstof-

mængde.

Kiselsyre

31,33.

15,06.

Titansyre

28,04.

11,18.

Leerjord

8.03.

3,75. |

Beryljord

0,52.

0,32. i

Kalkjord .....

19,56.

5,56. j

Ytterjord

4,78.

0,95.(

Jernoxydul ....

6,87.

1,52. |

Manganoxydul .

0,28.

0,06.)

4,07.

8,09.

23,34.

99,41.

Til Sammenligning skulle vi her meddele Scheerers og Erd-
manns Analyser af Yttrotitaniten fra Buoen:

Mineralogiske Iagltagelser omkr. Arendal og-Krag-erø. 1 9

Kiselsyre .

30,00.

29,45,

Titansyre .

29,01.

28,14.

Leerjord

6,09.

5,90.

Jernoxyd .

. . . . . 6,35.

6.48.

Manganoxyd

0.67.

0,86.

Ceroxyd .

0,32.

0,63.

Kalkjord .

.... 18,92.

18,68.

Ytterjord .

9,62.

9,64.

100,98.

99,88.

f sees altsaa,

at Ytterjordgehalten er

variabel;

nemlig i Yttrotitaniten fra Askerøen 4,8 pCt. mindre end i den
fra Bnøen, og man maa antage, at Ytterjorden i den Først-
nævnte tildeels er fortrængt af Kalkjord, hvorved Yttrotitanit
bliver at ansee som en Titanit, hvori en Deel af Kalkjorden er
erstattet af Ytterjord. Erdmann liar opstillet den meget eom-
plicerede Formel;

3 Ca3 Si2 + Fe ( Si + Y Ti:

Efter den anførte Betragtningsmaade og under Antagelse
af Titansyrens Tilstedeværelse som Base, bliver Suurstofforholdet
15,06 23,34, altsaa paa det Nærmeste 2 : 3, hvilket leder

til Titanitens Formel:

R3 + R 1 Si

I ethvert Tilfælde maa Yttrotitanit og Titanit ansees for

D. Forbes og T. Dahll.

at være isomorphe *), da de paa den Førstnævnte iagttagne
Vinkler ere saa nøie overeenstemmende med Titanitens, som
man kan vente efter en Maaling med Anlæggoniometer af min-
dre fuldkomne, store Krystaller.

(F ortsættes.)

*) Vi ere gjorte opmærksomme paa denne Isomorphismus ved Medde-
lelser fra Professor Miller i Cambridge og Professor Dana i Newhaven
i Nordamerika.

Carl Snku v?.« nsltfh, QFf‘ ■ CÅr-lrtiania,

Nolitscr om del erraliske Phænomen i Lofoten,
Senjen og ved Troms».

J. C. ISorbye.

Det er en Folge af den Maade, hvorpaa Reiser langs de nord-
lige Kyster af Norge nutildags maae foretages, at den Reisende
sjelden levnes Tid eller Anledning til at gjøre sig bekjendt med
en eller anden Gjenstand underveis, som maatte have nogen In-
teresse for ham. Tildeels nødtvungne og med et fjernere Maal
forøie — sædvanligen det nordligste Finmarken — ile de Fleste
uden Ophold forbi den lange Kyststrækning mellem Trondhjem
og Tromsø, og lade sig noie med paa Afstand at kaste et Blik
paa den forbiglidende Kyst.

Men hvad der saaledes i Almindelighed kan siges om den
hele nordlandske Kyst, maa end mere gjælde om Øgruppen Lo-
foten, baade fordi denne har en mere isoleret Beliggenhed, og fordi
man her støder paa alle de Vanskeligheder samlede, som et op-
rørt Hav og et vildt Fjeldland med sparsom Befolkning altid
maae lægge iveien for Reiser og Undersøgelser af enhver Art.
Lofoten har derfor yderst sjelden været besøgt i videnskabelige
Øiemed, og aldrig med specielt Hensyn til Friktionsphænomenet.

Paa en Reise fra Tromsø til Lofoten i Sommeren 1855
havde jeg Anledning til at gjøre mig noget bekjendt med Frik-

I. C. II ør bye.

tionsmærkemes Optræden i disse Egne, og da det af ovenanforte
Grunde ikke er sandsynligt, at noget Mere denne Sag betræf-
fende her vil blive foretaget i den nærmeste Fremtid, har jeg
ikke taget i Betænkning at fremlægge mine lagttagelser fra denne
Beise for Magazinets Læsere, endskjont de ikke ere saa talrige
og omfattende, som de maaskee kunde være blevne, hvis Under-
søgelser af denne Art havde været Beisens Hovedformaal.

Feldtet for mine lagttagelser var en Deel af den Ørække,
der omringer Finmarkens Vestkyst, og som ved den 69de Bred-
degrad begynder mere og mere at fjerne sig fra Fastlandet, idet
den i sydvestlig Retning skyder ud i Havet. Gruppen bestaaer
for det meste af meget store og hoie Ølande, indbyrdes adskilte
ved trange Fjorde og Sund.

Det er bekjendt, at i den sydlige Deel af Norge er det
netop paa Strækningerne langs Kysten, at Friktionsmærkerne vise
sig i deres fulde Udvikling: vil man see de bedste Exempler
paa dette Slags Skulptur og Udslibning, maa man her besøge
Øer og Klipper, der endog beskylles af Havets Bølger. Det
var til Steder med en lignende Beliggenhed min Reise førte mig,
— Kyststrækninger langs det aabne Hav eller Grupper af Øer
og Skjær — og jeg ventede derfor ogsaa lier at tinde de tilsig-
tede Mærker idetmindste tydelige overalt; dette var imidlertid ikke
al tid Tilfældet.

Fjeldgrunden paa de Strøg, hvorom her vil blive Tale, be-
staaer tildeels af skiktede Bjergarter) her optræde Mærkerne efter
Friktionen nogenlunde tydelige; vel observerer man hyppigst kun
grove Furer, men her tindes dog paa enkelte Steder meget skarpe
og fine Mærker, egentlige Striber, og paa de af Glimmerskifer
dannede Strog nærmest Fastlandet, som jeg imidlertid kun sjelden
kom i Berørelse med, saa jeg baade Politur og Striber ligesaa
tydelige og vel conserverede, som man tinder dem paa noget
andet Sted.

Notitser om det errat. Phænomen i Lofoten, ete. 23

Anderledes forholder det sig derimod med de Strog, som
ere beliggende fjernere fra Fastlandet, og som for en stor Deel
bestaae af nskiktet Bjergart. Iler bliver der aldrig Tale om at
tinde egentlige Striber, langt mindre Politur og tine Ridser, men
lagttageren maa her være tilfreds, om han efter hele Dages So-
gen er saa heldig at stode paa et Par grove Furer, der endnu
ere saa tydelige, at deres Retning under en gunstig Belysning
lader sig bestemme med Sikkerhed. — Naar jeg i Mangel af
sikrere Mærker paa tiere Steder har maattet bestemme Friktio-
nens Retning alene efter Furer og Render, maa jeg med Hensyn
til Paalideligheden af denne Bestemmelse minde om den almin-
delige Erfaring, at idetmindste Furerne omtrentligen folge den
samme Retning som Striber og Ridser, naar de optræde sammen
med disse.

De Sider af Klipperne, der have vendt lige mod de frem-
faren de Friktionsmasser, ere vistnok i disse Egne afskurede og
tilrundede paa samme Maade som andetsteds; dog maa der lier
paa sine Steder anvendes nogen Forsigtighed ved Bestemmelsen
af disse Stødsiders rette Beliggenhed, og det ikke alene af den
Grund, at de mangle Politur og egentlige Striber. Ligesom nem-
lig Fjeldmasserne i Lofoten i det Store betragtede ere deelte og
sonderrevne, saaledes ere i det Mindre ogsaa de enkelte Klipper
i hoi Grad brustne og splittede; afsondrede Partier af dem synes
at være enten sunkne eller bortsprængte fra deres oprindelige
Plads, saa at man ved forste Blik troer at see steilt afskaarne
Læsider paa Steder, hvor man i Virkeligheden har en Stødside
for sig. Saaledes støder man undertiden paa kim enkeltstaaende
og ofte vertikalt prismatiske Stykker af et større Klippeparti,
der engang dannede en vel udpræget Stødside, og det er først
naar man i Tankerne supplerer de manglende Stykker, at man
erkjender Siødsidens bueformige Omrids tydeligt udtalte i de
øverste Contourer af de gjenstaaende Levninger. Især paa Øen

J. C. Hør bye.

Holmen, vestligt ved Senjen, ligesom paa flere Steder i selve
Lofoten kunne deslige tomme Rum efter afsondrede og ligesom
bortsprængte Klippestykker være meget vildledende ved Bestem-
melsen af den Himmelegn , hvorfra Friktions - Bevægelsen er
kommen.

Skaalformige Udslibninger, henhørende til Jættegrydernes
Kategori, saa jeg etsteds paa Senjen, Render eller Kanaler der-
imod fleresteds, dog ikke i Lofoten.

De saare faa Exemplarer af Rullestene, som jeg saa paa
Qvaløen, vare af den Art, at de maatte høre hjemme paa nærmeste
Fastland, om ikke paa Øen selv. I det egentlige Lofoten fandt
jeg kun paa meget faa Steder Samlinger af rullede St ene, hvilke
imidlertid alle tilhørte Øgruppens egen granitiske Bjergart. —
At man paa denne Deel af Kysten saaledes skulde ganske savne
den Veiledning til Bedømmelsen af Friktionsmassernes Gang,
som fremmede Rullestene kunne yde, tør jeg imidlertid ikke paa-
staae, da jeg kun sjelden havde Anledning til at besøge Øernes
Indland; men at Mangelen af ægte Rullestene og af en detritisk
Formation i det Hele er i hoi Grad paafaldende, om end ikke
total, er imidlertid vist.

Retningen af de observerede Friktionsmærker skal jeg nu
anføre retvisende i Compastimer og Ottendele; den er desuden
betegnet med Pile paa den hosfoiede Skitse Tab. I Fig. 8.

Tromsø. Under mit Ophold her var Snedækket paa denne
lave og jævne 0 endnu altfor almindeligt, til at en omhyggelig
Undersøgelse kunde foretages, og det er sandsynligt, at Øen har
bedre Mærker at opvise end de ubetydelige Furer i den 12te
Time, som jeg fandt paa Øens Vestside; paa Fastlandet i Øst
for Byen fandt jeg' dem noget tydeligere, løbende mod Nord 2.

Qvalø. Paa den nordlige Deel af Øen ere Mærkerne ret
tydelige , jeg fandt her endog fine Striber. Ved Gaarden Krab-
næs i Nord for Tromsøen løbe. Mærkerne mod N. l|, østligst i

Notitser om det errat. Phænomen i Lofoten, etc. 25

Qvalsund mod Y. 9|; længere ude i Sundet, V. 7§. Paa den
sydligste Deel af Øen, ved Grebstad, livor Bjergarten er grani-
tisk, ere Stodsider mod Øst særdeles tydelige, men kun paa eet
Sted fandtes Furer mod Y. 6| vedligeholdte.

Øen Senjen. Paa Skaarli- Odden, det østligste Næs ved
Malangenfjord, Furer mod Y. 10 1; paa Stonnæs-Odden, vestligere
ved samme Fjord, deels Furer, deels Render, næsten en halv
Alen dybe og forholdsvis smale, lobende mod Y. 7§; ved Løk-
vig, end længere ude i Fjorden, høist utydelige Furer mod Y.
9f. At Stodsiderne ved Malangenfjord overalt vende mod den
østlige Himmelegn, er umiskjendeligt. — Paa en Tour til Fj el-
det Astriden, sydligt ved Lokvig, fandt jeg Mærkerne tydelige
indtil en Høide af 800 Fod over Havet; i en større Høide var
Fjeldgrunden endnu bedækket med Sne. Mærkerne ere i denne
Høide hyppigere og tydeligere end ved Søbredden, polerede og
stribede Flader ere ikke sjeldne; desuden saa jeg Furer og Hul-
render, blandt hvilke sidste en udmærket smuk, fire Tommer dyb
med to Tommers Bredde, en Favn lang og udstrakt nøie i Stri-
bestrøgets almindelig Retning paa Stedet. Observationerne paa
dette Sted give Middeltallet Y. 9 f (mellem 9 1 og 10). — Paa
Senjeøens Yestside ved Strømsnæs findes ved Stranden baade
Render og Furer, østligt ved Gaarden desuden Striber med et
midlere Strøg mod Y. 7 §, og paa Marmor i Dalbunden her sees
en meget bred Kanal, hvori flere adskilte Fordybninger ere ud-
slebne, en Art af Jættegryder, der dog ikke ere cirkelrunde, men
tildeels endog have Halvmaaneform. — Sydligt under Fj eldet
Senjehesten findes Udsiibninger løbende mod Y. llf.

Øen Holmen har en isoleret Beliggenhed i Yest for Senjen,
og man kunde her vente Mærker med normal Retning; imidler-
tig ere nogle utydelige Spoer af Furer mod Y. 7 f Alt, hvad

J. C. Hø r bye.

man fineler, og intetsteds synes det mere tydeligt end her, at
den yderste Overflade af Fjeldgrunden er destrueret med samt
Politur, Striher og alle andre Slags Mærker; jeg saa endog en
Drum af Feidspath og Qvarts, der ragede næsten en halv Tomme
op over den rundtom bortvitrede Sidesteen.

Bjerko. Paa den østlige Deel af Øen ere Stødsider meget
tydelige, og efter grove Furer og rendeformige Udslibningér kan
Friktionens Retning paa dette Sted bestemmes til Y. 8|.

San dø bestaaer af Glimmerskifer og Kalksteen; paa Øens
vestlige Deel ved Grytøsundet findes endeel Furer med en mid-
lere Retning mod N. 1 2 1 ; imidlertid beliover man lier ikke at
tage Hensyn til disse, da man paa Skiferen sydligt ved Sundet
har polerede Stødsider med de skjønneste Striber mod N. 12.

Hin dø. Yderst i Sundet mellem denne 0 og Gryto findes
østligt ved Elgsnæs Furer mod V. 9. — Paa Reisen herfra til
Ulvøen ligesom paa en Tour tværs over Langøen til dennes
vestlige Side saaes vistnok af og til Spoer af Friktionens Yirk-
ninger, men ingen Striber.

Ulvø. Paa Skjærene østligt ved Gaarden Melbo har man
Stødsider mod Øst saa godt uddannede, som de kunne være i
disse Egne; men kun paa eet Sted lykkedes det at finde korte
Furer, af allergroveste Slags og med Retning mod S. 5.

Gim sø. I Nord for Kirken finder man meget tydelige
Stødsider og fleresteds Furer med den midlere Retning Y. 10.

Henning svær. Den Gruppe af smaa Øer, som bærer
dette Navn, er beliggende sydligt ved Øst - Vaagø og i en for-
trinlig Situation. Friktionsmasserne ere her komne i Retningen
fra Yestfjorden, og have altsaa ikke havt nogen Hindring paa
deres flere Mile lange Yei fra Fastlandet ud til Lofoten. IJag-
tet derfor de fleste Øer i Gruppen med største Omhu bleve

Notitser om det errat. Phænomen l Lofoten, etc. 27

nndersøgte, var jeg dog kun eetsteds saa heldig at linde aldeles
bestemte Furer; men da disse fandtes paa en mod Øst stærkt
liældende Stodside, er det dog sandsynligt, at det aldeles normale
Stribestrøg paa dette Sted vikle falde noget mere vestligt end
V. 9§, som observeredes.

Det her omhandlede Phænomen har altsaa i det Hele taget
samme Physiognomi ved Kysten paa denne Bredde som i Lan-
dets sydlige Egne; Forskjellen er kun den, at Mærkerne af en-
hver Art i det Nordlige, især i nogen Afstand fra Fastlandet,
optræde mere rudimentære, idet de synes at være enten ligesom
kun paabegyndte, eller ogsaa for største Delen senere udslettede,
medens de derimod i det Sydlige bære alle Præg af Friskhcd og
Fuldendthed.

Denne Mærkernes større Utydelighed i Lofoten i Forbindelse
med Rullestenenes Sjeldenhed kunde nu vistnok ved første Be-
tragtning foranledige den Mening, at disse Ølande virkelig ikke
have været saa stærkt paavirkede af Friktionen som andre Dele
af Landet, og at navnligen de groveste og tungeste Dele af Ma-
terialet ikke have kunnet naae over den brede og dybe Arm af
Havet, som skiller Øgruppen fra Fastlandet; Havbankerne uden-
for — maaskee Deposita fra Friktionstiden — bestaae ogsaa
som oftest af Hullestene af det mindre Slags *). Imidlertid vil
man dog snart see sig nødt til at opgive denne Mening, naar
man bliver opmærksom paa den Grad af Afskuring og Tilrun-
ding, som de fremspringende Klippepartier dog paa flere Steder
have været udsatte for, og som virkelig tildeeis har formaaet at
frembringe Stodsider med saa tydelig Uddannelse, som man kan
vente hos en haard og granitisk Bjergart. Dette viser nemlig, at

0 Forhandl. ved de Skand. Naturforsk, 4de Mede. Pag. 257.

Aarsagen til Mærkernes større Utydelighed ikke maa søges deri,
at Materialet var uskikket eller Kraften for ringe til at gjøre
denne „Lapidarskrift“ lige saa tydelig lier som andetsteds. Men
at disse Stødsider trods den voldsomme Paavirkning, de øien-
synligen have lidt, dog mangle de finere Mærker, Politur, Ridser,
ja endog Striber, giver et Vink om, at den grovkornige Bjerg-
art her har lidt under en ualmindelig stærk Destruktion, foraar-
saget maaskee ved den idelige Afvexling af Tørhed og Fngtighed,
som Beliggenheden langt ude i aabent Hav maa fremkalde.
Den Yderflade, som Klipperne havde paa Friktionens Tid, blev
udentvivl i Tidens Lob afskallet og bortvasket, og saaledes gik
ogsaa Politur og Striber tabt ; kun den almindelige Tilrunding i
det Store, som liiin Katastrophe gav Klipperne, er endnu kj ende-
lig, og de faa stribeformige Mærker, hvis Retning endnu kan
bestemmes, ere kun de sidste Levninger af større Furer, som
oprindeligt vare dybe nok til at kunne taale en Afskalning af
Klipperne uden ganske at udslettes.

Med Hensyn til den Mægtighed, som de erratiske Masser
kunne have havt paa dette Strøg, er det allerede anført, at
Mærker efter dem paa Senjen ere observerede indtil 800 Fod
o. H., og Intet er her iveien for at antage, at de findes i et
end høiere Niveau. I selve Lofoten derimod havde jeg ikke An-
ledning til at soge Mærkerne i nogen betydelig Hoide over
Havet, og maaskee vilde det ogsaa have været forgjæves, efter
Fj eldenes Yderformer at dømme. De rene Alpeformer ere de
almindeligste i Lofotens Fjeldbygning, og hvad enten nu disse
Former ere fremkaldte ved Destruktioner senere end Friktions-
tiden, eller de ere mere oprindelige, saa liave de dog nu, med
sine vertikalt riflede og ligesom kjæmmede Fjeldsider, med sine
skarpt tilskaarne, ofte taarnformige Contourer, som oftest Intet
tilfælles med Formerne af Fjelde, der indtil en betydelig Hoide

Notitser om det errat. Pliæiiomen i Lofoten ete. 29

have været paavirkede af Friktionen. Jeg troer derfor ikke, at
Friktionsmærkerne findes i et hoit Niveau i Lofoten, og dette
er formeentligen heller ikke at vente, naar man tåger Hensyn
til Havets Dybde om disse Øer. Saafremt det nemlig er sik-
kert, at de erratiske Masser have bevæget sig ogsaa paa Hav-
bunden, kunne de paa Øer, der rage op af et dybt Hav, ikke
have naaet op til en saa stor absolut Hoide som i det Indre af
et Fastland.

Hvorvel de anførte lagttagelser over Mærkernes Retning ere
faa og næsten alle uforte i et lavere Niveau, ere de dog i For-
ening med de ofte meget tydelige Stodsider tilstrækkelige til at
vise Friktionens omtrentlige Retning i disse Egne. Vistnok have
Masserne paa forskjellige Punkter liavt hoist forskjellige Retnin-
ger, som et Blik paa Kartet viser; men dette kan ikke være
anderledes i et af Fjorde og Sund gjennemfuret Landskab, og
Afvigelserne ere altid af saadan Art, at de maae kaldes nødvendige
Følger af Terrænets Beskaffenhed. Tager man Middeltallet
mellem de observerede Yderled (Syd 5 og Nord 2), faaer man
for hele Egnen Stribestrøg mellem V. 9 og 10, som temmelig
godt stemmer med de Observationer, der maae antages at angive
den normale Retning meest paalideligt, f. Ex. den fra Hennings*
vær, V. 9|, og den fra Astriden, V. 9|. Det tør derfor med
Sikkerhed antages, at Friktionsmasserne omkring den 69de Bred-
degrad ved Norges Kyst havde temmelig nær en ret nord-
vestlig Retning.

Naar dette sammenholdes med Andres lagttagelser og med,hvad
jeg i dette Tidsskrifts 8de Bind forhen har oplyst om dette Phænomen
paa en sydligere Bredde ved Rigsgrændsen, bliver det temmelig
sandsynligt, at Friktionsmasserne i den nordlige Deel af Norge paa
intet Sted have havt en normal sydlig Retning, og at altsaa Hjem-
stavnen for de Rullestene, som findes i sydligere Lande af Europa, idet-

mindste for Norges V edkommende ikke er at soge nordenfor den
63de Breddegrad, ja neppe engang saa nordligt — et Resultat,
som ikke er uden praktisk Betydning paa en Tid, da man i
Udlandet virkelig har foretaget Skridt til at bestemme det oprin-
delige Leiested for det der saa kaldte ^Skandinaviske Dilu-

viumu.

Besvarelse

af den af det Akademiske Coilegium d. 23de Mai '1854 fremsatte Prisopgave
Nr. 6: „At underkaste de forskjellige Theorier, der ere fremsatte om Dannel-
sesmaaden af de uskiklede Bjergarter i Christianias Ovcrgangsformation,
en videnskabelig Provelse, samt veie dem mod hinaudcn.“

T li. Kj erulf.

Slerilis est voluptas contemplandi naturæ opes ubi ad illarum causa»
indigandas non procedit ratiocinatio.

§ 1.

De uskiktede Bjergarter, som optræde i Christiania- Territoriet,
ere af mangfoldig Art. Deres fuldstændige Optælling vikle alle-
rede give en hel Liste, og forsaavidt een Dannelsesmaade kan
siges at ligge til Grand for dem alle, bliver det dog den nyeste
Tids chemisk-geologiske Undersøgelser forbeholdt at eftervise og
redegjøre de i eller efter denne almindelige Dannelsesmaade sted-
fundne Modificationer, der blive væsentlige for hver af dem.

Naar imidlertid Talen hidtil har været om disse Bjergarters
Dannelsesmaade overhovedet, da har man gjerne sammenfattet
dem i 3 store Grupper, fordi man saa dem mest: 1) som
store Gr an it- og Sy enit- Masser ; 2) som store Porphyr-
masser; 3) som mindre mægtige Masser i let kj endelige Gang-
former, navnlig hyppigt af Grønstene.

T h. Kje r ul f.

Som Hovedtypus for alle tre Grupper har man igjen væn-
net sig til at betragte Graniten, baarle vel fordi den store vi-
denskabelige Debat, som reformerede Videnskaben, i sin Tid
udgik fra Spørgsmaalet om Granitens Leining (nordenfor Chri-
stiania) og fordi, hvor vidt ud fra hinanden de forskjellige For-
fattere end have stillet disse Grupper af Bjergarter, er det dog
erkjendt, at de maatte siges at have visse genetiske Forholde til-
fælleds, og forsaavidt impliceredes altsaa Spørgsmaalet om Dan-
nelsesmaaden overhovedet i Spørgsmaalet om Granitens.

Der har været talt om en neptunsk Oprindelse for alle
disse Bjergarter. Dette var den første Wernerske Skoles Ide.
Der har været talt om en mer eller mindre modificeret vul-
kansk Oprindelse for dem. Dette var den Huttonske Skoles
Ide. Man har efter disse Modificationer i vulkansk Dannelses-
maade Navnene plutonske, hypogene og metamorphiske
Bjergarter. Der har endelig ogsaa været talt om deres Oprin-
delse ved Omvandling, og der er for denne Proces, hvis Tid,
Aarsager og nærmere Omstændiglieder forresten kun er angivet
ved negative Karakterer, foreslaaet indført Navnet Transmu-
t a t i o n.

§ 2.

De vigtigste fremmede Forfattere, som have behandlet Chri-
stiania-Territoriets Forholde, vare:

Geologiens Reformator, Leopold v. Buch. Var i Norge
første Gang 1807 og 1808. „ReisekV etc. 1810.

Mineralogiens bekjendte Bearbeider Fr. Haussmann. Var
i Norge 1807 og 1808. „Reise“ etc. 1811 og 1812.

Sverriges fortjente Geolog Hisinger. Var i Norge 1821
og 1822. „Anteckningar“ etc. 1823 og 1828.

Den i den mineralogiske som geologiske Litteratur velbe-
kjendte C. Fr. N au mann, der i sit seneste Værk „Lehrbuch
der Geognosie“ med et beundringsværdigt Maadehold gaar midt

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

imellem alle stridende Parter. Var i Norge 1821 og 1822.
,,Beitråge“ etc. 1824.

Den berømte engelske Geolog, Forfatteren af „Elements‘*
og „Principlesw , Charles Lyell. Var i Norge forste Gang
( 183*).

Endelig den erfarne Forfatter af „Siluria“ og „Russiaw,
Overgangsformationernes Ordner, Roderich Murchison — og
den utrøttelige danske Geolog, Fo r ch hammer, hvis Under-
søgelse af Kaoliniseringen forlængst aabnede en ny Retning i
Geologien, og hvis seneste Arbeider synes at ville blive ikke
mindre frugtbringende.

Af Forfattere, der havde været Stedet nærmere, var der
(foruden J. Esmark, H. C. Strøm, N. B. Moller, Th. Scherer o. Fl.,
som have givet Bemærkninger) især den geniale Udgiver af
Gæa Norvegica. Iste Hefte, der behandler Christiania- Terri-
toriet, udkom 1838. „Granitens Theori“ 1838. Tidligere var
i 1823 „Om de nordiske Fjeldmassers tredie Suite“, i 1826
„Darstellung der Uebergangsformationw udkomne. Nogle Be-
mærkninger, vedrørende det foreliggende Emne, findes ogsaa i
Gæa 2det og 3die Hefte, 1844 og 1850.

Medens Leopold von Buch, Haussmann, Hisinger, Naumann,
Lyell, Murchison og Scherer Alle tidligere eller senere i større
eller mindre Grad repræsentere de plutonske Anskuelser, er det
derimod Udgiveren af Gæa, navnlig Gæa Heft. I, som repræsen-
terer Transmutationen. De neptunske Anskuelser bortfaldt snart
i Løbet af Spørgsmaalets Udvikling til Løsning, og skulle derfor
her kun berøres med nogle faa Ord. Transmutationen derimod
er allerede 1839 underkastet en Kritik af den bekjendte tydske
Bjergmand og Geolog von Dechen, som nylig har fornyet sit
gode Navn ved et særdeles detailleret Arbeide over Siebengebirge.
Skriftet: „Einiges gegen den Vulkanismus“ 1840, som indeholder
von Dechens Kritik tilligemed Modbemærkninger i Transmutations-

34 Th. Kjerulf.

Theoriens Aand maa derfor ogsaa i nærværende Gjennemgaaelse
erindres.

Talen kan naturligviis ikke. være om at skulle tilkjende
nogen Enkelt ai* disse Forfattere al Ret eller frakjende nogen
anden Enkelt al Ret. De videnskabelige Spørgsmaal, som ved
de nævnte Bjergarters Behandling af Undersøgelsen , ere komne
mer eller mindre til Løsning, ville fremdeles under Videnska-
bens videre Udvikling deles; der vil aabnes nye Spørgsmaal indeni
dem, og de ville først Skridt for Skridt rykke hoiere op mod
fuld Erkj endelse.

§ 3.

Naar der elter den gyldne Regel, at man skal prøve Alt
og beholde det Gode, skal dømmes meilem de af disse mange
Forfattere opstillede Anskuelser, da kan dette ske paa to
Maader,

enten ved en simpel historisk - kritisk Fremstilling af de
foreliggende Theorier og Anskuelser,

eller ved at underkaste de ovennævnte Forholde en ny Un-
dersogelse, idet da Experiment og Iagttagelse er Prøven paa de
gamle Undersøgelsers Resultater.

Den første Maade vikle være tilstrækkelig , hvis de allerede
forhaandenværende Iagttagelser til Afgjørelsen af vigtige Spørgs-
maal lod i væsentlig Henseende Intet tilbage at ønske.

Idet de fremsatte Anskuelser altsaa her kortelig skulle gjen-
nemgaaes, iagttages den chronologiske Følge saavidt muligt, hvor-
hos paa de Steder, hvor de forhaandenværende Undersøgelser
synes manglende, dette skal bemærkes, og Forholdet, forsaavidt
for Tiden muligt, oplyses *j.

*) Disse videre gaaende Undersøgelsers Materiale selv, hvorfra Belys-
ningen til Bedømmelsen af de fremsatte Anskuelser paa sikreste
Maade kan hentes, fulgte som et andet Afsnit, bestaaende af Karter,
Profiler etc.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 35

§ 4.

Da der endelig ved det foreliggende Emne i sin Tid reistes
Debat om en Plutonisme, der soger sine Analogier i vulkanske
Esme, eller om en Transmutation, der — saafremt man ikke vil
ty til naturphilosophiske Speculationer — væsentlig maa støtte
sig til de samme chemiske Tilgange, som finde Sted ved Mine-
ralernes Transmutation oi ved Pseudomorphoserne: saa er det
indlysende, at der til den første Behandlingsmaade af Emnet maa
medbringes den her nødvendige geologiske Erfaring — ligesom
at den anden for en stor Del maa bestaa i de nødvendige
chemiske Bestemmelser.

Historisk -kritisk Fremstilling af de over Christianiaterritoriets uskiktede

Leopold von Budt og Haussmaiiu.

§ 5.

Der er sagt (Quenstedt), at ingen Naturforsker er mer sit
Lands Barn end G-eognosten. Men Geognostens Land er ethvert
Land, som han har studeret og opfattet. Dette gjælder om
Werner, denne Mand, som man — maaske med Uret — har
kaldt Geologiens Fader. Werner kjendte kun de sachsiske Fjeld-
former og byggede derpaa sit System. Hvis han havde kjendt
hvad senere hans Elever lærte at kjende, da vilde dette System
visselig blevet anderledes. Ertsgebirges granitiske Masser laa
bedækkede af skifrige Bjergarter, i hele Sachsen var der kun
faa Tegn til stedfundne Forstyrrelser, Porphyr laa overens-
stemmende i Skiktning med rød Sandsten, ogsaa de sachsiske
Basalter laa mest lagformige over Torv og Brunkul. Saale-
des maatte en absolut rolig neptunsk Dannelsesmaade opgaa for
ham. Ligesom man tæller en gjennemskaaret Træbuls Alder af

Th. Kjerulf.

Aarsringene, maatte han, hvor et Snit var skaaret i Jordskorpen,
læse i alle disse Dannelser Lag paa Lag afsatte det ene udenom
det andet, og de Udgreninger fra det Indre, som hist og her
gjennemhullede disse Jordskorpens concentriske Hyller — de
for Werner fjernt liggende Vulkaner — de maatte forekomme
ham som lutter smaa Knuder liggende i selve Barken.

I disse Wernerske Anskuelser ligger Udgangspunktet for
den Strid, som opstod om Christianiatemtoriet. Thi ved dem
kunde man ikke længe blive staaende. Det maatte med Rette
frappere hans ivrige Disciple at se Graniten ved Christiania
gjennemtrænge Overgangslag. Det maatte frappere dem ligesaa
meget at se en næsten ægte Basalt gjennemtrænge de samme
Lag ved Holmestrand. Efter Werner skulde jo Granit — lige-
som Gneis etc. — ligge under Overgangslagene som den ældste.
allerførst af det vandige Chaos afleiede, neptunske Dannelse. Ba-
salten derimod skulde være en lignende neptunsk Udfældning
til Lag i de yngste Tider. Og dog laa Granit og basaltiske
Masser der lige for hans Disciples Øine. Hvad skulde de tro!
Norge var dem i dobbelt Henseende paradox.

§ 6.

Leopold von Buch kunde derfor, da han iagttog Vulkanerne
i Auvergne med deres Basalter, neppe tro sine egne Øine, som
saa, at disse udbrod gjennem Granit • — altsaa af den ældste
Skorpe! I endnii hoiere Grad overrasket blev han, da han se-
nere i Norge saa, at Graniten selv brød gjennem — eller, som
han først troede, var indleiet mellern — Overgangslag, altsaa
den ældste Dannelse i en yngre! Saaledes kunde Granit ikke
længer være den ældste Dannelse. Ogsaa H. C. Strøm paastod
allerede 1814 (Mineralogisches Taschenbuch), at Granit slet ikke
forholdt sig som egentligt Urfjeld, men ofte gangformig gjennem-
satte Skiferrækken.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

Saadanne Iagttagelser blev i Tydskland, hvor de dengang
vare nye, Stodet til en Omvæltning, som Leopold von Buch
først senere, længe tilbageholdt af Pietets- Iiensyn, vovede at
gjennemfore. Men som det gik v. Buch, saaledes gik det Fler-
tallet af Werners Disciple. Da de kom udenfor Werners Hori-
zont Sachsen, betraadte de andre Lande og blev disse Landes
Børn. D’Aubuisson forandrede Anskuelser i Auvergne, Brochant
de Villiers i Savoyen, Humbolt i Amerika o. s. v.

Den plutonske Retning som Anskuelserne saaledes tog, er
derfor ingenlunde at betegne som „Stuetheori44 ; det var Theorier,
som hentedes lige ud af Naturen, og som udviklede sig paa na-
turlig Maade med Nødvendighedens Gang.

Længe efter at Basaltens neptunske Oprindelse var draget i
Tvivl, beholdt endnu Graniten sin Plads. v. Buch og Hauss-
mann besøgte Norge i 1807 og 1808. I deres Skildringer ser
man endnu Werners Elever. Graniten var dem vistnok over-
hovedet endnu den ældste neptunske Dannelse; Norge opviste
kun det paradoxe Tilfælde, at Granitdannelsen ,, endnu engang
der havde gjentaget sig i Overgangstiden44. Af denne Grund
lagdes ogsaa megenVægt paa, at Graniten syntes dem indleiet
mere end over leiet. Christianiateritoriet blev efter dette Besøg
berømt, v. Buch havde erklæret Egnen for rig og interessant,
for den vigtigste i hele Norden. Debatten førtes en Tid om
Granitens Plads. Da Pladscn ikke længer viste sig at være
den gamle, som man havde troet sikker, kom ogsaa Oprindelsen
med i Stridssporgsmaalet.

Den samme Strid om Pladsen fornyedes i Tyrol , hvor Ma-
zari Percati havde erklæret, at Graniten ved Pedrazzo laa over
secundær Kalksten. Leopold v. Buch, Humboldt, Marachini,
Trettenero o. Fl. ilede derhen. Man stredes om Graniten virke-
lig var overleiet eller om den var underleiet. De Kjendsgjer-
ninger, som skulde blive en fornyet og fremadskridende Viden-

Th. Kjerulf.

skabs Grundpiller. vilde ikke strax dukke op over den sachsiske
Horizont, hvormed man endnu længe ubevidst begrændsede sig.
I v. Buchs Arbeider, som have vist den geologiske Yidenskab
Veien, spille disse Egne, Christianiaegnen og Tyrol, en vigtig
Rolle. Først i Tyrol kom han til fuld Frihed i den Bevidsthed,
som allerede dæmrede op for ham i Norge Efter et Ophold i
England, hvor Huttons Anskuelser — et sandt Modstykke til
Werners — vare gjældende, og efter en Undersogelse af Cana-
rierne havde han kunnet afryste de sidste Wernerske Remini-
scentser. Han antydede Analogien mellem Granit og Basalt i
1824 (Mineralogisches Taschenbuch 1824 p. 500) efter Iagtta-
gelser paa Harzen. I 1843 erkiærede han uden Omsvøb Gra-
nit for frembrudt, og at dens concentriske Skaalafsondring skrev
sig fra Sammentrækning under Størkningen (Pogg. Ann., Bd. 58,
p. 289).

§ 7.

Paa lignende Maade har ogsaa den anden af hine to Beso-
gere i Norge fra 1807 og 1808, Haussmann ved senere Under-
søgelser, navnlig af Harzen, ganske løsrevet sig fra de neptunske
Ideer, som han endnu bar med sig i Norge (Ueber die Bildung
der Harzgebirges. 1842).

Disse Egne, Tyrol og Harzen, ere saaledes historisk knyt-
tede til Christianiaterritoriet ved den Indflydelse, som de have
havt paa Forskere, der gave Andre Stødet. Og fra de samme
Egne kunne endnu vigtige Analogier hentes til Opfatningen af
Christiania-Territoriets F orholde.

Bislager ©g Naumann.

§ 8.

Hi si ng er finder (i 1823) endnu i Synsvidden af den Wer-
nerske Theori ved en Forklaring efter vulkanske Ideer mange
Vanskeligheder, men at en saadan dog var rimelig, i Betænkning

Om Dannelsen af de uskiklede Bjergarter.

af, at man ,,efter de nyere Anskuelser41, som Basaltformationen
i Frankrige, Irland og Tvdskland havde fremkaldt, ikke længer
for Vulkanerne behøvede at opstille Nødvendiglieden af tilstede-
værende ordentlige Kratere, smeltede Lavastrømme og Udkastel-
ser. Underliggende Bjergarter, forandrede ved underjordisk Hede
og udviklede Gasarter, samt bragte i lmlvflydende Tilstand,
kunde gjennem Revner opskydes og fylde Sprækkerne, kunde op-
presses til betydelige Høider og stundom udbrede sig over de
allerede dannede Overgangslag. Grønstengangene og Porphyr-
aarerne talte derfor. Hertil kom, at virkelig Basalt og Mandel-
sten med basaltisk Grundmasse fandtes i Bjergkuller ved Hør i
Skaane (foruden de basaltlignende Masser ved Holmestrand), og
at disse gik over i Porphyr ete. Men en saadan Mening maatte
kunne bedømmes af Den, der kunde opofre lang Tid til en for-
domsfri Granskning af disse Forholde (Anteckningar III 34).

Heri ligger udtalt det Haab, at man ved et omhyggeligt
Studium først af hvordan Vulkanitet virkelig gestalter sig, der-
næst af Christiania-Territoriets Forholde, maatte være berettiget
til at udtale sig afgjørende.

I 1828 erklærer han sig med større Bestemthed. At Ba-
salten er en størknet Lava, betvivles nu ikke mere af Mange,
siger han. Større Vanskeligheder turde møde for Trappen („Diorit4,
og Aphanit), Porphyren og Mandelstenen paa Grund af disse
Bjergarters oryktognostiske Ulighed ; men samme Ulighed fore-
kommer ved mange utvivlsomme Ildprodukter — saaledes mel-
lem Lava, Obsidian, Pimpsten m. fl. Desuden stemmer jo Ba-
salt og Trap overens just i oryktognostisk Henseende med mange
utvivlsomme Lavaarter (IV 162). Efter Overgangsperioden
have de platonske Yirkninger endnu fortfaret, søndersprængt
Bjerglagene og fyldt Sprækkerne (saaledes Gangene i Skaane)
eller udbredt sig paa Ove r fl a den (saaledes Bjergkullerne i
Westergøtland); men før Kridtdannelsen synes al platonsk Yirk-

Th. Kjerulf.

somhed i Skandinavien ophørt (IV 258). Trapmasserne bleve
altsaa opskudte i forskjellige Perioder. De ere i Skaane og
Norge yngre end Overgangslagene, som de gjennemsætte, men
ældre end Kridt- og Liasdannelser, hvori intet Spor af dem fore-
kommer (V 155).

Lagenes Omstyrtning, Forandring og Sammenblanding med
plutonske Bjergarter (yngre Gran it, Porphyr, Syenit, Trap) viser
sig tydeligst i Dalarne og især ved Chr istianiafj orden.
Hvor derimod Overgangslagene endnu ligge i horizontal Stilling
eller næsten horizontale som i det sydlige Sverige, der have saa-
danne Udbrud enten ikke fundet Sted efter deres Afl eining eller
ikke ucLøvet lignende Kraftytring (V 153).

Berzelius, Brogniart og Hisinger fandt i Hunneberg og Kin-
nekulle, hvor, som bekjendt, Trappen ligger øverst over Over-
gangslagene, denne sluttende med en knudret slakket Flade ned
mod Alunskiferen, hvilken var bleven graa og ha ard og først
paa 6 Fods Afstand igjen havde det sædvanlige Udseende. Og
ved Bortførelsen af de engang sammenhængende udbredte hori-
zontale Lag, siger Hisinger videre, var det netop Trappen, som
har beskyttet de under den liggende Lag for ogsaa at afrives.
Overgangslagene vare blevne overgydte og belagte med Trap
hist og her, før end Denudationen foregik. Deraf de nu isole-
re de Bjergkuller.

I Alt dette ånde vi de plutonske Anskuelser saaledes som
de efterhaanden mer eller mindre paatrængte sig de Fleste.

Hisinger holder sig imidlertid mest til Trappen som til den
af de hidhenhørende Bjergarter, hvis vulkanske Natur maatte være
mest indlysende.

Hovedmomenterne i den plutonske Theori ere her angivne:
Trappens, Porphyrens og Mandelstenens vulkanske Natur, Fyld-
ningen af Revner (Gangene), Udbredelsen fra dem i større Mas-
ser, Bestemmelsen af Tiden for saadanne Massers Frembrud,

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

Forandringer 0>: Paavirkninger) i Sidestenen og endelig den med
de plutonske Tilgange paa en eller anden Maade i Forbindelse
staaende Omstyrtning af horizontale Lag.

§ 9.

Naar Hisinger bemærker, at denne Omstyrtning, Forandring
og Sammenblanding især var tydelig ved Christianiafjorden, da
har han fnldkommen Ret. Allerede Ilaussmann bemærker (Reise
I 321), at Skikternes Heldningsvinkel mod Horizonten og Ret-
ningen, hvorefter de falde, er yderst afvigende ved Christi-
ania; men omstyrtede pleie de i Regelen at være. Denne Be-
mærkning er ogsaa rigtig. Den blev derhos fremsat paa en Tid,
da den ikke kunde komme de hos Haussmann senere sig udvik-
lende plutonske Anskuelser tilgode. Der blev i sin Tid lagt
stor Vægt paa Skikternes „urokkede Stillingu i Christiania-Terri-
toriet, og hvis den i Sandhed var urokket, vilde det været en
Kjendsgjerning af gjennemgribende Betydning; thi hvorledes man
end moditicerede de plutonske Anskuelser, kunde man dog ikke
lade alle Masser frembryde uden Indflydelse paa Lagenes Stil-
ling — vel ved de mindre Gange, vel ogsaa ved de overfladiske
Udstrømninger, men neppe ved de store fra Dybet optrængte
Masser. Ved disse maatte ogsaa Lagene være trængte tilside.
Sporgsmaalet om Leiningen blev saaledes et Hovedsporgsmaal i
Christiania-Territoriet.

Om end Forandringer kun i ringe Maalestok vise sig ved
Christianiadalens Trapgange, kan det ikke forundre os at hore,
at de ved Kinnekulle og Hunneberg gik til 6 Fods Afstand.
Der ligger her ingen Mistydning til Grund. Vi huske, at i
Fallbygden er Trappens Mægtighed 97 Pariserfod, og med en
saadan Mægtighed maatte ogsaa Indvirkningen være kraftigere.

Det første Spørgsmaal, som her stillede sig, eller den første

\ anskelighed, som Hisinger stødte paa, var: Er Basalt vulkansk?
Det næste: Er Trap, Porphyr og Mandelsten vulkanske? Ved

Th. Kjemi f.

denne Yanskelighed vil Enhver, der ikke kjender vulkanske og
basaltiske Formationer blive staaende. Paa den Tid, da Hisin-
ger skrev, var Spørgsmaalet imidlertid allerede foreløbig afgjort.
Den bekj endte italienske Geolog Scipio Breislak havde afhandlet
„0m de vulkanske Produkter, som ikke almindelig blive aner-
kjendte som saadanneu (Den tydske Udgave af hans Geologi
1821), og mærkeligt er et Bilag af sammenlignende Ana-
lyser, som, skjønt vistnok beheftede med den Tids Ufuldkom-
menlied i Methoden, dog forlængst skulde have bragt Spørgsmaalet
en sikker Løsning nærmere, hvis man mere havde agtet paa
dem. Man saa allerede deraf, at Trap fra Adelfors og Nor-
berg var fast identisk i Masse med Basalt, at en Gron-
sten heller ikke stod langt derfra, at endelig glasagtig Lava fra
Euganeerne var ligesom Pimpsten en overordentlig kiselrig
Bjergart, at altsaa de vulkanske Produkter havde været yderst
forskjellige, o. s. v. — Forholde, som i den seneste Tid først
ved udstrakte Undersøgelser i samme Retning har faaet fuld Be-
tydning.

§ 10.

Det er nødvendigt at fastholde denne historiske Gang af
Geologiens Udvikling. Basaltens vulkanske Natur indlyste først,
og fra den kunne Trap arter ikke skilles. Fra disse Bjergarter,
hvis Forholde vare mindre vanskelige og lidet afvigende fra de
aetuel- vulkanske, gik man over til den gaadefuldere Granit. Det
var ikke Tingenes naturlige Udvikling at gaa den omvendte Yei
— og anvende Slutninger fra det mere Gaadefulde paa det
mindre Gaadefulde. Man undersøgte Graniten og Syeniten ved
Hjælp af Basalten, Porphyren og Mandelstenen ; man undersøgte
ikke Trapformationen ved Hjælp af Graniten. Leopold von Buchs
Liv er i denne Henseende Geologiens Historie. Den geniale
Ud giver af Gæa, som gik den omvendte Yei, maatte derfor, da
han kom til Grønstengangene til Trapformationens Gange,

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

selv erkjende, at disse var og blev en Anstodssten for Trans-
mutationen.

§ 11.

Ogsaa Nauraann, som besøgte Norge paa samme Tid som
Hisinger, erkjendte den basaltlignende Karakter af Porphyren
langs Kysten ved Holmestrand, og erindrer Breislaks Ord, at
den pyroxeniske Trap er nær beslægtet med Basalt en. Naumann
studerede Porphyrmassernes og Granitens Leiningsforholde og
erkjendte, at Porphyrmasserne ofte fuldkommen svarede til Be-
grebet af Leier, paa andre Steder vare de irregulære og
paa de fleste Steder gangformige (Beitrage I 2). Han stu-
derede Granitens hyppige Ramificationer ind i Sidestenen (I 31).
Han erkjendte, at Porphyr og Syenit — trods de ulige ydre
Forholde — dog efter sit Yæsen (altsaa ehemisk forstaaet) havde
været identiske (I 14), og det Træffende i v. Buchs bekjendte
Ytring (Reise I 139): ..Porphyren er kun en til hoieste Finkor-
nighed sammenfalden Syenit, og denne en Porphyr, hvor Bestand-
delene ere uddragne til synlig Størrelse.4,

Saavel denne v. Buchs som Naumanns lignende Bemærkning
bringer Syenit og Porphyr — altsaa de store Syenit- — og de
store P o r p h y rmasser — i en afgjort Forbindelse. Bernærk-
ningen er rigtig, den har stadfestet sig saavel ved geologiske
som chemiske Undersøgelser. Men Syenit og Gr an it masser lobe
saaledes i hinanden, at disse igjen neppe geologisk kunne skilles
(uagtet den chemiske Forskjel ved dem er meget vel betegnet),
og saaledes impliceredes Spørgsmaalene om disse Bjergarters
Dannelsesmaade i hverandre — Basalt med Porphyr •— Porphyr
med Syenit — Syenit med Granit.

§ 12.

Med Alt dette bliver dog Naumann i sine „ Beitrage’4 (eller
1824) staaende ved Uforklarligheden af disse Forhold. Han fri-
stedes til at tro, at Den, som vilde forfægte en vulkansk Op-

Th. Kjerulf.

rindelse af de norske Porphyr- og Syenit-Masser, vilde faa større
Vanskeligheder at bekæmpe end Modstanderen, Neptunisten, saa-
fremt denne ikke forsmaar at soge Understøttelse i naturphilo-
sophiske Anskuelser. Denne sidste Ytring er mærkelig og
træffende. De naturphilosophiske Ideer vare som bekjendt en
Tid i Mode ogsaa i Mineralogien. Man ved ikke ret, om de
paa uheldigst Maade anvendtes i Geologien eller i Mineralogien.
Et for alle Tider afskrækkende Exempel i denne Retning var
den geniale Oken, som i 1813 førtes tilbage til Oldtidens 4
Elementer til Trods for alle Chemiens allerede dengang gjorte
Opdagelser.

Dog kommer allerede i Slutningen af Iste Del af „Beitrågeu
et Anhang, hvori Forfatteren, allerede dengang synlig rokket i
sin antivulkanistiske Tro, . opstiller Indvendinger mod de Indven-
dinger, han tidligere opstillede. De isolerede Porphyrkupper
(eller „Gabrou og „Syenit’4) ved Randsfjord kunde dog være
Optaarninger af engang fremvældede Materier over de Spalter
(Gangene), som engang skaffede dem Udvei fra deres indre Hjem
(I 232), pmtrent som man maa antage om Trachytdomerne og
Basaltkupperne. Porphyrernes Lighed med Basalt og Trapfor-
mationer har her øiensynligt atter paatrængt sig ham. Granit,
Svenit og Porphyr, bemærker han videre, kunde være trachyt-
lignende Dannelser. Br e is la k havde erklæret dem for porphyri-
tiske og granitiske Lavaer. C or di er havde ubetinget sluttet
sig til denne Erklæring. Ogsaa Humboldt. Naumann slutter
derfor med det Ønske, at de norske Geognoster snart maatte
bringe afgjørende Kjendsgjerninger for Dagen; thi derpaa kom
det nu an. Overalt maatte jo Kjendsgjerningerne selv tale, ikke
Navne, om de ogsaa vare saa gode som Breislak, Cordier, Hum-
boldt. Dette Ønske — nye og flere og afgjørende Kjendsgjer-
ninger — var det samme, hvormed Hisinger omtrent paa samme
Tid havde forla dt Norge.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

§ 13.

Det behøver neppe at tilføies, at Naumann senere har op-
givet enhver Tvivl, der i Begyndelsen hos ham modsatte sig en
eruptiv Genesis af de nævnte Bjergarter. Naumann er bekjendt
som den Forfatter, der fremfor no gen anden har bragt de pyro-
gene og plutonske Anskuelser i System. Heller ikke overgav
han sig efter den norske Reise ganske til literært „Stuelivu. Hans
geologiske Undersøgelse af Sachsen er velbekjendt. Han udvi-
dede sine Anskuelser, idet han udvidede sin geognostiske Erfa-
ring. Allerede i 1826 stod „de tydske Basalters pyrotypiske
Oprindelseu fast for ham (Zeitschrift fur Mineralogi), og i sin
Lehrbuch der Geognosi (Bd. II. p. 221) erklærer han: „Hvilke
Tvivl der end kan være om Granitens pyrogene Natur, eruptiv
er den uimodsigeligU Til samme Resultat er S c hwei z er -Geolo-
gen Studer kommen 1852 efter sin mangeaarige Undersøgelse
i de ved storartede Blottelser for Geologen ligesom udseede
Alper, og om Naumann endnu kunde mistænkes som mere Bog-
mand og Theoretiker — saaledes som man virkelig med Uret
har — da kan Studer vistnok mindst af Alle regnes til denne
Kathegori.

De Anskuelser altsaa, hvortil saavel v. Buch og Haussmann
som Hisinger og Naumann tidligere eller senere bekjendte sig,
ere alle vulkanistiske eller plutonske. Da igjen disse Anskuel-
ser, skarpere betegnede og i reneste Form, optræde hos Lyell,
kunne de bedst betragtes i deres Anvendelse paa Christiania-
Territoriets Bjergarter, idet de knyttes til denne Forsker.

1/ y el L

§ 14.

Medens Neptunisterne lod Jorden begynde Tiden i en van-
dig chaotisk Tilstand, antog de første Vulkanister (Leibnitz) den
ilciflydende Tilstand for den oprindelige og tænkte sig derpaa en

T h. Kjem i f.

Skorpedannelse, som var Granit. Lyell lader denne første Til-
stand uafgjort. Saa langt tilbage bebove vi heller ikke at gaa.
Lyell skiller sig deri fra de tidligeie Vulkanister, at han søger
at vise, hvorledes ikke alene ,, Lavaer”*, rnen ogsaa Porphyr,
selv Granit endnu kan dannes. Granit udgjør ikke een sam-
inenhængende Formation hverken fra de ældste eller fra de yngre
Tider, men er optraadt tiere Gange til forskjellige Tider. Dette
er for nærværende Tid et uimodstodeligt Faktum.

LyelFs bekjendte 4 Klasser af Bjergarter, aqveous, plutonic,
voleanic og metamorphic, danne i den chronologiske Tabel 4
Paraleller. De vulkanske Bjergarter i egentlig Forstand ere cfe
superficielle Masser af de platonske Dannelser, eller ere de egent-
lige Udgydelser. De platonske Bjergarter i egentlig Forstand
ere derimod de i stort Dyb paa almindelig vulkansk Maade dan-
nede ; de inetamorphiske endelig ere de i Nærheden af disse plu-
tonske Masser paavirkede. Vi kunne nu iagttage, hvorledes de
vulkanske dannes for vore Øine o: kun hvorledes de udgydes.
Ikke saa med de plutonske, ligesom vi heller ikke faa de egent-
lige vulkanske Hær der selv at se. Disse hlottes først med
Tiden ; vi se de plutonske Bjergarter blottede forst ved de
svundne Tiders Arbeide, ligesom ogsaa de vulkanske Hærder fra
vor Tid engang ville blottes; thi med Tiden skifter det Dybe
med det Hoie.

Lyell fremsatte i 1833 sine Anskuelser om de plutonske
og inetamorphiske eller med et Ord om de hypogene Dannelser.
Egentlig var Huttons og Plaifairs Anskuelser fra 1788, 1795 og
1802 de samme. I Lyeils „Elementsu hndes flere Anvendelser
af denne Theori paa Christiania-Territoriets Bjergarter.

§ 15.

Forst og fremst er denne Lyeils Skjelnen meliem voleanic
og plutonic rocks at mærke.

De første falde sammen med de saakaldte trapp-rocks.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

De ere : Basalt, Grønsten, Trachyt, Porphyr, Slakker, Mandel-
sten, Lava og Tuf.

De sid ste udskyde, ligesom nogle af de vulkanske, Rami-
ficationer fra de centrale Masser, hvori de gjerne optræde, og
foraarsage, ligesom hine, Forandringer i de omgivende Bjergarter.
De blev benævnte plutonske, fordi de dannedes, saa troede
man, i et stort Dyb, i Plutos Hjem. Her dannes de, siger Lyell,
og størkne langsomt under stort Tryk. De indeholde dernæst
ligesom hine ingen organiske Levninger. Men de ere deri for-
skjellige fra hine, at de have en mere ensartet Textur, ikke ere
ledsagede af Slakker og Mandelstene, ikke have Porer; heller
ikke danne de (i Alrnindelighed) Porphyrer med ukrystallinisk
Grundmasse. Deres Hovedtypus er Granit.

§ 16.

Grunden til at man i lang Tid adskilte Lavaer fra de øv-
rige Bjergarter i den vulkanske Klasse, er den, at da Geologerne
begyndte opmærksomt at studere de nordlige og vestlige Dele af
Europas Sammensætning, vare de næsten ganske ubekjendte
med de existerende Yulkaners Phænomener. De fandt visse
Bjergarter for største Delen uden Stratification og af en eien-
dommelig Mineral-Sammensætning, hvilke de gav forskjellige Navne
som Basalt, Grønsten, Porphyr, Mandelsten. Man erkj endte dem
for at høre sammen under e en Familie, og de kaldtes Trapbjerg-
arter af Bergman (a f det svenske trappa), fordi de ofte paa
Fjeldsiderne dannede trappelignende Profiler. Disse Bjergarter
ere samtlige volcanic rocks (Elements 2 ed. II 186).

Hvad begrunder denne Forening af Lavaer med Trapbjerg-
arter? Utallige Undersøgelser ligefra Mac CullocKs og Huttons i
Skotland og Irland, Leopold von Buchs i Auvergne og paa Ca-
narierne, til de nyeste chemiske Undersøgelser af de vulkanske
Produkter (Abich, Bunsen etc). Overensstemmelsen i Mineral-

Tli. Kjemi f.

Sammensætning, i Struktur, som i chemisk Masse-Indhold, i Lei-
ning, i Indflydelse paa Nabomasser begrunder den.

§ 17.

Vi skulle nu se, hvorledes Lyell anvender denne vulkanske
og plutonske Theori for disse Bjergarters Vedkommende i Chri-
stiania - Territoriet — paa Gangene, paa de store Porphyrmasser,
paa de store Syenit- og Granitmasser.

1) Hvad Gangene angaar, da paapeger han deres Sam-
menhæng med større Masser, deres Struktur, deres indesluttede
Fragmenter, deres forskjellige Ind virkning paa Sidestenen.

I Christiania - Territoriet har Lyell ikke udtrykkelig paavist
Samm enhængen mellem nogen Gang og en større overfladisk
udbredt Masse. Derimod erindrer han om de Profiler, som Ky-
sterne af Sky viser. Her ser man baade de opstigende Trap-
gange og de overgribende Masser øverst (TI 216).

Trapgangenes Struktur ere ligesom Lavagangenes. De
ere mest krystalliniske i Midten paa Grund af at Afkølingen der
foregik langsommere. Exempler paa dette Forhold ere der nok
af i Christianiadalen. Lyell omtaler den syenitiske Gang paa
Næsoddens Spidse (II 217). som paa Siderne ledsages af en
Art ,, Grønsten A Denne Grønsten er efter Lyell kun den for-
skjellige Form (bedre Modification , thi en Blanding maa vel være
ment), som Syenitmaterialet har antaget i Contact med Næsod-
dens Glimmerskifer; thi et afrevet Brudstykke af denne Urskifer,
som findes indesluttet i Gangmassen, viser sig ogsaa omgi vet af
en smal Rand af Grønsten.

Fremmede Fragmenter i Grønstengangene ved Sorgenfri
(II 218) vise Gangenes Oprindelse fraDybet; thi derfra stamme
Fragmenterne. Et saadant F orhold siger Lyell, „is by no means
uncommon“. Han har heri fuidkommen Ret.

Med Hensyn til de Virkninger, som saadanne Gangmas-
ser have udøvet paa Sidestenen, da gjør Lyell opmærksom paa,

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarfcer. 49

at disse Virkninger nødvendigvis maatte være helt forskjellige
efter Gangens egen som efter Sidestenens Natur. Basaltgangen
i Antrim (II 221), der opsætter i Kridt, har forandret Kridt til
Marmor indtil 8 — 10 Fods Afstand (Gangen er nemlig mægtig),
og alle Spor af organiske Levninger ere forsvundne. Flinten
derimod i denne forandrede Kridt har kun antaget en graagul
Farve. Paa den anden Side er ved Edinburgh (II 223) Sand-
sten i Contakt med Grønsten forvandlet til en jaspisagtig Bjerg-
art, ligeledes de sekundære Sandstene i Sky til solid Quarts.
Et andet Exempel var Næsoddens rede Porphyr, som (næsten
blot Feldspath) er paa Siderne — saaledes maa man forstaa
Lyell — sammensmeltet med den særdeles glimmerrige Skifer
til et grønligt 1—2 Fod mægtigt Saalbaand, idet man da maa
antage, at Glimmerens Kali (Glimmeren er nemlig sølvhvid Ka-
liglimmer) i Forbindelse med Heden af den frempressede Gang,
har tjent som Flussmiddel. Som bekjendt blive Glimmer- og
Chlorit- Arter desto usmelteligere, jo mere Magnesia de indeholde.
Glimmerskiferen har ogsaa nogle brune Blade af Magnesiaglim-
mer, og virkelig findes hist og her i Saalbaandet et saadant
brunt — ikke forsmeltet — Glimmerblad.

I de foreliggende Tilfælde — med Undtagelse af det sidste
hvor en Blanding er tænkt — maa det erindres, at Intet er fra
Gangen kommen ind i Sidestenen. Kridtet indeholdt jo allerede
den kulsure Kalk til Marmoret, Sandstenen Kiselsyren til Jas-
pisen. Men ved Gangrøassens Nærhed er den nye Fordeling af
Atomerne eller Krystallisation foregaaet.

Men ogsaa efter Gangenes egen Natur maatte Virknin-
gerne paa Sidestenen vise sig saa forskjellige, som de ogsaa ere
at iagttage, idet de i nogie Tilfælde ere = 0, i andre Tilfælde
dog tydelig vise sig som en Søm af forandret Bjergart. Alle-
rede den forskjellige Temperatur maatte her, antaget at Foran-
dringen virkelig i sin nuværende Skikkelse fremstod paa bed

* 4

Th. Kjerulf.

Vei, spille en Rolle. Sprækken kan være blot fyldt med smeltet
Lava, eller den kan have været selve Kanalen for den strøm-
mende smeltede Masse i Maaneder og Dage (II 225). I sidste
Tilfælde maatte naturligvis Ophedningen og Virkningen blive
desto større.

§ 18.

2) Angaaende P o r p h y r e r n e , da bemærker Lyell , at den
Mangel af Porositet i Trapformationer, som skulde adskille dem
fra Lavaer, er ganske deceptiv ; thi alle Mandelstene (hvoraf
ogsaa vore Porpliyrer ere ledsagede) ere porøse Bjergarter, hvor
Cellerne ere senere fyldt e med Kiselsyre, kulsur Kalk etc. (II
237). „As these bubles have been sometimes lengthened by
the liow of the lava, before it iinally cooled, the contents of
such cavities have the form of almonds.“ (II 200).

Han gjor dernæst opmærksom paa ægte, egentlig saakaldet,
Lavas Struktur oventil og nedentil i Strømmen og oplyser dette
ved et Profil fra Olot. i Catalonien (II 272).

Ved disse Bemærkninger kan det tilfoies, at ikke alene den
fuldkonme Mandelstenstruktur, med i Længden udtrukne paralelt
liggende fyldte Rum, er hyppig i vore store Porphyrdistrikter,
men at ogsaa de tomme Blærerum findes den fuldstændige
Lavastruktur fra en Strøms Dyb. Kun Slakkerne oventil mangle;
men her maa vi (med Scheerer) erindre de store Denudationer,
som have fundet Sted i Egnene, og hvorom Friktionsphænomenet
vidner. Mangelen af det øverste skrøbelige Dække, det første,
som maatte afrives, er i Sandhed det eneste, som adskiller disse
Porpliyrer fra Lavaer.

Thi, bemærker Lyell, de ungarske Lavaer ere forstørstede-
len Feldspathlavaer, og Beudant har iagttaget, at nogle af
dem ere cellede, selv slakkede, ligesom de moderne. v. Buch
iagttog Lavaen fraVolvic i Auvergne, som hovedsagelig er Feid-

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

spath. Ingen Augit i den, knn lidt Jernglands paa Spalter, og
lyse Farver karakterisere den.

Medens altsaa Hisinger bemærkede den Holmestrandske ba-
saltiske Porphyrs Lighed med Basalt og derved med augitiske
Lavaer, paaviser Lyell Krogskovens rødbrune Feldspathpor-
phyrs Lighed med Feldspathlavaer. Struktur og Mineral -
sammensætning tillade her ingen Indvending. Der kan tillægges,
at ogsaa det chemiske Indhold lader slutte det Samme.

Lyell kalder derfor Christiania-Territoriets store Trapdistrik-
ter (greenstone- porphyry og syenitic greenstone) rentud vul-
kanske. Men mellem Trapmasserne Vest for Christianiafj orden
og Syenit er der en fuldstændig Overgang, og „der er altsaa
en Overgang mellem vulkanske og platonske BjergarterA

Med denne Overgang har det sin Rigtiglied, forsaavidt ved
Trappen er ment Feldspathporphyr.

§ 19.

3) Om de gr ani tiske Masser bemærker Lyell (II 333):
De Mineraler, som sammensætte granitiske saavelsom vulkanske
Bjergarter, bestaa forstørdelen af

Si Al Mg Ca Na Ka og Fe,
og disses Bestanddele maa vel undertiden forekomme i omtrent
de samme Proportioner i en porøs Lava, en compact Trap og
en krystallinisk Gfranit. Denne Formodning har faaet fuld Be-
kræftelse ved den seneste Tids Undersøgelser : Gfranit, Trachyt-
trap og Trachytlava ere fuldkommen identiske Masser.

Den samme Lava, vedbliver Lyell, kan være glasagtig, slak-
ket, stenagtig og porphyritisk, eftersom den har størknet hurtigere
eller langsommere. Heri ligger ligeledes en Sandhed. Paa en
Glashytte ved Rochelle erholdt man ved en tilfældig langsom Af-
køling en Stenmasse med traadig Textur istedetfor en Glasmasse

i Diglerne. James Hall’s Forsøg med at smelte forskjellige

Th. Kjerulf.

Traparter i en Reverberovn og udsætte dem snart for hurtig,
anart for langsom Afkoling bevise experimentelt Sætningen.

I de plutonske («5: de granitiske) som i de vulkanske Bjerg-
arter, vedbliver Lyell, er der enhver G-radation fra den bug-
tede Form — tortuous vein — til den mest regulære Gangform.
Der er Granitgange med fuldkommen paralelle Sider i Mount
Battock i Grampians. I Almindelighed ere dog „granit-veinsw
mere „sinuous“ i sit Lob end Trappens. — Denne Sætning
maa betragtes som et Svar paa den Paastand af Udgiveren af
Gæa, at Graniten altid har de bugtede Former, Hornblænde-
bjergarterne derimod altid de regelmæssige snorlige Gangformer.
Udgiveren af Gæa ledsagede Lyell paa flere Excursioner i Chri-
stiania-Territoriet, og Lyell kjender derfor de vigtigste af de i
Gæa paapegede Forholde, hvilke forresten enhver af dem ud-
lagde paa sin Vis.

I den Anskuelse, at Christiania -Territoriets „Euritporphy-
rer“ overgaa til Granit, ere Lyell (II 346) og Udgiveren af Gæa
enige, men med forskjelligt Resultat. Lyell slutter deraf, at nogle
af disse „Leier‘4 ere partielt afvigende fra Leieformens Paraleller
— ved Afvigelse under svag Vinkel, ved Spring eller ved Ud-
grening — , at de ere injicerede. I Gergoviabjerget ved Cler-
mont skjærer saaledes en Basaltgang under en meget svag
Vinkel gjennem næsten horizontale Mergler (II 311). Hvis alt-
saa Formen af saadannne Gange eller „Leier” skulde bestemt
tale for Transmutation som Udgiveren af Gæa paastod, da rnaatte
ogsaa denne Basaltgang være omvandlet Mergel.

Angaaende Overgangen fra Euritporphyr til Granit da hol-
der Lyell sig aabenbart til de omtalte Forsog over Afkolingen.
Nogle af disse porphyritiske Bjergarter („Euritporphyrerne“), siger
han, ere meget qvartsrige, andre ere feldspathrige. Og det er
aabenbart, at Lyell mener de qvartsrige, naar han tror, at Quartsen
har udskilt sig i Massen, og saaledes Strukturen bleven mere

Om Dannelsen af de uslviktede Bjergarter.

granitisk, jo volumineusere Massen var. Lyell tænker sig her
Kiselsyren ikke indkommen i saadanne Masser, han tænker sig
den udskilt som Quarts af den Masse, hvori den allerede før i
tilstrækkelig Mængde var tilstede.

Det er disse „Euritporphyrer44, hvorom man for en stor
Del med Ret kan paastaa, at de ere interponerede mellem Over-
gangslagene. Leopold von Bucli troede i Begyndelsen, som be-
kjendt, at Graniten selv var interponeret mellem de samme Lag
ved Christiania — et Forhold, som Udgiveren af Gæa med fuld
Ret benægtede. Men Udgiveren af Gæa søgte i Transmutatio-
nens Aand at vise, hvorledes disse Euritporphyrer udviklede sig
til Granit, alt eftersom de optraadte mægtigere.

Euritporphyrernes Forhold var derfor af de, der tiltrængte
en streng Undersøgelse. Det har vist sig, at Lyells „Euritpor-
p hyrer44 virkelig ere af to Slags — Oligoklasporphyrer, der
ikke kunne blive til Granit, men kun til en graa Syenit, og
Quartsporphyrer, der hænge sammen med Granitmasserne og selv
ere identiske, med Granit.

De store Granitmasser selv tænker Lyell sig, som allerede
anført, dannede dybt i Jordens Skorpe og derefter blottede ved
Elevation og Denudation. At baade Elevation tildels maaske
endnu tinder Sted, og Denudation i stor Maalestok har fundet
Sted i Norden, derpaa er der nok af Beviser.

Endelig taler Lyell ogsaa om de Virkning er, som Gra-
niten har udøvet paa de omgivende Overgangslag. Vi mærke os
atter her, at Lyell taler om liaardnede Skifer, ikke saameget
om kiselrige Skifer. „Sometimes they resemble jasper44 (II
402). Fra Gæa Hefte I anfører Lyell det Forhold, at „nearer
the granits the schist often contains crystals of liornblende, which
are even met with in some places for a distance of several hun*
dred yards44.

Dette sidstnævnte Forhold kunde kun opklares ved strengere

Th. Kjerulf.

Undersøgelse. Disse „schistsu ere de hyppige leieformige Oli-
g ok la sp orphyrer, der indeholder nogle Krystaller, der kunne
være Augit eller Hornblænde.

Antaget altsaa, at Yirkninger paa Sidestenen udgik fra den
plutonske Granit, gjor Lyell selv den Indvending: Hvorledes
kunde mer og mindre krystalliniske Stråter (bedre : mer og mindre
forandrede — Oligoklasporphyrerne bor ikke regnes til disse Strå-
ter) vexle med hinanden? — Svaret er: Efter Straternes op-
rindelige Natur, efter de Bestanddele, som de indeholde. De
ere jo ikke altid lige (II 416). Og med Hensyn til Udstræknin-
gen, Vidden af denne Virkning: Hvorledes kunde Metamorpho-
sen paa Contacten ske i saa lang Afstand? — Som Svar hen-
viser Lyell til, at Bjergarterne ere porøse, de ere gjennemtrængte
af Vand. Nedentil i Dybet udvikles Gaser (ved de sekulære
vulkanske Eftervirkninger Kulsyre og Svovlvandstof), disse Gaser
og Vand damp ere meget skikkede til opv armede at bringe
Metamorphosen ud over vid Strækning (II 407 — 408).

§ 20.

Saaledes repræsenterer altsaa Lyell Plutonismen i dens re-
neste og mest maadeholdende Form. Han har selv besvaret
nogle vigtige Indvendinger og støttet sig med Argumenter. Imid-
lertid kunde det forlanges, hvor denne Theori i sin Almindelig-
hed skulde anvendes paa Christiania-Territoriet:

1. Bevis os, at Gangdannelsen er Noget saa mangfoldigt,
gjennemgribende og i Egnens hele Relief saa fremtrædende, som
Begrebet fyldte Spalter forlanger.

2. Bevis os, at de store P orpliyr massers Distrikter vir-
kelig er en Trapformation; vis os de forskjellige Trin i Trap-
pen, vis os Mandelstene etc. Og paavis her Analogien med
uimodsigelig vulkanske Produkter; thi lad os endog antage, at
de, som have undersøgt andre store Trapformationer, at Cordier

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

v. Bach, Beudant, Forchhammer, Abich o. s. v. have været lutter
Bogmænd.

Af de andre Plutonister, som bestemt forbinde Begrebet
om eruptiv Natur med Granitens Dannelse, kunde derimod
forlanges (hvorimod denne Fordring egentlig ikke kan stilles til
Lvell, idet efter Lyell Graniten kunde være dannet i sterre Dyb
paa det Sted, hvor den nu er):

3. Bevis os, at disse store Gr an it masser ere optrængte.
Paavis os Leiningens Forholde i dette Distrikt. Er den op-
rindelige Bygning forandret og ved dem?

Om Indvendinger i ren cliemisk Aand skal siden være Tale.
De her opstillede Fordringer besvares ved en streng speciel Un-
ders.øgelse.

§ 21.

Ild givere st af tiæa Norvegica

optraadte i 1838 med Anskuelser af ganske anden Art end de
hidtil omhandlede. Medens de nævnte lagttagere betragtede de
ukrystaliiniske Bjergarter i Christiania-Territoriet mere som frem-
mede indtrængte Masser, sogte Udgiveren af Gæa med en be-
undringsværdig Conseqventse, og støttet til talrige og vistnok
udmærkede Xagttagelser, at vise, at de vare Udviklinger af de
oprindelige Overgangslag selv. Spiren til disse Anskuelser findes
allerede i Opsatserne 1823 fra samme PIaand.

§ 22.

Steff e i? s.

Vi maa her gaa tilbage i den chronologiske Orden for at
erindre He i nr i ch Ste f f ens som den Mand, fra hvem den egent-
lige Kjerne i Transmutations-Anskueiserne — eller „Ud viklingen1'
— skriver sig.

I „Geognostisch-geologische Aufsatze von Ileinrich Stefiens
1 810" gjenkjende vi den aandrige Betragtningsmaade, de dristige
Slutninger og den Rigdom paa henkastede Vink, fulde af Lys

Th. Kje r ul f.

for kommende Forskninger, som karakteriserer denne bekjendte
Forfatter, der har været en Vækker for saa Mange. Bividenska-
bernes Standpunkt hindrede alene Steffens i at blive Geologiens
Reformator.

Steffens antagerbaade den modsatte og den samme Udvik-
ling som den, der siden noiere sogtes eftersporet af Udgiveren
af Gæa. Saa forskjellig end Granit er efter den chemiske An-
skuelse fra Lerskifer, siger Steffens, saa finder dog en Udvik-
lingsrække Sted fra den første til den sidste. Han søgte at be-
grunde dette i Feldspaths Forsvinden og Udskillelse af Quarts i
Aarer (201 — 202) han søgte at henlede Tanken paa Grani-

tens chemiske Materialer, og hvad der blev af dem, idet der
af Granit dannedes Lerskifer.

Der var ogsaa en Kontinuitet mellem Fløtsformationerne og
Basalt. Sandstenen, som er under Basalt, forhærdes lidt efter
lidt, bliver „quarzigeru, gaar over til Wakke. denne i Basalt
(207.) Altsaa en Udvikiing af Sandsten til Basalt!
— Og det er bekjendt, siger Steffens videre, at Basalt og Por-
phyrfjeld have megen Lighed i Forekomsten i isolerede Kup-
per, Overgribningen, Afsondringer i Plader, Seiler og Kugler,
selv det Porphyragtige af hele Massen. Opdagelsen af Overen-
stemmelsen mellem Porphyr og Basalt maa med Rette regnes
blandt Werners vigtigste (208.) Derved var altsaa ogsaa Ud-
viklingen af Sandsten til Porphyr angivet.

Men Steffens gaar videre. Saaledes som i Urskiferforma-
tionen Lerskifer opstod af Granit, saaledes se vi omvendt i hin
yngre Porphyrformation den gran i tiske Syenit opstaa a f en
ensformig leragtig og hornstenagtig Masse. Idet denne
bliver mere hornig, krystallinisk , kommer Hornblænde til-
syne, livoraf der i Porphyrmassen ikke var Spor. Altsaa en
retrograd Dannelsens Tendents saavel til Basalt, som til Por-
phyr. som til Syenit (207—209).

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

Den blotte reflekterende Chemi kan paa ingen Maade
fatte en saadan stor og dristig Naturoperation, vedbliver Stef-
fens, saa klar den ogsaa viser sig for lagt tåger en. Experi-
mentet er en for liden Maalestok for den historiske Reduction,
som lier mægtigl aabenbarer sig, og som ikke benytter nogle
enkelte, ligesom den experimenterende Chemi, men alle Naturens
Potentser til samme Tid og opsluger dem i en stor reducerende
Operation (207).

Transmutationstheorien er en Udforelse af disse Steffenske
Anskuelser. Hvad Steffens betegner som ,, retrograd Dannelses-
Tendents“ er hos Udgiveren af Gæa den normale Udvikling.
Allerede Steffens angiver denne Udvikling — Sand sten til Ba-
salt og Porphyr — Lerskifer gjennem Hornsten til grå-
tt i ti sk Syenit. Ogsaa den samme Mistillid til Chemi og Experi-
ment, som hos Udgiveren af Gæa endnu voxer.

§ 23.

Men en lykkeligere og — ved Tilslutning til den siden 1810
stedse fremadskridende Chemi — ren videnskabelig Vei tage de
Steffenske Anskuelser til Bisehofs Kildetheorier, som ligeledes
allerede hos Steffens ere antydede, vistnok under den Tids Præg.

Alle differente Legemer geraade ved gjensidig Berøring i
indbyrdes elektrisk eller galvanisk Spænding, siger han. Forhøiet
bliver denne Spænding ved meilemtrædende Fugtiglied. Spæn-
dingens Intensitet voxer med Forstørrelsen af de berørende Fla-
der (313). Alle Bje rge, fremfor alle dog Flotsbjergene, ere,
saafremt de bestaa af differente Skikter, mellern hvilke Vand be-
væger sig, i galvanisk Virksom lied (318).

Steffens antog, som bekjendt, at Kildernes mineralske Be-
standdele hidrørte fra denne galvaniske Proces. De flydende
Vande sluttede de hinanden spændende forskjellige Lag til en
Kjæde, og derved opstod den chemiske Produktion proportional
med Spændingens Intensitet. Steffens antog paa ingen Maade,

Th. Kjerulf.

at selve Stofferne dannedes, men de førtes fra Bjergarterne inl
i Kildevandet ved Gfalvanisme. Veien for Eftervisn ingen af de
chemiske Forandringer i Bjergarterne var derved tydelig nok
paavist. Det havde ligget meget nær at forsoge at gjennem-
gaa Bjergarternes „Udvikling“ ad denne Vei. I 1810 laa imid-
lertid den naturphilosophiske Vei endnu altfor populær ved
Haanden.

§ 24.

Heferstelis .

En anden Geolog, som før TJdgiveren af Gæa, ogsaa. øien-
synlig paavirket af Steffens, har sogt at paavise visse Bjergar-
ters Dannelse af andre, er Ke f er stein; men han sluttede sig
dog mere til en plutonsk Side.

Kef ers tein, som i 1820 havde vist, at Basalt med de be-
slægtede Masser Klingsten, Trachyt, Trass etc. vare vulkanske
Dannelser, søgte 1829 og 1831 i „Deutschland geognostisch-
geologiseh dargestelltu (VI & VII) at vise, at Gfranit, Porphyr
og Basalt vare ved Jordens indre Kræfter opstaaede af strati-
ficerede Bjergarter — mange Graniter og Porphyrer af
Skifere og Overgangslag — Tyrols røde Porphyrer af
den derværende røde San ds ten. Denne Udvikling af krystal-
liniske Masser hang altid sammen med „Aufblahungen und Er-
hebungen“. I 1834 søger han (Naturgeschichte des Erdkorpers)
at udvikle, hvorledes Basalt, Porphyrer og Graniter ere „pyro-
typiske“ Masser, opstaaede ved Omdannelse af allerede engang
forhaandenværende Flotslag „durch die inneren Thåtigkeiten der
Erde“ — eller han ansaa dem dog for mere plutonske eller hy-
pogeue Bjergarter.

§ 25.

Yon Becheiis Hritik over Uæa- Norvegica.

I Gæa, Heft. I, er den Paastand fremsat, at alle de i Chri-
stiania- Territoriet optrædende uskiktede Bjergarter (enkelte

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

Grønstene undtagne, som bleve oppressede som „Moya‘w) ere
Omvandlinger af eller Udviklinger i de oprindelige Overgangslag
selv. Dette er Transmutationens Ide. Saavel de allerfleste af
de mangfoldige mindre Gangmasser — af det forskjelligste Ma-
teriale, som de store Porphyrmasser — af Sandsten, som de store
Granitmasser — af Skifere.

§ 26.

Forst og fremst lægges i Gæa Vægt paa, at disse Massiv-
dannelser i Christiania- Territoriet ere bestemte Hegler under-
kastede, hvorimod de vulkanske Phænomener skulle vise sig som
Resultater af vildt virkende Kræfter. Men netop ved Vul-
kanerne havde længe Lovmæssigheden og Regelen været bekjendt.
Til Lavaerne høre mægtige Adeininger af Tuffe — - ligesom til
Christiania-Territoriets Porphyrer de andre sandstenlignende Af-
leininger. Trachyterne have i de vulkanske Egne sin bestemte
Plads i Anordningen af en Circus, eller som store centrale Mas-
ser; videre have de bestemte ydre Former etc., ligesom Christiania-
Territoriets Granitmasser indtage en central Plads, og ligesom
de i andre Egne danne Domer lig Trachytens, have Former som
den. Opspaltningen sker endelig ved Gangdannelsen oftest rolig:
omkring en Kraters Yægge ser man de opstigende Lavagange
gjennemskjære de opskiktede Slakker, Lavaer og Tuffe uden at
forstyrre dem. Inden et vulkansk Centrums Peripheri udgydes
endelig, ofte paa et langt snevrere Hum end endog Christiania-
dalens, lige saa forskjellige smeltede Stenmasser, og om disses
mineralogiske Ulighed ikke alt i d kan erkj endes, fordi de ofte
ere tilsyneladende homogene, påvises den let af Analysen.

Det var saaledes en dristig Paastand, at de vulkanske Kræf-
ter vare ganske vildt virkende og regelløse.

§ 27.

Hovedtypen for hine Bjergarter er Graniten. Theorien for

Th. Kje r ul f.

hver af dem, for deres Udvikling af skiktet Materiale, er derfor
impliceret i G-ranitens Theori.

Denne Theori — Transmutationen — er: ,,I en Epoke,
som ikke lader sig bestemme, ifølge Motiver, som ligeledes ere
ubekjendte, og ved Processer, hvorom man for Tiden kun kan
vide, at de — ikke foraarsagende den ringeste Forstyrrelse i
Skikternes Strøg og Fald — vare roligeu etc. — og hvorom
paa andet Sted siges, at de neppe nogensinde kunne eftervises
af lagttagelse eller Experiment — „blive større og mindre Por-
tioner af Skifer og Kalk omvandlede til Sy en it og Granit.u
Paa lignende Maade blev Sandsten til Porphyr, Alunski-
fer til Eurit, visse Strækninger af Overgangslagene til Gron-
stene eller eiendommelige Porphyrer, snart i Leier , snart i
Gange o. s. v.

§ 28.

Hvorledes kan dette ske?

Berzelius bemærker dertil (Jahresbericht uber die Fortschritte
der phys. Wiss.): Naar en Lerskifer skal være bleven til Sy en it
og Granit — eller en Sandsten til Porphyr, og dog Bestandde-
lene i det raa Materiale ere qvantitativt og qualitativt forskjel-
lige fra dem i Granit eller dem i Porphyr, saa er dette et Be-
vis mod EigtighedeYi af Ilypothesen. Udgiveren af Gæa sva-
rede derpaa med at betvivie den analytiske Mefhode og Chemiens
Berettigelse. Men Analysen maatte kunne dømme her. Man
ved, at en større Noiagtighed end indtil 1 pCt. til Afgjorelse af
Sporgsmaal om saa væsentiige Forandringer ikke er nødvendig,
og en Analyse kunde dog allerede paa den Tid bringes til den
Grad af Noiagtighed mindst.

Bestanddelene behøve ikke at være qvantitativt og quali-
tativt de samme i den ved Forvandling opstaaede og den oprin-
delige Bjergart, men det tilkommer Den, som vil bevise For-
vandlingen at vise eller blot paapege, hvilke Bestanddele der

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 61

ere udtraadte og hvorhen, eller hvilke Bestanddele der ere
inakomne og hvorfra — i denne forvandlede og denne oprin-
delige Bjergart. Udgiveren af Gæa paaberaabte sig Jernkiesens
Dannelse i Skiferne. Saaledes som Jernkiesen ligesom kunde
fødes i Skifermassen, kunde vel ogsaa Quartsen udvikles af den,
og derved tilsidst en Granit fremkomme. Herom skal senere
tales.

§ 29.

Som nævnt blev Transmutations-Theorien i 1839 underkastet
en Kritik af v. Dechen. Udgiveren af Gæa svarede derpaa i
1840 og har („Einiges“ p. 31) opstillet „det Væsentligste, som
ved Undersøgelsen af Christiania-Territoriet bidrog til at befæste
Overbevisningen om Transmutationen en Forvandling saavel
i Form som i Substants)/' Disse Punkter ere:

§ 30.

A. Hvis de omspurgte massive Bjergarter vare frembrudte fra
det Indre, saa maatte de dog paa visse Steder absolut have
derangeret de skiktede Bjergarter. — Her kommer altsaa
den for nævnte Fordring om Leiningens strenge Under-
søgelse.

B. Ved Eruptionsmasser maa man vente en skarp Grændse;
her ved disse Bjergarter finder man ofte de fuldstændigste
Overgange istedetfor denne.

C. Steder, som vidne mod en vulkansk Dannelsesmaade, ere
saadanne, hvor der mellem en Lagfølge af Leerskifer og
Kalk ere Masser indleiede, som gradvis, idet de tiltage i
Mægtighed, tillige blive kiselrigere og fastere, mere krystal-
liniske, tilsidst fuldkomne SHikatdannelser ligesom Granit.
Et saadant Exempel er anført (Gæa I 45—46), hvor mel-
lem Lag af Kalksten og Kalkkisel en saadan Udvikling skal
foregaa til basaltisk Trap. Paa andre Steder henviser Ud-
giveren af Gæa til den Overgang, som i Christiania- Terri-

T h. K j e r u I f.

toriet skal linde Sted fra Skifer til Granit, idet Skiferne
blive kiselrigere, mere krystalliniske etc., endog indeholde
virkelig Granit leieformig o. s. v.

D. Granit og Porphyr ere bundne til en bestemt Plads mellem
Christiania- Territoriets skiktede Bjergarter. Først skulle de
forekomme kun paa faa Punkter udenfor Territoriets Grænd-
ser. Dernæst ere de ogsaa inden Territoriet selv bundne
paa det Bestemteste, Granit og Sy en it til de Steder,
hvor Ler skifer forekommer, de mørkere quartsløse Por-
phyr er til de Steder, hvor San ds ten forekommer, de
røde (gule?) eu ri tiske Leier til de Steder i Nærheden af
Grundfj eldet, hvor Alunskifer forekommer.

E. Der er i Skiferne smaa isolerede granitiske Partier, ligeledes
af Grønsten, Porphyr etc.

F. Contactmineraler og visse Forandringer i Sidestenen ere
forhaanden overalt ved de granitiske Massers Grændse mod
Kalksten og Skifer, derimod ikke ved deres Grændse mod
Urskiferne. Yed de dunkle Porphyrers Contact mod Sand-
stenen, er denne uforandret o. s. v. I Gæa II p. 233
siges udtrykkeligt, at Contact - Hærdninger ikke forekomme
ved de Porphyr- og Grønstenmasser, som mer eller mindre
have Form af Leier — dernæst at de ved Granit- og Sye-
nitmasserne forekommende betydelige „Silicificationer afLer-
skiferenu ophøre, hvor Grændsen streifer nær den underlig-
gende Gneis, thi her ser man ganske regelmæssig istedetfor
,,Hornskifer“ fuldkommen milde Alunskifere (tildels med
indvoxet Chiastolith).

§ 31.

Til disse Punkter, der ere opstillede som Hovedpunkter,
maa bemærkes:

A. vilde være et vigtigt Moment i Tran smutati o n en . En streng
Undersøgelse af Leiningens Forholde viser derimod, at sær-

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

deles storartede Forstyrrelser have ftindet Sted i den oprin-
delig nogenlunde horizontalt afsatte siluriske Formation.
Dens 2 eller 3 forskjellige Hovedetager, der adskille sig ved
deri forekommende forskjellige Forsteninger, kunne meget
vel adskilles i de Foldninger, hvori den hele Formation er
sammentrængt.

B. Yed Granit som ved Porphyr er Grændsen ogsaa ofte saa
skarp at den kan bedækkes med to Fingre, for ikke at tale
om de oftest skarpt afsondrede Gangstene. Efter LyelFs
Anskuelser maatte man imidlertid, som ofte er Tilfældet,
vente at finde Grændsen ved Granit tildels forvidsket,

C. Disse Forhold ere med Rette uberørte af v. Deohen, der
tvivlede om selve lagttagelsernes Rigtighed. Yed det ene
anførte Exempel er det snart tætte, snart porphyritisk ud-
viklede Augit-rige Masser, der optræde mellem de skiktede
Lag. Kalksten gaar ikke over til 0 : forvandles til disse
Basalter. — Det andet Exempel vil de have været et Ar-
gument ikke mindre kraftigt end A; men Skiferne ere i
Yirkeligheden ikke blevne rigere paa Kisel; der er ingen
Silicification foregaaet. De indleiede krystalliniske Masser
ere de overalt hyppige Oligoklasporphyrer.

D. Da den allerstørste Del af Christiania - Territoriets skiktede
Bjergarter bestaar af Lerskifer (og Kal kst ene), og den
største Del af dets uskiktede Bjergarter igjen bestaar af
Granit og Syenit, saa kan man vistnok sige, at Granit og
Syenit i Almindelighed optræder der, hvor der er Skifere
(og Kal kst ene). Ligeledes staar Porphyr virkelig i et
bestemt Forhold til den anden sandsten lign ende Etage af
den store Sandstenformation. Imidlertid gribe de forskjellige
Porphyrarter, som danne de store Porphyr distrikt er, ogsaa
ud over Sandstenen — saaledes i Kroftekollen et ikke ube-
tydeligt Parti. Euriterne endelig ere ligeledes paa en vis

Th. K jern 1 f.

Maade bundne til de ældste og ældre siluriske Skikter over
hele Territoriet; ingenlunde blot til Alunskifer eller
blot til Grændselinien mod Urformationen.

E. Ramificationerne — hvor det gjælder Granit — eller Rester
af de engang sammenhængende Masser — hvor det gjælder
„Rhombeporphyr% hvilken sidste findes hist og her saaledes
overfladisk isoleret, kunne vel være disse isolerede Partier.
At bevise, at de ere eller vare absolut isolerede er ikke
vel tænkeligt.

F. Dette Punkt , Contaktmineralerne og Contaktdannelsernes
Forskjeliigheder o. s. v. er interessant. Udgiveren af Gæa
gjorde allerede 1829 i en Afliandling i Pogg. Ann. opmærk-
som paa „Contaktmineralerne“. En Granat varietet er hyp-
pigst af disse Mineraler, ligeledes er Tremolith hyppig. De
forekomme paa Contakten o : paa Grændsen mellem Kalksten
og Granit — - eller Kalksilikater forekomme mellem den
kiselrige Granit og den kalk ri ge Kalksten. Hvad kan
være naturligere?

Det er ovenfor bemærket i Anledning af disse Contaktvirk-
ningers Forklaring efter Lyelfls Anskuelser, at Contaktdannelserne
paa ethvert Sted rette sig efter de forhaandenværende Stoffer.

Hvad de øvrige Contaktdannelser angaar, da blev ogsaa
ovenfor Grunden (ifølge Lyell) angiven til, at de forandrede og
uforandrede Skikter kunne vexle. Skikterne, som kom i Grani-
tens Nærhed, vare ikke alle lige, nogle vare Alunskifere eller
andre kalkfrie Lerskifere, andre vare kalkholdige Ler-
skifere, atter andre Kal kst ene. De sidste kunne ikke
blive til andet end Marmor -- i Analogi med Kridt til Mar-
mor. De næstsidste kunne cementeres o : miste Kulsyre og
Yand og blive haarde (ved Dannelsen af Dobbeltsilikat). I
de første derimod var ingen Grund til Cementering, ingen Kalk-
gehalt forhaanden. De kunde kun blive lidt lysere i Farven.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 65

Deraf altsaa Yexelen — af de forhaandenværende Bestand-
deles Natur.

Alt dette er altsaa ingenlunde Argumenter mod vulkanistiske
eller plutonske Anskuelser, men ligesaameget for dem.

§ 32.

Istedetfor Ordet „Silicification“ eller „Forkislingu
burde billigvis været sat Forhærdning, da det første Begreb
ikke fulgte af det sidste. Lyell har i dette Punkt været forsig-
tigere. I Sandhed at beklage — som utilbørlig — - var Over-
gang fra Navnene „haard Skifer“ eller „kiselskiferagtige Dan-
nelser“ til den udtrykkelige Bestemmelse „ Skifer med forhøiet
Kiselgehalt (Gæa I p. 11), og fra Udtrykkene „Kalkkisel“ og
„Kiselkalk“, hvilke passe overalt i Territoriet paa blandede Kalk-
stene, til den bestemte Paastand om en Tilvæxt i Kiselgehalt
(I p. 12). Fremfor Alt ytrede sig, hedder det (p. 13). de che-
rniske Processer i en „extraordinær Tiltræden af Silicia“, saavel
til Skiferen, som til Kalkstenen. Om denne Kisel indtrængte
udenfra, eller „om Kiselstoffet udvikledes i Massen selv“ lades
uvist (p. 12). Den sidste Proces vilde i alle Fald være ren
alchymistisk. Men der tales dog bestemt om et Plus af Kisel,
ja det hedder, at i Kalkstenene er Kisel ombyttet for Lerjord.
Da Intet af Alt dette var Andet end Formodning, grundet paa
nogle Skiferes Haardhed, maatte det i stærkeste Maade først op-
fordre til en Undersøgelse, forinden Formodningen gik over til
Paastand.

§ 33.

Von Dechen ytrer (Einiges p. 7): „dass aus den eigenen
Beobachtungen des Verfassers und aus den Folgerungen, welche
er daraus gezogen hat, eine so grosse Verwirrung in der Vor-
stellung iiber das Verhalten der geschichteten versteinerungs-
fiihrenden Massen zu denen, welche sie begrånzen, sich ergiebt,
dass fiothwendig irgend wo entweder in den Beobachtungen oder

66 Th. Kj er u 1 f.

in den daraus abgeleiteten Folgerungen ein Irrthum vorhanden
sein muss.u

Da von Dechen selv repræsenterer plutonske og vulkanistiske
Anskuelser, og det lier er Stedet — efter Gjennemgaaelsen af
de før nævnte Punkter — fremdeles at holde disse plutonske
Anskuelser mod Transmutationen, maa det nærmere omtales hvad
denne von Dechens Anke gaaer ud paa. Der ligger i den enten
Kredsgang i selve Slutningen eller selve lagttagelse r-
nes Urigtighed.

Af den geniale Udgiver af Gæa Heft. I — et Yærk, der
lider under Gjennemforelsen af en streng Consequents — skulde
man vel ikke vente Kreds i Slutningen. v. Dechen gjør der-
for denne Forfatter Uret i Beskyldningen for Kredsgang. Ud-
giveren af Gæa erklærede nemlig, at Lerskifer gaar over (om-
vandles) til Granit, men ogsaa Gneis gaar over (omvandles)
til Granit. Deraf følger vistnok ikke, som v. Dechen paastaar,
at ogsaa Gneisen (selv en omvandlet Skifer) blev til et Produkt
af de samme forsteningsførende Skikter, som over leie den.

Endnu engang gjør von Dechen Udgiveren af Gæa Uret
ved følgende Raisonnement: Paa Grændsen af Skifer og Granit
optræde Contaktmineralerne. Disse ere altsaa et Stadium af
Omvandlingen. Og virkelig synes dette undertiden at have været
Gæas Mening. Men i det samme Stadium, maa jo ogsaa den
videre udviklede Granit have været. Altsaa den hele Stræk-
ning, nu indtaget af Granit, har bestaaet af disse Mineraler!
Eller ogsaa: Contaktgrændsen (o: disse Mineraler) har successiv
gaaet gjennem den hele nuværende Granitstræknmg.

Dette har vistnok ikke været Gæa’s Mening. Der staar
p. 125, at Contaktmineralerne, haard Skifer, Marmor etc. kun
ere „den svagere Fortsættelse af det, som foregik, hvor Granit
dannedes“. Her er aabenbart den Forestilling udtrykt, at For-
andringen eller Omdannelsen, Transmutationen, udgik fra Punkter

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

i de Distrikter, som nu ere Granit og som for vare Skifer etc.,
og at de sidste svage Bolgeringe af det vækkende Stod til denne
gaadefulde og aldrig opklarede Proces betegnedes som en Grændse
med Contaktmineraler og Contaktdannelser. — Der ligger her
den Paastand: Skifer (og Kalk) blive forst til Granit. Granit
indvirker dernæst igjen paa de tiloversblevne Skifer (og Kalk-
sten) og forandre dem ved Contakten. Trækkes det Første fra,
som aldrig har været bevist, saa er det Sidste rigtigt, naar her
Silicificationen trækkes fra. Hvad der da bliver tilbage af Argu-
mentet (F) ved Hjælp af Contaktmineralerne mod vulkanistiske
Anskuelser bliver til et Argument ligesaameget for dem.

§ 34.

Vistnok har von Dechen, idet han udtalte ovennævnte Anke
— Kredsgangen i Slutningen — i Tankerne summeret alle de
Forvandlinger, som Gæa ved Overgange angiver: Kalksten dels
til Gronsten og basaltiske Trapdannelser, dels til Marmor —
Skifer til Kiselskifer, Hornsten, Hornstensporphyr og Granit —
Granit og Syenit atter til de rødbrune Porphyrer — disse Por-
phyrer paa den ene Side til Sandsten, paa den anden Side over-
gaaende til Basalt og Grønsten o. s. v.

Yed Forudsætningen af alle disse Overgange bliver Theo-
rien i egentligste Forstand „flexibleu (Elie de Beaumont). Intet
er farligere end den Slutning af to Bjergarters tilsyneladende
lithologiske Overgang at uddrage deres genetiske Sammenhæng
- — eller genetiske Identitet. En Mængde Bjergarter flyde ved
Grændsen paa mange Steder tilsyneladende i hverandre, Øiet kan
ikke overalt udse sig Gændsens bestemte Linie. En Mængde
blande sig ogsaa med hverandre, uden at derfor deres Oprindelse
er den samme. — Lerskifer og Kalkstene, for at tage det forste
og simpleste Exempel, ere paa utallige Steder knyttede til hin-
anden ved saadanne Overgange ved Blanding. Dog vilde
man feile meget, om man antog deres identiske Genesis. Ler-

5 *

Th. Kjerulf.

skifer er mest paa mekanisk V ei opslidt og afsat og hærdet
Slam. Kalksten derimod er resulteret ved Organismers Yirksom-
hed, vegetabilske og animalske, som har -udfældt Kalken af den
Oplosning, hvoraf den ellers kun ved en enorm Fordampning
kunde bundfældes.

§ 35.

Der er en overordentlig stor Forskjel mellem en Sammen-
blanding paa Grændsen af to Bjergarter og en virkelig fuldstæn-
dig Overgang fra den ene til den anden o: den enes Udvikling
af den anden. Serpentin til Exempel udvikles saaledes maaske
af Gabbro, men derimod ikke Granit af Gronsten eller Basalt.
Yi tinde en herhenhørende træffende Bemærkning af N. B. Møl-
ler (Mag. f. Naturv. YIII 266) om den „Overgang“ som i Egnen
ved Langesundsfjord synes at tinde Sted mellem Basalt og Gra-
nit eller Syenit: „ Naturen udvikler Syenit af basaltiske Bjerg-
arter, eller om dette Udtryk klinger for paradox, der
kan i Contaktpunkterne ingen skarp Grændse trækkes
mellem Syenit og Basalt.

Den anførte Anke af v. Deehen maa altsaa nærmest betegne,
at Kjendsgjerningerne fremfor Alt atter maatte gjennemgaaes.
Der spurgtes i geologisk Henseende fremdeles efter Massernes
Formforhold, Gangene, L eining en o. s. v.

§ 36.

Om Massernes Formforhold bemærkede Gæa, at Porp hy-
rer og Gronsten skulde især optræde i Gange, Eurit i Leier,
Syenit og Granit i uregehnæssigt sig forgrenende Masser. Nogle
Bjergarter skulde omgive sig med de stive Former, begrændse
sig med plane Flader o. s. v., andre med de uregelmæssige lia-
mificationer. Saaledes skulde Hornblændebjergarter (Gronsten,
Aphanit o. s. v.) adskille sig fra Feldspathbjergarter (Granit,
Syenit o. s. v.) — Denne Paastand kan ikke eftervises. Yi finde
Gronsten i smaa Kupper. Yi finde Qvarzporphyren, som er

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

granitisk, i snorlige Gange. Vi finde Gronsten, Eurit, Granit,
Syenit i Leier som i Gange, de tre sidste ogsaa i store udbredte
Masser.

§ 37.

Om Gangene siger v. Dechen: „Men hvem vilde vel
tvivle om, at alle disse Gange staa i Forbindelse med Hoved-
masserne, at de ere komne fra en fælleds Kilde ? De store
Massers Bjergarter findes igjen i Gangene44. Altsaa ogsaa her
var Noget at eftervise. For ikke at støtte sig til et eller andet
udrevet Exempel, maatte denne Eftervisning, naar den skulde
være ganske betryggende, bestaa i Detailkarter. — „Det horer
ellers et langt omhyggeligere Studium af Bjergarterne og de dem
sammensættende Mineraler til, end der hidtil er blevet dem til
Del, forend man kan besvare de herhenhorende Sporgsmaal.
Uden et saadant Studium er det forgjæves at forhandle om Be-
tydningen af mange Phænomener, om deres mulige Overens-
stemmelse eller Ikke-Overensstemmelse.44 (Einiges p. 18). Ud-
giveren af Gæa istemmer som Svar paa denne Bemærkning af
von Dechen det samme Ønske, det samme, som von Buch, som
Naumann, som Hisinger tidligere udtalte. I Et vare altsaa
alle Partier enige — i Nodvendigheden af strengere Un*
dersøgelser.

Saameget mere var en videre Undersogelse nødvendig, som
mange af de i Christiania-Territoriet optrædende Bjergarter endnu
bare hoist problematiske Navne. Efter de forskjellige Feldspath er,
som optræde i de forskjellige Trap- og porphyritiske Bjergarter,
falde disse langt ud fra hverandre. Ingen af disse Feldspather
var nærmere bestemt. Om Augit eller Hornblænde var tilstede
i mange af dem, var et Problem, Det hed — uvist efter hvil-
ken Benævner — Hornblænde, og dcrpaa blev bygget videre.
Men dette var ikke fine Distinctioner, nren de nødvendige Ele-
menter til Grundlaget, for en Kundskab om de virkelige Forholde.

Th. Kjerulf.

Vi erindre her, hvorledes den Bjergart, der bedækker det be-
kjendte Meissner’s Øverste, længe gik for Grønsten; den skulde
bestaa af Feldspath og Hornblænde, og Grønsten gjaldt dengang
for et neptunsk Nedslag fra Secundærtiden. Men C ord i er viste,
at denne Bjergart bestod af Feldspath, Augit og Titanjern, og
at den aldeles stemmede overens med nogle af Auvergnes gamle
Lavaer, basaltiske ligesom Meissners.

Siden her en kuppeformig Dannelse — - Meissners Basalt — -
er nævnt, kan ved samme Leilighed en af de mange Kupper
erindres, som ogsaa optræde i Christiania- Territoriet. Syenitmas-
sen i Sølvsbjerg ansaa Udgiveren af Gæa for et stort Nyre,
som „sandsynligvis“ sammentrækker sig og derfor vel ophorer
ganske i et ringe Dyb (Gæa p. 37). Den skulde paa den
Maade være isoleret i Skiferne. Hvis det kunde bevises om en
Kuppe som Sølvsbjergs, at den var virkelig en isoleret Klump,
da vilde dette være et Argument for Transmutationstheorien —
naar man satte chemiske Hensyn tilside. Men denne Kuppe
hænger sammen med Gange i Dagen, som kunne forfølges —
ligesom Ullernaasens røde Gange. Dernæst tillader Analogien
med andre Kupper ikke at antage, at denne ganske ophører i
Dybet. I Druidensten ved Kirchen i Eifel, i Ziegenkopf am
Habichtswalde, har det ved Udbrydning af Fjeldet vist sig, at
disse Kupper hænge sammen med Dybet ved en „Stilk“. Da
Stoller og dybere Skjærpningskanaler ere kostbare, kan man

imidlertid ikke paa ethvert Sted tilbagevise Tvivlen paa denne

Maade.

Det svageste Punkt i Transmutationstheorien — forudsat
at de øvrige Punkter ikke paa geologisk Vei kunde afklædes sin
Styrke — bliver Gangenes Dannelse. Hvorledes kan, naar
en og samme Gangmasse gaar uforandret gjennem Skifer af alle
Arter, gjennem Porphyrer, gjennem Gneis — hvorledes kan den
være opstaaet ved XJdsondring eller ved Contraction af Sidestenen?

Om Dannelsen af de nskiktede Bjergarter.

Gæa erindrer om Skystriberne og om gaadefulde Spændinger.
Men disse Gangmasser fore endog Brudstykker fra Dybet.

I Transmutationens Aand maatte derfor saadanne Gange,
som fore virkelige uimodsigelige Brudstykker af Gneis, være frem-
pressede nedenfra som en „Moya“ — en Akt, hvortil der ikke
er den fornødne Analogi forhaanden, og som neppe vil finde sin
Forklaring uden hos Al ber ti, der forudsætter store Hulerum i
Jordens Indre, fyldte medYand, Slam, Gaser etc. (Albertis Ha-
lurgische Geologie). Bischof bemærker om disse Albertis Hule-
rums-Hypotheser: „Hypothesen, die keine audere Basis als die
Einbildungskraft ihrer Autoren haben, und gegen chemische und
physikalische Gesetze anstossen, konnen kein Gegenstand der
Widerlegung sein. (Lehrbuch II VI p. 1673).

I Grønstengange ere ogsaa Syenitfragmenter hyppige. Af
Gæa (I 40) synes det at fremgaa, at saadanne Syenitpartier
dannes i Grønstenen selv. Analysen gjør her Udslaget, den
kan paavise Syenitens Sammensætning, disse Fragmentere Sam»
mensætning og Gangmassens Sammensætning. Ved de mærkelige
„Gangbildninger“ ved Barnekjern, hvor Melaphyr (saakaldt „Horn-
stenporphyr“) fører Brudstykker af Vettakollens lyse Syenit, maa
ogsaa Analysen gjøre Udslaget.

§ 38.

Som en Art Contaktdannelse ved Gangene anføres i Gæa
øgsaa de „Saalbaanda af Gronsten, som ofte findes ved de røde
syenitiske Gange. Der var ovenfor Tale om et saadant Forhold
paa Næsodden, og her er maaskee virkelig et Saalbaand for-
haanden. I de allerfleste Tilfælde er derimod intet virkeligt
Saalbaannd forhaanden, men en Krydsning af forskjellige Gange.
I Gæa I 49 beskrives en tydelig Krydsning eller Gjennom-
skjæring. Paa et saadant Sted laa den Tanke nær: Ere ikke
fast alle Saalbaandene selvstændige gjennemskjærende og yngre
Gange? — Disse Gangforhold opfordrede altsaa til et nøie

Th. Kjerulf.

Studium. Det vilde deraf vise sig, om de vare Udsondringer,
om de gik over i hinanden, forandrede Natur — eller om de
vare fyldte Spalter, som kunde forfølges milevidt, dannende for-
skjellige Systemer og udtrykkende sig i selve Egnens Configuration.

§ 39.

Leiningen maatte, ligesom de nævnte Forhold, strengere
undersøges, før man virkelig kunde paastaa en konstant Regel
for Indskydningen (Gæa 26.) Beklageligt var det, at der ikke,
paa det fortræffelige Kart, som medfulgte Gæa Heft. I, blev
ansat Strøg og Fald med de sædvanlige Tegn. Yed denne Frem-
gangsmaade vilde nemlig de mangfoldige Afvigelser fra en kon-
stant Indskydning have fremlyst ved første Øiekast. Naar denne
Ansætning af Strøg og Fald udføres, da viser det sig, at Strø-
get i det Store retter sig efter de store Massiver, derimod ikke
Faldet.

Yed noiere Undersøgelser viser det sig, at Faldet stadigt skif-
ter, at man har en foldet Formation af relativ ringe Mægtighed
udbredt paa det store Rum.

Men lad os forsøge at ansætte de Indskydninger, som Gæa I
anfører, omkring det halvkredsformige Granitparti paa Modum
eller endnu bedre paa Eker:

I Sandsvær, S. h 3 — 4. F. S. O. — Eker, S. ØY. F. syd-
lig! i den sydlige Del, nordligt i den nordlige. Skouge, hori~
zontalt eller usikkert. Sandedalen, S. h 12 — 1. F. V.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 73

Forat gjore den totale Forskjel mellem den paastaaede kon
stante Regel og det virkelige Forhold indlysende, hidsættes

1. Det ideale Profil fra Gæa Pl. III Fig. 12.

2. Det ideale virkelige Forliold.

No. 1.

No. 2.

Silur-

Granit.

Silur-

Formation.

■-1

Formation.

r/l

Saavel angaaende Massernes Formforhold overhovedet, som
angaaende Gangene og angaaende Leiningen i det hele Territo-
rium, forsaavidt denne skulde staa i nogen Forbindelse eller ei
til de store Massivmasser, var der en stærk Opfordring til at soge
Kjcndsgjerninger. „Det som man har belagt med Navn af Kjends-
gjerninger, fortjener ofte kun lidet denne Benævnelseu (Gæa Nor-
vegica Heft. II p. 217).

§ 40.

Yi maa nu vende os til de Indvendinger af mere chemisk
Natur, som Gæa opstillede mod enhver vulkanistisk Theori.

I Gæa I 79 gjøres opmærksom paa de hist og her forhaan-
denværende Overgange fra haard Skifer til Granit. Da den

Th. Kjerulf.

haarde Skifer selv igjen uddannede sig ved Silicilication af almin-
delig Skifer, saa vilcle dette været et kraftigt chemisk Argument.
Man kunde nemlig ikke vel tænke sig Kiselsyren ligesom indblæst
i Skiferne ved Granitens Fremtrængning.

Videre aabnes i Gæa II 222 nogle chemiske Indvendinger
med den Bemærkning, at Chemikerne erklære Granitens pyro-
gene Natur i Egenskab af Amateurer i Geologien. Imidlertid
indrømmes det dem, at nogle virkelig ved Hede frembragte Phæ-
nomener vare forhaanden, hvilke ved overfladisk Betragtning
kunde gjælde som Analogier (p. 231). Der søges dernæst be-
vist, at Christiania-Territoriets krystalliniske Kalksten ikke er
dannet ved Hede, og Dannelsesmaaden af Mineralerne i Granit,
Basalt og krystallinisk Kalksten sættes sammen — og for den
samme (221). Der anføres for Marmor flere Argumenter
som Knokkelbrecciens Forhold, dernæst Forekomsten af Cateni-
pora i Marmor, Calamopora mellem Tremolith.

§ 41.

Naar en Knokkelbreccie synes at have forvandlet den der-
med i Berørelse staaende Kalksten til salinisk Kalk eller Mar-
mor (I 84), da er dette vistnok at kalde et Contaktphænomen
og det ved utvivlsomt neptunske Masser. Gjennem og i Nær-
heden af den porøsere Knokkelbreccie fandt Vand fri Nedgang.
Dobbelt kulsur Kalk opløstes, ved Tiltrædelsen af mere Kalk
udfældtes igjen enkelt kulsur Kalk, og lidt efter lidt omkrystalli-
seredes saaledes det forhaandenværende Kalkmateriale paa den
naturligste Maade

§ 42.

Naar der videre findes Forsteninger med endnu kjendelige
Former i den Marmor, hvortil Kalkstenen i Nærheden af Granit
(og P o r p h y r) er forvandlet, da kan dette bevise, at ingen
ful dk ommen Smeltning har fundet Sted — men vel kunde en
Opvegning fundet Sted. — At kulsur Kalk under Tryk paa hed

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

Vei kan forvandles til Marmor er noksom bekjendt. Hvis ingen
Aarsag eller ingen tilstrækkelig Aarsag (Havets for ringe Dybde
over denne Kalksten) til et saadant Tryk kunde paavises, da
maa vi huske, at kulsur Kalk i alle Fald taaler Rødglødhede,
endelig at den ved stærk Brænding kaustiske Kalk med stor
Begjærlighed atter indsuger Kulsyre, at Vand i en saadan ved
Brændingen indsvundet Masse let finder Nedgang, og at der
derfor paa et saadant Contaktsted ved den combinerede hede
Contaktvirkning og vaade Eftervirkning atter vikle resultere kry-
stallinisk kulsur Kalk £>: Marmor paa naturligste Maade. Fra
Vesuv er udslynget Kalkstene, der bestod halvt afkaustisk, halvt
af kulsur Kalk.

§ 43.

Det er fuldkommen rigtigt, at Marmor ikke maa være dan-
net efter Smeltning, men Marmor kan være det. Udgiveren af
Gæa paastaar, den er dannet ved „actions lentes44: Og Omdan-
nelsen stiller sig i Klasse med de Krystallisationer, der foregaa
i amorphe faste Legemer, „hvorved Varme vistnok undertiden ei-
et befordrende Middel44 (II 227). — Disse Krystallisationer i faste
Legemer kunne ikke siges at foregaa uden Varme. Der er et
langt Mellemstadium mellem fast Form og fuldkommen Fluss,
men i dette Stadium tiltager Varmen, „Krystallisationens Be-
fordrer44 stadigt. Jernaxlerne ved Locomotiver knække under*
tiden, fordi de ere blevne krystalliniske og derved skjøre. Fric-
tionen frembragte her stærk Hede, og Heden befordrede sand*
synligvis Atomernes Omgruppering. — • Ved Kalkstenen derimod
bestod les actions lentes i kulsyreholdigt Vand — Draabe for
Draabe.

§ 44.

Endelig gjøres (II 228) opmærksom paa, at Kalkstenen er
bleven krystallinisk allerede i en Afstand af 4 — 5000 Fod fra
Graniten, hvorimod Lava har kunnet flyde over Is (et Tilfælde

Th. Kjerulf.

i Ætnas Historie). — Lavaen forholdt sig i Mægtighed til Gra-
niten som Lavaens Virkning til Granitens Virkning. Det er des-
uden bekjendt, at supermarin Lava flyder ikke i en fortlobende
overalt smeltet Strøm, men vælter sig frem i en Slakkesæk.
Slakkerne baade over, mnder og paa Siderne hindre snart en stærk
Indvirkning. Man kunde ellers vende Argumentet om og sige:
Lava har ved Ætna ikke kunnet smelte Is ; altsaa Lavaen har
ikke flydt.

§ 45.

Angaaende de Forkislinger, som skulde have fundet Sted i
Territoriet som Contaktdannelse, gjøres (II 231) opmærksom paa
flere Forkislinger, hvor ingensomhelst Hedevirkninger har været
Aarsagen — f. Ex. de forkislede Træstammer i Oolith. — Ki-
selsyre har her lidt efter lidt, Partikel efter Partikel, fortrængt
den organiske Materie. Paa samme Maade ere gamle Pæle,
nedrammede i Floder, fundne forkislede. Den i Flodvandet vist-
nok i ringe Mængde opløste Kiselsyre har ogsaa her lidt efter
lidt fortrængt den organiske Substants. Hundreder af Pseudo-
mophoser vise den samme Tilgang. Paa samme Maade maatte
Forkislingen af Straterne i Nærheden af Granit være foregaaet
— ikke ved uforklarligere Proeesser. „Som en muligvis væsent-
lig fremhæves den Omstændighed, at de Masser, hvorved Silici»
ficationerne øiensynligt bevirkes, selv ere meget kiselrige. Ved
dette beskedne Resultat er dog et Standpunkt naaet/ (II 232).

Men denne Forkisling var en Formodning, og UndersøgeL
serne stadfæste ikke denne Formodning.

§ 46.

Resultatet bliver derimod med Hensyn til disse Contakt»
virkninger, at de for sig alene ikke kunne bruges som Ar»
gument mod eller for Nærheden af plutonske Masser. Høist
træffende er derfor den Bemærkning (II 232), at „om man end
viser hen til mange Steder, hvor Silicificationer foregik ved py-

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

rogene Bjergarter, da er det ingenlunde derfor sagt, at disse be-
virkedes ved Hede“. Vi kunne Hgge til, at heller ikke Kal-
kens Forvandling til Marmor kan — for sig alene — anføres
som Bevis paa Hedevirkning.

§ 47.

Men hvorledes skulle vi tænke os de store Omdannelser af
de store Masser?

Til de for Gfeologerne mærkværdigste Substantser, hedder
det (Gæa I 121), horer Jernkisen og Kiseljorden paa Grund
af den Villighed, hvormed de synes at frembringes. Jernkisen
findes ofte som Contaktdannelse og har sandsynligvis ogsaa som
saadan igjen bevirket Formationens Lerskifer-Leds Omdannelse
til Alunskifer. Den især i Alunskifer, ogsaa i Kalkstenen, fore-
kommende Jernkis forraader sig øiensynlig som en i de allerede
afsatte Masser ved stille Processer senere foregaaet Ertsdan-
nelse (I 7).

Med Jernkisen i Alunskifer forholder det sig saaledes: Den
mellem Slam raadnende Tang (som indeholder svovlsur Kali)
udvikler Svovlvandstofgas, og derved fældes det forhaandenvæ-
rende Jern i Slammet som Svovljern, der samler sig i Concre-
tioner. Tangens vegetabilske Stof er forkullet i Alunskiferen, og
dens Gehalt netop af Kali og Svovlmetaller er det, som gjør
den skikket til Alunberedning. Her fødes altsaa ingen Jernkis,
hvis Materialer ikke for var i Massen. — Paa lignende Maade
sker Jernkisens Dannelse i Kalksten og paa tusinde Steder for-
uden netop paa Contaktlinier. Ogsaa ved de vulkanske Efter-
virkninger, ved Fumarollerne, dannes imidlertid denne Jernkis.

Heller ikke Kiselsyre fødes i Stenen. Men hvis Skifer skulde
transmuteres til Granit, maatte enten Kiselsyre fødes i Skiferen
eller Kiselsyre maatte tiltræde udenfra. I begge Tilfælde døm-
mer Analysen; thi den maatte kunne paa vi se Kiselsyren. —
De smaa Snore og Drammer af Qvarts i Skiferne, som saa ofte

Th. Kjerul f.

findes overalt baacle i Granitens Nærhed og ikke i dens Nær-
ked, de ere Afsætninger af Yand i Revner. Yandet har igjen
sin Kiselsyre fra selve Stenen, hvoraf lidt efter lidt opløstes hvad
der kunde oploses. — Hvad endelig de nævnte Contaktmineraler
angaar, da er Intet lovmæssigere end at netop disse maatte ud-
skille sig paa Kontakten, fordi Materialerne der vare forhaanden.
Om deres Dannelse er skeet paa hed Yei — saaledes som mange
Kalksilikater kunne dannes paa hed Yei — eller om den er
foregaaet paa vaad Yei — saaledes som andre Kalksilikater
igjen kunne dannes paa vaad Yei — at afgjore dette er vidt-
løftigere Undersøgelser overladt. Men med Hensyn til Granitens
Genesis bliver dette Spørgsmaal uvæsentligt.

Disse Dannelser lade sig altsaa forklare. Men Sandsten til
Porphyr — det er umuligt. Der ligger øverst i vor store Sand-
stenformation ægte Quartssandsten, fast lutter Quarts. Derover
følger Porphyr med kun 50 pCt. Kiselsyre og mindre. Hvor-
hen gik Kiselsyren? Hvorfra kom Baserne?

§ 48.

Mod Porphyr ens Dannelse af Sandsten stiller sig altsaa
den chemiske Umulighed. Mod Granitens Dannelse af Skifer
stille sig de i Yirkelighed usilicificerede Skifer. Mod de forskjel-
lige Gangmassers Dannelse af de høist forskjellige Materialer,
som de gjennemsætte, stiller sig snart det Ene, snart det Andet.

„Wollen wir uns nicht zu dem Mysticismus jener geolo-
gischen Alchymie bekennen, welche durch geheimnissvolle Um-
wandlungsprocesse ein und dasselbe eruptive Gestein bier aus
Thonschiefer und dort aus Kalkstein enstehen låsst“.

„Diese Ansicht, dass die Granitadern durch eine langs ge-
wisse Flåchen eingetretene Umwandlung ihres Nebengesteins
gebildet worden seien, findet schon in der Thatsache ihre voll-
ståndige Wideriegung, dass sie bissweilen durch die verschie-
denste Gesteine, wie z. B, durch Thonschiefer und Kalkstein,

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

mit vollig nnverånderten Eigenschaften hindurchsetzenu. (Nau-
manii. Lehrbuch, II 1 56 og II 1 262).

§ 49.

Men det er ikke blot Chemikere, som i Egenskab af Ama-
teurer i Geologi have fundet en pyrogen eller en eruptiv Dan-
nelse af Granit, Syenit, Porphyr, Mandelsten, Trap o, s. v. • —
det er ogsaa Geologerne selv.

Mod Porphyr ens Dannelse af Sandsten stiller sig for
Geologen hele Analogien med de store basaltiske og trachytiske
Trapformationer. Mod Gr a ni te ns Dannelse af Skifer stiller sig
for ham Leiningsforholdene; mod Gangenes Dannelse af Skifer,
Kalksten, Sandsten, Gneis etc. stille sig for ham Brudstykkerne
i disse Gange.

§ 50.

Murcbison og Fprchhammer.

Disse Geologer besogte Norge tilligemed Leopold von Buch
ved Naturforskermødet i Christiania Sommeren 1844. De be-
tragtede ligesom v. Buch Egnens trapagtige og granitoide Bjerg-
arter for at have en bestemt smeltet Karakter. Murchison be-
mærker (Quarterly Journal 1845 p. 467 o. f.), at disse Graniter,
Porphyrer og Grønstene alle ere analoge med de lignende Bjergarter
paa de britiske Øer, idet de her foraarsage store Dislocationer,
her atter tydelige Forandringer. Han gjør opmærksom paa Hyp-
pigheden af (leieformige) Grønstene eller Euriter. Murchisons
Anskuelser ere plutonske, og den plutonske Theories Hovedpunk-
ter ere før gjennemgaaede. Kun med faa Ord omtaler Murchi-
lon disse uskiktede Bjergarter, da hans Opmærksomhed fornem-
sig var henvendt paa de skiktede Afdelinger, hvori han paaviste
ældre og yngre siluriske og dernæst devoniske Lag. Imidlertid
maatte allerede disse faa Ord af en saa erfaren Geolog, der

Th. Kjerulf.

havde det mest udstrakte Bekjendtskab til alle Englands og Rus-
lands siluriske Formationer, i hoieste Maade opfordre til en streng
Undersøgelse af Territoriets Forholde, fordi han i dem ingen
Argumenter fandt mod de plutonske Theorier.

§ 51.

Naar Murchison bemærker om de bands and dykes of por-
phyritic- and greenstone rocks, som ere hyppige (ligesom fast
overalt) mellem Hadeland og Ringeriget: „they are seen in some
places to cut through, and in others to throw up into domes
the silurian strata“ — da maa vistnok ved det Første (cut
through) dykes være ment, som skjære ofte snorlige gjennem de
foldede Lag, ved det Sidste derimod (throw up into domes) for-
nemlig bands eller leieformige Masser (Oligoklasporphyr), som
ofte løbe i Midthnien af Foldningerne — ligesom ved Klækken og
Houg paa Ringeriget (og paa utallige Steder), „every little ridge
being characterised by a nucleus of such rock.“ (p. 471).

§ 52.

Bekjendt er de to nævnte Forskeres Paastand om en For-
andring af Christiania - Territoriets ældste Skifere , Alunskiferne,
til en egen Art Gneis (egentlig vel en Glimmerskifer) ved nogle
Steder paa Grændsen af Urgneisen, navnlig paa to specielt
omhandlede Steder, ved „Bugten“ under Egeberg og ved Akershus.
Forsaavidt denne Paastand om en Metamorphose er knyttet til
den Paastaud, at eruptiv Grønsten paa begge Steder har bevirket
den, maa den her berøres.

Murchison har omtalt Forholdet i Quarterly Journal 1845.
Forchhammer har paavist Overgangen nærmere ved Analyser i
samme Journal 1844 og i Kongl. Danske Vidensk. Selskabs
Forhandlinger. Forchhammer nævner kun Bugten, Murchison
ogsaa Akershus Fæstningsklippe, hvor F. ikke har været. Paa
begge Steder er enten virkelig Alunskifer eller andre siluriske
Skifere , forvandlede til en Gneis o : en sinudsig, bladig, til-

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter. 81

sidst tydelig glimmerrig og quartsrig Skifer. Saavel Alunskiferen
selv som denne forvandlede Skifer er — ved Bugten — karak-
teriseret ved i stærk Mængde indsprængt Kis, og dernæst ere
de begge i hoi Grad gjennemsatte af Quartsaarer. Ogsaa den
Gronsten, hvorom de nævnte Forfattere tro, at den har bevirket
Forandringen, er gjennemsat af Qvartsaarer.

Begge Forfattere adskille denne Pseudogneis fra den ældre
Urgneis. Murchison siger udtrykkelig, at den første forekommer
ved Foden af Egeberg, og at disse Fucoideskifer (Alunskife-
ren) „repose on previously form ed gneissose rocks. “ Forchham-
mer har udtrykkelig erklæret, at den metamorphoserede Gneis
forekommer i small e Stri ber paa Østkysten af Egeberg (ogsaa
ved Oslo) men især tydeligt mellem Bugten og Bækkelaget.

Udgiveren af Gæa benægtede Alt dette (Gæa III 379) og
paastod paa sin Side, at Grønstenen paa disse Steder var „et
rent Drøinmebillede og Overgangene det samme i lige hoi Grad.“
— Aabenbart maatte der imidlertid her i disse Udtryk være en
Exaggeration, da der ved samme Leiiighed tilføies, at Murchison
havde betragtet al vor Urgneis som omdannet Silurskifer (p. 380).

For Enhver, der ikke kj endte disse Localiteter, maatte dette
være fast som at staa uden Valg mellem Ja og Nei. Hvor in-
teressante imidlertid de berørte Steder end ere, blive Forholdene
der i nærværende Emne af mindre Vigtighed. Grønstenens
Natur og sædvanlige Forholde kunde jo sees af hundrede
andre Steder.

Nyere Undersogelscrs Retning.

Bischof, Bausen, Scheerer ®. FL

§ 53.

Uagtet Ingen endnu har søgt at anvende de Bischofske An-
skuelser paa Christiania-Territoriets Forholde, raaa de her berø-

Th. Kjerulf.

res, livor det gjælder at vise den Gang, som den videnskabelige
Udvikling i foreliggende Spørgsmaal har taget.

Biscliof søger som bekjendt fra et rent chemisk Standpunkt
at forsvare den vaade Dannelse eller Omdannelsesakt for de fleste
Bjergarter. Han har nedlagt sine Argumenter i det store, just
sluttede, Værk „Lehrbuch der chem. und phys. Geologieu , og
man har rigtignok paastaaet, at dette Værk har gjennemgaaet
fast ligesaa mange Metamorphoser som de Bjergarter og Mine-
raler, det omhandler. Men netop heri, at Forfatteren stadig paa
Undersøgelsens Vei udvikler sine Anskuelser, og ikke er bange
for at tage dem tilbage, naar nye Undersøgelser nøde ham dertil,
maa vi se den. rette og trygge Vei — nemlig lagttagelsens,
Experimentets og Erkj en deisen s Vei.

De trachytiske Lavaer, hedder det (II. 7. 2250), ere utvivl-
somt af ildflydende Oprindelse. Saaledes som disse Lavaer en-
gang virkelig udflød i ildflydende Masser, saaledes kan man og-
saa begribe det samme om Graniterne. Da de (p. 2342) i
Sammensætning stemme saa nær med Graniter og besidde en
ligesaa liøi Kiselsyregehalt, saa kan Muligheden af, at ogsaa disse
ere optraadte som ildflydende Masser, ikke betvivles. Den store
Strengflydenhed, som Biscliof før satte som Argument mod Gra-
nitens Dannelse paa pyrogen Vei, „taber sin Vægt som Argu-
ment“. Den Beredvillighed , hvormed Biscliof erkj ender dette,
maa paaskjønnes, naar man erindrer, hvor heftigt han med dette
Argument netop gjorde Ud fald mod Plutonismen (II. 3. 739 o. f.).

Men saaledes som Trachytporphyr - Lavaer størknede som
amorphe Masser og forstørstedelen endnu optræde som saadanne(P),
saaledes vilde ogsaa uden Tvivl de smeltede Masser, som senere
blev Granit, været størknede som amorphe Masser.

§ 54.

Fordringen maa altsaa stilles derhen, at man maa søge at

Om Dannelsen af de uskiktede Bjcrgarter.

udfinde Lovene for de enkelte Mineralers U dkrystallisation af en
saadan Masse. „Wir blicken (liier) vertrauungsvoll auf Bunsen,
dass er uns weiter fiihre“ — (Scbeerer, Paramorphismus p. 115).
Det er her, at de plutonske Anskuelser, som sætte Granitens
Dannelse i Dy bet, virkelig maaske ville blive frugtbringende
for Yidenskaben. I Dybet. var Tryk og Temperatur andre end
ved Lavaer udgydte i Overfladen. Det har vist sig, at nogle
af de Affiniteter, som virke under sædvanlig Temperatur og
paa vaad Yei, forandre sig ved hoi Temperatur og Tryk. Der
er her en vid Mark aaben for Experimentet, som alene kan føre
os videre. Forene vi hermed den af Bunsen fundne Lov, der
knytter de vulkanske Produkters Sammensmeltningsforhold til de
saakaldte plutonske Produkters, da synes en Udsigt til Spørgs-
maalets Løsning ad denne Yei aaben.

§ 55.

Th. Scheerer har (Bulletin de la société geologique de
France, 2 serie, t. IV p. 468, t. Yl p. 644, t. YII p. 276) op-
stillet en Theori for Granitens Dannelse, som soger denne under
høit Tryk og ved den combinerede Virkning af Varme og Vand.
At Vand virkelig kan indgaa i pyrogene Producters Sammen-
sætning, idet det formodentlig spiller Rollen af Base, er blandt
de øvrige mærkelige Resultater af Bunsens Undersogelser en af
de ikke uvigtigste. Der er paa Island Contakt gl ass e, som
indeliolde flere pCt. Vand. Våndet spiller i den Scheererske
Theori en stor Rolle som Opløsningsmiddel for Kiselsyren til
Quartsen.

I Modsætning dertil troede Durocher endnu at kunne for-
klare Graniten rent vulkanistisk. Den er smeltet, siger han, og
afkolet omtrent til Feldspathens Smeltepunkt 1500 derpaa kry-
stalliseret, idet Mineralerne udskilte sig, ikke efter Ordenen af de

Graniten sammensættende Mineralers Smeltepunkter, men efter

6 *

Th. Kjerulf.

Ordenen af disse Mineralers Krystallisations-Tendents. Quartsen
kunde nemlig, antager han, holde sig oplost saa langt under sit
Smeltepunkt ved den Egenskab, som man kaldte „surfusion“, og
som i Svovlet havde en Analogi. — Af Scheerers Theori, hvor
Vand spiller en saa stor Rolle, fordrede derimod Durocher Til-
stedeværelsen af de vandholdige Silikater, Zeolitherne, i Graniten.

§ 57.

Hvorfor er der ingen Blærerum i Granit? svarer Scheerer.
Fordi Trykket var for stort. Og hvorfor er ingen Zeolith i
Graniten? Fordi Zeolither dannes, hvor Betingelserne for deres
Dannelse ere tilstede, hvor der er ringe Quartsmængde, megen
Kalk og en vis Mængde Alkali. Dette er jo de gunstige Be-
tingelser for Zeolithens Dannelse i de basaltiske Bjergarter. Men
Granit har ikke de to første Betingelser, den har megen Quarts
og fast ingen Kalk. — Derimod i Zirkonsyenit fra Christiania-
Territoriet — der er Zeolith hyppig, fordi den atter indeholder
ingen Quarts og megen Kalk.

Udtrykkelig anvendt paa Christiania- Territoriets Forholde
finde vi ikke meget hos Scheerer. Han antager (Neues Jahrbuch
f. Min. 1851 p. 287), at Graniten i Sætersdalen, der ligesom
Christiania-Territoriets Granit er yngre end „Urgraniten“, har gjen-
nembrudt og disloceret Gneisskikterne, og blandt de Steder, han
opregner, hvor Gneisbrudstykker findes i Granit, nævner han
ogsaa et paa Trondhjemsveien 1 Mil N. for Christiania. At
Granit indeholder saadanne fremmede Brudstykker, er nu et be-
kjendt, ikke sjeldent Faktum.

§ 58.

En nyere Hovedretning af disse Spørgsmaal kan altsaa be-
tegnes som den, at man som Geolog er nødt til at anerkjende
Granit ens eruptive Natur (Naumann, Studer, Vogt), at man

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarter.

deri m od som Chemiker endnu har at begrunde dens pyro-
g ene Natur eller (Biscliof) dens epi-neptunske. Det Standpunkt,
som for Tiden i denne Henseende er naaet, er — naar vi ville
glemme en aabnetUdsigt til kommende Losning — dette: at de
chemiske Grunde, som ere stillede mod Granitens mere eller
mindre pyro gene Natur, ikke ere afgjorende, ligesom at heller
ikke de chemiske Grunde som ere stillede for en saadan, ere
fyldestgj orende.

§ 59.

Vi maa endnu engang tilsidst, for at paavise denne Spørgs-
maalets Stilling, vende tilbage til Bischof.

Ertsgangenes Structurforhold , siger han (II. 7. 2093), ad-
skiller sig væsentlig fra de saakaldte Gesteinsgånge (3: Gange
af Bjergart), hvori liines baaudformige Dannelse ikke viser sig.
Plutonisterne anse dette som et Bevis paa disse Ganges erup-
tive Natur. Men i ganske smalle Gange, „nach Z oil en und
Linien messbaU, der kunde, om ogsaa Massen selv kom neden-
fra i ildflydende Tilstand, den krystalliniske Udvikling ikke være
en Følge af Størkningen, fordi denne maatte i saa smalle Rum
ske hurtigt.

Dette er en Indvending af chemisk Natur. Lad os glemme
de Brudstykker, som selv temmelig smalle Gange fore, og som
for Geologen udtale deres eruptive Natur. Lad os ogsaa glem-
me Ly ell’s ovenanførte Bemærkning om Gangene, at de vare
snart blot fyldte Spalter, snart Kanaler, hvorigjennem smeltet
Materie i lang Tid strømmede, hvor altsaa Sidestenen stærkere
maatte opvarmes, og Krystallisationen tilsidst ske under lang-
som Afkoling. Lad os blot undersøge de ganske smalle Gange
med forskjellige Traparter i Christiania - Territoriet. Netop saa-
danne smalle Ganges tætte Structur og mindre krystalliniske
Udvikling gjør det i mange Tilfælde vanskeligt at bestemme
deres Bjergart uden Analysens Hjælp. Den kornige Diabas

Th. Kjerulf.

(Grønsten) bliver i saadanne Gan grum Aplianit, den ellers
ofte saa syenitisk udvildede Feldspathporphyr bliver i dem mindre
let gjenkjendelig, og fuldkommen granitiske Masser blive til en
„ quartsrig F elsit “ .

§ 60.

Lad os videre betragte det cliemiske Bevis mod Granitens
pyrogene Natur, som saa mange Gange er hentet fra Quartsens
Strengflydenhed. Quartsen smelter ved en langt hoiere Tempe-
ratur end Feldspath, maatte derfor ogsaa af den størknede Masse
udskille sig før Feldspathen. Nu finde vi omvendt, at i Grani-
ten har Feldspathen udskilt sig først, Quartsen senere.

Men i Vesuvs skjønne Leueitlavaer, som foruden Leucitkry-
staller ogsaa have Augitkrystaller, der finde vi, uagtet Smeltefor-
søg vise, at Augit er langt mindre strengflydende end Leucit,
dog at denne er krystalliseret senere end hin. (Bischof II 7 2274.)

Man maatte altsaa i Conseqvents af den Slutning, som,
fordi Mineralernes Udkrystallisation i Granit ikke følger i den
Række, som de synes at maatte have ved Størkning af en Fluss,
afviser enhver Tanke om Granitens pyrogene Natur, ogsaa slutte,
at heller ikke denne Lava var af pyrogen Natur.

Der er et langt Spring mellem Dannelsesakten af et Mine-
ral og Dannelsen af selve den Masse, den Bjergart, hvori det
findes. Bischof, som gjennem sit hele Værk soger at gjennem-
føre, at ingen F eldsp ath er dannet paa pyrogen Vei, gjør ikke
dette Spring, hvor han har Lavaer eller Basalter for sig med
Labrador- Feldspath og Augit, uagtet han ligesaalidt er-
kj ender Labradorens Udkrystallisation ved selve Størkningen som
nogen anden Feldspaths, ikke engang Anorthit-Feldspathens, hvil-
ken dog findes udkrystalliseret i den skjønne Anorthitporphyr-
Lava ved Thjorså under Hekla — en Lava, der aldrig har
fiydt submarin — lige ud i den knudrede Overflades yderste
Knuder.

Om Dannelsen af de uskiktede Bjergarler.

Saaledes gjælder det om alle de tre Graniten sammensæt-
tende Mineraler — om Qnarts, om F eldspath, om Glimmer (thi
heller ikke Glimmerens Udkrystallisation i Lavaer svarer til
Smeltepunkternes Række), at der er reist stærke chemiske Ind-
vendinger mod deres pyrogene Natur, medens dog idetmindste
det ene af dem, Feldspathen, forekommer i saa rigelig Mængde
og saa hyppigt i utvivlsomme pyrogene Bjergarter, at derved
Argumentet overhovedet med disse tre Mineraler mod Granitens
pyrogene Natur tab er sin Kraft.

Vedlagt ovenindførte Afhandling var, ved dens Indlevering til Bedøm-
melse, som nyere Undersøgelsers Materiale (foruden „Das Christiania-
Silurbecken, cliemiscli-geognostisch untersucht“, Universitåts-Programm fiir
das erste Halbjahr 1855):

6 større geologiske Karter over Christianiadalen og Ringeriget, hvert paa
omtrent en Kvadratmil, et i Maalestok Toøøtb 4 i ^øooø? et i sokø?
deriblandt et særdeles detailleret Gangkart over den nærmeste Omegn;
6 dertil svarende Profiler; Længden svarende til Karternes Maalestok,
Høiden 2^ Gange forstørret;
et mindre Kart over Ladegaardsøen;

Skizzer og Profiler fra Bugten, Bækkelaget, Akershus, Næsodden og
Killingen ;

et Blad Tegninger til Oplysning om Porphyrernes Kelation til Mandel-
stene og

et Blad til Oplysning af § 39 Linie 8 — 9.

In d ho Id.

Spørgsmaalets Inddeling. Litteratur over det opgivne Emne. Dobbelt
Løsning. Nødvendige F orudsætninger.

We mers Anskuelser. Deres Aarsag. L. v. Buchs UndersøgeLer
af Basalt i Auvergne, Granit i Norge og Tyrol. Haus s manns af Harzen

Hovedmomenterne af Plutonismen udtalt af Hisinger. Forstyrrelse
af Lagene ved Christiania. Nødvendigheden af at fastholde den historiske
Udvikling.

Naumann bekræfter en Ytring af v. Bucli. Hans Indvendinger.
Naturphilosophisk Støtte. Naumanns senere Anskuelser.

Lyell’s Theori. 4 Klasser af rocks. Forskjel mellem volcanic og plu-
tonic. Grunden til Adskillelse. Anvendelse paa Chr. -Territoriet. Gan-
genes Sammenhæng med Masser, Struktur, Fragmenter og Indvirkninger.
Næsodden. Porphyrernes Porositet og Analogi med Lavaer. Granits og
vulkanske Bjergarters Bestanddele. Glas og Sten. Former, Overgange,
Euritporp hyrer, Indvirkninger. Fordringer til den plutonske Theoris An-
vendelse paa Chr.-Territoriet.

Udgiveren af Gæa.

Steffens om Udvikling af Sandsten til Porphyr, Skifer til Granit.
Galvaniske Theori. Kefe r steins Anskuelser.

Transmutationens Ide. Vulkanske Kræfter virke ikke regelløst. Gra-
nitens Theori. Indvending af Berzelius. v. Dechen’s Kri tik. 6 Ho-
vedpunkter. Besvarelse, Silicification. v. Dechen gjør Udg. af Gæa to
Gange Uret. Begrebet Overgang. Træffende Bemærkning af N. B. Møl-
ler. Om Massernes Formforhold. Om Gangene. Sølvsbjerg. Gangenes
Oprindelse. Alberti. Saalbaand. Leiningen. Aetions lentes. Virk-
ning i Afstand. Forkislingens Natur. Resultat. Hvorledes skulle vi tænke
os Transmutationen ? Chemiske Modbeviser. Geologiske Modbeviser.

Mure his on og Forchhammer i Norge. Dykes and bands. Bug-
ten og Akershus.

Nyere Undersøgelsers Retning. Bischof gjenk alder en tidligere Ind-
vending. B unsen. Scheerer. Durocher. Scheerers Svar. Nau-
mann, Studer og Vogt erkjende Granitens eruptive Natur. Indvending
af Bischof om Gangene. Mineralernes Udkrystallisation i Granit.

rgægggæag

Imlberetning lil Collegimn academicum over en paa
offentlig Bekostning foretagen zoologisk Reise
i Sommeren 1850.

i. Eioren.

iif det til naturhistoriske Reiser i Norge af Storthinget be-
stemte Fond, erholdt jeg i Aaret 1850 en Understøttelse for at
gjøre mig bekjendt med de lavere Dyrs Fordeling paa de
større Dybder ved den bergenske Kyst. Da den Sum, der stod
til min Raadighed var for ubetydelig til dermed at kunne fore-
tage vidtloftige Undersøgelser, maatte jeg indskrænke disse til
de om Bergen nærmest liggende Fjorde, nemlig: Korsfjord, om-
trent 2 norske Mile YSV. og Herløfjord 2 norske Mile NV for
Bergen. Den, der har benyttet Skraben paa de større Dybder,
har liavt Anledning til at gjøre sig bekjendt med de Besværlig-
lieder, som ledsage saadanne Undersøgelser. Det ringe Udbytte,
som hver Gang vindes, de store Anstrængelser og betydelige
Omkostninger , som dermed ere forbundne , ere tilstrækkelige
Grunde nok til at forklare, hvorledes vor Kundskab om de lavere
Dyrs Fordeling og Forekomst paa de større Dybder endnu maa
være høist ufuldkommen. Man kan saaledes ikke i denne Xnd-

J. Koren.

beretning vente noget Andet, end en fragmentarisk Fremstilling,
hvis Ufuldkommenhed maa søge sin Undskyldning i den Forplig-
telse, der paaliviler mig at indberette, hvad de, af Mangel paa
tilstrækkelige Resurser, afbrudte Undersogelser have bragt mig.
De nærmest Bergen tilgrændsende Fjorde ere tildeels bmgivne af
steile, golde Klipper, . der paa sine Steder synke sig ned til en
betydelig Dybde. Bunden er for det meste ujevn og klippefuld,
især i Nærheden af Landet. Et Stykke længere ud paa Fjor-
dene træffes ikke sjelden Sand blandet med Conchyliefragm enter;
paa enkelte Steder findes Leerbund, som dog er sjelden; paa
Midten af Fjordene, hvor Dybden er størst, bestaar Bunden næ-
sten udelukkende af Dynd. Ved at anstille zoologiske Underso-
gelser kommer man snart til Kundskab om, at Bundens Beskaf-
fenhed og Dybden spiller en ikke ubetydelig Rolle med Hensyn
til de lavere Dyrs Forekomst og Fordeling. Saaledes leve
mange Dyr kun paa en stenet Bund; mange soge hen, hvor der
er Sand, imedens andre foretrække en blod Leerbund. De cha-
rakteristiske Former for Stenbunden, hvor Dybden er fra 50 til
60 Favne, ere: Cuvieria sqvamata, Cucumaria Hyndmanni,
Thyone Raphanus, Crania anomala, Terebratula caput serpentis
& vitrea. Alecto Sarsii, Asteropsis Pulvillus og Anthea Tuediæ.

Paa større Dybder, saasom fra 180 til 280 Favne, hnder man

levende Exemplarer af Lima excavata. Charakteristiske Former
for Sandbunden ere: Amphidetus ovatus, Eehmocyamus angulo-
sus, Thyone Fusus, Ditrupa arietina, Onuphis conchylega & tu-
bicola, Terebella conchylega. Som charakteristiske Former for
blod Leerbund kunne følgende nævnes: Ophiolepis Sundevalli,
Ophiocoma nigra, Astropecten Mulleri, Terebellides Strømii, Am-
phitrite auricoma, Aphrodita hystrix. Jeg kan ved denne Lei-
lighed ikke undlade at bemærke, at Echinodermerne fornemmelig
søge ind i de dybe Fjorde ; derimod ynde Molluskerne og Zoo-
phyterne saadanne Steder, som ere udsatte for Havets umiddel-

Zoologisk Reise i Sommeren 1850.

bare Paavirkning. Det er bekjendt, at Corallernes Region ved
den norske Kyst tager sin Begyndelse omtrent ved 100 Favnes
Dybde og strækker sig omtrent til 300 Favne. At anstille XJn-
dersogelser i denne Region er forbunden med betydelige Bekost-
ninger og de største Besværligheder. Anvendes Skraben, erliol-
der man i det heldigste Tilfælde et eller andet uddodt Stykke,
af en Primnoa lepadifera eller Lobularia arborea; de levende
Coraller deri mod ere saa seige og bøielige, at Skraben ikke for-
maar at tage dem med. Ikke sjelden staaer denne fast i Klippe-
rifter eller Grene af Oculina prolifera, eller i Skove, dannede af
Lobularia arborea og Primnoa lepadifera, og i saadant Tilfælde
faar man sjelden Skraben tilbage. Fiskerne her ved Kysten
kjende overmaade godt de Besværliglieder, de have at kjæmpe
med, naar Linerne tage fast i en saadan Skov af Coraller, og
de ere da beredte paa, enten at tabe Linerne eller at faa disse
sønderrevne op. Ved saadanne Leiligheder er det ikke sjeldent,
at Naturforskerne erholde et eller andet Stykke af en levende
Coral til Undersøgelse.

Den berømte Naturforsker E. Forbes har anstillet en Mængde
Undersøgelser i det ægæiske Hav over Sødyrenes Fordeling,
hvorved han er kom men til det Resultat, at de der forekommende
lavere Sødyr kunne fordeles i 8 Regioner. Enhver af disse har
sin bestemte Grændse, og charakteriserer sig ved eiendommelige
Arter. Han har fremdeles paaviist, at Regionerne i Dybet har
en meget stor Udstrælming, at Slægternes saavelsom Arternes
Antal der efterhaanden aftage, og han formoder, at alt organisk
Liv ophører i en Dybde af omtrent 300 Favne. Efter de Un-
dersøgelser, som ere anstillede ved den norske Kyst, undergaa
disse Observationer nogle Modificationer. Det kan jo ikke næg-
tes at Sødyrene aftage paa de større Dybder, og at til Slutning
paa enorme Dyb alt animalsk Liv maa forsvinde paa Grund af
Yandets Tryk og Temperaturens Aftagen; men at dette ikke

J. Koren.

skeer herved Kysten i den Dybde, som af Forbes er angiven,
har allerede Sars paaviist. Han har nemlig erholdt Dyr af Fi-
skerne, som ere tagne op fra en Dybde af 300 Favne. Selv
har jeg i Skraben fra dette Dyb opfisket Exemplarer af Denta-
lium entalis, Yoldia lucida, Axinus Sarsii, Amphitrite Eschrichtii,
Terebellides Stromii, Nephtys longosetosa, og Sigalion species,
og jeg tvivler ingenlunde paa, at Undersogelser i Fremtiden ville
foroge saavel Slægternes som Arternes An tal.

Uagtet Undersøgelserne med Hensyn til Dyrenes Fordeling
i Dybet ved vor Kyst ikke ere skredne saa langt fremad, at man
med Sikkerhed kan bestemme de forskjellige Regioners Grændse,
tvivler dog ingen Naturforsker paa, at der ogsaa her hersker en
bestemt Lov for de lavere Dyrs Udbredning. Først naar en
Mængde Undersogelser ere anstillede, vil man muligens vinde
saadanne Resultater, hvorpaa noget Sikkert kan bygges, og til
at naa dette Maal ville vel nedenstaaende Notitser kunne bidrage
Noget. Da Sars allerede for længere Tid siden i sit Værk be-
skrivelser og Iagttagelser over nogle mærkelige eller nye ved den
bergenske Kyst levende Dyru har skildret Littoralzonen og en
Deel af Laminariernes Region, tinder jeg det overflødigt her at
gjentage samme, og jeg vil derfor begynde mine Optegnelser med
10 Favne.

Fra 10 til 30 Favne: Stenorynchus Phalangium — Inachus
Dorsettensis — Hyas coarctatus — H. araneus — Pirimela den-
ticulata — Portunus arcuatus — • P. depurator — P. marmo-
reus — P. pusillus — jLithodes arcticus — Pagurus Bernhar-
dus — P. pubescens — Galathea sqvamifera — G. strigosa —
Homarus vulgaris — Nephrops norvegicus — Crangon vulgaris
— - Hippolyte smaragdina — H. pusiola — Pandalus annulicor-
nis — Idotea tricuspidata — I. emarginata — Amphithoe po-
doceroides - — A. albomaculata — Tanais tomentosus — Ca-
prella linearis — Leptomera pedata — Tubularia indivisa —

Zoologisk Reise i Sommeren 1850.

Eudendrium ramosum — Halecium halecinum — H. muricatum
Sertularia fællax — Campanularia dumosa — Alcyonium digi-
tatum — Edwardsia tuberculata — Gonactinia prolifera —
Adamsia palliata — Tubulifora serpens. T. patina — Cellepora
pumicosa — forskjellige Lepralier — Cellularia ciliata — Pla-
stra truncata — F. Murreyana — Ophiolepis ciliata — 0. sco-
lopendrica — Ophiocoma nigra — Asteracanthion Miilleri ~ A.
roseus — Echinaster oculatus — Solaster endeca — Astropec-
ten Miilleri — Echinus Flemingii — E. virens — Amphidetus
ovatus — A. cordatus — Ecliinocyamus angulosus — Cucu-
lnaria frondosa ’) — C. lactea’2) — C. elongata'5) — Synapta
inbærens •— forskjellige Nudibrancbier som Doris tuberculata —
D. obvelata — Triopa claviger — Polycera cornuta etc. —
Akera bnllata — Scuphander lignarius — Cylichna alba — Tri-
tonium undatum — Nassa reticulata — N. incrassata — Velu-
tina haliotoidea . — Cyprea europæa — Aporrhais pes pelicani —
Eulima nitida — Natica pulcbella — Trochus cinerarius — Ernar-
ginula reticulata — Rimula noachina — Turritella ungulina —

— Lacuna solidula — Rissoa Sarsii — Chiton albus — C. ei-
nerens — C. ruber — forskjellige Anomier — Pecten maximus

— P. opercularis — P. varius — Lima liians — Leda caudata
Cardium echinatum — Venus ovata — V enus aurea — V. virago

— Saxicava rugosa — S. arctica — Tellina solidula — Psam-
mobia feroensis — Thracia pliaseolina — Corbula gibba — So-
len pellucidus — forskjellige enkelte og sammensatte Asiidier —
Priapulus caudatus — Sipunculus concharum Aphrodita acu-
leata — A. hystrix — Polynoe sqvamata — P. lævis — P.

') Generationsorganernes Udføringsgang ender med 12 a 16 Papiller; ikke
. sjelden flere Kalksække, der ved en Hud ere bundne til hverandre.

'■) De to Bugtentakler ofte rudimentair.

?) Den Poliske Blære temmelig stor, Maven lang og muskuløs ; Respira-
tionsorganerne omtrent af Kroppens Længde ; den øverste Ende fri ;
Muskelsystemet som hos C, frondosa; Kalksækken meget liden.

J. Kor en.

cirrata — Onuphis tubicola — 0. conchilega — Nereis pelagicp*

— Castalia punctata — Glycera alba — Cirratulus borealis —
Ophelia aulogaster — Ammotrypane limacina — Travecia oestro-
ides — Siphonostomum plumosum — S. vaginiferum — Tere-
bella conchylega — Pectinaria auricoma — Amphicteis Gunneri

— Sabella ventilabrum — S. infundibulum — forskjellige Ser-
puler — Filograna implexa — Ditrupa arietina.

2, Fra 80 til 50 Favne : Ebalia Pennanti — E. Breyeri

— Munida Rondeletii — Hippolyte Sowerbci — H. tnrgida —
Hippolyte Gaimardii — Bopyrus abdominalis — Aega bicari-
nata — A. emarginata — Cirolana hirtipes — Gammarus Sa-
bini — G. angulosus — Miehroeheles armata — Anonyx am-
pulla — A. tumida — Nymphon Grossipes — Yirgularis mira-
bilis — Cariophyllia Smithii *) — Mamillifera incrustata — Ac-
tinia eoccinea — Anthea Tuediæ — Idmonea atlantica — Alecto
granulata — Sarcodictyon catenata") — Hornera frondiculata —
Cellepora Skenei — C. cervicornis — C. lævis — forskjellige
Lepralier — Retepora cellnlosa — Pedicellina echinata — — P.
gracilis — Opliiolepis Sundevalli — O. filiformis — Ophioscolex
purpurea ■ — Solaster papposus — S. farcifer — Pteraster militaris1 2 3)
Astrogonium granulare — Asteropsis Pulvillus — Luydia Sa-
vignyi — Echinus norvegicus — Brissus lyrifer — B. fragilis

1) For omtrent 2 Aar siden erholdt jeg et Exemplar her fra Fjorden ;
den er ikke tilforn funden i Norge.

2) Jeg fandt denne, for den norske Fauna nye Art, 'ved Udløbet af
Korsfjorden.

3) Hos Pteraster militaris findes paa Ryggen et stort huult Rum, hvori
Æggene udvikles, og hvori Ungerne forblive, indtil de have erholdt en
radiair Form. Denne Rugehules Bund dannes af en Hud, som bærer
Kalknættet og Piggerne ; oventil tillukkes Hulheden af en blød, slimet
og tynd Hinde, som bæres og støttes af Piggerne. Ungerne forblive i
Rugehulen, indtil de have opnaaet en Størrelse af noget over en Li-
nie. En udførlig Udviklingshistorie vil blive bekjendtgjort i Zoologia
norvegica af Danielssen og mig.

Zoologisk Reise i Sommeren 1850. 95

— Spatangus purpureus — Cucumaria Hyndmanni J) — Thyo-
nidiuni pellucidum ") — Thyonidium commune '*) — Thyone Fu-
sus — T. Raphanus* I * 3 4) — Cuvieria Phantapus5) Holothuria tre-
mula — H. intestinalis — Bonellia viridis — Philine qvadripar-
tita — P. seabra — Scaphander librarins — Tritonium Ilolbøllii

— T. harpularium — T. Gunneri, — T. Barvicense — T. py-
ramidale — Trichotropis borealis — Capulus hungaricus — Sca-
laria Turtonii — ivitica Montagui — Trochus Millegranus —
Margarita alabastrum — Chiton corallinus — Terebratula cra-
nium — T. caput serpentis — • Crania anomala — forskjellige
Anomier Pecten sulcatus — P. distortus — P. septemradiatus

— P. tigrinus — P. striatus — Lima Loscombii — L. subau-
riculata — L. sulculus — Limea Sarii — Modiolaria marmo-
rata — Cardium norvegicum — C. nodosum — C. svesicum —
Astarte Danmoniensis — A. scotica — Astarte striata — Cyprina
islandica — Lucina spinifera — Axinus flexuosus — Venus fas-
ciata — V. striatula — V. undata — Kellia suborbicularis —
Syndosmya nitida • — Thracia distorta — Lyonsia norvegica — -
Xylopbaga dorsalis — Polynoe seabra — P. gelatinosa — Eu-
nice norvegica — Lumbriconereis fragilis — Heteronereis assi-
milis — H. arctica — Nephtys ciliata — Phyllodoce viridis —
Notophyllum polynoides — Goniada norvegica — Aricia armi-

!) Generationsorganerne encle mellem de 2de Rygtentakler med 4 coniske
Papiller. De 2 Bugtentakler ere som oftest rudimentaire, som hos
T. F usus.

I sin Reiseberetning over Lofoten og Finmarken har Sars pag. 44

omtalt en Holothurie, som han formoder er den rette Holothurie pel-
lucida Vahl. Jeg har havt Anledning til at see Exemplarer hos Sars,
og tillige at undersøge Huden, hvorved jeg er kommen til Vished
om, at den ikke henhører til Slægten Thyonidium, men er en ægte
Chirodata. Sars har antaget de runde Knuder, hvori de kalkagtige,
hjulformige Stykker findes, for indtrukne Fødder. I Bergens Museum
opbevares en Chirodata fra Grønland, som i det Væsentligste stemmer
overens med den Beskrivelse, som Otto Fabricius leverer om H. læ-
vis. Saavel den grønlandske, som den norske Art er forsynet med de
cliarakteristiske hjulformige Stykker, som udmærke Slægten Chiro-
data. Ethvert Hjul var, saavel hos den grønlandske som hos den
norske Art, forsynet med 6 Straaler. Jeg for min Deel skulde være
tilbøielig til at tro, at den grønlandske ikke er forskjellig fra den
norske Art.

3) Imellem de 10 Tentakler har jeg stedse fundet 10 rudimentaire. Ge*
nerationsorganernes Udføringsgang ender med 6 a 8 Papiller.

4) Mundringen er dannet som hos T. Fusus, men finere bygget; en liden
og tyk Mave. Respirationsorganerne ere omtrent af Kroppens Længde.
Kalksækken liden, Muskelsystemet som hos T. Fusus.

5) Hos Cuvieria Phantapus og sqvamata ender Generationsorganernes
Udføringsgang i Almindelighed med 4 coniske Papiller. Kalksæk-
ken er meget liden hos disse Arter.

J. Kor en.

gera — Chætopterus norvegicus — Clymene Miilleri — Amtno-
cliares assimilis — Sabella penicillus — S. lucullana — forskjel-
lige Serpuler.

3, Fra 50 til 150 Favne: Creusia Stromia — Polliceps
scalpellum — Pavonaria qvadrangularis ') — Gorgonia placomus
Alecto Sarsii — Asteronyx Loveni — Astrophyton Linckii —
Astrogonium phrygianum — Astropecten Andromecla — A. Pa-
relii — Cidaris papillata — Brissus fragilis — Cuvieria sqvamata

— Holothuria tremula — Tyone Fusus — T. Raphanus — Tri-
tonium gracile — T. Humphreysianum — Pleurotoma boreale

— P. nivale — Scalaria gronlandica — Cancellaria viridula —
N a ti ca dansa — Scissurella crispata — Emarginula eråssa —
Rimula naachina — Chiton alveolus — Terebratula cranium —
Crania anomala — forskjellige Anomier — Area nodulosa — A.
pectunculoides — Venus cassina — Neæra rostrata — N. sul-
cata — Phyllodoce gronlandica — Nepthys borealis — forskjel-
lige Serpuler.

4, Fra 150 til 300 Favne: Galathea sp. — Primnoa lepa-
difera — Lobularia arborea — Oculina ramea — O. prolifera

— Capnea sangvinea* 2) — Flustra truncata — Retepora cellu-
losa — Diastopora obelia — Tubulipora patina — Ascidia Lo-
venii — Tylodina Duebenii — Dentaliura entalis — Terebra-
tula septigera — Anoinia sqvamula — A. aeuleata — Pecten
vitreus — Lima excavata — Yoldia lueida — Axinus Sarsii

— Amphitrite Eschriclitii — Lepralia sp. — Terebellides Stro-
mii Nepbtys longosetosa — Sigalion sp. — forskjellige Serpuler.

Til Slutning skulde jeg ikke undlade at bemærke, at Regi-
onerne i Dybet ogsaa ved vor Kyst synes at have en betydelig
Udstrækning, og at de arctiske Fonner fornemmelig ere de frem-
herskende. Med Hensyn til Farvefordelingen hos Dyrene i de
forskjellige Dybder, har jeg ikke havt Anledning til at anstille
saa mange Observationer, at jeg derom kan have nogen bestemt
Formening, dog er jeg kommen til Vished om, at de rode Dyrs
Region strækker sig til en større Dybde, end den af Ørsted an-
givne. Hvad Alger ne angaar, har jeg havt Anledning til at
overbevise mig om Rigtigheden af Ørsteds Iagttagelser; dog vil
jeg ved denne Leilighed bemærke, at Laminariernes Region stræk-
ker sig til en Dybde af omtrent 50 Favne.

') Et Exemplar af denne for vor Fauna nye Art blev opfisket i Bergens-
fj orden fra en Dybde af over 100 Favne. Exemplaret var over 2 Alen
langt og Cellerne vare opfyldte med en Mængde Æg, der phosphore-
scerede meget stærkt.

2) 2 Exemplarer, fæstede til en Lima excavata, 1*1 eve. optagne fra en
Dybde af 250 Favne i Bergensfj orden.

Nyt Magazin

for Naturvidenskaberne.

9 de Binds 2 det Hefte,

VI.

Om Indretningen og Brugen af Bunsens Photometer.

Chr. Langberg.

Blandt de forskjellige Methoder og Apparater, som til for-
skjellige Tider ere udtænkte for at bestemme den relative
Lysstyrke af forskjellige Lyskilder, synes det saakaldte Bun-
sens Photometer i praktisk Henseende unægtelig at have
Fortrinet, naar det anvendes paa den rette Maade; men
Theorien for dette Instrument har hidtil ikke været rigtig
fremstillet, og den Maade, hvorpaa det har været anvendt
har ofte kunnet gi ve Anledning til ikke ubetydelige Feil.
Instrumentet er forst beskrevet i Supplement til første
Udgave af Muller-Pouillets Lehrbuch der Physik og Meteo
rologie, samt i Dinglers polytechnissches Journal (1849) III
Band. Side 185, hvor følgende Oplysning gives om Instru-
mentets Theori og Anvendelse:

Chr. Langberg.

b A

„Principet for dette Photometer beroer paa den Om-
stændighed, at en paa forskjellige Steder ulige gjennemsigtig
Flade kun da vil vise sig eensformig belyst, naar den fra
begge Sider modtager Lys af samme Styrke, at derimod,
naar Intensiteten af Belysningen paa den ene Side er den
overveiende, vil paa denne Side den gjennemsigtige Deel
af Fladen vise sig mørkere, end den mindre gjennemsigtige.
Belyses t. Ex. et Blad stærkt Tegnepapir, som a
fra a til b er gjennemtrukket med Stearin syre,
paa begge Sider lige stærkt af de to Lyskilder
A og B, saa vil baade den med Stearin gjennem- ^
trukne Deel og den ikke gjennemtrukne Deel vise
sig lige lyse, og Øiet kan ikke adskille den ene
fra den anden. Aarsagen hertil er let at indsee;
thi betragter man t. Ex. den af B oplyste Flade,
saa er det aabenbart, at den paa alle Punkter modtager en
lige stor Lysmængde (naar man for Simpelheds Skyld tæn-
ker sig den oplyst af parallele Straaler) der deels reflec-
teres, deels efter Graden af Fiadens Gjennemsigtighed gaae
igjennem samme. Tænker man sig nu dernæst Lyskilden A
borte, saa er Papirfladen, trods den overalt ligestore fra B
indfaldende Lysmængde, ikke jevnt oplyst, men viser sig
mørk ved ab lys ved bc , da ved ab meer Lys gaaer tabt
gjennem det meer gjennemsigtige Papir, end ved bc. Tæn-
ker man sig derimod Papiret fra Siden A lige stærkt be-
lyst, saa maa det Tab af Lys, som den mod B vendte Side
af Papiret lider, nøiagtig compenseres ved det fra A gjen-
nem Papiret gaaende Lys af lige stor Intensitet, og Fladen
vise sig overalt lige lys, hvor forskjellig endog dens Gjen-
sifftighed ved ab og bc maatte være. Ved en lignende Be-
tragtning lader sig bevise, at naar det fra A kommende Lys
har en større Intensitet, end det fra B , maa det meest gjen-

Om Indretning og* Brug af Bunsens Photometer. 99

nemsigtige Papirstykke ab seet fra Siden B vise sig lysere,
end bc , og omvendt mørkere end bc , hvis Fladen fra A
modtager mindre Lys, end fra B.

Indretningen af det. paa dette Princip grundede Pho-
tometer er følgende:

aa er et Træstativ, som hærer en Rænde bb , der paa
Randen er forsynet med Længdeinddeling, og hvori Photo-
meterkassen c kan forskydes saaledes, at den kan bringes i
vilkaarlige Aftande fra den Lyskilde, som skal undersøges.
Den indvendig sværtede Photomerkasse c indeholder en saa-
vidt mulig constant Lyskilde, saasom en Argands Lampe,
og er forsynet med et Udtræksrør d, hvis ydre Aabning er
lukket med et gjennemsigtigt Papirdiaphragma. Dette
Diaphragma bestaaer i et hvidt med Stearinsyre gjenncm-
trukket Tegnepapir, i hvis Middelpunkt man har ladet fri
en liden, ikke gjennemtrukket Ring af Storrelse som en
Ært. For at gjøre dette lægger man Papiret paa en op-
varmet Plade, og gnider smeltet Stearinsyre (af et Stearin-

100

Chr. Langberg.

lys) om paa samme med Fingeren i stedse mindre Kredse,
indtil blot en liden ugjennem trukket Cirkelflade bliver til-
overs. Lægger man nu i Middelpunktet af denne Cirkel-
flade et lidet Korn Stearin, medens Papiret ligger paa det
varme Underlag, saa opnaaer man let at frembringe en liden
regelmæssig ikke gjennemtrukket Ring, paa det eensformig
af Stearin gjennemtrukne Papir.

Betragter man nu Diaphragmet, medens det er belyst
af en i Kassens Indre anbragt muligst constant Lyskilde,
fra et forresten mørkt Rum, saa viser Papirets ugjennem-
trukne Ring sig mørk paa lys Grund. Bringer man deri-
mod et Lys foran Diaphragmet, saa bliver den mørke Ring
i samme Grad lysere, som Lyset rykker samme nærmere,
indtil den i en vis Afstand ganske forsvinder, og naar Ly-
set kommer endnu nærmere viser den sig atter lys paa en
mørkere Grund.

Den Gjennemgangsphase, da Ringen forsvinder, lader
sig derfor meget skarpt bestemme. Har man nærmet Pho-
tometerkassen til den Lyskilde, man vil undersøge, saa-
meget at man ikke længer kan see Ringen paa Diaphrag-
met. d. e. til den hverken viser sig lysere eller mørkere end
Grunden, saa erholder man det omvendte Intensitetsforhold
mellem de Lyskilder, som man vil sammenligne, nemlig den
i Kassen og den som udenfor samme belyser Diaphrag-
met, naar man maaler deres Afstande fra Diaphragmet, og
qvadrerer samme. “

I ovenstaaende Fremstilling; af Instrumentets Theorie og
den Maade, hvorpaa det skal benyttes til at sammenligne en
Lyskildes Intensitet med den i Photometerkassen anbragte
constante Lyskilde, er imidlertid overseet en Omstændighed,
som kan give Anledning til betydelige Feil, naar Instru-
mentet benyttes paa den angivne Maade. Der forudsættes

Om Indretning og Brug af Bunsons Photometer. 101

nemlig, at naar Diapliragmet fra begge Sider modtagerlige
meget Lys vil ogsaa Ringen samtidig paa begge Sider for-
svinde; men dette tinder i Virkeligheden aldrig Sted; og
Grundcn hertil er let at indsee. Tænker man sig nemlig
Papirfladen alene belyst fra den mod B vendende Side,
saa vil, som rigtig anført, Ringen vise sig lys paa mørk
Grund, da paa den med Stearin gjennemtrukne I)eel af Pa-
piret meer Lys transmitteres og følgelig mindre reflecteres
end fra den mindre gjennemsigtige Ring; belyses nu ogsaa
Papiret fra den anden Side A med Lys af saadan Styrke,
at det fra B kommende Lys, som er gaaet gjennem Papiret,
nøiagtig erstattes ved det fra A kommende, efterat dette li-
geledes er gaaet gjennem Papiret og har naaet den mod B
vendte Flade, saa forsvinder vistnok Ringen paa den til
B vendte Side, men for at dette skal skee maa den Lys-
mængde der fra A træffer Papirets hoire (mod A vendte
Side) være større, end den der træffer den venstre Side
fra B, da en Deel af det fra A kommende Lys, inden det
naaer Papirets venstre Side absorberes af dette. For at
Ringen skal forsvinde paa venstre Side mod B, maa altsaa
den Lysmængde, der fra A træffer Papirets hoire Side, være
lig Summen af den, der træffer den venstre Side og det i
Papiret absorberede Lys. Følgelig kan Ringen ikke sam-
tidig forsvinde paa den høire Side, da Papiret her fra A
modtager meer Lys, end der gjennem samme naaer denne
Side fra R; Ringen viser sig altsaa her lys paa mørk Grund.
Naar derfor ved den oven beskrevne Indretning af Photo-
metret, hvor Diaphragmet alene kan sees fra den ene (ydre)
Side, Ringen forsvinder, saa er aabenbar den indre Side
af Diaphragmet saameget stærkere belyst af det i Photome-
terkassen staaende Lys, end den ydre Side af det Lys, hvis
Styrke skal undersøges, som den Lysmængde, der er gaaet

102

Chr. Langberg.

tabt ved Absorbtion i Papirets Indre. Lysstyrken findes
som Følge heraf for stor i Forhold til den constante Lys-
kilde. For at eliminere denne ved Absorptionen i Papiret
fremkomne Feil i Bestemmelsen af Lysstyrken er det nød-
vendigt at kunne iagttage de Afstande af Diaphragmet fra
hegge Lyskilder, da Bingen forsvinder først paa den ene,
derpaa paa den anden Side, og Diaphragmet maa følgelig
kunne sees fra begge Sider. Intensitetsforholdet mellem
hegge Lyskilder kan da findes paa følgende Maade.

LG forestille en horizontal Maalestok, langs hvilken
Skjærmen eller Diaphragmet S kan forskyves; L og G de to
Lyskilder, som skulle sammenlignes, og som vi ville antage
staae i den constante Afstand LG = D. Afstanden SG fra
Diaphragmet til Lyskilden G være lig d, altsaa Afstanden
SL fra den anden constante Lyskilde L — 1) — di Inten-
siteten i en Afstand = 1 for det fra G udstraalede Lys
være — J 0g for L = r. Fremdeles betyde t, r og a den
transmitterede, reflecterede og absorberede Andeel af det
indfaldende Lys for den ugjennemtrukne Bing, T, R og A
det samme for den af Stearin gjennemtrukne Papirflade;

altsaa er

t -j r -} ci = T R - A = 1.

Giver man nu Diaphragmet S saadan Stilling, at Bin-
gen forsvinder paa høire Side eller mod G i Afstanden SG
= d , saa er den Lysmængde, som Diaphragmet paa høire

Side modtager fra G = og den som den modtager paa

(D — d)2'

venstre Side fra L —

Om Indretning og Brug af Bunsens Photometer. 103

Da Bingen forsvinder paa den mod G vendte Side, saa
maa Summen af det fra G modtagne og af Papiret reflec-
terede Lys, og det fra L modtagne af Papiret transmitte-
rede Lys baade for den gjennem trukne og ikke gjennem-
trukne Deel af Papiret være ligestore; altsaa er

RI TI* ri ti'
d2 + (I) — d)2 “ d2 + (D — df 2

eller :

UR-r^w^)At~T) (1)-

Forsvinder derimod Ringen paa venstre Side i en Afstand
SG — dn saa findes paa samme Maade

RI* TI rP tV

(D — d,)* + d,2 ~ ( D — d,)2 + d,2

eller

J2 (* — T) = j y, (R ~ »') (2)

af (1) findes

I d2 t—T

I' ~ (1) - — r

og af (2)

I d 2 R — r

f (D — dj2 " i— T

altsaa

d 2 t — T d 2 R- r

(D — d)'1' R^— r ~ (D — d,)2 ' t T

d2 d,2 fR — r~\2

(f) - — d )2 (D -d,)2 ‘ (. t — r) ellcr

d d , R— r d, f, a —

!T^~d~~ D — d,"T^T~ D — d, V.

Saalænge altsaa fl og i ikke ere ligestore kan Ringen ikke
samtidig forsvinde paa begge Sider af Diaphragmet.

104

Chr. Langberg.

af (1) findes ogsaa^ : = 1-1

r i t — t

ogaf(2)

(/} _ dfy 'd2

altsaa

d * (D— d)* (1) - d,)* d?

d^d;1 = ( D </)'- (D — dy fø,gellg
I: v = dd, :(D — d) (D — d,) (3).

For at tinde Intensitetsforholdet I: V maa man følgelig
iagttage de Afstande d og d, fra G , ved hvilke Eingen for-
svinder først paa den ene, dernæst paa den anden Side af
Diaphragmet, og dividere Produktet af disse to Afstande
fra Lyskilden G , med Produktet af de to tilsvarende Af-
stande fra den constante Lyskilde.

Jeg har fundet følgende Indretning af dette Photome-
ter at være den hensigtsmæssigste.

Paa en horizontal Maalestok staae begge Lyskilderne
L og G i en constant Afstand (som paa mit Apparat er lig
60 Tommer); Diaphragmet, hvis ugjennemsigtige Flæk er i
samme Høide eller horizontale Linie, som begge Lyskilder,
kan forskyves til høire eller venstre langs Maalestokken, og
ved et i dets Stativ og parallel med Papirfladens horizon-
tale Projection anbragt Filament kan dets Afstande fra L
og G nøiagtig aflæses. Paa Diaphragmets Eamme er an-
bragt to vertikale Speil, der danne en saaclan Vinkel
med Papirfladen, at naar Øiet befinder sig i dennes
Forlængelse, sees Diaphragmets ugjennemtrukne Eing el-
ler Flæk samtidig i Midten af begge Speile saaledes som
den viser sig paa Papirfladens begge Sider. Det er nød-
vendigt, at Øiet har denne bestemte Stilling; thi naar Ein-

Om Indretning og Brug af Bunsens Photomeler. 105

gen paa Papirfladens ene Side i en given Afstand fra begge
Lyskilder og for en bestemt Stilling af Øiet forsvinder, saa
vil den i samme Afstand for en anden Stilling af Øiet atter
komme tilsyne. For at forhindre alt diffust Sidelys fra at træffe
Diaphragmet har jeg omgivet dette og Speilene med en for-
til aaben og indvendig sværtet Kasse af Pap, der i Hoide
med Ringen og Lyskilderne L og G er forsynet med to
runde Aabninger, og paa hver af disse er anbragt et kort
konisk Paprør, hvis mindste Gjennemsnit vender mod Lys-
kilderne.

Indretningen af de efter Bunsens Princip construerede
engelske Photometere, der nu især til Control og Bestem-
melse af Gaslysets Intensitet ere saa almindelig benyttede,
er forsaavidt forskjellig fra den nys beskrevne, at Diaphrag-
met og det ene til Sammenligning tjenende Lys have en
constant Afstand, medens Afstanden mellem Diaphragmet og
den anden Lyskilde er foranderlig. Til praktisk Brug fore-
kommer denne Indretning mig mindre hensigtsmæssig end
den nys beskrevne, naar man ikke til Lysmaalningerne be-

nytter en Assistents Hjælp; hvis nemlig Afstanden mellem
Diaphragmet og den bevægelige Lyskilde ikke er temmelig
liden, er det ofte ubeqvemt med uforrykket Stilling af Øiet
i Papirfladens Forlængelse at kunne forskyve den bevæge-
lige Lysflamme jevnt og langsomt indtil Ringen paa en af
Siderne forsvinder. Benytter man desuden, hvilket almin-
delig er Tilfældet, som constant Lyskilde eller Maalelys, et
Stearin- eller Voxlys, saa vil ved dettes Bevægelse Flam-
men blive urolig, og Lysstyrken være mindre constant.
Dette undgaaes ved at gjøre Lyskildernes indbyrdes Af-
stand uforanderlig, og derimod bevæge Diaphragmet; Øiet
kan da ved passende Skjerme beskyttes mod Straalingen fra
begge Lyskilder, og Aflæsningen af de maalte Afstande

108

Chr. Langberg.

kan skee uden at forandre Øiets Stilling eller udsætte det
for nogen stærk Lysindvirkning medens de forskjellige Maa-
linger foretages.

Er Forskjellen d — d, mellem de to Afstande d og d,
i hvilke Flækken paa den ene og paa den anden Side af
Diaphragmet forsvinder, kun liden i Forhold til Lyskildernes
indbyrdes Afstand, saa er det for at lette Maalingernes Be-
regning beqvemt. paa den horizontale Maalestok tillige at

afsætte Værdierne af

d 2

(D-cl)

2 ; sættes nemling

saa kunne altsaa n og m direkte aflæses paa Maalestokken,
og den relative Lysstyrke er da paa det nærmeste lig det
arithmetiske Middel af begge Aflæsninger.

Efter Formel (3) er nemlig

/ : / = } A n m

sættes nu

m = n y , saa er

ii m = n (n + y )

n ■

i +

)

ii m

1 |'2 = n

n w

ii_ii

o 8 2~\~ O. s. v.

n vr

)

Er nu y saa liden, at

8 n'

Rækken kunne sættes ud af Betragtnin

de følgende Led
g, saa bliver

y nm = nil + = i (2n + y)

\ tlf

men 2 n + ?/ — m + n , altsaa

I : I' — (m -f- n) (4)

I Almindelighed benyttes nok det her beskrevne Pho-
tometer paa den Maade, at man soger at indstille Diaphrag-
met i den Afstand d , hvori Flækken eller den gjennem-
trukne Papirflade paa begge Sider viser sig lige stærkt be-

Om Brug og Indretning af Bimsens Photometer. 107

lyst; og er denne Stilling rigtig funden, saa er vistnok
den relative Lystyrke lig Qvotienten af Afstandenes Qva-
drater. Man har nemlig for dette Tilfælde, med de oven
bragte Betegningsmaader

/ P

d* (D—d)

( = JL, - , 1 t

(D — d)2 ’ d* 1

— R A-

d- ( D—d)*

L r _i_ L

(D—d,)* d *

(a)

T (b)

/ /'

eller af (a) (r-l) = ^ (r-t)

og af (b) ~ (R-T) = (D~)2 (R- T)

Af begge Ligninger findes overeensstemmende
I : P == d2 : (D—d)2 (5).

Men ved denne lagttagelsesmaade har man gi vet Slip
paa dette Instruments væsentligste Fordeel, og det besidder
da intet Fortrin for Bitchies ældre Photometer eller endog
for den Bhumfordske Sammenligning af to Skygger, ved
hvilke begge den Afstand iagttages, hvori to til grænd sende
Flader ere lige stærkt belyste.

Til Oplysning om den Indflydelse, som de forskjellige
Iagttagelses- og Beregningsmaader kunne have paa den
fundne relative Lysstyrke, skal jeg anføre nogle Maalninger
valgte' iflæng blandt en Mængde, som jeg har anstillet for
at bestemme Intensiteten af den almindelige Lysgas. Gas-
sen forbrændte i en Argands Brænder med Glasskorsteen, og
den constante Lyskilde, som tjente til Eenhed for Intensi-
teten, var et Spermacetlys.

De Differentser, som linde Sted mellem de successiv
aflæste Værdier af d og d' , ere ingenlunde at ansee som
Iagttagelsesfeil, thi allerede en Flytning af Skjærmen af
et Par Tiendele af en Tomme vil atter bringe Flækken til-

108

Chr. Langberg.

syne, naar den i en vis Stilling er fors vun det; især er Ind-
stillingen skarp naar Flækken forsvinder paa den Side, som
vender mod Gasflammen eller den stærkeste Lyskilde. Dif-
ferentserne ere derfor hovedsagelig en Folge af saavel Gas-
flammens som Spermacetlysets stedse fluktuerende Lyskraft.
Ogsaa Forskjellen d — d‘, der for det ved disse Maalninger
benyttede Diaphragma i Gjennemsnit fandtes lig 1,8 Tomme,
er underkastet Forandringer, deels under samme Række af
Maalninger, deels til forskjellige Tider, hvis Aarsager og
Love det endnu ikke er lykkets mig at udfinde, men som
maaskee tildeels kunde grunde sig paa Flammernes noget
forandrede Farve.

d‘

41." 9

41 "1

42. 45

40. 15

41. 37

39. 8

41. 34

40. 15

41. 15

39. 0

Middel 41. 64

40. 04

I) = 60"
D-d=l 8."36
D—d'=\9. 96

I: r = 4. 55

«=5.14 = j,(l 4 7--7-)

(D-dy

m = 4.02

^ 8.6^

n -i m
*2

= 4.58

41. 9

40. 3

1:1'== 4.64

42. 4

40. 5

42. 0

39. 4

n = 5.35 —j,(l +

41. 8

39. 9

1 ,

41. 38

40. 0

m = 4.02 == -p(l —

41. 89

40. 03

m±n =AfM

Om Brug og Indretning af Bunsens Photometer. 1 09

d‘

40.9

39.1

I : T = 4.16

40.8

38.9

” - “> “ T < 1 +K6>

40.6

39.4

41.5

39.5

I 1

42.0

39.6

ni = 3.61 = -j-(l -? G)

41.18

39.31

n±* = 4.20

41.4

38.24

/:/' = 4.319

41.8

39.36

„ = 5.160= [(1 + ^)

41.76

39.0

41.8

39.87

«=3.615

41.56

40.1

41.66

39.32

m i” = 4.38

6.2

4.6

-j- = |/r»wi = l/’6.1 x 4.6=5.297

6.1

4.7

m + n — 5.35

6.0

4.6

6.0

4.6

6.2

4.5

6.10

4.60

Den Feil, man vilde begaae ved blot at iagttage Flæk-

kens Forsvinden

paa den

ene Side af Diaphragmet, belober

sig altsaa i disse

Forsøg

til mellem i og af den hele re-

lative Lysstyrke.

VII.

Bidrag tii Kundskaben om Middelhavets Littoral-Fauna,
Reisebemærkninger fra Kalien.

M. Sars.

I Vinteren 1852—53 tilbragte jeg fire Maaneder i Neapel
og Messina med Undersøgelser af de hvirvelløse Sødyr i
Omegnen af disse Steder for at lære at kjende de der fore-
kommende Arter og disses topographiske og bathymetriske
Fordeling, fornemmelig i den Hensigt at kunne anstille en
mere omfattende Sammenligning mellem Middelhavets og
Nordhavets Littoral -Fauna. Jeg havde regnet paa til dette
Øiemed at faae nogen Hjælp af de italienske Naturforskere,
som maatte antages at være i Besiddelse af vigtige Kund-
skaber og Erfaringer herom, men blev i denne Henseende
skuffet ved at erfare, at man her kun lidet kjendte og be-
nyttede Bundskraben, dette til deslige Undersøgelser aldeles
uundværlme Bedskab, 02; i Almindelighed nøiedes med at
undersøge de Dyr, som bragtes af Fiskerne. Jeg var saa-
ledes desværre henviist til mig selv alene og de ringe Bes-
sourcer, der stode til min Baadighed. Enhver med Gjen-
standens store Besværligheder nogenlunde Bekjendt vil der-
for ikke undres over, at jeg i den korte Tid og med de

Middelhhavets Littoral-Fauna.

111

ringe Midler, jeg havde at. disponere over, ikke kan levere
noget Fuldstændigt og Omfattende; imidlertid troer jeg dog
at kunne give nogle Bidrag, der ikke ere uden Interesse.

I Neapels Golf er Søbundens Beskaffenhed i Alminde-
liglied ret godt skikket for deslige Undersøgelser; derfor ere
mine Erfaringer om Dyrenes Fordeling fornemmelig hentede
derfra. Strædet ved Messina frembyder derimod store Van-
skeligheder for Brugen af Bundskraben formedelst Sogrun-
dens betydelige Ujævnheder og de samme hyppig bedæk-
kende Ansamlinger af store Stene, saavelsom formedelst den
rivende Havsrrøm, hvilken imidlertid til Erstatning fremby-
der en stor Rigdom af svømmende eller saakaldte pelagiske
Dyr, hvorved denne Localitet i mange Henseender bliver
ligesaa belærende for Naturforskeren som hiin.

Om Dyrenes topographiske og bathymetriske Udbre-
delse og Fordeling i Middelhavet eier Videnskaben, med
Undtagelse af enkeltstaaende Bemærkninger hist og her i
forskjellige Yærker, ingen andre omfattende Oplysninger end
dem, som ere meddeelte af den berømte E. Forbes om
Ægeerhavets Dyr (Report on the Mollusca and Radiata of
the Ægean Sea. London 1844); om den langt større vest-
lige Deel af Middelhavet savne vi næsten ganske saadanne.

Idet jeg forbeholder mig ved Slutningen af denne Op-
sats at give en Skildring af de af mig herom iagttagne

O O o O o

Forholde, vil jeg her for det første levere en Fortegnelse
over samtlige paa min Reise i Middelhavet fundne hvirvel-
løse Dyr (deri ogsaa indbefattet de af inig opdagede nye
Arter), med Bemærkninger over deres Forekomst, Leve-
maade, og hvad der ellers forekommer mig at kunne tjene
til nøiere Oplysning om deres Organisation og Artsbestem-
melse. I Særdeleshed er det hermed min Hensigt at om-
handle udførligere de Arter, der almindelig antages enten

112

M. Sars.

for identiske med eller forskjellige fra de i Nordhavet fore-
kommende lignende Former, at fremhæve de Uligheder eller
Modificationer i Form, Farve, Størrelse &c., som hos samme
Arter i disse tvende langt fra hinanden beliggende Have
gjore sig gjældende, og derved yde Bidrag til en mulig
nøiere Bestemmelse af hvad der bør antages for en for-
skjellig Art og hvad ikkun for en climatisk eller lokal Va-
rietet, Noget som i Videnskaben endnu er saameget omtvistet,

1. Oassls: Polypi*

1 Or do: Alcyonaria M. Edw. (Octactinia Ehrb.)

1. Alcyonium palmatum Pallas.

Paa Klipperne nogle Fod under Søens Speil og indtil
et Dyb af 20 Favne ved Neapel, i Exemplarer af 5 Tom-
mers Høide. Høirød eller blodrød, Stammens nederste
sterile Deel hvidagtig eller blegrød, Polyperne guulhvide
med 8 finnede Tentakler, og ved disses Basis paa den udven-
dige Side en bred oventil spids tilløbende Stribe af talrige
blodrøde Spiculæ, hvilke ere stillede sammen i en Vinkel,
hvis Spidse vender mod Tentaklernes yderste Ende. Disse
Spiculæ er meget lange og tynde, naaleformige, næsten lige
eller oftest ganske lidt krummede, og besatte med smaa
coniske Knuder. Hos vor nordiske Alcyonium cydonium
Mull. eller A. digitatum L. ere disse Spiculæ langt færre
i Antal, meget kortere og tykkere, teenformige, ikke naale-
formige, men forresten ligeledes besatte med smaa coniske
Knuder.

2. Alcyonium palmatum varietas, an nova
species?

Paa 10 — 20 Favnes Dyb ved Neapel. Orangerød eller

Middelhavets Litoral-Fauna.

113

minierød som den nordiske A. cydonium, 3— -4" høi, ikke
„diviso-palmatum“ som A. palmatum, men besat med faa
(3 — 4 paa hver Side) og langt fra hverandre staaende Grene.
Det, som især udmærker nærværende Form, er, at Spicu-
lerne paa Ydersiden ved Basis af Polypernes Tentakler ere
hvide (hyalin-hvide), medens de hos den sædvanlige Form
af A. palmatum ere blodrøde; forresten er deres Form hos
begge den samme. Den nærmer sig mest til vor nordiske
A. cydonium, fra hvilken den dog afviger ved sin slankere,
mere grenede Form og fornemmelig ved de anderledes dan-
nede Spiculæ ved Basis af Polypernes Tentakler.

3. Xenia? indivisa Sars, nov. spee.

Kun et eneste Exemplar, fasthæftet til Stammen af en
Gorgonia verrueosa fra 20 Favnes Dyb ved Neapel. Fra
en flad rnndagtig Basis hæver sig en tyk cylindrisk-conisk
kjødagtig steril Stamme, som er uregelmæssigt furet efter
Længden og oventil bliver smalere, hvorpaa den igjen ud-
vider sig noget til en aflang eller rundagtig Kølle, som
rundt om er besat med henved 30 Polyper, hvilke sidde ad-
spredte enkeltviis eller 2 — 3 tæt sammen ved deres Basis.
Disse Polyper ere temmelig store, cylindrisk-coniske, ikke
retractile, og have 8 finnede Tentakler. Polypstokkens Farve
er overalt brungraa; dens Høide 2 1 mm , deraf den sterile
Deel 16mm høi, nedentil 6mm og oventil 2^mm tyk; den po-
lypbærende Deel 5mm høi og 4rnm tyk.

Paa den sterile Deel af Stammen ere kun faa Spiculæ
synlige; paa den øverste polypbærende Deel falde de der-
imod stærkt i Øinene formedelst deres betydelige Størrelse
(omtrent |mm lange) og sneehvide Farve. De ligge her ad-
spredte eller uregehnæssigt sammenhobede og i forskjellige
Betninger under Huden, uden for hvilken de ikke træde
frem. De have en langstrakt-teendannet Form d. e. tykkest

114

M. Sars.

paa Midten og efterhaanden smalere mod begge Ender,
hvilke ere tilrundede, og ere glatte, ikke knudrede som hos
Alcyonium. Ogsaa ved Basis af Polypernes Tentakler fin-
des paa den udvendige Side Spiculæ; men disse ere langt
talrigere, ligge tættere sammenpakkede, ere mange Gange
mindre end hine, naaleformige , glatte og svagt krummede.
Forresten indeholder Polypstokken talløse overordentlig lange
og tynde, lige, hyaline, stive, i alle Retninger liggende Traade
eller Naale, hvilke danne et tæt spongiøst Væv. Hvorvel
Polypstokkens Form er afvigende fra Xenia, som oventil er
deelt i Grene og bærer Polyperne paa Toppen af disse
stillede i Skjærme, stiller jeg dog midlertidig denne nye
Art til hiin Slægt paa Grund af de ikke retractile Polyper,
hvorved den ligesom ved dens glatte Spiculæ afviger fra
Alcyonium. Den kan diagnoseres saaledes:

Stipite sterili cylindrico-conico, supra in discum polypi-
ferum ovato-globosum desinente. Polypi sparsi, cylindrici, non
retractiles, parte basali duriori coriacea spiculis albis aciculatis
gracillimis farcta, apicali retractili molli. Spicula majora
elongato-fusiformia alba in disco polypifero inter polypos ir-
regulariter disposita. Color griseus.

4. Rhizoxenia rosea (Evagora) Phil.

Denne af Philippi (Wiegmanns Archiv fur Naturge-
schichte 1842. 1. p. 36 T. 1. f. 2) under Navn af Evagora
rosea først beskrevne, senere afM. Edwards (Cuviers Regne
anim. illust. Zooph. T. 65 f. 3) under Navnet Cornularia
crassa afbildede Polyp forekommer ved Neapel temmelig
sjeldent paa Balaner og andre submarine Legemer tæt un-
der Søens Speil. Den er opak minierød, har en krybende
Stamme og store oprette cylindrisk-coniske Polyper med 8
radiale Furer paa den afrundede Top i contraheret Tilstand,
men i udstrakt med 8 finnede lysrødlige Tentakler. Paa

Middelhavets Litoral-Fauna.

115

Philippis Figur er den krybende Stamme for smal, M. Ed-
wards^ Figur er derimod ret god. Polypernes Krop er
fuldspækket med talrige Spiculæ, der ligge tæt pakkede paa
hverandre i Retningen af Kroppens Længde. Disse Spiculæ
ere krystalklare , ikke synderlig lange, tykke og plumpe,
samt overalt rundtom besatte med talrige meget korte og
tykke coniske paa Enden afstumpede Knuder, hvilke hyppig
igjen ere knudrede.

Denne Poiyp bør henføres til Rhizoxenia Ehrb. for-
medelst Polypstokkens kjødagtige Beskaffenhed og Tilste-
deværelsen af Spiculæ, og ikke som M. Edwards har gjort,
til Cornularia, der har en hornagtig Polypstok og ganske
mangler Spiculæ. Slægten Sarcodictyon Forbes adskiller
sig ikke fra Rhizoxenia ved Andet end de lavere Verrucæ
eller Polyper og bør derfor udgaae af Systemet. Hos Rhi-
zoxenia skulle Polyperne efter Ehrenbergs Characteristik,
som kun beroer paa Lesson’s Beskrivelse og Figur af en
af ham observeret Art, ikke være retractile; men saavel hos
vor her omhandlede Art som hos den norske R. filiformis
S. og den brittiske R. catenata (Sarcodictyon) Forb. ere de
virkelig retractile.

5. Cornularia rugosa Lamk. (Tubularia cor-
nucopiæ Cav.)

Denne for Middelhavet characteristiske Polypform fo-
rekommer hyppig paa Stammen af Caulinia oceanica i ^ — 2
Favnes Dyb ved Neapel, i Grotterne ved Nisita endog gan-
ske tæt under Søens Speil paa Balaner, Stene, Skjæl
og andre submarine Legemer, og ved Messina paa Alger
indtil 20 — 30 Favnes Dyb. Fra den meget tynde hornag-
tige, cylindriske, krybende Stamme hæve sig af og til i visse
Mellemrum lodret op de enkelte ligeledes hornagtige, lys
brunlig gjennemsiglige, store, 3 — 4 Gange tykkere Celler,

116

M. Sars.

hvilke nedentil ere smale og oventil efterhaanden bredere
eller trompetformige , hyppig ogsaa noget uregelmæssige i
deres Form og mere eller mindre krumbøiede. Af Cellens
cirkelrunde Aabning kommer undertiden den forholdsviis
store Polyp frem, som er lys orangeguul og temmelig gjen-
nemsigtig; dens 8 med lange og tynde Finner eller Smaa-
traade paa begge Sider besatte Tentakler ere guulagtig-
gjennemsigtige. Den cylindriske nedentil aabne Mavesæk
er mere intensivguul. Polypen kan ganske trækkes ind i
Cellen og skinner ved sin orangegule Farve gjennem denne.

6. Corallium nobile (Isis) L.

Af denne velbekj endte Middelhavsform fik jeg Exem-
plarer fra 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel, hvor den dog
ogsaa skal . forekomme paa ringere Dyb.

7. Gorgonia verrucosa Cav.

I Grotterne ved Nisita. hvor der er halvmørkt ved høi-
lys Dag, forekommer denne Gorgonia hyppig fastvoxen til
den steile Ivlippevæg \ — 1 Favn under Søens Speil; dog
findes den ogsaa udenfor paa større Dyb, nemlig 10 — 20
Favne. Dens Farve i levende Tilstand er livlig minierød,
men ved Tørring bliver den snart guulhvid. Polyperne
ere lyserøde og temmelig gjennemsigtige, med 8 finnede
Tentakler. Ehrenberg (Corallenthiere des rothen Meeres
p. 136) angiver dens Størrelse til Fod; jeg fandt den,
endog i Grotterne, af 1 Fods Høide.

8. Gorgonia Bertolinii Lamx.

Paa 20 — 50 Favnes Dyb ved Neapel. Den afviger fra
G. verrucosa ved dens lysgule Farve, længere og lidet deelte
Grene og kun meget lidet fremragende Polypceller (verru-
cæ) 1J Fod høi.

9. Gorgonia sarmentosa Esper.

Ikke sjelden ved Neapel paa 50 Favnes Dyb og der-

Middelhavets Litoral-F auna.

117

over. Farven er mindre livlig rød end hos G. verrucosa,
og egentlig mat guulrød med lidt Brunt i eller teglsteen-
farvet, Polyperne guulhvide med 8 finnede Tentakler. Eh-
renberg henfører den til Eunicea, men Dana (United states
exploring Expedition, Vol. 7) rigtigere til Pterogorgia (beg-
ge Underslægt er af Gorgonia), da Polyperne paa de yderste
tynde Grene sidde i 2 Bader (polypi bifarii), medens de
paa de tykkere Grene danne flere Bader. Ehrenberg an-
giver dens Størrelse til \ Fod; men jeg fik ved Neapel
Exemplarer af 2 Fods Høide. En lys svovlguul Varietet
af denne Art (varietas isabellina Ehrb.), som allerede af
Esper (Pflanzenthiere T. 45) er afbildet, forekom ogsaa paa
samme Dyb ved Neapel.

10. Muricea placomus (Gorgonia) L.

Paa 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel. Den henføres
af Philippi til M. calyptrata Elirb.; men de Kjendetegn,
ved hvilke denne, efter Ehrenberg (Corallenthiere p. 134),
skal adskille sig fra M. placomus, nemlig „ramis gracilio-
ribus, polypis minoribus, obtusioribus,“ finde ingen Anven-
delse paa den ved Neapel forekommende Form, som i alle
disse Henseender ikke afviger fra den nordiske M. placomus.

11 . Pennatula grisea Gmel. (P. spinosa Sol. &
Ellis). Af denne for Middelhavet eiendommelige Art, som
udmærker sig ved sin korte, tykke, bulbøse Stilk, den mel-
lem Finnerne glatte Bygside uden Papiller, og ved de frern-
staaende lange naaleformige Pigge (Spiculæ) paa Polypcel-
lernes frie Ende, fik jeg ved Neapel flere udvoxne Exem-
plarer paa henved 100 Favnes Dyb og et yngre ved Mes-
sina paa 40 Favnes Dyb, dyndet Grund. Farven, som ef-
ter mine Iagttagelser er meget constant hos Søfjærene, var
paa den sterile Deel af Stilken smudsig orangeguul, den finne-
bærende Deel af Stilken mørk blaagraa paa Midten og gaaende

118

M. Sars.

paa Siderne over i det Brungraa, selve Finnerne lysguulgraa
eller guulhvide, deres Spiculæ hvideog nogetgjennemsigtige, og
endelig Polyperne, der have 8 finnede Tentakler, guulhvide.
Ehrenberg anfører i hans Characteristik af denne Art, at den har
en Fure paa Ryggen („dorso inter pinnas lævi, sulco tenui“):
Ryggen er ganske rigtigt glat og uden Papiller, men der er hos
udvoxne Exemplarer ingen tydelig markeret Fure, saadan som
man linder den hos andre Arter; kun hos yngre linder man
Spor af en smal lidet markeret Rygfure.

Det ved Messina fangede unge, lange Exemplar

havde en forholdsviis langt smalere Stilk, hvilket ogsaa er
Tilfældet med yngre Exemplarer af andre Arter af Søfjære,
og længere fra hverandre staaende Finner, hvilke her ty-
delig bemærkedes at staa alternerende, hvorimod dette hos
voxne Exemplarer, hvor de sidde meget tæt sammen, er
mindre tydeligt. Finnernes Antal var her kun 15 Par, af
hvilke de nederste 2 — 3 vare meget smaa; hvorimod det
hos de voxne, 5 — 6" lange Exemplarer var 28 Par. Bo-
hadsch (Anim. marin. T. 9 f. 1 — 3) fandt hos de af ham
undersøgte, 8" Tommer lange Exemplarer 30 Par Finner.

12. Penn at ul a phosphorea L. (P. britannica
Sol. & Ellis-P. mb ra Ehrb).

Paa 50 — 100 Favnes Dyb ved Neapel, hvor den alle-
rede er iagttaget af Bohadsch (Anim. marin. T. 8 f. 5).
Det eneste Kjendemærke, hvorved Linné (Syst. nat. Ed. 12).
i Diagnosen adskiller denne Art fra den meget lignende
P. rubra, er „rhachi scabra“; men denne sidste har ogsaa
en rue Stilk (rhachis), skjøndt de Papiller, der foraarsage
denne Ruehed, her ere langt mindre. Disse tvende Former
ere derfor hyppig, f. Ex. afPallas, delle Chiaje o. A, blevne
sammenblandede. De ere dog bestemt forskjellige Arter.

Pennatula phosphorea udmærker sig ved sin høiere røde

Middelhavets Litoral-Fauna.

119

Farve, som altid er dyb purpur-eller cochenellerød, ved
den finnebærende Deel af Stilkens mindre Brede, som ikke
er større end den sterile Deels, ved langt større og spidsere
Papiller paa Rygsiden af Rhachis paa Siderne af den glatte
smale Længdefure, ved smalere Finner, og endelig ved Fo-
lypcellerne, hvilke ere færre i Antal (omtrent 12 paa hver
af de midterste Finner) og staa paa den forreste Rand af
Finnerne i en eneste lige Rad.

Den mere intensiv røde Farve hos denne Art kommer
af de saaledes farvede meget talrige Spiculæ, med hvilke
Finnerne, hvis egentlige Grundfarve er blegrød, overalt ere
spækkede. Den sterile Deel af Stilken er blegrød eller
rødguul. Tværtimod hvad Lamarck (Hist. nat. d. animaux
sans vert. Vol. 2. p. 427) siger, , ,1a conlenr, dans ce genre,
ne peilt servir å la distinction des espéces,“ er Farven hos
denne som andre Søfjære meget characteristisk og constant.

Den middelhavske Form af denne Art stemmer fuld-

■

kommen overeens med vor almindelige nordiske, kun synes
den i Nordhavet at opnaae en betydeligere Størrelse. Me-
dens de neapolitanske Exemplarer kun vare 5" lange, har
jeg ved Norges Kyst faaet dem af 8" Længde.

Man kan, for at ad skille denne Art fra den følgende,
diagnosere den saaledes: Pennatula phosphorea: In-
tense rubra seu coccinea, stipite sterili graciliore vexilli fere
longitudine; rhachide inter pinnas cylindrica angusta (cras-
situdinem stipite s sterilis æqvante), dorso papillis majoribus
acutiusculis obsita, ibiqve sulco medio longitudinali angusto
lævi; pinnis angustioribus , cellulis polyporum paucioribus
(circa 12 in pinnis mediis) distincte uniseriatis.

13. Pennatula rubra L. (P. italica Sol. & EU.==P.
granulosa Lamk.=P. phosphorea Ehrb).

Paa 100 — 150 Favnes Dyb ved Neapel. Denne Form

120

M. Sars.

som af Bohadsch (1. c. T. 8 f. 1, 2) og delle Chiaje (1. c.
T. 160 f. 1) er bleven afbildet, ansees af Mange kun som
en Varietet af P. phosphorea, fra hvilken den dog speci-
fisk ad skiller sig ved Følgende:

Farven er orangerød eller minierød; Rygsiden af den
finnebærende Deel af Stilken teenformig, paa Midten dob-
belt saa bred som den sterile Deel, og besat paa de stærkt
convexe opsvulmede Sider af den brede glatte Længdefnre
med talrige, mindre og stumpere Papiller; Finnerne bredere
og næsten halvmaanedannede ; endelig ere Polypcellerne
langt talrigere (30 — 36 paa hver af de midterste Finner),
mere tætsidende, og vise Tilbøielighed til at ordne sig i 2
alternerende Rader (idet hver anden Celle er bøiet til den
ene, hver anden til den anden Side) langs ad den forreste
Rand af Finnerne.

Den blekere røde Farve hos denne Art har sin Aarsag
i de lidet talrige og mere adspredte Spiculæ (som ogsaa
her ere af en intensiv carmosin-eller blodrød Farve) i Fin-
nerne. Den sterile Deel af Stilken er blegrød eller rød-
guul.

Nærværende Art forekommer, saavidt hidtil bekjendt,
ikke udenfor Middelhavet. De tvende Exemplarer, jeg er-
holdt ved Neapel, viste temmelig stor Forskjel i Forholdet
af den sterile og den finnebærende Deel af Stilken. Den
første var nemlig hos det ene Exemplar 1J" og den sidste
3" lang med 24 Finner paa den ene og 30 paa den anden
Side; hos det andet Exemplar var den første ligeledes lj",
men den sidste 4" lang med 36 Par Finner.

Ligesom den foregaaende phosphorescere ogsaa Polyperne
hos denne Art i Mørket, især stærkt naar den kastes i Spi-
ritus, med et smukt og klart lysblaat Skin. Den kan cha-
racteriseres saaledes:

Middelhavets Litoral-Fauna.

121

Pennatula rubra: Aurantiaca vel pallide miniata;
stipite sterili crassiore dimidiam fere totius partem æqvante;
rachide inter pinnas subfusiformi , crassitudinem stipitis ste-
rilis fere duplicem æqvante, lateribus tumidis dorso papillis
minimis obsitis, sulco dorsali medio longitudinali latiore
lævi; pinnis latioribus semilunatis, cellulis polyporum nu-
merosis (30 — 36 in pinnis mediis) subbiseriatis.

2. Ordo. Zoantliaria Blainv. ( Polyactinia EhrbJ.

14. Dendrophyllia r ame a (Madrepora) L.

Ved Neapel paa store Dybder (100 — 150 Favne). En
velb ekj endt Mi ddelhavsform .

15. Astroides caly cularis (Caryophyllia) Lamk.

Denne for Middelhavet eiendommelige Coral forekom-
mer i Grotterne ved Nisita selskabeligt og i stor Mængde
tilsammen paa Klipperne imellem og under Balanerne, alt-
saa nær ved Søens Speil, dannende et ved Polypernes Farve
orangerødt horizontalt Bælte, som idelig beskylles af Havets
Brænding, der her ofte er meget voldsom, og saaledes udsat
for baade Vandets og Luftens afvexlende Indvirkning. Disse
Dyr sidde her, vel nær hverandre, men dog ikke meget tæt
sammenpakkede i Fordybningerne af Tufstenen, hvori Modiola
lithophaga findes talrig boerende. Polypcellerne vare ad-
skilte fra hverandre, med frit fremragende cirkelrund Aab-
ning, hvis Diameter hos de største var 5mm; paa nogle be-
mærkedes ingen, paa andre fra 1 indtil 5 større eller mindre
Gemmer i Omkredsen af Bægerets Rand.

Ved Messina fandtes denne Coral ligeledes tæt under
Søens Speil, men dog lidt dybere, nemlig 3 — 4 Fod under
Flømaalet (Niveauet af liøieste Flod) da der her er større
Forskjel paa Flod og Ebbe end ved Neapel, og umiddelbart
under Bæltet af den nedenfor beskrivendes Corynactis paa

122

M. Sars.

Nordsiden af Lazarettets Molo i Havnen. Den danner ogsaa
her ved Individuernes Mængde et horizontalt livligt orangerodt
Bælte af omtrent et Spands Bredde eller Hoide, og disse
Individuer sidde her hyppig saa tæt sammen, at Polypcel-
lernes Vægge voxe sammen med deres Naboers rundtom og
Celleaabningerne, hvis Diameter her hos de største var
9 — lCmm, blive polygonale ligesom Bikageceller. Polypcel-
lerne danne paa denne Maade paa Klipper og Stene rund-
agtige, aflange eller halvkugleformige Polypstokke af 4 — 5J
Tommes Gjennemsnit og 2 Tommers Hoide i Midten. Dog
forekom her ogsaa, ligesom ved Neapel, adskilte Polypceller
med fri cirkelrund Aabning; mellem begge Former fandtes
fuldstændige Overgange. (

Polyperne ere, som allerede bemærket, af en livlig oran-
gerød Farve og cylindrsk Form; de hæve sig \ — 1 Tomme
over deres Celler, og have 40 — 48 (jeg har hos forskjellige
Individuer talt 43 — 48) korte, cylindrisk-coniske , i 2 Rader
stillede Tentakler, hvilke under Loupen vise sig besatte med
smaa runde Papiller.

De kalkagtige Polypcellers Form og Beskaffenhed hos
denne Art ere noksom bekjendte. PIos meget unge Exem-
plarer viser Polypcellens Bæger (calyx), ved en Diameter
af 2mm, 6 primaire, hos ældre 12 (6 primaire og 6 secun-
daire) Lameller (septa) stærkt og ligemæssigt udviklede, saa
at de naae lige ned og indtil den kuglerunde spongiøse Co-
lumella. Mellem disse Hovedlameller udvikle sig de terti-
aire Lameller (3de Cyclum), nemlig mellem hvert Par een,
som er lavere end hine og paa langt nær ikke naaer hen
til Columella, og endelig paa hver Side af den tertiaire een
qvaternair Lamelle (4de Cyclum), som er endnu lavere og
kortere og neppe naaer halvt ned i Bægerets Dybde. Ofte
ere de qvaternaire Lameller kun lidet udviklede eller paa

Middelhavets Litoral-Fauiia.

123

visse Strækninger (Systemer, Edw. & Haime) af Bægerets
Kreds abortive. Det hele Antal af Lameller er altsaa nor-
malt: 6 + 6 + 12 + 24 = 48. Sjeldent er dette Antal com-
plet, sædvanlig er det ringere. — Hos de ovennævnte meget
unge Exemplarer af 2mm Diameter, som havde 6 stærkt ud-
viklede primaire Lameller, lidet udviklede secundaire og
tertiaire, men slet ingen qvaternaire, var Columella endnu
meget liden og viste 1 — 3 Dreininger eller Vendinger, hvor-
imod den hos fuldvoxne Exemplarer var af betydelig Stør-
relse (3 — 4mm i Diameter) og bestod af talrige med hver-
andre forvoxne Dreininger, hvilke danne et spongiøst Væv.

16. Balanophyllia italica Edw. & Haime.

Hyppig ved Messina, hvor den forekommer enkeltviis,
aldrig mange tilsammen, fastvoxen til Klipper og Stene lidt
lavere end Astroides calycularis eller fra omtrent 2 — 3 Fod
under Søens Speil ved Ebbetid indtil 1 Favns Dyb. Po-
lypen ligner en Actinia, er af en livlig citronguul Farve, og
hæver sig ovenover Banden af Bægeret omtrent en halv
Gang dettes Høide; Dyrets Hud udbreder sig ogsaa uden-
paa Cellen, som den beklæder næsten lige ned til dens Ba-
sis, og er stribet efter Længden og rynket paa tværs. De
største Exemplarer havde 30—40 Tentakler, hvilke ere stil-
lede i 2 Rader, af Længde som Bægerets Radius, conisk-
traadformige, besatte med smaa runde Papiller, der ind-
slutte talrige Kessel kapsler, og ende med en glat knopformig
Spidse. Munden er en foldet Tværspalte af mørkere orangeguul
Farve. Et yngre Exemplar havde kun 27 Tentakler.

Med Hensyn til Polypstokken bemærkes, at blandt Bæ-
gerets Lameller, hvis Antal hos Exemplarer af 8 Millime-
ters Diameter var 48, hos Exemplarer af 14 Millimeters
Gjennemsnit 87, ere 12 (de primaire og secundaire) stærkt
fremtrædende. Hos meget unge Exemplarer af 2—4 Milli-

124

M. Sars.

meters Gjennemsnit ere 6 (sjeldent kun 5) primaire Lamel-
ler udviklede, medens der kun viser sig Rudimenter til det
følgende eller de tvende følgende Cycla.

En tydelig Selvdeling (fissiparité, Edw. & H.) bemær-
kedes hos et Exemplar, idet tvende Bægere, det ene af 3mm,
det andet af 2mm Diameter, vare omsluttede af en fælles
Cellevæg (Skedé, theca, E. & H.), som seet ovenfra havde
en Indknibning paa Midten eller Figuren af et Ottetal, hvis
ene Ivreds var en halv Gang større end den anden. Begge
Bægere vare, skjøndt omgivne af en fælles Theca, dog al-
lerede fuldstændigt hver for sig begrændsede, og hver af
dem viste de 6 primaire Lameller stærkt udviklede, den
fremvoxende Columella o. s. v. Selvdeling er, saavidt vi-
des, ikke tilforn iagttaget hverken hos Balanophyllia eller
nogen anden til Familien Eupsammides E. & H. hørende
Polyp, med Undtagelse alene af clcn fossile Slægt Lobop-
sanunia (vide M. Edwards & Haime, Monographie des
Eupsammides, Annales des Sc. nat. 1848 Vol. 10. p. 105).

Cladocora cespitosa (Madrepora) L.

Ved Triest, fastvoxen til Klipperne et Par Fod under
Søens Speil. Polypcellens Bæger har 36 — 45 (sædvanligst
36) Lameller, indenfor dem 18 — 20 (almindelig 18) Paluli;
Columella er spongiøs med tandet eller pigget Overflade
(ikke „å surface plane,“ som Edwards og Haime angive).
Denne Form stemmer ikke ganske med den af Edwards og
Haime (Annales d. Sc. nat 1849. p. 306) givne Beskrivelse,
ifølge hvilken „den skyder Knopper kun i store Distancer
og ikkun een Gang i samme Høide,“ men i denne Henseende
hellere med deres Cladocora stellaria (1. c. p. 307), da den
ofte prolifererer i kortere Distancer og det med 2 eller 3,
ja stundom endog 4 Knopper i samme Høide. Hvad der
imidlertid hindrer fra at henføre den til den sidste Art, er

Middelhavets Litoral-Fauna.

125

at den ganske mangler det for denne characteristiske, under
Form af „petites collerettes“ sig visende Epitheca, og at
Paluli ikke forene sig til at danne sex „chevrons.“ — Der-
imod besidder jeg Exemplarer fra Cagliari, som stemme
overeens med hine Forfatteres Beskrivelse af C. stellaria
ved Formen af deres Epitheca og Paluli, men igjen afvige
derved, at de kun proliferere 1 eller 2 Gange og kun med
1 eller 2 Knopper i samme Hoide. Sagen er, som det sy-
nes, at begge de omhandlede Arter ere underkastedé be-
tydelig Variation.

18. Cladocora astræaria Sars, nova species.
Tab. 1. Fig. 5-7.

Af denne nye Art fik jeg kun et eneste Exemplar paa
20 Favnes Dyb ved Neapel. Den ligner i det Hele tagef
C. cespitosa, men afviger kjendeligt derved, at den har me-
get korte Stammer (Polypierites, E. & H.), som proliferere,
ikke som hos hiin Art i flere over hverandre staaende Høi-
der, men kun een Gang og med flere Knopper i een og
samme Høide, hvor Stammerne saavelsom deres Gemmer
ere forvoxne med hverandre eller forenede ved et Slags Coe-
nenchyma (E. & H). til større Partier, saa at de tilsammen
danne en udbredt rundagtig, nedenunder flad eller noget
concav, ovenpaa convex Polypstok. Ovenover dennes jævnt
cenvexe Overflade hæver ingen Stamme eller Gemme sig;
Polypstokken har derfor Udseende af en Astræa. Medens
C. cespitosa har 1 — 2" lange, frie og adskilte Stammer med
flere Gemmer ovenover hverandre i flere Høider, har nær-
værende Art kun | — j" lange Stammer, hvilke alle, ligesom
og deres Gemmer, paa et vist Punkt ophøre at voxe mere
i Høiden og her forvoxe mere eller mindre med hverandre,
saa at deres Bægere (calyces) ikke hæve sig høiere end
omtrent •£" ovenover Forvoxningslinien. Den hele Polyp-

126

M. Sars.

stok liar en Brede eller Yide i horizontal Retning af
og en Høide af ^ — J" midtpaa og efterliaanden mod Peri-
pherien lavere.

Bægeret viser et forskjelligt Antal Lameller fra 36
indtil 55. Polypcellernes Costæ blive efterliaanden bredere
nedentil, hvor de flyde sammen med dem fra de omgivende
Naboceller. Hist og her danner Epitheca tynde lamelløse
horizontale Broer (collerettes. E. & H.) over til Nabocellerne.
Paluli ere adskilte, ikke knippeviis („en chevrons“) forenede,
i Antal 18 — 26.

Denne Form, som synes at staae nærmest ved C. stel-
laria, kan diagnoseres saaledes:

Cladocora as træ ar i a. Caulibus flexuosis brevibus
Q — longis), omnibus semel seu in eademqve altitudine
gemmiparis ibiqve partim concretis , ita ut polyparium eva-
dat expansum, rotundatum, subtus planiusculum et supra
convexum latum, medio ^ et ad peripheriam \u

altum), calycibus modo -i" supra lineam concretionis cauli-
um prominentibus. Costæ infra latiores ibiqve cum iis cel-
lularum vicinarum confluentes. Septa calycis 36 — 55; pa-
luli discreti 18 — 26. Ejiitheca passim pontes lamellosos
tenues horizontales inter cellulas velut in C. stellaria format.

Tab. 1 Fig. 5 — 7 forestiller Cladocora astræaria. Fig.
5. Corallen seet fra Siden, i naturlig Størrelse, cc dens Ba-
sis, aa Celleaabningerne eller Bægerne, bb Coenenchyma, d
det lamelløse Epitheca.

Fig. 6. Et Stykke af samme, ligeledes i Profil, for-
størret. Bogstaverne som i forrige Figur.

Fig. 7. Et Stykke af samme seet ovenfra, forstørret.

19. Coelocyathus typicus Sars, novum genus
et species. Tab. 1. Fig. 8 — 11.

Af denne nye Coral fandtes ved Neapel 5 Exemplarer,

Middelhavets Litoral-Fauna.

127

desværre uden Polyper. fastvoxne paa Stammen af. en Gor-
gonia veiTucosa paa 10 -20 Favnes Dyb. Den hører til
Turbinolidernes Familie, blandt hvilke den synes at maatte
danne en ny Slægt. Polypstokken er enkelt, kalkagtig med
tynde Vægge, af omvendt kegledannet Form, bueformig
krumboiet, og fastvoxen til fremmede Legemer ved en smal
Basis. Dens Ovérflåde er næsten aldeles glat, med kun
svagt fremtrædende Spor af Costæ, og meget hint og tæt
tværstribet (Væxtstriber). Bægeret er meget dybt, dets Band
næsten cirkelrund. Lamellerne hæve sig ikke over Bægerets
Rand, ja naae knapt engang denne, ere brede, men meget tyn-
de med sinuøs eller bølgeformig bugtet Rand, og besatte med
store coniske lidet talrige Korn; deres Antal er 12 — 24, altsaa
kun dannende 3 Cycla, idet det tredie Cyclum ofte kun er lidet
eller ufuldstændigt ud viklet. Hos yngre Individuer ere de
G primaire Lameller stærkere udviklede end de andre. Pa-
luli mangle. Columella er ufuldkommen eller rudimentair;
den er sammensat af de 6 primaire Lamellers nederste med
hverandre forvoxne Ender, meget liden og af uregelmæssig
rundagtig Form, hvorpaa der hos et Exemplar bemærkedes
4 runde circumscripte Huller, hos et andet 3 og hos et
endnu yngre kun 1 Hul. De secundaire. og end nu mindre
de tertiaire, Lameller naae ikke hen til Columella. Polyp-
stokken var hos det største Exemplar hoi, Bægerets
Diameter T5F".

Hos et mindre Exemplar (Tab. 1 Fig. 8, 9) var Antal-
let af Lameller 24, altsaa alle 3 Cycla udviklede, de 6 pri-
maire Lameller (Fig. 9, 3 — 3) udmærkede ved deres Stør-
relse fremfor de andre. Et middelstort Exemplar havde
kun 12 Lameller, af hvilke de secundaire kun vare lidet
mindre udviklede end de primaire; af de tertiaire fandtes
intet Spor. De største af de fundne Exemplarer endelig

128

M. Sars.

(Fig. 10, 11) viste kun 20 Lameller, idet de primaire (Fig.
11, 1-1) og secundaire (Fig. 11, 2 — 2) vare næsten lige
meget udviklede, men 3de Cyclum (Fig. 11, 3 — 3) derimod
kun deelviis udviklet. Paa dette sidste Exemplar sad et

ungt Individuum (Fig. 10, 11, c) fæstet tæt under Bæge-

rets ydre Rand.

Denne Coral synes at staae nærmest ved Desmophyl-
lum, men afviger fra denne Slægt derved, at Bægerets Lamel-
ler ere adskilte , ikke knippeviis forenede , og at de ikke
hæve sig ovenover Bægerets Band, samt ved Tilstedeværel-
sen af en, skjøndt ufuldkommen, Columella. FraFlabellum
adskiller den sig ved sin krumme, ikke comprimerede Form.
Den kan diagnoseres saaledes:

Coelocyathus*) typicus. Polyparium simplex, fixum,
obconicum seu turbinatum, curvatum, costis inconspicuis seu
nullis. Columella incompleta, paluli nulli. Calyx subcir-
cularis, fissura caliciualis profundissima. Septa supra mar-
ginem calycis non prominentia, 12 — 24, tria cycla, tertium
incompletum, formantia.

Tab. 1 Fig. 8 — 11 forestiller Coelocyathus typicus. Fig.
8. Et mindre Exemplar seet i Profil, i naturlig Størrelse,
a Basis, b. Bægeret.

Fig. 9. Bægeret seet ovenfra, noget forstørret. I Cen-
trum sees Columella med 3 Huller eller runde Fordybnin-
ger. 1 — 1 de primaire, 2 — 2 de secundaire, 3 — 3 de terti-
aire Lameller.

Fig. 10. Et stort Exemplar seet i Profil, i naturlig
Størrelse, a, b, som i forrige Figur, c et ungt Individuum
fæstet tæt under Bægerets ydre Rand.

*) Navnet er dannet af xoiAoc huul, og xvct&oc Bæger, for at be-
tegne Bægerets dybe Hule hos denne Form.

Middelhavets Litoral-Fauna.

129

Fig. 11. Samme seet ovenfra, noget forstørret. Be-
tegnelse som Fig. 9.

20. Paracyathus striatus (Cyathina) Phil.

Tilsammen ved forrige Art fandtes paa samme Gorgo-

nia et Exemplar af den af Philippi (Wiegm. Archiv 1842.
1. p. 43) under Navn af Cyathina striata beskrevne Coral.
Den er, som Edwards og Ilairne (1. c. p. 331) allerede for-
modede, virkelig en Paracyathus. Den stemmer vel over-
eens med PhilippFs Beskrivelse, hvori dog udentvivl er ind-
løbet en Feil, naar han siger, at Paluli ere tynde („lamel-
lis coronalibus tenuibus)44 , da han dog selv senere bemær-
ker, at de ere „langt bredere44 end hos C. pulchella. Fra
denne sidste Art adskiller den sig især ved dens tydelige
og stærke Costæ. Denne Corals Form er egentlig ikke
„subcylindrica44, som Philippi siger, men turbinata eller om-
vendt kegleformig. Mit Exemplar var 9mm høit, Basis 4mm
bred, Bægerets største Axe 7mm og dets mindre 5.}mm. La-
mellernes Antal vare 52 (efter Philippi 48); blandt disse
udmærkede sig 12 (de primaire og secundaire) ved deres
betydeligere Størrelse og Tykkelse, ligesom Philippi be-
mærker ved C. pulchella. Antallet af Paluli var 27 (efter
Philippi 24), hvilke ere stillede i 2 Kader eller Ivredse; de
ere tykke og stærke, og de i den indre Kreds, som bestaaer
af 12, der staae ligeover for de 12 Hovedlameller, ere min-
dre end de i den ydre. Columella bestaaer af omtrent 20
runde Papiller.

21. Cyathina pseudoturbinolia Edw. & Haime.

Et Exemplar fæstet til en Steen paa 20 Favnes Dyb,

og et andet til en af de lange Pigge paa en Cidaris hystrix
paa 50 Favnes Dyb ved Neapel. Stemmer ganske overeens
med vor eneste norske Art Cyathina, som i alle Henseender
svarer til den af Edwards og Haime (1. c. p. 289 T. 9 f. 1,

130

M. Sars.

1, a) givne Beskrivelse og Figur af deres C. pseudoturbi-
nolia, der udmærker sig ved dens smalere Basis og ovale
Bæger, medens C. Smithii, efter hine Forfattere, skal have en
Basis ligesaa bred som det sifbcirculaire Bæger. Denne
Forskjel er dog ingenlunde indlysende af de engelske Zo-
ologers Beskrivelser af denne sidste Form (vide Johnston,
Hist. of Brit. Zooph. p. 199), som udtrykkelig siges at variere
meget. Forresten har Navnet Cyathina clavus (Caryoph-
hyllia) Scacchi (1835) Prioritet fremfor C. pseudoturbinolia
Michelin (1841); men begge disse Navne synes dog at maatte
vige Pladsen for det ældre C. Smithii Stokes & Broderip
(1828).

Hos unge Fxemplarer af denne Coral ere 12 (de pri-
maire og secundaire) af Bægerets Lameller meget større og
stærkere udviklede end de øvrige.

22. Mammillifera arenacea (Zoanthus) delle
C h i a j e.

Almindelig paa forskjellige submarine Legemer, især
paa Murex brandaris, Cynthia microcosmus og C. Savignyi
& c., i 10 — 20 Favnes Dybde ved Neapel. Denne af delle
Chiaje (Descrizione e Notomia degli animali invertebrati
della Sicilia citeriore T. 98 f. 11, 12) afbildede, men kun
ufuldstændigt beskrevne Polyp hører aabenbart til Slægten
Mammillifera Lesueur. Fra en som en meget tynd og flad
Cruste paa submarine Legemer (ogsaa paa Piggene af Mu-
rex brandaris) krybende Basis (-J — bred) af uregelmæssig
baandagtig Form, der ofte deler sig dichotomisk og ana-
stomoserer nætformig, hæve sig lodret i større eller mindre
Afstand fra hverandre (indtil \n) enkeltviis de cylindriske
mere eller mindre korte Polyper. Disse have en Længde
eller Høide af og en Bredde eller Tykkelse af ^

de ere ligesom deres Basis mørkgraa og incrusterede over-

Middelhavets Litoral-Fauna.

alt med fiin Sand som hos den nordiske M. incrustata y.
Duben & Koren. Deres frie afrundede Ende viser i con-
traheret Tilstand, naar Tentaklerne ere indtrukne i Kroppen,
12 radiale Furer; i u ds trakt Tilstand er den besat med
20 — 24 Tentakler, hvilke i 2 Kader eller Kredse, sædvanlig
12 i hver (hos et Exemplar tåltes 13 i den ydere Kad)*
omgi ve den centrale guulhvide Mund. I delle Chiajes Fi-
gur sees kun en eneste Kad af 14 Tentakler, den tæt un-
der siddende ydre Kad er bleven overseet. Tentaklerne
ere alle af samme Længde (noget længere end Kroppens
Tykkelse), traadformige, tyndere mod Enden, graalig gjen-
nemsigtige med hvid Spidse. Som ovenfor bemærket kom-
me Polyperne som oftest enkelte og i større eller mindre
Mellemrum frem af den krybende og prolifererende Basis;
undertiden staae de dog tættere sammen, og jeg har i et
eneste Tilfælde fundet 3 Individuer sammenvoxne med de-
res nederste Ende, saa at alle tre hav de een fælles Krop-
eller Visceralhule.

Denne Art adskiller sig ved det ringere Antal Tentak-
ler, den baandformige Basis, og ved F arven fra den lignen-
de nordiske M. incrustata, som har 40 Tentakler, en skive-
formig ndbredt Basis, lysere graa Farve paa Kroppen og
minierøde Tentakler. ?

23. Corynactis mediterranea Sars, nova spe-
cies. Tab. 1. Fig. 1—4.

Ved Messina forekommer hyppig paa Klipperne nær
ved Søens Speil en Polyp , som ved Undersøgelsen strax
viste sig at henhøre til Slægten Corynactis Allman, der
hidtil ikke har været iagttaget i Middelhavet.

Dens bløde Krop, som ligner en Actinia, er meget for-
anderlig efter den forskjellige Contractionsgrad, og viser
idelig vexlende Former, saaledes som Allman (Annals of

M. Sars.

Nat. Hist. 1846 Vol. 17 p. 418) saa træffende har beskre-
vet og afbildet dem (1. c. T. 11 f. 1) hos Corynactis viri-
dis. Snart har den nemlig Skikkelse af en smal Cylinder,
(Fig. 1, bb, Fig. 2) som paa sin ydre Ende bærer en med
Tentakler besat kredsformig Skive, hvis Diameter langt over-
gaaer Kroppens; snart er den kølleformig, (Fig. 1, c, e)
idet dens øvre Deel er opsvulmet, medens den nedre er smal ;
snart indknibes dens midterste Deel, saa at Kroppen, som
er opsvulmet i begge Ender, ligner et Timeglas. (Fig. 1,
d). Den med Tentakler besatte Mundskive er snart flad,
snart concav, undertiden ogsaa convex eller conisk frem-
ragende. Endelig bliver Kroppen i stærkt contraheret Til-
stand, under hvilken Mundskiven med dens Tentakler gan-
ske inddrages, betydelig forkortet (indtil en Fjerdedeel af
dens Længde i udstrakt Tilstand) og saameget bredere,
buget-conisk eller halvkugleformig. (Fig. 1. a). Iøvrigt er
Kroppen ganske glat, og dens Basis danner en flad rund-
agtig Skive, som er mere eller mindre udbredt paa og fast-
voxen til fremmede submarine Legemer.

Mundskiven, (Fig. 3), i hvis Midte er anbragt den
runde eller aflange, egentlig en Spalte dannende Mundaab-
ning (Fig. 3, e), som indvendig viser 12—16 verticale Fol-
der ligesom hos Actinierne, er cirkelrund, og dens Rand
besat rundtom med to tæt sammen, den ene (Fig. 3, b — b) in-
denom den anden (Fig. 3, a — a), siddende Rader af Tenta-
kler, hvilke stua afvexlende, omtrent som hos den nordi-
ske Lucernaria cyathiformis (Fauna littoralis Norvegiæ Tab.
3 Fig. 8 — 10), med hvilken vort Dyr har adskillig Lighed
i ydre Habitus. Længere inde paa Mundskiven blive Ten-
taklerne mindre og danne to mere eller mindre regelmæssige
Rader eller Kredse (Fig. 3, ’c — c, d — d), især ere de i den inder-
ste (Fig. 3, d — d) hyppig meget uregelmæssigt stillede eller næ-

Middelhavets Litoral-Fauna.

133

sten adspredte. Mellem de inderste Tentakler og Mundeii
er der et temmelig stort nøgent Rum. Tentaklernes Antal
er forskjelligt efter Individuernes Alder, 70 — 85 hos de
største, nemlig 40 — 50 i de 2 ydre Rader og 30 — 35 i de
2 indre. Hos et Exemplar talte jeg saaledes 21 Tentakler
i hver af de 2de ydre Rader, 20 i den tredie indenfor disse
saa temmelig en Kreds dannende Rad, og 12 i den fjerde
eller inderste mindre regelmæssige næsten adspredte Rad.
I de 2 yderste Rader (Fig. 3. a — a, b — b) ere Tentaklerne
størst, nemlig omtrent saa lange som Mundskivens Radius,
i den tredie Rad (Fig. 3, c — c) kun en Trediedeel af hines
Længde, og i den inderste (Fig 3, d — d) neppe Halvde-
len af de sidstes Størrelse. Af Form ere de alle lige, (Fig. 4),
nemlig cylindriske, imod Enden tyndere end ved Basis,
overalt besatte med temmelig store rundagtige Papiller,
som indslutte talrige Resselkapsler, og endende i en tyk-
kere rund eller halvkugleformig glat Knop (Fig. 4, a),
som er uigjennemboret. Nesselkapslerne fandt jeg ved
mikroskopisk Undersøgelse aldeles overeensstemmende med
Allmans Iagttagelser. De talrigste vare de af denne For-
sker 1. c. Tab. 12 Fig. 3 afbildede, sjeldnere og af
langt betydeligere Størrelse de Fig. 4 — 7 afbildede. Ved
Contraction kunne Tentaklerne stærkt forkortes, ligesom
hele Mundskiven kan lukkes og skjules indeni Kroppen,
saa at der, ligesom hos Actinierne, kun sees en liden rund
Fordybning paa Midten af den øverste frie Ende af den
contraherede coniske eller halvkugledannede Krop. (Fig.
1, a).

Den indre Bygning er overeensstemmende med Actini-
ernes, med Undtagelse af at Generationsorganerne, hvis
Antal er 20 — 24 og som have Form af bugtede Traade
eller Rør, hvilke oventil ere tyndere og nedentil henimod

134

M. Sars.

Kroppens Basis tykkere med tilrundet Ende, sidde enkelte
(ikke to tilsammen paa hver af Mesenterialskillevæggene som
hos Actinierne) fasthæftede til Randen af de tynde lamel-
løse Mesenterialskillevægge.

Dyret er i udstrakt Tilstand ^ — J" langt eller heit.
Kroppens Farve er orangeguul eller undertiden noget brun-
guul, Mun dskiven temmelig gjennemsigtig lys grønlig-graa-
guul med en bred opak hvid mere eller mindre bred Kreds, som
dog deelviis eller ganske fattes hos enkelte Individuer, me-
dens den hos andre udbreder sig næsten over hele Skiven;
Tentaklerne graagule og gjennemsigtige med opak orange-
guul Endeknop. Mundfolderne ere guulrøde; den korte
nedentil aabne Mavesæk og Generati on s organ erne ere intensiv
orangegule og skinne igjenne mden halvgjennemsigtige Hud.

Denne Polyp findes i stor Mængde paa Stenene afLa-
zarettets Molo i Messinas Havn ganske tæt under Havets
Speil (1 — 3 Fod under Flømaalet) og umiddelbart ovenfor
Bæltet af Astroides calycularis, snart enkeltviis, snart, og
det hyppigst, siddende mange ganske tæt sammen uden
noget synbart Mellemrum. De danne saaledes paa en lang
Strækning langs ad Stranden et brunguult liorizontalt Bælte
af et Spands eller en Fods Bredde eller Høide, i det de
enkelte Polyper med deres udbredte Mundskive, krandset
med flere Tentakelrader, see ud som Blomster i et tæt Bed.
Yed nøiere at iagttage nogle paa en Steen siddende Indi-
viduer, som jeg havde bragt hjem levende i et Glas fyldt
med Søvand, bemærkede jeg, at de aldrig som Actinierne
bevægede sig fra deres Plads eller krøbe om paa deres
Sueskive, men syntes at være fastvoxne til Stenen, hvorpaa
de sad. Yed nærmere Undersøgelse befandtes flere Indivi-
duer at være forbundne med hverandre eller sammenvoxne for-
medelst en tynd skivedannet Udbredning af deres Basis, (Fig.

Middelhavets Litoral-F anna.

135

1. f — f) som var fastvoxen til Stenen og havde samme Farve
og bløde Beskafienhed som den øvrige Krop. Her er alt-
saa tydeligt en Prolification, en Art Stolondannelse, et Phæ-
nomen, som man ikke skulde vente at finde hos Slægten
Corynactis, som er bleven stillet blandt Actiniernes Fami-
lie, hvor en saadan Forplantningsmaade i Almindelighed
ikke forekommer. Jeg bemærkede saaledes 3 — 4, ofte endog
8 — 10 (Fig. 1) og flere Individuer forbundne paa denne Maade;
derved forklares da ogsaa let disse Polypers selskabelige
Forekomst saa tæt ved hverandre paa Overfladen af Klipper
og Stene, som hyppig ganske bedækkes af dem som af et
tæt Blomsterbed. De yderste Individuer i en saadan Klyn-
ge ere sædvanlig mindre, ved Prolification fremvoxende
Unger. De saaledes ved en proliferende Basis forbundne
Individuer vare altid meget større end de ovenfor ommeldte
enkelte, som af og til forekom i Nærheden af hine paa Ste-
nene, men endnu hyppigere paa Stammerne og Kødderne
af en liden paa samme Sted voxende brunrød dobbeltfin-
netTangart (Fucus cartilagineus Cav. non Linn). Det er derfor
sandsynligt, at Polypen først i udvoxen Tilstand har Evne
til at proliferere, og denne Prolification skeer altid fra Ba-
sis af som en skiveformig Udbredning, af hvilken i nogen
Afstand fra Moderdyret den nye Polyp hæver sig som en Knop.

Det er af de anførte Iagttagelser klart, at Slægten
Corynactis ikke længere kan forblive staaende blandt Fa-
milien Actinina Ehrb., hvortil den hidtil har været henført,
men maa, formedelst Mangelen paa Evne til at bevæge sig
fra Stedet og formedelst dens proliferende Basis, blive at
stille til Familien Zoanthina Ehrb. og det tæt ved Slægten
Mammillifera Lesueur, fra hvilken den fornemmelig adskil-
sig ved sine i en Knop endende Tentakler.

Angaaende den her beskrevne Art, som jeg foreløbig be-

136

M. Sars.

tegner med Navnet Corynactis mediterranea, da ligner den
saa meget den ved Irlands Kyst forekommende C. viridis
Allman, at man kunde betvivle dens specifiske Forskjel,
som imidlertid først ved en nøiere Jævnførelse af begore Former
med Sikkerhed kan afgjøres. Den stemmer nemlig næsten
i Alt overeens med Allmans Beskrivelse og Afbildning (1.
c. T. 11 f. 1, 2), med Undtagelse af at bos ligestore Exem-
plarer af C. viridis ere Tentaklerne i de 2 yderste Bader
talrigere (efter Fig. 2, thi Forfatteren nævner ikke i Tex-
ten Antallet, 32 i hver, i tredie Rad 18 og i fjerde eller
inderste Rad 16) og tilllge meget kortere (i — i Deel af
Mundskivens Radius). Derimod synes den ved Cornwall
af Peacb fundne Form, som Johnston (History af British
Zoophytes Vol. 1. p. 206) forener med C. viridis, efter den
givne Afbildning (ibidem T. 35 f. 10, 11) at være en me-
get afvigende Art (som kunde erholde Navnet C. Peachii),
udmærket ved dens meget smale i en dobbelt Knop (den
mindre siddende paa den ydre Ende af den større) endende
Tentakler. Endvidere er C. Alhnani Thompson (Johnston
1. c. p. 474 Fig 85) en fjerde Art, som har 4 regelmæssige
Rader Tentakler foruden en Deel adspredte nærmere Mun-
den, og endelig C. heterocera Thompson (Annals of Nat.
Hift. 1855 Vol. 15 p. 314) en femte Art, udmærket ved
den forskjellige Form af Tentaklerne i alle 4 Rader. Hos
ingen af de hidtil bekj endte Arter er nogen Prolification
fra Polypernes Basis bleven iagttaget.

Foruden de ovenanførte Afvigelser i Structuren er og-
saa Farven hos C. viridis forskjellig fra C. mediterranea.
Den er nemlig, efter Allman (1. c. p. 417) „lysgræsgrøn,
med Undtagelse af en Kreds af radierende brune Striber,
der omgiver Munden i en kort Afstand fra dens Rand. Ten-
taklerne ere af en Sienafarve og de knopformige Ender af

Middelhavets Litoral-Fauna.

137

en lys Rosenfarve.“ Allman omtaler ogsaa en Varietet, hos
hvilken den grønne Farve, undtagen paa den smale Ring
paa den øverste Kant af Kroppen, er ganske erstattet ved
en los Kjødfarve. I denne Varietet bliver Dyret saa gjen-
nemsigtigt, at Skillevæggene og de ormformige Traade ofte
opdages gjennem Integumenterne; den er, tilføies der, et
evident Exempel paa Albinisme.

Corynactis mediterranea kan diagnoseres saaledes:
polliearis, aurantiaca, basi prolifera; tentaculis
exterioribus in series binas regulares dispositis, radium disci
oralis longitudine æqvantibus, 20 — 25 in qvaqve serie; in-
terioribus minus regularibus vel sparsis.

Tab. 1. Fig. 1 — 4 forestiller Corynactis mediterranea.
Fig. 1 Syv Individuer, sammenvoxne ved deres skiveformig
udbredte Basis f — f, 1 Gang forstørret. Man seer her nogle
af de forskjellige Former, som denne Polyp antager. a fuld-
kommen contraheret, bb med halvt indtrukne Tentakler, c
d e med udstrakte Tentakler.

Fig. 3. Et Individuum seet i Profil, samme Forstør-
relse. a— a Tentaklerne, b Munden, conisk fremstrakt, c den
gjennem Huden skinnende Kæringskanal og d Generations-
organerne.

Fig. 3. Mundskiven med Tentaklerne, seet ovenfra, no-
get mere forstørret, a— a den yderste Rad Tentakler, b — b
anden R^d, c — c tredie Rad, d — d den inderste uordentlig
spredte Rad, e Mundaabningen.

Fig. 4. En enkelt Tentakel, forstørret. Den er over-
alt (b) besat med Papiller, med Undtagelse af Endeknop-
pen a, som er glat.

24. Cerianthus membranaceus (Tubularia)
Gmelin.

Af denne mærkværdige Polyp har J. Haime nylig (An-

138

M. Sars.

nales des Scienses nat. 1854. Vol. 1. p. 341. T. 7, 8) leveret
en udførlig Skildring, med hvilken mine Iagttagelser over
det samme Dyr stemme fuldkommen overeens. Disse, som
saaledes nu ikke længere have Nyhedens Interesse, med-
deles her derfor kun i Udtog for at tjene til Stadfæstelse
af hiin Forskers.

De største af mig fundne Individuer vare 4" lange og
^ , , brede eller tykke, Randtentaklernes Kreds 2^" i Dia-
meter. Kroppen er cylindrisk; dens bageste Ende conisk
tilrundet, uden Sueskive, og forsynet med en liden rund al-
lerede af Rapp (Nov. Act. Acad. Curios. Nat. Vol. 14. p.
654) iagttagen Porus eller Aabning, der fører ind i Krop-
hulen (Visceralhulen).

Tentaklerne ere talrige (henved 200), alle af samme
Form, nemlig traaxldannede, tykkere ved Basis og efter-
haanden tyndere irnod deres Spids; de ligne saaledes samme
hos Anthea cereus og ere ligesom disse ikke retractile. De
ere fordeelte i tvende kredsformige Partier eller concentriske
Bælter, som ere adskilte ved et bredt nøgent Ruin: Rand-
tentakler og Mundtentakler. De første (i Antal omtrent 100)
staae rundtom Mundskivens Rand i 3 — 4 tætte Rader, og
ere meget lange (omtrent en Trediedeel eller lidt mere af
Kroppens Længde); de sidste (ligeledes omtrent 100) om-
give umiddelbart Mundaabningen, og ere langt mindre (omtr.
en Trediedeel af hines Længde). Mundskiven eller det
nøgne Rum, som adskiller begge Tentakelbælter, viser straa-
leformige Striber, som svare til Insertionen af de indvendig
i Kroppens Hule sig befindende verticale Mesenterialskil-
levægge (septa).

Den indre Bygning, som i det Væsentlige, f. Ex. Ma-
vesækken, de slyngede Traade („fils pelotonnés,“ Hollard)
og Skillevæggene med de til dem befæstede GeneratiOnsor-

Middelhavets Litoral-Fauna.

139

ganer, stemmer overeens med Actiniernes, viser dog nogle
mærkværdige Eiendommeligheder. Saaledes findes i Mave-
sækken den ene af de tvende hos Actinierne forekommende,
Mundspaltens Commissurer begrændsende Folder („coulisses,“
Hollard) stærkt udviklet , medens den anden kun er svagt
markeret, i Form af en dyb Rende omgiven paa hver Side
af en fremstaaende Kant. Endvidere ere Mesenterialskille-
væggene, som hos Actinierne strække sig lige ned til Krop-
pens Basis, langt kortere, idet de kun indtage den øverste
Halvdeel af Ivrophulen (Visceralhulen), med Undtagelse af
to af dem, hvilke løbe paralelle nær ved hinanden, dannende
tilsammen en dyb Rende, som begynder fra den nederste
Ende af den ovenomtalte Mavefold , hvoraf den synes at
være en Fortsættelse, lige ned til Bunden af Krophulen,
hvor de ende ved den derværende Porus.

Dyrets Farve er meget variabel, idet Kroppen snart er
holet, lysere eller mørkere, næsten sort, snart kastaniebruim
med guulgraa urcgelmæssige Baand efter Længden; Ten-
taklerne snart fiolette, snart brune med guulgraa Ringe eller
Pletter. Af disse og flere Farveforandringer har delle Chiaje
med Uret dannet flere Arter (C. cornucopiæ, C. Breræ og
C. actinioides).

Jeg fandt denne Polyp saavel ved Neapel som ved
Messina. Paa det sidste Sted forekommer den især talrig
i stille Smaabugter eller Vige, 2 — 6 Fod under Søens Speil,
hvor den lever i et i dyndblandet Sand heelt nedsænket
Rør, over hvis Munding den øverste Deel af Kroppen med
dens talrige, en Tragt dannende Tentakler strækkes frem.
Dette afgiver, seet fra Baaden, et meget smukt Syn, da
sædvanlig mange af disse Dyr sidde selskabeligt nær ved
hverandre. Rører man ved Tentaklerne for at gribe Dyret,
trækker dette sig lynsnart dybt ned i sit Rør, ganske lige-

140

M. Sarg.

som Serpulerne o. fl. pleie at gjøre. Dette Rør staaer op-
ret i Sandet, dets øverste frie Ende naaer op til Sandets
Overflade og dets nederste Ende er befæstet til under San-
det værende Stene eller andre faste Legemer. Det liar en
cvlindrisk Form, en blod og bøielig, men meget stærk og
seig, ligesom filtet eller overordentlig fiintraadet Beskaffen-
lied; udvendig er det ujævnt, sortagtigt ved at være incru-
steret med Sand og Dynd, indvendig derimod graahvidt og
glat. Naar Dyret berøves sit Rør, til hvilket det forresten
ikke er fastvoxet og som det uden Hinder kan forlade, af-
sondrer det snart en Mængde seig Sliim, hvormed det om-
hyller sin Krop, og synes paa denne Maade at danne sig
et nyt Rør.

Slægten Cerianthus delle Chiaje viser sig, efter den be-
skrevne Organisation af vort Dyr, at være vel begrundet.
Den adskiller sig nemlig fra Actinierne ved Mangelen af
Sueskive, og stemmer i denne Henseende overeens med Ed-
wardsia Quatrefages; men fra denne Slægt saavelsom fra
alle andre bekjendte actinieagtige Dyr (Familien Actinina
Elirb.) afviger den ved Tentaklernes Stilling i tvende ved
et nøgent Rum adskilte concentriske Bælter (Rand- og
Mundtentakler), ved de korte Mensenterialskillevægge, hvilke,
med Undtagelse af tvende, som tilsammen danne en dyb
uparret Rende, ikke strække sig ned til Krophulens (Visce-
ralhulens) Bund, ved den paa Kroppens bageste Ende an-
bragte Aabning, og endelig ved Tilstedeværelsen af et til
Søbunden fæstet Rør, hvori Dyret er indsluttet.

Ved denne sidste Eiendommelighed bliver Cerianthus
et stationairt Dyr ligesom Coraldyrene, medens Actinierne
kunne bevæge sig fra Stedet krybende ved Hjælp af deres
Sueskive og Edwardsia ved at vride sig frem gjennem San-
det ligesom Sipunculus og andre Annelider. Cerianthus

Middelhavets Litoral-Fauna.

141

bør derfor ganske vist danne en særegen Familie, som gjør
Overgangen fra de actinieagtige (Actinina Ehrb.=Zoantharia
malaco.dermata. Edw. & H.) til Coraldyrene (Zoantharia
sele ro der mat a Edw. & H.).

25. Actinia mesembryanthemum Eli. & Sol.

Denne velbekjendte Art ( — A. rubra Gravenh., delle Ch.=

A. eqvina L.) er saavel ved Neapel som ved Messina al-
mindelig paa Klipper og Stene, mellem Balanerne & c. tæt
ved Søens Speil og sidder hyppig tør, udsat for Luftens
Indflydelse i Ebbetiden. Den opnaaer her en betydeligere
Størrelse end i Nordhavet, nemlig 2— 3" i Diameter; men
forresten stemmer den fuldkommen overeens med den nor-
diske, ogsaa i Farven, som ligeledes almindeligst er mørk
blodrød med himmelblaa Basalrand og Papiller af samme
Farve ved Mundskivens Rand.

26. Actinia effoeta Baster, Bapp.

Hyppig vedNeapel paa et Par Favne indtil 20 Favnes
Dyb, fasthæftet til Skallerne af Murex brandaris, M. trunculus
o. fl., saavel paa saadanne, hvori Snekken endnu levede,
som paa dem, der vare forladte og beboedes af en Pagurus.

27. Actinia viduata Mull.

Mellem denne ved Neapel paa Caulinia oceanica i
1 — 10 Favnes Dyb i talrig Mængde forekommende Form
og den nordiske Actinia viduata 'Miill. kan jeg ikke finde
nogen Forskjel, hvorfor jeg ikke tager i Betænkning at hen-
føre den til Miillers Art. Kroppen er kun lidet convex,
smudsig grøngraa med brune Længdestriber. Tentaklerne
ere grøngraa med brune uregelmæssige afbrudte Linier eller
Pletter efter Længden; de ere stillede i 3 Rader, af hvilke
den inderste Rads ere de længste, nemlig dobbelt saa lange
som Kroppens Diameter, og de yderste kortest. Munden
er lysguul.

142

M. Sars.

Ehrenberg (Corallenthiere p. 34) henfører denne Acti-
nia nrigtig til Afdelingen Isacmæa („tentaculis omnibus
æqvalibusu); den hører derimod aabenbart til hans Afdeling
Entacmæa („tentaculis intimis validissimis , marginalibus
sensim aut subito minoribus“).

Den af Grube (Actinien, Echinodermen und Wurmer
des Adriatischen- und Mittelmeers p. 7) under JSTavn af Ac-
tinia zebra beskrevne Art synes at staae nær ved A. vidu-
ata, men adskiller sig dog ved kortere Tentakler og lysho-
let Mund.

28. Actinia elongata delle Chiaje?

Ikke sjelden i Hulinger mellem Rødderne af Caulinia
oceanica paa 4 — 1 Favns Dyb ved Neapel. Kroppen cy-
lindrisk-kølleformig, lysrødlig, nedentil mere graa og bedæk-
ket med Dynd, 2" lang. Basalskiven liden, ikke videre
end Kroppens Bredde, minierød og straalet stribet. Mund-
skiven graag-uul med foldet intensiv rødguul Mund. Ten-
taklerne ere korte, cylindrisk-coniske, og stillede i 3 — 4 Ra-
der, af hvilke de i den inderste Rad ere længst, de i den
yderste neppe halvt saa lange; deres Antal er 12 i den in-
derste og dobbelt saa stort i de yderste Rader. Deres Farve
er i de 2 inderste Rader rødguul paa den yderste Tredie-
deel, derpaa følger en svag hvid Ring, og den inderste Deel
er graahvid; i de ydre Rader ere de eensfarvet graahvide.
Ved Contraction bliver Kroppen vel kortere, men beholder
dog sin Cylinderform. Jeg har henført denne Art til delle
Chiajes A. elongata, fordi den ligner Fig. 19 Tab. 98 i
hans ovenciterede Værk; men hans Beskrivelse er altfor kort
og irrelevant til at begges Identitet med Sikkerhed kan
paastaaes. Grubes A. elongata (1. c. p. 11), til hvilken delle
Chiaje dog henfører sin Art, synes at være en meget afvi-
gende Art, maaskee en Anthea eller vel endog en Cerianthus.

Middelhavets Litoral Fauna.

143

29. Actinia aurantiaca delle Chiaje.

Medens de fleste Actinier leve ved Stranden nær ved
Havets Overflade, hører denne skjønne Art til de faa, der
stige længere ned i Dybet. Grube (1. c. p. 7) fandt den
ved Fiume paa Klipperne tæt under Havfladen; mig fore-
kom den derimod altid saavel ved Neapel som Messinapaa
Dybet frå 20 — 40 Favne. Kroppen som er 2— 3" lang, hai-
en guulhvid Farve med orange- eller rninierøde uregelmæs-
sige Længdebaand, og nær ved den øverste Rand en Deel
hvidagtige tildeels i Rader staaende lidet convexe runde
Knuder (Suevorter). Mundskiven er græsgron; Tentaklerne,
som ligeledes ere græsgrønne med smukt fiolet Endespids,
staae i 3 — 4 Rader, alle af lige Størrelse, og have paa
deres Spids en tydelig Aabning, ud af hvilken undertiden
en Vandstraale og i Døden,' naar Dyret var sat i Spiritus,
en dy n det Sliimtraad kom frem.

30. Adamsia palliata (Medusa) Bohadsch.

Denne mærkværdige og smukke Actinia, som i Nord-
havet i Almindelighed er sjelden, forekommer ved Neapel
meget hyppigt paa 5 — 10 Favnes Dyb, fæstet til døde Con-
chylier, f. Ex. Natica olla o. fl., hvori en levende Pagurus
har taget Bolig og saaledes forer Actinien omkring med
sig. Denne stemmer i alle Henseender overeens med den
nordiske. Ogsaa her er det altid den samme Krebsart,
som paa denne Maade associerer sig med Actinien, nemlig
Pagurus Prideauxii Leach, ganske som i Nordhavet.

31. Anthea cereus (Actinia) Eli. & Sol.

I stor Mængde ved Neapel paa Klipper og Søplanter
1 — 2 Fod under Soens Speil. De her forekommende vare
mest yngre Individuer af 1 — 2 " Længde, af en smudsiggrøn
Farve overalt, undtagen Papillerne ved Mundskivens Rand
og Tentaklernes Spidser, hvilke vare hvidagtige. Paa 3—4

144

M. Sars.

Favnes Dyb fandtes derimod voxne Exemplarer af 3 — 4"
Længde. Farven var hos disse meget forskjellig, brunguul,
guulrød, kastaniebrun indtil brunsort paa Kroppen ; Munden
guul, Tentaklerne graagrønne eller græsgrønne af en noget
fløielsagtig Glands og med smukt fiolet Endespids. De hos
denne Art, ligesom hos Actinia mesembryanthemum, ved
Mundskivens Rand forekommende rundagtige Papiller finder
jeg ikke omtalt af nogen mig bekjendt Forfatter. Tentak-
lerne ere, som hos de andre Arter af Slægten Anthea, ikke
retractile; de klæbe meget stærkt ved Fingrene og foraar-
sage paa ømme Steder af Huden, med hvilke de komme i
Berørelse, en ulidelig Brænden.

32. Anthea cinerea (Anemonia) Contarini.

I Havnen ved Messina i talrig Mængde paa de flere
Alen lange Vandhaar (Chorda filum?), der danne ligesom
grønne Enge l — 1 Favn under Søens Speil. Kroppen ^ i
Diameter, kort conisk eller ikke meget hvælvet, lys brun-
grøn, halvgjennemsigtig; Mundskiven af Kroppens Farve.
Tentaklerne i 2 — 3 Rader, næsten dobbelt saa lange som
Kroppens Diameter, brungrønne med rundagtige melkehvide
Pletter: i den yderste Rad ere de lidt kortere.

II. Classfs» Mydroisiedusæ.

1 . Ordo. Hydroida.

33. Podocoryna carnea Sars.

Af og til ved Neapel paa 10 — 20 Favnes Dyb og al-
tid, ligesom i Nordhavet paa tomme Conchylier, hvori en
levende Pagurus har taget Bolig. Den middelhavske Form
stemmer fuldkommen overeens med den nordiske af mig
beskrevne og afbildede (Fauna littoralis Norvegiæ p. 4 Tab.
1. Fig. 7—18); den bar altid kun Medusegemmer, aldrig
saakaldte Kjønskapsler, som jeg fandt paa en Deel ved den

Middelhavets Litoral-F auna.

145

norske Kyst iagttagne meget lignende, men med talrigere
Tentakler forsyn ede Individuer (1. c. p. 7. Tab. 2. Fig. 5 — 11),
livilke jeg da henforte til samme Art, men nu indrømmer
at turde være specifisk forskjellige.

Dr. Krohn, som ligeledes observerede denne Art ved
Ne ap el, har udførlig omhandlet dens Forplantningsmaade
(Wiegmanns Archiv 1851 p. 263); efter ham er ogsaaDys-
morphosa concliicola Philippi identisk med min Podocoryna
carnea.

34. Podocoryna fucicola Sars, nova species.
Tab. 2. Fig. 6— -13.

Denne nye Art er mærkværdig derved, at den ikke,
som den foregaaende og andre nærstaaende (Synhydra pa-
rasites Qvatrcfages, Echinochorium clavigerum Hassall o. fl.),
findes paa tomme af en levende Pagurus beboede Conchy-
lier, men paa Søplanter*), nemlig en liden brunrød dob-
beltfinnet Tangart (Fucus cartilagineus Cav., non L.), som
voxer i Mængde paa Stene i Messinas Havn tæt ved eller
omtrent 1 Fod under Søens Speil. Den danner, ligesom
P. carnea, Colonier af talrige ved en flad, paa Tangets
Overflade udbredt Basis med hverandre forbundne Indivi-
duer. (Tab. 2. Fig. 6, 7).

*) Nylig har jeg ogsaa ved den norske Kyst (ved Manger) fundet
en Art Podocoryna, som forekommer i Mængde paa Stammen
af Tubularia indivisa L. paa 30 — 40 Favnes Dyb. De golde
Individuer af denne Art, som har den største Lighed med P.
carnea, have 10 — 13 Tentakler ; de geinmebærende som ere af
ringere Størrelse end Line, have 2 — 8 Tentakler og producere
kun Medusegemmer, aldrig saakaldte Kjønskapsler. Meduse-
gemmerne ere forsynede med 4 korte Tentakler, have 4 radi-
aire Kar o. s. v. kort ligne ganske dem af P. carnea. Jeg
betegner denne Art med Navnet Podocoryna Tubulariæ.

146

M. Sars.

Denne fælles Basis forholder sig her ganske ligesom
hos F. carnea efter Krohns Fremstilling (1. c. p. 264). Den
bestaaer nemlig af krybende, hornagtige, forgrenede, i
mæandriske Vendinger løbende, hyppig med hverandre ana-
stomoserende og saaledes Masker dannende Smaastammer
(Fig. 7, e — e), hvilke indslutte Forlængelser af Dyrenes bløde
Ivrop eller det af Loven saakaldte Tarmrør. Hist og her
hæve sig, som det synes mest paa Hovedstammerne og
altid i nogen Afstand fra Dyrenes nøgne Kropdeel (capitu-
lum), enkelte lange hornagtige Pigge (Fig. 7, D) lodret i
Veiret, hvilke Philippi (1. c. p. 37) feilagtig ansaae for Dy-
renes Stilke, men af Krohn rigtigere paralleliseres med lig-
nende Dannelser hos visse Sertulariner, f. Ex. Plumularia.
Disse Pigge have samme conisk-tilspidsede Form og brun-
gule Farve som hos P. carnea, men ere talrigere, længere
og smalere end hos denne.

De golde Individuer (Fig. 7, A) ligne meget samme
hos P. carnea, og have ligesom hos denne Tentaklerne (Fig.
7, a, a) siddende ved Grunden af den snabelformig fremra-
gende conisk-tilrundede Mund (Fig. 7 , b) i tilsyneladende
tvende tæt sammen staaende alternerende Bader, idet hver
anden Tentakel er noget kortere og mere udadbøiet, og hver
anden længere og mere opretstaaende; men i Virkeligheden
danne de kun een eneste Bad eller Kreds, hvilket man seer
bedst naar de befinde sig i contraheret Tilstand. Tentak-
lerne ere traadformige, Enden tilrundet og ikke smalere end
Basis; deres Længde udgjør lidt mere end en Trediedeel
af Kroppens (capitulum’s) Længde, men de kunne betydelig
forkortes ved Contraction (indtil \ — 4 Deel af deres Længde)
og blive da saameget tykkere. Deres Antal er 6 — 8 — 10,
almindeligst 8, hos voxne Individuer (Fig. 7, A, a— a); kun
sjeldent og hos ganske faa fandt jeg 12. Yngre Individuer

Middelhavets Litoral-Fauna.

14?

have, som sædvanligt, endnu færre, 6 — 4 — 2. Tentaklernes
Antal er altsaa i det Hele ringere end hos P. carnea, hvor
det stiger indtil 16. Indvendig have de Tverskillevægge
eller den hos Hydroiderne sædvanlige celleagtige Bygning,
og deres Hud er fuld af runde eller aflange Nesselkapsler.
Selve den bløde Krop (capitulum) er cylindrisk, smal og
næsten overalt af lige Tykkelse eller lidt tykkere paa dens
øverste Halvdeel; i contraheret Tilstand er den derimod
krukkeformig og neppe Trediedelen af dens Længde i ud-
strakt Tilstand, men saameget tykkere. Dens indre bleg
rosen-eller minierode Hule er videre i dens øverste Tre-
diedeel end nedenfor. Den hele Krop viser Nesselkapsler
adspredte overalt i Huden; men især ere de i størst Mængde
samlede paa den snabelformige Mund, hvor de ligge tættere
paa hverandre pakkede og ere mere langstrakte (lang-el-
liptiske) end paa den øvrige Krop.

De frugtbare eller gemmebærende Individuer (Fig. 7,
B, C) ere ligesaa lange, ja stundom endog længere end de
golde, men derimod meget smalere, og denne Smalhed er
ligeformig over hele Kroppen. Tentaklerne (ibid, a — a) have
samme Form og Stilling som hos de golde Individuer, men
ere kortere og færre i Antal, 2 — 4 — 6, sjeldent 8. — Gem-
merne (Fig. 7, B, f — 1) eller de saakaldte Ivjønskapsler sidde
langt nede paa Kroppen, omtrent ved de to Femtedele af
dens Længde fra Tentakelkrandsen af regnet. De ere i An-
tal sædvanlig fra 3 til 7 og af meget forskjellig Størrelse
og Udvilding paa samme Dyr; hos unge Individuer (Fig. 7,
c, g) findes ofte kun 2 eller 1 Gemme eller slet ingen.
De sidde heller ikke alle i samme Høide, men den ene no-
get ovenfor den anden og, som det synes, i spiral An-
ordning; de øverste (Fig. 7, B. f, h) ere gjerne de mindst
udviklede. Deres Form er, som sædvanligt hos Hydroiderne,

10*

14S

M. Sars.

kugledannet, og de ere ved en kort og smal Stilk (Fig. 8
— 13, b) befæstedc til Kroppen. Deres ydre Hud (Fig 8 —
13, c) viser en dobbelt Contour eller Membran, af hvilke
den indre boier sig om ved Gemmens Basis og gaaer over
i og danner den ind i Gemmens Hule fremragende coniske
Tap eller saakaldte Mave (Fig. 8 — 13, a), hvis indre Hule
communicerer med Moderens Krophule.

Alle Gemmer i en Colonie ere af et og samme Slags : nogle
Colonier bære blot mandlige, andre blot qvindelige Gemmer
eller Kjønskapsler. Sæd vanlig forekomme kun Colonier af det
ene Kjon paa samme Fucus, ligesom det i Nordhavet er Tilfæl-
det med Coryna sqvamata; dog har jeg ogsaa nogle Gange
fundet begge Kj on i forskjellige Hobe paa samme Tangbusk.

De mandlige Gemmer (Fig. 11, 12, 13) ere hidtil ikke
bleven iagttagne hos Slægten Podocoryna (jeg fandt kun de
qvindelige hos den af mig undersogte Art, Fauna littor.
Norveg. Tab. 2. Fig. 5 — 11); de ligne ganske samme hos
Coryna sqvamata. De unge Kapsler (Fig. 11, Fig. 7, B.
f. g» i>) ere gjennemsigtige, og Tappen eller den saakaldte
Mave (ibid. , a) indtager den største Deel af deres indre
Hule; hos de ældre (Fig. 7. B. i, k, 1, Fig. 12, 13) bliver
Maven efterhaanden smalere og cylindrisk (ibid., a) eller
ligesom svinder ind, idet den dog beholder sin røde Farve,
medens Kapselhulens Indhold , som tilfora var aldeles klart
og uden Farve, nu bliver guulagtigt (ligesom en olieagtig
Vædske) og mindre gjennemsigtigt og omsider opak hvidt
(ibid., d) hos de fuldkommen udvildede Gemmer, hvor det
bestaaer af lutter livligt sig bevægende Spermatozoider.

De qvindelige Gemmer eller Kapsler (Fig. 8, 9, 10)
sidde paa samme Sted af Moderens Krop, ere ligedannede
og af samme ulige Størrelse og Udvikling som de mand-
lige, med Undtagelse af at de istedetfor Sæd indeholde Æg

Middelhavets Litoral-Fauna.

149

(Fig. 9, 10, f) hvilke ligge tæt paa hverandre pakkede og
ganske opfylde det store Huulrum mellem den rødgule Mave
og Kapslens indre Membran. Paa ældre Individuer findes
4 — 5, paa yngre 3 — 2 eller 1 af disse Gemmer. De mind-
ste af disse (Fig. 8) ere gjennemsigtige og uden Æg i Huul-
ruraraet omkring den store coniske eller flaskeformige Mave ;
de større (Fig. 9) have 4—6, de største (Fig. 10) 8 — 10
Æg, hvilke overalt omgive Maven og ligge saa tæt paa
hverandre, at de kun adskilles ved en dem omgivende fiin
lys Linie, som synes ct være Æggchuden. Æggene (Fig.
9, 10, f) ere kugledannede eller ovale; men da de ere bløde
og ligge saa tæt paa hverandre pakkede, vise de for det
meste uregelmæssige Former; ved Compression blive de po-
lygonale (Fig. 10), hvorved da ogsaa i deres Midte en lys
rund Plet, som er Kiimblæren, kommer tilsyne i den for-
resten opak blegfiolette eller rosenrøde Blomme.

Dyrenes Farve hos denne Art er bleg rødlig eller næ-
sten hvid og temmelig gjennemskinnende, Tentalderne hya-
lin-hvide, Kroppens Hule (Fi g- 8, A. B. C., d) (især paa de
golde Individuer) bleg minierød. I udstrakt Tilstand ere
Dyrene omtrent 3mm lange, i eontraheret lmm, Polypstokkens
Pigge lmm lange.

Denne Art adskiller sig fra P. carnea ved en i Almin-
delighed ringere Størrelse, de frugtbare Individuers betyde-
lige Længde og Smalhed, et mindre Antal af Tentakler hos
de golde Individuer, og endelig ved Polypstokkens talrigere
og langt større Pigge.

Den kan diagnoseres saaledes:

Podocoryna fu ci cola. Individua sterilia tentaculis
8 — 12 (in junioribus paucioribus); individua gemmipara illis
longitudine æqvantia, sed multo graciliora, tentaculis 4 — 8.
Gemmæ seu capsulæ generationis in qvoqve animali 3 — 7,

150

M. Sars.

globosæ, in aliis coloniis omnes masculæ, luteæ aut albæ,
in aliis fæmineæ, roseæ. Polyparium aculeis numerosis et
longis (tertiam partem longitudinis animalium æqvantibus)
obsitnm.

Tab. 2. Fig. 6 — 13 forestiller Podocoryna fucicola. Fig.
6. Tre Individuer i naturlig Størrelse.

Fig. 7. Samme, forstørrede. A. et goldt Individuum,
B et ældrc og C et yngre Individuum, hvilke bære mand-
lige Gremmer, c — c Kroppen, d dens indre Hule, a — aTen-
taklerne, b Munden, f g h yngre og i k 1 ældre mandlige
Gemmer eller Kapsler, e — e den af krybende Stoloner be-
staaende Basis, m — m Mellemrummene eller Maskerne mel-
lem Stolonerne, D en af de hornagtige Pigge.

Fig. 8 — 10 qvindelige Gemmer. Fig. 8 en ung Gemme
uden Æg, Fig. 9 en ældre med 4 Æg, Fig. 10 en endnu
ældre med 8 Æg trykket nnder Compressoriet, a Tappen
eller den saakaldte Mave, b Stilken, ved hvilken Gemmen
er fæstet til Moderens Krop, c den dobbelt contourerede ydre
Hud, f. Æggene.

Fig. 11—13 mandlige Gemmer. Fig. 11 en ung, Fig.
12 en ældre og Fig. 13 en fuldkommen udviklet Gemme.
a b c som hos Fig. 8 — 10. d det med Spermatozoidei fyldte
Iluulrum mellem Maven og den ydre Hud.

35. Syncoryna Cleodoræ Gegenbaur.

Hyppig ved Messina paa Skallen af levende Individuer
af Cleodora cuspidata Quoy &> Gaim., en pelagisk Pteropo-
de. Fra den overmaade tynde, traadformige , overalt paa
Skallen indtil de yderste Ender af dens 3 lange Spidser
krybende, hornagtige, af og til sig forgrenende Stamme
(Grenene udgaae mest i en mere eller mindre ret Vinkel
fra begge Sider af Stammen) hæve sig enkeltviis i større
eller mindre Afstand fra hverandre lodret de kølle-eller

Middelhavets Litoral-Fauna.

151

teenformige nøgne Hydroider (Polyphoveder, capitula). Disse
ere gjennemsigtighvide, nedentil ved en kort og smal Stilk
forbundne med Stammen, og conisk tilspidsede paa den
øverste Ende, paa hvilken Mundaabningen befinder sig.
Paa deres midterste bugede Deel sidde Tentaklerne adspredte ;
disse ere traadformige, tynde, af ulige Længde, de størte af
Kroppens Længde eller endnu lidt længere.

De meduseagtige Gemmer, som udførlig ere beskrevne af
Gegenbaur (Zur Lehre vom Generationswechsel 1854, p.
11 T. 1. f. 3,. 4), komme frem, ikke paa Dyrenes nøgne
Krop (capitulum) som sædvanligt hos Coryneerne, men paa
Stammen (Polypstokken) ligesom hos Perigonynms muscoides.
Flere saadanne Gemmer (indtil 5) af meget forskjellig Størrelse
og Alder sidde saaledes i en Række langs ad Stammen mel-
lem to Dyr. De have den sæd vanlige Medusebygning og,
naar de ere modne til Alløsning fra Stammen, 2 lange traad-
formige Tentakler eller Randtraade samt i disses Mellemrum
to smaa runde Knopper, Anlæggene til de tvende andre
Randtraade , som snart voxe efter.

Denne Hydroide kan ikke vel henføres, som af Gegen-
baur skeet, til Slægten Syncoryna Ehrb., fra hvilken den
afviger ved sin Prolification, idet dens Medusegemmer frem-
staae paa den krybende Stamme og ikke, som hos hiin
Slægt, paa Moderdyrets nøgne Krop (capitulum). Det er
klart, at den bør danne en ny Slægt, som staaer mellem
Podocoryna og Perigonymus, adskillende sig fra den første
ligesom fra Syncoryna ved at dens meduseagtige Gemmer
spire frem paa Stammen (Polypstokken), og fra begge ved
at de enkelte Dyrs Tentakler ere adspredte, ikke stillede i
Krandse (Verticillis) , hvori den stemmer med Slægten Co-
ryna. Fra Syncoryna afviger den desuden ogsaa ved dens
traadformige, ikke i en Knop endende Tentakler.

152

M. Sars.

36. Tubularia larynx Ellis & Sol.

Denne i Nordhavet almindelige Art forekommer ogsaa
hyppig ved Messina paa Stenene af Lazarettets Molo i Hav-
nen tæt under Søens Speil, saa den endog undertiden i Eb-
betiden tildeels sidder tør. Jeg har sammenlignet Exern-
plarer fra begge Have og finder ikke den ringeste Forskjel
mellem dem.

Røret har i ubestemte Mellemrum svage ringformige
Indsnøringer, især hos yngre Individuer, medens det hos
ældre mest er glat overalt. Endvidere er det altid enkelt,
aldrig forgrenet, som det hos nogle Forfattere siges at væ-
re; thi de tilsyneladende Grene, som sees hist og her staa-
ende lodrette ud fra Stammen , ere yderst uregelmæssigt
8tillede og af meget ulige Størrelse, saa at det bliver klart,
at de stamme fra andre Individuer, som i deres unge Alder
have sat sig fast paa det ældre Rør.

Man skulde maaske, ved at sammenligne de af Gegen-
baur (Zur Lehre vom Generationsweehsel T. 1. f. 10 — 14)
givne Afbildninger af de saakaldte Kjønskapsler og de af
dem udkommende Unger hos den middelhavske med Korens
og Danielssens Figurer (Magazin for Natur vid. Christiania
1847 T. 1) af den nordiske Form, falde paa at troe, at her
var en Artsforskjel tilstede; men jeg har ved omhyggelig
Undersøgelse af Forholdene overbeviist mig om, at begge
ganske vist hore til een og samme Art.

Gegenbaur’s Fig. 1 1 viser nemlig de qvindelige Kjøns-
kapsler (thi de mandlige stemme hos begge Former over-
eens med hans Fig. 10) kortere og mere bugede end Ko-
rens og Danielssens Fig. 1 og 9. Disse Kapsler ere hos
den nordiske Form heller ikke egenlig „pæreformige“, som
det hedder hos K. og D., men ovale og fasthæftede ved en
tydelig afsat og overmaade kort cylindrisk Stilk, som Ge-

Middelhha vets Littoral-F auna.

153

genbaurs Fig 11 viser (hvor dog denne Stilk er tyndere
end sædvanlig). De ældre Kapsler ere ogsaa almindelig
smalere oventil end paa deres Fig. 1, eller omtrent som paa
Fig. 9, og de 4 Knopper omkring Aabningen hos de fuld-
modne Kapsler ofte næsten dobbelt saa store som paa de-
res Figurer, hvorimod de hos den middelhavske Form ere
mindre eller omtrent som paa Gegenbaurs Fig. 11, e. Hos
denne sidste Form fandtes dog ogsaa hyppig Kapsler, som
vare mere langstrakte end Gegenbaurs Fig. 11, og saaledes
ganske lignede samme hos den nordiske.

O O

Ungerne have, naar de komme frem af Kapslerne, efter
Gegenbaur 8, efter Koren og Danielssen derimod 16 Ten-
takler. Her skulde man atter ville formode en Artsforskjel ;
men ogsaa hos den nordiske Form komme Ungerne ofte
frem af Kapslerne med færre Tentakler. Saaledes iagttog
jeg i Julii Maaned ved Manger af Kapslerne hos denne
Art fremkommende Unger, der kun havde 9 — 10 — ll eller
12 Tentakler, hvilke vare, som K. og D. rigtigen afbilde
dem (paa Gegenbaurs Fig. 13 og 14 ere de for korte), om-
trent dobdelt saa lange tom Kroppens Gjennemsnit. Hos
de største af disse Unger saaes allerede, hvilket ingen af
de nævnte Forskere have bemærket, de første fremvoxende
Mundtentakler i Form af 4 meget smaa runde eller noget
aflange, i en Kreds stillede Knopper omkring Munden yderst
paa Kroppens øverste coniske fremragende Ende, Denne
sidste var hos de mindre Unger rund og bred som paa Fig.
7 og 8 hos K. og D. , men hos de større conisk, forlænget
og smalere, eller næsten dobbelt saa lang som paa Gegen-
baurs Fig. 13, a.

Tubularia coronata Van Beneden (Recherehes sur les
Tubulaires Fig. 1. f, 7 — 19) synes ikke at være forskjellig
fra vor T. larvnx.

154

M. Sars.

37. Eudendrium racemosum (Sertularia) Ca-
volini.

Denne ved Cavolini’s skjønne Iagttagelser bekj endte
Art findes meget almindelig og paa samme Steder som Tu-
bularia larynx. Den ligner meget vor nordiske E. ramosum
(Tubularia) L., men er meget spædere, idet Stammen og
Grenene kun ere halvt saa tykke og Dyrene halvt saa store.
Blandt de talrige af mig undersøgte Exemplarer var del-
ingen, hvis Stamme eller Grene bestod af flere end eetRør;
hvorimod disse hos den nordiske E. ramosum ikke sjeldent
ere sammensatte af flere agglutinerede og sammenflettede
eller uregelmæssigt mellem hverandre snoede Rør (med Und-
tagelse af Grenenes yderste Deel, som kun bestaaer af et
eneste), hvilken Varietet Johnston uden tilstrækkelig Grund
har afsondret som en egen Art under Navn af Eudendrium
fameum (History of British Zoopliytes p. 45 T. 5, f. 1, 2).

38. Eudendrium pusillum Sars, nova species.
Tab. 1. Fig. 14-16.

Temmelig hyppig ved Messina paa det samme brun-
røde Tang (Fucus cartilagineus Cav.), paa hvilket Podoco-
ryna fueicola ogsaa forekommer, tæt under Havfladen og
indtil 1 Favns Dyb. Denne nye Art adskiller sig paafal-
dende fra de andre af denne Slægt ved sin ringe Størrelse
og korte, , tykke Stilke og Grene. Fra den langs ad Sø-
planten krybende traaddannede og forgrenede glatte Stamme
Fig. 14, 15, a — a) hæve sig af og til de kun i" hoie Stilke
(ibid., b — b), som ere ringede i deres hele Længde og besatte
med nogle faa (3 — 4) adspredte Grene. Disse sidste ere
ligeledes stærkt ringede, meget korte og tykke, mere eller
mindre bøiede eller dreiede, enkelte eller tvedeelte, og ende
med en noget trompetformig udvidet, cirkelrund, fra Dyrets
øverste tykkere nøgne Krop (capitulum) afstaaende Mun-

155

Middelhavets Litoral-Fauna.

ding (Fig. 14—16, c). Pen hele Polypstok er aldeles hy-
alin og farvelos, hvorimod den hos E. racemosum og E.
ramosum er brunguul eller hornfarvet. Ogsaa Dy rene (ca-
pitula), som hos de nævnte Arter ere blegrode, af en rund-
agtig eller aflang og buget Form samt noget indknebne
umiddelbart under Tentaklernes Krands, adskille sig hos
nærværende Art ved deres hvide Farve og meget mere for-
længede eller elliptiske, ja i fuldkommen udstrakt Tilstand
ganske cylindriske Form (Fig. 14, 16, d, d). Tentaklernes
Antal er 18 — 20 (i et eneste Tilfælde 21). Vesikler eller
Kjønskapsler bemærkedes ikke paa nogen af de talrige iagt-
tagne Exemplarer; formodentlig forekomme de kun i Som-
mertiden.

Denne Art staaer nærmest ved Eudendrium ramosum
Van Beneden (Becherches sur les Tubulaires p. 56, Tab. 4),
en eiendommelig Form (som bør have et andet Navn), som
adskiller sis; fra vor her beskrevne ved at de meget læn-
gere, smalere og utydeligt ringede Grene ende i en lang og
vid tragtdannet Celle (næsten som en Campanularia), indeni
hvilken Dyrets øverste kølleformige Deel (capitulum) næslcn
ganske kan inddragcs. Vor nye Art kan diagnoseres saaledes:

Eudendrium pusillum. Surculis e tubulo repente
filiformi ramoso lævi erectis, humilibus, annulatis, hyalinis;
ramis paucis (3 — 4), sparsis, brevibus, crassis, flexuosis seu
tortis, annulatis, simplieibus aut dichotomis, apice instar
tubæ aliqvantum dilatato et a corpore seu capitulo anima-
lis distante; capitulo animalium elongato, subcylindrico, non
retractili, albo, tentaeulis circiter 20 uniserialibus.

Tab. 1. Fig. 14 — 16 forestiller Eudendrium pusillum.

Fig. 14. Et af de største og mest grenede Exempla-
rer, forstørret, a — a den krybende Stamme, b — b Stilken
med dens Grene, c Grenenes Ende eller Celleaabningen,

156

M. Sars.

dd Dyrene og f deres Tentakler ,^ee unge Grene, hvis Dyr
endnu ikke er brudt frem.

Fig. 15. Et mindre Exemplar med kun 3 simple Grene
ee, samme Forstørrelse. Brgstaverne som i forrige Figur.

Fig. 16. Enden af en Gren a med dens Dyr d, stær-
kere forstørret, c Celleaabningen, e Dyrets øverste over
Tentaklerne (f) fremragende Deel, paa hvilken Munden
findes, gg Dyrets indre Hule.

39. Pennaria Cavolinii Ehrb.

Nogle 5 — 6" høie Exemplarer af denne Hydroide med
levende Dyr fandtes med deres traadformige, i mangfoldige
Bugter om en Ptilota lignende fiin brun dobbelt finnet Tangart
slyngede Stamme paa 2 — 3 Favnes Dyb ved Nisita. I Grot-
terne dersteds, hvor den om Sommeren, efter Cavolini’s
Iagttagelser, er saa hyppig, forekom i den Tid (Vinteren)
jeg var der, ikke mere denne Hydroide. De meduseagtige
Gemmer vare paa denne Aarstid heller ikke udviklede.

40. Campanularia volubiliformis Sars.

Denne af Gegenbaur (Zur Lehre vom Generationswech-
sel T. 1 f. 8, 8 a) afbildede, men ikke videre beskrevne
eller navnojvne Art forekommer almindehV ved Messina
paa den oftere nævnte lille rødbrune Fucus cartilagineus
Cav. tæt under Søens Speil og indtil en Favns Dyb. Den
ligner meget, men er dog tydelig forskjellig fra den nordi-
ske C. volubilis Ellis, Johnston. Denne har nemlig sæd-
vanlig længere Stilke, som ere ringede oventil og nedentil,
men glatte paa Midten, hvorimod de hos C. volubiliformis
ere ringede i deres hele Længdé; ogsaa ere Tænderne (hvis
Antal er 12 — 14) om Cellens Rand hos den sidste mere
spidse. Men især ligger Forskjellen i Vesiklerne (Kapsler-
ne), hvilke hos C. volubilis ere kortere og tykkere, ovale
eller urneformige, med 8 — 10 stærkt fremstaaende og skarpt

Middelhavets Litoral-Fauna.

157

kjølformige (carinate) Tvær-Ringe; hvorimod de hos C. volubi-
liformis ere mere langstrakte med 10 — 12 ikke meget frem-
staaende eller temmelig flade Ringe uden Kjøl. Gegenbaur
bemærkede kun 6 — 7 Ringe paa de af ham iagttagne Kap-
sler, hvilke, uagtet de indeholdt modne Kjønsstoffer, dog
ikke have været fuldt udviklede; thi alle yngre Kapsler ere
forholdsviis kortere og tykkere og have færre Ringe end de
ældre. De ældste Kapsler vare ogsaa virkelig mere lang-
strakte og smalere end Gegenbaur afbilder dem, og havde,
som sagt, 10 — 12 Ringe.

Endelig er der en Hovedforskjel mellem begge Arter
deri, at disse Kapsler hos C. volubilis, efter Johnston (Brit.
Zooph. p. 119 Fig. 26) og Hincks (Annals of Nat. Hist.
1852 Tab. 3 f. 5) indeholde Meduseyngel, men hos C. vo-
lubiliformis saakaldte Kjønskapsler.

Arten kan diagnoseres saaledes:

Campa n ul a ria volubiliformis. C. volubili simil-
lima, attamen diversa: pedunculis cellularum brevioribus et
per totam longitudinem annulosis, denticulis ad marginem
cellularum angustioribus, et præcipue vesiculis (capsulis ge-
nerationis) magis elongatis, annulatis (annulis usqve ad 10
— 12) non carinatis, organa generationis sic dicta, nunqvam
Medusas, includentibus.

41. Campanularia Gegenbaurii Sars.

Denne ligeledes af Gegenbaur (1. c. T. 1. f. 1, 1. a)
afbildede og ikke af ham benævnte Art forekommer paa
samme Steder med den foregaaende, men sjeldnere. Den
udmærker sig ved de korte og brede Tænder, i Antal 10,
som omgive Cellernes Rand; disse Tænder eller Spidser ere
vel almindelig lidt længere end paa Gegenbaurs Fig. 1 , a,
men dog paa langt nær ikke saa lange som hos C. volu-
biliformis og C. volubilis. Fra denne sidste Art, med hvil-

158

M. Sars.

ken den har mest Lighed ogsaa ved Productionen af Me
duser med 4 Tentakler, adskiller den sig fornemmelig ved
sine Vesikler, hvis Ringe ikke have nogen skarp Kant eller
Kjøl. Den kan diagnoseres saaledes:

Campanularia Gegenbaurii. C. volubili similli-
ma, attamen denticulis marginalibus cellularum brevioribus
et latioribus, et præcipue vesiculis (capsulis generationis)
annulis non carinatis ornatis diversa.

42. Campanularia breviscyphia Sars, nova
spe eies. Tab. 1 Fig. 12, 13.

Hyppig med de foregaaende Arter ved Messina paa
den samme Fucus.

Den stemmer i Cellernes Form og Bygning (det saa-
kaldte dobbelte Bæger & c.) overeens med C. caliculata
Hincks (Annals ofXat. Hist. 1853 Vol 11. p. 178 T. 5, B).
De eneste Afvigelser bestaae deri, at Cellerne (Fig. 12, 13,
a), ere betydelig kortere og at deres Stilke, som ere længe-
re og tyndere, have flere Binge (20 til 24 paa de største
Cellestilke, 10 — 12 paa de mindre, som ogsaa ere noget
tykkere), medens Hincks for C. caliculata kun angiver 9 — 10.
Af disse Binge ligger den øverste (ibid. , c.) altid indenfor
det ydre Bæger eller paa dets Bund og forestiller, efter
Hincks’ s Udtryk, Grebet („the handle w) af en Haandklokke,
med hvilken han sammenligner det indre Bæger (ibid., b.).
Desværre havde ingen af de talrige iagttagne Exemplarer
Vesikler paa denne Aarstid.

Ved den Bergenske Kyst (Manger, Florøen o. fl.) fo-
rekommer temmelig hyppigt i Corallinernes Region (20 — 50
Favnes Dyb) paa de røde Alger, især paa Delesseria sang-
vinea, en Campanularia, som har stor Lighed med C. ca-
liculata Hincks, skjøndt den viser nogle Afvigelser fra den
engelske Form. Den har nemlig noget længere Celler og

Middelhavets Litoral-Fauna.

159

betydeligt længere og tyndere Cellestilke med over 30 (30
— 40) Ringe, af hvilke de midterste ere fladere og mindre
tydelige end de nærved begge Ender siddende. Yesiklerne
ere hos denne Form (hos den engelske ere de endnu ube-
kjendte) meget store, cylindriske, lige afskaarne paa den
øverste frie Ende, nedentil efterhaanden overgaaende i en
tynd Stilk, med hvilken de sidde fast paa den krybende
Stamme, og have omtrent 6 mere eller mindre fremstaaende
convexe og tykke Tvær-Ringe uden Kjøl. Yngre Vesikler
ere korte og bægerformige med kun 2 — 3 mere flade Ringe.

Den nye middelhavske Art kan diagnoseres saaledes:

Ca mp an ul ar i a br eviscyphia. C. caliculatæ simil-
lima, sed pedunculis cellularum longioribus et gracilioribus,
annulis pluribus (usqve ad 20 — 24) obsitis, et præcipue
cellulis multo brevioribus diversa; vesiculis ignotis.

Tab. 1 Fig. 12 — 13 forestiller Campanularia breviscypbia.

Fig. 12. En Celle med Dyr, forstørret, a det ydre, b,
det indre Bæger, c den øverste indenfor det ydre Bæger
liggende Ring af Stilken.

Fig. 13 Samme uden Dyr.

43. Laomedea exigua Sars. *

Med de foregaaende Hydroider sammesteds, men sjeld-
'nere. Denne lille Art, som af Gegenbaur (1. c. T. 1 f. 5)
allerede er afbildet, stemmer i sin hele Form og Bygning
meget overeens med den nordiske Laomedea gelatinosa
(Sertularia) Pallas, men er meget mindre (kun 6 — 7 Milli-
meter høi) og Cellerne kun halvt saa store som hos denne.
Yed i sine Yesikler at udvikle saakaldte Generationsorganer
(saaledes som Gegenbaur har observeret, thi jegfandt ingen
Vesikler paa mine Exemplarer), og ikke Meduser, afviger
denne Art væsentligt fra L. gelatinosa, og kunde diagnoseres
saaledes

160

M. Sars.

Laomedea exigua. L. gelatinosæ affinis, sed multo
minor, et vesiculis organa generationis sic dicta, non Me-
dusas, includentibus satis diversa.

44. Laomedea gracilis Sars, varietas. Tab. 2
Fig. 5.

Den af mig i min Beretning om en zoologisk Beise i
Lofoten og Finmarken (Magazin for Natur vid. Christiania
1850, 6 B. p. 138) opstillede Laomedea gracilis, som jeg
her kommer til at omtale, fordi jeg ved Messina har fundet
en næsten fuldkommen overeensstemmende Form, burde
maaske hellere have været henført til Campanularia end til
Laomedea, hvorhen jeg paa Grund af dens forgrenede Stæn-
gel stillede den. Den viser nemlig ved sin lige, ikke bug-
tede eller leddede Stængel (Tab. 2 Fig. 1, 2, e — e) med kun
et lidet Antal Celler, der sidde paa meget lange Stilke,
større Lighed med den første end med den sidste Slægt,
eller rettere: disse to Slægt er ere neppe væsenlig forskjellige,
og den omhandlede Art synes virkelig at danne en tydelig
Overgang mellem begge. Da der i min anførte Keisebe-
retning kun er givet en kort Diagnose, skal jeg her tilføie
nogle omstændeligere Oplysninger om denne mærkelige Art.

Fra en krybende traadformig glat Stamme (Fig. 2, d)
hæver sig den ringede, meget spæde og ganske lige, ikke
zigzagbøiede eller leddede Stængel, (Fig. 2, e e), som i lange
Mellemrum er besat med enkelte adspredte Grene (ibid., ff)
eller ogsaa deler sig dichotomisk. Disse Grene ende med
en Celle (ibid., a. a, b) og ere hyppig igjen besatte med
en og anden mindre Gren, som ligeledes alle ende med en
Celle. For det meste staa Cellerne afvexlende og i lang
Afstand fra hverandre, stundom dog ogsaa modsatte, ja 3
Cellestilke kunne udgaae fra samme Punkt, i hvilket Til-
fælde den midterste (Fig. 2, g.) altid er meget kortere end

Middelhavets Litoral-Fauna.

161

de tvende paa Siderne. Cellestilkene ere ellers i Alminde-
lighed meget lange og, ligesom Stængelen, oventil og ne-
dentil ringede, men midtpaa glatte. Cellernes Form er lang-
strakt klokkeformig , deres Rand rundtom besat med om-
trent 12 triangulaire Tænder med spids Ende.

Yesiklerne (Kapslerne) (Fig. 2. c, Fig. 4) sidde adspredte
paa Stængelen, aldrig paa den krybende Stamme som al-
mindelig hos Campanularia , enkeltviis eller lige overfor en
fra Stængelen udgaaende Gren. De ere lidt længere men
smalere end Cellerne, cylindriske, glatte, deres øverste frie
Ende lige afskaaret, den nederste Ende smalere og fæstet
til Stængelen ved en kort og tynd ringet (3 — 4 ringet) Stilk.
De indeholde aldrig Meduser, men altid kun saakaldte Ge-
nerationsorganer, som ere dannede efter samme Typus som
hos Campanularia geniculata Midi. (vide Loven, Vetensk.
Acad. Handl. 1836 T. 7 f. 11, 12), idet de qvindelige (Fig.
4, b b), ligesom hos denne, vise, naar de træde frem uden-
for Yesiklernes Munding, en Ivrands af korte Tentakler
(Fig. 4, c) og i deres Ivrop indslutte to Æg eller Unger.

Polypstokken eller Røret er ganske vandklart og far-
veløst; Dyrene (capitula), som have omtrent 20 Tentakler
(Fig. 3, a a), ere rødliglivide.

Denne Art forekommer ikke sjeldent ved Bergen fæstet
til Lamin arier (L. sacharina) og opnaaer kun en Høide af
1 Tomme. I min ovenfor citerede Reiseberetning har jeg
urigtigen henført til denne Art en i Finmarken fundet Cam-
panularia; denne sidste, som ogsaa forekommer ved Bergen,
har ved senere Undersøgelse viist sig at være en forskjellig
og ny Art.

Sluttelig tilføies en forbedret Diagnose sf Arten:

Laomedea (vel Campanularia) gracilis. Surcu-
lis e tubo fdiformi lævi repente crectis, gracilibus, annulatis,

162

M. S ars.

rectis, non flexuosis nec geniculatis, parce ramosis, ramis
divaricatis sparsis; cellulis elongato-campanulatis margin e
denticulato (denticulis triangularibus acuminatis circiter 12),
in pedunculis prælongis supra et infra annulatis, medio læ-
vibus, insidentibus; vesiculis (capsulis) cellulis longioribus,
sed angustioribus, cylindricis, lævibus, apice truncato, pe-
dunculis brevibus annulatis surculo affixis, organa genera-
tionis sic dicta, non Medusas, includentibus.

Med denne nu beskrevne Laomedea eller Campanula-
ria gracilis har en af mig ved Messina hyppig fundetFonn,
som forekommer ved Lazarettets Molo i Havnen tæt under
Tubularierne og Eudendrium paa smaa grønne Alger, hvilke
den bedækker med sine smaa t ætte Buske, en i de fleste
Henseender saa stor Lighed , at jeg ikke vover at af sondre
den som en forskjellig Art. Polypstokkens Form, Cellerne,
Vesiklerne og deres Indhold, er overeensstemmende. Den
eneste Afvigelse, den viser, er at Cellerne (Fig. 5) ere lidt
kortere og videre og at Tænderne om disses Rand ere ikke
ubetydeligt kortere end hos den nordiske. Jeg betegner
derfor den middelhavske Form som Laomedea eller Cam-
panularia gracilis, varietas denticulis cellularum minoribus.

Tab. 2. Fig. 1—4 forestiller Laomedea eller Campanu-
laria gracilis fra den norske Kyst.

Fig. 1. Et Exemplar i naturlig Størrelse.

Fig. 2. Samme forstørret, d den krybende Stamme, e
— e Stængelen, ff Grenene, aa Cellerne, b en Celle med
Dyr, g den midterste af 3 fra samme Punkt udspringende
Celler, c Vesikel eller saakaldet Kjønskapsel.

Fig. 3. En Celle med Dyr, stærkere forstørret, a — a
Tentaklerne, b Mnnden, d Dyrets Krop, c dennes indre
Hule og Fortsættelse e i Stængelen, f Cellens Septum, hh
Cellerandens Tænder.

Middelhavets Litoral-Fauna.

163

Fig. 4. En qvindelig Vesikel eller Kjønskapsel. d det
indre Rør, aa Gemmer med 2 Æg, bb tvende af Vesiklen
udtraadte Gemmer med korte rudimentaire Tentakler c.

Fig. 5. Laomedea eller Campanularia gracilis varietas
Ra Messina, en Celle forstørret.

45. Sertularia pumila L.

Almindelig ved Neapel paa Balaner, Stene, Alger
&c. fra Havspeilet indtil 1 — 2 Favnes Dyb, hvor den hyppig
voxer paa Caulinia oceanica. Cellerne ere noget længere
og smalere i deres ydre Halvdeel (som ogsaa Cavolini af-
bilder dem Tab. 8 Fig. g) end hos den nordiske Form; for-
resten er der ingen Forskjel at bemærke.

46. Sertularia polyzonias L.

Ligeledes almindelig paa samme Steder som forrige
Art ved Neapel og Messina. Paa det første Sted forekom-
mer den ogsaa paa større Dyb (10 — 20 Favne, paa Myrio-
zoon truncatum Cav.). Denne Art, som jeg selv har fundet
ligetil Nordcap, og hvoraf jeg besidder Exemplarer fra Mas-
sachusetts i Nordamerica, ja som efter Johnston (Hist. of
Brit. Zooph. p. 62) ogsaa skal forekomme ved det gode Haabs
Forbjerg, har saaledes en ganske overordentlig stor geogra-
phisk Udbredelse. — Den middelhavske Form stemmer i
alle Henseender fuldkommen overeens med vor sædvanlige
norske. Exemplarer fra den arctiske Region, som jeg sam-
lede i Havøsund ved Nordcap, ere derimod, ligesom de fra
Massachusetts, mere robuste og af betydeligere Størrelse
(Cellerne ere dobbelt saa store) end hos den sædvanlige
Form.

47. Plumularia pluma (Sertularia) Cav.

Denne smukke, ved sine bælgfrugtformige med Tvær-

kanime (cristæ) af Pigge besatte Vesikler udmærkede Hyd-
droide er ikke sjelden ved Stranden i Neapels Bugt, hvor

11*

164

M. Sars.

den findes fastvoxet til smaa Alger mellem Balanerne, Co-
rallina ofticinalis og rubens, ogsaa hyppig paa Stammen af
Caulinia oceanica, altsaa fra Havfladen indtil 1 — 2 Favnes
Dyb. Dog gaaer den enkeltviis ogsaa dybere; vedMessina
fik jeg nemlig et Exemplar af 2 Længde, (de ved Stran-
den forekommende Exemplarer ere sædvanlig kun 1" lange)
op i Bundskraben fra 30 —40 Favnes Dyb.

Den svarer fuldkommen til Afbildningen hos Cavolini
(1. c. T. 8. f. 5) og den nøiagtigere hos Johnston (1. c. T.
23 f. 1-3).

Faa en Tangart (Cystosira ericoides) fandtes en større (3 —
4" lang) Varietet, som aldeles stemmer overeens med John
ton’s Tab. 24 Fig. 1. Denne Varietet udmærker sig ved at
Stængelen er regelmæssig tvedeélt. 4 — 5 Gange i visse temmelig
lige Mellemrum og de deraf resulterende Grene spredte udad til
begge Sider. Den kan betegnes som Varietas dichotoma.

48. Plumularia setacea (Sertularia) Pallas.

Flere Exemplarer af denne, saavidt mig bekjendt, for
Middelhavet nye Art fandtes fastvoxne paa en Phallusia in-
testinalis nogle Fod under Søens Speil ved Messina. Den
stemmer fuldkommen overeens medJohnston’s Afbildning 1.
c. T. 22, f. 3, 5 (ikke med 4). Polypstokken er guulhvid
og gjennemsigtig, Grenene have mellem hvert Par af de
meget langt fra hverandre siddende Dyr et langt Led, der
begrændses af 2 ringformige Indsnøringer. Dyrene ere for-
holdsviis store, guulhvide, med 18—20 (sædvanligst 18)
Tentakler.

(Fortsættes).

.7.

.€!■■■

luj.hi.

Fiq.lS.

SiAjJi.

iq.8.

V' >{

±Ttf. rt .

Gæologiske IJndersiigelser over det metainorphiske Terri-
torium ved Norges SydkysL

David Ferbes,

Hvad der har bevæget til at vælge Benævnelsen „meta-
morphisk,44 idet man afhandler Urformationen, er det, at der
ere enkelte Grunde til at antage , at denne Formation mu-
ligens bestaaer af Skikter af en almindelig sedimentær
Oprindelse, senere forandret ved metamorphiske Kræfter.

Muligens kunde den heromhandlede Deel af disse Skikter
ogsaa henføres til det cambriske System; men isaafald re-
præsenterer den ikke engang de laveste Dele deraf, eller,
med andre Ord, vi kjende Bjergmasser, der befinde sig i
en forholdsviis næsten uforandret Tilstand, og som, gæolo-
gisk talt, ere ældre end mange af de Skikter, hvoraf det
Territorium, som vi par excellence ere vante til at betragte
som Urterritorium, er bestaaende. Igrunden er ogsaa Gæ-
ologen for nærværende Tid ikke istand til med nogen Sik-
kerhed at paavise nogen Kække af Skikter, der med Sik-
kerhed kan erkj endes for primære.

Disse Bjergarter have, som bekjendt, saavel i andre

166

David Forbes.

Lande som her i Norge hidtil været et af Gæologen saa-
godtsom ubefaret Felt, idet det vide Territorium, hvori de
raade, er blevet anseet for monotont og derfor uinteressant,
og idet Gæologen rimeligviis har ladet sig afskrække ved
dets efter Udseende confuse og i Virkeligheden ogsaa høist
indviklede Structur, og derfor næsten udelukkende har ind-
skrænket sin Virksomhed til de høiere Formationer. Men
at det derfor ikke maa ansees som uvigtigt, at vort Kjend-
skab til de lavere Formationer udvides udover de samlede
Resultater af de faae i denne Retning hidtil fremkomne
Forarbeider, trænger vist ikke til nogen nærmere Belysning,
og at virke til dette Maal er Hensigten med nærværende
Arbeide, som man dog ønsker betragtet, som et blot præ-
liminært Forsøg.

Da man i de metamorphiske Bjergarter ikke har As-
sistence af Forsteninger, characteriske for de forskjellige Skik-
telag, er Yanskeligheden i Studiet af disse saameget større
end af de høiere Formationer, hvor disse forefindes. Det
har saaledes været umuligt hidindtil i Undersøgelsen af disse
at kunne fastsætte noget Udgangspunkt eller saa at sige
gæologisk Horizont, og tillige have vi ikke et tilstrækkeligt
Antal Observationer over Structuren og Forekomsten af
disse Bjergarter forhaanden til at vi med Sikkerhed kunne
anstille nogen Sammenligning mellern Skikterækken i de for-
skjellige Felter, og endmindre til at kunne fastsætte be-
stemte Love for deres Optræden.

Da man, som sagt, i selve de metamorphiske Bjergarter
ikke har noget bestemt (Jdgangspunkt eller Horizont, maa
man vende sig til den nærmest over samme liggende, og
da nærværende Afhandling udelukkende beskjæftiger sig
med de metamorphiske Bjergarter ved Sydkysten, maa man
naturiigviis gaae ud fra Silurformationens Optræden ved

Gæoløgiske Undersogelser.

167

Langesundsfj orden, som ved dens utvivlsomme siluriske
Character, samt ved dens regelmæssige characteristiske
Skiktning og endelig ved dens umiddelbare Berørelse med
de underliggende metamorphiske Bjergarter', maa ansees
for mest stemmende med nærværende Afhandlings Øiemed.

Vi berøre til den Ende Silurformationen samt Fore-
komsten af de blandt samme optrædende massive Bjergarter,
men vi ville i Henseende til disse forsteningsførende Skikter
ikke gaae videre i Detailen, end fornødent for at belyse
deres Forhold til de underliggende metamorphiske Bjerg-
arter. " m

Denne forsteningsførende Formation i sin almindelige
Udvikling hertillands har indtil nylig været benævnet Over-
gangsformation, et Udtryk, som medrette maa indrømmes
at være mindre svarende til Gæologiens nærværende frem-
rykkede Standpunkt, hvorefter man heldigviis ikke behøver
at ant age nogen Overgang i Formationernes Bække , me-
dens rigtignok i denne Videnskabs Barndom en saadan An-
tagelse ansaaes nødvendig for at forklare Phænomener, som
nyere mere gjennemgribende Undersøgelser og Medvirkning
af udvidet Videnskabelighed har vist at være begrundede i
paaviselige Aarsager.

Chartet Planche 1. Fig. 1, til hvis Construction Profes-
sor Keilhaus i „Gæa norvegica“ tildeels er benyttet, frem-
stiller det Territorium, der optages af ovennævnte siluriske
og de denne nærmest tilstødende Formationer. Af oven-
nævnte Grand* er derpaa ikke opført noget saakaldet Haard-
skifer-System, da det ved Distriktets nøiagtige Undersøgelse
har vist sig, at ingen saadan Inddeling i gæologisk Betyd-
ning finder Sted, da de samme Fag, som paa enkelte Ste-
der ere forvandlede til Haardskifer, paa andre Steder fin-
des i deres normale Tilstand.

168

David Forbes.

Det er naturligviis Tilfældet, at naar de forsteningsfø-
rende Skikter komme i Contact med de eruptive Syenit-
og Porphyrmasser, have samme været udsatte for større
eller mindre Forandringer; men denne Omstændighed har
ikke tilintetgjort Regelmæssigheden og Sammenhængen af
Skikterne i dens Heelhed, og selv i de mest forandrede
Partier kan man næsten altid finde Forsteninger, tilhørende
characteristisk siluriske*) genera.

De Forandringer, som disse Bjergarter have undergaaet,
ere aldeles af samme Natur, som de, der have fundet Sted
i Omegnen af Christiania, og som have været underkastede
en nøiagtig Undersøgelse af Kjerulf. De ere alle saadanne
som Bjergarter af en lignende chemisk Natur vikle under-
gaae, naar de vare udsatte for Varmens Paavirkning, hvor-
ved den tilstedeværende Kiselsyre vilde decomponere den
kulsure Kalk og frembringe Kalksilicater ved Uddrivning af
Kulsyren.

Saaledes tinder man de kalkholdige Leerskifre forvandlede
til mere eller mindre haarde Bjergarter, efter det tilstedevæ-
rende qvantitative Forhold mellem Leret og Kalken i samme.
Naar de kalkholdige Skifere have indeholdt Kalkboller eller be-
findes vexlende med tynde Ivalklag, ere disse forvandlede til en

*) Den siluriske Character af disse Skikter er utvivlsom, da de
Forsteninger, som i dem forefindes, ere erkjendte for identiske
species med de til de siluriske Formationer overalt henhørende.
Blandt disse kan her nævnes : Diplograpsus nodosus , Lingula
attenuata, Favosites Gothlandica, Syringopora, Atrypa reticu-
laris, Stenopora fibrosa, Enchrinites, Enomphalus sculptus,
Stromatopora, Terebratula reticularis, Orthoceratit.es, Pentamerus
Murchisonia, Petraiea, Favosites Alveolaris, Heliolites tubulata,
Spirifer, Leptæna sericea, Orthis actoniæ, Echinosphærites
punctatus, Millipora rep ens, Calymene Blumenbacliii &c. &c.

Gæologiske Undersogelser.

169

kornig, los , hvid Marmor, paa samme Tid, som selve Ski-
ferne af de ovenanforte Grunde ere blevne næsten flint-
haarde. Saaledes faaer enten den forandrede Bjergart Ud-
seende af alternerende Paralelstriber af hvidt Marmor og
ovennævnte Haardskifer, eller denne sidste danner et ir-
regulært Net, hvis Masker ere udfyldte med Marmor. Saa-
danne Forekomster ere lier meget almindelige over betyde-
lige Strækninger; de ere afbildede paa Tavle 3. Fig. 1
nøiagtig efter Naturen, og fremstille et Parti paa Langoen
lige ud for Langesund.

Profilen, Tavle 2 Fig. 2 (A, B, C, D, E, F*) viser et
almindeligt Gjennemsnit af Districtet, hvoraf man seer, at
det er meget gjennemskaaret af Trapgange, men som for-
øvrigt optræde meget hyppigere i Egnen, end derpaa kan
fremstilles. Disse Trapgange ere høist interessante, hvorfor
de have været Gjenstand for en nøiagtigere Undersøgelse,
hvis Pesultat dog ikke har ledet til samme Slutninger, som
af deres Forekomstforhold ere fremsatte i „Gæa Norvegica“
(Pag. 41 45. 55).

De kunne henføres til to eller maaskee tre bestemte
Varieteter. En af disse er idetmindste ældre end Zircon-
Syeniten, men dog yngre end de Devoniske, og er hoved-
sagelig bestaaende af Augit med en Feldspathart, og er
saaledes maaskee en Doleri? eller Melaphyr; Augit er altid
fremherskende. Den anden er en lys smudsiggraa feld-
spathisk Trap med Indblanding af Svovelmetaller, og lig-
ner meget nogle af Gangene i Christianias Silurformation.
En tilsyneladende tredie Varietet kan maaskee være den

*) Herved raaa bemærkes , at den vestre Ende af Arø paa Pro-
filen er feilagtig farvet Guul istedetfor Blaae, som den burde
liave været, fordi den bestaacr af øvre Siluriske Skikter.

170

D av id F or bes.

samme som sidstnævnte, indeholder ogsaa Svovelmetaller,
men er i Almindelighed betydelig mørkere i Farve.

Alderen af de tvende sidstnævnte er ubestemt; men muli-
gens kunne de antages at være af samme Alder, som de
Trapgange, der gjennem skjære Zirkon-Syeniten (f. Ex. Sve-
neroen ved Fredriksværn).

Uagtet disse Trapgange og de tilstødende Bjergarter
meget nøiagtig ere blevne undersøgte, er der ikke fundet
Grund til at antage nogen Overgang disse imellem, og For-
holdene ere befundne at være saaclanne, som man under de
givne Omstændigheder maatte kunne slutte sig til.

Grundplanerne, Planche 3 forestille Partier, hentede, Fig.
2 fra Fordostsiden af Gjeterøen, og Fig. 3 fra Sydvestsiden
af samme, formodentlig den samme som er beskrevet, i
„Gæa Norvegica“ Pag. 45. og vise Trapgange, der over-
skjære Slukterne og forgrene sig meget uregelmæssigt. Mange
af disse Forgreninger følge Skiktlinierne meget nøiagtig og
i temmelig Længde, udkilende sig i yderst smale Striber.
Paa Grund af disse Grenes Indleining, isærdeleshed naar
de ere meget smale, har det været paastaaet, at de umuligt
kunde være af en senere Dannelse, eller rettere sagt ind-
trængte.

Som Gjensvar hertil kan man bemærke, at ved Hytten
i Espedalen , hvor store Heller af Leerskifer ere benyttede
som Bundstene i Smelteovnene, har det vist sig, naar disse
Stene have været optagne, at der i samme har indtrængt
sig tynde Lag af metallisk Svovelforbindelse, og indleiet
sig langs Skiktlinierne i Leerskiferet', ofte i en Længde af
flere Fod, og ikke sjelden have de været saa fine, at man
for at kunne forfølge dem til deres yderste Ende har maat-
tet benytte sig af Lupen. Tager man Hensyn til den ube-
tydelige Qvantitet af den her tilstedeværende flydende Masse

Gæologiske Undersogelser.

171

og dens Trvk, som belebcr sig fra 7 til i det høieste
12 % pr. Q Tom. vil man ikke kunne forundre sig over
de i Skiferen indleiede Grene af Trapgangene, hvor For-
holdene ere saa umaadelig store.

Tom Beviis paa Trappens store Letflydenhed kan man
bemærke, at en Trapart i England, formodentlig af samme
Alder som den her omhandlede, benyttes i det Store som
Material til Støbning af alleslags Gj en stande tjenlige til
Decorationer , som Substitut for udhugne Steenarbeider, da
den paa Grund af sin overordentlige Ledflydenhed udfylder
de fineste Dele af Formen. Trappens herbenævnte techni-
ske Anvendelse har givet Anledning til, at man fuldkommen
kan forklare de saa høist forskjellige Texturtilstande, hvori
man finder den i Naturen. Saaledes faaer man af den smel-
tede Trap, naar den afkjoles i Luften under almindelige
Omstændigheder en sort Glasart, svarende til Obsidian ; ved
mindre hurtig Afkjøling begynde Krystaller af lysere Farve
at optræde i den sorte Grundmasse og fremstille saaledes en
porphyragtig Obsidian. Begge disse Tilstande vare uanven-
delige, og derfor er det i Praxis nødvendigt at holde de
nysstøbte Gjenstande i længere Tid udsatte for rød Varme
hvorved man igjen faar den oprindelige fiinkornige Textur
af Trappen eller med andre Ord faar det samme Material
tilbage, som man havde før Smeltningen, og hvorved den
oprindelige Styrke gjenvindes. Ved de Experimenter, som
have givet disse Besultater, hvorpaa Trappens hele techniske
Benyttelse hviler, har det tillige viist sig, at naar de deraf
støbte Gjenstande i endnu længere Tid holdes udsatte for
Varmen, bliver Texturen mere og mere grovkornig og ud-
krystalliseret i Forhold til Tidslængden.

Naar man anvender disse Data paa Bjergarterne in
silu , kan man Jettelig forklare, hvorledes de forskjellige

172

David F or hes.

T nip gange , ja endog de forskjellige Dele af een og samme
Trapgang kunne være saa aldeles ulige i Henseende til Textu-
ren, omendskjont deres chemiske Bestanddele ere fuldkom-
men de samme. De samme Bemærkninger, som i det Fo-
regaaende ere gjorte i Anledning af Trapgangene paa Gjeter-
oen, ere ogsaa anvendelige paa dem, der forekomme ved Arø.
hvoraf Planche 3 Fig. 4 forestiller en, som optræder paa
Sydvestkysten afØen og er tildeels baade gang- og leiefor-
mig, indeslutter Partier af den tilstødende Skifer, samt ud-
sender leieformige Grene i samme. Sammesteds finder man
at Forrykninger have foregaaet, der have sat Trapgangene,
saavel leieformige som gangformige, ud af deres oprindelige
Stilling. Et simpelt Tilfælde af denne Art er fremstillet
Planche 3 Fig. 5; det fremtræder paa Nordvestsiden afGje-
terøen, og det kan antages, at Stedfindelsen at flere saa-
danne Forrykninger have bevirket de Afvigelser fra Trap-
gangenes almindelige Udseende. som ere omhandlede i „Gæa
Norvegica “ Pag. 46. Efter Undersøgelse af Forholdene kan
ingen Tvivl existere om, at Forrykninger have fundet Sted
efter Trapgangenes Indtrængen i Skiferen. Det er desuden
ikke en nødvendig Følge, at et eller flere mindre Partier,
fordi de paa Overfladen tilsyneladende fremtræde isoleret,
derfor ikke høre sammen til een og samme Trapgang, da
der ved Mineringer i Dybet meget ofte har været Anledning
til at bevise det Modsatte. Eaar som paa Arø, en senere
optrængende eruptiv Zirkon-Syenitmasse har stødt sammen
med en Trapgang, kan man med stor Sandsynlighed antage,
at denne sidste ved Contacten er bleven noget splintret, og
at den første ved Optagelsen af endeel af de løsrevne Trap-
frngmenter har faaet Udseende af en syenitisk Grønsteen,
uden at man derfor behøver at antage, at nogen Overgang
h;ir fundet Sted, som antydet i „Gæa Norvegia“ Pag. 60.

Gæologiske Undersogelser. 173

Naar vi see hen til Profilen, Planche 2 Fig. 2, finde
vi, at en Deel af Arø saavelsom afStoko, er optaget af en
Bjergart med næsten vertical Fald vinkel. Denne Bjergarts
Forekomst kan sees meget tydelig af Grundplanen af en
Deel af den sydlige Ende af Stokø Planche 1 Fig. 2, og
a f Fig. 3, som er en Profil over en Deel af Arø. Som et
Heelt er den vanskelig at beskrive. Undertiden forekommer
den med Udseende af en bruun Glimmerskifer , hvori man
neppe kan gjenkjende Bestanddelene; paa andre Steder seer
den ud som en Hornblendeskifer eller Hornblendegneis, og
synes da efter Udseende at bestaae af en særdeles fiinstraa-
lig, mørkgrøn til sort Hornblende, sammenblandet med en
Feltspathart, som undertiden er udviklet i bestemte Striber.

Yed Enden af Stokøen forekommer den som en mørk
augitisk Bjergart, ofte ldøvbar og med en meget charac-
terisk folieret Structur. Fremkomne ved Forvittring frem-
vise Kløvningsfladerne en Mængde vel udviklede Augit Kry-
staller. Paa enkelte Punkter seer man den endelig- antage
Formen af augitisk Trap, som undertiden er porphyragtig.

I en tidligere udgiven Afhandling*) var denne Bjergart,
som da ikke var saa nøie undersøgt som nu, anført som
Hornblendeskifer, og antaget at repræsentere brune, glim-
merholdige Lag, som i dette Districts nordostlige Dele ligge
ovenpaa den devoniske Sandsteen. At dette er Tilfældet,
antages endnu; men det synes, at disse Lag have deres Op-
rindelse fra augitiske Bjergart er, og formodentlig have væ-
ret afsatte i Tilstande af Tuff ovenpaa den devoniske Sand-
steen. Da dette er skeet, førend Zirkon-Syeniten udbrød,
har denne sidste formodentligt være Aarsag til de mange
Forandringer i Udseende, som nu vise sig, og ved dens paa-

*) Edinburg New Pkilosophical Journal Vol. ITT.

174

David Forbes.

virkende Hede frembragt Foliationen og den dermed for-
bundne skifrige Structur i Massen.

Ved enkelte Punkter paa Stokø seer det ud som om
Porphyrudbrudet har vedvaret i Tidsrummet, hvori Tuffen
har været afsat, da denne undertiden viser sig som ind-
trængt deri.

Paa Arø viser denne Bjergart sig undertiden saa skif-
rig, at man ikke lettelig skulde kunne udforske dens Op-
rindelse. Contacten med Zirkon-Syeniten har paa mange
Steder forvoldet den største Confusion i Skiktningen, som
undertiden er meget stærkt bøiet, og tillige finde vi Skikt-
partier indesluttede i Zirkon-Syeniten og derved i en mere
eller mindre oplost Tilstand, hvorved de ofte faae Udseende
af Gneis.

Disse omtalte augitiske Bjergarter ere altid ældre end
Zirkon-Syeniten, og uagtet der ofte findes Fragmenter af
førstnævnte indeni denne sidste, saa befandtes dog aldrig
omvendt Fragmenter af Syenit indesluttede i de augitiske
Bjergarter; der saaes vel nemlig enkelte Partier af et Ud-
seende , der kunde lede til en saadan Antagelse; men ved
Undersøgelse befandtes disse enten at staae i Forbindelse
med en Zirkon-Syenitgang, eller at være Levninger af en
forhenværende overflyttet Zirkon-Syenitskorpe, som ofte har
været meget tynd, som Profilen Pl. 3 Fig. 6 viser. Denne
er hentet fra Extremiteten af Stokøen, hvor Zirkon-Syeniten
bedækker den underliggende vertikalspaltede Porphyr. Hvor
Zirkon-Syeniten gjennemskjærer den forandrede devoniske
Sandsteen paa Arø, optræde deri hyppig Ovartskorn, som ellers
aldrig ere tilstede i den normale Zirkon-Syenit. Naar man over-
farer Profilen, Planche 2 Fig. 2. finder man ligefra den for-
steninojøse forandrede devoniske Sandsteen Siiurformatio-
nernes Skikter indtil man kommer til Rognstranden. Skik-

Gæologiske Underscjgelser.

175

ternes Strøg med Undtagelse af enkelte mindre Svingninger
er temmelig constant; derimod er Faldvinkelen c-onstant
kim over visse Strækninger. Saaledes paa Arø kan den an-
tages at være circa 70° østlig paa Gjeterø 40°, paa Lang-
øen 20°, fra Langesund til en liden Kile vestenfor samme
40°, derefter 30° til Sandvigen, og endelig ved Rognstran-
den 20°. Kaar man saaledes anslaar Gjennemsnitsfaldvin-
kelen til mindst 35° og da Distancen bliver circa 15000
norske Fod, bliver Mægtigheden af Silurformationen over
8600 Fod, uden i Beregningen at medtage den devoniske
Formation. Kjendskab til Overdåden af Profilen gjør denne
Mægtighed usandsynlig, hvilket man tillige finder bekræftet
ved at iagttage de Punkter, hvor enkelte af de større Lag
stikke frem i Dagen. Saaledes antages f. Ex. den ko-
ralførende Kalksteen, som findes ved Strandkanten paa
vestre Side af Arø at være Deel af det samme Lag, som
stikker frem ved Vestsiden afFugleøen og endnu vestligere
paa Vestsiden af Gjeterøen o. s. v. Enkelte Forsteninger,
fremtræde ogsaa paa Steder, hvor de ikke kunde ventes,
medmindre en Forrykning havde fundet Sted.

Resultatet er altsaa, at Forholdene stille sig iVirkelig-
heden, omtrentlig som i det ideale Profil Planche 3 Fig. 7
hvor en Række Forrykninger svarende til de forskjellige an-
førte Faldvinkler have bevirket, at idet man gaaer fra Øst
til Vest, kommer man gjentagne Gange til at fare over
Overfladen af samme Skikt. Den virkelige Mægtighed kan
altsaa for Tiden ikke angives, men kan maaskee antages
ikke at udgjøre mere end af den før opførte.

Hvadsomhelst Tykkelse Formationen har, synes det dog
at Følgerækken er den normale, og man kan med Lethed
erkjende de mørke Alunskifere som de laveste af de forste-
ningsførende Lag. For at undersøge den derunder forekom-

176

David Forbes.

mende Skiktfolge er paa flere Steder Profiler optagne over
Districtet ved Grændsen af samme.

Nordenfor Skien tvertover Boelven vedFossum er Pro-
filen Planche 3 Fig. 8, optaget. Denne viser Silurforma-
tionen, strygende*) 23° N.V., med 35° østligtFald. Den er
aldeles regulær, og allernederst bestaaende af de morke Alun-
skifere. Under disse har man et Lag; af ganske ubestemt
Character, som adskiller dem fra den derunder liggende

7 oo

meget feldspathiske, massive Gneis. Foliationen af Gneisen
er ikke stærkt udviklet, men er conform med de overlig-
gende Skikter. Denne Gneis ansees i Virkeligheden kun
som Granit med Paralelstructur, og som saadan har den væ-
ret ophævet i fast eller muligens i ophedet Tilstand og der-
ved foraarsaget den ubestemte Character af det mellemlig-
gende Skikt, hvilket, uagtet det har været benævnet Eurit,
ikke usandsynlig er den underliggende. Cambriske Sandsteen
i forandret Tilstand.

Nærmere Undersøgelse over de her tilstedeværende For-
hold tiltrænges; men under den Forudsætning, at denne gra-
nitiske Gneis var eruptiv eller ophævet, og saaledes ikke re-
præsenterer den normale Skiktefolge under Alunskiferne,
var det overladt til Profilerne over Districtets Grændser at
afgjøre Sagen, da deraf vilde indsees, at ovennævnte An-
skuelse sandsynligviis er den rette, idet, naar vi hensee til
Profilerne, Planche 2 Fig. 1 & 2 E. F’., saavelsom til en-
deel andre, som det ikke ansees for nødvendigt her at have
aftegnet, vilde fremlyse, at Alunskiferne hvile paa en Sand-
steen og ikke paa granitisk Gneis som ved Fossum.

Det hænder ikke sjelden ved Grændsen, at betydelige

*) Compasstrøget i Afhandlingen anføres efter den magnetiske
- Meridian.

Gæologiske Undersogelser.

177

Trapganges Optræden er til Hinder for, at man kan iagt-
tage Contacten af Alunskiferne saa vel, som man kunde
ønske. I Profilen, Planche 3 Fig. 1, sees det at de 2de i
Alunskiferen indleiede Trapgange, i Forbindelse med den
store Trapgang, ab, formodentlig bar bevirket en Opbøining
af Skikterne fra 12° til 15° som betegnet i Profilen. Hen
i Tegningen viste Trapmassse a b er kun Dele af een og
samme Gang, som svinger sig, hvor Profilen overskjærer den.
Den bry der gjennem Sandstenen, som ligger umiddelbar
under Alunskiferen og seer ud næsten som en Qvartzit;
men hverken her eller ved Tangvold, som angivet i „Gæa
Norvegica“ Pag. 98, kunde nogen saakaldet Overgang fra
Trap til Qvartzit observeres. Under Qvartziten (Sandste-
nen) kommer en smudsigfarvet Bjergart med characteristisk
Glimmerfoliation, samt med samme Strøg og Fald som de
ovenomhandlede Skikter. Paa Grund af Trapmassens Op-
træden kan denne ikke vise sig i Profilen, men kommer til-
syne i Profilen ved Bognstranden, Planche 2 Fig. 2. Under
denne finde vi en Qvarzitisk Bjergart, som strækker sig saa
langt, som Profilen rækker. Denne Bjergart er af en eien-
dommelig Character og Paralelstructur , hvilken sidste ikke
stemmer med den hos de hidtil iagttagne regelmæssige Skikt-
ninger. Strøget og Faldet af Paralelstructuren mellem Om-
bersnæs og Storbugten er meget variabel, hvilket sees af
følgende Iagttagelser, gjorte i nogenlunde lige Afstande fra
hverandre mellem Ombersnæs og Storbugten:

Strøg

108° N.V.

Fald 20° Sydl

125° —

170° -

— 87° —

65° —

165° —

— verticalt

65° —

— do.

178

David Forbes.

Strøg

65° N.V.

Fald

75° Sydlig

—

_ ?

■ — •

—

— ? -

—

155° —

—

80° Sydlig

—

140° -

—

verticalt

—

W»1 ^

—

70° Sydlig

—

118° -

—

• —

118° -

—

50° -

—

98° —

—

? uregelmæssi

135° -

—

' r

—

140° —

—

* ? r> —

—

135° —

—

? ,,

—

t-i

►P*

— ■

—

130° -

—

? ' n

—

5— i

—

80° Sydlig

—

108° —

—

128° —

verticalt

Observationerne kunne ikke udledes af nogen egentlig

Skiktning eller Paralelstructur i selve Bjergarten, men af
Striber af en hornblende-skiferagtig Natur optrædende i
den graahvide, qvartzige Grundmasse, der i sig selv ikke
egentlig besidder nogen Structur. Planche 3 Fig. 9 viser
naturtro aftegnet, et lidet Parti af det Strøg, hvori disse
Striber allerhyppigst forekomme, uagtet samme i Alminde-
liehed ikke optræde saa ofte som Tegningen udviser. Disse
Striber, som variere i Mægtighed fra mindre end 1" til en-
kelte Gange et Par Fod, ere aldrig sammenhængende i nogen
Udstrækning, men afbrydes og fortsættes igjen uregelmæs-
sigt som af Tegningen sees. I det Store bærer det Præg
af en saa at sige irregulær Paralellismus, hvilken man dog
ikke kunde tænke sig opstaaet ved nogen Forandring i Skikt—
linierne, hvorimod det synes antageligt, at samme kan være

Gæologiske Undersogelser.

179

fremkommet ved et moderat tykt Lag af en almindelig
Sandsteen, som liar været opspaltet formodentlig samtidigt
med de granitiske Eruptioner, og at Spalterne have været
opfyldte med en Mineralmasse i fiin Tilstand, formodentlig
hidrørende fra Traptuffer eller hornblendeholdige Bjerges
Afslidning. Yed en Varme, ud viklet fra senere forekomne
plutoniske Eruptioner, har samme paa lignende Maade som
ved Stoko faaet en udviklet krystallinsk-folieret Structur, og
saaledes viser deres nærværende Udseende sig*

Sidstnævnte Profil gaaer ikke længere end til Storbug-
ten; men paa Planche 2 Fig 2 EF seer man en længere
udstrakt Profil. Da den føromtalte store Tr ap gang ikke
gjennembryder den under Alunskiferen liggende Sandsteen
ved Rognstranden, seer man samme tydeligere end ved Om-
bersnæs. Derunder ligger «let førnævnte smudsige glimmer-
holdige Lag, følgende de øvrige Skikter nøiagtigt baade i
Strøg og Fald. Men uagtet det Sidste, er den deri ved
chloritisk Glimmer udviklede Foliation aldeles afvigende
fra selve Skiktningen. Medens nemlig Skikterne heri vise
sig strygende 42° N.V. med 20° østligt Fald, er Glimmer-
bladenes Foliation udviklet 108° N.V. med 45° nordligt
Fald, hvilket tydeligt viser at Foliationens Retning ikke er
betinget af Skikternes. Under dette Lag finde vi det før-
nævnte qvartzitske, som hyppigt gjennemskjæres af Granit-
gangene saavelsom af enkelte Trapgange. Grundmassen
ligner aldeles den ved Ombersnæs, men, foruden i Nærhe-

*) Med Hensyn til den her fremsatte Antagelse om Foliationens
Oprindelse gjennem Varmens Paavirkning, samt om denne Struc-
tur overhovedet maa henvises til en Afhandling i „Quar-
terly Journal of the Geological Society of London “ for Au-
gust 1855.

12*

180

David Forbes.

den af Evindsvig, finde vi ikke de mørke Hornblendestriber
saa tydelig udviklede, og den svage og confuse Foliation
gjenkj endes ved Optrædelsen af lidt Glimmer i Grundmas-
sen , hvilken dog sommesteds ved Elvig og vestenfor viser
sig som mere characteristisk Qvartzit. Som det sees af Profilen
optræder ogsaa Hornblendeskifer med vertical Foliation, men
hvis Masse efter Udseende stikker under den ovenomtalte.

Uagtet denne Strækning fortjener en langt nøiagtigere
Undersøgelse, end hidtil har kunnet finde Sted, har man
dog, under Forudsætning af, at Foliationen (som i de førnævnte
smudsig glimmerholdige Lag) er udviklet i en fra Skik-
terne forskjellig Retning, udkastet det paa Profilen ved de
punkterede Linier opførte Billede, hvorefter Forholdene kunde
maaskee forklares. Af disse sees, at Bøiningerne fremstille
Gjennemsnitene af flere mere eller mindre skaalformige
Basiner, hvoraf det ene stikker under Silurformationen, der
ovenpaa har været afsat. Det øverste Lag kan ansees sva-
rende til en forandret Sandsteen , hvilende paa det under-
liggende Hornblendeskiferlag, og Foliationens Paralelstruc-
tur er efter denne Fremstilling udviklet i høie Vinkler med
Skiktningen, som saaledes ikke betragtes som forholdsviis
bøiet fra dens oprindelig engang horizontale Retning.

Dette Billede af Strøgets Dannelsesmaade er imidlertid
ikke fremstillet som en afgjort Sag, men kun som en sand-
synlig Slutning, bygget paa Iagttagelser i andre Districter.
Hvorledes, f. Ex., naar man mileviis farer frem over metamor-
phiske Skikter med verticale Fald vinkler, kan man forestille
sig, at saadanne virkelig representere engang horizontalt
liggende Skikter, opkastede i deres nuværende verticale Stil-
ling? Naar man i saadant Fald ogsaa beholder for Øie, at
den verticale Foliation, som vi hidtil i Regelen have anseet
for at være Skiktning, kan bevises ofte at være meget af-

Gæologiske Undersogelser.

181

vigende fra samme, og derhos rette vor Undersogelse efter
Bjerginassernes mineralske Sammensætning i det Store, kan
man forhaabentlig vente, at noget Lys bliver udbredt i det
Mørke, som saa længe har hvilet over Urfor mationen, og
man vil muligens kunne erholde no gen Idee om dens Dan-
nelsesmaade.

Da Profilen, Planche 2 Fig. 2 EF danner en skjæv
Vinkel med Strøgretningen , vil det være mindre hensigts-
mæssigt at forfølge samme videre formedelst Kystens Con-
tur, hvorimod det antages, at Forholdene blive bedre be-
lyste ved Profilen, Planche 3 Fig. 10, der er trukken om-
trent K. og S. fra Elvigsfj orden til Saasteinsløbet. Heraf
sees, at man farer over en Række af alternerende Qvartziter
(paa Chartet gule*) og Hornblendeskifer med enkelte Glim-
merskiferlag , som allesammen stryge fra 55° til 70° N.O.
med et Fald af omtrent 55° nordlig. Muligens kunde den
sydligste Dcel af Profilen være en Repetition af samme
Skikter, frembragt ved Forrykninger, som før forklaret ved
Langesunds Silurformation. Disse alternerende Skikter sy-
nes efter lagttagelsen at strække sig endnu længer vestover
end til Kragerø, og ved sine Bøininger at danne en Række
af Curver, som danne ligesaamange skaalformige Bassiner,
hvoraf Strækn ingens Overflade bestaaer. Enkelte Profiler
ville tydeliggjøre dette Forhold; saaledes løber Planche 3
Fig. 11 N.V.— S.O i skjæv Vinkel tvertover Børtøeidet.
Forholdene ere her saa simple, at de lettelig indsees af selve
Tegningen uden Assistence af nogen nøiagtig Beskrivelse.
Gaae vi endda længere vestover, som angivet paa samme

*) Paa Profilerne, Planche 3 Fig. 10, 11, 12 og 13, er Horn-
blendeskifer betegnet med grøn, Qvartzit med guul, Glimmer-
skifer med orange, Granit og Syenit med rød Farve.

182

David F or bes.

Planche, Fig. 12, der gaar omtrent i Retningen N.O. — S.V.
fra Skarholmene over Valbjcrg til Kalstadkilen, have vi
samme Række Skiktninger, visende sig med meget regulær
Character, som, med Undtagelse af de store Syenitmasser,
der danne Centrum af Yalbjerg, forholdsviis kun lidet ere
forstyrrede af massive Bjergarters Optræden. Men endnu mere
vestover have vi en Profil, Planche 3, Fig. 13, der gaaer over
Øen ved Kragerø, derefter over denne By selv og derfra i
lige Linie til Kalstadkilen, altsaa omtrent fra S. til N. Som
det sees heraf, have Skikterne været meget forstyrrede ved
Optrædelsen baade af Granit- og Syenitgange, som endog
ofte paa ikke ubetydelige Strækninger indleie sig i Skikterne,
men dog atter gjennembryde samme; undertiden har ogsaa
Graniten flydt over og viser sig temmelig udbredt, men i
forholdsviis ganske tynde Masser.

Da man agter i et senere Arbeide at levere en detail-
leret Behandling af det her omkringliggende Felt, skal man
ikke gaae videre i Detail over de her tilstedeværende Forhold.
Det kan alligevel bemærkes, at den samme Følgerække af
de øverste Lag af disse metamorphiske Bjergarter optræde
endnu længere vestover mod Østreriisøer, og lade .til at
være de almindelige over et temmelig vidt udstrakt Terræn.

Det vilde være yderst vanskeligt at sammenligne disse
forskjellige Lag med hverandre, der i deres Natur have saa
megen indbyrdes Lighed, uden at have noget bestemt Ud-
gangspunkt for Følgerækken. Heldigviis har en meget nøi-
agtig Undersøgelse af Kragerøs Distrikt ydet os en meget
god Ledetraad til Bestemmelsen af Følgerækken, idet nemlig
det øverste og derhos mægtigste Lag af Hornblendeskifer i
sine allerlaveste Dele, omtrent hvor de sammenstøde med
Glimmerskiferen , indeslutte et meget tyndt, men bestemt
Skikt af en ganske eiendommelig Charakter, som, uagtet

Gæologiske Undersogelser.

183

det egentlig ikke kan navngives, maaskee kunde sammen-
lignes med Cliiastolitskiferen, da det indeholder dette og
andre analoge Mineralier, saasom Kyanit og Rhætizit, samt
en Række Talkjordsilicater, som Dicliroit, Aspasiolit, Pra-
seolit &c. med eiendommelige Glimmer- og Chloritarter;
derved fremtræder det med et saa charakteristisk Udseende
i det Hele, at man øieblikkkelig erkj ender det og deraf seer,
hvor man staar i Formationernes Række , hvorfor det ved
Undersøgelsen |af dette Territorium har viist sig særdeles
tjenligt som en deri indesluttet Horizont.

Paa Profilerne, Planche 3 Fig 12 & 13 er dette Skikt
antydet med en sort Streg, trukken i den underste Deel af
det øverste Hornblendeskiferlag.

Under dette linde vi et Glimmerskiferlag, som i sine
underste Skikter er mere qvartzig end i sine øverste. Dette
Lag hviler paa en Qvartzit, som er den øverste af en Række,
bestaaende af 6 Qvartziter, alternerende med et lige Antal
Hornblendeskifer. Saavidt, kunne vi med nogen Sikkerhed
antage at have et Overblik over Følgerækken under Silur-
formationen; men i denne Afhandling vilde det være uti-
digt at angive nogen Følgerække derunder igjen, uagtet
vi ved noget Tillæg til de hidtil samlede Data troe at kunne
blive snarlig satte istand til at gjøre det. For Nærværende
maae vi altsaa indskrænke vore Bemærkninger til disse øverst
liggende Skikter i det metamorphiske Territorium, idet vi
til Slutning forsøge at sammenligne deres Alder med den
af udenlandske Skikter, der ere blevne nøiere undersøgte.

For at kunne dette maae vi atter vende tilbage til
Alunskiferne, som de laveste af de forsteningsførende Lag.

Heldigviis indeholde disse Skifere (da Langesunds og
Christianias Territorier maae ansees eens) Forsteninger, der
forsyne os med en Ledetraad.

184

David Forbes.

I disse og nærmest derover liggende Skikter have vi
Forsteninger, som godtgjøre, at disse Skikter svare til den
i Britanien saakaldte „Lingula flags,“ idet de indeholde f. Ex.
Diplograpsus folium og teretiusculus, Fenestella socialis,
Agnostus pisiformis &c.

Da disse lingula flags ere de som de laveste erkjendte
forsteningsførende Skikter tilhørende den øvre Cambriske*)
Formation, blive naturligviis den under Alunskiferen føl-
gende Sandsteen og de glimmerholdige Lag at henføre til
denne Formation. Da disse Lag af Cliarakter ogUdseende
ere ligesaa metamorphiske som de Lag, paa hvilke de hvile,
kunde man antage, at de sidstnævnte ogsaa kunde høre med,
saafremt de i mineralogisk Cliarakter saavelsom i Mægtighed
ikke ere afvigende fra de i andre Lande forekommende Cam-
briske Skikter.

Uagtet deres saa forskjellige Udseende, ere der dog
flere Analogier mcllem samme; hvad Mægtighed angaar, saa
er derfor Intet iveien, da de her beskrevne Lag i Mægtig-
hed kun vilde svare til en Smaadeel af de udenlandske
Cambriske. Disse sidste ere charakteriserede ved deres
mangfoldige Sandstene, indleiede Porphyrer, Trapskifere,
Tuffer og Lcerskifere, samt ved Chiastolit-skifer og, hvor
Graniten optræder, ved Hornblende- og andre metamor-
phiske Skifere.

Man vil saaledes see, at disse kunne meget godt sam-
menlignes med de herværende, da man maa antage Qvart-
ziten for at repræsentere Sandstenene, Glimmerskiferen sand-
holdige Leerskifere. — Chiastolitskiferens Analogon have vi
— , og endelig Hornblendeskifer, denne sidste æqvivalent

*) Murchison i sit nys udkomne Værk „Siluria“ har nu tillagt

den øvre Cambriske Formation til den lavere Siluriske.

Fty 10

FFHRS Lit* CO f?/ ST /JUV f A-

Gæologiske Undersogelser.

185

med Trapskiferc og Tuffer og de jernholdige Leerarter, (op-
6taaede ved Trapbjergarternes Forvittring), saa mægtigt ud-
viklede i den Cambriske Formation. Nedenstaaende Ana-
lyse vil vise, at fra det chemiske Standpunkt er Intet iveien
for denne Antagelse:

Hornblemleskifer

Trap

(Bischoff).

(Streng).

Kiselsyre

48,65

47,80

Leerjord

16,42

14,80

Jernoxyd

18,62

( 13,08

Jernoxydul

4,69

Manganoxyd

0,48

0,09

Kalkjord

7,16

12,89

Talkjord

2,32

6,84

Natron

0,89

2,48

Kali

0,56

0,86

Vand

0,21

1,41

100,00

100,25

Heraf sees, at Forskjellen hovedsageligen ligger deri,
at Trappen indeholder mere Kalk, Talk og Alkali. Dette
kan imidlertid lettelig forklares, da, siden man gaar ud fra
den Forudsætning, at Hornblendeskiferen har sin Oprindelse
fra forvittrede Trapbjergarter, det netop ere disse Elementer
som gjennem Forvittringer og Yandets Paavirkning vilde
være bortførte.

IX.

Mincralnotitser.

Bergmester Nic. Benj. Møller, Medlem af Solvverksdirectione^n.

Antydninger

til

en rimelig Rcduction af endeel af de som nye opførte og med nye

Navne forsynede Mineralspecies, der i de sidste Decennier ere fundne
ved Brevig og i sammes Omegn.

Aaret 1827, da Hr Pastor Esmark i Magazin

for Naturvidenskaberne 2det Hefre pag. 323 beskrev et af
ham ved Brevig fundet, og som nyt antaget, Mineral under
Navn af Radyolith, har man deels der deels i Omegnen
fundet en Række af Mineralier, hvilke man har givet nye
Navne og optaget i Systemet som nye Species.

Imedens det hermed vistnok har sin Rigtighed med
Hensyn paa flere af disse, forholder det sig dog neppe saa-
ledes med dem Alle, hvoraf jeg antager, at endeel maa
henføres til forhen bekjendte Mineralspecies, hvilket jeg i
det Følgende skal søge at vise, ved at anføre de af dem,
med hvilke dette synes at være Tilfældet, tilligemed mine
Grunde derfor.

1. Radyolith.

Ved i 1827 at forevises dette Mineral, sagde jeg Hr.
Esmark strax, at jeg ansaa det for at være det Samme som
Werners Spreustein, en Mening, som jeg paa den Tid ogsaa

Mineralnotitser.

1S7

yttrede i en Chorographie over de da bekjendte Mineralier i
Lan gesundsfj orden (Magazin for Naturvidenskaberne 1827
pag. 269) med Tilføiende, at Radyolith blot syntes at være
en krystalliseret Varietet af Spreustein, hvilken Formodning
senere lien blev befunden rigtig af flere Mineraloger.

Sidstnævnte i 1811 af Werner som eget Species be-
stemte Mineral, der allerede forud har havt det Uheld at
faae formange Navne, saasom 1. Spreustein 2. Bergmannit
3. fasriger Wernerit 4. Avnesteen, og som senere er blevet
beriget ved endnu et Par i Tillæg nemlig 5. Kadyolith og
6. Brevicit, er omsider befundet at være 7. Natrolith, med
hvilket Mineral det ikke alene stemmer overeens i chemisk
Sammensætning, men især paa en paafaldende Maade i Struc-
tur med de meest forskjellige Varieteter fra Island, Færø-
erne og Bøhmen, lige fra de grovstængelige til de haarfor-
mige 02; i de fleste Farvenuancer.

Følgelig blive her 7 Navne, hvoraf de 6 ere urigtige,
at reducere til et Eneste.

2. Esmarkit, 3. Praseolith og 4. Aspasiolith.
ansees af Dana og Haidinger alle tre som Pseudomorphoser
efter Cordierit, og stemme saameget baade i Form og øv-
rige physiske Egenskaber dermed, samt afvige heller ikke
meer i Bestanddele, end at de formeentlig maa anføres
som oprindelig henhørende til et og samme Species. Meest
er dette Tilfældet med Esmarkit, der kun deri er forskjellig
fra Cordierit, at den har optaget 5-6 Procent Vand.

Esmarkit er desuden et mindre vel valgt Navn, da
man allerede forud har dette i Mineralogien som Synonym for
Datolith til Ære for Finderen af Samme, den for sin Tid udmær-
kede Mineralog Professor ved Norges Universitet Jens Esmark,
der tillige bestemte Datolithen som et eget nyt Species.

Da nu endvidere Cordierit før er blevet forsynet med

188

Nic. Bcnj. Moll er.

en Mængde Navne, saasom Dicliroit, Jolith, Peliom , Stein-
heilit, blauer Qvarts, spanischer Lazulith, Wassersaphir,
harter Fahlunit foruclen flere, er der tilvisse saameget min-
dre Grund til at belemre dette Species med endnu flere.

5. Ægyrin.

Med dette Navn bar man betegnet tvende ved Brevig
forekommende Mineralier med Augitens eller Hornblendens
Former, imedens det dog oprindelig vel kun er tiltænkt det
Ene af dem. Imidlertid stemme de begge baade i Form
og ydre Kjendetegn saameget overeens enten med Augit
eller Hornblende, at de formeentlig bør henføres til det Ene eller
det Andet af disse Mineralier, imedens de med Hensyn paa no-
get forskjellige Bestanddele maa betragtes som ureneVarieteter.

Ved Hornblende Varieteten bar jeg oftere bemærket
en meer eller mindre fuldkommen Overgang til Glimmer.

6. Eudnopbit.

Alle de Exemplarer, jeg bidtil bar seet af det med
dette Navn betegnede Mineral, have ved nærmere Under-
søgelse viist sig at være Analcim, og efter de af v. Bork
og Berlin foretagne Analyser deraf bar det ogsaa samme
Bestanddele og samme Formel.

Den af Hr Weiby tegnede Krystall bar sandsynligviis
været en hvid Feldspath, der forefindes sammen med den
saakaldte Eudnopbit, en Forklaringsmaade, der forekommer
mig langt rimeligere, end at antage, at Eudnopbit rnaaske
er en dimorph Varietet af Analcim, og det saameget mere
som de ufuldkomne Krystaller, hvilke jeg bar bavt Anled-
ning til at see, temmelig utvivlsomt syntes at antyde det
regulære System.

7. EukolitK

Dette Mineral forekom mig strax ved første Øiekast

Mineralnotitser.

1S9

at have særdeles megen Lighed med Eudyalilh, og ved
nærmere at undcrsøge det, samt ved at sammenligne det med
et Par Stykker af sidstnævnte Mineral, hvilke Hr Berg-
candidat, Overstiger Friis har havt den særdeles Godhed
at medbringe til mig fra sit sidste Ophold paa Grønland,
har jeg fundet Ligheden saa stor, at jeg anseer begge disse
Mineralier for at være identiske, en Mening, der ogsaa bekræf-
tes ved at sammenholde de afRammelsberg og Scheerer foretag-
ne Analyser, hvilke give følgende med Hensyn paa de constitu-
erende Bestanddele temmelig overeensstemmende Resultater.

Fe Ca

Mjr

ChI :

Eudyalit |4l),92| 16,88 | 6,97 1 11,11 | —

12,28 1 1,15 ) —

— j 0, 65 1 1,19

| Rammelsberg.

Eukolith |47,85| 14,05 | 8,24 J 12,06|2,98| 12,31 | 1,94 | Spor j 0,9 i j — j — j Scheerer.

For Blæserøret smelte begge Mineralier temmelig let
til en grønlig-graa Perle, og med Tilsætning af Borax til
et lysegrønt Glas.

Ovennævnte Stykker Eudyalit, der ere fra Kangerlu-
arsuk paa Grønland, ledsages ligesom ofte den saakaldte
Eukolith fra Brevig, af Fjeldspath og Hornblende, hvilken
sidste aldeles ligner den Hornblende Varietet fra Brevig,
som man har kaldet Ægyrin.

8. Po ly kras.

Det mig under dette Navn fra Brevig foreviste Mineral
er ikke Andet en Polymignit, og identisk hermed anseer
jeg foreløbig ogsaa Polykrasen fra Hifterø, der under alle
Omstændigheder baade i Krystalform og øvrige physiske
Egenskaber staaer Polymignit meget nær, og da nu disse
Mineralier tillige have de fleste constituerende Bestanddele
fælles nemlig, Titansyre, Zirkonjord, Ytterjord ogjernoxyd,
samt ligesaa Ceroxyd, Kalkjord og Talkjord, maae de vel
blive at henregne til samme Species.

190

Nic. Benj. Moll er.

Skulde nu ovenstaaende Antydninger ved nærmere
Drøvtelse befindes grundede, vilde der iblandt de ved Brevig
ouf i samme? Omegn forekommende Mineralier blive at

o o

foretage en Reduction af

til Natrolith

til Cordierit

til Ilornblende eller Åugit
til Analcim
til Eudyalit
til Polymignit

13 forskjellige deels Species
deels Navne kunne forsvinde af Systemet, hvilket, — saa
forekommer det idetmindste mig, — naar en saadan Beduc-
tion af deels overflødige deels urigtige Mineralspecies og
Navne blev almindelig, og foretoges paa en gjennemgribende
Maade, vilde blive til ikke lidet Gavn baade for begyndende
og fuklfærdige Mineraloger, thi der kan vel neppe gives
nogen fornuftig Grund til at besvære Hukommelsen med
en Mængde nye Navne, ved ubetænksomt at danne nye
Species af gamle Mineralier , der findes paa for disse hidtil
ubekjendte Findesteder, blot fordi de ved første Øiekast
have et noget fremmed Udseende, og man ved Analyse
støder paa nogle tilfældige fremmede Bestanddele, naar det
ved nøiagtig Undersøgelse og Sammenligning vilde have
viist sig, at de paa Grund af deres ydre og indre Hoved-

1 OpiKUSltJlH

2 Bergmannit

3 Fasriger Wernerit

4 Avnesteen

5 Radyolith

6 Brevicit

7 Esmarkit

8 Praseolith

9 Aspasiolith

10 Ægyrin

11 Eudnophit

12 Eukolit

13 Polykras
og herved ville da foreløbig

Mineralnotitser.

191

cliarakter maatte henføres til forud bekjendte Species. Især
burde vel Pseudomorphoser, idetmindste til en vis Grad af
Forvandling, forskaanes for en saa summarisk Behandling.

Tilbøieligheden til, paa en saadan Maade uden tilstræk-
kelig Granskning at berige Mineralogien med nye Species
og til at døbe disse med desværre som oftest altfor slet
valgte Navne, skriver sig vel forendeel fra Forfængelighed,
fordi mange ansee det for en Ære, at kunne fremstaae som
Opdager og Døber af et Mineral, hvoraf det Første dog i
de fleste Tilfælde skyldes et Slumpetræf; forendeel fraFrygt
for, at en Anden maaskee kunde tilegne sig denne proble-
matiske Ære, hvis man ikke uopholdelig skyndte sig med
at vindicere sin Prioritet.

Men iallefald lægges der med en saadan Fremgangs-
maade ikke stor mineralogisk Dygtighed for Dagen, thi jo
dygtigere en Mineralog er, jo færre vil der forekomme ham
nye af de hidtil bekjendte Mineralspecies. For den mindre
Dygtige ville langt flere synes nye, og for Begynderen ere
naturligviis alle Mineralier nye.

En ganske anden Sag er det med dem, der efter en
nøiagtig Undersøgelse vise, at et Mineral — det være sig
et forud bestemt, der urigtig er antaget som henhørende
til et andet Species , eller et endnu ikke bestemt — paa
Grund af dets ydre og indre Ivjendemærker ikke kan hen-
føres til noget forud bekjendt Mineral, og derfor erklærer
det for et eget nyt Species'; thi en saadan Fremgangsmaade
er al Ære værd; men ved at overile sig med at gjøre nye
Mineralier af gamle, og med at omdøbe disse, fordi de
træffes paa for dem hidtil ukj endte Findestæder, uden først
paa det Nøieste at have undersøgt, om de ikke henhøre
under forud bestemte Mineralspecies, erhverver man sig in-
gen Fortjeneste af Videnskaben.

192

Nic. Benj. Mo 11 er.

II.

Tillægsbemærkning

A k m i t.

Siden jeg nedskrev mine Bemærkninger om Akmit (af-
trykte i nyt Magazin for Naturvidenskaberne 8de Bind pag.
164) er jeg blevet bekjendt med nogle af Bammelsberg (i
Poggendorfs Annalen 68de Bind pag. 505) meddelte Ana-
lyser af dette Mineral, hvilke hovedsagelig ere foretagne
for at bestemme, om Jernet i samme er tilstede som Oxyd
eller Oxydul, og hvortil valgtes ganske friske Krystalstykker
af sort Farve og med sorte glindsende Brudflader.

Af disse paa flere Maader udførte Analyser viser det
sig aldeles afgjørende, at Jernoxydul ei findes iblandt Ak-
mitens Bestanddele, men at dens hele Gehalt af Jern bestaaer
i 34.44 procent Jernoxyd.

Et neppe mærkeligt Spor af Jernoxydul, der med Guld-
chlorid fældtes ud af en fortyndet og filtreret Opløsning af
Akmit-Pulver i Svovlsyre, Chlor- og Fluor- Yandstofsyre,
antager Bammelsberg at hidrøre fra en formodet mechanisk
Indblanding af Titanjern, hvilken han ogsaa tilskriver 3.1
procent Titanoxyd, der fandtes ved ovennævnte Analyser.

Herved bekræftes da fuldkommen, hvad jeg i ovencite-
rede Bemærkninger har yttret om Akmitens chemiske Sam-
mensætning, hvilken fremdeles maa betragtes som et Tri-
silicat af Natron og et Bisilicat af Jern.

Følgelig kan Hr L. Gmelins, paa flere Gjætterier
grundede Forslag om at opføre Akmiten i Systemet som en
Natron- Augit ikke antages.

Nyt Magazin

for Natiirvidenskaberne,

yde Binds 3 die Hefte.

Vil.

Ueber die Ueologie des sudiieheii Norwegens*)

von

Theodor åjerulf, mit Beitrågen vo» Tell ef Oahli

F r ii h e r e A n s i c h t e n.

Ourch die Heisen fremder Geologen galt es lange als be-
kannt, dass der grSsste Theil Norwegens ans dem sogenann-
te :i U rgebirge bestehe, das ist, vorzuglich aus Granit, Gneiss
und krystallinischen Sehiefern, ferner dass langs dem Chri-

*) For at gjøre sit Arbeide tilgjængeligt for et større videnskabe-
ligt Publikum har Forf. ytret Ønske om at faae den trykt i
det tyske Sprog. Da det behandlede Emne er af almindelig
videnskabelig Interesse, men her i Landet forholdsviis kun
kan paaregne faa Læsere, har jeg troet at burde imødekomme
dette Ønske, saa meget mere som ingen af Magazinets Abon-
nenter kan antages heri at linde nogen Hindring for at tilegne
sig Afhandlingens Indhold. L.

194

Theodor Kjerulf.

stianiafjorde und hoher hinauf bis an den Mjosén in gesegne-
teren Gegenden von milderem Karakter Kalk nnd Schiefer
mit Versteinerungen von der sogenannten Uebergangs-
zeit vorkommen, und ausser diesen zwei Hauptformatio-
nen, neben einer dritten viel j tingeren Ablagerung von Thon,
Sand und Gerolle - die durch Lyell als eine p 1 i o c e n e bestimmt
isf — wåren denn gar keine andere Formationen vorhanden.

Seit den ersten beruhmten Reisenden L e o po 1 d v. Buch,
Haus mann, Hisinger m. m. warKeilhau bemuht vie-
les Material iiber den Bau des Landes aufzuhåufen in dem
ruhmlichen Werke Gaea Norvegica, und durch dieselbe
Hand ist auch ein erster Versuch einer geognostischen Karte
von Norwegen zustande gekommen, den man vielleicht lie-
ber als einen petrographischen Versuch bezeichnen mochte,
weil die Relationen chronologischer Formationen noch un-
berucksichtigt blieben. Wir entdecken auf dieser Karte weit-
låufige Partien (mit Gran angelegt) von Gneiss oder terrain
prim ai re (No. 1, 4, 8, 9, 10, 11), dann eine kleinere Par-
tie im sudlichen Norwegen (mit Violett angelegt) von Schie-
fer, Grauwacke und Kalk oder terrain sil u rien (No. 13
und 14 zum Theil). Sonst sind alle ubrigen Theile (No.
2, 3, 5, 6, 14, 15, 16, 17, — mit Blau, Gelb, und Grim
angelegt) petrographisch bezeichnet, als aus Glimmerschiefer,
Conglomerat, Phyllade, Quarzit, Marmor &g bestehend, aber
noch von ganz unbestimmtem Alter. Wenn wir weiter —
naeh Untersuchung einiger Theile des Landes — die Par-
tien vom Gneis, Granit und massiven Gebirgsarten be-
trachten (7, 9 a, 12 und zum Theil 13, mit Roth angelegt),
mtisssen wir nothwendig voraussetzen, dass sie nur einen
beschrånkten und willkurlich gewahlten Theil des in der That
aus Massiven Bestehenden repråsentieren. Wenn wir endlich,
in das terrain silurien der Karte hinein gekommen, wissen,

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 195

dass Leopold von Buch von der Grauwacke bei Freng etc.
am Mj øsen ausdriicklich sagt, dass sie den Kalkstein trage
und ihm vielleicht weit genug in der For mation sr ei he
vorhergehe, , und wenn wir aucli nacli den angegebenen
Streichungsrichtungen die auf der Karte gezogenen Grenz-
linien des Distrikts 14 gar nicht verstehen konnen, gera-
then wir auch hier mit der einzigen geognostis ch bestimm-
ten Formation ins Ungewisse.

In dem dunklen Bilde also, das wir uns beim Anblick
dieser Karte oder auch nach muhevollem Durchgehen des
benutzten Materiales entwerfen konnen, ahnden wir, wie
viel uns noch ganz unbeobachtet entzogen und fur die weiter
gehende Untersuchung behalten ist.

Von allen Arbeiten alterer Beobachter sind wohl die
BeitrS.se zur Kenntnisse Norwegens von C. F. N au mann
zu empfehlen wegen der weiter ins Detail hineingehenden
und zweckmåssigeren Methode, die von diesem spåter so
bekannten Verfasser angewandt wurde. Naumann war der
erste, der es versuchte Specialkarten uber interessante Theile
des Landes aufzunebmen und der auch wagte Profile zu
ziehen, die auf einen reel len Werth Anspruch hatten. Sehr
zu bedauern war es, dass dieser Versuch so lange gar keine
Nachfolger hatte; schon langst wåre dadurch das Licht gew or-
ten tiber Gegenden, wovon man zu wenig wusste und zu
viel sprach. Es ist aus Naumann’s Beobachtungen von der
Halbinsel Bergens, von Vossevangen und Dovre
leicht zu sehen, dass nur die genaue Detaillirung neben
reellen Profilen zur wirklichen Erklårung leitet, wåhrend wir
sonst Beispiele genug finden, die die Gefahr der wiederholten
fluehtigeren Durchschnittsreisen und die Irrthumer der zu-
fållig zusammengestellten. Beobachtungen zeigen.

Diese Namen Urformation and Uebergangsformation

13*

Theodor Kjerulf.

konnen wir nicht langer behalten. Jeder weiss, woher diesel-
ben sich schreiben, und dass die Begriffe der Wernerschen
Schule, die in diesem Nam en ihren Ausdruck fanden, schon
långst bedeutend modificirt worden sind.

Vom Urgebirge konnen wir darum nicht mehr reden,
weil es schon gewiss ist, dass grosse Strecken, die man
daraus bestehend glaubte, garkeine primare sind. Wie wir
wissen, konnen ja Gebirgsarten von jedem Alter durch Me-
tamorphismus diesen Habitus annehmen, den man einst den
åltesten oder dem wahren Urgebirge eigenthumlich glaubte.
Und was Norwegen betrifft, werden wir wenigstens so lange
nicht von Urthonshiefer und Urkalkstein reden, bis es be-
wiesen ist, dass dieselben nicht silurischcr Herkunft oder
gar j unger sein konnen.

Noch weniger sind wir geneigt den vieldeutigen Namen
Uebergangsformation langer beizuhalten. Es ist gezeigt wor-
den, dass die Schichten, die einst unter diesem Namen ein-
begriffen waren, in keiner Weise die einzigen seien, die ei-
nen intermediåren Karakter behalten zwischen primåren und
sekundåren Gebilden, oder zwischen dem Urgebirge und
den Flotzgebirgen. Dasjenige aiso, was der Gruppe eben
eigenthumlich sein sollte, bezeichnet sie nicht. Hierzu
kommt, dass man, vielleicht schon wegen des Nåmens, allzu
oft die Vorstellung von allerlei Uebergången und IJmwand-
iungen mit dieser Gruppe verband, als ob sie nur da recht
ein heimi sch w aren .

Wir sind genothigt den gi*osscn englischen Geologen
nachzufolgen, die die Uebergangsformation in kambriscbe,
silurische und devonische Abtheilungen getheilt haben. Von
dem Besuche Sir Roderic-h Murchisoivs 1844, der
zuerst åcht silurische Gegenden am Christiania^ ord erkannte,
datiert eine neue Epoche fur die Geologie Norwegens. Wenn

Ueber die Geologie des siidlicheti Norwegens. 197

wir uns aber uberzeugen konnen, dass auch andere grosse
Theile des Lundes, worunter das vermeinte Urgebiet selbst,
bald devonischen, bald silurisehen bald kambrischen Zeiten
angehoren, wird auch das wahre Urgebiet zuletzt sehr be-
schrånkt, um in metamorphische D istrikte verschie-
d enen Alters vertheilt zu werden .

Ricliten wir uns endlich an die Granite und Trapparten,
die wir einst durch so viel råthselhafte Uebergånge mit den
verschiedenen Straten verbunden glaubten, dann finden wir
gegen die eruptive Natur derselben keinen Beweis, der sic-h
auf Specialuntersuchung und Profdierung des Felsbodens
stutzen kann; wir tinden Durchbriiche verschiedener Massen
zu verschiedenen Zeiten, die wir aber doch vielleicht muhevoll
nach einander w erden reihen konnen.

Es steilt sich an eine geologische Karte Norwegens die
Forderung, dass sie neben den evidenteren, silurisehen und
devonischen Formationen auch die metamorphischen Aequi-
valenten derselben angebe. Wird dazu auf die durchsetzen-
den Massen von Granit und Trapp gehorige Ruckssicht ge-
nommen, die man so weit moglich fur sich bezeichnen inuss,
und nicht in den Straten mit einbefassen darf, dann wird
auch zuletzt ein wundervoller Zusammenhang zwischen C011-
figuration des Landes und Verbreitung normaler oder me-
tamorphischer Formationen herauskommen.

Mit einer derartigen verånderten geologischen Karte,
die uns Anfangs vielleicht wie ganz fremd vorkommen mdchte,
wird auch eine andere Auffassung vom Bane des Landes
zu verbinden sein. Als Murchison 1844 Norwegen besuchte,
erkannte er in den Uebergangsstraten am Christianiafjord
ein s i 1 u r i s c h e s B a s s i n von verhåltnissmåssig geringer
Måchtigkeit. Weil bei uns eine ganz andere Ansicht iiber
die Stellung der Schichten herrschte, die mit der Idee von

198

Theodor Kjerulf.

eines Bassin oder Beckens in volligem Wiederspruch stand,
fand diese Thatsache nur wenig Glauben. Durch mehrjåh-
rige Untersuchungen habe ich indessen spåter die Wahrheit
des Urtheils Murchisons erkennen miissen. Es ist durch
Karten und Profile constatirt worden, dass unsere silurischen
Schichten — wie die tiefer liegenden kambrischen und hoher
liegenden devonischen — gefaltet sind, dass sie in hohen
und tiefen ganzen oder gebrochenen Wellen zusammenge-
presst liegen vom Christianiafjorde bis nach dem Mjøsen, es
ist weiter constatirt, dass die Faltung bis nach dem Dovre
fortsetzt. Es sind hier Verhåltnisse geoffnet, die unsere al-
ten Ansichten ganz veråndern. Ich kann also keinen Au-
genblick langer die Meinung Keilhaids theilen: diese Stra-
ten stunden alle fiber die ganze Strecke hin mit starkem Ein-
fallen gegen N. oder N. W. nach einander gelehnt, eben-
sowenig wie ich einer sonderbaren Meinung beipflichten
kann, die Thonschiefer in Granit, Kalkstein in Trapp, Por-
phyr in Sandstein umgewandelt wissen will.

Vcrbreitung und Måchtigkeit der Sil urf orination.

Im siidlichen Norwegen, langs der westlichen Seite des
Christiania^ ordes und von da iiber Ringeriget nach dem
Mjøsen, sind evident silurische Gegenden vorhanden, Schich-
ten von Thonschiefern, Mergeln, Kalksteinen, Kalksandstei-
nen, mit fossilen Resten, die theils mit denen der Brittischen
Silurformation auf der einen Seite, theils mit Schwedens und
Russlands auf der ånderen ubereinstimmen. Durch dieje-
nigen Versteinerungen, die in derThat mit denen der Nach-
barlander gemein sind, wie durch die Reihenfolge, worin
sie in den auf einander gesehichteten verschiedenen Ab-
theilungen erscheinen, ist die Silurformation Norwegens hin-
långlich orientirt. Wie man erwarten konnte, ist die Ueber-
einstimmung mit der Entwickelung der schwedischen For-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 199

mation besonders gross, so dass fast dieselben Abtheilungen
identisch in den beiden yereinten Låndern nachgewiesen
werden konnen, obwohl in dein einen Lande die urspriing-
liehe Lage verhåltnissrnåssig mehr ungestort zu Tage liegt
als in dem andern.

Es kann keinem Zweifel unterworfen sein, dass die Silur-
bassins von Schweden und Norwegen als einst zusammen-
hangende Ablagerungen aufzufassen sind. Schwedische Ge-
ologen hatten schon långst die einzelnen Abtheilungen der
Uebergangsformation im siidlichen Schweden unterschieden.
In den Westgdthabergen lag zu unterst Sandstein, dann
Orthoceratitkalkstein, und oben Graptolithschiefer. Auf der
Insel Gothland dagegen zeigten ihnen die Untersuchungen
andere Abtheilungen mit Terebratuliten, Encriniten und mit

einigen ånderen Arten von Trilobiten.

Dieselben Abtheilungen konnen wir am Christiania! jorde
nachweisen. Wir finden auch hier unten den Sandstein als
Quarzit und Quarzconglomerat, so zum Beispiel bei Lan-
gesund. Daruber ruhen die Alaunschiefer, dann kommt Or-

o 7

thoceratitkalkstein und Graptolithschiefer, wie man an so
sehr vielen Steilen beobachten kann, und zuletzt finden wir,
hoher liegend, dieselben Mergel und måchtigere Kalksteine
als die Gothlånder, wie zum Beispiel bei Skien, auf Rin-
geriget. Murchison hat gezeigt, dass die erstgenanten
Schichten seinem Lower Silurian, die zuletzt genannten
dagegen dem Upper Silurian angehoren.

Der Unterschied ist aber gleich auftallend, dass, wåh-
rerid die Straten Westergothlands und Gothlands grossten-
theils ihre ursprungliche Lage behalten haben, am Christia-
niafjorde dieselben Straten emporgerichtet, gebrochen, um
einander geworfen oder gefaltet sind auf mannigfache Weise.
Offenbar haben die gewaltigen Katastrophen, die die.se Sto-

200

Theodor Kjerulf.

rungen begleiteten, sich nicht bis in das sudliche Schweden
hinein ausgedehnt, oder sie spielten hier eine verhåltniss-
måssig ruhige Rolle. Damit stimmt, dass wir in dem siid-
lichen scbwedisehen Festlande, auf Gothland und im ge-
geniiberliegenden Theile von Russland die grossen Massen
von jiingerem Granit, Syenit und Trapp-Porphyren nicht
linden, die in Norwegen die Silurstraten durchbrechen, in-
dem sie an jeder Seite das ganze silurische System in Fal-
tu ngen z u s ammen press en .

In Norwegen war, liegend in einer Linie zwischen Lan-
gesund und dem Mjøsen, ein Centrum jener plutonischer
Kraltåusserungen, die convulsivisch die ganze Gegend er-
griffen. Hier brachen die verschiedensten Massen aus, die zu
Granit, Syenit, Porphyre oder Trapp, je nach der Silicat-
mischung und dem Verhåltnisse von Druck und Temperatur
erstarrten. Die Straten wurden zur Seite geschoben, empor-
gerichtet, gefaltet, gegen ein ander gepresst und theilweise
veråndert. In den Westgothagegenden fanden dagegen nur
die verhåltnissmåssio; weit ruhigeren Ausfliessunøren von dem
Trappe stått, der daselbst in vielen Bergkuppen den Grap-
tolithschiefer bedeckt. So geschah es, dass die ursprungliche
Lagerfolge, die im sudlichen Schweden leicht zu entzifiern
war, am Christianiafjorde so lange der Beobachtung entge-
hen konnte. Wåhrend man in den Bergkuppen Westgotha-
lands und in den Terrassen Gothlands nur die Yersteine-
rungen zu sammeln brauchte, indem man von unten nach
oben aufstieg, um die wahre Formationsfolge herauszubringen,
konnte diess nicht am Christianiafjorde geschehen. Aeltere
und jtingere Straten waren hier, besonders bei Christiania
selbst und am Mjøsen, in einander gefaltet, und die Er-
kenntniss, dass man dennoch in der That hier dieselben
Straten vor sich hatte, konnte nicht gleich erfolgen. Ver-

Ueber die Geologie des siidlichen Norvvegens. 201

steinerungen wurden auch hier gesammelt; weil man aber zu
selber Zeit kein einziges treues Profil beilegte, war es un-
moglich die wahre Folge aus den Sammlungen zu entdecken.
Im Gegentheil, wir mochten noch jetzt glauben, dass in ei-
ner Silurformation von enormer und beispielsloser Måchtig-
keit bei uns die Fauna ganz paradox entwickelt wåre, wenn
wir dem Resultate trauten, das man aus Beobaclitungen iiber
die Position dieser St raten ausgezogen hatte.

,Die mdglichste Sorgfalt bei Untersuchung des Streichens
und Fallens in diesem Territorium, sagt Keilhau,*) ist von
besonderer Wichtigheit. Hiebei ist denn auch keine Miihe
gespart worden, indem die Anzahl der einzelnen mit Genau-
igkeit ausgefuhrten Beobachtungen sich gewiss auf zwei

O O O o

oder drei Tausend belåuft.“ Und das Resultat dieser vielen
Beobachtuno-en sei die Regel: uberall steil nordwestliches
bis nordliches Fallen, sowohl im Christiania-Territorium als,
mit noch grosserer Gewissheit, am Mjøsen. Wenn wir ter-
ner mit dem genannten Verfasser alle diese Straten als ein
und dasselbe Schichtensystem nehmen, konnen wir an meh-
reren Steilen meilenweit und weiter wandern in dem festen
Glauben, wir gehen vom Aelteren in das J tingere hinein,
und am Ende der Wanderung sind wir keine Stufe hoher hin-
auf geriickt in der Entwickelungsgeschichte der Fauna, als
am Anfang. Wir finden dieselben Versteinerungen am Fusse
des Egebergs bei Oslo und .] Meile weiter in nordwestlicher
Richtung, und doch wåren wir hier eine halbe Meile weit
von tieferli egen den nach hoher liegenden Schichten gegangen!
Mitt en zwischen Straten mit den åltesten Thierformen erfullt
finden wir auf einer ånderen Wanderung karakt eristische
obersilurische Versteinerungen. Wenn wir in der Entwicke-
lung unsrer Uebergangsformation so wenig Uebereinstim-

*) Gaea Norvegica I. 2 1.

202

Theodor Kjerulf.

mung mit der sonst bekannten fanden, mussten wir denn
nieht auch an einer Entwickelung der Faunen iiberhaupt
zweifeln, an der chronologischen Geologie, und zuletzt mit
Keilhau auch die Yerhåltnisse unsrer Massivgebilde ebenso
unerklårlich, abweichend und paradox finden?

Eine Betrachtung fiber die Måchtigkeit einer solchen
Formation macht aber die Existenz derseiben unmoglich.

Yon der Stadt Christiania nach N. W. kann man 1|
norw. M. weit auf den silurischen Schichtenkopfen gehen.
Wenn alle diese Schichten nach einander folgten mit stetigem
Fallen gegen N. W., und man das Mittel des Fallwinkels
nur zu 45° setzte, wurde hier schon die Måchtigkeit 30,000
norw. Fuss ausmachen.

Dehnen wir den Durchschnitt langs dem Holsfjorde
fort, haben wir 2f n. M. oder 60,000 Fuss >< sinus 45°, das
ist eine Måchtigkeit von 42,000 Fuss.

Am Mjøsen ist der Abstand vom sogenannten Gneisse
im Kirchspiel Stange bis zu den Quarziten und Conglome-
raten in Ringsaker 3 n. M., oder, wenn wir auf sinus 50°
Rueksicht nehmen, die Måchtigkeit gegen 86,400 Fuss.

Dehnen wir aber hier den Schnitt noch weiter aus bis
Dovre — iridein wir uberall dasselbe steil nordliche Fallen
voraussetzen — haben wir 15 n. M. oder das Dreifache von
der fruheren Måchtigkeit. Die gesammte Måchtigkeit einer
Formation, die vom Mjøsen nach Dovre mit auf einander
ruhenden Straten vorkommen sollte, muss denn gegen 518,400
Fuss sein.

Wir wissen aber jetzt,*) dass die Måchtigkeit der Straten
von den Lingulabeds aus bis zu dem Up per Ludlow
nur 30,000 engl. F. ist. Ferner ist die Måchtigkeit dersel-

*) Murchison?s Siluria.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 203

ben Formation mit Zulage der verst einer ungslosen Straten
56,000 engl. F.

Die Silurformation Norwegens am Mjøsen sollte denn die
englische mit fast dem Dreifachen ubersteigen! Und wenn wir
die versteinerungslose Strecke von Ringsaker nach Dovre zule-
gen,die ja nach den bisherigenAnsichten grosstentheils fur kam-
brische geiten musste, håtten wir eine Formation, die die ent-
sprechende englische mit mehr als dem Zehnfachen uberwoge.

Es sind aber solche Zahlen fur die Måchtigkeit einer
Formation schon an und fiir sich hochst zweifelhaft. Da
auch kein einziges reelles Profil vorhanden war, fiihlte ich
mich aufgefordert Profile aufzunehmen, um zu sehen, ob in
der That der Schichtenbau so sei, Avie bisher angenommen
Avorden. Das vorlåufige Resultat habe ich friiher**) an»
gegeben. Durch Zåhlung der auf cjer Lange von 1 n. M.
gewohnlich vorkommenden grossen Faltungen — 15 — nahm
ich fiir die Silurformation im Christiania-Becken 990 Fuss
an.

Nach der Schåtzung Murchisons libersteigt die untersilu-
rische Etage in Skandinavien niemals 1000 engl. F.

Durch Aufnahme der Profile und Messung oder Schåtz-
ung der einzelnen Abtheilungen in der Umgegend Christia-
nias bin ich auf folgende Werthe gekommen:

Alaunschiefer 170 Fuss

untere Graptolithschiefer 50 —
Orthoceratitkalkstein 30 — 40 —

obere Graptolithschiefer 160 — -

zusammen 415 Fuss

Sehen wir, wie die entsprechenden Straten im Wester-
gothland entwickelt sind. Ani Kinnekulle erreichen

CD ?

**) Das Christiania Silurbecken. 185 5.

204

Theodor Kj er ulf.

Alaunschiefer

50 F. Måchtigkeit

Ortboceratitkalkstein

165 -

Tbonschiefer mit Graptolithen

270 -

zusammen

350 F.

Ferner babe icb in der Umgegend Christianias die uber

den scbon aufgezåhlten Abtheilungen
genden gemessen :

(die Oslo-Gruppe) lie-

Oslo-Gruppe etwa

400

O s car shall- Grup p e

700

untere Malmo-Gruppe

050

obere Malmo-Gruppe

180

zusammen 1930

Fur die gesammte Måchtigkeit der Silurformation bei
Christania also gegen 2000 Fuss. Der Unterschied zwi-
schen dieser Augabe und der fr ub er en (990 F.) ruhrt daher,
dass nicht alle Abtheilungen in den Faltungen zu
T a g e k o m m e n , wie es fur die Berechnung zuerst angenom-
men wurde.

Wenn wir zu diesen 2000 Fuss måchtigen silurischen
Straten noch 1000 Fuss legen fur die hoher liegenden wahr-
scheinlich devoniscben rotben Scbiefer, Sandsteine und Con-
glomerate am Holsfjord und Stensfjord, dann zuletzt aueb
gegen 2000 Fuss fur die tiefer liegenden kambriscben Sehich-
ten am Mjøsen (Quarzit, Conglomerat und gråne Scbiefer),
ist die Måchtigkeit der gesammten zwiseben dem oberen Ende
des Mjøsens und dem Cbristianiafjorde liegenden stratificirten
Formationen gegen 5000 Fuss, und darin sind kambrische,
silurische und devonische Schicbten einbefasst.

Am Christianiafjorde ist es die Westseite, die aus silu-
rischen Straten, vielfach von Granit, Porphyren und Trapp-
arten durcbbrocben, bestebt. Dieselben setzen tiber Ringe-

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 205

riget und Hadeland fort bis Ringsaker und Birid am Mj fi-
sen. Weiter nordlich ist mit wenigen Ausnahmen der evi-
dente silurische Karakter verschwunden, vveil Versteinerun-
gen bis jetzt fehlen. Nichtsdestoweniger nehme ich an, wie
die Profile zeigen, dass sie aucli Gudbrandsdalen hinauf und
quer tiber den centralen Theil des Stifts Akershus bis iri
Schweden hinein grosse Råume einnehmen.

Der leichteren Uebersicht wegen konnen wir die evi-
denteren Silurgegenden folgenderweise eintheilen:

1. Das Christiania-Bassin im Christianiathale und auf den
Jnseln hångt tiber Asker und Holsfjord mit den Rin-
geriger-Straten zusammen . Fortsetzung hoher hinauf
ist ferner ein Theil von Hadeland.

2. Die Gegend am Mjosen, von Stange und den Skrei ber-
gen tiber Helgo, Næs, Hamar, Furuberg, Fangberg nach
Ringsaker. Hoher hinauf in Birid.

3. Das Bassin an der westlichen Seite des Christianiafjor-
des. Den sudwestlichen Rand desselben haben wir bei
Langesund, Brevig, Porsgrand und Skien, den nordli-
ch en und ostlichen dagegen im Kirchspiel Eker, siidlich
von Kongsberg, im Sandethale und bei Holmestrand zu
suchen.

Dass wir es aber hier nicht mit geschiedenen Bildun-
gen zu thun haben, sehen wir bald beim Durchgehen
der Profile. Diese Gegenden zeigen auch auf der Karte
Zusammenhang genug und haben fast alle dieselben Ab the i-
lungen aufzuweisen. Sie sind die zerstreuten Reste eines
grossen norwegischen Silurbassins, welche von den Durch-
brtichen von Granit, Trapp u. s. w. geschont wnrden. Die
Schicbten am Mjøsen hangen durch die in Feigringen, Nan-
nestad und Nittedal mit dem Christianiathale, die Ringen-
ger-Straten dagegen tiber Modum mit denen von Eker zu-

208

Theodor Kjerulf.

sammen. Ferner ist es klar, dass es nur der Granit (und
Porphyr) vom Dramsfjord ist, der die Straten am Holsfjord
und im Kirchspiel Lier von der Depression des Sandethales,
dessen Fortsetzung wieder die Inseln bei Holmestrand sind,
geschieden hat. Alles diess ist aus Keilhau’s Karte von
dem Uebergangs-Territorium von Christiania schon zu selien.

Betrachten wir die Ausbreitung von evidenten silurischen
Straten in Schweden, dann konnen wir durch die Kalkstein-
lager in Oesterdalen die Silurstraten am Mjosen mit denen
in Dalarne am See Siljan vereinigen, ferner die grossen
Strecken im Gudbrandsdal mit den Silurstraten am Stor-
sjo in Jåmtland. Weiter nordlich bin ieh mit meinen ITn-
tersuchungen noch nicht vorgedrungen. Wer will aber von
Urkalksteinen am Snaasen im Drontheimischen sprechen?
Gewiss sind wenigstens diese aucb siluriscb. Wir kommen
gleich auf die Profile und die wenigen Versteinerungen zu-
riick, die die Existenz dieser ausgedehnten silurischen Forma-
tion nordlich vom Mjosen beweisen.

In jedem Falle mussen wir in der geologischen Bestim-
mung Norwegens von den zuerst genannten evidenten si-
lurischen Gegenden ausgehen, denn wir sind hi er orien-
tirt, und nur schrittweise und mit grosser Umsicht wagen
wir uns aus dieser festen Grundlage in die noch unbestimm-
ten (aber keineswegs unbestimmbaren) Gegenden hinein.

E i n t h e i I u n g und G r u p p i e r u n g.

In der Umgegend Christianias sind schone zusammen»
hangende Profile zu verfolgen, die die verschiedenen Abthei-
1 ungen der Silurformation zeigen. Auf i iner kleinen bei-
gefugten Karte habe ich die Verbreitung dieser Abtheilun-
gen darzustellen versucht, indem ich dieselben zur leichte-
ren Uebersicht in Gruppen vertheilt habe.

Isuv durch genaue Profile ist es moglieh diese interea-

Ueber die Geologie des svidlichen Norwegens. 207

sante gefaltete Formation zu ordnen. Man wiirde weit fehlen,
wenn man voranssetzte, dass die Straten immer schnurgerade
iiber weite Strecken hinstreichen, und wenn man in dem Glau-
ben Frofile von weit geschiedenen Steilen combinirte. We-
gen der bald starkeren bald schwåcheren Faltung wiir-
de man dadurch auf gariz falsche Resultate hinsicht-
lich der wahren Lagerfolge kommen. Man entdeckt aber
gleich hei der Einseglung zur Stadt, dass langs der
Kustenlinien derlnseln und des Festlandes schon entblosste
natiirliche Profile zur Schau liegen. Auf der Hohe cles Ege-
bergs steliend bemerk t man, dass langs dem westlichen Ab-
falle einer Terrasse ein ahnliches Profil von dem Galgeberg
bis nach Thorsboug sich darbietet. Ferner hat man oft
langere Profile entblosst, langs den Båchen und Flusschen
des Thales. IJeberall in dem ganzen Thalboden habe ich
diese unzåhligen Profile aufgesucht und erst dann mit einan-
der eombinirt, wenn ich an beiden Steilen das identische
Stratum aufgespurt hatte.

Es wird moglich die wahre Relation dieser Abtheilun-
gen zu einander nachzuweisen durch gewisse Ieicht zu er-
kennende Schichten, diejedesmal einen ausgezeichneten Ho-
rizont in den verschiedenen Hohen der Formation ange ben,
Ich habe schon fruher einige unter diesen Schichten als
Leitschichten bezeichnet. Alles was sich einem gewohn-
iichen monotonen Karakter entzieht, schickt sich zur Orien-
tirune;.

Sehr verbreitet sind graue kalkige Thonschiefer mil
Kalkstemnieren, reiheriweise liegend (grosstentheils der Os-
carshall-Gruppe angehorend). Von diesen aber gleich abste-
ehend sind zuerst die Al au ns chiefer mit ihren grossen El-
lipsoiden von oft beinahe schwarzem strahligem Anthrakonit.
Da indessen diese Straten die untersten der ganzen Lager-

208

Theodor Kjerulf.

folge sind, verschwinden sie auch bald in den Faltungen.
Am Fusse des Egebergs, im ganzen Boden von Oslo und
Christiania liegen Alauns chiefer. Ferner tauchen dieselben
an der nordwestlichen Ecke der Halbinsel Ladegaardso
in den Faltungen empor, ferner bei Våkkero und an ånde-
ren Steilen. So sind wir auch durch die Alaunschiefer ori-
entiert im Nittedal, am Mjosen durch die Anthrakonitellip-
soiden im schwarzen Schiefer auf dem Boden Storhammers,
w eiter nordlich wieder durch Alaunschiefer in der Nåhe von
Furnås und am Abhange des Vangsaas, noch weiter bei
Ringsaker Station u. s. w. In ånderen Gegenden ist eben-
falls dadurch unsre Grenze orientiert, so vom Honenfos uber
Modum nach dem See Ekern, weiter bei Fossum im Bo -Elv
und am Stokkevand westlich von Langesund. Kurz, Alaun-
schiefer bil den den Boden unsrer vorliegenden Formation.
Sie sind auch durch ihren schwarzen Strich, durch das hier
und da ausbluhende Alaunmehl, durch Kies-Reichthum, Vi-
triolisierung und feine Gypslamellen und, zwischen den Hån-
den oft abfårbend, so wohl bezeichnet, dass wir sie auch ohne
die begleitenden fossilen Reste als Leitschichten benutzen
konnten.

Dann bilden die åltesten Gr ap to li th schiefer und der
Orthoceratitkalkstein eine Folge von ausgezeichneten
Straten zur Orientierung. Wåhrend der Alaunschiefer schwar-
zen Strich besitzt nnd selbst oft glånzend ist, hat dieser
Schiefer mit den ersten verkiesten Graptolithen einen licht-
grauen Strich, und die Ellipsoiden von Kalkstein, die er
enthålt, sind nicht stinkend und blau. Der Orthoceratitkalk-
stein ist hellblau, liegt in 4 bis 6 Fuss starken Schichten —
•zusammen 30 bis 40 Fuss, — worin die oft mehrere Fuss
langen Orthoceratiten und die Schwanzschilder von Asaphus
gleich auffallen. Die grossen Orthoceren liegen immer dem

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 209

Fallen der Schichten parallel, auf dem Querbruche dieser
Kalksteinbånke sieht man den kreisformigen Durchsclmitt
derselben und den gewohnlich ganz excentriscben, zu åusserst
am Umkreise liegenden Siphon. Ueber und unter den hel-
len Kalksteinbanken kommen die dunkeln Thonschiefer mit
Graptolitlien. Das Cersteinerungsmittel im letzteren war fast
iiberall Kies, wåhrend im Orthocerkalkstein die Formen
gewohnlich sowohl mit Kalkstein gefullt als in Kalkspath
umgewandelt sind. So haben wir diese Schichten mit ihren
fossilen Resten an hundert und wieder hundert Steilen, im
Kirchspiel Eker. Durch den Wechsel von Kalkstein und
Schiefer sind die Wellenlinien der Faltung an solchen Steilen
stark markiert. In der Umgegend Christianias wurden auf
den Orthoceratiten-Kalkstein sehr viele Steinbmche eroffnet.
Man uberzeugt sicli, das alle diese zerstreut liegenden Stein-
bruche auf d ense lb en Kalksteinbanken arbeiten. Am
Abhange selbst vom Egeberg bei Kvårner hån gt der erste
schaaienformig gebogene Kalkstein zwischenGraptolithschiefer
in dem geoffneten Bruche. Dagegen mussten wir nach der
friiheren Annahme von einem steil nordwestlichen Fallen fast
eben so viele aufeinander liegende Kalketagen voraussetzen,
als Steinbmche da wåren.

Nach den im Christianiathale so verbreiteten kalkigen
Thonschiefern mit Kalknieren haben wir zu oberst in der
Oscarshall-Gruppe wieder einige Straten, die uns hoher hin-
auf in der Reihe der Entwickelung orientieren. Es sind
dicke Banke von Kalk sandstein , zusammen, als solche
entwickelt, gegen 35 Fuss måchtig. Die Måchtigkeit ist a~
ber am Mjosen und bei Holmestrand etc. weit grosser.
Kleine Quarzkorner sind mit Kalk cåmentiert. Oben kommt
ein etwas grobkorniger Kalk sandstein, dann einige Schichten
eine8 Conglomerates oder Brecciengesteins, indern Bmch-

210

Theodor Kjerulf.

stiicke von feinkornigem Sandstein, reinem Kalkstein oder
Schiefer in dem grobkornigen liegen. Das Conglomerat liegt
oben im Hangenden, an einigen Steilen dagegen, wo Inver-
sion stattgefunden hat, giebt es eben den Beweis dadurch,
dass es sich im Liegenden befindet. Das karakteristische
Aeussere dieses Kalksandsteins ist schon fur sich oft zur
Orientierung genug; sonst sind diese Banke auch durch so
ausgezeichnete Versteinerungen bezeichnet — als Favosites
alveolaris, Halysites catelunatus, grosse Turbino-
lien etc. — dass man dieselben auch, wo der eigenthum-
liche petrographische Karakter verschwindet, wiederzuerken-
nen vermag.

Als Kalksandsteine haben wir sie am Mjosen in dem
Furuberg, auf Helgo, auf Ringeriget mit mehr und mehr
iiberwiegendem Quarz bei Loken, in der Birkø bei Holme-
strand, in der Gegend von Skien, und wohl am ausgezeich-
netsten auf den Xnseln bei Christiania, wo sie die Faltungen
des ganzen Schichtensystemes schon angeben. Wenn wir
diesen Kalksandstein weiter verfolgen, finden wir ihn noch
einmal gleich im Silden von Oscarshall schalenformig gebogen,
dann verliert sich seine Spur bis am sudlichen Fusse des
Vettakollen, \ M. nordlich von der Stadt, wo er mit dem-
selben petrographischen Karakter wieder in der Nåhe des
Granites auftritt. Gegen Westen dagegen am sudlichen Ufer
des Engervand ist dieser Karakter verschwunden, und seine
Versteinerungen kommen im gewohnlichen unreinen Kalk-
stein vor.

Es ist durch Hiilfe des Kalksandsteins, dass wir zur
bestimmten Combination unsrer jiingsten silurischen Straten
in Malmo mit den ålteren Abtheilungen kommen. Bei Båk-
kelaget sehen wir, wie dieser Kalksandstein den unteren
Malmoschiefer unterteuft, wåhrend er dagegen zu oberst

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 211

in den Schichten von Oscarshall liegt. Das Altersverhålt-
niss zwischen jener kleinen obersilurischen Partie, dte tibri-
gens behufs des Kalkbrennens jåhrlich mehr und mehr be-
schrånkt wird, und dem ubrigen Thalboden ist dadurch auf
das Bestimmteste gegeben.

Hoher binauf sind wieder andere Leitschicliten vorhan-
den. Einen mit Pen tam er us oblongus uberfullten Kalk-
stein oder kalkigen Schiefer konnen wir uber weite Strecken
verfolgen, auf Ringeriget in dicken Banken, iiber Malmo,
Malmokalv und Ulvo nur als einzelnes Stratum, Wir lin-
den denselben Pentamerus-Kalkstein in der Gegend von
Skien, auch in Hadeland, und wir konnen ihn wohl — um
eine Grenze zu haben — als die untere Linie der obersilu-
richen Etage nehmen.

Sehr ausgezeichnet und zur Orientierung brauchbar ist
ferner der obere Encrinite n-M e r g e 1 , ein mit Encriniten-
stielen, den sogenannten Trochiten (vom Malmoer-Encrinit)
uberfullter Schiefer, der eine grosse Verbreitung erreicht.
Auf Malmo, Malmokalv und Ulvo ist dieser Mergel grun-
lich, und die aus Kalkspath bestehenden Encrinitstiele sind
schwach violett gefårbt, auf Ringeriget dagegen wie bei Sand-
vigen ist der Mergel ziegelsteinroth und die Encriniten von
schneeweissem Kalkspath. Ein scharfer geologischer Hori-
zont wird durch diesen Encriniten-Mergel angegeben; die
Schichten am Stensfjord und Holsfjord werden dadurch mit
denen am Sandvigen, Jong etc., und diese wieder mit denen
in Malmo verknupft. Grosse Orthoceratiten gesellen sich
auch sehr håulig in einigen Gegenden zu diesen Encriniten,
sie haben aber einen centrischen oder subcentrischen Siphon.

Ein wenig hoher liegt auch ein anderer Encriniten-
Mergel oder Kalkstein mit Stielen von Cyathocrinus
rugosus Gold f., wozu neulich auch die Kronen gefunden

212

Theodor Kjerulf.

sind. Durch diesen oft aus lauter Encrinitengliedern beste-
henden Kalkstein konnen wir namentlich die obersilurischen
Schichten bei Skien und Porsgrund mit denen am Holsfjord
identificieren.

Endlich sind uns auch als Leitschichten die obersten
Kalksteine und Mergel auffallend, gewohnlich hellgrau bis
blau, ein wenig stinkend, und voll von Spirifer elevatus
Dalin. sammt Chonetes lata v.Buch. Sie schliessen die
ganze silurische Kalk- Mergel- und Thonschiefer-Formation,
auf Ringeriget, im Lierthale, am Fusse des Kolsaas, in der
Gegend von Skien.

Hoher hinauf ist der Karakter der Gesteine ganz ver~
åndert. Jetzt findet sich kein Kalkstein mebr. Mit der
Ablagerung vom Kalke ist auch das organische Leben wie
auf einmal verschwunden. Wir treten in eine neue (devo-
nische) Formation hinein, wo theils rothe glimmerfuhrende
Letten und Mergel, theils graue und weisse Quarzite und
Conglomerate herr sch en.

Die ganze Folge imChristianiathale ist von unten nach
oben (die beigefiigten Zahlen entsprechen denen, womit die
Abtheilungen in den Profilen bezeichnet sind):

Gruppen
Kambrisch

Oslo-
Gruppe(400)

Oscarshall-

Gruppe(TOO)

Måchtigkeit im
Gesteine. , Christianiathale.

1. Quarzit und Conglomerat Fuss.

2. Alaunschiefer mit Anthrakonit 150 — 160*

oben untere Graptolithschiefer 50.

3 a. Orthoceratit-Kalkstein 30 — 40.

3 /$, Obere Graptolithschiefer . , . . 160.

4. Kalkige Thonschiefer mit )

Kalknieren, Mergel mit den > 700.

ersten Encriniten. ;

5 a. Kalksandstein

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 213

Gruppen. Gesteine.

Machtigkeit im
Christianiathale.

Fuss.

Unt ere
Malmo-
Gruppe(650)

Obere
Malmo-
Gruppe (1 80) i

370.

280.

180.

5 ft. Unt ere Malmu chiefer d. h.
graue Thonschiefer mit ein-
zelnen diinnen Kalkstein-
platten, sehr reich an V er-
steinerungen.

6. Kalkstein oder Mergel mit
Pentamerus

7 a. Korallen- oder Encriniten-
Kalkstein

7 j8. ObererEncrinitenMergelund \

7 y. Oberer Orthoceratit-Kalk-
stein

8 a. JtingsteGraptolithschiefer d.
h. grunliche kalkige Thon-
schiefer mit Graptolites
L u d e n s e

8 ft. Malmokalkstein mit Thon-
schiefern,

8 y. Jnngster Kalkstein mit Mer-
gein und Thonschiefern.

Mit Ausnahme von 1 und 8 y. kommen alle diese Ab-
theilungen in der nåchstenUmgebung derStadt Christiania vor.
Der Quarzit (1) ist nur in verwischten Spuren vorhanden, der

Kalkstein und Schiefer (8 y,) steht. erst bei Øverland an, wo er

eine Machtigkeit von zwischen 50 und 100 Fuss erreichen mag.

Weil der Quarzit (1) die Keihe von versteinerungslosen
und kalkfreien Straten beginnt, die am Mjøsen sehr måch-
tig und selbstståndig als Grundgebirge auftreten, und weil
derselbe Quarzit sich in ånderen Gegenden bald in einem

214

Theodor Kjerulf.

metamorphischen Grundgebirge verliert, miissen wir ihn
wohl am besten zu der ålteren in jedem Falle kambrischen
F ormationen hinrechnen.

Was iiber diesem Quarzit liegt, also vom Alannschiefer
ab, konnen wir entweder mit Murchison Alles silurisch
benennen, oder mit Sedgwick in j tingere kambrische und
dann erst in silurische Formationen eintheilen. Weil mir
indessen fur die Karte Norvegens das Erstere bequemer
scheint, bebalte ich das Wort kambrisch, um dasj enige zu
bezeichnen, das unter den Alaunschiefer liegt.

Die drei Hauptgruppen, wTorunter ich diese bei Christi-
ania entwickelten Schichtenabtheilungen einbefasse, die auch
in den ånderen Gegenden ihre entsprechenden finden, habe
ich nach den Lokalitåten benannt.

Die Oslo-Gruppe nimmt den grossten Theil vom Bo-
den Oslo’s und Christiania’ s ein. Langs dem nordlichen
Abhange des Egebergs lehnen sich die Straten derselben an
das metamorphische Grundgebirge, am westlichen Abfalle
dagegen zwischen Bugten und Båkkelaget sind an mehre-
ren Steilen Spuren vom Alaunschiefer oder von einem ån-
deren schwarzen Schiefer streifenweise in der metamorphi-
schen Gebirgsart selbst steckend zu sehen. Sonst taucht
diese Gruppe, wie schon bemerkt, hier und da in den Fal-
tungen empor.

Die Malmo-Gruppe kommt vielleicht iiber den gros-
seren Theil des Thales zu Tage. Weil die hieher gerechneten
Schichten schon entblosst iiber den Schichten der Oslo-
Gruppe auf Ladegaardso liegen, und sich mit dem Kalk-
steine abschliessen, der dicht sudlich von Oscarshall zu oberst
in der schaalformigenFaltung emportritt, habe ich die Gruppe
selbst nach diesem ausgezeichneten Punkte, nach der Villa
des Kiinigs benannt.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 215

Die Malmo-Gruppe tritt schon entblosst und wohl
entwickelt in Malmo auf. Diese Insel besteht von unten
nach oben aus den Gliedern dieser Gruppe. Es ist auch
daselbst der einzige Ort, so nahe bei Christiania, wo die
jiingsten Glieder erscheinen. Die unteren Etagen bilden die
Nachbarinseln Ulvo und Malmokalv. Die zu unterst lie-
gende (5 /#.), ausgezeichnet durch die Fiille ihrer Verstei-
nerungen, tritt noch auf einigen naheliegenden Inseln — auf
den beiden Langoer, Blego, Hovedo iiber den Kalksandstein
hervor, aber nur mit einigen Schichten, und verschwindet
schon bei Oscarshall.

Die Schichten der Malmo-Gruppe sind also in der Re-
gel nicht mit in denFaltungen uber den grossten Theil vom
Christianiathale einbegriffen. Erst nordlich von Sandvigen
finden wir sie wieder. Im Christiania-Silurbecken
sind die Schichten dieser Gruppe, von dem Pentamerus-Kalk-
stein (6) an, mit graner Farbe angegeben und als o ber si-
lur i sch bezeichnet. Im Christianiathale sind es, wie die
Profile zeigen, eigentlich die zwei unteren Gruppen, die
gewohnlich in den Faltungen vorhanden liegen. Die F olge
davon war, dass die Måchtigkeit dieser zwei Gruppen auch
nach der genaueren Messung sich so ziemlich dieselbe zeigt
als schon fruher angegeben im Christiania Silurbecken. Da-
gegen ist die Måchtigkeit der hoheren dritten Gruppe viel
grosser als ich anfangs glaubte, indem icli damals die Hohe
von Malmo flir die ungefahre Måchtigkeit hielt, wåhrend die
Aufnahme des Profils mich erst spåter uberzeugte, dass auch
in Malmo selbst Faltungen vorhanden waren.

Vergleichung mit der Silur formation Schwedens.

Wenden wir uns, um ein deutliches Bild von diesen
gefalteten Schichtensystemen zu entwerfen, an die Silurfor-
mation im siidlichen Schweden.

216

Theodor Kje r ul f.

In den Bergkuppen am See Wenern haben wir, von
unten nach oben aufsteigend, in fast horizontaler Lage z.

B. irn Mosseberg:

A Sandstein mit undeutlichen Fukoiden, etwa 70 Fuss,

B. Alaunschiefer mit „Orsten“, etwa 70,

C. rothlichen oder grauen Kalkstein mit Orthoceratiten
etc., etwa 186,

D. Thonschiefer mit Graptolithen, etwa 112,

X. Trapp, etwa 95.

Die gesammte Måchtigkeit der Abtheilungen B bis D
ist also hier gegen 370 Fuss. Angelin*) hat in diesen
Schichtenabtheilungen die Reste von verschiedenen Trilo-
biten-Faunen aufbewahrt gefunden. Yon unten nach oben
aufsteigend, hat Angelin angegeben : in B R e g i o C e r a t o p y-
garum, in C Regio Asaphorum, in D Regio Trinu-
cleorum, zu oberst in D unmittelbar unter dem Trappe R e-
gio Harparum.

Angelin hat auch das Auftreteh dieser Regionen an
verschiedenen Orten in Norwegen erwåhnt, so die Cera-
topygae bei Oslo in dem Alaunschiefer. Ferner sind die
A s ap hi in unsrem Orthoceratitkalkstein (3 «), die Trinuclei
dagegen vorzuglich in den obersten Schiefern (3 JS.) zu Hause.
Regio Harparum endlich ist von Angelin in den Inseln
bei Christiania erwåhnt, und die Gebirgsart ist dabei als
Kalkstein mit Mergeln und sandigen Lagern angegeben.
Wir werden diese Region zu den Schichten unsrer Oscars-
hall-Gruppe (4 und 5 a) verweisen.

Dagegen finden wir auf Gothland nachstehende Ab-
theilungen, die Murchison mit den obersilurischen Etagen in
England parallelisiert, wåhrend Angelin in diesen Schichten

*) Palaeontologia Suecica 1851. Palaeontologia Scandiuavica 1854^

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 217

die Region seiner Cryptonymi erkennt. Die gesammte
Måchtigkeit scheint nach den Angaben Hisingers kaum 300
Fuss zu erreichen.

E. Dunkelgraue Schiefer mit
Kalksteinnieren

F. Crinoiden-Kalkstein, oben mit
grossen unregelmåssigenCon-
cretionen.

G. Griinlichgraue Schiefer
®H. Kalkstein 60 Fuss måchtig

I. SandigerKalkstein und kalk
hal tiger Sandstein mit un-

Nach Murchison.
Wenloch-Schiefer.

Wenlock-Kalkstein und
ballstone.

untere Ludlow-Schiefer.
Aymestry -Kalkstein.

obere Ludlow.

tergeordnetem Oolith.

In unsrem Profile von Malmo, das durch den Kalk-
sandstein (5 a) leicht mit dem Schichtenbaue der ubrigen
Inseln in Zusammenhang gebracbt werden kann, entdecken
wir gleicb eine fast ålmliche Folge. In dem unteren Malmo-
schiefer (5 fi.), worin wir gleicb das Auftreten von Cryp-
tonymi erkennen, haben wir das Aequivalent der Wenloch-
Schiefer E. Korallen und Crinoiden, die mit denen Goth-
lands zum Theil identisch sind, linden wir in unsrer Ab-
teilunng 7 (= F), ferner den Ludlow-Graptolith, Gr apt o-
lites Luden se in der Abtheilung 8 a, endlich in dem obe-
ren Kalkstein und Schiefer (8 JS.) die meisten von den Ay-
mestry-Versteinerungen. Ich setze 8 a — G, 8 ft = H,
und die jiingsten Kalksteine und Mergel von Krogsund,
Nås, Opsahl, Øverland, Holm etc. 8 a = I.

Denken wir uns iiber eine Schichtenreihe wie die des
Mossebergs hier und da die gesammten Schichten Gothlands
gelegt, denken wir uns ferner durch gevvaltigen Seitendruck
das Ganze zusammengepresst und gefaltet, dann haben wir

218

Theodor Kjerulf.

das einfache Bild des Schichtensystemes in der Christiania-
gegend. Der Sammler kann, wenn er sich zuerst durch Pro-
file in den mannigfaltigen Windungen der Schichten orien-
tiert hat, aber auch nur dann, ebenso leicht hier als in den
Treppen Mossebergs oder in den Terrassen Gothlands die
Entwickelungsgeschichte des ersten organischen Lebens
durchgehen.

Wenden wir uns jetzt an den norwegischen Repråsen-
tanten fur den Sandstein A in Mosseberg. Ich habe schon
erwåhnt, dass in den norwegischen zerstuckelten Silurbas-
sins Quarzit und Quarzconglomerat an mehreren Stelen
unter dem Alaunschiefer erscheint. Die kornige Zusammen-
setzung dieses Quarzits tritt mitunter auf der verwitterten
Oberflåche recht deutlich hervor. Er entspricht einem åch-
ten Sandstein und behålt auch als groberes Conglomerat
mit Quarzgerollen denselben Karakter. Als ich im Herbste
1855 mit Herrn David Forbes die Schichtenreihe in der
Gegend von Langesund durchgieng, fanden wir langs dem
Stokkevand den Alaunschiefer uberall auf Quarzit ruhend.
Keilhau hat denselben „graulich und gelblichweissen, fein-
splittrigen, zum Theil kornig abgesonderten Quarz“ in seiner
„Darstellung der Uebergangs-Formation in Norwegen“*)
erwåhnt.

Wir haben hier sicher das Aequivalent des schwedi-
schen sogenannten F ucoiden-Sandsteins. F orbes**) hat meh-
rere Untersuchungen tiber die friiher als Gneiss-oder Ur-
Gebirge bezeichnete Formation an der Grenze des Siluri-
schen mitgetheilt, und er behauptet, dass dieser Quarzit
sich als das oberste Glied an eine ganze Reihe von rneta-

*) Leipzig 1826.

**) Nyt Magaz. f. Naturvidenskaber.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 219

morphischen Straten, Hornblendeschiefern, Glimmerschiefern
und Quarziten, anschliesst — eine Reihe, die wir unter
dieser Voraussetzung nothvendig zu dem ålteren kambrischen
Schichtensysteme hinsetzen mussen.

Dieser Quarzit, den wir als Quarzit, Sandstein, Conglo-
merat u. s. w. fast iiberall unter dem Alaunschiefer mehr
oder minder deutlich entwickelt finden, im siidlichen Schwe-
den, auf Oeland, in Jåmtland am Storsjø, tritt auch am
Mjøsen in derselben Lage auf als oberes alt-kambrisches
Glied; er ist aber hier wegen des steilen, bis zur Inversion
gehenden, Fallens an einigen Steilen, oder wegen der eigen-
thiimlichen mit Schichten verwechselten joints an ånderen,
in eine ganz falsche Stellung gekommen. Mit diesem Quar-
zite beginnt das grosse Schichtenprofil von Gudbrandsdalen;
wenn wir den Quarzit in falscher Stellung anbringen, komnit
auch die nordlich von den evident silurischen Gegenden am
Mjosen liegende grosse Schichtenreihe, das ist, der grosste
Theil des siidlichen Norwegens in eine falsche Relation.

F r u h e r e Ansichten uber das Profil von Dovre nach dem

Mjosen.

Bevor wir also das Profil vom Mjosen nach Dovre durch-
gehen, wie es jetzt vorliegt, mussen wir die bisherigen An-
sichten uber den Zusammenhang dieser weit uber das Land
sich erstreckenden Straten betrachten.

Keilhau*) hat einen Durchschnitt mitgetheilt von dem
grossen Uebergangsterritorium von Gårde in Jåmtland nach
Vårdalen im Drontheimischen. Weil er dabei ausdriicklich
bemerkt, dass dieser Durchschnitt demjenigen vom Mjosen nach
Dovre „in allenStiicken ganz analog44 sei, miissen wir den hieher
gehorigen Theil desselben besprechen. Das ganze Stiick vom

Magazin f. Naturvidenskaber B. XI p. 35 und Tab. IV fig. 1.

220

Theodor Kjerulf.

cn pr

Vårdalen
(= Trondhjem).

Suul

(— Dovre.)

Skalstugan.

Mjosen bis nordlich von
Dovre ist nach Keilhau nur
als ein und dasselbe fåcher-
formige Schichtensystem an~
zusehen. Von Siiden nach
Norden gehend hatte man
zuerst steil gegen N. o-
der N. W., dann vertikale
und zuletzt in die entge-
gengesetzteRichtung hinein-
fallende Schichten zu iiber-
schreiten. Auch wåre iiber
diese Strecke gar keine
zuverlåsssige Formations-
grenze vorhanden, der Ka-
rakter der eigentlichen so-
gen ann tenU eb erga n gsform a -
tion verliere sicli allmålig,
selbst jenes Stuck, das or™
ganische Reste enthålt, hatte
keine naturlichen Grenzen
gegen das Uebrige*), und
man såhe sich nach nnd
nach von Gebirgs arten um-
geben, die von Hisinger als
der Urformation gehorig, von
Esmark und Keilhau selbst
aber richtiger als eigenthumliche IJébergangsstraten gehalte

B»

-X

cr “>

2 tt
95

% 3

W sr
ro

r: o-

sr fr>
£5 3

W ES*

(iårde

(= Rotmnedal.)

wurden.

Ich bin mit der von Esmark zuerst ausgesprochenen

0 G-aea Norvegica p. 881.

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 221

Ansicht ganz einverstanden, dass der grosste Theil dieses
Landstiicks der einst sogenanten Uebergangsformation an-
gehort; dass aber auf diesem Durchschnitt gar keine bestimm-
tere Formationsgrenzen gezogen w er den k onn en, kann
jch in keiner Weise zugeben. Wir sehen auch, dass Keil-
hau die Nothwendigkeit einer Grenze fuhlte, denn er hat
auf der Karte die nordliche Grenze seines ter r a in siluri en
zwischen Øier und Moshus gezogen.

M. I. Du ro ch er*), der eben (1855) nach den Angaben
Hisingers undKeilhaus mit Hinzufugung eigner Beobacht ungen
eine geologische Karte von Norwegen hat erscheinen lassen,
dehnt diese Grenze etwas weiter nordlich bis Losnes**) aus
und erweitert uberhaupt die sehr kritische Grenzlinie Keil-
haus bedeutend. In den nach Durocher mitgetheilten Durch-
schnitten (siehe PL IV) finden wir auch die Lage der Schich-
ten neben bestimmteren Grenzen der Gesteinsformationen an
vielen Steilen genau angegeben. Wahrscheinlich nach den
ausdriicklichen Angaben Keilhaus hat aber auch Durocher
das ganze Stiick von Frogner bis Moshus als ein und das-
selbe Schichtensystem, immer vom Liegenden zum Hangen-
den, gezeichnet. Dies ist falsch. Warum hat man hier die
Worte Leopold von Buch’s vergessen !

Von der Relation der quarzreichen Gebirgsarten nord-
lich am Mjosen zu den evident silurischen Gegenden hån gt
die Auffassung des ganzen Proiils ab. Es ist leicht einzu-
sehen, wenn wir den ersten, hier silurischen, Kalkstein auf

*) Voyages en Scandinavie etc. sous la direction de M. Paul
Gaimard. Geologie par M. J. Durocher.

**) In den Durchshnitten zieht Durocher die Grenze des terrain
siluri en bei Losnes, wåhrend dieselbe auf seiner Karte bei
Tromsen geht. An welche von den beiden soll man sich halten?

222

Theodor Kjerulf.

Quarzit ruhend finden am Mjosen, miissen auch in den
ersten aufruhenden Kalksteinen an der nordlichen Seite dieses
alteren Grundgebirges silurische Repråsentanten anerkannt
werden.

Ebenso deutlich, als spåter behaiiptet wurde, die Grau-
wacke wåre das Hangende des Uebergangskalksteins, hat
Leopold von Buch im Gegentheil die Wahrheit ausge-
sprochen: „dass die Grauwacke bei Freng etc. am Mjosen
den Kalkstein trage und ihm vielleicht weit genug in
der Formationsreihe vorhergehe.“ Das wahre Verhåltniss
entgieng seinen Angen nicht, obgleich er im April, halb im
Winter reiste. “Man tritt mit jedem Schritte von neueren
zu alteren Schichten hertiber. Und die Bildung der Grau-
wacke steigt nicht bis zu der Zeit der organischen Welt her-
unter.“ Auch die quarzreiche Gebirgsart am Brumundelv
erschien ihm als ålteres Gestein, “denn -der Kalkstein kommt
wieder daruber.“*)

Diese Beobachtungen sind in der That glånzend; wir
haben noch darin den Schliissel zur Erklårung. Weil ihm
kein Kalkstein nordlich von Birid am Mjosen bekannt war,
konnte Leopold von Buch die Consequenz seiner Beobach-
tung nicht auf den Durchschnitt bis Dovre uberfiihren. Durch
die Schnelle der Reise und die winterliche Bekleidung der
Feisen wurde es auch ihm unmoglich die Schichtenwindun-
gen zu beobachten, die wir auf dem Durchschnitte von Du-
rocher nur zum Theil angegeben finden. So entstand die
falsche Ansicht: im ganzen Gudbrandsdal hinauf herrsche
stetiges Einfallen gegen N. H ising er, der indessen auch
von einer Ueberlagerung des Kalksteines bei Mo spricht,
wiederholt v. Buchs Bemerkung: man schreite immer von

*) Reise durch Norwegen. Berlin 1810. Bd. I. p. 171, 17 8.

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 223

jtingeren zu ålteren Gebirgsarten. Man bat spåter mehr
oder weniger dasselbe nachgesprochen.

Als man aber den Kalkstein bei Losnes wieder auf den
quarzreicben Gebirgsarten am Mjosen ruhend entdeckte, hatte
man nicht mehr an altere Gebirgsarten denken sollen, son-
dern nach den Worten Leopold von Buchs eben an den
Ubergangskalkstein, und weiter nordlich an noch j tinge-
ren Kalkstein (Dolomit).

Durch Uebergånge, wodurch man leider in der Geolo-
gie einst Alles verband, was oft gar keine Verbindung hat,
dachte man sich hier das Jtingere an das Aeltere gekntipft,
oder das Unkrystallinische in dem Halbkrystallinischen und
dem Aecht-Krystallinischen verwebt. Es giebt in dem Ver-
stande gar keinen solchen Uebergang.

Durocher theilt die alten Gebirgsgruppen Scandinaviens
„d’aprés Fordre de leur ancienneté“ folgenderweise :

1. Les terrains primitifs ou schistes cristallins.

2. Les terrains de transition inférieure ou schistes semi-
cristallins.

3. Les terrains paleozoiques (silurien et devonien).

„Le groupe des terrains primitifs comprend avec le
gneis, les schistes cristallins qui lui sont associés, les shis-
tes inicacés talqueux, amphiboliques etc.

Le terrain gneissique de la Suéde et de Finlande est
vraiment digne du titre de gneis primitif (Urgneis); car il
représente trés-probablement la formation schisteuse la plus
ancienne du globe. Il a été déposé et a revétu son aspect
cristallin avant le commencement de la periode silurienne.

Le second groupe, qui parait former la base des terrains de
transition, se compose de dépote intermédiaire entre les terrains
primitifs et les terrains de transition fossilifére. — Dans une
grande partie de la Norvége on voit succeder au gneis des for-

224

Theodor Kjerulf.

mations stratifiées, semicristallines et depourvues de fossiles,
qui paraissent étre antérieure å Tepoqve silurienne - - elles
semblent correspondre å le terrain cambrien. Ce terrain
renferme des assises de schistes argileux et de schistes cri-
stallins, de grauwacke, de poudingue, de quartsite et de cal-
caire etc.“*)

Wir haben in Scandinavien ganz gevviss grosse Strecken
aua Granit, Gneiss und metamorphischen Schiefern bestehend,
mid, weil wir kaum irgendwo altere finden werden,
verdienen solche vielleicht die Nåmen Urgranit, Urgneiss,
Urschiefer. Darum gehort aber nicbt aller Gneiss und
nicht alle vollkommen krystallinischen Scbiefer diesen ål-
testen Formationen. Es wåre auch sehr ubereilt die ganze
Gruppe der sogenannten halbkiystallinischen Schiefer zu
einer zwischen Ur-und Uebergangsformation intermediåren
hinzurechnen. DieLagerungsverhåltnissegebendazu
kein Recht; aus dem mehr oder weniger krystalli-
nischen Karakter låsst sich nicht auf das Alter
schliessen.

In den Sectionen von Langesund und Kragero haben
wir nach Forbes**) wahrscheinlich kambrisclie Straten, die
man bis neulich alle zu der Gneiss-Formation zåhlte. In
dem Durchschnitte von Birid nach Liisnes haben wir kam-
brische Straten, die man — wegen ihres unkrystallinischen
Habitus — noch nie zu dem Gneisse rechnen wagte. Wei-
ter nordlich liaben wir silurische und devonische Aequiva-
lente von demselben halb- oder ganz krystallinischen Ka-
rakter wie bei Kragero*

*) Géologie II p. 225, 229, 236, 240.

**) Geologiske Undersøgelser over det metamorpkiske Territorium
ved Norges Sydkyst. Nyt Mag. f. Naturv,.

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 225

Wenn wir grosse Streeken von dem sogenannten ter r ai n
primitif mit regelmåssigen Kalklagern erfiillt sehen, so ist
diess der Beweis, dass diese Streeken nicht primitiv sind;
denn die ers ten Kalkstein e treten irgendwo in denkam-
brischen oder åltesten silurisehen Zeiten hervor. Der Name
„Gneiss“ ist fur die Geologie Norwegens unheilbringend
gewesen. Auf der Existenz eines Urgneisses als auf siche-
rer Grundlage bauend, hat man auch den halbkrvstallinischen
Karakter als bezeichnend fur die nåchste Altersstufe genom-
men. Es ist auch zu erinnern, dass man unter dem etwas
elastischen Begriffe Gneiss ziemlich bunte, krvstallinische
Gebirgsarten zusammengefasst hat.

So sind also die bisherigen Ansichteo uber den Zu~
sammenhang der Schichten vom Mjøsen mit denen vom
Dovre-Fjeld. Ich werde jetzt das von mir im Sommer 1855
und 56 aufgenommene Profil durchgehen. Die vvichtigsten
Punkte sind aus der Karte Keilhau’s zu ersehen; sonst muss
ich auf die vor einigen Jahren erschienenen Amtskarten*)
verweisen.

Kambrische und si lu rise be Formationen am Mjosen.

W enn wir eine etwa gegen N. W. gerichtete Linie ziehen
von der Kirche Rommedals uber Hamar nach dem Bru-
mund-Elv bei Nedre-Kvårn, uberschneiden wir im mittleren
Theile die weicheren silurisehen Schichten von Schiefer
und Kalkstein, deren Parallele wir auf dem Profile vom
Mjosen nach Dovre in der flelgo und im Kirchspiel Nås ha-
ben, an bei den Seiten dagegen, in dem Bryns-Aas und den

*) Kart over Christians Amt forfattet ifølge den kongelige
norske Regjerings Foranstaltning under Bestyrelse af Opmaalings»
Directionen af Gj es si ng 1845. Kart over Hedemarkens
Amt Do, Do, af N. A. Ramm og G. Munthe, 182 9.

226

Theodor Kjerulf.

letzten Auslåufern des Vangs-Aas, harte (kambrische) Quar-
zite mit Conglomerat.

Der Bryns-Aas ostlich von Rommedal besteht aus einem
quarzarmen Glimmerschiefer, grobem Conglomerat mit Stii-
eken von Quarz und Feldspath und feinerer Grauwacke,
in aufsteigender Folge. Am nordlichen Abhange des Bryns-
Aas fallen die Straten etwa 30° gegen S. W., am westlichen
35° etwa gegen W., an der ostlichen Seite dagegen liegen
sie schwankend oder fast horizontal. Schon hier werden
wir also der Regel eines immer steil nordwestlichen Fallens
widersprechen. Es kann keinem Zweifel unterworfen sein,
dass die jetzt auf der Linie von Rommedal nach dem Agers-
Vig folgendén silurischen Straten nber jenen quarzigen Ge-
bilden liegen. Die Gegend . ist aber zu viel nberdeckt um
ein Profil zu verstatten. Dagescen ist auf der Strecke von
Agers-Vig nach Nedre-Kvårn das Gebirg eben so viel ent-
blosst, dass wir den wahren Schichtenbau mit einiger Miihe
entdecken konnen.

Wåhrend das Streichen im Ganzen mit der Linie des
Vangs-Aas oder mit der des Sundes zwischen der Helgo
und Nås parallel geht, entdecken wir hier und da Windun-
gen in der Richtung des Fallens. Bei einer Wanderung
von Hamar langs dem Agers-Vig werden uns gleich die
da nicht seltenen vollkominenen Umbeugungen eines und
desselben Kalksteinlagers auffallen. In der Nåhe von Hamar
an der nordwestlichen Seite des Agers-Vig sehen wir drei
bis vier solche Sattel oder Windungen, an dei1 entgegenge-
setzte Seite einen in der Nåhe von Togstad.

Auf dem Wege von Storhammer nach dem Furuberg
haben wir Orthoceratitkalkstein und schwarzen Thonschiefer
stark aufwårts fallend, eben am Hofe Storhammer aber,
neben Spuren von Alaunschiefer, diejenigen grossen Ellip-

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 227

soiden von Anthrakonit, die auch sonst fast iiberall den
Alaunschiefer begleiten. In dem Fnruberge linden wir
eine hohere Etage von Schiefer, Kalksandstein nnd reinem
Kalkstein in der schonsten schalenformigen Lage. Weiter
anfwårts — immer langs der Kustenlinie — liegt wieder
der Orthoceratitkalkstein in schalentormiger Lage, darunter
schwarzer Schiefer stark znsarnmengepresst. Der Schiefer
ist glanzend, enthalt Kalksteinellipsoiden nnd hat nicht den
Strich des Alaunschiefers. In uingekehrter Lage trcten dann
dieselben Schiefer und daruber der Kalkstein zwischen Grot-
odden und Langodden hervor. In der hervorspringenden
Landzunge, Langodden, dagegen steht graner Quarzit oder
Qnarzschiefer an, von 30° bis 10° etwa gegen S. O. fallend.
Auch hier also kann die Ueberlagerung der silurischen For-
mation nicht oresehen werden.

Folgen wir aber der Grenzlinie zwischen Quarzit und
Kalkstein hoher hinauf in die Richtung des Streichens, dann
lindet sich zwischen den Hofen Hellerud und Sollerud der
erste ausgezeichnete Grenzpunkt.

Hellerud.

Der Quarzit liegt zu unterst, die Poststrasse geht dar-
uber. Hoher hinauf wird er von Alaunschiefer zuerst,
dann von Kalkstein bedeckr. Die Grenze zwischen beiden
Formationen zieht sich von Langodden uber Hellerud
langs dem sudlichen Abhange des Yangs-Aas, uber Kjol-
stad, Bnsterud etc.

Ueberall in dieser Linie sind Alaunschiefer und Quarzit,
m Beruhrung. Wo letzterer auf ersterem in steiler Lage

15*

Durchschnitt vom Langodden nach Hamar.

Theodor Kje r ul f.

Langodden.

L Giestnes.

zn ruhen scheint, da ist diess Verhåltniss durch In ver-
sion hervorgcbracht. Beispiele åhnlicher Inversionen haben
wir bei Ringsaker, im Gudbrandsdal bei Laurgaard, auch
in kleinerem Maassstab bei Christiania auf Hovedo.

Die Unterlage der silurischen
Straten bildet der Quarzit (1), dar-
iiber kommen die Abtheilungen 2
und 3 des Christianiabassins, welche
von unten nach oben bestehen aus:
Alaunschiefer und schwarzem Schiefer
Ml i I mit Anthrakonit-Ellipsoiden, Kalk-

| stein mit Orthoceratiten , dunklem

Schiefer (ganz vom Aussehen des
Graptolithschiefers 3 ft). Ueber den
Straten dieser tieferen Etage, die zu
starken Windungen zusammengepresst
sind, hier und da vielleicht sogar
invertirt oder iibergestiirzt, liegen in
dem Furuberg schon entblosst die
Schichten einer oberen Etage (4 und
5). Es ist schwierig die Machtigkeit
der unteren Gruppe ahzuschlagen.
Doch steigt dieselbe gewiss nicht iiber
300 Fuss. Die obere Etage kann
400 Fuss måchtig sein; wir haben also
Hamar hier eine gesammte Machtigkeit von
nur etwa 800 bis 700 Fuss.

Die Schichten des Furubergs
sind :

a) graue Thonschiefer und Mergel mit einzelnen Kalk-
platten. Sie enthalten Favosites fibrosa und \ a-
rietåt Lvcoperdon in Menge, Trocholites angui-

'si

Storhanv

mer.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 229

mis Salter, einige Orthiden, kleine Lcptaenen und
undeutliche Encrinitenstiele ;

b) dicke Banke vom grauen Kalksandstein; iiber und unter
denselben einige Schieferschichten. In diesem Kalk-
sandstein: Rhynconella nucula und Rh. diodon-
ta, ferner Strophomena rugosa und ein Euom-
ph alus;

c) fetter blauer Kalkstein mit nur wenigen und diinnen
eingelagerten Mergelschichten, wahrscheinlich sehr arm
an Versteinerungen ; erreicht eine Måchtigkeit, die der
Hohe des Furubergs fast gleich ist (gegen 250 Fuss?);

darin nur gefunden Atrypa dorsata His.

Furuberg

Die sohone Faltung des Furubergs setzt quer iiber den
Furnes-Fjord; gleich ostlich von Enger linden sich dieselben
Schichten (4 und 5) in schalenformiger Kriimmung wieder,
und sie sind weiter im Kirchspiel Nås zu verfolgen bis an
die Hohe bei Berg (Pl. I).

Auch auf der Helgo mitten im Mjosen finden wir die-
selbe Schichtenrcihe, die eben durchgangen wurde. In Ho-
vindsholmen, an der Siidspitze von Helgo sind gewundene
graue Thonschiefer mit Kalknieren. Sie setzen nach Helgo
fort, mit grosseren Kalkstein-Ellipsoiden, worin eine Fulle
von Versteinerungen steckt: Orthoceratites imbricatus Wahl.
O. regularts, O. duplex, O. trochlearis, O. distans, Ni-
lens depressus Ss. & Bk., Asaphus, Lituites lituus, L. cornu
arietis J. Sow., Lituites angulatus M. C., Euomphalus tri-
gonalis, Bellerophon bilobatus, Trochus ellipticus His.

230

Theodor Kjerulf.

Die ganze sudliche Hålfte von Helgo besteht aus
diesen wahrscheinlich st ark gewundenen Straten. Dagegen
ist die hohere mittlere Partie der Insel von der oberen
Etage (b und c im Furuberg) gebildet. Die schone scha-
lenformige Faltung sieht man am besten in denKalkfelsen bei
Lodvigen. Besonders schon ist der mit Korallen erfullte
Kalkstein am sudliclien Arme der Faltung, wo senkrechte
Wande auf Pfeilern zu ruben scheinen wegen Auswaschung
duroh das W asser des Sees in tiefen Spalten, die die com -
pacten Kalkbånke von unten nach oben durchsetzen. In
dem kiystallinischen marmorartigen Gesteine ist die ganze
Wand von sechseckigen Korallenrohren bekleidet (Favosites
alveolaris?).

Aus diesen ScJiichtenabtheilungen besteht die silurische
Formation, die uber die Kirchspiele Stange, Vang, Nås und
Ringsaker sich verbreitet — wir konnen sagen aus den
Sehichten von Hamar und den Schiehten von Furuberg,
Gruppen, die der Oslo- und Oscarshall-Gruppe entsprechen.

Wenden wir uns aber wieder an die Fortsetzung des
Profiles am Furnes-Fjord, weil die westliche Seite der Halb-
insel vom Kirchspiel Nås, wodurch linser grosser Durch-
schnitt gezogen ist, nu r sehr unvollkommen entblosst ist.

Narud Aas, ^ sjj Hostbjor Aas,

Von Langodden bis zu dem Brumund Elv herrschf
der vorerwåhnte Quarzit. In der langen Linie des Vangs
Aas, die mit der Hohe Hostbjur- Aasen gegen Westen en-

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 231

digt, setzt der Quarzit fort. Man åndet in dem Vangs Aas
bald Quarzit und Quarzschiefer, bald einen Quarzsandstein,
bald ein grobes Conglomerat. In dem Profile am Brumund
Elv liegen die Hohen Hostbjor Aas und Narud Aas zu
beiden Seilen. Sie gehoren auch beide zu derselben alten quarz-
reichen Formation. Auf der rechten Seite scheint Quarz-

schiefer steil nach N. W. einzuschiessen, auf der linken Seite
dagegen åndet sich rothlichgelber Sandstein mit thonigem
eisenschussigein Bindmittel, gemengt mit rothen thonigen
Schichten, steil nach S. O. fallend. Auf der Spitze des
Narud Aas und im ganzen nordlichen Abliange setzt roth-
lichbrauner Feldspathporphyr aus der Tiefe auf. Die rothen
Schichten lehnen sich an den Porphyr und sind augenschein-
lich theilweise aus ihm gebildet. Rothen Sandstein (und
Conglomerat) kann man von da zuerst eine Strecke weit
den Leer-Elv hinauf, dann uber das Plateau nach Giten-
Aa bei Ejornstad Sater in Oesterdalen verfolgen, wo ihn
Kalkstein mit Orthoceratiten uberlagert — den bis jetzt
letzten Spuren von Versteinerungen gegen Norden. Die
unmittelbare Grenzlinie habe ich hier nicht entblosst zu sehen
bekommen; am Giten-Aa schien aber die Folge von oben
nach unten diese zu sein : schwarzer Schiefer, Orthoceratit-
Kalkstein, vielleicht wieder Schiefer, rothlichweisser Quarzit,
rother Sandstein und grobes Conglomerat.

Der Porphyr vom Narud Aas, der ubrigens dem Porphyr
vom Holsfjord und Asker nicht unåhnlich ist, rothlichbraun
mit weisslichen grossen Oligoklaszwillingen, hat die alten
kambrischen Sandsteine und Quarzite eben in der Zeit ihrer
Ablagerung durchbrochen, ist theilweise zerstort worden und
mit dem Quarzmateriale als rother eisenscliussiger Sandstein,
von thonigen Letten begleitet, wieder abgelagert. Die Spu-
ren dieser rothgefårbten Quarziten oder Sandsteine ånden

232

Theodor Kjerulf.

sich noch weiter gegen N. W. an mehreren Steilen zwischen
den tibrigen Straten dieser Formation — der sogenannten
Grauwacke, grobem Conglomerat und dunklem Schiefer.

Dieser Ausbruch vom Porphyr, der sich vielleicht auch
in dem Yerlaufe des Narud-Aas, in der Lime vom Brumund
Elv neben mehreren ånderen parallelen Linien geltend macht,
steht dagegen in keiner Verbindung mit dem Zuge von me-
tamorphischen Gebfrgsarten quer uber der Halbinsel, auf der
Grenze der Kirchspiele Nås und Ringsaker (Pl. I).

Die grosste Plohe erreichen die metamorphischen Ge-
birgsarten in Roraasen, wohl 1000 Fuss uber dem Mjosen.
Am nordlichen Abfalle bei Stenseng, dem Brumundelv ge-
geniiber, ist noch deutlicher Quarzit, am sudlichen bei Lien und
Biskopslien setzen die Faltungen von Langodden und Gjest-
nes uber. Die Strukturebenen des Glimmerschiefers, Am-
phibolithschiefers und des Gneisses, woraus dieser metamor-
phische Theil sonst besteht, scheint sich kreisformig um
Roraasen zu drehen. Vielleicht ist das Ganze nur als die
metamorphosierte kambrische Formadon des Vangs Aas zu
betrachten. Wir haben am Fusse von Vangsaasen Granit
in der Nåhe. Ein grosses Granit-Territorium erstreckt sich
liierhin von der Reichsgrenze. Wir ånden den Granit an-
stehend sudlich von Bjornstad, \ Meile weit. DerWegvon
Grundset nach Leuten ist mit Granitblocken uberfullt.

Wenn wir jetzt den Durchschnitt am Furnes Fjord
weiter gegen N. fortsetzen wollen, werden wir auf dem Wege
von Fangberget uber Veid re nach Haakenaasen Såter nur
wenig entblosst ånden. Ueber dem Quarzit von Brumund™
Elv kommt wieder die silurische Formation bei Fangberget .
Die Thonschiefer mit den Schraubensteinen (ausgehohlten
Encrinitenstielen) und die Kalksteine in dem gegen 200
Fuss hohen Berge bei FangbeVget scheinen unserer Abthei-

Ueber die Geologie des siidiichen Norwegens. 233

lung 4 anzugehdren. Bei der Kirche von Veldre hat man
noch den Kalkstein, 60° nach S. O. fallend, in einer von
den so gewohnlichen Windungen; dann tritt man in die
quarzreiche Formation hinein etwa auf dem halben Wege
zwischen Fangberget und Haakenaasen. Bei Rognlien der
rothe Sandstein, bei Haakenaasen Grauwacke.

Gehen wir iiber Ellefsåter langs dem Mo-Elv nach
Ringsaker zuruck, um ein besseres Profil aufzusuchen, lin-
den wir im Mo-Elv das ausgezeichnete Conglomerat mit
Quarzgerollen und Feldspathstucken, offenbar einen zerstor-
ten Grundgranit, 10 bis 20° nordlich fallend, in der Nåhe
von Baardset rothen quarzreichen Sandstein, und erst am
Abhange gegen Tande betreten wir wieder die silurischen
Kalksteine.

Auch wenn wir die ganze Halbinsel vom Kirchspiel
Nås durchziehen, von Nås bis nach Herssong, bekommen
wir nur wenig zu sehen. Ich habe darurn das ostlichere
Profil genauer bechrieben. Dagegen finden wir in der Ge-
gend von Ringsaker die schdnsten Aufschliisse.

Zwischen Tjerne und dem kleinen Bache siidlich von
Ringsaker ist uberall Quarzit zu sehen, sowohl unten am
Strande als hoch ins Land hinauf. An einzelnen Steilen fal-
len die Schichten dieses Quarzites, an ånderen joints in
demselben, steil gegen N., N. N. W. oder N. N. O. hinein.
Ueber dem Quarzit liegt aber die silurische Formation.
Zwischen Vinju und der Station Ringsaker sieht man unten
am Strande den Alaunschiefer unmittelbar auf dem harten
kornigen hellgefårbten Quarzit ruhend; dariiber kommt wieder
Kalkstein. Die Schichten fallen hier alle steil gegen N.
Auch aber weiter westlich im Lande zwichen Ackerland
undWald tauchen mehrere Hohen, oben aus dem Kalkstein
bestehend, empor. Sie bilden oft kleine Riieken in der

234

Theodor Kjerulf.

Richtung von W. gegen O. Der Kalkstein liegt oft in
schwach gcneigten Schichten, so bei Ulven, Leene, Målum
u. s. w. Man iiberzeugt sich hier, wenn nicht friiher, dass der
Quarzit in der That zu oberst in dem -åkeren kambrischen
Grundgebirge liegt.

Die silurischen Straten setzen von der Station Ringsaker
bis nordlich von Steen fort. Bei Steen springt eine kleine
Halbinsel hervor, an deren westlicher und ostlicher Seite
man das Profil sehr leicht durchgehen kann. Man hat hier,
steil nach N. N. W. einschiessend und wie auf einander fol-
ge nd, den Kalkstein, Alaunschiefer nnd Grauwackenschiefer
und den Quarzit. Die Grenze zwischen Alaunschiefer und
Quarzit zieht iiber Dumstua und Tande hin langs dem Ab-
hange des etwas hoheren Quarzgebirges.

Profil bei Dumstua.

Hier ist denn Nichts als
eine deutliche In version ; das
Aeltere lehnt sich langs dem
Abhange vom Tande Aas
an das J tingere an. In
jedem Falle sind, wie iiber die eben beschriebene Strecke, auch
hier grosse Zusammenpressungen vorgegangen. Die Quarz-
itformation behålt dabei gar keine constante Fallrichtung.
Schon gleich nordlich von Stensodden finden wir am Strande
— gegen den Mo-Elv hin — ein Profil, wo gefaltete Stran-
ten deutlich hervortreten.

Diess Profil ist die Fortsetzung des vorigen. Diesel-
ben Straten, die fm Profile bei Dumstua iibergestiirzt ste-
hen, sind hier in normaler Faltung zusammengepresst. Die
Straten selbst sind von steilen nach N. oder N. N. Mr. hin-
ein fallenden joints tibersch nitten, die manchmal in der Ent-
fernung starker hervortreten als die Linien der Stratification,

Ueber die Geologie des siidlichen Norvvegens. 235

C/l

Svennes.

Birke-

hougen.

Bersrstuen.

^ und die man also gewiss mit

Schichtenlinien verwechselt
haben muss, wenn man von der
Regel des nordlichen Einfal-
lens spraeh. Denn wie man
>y sonst zu dieser Schichtenstel-
lung gekommen ist, begreife
ieh nicht.

Die beschriebenen Ver-
håltnisse wiederholen sich im-
mer in der Linie unse res gros-
sen Profiles. Ueber der quarz-
reichen Formation des Grund-
gebirges , und mitunter zwi-
schen den gefaltetén Straten
stark gepresst, liegen schwar-
ze S chiefer, worin man noch
oft den Karakter des Alaun-
schiefers entdeckt, und darii-
ber Kalkstein. Die Faltungen
selbst nelimen alle moglichen
Formen an, sie bild en gros-
se Bogen wie zwischen La-
rud und Odden, sie sind stark gebogen
bis zul* Xnvérsion oder liegen dicht ge-
kråuselt wie zwischen Svennes und Roterud in Birid u. s. w.

Weder von allmahligen Uebergången von Kalkstein in
Grauwacke, noch von der reellen Supraposition der letzte™
ren ist hier zu reden; uberall scharfe Grenzen und wohl zu
unterscheidende Formationen. Im Profile von Svennes nach
Roterud ist die zum Theil wieder ganz invertierte Folge,
in normaler Stellung gedacht, von oben nach unt en :

Koterud.

236

Theodor Kje r ul f.

1. blauer Kalkstein mit einzelnen Lagern von Kalksand-
stein, die in den vielen Windungen am Strande hier
und da zur Orientierung dienlich sind,

2. harter Schiefer mit eingeschalteten dunnen Kalkstreifen,

3. dunkler Schiefer,

4. harter Schiefer mit dunnen Kalkstreifen,

5. feinkorniger hellgrauer Quarzit (oder „Grauwacke“),

6. grobes Conglomerat mit kleineren und grosseren Ge-
rollen aus Quarz bestehend, neben Stiicken von weis-

sem Oligoklas, in der vorigen Masse als Bindmittel,
mehrere hundert Fuss måchtig,

7. dunkler Schiefer ( Gr au wacken s chi efer w ) ,

8. feinkorniger grauer Quarzit.

Das grobe Conglomerat, dessen oft kopfgrosses Gerolle
wie aus der Nagelfluhe hervorsteckt, setzt siidlich von Ro-
terud quer tiber den Mjosen und tritt in den Wanden bei
Biskopsaasen hervor, dann weiter gegen Osten langs dem
Abhange, uber Quislien u. s. f. Es kommt in dicken Ban-
ken vor, die durch einige Zwischenlager von feinkorniger er
Zusammensetzung getrennt sind. Die oberen Banke dieses
Conglomerates sind auch unten in der Wolbung des Grund-
gebirges zwischen Larud und Odden zu seheri.

Wenn wir von hier weiter gegen Norden hinauf diesel-
be Grundgebirgs-Formation verfolgen, zuerst gefaltet bis
nach dem Zusammenflusse von Gousa und Logen, dann all-
mahlig schråg nach Norden abfallend, kdnnen wir die måch-
tigen Banke des groben Conglomerates als leitende Schich-
ten brauchen; und wenn wir, einige Meilen nordlicher im
Gusdal und Fodvang, dasselbe wieder von den (ersten)
Kalksteinen uberlagert finden, sind wir auch hier in der
Formationsgrenze orientiert. Mit eben demselben Rechte,
womit wir den Kalkstein in Birid als silurisch betrachten —

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 237

und wer wird das nicht? — miissen wir auch an jenen Stei-
len nordlicher die silurische Grenze wieder aufziehen. Wir
treten daselbst nicht in „terrains de transition inferieureu
hinein (cfr. das Profil von Durocher Pl. IV,) wohl aber
haben wir hier „des schistes semicrystallins“, die mit siluri-
schen und noch jiingeren Etagen åcjuivalieren, vor uns.

Silurische und devonische Æequivalente in Gudbrandsdal.

In drei einzelnen Gebirgsdurchschnitten haben wir diese
ganze — uber der erwåhnten kambrischen Formation lie-
gende — Lagerfolge, woraus der grosste Theil des centra»
len Norwegens besteht, vollståndig vorhanden. Man wird
ans dein grossen Profile (Pl. I) sehen, dass wir, wenn wir
den ersten Durchschnitt bei Fodvang nehmen, in die Hohe
eben so weit wie bis zu Elstad in die Lange vorrucken.
Den nåchsten Durchschnitt nehmen wir uber Elstad und
Strudsfjeld; wir stossen dabei an dieselben Schichten, die sich
weiter nordlich unter der Kirche von Kvam senken, Wir

ziehen also den dritten Durchschnitt von Kvam gegen N.
N. W. iiber Furusjo nach den Rund an, und wir sind da-
mit iiber alle Schichten von den tiefsten zu den
hochsten gegangen. F iigen wir dazu auch einen vierten
Durchschnitt iiber Borga Fjeld in Gusdal, um die silurische
Grenze auch auf einem ausser unserem Profile liegenden
Punkte zu bezeichncn, so sind auf diese Weise die Bau-
theile eines bedeutenden Theiles vom Lande schon ge™
geben.

Dass aber in der That die ganze Strecke vom Mjo-
sen nach Dovre nur aus diesen einfachen Bautheilen be-
steht, davon miissen wir uns durch zusammenhangende Pro-
file uberzeugen.

Siidlich von Fodvang liegt der feste kambrische Quarzit,
thalaufwårts sich neigend, von Granwacke und dem groben

Theodor Kjerulf.

Conglomerat mit Quarzgerollen begleitet. Daruber liegt in
dem Bakkeberg:

■o

c/J

Opsal Kampen
2800‘

a. schwarzer diinnblåttriger Schiefer, dem Alaunschiefer
sehr åhnlich, mit einzelnen dunkeln Kalksteinplatten,

b. reiner hellgefårbter Kalkstein, sehr måchtig,

e. schwarzer Thonschiefer, dem Graptolithenschiefer åhn-
lich, mit einzelnen Kalksteinschichten,
d. grimer seidenglånzender diinnplattiger Dachschiefer
(chloritischer Thonschiefer).

Der Hof Bakke liegt zwischen zwei hervorragenden
kleinen Kupp en, worin der Kalkstein (b) ansteht. In der
nordlicheren Kuppe liegen oben die quarzreichen Schiefer
e, darunter die grimen Dachschieferfd, darunter diinnschiefri-
ger Mergel, blauer Kalkstein, schwarzer Thonschiefer und
wieder Kalkstein. In der siidlichen Kuppe (dem Bakkeberg)
dagegen oben Schichten aus lauter Kalkconcretionen zusam-
mengesetzt, dann der dichte hellblaue måchtige Kalkstein (b),
der dem oberen Kalkstein des Furubergs so åhnlich ist, dass
ich noch hoffe darin einst Versteinerungen zu finden, ob“
wohJ ich schon stundenlang vergebens gesucht habe. Audi
der Furubergskalkstein war aber sehr arm an Versteinerun-
gen, Die Kuppe erhebt sich 4—500 Fuss iiber die Losna,

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 239

Unter dem Kalkstein kommt schwarzer Schiefer. YVie das
grosse Profil (Pl. I) zeigt, senkt sich dieser Kalkstein bis
zn dem Wasserspiegel der Losna herunter und erhebt sich
dann, wie es scheint, gegen Tromsen Elv hin wieder in die
Hohe, so dass der unter ihm hervortauchende Quarzit mit
dem Fod vanger identisch sein muss.

Aufwårts bis an die Hohe von Opsalkampen liegen
blaue quarzreiche Schiefer,

dunnblåttrige grime glånzende Thonschiefer mit
einzelnen dicken Banken von weissem grobsplittrigem
Quarz. Die Schiefer (f) werden nach oben zu quarz-
reicher; zu oberst liegt
reiner Quarzit.

Allen Vorbeireisenden wird die tiefe Felsenschlucht des
Tromsen Elv bekannt sein. Ich nehme an, dass ein Aufrucken
långs dieser weit gegen O. fortsetzenden Spalte stattgefun-
den hat, weil die Schichten an beiden Seiten sonst nicht
zu correspondieren scheinen. Vielleicht werden weitere Un-
terzuchungen Aufklårung geben. Die Fortsetzung des Kalk-
steins von Fodvang, der augenscheinlich schon sudlich von
der Tromsen-Schlucht sich auszukeilen beginnt, habe ich in
den Spuren von Kalkstein in der Nahe von Trostaker am
Bergabhange gesucht. Den Elstad-Quarzit setze ich mit
dem Quarzit (h) des Opsalkampen identisch. Kaum wird
man sich hierin tåusschen, weil wir auf der ånderen Seite des
Logens den Kalkstein von Fodvang bei Strandesåter, Trest-
aker gegeniiber, wiederfinden. Weiter gegen N. W. setzt
er uber Dybdalen und Hofde fort.

Beim Håuslerplatze Trostakerbraaten fand ich lose Kalk-
steine, dem Fodvangerkalke nicht unålmlich, voll von Verstei-
nerungen: Orthis lunata, Rhynconella nucula , Trocholites u.
m. Die Steine waren zu einer Mauer vor dem Flause angewandt.

240

Theodor Kjerulf.

Die Wahrscheinlichkeit irgendwo in dieser Gegend Verstei-
nerungen zu finden ist sehr gross. Am sehr bedeckten Ab-
hange des Berges hier habe ich aber, wie bei Fodvang, bis
jetzt vergebens gesucht; nur mehrere lose Stiicke eines blauen
Kalksteins wurden gefunden ohne Yersteinerungen. Ich bin
auch spåter unterrichtet worden, dass jene Steine von einem
alten Meilenzeiger von der Zeit Christians VII herrtihren; wo
dieser Meilenzeiger gehauen wurde, wusste man indessen nicht
anzugeben. Bei dieser Gelegenheit muss ich daran erinnern,
dass man auch weiter nordlich in Gudbrandsdal von Ver-
steinerungen gesprochen hat. Esmark*) erwåhnt, das man
ihm von einem Kalkstein mit Versteinerungen in der Nåhe
von Kringlen berichtet hatte. Esmark fand aber diesen Kalk-
stein nicht. Wir wissen jetzt, dass sowohl Kalkstein als
Dolomit in dieser Gegend ansteht.

Wenn wir von Brostad aus, gerade siidlich von Fod-
vang, das entgegenstehende Ufer der Losna betrachten,
sehen wir, dass sich der Bodenquarzit von Brostad allmah-
lig gegen Sliden in dem Abhange erhebt. Mit dem Quarzite
muss sich auch der Kalkstein von Fodvang allmåhlig erheben.
Den Kalkstein, der bei Losnes im Niveau der Losna (620
Fuss u. d. M.) und im Bakkeberg gegen 300 Fuss hoher
liegt, sehen wir darum auf der Hohe des Plateau’s (gegen
3000 Fuss) zwischen Sjo-Såter und Kilid-Såter. Er wird
hier in kleinen Mengen gebrochen, nach Granskougen, am
westlichen Ufer der Losna ^ VI. siidlich von Fodvang, ge-
bracht und daselbst, verkauft.

Von Kilidsåter weiter gegen S. und S. S. W. senkt
sich der Kalkstein wieder; wir finden ihn am Abhange iiber
dem Ilofe Klave, der Kirche von Gusdal gegen uber, in einer

*) Reise fra Christiania til Throndhjem. p. 6 5.

Ueher die Geologie des siidlichen Norwegens. 241

Hohe von gegen 1 300 Fuss; westlicher beim Ho fe Bratland,
in der Nåhe von Birkehage, in einem noch tieferen Niveau,
and auf dem Wege zwischen den Stor Elv und Forset-Såter
wieder ein wenig hoher hinauf. Den letzteren Ort konnen
wir ferner durch eine nach dem Vismund Elv gezogene
Linie verbinden, und so, indem wir dem Verlaufe des Vis-
mund Elvs langs dem linken Åbhange folgen, diesen Kalk-
stein mit demjenigen in Birid vereinigen.

Der Grenzlinie zwischen unserer ålteren kambrischen
und darauf ruhenden silurischen Formation miissen wir etwa
einen åhnlichen Verlauf geben ; wegen der gleichformigen
Anflagerung der jiingeren Formation, neben den vielen Fal-
tungen und der oft schwankenden, ziemlich horizontalen Lage,
muss sieh ind essen diese Linie langs den Abhången hin
winden. Åuch haben wir schon gleich sudlich von Birid
wieder eine kambrische vielleicht noch inehr gezungelte Partie,
deren Verlauf nacb W. ich fur die Zeit gar nicht anzugeben
wage, am nicht voreilig zu viel zu behaupten.

Zur Bestimmung der ubrigen Grenzlinien der kambia-
sehen Formation am Mjosen, in Gudbrandsdal, Oesterdal u,
s. w. sind noch gar keine zusammenhangende Profile vor-
banden. Den Kalkstein von Fodvang linden wir bei Kop-
ang in Store Elvedalen wellenformig gescbicbtet wieder;
ferner bei Lid (?) am Stor Stien. Die nordliche Grenze
wird also etwa in dieser Kichtung zu ziehen sein; eine sud-
lichere dagegen gebt von Ringsaker iiber Veldre nach Bjorn-
stad bin, dann wieder zuiiick nach Fangberget am Mjøsen
und davon langs dem Vangs Aas nacb dem siidlichen Ende
vom See Osen und weiter bis in der Nåhe von Tryssild.
Wie aber in dieser Gegend der Kalkstein bei Sorknes in
Åamodt, der am Nordende Osens und der bei Jordet in Trys-
sild sieh verbalt, und in welchem Verbåltnisse (d. b. wie

242

Theodor Kjerulf.

viel j tinger) die grosse Sandsteinformation an der Reichs-
grenze, imFulufjeld, Faxefjeid und in Dalarne zu der eben-
falls quarzreichen kambrischen Formation steht — das Alles
ist durch Profile und Gebirgsdurchschnitte nocb. zu bestimmen.

In jedem Falle haben wir am Nordende Mjosens, in den
Ivirchspielen vonFodvang,Gusdal,Faabei*g,Birid u.s.w. ein auf-
tauchendes ålteres Grundgebirg, aus Quarzit, Congiomerat und
mitQuarz gemengtemThonschiefer bestehend und wellenformig
gescbichlet. An beidenSeiten dieses alt-kambrischen
Grun dgebirges breitet sicb die silurische Forma-
tion aus, im Suden mit Versteinerungen erfiillt, im Nor-
den mit versteinerungslosen oder — wahrscheinli cher — - sehr
versteinérungsarmen Kalklagern.

Fiir die Tbeorie uber die Entstehung des sonst ganz
metamorphischen Grundgebirges, das wir bei Christiania,
Langesund, Ekern etc. finden, fin* die Theorie uber die„Gneiss-
Formation14, ist die Entdeckung dieses unverånderten, sehr
måchtigen, deutlich geschichteten Grundgebirges yon grosster
Redeutung. Bevor wir aber zu viel sprechen, miissen die yielen
Durchbruche von åchtemGranit, die uns in diesem metamorphi-
schen Theile des Grundgebirges gleich auffallen, soin dem gan-
zen siidostlichen Theile des Landes von Trysild, Elverum, Leu-
then aus bis nach Frederikstad und Frederikshald, nur einiger-

maassen derWahrheit gemåss in eine Karte eingetragen werden.

In dem Durch-

schnitte von Borga-

fjeld liegt:
a. Quarzit, Grauwa-
cke und gr au er
Schiefer abwech-
selnd, unten an der
Gousa in derHohe
N. N. W. S. S. 0. von 800 Fuss.

Borgafjeld 3800'

£ I

— co

5 ©
Jz o
oo

Ueber die Geologie des sudliciien Norwegens. 243

b. dunkler mit Kalk gemengter Thonschiefer ,

c. hellblauer weicher und fetter Kalkstein, sehr måchtig;
in einer Hohe von circa 1300 Fuss,

d. ist nicht hinlånglicb untersucht.

e. Schwarzer schlechter Dachschiefer.

f. Korniger Quarzit, den man als Muhlstein zu benutzen
versucht hat. Die eingesprengten Quarzkorner vertre-
ten die im gewohnlichen Muhlstein (Glimmerschiefer)
herumgestreuten Granaten.

g. Grauer seidenglånzender (chloritischer) Thonschiefer.

h. Quarzit.

Bei Forset, | Meile sudlich von Klave, tritt wieder das
grobe Conglomerat von Birid auf. Die Schichtung ist schwan-
kend und wellenformiff. Der Kalkstein bei Bratland ist all»
zuwenig entblosst um in unbestrittene Relation zu dem
Conglomerate gebracht werden zu konnen.

Mr. David Forbes hat mir ein Profil von dem Wege
nach Fspedalen, in dem Verlaufe des Stor Elv und Drit-
juen, mitgetheilt, das uberall in schonster wellenformiger
Schichtung blåuliche Thonschiefer und dunnschiefrige chlo-
ritische Thonschiefer, beide mit Quarzlentikeln zeigt. Nåher
dem Espedaler-Syenit zu sind die Schiefer metamorphosirt.
Das Ganze betrachte ich als uber dem Kalkstein von Brat-
land liegend. — Auch uber diese Strecke ist ubrigens steil
nordwestliches Einfallen als „Regel“ angegeben!

Strudsfjeld 3400' £ J ©g In Elstad-

knabben
steht reiner
Quarzit in
dickenB an-
ken an, von
16*

244

Theodor Kjemi f.

quarzigem Thonschiefer begleitet. Daruber kornmt vom
Niveau der Losna bei Elstad (630 bis 640 Fuss u. d, M.)
bis oben au vinter Strudsfjeld in einer Hohe von gegen 2800
Fuss :

a. grauer und grini er, oft dunnblåttriger, wenig glånzender
Thonschiefer mit Quarzlentikeln und

b. einzelnen eingeschalteten Quarzitbånken und bei

c. Spuren von Kalkstein in diinnen Lagen.

Diess sind die Schieierge bilde, die, an den Thalgehången
von Ringebo und Froen verbreitet, zuerst mit dem Nam en
*Urthonschiefer“, spåter als „åltere halbkrystallinische Ueber-
gangsschieferu bezeichnet worden sind. Sie nehmen aber
jedenfalls einen Platz ein, der schon betråchtlich hciher liegt
als unsere ersten silurischen Aequivalente (bei Fodvang)
nordlich vom Mjosen. Gegen oben nehmen in dieser Thon-
schieferfolge die Quarzlager zu, und in dem Strudsfjeld
selbst haben wir (d) reinen, weisslichen, blåulichen oder
griinlichen Quarzschiefer, und wir sind in diesen Schichten
auf dieselbe Formation gestossen, die wir auf den Hohen
meilenweit in der Richtung gegen W. N. W. verfolgen kon-
nen, vom Klinkenberg und Strudsfjeld, an dessen Spitze
die Fallrichtung etwa 45° gegen N. N. O. ist, dber Houg-
stad und Forrestad in Vånebygden, Stegberg, Kolokampen,
Amundsbrekke, Teigekampen in Kvam nach Standvigen
und Måleiinsvangen sudlich von Kringlen, wo sie sich unter
noch jungeren Straten verliert; ferner, in neuen Faltungen
auftauchend, von Kleivshovde nordlich im Thale von Våne-
bygden, langs dem F rya Elv, db er Furusjo nach der Kirche
von Sål, unter Raasdalsfjeld nach Laurgaard, dann db er Sals
Vand nach Vange, dann, wie schon von Naumann beo-
bachtet wurde, kreisformig um das Jåttafjeld herum,
endlich in den tieferen Stufen der bis gegen 7000

Ueher die Geologie des siidlicheii Norwegcns. 245

Fuss hoch emporrageuden Gebirgskuppe von Rondan,
u. s. w.

iSIach dem Jatta Fjeld habe ich diesen Quarzit den
Jåtta-Quarz benannt. Durch die an der oberen Grenze des-
selben anfangeirden Dolomite wird der Jåtta-Quarz fur die
Orientierung des ganzen Felsenbaues im centralen Norwe-
gen von grosser Bedeutung. In diesen Dolomiten hoher

oben haben wir, wie in den
ersten Kalksteinen tiefer unten,
Leitschichten, die uns in den
gewundenen Etagen der scan-
dinavischen Schichterisystemen
sicher fuhren konnen.

Der letzte von den drei
Gebirgsdurchschnitten , wo-
durch die ganze Lagerfolge im
centralen Norwegen repråsen-
tirt wird, ist derj enige von
Kvam tiber Furusjo. In die-
sem Durchsehnitte bedeutet:

a. den Jatta-Quarz,

b. die hoher liegende Etage
des Glimmerschiefers und
od ån z en d én Tho n sch iefer s
mit

d. dem Dolomit.

Yon Kvam aufsteigend hat
man, iiber dem mit Chlorit
£ und G bonner roehr oder we~
i niger gemengten Jåtta-Quarz
a (a), graue Thonglimmerschiefer
(b) mit grossen Eisenkies-

246

Theodor Kjerulf.

Hexaédern, dann einige Banke von hellblauem, fast wie
gewohnlicher Kalkstein aussehenden, Magnesia-Kalkstein (d),
und hoher oben ain Abhange stehen einige Schichten (e) von
Quarzit an.

Bei Lovaas Såter uberschreiten wir zum ersten Male
die vertikale Zone des eigenthumlichen Gebildes, das Nau-.
mann in seiner Skizze von Dovre Fjeld als porphyrartigen
Gneiss bezeichnet. Leopold von Buch erwåhnt dieselbe
Gebirgsart in der Schlueht Driva. „Die grossen, beinahe
runden, weissen und fast immer Zwillingkrystalle von Feid-
spath leuchten glånzend in der Mitte des dickschuppigen
Glimmers, der wie ein Band die Krystalle umgiebt. Die
Feldspathe sind åusserst gehåuft und (oft) wohl eine Hand
gross, die Glimmersclmppen glånzend und leicht von einan-
der zu trennentt. Dasselbe Gebilde steht mit dem viel
besprochenen Bustenberger-Conglomerat in Verbindung;
denn die vertikale Zone von Lovaas-Såter ist iiber Brånd-
bakken, Blomsåter-Båk, Kringsåter (gerade im Osten von
Kringlen), Formokampen (4700 Fuss hoch) und Karihougen
in dieThalenge bei Busten hinab zu verfolgen. Åus derThalenge
steigt das Gebilde wieder in dem Jåtta-Fjeld empor,verliert sich
aber an dessen nordwestlichen Seite wieder unt er dem Jåtta-
Quarz. Diess ist eine Streckc von gegen 3 norw. Meilen.

Das Gestein des Bustenberges (auf unserem Profile —
Pl. I — bei Bust-Båkken) schildert Leopold von Buch*)
als eine Art von Glimmerschiefer mit zerstreuten betråcht-
lichen Gneisstucken, in welchen der Feldspath vorwaltet.
“Diese Stucke, fast alle eckig, sind von ansehnlicher Grosse,
fusso-ross und daruber, und sie erseheinen zum Theil recht
dick auf einander gehåuft, doch so, dass man immer noch

*) Reise I. 19 7.

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 247

die bindende Gneissmasse dazwischen erkennt. Oft sind
die Streifen verschiedener, nahe liegender Stiicke parallel
unter sicb, oft aucb geben sie nach ganz verschiedenen, von
ein ander abweichénden KichtungenL

In dem Yerlanfe dieser liberal! mehr oder weniger ver-
tikalen Zone sieht man oft Lichts als einen mit Parallel-
struktur verselienen Granit („Gneiss~Granit“), und icb habe
also die Gebirgsart auf dem Profile als Granit mit Con-
glomerat bezeichnet. Dass die “Gneisstiicke“ bei Kusten
wirkliche Briichstucke sind, dariiber kano icb keinen Zwei-
fel hegen. Dass ferner diese hochst interessante Zone sicb
ganz abnorm iu die Keihen miserer geschichteten Etagen
hineinwirft, wird nach ge nauer Untersuchung eben so deut-
lich. Wir finden diess variable Gestein bei Laurgaard
sowohl in der Thalengé des Logen (1050 Fuss li. d. M.)
als hoch oben, den ganzen gegeniiberstehenden Abhang vom
Heirnfjeld hin auf, und nocb hoher iiber die Hoben der lin-
ken Tlmlseite sicb erstreckend in dem Niveau von 3000 bis
4000 Fuss. Dass also das Gestein aus der Tiefe hervor-
steigt, i st nicht zu bezweifeln. Wenn wir bier der verschie-
denen Ansichten gedenken, die iiber das „Poudingue-Gestein%
das „Pseudoconglqmerat“, ausgesprochen sind, ist es nicht
iiberflussig zu bemerken, dass der Lauf einer vertikalen Zone
iiber Berg und Thal bis jetzt nicht bekannt war.

Setzen wir unseren Gang vom Lovaas-Såter fort, so
haben wir auf dem Plateau die Straten, die wir am Ab-
bange beobachteten, in umgekehrter Folge und scbeinbar in
hoherem Grade metamorphosirt. Wir liberschreiten rotblichen
Quarzit (bei c), dann gr line seidenglånzende halbkiystallini-
scbe Thonglimmerschiefer, worin (bei f) Lager von Topf-
stein, die von Houg-Sater bier heriibersetzen. Der Topf-
stein nimmt den Platz des Dolomites ein. Aucb von den

i Theodor Kje rul f.

schwarzen Dachschiefern finden wir dann beim Weitergehen
Spuren.

In Skjerild-Fjeld liegt

a. am Fusse wieder der Jåtta-Quarz in einem Niveau von
gegen 2700 Fuss, dann

b. gr iiner quarzreicher Gliinmerschiefer,

c. feinkorniges graues quarzreiches Gestein,

d. glånzender diinnblåttriger schwarzer Dachschiefer,

e. reiner Quarzit und Quarzschiefer, die Formation des
Rond-Quarzes, hier bis zur Hohe von gegen 3500 Fuss,
Di ese letzte Stufen sind in den Vormauern der hohen

und zackigen Gebirgsgruppe der Rondan noch zu verfolgen.
Die oberste Etage (e) scheint in den Rondan eine viel gros-
sere Måchtigkeit zu erreichen. Der Diger-Rund, der bis
zur Hohe von 6730 Fuss emporragt, ist von unten nach oben
mit Fragmenten von Quarzgesteinen bedeckt, ebenso die
ånderen Pyramiden der Gruppe. Der Quarzit liegt, wo er
als festes Gestein ansteht, in flach genéigten schwankenden
Straten.

Vom Dolomite habe ich im Skjerild-Fjeld nichts be-
merkt. Es ist indessen gewiss, dass der Dolomit auch in
den Rondan nicht fehlt. Herr Georg H. R. Scheel hat
(1841) Talkschiefer und talkige Schiefer sowohl nord west-
lich bei Myssu-Såter als im Frya-Thale bei Hovde beobach -
tet. Jener Ort liegt in der Fortsetzung desAbhanges vom
Skjerild-Fjeld, dieser etwa auf dem Parallele von Houg-
Såter und Langkjern. Ferner hat Scheel auf dem Plateau
nordlich von den Rondan, am Haverdals-Åa auf dem W ege
nach Rodol-Åa, einen mit Quarz durchsprengten Dolomit,
worin Magneteisen, Asbesth und Amiantb, anstehend gefun-
den. Im Tage war diess Gestein rothlich von beigemengtem
Braunspathpulver. Die Gebirgsart war sonst an dieser Stelle

Ueber die Geoløgie des siidlichen Norwegens. 249

Glimmerschiefer mit Granaten. An einem Punkte, bemerkt
Scheel, war der Dolomit ganz in Topfsstein verwandelt, mit
eingesprengten bråunlichrothen Krystallen von Bitterspath.

Dieser Punkt liegt eben, \vo der Jåtta-Quarz, sich um
das Jåtta-Fjeld herum windend, von Jåt-Dalen westwårts
in das Plateau hinaufsetzt, auf unserem Profile etwa 1 Meile
westlich von Jåt-Dalen. Auch in diesen Gegenden kommt
also theils Dolomit, theils Magnesia-Siiikat iiber dem Jåtta-
Quarz hervor. Die Bescbreihung passt ganz auf denjenigen
(identischen) Dolomit, der in unserem Profile (Pl. I) sich
langs dem linken Abhange siidlich von Kringlen hinwindet.
Die Verbindung des Topfsteins mit dem Dolomit ist durch
den Platz beider Gebirgsarten angedeutet. Die Vert auschung
der kohlensauren Magnesia mit Magnesiasilikat wåre wohl
auch nicht ganz unerklårlich.

Der Dolomit von Kjorum, Kolo u. s. w. bis Måleims-
vangen tritt in mehreren Banken zwiscben grunem Glim-
merschiefer mit Quarzknollen auf. Streifenweise ist der
Glimmerschiefer mit diesen kohlensauren Salzen imprågni rt
Einige Quarzschichten kommen gewohnlich dariiber, und
der weisse zuckerkornige Dolomit, oder der hellblav e unver-
ånderte Magnesiakalkstein, ist an vielen Steilen selbst mit
Quarz gemengt, oder richtiger von dem Quarze verdrångt.
Bei Kolo hat das Gestein den Karakter eines gewolmliclien
Kalksteins, es ist etwas fetter anzufuhlen, hellblau, mit fei-
nen Quarzkornchen gemengt, die nacli der Behandlung mit
Såure als Sand ungelost zuruckbleiben. Bei MåPimsvangen
dagegen, wo es sich wieder aus der Huhe bis zu dem Ni-
veau des Logen gesenkt hat, ist es reiner schneeweisser kry-
stallinischer Dolomit-Marmor. Der Yerlauf dieses dolomiti-
sehen Bandes wird oben in dem Abhange clurch die rost-

250

Theodor Kjerulf.

braune Farbe angegeben, die von Oxydation des beigemeng-
ten Eisenoxyduls herriihrt.

Wir konnen Dolomit — oder Magnesiakalkstein — von
Elstad bis nach Yaage verfolgen, d. h. gegen 1 norw. Mei-
len weit. Der von Sclieel beobachtete Dolomit ist von Vaage
21 M. entfernt. Wir werden uns aber durch den Dolomit
noob viel weiter ostlich orientieren konnen, an der Reichs-
grenze ostlich vom See Fåmund und in Herjeådalen.

Ueberall tritt dieser Dolomit uber dem Jåtta-Quarz auf,
bei Stivlen, im ersten Querthale nordlich von Elstad; in
Vånebygden in der Nåhe der Kirche; bei Kvam, Kjorum,
Kolo, Standvigen, Måleims vangen; ferner bei Tolfstad am
Lalum-Yand in Vaage, bei der Kirche von Yaage und end-
lich am Haverdals-Aa nordlich von den Rondan.

Die uber dem Jåtta-Quarz ruhenden chloritischen Thon-
glimmerschiefer, quarzigen Schiefer oder reinen Dachschiefer,
unten durch die Dolomite wohi begrenzt, bild en zusammen
eine Etage, die ich mit einem Nam en als Dovre schiefer
bezeichne.

Der Rond-Quarz, die oberste Etage, die in dem letz-
ten Durchschnitte wieder uber dem Dovreschiefer liegt ,
kommt auf unserem Profile (PL I) nicht zurn Vorschein,
wenn sie nicht in dem sehr quarzreichen Gli miner schiefer,
der den Amphibolithschiefer von Einbug-Aa uberlagert,
vielleicht repråsentirt ist.

Eilåuteru ii gen zu dem Profile von Dovre nach dem Mjoseii.

Das Profil (Pl. I) folgt im Ganzen der Spalte des Gud-
brandsdal und richtet sich also nach den Windungen des
Hauptthales. Der Massstab flir die Långendimensionen ist
27>t>tto(t5 c^e Hohen sind der Deutlichkeit wegen in viel
grosserem Verhåltniss gezeichnet. Audi fehlen scharfe Ho-
henbestimmungen noch zu viel um ein kolossales Profil

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 251

im wahren Verhåltniss geben zu konnen. Die Linie des
Profils ist

von Domaas nack Kringlen etwa gegen 8. O,
von Kringlen nach Kolo gegen S.
von Kolo nacli Kvam gegen O.
von Kvam nach Myre etwa O. S. O.
von Myre nach Sodorp gegen 8. S. O.
von Sodorp nach Ringebo gegen O. S. G,
von Ringebo nach Throtten gegen S. 8. O.
von Throtten oder Skard nach Øier gegen O. S. 0.
von Lier nach Birid gegen 8. 8. O.
von Birid nach der Insel Helgo gegen 8. O. gezogen.
Ferner ist zu bemerken, dass das Stiick von Domaas
nach Jåtdalen die linke Thalseite repråsentirt. Dagegen
schneidet das Profil quer durch die Massen des Jatta und
Raasdals Fjeld. Von Kringlen an ist im Granzen wieder
die linke Seite repråsentirt bis zu dem Punkte, wo das
Profil uber den Mjosen gezogen ist bei Roterud. Das Stuck
von Roterud nach Larud ist als das rechte, westliche Ufer
zu betrachten; von Ringsaker nach Nås schneidet die Linie
quer durch das Land, zuletzt ist sie in Helgo langs der
Ostkiiste gezogen.

Von Sliden nach Norden gehend, verlassen wir die Si-
lurformation in Birid, um sie, iiber dem kamhrischen Gruud-
gebirge ruhend, wieder bei Fodvang repråsentirt zu finden.
Die obere Grenze clieses silurischen Aequivalentes orientiren
wir durch den Jåtta-Quarz und den Dolomit. Weiter koui-
men wir in die noch hohere Etage des Dovre s chief ers hin-
ein. Faltungen haben wir im ganzen Verlaufe unserer Pro-
fillinie; besonders stark treten sie auf dem Parallele von
Ringsaker, Birid und Laurgaard hervor, an welchen Steilen

252

Theodor Kje r ul f.

sie theilweise als Inversionen erscheinen, die aber nicht alle
auf dem Profile angegeben werden konnten.

So finden wir in der Nåhe von Laurgaard, wenn wir
ans nach den Topfsteinbruchen auf dem Pucken von Raas-
dals-Fjeld begeben, eine Inversion, die in dem Profile (PLI)
nicht eingezeichnet ist. Der Jåtta-Quarz liegt bei der Kirche
von Sål deutlich unt er den grimen chloritischen und glim-
merreichen, mit Quarzknollen ei ftillten Schiefern von Kring-
len, etwa 50° gegen S. S. W., er steigt aber im Abhange
von Paasdals-Fjeld, allmålig emporgerichtet, hoher, und
sudlieh von Laurgaard in der Nåhe von Haukstulen lehnt
er sich, steil nach N. O. fallend, uber dieselben Schiefer
auf dem Raasdals-Fjeld.

Man kann sich hierin nicht irren, weil man auf dem
Wege nach Vaage bei Såls-Vand wieder den Quarz nach
S. S. O. einfallend, dann auf dem Felsenweg von \raage
nach Jåtdalen denselben Quarz bei Jåtta-Kjern nach W. N.
W., und in Jåtdalen mehr nach N., also ringformig um
den Koloss des Jatta, sich windend beobachtet. Auch der
Dolomit giebt hier und da die obere Grenze an So findet
man Dolomit sudlieh im Thale bei Laurgaard, bei Volfstad,
bei der Kirche von Vaage u. s. w.

Das ^ letzte Stiick unseres Prohles verdient jedenfalls
nåhere Erwåhnung. Von Stav-Aa nach der Einbug-Aa
hin fallen vveiche Glimmerschiefer thalaufwårts, sich allmå-
lig von 50° gegen N. mehr nach N. N. O. drehénd. Da-
rin liegen Ellipsoiden, deren gross ere Diameter 2 bis 3 Fuss
stark ist, von einem amphibolitischen Trappe, wahre Gerolle.
Ge gen Raad-Aa hin legt sich dagegen ein feiner Amphibo-
lithschiefer, mit dem vorigen Glimmerschiefer vvechselnd,
dann gewohnlicher Hornblendeschiefer mit Granaten daruber,
indein sich das Einschiessen noch mehr ceo-en N. O. dreht.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 253

Am Abhange iiber Yigenstad bei liaad-Aa hat man dann
flassrigen quarzreichen Glimmerschiefer mit Granaten, 20
bis 40° gegen N. O. und X, X. O., dessen Quarzlamellen
gestreckt, verbogen und gek raus elt sind. In diesem Schiefer
vvaren Granitbånke, ] bis 5 Fuss stark, eingekeilt, von der-
selben Beschaffenheir als der Granit bei Domaas. Weiter
nordlich im Boden des Thales stehen nur grunlichgraue
odergraue, hier und da fast mettallisch glånzende Thonglim-
merschiefer an mit Strukturebenen, die rnehr oder minder
ins Vertikale schwanken und sich scheinbar nach dem Gra-
nite bei Domaas richten.

Dieser feinkornige glimmerarme oft fast schneeweisse
Granit setzt vom Xiveau des Logen am Lesso-Vand (gegen
1600 Fuss ii. d. M.) bis oben an das Plateau von Fogstuen,
iiber 1400 Fuss hoher, auf. In den wilden und nackt.en
Engen von dora und Gromt steht dieser Granit in den W ån-
den an, von unten nach oben. Er hat sich initten durch
die Formation des Dovreschiefers seinen Weg gebahnt, denn
von Gronsåter an beginnt dieselbe wieder.

Granit war aber der einzige Ausbruch in diesen Ge-
genden nicht; bei Fogstuen an der Seite der Poststrasse
streichen in dem Schieferterrain neben mehreren Gangen von
Granit auch amphibolitische Trappgånge hin. Ich habe hier
noch nicht Schichten mit Sicherheit nachweisen konnen.
Die Strukturebenen in diesem eigentlichen Dovres c h i e f e r
richten sich liberal. nacb der grossen Granitmasse und nach
den dane ben hinstreichenden Gangen.

Audi ist Åmphibolitb sonst nicht selten. Amphiboli-
tischer Trapp, oft in reinen Syenit ubergehe-nd, steht zwi-
schen Helleberg- Kjern und Bu-Såter sudlich von Sålsjord-
kampen an, ferner bei den alten Såls-Gruben ostlich von Kring-
len und oben im Gebirge siidlich von Sals Kirche, iiber all in

254

Theodor Kjerulf.

nordwestlicher Richtung hinstreichend. Von den Sålsgruben
streicht Amphibolith nach den Topfsteinbruchen auf Raas-
dals-Fjeld hinuber. W eiter stidlich wurde Amphibolith |auch
aii einem Topfsteinbruch bei Sex-Kjern auf dem Plateau
ostlich von Måleimsvangen beobachtet; lose Stiicke wurden bei
dem Topfstein von Houg-Såter und Langkjern (siehe Durch-
schnitt von Kvam nach Furusjo) gefunden. Die Ellipsoi-
den von Amphibolith in dem weichen Giimmerschiefer bei
Dovre Kirche sind aucli hier zu nennen. Dieselben erzåhlen
vom Ausbruche des Trappes durch långere Zeitråume hin-
durch. In der Zeit der Ablagerung des Thons und Schlammes,
der zu diesem Giimmerschiefer metamorphosirt wurde, war
schon Trapp vorhanden und wurde theilweise wieder zerstort.

Ferner beobachtet man, wenn man den Granit von
Domaas uber Fogstuen, Vola-So und Af-So verfolgt? hat,
auf dem Wege von Jerkin nach Foldal mehrmals dieselben
amphibolitischen Trappmassen. Bei Sloén und weiter bei
Borkhus streicht Syenit, ausweissem Feldspath und griiner
Hornblende bestehend, parallel dem Granitzuge von Dom-
aas K. O. nach S. W. Etwa in derselben Richtung setzt
bei Foldal eine eigen thumliche Gebirgsart quer fiber das
Thal, von den Foldals-Gruben an der linken gegen den
Abhansr von Knudshovde hin an der rechten Seite.

Diess Gestein
besteht aus weissem
Quarz,grunenHorn-
bl enden adeln und

blutrothenGranaten.
An beiden Seiten
Durehschnitt von Erzlager Foldals. dieses eigenthumli-

chen Gesteins, wovon auch an ånderen Steilen Spuren zu
linden sind, so z. B. auf Raasdals-Fjeld in der Nåhe von

Vj —

«c

fe*

føn.M.

N. N. W.

S. S. 0-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 255

den Briichen, steht der Dovreschiefer an mit steil in die
Tiefe hinabsetzenden Strukturebenen. Åuch in der Mitte
des syenitischen Ges:eins kommt derselbe Schiefer, milder
grimer Thonglimmerschiefer, vor, das eigentliche Erzlager
enthaltend, das aus kupferhaltigem Eisenkies und wenig
Kupferkies besteht. An den Seiten des Foldaler-Syenites
sind die Grenzen verwischt. Kleinere und grossere eckige
Stiicke von grunem Scbiefer liegen vollkommen regellos im
Syenite herum — ein wahres Brecciengestein. N. W. von
Husum kommt glinmierreicher Kalkstein mit kalkhaltigem
Glimmerschiefer vor.

Die erwåhnten Darchbruche von amphibolitischen Trapp-
massen gewinnen dadurch brdiere Bedeutung, dass die Kiip-
ferlagerståtte und der Topfstein an denselben geknupft schei-
nen. Die kupferhaltigen Kiese sind an mehreren Steilen
in dem Dovreschiefer gefunden — bei Verkensåter, zwischen
Storhovden und Klinglot-Fjeld, bei Hjelle und Oyra im
Dovre-Thale, bei Aasermoen unterhalb Veggeims-Kampen etc.

Wåhrend das alte kambrische Grundgebirge sich in
seinem metamorphischen Zustande durch Gold und Eisen
auszeichnet, ist uns in der viel jungeren Formation der Dov-
reschiefer der Kupferreiehthum auffallend.

Raasdals Fjeld.

bfj

S. W.

N. 0.

Topfstein wird auf Raasdals-Fjeld zwischen dem Logen und

256

Theodor Kjerulf.

der Otta gebrochen nnd zu Oefen oder verschiedenen Geråth-
schaften verarbeitet. Die Briiche liegen oben auf dem Ro-
cken des Gebirges gerade im N. O. von Aase r Såter. Auf
dem Wege dahin ist die vorerwåhnte Inversion in der nor-
malen Aufeinanderfolge unserer Etagen zu sehen.

In dem Durchschnitte von S. W. nach N. O. quer ubei
Raasdals-Fjeld setzt zur linkenSeite amphibolitischerTrappauf.

a. ist der Topfstein d. h. mit Chlorit gemengter Talkschiefer,
auf dessen Paralleie hier und da die Steinbriiche ganz
ohne Regel angelegt sind,

b. grimer und milder Thonglimmerschiefer,

c. schwarzer glånzender mit kleinen Granaten eingespreng-
ten und Hornblende haltiger Dachschiefer; in dem gegen»
iiberstehenden S ålsj ord -Kamp en ein ganz åhnlicher.
Xwischen a und b sind Spuren von der eigenthumlichen

Fol daler Gebirgsart zu sehen.

Raasdals-Fjeld gegentiber, an der Vereinigung der Otta
mit dem Logen, liegt Sål sj ordkampen. Ichhabe diesen Berg
auf dem Prohle (Pl. I) in den linken Thalabhang hineinge-
setzt, weil der Schichtenbau in den schroffen Wånden
des S ålsj ordkampen leichter zu entziffern sva r, als in den
sehr uberdecktenGebirgen an der linken Thalseitebei Kringlen,
Eben hinter der Spitze des Sålsj ordkampen, in der klei-
nen Vertiefung oben auf dem Plate au, sind die Dachschiefer”
Steinbriiche vom Kirchspiel Sål eroffnet worden.

Dachschiefer-Bruch von Sålsjordkarapen.

a. = Dachschiefer.

b. = Marmor.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 257

a. ist glånzender Thonglimmerschiefer, der Dachschiefer,
von grauer oder schwarzer Farbe, mit kleinen
Granaten und oft zolllangen Hornblendenadeln erfullt, 30
bis 40° N. K W. fallend, am åussersten Rande des
Abhanges und in der Spitze von Sålsj ordkamp en selbst
sich allmåhlig wendend gegen N. W. und W.

b. ist weisser korniger Marmor in mehreren Banken, zusam-
men etwa 20 Fuss måchtig. Durch diese Straten uber-
zeugen wir uns auch von der wahren Schichtung des
Dachschiefers. Die Strukturebenen des Dachschiefers
gehen hier mit den Ebenen der Schichtung ganz paral-
lel, was nicht immer der Fall ist.

Vergleichcn wir diese zwei Durchschnitte mit dem Pro-
file (Pl. I), indem wir uns den ersten quer iiber Raasdals-
Fjeld, also gegen das Profil perpendiculår, den letzten da-
gegen mit demselben parallel gezogen denken, dann sehen
wir gleich, dass die Dachschiefer auf Sålsj ordkampen viel
hoher liegen als diejenigen auf dem Rucken von Raasdals-
fjeld. Die Mamorlager am ersteren Ort haben also Nichts
mit dem Topfstein zu thun. Dagegen finden wir, dass Topf-
stein den sonstigen Platz des Dolomites einnimmt. Der
Jåtta-Quarz (Qv.) liegt unten am Abhange und ist gegen Laur-
gaardhin stårker an die Schieferetage gepresst, bis zumUeber-
sturzen. Uebrigens wird aus diesen in verschiedenen Richtun-
gen gezogenen Schnittlinien hoffentlich die Art der Faltung
hervorgehen.

Wenn also der Topfstein oder das Magnesiasilikat hier
den Platz des kohlensauren Doppelsalzes einnimmt, und wenn
wir auch an ånderen Steilen sowohl Uebergånge zwischen
beiden als auch das gleichzeitige Auftreten vom amphiboliti-
schen Trappe beobachten, miissen wir nicht den Topfstein als
einen in derNåhe des Trappes umgeånderten Dolomit ansehen?

258

Theodor Kjerulf.

Die Måchtigkeil der gesaminten Formation zwischen
Dovre und dem Mjosen.

1. Im Durchschnitte von Kvam uber Furusjo. Die
Formation des Dovreschiefers erreicht in Skjerild-Fjeld eine
Måchtigkeit von gegen 400 Fuss. An ånderen Steilen ist
dieselbe wenigstens 600 Fuss. Die jimgste Formation des
Rond-Quarzes erreicht in den Rondan wenigstens die dop-
pelte Hohe.

2. Im Durchschnitte von Strudsfjeld nach Elstad. Der
Jåtta-Quarz kann in Strudsfjeld gegen 600 Fufes måchtig
sein. Die Formation des Schiefers von liingebo und Froen
ist gegen 2000 Fuss stark.

3. Im Durchschnitte von Opsalkampen. Angenommen,
dass der Elstad-Quarzit mit demjenigen oben in Opsal-
kampen identisch ist, werde ich die Måchtigkeit von oberem
Quarzit, Schiefer und Kalkstein bei Fodvang auf 1700 Fuss
anschlagen.

Wenn wir im Durchschnitte von Borgafjeld den oberen
Quarzit mit dem oberen Quarzit von Opsalkampen paral-
lelisieren , wird die gesammte Måchtigkeit von Quarzit ,
Schiefer und Kalkstein an diesem Orte gegen 2000 Fuss.

Unter dem Kalkstein bei Klave in Gausdal lient Gram

wacke, Conglomerat, Schiefer etc. 500 Fuss måchtig. Die
Gousa lauft hier im Mveau von 800 Fuss ii. d. M. Bei
Lillehammer steigt dieselbe Formation bis an den Was-
serspiegel vom Mjosen hinab , 400 Fuss tiefer. Die

kambrische Formation wird also wenigstens 900 Fuss måch-
tig sein.

Rond-Quarz 1200 Fuss
Dovreschiefer 600 —

J åtta-Quarz 600 —

Schiefer in Ringebo und Froen 2000 Fuss.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 259

Silurische Aequivalente

bei Fodyang ...... 1700—2000 Fuss

Kambrisches Grundgebirg 900 — "*000 —

Totale Måchtigkeit 7000 bis 7400 Fuss.

Zwischen Dovre und Mjosen liegen also gefaltete For-
mationen, worin wir kambrisclie, silurische und devonische
Aequivalente zu haben glauben, zusammen 7000 bis 8000
Fuss måchtig. Vergleichen wir mit dieser Zahl die nach der
fruheren Ansicht berechnete Måchtigkeit — 518400 Fuss!

Dass die Faltungen auch an der nordliehen Seite von
Dovre-Fjeld fortsetzen, sehen wir aus den von Durocher
mitgetheilten Profilen. Wir finden auf dem Wege nach
Drontheim viele unserer beschriebenen Ftagen wieder, zuletzt
am Fjorde auch gewiss die silurischen Aequivalente. Da
ich spåter das Profil (Pl. I) bis nach Drontheim fortsetzen
zu konnen hofte, muss ich hier vorlåufig auf das nach
Durocher abgedruckte Profil — Coupe de la vallée de Stor-
dal å Trondhjem — Pl. IV verweisen.

Kalkstein und D o 1 o m i t als Leitschichten.

Wenn wir das Princip festhalten, dass Kalkstein in
regelmassigen ansgedehnten Straten durch Organismen ge-
bildet ist, d. h. dass kohlensaurer Kalk durch Hidfe der
Organismen aus den Auflosungen gefållt wurde, haben wir
in den ers ten Kalksteinen auch gewiss eine Grenze, die
etwa in die Zeit der ersten Organismen fallen muss. Wir
gehen von diesem Satze aus trotz den vielen „Urkalkstei-
nenu, denn wir werden eben dadurch zeigen, wohin die
sogenannten Urkalksteine gehoren.

Vergleichen wir die Entwickelung der prim åren und
ersten palåozoischen Formationen in den verschiedenen Lån-
dern, wo die Untersuchung so weit vorgeschritten ist

17*

260

Theodor Kjerulf.

dass eine Vergleichung moglich wird, finden wir in einem
gewissen tiefen Niveau die ersten Kalksteine. Von oben
nach unten hinabsteigend ist die Folge:

In Bohmen Graptolithschiefer, Quarzit mit Trilobiten
(D); Thonschiefer mit den ersten Kalkstein-Sphåroiden (C)

— zusammen die Urfauna Bar rand e’s; Conglomerat, Grau-
wacke, einzelne Einlagerungen von Alaunschiefer, Thon-
schiefer (B); krystallinische Schiefer — zusammen die azoi-
schen Formationen Barrande’s.

In Schweden Graptolithschiefer, Kalkstein mit Ortho-
ceratiten und Trilobiten, Alaunschiefer mit dem ersten
Kalkstein, Sandstein, krystallinicbes Grnndgebirge.

In No r w e g e n Graptolithschiefer, Kalkstein mit Ortho-
ceratiten und Trilobiten, Alaunschiefer mit Lingula und dem
e r s t e n Kalkstein — zusammen die tieferen Etagen von der
untersilurischen Gruppe; Sandstein oder Quarzit, Conglo-
merat , dunkler Schiefer etc. — zusammen kambrisches
Grnndgebirge.

In Wales und England (nach Sedgwick) Upppr
Bala rocks d. h. liraestone, calcareous dags, shelly sandstone ;
Lower Bala Rocks d. h, grits, slates and dags — zusammen
Upper Cambrian; One irregular band of liinestone,
porphyry and Trapshale, grits, dags and slates, Tremadoo
slates, Lingula -dags - zusammen Mi d die Cambrian
(Upper und Middle Cambrian wird von M u r c hi s o n zusammen
gestellt als Lower S i 1 u r i a n) ; XTarlech-grits with con glo mo
rate, Llanberris roodng-slates and grits, Longmynd-slates

— zusammen Lower Cambrian.

In den Vereinigten Staten und Canada (nach
Lye 11) Hudson-River Group, Utica-slate , Trenton-lime-
stone, Black-River liraestone, Bird’s-Eye limestone, Chazy li-
mestone, Calciferous Sandstone — zusammen L o w e r S i 1 u-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 261

rian; Potsdam Sandstone d. h. weisser quarziger Sandstone,
riple-marked, mit Lingula — Ca mb r i an.

Wie es scheint, tritt also der erste Kalkstein eine Stufe
huher auf als die Schiefer, Sandsteine etc. mit Lingula;
tiefer hinab kein Kalkstein und auch im Ganzen nur we-
nige Versteinerungen (in Irland sind in Lower Cambrian
die bis jetzt åltesten gefunden: Oldhamia radiata und O. anti-
qua), hoher hinauf dagegen mehr und mehr von dem Kalkstein
und eine immer zunehmende Fiille von Versteinerungen.
Nur unter dem Potsdam-Sandstein in Canada sollen nacli
Mr. Logan sedimentare Gebirgsarten mit noch ålteren Kalk-
steinen ruhen; es ware aber doch moglich, dass es sich mit
diesen Kalksteinen åhnlich verhålt wie mit unseren XJrkalk-
steinen in Norwegen, denen man einen viel tieferen Platz
angewiesen hatte als ihnen gebiihrt.

Die ersten Kalksteine werden also jedenfalls fur uns
wahre Leitschichten, indem sie die untere Grenze der Silur-
formation, worin wir mit Murchison Lipper und Middle Cam-
brian einbefassen, angeben. Kommt auch Ålaunschiefer in
der Nåhe dieser ersten Kalksteine vor, wird die Grenze
noch sicherer. Der Beweis ist gegeben, weil unsere ersten
Kalksteine eben diesen Platz einnehmen da, wo sie durch
deutliche Profile in Verbindung mit evident silurischen Ge-
genden gebracht werden konnen. Wenn aber auch Kalk-
stein durch die Organismen ausgefallt wurde, diirfen wir
nicht iiberall die Spuren derselben zu entdecken erwarten.
Zu Marmor metamorphosirt, wird der Kalkstein jedenfalls
in der Regel keine deutliche Versteinerungen mehr zeigen
konnen; denn wo wir solche gefunden haben, sind es doch
immer Seltenheiten. Ferner, wenn die ganze Masse des
Kalksteins conglomerirt oder breccienartig erscheint, wie es
so oft mit diesen alten Straten der Fall ist, konnen wir auch

262

Theodor Kjerulf.

nicht viele Spuren von Formen wohl erhalten erwarten. Es
sind wohl endlich auch Weichthiere, deren Formen zum Ab-
druck und Aufbewahren nicht geeignet waren.

Fs ist aber in dem Profile vom Mjosen nach Dovre
einleuchtend, dass Magne si a-K a lk stein und Dolomit
einen viel hoheren, bestimmten Platz einnehmen als diese
ersten Kalksteine. Durch diesen Platz werden sie auch
gewiss in andern Gegenden zur Orientierung brauchbar.

Fm diese Frage zu beantworten, habe ich Kalksteine
und Marmorarten von sehr verschiedenen Fundorten unter-
sucht. In unserer ganzen evident silurischen Formation tritt
noch kein Magnesia-Kalkstein empor. Der in der Nåhe von
Granit oder Porphyr zu Marmor verånderte Kalkstein ist nur
Magnesia-haltig. In den Gegenden der (versteinerungslosen)
silurischen Aequivalenten sind auch nur Magnesia-haltiger
Kalkstein und Marmor vorhanden. Dagegen liegen die Dolo-
mite und die Magnesiakalksteine in einer hoheren Etage. Dolo-
mit ist nur die kry stallinische Entw icklung vomMagne-
siakalkstein; denn der ganze Gehalt von kohlensaurer Magnesia
ist schon im letzteren zugegen. Die sedimentare Natur diese?
hellblauen, dichten, mit feinem Quarzsand gemengten Mag-
nesiakalksteine kann keinem Zweifel unterworfen sein.

Es folgen hier die Analysen.

1. Anthrakonit von den grossen Ellipsoiden im Alaun-
schiefer bei Våkkero (2 in den Profilen).

2. Der mit Kalkstein geifdlte Sipho eines Orthoceratites
imbricatus vom Orthocerkalke bei Huk (3 a).

3. Mergelplatte von Blego (4).

4. Kalksteinniere von Blego (4).

5. Kalksandstein von Lango (5 a).

6. Oberer Malmokalkstein von Malmo (8 @).

7. Marmor von Isi in der Nåhe von Bårum, ein durch

Ueber die Geologie des stidlichen Norwegens. 2(53

den rothen Feldspathporphyr umgeånderter obersiluri-
scher Kalkstein.

8. Marmor von Barnekjern am Fusse von Vettakollen, ein
durch den Granit umgeånderter, wahrscheinlich zu der
(3 s c ar skall-Gr up p e gehorender Kalkstein.

9. Feinkorniger Kalkstein von Trosterud, durcli Kohle
dunkel gefårbt, sudlich von Vettakollen, derselben Gruppe
angeborend.

10. Kalkstein von Jugerud, sudlich von Vettakollen.

11. Hellgefårbter Kalkstein von Bratli, sudlich von Bogstad.

12. Kalkstein bei Oeverland (8).

13. Rothlieher Kalkstein von Glomstad in Oesterdalen.

14. Rothlichweisser Kalkstein von Hovdeknappen.

15. Marmor von Hop in Bergens Stift.

16. Marmor von Moster in Bergens Stift.

17. (Orthoceratit?) Kalkstein bei Christi-
ania.

18. Kalkniere bei Christiania.

19. Kalkniere ebendaselbst.

20. Mit Kalk gefiillter Orthoceratit eben-
daselbst.

21. Hellblauer Magnesiakalkstein von Kolo in Gudbrandsdal.

22. Weisser mit Quarz gemengter Dolomit-Marmor von
Skarvolds-Åa bei Måleirns vangen in Gudbrandsdal

23. Schneeweisser Dolomit-Marmor von Vånebygden.

24. ' Dolomit-Marmor von Laxefjordbotten in Finmarken.

25. Magnesiakalkstein von Talvig in Finmarken.

26. Dolomit-Kalks tein von Vaage. Analyse von Hernn Prof.

Th. Scherer. r

27. Weisser reiner Dolomit aus Herjeådalen. Analyse rnit-
getheilt von Hi sin g er.

Analysen
von

HerrnTøn s ager

264

Theodor K j e r u 1 f

to.

h— •

tø

«-te

tø

*“?

9»

t®

«f

“

•

*•>

Gl.

•

C-

O-

* ***** '

bO I Q1

1.72

97 23

1.26

O-Jfc

0.39 i

■o

3.53

1 17 18

1 i.94 :

3.94

88.29

5.83

t— t

ta-4.

i— x

«55

k— k.

-f

45.

O»

k—

45.

TUKX.tl

; —

45.

CJ<

te— a

45.

<75

Jfc.

1— S*

45.

-a

k»^

-41

**3

■jq

<t>

te=j -

tø

crq

tø

a»

r-*

tø

•

CTj

0»

<6
f— t°

«■4*

a»

•

•"i

*©

*-*

■<!

k-i.

♦

k«*

♦

-4!

k-i*

45.

k-*

k-ik

k-^

♦

-3

— j

1— X

45.

! Q

5‘S

k-i>

♦

k-*»

♦

*■“

t— fc>

w-A»

♦

i— >

45.

tenW

5 !

k» *»

, ^

♦

N-t.

♦

t—

♦

pæfc

k«^

♦

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 265

Es fragt sich: Woher kommt die grosse Menge von
Magnesia, die in diesen Magnesiakalksteinen (21 — 27) aus-
geschieden wurde, und die wir auch in dem Topfstein und
Talkschiefer, welche denselbenPlatz einnehmen, wiederfinden?

Ueber und zwischen den rotlien Letten, grauen Sand-
steinen und dem Conglomerate am Holsfjord, bei Holme-
strand etc. finden wir Trapp und Augitporphyr. Wåhrend
und nach der Ablagerung von Schichten, die auf denjung-
sten silurischen ruhen, und die Murchison als die Reprå-
sentanten des Old red betrachtet, erfolgten also Ausbruche
von Magnesia-reichen Gesteinen. In Gudbrandsdalen sind
diese Magnesia-reichen Gesteine durch den amphibolitischen
Trapp repråsentirt.

Dieser Trapp ist die Magnesia-Quelle gewesen.

Wåhrend der Ablagerung von devonischen Schichten
in einem tiefen Meere geschahen wieder und wieder diese
Ausbruche, In den siidlichen Gegenden haben sich dadurch
måchtige Massen von augitischen Porphyren aufgehåuft. In
den nordlichen setzen Gange nicht selten in die Straten des
Dovreschiefers auf, und Bruchstucke des Trappes liegen zu-
gerundet in dem Schiefer bei der Kirche von Dovre. Kalk
und Magnesia wurde aus der Silicatverbindung durch star-
kere Såuren ausgezogen und vielleicht nach vielfacher Uni-
setzung endlich als kohlensaure Salze ausgeschieden. Diese,
oft mit feinem Quarzsande gcmengten, Magnesiakalksteine
haben dann ferner an vielen Steilen Krystallinitåt angenom-
men, wie iiberhaupt die ganze Formation in diesen Ge-
genden metamorphosirt worden ist; Thonschiefer ist zu
Glimmerschiefer und Thonglimmerschiefer, Sandstein zu
Quarzit geworden u. s. w., das heisst: Jedes Gestein nahm
denjenigen krystallinischen Karakter an, der von der Natur
der urspriinglichen Mischung und der procentischen Menge

266

Theodor K j e r u 1 f.

der Bestandtheile abhieng. Darum weil die Trapp-Ausbruche
in einer devonischen Zeit wåhrend der Aufschichtung ge-
schahen, haben wir auch in den Magnesia-Kalksteinen Leit-
schichten in der hoheren devonischen Etage. Zwischen den
silurischen Straten finden wir a us demselben Grunde noch
keinen Magnesiakalkstein. In Russland finden wir eben die
Magnesiakalksteine bei Oka*) auf dieser hoheren, daselbst
durch Versteinerungen deutlich bezeichneten, devonischen

Wo aber der schon gebildete Magnesiakalkstein von den
immer fortdauerndenT rapp-Injecti onen berlihrt wurde, geschah
wieder die Umsetzung des kohlensauren Salzes in die Sili-
catverbindung (Topfstein); die Bitterspathrhomboeder, die
wir reichlich im Talke eingcstreut fanden, deuten diesen
Ursprung des Topf steins schon an. Wo endlich das ganze
geschichtete Gebirg durch Metamorphose einen so krystalli-
nischen Habitus angenommen hat, werden wir uns auch nicht
verwundern, wenn wir den Trapp selbst eigenthumlich inodi-
ficirt finden.

In jedem Falle mlissen wir die wenigen Merkmale fest-
halten, die uns ausser der Lagerung ubrig gelassen sind
in versteinerungslosen Gegenden.

Die Gesteine von Haa r teigen.

Die erwåhnten, im Profile vom Mjosen nach Dovre nach
einander auftretenden Etagen aus kambrischen, silurischen
und devonischen (und aus wie viel jungeren?) Zeiten sind
iiber grosse Theile des Landes ausgebreilet, die wir vor-
låufig als silurisch bezeichnet finden in the geological
map of Europe, by Murchison, Nicol and J ohns to r.

*) The Geology of Russia in Europe by Murchison, de Verneuil
and von Keyserling, vol I, p. 5 5 u. f.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 267

(1856). Nur durch fortgesetzte Untersuch ungen werden
die Grenzlinien gezogen werden konnen ; ich muss aber hier
noch einen Punkt kurzlich besprechen.

Auf dem Hardangerfjeld liegen iiber dem metamorphi-
schen Grundgebirge des Plateau’s in Kuppen, die deutlich
einer aufgesetzten Et age angehoren, Straten von schwarzen
und glånzenden S chief er n, Quarzit und einzelne Kalksteine,
worin wir das vollkommene Analogon zu den auf dem Gneiss-
gebirge aufgesetzten Gebirgskuppen in Westgothaland haben.
Nur fehlen auf dem Hardangerfjeld die Versteinerungen,
und es ist zweifelhaft, ob wir je Spuren davon entdecken
werden.

In Haarteigen liegen nach Keilhau*) in schwach gen ei g-
ter oder schwankender Lage uber dem sehr granitischen
Grundgebirge in einem Niveau von 3700 bis 3800 Fuss fol-
erende Etaten von unten nach oben:

1 . Schwarzer Thonschiefer, mit Lagern von Quarz, gegen
200 Fuss måchtig.

2. Quarzit gegen 100 Fuss.

3. Glimmerhaltiger Kalkstein.

4. Glånzender Thonschiefer mit Quarzknollen , 600 bis
700 Fuss.

5. Das Gestein des frei hervorragenden cylinderformigen
Berges, Haarteigen selbst, ein mit einer Art von
Parallel struktur versehenes Gemenge aus Hornblende
und Feldspath, gegen 700 Fuss.

Ich habe diese Gesteinsarten untersucht.

*) Gæa Norvegica p. 417.

268

Theodor Kjerulf.

Berechnet.

74.13

53.50

58.25

58.00

AJ, O, , . .

11.19

19.55

15.79

| 24.78

Fe2 03 . . .

3.55

13.09

Fe 08.63

Ca O . . . .

Spur

—

7.52

8.35

Mg 0 . . . .

0.91

3.71

5.60

4.65

Ka 0 . . . .

2.68

2.65

1.74

1.51

Na 0 ... .

2.25

2.88

1.70

2.71

Kohle ....

4.33

—

Gltihverlust .

1.86

4.09

—

100.9

99.4

92.2

100.

Neben der Analyse des Amphiboliths (5) liabe ieh die
nach Bunsen’s*) Formel berechnete Zusammensetzung (von
S Theile Trachyt auf 1.959 Theilen Pyroxengestein) hinge-
setzt, uin die grosse Uebereinstimmung der gefundenen und
der nach der Mischungstheorie berechneten procentischen
Wertbe zu zeigen.

Man konnte, an Infiltrationstheorien denkend, in dem
unter dem Amphibolith-Gestein liegenden Kalkstein (3) einen
Magnesiakalkstein vor sicb zn haben glauben. Er enthalt
aber nur Spuren von Magnesia, sonst nur kolilensauren Kalk.

Weil die Etage 1 in ihrer weiteren Verbreitung oft
alaunschieferahnlich wird, weil die schwarze matte Farbe auch
oft einen noch hoheren Gehalt an Koble andeutet als in
dem untersuchten Gesteine, weil endlich Alaunschiefer in
der That auf dem Hardangerfj eld gefunden ist, wird es
hochst wahrscheinlich, dass wir in 1 den Alaunschiefer, in

*) Ueber die Processe der vulkanischen Gesteinsbildungen Islands
Pogg. Ann. Bd. LXXXIII.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 269

3 einen von den ersten Kalksteinen repråsentirt haben, oder
dass die ganze geschichtete Formation des Haarteigen, von
gegen 1000 Fuss Måchtigkeit, ein Seitenstiick bilde zu den
besprochenen silurischen Aequivalenten in Gudbrandsdal.
Wenn also auf der Karte von Murchison und Nicol
diese Gegend des Hochgebirges als silurisch bezeichnet wird,
ist diess auch wahrscheinlich richtig.

Pro f i le durch das Christiania-Bassin.

Zur Darstellung des Christiania-Bassins, als dessen west-
liehen Rand man die silurischen Straten von Ringeriget be-
trachten kann, werden neben der Karte uber die nåchste
ITmgebung der Stadt, wo besonders in den Inseln die Ver-
breitung der verschiedenen Etagen wohl am Leichtesten zu
studieren ist, folgende Profile dienen :

1. Profil von Malrno (an der westlichen Seite) uber
Ormo nacli Sjurso, etwa gegen N. gezogen, weiter uber
Blego und Hovedo gegen N. W.; dann, indem die Linie
des Profiles mehr westlich vorgeruckt ist, iiber Nakholmen
und langs der Westkuste von Ladegaardso (Pl. III). Man
hatte auch ein Profil uber Lindo, Grås-Holmen, Ram-
bergo, die beiden Lang-Oer und Husbergo ziehen konnen.
In diesen Inseln wird man Alles wiederfinden, was ich in
Hovedo, Blego und Sjurso angegeben habe.

2. Profil vom Egeberge sudlich von Oslo, uber Galge-
berg, langs dem Abhange einer Terrasse, durch die Stein-
bruche bei Toien, nach Thorshoug — etwa in derRichtung
gegen N. (Pl. II).

3. Profil von der sudlichen Spitze der Klippe vom
Akershus langs dem westlichen Rande derselben, durch die
Vorstådte Pipervigen und Ruselokbakken (Algier), am
Schlosse (Slottet) vorbei, iiber Uranienborg nach Nygaard
etwa gegen N. N. W, (Pl. II).

270

Theodor Kjerulf.

4. Profil von den Inselchen (Vas-Holmene) zwischen
Nåsodden und Snaro, langs der westlichen Seite von Snaro,
Langodden, Storo, Lilleo, etwa gegen N* N. W. In dem
weiteren Verlaufe ist die Linie, von Holtekilen an, weiter
westlich vorgeriickt, geht durch Brandskjårodden, Maage-
holmen, Sandvigs-Aasen, Enger Vand u. s. w. nach dem
Fusse von Kolsaas, etwa gegen N- W. Bei Levre werden
auf diesem Profile die Schichten von Øverland durchschnitten
(Pl. III). Man konnte auch die Profillinie gerade von Snaro
nach Øverland ziehen, indem man etwa der Landstrasse
folgte; es ist aber auf dieser Linie weniger zu selien.

5. Profil von Hogda, auf der Hohe des Paradisbakken,
3 norw. Meilen von Christiania entfernt, langs dem schroffen
Abhange der Porphyrberge, die mit Kroftkollen gegen Siiden
endigen, im Kirchspiel Lier und langs dem Holsfjorde bis nach
Sundvolden. Die Linie des Profils, die der Kriimmung des
Holsfjordes folgt, geht zuerst gerade nach N., dann N. N. 0.,
N. N. W., wieder N. und zuletzt N. O. (Pl. III).

6. Profil von Sundvolden gegen N. W. iiber Feikar,
Borgen u s. w. nach dem Hauslerplatze Rolighed (An dieser
Stelle ist auf Pl. III unrichtig “Luken “ geschrieben).

Die Christiania-Gegend giebt den Schlussel zu der Geo-
iogie von Norwegen. Keine Miihe und kein bis ins Klein-
liche gehendes Detail war iiberfliissig, wo es galt diesen kias-
sischen Boden zu bestimmen. Jndem ich gleich die in den
verschiedenen Etagen gefundenen Versteinerungen aufzåhlen
werde, kann ich frei gestehen, dass die Arbeit fur den Pa-
leontologen noch lange nicht weit genug vorgeschritten ist.
Die Hauptsache war hier die Etagen zu karakterisieren,
und diess ist die Arbeit des Geologen. So viel wird aber auch
dem Sammler einleuchten, dass ohne. geologische Profile in

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 271

einer Gegend wie diese Missverstandniss und Verwirrung
unyermeidlich werden.

In der Schichtenfolge von Malmo (PL II) kann man bei-
nahe alle die gleicli unten aufgezåhlten Verst einerungen von
5 ft bis 8 /3 linden. Mehrere von diesen Formen waren
friiher nicht gefunden oder beachtet worden, so die Krone
von Eucalyptocrinus decorus, das Kopfschild von
Bumastus Barriensis , der obersilnrische Graptolith G.
L u d en s i s u. m. Zwischen dem jiingsten Graptolithenschiefer
(8 a) und den alteren (3 liegen Straten zusammen von
1350 Fuss Måchtigkeit.

Durch die Straten der Etage 5 ft, besonders durch
Spirifer insularis, Sp. Lynx etc. ist der Zusammenhang des
Profiles von Malmo mit den nordlicher liegenden Inseln
sehr deutlich gegeben.

In Malmokalven und in Ulvo kom men nur die Abthei-
lungen 5 fi, 6 und 7 vor. Die Straten 5 a bei Båkkelaget
und in Ormo sind in Lango fortgesetzt, die Straten von
Sjurso tauchen wieder in Kambergo empor, die von Blego
in Gråsholmen, die von Hovedo in Lindo. An mehreren
Steilen ist die Folge 4, 5 a und 5 in vertikaler oder
selbst invertirter Steiking zu beobackten. Besonders schon
tritt die Inversion im sudwestlichen Theile von Hovedo hei-
vor, die sich indessen nicht bis zur stidostlichen Ecke der
Insel fortsetzt. In 5 a mitunter riple-marks.

Die Yerbreitung der alteren Abtheilungen sind besonders
im Profile vom Egeberge nach Thorshoug zu studieren.
Eine der åltesten Formen ist Fenestella socialis in dem Alaun-
schiefer. Die Bestimmung verdauke ich Salter. Aus Bornholm
war sie bekannt unter dem Namen Ceramites Hisingeri
Lieb. Sie ist sowohl bei Oslo als bei Yåkkero und in Lade-
gaardso gefunden. Der Graptolithenschiefer (3 ft) ist von

272

Theodor Kjerulf.

Brynd an der Eisenbahn iiber den Thalboden und die In-
sein bis weit westlich von Christiania verfolgt worden. Im
Kirchspiel Eker und in der Gegend von Skien und Lange-
sund findet sich dieselbe Etage wieder. Diese grosse Ver-
breitung war bis neulieh unbekannt.

Die Klippe von Akershus erstreckt sich in die Richtung
N. N. W.nach S. S. O - der Richtung der Trappgånge —
an der westlichen Seite gegen 100 Fuss ti. d. M. an
der ostlicheren flåcheren nur gegen 20. Etwa ^ besteht aus
Gn eiss. Diese metamorphische Gebirgsart erstreckt sich von
der nordlichen Ecke der Festung nach Torskeberget. Dunk-
ler Labradorporphyr mit grossen Krystallen, die wegen dem

Karte von Akershus.

1 = Pipervigs-Bucht.

2 — Studenten-Berg.

3 — Torske-Berg.

4 = Vippetangen.

& = Schlossbrueke,

6 == Loge.

1 = Tbeater.

8 — Bank.

Å — Alaunschiefer.

O P — OligokSaspor-

pk yr.

L P = Labradopor-
phyr.

T == Trapp.

Feber die Geologie des sudlichen Nonvegens. $73

rhombischen Durchschnitte zu dem Nåmen Rhombenporphyr
Veranlassung gaben, setzt von der Pipervigsbucbt in den
Gneiss hinein. Diess ist der beruhmte Rhombenporphyr von
Tyveholmen, derselbe, der den Egeberg durchschneidet, und
der von Vettakollen herabstfirtz.

Ein Gang von griinem Trapp lehnt sich unten am
Strande an den Gneiss zwischen 2 und 3, wåhrend einige
andere Gange in den Gneiss selbst hinein dr ingen, hoher
hinauf an der westlichen Selte. Der ganze tiefere Theil
besteht aus Trapp und Porphyr. An der ostlichen Seite
liegt fast horizontal, einige Fuss tief, griinlicher Trapp,
und darunter kommt Oligoklasporphyr. Zwischen beiden
sieht man (zwizchen 5 und 4) einige Streifen von Alaun-
schiefer. Dieselben Trapp- und Porphyrmassen richten sich
mit dem Alaunschiefer im Abhange vom Egeberge steil auf.
Sie sind also wahrscheinlich eben in der altesten silurischen
Zeit, und bevor die Faltung geschah, ausgebrochen.

Durchschnitt vom Studentenberg narh der Schlossbtncke

An der nordlichen und nordwestlichen Seite konnen
mehrere Banke von Oligoklasporphyr verfolgt werden. Sie
neigen sich bei der Schlossbrucke gegen N. O. mit dem Alaun-
schiefer. Am Studentenberge, wo die Neigung weniger con-
stant ist, wird dieser, in måchtigeren Massen prachtvolle
Porphyr, wie in Tyveholmen, vom Labradorporphyr bedeckt.
Im „Querschnitte am Studentenberg“ (PL II) sieht man
Oligoklasporphyr auf dem Alaunschiefer ruhend. V on un-
ten steigt hier ein Trappgang empor, der sich aber nicht
durch den Porphyr hindurch gedrangt hat. Zwischen dem

274

Theodor Kjerulf.

Porphyr und dem oberen Ende des Ganges sind an dieser
Stelle einige Streifen von Ålaunschiefer gebogen worden.

Etwa*) im Punkte 2 befinden sich zwischen karakteri-
stischem Gneiss und dem von Stinkkalk begleiteten Ålaun-
schiefer einige Schichten von zweifelhaftem Karakter. Die
Graphitblåttcben dieser schiefrigen Bildung und einige schwarze
Streifen in clerselben deuten noch auf das ursprungliche
kohlenstohreiche Material hin.

Viel deutlicher aber als an dieser Stelle treten mela*
morphosierte silurische (oder kambrische) Straten als wahrer
Gneiss bei Bugten hervor. Thonschiefer und Mergel, die
zu den Et agen 4 oder 5 gehoren, liegen am sudlichen Ende
der kleinen Halbinsel zwischen „nordre“ und „ sondre Bugten44
in noch unveråndertem Zustande. An der Grenze der me-
tamorphischenGebirgsart, dieubrigens an der zuerst erwåhnten
Stelle uber dem Mergel liegt, bemerkt man unten am Strande
Streifen und Partien eines schwarzen Schiefers, von Quarz-
adern durchzogen. Der Gneiss selbst ist quarzreieh und
stark mit Eisenkies imprågnirt. An der Chaussee zwischen
Bugten und Båkkeiaget bemerkt man andere Partien von
schwarzem Ålaunschiefer in dem verworreneii Gneisse am
Åbhange.

Als ich im Sommer 1856 mit Prof. Forchhammer diese
Stelle wieder besuchte, fanden wir keine 50 Schritte von
dem metamorphischen Gesteine entfernt die Encrinitenstiele
der Oscarshall-Gruppe, dieselben, die in Sindsenbakken (Pl.
ii) oben in der schaalenformigen Faltung vorkommen.
Weil wir also hier Straten der Etage 4 haben, und weil
die der unterliegenden Etaten 3 und 2 = — was sonst niemals
der Fall ist •— fehlen, muss ich schliessen, dass der Gneiss
bei Bugten durch Metamorphose entstanden ist. Auf dem
erwåhnten Punkie am Strande gehoren dann die schwarzen

lleber die Geologie des sudlichen Norwegens. 275

Schiefer den Etagen 4 oder 3 an (der Graptolithschiefer
3 j3 ist sehr kohlenstoffreieh und oft ganz schwarz); an der
Chaussee dagegen haben wir vielleicht die Spuren von wah*
rem Alaunschiefer vor uns.

Ich habe diese zwei Localit&ten, Akershus und
Bu gt en, genauer heschrieben, weil sie der Gegenstand*)
eines wenig erbauiichen Streites gewesen sind.

In jedem Falie sind es nur Stucke von unsern „unter-
silurischen44 Straten (von derEtage2 an), die Mer veråndert
wurden. Dass aber ganze Strecken von unserem „kam-
brischen44 Gebirge (die Etagen 1) metamorphisch auftreten,
davon werden wir uns durcli Profile vom Mjosen, von Kra-
gero**), selbst vielleicht vom Egeberge uberzeugen,

Wenn wir das Profil von Ladegaardso verfolgen, kom-
men wir am nordwestlichen Ende an eine Stelle, wo, indem
die Straten steil aufgeworfen sind, die zu unterst ruhende
Etage wieder zuro Vorschein komrat. Starke Zusammen-

pressungen und theilweise Inversionen sind besonders in
der gegenuberliegenden Insel Killingen zu sehen. In den

*) The quarterly Journal of the geol. society ol London 1845
p. 4 7 3. Gaea Norvegica p. 3 80.

Kyt Magazim f. Naturvidenskaber. 1855. ^Besvarelse af
den af det Åkad. Coll. fremsatte Prisopgavea ete. § 5 2.

**) Nyt Magazin f. Naturv. B. 8. H. 4. „ Geologiske Undersøgeiser*
etc. af David Forbes.

18*

276

Theodor Kjerulf.

sehr starken Biegungen der Straten von Killingen treten zu
unterst Alaunschiefer mit grossen Ellipsoiden vom schonsten
stengligen Anthrakonit (2) hervor, dariiber kommen die
måchtigen Banke des hellblauen Orthoceratit kalksteins, und
dariiber wieder die Graptholitenschiefer. Diese Schichten
stehen aber znm Theil ganz steil neben einander. Der
iviicken des vorigen Profiles wird von einem ge-

wohnlichen Trappgange ge-
bildet (T), den wir in dem

Quersehnitte links haben.

RP & T 2. T

Ein viel måch tigere r Gang
Querschnitt von Killingen. . T, . , .

von rothem r eldspathpor-

phyr stréicht die Mitte der Insel entlang.

Audi bei Våkkero gleich nordlich von Killingen tau-
dien dieselben altesten Schichten stark gewunden und theil-
weise invertirt hervor. Das Profil ist am Strande genom-
men zwischen Våkkero und dem westlich vom Hofe hin-
streichenden måchtigen Gange von Feldspathporphyr. In dem
Alaunschiefer kommen hier Fenestella socialis, Agno-
stus pisiformis und eine Lingula vor. Die erste Form
ist auch an der eben erwåhnten Stelle auf Ladegaardso vor-
handen. Unmittelbar iiber dem Alaunschiefer (2) liegt hier
der untere Graptolithenschiefer 3, dariiber der Orthocera-
titkalkstein, durch eine Fulle von Versteinerungen karakte-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 277

risirt, und weiter gegen N . W. und W. tritt auch der obere
Graptolithenschiefer 3 ft hervor. Ueberall also tindet man
dieselbe normale Folge, nur wegen den starken Krummun-
o'en hier und da entstellt.

Dem Sammler wiirde ich diesen letztgenannten Punkt
neben den alten Alaunschieferbruchen bei Oslo, ferner den
sudwestlichen Rand von Hovedo und die ganze Insel Malmo
empfehlen. Er wird hier in einigen Tagen das Meiste lin-
den konnen, was die silurische Schichtenfolge im Christiania-
thale karakterisirt.

Auf der sudwestlichen Spitze von Snaro befinden wir
uns in den Parallellen von Huk. Die Etage 3 liegt aber
am ersteren Ort tiefer, nur die Schichten der Etage 4 tre-
ten hervor. Thonschiefer und Merisel mit Kalkknollen wech-
sein mit reineren Kalksteinen, und darin sind besonders
Orthoceratites regularis, Favosites tibrosus Lycoperdon und
Encrinites Snaroensis håufig. In dem Verlaufe des Profiles
(Pl. IXII) tauchen indessen etwas nordlicher auch die Grap-
tolithenschiefer (3 /£) auf.

Nachdem wir das Profil weiter uber Langodden, Storo
und Lilleo verfolgt liaben, stossen wir bei Holtekilen in
Brandskjårodden beim Platze Ovnen auf gerade dieselben
Schichten, die wir zuerst in der Spitze von Snaro beobach-
ten, dieselben Encrinitenschiefer, daruber dieselben Mergel
und Kalksteine mit Orthocer. regularis und Favos. fibr. Lye

Weiter gegen N. W. sind wir in Maageholmen wieder
eine Stufe hinabgestiegen. In diesen Schichten tinden wir
Lituiten, Echinosphaeriten, Graptolites sagittarius, Diplo-
grapsus pristis, Lingula attenuata, Orthis parva etc. Sie
streichen gegen Ramberg an der Posttrasse hin, und stehen
an der See iiberall steil, von mehreren Porphyr- und Trapp-
gången dem Streichen parallel durchsetzt.

278

Theodor Kjerulf.

Bei Sandvigen kommen an der Sudseite vom Enger-
See einige måclitige sehr unreine Kalksteine zum Yorscheiti,
die icb als das Aequi valent des Kalksandsteines (5 a) setze.
Sie enthalten einen grossen Pentamerus, Favosites alveolaiis,
Catenipora labyrinthica and Cyathophyllen. Darauf ruht
der Malmoschiefer (5 ft), dann in Lokkeaasen Schichten mit
Fentamerus oblongus, and daruber zuletzt der Korallenkalk-
stein (7). Hoher hinauf kommen wir bier nicht, indem wei*
ter gegen N. W. dieselben Schichten, jetzt vom Hangenden
zum Liegenden, nacb einander folgen.

Gehen wir aber vom Enger-See gegen Jong hin auf
dem Wege nacb Tanum, entdecken wir eine Folge von ro*
then Mergelschichten, die die schaienformige Vertiefungdes
ICorallenkalksteines (7 Pl. III) fallen. Auf der „Ueber~
sicbtskarte des Christiania-Silurbeckens" sind diese Schich-
ten nnd ihre ungefåhre Verbreitung weiter gegen W. roth
angelegt. In diesen rothen Mergelschichten von Jong, die
den j angeren devonischen rothen Tnffen und Mergeln tåu-
schend åhnlich sind, habe ich durch mehrere mit schneeweis*
sem Kalkspath gefullte Versteinerungen die Et age 7 fi von
Malmo wiedererkannt, und sie sind dadurch ausgezeichnete
Leitschichten geworden, die uns noch weiter am Holsfjorde
und auf Bingeriget orientieren. Die Versteinerungen sind:
Encrinites Malmoensis, Terebratula reticularis, Halysites ca-
telimatus, Cystiphyllen.

Die j angsten silurischen Schichten in unserem Pro file
durch das Chrtstianiathal stehen zwischen Levre und Hau-
ger an. Sie sind aber leichter zugånglicl bei Oeverland,
weiter nach N. O in der Streichrichtung. Wir finden bei
Oeverland unsere Etage 8 a von Malmo, durch Graptolites
Ludensis bezeichnet, wieder. In den obersten Kalksteinter-
rassen bei Oeverland sind besonders Orthoceratites nummu*

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 279

larius, Favosites polymorpha und Chonetes lata v. Buch zu
nennen.

Gleich oberhalb Oeverland beim Platze Garlos sticht
die rothe Farbe der uber unseren jimgsten siluriscben Stra»
ten ruhenden Mergel- und Sandsteinformation stark gegen
die hellen Kalksteine ab Die Grenzlinie dieser Forma-
tion die wtr wegen des Platzes und der eigenthumiichen
Karakters mitMurchison als d ev o nise h bezeichnen, streicht
von Garlos uber Dåli-Kjern siidlich unter Kolsaas, uber
Houger nach Kirkerud etwas nordlich von der Kirche von
Tanum. W enn wir ferner eine gerade Linie von Kirkerud
nach Opsahl im Lierthale ziehen, giebt diese dieselbe Grenz-
linie der rothen Formation unter der weit hervorspringenden
Porphyrdecke an. Alle die Porphyrmassen von Tanum-
Åas5 Groset-Fjeld, Skouum-Åas etc. bis Kroft-Kollen, liegen
ubergreifend uber den abgerissenen steilstehenden Schich-
tenkopfen der siluriscben Formation. Das Profil von Kroft*
kollen repråsentiert die ganz åhnlichen Profile von Skou-
um-Åas und Tanum- Aas. Man hat den Porphyr an den
(devonischen) Sandstein gebunden geglaubt. Wir haben
aber hier uber mehr als -J nonv. Quadratmeile ausserhalb
derGrenze dieses Sandsteines verschiedenePorphyre als Decke*

in dem von Porhpyrwånden halbkreisformig umgebenen
Tanumthale liegt rothlicher oder graner Sandstein in flachen
schwankenden Schichten. Nordlich im Thale bei IsP) tau-
chen wieder die siluriscben Straten unter diesem Sandsteine
hervor. Diese Stelle wird eben von einer Chaussee durch-
schnitten. Es sind dieselben Straten, die am Holsljorde bei
Nås und Sonsterud zum Vorschein kommen. Die Kalksteine
sind aber in Marmor verwandelt und die Mergel gehårtet

*) Siehe Das Christiania Silurbecken p. 4 7 und 48..

280

Theodor Kje r ul f.

worden durch den rothen Feldspathporphyr, der in der Nåhe
von Isi unmittelbar an die Silurstraten grenzt.

Unter dem sudlichen Abhange von Kolsaas treten in
der devonischen Formation zu unterst rothe thonige Let-
ten, dann rothe Schiefer mit silbcrweissen Glimmerblåttchen
hervor. Hoher oben am Abhaime kommt zuerst grauer
Sandstein, dann zu oberst grobes Conglomerat mit abge-
schliffenen Quarzgerdllen. Ueber dem Conglomerate liegt
schwarzes Augitgestein mit einzelnen Augitkry stallen, hoher
hinauf rothbrauner F eldspathporphyr. Die Måchtigkeit die-
ser Porphyrmassen kann zu 200 bis 300 Fuss angeschlagen
werden. F\st iiberall wo wir an diesen Porphyrwånden
hinaufklettern ist diess die regelmassige I^olge: unten die
rothen mit Glimmer eingesprengten Schiefer, oben Sandstein
und zu oberst Conglomerat, dann Augitporphyr und zuletzt
Feldspathporphyr, der oft den ganzen Pucken der Berge ein-
fonnig bedeckt; von Kolsaas, Bårum, Rams-Aas, langs dem
Lierthale aill JJolsfjord und Stensfjord, iiberall ein åhnliches
Profil.

Versteinerungen sind in dieser devonischen Formation
nicht gefundcn, mit Ausnahme von FVrosites polymorpha in
ei nem granen Schiefer, der nur durch einige Sandstein-
schichten von den jungsten silurisehen Kalksteinen getrennt
ist unten bei Garlos. In einemzwischen Quarzporphyr [und
Augitgestein liegenden rothen Tuffe an der Sudseite von
Kroftkollen bei „Skrådderstua“ sind einige Steinkerne gefun-
den worden, die an Leptaenen errinern. Lm bei dieser
Geiegenheit Alles zu erwahnen. was wir von der fossil en
Welt unserer devonischen Formation wissen, konnen wir auch
hier die Pflanzenabdrucke nennen, wovon Hausmann*) in

*) Reise durch Skandinavien Y 300.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 281

dem rothen Sandstein zwischen Idre und Sårna erzåhlt,
und die von Id las am Naksjoberg im Kirchspiel Sårna an
der Reichsgrenze beobachtet wurden.

Aus den alten Marmorbruchen von Gjellebåk oben au f
der Hohe des Paradisbakken kann man das Lieinandergrei-
fen von Granit und Kalkstein studieren. Dieser krystalli-
nische Kalkstein ist arm an Versteinerungen; doch wurde
Pentamerus oblongus darin gefunden. J tingere Schichten
als 6 scheinen hier nicht vorlianden zu sein. Auf der
Strecke zwischen Gjellebåk und Asker kommen in den mit
Kalk gemengten erharteten Schiefern Encrinitenstiele, Orthis
pecte.n und Calymene punctata (Dalm.) vor. Der im Kirch-
spiel Asker sehr verbreitete und behufs des Kalkbrennens oft
gebrochene Kalkstein entspricht unserer Etage 5 a, Nau-
mann und Keilhau haben Detailzeichungen von Gjellebåk
geliefert. Die Verwandlung (von reineren) Kalksteinen
in Marmor, die Erhårtung der (kalkhaltigen) Schiefer und
das Auftreten der sogenannten Contactmineralien sind hier
bekannte Sachen.

Dagegen war wohl Niemand, der den kurzen Weg
nach dem naheliegenden Kr oft kollen einschlug; denn
hier sind noch ganz unerwåhnte V^erhålt nisse. Ein schoneres
Profil giebt es in allen diesen Porphyrbergen nicht. Die
Schichtenkopfe der steil stehenden silurischen St raten sind
in åhnlicher Weise modificirt w orden wie die uber dem
Granite hier und da hervortauchenden Schichtenpartien bei
Gjellebåk. Audi hier kommt in einzelnen Straten Marmor
vor, in ånderen sind aus dem Mergel die Kohlensåure und
das W asser entwichen, und sie steilen die gehårteten Schie-
fer dar, die man lange unrichtig als silicificierte Schiefer be-
zeichnet hat. Hier aber war der Quarzporphyr, dort der
Granit die Ursache der Verwandlung. Ueber den Schich-

282

Theodor Kjoruif.

tenkopfen ruht machtiger hellgefårbter Quarzporphyr, darti»
ber einige Schichten vom rothen feinkornigen Tuff, dann
schwarzer augitiscber Trapp und oben braunrother Feid-
spathporphyr. Nichts kann mehr verschieden sein als diese
drei Porphyre, und an keiner Stelle ist von der treppen-
formigen Aufbåufung der Porphyrmassen deutlicber erzåhlt

In den Kalksteinen, Mergeln und Schiefern bei Opsahl,
Enger, Sonsterud und Nås ist wieder die ganze Folge der
obersilurischen Versteinerungen eingeschlossem Sehr reich
ist die unter den Porphyren hervorspringende silurische
Partie bei Nås und Sonsterud, wo sowohl unt en am
Strande als 100 bis 200 Fuss hoher oben langs der Chaus-
see die beste Gelegenheit das Profil durch zu gehen sich
anbietet. Wie es bei Opsahl der Fall ist, setzt auch hier
das Conglomerat oben fort, indem es die Faltungen der Si-
lurformation ubergreift. Es scheint, dass die devonischen
Ablagerungen nach und nach die zwischen den Faltungen
offén gebliebenen Buchten gefullt und geebnet hatten, und dass
das Conglomerat zulezt Alles in der aiten Meereslinie be-
deckte.

In dem Profile von Rolighed nach Sundvolden (Pl. III)
hat man schråg gegen S. O. hineinfallende Schichten, die
dem Sammler wieder eine reiche Ernte anbieten. Ich
hatte dies Profil weiter gegen N. W. fortgezetzt, wenn nicht
das Land irn Kirchspiel Hoie zu sehr von Wald und Åcker
bedeckt wåre. Den ungefåhren Verlauf der Grenze zwi-
schen uber- und untersilurischen Abtheilungen — durch
den Pentameruskalkstein bezeichnei — habe ich frfiher an-
gegeben. Was westlich von dieser Grenze liegt, gehort, so
viel rnir bekannt, Alles den Etagen 6 bis 2 an. Die
zwei unteren Etagen (3 und 2) sind in der Uingegend von
Klåkken zu sehen, mit stark gepressten, gewohnlich verti-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens, 283

kaien und von Trapp- und Porphyrgången sehr durchsetz-
ten Schichten. Bei Hønefossen an der Grenze gegen das
hier ganz bedeckte Grundgebirg steht Alannschiefer mit
schwarzem Kalkstein an. Wie bei Oslo ist darin Olenua
gibbosus Wahl. gefunden.

Eine wohl markierte Orientierungslinie wird in diesen
Gegenden von den erwåbnten Mergeln (7 jS) mit Encriniten
gebildet. Dieselbe ist auf der Uebersichtskarte des Christiania-
Silurbeekens mit einem rothenStreifen bezeichnet. Wir haben
hier die Schichten von Jong wieder. Zwischen Nås und
Sonsterud stehen sie mit den slark gewundenen Schichten
fast vertikal.

An der Spitze bei Sonsterud kommt etwas hohér ein
anderer E n cri n i t en-Mergel mit Stielen von Cyathocrinus
rugosus Goldf. vor. Es sind dies die Schichten von Bjorn-
tvet bei Porsgrund.

Dieselben Durchbruche, die im Christianiathale so hått-
% sind, rnachen sich in Ringeriget geltend. Måchtige Trapp-
und Porphyrgånge streichen den Porphynvånden parallel.
Sie schneiden unveråndert durch silurische und devo-
nische Straten, mehrere von denselben auch durch die Por-
phyre. Im Trappgange zwischen Nås und Sundvolden sind
grosse mitgerisscne Stucke eingeschlossen. An keiner Stelle
sind aber Bruchstucke allerlei Art in reicherer Menge vor-
handen als in der Porphyrwand an der Chaussee zwischen
Fiulsrud und Elvene. Der Porphyr ist hier in dem Grade
mit Bruchstucken gespickt, dass ein wahres Brecciengestein
herauskommt.

Die Porphyrtreppen in Kroftkollen, diess Breccienge-
stein, die Windungen bei Sonsterud mit dem itbergreifenden
Conglomerat maehen das Profil am Holsfjord zu einem der

284 Theodor Kjérulf.

schonsten, die uns gerade vor den Augen offen entfaltet
liegen konnen.

Versteinerungen im Christiania-Bassin.

In der Et age 2. Schwarzer Thonschiefer, sogenannter
Alaunschiefer, mit schwarzem Strich, reich an Kohle und
Eisenkies, bier und da anthrazitisch und glånzend. Mit ein-
zelnen Platten vom schwarzen bitumineusen, beim Zerschla-
gen stinkenden, Kalkstein oder mit grossen Ellipsoiden von
strahligem Anthrakonit. — A bedeutet im Alaunschiefer,
K im Kalkstein gefunden.

Fenestella socialis Salter A. Spuren von (den ersten) Grap-
tolithen.*) Orthis callactis Dalm. A. Atrypa lenticularis Dalm.
Lingula Davisii (?) M*Coy, mit einigen ånderen Lingulae. Agnostus
(Battus) pisiformis Wahl. Peltura scarabaeoides Boeck. Eurycare
latus Boeck. Sphaerophtalmus alatus Boeck. Battus pusillus Sars.
Olenus gibbosus Walil. Olenus spinulosus Wahl. Ceratopyge for-
ficula Sars.

In der Etage 3.

LTnterer Graptolithenschiefer, Orthoceratitkalkstein (3 a)
und oberer Graptolithenschiefer (3 fi). Der Kalkstein fest,
hellblåulich bis grau. Der Schiefer åchter schwarzer bis grauer
Thonschiefer, sehr wenig kalkhaltig, dunnschiefrig, mit grauem
Strich, oft mit Kiesknollen. G bedeutet: schon im unt er en
Graptolithenschiefer gefunden.

Prionotus sagittarius His. G. Graptolites foliaceus Murch. G.
Diplograpsus folium His. G. Prionotus pristis & scalaris His. Didy-
mograpsus geminus His. Didymograpsus Murchisoni Beck. Lingula
attenuata Sow. mit drei ånderen Lingulae. Patellites anhymus Schloth.
Orthis callactis Dalm. Orthis pavva Vern. Orthis demissa Dalm.

*) Bemærkninger angaaende Graptolitherne af Chr. Boeck. Chr.
1851. pl. 2. fig. 30.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 285

Orthis calligramma Dalm. (Orthis flabellulum Sow.). Euomphalus
aequilaterus His. Euomphalus trigonalis Goldf. Kleine Trochiten^
dem Trochus laevis His. åhnlich. Turbo bicarinatus His (3 fi).
Bellerophon bilobatus Sow. Belleropbon acutus Sow. Orthocera-
tites communis Wahl. O. imbricatus Wabl. O. regularis. O. dup-
lex. O. trochlearis und O. undulatus His. O. annulatus Sow.
Lituites lituus. Trocliolites. Asaphus expansus Daim. Illaenus cras-
sicauda (?) Schloth. Megalaspis grandis Sars. Asaphus dilatatus
Dalm. Pliomera Fischeri Eichw. Asaphus angustifrons Dalm.
Ampyx (Lonchodomas) rostratus Sars. Ampyx mamillatus Sars.
Calymene speciosa Dalm. Calymene clavifrons Dalm. Trilobites
angustatus Ss. & Bk. T. radiatus und T. conicoplitalmus Ss. & Bk.
Niieus depressus Boeck. Asaphus frontalis Dalm.

Anm. Die folgenden Trilobiten gehoren auch wahr-
scheinlich der Etage 3 an.

Lonchodomas domatus Ang. Harpides rugosus Ss & Bk. Ce.n-
topleura dicraeura Ang. Oentopleura serrata Ss & Bk. Pliomera
primigena Ang. Euloma ornatum Ang. Trinucleus bucculentus Ang.
Rhodope oblongata Ang. Asaphus acuminatus Boeck. Lichas Nor-
vegicus Ang. (Tril. scaber Boeck.) Ampyx aculeatus Ang. Tril.

striatus & costatus Ss& Bk. Tril. sphaericus Esm.

In der Etage 4.

Thonscliiefer mit Kalkplatten, kalkhaltige graue Thon-
schiefer oder Mergel mit Kalknieren, reihenweise liegend.

Einige von den erwahnten Graptolithen. Stenopora fibrosa var.
Lycoperdon Hall. Turbinolopsis bina (?) Murch. Encrinites Snaro-
ensis (mit rundem Nahrungskanal, glattem Stiel, und gleicken Glie-
dern). Echinosphaerites aurantium. Tentaculites annulatus. Orthis
moneta Vern. O. zonata Dalm. O. testudinaria Dalm. O. ele-
gantula Dalm. O. pecten Dalm. O. demissa Dalm. O. parva mit
einigen ånderen Orthiden. Leptaena sericea Sow. Leptaena (Stro-
ph omena) tenuistriata Sow. L. imbrex s. transversa Vern. Linguia

286

Theodor Kjerulf.

atfcenuata Sow. Lingula quadrata. Patellites anbymus Scbloth.
Modiola Nilssoni His. Cardium carpomorphum Dalm. Turbo
bicarinatus Elis. Trochus laevis His. Trochus eliipticus His. Euom-
pbalus trigonalis. Euorapbaius alatus His. Euomphalus acutus.
Belleropbon bilobatus Sow. Belleropbon acutus Sow. Belleropbon
sculptus. Conularia quadrisulcata His. mit vielleicht einigen ånderen
Conulariae. Orthoceratites regularis His. O. attenuatum s. dimb
diatum Murcb. O undulatus Schloth. 0 lineatus. O. gigas. 0.
distans. O. duplex. Cyrtoceras. Lituites cornu arietis Sow. Tro-
cholites anguiformis Salter. Illaenus crassicauda Dalm. Dysplanus
centrotus Dalm. Åmpyx nasutus Dalm. Åsaphus expansus Dalm.
Megalaspis extenuata. Dalm. Åmpyx costatus Boeck. Illaenus per-
ovalis Murcb. Calymene Blumenbachii var. pulchella Dalm. Tri-
nucleus seticornis His. Trinucleus Caractaci Murcb. Trinucleus Wab-
lenbergi Rouault. Ftycbopyge rimulosa Ang. Phacops macroura (?)
Sjogr. Phacops conicophtalma Ss & Bk.

Ånm. Die foigenden Trilobiten gehoren wahrscheinlich
hieher:

Lichas 4-spinus & 6-spinus Ang. Cyrtometopus Sarsi Ang.
(Calymene clavifrons Ss & Bk.) Loncbodomas crassirostris Ang.
Loncbodomas affinis Ang. Trinucleus discors Ang. Trinucleus foveo-
latus Ang. Telephus bicuspls Ang. Trinucleus Bronnii.

In den Straten 5 a.

Kalkstein von bald feinerem, bald groberem Korn? zu
oberst mit einigen Straten von einer Kalksreinbreccie. Bei
Sandvigen unreiner Kalkstein. Åuf Kingeriget kalkhaltiger
Sandstein und reiner graner Sandstein von grosser Måch-
tigkeit.

Stenopora fibrosa var Lycoperdon. S. bbrosa Goldf. Favo-
sites alveolaris Goldf. Heliolites megastoma M’Coy. Halysites ca-
telunatus Linn. (Catenipora escharoides Lam.). Cyathopbyilum tur-
binatum Goldf. Cyathopbyilum arfciculatum His. Turbinoliae. Eehi»

Ueber die Geologie des sudlichen Nonvegens. 287

nosphaerites. Tentaculites annulatus Schloth. Åctinocrinites moniliferus
Goldf. Åctinocrinites raonoliliformis Murch. (von beiden nur dieStiele):
Ophimorphae (in der Sammlung der Universitåt: «Limaria clathrata").
Orthis zonata Dalm. Orthis testudinaria Dalm. Leptaena ragosa Dalm.
Leptaena imbrex Vern. Terebratuia cuneata Dalm. Rhynconella (He-
mithyris) angustifrons M’Coy. Spirifer pachyrinchus (?) Vern. Gren-
ser Pentamerus (dem P. Voguiicus Vern. nicht unahnlich). Murchi-
sonia semirotundata (?) M’Coy. Euomphalus sculptus Sow. Cyrtoceras
(Phragmoceras?) ventricosum Stein. Encrinurus (Calymene) punc-
tatus Dalm.

In der Etage 5 jS.

Graue und grunliche kalkhaltige Thonschiefer mit ein^
zelnen Kalkplatten.

Gorgonia assimilis. Aulopora repens Goldf. Millepora repens
His. Limaria fructicosa (?) und Eschara scalpellum Murch. Flu^
stra. Favosites alveolaris. Haiysites catelunatus. iFavosites spongifces
Murch. Orthis calligrammaDaim. O. elegantuia Dalm. O. testudinaria
Dalm. 0. pecten Dalm. (0. filosa Murch.). O. zonata Dalm (Terebra-
tulites umbraculum Schloth.). O. lamellosa. Leptaena (Strophomena) de-
pressa Dalm. Leptaena. transversaiis Dalm. Spirifer insularis Vern.
(Atrypa retrusa Bronn). Spirifer Lynx Vern. Spirifer bisulcatus Sow. Atiy-
pa canaliculata Dalm. Atrypa crassicostis Dalm. Spirifer dentatus (Diese 4
Species sind mit Spirifer biforatus Vern. verwandt). Deltbyris (Spirifer)
cardiospermiformis Dalm. Delihyris cataractes Bronn. Cyrtia trape-
zoidalis Dalm. Trigonotreta (Spirifer) compressa. Atrypa galeata
Dalm. Atrypa dorsata His. Åtrvpa prunum Dalm. Atrypa tumi-
da Dalm. Pentamerus iaevis. Pentamerus Lens Sow. Terebratuia reticu
laris Dalm. Atrypa aspera Dalm. Piieopsis cornuta His. Turbo carina-
tus Murch. Euomphalus funatus s. sculptus. Calymene tuberculata
Brtinn. Calymene punetata Dalm. Calymene elegans Ss & Bk. Åra»
pyx nasutusDalm. Acidaspis armata Boeck. (?). Trilobites elliptifrons
Esm. Dysplanus centrotus Dalm. Illaenus perovalis Murch.

288

Theodor Kjemi f.

In den Straten 6.

Kiys tallinischer oder dichter Kalkstein, anf Ringeriget
sehr måchtig.

Pentaraerus oblongus. Pentamerus laevis. Mit mehreren von
den vorigen Versteinerungen.

In den Straten 7 a.

Der Korallen- oder Encrinitenkalkstein, gewohnlich von
halbkiystallinischer Zusammensetzung.

Cyathopbyllum turbinatum Goldf. Cyatbphyllum flexuosum Goldf.
Turbinolia turbinata His. Flustra. Fenestella assimilis Lonsd. Pti-
lodictya scalpellum Lons. Halysites catelunatus. Catenipora labyrin-
tbica. Goldf. Favosites alveolaris. Favosites (Calamopora) Goth-
landicus Lam. Sarcinula organum Lam. Heliolites interstinctus
Wabl. (Porites pyriformis Ehrenb ). Heliolites tubulata. Syrin-
gopora exilis. Syringopora reticulata Goldf. Ptychophyllum patel-
latum Schlotb. (Strombodes plieatum). Thecia (Swinder-
nana ?) Goldf. Stromatopora concentrica Goldf. Cornulites
serpularius Schloth. Actinocrinites moniliferus Goldf. Encri-
nites Malmoensis (mit rundem Nahrungskanal, einem mit Knos-
pen besetzten Stiel und Gliedern zweierlei Art). Ac-

tinocrinites muricatus (?) Goldf. Cyatliocrinus triearinatus (?)
Roem. Cyatliocrinus rugosus Goldf. Leptaena euglypha Dalm.
Terebratula plicatella Dalm. (non Sow.). Pentamerus oblongus Sow.
Pentamerus Conchidium Dalm. Holopella (testa laevi.). Murchi-
sonia. Turitella? (dem T. cancellata Goldf. verwandt). Euompha-
lus carinatus Sow. Euomphalus sculptus Sow. Orthoceratites un-
dulatus His. O. annulatus His. (= O. Ibex Murcb.) und O. ca-
naliculatum Murcb.

In den Straten 7 /? und y.

Encriniten-Mergel mit Orthoceratiten-Kalkstein. Der
Mergel ist in Malmo etc. grtinlich bis grau, bei Sandvigen,
am Hoisfjord und Tyrifjord dagegen roth. Der Kalkstein

Ueber die Geologie de;? siidlichen Norwegens. 2»9

ist and blau. Sonst auch Mergelschiefer, rait Kalkknollett
er fullt.

Favosites alveol avis. Oystiphyllum. Cyathophyllum. Halysite*
catelunatus. Encrinites Malmoensis. Térebratula reticularis. Or-
tlioeeratit.es nummularius Murch. (O. crassicostis His.). O. Lu-
dense (?) Sow. (Grosse Orthoceratiten mit subcentrischen Siphon).
Cvrtoceras. Gomphoceras pyriforme Sow.

In der Et age 8 a

Oberer Graptolithen-Mergel , durmschiefrig, grunlieh
oder grau.

Graptolifhus Ludensis Murch. (priodon (?) Broun). Retiolites
(Gladiolites) Geinitzianus. Cyathocrinus rugosus Goldt. Leptaena
transversalis Dalm. Terebratula reticularis.

In den Et agen 8 /$ und y.

Oberer Malmukalkstein, grau, eiu wenig bituminos, mit
nntergeordneten Mergel-und Thonplatten („mudstone“) oder
Thonschiefer (8 j$). Jungster Kalkstein von Oeverland, Qp~
sahl, Nas,IKrogsund etc, gewohnlich blau, mit untergeordne-
tem Thonschiefer und Mergel,( 8 y).

Ptilodictyå lanceolata Goldf. Ptilodictya scaipellum Lonsd.
Millepora repens. Cyathophyllum. Turbinolia turbinata His. Favosi-
tes alveolaris Goldf. Favosites Gothlandicus var. Heliolites inter-
stinctus. Syringopora bifurcata. Favosites polvmorph.a (?) Goldf.
(s r). Calamopora spongites Goldf. (8 y).

Cornulites serpularius Schloth. Eucalyptocrinus (Hypanthocri-
nus) decorus Goldf. Cyathocrinns rugosus (?) Goldf. Tentaculites
tennis (?) Sow. Orthfs lunata (?) Sow. Orthis (mit O. resupinata
Martin var. striatula verwandt). Orthis (non sinuata plicosa, costis
bifidis). Orthis orbicularis Sow. Strophomena pecten Linn. Lep-
taena depressa Dalm. Leptaena rugosa Dalm. Leptaena (Chcme-
tes) lata v. Buch (8 y). Leptaena transversalis (?) Dalm. Leptaena
iaevigata (?) Sow. Leptaena minima (?) Sow. Terebratula pliea-

't)9(U)0q9Aix

290

Theodor Kjerulf.

tella*) Dalm. (non Sow.). Terebratula (mit T. Strajeskiana Vern.
verwandt, costis in sinu dorsali bifidis modo duabus). Terebratula
(mit T. Livoniea v. Huotina Vern. verwandt) 8 y. T. Wilsoni (?)
Sow. 8 y. Terebratula navicula Sow. (mit T. concentrica Vern. ver-
wandt). Rhynconella nueula Sow. Terebratula (Atrypa) reticularis
^ Dalm. var. alata His. Spirifer (Delthyris) eleva-

tus Dalm. Spirifer (Delthyris) sulcatus His. Spi-
rifer (Delthyris) cyrtaena Dalm. (mehrere Species,
\

mit Spirifer plicatellus Linn. verwandt). Holo-
pella obsoleta (?) Sow. 8 y. Turbo corallii Sow.
Orthoceratites Ibex (?) Sow. Bumastus Bar-
riensis Murch. Encrinurus punctatus (?) Dalm.
Phacops Downingiae Murch. Endlich ist aueh in
8 $ eine Alge,Zonariae species (?) gefunden.

Gange tind Durchbruche im Christiania-
B assi n.

Nicht viele Schritte wird man in die sen
eben beschriebenen Gegenden tbun olme
auf irgend eine von den Durchbruchs-Massen
xu stossen. Es ist schon so viel von die-
sen Massen geredet worden, und ich habe
denselben schon fruher weitlåufige Lntersu-
chungen gewidmet. Ich brauche sie also
hier nur mit wenigen Worfen zu besprechen.

Durch die Durchkreuz ungen Kunnen
diese Massen mitunter sehr bestimrat in
j tinger e und altere untersehieden wer-
den.

Die åltesten sind ohne Zweifei die Oli-

*) ist von Ter. euneata Dalm. sehr versehieden.

Ueher die Geologie des sfldlichen Norwegens. 291

goklasporphyre. l) Dieselben werden nicht nur von allen
tibrigen Gangen durchschnitten, sondern auch mitunter von
dem Labradorporphyr bedeckt. Diess sieht man in dem Pro-
Gle von Akershus unter Escarpe du Nord nnd in Tyve-
holmen. Der Labradorporphyr2) breitet sich in Masse uber

W. Tyveholmen. 0.

den schråg stehenden und abgerissenen Schichtenkopfen mit
den dazwischen eingeschlos senen Banken von Oligoklaspor-
phyr aus. Die Kry s talle des ersteren Porphyrs sind. sehr
schief und verzogen; sie zeigen die Flåchen T, L, v, und
M (wenig entwickelt). Dieser Labradorporphyr wird, wie
man an der Siidseite von Tyveholmen sieht, selbst von
Trappgangen durchsetzt.

Die meisten von diesen Trappgangen3) sind junger als
die rothen und grauen Feldspathporphyre,4) die sie an sehr
vielen Steilen durchschneiden , so zum Beispiel auf Nak-

holraen.

Von dem schonen Quarzporphyr,5) der hier und da,
theils in Gangen, theils in Massen hervortritt, låsst sichjetzt
so viel hestimmt sagen, dass er in der Regel alter als Au-
gitporphyr und rothbrauner Feldspathporphyr ist; denn in

D Das Christiania Siiurbecken p. 9. 31. 6 0.

*) A. a. O. p. 2 i).

3) A. a. O. p. 2 5. p. 59.

4) A. a. O. p. 14.

3) A. a. O. p. 4.

19*

292

Theodor Kjemi f.

dem Profile von Kroftkollen liegt er deutlich zu unterst als
der ålteste von diesen drei Porphyren. In einem Gange
von Quarzporphyr, der iiber Snaro, Holtekilen, Hovig nach
Oeverland streicht, ånden sich neben den glasglånzenden
Quarzkry stallen weisse Carlsbaderzwillinge von Orthoklas,
dazu einige Eisenkies-Hexaéder, Nicht weit von Christiania
steht dieser Quarzporphyr, ausser bei Riis und Trosterud,
in einem Gange zwischen Hof und Smedsstad an. Derselbe
ist ant* unserem klein en Karte sichtbar.

Der Schnitt (Pl. II) am Holtekilen
langs dem Strande in dem da hinstreichen-
den Encriniten Mergel (4), wird eine Idee
von der Hauågkeit dieser Durchbruchs-
Massen geben, Das Profil von Kolsaas
nach Snaro (Pl. III) schneidet diese St ra-
ten in der Spitze von Brandskjærodden.

Damit man auch sehe, wie oft die
Gange im Kleine ren durch leich-
tes Zusammenpressen oder Kråuseln ei~
niger Schichten ihre eruptive Natur gel~
tend machen, theile ich auch ein ziem-
lich genaues Profil mit, das an der west-
lichen Seite von Ladegaardso, der Sfid-
spitze von Killingen gerade gegenuber,

genommen ist.

Zwischen dem måchtigen Trappgange
und dem hellgefårbten dichten Felsitpor-
phvr sind die Thonschiefer stark ge-
kråuselt ; an den Seitenwånden selbst
ist die Schichtung gånzlich vertilgt wor-
den. Diese Kråuseiung in kleinerem
Massstab

©a

or.

<*5

a s

å.

©t

gehøri nicht den o;ewohnlicheii

o o

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 29tS

grossen Faltungen an, die aus einer viel grossartigeren Kraft-

åusserung als dem Empordringen solcher Gangmassen

hervorgingen. Man bemerke auch die leichte Verånderung

in der gefalteten Schichtenreihe, die bei dem 4 Fuss måch-

tigen Trappgange zur Linken stattgefunden hat.

Im Grossen treten diese mannigfåltigen Gange in den

Contouren des Landes stark hervor. Die Kustenlinien im

Streichen der Schichten und dem Streichen der quer darfi-
ber hinsetzenden Gange.

Bruchstucke verschiedener Art sind in vielen von die-
sen Gangen vorgefunden.

Zu dem Profila von Tyvcholmen fugen wir noch eine

Karte von Nakholmen ,
wo mehrere Durchkreu-
z ungen zu sehen sind.
Der altere Trappgang
(T2) wird hi er von dem
Feldspathporphyre (H P),
und di eser wieder von
dem gewdhnlicheren T rap -
pe (T) durchsetzt.

Die eben erwahnten
oder fruher besproche-
nen verschiedenen Durch-
bruchs-Massen im Ohri-
stiania-Bassin haben wahr~
scheinlich in folgender
Ordnnng von den alteren

Karte von Nakholmen.
zu den jfmgeren stattgefunden :

294

Theodor Kjerulf.

In den Profilen
bezeichnet mit

Rothbrauner Feldspathporphyr in Hedemarken . . BP

Gligoklasporphyr O P

Quarzporphyr, mit Granit identisch Q P

Augitporphyr und schwarzer Trapp ...... ÅP

Rothbrauner Feldspathporphyr, Hols-\
fjord, Holmestrand etc. Damit identisch. I _

* I QTC

« ff <r‘ 1 ***•’

(hinsichtlich der Zusammensetzung) I g.

rother und graner Feldspathporphyr in \ g

Gangen, ferner Sy en it in Massen i Jh . . , . R P

Labradorporphyr yon Yettakollen, Ty- i c

veholmen, Akershus, Egeberg . . ./ .... L P

Grimer korniger oder dichter Trapp

(Griinstein) T

.Tiingster augitischer Trapp . T

Betreffend der Zeit des Emportretens konnen wir be-
haupten, dass der R P von Hedemarken schon in kambri-
schen Zeiten hervorbrach, ferner dass O P wahrend der Ab-
lagerung der Straten miserer Oslo-Gruppe sich empordrångte.
Von Q P an sind wir dagegen schon in eine Zeit hinauf-
gestiegen, die wahrend oder nach miserer devonischen Ab-
lagerungen zu setzen ist. Jedenfalls hat sich A P iiber
dem zu oberst (mitunter iibergreifend) ruhenden Conglome-
rate hingewålzt. Ob aber die jimgsten Massen (R P, L P
und T) einer Zeit angehoren, die nach der Steinkohlenpe-
riode kormnt, werden wir )ioch unentsehieden lassen.

Classificatiou pl u to ni sch er Ge steine.

Ich habe friiher die Identitat gewisser Massen zu bewei-
sen gesucbt, welche chemisch dieselbe Zusammenzetzung be-
sitzen, obwohl sie mineralogiscb sebr verscbieden entwickelt
wurden. Solcbe identiscbe Massen waren Quarzporpbyr und

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 295

Granit; gewisse Feldspathporphyre und quarzloser Syenit
schwarzer Trapp und Augitporphyr. Keiner wird daran
zweifeln, dass in einer nnd derselben Gangspaite, wo die
ausfiillende Masse bald mit deutiichem Porphyr-Habitus,
bald als dichtes Gestein auftritt, er auch das Produkt einer
und derselben Giessung vor sicb hat. Wir konnen den
Quarzporphyr vom quarzfreien Oligoklasporphyr oder von ån-
deren Feldspathporphyren mitunter nicht gleich in Hand-
stucken unterscheiden ; darum werden wir aber so verschie-
dene Massen nicht aus einander entstehen lassen. Auf der
ånderen Seite ist ein ganz mit Kalkspath, Calcedon und
Grunerde gespickter zelliger Mandelstein dem schwarzen fe-
sten Augitporphyr vollig ungleich, und doch stehen diese
beiden Massen in enger Verbindung. Wenn durch die Ana-
lyse die procentischen Bestandtheile solcher Gesteine gege-
ben sind, wird es einleuchtend, was man identificieren kann
und was nicht.

Die Zahl der Analysen, wodurch wir die Existenz ge-
wisser Normal-Zusammensetzungen beweisen konnen, ist
schon so gross, dass wir das Auffinden eines chemischen
Zusammenh anges der verschiedenen plutonischen Gesteine
hoffen durfen, die in genetischer Beziehung brauchbarer
werden wird als die etwas willkiirliche Sonderung nach åus-
seren Merkmalen, wodurch identische Massen in Porphyr,
Granit, Mandelstein, Dolerit, Lava, Trachyt, u. s. w. geschie-
den sind. Die Gesteine lassen sich vielleicht nach ihrem Ge-
sammtinhalt ordnen, und fur jedes Gemenge wird sich hi er
dieser und dortj ener Habitus nachweisen lassen, ein korniger,
porphyritischer, dichter, lavenartiger, glasartiger u. s. w.

Nehmen wir z. B. die sauerste Silicatzusammensetzung,
dann haben wir diese mit kornigem Habitus in dem Granit,
mit Porphyr-Habitus in dem Quarzporphyr und in Trachyt-

296

Theodor Kjemi f.

porphyren, mit giasartigem Habitus in dem Obsidian. Diese
Zusam mensetzung ist die n o r m a 1 1 r a c h y t i s e h e Zusammen-
setzung Buns,enV Åucb Pechsteine und moderne Laven
treten mi r den sel ben procentischen Bestandtheiien auf. Wir
konnten gegen 80 Analysen anfzåhlen, vvoraus es einleuchtet,
dass Gneis-Granit von Sohweden, Protogin von Mont Blanc,
Gr an it aus den Yogesen, den Riesengebirgen, den Central-
Karpathen, vom Harze, Heidelberg, Irland, dass Lava von
den Euganeen und von Island, dass Obsidian von Guade-
loupe, vom Hekla und Ararat, dass Quarzporphyr vom Thii-
ringerwald, von Arratt, Schlesien, Norwegen, dass Trachyt-
porphyr von Island, dass Pechsteine von Meissen — alle
etwa diesel be granitische oder normaltrachytische Zusam-
mensetzung aufweisen. Es wåre auch schon moglich mit-
relst der vorhandenen Analysen gewisse andere ziemlich con-
stante Zusammensetzungen nachzuweisen, woclurch die ubri-
gen plutonischen Gebirgsarten sich zu gros sen Gruppen ver-
theilen : wir wollen aber die Listen auf eime andere Gele-
genheit ersparen in der Hoffnung, dass sie sich in dessen ver-
vollstån digen werden .

Das fast neutrale Silicat bildet kornig den (quarzfreien)
Syenit, porphyritisch die verschiedenen quarzfreien Feid-
spathporphyre, lavenartig den Andesit.

Ein basisch.es Silicatgemenge haben wir ini Melaphyr,
Dolerit, in vieien Laven u, s. w.

Ein ftberbasssches Silicatgemenge ist in unserem reinen
Åugitporphyr, in den augitisehen schwarzen Trapparten, iu
vieien Mandelstemen. Basalten. Laven u. s. w, vorhanden.

Diese Zusammensetzung ist die normalpyroxenischeZu-
sammen setzung Bunsen’s.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 297

Das metamorphische G r u n d g e b i r g e b e i Christiania 11 n d

am 8 e e E k e r n .

Die quarzreiche. Formation des kambrischen Grundge-
birges,die wir am nordiichenEnde desMjosens veriiessen, wer-
den wir jetzt an ånderen Grenzen aufsuchen. Bei Christi-
ania finderi wir in dem siidlich bei Oslo and langs dem
Bundefjord aufrauchenden Ege berge ein metamorphisches
Grundgebirg, den sogen armten Urgneiss. Wie aber, wenn der-
selbe das verånderte und entstellte Aequivalent der Grau-
wacke und des Quarzites am Mjosen wåre!

W enn wir den nordlichen Åbhang des Ege berges ver-
folgen, bekommen wir keine klare Aufschlusse uber den in -
neren Bau dieses gleichsam eine Masse bildenden r Urgebiet.es. 14
Es taucht das krystallinische Grundgebirge am Rande des
Silurbassins init gegen 400 Fuss Hohe empor. Oben auf
dem Plateau ist Vieles bedeckt und so der Beobachtung
entzogen. Nach dem, was beobachtet wurde, mussten wir
es incl essen als ein Tafelland aus steil stehenden Gneiss-
.,Schic-hten“ bestehend ansehen. Keilhau fiihrt als Regel an:
Zwischen Oslo und Prindsdal 60 — 80° S 4-f, zwischen Prinds-
dal und Greverud (gegen i| n. M. siidlich von Christiania)
70—80° V 6J,

Das hochst verworrene sehr krystallinische und sein* va-
riable Gesteiu, das man an dem westlichen Åbhange langs
der Chaussee sieht, mochte man wohl auch am schnellsten
Gneiss benennen: die Sache ist aber damit nicht fertig. Die
Beobachtungen, die man hier und da anstellen kann. und
die ein steiles Fallen in einem Gesteiu vom Karakter des
Gneisses anzeigen, haben nicht Alles gesagt. Das Fallen ist
nicht immer steil W. S. W., noch weniger herrscht iiberall
wahrer Gneiss.

Erstens mussen wir erinnern, dass wir in der Nåhe von

298

Theodor Kjerulf.

Bakkelaget an der Chausee deutliche Streifen vom Alaunschie-
fer mitten in dem Gneisse finden, und wir konnen hinzu-
fiigen, dass der Gneiss an der Chaussee, Sjurso gegenuber,
stark an einen Quarzit erinnert. Suchen wir dann das kurze
Profil auf, das etwa 1 Meile sudlich von der Stadt vorziig-
lich durch die Chaussee entblosst ist, in einer Linie von der
See aus iiber Liabro und weiter nach Osten (Pl. V). Wir ha-
ben bier wieder eine sehr quarzreiche Formation; Quarzit
und Glimmerschiefer sind uberwiegend, der Gneiss tritt zu-
ruck. Schichten, die an einer Stelle stark aufgerichtet ste-
hen, liegen an ånderen gewunden. Sie sind von Granit,
Porphyr und Trapp durchsetzt, jener alter, dieser j unger als
die silurischen Straten; jedes Gestein hat dabei inderPegel
ganz scharfe Grenzen.

Einen måchtigen Gang von Labradorporphyr (dem
Tyveholmer ganz åhnlieh), der am nordlichen Abhange bei
Oslo (siehe Karte) hineinsetzt, finden wir in diesem Pro-
file, gegen ^ Meile sudlicher, ostlich von Liabro wieder.
Ueber das ganz e Plate au bishier hin und noch weiter låsst
sich dieser Gang verfolgen. Ebenso finden wir die in dem
Christiania-Bassin so håufigen Trapp-Gånge hier wieder.
Der Labradorporphyr (L P) ist im Profile gegen 50 Fuss
måchtig, der Trappgang (T) gegen 3 Fuss. Der Trapp-
gang T2 reicht nicht bis zur Hohe hinauf.

Sonstkommt in der Linie des Proiiles Granit an meh-
reren Steilen vor. Dieser Granit leuchtet hellgefårbt mit
schonem weissem Oligoklas, glasglanzendem Quarz und grun-
Hchem schuppigem oder braunem blattrigem Glimmer, bei
Liabro auch mit einem licht fieischrothen Orthoklas. Oestlich
• von Liabro in dem Glimmerschiefer und Quarzit verzweigt sich
dieser Granit in dunnen Adern, bald den Strukturebenen
parallel, bald mehr perpendiculair auf denselben. Weiter

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 299

gegen Liabro hin is t es dagegen schwieriger die Grenzlinien
des Granites aufzuspiiren, er verlåuftsich hier in ein wah-
res Gneiss-Gestein. Bei Liabro endlich und an der Chaussee
hat man ihn unregelmåssig aber mit scharfen Grenzen zwischen
den Schichten eines sehr quarzreichen Gesteins eingreifend.

An derChaussee ist das geschichtete Gestein wohl Quarzit
zu nennen, hellgrau, mit feinen Glimmerschuppen und etwas
Feldspath, in gewundenen Schichten. Es enthålt nach einer
Bestimmung von Herrn Stalsberg 72 pCt. Kieselsåure.
Rechts irn Profile treten wieder steile Richtungen der Struk-
tnrebenen hervor.

1. ist quarzreicher weisser Glimmerschiefer mit blutrothen

Granaten,

2. reiner Quarzit,

3. Gneiss,

4. schwarzer Glimmerschiefer mit Granaten,

Am westlichen Abhange verliert sich alle Ordnung;
man hat auf dem gan z en Wege nach Oslo hin krystallini-
sches Gestein von sehr verschiedenem Karakter, an vielen
Steilen mit Granit-Inj ectionen, ein schwierig zu erklårendes,
hochst variables Gemenge.

Zwischen Christiania und Strommen ist an einigen Stel-
len das Grundgebirge durchgeschnitten. Gehen wir auf der
Bahnlinie von Strommen nacb. Grorud, werden wir auf dieser
Strecke etwa dieselben Gebirgsarten anzeichnen komien,
die wir irn Durchschnitte von Liabro bemerken, karakteri-
stischen Gneiss, amphibolitische Gesteine, quarzreichen Glim-
merschiefer, Quarzit, ferner jenen hellen Granit und end-
lich Trappgånge. Der Bau dieses alten Gebirges ist schwie-
rig zu entziffern. Die Richtungeu der Strukturebenen setzen
gewohnlich sehr steil hinab, sie sind aber offenbar nicht liber-
al! zu gleicher Zeit die Fallrichtungen. Nur durch inuhe-

300 Theodor Kj e r u 1 f.

volle schrittweise Arbeit wird hier der Zusammenhang her-
auskommert.

Von Strommen nach Grorud gehend, bemerken wir an
der linken Seite zuerst in der Nåhe von Strommen den
Diirchschiiitt A (PL V). Wir haben hier einen grau und
grim gesprenkeiten Gneiss und eine dicke Schieht von dun-
kelgrunera Åmphibolith. Die Richtungen der Strakt ure-
benen fallen hier mit den Schichten zusåmmen, insofem der
Åmphibolith in der That eine Schieht bildet. Gehen wir
weiter, haben wir hellgefårbten Glimmerschiefer mit Grana-
ten, dann den långeren Diirchschiiitt B. Hier sind die
Strukturebenen im grauen Gneisse nicht mit dem Åmphibo-
lith parallel. Weil wir im Profil e von Liabro denselben
A mpolith zwischen gewundenen Schichten sehen, mussen wir
ihn wohl auch hier als Schieht betrachten. Die Durchschnitte
A und B repfåsentiren in diesem Falle eine Faltung, wo der
Åmphibolith eben die orientierende Schieht bildet. Der bis
zum Verschwinden des ursprungiichen Karakters verånderte
Gneiss ist vielfach von Granit durchbroclien. Derselbe Gra-
nit. mit Oligoklas. Quarz und braunem oder griinlichem
Glimmer, den wir von Liabro schon keunen. setzt in Gan-
gen auf und breitet sich uber den Pseudo-Schichtenkopfen
aus. In den Durchschnitten C und D sind dieselben Ver-
håltnisse wiederholt. Im Durchschnitte E, in derNahe von
Grorud, haben wir wieder den Granit im Tage, darunter
eine sehr quarzreiche Gebirgsart mit Glimmerblåttchen, die
vertikale Strukturebenen angeben. W eil wir hier neb en dem
6 Fuss måchtigcn Trappgang rechts deutliche steilstehende
Schichten unterscheiden konnen, von reinem Quarzit nnd
dunklem Schiefer, mussen wir hier wieder zugeben, dass die
Strukturebenen mit den Schichten zusammenfallen.

Wir haben in dieser Gegend wabrscheinlich eine ge-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 301

faltete Formation, ursprunglich a us Quarzit, quarzreichem
Schiefer und Thonschiefer mit amphibolitischer Substanz
bestehend. Die oft steil stehenden Schichten deuten auf
eine sehr starke Faltung an. Der sedimentåre Bau ist aber
durch Metamorphismus in dem Grade entstellt, dass wir ver-
sucht werden das Ganze als ein System von lauter steil-
stehenden Schichten zu betrachten, wasindessen unmog-
1 i ch so sein kann.

Den Granit habe ich in mehreren Gangen gegen N.
W. verfolgt bis nach der Station Grorud an der Poststrasse
(nicht Grorud an der Bahn). Hier wird er von dem wohl-
bekannten jungeren fleischrothen Granit von Grorud, Bon-
dekal etc. uberdeckt

Die Strukturebenen in dem Grundgebirge scheinen sich
nberbaupt nach der Eichtung dieser ålteren Granite zu
richten, wo sie als Gange auftreten. Darum spricht man
von Granitlagern im Gneisse. Die Hauptrichtung machti-
ger Granitgånge giebt zu gleicher Zeit auch die Struktur-
ebenen im metamorphischen Gebirge an; aus diesen karm
man wieder auf jene schliessen. So ist beobachtet worden
bei Liabro, Grorud, Kongsberg, Kongsvinger, Sondelov in
der Nåhe von Østerrisoer u. s. w.

Es ist an keine Auffassung des metamorphischen Grund-
gebirges zu denken, bevor wir Karten vorlegen konnen, wo
diese uberall in Menge durchsetzenden Granite aufgetragén
sind. Wir werden dann sehen.

Der erwahnte helle und oft grosskørnige Granit hat
eine sehr ausgedehnte Verbreitung und spielt gewiss eine
Eolle in den metamorphischen Vorgången selbst. Durch die
Chaussee von der Kirche Fiskeim am See Ekern (Pl. V)
nach der Bergstadt Kongsberg ist wieder hier uud da ein
Stuck Grundgebirg off en gelegt. Ungefåhr auf dem hal ben

302

Theodor Kjerulf.

Wege, nachdem wir durch quarzreichen Gneiss und Glim-
schiefer., Quarzit und amphibolitische Schiefer gekommen
sind, bricht der erwåbnte Granit in einem Durchscbnitte auf.
Verfolgen wir den Weg weiter, stehen wir aber ungewiss
Formationen gegenuber, wo wir vorlåufig nur so viel be-
haupten wollen, dass die Richtung der Stmkturebenen (oder
Schichten?) nicbts weniger als eine immer constant vertikale
ist. Weiter werden wir uns diessmal nicbt in das beriihmte
Gneiss-Terrain von Kongsberg hiiiein wagen.

Silurbassin an der westlichen Seite des Chris ti ai af j o r d es.

Nehmen wir die sehr sorgfåltig ausgearbeitete Karte Keil-
haids vom Christiania-Uebergangstemtorimn vor uns, d enken
wir uns, „die barten Schiefer die keine Formation von geolo-
gischerGultigkeit bilden,weggefallen,und setzen wir statt deren
die Richtungen desEinschiessens und die Yerbreitung jungerer
und åltererSchichten an, dann haben wir an der westlichenSeite
des Christianiafjordes ein wohl arrondirtes Bassin vor uns,
dessen Mitte ganz von Porphyren, Syenit und Granit be-
deckt oder verdrångt ist, dessen nocb dagebliebene Rander
aber wir in den Straten durch Sandsvar, Eker und Sande-
thal, in den Xnseln bei Holmestrand und in der Gegend von
Langesund, Brevig, Forsgmnd und Skien wiederfinden.

In der letzteren Gegend fallen die Straten im Ganzen
gegen N. O. hinein, bei Holmestrand gegen S. W, ; im San-
dethale, Eker und Sandsvar verb reiten sich die Straten
schwankend ura die halbkreisformig hervorspringenden Gra-
uitmassen. Ån drei Seiten werden wir die Lagerfolge dieses
Bassins zu entziffern versuchen, in N. W. am See Ekern,
iri N. O. bei Holmestrand, und in 8. W. bei Skien und
Porsgrund.

Profil am See Ekern.

Am See Ekern und im Kirchspiel Eker treten vorziiglick

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 303

die ålteren Straten deutlicii hervor. Wir linden in diesen Ge-
genden, die durch das Profil (PL 5) von Gunildrud nach
Fiskeim am nordlichen Ende von Ekern repråsentirt sind,
folgende Etagcn:

1. Quarzit? mitunter durch Metamorphismus sehr ent-
stellt.

2. Alaunschiefer mit schwarzem bituminosem Kalkstein
in Nieren und Platten. An mehreren Steilen ist dieser
Alaunschiefer sehr bedeckt, so in unserem Profile unter dem
Hofe Kaaen. In der Nåhe von Gunildrud erreicht er aber
eine Måchtigkeit von mehr als 200 F uss. Schon lange wa-
ren die Versteinerungen von Lundebakken bekannt, von
welchen einige hierher gehoren: Fenestella socialis. “Po-
sidoniau. Atrypa lenticularis.

3 a. Der Orthoceratitkalkstein vom Christianiathale mit
Orthoceratites imbricatus, O. trochlearis, O. communis,
Asaphus angustifrons, Calymene clavifrons, Trilobites laevis,
Trilobites striatus u. m. a. Orthis parva. O. demissa. O.
pecten.

3 $. Schwarze und graue Thonschiefer mit Kalkplatteru
Darin Diplograpsus pristis. Asaphus dilatalps. Calymene-
speciosa. Ptychopyge.

4. Mergel und Kalkstein mit Encrinitenstielen,

In der Nåhe von Gunildrud am Klev-Berget werden
diese untersilurischen Straten von Granit in hoch aufstei-
genden Massen abgeschnitten. Am Strande dicht bei der
Grenze ist eine im Granit eingeschlossenene abgerissene Schie-
ferpartie mit ganz steilen Schichtenlinien zu sehen. Sonst
fallen die Straten im Klev-Berget flach gegen den Granit
hinein.

Profil bei Holmestrand.

Unter den Inseln bei Holmestrand ist Birko aus den

804

Theodor Kjerulf.

ål testen Straten gebildet. Wåhrend wir aber am Ekern un-
sere Oslo-Gruppe sehr deutlich entwickelt hatten, tauchen
hier zuerst jiingere untersilurische Straten empor. Gehår-
tete Mergel mit dtinnen Marmorplatten und verånderten
Kalksandsteinen sind in Birko iiberwiegend. Der ursprung-
liehe Zustand dieser Straten ist wegen der N&he des Gra-
nites modificirt. Dasselbe findet am nordlichen Ende von
Killingen und von Lango statt. Es sind auf Birko gefun-
den: Encrinitenstiele (E. Snaroensis?), Turbinolien, ei-
nige Terebrateln, worunter T. reticularis, ferner Halysites
catelunatus, Orthis pecten, Turbo bicarinatus, Euomphalus
aequilaterus. Es sind diess die Schichten unserer Efage 4 und
(die oberen) 5.

Die Verbreitung der Straten ist indessen auf diesen In-
seln nicht ganz einfach zu verfolgen. Offenbar wiederholen
sich durch Riicken (faults) einige mal dieselben Straten.
Es streichen auch måchtige Trappgånge an den ostlichen
steileren Seiten der Inseln hin, die vielleicht eben die Spal-
ten ausf ullen.

In Lango ist die Folge:

Zu unterst Mergel und Thonschiefer mit Bhynconella
nucula, Terebratula Wilsoni var. costis intermediis paucio-
ribus, Calymene tuberculata Briinn., Spirifer sulcatus His.,
und wahrscheinlich hierher gehorend: Atrypa aspera, Trilo-
bites semilunaris Esm,, Tentaculites ornatus s. tennis, Orthis
lunata.

Daruber kommen hellgefårbter Mergel, und daruber
wieder schoner halbkrystallinischer Korall enkalkstein nrit
Favosites Gothlandica, Thecia Swindernana Goldf. Aulopora
repens His., Porites tubulata, Halysites catelunatus, Alveo-
lites repens (?) Milne Edv., Pileopsis cornuta His.

Etwas hoher hinauf sind Orthoceratiten haufig, daneben

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 805

Terebratula nucella F. A. Roemer, Leptaena euglypha, Lep~
taena depressa.

Die obersten Straten bestehen aus concretionår zn sam-
men gesetztem Kalkstein.

Die folgenden Versteinerungen : Orthoceratites nummu-
larius, Phragmoceras ventricosum , Syringopora bifurcata,
Syringopora reticulatå, Cornulites serpularius, Terebratula
lacunosa, Gomphoceras pyriforme und Euomphalus funaius
sind auf Lango gefunden, und gehOren wahrscheinlich den
oberen Straten an. Wenn die unteren Straten von Lango
die Straten 5 j8 repråsentieren, haben wir in den oberen
wenigstens die Etage 7.

In Ku mm ers 6 ist offenbar eine Wiederholung der
Straten von Lango vorhanden. Zu unterst finden wir hier
dieselben Schiefer mit Rhynconella nucula erfiillt, daruber
den Korallenkalkstein mit Favosites Gothlandica, Pentame-
rus oblongus, dann Orthoceratiten, und zu oberst einen dichten
Kalkstein, worin unter Anderem Euomphalus sculptus Sow.

In der nordlichen Hålfte von Kummerso werden die
reineren Kalklager wegen der Nåhe des G ran i te s zu Mar-
mor, die Mergel sind erhartet. Turitellen, Cyathophyllen
und Catenipora escharoides haben sich noch in diesem Mar-
mor wobl erhalren.

In den ebenfalls sehr veranderten Straten von Killin-
gen habe ich nur Encrinitenstiele mit runden Nahrungs-
rohren gesehen.

In der Umgegend von Holmestrand hat man gule Ge-
legenheit, die grosseren Massen von aug tischen Porphyren
in ihrer prachtvollsten Entwickelung und mannigfaltiger
Abånderung zu studieren. Auf der kleinen Karte von der
Umgegend Holmestrands habe ich die Verbreitung zweier
Porphyre und des Granites angegeben. Die grosse Gra-

306

Theodor Kjerulf.

nitmasse hat, wie schon angegeben, die nåchsten silurischen
Straten in bohem Grade veråndert

Die zwei Porphyre mit i lir en Åbånderungen von Man-
delstein, ikren Einschlussen von breccienartig zusammenge-
setzten Lagern u. s. w. sind in der Regel so geschieden,
dass der schwarze Augitporpkyr unten liegt in der ersten
bis gegen 360 Fuss aufsteigenden Terrasse, der branne Feid-
spathporphyr dagegen wieder daruber mit einer zweiten Ter-
rasse auftauchend (siehe Profil Pl. V). Die Åbånderungen
bekler Porphyre mit ihren verschiedenen Mandelsteinen
neben einigen besonderen Verhåltnissen habe ich fruher*)
beschrieben.

Wer an der wahren vulkanischen Natur unserer Por-
phyrberge zweifelt, muss diese Gegend besuehen; „dieser
(Augit-)Porphyr wird zum Basalt; durch alle unmerklichen
Abstufungen und Yerånderungen von Gesteinen, an denen
Auvergne so reich ist,“**) Er muss die „blasigen“ und
„sehlackigen“**) Åbånderungen studieren, die tuffartigen Ein~
lagerungen, die eingeschlossenen Bruchstucke vom untenlie-
genden durchbrochenen Sandsteine sehen.

Pro file durch die Gegend von Skien, Porsgrund und

Langesund.

(Mitgetheilt von Tellef Dahll).

Die Verbreitung der silurischen und devonischen Stra-
ten in dieser Gegend ist aus der beigéfugten Karte zu selien.
Die Grenzlinien sind fast Schritt fur Schritt durchgangen
worden. Gegen Osten findet man bedeutende Stréeken von
Augitporphyr eingenommen, und noch ostlicher eine zusam-
sammenhangende Masse von Syenit. Dieselbe erstreckt sich

*) Das Christiania Silurbecken p. 17. 21. 5 5. 6 3.

**) Leopold von Buch. Reise durch Norwegen II 337,

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 307

weit ausserlialb unserer kleinen Karte so wie es auf der Karte
KeiUiau’s von dem Christiania-XJebergangsterritorium ange»
geben ist. Gegen W. kommt granitischer Gneiss nordlich vom
Werk Herre vor, sudlicher, besonders zwischen Ombordsnas
und Rognstrand, hat man in den metamorphischen Gebirgs-
arten Aequivalente der kambrischen Formation gesehen *)
Wo Thonschiefer und Kalksteine in der Nåhe von
plutonischen Gebirgsarten auftreten, haben sie bekanntlich
bedeutende V erånderungen erlitten, wodurch die Versteine-
rungen fast gånzlich verschwunden oder doch so entstellt
sind, dass sie kaurn mehr Gegenstand einer genaueren Be-
stimmung sein konnen. Dies ist im nordlichen Theile un-
seres Distriktes der Fall, wo Syenit in N. und O. ansteht
und auch in dem sudlichen Theile hat der Syenit die
Straten in sehr verandertem Zustande zuruckgelassen.

Theils aus diesem Grunde, theils wegen bedeckender lo-
ser Massen war es nur beim Eisenwerk Fossum und bei Pors-
grund moglichLinien zu linden, worin die Aufeinanderfolge der
Straten mit deren Versteinerungen olme all zu grosse Schwie-
rigkeit studirt werden konnte. Xach diesen Linien sind die
(Pl. IV) mitgetheilten Profile aufgenommen worden.

Fur das Profil No. 1 (cfr. Karte) ist ein von den In»
genieuren des Canalwesens ausgefuhrtes Nivellement benutzt
worden, wonach der Bo-Elv in der Linie des Profiles 22
Fuss u. d. M. liegt, neben zwei åltern durch Barometer vor™
gen omme ne Hohenmessungen vom SeeBorse (120 F.) und
von der Spitze des Skredhelle (1830 F). Die Måchtig-
keit der einzclnen Abtlieilungen oder Etagen ist durch Mes-
sungtiber die Oberflaehe und aus den Fallwinkeln bestimmt.

* ) On the relations of the Silurian and metamorphic rocks of the
South of Norway by D. Forbes. Edinburgh new. phil. Journ.
Jan. 1856.

20*

308

Tellef Dahl!.

Be vor wir diese Abtheilungen mit Hidfe des Profiles
durchgehen- werden, iiberzeugen wir uns durch einen Blick auf
die Karte, dass das Fallen auch auséerhalb der Linie des
Proliles constant ostlich ist oder gegen clie plutonischen Mas-
sen gewendet. Steiles Fellen ist nur in der Nåhe von den
letzteren beobachtet, und der Uebergang von diesem steilen
zu dem schwåcheren (16° bis 45°) Falle geschieht allmålig.

Die Straten 1 sind Quarzit von schmutziger Farbe.
Nur in einzelnen Partien erkennt man den Sandstein-Karak-
ter. Er wird groSsentheils von den Flusschen (Elven) und der
See bedeckt, 'so von der San daa, dem Bo-Elv und Falkun elv
und vom Frierfjord. Er låsst sich indessen gut beobachten
bei Gromstulfossen und an einigen Steilen zwischen Onn
bordsnås und Rognstrand, so bei Tangvoldkleven. Am erst-
genannten Orte ist er nur an 6 Fuss, am letzteren gegen 40 F.
måchtig und deutlieh stratificirt. Keine V ersteinerungen sind
gefunden.

2 ist Alaunschi efer. In diesen leicht zerstorbaren
Sehiehten sind die genanhien. Flussbetten eingegråben wor
den; nur sefor wenige Punkte biéten sich also dem Beob-
aehler dar — bei der Sand-Aa, bei Aarhusstiygen und
zwischen Ombordsnås und Rognstrand. Der Alaunschiefer
ist, ausser durch seine bituminose Beschaffenheit, durch Ei-
senkies und Magnetkies und durch Anthrakonit-Ellipsoiden
ausgezefchnet. Auch findet man hier und da dunne Gyps-
krusten mit einzelnen bis \\ Linie langen Krystallen. Bei
Rognstrand, wo diess eben der Fall ist, kommt einLingula
vor. Die Måchtigkeit kann nur zu 12 bis 20 F. angeschla-
gen werden.

3 ist du n k 1 e r T h onschiefer, in mehreren Rich tun-
gen spaltbar, die gegen die der Stratification steil stehen.
Zu unterst enthålt er mehrere Straten von dichtem blåu-

Ueber die Geoiogie des sudlichen Norwegens. 309

I i c h 2 r a u e m Kalkstein, pfen-en die Mitte hin ist er ziem-
lich kalk f re i, zn oberst aber gegen den aufliegenden Kalk-
stein ist die Grenze nicht deutlieh, indem kleinere Kalknie-
ren, reihenweise in dem Schiefer liegend, zuerst sparsamer,
dann iminer h&ufiger und in dichteren Reihen auftreten, bis
zuletzt der Kalkstein sanz iiberwiegend wird. Diese ober-
sten Straten nehmen durch Verwitterung an der Oberfiåche
ein eigenthumliches locheriges Åussehen an. Solche Ver»
håltnisse sind ja ilberhaupt gewohnlich, wo Thon schiefer mit
Kalkstein wechselt. Dieser Schiefer karm an der linken
Seite vom Bo- Elv und Falkumelv, férner in der aufstehen-
den Wand zwischen Ombordsnås und Rognstraud beobach-
tet werden. Die Måchtigkeit ist gegen 100 Fuss,

In den ti eieren Partien kommen Graptolithen in
Menge vor: Diplograpsus pristis, D. nodosus, Didymograp-
sus Mnrchisoni und Graptolites scalaris. Mit diesen Grap-
tolithen zusammen tindet man neben einigen ånderen Tri-
lobiten Asaphus dilatatus Dalm., besonders beim Eisen~
werk Fossum; daneben einen kleinen Orthis. Ein wenig ho-
her kommen mehrere Orthoceratiten vor, plattgedruckt und
undeutlich. Endlich sind auch Fucoiden-åhnliche For-
men håufig. In der Nåhe von Ombordsnås Lin gula atte-
nuata.

Die Straten 2 und 3 entsprechen der Oslo-Gruppe im
Christiania-Bassin.

4 a ist schmutzig graner Kalkstein, mitunter
krystallinisch, håufiger dicht und mit eingeschalteten dunnen.
Schieferlamellen. Er steht, mit Thonsehiefer stark gemengt,
gegen 500 F. måchtig bei Fossum an, und ist auch wohl
entblost bei Porsgrmid zu sehen Nach der ersteren Loca-
litåt kon n en wir ihn vielleieht als Foss u m k a 1 k s t e i n be-
zeichnen.

Telief Da hil.

Nordlich von Fossum nncl in dem sudlichen Theile des
Districtes, wo sein Platz zwischen Rognstrand und Lange-
sund zu suclien ist, kann er in deutlichen Straten nicht
nackgewiesen werden, wahrscheinlich wegen der grossen
Verånderungen, die er durcli die Nåhe des S)renits gelitten
hat. Unreine Kalksteine wie dieser werden durcli die Ein-
wirkung plutonischer Massen besonders entstellt. Er hat in-
dessen hier und da auch reinere Partien aufzuweisen, und
wird bei Brevig und beim Hofe Rosvald zum Kalkbrennen
gebrochen, am letzteren Orte auch als Zuschlag flir den
F ossumer-Hochofen.

Darin sind nicht wenige Yersteinerungen gefunden. Die
håufigsten sind Encrinitenstiele mit runden Nahrungsrohren
und aus dicht gehåuften Gliedern bestehend (Ener. Snaroen-
sis). Dieselben bestehen gewohnlich aus Kalkspath und
treten in dem dunklen Gesteine als hellere Binge hervor.

An der Bucht westlich von Langesund und in dem
siidlicher liegenden Inselchen Skjåreg sind O. flabellulum,
O. testudinaria, O. calligramma, O. biforata, Strophomena
expansa und ein Spirifer gefunden. In der U mgegend von
Fossum Crania antiquissima, Orthis porcata und O. pecten.
Auf Skjåreg und auf Sandvigsodden findet man Echi-
nosphaerites aurantium in Menge. Auf Skjåreg begegnen wir
auch der ersten Koralle, Stenopora fibrosa var. Lycoper-
don, von Leptaena tenuistriata begleitet. In der Sammlung
der Universitåt liegt „Asaphus Powisii“ von Skjåreg.

4 b ist wieder Thonschiefer, durcli schwachen Kalk-
gehalt mergelartig, diinnschiefrig und los, etwa 40 Fuss
måchtig. Am besten sieht man diesen Schiefer in den Ab-
hången beim Hofe Venstob entblost, man konnte ihn als
Venstobs chiefer bezeichnen. In einem sehr verånelerten
Zustande huden wir ihn an cler Fåhre bei Brevig, auf Lange-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 311

sundstangen lind in der Lango wieder, durch seine Verstei-
nerungen, die an den drei letzteren Orten aus Schwefelkies
bestehen, karakterisirt. Auch schwarze Kalknieren sind bier
bezeichnend. Es werden darin undeutlich.e Graptolithen
gefunden, und er ist also unser zweiter Graptolithenschiefer.
Ferner liabenwir die schon im Fossumkalkstein auftretenden
Versteinerungen Orthis fiabellulum, O. calligramma und O.
pecten neben Encrinitenstielen, und von neuen Orthis alter-
nata, O. elegantula und O.vespertilio, Strophomena compressa
und S. complanata, Cyrtoceras inaequiseptum. In dem schwar-
zen Scbiefer bei Trossevig sind Calymene Blumenbachii,
Trilobites Asellus Esm. und ein Trinucleus gefunden.

Mit diesem Schiefer kann man wohl eine ganze Gruppe,
die Fossum-Gruppe, als abgescblossen ansehen; denn in
den folgenden Straten be pinn t eine neue Fauna. Die Måcli-
tigkeit der ganzen Gruppe betrågt 600 bis 700 Fuss. Die un-
teren Straten entsprechen der Oslo-Gruppe; sonst sind wir
durch die Versteinerungen berechtigt die ganze Gruppe mit
den Llandeilo-flags zu parallelisiren.

5a ist Kalkstein, gegen 300 Fuss måchtig, in der
Regel feinkornig und mit dunnem eingelagerten Thonschiefer.
Er ist blåulichgrau oder durch beigemengten oxydirten Schwe-
felkies gelblichbraun. Am besten ist er auf Hero beb
Porsgrund und am Plofe Venstob bei Fossum zu studieren.
Wir konnen ihn als Venstob- oder Hero-Kalkstein
bezeichnen, weil er an diesen beiden vStellen sehr reich mit
Versteinerungen erflillt ist. Man findet ihn auch auf Syl-
terd bei Brevig, an der Ostseite von Lango und bei dem
Flecken Langesund, der darauf gebaut ist. In den letztge-
nannten Localitaten ist er mehr durch seinen Platz iiber
dem leicht zu erkennenden Venstobschiefer, als durch seine

312

Tellef Dahll.

wegen der Nåhe des Syenits vertilgten Versteinerungen, mit
dem Kalkstein von Hero und Venstob identificirt.

Unter den Versteinerungen sind Korallen die wichtig-
sten: Halysites cacelunatus, Heliolites interstinctus, H. pe-
talliformis, H. megastoma, Favosites alveolaris, F. cristat.a,
F. Lycoperdon, Ptilodictya lanceolata (?). Millepora repens
neben mehreren undeutlicheren Formen, Petraia, Cyatho-
phyllum etc. Ferner Lituites undosus, L. Odini, L. cornu arie-
tis Sow, var a und var ft., Trocbolites anguiformis, Maclu-
rea Logani, Leptaena tenuistriata und L. transversalis (?),
Orthis pecten Dalm., O. testudinaria, O. calligramma, O.
porcata und O. striatula.

Anm. Die „Breviger-Versteinerungen“, die in verschie-
denen Sammlungen liegen, gehoren bald dieser, bald je-
ner von den aufo-ezåhlten Abtheilungen an: Ortoceratites
imbricatus, O. distans und O. undulatus (?) wahrscheinlich
den Straten 3; Illaenus crassicauda 4; Euomphalus trigo-

nalis 3 oder 4; Pentamerus Lens 4 a (?); Cyathophylium

fiexuosum, Sarcinula organum, Buc-cinum fusiforme, Turbo
bicarinatus, Spirifer subsulcatus wahrscheinlich 5 a.

5 b i st Kalk sand stein, 12 Fuss måchtig. Er kann
durch die Stratification und andere, perpendiculaire Abson-
derungen leicht in regelmåssigen Blocken gebrochen werden,
und verdienfc Aufmerksamkeit als bequemes Båumaterial.
Durch das Brausen mit Såmen und durch die auf der er-
was verwitterten Oberflåche erst recht deutlich hervortre»
tenden Sandkorner wird er leicht als Kalksandstein erkannt.
Schon tief unten in dem Venstob-Kalkstein ist man auf die-
se måchtigeren Straten durch einige Zwischenlager von
Kalksandstein vorbereitet worden. Bis jetzt sind keine Ver-
steinerungen darin gefunden.

5 c is t hell branner oder gelblicbbrauner, etwas kry-

o 7 *-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 313

stallinischer Kalkstein, 20 Fuss måchtis;. Ausser einigen

O o

von den fruheren Versteinerungen, besonders Orthis porcata
und O. pecten, finden wir hier zwei neue, Leptaena seri-
cea und Pentamerus laevis, in ganz kleinen Exemplaren,
Er vvird also unser erster Pentameruskalkstein.

Die Straten 5 b und 5 c sind mit Bestimmtheit nur bei
den Venstob -Håuslerplåtzen nachgewiesen worden.

5 d i s t e i n stratificirter Kalksand stein, dem 5 b åhn~
lich, und etwa 300 Fuss machtig. Zwisehen den einzelnen,
von 6 Zoll bis 2 Fuss dicken Straten kominen mitunter
diinne Kalksteinplatten, worin ich Strophomena compianara
und Pentamerus oblongus bemerkt habe. In dem eigentli-
chen Kalksandsteine sind noch keine Versteinerungen ge-
funden. Er steht nordlichst im Districte westlich vom Hofe
Jonnevold an, ferner zwisehen Venstob und Limi, bei den
Packhausern in Skien, an der linken Seite vom Skiens-
Elv bis Porsgrund, u. s. w. Bei Brevig ist sein Platz
unter der See zwisehen Syltero und Sando, oder er wird
vielleicht in Sando selbst von dem da anstehenden Syenit
bedeckt. In der Gegend von Langesund taucht er in
dem Inselchen zwisehen Lango und Gi ete ro auf. Gegen
1 00 Fuss nach oben in dieser Etage sieht man, am be-
sten am Håuslerplatze Myren, bei Venstob und bei den Paek-
håusern von Skien sehr deutliche ripplemarks. Das Meer,
aut dessen Boden der Alaunschiefer zuerst abgesetzt av ur de,
hat sich also wahrscheinlich bis zu diesem Aiveau nach und
nach gefuilt, und eine Senkung ist wieder darauf eingetreten,
wodureh den nachfolgenden måchtigen Ablagerungen Platz
gewormen wurde. Ueber cliesen vom Welleuschlage gezeiehne-
ten Straten folgt noch 200 Fuss hoch derselbe Kalksandstein ;
dann verschwindet aber mit dem Kalksandsteine aueh ein
grosset* Theil von den fru he ren Versteinerungen. Nur die

314

Tellef Dahl!.

Korallen, die Encrinitenstiele (ob aber dieselben?) und ein
Ortliis finden sich hoher oben wieder.

Die S t r a t e n 5 e, vorzuglich durch ibre V ersteinerungen
bezeichnet, bestehen aus dtinnen Straten des vorigen
Ivalksandsteins, abwechselnd mit Streifen von Thonschiefer
und Lagern von dem oberliegenden Kalkstein. Die Måcli-
tigkeit ist etwa 100 Fuss. In dem Kalksteine kommt Khyn-
conella diodonta, an einigen Steilen, so bei Limi und Øien-
kastet, in Menge vor, ferner Rhynconella angustifrons, Atrypa
reticularis, Ortliis elegantula var. canalis und O. testudinaria.

6 a ist g r a u e r Kalkstein, y erwittert hellgelblich, 300
Fuss måchtig. Ganze Straten sind nur mit Pent am er us
oblongus und P. la e vis erfullt. Ferner koinmen Encri-
nitenstiele, Ortliis orbicularis, Petraia elongata, Favosites
Gothlandica, Halysites catelun atus vor. Durch S p i r i f e r
plicatellus (radiatus) Linn. ist die Verbindung mit 6b,
durch Atrypa desquamata Sow., die hier beginnt, mit
der ganzen hoheren Formation ausgesprochen.

Dieser zweite P en tame ru skalk st ein tritt an vielen
Steilen deutlich hervor, bei Jonnevold, Tufte, in den siidli-
chen Abhången von Borgeaasen, in Haraldstangen bei Pors-
grund und an der westlichen Seite von Gjetero und Aro.
Er wird bei Brakke und Bratsberg in schonen Blocken ge-
brochen. Am letztern Ort sieht man ihn von feinen Drum-
men, aus Kalkspath mit Bleiglanz bestehend, durchsetzt.

6 b ist grunlichgrauer, ziemlich fester Thon s chie-
fer, etwa 30 Fuss måchtig. Er låsst sich leichter nach ei-
ner Kichtung, die auf derjenigen der Straten fast perpendi-
culair steht, als nach den Straten selbst spalten. Hier sind
gefunden : Spirifef radiatus, Pentamerus oblongus, Ortliis
elegantula und var. orbicularis, Orthis hybrida, Pentamerus

Ueber die Geølogie des sudiiclien Norwegens. 315

globosus Sow., Encrinitenstiele, Heliolites interstinctus mit
mehreren ånderen weniger deutliclien Korallen.

Mit diesen Straten ist eine nene Gruppe, dieVenstob-
Gruppe, und damit zu gleicher Zeit die untersilurische
Abtheilung abgeschlossen, wenn wir diese mit Mur ch i son
durch das Yerschwinden von Pentamerus oblongus abgren-
zen. Wir konnen die Gruppe mit dem englischen Carado o
parallelisieren. Die gesammte Måcbtigkeit der Yenstobgruppe
ist 1062 Fuss.

7 a ist Kalkstein, 86 Fuss måchtig, nach oben und
unten sich in den Schiefer verlaufend und selbst mit tho-
niger Substanz stark vermengt. Yon den unt er siluri schen
Versteinerungen, die eine grøssere Yerbreitung haben, finden
wir bier Halysites catelunatus, Favosites Gotblandica, He-
liolites interstinctus und Leptaena transversalis wieder. Atry-
pa desquamata und Spirifer radiatus, die oben in 6 a anfien-
gen, sind bier håufig. Ferner sind Leptaena depréssa, Pe»
traia bina, Galymene Blumenbachii und Phragmoceras zu
nennen.

7b ist be 11 gr auer Thonschiefer, nicht sehr fest,
150 Fuss måchtig. Ueberall, wo dieser Thonschiefer ent~
blost ist zwischen Fos und Gjerpen, bei Borge nordlicb von
Porsgrund und sudlich bei Rodningen, enthålt er vieleVer-
steinerungen. Die håufigsten sind: Leptaena depressa, L.
transversalis, Orthis orbicularis, Atrypa desqvamata. Weni-
ger håufig sind Atrypa reticularis, A. compressa, Leptaena
antiqvata, Strophomena funieulata, Rhynconella sphaerica,
Spirifer trapezoidalis und Spirifer pisum, dieser letztere zu
oberst und mitunter in Menge. Ferner Mytilus my tilimerus,
Cyclolites praeacutus, Phacops caudatus und longicaudatus (?),
Galymene Blumenbachii und Euomphalus sculptus.

Die Trilobiten sind sowohl bier als hoher oben ganz

316

Te 11 e f Dah 11.

klein, nur bis 2 Zoll lang. Korallen sind niclit bemerkt
worden; auch fehlen die kalkreicheren Par tien, die fur das
Vorhandensein von Korallen notliwendig scheinen. Endlich
sind auch Fucoidenformen an einigen Steilen bemerkt worden.

8a ist heller Kalkstein, krystallini sch, mitunter weis-
ser Marmor, dagegen nur undeutlich stratificiert. Er ent-
halt oft, z. B. bei Berreberg, viele fast kugelige Concre-
tionen von einem schmutzigen kornigen Kalkstein, die eine
eoncentrisch schalige Struktur besitzen. Die Måchtigkeit
schwankt zwischen 20 und 40 Fuss. Er steht bei Fos,
Berreberg und auf dem Kapitel berge bei Bratsberg in dem
Abhange an, der zwischen diesen Steilen etwa von Norden
nach Sii den sich hinzieht.

Spirifer trapezoidalis ist hier håufiger als in 7 b, At rypa
desqvamata ist verschwunden; dagegen wird Atrypa reticu-
laris håufiger und kommt in grosseren Exemplaren vor als
in 7 b. Sehr verbreitet ist Atrypa plicatella Dalm., am
håufigsten sind aber Encrinitenstiele, wovon vorzuglich zwei
Arten vorkommen, mit runden und mit fimfgetheilten Nah-
rungsrohren. Zwischen diesen letzteren sind bei Bratsberg und
bei Fos auch Bruchstucke von den Kronen gefunden, von
paraboloidischer Form, aussen mit hexagonalen Tåfelchen be~
setzt, vielleicht ein Crotalocrinus. Ferner Cyathophyllum
articulatum, C. truncatum, Ehynconella rotunda und Steno-
pora fibrosa, die ersteren in Menge bei Berreberg.

In den Straten 7 a, 7 b und. 8 a haben wir zusammen
eine Etage von 250 bis 270 Fuss. Wir konnen dieselben
naitWenlock parallelisieren, obwohl die Korallen hier we-
niger verbreitet sind. Viele Wenlock-Korallen sa hen wir
schon in unserem Kalkstein 5 a.

8 b is t dunkle r Thonschiefer , rei ch an Ki es un d
Kohle, doch nicht mit schwarzem Strich. Er ist nur an ei-

Ueber die Geologie des stidlichen Norwegens. 317

ner Stelle, in der Linie des Profiles bei Berreberg, 10 Fuss
måchtig, nachgewiesen. Wirbegegnen aber bier zum ersten
Male der Rhynconella nucula, die durch den ganzen ober-
liegenden måchtigen Kalkstein fortsetzt. Obersilurisehe Grap-
tolithen, die man hier erwartén konnte, sind noch nicht ge~
funden.

Be ist K alkstein, in der Linie des Profiles mit einer
Måchtigkeit, die zu 700 bis 800 Fuss angeschlagen werden
kann. Er ist in der Umgegend von Berreberg und Holm ver-
breitet, und wir werden ibn alsHolmkalk bezeichnen. Nach
Siiden bildet er den Boden des Thales, worin Borseso liegt,
und folgt mit dem Lerkupelv bis an den Ort, wo dieser nach
Westen abbeugt. Sudlich von Porsgrund finden wir ihn
von der Kirche an bis nach Bjorntveit. Bei Brevig ist sein
Platz von dem Syenit ein gen ommen.

Auf Ard werden alle die Straten von 6 b bis 8 c inch
(zusammen 1000 bis 1100 Fuss) von einer nur wenige hun-
dert Fuss måchtigen kalkreicheren Partie repråsentiert, die
gegen Osten von hartem Schiefer verdrångt wird. Der letztere
hångt, wie am Skredhelle, mit dem oberliegenden Sandstein eng
zusammen, und gehort der auf unserem Profile mit 9 be-
zeichneten Gruppe an. Gegen Siiden baben also die ge-
nannten Straten 800 bis 900 Fuss in Måchtigkeit abgenommen.

Mit dem Fossumkalkstein findet ein åbnliches, wenn
man, so will, umgekehrtes Verhåltniss stått. Bei Fossum
ist dieser 500 Fuss måchtig. In dera stidlichen Theile des
Districtes dagegen sind die damit aequivalierenden barten
Schiefer zwischen Langesundstangen und Rognstrand 1100
his 1200 Fuss måchtig (Die letzte Zahl ist durch Combina-
tion von 10 gemessenen Horizontalabstånden, unter Riicksicht
auf den zu jedem Stiick gehorenden Fallwinkel, herausge-
kommen). Der Unterschied ist auch hier gegen 600 bis

318

Tellef Da hil.

700 Fuss. So viel als der untere Fossumkalk zugenom-
men hat, so viel haben die oberen genannten Straten ab-
genoramen, und die gesammte Måchtigkeit der Formation
bleibt also auch in diesem sudlicheren Theile etwa dieselbe.
Rucken (oder faults) haben hier keine wesentliche Rolle
gespielt.

Einen so måchtigen Kalkstein als den Holmkalk wird
man nicht durch die ganze Masse unabånderlich finden,
Durch die ersten 200 bis 300 Fuss ist er deutlich stratificiert.
Hoher oben ist er massiger und aus linsenformigen
handgrossen Concretionen mit thoniger Substanz umgeben
zusammengesetzt. Bei Bratsberg und Grini wird er zum
Kalkbrennen benutzt. Er giebt einen etwas hydraulischen
Kalk.

Bezeichnend ist Rhynconella nucula. Sehr haufig sind
Rh. sphaerica und Rli. Wilsoni Sow., seltener Rh. Lewisi,
Rh. pulchra, Rh. bidentata, Rh. rotunda, Terebratula camelina.

Von Trilobiten sind nur drei beobachtet worden, Caly»
mene Blummenbachii, Bumastus Barriensis, Encrinurus
punctatus.

Korallen sind haufig: Halysites catelunatus, Heliolites
interstinctus, H. tubulata, Favosites alveolaris, Stenopora
fibrosa.

Orthoceratiten, die oberhalb 3 bis hierhin nicht bemerkt
wurden, sind haufig, besonders O. nurnmularius, bei Bjorn-
tveit in Menge und bis 2 Fuss lang, weniger haufig O. ibex
und O. canaliculatus.

Ferner Euomphalus funatus, E. sculptus, Spirifer ele-
vat.us Dalm., Spirifer sulcatus His., Leptaena depressa, L.
euglypha, L. lata (zu oberst), Åtrypa reticularis, Pterinea
(Avicula) Sowerbyi, P. clathrata, P. retroflexa, Cornulites ser-

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 319

pularius, Cardiola fibrosa, Turbo carinatus (?), Murchisonia
Loydii. Endlich Encrinitenstiele (Cyathocrinus rugosus).

8 d ist fester blåulichgr auer dunner Thon-
s chiefer, die letzten Straten, worin Versteinerungen gefun-
den sind, nur 20 Fuss måchtig, mit Spirifer elevatus und
sulcatus.

In den Straten 8 b bis 8 d konnen wir jetzt wohl mit
Recht. das Aecpiivalent des Ludlow suchen. Einige von
den obersten Versteinerungen Leptaena lata, Pterinea cla-
thrata und Rhynconella livonica(?) sind schon devonische Spe-
cies. Weii aber alle Straten von 7 a bis 8 d eng verbunden
sind, wollen wir lieber diese ganze Gruppe unter einem Nå-
men als die Holmgruppe zusammenfassen. Dieselbe schliesst
also die ganze obersilurisc.be Lagerfolge ein, und entspricht
etwa der gesammten Malmo-Gruppe im Christiania-Bassin.

Die Machtigkeit unserer drei silurischen Gruppen in
diesen Gegenden ist also

Holm-Gruppe 980 bis 1100 Fass
Venstob-Gruppe 1060 —

F ossum-Gruppe 650 —

Gesammte Machtigkeit 2700 bis 2800 Fuss.

Wir kommen jetzt an unsere devonischen Åequivalente.

Die Straten 9, zusammen gegen 1000 Fuss måchtig,
bestehen aus barten Schiefern, Sandstein oder Quarzit und
glimmerhaltigem Thonschiefer. In dem unteren Theile die-
ser Ablagenmg sind diese abwechselnden Straten 1 bis 2
Fuss stark, hoher oben werden die Sandsteine bis gegen 100
Fuss måchtig, die harten Schiefer stehen etwas weniger måch-
tig an, der Thonschiefer erreicht aber nur hoclistens 2 Fuss
Machtigkeit. Es konnen im Ganzen gegen 40 abwechseln-

de Ablagerungen von diesen drei Gesteinsarten gezåhlt
werden.

320

Telléf Dahll.

Die harten 8 chiefer sind weiss, braun oder grun und
erinnern an Jaspis. Oft wechseln die F arbennuancen in nnr
zolldicken Streifen. Der Sandstein tritt in dem oberen
Theile am deutlichsten hervor; hier sind die Sandkorner
nicht zu verkennen; tiefer unten passt der Namen Quarzit
vielleicht besser. Er ist hellgrau, grunlichgrau, mitunter
rothlichbraun. Der Thonschiefer ist diinnplattig, dunkelbraun,
rnit silberweissen Glimm erblåttehen auf den Theilungs-
flåchen .

Diese Abtheilung steht im westlichen Abhange von Skred»
helle an, bildet die ganze ostliche Selte des Gjerpenthales
bis gegen das Ende vom Eidanger-Fjord. Sudlicher finden
wir dieselbe zuerst auf der Aro wieder, indem sie in dem
Zwischenliegenden vom Syenit verdrångt ist.

Bis jetzt sind hoher als in 8 d keine Versteinerungen
gefunden; wir hatten aber Grund die silurische Formation,
durch ihre jflngsten Versteinerungen bezeichnet, mit 8 d als
abgeschlossen zu betrachten. Der Platz iiber den jiingsten
silurischen Straten, der petrographische Karakter, der dem-
jenigen des Old red sandstone nabe kommt, und die schon
lange erkannte Auffuhrung der Ringeriger Mergel- und Sand-
stein-Formation als devoniscbes Aequivalent miissen uns hier
berechtigen, auch diese Straten als devonisch aufzufuhren.

M i 1 1 0 habe ich endlich die im Profile o b e r s t e , e t w a s
zweifelhafte, A b 1 a g e r u n g bezeichnet. Es scheint Thon-
schiefer gewesen zu sein, dessen Stratification vertilgt wor-
den ist und jetzt massig und dunkelgefårbt hervortritt, hier
und da mit einigen Epidot-Knoten. Die Måchtigkeit kann
zu 100 Fuss angeschlagen werden. Vielleicht ist das Ganze
nichts anderes als der Tuff bei Loberg.

Ueber die Geologie des siidlichert Norwegens. 321

Durchschnitt bel Laberg.

Wenn wir nåmlich einen Durchschnitt, parallel unse-
rem Frofile No. 1, bei Ltiberg nehmen, ha, ben wir iiber dem
tiefer unten im Åbhange mit voller Måchtigkeit anstehenden
Sandstein eine thonige Gebirgsart in deutlichen Straten,
mi tun ter hell, ofter durch viel beigemengtes Eisenoxyd ro si-
tar big, gegen 100 Fuss måchtig. Sie enthålt kleine aus
Eisenoxyd bestehende Linsen und runde nussgrosse Kor-
ner, die Bruchstncke von Augitporphyr zu sein scheinen, fast
wie Lapilli.

Ueber diesen tuffartigen Straten liegt wieder, 12 Fuss
hoch, grobes Quarzconglomerat.*) Die Grundmasse i st
grunlich, die Quarzgerolle oft rpsenfarbig. Zu oberst tritt
durch feineres Korn ein Sandstein hervor.

Diess sind die letzten Straten in der ganzen GegencI.
Die devonische Abtheilung erreicht mit dem Tufte und Con-

*) Olme Zweifel daa Conglomerat vom Holsfjord ete.

322

Tellef Dahll.

glomerat eine Måchtigkeit von 1100 bis 1200 Fuss. Wennwir
die silurische Formation hinzulegen, wird die gesammte Måch-
tigkeit aller Straten 3000 bis hochstens 4000 Fuss ausmachen.

Ausser den grosseren Massen von Augitporphyr und
Syenit, deren Grenzen auf der Karte angegeben sind, tre-
ten in unserem Distrikte eine ganze Menge von Gangen auf.
Ohne uns hier auf Detail einzulassen, wollen wir nur so
viel bemerken, dass man diese Ganggesteine leicht unt er 3
Hauptvarietåten bringen kann. Sie bestehen aus amphibo-
litischem oder augitischem Trapp, aus syenitischem Trapp
und aus Rhombenporphyr.

In dem nordlichen Theile schneiden die Gange fast recht-
winklig iiber die einfallenden Straten. Hårter als der Kalk
und Thonschiefer haben sie der Zerstorung grosseren Wi-
derstand geleistet und ragen daher oft als W alle (trapdykes)
empor. An vielen Steilen kann beobachtet werden, wie
der Kalk kornig, oder wie der Schiefer an den Seiten der
Gange hellgébrannt worden ist. Die Gange setzen durch
alle Straten hindurch, nur vielleicht mit Ausnahme eines
hellblauen Feldspathporphyrs („Eurit“), der bisher nicht in
die devonischen Straten hinaufsteigend beobachtet ist.

Der Augitporphyr in den grosseren Massen besitzt
eine dunkelgrune dichte Grundmasse, worin deutliche Au-
gitkrystalle von derselben Farbe ausgeschieden liegen. Die
F orm des Augites ist nicht zu verkennen. Durch das Hin-
zukonnnen von Mandeln, mit Chalcedon und Kalkspath ge-
fullt, geht das Gestein in Mandelstein uber. Zu innerst steckt
noch oft ein Kern von Epidot. Wenn die Augitkrystalle
fehlen, entsteht ein wahrer Mandelstein, und wenn die Aus-
fullung der Mandeln durch V erwitterung verzehrt oder aus-
gefallen ist, tritt die durch die langgezogenen Blasen ange-
gebene Lavenstruktur um so deutlicher hervor.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 323

Es sind auch Gange von Augitporphyr zu sehen, die
alle Straten von unten nach oben durchsetzen. Bei Gron-
stenbåkken streicht ein solcher Gang in dem unterliegenden
Gneiss. Die Durchbriiche in grossem Maasstab sind
erst nach den devonischen Ablagerungen erfolgt, die sie so
deutlich durchsetzen und an vielen Steilen auch bedecken.
Aus dem Profile No. 1 sehen wir aber, dass Augitporphyr
(A) in Banken zwischen den devonischen Straten selbst
lunfmal vorkommt, das erstemal schon in den Straten 8 d.
Wir mussen daraus schliessen, dass die weniger reichen Er-
giessungen schon gegen das Ende der silurischen Zeit an-
fi engen. Als Injectionen aus der grdsseren Masse werden
wir nåmlich diese fiinf Porphyrbånke kaum betrachten kon-
nen. Beim Håuslerplatze Hougen wird der in den Straten
8 d lagerformig auftretende Augitporphyr deutlich von einem
åhnlichen, aber jiingeren, vertikalen Gange durchschnitten.

Das Terrain des Augitporphvrs ist ein coupiertes, und
bietet durch leichtere Yerwitterung einen fruchtbaren Boden
dar.

Der Syenit besteht aus Orthoklas und Hornblende,
daneben tritt Quarz in einzelnen ganz kleiuen Kornern hinzu.
Glimmer ist viel seltener. Langs der Grenze gegen die
Straten — und ausserhalb dieser Grenzlinie ist er im Gan-
zen nur sehr wenxg untersucht — enthålt er auch Titanit.
Bei Bre vi g fiihrt er Zirkon. So constant eingemengt ist in-
dessen der Zirkon wohl nicht, dass man den Syenit fiber-
haupt als Zirkonsyenit karakterisieren dar f.

Es werden viele Mineralien, und darunter sehr seltene
und die Localitat besonders auszeichnende, als in dem Sye-
nit bei dem Langesundsfjord vorkommend erwåhnt. Doch
ist es nicht in dem gewohnlichen feinkornigeren Syenit, son-
dern in gangfdrmigen Partien von groberem Korn, dass die-

21*

324

Tellef Dahll.

selben sich finden. Solche Gange sind sehr håufig, beson-
ders auf den Inseln. Hier ist einer von Såtre am Luxefjeld.

Syenitgånge vom Luxefjeld.

Die Bestandtheile sind in den Gangen dieselben. Nur
ist jedes Mineral grosser entwickelt. Wir konnen uns diese
Gange durch das Bersten der ersten fest gew ordenen Kruste
und durch das Hinaufdringen von dem noch Flussigen aus
dem Inneren entstanden denken. In solchen Rissen, die mit
dem noch lange diessenden Inneren communicirten, fand die
Abkiihlung langsam statt, die sich suchendenBestandtheile fan-
den zu gegenseitigen Verbindungen Zeit, und dadurch wurden
auch die seltneren, in kleinen Quantitåten vorhandenen,
Stoffe als Krystalle ausgeschieden.

WoSyenit und Augitporyhyr an einander grenzen, tin-
det ein gegenseitiges Vermengen beider statt. An der Nord -
seite von Skredheile kann diess beobachtet werden. Man
kann hier Handstiicke mit Augit undFeldspath in derselben
Grundmasse ausgeschieden abschlagen.

Oft liegt der Syenit deutlich ilber dem Augitporphyr.
Wenn man einen Durchschnitt zieht in der Nåhe von Flit-
tig (nach der punktierten Linie No. 4 auf der Karte), hat

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 325

man in den Huhen Syenit, in den beiden Thålern dagegen
Augitporphyi*. Einen åhnlichen Durchschnitt wird man von
der Gegend bei Erse bekommen konnen. Die zwei isolier-
ten Porphyrdistricte scheinen unter dem Syenite in Zusam-
menhang zu stehen

Bei Flittig in einer Breite von 200 Fuss, auf Ard
und Stoko durch die ganze Masse hindurch, findet man den
Augitporphyi* an der Grenze gegen den Syenit sehr veråndert.
Er ist nicht langer Augitporphyi* zu nennen. Er ist zu ei-
ner mit Parallelstruktur versehenen (foliated) metamorphi-
schen Gebirgsart geworden. Feinere und grossere Kry stall -
nadeln glånzen in dem fast schiefrigen Gesteine, hier und
da deutlicher Augit. Diese metamorphische Abånderung
von Stocko hat man*) friiher als Hornblendeschiefer ange-
sehen, was leicht geschehen konnte, wenn der Zusammenhang
mit unveråndertem Augitporphyi* unbekannt war. Diesen
kann man indessen sehr gut auf dem Wege von Gjerpen
durch Ordalen nach Slemdal beobachten. Dass anhaltende
Erwårmung åhnliche Veråndenmgen hervorrufen kann, ist
schon bekannt.

An vielen Steilen z. B, bei Lundevand, Flittig und Fjeld-
dal, ist der Augitporphyi* von Syenitgangen durchsetzt. Die-
ser Syenit enthålt Titanit und Zirkon wie derjenige in den

*) Keilhau. Dårsteilung der Uebergangs-Førmation in Norwegen
p. 48. p. 55.

326

Tellef Dahll.

grosseren Massen, mit welchen er anch zusammenhångt. Die
Gange sincl ramificirt und enthalten Bruchstucke von Au-
gitporphyr.* *)

Der Svenit muss nach Allem diesem als entschieden
j unger als der Augitporphyr betrachtet werdeu.

In dem nordlicher Theile unseres Districtes kommt der
Syenit mit allen beschriebenen Straten in Beruhrung, unter

*) Das beigefugte Profil, etwa von der Kirche Eidanger bis an
die Syenitgrånze bei Ulmerod, mag hier einen Platz finden.

In den mit Kalk gemengten erhårteten Straten bei Tveten
f and ich Spirifer elevatus Dalm., Euomphalus sculptus Sow,,
Strophomena funieulata Sow. neben Terebratula reticularis. Bar-
iiber ruht Marmor. In den darauf folgenden sebr verånderten
knolligen Schiefern mit Marmorlagern fand icb ebenfalls noch
ziemlich gut erhaltene Versteineruugen: Spirifer elevatus,
Ptilodictya (sealpellum ?), Terebratula bidentata Dalm., eine
kleine Turitella und einige kleine Encrinitenstiele mit funf-
theiligen N ahrungsrohren. Darauf folgt schwarzer sebr barter
Schiefer, womit die Gruppe 8 endigt. Die jetzt folgenden Stra-
ten gehoren der devonischen Gruppe an, barte Schiefer, und
Sandsteine, von der Kirche an. Bei Ulmerod stosst man, nach
den steil stehenden Sandsteinstraten, auf den Augitporphyr (A),
von mehreren Syenitgången durchsetzt. Dicht bei der Sage-
miihle hat das schwarze Gestein Parallelstruktur. Zuletzt, nach
einer etwas vorworrenen Grenzbildung, steht der Syenit (S)
mit Zirkon an. T. K.

Ueber die Geologie des sudlichen Norwegens. 327

Skredhelle mit obersilurischen, bei Brevig mit untersiluri-
schen. Nur an einer Stelle, bei Erse, habe icb indessen
diese interessante Grenzlinie entblosst gefunden. Der Sye-

Erse. Harter
Schiefer.

nit bedeckt hier harte Schiefer, deren Parallelstruktur iibri-
gens vertilgt ist, und schliesst viele Bruchstucke oder isolirte
Partien davon ein.

Wir haben allen Grund zu der Vermuthung, dass der
Syenit auch an ånderen Steilen die Straten iibergreifend be-
deckt. So konnten wir bei Brevig keine devonischen oder
silurischen Straten junger als die Venstob-Gruppe nachweisen
Syenit nimmt den Platz ein, wåhrend jene Straten doch so-
wohl nordlicher als sudlicher hervortreten.

Endlich mussen wir auch erwåhnen, dass deutliche Gange
von Rhombenporphyr den Syenit durchsetzen, so z. B. im
Skredhelle, dessen Spitze von diesem Porphyr eingenommen
ist. Nach der Altersfolge kommt also zuerst Augitporphyr,
dann Syenit, dann Rhombenporphyr.

Ein fast dichter amphibolitischer Trapp setzt ebenfalls
in Gangen durch den Syenit hinauf. In welchem Alters-
verhåltnisse aber dieser Trapp zu dem Rhombenporphyr steht,
ist in dieser Gegend noch nicht beobachtet worden.

Mitunter enthålt der Syenit kleine Massen von Magne*-

328

Tellef Dahll.

eisen, so in der Nåhe von Flittig, bei Teigen, bei Meishol-
tene und in Slemdal. An den zwei erstgenanntén Orten
hat man das Erz ganz weggeschossen ; nur aus der Fonn
der kleinen Gruben kann man jetzt auf die Erstreckung der
Erzinassen schliessen,

Bei Meisholtene kommt eine
kornigeMagneteisenstein-Masse ( a)
von niclit bedeutenden vertikalen
und horizontalen Dimensjonen
vor. Ein Trappgang (b) streicht
durch den (c) Syenit und fiber
den Schurf hin.

Bei Teigen ist das Verhåltniss ein åhnliches gewesen.
Das Erz war bier mit Kalkspath gemengt. Ån diesen bei-
den letzten Steilen hat man iiber den ganzen Porphyrdistrict
zu gehen, bevor man an die devonischen und silurischen
Straten kommt. Noch weiter von diesen entfernt sind die
Punkte in Slemdal, wo Magneteisen in dem Syenite vor-
kommt. Das Åuftreten des Magneteisens ist also in keiner
Weise an die Grenzlinien gegen jene Straten gebunden.

Ueber den ganzen beschriebenen District fallen die Stra-
ten gegen die plutonischen Massen ein, indem das Streichen
zu gleicber Zeit nach den Grenzlinien gegen dieselben sich
richtet. Man bekommt hieraus den Eindruek, dass man auf
dem Rande eines Bassins sich befindet, in dessen Mitte Aus-
brnche von Åugitporphyr und Syenit geschahen, durcb wel-
che Åusbriiche nicht allein die ursprunglich horizontalen
Straten hier bedeckt, sondern die noch weichen Thon- und
Sandstraten neben dem Kalkstein consolidirt, und in die
geneigte Lage, die sie jetzt einnehmen, gebracht wmrden.
Wie schon bemerkt ist das Fallen auch gegen die plutoni-
schen Massen hin steiler.

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 329

In demjenigen Theile unseres Districtes, der nordlich
von Porsgrund liegt, beschrånken sicli die Wirkungen auch
darauf. Nur an einer Stelle, am Griinsteinbache (Gronsten-
båkken), der bei den Håuslerplåtzen von Bo mit dem Bo-
Elv sich vereinigt, siebt man eine, dureh Denudation halb

abgerissene Faltung von Quarzit und darauf liegendem Alaun-
schiefer. Die Strukturebenen des unterliegenden granitischen
Gneisses gehen mit der Linie des beistehenden Schnittes
parallel. Der aldrende Grand kann an dieser Stelle viel-
leicht in dem Gange von Augitporphyr gesucbt werden.

Aus der Karte siebt man indessen, dass die Straten
nordlich und sudlich von Porsgrund nicht in Continuitåt
stehen. Sie sind verschoben worden von einer Linie an,
die man långs dem Elv, an der Sudseite von Borge- Aasen»
in den Porphyr hinein zwischén Ramsaas und Troldaas bis
an den bier hervorspringenden Syenit ziehen kann.

Dureh die Profile No. 2 . und No. 3 (Pl. IV cfr. Karte)
habe ich diese nicht unbedeutende Verschiebung der Natur
gein ass d arzustellen gesucht.

In dem Prohle No. 2 haben wir den Fossumkalkstein

330

Tellef Dahl!.

bei Vestre Porsgrund anstehend; in No. 3 ist sein Platz
vom Frierfjord westlich von Hero bedeckt. An der West-
seite von Borge- A asen sehen wir den Schieier 5 c mit Rhyn-
conella diodonta und daruber den ebenso deutltch karakteri-
sirten Pentameruskalkstein 5 d. In dem Profile No. 3 fin-
den wir dagegen dieselben Straten bei Ølenkastet wieder.
So konnen wir an beiden Seiten der angegebenen Linie
alle unsere Etagen nachweisen.

Werden die Abstande zwischen den an beiden Seiten
correspondirenden Straten gemessen, kommt man zu folgen-

den Grossen.

Abstande. norw. Fuss.

bei der unteren Grenze der obersilu-

rischen Straten 7876

bei der unteren Grenze der devoni-

sehen Straten 6550

bei der Grenze gegen den Augitpor-
phyr , 3150

Diese Abstande sind nicht Horizontallinien, sondern die-
jenigen der Oberflåche. An der nordlichen Seite ist die
Neigung 20°, an der siidlichen dagegen nur 10°. Dadurch
wird vielleicht das Nicht-Uebereinstimmen der zwei ersteren
Zahlen erklårlich. Grosser fållt aber der Unterschied der
letzten Zabl aus. Eine Erklårung ist indessen vielleicht dar-
in zu suchen, dass der Augitporphyr sich friiher bis zum
Hofe Klep erstreckte (cfr. Profil No. 3), spåter aber abge-
rissen worden sei. Die daselbst anstehenden devonischen
Straten haben ein ganz verbranntes Aussehen, und Spuren
von grossartigen Denudationen sind in den in den harten
Schiefern und Sandsteinen ausgehohlten kolossalen Binnen zu
sehen.

Die Linie der Spalte selbst ist leider ganz bedeckt.

Uøber die Geologie des siidlichen Norwegens. 331

Einige hundert Fuss siidlich von Ramsaas findet man in-
dessen ein Brecciengestein, aus Bruchstucken des Porphyrs
und des harten Schiefers bestehend, und obwohl dasselbe
sehr bedeckt ist, scheint es doch bedeutende Dimensionen
zu besitzen. Wo, wie hier, eine Verscbiebung fester Massen
stattgefunden hat, war das Erscheinen eines Brecciengesteins
zu erwarten.

Da wir den Augitporphyr als den j tings ten von den in
dieser Yerschiebung mit einbegriffenen Gebirgsmassen linden,
mussen wir den Zeitpunkt der Katastrophe nach der Er-
starrung des Augitporphyrs, aber bevor dem Festwerden
des Syenits setzen. Nichts wird wohl wahrscheinlicher, ak
dass der hervorbrechende Syenit selbst der Urheber war.

Die Verschiebung hat in der Linie der Spalte stattge-
funden. Weiter siidlich finden wir bei Brevig dieselbe Streich-
richtung als nordlich von Porsgrund wieder. Die Wirkung
auf die untersten Straten, auf die Alaunschiefer, die unter

I— Langesund. H — Lango. Ill — Gjetero. IV — Årå. V — Sioko.

AP — Augitporphyr. S — Syenit.

332

Tel 1 ef Dahll.

dem Drucke der geschobenen Massen vorziiglich gelitten
haben miissen, låsst sich wegen der See nicht beobachten.

Auch aber von Riicken oder Sprungen haben wir in die-
ser Gegend schone Beispiele aufzuzeigen. Dieselben finden
sich im sudlichsten Theile unseres Distrietes.

Wir theilen hier zwei Holzschnitte mit, eine skizzierte
Karte von der nåheren Umgebung Langesund’ s und ein
Profil, das nach der punktierten Linie gezogen ist.

Auf der Spitze bei Langesund wie auf Lango fin-
den wir den Venstobschiefer (4 b), an beiden Steilen durch
Kalknieren, Graptolithen und Orthis vespertilio bezeichnet.
Unter Langesund steht dagegen der Venstob-Kalkstein (5 a)
an. Wir miissen hier einen Sprang von 600 bis 800 Fuss

Profil von Langesund nach Stockd.

annehmen; denn so viel liegen die Straten in der Lango ho-
her als sie nach der Neigung derselben Straten auf der
Spitze bei Langesund liegen sollten. Ferner haben wir an
der westlichen Seite von Gjeterd den Pentameruskalkstein
(6 a), und derselbe Kalkstein steht auch in der westlichen
Seite von Ard an. Der Sprang ist hier viel grosser als
jener.

Wenn in der That durch den hervorbrechenden Syenit,
wie wir angenommmen haben, die erwåhnte Verschiebung
bei Porsgrimd hervorgebracht ist, miissen wohl auch diese

Ueber die Geologie des siidlichen Norwegens. 333

Sprunge oder Rocken in der sonst normalen Lagerfolge ans
derselben Quelle stammen. Eine enorme geschmolzene Masse,
die hervorbrechend einen bedeutenden Druck nach unten
und gegen die Seiten åusserte, musste wohl in den unfcen-
iiegenden Straten Erseheinungen wie die beschriebenen lier-
vorrufen.

VIII.

Nogle Ord om Medusernes Udvikllng.

(Foredrag holdt i de skandinaviske Naturforskere Forsamling i

Christiania i Juli 18 56)

M. Sars.

I)en af mig i Åaret 1835 deelviis (Beskriv, og Iagttag, over
Dyr ved den Bergenske Kyst pag. 16 Tab. 3) og i 1841
fuldstændig (Archiv fur Naturgeschichte, 7de Aarg. pag. 9
Tab. 1-— 4) givne Fremstilling af Medusernes Udvikling blev,
som bekjendt, senere af J, Reid (Annals of Nat. History,
Jan. 1848 pag. 25 Tab. 5. 6) indtil de mindste Detailler
paa det fuldstændigste bekræftet. Foruden flere værdifulde
lagttagelser over den polypformige Ammes finere Structur,
meddeler Reid ogsaa Oplysninger om det nederste fasthæf-
te Stykke af Ammekroppen, hvilket ikke bliver ringet eller
deelt i Tværsnit, og hvis Skjæbne var forblevet mig ube-
kjendt (Beskr. og lagt. pag. 18).

„ Denne Delingsproces i unge Meduser siger han (1. e.
„pag. 31), udstrækker sig aldrig gjennem hele Længden af
„Larvens Krop; thi en Deel, ofte en meget liden, ved dens
„fasthæftede Ende blev ikke ringet (I. c. Tab. 6 fig 14, a),

Nogle Ord om Medusernes Udvikling. 335

„drev frem nye Tentakler førencl de sidst dannede unge Me-
„duser vare afløste, og vedblev at leve som Larve.

Forøvrigt er dette mærkelige Factum egentlig først op-
daget af Dalyell, som jeg erfarede af hans først senere mig
i Hænde komne Bog: „Rare and Remarkable Animals of
Seotland, 1847. u

I en Afhandling betitlet: „Sur ia generation medusi-
pare des Polypes Hydraires“ (Annales des Sciences natu-
relles, Oct. 1849 pag. 204 Tab. 2 fig. 1 — 6) har endelig De-
sor i Boston leveret en Fremstilling af Medusernes Udvikling,
som han søger at forklare paa en ganske anden end den af
mig angivne og af Reid stadfæstede Maade. Reids Arbeide
kj ender han ikke, i det mindste omtaler han det ikke med
et Ord.

Med temmelig megen Suffisance paastaaer Desor, at
jeg, og ogsaa Dalyell, hvis lagttagelser ere ham bekj endte,
have mistydet Meduseproductionen al den polypformige Am-
me, og tillader sig endog paa en mærkværdig letsindig Maa-
de at bortraisonnere Facta, som af mig saavelsom af Da-
lyell ved selvstændige og af hverandre uafhængige lagttagei-
ser er faststillede, ja endog af os begge afbildede. — Naar
jeg ikke for længe siden har imødegaaet hans Indvendinger
mod min Fremstilling, saa har dette sin Grand i at jeg over-
hovedet ikke ynder saadan Strid, og at jeg ønskede, naar
jeg endelig indlod mig i Discussion, at kunne forebringe
nye Kjendsgjerninger i denne Sag, hvor der endnu staaer
saameget tilbage at udrede ; men desværre er mit Haab om
paany at kunne iagttage Delingsprocessen af den polypfor-
mige Meduseamme, som jeg senere kim har truffet i Knop-
6 ky dn ing, hidtil slaaet feil. Jeg griber imidlertid nærvæ-
rende Leilighed til i sammentrængt Korthed at vise, hvor-

336

M. Sars.

ledes det, som Desor har iagttaget, overmaade vel lader sig
forene med den af mig for længe siden gi ve Fremstilling.

Strax i Begyndelsen af hans Opsats (1. c. pag. 21 1 ) ud-
tiykker Desor sig saaledes:

„De sande Medusers (Åurelia, Cyanea) Udvikling synes
„ved første Øiekast meget forskjellig fra den medusefødende
„Generation (la generation medusipare, saaledes benævner
„han Medusegemmernes Fremvæxt af Hydroide- Ammer), især
„ dersom man holder sig til den Forklaring deraf, som Hr.
„Sars har givet. Denne dygtige lagttager fremstiller nem-
„lig Aureliernes Udvikling som en Række af Metamor-
„phoser, idet den unge Meduse, efter ham, successivt gaaer
,,over fra Infusoriets til Polypens, og derefter til den fuld-
„ komne Meduses Tilstand/4

Det er kun ved en besynderlig Misforstaaelse af mine

lagttagelser, eller ved en besynderlig Opfattelse afBegrebet

Metamorphose, at Desor kan tillægge mig en saadan An-

skuelse, da jeg dog tydeligt nok i min Fremstilling har ud-
hævet, at den polypagtige Amme aldrig forvandler sig til
en Meduse, meu at det er dens ved Tværdeling fremstaaede
Yngel, som dannes til Meduser — altsaa ikke ved Meta-
morphose, men ved Metageuese eller Generationsvexel. „Det
er ikke Individet, men det er Generationen, som metamor-
phoserer sigu havde jeg allerede da, og forend endnu Steen-
strup havde bekjendtgjort sin frugtbare Lære om Genera-
tionsvexelen, med Bestémthed udsagt (1. c. pag. 29).

Med Dalyeli finder Desor den polypagtige Amme at
være „en sand Polyp (pag. 211), som ved sin Bygning
„er meget nær beslægtet med vor almindelige Ferskvands-
» Hydra (pag. 216), ja saa nær, at Ingen skulde have tænkt
„paa at adskille den generisk fra denne (sic.!); DalyeH har
derfor af denne Grund beskrevet den under Navn af Hydra

Nogle Ord om Medusernes Ud vikling.

337

„ tuba. “ — Men allerede i Aaret 1829 (Bidrag til Sjødyre-
nes Naturhistorie pag. 7) fandt jeg det nødvendigt. generisk
at adskille denne af mig først opdagede Form fra Hydra,
fra hvilken den afviger derved, at den er fasthæftet og ikke
kan forandre Sted, samt ved dens fremstrækkelige rørformi-
ge Mund, og jeg opførte den da som en særegen Slægt (som
jeg rigtignok i Aaret 1835, da jeg havde lært den at kjen-
de som en Ungdoms- eller Ammetilstand af en Meduse,
Beskriv, og lagtt. pag. 16, maatte opgive igjen) under Navn
af Scyphistoma. Denne Antagelse blev ogsaa senere af
Steenstrup (Om Generationsvexelen pag. 7), Reid (1. c. Tab.
5 fig. 6) og mig selv (Archiv fur Naturg. Tab. 1 fig. 33)
bekræftet ved Opdagelsen af dens Karsystem — det con-
stante Kriterium til at adskille Meduser fra Polyper (Hy-
droider). Det er derved godtgjort, at denne Form ikke er
nogen sand Polyp (Hydroide), men en polyplignende Am-
metilstand af en Meduse.

„Men, vedbliver Desor (pag. 211), det Særegne ved
„ denne Polyp er at den fra Tid til anden sky der store Knop-
per af en særegen Form, som synes at komme ud af dens
„Mund. Det er disse Knopper, som under deres Udvikling
„ blive Meduser. Hr. Dalyell har, idet han gjør opmærksom
„paa denne vigtige Kjendsgjerning, imidlertid ikke kunnet
*frie sig ganske fra den Vildfarelse, hvori Hr. Sars er fal-
„den, eftersom han endnu antager en partiel Metamorphose
„af Polypen , saa at der ikke bliver mere til hage af denne
J5sidste end Trunken eller Basis efter hver Knopskydning,
„hvilket følgelig vikle danne en Hovedforskjel mellem disse
„Knoppers Udvikling og Synconynernes og Campanulariernes
„medusefødende Generation. Men nu existerer ikke en saa-
„dan Forskjel i Virkeligheden.u

Hr. Desor antager altsaa, som man seer, Medusepro-

338

M. Sars.

ductionen for en Knopskydning, men han skylder Beviset for
en saadan Paastand. ' Ingensteds omtaler han Knoppernes
Fremvæxt — en Knop maa jo dog altid begynde som et
Minimum og efterhaanden blive større — de synes næsten,
efter hans Fremstilling, at fremkomme paa een Gang i deres
fulde Størrelse som ved et Trylleslag; de synes, siger han
selv (pag. 211) at komme ud af Polypens Mund, en tem-
melig usandsynlig Conjectur, som i det mindste savner al
Ånalogie.

Desor fandt i Havet ved Boston disse polypagtige Me-
duseammer i Delingsprocessen , saadan som den af mig er
fremstillet, eller, efter hans Anskuelse, i Knopskydning.

„Knoppen, siger han (pag. 212), havde i Almindelighed
«det Dobbelte eller undertiden det Tredobbelte af Stilkens
„eller Polypens Høide ; den var adskilt fra denne sidste ved
„en Kreds af Tentakler, som i alle Henseender lignede dem,
„som findes hos Individer, der ikke have Knopper, Det er
„følgelig klart, at Tentaklerne tilhøre Polypen og ikke
„ Knoppen. “

Alt dette forholder sig vistnok fuldkommen rigtigt; men
naar han fremdeles siger: „Denne Slutning stemmer imid-
lertid ikke ganske overeens med Hr. Dalyells Anskuelser,
„som paastaaer, at, naar Knopskydningen begynder, dannes
„en Indsnøring paa Polypens Krop under Tentaklernes
„Kreds; at Tentaklerne saaledes findes bragte til Knoppens
„Top, medens der danner sig en ny Kreds af Tentakler ved
„dens Basis44 — saa vil Enhver, som har gjort sig bekjendt
med Dalyells, Keids og mine lagttagelser over denne Gjen-
stand, let see, at de Meduseammer, som Desor observerede,
aabenbart allerede have været meget langt fremkomne i De-
lingsprocessen, hvis første Begyndelse, som skeer ved ring-
formige Xndsnørmger paa Kroppen under Tentakelkredseri,

Nogle Ord om Medusernes Udvikling. 339

hvilke begynde ovenfra og strække sig efterhaanden længere
og længere nedad, hvorefter Tentaklerne paa Toppen for-
svinde, han saaledes aldeles ikke har seet. Det er kun det
sidste Stadium af Delingsprocessen han har iagttaget, hvori
det nederste Stykke af Ammens Krop, hvilket ikke bliver
ringet eller deelt. i Tværsnit, efter Dalyells og Reids lagt-
tagelser begynder at skyde nye Tentakler, og det endog
foren d de sidst dannede unge Meduser ere afløste.

Der er følgelig aldeles intet Overraskende i hvad han
fremdeles anfører (pag, 212): „Blandt et Antal af hundrede
„knopførende Individer, som jeg har undersøgt, har jeg ikke
„bemærket et eneste, som havde nogen Tentakelkrands paa
„Knoppens Top, Tværtimod, altid har jeg seet Tentaklerne
„persistere ved Basis af Knoppen, og jeg har gjenfnndet
„dem paa dette Sted endog hos Individer, hvis Polyp var
„meget liden i Sammenligning med Knoppen.44 — Og end-
„videre (pag. 213): „Jeg spørger mig da, om Hr. Dalyell
„ikke har antaget for Tentakler Knoppens øverste Skives
„ Lappe, hvilke undertiden ere meget lange og tynde, især
„hos meget udviklede Knopper, og desuden gjennemsigtigere
^end Kroppen, saa at de i visse Henseender ligne Tentakler.44

Hr. Desor synes her at have forglemt, at ogsaa jeg har
seet ganske det Samme som Dalyell og endog afbildet de
iagttagne Forholde paa Fig. 43 og 44 i min Afhandling, saa
at her ikke kan være Tale om nogen Feiltagelse, og dertil
en saa grov som en F orvexling af Ammens traaddannede
Tentakler med de unge Medusers tvedeelte Skivelappe.

Som aldeles overbevisende og af gjørende i denne Tvist
tilføier jeg sluttelig, at jeg i min Samling besidder vel con-
serverede Exemplarer i Spiritus af Meduseammer i forskjel-
lige Stadier af T vær deling, nogle med begvnder.de odatte
ringformige Afsnit, andre, hos hvilke disse ere voxne ud

22*

340

M. Sars.

rundtom i 8 tvedeelte Lappe; paa begge Slags sidde endnu
Ammens lange traaddannede Tentakler paa det øverste Af-
snit. Hos atter andre ere disse Tentakler forsvundne og de
unge Meduser i Færd med at løsrive sig. (Alle disse Me-
duseammer bleve foreviste for de tilstedeværende Zoologer).
Ved for nogen Tid siden at revidere alle de opbevarede
Meduseammer, fandt jeg iblandt dem ogsaa nogle faa, hvis
nederste uringede Stykke havde skudt frem nye Tentakler,
saaledes som Dalyell og Reid have bemærket.

Senere Anmærkning:

Længe efterat ovenstaaende Foredrag var holdt, modtog
jeg 2det Hefte af Siebolds og Køllikers Zeitschrift f. wiss.
Zoologie for 1856, hvori Gegenbaur, i en interessant Afhand-
ling, „Versuch eines Systemes der Medusenu pag. 209, og-
saa berører det ovenfor omhandlede for Physiologien saa
vigtige Spørgsmaal. Det er mig en Glæde og Tilfredsstil-
lelse heraf at erfare, at denne skarpsynede Forsker, som til-
forn (Zur Lehre vom Generationsweehsel. 1854. pag. 8) var
mere tilbøielig til at bifalde Desors Forklaringsmaade, nu,
efterat han har kunnet sammenligne Dalyells (Rare and re-
markable animals of Scotland. 1847) med min Fremstilling,
klart har opfattet det sande Forhold, og linder „den hele
Gaade derved tilfredsstillende løst.“

„ Dalyell, siger han, stemmer i Angivelsen om Medu-
„sernes Dannelse af Ammekroppen ganske overeens med
„Sars, kun har Dalyell kunnet iagttage endnu senere
„ Stadier og derfor fuldstændigere udforsket disse Forholde.
«Ogsaa den Desorske Iagttagelse harmonerer hermed; thi

Nogle Ord om Medusernes Udvikling.

341

„Desor havde, som det nu ev mig øiensynligt, kun senere
„ Stadier, i hvilke Tentakelkrandsen paa Ammeresten allerede
„var dannet, og lod sig, idet lian holdt den sidste for ufor-
andret, forlede til at ansee de paa den siddende unge Me-
„duser som fremgangne af en Knopning.“

Iovrigt er jeg fuldkommen enig med Gegenbaur i den
Slutning, han drager heraf: „Det Vigtigste herved er, at
„ Ammen ikke gaaer op i Meduseproductionen, men efter
„ enhver Ammeperiode paa en vis Maade rehabiliterer sig
„og bereder sig til ny Avling af Meduser, saa at den med
„Hensyn til dens Livsvarighed ganske kan stilles ved Siden
„af de ammende Hydriner.*4

IX,

Fortsatte Bemerkninger om de geologiske Forholde

i Kongsbergegnen,

N. M ej dell.

Nedenstaaende Åfhandling er at betragte som en Fortsæt-
telse af de geologiske Observationer fra Kongsbergterrito-
riet, som findes indtagne i Magazinets 7de Bind 2det Hefte.
Forholdene i vor saakaldte Urformation er, som Enhver
veed, der har beskjæftiget sig noget med saadanne Under-
søgelser, i hoi Grad forviklede; først ved atter og atter at
see og sammenligne begynder man endelig at skimte Sam-
menhængen. Jeg har derfor tænkt, at jeg istedetfor at ud-
vide Undersøgelsen til en større Kreds, vikle gjøre bedre i
for det første at tage en enkelt Deel af det allerede beskrevne

Feldt paanyt for mig. Jeg har hertil valgt Egnen nærmest
omkring Kongsberg som det bekvemmeste Udgangspunkt
for videre gaaende Undersøgelser. Til de øvrige Dele af
det fahlbaandførende Feldt har jeg kun forsaavidt taget
Hensyn, som det for Sammenhængens Skyld syntes mig
nødvendigt. Heller ikke de sølvførcnde Gange og Grøn-

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 343

steengangene, som synes at tilhøre en yngre Formationstid,
er medtagne i Beskrivelsen. Hvad der i tidligere Skrifter
har været fremført til denne Egns geologiske Karakteristik,
forudsætter jeg som bekjendt og springer det derfor for
største Parten over eller nøier mig med kun i Forbigaaende
at berøre det.

Man finder i denne Egn en Samling af krystalliniske
Silikatbjergarter, deels skiktede og skifrige, deels uskifrige.
De første fremstilles almindeligviis som en Række af pla-
deformige, paa Høikant stillede Fjeldpartier. Dette i høi
Grad anskuelige Billede er imidlertid ikke ganske naturtro,
det vækker Forestillingen om en større Regelmæssighed og
en større Udstrækning efter Strøgets, slutningsviis da ogsaa
efter Faldets Retning end der i Virkeligheden findes. Det
er visselig vanskeligt med Bestemthed at afgjøre , hvad
der skal forstaaes ved et Skikt, især ved disse Bjergarter,
om hvis Oprindelse man endnu kun har Formodninger; thi
hvorledes man end bærer sig ad, kan man dog ikke und-
gaa, naar man vil bestemme, hvad et Skikt er, at tage
Hensyn til Danrielsesmaaden. Enkelte sikkre Holdepunkter
for Bestemmelsen lade sig imidlertid dog ogsaa linde ved
de heromhandlede Bjergarter. Saaledes tør jeg vel antage,
at man ikke kan henføre til et og samme Skikt to eller
flere Partier af Fjeldgrunden, selv om de ligge hinanden
noksaa nær, selv om de er noksaa smaa, naar deres Sam-
mensætning er væsentlig forskjellig (f. Ex. Gneis og Horn-
blendeskifer) og naar en skarp Grændse existerer mellem
dem. For ikke at lade JSToget ubeviist skal jeg forsøge at
begrunde denne Forudsætnings Berettigelse, saa ligefrem og
uomtvistelig den ogsaa kan synes: Til Begrebet om Skikt-
ning hører unegtelig, at man tænker sig en suksessiv Dan-
nelse, saaledes at det ene Skikt er fremkommet før det

344

N. Mejdell.

andet og ikke alle paa engang, og ligeledes at Materialierne
i ethvert enkelt Skikt har dannet eller afsat sig, om just
ikke momentant, dog nogenlunde samtidigt. Saaledes kan
vistnok et og samme Skikt komme til at bestaae af forskjel-
ligt Material, f. Ex. i den kalkholdige Leerskifer, men hvis
jeg i et Parti tinder udelukkende eller dog overveiende
Leerskifer, i et tilgrændsende Parti blot Kalksteen, saa vil
jeg vanskelig kunne vægre mig for at betragte dem som to
forskjellige Skikter, især hvis Grændsen mellem begge er
skarp , selv om der ikke tinder nogen egentlig Diskon-
tinuitet Sted. Jeg seer ikke, hvad der er iveien for at
overføre dette Raisonnement ogsaa paa de metamorphiske
Bjergarter; thi hvad Aarsag man end vil tilskrive denne
Metamorphisme og hvorvidt den end kan være gaaet, saa
kan man dog ikke ant age, at den er uafhængig af den om-
dannede Masses oprindelige Beskatfenhed. Naar man altsaa
i en metamorphoseret Skifer tinder to lagvise Partier, for-
skjellige i petrographisk Henseende og skarpt adskilte, saa
er der al Grund til at antage, at de ogsaa i sin oprindelige
Tilstand har dannet to forskjellige Skikter. Kan man gaa
ud fra dette som givet, saa vil man snart tinde sig nødsaget
til at opgive den vedtagne Idee om den store Regelmæs-
sighed og den betydelige Udstrækning af Skikterne i Kongs-
bergegnen. Det midlere Strøg, om jeg saa maa kalde det,
eller Hovedretningen af Skikternes Længdeudstrækning , er
vistnok paa forholdsviis meget betydelige Distantser saa
temmelig uforandret, men Skikterne selv har snarere en paa-
faldende ringe end en paafaldende stor Udstrækning. Deres
Mægtighed er meget variabel, fra nogle Linier til flere
Favne, de udkile sig i Almindelighed meget snart, de bugte
sig særdeles hyppig, undertiden ombøies de og løbe endog
tilbage i sig selv. Man træffer ogsaa mere og mindre fuld-

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 345

stændige Omhylninger, idet det ene Skikt ligger heelt eller
halvt indsluttet i det andet ligesom Kjernen i en Skal, i
Lighed med hvad man hyppig seer ved Kvartsskiferne, og
hvorved Uregelmæssigheder fremkomme ikke alene i Strø-
gets, men ogsaa i Faldets Retning. Ikke sjelden er For-
virringen saa komplet, at det er aldeles umuligt at hitte
nogensomhelst Rede enten paa Strøg eller Fald. Som To-
talbillede har man altsaa: En Rækkc af hyppig vexlende
Smaapartier, lænet op det ene mod det audet, i Regelen
meget steilt, ofte næsten lodret, uregelmæssigt begrændsede,
men dog langstrakte, saaledes at en og samme Hovedret-
ning for samtlige er bevaret, mangfoldige Uregelmæssigheder
i det Smaa fraregnede. Hermed vilde denne Egns geolo-
giske Bygningsforhold fuldstændig være angivet, hvis der
ikke tillige fandtes endeel massive Forekomster; men disse
og deres Forhold til de skiktede Bjergarter vil det for Ty-
delighedens Skyld være hensigtmæssigst først senere at om-
handle, Jeg skal derfor nu gaa over til at omtale Skifrigheden.

Hvorledes det i Ahnindelighed taget forholder sig pned
Skifrigheden i disse ældre Bjergarter, tør jeg ansee for ai-
mindelig bekjendt. Saaledes veed Enhver, at den i Regelen
er knyttet til en eiendommelig Grupperingsmaade af de krv-
stalliniske Bestanddele, den saakaldte Foliation, krystalli-
niske Parallelstruktur , Parallelt extur, hvilket sidste Udtryk
forekommer mig at være det meest betegnende og som jeg
derfor i det Følgende skal bibeholde. Imidlertid har man
rnaaske ikke altid været saa ganske korrekt i sin Udtryks-
maade. Strengttaget har man maaske ikke Lov til at
tale om skifrig Textur; thi ved Skifrighed maa vel egentlig
kun forstaaes selve Kløvbarheden, Texturen er de rim od det,
som har givet Anledning til denue Kløvbarhed eller Skifrig-
heden i Ordets egentligste Forstand. Benævnelsen „ Skifrig,,

346

N. Mejdell.

om Texturen bruges altsaa kun i en uegentlig eller over-
ført Betydning, hvilket dog, saavidt vides, aldrig har givet
Anledning til no gen feilagtig Opfattelse af det faktiske For-
hold. Efter denne Forklaring vil det formeentlig ikke kunne
give Anledning til nogen Misforstaaelse, naar jeg taler om
Skifrighedens og Paralleltexturens Retning. Denne er i
Kongsbergegncn vistnok ikke altid, men dog i Regelen pa-
rallel med Skikternes Strøg. Ikke sjelden hender det, at
Skifrigheden følger det midlere Strøg nøiagtigere end selve
Skikterne, med audre Ord, at Skifrighedens Retning beva-
res uforandret tiltrods for enkelte Uregelmæssigheder i Skikt-
ningen. Det er saaledes ingenlunde nogen feilagtig Frem-
gangsmaade for Strøget at notere Retningen af Skifrigheden
eller Paralleltexturen; thi det er det midlere Strøg, man
eftersporer, ikke Løbet af de uregelmæssige Bugtninger.
Imidlertid kan man dog i den Henseende mærke sig Føl-
gende: Naar en saakaldt Udskilning eller et ombøiet (om-
hyllet) Skikt ender med en afrundet Form inde i et Ski-
ferparti, finder man i Almindelighed, at Skifrigheden (eller om
man heller vil Paralleltexturen) i dette sidste bøier af nogen-
lunde konform med den indesluttede Masses Konturer. Dette
synes at pege hen paa, at disse Bjergarter engang har be-
fundet sig i en opveget eller halvfast Tilstand; thi man kan
vel vanskelig tænke sig, at en saadan Afvigelse i Parallel-
texturens Retning som den heromhandlede skulde kunne
fremkomme i et fast Fjeld.

Dader i den sidste Tid er bleven reist Tvivl om, hvorvidt
Skifrighedsforholdet i vore ældre Bjergarter er bleven rigtig
opfattet,*) skal jeg i den Anledning tilføie følgende Bemærk-
ninger, uagtct jeg som sagt tror, at man ganske godt har

*) D. Forbes i Nyt Mag. for Naturv. 9dc Bind Iste Hefte, T.

Kjerulf i Polyteknisk Tidsskrift No. 4 1856.

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 347

vidst at gjøre sig Rede for Sammenhængen. Det er ble ven
sagt, at Kløvbarlied eller — livad der efter min Opfattelse er
ganske det Samme — Skifrighed ikke åndes i disse ældre
Bjergarter, men kun Foliation (Paralleltextnr). For at denne
Sag skal kunne bringes til Afgjørelse, er det først og fremst
nødvendigt, at vi blive enige om, hvad Skifrighed er. Ved
Skifrighed forstaaes ikke rettere end jeg veed den Egenskab
hos en Bjergart, at den mere eller mindre fuldstændig la-
der sig dele i tynde Plader eller Skiver, og ved krystalli-
nisk Skifrighed forstaar man Skifrighed i en krystallinisk
Bjergart. Med dette Navn betegner man altsaa en Egen-
skab ved Bjergarten uden Hensyn til hvorledes denne Egen-
skab er fremkommen: naar man siger, at en Bjergart er
skifrig, beretter man simpelthen et Faktum, som ikke støtter
sig til Spekulation eller Theoretiseren, men ene og alene til
Observation. Skal denne Betydning af Ordet fremdeles be-
holdes, saa er det ingen Tvivl underkastet, at de Heste skik-
tede Bjergarter i Kongsbergegnen tillige ere skifrige. Den-
ne Egenskab er i den Grad fremtrædende, at tiere af dem
i den petrographiske Klassiphikation er bleven benævnte der-
efter, som Hornblendeskifer o. fl. I mange af dem er vist-
nok Skifrigheden ofte meget utydelig, undertiden endog for-
svindende, men da man tror sig berettiget til at beholde
Benævnelsen ved de ukrystalliniske Bjergarter, selv om Ski-
frigheden kun viser sig som en ganske svag Antydning til
Kløvbarhed, saa skjønnes ikke, hvorfor ikke det Samme og-
saa skulde være tilladt ved de krystalliniske. Men man kan
sige, at det Hele er feilagtigt og at mau ved Fastsettelsen
af Begrebet Skifrighed fortrinligviis bør tage Hensyn til de
Aarsager, der har frembragt den. Man slaar herved ind
paa en, om ikke umulig, dog paa Videnskabens nuværende
Standpunkt meget vanskelig Vei. Skulde man imidlertid

348

N. Mejdell.

forsøge paa at følge den, saa maatte man vel efter den Re-
gel, at man fra det mere Bekjendte bør gaa over til det
mindre Bekjendte, først og fremst tage de uforvandlede,
navnlig de klastiskc Bjergarter for sig og undersøge, hvor-
ledes Skifrigheden i dem er fremkommen. Men allerede
ved dem lader det til, at man tænker sig Arbeidet langt
lettere, end det i Virkeligheden er. Man siger, at Skifrig-
heden er frembragt ved Tryk, og dog er det strax næsten
ved fxmste Øiekast indlysende, at Skifrigheden (Kløvbarhe-
den) ingenlunde afhænger af Trykket alene og i mange Til-
fælde slet intet har med Trykket at bestille. Det er klart,
at der her en Komp! ex af Omstændigheder, som maa kom-
me med i Betragtning. Som saadanne skal jeg blot' nævne
den Omstændighed, at de nedfaldende Partikler helst vil
lægge sig med den platte Ende ned, og i det Hele taget
deres forskjellige Form, Størrelse og Fordeling i Massen,
den større eller mindre Sammenhængskraft mellem de for-
skjellige Partikler indbyrdes, den større eller mindre Let-
lied, hvormed de gi ve Slip paa den vedhængende Fugtighed,
idet Massen lidt efter lidt tørrer, om de under dette en
Tidlang befinde sig i en klæbrig Tilstand eller hurtig til-
haardne o. s. v. - — , Altsammen tilsyneladende Smaating, men
som dog ikke desto mindre er af megen Vigtighed ved Af-
gjørelsen af det Spørgsmaal : hvorledes fremkommer Skifrig-
heden? I endnu større Forlegenhed maa man komme, hvis
man vil anvende den samme Methode for de metamorphiske
Bjergarters Vedkommende. Man maatte, naar man vikle
være konsekvent, sige : Skifrige skal disse kun kaldes, naar
det kan antages, at Skifrigheden hos dem er opstaaet paa
samme Maadc som i de uforvandlede Bjergarter. Dette er,
som let vil kunne indsees, aldeles umuligt at gjemmemføre;
thi for det første veed man ikke endnu, hvorledes Skifrig-

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 349

heden i de uforvandlede Skifere er fremkommen, selve Ud-
gangspunktet svigter altsaa, for det andet, selv om man vid-
ste dette, ligger det i Sagens Natur, at Skifrigheden ikke
kan være fremkommen paa samme Maade i de forvandlede
som i de uforvandlede Bjergarter, eftersom Forvandlings-
processen dog umulig kan antages at have været uden Ind-
fiydelse paa Skifrighedsphænomenet. Man er altsaa unægte-
lig meget konsekvent, naar man uden videre kasserer Be-
nævnelsen Skifrighed eller Kløvbarhed ved de metamorphiske
Bjergarter. Kun forekommer det mig, at man derved gjør
Vold paa Naturen; thi det er dog, hvad man saa end siger,
et Faktum, som Enhver kan overbevise sig om ved Øiesyn
eller Experiment, at Skifrighed virkelig findes i deslige Bjerg-
arter. Vilde man vælge en Middelvei, kunde man sige : Vi
vil ikke kalde andre metamophirske Bjergarter skifrige end
saadanne, om hvilke det kan antages, at de ogsaa i sin op-
rindelige Tilstand har været skifrige og at Skifrigheden un-
der Mctamorphosen er ble ven bibeholdt. Forat denne Frem-
gangsmaade skal kunne benyttes, er det selvfølgelia en nød-
vendig Betingelse, at man kjender Bjergartens oprindelige
Beskaffenked, som man i adskillige Tilfælde maaske kunde
slutte sig til, hvis man kj endte dens oprindelige kemiske
Sammensætning. Man maatte altsaa anstille en kombineret
kemisk-geologisk Undersøgelse. Af den omdannede Bjerg*
arts Sammensætning maatte man slutte sig til Sammen sæt-
ningen af den oprindelige, understøttet af et fuldstændigt
Kjendskab til Naturen og Beskaffenheden af den metamor-
phiske Proces og et meget nøiagtigt Detailstudium af For-
holdet pan Stedet. Det blev imidlertid, som vistnok uden
videre Udvikling er indly sende, kun i de færreste Tilfælde,
at denne F remgangsmaade kunde anvendes. Vil man nøie
sig med at angive, hvad der almindelig taget kan synes ri-

350

N. MejdelL

meligt uden at fordre absolut Vished, saa bliver det vel om-
trentelig Følgende: Hvis en klastisk skifrig Bjergart gjen-
nemsilres af Vand og ved dettes Indvirkning efterhaanden
forandres og udvikler sig til Krystallinitet, saa maa det vist-
nok kunne indtræffe, at den oprindelige Tendents til Deel-
barhed i tynde Plader eller Skiver ved denne Proces vil
blive endnu stærkere fremhævet, og ligeledes hvis Metamor-
phosen foregaar paa den Maade, at Massen ved Hedens Ind-
virkning kommer i en halvsmeltet Tilstand, saa er det mu-
ligt, at ogsaa i den derved udviklede Krystallisation Retnin-
gen af den oprindelige Skifrighed vil kunne gjenkj endes.
Og paa hvilkensomhelst anden Maade Metamorphosen maatte
foregaa, maa man vel fremdeles kunne tænke sig Mulighe-
den af det Samme. Men der er al Grund til at antage, at
i alle tre Tilfælde ogsaa det stik Modsatte vil kunne ind-
træffe, nemlig at ethvert Spor af den oprindelige Skifrighed
vil kunne udslettes ved Metamorphosen. Fremdeles er det
tænkeligt, at Skifrighed ved Metamorphose vil kunne frem-
komme i en Bjergart, hvor den slet ikke tidligere har exi»
steret; thi Lovene for Krystalliseringen og Krystallernes
Grupperingsmaade under forskjellige Omstændigheder er al-
deles ikke saa tilstrækkelig efterforskede, at man kan siges
at have mere end en ganske fragmentarisk Kundskab i den
Henseende. Jeg tror nu at have beviist, hvad jeg har sagt,
at man slaar ind paa en meget vanskelig Vei, naar man ved
Skifrigheden vil lægge Phænomenets Aarsager til Grund for
Begrebsbestemmelsen, og jeg drister mig til at tilføie, at
man ikke synes at have gjort sig rigtig Rede for de for-
skjellige Omstændigheder, som herved maatte komme med
i Betragtning. Den gamle Fremgangsmaade gjør ikke saa
store Fordringer. Den bestaar deri, at man kalder Bjerg-
arten skifrig, naar den virkelig viser sig at være skifrig.

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 351

Man holder sig ved den til selve Faktum, man giver sigpkke
udfor at vide mere, end man virkølig veed. Ikke desto min-
dre er det dog ogsaa et Faktum, vikle man maaske kunne
sige, at Skifrigheden ved metamorphiske Bjergarter synes at
staa i en uadskillelig Forbindelse med Paralleltexturen eller
Foliationen. Hertil svares for det første, at Parallelordnin-
gen mellem de krystalliniske Bestanddele indbyrdes ikke er
det Eneste, hvorved Skifrigheden bestemmes; der er og-
saa andre Eiendommeligheder ved de sammensættende
Mineralier, som i den Henseende komme i Betragtning,
saaledes Kornets Størrelse og Glimmerbladenes samt andre
lignende pladeformige Mineraliers Tyndhed og lette Spalt-
barhed efter Gjenneingangene. Allerede denne Omstændig-
hed gjør det i mine Øine indly sende, at man ikke bør sub-
stituere Benævnelsen Foliation eller Paralleltextur for Ski-
frighed. Det forekommer mig, at man altid maa kom-
me til at tiltrænge et eget Ord til at betegne selve det F ak-
tum, at Bjergarten lettere lader sig kløve i en Retning end
i de andre, og hertil synes det gamle Navn „Skifrighed“
særdeles vel egnet. For det andet bemærkes, at det nær-
mere beseet dog egentlig ikke er mere besynderligt, at Ski-
frigheden i de metamorphiske Bjergarter er afhængig afKry-
staliernes indbyrdes Beliggenhed end at den i de klastiske
er afhængig af de sinaa Brudstykkers indbyrdes Beliggen-
hed og F orm ; tvertimod finder man heri en Analogi mellem
begge, der kunde synes at tyde hen paa, at den krystallini-
ske Skifriglied i de metamorphiske Bjergarter dog oftest ikke
er andet end en Remeniscents af den oprindelige Skifrig-
hed, som fandtes hos Bjergarten, før den blev forvandlet.
Paa den anden Side benegtes ikke, at Anlæg til en Art
Paralleltextur kan udvikle sig i utvivlsomt massive Bjerg-
arter. Ogsaa i Kongsbergegnen viser dette sig, og det har

352

N. Mejdell.

der virkelig været en af Anledningerne til, at man har over-
seet Forekomsten af endeel massive Dannelser, som man
har slaaet sammen med Skifrene. Det kunde synes, som
om denne Omstændighed maatte tale for Rigtigheden af den
Fremgangsmaade at gjøre en skarp Ådskillelse mellem Ski-
frighed i ukrystalliniske Skifre, hvor den ikke er hunden til
Paralleltextur, og i krystalliniske, hvor dette er Tilfæklet.
Et saadant Raisonnement vilde unægtelig have megen Vægt,
hvis det var givet, at Paralleltexturen i massive Bjergarter
og ide krystalliniske Skifere havde samme Oprindelse; begge
disse Klasser af Bjergarter kunde da siges at høre saa nøie
sammen, at man maaske ikke kunde undgaa ved Nomen-
klaturen at tage Hensyn hertil. Men nu forholder det sig
netop omvendt, eftersom de massive Bjergarter almindelig-
viis ansees for et Produkt af vulkanske eller plutonske Kræf-
ter, de krystalliniske Skifere eller ialfald en Deel af dem
lor Resultatet af en Forvandlingsproces. De metamorphiske
Skifere kan dog vistnok i det Hele taget siges, hvad det
Genetiske angaar, at staa de ukrystalliniske Skifere nærmere,
end de staa de massive Bjergarter, eftersom de, idetmindste
i et stort Antal Tilfælde, kan antages at være fremkomne
ved en Forvandling af de førstnævnte, ligesom ogsaa et
Slægtskab viser sig deri, at Skiktningsphænomenet er fælleds
for begge.

Der er hyppig Tale om de saakaldte Udskilninger i
Kongsbergskifrene. Med dette Ord synes man at ville be-
tegne visse isolerede Masser, der forekomme indiblandt de
øvrige og derved ligesom skille sig ud fra disse, hvorhos
der vel ogsaa i Navnet skal ligge en Hentydning til, at man
maa tænke sig dem i Ordets egentligste Forstande udskilte
fra Sidestenen, idet deres Material er udskilt fra denne.
Giver man Begrébet den størst mulige Udvidelse, saa kom-

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 353

mer det til at indbefatte en stor Deel Forekomster, som man
ellers pleier at henfore til Gangdannelserne, nemlig alle saa-
danne, om kvilke man har antaget, at de er fremkomne ved
„laterale Sekretioner.44 Dette er nu vel neppe Hensigten,
men en skarp Adskillelse er vanskelig nok at tinde. Man
støder paa samme Van skelighed som hyppig ved disse kryp-
togene Bjerargter: man skulde for at kunne fastsætte Be-
grebet bestemt kjende Bjergartens Oprindelse, og med den
er man ikke paa det Bene. Jeg skal først omhandle de
gangformige Forekomster, som her kan komme i Betragt-
ning, derefter de egentlige Udskilninger. Foruden de sølv-
førende Gange, hvis Material efter min Mening for enDeel
er leveret fra Sidestenen, (se Nyt Mag. f. Naturv. 8de Bind
2det Hefte), tinder man endnu endeel andre Gangdannelser,
med hvilke det Samme vistnok heelt og holdent er Tilfæl-
det. De bestaa hovedsagelig af Kvarts, synes undertiden at
holde noget Feldspathsubstants intimt indblandet, udsende
undertiden smaa, ganske tynde Grene, der som et formeligt
Netværk gjennemsætte Sidestenen, hænge i Almindelighed
fast sammen med denne, men lade sig ikke desto mindre
ved sit forskiellige Udseende som oftest tydeligt adskille fra
den, er af varierende Mægtighed, de mægtigere af dem tin-
des ikke synderlig hyppig (Sulusaasen, Hausgabelaasen &c.)
Disse Ganges Oprindelse kan ikke være tvivlsom: Mate-
rialet er i opløst Tilstand bleven tilført fra Sidestenen og
har afsat sig i de aabne Bcvner i samme. En lignende Op-
rindelse kan man vistnok i de fleste, om ikke i alle Til-
fælde tilskrive de smaa Drummer og Sværmere, som uden
at staa i Forbindelse med nogen større Gang, saa særdeles
hyppig gjennemkrydse Skifrene og undertiden er saa smale,
at man med blotte Øie ikke vilde kunne opdage dem, hvis
de ikke, mindre tilgjængelige for Forvittring end Skiferen

354

N. Mejdell.

selv, dannede ligesom et ophøiet Fileerværk paa Overdåden.
Det har, om jeg saa maa udtrykke mig, lykkets dem at be-
skytte mod Forvittringen Skiferens nærmest tilgrændsende
Rand, og da de er saa yderst fine og tynde, seer det man-
gengang ud, som om det var Skiferen selv, som havde bøiet
sig op i disse hid og did lobende Striber. Undersoger man
de tykkere blandt dem, saa tinder man, at de bestaa meest
af Kvarts; dog mangle heller ikke de øvrige Bestanddele
i Skifrene ganske. Anderledes forholder det sig med de
egentlig saakaldte Udskilninger. De gaa ikke ligesom hine
nys omtalte Drummer hovedsagelig frem efter rette og bræk-
kede Linier, som Sprækker, opstaaede i en fast Masse, uan-
seet enkelte Afvigelser, dog altid mere eller mindre vil nær
me sig til. De er tvertimod hyppig bugtede og vredne,
svulme paa enkelte Steder op til en uforholdsmæssig Tyk-
kelse, imedens de paa enkelte Steder igjen knibe sig sam-
men, men har tiltrods for det Uregelmæssige i Begrænds-
ningsformen dog som oftest sin Længdeudstrækning efter
Strøgets Retning. Disse kan ikke være fremkomne ved Ud-
fyldning af Sprækker i et haardt og fast Bjerg. Er de vir-
kelig ikke blot efter Forekomsten, men ogsaa efter Dannel-
sesmaaden, Udskilninger, saa maa denne Udskillelse have
fundet Sted paa en Tid, da Masserne endnu befandt sig i
en blod eller halvfast Tilstand. De bøie sig ikke sjelden
flere Gange frem og tilbage, ja slaa undertiden endog for-
melig Folder paa sig. Disse Bøininger og Folder kan man
vel vanskelig tænke sig fremkomne paa anden Maade end at en
Bevægelse eller Forrykkelse af den oprindelige Stilling har
fundet Sted i den Masse, hvori Udskilningen befandt sig,
og, saa besynderligt det end kan synes, seer det dog ud,
som om Udskilningen, dengang da dette foregik, ikke kan
have været haard og sprød som nu ; thi ellers kan man ikke

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 355

begribe, hvorledes den skulde have bølet eller foldet sig-

o 7 O

uden at rives istykker. Fremdeles seer det ud, som om den
Masse, hvori den har befundet sig, har været af en endnu
blødere Konsistents end selve Udskilningen; thi hvis ikke
dette havde været Tilfældet, havde Folderne ikke kunnet
naa fuldstændig sammen. Man kan ved mange af Udskil-
ningerne være i Tvivl, om de ikke burde betragtes som in-
desluttede Skiferpartier med mindre tydelig Skifrighed. De
sammensættende Mineralier er de samme som i Skifrene,
men Fordelingen og den ydre Habitus mere og mindre for-
skjellig: Kvarts er hyppig eneraadende eller dog aldeles
overveiende, især i de mindre Masser, i de større er Feld-
spath, hvor den findes, gjerne uddannet til større Krystaller
end almindeligt i Skifrene. Disse Kjendetegn er vistnok
ikke afgj ørende. Imidlertid kan man dog vanskelig be-
negte Forekomsten af virkelige Udskilninger, men jeg tror
rigtignok, at man har tænkt sig dem hyppigere, end de i
Virkeligheden er. Dette vil blive let begribeligt, naar man
erindrer sig, hvor uregelmæssig Begrændsningen af selve

Skiferp ar tierne ofte er og at ligele-
des Skifrigheden i dem ofte er uty-
delig. At Skiktningens og Skifrig-
hedens Retning ikke altid er over-
eensstemmende, bidrager ogsaa Sit
til en saadan Forvexling. Dette sidste
Punkt tiltrænger nærmere Forklaring.
Et Exempel vil bedst oplyse, hvor-
ledes det hænger sammen. I Fig.

1 betyder a Hornblendegneiss, b al-
I . j j mindelig Gneis. Skifrighedens Ret-
\ • I • S 1 ning er den samme i begge. Ingen,
Fig. 1. som blot seer Overfladen af Fjeld-

356

N. Mejdell

grunden, vil da betænke sig paa at antage, at a er en klump-
formig indesluttet Masse i b. Men har man tillige Anled-
ning til at se et Vertikalsnit, f. Ex. efter Linien c d, saa
vil man finde, at Massen a ligger ganske overfladisk og ne-
denunder afløses af Massen b. Det er rimeligt at antage,
at a er den gjenblevne Deel oppe i Overfladen af et større
Skikt, som altsaa har ligget horizontalt ovenpaa Gneispar-
tiet 6, medens Skifrigheden, uafhængig af Skiktningen, gaar
i vertikal Retning og efter det i Egnen almindelige Strøg.
De forhen omhandlede Uregelmæssigheder i Skiktningen be-
virke, at man ikke sjelden træffer Lag, som ligge deels ho-
rizontalt, deels under mere og mindre skraa F aldvinkler mod
hinanden. Da nu Skikternes Grændseflader ikke er nøiagtige
Planer, men al tid opvise større og mindre Fordybninger og
Forhøininger, saa indsees, at de forskjelligste Konfiguratio-
ner paa Fjeldets Overflade kan fremkomme, idet et og sam-
me Skikt kan aftegne sig mod det underliggende snart blot
som en enkelt Stribe, snart som en vidtudstrakt Flade, snart
med uregelmæssigt formede Konturer. Paa den Maade kan
man forklare sig mange af disse besynderlige Figurer, som
man har sammenlignet med Tegningerne paa marmomeret
Papir, men vistnok ikke alle; de øvrige er Gjennemsnit deels
af Udskilninger, deels af steilt faldende Skikter af høist va-
rierende Mægtighed.

Efterat jeg nu har forklaret, hvorledes det forholder sig
med Skiktningen, Skifrigheden og de saakaldte Udskilninger
i de Kongsbergske Skifere, skal jeg forsøge at giveenKlas-
gifikation af de i denne Egn optrædende Bjergarter efter de pe-
trographiske Eiendommeligheder og F orekomstmaaden, hvor-
ved ogsaa de massive Dannelser vil komme med i Betragt-
ning med Undtagelse af Grønsteengangene, der gjennemsætte
Kongsbergskifrene paa samme Maade, som de gjennemsætte

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 357

de siluriske Strata i Kristianiaterritoriet, som noget fra det
Øvrige Adskilt og Fremmedartet, og som jeg derfor har
troet uden Skade for Sammenhængen at kunne udelade, idet
jeg i denne Af handling kun har taget Hensyn til de Fore-
komster, der kan siges at tilhøre den egentlige saakaldte Urfor-
mation. Af disse findes der nu vistnok mangfoldige Modifika-
tioner og Mellemled mellem de forskjellige Bjergarter, som Pc-
trographien opstiller. Imidlertid kan dog samtlige Forekomster
indordnes under 3 Grupper, Gneisens Gruppe, de amphi-
bolitiske Bjergarters og endelig Hornblendegneisens Gruppe.
Hvad Hornblendegneisen angaar, kunde det vistnok synes,
at den som et Mellemled mellem de to andre ikke burde
opføres særskilt. Der forekommer af og til Hornblende i
den almindelige Gneis og Glimmer i Hornblendegneisen,
man kan altsaa ikke benægte, at der i mineralogisk Hen-
seende finder en Overgang Sted mellem begge, men den
tydeligt udviklede Hornblendegneis sees ikke desto mindre
stedse i de hyppig vexlende og ofte meget tynde Lag ved
en skarp Grændse adskilt fra den almindelige Gneis. Det
forekommer mig efter dette, at man ikke tør henføre den
til nogen af de to andre Grupper, men af den maa gjøre
en Klasse for sig selv. Leddene i den amphibolitiske Gruppe
hænge saaledes sammen, at det endogsaa er tvivlsomt, om
de burde opføres som særskilte Varieteter. I nedenstaaende
Oversigt har jeg kun udhævet de vigtigste petrographiske
Eiendommeligheder, da det forekommer mig tvivlsomt, om
en mere detailieret Beskrivelse kunde give synderligtUdbytte.

1. ®eef§9

a) Feldspathen rødligfarvet eller sjeldnere hvid, synes at være
udelukkende Orthoklas. Glimmeren af forskjellig Farve.
Kornet af y der st forskjellig Størrelse, fra meget grov-
kornig til fiinkornig og for Øiet fors vindende. Gaar

358

N. Mejdeil.

paa den ene Side over til en Art Felsitskifer, paa den
anden Side til Granitgneis og Gneisgranit. Findes
blandt andet nederst i Fusentastbakkerne og paa Hausga-
belaasen.

b) Feldspathen i Regelen af en smudsig hvid Farve. Glim-
meren sort eller dog mørkfarvet. Kornet mere egalt
end ved den forrige Varietet. Middels Korn til fiinkornig.

IS. Sfiornblendesfeen. Mornblendeskifer. Diorit.

Iliodtskifer.

Hornblenden sort eller grønligsort, men i Egnen ved
Kjennerudvandet og hist og her syd for samme tildeels
Anthohpyllit. Hvor Anthophyllit forekommer, er Bjergar-
ten oftest mere grovkornig, ellers i Regelen middels Korn
til fiinkornig,*) Feldspathen hvid, grønlighvid, graalighvid,
opak, sandsynligviis ikke Orthoklas, men tiltrænger forøv-
rigt nærmere Undersøgelse. Ingen skarp Adskillelse mulig
mellem de skifrige og uskifrige Varieteter
ill. fSoriablendegiieis.

Hornblende istedetfor Glimmeren i den almindelige Gneis.
Ofte mindre rig paa Kvarts end denne.

Hvorledes er nu disse Massers Leinings- og Begrænds-
ningsforholde? For de skiktede Bjergarters Vedkommende
er dette allerede i det Foregaaende forklaret. Paa denne
Maade, altsaa som skiktede Masser, forekomme Gneisen og
Hornblendegneisen stedse, idetmindste hvor de vise sig ty-
deligt udviklede. Dette er derimod ikke Tilfældet med den
amphibolitiskc Gruppes Bjergarter. Disses Forekomst kan
klassificeres paa følgende Maade :

*) Jeg bemærker her udtrykkelig, at jeg taler om Egnen nærmest om-
kring Kongsberg, ikke om den grovkornige Diorit vestenfor Over-
bjergets Fahlbaand eller om de problematiske massive Dannelser
i den nordlige Deel af Distriktet.

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 359

1. De optræde gangformig i Gneisen eller Hornblen-

degneisen. Som Exempel
herpaa kan anføres et Sted
paa Lougens Østside,
(Gamlegrendaasen). Gnei-
sen (a) af den under I.
b. opførte Varietet gjen-
nemsættes paa skraa af
Amphibolitgangen

Denne er yderst fiinkorning, næsten uden Spor af Feldspath.
Der viser sig i samme en svag Antydning til Parallelisme
mellem Hornblendepartiklerne indbyrdes i Retningen efter
Gangens Sidevægge. Forovrigt er denne skarpt udprægede
gangformige Forekomst sjelden og vilde muligviis ide fleste
Tilfælde kunne henføres til Forekomsten No. 2, da Retnin-

gen af de der omhandlede Gangleier saa særdeles hyppig
varierer.

2. De optræde som Gang-Leier (filons-couches). Disse
er vistnok meget uregelmæssige ikke alene i Retningen af
sit Løb, men ogsaa i Mægtighed, men dog ikke mere, end
at de uden Betænkelighed kan henføres under en bestemt

Kathegori. Det hænder ikke
sjelden, at Partier af den tik
grænd sende Gneis er brudt
tilside uden dog at være fukk
stændig løsrevne, saaledes som
hosstaaende Figur viser, hvor
a betegner Gneis, b Amphk
bolit eller Diorit.

3. De forekomme aldeles
uregelmæssigt, snart nogenlun-
be parallel med det i Egnen

360

N. Mejdell.

herskende Strøg, snart overskjærende dette, bugtende sig i
de mangfoldigste Krumninger, snart udvidende sig, snart
sammenknebne, i den ubeskriveligste Forvirring ligesom rørt
sammen med Gneisen, som da deeltager i disse samme Ure-
gelmæssigheder og ofte har mistet sin skifrige Textur .*) Iso-
lerede Klumper af den ene forekomme ikke sjelden i den
anden ligesom ogsaa langstrakte, ofte ombøiede Plader og
Grene.

4. De forekomme vexlende med Gneisens Lag, skik-
tede som den, det vil sige med mange Uregelmæssigheder
i det Smaa, men dog i det Hele taget udstrakte efter en og
samme Hovedretning, omtrent i Nord og Syd, og i Regelen
med meget steilt Fald.

Det følger af denne Fremstilling, at Dannelser i denne
Egn, som ligne hinanden fuldstændig i petrographisk Hen-
seende, har en aldeles forskjellig Forekomstmaade, som Gange,
som Gang-Leier og som utvivlsomt skiktede Masser vex-
lende med Gneisens Lag. Dette er Noget, som man først
modstræbende erkjender. Ikke desto mindre vil man dog
linde, at det forholder sig saa, naar man undersøger Fore-
komsten nøiagtigt, saaledes som den virkelig er, uafhængig
af enhver forudfattet Mening om hvad der kan synes rime-
ligt eller ikke rimeligt. Der er mange Omstændigheder,
som har bidraget til at fordunkle dette Forhold og van-
skeliggjøre Opfattelsen. Man linder tiltrods for de hyppige
Forstyrrelser og uregelmæssige Begrændsningsformer for de
skiktede Masser, dog en almindelig Regel for Skiktningen,
og da det er lagttageren mere om Regelen end om Und-

*) Jeg gjør mig ingen Betænkelighed af at benytte denne Be-
nævnelse, da jeg ikke tror, at Meningen lettelig vil kunne
misforstaaes.

Geologiske Forholde i Kongsberg 'egnen. 361

tagelserne at gjøre, er det denne, som hovedsagelig har lagt
Beslag paa Opmærksomheden. Paa denne Maade kommer
man tilsidst saa vidt, at man, naar man endelig finder vir-
kelig gang- og gang-leieformige Masser, endnu fremdeles
regner dem til disse Undtagelser, som man kun vil tillæg-
ge en underordnet Betydning. Heller ikke Skifrigheden
giver nogen sikker Veiledning; thi da den i de skikt ede
Bjergarter undertiden er meget utydelig, paa sine Steder
ganske forsvinder, da der omvendt af og til i de massive
Bjergarter kan vise sig en Tendents til Paralleltextur, saa
var der, naar man fremdeles kun vilde søge efter Regelen,
heller ikke fra denne Side seet Noget iveien for at betragte
de massive, Urformationen tilhørende Forekomster i Kongs-
bergegnen som blotte og bare Afændringer af Skifrene, alt-
saa atter som Undtagelser.

Efterat vi nu har gjort os bekjendt med Forekomst-
maaden af disse Urbjergarter i Kongsbergegnen, bliver det
næste Spørgsmaal: Hvorledes maa vi tænke os deres Op-
rindelse? Vi har for det første en Række af krystalliniske
Silikatskifere for os, hyppig vexlende med hinanden ind-
byrdes. Der er vel liden eller ingen Grund til at tvivle
om, at dette er oprindelig stratificerede Masser, som senere
er bleven underkastede en Forvandlingsproces, altsaa, som
man ganske rigtig har kaldt dem, metamorphiske Skifere,
skjønt man endnu mangler tilstrækkelige Data til at for-
følge Gangen i den kemiske Proces, som herved har væ-
ret virksom. Man har dernæst en heel Deel ganske ure-
gelrnæssigt formede Masser. Disses Forekomst kan vistnok
forklares ved de mangfoldige Forstyrrelser i den oprindelige
Leining, som maa være indtrufne i den umaadelig lange
Tid, som er hengaaet, siden Skikterue i denne Egn først
afsatte sig. Endelig seer man ogsaa de samme Bjergarter

362

N. Mejdell.

eller dog nogle af dem, nemlig de til den amphibolitiske
Gruppe henhørende, optræde som Gange og Gang-Leier.
Her kan den Forklaring, som anvendtes for de to førstnævnte
Forekomster, ikke gjælde længer. Jeg seer ingen Grund
til for disse Ganges og Gang-Leiers Vedkommende at for-
kaste den almindelige Forklaring for deslige Dannelsers
Forekomst, ifølge hvilken de ansees for at være af vulkansk
Oprindelse. Vistnok støder man paa den Besynderlighed,
at lignende Bjergarter i samme Egn forekomme som skik-
tede Masser, og for ikke at misforstaaes, tilføierjeg, at dissse
efter deres Forekomst ikke kan betragtes som overflydte Lava-
lag, men som virkelig oprindelig sedimentære Masser ligesom
de øvrige, mellem hvilke de findes. Herved omstødes imid-
lertid ikke det Faktum, at de paa andre Punkter igjen op-
træde som Gange og Gang-Leier, og heller ikke det Re-
sultat, som heraf kan udledes. Naar Masser, som i petrogra-
phisk Henseende er overeenstemmende eller endog identiske,
forekomme paa aldeles forskjellig Viis, som Skikter og som
Gange og Gang-Leier, saa er den følgerette Slutning ikke,
at de desuagtet maa have samme Oprindelse tiltrods for
hvad man tydeligt og uimodsigeligt seer for sine Øine,
men omvendt at de maa have en forskjellig Oprindelse tii-
trods for den petrographiske Overeensstemmelse. Men hvor-
ledes nu forklare denne? Jeg antager, at denne Egn paa
den Tid, da de sedimentære Bjergarter afsatte sig, og gjen-
nem et meget langt Tidsrum har været Skuepladsen for en
vulkansk Virksomhed, ved hvilken Gangene og Gang-Lei-
erne er fremkomne. Jeg drister mig fremdeles til at op-
stille ikke som noget Afgjort, men som en Mulighed. at de
skiktede Dannelser af lignende Beskaffenhed, hvad den mine-
ralogiske Sammensætning angaar, oprindelig har været Ejek-
tionsprodukter, som deels har afsat sig i samlede Masser,

Geologiske Forholde i Kongsbergegnen. 363

deele ved Vandets bevægende Magt er bleven bortførte og
fordeelfe mellem de ovrigc Strata, tildeels endog indblan-
dede mellem disses oprindelig løse Partikler. Paa denne
Maade kunde, mener jeg, paa den ene Side denne Over-
eensstem meise med Hensyn til Sammemsætningen forklares,
som finder Sted mellem Gange (Gang-Leier) og Strata, paa
den anden Side ogsaa Overgangen mellem disse indbyrdes.
Naar jeg her taler om Overgange, vil jeg ikke dermed sige,
at Masserne Hyde over i hinanden; thi der existerer skar-
pe Grændser, men jeg sigter tilde petrographiske Mellomled
mellem de forskjellige Bjergarter, som existere i saadan
Mængde, at det vilde blive et uoverkommeligt Arbeide at
benævne dem alle med særskilte Navne. Nu er det vistnok tæn-
keligt, at saadanne Overgange eller Mellemled kan fremkom-
me ved en Forvandlingsproces endog i en oprindelig ens-
artet Masse, men i Regelen tør man vel antage, især hvis
de findes særdeles hyppig, at da ogsaa den oprindelige Masse
har bestaaet af forskellige Blandinger, og man er da beret-
tiget til at spørge efter en Grand til, at dette Blandings-
forhold fra først af er bleven saa forskjelligt.

Endnu har man Skikternes steile Stilling og 1 dstræk-
niiig efter en og samme Hovedretning over det hele Terræn
tilbage at forklare. Dette kan ikke være Resultatet af de
partielle vulkanske Virksomheder, hvorved Gangene og Gang-
Leierne er fremkomne. Men man har paa begge Sider af
det Territorium, som indtages af de her beskrevne Ur-
skifere, plutonske Masser, mod Øst det store Granitmassiv,
som henregnes til Overgangsormationen, men paa enkelte
Steder støder umiddelbar ttil Urformationen og intetsteds er
langt fjernet fra samme, mod Vest Gneisgranit og Granitgneis,
der hænger sammen med hiint Granitmassiv, saaledes som jeg i
en tidligere Afhandling har forklaret (Nyt Mag. for Naturv. 7de

364

N. Mejdell

Bind 2det Hefte. I den plutonske Yirksomhed, hvoraf disse
Masser er fremgangne, fin der jeg Grunden til Skikternes
Hævning, der altsaa, hvis denne Forklaring er rigtig, maa
have indtruffet langt senere end Gangenes og Gang-Leier-
nes Dannelse. Og derefter har denne Egn endnu engang væ-
ret hjemsøgt af en vulkansk Katastrofe, nemlig da Grøn-
steengangene af samme Beskaffenhed som de, der forekom-
me i Kristianiaterritoriet, dannedes.

Der findes i Kongsbergterritoriet udenfor det indskræn-
kede Terræn, som i denne Afhandling er gjort til Gjenstand
for Specialbeskrivelse, endeel idetmindste tilsyneladende mas-
sive Dannelser af fforholdsviis betydelig Udstrækning, som
efter Forekomstmaaden neppe kan antages at være af vul-
kansk Oprindelse, som altsaa rimeligviis kun er Modifika-
tioner af Skifrene eller dog fremkomne ved den samme
Forvandlingsproces, som ogsaa disse sidste har været un-
derkastede. Undersøgelsen over disse Forekomster har jeg
paabegyndt, men endnu ikke fuldbragt. Gneisgranitens For-
hold til det store Granitmassiv paa den ene Side, til Ur-
skifrene paa den anden Side, agter jeg ligeledes i en efter-
følgende Opsats nærmere at omhandle.

D r u ;"k v "Louis F ela r a "Ww CKtx sl i h i. ll a

ir ■ V

. V>\** GEG£jV/)

A .

. A

Langesund, Skien

- — ' uncl ;

Porsgrund-

TellefDahll M.>6.

WS Si/c/nt HM .■iiujilfjiir/tlii/r
OSI Dtvonuchc Sumlsltine m m .
■■ Obtrsilurisclu liiilkstrint , SchUjir
■B / nttrsilurischt fut ffishine m.m
f_l GneissJIambluulut/i irJtr. QvunH»

f/iirrjrtnaul

Sulum*

/ntww. Jfr i /r

.t.sn \ «nu*

Profil von. Dovre mmh dem Mjoserii

Maasfft.Yb fur die Lauge (900.000)

^ Drf/itins-irinylm S.Ø. (rfiiriiii<rsc7iie/ér
^ Gra rut Jj/yj7ii&<>fit7isc7iry?r Jatta Onarti-

Gran it n.(bn//7(/i/icrat

•/ritta (/r arts

Kr/rty/en -Ao/o S.
Th match iefcr,
GI/t/mterscTi ie/ir
r/n t Jfalomit,
t/rartsit

(/iles e/erorrisc/r J

•Tritta J/rarts EcIc-JlTarn (7.

J7y7Y—i'or7o/// 77. Ai/r/m/J- fi i/zyeitz 77S.7t.

Grane T/r/msc/iiefcr mit einxeTr/e/t Grarts/t/r/yern 77/e.v si/nnsc/r

• ø J n a

Jiirtr/e///v-T7/T//tte7i A.o.77. Ga ittiritscTer 77ra.Tt.vit and Sc/tiefer

SAcartl -Oier O.A.O.

Orer-Thr/// S.,S '.77.

7'a/airrjfc7irr Gfrartrit, A r 7/ ir /ir uatl

a n 000 - WO
Gr/ny/ar/tere/t

777/7/7 -77e7y// S.77.
At : Juris c7/ CamT/risc/i

Ca///7/risc7i

A' 7 7 n t 7 s c 7i

A'i7ti rixc/i

JIetarnorp7usc7i

7ri/a7jr/.rc7/ . 77////rtxrt , G///y7/////er'//f, Ar7//e/é/' &/r//77 77r//rt.seJ/iefir 7// it l7er// enten 7Ge/7Æ7ayerrif/ti7irrisr7i. 7

£y y /.//a a 7/.vr7t 7 e/ér. 77rt//ocer/e///r .

7 Åft 77v// 777/v/e 77/ . 777/e r/'7\/tt //.y/e777 . aifr///. j T/freartsit e7es •Jr/tte/ /////.

7/1/77/

J/(/i/rcsc7/ie/ér f /7er///rt/.tr7t J

77/ 7/7/ xc 7/ /eftrr-, Glvrnmerxc/i/e/ér 7 a it 7)o7t/r/iit ,

7/7/7/// /7/t/ 7// 7/ sc7/ie/er U7//7 7// / a / 1. vit

Litli v Lon i a "FeTirs Enlte in Cfiriffii.T

Profil Yon \akkerb nach Malmb

Lån^e in* Maasfstali 10,0 O O

T = Trapp li P = X a brarforporpjtrr

Lad

OP = ffhyaMjisporphyr RP = Jtotiar Fe/d.r/tftffipurp/iyr OP Quarlsporp/iyr ,

d s o

ttak

3/J cJ

3/J 3r/

_^aaagi.

Profil von L rani enl) or •* a i, « *, i» „ «

Torxhef/ery

Vipp/tanyen

*■ Jffr/arnor J)fiisc7i

Schnitt r/tirc7r ei// .yinr/ r7//sseiie Xayer, ThønscTutfér mr/ Tåicrir/ite/i 77) a ra IXoi/eÅiie//

\ .

Pl. Ul.

Abfiany rom

Kohruis

Pr □fil y/iDnj Kolsaas tiijajcibi S n arb

^ Lånée im Maasfstab io! OOO

4 i

3.1- f) \ 6 7 6/ 5/J

D e r o n i s

~Mn(Kjc7wInicn
KPa RP

Uran r/ •>• fi j a r o e7 i7

srrn—rn7ii

h 7/e o

-I a n y o r/ cf

Profile iiBer Ringeriket _ Maanfstab fiir «lie Lan<
A.Loken nach SimdYoltlen

% n. Me ile

Tx.eclct l-rerulr d-tlm l£.r>b.

Pl . IV

Conpe des ierrains s elen daut de la vallée du Gruve daL jus qu åla partie méridionale de celle du

fafft* tfn

Gudbrandsdal .

Coupe du ierrain Silurien du lac liosea

Sl v

< n ^ t 4 1 r- .&«§•* §

MilH «1 .> it

Ihili «5 * k 3 « 4

WÆ^^TTTTTTTTÆ^^S^Tt-T!

Coupe de la vallee de Stordal aTrondhjeni

'< J '-i

I i v I s
i rj

Jfax/ms

Zrf/f7tf/7Ti mr r

Jfoe

Hzsr/ff

Froyntr

JTéZ/éår

Nach J.Durocher

Tr<7Zt/7/y*r.

JTouyi

Størrffzle/t

Frofil X?J?

JHOTTfi

Thorsbery

Durohschnitt durcK die Gegend von Skien und Porsgund

Tellef L ali II delin 1356

Porsyr777rf/

J}ora<nax

Letr/mp

Trnfsaas

Pl.Y.

Durchschnitt vom Ekeberg an der Chaussee nach Liabro

Die g'anze Lange in.Meile.

LP.

g, |® rt j

m & n. m' «• jl

m^Ui.

Bundyjord '.

(riuits.

Durchschnitte an der Bahnlinie in derNahevon S trommen.

(r runit/.

Gntiss.

Grcuiii.

rrTTT^

G runit.

J u.

Durchschnitt

an der

Bahnlinie hei Grorud.

G IV & i/ t * .

.«* >4

r] i
EM

R.P. -

Botn r/.

i SM&.

A.P.

IS.W.

Profil bei Holmestrand.

8~n.Meile.

Holmestrand/
\SandsUui( divoui)

JJt ta m orph isc/i t s.

; ; it:Æm

Kuinm<rso. Kitta uj ■

Kirke.

Lanifo

æÆl

Profil von Gunildrud nach Fiskeim
am See Ekern.

in. Me ile .

The od ; Eeralf delml85P.

Internet Archive Audio

Featured

Top

Images

Featured

Top

Software

Featured

Top

Books

Featured

Top

Video

Featured

Top

Mobile Apps

Browser Extensions

Archive-It Subscription

Save Page Now

Full text of "Nyt magazin for naturvidenskaberne"

See other formats